27 files changed, 5501 insertions, 36949 deletions

diff --git a/41072-0.txt b/41072-0.txt
index 89d8d72..e0392aa 100644
--- a/41072-0.txt
+++ b/41072-0.txt
@@ -1,8 +1,5 @@
 *** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41072 ***
 
-
-
-
 Afskriverens bemærkninger:
 
       I denne e-bog er kursiv gengivet med _understregning_,
@@ -9358,5 +9355,4 @@ lokalisere de pågældende steder:
  Den Kræmmer ey ey døe, men hand er til endnu
  Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
 
-
 *** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41072 ***
diff --git a/41072-8.txt b/41072-8.txt
deleted file mode 100644
index 29cd971..0000000
--- a/41072-8.txt
+++ /dev/null
@@ -1,9763 +0,0 @@
-The Project Gutenberg eBook, Jammers-Minde, by Leonora Christina Ulfeldt,
-Edited by Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith
-
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-
-
-
-Title: Jammers-Minde
-
-
-Author: Leonora Christina Ulfeldt
-
-Editor: Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith
-
-Release Date: October 16, 2012  [eBook #41072]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-
-***START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK JAMMERS-MINDE***
-
-
-E-text prepared by the Online Distributed Proofreading Team
-(http://www.pgdp.net) from page images generously made available by the
-Google Books Library Project (http://books.google.com)
-
-
-
-Note: Project Gutenberg also has an HTML version of this
-      file which includes the original illustrations.
-      See 41072-h.htm or 41072-h.zip:
-      (http://www.gutenberg.org/files/41072/41072-h/41072-h.htm)
-      or
-      (http://www.gutenberg.org/files/41072/41072-h.zip)
-
-
-      Images of the original pages are available through
-      the the Google Books Library Project. See
-      http://books.google.com/books?vid=Nqg2AAAAMAAJ&id
-
-
-Afskriverens bemærkninger:
-
-      I denne e-bog er kursiv gengivet med _understregning_,
-      fed tekst med #firkanter# og s p a t i e r e t tekst med
-      ~tilder~. Hævet tekst er angivet med ^ og krøllede parenteser,
-      fx 4^{to} og for^{te}.
-
-      I den trykte bog er sidenoter anvendt til at angive årstal og
-      evt. dato, hvor disse ikke fremgår af teksten. I nærværende
-      e-bog er disse sidenoter gengivet direkte i teksten i
-      {krøllede parenteser}. Fodnoter er markeret med [firkantede
-      parenteser].
-
-      I teksten er trykt nogle symboler, som ikke har kunnet
-      gengives i denne elektroniske udgave. Disse er angivet i
-      e-bogen med [Symbol: ...]. Alle øvrige firkantede parenteser i
-      teksten kommer fra den trykte bog.
-
-      Bagest i den trykte bog findes redaktørens liste over
-      rettelser foretaget i forhold til det originale håndskrift. Da
-      nærværende e-bogsudgave ikke gengiver originalens sidetal, er
-      en supplerende liste bragt i forlængelse heraf, som gengiver
-      rettelserne i en lidt længere kontekst og giver mulighed for at
-      finde dem i teksten uden brug af sidetal.
-
-      I indledningen og noterne er åbenlyse trykfejl rettet uden
-      yderligere anmærkning. I hovedteksten Iammers Minde er enkelte
-      rettelser foretaget i forhold til den trykte udgave, nemlig:
-
-      - en række fejlvendte »anførselstegn« er rettet
-
-      - en ) er tilføjet i "Fortuiffuelse bortrycte[42])"
-
-      - "Skack wirrede[wirrrede] med Hoffueded"
-
-      - "Murmelen oc Tilraab[Tillaab]"
-
-      - "bestemme[betemme] med hannem!"
-
-      - en ekstra ) er tilføjet i "Swensken, som forraade hannem))"
-
-      - "liige som en Biie-Kuube[Biie-Kuue]".
-
-
-
-
-
-                     LEONORA CHRISTINA ULFELDT's
-
-                          "JAMMERS-MINDE".
-
-                       EN EGENHÆNDIG SKILDRING
-
-                                 AF
-
-          HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685,
-
-                               UDGIVET
-
-                   EFTER DET ORIGINALE HAANDSKRIFT
-                I GREV #J. WALDSTEIN WARTEMBERGS# EJE
-
-                                 AF
-
-                         SOPH. BIRKET SMITH,
-               Assistent ved Universitetsbibliotheket.
-
-                            MED ET FORORD
-
-                                 AF
-
-          HS. EXCELLENCE GREV #JOHAN WALDSTEIN WARTEMBERG#,
-  Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.
-
-                             KJØBENHAVN.
-          FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
-                        THIELES BOGTRYKKERI.
-                                1869.
-
-
-
-
-Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen, unweit des
-Schlosses Egeskov, in dem Dorfkirchlein zu Quærndrup die Gräber
-meiner dänischen Ahnen des Stammes ~Ulfeld~ besuchte, fasste ich den
-Entschluss, meiner frommen Ahnfrau ~Leonora Christinas~ Andenken --
-des Enkels Pflicht erfüllend -- zu ehren durch Veröffentlichung jenes
-autographen Manuskriptes, das in meines seligen Vaters Erbschaft auf
-mich gelangte.
-
-Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes Ulfeld, Ihrer
-Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und Staatskanzler, nur zwei
-Töchter. Sie waren vermählt, die eine, ~Elisabeth~, mit ~Georg
-Christ.~ Grafen ~Waldstein~, die jüngere mit Grafen Thun.
-
-In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn ~Emanuel~, meinen
-sel. Vater, hatte meine Grossmutter Alles, was Ulfeldische Andenken
-waren, meinem Vater erblich überlassen, und so kam auf mich das
-Manuskript, das ich hiemit in Folge mehrfacher Aufforderung -- auch
-hohen Ortes -- durch die kundige Beihülfe des Herrn Soph. Birket
-Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter Descendenz nach ihrem
-Vater:
-
- »~Corfitz~, des heil. Römischen Reichs Grafen von Ulfeld, Herrn
- der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof Kazof, Brödlich, Odaslowitz,
- und des Lehnes Zinltsch, Ritter des goldenen Vliesses, Obrist
- Erbland Silber Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli
- VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu Hungarn und
- Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter bei der Ottomannischen
- Pforte, hernach Hof- und Staatskanzler, beeidetem Geheimen Rath
- und erstem Oberhofmeister.«
-
-Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin Maria
-Theresia, unvergesslichen Andenkens, hoch in Ehren gehaltenen
-väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre bis zu jenem
-Zeitpunkte, als der geistreiche, der moralisch hohen Frau oft zu
-geniale Fürst Kaunitz sein Nachfolger ward.
-
-In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige, klein
-geschriebene Folianten enthalten des Reichskanzlers M. S. -- die
-Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später aber mit den
-General-Staaten der Niederlande, sowie Ministerial-Protokolle während
-seiner ganzen Staatskanzlerschaft: Urkunden seines emsigen Fleisses
-und Ordnungsliebe; sowie die in diesen Folianten vorkommenden
-~Original~-Schreiben und -Notaten seiner hohen Herrin Zeugenschaft
-ablegen von dem innigen, beinahe kindlichen Vertrauen, mit dem Sie
-ihn beglückte.
-
-Dieser ruhige, bedachte Staatsmann aber war der direkte Enkel des
-unruhigen, übermüthigen
-
- ~Corfitz~, des Römischen Reichs ersten Grafen von Ulfeld, Reichs
- Hofmeister in Dänemark u. s. w. und seiner ihn anbetenden,
- geistreichen Gemahlin ~Leonora Christina~, nach einem ihrer
- Söhne:
-
- ~Leo~, R. Grafen Ulfeld, Kaiser Carl VI. Geh. Rath, Feldmarschall
- und Vice-König in Catalonien, und seiner Gemahlin geb. Gräfin von
- Zinzendorf.
-
-Sorgsam verwahrte ich so das M. S. als auch alle übrigen Reliquien
-und Nippen meiner dänischen Ahnfrau, deren erhabner Charakter und
-Leiden Theilnahme, Interesse und Ehrfurcht einzufliessen so sehr
-geeignet sind. Darunter mehrere schriftliche Andenken und
-Gedichtsfragmente, Gebete und im Kerker verfertigte Frauen-Arbeiten
-(einige mit blondem Haare gestickt), ein golddurchwirktes
-Taufhemdchen mit Kaputze, wahrscheinlich von ihren Kindern zur
-heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet Chr. IV. in blauem
-Email, und viele Bildnisse (auch das Original-Öhlbild, dessen Copie
-im Titelblatt sichtbar) etc. etc.
-
-Bei der direkten Überkommung des M. S. von meiner Ahnfrau an ihre
-Kinder und Kindes Kinder in gerader Linie konnte wohl in mir nie ein
-Zweifel entstehen über dessen Echtheit. Dennoch gab ich fremden
-Zureden nach, um die Authenticität desselben vollkommen zu
-constatiren. In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung
-des H. Herausgebers.
-
-Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte nicht
-geschlossen, so hat man doch -- tempus omnia sanat -- jenen ominösen
-Gedenkstein der Vergessenheit und dem Bauschutte zugewiesen, der
-seine »Schuld verewigen sollte.« Edel im Vergessen und Verzeihen hat
-die grosse nordische Nation jenen ein vorleuchtend Beispiel gegeben,
-die dem grossen Feldherrn und Retter des Kaiser-Reiches vor
-nordischer Gefahr, ~Albert~ Herzog zu ~Friedland~, jenen Platz noch
-nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla zu Wien gebührt.
-
-Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen, der Menschen
-Thaten und Gedanken lenkenden Triebfedern anbelangt, so sei mir, dem
-Enkel, der fast zur Überzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein
-so hochbegabtes, edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint, mit so
-inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder Gluth und
-Liebe nie hätte festhalten können an jenem, der dessen unwürdig
-gewesen wäre.
-
-    Cairo am 8. December 1868.
-                                          #Joh.# Gr. #Waldstein#.
-
-
-
-
-Indledning.
-
-
-I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og brede
-sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner, støder man
-af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere Former end de
-sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger udviser en Afvigelse
-fra de almindelige Regler, som staar i mærkelig Samklang med det
-Overordentlige i deres Natur. En saadan Skikkelse er ~Leonora
-Christina Ulfeldt~. Det Store udgjør det egentlige Væsensmærke ved
-denne navnkundige Kvindes Personlighed, og det Usædvanlige danner det
-fremtrædende Træk i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende
-kun at minde om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal
-med den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende paa
-en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens højeste
-Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere Afsnit af sit Liv
-nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde og lange Vedvaren
-næppe danner en mindre paafaldende Modsætning til Menneskenes
-almindelige Lod end den tidligere Herlighed. Og hvad det Store i
-hendes Personlighed angaar, vil Ingen nægte, at hendes Viljes mægtige
-Energi og hendes ubetvingelige Daadskraft, hendes Aandsevners
-Skarphed og høje Udvikling, Styrken af hendes Kjærlighed, den
-Heroisme, hvormed hun traadte Ulykken under Øjne, og det gudhengivne
-Mod, hvormed hun bar den, frembyder et Indbegreb af saamange store
-Kræfter og ophøjede Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede
-paa en enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine
-Første. Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til
-dem, som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i
-Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt, i
-en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til hendes Gunst,
-forstaar man let Grunden til, at der blandt alle de Kvinder, som den
-danske Historie melder om, ikke findes nogen, hvis Navn Folket holder
-højere i Ære, eller hvis Minde det gjemmer med større Trofasthed end
-netop hendes.
-
-Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen om
-Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende
-beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende
-bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den historiske
-Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for hende. Jeg vil
-ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora Christinas Liv og
-Personlighed, der i sig selv synes at maatte være en af de smukkeste
-og taknemligste Opgaver, Nogen kunde ønske sig, paa en enkelt
-tarvelig Undtagelse nær overalt træder frem som kun et Led i
-Fremstillingen af hendes hende langt underordnede Ægtefælles
-Historie, men den Mangel paa Kritik, som er gjennemgaaende i næsten
-alle Bearbejdelser af denne sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget
-følelig Maade til det Meste af det, der er skrevet om Leonora
-Christina. ~Molbech~ er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af
-Æmnet har medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt
-Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4
-Afhandlinger, i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser
-over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv
-(~Historisk Tidsskrift~ 3 Bd. S. 313-476 og ~Nyt histor. Tidsskrift~
-4 Bd. S. 1-98 og 369-441), ere da ogsaa ikke blot ubetinget det
-bedste Bidrag, der haves til Begges Historie, men de bære særlig for
-den Sidstes Vedkommende Vidne om, at saa rigtigt som Overleveringen i
-det Store har fastholdt Billedet af denne udmærkede Kvinde, er der
-dog endnu bestandig overordentlig Meget at udfylde og ændre i det
-Enkelte. Men selv Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der
-skulde udrettes. Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om
-det Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier,
-blev aldrig fuldført. -- Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med
-Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie,
-indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve og
-Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa hende, og som
-hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i Bibliotheker og
-Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen af det raa
-Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres, endnu ingenlunde erstatter
-Savnet af Bygningen selv, er Antallet af de Aktstykker, der saaledes
-ere bragte for Dagen, næsten forsvindende i Forhold baade til Mængden
-af det virkelig forhaandenværende Stof og i Forhold til Udstrækningen
-og Betydningen af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.
-
-Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et ualmindeligt
-Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i den danske
-Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og paalideligt Stof til
-en Skildring af et længere Afsnit af Leonora Christinas Liv, men som
-allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling, der kan antages at
-ville udøve ikke ringe Tiltrækning ogsaa ved sine rent formelle
-Fortrin. Man vil forstaa, at jeg taler om den egenhændige Skildring
-af Leonora Christinas Fangenskab i Blaataarn, som her fremlægges for
-Offentligheden. Ejeren af det Haandskrift, hvori denne Skildring
-indeholdes, Hs. Exc. Grev J. ~Waldstein~, har allerede i sit Forord
-antydet, hvorledes det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte
-dette mærkelige Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle
-Bemærkninger om forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden
-den af Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.
-
-Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien, Hr. Kammerherre
-~Falbe~, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn, at det nævnte
-Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums Kundskab.
-Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet med her til
-Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets Authenti bekræftet. Dette
-frembød ingen videre Vanskelighed. Selv uden Hensyn til det
-Vidnesbyrd om dets Ægthed, der -- som Grev Waldstein i sit Forord
-siger -- allerede indeholdes i dets Nedarvelse i lige Linie fra
-Leonora Christina selv, maatte endog en temmelig flygtig Undersøgelse
-af dets hele indre og ydre Beskaffenhed nødvendig føre til den
-fuldeste Overbevisning om, baade at Leonora Christina var
-Skildringens virkelige Forfatter, og at vi i det foreliggende
-Haandskrift havde hendes egenhændige Original for os. Det Sidste
-fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder ved Skrivemaaden, som
-vanskelig kunne skildres, men som ere saa meget mere talende for
-Beskueren: af den Maade, hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare
-rettede og omskrevne for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere;
-af den Mængde mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare
-skrevne i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved
-et senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde
-suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet af
-Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende samme
-Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik en Række
-mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig maa være Tilfældet
-med et Værk, hvis Udarbejdelse strækker sig over en længere Aarrække;
-og af mange andre lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde
-dog naturligvis kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med
-anerkjendt ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette
-Bevis blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. ~Gundorph~ paa den
-mest fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve
-af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige
-Bibliothek (Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4^{to})[1], og Ligheden mellem
-Skriften i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at
-man, naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette
-Værk, kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet
-selv. Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne
-Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor ~P. G.
-Thorsen~. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at blive bekjendt
-med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora Christina -- tildels
-ogsaa fra en tidligere Tid --, som findes i Gehejmearkivet
-(»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var her ganske det samme.
-
- [1] De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til
- Anna Brahe?) er dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til
- Anna Brahe) 5. Januar 1692, det tredie (til Otto Sperling den
- Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme) 4. Oktober
- 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt
- Gehejmeraad ~Bülow~ til Sanderumgaard og ere trykte i ~Nyt
- Aftenblad~ 1826 S. 228-30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er
- henført til det urigtige Brev.
-
-Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste var
-bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden nærmere taget
-under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen af paatænkt, at
-Manuskriptet skulde besørges aftrykt i Wien, og at Værket skulde
-udkomme paa en derboende Boghandlers Forlag. En saadan Ordning af
-Sagen maatte vistnok i flere Henseender ansees for mindre heldig.
-Foruden det, at Skriftet baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold
-maatte antages at ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde
-man temmelig sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes
-Nogen, som med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste
-Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade, og
-dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med Vished kunde vides
-ikke at besidde mere end en ganske ringe Del af det historiske
-Apparat, som maatte ansees for nødvendigt, for at en Udgiver skulde
-blive i Stand til blot nogenlunde at udfylde Læserens Kundskab med
-Hensyn til de mange mindre bekjendte Personer og Forhold, som omtales
-i Haandskriftet. Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da
-skriftligt udviklede for Grev Waldstein -- bl. A. ogsaa gjennem Hr.
-Kammerherre Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste
-Interesse --, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede
-i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan i
-Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at Haandskriftet
-skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk Boghandlers Forlag, idet
-dog Grev Waldstein forbeholdt sig selv at yde et Bidrag til de med
-Udgivelsen forbundne Omkostninger. Uden alt Hensyn til, om den, hvem
-det efter denne Ordning af Sagen blev overdraget at besørge
-Udgivelsen -- og hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa
-Henseende paahviler --, virkelig har løst sin Opgave paa en
-nogenlunde fyldestgjørende Maade, har Grev Waldstein alene ved den
-Fordomsfrihed, der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa
-andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det, som
-Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet sig
-Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed, som da overhovedet
-hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive fortjener saa meget mere
-Paaskjønnelse, da han selv ikke forstaar Dansk og derfor kun
-middelbart vil kunne blive delagtig i den Nydelse, som han gjennem
-dette Værk utvivlsomt vil berede mangfoldige Andre. Ogsaa det
-fortjener med Tak at nævnes, at man næppe herfra havde yttret et
-Ønske om at kunne medgive Bogen et Portrait af Forfatterinden, før
-Grev Waldstein lod et ham tilhørende Originalmaleri af Leonora
-Christina føre til Kjøbenhavn, hvorved det først er blevet muligt at
-tilvejebringe et Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke
-kunstneriske Udførelse[2], men ogsaa ved den Troskab, hvormed det
-gjengiver Originalens Karakter.
-
- [2] Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at
- der er nogen Forskjel paa Aftrykkenes Godhed.
-
-Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere, maa det
-være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet literairt Arbejde af
-Leonora Christina, som paa en vis Maade staar i temmelig nært Forhold
-til »Jammers-Mindet«. Leonora Christina var i det Hele en meget
-produktiv Natur. Det er bekjendt, at hun, medens hun boede paa Maribo
-Kloster, forfattede forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét
-vides at være bleven opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af
-hvilke nogle længe have været trykte, medens andre første Gang se
-Lyset ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et
-stort Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette
-Slags, som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og
-Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok de
-Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af sit
-eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok af mere
-indirekte Art, kan man maaske betragte en Række Aktstykker (3
-Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør), som hun udarbejdede, da
-hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen for sin Mand, der var sat under
-Anklage som mistænkt for Forræderi mod den svenske Regering. Af
-direkte Skildringer fra hendes Haand af større eller mindre Afsnit af
-hendes Liv vides der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der
-været endnu flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været
-trykt, nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til
-Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se S. 4 Anm. 2). En
-anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den ikke mere at
-være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes og hendes Mands
-Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660-61 (se S. 6). Endelig kommer
--- foruden »Jammers-Mindet«, ved Omfang, Indhold og Form udentvivl
-den betydeligste af alle disse Skildringer -- det Arbejde, som jeg
-egentlig her nærmest vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi;
-hvori Forf., vistnok paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog
-i én sammenhængende Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs
-afvexlende Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod
-Aaret 1673. Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som
-gav sig ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er
-bleven offentliggjort. Det blev udgivet paa Dansk -- oversat, som det
-hed, efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en
-af Leonora Christinas Svigersønner -- i ~Bang~'s Samling af nyttige
-og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125-47. Men denne saakaldte
-Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i Virkeligheden
-ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger fabrikeret
-Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste og plumpeste
-Fejl[3], at man ikke forstaar, hvorledes den et eneste Øjeblik har
-kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes det har været muligt, at de
-historiske Forfattere lige ned til den nyeste Tid (Molbech danner dog
-en Undtagelse) have kunnet benytte den som Hovedkilde eller
-idetmindste jævnsides med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora
-Christinas Historie. Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man
-virkelig en Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte
-Selvbiografi. Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige
-Aarhundrede den bekjendte Lærde og Samler Christian ~Reitzer~ og
-blev, kort efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til
-Frederik IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af
-samme Bibliothek beskrevet af Andreas ~Høyer~ i hans ~Nova
-Litteraria~ Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var paa
-Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen nu er,
-eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne sige. Det
-synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde bevares under
-de danske Kongers personlige Værge, og maaske er den gaaet tabt
-ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige
-Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa var, kunde vi dog
-nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der mellem det store
-kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste én Afskrift af
-den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget forkortet latinsk
-Oversættelse[4]. Beskrivelsen i Nova Litteraria er saa tydelig, at
-der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter repræsentere det
-samme Værk, som Høyer kjendte[5]; og at vi paa den anden Side i dem
-virkelig besidde en fra Leonora Christinas egen Haand udgaaet
-Selvbiografi, fremgaar, foruden af mange andre Kriterier, ogsaa af en
-Sammenligning med det her udgivne Skrift og navnlig da med den Del af
-det, som omhandler den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er
-paa dette Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter
-og »Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen den
-samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge Steder, men
-hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende Værk, der i det Hele
-er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok, hist og her dvæler
-noget udførligere ved Enkeltheder, og især hvor det indfører Personer
-talende, sker dette ikke sjeldent med ganske de samme Ord som dem,
-»Jammers-Mindet« anvender.
-
- [3] Som et Exempel instar omnium skal jeg anføre, at Forf. lader
- Leonora Christina fortælle, at hun blev hensat "i det elendige
- Fangehus ved den lange Bro(!!), som kaldes Blaataarn". Midt i alt
- det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat (nemlig de a.
- St. S. 143-46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som
- Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget
- Fabrikat, men han har herved ganske overset, at næsten alle de
- historiske Angivelser i dette Stykke (alene med Undtagelse af
- Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv har tilsat)
- ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige
- Skildring. Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt
- Hele for sig. Jeg er oftere stødt paa det og har det i dette
- Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra Karen Brahes Bibliothek
- (jvfr. ~Vogelsang~, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B.
- Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende
- Haandskrift for en Original).
-
- [4] Den første findes i ~Ny kgl. Samling~ Nr. 2146,4. Afskrifterne
- af den latinske Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte,
- i samme Samling under Numrene 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3
- Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at være "ex ipsius (d. e.
- Leonora Christinas) autographo", men, som allerede antydet, maa
- dette dog -- idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen -- kun
- forstaaes saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er
- gjort efter selve Originalen.
-
- [5] Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme
- maa man endog antage, at det er Høyer selv, som har besørget den
- latinske Oversættelse, der gaar igjen i de mange Afskrifter.
-
-I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det Forhold, der
-bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes saaledes, at
-Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som beskriver Opholdet i
-Fængslet, danner det første, endnu temmelig skizzerede Udkast til det
-Arbejde, som Leonora Christina et Aar efter Nedskrivelsen af hint --
-Selvbiografien er, som anført, skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som
-vi nedenfor nærmere skulle se, begyndt 1674 -- tog sig for at udføre
-selvstændigt og efter en meget vidtløftigere Plan[6]. Hvad angaar de
-Grunde, som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort et
-Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme
-Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en ganske
-forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al Sandsynlighed
-er blevet til for at tjene den yngre ~Sperling~ som Grundlag for hans
-Skildring af Leonora Christina i det af ham paatænkte Værk ~de
-feminis eruditis~ -- den er skrevet i Form af et Brev til en Ven af
-Forf., som er bosat i Hamborg, og som selv har forlangt en saadan
-Meddelelse --, er »Jammers-Mindet« idetmindste ~væsentlig~ skrevet
-for at læses og opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én
-Gang til en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. --
-Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget nærmere
-tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.
-
- [6] At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig,
- som Ligheden mellem dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan
- hidrøre fra, at det førstnævnte Værk er udskrevet efter det sidste,
- derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som det dog her, hvor
- Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for
- vidtløftigt at opregne.
-
-Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder strax i sit
-Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive Maade,
-hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør det sandsynligt, at
-Leonora Christina selv har udført ogsaa dette Arbejde (jvfr. S. 223).
-Et egentligt Bind synes det aldrig at have haft. Dets første 24
-Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige Fortale og et senere
-Tillæg til denne, ere upaginerede. Derefter følger paa 248 paginerede
-Sider den egentlige Skildring. Sidst kommer et Slags Appendix til
-denne paa 8 upaginerede Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt
-igjennem bevarende samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af
-Haandskriftet et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som
-det i flere Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til.
-Fortalen til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til
-samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær. Udg.
-omtrent til S. 85) er skrevet med én og samme overordentlig faste
-klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har givet sig
-god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa, hvad hun vilde
-sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte i saa Henseende har
-det uden Tvivl været hende, at hun ikke længe i Forvejen havde
-nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det tilsvarende Afsnit, det vil
-sige det, som skildrer den første Tid af hendes Ophold i Fængslet, er
-udarbejdet i forholdsvis temmelig stor Detail. -- I de nærmest
-følgende Partier af Værket antager Haanden (efter et kort
-Overgangsstadium, i Udg. S. 85-97) et mindre tiltalende Udseende. Den
-bliver skjævere, magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at
-Skrivematerialiernes Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne
-Forandring, er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret
-Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende, have
-været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand mellem
-Hovedmassen af det, der er skrevet med denne Haand, og Begyndelsen af
-Værket, skjønnes deraf, at Forandringen i Skrifttrækkene ledsages af
-nogle, vel uvæsentlige, men dog let kjendelige Forandringer i
-Retskrivningen (saaledes i Brugen af u og w, ck og k osv.). --
-Henimod Slutningen af Værket (i Udg. fra omtrent S. 214) skifter
-Haanden endnu engang Udseende, den bliver igjen noget fyldigere og
-rundere, men Grunden hertil synes dog mindre at maatte søges i Noget,
-der staar i Forbindelse med Forf.s Person, end i den rent udvortes
-Omstændighed, at Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa
-igjennem Papiret (som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del
-af Haandskriftet end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt
-Forf. til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun
-overhovedet vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne
-Haand og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige
-Skildring, ogsaa det S. 266-72 trykte Appendix til hele Værket
-skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S.
-14-18), hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa
-anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt senere
-Tid end Fortalen selv. -- Nedskrivningen af Værket er begyndt 1674 og
-endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet derved, at den
-oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli) 1674, idet
-nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne Fortale ere ganske
-de samme som i Begyndelsen af den egentlige Skildring, men mere eller
-mindre afvigende fra Skrifttrækkene i de følgende Partier af Bogen,
-gjør det utvivlsomt, at Fortalen er den Del af Værket, som først er
-bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen af Værket angaar, maatte man
-efter Forf.s egne Udtalelser antage, at den havde fundet Sted i
-Fængslet selv, det vil sige inden den 20. Maj 1685 (se S. 265).
-Imidlertid er det sikkert, at idetmindste Noget af Skildringen af den
-sidste Dags Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end
-rimeligvis ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at
-det Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen (se
-S. 16 Anm. 2). Det kan endnu bemærkes, at skjønt Skildringen er ført
-frem i kronologisk Orden og ofte endog fra Dag til Dag, kan den dog
-kun i uegentlig Forstand kaldes en Dagbog. Udarbejdelsen er først
-begyndt 11 Aar efter, at de Begivenheder, hvormed den sammenhængende
-Beretning aabnes, ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det
-Skildrede og Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog
-egentlig først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s
-Fangenskab at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om en
-virkelig samtidig Skildring[7].
-
- [7] Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges
- derved, at Forf. paa flere Steder, før hun naar ned til det angivne
- Tidspunkt, taler i den nærværende Tid, saaledes fremforalt S. 220.
- De Forhold og Begivenheder, som her skildres, henhøre til Aaret
- 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man
- virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint
- Aar. Men for ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6
- Dele af hele Værket være udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid,
- medens Forf. til den tilbagestaaende l/6 Del havde brugt over 10
- Aar, viser ogsaa den Maade, hvorpaa de følgende Aars Begivenheder
- ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig
- samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette af S. 224, hvor hun
- omtaler Noget, der foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer
- Begivenheder fra 1678 eller 1679. Hvad angaar de Grunde, der kunne
- have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere en Samtidighed
- mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil det
- maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar,
- med hvilket hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin
- Skildring, idet nemlig hendes Fremgangsmaade i det nævnte Tilfælde
- herved kommer til at frembyde en fuldstændig Analogi til den, hun
- fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at den til den 19.
- Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag,
- skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med
- Sandheden (se S. 265 Anm. 2 og S. 16 Anm. 2).
-
-En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer
-af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme Rettelser
-eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele Værket
-igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels imellem selve
-Textens Linier, dels -- og endnu hyppigere -- i Haandskriftets
-Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke Papir, som med en
-Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se S. 227
-Anm. 2). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart angaa
-Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de alle vidne om
-den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet, saaledes ere
-navnlig de formelle Rettelser; der især gaa ud paa Valget af Ordene,
-paa Retskrivningen og paa Ordstillingen, interessante, fordi de
-tydeligt vise, at Forf. har haft den Mulighed for Øje, at hendes
-Skrift engang kunde blive offentliggjort[8]. Begge Slags Rettelser
-forekomme spredte over hele Værket, men i det første Afsnit af det
-ere dog de formelle de langt overvejende, idet Forf. her navnlig
-stadigt har rettet Ordstillingen i visse sammensatte Verbalformer og
-Verbalforbindelser (haft havde, gjort havde, berette kunde o. lign.)
-i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets
-senere Afsnit (havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent
-ere Rettelserne af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er
-endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i omarbejdet
-Form er optaget enten paa det nærmest følgende Blad i Haandskriftet,
-eller, hvis Rettelsen er foretaget længere Tid efter Nedskrivningen,
-paa et Blad, som er indklæbet paa det udtagnes Plads. Anmærkningerne,
-som Forf. enten benytter til nærmere at udføre et i selve Texten
-løseligere berørt Punkt eller til at meddele Kjendsgjerninger, som
-hun ganske havde forsømt at medtage ved den første Nedskrivning,
-falde væsentlig i Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til
-Tiden, da saavel Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem,
-der ikke ere foretagne strax under den første Nedskrivning) som
-Anmærkningerne ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en
-forholdsvis temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende
-aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige Skildring.
-Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt Sted, har
-underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og ved denne
-Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og Tilføjelser til
-den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte af Anmærkningerne
-give endog ved deres Indhold direkte tilkjende, at de ere nedskrevne
-i Fængslet (se saaledes S. 177 Anm.).
-
- [8] Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at
- sammensmelte den oprindelige Fortale med det senere Tillæg til
- samme (S. 13 Anm.). Her foreligger et meget iøjnefaldende Exempel
- paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede
- Synspunkt.
-
-Angaaende Værkets ~indre~ Beskaffenhed, enten man nu ved
-denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa
-Fremstillingsmaaden, vil Læseren selv være i Stand til at danne sig
-en selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et Par
-Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter Tiden fra
-Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August 1663 til hendes
-Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685, og dens væsentligste
-Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de smaa Begivenheder, Forf.
-der oplevede, hendes daglige Omgivelser, hendes Sorger og
-Betragtninger. Af og til kommer Forf. vel ogsaa til at omtale
-Personer og Forhold fra den Verden, som laa udenfor Taarnet, men
-ligesom dette i Almindelighed kun sker, forsaavidt hendes personlige
-Hændelser i Fængslet give Anledning dertil, saaledes ere de Bidrag,
-der herved ydes til Belysning af Fædrelandets almindeligere Historie,
-kun i sjeldnere Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes
-Mands Historie vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke
-vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt, og
-dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes ikke
-indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer, som gave
-Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes egen Fængsling, maa
-bl. A. tilskrives den simple Grund, som hun selv etsteds anfører, at
-hvad hun ikke véd, det kan hun heller ikke sige. Hvorledes man nu
-iøvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed -- og selv under
-Forudsætning af Mandens Skyld lader den sig meget godt forklare
-deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet
-gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu
-Intet var afgjort --, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne
-tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man
-éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens og
-Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og det mest
-gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om hun virkelig
-havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig selv, at hun i et
-Værk, som først og fremmest var bestemt for hendes Børn, ikke vilde
-anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste en Skygge paa deres Faders
-Minde, og dette maa da ogsaa tildels forklare hendes Tavshed med
-Hensyn til adskillige af hendes Mands tidligere Foretagender, som
-ikke tale til hans Fordel, om hun end naturligvis som den kjærlige
-Hustru har været tilbøjelig til at se disse i et meget gunstigere Lys
-end baade Samtiden og Eftertiden. Endelig maa man huske paa, at
-hendes Værk er nedskrevet i Fængslet, og skjønt ganske vist hendes
-Kaar i flere Henseender vare blevne forbedrede efter Christian V.s
-Thronbestigelse, var hun dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt
-saa usikker paa sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke
-mulig kunde falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig
-Uskyldigt blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. --
-Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det en ikke
-ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som det oplyser
-paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det, der udgjør selve
-Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde mere løsrevne, hist og
-her indstrøede Træk; men fremfor Alt har dog Bogen en ganske
-overordentlig Betydning for Forf.s egen personlige Historie og som
-Bidrag til hendes Karakteristik. Den fremstiller for os et langt og
-hidtil saare lidet kjendt Afsnit af hendes Liv i en saadan Detail og
-Beskuelighed, at det er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne,
-og den giver et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som
-man ikke kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to
-Sider, at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde,
-der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed, altid
-viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre; som vel af
-og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket, men som aldrig
-fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed i enkelte Øjeblikke
-formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der tillader hende at afvinde
-de Hændelser, som møde hende, en humoristisk Side. Dernæst som den
-fine Iagttager, hvem Intet undgaar, og som, indskrænket efterhaanden
-i sine Observationer til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes
-nærmeste Omgivelser i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i
-hans hele personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres
-Karakter, at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres
-sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand i Forening
-med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig Dannelse kunde sætte
-hende i Stand til at gjøre det. Men i det Hele er der næppe nogen af
-hendes Aands eller Hjertes Egenskaber, som ikke i det foreliggende
-Værk træder tydeligt frem for Læseren, og det er ikke den mindste
-Glæde, man har af Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle
-disse spredte Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de
-højeste Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.
-
-Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder det
-næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden er
-Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt. Forf. fører en
-overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa, med hvor ringe Møje
-hun producerede, og skjønt Skildringen hist og her breder sig
-temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen er om de ubetydeligste
-Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet, saa at den aldrig bliver
-trættende. Ingen forstaar bedre end Forf. at tegne en Situation
-beskueligt eller at føre en menneskelig Skikkelse frem i hele dens
-fysiske og aandelige Særegenhed, og idet hun nu tillige foretrækker,
-saavidt muligt, at lade de handlende Personer optræde med deres egne
-Ord, opnaar hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin
-Skildring. Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger
-hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes Sjæl, fra de
-mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under alle sine vexlende
-Former bevarer den dog bestandig som sit egentlige Væsensmærke en
-Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed, som er lige tiltalende og
-tillidvækkende. Endelig er den, uagtet de mange indblandede fremmede
-Ord, saa ægte dansk i sit Grundpræg, at vi overalt føle os i det
-nærmeste Slægtskab med den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt,
-allerbedst være i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at
-konstatere, at Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var
-sin Samtid overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet,
-upaatvivlelig maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske
-Prosaværk.
-
-Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med Betragtningen af
-Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet om dens Troværdighed,
-eller rettere, da der ikke kan være Tvivl om Forf.s Vilje,
-Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har ~evnet~ at erindre de
-navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder -- der jo først ere
-nedskrevne flere Aar efter, at de vare foregaaede -- med en saadan
-Nøjagtighed, som den detaillerede Udmaling af dem vil give det
-Udseende af. Jeg for min Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at
-Skildringen af hine Begivenheder, idetmindste i alle væsentligere
-Træk, er fuldkommen korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner,
-som var allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et
-slaaende Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et
-højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet i
-Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for Forræderi mod
-Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at lade hende se den ved
-Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen nedskrev en udførlig
-Fremstilling af det hele Forhør, som, efter Molbechs Forsikkring,
-»meddeler de afgivne Udsagn og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev
-der i hint Forhør, som varede halvfemte Time, afhørt 6-7 andre
-Vidner) »i samme Følge og i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde
-med samme Indhold som den optagne Protocoll« (~Nyt histor.
-Tidsskrift~ 4, 80). Og dertil kommer, at man, af hvad Leonora
-Christina plejede at gjøre i lignende Tilfælde, er berettiget til at
-antage, at Beslutningen om at nedskrive en Beretning om hendes
-Fangenskab allerede har dannet sig hos hende i selve Fangenskabets
-Begyndelse, hvoraf følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet
-saa meget nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt
-hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed,
-forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og idelig
-maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder, indtil de
-tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk.
-Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed med Hensyn til det
-Meget i hendes Skildring, som ikke kan kontrolleres, kan anføres
-hendes Paalidelighed paa de allerfleste Punkter, hvor en Kontrol er
-mulig. At der hist og her findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o.
-desl. er Noget, som man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold
-til de mange fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene
-dog altid kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar
-man betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel
-af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de ønske at
-verificere slige Angivelsers Rigtighed.
-
-Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den Maade, hvorpaa
-jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa Haandskriftets
-Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning, at jeg har troet at
-burde anvende saa meget større Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed,
-som Haandskriftet, efter at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende
-tilbage til det Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil
-gjøre en fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om
-det bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at
-undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at jeg
-til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første
-ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i
-Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg,
-hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres Ret,
-nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en helt ny, som
-det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen er om Udgivelsen af
-større haandskrevne Arbejder fra en ældre Tid. Men naar jeg ikke
-vilde beholde Haandskriftets Interpunktion, fulgte deraf ganske
-ligefrem, at jeg heller ikke kunde slutte mig til det i den Maade,
-hvorpaa det anvender de store og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for
-ikke at tale om, at jeg, overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum
-eller i det Hele et større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det
-nærmest følgende Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til,
-om Haandskriftet havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de
-utallige Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større
-Adskillelsestegn til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med
-store Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare
-brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og
-da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin
-Interpunktion, vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre
-til Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet hele
-Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket ogsaa
-her heltigjennem at følge et eget System, og naar jeg da har valgt
-omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags, kun med en
-noget hyppigere Brug af store Bogstaver til de egentlige Substantiver
-og en noget sparsommere Brug af dem til de ikke-egentlige
-Substantiver[9], da har jeg gjort det, fordi dette System, uden i
-det Enkelte at gjøre Fordring paa at gjengive Haandskriftets
-Skrivemaade paa det omhandlede Punkt, dog i det Hele giver et
-almindeligt Indtryk af den. Thi alle Inkonsekventser fraregnede staar
-virkelig Haandskriftets Anvendelse af Begyndelsesbogstaverne Nutidens
-meget nær, og den væsentligste Forskjel er, at det er noget
-sparsommere i Brugen af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne
-Sammenhæng særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger og
-Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller Forf. i
-deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3 eller flere Ord. Men
-dette hører til de Ejendommeligheder ved hendes Skrivemaade, som jeg
-ubetinget har ment at burde bevare i Gjengivelsen, og idet jeg nu ~i
-det Hele~ har været nødt til at underkaste de saaledes adskilte
-enkelte Ord de samme Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som
-alle Haandskriftets andre Ord, have nogle af de paagjældende
-Ordforbindelser etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende
-(jeg skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til
-Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje, at
-der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet
-er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført Princip, og at
-jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige fra, hvad der ellers
-maa kaldes Reglen, naar en konsekvent Gjennemførelse af den vilde
-indvirke forstyrrende paa Læsningen (jeg skriver: Under Officer,
-Premier Minister, Spaa Kone osv.). -- Men naar jeg paa de nævnte
-Punkter har troet mig berettiget, ja tildels endog forpligtet til at
-gaa noget friere tilværks ligeoverfor Forf.s Skrivebrug, har jeg
-derimod i alle andre Henseender bestræbt mig for at gjøre
-Gjengivelsen saa tro som mulig. Jeg har allerede ovenfor omtalt, at
-jeg helt igjennem har beholdt Haandskriftets ejendommelige
-Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig har jeg da ogsaa fulgt Forf.s
-Retskrivning Bogstav for Bogstav, og jeg har paa denne Del af
-Gjengivelsen anvendt saa megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis
-ikke tør sige mig fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig
-selv, at jeg er ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa
-meget mere Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er
-yderst inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis
-med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let kunde komme
-til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende kommer
-paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig, at
-Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den mig stillede Opgave,
-betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis Bedømmelse man ikke
-maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex. fra en og anden
-Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved Interpunktionen eller ved
-Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi det er netop den større Omhu,
-jeg har følt mig forpligtet til at tilvende hin, som af og til kan
-have gjort mig mindre skarptseende paa de andre Punkter. Hvor et Ord
-eller et Bogstav ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af
-Forf., har jeg rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren
-Lejlighed til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige,
-har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes
-ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt mig paa en
-noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske vist var i Besiddelse
-af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab, var hun dog i de
-grammatiske og orthografiske Enkeltheder saa usikker, at det i det
-enkelte Tilfælde næsten er umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord
-forekommende Fejl maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl,
-og jeg har derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord
-blive ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden
-Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene selv,
-eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot bestode i
-urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver (man maa
-saaledes ikke forundre sig over at finde Ord som: Re#c#ident,
-vi#c#itere, Mu#ht#, Verrä#ht#erei o. m. a.). Med Hensyn til de
-fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke har gjort
-nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende til Brugen af
-Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart blive opmærksom paa, at
-der blandt de af Forf. anvendte franske og latinske Substantiver
-findes enkelte, som hun stadig skriver med smaa Begyndelsesbogstaver
-(hvad der for nogle af de førstes Vedkommende aabenbart hænger sammen
-med, at hun tænkte sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da
-troet at burde gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til
-den oprindelige Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed,
-forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en og samme
-Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen udslettet 2, 3 og
-flere Gange, inden Forf. har fundet en ret passende Plads til den, og
-i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis kun aftrykt den paa det Sted,
-hvor den sidst er anbragt. Rettelserne har jeg for det Meste optaget
-udenvidere i Texten. Dog hændte det af og til med Rettelser af rent
-formel Art, at den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække
-for den senere, og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at
-blive staaende ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig
-ligeoverfor enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en
-Uagtsomhed af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind
-i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste
-Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet jeg
-har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under den
-egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger, som ere
-udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres Sted, har jeg
-optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet en Bemærkning
-om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre der kun var Tale om
-et ganske enkelt Ord, som var udslettet af rent formelle Hensyn og,
-vel at mærke, med Urette udslettet.
-
- [9] Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har
- trykt ~alle~ Substantiver med store Begyndelsesbogstaver og ~alle~
- Ikke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa
- Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at
- specificere her.
-
-Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end den i det
-Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de Anmærkninger om
-historiske Forhold og Personligheder, hvormed jeg har ledsaget
-Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke store Fordringer. For
-adskillige Læsere tør det maaske antages, at de ville indeholde ret
-velkomne Supplementer til Forf.s Beretning, for Historikere af Faget
-ville de forholdsvis kun sjeldent frembyde noget Nyt. Naar jeg dog
-tør haabe, at dette af og til vil være Tilfældet, beror det kun paa,
-at jeg til deres Udarbejdelse undertiden har benyttet mindre
-almindelig kjendte haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra
-skét i et saadant Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig
-maa jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har haft
-Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til Korf.
-Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.
-
-Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet at kunne
-lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske Indhold ved en
-summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik
-forud for og mere eller mindre umiddelbart førte til den Situation,
-hvormed den egentlige Skildring begynder. En saadan følger da
-strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig bede bemærket, at
-den indskrænker sig til det Allernødvendigste og kun giver
-Begivenhedernes yderste Omrids eller saa Meget af dem, som maa ansees
-for nødvendigt, for at Læseren ikke skal være ganske uvidende om,
-hvad der menes, naar der hist og her i Værket gjøres en Hentydning
-til dem.
-
-Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for
-der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var hun allerede ikke
-mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst
-forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning
-af ét Fangenskab med et andet. Det var blandt Svenskerne, hun gjorde
-sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den
-Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den
-svenske Regering. Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret
-Ulfeldt Amnesti og Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke
-fundet for godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod
-bestemt paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine
-Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt, han
-overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt offentligt
-Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede ydede
-Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Men det varede
-ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig
-Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse afløstes paa Ulfeldts Side
-af en stedse tiltagende Misfornøjelse, som han ikke engang søgte
-at skjule, og paa Karl Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro
-til Ulfeldts Ærlighed. Denne Mistro syntes at skulle blive
-retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan,
-som en Del af Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske
-Aag, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer
-fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot
-havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med
-den danske Regering, havde forraadt denne nogle af Svenskernes
-Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen paa Kjøbenhavn.
-Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt Sag mod Ulfeldt, han
-blev sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og hans Hustru
-maatte dele hans Fangenskab. Sjeldent har Leonora Christina haft
-Lejlighed til i højere Grad at aflægge Prøve paa sin overordentlige
-Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde
-Forhold. Thi da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af
-et højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets Brug
-netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i
-personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af hans
-heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og Djærvhed
-skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af
-Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands fuldstændige
-Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske, men paa den anden
-Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller ikke i alle Punkter lige
-fyldestgjørende, og da Sagen, efter at have slæbt sig hen i 14
-Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav var død), endelig optoges til
-Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt Bevis nødt til at
-frikjende ham. Men Ulfeldt havde ikke fundet det raadeligt at afvente
-denne Dom. Nogle Dage før den blev afsagt, havde han set Lejlighed
-til at undslippe sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne
-styrede han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en
-Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte gjøre
-ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede til Staden --
-men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til Lybek --, var
-indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget af denne
-Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen,
-bleve baade hun og hendes Mand -- uden Hensyn til Bestemmelserne i
-Roskildefreden, der jo rigtignok heller ikke udtrykkeligt vare
-optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat -- arresterede og førte til
-Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershuus Fæstning.
-Dette gik for sig i Slutningen af Juli 1660.
-
-Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium i Leonora
-Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det mindst kvalfulde.
-Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor Adolf ~Fuchs~, var en yderst
-haard og streng Mand, i hvis Adfærd mod Fangerne der ikke blot spores
-en ubøjelig Pligtfølelse, men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt
-man ikke kan frikjende hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og
-til at have udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden
-Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal Maade,
-at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var
-dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere, som det var dem
-tilladt at være sammen. Men efterat et Flugtforsøg var mislykket og
-opdaget, blev ogsaa denne Gunst dem nægtet, og de bleve nu (i Juni
-1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art
-end det tidligere, hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse
-og Opvartning. Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og
-Premierminister Grev Christian ~Rantzov~ i September Maaned ankom til
-Bornholm. Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set
-Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han
-beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov alligevel
-skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen, fik han med det
-Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem Gouverneuren og de
-Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske Ægtepar end denne
-Undersøgelse -- hvis Resultat i alt Fald praktisk var foregrebet
-derved, at det, endnu inden den begyndte, var bestemt, at Fuchs
-skulde afløses af en Anden i sin Post -- var det dog, at Rantzov
-ogsaa havde medbragt Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne
-om Betingelserne for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger
-førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som
-han var af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert
-Offer, som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin
-Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De vigtigste
-blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen Alt, hvad han
-ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyen, at han skulde
-annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som
-Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for
-de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter, at han ikke
-maatte forlade Fyen uden Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos
-nogen udenlandsk Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der
-kunde være til Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af
-disse Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor
-Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661, og her
-maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik III. Som
-fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham Ellensborg i Fyen, der
-hørte til Leonora Christinas Arv efter hendes Mormoder Ellen Marsvin.
-Hertil afrejste han med sin Gemalinde den 27. December.
-
-Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand
-i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt, falde endnu dybere.
-Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod tilbage, og som det altid
-hidtil havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin
-Hustru med sig i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa
-Ellensborg, før han begyndte at træffe Forberedelser til at slippe
-bort derfra igjen. Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud,
-søgte og erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at
-forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort i Juni
-Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til Aachen
-rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i denne By
-opholdt han sig nu -- fraregnet en kort Udflugt til Paris af en
-allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. S. 32 Anm. 1 -- hele
-dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den 24. Maj 1663 forlod
-Leonora Christina ham for, efter hans egen indtrængende Opfordringer,
-at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som
-Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med,
-da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 9 Anm.). En
-Tidlang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt
-det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person,
-lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt
-og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev
-Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over
-bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand
-til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der
-indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende dette umuligt. Den danske
-Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige
-Meddelelser, som vare i højeste Grad kompromitterende for Ulfeldt. De
-udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en
-Skrivelse, hvori den danske Regering underrettedes om, at en stor
-Fare truede Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en
-betroet Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere
-Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i Flensborg,
-Detlev v. ~Ahlefeldt~, sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al
-fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad han erfarede, var,
-at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en
-vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at være traadt i Forbindelse
-med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor ~Span~, havde
-aabenbaret denne, at der var et stort Parti i Danmark, som var
-misfornøjet med Regeringen, og at dette Parti havde henvendt sig til
-ham -- Ulfeldt -- med Begjæring om at skaffe Landet en anden Konge.
-Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at
-kunne hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette
-ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne Sag.
-Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet den danske
-Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den dog foreløbig at
-holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode Kurfyrsten af
-Brandenburg om paany at sende Span til Ulfeldt, for at man kunde faa
-nærmere Oplysninger om hans Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men
-da man kort efter fik at vide, at Leonora Christina var i England,
-har man rimeligvis antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og
-man henvendte sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring
-om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig
-snart, at man havde taget fejl, men man var nu bleven kjed af at
-vente, og uden at oppebie Spans Indberetning om hans anden
-Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III. paa de allerede
-foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den
-24. Juli afsagde den bekjendte Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som
-Landsforræder fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid
-i Følge de indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de
-engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade
-Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid,
-men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist sig
-til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig dog ved ganske
-aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den Fangne. Imidlertid
-skulde hun dog bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for
-hende. En engelsk Officer, ~Braten~, bildte hende ind, at han vilde
-skaffe hende ombord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da
-hun nu en Nat i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til
-dette Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i
-England, Simon de ~Petcum~, som opholdt sig i Nærheden med nogle
-bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina imellem sig og
-bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib, som af Petcum var
-fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.
-
-Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen
-sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning til at
-føre denne korte historiske Skizze videre. Kun med Hensyn til
-Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora
-Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu være mig tilladt at
-bemærke, at saa meget Oprørende der var i den Maade, hvorpaa
-Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog -- selv afset fra, at
-den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten af Skylden herfor
--- næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod
-Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser,
-som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis
-Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, vare af en
-saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de
-strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om
-hine Planer, havde Regeringen al mulig Grund til at antage, som hun
-da ogsaa siger selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede
-at skjule nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog have
-gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen Anden at formode
-det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringens Vedkommende
-ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen
-Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det Hele var bleven
-overbevist om nogen anden Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at
-have villet forlade sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et
-almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i
-Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21
-lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige
-Skyld imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at
-det væsentlig var en eneste Persons -- Dronning Sophie Amalies --
-uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller
-derved, at en meget stor Del af de Kvaler, som Leonora Christina
-udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor
-Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders
-Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets
-daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige
-Raahed osv.
-
-Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks ydre Historie.
-Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt for Forf.s Børn, men
-da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde Forf. under Udarbejdelsen
-ikke have noget Haab om, at det skulde blive hende forundt selv at
-overgive det i de rette Hænder, og det var derfor bestemt, at en god
-Ven blandt hendes Omgivelser i Fængslet (se S. 246 Anm. 1) skulde
-besørge det til dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved
-Leonora Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand
-overflødig, og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo
-Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har saa en af
-Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste Søn, ~Leo
-Ulfeldt~, og hos dennes Descendenter er det forblevet indtil vore
-Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det Brev, som ledsagede
-Oversendelsen. Det er skrevet med en Damehaand, der synes at være
-~Anne Cathrine Ulfeldts~ (flere Breve fra hende opbevares paa det
-store kgl. Bibliothek, ~Ny kgl. Samling~, 2146c, 4^{to}), og er
-forseglet med det rigsgrevelig Ulfeldt'ske Segl (se ~Lexicon over
-adelige Familier~ 2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og
-Underskrift. Det lyder bogstavret saaledes:
-
- _»Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder er hendtis i
- Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt ~resoluere~ mig till att
- brende den, ihuorwel att dends Læßning haffuer giffuet mig ljden
- fornøyelße, efftersom de adskillige hendelßer betreffer alle
- Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig er ded icke u-nyttigt att
- wjde, huorledis med Hender er forfahret, mens er icke fornøden,
- att den kommer i fremmede hender, thi ded kunde hende sig, att den
- kunde glæde dem, som ennu kunde wære til offuers aff woris
- Hadere.«_
-
-        _Udskrift: A Monsieur
-                   Monsieur le Comte
-                   Leon D'Ulfeldt &c._
-
-       *       *       *       *       *
-
-    Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.
-                                                   #S. B. Smith.#
-
-
-
-
-                        Den fangne Greffwinne
-
-                          Leonoræ Christinæ
-
-                            Iammers Minde
-
-
-
-
-Fortalen
-
-Til mine Børn.
-
-
-Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min
-Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge,
-da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine
-Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind
-haffuer lenge offuer denne #Iammers Minde# werret striidig, ey
-kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser
-att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer
-tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att
-ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære
-Børn, den att tilskriffue[11].
-
- [10] Senere rettet til: »_haffwer mine Liidelser worren stoere oc
- mange, tunge oc vtallige_«.
-
- [11] I Randen er senere tilføjet: »_efftersom ieg nu er i Haab, att
- miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße
- trende sidste Aaringer meget er lættet_.«
-
-Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring,
-efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand
-foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine
-Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc
-Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig
-saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens
-Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig
-hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc
-vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee
-Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min
-Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede
-bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds
-Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den
-Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men
-endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel
-skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12];
-att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig,
-ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded
-ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc
-v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands
-Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som
-selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som
-racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som
-kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten
-ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte,
-haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud
-haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end
-vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer
-kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er
-sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen
-oc _contract_ aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia
-gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er
-stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte
-Lufft. Gud allene Æren!
-
- [12] Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de
- Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af
- Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er
- bleven opmærksom paa dem.
-
-Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære
-Børn, wil were, att I formedelst denne _Iammers-Minde_ forsickris,
-att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc
-att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn,
-tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue
-werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue
-hannem i Vlycken wilt forlade; _susspiceris_ derfor att wide om ett
-Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist,
-huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen
-oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst,
-mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed
-oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning
-haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder,
-om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider
-Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da
-war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff
-Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige
-himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge
-att bære.
-
-I huor wel min _Iammers-Minde_ icke widre indholder eller om melder,
-end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer
-tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine
-forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende
-Gud for diß Offuerstriidende.
-
-Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded
-er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker
-_Dina_ oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte
-_Anno_ 1651[13].
-
- [13] De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk
- forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder
- Anledning til at udtale mig nærmere om dem.
-
-At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om
-Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet
-haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre,
-huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck
-_Anno_ 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott
-oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded
-betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid
-vntgaaet Fengsels Vlycke[14].
-
- [14] I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i
- længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i
- Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger,
- »_udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres
- Uskyldighed at demonstrere_.« Hun kom imidlertid ikke længere end
- til Korsør, hvor ~Ulr. Chr. Gyldenløve~ foreviste hende en kongelig
- Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at
- denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg,
- hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun
- ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske
- nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har
- en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes
- Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i ~Becker~'s Saml. til Danm.
- Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441-47.
-
-I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske
-_Arrest_ fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade,
-Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da
-bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were
-paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were
-_arresteret_. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded
-skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da
-sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc
-tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min
-Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad
-Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde,
-huad Møde, Besuæring oc Bekümring _Processen_ (som offuer nii Vger
-dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste
-Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed
-oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att
-forsuare[15].
-
- [15] Om Processen i Malmø se især ~Molbech~, Et Bidrag til Corfitz
- Ulfeldts Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 1 flg.);
- jvfr. Indledningen.
-
-Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte,
-huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender
-Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: _Incidit in
-Scyllam, qui vult vitare Charibdin_. Wii vntgick en _Arrest_ oc falt
-i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som
-min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til
-Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg
-bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig
-fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att
-were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede
-ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som
-war en _Arrest_, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst
-(effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm,
-huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg
-der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17],
-som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor
-vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg
-større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med
-Taalmodighed _Gouuerneurens_, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde
-Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en
-Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc
-høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre
-aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa
-skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e]
-Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke
-kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa
-forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre
-bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min
-Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg,
-foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid
-warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc
-bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att
-ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end
-saa, som _Gouuerneuren_ oß spaade, att ded wille were for den sidste
-Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best,
-huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff
-Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der _Gouuerneuren_ mig
-besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue
-løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc
-tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa
-Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der
-effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis,
-att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt
-for goed _opinion_ om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war
-til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc
-skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg
-vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc
-for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg
-mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn,
-bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end
-Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris _Exempler_
-att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske
-Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig
-indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg,
-ded der att æde oc att vddricke.
-
- [16] Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December
- 1661.
-
- [17] En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu
- findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af
- hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes
- Liv haves i ~Molbech~'s Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts
- Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 369-441.) Af
- enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes:
- Generalmajor ~Fuchs~'s Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora
- Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i ~Wolff~'s Journal f. Politik
- 1816, 1, 71-78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni
- 1661, smstds. 1, 193-98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts
- Flugtforsøg, smstds. 1, 198-214 og 2, 42-47; ~Fuchs~'s Svar paa
- Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227-35; Memorial angaaende Korf.
- Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3,
- 135-40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte
- Reverser hos ~Paus~, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208-14.
-
- [18] Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte
- underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod
- igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han
- ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge,
- samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden
- paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til
- ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne
- Indtægter; se ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 423 og 435-38;
- jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham
- temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev ~Chr.
- Rantzov~ og ~Gabel~, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den
- havde fundet Sted (se ~Becker~'s Saml. til Danm. Hist. under
- Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for
- ~Gabels~ Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf.
- siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde
- faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.
-
-Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig
-handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett
-Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade
-selffuer, saa wel som wed sine høye _Ministri_, all kl. Gunst oc
-Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling
-loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt.
-aff Dannemarckis Begiering) til _Dovers_ loed _arrestere_ oc siden
-wed den Forræder _Lutenant Braten_ wiiß giøre, att hand mig
-himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske
-_Resident, Simon Petcons_ Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig
-loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig
-nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig
-mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib,
-som for^{te} Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl
-wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].
-
- [19] Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde
- forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i
- Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa
- Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se især ~Danske
- Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del
- Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den
- danske Resident i England, ~Simon de Petkum~; jvfr. Indledningen.
- -- ~Dreiers~ Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de
- allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville
- blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da
- opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for
- enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller
- passende at supplere Forf.s Beretning.
-
-Her fra haffuer denne min _Iammers Minde_ sin Begyndelse. Den melder
-om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine
-hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds
-stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand
-vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader
-sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld
-wældeligen mig vdriiffue.
-
-Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de
-aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens
-Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand
-offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed;
-glæder Eder der vdoffuer.
-
-Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for
-Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem
-hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.
-
-Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att
-fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder.
-De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis
-stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer
-giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg
-skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn
-Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige
-Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne;
-ded wille for meget _ledere_ høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder
-forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden,
-tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war
-derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris
-Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse
-war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene
-imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde
-ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem
-med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.
-
-Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis
-Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa
-lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod
-en huer effter Muelighed erkiende.
-
-I finder oc vdi denne _Iammers Minde_ tuende aff worris Huußis
-Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer
-huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til
-mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding
-lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.
-
- [20] Med hvad Ret ~Jørgen Skrøder~ betegnes paa denne Maade, kan
- ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt
- Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den
- Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se
- ~Nye danske Magazin~ 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han -- efter en
- Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand. ~H. C. A. Lund~
- -- Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og
- da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige
- Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man
- heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at
- trænge til hende.
-
-Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg _componeret_ oc
-_translateret_ haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine
-kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast
-til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb
-oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder.
-Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler,
-Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc
-Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff
-forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc
-see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre
-affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.
-
-Tuende _Observationer_ haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om
-ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg
-paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act
-tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende
-smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før
-werret _noteret_. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc
-icke en Gned kommer aff en Gned[21].
-
- [21] Hele dette Stykke er senere overstreget.
-
-Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn, att I icke
-lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke haffuer wilt tage
-imod den Leylighed, wed huilcken ieg til min Friihed haffuer kundet
-komme. Naar I ded rett betencker, saa haffde ded huercken werret Eder
-eller mig tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß
-Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste haffde tagen
-imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste mit Fengsel att vntkomme
-for hannem att opsøge, til sidste Aande-Dret att opwarte oc tienne;
-min Skyllighed haffde ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war
-hoeß Gud vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere
-behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen
-Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som gaffnligt were
-wille, oc att ded icke war der Wey til worris fratagne Formue att
-komme, huorfor ieg den vdslog oc søgte i ded Sted mit Hierte til
-Roelighed att skicke oc mit paalagte Kaarß taalmodeligen att bære.
-Wil Gud ded saa føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med
-kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med Glæde effter
-yderste Formue for Eder, mine hierte kiære Børn, wære ett Wersens
-Træl oc vdi Gierningen erwiiße, att ieg aldrig wiger fra min Plict,
-att ieg icke er mindre en goed oc retsinnig Moder, end som ieg
-haffuer werret en troe Hustru. Vdi midler Tiid lader Guds Willie were
-Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc lawe, att
-ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne; vnder huis trygge
-Waretect ieg Eder alle troligen wil befale oc bede, att hand Eders
-Fader oc Moder, Eders Raadførere oc Ledismand wille were. Beder I
-igien for mig, att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc
-fremdelis som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded, som
-søger hoes Eder
-
-                                       Mine hierte kiere Børn
-                                          Eders hulde Moder
-                                         _Leonora Christina_
-                                           _V. E. G._[22]
-
- [22] Slutningen af Fortalen fra Ordene: ~Vdi midler Tiid~ indtil
- _V. E. G._ incl er -- paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en
- Uagtsomhed synes at være blevne skaanede -- senere overstreget.
- Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen
- antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den
- egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre
- længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes
- Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og
- ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig
- til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte
- Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment
- at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte
- Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685.
- Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det
- først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den
- oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt.
- Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i
- Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet
- paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den
- sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at
- sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en
- Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor
- overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor
- ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens
- første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere
- Tilskrevne, men med mindre Typer[*] for endnu tydeligere at betegne
- Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.
-
-  [*] Afskriverens bemærkning: Teksten fra "Ieg haffwer oc
-  ihuekommet" til "anden i Fortred."
-
- Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes
- Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian
- IV.s Skrivkalendere (~Schlegel~, Samml. zur dän. Geschichte 2 Bd.
- 1, 61 og ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 338) født den ~8. Juli
- 1621, gammel Stil~. Dette svarer nu rigtignok til den ~18. Juli,
- ny Stil~, men for det Første bruger Leonora Christina ellers
- overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve
- hin Tidsangivelse 18. ~Juli~ fremkommet ved en Rettelse af en
- ældre Dato, 11. ~Juni~, som endnu ganske tydelig læses under den
- anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra
- Leonora Christina selv -- og der er ikke Noget, som modsiger, at
- hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv -- bliver
- dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11. ~Juni~, tilbage,
- og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl,
- skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne
- Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som
- hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig
- til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu
- dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt
- sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor
- Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom
- aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal
- jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende,
- forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne,
- ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo
- Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en
- Anden en anden. Den yngre ~Sperling~, som, selv om han ikke var
- den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede
- Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa
- Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte
- antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har
- i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng.
- 2110 a-b, 4) den 11. ~Juni~, ganske som vort Haandskrift, og først
- senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den
- foregivne Selvbiografi (~Bang~'s Samlinger 2, 126) har ligesom
- ogsaa ~Holberg~ (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572), ~Paus~ (Corf.
- Uhlefeld 1, 25) og ~Schønau~ (Lærde Fruentimmer S. 319) den 22.
- ~Juli~. ~Hofman~ (Portraits historiques P. 5 pag. 83 og Danske
- Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. ~Juni~.
-
-
-  Skreffuen i ded Blaa-Taarn
-  _Anno_ 1674 den 18. _Iulii_, mit
-  Fengsels ded elffte Aar, min
-  Fødsels Dag, oc Alders 53.
-  Aar.
-
- Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig Tacksigelse
- worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod mig, stacket
- effter Kongl. _Majt._ kom til Regieringen.
-
- Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings
- oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed
- offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis _Majt._ Dronningens
- særdelis Naade.
-
- Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att ihuekomme
- Hendis _Majt._ Dronningens Frue Moders, den dydige Landt-Greffwinne
- aff Hæßens, Naade imod mig.
-
- Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
- indtil _Anno_ 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i
- Meening der weed min _Iammers Minde_ att ende, efftersom ieg fant
- hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att ded er
- bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc haffue
- forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att Fengsel
- haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større Farligheder
- oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer wærret de,
- som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax der effter erre
- bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som haffwer hafft derris
- rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden liid Nød. Uskyllig
- Fengsel undertrycker icke eens Ære, men den forøger Æren. Mangen
- een haffwer i Fængsel faaet stoere Widenskaber oc erfaret de Ting,
- de før icke kunde naae. Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa
- offte til mig selffwer: _Trøst dig, du Fange, du est lycksalig._
-
- Efftersom ded 1674. Aar ickun war Hælten aff miine Fengsels Dage,
- saa haffwer ieg i denne min _Iammers-Minde_[23] tilføyet ded, som
- siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer tildraget.
- Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. _Maj_.[24] Gud
- allene Æren, som Kongl. _Majt._ til Retferdighed haffwer beweget!
-
-  [23] I Randen er tilføjet: »_udi hwilcken er antegnet adskillige
-  Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle
-  haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud
-  gaff Styrcke_«.
-
-  [24] Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at
-  gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den
-  oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den
-  anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet,
-  før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne
-  Afslutning -- skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet --
-  notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det
-  idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen
-  af Fortalen.
-
- Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang mig
- wærende mit Fængsel bleff beretet:
-
- 1. Kongl. _Majts._ _Premier Ministre_, Greff _Christian_ aff
- Rantzov, døde i _September_ Maanet 1663. Leffwede icke den Dag att
- dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff Sachsens
- Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand den Dag att see
- (effter hands Angiffwende) et Træ Billede til min sl. Herris Spott
- att _parteris_. Døden war hannem meget bitter.
-
- 2. Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng
- i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig Sygdom;
- sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war icke større, end
- som henders Piine war. Man kunde paa Taarnet høre hender skriige.
- Hun bleff ført paa en Dyne need i Byen oc døde der.
-
- 3. _Able Catharinæ_ Døe war meget smertelig. Haffde hun før søgt
- hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff hun siden
- aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde Byller paa
- himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent. All den Piine
- udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken Batskerns
- Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde rædde hender
- fra Døden.
-
- 4. _Secreterer_ Erich Krag, som haffde laded see sit onde
- Hiertelaw imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig
- aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc sund, haffde
- til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed oc skreff wed sit
- Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff, der finder hands Folck
- (effter lang Biien) hannem døe.
-
- 5. _General Major Friderich_ von _Anfeldt_,[25] som meere end som
- een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand døde
- saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske oc en
- Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele Øyesyn icke imodstaa,
- bleff rasent, fordi en anden fick en Ære Tittel, hand adtraade;
- ded war wel ringe att tabe Sind oc Santz for. Hand wille intet
- høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke
- Dronningen oc den regierende Dronning, offwertalte hannem
- endeligen der til. Der hand haffde annammet _Sacramentet_, sagde
- hand: »Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu ist
- das nu guth?« Bleff weed att bande oc læstere oc døde saa hen.
-
-  [25] Det er: Fr. v. _Ahlefeldt_.
-
- 6. Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren _Sckack_.
-
- 7. Dißligeste _Canzeler_ Peter Ritz.
-
- 8. Kongl. _Majt._ Kong _Friderich_ den 3^{s} Død forfremmede
- Stadtholder _Christoffer Gabels_ Døe. Hand følte, att
- Encke-Dronningens Haed meget imod hannem formaatte, ynskede sig
- Døden; Gud bønhørte hannem.
-
- 9. Ded haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære Widne
- til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg skulle selffwer
- beklage hannem. Naar ieg hørte hannem skriige, da rant mig forrige
- Tiider i Sinde, oc tenckte offte, huorledis et Menniske kand lade
- sig forføre at giøre den ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære
- haffwer nyt.
-
- 10. _Magister Buck_, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille
- imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war tre Dage
- maalløß, førend hand døde.
-
- 11. Den Sckelm oc uguddelig Krop _Christian_, som giorde mig saa
- megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii Foed oc til sin
- Hoßbonde, Maans Armfeld[26], i Iylland, kom hand i Trætte med
- Presten, som wille, att hand skulle staa Skriffte for et
- Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm sticker Ild paa
- Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer inde brent, som meente
- att rædde noget aff sit Goedz, oc all Præstens Formue lagt i Aske.
- Præsten wille icke forfølge den Sckelm med Retten, befalede hannem
- den rætte Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders
- Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang Tiid i Fryct
- oc forskræckede sig, naar hand saae nogen komme, som gick noget
- hastig, raabte da høyt oc med Rystelse sagde: »Nu taer de mig«,
- løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
- Marcken oc med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer
- ihiæl, thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been,
- Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som hand
- haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke saa christelig,
- som hand haffde død under Bødels-Haand, hand saa forfløyen om
- talte icke att skiøtte om, der som hand ickun kunde bringe en
- anden i Fortred.
-
-  [26] Det er: ~Arnfeldt~.
-
-
-
-
-                            Iammers Minde
-
-                                eller
-
-                      En Ihuekommelse om, huis
-
-sig med mig, _Leonora Christina_, vdi ded Blaa-Taarn tildraget
-haffuer fra _Anno_ 1663 den 8. _Augusti_ indtil _Anno_ 1674 den 18.
-_Iuli_[27].
-
- [27] Der har først staaet: »_#Anno# 1674 den 11. #Iuni#_« (jvfr. S.
- 13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med
- Leonora Christinas egen Haand: »_#Anno# 1685 den 19. #Maj#_.«
- Derefter er saa igjen -- og, som det synes, endnu med samme Haand
- -- 11. ~Iuni~ forandret til 18. ~Iuli~ (Blækket, hvormed denne
- Rettelse er foretaget, sees tydeligt ~ovenpaa~ den Streg, der er
- draget hen over de udslettede Ord).
-
-
-Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten
-haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre.
-Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa
-bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere,
-som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were.
-Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc
-beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige
-Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker
-oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden
-vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende
-Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
-eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc
-staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe
-til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii
-tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor
-smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel
-oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed
-den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi _Iesu_ Naffn min
-Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed,
-Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig
-paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand
-haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men
-tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis
-den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes
-mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded
-ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret,
-att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc
-naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc
-Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige
-Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!
-
- [28] ~Epicteti~ Enchiridion cap. 43.
-
-Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att were at
-begynde min _Iammers Minde_ med Begyndelsen aff den Dag, paa
-huilcken den _fatal_ Afften aff mit Fengsel fulte, oc noget melde om,
-huis sig med mig paa Skiibet tildrog. Effter att Skipperen den 8.
-_Augusti_ _Anno_ 1663 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for _St.
-Anna_-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer[29] (som aff
-_Petcon_, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis _Recident_ i Engeland[30],
-war _committeret_ mig att fremføre) Skipperen i Land med Breffue. Ieg
-klædde mig[31] oc satte mig vdi en aff Bodzmendenis Koyer paa
-Offuerlaaget med en stadig _Resolution_ friimodeligen att tage imod
-alt ded, mig war forrelagt. Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig
-hendede; thi foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc
-wiste mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange spurt
-for^{te} Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis bortførtis.
-Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder _Braten_[32] i
-_Dovers_ mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min _Arrest_
-spurte), som war, att mig maaskee _General Major_ Fuxsis Død[33]
-tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde
-_persuaderet_; sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet
-kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant[34], [oc] Statz _Major_
-Steen Andersøn Bilde[35] med nogle Musquetterer om Borde. Oberste
-Lütenant Roßenkrantz helste mig intet. Statz _Majoren_ spatzerede
-frem oc tilbage oc gick mig flux nær, huilcken ieg _en passant_
-spurte, huad paa Færde war. Hand suarte intet anded end: »_Bonne
-mine, mauvois ieu_«; der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet
-kom _Capitain_ Bendix Alfelt[36] med flere _Musquetterer_ om Borde,
-oc effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt, gick
-Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal gaa ind vdi
-_Cajutten_.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick strax. Lided der effter kom
-_Capitain Alfeldt_ ind til mig oc sagde att haffue _Ordre_ miine
-Breffue, Guld, Sølff, Penge oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg
-suarte: »Gierne«, tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt,
-huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc flyde
-hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden _Copier_ aff, huis Breffue
-ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen, _Annotationer_ om ett oc
-anded, min Reiße angaaende, oc nogle engelske _Vocabler_; ded
-offuerleuerede ieg hannem oc. Dette forneffnte lagde _Alfeldt_ vdi en
-Sølff Senge Potte, ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse
-forseglede; foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der
-effter kom _General Major_ Friderich von _Anfeldt_[37], _Commandant_
-i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme vd til hannem vden
-for _Cajutten_. Ieg _parerte_ strax. Hand helste mig, gaff mig Haand
-oc brugte mange _Complimenter_, talte stetze franzøsch. Hand glædde
-sig wed min Helbred, hand war ræd, att Søen haffde _incommoderet_
-mig; ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis
-_accommoderis_. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende sagde:
-»_Monsieur_ siger anderledis, men icke bedre«. »Io wißeligen«,
-_replicerte_ hand, »I skal dertil bliffue wel _accommoderet_, I skal
-bliffue besøgt aff de allerfornemste aff Riget.« Ieg forstoed wel,
-huad hand dermed meente, men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes
-fornemme Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.« Der paa
-kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for^{te} Sølff
-Senge-Potte (som _Cap. Alfeldt_ med sig tog) fordrede. Ded Papir,
-_Cap. Alf._ der offuer haffde forseglet, war aff brut. _Gen. Majoren_
-wente sig med den til mig oc sagde: »Her haffuer I Eders _Iuëler_,
-Guld, Sølff oc Penge igien; _Cap. Alf._ haffuer forstaaet Vret, ded
-war ickun Breffue, hand war be_ordret_ att afffordre, oc de erre
-alleeneste vdtagne oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I
-_disponere_, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte ieg); »saa
-er mig tilsted att sette miine Armbaand oc Ringe paa igien?«. »O
-_Iesus_« (sagde hand), »de erre io Eders, I haffuer der offuer att
-_disponere_«. Ieg satte Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg
-min Pige. Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict, men
-hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer aff Lystighed. I blant
-anden Tale sagde hand att haffue hafft den Ære att kiende tuende aff
-mine Sønner, huilcke hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem
-paa ded beste. Ieg _complimenterte_ hannem, saa som der paa hørte,
-loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott Hierte. Hand gaff
-sig til allehaande Skiemt, særdelis med min Pige, syntis, att hun war
-smuck, vndrede for, att ieg torde holde saa smucke Piger; de
-holsteinske Fruer, naar de holte smucke Piger, war alleeneste for att
-sette Manden i _Humeur_; giorde der en lang _discours_ om, huorledis
-de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til min Pige
-haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist maatte tale aff
-Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun
-suarte icke ett Ord. Siden sagde mig Slozfogden, att hand, von
-_Anfeldt_, haffde i ded første bragt Kongen i den Troe, att min Pige
-war min Daatter, oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen
-effter lang _discours_ tog _Gen. Majoren_ Affskeed med den
-_Compliment_, att ieg icke wille lade mig forlenge, hand wille snart
-komme igien; spurte, huad hand Hands kl. Mt. skulle sige. Ieg bad,
-att hand paa beste Maade mig vdi Derris Majt. Maits. Naade wille
-_recommendere_, ieg wiste icke meget att lade sige, eller huorom ieg
-skulle lade bede, ey widende, huad de med mig haffde i Sinde. Der
-Klocken war imod tre, kom _Gen. Maj._ von _Anfelt_ igien, war meget
-latterfuld oc glad, bad om Forladelse, att hand saa lenge haffde
-werret borte. Ieg skulle icke lade mig Tiiden bliffue lang, ieg
-skulle snart komme vdi Roelighed; hand wiste wel, att ded Folck (i
-ded wiiste hand paa _Musquettererne_, som stoede langs paa begge
-Sider aff Skiibet) ware vstyrige oc _incommoderede_, oc att Roelighed
-tiente mig best. Ieg suarte der til, att ded Folck mig intet
-_incommoderte_, men att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom
-ieg 13 Dage vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort i
-siine _Complimenter_ oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen, skulle
-hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte, »oc efftersom mig
-synnis« (sagde hand), »att I icke megen _Bagage_ haffuer med Eder oc
-maaske icke nødwendige Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand
-behøffue«[38]. Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min,
-om hands Frue mig besøgte, men min _Bagage_ war saa stoer, som mig
-end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i Fremtiiden noget
-behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for diß Omhue skulle bliffue
-forskaanet; ieg haffde icke den Ære att kiende hender, bad hannem
-dog att formelde hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande
-_discours_, om Birgitte Speckhans[39], om adskillige Lappalia, Tiiden
-med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme, mindre att
-optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle føre mig fra Skiibet,
-huorfor hand med Høfflighed sagde: »Lyster Eder, _Madame_, att træde
-i denne Baad, som her ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster
-alt ded, ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. _Gen.
-Majoren_ tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden; Oberste
-[Lütenant] Roßenkrantz, _Capitain Alfeldt_, Peter Dreyer oc min Pige
-ginge med i Baaden. Oc efftersom vtallige Folck sig haffde forsamlet
-ded Spetackel att ansee, ia en stoer Deel haffde sig paa Baade
-begiffuen for mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig,
-oc [der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart til den
-anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse att giffue, sagde
-hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da ingen, som gaff Glædis Tegn
-vden hand, huor for ieg suarte: »Den, sig glæder i Dag, kand icke
-were wiß paa, att hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten
-ded er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke
-tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«. Der wii komme
-lided bedre frem, saae ieg den bekiente v-dydige Birgitte Vlfelt, som
-sig glædde[40]. Hun haffde sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender
-saed en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden.
-Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen oc loe aff
-all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae lenge paa hender, skammede
-mig offuer henders V-forskammenhed oc offuer den Spott, hun giorde
-sig selffuer, ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris
-Bieffen, thi ieg actede begge lige meget[41]. _Gen. Majoren_ holte
-mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi hand war ræd
-(som hand siden sagde), att ieg skulle styrte mig i Wanded (hand
-dømte mig effter sig selffuer; hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære,
-huilcket hands Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris
-Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc Santz. Hand
-wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis end som hand,
-huilcken mig gaff Styrcke oc Moed, i ded Sted att hands Aand, hand
-tiente, hannem i Fortuiffuelse bortrycte[42]). Der Baaden lagde an
-wed den liden Broe, som er wed Renteriet, steeg _Capitain Alfeldt_ i
-Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen. Paa
-Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc Foedz, oc _Musquetterer_
-stoed paa begge Sider, huor ieg frem gick. Paa Slotz-Broen stoed
-Iockum Walburger, Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc
-efftersom Folcket haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil
-Kongens-Trappe, loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa den Wey, men
-wente sig knap oc sagde til _Alfelt_: »Hir her«, oc gick der med til
-ded Blaa-Taarns Dør, stoed en rom Tiid vdden for oc famlede med
-Nøglen, loed, som hand icke kunde lucke op, for att lade mig lenge
-were Folckis Spetackel[43]. Oc saa som mit Hierte war rettet til
-Gud, oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi
-midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der Styrcke, Krafft oc
-Redning, huilcken mig oc naadeligen bleff giffuen. (En Hendelse wil
-ieg ey lade v-melded forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til
-Himmelen opslog, fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem
-fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen effter lang
-Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren op, oc bleff ieg aff for^{te}
-_Cap. Alfeldt_ i Taarnet indleed[44]. Min Piige, som sig tilbød att
-følge, bleff aff _Gen. Maj._ von _Anfeldt_ til raabt, att hun skulle
-bliffue tilbage. Slotzfogden gick op aff Trappen oc wiiste _Alfeldt_
-Weyen ind vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff den
-Mørcke Kircke. Der _quitterede Alfeldt_ mig med en Suck oc liden
-_Reuerentz_. Ieg kand hannem ded med Skiel efftersige, att hands
-Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc att hand nødig den Befaling
-effterkom. Klocken slog halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør
-lucte. Ieg fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en
-Meßings-Liuße-Stage med ett brendende Liuß, en høy Stoel, toe smaa
-Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed med gamle haarde
-Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte. Paa alle Siider, huor ieg
-mig wente, møtte mig Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der
-haffde werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz
-hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene haffde giort.
-Lided effter, att Døren war luct, bleff den igien aabnet, oc kom ind
-til mig Greffue Christian Rantzow, _Premier Ministre_, Peter Retz,
-_Canzeler_, Christoffer von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da
-_Secreterer_[45], huilcke mig alle med _Civilité_ Haanden gaff.
-_Canzeler_ holt Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min
-allernaadigste Herre oc Arffue Konning, lader Eder, _Madame_, sige,
-att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, som
-I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er for mig att beklage, att
-der skulle findis Aarsager; wil dog formode, att de icke erre
-saaledis, att Hs. kl. Majts. Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa
-Aarsagen att wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock
-faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til _Canzeler_, huorpaa
-Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg haffde nu sidste
-Reiße werret med min Mand i Franckeriige? Ieg suarte ia der til. For
-ded anded: Huad min Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand
-formedelst hands Suagheds Skyld _consulterde Medici_, om ded hannem
-war tienlig att bruge de warme Bad der i Landene[46], huilcket ingen
-hannem wille raade, hannem haffde oc fra raad en _Medicus_ i Holland
-wed Naffn _Borri_[47], der hand hannem om hands Betenckende adspurte.
-For ded 3.: Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette suarte
-ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge att indfordre,
-huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig, oc wii hannem vdi hands
-Nød haffde forstract. For ded 4.: Huem der war med mig i Engeland?
-Ieg Naffn gaff dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en
-Herremand wed Naffn _Cassetta_[48], min Piige, som med mig hidkom, en
-_Lacquei_, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz oc Herremandens
-Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte min Mand til Bryg? Ieg kunde
-ded icke egentlig sige, efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi
-ett Kammers _à part_, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed
-wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att aff dennem, ieg
-kiendte, kom meest til hannem tuende Brødre aff de _Arander_[49],
-for^{te} _Cassetta_ oc en Herremand, som heder _Ognati_[50]. For ded
-6. spurte Canzeler: Huem ieg heri Landed haffde med _corresponderet_?
-Huor til ieg suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til[51],
-Olluff Brockenhuuß[52], Frue Elße Paßberg[53] oc Frue Maria
-Vlfeldt[54]; ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om ieg haffde
-fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret? Huor til ieg
-suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand spurte widre: Om ieg haffde
-hafft fleere _Iuëler_ med mig, end som de haffde seet? Ieg suarte att
-haffue hafft toe Rader smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med
-en Demant vdi, huilcket ieg en _Lutenant_ i _Dovers_ wed Naffn
-_Braten_ (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow spurte:
-Huor meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig
-sige. Hand meente, att vngefehr wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200
-Rdr. eller lided meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget
-stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att ieg saa
-ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia, _Madame_, Hands
-kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til; wil I bekiende Sandhed oc
-ded i Tiide, saa er der maaskee Naade att forwente. Haffde _Marichal
-de Birron_ bekiendt Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt
-oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin Sandhed wille
-sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa, som ded gick[55]. Ieg
-haffuer laded mig sige for Sandhed, att Kongen aff Franckriige wille
-haffue giffuen hannem sin Forseelse effter, dersom hand den i Tiide
-haffde bekiendt; der for betencker Eder, _Madame_!« Ieg suarte: »Huad
-mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt er, ded
-skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.« Der paa bød G. Rantzow
-mig Haanden, oc ieg med faa Ord errindrede hannem mit Fengsels
-Haard[h]ed. G. Rantzow loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der
-effter gaffue de andre Haanden oc ginge bort[56]. Mit Fengsel war
-lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack hid oc did i
-Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck, en Sølff Pen, som giffuer
-Bleck fra sig, oc som med Bleck war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc
-Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder. Dette war neppeste forrettet, der
-Døren atter bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens
-Hoffmesterinne, hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens Quinde,
-Abel Catharina[57]. Den sidste kiendte ieg. Hun oc Dronningens
-Kammer-Quinde haffde Klæder att bære, som bestoede vdi en lang Silcke
-stoppet Natkiortel, offuer dragen med liifarffue Skillert oc huid
-Skillerts Vnderdret, et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings
-Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler, en Serck,
-ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme. De helßede mig icke.
-Abel Cath. holt Orded oc sagde: »Ded er Henders Majts. Dronningens
-Befaling, att wi skal klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal
-haffue diße igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff mit
-Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange løße Demanter
-haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt i mit Hoffuit, om intet
-war stucken i Haaret; sagde til de andre: »Der er intet, wii haffuer
-icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som
-for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem aff oc flyde
-hender, saa nær som en liden Ring, mig gick paa ded yderste Leed aff
-min Liden-Finger, kunde werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad
-ieg om att maatte beholde. »Nein« (suarte Hoffmesterinnen), »Ihr
-sollet nichts behalten.« Abel Cathr. sagde: »Ded er oß saa høyt
-forbøden att lade Eder ded allerringeste; ieg haffuer maat swære
-Dronningen paa min Siæl oc Salighed, att ieg skulle flittig søge oc
-icke lade Eder ded allerringste, men der for skal I icke miste ded;
-ded skal altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer,
-som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds Naffn!« suarte ieg. Hun
-drog mig alle mine Klæder aff. Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt
-_Ducater_ vnder de brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke _Camisolle_
-ett lided Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper _Iacobusser_
-oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken aff, bad ieg
-den att beholde. Ney, soer hun wed sin Siæl ey att torde. Saa
-blottede de mig gandske, oc gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick,
-huilcken hun icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »Wißet Ihr
-wol, was Euch befohlen ist?« Derpaa søgte Abel Cathr. med sin Haand
-paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »Neen, bii Gott! dar ist
-nichts.« Ieg sagde: »I handler v-christeligen oc v-tilbørligen med
-mig.« Able Cathr. suarte: »Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att
-giøre, huad oß er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke
-effter anded, alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.«
-Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de mig bragte, igien i
-klæd haffde, kom Hoffmesterindens Dreng ind oc leete offuer alt med
-Able Cathr., fant oc alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede
-dennem alligewel, saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc
-nogle _Ducater_, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene Knæ; en
-Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den haffde ieg paa Skiibet bit
-vd aff Gullet oc kast Gullet i Stranden; Steenen haffde ieg da i
-Munden[58]. Hoffmesterinden war meget haard; de kunde icke leede
-hender wel nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller liide,
-ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig skade noget. Ieg
-suarte: »Mig skader alt for meget, men ellers kand ieg wel staa, naar
-fornøden giøris« (ded war ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel
-Plündrings _Ordre excequere_, hun haffde lenge fult henders sl. Mand,
-Obr. Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med Fliid
-haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden en Tafftis Kappe
-til Hoffueded med sig oc ginge bort. Oc kom Slotzfogden strax ind med
-sin Hatt paa oc sagde: »_Leonora_, warumb habet Ihr Ewre Sachen
-versteckt?« Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet
-den _Resolution_ icke att suare hannem, i huad hand oc kunde sige;
-hands _Qualiteter_ ware mig bekiente, ieg wiste, att hand mesterligen
-en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene paa den Maade, hannem
-syntist, de gierne hørtist, de betrengte til Skade. Hand spurte atter
-igien med de samme Ord, tilføyende alleene ded: »Hört Ihr nicht?« Ieg
-saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract mig intet irre.
-Der effter bleff Borded tecket, oc 4 Retter Maed indborren, men hoes
-mig war ingen _Apetit_, ihuor wel ieg lided eller intet den Dag
-haffde nøt. En Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind
-wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen wære befalet den
-Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden skemtede meget med forneffnte
-Maren oc war saare glad, hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen,
-der Klocken gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre for
-Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen. Der Maren saae
-sig eene hoeß mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig oc, att
-mange, som hun Naffn gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte)
-med Weemodighed oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis H.
-Hendrick Bielckis Frue[59], som haffde daanet aff Graad. Ieg sagde:
-»De gott Folck haffuer seet mig vdi Welstanden; er icke Vnder, att de
-Lyckens V-bestandighed begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra
-Vlycke wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet. Ieg
-trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed, wiste mig slet
-intet ont paa att staa, spurte, huem hun war, oc huem hun tiente. Hun
-sagde at tienne i Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring
-att haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede
-Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen kunde
-ingen faa, som eene sig torde vnderstaa hoeß mig att were, thi ieg
-war holt for ond; der sagdis oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste
-tilkommende Ting. Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom,
-troer ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde ieg
-kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded wel kunde wide oc sig
-alligeuel ey derfor kunde wocte. Hun sagde ydermere, att Dronningen
-selffuer med hender haffde talt oc saaledis sagt: »Du solst diese
-Na[c]ht bey _Leonora_ seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu
-nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu gefangen vnd
-hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt, so gebe ich dir
-Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das sie bluten kan.« Maren sagde
-widre: »Dronningen wed wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer
-werret forstyrret, der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«;
-fløy i ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc _caresserte_ mig paa
-henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit Hierte, slaa mig! Ieg skal«,
-soer hun, »icke slaa igien.« Ieg vntsætte mig noget, fryctede
-Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op
-aff Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue gaaet i
-Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel hun mig ynte, oc
-huorledis Iomfrue _Carisius_[60], som hoeß hender stoed vdi Winduet,
-mig roste oc tillige ynckede, ynsket noget til min Frelßning att
-kunde formaa, med mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den
-v-sædwanlige _Caresse_, efftersom Tiiden ded ey anded wille,
-smilte[61] oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att byde den
-Huck, som loed see saa stoer _Affection_, som hun giorde, i
-Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg kunde icke wiide,
-huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen i den Tancke att slaa, der
-ieg dog aldrig nogen aff mine Kammer-Piiger haffde giffuen en
-Ørfigen; ieg tackede hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att
-allting skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille
-holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg intet
-v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag befale, hand
-reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa, om ey strax, saa skeede
-ded dog, der war ieg wiß paa. Maren begynte om adskilligt att tale,
-iblant anded om min Søster Elisabet Augusta[62], huor hun haffde sit
-i sit Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom
-ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men war ieg
-v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet der til, suarte
-oc intet til megen anden Snack, hun haffde. Hun begynte att fortelle
-om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
-_Historier_ der vdi att flicke, saa att den _discours_ mig (vdi da
-werende Tilstand) war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc aff
-Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde soffue, bød hender
-Goede Natt. Mine Tancker forhindrede Søffnen att komme. Ieg betenckte
-min nærwærende Tilstand, kunde mig ingenlunde der vdi finde eller
-Aarsagen til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke,
-att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis, efftersom ieg saa
-spotteligen medhandledis. Der ieg lenge haffde ligget omwent til
-Weggen, wente ieg mig til Gulffuet oc bleff war, att Maren græd saa
-himmeligen for sig selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen
-til henders Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte
-hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe Tancker. Hinder rant i
-Sinde att haffue saa meget hørt tale om Frøcken _Leonora_ oc henders
-Herlighed _etc._, huor høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste
-hender etc., oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel,
-huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der war saadan
-Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker der med, som ickun gick
-ind oc strax vd igien, end sige de, der skulle bliffue der inde. Ieg
-meente, att maaskee ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes
-mig i ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg hender
-trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß mig, endtil en
-anden der til bleff _ordineret_, effterdi hun war i anden Tienneste;
-men ieg for min Persohn tenckte nu icke paa forrige Tiider,
-nerwærende gaffue mig nock att tage ware; wille ieg forbigaaende
-Tiider ihuekomme, saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere,
-Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige Tilfelle
-errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt offuergick, oc huis
-Vlycke endoc haffde werret større, end som min nu war; thi de ware
-faldne vdi Tyranners Hender, som dennem v-menniskeligen tracterede,
-men denne Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre, hand
-kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig att betencke, mine
-V-wenner gaffue hannem nu icke der til Stunder. Der ieg ded sagde,
-græd hun meere en[d] som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig
-(som hun mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke
-wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer min sl.
-Herre[63], huilcken hun fryctede oc mig att skulle offuergaa, oc græd
-hun saa meget diß meere, fordi ieg troede Kongen saa wel. Den Natt
-snackede wii saa bort.
-
- [29] ~Peter Dreier~ var egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa
- Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten ganske
- opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende Tid
- var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager ved tre
- adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog derefter
- igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664. Paa den
- Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at have været
- Sekretær hos ~Petkum~, og denne var det, som overdrog ham at
- ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning af
- ~Kall-Rasmussen~ i ~Danske Magazin~ 3. R. 2 Bd. S. 78, hvor der
- ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere Skjæbne).
-
- [30] Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666
- forlod han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i
- Commerce-Collegiet.
-
- [31] I Randen er senere tilføjet: »_Ieg haffde en Ring med en
- Taffuel Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet
- i St[r]anden oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa
- min Tale, att der war noget i Munden_«.
-
- [32] Hvilken Rolle ~Braten~ spillede ved Leonora Christinas
- Anholdelse i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i
- Indledningen (Fremstillingen her støtter sig især til Leonora
- Christinas haandskrevne Selvbiografi) samt S. 9.
-
- [33] Generalmajor ~Adolf Fuchs~, hvis Strenghed og Brutalitet ikke
- lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora
- Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var,
- endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post
- som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt, hvad
- de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. S. 7; ogsaa
- Korfits Ulfeldts ældste Søn, ~Christian U.~, kalder Fuchs en »Bonde
- og en Skræder af sit Haandværk«, se ~Wolff~'s Journal f. Politik
- 1816, 2, 93-94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar han af Nogle
- antages at have været en Søn af General i Artilleriet ~Hans Philip
- v. Fuchs~, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret 1662 kom
- Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By Ulfeldt netop havde
- taget Ophold med sin Familie, og en Dag, da ~Christian Ulfeldt~ --
- der af Nogle siges kort i Forvejen at have været i Paris, men som i
- saa Tilfælde rimeligvis er kommen til Brygge i Følge med
- Forældrene, der nylig vare vendte hjem fra en Udflugt til denne By
- -- møder Fuchs kjørende i Brygges Gader, springer han hen til hans
- Vogn og støder ham en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten.
- En Missive, som Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af
- dette Mord, er trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journal f.
- Politik 1816, 2, 90-96; jvfr. ~Paus~, Corf. Uhlefeld 2, 216-17;
- ~Becker~, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315;
- ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 280-81. Hos ~Paus~ a. St. er ogsaa
- aftrykt et Brev fra Grev ~Christian Rantzov~ til Korf. Ulfeldt,
- hvori den Første lover at gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos
- Frederik III.
-
- [34] ~Niels Rosenkrands~ til Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658
- af -- det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se
- ~Løvenskjold~, Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2
- flg. -- været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig
- udmærket sig i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter
- den nedenfor omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for
- Livregimentet og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til
- Generallieutenant. Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.
-
- [35] ~Steen Andersen Bille~, en naturlig Søn af Rigsmarsk ~Anders
- Bille~, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som Major
- ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget i den
- danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér og Vicekommandant
- i Kjøbenhavn.
-
- [36] Maaske den Samme, som i ~O. H. Moller~'s Nachr. von d.
- Geschlecht derer von Ahlefeldt S. 306 nævnes som Ritmester 1661, og
- som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads
- Erobring; se ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677, S. 502.
-
- [37] d. e. ~Ahlefeldt~. Han maa ikke forvexles med Fætteren af
- samme Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden
- blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler o.
- s. v. Den her nævnte ~Fr. v. Ahlefeldt~ til Maasleben og Hald var
- allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig
- udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods
- (han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant i
- Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant. Han døde
- den 4. Januar 1672.
-
- [38] Hendes Navn var ~Augusta von der Wisch~.
-
- [39] Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe)
- ~Frants Eberhard v. Speckhan~'s Kone. Hun havde tidligere været
- gift med en Borgmester i Kjøbenhavn, ~Reinholdt Hansen~, og (efter
- dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina. Hun
- var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus toge Korf.
- Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra Malmø, og medens
- de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede hun en Del af deres
- rørlige Gods for dem. Jvfr. ~Suhm~, Nye Saml. til d. dan. Historie
- 1 Bd. S. 99; ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 386 og 471; ~Nyt histor.
- Tidsskr.~ 4 Bd. S. 383-84 og 391; ~For Literatur og Kritik~ 1 Bd.
- S. 171-72.
-
- [40] ~Birgitte Ulfeldt~ var en yngre Søster til Korfits U. Hun var
- født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med ~Otte Krafse~ til
- Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun 2 Gange
- løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste til Holland
- og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end dette forholder
- sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt
- Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling
- (trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1,
- 121-27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende. Han kalder
- hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt ham og
- hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen til Hamborg (der
- opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at udspionere hans
- Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og forbyder Sperling at
- lade hende komme i sit Hus eller at lade hende se Sønnen, Leon
- Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling. Han vil ikke hjælpe hende
- med en Skilling, om hun end skulde styrte død om af Sult eller
- blive nødt til at gaa i Fattighus.
-
- [41] I Randen er senere tilføjet: »_Mig skulle snarere haffue mange
- derris Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade
- Mænd oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte._«
-
- [42] Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget
- i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 17.
-
- [43] Slotsfoged ~Jochum Waldburg~ eller ~Jochim Waltpurger~, om
- hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i Dinas
- Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste
- fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade
- fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første
- Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved
- gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til
- at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; se
- ~Høytrengende Æris Forsuar~ S. 90.
-
- [44] Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst
- til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en
- samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i ~Danske
- Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. ~Becker~, Saml. til Danm. Hist.
- und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; ~Bircherod~'s Dagbøger
- ved Molbech S. 89.
-
- [45] ~Christian Rantzov~ til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve,
- 1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede
- i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf.
- Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa
- Bornholm (jvfr. dog S. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den
- Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa
- Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge
- Forbøn hos Kongen for hans Søn; se S. 22 Anm. 2. Naar desuagtet
- Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans
- Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans
- Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de
- under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men
- muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er
- bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den
- Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. --
- ~Christoffer Gabel~ og ~Peder Reedtz~ spillede begge en saa
- fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør
- forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den
- Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe
- det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men
- han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at
- være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som
- Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det
- et enkelt Sted (~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286-87) hedder, at
- Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til
- Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne
- Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist
- fuldstændig opdigtet. -- ~Erik Krag~ til Bramminge (f. omtr. 1620,
- omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere
- Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672)
- vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den
- Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk,
- nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over
- Leonora Christina.
-
- [46] Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder
- det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i
- Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han
- ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris
- ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem
- dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i
- Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til
- Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i ~Hofman~'s Danske Adelsmænd 2 D.
- S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var
- politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af
- Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre
- af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske
- lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr.
- ~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ 1806, S. 193-94 og 1808, S.
- 158.
-
- [47] D. e. ~Joseph Frants Borro~ (eller ~Burrhus~), den bekjendte
- Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i
- Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en
- temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.
-
- [48] ~Jan Marcus Cassetta~ var en flamsk Adelsmand, som efter Alt,
- hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne
- Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har
- været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en
- trofast Støtte i Nøden; se bl. ~A. Suhm~, Nye Samlinger 3 Bd. S.
- 250; ~Wolff~, Journ. f. Politik 1815, 4, 279; ~Danske Magazin~ 3 R.
- 1 Bd. S. 286-87 og 292-93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han
- Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt
- i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen.
- Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft
- Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de
- Forholdsregler, som den danske Udsending, Generaladjudant ~Mikkel
- Skov~, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at
- tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene, ~Anne Cathrine~,
- den samme, som senere -- efter Mandens Død -- levede sammen med
- Moderen paa Maribo Kloster.
-
- [49] Familien ~d'Aranda~ var en af de mest ansete Slægter i Brygge;
- i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de
- højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,
- ~Bernard d'Aranda~, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter
- først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian
- IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter
- Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og
- paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev
- Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene
- (~François~?) var Borgmester i Brygge, den anden, ~Emanuel~,
- Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662-63
- opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede
- endog en Tidlang hos den ene af dem. Se især ~Biographie nationale
- publ. par l'acad. royale des sciences~ etc. ~de Belgique~ T. 1.
- pag. 356-61; jvfr. ~Paus~ 2, 286; ~Wolff~, Journ. f. Polit. 1815,
- 4, 272 og 279; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286.
-
- [50] Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen
- yderligere Oplysning.
-
- [51] Rigsadmiral ~Henrik Bjelke~ (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa
- Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift
- med ~Edel Ulfeldt~, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger ~Ebbe
- Ulfeldt~. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A.
- ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at
- forlade Landet, se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 449), og skjønt
- man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt
- efter Generalmajor ~Spans~ Beretning skal have sagt, nemlig at
- Rigens Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod
- Kongen og Landet Hindringer i Vejen (~Paus~ 2, 238), fatter man dog
- let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som
- Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over
- Ulfeldt.
-
- [52] ~Oluf Brokkenhuus~ til Hjulebjerg (Befalingsmand paa
- Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot,
- 1665-68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf.
- Ulfeldt, ~Karen U.~ (f. 1611). Ogsaa han var en Ven af Korfits, og
- af et Brev fra denne (~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1, 132)
- fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det
- Sidste.
-
- [53] ~Elisabeth~ eller ~Else Parsberg~, en Datter af Rigsraad ~Oluf
- Parsberg~ til Jernit, havde været gift med ~Laurids Ulfeldt~ til
- Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til
- Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale,
- var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes
- Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos ~Wolff~, Griffenfelds
- Levnet S. 169-80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.
-
- [54] ~Marie Ulfeldt~ var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619
- og blev 1634 gift med ~Axel Arnfeldt~ til Basnæs. Nogle Optegnelser
- af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte i
- ~Danske Magazin~, 3 Bd. S. 362-65.
-
- [55] ~Charles de Gontaut~, Hertug af ~Biron~, en af sin Tids første
- Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering
- en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen
- blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været
- hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev
- grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev
- nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være
- bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han
- at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.
-
- [56] Senere er tilføjet: »_oc der bleff luct_«.
-
- [57] Det beror paa en Forvexling, naar ~T. Hofman~, Danske
- Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden ~Abel Cathrine von
- der Wisch~. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens
- Kvinde«. Hun var gift med ~Hans Hansen Osten~, Proviantskriver paa
- Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland
- og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og
- legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en
- Stiftelse, de efter hende opkaldte ~Abel Cathrines Boder~; jvfr.
- Indskriften paa hendes Epitaphium i ~Thurah~'s Hafnia hodierna pag.
- 291 samt ~H. Hofman~'s Saml. af Fundationer T. 10 S. 368-70. (Om
- iøvrigt v. d. ~Wisch~ var hendes Pigenavn, eller om det ikke
- snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal,
- bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun i ~Pontoppidan~'s
- Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr. ~Mesing~, thi
- efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans
- Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke
- kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) Oberst
- ~Schaffshausen~ (se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind
- i Landet med Dronning Sophie Amalie.
-
- [58] Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er
- tilskrevet i Randen: »_Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue
- icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i
- huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er
- slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at
- noget war indsyet om mit Knæ._« -- Jvfr. S. 21 Anm. 3.
-
- [59] Se S. 34 Anm. 3.
-
- [60] Formodentlig ~Anne Cathrine Charisius~, en Datter af den
- danske Resident i Haag ~Peder Charisius~. Hun blev den 15. Juni
- 1667 gift med ~Morten Skinkel~ til Søholm.
-
- [61] Dette Ord er senere overstreget.
-
- [62] ~Elisabeth Augusta~, en yngre Søster til Leonora Christina, f.
- 1623, blev 1639 gift med ~Hans Lindenov~ til Iversnæs,
- Befalingsmand paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under
- Kjøbenhavns Belejring 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den
- yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til
- ~Griffenfeldt~ ere trykte i ~Wolff~'s Griffenfelds Levnet S.
- 131-34.
-
- [63] Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«,
- maa det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var
- død, da hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han
- endnu levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder
- foregik.
-
-Den 9. _Augusti_ om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind,
-bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte
-intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded,
-gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war
-den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med
-Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som
-hand vden Tuiffl sig _finguerte_ for att haffue noget att sige. Hand
-sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc
-befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand
-sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien,
-huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg
-noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget?
-Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang.
-Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart
-paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware
-tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med
-Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi
-en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde,
-suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott!
-dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe
-igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand
-haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att
-der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff.
-Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte
-Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender
-for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att
-hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet.
-Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist,
-hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt,
-att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu
-nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder,
-som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk
-oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender
-Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom,
-aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord
-meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle
-were, men for^{te} haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc
-sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke
-førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc
-lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn
-Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens
-Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter
-Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet
-en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi
-Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig
-oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil
-ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde,
-att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende
-Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min
-Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min
-Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med
-forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc
-ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken
-war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were
-bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet
-Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis,
-deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att
-æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden
-satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden
-for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi
-Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens
-Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud
-bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter
-træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom
-de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der
-hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min
-Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg
-Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem
-Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed.
-Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.
-
- [64] ~Ulrik Christian Gyldenløve~, en Søn af Christian IV. med
- Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine
- Udsvævelser, døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
- 1658.
-
-Den 10. _Aug._ Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden op, huor
-vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist,
-vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den
-indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der
-Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de
-endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand
-dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war
-7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de
-Dronningen først en _Relation_ om, huis den halffue Dag oc Natt war
-paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte
-hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att
-der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter
-kom ind til mig Greff Rantzow, _Premier Ministre_, Cantzeler H. Peter
-Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc _Secreterer_ Erick Krag,
-huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir,
-Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow
-huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin
-Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage
-til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand
-widre) »_susspition_ til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.«
-Ieg spurte, huor vdi den _susspition_ bestoed. Cantzeler sagde:
-»Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige
-til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att
-hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort
-oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand
-haffuer werret _æstimeret_ for en Mand aff Forstand, oc ieg kand
-forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu
-sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand
-ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade
-for. Hand er io vdi ingen _Charge_, haffuer ingen Myndighed eller
-Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc
-huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde:
-»Ded er dog saa, _Madame_; hand haffuer tilbøded Dannemarck en
-fremmet _Potentat_, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit
-Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders
-Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg
-suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for
-mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed
-kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand
-icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft
-noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc
-ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom
-er bewist.« G. Rantzow sagde: »_Madame_, bekiender ded, imens Kongen
-Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded
-gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc
-saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue
-werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att
-drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig
-haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg
-saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en
-Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin
-Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff _Travaille_? Ieg
-kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden
-Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede
-atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »_Madame_, siger med
-goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne
-Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en
-_absolut_ Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad
-hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl.
-Majt. er en _absolut_ Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc
-Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end
-ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand
-giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke
-sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med _Marichal de
-Birron_ oc giorde der aff en lang _dicente_. Huor til ieg endeligen
-suarte, att _Marichal de Birron_ kom mig intet wed, ieg haffde der
-til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed.
-G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff
-adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde _corresponderet_, att ieg
-haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg,
-att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg
-icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de
-andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til
-Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F.
-Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G.
-Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war),
-»huad meente I dermed, _Madame_?« Ieg suarte ey att kunde mindis,
-huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til;
-»ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige
-min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock
-vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare
-til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff
-fremmede _Ministri_ hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen
-(suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen
-holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. _Resp._ »Icke mig
-witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra
-Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om
-icke nogen aff derris _Ministri_ hoeß min Mand haffde werret. Ieg
-gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal _à part_, att icke
-war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der
-effter sagde hand: »Nu, _Madame_, bekiender! ieg beder Eder; tencker
-paa _Marichal de Biron_! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied
-aff att høre _Biron_ tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg
-kümrer mig intet om _Mar. de Bir._; ieg kand icke sige ded, ieg ingen
-Skiæl wed til.« _Secreterer_ Krag haffde skreffuen noget hastig, som
-ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad
-hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene;
-en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel
-aff _Malice_, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg _protesterte_
-der paa, der hand _Protocollet_ oplæste. Canzeler sandede med mig i
-alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de
-op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede,
-att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem
-om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig
-skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,«
-suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, _Madame_, oc sige os, huem der
-er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I
-maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende
-Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om
-nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre
-Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff
-decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier.
-Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret
-lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter
-den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand
-bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen
-oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme
-igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne
-ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte
-Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed
-da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene
-hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne.
-Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde
-dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft,
-huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey
-heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa
-potzerlig som witløfftig, ieg _observerte_ ded, att den warede 5
-Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min
-Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en
-gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded
-gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen,
-Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded
-war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig
-aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded
-Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede,
-kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa,
-saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet,
-som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna
-suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang
-maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett
-Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man
-icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den
-Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were
-sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre
-ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker
-I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage
-nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil
-suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack
-giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att
-troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis
-_Propos_, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede
-Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa
-witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid
-paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom
-hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff
-_interromperet_. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed,
-huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten,
-thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog,
-befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße,
-Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war
-stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed
-oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att
-ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. _Augusti_ om Morgenen tilig kom
-Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins _Complimenter_, ihuor wel
-de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. _Cathr._ beklagede sig
-høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom
-ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun
-endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar
-hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge
-bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra _Gen. Major_ von
-Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde
-nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat,
-om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke
-meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff:
-»Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet
-noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng
-oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet
-Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von
-Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug.
-Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch
-nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne,
-eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß,
-wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten.
-Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß
-dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch
-Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele!
-nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd
-auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr
-könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?«
-Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc
-rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?«
-Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett
-Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att
-hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer
-offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr
-wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr
-wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott!
-Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer
-fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem,
-saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte,
-oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem,
-om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es
-ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!«
-Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie
-kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien,
-murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg
-icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa
-ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter
-Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter
-dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff
-Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom
-ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff
-holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war
-Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om
-adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war
-paßeret; _retirerte_ sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre.
-Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige _indifferente_
-Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn
-spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen
-dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde
-tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste,
-imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med
-tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid
-begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war
-ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands
-Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme
-derpaa: Karl eller _Char_, hand wiste icke, huad hand hede, men hand
-haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war
-for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog
-wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war
-alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til
-att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem
-vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig
-i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii
-haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde
-fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl
-oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en
-Franzos, som heder _Charle_, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia,
-ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her
-ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed
-att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att
-hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed
-meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske,
-att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam,
-att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den
-Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender
-huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun
-helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun
-dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster
-icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see«
-(sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded
-minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded
-Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede
-mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.
-
- [65] Jvfr. Indledningen.
-
- [66] Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter
- om Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at
- Højesteretsdommen var bleven offentliggjort, se ~Skandinav.
- Litteraturselskabs Skrifter~ 1808 S. 162 og ~Becker~, Saml. til
- Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.
-
- [67] Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her
- nævnte Tjener ~Charles~'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie, se
- ~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4, 275-76.
-
-Den 12. _Augusti_ gick forbi, foruden att noget synderligt paßerte,
-anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest
-op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de
-wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere
-arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi
-Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender
-haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun
-sagde vdi Princeße _Magdalenæ Sybillæ_[68] Fadburstue att haffue
-tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa
-Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge
-foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen
-ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war
-med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men
-_Cathrina_ suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun haffde
-vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed _Humeur_, saa att
-huercken til Middag eller til Afften nogen skiiden _Historie_
-forrefalt.
-
- [68] Som bekjendt var ~Magdalena Sibylla~ den sachsiske Prindsesse,
- der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.
-
-Den 13. _Augusti_, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware
-igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem.
-Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff,
-att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til
-mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester
-Gabel oc _Secreterer_ Krag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte
-sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed
-Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min
-allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, _Madame_, wide, att
-Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att
-hand haffuer _susspition_ paa Eders Persohn, att I skulle were en
-Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl.
-Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som
-der vdi war _interesseret_, oc huorledis ded sig ret med den Sag
-haffde.« Der _Canzeler_ ophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke
-wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre _suspect_, oc
-raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig,
-huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders
-Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg
-suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist,
-hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære
-for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt.
-Ia, ieg kand sige, att hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded
-ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands
-Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede
-Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer
-andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig,
-om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett
-besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde:
-»Maa ieg faa att wiide, paa huad _Fundament_ hand beskyllis, saa wil
-ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg
-kand«. _Canzeler_ sagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte
-som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt
-war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow
-huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der
-effter kom en aff _Canceliet_ ind (som ieg ey kiender), haffuende
-stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter
-igien. Der paa sagde _Canzeler_: »Her er nu icke widre att giøre end
-lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands
-Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße.
-Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum
-Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis
-Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde
-til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre
-Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som
-Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi de _protesterede_, att
-Corfitz G. aff Vlfelt aldrig nogen _Communication_ med nogen aff
-dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde
-erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff
-hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc
-Vnderdanighed _etc._ Der effter bleff ett Papir oplæst, aff
-Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold,
-att de med G. Corfitz Vlfelt ingen _Correspondentz_ haffde hafft oc
-vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede.
-Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken
-v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa
-v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret
-ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war ey _Documenter_ indført,
-paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc
-Giensuar, der war ey anden _Fundament_ end blotte Ord: att hand war
-befunden en _criminel_ att were, hand haffde tilbøden en fremmet
-Herre Dannemarkis Crone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc
-werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffne
-_Protesstationer_ anderledis haffde bewiist, huor for hand som en
-_criminel_ dømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war
-oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert
-Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men
-faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den
-v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz
-betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa
-oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war gaaen[69], vdi huilcken
-de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred
-vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de
-v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret
-ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc
-weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad
-dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den
-haarde Dom war _funderet_. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke,
-_Madame_, att der erre _Documenter_, huor effter wii erre gaaen; der
-sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg).
-»Maatte ieg faa de _Documenter_ att see, der beder ieg om for Guds
-Skyld. _Les apparences sont bien souuant trompeuses._ Huad maatte min
-Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange _Arrest_,
-fordi de _susspicerede_, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc
-Hands Mts. _Ministri_ haffde _corresponderet_! Nu wed ded ingen
-bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor
-liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig
-saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa de _Documenter_ att see?«
-Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded
-mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand gaar med
-Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin
-Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen
-Herre war _obligeret_, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff
-Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre
-vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De
-Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant,
-der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue
-giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc
-Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen
-egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning
-hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem
-komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa
-mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog
-Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa
-streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester _movertis_ der wed, saa
-att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren
-oc til Canzeler: »Mig synnis, att ded er 14 Dage siden, att Dommen
-bleff _publiceret_.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg
-sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig
-effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att
-ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow
-spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale
-paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger,
-maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de
-_Documenter_, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før,
-att der ware _Documenter_, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded,
-føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en
-haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke
-sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne _absolute_ Regieringer
-tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen
-wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige
-Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som war _iremediable_.
-Der Krag _Protocollet_ oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg
-bleff tilspurt, om ieg vdi min Mands-Dom deelactig wille were, haffde
-ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant
-war ded?« Strax suarte _Canzeler_: »Ney, hun sagde icke saa, men hun
-begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Ieg _repeterte_ mine
-Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en
-stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for
-meget _Affecterne_ kiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand
-er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem
-hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden
-Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand oc _Inventor_ aff den
-v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den
-Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der
-dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde
-Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig
-vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen
-Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc
-Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne
-skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud
-giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft
-vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att
-den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde
-Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge
-kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc
-Skiold. Der Herrerne ware bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind,
-oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig:
-»Eßet, _Leonora_! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste
-hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc
-kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol
-nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da
-habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben
-Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch
-wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde
-sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack
-feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att
-see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kunde
-_simulere_. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen,
-satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc
-Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc
-Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket
-imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att
-acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc
-den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde
-besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun),
-»ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den
-Snack nogle Gange haffde _repeteret_, sagde hun til mig: »Er ded icke
-sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget
-christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun
-widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem
-wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem
-icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att
-hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de
-endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille
-icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man
-burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner.
-Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den noget
-_diuertere_, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc
-efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa
-meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde:
-»Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig
-Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi
-mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.«
-Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er
-wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded
-Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor
-offuer ieg bekom Fred for hender. _Cathrina_ gick op oc neder aff
-Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde
-Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware
-den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands
-Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til
-hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr.
-suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em
-nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De
-Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: »Ick denck, de
-Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc
-sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer
-Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc
-mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom.
-Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til
-ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i
-huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken
-sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen
-behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre
-plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg
-sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til
-Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne
-vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß
-paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt
-Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den
-tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en
-Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en
-stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de
-Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar
-hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil
-Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war
-bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig
-an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns
-Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted _ordineret_; bad
-hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel bedre igien. Offuer
-Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe
-Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg
-war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc
-war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd
-oc haffuer den endnu[75].
-
- [69] Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens,
- Universitetets og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til
- Sagen henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne
- til Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om
- Ulfeldts Planer, aftrykt hos ~Paus~ 2, 221-74. (De 5 førstnævnte
- Aktstykker ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra
- Borgerstanden meldes ellers Intet.
-
- [70] I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »_Der Kongl.
- Majet. [Symbol: stort C om firtal] war død, war ingen vdwald
- Printz, saa att ded stoed Stenderne frit att wæle, huad Konge
- dennem behagede, huorfor Hertogen aff Holstein, Hertog Friderich
- sl., tilbød min Herre, att dersom hand wille formaa, att hand
- kunde bliffue wælt til Konge, da skulle Fyns Land wære hands, oc
- giøris en dobbelt #Alience# med hands oc worre Børn. Men min Herre
- vdslog ded, wille icke hielpe til att støde [Symbol: stort C om
- firtal]. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris
- #vota#, men min H. striide dennem imod._« -- Hermed kan jævnføres
- Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet
- paa Bornholm, ~Wolff~'s Journal for Politik 1816, 1, S. 194.
-
- [71] Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev ~afsagt~ den 24.
- Juli. Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens
- Offentliggjørelse ved ~Trykken~, der næppe har fundet Sted før et
- Par Dage senere; jvfr. ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 8.
-
- [72] I Randen er senere tilføjet: »_Ded war tilgaaen, lige som ieg
- tenkte; der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue,
- effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen#
- holtis, en Part icke haffde seet, huor paa Dommen sig funderte;
- maatte dog skriffue med vnder, om de icke wille were forfalden vdi
- kl. Vnaade._«
-
- [73] Senere er tilføjet: »_oc spurte, om mig war tilsted at tale
- paa den Dom. Alle taw stille._«
-
- [74] De sidste Punktummer (fra: _Hand er nu_ etc.) ere senere
- overstregede, og deres Indhold optaget i Tillæget til den
- oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16-17.
-
- [75] I Randen er senere tilføjet: »_Man skal wiide, att den Dun
- Dyne war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa
- Reden, saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi._«
-
-Den 14. _Augusti_, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem,
-att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es
-wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa
-op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til
-Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr.
-suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger
-intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes
-med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarte
-_Cathrina_), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til
-Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde
-loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om
-Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun
-wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig
-Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg
-tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig.
-Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme
-effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil Klocken
-imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte
-Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna
-loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den
-Afften icke komme til att tale med mig for Anna.
-
- [76] I Randen er senere anmærket: »_Ieg hørte selffuer denne derris
- Samtale._«
-
-Den 15. oc 16. _Augusti_ paßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte
-Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig,
-oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med
-mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen
-haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig,
-som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min
-Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade
-hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att
-prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun
-torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att
-wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa
-Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad
-Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skal myre Eder selffuer.«
-Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg
-skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra
-Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded
-oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit
-Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal
-I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye
-nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade
-hender siden see, att ieg syde dennem i. Men Sagen war, att ieg
-haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg
-beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig
-vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effter
-Forregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde
-ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig
-Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine
-Strømper. Maren meente, ieg haffde en _Funtanele_ paa ded eene Been,
-fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war
-henders meget goede Wen, haffde en _Funtanele_, som ingen vden hun
-wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da
-tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i
-ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc
-efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der
-offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom
-til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen
-ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.
-
- [77] Jvfr. S. 39.
-
-Den 17. _Augusti_ lucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte
-Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge.
-Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc
-huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd
-oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i
-huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg er saa bange, att
-min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg
-wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte
-eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer
-wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!«
-Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi
-der kom alltiid _Commissarierne_ neer igiennem Gemeckerne for icke
-att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den
-Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick
-bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte
-op, sagde hand til mig: »_Leonora_, Ihr sollet auffstehen vnd zu die
-Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede
-mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede,
-der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end
-att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg
-haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa
-vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille
-vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg:
-»Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf.
-hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig.
-Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa
-eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack,
-Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der
-ieg kom ind, oc ieg giorde en _Reverentz_, saadan som ieg kunde. Til
-mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler
-tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig
-fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der
-toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue
-haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i
-Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G.
-Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware _Ziffrer_ vdi, oc ihuor
-wel ded icke war aff nogen _importence_, saa fryctede ieg alligewel,
-att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de
-Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi
-saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød
-ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog
-Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint
-aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow
-spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war
-hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre
-fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc
-affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G.
-Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der
-fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog
-ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for
-mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor
-en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded
-meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed
-ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue
-faaet Breffue aff Dannemarck, att Cur-Printzen aff Saxen war
-forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der
-skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße
-derris Kinder op, paa ded de med en goed _grace_ oc Stemme en huers
-Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand
-witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow
-brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer
-Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße,
-spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der
-en iblant, som den icke wiste, skulle _Secreteren_ strax frem oc den
-oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand
-spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde
-wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff;
-hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente
-Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste
-giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om
-Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue
-Dannemarckis Crone: »_mais j'espère -- -- -- -- -- -- cela ne se fera
-point_.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad
-ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist
-staaet: _qu'en 300 ans_. Hand spurte widre, huor hid oc did noget
-fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog
-intet paa sig haffde. Ieg meente, att aff forregaaende eller
-effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes
-derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede
-oc sagde: »_Ce n'est que raillerie._« Men G. Rantzow oc Feldtherren
-wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit
-anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi
-der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de
-Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de
-_Cantons_ Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de
-Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G.
-Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed
-meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening
-der med end den, som skreffuen stoed. Skack wirrede med Hoffueded oc
-meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer
-den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er
-der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand
-maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.«
-Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De _Ziffrer_, for huis
-Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet
-aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min
-Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad de _Ziffrer_ betyde.
-Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke
-opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da
-erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget
-diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße,
-oc war den aff den Meening, att worre Sønner haffde skreffuen fra
-Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke
-hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G.
-Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc
-begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget
-fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som
-før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart
-trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret
-noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg:
-»I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om
-icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »_Ce n'est
-que raillerie._« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzow
-_inquirerte_ om mine _Iuëler_, spurte, huor den stoere Demant war,
-min Mand fick i Franckeriige.[79] Ieg suarte den lenge siden att were
-solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg
-haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour
-Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte
-ydermere, om ieg da ingen _Iuëler_ meere haffde. Ieg suarte: »Nu
-haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg
-suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til
-Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder,
-_Madame_, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer I besøgt min
-Søster vdi _Paris_ nu sidst, I war der?«[80] Ieg suarte: »Ia«. Hand
-spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret
-heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded
-heede _Couvent des Filles Bleues_. Der nickede hand wed som att sande
-ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att
-ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see,
-derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,«
-suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att
-hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte
-mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om
-ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd
-foruden nogen _Replicque_ att høre. Oc haffde de sig offuer tre
-Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til
-mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er
-nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna
-oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,
-haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge,
-førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den
-Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle
-Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att
-finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle
-were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn
-er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde
-spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede
-stoer _Affection_. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel.
-Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er
-forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded
-for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin
-Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste
-Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre
-toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted
-beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6
-breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war
-nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa
-tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt
-med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett
-Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller
-for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden
-Finger kand stickis i Hullerne. Ded Sprinkelwerck haffde G. Rantzow
-med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
-paa ded att ingen Due skulle noget Breff indføre, som hand wel før i
-en _Romans_ haffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet
-høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min
-Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden
-mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd
-offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded,
-sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som
-flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade
-fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg
-giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist
-att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde
-afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter
-som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed
-den 21. _Augusti_ Slozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand
-om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax
-bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter, _Magister Mathias_ Foß[81],
-befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som
-formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med
-noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her
-i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om
-ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde,
-att ieg want[82] for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult,
-att mig om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att
-ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede
-hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud
-om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte
-intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille
-ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer.
-Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke
-behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue,
-i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den
-Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære
-oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen
-æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede mig _M._ Foß oc bød mig
-fare wel.
-
- [78] Det er Prinds _Johan Georg_ af Sachsens Trolovelse med _Anna
- Sophie_, Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i
- det Følgende.
-
- [79] Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers
- er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede
- Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi; se
- ~Slange~, Christian IV.s Historie S. 1445.
-
- [80] Denne Søster, ~Helvig Margrete Elisabeth R.~, havde været gift
- med den bekjendte Krigshelt ~Josias Rantzov~, der døde som Marchal
- af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var hun gaaet over til
- den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i Kloster i Paris, men
- stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for Jomfru Mariæ
- Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris og drog med sine
- Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere fik Tilladelse til at
- oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var hun da selv Abbedisse
- indtil sin Død 1706. Se ~Hofman~, Portraits historiques 2. P. p.
- 41-42; ~Danske Magazin~ 4 Bd. S. 117; ~Lauenstein~, Historia
- diplomatica episcopatus Hildesiensis T. 1. pag. 294-95.
-
- [81] Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i
- Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død
- 1683.
-
- [82] D. e. ~vidnede~, af Præsens ~vinder~ = vidner.
-
-Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf.
-spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller
-om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte
-intet.
-
-Den 25. _Aug._ _importunerte_ Slozf. mig flux med sin _discours_,
-meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi
-Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet,
-att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade
-følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er
-en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde
-hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor
-for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde
-drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder, att I saa
-haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke,
-ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed
-med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte, _repeterte_ hand ded igien,
-oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so,
-wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde:
-»_Dieu vous punisse!_« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte
-paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis
-Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille
-nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad
-hender komme ihue, att hun nu icke tog ware paa ett Barn (hun haffde
-werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff
-den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner,
-indtil ieg hender loed anded forstaa.
-
-Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg Spießen hoes mig
-kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att
-ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud att
-_disputere_ oc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att
-haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt
-reenere end som _Dauid_, der dog torde sige: »Skal ded da were til
-forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine
-Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff
-huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en
-Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig
-wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold?
-Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet aff alt
-ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig,
-att ieg ded billigen paa mig _applicere_ kunde. Ieg forbandede med
-hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig,
-haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem
-v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest
-Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad
-ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid
-oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender
-lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end
-om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med
-Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris frii
-Lob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg
-v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre:
-Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre
-imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min
-Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu
-derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige
-Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg
-endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle _conserveris_?
-Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg
-spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg
-skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min
-kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde
-ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg
-war dog icke aff Iern oc Staal, men, aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att
-mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle
-giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde
-_disputeret_ oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded
-syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men
-waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte
-gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter
-igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine
-Naadsens Øygne, saa att ieg den 31. _Augusti_ fick en roelig Søffn om
-Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi
-Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst;
-dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber
-einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt
-vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede,
-oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da
-talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg
-icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg
-begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc
-bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff
-oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud
-wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad,
-mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc
-hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med
-Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med
-hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde
-ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem, att ieg haffde
-giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg
-icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands
-stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid,
-Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog
-saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede;
-bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille
-forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde
-giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue
-mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde
-giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine
-Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min
-Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand
-tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand
-gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min
-Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde
-ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands
-Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were
-naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc
-widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis
-Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig
-gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din
-Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde
-mange trøstlige _Sentenzer_ aff den hellige Skrifft, fornemmeligen
-diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris
-med hannem«. _Item_: »Alle Ting skal tienne dennem til beste, som
-frycter Gud«. _Item_: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft
-fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker
-Christi Ord hoeß _Lucam_: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som
-raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der
-offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i
-min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer
-oc Bibelske-Sprog att haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer
-vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i
-Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer
-laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart
-giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage
-imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.
-
-Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med
-Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden
-lallede[83] noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet
-hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men
-hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu
-bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig
-ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun
-wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode
-ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war
-mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind,
-bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I maa
-troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig
-suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«;
-tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maatte
-_divulgere_. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc
-sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde
-ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge
-[til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig
-dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for
-Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue
-gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande
-att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt
-sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc
-bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med
-Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis
-hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde; men
-hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en
-Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded
-syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget
-rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc
-gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed Naffn
-_Pær_ oc med en Fange, som heeder _Christian_ (bemelte Fange meldis
-widre om); hand gick løß i Taarnet.[84] Maren Blocks loed mig offte
-hælße wed for^{te} Kusk oc sendte mig adskillige Slags _canticeret_
-Sucker oc _Zitroner_, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste.
-Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind,
-effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger:
-»Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en
-sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men
-kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal
-lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke
-krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete
-Rantzow[85] til i den Meening, att hender war min elendig forfallen
-Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor
-war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine
-Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane,
-som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff
-oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer
-wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue til _etc._
-(De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle
-komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade,
-saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg
-spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt
-bort. Hun swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine;
-sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge
-_Pær_ ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded
-Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.
-
- [83] Jeg vilde foretrække at læse: ~tatlede~, men Skrifttrækkene
- synes ikke ret vel at tillade det.
-
- [84] I Randen staar følgende Anmærkning: »_Naar som ieg spiiste,
- saa haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck.
- Kusken hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede
- Raßmus._«
-
- [85] ~Margrete Rantzov~, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var
- gift med ~Ove Thott~ til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove
- Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en
- Rejsning mod Svenskerne 1658-59, den samme Plan, hvis Opdagelse
- foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans Flugt fra
- Sverig; jvfr. ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 275 flg.
-
-Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage, att ieg haffde
-intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff Kulle, thi der bleff
-icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar.
-Ieg begiærte nogle Gange aff Quinden, att hun wille formaa saa meget
-hoes Pær, att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for
-Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick til Swar,
-hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg att wiide, att hun
-aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok, som holte mig i andre
-Tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig
-den 2. _September_, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded
-Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden, om hun wiste, om der war
-et Kammers (thi Quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun
-swarte ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed
-Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som wel fornam, att ieg
-haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I huem ded er, som sidder der, da
-skal den wist piinis.« Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis
-op, om der er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc i
-midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog kunde wære.
-Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct tilkiende,
-huilcken hun dog formerckede oc derfor forøgede den; thi effter att
-hun haffde til Middag talt med Pær[86], oc Dørene ware lucte, sagde
-hun: »Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille intet
-tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige saa, men føyede
-ded dertil, att hun haffde spurt hannem ad, men hand wille intet
-sware. Ieg satte mit Sind i Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa
-meere der oppe, oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«[87] »Huor aff
-wed I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde ieg, »att ieg
-haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i Morris; ieg meener, at
-om der sidder nogen, da skal de io giffue den Maed.« Att ieg war
-roelig i Sinded, behagede icke hender, huorfor hun med Pær oc hand
-med hender søgte att _troublere_ mig. Om anden Dagen, da effter
-Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed Pær), oc hand
-skulle drage min inderste Dør til sig, som gaar ind ad, stack hand
-Hoffueded frem oc sagde: »_Casset!_« Hun stoed nest wed Døren, loed,
-som hun icke forstoed ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en,
-der war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg forstoed
-hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed hannem. Huad Dag oc
-Nat ieg haffde, weed ingen vden Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage.
-Stønnem syntist mig, att ded kunde wel saa wære, att de haffde
-greeben hannem, ihuor wel att _Cassetta_ war Kongen aff Spaniens
-Vndersaatte, thi naar et Forræderi _suspiceris_, da _obserueris_
-icke, huis Vndersaater de erre, som erre _susspecte_; laae den Nat
-oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand skulle komme
-i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde giordt min Herre den
-Willighed oc fult mig i Engeland,[88] huor wii skiltis fra huer
-andre, ieg maa sige: huor _Petcon_ oc hands Anhang skilte os ad oc
-førte mig fangen hid. Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt
-ieg vdi en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att miine
-Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see _Cassetta_
-saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt mig, att en
-Spannier bleff piint: at der war bunden fiire Reeb om Hænder oc
-Fødder, oc huert Reeb giort fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff
-en Mand snart slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom
-mig syntist, att _Cassetta_ skreeg intet, meente ieg, att hand war
-døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden, som lenge haffde
-werret waagen, sagde: »O Herre Gud, Fruelille! huad skader Eder?
-Haffuer I ont? I haffuer saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa
-høyt!« Ieg swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde
-widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel wære«, swarte
-ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I drømte; ieg kand taalke
-Drømme.« Ieg swarte: »I ded ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers
-kand der ingen saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg
-icke giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet anded att
-betyde, end som sagt er. Der effter Middags Maaltiid Døren bleff
-luct, sagde Quinden aff sig selff (thi ieg spurte hender icke meere
-om Fanger): »Der er ingen fangen; giff _Pær_ faa Skam for hands
-Sladder! Ieg spurte hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun
-aff mig. Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle
-min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig ont.« Ded
-stoed saa hen til mit i _Sept._, da bleff ført fangen frem twende aff
-worris Tiennere, som bleffue sat i Wacten, den eene, Nels Kaiberg,
-som tiente for Taffeldecker, oc den anden, Frans --,[89] som tiente
-for Laquei. Effter nogle Vgers Forløb oc _examination_ bleffue de løß
-giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser: en
-gammel Mand wed Naffn _La Rosche_ oc en anden vng Karl, huis Naffn
-ieg icke wed. _La Rosche_ bleff ført her i Taarnet oc sat i
-Traalhullet. Der war kast en Dyne til hannem paa Gulffuet, der laae
-hand paa; war i nogle Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war
-Brød oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning
-war, att hand haffde _corresponderet_ med Corfitz, oc hand haffde
-loffuet att leuere Kongen aff Franckriige Crooneborg.[90] Den
-Kundskab haffde _Hannibal_ Sehested giffuen, som paa de Tiider war i
-Franckriig, oc hand haffde den aff en Herre, som da war _Hannibal_
-til Wille oc haffde tilforne werret _La Rosche_ til Wille oc maaskee
-siden fortørnet sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til den
-Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom denne _La
-Rosche_ med den anden vnge Karl begierte at see mig, der ieg war i
-_Arrest_ i _Dovers_, huilcket oc skeede, att de giorde mig _la
-révérence_. Wel muligt, att hand wille haffue talt med mig oc sagt
-mig, huis hand haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig,
-ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle _Damer_, som
-ware komne did for att beskue mig, saa kunde hand icke komme til at
-tale med mig i Enrom, spurte mig, om ieg haffde den _Coemedie_ Bog,
-Greffuinnen aff _Pembrocg_ haffde laded vdgaa.[91] Ieg swarte: »Ney.«
-Hand loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den, meener
-ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig til en Adwarsel, som
-_Braten_ siden haffuer giort sig goed med. I huor om alting, saa
-liide _La Rosche_ vskyllig, oc kunde hand bekræffte med sin Eed, att
-hand aldrig talte med min Herre i siine Dage, mindre _corresponderte_
-med hannem.[92] _In summa_: effter nogle Maaneders vskyllig Liidelser
-bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig igien. Den anden vnge
-Karl saed i _Arrest_ i et Kammers, som er wed Borrestuen. Hand bleff
-fangen for Selskab[s] Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße
-Mennisker bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem
-Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender; Slosf. lucte oc
-selffwer min Dør. Ieg formerckede wel, att der war noget paa Færde,
-men ieg spurte om intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war
-twende Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded war. Imod
-de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »Ich habe zwey _parle mi franço_
-gefangen; was die gethan haben, weis ich nicht.« Ieg spurte hannem
-icke widre derom, men hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk
-lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).
-
- [86] I Randen er skrevet: »_Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg
- icke see ded, thi ded skeede paa Trappen._«
-
- [87] I Randen er tilføjet: »_Der war oc icke._«
-
- [88] Jvfr. S. 33.
-
- [89] Efternavnet staar _in blanco_. Formodentlig var det den samme
- Tjener, som var med Forf. i England, se S. 33.
-
- [90] I Randen er anmærket: »_Rimte ded sig icke wel _[med?]_, att
- min Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?_« --
- Sammenhængen med ~La Roche~'s Sag er, saa vidt vi kjende den,
- følgende. I Aaret 1663, medens ~Hannibal Sehested~ opholdt sig i
- Paris som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han
- hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede et
- fransk Fruentimmer, Demoiselle ~Langlois~, sig for ham og fortalte,
- at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af en Landsmand
- af hende ved Navn ~La Roche Tudesquin~, og som gik ud paa at
- overgive en Del af det danske Riges Fæstninger i en fremmed Magts
- Hænder. La Roche, som ikke længe i Forvejen havde været Kommandant
- i Nakskov, skulde til dette Øjemed have forbundet sig med en Del
- danske Militairpersoner af høj Rang, og navnlig skulde
- Kommandanterne paa Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i
- Forstaaelse med ham. Demoiselle Langlois havde selv Aaret i
- Forvejen overbragt Ludvig XIV. La Roches Tilbud, men var paa det
- Bestemteste bleven afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at
- han kjendte Andre, som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under
- den som en Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog
- Demoiselle Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og
- anden ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen
- havde været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men
- uden at have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af
- Holsten-Gottorp og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne
- Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved
- Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til
- denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol. samt
- en derpaa grundet Fremstilling i ~Skandinav. Litteraturselsk.
- Skrifter~ 1808 S. 177-93). Anklagen imod La Roche havde imidlertid
- strax foranlediget, at han og en Landsmand af ham, ~Jacques
- Beranger~, som antoges at være Medvider i Sammensværgelsen, bleve
- eftersøgte, og allerede den 6. September bleve de da ogsaa virkelig
- anholdte i Bryssel, men da man nu forlangte dem udleverede, for at
- de kunde konfronteres med Vidnerne i Sagen, vægrede den spanske
- Regering sig i længere Tid herved, saa at Fangerne først det næste
- Aar kunde sendes til Kjøbenhavn, hvor de saa den 19. Juni (se
- ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 32-33) bleve indsatte i Blaataarn.
- Hvad der ellers kom frem i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at
- sige, da den ovenfor nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker
- længere ned end til i November 1663, og Fremstillingen i
- ~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ aldrig blev fuldendt. Men af
- Leonora Christinas strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne
- efter nogle Maaneders Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog
- slutte, at Anklagen, forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var
- et fuldkommen ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have
- gjort sig skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed
- saa overraskende Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet
- Ideen. -- Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte
- Personer allerede i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens
- Sandheden er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da
- er dette en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der
- paa de nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre
- korrekte Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at
- der paa det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til,
- at Forf. netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har
- været mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har
- skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset det
- for nødvendigt paa 2 forskjellige Steder at udskære og omarbejde et
- Blad o. s. v.).
-
- [91] ~Mary Sidney~, Grevinde af ~Pembroke~, en i sin Tid bekjendt
- Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: ~Antonius~,
- der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige
- Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her er
- Tale, men derimod den langt berømtere Broder, ~Philip Sidney~'s
- Roman: ~The Countesse of Pembroke's Arcadia~, som i Slutningen af
- det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var en overordentlig
- yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv har kjendt denne
- Bog -- hvilket det ikke synes, hun har -- maatte hun efter Titelen
- nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren, og at Bogen
- var et Skuespil, har hun da formodentlig paa Lykke og Fromme
- gjættet sig til.
-
- [92] I Randen er tilskrevet: »_La Roche haffde ieg aldrig seet før,
- icke heller hands #Compagnon#, førend i #Dovers#._«
-
-Vdi samme _Sept._ Maanet døde Greff Rantzow; leffwede icke den Dag
-att see ded Billede _excequeris_, som hand saa wist haffde haabt att
-see, som den, der først haffde _introduceret_ den Maade aff Spott i
-diße Lande.[93]
-
- [93] Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i
- Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16 og 65.
- Grev Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. ~November~.
-
-Den 9. _October_ bleff holded den Fæst med worris Princeße _Anna
-Sophia_ oc Cur-Prinsen aff Saxsen.[94] Om Morgenen, den Høytiid
-skulle angaa, sagde ieg til Quinden: »I Dag skal wii faste indtil
-imod Afften;« thi ieg tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg
-kunde faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i ded
-ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor wii skulle
-faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide i Afften.« Ieg laae oc
-tenkte paa den vstadige Lycke, att ieg, som for 28 Aar siden[95]
-haffde hafft lige saa stoer Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu
-fangen oc nest op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde
-wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer bekümrede.
-Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher loede sig høre, sagde
-ieg: »Nu gaar de offwer Platzen til den stoere Sael med Bruden.«
-»Huor wed I ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg; »min
-Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for en?« spurte hun. »Ded
-kand ieg icke sige Eder« (swarte ieg). Oc saa som Trommeterne blæste,
-hwer Gang ett Sæt Maed bleff opborren oc _Confectet_, saa sagde ieg
-ded. Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne. Naar
-saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
-sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke Maed ennu!« Der Klocken gik
-til 3 Slet, sagde Quinden: »Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal
-wii haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem. Ded anded Sæt
-er icke vden for lit siiden opkommen; kand wii faa noget imod 7 Slæt,
-da faar wii icke føre.« Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom
-Slozf., vntskylte sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men
-Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid meente, att
-ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening der om.[96] Anden
-Dagen bleff giort Riddere, oc ieg icke alleeneste sagde, hwær Gang
-Trometerne blæste: »Nu bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre
-_Herolden_ raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde),
-men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede ieg,
-efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded, som icke føre ware
-Riddere;[97] oc efftersom ded sig saa befant, saa troede Quinden fuld
-oc fast, att ieg kunde traale. Ieg formerckede ded paa hender,
-efftersom hun offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde
-wiide, hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening; tenkte,
-att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde wiide, hwad som
-skeede, kunde forhindre, att hun icke satte Løgn sammen om mig. Hun
-tiskede oc icke nær saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte
-adskilligt om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed
-i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc skille Hoerer wed
-derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder. Med samme Quinde haffde hun
-meget omgaaet.
-
- [94] Festlighederne i Anledning af Kurprinds ~Johan Georg~ af
- Sachsens Trolovelse med ~Anna Sophie~, Frederik III.s ældste
- Datter, varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien
- foregik ikke, som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr.
- ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa
- meget lettere forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa
- samme Sted, faldt ind paa den 9. Oktober.
-
- [95] Her har Forf. regnet fejl. Det var ikke 28, men 27 Aar siden,
- at hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober
- 1636.
-
- [96] I Randen er tilskrevet: »_Slosf. fortelte Quinden noget om
- Statzen, oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg
- kunde wide noget effter forrige Tiiders Skik._« -- Iøvrigt synes
- denne Bemærkning ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.
-
- [97] Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende
- slagne til Riddere: ~Ulr. Fr. Gyldenløve~, ~Hans Schack~, ~Peder
- Reedtz~, ~Joh. Christ. v. Kørbitz~, ~Claus v. Ahlefeldt~ og
- Statholder ~Fr. v. Ahlefeldt~, se ~Biørn~, Nye Saml. over Ridderne
- af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og ~Becker~, Samlinger 2 D.
- S. 21 Anm.
-
-Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att
-henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mit vderste Kammers
-opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98] Der til Middag bleff
-opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom
-hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset oc sagde
-med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den
-Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun
-sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand
-vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer
-maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc
-talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders
-Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff
-mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun,
-brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske stille, thi ieg war da
-den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen
-hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da
-bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc
-indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9
-Slæt[99] bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog
-ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden,
-hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde
-parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire
-Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf.
-stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg
-skulle høre ded, _repeterte_ ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig
-om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg
-icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt,
-som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded
-end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott!
-Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat,
-maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc
-talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her
-vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa
-ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog
-mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig oc haabte,
-att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde
-faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet,
-thi der war alt for mange _Exempler_ aff stoere Herrer i Frankriig,
-hwis Billeder oc _Contrafeier_ aff Bødelen ware forbrente, som siden
-igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war
-der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send en
-_Lacquei_, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf.
-vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre
-erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde
-Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide,
-thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly
-mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange
-Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere
-ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem
-siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa
-leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end
-att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun
-leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc
-som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en
-Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!«
-Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok«
-(swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde
-for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg
-sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske
-igien til Slosf.« Saa begynte hun att forbande sig, den Dag hun
-sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til,
-wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun
-wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«
-med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde
-Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg
-skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du
-skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender
-der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som
-stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med
-Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds
-Frue[100] for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun
-haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt,
-oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff
-henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded
-Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter
-sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig
-andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med
-Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att
-ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn
-med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa
-Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd,
-lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid
-war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte der til,
-som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde
-ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.
-
- [98] I Randen er tilføjet: »_Dronningen wille, att ded Træ Billede
- skulle føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for
- Døren, att ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør
- bleff opluct; men Kongen wille ded ingenlunde._«
-
- [99] Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November,
- se ~Paus~ 2, 294 og ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 93;
- jvfr. ~Løvenskjold~, Efterretninger om den kongel. Livgarde til
- Fods S. 24.
-
- [100] ~Margrete Gjedde~, en Datter af Rigens Admiral ~Ove Gjedde~
- (d. 1660).
-
-Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad
-nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded
-himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller
-Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter
-Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede
-Quinden mig ett glædeligt Aar{1664.}. Ieg tackede hender oc sagde:
-»Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand
-icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig
-oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde
-hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda
-bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded
-kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad
-Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde
-hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,«
-swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit
-Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med
-Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.
-
-Vdi _Marti_ Maanet{1664.} kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild,
-sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101] nu könt Ihr wol sagen
-alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können
-Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich
-meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr
-köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keine
-Verrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand
-war død, tog hand en _Advis_ frem oc loed mig den læße, maaskee meest
-fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget
-dertil anded end: »Die _Avisen_ Schreibers sagen nicht allezeit die
-Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen
-i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder
-vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg
-skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi
-bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war
-bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig, oc ded heel
-fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene
-Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til
-att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere
-Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc
-Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med
-Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine
-Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine
-Døttre oc yngste Søn.[102] Ieg saed heele Nætter offwerende i min
-Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine,
-saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud
-inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men
-hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.
-
- [101] Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. ~Februar~ 1664, se
- ~Paus~ 2, 317-21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen
- ~Christian~ U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny
- kgl. Samlng. 2141 b, 4^{to}), at han er død den 27. Februar
- (ikke, som det i den danske Oversættelse hos ~Wolff~, Journ. for
- Politik 1816 1, 134-37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos
- ~Paus~ a. St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23.
- Februar, medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa
- Sønnens Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans
- Fejltagelse sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke
- til, at den 20. og den 27. Februar falde paa ~en og samme Dag i
- Ugen~, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og hans
- Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig fra
- Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i den
- Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at
- Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem
- forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den
- næstforegaaende Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.
-
- [102] Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse
- vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: ~Anne Cathrine~,
- ~Christian~, ~Ludvig~, ~Korfits~, ~Ellen Christine~, ~Leonora
- Sophie~ og ~Leo~. Den Sidste, som var det yngste af alle Børnene
- (f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at være bleven
- voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den ene Ærespost
- til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal, Vicekonge
- i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det eneste af alle Korf.
- Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra ham er det, at Ejeren
- af nærværende Haandskrift, Grev ~J. Waldstein~, nedstammer.
-
-Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa
-høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax,
-Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der
-Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til,
-oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine
-Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded
-Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige
-Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff
-miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde
-Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?«
-Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene
-føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg
-kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I
-en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war
-halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde
-ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk
-att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun),
-»men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til
-Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie
-hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte
-leichte sich Schaden damit thun.«[103] Hwad hun sagde til Kudsken,
-wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik
-Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden
-bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg
-sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg
-kunde giøre wed ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte«; bad hender
-leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet
-bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker
-Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et
-Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker,
-som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene
-tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede
-ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er
-oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme
-Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att
-giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe
-ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa
-noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde:
-»Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge
-oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff
-Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att
-fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att
-giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg
-woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget
-at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil
-wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa
-Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte
-paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den
-[Symbol: prik i cirkel] kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere
-Knappenaal,[104] bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc
-giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed
-icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den
-Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi
-hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun
-skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra
-Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle
-randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde
-mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg
-kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc
-Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens
-Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun
-tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.
-
- [103] I Randen er tilføjet: »_Der ieg engang loed begiere aff
- Slosf. en Sax for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc
- høyt ded: »Was, was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers
- Klawen, vnd die Hahr als Adlers Federn!« Hwad ieg tenckte, wed ieg
- wel, om ieg haffde Kløer oc Winger._«
-
- [104] I Randen er tilføjet: »_Ieg tog miine Neiler aff med
- Synaalen, som ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff.
- Den Neil paa den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for
- att see, huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den
- v-forwarendis aff oc haffwer den endnu._«
-
-Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye
-oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att
-ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc
-Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand,
-dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er
-opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed
-bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist. Med ded Stycke
-Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret
-oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer.
-Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend
-ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.
-
-    #En Morgen Dict paa den Thone:#
-    Ieg wil din Priiß vdsynge _etc._
-
-        _1._
-
-    Min Tunge skal med Stemme
-    Forkynde Siælens Act,
-    Som ey i Dag wil glæmme
-    Att priiße Guds Almact
-    Oc tacke Skab'ren bliid,
-    Som siine Wæctre sændte,
-    Mit Leye de omspændte,
-    Mig woctede med Fliid.
-
-        _2._
-
-    Med Sorrig ieg mig lagde,
-    Aff Graad war salt min Mund,
-    Ieg til mig selffwer sagde:
-    Du seer ey Morgenstund!
-    Men Herrens Goedheds-Krafft
-    Befalte Søffnen søde
-    Min tørre Hiærne bløde
-    Oc queege med sin Safft.
-
-        _3._
-
-    Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!
-    Ieg Sengen slippe kand,
-    Med Waaben mig vdryste
-    At striide som en Mand
-    Moed Satan, Synd oc Død,
-    Moed eget Kiød oc Wille
-    Oc alt, mig wil adskille
-    Fra dig i denne Nød.
-
-        _4._
-
-    Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!
-    Mit Kaarß er aff din Haand.
-    Wilt tyngsten Ende bære
-    Oc lindre hwaßen Baand?
-    Ieg ellers wißelig
-    Der vnder maa fortwiffle,
-    Thi diine Skud oc Piile
-    De sticker hart i mig.
-
-        _5._
-
-    Din Naade wilt vdøße
-    Oc rundelig betee,
-    Moed miine faderløße
-    Din Mißgund lade see?
-    Wær' derris Fader mild,
-    I Nøden ey forglæmme,
-    Hoes fræmmede forfræmme
-    Moed derris Fiinders Wild?
-
-        _6._
-
-    Ieg arme Støff oc Aske
-    Endnu et beder dig:
-    Mig icke att forraske,
-    Henrycke plutzelig;
-    Men lade mig min Aand
-    Med fuld Fornufft oc stille,
-    Med gott Taal oc goed Wille
-    Befale i din Haand.
-
-Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang,
-effter som hun icke forstoed tydsk.
-
-    #Ein Liedlein# -- nogenledis -- auff die _Melodei_ als das Lied:
-    Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt? _etc._
-
-        _1._
-
-    Sprich Vernunfft zu meine Seel:
-          Dich nicht queel,
-    Beßer Leben dich erwehl!
-    Es ist doch nicht zu erlangen,
-          Das fürbey
-          Wieder sey,
-    Wie man's thut anfangen.
-
-        _2._
-
-    Warumb dan bekümmerst dich
-          Engstiglich,
-    Zeuffsest immer, bist trawrich?
-    Du kandst es mit vielen Sorgen
-          Endren nicht.
-          Das geschicht,
-    Was geschehn sol morgen.
-
-        _3._
-
-    Hab'n verlohren Haab vnd Guht
-          Zwar weh thut,
-    Schöpfe wieder ein frisch Muht!
-    Es war vberflüßig kröhtig,
-          Die Natur
-          Hat doch nur
-    Weinig davon nötig.
-
-        _4._
-
-    Ist der Leib gefangen hir,
-          Glaube mir,
-    Es g'ring schätzen steht bey dir.
-    Du bist frey vnd vngebunden,
-          Keine Hafft
-          Hat die Krafft
-    Dich zu können wunden.
-
-        _5._
-
-                   gleiche
-    Endlich ist es - - - - viel,
-                    eben
-          Wan dein Spiel
-    Hat erreichet seinen Ziel,
-    Vnd du muß vom Leibe scheiden;
-          Es geschicht
-          Oder nicht
-    Auff Stroh oder Seiden.
-
-        _6._
-
-    Wol dan, frisk auff, meine Seel!
-          Dich nicht queel,
-    Das nichts deine Ruhe fehl!
-    Gott in Noth dich nicht läst stecken,
-          Er weis wol,
-          Wan's sein sol,
-    Hülffe zu erwecken.
-
-Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil Doctor _Otto
-Sperling_ bleff ført fangen her ind i Taarnet,[105] hwis Fengsel er
-neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand
-bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc
-Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig
-saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands
-Hænder, saa hand giorde intet anded den Afften en[d] nynnede oc
-sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil
-singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff
-Folckis Murmelen oc Tilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som
-war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel
-kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106] Den Glæde, ieg
-fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer
-icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden
-att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel.
-Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede
-sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om
-anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden
-[vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct
-(da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist
-sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel
-saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I
-faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en
-andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit
-Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til
-Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend
-Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war
-Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:
-»Lustig, _Curage_! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde
-skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc
-forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen
-von dem Herrn _General Major_ von Alfelt; er sagt, es wird nu bald
-guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald
-guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware,
-oc bad hannem tacke _General Major[en]_ for hands Trøst; oc efftersom
-hand _repeterte_ igien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das
-sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das
-herkommen, das der _General Major_ suchet alleweil mich zu erfreven?
-Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf.
-swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig,
-stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret
-bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc en
-_Calotte_ paa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig
-wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til
-Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc
-giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog
-talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff
-Doctern atter vdført til _Examen_, oc Slosf. forholte sig som før.
-Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for
-en Fange, der war neere. Hand swarte, der war ingen neere. Der wed
-loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot
-Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded
-warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer
-Doctern, oc ded fordrog sig med _Excecutionen_[108], oc ieg intet
-talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde:
-»Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten
-sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen,
-wehr er ist.« Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!«
-Hand begynte att faa nogen _compassion_ oc sagde: »Gebet Euch zu
-Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer
-Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte
-singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde:
-»Ich solte wol können rahten auß Ewer _discours_, wehr es ist. Kan
-der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol
-thun; aber die _Melodei_, die er nicht weis, wird er auch nicht
-singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.
-
- [105] ~Sperling~, som siden Foraaret 1654 havde taget Ophold i
- Hamborg, og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en
- trofast Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i
- dansk Tjeneste, ~Hagedorn~, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev
- indsat i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse var,
- at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance mellem ham
- og Ulfeldt samt dennes ældste Datter ~Anne Cathrine~ var faldet i
- Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene, som igjen overlod
- den til ~Hannibal Sehested~, da denne paa sin Hjemrejse fra Paris
- drog igjennem Landet. Se herom samt om de Forhør, Sperling
- underkastedes i Fængslet, det Uddrag af hans Selvbiografi, som er
- trykt i ~Suhm~'s Nye Saml. til den danske Hist. 3, 197-266; jvfr.
- ~Paus~ 2, 97-102; ~Nye danske Magazin~ 3, 30-36 samt ~Wolff~,
- Journ. for Politik 1815, 4, 270-80 og 1816, 1, 121-34, hvor nogle
- af Korfits Ulfeldts og Datterens Breve til Sperling ere trykte i
- Oversættelse.
-
- [106] Eftersætningen mangler. -- I Randen er tilføjet: »_Samme
- Fengsel er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er
- gandske mørkt._«
-
- [107] I Randen er tilføjet: »_Der Slozf. i de første Dage sang for
- sig, sagde hand: »Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten
- Rok?« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den
- Sang, hwem ded kunde wære._«
-
- [108] I Randen er tilføjet: »_For att bedrøffwe oc forfærde Doctern
- lucte Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet,
- oc loed, som Presten skulle komme til hannem._« -- Ved Dommen, der
- afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv og
- Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod kom han
- aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December 1681.
-
-Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa der bleff intet
-talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind, naar der bleff opluct, oc
-giorde sig stønnem lystig med Quinden, wille, hun skulle giøre
-_Reverenz_ for hannem, lærte hender, huordant hun skulle sætte siine
-Fødder oc bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte oc
-adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en Deel deraff til den
-Ende att bedrøffwe mig med min forrige Welstands Ihuekommelse:
-huordant ded gik til i mit Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig;
-fortelte derom heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc
-alt dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß imellem
-stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange
-_Christian_ i Trappen.
-
-Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße oc wide, hwad nyt
-hender kom for, hun loed mig oc forstaa, att hun war i den Meening,
-att ieg kunde traalle; thi hun skreff mig til en Seddel[109], hwor
-vdi stoed, att hun bad mig sætte ont imellem Iomfrue _Carisse_ oc en
-Allefelt, med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender icke
-wært, men Skinckel war en braff Karl (_Carisse_ bleff siden gifft med
-Skinckel).[110] Saa som den Skriffwelse war aaben, saa wiste Kudsken
-diß Indholt, oc Quinden med. Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men
-sagde intet. Quinden kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille
-op, sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg swarte:
-»Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer hun oc loe hiertelig. Ieg
-spurte, om ded war att lee aff. »Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att
-ieg tencker paa den wiiße _Cathrine_, ieg før haffwer talt om, som
-gaff et Raad til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe
-Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded war for et Raad.
-Hun sagde, der skulle tagis Haarene op, hwor twende Katte haffde
-reeffwis, oc de Haard skulle kastis imellem de toe, man wille sætte
-Spliid imellem. Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den
-bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene icke ware
-begge soorte?« »Ho, ho!« sagde hun; »ieg hør wel, att I wed, hwordant
-ded skal wære.« »Ieg haffwer hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer
-hender den Konst, saa faar I Sucker _Candii_ igien, men lader icke
-Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader Pær bede Maren
-Bloks att forskaane mig med saadanne Begiæringer!« Att ded war i
-henders saa wel som i Marens Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff
-hun i mange Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale
-Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige (naar
-hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa, att hand wiste den
-soorte Kunst), att de frycter for dem, de haffwer den _opinion_ om,
-oc tør icke giøre dem ont. Oc hænder ded sig en Dag til Middags
-Maaltiid, att Slosf. saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med
-de andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder, som ware
-paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands Dommer i Iylland, holte
-med Traal Konerne oc sagde, der war ingen Traal-Koner til[111]. Der
-Dørene bleffwe lucte, da haffde wii nok att snacke om Traal Koner,
-oc sagde hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er en
-Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som ieg haffde sagt
-før, att en Part haffde meere Wiidenskab end som en Part, oc en Part
-brugte derris Wiidenskab til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde
-skee naturlig Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke
-tillat vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med; ded war
-oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som hannem icke tilkom.
-Wii snackede saa lenge, att hun bleff wree oc lagde sig, soff en
-Søffn; dermed war den Wreede forbi.
-
- [109] I Randen er tilskrevet: »_Pær haffde for nogen Tiid siiden
- kast i et Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte
- Døren: »Iher Piige!« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en
- der aff oc Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg
- icke, thi hun haffde langt fleere forborgen paa sig._«
-
- [110] Jvfr. S. 42 Anm. 1.
-
- [111] Landsdommer i Jylland var dengang ~Villum Lange~. Mærkeligt
- nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra denne
- Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori
- Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen,
- om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse af
- det for Dagen som den, der her tillægges ham; se ~Wolff~,
- Griffenfelds Levnet S. 43-44.
-
-Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige, som sidder neere i
-Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om Eder, oc hwad I giør. Ieg
-haffwer sagt Pær om ded, I haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men
-hand haffwer soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden
-Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes Eder her.« Ieg
-swarte: »Ded tiente hender intet at wære fangen med mig, ded spilte
-ickun henders Lycke; thi hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?«
-Fortælte om samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden
-hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender lære, oc hwor
-dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen wille gierne see ded, I
-haffwer syd; I skal strax faa ded igien!« Ieg flyde Quinden ded,
-som, første Gang Dørene bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar
-ded til Dronningen (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc
-att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt: »Man mögte ihr
-wol was zu thun geben!« »Das wäre nicht nötig. Es ist ihr guth
-genung! Sie hat es nicht beßer haben wollen!«). Ieg spurte offte
-effter ded syede Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for
-att faa ded fra Pigen igien.
-
-Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg oc formaatte
-liided, loed Kudsken offte lucke op oc til for sig baade neere hoes
-Doctern oc oppe hoes mig. De Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte
-for der neere for ded uderste Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4
-Døre lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke Silcke ind
-til mig[112] oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i miine Boxer!« Ieg
-loed saa, som ieg icke hørte ded, spurte Quinden ad, hwad ded war,
-hand sagde. Hun sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke
-troede ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre hannem
-Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands Boxer.« Der falt nu
-Latters Snak om. Imod att der skulle spiißis, saa siger ieg til
-Quinden: »Flyer Pær sit Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig
-giorde nogen Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris«
-(imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)
-
- [112] I Randen er tilføjet: »_Saasom miine Linklæder bleff toen i
- Fadburstuen, hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa
- haffwe v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk,
- hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den
- Raffn haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg
- loe oc gaff hender Skiæmt til Swar._«
-
-Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen (huilcken wii
-haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm, der wii der ware
-fangen)[113] bleff needer brut, oc en Støtte (eller hwad ded er) til
-min Herris Wanære opsat, kom Slosf. ind, der til Middag bleff opluct,
-oc satte sig paa min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att
-snacke om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt neer
-paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde smerte mig att
-haffwe mist, til min _Caret_ oc Hæste til. »Aber« (sagde hand) »das
-alles ist nichts gegen den schönnen Hoff!« (strøg den vd paa ded
-herligste;) »der lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den
-andren. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?« Ieg swarte:
-»Der König kan mit dem seinigen machen, was er wil; der Hoff ist eine
-gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!« Hand bleff alt wed att beiamre
-ded schiønne Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg
-spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das
-schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr zu finden; man wuste
-nicht die Stelle zu weißen, wo der Tempel vnd das kostbahre Königs
-Hauß gestanden.« Hand swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded,
-grundede et Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer
-berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte hand io meere oc
-meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
-befalet, att hand skulle spørge mig ad, om ieg begierte noget enten
-aff Køckenet, Kiælderen eller hoes Suckerbageren, da skulle ded
-skaffes mig; war oc befalet att giffwe mig _Confect_ oc Strøe Sucker
-toe Gange om Vgen, hwilcket oc skeede[114]. Ieg bad Slosf. att tacke
-Kongl. _Majt._ for den Naade, paa ded allervnderdanigste rooste, som
-billigt, Kongens Goedhed. Slosf. wille rooße Dronningen, haffde hand
-kundt hittet paa noget; sagde: »Die Königin ist auch eine liebe
-Königin!« Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter med
-en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad ieg wille haffwe
-til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet, oc ieg siden bekom,
-foruden Snørliif, ded wille Dronningen icke tilstæde. Aarsagen kunde
-ieg ingen Tiid faa att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg
-bekom et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag Wand,
-Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded, sagde hun, maatte ieg
-nok wære foruden; men der hun saae, att der staar et Kaabberstycke i
-Laaget: Herode Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun
-oc sagde: »Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!« Ded Kaabberstycke
-kom mig til att betencke, att ~Herodias~ haffde endnu Søstre i
-Werden.
-
- [113] Jvfr. S. 7 Anm. 1. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa
- Graabrødre-Torv se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 472 flg.
- Nedbrydningen fandt Sted i Juli 1664, se ~Becker~, Samlinger 2 D.
- S. 33; ~Militairt Repertorium~ 2 R. 5 Bd. S. 385.
-
- [114] I Randen er tilføjet: »_Strøe Suckeret war i reent Papir,
- deraff betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille
- #notere#; giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc
- med Øll #præpareret#. Min Pen war giort aff en Hønße Winge;
- Ridskabet war et Stycke Flint. Den er endnu til Stæde._« -- Denne
- Anmærkning er senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den
- imidlertid i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne
- Anmærkning, har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den
- senere Anmærkning lyder saaledes: »_Ieg skreff adskilligt ud aff
- Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn war
- aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff
- Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge, med
- Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme._«
-
-Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring en tydsk
-Bibel, sagde der hoes: »Das thue ich aus guthem Hertzen, habe deßen
-kein Befehl; die Königin weis es nicht.« »Das gleube ich« (swarte
-ieg), oc tackede hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded
-wel. Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin Bønnebog
-igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en Morgen oc en Afften Bøn oc
-alle Morgen oc Afften Suk, hwilcket hun Afften oc Morgen læste for
-mig. Ieg erbød mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et
-_Abc_. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke, ieg war
-gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente med _raison_ att
-_persuadere_ hender for att haffwe noget att fordriffwe Tiiden med;
-men ded war langt fra: hun wiste saa meget, hender giordis fornøden.
-Ieg søgte alt effter noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war
-bleffwen war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen op,
-haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded Rom, bad ieg
-Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun tog ded, spurte dog icke,
-hwor til. Ieg _præparerte_ ded Leer med Øll, giorde adskilligt, aff
-hwilcket offte noget giordis om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens
-Billede oc Quindens Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt
-ind att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord kunde
-sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte (thi ieg wiste
-wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun wille wel sige engang,
-hwad ieg tog mig til), saa _formerte_ ieg et Begre offwer Hælten aff
-ded halffwe Pot-Begre, mig gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til
-trint, satte ded paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder
-Bunden diße Ord: ... _il y a un ... [voyez?] un Auguste_[115]. Ieg
-haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade ded kunde berettis,
-hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden saa høyt haffde forsoeren
-icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad
-ieg giør?« »Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I
-giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel giøre Eder
-goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff Leer; ded maa hand wel
-wiide.« Hun giorde saa, oc en tre Dage der effter kom hand ind til
-mig, war heel mild oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg
-swarte: »Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc træt
-der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget imellemstund att
-giøre, men ieg maatte io icke. Hand spurte, hwor til ieg wille haffwe
-ded Leer, Quinden haffde baarren ind til mig; hand saae ded nok, der
-hun bar ded ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat
-Lapperi aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg hannem først
-Quindens Billede; ded behagede hannem meget wel, efftersom ded
-lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
-strax: »Dißes alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König
-sehen[116]; vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den
-Händen zu haben für Zeit Verdreib.« Ieg war wel tilfritz. Dette
-skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid kom hand intet ind.
-Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet
-mir baldt in Vnglück gebracht!« »Wie so?« (spurte ieg). »Ich habe den
-König eine _supplication_ von Euch gebracht! Die Königin wurd es
-nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte: »»So! Bringst
-du mir nu _suppli[cationen]_ von _Leonora_?«« Ich erstarrete, sagte:
-»»Gnädigster König! Ich habe nichts schrifftliches gebracht!«« »»Sehe
-hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers
-etwas fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas
-geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, das
-ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb Gnade. Der guthe König nam
-mich in Verantwortung, vnd gefiel ihm die _invention_ nicht vbel. Ia,
-ia, mein liebes Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein
-gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer Man tod wehre,
-Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben[117]!« Ieg war i Meening, att
-mine V-wenner wiste wel, att min Man war døe. Ieg fik saa att giffwe
-mig til Fritz med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue
-Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte Slosf. aldrig
-effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom hwer Afften ind oc saed
-lenge oc snackede med mig; war swag, oc kom hannem tungt att stiige
-op aff de Trapper. Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.
-
- [115] Ordene: ~vnder Bunden -- Auguste~ ere senere overstregede, og
- saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv
- eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele. Det
- er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne Maade ere
- gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften
- overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet her, eller
- om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen har
- opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa igjen udslettet,
- hvad hun allerede havde givet af den. Hvad der taler herfor, er
- ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder synes at
- være for faa til at kunne have indeholdt en »Supplication«, men
- ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens man efter
- Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi (hvor
- Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa antage, at Indskriften
- idetmindste fuldt saa meget har været rettet til Dronningen. Det
- paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes (jeg citerer
- efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4): »Notre femme forme
- un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y met le nom du Roy & de
- la Reine, le met sur trois boutons, & au dessous le fond elle écrit
- à la Reine.«
-
- [116] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siden, att ded aff
- Leer war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff
- en Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde
- Kongen oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff
- til Weye._« -- I ~Holger Jacobæus~'s Museum regium har jeg dog ikke
- fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696 eller i
- den af 1710.
-
- [117] I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid
- Efterretningen om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde
- opfundet for at undgaa Efterstræbelser.
-
-Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff mig en Bog, som
-er heel artig, _tittuleret_ #Wunderwerck#[118]. Den er _in folio_,
-gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg nøyis wel med den Gaffwe. Oc
-som hand saed lenge vd paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede
-med mig, saa for trød ded den forgifftige Quind[119]; sagde til Pær:
-»War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa wel, som
-hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb vd oc tog den Kniiff, der
-ligger vde paa Borded, oc stak den i ham? Mig kunde hun let faa
-Liiffwet aff, siden ieg sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I
-hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke
-alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf. torde icke
-komme ind til mig i langsommelig Tiid[120], satte sig vden for min
-vderste Dør oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der
-wantist intet med (ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre
-Aar effter den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens
-Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa til Alters,
-stoed hand vden for min inderste Dør oc tog sin Hue aff, bad mig om
-Forladelse: hand wiste, att hand haffde giort mig imod, men hand war
-en Tienner. Ieg swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!«
-Der hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget til Pær
-om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded. Vden Twiffl haffwer
-hun skiælt Slosf., thi hun war saa wree, att hun puste; kunde icke
-holde den Wreede i sig, men sagde: »Skam faa den gamle Narr! Giff
-Fanden besætte ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer hun,
-»om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde ham!« oc spøttede. Ieg
-sagde omsier: »Hwad gaar ded Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab?
-Taber I noget der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke
-_Ordinantzen_, da i ded ringste wærer intet wree paa dem, der giør
-ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder, om I icke fortryder ded
-onde, I haffwer giort, oc icke forliger Eder med Eders Moedstandere,
-førend I søger att forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde
-intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde: »I gott Folk
-tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!« Hun spurte: »Giør
-ieg Eder noget?« Ieg swarte: »Ieg wed icke, hwad I giør. I kand
-lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun
-en lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab: hun haffde
-aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget ont. Ieg sagde: »Ieg
-hører, att I giør Eder reen med Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit
-Sæde med en _furie_ oc sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en
-Phariseer?« »Sacte, sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os
-er wree, saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree
-med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig med en sposk
-_Mine_ oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke goed, naar I bliffwer
-wree! I haffwer nok Ord der for, att I vdi gamle Dage icke kunde
-taale meget, men slog strax. Mens --« (dermed taw hun). »Hwad meere?«
-(sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont, om ieg
-wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen noget, som ieg icke
-kunde liide? Nu langt bedre! De haffwer icke behoff att necte mig
-Kniiff for den Skyld, att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg
-giøre med miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl med
-miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat paa ham, oc hwad
-kunde mig skee wære, end mig skeer? Derfor farer ickun i Mag!« Hun
-teeg stille oc giorde ingen _Miner_ fleere, war bedrøffwet, torde
-intet klage sig for Slosf:. Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed
-ieg icke, thi der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct,
-da haffde hun græt[121]. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg Slosf. til
-Lycke oc sagde: »Ihr seid glücklich! Ihr könt Euch mit Gott
-vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig werden; das ist mir
-verbothen« (ieg haffde twende Gange begiert Prest til mig paa anded
-Aar, oc bleff hwer Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu
-saed; ieg haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget
-witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte mig
-Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig; man syndede saa
-wel med Tancker, som med Ord oc Gierninger; hwor for Slosf. loffwede
-icke att afflade med Begiering, att der maatte komme en Præst til
-mig; spurte, hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant,
-som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse[122].« Hand sagde: »Das
-wird wol swärlich geschehen.« Ieg war til Fritz, hwem ded war. En
-Maanets Tiid der effter bleff ieg beræt aff den tydske Præst M.
-_Hieronimus_ Buk[123], som første Gang war heel skickelig, men talte
-meere om Lowen end om _Evangelium_. Slosf. ynskede mig til Lycke, oc
-ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded til Weye.
-
- [118] Uden Tvivl den tydske Oversættelse af ~Conr. Lycosthenes~'s
- Værk: Prodigiorum ac ostentorum chronicon. Oversættelsens Titel
- lyder -- noget afkortet -- saaledes: ~Wunderwerck~ oder Gottes
- vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ...
- erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch
- zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ...
- Verteütscht. Basel. 1557. Fol. Jvfr. ~Grässe~, Trésor de livres
- rares T. 4. pag. 310; ~Bibliotheca Daneschioldiana~ pag. 10 Nr.
- 318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret morsom,
- ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.
-
- [119] I Randen er bemærket: »_Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med
- sig, da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde
- flyet hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war
- hinder til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt
- ham Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand
- endnu skee.«_«
-
- [120] I Randen er tilføjet: »_I ded første, att Slosf. Fryct war
- saa stoer, torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller
- Taarngiæmmeren maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad
- ded betyde._«
-
- [121] I Randen er bemærket: »_Noget lenge effter denne Striid fik
- ieg en Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att
- kaste paa Gulffwet, sagde: ded skulle de vnderiordske haffwe. Ieg
- haffde for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg
- tog hender om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun
- bleff forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff.
- Ieg sagde: »Ded er en Forsmag!«_«
-
- [122] Se S. 79.
-
- [123] Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske
- Kirke, 1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se ~Jonge~,
- Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i ~Sperlings~
- Sag se ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd. S. 262-64.
-
-Ded Aar{1665.} Pintz Afften loed Slosf. sætte _Maj_ Træer i mit
-inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom. Aff de Greene brød
-ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken aff med Glas, bløtte dem i Wand,
-lagde dem i Pærse vnder et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd
-paa, saa de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde en
-Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale att fly mig noget
-grofft Traa, som ieg brugte til Søller. Silcket tog ieg aff miine ny
-Silcke Strymper, ieg war giffwen, oc giorde deraff breede Baand
-(Redskabet oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene Bom
-(som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green, hwilcken Pær
-haffde skaarren aff) den war fastgiort wed Kackeloffnen, oc den anden
-giorde ieg fast wed mit Liiff. Quinden drog Søllerne for mig, saa hun
-war tilfritz, oc kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom,
-thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde intet att
-fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att ded war min Lyst i
-forrige Tiider _etc._[124] Hand bleff atter en lang Tiid inde hoes
-mig effter Maaltiiderne, saa Frycten war hannem forgaaet, eller hand
-mintist den icke meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand
-sagde da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig aff oc
-bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden for oc læste høyt,
-bad Gud om att leffwe: »Ia« (sagde hand), »nur etzliche Iahr!« Naar
-hand haffde nogen Liiße, saa snackede hand immerfort; krøb langs wed
-Weggen engang til Døren oc sagde: »Ich mögte zwey Dinge wol wißen!
-Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn. Das ander ist, wehr
-meine Tyrelyre« (ded war Tyre, hands Quinde) »haben solte.« Ieg
-swarte: »Das ist eine Wißenschafft, die Ihr nu nicht erfahren könnet,
-insonderheit wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet
-vielleicht beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben
-noch lange leben.« »O« (sagde hand), »Gott gebe das!« oc saae op til
-Winduet. »Meint Ihr das, mein allerliebstes Frevlein?« »Ia, das
-meine ich« (swarte ieg). Faa Dage der effter bad hand mig atter om
-Forladelse, om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod;
-nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff swagere, græd
-oc soer, sagde: »Für war, das smertzet mir noch, das ich habe Euch
-offte betrüben sollen, vnd Ihr tröstet mich.« Om Søndag Middag
-ynskede ieg hannem Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa
-frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg fornam, att
-twende maatte saa gott som bære hannem op aff Trappen, loed ieg
-hannem sige, att hand kunde bliffwe neere i Taarnstuen; hand maatte
-wære forsickret, ieg skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke,
-krøb for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »Wan ich das thäte,
-vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein Hals.« Ieg sagde:
-»So gebet Ewer Swagheit zu erkennen vnd legt Euch zu Bette! Es kan
-wieder beßer werden. Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten.«
-Der tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel. Siiden
-saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb hand i Taarnestuen, men
-kom icke widre.
-
- [124] I Randen er tilføjet: »_Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for
- att klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring
- bragte mig noget Bai til Vnderboxer oc wille wide Maalet, sagde ieg
- selff att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?«
- Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand gierne
- see, saae ded oc, icke med liden Forundring._«
-
-Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet att haffwe Act
-paa Fangerne. Hand war meget fiin. Hand war en Snedkiær aff hands
-Handtwerck; hands Fader haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt,
-som oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist paa
-Handwercket i Italien oc Tydsland, kunde oc lit italiensk. Aff hannem
-haffde ieg goed Omgiengelse, oc som hand spiißede paa Taarnet vden
-for i ded anded Rom, bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc
-giorde en 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren Steegen der
-vde, loed ieg hannem bede att komme ind. Hand loed sig vntskylle; ded
-kom mig vnderlig for. Effter att hand haffde spiiset, sagde hand, att
-Pær Kusk haffde spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med
-mig. Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig, saa bad
-ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc icke skulle bliffwe ded
-forbøden. Hand haffde engang sat en meget stoer Knappenaal i sit
-Ærme, den bad ieg ham om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den,
-men om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg den, oc
-den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde mig oc adskillige Bøger
-att læße, saa hand war i alle Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed
-haffwer wel werret Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge
-betroed, thi hand war oc meget goed imod Doctor _Sperling_[125], gaff
-hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc anden goed Maed.
-Hand haffde i hands Barndom wærret Leege-Broder med Docterens Børn.
-Hand snackede oc lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op
-oc lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey[126]. Ellers gaffwis en
-anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb bleff den
-Bestilling fratagen, som siiden skal meldis[127]. Slosfogden laae
-stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste hand kunde, for att komme op
-igien, men der war liden Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke
-war hannem fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren
-Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att hun for sin
-Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret oc giorde allehaande
-for dennem. En Dag siger Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe
-Piige, I haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger saa
-meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg haffwer giffwen
-hender Forloff att sige alt ded, hun wed. Att hun skulle lyffwe mig
-paa, der er ieg icke bange for.« »Icke ded?« (sagde hun saa sposk).
-»Huorfor monne hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded
-sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde: »Hun wille io wel
-haffwe werret hoes mig (effter Eders egen Siien), men hun maa io
-icke; derpaa behøffuer hun icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun)
-»meener I da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,«
-sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til Hoffwe, att
-ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke
-lyffwer nogen paa, mindre mig; der er ieg icke ræd for.« Quinden
-bleff wree oc muute lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß
-Daatter aff sin _Arrest_ løß giffwen oc bleff G^{ne} Friisis Kammer
-Piige[128]; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff miine
-endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke liided, i
-Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg dog, min Piige er mig
-endnu, att hun icke beholt ded Lintøy, som hun wel kunde haffwe
-giort, thi ieg kunde icke wiide, om de haffde taget ded fra hender
-med ded anded.«
-
- [125] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3 Bd. S. 266.
-
- [126] I Randen er tilføjet: »_Saa lenge Balcke betiente Slosfs.
- Stælle, drack hand hwer Maaltiid min Wiin, som ellers
- Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange #Christian# giorde, naar den
- gamle Slozf. icke gaed; saa ded hialp oc til att støde effter
- Balcke._«
-
- [127] Dette Punktum er senere overstreget.
-
- [128] Det vil sige: blev Kammerpige hos hende, som nu (da Forf.
- nedskriver dette) er ~Grevinde Friis~. Hun var Mogens Friis's anden
- Kone, og hendes Navn var ~Anne Marie Offenberg~. Mogens Friis blev,
- som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.
-
-Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med Balcke, i Synderlighed
-Quinden, som for adskilligt giorde sig wree, baade fordi hand
-foractede hender, sagde hun, for hand haffde flyed en Keedel til
-Natskriinet, som war tyngere end den forrige (som war læk); men
-allermeest fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning,
-att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang, midlertiid
-Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte hand hender, om hun oc
-icke wille lade sig berætte, huor til hun først swarte: »Ieg kand
-ingen tydsk.« Balcke sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst
-skal komme til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter
-Fanger.« Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact paa ded Sted;
-maatte hun komme vd, saa wille hun gierne. Balcke predicket for
-hender, som en Præst kunde giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware
-lucte, saa gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid
-Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet, men tenkte:
-ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis hun; hwilcket oc
-skeede, bandede Balcke alt ded wærste, hun kunde hitte paa. Hun
-haffde sær for mig vhørte Eeder, saa ded war gruelig att høre paa,
-iblant andre diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke
-behoff att bande ham hwer Dag!« _Item_: »Gud lade ham fordwiine som
-Dug for Soel!« Den Banden kunde ieg icke taale, sagde: »Bander I
-Manden, fordi hand holder Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle
-forlige Eder med Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander
-hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge Keedel, ded
-forbandede Menniske har flyed mig att bære op aff den steile
-Trappe[129], saa den onde Mand besætte ham! Wil hand oc giøre Præst
-aff sig? Ia, hand er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa
-att bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om hand wiste ded,
-I bander ham saa, meener I icke, att hand bragte til Weye, att I fik
-att staa Skriffte? Ded er nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret
-til Guds Bord, oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded
-sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand faa ded att
-wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde: »Hwad her inde skeer oc
-sigis, kommer ingen wed vden os toe; ded giøris icke fornøden, att
-andre ded wed.« Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa
-forgik den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.
-
- [129] I Randen er bemærket: »_Ded er oc en ond Trappe at komme op
- aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd._«
-
-Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken døe eller leffwe.
-En Middag, som Balcke lucte op (som war iust 20 Ugers [_sic_] Dagen,
-hand kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget dollig klæd, med
-en graa reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis,
-med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier paa, som haffde wærret
-hwiid, men neppeste for Skarn kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits
-Strømper paa oc et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med
-Hyßing[130]. Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen; dermed
-gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin Hat i Haanden, giorde
-en Rewerentz oc sagde: »Hir mit nehme ich meinen Abscheid; dieser Man
-sol Slosf. seyn.« Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand
-swarte: »Nein, nicht vor dis Mahl.« Saa tackede ieg hannem for hands
-høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem wel[131]. Pær
-Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf., som heeder Iohan Iæger, loed sig
-icke see aff mig den Dag, icke heller til Afften. Ieg sagde til
-Quinden om Morgenen: »Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun
-oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den, som haffde
-tagen Doctern fangen[132], oc nu skulle hand wære Slozf., men end
-haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen. Ded warede icke mange Dage,
-førend hand kom til den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen
-bleff tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede ickun
-paa anden Dag der effter; naaede i begge Deele sin _curieusité_: saae
-den, som bleff Slosf. effter ham (til sin Bedrøffwelse), oc den
-Doctor, som skulle _curere_ hannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret
-war omme.
-
- [130] I Randen er bemærket: »_#Gabel# haffde sagt (som mig siden
- bleff berættet), att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for
- den Mand oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an
- derfor, men for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den
- Tienneste, Kudsken giorde._«
-
- [131] I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder
- saaledes: »_Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand
- anklaget for att sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis
- der med, att hand haffde sagt mig, att #Gabel# war bleffwen
- Statholder, oc ieg siden saa #tittulerte# for #M.# Buck._« -- Denne
- Anmærkning er dog senere overstreget, hvilket derimod ikke er
- Tilfældet med den anden, som dog aabenbart refererer sig til hin.
- Den anden Anmærkning lyder saaledes: »_Balcke kunde en Dag icke
- holde sig for Latter, thi imens hand stoed oc snackede med mig, saa
- stoed Quinden oc Mandfolckene oc green oc loe i Trappen; oc sagde
- hand: »Ded er Sladdertaarret der vde! Hwi mager Pær ded icke saa,
- att ded forbydis? I kand nok faa att wiide, hwad som paßerer,
- foruden aff mig.«_« -- Gabel var bleven optagen i Adelstanden og
- udnævnt til Statholder i Kjøbenhavn den 12. August 1664.
-
- [132] Naturligvis dog i Forening med ~Hagedorn~ og under dennes
- Ledelse; jvfr. S. 111 Anm. ~Sperling~ selv siger noget Lignende
- (~Suhm~'s Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at ~Jæger~ var en
- Holstener og en Fætter til ~Gabel~.
-
-Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger, mindre talte til
-mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem
-selff op. Endelig, der hand fik Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat
-aff, der hand haffde luct op, oc sagde: »Guthen Morgen!« Ieg tackede
-hannem »mit großen Danck.« I midler Tiid saa stoed, war Quinden meget
-glad. Hun haffde sin frii Sladder med Pær Kudsk (som enda en Par
-Maaneders Tiid kom paa Taarnet som før) oc med den Fange Christian,
-som haffde stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc
-meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer bleff Portener,
-oc en wed Naffn Chresten kom i hands Sted. Iblant anden Sladder, hun
-førte for mig, sagde hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med
-mig. Ieg sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe
-mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med mig, saa
-lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der tiente; thi der hand
-haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s] Skyld, hand bleff ertappet
-med, kom hand siiden da oc da ind. Den allerførste Gang haffde hand
-en Ruuß.) Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand mig
-beretede[133].
-
- [133] I Randen er bemærket: »_I mens Balcke betiente mig, da bleff
- der giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc
- Quindens Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne
- war intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens
- Bord._«
-
-Førend ieg melder noget om den Fange Christians Bedriffter imod mig,
-wil ieg med faa Ord berette hands Brøde, huorfor hand war fangen.
-Hand haffuer tient Maans Armfelt[134] for Lacquey. Hand med andre
-_Lacqueier_ ypper Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian
-en Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft Omsorrig for
-hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte i sit yderste: »Gud
-straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!« De
-andre Lacqueier løbe hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben.
-Hands Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded altiid, att
-ded icke war ham, der stak Manden. Hand bleff dømt fra Liiffwet;
-men efftersom den døde Mands Quinde icke wille bekaaste paa
-_Excecutionen_, bleff Christian saa hensiddendis, oc hands Iuncker
-betalte hands Føde. Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend
-ieg bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff
-Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder[135]. Der
-ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der, Doctern sidder, oc
-der Doctern bleff fengselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog
-Seyerwercket op for Taarngiemmeren, lucte op oc til for Fangerne der
-neere, ia haffde offte Nøglene til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu,
-att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle Slosf. til
-Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende Pær med et Ærinde;
-sagde til Raßmus: »Gehet hin vnd macht auff! Peter sol was
-bestellen.« »Far« (sagde Raßmus), »Christian har Nøglen.« »So!«
-(sagde Slozf.) »Das ist hüpsch!« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus
-sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen Stez.« Alt
-effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed til, siden Pær
-Kudsk kom bort, oc tiente denne Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.
-
- [134] D. e. ~Mogens Arnfeldt~ til Rugaard i Jylland, en Broder til
- Korf. Ulfeldts Svoger ~Axel~ A. til Basnæs; jvfr. S. 35 Anm. 3.
-
- [135] I Randen er tilføjet: »_Da war der et stoert dobbelt Windue
- med Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her
- ind; oc fortelte siden Christian, huorledis Piigerne i Fadburstuen
- haffde flyed hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et
- Reeb._«
-
-En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor hun haffde reenset
-Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte, sagde hun til mig: »Den
-Christian, her gaar, haffwer talt med mig der oppe. Hand kand aldrig
-fuld sige, hwor ynckelig ded gaar Doctern, hwor hart hand er
-fengselet, oc hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort.
-Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc ingen Lyßning
-vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar vd i ded vderste Kammers.
-Hand bad mig, att ieg skulle sige Eder ded; Taarene kom hannem i
-hands Øyen, saa stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg
-sagde: »Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt att
-haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den stackels Mand faar
-att haffwe Taalmodighed saa wel som ieg, oc wii maa trøste os med en
-goed Samwittighed. Io haardere hand liider, io snarere faar ded Ende;
-hand er en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter med en
-Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc hand spurte saa
-flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde widre: Christian skulle nok
-fly ham, hwad ieg wille sende ham. Ieg tog den Snak an for en
-Fristelse, sagde endelig, att Christian kunde tage et Stycke aff
-Stegen, naar Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig om
-noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige sig til att gyde
-ded aff mit Begere oc bede Christian helße Doctern. Ded bleff
-antagen, oc haffde ieg nogle Dage Roelighed. Christian føyede sig
-meget effter Quinden, satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren,
-giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok aff.
-Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig Karl, den Christian!
-Hand haffwer fortælt mig, hwor vskyllig hand er kommen i Fengsel oc
-dømt. Hand er ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I
-sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at hand skal wære
-Eder troe, wille I skriffwe Doctern et Ord til[136]. Paa min
-Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!« Tog paa att swære oc forbande
-sig, den Dag hun sweeg mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed
-for hinder, førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer
-intet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle skriffwe.«
-»O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att den gamle kand see, att
-hand kand troe ham! Wil I haffwe Blek, da kand Christian wel fly
-noget.« Ieg swarte: »Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc
-ieg kand skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke
-begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde med den stoere
-Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa 4 Mandeler de Ord: _non ti
-fidar!_ _fidar_ satte ieg Hælten aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg
-haffde saa et Tag Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om
-nu Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de Mandler,
-eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab, wed ieg icke, men
-Christian flyer Quinden en Seddel fra Doctern til mig, fuld aff
-_Lamentationer_ offwer worris Tilstand, oc att min Daatter _Anna
-Cathrina_ eller oc _Casetta_ ware Aarsage i hands Vlycke. Derom wille
-ieg meere vnderrettis; begierte ded skrifftlig aff hannem (wii skreff
-hwer andre paa italiensk). Hand swarte saaledis, att enten den eene
-eller den anden haffde laded ligge hands Breff paa Borded et Stetz,
-hwor ded war bleffwen funden oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand
-haffde skreffwen, war Aarsage i hands Vlycke[137]. Ieg skreff
-ham igien, att ded icke syntist troelig, men wel att der war
-_susspiceret_, att hand _corressponderte_ med min Herre, oc dermed
-luret paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre hannem
-der i til _raison_, io meere _opiniastre_ bleff hand der i[138], oc
-omsiier skreff, att ded war _Cassettæ finesse_ att faa ham i
-Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte paa den Wiiß att
-skriffwe, begynte ieg att fatte en sær _opinion_ om hannem, lige som
-hand wille drage noget aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i
-nogle Dage, om ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening,
-att ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi war
-witterligt; ihworledis hands _Correspondentz_ med min Herre war
-bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem; hwor paa hand war dømt,
-war mig oc v-witterligt, offwer mig war ingen Dom gaaen. Ded warede
-nogle Vger, førend Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord
-Meeningen aff _Sentenzen_ offwer hannem, saa wii da oc da
-_corresponderte_ med hwer andre.
-
- [136] I Randen er bemærket: »_Christian haffde da flyet mig nogle
- Stycker Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint
- Lærrit dermed effter en Traa. De Stycker erre endnu i min Giemme;
- oc giorde ieg adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab._«
-
- [137] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor S. 111 Anm.
-
- [138] I Randen er bemærket: »_Ded er hannem medfød._«
-
-Slosf. bleff effterhaanden omgiengelig, kom hwer Maaltid ind oc
-snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad hand i hands Vngdom
-haffde bedreffwen, huor hand haffde werret Tromslager oc giort sig
-til Narr for min Swoger G. Pentz[139] oc for att winde Penge oc Gunst
-giort sig til Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for
-en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß paa (som
-offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Spaa
-Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer oc Christian den Fange
-fornam, att Slozf. dreff Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede
-saa med Quinden i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem.
-Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget flaneworn. En
-Dag{1666.} war hun noget v-passelig, giorde sig ett Øllebrød, satte
-ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed inde hoes mig oc snackede; Chresten
-oc Christian gantede sig med hender der vden for, oc skulle Christian
-røre i Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten siger til
-Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene ware icke saa snart
-sagt, som Giærningen war giort, oc fast i ded samme stoed Slosf. op
-oc gik bort. Der Dørene ware lucte, saed Quinden som færdig til att
-daane. Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun
-skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders Død, spurte
-hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg haffwer ont nok,«
-bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte att lucke sin Trøye op. Saa
-saae ieg, att hun war wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle
-føre ded onde fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte
-dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun haffde saa ont,
-haffde hwærcken faat waat eller tørt den Dag. Ieg sagde: »Giffwer
-Eder tilfritz, I skal wel faa et Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed,
-hwor hun skulle faa ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i
-Kackeloffnen, oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en.
-Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att sye.« »Io«
-(soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok tie, oc ieg skal aldrig
-sige ded.« Saa loed ieg hender legge tre Stycker Teylsteene, som
-altiid haffde ligget bag Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl
-oc Brøe paa (alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun
-maatte oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med Ord, men
-wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte der i med en Skee.
-Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen, oc der bleff Borded sat for
-mig; haffde et Stycke Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte
-alt imellem, om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit
-Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente sig til mig
-oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en, der war gall, kaste
-Skeen aff Haanden oc Stoelen om Kuld, reeff atter henders Trøye op oc
-sagde: »Gie Fanden wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre
-wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed),
-»haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde aldrig laded
-mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?« Ieg tenkte paa meget, som
-dertil kunde swaris, men sagde intet, smaa loe oc loed hender saa
-bruuße vd. Omsiider græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde
-ieg), »giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye
-foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg hender att
-slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att sætte vnder Potten.
-Dermed kaagte Potten, oc hun kyste paa sin Haand oc gaff mig, war
-meget glad. Ieg gaff hender oc siden en Gang eller toe Forloff der
-til saaledis att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar
-Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
-kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde: »Tencker paa Eders Eed oc
-sladdrer icke vd, hwad her skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded
-ringste mister wii nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle
-icke skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange Aar
-effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße Golff-Steene
-op (som siden anderledis bleff berettet aff en Præst, som her effter
-skal meldis). Hun haffde oc sagt, att ieg haffde sta[a]ed oc seet
-Linne-Dantzere paa Slos-Platzen, hwilcket war sant. Thi der Chresten
-sagde Quinden en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa den
-inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc spurte, hwordant ded
-war, oc ieg sagde hender ded, da klagede hun sig, att hun icke kunde
-faa ded att see. Ieg sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde
-holde Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender tage
-Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden oc reiße Sengen op
-til Winduet oc sætte Natskriinet offwen paa. Der med att komme til
-ded oprettede Sengested bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden
-for Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded for att
-komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet, saa wii kunde staa
-magelig oc see ded, dog icke paa engang. Oc loed ieg hender gaa op
-først, oc ieg stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage; hun
-skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste oc wel, att
-Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris beste Kunster[140]. Ieg
-kunde see Kongen oc Dronningen i derris Øyen; de stoede paa den lange
-Sael, oc vndrede ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der
-ieg stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg haffde seet
-dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lyst til att see Folk gaa i
-Slos-Kircke oc aff Kircken. Da bleff Sengen igien opreist, oc ieg
-saed der saa lenge oppe, til alle ware aff Kircken igien. Quinden
-torde intet woffwe att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige
-Gang oc glad, hun kom neer.
-
- [139] Grev ~Christian Pentz~, Amtmand i Rendsborg og Gouverneur i
- Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre
- Søster ~Sophie Elisabeth~. Han døde 1651.
-
- [140] I Randen er tilføjet: »_De Liinen Dantzere giorde ded, ieg
- icke haffde seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i
- huer Korre saed en Dreng paa 5 Aar, oc en Quinde loed sig falle paa
- Liinen oc sprang op igien. Men i den anden Quindis Tiid saae ieg
- en, som hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen._«
-
-Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid, da bleff
-der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit Slags, med Talle Lyß.
-Ded haffwer Quinden mißhaget, ihwor wel hun sagde da intet til mig.
-Men der hun endelig bleff nød til att lade sig berette{1666 den 12.
-_April_.} effter meere end tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens
-Bord, bad hun Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte
-i Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par smucke
-Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun oc fly hender en fiin
-Dreyels Dug, skulle hun giøre sit beste; hun wille betale ded. Om
-Quinden tilforen haffde tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware
-satt, eller Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att
-ded skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men noget
-lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste Dør op for mit
-Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den Stage vd, I haffwer, oc toe
-Lyß!« Hwordant hun tog paa, er icke att beskriffwe: om hand icke
-haffde talt med henders Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da,
-hwad hun haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet paa
-sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene. Hun wille lenge icke,
-men bandede oc skiælte. Ieg laae enda oc spurte hender: om ieg skulle
-wære henders Piige oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde
-hannem ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem Hullet
-paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa
-man maatte grue der for. Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender
-enda bisterer. Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde
-hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender den Synd
-for heel witløffteligen. Hun meente, att den begik Synden, der war
-Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed?
-om den bestoed i Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun
-wille see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad hender
-falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om siine Synders
-Forladelse, at hand icke wille tilregne hender sin Daarlighed. Hun
-swarte saa att wille giøre, men giorde ded icke strax. Ieg meener,
-att Præsten[141] haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting,
-hender angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa meget: hwor
-hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant meere; omsiider: om
-hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc huor lenge ded war siiden, hun
-haffde wærret til Alters? Der paa skrifftede hand hender paa sær
-Maade, først som den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte
-for groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der skulle
-affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender endeligen oc
-forrettede sit Embede. Der alt war forrettet, oc hun kom ind til mig
-igien, ynskede ieg hender til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun).
-»Kand der wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott aff!
-Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax gaa til Alters; dette
-acter ieg intet!« Ieg fald hender strax i Orded oc sagde: »Betenker
-Eder, hwad I siger! Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet
-høre! I wed wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi
-Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme vnder Fødder?«
-»Vnder Fødder?« (sagde hun). »Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc
-giorde der en heel Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig
-ansee; men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en
-Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer ingen mürt«
-(ieg tenkte: man wed icke hwad)[142]; »hworfor skylle ieg døe? Gud
-allermæctigste giffwe« -- der med taw hun. Ieg prædicket for hender
-igien oc sagde, att hun haffde fortient den ewige Død for henders
-Synders Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge
-vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde hun) »haffwer ieg
-att tacke Chresten for; Balcke haffwer oc wel hiolpen til.« Tog paa
-att bande dem. Ieg truede hender med et anded Skrifftermaal, om hun
-icke holte inde med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud
-att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til Chresten,
-saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder [an?].« Ded holte
-hender noget i Tømme, oc gik hun den Middag intet vd i Trappen[143].
-
- [141] I Randen er bemærket: »_Ded war den Præst, som berettede
- Fangerne, oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte
- hwert Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte._«
-
- [142] I Randen er tilføjet: »_Hinders Barn!_« Jvfr. S. 100.
-
- [143] I Randen er bemærket: »_Hun war i alle Maader en skarneworn
- Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war
- min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til
- ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden
- nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte ieg der
- paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded? Hand gaff
- mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I giffwer
- intet bort aff Eders!« -- Samme Degn saed for att haffwe tagen sin
- egen Høst igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke betalte
- ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa som en
- Præst for Alteret oc swarte etc._«
-
-Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med Mandfolckene. Hoes
-mig klagede hun sig offte, att hun war swag, haffde forløfft sig paa
-den ny Keyle, Balcke haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd,
-hun haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd, hand haffde
-swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde: »Slosf. kand io intet
-forstaa Eder ret endnu; beder Chresten tale for Eder!« Hun giorde oc
-saa, men kom atter med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min
-hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som ieg wille
-gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge? Ieg kand icke nyde
-dem, oc ieg kand icke tienne Eder.« Ieg sagde: »Penge kand vdrette
-meget. Forærer Slosf. nogle Penge, saa taler hand nok for Eder.
-Begiærer en aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den
-kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først nogle Vger;
-endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu haffwer ieg laded giøre et
-Sølffbegre til Slozf:.« (Henders Daatter kom saa offte til hender i
-Trappen, som hun begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele
-Efftermiddage needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter.
-Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg war wel dermed
-tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd engang, att ieg skulle sige
-Præsten ded.) _In summa_: Slosf. torde intet tale for hender til
-Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i
-Sengen, naar her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded
-skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Difficulteter_, sagde:
-»Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker vnder.« Ieg sagde,
-de kunde _vicitere_ oc _examinere_ Quinden, naar hun kom vd, wii
-haffde icke wærret saa fortroelige Wenner; ieg wiste, att Quinden war
-giffwen mig til att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men
-laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe, icke heller
-kunde ieg betienne hender; hun tiente io for Penge, der skulle wære
-nok, der skulle tage der imod igien. Tre Dage der effter, der Kongen
-kom fra Friderichsborg, kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde
-komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som Chresten
-haffde _recommenderet_, som skulle wære en skickelig Quinde (som hun
-oc er).
-
-Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels Daatter kom op
-igien. Oc maa ieg wel sige, att ded{1666 den 26. _Iuni_.} war en aff
-mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi ieg slap en v-troe
-v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en
-christelig troe sandrue goed (ia alt for goed) Quinde igien. Der den
-første Quinde tog Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu
-erre wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de sandeste
-Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte intet, men løb, alt ded
-hun kunde, saa der kiendtist ingen Sygdom eller Swaghed paa hender.
-Hun leffwede icke fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6
-Vger paa sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.
-
- [144] I Randen er bemærket: »_Hun haffde saa beded Chresten snacke
- for Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun
- gik med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit
- Tørklæd, der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i
- Stycker (ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan
- Kugle). Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden
- erfoer._«
-
-Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed hun om Efftermiddagen
-heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad hender skade. Hun sagde: »O, ieg
-haffwer intet att giøre, oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig!
-Ieg lengis mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre.
-»Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand oc sye grofft
-oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg intet att hielpe hender med;
-tog nogle Ender aff Silcke frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper
-aff, som erre for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff
-Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en Hægle aff
-smaa Knappenaale[145], bunden paa en Pind; der hægler ieg ded med oc
-giør ded brugeligt til att stoppe Huer med; oc sagde ieg til hender:
-»Der haffwer I noget att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff
-Hiertet glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant aff henders
-Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war hæntis, att der war
-et gott Hierte i hender, att hun war bleffwen offte bedragen for sin
-Goedtroenhed. Hun haffde oc kiendt mig i min Welmact, tient en
-Raadmans Quinde, som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom
-den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel ihue; græd, naar
-hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed med mig. Hun war en
-Iyde, en Bunde Daatter, men [haffde] wærret gifft med en Regiments
-Quartermester. Saa ieg effterhaanden fik _Affaiction_ til hender, bad
-hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern liide; sagde
-hender, att Christian wel kunde giøre stønnem nogen Tienneste att
-kiøbe et oc anded for os, thi hand haffde en Dreng, ia stønnem toe,
-som ginge Ærinder for hannem, men ieg troede icke [den] forrige
-Quinde, saa hand kiøbte aldrig intet [_sic_] for mig, til med wille
-den Quinde intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad
-wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke skiøttet om
-att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden da en halff Potte
-frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer Chresten Eders Wiin, som ieg
-giffwer Christian min Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes
-Kiælder Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for ham,
-oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker noget«. Ded skeede,
-oc loed Christian oß giøre toe Handteene. Min war ickun liden, men
-henders, som den burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som
-endnu er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør, som hun
-begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine Boxer tillige op til
-hender[146]. Hun spandt paa Haandteen en goed Deel, oc ieg laffwede
-min Wæff saaledis paa en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den
-eene Bom med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att
-naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg med et Draff
-løße min Wæff oc faa den anden Bom løß, som war bunden til mit Liiff,
-oc alting lagt bort, førend min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde
-mig oc et Spield (før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene;
-haffde oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige, hwer
-i sit Arbeide.
-
- [145] I Randen er bemærket: »_De Knappenaale haffde ieg staallen
- fra den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig
- dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde
- lagt dem i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun
- loed falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet.
- Aff Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med
- Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge
- der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om
- dem._«
-
- [146] I Randen er bemærket: »_Der kom offte siden Twistighed
- imellem Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant
- anded sagde ieg engang (for att komme hender i bædre #Homeur#): »Nu
- er I wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders
- Fingre effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde
- hun: »Fü, æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg
- meente. Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed
- kiøbe for hender._«
-
-Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som Drenge pleier at
-giøre; wille fixere sig med Quinden, men hun kunde intet der med.
-Hand war nesten fuld hwer Dag om Middagen, naar hand kom op.
-Effterhanden kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op i
-hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet vden for
-dette Sted. Hand wille oc gante sig med mig, gabte for mig, oc ieg
-skulle kaste noget hen oc see, om ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe
-oc sagde: »Wo doll siet Ii!« bad ham komme nærmere, saa wille ieg
-see, om ieg kunde ramme den. »Neen, neen« (sagde hand), »so wehr ick
-doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!« En Middag kommer hand
-op med en sær _façon_ aff en Spøyte, som war saa trind som en Kugel,
-oc saed en liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel
-artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa spøytede Wanded
-vd heel høyt oc langt borte. Hand giorde sig næßwiiß oc spøytede paa
-mig. Der hand fornam, att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til
-mig, løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad mig
-spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen Leeg begynde med
-hannem, thi aff hands Historiers Fortelling fornam ieg wel hands
-Plomphed, gaff hannem Spøyten igien. Der Karen skulle bære Steegen
-ind, haffde Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel oc
-kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott Stycke fra hender,
-oc Kuglen war icke større end en stoer Plomme. Hun wiste intet aff
-Spøyten att sige (er oc noget hastig i henders Tale); sagde: »Gud
-giffwe, I faa Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en,
-gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden alt
-tammere oc tammere, kom siælden ædrue op, lagde sig paa Quindens Seng
-oc soff, imens ieg spiisede, saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe
-ham aff Sengen, naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til
-Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte hand
-icke wel siine Fanger?)[147]. Hand war icke ræd for, att ieg skulle
-myre hannem. En Afften war hand drucken eller stillede sig saa;
-begynte paa sin Wiiß att wille _carressere_ mig oc søge att wille
-føle miine Knæ, tog til Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med
-Foeden oc sagde intet anded [end]: »Wan Ii duen siedt, so blifft van
-mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!« Hand sagde intet,
-stoed op oc gik bort; kom oc siden icke ind, naar hand war fuld, men
-bleff vden for i ded anded Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor
-der er en breed Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag,
-effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc Christen oc
-slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war icke fuld, saa kom hand ind,
-oc gaff hand mig effter Begiæring nogle gamle Kortblade, som ieg syde
-sammen oc giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne
-Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att male med
-Farffwe. Ded er endnu til. Slosf. saae ded siden, men spurte aldrig,
-hwordant ded Beslag war kommen til[148]. I ded Skrin (om ded saa kand
-kaldis) haffwer ieg alt mit Arbeed oc Reedskab, oc staar [ded] i min
-Seng om Dagen.
-
- [147] I Randen er bemærket: »_Ieg sagde til Quinden en Dag: »War
- icke Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale
- Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra
- ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med
- Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen
- Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men ieg
- want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere
- holden.«_«
-
- [148] I Randen er bemærket: »_I Førstningen, der denne Karen icke
- kiente Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den
- Mørcke Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer
- saa paa mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer
- stifft paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand
- kømrer sig om intet._«
-
-Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleeneste wed Borded
-der vde, men hand endoc lucte min Dør for Næßen aff Taarngiemmeren.
-Hand gik ind i mit Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar
-Natt-Keilen op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde
-alt ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne der
-neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens liiden Tilsyn,
-laae offte neere i Byen om Natten, kom offte fuld op til Afftens
-Maaltiid. En Afften war Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd
-der neere med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre slog
-hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget, oc som
-Begeret war gandske blodigt vden paa, der ded kom ind for mig, oc ded
-syntist, att der war kommen Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen
-derom til Slosf:. Hand sagde intet anded end: »De Man is doll!« tog
-Begret oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle oc
-giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis der om, wed ieg
-icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret, men Ritzen offwen i Randen
-er endnu; ded kommer Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa
-nær en halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig
-imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle Fanger der
-neere, oc Chresten klagede ded for Slosf., som kom ind oc wille sette
-Christian i Troldhullet; men hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att
-hand haffde intet med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham
-ind; brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik. _Christian_
-raabte hannem enda effter vd aff Winduet oc sagde: »Ieg wed Tøß med
-Ier, men I wed intet med mig.« (En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke
-war en ringe Tøß. Der war en _Corporal_, som stack en Soldat ihiæl,
-som med Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet
-nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc hand fryctede att
-bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend der bleff opluct for
-mig[149] (som offte skeede, att der bleff opluct ded vderste Rom,
-førend Madden kom op, saa oc altiid om Morgenen om Winteren, naar der
-lagdis Ild i Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til
-Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som ded war, oc
-Christian saa giæff som før.
-
- [149] I Randen er bemærket: »_Hengselerne paa min vderste Dør erre
- saa lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred,
- saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den
- offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem
- Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg naae
- offwen til, men Quinden icke._«
-
-Den Quinde oc ieg wii leffwede i goed Eenighed med hwer andre. Der
-war stønnem nogle smaa Krackeler imellem Christian oc hender, men ded
-haffde paa de Tiider intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med
-Wiin oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket effter hun
-war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu leffwer; hun tiente da
-en Skræder, men nu er hun gifft med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc
-stønnem Forloff att tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød
-Christian, efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande
-bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet wiste, men
-meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun er læt-grædendis oc
-læt-leendis). Ieg kunde snart faa hender trøstet. Wii sleed worris
-Tiid meget wel. Ieg lærte hender att læße, begynte med _A. b. c._,
-thi hun kiændte icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med
-att vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders 60. Aar.
-Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe[150], tog hun Baagen
-engang oc wente op oc need paa den, begynte att stryge siine Øygne oc
-sagde: »Herre Gud, hwor er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud)
-»icke et Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde mig
-for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun er meget hastig i
-henders Ord) oc [_sic_] i ded peegte med Peegesticken med en Fart paa
-et O oc sagde: »Er ded icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun
-wente sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen war
-icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg haffde tengt, hun
-skulle bliffwe borte i Latter. Oc som hun en Dag skulle læße, oc hun
-gaed icke sluppen sin Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun
-Lysten; sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa min
-gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg haffwer kaastet mange
-Penge paa min Søn for att lade hannem lære att læße, oc see! er hand
-icke døe?« Ieg wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa
-snacke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin
-Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att læße i Bog?
-Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen oc Afften Bønner« (ieg
-tenckte: ille nok! Aff henders _Cathechi._ wiste hun meget lided).
-Ieg sagde (med en Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I
-haffwer icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck læße
-vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded sprang hun op oc
-nappede sin Bog igien oc begynte att staffwe. Ieg sagde hwercken til
-eller fra, oc ieg omgickes med hender som med et gott enfoldig
-Barn[151].
-
- [150] I Randen er bemærket: »_Hun haffwer en synderlig Skik med att
- staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar
- hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun
- glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar
- hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer
- hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«
-
- [151] I Randen er bemærket: »_Een Gang spurte hun mig ad, om hun
- icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer
- kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade
- den trycke._«
-
-Ieg falt ded Aar i Sygdom[152], oc efftersom Slosf. da kom icke meere
-ind til mig om Middagen oc om Afftenen loed sin Tienner gaa op, saa
-bad ieg Quinden, att hun skulle sige ham, att ieg war syg, om der
-icke maatte komme en _Doctor_ til mig. Quinden sagde ham ded (thi da
-forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk), oc som hun
-sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa swarte hand: »Lat se
-stärffwen för en Dyffwel!« Ieg haffde en Hwerdags Feber, haffde
-Heede, men ingen Kuld; oc som ded en stoer Deel war Aarsage til min
-Sygdom, att ieg haffde Bindelse, begierte ieg et _Clister_. Der loe
-Slosf. sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille komme
-ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte hannem noget alworlig
-til, sagde ham, att ded war icke Kongens Wille, att hand skulle icke
-haffwe meere Omsorrig for mig, end hand haffde; hand haffde meere
-Omsorrig for sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff hand
-bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg sagde, hwad ieg
-begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget _altereret_ mig offwer den
-Samtale, saa ieg bleff swag. Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I
-døer, min hierte Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen
-toe Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war meget
-v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg swarte, att ieg
-skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?« (sagde hun med en wree
-Hue); »wille I liide ded? Ney,« soer hun, »skulle ieg icke! Ieg
-skulle icke liide ded, om ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som
-den Philosophus sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg kand
-holde dem fra mig med, naar ieg er døe[153].« Saa besan hun sig først
-oc snackede saa hen om Begraffwelse oc Iordefær. Ieg forsickrede
-hender, att ded aldelis intet bekymrede mig; naar ieg war døe, saa
-fant ieg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa
-skulle ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa den
-yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en Part, der laae i
-Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige Begraffwelser. Men att ieg
-skulle, som Slosf., sige de forfløyen Ord, att ieg wille wære
-begraffwet paa Waldby Backe for att see mig om, ded icke. Ieg
-begiærer intet vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf.
-V-fiinhed, om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om
-Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar hand haffde
-wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet igiennem Munstringen,
-oc anded meere. Der war ingen Guds Fryct i hannem.
-
- [152] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er
- overstreget: »_Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen
- Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som
- skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt
- Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded,
- maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i
- Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til._«
-
- [153] I Randen er tilføjet: »_Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som
- bleff stønnem sat i min Seng wed Siden _etc._ Den brugte ieg til
- Knøtte Block._« -- Den anførte Yttring tillægges ~Diogenes~ hos
- ~Cicero~, Tuscul. dispp. 1, XLIII.
-
-Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede _M. Buck_ att komme til mig
-wed syff Slæt om Morgenen, thi imod 8½ begynte Feberen. Præsten kom
-icke førend 9½, da Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig
-allerede noget lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal,
-begynte hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid, som war
-skyllig i _Vrie_ Død, fast hand slog hannem icke ihiæl med sin egen
-Haand; vdbreedde den Synd, som hand burte, oc Straffen, som der wille
-følge paa. »Ihr« (sagde hand) »habt _General_ Fux getöhtet, dan Ihr
-habt einen Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet.« Ieg swarte:
-»Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!« »Ia freylich« (sagde
-hand); »der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt.« (Ieg
-swarte:) »Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux
-sein Todt mit einem Stilet[154]. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg
-war, ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der Diener dan
-sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl ist es nicht geschehn,
-aber das ich mich nicht solte haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht
-gestraffet, das gestehe vnd bekenne ich.« Der til swarte hand lige
-saa: »Das hätte ich selber gethan.« (Ieg sagde:) »Wii Fux mit vns in
-vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet, weis Gott. Das ist nu
-vorbey, vnd ich gedencke des nicht mehr.« »Da thut Ihr recht an«
-(sagde hand), oc foer saa fort i hands Embede. Der alt war forrettet,
-talte hand med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den
-Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg, ieg war icke
-syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab; hand haffde sagt
-mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen wree for. Christian stoed inden
-for den Mørcke-Kircke[s] Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der
-inde, oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att komme
-til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.
-
- [154] Jvfr. S. 22 Anm. 2.
-
-Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag saa himmelig:
-»Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn[155].« Ieg
-spurte, paa hwad Maade ded kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige.
-Hun er troe nok; hun skal drage did for ded samme[156].« Hand wiste,
-att ieg haffde endnu nogle _Ducater_, thi Pær Kudsk haffde fortroet
-ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg tog imod Tilbudded,
-skreff mine Børn til, gaff ham en Ducat til Piigens Reiße. Hun
-forrettede wel siine Ærinder oc kom med Skriffwelse fra min
-Søster[157] oc dennem tilbage. Alt dette wiste min Quinde intet aff.
-
- [155] Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn
- jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske
- Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette
- Land; jvfr. ~Fryxell~, Handlingar rör. Sverges Historia 1 D. S.
- 119, 121, 126, 133, 176-77; ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 25 og 34;
- ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 287.
-
- [156] I Randen er bemærket: »_Den Piige war en Hoere, hand haffde
- loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel
- som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem
- sammen._«
-
- [157] Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster ~Hedvig~
- (f. 1626), som var gift med ~Ebbe Ulfeldt~, en fjernere Slægtning
- af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og
- derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig
- Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig,
- hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere
- svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid
- mod sit eget Fædreland.
-
-Effterhaanden begynte Christian att bliffwe _insolent_ i mange
-Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs Pooße, som Quinden skulle
-giffwe ham Maed i, saa kaste hand den til hender, giorde sig wree,
-naar der icke war giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand
-strax kunde faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren
-oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun war sorgefuld, men
-sagde dog intet til mig. Ded warte ickun en Dag, saa banckede hand
-paa Døren oc effter Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt.
-Quinden saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand kunde intet
-see hender, icke heller mig). Der hand war gaaen bort, fortelte hun,
-huor høyt hand haffde forbanded sig _etc._ Ieg sagde: »Ded skal I
-icke acte; hand haffwer giort saa meget før i den anden Karens Tiid.«
-Hands Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel en halff
-Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar Christian Steegen oc
-tog sig selff, hwad Stycke hand wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid
-sendte ham et Stycke vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den
-dumme Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand
-wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der fattedis
-noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en Stund, for ded skeede icke
-saa ieffnt hwer Dag. Men naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng,
-saa sagde hand intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe
-wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da, thi hand bleff
-alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide, att wii loe oc ware glade;
-naar hand hørte ded vden for Døren, saa bleff hand bister. Wille man
-klyncke, saa wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye[158].
-En Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden
-fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i Friderichsborg
-(der haffde hun boet), huor Drengens Moder icke wiste, hworledis hun
-skulle tittulere Skolemesteren; kalte ham: Her _Willas_. Hand sagde:
-»Ieg er icke Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller
-Mester,« sagde hand[159]; »ieg er ickun ret oc slet _Willas_.« Saa
-sagde Quinden: »Min goede slet oc ret _Willas_! Min Søn slicker
-altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand kommer hiem. Wille I slicke
-ham igien med et got skarpt Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der
-aff, kommer hand til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded
-sidder wel icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel
-skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii snackede om
-ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war Maaltiids Tiid, siger hand
-til Quinden: »I war swar lattermild i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke,
-hworfor ded er? Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders
-Tilnaffn). »Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe Eder Latteren
-tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun soer ney, att hands Naffn
-icke bleff næffnt (som oc saa war i Sandhed), men ded maatte intet
-giælde. De falt i Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc
-hand kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc intet, thi
-effen paa den Tiid war der en stackels gammel Mand min Naboe; den
-loed ieg giffwe en Dryck Wiin. Christian forføyer sig igien til Døren
-oc picker paa. Hand klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle
-tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem, der
-hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg soer ham til, att
-der icke war tenkt paa ham den Gang; ieg kunde icke tale hender ille
-til for de Ord, wii haffde hafft imellem hin anden; ieg ælskede
-Roelighed inden worris lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er
-goed, sagde Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand
-effterhaanden adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa wille
-hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane[160]. Ieg sagde, att
-ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en Part aff dem war hoes
-min Søster; hwor miine Sønner war, oc hworledis dennem liide, ded
-wiste de icke; ieg befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til
-Maade, oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att ieg
-haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige vd. Men en Dag,
-ded galle stack ham, kom hand til Døren oc haffde en Potte med Wiinen
-i (som ieg fast hwer Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I
-see mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør, men man
-kunde dog icke see grant der igiennem saa langt fra). »Her staar ieg
-med min Potte med Wiin oc wil dricke Eders Skaal for den sidste
-Gang.« Ieg spurte: »Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand,
-gik saa nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere
-giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.« Ieg sagde:
-»I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer giort; ieg begiærer
-ingen meere aff Eder, men derfor skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde
-hand) »Ingen Tienst meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er
-sandt« (swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg er icke
-saa, som I troer; ieg er læt att komme i med, men icke saa læt att
-komme aff med.« Ieg smaa loe oc sagde: »I er langt bedre, end I giør
-Eder selff. I Morgen er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att
-beskriffwe sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som
-hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand drak aff Potten,
-satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte paa ham oc bad ham komme til
-Døren, ieg wille tale med ham. Da saed hand som en Gante oc snackede
-for sig selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en stoer
-Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian icke!« Loe
-imellem aff fuld Hals, skraalte høyt: den Dag, hand gik til Døren
-eller giorde mig nogen Tienneste, da skulle Fanden riiffwe oc spliide
-hannem. Ieg gik fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab
-oc stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille intet
-tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden, thi hand bleff enda
-wed den Wiiß som før, naar hand kunde, att skiære Steegen, førend
-Slosf. kom op. Som da Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med
-mig, bad ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe den
-Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded hannem forbøden. Faa
-Dage der effter kaste hand Pooßen til Quinden i Trappen oc sagde:
-»Gier nogen Maed til i Afften i min Drengs Poeße[161]!« Ded bleff i
-allerstørste Lydighed effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i
-Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om Middagen talte
-med Quinden oc selff begiærte en Dryk Wiin; men hand truede Quinden
-att skulle fordriffwe henders Latter. Ieg fryctede intet for ded
-onde, hand kunde giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war
-mødsommeligt. Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte
-ded. Hand pleyede att skaffe mig _Aviserne_ hwer Vge[162] for Lyß, oc
-saa som hand icke flyde mig _Aviserne_ for den første Vgis Lyß, saa
-sendte ieg hannem ingen Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om
-Løwerdagen med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom ind
-med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see paa mig. Ieg talte
-engang til hannem, spurte om Doctern, oc hand swarte intet. Ded stoed
-saa nogle Vger; saa millede hand sig, flyde Quinden _Aviserne_ fra
-den Tiid, hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med
-en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc snackede (hand
-haffde en liden Snitzer), oc Chresten war for Kælderen, flyde Quinden
-hannem _Aviserne_ igien, tackede ham paa miine Wegne oc sagde, ieg
-skiøtte intet om _Aviser_, ieg haffde werret dem foruden i saa mange
-Vger, ieg kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister,
-att hand med Tænderne reeff _Aviserne_ sønder, reeff sin Trøye op,
-saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i nogle _Aviser_, hujet,
-skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa noget att lee aff til Slosf.,
-raabte saa høyt, ieg kunde, for att døffwe Christian[163]. Quinden
-kom ind som et Liig i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender
-att gaa vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede, slog
-sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel, holte ded saa nogle
-Gange. Der hand fornam, att Chresten kom i Trappen med Beegerne,
-kaste hand sig paa den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste
-atter sin Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med
-Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att der war noget
-paa Færde imellem Quinden oc Christian, oc att Quinden war bange, men
-hand kunde icke giætte eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke,
-att ded gik mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:.
-Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren. Quinden sagde,
-att hand haffde truet hender: hand skulle wel forbyde henders Daatter
-att komme til hender oc føre Sladder frem oc anded, hun icke burte.
-Ieg bad hender giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel
-offwer; hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa
-kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc kom for
-Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf. haffde giffwen henders
-Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender
-for? (Ieg tenkte wel anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand
-wel anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed; hand
-kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med hwem hand wille, i
-Wæctergangen.) Hun græd oc loed meget ille, talte som en, der sanßer
-ickun lit, sagde en Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal
-ieg --, ia, saa skal ieg --.« Hun kom intet widre oc kunde icke hitte
-paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc endeligen sagde:
-»Christian er gall, ieg wil nok styre ham i Morgen; lader mig ickun
-bestemme med hannem! Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i
-Søffn, men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab
-kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg hender, hwad hun
-skulle sige Christian, oc att hun skulle stille sig, som hun war icke
-wel til Fritz; begynde med att bande ham oc sige: »Gii der faer en
-Diæffwel i Ier for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt
-hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i Hoffweded
-dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded smucke Tøy, hun haffde
-giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet. Nu,« sagde hun, »skal der ingen
-giøre sig goed med ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede
-ham. »Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er hun saa!«
-Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg hørte ded. Hand war en 14
-Dage Skiæls, begiærte da oc da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc
-fortælte i blant anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris
-Konge) skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig icke
-mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik ieg _Aviserne_
-foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om noget, saa gik hand strax;
-sagde siden til Quinden: »Hun er wree, oc ieg er lige saa. Wil see,
-hwem der haffwer hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget,
-oc wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret
-hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle komme til Rette
-med att altiid giffwe den bløde Siide[164]. Som hand nu Tiid effter
-anden bleff _insolent_, meere end _tollereris_ kunde, sagde ieg en
-Dag til Slozf., att ieg forundrede mig offwer, att hand tilstæde en
-Fange att lucke op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren
-ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa den Maade
-kunde _practicere_ mig vd, om ieg wille vd foruden Kongens Minde?
-Christian war en Fange, som war dømt til att døe; hand skulle nok
-skaffe mig vd aff Taarnet. Slosf. saed oc gloede som en, der santzer
-intet, swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte sig
-dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte hand selff op oc til,
-eller oc Chresten (ieg haffwer seet, att Christian haffwer reffwen
-Nøglerne aff Chrestens Haand oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand
-begynte att giøre sig gall). Haffde Christian icke werret gall før,
-saa bleff hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med
-Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand liige for mig i ded
-vderste Rom, saae som en Gast oc skar Tænder; oc saa som hand saae,
-att ieg tog ded offwerbleffwen Røgelse aff Chrestens Haand (som hand
-altiid selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels
-Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom Quinden i
-Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders Naade, att hun oc I
-skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer seet med miine Øygne, att
-Chresten gaff hender et Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke,
-att ieg maatte gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe
-hender tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc _Aviserne_ aff ham? Ia
-siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer giort hender,
-saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.« Gud wed, huad Natt ieg
-haffde! Icke fordi ieg actede hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord
-gandske intet; Vlycken haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men
-Quinden war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede
-sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott, hender
-wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder i den Mørcke
-Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender. Saa falt hender ind, att
-Daatteren haffde talt med hender i Trappen; saa skreeg hun igien: »O,
-min Daatter, min Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet
-anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded gaar icke nær
-saa ille til, som I troer.« Men som ieg fornam, att hun icke war
-bequem til att høre nogen _raison_, for hun raabte alt: »Ach, ach!«
-naar ieg wille tale, saed offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet
-imellem begge Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand[165]. Ieg
-tenckte, att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte hun
-wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede sig: »Denne Vlycke,
-ded forbandede Menniske truer os med, wil icke forrekommis med Graad.
-Setter Eders Sind i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc
-ieg wil bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.« Ded
-sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff, saa kom hun
-atter frem med alt ded, hun fryctede for: att hun haffde borren mig
-Sædler ind fra ham, Kniiff oc Sax oc anded, som war forbøden. Ieg
-swarte da oc da ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med
-Eder.« Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke
-oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle Mand der
-neere[166].« Ieg loed, som ieg soff, men den heele Natt indtil
-Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine Øygne. Der om Middagen
-bleff opluct, haffde ieg alt sagt hender, hwad hun skulle sige
-Christian, oc giffwen hender att forstaa, att hand med hands Trußeler
-meente att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue oß, som
-ded lystede hannem; men hand haffde en anden for sin Haand, end hand
-troede. Hun skulle ickun laede, som hun intet skiøttede om hands
-Snak, intet tale et Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til
-hender; oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun
-laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget. Sagde
-hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger ieg hender slet
-intet! Er I endnu lige saa gall som i Afftis? Giører, hwilcket I
-wil!« oc gaa dermed fra hannem. Den Samtale bleff holt, oc hand
-truede meere end nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war
-hiertelig bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er læt
-sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg wiste wel, att
-Christian skulle byde paa att skriffwe mig til allehaande nyt, meene
-att flicke sig ind [der] med igien; men ieg haffde forbøden Quinden
-att tage imod hands Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad
-hender sige hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand
-kunde; haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for
-hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde: »Siger hender,
-att ded skal wære wærst for hinder. Ded, ieg haffuer giort for
-hender, haffwer Wiinen kommen mig til, hun haffwer sendt mig; siger
-hender ded! Ieg skal bekiende ded selff altsammen, oc skulle ieg
-en[d] klæde Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet
-hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel, att ieg haffde
-intet laded mig mercke for Quinden, hwercken om ded, hand haffde
-flyet mig Bud til Skaane til miine Børn, eller oc om Woxet,
-Taarn-Nøglerne ware trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.)
-Der worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg giorde en
-Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam der kunde wære saa stoer
-som att læggis paa Steiler; tog ded an for forfløyen Ord, som ded
-war, bad hender sige hannem, att hand skulle intet bemøde sig med
-att giffwe sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf.
-i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort for mig; hand
-maaske glemte noget, men ieg skulle wel komme ded ihue. Den Tiid
-Quinden sagde ham ded, swarte hand intet, men løb need fra hender,
-holte sig nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden.
-En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen, kom hand op til
-hender oc wille endelig offwertale hender att tage en Sæddel til mig,
-men hun soer icke att torde. »Saa siger hender da« (sagde hand), »att
-hun skal flye mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender;
-den wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre. I skal faa
-en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa bleeg som et Liig, saa ieg
-meente, hun haffde forløfft sig. Hun fortælte derris Samtale oc hands
-Begiæring, bad mig saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa
-bleff hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer I Eders
-fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil giøre os en Vlycke,
-naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen igien? Ded er icke Tiid paa att
-flye hannem ded. Forstaar I intet, att hand frycter for, att ieg skal
-lade see ded? Mit Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere
-til, saa intet er meere att true hannem med end de Stycker. I Afften
-skal I intet tale med hannem. Siger hand noget, da swarer intet.« Om
-Afftenen sneeg hand sig til oc sagde til hender i ded vderste Rom:
-»Tager mig hid Sax oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til
-Middag, bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands;
-ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for meere, end
-de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff hand forbistret offwer, skar
-Tænder oc hwiinede. Hun gik fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt
-war, att tale eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet
-wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc warte Slosf.
-Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa Gulffwet (oc haffde samme
-Gang nær skeed en synderlig Hændelse; thi i ded hand wille kaste
-Sæddelen ind, gik Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar,
-saa Sæddelen falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen, som
-Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader mig faa Kniiffwen oc
-Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder saa stoer en Vlycke, som ieg
-haffwer giort Eder Tienneste, oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax,
-skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik
-i nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet swarte
-eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten spurte Quinden ad,
-hwad hun haffde giort wed Christian, hand gik der neere oc skar
-Tænder oc hujede som ett galt Menniske. Hun swarte, att de der neere
-maatte wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de taltist
-wed heel wenlig. Langfredag Middag{1667.} war hand gandske
-forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke skulle giffwe sig
-selff an, _repeterte_ alt ded forrige, satte ded dertil, att ieg
-haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget ham oc Maed, Lyß oc goede
-Ord; hand skytte intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe
-for Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa Ram
-foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden war
-bedrøffwet; ieg bad hender giffwe sig tilfritz; der war ingen Fare
-hoes den Galskab, men en stoer Fortred, oc langt haardere end mit
-Fengsel; men ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog henders
-Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en aandelig Sang om
-Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som Hiorten med Tørst
-befangen[167].
-
- [158] I Randen er bemærket: »_Hand haffde i siine goede Luners Dage
- flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
- Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden
- med. Ded fortrød hannem siden._«
-
- [159] Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og ~Præster~.
- »Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.
-
- [160] I Randen er bemærket: »_Stacket effter ded Quindfolk haffde
- wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor
- alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem
- skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden,
- som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham
- dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd
- paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel._«
-
- [161] I Randen er bemærket: »_Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i
- den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod
- Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om
- hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen,
- att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly
- ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att
- skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen
- swarte: »Ia saae! Ia saae!«_«
-
- [162] Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser,
- hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen,
- maa man vistnok nærmest tænke paa ~tydske~ Aviser. Den første
- ~ugentlige danske~ Avis var Jørgen Gøde's ~Ordinarie Posttidende~,
- der begyndte 1673. Bording's ~Danske Mercurius~, som begyndte at
- udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar
- tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet ~ugentlige tydske~ Aviser,
- ja en af disse, Henrik Gøde's ~Europäische wochentliche Zeitung~,
- udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den
- Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr. ~Nyerup~, Om de ældste
- danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228
- flg.)
-
- [163] I Randen er tilføjet: »_Ded war høyligen att forundre, att
- Slosf. icke hørte den #Allarm#, Christian giorde. Samme Gang mindis
- ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff
- Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske._«
-
- [164] I Randen er bemærket: »_Hand kom Slosfogden til att kaste en
- Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig
- saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms
- Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed
- mig icke mercke, at ded for trød mig._«
-
- [165] Eftersætningen er glemt.
-
- [166] I Randen er bemærket: »_1666. I midler Tiid Karen Nelß
- Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den
- Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun
- Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget
- wel. Hand sang den Psalme: #Herr, deine Ohren neige zu mihr!#
- langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud
- paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc
- bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange
- Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen,
- sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben
- forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen,
- att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat
- paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen._«
-
- [167] I Randen er bemærket: »_Samme Dict war siden Aarsage, att
- Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer
- sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att
- den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg
- haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er)._«
-
-Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe mig
-farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med hannem. Der Døren
-bleff luct, siger ieg til Kresten: »Glemmer intet i Morgen blød-søen
-Æg!« Der Paaske Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom op
-med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc giorde en lang
-Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war want wed at gaa frem oc
-tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg
-bleff staaendis att see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided
-effter diße _grimasses_ kom Kresten med et Faed med bløed-søen Æg.
-Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand dem til mig,
-wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße aff ham igien. Men intet
-mindre end ded. Der Quinden kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen
-farffwede Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender sige, att
-de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte ieg, som hand kunde
-see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen Aar, som ieg haffde ritzet
-nogle Blomster paa; ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß).
-Hand tog ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war heel
-_rar_. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget oc Hønen. Hand
-wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen Skick. Ieg kand intet
-mindis meere ret wel der aff, uden att ded war et raadded Æg, ieg
-haffde sendt ham; hands Æg skulle blomstris, naar mit skulle
-raadne[168]. Den Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet
-der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont; saa stak ded
-ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde ham ont, att hand saae
-Kresten stønnem haffwe min Wiin tilbage i Begeret. Stønnem skenckede
-ieg Slozf. dermed. Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin
-Dreng. Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder wel, att
-Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer Fangerne Maed aff
-hands Maed?« (Madden, som kom fra mit Bord, bleff borren need til
-Slosf.). »Wil I sige hender ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle
-sige mig ded paa hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand.
-Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig, haffde ieg Mact
-til att tage aff, saa meget ieg wille; mig war den intet maalt eller
-weyet til; ded, ieg intet wille haffwe, maatte de giøre aff, hwad de
-wille, hwem der haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde
-hand oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle Snak igien:
-hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand truede att giffwe sig
-selffwer an; oc som ded war fast i mod den Tiid, att ieg loed mig
-berette, sagde ieg til Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil
-hand icke holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten
-kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første Karen for Dagen;
-den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun loed mig ingen Fred paa
-hands Wegne, førend ieg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med
-goede eller onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.« Hand
-skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe Roelighed;
-hand skulle forskaane mig med siine Sedler, ellers ieg skulle wiiße
-dem frem. Der Quinden sagde hannem ded, falt hand i Tancker; spurte:
-»Sagde hun ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde enda
-meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand, att ieg som en Fange,
-der ingen Stetz kand komme, skulle liide noget, fordi ieg tog imod en
-Fangis Tienneste, som haffde en Friihed, hannem icke burte?«« Hand
-stoed alt oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded satte
-Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt Ord aff
-hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden i Trappen, fortælte,
-hwad nyt hand hørte, oc war heel beskæfftig; oc der hun spurte ham
-engang om hands Potte for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand
-sø[rg]modeligen: »Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde,
-att hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen Tienneste
-meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen Maed[169]. Den Dag, ieg
-bleff beræt, kom hand til Døren oc banckede saa sacte. Ieg gik til
-Døren. Hand hælste oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner,
-sagde derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde
-giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre _matière_
-til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded smaat oc gik saa
-bort. Der effter kom hand hwer Dag til Døren oc sagde, hwad nyt hand
-hørte; bekom oc Wiin oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att
-mange ware i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar
-Printzen (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist,
-att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded war sidst i
-_April_, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle staa paa Slottet.
-Ded drog sig hen med Brudens Komste indtil først _in Iunio_, oc da
-stoed Brulluppet paa Nykiøbings Slot i Falster. Der ware mange i den
-Meening, att ded skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig
-oc Doctern løß[170]. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn,
-siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att komme løß.
-Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald for Brudens Wogn oc
-ræcke en _Supplicque_ frem, saa er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand
-spurte, hworledis Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg
-sagde: »Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer Eed) »er
-hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men ieg wil« (soer hand atter)
-»aldrig haffwe hender.« »Da lader hender bliffwe i den Meening«
-(sagde ieg) »oc stiile sin _supplication_ som for sin Festemand.«
-»Ia« (sagde hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded
-skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den 11. _Iuni_
-1667[171]. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed mig icke engang
-helße wed Taarngiemmer eller Dreng. Quindfolckets Tacksigelse war,
-att hand samme Afften slog henders Winduer ind oc saa rumsteret i
-Fuldskab paa Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen[172]; kom
-dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle tage Affskeed med
-sin Herre. Der hand spurte hannem, om hand skulle sige os noget fra
-hannem, swarte hand: »Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske,
-som bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian: »Min
-halff!« (thi Christian _suspicerte_ allereede Paaske, att hand giorde
-Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens Latter aff ded Budskab; thi
-ieg sagde, att Paaske tog den halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden
-war icke liden hoes os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske
-quit.
-
- [168] I Randen er bemærket: »_Hwad hand meente dermed, wed ieg
- icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand
- alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig
- Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse,
- saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl _[jvfr. S. 18]_. Om Gud
- giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene
- bekiendt._«
-
- [169] I Randen er bemærket: »_Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde
- hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til
- ham vden Døren._«
-
- [170] I Randen er bemærket: »_Bruden haffde beded for mig til
- Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc
- Riiger._«
-
- [171] Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det,
- at ~Charlotte Amalie~ ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing
- Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den
- svenske Resident ~Lilliecronas~ Indberetning, ~Becker~'s Samlinger
- 2 D. S. 192, men først Dagen efter, se ~Ove Juels~ Dagbog i ~Hist.
- Tidsskrift~, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den
- 25., se ~Histor. Tidsskrift~ a. St. S. 612.
-
- [172] I Randen er bemærket: »_Ded war en Søndag; ded war den Ære,
- hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12
- Slet kom hand vd._«
-
-Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff oc war
-_provideret_ med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten kiøbte
-intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte ieg betale dobbelt oc
-meere end dobbelt med Lyß. Karen bleff hoes mig første Gang paa
-fiærde Aar; oc som henders Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne
-wille were nærwærende paa Brylluppet, talte hun med mig derom,
-hworledis ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn att
-komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle bort. Ded wiste
-ieg icke, om ded kunde skee, men wel, att hun kunde komme vd foruden
-att giøre sig syg; ded wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da
-alt til Fuldmectig Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede
-hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc beklage derhoes
-Quindens Skrøbelighed; talte siden med Slosf. selff derom, som war
-heel willig der til, thi baade kunde hand wel liide den Karen, oc
-hand haffde en Quinde i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.
-
-Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 1669{1669.}, oc en
-tysk Quinde wed Naffn _Cathrina_ --[173] kom til mig igien. Karen tog
-Affskeed med grædende Taare. Hun haffde græt fast den heele Dag, oc
-loffwede ieg hender att giøre mit yderste til att faa hender til mig
-igien, naar den, ieg da fik, kom bort. Den _Cathrina_ haffwer werret
-fra Vngdom op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en
-Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc werret Fadderske
-til en aff hands Sønner; nu forarmet effter Mandens Død oc saed oc
-spant hoes Slosf. Quinde for Madden. Hun war flux tilgenegen til
-Drik, oc henders Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne
-der i, men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med Suppe Maed
-lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom op, att henders Hænder
-stønnem røstede lided, dog icke altiid; hun haffde for kort Tiid
-siden werret syg; ded forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff,
-hworledis hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe
-hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde, som tienner
-mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et Aar eller noget siden
-haffwer werret, saa kunde I icke betienne mig.« Hun falt strax need
-paa siine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte
-bliffwe; hun war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten
-aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa inderlig, att
-ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle wære mig troe, ia til att
-døe for mig. Mig syntist, att ded sidste war for meget sagt for att
-troe hender for wel (hun holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel
-hender, oc ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet
-arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde hun sig strax
-oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »Nu kan ick nichts sehen.«
-Naar hun fornam, att ieg kunde liide, hun snackede, saa fortelte hun
-heele _Comedier_ paa sin Wiiß, _agerte_ dem oc stønnem oc giorde sig
-til adskillige Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett Emtyr, oc
-ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig Vdgang,«
-saa sagde hun: »Neen, dat krigt en guth Ende;« giorde oc en goed Ende
-paa sin Fortelling. Lige saa, om ieg sagde twert imod. Hun dantzede
-oc for mig oc ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun
-dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. _Coemedianter_ kalte hun
-_Medicoanter_. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt, som forhindrede
-att see eller høre effter henders Lyst[174].
-
- [173] Efternavnet staar ~in blanco~. Formodentlig er det dog det
- Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath. ~Wolff~; jvfr. S.
- 10.
-
- [174] I Randen er bemærket: »_En Par Maaneder effter, hun war
- kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg
- war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre,
- skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik
- bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang
- skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun
- fik oc strax tycke Been._«
-
-Ded hænder sig, att _Walter_, som for den Sag med _Dina_ bleff
-Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig vbekiendt i
-Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i Taarnet, neere i
-Taarnestuen. Der _susspicertis_, att hand _tramerte_ noget[175].
-Sammegang saed hoes hannem en franzøsch Kok oc swensk Bagere, som
-beskyltis att wille haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den
-swenske bleff sat i Traaldhullet, strax effter _Walter_ war kommen.
-Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide _Walters_ Komme, men
-wiste ded dog. En Dag til Middag, der _Walter_ oc Franzosen raabte
-høyt (thi de _dissputerte_ altiid med hwer andre), spørger ieg
-Slosf., hwad hand haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch.
-Hand swarer att haffwe aff adskillige _Nationer_, forteller saa, hwem
-de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret egentlig, i
-Synderlighed _Walters_ Beskyllinger. Diße twende om melte faar
-Krackeler tilsammen, saa _Walter_ bleff sat ind i Traalhullet til
-Swensken, oc Franzosen i den Myrcke Kircke, hwor helst hand bleff syg
-oc kom ingen Tiid til Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg
-torte icke sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod
-hannem. _Walter_ saed lenge der neere, oc Franzosen kom vd. Der _M._
-Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed,
-fortelte ieg hannem førend Skrifftermaalet Fortellingen om ~Walters~
-Sag, som wel war bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg
-bleff wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark[176], da
-haffde for^{te} Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke war enda
-den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att Hs. _Maj._ icke
-haffde søgt effter for att were den bewist[177]; bad Presten att bede
-Statholder att bringe til Weye, att _Walter_ om _Dinas_ Sag maatte nu
-_examineris_[178], oc att hand oc ieg maatte komme til Ords sammen i
-nogle _Ministri_[s] Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer _bruit_,
-thi Herrerne kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten loffwede
-att forrette ded[179], giorde ded oc saa, oc bleff _Walter_ tredie
-Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa ieg wæntede i en lang Tiid
-hwer Dag, att wii skulle komme til Forhør, men den, der laa Magt paa,
-forhindrede ded[180]. _Walter_ saed saa hen[181], skiæntis fast hwer
-Dag med Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten
-haffde funden nogle _Ducater_, som _Walter_ haffde stucken vnder en
-Stoel (den galle _Walter_ loed Swensken see, att hand stak _Ducater_
-oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem Giorderne, oc siden slog hand
-Swensken, som forraade hannem)). Chresten loed _Walter_ gaa noget i
-Taarnstuen for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand
-Stoelen. Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att
-Chresten bleff fortreden, _procurerte_ hannem icke synderlig gott
-Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem war _ordineret_,
-war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc som _Walter_ sagde engang:
-»Wille de ickun giffwe mig en Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt
-nok,« saa magte Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte
-kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade, som fik den
-øffrige Maed, men hand wille gierne miste, maatte den anden liide
-ille). Engang kom Chresten med en Riising Grød til hannem, giorde
-strax en Krackel med hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som
-Børn) oc wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien oc
-loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør: »Haffwer Gud
-lenge biiet att straffe _Walter_, da kommer Straffen nu til Gaffns,
-thi hand kunde aldrig wære falden i v-barmhiærtigeris Hænder end som
-i Eders.« Hand loe hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc
-som der gaar et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom, saa
-kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre grant, hwad de
-siger. Saa kalder _Walter_ engang paa Slosf. oc beder hannem giffwe
-sig et Stycke Steeg. Slosf. raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en
-Rotte braaden!« Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand
-tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand. Ieg sleed saa
-Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc meget[182]. Presten bleff
-keed aff att betienne mig, loed mig biie effter sig 13, 14 Dage
-tillige; naar hand da kom, saa forrættede hand sit Embede _par
-manière d'acquit_. Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er
-tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa, i
-Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand skrifftede
-hender); thi da biiede ieg effter hannem 4 Dage, førend ded kom
-hannem til Paß, oc der hand kom, war ded effen en Onßdag oc imod
-Klocken 9 Slet. Hand hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit
-Forretagende. Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »Ich habe nicht
-lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen.« (Ieg wiste wel, att
-ded kunde icke wære sandt, men swarte:) »In Gottes Nahmen!« Der hand
-skulle skriffte Quinden, wille hand icke sætte sig; sagde: »Nu macht
-fort! Ich habe keine Zeit;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit
-Skrifftermaal, _absoluerte_ hender paa ded snareste oc læste
-Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war Quinden meget
-v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen skrifftet oc beræt aff en
-Feldt Præst i Marcken, da ded heele _Compagni_ loed sig berette
-(efftersom de stoede ferdig til att skulle slaaes med Fiinden om
-anden Dagen), oc den Præst haffde icke »so Gottes Wort vtgejaget, als
-diße gedan had;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede hender,
-ded beste ieg kunde, læste oc sang for hender, sagde, hun skulle
-angre oc fortryde siine Synder, legge Wind paa att forbædre sit Liiff
-oc Leffnet oc icke lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle
-tilegne sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders
-Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract hender vnder Brød
-oc Wiin. »Ia,« swarte hun, »ick skal mii, wil's Got, bäteren.« Ieg
-sagde: »Wil Ii mii holden, dat Ii mii gelofft häb?« Henders Løffte
-war: icke att dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke
-forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff Potte frans
-Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte rinsk Wiin. Begge de Deele
-kunde hun dricke foruden att wære heel fuld; thi til hinders Maed
-drak hun den franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op
-om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin[183]. Om Afftenen skaanede
-hun miin Wiin til Frokaast, men engang forwarte hun i en Potte baade
-min oc henders Wiin om Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter
-Wiin; dem saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded
-icke, saed iust i en _Speculation_ om et Munster til att knøtte.
-Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa lenge, førend hun
-lagde sig; da hælte hun alle Kar et effter anden, oc der war intet
-vdi. Saa talte ieg til hender oc sagde: »Wo ißet? Häb Ii all de Wiin
-utdruncken?« Hun kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »Tho
-Bäd, Ii fulle Söwge!« (sagde ieg). Hun wille gierne, men kunde icke,
-spiide langs need aff sig, krøb langs ad Wæggen for att faa fat paa
-en Koost. Der hun haffde den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg
-sagde, hun skulle krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt
-næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet. Der spyde
-hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis ieg war til Fritz,
-er læt att tencke). Hun soff et Par Tiimer saaledis liggendis, haffde
-dog icke soffwet Ruußen gandske vd; thi der hun skulle giøre reent
-for sig oc om sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel,
-Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om Ørene.
-Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa i Oplet, som stoed
-aaben for til, oc toe slæmme soorte brune Flasker hengte vd; iamrede
-sig, bad Gud hielpe sig: hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc
-ieg kunde icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som den
-Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »Ia, Gott skull Iu wol
-helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de _Cordegarde_ mit Iu! Ick wil
-so en Fulsack nicht bii mii hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii
-nicht hören, dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is
-Gott wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!« (Ieg loe siden aff mig
-selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun fuld ædrue,
-giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa græd. I ded kaste hun sig
-med en Fart til miine Fødder, holte fast om dem, hylte oc tutte op i
-Wæret oc bad for Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene
-Gang, ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde
-giemt Wiinen _etc._; wille ieg ickun haffwe hender enda et halff Aar,
-saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe sig ind i de fattigis
-Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att ieg skulle wel wocte hender, att
-hun icke skulle faa saa meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee
-ieg kunde faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde ieg da
-icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg wiste, att hun
-icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede ieg da att beholde
-hender saa lenge. Hun holte oc Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger
-der effter, att Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden
-miste; saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med Walter war
-hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem før, oc war Chresten i
-Meening, att hand haffde flyet hender alle siine Penge, førend hand
-bleff syg; thi hand sagde, att _Walter_ haffde ingen Penge meere.
-Huilcket hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun
-staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da icke brugte;
-war giort som en Næstenaal, oc wiste hun icke anded, end den war aff
-Guld. Som mit Kammers icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem
-søgis; men ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg
-kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er icke saa
-liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde omsier: »Der ligger
-icke meget Mact paa den Meßing Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.«
-Anden Dagen der effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa
-Gulffwet i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun kom
-bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte, oc vden Twiffl
-haffwer sit fast i Puden, efftersom den war en Slange Ring, den kom
-intet igien, ihwad ieg snackede for hender. Hun leete quan[ts]wiiß
-effter den i Skarnet der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om
-att haffwe mist den.
-
- [175] Som bekjendt havde ~Walter~ 1651, paa Grund af sit Forhold
- til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere
- vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der
- rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik
- han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se ~Hofman~,
- Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet
- denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra
- Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn
- og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum
- Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man
- Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han
- blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar
- efter; se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 236-37.
-
- [176] Jvfr. foran S. 4 Anm. 2.
-
- [177] Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora
- Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til
- Danmark i November 1656, se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 443.
-
- [178] Jvfr. S. 4 Anm. 1.
-
- [179] I Randen er bemærket: »_Der Præsten gik fra mig, talte hand
- med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der
- wille følge paa. #Walter# loe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht
- en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De
- Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock.« #NB.# Imens #Walter# saed i
- Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom._«
-
- [180] Forf. sigter naturligvis herved til Dronning ~Sophie Amalie~.
-
- [181] I Randen er bemærket: »_Ieg saae igiennem et Huul paa min
- vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand
- græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands
- Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff
- Skarn, stoere Klatzer._«
-
- [182] I Randen er tilføjet: »_aff Bøger, som bleffue mig himmeligen
- laante, oc ded med be^{te} Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg
- kunde bekomme._«
-
- [183] I Randen er bemærket: »_Chresten war icke wel tilfritz med
- den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa
- hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der
- i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld
- tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik
- icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig.
- Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden
- for saadan Gierning tilforne._«
-
-Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen betiente mig[184].
-Kongl. _Majt._ war stacket Tiid syg, døde hastig den 9. _Februarii_
-1670. Oc som samme Dag Klocken taal bleff ringet paa Slaattet, kunde
-ieg wel wiide, hwad ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte
-med hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde wel mercke paa
-mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun: »Ded kunde wel wære for
-Kongen, thi ded sidste ieg saae ham her i Trappen stiige aff Wognen,
-da kunde hand kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand
-giorde ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er wist.«
-Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod Klocken 4½ bleff i
-gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc ded aff en Dreng, Chresten
-da haffde. Den kalte ieg til mig til Døren oc spurte ham, huor for
-ded ringte Klocken tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke
-sige ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle icke røffwe
-ham. Saa sagde hand da, att Kongen war død i Morgenstunden. Ieg loed
-Taarene derris frii Gang, som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer
-Quinden forundrede sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded,
-hun sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge Chresten
-ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde. Hun giorde saa, men
-Chresten swarte hender, att hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op
-samme Afften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom
-hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc spurte, huorfor der
-bleff ringet. Hand swarte mig saa sposk: »Wat is Iu daran gelegen?
-Lyded het nicht alle Dage?« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen:
-»Wat mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock, dat för
-Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird gelydt!« Hand tog sin
-Hat aff, giorde en Rewerentz oc sagde: »Waßet anders nicht, dat de
-Frue mii wolde?« Ieg swarte: »Iu St. Marten kombt ock wol en
-Mahl[185].« »St. Marten?« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd
-til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem for Hullet; ded
-kunde ieg see, ded wiste hand wel[186]. Hand haffwer vden Tuiffl sagt
-ham Kongens Død oc giort hannem Haab att komme aff sit Fengsel. Gud
-tenkte et anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand war
-slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste i Madden,
-spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa, naar hand skulle tage
-Kanden bort. Chrestens Titler ware hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let
-er att efftertenke, hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg
-sendte hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom Chresten vd
-dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe ded. Ieg bad Chresten
-lade ded staae hoes ham, hand aad wel siden. Ded skeede engang, oc
-loed Chresten mig see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn[187].
-Naar Chresten skulle wende _Walter_ i Sengen, da skreeg hand saa
-erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem oc bad Chresten
-icke wære saa vbarmhiertig imod hannem. Hand loe oc sagde: »Ded er en
-Schelm.« Ieg sagde: »Da er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.«
-Ded behagede Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste
-Gud hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder kom, som
-loed hannem begraffwe i den tydske Kircke[188].
-
- [184] I Randen er bemærket: »_Paa de Tiider war 6 Fanger miine
- Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe
- ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen,
- oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware
- oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter
- derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte
- de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang
- mesten #Dorothee# Wiiße._« -- En tydsk Redaktion af Folkesangen om
- den hellige Dorothea finder man i ~Des Knaben Wunderhorn~ 2 Th. S.
- 325-27. Paa Dansk haves Visen i ~Nyerup~'s og ~Rasmussen~'s Udv. af
- danske Viser fra det 16-18 Aarh. 1 D. S. 29-34.
-
- [185] Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde
- oversendt ~Peder Vibe~ et Exemplar af sit Skrift »~Høytrengende
- Æris Forsuar~« etc. med følgende »Devise«: ~Chaque pourceau a son
- St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien~; se ~Histor.
- Tidsskrift~ 3. Bd. S. 410 Anm.
-
- [186] I Randen er tilføjet: »_Der ieg skulle haffwe Klæder,
- begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg
- wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu
- Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt,
- so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als
- ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax._«
-
- [187] I Randen er tilføjet: »_Chresten bar mig engang et Brøe att
- see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld
- aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!_«
-
- [188] Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke,
- se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af
- April Maaned 1670.
-
-Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig igien, oc den Tiid war
-omme, ieg haffde loffwet den anden att beholde hender, kom _Cathrine_
-neer, oc Karen til mig igien. Ded war let att bringe til Weye, thi
-Slosf. war icke wel tilfritz med _Cathrina_; hun gaff ham intet aff
-siine Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden, att
-ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget aff hender
-_etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som hand
-fornam, att min Forløßning icke war att wente.
-
- [189] I Randen er tilføjet: »_Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til
- #Examen#, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle
- icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk._«
-
-Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig berætte, bad ieg
-Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten, D.
-Hans Læt[190]; den forrige Hoff Predicant, D. _Mathias_ Foß, haffde
-skrifftet mig første Gang i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering
-an; bleff aff Kl. _Majt._ oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i
-Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen
-(som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf. mig sige
-wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt, ieg skulle bliffwe wed den
-Præst, ieg war want wed, saa att de _preperatoria_, som ded
-christelig Maaltiid behøffwede, bleff til anden Dagen hensat, da
-_Mag._ Buck kom til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med
-lang _Sermon_ Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig: Ihr Gnaden.
-Der hand satte sig, sagde hand: »Ich hätte gerne gewünschet, das _D._
-Hans Læt wehre an meine Stelle gekommen.« Ieg swarte: »Das hätte ich
-auch gewünschet.« »Ia« (sagde hand), »ich weis wol, warumb Ihr das so
-woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir verbohten. Ihr
-habt schon einen vmb's Brot gebragt.« Ieg spurte hannem, om ieg nogen
-Tiid haffde begiært aff hannem att wiide nyt. »Nein« (swarte hand),
-»Ihr wißet wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt
-Ihr mir auch nicht gefraget.« »Meint der H. _Mag._ dan« (sagde ieg),
-»das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb neues zu wißen?« Der stutzet
-hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für
-Euch beym König zu sprechen.« (Ieg sagde:) »Dar kan wol etwas an
-sein.« Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader
-(ieg icke før haffwer hørt)[191]: om hand icke haffde talt for mig?
-(Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om mig, men icke til ded
-beste). Hand haffde flyd mig en Bog, som ieg endnu haffwer, er: _St.
-Augustini Manuali_[_sic_]; den haffde Statholder _Gabel_ kiøbt, ded
-sagde hand tiire end som engang, soer »bey Gott, das hätte dem Herrn
-Stathalter 1 Rdr. gekost« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr., _Gabel_
-fik, for wii kom vd fra Borringholm[192], men ieg sagde intet dertil;
-maaske hand derfor _repeterte_ den Gaffwe saa tit). Ieg spurte
-hannem, hwem ieg haffde bragt om Brøded. (Hand swarte:) »Hans Balcke!
-Der hat Euch gesagt, das Rentmeister _Gabel_ Stathalter is, vnd das
-hätte er nicht thun sollen.« (Ieg sagde:) »Ich glaube nicht, das
-Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er hat's mir nicht
-als eine Heimligkeit gesagt. Man solte können sagen, der H.
-_Magister_ hätte Balke vmb's Brot gebracht.« Der bleff hand flux
-fortørnet for, oc der offwer falt adskillige _disputte_[193]. Hand
-begynte saa gott som fra ded første igien, att ieg wille haffwe D.
-Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich
-darauff gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm, dan den
-Schloz-Prediger oder einen andern.« (Hand spurte:) »Warumb einen
-andern?« (Ieg swarte:) »Darumb, das es nicht alleweile dem H.
-_Magister_ gelegen ist. Ich habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten
-müßen, vnd das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so das
-es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich ihm begiäre.« Hand
-saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware,
-sagde endeligen: »Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König
-Friderich todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch
-schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!« Oc som hand
-_altererte_ sig, saa bleff ieg sædeligere oc med Sactmodighed spurte:
-hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede ded? Hand swarte: »Ich
-scbließe das darauß, das Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können
-einen andern Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich
-versichre Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König
-Friderich todt, so lebt König Christian.« Ieg sagde: »Das ist ein
-schlecht _Fundament_; Ewre Drew-Worte haben keinen Grundt. Habe ich
-dis Mahl keinen andern Beichtvater können erlangen, darumb ist es
-nicht gesagt, das ich ein ander Mahl nicht solte einen andern
-bekommen. Vnd was habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer
-werden?« Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle Gange:
-»Schlimmer, ia schlimmer wird's werden.« Saa swarte ieg oc
-wreedeligen: »Ey, so laat het heran weyen.« Derpaa bleff hand heel
-tavs, oc sagde ieg: »Ihr habt mir eine guthe Vorbereitung gemacht;
-nu, in Gottes Nahmen!« Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand
-giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed end
-Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend _M._ Buck kom til mig, gik
-hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad ham, att hand wille sige
-til Knud, som da war Kammer _Page_[194], hwilcken _sacramensk_
-Quinde ieg war, hwor ieg haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att
-tale til Doctern (som war en Vmulighed), oc ieg haffde _practiceret_
-for att komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige Kammer
-_Pagen_ ded oc tii Gange: »Das ist ein _sacramensk_ Weib[195]!«
-
- [190] ~Hans Sørensen Leth~ var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø
- Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig
- Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde
- 1688.
-
- [191] I Randen er bemærket: »_Iblant hands gruelige Eeder war oc
- denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für
- mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa
- Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde
- Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en
- anden Prest betiente mig._«
-
- [192] Jvfr. S. 7 Anm.
-
- [193] I Randen er tilføjet: »_Fornam da, att ded war Aarsagen,
- huorfor Balcke kom bort._« -- Jvfr. S. 135 Anm. 2.
-
- [194] D. e. ~Adam Levin v. Knuth~, Christian V's bekjendte Yndling.
-
- [195] I Randen er bemærket: »_Christen, som war ille tilfritz med
- Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde
- noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte
- Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder
- hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc
- sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«._«
-
-Samme Aar{1670.} sidst i _April_ bleff min Dør opluct om
-Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle _Damer_, som holte sig noget
-til Siide, førend hand haffde sagt: »Hir sind welke Hoff Iomfern, de
-hebben Verlöf an Iu toe spreken.« Først kom ind en Iomfrue, som ieg
-icke kiendte. Der paa kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken
-_Augusta_[196], hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke
-meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen[197], som ieg oc
-nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst worris allernaadigste
-Dronning, som ieg meest beskuede, oc fant de _Liniamenter_ i henders
-Ansict, saaledis som Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc
-en stoer Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor
-Handsken war opskaarren. Hendis _Majt._ støttede sig til Slagborded
-strax effter Helsen, F. _Augusta_ løb hid oc did i hwer Wraa,
-Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. _Augusta_ sagde: »Fi, was is
-hir ein häßlich Gemach! Hir könte ich nicht einen Tag in leben. Mir
-wundert, das Ihr habt es so lange können außharren.« Ieg swarte: »Das
-Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält, vnd so lange Gott
-wil, so werde ich's außharren können.« Saa gaff hun sig i Snak med
-Slosf., som war halff fuld, oc talte med hannem om Balckis
-Gifftermaal, som effen haffde Bryllup samme Dag med sin tredie
-Hustrue; talte ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte
-allehaande Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper. Ieg
-swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper, om hun wille
-haffwe dem. Hun swarte hastig med en Eed oc soer, hun begierte dem
-icke. Ieg bleff noget spotsk offwer henders Spørßmaal oc fortreden
-offwer den Glæde, hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der
-hun spurte mig, om ieg oc haffde »Filz oder Wandtleüße«, swarte ieg
-hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »ob mein Schwager _Hanibal_
-Sehested noch lebte[198]?« Ded Spørßmaal giorde hender lit taws, thi
-derpaa formerkte hun, att ieg kiente hender. Hun swarte intet.
-Curfürstinnen, som wel haffde hørt om de _Intriguer_ med min Swoger
-oc F. _Augusta_[199], gik i ded samme strax til Borded (der laa den
-Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind med sig), tog
-Bogen, slog den op oc spurte, om ded war min Bog. Ieg swarte, att ded
-war Quindens, som ieg haffde lært att læße, oc som ieg gaff
-Curfürstinnen sin tilbørlig _Tittel_ aff Durchleuchtigkeit, sagde F.
-_Augusta_: »Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr
-meint.« Ieg swarte: »Ich irre nicht.« Der effter giorde hun ingen
-wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den naadige
-Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte intet. Der Hindis
-_Maj._ bød mig Haanden, kyste ieg henders Haand oc holte den fast,
-bad Hs. _Maj._ _intercedere_ for mig, i ded ringste for nogen
-Lindring i mit Fengsel. Hendis _Majt._ swarte icke med Ord, men med
-grædende Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun græd
-meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded Rom, oc min Dør war
-luct, sagde baade Dronningen oc Curfürstinnen: »Das ist Sünde so mit
-ihr zu handlen!« En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »Gott gebe,
-das es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen.« F. _Augusta_
-hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for Encke Dronningen,
-som sagde, att ieg haffde mig ded selff att tacke; ieg haffde
-fortient wære att handles med end som saa.
-
- [196] ~Augusta~ af Glücksborg (f. 1633, d. 1701), gift med Hertug
- ~Ernst Gynther~ af Sønderborg.
-
- [197] Jvfr. S. 95.
-
- [198] Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13.
- September 1666.
-
- [199] Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes
- til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte
- Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige
- Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede
- mod Hannibal Sehested; se ~Becker~, Samlinger 1 D. S. 51.
-
-Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen aff Slottet,
-begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine Wegne wille anholde om en
-anden Præst mig att betienne, enten Slots Præst, Holmens Præst eller
-den, som betiente Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end _M._
-Buk, saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes, thi hannem
-wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte noget, men endeligen
-bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som da war _M._ Rodolff _Moth_[200].
-Gud, som altiid haffwer staaet mig biie i all min Widerwertighed, som
-haffwer sendt mig v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse,
-hand sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand trøstede mig
-med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig Mand, oc hand war min
-Talsmand hoes Kl. _Majt:_. Den første Naade, hand bragte mig til
-Weye, war, att ieg bekom ded anded Rom 1671 den 16. _Iuli_ oc Bispen
-D. I[e]spers Postil[201]. Siden effterhaanden større Naade, i ded att
-ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att kiøbe mig for, hwad
-Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille haffwe Tiiden med att
-fordriffwe[202].
-
- [200] Søn af Livlægen ~Povl Moth~, og saaledes Broder til den
- senere Gehejmeraad og Oversekretair ~Matthias Moth~ og til ~Sophie
- Amalie Moth~, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662
- Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672
- Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds;
- døde 1675.
-
- [201] Hermed menes naturligvis Jesper ~Brochmands~ bekjendte Værk.
-
- [202] I Randen er bemærket: »_Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi
- Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff #M.# Buks Bøger (der
- de bleffue #auctionerete#) adskillige, oc iblant andre den stoere
- #Foillant Martilegium#, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc
- #verterte# aff adskillige #Materier# aff spanske, #italienscke#,
- franzøske oc tydske #Authores#. Fornemmeligen udskreff ieg oc
- offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff
- adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig
- ihuekommis som #striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e
- Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde#._« -- ~Martilegium~
- er uden Tvivl en Skrivfejl for ~Martilogium~, hvilket atter maa
- forstaaes som ~Martirologium~. Efter ~Hain~ (Repertorium
- bibliographicum Vol. 2 pag. 371) fører det ældste trykte ~tydske~
- Martyrologium Titelen: ~Martilogium~ der heiligen (Strassburg,
- 1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora
- Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske
- og engelske Martyrologier Titelen: ~Martilloge~ eller ~Martiloge~.
- -- Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af
- fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med
- de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende
- oftere omtalte Værk: ~Heltinders Pryd~.
-
-Samme Aar bleff Henders _Maj._ Dronningen fructsommelig, oc Hs.
-_Mts._ Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff Hæßen, kom hid for att legge
-hender i Baßel-Seng. Den 6. _Septem._ besøgte Hendes Durchleuchtighed
-mig vdi mit Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin
-Følge en Princeße aff Curland[203], som war troeloffwet med Landt
-Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein aff Slæct, oc
-sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen hælßede mig med et Kyß, oc
-siden de andre. Den sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun
-haffde kiendt mig før i Welstanden in den _Hag_, da hun war Iomfrue
-hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene i Øygnene.
-Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne oc slette Tilstand. Ieg
-tackede Hendis Durchleuchtighed for den naadige Medliidenhed, hun
-haffde med mig, sagde, att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe
-til att forlindre miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe
-dennem[204]. Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »Ich sehe wol, Ihr
-nembt mich an für eine andre.« Ieg sagde: »Ihr Durchleuchtigkeit
-_Port_ vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht können verbergen, wehre Sie
-schon in Bawer Kleider.« Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde,
-ded skulle hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig oc
-sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender paa henders
-fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt Greffwinnen: »Ihr kennet
-diese nicht,« oc tog paa Princeßen aff Curland; sagde saa, hwem hun
-war, saa oc, hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders
-Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte om den
-Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc sagde der hoes: »_Et moy
-pas moins._« Ieg tackede Henders _Altesse très humblement et la
-prioit en cette occation de faire voir sa généreuse conduitte_.
-Hendis Durchl. saae til Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke
-for lenge skulle tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand,
-trygte min Haand oc sagde: »_Croyez moy, je fairez mon possible._«
-Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl. Affskeed med
-et Küß.
-
- [203] ~Marie Amalie~, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift)
- med Landgrevinde ~Hedvig Sophies~ næstældste Søn ~Carl~.
-
- [204] Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre
- indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand)
- om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i ~Molbech~'s
- Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.
-
-Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde intet vdrette. Der
-Hs. _Majt._ Dronningen war i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løffte
-aff hannem med Haand oc Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da
-skulle ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. _Majt._ den 11.
-_Oct._{1671.} om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz. Der
-alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens Fødsel,
-sagde Landt Greff.: »O, wie wird die gefangene sich frewen!« Encke
-Dronningen spurte: »Hworfor?« Landt Greff. sagde Kongens Løffte.
-Encke Dron. harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc
-sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff christnet;
-hendis _Caret_ kom paa Slos Platzen. Kongen _persuaderte_ hender
-endeligen att biie, intil Daaben war forrettet, maatte loffwe hender
-med Eed, att ieg skulle icke komme løß. Ded fortrød icke liided den
-dydige Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde sit
-Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit Løffte. Encke
-Dron. swarte: »Mein Sohn hat vorhin ein Gelübt gethan, das hat er mit
-dem Versprechen an Ewer Liebden gebrochen.« Landt G. sagde endeligen:
-»Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen, dan zum
-weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber an einem andern beßern Ort
-mit etwas Freyheit mögte geführet werden. Es ist dem Könige doch
-nicht _reputiirlig_, das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs
-Tochter, vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht.« Encke
-Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »Nu sol sie nicht auß
-kommen; da sol sie besitzen bleiben.« Landt G. swarte: »Wil Gott, so
-wird sie wol auß kommen, wan schon Ihr _Majt._ es nicht wollen,«
-stoed op oc gik vd.
-
-Den 18. _Oct._ loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde Peder Iensen
-Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte hannem en Bog
-_tittuleret_: D. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden[205], den
-med en naadig Helsen fra Lant G. mig att tilstille. Ieg loed samme
-Dag wed Tøtzløff afflegge min plictskyllige Tacksigelse imod Hs.
-Durchl., oc bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig
-Anmoding til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded wille
-søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye Naade wille bewiiße oc
-sætte sit Naffn oc _symbolum_ i Bogen til en Admindelse aff Hs.
-Durchls. _Generosité_ oc Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi
-ded, att ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige
-Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem Werden bekiendt;
-wille derfor giøre ded, ieg formaatte, oc Hs. Durchl. med gandske
-fürstlige _Familie_ indslutte i miine daglige Bønner til all Siæls oc
-Liiffs Welstand (ieg haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge
-Gud vnder mig Liiff).
-
- [205] Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom
- første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre
- Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der -- fra 1667 af -- flere Udgaver af
- denne Bog, ja et Uddrag af den ved ~Chr. Østergaard~ er endog i den
- nyeste Tid (1846-56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.
-
-Den 23. _Octob._ bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i
-Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:
-
-            _1671._
-
-    _Ce qui n'est pas en ta puissance,
-    Ne doit point troubler ton repos;
-    Tu balance mal à propos
-    Entre la crainte et l'espérence.
-    Laisse faire ton Dieu et ton roy,
-    Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy._
-
-  _Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous
-  puisse tesmoigner, combien je suis_
-
-                                      _Madame
-                                          Vostre très affectionée
-                                                à vous servir
-                                               [Monogram: DSD]._
-
-Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede
-Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl.
-att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme
-Leilighed _recommendere_ i Hs. Durchl. _continuerlige_ Naade _etc._
-
-Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En
-Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn _Margrete_, som war en Worning i
-Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde
-Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed
-Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde
-gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder
-_Officerer_; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes
-Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man
-adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for
-denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en
-andens _recommendation_ den for^{te} Margrete. Saa lenge att der war
-Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne
-Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see,
-hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede _Dina_ forgiæffuis.
-Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed,
-tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe,
-som Gud mig paalagde, oc rant mig offte _Dinæ_ Bedriffter i Sinde, oc
-ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en _Dinas_ Træk? (Hun
-er goed derfor, haffde hun en Anfører, som _Dina_ haffde). Iblant
-anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att
-ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om
-Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke
-vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede
-en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg
-spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun
-swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da
-paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,«
-loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc
-wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun
-saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med
-hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc
-targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber
-Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att
-see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun
-wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke
-skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded
-Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc
-5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg
-tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen
-wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine
-Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke,
-oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt
-ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken
-haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa
-Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war;
-foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den
-anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod
-sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att
-bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage.
-Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem!
-Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal
-lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa
-Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede
-for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad
-hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et
-Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att
-haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang,
-hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk
-fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med
-blaa Silcke oc _different_ Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa
-en _Auction_ i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa
-ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe
-funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald
-hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel
-forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde:
-»Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med
-dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale
-kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine
-Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct,
-offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded
-er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl«
-(siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!«
-Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine
-Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe
-draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed
-kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen
-til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der
-Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en
-lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war
-ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen
-ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun
-haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.«
-Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller
-icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc
-sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden,
-oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc
-ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle
-giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin,
-thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort
-for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I
-giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis
-med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg
-haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for,
-_etc._ Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded
-er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.«
-Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde
-ded selff oc wille ickun med den _invention_ see mit Tøy. Som ded war
-i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde
-Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I
-er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde
-haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke
-laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden
-før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i
-henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders
-vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen
-fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde,
-hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun
-swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io
-sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen
-sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see
-meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der
-haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde
-see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig,
-att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded
-sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste
-Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed,
-att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om
-Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud
-forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den _occasion_ kunde
-ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed
-hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til
-mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre
-Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 [Symbol: Mark], oc
-hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe
-van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end
-att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par
-Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde:
-»Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i
-halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden
-wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde
-hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er _Moden_
-i Hamborg«)[209].
-
- [206] I Randen er bemærket: »_Samme Hund war en aff ißlandsk Art,
- icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa
- Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle
- need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i
- Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog
- hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den
- icke igien._«
-
- [207] I Randen er bemærket: »_An. 1672 den 4. #Maj# bleff en aff
- Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da
- Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage #Ducater# aff Kongens
- Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand
- nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i
- Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom
- himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der
- Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig
- selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et
- Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten
- Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc
- Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe,
- kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin
- Tienneste._«
-
- [208] I Randen er bemærket: »_Hun giorde sig saa til aff ded, hun
- kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war
- siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender
- engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc
- talte Ord, huoroffuer hun bleff wree._«
-
- [209] I Randen er bemærket: »_Paa den anden Strømpe war ingen Raed
- omkring. Slosf. talte aldrig derom._«
-
-Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til
-sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war
-Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att
-bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte
-hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded
-saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa
-Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den
-til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom
-op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par
-Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii.
-Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I«
-(sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer
-glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for
-att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er
-intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør
-wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae
-Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ lb. Hand
-spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att
-ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft
-den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals
-som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille
-annamme _Sacramentet_ derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed.
-Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte,
-sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I
-tage _Sacramentet_ paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog
-wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig _Creatur_!« Hun
-swarte med en halff latterlig _Mine_: »Ieg sagde att wille tage
-_Sacramentet_ derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O _Dina_, tenkte
-ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc
-sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud
-wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen
-Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet
-staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer
-giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded.
-Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end
-ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad
-Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om
-en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen
-haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded.
-Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger,
-intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
-komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc
-Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen!
-Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden
-ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes:
-»Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand
-sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke
-enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel;
-sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded
-war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun
-kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender.
-Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor
-witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal
-wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i
-Natt!« (Ey, _Dina_! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu
-hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde
-saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.
-
-Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult
-et Aar, for Suagheds Skyld[210].
-
- [210] I Randen er bemærket: »_Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde
- dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog
- oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io
- wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer
- et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit
- wed mig selff, men sagde intet._«
-
-_Anno_ 1673 bleff _M. Moth_ forfremmet til att were _Vice_ Bißskob i
-Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att
-betienne H. _Emmeke Norbye_[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde
-hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt
-kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget
-til Weye hoes _Griffenfelt_. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg
-iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] _Majt._ war naadig, wille
-der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde
-sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.
-
- [211] Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue
- Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere
- Sjælesørger, Mag. ~Matthias Foss~, indviedes til Biskop over
- Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. Se ~J. Bircherods~ Dagbøger,
- ved Molbech, S. 141.
-
- [212] Han kaldes ellers (~Zwergius~, Siellandske Clerisie 1, 674 og
- ~Rørdam~, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns
- Forsvar S. 166) ~Emmike Nedergaard~. 1676 blev han, som det ogsaa
- siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde
- 1692.
-
-Samme Aar loed min Søster Elisabet _Augusta_[213] mig helse wed
-Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun
-sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra
-min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre
-sille end aldrig!« Loed hender intet sware.
-
- [213] Jvfr. S. 42 Anm. 3.
-
-En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters
-Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i
-Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff
-Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6
-Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed
-Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde
-ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa
-for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med
-haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister,
-wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller
-tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med
-Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte
-noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att
-ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge,
-førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc
-klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som
-haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en
-Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte:
-»Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener
-Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.
-
-Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for
-witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen
-Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit
-Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang{1673.}
-min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc
-Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille
-til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.«
-Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke
-naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter
-intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne
-Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc
-Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg
-spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om
-ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget
-Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der
-hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget
-skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct
-for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand
-intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte
-siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc
-lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed
-tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold,
-att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa
-larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war
-hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning
-hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten
-kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded
-fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom
-den 24. _April_ 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn _Gert_, som
-haffde tient Slosf. for Kudsk.
-
-Dette Aar{1674.} den .. _Maj_[214] dictede ieg en aandelig Wiiße,
-_Guds Goedhed imod mig at ihuekomme_, under den _Melodi_: _Nun ruhen
-alle Wälder_.
-
- [214] Datoen er senere udslettet.
-
-        _1._
-
-    Op, op, min Siæl oc Sinde!
-    Guds Goedhed til att minde,
-        Som ræcker mig sin Haand,
-    Som Byrden med mig bærer,
-    Som mig sin Wille lærer
-        Oc selffwer lindrer miine Baand.
-
-        _2._
-
-    Mit Hiærte, glæm ded icke,
-    Huad udi Mørcken Kircke
-        Nii Dage ieg udstoed!
-    Hwad Angist, Sorrig, Qwiide,
-    Hwad Spott oc Stanck ieg liide!
-        Da styrckede Gud Sind oc Moed.
-
-        _3._
-
-    Betenck min stoere Trængsel,
-    Mit lange haarde Fengsel,
-        Min Iammers elffwe Aar!
-    Ey saa, att ded bedrøffwer;
-    Gud er den, som dig prøffwer,
-        Hand kiender best, hwad du formaar.
-
-        _4._
-
-    Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!
-    Indhellig sammen stæmmer:
-        Guds Goedhed winde kand,
-    Som Eder haffwer sparet,
-    Fra Krancke[l]se bewaret
-        I denne min forfalden Stand.
-
-        _5._
-
-    Mig Wanded gick til Tænder,
-    Aff Sorrig wringtis Hænder,
-        Ieg snobblet, dog ey falt;
-    Thi Herren war min Støtte,
-    Min Foed selff monne fløtte,
-        Loff wære dig, o mæctig Alt!
-
-        _6._
-
-    Tack skee dig, Naadsens Kille,
-    Att du mig ræffse wille
-        Saa mild oc faderlig!
-    I Nød warst dog til Stede,
-    Mit Hierte Suck tilrede,
-        Der Macten wille knuuse mig.
-
-        _7._
-
-    Gud, for dig ieg needfalder:
-    See til mig i min Alder,
-        Som stunder nu fast til!
-    Aff Aaget mig udspende,
-    Giør paa min Træl snart Ende!
-        Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.
-
-Dette Aar den 25. _Iulii_ war Kgl. _Majt._ saa naadig, att der bleff
-giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff
-tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en
-Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel
-tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes
-Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded
-warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn,
-wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde
-wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte
-Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde
-werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op
-oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi
-Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand
-haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet
-need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand
-wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen
-bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi
-Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.
-
-Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste
-Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er
-en _melancolisk_ Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun
-fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de
-haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc
-effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret
-noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man
-haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog
-fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun
-kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc
-tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer
-oc haffwer wærret Kl. _Majts._ Bogbinder; er nu rørt aff et Slag,
-ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted,
-huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker
-hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem
-imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder
-ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den
-Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed
-hoes hender. Naar hun icke kommer _precis_ den Afften, hun haffwer
-satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer
-befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i
-Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da
-siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder,
-huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide.
-Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender
-ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre,
-ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.
-
-Paa de Tiider sendte Henders _Majt._ Dronningen mig nogle Silcke-Orme
-til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. _Majt._ dem
-i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask
-oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken
-bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en
-underdanig Begiæring, att Hendis _Majt._ naadigst wille forhiælpe til
-att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis
-_Majt._, den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet
-til hender.
-
-Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc
-icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde
-Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded
-Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet
-bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen
-med Læsen, Skriffwen oc Dicten.
-
-Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di
-Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt _Historie_
-Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc
-offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for
-troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige,
-lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg _Anno_ 1675 den 9.
-_Ianu._ for Tiidsfordriff et Riim til _M. Thomas Kingo_ under den
-Tittel: »Den høy berømte _Poet M. Tho. Kingo_ bedis en Bøn aff en
-_Danne-Quinde_ udi alle _Danne-Quinders_ Naffn.« Den Bøn bestaar der
-vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille
-i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre
-_Nationer_, men beder ickun om de danske derris Pryd. _Kingo_ faar
-ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216],
-leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.
-
- [215] Jvfr. S. 200 Anm. 3.
-
- [216] Uden Tvivl ~Peder Jensen Tøtzløff~; jvfr. S. 246 Anm. 1.
-
-Samme Aar{1675.} den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale
-imellem _Fornufften oc Sinded_ under den _Tittel: Den fangen Enckis
-Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid_.
-
-Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er
-skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen
-den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet
-ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa
-aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa
-hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc
-Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg
-war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc
-haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war
-min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war
-der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff
-needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen,
-oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. _Gert_
-war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg
-trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf.
-luckte Døren op til Middag, slog hand _Gert_ med sin Kiæp, saa hand
-skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf.
-kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat
-Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen
-op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.«
-Hand truede _Gert_ meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so
-sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii
-gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden
-haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle
-Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte
-ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde
-wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt
-taufft ded). Nu swarte ieg hannem saa: »I, hwat hefft dat op sigk?
-Dat was io en Mands Persohn; de können alle swiigen. Hir iß keen
-Skade geskeen.« Hand kunde icke holde sig for Latter oc sagde: »Ia,
-Ii siin guth genock!« Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede
-hannem, att ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens
-Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene aaben, oc
-sagde widre, att ieg lenge siiden kunde haffwe kommen ud, om ded
-haffde werret mit Forsæt. _Gert_ bleff i sin Tienneste, oc Sloßf.
-sagde aldrig til _Gert_, att hand skulle lucke for mig om
-Morgenen[217].
-
- [217] I Randen er bemærket: »_Ieg haffde effter Begiæring faaet en
- Røtte aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg
- i et Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den
- Tiidsfordriff wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i
- ded anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa
- Skarnet kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med
- Lyßet. Ded war læt att see, men hun nectede ded._«
-
-Ieg haffde da kiøbt mig et _Clavicordium_, oc som Barbra kunde
-siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun sang, saa Tiiden bleff
-os icke lang. Hun lærte mig att indbinde Bøger, saa meget mig
-behøffwede[218].
-
- [218] Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til
- nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst
- sandsynligt, at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.
-
-Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til Præst i Kiøge
-_An._ 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge forbedret, oc bekommer
-ieg hwert Aar 250 Rdr. Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand
-brugis til Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget
-for, Tiiden med att fordriffwe[219]. Gud welsigne oc naadeligen
-beware Kl. _Mt._ oc giffwe hannem att maa tælle mange lyckelige Aar.
-
- [219] Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. ~Petersen~ findes
- anført i vedkommende Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar
- 1672 er bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger
- til hendes Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr.,
- den 5. November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For
- Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab, men
- der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse to Aar
- er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar hun
- desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det først var
- 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. S. 200), kan dette næppe
- forklares paa anden Maade end ved at antage, at nogle af de til
- hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre Lommer. -- Nogle
- Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning af Leonora
- Christinas Fangenskab haves i ~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4,
- 283-84.
-
-Paa de Tiider war _Brant_ Zahl-Mester[220].
-
- [220] ~Peder Brandt~ (fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland)
- var Rentemester i Aarene 1676-82. 1679 blev han adlet, 1684
- udnævntes han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han døde
- 1701.
-
-Samme Aar den 17. _Dec._ kom Barbra fra mig, gifftede sig med en
-Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc effter som henders Mand døde
-1½ Aar effter derris Gifftermaal, oc ded hastig, bleff _Barbra_
-mißtenckt. Hun kom siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom.
-Samwittigheden wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa
-gott som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen
-Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig icke meget der
-offwer, thi effter henders egen Fortælling haffde hun begaaet Mord
-tilforne paa siine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløff, att hand
-intet skulle tale derom; wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede
-ded nock alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand skulle
-icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter hannem. Hun bleff
-gandske forstyrret, laae elendig i sit eget Skarn. Broderen loed
-hender omsider føre i Pæsthuuset.
-
-Vdi _Barbaræ_ Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel Klemmings Daatter;
-hender haffde Maren Blocks bragt den Tienneste tilweye, efftersom
-Sitzel war hender Penge skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc
-Maren gaff hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue paa
-sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren war kommen der
-aff, att saa som Sitzel kunde giøre Knapper, oc Knapmagerne haffde
-Krackel med hender, saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff
-til Weye att befrii hender fra Knapmagerens [_sic_] Tiltale,
-forregiffwende, att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff
-tilluct, begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde
-bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der stoed: ded
-wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender, hwad Wandske hun haffde.
-Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg)
-»haffwer I giort Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren
-Blocks giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.« »Her i
-Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc icke en Piige: er
-I da locket?« Hun hengte med Hoffweded oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg
-war icke wel til Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt
-Eder Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder til mig,
-ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff goede Ord, loffwede att
-tienne wel, aldrig att giøre mig imod. Hun er et farligt Menniske;
-der er intet gott i hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att
-slaaes med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre, som wille
-tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte rømme. Hoes mig haffwer
-hun ingen Leilighed att lade see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded
-lader sig dog kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et
-Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der Maren haffde faaet
-siine Penge, hun haffde udlagt for Sitzels Konge Breff, saa wille hun
-haffwe hender fra mig oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige
-Maren Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde flye
-mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for denne Gang[221].
-
- [221] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er
- udslettet: »_I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med
- en Quinde, som oc haffde hafft twende Mænd. #An.# 1677 den 9.
- #Aug.# døde min Søster #Elisabet Augusta#._«
-
-Vdi H. Emmeke _Norbyes_ Stæd bleff Slotz-Præst H. _Iohan Adolf
-Borneman_, en meget skickelig oc lærd Mand[222], som da oc bleff min
-Skriffte Fader, oc betiente hand mig første Gang _An._ 1677 den 10.
-_April_.
-
- [222] ~Johan Adolf Bornemann~ (f. 1643, d. 1698) var Slotsprædikant
- fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og
- Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.
-
-Samme Aar den 9. _Oct._ war min Skriffte-Fader _Magister Hendrich
-Borneman_, Probst til wor Frue Kircke (en træfflig lærd Mand),
-efftersom hands Broder, H. _Iohan Adolf Borneman_, war forreist med
-Kl. _Majt._ til _Lante-Ryen_[223].
-
- [223] ~Henrik Bornemann~, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f.
- 1646), blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674
- tillige Professor logices et metaphysices, 1675 Sognepræst til vor
- Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693
- Biskop over Sjællands Stift. Han døde 1710.
-
-Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed, læst,
-skreffwen oc dictet adskilligt.
-
-_Anno_ 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte Fader, H. _Iohan
-Adolf_ Borneman, kom til mig huer 6 Vgers Dag oc holte en liden
-_Sermon_.
-
-Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue _Agneta Sophia Budde_ ført her
-ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen offwer mit inderste Rom.
-Hun bleff beskylt for att wille haffwe med Gifft ombragt Greffwinne
-Skeel, oc som hun war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle
-betienne hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen, saa
-ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog intet derom,
-meente, att hun bleff wel stille, naar hun formerckede, att ded wille
-giælde Døden. Men ney! hun war lystig, til Dagen førend hun bleff
-rættet[224].
-
- [224] Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af
- Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende
- Bemærkninger, der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »_Samme
- 1678. Aar, den 4. #Marti#, bleff min Naboeske en Quinde weed Naffn
- #Lucia#, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff Iomfrue
- #Agneta Sophia Budde#, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis
- Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F.
- Birrete Skeel, oc at #Lucia# haffde bragt hender Gifftet. Der war
- Windisbyrd, aff hwem #Lucia# haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war
- en standhafftig troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender
- paalagdis, med allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke
- Fengsel. Haffde twende Mand[s]-Persohner til #Cammerader#, som
- baade skreeg, suckede oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle
- spiiße hender) bleff hender sendt Kiød, som krøb fuld aff
- Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede mig offwer hender (icke
- for henders Fruis Skyld, thi den haffwer intet gott forskylt aff
- mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger, men aff
- Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til att
- formilde #Gert# med, som war hender for haard. Hun bleff piinet,
- wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist,
- forswarede altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen._« -- Med
- Hensyn til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare
- anklagede for at have -- uvist, af hvilken Grund -- staaet en
- tredie (~Birthe Skeel~, Enke efter Grev ~Christopher Parsberg~)
- efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen,
- der afsagdes den 25. August, blev ~Agnete Budde~ dømt til at
- halshugges, ~Regitse Grubbe~ (Enke efter Christian IV.s naturlige
- Søn ~Hans Ulrik Gyldenløve~) forvist for Livstid til Bornholm, og
- Pigen ~Lucie~ dømt til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og
- forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted den 6. September
- paa Slotspladsen. Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678 S.
- 709, 736, 740; ~Ordinaire Post-Tidinger~ 1678 Nr. 14, 25, 34, 35,
- 36; ~Pontoppidan~, Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 590; Uddrag af
- ~Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 194.
-
-Samme Aar{1678.}, den 19. _Iulii_ en Morgenstund, bleff
-Taarngiemmeren _Gert_ ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff, som
-hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil ieg noget
-witløfftig melde, efftersom ieg raadde _Gert_ icke att giffwe den
-Fange saa stoer Friihed; men hand actede icke mit Raad, til sin egen
-V-lycke. Denne Tyff haffde brut ind i en Præstis Huus om Natten oc
-staallen en Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til
-Kiøbenhaffn; bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her
-i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff oc meere
-Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa saa hen med
-_Executionen_, wille icke lade hannem henge; saa bleff sagt, att hand
-skulle paa Holmen, warte dog lenge, att hand war fangen. I
-Førstningen oc saa lenge, indtil der taltist om, att hand skulle paa
-Holmen, war hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa
-gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine Synders
-Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm wiste, att ieg kunde høre
-hannem, oc sendte ieg hannem oc stønnem noget Maed. _Gert_ forbarmede
-sig offwer hannem, loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte
-ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge neere i Taarnet om
-Natten. Oc som ieg haffde seet den Tyff engang eller toe, naar min
-Dør war aaben, att hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist
-mig, att hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam, att
-Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om Afftenen, sagde ieg
-til _Gert_, att hand woffwede for meget i ded, att hand loed den Tyff
-sidde neere om Natten; der stack en Sckelm i hannem; hand untgick
-wist engang, saa kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente _Gert_
-icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war frii for att
-hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand hørte, att hand skulle paa
-Holmen, saa der war ingen Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde,
-som icke kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem ind om
-Natten. Ney, _Gert_ fryctede intet; hand loed (som meere war) Tyffwen
-gaa op i Taarnet for sig oc stille Seyerwercket.
-
-Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da _Gert_ haffde opluct min
-Dør, talte ieg enda med _Gert_ om den Fare, hand satte sig i med den
-Tyffs Friihed, som _Gert_ dog icke fryctede. I ded sætter min Hund
-sig lige for _Gert_ oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til
-Middag bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for
-Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund tuude før.
-
-Den 19. _Iulii_ (som melded er), da _Gertis_ ulycklig Morgenstund war
-forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket oc sagde, att hand icke
-eene kunde komme til Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne.
-Den Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att sætte sit
-Forsæt med i Werck. _Gert_ gick op, men bleff baarren need igien.
-Tyffwen løb need, effter att _Gert_ war døe, luckte hands Skrin op,
-tog Pengene der ud oc gick ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag,
-att der skulle ringis til Predicken. De, som skulle ringe,
-banckede paa Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med
-Hoff[wed?]-Nøglen oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig paa,
-att _Gert_ saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde: »Ræt fat er
-ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
-hørte ieg tre gaa op oc et Tag der effter tre gaa need igien.«
-Tøßløff lucte for mig igien oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer
-en aff Ringerne need oc beretter, att _Gert_ ligger døe der oppe. Der
-den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som et Saar, dog
-alle bag til i Hoffweded[225]. Hand war en meget kæck fyrig stærck
-Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme
-Afften paagreben, oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en
-Fange, som saed neere i Traalhullet, en _Lizenciat_ wed Naffn
-_Moritius_[226], haffde hannem dertil offwertalt. Samme _Moritius_
-haffde stoer Udstand med _Gert_. Wist war ded, att _Gert_ tog for
-meget aff hannem om Ugen for hands Kaast. Wist er ded ocsaa, att
-denne _Moritius_ er en meget v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter
-hannem, giffwer ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att
-_Moritius_ war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange, som saed
-der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
-haffwe luct den fangen Tyff ud aff Taarnet uden en aff dem? Thi der
-effter Nøglen bleff leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i
-Taarnet; ded kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff
-Taarnet. Tyffwen kunde oc icke haffwe luct _Gerts_ Skrin op oc tagen
-hands Penge foruden _Mauritii_ Widskab. Den anden Fange maatte ded oc
-wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff forhindret, att icke
-fleere skulle døe for ded Mord; huorfor der icke alleeneste intet
-bleff efftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som ded sig burte, men de
-loede Tyffwen sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker, men
-_Moritius_ kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor Tyffwen gick fra
-siine første Ord oc sagde att haffwe giort ded Mord alleene. Bleff
-rættet den 8. _Aug._[227], oc _Moritius_ ført til Borringholm, der
-fengselet.
-
- [225] Beretninger om Mordet paa Taarngjemmeren findes i ~Extraord.
- maanedl. Relationer~ 1678 S. 719-20 og ~Ordinaire Post-Tidinger~
- 1678 Nr. 29, 30.
-
- [226] ~Otto Mauritius~, en tydsk Licentiat, der i flere Aar (i alt
- Fald fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som
- Spion og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige
- Aktor i Processen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald
- bleven arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened,
- Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid
- eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September Maaned
- 1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i Fængslet.
- Jvfr. ~Wolff~, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg., 364 flg.,
- 381; ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677 S. 515, 524, 580, 1678 S.
- 741; ~Nyt histor. Tidsskrift~ 6 Bd. S. 267-70.
-
- [227] Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678, S. 735.
-
-I _Gerts_ Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn _Iohan_, som war en
-Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff meget narret aff
-Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis Piige fixerte hannem,
-første Gang Pigen i hands Tiid skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet
-war icke langt fra derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler
-Tiid neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring. Der de
-hørte hannem komme paa Trappen, skylffte de sig. Hand fant Fengselet
-tomt, bedrøffwede oc iammerklagede sig. Iomfruen pippede som et Barn,
-saa hand fant hender bag en Dør. _Iohan_ bleff glad, fortælte mig
-siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes dem saa
-lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære wed ded skiiden Tøy?«
-Paa saadan Taabe Snack war intet att sige.
-
-Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede mig med Læßen,
-Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte att knøtte oc sye paa mit
-Liigtøy, huortil ieg haffde kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.
-
-Den 7. _April_{1679.} undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som gick
-neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene. Samme Fange haffde
-hafft Leilighed att faa siine Bolter aff, wiste oc, att Taabe
-_Iohan_ laae Taarn-Nøglen under sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc
-tilreede en Iern-Pind for att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren
-soff; lucte den listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n]
-oc gick ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men
-effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.
-
-I hands Sted kom een wed Naffn Olle _Mathisen_, en Skonning, som
-haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod Sidstningen aff dette Aar,
-den 25. _Dec._, bleff ieg syg aff en _Feber_, oc bleff _D.
-Mynchen_[228] befalet at besøge mig oc tage mig under sin _Cur_,
-hwilcken Befaling hand oc med stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand
-er en meget skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin _Cur_. Ieg kom
-10 Dage der effter til min Helbred igien.
-
- [228] D. e. ~Henrik Møinichen~, Christian V.s Livlæge. Han var født
- 1631, blev 1662 Hofmedicus, 1670 kongelig Livmedicus, 1687 Assessor
- i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.
-
-Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed _Sitzel_ Klemmings Daatter sig
-aff Maren Blockis offwertale att troeloffue sig med een aff Kongens
-Liiff-_Garde_. Kom bort den 26. _Novem:_{1680.}.
-
-I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed Naffn _Margrete_. Ded
-første ieg saae hender, kom hun mig noget fortenckelig for, oc
-syntist mig, att hun war med Barn; loed mig dog icke mercke dermed
-førend i _Ianuarii_ Maanet, sidste Dag{1681.}. Da giorde ieg hender
-Spørßmaal, huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun swarte
-dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc brugte hun sær
-Snid, som icke sømmer att antegne, for att bewiiße sin Løgn; men
-henders Snid kunde icke bestaae sig hoes mig, saa hun omsiider maatte
-bekiende ded. Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den
-war Kongens Liiff Karl, som war i _Arrest_ neere i Sloßf. Kammers,
-sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit Spørßmaal, men sagde
-icke att wære saa langt henne: den Tyckelse, hun haffde, war meere
-aff Fedme end aff Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne
-Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis
-Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun haffde worren
-ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en Dag spørger hender ad om
-henders Liiff oc Leffnet; saa forteller hun sin Herkomst, huor hun
-haffde tient, oc att hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin
-Fader, oc i ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc
-wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I kiender hannem
-wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet Kongens Liiff-Karl paa
-Platzen, men ieg kiender hannem icke.« Hun loe oc swarte (paa sit
-Moders-Maal): »Neen, bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe
-Slosf:.« Ieg troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte
-nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff med hender i
-Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde, som oc kom til mig. Ieg
-sagde hender den Mißtancke, ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min
-Mißtancke beroede, men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden
-selff haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille mig
-wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig offwer min Tale,
-twilffte paa, att saa war. Ieg sagde: »Enten saa er eller icke, saa
-skiller mig wed hender, io føre, io bedre.« Hun loffwede, att saa
-skulle skee, men ded skeede icke. _Margrete_ skyde intet att wære
-bekiendt, ded hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde
-en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders Kone, der hun
-fick de Twillinger? Gick der icke en Dall langs need aff henders
-Bug?« Ole swarte: »Ded weed ieg icke. Spørger Anne ad!« _Margrete_
-sagde, att der gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente,
-att hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget Klæde offwer
-Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »_Nu rørte sig den Guds Engel!_«
-Oc saa som Slosf. Quinde icke effterkom ded, hun loffwede, oc
-_Margrete_ Søster kom tit til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren
-skulle flye hender noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden
-skeede), huorfor ieg sagde til _Margrete_ en Dag: »I siger, att
-Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke sige hannem
-selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener I icke, att ieg wil
-haffwe noget aff ham til att føde mit Barn med?« »Da wil ieg sende
-Bud til hannem« (sagde ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil
-sige« (ded war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun bad
-mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io war henders Barne
-Fader. Slosf. kom effter min Begiæring. Ieg begynte Talen i Quindens
-Nærwærelse, sagde, at _Margrete_ war med Barn effter henders egen
-Siende; hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad, om hand
-wille. Hand spurte hender, om hun war med Barn. Hun swarte: »Ia! en
-Ii siin Fader dar tho.« »Ick?« (sagde hand oc loe) »Wat för en Snack
-is dat?« Hun foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war
-Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder, huorledis war
-tilgaaen. Sloßf. sagde: »Wo dull is datt Wiiff!« Hun brugte flux
-Mund, saa ieg befalte hender att gaa ud; talte saa eene med Slosf.,
-bad hannem wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa paa
-ded yderste med hender: att tøße henders Snack der fant hand wel Raad
-til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, att hand haffde ført hands
-Hoere op til at betienne mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn!
-Ieg haffwer alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. Miin
-Frue häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.« Effter denne
-Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig, att en engelsk
-Quinde haffde begiært att wære hoes mig, men kunde icke komme førend
-til Paaske.
-
-Fiire Dage her effter begynte _Margreta_ att klage sig att haffwe ont
-oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg tencker, att ded gaar mig
-ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg tenckte strax ded, ieg haffde fryctet
-for, hwad henders Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte
-strax effter Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg
-hannem min Mißtancke om _Margrete_, bad hannem giøre all sin Fliid
-for att flye den engelske Quinde op til mig samme Dag. I midler Tiid
-gick _Margrete_ op paa Hyßkenet, war oppe offwer 5 Korter, kom neer
-oc saae ud som en Døding; sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.«
-Ded, ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom ieg
-haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syen, hun da strax
-skulle haffwe bekient ded altsammen, oc ded wille ieg intet wiide);
-sagde derfor: »Naar I kommer i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I
-Afften kommer her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun
-meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa ded »nu« eller
-andre henders Ord, men bleff wed, att der kom en anden Quinde. Ded
-skeede ocsaa, att den 15. _Martii_{1681.} om Afftenen kom _Margrete_
-bort, oc i henders Sted en engelsk Quinde wed Naffn _Ionatha_, som
-haffde werret gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.
-
-Der den _Margrete_ war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf. Kone, som
-sagde, att ieg haffde offwertalt _Margrete_ til att sige, att henders
-Mand war Fader aff _Margrete_ Barn.
-
-Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen melde, huor
-bedragerske Wiiß de gott Folck siden gifftede denne _Margrete_. De
-giorde en Bogbinder Swend wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft,
-fremwiiste for hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie,
-henders Søsters Æcteskabs Breff[229].
-
- [229] I Randen er bemærket: »_Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf.
- lapsalffwet med en Knippel paa hands Ryg, der #Margrete# war borte,
- oc hannem forreholt ded, hand haffde sagt, huis #Margrete# hannem
- om sin Tyckelse haffde berettet._«
-
-Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud _D. Otto Sperlings_
-haarde Baand, effter att hand haffde werret fangen her paa ded Blaa
-Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6
-Dage[230]. Hand war lenge syg, dog icke sengeliggende. _Doctor
-München_ betiente hannem et Par Gange med siine _Medicamenter_. Hand
-wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle reede hands Seng,
-kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til erbød oc wille sige, att
-_Doctern_ war swag. Der maatte oc ingen wære tilstæde, naar hand
-lagde sig. Huordant hand kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der
-laae hand oc banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre]
-hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom; men en Fange,
-som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge, omsiier banckede paa
-Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger hannem, att Doct. haffde lenge
-bancket. Der Ole kommer ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff
-iklæd i en reen Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men
-talte gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem i
-Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis hand døe, som sagt er.
-
- [230] Efter denne Angivelse skulde ~Sperling~ være født den 30.
- December 1601, men i sin haandskrevne Autobiografi (Orig. i Gl.
- kgl. Smlng. Nr. 3094, 4^{to}, Uddrag i ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd.
- S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602.
- Hvad nu ~Aarstallet~ angaar, kan der næppe være Tvivl om, at det er
- Leonora Christina, der har Uret. For Datoens Vedkommende er det
- derimod ikke saa ganske afgjort, eftersom hun i dette Punkt stemmer
- med den Afdødes Søn, ~Otto Sperling den Yngre~. Man ved dette
- deraf, at i ~Moller~'s Cimbria literata, hvor de allerfleste
- Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte af Sønnen,
- angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December som den Førstes
- Fødselsdag.
-
-_An._ 1682, i _April_ Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende aff et
-sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig, som war een steenig
-_Materie_, som haffde _quaguleret_ sig oc i miine Tarmer sig
-nederskut til _Fundamentet_. _D. Munchen_ brugte alle tienlige Midler
-til den Swaghed; kunde dog icke troe, att min Swaghed haffde den
-Beskaffenhed, som ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen
-kunde fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen
-loed sig finde. Hand meente, om saa war, da skulle de _Medicamenter_,
-hand haffde brugt, wel driffwe den ud, thi ded war den Dag, att ieg
-satte mig selffwer 3 Gange Klisterer[231]. Paa de Tiider maatte
-Doctoren reiße med _Majesteten_ til Holstein. Ieg brugte alt
-_Clisterer_ effter _D. Munchens_ Anordning, men ded war alt ded
-samme. Endeligen satte ieg mig en _Clister_ en Dag om Efftermiddagen,
-gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning om anden Dagen om
-Morgenen tiilig; da skiød en stoer Steen ud foruden anden _Materie_,
-oc slog ieg med en Hammer et Stycke aff den for att see, huorledis
-den war inden til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff
-Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet. Den er
-nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
-miine Giemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
-huorledis med mig tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F.
-Sitzele _Grubbe_[232]. _D. München_ loed begiere wed Tøtzløff att see
-Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme til mig, saa
-skulle hand faa den att see. Ieg wille icke sende den, thi ieg wiste
-wel, att ieg haffde icke faaet den igien.
-
- [231] I Randen er tilføjet: »_Klistererne med anden naturlige
- #Materie# kom frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist
- trind, thi ieg kunde icke fatte den med et #Instrument#, ieg loed
- giøre mig._«
-
- [232] Enke efter General-Feltmarskal ~Axel Urup~ til Beltebjerg
- (død 1671).
-
- [Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]
-
-_Anno_ 1682 den 11. _Iuni_[233] dictede ieg effterfølgende aandelig
-Sang.
-
- [233] Det vil sige paa den Dag, som Leonora Christina ansaa for sin
- Fødselsdag; jvfr. S. 15 Anm. Digtet er iøvrigt allerede tidligere
- trykt, skjønt efter en mindre god Afskrift, i ~Bang~'s Saml. af
- nyttige og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156-57; ~Schønau~'s
- Saml. af danske lærde Fruentimer S. 400-2 o. a. St.
-
-Kand siyngis som:
-
-    _Siunge wii af Hiærtens-Grund._
-
-        _1._
-
-    Hwad er worris Leffnets-Iid
-    Anded end som daglig Striid?
-    Hwad er worris Arbeed dog,
-    Som fremtrællis under Aag?
-    Er ded anded end omsunst?
-    Huor til Widenskab oc Kunst?
-    Alt forswinder som en Dunst.
-
-        _2._
-
-    Huor for da bekümre sig
-    For ded, som er Skygge, Swig,
-    Oc saa kæck forfæcte wil[234]
-    Ded, os icke hører til?
-    Er oc nogen i den Stand,
-    Att den Laanet holde kand,
-    Naar paa æsker Eyermand?
-
-     [234] Formodentlig en Forkortning af: ~wille~.
-
-        _3._
-
-    Nøgen ieg til Werden kom,
-    Nøgen fra, ded er min Dom.
-    Herren gaff, oc Herren tog,
-    Herren lægte, da hand slog;
-    Loffwet wære Herrens Naffn,
-    Som alt føyer til mit Gaffn!
-    Hannem falder ieg i Faffn.
-
-        _4._
-
-    Gud, wilt du mig Naaden tee,
-    Ieg dit Huuß igien maa see,
-    Der Tack-Offer bære frem
-    Som et martlet _Christi_ Læm,
-    Siunge Loff din Guddoms Mact,
-    Som langt offwergaar den Act,
-    Mennisket hâr forrelagt?
-
-        _5._
-
-    Siger du oc saae til mig:
-    Ieg ey haffwer Lyst til dig,
-    Ieg wil, du skalt bliffwe quær!
-    -- See, min Frælser! ieg er hær,
-    Diine Domme ey forstaar,
-    Men ieg weed, ihwor ded gaar:
-    Gott Taal ey ond Ende faar.
-
-Den 27. _Iunii_ sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med
-Begiæring att sye hender et Blomster, som war ritzet paa _Pergament_;
-sendte der hoes et anded Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff
-kunde see, huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden
-Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded Arbeed,
-thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded dog oc sagde att
-wille giøre ded, ded beste ieg kunde. Den 9. _Iulii_ sendte ieg F.
-Hoffmesterinnen, F. Sitzel Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med
-tienstlig Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. _Majt._
-Dronningen att frembære oc tale for ded som for en Lære Klud.
-Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc sagde, att ded stack ud
-frem for de andre, som nogle Greffwinner haffde syed for hender.
-
-Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded gylden Arbeed oc
-sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne med tienstlig Begiering Hs.
-_Majt._ Dronningen [dennem] underdanigst att _presentere_.
-Hoffmesterinnen loed mig forsickre Dronningens Naade: Hendis _Majt._
-wille giffwe mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu
-fornommen til.
-
-Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke i ny aff mig
-optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft oc Sølff Frantzer; loed
-ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe Hendis _Maj._ underdanigst
-_presentere_, som ded i Naade optog. Den 29. _November_ fuldendte ieg
-med Arbeede, som ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet
-aff Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:
-
-    Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude
-    Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!
-
-For den anden Ende dette: -- _N._ Puuden war stoppet
-                                med mit Haar. --
-
-    Naar som needleggis her mit Hoffwit paa mit Haar,
-    Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.
-
-Paa Øyen Klæded war syed:
-
-    Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer,
-    Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer
-    Oc dennem smycker ud i derris haffte Huud,
-    At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud.
-    Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue
-    Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue,
-    Ieg, ieg skal see min Gud, ey fremmede for mig,
-    Hiælp _Iesu_, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig[235]!
-
- [235] Disse Vers ere tidligere trykte hos ~Pontoppidan~, Marmora
- Danica T. 1. pag. 265; ~Thura~, Gynæceum Daniæ p. 45-46; ~Bang~,
- Saml. af nyttige Mat. 2, 158; ~Hofman~, Portraits histor. 5 partie
- pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; ~Schønau~, Saml. af lærde
- Fruentimer S. 402-3, o. a. St.
-
-Henders _Maj._ Dronningen war mig stetze naadig, sendte mig paa
-nye{1683.} en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff for
-hender att føde oc derris Spind Hs. _Majt._ att igien sende. Den
-dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantzer, Zitroner oc aff
-de stoere _Almenacker_[236], oc ded med en Dwerre, som er ret en
-hurtig Karl. Hands Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster
-Sophia Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.
-
- [236] Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne
- »Historien-Calender«, der var i Kvart.
-
-De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe, war meget høfflig
-oc goed imod mig, sendte mig adskillige Gange _Zitroner_,
-_Pommerantzer_, _Multibær_ oc andre Fructer effter Aarsens Tiider.
-
-En Iomfrue, som war aff Slæct en _Donep_[237], sendte mig oc et Par
-Gange Fruct.
-
- [237] Formodentlig en Skrivfejl for: ~Donop~. En hessisk Familie af
- dette Navn var i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kommen herind;
- se ~Lexicon over adel. Familier~ 1 Bd. S. 120.
-
-Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret Silcke aff
-Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke wiste wel att omgaaes med;
-loed mig bede att reede ded. Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg
-icke gierne effterloed (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine
-Heltinner), men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit nesten 20
-Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens Hiærte imod mig
-(der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg
-aldrig weed att haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede
-U-naade). Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed nogle
-Gange i forrige Aaringer weed siine høye _Ministri_ giøre Forbøn for
-mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war Swarret meget hart, oc derris
-Titler »Forrædre« oc »lige saa goede som ieg«; wiiste dennem paa
-Døren. All den Naade, mig aff Kongl. _Majt._ wederforis, som: med ded
-uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg selffwer maatte
-raade for, oc den regierende Dronnings Goedhed imod mig, fortrød
-Encke Dronningen paa ded hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste
-Maade Kongl. _Majt._ tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun
-haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et _Clavicordium_, fortrød
-hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til derfor; huor ud
-offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde, att Kongen haffde spurt
-hannem ad, huor hand kom til att flye mig et _Clavicordium_. »Ick«,
-sagde Slosf., »stund verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.«
-(Ieg tenckte: du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg
-saae hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte, hwem der
-haffde sagt Kongen aff ded _Clavicordium_. Hand swarte: »De aalde
-Königinn; se häfft ere _Spionen_ öffwer all, end se häfft den König
-so hart thogesprocken, dat het en Schande is, dat he Iu so grote
-Friiheit gifft;« tog med ded samme til _Clav._, lige som hand wille
-tage ded med sig (oc sagde:) »Ii moeten dat nicht häbben.« (Ieg
-sagde:) »Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. _Maj._ miinen
-allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst vergönt is, tho
-kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff. Dat _Clavic._ is kehnen im
-Wege und de königliche Frue Moder tho kehnen Schaden.« Hand drog alt
-derpaa oc wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde
-kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat
-staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat ick daför gegewen
-häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat ii wil.« (Hand sagde:) »Dat wil
-ick den König säggen.« Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden
-intet om talt[238], oc haffwer ieg ded _Clavicordium_ endnu, leger
-dog siælden der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine
-_Heltinner_, paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom eller
-oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller
-oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra mig[239], saa kom ded icke i
-Eders, miine hierte kiære Børns, Hænder.
-
- [238] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siiden, att Kongen
- haffde leet, den Tiid hand sagde Hs. Mt. mit Swar om
- #Clavicordiummet#, oc sagt: »Ia, ia«._«
-
- [239] Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr.
- S. 126 Anm.) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser
- i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end den oftnævnte
- Peder Jensen ~Tøtzløff~, hvem hun holdt meget af (se S. 261 og
- 271-72), og som endog senere synes at have fulgt med hende til
- Maribo.
-
-Den 24. _Septr._ bleff min Skriffte Fader _M. Iohan Adolf_
-forfremmet; bleff Probst til _wor Frue Kircke_[240]. Hand tog en
-meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig oc wærret min
-Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor nødig ieg mistede hannem!
-
- [240] Jvfr. S. 226 Anm. 2.
-
-I Begyndelsen aff dette Aar{1684.} war min Skriffte Fader H. Peder
-_Collerus_, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig oc med sin
-Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær Mand, men icke Bornemand[241].
-
- [241] ~Peder Danielsen Colerus~ (f. 1631) var først Slotspræst ved
- Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder,
- blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder og 1683
- Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne Stilling
- 1707.
-
-Den 3. _April_ bleff mig sendt i Dronningens Naffn en gammel
-skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte den for att wære
-den Umage quit). Den war bit aff en Maar Kiæfften itue, saa Tungen
-hengte ud paa den eene Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden;
-der war en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit, skiuttede
-paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded war meget kiendeligt,
-att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed offwer sin Formue. Mig bleff
-sagt, att Hs. _M._ Dronningen haffde meget ælsket den Hund. Ded war
-en liiden _Bollognes_; hands Naffn war _Cavaillier_. Dronningen
-meente, att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg
-haabtist ded samme.
-
-Den 12. _Aug._ dette Aar{1684.} fuldente ieg mit forretagende Werck,
-oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags rooßwærdige Quindis
-Persohner, baade om striidbare, om fornufftige Regentinner, om
-troefaste, om kyske, om gudfryctige, om dydige, om ulyckelige, om
-lærde oc om standhafftige, saa syntist mig, att de icke alle kunde
-regnis for _Heltinner_ att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte
-dennem i trende Parter, under Tittel aff _Heltinners Pryd_. Den
-første Part fremfører de striidbare _Heltinner_ i derris Pryd. Den
-anden Part melder om troefaste oc kydske _Heltinner_. Den tredie Part
-fremleder de standhafftige[242]. Hwer Part haffwer sin _Appendix_.
-Ieg haabis til Gud, att dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder,
-miine hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil, saa wil
-ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige oc
-offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende iklæde oc
-udstaffere.
-
- [242] Af Værkets første Part -- men muligt dog i en anden Redaktion
- end den, der her omtales, jvfr. ~Bang~, Saml. af nyttige og
- opbyggelige Materier 2 Stykke S. 149 -- haves en Afskrift i Karen
- Brahes Bibliothek (Nr. 315, 4^{to}), som ved Bibliothekarens, Hr.
- Adjunkt ~Vogelsangs~, Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel
- er: _Hæltinners Pryd. Den Første Part, Som melder om fornuftige
- Strii[d]bare #Regierende Hæltinner#_. Den indeholder
- Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende Kvinder:
- ~Deborah~, Dronning ~Margrete~, ~Thyre Danebod~, ~Elisabeth~ af
- England, ~Tomyris~, ~Isabella~ af Kastilien, ~Zenobia~, ~Johanna~
- af Montfort, ~Artemisia~, ~Svanhvita~, ~Lagertha~, ~Berenguela~ af
- Kastilien, ~Hetha~, ~Margretha~ af Østerrig, ~Semiramis~, ~Amage~,
- ~Victorina~, ~Voada~, ~Olafa~, ~Camilla~, samt Amazonerne
- ~Marpesia~, ~Lampedo~, ~Antiope~, ~Orithyia~, ~Penthesilea~ og
- ~Thalestris~.
-
-Om _Ionatha_, som mig nu betienner, wil ieg noget melde effter
-henders egen Beretning. Witløfftigheden wil ieg gaae forbi, paa hwad
-Maade hun kom fra sin Moder, men Meeningen er, att hun imod sin
-Moders Willie gifftede sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens
-Pedersen _Holme_. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter
-egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget deraff
-antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger hun), fortrød hun
-ded, oc rant hender stetze i Sinde, att hun haffde fortørnet henders
-Moder oc giort meget ille. Moderen haffde oc skreffwen hender en
-haard Skriffuelse til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc
-anstillede sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange Maader som et
-kællen uforstandig Barn, stønnem oc som den, der haffde tabt sin
-Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
-efftersom hun war sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som
-paa et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde hannem
-engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig selffwer i Pæffling
-Søen, en anden Gang, att hun wille slaa ham ihiæl. Manden fryctede
-intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
-hun gick ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen engang sat
-sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi ded Stæd behagede
-hender; war oc paa Weye att gaa did, men bleff hentet tilbage. Hun
-slog oc Manden engang paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff
-rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene stoede
-neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da att slaa ham ihiæl,
-tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand soff, snackede wed sig selffuer
-høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene.
-Hand loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere. Dermed tog
-hand til Kiæppen oc tog den fra hender, spurte, hwad hun haffde i
-Sinde. Hun swarte: »Att slaa Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig
-offwer min Galskab« (fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste
-høyt oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede Aand oc
-giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun engang fick i Sinde
-att icke wille ligge hoes Manden, wille ligge paa en Benck i
-Kammerset. Hand gaff hender lenge goede Ord, men de formaatte intet.
-Hand sagde omsier: »Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers
-saa kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op, klædde
-hender gandske nøgen aff, klatzede hender med sin Haand paa henders
-Gatt oc kaste hender i Sengen. Hun swær, att hun icke i nogle Dage
-kunde sidde op paa sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag
-siden. Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes
-hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra hender til
-West-Indien. Hand sendte hender med _retour_ Skiibene allehaande
-Warer, som hun kunde forhandle, saa hun haffde sin goede Ophold. Saa
-hænder ded sig, att Manden døer i West-Indien, oc en, som fører
-hender de Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff
-_Gouuerneuren_ der sammested wed Naffn --[243] i et Giæstebud, oc ded
-fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc _Gouuerneuren_
-befryctede sig, att _Holme_ skulle sige om hands unde Forhold. Offwer
-denne Berætning bleff hun forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om
-Natten oc skiæntis med Wæcterne. Hun gick til _Admiralen_ paa Holmen
-oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde, oc beskylte den,
-hun intet kunde offwer bewiiße. Løb saa en Tiid lang, intil hun
-endeligen kom noget i Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom
-til mig. Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun
-haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun paa henders
-Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun
-att haffwe saa høyligen fortørnet henders Moder oc dermed træcket
-Forbandelsen offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster
-ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen; fremdrager aff den
-hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis Forsickring en boedfærdig
-Synder sig haffwer at forlade til. Stønnem er hun tungsinnet offwer
-Skrifftens Forklaring, som hender synnis icke paa alle Stæder at
-komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter ieg
-hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud inderligen, att
-hun er kommen til mig, huor hun finder Trøst oc Roelighed.
-
- [243] Navnet staar ~in blanco~, men af det Følgende sees, at det er
- ~Jørgen Iversen~, den første danske Gouvernør paa St. Thomas, som
- der er Tale om.
-
-Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte hun, at den
-_Gouuerneur_, som melded er, om hwilcken hun haffde for^{te}
-Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde hun til mig: »Ieg hører,
-att den Schelm er kommen hid. Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.«
-Ieg spurte hender, huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre
-hannem.« Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus
-beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg Eder icke komme
-ud.« Oc saa som hun er et Menniske, hwis Mage ieg icke haffuer kiænt,
-thi hun kand skiænde med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale
-oc Laeder der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße
-mig, huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff
-_Gouuerneuren_ (hun er en liiden spærlæmmet Quinde). Saa _figurerte_
-hun sig, att henders Fiinde saed paa en Stoel, oc hun wille haffwe en
-stoer Kniiff under sit Forklæde. Naar hand sagde til hender: »Quinde,
-hwad wil I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded
-haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded Sted, men
-gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet aff hannem. Ieg
-sagde: »Ded er dog saa skammeligt att døe for Bødels-Haand.« »O ney!«
-(swarte hun) »ded er ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc
-meente hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere end
-den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den
-ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß en anden. Ieg spurte hender, om
-hun icke meente, att den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney«
-(swarte hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen maa
-wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller Menniskens Lowe; oc
-hwad siger oc befaler os ded 5. Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med
-forrige Ord, gierne att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff
-den Schelm. (_N._ Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for
-mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør Synd aff ded,
-som er ingen Synd, oc ded, som er Synd, wil hun icke lade paßere for
-Synd. Hun siger, att ded er Synd att slaae en Hund, en Kat eller
-Fuell ihiæl: de uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda
-større Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad engang,
-om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney« (swarte hun), »den, der
-haffwer slaget Bestet ihiæl, den haffwer giort Synd.« Hun swær, att
-om hun endeligen skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en
-Bødel, da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller
-adskillige Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten haffwer
-slaget derris egen Beester eller sultet dennem. En Fortælling wil ieg
-icke forbigaa, som er heel artig. Hun saalte (siger hun) engang en
-Slacter nogle Swiin. Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder
-sammen oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer de arme
-Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff dem? Ney, ded wil ieg
-icke!« kaste Pengene til dem igien. Ieg spurte hender: om hun icke
-wiste, att man slacter Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren
-haffde kiøbt dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand
-wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke skiøt derom;
-men saa att binde de arme Beester oc høre dennem skriige, ded kunde
-ieg icke liide.« Ded skulle wære for witløfftigt att optegne alle
-henders _extravagante_ Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men
-med all ded er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den
-troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med stoer
-Omhygelighed.
-
-Bemelte _Gouuerneur_, der hand war paa Reisen igien tilbage
-til _West-Indien_, bleff hand aff nogle Fanger, som ware paa
-Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne kom weed underlig
-Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe] for derris Mißgiærningers Skyld
-dømt til Døde[244]. _Ionatha_ syntis, att _Gouuerneuren_ haffde faaet
-alt for goed en Døe, oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld
-skulle miste Liiffuet. Ieg øffwer mig med _Ionatha_ i ded engelske
-Sprog. Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun i
-mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc saa som hun læßer
-flittig den engelske Bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle Ord,
-saa underwiißer ieg hender, efftersom ieg icke alleeneste aff
-forregaaende oc effterfølgende Ord kand wiide Meeningen, men endoc,
-att somme Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden _accent_. Oc
-kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften.
-Hun siger sig att wære _calvinsk_, er dog icke i de _Calvinisters_
-Meening. Ieg _disputerer_ aldrig med hender i henders Meening. Hun
-gaar altiid til Alters i Dronningens Kircke[245]. Der hun engang kom
-derfra til mig igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en
-Quinde om _Religionen_, hwilcken haffde sagt hender i henders Øygne,
-att hun war ingen _Calvinist_. Ieg spurte hender ad, [aff] hwad
-_Religion_ den Quinde holte hender da for att wære. Hun swarte: »Ded
-maa Gud wiide. Ieg bad hender skiøtte sig selffwer« (sagde
-_Ionath[a]_), »ieg war en Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis
-Ord (men ieg sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc
-leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer derris
-Troe.«
-
- [244] Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig
- Beretning i ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1683 S. 350-51 og
- 367-68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden« afgaaet
- fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger. Det var
- imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri blandt
- Mandskabet, som nu, i Forening med nogle af Fangerne, myrdede
- Kaptajnen og en hel Del andre Personer, som vare ombord, deriblandt
- ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, ~Jørgen Iversen~, og hans spæde
- Søn. Senere lykkedes det dog en af de Fanger, som ikke havde
- deltaget i Komplottet, at blive Herre over Skibet, som han nu førte
- hjemad igjen. Det stødte paa Grund udenfor Gøteborg, men ved den
- derværende Gouvernørs Bistand reddedes Besætningen, og Rebellerne
- førtes nu til Kjøbenhavn, hvor en Del af dem kort efter
- henrettedes.
-
- [245] Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde tro,
- Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt -- af
- Dronning Charlotte Amalie selv -- den 20. April 1688), men en Sal
- med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns Slot,
- hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert Kirke blev
- opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det idetmindste
- ~taaltes~, at ogsaa Andre af hendes Trosbekjendelse fik Adgang. I
- en i Rentekammerarkivet opbevaret Fortegnelse over Slottets
- Inventarium 1679 -- hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig ~A.
- Petersen~, har staaet til min Raadighed -- findes de nævnte
- Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse som her,
- nemlig: »~Droning. Mayt. Kircke~, i det første Inventarium kaldit
- Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om Størrelsen af den
- Menighed, som her forsamlede sig -- man vil erindre, at de
- Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse -- skal jeg
- anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende
- ~Siddepladser~ i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder. -- En
- Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. -- Tiufge gemehne
- Fyrrebencke.« -- Jvfr. ogsaa ~Dansk Minerva~ 1816, Februar, S. 42
- flg.
-
-I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel,
-hun hitzis op med til Kongens Gemack. Stoelen løb paa Tritzerne for
-hastig need, saa hun falt neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne.
-Samme Aar tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker,
-end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket, oc imellem
-Maaltiiderne holte sig inne.
-
-Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:
-
- En Beretning om #Minde# oc #Moed#,
- Gud til Ære optegnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
- Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.
-
-    Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte,
-    Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte;
-        Dog kand gott _Minde_ læt fremfaret søge op,
-        Oc _Moded_ giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop.
-    Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye
-    Min Ungdoms-Welstands Iord med sit Siær att ompløye?
-        Den Iord nu ligger ley oc kand ey giffwe Fruct,
-        De Fuurer bliffwer strax aff onde Fald tilluct.
-    I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage
-    Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage;
-        Der Alderen tiltog, tiltog oc Weddermoed,
-        Ded gick mig icke saa, som ded for Werden loed.
-    Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder
-    De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder.
-        Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind!
-        I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind,
-    I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel;
-    Hwad kan ey _Mact_ oc _Niid_, naar de findis sammel?
-        Guds Goedhed mindis wil, som rackte mig sin Haand,
-        Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand.
-    Der alt ont hoffwitku[l]ds indfalt paa mig tilliige,
-    Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige,
-        Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc _Moed_,
-        Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig _goed_.
-
-    Hwad _Moed_ udrette kand, wil ieg nu lit betracte.
-    Den, dermed pryded er, maa sig wel lycklig acte;
-        Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff,
-        Opfrisker gammel Krop, som er swag, kaald oc stiiff.
-    Ieg meener saadant _Moed_, som aff Fornufften føris,
-    Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris.
-        Ded snarer hænder sig, att _Moeded_ falder plat
-        For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat,
-    End for en gammel Mand, der weed, hwad Werden giffwer,
-    Aff lang Forfarenhed, oc hwad Spil Lycken driffwer;
-        Den fatter et got _Moed_, som er et skiudfrii Skiold
-        Mod alle haarde Puff oc Mactens Offwerwold.
-    _Moed_ giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter
-    Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter
-        For anded end for Laan, som icke holdis kand
-        En eeneste _Minut_, naar æsker Eyermand.
-    _Moed_ Bloded frisker op, som Krafft igien uddeeler
-    Til Leffwer, Lunge, Milt oc andre Kroppens Leeder;
-        _Moed_ giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til,
-        Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil.
-    _Moed_ fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter,
-    Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter;
-        _Moed_ wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt
-        Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.
-
-    Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,
-    For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;
-        Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag
-        Gud naadelig endnu mig under denne Dag.
-    Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;
-    Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,
-        Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,
-        I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,
-    Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!
-    Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!
-        Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey,
-        Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.
-
-Skreffwen 1684 den 28. _Februarii_, som er 36 Aars Dagen, att
-høyloffligste Konning _Christian_ den fiærde sagde Werden Goede Nat,
-oc ieg min Wersens Welfart.
-
-Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder
-oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i
-dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi;
-haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.
-
-_Anno_ 1685 den 14. _Ianuario_ forlystede ieg mig att giøre nogle
-Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under _Tittel_:
-
-    _En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne._
-
-De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til
-Hænde[246].
-
- [246] Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne,
- er trykt hos ~Hofman~, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326-31.
-
-Den 20. _Feb._ døde den kongl. Frue Moder, Dronning _Sophia Amalia_.
-Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men
-der{1685.} hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke
-wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden
-wille icke biie Kongl. _Majts._ Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde
-sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men
-maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.
-
-Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis
-Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att
-ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke
-Friiheden.
-
-_Ionatha_, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde
-spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i
-Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst
-aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole,
-som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens
-_Lacqueiers_ Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers
-wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte
-wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom
-Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde
-derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De
-mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg
-icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff
-ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang
-Tiid siden sagt for _Ionatha_ (som tilforne til en aff miine andre
-Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun,
-talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best,
-hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg
-mig.« _Ionatha_ oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.
-
-Den 15. _Marti_ holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom
-_Ionatha_ fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en
-fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg
-kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste
-hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender
-om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg
-loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den
-liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« _Ionatha_ war fast i
-sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde
-ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide
-ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen).
-»Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud
-skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt
-du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc
-efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de
-trøstige.
-
-Den 26. _Marti_ holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc
-bleff henders Liig ført til _Roskild_.
-
-Den 21. _April_ _supplicerte_ ieg Kongl. _Majt._ paa effterfølgende
-Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning _Christian_ den _fiærdis_
-Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i _Oval_. Ded haffde ieg
-_illumineret_ med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring,
-den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
-
-    Min Sønne Søn oc største Nafne,
-        Du ligner mig i Mact oc Moed;
-    Lad ded min Læfning oc nu gafne,
-        At du som ieg est Naade goed.
-
-Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye _Excellentz Gyldenløwe_ til,
-tienstligen beded hannem for^{te} _Supplicque_ Kongl. Majt.
-vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse
-forhiælpe. Hands høye _Exc._ war da noget _incommoderet_ aff sin
-gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde
-tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att
-offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. _April_[248].
-
- [247] Formodentlig den samme, som ~Borro~ i sin Tid mentes at have
- helbredet ham for, se ~Herholdt~ og ~Mansa~, Saml. til den danske
- Medicinalhistorie 1 Bd. S. 176-77.
-
- [248] Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se ~Jonge~,
- Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 488) og opbevares nu paa
- Rosenborg.
-
-Aff alt dette wiste _Ionatha_ intet. _Peder Iensen Tøtzløff_ war den,
-som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig en Trøst i mit Fængsel,
-bewiist mig adskillige Tiennester, saa ieg er hannem meget forplict.
-Oc beder ieg Eder, miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste
-Tiennester i alle muulige Maader att wedderlegge.
-
-Den 2. _Maj_ kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand, at ieg wist kom ud
-aff Fængselet; oc ware adskillige, som spurte Taarngiæmmeren: om ieg
-kom ud i Afftis, oc huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde
-icke holde sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand til
-mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [_sic_] Frøcken! I kommer
-wist nock ud. Der erre de, som meener, att I allerede er ud[e].« Ieg
-sagde: »Ded raader Gud for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa
-med mig?« Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia«
-(sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke holde sig for
-Graad oc gick bort. _Ionatha_ fornam da, att min Forløßning stundede
-til, wille skylffwe sin Sorrig; sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men
-icke ieg« (oc Taarene stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog
-forwist, att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa skeer
-ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« _Ionatha_ meente, att ieg
-haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe hafft Haab siden første
-Dag, ieg bleff fængselet, att Gud skulle endeligen forbarme sig
-offwer mig oc see til min Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud
-om Taalmodighed til att forwente hands Hiælpis Time, oc den haffwer
-oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens Tiime nu kommen, saa wil
-ieg bede Gud att giffwe mig den Naade hands stoere Welgierninger
-rætsindeligen att erkiende. _Ionatha_ spurte, om ieg icke war wiß paa
-att komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis for wist,
-att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa Reißen. Ieg swarte:
-»Der er ingen Wißhed i tilkommene Ting. Der kand komme Forfald i
-Kongens Reiße, oc der kand komme ded, som kand forhindre min Friihed,
-om den enskiønt kand wære _resolueret_ denne Tiime. Dog weed ieg, att
-mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet Eders Sorrig, ieg
-fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage att sørge, thi I mister med
-min Friihed Eders aarlige stoere Løn oc Eder[s] Ophold[249]. Mindis
-I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle sætte
-Eders Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I kunde icke
-wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa Allerdommen. Om ieg døde, saa
-saed I udi Armod, thi saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis
-ud for den Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor[250].
-I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor ille hand
-haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære paa hannem. Nu for
-nogen Tiid siden haffwer hand icke tort, fordi ieg læste hannem sin
-Texst oc truede ham att forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter,
-att hand bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne derris
-frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da icke wille forlade
-hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded stoed i min Mact; thi ieg
-kunde icke wiide, huorledis miine Wilkor kunde bliffwe.
-
- [249] I Randen er bemærket: »_Quinderne, som betiente mig, finge
- huer Maanet 8 Rdr._«
-
- [250] I Randen er bemærket: »_Hun loed ham lære Bilschnider
- Handw[e]rck._«
-
-Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa _Ionatha_ oc Ole wiste intet,
-hwad der wille bliffwe aff.
-
-Den 19. _Maj_ om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole noget sacte paa den
-uderste Dør. _Ionatha_ gick til Døren. Ole sagde saa sacte: »Kongen
-er alt borte, hand reiste Klocken 4[251].« Om hands Glædis Haab war
-stoer, wed ieg icke, men den warte ickun stacket. _Ionatha_ sagde mig
-Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. _Majt._ Lycke paa hands Reiße (ieg
-wiste alt, hwad _Ordre_ der war udloffwet), oc syntist mig paa
-henders Ansict, att hun war nogenledis _content_. Klocken 8 kom
-Tøtzløff op til mig oc berettede, att Groß _Canzeler_ Greff
-_Allefeldt_[252] haffde sendt Sloßfogden en kongl. _Ordre_, at ieg
-skulle mit Fengsel entledigis oc gaa der ud, naar ieg wille (den
-_Ordre_ war aff Kl. _Majt._ underskreffwen, Dagen førend _Majt._
-reiste). Hands høye _Exc._[253] war reist med Kongen. Tøtzløff
-spurte, om ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war
-frii. Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa er ieg
-icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren oc hører, hwad Søster
-Daatter, Frøcken _Anna Catharina_ Lindenow[254], siger, om Hands
-høye _Exc._ ingen Bud haffwer sendt hender (effter Løffte), førend
-hand drog bort.« Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war
-borte, sagde ieg til _Ionatha_: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer ieg
-ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i Laaß; saa wil ieg
-giøre wed mit oc lade ded staa her, intil ieg kand lade ded
-affhente.« Hun bleff noget betuttet, dog icke bedrøffwet; tackede Gud
-med mig, oc der til Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff
-Ole, som war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte wel
-sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.
-
- [251] Rejsen gik over Kolding til Norge.
-
- [252] ~Frederik v. Ahlefeldt~, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og
- senere Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672
- ophøjet i den danske Grevestand som Greve til Langeland, efter
- Griffenfeldts Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc.
- Jvfr. S. 24 Anm.
-
- [253] ~Gyldenløve~.
-
- [254] Hun var en Datter af Leonora Christinas i det Foregaaende
- oftere nævnte Søster ~Elisabeth Augusta~ og ~Hans Lindenov~ til
- Iversnæs.
-
-Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands høye _Exc._
-haffde laded hender wiide, att ded stoed hender friit for att følge
-mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff saa foraffskeeded, att hun
-wille komme sille op samme Dags Afften.
-
-Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig, sendte
-Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed spørge, om ieg wille
-icke ud. Ieg loed sware, att ded war for lyst (maaske att der ware
-_curieuse_, som haffde Lyst at see mig).
-
-Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis _Majt._ Dronningen, om
-ieg icke maatte haffwe den Naade att neederkaste mig for Hs. _Majts._
-Fødder (ieg kunde komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen,
-saa ingen kunde see mig). Hendis _Majt._ loed sware, at hun torde
-icke tale med mig.
-
-Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte Sloßf. Døren op for
-Søster Daatter[255] (i toe Aar haffde ieg icke seet hannem). Hands
-_Compliment_ war: »Nu, sköllen wii uns nu scheden?« Ieg swarte: »Ia,
-nu is de Tiid gekaamen.« Saa bød hand mig Haanden oc sagde: »_Ade!_«
-Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter loe hierteligen.
-
- [255] Jvfr. ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 234.
-
-Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster Daatter ud
-aff Taarnet. Hs. _Majt._ Dronningen formeente att see mig, der ieg
-gick ud; war gaaet hen paa en _Balcon_. Men ded war temmelig mørckt;
-tilmed haffde ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs
-need aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa wii
-næppeste kunde trenge os igien[nem] til _Careten_.
-
-Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder oc 11 Dage.
-
-Kong _Friderich_ den 3. loed mig fængsele _An._ 1663 den 8. _Aug._,
-Kong _Christian_ den 5. gaff mig Friiheden _An._ 1685 den 18. _Maj_.
-Gud welsigne min allernaadigste Arffwe-Konge med alle kongelige
-Lycksaligheder, unde Hs. kgl. _Majt._ Helbrede oc legge mange Aar til
-hands Alder! Dette ended i mit Fengsel[256].
-
- [256] Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne
- Angivelse er urigtig, eftersom Forf. lige i Forvejen har beskrevet,
- hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe er
- Mere end Beretningen om de allersidste Dage eller den sidste Dag,
- som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid
- mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien her
- er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe
- synderlig stor, da vi aabenbart have den sidste i den strax efter
- følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. ~Iuni~.« Om en
- lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige
- Fortale til Skriftet se S. 16 Anm. 2.
-
-Den 19. _Maj_, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick ieg ud aff mit
-Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære! Hand giffwe mig Naade att
-erkiende hands guddommelige Welgierninger oc aldrig forgiætte mit
-Tack-Offer att frembære.
-
-Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded skriffwærdigste,
-som sig inden miine Fengsels Døre med mig haffwer tildraget. Ieg
-leffwer nu i ded Haab, att Gud oc Kongl. _Maj._ ded saa wil behage,
-att ieg Eder selffwer denne Beretning kand lade see; hwor til Gud
-giffwe sin Naade!
-
-Skreffwen paa Husum[257] den 2. _Iuni_{1685.}, huorhelst ieg
-forwenter Kongl. _Majts._ Hiemkomst fra Norge.
-
- [257] D. e. ~Landsbyen~ Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt. At
- hun endnu nogle Maaneder senere opholdt sig paa dette Sted, sees af
- et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske Sager,
- Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere levede
- hun, som bekjendt, paa Maribo Kloster, der var hende anvist til
- Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16. Marts 1698.
-
-       *       *       *       *       *
-
- [Hermed ender den egentlige ~sammenhængende~ Skildring. Hvad der
- følger -- i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade -- maa
- betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til
- forskjellige Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette
- Appendix ikke være meget yngre end Slutningen af selve
- Hovedberetningen.]
-
-_Anno_ 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß Daatter war
-kommen til mig, bleffwe wii først waer, att der war Steen-Gulff i
-wort Fengsels Kammers, efftersom et Stycke tilbaget Skarn aff hinder
-bleff opbrut, oc Steenene kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer
-Gulff. Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som iæffnede
-Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede mig ideligen, fast huer
-Dag, for att bryde ded op offweralt, oc ded paa een Gang: ded war
-snart giort. Ieg meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede
-paa engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck i ded
-beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att løßne et Stycke
-effter anden ded kunde lættere skee foruden Umage. Hun bleff weed sin
-Meening oc weed sin Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf.
-eller Taarngiemmeren att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der
-war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet hender ind en
-Balle med Wand, saa lucte hand Dørene til. Ieg lagde mig i Sengen,
-tæckede mig tæt til offwer Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med
-Skarnet. Den Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket
-i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel, oc der inne
-haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff. Hun lagde den Uhømskhed
-op i et Hiørne, oc war diß Mangfoldighed saa stoer som et stoert
-Bunde Læß. Ded bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids
-Tiid, da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg fryctede:
-wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog før end som ieg, thi hun
-kom ud i Lufften, men ieg bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen
-Lyßning war. Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed
-plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende end som
-mig, saa hun war offte ferdig til att græde. Ieg loe oc giorde en
-Skiæmt der aff, sagde, hun wille haffwe noget att bestille, nu haffde
-hun faaet Tiids Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne
-saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke
-kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet. Kom der offwer i
-Erfaring, att een Loppe føder anden. Thi som ieg saae effter derris
-Mangfoldighed, oc huorledis de kunde swømme, bleff ieg waer, att
-nogle smaa Been krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et
-sær Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa min Finger,
-huoraff den liiden kom frem oc effterloed Fødsels-Tegn; sprang strax,
-men Moderen saed lided, førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit
-første Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang, indtil
-Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis paa den Maade, kand
-ieg icke wiide, men att de afflis aff Skarn oc Leer, ded haffwer ieg
-oc seet i mit Fengsel oc seet, huorledis de lit effter lit erre
-bleffwen fuldkommen oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war
-til, de aff bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.
-
-Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om Kaal-Orme.
-Haffde{1682.} een Tiids Fordriff att see, huorledis de forandrede
-sig. Ormene ware alle et Slags til Syne, liige striibede oc aff liige
-Farffwer. Men effter alle komme icke Sommer-Fuule. Ded er artig att
-see, huorledis en Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad
-de kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme Traa) wed begge
-Siider, drager den offwer Ryggen frem oc tilbage offwer 50 Gange, alt
-paa et Stæd, bøyer sig stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc
-er sterck nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded er
-skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer [de] tycke
-for til med en Snuude, som er spitz til Enden, oc icke ulig en Fisk,
-som de Hollænder kalder _Knorr_; haffwer liige saadanne Finder paa
-Ryggen oc saadanne Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa
-kommer der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme kommer
-aff begge derris Siider smaa stackede Orme som Maddicker,
-huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i den anden Ende. De
-omspinder sig selffwer med en stoer Geswindighed, en huer for sig.
-Siden spinder Ormen offwer dennem temmelig tyckt, welter dem omkring,
-saa de bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem
-gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket som en Fluue,
-inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer der smaa Fluuer ud aff
-Bolden, oc seer Bolden ud liige som en Biie-Kuube. Ieg haffwer seet
-aff samme Slags Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm
-ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste), men den
-leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde, strax den liiden war
-udkommen.
-
-_Anno_ 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.
-
-    Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke,
-    For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke,
-        Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen
-        Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.
-    I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte,
-    War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte,
-        Men den er ickun et Weyr oc _Lycken_ meget liig,
-        Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig.
-    Den første bryder læt, den anden intet giælder,
-    Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;
-        Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu,
-        Weedst lided, om du snart for hender sætter U.
-    Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister,
-    Warstu end _Goliath_ oc engang til saa biister;
-        Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa,
-        Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa,
-    Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender
-    Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.
-        Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar,
-        Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.
-
-Den 14. _Martii_ 1683 dictede ieg effterfølgende:
-
-    Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:
-    En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;
-        Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid
-        En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid
-    En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,
-    Foruden hand dermed forsickret war en Baade?
-        Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed
-        Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;
-    De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,
-    Att der fast ingen war, som wille sig antage
-        Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,
-        Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.
-    See, hoes _Betehste_-Floed i Børne Børens Alder
-    Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder
-        Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,
-        Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar
-    Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,
-    Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.
-        Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt
-        Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,
-    Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,
-    War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.
-
-        Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,
-        Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
-    Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,
-    Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.
-        Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand
-        Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.
-
-_Anno_ 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.
-
-    Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig _Brahe_ regner
-    Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,
-        Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,
-        Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.
-    Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,
-    I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?
-        Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,
-        Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?
-    O _Brahe_, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis
-    I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis,
-        Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn,
-        Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.
-    Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage,
-    Beed, att dit Anslag maa Gud _Zebaoth_ behage,
-        Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa
-        Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,
-    Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,
-    Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.
-        At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil
-        Gud bede hiærtelig att sige _ia_ dertil.
-
-
-
-
-Fortegnelse
-
-over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.
-
-
-                                                     ~rettet til~:
- Side   4, L. 15: mangen                             mange
-   -   10, -   7: erre bedrøffuelige                 er bedrøffuelig
-   -   13, -  25: Aars                               Aar
-   -   15, -   8: anstegnet                          antegnet
-   -   16, -  27-28: saa meget saa streng            saa meget streng
-   -   18, -  23: ded                                did
-   -   20, -   3: ded                                de
-   -   35, -  11: engentlig                          egentlig
-   -   38, -   5: Abel Caht.                         Abel Cath.
-   -   43, -   2: siine                              siin
-   -   53, -  24: Teng                               Tegn
-   -   54, -  11: ware stoer                         war stoer
-   -   --, -  24: Muhts                              Muths[258]
-   -   56, -  26: vdi læste                          læste
-   -   64, -   9: haffue der                         haffue den
-   -   --, Anm. 2 L. 4: haffue                       haffde
-   -   65, L. 11-12: excequere                       excequeris
-   -   78, -  29: Forsittighed                       Forsictighed
-   -   86, -  18: Gud oc oc sin                      Gud oc sin
-   -   94, -  21: sagte                              sagde
-   -   96, -   1: Naar som                           Naar saa
-   -  119, -  20: Salomones                          Salomonis
-   -  120, -   1: sich                               sig
-   -  122, -  10: Solsf.                             Slosf.
-   -  123, -  11: legnede                            lignede
-   -   --, -  18: Hir                                Ihr
-   -  124, -   1: Bodem                              Boden
-   -  132, -  20: mok                                nok
-   -  136, -  11: den                                dem
-   -  141, -  22: Ppaa Kone                          Spaa Kone
-   -  143, -  11: Eeed                               Eed
-   -   --, -  23: stoet                              stoed
-   -  146, -   1-2: megen Forbandelser               mange Forbandelser
-   -   --, -   8: Nawedren                           Nadweren
-   -  149, -   5: Diffilcuteter                      Difficulteter
-   -   --, - 23-24: bekom igien en -- Quinde igien   bekom en -- Quinde igien
-   -  150, Anm. L. 3: skylffle                       skyffle
-   -  153, L. 23: Fengselnerne                       Fengselerne
-   -  157, Anm. L. 6: ia                             de
-   -  163,  -   1 L. 2: Lyße                         Lyß
-   -  168, L. 22: att kommen                         att komme
-   -  175, -  15: stax                               strax
-   -   --, -  29: glædeligt                          glædelig
-   -  184, -  12: skulle meddeelte                   skulle meddeele
-   -  193, -  17: att foractede                      att foracte
-   -  194, -  24: hannem wollen                      haben wollen
-   -  195, -  19: Ieg                                Ich
-   -   --, Anm. L. 1: Læhnelse                       Læhmelse
-   -  196, L.  5: ich                                icke
-   -  203, -   5: stoed paa ded Løffte, att          stoed paa ded, att
-   -  209, -  10: styffsede                          tyffsede
-   -  210, -  22: Øffwelsee                          Øffwelse
-   -  212, -  30: intet                              intil
-   -  215, -  11: ad                                 att
-   -  217, Vers 3 L. 3: elffte                       elffwe
-   -   --,  --  4 - 2: stammer                       stæmmer
-   -  225, L. 27: Bræct                              Bræck
-   -  230, -  20: imellen                            imellem
-   -  231, - 1-2: kunde haffde                       kunde haffwe
-   -   --, -  12: Taarn-Tuen                         Taarn-Stuen
-   -  239, -  15: en en halff                        en halff
-   -   --, -  16: Gliemme                            Giemme
-   -  245, -  23: Iii                                Ii
-   -  246, -   4: ded icke                           ieg icke
-   -  248, -  21: fortwilfflede                      fortwifflede
-   -  249, -   1: nogen att                          nogen aff
-   -   --, -  12: met                                med
-   -  251, -  30: Syge-Segn                          Syge-Seng
-   -  255, -  17: optengnet                          optegnet
-   -  260, -  12: Bad paa                            Bag paa
-   -  262, -  13: haffwer sagde                      haffwer sagt
-   -  268, -   4: Strømmer                           Strømper
-   -  271, -  11: ey ey                              er ey
-
-  [258] Burde maaskee ikke have været rettet, da Forf. oftere i det
-  Følgende skriver: Muht.
-
-
-Rettelser til nærværende Udgave.
-
-Side 37, Linie 7: ~liifarffue~ og Side 81, Linie 12: ~tog ware~
--- burde have været trykt: ~Liifarffue~ og: ~tog Ware~, i
-Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere
-henne i Bogen.
-
-Side 122, Anm. Linie 7-9. Ordene: ~eller om det -- givet af den~
-udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i Anm.
-omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere Tid
-efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok
-udviser.
-
-
-
-
-       *       *       *       *       *
-
-
-
-
-AFSKRIVERENS SUPPLERENDE FORTEGNELSE OVER SKRIVFEJL
-
-Da denne e-bog ikke indeholder de sidetal, Sophus Birket-Smith har
-refereret til i sin "Fortegnelse over Skrivfejl i Haandskriftet",
-bringes her en supplerende liste, der gør det muligt for læseren at
-lokalisere de pågældende steder:
-
- Side 4, L. 15:
- At ieg intet skal melde om saa mangen modige oc tunge Dagis Reiser,
- At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser,
-
- Side 10, L. 7:
- Fortelning erre bedrøffuelige att paahøre oc kand de
- Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de
-
- Side 13, L. 25:
- Fengsels ded elffte Aars, min
- Fengsels ded elffte Aar, min
-
- Side 15, L. 8:
- Haffwer oc anstegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
- Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
-
- Side 16, L. 27-28:
- Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget saa streng
- Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng
-
- Side 18, L. 23:
- løb hid oc ded, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
- løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
-
- Side 20, L. 3:
- Hancker, huor wed ded skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
- Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
-
- Side 35, L. 11:
- meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke engentlig
- meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig
-
- Side 38, L. 5:
- icke Kammene behoff«. Abel Caht. begierte Armbaandene oc Ringene, som
- icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som
-
- Side 43, L. 2:
- om siine egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
- om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
-
- Side 53, L. 24:
- troe den, indtil ieg saae wisse Teng dertil. Anna bleff wed hendis
- troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis
-
- Side 54, L. 11:
- derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed ware
- derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war
-
- Side 54, L. 24:
- Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muhts, es würde
- Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde
-
- Side 56, L. 26:
- tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte vdi læste,
- tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste,
-
- Side 64, L. 9:
- maa _considereris_, oc ieg maa haffue der Fornøyelse att see de
- maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de
-
- Side 64, Anm. 2 L. 4:
- effter som en Part icke haffue wærret tilstede, der #Processen#
- effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen#
-
- Side 65, L. 11-12:
- Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequere_[74]. -- Der
- Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der
-
- Side 78, L. 29:
- med stoer Forsittighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
- med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
-
- Side 86, L. 18:
- hun burte att leffue oc sig imod Gud oc oc sin Næste att forholde;
- hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde;
-
- Side 94, L. 21:
- lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagte ieg).
- lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).
-
- Side 96, L. 1:
- som der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
- saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
-
- Side 119, L. 20:
- spurte hannem, »wo der Tempel _Salomones_ wehre geblieben? Das
- spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das
-
- Side 120, L. 1:
- meere att anstille sich høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
- meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
-
- Side 122, L. 10:
- icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Solsf. Eder intet ad, hwad
- icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad
-
- Side 123, L. 11:
- legnede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
- lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
-
- Side 123, L. 18:
- Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Hir hättet
- Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet
-
- Side 124, L. 1:
- hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Bodem des Bechers
- hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers
-
- Side 132, L. 20:
- ded er, for de fører Løgn? Ieg er mok wiß paa, att min Piige icke
- ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke
-
- Side 136, L. 11:
- mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte den
- mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem
-
- Side 141, L. 22:
- offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Ppaa
- offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Spaa
-
- Side 143, L. 11:
- wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eeed),
- wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed),
-
- Side 143, L. 23:
- Winden stoet paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
- Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
-
- Side 146, L. 1-2:
- paa min inderste Dør med saa megen Forbandelser offwer hannem, saa
- paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa
-
- Side 146, L. 8:
- Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nawedren bestoed?
- Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed?
-
- Side 149, L. 5:
- skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Diffilcuteter_, sagde:
- skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Difficulteter_, sagde:
-
- Side 149, L. 23-24:
- v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom igien en
- v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en
-
- Side 150, Anm. L. 3:
- dem med nogle Syenaale, tenckte att skylffle dem for mig, haffde
- dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde
-
- Side 153, L. 23:
- Fengselnerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
- Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
-
- Side 157, Anm. L. 6:
- hun, ia aff 4 Staffwelser læs hun._«
- hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«
-
- Side 163, Anm. 1 L. 2:
- flyed mig for Penge oc Lyße, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
- flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
-
- Side 168, L. 22:
- Daatter Forloff att kommen til hender, hwem skulle hand klage hender
- Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender
-
- Side 175, L. 15:
- skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem stax!« Hand gik
- skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik
-
- Side 175, L. 29:
- foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædeligt for os. Quinden
- foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden
-
- Side 184, L. 12:
- Bock kom til mig oc skulle meddeelte mig Christi Legeme oc Bloed,
- Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed,
-
- Side 193, L. 17:
- _etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foractede mig, effter som
- _etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som
-
- Side 194, L. 24:
- hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt hannem wollen vmb für
- hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für
-
- Side 195, L. 19:
- Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ieg bin nicht eigentlich
- Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich
-
- Side 195, Anm. L. 1:
- mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhnelse paa
- mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa
-
- Side 196, L. 5:
- saed oc wæffwede i Ordene, wiste ich ret, hwad hand wille sware,
- saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware,
-
- Side 203, L. 5:
- Løffte; stoed paa ded Løffte, att en Konge burte att holde sit
- Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit
-
- Side 209, L. 10:
- icke, men ieg hørte, att hun styffsede mig. Hun bleff wed siine Ord
- icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord
-
- Side 210, L. 22:
- Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelsee; Gud
- Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud
-
- Side 212, L. 30:
- intet alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
- intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
-
- Side 215, L. 11:
- noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget ad
- noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att
-
- Side 217, Vers 3 L. 3:
- Min Iammers elffte Aar!
- Min Iammers elffwe Aar!
-
- Side 217, Vers 4 L. 2:
- Indhellig sammen stammer:
- Indhellig sammen stæmmer:
-
- Side 225, L. 27:
- Hun swarte att icke haffwe nogen Bræct. »Huorfor da« (spurte ieg)
- Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg)
-
- Side 230, L. 20:
- ded icke, thi i Morris imellen 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
- ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
-
- Side 231, L. 1-2:
- Mand; een skulle icke kunde haffde giort ham ded. Tyffwen bleff samme
- Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme
-
- Side 231, L. 12:
- der neere i Taarn-Tuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
- der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
-
- Side 239, L. 15:
- nesten en en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
- nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
-
- Side 239, L. 16:
- miine Gliemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
- miine Giemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
-
- Side 245, L. 23:
- kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Iii söllen mii dat
- kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat
-
- Side 246, L. 4:
- oc Døden skulle ded forhindre, att ded icke kunde fuldende ded, eller
- oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller
-
- Side 248, L. 21:
- Fornufft oc fortwilfflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
- Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
-
- Side 249, L. 1:
- intet for nogen att Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
- intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
-
- Side 249, L. 12:
- høyt oc skiænte, rørte hannem sacte met Kiæppen offwer Skinnebeenene.
- høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene.
-
- Side 251, L. 30:
- den, der døde paa sin Syge-Segn, oc ded war icke Synd att slaae den
- den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den
-
- Side 255, L. 17:
- Gud til Ære optengnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
- Gud til Ære optegnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
-
- Side 260, L. 12:
- den selffwer forgylt. Bad paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
- den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
-
- Side 262, L. 13:
- I, huor offte ieg haffwer sagde Eder tilforne, att I icke skulle
- I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle
-
- Side 268, L. 4:
- saede saa tycke paa worris Strømmer, saa Farwen aff Strømperne icke
- saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke
-
- Side 271, L. 11:
- Den Kræmmer ey ey døe, men hand er til endnu
- Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
-
-
-
-***END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK JAMMERS-MINDE***
-
-
-******* This file should be named 41072-8.txt or 41072-8.zip *******
-
-
-This and all associated files of various formats will be found in:
-http://www.gutenberg.org/dirs/4/1/0/7/41072
-
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/41072-8.zip b/41072-8.zip
deleted file mode 100644
index c2528e3..0000000
--- a/41072-8.zip
+++ /dev/null
diff --git a/41072-h.zip b/41072-h.zip
deleted file mode 100644
index 5bd9913..0000000
--- a/41072-h.zip
+++ /dev/null
diff --git a/41072-h/41072-h.htm b/41072-h/41072-h.htm
index f09c5fb..9813bfb 100644
--- a/41072-h/41072-h.htm
+++ b/41072-h/41072-h.htm
@@ -2,7 +2,7 @@
     "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
 <html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml">
 <head>
-<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html; charset=ISO-8859-1" />
+<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html; charset=utf-8" />
 <title>The Project Gutenberg eBook of Jammers-Minde, by Leonora Christina Ulfeldt</title>
     <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
     <style type="text/css">
@@ -237,45 +237,11 @@ a.corr, a.SBScorr { text-decoration: none; color: inherit; /*border-bottom: 1px
     </style>
 </head>
 <body>
-<h1 class="pg">The Project Gutenberg eBook, Jammers-Minde, by Leonora Christina Ulfeldt,
-Edited by Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith</h1>
-<p>This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at <a
-href="http://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a></p>
-<p>Title: Jammers-Minde</p>
-<p>Author: Leonora Christina Ulfeldt</p>
-<p>Editor: Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith</p>
-<p>Release Date: October 16, 2012  [eBook #41072]</p>
-<p>Language: Danish</p>
-<p>Character set encoding: ISO-8859-1</p>
-<p>***START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK JAMMERS-MINDE***</p>
-<p>&nbsp;</p>
-<h4>E-text prepared by the Online Distributed Proofreading Team<br />
-    (<a href="http://www.pgdp.net">http://www.pgdp.net</a>)<br />
-    from page images generously made available by<br />
-    the Google Books Library Project<br />
-    (<a href="http://books.google.com">http://books.google.com</a>)</h4>
-<p>&nbsp;</p>
-<table border="0" style="background-color: #ccc;margin: 0 auto;" cellpadding="10">
-  <tr>
-    <td valign="top">
-      Note:
-    </td>
-    <td>
-      Images of the original pages are available through
-      the the Google Books Library Project. See
-      <a href="http://books.google.com/books?vid=Nqg2AAAAMAAJ&amp;id">
-      http://books.google.com/books?vid=Nqg2AAAAMAAJ&amp;id</a>
-	</td>
-  </tr>
-</table>
-<p>&nbsp;</p>
+<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41072 ***</div>
 <div class="trnote">
-<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
-<p>Enkelte åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige stavning
-er for øvrigt bevaret.
+<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Enkelte åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige stavning
+er for øvrigt bevaret.
 En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
 sidst i bogen.</p>
 <h3>Indholdsfortegnelse</h3>
@@ -299,7 +265,7 @@ sidst i bogen.</p>
 <hr class="partbreak" />
 <div class="figcenter" style="width:350px">
 <a name="Portrait" id="Portrait"></a>
-<img src="images/portrait.jpg" width="350" height="487" alt="Portræt" />
+<img src="images/portrait.jpg" width="350" height="487" alt="Portræt" />
 <div class="caption smaller">(Efter Originalmaleriet i Grev Waldsteins Eje.)<br />
 <span>I. W. Tegner &amp; Kittendorff<sup>s</sup> lith. Inst.</span></div>
 </div>
@@ -316,7 +282,7 @@ sidst i bogen.</p>
 <p class="center huge">LEONORA CHRISTINA ULFELDT'<sup>s</sup><br />
 <span class="bold">"JAMMERS-MINDE"</span>.</p>
 
-<p class="center topmarg"><span class="gesperrt">EN EGENHÆNDIG SKILDRING</span><br />
+<p class="center topmarg"><span class="gesperrt">EN EGENHÆNDIG SKILDRING</span><br />
 <span class="smaller">AF</span><br />
 <span class="bold">HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685</span>,</p>
 
@@ -330,13 +296,13 @@ SOPH. BIRKET SMITH,<br />
 <p class="center topmarg">MED ET FORORD<br />
 <span class="smaller">AF</span><br />
 HS. EXCELLENCE GREV <b>JOHAN WALDSTEIN WARTEMBERG</b>,<br />
-<span class="smaller">Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.</span></p>
+<span class="smaller">Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.</span></p>
 
 <div class="figcenter topmarg">
 <img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="88" height="100" />
 </div>
 
-<p class="center topmarg">KJØBENHAVN.<br />
+<p class="center topmarg">KJØBENHAVN.<br />
 FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).<br />
 <span class="smaller">THIELES BOGTRYKKERI.</span><br />
 1869.</p>
@@ -348,116 +314,116 @@ FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).<br />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_III" id="Side_III" title="[S. III]"> </a></span></p>
 
 <div xml:lang="de" lang="de">
-<p style="padding-top:2em"><a name="Forord" id="Forord"></a>Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen,
+<p style="padding-top:2em"><a name="Forord" id="Forord"></a>Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen,
 unweit des Schlosses Egeskov, in dem Dorfkirchlein
-zu Quærndrup die Gräber meiner dänischen Ahnen des
+zu Quærndrup die Gräber meiner dänischen Ahnen des
 Stammes <b class="gesperrt">Ulfeld</b> besuchte, fasste ich den Entschluss, meiner
 frommen Ahnfrau <b class="gesperrt">Leonora Christinas</b> Andenken
-&mdash; des Enkels Pflicht erfüllend &mdash; zu ehren durch Veröffentlichung
+&mdash; des Enkels Pflicht erfüllend &mdash; zu ehren durch Veröffentlichung
 jenes autographen Manuskriptes, das in meines
 seligen Vaters Erbschaft auf mich gelangte.</p>
 
-<p>Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes
-Ulfeld, Ihrer Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und
-Staatskanzler, nur zwei Töchter. Sie waren vermählt, die
+<p>Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes
+Ulfeld, Ihrer Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und
+Staatskanzler, nur zwei Töchter. Sie waren vermählt, die
 eine, <b class="gesperrt">Elisabeth</b>, mit <b class="gesperrt">Georg Christ.</b> Grafen <b class="gesperrt">Waldstein</b>,
-die jüngere mit Grafen Thun.</p>
+die jüngere mit Grafen Thun.</p>
 
-<p>In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn
+<p>In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn
 <b class="gesperrt">Emanuel</b>, meinen sel. Vater, hatte meine Grossmutter
 Alles, was Ulfeldische Andenken waren, meinem Vater
-erblich überlassen, und so kam auf mich das Manuskript,
+erblich überlassen, und so kam auf mich das Manuskript,
 das ich <span class="sic" title="[sic]">hiemit</span> in Folge mehrfacher Aufforderung &mdash; auch
-hohen Ortes &mdash; durch die kundige Beihülfe des Herrn
-Soph. Birket Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter
+hohen Ortes &mdash; durch die kundige Beihülfe des Herrn
+Soph. Birket Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter
 Descendenz nach ihrem Vater:</p>
 
 <div class="blockquot">
-<p>»<b class="gesperrt">Corfitz</b>, des heil. Römischen Reichs Grafen von
-Ulfeld, Herrn der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof<span class="pagenum" xml:lang="da" lang="da"><a name="Side_IV" id="Side_IV" title="[S. IV]"> </a></span>
-Kazof, Brödlich, Odaslowitz, und des Lehnes Zinltsch,
+<p>»<b class="gesperrt">Corfitz</b>, des heil. Römischen Reichs Grafen von
+Ulfeld, Herrn der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof<span class="pagenum" xml:lang="da" lang="da"><a name="Side_IV" id="Side_IV" title="[S. IV]"> </a></span>
+Kazof, Brödlich, Odaslowitz, und des Lehnes Zinltsch,
 Ritter des goldenen Vliesses, Obrist Erbland Silber
-Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli
-VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu
-Hungarn und Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter
+Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli
+VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu
+Hungarn und Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter
 bei der Ottomannischen Pforte, hernach Hof- und
 Staatskanzler, beeidetem Geheimen Rath und erstem
-Oberhofmeister.«</p>
+Oberhofmeister.«</p>
 </div>
 
-<p>Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin
+<p>Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin
 Maria Theresia, unvergesslichen Andenkens, hoch
-in Ehren gehaltenen väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre
+in Ehren gehaltenen väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre
 bis zu jenem Zeitpunkte, als der geistreiche,
-der moralisch hohen Frau oft zu geniale Fürst Kaunitz
+der moralisch hohen Frau oft zu geniale Fürst Kaunitz
 sein Nachfolger ward.</p>
 
-<p>In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige,
+<p>In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige,
 klein geschriebene Folianten enthalten des Reichskanzlers
-M. S. &mdash; die Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später
+M. S. &mdash; die Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später
 aber mit den General-Staaten der Niederlande, sowie
-Ministerial-Protokolle während seiner ganzen Staatskanzlerschaft:
+Ministerial-Protokolle während seiner ganzen Staatskanzlerschaft:
 Urkunden seines emsigen Fleisses und Ordnungsliebe;
 sowie die in diesen Folianten vorkommenden <b class="gesperrt">Original</b>-Schreiben
 und -Notaten seiner hohen Herrin Zeugenschaft
 ablegen von dem innigen, beinahe kindlichen Vertrauen,
-mit dem Sie ihn beglückte.</p>
+mit dem Sie ihn beglückte.</p>
 
 <p>Dieser ruhige, bedachte Staatsmann aber war der
-direkte Enkel des unruhigen, übermüthigen</p>
+direkte Enkel des unruhigen, übermüthigen</p>
 
 <div class="blockquot">
-<p><b class="gesperrt">Corfitz</b>, des Römischen Reichs ersten Grafen von
-Ulfeld, Reichs Hofmeister in Dänemark u. s. w. und
+<p><b class="gesperrt">Corfitz</b>, des Römischen Reichs ersten Grafen von
+Ulfeld, Reichs Hofmeister in Dänemark u. s. w. und
 seiner ihn anbetenden, geistreichen Gemahlin <b class="gesperrt">Leonora
-Christina</b>, nach einem ihrer Söhne:</p>
+Christina</b>, nach einem ihrer Söhne:</p>
 
 <p><span class="pagenum" xml:lang="da" lang="da"><a name="Side_V" id="Side_V" title="[S. V]"> </a></span></p>
 
 <p><b class="gesperrt">Leo</b>, R. Grafen Ulfeld, Kaiser Carl VI. Geh. Rath,
-Feldmarschall und Vice-König in Catalonien, und
-seiner Gemahlin geb. Gräfin von Zinzendorf.</p>
+Feldmarschall und Vice-König in Catalonien, und
+seiner Gemahlin geb. Gräfin von Zinzendorf.</p>
 </div>
 
 <p>Sorgsam verwahrte ich so das M. S. als auch alle
-übrigen Reliquien und Nippen meiner dänischen Ahnfrau,
+übrigen Reliquien und Nippen meiner dänischen Ahnfrau,
 deren erhabner Charakter und Leiden Theilnahme, Interesse
 und Ehrfurcht einzufliessen so sehr geeignet sind. Darunter
 mehrere schriftliche Andenken und Gedichtsfragmente,
 Gebete und im Kerker verfertigte Frauen-Arbeiten (einige
 mit blondem Haare gestickt), ein golddurchwirktes Taufhemdchen
 mit Kaputze, wahrscheinlich von ihren Kindern
-zur heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet
+zur heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet
 Chr. IV. in blauem Email, und viele Bildnisse (auch das
-Original-Öhlbild, dessen Copie im Titelblatt sichtbar) etc. etc.</p>
+Original-Öhlbild, dessen Copie im Titelblatt sichtbar) etc. etc.</p>
 
-<p>Bei der direkten Überkommung des M. S. von meiner
+<p>Bei der direkten Ãœberkommung des M. S. von meiner
 Ahnfrau an ihre Kinder und Kindes Kinder in gerader
-Linie konnte wohl in mir nie ein Zweifel entstehen über
+Linie konnte wohl in mir nie ein Zweifel entstehen über
 dessen Echtheit. Dennoch gab ich fremden Zureden nach,
-um die Authenticität desselben vollkommen zu constatiren.
-In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung des
+um die Authenticität desselben vollkommen zu constatiren.
+In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung des
 H. Herausgebers.</p>
 
-<p>Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte
+<p>Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte
 nicht geschlossen, so hat man doch &mdash; tempus omnia sanat
-&mdash; jenen ominösen Gedenkstein der Vergessenheit und dem
-Bauschutte zugewiesen, der seine »Schuld verewigen sollte.«
+&mdash; jenen ominösen Gedenkstein der Vergessenheit und dem
+Bauschutte zugewiesen, der seine »Schuld verewigen sollte.«
 Edel im Vergessen und Verzeihen hat die grosse nordische
 Nation jenen ein vorleuchtend Beispiel gegeben, die dem
 grossen Feldherrn und Retter des Kaiser-Reiches vor nordischer
 Gefahr, <b class="gesperrt">Albert</b> Herzog zu <b class="gesperrt">Friedland</b>, jenen<span class="pagenum" xml:lang="da" lang="da"><a name="Side_VI" id="Side_VI" title="[S. VI]"> </a></span>
-Platz noch nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla
-zu Wien gebührt.</p>
+Platz noch nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla
+zu Wien gebührt.</p>
 
-<p>Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen,
+<p>Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen,
 der Menschen Thaten und Gedanken lenkenden
 Triebfedern anbelangt, so sei mir, dem Enkel, der fast zur
-Überzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein so hochbegabtes,
-edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint,
-mit so inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder
-Gluth und Liebe nie hätte festhalten können
-an jenem, der dessen unwürdig gewesen wäre.</p>
+Ãœberzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein so hochbegabtes,
+edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint,
+mit so inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder
+Gluth und Liebe nie hätte festhalten können
+an jenem, der dessen unwürdig gewesen wäre.</p>
 
 <p class="l2 smaller">Cairo am 8. December 1868.</p>
 
@@ -474,851 +440,851 @@ an jenem, der dessen unwürdig gewesen wäre.</p>
 
 
 <p>I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og
-brede sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner,
-støder man af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere
-Former end de sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger
+brede sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner,
+støder man af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere
+Former end de sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger
 udviser en Afvigelse fra de almindelige Regler, som staar i
-mærkelig Samklang med det Overordentlige i deres Natur. En
+mærkelig Samklang med det Overordentlige i deres Natur. En
 saadan Skikkelse er <b class="gesperrt">Leonora Christina Ulfeldt</b>. Det Store
-udgjør det egentlige Væsensmærke ved denne navnkundige Kvindes
-Personlighed, og det Usædvanlige danner det fremtrædende Træk
-i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende kun at minde
+udgjør det egentlige Væsensmærke ved denne navnkundige Kvindes
+Personlighed, og det Usædvanlige danner det fremtrædende Træk
+i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende kun at minde
 om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal med
-den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende
-paa en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens
-højeste Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere
-Afsnit af sit Liv nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde
-og lange Vedvaren næppe danner en mindre paafaldende Modsætning
+den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende
+paa en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens
+højeste Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere
+Afsnit af sit Liv nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde
+og lange Vedvaren næppe danner en mindre paafaldende Modsætning
 til Menneskenes almindelige Lod end den tidligere Herlighed.
 Og hvad det Store i hendes Personlighed angaar, vil Ingen
-nægte, at hendes Viljes mægtige Energi og hendes ubetvingelige
-Daadskraft, hendes Aandsevners Skarphed og høje Udvikling,
-Styrken af hendes Kjærlighed, den Heroisme, hvormed hun traadte
-Ulykken under Øjne, og det gudhengivne Mod, hvormed hun bar
-den, frembyder et Indbegreb af saamange store Kræfter og ophøjede
+nægte, at hendes Viljes mægtige Energi og hendes ubetvingelige
+Daadskraft, hendes Aandsevners Skarphed og høje Udvikling,
+Styrken af hendes Kjærlighed, den Heroisme, hvormed hun traadte
+Ulykken under Øjne, og det gudhengivne Mod, hvormed hun bar
+den, frembyder et Indbegreb af saamange store Kræfter og ophøjede
 Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede paa en
-enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine Første.<span class="pagenum"><a name="Side_VIII" id="Side_VIII" title="[S. VIII]"> </a></span>
-Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem,
-som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i
-Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt,
-i en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til
+enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine Første.<span class="pagenum"><a name="Side_VIII" id="Side_VIII" title="[S. VIII]"> </a></span>
+Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem,
+som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i
+Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt,
+i en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til
 hendes Gunst, forstaar man let Grunden til, at der blandt alle
 de Kvinder, som den danske Historie melder om, ikke findes
-nogen, hvis Navn Folket holder højere i Ære, eller hvis Minde
-det gjemmer med større Trofasthed end netop hendes.</p>
+nogen, hvis Navn Folket holder højere i Ære, eller hvis Minde
+det gjemmer med større Trofasthed end netop hendes.</p>
 
 <p>Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen
-om Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende
-beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende
+om Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende
+beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende
 bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den
 historiske Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for
 hende. Jeg vil ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora
 Christinas Liv og Personlighed, der i sig selv synes at maatte
-være en af de smukkeste og taknemligste Opgaver, Nogen kunde
-ønske sig, paa en enkelt tarvelig Undtagelse nær overalt træder
+være en af de smukkeste og taknemligste Opgaver, Nogen kunde
+ønske sig, paa en enkelt tarvelig Undtagelse nær overalt træder
 frem som kun et Led i Fremstillingen af hendes hende langt
-underordnede Ægtefælles Historie, men den Mangel paa Kritik,
-som er gjennemgaaende i næsten alle Bearbejdelser af denne
-sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget følelig Maade til det
+underordnede Ægtefælles Historie, men den Mangel paa Kritik,
+som er gjennemgaaende i næsten alle Bearbejdelser af denne
+sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget følelig Maade til det
 Meste af det, der er skrevet om Leonora Christina. <b class="gesperrt">Molbech</b>
-er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af Æmnet har
-medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt
+er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af Æmnet har
+medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt
 Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4 Afhandlinger,
-i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser
+i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser
 over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv
 (<b class="gesperrt">Historisk Tidsskrift</b> 3 Bd. S. 313&mdash;476 og <b class="gesperrt">Nyt histor.
 Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 1&mdash;98 og 369&mdash;441), ere da ogsaa ikke
 blot ubetinget det bedste Bidrag, der haves til Begges Historie,
-men de bære særlig for den Sidstes Vedkommende Vidne om, at
+men de bære særlig for den Sidstes Vedkommende Vidne om, at
 saa rigtigt som Overleveringen i det Store har fastholdt Billedet
-af denne udmærkede Kvinde, er der dog endnu bestandig overordentlig
-Meget at udfylde og ændre i det Enkelte. Men selv
+af denne udmærkede Kvinde, er der dog endnu bestandig overordentlig
+Meget at udfylde og ændre i det Enkelte. Men selv
 Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der skulde udrettes.<span class="pagenum"><a name="Side_IX" id="Side_IX" title="[S. IX]"> </a></span>
-Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om det
-Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier,
-blev aldrig fuldført. &mdash; Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med
+Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om det
+Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier,
+blev aldrig fuldført. &mdash; Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med
 Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie,
-indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve
-og Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa
+indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve
+og Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa
 hende, og som hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i
 Bibliotheker og Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen
-af det raa Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres,
+af det raa Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres,
 endnu ingenlunde erstatter Savnet af Bygningen selv, er Antallet
-af de Aktstykker, der saaledes ere bragte for Dagen, næsten
-forsvindende i Forhold baade til Mængden af det virkelig forhaandenværende
-Stof og i Forhold til Udstrækningen og Betydningen
-af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.</p>
-
-<p>Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et
-ualmindeligt Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i
-den danske Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og
-paalideligt Stof til en Skildring af et længere Afsnit af Leonora
+af de Aktstykker, der saaledes ere bragte for Dagen, næsten
+forsvindende i Forhold baade til Mængden af det virkelig forhaandenværende
+Stof og i Forhold til Udstrækningen og Betydningen
+af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.</p>
+
+<p>Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et
+ualmindeligt Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i
+den danske Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og
+paalideligt Stof til en Skildring af et længere Afsnit af Leonora
 Christinas Liv, men som allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling,
-der kan antages at ville udøve ikke ringe Tiltrækning
+der kan antages at ville udøve ikke ringe Tiltrækning
 ogsaa ved sine rent formelle Fortrin. Man vil forstaa, at jeg
-taler om den egenhændige Skildring af Leonora Christinas Fangenskab
-i Blaataarn, som her fremlægges for Offentligheden. Ejeren
+taler om den egenhændige Skildring af Leonora Christinas Fangenskab
+i Blaataarn, som her fremlægges for Offentligheden. Ejeren
 af det Haandskrift, hvori denne Skildring indeholdes, Hs. Exc.
 Grev J. <b class="gesperrt">Waldstein</b>, har allerede i sit Forord antydet, hvorledes
-det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte dette mærkelige
-Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle Bemærkninger om
+det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte dette mærkelige
+Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle Bemærkninger om
 forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden den af
-Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.</p>
+Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.</p>
 
-<p>Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien,
-Hr. Kammerherre <b class="gesperrt">Falbe</b>, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn,
-at det nævnte Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums
+<p>Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien,
+Hr. Kammerherre <b class="gesperrt">Falbe</b>, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn,
+at det nævnte Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums
 Kundskab. Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet
-med her til Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets
-Authenti bekræftet. Dette frembød ingen videre Vanskelighed.<span class="pagenum"><a name="Side_X" id="Side_X" title="[S. X]"> </a></span>
-Selv uden Hensyn til det Vidnesbyrd om dets Ægthed, der &mdash;
+med her til Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets
+Authenti bekræftet. Dette frembød ingen videre Vanskelighed.<span class="pagenum"><a name="Side_X" id="Side_X" title="[S. X]"> </a></span>
+Selv uden Hensyn til det Vidnesbyrd om dets Ægthed, der &mdash;
 som Grev Waldstein i sit Forord siger &mdash; allerede indeholdes i
 dets Nedarvelse i lige Linie fra Leonora Christina selv, maatte
-endog en temmelig flygtig Undersøgelse af dets hele indre og ydre
-Beskaffenhed nødvendig føre til den fuldeste Overbevisning om,
+endog en temmelig flygtig Undersøgelse af dets hele indre og ydre
+Beskaffenhed nødvendig føre til den fuldeste Overbevisning om,
 baade at Leonora Christina var Skildringens virkelige Forfatter,
-og at vi i det foreliggende Haandskrift havde hendes egenhændige
+og at vi i det foreliggende Haandskrift havde hendes egenhændige
 Original for os. Det Sidste fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder
 ved Skrivemaaden, som vanskelig kunne skildres, men
 som ere saa meget mere talende for Beskueren: af den Maade,
-hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare rettede og omskrevne
-for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere; af den Mængde
-mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare skrevne
+hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare rettede og omskrevne
+for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere; af den Mængde
+mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare skrevne
 i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved et
-senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde
-suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet
-af Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende
+senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde
+suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet
+af Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende
 samme Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik
-en Række mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig
-maa være Tilfældet med et Værk, hvis Udarbejdelse
-strækker sig over en længere Aarrække; og af mange andre
-lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde dog naturligvis
-kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med anerkjendt
-ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette Bevis
-blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. <b class="gesperrt">Gundorph</b> paa den mest
-fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve
+en Række mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig
+maa være Tilfældet med et Værk, hvis Udarbejdelse
+strækker sig over en længere Aarrække; og af mange andre
+lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde dog naturligvis
+kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med anerkjendt
+ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette Bevis
+blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. <b class="gesperrt">Gundorph</b> paa den mest
+fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve
 af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige Bibliothek
 (Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4<sup>to</sup>)<a name="FNanker_1" id="FNanker_1" href="#Fodnote_1" class="fnanchor">[1]</a>, og Ligheden mellem Skriften
-i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at man,
-naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette Værk,<span class="pagenum"><a name="Side_XI" id="Side_XI" title="[S. XI]"> </a></span>
-kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet selv.
+i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at man,
+naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette Værk,<span class="pagenum"><a name="Side_XI" id="Side_XI" title="[S. XI]"> </a></span>
+kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet selv.
 Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne
-Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor
+Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor
 <b class="gesperrt">P. G. Thorsen</b>. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at
-blive bekjendt med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora
+blive bekjendt med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora
 Christina &mdash; tildels ogsaa fra en tidligere Tid &mdash;, som findes i
-Gehejmearkivet (»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var
+Gehejmearkivet (»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var
 her ganske det samme.</p>
 
-<p>Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste
-var bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden
-nærmere taget under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen
-af paatænkt, at Manuskriptet skulde besørges aftrykt i
-Wien, og at Værket skulde udkomme paa en derboende Boghandlers
+<p>Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste
+var bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden
+nærmere taget under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen
+af paatænkt, at Manuskriptet skulde besørges aftrykt i
+Wien, og at Værket skulde udkomme paa en derboende Boghandlers
 Forlag. En saadan Ordning af Sagen maatte vistnok i
 flere Henseender ansees for mindre heldig. Foruden det, at Skriftet
 baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold maatte antages at
-ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde man temmelig
+ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde man temmelig
 sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes Nogen, som
 med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste
 Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade,
 og dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med
 Vished kunde vides ikke at besidde mere end en ganske ringe
-Del af det historiske Apparat, som maatte ansees for nødvendigt,
+Del af det historiske Apparat, som maatte ansees for nødvendigt,
 for at en Udgiver skulde blive i Stand til blot nogenlunde at
-udfylde Læserens Kundskab med Hensyn til de mange mindre
+udfylde Læserens Kundskab med Hensyn til de mange mindre
 bekjendte Personer og Forhold, som omtales i Haandskriftet.
-Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da skriftligt udviklede
+Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da skriftligt udviklede
 for Grev Waldstein &mdash; bl. A. ogsaa gjennem Hr. Kammerherre
 Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste Interesse
 &mdash;, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede
 i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan
 i Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at
-Haandskriftet skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk
+Haandskriftet skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk
 Boghandlers Forlag, idet dog Grev Waldstein forbeholdt sig
 selv at yde et Bidrag til de med Udgivelsen forbundne Omkostninger.<span class="pagenum"><a name="Side_XII" id="Side_XII" title="[S. XII]"> </a></span>
 Uden alt Hensyn til, om den, hvem det efter denne
-Ordning af Sagen blev overdraget at besørge Udgivelsen &mdash; og
-hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa Henseende paahviler
-&mdash;, virkelig har løst sin Opgave paa en nogenlunde fyldestgjørende
+Ordning af Sagen blev overdraget at besørge Udgivelsen &mdash; og
+hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa Henseende paahviler
+&mdash;, virkelig har løst sin Opgave paa en nogenlunde fyldestgjørende
 Maade, har Grev Waldstein alene ved den Fordomsfrihed,
-der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa
-andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det,
-som Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet
+der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa
+andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det,
+som Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet
 sig Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed,
 som da overhovedet hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive
-fortjener saa meget mere Paaskjønnelse, da han selv ikke
+fortjener saa meget mere Paaskjønnelse, da han selv ikke
 forstaar Dansk og derfor kun middelbart vil kunne blive delagtig
-i den Nydelse, som han gjennem dette Værk utvivlsomt vil berede
-mangfoldige Andre. Ogsaa det fortjener med Tak at nævnes,
-at man næppe herfra havde yttret et Ønske om at kunne medgive
-Bogen et Portrait af Forfatterinden, før Grev Waldstein lod et
-ham tilhørende Originalmaleri af Leonora Christina føre til Kjøbenhavn,
-hvorved det først er blevet muligt at tilvejebringe et
-Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke kunstneriske
-Udførelse<a name="FNanker_2" id="FNanker_2" href="#Fodnote_2" class="fnanchor">[2]</a>, men ogsaa ved den Troskab, hvormed det gjengiver
+i den Nydelse, som han gjennem dette Værk utvivlsomt vil berede
+mangfoldige Andre. Ogsaa det fortjener med Tak at nævnes,
+at man næppe herfra havde yttret et Ønske om at kunne medgive
+Bogen et Portrait af Forfatterinden, før Grev Waldstein lod et
+ham tilhørende Originalmaleri af Leonora Christina føre til Kjøbenhavn,
+hvorved det først er blevet muligt at tilvejebringe et
+Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke kunstneriske
+Udførelse<a name="FNanker_2" id="FNanker_2" href="#Fodnote_2" class="fnanchor">[2]</a>, men ogsaa ved den Troskab, hvormed det gjengiver
 Originalens Karakter.</p>
 
-<p>Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere,
-maa det være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet
+<p>Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere,
+maa det være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet
 literairt Arbejde af Leonora Christina, som paa en vis Maade
-staar i temmelig nært Forhold til »Jammers-Mindet«. Leonora
+staar i temmelig nært Forhold til »Jammers-Mindet«. Leonora
 Christina var i det Hele en meget produktiv Natur. Det er bekjendt,
 at hun, medens hun boede paa Maribo Kloster, forfattede
-forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét vides at være bleven
-opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af hvilke nogle
-længe have været trykte, medens andre første Gang se Lyset
-ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et stort
-Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette Slags,
-som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og<span class="pagenum"><a name="Side_XIII" id="Side_XIII" title="[S. XIII]"> </a></span>
-Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok
+forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét vides at være bleven
+opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af hvilke nogle
+længe have været trykte, medens andre første Gang se Lyset
+ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et stort
+Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette Slags,
+som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og<span class="pagenum"><a name="Side_XIII" id="Side_XIII" title="[S. XIII]"> </a></span>
+Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok
 de Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af
 sit eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok
-af mere indirekte Art, kan man maaske betragte en Række
-Aktstykker (3 Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør),
-som hun udarbejdede, da hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen
-for sin Mand, der var sat under Anklage som mistænkt for Forræderi
+af mere indirekte Art, kan man maaske betragte en Række
+Aktstykker (3 Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør),
+som hun udarbejdede, da hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen
+for sin Mand, der var sat under Anklage som mistænkt for Forræderi
 mod den svenske Regering. Af direkte Skildringer fra
-hendes Haand af større eller mindre Afsnit af hendes Liv vides
-der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der været endnu
-flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været trykt,
+hendes Haand af større eller mindre Afsnit af hendes Liv vides
+der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der været endnu
+flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været trykt,
 nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til
-Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se <a href="#Fodnote_14">S. 4 Anm. 2</a>).
-En anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den
-ikke mere at være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes
+Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se <a href="#Fodnote_14">S. 4 Anm. 2</a>).
+En anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den
+ikke mere at være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes
 og hendes Mands Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660&mdash;61
-(se <a href="#Side_6">S. 6</a>). Endelig kommer &mdash; foruden »Jammers-Mindet«,
+(se <a href="#Side_6">S. 6</a>). Endelig kommer &mdash; foruden »Jammers-Mindet«,
 ved Omfang, Indhold og Form udentvivl den betydeligste af alle
-disse Skildringer &mdash; det Arbejde, som jeg egentlig her nærmest
-vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi; hvori Forf., vistnok
-paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog i én sammenhængende
-Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs afvexlende
-Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod Aaret 1673.
+disse Skildringer &mdash; det Arbejde, som jeg egentlig her nærmest
+vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi; hvori Forf., vistnok
+paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog i én sammenhængende
+Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs afvexlende
+Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod Aaret 1673.
 Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som gav sig
-ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er bleven offentliggjort.
+ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er bleven offentliggjort.
 Det blev udgivet paa Dansk &mdash; oversat, som det hed,
-efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en
-af Leonora Christinas Svigersønner &mdash; i <b class="gesperrt">Bang</b>'s Samling af nyttige
+efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en
+af Leonora Christinas Svigersønner &mdash; i <b class="gesperrt">Bang</b>'s Samling af nyttige
 og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125&mdash;47. Men denne
-saakaldte Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i
-Virkeligheden ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger
-fabrikeret Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste
+saakaldte Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i
+Virkeligheden ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger
+fabrikeret Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste
 og plumpeste Fejl<a name="FNanker_3" id="FNanker_3" href="#Fodnote_3" class="fnanchor">[3]</a>, at man ikke forstaar, hvorledes<span class="pagenum"><a name="Side_XIV" id="Side_XIV" title="[S. XIV]"> </a></span>
-den et eneste Øjeblik har kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes
-det har været muligt, at de historiske Forfattere lige ned
+den et eneste Øjeblik har kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes
+det har været muligt, at de historiske Forfattere lige ned
 til den nyeste Tid (Molbech danner dog en Undtagelse) have
-kunnet benytte den som Hovedkilde eller idetmindste jævnsides
+kunnet benytte den som Hovedkilde eller idetmindste jævnsides
 med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora Christinas Historie.
-Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man virkelig en
-Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte Selvbiografi.
-Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige Aarhundrede
-den bekjendte Lærde og Samler Christian <b class="gesperrt">Reitzer</b> og blev, kort
-efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til Frederik
-IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af
-samme Bibliothek beskrevet af Andreas <b class="gesperrt">Høyer</b> i hans <b class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Nova
+Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man virkelig en
+Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte Selvbiografi.
+Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige Aarhundrede
+den bekjendte Lærde og Samler Christian <b class="gesperrt">Reitzer</b> og blev, kort
+efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til Frederik
+IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af
+samme Bibliothek beskrevet af Andreas <b class="gesperrt">Høyer</b> i hans <b class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Nova
 Litteraria</b> Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var
-paa Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen
+paa Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen
 nu er, eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne
-sige. Det synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde
-bevares under de danske Kongers personlige Værge, og maaske
+sige. Det synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde
+bevares under de danske Kongers personlige Værge, og maaske
 er den gaaet tabt ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa
 det kongelige Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa
-var, kunde vi dog nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der
+var, kunde vi dog nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der
 mellem det store kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste
-én Afskrift af den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget
-forkortet latinsk Oversættelse<a name="FNanker_4" id="FNanker_4" href="#Fodnote_4" class="fnanchor">[4]</a>. Beskrivelsen i <span xml:lang="la" lang="la">Nova Litteraria</span> er<span class="pagenum"><a name="Side_XV" id="Side_XV" title="[S. XV]"> </a></span>
-saa tydelig, at der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter
-repræsentere det samme Værk, som Høyer kjendte<a name="FNanker_5" id="FNanker_5" href="#Fodnote_5" class="fnanchor">[5]</a>; og
+én Afskrift af den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget
+forkortet latinsk Oversættelse<a name="FNanker_4" id="FNanker_4" href="#Fodnote_4" class="fnanchor">[4]</a>. Beskrivelsen i <span xml:lang="la" lang="la">Nova Litteraria</span> er<span class="pagenum"><a name="Side_XV" id="Side_XV" title="[S. XV]"> </a></span>
+saa tydelig, at der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter
+repræsentere det samme Værk, som Høyer kjendte<a name="FNanker_5" id="FNanker_5" href="#Fodnote_5" class="fnanchor">[5]</a>; og
 at vi paa den anden Side i dem virkelig besidde en fra Leonora
 Christinas egen Haand udgaaet Selvbiografi, fremgaar, foruden af
 mange andre Kriterier, ogsaa af en Sammenligning med det her
 udgivne Skrift og navnlig da med den Del af det, som omhandler
-den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er paa dette
+den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er paa dette
 Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter og
-»Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen
-den samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge
-Steder, men hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende
-Værk, der i det Hele er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok,
-hist og her dvæler noget udførligere ved Enkeltheder, og
-især hvor det indfører Personer talende, sker dette ikke sjeldent
-med ganske de samme Ord som dem, »Jammers-Mindet« anvender.</p>
+»Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen
+den samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge
+Steder, men hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende
+Værk, der i det Hele er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok,
+hist og her dvæler noget udførligere ved Enkeltheder, og
+især hvor det indfører Personer talende, sker dette ikke sjeldent
+med ganske de samme Ord som dem, »Jammers-Mindet« anvender.</p>
 
 <p>I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det
-Forhold, der bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes
+Forhold, der bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes
 saaledes, at Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som
-beskriver Opholdet i Fængslet, danner det første, endnu temmelig
+beskriver Opholdet i Fængslet, danner det første, endnu temmelig
 skizzerede Udkast til det Arbejde, som Leonora Christina et Aar
-efter Nedskrivelsen af hint &mdash; Selvbiografien er, som anført,
-skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som vi nedenfor nærmere
-skulle se, begyndt 1674 &mdash; tog sig for at udføre selvstændigt
-og efter en meget vidtløftigere Plan<a name="FNanker_6" id="FNanker_6" href="#Fodnote_6" class="fnanchor">[6]</a>. Hvad angaar de Grunde,
+efter Nedskrivelsen af hint &mdash; Selvbiografien er, som anført,
+skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som vi nedenfor nærmere
+skulle se, begyndt 1674 &mdash; tog sig for at udføre selvstændigt
+og efter en meget vidtløftigere Plan<a name="FNanker_6" id="FNanker_6" href="#Fodnote_6" class="fnanchor">[6]</a>. Hvad angaar de Grunde,
 som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort
-et Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme<span class="pagenum"><a name="Side_XVI" id="Side_XVI" title="[S. XVI]"> </a></span>
-Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en
+et Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme<span class="pagenum"><a name="Side_XVI" id="Side_XVI" title="[S. XVI]"> </a></span>
+Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en
 ganske forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al
 Sandsynlighed er blevet til for at tjene den yngre <b class="gesperrt">Sperling</b>
 som Grundlag for hans Skildring af Leonora Christina i det af
-ham paatænkte Værk <b class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">de feminis eruditis</b> &mdash; den er skrevet
+ham paatænkte Værk <b class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">de feminis eruditis</b> &mdash; den er skrevet
 i Form af et Brev til en Ven af Forf., som er bosat i Hamborg,
 og som selv har forlangt en saadan Meddelelse &mdash;, er
-»Jammers-Mindet« idetmindste <em>væsentlig</em> skrevet for at læses og
-opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én Gang til
-en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. &mdash;
-Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget
-nærmere tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.</p>
+»Jammers-Mindet« idetmindste <em>væsentlig</em> skrevet for at læses og
+opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én Gang til
+en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. &mdash;
+Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget
+nærmere tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.</p>
 
 <p>Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder
-strax i sit Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive
-Maade, hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør
-det sandsynligt, at Leonora Christina selv har udført ogsaa dette
+strax i sit Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive
+Maade, hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør
+det sandsynligt, at Leonora Christina selv har udført ogsaa dette
 Arbejde (jvfr. <a href="#Side_223">S. 223</a>). Et egentligt Bind synes det aldrig at
-have haft. Dets første 24 Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige
-Fortale og et senere Tillæg til denne, ere upaginerede.
-Derefter følger paa 248 paginerede Sider den egentlige Skildring.
+have haft. Dets første 24 Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige
+Fortale og et senere Tillæg til denne, ere upaginerede.
+Derefter følger paa 248 paginerede Sider den egentlige Skildring.
 Sidst kommer et Slags Appendix til denne paa 8 upaginerede
-Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt igjennem bevarende
+Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt igjennem bevarende
 samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af Haandskriftet
-et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som det i flere
-Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til. Fortalen
-til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til
-samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær.
-Udg. omtrent til <a href="#Side_85">S. 85</a>) er skrevet med én og samme overordentlig
+et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som det i flere
+Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til. Fortalen
+til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til
+samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær.
+Udg. omtrent til <a href="#Side_85">S. 85</a>) er skrevet med én og samme overordentlig
 faste klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har
-givet sig god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa,
-hvad hun vilde sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte
-i saa Henseende har det uden Tvivl været hende, at hun ikke
-længe i Forvejen havde nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det
-tilsvarende Afsnit, det vil sige det, som skildrer den første Tid
-af hendes Ophold i Fængslet, er udarbejdet i forholdsvis temmelig<span class="pagenum"><a name="Side_XVII" id="Side_XVII" title="[S. XVII]"> </a></span>
-stor Detail. &mdash; I de nærmest følgende Partier af Værket
+givet sig god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa,
+hvad hun vilde sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte
+i saa Henseende har det uden Tvivl været hende, at hun ikke
+længe i Forvejen havde nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det
+tilsvarende Afsnit, det vil sige det, som skildrer den første Tid
+af hendes Ophold i Fængslet, er udarbejdet i forholdsvis temmelig<span class="pagenum"><a name="Side_XVII" id="Side_XVII" title="[S. XVII]"> </a></span>
+stor Detail. &mdash; I de nærmest følgende Partier af Værket
 antager Haanden (efter et kort Overgangsstadium, i Udg. S. <a href="#Side_85">85</a>&mdash;<a href="#Side_97">97</a>)
-et mindre tiltalende Udseende. Den bliver skjævere,
-magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at Skrivematerialiernes
-Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne Forandring,
+et mindre tiltalende Udseende. Den bliver skjævere,
+magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at Skrivematerialiernes
+Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne Forandring,
 er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret
 Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende,
-have været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand
+have været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand
 mellem Hovedmassen af det, der er skrevet med denne
-Haand, og Begyndelsen af Værket, skjønnes deraf, at Forandringen
-i Skrifttrækkene ledsages af nogle, vel uvæsentlige, men dog
+Haand, og Begyndelsen af Værket, skjønnes deraf, at Forandringen
+i Skrifttrækkene ledsages af nogle, vel uvæsentlige, men dog
 let kjendelige Forandringer i Retskrivningen (saaledes i Brugen
-af u og w, ck og k osv.). &mdash; Henimod Slutningen af Værket (i
+af u og w, ck og k osv.). &mdash; Henimod Slutningen af Værket (i
 Udg. fra omtrent <a href="#Side_214">S. 214</a>) skifter Haanden endnu engang Udseende,
 den bliver igjen noget fyldigere og rundere, men Grunden hertil synes
-dog mindre at maatte søges i Noget, der staar i Forbindelse
-med Forf.s Person, end i den rent udvortes Omstændighed, at
-Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa igjennem Papiret
+dog mindre at maatte søges i Noget, der staar i Forbindelse
+med Forf.s Person, end i den rent udvortes Omstændighed, at
+Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa igjennem Papiret
 (som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del af Haandskriftet
-end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt Forf.
+end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt Forf.
 til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun overhovedet
-vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne Haand
+vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne Haand
 og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige Skildring,
-ogsaa det S. <a href="#Side_266">266</a>&mdash;<a href="#Side_272">72</a> trykte Appendix til hele Værket
-skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S. <a href="#Side_14">14</a>&mdash;<a href="#Side_18">18</a>),
+ogsaa det S. <a href="#Side_266">266</a>&mdash;<a href="#Side_272">72</a> trykte Appendix til hele Værket
+skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S. <a href="#Side_14">14</a>&mdash;<a href="#Side_18">18</a>),
 hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa
-anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt
-senere Tid end Fortalen selv. &mdash; Nedskrivningen af Værket er
-begyndt 1674 og endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet
+anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt
+senere Tid end Fortalen selv. &mdash; Nedskrivningen af Værket er
+begyndt 1674 og endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet
 derved, at den oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli)
-1674, idet nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne
+1674, idet nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne
 Fortale ere ganske de samme som i Begyndelsen af den egentlige
-Skildring, men mere eller mindre afvigende fra Skrifttrækkene i
-de følgende Partier af Bogen, gjør det utvivlsomt, at Fortalen er<span class="pagenum"><a name="Side_XVIII" id="Side_XVIII" title="[S. XVIII]"> </a></span>
-den Del af Værket, som først er bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen
-af Værket angaar, maatte man efter Forf.s egne Udtalelser
-antage, at den havde fundet Sted i Fængslet selv, det vil
+Skildring, men mere eller mindre afvigende fra Skrifttrækkene i
+de følgende Partier af Bogen, gjør det utvivlsomt, at Fortalen er<span class="pagenum"><a name="Side_XVIII" id="Side_XVIII" title="[S. XVIII]"> </a></span>
+den Del af Værket, som først er bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen
+af Værket angaar, maatte man efter Forf.s egne Udtalelser
+antage, at den havde fundet Sted i Fængslet selv, det vil
 sige inden den 20. Maj 1685 (se <a href="#Side_265">S. 265</a>). Imidlertid er det sikkert,
 at idetmindste Noget af Skildringen af den sidste Dags
-Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end rimeligvis
-ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at det
-Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen
-(se <a href="#Fodnote_24">S. 16 Anm. 2</a>). Det kan endnu bemærkes, at skjønt
-Skildringen er ført frem i kronologisk Orden og ofte endog fra
+Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end rimeligvis
+ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at det
+Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen
+(se <a href="#Fodnote_24">S. 16 Anm. 2</a>). Det kan endnu bemærkes, at skjønt
+Skildringen er ført frem i kronologisk Orden og ofte endog fra
 Dag til Dag, kan den dog kun i uegentlig Forstand kaldes en
-Dagbog. Udarbejdelsen er først begyndt 11 Aar efter, at de
-Begivenheder, hvormed den sammenhængende Beretning aabnes,
-ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det Skildrede og
+Dagbog. Udarbejdelsen er først begyndt 11 Aar efter, at de
+Begivenheder, hvormed den sammenhængende Beretning aabnes,
+ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det Skildrede og
 Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog egentlig
-først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s Fangenskab
-at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om
+først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s Fangenskab
+at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om
 en virkelig samtidig Skildring<a name="FNanker_7" id="FNanker_7" href="#Fodnote_7" class="fnanchor">[7]</a>.</p>
 
 <p>En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer
 af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme<span class="pagenum"><a name="Side_XIX" id="Side_XIX" title="[S. XIX]"> </a></span>
-Rettelser eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele
-Værket igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels
+Rettelser eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele
+Værket igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels
 imellem selve Textens Linier, dels &mdash; og endnu hyppigere &mdash; i
-Haandskriftets Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke
+Haandskriftets Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke
 Papir, som med en Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se
 <a href="#Fodnote_224">S. 227 Anm. 2</a>). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart
 angaa Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de
-alle vidne om den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet,
-saaledes ere navnlig de formelle Rettelser; der især gaa
+alle vidne om den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet,
+saaledes ere navnlig de formelle Rettelser; der især gaa
 ud paa Valget af Ordene, paa Retskrivningen og paa Ordstillingen,
 interessante, fordi de tydeligt vise, at Forf. har haft den
-Mulighed for Øje, at hendes Skrift engang kunde blive offentliggjort<a name="FNanker_8" id="FNanker_8" href="#Fodnote_8" class="fnanchor">[8]</a>.
-Begge Slags Rettelser forekomme spredte over hele Værket,
-men i det første Afsnit af det ere dog de formelle de langt
+Mulighed for Øje, at hendes Skrift engang kunde blive offentliggjort<a name="FNanker_8" id="FNanker_8" href="#Fodnote_8" class="fnanchor">[8]</a>.
+Begge Slags Rettelser forekomme spredte over hele Værket,
+men i det første Afsnit af det ere dog de formelle de langt
 overvejende, idet Forf. her navnlig stadigt har rettet Ordstillingen
 i visse sammensatte Verbalformer og Verbalforbindelser (haft
 havde, gjort havde, berette kunde o. lign.) i Overensstemmelse med
-den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets senere Afsnit
+den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets senere Afsnit
 (havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent ere Rettelserne
 af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er
 endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i
-omarbejdet Form er optaget enten paa det nærmest følgende
-Blad i Haandskriftet, eller, hvis Rettelsen er foretaget længere
-Tid efter Nedskrivningen, paa et Blad, som er indklæbet paa
-det udtagnes Plads. Anmærkningerne, som Forf. enten benytter
-til nærmere at udføre et i selve Texten løseligere berørt Punkt
-eller til at meddele Kjendsgjerninger, som hun ganske havde forsømt
-at medtage ved den første Nedskrivning, falde væsentlig i
-Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til Tiden, da saavel
+omarbejdet Form er optaget enten paa det nærmest følgende
+Blad i Haandskriftet, eller, hvis Rettelsen er foretaget længere
+Tid efter Nedskrivningen, paa et Blad, som er indklæbet paa
+det udtagnes Plads. Anmærkningerne, som Forf. enten benytter
+til nærmere at udføre et i selve Texten løseligere berørt Punkt
+eller til at meddele Kjendsgjerninger, som hun ganske havde forsømt
+at medtage ved den første Nedskrivning, falde væsentlig i
+Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til Tiden, da saavel
 Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem, der ikke ere<span class="pagenum"><a name="Side_XX" id="Side_XX" title="[S. XX]"> </a></span>
-foretagne strax under den første Nedskrivning) som Anmærkningerne
-ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en forholdsvis
+foretagne strax under den første Nedskrivning) som Anmærkningerne
+ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en forholdsvis
 temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende
 aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige
-Skildring. Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt
+Skildring. Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt
 Sted, har underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og
 ved denne Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og
-Tilføjelser til den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte
-af Anmærkningerne give endog ved deres Indhold direkte tilkjende,
-at de ere nedskrevne i Fængslet (se saaledes <a href="#Fodnote_168">S. 177 Anm.</a>).</p>
-
-<p>Angaaende Værkets <em>indre</em> Beskaffenhed, enten man nu ved
-denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa Fremstillingsmaaden,
-vil Læseren selv være i Stand til at danne sig en
-selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et
-Par Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter
-Tiden fra Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August
-1663 til hendes Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685,
-og dens væsentligste Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de
+Tilføjelser til den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte
+af Anmærkningerne give endog ved deres Indhold direkte tilkjende,
+at de ere nedskrevne i Fængslet (se saaledes <a href="#Fodnote_168">S. 177 Anm.</a>).</p>
+
+<p>Angaaende Værkets <em>indre</em> Beskaffenhed, enten man nu ved
+denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa Fremstillingsmaaden,
+vil Læseren selv være i Stand til at danne sig en
+selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et
+Par Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter
+Tiden fra Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August
+1663 til hendes Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685,
+og dens væsentligste Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de
 smaa Begivenheder, Forf. der oplevede, hendes daglige Omgivelser,
 hendes Sorger og Betragtninger. Af og til kommer Forf.
 vel ogsaa til at omtale Personer og Forhold fra den Verden,
 som laa udenfor Taarnet, men ligesom dette i Almindelighed kun
-sker, forsaavidt hendes personlige Hændelser i Fængslet give Anledning
+sker, forsaavidt hendes personlige Hændelser i Fængslet give Anledning
 dertil, saaledes ere de Bidrag, der herved ydes til Belysning
-af Fædrelandets almindeligere Historie, kun i sjeldnere
-Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes Mands Historie
-vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke
-vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt,
+af Fædrelandets almindeligere Historie, kun i sjeldnere
+Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes Mands Historie
+vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke
+vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt,
 og dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes
-ikke indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer,
-som gave Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes
-egen Fængsling, maa bl. A. tilskrives den simple Grund, som
-hun selv etsteds anfører, at hvad hun ikke véd, det kan hun
-heller ikke sige. Hvorledes man nu iøvrigt vil forklare denne<span class="pagenum"><a name="Side_XXI" id="Side_XXI" title="[S. XXI]"> </a></span>
-hendes Uvidenhed &mdash; og selv under Forudsætning af Mandens
+ikke indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer,
+som gave Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes
+egen Fængsling, maa bl. A. tilskrives den simple Grund, som
+hun selv etsteds anfører, at hvad hun ikke véd, det kan hun
+heller ikke sige. Hvorledes man nu iøvrigt vil forklare denne<span class="pagenum"><a name="Side_XXI" id="Side_XXI" title="[S. XXI]"> </a></span>
+hendes Uvidenhed &mdash; og selv under Forudsætning af Mandens
 Skyld lader den sig meget godt forklare deraf, at han, der
-visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet gjøre hende delagtig
-i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu Intet var afgjort
-&mdash;, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne tvivle
+visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet gjøre hende delagtig
+i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu Intet var afgjort
+&mdash;, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne tvivle
 om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man
-éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens
-og Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og
-det mest gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om
+éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens
+og Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og
+det mest gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om
 hun virkelig havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig
-selv, at hun i et Værk, som først og fremmest var bestemt for
-hendes Børn, ikke vilde anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste
+selv, at hun i et Værk, som først og fremmest var bestemt for
+hendes Børn, ikke vilde anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste
 en Skygge paa deres Faders Minde, og dette maa da ogsaa tildels
 forklare hendes Tavshed med Hensyn til adskillige af hendes
 Mands tidligere Foretagender, som ikke tale til hans Fordel, om hun
-end naturligvis som den kjærlige Hustru har været tilbøjelig til at
+end naturligvis som den kjærlige Hustru har været tilbøjelig til at
 se disse i et meget gunstigere Lys end baade Samtiden og Eftertiden.
-Endelig maa man huske paa, at hendes Værk er nedskrevet i
-Fængslet, og skjønt ganske vist hendes Kaar i flere Henseender
+Endelig maa man huske paa, at hendes Værk er nedskrevet i
+Fængslet, og skjønt ganske vist hendes Kaar i flere Henseender
 vare blevne forbedrede efter Christian V.s Thronbestigelse, var hun
 dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt saa usikker paa
 sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke mulig kunde
-falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig Uskyldigt
-blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. &mdash;
-Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det
-en ikke ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som
+falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig Uskyldigt
+blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. &mdash;
+Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det
+en ikke ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som
 det oplyser paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det,
-der udgjør selve Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde
-mere løsrevne, hist og her indstrøede Træk; men fremfor Alt
+der udgjør selve Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde
+mere løsrevne, hist og her indstrøede Træk; men fremfor Alt
 har dog Bogen en ganske overordentlig Betydning for Forf.s
 egen personlige Historie og som Bidrag til hendes Karakteristik.
 Den fremstiller for os et langt og hidtil saare lidet kjendt Afsnit
 af hendes Liv i en saadan Detail og Beskuelighed, at det
-er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne, og den giver<span class="pagenum"><a name="Side_XXII" id="Side_XXII" title="[S. XXII]"> </a></span>
+er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne, og den giver<span class="pagenum"><a name="Side_XXII" id="Side_XXII" title="[S. XXII]"> </a></span>
 et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som man ikke
-kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to Sider,
-at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde,
-der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed,
+kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to Sider,
+at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde,
+der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed,
 altid viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre;
-som vel af og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket,
+som vel af og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket,
 men som aldrig fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed
-i enkelte Øjeblikke formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der
-tillader hende at afvinde de Hændelser, som møde hende, en
-humoristisk Side. Dernæst som den fine Iagttager, hvem Intet
-undgaar, og som, indskrænket efterhaanden i sine Observationer
-til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes nærmeste Omgivelser
-i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i hans hele
-personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres Karakter,
-at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres
-sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand
+i enkelte Øjeblikke formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der
+tillader hende at afvinde de Hændelser, som møde hende, en
+humoristisk Side. Dernæst som den fine Iagttager, hvem Intet
+undgaar, og som, indskrænket efterhaanden i sine Observationer
+til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes nærmeste Omgivelser
+i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i hans hele
+personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres Karakter,
+at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres
+sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand
 i Forening med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig
-Dannelse kunde sætte hende i Stand til at gjøre det. Men i det
-Hele er der næppe nogen af hendes Aands eller Hjertes Egenskaber,
-som ikke i det foreliggende Værk træder tydeligt frem
-for Læseren, og det er ikke den mindste Glæde, man har af
+Dannelse kunde sætte hende i Stand til at gjøre det. Men i det
+Hele er der næppe nogen af hendes Aands eller Hjertes Egenskaber,
+som ikke i det foreliggende Værk træder tydeligt frem
+for Læseren, og det er ikke den mindste Glæde, man har af
 Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle disse spredte
-Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de højeste
+Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de højeste
 Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.</p>
 
 <p>Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder
-det næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden
-er Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt.
-Forf. fører en overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa,
-med hvor ringe Møje hun producerede, og skjønt Skildringen hist
-og her breder sig temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen
-er om de ubetydeligste Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet,
-saa at den aldrig bliver trættende. Ingen forstaar bedre
-end Forf. at tegne en Situation beskueligt eller at føre en menneskelig
-Skikkelse frem i hele dens fysiske og aandelige Særegenhed,<span class="pagenum"><a name="Side_XXIII" id="Side_XXIII" title="[S. XXIII]"> </a></span>
-og idet hun nu tillige foretrækker, saavidt muligt, at
-lade de handlende Personer optræde med deres egne Ord, opnaar
+det næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden
+er Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt.
+Forf. fører en overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa,
+med hvor ringe Møje hun producerede, og skjønt Skildringen hist
+og her breder sig temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen
+er om de ubetydeligste Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet,
+saa at den aldrig bliver trættende. Ingen forstaar bedre
+end Forf. at tegne en Situation beskueligt eller at føre en menneskelig
+Skikkelse frem i hele dens fysiske og aandelige Særegenhed,<span class="pagenum"><a name="Side_XXIII" id="Side_XXIII" title="[S. XXIII]"> </a></span>
+og idet hun nu tillige foretrækker, saavidt muligt, at
+lade de handlende Personer optræde med deres egne Ord, opnaar
 hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin Skildring.
-Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger
+Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger
 hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes
-Sjæl, fra de mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under
+Sjæl, fra de mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under
 alle sine vexlende Former bevarer den dog bestandig som sit
-egentlige Væsensmærke en Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed,
-som er lige tiltalende og tillidvækkende. Endelig er den, uagtet
-de mange indblandede fremmede Ord, saa ægte dansk i sit
-Grundpræg, at vi overalt føle os i det nærmeste Slægtskab med
-den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt, allerbedst være
-i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at konstatere, at
-Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var sin Samtid
+egentlige Væsensmærke en Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed,
+som er lige tiltalende og tillidvækkende. Endelig er den, uagtet
+de mange indblandede fremmede Ord, saa ægte dansk i sit
+Grundpræg, at vi overalt føle os i det nærmeste Slægtskab med
+den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt, allerbedst være
+i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at konstatere, at
+Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var sin Samtid
 overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet, upaatvivlelig
-maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske Prosaværk.</p>
+maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske Prosaværk.</p>
 
-<p>Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med
-Betragtningen af Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet
-om dens Troværdighed, eller rettere, da der ikke kan være Tvivl
-om Forf.s Vilje, Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har
+<p>Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med
+Betragtningen af Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet
+om dens Troværdighed, eller rettere, da der ikke kan være Tvivl
+om Forf.s Vilje, Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har
 <em>evnet</em> at erindre de navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder
-&mdash; der jo først ere nedskrevne flere Aar efter, at de
-vare foregaaede &mdash; med en saadan Nøjagtighed, som den detaillerede
+&mdash; der jo først ere nedskrevne flere Aar efter, at de
+vare foregaaede &mdash; med en saadan Nøjagtighed, som den detaillerede
 Udmaling af dem vil give det Udseende af. Jeg for min
-Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at Skildringen af hine Begivenheder,
-idetmindste i alle væsentligere Træk, er fuldkommen
+Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at Skildringen af hine Begivenheder,
+idetmindste i alle væsentligere Træk, er fuldkommen
 korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner, som var
-allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et slaaende
+allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et slaaende
 Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et
-højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet
+højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet
 i Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for
-Forræderi mod Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at
-lade hende se den ved Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen
-nedskrev en udførlig Fremstilling af det hele Forhør,<span class="pagenum"><a name="Side_XXIV" id="Side_XXIV" title="[S. XXIV]"> </a></span>
-som, efter Molbechs Forsikkring, »meddeler de afgivne Udsagn
-og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev der i hint Forhør, som
-varede halvfemte Time, afhørt 6&mdash;7 andre Vidner) »i samme Følge og
-i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde med samme Indhold som den
-optagne Protocoll« (<b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 4, 80). Og dertil kommer,
-at man, af hvad Leonora Christina plejede at gjøre i lignende
-Tilfælde, er berettiget til at antage, at Beslutningen om
+Forræderi mod Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at
+lade hende se den ved Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen
+nedskrev en udførlig Fremstilling af det hele Forhør,<span class="pagenum"><a name="Side_XXIV" id="Side_XXIV" title="[S. XXIV]"> </a></span>
+som, efter Molbechs Forsikkring, »meddeler de afgivne Udsagn
+og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev der i hint Forhør, som
+varede halvfemte Time, afhørt 6&mdash;7 andre Vidner) »i samme Følge og
+i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde med samme Indhold som den
+optagne Protocoll« (<b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 4, 80). Og dertil kommer,
+at man, af hvad Leonora Christina plejede at gjøre i lignende
+Tilfælde, er berettiget til at antage, at Beslutningen om
 at nedskrive en Beretning om hendes Fangenskab allerede har
 dannet sig hos hende i selve Fangenskabets Begyndelse, hvoraf
-følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet saa meget
-nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt
+følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet saa meget
+nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt
 hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed,
-forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og
-idelig maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder,
-indtil de tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige
-Træk. Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed
+forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og
+idelig maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder,
+indtil de tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige
+Træk. Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed
 med Hensyn til det Meget i hendes Skildring, som ikke
-kan kontrolleres, kan anføres hendes Paalidelighed paa de allerfleste
+kan kontrolleres, kan anføres hendes Paalidelighed paa de allerfleste
 Punkter, hvor en Kontrol er mulig. At der hist og her
-findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o. desl. er Noget, som
+findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o. desl. er Noget, som
 man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold til de mange
 fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene dog altid
 kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar man
-betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel
+betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel
 af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de
-ønske at verificere slige Angivelsers Rigtighed.</p>
-
-<p>Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den
-Maade, hvorpaa jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa
-Haandskriftets Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning,
-at jeg har troet at burde anvende saa meget større
-Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed, som Haandskriftet, efter
-at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende tilbage til det
-Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil gjøre en
+ønske at verificere slige Angivelsers Rigtighed.</p>
+
+<p>Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den
+Maade, hvorpaa jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa
+Haandskriftets Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning,
+at jeg har troet at burde anvende saa meget større
+Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed, som Haandskriftet, efter
+at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende tilbage til det
+Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil gjøre en
 fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om det<span class="pagenum"><a name="Side_XXV" id="Side_XXV" title="[S. XXV]"> </a></span>
 bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at
-undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at
-jeg til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første
+undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at
+jeg til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første
 ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i
-Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg,
-hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres
-Ret, nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en
-helt ny, som det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen
-er om Udgivelsen af større haandskrevne Arbejder fra en ældre
+Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg,
+hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres
+Ret, nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en
+helt ny, som det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen
+er om Udgivelsen af større haandskrevne Arbejder fra en ældre
 Tid. Men naar jeg ikke vilde beholde Haandskriftets Interpunktion,
 fulgte deraf ganske ligefrem, at jeg heller ikke kunde
 slutte mig til det i den Maade, hvorpaa det anvender de store
 og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for ikke at tale om, at jeg,
 overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum eller i det Hele et
-større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det nærmest følgende
+større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det nærmest følgende
 Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til, om Haandskriftet
 havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de utallige
-Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større Adskillelsestegn
+Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større Adskillelsestegn
 til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med store
 Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare
 brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og
 da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin Interpunktion,
-vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre til
-Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet
+vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre til
+Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet
 hele Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket
-ogsaa her heltigjennem at følge et eget System, og naar
-jeg da har valgt omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags,
+ogsaa her heltigjennem at følge et eget System, og naar
+jeg da har valgt omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags,
 kun med en noget hyppigere Brug af store Bogstaver
 til de egentlige Substantiver og en noget sparsommere Brug af
 dem til de ikke-egentlige Substantiver<a name="FNanker_9" id="FNanker_9" href="#Fodnote_9" class="fnanchor">[9]</a>, da har jeg gjort det,<span class="pagenum"><a name="Side_XXVI" id="Side_XXVI" title="[S. XXVI]"> </a></span>
-fordi dette System, uden i det Enkelte at gjøre Fordring paa at
+fordi dette System, uden i det Enkelte at gjøre Fordring paa at
 gjengive Haandskriftets Skrivemaade paa det omhandlede Punkt,
 dog i det Hele giver et almindeligt Indtryk af den. Thi alle
 Inkonsekventser fraregnede staar virkelig Haandskriftets Anvendelse
-af Begyndelsesbogstaverne Nutidens meget nær, og den
-væsentligste Forskjel er, at det er noget sparsommere i Brugen
-af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne Sammenhæng
-særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger
-og Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller
+af Begyndelsesbogstaverne Nutidens meget nær, og den
+væsentligste Forskjel er, at det er noget sparsommere i Brugen
+af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne Sammenhæng
+særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger
+og Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller
 Forf. i deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3
-eller flere Ord. Men dette hører til de Ejendommeligheder ved
+eller flere Ord. Men dette hører til de Ejendommeligheder ved
 hendes Skrivemaade, som jeg ubetinget har ment at burde bevare
-i Gjengivelsen, og idet jeg nu <em>i det Hele</em> har været nødt
+i Gjengivelsen, og idet jeg nu <em>i det Hele</em> har været nødt
 til at underkaste de saaledes adskilte enkelte Ord de samme
 Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som alle Haandskriftets
-andre Ord, have nogle af de paagjældende Ordforbindelser
-etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende (jeg
+andre Ord, have nogle af de paagjældende Ordforbindelser
+etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende (jeg
 skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til
-Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje,
-at der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet
-er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført
-Princip, og at jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige
+Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje,
+at der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet
+er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført
+Princip, og at jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige
 fra, hvad der ellers maa kaldes Reglen, naar en konsekvent
-Gjennemførelse af den vilde indvirke forstyrrende paa Læsningen
+Gjennemførelse af den vilde indvirke forstyrrende paa Læsningen
 (jeg skriver: Under Officer, Premier Minister, Spaa Kone osv.). &mdash;
-Men naar jeg paa de nævnte Punkter har troet mig berettiget,
-ja tildels endog forpligtet til at gaa noget friere tilværks ligeoverfor
+Men naar jeg paa de nævnte Punkter har troet mig berettiget,
+ja tildels endog forpligtet til at gaa noget friere tilværks ligeoverfor
 Forf.s Skrivebrug, har jeg derimod i alle andre Henseender
-bestræbt mig for at gjøre Gjengivelsen saa tro som mulig.
+bestræbt mig for at gjøre Gjengivelsen saa tro som mulig.
 Jeg har allerede ovenfor omtalt, at jeg helt igjennem har beholdt
-Haandskriftets ejendommelige Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig
+Haandskriftets ejendommelige Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig
 har jeg da ogsaa fulgt Forf.s Retskrivning Bogstav for
 Bogstav, og jeg har paa denne Del af Gjengivelsen anvendt saa
-megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis ikke tør sige mig<span class="pagenum"><a name="Side_XXVII" id="Side_XXVII" title="[S. XXVII]"> </a></span>
-fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig selv, at jeg er
-ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa meget mere
-Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er yderst
+megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis ikke tør sige mig<span class="pagenum"><a name="Side_XXVII" id="Side_XXVII" title="[S. XXVII]"> </a></span>
+fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig selv, at jeg er
+ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa meget mere
+Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er yderst
 inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis
 med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let
 kunde komme til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende
-kommer paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig,
-at Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den
+kommer paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig,
+at Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den
 mig stillede Opgave, betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis
-Bedømmelse man ikke maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex.
-fra en og anden Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved
+Bedømmelse man ikke maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex.
+fra en og anden Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved
 Interpunktionen eller ved Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi
-det er netop den større Omhu, jeg har følt mig forpligtet til at
+det er netop den større Omhu, jeg har følt mig forpligtet til at
 tilvende hin, som af og til kan have gjort mig mindre skarptseende
 paa de andre Punkter. Hvor et Ord eller et Bogstav
-ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af Forf., har jeg
-rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren Lejlighed
-til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige,
+ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af Forf., har jeg
+rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren Lejlighed
+til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige,
 har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes
-ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt
+ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt
 mig paa en noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske
 vist var i Besiddelse af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab,
 var hun dog i de grammatiske og orthografiske Enkeltheder
-saa usikker, at det i det enkelte Tilfælde næsten er
-umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord forekommende Fejl
+saa usikker, at det i det enkelte Tilfælde næsten er
+umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord forekommende Fejl
 maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl, og jeg har
 derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord blive
 ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden
 Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene
-selv, eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot
-bestode i urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver
+selv, eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot
+bestode i urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver
 (man maa saaledes ikke forundre sig over at finde Ord
-som: Re<strong>c</strong>ident, vi<strong>c</strong>itere, <span xml:lang="de" lang="de">Mu<strong>ht</strong></span>, <span xml:lang="de" lang="de">Verrä<strong>ht</strong>erei</span> o. m. a.). Med Hensyn
-til de fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke<span class="pagenum"><a name="Side_XXVIII" id="Side_XXVIII" title="[S. XXVIII]"> </a></span>
+som: Re<strong>c</strong>ident, vi<strong>c</strong>itere, <span xml:lang="de" lang="de">Mu<strong>ht</strong></span>, <span xml:lang="de" lang="de">Verrä<strong>ht</strong>erei</span> o. m. a.). Med Hensyn
+til de fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke<span class="pagenum"><a name="Side_XXVIII" id="Side_XXVIII" title="[S. XXVIII]"> </a></span>
 har gjort nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende
 til Brugen af Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart
-blive opmærksom paa, at der blandt de af Forf. anvendte franske
+blive opmærksom paa, at der blandt de af Forf. anvendte franske
 og latinske Substantiver findes enkelte, som hun stadig skriver
-med smaa Begyndelsesbogstaver (hvad der for nogle af de førstes
-Vedkommende aabenbart hænger sammen med, at hun tænkte
+med smaa Begyndelsesbogstaver (hvad der for nogle af de førstes
+Vedkommende aabenbart hænger sammen med, at hun tænkte
 sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da troet at burde
-gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til den oprindelige
-Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed,
-forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en
-og samme Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen
+gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til den oprindelige
+Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed,
+forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en
+og samme Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen
 udslettet 2, 3 og flere Gange, inden Forf. har fundet en ret
-passende Plads til den, og i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis
+passende Plads til den, og i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis
 kun aftrykt den paa det Sted, hvor den sidst er anbragt.
 Rettelserne har jeg for det Meste optaget udenvidere i Texten.
-Dog hændte det af og til med Rettelser af rent formel Art, at
-den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække for den senere,
-og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at blive staaende
-ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig ligeoverfor
+Dog hændte det af og til med Rettelser af rent formel Art, at
+den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække for den senere,
+og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at blive staaende
+ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig ligeoverfor
 enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en Uagtsomhed
 af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind
-i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste
-Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet
-jeg har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under
-den egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger,
+i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste
+Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet
+jeg har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under
+den egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger,
 som ere udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres
-Sted, har jeg optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet
-en Bemærkning om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre
+Sted, har jeg optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet
+en Bemærkning om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre
 der kun var Tale om et ganske enkelt Ord, som var udslettet
-af rent formelle Hensyn og, vel at mærke, med Urette
+af rent formelle Hensyn og, vel at mærke, med Urette
 udslettet.</p>
 
 <p>Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end
-den i det Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de
-Anmærkninger om historiske Forhold og Personligheder, hvormed<span class="pagenum"><a name="Side_XXIX" id="Side_XXIX" title="[S. XXIX]"> </a></span>
-jeg har ledsaget Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke
-store Fordringer. For adskillige Læsere tør det maaske antages,
+den i det Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de
+Anmærkninger om historiske Forhold og Personligheder, hvormed<span class="pagenum"><a name="Side_XXIX" id="Side_XXIX" title="[S. XXIX]"> </a></span>
+jeg har ledsaget Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke
+store Fordringer. For adskillige Læsere tør det maaske antages,
 at de ville indeholde ret velkomne Supplementer til Forf.s Beretning,
 for Historikere af Faget ville de forholdsvis kun sjeldent
-frembyde noget Nyt. Naar jeg dog tør haabe, at dette af og
-til vil være Tilfældet, beror det kun paa, at jeg til deres Udarbejdelse
+frembyde noget Nyt. Naar jeg dog tør haabe, at dette af og
+til vil være Tilfældet, beror det kun paa, at jeg til deres Udarbejdelse
 undertiden har benyttet mindre almindelig kjendte
-haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra skét i et saadant
-Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig maa
-jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har
+haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra skét i et saadant
+Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig maa
+jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har
 haft Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til
 Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.</p>
 
-<p>Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet
-at kunne lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske
+<p>Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet
+at kunne lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske
 Indhold ved en summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder,
 som gik forud for og mere eller mindre umiddelbart
-førte til den Situation, hvormed den egentlige Skildring begynder.
-En saadan følger da strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig
-bede bemærket, at den indskrænker sig til det Allernødvendigste
+førte til den Situation, hvormed den egentlige Skildring begynder.
+En saadan følger da strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig
+bede bemærket, at den indskrænker sig til det Allernødvendigste
 og kun giver Begivenhedernes yderste Omrids eller saa
-Meget af dem, som maa ansees for nødvendigt, for at Læseren
-ikke skal være ganske uvidende om, hvad der menes, naar der
-hist og her i Værket gjøres en Hentydning til dem.</p>
+Meget af dem, som maa ansees for nødvendigt, for at Læseren
+ikke skal være ganske uvidende om, hvad der menes, naar der
+hist og her i Værket gjøres en Hentydning til dem.</p>
 
 <p>Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i
-Blaataarn for der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var
-hun allerede ikke mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed.
-Hendes Historie i de sidst forløbne 4 Aar havde for en meget stor
-Del kun været en Omskiftning af ét Fangenskab med et andet.
-Det var blandt Svenskerne, hun gjorde sine første Erfaringer i
-saa Henseende, og Anledningen var den Anklage for Højforræderi,
+Blaataarn for der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var
+hun allerede ikke mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed.
+Hendes Historie i de sidst forløbne 4 Aar havde for en meget stor
+Del kun været en Omskiftning af ét Fangenskab med et andet.
+Det var blandt Svenskerne, hun gjorde sine første Erfaringer i
+saa Henseende, og Anledningen var den Anklage for Højforræderi,
 som 1659 rejstes mod hendes Mand af den svenske Regering.
-Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret Ulfeldt Amnesti og
+Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret Ulfeldt Amnesti og
 Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke fundet for
-godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod bestemt<span class="pagenum"><a name="Side_XXX" id="Side_XXX" title="[S. XXX]"> </a></span>
+godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod bestemt<span class="pagenum"><a name="Side_XXX" id="Side_XXX" title="[S. XXX]"> </a></span>
 paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine
-Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt,
-han overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt
-offentligt Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede
+Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt,
+han overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt
+offentligt Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede
 ydede Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav.
-Men det varede ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen
+Men det varede ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen
 undergik en betydelig Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse
-afløstes paa Ulfeldts Side af en stedse tiltagende Misfornøjelse,
-som han ikke engang søgte at skjule, og paa Karl
-Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro til Ulfeldts Ærlighed.
-Denne Mistro syntes at skulle blive retfærdiggjort, da man i
+afløstes paa Ulfeldts Side af en stedse tiltagende Misfornøjelse,
+som han ikke engang søgte at skjule, og paa Karl
+Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro til Ulfeldts Ærlighed.
+Denne Mistro syntes at skulle blive retfærdiggjort, da man i
 Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan, som en Del af
-Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske Aag, idet
+Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske Aag, idet
 der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer fremkom
 Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot
-havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone
+havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone
 sig med den danske Regering, havde forraadt denne nogle af
 Svenskernes Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen
-paa Kjøbenhavn. Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt
+paa Kjøbenhavn. Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt
 Sag mod Ulfeldt, han blev sat under streng Bevogtning i sin
-Gaard i Malmø, og hans Hustru maatte dele hans Fangenskab.
-Sjeldent har Leonora Christina haft Lejlighed til i højere Grad
-at aflægge Prøve paa sin overordentlige Sjælsstyrke og sin
+Gaard i Malmø, og hans Hustru maatte dele hans Fangenskab.
+Sjeldent har Leonora Christina haft Lejlighed til i højere Grad
+at aflægge Prøve paa sin overordentlige Sjælsstyrke og sin
 ualmindelige Begavelse end under disse farefulde Forhold. Thi
-da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af et
-højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets
+da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af et
+højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets
 Brug netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede
-ham i personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af
+ham i personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af
 hans heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og
-Djærvhed skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i
-Anledning af Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands
-fuldstændige Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske,
+Djærvhed skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i
+Anledning af Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands
+fuldstændige Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske,
 men paa den anden Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller
-ikke i alle Punkter lige fyldestgjørende, og da Sagen, efter at<span class="pagenum"><a name="Side_XXXI" id="Side_XXXI" title="[S. XXXI]"> </a></span>
-have slæbt sig hen i 14 Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav
-var død), endelig optoges til Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt
-Bevis nødt til at frikjende ham. Men Ulfeldt havde
+ikke i alle Punkter lige fyldestgjørende, og da Sagen, efter at<span class="pagenum"><a name="Side_XXXI" id="Side_XXXI" title="[S. XXXI]"> </a></span>
+have slæbt sig hen i 14 Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav
+var død), endelig optoges til Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt
+Bevis nødt til at frikjende ham. Men Ulfeldt havde
 ikke fundet det raadeligt at afvente denne Dom. Nogle Dage
-før den blev afsagt, havde han set Lejlighed til at undslippe
+før den blev afsagt, havde han set Lejlighed til at undslippe
 sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne styrede
-han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en
+han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en
 Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte
-gjøre ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede
-til Staden &mdash; men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til
+gjøre ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede
+til Staden &mdash; men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til
 Lybek &mdash;, var indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget
 af denne Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina
 var ankommen, bleve baade hun og hendes Mand &mdash; uden
 Hensyn til Bestemmelserne i Roskildefreden, der jo rigtignok
-heller ikke udtrykkeligt vare optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat
-&mdash; arresterede og førte til Bornholm, hvor de indsattes
-som Fanger paa Hammershuus Fæstning. Dette gik for sig i
+heller ikke udtrykkeligt vare optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat
+&mdash; arresterede og førte til Bornholm, hvor de indsattes
+som Fanger paa Hammershuus Fæstning. Dette gik for sig i
 Slutningen af Juli 1660.</p>
 
 <p>Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium
-i Leonora Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det
+i Leonora Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det
 mindst kvalfulde. Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor
-Adolf <b class="gesperrt">Fuchs</b>, var en yderst haard og streng Mand, i hvis Adfærd
-mod Fangerne der ikke blot spores en ubøjelig Pligtfølelse,
-men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt man ikke kan frikjende
+Adolf <b class="gesperrt">Fuchs</b>, var en yderst haard og streng Mand, i hvis Adfærd
+mod Fangerne der ikke blot spores en ubøjelig Pligtfølelse,
+men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt man ikke kan frikjende
 hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og til at have
-udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden
+udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden
 Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal
-Maade, at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I
+Maade, at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I
 Begyndelsen var dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere,
-som det var dem tilladt at være sammen. Men efterat et
-Flugtforsøg var mislykket og opdaget, blev ogsaa denne Gunst
-dem nægtet, og de bleve nu (i Juni 1661) hver for sig indespærrede
-i et Fængsel af meget strengere Art end det tidligere,
-hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse og Opvartning.<span class="pagenum"><a name="Side_XXXII" id="Side_XXXII" title="[S. XXXII]"> </a></span>
+som det var dem tilladt at være sammen. Men efterat et
+Flugtforsøg var mislykket og opdaget, blev ogsaa denne Gunst
+dem nægtet, og de bleve nu (i Juni 1661) hver for sig indespærrede
+i et Fængsel af meget strengere Art end det tidligere,
+hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse og Opvartning.<span class="pagenum"><a name="Side_XXXII" id="Side_XXXII" title="[S. XXXII]"> </a></span>
 Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og Premierminister
 Grev Christian <b class="gesperrt">Rantzov</b> i September Maaned ankom til Bornholm.
-Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set
+Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set
 Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han
-beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov
-alligevel skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen,
-fik han med det Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem
-Gouverneuren og de Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske
-Ægtepar end denne Undersøgelse &mdash; hvis Resultat i
+beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov
+alligevel skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen,
+fik han med det Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem
+Gouverneuren og de Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske
+Ægtepar end denne Undersøgelse &mdash; hvis Resultat i
 alt Fald praktisk var foregrebet derved, at det, endnu inden den
-begyndte, var bestemt, at Fuchs skulde afløses af en Anden i
+begyndte, var bestemt, at Fuchs skulde afløses af en Anden i
 sin Post &mdash; var det dog, at Rantzov ogsaa havde medbragt
 Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne om Betingelserne
-for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger førte forholdsvis
-hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som han var
-af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert Offer,
+for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger førte forholdsvis
+hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som han var
+af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert Offer,
 som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin
-Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De
+Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De
 vigtigste blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen
 Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor
 Fyen, at han skulde annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden
-paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede
+paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede
 til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser
-oppebaarne Indtægter, at han ikke maatte forlade Fyen uden
+oppebaarne Indtægter, at han ikke maatte forlade Fyen uden
 Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos nogen udenlandsk
-Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der kunde være til
-Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af disse
-Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor
+Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der kunde være til
+Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af disse
+Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor
 Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661,
-og her maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik
+og her maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik
 III. Som fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham
-Ellensborg i Fyen, der hørte til Leonora Christinas Arv efter
+Ellensborg i Fyen, der hørte til Leonora Christinas Arv efter
 hendes Mormoder Ellen Marsvin. Hertil afrejste han med sin
 Gemalinde den 27. December.</p>
 
@@ -1326,58 +1292,58 @@ Gemalinde den 27. December.</p>
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_XXXIII" id="Side_XXXIII" title="[S. XXXIII]"> </a></span></p>
 
 <p>Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den
-første Mand i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt,
+første Mand i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt,
 falde endnu dybere. Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod
-tilbage, og som det altid hidtil havde været Tilfældet, skulde han
-ogsaa denne Gang drage sin Hustru med sig i Fordærvelsen.
-Næppe var han kommen til Ro paa Ellensborg, før han
-begyndte at træffe Forberedelser til at slippe bort derfra igjen.
-Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud, søgte og
+tilbage, og som det altid hidtil havde været Tilfældet, skulde han
+ogsaa denne Gang drage sin Hustru med sig i Fordærvelsen.
+Næppe var han kommen til Ro paa Ellensborg, før han
+begyndte at træffe Forberedelser til at slippe bort derfra igjen.
+Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud, søgte og
 erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at
 forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort
 i Juni Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til
 Aachen rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i
 denne By opholdt han sig nu &mdash; fraregnet en kort Udflugt til Paris
-af en allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. <a href="#Fodnote_46">S. 32 Anm. 1</a>
-&mdash; hele dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den
+af en allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. <a href="#Fodnote_46">S. 32 Anm. 1</a>
+&mdash; hele dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den
 24. Maj 1663 forlod Leonora Christina ham for, efter hans egen
-indtrængende Opfordringer, at gaa til England, hvor hun skulde
-indkræve en større Pengesum, som Ulfeldt i sin Tid af sine
+indtrængende Opfordringer, at gaa til England, hvor hun skulde
+indkræve en større Pengesum, som Ulfeldt i sin Tid af sine
 egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig
 opholdt sig i Nederlandene (jvfr. <a href="#Fodnote_19">S. 9 Anm.</a>). En Tidlang syntes
-hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt det varede
+hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt det varede
 noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person, lykkedes
 det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt
 og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev
 Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig
 over bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret
 af sin Mand til at vende tilbage, lavede sig til at forlade
-England, var der indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende
-dette umuligt. Den danske Regering havde nemlig i Løbet af
-Foraaret modtaget forskjellige Meddelelser, som vare i højeste
+England, var der indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende
+dette umuligt. Den danske Regering havde nemlig i Løbet af
+Foraaret modtaget forskjellige Meddelelser, som vare i højeste
 Grad kompromitterende for Ulfeldt. De udgik fra det brandenburgske
 Hof, og Begyndelsen gjordes med en Skrivelse, hvori
 den danske Regering underrettedes om, at en stor Fare truede
-Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en betroet<span class="pagenum"><a name="Side_XXXIV" id="Side_XXXIV" title="[S. XXXIV]"> </a></span>
-Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere
-Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i
-Flensborg, Detlev v. <b class="gesperrt">Ahlefeldt</b>, sendt til Kønigsberg og fik
-ogsaa her al fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad
+Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en betroet<span class="pagenum"><a name="Side_XXXIV" id="Side_XXXIV" title="[S. XXXIV]"> </a></span>
+Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere
+Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i
+Flensborg, Detlev v. <b class="gesperrt">Ahlefeldt</b>, sendt til Kønigsberg og fik
+ogsaa her al fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad
 han erfarede, var, at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide,
-at han havde en vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at
-være traadt i Forbindelse med en Afsending fra Kurfyrsten,
+at han havde en vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at
+være traadt i Forbindelse med en Afsending fra Kurfyrsten,
 Generalmajor <b class="gesperrt">Span</b>, havde aabenbaret denne, at der var et stort
-Parti i Danmark, som var misfornøjet med Regeringen, og at
-dette Parti havde henvendt sig til ham &mdash; Ulfeldt &mdash; med Begjæring
+Parti i Danmark, som var misfornøjet med Regeringen, og at
+dette Parti havde henvendt sig til ham &mdash; Ulfeldt &mdash; med Begjæring
 om at skaffe Landet en anden Konge. Hvis nu Kurfyrsten
 vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at kunne
-hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette
+hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette
 ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne
-Sag. Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet
-den danske Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den
-dog foreløbig at holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode
+Sag. Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet
+den danske Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den
+dog foreløbig at holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode
 Kurfyrsten af Brandenburg om paany at sende Span til
-Ulfeldt, for at man kunde faa nærmere Oplysninger om hans
+Ulfeldt, for at man kunde faa nærmere Oplysninger om hans
 Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men da man kort efter fik
 at vide, at Leonora Christina var i England, har man rimeligvis
 antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og man henvendte
@@ -1387,96 +1353,96 @@ viste det sig snart, at man havde taget fejl, men man var nu
 bleven kjed af at vente, og uden at oppebie Spans Indberetning
 om hans anden Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III.
 paa de allerede foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for
-Højesteret, som saa den 24. Juli afsagde den bekjendte
-Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som Landsforræder fra Ære,
-Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid i Følge de
-indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de engelske
+Højesteret, som saa den 24. Juli afsagde den bekjendte
+Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som Landsforræder fra Ære,
+Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid i Følge de
+indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de engelske
 Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade Landet.
 Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid,<span class="pagenum"><a name="Side_XXXV" id="Side_XXXV" title="[S. XXXV]"> </a></span>
 men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist
-sig til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig
+sig til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig
 dog ved ganske aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den
 Fangne. Imidlertid skulde hun dog bort, og for at udvirke
-dette lagde man en Fælde for hende. En engelsk Officer,
+dette lagde man en Fælde for hende. En engelsk Officer,
 <b class="gesperrt">Braten</b>, bildte hende ind, at han vilde skaffe hende ombord i
 et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da hun nu en Nat
-i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til dette
-Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i
-England, Simon de <b class="gesperrt">Petcum</b>, som opholdt sig i Nærheden med
-nogle bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina
+i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til dette
+Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i
+England, Simon de <b class="gesperrt">Petcum</b>, som opholdt sig i Nærheden med
+nogle bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina
 imellem sig og bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib,
-som af Petcum var fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.</p>
-
-<p>Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas
-egen sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning
-til at føre denne korte historiske Skizze videre. Kun
-med Hensyn til Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold
-til den Leonora Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu
-være mig tilladt at bemærke, at saa meget Oprørende der var i den
+som af Petcum var fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.</p>
+
+<p>Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas
+egen sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning
+til at føre denne korte historiske Skizze videre. Kun
+med Hensyn til Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold
+til den Leonora Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu
+være mig tilladt at bemærke, at saa meget Oprørende der var i den
 Maade, hvorpaa Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog &mdash;
-selv afset fra, at den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten
-af Skylden herfor &mdash; næppe paa dette Punkt, at den danske
-Regerings Fremfærd mod Leonora Christina viser sig i det ugunstigste
+selv afset fra, at den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten
+af Skylden herfor &mdash; næppe paa dette Punkt, at den danske
+Regerings Fremfærd mod Leonora Christina viser sig i det ugunstigste
 Lys. De Meddelelser, som Regeringen havde faaet om
 Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis Paalidelighed den ingen Grund
 havde til at betvivle, vare af en saadan Beskaffenhed, at den
-maatte være berettiget til at tage de strengeste Forholdsregler,
+maatte være berettiget til at tage de strengeste Forholdsregler,
 og at Leonora Christina var vidende om hine Planer, havde Regeringen
 al mulig Grund til at antage, som hun da ogsaa siger
-selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede at skjule
+selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede at skjule
 nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog
 have gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen
 Anden at formode det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for
 Regeringens Vedkommende ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den,<span class="pagenum"><a name="Side_XXXVI" id="Side_XXXVI" title="[S. XXXVI]"> </a></span>
 uden at der var gaaet nogen Dom over Leonora Christina, og
 uden at hun i det Hele var bleven overbevist om nogen anden
-Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at have villet forlade
-sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et almindeligt Forbryderfængsel,
-ikke blot indtil Mandens Død selv i Regeringens
-Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21 lange
+Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at have villet forlade
+sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et almindeligt Forbryderfængsel,
+ikke blot indtil Mandens Død selv i Regeringens
+Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21 lange
 Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige Skyld
 imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at
-det væsentlig var en eneste Persons &mdash; Dronning Sophie Amalies
-&mdash; uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring,
+det væsentlig var en eneste Persons &mdash; Dronning Sophie Amalies
+&mdash; uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring,
 eller derved, at en meget stor Del af de Kvaler,
-som Leonora Christina udstod i Fængslet, mindre havde deres
-Udspring i en indenfor Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse
-fra hendes Fjenders Side, end i Omstændigheder, der tilhørte
-Tiden, i Fængselsvæsenets daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige
+som Leonora Christina udstod i Fængslet, mindre havde deres
+Udspring i en indenfor Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse
+fra hendes Fjenders Side, end i Omstændigheder, der tilhørte
+Tiden, i Fængselsvæsenets daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige
 Omgivelsers naturlige Raahed osv.</p>
 
-<p>Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks
-ydre Historie. Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt
-for Forf.s Børn, men da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde
+<p>Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks
+ydre Historie. Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt
+for Forf.s Børn, men da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde
 Forf. under Udarbejdelsen ikke have noget Haab om, at det
-skulde blive hende forundt selv at overgive det i de rette Hænder,
+skulde blive hende forundt selv at overgive det i de rette Hænder,
 og det var derfor bestemt, at en god Ven blandt hendes
-Omgivelser i Fængslet (se <a href="#Fodnote_239">S. 246 Anm. 1</a>) skulde besørge det til
-dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved Leonora
-Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand overflødig,
+Omgivelser i Fængslet (se <a href="#Fodnote_239">S. 246 Anm. 1</a>) skulde besørge det til
+dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved Leonora
+Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand overflødig,
 og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo
-Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har
-saa en af Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste
-Søn, <b class="gesperrt">Leo Ulfeldt</b>, og hos dennes Descendenter er det forblevet
+Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har
+saa en af Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste
+Søn, <b class="gesperrt">Leo Ulfeldt</b>, og hos dennes Descendenter er det forblevet
 indtil vore Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det
 Brev, som ledsagede Oversendelsen. Det er skrevet med en
-Damehaand, der synes at være <b class="gesperrt">Anne Cathrine Ulfeldts</b>
+Damehaand, der synes at være <b class="gesperrt">Anne Cathrine Ulfeldts</b>
 (flere Breve fra hende opbevares paa det store kgl. Bibliothek,
 <span class="pagenum"><a name="Side_XXXVII" id="Side_XXXVII" title="[S. XXXVII]"> </a></span><b class="gesperrt">Ny kgl. Samling</b>, 2146c, 4<sup>to</sup>), og er forseglet med det rigsgrevelig
 Ulfeldt'ske Segl (se <b class="gesperrt">Lexicon over adelige Familier</b>
-2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og Underskrift.
+2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og Underskrift.
 Det lyder bogstavret saaledes:</p>
 
 <div class="blockquot">
-<p>»<i>Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder
+<p>»<i>Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder
 er hendtis i Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt <b class="gesperrt italic">resoluere</b>
-mig till att brende den, ihuorwel att dends Læßning
-haffuer giffuet mig <span class="sic" title="[sic]">ljden</span> fornøyelße, efftersom de adskillige
-hendelßer betreffer alle Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig
+mig till att brende den, ihuorwel att dends Læßning
+haffuer giffuet mig <span class="sic" title="[sic]">ljden</span> fornøyelße, efftersom de adskillige
+hendelßer betreffer alle Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig
 er ded icke u-nyttigt att <span class="sic" title="[sic]">wjde</span>, huorledis med Hender er
-forfahret, mens er icke fornøden, att den kommer i fremmede
-hender, thi ded kunde hende sig, att den kunde glæde dem,
-som ennu kunde wære til offuers aff woris Hadere.</i>«</p>
+forfahret, mens er icke fornøden, att den kommer i fremmede
+hender, thi ded kunde hende sig, att den kunde glæde dem,
+som ennu kunde wære til offuers aff woris Hadere.</i>«</p>
 
 <p class="italic l5"><span class="smaller">Udskrift:</span><br />A Monsieur<br />
 Monsieur le Comte<br />
@@ -1485,7 +1451,7 @@ Leon D'Ulfeldt &amp;c.</p>
 
 <hr class="w15" />
 
-<p class="l2">Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.</p>
+<p class="l2">Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.</p>
 
 <p class="r4 bold">S. B. Smith.</p>
 
@@ -1497,7 +1463,7 @@ Leon D'Ulfeldt &amp;c.</p>
 <div class="figcenter" style="width:400px">
 <a name="Kjoebenhavns_Slot_med_Blaataarn" id="Kjoebenhavns_Slot_med_Blaataarn"></a>
 <img src="images/castle.jpg" width="400" height="421" alt="" />
-<div class="caption">Det gamle Kjøbenhavns Slot med Blaataarn,<br />
+<div class="caption">Det gamle Kjøbenhavns Slot med Blaataarn,<br />
 <span class="smaller">set fra Bagsiden.</span></div>
 </div>
 
@@ -1508,7 +1474,7 @@ Leon D'Ulfeldt &amp;c.</p>
 <h2>Den fangne Greffwinne<br />
 
 <img src="images/iammersminde.jpg" width="500" height="249"
- alt="Leonoræ Christinæ: Iammers Minde" /><br />
+ alt="Leonoræ Christinæ: Iammers Minde" /><br />
 </h2>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -1518,329 +1484,329 @@ Leon D'Ulfeldt &amp;c.</p>
 
 
 <h2><a name="Fortalen" id="Fortalen"></a><span class="nobold">Fortalen</span><br />
-<span class="bold">Til mine Børn.</span></h2>
+<span class="bold">Til mine Børn.</span></h2>
 
 
-<p>Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob
+<p>Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob
 sige: Der som man min Iammer kunde weye
 oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal
 legge, da skulle de were tyngere end Saand
-i Haffuet. Ia wißeligen erre mine Liidelser stoere oc
+i Haffuet. Ia wißeligen erre mine Liidelser stoere oc
 mange, de erre tunge oc vtallige<a name="FNanker_10" id="FNanker_10" href="#Fodnote_10" class="fnanchor">[10]</a>. Mit Sind haffuer
 lenge offuer denne <b>Iammers Minde</b> werret striidig, ey kundende
-slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine
+slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine
 Liidelser att forglemme end dennem att ihuekomme. Men
 endeligen haffuer tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke
 alleeneste min Iammer att ihuekomme, men den endoc vdi
-Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære Børn, den att tilskriffue<a name="FNanker_11" id="FNanker_11" href="#Fodnote_11" class="fnanchor">[11]</a>.</p>
+Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære Børn, den att tilskriffue<a name="FNanker_11" id="FNanker_11" href="#Fodnote_11" class="fnanchor">[11]</a>.</p>
 
-<p>Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds
-Errindring, efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc
+<p>Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds
+Errindring, efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc
 Smerte ihuekomme kand foruden tillige med mig Guds Allmact<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span>
 att errindre, som vdi alle mine Liidelser, Elendigheder,
-Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc Hielp,
-min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde
+Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc Hielp,
+min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde
 Gud mig saa snart en Byrde paa, att hand io med
 ded samme mig effter Byrdens Tyngde Styrcke gaff,
-saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig hart
+saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig hart
 knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede
 oc vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed
 skee Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa
 icke alleeneste min Iammer errindre oc Gud for sin naadige
-Bistand i alle tilføyede bedrøffuelige Tilfald tacke,
-men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds Goedhed imod
-mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den
-Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre,
+Bistand i alle tilføyede bedrøffuelige Tilfald tacke,
+men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds Goedhed imod
+mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den
+Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre,
 men endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen
 indstemme. Thi med Skiel skal I kunde sige, att Gud
 vnderlige Ting imod mig giort haffuer<a name="FNanker_12" id="FNanker_12" href="#Fodnote_12" class="fnanchor">[12]</a>; att hand haffuer
 werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig, ded
-allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde
+allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde
 ded ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere,
-plutzlige oc v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde
+plutzlige oc v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde
 kundet imodstaa, om hands Aand icke vdi mig sin Wirckning
 haffde giort? Gud war den, som selffuer traadde ind
-med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som racte mig
-sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel,
-som kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze,<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
-nu nesten ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre
-oc vdi mit Hierte, haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia
-offte endoc glæd mig. Gud haffuer giort vnderlige Ting
+med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som racte mig
+sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel,
+som kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze,<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
+nu nesten ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre
+oc vdi mit Hierte, haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia
+offte endoc glæd mig. Gud haffuer giort vnderlige Ting
 imod mig, thi ded er meere end vbegribeligt, att ieg saa
 stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer kundt offuerleffue,
-beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er sig høyligen
+beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er sig høyligen
 offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre
-krumpen oc <i>contract</i> aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen
-icke erre dumme, ia gandske blinde aff Graad, aff Røg oc
-Smøg, att ieg icke er stackaanded aff idelig Lyßetaande
+krumpen oc <i>contract</i> aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen
+icke erre dumme, ia gandske blinde aff Graad, aff Røg oc
+Smøg, att ieg icke er stackaanded aff idelig Lyßetaande
 oc Qualm, aff Stanck oc indklemte Lufft. Gud allene
-Æren!</p>
+Æren!</p>
 
-<p>Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded
-Eder, mine kiære Børn, wil were, att I formedelst denne
+<p>Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded
+Eder, mine kiære Børn, wil were, att I formedelst denne
 <i>Iammers-Minde</i> forsickris, att ieg vskyldeligen liider, att
 mig icke ringeste Sag er tillagt, oc att ieg intet er bleffuen
-beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn, tør bluis oc
-Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue
-werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey
+beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn, tør bluis oc
+Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue
+werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey
 haffue hannem i Vlycken wilt forlade; <i>susspiceris</i> derfor att
-wide om ett Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt,
+wide om ett Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt,
 mindre offuerbewiist, huis Beskyllings Aarsage mig ey
 bleff forstendiget, ihuor smaaligen oc weemodeligen ieg ded
-war begierendis. Lader ded were Eders Trøst, mine kiære
-Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed
+war begierendis. Lader ded were Eders Trøst, mine kiære
+Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed
 oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig
-Gierning haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud,
-siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer ded onde
+Gierning haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud,
+siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer ded onde
 formedelst en goed Samwittighed oc liider Vret. Ieg liider,
-Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da war<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span>
-ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg
-aff Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc
+Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da war<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span>
+ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg
+aff Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc
 hafft v-trolige himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar
-oc Alder ware wel tunge att bære.</p>
+oc Alder ware wel tunge att bære.</p>
 
 <p>I huor wel min <i>Iammers-Minde</i> icke widre indholder
 eller om melder, end huis sig med mig i dette Fengsel paa
 elffte Aar haffwer tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa
-Eder, mine kiære Børn, mine forrige Liidelser korteligen i
-denne Fortale att paaminde, tackende Gud for diß Offuerstriidende.</p>
+Eder, mine kiære Børn, mine forrige Liidelser korteligen i
+denne Fortale att paaminde, tackende Gud for diß Offuerstriidende.</p>
 
-<p>Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt,
+<p>Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt,
 men ded er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser
-oc effterfølgende Vlycker <i>Dina</i> oc Walter med derris mectige
-Anhang worris Huuß paaførte <i>Anno</i> 1651<a name="FNanker_13" id="FNanker_13" href="#Fodnote_13" class="fnanchor">[13]</a>.</p>
+oc effterfølgende Vlycker <i>Dina</i> oc Walter med derris mectige
+Anhang worris Huuß paaførte <i>Anno</i> 1651<a name="FNanker_13" id="FNanker_13" href="#Fodnote_13" class="fnanchor">[13]</a>.</p>
 
 <p>At ieg intet skal melde om saa <a class="SBScorr" name="SBS_1" id="SBS_1" title="SBS: mangen">mange</a> modige oc
-tunge Dagis Reiser, om Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder,
+tunge Dagis Reiser, om Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder,
 ieg vdi fremmede Lande fristet haffuer, den
-eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre, huilcken
-min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i
-Dannemarck <i>Anno</i> 1657. Den war Winter Dag, besuærlig
-oc farlig. Ieg liide Spott oc Forfølgelse, oc dersom Gud
+eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre, huilcken
+min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i
+Dannemarck <i>Anno</i> 1657. Den war Winter Dag, besuærlig
+oc farlig. Ieg liide Spott oc Forfølgelse, oc dersom Gud
 icke haffde giffuen mig Moed oc den ded betaget, som
 mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid vntgaaet
 Fengsels Vlycke<a name="FNanker_14" id="FNanker_14" href="#Fodnote_14" class="fnanchor">[14]</a>.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span></p>
 
-<p>I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i
-den malmøske <i>Arrest</i> fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att
-den største Naade, Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning
+<p>I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i
+den malmøske <i>Arrest</i> fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att
+den største Naade, Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning
 Karl den tiiende, mig da bewiiste, war, att hand satte ded
 i mine Kaar, enten ieg wille were paa frii Foed oc raade
 for worris Goedz, eller oc med min Herre were <i>arresteret</i>.
 Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded skylligste
 vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min
-da sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde
-maatte trøste oc tienne. Ieg antog ded oc for en Naade,
+da sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde
+maatte trøste oc tienne. Ieg antog ded oc for en Naade,
 att mig bleff tilsted (der min Herre for Suaghed ey selffuer
 kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad Hiertesorrig
-oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde, huad
-Møde, Besuæring oc Bekümring <i>Processen</i> (som offuer nii
+oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde, huad
+Møde, Besuæring oc Bekümring <i>Processen</i> (som offuer nii
 Vger dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed
-den høyeste Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand,
+den høyeste Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand,
 som mig gaff Moed oc Hierte for en Siddendis-Rett min
-Herris ærlige Naffn att forsuare<a name="FNanker_15" id="FNanker_15" href="#Fodnote_15" class="fnanchor">[15]</a>.</p>
+Herris ærlige Naffn att forsuare<a name="FNanker_15" id="FNanker_15" href="#Fodnote_15" class="fnanchor">[15]</a>.</p>
 
 <p>Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span>
-anden fuldte, huorledis den Liidelse ey war forbi, førend
-en langt større hender Haanden racte; oc gick ded
-oß da, som Poëten siger: <i xml:lang="la" lang="la">Incidit in Scyllam, qui vult
+anden fuldte, huorledis den Liidelse ey war forbi, førend
+en langt større hender Haanden racte; oc gick ded
+oß da, som Poëten siger: <i xml:lang="la" lang="la">Incidit in Scyllam, qui vult
 vitare Charibdin</i>. Wii vntgick en <i>Arrest</i> oc falt i ett hart
 Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som
 min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker
-sig til Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor
+sig til Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor
 hierteklemt ieg bleff, der ieg imod all Formoding min
-Herre i Kiøbenhaffn for mig fant (huilcken ieg formeente
+Herre i Kiøbenhaffn for mig fant (huilcken ieg formeente
 alle hands Fiinders Mact oc Wold att were vntkommen),
 ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede ded,
 som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa
 fulte, som war en <i>Arrest</i>, oc bleffue wii anden Dagen effter
 min Ankomst (effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc
-førte til Borringholm, huorhelst wii sytten Maaneders Tiid
+førte til Borringholm, huorhelst wii sytten Maaneders Tiid
 hart ware fengselet<a name="FNanker_16" id="FNanker_16" href="#Fodnote_16" class="fnanchor">[16]</a>. Huad ieg der liide, derom haffuer
 ieg en fuldkommen Beskriffning giort<a name="FNanker_17" id="FNanker_17" href="#Fodnote_17" class="fnanchor">[17]</a>, som ieg formoder<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span>
-vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor vdaff I
+vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor vdaff I
 seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte
-ieg større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke
-altiid med Taalmodighed <i>Gouuerneurens</i>, Adolff Foßis (som
+ieg større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke
+altiid med Taalmodighed <i>Gouuerneurens</i>, Adolff Foßis (som
 sig Fux kalte), onde Tractament kunde forsmerte. Tungt
-oc hart war ded att were aff en Bonde Søn spottet oc forhaanet,
-att were aff hannem sultet, truet oc høtt, men
+oc hart war ded att were aff en Bonde Søn spottet oc forhaanet,
+att were aff hannem sultet, truet oc høtt, men
 tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc
-høre aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig
-paa Læberne, saa skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere
+høre aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig
+paa Læberne, saa skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere
 komme til mig. O stoer[e] Tyranni! Hands Ondskab
 war saa offuer Maade stoer, att hand icke kunde taale,
-at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa
-forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer
-andre bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste
+at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa
+forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer
+andre bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste
 fengselet. Min Herre (som da alt war en gammel Mand)
 foruden Tienner, oc ieg, foruden Tiennerinde, finge ey lengre
-Lyß, end Afftens-Maaltiid warede. Ieg kand ey forbigaa
-den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc bedrøffuelige Affskeed,
+Lyß, end Afftens-Maaltiid warede. Ieg kand ey forbigaa
+den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc bedrøffuelige Affskeed,
 wii fra huer andre toge, smerteligen att ihuekomme;
-thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end
-saa, som <i>Gouuerneuren</i> oß spaade, att ded wille were for
+thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end
+saa, som <i>Gouuerneuren</i> oß spaade, att ded wille were for
 den sidste Gang, wii huer andre her i Werden skulle see
 oc tale. Gud wed best, huor tung den Liidelse war, thi
-hand war den, som trøstede, som gaff Haab imod all Forhaabning,
-som gaff Moed, der <i>Gouuerneuren</i> mig besøgte
-oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc
-Formue løste worris Fengsel<a name="FNanker_18" id="FNanker_18" href="#Fodnote_18" class="fnanchor">[18]</a>, oc wii finge huer andre<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span>
-igien att see oc tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der
+hand war den, som trøstede, som gaff Haab imod all Forhaabning,
+som gaff Moed, der <i>Gouuerneuren</i> mig besøgte
+oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc
+Formue løste worris Fengsel<a name="FNanker_18" id="FNanker_18" href="#Fodnote_18" class="fnanchor">[18]</a>, oc wii finge huer andre<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span>
+igien att see oc tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der
 wii fra huer andre paa Borringholm bleffue skilte, saa glad
 war hand, der hand toe Aar der effter til den engelske
-Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis, att den oß for
+Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis, att den oß for
 alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt for
 goed <i>opinion</i> om Kongen aff Engeland, meente, att nu,
 hand war til Tronen kommen, att hand icke alleeneste
-sine stoere mundtlige oc skrifftlige Løffter skulle ihuekomme,
-men sig oc errindre, att ieg vdi hands Nøds- oc
+sine stoere mundtlige oc skrifftlige Løffter skulle ihuekomme,
+men sig oc errindre, att ieg vdi hands Nøds- oc
 Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc for hands
-oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg
-mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære
-Børn, bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig
+oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg
+mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære
+Børn, bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig
 ey anded end Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg
 haffde andris <i>Exempler</i> att speile mig vdi, men ded war
-mig saa forrelagt. Der ware beeske Stycker Brød for mig
-tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig indskenket vdi
-ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg,
-ded der att æde oc att vddricke.</p>
+mig saa forrelagt. Der ware beeske Stycker Brød for mig
+tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig indskenket vdi
+ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg,
+ded der att æde oc att vddricke.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a></span></p>
 
 <p>Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff
 Eng. med mig handlede, huor wel hand tog imod min
-Komme, huor hand mig med ett Iudas-Kyß helste oc sin
+Komme, huor hand mig med ett Iudas-Kyß helste oc sin
 Fencke tittulerede, huorledis hand baade selffuer, saa wel
-som wed sine høye <i>Ministri</i>, all kl. Gunst oc Naade forsickrede
+som wed sine høye <i>Ministri</i>, all kl. Gunst oc Naade forsickrede
 oc mig for de forstracte Penninger Betaling loffuede.
 I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl.
 Mt. aff Dannemarckis Begiering) til <i>Dovers</i> loed <i>arrestere</i>
-oc siden wed den Forræder <i>Lutenant Braten</i> wiiß giøre, att
+oc siden wed den Forræder <i>Lutenant Braten</i> wiiß giøre, att
 hand mig himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig
 dermed i den danske <i>Resident, Simon Petcons</i> Hender, som
-med aatte bewæbnede Mænd mig loed anfalle; selff holte
-hand sig langt fra oc torde icke komme mig nær. De
+med aatte bewæbnede Mænd mig loed anfalle; selff holte
+hand sig langt fra oc torde icke komme mig nær. De
 satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge
-mig mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte
+mig mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte
 til ett Skiib, som for<sup>te</sup> Resident haffde tilreede, oc haffde
 hand befalet en Karl wed Naffn Peter Dreyer mig til
-Kiøbenhaffn att leedsage<a name="FNanker_19" id="FNanker_19" href="#Fodnote_19" class="fnanchor">[19]</a>.</p>
+Kiøbenhaffn att leedsage<a name="FNanker_19" id="FNanker_19" href="#Fodnote_19" class="fnanchor">[19]</a>.</p>
 
 <p>Her fra haffuer denne min <i>Iammers Minde</i> sin Begyndelse.
 Den melder om, huis mig inden ded Blaa-Taarens<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span>
-Døre er hentis. Betencker, mine hierte kiere Børn, diße
+Døre er hentis. Betencker, mine hierte kiere Børn, diße
 haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds stoere Goedhed
-imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand vdfriiet
-mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey
+imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand vdfriiet
+mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey
 lader sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns
-Ære[s] Skyld wældeligen mig vdriiffue.</p>
+Ære[s] Skyld wældeligen mig vdriiffue.</p>
 
-<p>Miine Liidelsers Fortelning <a class="SBScorr" name="SBS_2" id="SBS_2" title="SBS: erre bedrøffuelige">er bedrøffuelig</a> att paahøre
+<p>Miine Liidelsers Fortelning <a class="SBScorr" name="SBS_2" id="SBS_2" title="SBS: erre bedrøffuelige">er bedrøffuelig</a> att paahøre
 oc kand de aller haardeste Hierter til Medliidenhed
-bewege; men lader dens Læßning Eder icke høyre bedrøffue,
-end Glæden den igien kand offuerweye. Betracter min
-V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed; glæder Eder
+bewege; men lader dens Læßning Eder icke høyre bedrøffue,
+end Glæden den igien kand offuerweye. Betracter min
+V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed; glæder Eder
 der vdoffuer.</p>
 
 <p>Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er
-ieg for Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste
-aff dennem hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.</p>
+ieg for Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste
+aff dennem hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.</p>
 
-<p>Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky
+<p>Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky
 Eder dennem att fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff
-menniskelige Skrøbligheder. De første Bewegelser staar
-icke vdi worris Mact, man offueriilis stønnem, førend man
+menniskelige Skrøbligheder. De første Bewegelser staar
+icke vdi worris Mact, man offueriilis stønnem, førend man
 sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer giort
-mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris.
-Ieg skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten
-Maansøn Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina
+mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris.
+Ieg skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten
+Maansøn Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina
 Wolffs vtuctige Ord, skiiden Snack oc groffue
-Plom[p]heder att indføre oc opregne; ded wille for meget
-<i>ledere</i> høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder forsickre, att
-ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden, tølpersk
-oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale
+Plom[p]heder att indføre oc opregne; ded wille for meget
+<i>ledere</i> høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder forsickre, att
+ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden, tølpersk
+oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale
 war derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder
 derris Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span>
 derris Omgiengelse war mig meget v-angenem. Ieg war
-intet gladere, end naar Dørene imellem mig oc dennem
+intet gladere, end naar Dørene imellem mig oc dennem
 ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde ieg ickun
-Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem
+Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem
 med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.</p>
 
 <p>Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu
-haffuer, huis Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen
+haffuer, huis Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen
 ihuekommer oc wil, saa lenge ieg leffuer, ihuekomme. I,
-mine kiere Børn, wille ded oc imod en huer effter Muelighed
+mine kiere Børn, wille ded oc imod en huer effter Muelighed
 erkiende.</p>
 
 <p>I finder oc vdi denne <i>Iammers Minde</i> tuende aff worris
-Huußis Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen
-Skrøder<a name="FNanker_20" id="FNanker_20" href="#Fodnote_20" class="fnanchor">[20]</a>, offuer huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille,
-att de skulle trenge til mig, oc ieg dennem skulle hußuale.
+Huußis Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen
+Skrøder<a name="FNanker_20" id="FNanker_20" href="#Fodnote_20" class="fnanchor">[20]</a>, offuer huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille,
+att de skulle trenge til mig, oc ieg dennem skulle hußuale.
 Walter giffuer mig noget Anleding lided mere, end mit
 Forset war, om hannem att melde.</p>
 
 <p>Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg <i>componeret</i>
-oc <i>translateret</i> haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I,
-mine kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze
-haffuer holt fast til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu
-er min Muur imod alle Anløb oc min Tilfluct imod alle<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span>
+oc <i>translateret</i> haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I,
+mine kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze
+haffuer holt fast til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu
+er min Muur imod alle Anløb oc min Tilfluct imod alle<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span>
 Slags Moedgang oc Widerwertigheder. Giffuer intet Act
-paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler, Poëterne
-sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc
+paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler, Poëterne
+sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc
 Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff
 forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed
-forwiße oc see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer,
-[ia?] att en (for andre affskylig) Røtte mig endoc tienner
+forwiße oc see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer,
+[ia?] att en (for andre affskylig) Røtte mig endoc tienner
 til Tiidskortning.</p>
 
 <p>Tuende <i>Observationer</i> haffuer ieg antegnet. Ihuor wel
 de erre om ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog
-merckelige, oc tuiffler ieg paa, att de aff nogen naturkündiger
+merckelige, oc tuiffler ieg paa, att de aff nogen naturkündiger
 tilforne erre bleffuen i Act tagen. Thi att der
-findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende smaa
+findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende smaa
 Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer
-før werret <i>noteret</i>. Mindre, att en Loppe føder en formeret
+før werret <i>noteret</i>. Mindre, att en Loppe føder en formeret
 Loppe, oc icke en Gned kommer aff en Gned<a name="FNanker_21" id="FNanker_21" href="#Fodnote_21" class="fnanchor">[21]</a>.</p>
 
-<p>Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn,
+<p>Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn,
 att I icke lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke
 haffuer wilt tage imod den Leylighed, wed huilcken ieg til
 min Friihed haffuer kundet komme. Naar I ded rett betencker,
 saa haffde ded huercken werret Eder eller mig
-tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß
+tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß
 Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste
 haffde tagen imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste
-mit Fengsel att vntkomme for hannem att opsøge, til sidste
+mit Fengsel att vntkomme for hannem att opsøge, til sidste
 Aande-Dret att opwarte oc tienne; min Skyllighed haffde
-ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war hoeß Gud
+ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war hoeß Gud
 vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span>
-behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen
-Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som
+behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen
+Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som
 gaffnligt were wille, oc att ded icke war der Wey til worris
 fratagne Formue att komme, huorfor ieg den vdslog oc
-søgte i ded Sted mit Hierte til Roelighed att skicke oc mit
-paalagte Kaarß taalmodeligen att bære. Wil Gud ded saa
-føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med
+søgte i ded Sted mit Hierte til Roelighed att skicke oc mit
+paalagte Kaarß taalmodeligen att bære. Wil Gud ded saa
+føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med
 kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med
-Glæde effter yderste Formue for Eder, mine hierte kiære
-Børn, wære ett Wersens Træl oc vdi Gierningen erwiiße,
+Glæde effter yderste Formue for Eder, mine hierte kiære
+Børn, wære ett Wersens Træl oc vdi Gierningen erwiiße,
 att ieg aldrig wiger fra min Plict, att ieg icke er mindre
 en goed oc retsinnig Moder, end som ieg haffuer werret en
 troe Hustru. <a name="note-Vdi_midler_Tiid" id="note-Vdi_midler_Tiid">Vdi midler Tiid</a> lader Guds Willie were
-Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc
+Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc
 lawe, att ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne;
 vnder huis trygge Waretect ieg Eder alle troligen wil befale
-oc bede, att hand Eders Fader oc Moder, Eders Raadførere
+oc bede, att hand Eders Fader oc Moder, Eders Raadførere
 oc Ledismand wille were. Beder I igien for mig,
 att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc fremdelis
 som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded,
-som søger hoes Eder</p>
+som søger hoes Eder</p>
 
-<p class="r4">Mine hierte kiere Børn<br />
+<p class="r4">Mine hierte kiere Børn<br />
 Eders hulde Moder<br />
 <i>Leonora Christina</i><br />
 <i>V. E. G.</i><a name="FNanker_22" id="FNanker_22" href="#Fodnote_22" class="fnanchor">[22]</a></p>
@@ -1848,140 +1814,140 @@ Eders hulde Moder<br />
 <p style="margin-left:1em;width:50%">Skreffuen i ded Blaa-Taarn
 <i>Anno</i> 1674 den 18. <i>Iulii</i>, mit
 Fengsels ded elffte <a class="SBScorr" name="SBS_3" id="SBS_3" title="SBS: Aars">Aar</a>, min
-Fødsels Dag, oc Alders 53.
+Fødsels Dag, oc Alders 53.
 Aar.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span></p>
 
 <div class="blockquot smaller">
-<p>Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig
+<p>Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig
 Tacksigelse worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod
 mig, stacket effter Kongl. <i>Majt.</i> kom til Regieringen.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span></p>
 
-<p>Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings
+<p>Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings
 oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed
-offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis <i>Majt.</i>
-Dronningens særdelis Naade.</p>
+offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis <i>Majt.</i>
+Dronningens særdelis Naade.</p>
 
-<p>Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att
+<p>Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att
 ihuekomme Hendis <i>Majt.</i> Dronningens Frue Moders, den dydige
-Landt-Greffwinne aff Hæßens, Naade imod mig.</p>
+Landt-Greffwinne aff Hæßens, Naade imod mig.</p>
 
-<p>Haffwer oc <a class="SBScorr" name="SBS_4" id="SBS_4" title="SBS: anstegnet">antegnet</a> adskilligt, som wærende Tiid, fra <i>An.</i>
+<p>Haffwer oc <a class="SBScorr" name="SBS_4" id="SBS_4" title="SBS: anstegnet">antegnet</a> adskilligt, som wærende Tiid, fra <i>An.</i>
 1663 indtil <i>Anno</i> 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i
 Meening der weed min <i>Iammers Minde</i> att ende, efftersom ieg
-fant hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att
-ded er bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span>
-haffue forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att
-Fengsel haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større
-Farligheder oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer
-wærret de, som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax
-der effter erre bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som
+fant hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att
+ded er bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span>
+haffue forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att
+Fengsel haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større
+Farligheder oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer
+wærret de, som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax
+der effter erre bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som
 haffwer hafft derris rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden
-liid Nød. Uskyllig Fengsel undertrycker icke eens Ære,
-men den forøger Æren. Mangen een haffwer i Fængsel faaet
-stoere Widenskaber oc erfaret de Ting, de før icke kunde naae.
+liid Nød. Uskyllig Fengsel undertrycker icke eens Ære,
+men den forøger Æren. Mangen een haffwer i Fængsel faaet
+stoere Widenskaber oc erfaret de Ting, de før icke kunde naae.
 Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa offte til mig selffwer:
-<i>Trøst dig, du Fange, du est lycksalig.</i></p>
+<i>Trøst dig, du Fange, du est lycksalig.</i></p>
 
-<p>Efftersom ded 1674. Aar ickun war <span class="sic" title="[sic]">Hælten</span> aff miine Fengsels
-Dage, saa haffwer ieg i denne min <i>Iammers-Minde</i><a name="FNanker_23" id="FNanker_23" href="#Fodnote_23" class="fnanchor">[23]</a> tilføyet
-ded, som siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer
+<p>Efftersom ded 1674. Aar ickun war <span class="sic" title="[sic]">Hælten</span> aff miine Fengsels
+Dage, saa haffwer ieg i denne min <i>Iammers-Minde</i><a name="FNanker_23" id="FNanker_23" href="#Fodnote_23" class="fnanchor">[23]</a> tilføyet
+ded, som siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer
 tildraget. Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. <i>Maj</i>.<a name="FNanker_24" id="FNanker_24" href="#Fodnote_24" class="fnanchor">[24]</a>
-Gud allene Æren, som Kongl. <i>Majt.</i> til Retferdighed haffwer
+Gud allene Æren, som Kongl. <i>Majt.</i> til Retferdighed haffwer
 beweget!</p>
 
-<p>Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang
-mig wærende mit Fængsel bleff beretet:</p>
+<p>Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang
+mig wærende mit Fængsel bleff beretet:</p>
 
 <ol>
 <li>Kongl. <i>Majts.</i> <i>Premier Ministre</i>, Greff <i>Christian</i> aff Rantzov,
-døde i <i>September</i> Maanet 1663. Leffwede icke den Dag
-att dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff
-Sachsens Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand
-den Dag att see (effter hands Angiffwende) et Træ Billede
-til min sl. Herris Spott att <i>parteris</i>. Døden war hannem
+døde i <i>September</i> Maanet 1663. Leffwede icke den Dag
+att dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff
+Sachsens Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand
+den Dag att see (effter hands Angiffwende) et Træ Billede
+til min sl. Herris Spott att <i>parteris</i>. Døden war hannem
 meget bitter.</li>
 
 <li>Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig <a class="SBScorr" name="SBS_5" id="SBS_5" title="SBS: saa meget saa streng">saa meget streng</a>
-i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span>
+i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span>
 Sygdom; sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war
-icke større, end som henders Piine war. Man kunde paa
-Taarnet høre hender skriige. Hun bleff ført paa en Dyne
-need i Byen oc døde der.</li>
+icke større, end som henders Piine war. Man kunde paa
+Taarnet høre hender skriige. Hun bleff ført paa en Dyne
+need i Byen oc døde der.</li>
 
-<li><i>Able Catharinæ</i> Døe war meget smertelig. Haffde hun før
-søgt hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff
-hun siden aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde
+<li><i>Able Catharinæ</i> Døe war meget smertelig. Haffde hun før
+søgt hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff
+hun siden aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde
 Byller paa himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent.
 All den Piine udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken
-Batskerns Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser
-kunde rædde hender fra Døden.</li>
+Batskerns Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser
+kunde rædde hender fra Døden.</li>
 
 <li><i>Secreterer</i> Erich Krag, som haffde laded see sit onde Hiertelaw
 imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig
-aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc
-sund, haffde til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed
-oc skreff wed sit Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff,
-der finder hands Folck (effter lang Biien) hannem døe.</li>
+aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc
+sund, haffde til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed
+oc skreff wed sit Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff,
+der finder hands Folck (effter lang Biien) hannem døe.</li>
 
 <li><i>General Major Friderich</i> von <i>Anfeldt</i>,<a name="FNanker_25" id="FNanker_25" href="#Fodnote_25" class="fnanchor">[25]</a> som meere end som
-een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand
-døde saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske
+een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand
+døde saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske
 oc en Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele
-Øyesyn icke imodstaa, bleff rasent, fordi en anden fick en
-Ære Tittel, hand adtraade; ded war wel ringe att tabe Sind
-oc Santz for. Hand wille intet høre om Gud, mindre forlige
+Øyesyn icke imodstaa, bleff rasent, fordi en anden fick en
+Ære Tittel, hand adtraade; ded war wel ringe att tabe Sind
+oc Santz for. Hand wille intet høre om Gud, mindre forlige
 sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke Dronningen
 oc den regierende Dronning, offwertalte hannem endeligen der
 til. Der hand haffde annammet <i>Sacramentet</i>, sagde hand:
-<span class="corr" title="var: «">»</span><span xml:lang="de" lang="de">Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu
-ist das nu guth?</span>« Bleff weed att bande oc læstere oc døde
+<span class="corr" title="var: «">»</span><span xml:lang="de" lang="de">Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu
+ist das nu guth?</span>« Bleff weed att bande oc læstere oc døde
 saa hen.</li>
 
-<li>Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren <i>Sckack</i>.</li>
+<li>Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren <i>Sckack</i>.</li>
 
-<li>Dißligeste <i>Canzeler</i> Peter Ritz.</li>
+<li>Dißligeste <i>Canzeler</i> Peter Ritz.</li>
 
-<li>Kongl. <i>Majt.</i> Kong <i>Friderich</i> den 3<sup>s</sup> Død forfremmede Stadtholder
-<i>Christoffer Gabels</i> Døe. Hand følte, att Encke-Dronningens
+<li>Kongl. <i>Majt.</i> Kong <i>Friderich</i> den 3<sup>s</sup> Død forfremmede Stadtholder
+<i>Christoffer Gabels</i> Døe. Hand følte, att Encke-Dronningens
 Haed meget imod hannem formaatte, ynskede
-sig Døden; Gud bønhørte hannem.</li>
+sig Døden; Gud bønhørte hannem.</li>
 
-<li>Ded<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span> haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære
-Widne til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg
-skulle selffwer beklage hannem. Naar ieg hørte hannem
+<li>Ded<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span> haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære
+Widne til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg
+skulle selffwer beklage hannem. Naar ieg hørte hannem
 skriige, da rant mig forrige Tiider i Sinde, oc tenckte offte,
-huorledis et Menniske kand lade sig forføre at giøre den
-ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære haffwer nyt.</li>
+huorledis et Menniske kand lade sig forføre at giøre den
+ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære haffwer nyt.</li>
 
 <li><i>Magister Buck</i>, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille
 imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war
-tre Dage maalløß, førend hand døde.</li>
+tre Dage maalløß, førend hand døde.</li>
 
 <li>Den Sckelm oc uguddelig Krop <i>Christian</i>, som giorde mig
 saa megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii
-Foed oc til sin Hoßbonde, Maans Armfeld<a name="FNanker_26" id="FNanker_26" href="#Fodnote_26" class="fnanchor">[26]</a>, i Iylland, kom
-hand i Trætte med Presten, som wille, att hand skulle staa
+Foed oc til sin Hoßbonde, Maans Armfeld<a name="FNanker_26" id="FNanker_26" href="#Fodnote_26" class="fnanchor">[26]</a>, i Iylland, kom
+hand i Trætte med Presten, som wille, att hand skulle staa
 Skriffte for et Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm
-sticker Ild paa Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer
-inde brent, som meente att rædde noget aff sit Goedz, oc
-all Præstens Formue lagt i Aske. Præsten wille icke forfølge
-den Sckelm med Retten, befalede hannem den rætte
-Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders
+sticker Ild paa Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer
+inde brent, som meente att rædde noget aff sit Goedz, oc
+all Præstens Formue lagt i Aske. Præsten wille icke forfølge
+den Sckelm med Retten, befalede hannem den rætte
+Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders
 Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang
-Tiid i Fryct oc forskræckede sig, naar hand saae nogen
-komme, som gick noget hastig, raabte da høyt oc med
-Rystelse sagde: »Nu taer de mig«, løb hid oc <a class="SBScorr" name="SBS_6" id="SBS_6" title="SBS: ded">did</a>, wiste
-icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i Marcken oc
-med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer ihiæl,
-thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been,
-Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som
-hand haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke
-saa christelig, som hand haffde død under Bødels-Haand,
-hand saa forfløyen om talte icke att skiøtte om, der som
+Tiid i Fryct oc forskræckede sig, naar hand saae nogen
+komme, som gick noget hastig, raabte da høyt oc med
+Rystelse sagde: »Nu taer de mig«, løb hid oc <a class="SBScorr" name="SBS_6" id="SBS_6" title="SBS: ded">did</a>, wiste
+icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i Marcken oc
+med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer ihiæl,
+thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been,
+Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som
+hand haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke
+saa christelig, som hand haffde død under Bødels-Haand,
+hand saa forfløyen om talte icke att skiøtte om, der som
 hand ickun kunde bringe en anden i Fortred.</li>
 </ol>
 </div>
@@ -1998,43 +1964,43 @@ sig med mig, <i>Leonora Christina</i>, vdi ded Blaa-Taarn tildraget
 haffuer fra <i>Anno</i> 1663 den 8. <i>Augusti</i> indtil <i>Anno</i>
 1674 den 18. <i>Iuli</i><a name="FNanker_27" id="FNanker_27" href="#Fodnote_27" class="fnanchor">[27]</a>.</p>
 
-<p>Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse
+<p>Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse
 ihuekommis, thi enten haffuer de werret bedre
-eller wærre, end som de nærwærende erre.
-Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc
-hederlige[re], saa bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse,
-oc ded saa meget meere, som nerwærende sørgelige, vlyckelige
+eller wærre, end som de nærwærende erre.
+Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc
+hederlige[re], saa bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse,
+oc ded saa meget meere, som nerwærende sørgelige, vlyckelige
 oc spottelige monne were. Haffuer forrige Tiider
-werret bedrøffueligere, elendigere oc beklagligere end som
-nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige Maader
-sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
-Vlycker oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man
+werret bedrøffueligere, elendigere oc beklagligere end som
+nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige Maader
+sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
+Vlycker oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man
 Tiid effter anden vdstaaet haffuer. Men efftersom alle
 Ting haffuer saa som tuende Hancker, huor wed <a class="SBScorr" name="SBS_7" id="SBS_7" title="SBS: ded">de</a> skal
-hæffuis, som <i>Epictetus</i> siger<a name="FNanker_28" id="FNanker_28" href="#Fodnote_28" class="fnanchor">[28]</a>, den eene Hancke, siger
+hæffuis, som <i>Epictetus</i> siger<a name="FNanker_28" id="FNanker_28" href="#Fodnote_28" class="fnanchor">[28]</a>, den eene Hancke, siger
 hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc staar ded vdi
 worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe til att
 tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii
 tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende,
-ihuor smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret,
-lige saa wel oc føyligere glædeligen som sørgeligen
+ihuor smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret,
+lige saa wel oc føyligere glædeligen som sørgeligen
 ihuekomme; huor forre ieg wed den liiderligste Hancke wil
-fatte oc vdi <i>Iesu</i> Naffn min Ihuekommelse igiennem løbe,
-errindrendis all Iammer, Elendighed, Bedrøffuelse, Spott,
+fatte oc vdi <i>Iesu</i> Naffn min Ihuekommelse igiennem løbe,
+errindrendis all Iammer, Elendighed, Bedrøffuelse, Spott,
 Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig paa dette
-Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand
-haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue,
-men tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed
-errindre, tackendis den Allerhøyeste, som stetze med sin
-krafftige Hielp oc Trøst hoes mig haffuer werret tilstede,
+Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand
+haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue,
+men tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed
+errindre, tackendis den Allerhøyeste, som stetze med sin
+krafftige Hielp oc Trøst hoes mig haffuer werret tilstede,
 som haffuer mit Hierte regieret, att ded ey er wiiget fra
 Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret, att
 den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft
 oc naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens
-Roelighed oc Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder.
-Dig, du vbegriibelige Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!</p>
+Roelighed oc Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder.
+Dig, du vbegriibelige Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!</p>
 
-<p>Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att
+<p>Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att
 were at begynde min <i>Iammers Minde</i> med Begyndelsen aff<span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"> </a></span>
 den Dag, paa huilcken den <i>fatal</i> Afften aff mit Fengsel
 fulte, oc noget melde om, huis sig med mig paa Skiibet
@@ -2042,87 +2008,87 @@ tildrog. Effter att Skipperen den 8. <i>Augusti</i> <i>Anno</i> 1663
 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for <i>St. Anna</i>-Broe
 sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer<a name="FNanker_29" id="FNanker_29" href="#Fodnote_29" class="fnanchor">[29]</a> (som aff
 <i>Petcon</i>, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis <i>Recident</i> i Engeland<a name="FNanker_30" id="FNanker_30" href="#Fodnote_30" class="fnanchor">[30]</a>,
-war <i>committeret</i> mig att fremføre) Skipperen i Land
-med Breffue. Ieg klædde mig<a name="FNanker_31" id="FNanker_31" href="#Fodnote_31" class="fnanchor">[31]</a> oc satte mig vdi en aff
+war <i>committeret</i> mig att fremføre) Skipperen i Land
+med Breffue. Ieg klædde mig<a name="FNanker_31" id="FNanker_31" href="#Fodnote_31" class="fnanchor">[31]</a> oc satte mig vdi en aff
 Bodzmendenis Koyer paa Offuerlaaget med en stadig <i>Resolution</i>
 friimodeligen att tage imod alt ded, mig war forrelagt.
 Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig hendede; thi
 foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc wiste
 mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange
 <span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span>spurt for<sup>te</sup> Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis
-bortførtis. Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder
+bortførtis. Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder
 <i>Braten</i><a name="FNanker_32" id="FNanker_32" href="#Fodnote_32" class="fnanchor">[32]</a> i <i>Dovers</i> mig gaff (naar ieg hannem om
 Aarsagen til min <i>Arrest</i> spurte), som war, att mig maaskee
-<i>General Major</i> Fuxsis Død<a name="FNanker_33" id="FNanker_33" href="#Fodnote_33" class="fnanchor">[33]</a> tillagdis, oc att der
-meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde <i>persuaderet</i>;
+<i>General Major</i> Fuxsis Død<a name="FNanker_33" id="FNanker_33" href="#Fodnote_33" class="fnanchor">[33]</a> tillagdis, oc att der
+meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde <i>persuaderet</i>;
 sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span>
-kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant<a name="FNanker_34" id="FNanker_34" href="#Fodnote_34" class="fnanchor">[34]</a>, [oc] Statz
-<i>Major</i> Steen Andersøn Bilde<a name="FNanker_35" id="FNanker_35" href="#Fodnote_35" class="fnanchor">[35]</a> med nogle Musquetterer om
-Borde. Oberste Lütenant Roßenkrantz helste mig intet.
+kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant<a name="FNanker_34" id="FNanker_34" href="#Fodnote_34" class="fnanchor">[34]</a>, [oc] Statz
+<i>Major</i> Steen Andersøn Bilde<a name="FNanker_35" id="FNanker_35" href="#Fodnote_35" class="fnanchor">[35]</a> med nogle Musquetterer om
+Borde. Oberste Lütenant Roßenkrantz helste mig intet.
 Statz <i>Majoren</i> spatzerede frem oc tilbage oc gick mig flux
-nær, huilcken ieg <i xml:lang="fr" lang="fr">en passant</i> spurte, huad paa Færde war.
-Hand suarte intet anded end: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Bonne mine, <span class="sic" title="[sic]">mauvois</span> ieu</i>«;
-der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet kom <i>Capitain</i>
+nær, huilcken ieg <i xml:lang="fr" lang="fr">en passant</i> spurte, huad paa Færde war.
+Hand suarte intet anded end: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Bonne mine, <span class="sic" title="[sic]">mauvois</span> ieu</i>«;
+der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet kom <i>Capitain</i>
 Bendix Alfelt<a name="FNanker_36" id="FNanker_36" href="#Fodnote_36" class="fnanchor">[36]</a> med flere <i>Musquetterer</i> om Borde, oc
 effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt,
-gick Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal
-gaa ind vdi <i>Cajutten</i>.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick
+gick Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal
+gaa ind vdi <i>Cajutten</i>.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick
 strax. Lided der effter kom <i>Capitain Alfeldt</i> ind til mig
-oc sagde att haffue <i>Ordre</i> miine Breffue, Guld, Sølff, Penge
-oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg suarte: »Gierne«,
+oc sagde att haffue <i>Ordre</i> miine Breffue, Guld, Sølff, Penge
+oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg suarte: »Gierne«,
 tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt,
-huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
+huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
 flyde hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden <i>Copier</i> aff,
 huis Breffue ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen,
-<i>Annotationer</i> om ett oc anded, min Reiße angaaende, oc
+<i>Annotationer</i> om ett oc anded, min Reiße angaaende, oc
 nogle engelske <i>Vocabler</i>; ded offuerleuerede ieg hannem oc.
-Dette forneffnte lagde <i>Alfeldt</i> vdi en Sølff Senge Potte,
-ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse forseglede;
+Dette forneffnte lagde <i>Alfeldt</i> vdi en Sølff Senge Potte,
+ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse forseglede;
 foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der
 effter kom <i>General Major</i> Friderich von <i>Anfeldt</i><a name="FNanker_37" id="FNanker_37" href="#Fodnote_37" class="fnanchor">[37]</a>, <i>Commandant</i>
-i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme
+i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme
 vd til hannem vden for <i>Cajutten</i>. Ieg <i>parerte</i> strax. Hand
 helste mig, gaff mig Haand oc brugte mange <i>Complimenter</i>,
-talte stetze franzøsch. Hand glædde sig wed min Helbred,
-hand war ræd, att Søen haffde <i>incommoderet</i> mig;
+talte stetze franzøsch. Hand glædde sig wed min Helbred,
+hand war ræd, att Søen haffde <i>incommoderet</i> mig;
 ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis
 <i>accommoderis</i>. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende
-sagde: »<i>Monsieur</i> siger anderledis, men icke bedre«. »Io
-wißeligen«, <i>replicerte</i> hand, »I skal dertil bliffue wel <i>accommoderet</i>,
-I skal bliffue besøgt aff de allerfornemste aff
-Riget.« Ieg forstoed wel, huad hand dermed meente,
-men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes fornemme
-Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.«
+sagde: »<i>Monsieur</i> siger anderledis, men icke bedre«. »Io
+wißeligen«, <i>replicerte</i> hand, »I skal dertil bliffue wel <i>accommoderet</i>,
+I skal bliffue besøgt aff de allerfornemste aff
+Riget.« Ieg forstoed wel, huad hand dermed meente,
+men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes fornemme
+Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.«
 <span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span>Der paa kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for<sup>te</sup>
-Sølff Senge-Potte (som <i>Cap. Alfeldt</i> med sig tog) fordrede.
+Sølff Senge-Potte (som <i>Cap. Alfeldt</i> med sig tog) fordrede.
 Ded Papir, <i>Cap. Alf.</i> der offuer haffde forseglet, war aff
 brut. <i>Gen. Majoren</i> wente sig med den til mig oc sagde:
-»Her haffuer I Eders <i>Iuëler</i>, Guld, Sølff oc Penge igien;
+»Her haffuer I Eders <i>Iuëler</i>, Guld, Sølff oc Penge igien;
 <i>Cap. Alf.</i> haffuer forstaaet Vret, ded war ickun Breffue,
 hand war be<i>ordret</i> att afffordre, oc de erre alleeneste vdtagne
-oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I
-<i>disponere</i>, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte
-ieg); »saa er mig tilsted att sette miine Armbaand oc
-Ringe paa igien?«. »O <i>Iesus</i>« (sagde hand), »de erre
-io Eders, I haffuer der offuer att <i>disponere</i>«. Ieg satte
-Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg min Pige.
-Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict,
-men hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer
+oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I
+<i>disponere</i>, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte
+ieg); »saa er mig tilsted att sette miine Armbaand oc
+Ringe paa igien?«. »O <i>Iesus</i>« (sagde hand), »de erre
+io Eders, I haffuer der offuer att <i>disponere</i>«. Ieg satte
+Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg min Pige.
+Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict,
+men hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer
 aff Lystighed. I blant anden Tale sagde hand att haffue
-hafft den Ære att kiende tuende aff mine Sønner, huilcke
+hafft den Ære att kiende tuende aff mine Sønner, huilcke
 hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem paa
 ded beste. Ieg <i>complimenterte</i> hannem, saa som der paa
-hørte, loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott
-Hierte. Hand gaff sig til allehaande Skiemt, særdelis med
+hørte, loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott
+Hierte. Hand gaff sig til allehaande Skiemt, særdelis med
 min Pige, syntis, att hun war smuck, vndrede for, att ieg
 torde holde saa smucke Piger; de holsteinske Fruer, naar
 de holte smucke Piger, war alleeneste for att sette Manden
 i <i>Humeur</i>; giorde der en lang <i>discours</i> om, huorledis
-de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til
+de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til
 min Pige haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist
 maatte tale aff Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi
 til min Pige, men hun suarte icke ett Ord. Siden sagde
-mig Slozfogden, att hand, von <i>Anfeldt</i>, haffde i ded første
+mig Slozfogden, att hand, von <i>Anfeldt</i>, haffde i ded første
 bragt Kongen i den Troe, att min Pige war min Daatter,<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span>
 oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen effter
 lang <i>discours</i> tog <i>Gen. Majoren</i> Affskeed med den <i>Compliment</i>,
@@ -2141,60 +2107,60 @@ stoede langs paa begge Sider aff Skiibet) ware vstyrige
 oc <i>incommoderede</i>, oc att Roelighed tiente mig best. Ieg
 suarte der til, att ded Folck mig intet <i>incommoderte</i>, men
 att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom ieg 13 Dage
-vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort
+vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort
 i siine <i>Complimenter</i> oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen,
-skulle hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte,
-»oc efftersom mig synnis« (sagde hand), »att I icke megen
-<i>Bagage</i> haffuer med Eder oc maaske icke nødwendige
-Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand behøffue«<a name="FNanker_38" id="FNanker_38" href="#Fodnote_38" class="fnanchor">[38]</a>.
-Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min,
-om hands Frue mig besøgte, men min <i>Bagage</i> war saa stoer,
-som mig end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i
-Fremtiiden noget behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for
-diß Omhue skulle bliffue forskaanet; ieg haffde icke den<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
-Ære att kiende hender, bad hannem dog att formelde
+skulle hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte,
+»oc efftersom mig synnis« (sagde hand), »att I icke megen
+<i>Bagage</i> haffuer med Eder oc maaske icke nødwendige
+Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand behøffue«<a name="FNanker_38" id="FNanker_38" href="#Fodnote_38" class="fnanchor">[38]</a>.
+Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min,
+om hands Frue mig besøgte, men min <i>Bagage</i> war saa stoer,
+som mig end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i
+Fremtiiden noget behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for
+diß Omhue skulle bliffue forskaanet; ieg haffde icke den<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
+Ære att kiende hender, bad hannem dog att formelde
 hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande <i>discours</i>,
 om Birgitte <span class="sic" title="[sic]">Speckhans</span><a name="FNanker_39" id="FNanker_39" href="#Fodnote_39" class="fnanchor">[39]</a>, om adskillige Lappalia, Tiiden
-med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme,
+med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme,
 mindre att optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle
-føre mig fra Skiibet, huorfor hand med Høfflighed sagde:
-»Lyster Eder, <i>Madame</i>, att træde i denne Baad, som her
-ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster alt ded,
-ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. <i>Gen. Majoren</i>
-tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden;
-Oberste [Lütenant] Roßenkrantz, <i>Capitain Alfeldt</i>, Peter
+føre mig fra Skiibet, huorfor hand med Høfflighed sagde:
+»Lyster Eder, <i>Madame</i>, att træde i denne Baad, som her
+ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster alt ded,
+ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. <i>Gen. Majoren</i>
+tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden;
+Oberste [Lütenant] Roßenkrantz, <i>Capitain Alfeldt</i>, Peter
 Dreyer oc min Pige ginge med i Baaden. Oc efftersom
 vtallige Folck sig haffde forsamlet ded Spetackel att ansee,
 ia en stoer Deel haffde sig paa Baade begiffuen for
-mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig, oc
+mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig, oc
 [der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart
-til den anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse
-att giffue, sagde hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da
-ingen, som gaff Glædis Tegn vden hand, huor for ieg suarte:
-»Den, sig glæder i Dag, kand icke were wiß paa, att
-hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten ded<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span>
-er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke
-tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«.
+til den anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse
+att giffue, sagde hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da
+ingen, som gaff Glædis Tegn vden hand, huor for ieg suarte:
+»Den, sig glæder i Dag, kand icke were wiß paa, att
+hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten ded<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span>
+er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke
+tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«.
 Der wii komme lided bedre frem, saae ieg den bekiente
-v-dydige Birgitte Vlfelt, som sig glædde<a name="FNanker_40" id="FNanker_40" href="#Fodnote_40" class="fnanchor">[40]</a>. Hun haffde
+v-dydige Birgitte Vlfelt, som sig glædde<a name="FNanker_40" id="FNanker_40" href="#Fodnote_40" class="fnanchor">[40]</a>. Hun haffde
 sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender saed en Karl
-til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden.
+til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden.
 Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen
-oc loe aff all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae
+oc loe aff all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae
 lenge paa hender, skammede mig offuer henders V-forskammenhed
 oc offuer den Spott, hun giorde sig selffuer,
 ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris Bieffen,
 thi ieg actede begge lige meget<a name="FNanker_41" id="FNanker_41" href="#Fodnote_41" class="fnanchor">[41]</a>. <i>Gen. Majoren</i> holte
-mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi
-hand war ræd (som hand siden sagde), att ieg skulle<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
-styrte mig i Wanded (hand dømte mig effter sig selffuer;
-hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære, huilcket hands
-Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris
+mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi
+hand war ræd (som hand siden sagde), att ieg skulle<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
+styrte mig i Wanded (hand dømte mig effter sig selffuer;
+hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære, huilcket hands
+Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris
 Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc
 Santz. Hand wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis
 end som hand, huilcken mig gaff Styrcke oc Moed,
 i ded Sted att hands Aand, hand tiente, hannem i <span class="sic" title="[sic]">Fortuiffuelse</span>
-bortrycte<a name="FNanker_42" id="FNanker_42" href="#Fodnote_42" class="fnanchor">[42]</a><a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title=") tilføjet">)</a>. Der Baaden lagde an wed den liden
+bortrycte<a name="FNanker_42" id="FNanker_42" href="#Fodnote_42" class="fnanchor">[42]</a><a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title=") tilføjet">)</a>. Der Baaden lagde an wed den liden
 Broe, som er wed Renteriet, steeg <i>Capitain Alfeldt</i> i
 Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen.
 Paa Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc
@@ -2203,53 +2169,53 @@ frem gick. Paa Slotz-Broen stoed Iockum Walburger,
 Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc efftersom Folcket
 haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil Kongens-Trappe,
 loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa
-den Wey, men wente sig knap oc sagde til <i>Alfelt</i>: »<span xml:lang="de" lang="de">Hir
-her</span>«, oc gick der med til ded Blaa-Taarns Dør, stoed en
-rom Tiid vdden for oc famlede med Nøglen, loed, som hand
+den Wey, men wente sig knap oc sagde til <i>Alfelt</i>: »<span xml:lang="de" lang="de">Hir
+her</span>«, oc gick der med til ded Blaa-Taarns Dør, stoed en
+rom Tiid vdden for oc famlede med Nøglen, loed, som hand
 icke kunde lucke op, for att lade mig lenge were Folckis
 Spetackel<a name="FNanker_43" id="FNanker_43" href="#Fodnote_43" class="fnanchor">[43]</a>. Oc saa som mit Hierte war rettet til Gud,<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span>
-oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi
-midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der
+oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi
+midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der
 Styrcke, Krafft oc Redning, huilcken mig oc naadeligen
 bleff giffuen. (En Hendelse wil ieg ey lade v-melded
-forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til Himmelen opslog,
-fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem
-fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen
-effter lang Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren
+forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til Himmelen opslog,
+fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem
+fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen
+effter lang Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren
 op, oc bleff ieg aff for<sup>te</sup> <i>Cap. Alfeldt</i> i Taarnet indleed<a name="FNanker_44" id="FNanker_44" href="#Fodnote_44" class="fnanchor">[44]</a>.
-Min Piige, som sig tilbød att følge, bleff aff <i>Gen. Maj.</i> von
+Min Piige, som sig tilbød att følge, bleff aff <i>Gen. Maj.</i> von
 <i>Anfeldt</i> til raabt, att hun skulle bliffue tilbage. Slotzfogden
 gick op aff Trappen oc wiiste <i>Alfeldt</i> Weyen ind
-vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff
-den Mørcke Kircke. Der <i>quitterede Alfeldt</i> mig med en
+vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff
+den Mørcke Kircke. Der <i>quitterede Alfeldt</i> mig med en
 Suck oc liden <i>Reuerentz</i>. Ieg kand hannem ded med Skiel
 efftersige, att hands Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc
-att hand nødig den Befaling effterkom. Klocken slog
-halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør lucte. Ieg
-fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en Meßings-Liuße-Stage
-med ett brendende Liuß, en høy Stoel,
+att hand nødig den Befaling effterkom. Klocken slog
+halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør lucte. Ieg
+fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en Meßings-Liuße-Stage
+med ett brendende Liuß, en høy Stoel,
 toe smaa Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed
-med gamle haarde Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte.
-Paa alle Siider, huor ieg mig wente, møtte mig
-Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der haffde<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span>
+med gamle haarde Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte.
+Paa alle Siider, huor ieg mig wente, møtte mig
+Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der haffde<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span>
 werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz
 hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene
-haffde giort. Lided effter, att Døren war luct, bleff den
+haffde giort. Lided effter, att Døren war luct, bleff den
 igien aabnet, oc kom ind til mig Greffue Christian Rantzow,
 <i>Premier Ministre</i>, Peter Retz, <i>Canzeler</i>, Christoffer
 von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da <i>Secreterer</i><a name="FNanker_45" id="FNanker_45" href="#Fodnote_45" class="fnanchor">[45]</a>,<span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span>
-huilcke mig alle med <i>Civilité</i> Haanden gaff. <i>Canzeler</i> holt
-Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min allernaadigste
+huilcke mig alle med <i>Civilité</i> Haanden gaff. <i>Canzeler</i> holt
+Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min allernaadigste
 Herre oc Arffue Konning, lader Eder, <i>Madame</i>, sige,
-att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod
-Eder, som I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er
+att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod
+Eder, som I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er
 for mig att beklage, att der skulle findis Aarsager; wil
 dog formode, att de icke erre saaledis, att Hs. kl. Majts.
 Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa Aarsagen att
-wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock
-faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til <i>Canzeler</i>,
-huorpaa Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg
-haffde nu sidste Reiße werret med min Mand i Franckeriige?
+wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock
+faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til <i>Canzeler</i>,
+huorpaa Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg
+haffde nu sidste Reiße werret med min Mand i Franckeriige?
 Ieg suarte ia der til. For ded anded: Huad min
 Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand formedelst
 hands Suagheds Skyld <i>consulterde Medici</i>, om ded hannem
@@ -2258,265 +2224,265 @@ huilcket ingen hannem wille raade, hannem haffde oc fra
 raad en <i>Medicus</i> i Holland wed Naffn <i>Borri</i><a name="FNanker_47" id="FNanker_47" href="#Fodnote_47" class="fnanchor">[47]</a>, der hand
 hannem om hands Betenckende adspurte. For ded 3.:
 Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette
-suarte ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge
-att indfordre, huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig,
-oc wii hannem vdi hands Nød haffde forstract. For ded
+suarte ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge
+att indfordre, huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig,
+oc wii hannem vdi hands Nød haffde forstract. For ded
 4.: Huem der war med mig i Engeland? Ieg Naffn gaff
 dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en Herremand
 wed Naffn <i>Cassetta</i><a name="FNanker_48" id="FNanker_48" href="#Fodnote_48" class="fnanchor">[48]</a>, min Piige, som med mig hidkom,
 en <i>Lacquei</i>, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz
-oc Herremandens Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte
+oc Herremandens Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte
 min Mand til Bryg? Ieg kunde ded icke egentlig sige,
-efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi ett Kammers<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span>
-<i xml:lang="fr" lang="fr">à part</i>, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed
-wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att
+efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi ett Kammers<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span>
+<i xml:lang="fr" lang="fr">à part</i>, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed
+wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att
 aff dennem, ieg kiendte, kom meest til hannem tuende
-Brødre aff de <i>Arander</i><a name="FNanker_49" id="FNanker_49" href="#Fodnote_49" class="fnanchor">[49]</a>, for<sup>te</sup> <i>Cassetta</i> oc en Herremand,
+Brødre aff de <i>Arander</i><a name="FNanker_49" id="FNanker_49" href="#Fodnote_49" class="fnanchor">[49]</a>, for<sup>te</sup> <i>Cassetta</i> oc en Herremand,
 som heder <i>Ognati</i><a name="FNanker_50" id="FNanker_50" href="#Fodnote_50" class="fnanchor">[50]</a>. For ded 6. spurte Canzeler: Huem
 ieg heri Landed haffde med <i>corresponderet</i>? Huor til ieg
 suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til<a name="FNanker_51" id="FNanker_51" href="#Fodnote_51" class="fnanchor">[51]</a>, Olluff<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span>
-Brockenhuuß<a name="FNanker_52" id="FNanker_52" href="#Fodnote_52" class="fnanchor">[52]</a>, Frue Elße Paßberg<a name="FNanker_53" id="FNanker_53" href="#Fodnote_53" class="fnanchor">[53]</a> oc Frue Maria Vlfeldt<a name="FNanker_54" id="FNanker_54" href="#Fodnote_54" class="fnanchor">[54]</a>;
+Brockenhuuß<a name="FNanker_52" id="FNanker_52" href="#Fodnote_52" class="fnanchor">[52]</a>, Frue Elße Paßberg<a name="FNanker_53" id="FNanker_53" href="#Fodnote_53" class="fnanchor">[53]</a> oc Frue Maria Vlfeldt<a name="FNanker_54" id="FNanker_54" href="#Fodnote_54" class="fnanchor">[54]</a>;
 ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om
 ieg haffde fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret?
 Huor til ieg suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand
-spurte widre: Om ieg haffde hafft fleere <i>Iuëler</i> med mig,
+spurte widre: Om ieg haffde hafft fleere <i>Iuëler</i> med mig,
 end som de haffde seet? Ieg suarte att haffue hafft toe Rader
 smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med en Demant
 vdi, huilcket ieg en <i>Lutenant</i> i <i>Dovers</i> wed Naffn
 <i>Braten</i> (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow
-spurte: Huor meget de Perler wel kunde were wært?
+spurte: Huor meget de Perler wel kunde were wært?
 Ded kunde ieg icke <a class="SBScorr" name="SBS_8" id="SBS_8" title="SBS: engentlig">egentlig</a> sige. Hand meente, att vngefehr
 wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200 Rdr. eller lided
-meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget
-stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span>
-ieg saa ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia,
-<i>Madame</i>, Hands kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til;
+meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget
+stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span>
+ieg saa ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia,
+<i>Madame</i>, Hands kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til;
 wil I bekiende Sandhed oc ded i Tiide, saa er der maaskee
 Naade att forwente. Haffde <i>Marichal de Birron</i> bekiendt
 Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt
-oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin
+oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin
 Sandhed wille sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa,
 som ded gick<a name="FNanker_55" id="FNanker_55" href="#Fodnote_55" class="fnanchor">[55]</a>. Ieg haffuer laded mig sige for Sandhed,
 att Kongen aff Franckriige wille haffue giffuen hannem sin
 Forseelse effter, dersom hand den i Tiide haffde bekiendt;
-der for betencker Eder, <i>Madame</i>!« Ieg suarte: »Huad
-mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt
-er, ded skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.«
-Der paa bød G. Rantzow mig Haanden, oc ieg med faa
+der for betencker Eder, <i>Madame</i>!« Ieg suarte: »Huad
+mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt
+er, ded skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.«
+Der paa bød G. Rantzow mig Haanden, oc ieg med faa
 Ord errindrede hannem mit Fengsels Haard[h]ed. G. Rantzow
 loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der effter
 gaffue de andre Haanden oc ginge bort<a name="FNanker_56" id="FNanker_56" href="#Fodnote_56" class="fnanchor">[56]</a>. Mit Fengsel
 war lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack
-hid oc did i Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck,
-en Sølff Pen, som giffuer Bleck fra sig, oc som med Bleck
-war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder.<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span>
-Dette war neppeste forrettet, der Døren atter
+hid oc did i Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck,
+en Sølff Pen, som giffuer Bleck fra sig, oc som med Bleck
+war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder.<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span>
+Dette war neppeste forrettet, der Døren atter
 bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens Hoffmesterinne,
 hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens
 Quinde, Abel Catharina<a name="FNanker_57" id="FNanker_57" href="#Fodnote_57" class="fnanchor">[57]</a>. Den sidste kiendte ieg.
-Hun oc Dronningens Kammer-Quinde haffde Klæder att
-bære, som bestoede vdi en lang Silcke stoppet Natkiortel,
-offuer dragen med <a class="SBScorr" name="SBS_A" id="SBS_A" title="SBS: burde have været 'Liifarffue'">liifarffue</a> Skillert oc huid Skillerts Vnderdret,
-et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings
-Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler,
-en Serck, ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme.
-De helßede mig icke. Abel Cath. holt Orded oc sagde:
-»Ded er Henders Majts. Dronningens Befaling, att wi skal
-klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal haffue diße
-igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span>
+Hun oc Dronningens Kammer-Quinde haffde Klæder att
+bære, som bestoede vdi en lang Silcke stoppet Natkiortel,
+offuer dragen med <a class="SBScorr" name="SBS_A" id="SBS_A" title="SBS: burde have været 'Liifarffue'">liifarffue</a> Skillert oc huid Skillerts Vnderdret,
+et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings
+Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler,
+en Serck, ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme.
+De helßede mig icke. Abel Cath. holt Orded oc sagde:
+»Ded er Henders Majts. Dronningens Befaling, att wi skal
+klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal haffue diße
+igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span>
 mit Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange
-løße Demanter haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt
+løße Demanter haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt
 i mit Hoffuit, om intet war stucken i Haaret; sagde til
-de andre: »Der er intet, wii haffuer icke Kammene behoff«.
+de andre: »Der er intet, wii haffuer icke Kammene behoff«.
 Abel <a class="SBScorr" name="SBS_9" id="SBS_9" title="SBS: Caht.">Cath.</a> begierte Armbaandene oc Ringene, som
 for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem
-aff oc flyde hender, saa nær som en liden Ring, mig
+aff oc flyde hender, saa nær som en liden Ring, mig
 gick paa ded yderste Leed aff min Liden-Finger, kunde
-werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad ieg om
-att maatte beholde. »<span xml:lang="de" lang="de">Nein</span>« (suarte Hoffmesterinnen),
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr sollet nichts behalten.</span>« Abel Cathr. sagde: »Ded
-er oß saa høyt forbøden att lade Eder ded allerringeste;
-ieg haffuer maat swære Dronningen paa min Siæl oc Salighed,
-att ieg skulle flittig søge oc icke lade Eder ded
+werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad ieg om
+att maatte beholde. »<span xml:lang="de" lang="de">Nein</span>« (suarte Hoffmesterinnen),
+»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr sollet nichts behalten.</span>« Abel Cathr. sagde: »Ded
+er oß saa høyt forbøden att lade Eder ded allerringeste;
+ieg haffuer maat swære Dronningen paa min Siæl oc Salighed,
+att ieg skulle flittig søge oc icke lade Eder ded
 allerringste, men der for skal I icke miste ded; ded skal
 altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer,
-som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds
-Naffn!« suarte ieg. Hun drog mig alle mine Klæder aff.
-Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt <i>Ducater</i> vnder de
+som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds
+Naffn!« suarte ieg. Hun drog mig alle mine Klæder aff.
+Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt <i>Ducater</i> vnder de
 brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke <i>Camisolle</i> ett lided
-Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper <i>Iacobusser</i>
+Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper <i>Iacobusser</i>
 oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken
 aff, bad ieg den att beholde. Ney, soer hun wed
-sin Siæl ey att torde. Saa blottede de mig gandske, oc
+sin Siæl ey att torde. Saa blottede de mig gandske, oc
 gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick, huilcken hun
-icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Wißet Ihr wol,
-was Euch befohlen ist?</span>« Derpaa søgte Abel Cathr. med
-sin Haand paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen,
-bii Gott! dar ist nichts.</span>« Ieg sagde: »I handler v-christeligen
-oc v-tilbørligen med mig.« Able Cathr. suarte:<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span>
-»Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att giøre, huad oß
+icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Wißet Ihr wol,
+was Euch befohlen ist?</span>« Derpaa søgte Abel Cathr. med
+sin Haand paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen,
+bii Gott! dar ist nichts.</span>« Ieg sagde: »I handler v-christeligen
+oc v-tilbørligen med mig.« Able Cathr. suarte:<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span>
+»Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att giøre, huad oß
 er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke effter anded,
-alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.«
-Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de
-mig bragte, igien i klæd haffde, kom Hoffmesterindens
+alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.«
+Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de
+mig bragte, igien i klæd haffde, kom Hoffmesterindens
 Dreng ind oc leete offuer alt med Able Cathr., fant oc
 alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede dennem alligewel,
-saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc
-nogle <i>Ducater</i>, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene
-Knæ; en Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den
+saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc
+nogle <i>Ducater</i>, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene
+Knæ; en Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den
 haffde ieg paa Skiibet bit vd aff Gullet oc kast Gullet i
 Stranden; Steenen haffde ieg da i Munden<a name="FNanker_58" id="FNanker_58" href="#Fodnote_58" class="fnanchor">[58]</a>. Hoffmesterinden
 war meget haard; de kunde icke leede hender wel
 nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller
 liide, ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig
-skade noget. Ieg suarte: »Mig skader alt for meget, men
-ellers kand ieg wel staa, naar fornøden giøris« (ded war
-ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel Plündrings <i>Ordre
+skade noget. Ieg suarte: »Mig skader alt for meget, men
+ellers kand ieg wel staa, naar fornøden giøris« (ded war
+ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel Plündrings <i>Ordre
 excequere</i>, hun haffde lenge fult henders sl. Mand, Obr.
-Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med
-Fliid haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden
+Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med
+Fliid haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden
 en Tafftis Kappe til Hoffueded med sig oc ginge bort.
 Oc kom Slotzfogden strax ind med sin Hatt paa oc sagde:
-»<span xml:lang="de" lang="de"><i>Leonora</i>, <span class="sic" title="[sic]">warumb</span> habet Ihr Ewre Sachen versteckt?</span>«<span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span>
+»<span xml:lang="de" lang="de"><i>Leonora</i>, <span class="sic" title="[sic]">warumb</span> habet Ihr Ewre Sachen versteckt?</span>«<span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span>
 Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet den
 <i>Resolution</i> icke att suare hannem, i huad hand oc kunde
 sige; hands <i>Qualiteter</i> ware mig bekiente, ieg wiste, att
 hand mesterligen en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene
-paa den Maade, hannem syntist, de gierne hørtist,
+paa den Maade, hannem syntist, de gierne hørtist,
 de betrengte til Skade. Hand spurte atter igien med de
-samme Ord, tilføyende alleene ded: »<span xml:lang="de" lang="de">Hört Ihr nicht?</span>«
+samme Ord, tilføyende alleene ded: »<span xml:lang="de" lang="de">Hört Ihr nicht?</span>«
 Ieg saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract
 mig intet irre. Der effter bleff Borded tecket, oc 4
 Retter Maed indborren, men hoes mig war ingen <i>Apetit</i>,
-ihuor wel ieg lided eller intet den Dag haffde nøt. En
+ihuor wel ieg lided eller intet den Dag haffde nøt. En
 Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind
 wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen
-wære befalet den Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden
+wære befalet den Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden
 skemtede meget med forneffnte Maren oc war saare glad,
 hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen, der Klocken
-gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre
+gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre
 for Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen.
-Der Maren saae sig eene hoeß mig, beklagede hun min
+Der Maren saae sig eene hoeß mig, beklagede hun min
 Tilstand, berettede mig oc, att mange, som hun Naffn
 gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte) med Weemodighed
-oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis
+oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis
 H. Hendrick Bielckis Frue<a name="FNanker_59" id="FNanker_59" href="#Fodnote_59" class="fnanchor">[59]</a>, som haffde daanet aff
-Graad. Ieg sagde: »De gott Folck haffuer seet mig vdi
+Graad. Ieg sagde: »De gott Folck haffuer seet mig vdi
 Welstanden; er icke Vnder, att de Lyckens V-bestandighed
-begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra Vlycke
+begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra Vlycke
 wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet.<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span>
-Ieg trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed,
+Ieg trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed,
 wiste mig slet intet ont paa att staa, spurte, huem
 hun war, oc huem hun tiente. Hun sagde at tienne i
-Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring att
+Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring att
 haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede
-Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen
+Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen
 kunde ingen faa, som eene sig torde vnderstaa
-hoeß mig att were, thi ieg war holt for ond; der sagdis
-oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste tilkommende Ting.
-Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom, troer
+hoeß mig att were, thi ieg war holt for ond; der sagdis
+oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste tilkommende Ting.
+Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom, troer
 ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde
-ieg kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded
+ieg kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded
 wel kunde wide oc sig alligeuel ey derfor kunde wocte.
 Hun sagde ydermere, att Dronningen selffuer med hender
-haffde talt oc saaledis sagt: »<span xml:lang="de" lang="de">Du solst diese Na[c]ht bey
-<i>Leonora</i> seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu
-nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu
-gefangen vnd hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt,
+haffde talt oc saaledis sagt: »<span xml:lang="de" lang="de">Du solst diese Na[c]ht bey
+<i>Leonora</i> seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu
+nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu
+gefangen vnd hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt,
 so gebe ich dir Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das
-sie bluten kan.</span>« Maren sagde widre: »Dronningen wed
+sie bluten kan.</span>« Maren sagde widre: »Dronningen wed
 wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer werret forstyrret,
-der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«; fløy i
-ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc <i>caresserte</i>
-mig paa henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit
-Hierte, slaa mig! Ieg skal«, soer hun, »icke slaa igien.«
-Ieg vntsætte mig noget, fryctede Galskaben at komme.
+der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«; fløy i
+ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc <i>caresserte</i>
+mig paa henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit
+Hierte, slaa mig! Ieg skal«, soer hun, »icke slaa igien.«
+Ieg vntsætte mig noget, fryctede Galskaben at komme.
 Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op aff
 Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue
 gaaet i Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span>
-hun mig ynte, oc huorledis Iomfrue <i>Carisius</i><a name="FNanker_60" id="FNanker_60" href="#Fodnote_60" class="fnanchor">[60]</a>, som hoeß
+hun mig ynte, oc huorledis Iomfrue <i>Carisius</i><a name="FNanker_60" id="FNanker_60" href="#Fodnote_60" class="fnanchor">[60]</a>, som hoeß
 hender stoed vdi Winduet, mig roste oc tillige ynckede,
-ynsket noget til min Frelßning att kunde formaa, med
-mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den v-sædwanlige
+ynsket noget til min Frelßning att kunde formaa, med
+mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den v-sædwanlige
 <i>Caresse</i>, efftersom Tiiden ded ey anded wille,
 smilte<a name="FNanker_61" id="FNanker_61" href="#Fodnote_61" class="fnanchor">[61]</a> oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att
 byde den Huck, som loed see saa stoer <i>Affection</i>, som hun
-giorde, i Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg
-kunde icke wiide, huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen
+giorde, i Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg
+kunde icke wiide, huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen
 i den Tancke att slaa, der ieg dog aldrig nogen aff
-mine Kammer-Piiger haffde giffuen en Ørfigen; ieg tackede
+mine Kammer-Piiger haffde giffuen en Ørfigen; ieg tackede
 hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att allting
 skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille
 holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg
 intet v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag
 befale, hand reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa,
-om ey strax, saa skeede ded dog, der war ieg wiß paa.
+om ey strax, saa skeede ded dog, der war ieg wiß paa.
 Maren begynte om adskilligt att tale, iblant anded om
-min Søster Elisabet Augusta<a name="FNanker_62" id="FNanker_62" href="#Fodnote_62" class="fnanchor">[62]</a>, huor hun haffde sit i sit
-Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom
+min Søster Elisabet Augusta<a name="FNanker_62" id="FNanker_62" href="#Fodnote_62" class="fnanchor">[62]</a>, huor hun haffde sit i sit
+Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom
 ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men
 war ieg v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span>
 der til, suarte oc intet til megen anden Snack, hun
-haffde. Hun begynte att fortelle om <a class="SBScorr" name="SBS_10" id="SBS_10" title="SBS: siine">siin</a> egen Forfølgelse,
-som hun giorde flux witløfftig med andre <i>Historier</i> der vdi
+haffde. Hun begynte att fortelle om <a class="SBScorr" name="SBS_10" id="SBS_10" title="SBS: siine">siin</a> egen Forfølgelse,
+som hun giorde flux witløfftig med andre <i>Historier</i> der vdi
 att flicke, saa att den <i>discours</i> mig (vdi da werende Tilstand)
-war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc
-aff Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde
-soffue, bød hender Goede Natt. Mine Tancker forhindrede
-Søffnen att komme. Ieg betenckte min nærwærende Tilstand,
+war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc
+aff Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde
+soffue, bød hender Goede Natt. Mine Tancker forhindrede
+Søffnen att komme. Ieg betenckte min nærwærende Tilstand,
 kunde mig ingenlunde der vdi finde eller Aarsagen
 til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke,
-att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis,
+att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis,
 efftersom ieg saa spotteligen medhandledis. Der ieg lenge
 haffde ligget omwent til Weggen, wente ieg mig til Gulffuet
-oc bleff war, att Maren græd saa himmeligen for sig
+oc bleff war, att Maren græd saa himmeligen for sig
 selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen til henders
-Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte
+Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte
 hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe
-Tancker. Hinder rant i Sinde att haffue saa meget hørt
-tale om Frøcken <i>Leonora</i> oc henders Herlighed <i>etc.</i>, huor
-høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste hender etc.,
+Tancker. Hinder rant i Sinde att haffue saa meget hørt
+tale om Frøcken <i>Leonora</i> oc henders Herlighed <i>etc.</i>, huor
+høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste hender etc.,
 oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel,
-huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der
+huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der
 war saadan Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker
 der med, som ickun gick ind oc strax vd igien, end sige
 de, der skulle bliffue der inde. Ieg meente, att maaskee
 ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes mig i
 ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg
-hender trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß
+hender trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß
 mig, endtil en anden der til bleff <i>ordineret</i>, effterdi
 hun war i anden Tienneste; men ieg for min Persohn<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span>
-tenckte nu icke paa forrige Tiider, nerwærende gaffue mig
+tenckte nu icke paa forrige Tiider, nerwærende gaffue mig
 nock att tage ware; wille ieg forbigaaende Tiider ihuekomme,
 saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere,
-Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige
+Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige
 Tilfelle errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt
-offuergick, oc huis Vlycke endoc haffde werret større, end
+offuergick, oc huis Vlycke endoc haffde werret større, end
 som min nu war; thi de ware faldne vdi Tyranners Hender,
 som dennem v-menniskeligen tracterede, men denne
 Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre,
 hand kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig
 att betencke, mine V-wenner gaffue hannem nu icke der
-til Stunder. Der ieg ded sagde, græd hun meere en[d]
-som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig (som hun
+til Stunder. Der ieg ded sagde, græd hun meere en[d]
+som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig (som hun
 mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke
-wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer
+wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer
 min sl. Herre<a name="FNanker_63" id="FNanker_63" href="#Fodnote_63" class="fnanchor">[63]</a>, huilcken hun fryctede oc mig att skulle
-offuergaa, oc græd hun saa meget diß meere, fordi ieg
+offuergaa, oc græd hun saa meget diß meere, fordi ieg
 troede Kongen saa wel. Den Natt snackede wii saa bort.</p>
 
 <p>Den 9. <i>Augusti</i> om Morgenen, der Klocken war 6,
-kom Slozfogden ind, bød Goed Morgen oc spurte, om wii
+kom Slozfogden ind, bød Goed Morgen oc spurte, om wii
 wille haffue Brendewiin. Ieg suarte intet. Hand spurte
 Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded, gick
-til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede:
+til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede:
 ded war den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden
 snackede med Maren, war meget glad tiilig paa
-Dagen, fortelte sine Drømme, som hand vden Tuiffl sig
+Dagen, fortelte sine Drømme, som hand vden Tuiffl sig
 <i>finguerte</i> for att haffue noget att sige. Hand sagde hender<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a></span>
 himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc befoel
-hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd.
-Hand sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil
+hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd.
+Hand sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil
 hun kom igien, huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange
 til mig oc spurte: Om ieg noget begierte? Om ieg haffde
 soffuet? Om Maren haffde wel waaget? Men hand fick
@@ -2524,151 +2490,151 @@ ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang. Hand
 gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte
 snart paa en, snart paa en anden, som hand dog wel
 wiste icke ware tilstede. Der war paa de Tiider en wed
-Naffn Ion, som bar Madden med Raßmus Taaren-Giemmer,
+Naffn Ion, som bar Madden med Raßmus Taaren-Giemmer,
 den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi en
-Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste
-hand kunde, suarte sig selffuer oc sagde: <span class="corr" title="var: «">»</span><span xml:lang="nds" lang="nds">Far, he iß dar
-nicht, he iß, som Gott! dar nicht</span>«; skaagger loe aff sig
+Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste
+hand kunde, suarte sig selffuer oc sagde: <span class="corr" title="var: «">»</span><span xml:lang="nds" lang="nds">Far, he iß dar
+nicht, he iß, som Gott! dar nicht</span>«; skaagger loe aff sig
 selffuer, tog saa paa att raabe igien, enten paa Ion eller
-paa Raßmus, saa mig syntist, att hand haffde smagt
+paa Raßmus, saa mig syntist, att hand haffde smagt
 Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde,
 att der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle
-løße hender aff. Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med
-Maren, gick hand vd oc lucte Dørene. Maren fortelte
+løße hender aff. Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med
+Maren, gick hand vd oc lucte Dørene. Maren fortelte
 mig, huorledis Dronningen haffde laded hender for sig fordre
 oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att
 hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte
-intet. Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget.
-Maren suarte: »Io wist, hun grædder for sig himmelig.«
-»Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt, att I icke
-græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu
-nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de
+intet. Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget.
+Maren suarte: »Io wist, hun grædder for sig himmelig.«
+»Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt, att I icke
+græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu
+nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de
 toe Quinder, som skulle tage ware paa mig, war Kongens<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span>
 Skomagers Quinde, en tydsk oc meget wel lied aff Dronningen.
 Hendis Majt. haffde brugt hender Vldrich Christian
-Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom,
-aff huilcken hand døde, att betienne<a name="FNanker_64" id="FNanker_64" href="#Fodnote_64" class="fnanchor">[64]</a>, oc galt samme
+Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom,
+aff huilcken hand døde, att betienne<a name="FNanker_64" id="FNanker_64" href="#Fodnote_64" class="fnanchor">[64]</a>, oc galt samme
 Quindis Ord meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste
 Maren icke, huem skulle were, men for<sup>te</sup> haffde talt med
-Dron. vdi Marens Nærwærelse oc sagt sig icke eene hoeß
-mig att torde were. Quinderne komme icke førend om
+Dron. vdi Marens Nærwærelse oc sagt sig icke eene hoeß
+mig att torde were. Quinderne komme icke førend om
 Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc
 lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager
 Quinden wed Naffn Anna, som i gemeen altiid wille haffue
 Orded. Den anden war Kongens Sadel-Knechtis Quinde
-wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter Helßen
+wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter Helßen
 sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware
-befalet en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig
-att opwarte. »Vdi Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som
-war meget beschæfftig, spurte mig oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wil de Frue
+befalet en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig
+att opwarte. »Vdi Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som
+war meget beschæfftig, spurte mig oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wil de Frue
 ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil ick bii
-de Königinne darumb anholden</span>«. Ieg tackede hender oc
-sagde, att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis,
-som: tuende Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff
-huit-noppet Tøy, min Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine
-Kamme oc for alting min Been-Balsam-Byße, huilcken
-ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med forderligste att
+de Königinne darumb anholden</span>«. Ieg tackede hender oc
+sagde, att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis,
+som: tuende Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff
+huit-noppet Tøy, min Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine
+Kamme oc for alting min Been-Balsam-Byße, huilcken
+ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med forderligste att
 forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc ded
 anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf.,
-der Klocken war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen,<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span>
+der Klocken war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen,<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span>
 som sagdis att were bortkommen, vdi huis Sted mig en
 Blick-Buddicke med heel slet Slag-Balsam igien bleff giffuen.
 Der Afften Maaltiid skulle holdis, deckede Cathrina
-paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att æde,
+paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att æde,
 begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom.
 Slozfogden satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc
 tiente dennem i Steden for Spillemand, saa att man ey
-skulle haffue sagt, att de ware vdi Græde-Huuß, men wel
-vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens Styrcke
+skulle haffue sagt, att de ware vdi Græde-Huuß, men wel
+vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens Styrcke
 oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud
-bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war
-Sladder oc Latter træt, bød hand Goede Natt effter 10
+bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war
+Sladder oc Latter træt, bød hand Goede Natt effter 10
 Slet, sagde til Quinderne, dersom de wille noget, skulle
 de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der
-hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde
-Cathrina min Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig,
-der aff læste ieg Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem,
-lagde mig oc bød dennem Goede Natt. De lagde
+hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde
+Cathrina min Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig,
+der aff læste ieg Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem,
+lagde mig oc bød dennem Goede Natt. De lagde
 sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed. Ieg
-soff da oc da, stackede Søffne tillige.</p>
+soff da oc da, stackede Søffne tillige.</p>
 
 <p>Den 10. <i>Aug.</i> Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden
-op, huor vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen
+op, huor vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen
 effter hannem lengtist, vdi Synderlighed Cathrina,
 som er en fyllig Quinde; hun kunde den indklemte Lufft
 icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der Slozf.
-dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde,
+dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde,
 om de endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde
-klaget, bød hand dennem Brendewin, huor imod de toge
-med begge Hænder. Der Klocken war 7, begierte de att
+klaget, bød hand dennem Brendewin, huor imod de toge
+med begge Hænder. Der Klocken war 7, begierte de att
 gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de Dronningen<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span>
-først en <i>Relation</i> om, huis den halffue Dag oc Natt war
-paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick
+først en <i>Relation</i> om, huis den halffue Dag oc Natt war
+paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick
 mod 9, satte hand en Stoel ind foruden noget att sige.
-Ieg merckte der paa, att der wille komme Besøgelse, oc
+Ieg merckte der paa, att der wille komme Besøgelse, oc
 skeede lige saa, att lided der effter kom ind til mig Greff
 Rantzow, <i>Premier Ministre</i>, Cantzeler H. Peter Retz, Rentemester
 Christoffer Gabel oc <i>Secreterer</i> Erick Krag, huilcke
 effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som
 Papir, Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded.
-G. Rantzow huißkede til Cantzeler noget lided.
-Cantzeler begynte der paa sin Tale saaledis som første
-Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage til ded, hand
-imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand widre)
-»<i>susspition</i> til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.«
+G. Rantzow huißkede til Cantzeler noget lided.
+Cantzeler begynte der paa sin Tale saaledis som første
+Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage til ded, hand
+imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand widre)
+»<i>susspition</i> til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.«
 Ieg spurte, huor vdi den <i>susspition</i> bestoed. Cantzeler
-sagde: »Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre
-Dannemarckis Riige til«<a name="FNanker_65" id="FNanker_65" href="#Fodnote_65" class="fnanchor">[65]</a>. Ieg spurte, om Dannemarckis
-Riige hørte min Mand til, att hand ded kunde vdbyde,
+sagde: »Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre
+Dannemarckis Riige til«<a name="FNanker_65" id="FNanker_65" href="#Fodnote_65" class="fnanchor">[65]</a>. Ieg spurte, om Dannemarckis
+Riige hørte min Mand til, att hand ded kunde vdbyde,
 oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort oc
-sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide,
-att hand haffuer werret <i>æstimeret</i> for en Mand aff Forstand,
+sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide,
+att hand haffuer werret <i>æstimeret</i> for en Mand aff Forstand,
 oc ieg kand forsickre Eder, att der ieg skiltist fra
 hannem, da haffde hand endnu sin fulle Fornufft. Nu er
 let att tencke, att ingen forstandig Mand ded skulle vdbyde,
 som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade
 for. Hand er io vdi ingen <i>Charge</i>, haffuer ingen Myndighed
 eller Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan
-Tilbud att giøre, oc huad for en Herre skulle wille<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span>
-tage der imod?« G. Rantzow sagde: »Ded er dog saa,
-<i>Madame</i>; hand haffuer tilbøded Dannemarck en fremmet
-<i>Potentat</i>, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were
-mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde
-G. Ranz., »Eders Mand haffde ingen Ting skiult for Eder,
-derfor wed I ded wel«. Ieg suarte: »Ded er wist, att
-min Mand icke skulle skiyffle noget for mig, som oß
+Tilbud att giøre, oc huad for en Herre skulle wille<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span>
+tage der imod?« G. Rantzow sagde: »Ded er dog saa,
+<i>Madame</i>; hand haffuer tilbøded Dannemarck en fremmet
+<i>Potentat</i>, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were
+mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde
+G. Ranz., »Eders Mand haffde ingen Ting skiult for Eder,
+derfor wed I ded wel«. Ieg suarte: »Ded er wist, att
+min Mand icke skulle skiyffle noget for mig, som oß
 begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage
-wed kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte,
+wed kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte,
 duulte hand icke for mig, saa att ieg er forsickret,
-att dersom hand haffde hafft noget dißlige for, att hand
+att dersom hand haffde hafft noget dißlige for, att hand
 ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc ieg kand ded
 med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom
-er bewist.« G. Rantzow sagde: »<i>Madame</i>, bekiender ded,
-imens Kongen Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste
+er bewist.« G. Rantzow sagde: »<i>Madame</i>, bekiender ded,
+imens Kongen Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste
 ieg ded, da skulle ieg ded gierne sige, men saa sant som
 Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc saa sant kand ieg
 oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue werret saa
-daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til
-att drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue,
-ieg wille nødig haffue mig den Reiße paataget, en stoer
+daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til
+att drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue,
+ieg wille nødig haffue mig den Reiße paataget, en stoer
 Deel aff den Aarsage, att ieg saae, hand war saa meget
 suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en Trappe
 op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin
 Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff
 <i>Travaille</i>? Ieg kand med Sandhed sige, att hand icke er
-8 Dage tillige frii foruden Anstød, sær aff ett Tilfald, sær
-aff ett anded.« G. Rantzow huißkede atter til Cantzeler,
-oc sagde Canzelern widre: »<i>Madame</i>, siger med goede,
+8 Dage tillige frii foruden Anstød, sær aff ett Tilfald, sær
+aff ett anded.« G. Rantzow huißkede atter til Cantzeler,
+oc sagde Canzelern widre: »<i>Madame</i>, siger med goede,
 huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i<span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span>
 denne Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs.
 kongl. Majt. er en <i>absolut</i> Herre, hand er icke bunden
-til Lowen, hand kand giøre, huad hand wil; siger
-ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl. Majt.
+til Lowen, hand kand giøre, huad hand wil; siger
+ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl. Majt.
 er en <i>absolut</i> Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig
-oc Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet
+oc Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet
 anded end ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare.
-See, her er ieg! I kand giøre wed mig, huad I
-wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke sige.« G. Rantzow
+See, her er ieg! I kand giøre wed mig, huad I
+wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke sige.« G. Rantzow
 begynte atter att komme frem med <i>Marichal de Birron</i>
 oc giorde der aff en lang <i>dicente</i>. Huor til ieg endeligen
 suarte, att <i>Marichal de Birron</i> kom mig intet wed, ieg
@@ -2678,246 +2644,246 @@ icke haffde sagt, der ieg bleff adspurt, huem ieg her vdi
 Riget med haffde <i>corresponderet</i>, att ieg haffde skreffuen
 hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg, att
 ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa
-ieg icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde
+ieg icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde
 alleeneste om de andre, huorom de maaskee icke wiste.
-G. Rantzow huißkede atter til Canzeler, oc sagde Canzeler:
-»I haffuer skreffuen i ett Breff til F. Elße Paßberg
-om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til
+G. Rantzow huißkede atter til Canzeler, oc sagde Canzeler:
+»I haffuer skreffuen i ett Breff til F. Elße Paßberg
+om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til
 G. Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis
-ded war), »huad meente I dermed, <i>Madame</i>?« Ieg
+ded war), »huad meente I dermed, <i>Madame</i>?« Ieg
 suarte ey att kunde mindis, huad hendis Breffue mig haffde
-giffuen for Aarsage att suare til; »ded, som staar for
-eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige min Meening;
+giffuen for Aarsage att suare til; »ded, som staar for
+eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige min Meening;
 maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock
-vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span>
-suare til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow
-adspurte mig, huem aff fremmede <i>Ministri</i> hoeß min
+vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span>
+suare til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow
+adspurte mig, huem aff fremmede <i>Ministri</i> hoeß min
 Herre i Bryg haffde werret. Ingen (suarte ieg), som mig
 witterlig war. Hand spurte widre, om ingen holsteinske
-Herremend hoeß hannem haffde werret. <i>Resp.</i> »Icke mig
-witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi
-<span class="sic" title="[sic]">Tydßland</span>, fra Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein,
-spurte særdelis om en huer, om icke nogen aff derris <i>Ministri</i>
-hoeß min Mand haffde werret. Ieg gaff samme Suar
-som før til huert ett Spørßmaal <i xml:lang="fr" lang="fr">à part</i>, att icke war mig
-witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret.
-Der effter sagde hand: »Nu, <i>Madame</i>, bekiender! ieg beder
+Herremend hoeß hannem haffde werret. <i>Resp.</i> »Icke mig
+witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi
+<span class="sic" title="[sic]">Tydßland</span>, fra Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein,
+spurte særdelis om en huer, om icke nogen aff derris <i>Ministri</i>
+hoeß min Mand haffde werret. Ieg gaff samme Suar
+som før til huert ett Spørßmaal <i xml:lang="fr" lang="fr">à part</i>, att icke war mig
+witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret.
+Der effter sagde hand: »Nu, <i>Madame</i>, bekiender! ieg beder
 Eder; tencker paa <i>Marichal de Biron</i>! Eder bedis icke
-meere.« Ieg war noget kied aff att høre <i>Biron</i> tiire, huorfor
-ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg kümrer mig intet om
-<i>Mar. de Bir.</i>; ieg kand icke sige ded, ieg ingen Skiæl
-wed til.« <i>Secreterer</i> Krag haffde skreffuen noget hastig,
+meere.« Ieg war noget kied aff att høre <i>Biron</i> tiire, huorfor
+ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg kümrer mig intet om
+<i>Mar. de Bir.</i>; ieg kand icke sige ded, ieg ingen Skiæl
+wed til.« <i>Secreterer</i> Krag haffde skreffuen noget hastig,
 som ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle
-oplæße, huad hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene
-sig icke paa Spørßmaalene; en Deel war maaskee formedelst
+oplæße, huad hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene
+sig icke paa Spørßmaalene; en Deel war maaskee formedelst
 Hastighed forseet, oc maaskee en Deel aff <i>Malice</i>,
 thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg <i>protesterte</i> der
-paa, der hand <i>Protocollet</i> oplæste. Canzeler sandede med
+paa, der hand <i>Protocollet</i> oplæste. Canzeler sandede med
 mig i alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien.
 Der paa stoede de op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem,
 att de Hs. kl. Mt. wille bede, att Hs. Mt. mig en naadig
-Herre wille wære oc icke troe, huis hannem om min
+Herre wille wære oc icke troe, huis hannem om min
 Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig
 skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands
-Plict. »Ia,« suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, <i>Madame</i>,<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span>
+Plict. »Ia,« suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, <i>Madame</i>,<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span>
 oc sige os, huem der er i dette Werck, oc huorledis
 ded sidder tilsammen, saa kunde I maaskee faa en
-naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende
-Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige,
+naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende
+Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige,
 mindre om nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter
-att haffue nesten tre Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom
+att haffue nesten tre Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom
 Slozf. ind med Quinderne. Der bleff decket, oc Maed
-indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier.
+indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier.
 Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand
-icke werret lystig før, da war hand da, fortelte den eene
-skiiden Snack effter den anden. Der de ware mætte aff
-Maed oc trætte aff Snack, gick hand bort oc lucte; kom
-effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen oc
-lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de
+icke werret lystig før, da war hand da, fortelte den eene
+skiiden Snack effter den anden. Der de ware mætte aff
+Maed oc trætte aff Snack, gick hand bort oc lucte; kom
+effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen oc
+lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de
 komme igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi
-midler Tiid Quinderne ware eene hoeß mig, bleff intet talt
+midler Tiid Quinderne ware eene hoeß mig, bleff intet talt
 om anded, end Anna fortaalte Cathrina hendis vdstandene
-Sorrig med henders første Mand. Ieg loed da, som ieg soff,
-liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene hoeß mig, saa
+Sorrig med henders første Mand. Ieg loed da, som ieg soff,
+liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene hoeß mig, saa
 hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne. Afftens-Maaltiid
 war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde
 dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden
 Gifft, huorledis hand beilede foruden att wide til huem,
-wiste ded ey heller, føre end hand la Orded skulle hente.
-Den Fortelling war saa potzerlig som witløfftig, ieg <i>observerte</i>
+wiste ded ey heller, føre end hand la Orded skulle hente.
+Den Fortelling war saa potzerlig som witløfftig, ieg <i>observerte</i>
 ded, att den warede 5 Quarter. Der hand haffde
-bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min Seng, begynte
-att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en gruelig
-Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen
-oc ded gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte:<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span>
-»Gudske Loff, Kongen, Dronningen oc all Herskabet
-leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded war icke Forrædernis
+bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min Seng, begynte
+att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en gruelig
+Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen
+oc ded gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte:<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span>
+»Gudske Loff, Kongen, Dronningen oc all Herskabet
+leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded war icke Forrædernis
 Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig
-aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand
+aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand
 ded Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk
 oc altiid grundede, kunde icke troe ded; omsider, der hand
-war fuldkommen wiß der paa, saa sagde hand Dronningen
-ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet, som I wed.«
+war fuldkommen wiß der paa, saa sagde hand Dronningen
+ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet, som I wed.«
 Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna
-suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig,
-att ingen engang maa spørge derom, fra huem ded er
-kommen.« Ieg kunde icke lade io ett Ord dertil att
+suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig,
+att ingen engang maa spørge derom, fra huem ded er
+kommen.« Ieg kunde icke lade io ett Ord dertil att
 suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man icke
 kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att
 ingen den Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde:
-»Skulle ded oc wel were sandt?« »Huad er ded, I siger?«
-suarte Anna; »skulle Kongen giøre ded, hand giør, vden
-hand war wiß paa, ded war sant?<a name="FNanker_66" id="FNanker_66" href="#Fodnote_66" class="fnanchor">[66]</a> Hui snacker I saa?«
+»Skulle ded oc wel were sandt?« »Huad er ded, I siger?«
+suarte Anna; »skulle Kongen giøre ded, hand giør, vden
+hand war wiß paa, ded war sant?<a name="FNanker_66" id="FNanker_66" href="#Fodnote_66" class="fnanchor">[66]</a> Hui snacker I saa?«
 Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage
-nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget
+nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget
 dertil suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde
-seet, som den Snack giorde bewiißlig, derfor meente ieg,
+seet, som den Snack giorde bewiißlig, derfor meente ieg,
 att mig war tilsted icke att troe den, indtil ieg saae wisse
 <a class="SBScorr" name="SBS_11" id="SBS_11" title="SBS: Teng">Tegn</a> dertil. Anna bleff wed hendis <i>Propos</i>, vndrede sig,
 att der kunde were saadanne forbandede Mennisker til,<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span>
-der wille <span class="sic" title="[sic]">myre</span> den goede Konge, giorde ded saa witløfftig.
+der wille <span class="sic" title="[sic]">myre</span> den goede Konge, giorde ded saa witløfftig.
 Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid
-paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op,
+paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op,
 efftersom hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff
 mig bleff <i>interromperet</i>. Ieg stoed op oc begierte att haffue
 min Seng reed, huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna
-saae til Liußet om Natten, thi hun war aarwaagner end
-Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig
-Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße,
-Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris
+saae til Liußet om Natten, thi hun war aarwaagner end
+Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig
+Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße,
+Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris
 Mangfoldighed <a class="SBScorr" name="SBS_12" id="SBS_12" title="SBS: ware">war</a> stoer. Sult giorde dennem dristig, de
-aade aff Liußet, som ded stoed oc brente. Cathrina bleff
-oc samme Natt heel ille til Paß, saa att ded oc min Søffn
+aade aff Liußet, som ded stoed oc brente. Cathrina bleff
+oc samme Natt heel ille til Paß, saa att ded oc min Søffn
 forhindrede. Den 11. <i>Augusti</i> om Morgenen tilig kom
-Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins <i>Complimenter</i>,
-ihuor wel de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. <i>Cathr.</i>
-beklagede sig høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att
-kunde were; naar hun kom ind aff Døren, war ded, lige
-som hun skulle quælis; skulle hun endeligen were der inde
-i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar hender død
+Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins <i>Complimenter</i>,
+ihuor wel de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. <i>Cathr.</i>
+beklagede sig høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att
+kunde were; naar hun kom ind aff Døren, war ded, lige
+som hun skulle quælis; skulle hun endeligen were der inde
+i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar hender død
 der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne
-ginge bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig
+ginge bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig
 fra <i>Gen. Major</i> von Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille
-were »<span xml:lang="nds" lang="nds">gutes <a class="SBScorr" name="SBS_13" id="SBS_13" title="SBS: Muhts">Muths</a>, es würde nu bald gutt.</span>« Ieg suarte
+were »<span xml:lang="nds" lang="nds">gutes <a class="SBScorr" name="SBS_13" id="SBS_13" title="SBS: Muhts">Muths</a>, es würde nu bald gutt.</span>« Ieg suarte
 intet. Hand spurte, huorledis ded war fat, om ieg haffde
-soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke meget.«
+soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke meget.«
 Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig
-atter selff: »Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der
+atter selff: »Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der
 paa gick hand oc nynnet noget for sig op oc needer paa
-Gulffuet, kom der effter for min Seng oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">O der<span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span>
-liebe <span class="sic" title="[sic]">Köning</span>, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch
-zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel
+Gulffuet, kom der effter for min Seng oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">O der<span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span>
+liebe <span class="sic" title="[sic]">Köning</span>, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch
+zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel
 von Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein
 schwaches Werckzeug. Die arme Weibes-Bilder seind
-bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was,
-wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne, eß
-ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße;
-ich weiß, wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte
-selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne
-schreiben vnd Ihr die Sache auß dem Grunde berichten
+bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was,
+wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne, eß
+ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße;
+ich weiß, wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte
+selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne
+schreiben vnd Ihr die Sache auß dem Grunde berichten
 vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch
 Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff
-meine Seele! nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo
-ich darein sehen wil; vnd auff daß Ihrs solt gewiße seyn,
-so wil ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versieglen.
-Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?</span>« Efftersom
+meine Seele! nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo
+ich darein sehen wil; vnd auff daß Ihrs solt gewiße seyn,
+so wil ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versieglen.
+Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?</span>« Efftersom
 ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min
-Haand oc rusket noget hart wed den oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Höret
-Ihr nicht? Schlaffet Ihr?</span>« Ieg <span class="sic" title="[sic]">høte</span> oc slog op med Haanden,
-haffde gierne giffuet hannem ett Slag i Næßen, kaste
-mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att hands
+Haand oc rusket noget hart wed den oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Höret
+Ihr nicht? Schlaffet Ihr?</span>« Ieg <span class="sic" title="[sic]">høte</span> oc slog op med Haanden,
+haffde gierne giffuet hannem ett Slag i Næßen, kaste
+mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att hands
 Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer
 offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden
-diße: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia! Ihr wollet nicht reden</span>.« Saa murmelde
-hand noget imellem Tenderne: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr wollet nicht antworten;
+diße: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia! Ihr wollet nicht reden</span>.« Saa murmelde
+hand noget imellem Tenderne: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr wollet nicht antworten;
 nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott! Du
-skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum</span>«. Ded holte hand
-saa immer fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc
-huißkede noget til hannem, saa hand gick vd. Mig syntist,
+skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum</span>«. Ded holte hand
+saa immer fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc
+huißkede noget til hannem, saa hand gick vd. Mig syntist,
 att der war en, som med hannem talte, oc som ieg<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span>
 kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem,
 om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand
-suarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Nein, es ist nicht nöthig; sie wil nicht.</span>« Den
-anden sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Sachte, sachte!</span>« Slozf. kunde icke wel
-tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Sie kand das
-nicht hören, sie liegt im Bette.</span>« Der hand kom ind igien,
-murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa,
+suarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Nein, es ist nicht nöthig; sie wil nicht.</span>« Den
+anden sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Sachte, sachte!</span>« Slozf. kunde icke wel
+tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Sie kand das
+nicht hören, sie liegt im Bette.</span>« Der hand kom ind igien,
+murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa,
 att ieg icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen
 war icke saa ond, som ieg tenckte; gick saa oc
 smaa-snacket; lengtist flux effter Quindernis Komme,
-giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter dennem.
-Omsider kom <span class="sic" title="[sic]">Raßmuß</span> oc berettet, att nu gick de
+giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter dennem.
+Omsider kom <span class="sic" title="[sic]">Raßmuß</span> oc berettet, att nu gick de
 op aff Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad
-en Tiime, førend de kom ind til mig oc forløste hannem.
+en Tiime, førend de kom ind til mig oc forløste hannem.
 Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff holden (thi min
 Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war
-Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede
-dog om adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand
-war Forerer, war paßeret; <i>retirerte</i> sig oc snarere, en[d] hand
-war want att giøre. Quinderne, som igien bleffue, snackede
-om adskillige <i>indifferente</i> Sager, huortil ieg oc stønnem
-sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn spurte.
-Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att
+Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede
+dog om adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand
+war Forerer, war paßeret; <i>retirerte</i> sig oc snarere, en[d] hand
+war want att giøre. Quinderne, som igien bleffue, snackede
+om adskillige <i>indifferente</i> Sager, huortil ieg oc stønnem
+sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn spurte.
+Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att
 Dagen dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem
 vdlucte. Hand haffde tagen en Bog med sig, vdi <span class="sic" title="[sic]">huilken</span>
-hand temmelig sagte <a class="SBScorr" name="SBS_14" id="SBS_14" title="SBS: vdi "></a>læste, imidlertiid hand Wacten hoes
+hand temmelig sagte <a class="SBScorr" name="SBS_14" id="SBS_14" title="SBS: vdi "></a>læste, imidlertiid hand Wacten hoes
 mig haffde. Ieg war meget gierne der med tilfritz att
 haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid begynte
 Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att
-der war ført en Fange hid, som war en Fransos, hand<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span>
+der war ført en Fange hid, som war en Fransos, hand<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span>
 mintist icke ret hands Naffn; saed oc tygget paa Naffnet,
 ligesom hand icke kunde komme derpaa: Karl eller <i>Char</i>,
-hand wiste icke, huad hand hede, men hand haffde før
+hand wiste icke, huad hand hede, men hand haffde før
 werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded
 war for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som
-skulle siunge op, dog wiste hand icke til wiße, om hand
+skulle siunge op, dog wiste hand icke til wiße, om hand
 war her eller icke (der war alldelis intet om). Hand sagde
-ded alleeneste for att komme mig til att spørge eller fornemme,
-om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem
+ded alleeneste for att komme mig til att spørge eller fornemme,
+om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem
 vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte,
 gaff Anna sig i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte
 endeligen mig ad, om wii haffde en Fransos vdi worris
 Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde fleere end en. Hun
 spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl oc
-haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte
-ieg), »en Franzos, som heder <i>Charle</i>, hand haffuer tient
-oß lenge«.<a name="FNanker_67" id="FNanker_67" href="#Fodnote_67" class="fnanchor">[67]</a> »Ia, ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer
-ieg icke, att hand end er her ankommen, men de søger
-effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed att finde;
-hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente,
+haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte
+ieg), »en Franzos, som heder <i>Charle</i>, hand haffuer tient
+oß lenge«.<a name="FNanker_67" id="FNanker_67" href="#Fodnote_67" class="fnanchor">[67]</a> »Ia, ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer
+ieg icke, att hand end er her ankommen, men de søger
+effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed att finde;
+hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente,
 att hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun:
-»Den Karel wed meget, dersom de haffde hannem.« Ieg
-suarte: »Da war ded att ynske, att de haffde hannem
-for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam, att ieg
-mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap
-hun den Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta,<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
+»Den Karel wed meget, dersom de haffde hannem.« Ieg
+suarte: »Da war ded att ynske, att de haffde hannem
+for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam, att ieg
+mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap
+hun den Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta,<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
 att hun gick hender huer Dag forbi; hun stoed i henders
-Dør eller saed i Biislaget, hun helste hender, men aldrig
-spurte med ett Ord om sin Søster, der hun dog wiste, att
-hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster
-icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand
-icke see« (sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg
-war vdi Meening, att ded minste, man sig kunde bedrøffue,
+Dør eller saed i Biislaget, hun helste hender, men aldrig
+spurte med ett Ord om sin Søster, der hun dog wiste, att
+hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster
+icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand
+icke see« (sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg
+war vdi Meening, att ded minste, man sig kunde bedrøffue,
 war ded beste. Siden bleff om anded Lapperi talt, oc
-besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede mig
+besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede mig
 vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.</p>
 
 <p>Den 12. <i>Augusti</i> gick forbi, foruden att noget synderligt
-paßerte, anded end att Anna mig wille bedrøffue
+paßerte, anded end att Anna mig wille bedrøffue
 med ded, hun sagde, att nest op til bleff ett Kammers
 giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de wentede wist
-nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere arbeide.
+nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere arbeide.
 Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt
 mig vdi Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for
 ded goede, ieg hender haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen
-Tiid att haffue seet hender. Hun sagde vdi Princeße
-<i>Magdalenæ Sybillæ</i><a name="FNanker_68" id="FNanker_68" href="#Fodnote_68" class="fnanchor">[68]</a> Fadburstue att haffue tient, oc der
-ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa Slottet,
+Tiid att haffue seet hender. Hun sagde vdi Princeße
+<i>Magdalenæ Sybillæ</i><a name="FNanker_68" id="FNanker_68" href="#Fodnote_68" class="fnanchor">[68]</a> Fadburstue att haffue tient, oc der
+ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa Slottet,
 haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge
-foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun
-nu tacknemmeligen ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed
+foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun
+nu tacknemmeligen ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed
 oc Tacknemmelighed. Anna war med den Tale icke
-tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men
+tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men
 <i>Cathrina</i> suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun<span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"> </a></span>
 haffde vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed
 <i>Humeur</i>, saa att huercken til Middag eller til Afften nogen
@@ -2925,101 +2891,101 @@ skiiden <i>Historie</i> forrefalt.</p>
 
 <p>Den 13. <i>Augusti</i>, effter att Quinderne haffde werret i
 Byen oc ware igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc
-huißkede noget til dennem. Der effter bar hand endnu en
+huißkede noget til dennem. Der effter bar hand endnu en
 liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff, att en meere end
-som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til
+som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til
 mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz,
 Rentemester Gabel oc <i>Secreterer</i> Krag. De helste mig
-alle høffligen, de 4 satte sig paa lawe Stoele for min
-Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed Borded. Canzeler
-holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min
+alle høffligen, de 4 satte sig paa lawe Stoele for min
+Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed Borded. Canzeler
+holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min
 allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, <i>Madame</i>,
-wide, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded,
-hand giør imod Eder, oc att hand haffuer <i>susspition</i> paa
+wide, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded,
+hand giør imod Eder, oc att hand haffuer <i>susspition</i> paa
 Eders Persohn, att I skulle were en Medwidre vdi Eders
-Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl. Mt. wel
+Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl. Mt. wel
 haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som
 der vdi war <i>interesseret</i>, oc huorledis ded sig ret med den Sag
-haffde.« Der <i>Canzeler</i> ophørte att tale, suarte ieg, att ieg
-icke wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre
+haffde.« Der <i>Canzeler</i> ophørte att tale, suarte ieg, att ieg
+icke wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre
 <i>suspect</i>, oc raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen
-Forræderi war witterlig, huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue.
-G. Rantzow sagde: »Eders Mand haffuer icke
-duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg suarte:
-»Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg
+Forræderi war witterlig, huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue.
+G. Rantzow sagde: »Eders Mand haffuer icke
+duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg suarte:
+»Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg
 wist, hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed
-Samwittighed suære for Gud i Himmelen, att ieg aldrig
-hørte hannem tale om noget sligt. Ia, ieg kand sige, att<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span>
-hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded ieg hørte,
+Samwittighed suære for Gud i Himmelen, att ieg aldrig
+hørte hannem tale om noget sligt. Ia, ieg kand sige, att<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span>
+hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded ieg hørte,
 huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands
-Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler
-bøyede Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede
+Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler
+bøyede Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede
 lenge med huer andre. Endeligen spurte Canzeler
 mig ad, om min Mand fantist skyllig, om ieg da wille
-wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett besynderligt
-Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde:
-»Maa ieg faa att wiide, paa huad <i>Fundament</i> hand beskyllis,
+wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett besynderligt
+Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde:
+»Maa ieg faa att wiide, paa huad <i>Fundament</i> hand beskyllis,
 saa wil ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt
-er, oc saa meget ieg kand«. <i>Canzeler</i> sagde: »Betencker
-Eder wel, om I wil!« Ieg suarte som før, att ieg
+er, oc saa meget ieg kand«. <i>Canzeler</i> sagde: »Betencker
+Eder wel, om I wil!« Ieg suarte som før, att ieg
 wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt war, om
 ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow
-huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind
+huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind
 igien. Lided der effter kom en aff <i>Canceliet</i> ind (som ieg
-ey kiender), haffuende stoere Papirer i Hænderne. G.
-Rantzov oc Canzeler huißkedis atter igien. Der paa sagde
-<i>Canzeler</i>: »Her er nu icke widre att giøre end lade Eder
-wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands
-Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene
-indkom, att oplæße. Bleff saa først ett Papir oplæst vdi
+ey kiender), haffuende stoere Papirer i Hænderne. G.
+Rantzov oc Canzeler huißkedis atter igien. Der paa sagde
+<i>Canzeler</i>: »Her er nu icke widre att giøre end lade Eder
+wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands
+Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene
+indkom, att oplæße. Bleff saa først ett Papir oplæst vdi
 den Meening, att Corfitz, fordum Greffue aff Vlfelt, haffde
-tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis Rige oc sagt for
-samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde til
-sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme
+tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis Rige oc sagt for
+samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde til
+sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme
 Herre Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett
-Papir oplæst, som Geistlighedens Forsuar skulle were,
+Papir oplæst, som Geistlighedens Forsuar skulle were,
 huor vdi de <i>protesterede</i>, att Corfitz G. aff Vlfelt aldrig<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span>
 nogen <i>Communication</i> med nogen aff dennem hafft haffde,
 anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde erwiist Geistlighedens
 Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff
 hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris
 Troskab oc Vnderdanighed <i>etc.</i> Der effter bleff ett Papir
-oplæst, aff Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen,
+oplæst, aff Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen,
 fast aff samme Indhold, att de med G. Corfitz Vlfelt ingen
 <i>Correspondentz</i> haffde hafft oc vdi lige Maader Hs. kl.
 Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede. Der paa
-fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken
-v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war
-mig saa v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc
-for Gud oc alle Ret ælskende Mennisker v-forsuarligen.
-Der war ey <i>Documenter</i> indført, paa huilcke Dommen war
+fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken
+v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war
+mig saa v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc
+for Gud oc alle Ret ælskende Mennisker v-forsuarligen.
+Der war ey <i>Documenter</i> indført, paa huilcke Dommen war
 affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc Giensuar, der war
 ey anden <i>Fundament</i> end blotte Ord: att hand war befunden
-en <i>criminel</i> att were, hand haffde tilbøden en fremmet
-Herre <span class="sic" title="[sic]">Dannemarkis</span> Crone oc giort hannem wiiß, att
-hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, huilcke
+en <i>criminel</i> att were, hand haffde tilbøden en fremmet
+Herre <span class="sic" title="[sic]">Dannemarkis</span> Crone oc giort hannem wiiß, att
+hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, huilcke
 ded med derris vnderskreffne <i>Protesstationer</i> anderledis
-haffde bewiist, huor for hand som en <i>criminel</i> dømmis.
-Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war oplæst,
-bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen.
+haffde bewiist, huor for hand som en <i>criminel</i> dømmis.
+Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war oplæst,
+bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen.
 Et huert Menniske kand let betencke, huorledis mit
 Hierte war til Moede, men faa eller ingen kand begriibe,
 att ded muligt war, ieg icke aff den v-formodentlige
 Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz betogis.
-Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre.
-Saa oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
+Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre.
+Saa oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
 gaaen<a name="FNanker_69" id="FNanker_69" href="#Fodnote_69" class="fnanchor">[69]</a>, vdi huilcken de Corfitz forbandede, bade Gud,
 att hands graa Haar icke med Fred vdi Graffuen skulle
-komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de v-retferdige
-derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret
-ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens
-Suck oc weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede
+komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de v-retferdige
+derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret
+ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens
+Suck oc weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede
 Dag skulle leffue, bad dennem for Iesu Retferdigheds Skyld,
 att ieg maatte see, huor paa den haarde Dom war <i>funderet</i>.
-G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke, <i>Madame</i>,
+G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke, <i>Madame</i>,
 att der erre <i>Documenter</i>, huor effter wii erre gaaen;
-der sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre
-ded!« (sagde ieg). »Maatte ieg faa de <i>Documenter</i> att
+der sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre
+ded!« (sagde ieg). »Maatte ieg faa de <i>Documenter</i> att
 see, der beder ieg om for Guds Skyld. <i xml:lang="fr" lang="fr">Les apparences
 sont bien souuant trompeuses.</i> Huad maatte min Mand icke
 liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange <i>Arrest</i>, fordi
@@ -3028,191 +2994,191 @@ oc Hands Mts. <i>Ministri</i> haffde <i>corresponderet</i>! Nu
 wed ded ingen bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer,
 huor v-skyllig hand derfor liide, saa kand dette oc til
 Syne were troelig oc dog icke sig saaledis i Sandhed befinde.
-Maatte ieg faa de <i>Documenter</i> att see?« Der bleff
-intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded
+Maatte ieg faa de <i>Documenter</i> att see?« Der bleff
+intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded
 mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span>
-gaar med Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck
+gaar med Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck
 paatage oc lade sig fra sin Plict forleede, der hand ded
 icke giorde, den Tiid hand til ingen Herre war <i>obligeret</i>,
-oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff Holstein
-bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre
-vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded
-oc sagde: »De Breffue fant wii icke.« »Io Mend!«
-(suarte ieg) »de ware der iblant, der er ieg wiß paa«.
-Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue giort en
+oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff Holstein
+bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre
+vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded
+oc sagde: »De Breffue fant wii icke.« »Io Mend!«
+(suarte ieg) »de ware der iblant, der er ieg wiß paa«.
+Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue giort en
 fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc
-Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae
+Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae
 dog ingen egen Profit, men vdsatte sin egen Formue
-Hands kl. Mts. Crøning hastig att fortsette, paa ded ingen
-Hindring skulle imellem komme<a name="FNanker_70" id="FNanker_70" href="#Fodnote_70" class="fnanchor">[70]</a>. Ded er nu hands Løn!
-I goede Herrer, speiler Eder nu paa mig, som haffuer før
+Hands kl. Mts. Crøning hastig att fortsette, paa ded ingen
+Hindring skulle imellem komme<a name="FNanker_70" id="FNanker_70" href="#Fodnote_70" class="fnanchor">[70]</a>. Ded er nu hands Løn!
+I goede Herrer, speiler Eder nu paa mig, som haffuer før
 seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog Medlidenhed med
 mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa
-streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester <i>movertis</i>
-der wed, saa att Taarene dennem kom vdi Øynene. G.
-Rantzow sagde til Feldtherren oc til Canzeler: »Mig synnis,<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span>
-att ded er 14 Dage siden, att Dommen bleff <i>publiceret</i>.«
-Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden<a name="FNanker_71" id="FNanker_71" href="#Fodnote_71" class="fnanchor">[71]</a>.« Ieg
-sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc
-nu spørgis mig effter Kundskab i Sagen! O, betencker
+streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester <i>movertis</i>
+der wed, saa att Taarene dennem kom vdi Øynene. G.
+Rantzow sagde til Feldtherren oc til Canzeler: »Mig synnis,<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span>
+att ded er 14 Dage siden, att Dommen bleff <i>publiceret</i>.«
+Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden<a name="FNanker_71" id="FNanker_71" href="#Fodnote_71" class="fnanchor">[71]</a>.« Ieg
+sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc
+nu spørgis mig effter Kundskab i Sagen! O, betencker
 ded for Guds Skyld, oc att ingen paa min Mands Wegne
-haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow spurte, om
-ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale
+haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow spurte, om
+ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale
 paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att
 ded, ieg siger, maa <i>considereris</i>, oc ieg maa haffue <a class="SBScorr" name="SBS_15" id="SBS_15" title="SBS: der">den</a>
-Fornøyelse att see de <i>Documenter</i>, huor paa Dommen er
-affsagt.« G. Rantzow suarte som før, att der ware <i>Documenter</i>,
-oc att der saed aff mine Wenner i Raaded, føyede
+Fornøyelse att see de <i>Documenter</i>, huor paa Dommen er
+affsagt.« G. Rantzow suarte som før, att der ware <i>Documenter</i>,
+oc att der saed aff mine Wenner i Raaded, føyede
 ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en
 haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde
 ieg icke sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne <i>absolute</i>
-Regieringer tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder:
-Skriff vnder, Kongen wil ded saa haffue, oc spør icke
-huor for, ellers est du vdi lige Fordømmelse<a name="FNanker_72" id="FNanker_72" href="#Fodnote_72" class="fnanchor">[72]</a>. Ieg taw
-oc begræd min Vlycke, som war <span class="sic" title="[sic]"><i><span xml:lang="fr" lang="fr">iremediable</span></i></span>. Der Krag
-<i>Protocollet</i> oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg bleff
+Regieringer tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder:
+Skriff vnder, Kongen wil ded saa haffue, oc spør icke
+huor for, ellers est du vdi lige Fordømmelse<a name="FNanker_72" id="FNanker_72" href="#Fodnote_72" class="fnanchor">[72]</a>. Ieg taw
+oc begræd min Vlycke, som war <span class="sic" title="[sic]"><i><span xml:lang="fr" lang="fr">iremediable</span></i></span>. Der Krag
+<i>Protocollet</i> oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg bleff
 tilspurt, om ieg vdi min <span class="sic" title="[sic]">Mands-Dom</span> deelactig wille were,
 haffde ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg
-spurte: »Huordant war ded?« Strax suarte <i>Canzeler</i>: »Ney,<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span>
+spurte: »Huordant war ded?« Strax suarte <i>Canzeler</i>: »Ney,<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span>
 hun sagde icke saa, men hun begierte att wide henders
-Mands Beskyllinger.« Ieg <i>repeterte</i> mine Ord igien<a name="FNanker_73" id="FNanker_73" href="#Fodnote_73" class="fnanchor">[73]</a>, wed
+Mands Beskyllinger.« Ieg <i>repeterte</i> mine Ord igien<a name="FNanker_73" id="FNanker_73" href="#Fodnote_73" class="fnanchor">[73]</a>, wed
 dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en stoer
 Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed
 for meget <i>Affecterne</i> kiige oc wille gierne haffue giort ont
-wærre. Hand er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder.
+wærre. Hand er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder.
 Gud ryckte hannem hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede
 hannem til Doms foruden Warsel. Oc G. Rantzow,
 som war Hoffuit Mand oc <i>Inventor</i> aff den v-lowlig oc
-vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke
-den Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att <i><a class="SBScorr" name="SBS_17" id="SBS_17" title="SBS: excequere">excequeris</a></i><a name="FNanker_74" id="FNanker_74" href="#Fodnote_74" class="fnanchor">[74]</a>.
+vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke
+den Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att <i><a class="SBScorr" name="SBS_17" id="SBS_17" title="SBS: excequere">excequeris</a></i><a name="FNanker_74" id="FNanker_74" href="#Fodnote_74" class="fnanchor">[74]</a>.
 &mdash; Der dette war forrettet, stoede de op oc gaffue
-mig Haand. Denne haarde Besøgelse warede offuer 4
+mig Haand. Denne haarde Besøgelse warede offuer 4
 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig vdi Suck, Sorrig
-oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen Quinde, aff
+oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen Quinde, aff
 alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc
-Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem
-vdi Hænderne skulle komme, oc at de derris Ondskab paa
-hannem skulle øffue. Gud giorde den Dag ett stoert Mirackel
+Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem
+vdi Hænderne skulle komme, oc at de derris Ondskab paa
+hannem skulle øffue. Gud giorde den Dag ett stoert Mirackel
 oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft vdi mig suage
-bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att
-den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære
-tusinde Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa
-lenge sig min Tunge kand røre, thi du warst da oc stetze
-altiid min Wærn, Klippe oc Skiold. Der Herrerne ware<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
+bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att
+den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære
+tusinde Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa
+lenge sig min Tunge kand røre, thi du warst da oc stetze
+altiid min Wærn, Klippe oc Skiold. Der Herrerne ware<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
 bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind, oc bleff decket
-paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig: »<span xml:lang="de" lang="de">Eßet,
-<i>Leonora</i>! Wollet Ihr nicht eßen?</span>« I ded hand saa sagde,
+paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig: »<span xml:lang="de" lang="de">Eßet,
+<i>Leonora</i>! Wollet Ihr nicht eßen?</span>« I ded hand saa sagde,
 kaste hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen
 med wree Hue oc kaste den paa Golffuet. Hand tog
-Kniiffuen op oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ihr seit wol nicht hungrig?
-Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da
+Kniiffuen op oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ihr seit wol nicht hungrig?
+Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da
 habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet
-Ihr lieben Weiberlein</span>« (sagde hand til Quinderne) »<span xml:lang="nds" lang="nds">laßet
-vns etwas eßen! Euch wird woll hungern, das fühle ich
-an meinem Magen wol.</span>« Der de haffde sat sig til Bordz,
+Ihr lieben Weiberlein</span>« (sagde hand til Quinderne) »<span xml:lang="nds" lang="nds">laßet
+vns etwas eßen! Euch wird woll hungern, das fühle ich
+an meinem Magen wol.</span>« Der de haffde sat sig til Bordz,
 begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack feyl aff
 sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam
-att see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke
+att see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke
 icke kunde <i>simulere</i>. Der Maaltiided haffde Ende, oc
 Slozf. war bortgangen, satte sig Anna for min Seng oc
-begynte att predicke om den Sorrig oc Bedrøffuelse, man
-vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc
+begynte att predicke om den Sorrig oc Bedrøffuelse, man
+vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc
 Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer
-stacket imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke
-burte Piinen att acte, men tencke paa, att wii kunde døe
+stacket imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke
+burte Piinen att acte, men tencke paa, att wii kunde døe
 med en goed Samwittighed oc den icke med noget besmitte,
-men sige vd alt ded, Hiertet kunde besuære,
-for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde
-hun), »ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!«
+men sige vd alt ded, Hiertet kunde besuære,
+for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde
+hun), »ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!«
 Effter att hun den Snack nogle Gange haffde <i>repeteret</i>,
-sagde hun til mig: »Er ded icke sant, Frue?« »Io wist
-er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget christligen oc
-effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun widre)
-»lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span>
-wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte:
-»Ieg kiender dennem icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.«
+sagde hun til mig: »Er ded icke sant, Frue?« »Io wist
+er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget christligen oc
+effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun widre)
+»lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span>
+wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte:
+»Ieg kiender dennem icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.«
 Hun bleff alt wed oc sagde, att hun sig icke wille lade
 piine oc plage for andris Skyld, i huem de endoc ware;
 dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille
 icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart
-forført; man burte att haffue sin Salighed kiærere end alle
-siine Slect oc Wenner. Der hun icke kunde høre op igien
+forført; man burte att haffue sin Salighed kiærere end alle
+siine Slect oc Wenner. Der hun icke kunde høre op igien
 med den Snack, wille ieg den noget <i>diuertere</i>, spurte hender,
-om hun war en Præste-Daatter, oc efftersom hun mig
+om hun war en Præste-Daatter, oc efftersom hun mig
 tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa meget
-diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet;
-sagde: »Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en
-goed ærlig Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg
+diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet;
+sagde: »Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en
+goed ærlig Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg
 haffde lided tenckt vdi mine Dage, der ieg war en Iomfrue,
-att ieg skulle faa en Skomager.« Ieg sagde: »Eders
-første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er wel sant«
-(suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded
-Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att
+att ieg skulle faa en Skomager.« Ieg sagde: »Eders
+første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er wel sant«
+(suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded
+Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att
 fortelle, huor offuer ieg bekom Fred for hender. <i>Cathrina</i>
 gick op oc neder aff Gulffuet, oc der Anna teeg noget
-lided, sagde hun med sammen lagde Hænder: »O Gud!
+lided, sagde hun med sammen lagde Hænder: »O Gud!
 du, som est allmectig oc alting formaar, du beware den
 Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i
-hands Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna
-sagde wreedeligen til hende: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Cathr., weet Ii ock, wat Ii
-seggen? Wo snack Ii so?</span>« Cathr. suarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, ick weet
+hands Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna
+sagde wreedeligen til hende: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Cathr., weet Ii ock, wat Ii
+seggen? Wo snack Ii so?</span>« Cathr. suarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, ick weet
 wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em nimmer
-siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!</span>«
-De Ord førte hun frem med grædende Taarer.<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span>
-Anna sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick denck, de Frue is nicht klog.</span>« Cathrinæ
-goede Ynske forøgede mine Taarer, oc sagde ieg:
-»Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer
-Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre
-hender oc mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke
+siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!</span>«
+De Ord førte hun frem med grædende Taarer.<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span>
+Anna sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick denck, de Frue is nicht klog.</span>« Cathrinæ
+goede Ynske forøgede mine Taarer, oc sagde ieg:
+»Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer
+Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre
+hender oc mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke
 saa meget snacksom. Gud, som est en Wedderlegger aff
 alt gott, tenck du paa Cathr. til ded beste, oc du, som
-hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i huad hun
-dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom
-Lycken sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste
-Søn nogen behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for
-min Skyld erre plictige, thi hun war mig en Trøst vdi
-min største Nød oc offte sneeg sig til att sige mig ett Ord,
+hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i huad hun
+dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom
+Lycken sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste
+Søn nogen behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for
+min Skyld erre plictige, thi hun war mig en Trøst vdi
+min største Nød oc offte sneeg sig til att sige mig ett Ord,
 ded hun meente, mig kunde were til Lettelse. Slozf. kom
-effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne vd, satte
-sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß
-paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner
-om ett saligt Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar
-man skulle vdstaa den tiimelige Straff for sine Mißgierningers
-Skyld. Hand glemte icke en Bøn for en, som
+effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne vd, satte
+sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß
+paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner
+om ett saligt Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar
+man skulle vdstaa den tiimelige Straff for sine Mißgierningers
+Skyld. Hand glemte icke en Bøn for en, som
 skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en
 stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand
-alle de Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang
+alle de Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang
 Liig-Psalmer; naar hand kunde icke fleere, begynte hand
-paa den første igien, indtil Quinderne hannem affløste.
-Cathri. beklagede sig, att henders Søn war bleffuen syg,
-war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig
+paa den første igien, indtil Quinderne hannem affløste.
+Cathri. beklagede sig, att henders Søn war bleffuen syg,
+war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig
 an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders
-Søns Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted
+Søns Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted
 <i>ordineret</i>; bad hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></span>
 bedre igien. Offuer Afftens-Maaltiid war Slozf. meget
 lystig, fortelte allehaande plompe Galskaber. Effter att
-hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg war den
-Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen,
+hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg war den
+Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen,
 oc war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff
 mig; ieg fick den vd oc haffuer den endnu<a name="FNanker_75" id="FNanker_75" href="#Fodnote_75" class="fnanchor">[75]</a>.</p>
 
 <p>Den 14. <i>Augusti</i>, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne
 hannem, att ieg den Natt haffde werret meget syg.
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia</span>« (suarte hand), »<span xml:lang="de" lang="de">es wird wol wieder beßer.</span>« Oc
+»<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia</span>« (suarte hand), »<span xml:lang="de" lang="de">es wird wol wieder beßer.</span>« Oc
 der Quinderne sig giorde reede for att gaa op til Dronningen
-(som de stetze maatte giøre), sagde Anna til Cathrina
-vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?«
-Cathr. suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun
-tier stille oc siger intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna),
-»att Dronningen icke nøyes med.« »Da kand wii icke
-heller lyffue hender paa« (suarte <i>Cathrina</i>), »hun siger io
-intet, thi ded war Synd<a name="FNanker_76" id="FNanker_76" href="#Fodnote_76" class="fnanchor">[76]</a>.« Til Middags-Maaltiid kom
+(som de stetze maatte giøre), sagde Anna til Cathrina
+vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?«
+Cathr. suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun
+tier stille oc siger intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna),
+»att Dronningen icke nøyes med.« »Da kand wii icke
+heller lyffue hender paa« (suarte <i>Cathrina</i>), »hun siger io
+intet, thi ded war Synd<a name="FNanker_76" id="FNanker_76" href="#Fodnote_76" class="fnanchor">[76]</a>.« Til Middags-Maaltiid kom
 Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde loffuet att forordne
 en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om Effter-Middagen
 at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket
 hun wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen
-anden, bød mig Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine
-Bønner att ihuekomme. Ieg tackede hender for goed Tienneste
+anden, bød mig Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine
+Bønner att ihuekomme. Ieg tackede hender for goed Tienneste
 oc for sit goede Hierte imod mig. Wed Klocken 4
 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme
 effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span>
@@ -3222,83 +3188,83 @@ vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna loed mig Fred, oc
 laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den Afften
 icke komme til att tale med mig for Anna.</p>
 
-<p>Den 15. oc 16. <i>Augusti</i> paßerede intet merckeligt.
+<p>Den 15. oc 16. <i>Augusti</i> paßerede intet merckeligt.
 Naar Slozf. lucte Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen,
 bleff Maren Blocks hoes mig, oc Slozf. gick sin
 Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med mig
 att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen
-haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att
-bytte imellem sig, som mig vdklæde. Hun spurte mig, om
-ieg wille haffue Bud til min Søster Elisabet. Ieg tackede
+haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att
+bytte imellem sig, som mig vdklæde. Hun spurte mig, om
+ieg wille haffue Bud til min Søster Elisabet. Ieg tackede
 hender, ieg haffde intet gott att lade hender sige. Ieg
-begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att prøffue.
+begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att prøffue.
 Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun
 torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen
-fick ded att wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att
+fick ded att wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att
 ingen skulle lade mig faa Naale, huercken Knappenaale
-eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad Aarsage?« »Fordi,«
-sagde hun, »att I icke skal <span class="sic" title="[sic]">myre</span> Eder selffuer.« Ieg
+eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad Aarsage?« »Fordi,«
+sagde hun, »att I icke skal <span class="sic" title="[sic]">myre</span> Eder selffuer.« Ieg
 forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end
 att ieg skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att
-Kaarßet kom fra Herrens Haand, att hand mig ræffsede
-som sit Barn; hand hialp mig ded oc att bære, der trode
-ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit Hierte« (sagde
-Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal I faa
-Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att
-wille sye nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc
+Kaarßet kom fra Herrens Haand, att hand mig ræffsede
+som sit Barn; hand hialp mig ded oc att bære, der trode
+ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit Hierte« (sagde
+Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal I faa
+Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att
+wille sye nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc
 ett Par aff for att lade hender siden see, att ieg syde<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span>
 dennem i. Men Sagen war, att ieg haffde nogle Ducater
-i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg beholt,
-efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde
-mig vd<a name="FNanker_77" id="FNanker_77" href="#Fodnote_77" class="fnanchor">[77]</a>, oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig
+i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg beholt,
+efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde
+mig vd<a name="FNanker_77" id="FNanker_77" href="#Fodnote_77" class="fnanchor">[77]</a>, oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig
 en Klud effter <span class="sic" title="[sic]">Forregijffuende</span>, att ieg haffde en Skade paa
-Beenet. Den Klud syde ieg om Læret. De ware alle i
+Beenet. Den Klud syde ieg om Læret. De ware alle i
 den Meening, att ieg haffde nogen himlig Breck, thi ieg
-laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine Strømper.
+laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine Strømper.
 Maren meente, ieg haffde en <i>Funtanele</i> paa ded eene
 Been, fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn
 gaff, som war henders meget goede Wen, haffde en <i>Funtanele</i>,
 som ingen vden hun wiste, icke engang Iomfruens
 Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da tier du wel med
-din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i ded
+din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i ded
 Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de
-toe Dage, oc efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc
-Øll, bleff Maffuen der offuer swæcket oc kaste ded fra sig
+toe Dage, oc efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc
+Øll, bleff Maffuen der offuer swæcket oc kaste ded fra sig
 omsider. Naar Maren talte derom til Slozf., suarte hand:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen ab.</span>«
-Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige
+»<span xml:lang="de" lang="de">Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen ab.</span>«
+Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige
 lystig.</p>
 
-<p>Den 17. <i>Augusti</i> lucte Slozf. icke op førend imod 8
+<p>Den 17. <i>Augusti</i> lucte Slozf. icke op førend imod 8
 Slet, oc spurte Anna hannem, huor ded gick til, att hand
 haffde soffuet saa lenge. Hand skiemtede noget; siden
-drog hand hender hen til Døren oc huißkede med hender.
+drog hand hender hen til Døren oc huißkede med hender.
 Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd oc
-ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde
-høre (i huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
+ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde
+høre (i huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
 er saa bange, att min Krop rister, endog ded gaar mig
-icke an. Iesus beware mig! Ieg wille, ieg war neere!«
-Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte eller talte
-ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der
-kommer wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem
-komme i Guds Naffn!« Der war en Løben oppe oc neder
+icke an. Iesus beware mig! Ieg wille, ieg war neere!«
+Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte eller talte
+ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der
+kommer wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem
+komme i Guds Naffn!« Der war en Løben oppe oc neder
 vdi den Trappe oc offuen offuer, thi der kom alltiid <i>Commissarierne</i>
 neer igiennem Gemeckerne for icke att gaa
-offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer
-den Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede
-Anna oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick bäwe recht!</span>« Den Løben warede
+offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer
+den Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede
+Anna oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick bäwe recht!</span>« Den Løben warede
 indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte op, sagde hand til
-mig: »<span xml:lang="de" lang="de"><i>Leonora</i>, Ihr sollet auffstehen vnd zu die Herren
-gehen!</span>« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede
-mig, sagde til Maren: »<span xml:lang="nds" lang="nds">O, dat arme Mensch!</span>«
-Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøfflerne paa.
+mig: »<span xml:lang="de" lang="de"><i>Leonora</i>, Ihr sollet auffstehen vnd zu die Herren
+gehen!</span>« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede
+mig, sagde til Maren: »<span xml:lang="nds" lang="nds">O, dat arme Mensch!</span>«
+Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøfflerne paa.
 Ieg kunde icke anded forstaa, end att ieg skulle piinis,
-trøstede mig wed intet anded, end att ieg haabtist, min
+trøstede mig wed intet anded, end att ieg haabtist, min
 Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa vdmattet,
-att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden
-wille vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange
-Kiortel, sagde ieg: »Nu, de forsynder sig høyligen paa
-mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf. hastede, oc der ieg
+att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden
+wille vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange
+Kiortel, sagde ieg: »Nu, de forsynder sig høyligen paa
+mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf. hastede, oc der ieg
 war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig. Ieg
 haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde
 icke gaa eene. Hand leedde mig ind nest op til, der
@@ -3310,65 +3276,65 @@ tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft
 haffde, end de mig fra toge i Engeland. Ieg suarte ney,
 ieg haffde ingen fleere, der toge de alle mine Breffue.
 Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue haffde forkommen
-paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i
-Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?«
-spurte G. Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware
+paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i
+Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?«
+spurte G. Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware
 <i>Ziffrer</i> vdi, oc ihuor wel ded icke war aff nogen <i>importence</i>,
-saa fryctede ieg alligewel, att ded skulle giffue Mißtancke.«
-G. Rantzow sagde: »Huad om de Stycker ware
-endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi
-saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi,
-oc fortrød ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.«
+saa fryctede ieg alligewel, att ded skulle giffue Mißtancke.«
+G. Rantzow sagde: »Huad om de Stycker ware
+endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi
+saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi,
+oc fortrød ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.«
 Der paa tog Cantzeler ett Arck Papir frem, huor
 paa hid oc did war Stycker klint aff samme Breff, oc
 racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow
 spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg
-suarte ia, ded war hands Haand. Hand sagde: »En
+suarte ia, ded war hands Haand. Hand sagde: »En
 Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre fundne, oc en Deel
-erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc affskreffuen«;
+erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc affskreffuen«;
 fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff
-G. Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer
-der, huad der fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret,
-som fattis.« Ieg tog ded oc saae noget der paa oc sagde:
-»Paa somme Steder, huor icke for mange Ord erre borte,
+G. Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer
+der, huad der fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret,
+som fattis.« Ieg tog ded oc saae noget der paa oc sagde:
+»Paa somme Steder, huor icke for mange Ord erre borte,
 kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor en gandske
-Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded
+Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded
 meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte,
 oc bestoed ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt.
 Hand loed mig wide att haffue faaet Breffue aff Dannemarck,<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a></span>
 att Cur-Printzen aff Saxen war forwentendis, som
-Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis<a name="FNanker_78" id="FNanker_78" href="#Fodnote_78" class="fnanchor">[78]</a>; der skiemtede
-hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc
-blæße derris Kinder op, paa ded de med en goed <i>grace</i> oc
-Stemme en huers Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc
-meere dißlige, huilcket hand witløfftig vdstrøget haffde, oc
-indførte den Maade, som G. Rantzow brugte for att lade
+Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis<a name="FNanker_78" id="FNanker_78" href="#Fodnote_78" class="fnanchor">[78]</a>; der skiemtede
+hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc
+blæße derris Kinder op, paa ded de med en goed <i>grace</i> oc
+Stemme en huers Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc
+meere dißlige, huilcket hand witløfftig vdstrøget haffde, oc
+indførte den Maade, som G. Rantzow brugte for att lade
 Folck wide hands Titteler, som war offuer Maaltiided, da
-en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße, spurte
-dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war
+en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße, spurte
+dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war
 der en iblant, som den icke wiste, skulle <i>Secreteren</i>
-strax frem oc den oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow
+strax frem oc den oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow
 sig ded til tog, thi hand spurte mig, huad min Mand
 der med meente. Ieg suarte icke att kunde wide, att
 hands Meening anderledis kunde were, end som hand
 skreff; hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde.
 Canzeler wente Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa
-Smilebaanded; dißligeste giorde oc Gabel. Oc war iblant
+Smilebaanded; dißligeste giorde oc Gabel. Oc war iblant
 anded saaledis skreffuen om Cur-Printzen, att hand nu
 maaskee giorde sig Haab att arffue Dannemarckis Crone:
-»<i xml:lang="fr" lang="fr">mais j'espère &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; cela ne se fera point</i>.«
+»<i xml:lang="fr" lang="fr">mais j'espère &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; cela ne se fera point</i>.«
 Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow,
 huad ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da
 haffde der wist staaet: <i xml:lang="fr" lang="fr">qu'en 300 ans</i>. Hand spurte widre,
 huor hid oc did noget fattedis, huilcket ieg icke alt saa
 egentlig kunde mindis, oc dog intet paa sig haffde. Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span>
-meente, att aff forregaaende eller effterfølgende Ord let
+meente, att aff forregaaende eller effterfølgende Ord let
 kunde giettis ded, som borte war; saaes derforuden nocksom,
 att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede
-oc sagde: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Ce n'est que raillerie.</i>« Men G. Rantzow oc
-Feldtherren wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack
-sagde: »Man meener tit anded vnder Skiemt oc bruger
-Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi der vdi Breffuet
+oc sagde: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Ce n'est que raillerie.</i>« Men G. Rantzow oc
+Feldtherren wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack
+sagde: »Man meener tit anded vnder Skiemt oc bruger
+Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi der vdi Breffuet
 bleff melded om att dricke vd, war talt om de Schwitzere
 derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de <i>Cantons</i>
 Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de
@@ -3377,193 +3343,193 @@ men der G. Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige,
 huad min Mand dermed meente, suarte ieg icke att kunde
 wide, om hand haffde anden Meening der med end den,
 som skreffuen stoed. Skack <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: wirrrede">wirrede</a> med Hoffueded oc
-meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor
+meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor
 de haffuer den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi
 Schwitzerland haffuer; er der andre Steder, huor de haffuer
 samme Skick, saa haffuer hand maaskee oc meent dennem
-der med, thi her talis ickun om Dricken.« Gabel
-sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De <i>Ziffrer</i>, for huis
+der med, thi her talis ickun om Dricken.« Gabel
+sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De <i>Ziffrer</i>, for huis
 Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen,
 oc intet aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir,
 huor Styckerne aff min Herris Breff war paa klint, oc
-spurte mig, huad de <i>Ziffrer</i> betyde. Ieg suarte: »Ieg haffuer
-ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke opløße.«
+spurte mig, huad de <i>Ziffrer</i> betyde. Ieg suarte: »Ieg haffuer
+ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke opløße.«
 Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde.
-»Da erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded
-er.« »Saa meget diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde
-hand mig Vdlegningen att læße, oc war den aff den Meening,<span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span>
-att worre Sønner haffde skreffuen fra Rom oc begierte
+»Da erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded
+er.« »Saa meget diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde
+hand mig Vdlegningen att læße, oc war den aff den Meening,<span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span>
+att worre Sønner haffde skreffuen fra Rom oc begierte
 Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war
 icke hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden
 noget att sige. G. Rantzow begierte aff Rentemestern,
-att hand wille læße Breffuet, oc begynte Ranzow atter
-med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget fattedis, att
+att hand wille læße Breffuet, oc begynte Ranzow atter
+med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget fattedis, att
 ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som
-før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord
+før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord
 fattedis, hart trengte dennem att wide, oc aff Texten
 kunde sees, de haffde werret noget spotsk (efftersom ett
-spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg: »I kand sette aff
+spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg: »I kand sette aff
 samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om icke
-ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter:
-»<i xml:lang="fr" lang="fr">Ce n'est que raillerie.</i>« Dermed spurtis icke meere om
-Breffuet; men G. Ranzow <i>inquirerte</i> om mine <i>Iuëler</i>, spurte,
+ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter:
+»<i xml:lang="fr" lang="fr">Ce n'est que raillerie.</i>« Dermed spurtis icke meere om
+Breffuet; men G. Ranzow <i>inquirerte</i> om mine <i>Iuëler</i>, spurte,
 huor den stoere Demant war, min Mand fick i Franckeriige.<a name="FNanker_79" id="FNanker_79" href="#Fodnote_79" class="fnanchor">[79]</a>
 Ieg suarte den lenge siden att were solt. Widre
 spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg
 haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min
-stoere Tour Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge
-siden solt.« Hand spurte ydermere, om ieg da ingen <i>Iuëler</i>
-meere haffde. Ieg suarte: »Nu haffuer ieg ingen.« »Ieg
-meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg suarte: »Nogle
-loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til Bryg,«
-suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge
+stoere Tour Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge
+siden solt.« Hand spurte ydermere, om ieg da ingen <i>Iuëler</i>
+meere haffde. Ieg suarte: »Nu haffuer ieg ingen.« »Ieg
+meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg suarte: »Nogle
+loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til Bryg,«
+suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge
 Eder, <i>Madame</i>, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer<span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span>
-I besøgt min Søster vdi <i>Paris</i> nu sidst, I war der?«<a name="FNanker_80" id="FNanker_80" href="#Fodnote_80" class="fnanchor">[80]</a>
-Ieg suarte: »Ia«. Hand spurte, om ieg war inde hoeß
+I besøgt min Søster vdi <i>Paris</i> nu sidst, I war der?«<a name="FNanker_80" id="FNanker_80" href="#Fodnote_80" class="fnanchor">[80]</a>
+Ieg suarte: »Ia«. Hand spurte, om ieg war inde hoeß
 hender i Klosteret, oc huad Klosteret heede. Ieg berettede
 hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded heede
 <i xml:lang="fr" lang="fr">Couvent des Filles Bleues</i>. Der nickede hand wed som att
 sande ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender.
 Ieg sagde, att ingen i ded Kloster sig aff nogen
-vden aff derris Forældre lader see, derris Søskinde maa
-icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,« suarte
+vden aff derris Forældre lader see, derris Søskinde maa
+icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,« suarte
 hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad
 hannem, att hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille
 bewege, men hand suarte mig intet. Der Rentemester
 Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om ded samme.
-Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd
-foruden nogen <i>Replicque</i> att høre. Oc haffde de sig offuer
-tre Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf.
-ind oc sagde til mig: »Nu skal I bliffue her inden for,
-der er ett smuckt Kammers, er nyßen kalcket oc giort
-smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna oc Maren
-kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span>
+Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd
+foruden nogen <i>Replicque</i> att høre. Oc haffde de sig offuer
+tre Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf.
+ind oc sagde til mig: »Nu skal I bliffue her inden for,
+der er ett smuckt Kammers, er nyßen kalcket oc giort
+smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna oc Maren
+kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span>
 haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa
-lenge, førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war
-tagen vd aff den Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna
-bemødede sig vdi midler Tiid alle Huller i den Mørcke
+lenge, førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war
+tagen vd aff den Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna
+bemødede sig vdi midler Tiid alle Huller i den Mørcke
 Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att finde, men
-til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle
+til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle
 were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om
 Vgen; henders Naffn er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf.
-med Quinderne oc Maren haffde spiiset, bød Anna oc Maren
+med Quinderne oc Maren haffde spiiset, bød Anna oc Maren
 Blocks mig Goede Natt; den sidste teede stoer <i>Affection</i>.
-Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel.
-Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern
+Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel.
+Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern
 Rigler er forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas
-for, men effterloed ded for Karens Forbøn[s] Skyld, thi
+for, men effterloed ded for Karens Forbøn[s] Skyld, thi
 hun sagde icke att kunde faa sin Aande, om ded skulle
 were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste Kammers
-Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße
-oc Døre toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil
+Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße
+oc Døre toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil
 ieg mit Fengsels Sted beskriffue. Ded er ett Kammers,
 som er 7 aff mine Skrit lang oc 6 breed; der vdi staar
-tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war nyß kalcket,
+tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war nyß kalcket,
 huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa
 tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der
-ded dog er lagt med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt,
-hualt, oc allerhøyest sidder ett Windue, som er en Allen
+ded dog er lagt med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt,
+hualt, oc allerhøyest sidder ett Windue, som er en Allen
 i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller for, derforuden
 ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden
 Finger kand stickis i Hullerne. Ded <span class="sic" title="[sic]">Sprinkelwerck</span> haffde
 G. Rantzow med stoer <a class="SBScorr" name="SBS_18" id="SBS_18" title="SBS: Forsittighed">Forsictighed</a> saaledis bestilt (som
 Slozf. mig siden sagde), paa ded att ingen Due skulle<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span>
-noget Breff indføre, som hand wel før i en <i>Romans</i> haffde
-læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet høyt
-bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa
+noget Breff indføre, som hand wel før i en <i>Romans</i> haffde
+læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet høyt
+bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa
 min Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided,
-naar Quinden mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede
+naar Quinden mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede
 ieg paa Weggen, huor vd offuer Quinden kom i de Tancker,
-att ieg war forstørret i Hoffueded, sagde ded for
+att ieg war forstørret i Hoffueded, sagde ded for
 Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som flittig
-huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att
+huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att
 lade fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg
 sagde, huad ieg giorde. Quinden haffde da icke meget att
-sige, sin Eed med Fyllist att giøre, huilcken hun (effter
+sige, sin Eed med Fyllist att giøre, huilcken hun (effter
 egen Sien) for Slozfogden haffde afflagt. Men siden fick
-hun noget att giøre sig goed med. Oc effter som Styrcken
-mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden,
+hun noget att giøre sig goed med. Oc effter som Styrcken
+mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden,
 loed den 21. <i>Augusti</i> Slozf. indfordre, begierendis aff hannem,
 att hand om en Prest wille anholde, som mig kunde
 berette. Ded bleff strax bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter,
-<i>Magister Mathias</i> Foß<a name="FNanker_81" id="FNanker_81" href="#Fodnote_81" class="fnanchor">[81]</a>, befalet mig att betienne,
+<i>Magister Mathias</i> Foß<a name="FNanker_81" id="FNanker_81" href="#Fodnote_81" class="fnanchor">[81]</a>, befalet mig att betienne,
 huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som formedelst
 Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med
-noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg
+noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg
 aldrig her i Werden fick min Mand meere att see; bad
-mig dog sige, huad ieg om ded Forræderi wiste. Ieg kunde
-for Graad neppe Ordene vdføre, sagde, att ieg want<a name="FNanker_82" id="FNanker_82" href="#Fodnote_82" class="fnanchor">[82]</a> for
+mig dog sige, huad ieg om ded Forræderi wiste. Ieg kunde
+for Graad neppe Ordene vdføre, sagde, att ieg want<a name="FNanker_82" id="FNanker_82" href="#Fodnote_82" class="fnanchor">[82]</a> for
 Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult, att mig<span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span>
-om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att
+om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att
 ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg
-befalede hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed;
-bad eeneste Gud om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße
+befalede hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed;
+bad eeneste Gud om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße
 fra denne onde Werden; begierte intet aff Presten,
-vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille ihuekomme,
-att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min
+vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille ihuekomme,
+att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min
 Iammer. Presten loffuede ded troeligen att effterkomme.
-Gud haffuer icke behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer
-wilt widre min Troe prøffue, i ded hand mig megen Sorrig,
-Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den Tiid haffuer
-tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære
-oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære
-ewindeligen æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede
-mig <i>M.</i> Foß oc bød mig fare wel.</p>
-
-<p>Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller
+Gud haffuer icke behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer
+wilt widre min Troe prøffue, i ded hand mig megen Sorrig,
+Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den Tiid haffuer
+tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære
+oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære
+ewindeligen æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede
+mig <i>M.</i> Foß oc bød mig fare wel.</p>
+
+<p>Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller
 intet. Slozf. spurte offte, om ieg noget begierte enten att
-æde eller dricke, eller om hand skulle sige Kongen noget.
+æde eller dricke, eller om hand skulle sige Kongen noget.
 Ieg tackede hannem, ieg begierte intet.</p>
 
 <p>Den 25. <i>Aug.</i> <i>importunerte</i> Slozf. mig flux med sin
 <i>discours</i>, meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen.
 Hand tog ded der aff: thi Dagen til forne haffde hand
 sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet, att huis ieg aff
-Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade følgactig
-were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.!
+Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade følgactig
+were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.!
 hand er en goed Herre, maatte hand were goed for onde
-Mennisker.« Oc sagde hand da: »Dronningen er ocsaa
-goed«, huortil ieg intet suarte, huor for hand nu Dronningen
-wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde drage
-nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder,<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a></span>
-att I saa haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder
-selffuer den Vlycke, ded giør hender ont; hun er Eder icke
-wree, hun haffuer Medliidenhed med Eder.« Oc saa som
+Mennisker.« Oc sagde hand da: »Dronningen er ocsaa
+goed«, huortil ieg intet suarte, huor for hand nu Dronningen
+wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde drage
+nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder,<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a></span>
+att I saa haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder
+selffuer den Vlycke, ded giør hender ont; hun er Eder icke
+wree, hun haffuer Medliidenhed med Eder.« Oc saa som
 ieg intet suarte, <i>repeterte</i> hand ded igien, oc alt imellem
-sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so, wie
-ich sage</span>.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack,
-sagde: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Dieu vous punisse!</i>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ho, ho!</span>« (sagde hand) »<span xml:lang="de" lang="de">sie
-wil pißen</span>!« kalte paa Karen, gick vd oc lucte Dørene.
+sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so, wie
+ich sage</span>.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack,
+sagde: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Dieu vous punisse!</i>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ho, ho!</span>« (sagde hand) »<span xml:lang="de" lang="de">sie
+wil pißen</span>!« kalte paa Karen, gick vd oc lucte Dørene.
 Dermed fick ieg v-formodendis Roelighed for hannem.
-Latterligt war ded, att Quinden endelig wille nøde mig til
+Latterligt war ded, att Quinden endelig wille nøde mig til
 att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad hender
-komme ihue, att hun nu icke tog <a class="SBScorr" name="SBS_B" id="SBS_B" title="SBS: burde have været 'Ware'">ware</a> paa ett Barn
-(hun haffde werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun
+komme ihue, att hun nu icke tog <a class="SBScorr" name="SBS_B" id="SBS_B" title="SBS: burde have været 'Ware'">ware</a> paa ett Barn
+(hun haffde werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun
 kunde icke saa snart komme aff den Waane att omgaaes
 mig som ett Barn, brugte lenge den Manner, indtil ieg
 hender loed anded forstaa.</p>
 
 <p>Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg
-Spießen hoes mig kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att
-ieg icke kunde døe, men att ieg vdi saa stoer Elendighed
+Spießen hoes mig kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att
+ieg icke kunde døe, men att ieg vdi saa stoer Elendighed
 skulle leffue; begynte med Gud att <i>disputere</i> oc wille med
 hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att haffue ded fortient;
 ieg meente att were for groffue Synder langt reenere
-end som <i>Dauid</i>, der dog torde sige: »Skal ded da were
+end som <i>Dauid</i>, der dog torde sige: »Skal ded da were
 til forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg
-toer mine Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen
-plaget, oc min Straff huer Morgen der?« Ieg meente icke
+toer mine Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen
+plaget, oc min Straff huer Morgen der?« Ieg meente icke
 att haffue saa offuerstoer en Straff forskylt, som ieg med
-bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig wide, huorom du
-trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold? Bortkaster
-du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span>
-aff alt ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre,
+bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig wide, huorom du
+trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold? Bortkaster
+du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span>
+aff alt ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre,
 oc syntist mig, att ieg ded billigen paa mig <i>applicere</i>
 kunde. Ieg forbandede med hannem oc med Ieremia min
-Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig, haffde ded dog
-hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem v-forwarendis
+Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig, haffde ded dog
+hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem v-forwarendis
 ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom
-ieg meest Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden
+ieg meest Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden
 ey forstoed, huad ieg sagde. Meget v-roelig war ieg
 med Huiisten oc Kasten i Sengen hid oc did. Quinden
 spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender lade
@@ -3574,632 +3540,632 @@ mine Tancker derris frii <span class="sic" title="[sic]">Lob</span>. Da gick ded
 Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg v-skyldeligen vdi
 mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre: Om
 ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort
-mindre imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om
-ded skulle were min Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs
+mindre imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om
+ded skulle were min Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs
 Tiid icke wille forlade? Om ieg nu derfor skulle piinis,
 plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige Vlycker,
 ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att
-ieg endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle
-<i>conserveris</i>? Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil
+ieg endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle
+<i>conserveris</i>? Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil
 bekiende mine Synder. Ieg spurte: Om der endnu kunde
-were noget wærre tilbage, huor effter ieg skulle leffue?
+were noget wærre tilbage, huor effter ieg skulle leffue?
 Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min
-kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi
-hand haffde ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue
+kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi
+hand haffde ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue
 oc stetze plagis; ieg war dog icke aff Iern oc Staal, men,<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span>
-aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att mig maatte indskydis eller
-i Drømme forstendigis, huad ieg skulle giøre, att ieg min
+aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att mig maatte indskydis eller
+i Drømme forstendigis, huad ieg skulle giøre, att ieg min
 Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde <i>disputeret</i>
-oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded syntist
-ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn,
-men waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme
-haffde v-hørte gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att
+oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded syntist
+ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn,
+men waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme
+haffde v-hørte gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att
 soffue, begynte saa atter igien min Elendighed att beklage.
-Endeligen saae Gud til mig med sine Naadsens Øygne, saa
-att ieg den 31. <i>Augusti</i> fick en roelig Søffn om Natten,
-oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord
-vdi Munden: »<span xml:lang="de" lang="de">Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott
-gestraffet wirst; dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget
+Endeligen saae Gud til mig med sine Naadsens Øygne, saa
+att ieg den 31. <i>Augusti</i> fick en roelig Søffn om Natten,
+oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord
+vdi Munden: »<span xml:lang="de" lang="de">Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott
+gestraffet wirst; dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget
 er. Er steupet aber einen ieglichen Sohn, den er
-auffnimt</span>«. Ieg talte de sidste Ord høyt vd, tenckte, att
+auffnimt</span>«. Ieg talte de sidste Ord høyt vd, tenckte, att
 Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede, oc
-spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«.
-»Da talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper;
-ded anded kunde ieg icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer
-ded werret i Søffne; ieg begierer intet.« Laa saa
+spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«.
+»Da talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper;
+ded anded kunde ieg icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer
+ded werret i Søffne; ieg begierer intet.« Laa saa
 stille hen oc besinnede mig; kiendte oc bekiente min
-Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff oc
-Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige
-Gud wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands
+Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff oc
+Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige
+Gud wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands
 sluttede Raad, mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer
 Graad, bad inderligen oc hierteligen om Naade oc Forladelse.
-Haffde ieg før giort mig reen med Dauid oc stoelet
+Haffde ieg før giort mig reen med Dauid oc stoelet
 paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med hannem,
 att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en.
 Haffde ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem,<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span>
-att ieg haffde giort v-wiißeligen oc talt om Ting,
-som ware mig for høye, oc ieg icke forstoed. Ieg indflyde
+att ieg haffde giort v-wiißeligen oc talt om Ting,
+som ware mig for høye, oc ieg icke forstoed. Ieg indflyde
 til Guds Naade, forlod mig paa hands stoere Barmhiertighed,
-forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid,
-Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede
-Mænd oc dog saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod
-Gud knurrede oc murrede; bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste
+forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid,
+Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede
+Mænd oc dog saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod
+Gud knurrede oc murrede; bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste
 Leerkar, aff Naade ded wille forlade, ieg
 kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde
 giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem
 let at giffue mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne
-Styrcke oc Moed haffde giffuen saa haarde Pust oc Stød
+Styrcke oc Moed haffde giffuen saa haarde Pust oc Stød
 att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine Synders Forladelse)
 om intet anded end om en goed Taalmodighed min
-Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen,
+Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen,
 hand tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende
 Synder, men hand gaff mig endoc ded, ieg hannem
 om bad, thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed. Sagde
-ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde ewindeligen
+ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde ewindeligen
 oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde
-med hands Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer
+med hands Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer
 da Gud forglemt att were naadig oc sin Barmhiertighed
-for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc widre med hannem:
-»Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis
-Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme:
-»Ded er mig gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa
-ded att ieg kunde lære din Ræt.« Guds Krafft giorde
-vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde mange trøstlige
-<i>Sentenzer</i> aff den hellige Skrifft, fornemmeligen diße:
-»Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld
-giøris med hannem«. <i>Item</i>: »Alle Ting skal tienne dennem<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a></span>
-til beste, som frycter Gud«. <i>Item</i>: »Min Naade er dig nock,
-thi min Krafft fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed
-war offte i mine Tancker Christi Ord hoeß <i>Lucam</i>: »Skulle
-Gud icke rædde sine vdwalde, som raabe til hannem Dag
+for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc widre med hannem:
+»Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis
+Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme:
+»Ded er mig gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa
+ded att ieg kunde lære din Ræt.« Guds Krafft giorde
+vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde mange trøstlige
+<i>Sentenzer</i> aff den hellige Skrifft, fornemmeligen diße:
+»Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld
+giøris med hannem«. <i>Item</i>: »Alle Ting skal tienne dennem<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a></span>
+til beste, som frycter Gud«. <i>Item</i>: »Min Naade er dig nock,
+thi min Krafft fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed
+war offte i mine Tancker Christi Ord hoeß <i>Lucam</i>: »Skulle
+Gud icke rædde sine vdwalde, som raabe til hannem Dag
 oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der offuer? Ieg
-siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i
-min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen
-Psalmer oc <span class="sic" title="[sic]">Bibelske-Sprog</span> att haffue lært. Troer
-mig, mine Børn, ded haffuer vdi min Elendighed werret
-mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i Vngdommen
-vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer
-laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke
+siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i
+min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen
+Psalmer oc <span class="sic" title="[sic]">Bibelske-Sprog</span> att haffue lært. Troer
+mig, mine Børn, ded haffuer vdi min Elendighed werret
+mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i Vngdommen
+vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer
+laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke
 saa hart giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand
 were bereed att tage imod hender oc Eder med Guds Ord
-att trøste.</p>
+att trøste.</p>
 
 <p>Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att
 tale med Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til
 mig, saa Quinden lallede<a name="FNanker_83" id="FNanker_83" href="#Fodnote_83" class="fnanchor">[83]</a> noget for mig, sagde, att Slozf.
 haffde wel befalet hender, att hun skulle sige hannem alt,
-huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end
-hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa
-end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad;
-hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct,
+huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end
+hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa
+end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad;
+hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct,
 hun wille were mig troe. Oc der hender syntist, att
-ieg icke strax trode ded, hun sagde, soer hun høyt, bad
-Gud straffe sig den Dag, hun war mig falsk, strøg oc
+ieg icke strax trode ded, hun sagde, soer hun høyt, bad
+Gud straffe sig den Dag, hun war mig falsk, strøg oc
 klappede min Haand oc lagde den til sin Kind, bad, ieg
-wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
+wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
 maa troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa
-skal ieg aldrig suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg
-suarte: »Ieg wil troe Eder«; tenckte ey anded att wille
-sige eller giøre end ded, hun nock maatte <i>divulgere</i>. Hun
+skal ieg aldrig suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg
+suarte: »Ieg wil troe Eder«; tenckte ey anded att wille
+sige eller giøre end ded, hun nock maatte <i>divulgere</i>. Hun
 bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc sagde
-hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg
-haffde ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille
+hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg
+haffde ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille
 icke saa lenge [til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end
 haffue wilt giffuet mig dobbelt saa meget, thi ieg haffde
-bleffuen gall. Ieg war ræd for Eder, men langt ræddere
-for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue gaaet løß i
-Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande
+bleffuen gall. Ieg war ræd for Eder, men langt ræddere
+for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue gaaet løß i
+Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande
 att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest,
 som haffde holt sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun
-lært Psalmer, Bønner oc bibliske Sprog vden ad; wiste
-oc enda Børne Lærdommen med Vdleggelsen, sang oc
+lært Psalmer, Bønner oc bibliske Sprog vden ad; wiste
+oc enda Børne Lærdommen med Vdleggelsen, sang oc
 temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis hun burte
-att leffue oc sig imod Gud <a class="SBScorr" name="SBS_19" id="SBS_19" title="SBS: oc oc">oc</a> sin Næste att forholde;
-men hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur.
+att leffue oc sig imod Gud <a class="SBScorr" name="SBS_19" id="SBS_19" title="SBS: oc oc">oc</a> sin Næste att forholde;
+men hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur.
 Hun war en Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant
 de midaldrende. Ded syntist oc, att hun i sin Vngdom
-haffde wærret smuck oc noget rasende, efftersom hun
+haffde wærret smuck oc noget rasende, efftersom hun
 enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc gantede hun
 sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed
-Naffn <i>Pær</i> oc med en Fange, som heeder <i>Christian</i> (bemelte
-Fange meldis widre om); hand gick løß i Taarnet.<a name="FNanker_84" id="FNanker_84" href="#Fodnote_84" class="fnanchor">[84]</a>
-<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>Maren Blocks loed mig offte hælße wed for<sup>te</sup> Kusk oc
+Naffn <i>Pær</i> oc med en Fange, som heeder <i>Christian</i> (bemelte
+Fange meldis widre om); hand gick løß i Taarnet.<a name="FNanker_84" id="FNanker_84" href="#Fodnote_84" class="fnanchor">[84]</a>
+<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>Maren Blocks loed mig offte hælße wed for<sup>te</sup> Kusk oc
 sendte mig adskillige Slags <i>canticeret</i> Sucker oc <i>Zitroner</i>,
 loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste. Alt
 dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en
-Dag ind, effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra
-Maren Blocks; siger: »Frue, wil I skriffue til Skaane til
-Eders Børn, da er der nu en sicker Leilighed.« Ieg
-swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men kand ieg
+Dag ind, effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra
+Maren Blocks; siger: »Frue, wil I skriffue til Skaane til
+Eders Børn, da er der nu en sicker Leilighed.« Ieg
+swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men kand ieg
 faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel
-skal lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig
-et Stycke krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med
+skal lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig
+et Stycke krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med
 faa Ord F. Margrete Rantzow<a name="FNanker_85" id="FNanker_85" href="#Fodnote_85" class="fnanchor">[85]</a> til i den Meening, att
 hender war min elendig forfallen Stand wel witterlig, formodede
 dog, att henders Wenskab icke derfor war forminsket,
 bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine
-Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen
+Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen
 til Skaane, som bleff berettet, oc ieg dog icke troede.
-Ded war ded, ieg skreff oc flyde Quinden; hørte intet
-widre derom, meener, att ded haffuer wærret saa befalet
+Ded war ded, ieg skreff oc flyde Quinden; hørte intet
+widre derom, meener, att ded haffuer wærret saa befalet
 for att see, huem ieg wille skriffue til <i>etc.</i> (De haffuer
-spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle
+spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle
 komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til
 paa en Maade, saa den icke kunde aabnis, foruden att
 ded io kunde synnis. Ieg spurte nogle Gange Quinden,
 om hun icke wiste, om ded Breff war sendt bort. Hun<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a></span>
 swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine;
 sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender
-spørge <i>Pær</i> ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel
-faaet ded.« Ded Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte
+spørge <i>Pær</i> ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel
+faaet ded.« Ded Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte
 ieg siden intet widre derom.</p>
 
 <p>Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage,
 att ieg haffde intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff
 Kulle, thi der bleff icke opsat en Biilegger i mit Fengsels
-Kammers førend effter Nyt Aar. Ieg begiærte nogle Gange
-aff Quinden, att hun wille formaa saa meget hoes Pær,
+Kammers førend effter Nyt Aar. Ieg begiærte nogle Gange
+aff Quinden, att hun wille formaa saa meget hoes Pær,
 att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for
 Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick
 til Swar, hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg
-att wiide, att hun aldrig haffde beded Pær derom. Der
+att wiide, att hun aldrig haffde beded Pær derom. Der
 kom ont nok, som holte mig i andre Tancker end att
-fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig
-den 2. <i>September</i>, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa
+fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig
+den 2. <i>September</i>, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa
 offuer ded Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden,
 om hun wiste, om der war et Kammers (thi Quinden
-gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun swarte
+gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun swarte
 ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor
 stoed Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som
-wel fornam, att ieg haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I
-huem ded er, som sidder der, da skal den wist piinis.«
-Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis op, om der
-er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc
+wel fornam, att ieg haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I
+huem ded er, som sidder der, da skal den wist piinis.«
+Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis op, om der
+er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc
 i midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog
-kunde wære. Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue
+kunde wære. Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue
 hender min Fryct tilkiende, huilcken hun dog formerckede
-oc derfor forøgede den; thi effter att hun haffde til Middag<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span>
-talt med Pær<a name="FNanker_86" id="FNanker_86" href="#Fodnote_86" class="fnanchor">[86]</a>, oc Dørene ware lucte, sagde hun:
-»Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille
-intet tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige
-saa, men føyede ded dertil, att hun haffde spurt hannem
+oc derfor forøgede den; thi effter att hun haffde til Middag<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span>
+talt med Pær<a name="FNanker_86" id="FNanker_86" href="#Fodnote_86" class="fnanchor">[86]</a>, oc Dørene ware lucte, sagde hun:
+»Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille
+intet tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige
+saa, men føyede ded dertil, att hun haffde spurt hannem
 ad, men hand wille intet sware. Ieg satte mit Sind i
-Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa meere der oppe,
-oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«<a name="FNanker_87" id="FNanker_87" href="#Fodnote_87" class="fnanchor">[87]</a> »Huor aff wed
-I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde
-ieg, »att ieg haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i
+Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa meere der oppe,
+oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«<a name="FNanker_87" id="FNanker_87" href="#Fodnote_87" class="fnanchor">[87]</a> »Huor aff wed
+I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde
+ieg, »att ieg haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i
 Morris; ieg meener, at om der sidder nogen, da skal de
-io giffue den Maed.« Att ieg war roelig i Sinded, behagede
-icke hender, huorfor hun med Pær oc hand med
-hender søgte att <i>troublere</i> mig. Om anden Dagen, da effter
+io giffue den Maed.« Att ieg war roelig i Sinded, behagede
+icke hender, huorfor hun med Pær oc hand med
+hender søgte att <i>troublere</i> mig. Om anden Dagen, da effter
 Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed
-Pær), oc hand skulle drage min inderste Dør til sig, som
-gaar ind ad, stack hand Hoffueded frem oc sagde: »<i>Casset!</i>«
-Hun stoed nest wed Døren, loed, som hun icke forstoed
-ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en, der
-war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg
+Pær), oc hand skulle drage min inderste Dør til sig, som
+gaar ind ad, stack hand Hoffueded frem oc sagde: »<i>Casset!</i>«
+Hun stoed nest wed Døren, loed, som hun icke forstoed
+ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en, der
+war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg
 forstoed hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed
 hannem. Huad Dag oc Nat ieg haffde, weed ingen vden
-Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage. Stønnem syntist mig,
-att ded kunde wel saa wære, att de haffde greeben hannem,
+Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage. Stønnem syntist mig,
+att ded kunde wel saa wære, att de haffde greeben hannem,
 ihuor wel att <i>Cassetta</i> war Kongen aff Spaniens Vndersaatte,
-thi naar et Forræderi <i>suspiceris</i>, da <i>obserueris</i> icke,
+thi naar et Forræderi <i>suspiceris</i>, da <i>obserueris</i> icke,
 huis Vndersaater de erre, som erre <i>susspecte</i>; laae den Nat<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span>
-oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand
+oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand
 skulle komme i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde
 giordt min Herre den Willighed oc fult mig i Engeland,<a name="FNanker_88" id="FNanker_88" href="#Fodnote_88" class="fnanchor">[88]</a>
 huor wii skiltis fra huer andre, ieg maa sige: huor <i>Petcon</i>
-oc hands Anhang skilte os ad oc førte mig fangen hid.
-Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt ieg vdi
-en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att
+oc hands Anhang skilte os ad oc førte mig fangen hid.
+Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt ieg vdi
+en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att
 miine Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see
 <i>Cassetta</i> saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt
 mig, att en Spannier bleff piint: at der war bunden
-fiire Reeb om Hænder oc Fødder, oc huert Reeb giort
-fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff en Mand snart
+fiire Reeb om Hænder oc Fødder, oc huert Reeb giort
+fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff en Mand snart
 slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom
 mig syntist, att <i>Cassetta</i> skreeg intet, meente ieg, att hand
-war døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden,
-som lenge haffde werret waagen, sagde: »O Herre Gud,
+war døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden,
+som lenge haffde werret waagen, sagde: »O Herre Gud,
 Fruelille! huad skader Eder? Haffuer I ont? I haffuer
-saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa høyt!« Ieg
-swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde
-widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel
-wære«, <span class="sic" title="[sic]">swarte</span> ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I
-drømte; ieg kand taalke Drømme.« Ieg swarte: »I ded
-ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers kand der ingen
-saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg icke
-giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet
+saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa høyt!« Ieg
+swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde
+widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel
+wære«, <span class="sic" title="[sic]">swarte</span> ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I
+drømte; ieg kand taalke Drømme.« Ieg swarte: »I ded
+ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers kand der ingen
+saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg icke
+giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet
 anded att betyde, end som sagt er. Der effter Middags
-Maaltiid Døren bleff luct, sagde Quinden aff sig selff (thi
-ieg spurte hender icke meere om Fanger): »Der er ingen<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span>
-fangen; <span class="sic" title="[sic]">giff</span> <i>Pær</i> faa Skam for hands Sladder! Ieg spurte
-hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun aff mig.
-Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle
-min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig
-ont.« Ded stoed saa hen til mit i <i>Sept.</i>, da bleff ført
+Maaltiid Døren bleff luct, sagde Quinden aff sig selff (thi
+ieg spurte hender icke meere om Fanger): »Der er ingen<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span>
+fangen; <span class="sic" title="[sic]">giff</span> <i>Pær</i> faa Skam for hands Sladder! Ieg spurte
+hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun aff mig.
+Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle
+min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig
+ont.« Ded stoed saa hen til mit i <i>Sept.</i>, da bleff ført
 fangen frem twende aff worris Tiennere, som bleffue sat i
 Wacten, den eene, Nels Kaiberg, som tiente for Taffeldecker,
 oc den anden, Frans &mdash;,<a name="FNanker_89" id="FNanker_89" href="#Fodnote_89" class="fnanchor">[89]</a> som tiente for Laquei.
-Effter nogle Vgers Forløb oc <i>examination</i> bleffue de løß
-giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser:
+Effter nogle Vgers Forløb oc <i>examination</i> bleffue de løß
+giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser:
 en gammel Mand wed Naffn <i>La Rosche</i> oc en anden
-vng Karl, huis Naffn ieg icke wed. <i>La Rosche</i> bleff ført
+vng Karl, huis Naffn ieg icke wed. <i>La Rosche</i> bleff ført
 her i Taarnet oc sat i Traalhullet. Der war kast en Dyne
 til hannem paa Gulffuet, der laae hand paa; war i nogle
-Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war Brød
-oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning
+Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war Brød
+oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning
 war, att hand haffde <i>corresponderet</i> med Corfitz,
 oc hand haffde loffuet att leuere Kongen aff Franckriige
 Crooneborg.<a name="FNanker_90" id="FNanker_90" href="#Fodnote_90" class="fnanchor">[90]</a> Den Kundskab haffde <i>Hannibal</i> Sehested<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span>
 giffuen, som paa de Tiider war i Franckriig, oc hand haffde
 den aff en Herre, som da war <i>Hannibal</i> til Wille oc haffde<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span>
-tilforne werret <i>La Rosche</i> til Wille oc maaskee siden fortørnet
-sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til
-den Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom
+tilforne werret <i>La Rosche</i> til Wille oc maaskee siden fortørnet
+sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til
+den Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom
 denne <i>La Rosche</i> med den anden vnge Karl begierte
 at see mig, der ieg war i <i>Arrest</i> i <i>Dovers</i>, huilcket oc
-skeede, att de giorde mig <i xml:lang="fr" lang="fr">la révérence</i>. Wel muligt, att
+skeede, att de giorde mig <i xml:lang="fr" lang="fr">la révérence</i>. Wel muligt, att
 hand wille haffue talt med mig oc sagt mig, huis hand
-haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig,
+haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig,
 ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle
 <i>Damer</i>, som ware komne did for att beskue mig, saa kunde
 hand icke komme til at tale med mig i Enrom, spurte
 mig, om ieg haffde den <i>Coemedie</i> Bog, Greffuinnen aff <i>Pembrocg</i>
-haffde laded vdgaa.<a name="FNanker_91" id="FNanker_91" href="#Fodnote_91" class="fnanchor">[91]</a> Ieg swarte: »Ney.« Hand
+haffde laded vdgaa.<a name="FNanker_91" id="FNanker_91" href="#Fodnote_91" class="fnanchor">[91]</a> Ieg swarte: »Ney.« Hand
 loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den,<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span>
 meener ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig
 til en Adwarsel, som <i>Braten</i> siden haffuer giort sig goed
 med. I huor om alting, saa liide <i>La Rosche</i> vskyllig, oc
-kunde hand bekræffte med sin Eed, att hand aldrig talte
+kunde hand bekræffte med sin Eed, att hand aldrig talte
 med min Herre i siine Dage, mindre <i>corresponderte</i> med
 hannem.<a name="FNanker_92" id="FNanker_92" href="#Fodnote_92" class="fnanchor">[92]</a> <i xml:lang="la" lang="la">In summa</i>: effter nogle Maaneders vskyllig
-Liidelser bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig
+Liidelser bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig
 igien. Den anden vnge Karl saed i <i>Arrest</i> i et Kammers,
 som er wed Borrestuen. Hand bleff fangen for Selskab[s]
-Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße Mennisker
+Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße Mennisker
 bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem
-Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender;
-Slosf. lucte oc selffwer min Dør. Ieg formerckede
-wel, att der war noget paa Færde, men ieg spurte om
-intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war twende
+Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender;
+Slosf. lucte oc selffwer min Dør. Ieg formerckede
+wel, att der war noget paa Færde, men ieg spurte om
+intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war twende
 Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded
-war. Imod de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe
-zwey <i xml:lang="fr" lang="fr">parle mi franço</i> gefangen; was die gethan haben, weis
-ich nicht</span>.« Ieg spurte hannem icke widre derom, men
-hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk lernen.«
-»<span xml:lang="nds" lang="nds">Da wil Zeit zu</span>« (<a class="SBScorr" name="SBS_20" id="SBS_20" title="SBS: sagte">sagde</a> ieg).</p>
+war. Imod de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe
+zwey <i xml:lang="fr" lang="fr">parle mi franço</i> gefangen; was die gethan haben, weis
+ich nicht</span>.« Ieg spurte hannem icke widre derom, men
+hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk lernen.«
+»<span xml:lang="nds" lang="nds">Da wil Zeit zu</span>« (<a class="SBScorr" name="SBS_20" id="SBS_20" title="SBS: sagte">sagde</a> ieg).</p>
 
-<p>Vdi samme <i>Sept.</i> Maanet døde Greff Rantzow; leffwede
+<p>Vdi samme <i>Sept.</i> Maanet døde Greff Rantzow; leffwede
 icke den Dag att see ded Billede <i>excequeris</i>, som
-hand saa wist haffde haabt att see, som den, der først
-haffde <i>introduceret</i> den Maade aff Spott i diße Lande.<a name="FNanker_93" id="FNanker_93" href="#Fodnote_93" class="fnanchor">[93]</a></p>
+hand saa wist haffde haabt att see, som den, der først
+haffde <i>introduceret</i> den Maade aff Spott i diße Lande.<a name="FNanker_93" id="FNanker_93" href="#Fodnote_93" class="fnanchor">[93]</a></p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span></p>
 
-<p>Den 9. <i>October</i> bleff holded den Fæst med worris Princeße
+<p>Den 9. <i>October</i> bleff holded den Fæst med worris Princeße
 <i>Anna Sophia</i> oc Cur-Prinsen aff Saxsen.<a name="FNanker_94" id="FNanker_94" href="#Fodnote_94" class="fnanchor">[94]</a> Om
-Morgenen, den Høytiid skulle angaa, sagde ieg til Quinden:
-»I Dag skal wii faste indtil imod Afften;« thi ieg
+Morgenen, den Høytiid skulle angaa, sagde ieg til Quinden:
+»I Dag skal wii faste indtil imod Afften;« thi ieg
 tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg kunde
-faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i
+faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i
 ded ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor
-wii skulle faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide
-i Afften.« Ieg laae oc tenkte paa den vstadige Lycke,
+wii skulle faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide
+i Afften.« Ieg laae oc tenkte paa den vstadige Lycke,
 att ieg, som for 28 Aar siden<a name="FNanker_95" id="FNanker_95" href="#Fodnote_95" class="fnanchor">[95]</a> haffde hafft lige saa stoer
-Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu fangen oc nest
-op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde
-wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer
-bekümrede. Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher
-loede sig høre, sagde ieg: »Nu gaar de offwer
-Platzen til den stoere Sael med Bruden.« »Huor wed I
-ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg;
-»min Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for
-en?« spurte hun. »Ded kand ieg icke sige Eder« (swarte
-ieg). Oc saa som Trommeterne blæste, hwer Gang ett
-Sæt Maed bleff opborren oc <i>Confectet</i>, saa sagde ieg ded.
-Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne.<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span>
-Naar <a class="SBScorr" name="SBS_21" id="SBS_21" title="SBS: som">saa</a> der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet
-i Platzen, saa sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke
-Maed ennu!« Der Klocken gik til 3 Slet, sagde Quinden:
-»Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal wii
-haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem.
-Ded anded Sæt er icke vden for lit siiden opkommen;
-kand wii faa noget imod 7 Slæt, da faar wii icke føre.«
-Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom Slozf., vntskylte
+Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu fangen oc nest
+op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde
+wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer
+bekümrede. Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher
+loede sig høre, sagde ieg: »Nu gaar de offwer
+Platzen til den stoere Sael med Bruden.« »Huor wed I
+ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg;
+»min Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for
+en?« spurte hun. »Ded kand ieg icke sige Eder« (swarte
+ieg). Oc saa som Trommeterne blæste, hwer Gang ett
+Sæt Maed bleff opborren oc <i>Confectet</i>, saa sagde ieg ded.
+Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne.<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span>
+Naar <a class="SBScorr" name="SBS_21" id="SBS_21" title="SBS: som">saa</a> der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet
+i Platzen, saa sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke
+Maed ennu!« Der Klocken gik til 3 Slet, sagde Quinden:
+»Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal wii
+haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem.
+Ded anded Sæt er icke vden for lit siiden opkommen;
+kand wii faa noget imod 7 Slæt, da faar wii icke føre.«
+Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom Slozf., vntskylte
 sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men
-Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid
+Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid
 meente, att ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening
 der om.<a name="FNanker_96" id="FNanker_96" href="#Fodnote_96" class="fnanchor">[96]</a> Anden Dagen bleff giort Riddere, oc ieg
-icke alleeneste sagde, hwær Gang Trometerne blæste: »Nu
-bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre <i>Herolden</i>
+icke alleeneste sagde, hwær Gang Trometerne blæste: »Nu
+bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre <i>Herolden</i>
 raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde),
-men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede
+men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede
 ieg, efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded,
-som icke føre ware Riddere;<a name="FNanker_97" id="FNanker_97" href="#Fodnote_97" class="fnanchor">[97]</a> oc efftersom ded sig saa
+som icke føre ware Riddere;<a name="FNanker_97" id="FNanker_97" href="#Fodnote_97" class="fnanchor">[97]</a> oc efftersom ded sig saa
 befant, saa troede Quinden fuld oc fast, att ieg kunde
 traale. Ieg formerckede ded paa hender, efftersom hun
-offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde wiide,<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span>
-hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening;
+offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde wiide,<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span>
+hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening;
 tenkte, att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde
 wiide, hwad som skeede, kunde forhindre, att hun icke
-satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede oc icke nær
-saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte adskilligt
+satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede oc icke nær
+saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte adskilligt
 om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed
-i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc
-skille Hoerer wed derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder.
+i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc
+skille Hoerer wed derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder.
 Med samme Quinde haffde hun meget omgaaet.</p>
 
-<p>Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der
-tenckt paa att henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen
+<p>Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der
+tenckt paa att henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen
 mit <span class="sic" title="[sic]">vderste</span> Kammers opluct, feyet, giort reent
-oc strød Sand.<a name="FNanker_98" id="FNanker_98" href="#Fodnote_98" class="fnanchor">[98]</a> Der til Middag bleff opluct, oc Quinden
-haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom
+oc strød Sand.<a name="FNanker_98" id="FNanker_98" href="#Fodnote_98" class="fnanchor">[98]</a> Der til Middag bleff opluct, oc Quinden
+haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom
 hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som <span class="sic" title="[sic]">forbaset</span>
-oc sagde med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer
-de med Eders Mand!« Den Tiiding forskræckede mig,
-hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun sagde ded,
-da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc
-Haand vd oc mæctede icke att tage den strax til mig
-igien. Ded haffwer maaskee fortrød hender i ded samme,
+oc sagde med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer
+de med Eders Mand!« Den Tiiding forskræckede mig,
+hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun sagde ded,
+da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc
+Haand vd oc mæctede icke att tage den strax til mig
+igien. Ded haffwer maaskee fortrød hender i ded samme,
 thi ieg bleff saa siddendis oc talte icke et Ord, huorfor hun
-sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders Mands Affwiißning.«
-Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff
+sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders Mands Affwiißning.«
+Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff
 mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff
 oc icke hun, brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span>
 stille, thi ieg war da den swageste oc wiste icke, hwilket
-hwilket war. Om Efftermiddagen hørte ieg en stoer Murmelen
+hwilket war. Om Efftermiddagen hørte ieg en stoer Murmelen
 aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da bleff Billeded
-ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen
+ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen
 oc indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen
-imod 9 Slæt<a name="FNanker_99" id="FNanker_99" href="#Fodnote_99" class="fnanchor">[99]</a> bleff Billeded aff Bødelen iammerligen
+imod 9 Slæt<a name="FNanker_99" id="FNanker_99" href="#Fodnote_99" class="fnanchor">[99]</a> bleff Billeded aff Bødelen iammerligen
 medhandlet, gaff dog ingen Lyd fra sig. Til Middags
-Maaltiid fortelte Slosf. Quinden, hworledis Bødelen
+Maaltiid fortelte Slosf. Quinden, hworledis Bødelen
 haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde parteret
 Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire
 Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset.
 Slosf. stoed i ded anded Kammers, raabte den
-Fortælling høyt vd, paa ded ieg skulle høre ded, <i>repeterte</i>
+Fortælling høyt vd, paa ded ieg skulle høre ded, <i>repeterte</i>
 ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig om, hwad ieg
-skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg
+skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg
 icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded
-optenkt, som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast
+optenkt, som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast
 kunde ieg icke hitte paa anded end att sige til Quinden
-med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott! Taler med
+med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott! Taler med
 Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er
-opsat, maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!«
+opsat, maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!«
 Quinden gik vd oc talte sacte til Slosf., men hand swarte
-høyt oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia wol, her vnter? Dar sollen mehr her
-auff, ia mehr, mehr herauff!</span>« sagde saa ett gott Tag de
+høyt oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia wol, her vnter? Dar sollen mehr her
+auff, ia mehr, mehr herauff!</span>« sagde saa ett gott Tag de
 samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog mig
-[hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span>
+[hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span>
 oc haabte, att ded, som war skeed wed Billeded, war et
 Tegn, att de icke kunde faa Manden; saa tog Frycten
-igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet, thi der war alt
+igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet, thi der war alt
 for mange <i>Exempler</i> aff stoere Herrer i Frankriig, hwis
-Billeder oc <i>Contrafeier</i> aff Bødelen ware forbrente, som
-siden igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid
+Billeder oc <i>Contrafeier</i> aff Bødelen ware forbrente, som
+siden igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid
 bleff opluct, war der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden.
 Der bleff oc send en <i>Lacquei</i>, som stoed vden for
-den vderste Dør, som loed kalde Slosf. vd til sig (min
-Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre erre
-oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den
-fiærde Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf.,
+den vderste Dør, som loed kalde Slosf. vd til sig (min
+Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre erre
+oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den
+fiærde Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf.,
 kand ieg icke wiide, thi ieg haffde den Dag icke talt et
-Ord anded end begiært att fly mig, hwis ieg behøffwede;
+Ord anded end begiært att fly mig, hwis ieg behøffwede;
 sagde oc intet widre end ded samme i mange Dage der
-effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere
+effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere
 ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun
-laae hannem siden stetze paa med Begiæring att komme
+laae hannem siden stetze paa med Begiæring att komme
 vd: hun kunde icke saa leffwe sit Liiff. Men som hun fik
-ingen anden Trøst aff hannem, end att hand soer hender
+ingen anden Trøst aff hannem, end att hand soer hender
 til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun leffte, saa giorde
-hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc som
-ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa
-gik hun en Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg
-er et elendigt Menniske!« Ieg spurte hender, hworfor?
-hwad hender skade? »Mig skader nok« (swarte hun).
-»Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde for
+hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc som
+ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa
+gik hun en Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg
+er et elendigt Menniske!« Ieg spurte hender, hworfor?
+hwad hender skade? »Mig skader nok« (swarte hun).
+»Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde for
 Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med
-mig.« Ieg sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee
-haffwe noget att hwiske igien til Slosf.« Saa begynte hun<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span>
+mig.« Ieg sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee
+haffwe noget att hwiske igien til Slosf.« Saa begynte hun<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span>
 att forbande sig, den Dag hun sagde Slosf. et Ord, hwad
 ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til, wille ieg ickun troe
-hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun wære mig
-vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«
-med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree;
+hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun wære mig
+vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«
+med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree;
 ieg haffde Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig
 giffwe Aarsag, att ieg skulle bliffwe wree, thi hun skulle
-wære mig troe. Ieg tenkte: Du skalt intet faa meere
-att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender der effter
+wære mig troe. Ieg tenkte: Du skalt intet faa meere
+att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender der effter
 snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som
-stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende
-Gange gifft med Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde
+stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende
+Gange gifft med Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde
 tient Holger Winds Frue<a name="FNanker_100" id="FNanker_100" href="#Fodnote_100" class="fnanchor">[100]</a> for Waa[g]kone, saa
 hender fattedis intet for Snak. Hun haffde hafft et Barn
-med henders første Mand, som icke bleff gammelt, oc
-skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender
+med henders første Mand, som icke bleff gammelt, oc
+skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender
 aff henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til
 att forkorte ded Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale
 engang om Encker, som giffter sig igien; da sagde hun
-iblant anded: »Den, der wil giffte sig andengang, maa icke
-haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med Quinden«.
+iblant anded: »Den, der wil giffte sig andengang, maa icke
+haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med Quinden«.
 Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded,
-att ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som
-haffde et Barn med sin første Mand. Hun swarte med en
-Hast: »Legge Puden paa Hoffwedet!« Ded kunde ieg
+att ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som
+haffde et Barn med sin første Mand. Hun swarte med en
+Hast: »Legge Puden paa Hoffwedet!« Ded kunde ieg
 icke kiende for gott, men for stoer Synd, lagde ded witlyfftig
-vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid
-war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span>
+vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid
+war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span>
 der til, som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz.
 Den Tale lagde ingen goed Grundwold hoes mig om henders
 vdloffwede Troeskab.</p>
 
-<p>Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab
-ind fra Kusken, hwad nyt der paßerte. Maren Bloks
-sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded himmelig, thi
-ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller
+<p>Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab
+ind fra Kusken, hwad nyt der paßerte. Maren Bloks
+sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded himmelig, thi
+ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller
 Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf.
 effter Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt
-Aars Dag ynskede Quinden mig ett glædeligt Aar<span class="sidenote">1664.</span>. Ieg
-tackede hender oc sagde: »Ded kand Gud giøre«. »Ia«
-(sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand icke« (swarte
-ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig oc
-Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog
-tungt« (sagde hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære
+Aars Dag ynskede Quinden mig ett glædeligt Aar<span class="sidenote">1664.</span>. Ieg
+tackede hender oc sagde: »Ded kand Gud giøre«. »Ia«
+(sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand icke« (swarte
+ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig oc
+Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog
+tungt« (sagde hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære
 for Eder! Maatte ded enda bliffwe derwed oc icke bliffwe
-wærre for Eder!« Mig syntist, att ded kunde icke bliffwe
-wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad Maade
-den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia«
-(sagde hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.«
-»Ded er wist nok,« swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse,
-den anden med et frit Moed.« Slosf. sagde
+wærre for Eder!« Mig syntist, att ded kunde icke bliffwe
+wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad Maade
+den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia«
+(sagde hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.«
+»Ded er wist nok,« swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse,
+den anden med et frit Moed.« Slosf. sagde
 icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med
 Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris
 Samtale.</p>
 
 <p>Vdi <i>Marti</i> Maanet<span class="sidenote">1664.</span> kom Slosf. ind oc giorde sig heel
-mild, sagde iblant anded: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu seyd Ihr Wittib,<a name="FNanker_101" id="FNanker_101" href="#Fodnote_101" class="fnanchor">[101]</a> nu<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span>
-könt Ihr wol sagen alle Sachen Beschaffenheit</span>.« (Ieg
-swarte med et Spørßmaal): »<span xml:lang="de" lang="de">Können Wittiben alle Sachen
-Beschaffenheit sagen?</span>« Hand smeel oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich meine
-es nicht so; ich meine diese Verrätherei!</span>« (Ieg swarte):
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis
-von keine <span class="sic" title="[sic]">Verrähterei</span>!</span>« Oc som hannem syntist, att ieg
-icke troede, min Mand war død, tog hand en <i>Advis</i> frem
-oc loed mig den læße, maaskee meest fordi min Mand
+mild, sagde iblant anded: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu seyd Ihr Wittib,<a name="FNanker_101" id="FNanker_101" href="#Fodnote_101" class="fnanchor">[101]</a> nu<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span>
+könt Ihr wol sagen alle Sachen Beschaffenheit</span>.« (Ieg
+swarte med et Spørßmaal): »<span xml:lang="de" lang="de">Können Wittiben alle Sachen
+Beschaffenheit sagen?</span>« Hand smeel oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich meine
+es nicht so; ich meine diese Verrätherei!</span>« (Ieg swarte):
+»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis
+von keine <span class="sic" title="[sic]">Verrähterei</span>!</span>« Oc som hannem syntist, att ieg
+icke troede, min Mand war død, tog hand en <i>Advis</i> frem
+oc loed mig den læße, maaskee meest fordi min Mand
 stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget dertil
-anded end: »<span xml:lang="de" lang="de">Die <i>Avisen</i> Schreibers sagen nicht allezeit
-die Warheit</span>.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille.
+anded end: »<span xml:lang="de" lang="de">Die <i>Avisen</i> Schreibers sagen nicht allezeit
+die Warheit</span>.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille.
 Ieg laae saa hen i Haabet, att ded saa war, att min Herre
-wed Døden war siine Fiinder vntgaaet, oc tenckte wed
-mig selff med største Forundring, att ieg skulle leffwe den
-Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi bedrøffwede
+wed Døden war siine Fiinder vntgaaet, oc tenckte wed
+mig selff med største Forundring, att ieg skulle leffwe den
+Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi bedrøffwede
 Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att
-ieg war bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig,<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span>
-oc ded heel fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede
+ieg war bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig,<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span>
+oc ded heel fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede
 sig forbigangene Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge
 der effter icke komme til att stille Sinded i Roelighed.
-Eders Tilstand, miine hierte kiere Børn, bekümrede mig.
+Eders Tilstand, miine hierte kiere Børn, bekümrede mig.
 I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc Raad;
 ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken
 med Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded
-fremmede. For miine Sønner, de tre ældste, sørgede ieg
-icke saa meget som for miine Døttre oc yngste Søn.<a name="FNanker_102" id="FNanker_102" href="#Fodnote_102" class="fnanchor">[102]</a>
-Ieg saed heele Nætter offwerende i min Seng, thi ieg
+fremmede. For miine Sønner, de tre ældste, sørgede ieg
+icke saa meget som for miine Døttre oc yngste Søn.<a name="FNanker_102" id="FNanker_102" href="#Fodnote_102" class="fnanchor">[102]</a>
+Ieg saed heele Nætter offwerende i min Seng, thi ieg
 kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine, saa
 kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg
-bad Gud inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer
+bad Gud inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer
 icke behaget Gud, men hand gaff mig Taalmodighed
-att bære mit tunge Kaarß.</p>
+att bære mit tunge Kaarß.</p>
 
-<p>Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første,
-efftersom saa høyligen war forbøden icke att tilstæde mig
+<p>Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første,
+efftersom saa høyligen war forbøden icke att tilstæde mig
 hwercken Kniiff, Sax, Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe
 Tiiden med. Omsider, der Sinded kom lit i Roelighed,
 tenckte ieg paa noget att tage mig til, oc som ieg
-haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span>
-Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis
+haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span>
+Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis
 Baand. Ded Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud,
 ieg haffde, adskillige Blomster med smaa Sting. Der ded
 haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff miine Lagen, twant
 dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde
-Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette
-slipper?« Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre;
-skulle end Raffnene føre mig ded til, saa faar ieg ded.«
-Der paa spurte hun mig, om ieg kunde giøre noget med
-en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I en?« Der
+Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette
+slipper?« Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre;
+skulle end Raffnene føre mig ded til, saa faar ieg ded.«
+Der paa spurte hun mig, om ieg kunde giøre noget med
+en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I en?« Der
 hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war
-halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget
-aff, haffde ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale
-Slosf. eller Pær Kudsk att laane mig en Kniiff?« »Ieg
-wil wel bede dem derom« (sagde hun), »men ieg wed
-nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til
+halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget
+aff, haffde ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale
+Slosf. eller Pær Kudsk att laane mig en Kniiff?« »Ieg
+wil wel bede dem derom« (sagde hun), »men ieg wed
+nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til
 Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand
-swarte høyt: »<span xml:lang="de" lang="de">Sie hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen
-für ihr schneiden. Sie köndte leichte sich Schaden damit
-thun</span>.«<a name="FNanker_103" id="FNanker_103" href="#Fodnote_103" class="fnanchor">[103]</a> Hwad hun sagde til Kudsken, wed ieg icke (ded
+swarte høyt: »<span xml:lang="de" lang="de">Sie hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen
+für ihr schneiden. Sie köndte leichte sich Schaden damit
+thun</span>.«<a name="FNanker_103" id="FNanker_103" href="#Fodnote_103" class="fnanchor">[103]</a> Hwad hun sagde til Kudsken, wed ieg icke (ded
 wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik Kniff, thi
-hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide).
+hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide).
 Quinden bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit
-Liiff ey torde. Ieg sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas,
-saa wille ieg see, hwad ieg kunde giøre wed ded Stycke<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span>
-Skee Skafft, mig til Nytte<span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>; bad hender leede i en Kraag,
+Liiff ey torde. Ieg sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas,
+saa wille ieg see, hwad ieg kunde giøre wed ded Stycke<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span>
+Skee Skafft, mig til Nytte<span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>; bad hender leede i en Kraag,
 som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet bleff
 henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker
 Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som
-haffde sit paa et Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen
+haffde sit paa et Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen
 en Pind med toe Tacker, som ieg giorde Baand
 paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene tog ieg aff
-min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget
-bøyede ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig
-til Blækhorn. Ded er oc end nu i min Giemme. Til et
+min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget
+bøyede ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig
+til Blækhorn. Ded er oc end nu i min Giemme. Til et
 Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme Tiid en stoer
 Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att
-giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne
-oc skaffwe ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om
+giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne
+oc skaffwe ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om
 ieg icke kunde hitte paa noget att leege med, Tiiden bleff
-hender saa lang. Ieg sagde: »Giffuer Pær goede Ord,
-saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge oc en Haand-Teen.«
-»O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde?
-Giff Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg
-sagde: »For att fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne,
-om ieg haffde noget att giøre med.« »Ded maa I icke,
-min hierte Frue« (sagde hun); »ieg woffwer mig yderlig
-nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget at
-leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder,
-saa wil wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii
-leegte med dem som smaa Børn. Ieg tog oc tree aff
-Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte paa hwær
+hender saa lang. Ieg sagde: »Giffuer Pær goede Ord,
+saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge oc en Haand-Teen.«
+»O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde?
+Giff Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg
+sagde: »For att fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne,
+om ieg haffde noget att giøre med.« »Ded maa I icke,
+min hierte Frue« (sagde hun); »ieg woffwer mig yderlig
+nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget at
+leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder,
+saa wil wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii
+leegte med dem som smaa Børn. Ieg tog oc tree aff
+Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte paa hwær
 toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded
 den &#8857; kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span>
 Knappenaal,<a name="FNanker_104" id="FNanker_104" href="#Fodnote_104" class="fnanchor">[104]</a> bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide,
 som hun oc giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte
-Tærninger kom bort, ieg wed icke hwordant; ieg er i Meening,
+Tærninger kom bort, ieg wed icke hwordant; ieg er i Meening,
 att Kudsken fick dem, maaskee den Gang hand
-luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi
-hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc
-sagde, att hun skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand
+luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi
+hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc
+sagde, att hun skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand
 haffde baarren hender fra Maren Bloks, oc hwad hun
 haffde, som icke maatte sees, thi der skulle randsagis i
-wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc
-sagde mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte,
-ded bæste ieg kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc
+wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc
+sagde mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte,
+ded bæste ieg kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc
 den syde Klud med Synaal oc Knappenaal. Der bleff
-ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens Putzeri for
-att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun
+ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens Putzeri for
+att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun
 tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.</p>
 
 <p>Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke
-aff Nattrøye oc Strømper, knøttede offwer den stoere
+aff Nattrøye oc Strømper, knøttede offwer den stoere
 Knappenaal, paa ded att ded kunde ware lenge. Aff ded
-Arbeed er endnu i min Wærre oc Knippelstockene, ieg
-mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand, dermed
+Arbeed er endnu i min Wærre oc Knippelstockene, ieg
+mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand, dermed
 slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er
-opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg
+opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg
 loed bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist.<span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span>
 Med ded Stycke Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden,
 malede dermed paa et Stycke Bret oc paa Borded, toede
-ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer. Den første
-war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend
-ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den
+ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer. Den første
+war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend
+ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den
 for mig selff.</p>
 
 <p class="poemheading">
 <b>En Morgen Dict paa den Thone:</b><br />
-Ieg wil din Priiß vdsynge <i>etc.</i>
+Ieg wil din Priiß vdsynge <i>etc.</i>
 </p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanzanum">
 1.
 </div><br /><div class="stanza">
 <span class="i0">Min Tunge skal med Stemme<br /></span>
-<span class="i0">Forkynde Siælens Act,<br /></span>
-<span class="i0">Som ey i Dag wil glæmme<br /></span>
-<span class="i0">Att priiße Guds Almact<br /></span>
+<span class="i0">Forkynde Siælens Act,<br /></span>
+<span class="i0">Som ey i Dag wil glæmme<br /></span>
+<span class="i0">Att priiße Guds Almact<br /></span>
 <span class="i0">Oc tacke Skab'ren bliid,<br /></span>
-<span class="i0">Som siine Wæctre sændte,<br /></span>
-<span class="i0">Mit Leye de omspændte,<br /></span>
+<span class="i0">Som siine Wæctre sændte,<br /></span>
+<span class="i0">Mit Leye de omspændte,<br /></span>
 <span class="i0">Mig woctede med Fliid.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 2.
@@ -4209,8 +4175,8 @@ Ieg wil din Priiß vdsynge <i>etc.</i>
 <span class="i0">Ieg til mig selffwer sagde:<br /></span>
 <span class="i0">Du seer ey Morgenstund!<br /></span>
 <span class="i0">Men Herrens Goedheds-Krafft<br /></span>
-<span class="i0">Befalte Søffnen søde<br /></span>
-<span class="i0">Min tørre Hiærne bløde<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span>
+<span class="i0">Befalte Søffnen søde<br /></span>
+<span class="i0">Min tørre Hiærne bløde<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span>
 <span class="i0">Oc queege med sin Safft.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 3.
@@ -4219,36 +4185,36 @@ Ieg wil din Priiß vdsynge <i>etc.</i>
 <span class="i0">Ieg Sengen slippe kand,<br /></span>
 <span class="i0">Med Waaben mig vdryste<br /></span>
 <span class="i0">At striide som en Mand<br /></span>
-<span class="i0">Moed Satan, Synd oc Død,<br /></span>
-<span class="i0">Moed eget Kiød oc Wille<br /></span>
+<span class="i0">Moed Satan, Synd oc Død,<br /></span>
+<span class="i0">Moed eget Kiød oc Wille<br /></span>
 <span class="i0">Oc alt, mig wil adskille<br /></span>
-<span class="i0">Fra dig i denne Nød.<br /></span>
+<span class="i0">Fra dig i denne Nød.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 4.
 </div><br /><div class="stanza">
 <span class="i0">Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!<br /></span>
-<span class="i0">Mit Kaarß er aff din Haand.<br /></span>
-<span class="i0">Wilt tyngsten Ende bære<br /></span>
-<span class="i0">Oc lindre hwaßen Baand?<br /></span>
-<span class="i0">Ieg ellers wißelig<br /></span>
+<span class="i0">Mit Kaarß er aff din Haand.<br /></span>
+<span class="i0">Wilt tyngsten Ende bære<br /></span>
+<span class="i0">Oc lindre hwaßen Baand?<br /></span>
+<span class="i0">Ieg ellers wißelig<br /></span>
 <span class="i0">Der vnder maa fortwiffle,<br /></span>
 <span class="i0">Thi diine Skud oc Piile<br /></span>
 <span class="i0">De sticker hart i mig.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 5.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Din Naade wilt vdøße<br /></span>
+<span class="i0">Din Naade wilt vdøße<br /></span>
 <span class="i0">Oc rundelig betee,<br /></span>
-<span class="i0">Moed miine faderløße<br /></span>
-<span class="i0">Din Mißgund lade see?<br /></span>
-<span class="i0">Wær' derris Fader mild,<br /></span>
-<span class="i0">I Nøden ey forglæmme,<br /></span>
-<span class="i0">Hoes fræmmede forfræmme<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span>
+<span class="i0">Moed miine faderløße<br /></span>
+<span class="i0">Din Mißgund lade see?<br /></span>
+<span class="i0">Wær' derris Fader mild,<br /></span>
+<span class="i0">I Nøden ey forglæmme,<br /></span>
+<span class="i0">Hoes fræmmede forfræmme<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span>
 <span class="i0">Moed derris Fiinders Wild?<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 6.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Ieg arme Støff oc Aske<br /></span>
+<span class="i0">Ieg arme Støff oc Aske<br /></span>
 <span class="i0">Endnu et beder dig:<br /></span>
 <span class="i0">Mig icke att forraske,<br /></span>
 <span class="i0">Henrycke plutzelig;<br /></span>
@@ -4258,7 +4224,7 @@ Ieg wil din Priiß vdsynge <i>etc.</i>
 <span class="i0">Befale i din Haand.<br /></span>
 </div></div></div>
 
-<p>Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken
+<p>Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken
 ieg offte sang, effter som hun icke forstoed tydsk.</p>
 
 <p class="poemheading">
@@ -4271,15 +4237,15 @@ ieg offte sang, effter som hun icke forstoed tydsk.</p>
 </div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
 <span class="i0">Sprich Vernunfft zu meine Seel:<br /></span>
 <span class="i6">Dich nicht queel,<br /></span>
-<span class="i0">Beßer Leben dich erwehl!<br /></span>
+<span class="i0">Beßer Leben dich erwehl!<br /></span>
 <span class="i0">Es ist doch nicht zu erlangen,<br /></span>
-<span class="i6">Das fürbey<br /></span>
+<span class="i6">Das fürbey<br /></span>
 <span class="i6">Wieder sey,<br /></span>
 <span class="i0">Wie man's thut anfangen.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 2.
 </div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
-<span class="i0">Warumb dan bekümmerst dich<br /></span>
+<span class="i0">Warumb dan bekümmerst dich<br /></span>
 <span class="i6">Engstiglich,<br /></span>
 <span class="i0">Zeuffsest immer, bist trawrich?<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span>
 <span class="i0">Du kandst es mit vielen Sorgen<br /></span>
@@ -4291,28 +4257,28 @@ ieg offte sang, effter som hun icke forstoed tydsk.</p>
 </div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
 <span class="i0">Hab'n verlohren Haab vnd Guht<br /></span>
 <span class="i6">Zwar weh thut,<br /></span>
-<span class="i0">Schöpfe wieder ein frisch Muht!<br /></span>
-<span class="i0">Es war vberflüßig kröhtig,<br /></span>
+<span class="i0">Schöpfe wieder ein frisch Muht!<br /></span>
+<span class="i0">Es war vberflüßig kröhtig,<br /></span>
 <span class="i6">Die Natur<br /></span>
 <span class="i6">Hat doch nur<br /></span>
-<span class="i0">Weinig davon nötig.<br /></span>
+<span class="i0">Weinig davon nötig.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 4.
 </div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
 <span class="i0">Ist der Leib gefangen hir,<br /></span>
 <span class="i6">Glaube mir,<br /></span>
-<span class="i0">Es g'ring schätzen steht bey dir.<br /></span>
+<span class="i0">Es g'ring schätzen steht bey dir.<br /></span>
 <span class="i0">Du bist frey vnd vngebunden,<br /></span>
 <span class="i6">Keine Hafft<br /></span>
 <span class="i6">Hat die Krafft<br /></span>
-<span class="i0">Dich zu können wunden.<br /></span>
+<span class="i0">Dich zu können wunden.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 5.
 </div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
 <span class="i0">Endlich ist es <span class="wordstack"><span>gleiche</span><span>eben</span></span> viel,<br /></span>
 <span class="i6">Wan dein Spiel<br /></span>
 <span class="i0">Hat erreichet seinen Ziel,<br /></span>
-<span class="i0">Vnd du muß vom Leibe scheiden;<br /></span>
+<span class="i0">Vnd du muß vom Leibe scheiden;<br /></span>
 <span class="i6">Es geschicht<br /></span>
 <span class="i6">Oder nicht<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span>
 <span class="i0">Auff Stroh oder Seiden.<br /></span>
@@ -4322,328 +4288,328 @@ ieg offte sang, effter som hun icke forstoed tydsk.</p>
 <span class="i0">Wol dan, frisk auff, meine Seel!<br /></span>
 <span class="i6">Dich nicht queel,<br /></span>
 <span class="i0">Das nichts deine Ruhe fehl!<br /></span>
-<span class="i0">Gott in Noth dich nicht läst stecken,<br /></span>
+<span class="i0">Gott in Noth dich nicht läst stecken,<br /></span>
 <span class="i6">Er weis wol,<br /></span>
 <span class="i6">Wan's sein sol,<br /></span>
-<span class="i0">Hülffe zu erwecken.<br /></span>
+<span class="i0">Hülffe zu erwecken.<br /></span>
 </div></div></div>
 
 
-<p>Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil
-Doctor <i>Otto Sperling</i> bleff ført fangen her ind i Taarnet,<a name="FNanker_105" id="FNanker_105" href="#Fodnote_105" class="fnanchor">[105]</a>
-hwis Fengsel er neden vnder den Mørcke Kircke. Hands
-Skiæffne er beklagelig. Der hand bleff ført i Taarnet,
-war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc Fødder.
-Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde
+<p>Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil
+Doctor <i>Otto Sperling</i> bleff ført fangen her ind i Taarnet,<a name="FNanker_105" id="FNanker_105" href="#Fodnote_105" class="fnanchor">[105]</a>
+hwis Fengsel er neden vnder den Mørcke Kircke. Hands
+Skiæffne er beklagelig. Der hand bleff ført i Taarnet,
+war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc Fødder.
+Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde
 sig saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war
-fallen i hands Hænder, saa hand giorde intet anded den<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span>
-Afften en[d] nynnede oc sang; sagde til Quinden: »<span xml:lang="de" lang="de">Meine
-Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil singen</span>.« Hand loed
+fallen i hands Hænder, saa hand giorde intet anded den<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span>
+Afften en[d] nynnede oc sang; sagde til Quinden: »<span xml:lang="de" lang="de">Meine
+Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil singen</span>.« Hand loed
 Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff Folckis
 Murmelen oc <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: Tillaab">Tilraab</a>, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse,
 som war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler
-for Døren), wel kunde fornemme, att der war en
-Fange indkommen.<a name="FNanker_106" id="FNanker_106" href="#Fodnote_106" class="fnanchor">[106]</a> Den Glæde, ieg fornam paa Slosf.,
+for Døren), wel kunde fornemme, att der war en
+Fange indkommen.<a name="FNanker_106" id="FNanker_106" href="#Fodnote_106" class="fnanchor">[106]</a> Den Glæde, ieg fornam paa Slosf.,
 gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer icke alleeneste
-lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede
-Quinden att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste
-Dør aff mit Fengsel. Kudsken stoed bag Slosf., giorde
+lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede
+Quinden att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste
+Dør aff mit Fengsel. Kudsken stoed bag Slosf., giorde
 mange Tegn; men som Slosf. dreyede sig saa tit hid oc
 did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om anden
-Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der
-neden [vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste
-Fengsel bleff opluct (da bleff Doctern ført vd til Forhør).
-Quinden sagde: »Der maa wist sidde en Fange; hwem
-kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel saa,
+Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der
+neden [vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste
+Fengsel bleff opluct (da bleff Doctern ført vd til Forhør).
+Quinden sagde: »Der maa wist sidde en Fange; hwem
+kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel saa,
 att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa
-glad. I faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige
+glad. I faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige
 i Dag, da en andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem
-hand er« (Gud wed, mit Hierte war icke saa frimodig,
+hand er« (Gud wed, mit Hierte war icke saa frimodig,
 som ieg anstilte mig til). Der til Middag bleff opluct for
-mig (som war offwer taal Slæt, thi førend Doctern bleff
-ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war Slosf.
+mig (som war offwer taal Slæt, thi førend Doctern bleff
+ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war Slosf.
 meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:<span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span>
-»<span xml:lang="de" lang="de">Lustig, <i>Curage</i>! Es wird sich wol schicken!</span>« Der hand
-haffde skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste
-Fengsels Dør oc forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til
-mig: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich sol Euch grüßen von dem Herrn <i>General Major</i>
+»<span xml:lang="de" lang="de">Lustig, <i>Curage</i>! Es wird sich wol schicken!</span>« Der hand
+haffde skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste
+Fengsels Dør oc forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til
+mig: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich sol Euch grüßen von dem Herrn <i>General Major</i>
 von Alfelt; er sagt, es wird nu bald guth, Ihr solt Euch
-nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald guth!</span>« Ieg
+nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald guth!</span>« Ieg
 loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene
 ware, oc bad hannem tacke <i>General Major[en]</i> for hands
-Trøst; oc efftersom hand <i>repeterte</i> igien samme Ord oc
-sagde der hoes: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, fürwahr! das sagte er</span>,« saa swarte
-ieg med et Spørßmaal: »<span xml:lang="de" lang="de">Wo mach doch das herkommen,
+Trøst; oc efftersom hand <i>repeterte</i> igien samme Ord oc
+sagde der hoes: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, fürwahr! das sagte er</span>,« saa swarte
+ieg med et Spørßmaal: »<span xml:lang="de" lang="de">Wo mach doch das herkommen,
 das der <i>General Major</i> suchet alleweil mich zu erfreven?
-Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt</span>.«
+Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt</span>.«
 Slosf. swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid
 Slosf. talte med mig, stoed Kudsken bag wed hannem oc
-wiiste, att Fangen haffde wæret bunden om Hænderne oc
-Fødderne, att den haffde et Skæg oc en <i>Calotte</i> paa oc
-en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig wiißere,
-end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel.
+wiiste, att Fangen haffde wæret bunden om Hænderne oc
+Fødderne, att den haffde et Skæg oc en <i>Calotte</i> paa oc
+en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig wiißere,
+end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel.
 Til Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale
 med Kudsken, oc giorde Kudsken atter samme Tegn, thi
 Slosf. stoed paa samme Sted, dog talte intet, ieg icke
-heller<a name="FNanker_107" id="FNanker_107" href="#Fodnote_107" class="fnanchor">[107]</a>. Om Morgenen der effter bleff Doctern atter vdført
-til <i>Examen</i>, oc Slosf. forholte sig som før. Som hand
+heller<a name="FNanker_107" id="FNanker_107" href="#Fodnote_107" class="fnanchor">[107]</a>. Om Morgenen der effter bleff Doctern atter vdført
+til <i>Examen</i>, oc Slosf. forholte sig som før. Som hand
 da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded
 war for en Fange, der war neere. Hand swarte, der war<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span>
 ingen neere. Der wed loed ieg ded bliffwe, oc som wii
-ellers snackede om anded, saa smot Quinden vd til Pær,
+ellers snackede om anded, saa smot Quinden vd til Pær,
 som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded warede
-saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet
+saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet
 offwer Doctern, oc ded fordrog sig med <span class="sic" title="[sic]"><i>Excecutionen</i></span><a name="FNanker_108" id="FNanker_108" href="#Fodnote_108" class="fnanchor">[108]</a>, oc
 ieg intet talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand
-ind oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen,
+ind oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen,
 das ein gefangner darunten sitzet. Das ist auch wahr,
-aber es ist verbotten es Euch zu sagen, wehr er ist</span>.<span class="corr" title="var: »">«</span>
-Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">So begiäre ich es auch nicht zu wißen!</span>«
-Hand begynte att faa nogen <i>compassion</i> oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Gebet
+aber es ist verbotten es Euch zu sagen, wehr er ist</span>.<span class="corr" title="var: »">«</span>
+Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">So begiäre ich es auch nicht zu wißen!</span>«
+Hand begynte att faa nogen <i>compassion</i> oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Gebet
 Euch zu Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer
 Man, nicht Ewer Sohn, Tochter, Swager oder verwandter;
 es ist ein Vogel, der solte singen, vnd er wil nicht,
-aber er muß wol, er muß wol!</span>« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich solte
-wol können rahten auß Ewer <i>discours</i>, wehr es ist. Kan
+aber er muß wol, er muß wol!</span>« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich solte
+wol können rahten auß Ewer <i>discours</i>, wehr es ist. Kan
 der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird
 er es wol thun; aber die <i>Melodei</i>, die er nicht weis, wird
-er auch nicht singen können!</span>« Hand bleff taws der wed,
+er auch nicht singen können!</span>« Hand bleff taws der wed,
 wente sig oc gik vd.</p>
 
 <p>Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa
 der bleff intet talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind,
-naar der bleff opluct, oc giorde sig stønnem lystig med
-Quinden, wille, hun skulle giøre <i>Reverenz</i> for hannem,<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span>
-lærte hender, huordant hun skulle sætte siine Fødder oc
-bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte
-oc adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en
-Deel deraff til den Ende att bedrøffwe mig med min forrige
+naar der bleff opluct, oc giorde sig stønnem lystig med
+Quinden, wille, hun skulle giøre <i>Reverenz</i> for hannem,<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span>
+lærte hender, huordant hun skulle sætte siine Fødder oc
+bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte
+oc adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en
+Deel deraff til den Ende att bedrøffwe mig med min forrige
 Welstands Ihuekommelse: huordant ded gik til i mit
-Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig; fortelte derom
-heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc alt
-dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß
+Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig; fortelte derom
+heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc alt
+dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß
 imellem stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren,
 Kudsken oc den Fange <i>Christian</i> i Trappen.</p>
 
-<p>Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße
+<p>Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße
 oc wide, hwad nyt hender kom for, hun loed mig oc
 forstaa, att hun war i den Meening, att ieg kunde traalle;
 thi hun skreff mig til en Seddel<a name="FNanker_109" id="FNanker_109" href="#Fodnote_109" class="fnanchor">[109]</a>, hwor vdi stoed, att hun
-bad mig sætte ont imellem Iomfrue <i>Carisse</i> oc en Allefelt,
-med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender
-icke wært, men Skinckel war en braff Karl (<i>Carisse</i> bleff
+bad mig sætte ont imellem Iomfrue <i>Carisse</i> oc en Allefelt,
+med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender
+icke wært, men Skinckel war en braff Karl (<i>Carisse</i> bleff
 siden gifft med Skinckel).<a name="FNanker_110" id="FNanker_110" href="#Fodnote_110" class="fnanchor">[110]</a> Saa som den Skriffwelse
-war aaben, saa wiste Kudsken diß Indholt, oc Quinden med.
-Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men sagde intet. Quinden
+war aaben, saa wiste Kudsken diß Indholt, oc Quinden med.
+Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men sagde intet. Quinden
 kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille op,
-sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg
-swarte: »Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer
+sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg
+swarte: »Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer
 hun oc loe hiertelig. Ieg spurte, om ded war att lee aff.<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span>
-»Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att ieg tencker paa den
-wiiße <i>Cathrine</i>, ieg før haffwer talt om, som gaff et Raad
+»Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att ieg tencker paa den
+wiiße <i>Cathrine</i>, ieg før haffwer talt om, som gaff et Raad
 til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe
-Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded
+Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded
 war for et Raad. Hun sagde, der skulle tagis Haarene
 op, hwor twende Katte haffde reeffwis, oc de Haard skulle
-kastis imellem de toe, man wille sætte Spliid imellem.
-Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den
-bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene
-icke ware begge soorte?<span class="corr" title="var: »">«</span> »Ho, ho!« sagde hun; »ieg
-hør wel, att I wed, hwordant ded skal wære.« »Ieg haffwer
-hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer hender den
+kastis imellem de toe, man wille sætte Spliid imellem.
+Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den
+bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene
+icke ware begge soorte?<span class="corr" title="var: »">«</span> »Ho, ho!« sagde hun; »ieg
+hør wel, att I wed, hwordant ded skal wære.« »Ieg haffwer
+hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer hender den
 Konst, saa faar I Sucker <i>Candii</i> igien, men lader icke
-Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader
-Pær bede Maren Bloks att forskaane mig med saadanne
-Begiæringer!« Att ded war i henders saa wel som i Marens
+Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader
+Pær bede Maren Bloks att forskaane mig med saadanne
+Begiæringer!« Att ded war i henders saa wel som i Marens
 Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff hun i mange
-Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale Anleding
+Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale Anleding
 dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige
-(naar hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa,
+(naar hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa,
 att hand wiste den soorte Kunst), att de frycter for dem,
-de haffwer den <i>opinion</i> om, oc tør icke giøre dem ont.
-Oc hænder ded sig en Dag til Middags Maaltiid, att Slosf.
+de haffwer den <i>opinion</i> om, oc tør icke giøre dem ont.
+Oc hænder ded sig en Dag til Middags Maaltiid, att Slosf.
 saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med de
 andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder,
 som ware paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands
 Dommer i Iylland, holte med Traal Konerne oc sagde, der
-war ingen Traal-Koner til<a name="FNanker_111" id="FNanker_111" href="#Fodnote_111" class="fnanchor">[111]</a>. Der Dørene bleffwe lucte,<span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span>
+war ingen Traal-Koner til<a name="FNanker_111" id="FNanker_111" href="#Fodnote_111" class="fnanchor">[111]</a>. Der Dørene bleffwe lucte,<span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span>
 da haffde wii nok att snacke om Traal Koner, oc sagde
-hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er
-en Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som
-ieg haffde sagt før, att en Part haffde meere Wiidenskab
+hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er
+en Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som
+ieg haffde sagt før, att en Part haffde meere Wiidenskab
 end som en Part, oc en Part brugte derris Wiidenskab
-til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde skee naturlig
-Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke tillat
-vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med;
-ded war oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som
+til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde skee naturlig
+Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke tillat
+vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med;
+ded war oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som
 hannem icke tilkom. Wii snackede saa lenge, att hun
-bleff wree oc lagde sig, soff en Søffn; dermed war den
+bleff wree oc lagde sig, soff en Søffn; dermed war den
 Wreede forbi.</p>
 
-<p>Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige,
-som sidder neere i Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om
-Eder, oc hwad I giør. Ieg haffwer sagt Pær om ded, I
-haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men hand haffwer
+<p>Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige,
+som sidder neere i Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om
+Eder, oc hwad I giør. Ieg haffwer sagt Pær om ded, I
+haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men hand haffwer
 soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden
-Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes
-Eder her.« Ieg swarte: »Ded tiente hender intet at wære
+Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes
+Eder her.« Ieg swarte: »Ded tiente hender intet at wære
 fangen med mig, ded spilte ickun henders Lycke; thi
-hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?« Fortælte om
-samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden
+hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?« Fortælte om
+samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden
 hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender
-lære, oc hwor dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen
+lære, oc hwor dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen
 wille gierne see ded, I haffwer syd; I skal strax faa ded<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span>
-igien!« Ieg flyde Quinden ded, som, første Gang Dørene
+igien!« Ieg flyde Quinden ded, som, første Gang Dørene
 bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar ded til Dronningen
 (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc
 att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Man mögte ihr wol was zu thun geben!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Das wäre
-nicht nötig. Es ist ihr guth genung! Sie hat es nicht
-beßer haben wollen!</span>«). Ieg spurte offte effter ded syede
-Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for att
+»<span xml:lang="de" lang="de">Man mögte ihr wol was zu thun geben!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Das wäre
+nicht nötig. Es ist ihr guth genung! Sie hat es nicht
+beßer haben wollen!</span>«). Ieg spurte offte effter ded syede
+Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for att
 faa ded fra Pigen igien.</p>
 
-<p>Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg
+<p>Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg
 oc formaatte liided, loed Kudsken offte lucke op oc til
 for sig baade neere hoes Doctern oc oppe hoes mig. De
-Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte for der neere for
-ded <span class="sic" title="[sic]">uderste</span> Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4 Døre
-lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke
-Silcke ind til mig<a name="FNanker_112" id="FNanker_112" href="#Fodnote_112" class="fnanchor">[112]</a> oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i
-miine Boxer!« Ieg loed saa, som ieg icke hørte ded,
+Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte for der neere for
+ded <span class="sic" title="[sic]">uderste</span> Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4 Døre
+lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke
+Silcke ind til mig<a name="FNanker_112" id="FNanker_112" href="#Fodnote_112" class="fnanchor">[112]</a> oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i
+miine Boxer!« Ieg loed saa, som ieg icke hørte ded,
 spurte Quinden ad, hwad ded war, hand sagde. Hun
 sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke troede
-ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre
+ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre
 hannem Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands
-Boxer.« Der falt nu Latters Snak om. Imod att der
-skulle spiißis, saa siger ieg til Quinden: »Flyer Pær sit
+Boxer.« Der falt nu Latters Snak om. Imod att der
+skulle spiißis, saa siger ieg til Quinden: »Flyer Pær sit
 Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig giorde nogen<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span>
-Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris«
+Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris«
 (imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)</p>
 
 <p>Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen
-(huilcken wii haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm,
-der wii der ware fangen)<a name="FNanker_113" id="FNanker_113" href="#Fodnote_113" class="fnanchor">[113]</a> bleff needer brut, oc en Støtte
-(eller hwad ded er) til min Herris Wanære opsat, kom
+(huilcken wii haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm,
+der wii der ware fangen)<a name="FNanker_113" id="FNanker_113" href="#Fodnote_113" class="fnanchor">[113]</a> bleff needer brut, oc en Støtte
+(eller hwad ded er) til min Herris Wanære opsat, kom
 Slosf. ind, der til Middag bleff opluct, oc satte sig paa
-min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att snacke
+min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att snacke
 om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt
 neer paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde
-smerte mig att haffwe mist, til min <i>Caret</i> oc Hæste til.
-»<span xml:lang="de" lang="de">Aber</span>« (sagde hand) »<span xml:lang="de" lang="de">das alles ist nichts gegen den
-schönnen Hoff!</span>« (strøg den vd paa ded herligste;) »<span xml:lang="de" lang="de">der
+smerte mig att haffwe mist, til min <i>Caret</i> oc Hæste til.
+»<span xml:lang="de" lang="de">Aber</span>« (sagde hand) »<span xml:lang="de" lang="de">das alles ist nichts gegen den
+schönnen Hoff!</span>« (strøg den vd paa ded herligste;) »<span xml:lang="de" lang="de">der
 lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den andren.
-Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?</span>« Ieg
-swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Der König kan mit dem seinigen machen, was
-er wil; der Hoff ist eine gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!</span>«
-Hand bleff alt wed att beiamre ded schiønne
-Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg
-spurte hannem, »<span xml:lang="de" lang="de">wo der Tempel <i><a class="SBScorr" name="SBS_22" id="SBS_22" title="SBS: Salomones">Salomonis</a></i> wehre geblieben?
-Das schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr
-zu finden; man wuste nicht die Stelle zu weißen, wo der
-Tempel vnd das kostbahre Königs Hauß gestanden</span>.« Hand
+Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?</span>« Ieg
+swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Der König kan mit dem seinigen machen, was
+er wil; der Hoff ist eine gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!</span>«
+Hand bleff alt wed att beiamre ded schiønne
+Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg
+spurte hannem, »<span xml:lang="de" lang="de">wo der Tempel <i><a class="SBScorr" name="SBS_22" id="SBS_22" title="SBS: Salomones">Salomonis</a></i> wehre geblieben?
+Das schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr
+zu finden; man wuste nicht die Stelle zu weißen, wo der
+Tempel vnd das kostbahre Königs Hauß gestanden</span>.« Hand
 swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded, grundede et
 Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer
 berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span>
-hand io meere oc meere att anstille <a class="SBScorr" name="SBS_23" id="SBS_23" title="SBS: sich">sig</a> høfflig, sagde oc,
-att Hs. <i>Majt.</i> haffde befalet, att hand skulle spørge mig
-ad, om ieg begierte noget enten aff Køckenet, Kiælderen
+hand io meere oc meere att anstille <a class="SBScorr" name="SBS_23" id="SBS_23" title="SBS: sich">sig</a> høfflig, sagde oc,
+att Hs. <i>Majt.</i> haffde befalet, att hand skulle spørge mig
+ad, om ieg begierte noget enten aff Køckenet, Kiælderen
 eller hoes Suckerbageren, da skulle ded skaffes mig; war
-oc befalet att giffwe mig <i>Confect</i> oc Strøe Sucker toe
+oc befalet att giffwe mig <i>Confect</i> oc Strøe Sucker toe
 Gange om Vgen, hwilcket oc skeede<a name="FNanker_114" id="FNanker_114" href="#Fodnote_114" class="fnanchor">[114]</a>. Ieg bad Slosf.
 att tacke Kongl. <i>Majt.</i> for den Naade, paa ded allervnderdanigste
 rooste, som billigt, Kongens Goedhed. Slosf.
-wille rooße Dronningen, haffde hand kundt hittet paa noget;
-sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Die Königin ist auch eine liebe Königin!</span>«
+wille rooße Dronningen, haffde hand kundt hittet paa noget;
+sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Die Königin ist auch eine liebe Königin!</span>«
 Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter
-med en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad
-ieg wille haffwe til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet,
-oc ieg siden bekom, foruden Snørliif, ded wille Dronningen
-icke tilstæde. Aarsagen kunde ieg ingen Tiid faa
+med en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad
+ieg wille haffwe til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet,
+oc ieg siden bekom, foruden Snørliif, ded wille Dronningen
+icke tilstæde. Aarsagen kunde ieg ingen Tiid faa
 att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg bekom
 et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag
-Wand, Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded,
-sagde hun, maatte ieg nok wære foruden; men der hun<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span>
+Wand, Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded,
+sagde hun, maatte ieg nok wære foruden; men der hun<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span>
 saae, att der staar et Kaabberstycke i Laaget: Herode
 Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun
-oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!</span>« Ded
+oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!</span>« Ded
 Kaabberstycke kom mig til att betencke, att <i>Herodias</i>
-haffde endnu Søstre i Werden.</p>
+haffde endnu Søstre i Werden.</p>
 
-<p>Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring
-en tydsk Bibel, sagde der hoes: »<span xml:lang="de" lang="de">Das thue ich
-aus guthem Hertzen, habe deßen kein Befehl; die Königin
-weis es nicht</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Das <span class="sic" title="[sic]">gleube</span> ich</span>« (swarte ieg), oc tackede
+<p>Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring
+en tydsk Bibel, sagde der hoes: »<span xml:lang="de" lang="de">Das thue ich
+aus guthem Hertzen, habe deßen kein Befehl; die Königin
+weis es nicht</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Das <span class="sic" title="[sic]">gleube</span> ich</span>« (swarte ieg), oc tackede
 hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded wel.
-Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin
-Bønnebog igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en
-Morgen oc en Afften Bøn oc alle Morgen oc Afften Suk,
-hwilcket hun Afften oc Morgen læste for mig. Ieg erbød
-mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et
-<i>Abc</i>. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke,
-ieg war gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente
+Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin
+Bønnebog igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en
+Morgen oc en Afften Bøn oc alle Morgen oc Afften Suk,
+hwilcket hun Afften oc Morgen læste for mig. Ieg erbød
+mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et
+<i>Abc</i>. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke,
+ieg war gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente
 med <i xml:lang="fr" lang="fr">raison</i> att <i>persuadere</i> hender for att haffwe noget att
 fordriffwe Tiiden med; men ded war langt fra: hun wiste
-saa meget, hender giordis fornøden. Ieg søgte alt effter
+saa meget, hender giordis fornøden. Ieg søgte alt effter
 noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war bleffwen
 war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen
 op, haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded
 Rom, bad ieg Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun
-tog ded, spurte dog icke, hwor til. Ieg <i>præparerte</i> ded Leer
-med Øll, giorde adskilligt, aff hwilcket offte noget giordis
+tog ded, spurte dog icke, hwor til. Ieg <i>præparerte</i> ded Leer
+med Øll, giorde adskilligt, aff hwilcket offte noget giordis
 om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens Billede oc Quindens
-Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt ind
-att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord
-kunde sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span>
+Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt ind
+att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord
+kunde sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span>
 (thi ieg wiste wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun
 wille wel sige engang, hwad ieg tog mig til), saa <i>formerte</i>
-ieg et Begre offwer Hælten aff ded halffwe Pot-Begre, mig
+ieg et Begre offwer Hælten aff ded halffwe Pot-Begre, mig
 gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til trint, satte ded
 paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder Bunden
-diße Ord: ... <i xml:lang="fr" lang="fr">il y a un ... [voyez?] un Auguste</i><a name="FNanker_115" id="FNanker_115" href="#Fodnote_115" class="fnanchor">[115]</a>.
+diße Ord: ... <i xml:lang="fr" lang="fr">il y a un ... [voyez?] un Auguste</i><a name="FNanker_115" id="FNanker_115" href="#Fodnote_115" class="fnanchor">[115]</a>.
 Ieg haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade
 ded kunde berettis, hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden
-saa høyt haffde forsoeren icke att sige ded; sagde en
-Dag: »Spørger <a class="SBScorr" name="SBS_24" id="SBS_24" title="SBS: Solsf.">Slosf.</a> Eder intet ad, hwad ieg giør?«
-»Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I
-giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel
-giøre Eder goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff
-Leer; ded maa hand wel wiide.« Hun giorde saa, oc en<span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span>
+saa høyt haffde forsoeren icke att sige ded; sagde en
+Dag: »Spørger <a class="SBScorr" name="SBS_24" id="SBS_24" title="SBS: Solsf.">Slosf.</a> Eder intet ad, hwad ieg giør?«
+»Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I
+giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel
+giøre Eder goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff
+Leer; ded maa hand wel wiide.« Hun giorde saa, oc en<span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span>
 tre Dage der effter kom hand ind til mig, war heel mild
 oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg swarte:
-»Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc
-træt der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget
-imellemstund att giøre, men ieg maatte io icke. Hand
+»Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc
+træt der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget
+imellemstund att giøre, men ieg maatte io icke. Hand
 spurte, hwor til ieg wille haffwe ded Leer, Quinden haffde
 baarren ind til mig; hand saae ded nok, der hun bar ded
-ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat Lapperi
-aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg
-hannem først Quindens Billede; ded behagede hannem
+ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat Lapperi
+aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg
+hannem først Quindens Billede; ded behagede hannem
 meget wel, efftersom ded <a class="SBScorr" name="SBS_25" id="SBS_25" title="SBS: legnede">lignede</a> hender; saa en liden
-Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde strax: »<span xml:lang="de" lang="de">Dißes
-alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König sehen<a name="FNanker_116" id="FNanker_116" href="#Fodnote_116" class="fnanchor">[116]</a>;
+Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde strax: »<span xml:lang="de" lang="de">Dißes
+alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König sehen<a name="FNanker_116" id="FNanker_116" href="#Fodnote_116" class="fnanchor">[116]</a>;
 vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den
-Händen zu haben für Zeit Verdreib.</span>« Ieg war wel tilfritz.
+Händen zu haben für Zeit Verdreib.</span>« Ieg war wel tilfritz.
 Dette skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid
 kom hand intet ind. Om anden Dagen sagde hand mig:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ia, mein liebes Frewlein, <a class="SBScorr" name="SBS_26" id="SBS_26" title="SBS: Hir">Ihr</a> hättet mir baldt in Vnglück
-gebracht!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Wie so?</span>« (spurte ieg). »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe den König
-eine <i>supplication</i> von Euch gebracht! Die Königin wurd
-es nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte:
-»»So! Bringst du mir nu <i>suppli[cationen]</i> von <i>Leonora</i>?««
-Ich erstarrete, sagte: »»Gnädigster König! Ich habe nichts
-schrifftliches gebracht!«« »»Sehe hir!«« sagte der König<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
+»<span xml:lang="de" lang="de">Ia, mein liebes Frewlein, <a class="SBScorr" name="SBS_26" id="SBS_26" title="SBS: Hir">Ihr</a> hättet mir baldt in Vnglück
+gebracht!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Wie so?</span>« (spurte ieg). »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe den König
+eine <i>supplication</i> von Euch gebracht! Die Königin wurd
+es nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte:
+»»So! Bringst du mir nu <i>suppli[cationen]</i> von <i>Leonora</i>?««
+Ich erstarrete, sagte: »»Gnädigster König! Ich habe nichts
+schrifftliches gebracht!«« »»Sehe hir!«« sagte der König<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
 vnd wies mir, das vnter dem <a class="SBScorr" name="SBS_27" id="SBS_27" title="SBS: Bodem">Boden</a> des Bechers etwas
-fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas
-geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich
+fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas
+geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich
 schwur, das ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb
-Gnade. Der guthe König nam mich in Verantwortung,
+Gnade. Der guthe König nam mich in Verantwortung,
 vnd gefiel ihm die <i>invention</i> nicht vbel. Ia, ia, mein liebes
-Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein
-gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer
-Man tod wehre, Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben<a name="FNanker_117" id="FNanker_117" href="#Fodnote_117" class="fnanchor">[117]</a>!</span>«
+Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein
+gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer
+Man tod wehre, Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben<a name="FNanker_117" id="FNanker_117" href="#Fodnote_117" class="fnanchor">[117]</a>!</span>«
 Ieg war i Meening, att mine V-wenner wiste wel, att
-min Man war <span class="sic" title="[sic]">døe</span>. Ieg fik saa att giffwe mig til Fritz
+min Man war <span class="sic" title="[sic]">døe</span>. Ieg fik saa att giffwe mig til Fritz
 med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue
 Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte
 Slosf. aldrig effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom
@@ -4654,107 +4620,107 @@ Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.</p>
 <p>Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff
 mig en Bog, som er heel artig, <i>tittuleret</i> <b xml:lang="de" lang="de">Wunderwerck</b><a name="FNanker_118" id="FNanker_118" href="#Fodnote_118" class="fnanchor">[118]</a>.<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span>
 Den er <i xml:lang="la" lang="la">in folio</i>, gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg
-nøyis wel med den Gaffwe. Oc som hand saed lenge vd
-paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede med mig,
-saa for trød ded den forgifftige Quind<a name="FNanker_119" id="FNanker_119" href="#Fodnote_119" class="fnanchor">[119]</a>; sagde til Pær:
-»War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa
-wel, som hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb
+nøyis wel med den Gaffwe. Oc som hand saed lenge vd
+paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede med mig,
+saa for trød ded den forgifftige Quind<a name="FNanker_119" id="FNanker_119" href="#Fodnote_119" class="fnanchor">[119]</a>; sagde til Pær:
+»War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa
+wel, som hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb
 vd oc tog den Kniiff, der ligger vde paa Borded, oc stak
 den i ham? Mig kunde hun let faa Liiffwet aff, siden ieg
-sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I hwor v-riimelig
+sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I hwor v-riimelig
 den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att
 icke alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men
 Slozf. torde icke komme ind til mig i langsommelig Tiid<a name="FNanker_120" id="FNanker_120" href="#Fodnote_120" class="fnanchor">[120]</a>,
-satte sig vden for min vderste Dør oc saed der oc snackede
-lige saa lenge som før, saa der wantist intet med
-(ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre Aar effter
-den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens
+satte sig vden for min vderste Dør oc saed der oc snackede
+lige saa lenge som før, saa der wantist intet med
+(ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre Aar effter
+den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens
 Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa
-til Alters, stoed hand vden for min inderste Dør oc tog
+til Alters, stoed hand vden for min inderste Dør oc tog
 sin Hue aff, bad mig om Forladelse: hand wiste, att hand
 haffde giort mig imod, men hand war en Tienner. Ieg
-swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!« Der<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a></span>
-hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget
-til Pær om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded.
-Vden Twiffl haffwer hun skiælt Slosf., thi hun war saa
+swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!« Der<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a></span>
+hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget
+til Pær om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded.
+Vden Twiffl haffwer hun skiælt Slosf., thi hun war saa
 wree, att hun puste; kunde icke holde den Wreede i sig,
-men sagde: »Skam faa den gamle Narr! <span class="sic" title="[sic]">Giff</span> Fanden besætte
-ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer
-hun, »om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde
-ham!« oc spøttede. Ieg sagde omsier: »Hwad gaar ded
+men sagde: »Skam faa den gamle Narr! <span class="sic" title="[sic]">Giff</span> Fanden besætte
+ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer
+hun, »om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde
+ham!« oc spøttede. Ieg sagde omsier: »Hwad gaar ded
 Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab? Taber I noget
 der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke
-<i>Ordinantzen</i>, da i ded ringste wærer intet wree paa dem,
-der giør ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder,
+<i>Ordinantzen</i>, da i ded ringste wærer intet wree paa dem,
+der giør ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder,
 om I icke fortryder ded onde, I haffwer giort, oc icke forliger
-Eder med Eders Moedstandere, førend I søger att
-forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde
+Eder med Eders Moedstandere, førend I søger att
+forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde
 intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde:
-»I gott Folk tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!«
-Hun spurte: »Giør ieg Eder noget?« Ieg swarte:
-»Ieg wed icke, hwad I giør. I kand lyffwe mig saa meget
-paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun en
-lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab:
-hun haffde aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget
-ont. Ieg sagde: »Ieg hører, att I giør Eder reen med
-Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit Sæde med en <i>furie</i> oc
-sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en Phariseer?« »Sacte,
-sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os er wree,
+»I gott Folk tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!«
+Hun spurte: »Giør ieg Eder noget?« Ieg swarte:
+»Ieg wed icke, hwad I giør. I kand lyffwe mig saa meget
+paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun en
+lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab:
+hun haffde aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget
+ont. Ieg sagde: »Ieg hører, att I giør Eder reen med
+Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit Sæde med en <i>furie</i> oc
+sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en Phariseer?« »Sacte,
+sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os er wree,
 saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree
-med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig
-med en sposk <i>Mine</i> oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
+med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig
+med en sposk <i>Mine</i> oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
 goed, naar I bliffwer wree! I haffwer nok Ord der for,
 att I vdi gamle Dage icke kunde taale meget, men slog
-strax. Mens &mdash;« (dermed taw hun). »Hwad meere?«
-(sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont,
+strax. Mens &mdash;« (dermed taw hun). »Hwad meere?«
+(sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont,
 om ieg wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen
 noget, som ieg icke kunde liide? Nu langt bedre! De
 haffwer icke behoff att necte mig Kniiff for den Skyld,
-att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg giøre med
-miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl
-med miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat
-paa ham, oc hwad kunde mig skee wære, end mig skeer?
-Derfor farer ickun i Mag!« Hun teeg stille oc giorde ingen
-<i>Miner</i> fleere, war bedrøffwet, torde intet klage sig for Slosf:.
+att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg giøre med
+miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl
+med miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat
+paa ham, oc hwad kunde mig skee wære, end mig skeer?
+Derfor farer ickun i Mag!« Hun teeg stille oc giorde ingen
+<i>Miner</i> fleere, war bedrøffwet, torde intet klage sig for Slosf:.
 Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed ieg icke, thi
 der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct, da
-haffde hun græt<a name="FNanker_121" id="FNanker_121" href="#Fodnote_121" class="fnanchor">[121]</a>. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg
-Slosf. til Lycke oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr seid glücklich! Ihr könt
+haffde hun græt<a name="FNanker_121" id="FNanker_121" href="#Fodnote_121" class="fnanchor">[121]</a>. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg
+Slosf. til Lycke oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr seid glücklich! Ihr könt
 Euch mit Gott vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig
-werden; das ist mir verbothen</span>« (ieg haffde twende
+werden; das ist mir verbothen</span>« (ieg haffde twende
 Gange begiert Prest til mig paa anded Aar, oc bleff hwer
 Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu saed; ieg
-haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget
-witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span>
+haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget
+witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span>
 mig Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig;
 man syndede saa wel med Tancker, som med Ord oc
 Gierninger; hwor for Slosf. loffwede icke att afflade med
-Begiering, att der maatte komme en Præst til mig; spurte,
-hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant,
-som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse<a name="FNanker_122" id="FNanker_122" href="#Fodnote_122" class="fnanchor">[122]</a>.« Hand
-sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das wird wol swärlich geschehen</span>.« Ieg war til
+Begiering, att der maatte komme en Præst til mig; spurte,
+hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant,
+som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse<a name="FNanker_122" id="FNanker_122" href="#Fodnote_122" class="fnanchor">[122]</a>.« Hand
+sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das wird wol swärlich geschehen</span>.« Ieg war til
 Fritz, hwem ded war. En Maanets Tiid der effter bleff
-ieg beræt aff den tydske Præst M. <i>Hieronimus</i> Buk<a name="FNanker_123" id="FNanker_123" href="#Fodnote_123" class="fnanchor">[123]</a>,
-som første Gang war heel skickelig, men talte meere om
+ieg beræt aff den tydske Præst M. <i>Hieronimus</i> Buk<a name="FNanker_123" id="FNanker_123" href="#Fodnote_123" class="fnanchor">[123]</a>,
+som første Gang war heel skickelig, men talte meere om
 Lowen end om <i>Evangelium</i>. Slosf. ynskede mig til Lycke,
 oc ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded
 til Weye.</p>
 
-<p>Ded Aar<span class="sidenote">1665.</span> Pintz Afften loed Slosf. sætte <i>Maj</i> Træer
+<p>Ded Aar<span class="sidenote">1665.</span> Pintz Afften loed Slosf. sætte <i>Maj</i> Træer
 i mit inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom.
-Aff de Greene brød ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken
-aff med Glas, bløtte dem i Wand, lagde dem i Pærse vnder
-et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd paa, saa
+Aff de Greene brød ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken
+aff med Glas, bløtte dem i Wand, lagde dem i Pærse vnder
+et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd paa, saa
 de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde
-en Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale
+en Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale
 att fly mig noget grofft Traa, som ieg brugte til
-Søller. Silcket tog ieg aff miine ny Silcke Strymper, ieg
+Søller. Silcket tog ieg aff miine ny Silcke Strymper, ieg
 war giffwen, oc giorde deraff breede Baand (Redskabet
 oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene
 Bom (som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green,<span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span>
-hwilcken Pær haffde skaarren aff) den war fastgiort wed
+hwilcken Pær haffde skaarren aff) den war fastgiort wed
 Kackeloffnen, oc den anden giorde ieg fast wed mit Liiff.
-Quinden drog Søllerne for mig, saa hun war tilfritz, oc
+Quinden drog Søllerne for mig, saa hun war tilfritz, oc
 kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom,
 thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde
 intet att fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att
@@ -4764,290 +4730,290 @@ war hannem forgaaet, eller hand mintist den icke
 meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand sagde
 da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig
 aff oc bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden
-for oc læste høyt, bad Gud om att leffwe: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia</span>« (sagde
-hand), »<span xml:lang="de" lang="de">nur etzliche Iahr!</span>« Naar hand haffde nogen Liiße,
-saa snackede hand immerfort; krøb langs wed Weggen
-engang til Døren oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich mögte zwey Dinge wol
-wißen! Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn.
-Das ander ist, wehr meine Tyrelyre</span>« (ded war Tyre, hands
-Quinde) »<span xml:lang="de" lang="de">haben solte</span>.« Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist eine Wißenschafft,
-die Ihr nu nicht erfahren könnet, insonderheit
-wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet vielleicht
-beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters
-halben noch lange leben</span>.« »O« (sagde hand), »<span xml:lang="de" lang="de">Gott gebe
-das!</span>« oc saae op til Winduet. »<span xml:lang="de" lang="de">Meint Ihr das, mein<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span>
-allerliebstes Frevlein?</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, das meine ich</span>« (swarte ieg).
+for oc læste høyt, bad Gud om att leffwe: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia</span>« (sagde
+hand), »<span xml:lang="de" lang="de">nur etzliche Iahr!</span>« Naar hand haffde nogen Liiße,
+saa snackede hand immerfort; krøb langs wed Weggen
+engang til Døren oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich mögte zwey Dinge wol
+wißen! Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn.
+Das ander ist, wehr meine Tyrelyre</span>« (ded war Tyre, hands
+Quinde) »<span xml:lang="de" lang="de">haben solte</span>.« Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist eine Wißenschafft,
+die Ihr nu nicht erfahren könnet, insonderheit
+wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet vielleicht
+beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters
+halben noch lange leben</span>.« »O« (sagde hand), »<span xml:lang="de" lang="de">Gott gebe
+das!</span>« oc saae op til Winduet. »<span xml:lang="de" lang="de">Meint Ihr das, mein<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span>
+allerliebstes Frevlein?</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, das meine ich</span>« (swarte ieg).
 Faa Dage der effter bad hand mig atter om Forladelse,
 om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod;
-nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff
-swagere, græd oc soer, sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Für war, das smertzet
-mir noch, das ich habe Euch offte betrüben sollen, vnd
-Ihr tröstet mich</span>.« Om Søndag Middag ynskede ieg hannem
+nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff
+swagere, græd oc soer, sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Für war, das smertzet
+mir noch, das ich habe Euch offte betrüben sollen, vnd
+Ihr tröstet mich</span>.« Om Søndag Middag ynskede ieg hannem
 Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa
-frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg
-fornam, att twende maatte saa gott som bære hannem op
+frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg
+fornam, att twende maatte saa gott som bære hannem op
 aff Trappen, loed ieg hannem sige, att hand kunde bliffwe
-neere i Taarnstuen; hand maatte wære forsickret, ieg
-skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke, krøb
-for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Wan ich das
-thäte, vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein
-Hals</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">So gebet Ewer Swagheit zu erkennen
-vnd legt Euch zu Bette! Es kan wieder beßer werden.
-Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten</span>.« Der
-tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel.
-Siiden saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb
+neere i Taarnstuen; hand maatte wære forsickret, ieg
+skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke, krøb
+for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Wan ich das
+thäte, vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein
+Hals</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">So gebet Ewer Swagheit zu erkennen
+vnd legt Euch zu Bette! Es kan wieder beßer werden.
+Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten</span>.« Der
+tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel.
+Siiden saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb
 hand i Taarnestuen, men kom icke widre.</p>
 
-<p>Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet
+<p>Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet
 att haffwe Act paa Fangerne. Hand war meget fiin.
-Hand war en Snedkiær aff hands Handtwerck; hands Fader
+Hand war en Snedkiær aff hands Handtwerck; hands Fader
 haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt, som
-oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist
+oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist
 paa Handwercket i Italien oc <span class="sic" title="[sic]">Tydsland</span>, kunde oc lit italiensk.
 Aff hannem haffde ieg goed Omgiengelse, oc som
-hand spiißede paa Taarnet vden for i ded anded Rom,
-bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc giorde<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span>
+hand spiißede paa Taarnet vden for i ded anded Rom,
+bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc giorde<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span>
 en 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren
 Steegen der vde, loed ieg hannem bede att komme ind.
 Hand loed sig vntskylle; ded kom mig vnderlig for. Effter
-att hand haffde spiiset, sagde hand, att Pær Kusk haffde
-spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med mig.
+att hand haffde spiiset, sagde hand, att Pær Kusk haffde
+spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med mig.
 Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig,
 saa bad ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc
-icke skulle bliffwe ded forbøden. Hand haffde engang sat
-en meget stoer Knappenaal i sit Ærme, den bad ieg ham
-om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den, men
-om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg
+icke skulle bliffwe ded forbøden. Hand haffde engang sat
+en meget stoer Knappenaal i sit Ærme, den bad ieg ham
+om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den, men
+om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg
 den, oc den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde
-mig oc adskillige Bøger att læße, saa hand war i alle
-Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed haffwer wel werret
+mig oc adskillige Bøger att læße, saa hand war i alle
+Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed haffwer wel werret
 Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge betroed,
 thi hand war oc meget goed imod Doctor <i>Sperling</i><a name="FNanker_125" id="FNanker_125" href="#Fodnote_125" class="fnanchor">[125]</a>, gaff
 hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc
-anden goed Maed. Hand haffde i hands Barndom wærret
-Leege-Broder med Docterens Børn. Hand snackede oc
+anden goed Maed. Hand haffde i hands Barndom wærret
+Leege-Broder med Docterens Børn. Hand snackede oc
 lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op oc
 lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey<a name="FNanker_126" id="FNanker_126" href="#Fodnote_126" class="fnanchor">[126]</a>. Ellers gaffwis
-en anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb
+en anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb
 bleff den Bestilling fratagen, som siiden skal meldis<a name="FNanker_127" id="FNanker_127" href="#Fodnote_127" class="fnanchor">[127]</a>.
-Slosfogden laae stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
+Slosfogden laae stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
 hand kunde, for att komme op igien, men der war liden
-Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke war hannem
+Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke war hannem
 fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren
-Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att
-hun for sin Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret
+Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att
+hun for sin Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret
 oc giorde allehaande for dennem. En Dag siger
-Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe Piige, I
+Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe Piige, I
 haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger
-saa meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg
+saa meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg
 haffwer giffwen hender Forloff att sige alt ded, hun wed.
-Att hun skulle lyffwe mig paa, der er ieg icke bange for.«
-»Icke ded?« (sagde hun saa sposk). »Huorfor monne
-hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded
-sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde:
-»Hun wille io wel haffwe werret hoes mig (effter Eders
-egen Siien), men hun maa io icke; derpaa behøffuer hun
-icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun) »meener I
-da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,«
-sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til
-Hoffwe, att ded er, for de fører Løgn? Ieg er <a class="SBScorr" name="SBS_28" id="SBS_28" title="SBS: mok">nok</a> wiß
+Att hun skulle lyffwe mig paa, der er ieg icke bange for.«
+»Icke ded?« (sagde hun saa sposk). »Huorfor monne
+hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded
+sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde:
+»Hun wille io wel haffwe werret hoes mig (effter Eders
+egen Siien), men hun maa io icke; derpaa behøffuer hun
+icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun) »meener I
+da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,«
+sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til
+Hoffwe, att ded er, for de fører Løgn? Ieg er <a class="SBScorr" name="SBS_28" id="SBS_28" title="SBS: mok">nok</a> wiß
 paa, att min Piige icke lyffwer nogen paa, mindre mig;
-der er ieg icke ræd for.« Quinden bleff wree oc muute
-lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß Daatter
-aff sin <i>Arrest</i> løß giffwen oc bleff G<sup>ne</sup> Friisis Kammer
-Piige<a name="FNanker_128" id="FNanker_128" href="#Fodnote_128" class="fnanchor">[128]</a>; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff
-miine endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span>
-liided, i Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg
+der er ieg icke ræd for.« Quinden bleff wree oc muute
+lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß Daatter
+aff sin <i>Arrest</i> løß giffwen oc bleff G<sup>ne</sup> Friisis Kammer
+Piige<a name="FNanker_128" id="FNanker_128" href="#Fodnote_128" class="fnanchor">[128]</a>; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff
+miine endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span>
+liided, i Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg
 dog, min Piige er mig endnu, att hun icke beholt ded
-Lintøy, som hun wel kunde haffwe giort, thi ieg kunde
+Lintøy, som hun wel kunde haffwe giort, thi ieg kunde
 icke wiide, om de haffde taget ded fra hender med ded
-anded.«</p>
+anded.«</p>
 
 <p>Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med
 Balcke, i Synderlighed Quinden, som for adskilligt giorde
 sig wree, baade fordi hand foractede hender, sagde hun,
 for hand haffde flyed en Keedel til Natskriinet, som war
-tyngere end den forrige (som war læk); men allermeest
+tyngere end den forrige (som war læk); men allermeest
 fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning,
 att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang,
-midlertiid Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte
-hand hender, om hun oc icke wille lade sig berætte, huor
-til hun først swarte: »Ieg kand ingen tydsk.« Balcke
-sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst skal komme
-til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter Fanger.«
+midlertiid Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte
+hand hender, om hun oc icke wille lade sig berætte, huor
+til hun først swarte: »Ieg kand ingen tydsk.« Balcke
+sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst skal komme
+til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter Fanger.«
 Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact
 paa ded Sted; maatte hun komme vd, saa wille hun
-gierne. Balcke predicket for hender, som en Præst kunde
-giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware lucte, saa
-gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid
-Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet,
-men tenkte: ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis
-hun; hwilcket oc skeede, bandede Balcke alt ded wærste,
-hun kunde hitte paa. Hun haffde sær for mig vhørte
-Eeder, saa ded war gruelig att høre paa, iblant andre
-diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke
-behoff att bande ham hwer Dag!« <i>Item</i>: »Gud lade
-ham fordwiine som Dug for Soel!« Den Banden kunde<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span>
-ieg icke taale, sagde: »Bander I Manden, fordi hand holder
+gierne. Balcke predicket for hender, som en Præst kunde
+giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware lucte, saa
+gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid
+Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet,
+men tenkte: ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis
+hun; hwilcket oc skeede, bandede Balcke alt ded wærste,
+hun kunde hitte paa. Hun haffde sær for mig vhørte
+Eeder, saa ded war gruelig att høre paa, iblant andre
+diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke
+behoff att bande ham hwer Dag!« <i>Item</i>: »Gud lade
+ham fordwiine som Dug for Soel!« Den Banden kunde<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span>
+ieg icke taale, sagde: »Bander I Manden, fordi hand holder
 Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle forlige Eder med
-Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander
-hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge
-Keedel, ded forbandede Menniske har flyed mig att bære
-op aff den steile Trappe<a name="FNanker_129" id="FNanker_129" href="#Fodnote_129" class="fnanchor">[129]</a>, saa den onde Mand besætte
-ham! Wil hand oc giøre Præst aff sig? Ia, hand
-er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa att
-bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om
+Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander
+hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge
+Keedel, ded forbandede Menniske har flyed mig att bære
+op aff den steile Trappe<a name="FNanker_129" id="FNanker_129" href="#Fodnote_129" class="fnanchor">[129]</a>, saa den onde Mand besætte
+ham! Wil hand oc giøre Præst aff sig? Ia, hand
+er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa att
+bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om
 hand wiste ded, I bander ham saa, meener I icke, att
 hand bragte til Weye, att I fik att staa Skriffte? Ded er
-nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret til Guds Bord,
-oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded
-sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand
-faa ded att wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde:
-»Hwad her inde skeer oc sigis, kommer ingen wed vden
-os toe; ded giøris icke fornøden, att andre ded wed.«
+nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret til Guds Bord,
+oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded
+sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand
+faa ded att wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde:
+»Hwad her inde skeer oc sigis, kommer ingen wed vden
+os toe; ded giøris icke fornøden, att andre ded wed.«
 Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa forgik
 den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.</p>
 
 <p>Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken
-døe eller leffwe. En Middag, som Balcke lucte op (som
+døe eller leffwe. En Middag, som Balcke lucte op (som
 war iust 20 Ugers [<i>sic</i>] Dagen, hand kom til mig), kom ind
-med hannem en Mand, meget dollig klæd, med en graa
+med hannem en Mand, meget dollig klæd, med en graa
 reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis,
 med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier
-paa, som haffde wærret hwiid, men neppeste for Skarn
-kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits Strømper paa oc<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span>
-et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med Hyßing<a name="FNanker_130" id="FNanker_130" href="#Fodnote_130" class="fnanchor">[130]</a>.
+paa, som haffde wærret hwiid, men neppeste for Skarn
+kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits Strømper paa oc<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span>
+et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med Hyßing<a name="FNanker_130" id="FNanker_130" href="#Fodnote_130" class="fnanchor">[130]</a>.
 Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen;
-dermed gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin
-Hat i Haanden, giorde en Rewerentz oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Hir mit
-nehme ich meinen Abscheid; dieser Man sol Slosf. seyn</span>.«
+dermed gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin
+Hat i Haanden, giorde en Rewerentz oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Hir mit
+nehme ich meinen Abscheid; dieser Man sol Slosf. seyn</span>.«
 Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand swarte:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Nein, nicht vor dis Mahl</span>.« Saa tackede ieg hannem for
-hands høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem
-wel<a name="FNanker_131" id="FNanker_131" href="#Fodnote_131" class="fnanchor">[131]</a>. Pær Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf.,
-som heeder Iohan Iæger, loed sig icke see aff mig den Dag,
+»<span xml:lang="de" lang="de">Nein, nicht vor dis Mahl</span>.« Saa tackede ieg hannem for
+hands høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem
+wel<a name="FNanker_131" id="FNanker_131" href="#Fodnote_131" class="fnanchor">[131]</a>. Pær Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf.,
+som heeder Iohan Iæger, loed sig icke see aff mig den Dag,
 icke heller til Afften. Ieg sagde til Quinden om Morgenen:
-»Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun
+»Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun
 oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den,
 som haffde tagen Doctern fangen<a name="FNanker_132" id="FNanker_132" href="#Fodnote_132" class="fnanchor">[132]</a>, oc nu skulle hand<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span>
-wære Slozf., men end haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen.
-Ded warede icke mange Dage, førend hand kom til
-den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen bleff
+wære Slozf., men end haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen.
+Ded warede icke mange Dage, førend hand kom til
+den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen bleff
 tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede
 ickun paa anden Dag der effter; naaede i begge
-Deele sin <i xml:lang="fr" lang="fr">curieusité</i>: saae den, som bleff Slosf. effter ham
-(til sin Bedrøffwelse), oc den Doctor, som skulle <i>curere</i>
+Deele sin <i xml:lang="fr" lang="fr">curieusité</i>: saae den, som bleff Slosf. effter ham
+(til sin Bedrøffwelse), oc den Doctor, som skulle <i>curere</i>
 hannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret war omme.</p>
 
-<p>Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger,
-mindre talte til mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men
+<p>Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger,
+mindre talte til mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men
 meestendeelen lucte <a class="SBScorr" name="SBS_29" id="SBS_29" title="SBS: den">dem</a> selff op. Endelig, der hand fik
 Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat aff, der hand haffde
-luct op, oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Guthen Morgen!</span>« Ieg tackede hannem
-»<span xml:lang="de" lang="de">mit großen Danck</span>.« I midler Tiid saa stoed, war
+luct op, oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Guthen Morgen!</span>« Ieg tackede hannem
+»<span xml:lang="de" lang="de">mit großen Danck</span>.« I midler Tiid saa stoed, war
 Quinden meget glad. Hun haffde sin frii Sladder med
-Pær Kudsk (som enda en Par Maaneders Tiid kom paa
-Taarnet som før) oc med den Fange Christian, som haffde
+Pær Kudsk (som enda en Par Maaneders Tiid kom paa
+Taarnet som før) oc med den Fange Christian, som haffde
 stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc
-meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer
+meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer
 bleff Portener, oc en wed Naffn Chresten kom i hands
-Sted. Iblant anden Sladder, hun førte for mig, sagde
-hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med mig. Ieg
-sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe
-mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med
-mig, saa lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der
-tiente; thi der hand haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s]
+Sted. Iblant anden Sladder, hun førte for mig, sagde
+hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med mig. Ieg
+sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe
+mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med
+mig, saa lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der
+tiente; thi der hand haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s]
 Skyld, hand bleff ertappet med, kom hand siiden da oc<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></span>
-da ind. Den allerførste Gang haffde hand en Ruuß.)
-Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand
+da ind. Den allerførste Gang haffde hand en Ruuß.)
+Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand
 mig beretede<a name="FNanker_133" id="FNanker_133" href="#Fodnote_133" class="fnanchor">[133]</a>.</p>
 
-<p>Førend ieg melder noget om den Fange Christians
+<p>Førend ieg melder noget om den Fange Christians
 Bedriffter imod mig, wil ieg med faa Ord berette hands
-Brøde, huorfor hand war fangen. Hand haffuer tient Maans
+Brøde, huorfor hand war fangen. Hand haffuer tient Maans
 Armfelt<a name="FNanker_134" id="FNanker_134" href="#Fodnote_134" class="fnanchor">[134]</a> for Lacquey. Hand med andre <i>Lacqueier</i> ypper
-Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian en
-Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft
-Omsorrig for hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte
-i sit yderste: »Gud straffe dig, Christian, for Søn du
-est! Din Haand dræbte mig!« De andre Lacqueier løbe
-hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben. Hands
-Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded
+Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian en
+Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft
+Omsorrig for hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte
+i sit yderste: »Gud straffe dig, Christian, for Søn du
+est! Din Haand dræbte mig!« De andre Lacqueier løbe
+hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben. Hands
+Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded
 altiid, att ded icke war ham, der stak Manden. Hand
-bleff dømt fra Liiffwet; men efftersom den døde Mands
+bleff dømt fra Liiffwet; men efftersom den døde Mands
 Quinde icke wille bekaaste paa <i>Excecutionen</i>, bleff Christian
-saa hensiddendis, oc hands Iuncker betalte hands Føde.
-Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend ieg
-bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff
-Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder<a name="FNanker_135" id="FNanker_135" href="#Fodnote_135" class="fnanchor">[135]</a>.
-Der ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der,<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span>
+saa hensiddendis, oc hands Iuncker betalte hands Føde.
+Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend ieg
+bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff
+Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder<a name="FNanker_135" id="FNanker_135" href="#Fodnote_135" class="fnanchor">[135]</a>.
+Der ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der,<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span>
 Doctern sidder, oc der Doctern bleff fengselet, gik Christian
-siden løs i Taarnet, drog Seyerwercket op for Taarngiemmeren,
+siden løs i Taarnet, drog Seyerwercket op for Taarngiemmeren,
 lucte op oc til for Fangerne der neere, ia
-haffde offte <span class="sic" title="[sic]">Nøglene</span> til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu,
-att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle
+haffde offte <span class="sic" title="[sic]">Nøglene</span> til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu,
+att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle
 Slosf. til Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende
-Pær med et Ærinde; sagde til Raßmus: »<span xml:lang="de" lang="de">Gehet hin vnd
-macht auff! Peter sol was bestellen</span>.« »Far« (sagde
-Raßmus), »Christian har Nøglen.« »<span xml:lang="de" lang="de">So!</span>« (sagde Slozf.)
-»<span xml:lang="de" lang="de">Das ist hüpsch!</span>« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus
-sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen
-Stez.« Alt effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed
-til, siden Pær Kudsk kom bort, oc tiente denne
+Pær med et Ærinde; sagde til Raßmus: »<span xml:lang="de" lang="de">Gehet hin vnd
+macht auff! Peter sol was bestellen</span>.« »Far« (sagde
+Raßmus), »Christian har Nøglen.« »<span xml:lang="de" lang="de">So!</span>« (sagde Slozf.)
+»<span xml:lang="de" lang="de">Das ist hüpsch!</span>« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus
+sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen
+Stez.« Alt effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed
+til, siden Pær Kudsk kom bort, oc tiente denne
 Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.</p>
 
 <p>En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor
-hun haffde reenset Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte,
-sagde hun til mig: »Den Christian, her gaar, haffwer talt
+hun haffde reenset Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte,
+sagde hun til mig: »Den Christian, her gaar, haffwer talt
 med mig der oppe. Hand kand aldrig fuld sige, hwor ynckelig
 ded gaar Doctern, hwor hart hand er fengselet, oc
-hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort.
-Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc
-ingen Lyßning vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar
+hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort.
+Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc
+ingen Lyßning vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar
 vd i ded vderste Kammers. Hand bad mig, att ieg skulle
-sige Eder ded; Taarene kom hannem i hands Øyen, saa
-stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg sagde:
-»Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt
-att haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span>
+sige Eder ded; Taarene kom hannem i hands Øyen, saa
+stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg sagde:
+»Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt
+att haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span>
 stackels Mand faar att haffwe Taalmodighed saa wel som
-ieg, oc wii maa trøste os med en goed Samwittighed. Io
+ieg, oc wii maa trøste os med en goed Samwittighed. Io
 haardere hand liider, io snarere faar ded Ende; hand er
-en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter
-med en Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc
+en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter
+med en Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc
 hand spurte saa flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde
 widre: Christian skulle nok fly ham, hwad ieg wille sende
 ham. Ieg tog den Snak an for en Fristelse, sagde endelig,
 att Christian kunde tage et Stycke aff Stegen, naar
-Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig
+Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig
 om noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige
 sig til att gyde ded aff mit Begere oc bede Christian
-helße Doctern. Ded bleff antagen, oc haffde ieg nogle
-Dage Roelighed. Christian føyede sig meget effter Quinden,
-satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren,
+helße Doctern. Ded bleff antagen, oc haffde ieg nogle
+Dage Roelighed. Christian føyede sig meget effter Quinden,
+satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren,
 giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok
-aff. Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig
-Karl, den Christian! Hand haffwer fortælt mig, hwor
-vskyllig hand er kommen i Fengsel oc dømt. Hand er
-ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I
-sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at
-hand skal wære Eder troe, wille I skriffwe Doctern et
-Ord til<a name="FNanker_136" id="FNanker_136" href="#Fodnote_136" class="fnanchor">[136]</a>. Paa min Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!«
-Tog paa att swære oc forbande sig, den Dag hun sweeg
+aff. Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig
+Karl, den Christian! Hand haffwer fortælt mig, hwor
+vskyllig hand er kommen i Fengsel oc dømt. Hand er
+ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I
+sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at
+hand skal wære Eder troe, wille I skriffwe Doctern et
+Ord til<a name="FNanker_136" id="FNanker_136" href="#Fodnote_136" class="fnanchor">[136]</a>. Paa min Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!«
+Tog paa att swære oc forbande sig, den Dag hun sweeg
 mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed for hinder,
-førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span>
+førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span>
 intet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle
-skriffwe.« »O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att
+skriffwe.« »O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att
 den gamle kand see, att hand kand troe ham! Wil I
-haffwe Blek, da kand Christian wel fly noget.« Ieg swarte:
-»Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc ieg kand
-skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke
+haffwe Blek, da kand Christian wel fly noget.« Ieg swarte:
+»Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc ieg kand
+skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke
 begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde
 med den stoere Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa
-4 Mandeler de Ord: <i xml:lang="la" lang="la">non ti fidar!</i> <i xml:lang="la" lang="la">fidar</i> satte ieg Hælten
-aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg haffde saa et Tag
+4 Mandeler de Ord: <i xml:lang="la" lang="la">non ti fidar!</i> <i xml:lang="la" lang="la">fidar</i> satte ieg Hælten
+aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg haffde saa et Tag
 Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om nu
 Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de
-Mandler, eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab,
+Mandler, eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab,
 wed ieg icke, men Christian flyer Quinden en Seddel
 fra Doctern til mig, fuld aff <i>Lamentationer</i> offwer worris
 Tilstand, oc att min Daatter <i>Anna Cathrina</i> eller oc <i>Casetta</i>
@@ -5060,19 +5026,19 @@ oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand haffde skreffwen,
 war Aarsage i hands Vlycke<a name="FNanker_137" id="FNanker_137" href="#Fodnote_137" class="fnanchor">[137]</a>. Ieg skreff ham igien, att
 ded icke syntist troelig, men wel att der war <i>susspiceret</i>,
 att hand <i>corressponderte</i> med min Herre, oc dermed luret
-paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre
+paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre
 hannem der i til <i xml:lang="fr" lang="fr">raison</i>, io meere <i>opiniastre</i> bleff hand der
-i<a name="FNanker_138" id="FNanker_138" href="#Fodnote_138" class="fnanchor">[138]</a>, oc omsiier skreff, att ded war <i>Cassettæ finesse</i> att faa<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
+i<a name="FNanker_138" id="FNanker_138" href="#Fodnote_138" class="fnanchor">[138]</a>, oc omsiier skreff, att ded war <i>Cassettæ finesse</i> att faa<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
 ham i Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte
-paa den Wiiß att skriffwe, begynte ieg att fatte en
-sær <i>opinion</i> om hannem, lige som hand wille drage noget
-aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i nogle Dage, om
+paa den Wiiß att skriffwe, begynte ieg att fatte en
+sær <i>opinion</i> om hannem, lige som hand wille drage noget
+aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i nogle Dage, om
 ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening, att
-ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi
+ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi
 war witterligt; ihworledis hands <i>Correspondentz</i> med min
 Herre war bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem;
-hwor paa hand war dømt, war mig oc v-witterligt, offwer
-mig war ingen Dom gaaen. Ded warede nogle Vger, førend
+hwor paa hand war dømt, war mig oc v-witterligt, offwer
+mig war ingen Dom gaaen. Ded warede nogle Vger, førend
 Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord
 Meeningen aff <i>Sentenzen</i> offwer hannem, saa wii da oc da
 <i>corresponderte</i> med hwer andre.</p>
@@ -5082,75 +5048,75 @@ ind oc snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad
 hand i hands Vngdom haffde bedreffwen, huor hand haffde
 werret Tromslager oc giort sig til Narr for min Swoger
 G. Pentz<a name="FNanker_139" id="FNanker_139" href="#Fodnote_139" class="fnanchor">[139]</a> oc for att winde Penge oc Gunst giort sig til
-Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for
-en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß
-paa (som offte), saa gøglede hand, giorde <i>Pussinel</i> aff sig,
-stønnem <a class="SBScorr" name="SBS_30" id="SBS_30" title="SBS: Ppaa">Spaa</a> Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer
+Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for
+en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß
+paa (som offte), saa gøglede hand, giorde <i>Pussinel</i> aff sig,
+stønnem <a class="SBScorr" name="SBS_30" id="SBS_30" title="SBS: Ppaa">Spaa</a> Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer
 oc Christian den Fange fornam, att Slozf. dreff
 Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede saa med Quinden
-i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem.
-Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span>
+i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem.
+Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span>
 flaneworn. En Dag<span class="sidenote">1666.</span> war hun noget v-passelig, giorde sig
-ett Øllebrød, satte ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed
+ett Øllebrød, satte ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed
 inde hoes mig oc snackede; Chresten oc Christian gantede
-sig med hender der vden for, oc skulle Christian røre i
-Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten
-siger til Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene
-ware icke saa snart sagt, som Giærningen war giort, oc
-fast i ded samme stoed Slosf. op oc gik bort. Der Dørene
-ware lucte, saed Quinden som færdig til att daane.
-Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun
-skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders
-Død, spurte hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg
-haffwer ont nok,« bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte
-att lucke sin Trøye op. Saa saae ieg, att hun war
-wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle føre ded onde
-fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte
+sig med hender der vden for, oc skulle Christian røre i
+Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten
+siger til Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene
+ware icke saa snart sagt, som Giærningen war giort, oc
+fast i ded samme stoed Slosf. op oc gik bort. Der Dørene
+ware lucte, saed Quinden som færdig til att daane.
+Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun
+skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders
+Død, spurte hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg
+haffwer ont nok,« bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte
+att lucke sin Trøye op. Saa saae ieg, att hun war
+wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle føre ded onde
+fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte
 dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun
-haffde saa ont, haffde hwærcken faat waat eller tørt den
-Dag. Ieg sagde: »Giffwer Eder tilfritz, I skal wel faa et
-Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed, hwor hun skulle faa
+haffde saa ont, haffde hwærcken faat waat eller tørt den
+Dag. Ieg sagde: »Giffwer Eder tilfritz, I skal wel faa et
+Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed, hwor hun skulle faa
 ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i Kackeloffnen,
-oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en.
-Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att
-sye.« »Io« (soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok
-tie, oc ieg skal aldrig sige ded.« Saa loed ieg hender
+oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en.
+Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att
+sye.« »Io« (soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok
+tie, oc ieg skal aldrig sige ded.« Saa loed ieg hender
 legge tre Stycker Teylsteene, som altiid haffde ligget bag
-Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl oc Brøe paa
-(alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun maatte
+Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl oc Brøe paa
+(alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun maatte
 oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med
-Ord, men wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
+Ord, men wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
 der i med en Skee. Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen,
 oc der bleff Borded sat for mig; haffde et Stycke
 Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte alt imellem,
-om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit
+om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit
 Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente
 sig til mig oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en,
 der war gall, kaste Skeen aff Haanden oc Stoelen om
-Kuld, reeff atter henders Trøye op oc sagde: »Gie Fanden
-wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre wært,
-som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer
-<a class="SBScorr" name="SBS_31" id="SBS_31" title="SBS: Eeed">Eed</a>), »haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde
-aldrig laded mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?«
+Kuld, reeff atter henders Trøye op oc sagde: »Gie Fanden
+wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre wært,
+som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer
+<a class="SBScorr" name="SBS_31" id="SBS_31" title="SBS: Eeed">Eed</a>), »haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde
+aldrig laded mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?«
 Ieg tenkte paa meget, som dertil kunde swaris, men sagde
-intet, smaa loe oc loed hender saa bruuße vd. Omsiider
-græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde ieg),
-»giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye
-foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg
-hender att slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att
-sætte vnder Potten. Dermed kaagte Potten, oc hun kyste
+intet, smaa loe oc loed hender saa bruuße vd. Omsiider
+græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde ieg),
+»giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye
+foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg
+hender att slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att
+sætte vnder Potten. Dermed kaagte Potten, oc hun kyste
 paa sin Haand oc gaff mig, war meget glad. Ieg gaff
 hender oc siden en Gang eller toe Forloff der til saaledis
-att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar
+att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar
 Winden <a class="SBScorr" name="SBS_32" id="SBS_32" title="SBS: stoet">stoed</a> paa Winduet (som med en lang Pik kunde
-opluckis), saa kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde:
-»Tencker paa Eders Eed oc sladdrer icke vd, hwad her
-skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded ringste mister wii
-nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle icke
+opluckis), saa kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde:
+»Tencker paa Eders Eed oc sladdrer icke vd, hwad her
+skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded ringste mister wii
+nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle icke
 skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange
-Aar effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße
+Aar effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße
 Golff-Steene op (som siden anderledis bleff berettet aff en<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span>
-Præst, som her effter skal meldis). Hun haffde oc sagt,
+Præst, som her effter skal meldis). Hun haffde oc sagt,
 att ieg haffde sta[a]ed oc seet <span class="sic" title="[sic]">Linne-Dantzere</span> paa Slos-Platzen,
 hwilcket war sant. Thi der Chresten sagde Quinden
 en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa
@@ -5158,272 +5124,272 @@ den inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc
 spurte, hwordant ded war, oc ieg sagde hender ded, da
 klagede hun sig, att hun icke kunde faa ded att see. Ieg
 sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde holde
-Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender
-tage Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden
-oc reiße Sengen op til Winduet oc sætte Natskriinet
+Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender
+tage Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden
+oc reiße Sengen op til Winduet oc sætte Natskriinet
 offwen paa. Der med att komme til ded oprettede Sengested
 bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden for
 Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded
 for att komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet,
 saa wii kunde staa magelig oc see ded, dog icke
-paa engang. Oc loed ieg hender gaa op først, oc ieg
+paa engang. Oc loed ieg hender gaa op først, oc ieg
 stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage;
-hun skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste
+hun skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste
 oc wel, att Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris
 beste Kunster<a name="FNanker_140" id="FNanker_140" href="#Fodnote_140" class="fnanchor">[140]</a>. Ieg kunde see Kongen oc Dronningen i
-derris Øyen; de stoede paa den lange Sael, oc vndrede
-ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der ieg
+derris Øyen; de stoede paa den lange Sael, oc vndrede
+ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der ieg
 stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg
 haffde seet dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lyst<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span>
 til att see Folk gaa i Slos-Kircke oc aff Kircken. Da
 bleff Sengen igien opreist, oc ieg saed der saa lenge oppe,
 til alle ware aff Kircken igien. Quinden torde intet woffwe
-att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige Gang
+att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige Gang
 oc glad, hun kom neer.</p>
 
-<p>Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid,
-da bleff der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit
-Slags, med Talle Lyß. Ded haffwer Quinden mißhaget,
+<p>Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid,
+da bleff der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit
+Slags, med Talle Lyß. Ded haffwer Quinden mißhaget,
 ihwor wel hun sagde da intet til mig. Men der hun endelig
-bleff nød til att lade sig berette<span class="sidenote">1666 den 12. <i>April</i>.</span> effter meere end
+bleff nød til att lade sig berette<span class="sidenote">1666 den 12. <i>April</i>.</span> effter meere end
 tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens Bord, bad hun
-Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte i
+Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte i
 Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par
-smucke Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun
-oc fly hender en fiin Dreyels Dug, skulle hun giøre sit
+smucke Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun
+oc fly hender en fiin Dreyels Dug, skulle hun giøre sit
 beste; hun wille betale ded. Om Quinden tilforen haffde
-tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware satt, eller
+tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware satt, eller
 Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att ded
-skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men
-noget lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste
-Dør op for mit Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den
-Stage vd, I haffwer, oc toe Lyß!« Hwordant hun tog paa,
+skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men
+noget lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste
+Dør op for mit Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den
+Stage vd, I haffwer, oc toe Lyß!« Hwordant hun tog paa,
 er icke att beskriffwe: om hand icke haffde talt med henders
 Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da, hwad hun
-haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet
-paa sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene.
-Hun wille lenge icke, men bandede oc skiælte. Ieg laae
-enda oc spurte hender: om ieg skulle wære henders Piige
-oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde hannem
-ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span>
-Hullet paa min inderste Dør med saa <a class="SBScorr" name="SBS_33" id="SBS_33" title="SBS: megen">mange</a> Forbandelser
+haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet
+paa sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene.
+Hun wille lenge icke, men bandede oc skiælte. Ieg laae
+enda oc spurte hender: om ieg skulle wære henders Piige
+oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde hannem
+ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span>
+Hullet paa min inderste Dør med saa <a class="SBScorr" name="SBS_33" id="SBS_33" title="SBS: megen">mange</a> Forbandelser
 offwer hannem, saa man maatte grue der for.
-Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender enda bisterer.
+Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender enda bisterer.
 Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde
-hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender
-den Synd for heel witløffteligen. Hun meente, att den
+hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender
+den Synd for heel witløffteligen. Hun meente, att den
 begik Synden, der war Aarsage dertil. Ieg spurte hender
 endelig: hwor vdi <a class="SBScorr" name="SBS_34" id="SBS_34" title="SBS: Nawedren">Nadweren</a> bestoed? om den bestoed i
-Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun wille
+Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun wille
 see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad
-hender falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om
+hender falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om
 siine Synders Forladelse, at hand icke wille tilregne
-hender sin Daarlighed. Hun swarte saa att wille giøre,
-men giorde ded icke strax. Ieg meener, att Præsten<a name="FNanker_141" id="FNanker_141" href="#Fodnote_141" class="fnanchor">[141]</a>
-haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting, hender
+hender sin Daarlighed. Hun swarte saa att wille giøre,
+men giorde ded icke strax. Ieg meener, att Præsten<a name="FNanker_141" id="FNanker_141" href="#Fodnote_141" class="fnanchor">[141]</a>
+haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting, hender
 angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa
-meget: hwor hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant
-meere; omsiider: om hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc
-huor lenge ded war siiden, hun haffde wærret til Alters?
-Der paa skrifftede hand hender paa sær Maade, først som
+meget: hwor hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant
+meere; omsiider: om hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc
+huor lenge ded war siiden, hun haffde wærret til Alters?
+Der paa skrifftede hand hender paa sær Maade, først som
 den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte for
 groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der
-skulle affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender
+skulle affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender
 endeligen oc forrettede sit Embede. Der alt war forrettet,
 oc hun kom ind til mig igien, ynskede ieg hender
-til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun). »Kand der<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
-wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott
+til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun). »Kand der<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
+wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott
 aff! Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax
-gaa til Alters; dette acter ieg intet!« Ieg fald hender
-strax i Orded oc sagde: »Betenker Eder, hwad I siger!
-Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet høre! I wed
+gaa til Alters; dette acter ieg intet!« Ieg fald hender
+strax i Orded oc sagde: »Betenker Eder, hwad I siger!
+Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet høre! I wed
 wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer
-Christi Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme
-vnder Fødder?« »Vnder Fødder?« (sagde hun).
-»Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc giorde der en heel
-Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig ansee;
-men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en
-Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer
-ingen mürt« (ieg tenkte: man wed icke hwad)<a name="FNanker_142" id="FNanker_142" href="#Fodnote_142" class="fnanchor">[142]</a>; »hworfor
-skylle ieg døe? Gud allermæctigste giffwe« &mdash; der med
-taw hun. Ieg prædicket for hender igien oc sagde, att
-hun haffde fortient den ewige Død for henders Synders
+Christi Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme
+vnder Fødder?« »Vnder Fødder?« (sagde hun).
+»Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc giorde der en heel
+Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig ansee;
+men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en
+Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer
+ingen mürt« (ieg tenkte: man wed icke hwad)<a name="FNanker_142" id="FNanker_142" href="#Fodnote_142" class="fnanchor">[142]</a>; »hworfor
+skylle ieg døe? Gud allermæctigste giffwe« &mdash; der med
+taw hun. Ieg prædicket for hender igien oc sagde, att
+hun haffde fortient den ewige Død for henders Synders
 Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge
-vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde
-hun) »haffwer ieg att tacke Chresten for; Balcke haffwer
-oc wel hiolpen til.« Tog paa att bande dem. Ieg truede
+vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde
+hun) »haffwer ieg att tacke Chresten for; Balcke haffwer
+oc wel hiolpen til.« Tog paa att bande dem. Ieg truede
 hender med et anded Skrifftermaal, om hun icke holte inde
 med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud
-att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til
-Chresten, saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder
-[an?].« Ded holte hender noget i Tømme, oc gik hun den
+att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til
+Chresten, saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder
+[an?].« Ded holte hender noget i Tømme, oc gik hun den
 Middag intet vd i Trappen<a name="FNanker_143" id="FNanker_143" href="#Fodnote_143" class="fnanchor">[143]</a>.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span></p>
 
-<p>Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med
+<p>Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med
 Mandfolckene. Hoes mig klagede hun sig offte, att hun
-war swag, haffde forløfft sig paa den ny Keyle, Balcke
+war swag, haffde forløfft sig paa den ny Keyle, Balcke
 haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd, hun
 haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd,
-hand haffde swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde:
-»Slosf. kand io intet forstaa Eder ret endnu; beder Chresten
-tale for Eder!« Hun giorde oc saa, men kom atter
-med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min
+hand haffde swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde:
+»Slosf. kand io intet forstaa Eder ret endnu; beder Chresten
+tale for Eder!« Hun giorde oc saa, men kom atter
+med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min
 hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som
 ieg wille gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge?
-Ieg kand icke nyde dem, oc ieg kand icke tienne Eder.«
-Ieg sagde: »Penge kand vdrette meget. Forærer Slosf.
-nogle Penge, saa taler hand nok for Eder. Begiærer en
-aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den
-kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først
-nogle Vger; endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu
-haffwer ieg laded giøre et Sølffbegre til Slozf:.« (Henders
+Ieg kand icke nyde dem, oc ieg kand icke tienne Eder.«
+Ieg sagde: »Penge kand vdrette meget. Forærer Slosf.
+nogle Penge, saa taler hand nok for Eder. Begiærer en
+aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den
+kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først
+nogle Vger; endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu
+haffwer ieg laded giøre et Sølffbegre til Slozf:.« (Henders
 Daatter kom saa offte til hender i Trappen, som hun
-begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele Efftermiddage
+begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele Efftermiddage
 needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter.
-Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg
-war wel dermed tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span>
-engang, att ieg skulle sige Præsten ded.) <i xml:lang="la" lang="la">In summa</i>: Slosf.
+Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg
+war wel dermed tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span>
+engang, att ieg skulle sige Præsten ded.) <i xml:lang="la" lang="la">In summa</i>: Slosf.
 torde intet tale for hender til Kongen. Saa bad hun mig
-om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i Sengen, naar
-her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded
-skeede. I Førstningen giorde hand nogen <i><a class="SBScorr" name="SBS_35" id="SBS_35" title="SBS: Diffilcuteter">Difficulteter</a></i>,
-sagde: »Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker
-vnder.« Ieg sagde, de kunde <i>vicitere</i> oc <i>examinere</i> Quinden,
-naar hun kom vd, wii haffde icke wærret saa fortroelige
+om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i Sengen, naar
+her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded
+skeede. I Førstningen giorde hand nogen <i><a class="SBScorr" name="SBS_35" id="SBS_35" title="SBS: Diffilcuteter">Difficulteter</a></i>,
+sagde: »Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker
+vnder.« Ieg sagde, de kunde <i>vicitere</i> oc <i>examinere</i> Quinden,
+naar hun kom vd, wii haffde icke wærret saa fortroelige
 Wenner; ieg wiste, att Quinden war giffwen mig til
 att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men
 laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe,
 icke heller kunde ieg betienne hender; hun tiente io for
-Penge, der skulle wære nok, der skulle tage der imod
+Penge, der skulle wære nok, der skulle tage der imod
 igien. Tre Dage der effter, der Kongen kom fra Friderichsborg,
 kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde
 komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som
-Chresten haffde <i>recommenderet</i>, som skulle wære en skickelig
+Chresten haffde <i>recommenderet</i>, som skulle wære en skickelig
 Quinde (som hun oc er).</p>
 
 <p>Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels
 Daatter kom op igien. Oc maa ieg wel sige, att ded<span class="sidenote">1666 den 26. <i>Iuni</i>.</span> war
-en aff mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi
-ieg slap en v-troe v-guddelig løgnactig<a name="FNanker_144" id="FNanker_144" href="#Fodnote_144" class="fnanchor">[144]</a> oc v-skickelig
+en aff mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi
+ieg slap en v-troe v-guddelig løgnactig<a name="FNanker_144" id="FNanker_144" href="#Fodnote_144" class="fnanchor">[144]</a> oc v-skickelig
 Quinde oc bekom<a class="SBScorr" name="SBS_36" id="SBS_36" title="SBS:  igien"></a> en christelig troe sandrue goed (ia
-alt for goed) Quinde igien. Der den første Quinde tog<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
-Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu erre
-wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de
-sandeste Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte
-intet, men løb, alt ded hun kunde, saa der kiendtist ingen
+alt for goed) Quinde igien. Der den første Quinde tog<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
+Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu erre
+wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de
+sandeste Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte
+intet, men løb, alt ded hun kunde, saa der kiendtist ingen
 Sygdom eller Swaghed paa hender. Hun leffwede icke
 fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6 Vger paa
-sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.</p>
+sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.</p>
 
 <p>Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed
-hun om Efftermiddagen heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad
-hender skade. Hun sagde: »O, ieg haffwer intet att giøre,
+hun om Efftermiddagen heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad
+hender skade. Hun sagde: »O, ieg haffwer intet att giøre,
 oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig! Ieg lengis
-mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre.
-»Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand
-oc sye grofft oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg
+mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre.
+»Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand
+oc sye grofft oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg
 intet att hielpe hender med; tog nogle Ender aff Silcke
 frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper aff, som erre
 for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff
-Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en
-Hægle aff smaa Knappenaale<a name="FNanker_145" id="FNanker_145" href="#Fodnote_145" class="fnanchor">[145]</a>, bunden paa en Pind; der
-hægler ieg ded med oc giør ded brugeligt til att stoppe
-Huer med; oc sagde ieg til hender: »Der haffwer I noget
-att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff Hiertet
+Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en
+Hægle aff smaa Knappenaale<a name="FNanker_145" id="FNanker_145" href="#Fodnote_145" class="fnanchor">[145]</a>, bunden paa en Pind; der
+hægler ieg ded med oc giør ded brugeligt til att stoppe
+Huer med; oc sagde ieg til hender: »Der haffwer I noget
+att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff Hiertet
 glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant aff<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span>
 henders Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war
-hæntis, att der war et gott Hierte i hender, att hun war
+hæntis, att der war et gott Hierte i hender, att hun war
 bleffwen offte bedragen for sin Goedtroenhed. Hun haffde
 oc kiendt mig i min Welmact, tient en Raadmans Quinde,
-som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom
+som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom
 den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel
-ihue; græd, naar hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed
+ihue; græd, naar hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed
 med mig. Hun war en Iyde, en Bunde Daatter,
-men [haffde] wærret gifft med en Regiments Quartermester.
+men [haffde] wærret gifft med en Regiments Quartermester.
 Saa ieg effterhaanden fik <i>Affaiction</i> til hender,
-bad hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern
-liide; sagde hender, att Christian wel kunde giøre stønnem
-nogen Tienneste att kiøbe et oc anded for os, thi hand
-haffde en Dreng, ia stønnem toe, som ginge Ærinder for
+bad hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern
+liide; sagde hender, att Christian wel kunde giøre stønnem
+nogen Tienneste att kiøbe et oc anded for os, thi hand
+haffde en Dreng, ia stønnem toe, som ginge Ærinder for
 hannem, men ieg troede icke [den] forrige Quinde, saa hand
-kiøbte aldrig intet [<i>sic</i>] for mig, til med wille den Quinde
-intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad
-wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke
-skiøttet om att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden
-da en halff Potte frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer
+kiøbte aldrig intet [<i>sic</i>] for mig, til med wille den Quinde
+intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad
+wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke
+skiøttet om att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden
+da en halff Potte frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer
 Chresten Eders Wiin, som ieg giffwer Christian min
-Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes Kiælder
+Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes Kiælder
 Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for
-ham, oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker
-noget«. Ded skeede, oc loed Christian oß giøre toe
+ham, oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker
+noget«. Ded skeede, oc loed Christian oß giøre toe
 Handteene. Min war ickun liden, men henders, som den
 burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som endnu
-er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør,
-som hun begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span>
+er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør,
+som hun begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span>
 Boxer tillige op til hender<a name="FNanker_146" id="FNanker_146" href="#Fodnote_146" class="fnanchor">[146]</a>. Hun spandt paa Haandteen
-en goed Deel, oc ieg laffwede min Wæff saaledis paa
+en goed Deel, oc ieg laffwede min Wæff saaledis paa
 en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den eene Bom
 med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att
-naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg
-med et Draff løße min Wæff oc faa den anden Bom løß,
-som war bunden til mit Liiff, oc alting lagt bort, førend
-min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde mig oc et Spield
-(før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene; haffde
-oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige,
+naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg
+med et Draff løße min Wæff oc faa den anden Bom løß,
+som war bunden til mit Liiff, oc alting lagt bort, førend
+min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde mig oc et Spield
+(før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene; haffde
+oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige,
 hwer i sit Arbeide.</p>
 
 <p>Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som
-Drenge pleier at giøre; wille fixere sig med Quinden, men
+Drenge pleier at giøre; wille fixere sig med Quinden, men
 hun kunde intet der med. Hand war nesten fuld hwer
 Dag om Middagen, naar hand kom op. Effterhanden
-kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op
+kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op
 i hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet
 vden for dette Sted. Hand wille oc gante sig med
 mig, gabte for mig, oc ieg skulle kaste noget hen oc see, om
-ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo
-doll siet Ii!</span>« bad ham komme nærmere, saa wille ieg see,
-om ieg kunde ramme den. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen, neen</span>« (sagde hand),
-»<span xml:lang="nds" lang="nds">so wehr ick doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!</span>«<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span>
-En Middag kommer hand op med en sær <i>façon</i> aff en
-Spøyte, som war saa trind som en Kugel, oc saed en
-liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel
+ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo
+doll siet Ii!</span>« bad ham komme nærmere, saa wille ieg see,
+om ieg kunde ramme den. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen, neen</span>« (sagde hand),
+»<span xml:lang="nds" lang="nds">so wehr ick doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!</span>«<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span>
+En Middag kommer hand op med en sær <i>façon</i> aff en
+Spøyte, som war saa trind som en Kugel, oc saed en
+liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel
 artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa
-spøytede Wanded vd heel høyt oc langt borte. Hand
-giorde sig næßwiiß oc spøytede paa mig. Der hand fornam,
-att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til mig,
-løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad
-mig spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen
+spøytede Wanded vd heel høyt oc langt borte. Hand
+giorde sig næßwiiß oc spøytede paa mig. Der hand fornam,
+att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til mig,
+løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad
+mig spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen
 Leeg begynde med hannem, thi aff hands Historiers Fortelling
-fornam ieg wel hands Plomphed, gaff hannem Spøyten
-igien. Der Karen skulle bære Steegen ind, haffde
-Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel
-oc kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott
-Stycke fra hender, oc Kuglen war icke større end en stoer
-Plomme. Hun wiste intet aff Spøyten att sige (er oc noget
-hastig i henders Tale); sagde: »Gud giffwe, I faa
-Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en,
-gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden
-alt tammere oc tammere, kom siælden ædrue op,
+fornam ieg wel hands Plomphed, gaff hannem Spøyten
+igien. Der Karen skulle bære Steegen ind, haffde
+Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel
+oc kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott
+Stycke fra hender, oc Kuglen war icke større end en stoer
+Plomme. Hun wiste intet aff Spøyten att sige (er oc noget
+hastig i henders Tale); sagde: »Gud giffwe, I faa
+Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en,
+gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden
+alt tammere oc tammere, kom siælden ædrue op,
 lagde sig paa Quindens Seng oc soff, imens ieg spiisede,
-saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe ham aff Sengen,
-naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til <a class="SBScorr" name="SBS_38" id="SBS_38" title="SBS: Fengselnerne">Fengselerne</a>
-laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
-hand icke wel siine Fanger?)<a name="FNanker_147" id="FNanker_147" href="#Fodnote_147" class="fnanchor">[147]</a>. Hand war icke ræd for,<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span>
+saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe ham aff Sengen,
+naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til <a class="SBScorr" name="SBS_38" id="SBS_38" title="SBS: Fengselnerne">Fengselerne</a>
+laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
+hand icke wel siine Fanger?)<a name="FNanker_147" id="FNanker_147" href="#Fodnote_147" class="fnanchor">[147]</a>. Hand war icke ræd for,<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span>
 att ieg skulle myre hannem. En Afften war hand drucken
-eller stillede sig saa; begynte paa sin Wiiß att wille
-<i>carressere</i> mig oc søge att wille føle miine Knæ, tog til
-Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med Foeden oc
-sagde intet anded [end]: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wan Ii duen siedt, so blifft van
-mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!</span>« Hand
+eller stillede sig saa; begynte paa sin Wiiß att wille
+<i>carressere</i> mig oc søge att wille føle miine Knæ, tog til
+Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med Foeden oc
+sagde intet anded [end]: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wan Ii duen siedt, so blifft van
+mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!</span>« Hand
 sagde intet, stoed op oc gik bort; kom oc siden icke
 ind, naar hand war fuld, men bleff vden for i ded anded
 Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor der er en breed
 Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag,
-effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc
-Christen oc slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war
-icke fuld, saa kom hand ind, oc gaff hand mig effter Begiæring
+effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc
+Christen oc slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war
+icke fuld, saa kom hand ind, oc gaff hand mig effter Begiæring
 nogle gamle Kortblade, som ieg syde sammen oc
 giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne
 Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att
@@ -5435,90 +5401,90 @@ Seng om Dagen.</p>
 
 <p>Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleeneste<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span>
 wed Borded der vde, men hand endoc lucte min
-Dør for Næßen aff Taarngiemmeren. Hand gik ind i mit
-Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar Natt-Keilen
+Dør for Næßen aff Taarngiemmeren. Hand gik ind i mit
+Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar Natt-Keilen
 op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde alt
 ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne
 der neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens
 liiden Tilsyn, laae offte neere i Byen om Natten,
 kom offte fuld op til Afftens Maaltiid. En Afften war
 Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd der neere
-med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre
+med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre
 slog hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget,
 oc som Begeret war gandske blodigt vden paa, der
 ded kom ind for mig, oc ded syntist, att der war kommen
 Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen derom til Slosf:.
-Hand sagde intet anded end: »<span xml:lang="nds" lang="nds">De Man is doll!</span>« tog Begret
-oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle
+Hand sagde intet anded end: »<span xml:lang="nds" lang="nds">De Man is doll!</span>« tog Begret
+oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle
 oc giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis
 der om, wed ieg icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret,
 men Ritzen offwen i Randen er endnu; ded kommer
-Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa nær en
+Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa nær en
 halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig
 imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle
 Fanger der neere, oc Chresten klagede ded for Slosf.,
 som kom ind oc wille sette Christian i Troldhullet; men
-hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att hand haffde intet
+hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att hand haffde intet
 med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham ind;
 brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik.
 <i>Christian</i> raabte hannem enda effter vd aff Winduet oc
-sagde: »Ieg wed Tøß med Ier, men I wed intet med mig.«
-(En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke war en ringe Tøß.<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
-Der war en <i>Corporal</i>, som stack en Soldat ihiæl, som med
-Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet
-nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc
-hand fryctede att bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend
+sagde: »Ieg wed Tøß med Ier, men I wed intet med mig.«
+(En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke war en ringe Tøß.<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
+Der war en <i>Corporal</i>, som stack en Soldat ihiæl, som med
+Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet
+nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc
+hand fryctede att bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend
 der bleff opluct for mig<a name="FNanker_149" id="FNanker_149" href="#Fodnote_149" class="fnanchor">[149]</a> (som offte skeede, att der bleff
-opluct ded vderste Rom, førend Madden kom op, saa oc
+opluct ded vderste Rom, førend Madden kom op, saa oc
 altiid om Morgenen om Winteren, naar der lagdis Ild i
 Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til
 Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som
-ded war, oc Christian saa giæff som før.</p>
+ded war, oc Christian saa giæff som før.</p>
 
 <p>Den Quinde oc ieg wii leffwede i goed Eenighed med
-hwer andre. Der war stønnem nogle smaa Krackeler
+hwer andre. Der war stønnem nogle smaa Krackeler
 imellem Christian oc hender, men ded haffde paa de Tiider
 intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med Wiin
-oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket
+oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket
 effter hun war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu
-leffwer; hun tiente da en Skræder, men nu er hun gifft
-med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc stønnem Forloff att
-tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød Christian,
+leffwer; hun tiente da en Skræder, men nu er hun gifft
+med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc stønnem Forloff att
+tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød Christian,
 efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande
-bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet
-wiste, men meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun
-er læt-grædendis oc læt-leendis). Ieg kunde snart faa
-hender trøstet. Wii sleed worris Tiid meget wel. Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span>
-lærte hender att læße, begynte med <i>A. b. c.</i>, thi hun kiændte
-icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med att
-vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders
+bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet
+wiste, men meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun
+er læt-grædendis oc læt-leendis). Ieg kunde snart faa
+hender trøstet. Wii sleed worris Tiid meget wel. Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span>
+lærte hender att læße, begynte med <i>A. b. c.</i>, thi hun kiændte
+icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med att
+vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders
 60. Aar. Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe<a name="FNanker_150" id="FNanker_150" href="#Fodnote_150" class="fnanchor">[150]</a>,
 tog hun Baagen engang oc wente op oc need paa den, begynte
-att stryge siine Øygne oc sagde: »Herre Gud, hwor
-er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud) »icke et
-Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde
-mig for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun
+att stryge siine Øygne oc sagde: »Herre Gud, hwor
+er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud) »icke et
+Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde
+mig for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun
 er meget hastig i henders Ord) oc [<i>sic</i>] i ded peegte med
-Peegesticken med en Fart paa et O oc sagde: »Er ded
-icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun wente
-sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen
+Peegesticken med en Fart paa et O oc sagde: »Er ded
+icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun wente
+sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen
 war icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg
 haffde tengt, hun skulle bliffwe borte i Latter. Oc som
-hun en Dag skulle læße, oc hun gaed icke sluppen sin
+hun en Dag skulle læße, oc hun gaed icke sluppen sin
 Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun Lysten;
-sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa
+sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa
 min gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg
-haffwer kaastet mange Penge paa min Søn for att lade
-hannem lære att læße, oc see! er hand icke døe?« Ieg
+haffwer kaastet mange Penge paa min Søn for att lade
+hannem lære att læße, oc see! er hand icke døe?« Ieg
 wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa snacke
 for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin
-Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att<span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span>
-læße i Bog? Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen
-oc Afften Bønner« (ieg tenckte: ille nok! Aff henders
+Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att<span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span>
+læße i Bog? Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen
+oc Afften Bønner« (ieg tenckte: ille nok! Aff henders
 <i>Cathechi.</i> wiste hun meget lided). Ieg sagde (med en
-Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I haffwer
-icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck
-læße vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded
+Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I haffwer
+icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck
+læße vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded
 sprang hun op oc nappede sin Bog igien oc begynte att
 staffwe. Ieg sagde hwercken til eller fra, oc ieg omgickes
 med hender som med et gott enfoldig Barn<a name="FNanker_151" id="FNanker_151" href="#Fodnote_151" class="fnanchor">[151]</a>.</p>
@@ -5529,254 +5495,254 @@ loed sin Tienner gaa op, saa bad ieg Quinden, att hun
 skulle sige ham, att ieg war syg, om der icke maatte
 komme en <i>Doctor</i> til mig. Quinden sagde ham ded (thi
 da forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk),
-oc som hun sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa
-swarte hand: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Lat se stärffwen för en Dyffwel!</span>« Ieg haffde
+oc som hun sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa
+swarte hand: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Lat se stärffwen för en Dyffwel!</span>« Ieg haffde
 en Hwerdags Feber, haffde Heede, men ingen Kuld; oc
 som ded en stoer Deel war Aarsage til min Sygdom, att
 ieg haffde Bindelse, begierte ieg et <i>Clister</i>. Der loe Slosf.
-sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span>
+sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span>
 komme ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte
 hannem noget alworlig til, sagde ham, att ded war icke
 Kongens Wille, att hand skulle icke haffwe meere Omsorrig
 for mig, end hand haffde; hand haffde meere Omsorrig for
 sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff
-hand bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg
+hand bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg
 sagde, hwad ieg begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget
 <i>altereret</i> mig offwer den Samtale, saa ieg bleff swag.
-Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I døer, min hierte
-Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen toe
-Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war
+Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I døer, min hierte
+Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen toe
+Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war
 meget v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg
-swarte, att ieg skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?«
-(sagde hun med en wree Hue); »wille I liide ded? Ney,«
-soer hun, »skulle ieg icke! Ieg skulle icke liide ded, om
-ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som den Philosophus
-sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg
-kand holde dem fra mig med, naar ieg er døe<a name="FNanker_153" id="FNanker_153" href="#Fodnote_153" class="fnanchor">[153]</a>.« Saa
-besan hun sig først oc snackede saa hen om Begraffwelse
-oc Iordefær. Ieg forsickrede hender, att ded aldelis intet
-bekymrede mig; naar ieg war døe, saa fant ieg intet dertil;
+swarte, att ieg skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?«
+(sagde hun med en wree Hue); »wille I liide ded? Ney,«
+soer hun, »skulle ieg icke! Ieg skulle icke liide ded, om
+ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som den Philosophus
+sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg
+kand holde dem fra mig med, naar ieg er døe<a name="FNanker_153" id="FNanker_153" href="#Fodnote_153" class="fnanchor">[153]</a>.« Saa
+besan hun sig først oc snackede saa hen om Begraffwelse
+oc Iordefær. Ieg forsickrede hender, att ded aldelis intet
+bekymrede mig; naar ieg war døe, saa fant ieg intet dertil;
 om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa skulle
-ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa
+ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa
 den yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en
-Part, der laae i Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige
+Part, der laae i Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige
 Begraffwelser. Men att ieg skulle, som Slosf., sige de<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span>
-forfløyen Ord, att ieg wille wære begraffwet paa Waldby
-Backe for att see mig om, ded icke. Ieg begiærer intet
+forfløyen Ord, att ieg wille wære begraffwet paa Waldby
+Backe for att see mig om, ded icke. Ieg begiærer intet
 vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf. V-fiinhed,
 om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om
 Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar
-hand haffde wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet
+hand haffde wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet
 igiennem Munstringen, oc anded meere. Der war ingen
 Guds Fryct i hannem.</p>
 
-<p>Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede <i>M. Buck</i>
-att komme til mig wed syff Slæt om Morgenen, thi imod
-8½ begynte Feberen. Præsten kom icke førend 9½, da
+<p>Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede <i>M. Buck</i>
+att komme til mig wed syff Slæt om Morgenen, thi imod
+8½ begynte Feberen. Præsten kom icke førend 9½, da
 Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig allerede noget
 lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal, begynte
-hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid,
-som war skyllig i <i>Vrie</i> Død, fast hand slog hannem icke
-ihiæl med sin egen Haand; vdbreedde den Synd, som hand
-burte, oc Straffen, som der wille følge paa. »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr</span>« (sagde
-hand) »<span xml:lang="de" lang="de">habt <i>General</i> Fux getöhtet, dan Ihr habt einen
-Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet</span>.« Ieg swarte:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ia
-freylich</span>« (sagde hand); »<span xml:lang="de" lang="de">der Diener ist in Hamburg, der
-hat es selber gesagt</span>.« (Ieg swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Hat er das gesagt,
+hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid,
+som war skyllig i <i>Vrie</i> Død, fast hand slog hannem icke
+ihiæl med sin egen Haand; vdbreedde den Synd, som hand
+burte, oc Straffen, som der wille følge paa. »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr</span>« (sagde
+hand) »<span xml:lang="de" lang="de">habt <i>General</i> Fux getöhtet, dan Ihr habt einen
+Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet</span>.« Ieg swarte:
+»<span xml:lang="de" lang="de">Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ia
+freylich</span>« (sagde hand); »<span xml:lang="de" lang="de">der Diener ist in Hamburg, der
+hat es selber gesagt</span>.« (Ieg swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Hat er das gesagt,
 so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux sein Todt mit
 einem Stilet<a name="FNanker_154" id="FNanker_154" href="#Fodnote_154" class="fnanchor">[154]</a>. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg war,
-ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der
-Diener dan sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl
+ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der
+Diener dan sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl
 ist es nicht geschehn, aber das ich mich nicht solte
-haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht gestraffet, das<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span>
-gestehe vnd bekenne ich</span>.« Der til swarte hand lige saa:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Das hätte ich selber gethan</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Wii Fux
-mit vns in vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet,
+haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht gestraffet, das<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span>
+gestehe vnd bekenne ich</span>.« Der til swarte hand lige saa:
+»<span xml:lang="de" lang="de">Das hätte ich selber gethan</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Wii Fux
+mit vns in vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet,
 weis Gott. Das ist nu vorbey, vnd ich gedencke des nicht
-mehr</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Da thut Ihr recht an</span>« (sagde hand), oc foer saa
+mehr</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Da thut Ihr recht an</span>« (sagde hand), oc foer saa
 fort i hands Embede. Der alt war forrettet, talte hand
-med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den
-Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg,
-ieg war icke syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab;
+med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den
+Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg,
+ieg war icke syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab;
 hand haffde sagt mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen
-wree for. Christian stoed inden for den Mørcke-Kircke[s]
-Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der inde,
-oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att
-komme til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.</p>
+wree for. Christian stoed inden for den Mørcke-Kircke[s]
+Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der inde,
+oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att
+komme til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.</p>
 
 <p>Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag
-saa himmelig: »Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane
-til Eders Børn<a name="FNanker_155" id="FNanker_155" href="#Fodnote_155" class="fnanchor">[155]</a>.« Ieg spurte, paa hwad Maade ded
-kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige. Hun er troe
-nok; hun skal drage did for ded samme<a name="FNanker_156" id="FNanker_156" href="#Fodnote_156" class="fnanchor">[156]</a>.« Hand wiste,
-att ieg haffde endnu nogle <i>Ducater</i>, thi Pær Kudsk haffde
+saa himmelig: »Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane
+til Eders Børn<a name="FNanker_155" id="FNanker_155" href="#Fodnote_155" class="fnanchor">[155]</a>.« Ieg spurte, paa hwad Maade ded
+kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige. Hun er troe
+nok; hun skal drage did for ded samme<a name="FNanker_156" id="FNanker_156" href="#Fodnote_156" class="fnanchor">[156]</a>.« Hand wiste,
+att ieg haffde endnu nogle <i>Ducater</i>, thi Pær Kudsk haffde
 fortroet ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg
-tog imod Tilbudded, skreff mine Børn til, gaff ham en<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span>
-Ducat til Piigens Reiße. Hun forrettede wel siine Ærinder
-oc kom med Skriffwelse fra min Søster<a name="FNanker_157" id="FNanker_157" href="#Fodnote_157" class="fnanchor">[157]</a> oc dennem tilbage.
+tog imod Tilbudded, skreff mine Børn til, gaff ham en<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span>
+Ducat til Piigens Reiße. Hun forrettede wel siine Ærinder
+oc kom med Skriffwelse fra min Søster<a name="FNanker_157" id="FNanker_157" href="#Fodnote_157" class="fnanchor">[157]</a> oc dennem tilbage.
 Alt dette wiste min Quinde intet aff.</p>
 
 <p>Effterhaanden begynte Christian att bliffwe <i>insolent</i> i
 mange Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs
-Pooße, som Quinden skulle giffwe ham Maed i, saa kaste
+Pooße, som Quinden skulle giffwe ham Maed i, saa kaste
 hand den til hender, giorde sig wree, naar der icke war
 giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand strax kunde
-faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren
+faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren
 oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun
 war sorgefuld, men sagde dog intet til mig. Ded warte
-ickun en Dag, saa banckede hand paa Døren oc effter
-Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt. Quinden
+ickun en Dag, saa banckede hand paa Døren oc effter
+Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt. Quinden
 saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand
 kunde intet see hender, icke heller mig). Der hand war
-gaaen bort, fortelte hun, huor høyt hand haffde forbanded
-sig <i>etc.</i> Ieg sagde: »Ded skal I icke acte; hand haffwer
-giort saa meget før i den anden Karens Tiid.« Hands
-Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel
-en halff Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar
+gaaen bort, fortelte hun, huor høyt hand haffde forbanded
+sig <i>etc.</i> Ieg sagde: »Ded skal I icke acte; hand haffwer
+giort saa meget før i den anden Karens Tiid.« Hands
+Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel
+en halff Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar
 Christian Steegen oc tog sig selff, hwad Stycke hand
 wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid sendte ham et Stycke
-vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den dumme<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span>
-Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand
+vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den dumme<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span>
+Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand
 wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der
-fattedis noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en
+fattedis noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en
 Stund, for ded skeede icke saa ieffnt hwer Dag. Men
 naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng, saa sagde hand
-intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe
+intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe
 wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da,
-thi hand bleff alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide,
-att wii loe oc ware glade; naar hand hørte ded vden for
-Døren, saa bleff hand bister. Wille man klyncke, saa
+thi hand bleff alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide,
+att wii loe oc ware glade; naar hand hørte ded vden for
+Døren, saa bleff hand bister. Wille man klyncke, saa
 wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye<a name="FNanker_158" id="FNanker_158" href="#Fodnote_158" class="fnanchor">[158]</a>. En
-Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden
-fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i
+Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden
+fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i
 Friderichsborg (der haffde hun boet), huor Drengens Moder
 icke wiste, hworledis hun skulle tittulere Skolemesteren;
-kalte ham: Her <i>Willas</i>. Hand sagde: »Ieg er icke
-Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller
-Mester,« sagde hand<a name="FNanker_159" id="FNanker_159" href="#Fodnote_159" class="fnanchor">[159]</a>; »ieg er ickun ret oc slet <i>Willas</i>.«
-Saa sagde Quinden: »Min goede slet oc ret <i>Willas</i>! Min
-Søn slicker altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand
+kalte ham: Her <i>Willas</i>. Hand sagde: »Ieg er icke
+Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller
+Mester,« sagde hand<a name="FNanker_159" id="FNanker_159" href="#Fodnote_159" class="fnanchor">[159]</a>; »ieg er ickun ret oc slet <i>Willas</i>.«
+Saa sagde Quinden: »Min goede slet oc ret <i>Willas</i>! Min
+Søn slicker altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand
 kommer hiem. Wille I slicke ham igien med et got skarpt
-Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der aff, kommer hand
-til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded sidder wel
-icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span>
-skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii
+Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der aff, kommer hand
+til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded sidder wel
+icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span>
+skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii
 snackede om ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war
-Maaltiids Tiid, siger hand til Quinden: »I war swar lattermild
-i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke, hworfor ded er?
-Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders Tilnaffn).
-»Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe
-Eder Latteren tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun
-soer ney, att hands Naffn icke bleff næffnt (som oc saa
-war i Sandhed), men ded maatte intet giælde. De falt i
-Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc hand
-kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc
+Maaltiids Tiid, siger hand til Quinden: »I war swar lattermild
+i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke, hworfor ded er?
+Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders Tilnaffn).
+»Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe
+Eder Latteren tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun
+soer ney, att hands Naffn icke bleff næffnt (som oc saa
+war i Sandhed), men ded maatte intet giælde. De falt i
+Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc hand
+kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc
 intet, thi effen paa den Tiid war der en stackels gammel
 Mand min Naboe; den loed ieg giffwe en Dryck Wiin.
-Christian forføyer sig igien til Døren oc picker paa. Hand
+Christian forføyer sig igien til Døren oc picker paa. Hand
 klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle tage hender
 igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem,
-der hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg
+der hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg
 soer ham til, att der icke war tenkt paa ham den Gang;
 ieg kunde icke tale hender ille til for de Ord, wii haffde
-hafft imellem hin anden; ieg ælskede Roelighed inden worris
-lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er goed, sagde
-Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand effterhaanden
+hafft imellem hin anden; ieg ælskede Roelighed inden worris
+lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er goed, sagde
+Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand effterhaanden
 adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa
 wille hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane<a name="FNanker_160" id="FNanker_160" href="#Fodnote_160" class="fnanchor">[160]</a>. Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a></span>
-sagde, att ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en
-Part aff dem war hoes min Søster; hwor miine Sønner
+sagde, att ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en
+Part aff dem war hoes min Søster; hwor miine Sønner
 war, oc hworledis dennem liide, ded wiste de icke; ieg
 befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til Maade,
 oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att
 ieg haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige
 vd. Men en Dag, ded galle stack ham, kom hand til
-Døren oc haffde en Potte med Wiinen i (som ieg fast hwer
-Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I see
-mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør,
+Døren oc haffde en Potte med Wiinen i (som ieg fast hwer
+Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I see
+mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør,
 men man kunde dog icke see grant der igiennem saa langt
-fra). »Her staar ieg med min Potte med Wiin oc wil
-dricke Eders Skaal for den sidste Gang.« Ieg spurte:
-»Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand, gik saa
-nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere
-giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.«
-Ieg sagde: »I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer
-giort; ieg begiærer ingen meere aff Eder, men derfor
-skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde hand) »Ingen Tienst
-meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er sandt«
-(swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg
-er icke saa, som I troer; ieg er læt att komme i med,
-men icke saa læt att komme aff med.« Ieg smaa loe oc
-sagde: »I er langt bedre, end I giør Eder selff. I Morgen
-er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att beskriffwe
-sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som
+fra). »Her staar ieg med min Potte med Wiin oc wil
+dricke Eders Skaal for den sidste Gang.« Ieg spurte:
+»Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand, gik saa
+nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere
+giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.«
+Ieg sagde: »I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer
+giort; ieg begiærer ingen meere aff Eder, men derfor
+skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde hand) »Ingen Tienst
+meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er sandt«
+(swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg
+er icke saa, som I troer; ieg er læt att komme i med,
+men icke saa læt att komme aff med.« Ieg smaa loe oc
+sagde: »I er langt bedre, end I giør Eder selff. I Morgen
+er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att beskriffwe
+sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som
 hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand
 drak aff Potten, satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte
-paa ham oc bad ham komme til Døren, ieg wille tale med
+paa ham oc bad ham komme til Døren, ieg wille tale med
 ham. Da saed hand som en Gante oc snackede for sig<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span>
-selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en
-stoer Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian
-icke!« Loe imellem aff fuld Hals, skraalte høyt:
-den Dag, hand gik til Døren eller giorde mig nogen Tienneste,
+selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en
+stoer Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian
+icke!« Loe imellem aff fuld Hals, skraalte høyt:
+den Dag, hand gik til Døren eller giorde mig nogen Tienneste,
 da skulle Fanden riiffwe oc spliide hannem. Ieg gik
-fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab oc
+fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab oc
 stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille
-intet tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden,
-thi hand bleff enda wed den Wiiß som før, naar hand
-kunde, att skiære Steegen, førend Slosf. kom op. Som da
-Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med mig, bad
+intet tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden,
+thi hand bleff enda wed den Wiiß som før, naar hand
+kunde, att skiære Steegen, førend Slosf. kom op. Som da
+Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med mig, bad
 ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe
-den Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded
-hannem forbøden. Faa Dage der effter kaste hand Pooßen
-til Quinden i Trappen oc sagde: »Gier nogen Maed til i
-Afften i min Drengs Poeße<a name="FNanker_161" id="FNanker_161" href="#Fodnote_161" class="fnanchor">[161]</a>!« Ded bleff i allerstørste Lydighed
+den Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded
+hannem forbøden. Faa Dage der effter kaste hand Pooßen
+til Quinden i Trappen oc sagde: »Gier nogen Maed til i
+Afften i min Drengs Poeße<a name="FNanker_161" id="FNanker_161" href="#Fodnote_161" class="fnanchor">[161]</a>!« Ded bleff i allerstørste Lydighed
 effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i
-Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om
-Middagen talte med Quinden oc selff begiærte en Dryk
+Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om
+Middagen talte med Quinden oc selff begiærte en Dryk
 Wiin; men hand truede Quinden att skulle fordriffwe henders
 Latter. Ieg fryctede intet for ded onde, hand kunde
-giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war mødsommeligt.
+giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war mødsommeligt.
 Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span>
 ded. Hand pleyede att skaffe mig <i>Aviserne</i> hwer
-Vge<a name="FNanker_162" id="FNanker_162" href="#Fodnote_162" class="fnanchor">[162]</a> for Lyß, oc saa som hand icke flyde mig <i>Aviserne</i>
-for den første Vgis Lyß, saa sendte ieg hannem ingen
-Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om Løwerdagen
-med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom
-ind med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see
+Vge<a name="FNanker_162" id="FNanker_162" href="#Fodnote_162" class="fnanchor">[162]</a> for Lyß, oc saa som hand icke flyde mig <i>Aviserne</i>
+for den første Vgis Lyß, saa sendte ieg hannem ingen
+Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om Løwerdagen
+med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom
+ind med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see
 paa mig. Ieg talte engang til hannem, spurte om Doctern,
 oc hand swarte intet. Ded stoed saa nogle Vger; saa
 millede hand sig, flyde Quinden <i>Aviserne</i> fra den Tiid,
 hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med
 en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc
 snackede (hand haffde en liden Snitzer), oc Chresten war
-for Kælderen, flyde Quinden hannem <i>Aviserne</i> igien, tackede
-ham paa miine Wegne oc sagde, ieg skiøtte intet om <i>Aviser</i>,
+for Kælderen, flyde Quinden hannem <i>Aviserne</i> igien, tackede
+ham paa miine Wegne oc sagde, ieg skiøtte intet om <i>Aviser</i>,
 ieg haffde werret dem foruden i saa mange Vger, ieg
-kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister,
-att hand med Tænderne reeff <i>Aviserne</i> sønder, reeff sin
-Trøye op, saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i
-nogle <i>Aviser</i>, hujet, skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa
-noget att lee aff til Slosf., raabte saa høyt, ieg kunde,<span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"> </a></span>
-for att døffwe Christian<a name="FNanker_163" id="FNanker_163" href="#Fodnote_163" class="fnanchor">[163]</a>. Quinden kom ind som et Liig
+kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister,
+att hand med Tænderne reeff <i>Aviserne</i> sønder, reeff sin
+Trøye op, saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i
+nogle <i>Aviser</i>, hujet, skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa
+noget att lee aff til Slosf., raabte saa høyt, ieg kunde,<span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"> </a></span>
+for att døffwe Christian<a name="FNanker_163" id="FNanker_163" href="#Fodnote_163" class="fnanchor">[163]</a>. Quinden kom ind som et Liig
 i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender att gaa
-vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede,
-slog sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel,
+vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede,
+slog sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel,
 holte ded saa nogle Gange. Der hand fornam, att Chresten
 kom i Trappen med Beegerne, kaste hand sig paa
 den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste atter sin
-Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med
+Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med
 Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att
-der war noget paa Færde imellem Quinden oc Christian,
-oc att Quinden war bange, men hand kunde icke giætte
+der war noget paa Færde imellem Quinden oc Christian,
+oc att Quinden war bange, men hand kunde icke giætte
 eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke, att ded gik
 mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:.
-Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren.
+Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren.
 Quinden sagde, att hand haffde truet hender: hand skulle
-wel forbyde henders Daatter att komme til hender oc føre
+wel forbyde henders Daatter att komme til hender oc føre
 Sladder frem oc anded, hun icke burte. Ieg bad hender
 giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel offwer;
-hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa
+hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa
 kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc
 kom for Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf.
 haffde giffwen henders Daatter Forloff att <a class="SBScorr" name="SBS_41" id="SBS_41" title="SBS: kommen">komme</a> til hender,
@@ -5784,498 +5750,498 @@ hwem skulle hand klage hender for? (Ieg tenkte wel
 anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand wel
 anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed;
 hand kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span>
-hwem hand wille, i Wæctergangen.) Hun græd oc loed
-meget ille, talte som en, der sanßer ickun lit, sagde en
-Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal ieg
-&mdash;, ia, saa skal ieg &mdash;.« Hun kom intet widre oc kunde
+hwem hand wille, i Wæctergangen.) Hun græd oc loed
+meget ille, talte som en, der sanßer ickun lit, sagde en
+Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal ieg
+&mdash;, ia, saa skal ieg &mdash;.« Hun kom intet widre oc kunde
 icke hitte paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc
-endeligen sagde: »Christian er gall, ieg wil nok styre
+endeligen sagde: »Christian er gall, ieg wil nok styre
 ham i Morgen; lader mig ickun <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: betemme">bestemme</a> med hannem!
-Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i Søffn,
+Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i Søffn,
 men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab
-kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg
+kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg
 hender, hwad hun skulle sige Christian, oc att hun skulle
 stille sig, som hun war icke wel til Fritz; begynde med
-att bande ham oc sige: »Gii der faer en Diæffwel i Ier
-for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt
-hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i
-Hoffweded dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded
-smucke Tøy, hun haffde giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet.
-Nu,« sagde hun, »skal der ingen giøre sig goed med
-ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede ham.
-»Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er
-hun saa!« Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg
-hørte ded. Hand war en 14 Dage Skiæls, begiærte da oc
-da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc fortælte i blant
-anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris Konge)
-skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig
-icke mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik
+att bande ham oc sige: »Gii der faer en Diæffwel i Ier
+for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt
+hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i
+Hoffweded dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded
+smucke Tøy, hun haffde giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet.
+Nu,« sagde hun, »skal der ingen giøre sig goed med
+ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede ham.
+»Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er
+hun saa!« Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg
+hørte ded. Hand war en 14 Dage Skiæls, begiærte da oc
+da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc fortælte i blant
+anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris Konge)
+skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig
+icke mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik
 ieg <i>Aviserne</i> foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om
-noget, saa gik hand strax; sagde siden til Quinden: »Hun
+noget, saa gik hand strax; sagde siden til Quinden: »Hun
 er wree, oc ieg er lige saa. Wil see, hwem der haffwer
-hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget, oc<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
+hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget, oc<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
 wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret
 hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle
-komme til Rette med att altiid giffwe den bløde Siide<a name="FNanker_164" id="FNanker_164" href="#Fodnote_164" class="fnanchor">[164]</a>.
+komme til Rette med att altiid giffwe den bløde Siide<a name="FNanker_164" id="FNanker_164" href="#Fodnote_164" class="fnanchor">[164]</a>.
 Som hand nu Tiid effter anden bleff <i>insolent</i>, meere end
 <i>tollereris</i> kunde, sagde ieg en Dag til Slozf., att ieg forundrede
-mig offwer, att hand tilstæde en Fange att lucke
-op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren
-ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa
+mig offwer, att hand tilstæde en Fange att lucke
+op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren
+ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa
 den Maade kunde <i>practicere</i> mig vd, om ieg wille vd foruden
 Kongens Minde? Christian war en Fange, som war
-dømt til att døe; hand skulle nok skaffe mig vd aff Taarnet.
+dømt til att døe; hand skulle nok skaffe mig vd aff Taarnet.
 Slosf. saed oc gloede som en, der santzer intet,
-swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte
+swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte
 sig dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte
 hand selff op oc til, eller oc Chresten (ieg haffwer seet,
-att Christian haffwer reffwen Nøglerne aff Chrestens Haand
-oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand begynte att giøre
-sig gall). Haffde Christian icke werret gall før, saa bleff
+att Christian haffwer reffwen Nøglerne aff Chrestens Haand
+oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand begynte att giøre
+sig gall). Haffde Christian icke werret gall før, saa bleff
 hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med
-Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand
+Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand
 liige for mig i ded vderste Rom, saae som en Gast oc
-skar Tænder; oc saa som hand saae, att ieg tog ded offwerbleffwen
-Røgelse aff Chrestens Haand (som hand altiid
-selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels
+skar Tænder; oc saa som hand saae, att ieg tog ded offwerbleffwen
+Røgelse aff Chrestens Haand (som hand altiid
+selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels
 Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a></span>
-Quinden i Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders
-Naade, att hun oc I skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer
-seet med miine Øygne, att Chresten gaff hender et
+Quinden i Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders
+Naade, att hun oc I skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer
+seet med miine Øygne, att Chresten gaff hender et
 Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke, att ieg maatte
-gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe hender
+gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe hender
 tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc <i>Aviserne</i> aff ham?
 Ia siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer
-giort hender, saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.«
+giort hender, saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.«
 Gud wed, huad Natt ieg haffde! Icke fordi ieg actede
-hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord gandske intet; Vlycken
+hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord gandske intet; Vlycken
 haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men Quinden
-war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede
+war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede
 sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott,
-hender wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder
-i den Mørcke Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender.
+hender wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder
+i den Mørcke Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender.
 Saa falt hender ind, att Daatteren haffde talt med hender
-i Trappen; saa skreeg hun igien: »O, min Daatter, min
-Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet
-anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded
-gaar icke nær saa ille til, som I troer.« Men som ieg
-fornam, att hun icke war bequem til att høre nogen <i xml:lang="fr" lang="fr">raison</i>,
-for hun raabte alt: »<span xml:lang="de" lang="de">Ach, ach!</span>« naar ieg wille tale, saed
-offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet imellem begge
-Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand<a name="FNanker_165" id="FNanker_165" href="#Fodnote_165" class="fnanchor">[165]</a>. Ieg tenckte,
-att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte
+i Trappen; saa skreeg hun igien: »O, min Daatter, min
+Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet
+anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded
+gaar icke nær saa ille til, som I troer.« Men som ieg
+fornam, att hun icke war bequem til att høre nogen <i xml:lang="fr" lang="fr">raison</i>,
+for hun raabte alt: »<span xml:lang="de" lang="de">Ach, ach!</span>« naar ieg wille tale, saed
+offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet imellem begge
+Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand<a name="FNanker_165" id="FNanker_165" href="#Fodnote_165" class="fnanchor">[165]</a>. Ieg tenckte,
+att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte
 hun wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede
-sig: »Denne Vlycke, ded forbandede Menniske truer os
+sig: »Denne Vlycke, ded forbandede Menniske truer os
 med, wil icke forrekommis med Graad. Setter Eders Sind<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span>
-i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc ieg wil
-bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.«
+i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc ieg wil
+bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.«
 Ded sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff,
 saa kom hun atter frem med alt ded, hun fryctede for:
-att hun haffde borren mig Sædler ind fra ham, Kniiff oc
-Sax oc anded, som war forbøden. Ieg swarte da oc da
-ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med Eder.«
+att hun haffde borren mig Sædler ind fra ham, Kniiff oc
+Sax oc anded, som war forbøden. Ieg swarte da oc da
+ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med Eder.«
 Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke
-oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle
-Mand der neere<a name="FNanker_166" id="FNanker_166" href="#Fodnote_166" class="fnanchor">[166]</a>.« Ieg loed, som ieg soff, men den heele
-Natt indtil Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine
-Øygne. Der om Middagen bleff opluct, haffde ieg alt
+oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle
+Mand der neere<a name="FNanker_166" id="FNanker_166" href="#Fodnote_166" class="fnanchor">[166]</a>.« Ieg loed, som ieg soff, men den heele
+Natt indtil Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine
+Øygne. Der om Middagen bleff opluct, haffde ieg alt
 sagt hender, hwad hun skulle sige Christian, oc giffwen
-hender att forstaa, att hand med hands Trußeler meente
-att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue
-oß, som ded lystede hannem; men hand haffde en anden
+hender att forstaa, att hand med hands Trußeler meente
+att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue
+oß, som ded lystede hannem; men hand haffde en anden
 for sin Haand, end hand troede. Hun skulle ickun laede,
-som hun intet skiøttede om hands Snak, intet tale et
+som hun intet skiøttede om hands Snak, intet tale et
 Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til hender;<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span>
 oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun
 laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget.
-Sagde hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger
+Sagde hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger
 ieg hender slet intet! Er I endnu lige saa gall som i
-Afftis? Giører, hwilcket I wil!« oc gaa dermed fra hannem.
+Afftis? Giører, hwilcket I wil!« oc gaa dermed fra hannem.
 Den Samtale bleff holt, oc hand truede meere end
 nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war hiertelig
-bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er
-læt sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg
+bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er
+læt sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg
 wiste wel, att Christian skulle byde paa att skriffwe mig
 til allehaande nyt, meene att flicke sig ind [der] med igien;
-men ieg haffde forbøden Quinden att tage imod hands
-Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad hender sige
+men ieg haffde forbøden Quinden att tage imod hands
+Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad hender sige
 hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand kunde;
-haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for
+haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for
 hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde:
-»Siger hender, att ded skal wære wærst for hinder. Ded,
+»Siger hender, att ded skal wære wærst for hinder. Ded,
 ieg haffuer giort for hender, haffwer Wiinen kommen mig
 til, hun haffwer sendt mig; siger hender ded! Ieg skal bekiende
-ded selff altsammen, oc skulle ieg en[d] klæde
+ded selff altsammen, oc skulle ieg en[d] klæde
 Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet
-hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel,
+hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel,
 att ieg haffde intet laded mig mercke for Quinden, hwercken
 om ded, hand haffde flyet mig Bud til Skaane til
-miine Børn, eller oc om Woxet, Taarn-Nøglerne ware
+miine Børn, eller oc om Woxet, Taarn-Nøglerne ware
 trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.) Der
-worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg
+worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg
 giorde en Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam
-der kunde wære saa stoer som att læggis paa Steiler; tog
-ded an for forfløyen Ord, som ded war, bad hender sige<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span>
-hannem, att hand skulle intet bemøde sig med att giffwe
+der kunde wære saa stoer som att læggis paa Steiler; tog
+ded an for forfløyen Ord, som ded war, bad hender sige<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span>
+hannem, att hand skulle intet bemøde sig med att giffwe
 sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf.
 i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort
 for mig; hand maaske glemte noget, men ieg skulle wel
 komme ded ihue. Den Tiid Quinden sagde ham ded,
-swarte hand intet, men løb need fra hender, holte sig
+swarte hand intet, men løb need fra hender, holte sig
 nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden.
-En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen,
+En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen,
 kom hand op til hender oc wille endelig offwertale hender
-att tage en Sæddel til mig, men hun soer icke att torde.
-»Saa siger hender da« (sagde hand), »att hun skal flye
+att tage en Sæddel til mig, men hun soer icke att torde.
+»Saa siger hender da« (sagde hand), »att hun skal flye
 mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender; den
-wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre.
-I skal faa en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa
-bleeg som et Liig, saa ieg meente, hun haffde forløfft sig.
-Hun fortælte derris Samtale oc hands Begiæring, bad mig
+wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre.
+I skal faa en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa
+bleeg som et Liig, saa ieg meente, hun haffde forløfft sig.
+Hun fortælte derris Samtale oc hands Begiæring, bad mig
 saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa bleff
-hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer
+hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer
 I Eders fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil
-giøre os en Vlycke, naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen
+giøre os en Vlycke, naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen
 igien? Ded er icke Tiid paa att flye hannem ded. Forstaar
 I intet, att hand frycter for, att ieg skal lade see ded? Mit
-Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere til,
+Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere til,
 saa intet er meere att true hannem med end de Stycker.
 I Afften skal I intet tale med hannem. Siger hand noget,
-da swarer intet.« Om Afftenen sneeg hand sig til oc
-sagde til hender i ded vderste Rom: »Tager mig hid Sax
-oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til Middag,
+da swarer intet.« Om Afftenen sneeg hand sig til oc
+sagde til hender i ded vderste Rom: »Tager mig hid Sax
+oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til Middag,
 bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands;
 ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span>
-meere, end de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff
-hand forbistret offwer, skar Tænder oc hwiinede. Hun gik
+meere, end de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff
+hand forbistret offwer, skar Tænder oc hwiinede. Hun gik
 fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt war, att tale
 eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet
-wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc
-warte Slosf. Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa
-Gulffwet (oc haffde samme Gang nær skeed en synderlig
-Hændelse; thi i ded hand wille kaste Sæddelen ind, gik
-Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar, saa Sæddelen
+wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc
+warte Slosf. Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa
+Gulffwet (oc haffde samme Gang nær skeed en synderlig
+Hændelse; thi i ded hand wille kaste Sæddelen ind, gik
+Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar, saa Sæddelen
 falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen,
-som Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader
-mig faa Kniiffwen oc Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder
+som Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader
+mig faa Kniiffwen oc Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder
 saa stoer en Vlycke, som ieg haffwer giort Eder Tienneste,
 oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax, skulle ieg end selge
-miine Boxer. Lader mig faa dem <a class="SBScorr" name="SBS_42" id="SBS_42" title="SBS: stax">strax</a>!« Hand gik i
-nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet
+miine Boxer. Lader mig faa dem <a class="SBScorr" name="SBS_42" id="SBS_42" title="SBS: stax">strax</a>!« Hand gik i
+nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet
 swarte eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten
 spurte Quinden ad, hwad hun haffde giort wed Christian,
-hand gik der neere oc skar Tænder oc hujede som ett
+hand gik der neere oc skar Tænder oc hujede som ett
 galt Menniske. Hun swarte, att de der neere maatte
 wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de
 taltist wed heel wenlig. Langfredag Middag<span class="sidenote">1667.</span> war hand
 gandske forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke
 skulle giffwe sig selff an, <i>repeterte</i> alt ded forrige, satte
-ded dertil, att ieg haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget
-ham oc Maed, Lyß oc goede Ord; hand skytte
-intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe for
-Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa
-Ram foruden. Den Efftermiddag war icke meget <a class="SBScorr" name="SBS_43" id="SBS_43" title="SBS: glædeligt">glædelig</a>
-for os. Quinden war bedrøffwet; ieg bad hender giffwe<span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span>
+ded dertil, att ieg haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget
+ham oc Maed, Lyß oc goede Ord; hand skytte
+intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe for
+Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa
+Ram foruden. Den Efftermiddag war icke meget <a class="SBScorr" name="SBS_43" id="SBS_43" title="SBS: glædeligt">glædelig</a>
+for os. Quinden war bedrøffwet; ieg bad hender giffwe<span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span>
 sig tilfritz; der war ingen Fare hoes den Galskab, men
 en stoer Fortred, oc langt haardere end mit Fengsel; men
 ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog
-henders Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en
+henders Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en
 aandelig Sang om Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som
-Hiorten med Tørst befangen<a name="FNanker_167" id="FNanker_167" href="#Fodnote_167" class="fnanchor">[167]</a>.</p>
+Hiorten med Tørst befangen<a name="FNanker_167" id="FNanker_167" href="#Fodnote_167" class="fnanchor">[167]</a>.</p>
 
 <p>Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe
-mig farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med
-hannem. Der Døren bleff luct, siger ieg til Kresten:
-»Glemmer intet i Morgen blød-søen Æg!« Der Paaske
-Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom
+mig farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med
+hannem. Der Døren bleff luct, siger ieg til Kresten:
+»Glemmer intet i Morgen blød-søen Æg!« Der Paaske
+Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom
 op med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc
-giorde en lang Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war
-want wed at gaa frem oc tilbage for Døren i mit Kammers
+giorde en lang Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war
+want wed at gaa frem oc tilbage for Døren i mit Kammers
 paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg bleff staaendis att
-see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided effter diße
-<i>grimasses</i> kom Kresten med et Faed med bløed-søen
-Æg. Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand
-dem til mig, wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße
+see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided effter diße
+<i>grimasses</i> kom Kresten med et Faed med bløed-søen
+Æg. Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand
+dem til mig, wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße
 aff ham igien. Men intet mindre end ded. Der Quinden
-kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen farffwede
-Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender
-sige, att de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte
+kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen farffwede
+Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender
+sige, att de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte
 ieg, som hand kunde see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen
 Aar, som ieg haffde ritzet nogle Blomster paa;<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span>
-ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß). Hand tog
+ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß). Hand tog
 ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war
-heel <i>rar</i>. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget
-oc Hønen. Hand wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen
+heel <i>rar</i>. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget
+oc Hønen. Hand wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen
 Skick. Ieg kand intet mindis meere ret wel der aff, uden
-att ded war et raadded Æg, ieg haffde sendt ham; hands
-Æg skulle blomstris, naar mit skulle raadne<a name="FNanker_168" id="FNanker_168" href="#Fodnote_168" class="fnanchor">[168]</a>. Den
-Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet
+att ded war et raadded Æg, ieg haffde sendt ham; hands
+Æg skulle blomstris, naar mit skulle raadne<a name="FNanker_168" id="FNanker_168" href="#Fodnote_168" class="fnanchor">[168]</a>. Den
+Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet
 der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont;
 saa stak ded ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde
-ham ont, att hand saae Kresten stønnem haffwe min Wiin
-tilbage i Begeret. Stønnem skenckede ieg Slozf. dermed.
+ham ont, att hand saae Kresten stønnem haffwe min Wiin
+tilbage i Begeret. Stønnem skenckede ieg Slozf. dermed.
 Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin Dreng.
-Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder
+Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder
 wel, att Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer
-Fangerne Maed aff hands Maed?« (Madden, som kom fra
-mit Bord, bleff borren need til Slosf.). »Wil I sige hender
-ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle sige mig ded paa
-hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand.
+Fangerne Maed aff hands Maed?« (Madden, som kom fra
+mit Bord, bleff borren need til Slosf.). »Wil I sige hender
+ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle sige mig ded paa
+hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand.
 Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig,
 haffde ieg Mact til att tage aff, saa meget ieg wille; mig
 war den intet maalt eller weyet til; ded, ieg intet wille
-haffwe, maatte de giøre aff, hwad de wille, hwem der
-haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde hand<span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span>
+haffwe, maatte de giøre aff, hwad de wille, hwem der
+haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde hand<span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span>
 oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle
 Snak igien: hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand
 truede att giffwe sig selffwer an; oc som ded war fast
 i mod den Tiid, att ieg loed mig berette, sagde ieg til
-Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil hand icke
-holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten
-kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første
-Karen for Dagen; den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun
-loed mig ingen Fred paa hands Wegne, førend ieg kom i
+Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil hand icke
+holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten
+kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første
+Karen for Dagen; den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun
+loed mig ingen Fred paa hands Wegne, førend ieg kom i
 med hannem. Hun skal sige Sandhed med goede eller
-onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.«
-Hand skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe
+onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.«
+Hand skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe
 Roelighed; hand skulle forskaane mig med siine Sedler,
-ellers ieg skulle wiiße dem frem. Der Quinden sagde
-hannem ded, falt hand i Tancker; spurte: »Sagde hun
-ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde
-enda meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand,
+ellers ieg skulle wiiße dem frem. Der Quinden sagde
+hannem ded, falt hand i Tancker; spurte: »Sagde hun
+ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde
+enda meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand,
 att ieg som en Fange, der ingen Stetz kand komme, skulle
 liide noget, fordi ieg tog imod en Fangis Tienneste, som
-haffde en Friihed, hannem icke burte?««<span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> Hand stoed alt
+haffde en Friihed, hannem icke burte?««<span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> Hand stoed alt
 oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded
-satte Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt
+satte Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt
 Ord aff hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden
-i Trappen, fortælte, hwad nyt hand hørte, oc war heel
-beskæfftig; oc der hun spurte ham engang om hands Potte
-for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand sø[rg]modeligen:
-»Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde, att
+i Trappen, fortælte, hwad nyt hand hørte, oc war heel
+beskæfftig; oc der hun spurte ham engang om hands Potte
+for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand sø[rg]modeligen:
+»Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde, att
 hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen
 Tienneste meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span>
-Maed<a name="FNanker_169" id="FNanker_169" href="#Fodnote_169" class="fnanchor">[169]</a>. Den Dag, ieg bleff beræt, kom hand til Døren
-oc banckede saa sacte. Ieg gik til Døren. Hand hælste
+Maed<a name="FNanker_169" id="FNanker_169" href="#Fodnote_169" class="fnanchor">[169]</a>. Den Dag, ieg bleff beræt, kom hand til Døren
+oc banckede saa sacte. Ieg gik til Døren. Hand hælste
 oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner, sagde
 derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde
 giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre
-<i xml:lang="fr" lang="fr">matière</i> til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded
+<i xml:lang="fr" lang="fr">matière</i> til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded
 smaat oc gik saa bort. Der effter kom hand hwer Dag til
-Døren oc sagde, hwad nyt hand hørte; bekom oc Wiin
+Døren oc sagde, hwad nyt hand hørte; bekom oc Wiin
 oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att mange ware
-i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar Printzen
+i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar Printzen
 (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist,
 att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded
 war sidst i <i>April</i>, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle
 staa paa Slottet. Ded drog sig hen med Brudens Komste
-indtil først <i xml:lang="la" lang="la">in Iunio</i>, oc da stoed <span class="sic" title="[sic]">Brulluppet</span> paa Nykiøbings
+indtil først <i xml:lang="la" lang="la">in Iunio</i>, oc da stoed <span class="sic" title="[sic]">Brulluppet</span> paa Nykiøbings
 Slot i Falster. Der ware mange i den Meening, att ded
 skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig oc Doctern
-løß<a name="FNanker_170" id="FNanker_170" href="#Fodnote_170" class="fnanchor">[170]</a>. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn,
-siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att
-komme løß. Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald
-for Brudens Wogn oc ræcke en <i>Supplicque</i> frem, saa
-er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand spurte, hworledis
+løß<a name="FNanker_170" id="FNanker_170" href="#Fodnote_170" class="fnanchor">[170]</a>. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn,
+siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att
+komme løß. Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald
+for Brudens Wogn oc ræcke en <i>Supplicque</i> frem, saa
+er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand spurte, hworledis
 Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg sagde:
-»Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer
-Eed) »er hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
-ieg wil« (soer hand atter) »aldrig haffwe hender.« »Da
-lader hender bliffwe i den Meening« (sagde ieg) »oc stiile
-sin <i>supplication</i> som for sin Festemand.« »Ia« (sagde
-hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded
+»Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer
+Eed) »er hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
+ieg wil« (soer hand atter) »aldrig haffwe hender.« »Da
+lader hender bliffwe i den Meening« (sagde ieg) »oc stiile
+sin <i>supplication</i> som for sin Festemand.« »Ia« (sagde
+hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded
 skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den
 11. <i>Iuni</i> 1667<a name="FNanker_171" id="FNanker_171" href="#Fodnote_171" class="fnanchor">[171]</a>. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed
-mig icke engang helße wed Taarngiemmer eller Dreng.
+mig icke engang helße wed Taarngiemmer eller Dreng.
 Quindfolckets Tacksigelse war, att hand samme Afften slog
 henders Winduer ind oc saa rumsteret i Fuldskab paa
-Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen<a name="FNanker_172" id="FNanker_172" href="#Fodnote_172" class="fnanchor">[172]</a>; kom
+Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen<a name="FNanker_172" id="FNanker_172" href="#Fodnote_172" class="fnanchor">[172]</a>; kom
 dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle
 tage Affskeed med sin Herre. Der hand spurte hannem,
 om hand skulle sige os noget fra hannem, swarte hand:
-»Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske, som
+»Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske, som
 bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian:
-»Min halff!« (thi Christian <i>suspicerte</i> allereede Paaske, att
+»Min halff!« (thi Christian <i>suspicerte</i> allereede Paaske, att
 hand giorde Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens
 Latter aff ded Budskab; thi ieg sagde, att Paaske tog den
-halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden war icke liden hoes
+halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden war icke liden hoes
 os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske quit.</p>
 
 <p>Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff
 oc war <i>provideret</i> med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span>
-kiøbte intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte
-ieg betale dobbelt oc meere end dobbelt med Lyß. Karen
-bleff hoes mig første Gang paa fiærde Aar; oc som henders
-Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne wille were nærwærende
+kiøbte intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte
+ieg betale dobbelt oc meere end dobbelt med Lyß. Karen
+bleff hoes mig første Gang paa fiærde Aar; oc som henders
+Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne wille were nærwærende
 paa Brylluppet, talte hun med mig derom, hworledis
 ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn
 att komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle
 bort. Ded wiste ieg icke, om ded kunde skee, men wel,
-att hun kunde komme vd foruden att giøre sig syg; ded
+att hun kunde komme vd foruden att giøre sig syg; ded
 wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da alt til Fuldmectig
-Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede
-hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc
-beklage derhoes Quindens Skrøbelighed; talte siden med
+Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede
+hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc
+beklage derhoes Quindens Skrøbelighed; talte siden med
 Slosf. selff derom, som war heel willig der til, thi baade
 kunde hand wel liide den Karen, oc hand haffde en Quinde
-i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.</p>
+i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.</p>
 
 <p>Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 1669<span class="sidenote">1669.</span>,
 oc en tysk Quinde wed Naffn <i>Cathrina</i> &mdash;<a name="FNanker_173" id="FNanker_173" href="#Fodnote_173" class="fnanchor">[173]</a> kom til mig igien.
-Karen tog Affskeed med grædende Taare. Hun haffde
-græt fast den heele Dag, oc loffwede ieg hender att giøre
+Karen tog Affskeed med grædende Taare. Hun haffde
+græt fast den heele Dag, oc loffwede ieg hender att giøre
 mit yderste til att faa hender til mig igien, naar den, ieg
 da fik, kom bort. Den <i>Cathrina</i> haffwer werret fra Vngdom
-op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en
-Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc
-werret Fadderske til en aff hands Sønner; nu forarmet
-effter Mandens Død oc saed oc spant hoes Slosf. Quinde
+op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en
+Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc
+werret Fadderske til en aff hands Sønner; nu forarmet
+effter Mandens Død oc saed oc spant hoes Slosf. Quinde
 for Madden. Hun war flux tilgenegen til Drik, oc henders<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span>
-Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne der i,
-men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med
-Suppe Maed lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom
-op, att henders Hænder stønnem røstede lided, dog icke
+Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne der i,
+men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med
+Suppe Maed lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom
+op, att henders Hænder stønnem røstede lided, dog icke
 altiid; hun haffde for kort Tiid siden werret syg; ded
 forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff, hworledis
 hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe
-hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde,
+hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde,
 som tienner mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et
 Aar eller noget siden haffwer werret, saa kunde I icke
-betienne mig.« Hun falt strax need paa siine Knæ, græd
+betienne mig.« Hun falt strax need paa siine Knæ, græd
 bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte bliffwe; hun
-war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten
+war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten
 aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa
 inderlig, att ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle
-wære mig troe, ia til att døe for mig. Mig syntist, att ded
+wære mig troe, ia til att døe for mig. Mig syntist, att ded
 sidste war for meget sagt for att troe hender for wel (hun
 holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel hender, oc
 ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet
-arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde
-hun sig strax oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu
-kan ick nichts sehen</span>.« Naar hun fornam, att ieg kunde
+arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde
+hun sig strax oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu
+kan ick nichts sehen</span>.« Naar hun fornam, att ieg kunde
 liide, hun snackede, saa fortelte hun heele <i>Comedier</i> paa
-sin Wiiß, <i>agerte</i> dem oc stønnem oc giorde sig til adskillige
+sin Wiiß, <i>agerte</i> dem oc stønnem oc giorde sig til adskillige
 Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett <span class="sic" title="[sic]">Emtyr</span>, oc
-ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig
-Vdgang,« saa sagde hun: »<span xml:lang="de" lang="de">Neen, dat krigt en guth
-Ende</span>;« giorde oc en goed Ende paa sin Fortelling. Lige saa,
+ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig
+Vdgang,« saa sagde hun: »<span xml:lang="de" lang="de">Neen, dat krigt en guth
+Ende</span>;« giorde oc en goed Ende paa sin Fortelling. Lige saa,
 om ieg sagde twert imod. Hun dantzede oc for mig oc
 ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span>
 dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. <i>Coemedianter</i>
 kalte hun <i>Medicoanter</i>. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt,
-som forhindrede att see eller høre effter henders Lyst<a name="FNanker_174" id="FNanker_174" href="#Fodnote_174" class="fnanchor">[174]</a>.</p>
+som forhindrede att see eller høre effter henders Lyst<a name="FNanker_174" id="FNanker_174" href="#Fodnote_174" class="fnanchor">[174]</a>.</p>
 
-<p>Ded hænder sig, att <i>Walter</i>, som for den Sag med
+<p>Ded hænder sig, att <i>Walter</i>, som for den Sag med
 <i>Dina</i> bleff Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig
-vbekiendt i Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i
+vbekiendt i Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i
 Taarnet, neere i Taarnestuen. Der <i>susspicertis</i>, att hand
-<i>tramerte</i> noget<a name="FNanker_175" id="FNanker_175" href="#Fodnote_175" class="fnanchor">[175]</a>. Sammegang saed hoes hannem en franzøsch
+<i>tramerte</i> noget<a name="FNanker_175" id="FNanker_175" href="#Fodnote_175" class="fnanchor">[175]</a>. Sammegang saed hoes hannem en franzøsch
 Kok oc swensk Bagere, som beskyltis att wille
 haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den swenske
 bleff sat i Traaldhullet, strax effter <i>Walter</i> war kommen.
-Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide
+Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide
 <i>Walters</i> Komme, men wiste ded dog. En Dag til Middag,
-der <i>Walter</i> oc Franzosen raabte høyt (thi de <i>dissputerte</i><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span>
-altiid med hwer andre), spørger ieg Slosf., hwad hand
-haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch. Hand
+der <i>Walter</i> oc Franzosen raabte høyt (thi de <i>dissputerte</i><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span>
+altiid med hwer andre), spørger ieg Slosf., hwad hand
+haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch. Hand
 swarer att haffwe aff adskillige <i>Nationer</i>, forteller saa,
 hwem de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret
-egentlig, i Synderlighed <i>Walters</i> Beskyllinger. Diße twende
+egentlig, i Synderlighed <i>Walters</i> Beskyllinger. Diße twende
 om melte faar Krackeler tilsammen, saa <i>Walter</i> bleff sat
 ind i Traalhullet til Swensken, oc Franzosen i den Myrcke
 Kircke, hwor helst hand bleff syg oc kom ingen Tiid til
-Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg torte icke
+Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg torte icke
 sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod
 hannem. <i>Walter</i> saed lenge der neere, oc Franzosen kom
 vd. Der <i>M.</i> Bock kom til mig oc skulle <a class="SBScorr" name="SBS_44" id="SBS_44" title="SBS: meddeelte">meddeele</a> mig
-Christi Legeme oc Bloed, fortelte ieg hannem førend
+Christi Legeme oc Bloed, fortelte ieg hannem førend
 Skrifftermaalet Fortellingen om <i>Walters</i> Sag, som wel war
 bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg bleff
-wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark<a name="FNanker_176" id="FNanker_176" href="#Fodnote_176" class="fnanchor">[176]</a>,
-da haffde for<sup>te</sup> Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke
+wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark<a name="FNanker_176" id="FNanker_176" href="#Fodnote_176" class="fnanchor">[176]</a>,
+da haffde for<sup>te</sup> Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke
 war enda den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att
-Hs. <i>Maj.</i> icke haffde søgt effter for att were den bewist<a name="FNanker_177" id="FNanker_177" href="#Fodnote_177" class="fnanchor">[177]</a>;
+Hs. <i>Maj.</i> icke haffde søgt effter for att were den bewist<a name="FNanker_177" id="FNanker_177" href="#Fodnote_177" class="fnanchor">[177]</a>;
 bad Presten att bede Statholder att bringe til Weye, att
 <i>Walter</i> om <i>Dinas</i> Sag maatte nu <i>examineris</i><a name="FNanker_178" id="FNanker_178" href="#Fodnote_178" class="fnanchor">[178]</a>, oc att hand
 oc ieg maatte komme til Ords sammen i nogle <i>Ministri</i>[s]
-Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer <i xml:lang="fr" lang="fr">bruit</i>, thi Herrerne
-kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten<span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span>
+Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer <i xml:lang="fr" lang="fr">bruit</i>, thi Herrerne
+kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten<span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span>
 loffwede att forrette ded<a name="FNanker_179" id="FNanker_179" href="#Fodnote_179" class="fnanchor">[179]</a>, giorde ded oc saa, oc bleff
-<i>Walter</i> tredie Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa
-ieg wæntede i en lang Tiid hwer Dag, att wii skulle komme
-til Forhør, men den, der laa Magt paa, forhindrede ded<a name="FNanker_180" id="FNanker_180" href="#Fodnote_180" class="fnanchor">[180]</a>.
-<i>Walter</i> saed saa hen<a name="FNanker_181" id="FNanker_181" href="#Fodnote_181" class="fnanchor">[181]</a>, skiæntis fast hwer Dag med
-Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten
+<i>Walter</i> tredie Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa
+ieg wæntede i en lang Tiid hwer Dag, att wii skulle komme
+til Forhør, men den, der laa Magt paa, forhindrede ded<a name="FNanker_180" id="FNanker_180" href="#Fodnote_180" class="fnanchor">[180]</a>.
+<i>Walter</i> saed saa hen<a name="FNanker_181" id="FNanker_181" href="#Fodnote_181" class="fnanchor">[181]</a>, skiæntis fast hwer Dag med
+Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten
 haffde funden nogle <i>Ducater</i>, som <i>Walter</i> haffde stucken
 vnder en Stoel (den galle <i>Walter</i> loed Swensken see, att
-hand stak <i>Ducater</i> oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem
+hand stak <i>Ducater</i> oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem
 Giorderne, oc siden slog hand Swensken, som forraade
-hannem)<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title=") tilføjet">)</a>. Chresten loed <i>Walter</i> gaa noget i Taarnstuen
-for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand Stoelen.
-Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att
+hannem)<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title=") tilføjet">)</a>. Chresten loed <i>Walter</i> gaa noget i Taarnstuen
+for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand Stoelen.
+Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att
 Chresten bleff fortreden, <i>procurerte</i> hannem icke synderlig
-gott Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem
-war <i>ordineret</i>, war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc
-som <i>Walter</i> sagde engang: »Wille de ickun giffwe mig en
-Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt nok,« saa magte
-Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte
-kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade,<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span>
-som fik den øffrige Maed, men hand wille gierne miste,
+gott Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem
+war <i>ordineret</i>, war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc
+som <i>Walter</i> sagde engang: »Wille de ickun giffwe mig en
+Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt nok,« saa magte
+Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte
+kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade,<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span>
+som fik den øffrige Maed, men hand wille gierne miste,
 maatte den anden liide ille). Engang kom Chresten med
-en Riising Grød til hannem, giorde strax en Krackel med
-hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som Børn) oc
-wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien
-oc loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør:
-»Haffwer Gud lenge biiet att straffe <i>Walter</i>, da kommer
-Straffen nu til Gaffns, thi hand kunde aldrig wære falden i
-v-barmhiærtigeris Hænder end som i Eders.« Hand loe
-hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc som der gaar
-et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom,
-saa kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre
+en Riising Grød til hannem, giorde strax en Krackel med
+hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som Børn) oc
+wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien
+oc loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør:
+»Haffwer Gud lenge biiet att straffe <i>Walter</i>, da kommer
+Straffen nu til Gaffns, thi hand kunde aldrig wære falden i
+v-barmhiærtigeris Hænder end som i Eders.« Hand loe
+hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc som der gaar
+et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom,
+saa kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre
 grant, hwad de siger. Saa kalder <i>Walter</i> engang paa
 Slosf. oc beder hannem giffwe sig et Stycke Steeg. Slosf.
-raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en Rotte braaden!«
+raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en Rotte braaden!«
 Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand
-tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand.
+tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand.
 Ieg sleed saa Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc
 meget<a name="FNanker_182" id="FNanker_182" href="#Fodnote_182" class="fnanchor">[182]</a>. Presten bleff keed aff att betienne mig, loed
 mig biie effter sig 13, 14 Dage tillige; naar hand da
-kom, saa forrættede hand sit Embede <i xml:lang="fr" lang="fr">par manière d'acquit</i>.
+kom, saa forrættede hand sit Embede <i xml:lang="fr" lang="fr">par manière d'acquit</i>.
 Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er
 tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa,
 i Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand
 skrifftede hender); thi da biiede ieg effter hannem 4
-Dage, førend ded kom hannem til Paß, oc der hand kom,
-war ded effen en Onßdag oc imod Klocken 9 Slet. Hand<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span>
-hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit Forretagende.
-Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe nicht
-lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen</span>.« (Ieg
-wiste wel, att ded kunde icke wære sandt, men swarte:)
-»<span xml:lang="de" lang="de">In Gottes Nahmen!</span>« Der hand skulle skriffte Quinden,
-wille hand icke sætte sig; sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu macht fort! Ich
-habe keine Zeit</span>;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit
-Skrifftermaal, <i>absoluerte</i> hender paa ded snareste oc læste
-Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war
+Dage, førend ded kom hannem til Paß, oc der hand kom,
+war ded effen en Onßdag oc imod Klocken 9 Slet. Hand<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span>
+hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit Forretagende.
+Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe nicht
+lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen</span>.« (Ieg
+wiste wel, att ded kunde icke wære sandt, men swarte:)
+»<span xml:lang="de" lang="de">In Gottes Nahmen!</span>« Der hand skulle skriffte Quinden,
+wille hand icke sætte sig; sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu macht fort! Ich
+habe keine Zeit</span>;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit
+Skrifftermaal, <i>absoluerte</i> hender paa ded snareste oc læste
+Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war
 Quinden meget v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen
-skrifftet oc beræt aff en Feldt Præst i Marcken, da ded
+skrifftet oc beræt aff en Feldt Præst i Marcken, da ded
 heele <i>Compagni</i> loed sig berette (efftersom de stoede ferdig
 til att skulle slaaes med Fiinden om anden Dagen), oc
-den Præst haffde icke »<span xml:lang="nds" lang="nds">so Gottes Wort vtgejaget, als diße
-gedan had</span>;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede
-hender, ded beste ieg kunde, læste oc sang for
+den Præst haffde icke »<span xml:lang="nds" lang="nds">so Gottes Wort vtgejaget, als diße
+gedan had</span>;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede
+hender, ded beste ieg kunde, læste oc sang for
 hender, sagde, hun skulle angre oc fortryde siine Synder,
-legge Wind paa att forbædre sit Liiff oc Leffnet oc icke
-lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle tilegne
-sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders
-Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract
-hender vnder Brød oc Wiin. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia</span>,« swarte hun, »<span xml:lang="nds" lang="nds">ick skal
-mii, wil's Got, bäteren</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wil Ii mii holden,
-dat Ii mii gelofft häb?</span>« Henders Løffte war: icke att
+legge Wind paa att forbædre sit Liiff oc Leffnet oc icke
+lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle tilegne
+sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders
+Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract
+hender vnder Brød oc Wiin. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia</span>,« swarte hun, »<span xml:lang="nds" lang="nds">ick skal
+mii, wil's Got, bäteren</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wil Ii mii holden,
+dat Ii mii gelofft häb?</span>« Henders Løffte war: icke att
 dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke
 forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff
-Potte frans Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte
+Potte frans Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte
 rinsk Wiin. Begge de Deele kunde hun dricke foruden
-att wære heel fuld; thi til hinders Maed drak hun den
+att wære heel fuld; thi til hinders Maed drak hun den
 franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span>
 om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin<a name="FNanker_183" id="FNanker_183" href="#Fodnote_183" class="fnanchor">[183]</a>. Om Afftenen
 skaanede hun miin Wiin til Frokaast, men engang
@@ -6283,121 +6249,121 @@ forwarte hun i en Potte baade min oc henders Wiin om
 Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter Wiin; dem
 saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded
 icke, saed iust i en <i>Speculation</i> om et Munster til att
-knøtte. Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa
-lenge, førend hun lagde sig; da hælte hun alle Kar et
+knøtte. Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa
+lenge, førend hun lagde sig; da hælte hun alle Kar et
 effter anden, oc der war intet vdi. Saa talte ieg til hender
-oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo ißet? Häb Ii all de Wiin utdruncken?</span>« Hun
-kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Tho
-Bäd, Ii fulle Söwge!</span>« (sagde ieg). Hun wille gierne, men
-kunde icke, spiide langs need aff sig, krøb langs ad
-Wæggen for att faa fat paa en Koost. Der hun haffde
-den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg sagde, hun skulle
-krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt
-næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet.
+oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo ißet? Häb Ii all de Wiin utdruncken?</span>« Hun
+kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Tho
+Bäd, Ii fulle Söwge!</span>« (sagde ieg). Hun wille gierne, men
+kunde icke, spiide langs need aff sig, krøb langs ad
+Wæggen for att faa fat paa en Koost. Der hun haffde
+den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg sagde, hun skulle
+krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt
+næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet.
 Der spyde hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis
-ieg war til Fritz, er læt att tencke). Hun soff et Par
-Tiimer saaledis liggendis, haffde dog icke soffwet Ruußen
-gandske vd; thi der hun skulle giøre reent for sig oc om
+ieg war til Fritz, er læt att tencke). Hun soff et Par
+Tiimer saaledis liggendis, haffde dog icke soffwet Ruußen
+gandske vd; thi der hun skulle giøre reent for sig oc om
 sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel,
 Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span>
-Ørene. Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa
-i Oplet, som stoed aaben for til, oc toe slæmme soorte
+Ørene. Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa
+i Oplet, som stoed aaben for til, oc toe slæmme soorte
 brune Flasker hengte vd; iamrede sig, bad Gud hielpe sig:
-hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc ieg kunde
-icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som
-den Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, Gott
+hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc ieg kunde
+icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som
+den Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, Gott
 skull Iu wol helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de
 <i>Cordegarde</i> mit Iu! Ick wil so en Fulsack nicht bii mii
-hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii nicht hören,
-dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is Gott
-wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!</span>« (Ieg loe siden aff mig
+hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii nicht hören,
+dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is Gott
+wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!</span>« (Ieg loe siden aff mig
 selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun
-fuld ædrue, giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa
-græd. I ded kaste hun sig med en Fart til miine Fødder,
-holte fast om dem, hylte oc tutte op i Wæret oc bad for
+fuld ædrue, giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa
+græd. I ded kaste hun sig med en Fart til miine Fødder,
+holte fast om dem, hylte oc tutte op i Wæret oc bad for
 Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene Gang,
-ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde
+ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde
 giemt Wiinen <i>etc.</i>; wille ieg ickun haffwe hender enda et
-halff Aar, saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe
-sig ind i de fattigis Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att
+halff Aar, saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe
+sig ind i de fattigis Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att
 ieg skulle wel wocte hender, att hun icke skulle faa saa
 meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee ieg kunde
 faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde
-ieg da icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg
-wiste, att hun icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede
+ieg da icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg
+wiste, att hun icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede
 ieg da att beholde hender saa lenge. Hun holte oc
 Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger der effter, att
 Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden miste;
-saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med
+saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med
 Walter war hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span>
-før, oc war Chresten i Meening, att hand haffde flyet
-hender alle siine Penge, førend hand bleff syg; thi hand
+før, oc war Chresten i Meening, att hand haffde flyet
+hender alle siine Penge, førend hand bleff syg; thi hand
 sagde, att <i>Walter</i> haffde ingen Penge meere. Huilcket
 hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun
-staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da
-icke brugte; war giort som en Næstenaal, oc wiste hun
+staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da
+icke brugte; war giort som en Næstenaal, oc wiste hun
 icke anded, end den war aff Guld. Som mit Kammers
-icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem søgis; men
-ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg
+icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem søgis; men
+ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg
 kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er
 icke saa liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde
-omsier: »Der ligger icke meget Mact paa den Meßing
-Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.« Anden Dagen der
+omsier: »Der ligger icke meget Mact paa den Meßing
+Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.« Anden Dagen der
 effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa Gulffwet
-i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun
-kom bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte,
+i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun
+kom bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte,
 oc vden Twiffl haffwer sit fast i Puden, efftersom den war
 en Slange Ring, den kom intet igien, ihwad ieg snackede
-for hender. Hun leete quan[ts]wiiß effter den i Skarnet
+for hender. Hun leete quan[ts]wiiß effter den i Skarnet
 der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om att haffwe
 mist den.</p>
 
-<p>Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen
-betiente mig<a name="FNanker_184" id="FNanker_184" href="#Fodnote_184" class="fnanchor">[184]</a>. Kongl. <i>Majt.</i> war stacket Tiid syg, døde<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span>
+<p>Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen
+betiente mig<a name="FNanker_184" id="FNanker_184" href="#Fodnote_184" class="fnanchor">[184]</a>. Kongl. <i>Majt.</i> war stacket Tiid syg, døde<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span>
 hastig den 9. <i>Februarii</i> 1670. Oc som samme Dag Klocken
 taal bleff ringet paa Slaattet, kunde ieg wel wiide, hwad
 ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte med
-hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde
+hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde
 wel mercke paa mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun:
-»Ded kunde wel wære for Kongen, thi ded sidste ieg saae
+»Ded kunde wel wære for Kongen, thi ded sidste ieg saae
 ham her i Trappen stiige aff Wognen, da kunde hand
 kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand giorde
-ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er
-wist.« Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod
-Klocken 4½ bleff i gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc
+ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er
+wist.« Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod
+Klocken 4½ bleff i gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc
 ded aff en Dreng, Chresten da haffde. Den kalte ieg til
-mig til Døren oc spurte ham, huor for ded ringte Klocken
-tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke sige
-ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle
-icke røffwe ham. Saa sagde hand da, att Kongen war
-død i Morgenstunden. Ieg loed Taarene derris frii Gang,
+mig til Døren oc spurte ham, huor for ded ringte Klocken
+tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke sige
+ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle
+icke røffwe ham. Saa sagde hand da, att Kongen war
+død i Morgenstunden. Ieg loed Taarene derris frii Gang,
 som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer Quinden forundrede
 sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded, hun
-sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge
-Chresten ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde.
+sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge
+Chresten ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde.
 Hun giorde saa, men Chresten swarte hender, att
 hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op samme Afften,
 men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag
 kom hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc
 spurte, huorfor der bleff ringet. Hand swarte mig saa<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span>
-sposk: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat is Iu daran gelegen? Lyded het nicht alle
-Dage?</span>« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat
+sposk: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat is Iu daran gelegen? Lyded het nicht alle
+Dage?</span>« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat
 mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock,
-dat för Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird
-gelydt!</span>« Hand tog sin Hat aff, giorde en Rewerentz oc
-sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Waßet anders nicht, dat de Frue mii wolde?</span>«
-Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Iu St. Marten kombt ock wol en Mahl</span><a name="FNanker_185" id="FNanker_185" href="#Fodnote_185" class="fnanchor">[185]</a>.«
-»<span xml:lang="nds" lang="nds">St. Marten?</span>« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd
+dat för Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird
+gelydt!</span>« Hand tog sin Hat aff, giorde en Rewerentz oc
+sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Waßet anders nicht, dat de Frue mii wolde?</span>«
+Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Iu St. Marten kombt ock wol en Mahl</span><a name="FNanker_185" id="FNanker_185" href="#Fodnote_185" class="fnanchor">[185]</a>.«
+»<span xml:lang="nds" lang="nds">St. Marten?</span>« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd
 til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem
 for Hullet; ded kunde ieg see, ded wiste hand wel<a name="FNanker_186" id="FNanker_186" href="#Fodnote_186" class="fnanchor">[186]</a>. Hand
-haffwer vden Tuiffl sagt ham Kongens Død oc giort hannem
+haffwer vden Tuiffl sagt ham Kongens Død oc giort hannem
 Haab att komme aff sit Fengsel. Gud tenkte et
 anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand
 war slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste
-i Madden, spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa,
+i Madden, spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa,
 naar hand skulle tage Kanden bort. Chrestens Titler ware
 hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let er att efftertenke,
-hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg sendte
+hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg sendte
 hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom
 Chresten vd dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe
 ded. Ieg bad Chresten lade ded staae hoes ham, hand
@@ -6405,10 +6371,10 @@ aad wel siden. Ded skeede engang, oc loed Chresten mig<span class="pagenum"><a n
 see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn<a name="FNanker_187" id="FNanker_187" href="#Fodnote_187" class="fnanchor">[187]</a>. Naar
 Chresten skulle wende <i>Walter</i> i Sengen, da skreeg hand
 saa erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem
-oc bad Chresten icke wære saa vbarmhiertig imod hannem.
-Hand loe oc sagde: »Ded er en Schelm.« Ieg sagde: »Da
-er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.« Ded behagede
-Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste Gud
+oc bad Chresten icke wære saa vbarmhiertig imod hannem.
+Hand loe oc sagde: »Ded er en Schelm.« Ieg sagde: »Da
+er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.« Ded behagede
+Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste Gud
 hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder
 kom, som loed hannem begraffwe i den tydske Kircke<a name="FNanker_188" id="FNanker_188" href="#Fodnote_188" class="fnanchor">[188]</a>.</p>
 
@@ -6420,104 +6386,104 @@ wel tilfritz med <i>Cathrina</i>; hun gaff ham intet aff siine
 Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden,
 att ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget
 aff hender <i>etc.</i><a name="FNanker_189" id="FNanker_189" href="#Fodnote_189" class="fnanchor">[189]</a>. Slosf. begynte oc flux att <a class="SBScorr" name="SBS_45" id="SBS_45" title="SBS: foractede">foracte</a> mig, effter
-som hand fornam, att min Forløßning icke war att wente.</p>
+som hand fornam, att min Forløßning icke war att wente.</p>
 
 <p>Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig
-berætte, bad ieg Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte
-faa Hoff-Predicanten, D. Hans Læt<a name="FNanker_190" id="FNanker_190" href="#Fodnote_190" class="fnanchor">[190]</a>; den forrige Hoff<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span>
-Predicant, D. <i>Mathias</i> Foß, haffde skrifftet mig første Gang
+berætte, bad ieg Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte
+faa Hoff-Predicanten, D. Hans Læt<a name="FNanker_190" id="FNanker_190" href="#Fodnote_190" class="fnanchor">[190]</a>; den forrige Hoff<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span>
+Predicant, D. <i>Mathias</i> Foß, haffde skrifftet mig første Gang
 i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering an; bleff aff
-Kl. <i>Majt.</i> oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i
+Kl. <i>Majt.</i> oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i
 Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke
 Dronningen (som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc
 loed Slosf. mig sige wed Peder Iensen, att Kongen haffde
-sagt, ieg skulle bliffwe wed den Præst, ieg war want wed,
-saa att de <i>preperatoria</i>, som ded christelig Maaltiid behøffwede,
+sagt, ieg skulle bliffwe wed den Præst, ieg war want wed,
+saa att de <i>preperatoria</i>, som ded christelig Maaltiid behøffwede,
 bleff til anden Dagen hensat, da <i>Mag.</i> Buck kom
-til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med
+til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med
 lang <i>Sermon</i> Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig:
-Ihr Gnaden. Der hand satte sig, sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich hätte
-gerne gewünschet, das <i>D.</i> Hans Læt wehre an meine Stelle
-gekommen</span>.« Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Das hätte ich auch gewünschet</span>.«
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ia</span>« (sagde hand), »<span xml:lang="de" lang="de">ich weis wol, warumb Ihr das so
-woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir
-verbohten. Ihr habt schon einen vmb's Brot gebragt</span>.«
-Ieg spurte hannem, om ieg nogen Tiid haffde begiært aff
-hannem att wiide nyt. »<span xml:lang="de" lang="de">Nein</span>« (swarte hand), »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr wißet
-wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt
-Ihr mir auch nicht gefraget</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Meint der H. <i>Mag.</i> dan</span>«
-(sagde ieg), »<span xml:lang="de" lang="de">das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb
-neues zu wißen?</span>« Der stutzet hand noget; sagde endelig:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr habt D. H. Læt <a class="SBScorr" name="SBS_46" id="SBS_46" title="SBS: hannem">haben</a> wollen vmb für Euch beym König
-zu sprechen</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Dar kan wol etwas an sein</span>.«
+Ihr Gnaden. Der hand satte sig, sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich hätte
+gerne gewünschet, das <i>D.</i> Hans Læt wehre an meine Stelle
+gekommen</span>.« Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Das hätte ich auch gewünschet</span>.«
+»<span xml:lang="de" lang="de">Ia</span>« (sagde hand), »<span xml:lang="de" lang="de">ich weis wol, warumb Ihr das so
+woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir
+verbohten. Ihr habt schon einen vmb's Brot gebragt</span>.«
+Ieg spurte hannem, om ieg nogen Tiid haffde begiært aff
+hannem att wiide nyt. »<span xml:lang="de" lang="de">Nein</span>« (swarte hand), »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr wißet
+wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt
+Ihr mir auch nicht gefraget</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Meint der H. <i>Mag.</i> dan</span>«
+(sagde ieg), »<span xml:lang="de" lang="de">das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb
+neues zu wißen?</span>« Der stutzet hand noget; sagde endelig:
+»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr habt D. H. Læt <a class="SBScorr" name="SBS_46" id="SBS_46" title="SBS: hannem">haben</a> wollen vmb für Euch beym König
+zu sprechen</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Dar kan wol etwas an sein</span>.«
 Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader
-(ieg icke før haffwer hørt)<a name="FNanker_191" id="FNanker_191" href="#Fodnote_191" class="fnanchor">[191]</a>: om hand icke haffde talt<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span>
+(ieg icke før haffwer hørt)<a name="FNanker_191" id="FNanker_191" href="#Fodnote_191" class="fnanchor">[191]</a>: om hand icke haffde talt<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span>
 for mig? (Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om
 mig, men icke til ded beste). Hand haffde flyd mig en
 Bog, som ieg endnu haffwer, er: <i xml:lang="la" lang="la">St. Augustini Manuali</i>[<i>sic</i>];
-den haffde Statholder <i>Gabel</i> kiøbt, ded sagde hand tiire
-end som engang, soer »<span xml:lang="de" lang="de">bey Gott, das hätte dem Herrn
-Stathalter 1 Rdr. gekost</span>« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr.,
+den haffde Statholder <i>Gabel</i> kiøbt, ded sagde hand tiire
+end som engang, soer »<span xml:lang="de" lang="de">bey Gott, das hätte dem Herrn
+Stathalter 1 Rdr. gekost</span>« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr.,
 <i>Gabel</i> fik, for wii kom vd fra Borringholm<a name="FNanker_192" id="FNanker_192" href="#Fodnote_192" class="fnanchor">[192]</a>, men ieg
 sagde intet dertil; maaske hand derfor <i>repeterte</i> den Gaffwe
 saa tit). Ieg spurte hannem, hwem ieg haffde bragt om
-Brøded. (Hand swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Hans Balcke! Der hat Euch
-gesagt, das Rentmeister <i>Gabel</i> Stathalter is, vnd das hätte
-er nicht thun sollen</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Ich glaube nicht,
+Brøded. (Hand swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Hans Balcke! Der hat Euch
+gesagt, das Rentmeister <i>Gabel</i> Stathalter is, vnd das hätte
+er nicht thun sollen</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Ich glaube nicht,
 das Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er
 hat's mir nicht als eine Heimligkeit gesagt. Man solte
-können sagen, der H. <i>Magister</i> hätte Balke vmb's Brot gebracht</span>.«
-Der bleff hand flux fortørnet for, oc der offwer
+können sagen, der H. <i>Magister</i> hätte Balke vmb's Brot gebracht</span>.«
+Der bleff hand flux fortørnet for, oc der offwer
 falt adskillige <i>disputte</i><a name="FNanker_193" id="FNanker_193" href="#Fodnote_193" class="fnanchor">[193]</a>. Hand begynte saa gott som fra
-ded første igien, att ieg wille haffwe D. Læt, hand wiste
-wel hworfor. Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de"><a class="SBScorr" name="SBS_47" id="SBS_47" title="SBS: Ieg">Ich</a> bin nicht eigentlich darauff
-gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm,
-dan den Schloz-Prediger oder einen andern</span>.« (Hand
-spurte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Warumb einen andern?</span>« (Ieg swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Darumb,
+ded første igien, att ieg wille haffwe D. Læt, hand wiste
+wel hworfor. Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de"><a class="SBScorr" name="SBS_47" id="SBS_47" title="SBS: Ieg">Ich</a> bin nicht eigentlich darauff
+gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm,
+dan den Schloz-Prediger oder einen andern</span>.« (Hand
+spurte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Warumb einen andern?</span>« (Ieg swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Darumb,
 das es nicht alleweile dem H. <i>Magister</i> gelegen ist. Ich<span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span>
-habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten müßen, vnd
-das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so
+habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten müßen, vnd
+das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so
 das es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich
-ihm begiäre</span>.« Hand saed oc wæffwede i Ordene, wiste
-<a class="SBScorr" name="SBS_49" id="SBS_49" title="SBS: ich">icke</a> ret, hwad hand wille sware, sagde endeligen: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr
-meint, nu sol es beßer gehn, weil der König Friderich
+ihm begiäre</span>.« Hand saed oc wæffwede i Ordene, wiste
+<a class="SBScorr" name="SBS_49" id="SBS_49" title="SBS: ich">icke</a> ret, hwad hand wille sware, sagde endeligen: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr
+meint, nu sol es beßer gehn, weil der König Friderich
 todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch
-schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!</span>« Oc
-som hand <i>altererte</i> sig, saa bleff ieg sædeligere oc med
+schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!</span>« Oc
+som hand <i>altererte</i> sig, saa bleff ieg sædeligere oc med
 Sactmodighed spurte: hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede
-ded? Hand swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich scbließe das darauß, das
-Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können einen andern
+ded? Hand swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich scbließe das darauß, das
+Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können einen andern
 Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich versichre
-Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König Friderich
-todt, so lebt König Christian</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist
+Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König Friderich
+todt, so lebt König Christian</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist
 ein schlecht <i>Fundament</i>; Ewre Drew-Worte haben keinen
 Grundt. Habe ich dis Mahl keinen andern Beichtvater
-können erlangen, darumb ist es nicht gesagt, das ich ein
+können erlangen, darumb ist es nicht gesagt, das ich ein
 ander Mahl nicht solte einen andern bekommen. Vnd was
-habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer werden?</span>«
-Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle
-Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Schlimmer, ia schlimmer wird's werden</span>.« Saa
-swarte ieg oc wreedeligen: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ey, so laat het heran weyen</span>.«
-Derpaa bleff hand heel tavs, oc sagde ieg: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr habt mir
-eine guthe Vorbereitung gemacht; nu, in Gottes Nahmen!</span>«
+habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer werden?</span>«
+Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle
+Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Schlimmer, ia schlimmer wird's werden</span>.« Saa
+swarte ieg oc wreedeligen: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ey, so laat het heran weyen</span>.«
+Derpaa bleff hand heel tavs, oc sagde ieg: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr habt mir
+eine guthe Vorbereitung gemacht; nu, in Gottes Nahmen!</span>«
 Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand
 giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed
-end Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend <i>M.</i> Buck
+end Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend <i>M.</i> Buck
 kom til mig, gik hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad
 ham, att hand wille sige til Knud, som da war Kammer<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span>
 <i>Page</i><a name="FNanker_194" id="FNanker_194" href="#Fodnote_194" class="fnanchor">[194]</a>, hwilcken <i>sacramensk</i> Quinde ieg war, hwor ieg
 haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att tale til Doctern
 (som war en Vmulighed), oc ieg haffde <i>practiceret</i> for att
 komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige
-Kammer <i>Pagen</i> ded oc tii Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist ein <i>sacramensk</i>
-Weib<a name="FNanker_195" id="FNanker_195" href="#Fodnote_195" class="fnanchor">[195]</a>!</span>«</p>
+Kammer <i>Pagen</i> ded oc tii Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist ein <i>sacramensk</i>
+Weib<a name="FNanker_195" id="FNanker_195" href="#Fodnote_195" class="fnanchor">[195]</a>!</span>«</p>
 
-<p>Samme Aar<span class="sidenote">1670.</span> sidst i <i>April</i> bleff min Dør opluct om
+<p>Samme Aar<span class="sidenote">1670.</span> sidst i <i>April</i> bleff min Dør opluct om
 Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle <i>Damer</i>, som holte
-sig noget til Siide, førend hand haffde sagt: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Hir sind welke
-Hoff Iomfern, de hebben Verlöf an Iu toe spreken</span>.«
-Først kom ind en Iomfrue, som ieg icke kiendte. Der paa
-kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken <i>Augusta</i><a name="FNanker_196" id="FNanker_196" href="#Fodnote_196" class="fnanchor">[196]</a>,
+sig noget til Siide, førend hand haffde sagt: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Hir sind welke
+Hoff Iomfern, de hebben Verlöf an Iu toe spreken</span>.«
+Først kom ind en Iomfrue, som ieg icke kiendte. Der paa
+kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken <i>Augusta</i><a name="FNanker_196" id="FNanker_196" href="#Fodnote_196" class="fnanchor">[196]</a>,
 hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke
 meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen<a name="FNanker_197" id="FNanker_197" href="#Fodnote_197" class="fnanchor">[197]</a>, som
 ieg oc nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst
@@ -6525,14 +6491,14 @@ worris allernaadigste Dronning, som ieg meest beskuede,
 oc fant de <i>Liniamenter</i> i henders Ansict, saaledis som
 Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc en stoer
 Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor
-Handsken war opskaarren. Hendis <i>Majt.</i> støttede sig til
-Slagborded strax effter Helsen, F. <i>Augusta</i> løb hid oc did<span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span>
-i hwer Wraa, Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. <i>Augusta</i>
-sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Fi, was is hir ein häßlich Gemach! Hir
-könte ich nicht einen Tag in leben. Mir wundert, das
-Ihr habt es so lange können außharren.</span>« Ieg swarte:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Das Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält,
-vnd so lange Gott wil, so werde ich's außharren können</span>.«
+Handsken war opskaarren. Hendis <i>Majt.</i> støttede sig til
+Slagborded strax effter Helsen, F. <i>Augusta</i> løb hid oc did<span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span>
+i hwer Wraa, Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. <i>Augusta</i>
+sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Fi, was is hir ein häßlich Gemach! Hir
+könte ich nicht einen Tag in leben. Mir wundert, das
+Ihr habt es so lange können außharren.</span>« Ieg swarte:
+»<span xml:lang="de" lang="de">Das Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält,
+vnd so lange Gott wil, so werde ich's außharren können</span>.«
 Saa gaff hun sig i Snak med Slosf., som war halff fuld,
 oc talte med hannem om Balckis Gifftermaal, som effen
 haffde Bryllup samme Dag med sin tredie Hustrue; talte
@@ -6541,156 +6507,156 @@ Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper.
 Ieg swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper,
 om hun wille haffwe dem. Hun swarte hastig med en
 Eed oc soer, hun begierte dem icke. Ieg bleff noget spotsk
-offwer henders Spørßmaal oc fortreden offwer den Glæde,
+offwer henders Spørßmaal oc fortreden offwer den Glæde,
 hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der hun spurte
-mig, om ieg oc haffde »<span xml:lang="de" lang="de">Filz oder Wandtleüße</span>«, swarte ieg
-hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »<span xml:lang="de" lang="de">ob mein
-Schwager <i>Hanibal</i> Sehested noch lebte</span><a name="FNanker_198" id="FNanker_198" href="#Fodnote_198" class="fnanchor">[198]</a>?« Ded Spørßmaal
+mig, om ieg oc haffde »<span xml:lang="de" lang="de">Filz oder Wandtleüße</span>«, swarte ieg
+hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »<span xml:lang="de" lang="de">ob mein
+Schwager <i>Hanibal</i> Sehested noch lebte</span><a name="FNanker_198" id="FNanker_198" href="#Fodnote_198" class="fnanchor">[198]</a>?« Ded Spørßmaal
 giorde hender lit taws, thi derpaa formerkte hun, att
-ieg kiente hender. Hun swarte intet. Curfürstinnen, som
-wel haffde hørt om de <i>Intriguer</i> med min Swoger oc F.
+ieg kiente hender. Hun swarte intet. Curfürstinnen, som
+wel haffde hørt om de <i>Intriguer</i> med min Swoger oc F.
 <i>Augusta</i><a name="FNanker_199" id="FNanker_199" href="#Fodnote_199" class="fnanchor">[199]</a>, gik i ded samme strax til Borded (der laa<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span>
-den Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind
+den Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind
 med sig), tog Bogen, slog den op oc spurte, om ded war
 min Bog. Ieg swarte, att ded war Quindens, som ieg
-haffde lært att læße, oc som ieg gaff Curfürstinnen sin
-tilbørlig <i>Tittel</i> aff Durchleuchtigkeit, sagde F. <i>Augusta</i>:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr meint</span>.«
-Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich irre nicht</span>.« Der effter giorde hun ingen
+haffde lært att læße, oc som ieg gaff Curfürstinnen sin
+tilbørlig <i>Tittel</i> aff Durchleuchtigkeit, sagde F. <i>Augusta</i>:
+»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr meint</span>.«
+Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich irre nicht</span>.« Der effter giorde hun ingen
 wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den
-naadige Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte
-intet. Der Hindis <i>Maj.</i> bød mig Haanden, kyste ieg henders
+naadige Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte
+intet. Der Hindis <i>Maj.</i> bød mig Haanden, kyste ieg henders
 Haand oc holte den fast, bad Hs. <i>Maj.</i> <i>intercedere</i> for
 mig, i ded ringste for nogen Lindring i mit Fengsel.
-Hendis <i>Majt.</i> swarte icke med Ord, men med grædende
-Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun
-græd meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded
-Rom, oc min Dør war luct, sagde baade Dronningen oc
-Curfürstinnen: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist Sünde so mit ihr zu handlen</span>!«
-En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Gott gebe, das
-es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen</span>.« F. <i>Augusta</i>
+Hendis <i>Majt.</i> swarte icke med Ord, men med grædende
+Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun
+græd meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded
+Rom, oc min Dør war luct, sagde baade Dronningen oc
+Curfürstinnen: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist Sünde so mit ihr zu handlen</span>!«
+En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Gott gebe, das
+es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen</span>.« F. <i>Augusta</i>
 hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for
 Encke Dronningen, som sagde, att ieg haffde mig ded selff
-att tacke; ieg haffde fortient wære att handles med end
+att tacke; ieg haffde fortient wære att handles med end
 som saa.</p>
 
-<p>Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen
+<p>Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen
 aff Slottet, begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine
-Wegne wille anholde om en anden Præst mig att betienne,
-enten Slots Præst, Holmens Præst eller den, som betiente
+Wegne wille anholde om en anden Præst mig att betienne,
+enten Slots Præst, Holmens Præst eller den, som betiente
 Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end <i>M.</i> Buk,
 saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes,
 thi hannem wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte<span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a></span>
-noget, men endeligen bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som
+noget, men endeligen bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som
 da war <i>M.</i> Rodolff <i>Moth</i><a name="FNanker_200" id="FNanker_200" href="#Fodnote_200" class="fnanchor">[200]</a>. Gud, som altiid haffwer staaet
 mig biie i all min Widerwertighed, som haffwer sendt mig
-v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse, hand
-sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand
-trøstede mig med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig
+v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse, hand
+sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand
+trøstede mig med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig
 Mand, oc hand war min Talsmand hoes Kl. <i>Majt:</i>.
-Den første Naade, hand bragte mig til Weye, war, att ieg
+Den første Naade, hand bragte mig til Weye, war, att ieg
 bekom ded anded Rom 1671 den 16. <i>Iuli</i> oc Bispen D.
-I[e]spers Postil<a name="FNanker_201" id="FNanker_201" href="#Fodnote_201" class="fnanchor">[201]</a>. Siden effterhaanden større Naade, i
+I[e]spers Postil<a name="FNanker_201" id="FNanker_201" href="#Fodnote_201" class="fnanchor">[201]</a>. Siden effterhaanden større Naade, i
 ded att ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att
-kiøbe mig for, hwad Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille
+kiøbe mig for, hwad Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille
 haffwe Tiiden med att fordriffwe<a name="FNanker_202" id="FNanker_202" href="#Fodnote_202" class="fnanchor">[202]</a>.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"> </a></span></p>
 
 <p>Samme Aar bleff Henders <i>Maj.</i> Dronningen fructsommelig,
 oc Hs. <i>Mts.</i> Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff
-Hæßen, kom hid for att legge hender i Baßel-Seng. Den
-6. <i>Septem.</i> besøgte Hendes Durchleuchtighed mig vdi mit
-Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin
-Følge en Princeße aff Curland<a name="FNanker_203" id="FNanker_203" href="#Fodnote_203" class="fnanchor">[203]</a>, som war troeloffwet med
-Landt Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein
-aff Slæct, oc sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen
-hælßede mig med et Kyß, oc siden de andre. Den
+Hæßen, kom hid for att legge hender i Baßel-Seng. Den
+6. <i>Septem.</i> besøgte Hendes Durchleuchtighed mig vdi mit
+Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin
+Følge en Princeße aff Curland<a name="FNanker_203" id="FNanker_203" href="#Fodnote_203" class="fnanchor">[203]</a>, som war troeloffwet med
+Landt Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein
+aff Slæct, oc sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen
+hælßede mig med et Kyß, oc siden de andre. Den
 sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun haffde
-kiendt mig før i Welstanden in den <i>Hag</i>, da hun war
+kiendt mig før i Welstanden in den <i>Hag</i>, da hun war
 Iomfrue hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene
-i Øygnene. Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne
+i Øygnene. Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne
 oc slette Tilstand. Ieg tackede Hendis Durchleuchtighed
 for den naadige Medliidenhed, hun haffde med mig, sagde,
 att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe til att forlindre
 miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe dennem<a name="FNanker_204" id="FNanker_204" href="#Fodnote_204" class="fnanchor">[204]</a>.
-Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich sehe
-wol, Ihr nembt mich an für eine andre</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr
+Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich sehe
+wol, Ihr nembt mich an für eine andre</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr
 Durchleuchtigkeit <i>Port</i> vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht
-können verbergen, wehre Sie schon in Bawer Kleider</span>.«<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span>
-Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde, ded skulle
+können verbergen, wehre Sie schon in Bawer Kleider</span>.«<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span>
+Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde, ded skulle
 hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig
 oc sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender
-paa henders fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt
-Greffwinnen: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr kennet diese nicht</span>,« oc tog paa Princeßen
+paa henders fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt
+Greffwinnen: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr kennet diese nicht</span>,« oc tog paa Princeßen
 aff Curland; sagde saa, hwem hun war, saa oc,
 hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders
 Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte
 om den Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc
-sagde der hoes: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Et moy pas moins.</i>« Ieg tackede Henders
-<i xml:lang="fr" lang="fr">Altesse très humblement et la prioit en cette occation de
-faire voir sa généreuse conduitte</i>. Hendis Durchl. saae til
+sagde der hoes: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Et moy pas moins.</i>« Ieg tackede Henders
+<i xml:lang="fr" lang="fr">Altesse très humblement et la prioit en cette occation de
+faire voir sa généreuse conduitte</i>. Hendis Durchl. saae til
 Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke for lenge skulle
-tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand, trygte
-min Haand oc sagde: <span class="corr" title="var: «">»</span><i xml:lang="fr" lang="fr">Croyez moy, je fairez mon possible.</i>«
-Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl.
-Affskeed med et Küß.</p>
+tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand, trygte
+min Haand oc sagde: <span class="corr" title="var: «">»</span><i xml:lang="fr" lang="fr">Croyez moy, je fairez mon possible.</i>«
+Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl.
+Affskeed med et Küß.</p>
 
 <p>Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde
-intet vdrette. Der Hs. <i>Majt.</i> Dronningen war i Barnenød,
-gik hun til Kongen, tog Løffte aff hannem med Haand oc
-Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da skulle
-ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. <i>Majt.</i> den 11.
+intet vdrette. Der Hs. <i>Majt.</i> Dronningen war i Barnenød,
+gik hun til Kongen, tog Løffte aff hannem med Haand oc
+Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da skulle
+ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. <i>Majt.</i> den 11.
 <i>Oct.</i><span class="sidenote">1671.</span> om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz.
-Der alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens
-Fødsel, sagde Landt Greff.: »<span xml:lang="de" lang="de">O, wie wird die gefangene
-sich frewen!</span>« Encke Dronningen spurte: »Hworfor?«
-Landt Greff. sagde Kongens Løffte. Encke Dron.
-harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc
+Der alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens
+Fødsel, sagde Landt Greff.: »<span xml:lang="de" lang="de">O, wie wird die gefangene
+sich frewen!</span>« Encke Dronningen spurte: »Hworfor?«
+Landt Greff. sagde Kongens Løffte. Encke Dron.
+harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc
 sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff
 christnet; hendis <i>Caret</i> kom paa Slos Platzen. Kongen<span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span>
 <i>persuaderte</i> hender endeligen att biie, intil Daaben war
 forrettet, maatte loffwe hender med Eed, att ieg skulle
-icke komme løß. Ded fortrød icke liided den dydige
-Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde
-sit Løffte; stoed paa ded<a class="SBScorr" name="SBS_50" id="SBS_50" title="SBS:  Løffte"></a>, att en Konge burte att holde
-sit Løffte. Encke Dron. swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Mein Sohn hat vorhin
-ein Gelübt gethan, das hat er mit dem Versprechen an
-Ewer Liebden gebrochen</span>.« Landt G. sagde endeligen:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen,
+icke komme løß. Ded fortrød icke liided den dydige
+Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde
+sit Løffte; stoed paa ded<a class="SBScorr" name="SBS_50" id="SBS_50" title="SBS:  Løffte"></a>, att en Konge burte att holde
+sit Løffte. Encke Dron. swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Mein Sohn hat vorhin
+ein Gelübt gethan, das hat er mit dem Versprechen an
+Ewer Liebden gebrochen</span>.« Landt G. sagde endeligen:
+»<span xml:lang="de" lang="de">Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen,
 dan zum weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber
-an einem andern beßern Ort mit etwas Freyheit mögte
-geführet werden. Es ist dem Könige doch nicht <i>reputiirlig</i>,
-das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs Tochter,
-vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht</span>.« Encke
-Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu sol sie
-nicht auß kommen; da sol sie besitzen bleiben</span>.« Landt G.
-swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Wil Gott, so wird sie wol auß kommen, wan schon
-Ihr <i>Majt.</i> es nicht wollen</span>,« stoed op oc gik vd.</p>
+an einem andern beßern Ort mit etwas Freyheit mögte
+geführet werden. Es ist dem Könige doch nicht <i>reputiirlig</i>,
+das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs Tochter,
+vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht</span>.« Encke
+Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu sol sie
+nicht auß kommen; da sol sie besitzen bleiben</span>.« Landt G.
+swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Wil Gott, so wird sie wol auß kommen, wan schon
+Ihr <i>Majt.</i> es nicht wollen</span>,« stoed op oc gik vd.</p>
 
 <p>Den 18. <i>Oct.</i> loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde
-Peder Iensen Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte
-hannem en Bog <i>tittuleret</i>: D. Heinrich Müllers <span xml:lang="de" lang="de">Geistliche
+Peder Iensen Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte
+hannem en Bog <i>tittuleret</i>: D. Heinrich Müllers <span xml:lang="de" lang="de">Geistliche
 Erquickstunden</span><a name="FNanker_205" id="FNanker_205" href="#Fodnote_205" class="fnanchor">[205]</a>, den med en naadig Helsen fra Lant G.
-mig att tilstille. Ieg loed samme Dag wed Tøtzløff afflegge
+mig att tilstille. Ieg loed samme Dag wed Tøtzløff afflegge
 min plictskyllige Tacksigelse imod Hs. Durchl., oc
-bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig Anmoding<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a></span>
+bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig Anmoding<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a></span>
 til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded
-wille søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye
-Naade wille bewiiße oc sætte sit Naffn oc <i>symbolum</i> i
-Bogen til en Admindelse aff Hs. Durchls. <i xml:lang="fr" lang="fr">Generosité</i> oc
+wille søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye
+Naade wille bewiiße oc sætte sit Naffn oc <i>symbolum</i> i
+Bogen til en Admindelse aff Hs. Durchls. <i xml:lang="fr" lang="fr">Generosité</i> oc
 Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi ded, att
-ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige
-Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem
-Werden bekiendt; wille derfor giøre ded, ieg formaatte,
-oc Hs. Durchl. med gandske fürstlige <i>Familie</i> indslutte i
-miine daglige Bønner til all Siæls oc Liiffs Welstand (ieg
-haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge Gud vnder
+ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige
+Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem
+Werden bekiendt; wille derfor giøre ded, ieg formaatte,
+oc Hs. Durchl. med gandske fürstlige <i>Familie</i> indslutte i
+miine daglige Bønner til all Siæls oc Liiffs Welstand (ieg
+haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge Gud vnder
 mig Liiff).</p>
 
-<p>Den 23. <i>Octob.</i> bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff
+<p>Den 23. <i>Octob.</i> bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff
 oc fant bag i Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens
-egen Haand effterfølgende:</p>
+egen Haand effterfølgende:</p>
 
 <div class="blockquot italic" xml:lang="fr" lang="fr">
 <p class="center poemheading" xml:lang="da" lang="da">1671.</p>
@@ -6698,38 +6664,38 @@ egen Haand effterfølgende:</p>
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
 <span class="i0">Ce qui n'est pas en ta puissance,<br /></span>
 <span class="i0">Ne doit point troubler ton repos;<br /></span>
-<span class="i0">Tu balance mal à propos<br /></span>
-<span class="i0">Entre la crainte et l'espérence.<br /></span>
+<span class="i0">Tu balance mal à propos<br /></span>
+<span class="i0">Entre la crainte et l'espérence.<br /></span>
 <span class="i0">Laisse faire ton Dieu et ton roy,<br /></span>
-<span class="i0">Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy.<br /></span>
+<span class="i0">Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy.<br /></span>
 </div></div></div>
 
-<p>Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous
+<p>Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous
 puisse tesmoigner, combien je suis</p>
 
 <p class="r4"><span class="r4">Madame</span><br />
-Vostre très affectionée<br />
-<span class="r2">à vous servir</span><br />
+Vostre très affectionée<br />
+<span class="r2">à vous servir</span><br />
 <span class="r3"><img alt="Monogram: DSD" title="DSD" src="images/monogram.jpg" class="h2em" />.</span></p>
 </div>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span></p>
 
-<p>Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed
-Tøtzløff bede Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse
+<p>Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed
+Tøtzløff bede Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse
 hoes Henders Durchl. att afflegge oc siden, der
-Landt G. war reißeferdig, mig wed samme Leilighed <i>recommendere</i>
+Landt G. war reißeferdig, mig wed samme Leilighed <i>recommendere</i>
 i Hs. Durchl. <i>continuerlige</i> Naade <i>etc.</i></p>
 
-<p>Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig
+<p>Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig
 for Suagheds Skyld. En Nat war hoes mig en Quinde wed
-Naffn <i>Margrete</i>, som war en Worning i Holstein. War løben
+Naffn <i>Margrete</i>, som war en Worning i Holstein. War løben
 fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde Kone, huorfor
 hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed
-Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck.
-Samme Quinde gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde
+Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck.
+Samme Quinde gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde
 oc Encke aff en Vnder <i>Officerer</i>; haffde lenge tient i
-Hamborg oc werret Waagkone hoes Baßel Quinder. Med
+Hamborg oc werret Waagkone hoes Baßel Quinder. Med
 denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man adstunder
 til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde
 talt for denne til Slosf. oc roost hender for mig, men
@@ -6737,229 +6703,229 @@ Slosf. tog effter en andens <i>recommendation</i> den for<sup>te</sup> Margrete.
 Saa lenge att der war Haab, att Landt G. skulle
 erlange min Friihed, saa lenge war denne Quinde skickelig,
 men siden begynte hun effterhaanden att lade see, hwad
-der stak i hinder, oc att hun icke lignede <i>Dina</i> forgiæffuis.
+der stak i hinder, oc att hun icke lignede <i>Dina</i> forgiæffuis.
 Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med
 Taalmodighed, tenkte wed mig selff, att ded war endnu en
-Widerwertigheds Prøffwe, som Gud mig paalagde, oc rant
-mig offte <i>Dinæ</i> Bedriffter i Sinde, oc ieg tenkte: Monne
-denne icke skulle hitte paa en <i>Dinas</i> Træk? (Hun er goed
-derfor, haffde hun en Anfører, som <i>Dina</i> haffde). Iblant
+Widerwertigheds Prøffwe, som Gud mig paalagde, oc rant
+mig offte <i>Dinæ</i> Bedriffter i Sinde, oc ieg tenkte: Monne
+denne icke skulle hitte paa en <i>Dinas</i> Træk? (Hun er goed
+derfor, haffde hun en Anfører, som <i>Dina</i> haffde). Iblant
 anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war
 denne, att ieg engang war icke frisk, haffde lided eller<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span>
 intet soffwet om Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe
 paa Sengen; da wille hun icke vnde mig den Roelighed,
 men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede en Hund,
-ieg haffde<a name="FNanker_206" id="FNanker_206" href="#Fodnote_206" class="fnanchor">[206]</a>, til att knurre for att wæcke mig. Ieg spurte
+ieg haffde<a name="FNanker_206" id="FNanker_206" href="#Fodnote_206" class="fnanchor">[206]</a>, til att knurre for att wæcke mig. Ieg spurte
 hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun
-swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde
-ieg) »gik I da paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte:
-»Saae I ded, da soff I icke,« loe inderlig sacte hoes sig
+swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde
+ieg) »gik I da paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte:
+»Saae I ded, da soff I icke,« loe inderlig sacte hoes sig
 selff (hun saed altiid for mit Bord oc wente Ryggen til
-mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun
+mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun
 saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt
 Samtale med hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff,
-stoed atter op oc targede Hunden. Ieg sagde: »I drister
-paa min Taalmodighed, men løber Gallen offwer for mig
+stoed atter op oc targede Hunden. Ieg sagde: »I drister
+paa min Taalmodighed, men løber Gallen offwer for mig
 engang, saa skal I wist faa noget anded att see, I forbandede
-slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde
+slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde
 hun wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere
 mig, att ieg icke skulle forgriibe mig paa ded Affskum.
 Oc som ieg da haffde ded anded Rom (som melded er)<a name="FNanker_207" id="FNanker_207" href="#Fodnote_207" class="fnanchor">[207]</a>,<span class="pagenum"><a name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"> </a></span>
-saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc 5 Slæt. Hun
+saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc 5 Slæt. Hun
 plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg
 tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle
-lade sin Toen wære, hun kaste alt Wanded hid oc did
-paa Golffwet, ieg giorde miine Klæder skiden, oc stønnem
+lade sin Toen wære, hun kaste alt Wanded hid oc did
+paa Golffwet, ieg giorde miine Klæder skiden, oc stønnem
 war der icke en Taar til Hunden att dricke, oc Taarngiemmeren
-skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten.
+skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten.
 Alt ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret
 som Klocken haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded
 Rom oc slog all Wanded vd paa Golffwet, kom saa ind
-igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war; foruden
-nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa
-den anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc
-Mund, oc hun falt imod sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen
+igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war; foruden
+nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa
+den anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc
+Mund, oc hun falt imod sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen
 Hudden aff. Hun begynte att bruge Mund oc sige,
-att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage. Ieg sagde
-strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem!
-Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg
-skal lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men
+att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage. Ieg sagde
+strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem!
+Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg
+skal lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men
 giorde all den smaa Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt
 med Sactmodighed an, fryctede for, att ieg skulle forgriibe
 mig paa hender. Hun wiste intet, hwad hun wille hitte
-paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et Sølff<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a></span>
+paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et Sølff<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a></span>
 Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun
 att haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg
 spurte hender engang, hwor hun haffde funden ett Par
-Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk fiint Lærrit med Knipling
+Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk fiint Lærrit med Knipling
 om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med blaa
-Silcke oc <i>different</i> Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt
+Silcke oc <i>different</i> Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt
 paa en <i>Auction</i> i Hamborg<a name="FNanker_208" id="FNanker_208" href="#Fodnote_208" class="fnanchor">[208]</a>. Ieg tenkte, att ded, som
-hun haffde paa ded eene Øye, kunde wel wære kommen
-did for noget dißlige att haffwe funden; oc som ieg lided
+hun haffde paa ded eene Øye, kunde wel wære kommen
+did for noget dißlige att haffwe funden; oc som ieg lided
 der effter spurte hender, wed hwad Tilfald hun haffde
-faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel
-forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws;
-sagde: »Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand,
-Gud ske Loff, see med dennem begge.« Ieg loed ded saa
-wære. Stacket effter denne Samtale kommer hun ind en
-Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine Lommer,
-siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct,
-offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg
-skal troe, ded er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun
-leete effter. »Mit Fingerbøl« (siger hun). »I finder ded
-wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!« Oc som hun
+faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel
+forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws;
+sagde: »Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand,
+Gud ske Loff, see med dennem begge.« Ieg loed ded saa
+wære. Stacket effter denne Samtale kommer hun ind en
+Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine Lommer,
+siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct,
+offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg
+skal troe, ded er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun
+leete effter. »Mit Fingerbøl« (siger hun). »I finder ded
+wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!« Oc som hun
 allereede haffde begynt att leede effter ded i siine Lommer,
-førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde
+førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde
 haffwe draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som
-hun brugte (oc loed kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde<span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a></span>
-icke saa wære. Om anden Dagen til Middag loed hun
-atter, som hun leete der effter der oppe, oc der Døren
+hun brugte (oc loed kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde<span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a></span>
+icke saa wære. Om anden Dagen til Middag loed hun
+atter, som hun leete der effter der oppe, oc der Døren
 war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde
-en lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære
+en lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære
 bleffwen aff? her war ingen inde, oc kom ingen ind vden
 wii toe, ieg fik att haffwe tagen ded; tog hendis stoere
-Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun haffde
-der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.«
-Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde
-ded eller icke, men ieg hørte, att hun <a class="SBScorr" name="SBS_51" id="SBS_51" title="SBS: styffsede">tyffsede</a> mig. Hun
-bleff wed siine Ord oc sagde: »Hwem skulle ellers haffwe
+Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun haffde
+der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.«
+Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde
+ded eller icke, men ieg hørte, att hun <a class="SBScorr" name="SBS_51" id="SBS_51" title="SBS: styffsede">tyffsede</a> mig. Hun
+bleff wed siine Ord oc sagde: »Hwem skulle ellers haffwe
 tagen ded? Her er io ingen anden, oc ieg haffwer laded
 Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc ded er
-der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg
-skulle giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i
+der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg
+skulle giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i
 mit Kaart Skrin, thi hun haffde aldelis intet seet aff mit
 Arbeed, ieg haffde giort <span class="sic" title="[sic]">for</span> henders Tiid. Ieg sagde:
-»Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I giør aff Eders
-Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis med
+»Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I giør aff Eders
+Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis med
 Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling.
 Ieg haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok
-att kiøbe for, <i>etc.</i> Men som I haffuer maa ske stollen ded,
+att kiøbe for, <i>etc.</i> Men som I haffuer maa ske stollen ded,
 saa wil I nu, att ded er stollen fra Eder igien, om ded
-er sandt, att I haffwer tabt ded.« Der swarte hun intet
+er sandt, att I haffwer tabt ded.« Der swarte hun intet
 paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde ded selff
-oc wille ickun med den <i>invention</i> see mit Tøy. Som ded
+oc wille ickun med den <i>invention</i> see mit Tøy. Som ded
 war i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens
 Maaltiid lagde Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i
-henders Paahør: »Chresten, I er lyckelig, om I oc icke
+henders Paahør: »Chresten, I er lyckelig, om I oc icke
 beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde haffwe funden<span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span>
-hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke laded
-lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret
-funden før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender
-som en Brand i henders Næße, oc tog hun paa som et
+hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke laded
+lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret
+funden før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender
+som en Brand i henders Næße, oc tog hun paa som et
 galt Menniske, brugte henders vforskammet Tale: hun
 haffde intet staallen ded, men ded war staallen fra hender;
-bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde,
+bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde,
 hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente
-mig. Hun swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed
-for Kongens Foed!« Io sactmodigere ieg war i min Tale,
-io forbistrede bleff hun; endeligen sagde ieg: »Wil I giøre
+mig. Hun swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed
+for Kongens Foed!« Io sactmodigere ieg war i min Tale,
+io forbistrede bleff hun; endeligen sagde ieg: »Wil I giøre
 en Ynske med mig: att den maatte icke see meere med
-sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der
-haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde,
-hun kunde see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel,
+sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der
+haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde,
+hun kunde see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel,
 da beder til Gud med mig, att den maa bliffwe blind paa
-begge siine Øygne, der haffde ded sidst«. Hun smaa knurrede
-wed sig selff oc løb ind i ded inderste Rom, talte
-aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed,
+begge siine Øygne, der haffde ded sidst«. Hun smaa knurrede
+wed sig selff oc løb ind i ded inderste Rom, talte
+aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed,
 att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt
 Gud om Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds
-<a class="SBScorr" name="SBS_52" id="SBS_52" title="SBS: Øffwelsee">Øffwelse</a>; Gud forskaaner mig med anden Drøffwelse
+<a class="SBScorr" name="SBS_52" id="SBS_52" title="SBS: Øffwelsee">Øffwelse</a>; Gud forskaaner mig med anden Drøffwelse
 i ded Sted. Den <i>occasion</i> kunde ieg icke tage, att hun
 haffde tyffset mig, for att skillis wed hender, men saae
 langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til
-mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft
-til att giøre Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte
-ieg 2&nbsp;<img alt="Pund" title="Pund" src="images/pund.jpg" class="h1em" />, oc hand beholte et Pund; sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dar kan de
-Frue mii wol en Par Strömpe van binden.</span>« Ieg sagde ia
-(thi hindis Gierning war intet anded end att læncke).<span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span>
-Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par
-Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.«
-Ieg sagde: »Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf.
-bleffue ferdige (hun saed i halff Søffne engang oc giorde
-en wrang Raed runden om Strømpen neden wed Foeden;
-ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde
-hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end
-ded er <i>Moden</i> i Hamborg«)<a name="FNanker_209" id="FNanker_209" href="#Fodnote_209" class="fnanchor">[209]</a>.</p>
-
-<p>Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att
-giøre paa et Par til sig selff aff samme Traae, saed oc
+mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft
+til att giøre Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte
+ieg 2&nbsp;<img alt="Pund" title="Pund" src="images/pund.jpg" class="h1em" />, oc hand beholte et Pund; sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dar kan de
+Frue mii wol en Par Strömpe van binden.</span>« Ieg sagde ia
+(thi hindis Gierning war intet anded end att læncke).<span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span>
+Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par
+Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.«
+Ieg sagde: »Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf.
+bleffue ferdige (hun saed i halff Søffne engang oc giorde
+en wrang Raed runden om Strømpen neden wed Foeden;
+ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde
+hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end
+ded er <i>Moden</i> i Hamborg«)<a name="FNanker_209" id="FNanker_209" href="#Fodnote_209" class="fnanchor">[209]</a>.</p>
+
+<p>Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att
+giøre paa et Par til sig selff aff samme Traae, saed oc
 morede sig der wed, att ded war Slosfs. Traae. Da syntist
 mig, att der war en Leylighed for att bliffwe hender
-quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte hannem
-Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att
+quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte hannem
+Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att
 mage ded saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand
 gik ind oc satte sig paa Quindens Seng oc loed, som hand
-wille læne sig til Puden oc legge den til Rette (thi derunder
+wille læne sig til Puden oc legge den til Rette (thi derunder
 laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom op,
-tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Is dat noch
-en Par Strömpe för mii?</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen, H. Slosf.</span>« (swarte
-hun), »<span xml:lang="nds" lang="nds">de sind för mii. Ii hebben Iu Strömpe gekregen,
-ich häbe se Iu daall geskickt.</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">I</span>« (sagde hand), »<span xml:lang="nds" lang="nds">dat
-is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer glick!</span>«
+tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Is dat noch
+en Par Strömpe för mii?</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen, H. Slosf.</span>« (swarte
+hun), »<span xml:lang="nds" lang="nds">de sind för mii. Ii hebben Iu Strömpe gekregen,
+ich häbe se Iu daall geskickt.</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">I</span>« (sagde hand), »<span xml:lang="nds" lang="nds">dat
+is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer glick!</span>«
 Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik
-neer for att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde
-hun til mig: »Ded er intet hands Traa, den er nu min,«
-loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør wel følge anded paa.<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span>
-Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae Traaen
-imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½&nbsp;<img alt="Pund" title="Pund" src="images/pund.jpg" class="h1em" />.
+neer for att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde
+hun til mig: »Ded er intet hands Traa, den er nu min,«
+loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør wel følge anded paa.<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span>
+Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae Traaen
+imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½&nbsp;<img alt="Pund" title="Pund" src="images/pund.jpg" class="h1em" />.
 Hand spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff
 wed att sige, att ded war henders egen Traa; hun haffde
-kiøbt den i Hamborg oc hafft den med sig her op. Slosf.
-bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals som en Tæffwe.
+kiøbt den i Hamborg oc hafft den med sig her op. Slosf.
+bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals som en Tæffwe.
 Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille
 annamme <i>Sacramentet</i> derpaa. Slosf. gik bort, gruede for
-den Eed. Ieg taw gandske stille til all derris Trætte.
-Der Slosf. war borte, sagde ieg til Quinden: »Gud beware
-oß! Torde I sige de Ord? Torde I tage <i>Sacramentet</i>
-paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog wiste,
-att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig <i>Creatur</i>!«
-Hun swarte med en halff latterlig <i>Mine</i>: »Ieg sagde att
-wille tage <i>Sacramentet</i> derpaa, men ieg giør ded icke derfor.«
-O <i>Dina</i>, tenkte ieg, du ligner hender icke forgiæffwis;
-Gud skille mig wed dig! Oc sagde ieg: »Meener I,
-att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud wil straffe
-ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der
+den Eed. Ieg taw gandske stille til all derris Trætte.
+Der Slosf. war borte, sagde ieg til Quinden: »Gud beware
+oß! Torde I sige de Ord? Torde I tage <i>Sacramentet</i>
+paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog wiste,
+att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig <i>Creatur</i>!«
+Hun swarte med en halff latterlig <i>Mine</i>: »Ieg sagde att
+wille tage <i>Sacramentet</i> derpaa, men ieg giør ded icke derfor.«
+O <i>Dina</i>, tenkte ieg, du ligner hender icke forgiæffwis;
+Gud skille mig wed dig! Oc sagde ieg: »Meener I,
+att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud wil straffe
+ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der
 nogen Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den;
 ieg haffwer intet staallen den fra ham, hand haffwer flyd
-mig den selff. Ieg haffwer giort, som Skrædderne giøre;
-de stiæl intet, man flyer dennem ded. Hand weyede mig
-oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end ieg
-sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;«
-men ieg bad Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig
-wed hender oc wære mig om en anden, som war aff et
-gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen haffde Begierlighed
+mig den selff. Ieg haffwer giort, som Skrædderne giøre;
+de stiæl intet, man flyer dennem ded. Hand weyede mig
+oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end ieg
+sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;«
+men ieg bad Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig
+wed hender oc wære mig om en anden, som war aff et
+gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen haffde Begierlighed
 att komme til mig igien, berettede mig ded. Slosf. bleff
 oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger, <a class="SBScorr" name="SBS_53" id="SBS_53" title="SBS: intet">intil</a><span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span>
 alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid
 kunde komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i
-ded anded Rom, oc Quinden kom vd, sagde hand: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu
-Inger, packt Iu Paknelken toe sammen! Nu sköll Ii fort</span>.«
-»Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden ind til
+ded anded Rom, oc Quinden kom vd, sagde hand: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu
+Inger, packt Iu Paknelken toe sammen! Nu sköll Ii fort</span>.«
+»Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden ind til
 mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der
-hoes: »Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel«
-(swarte ieg), »hwad hand sagde; ded er icke hands Skiæmt,
-men ram Alwor.« Hun troede ded icke enda, i ded ringste
+hoes: »Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel«
+(swarte ieg), »hwad hand sagde; ded er icke hands Skiæmt,
+men ram Alwor.« Hun troede ded icke enda, i ded ringste
 loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel;
-sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte
-Slozf., om ded war Alwor. Hand sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Fort, fort!
-Hir is keen Tiit to pludern!</span>« Hun kom til mig ind igien
+sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte
+Slozf., om ded war Alwor. Hand sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Fort, fort!
+Hir is keen Tiit to pludern!</span>« Hun kom til mig ind igien
 oc spurte, om ieg wille were aff med hender. Ieg swarte
-ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er
-altfor witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der
-neere, som skal wære her igien.« »I ded ringste« (sagde
-hun) »lader mig bliffwe her i Natt!« (Ey, <i>Dina</i>! tenkte
-ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu hen oc tager
-Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde
-saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.</p>
+ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er
+altfor witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der
+neere, som skal wære her igien.« »I ded ringste« (sagde
+hun) »lader mig bliffwe her i Natt!« (Ey, <i>Dina</i>! tenkte
+ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu hen oc tager
+Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde
+saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.</p>
 
 <p>Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien,
 men bleff icke fult et Aar, for Suagheds Skyld<a name="FNanker_210" id="FNanker_210" href="#Fodnote_210" class="fnanchor">[210]</a>.</p>
 
 <p><i>Anno</i> 1673 bleff <i>M. Moth</i> forfremmet til att were <i>Vice</i><span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span>
-Bißskob i Fyn<a name="FNanker_211" id="FNanker_211" href="#Fodnote_211" class="fnanchor">[211]</a>. Ieg miste meget i hannem, oc kom i
+Bißskob i Fyn<a name="FNanker_211" id="FNanker_211" href="#Fodnote_211" class="fnanchor">[211]</a>. Ieg miste meget i hannem, oc kom i
 hands Sted mig att betienne H. <i>Emmeke Norbye</i><a name="FNanker_212" id="FNanker_212" href="#Fodnote_212" class="fnanchor">[212]</a>, som
-da bleff Slos Præst, oc haffde hand i forrige Tiider wærret
+da bleff Slos Præst, oc haffde hand i forrige Tiider wærret
 Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt kiendte hannem
 omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget
 til Weye hoes <i>Griffenfelt</i>. Bragte mig en Gang til Swar
@@ -6968,95 +6934,95 @@ naadig, wille der ickun nogen tale for mig): Ded war saae,
 att dersom man haffde sat Kongen Pistolen paa Brystet,
 da skulle hand ded forlade.</p>
 
-<p>Samme Aar loed min Søster Elisabet <i>Augusta</i><a name="FNanker_213" id="FNanker_213" href="#Fodnote_213" class="fnanchor">[213]</a> mig
-helse wed <span class="sic" title="[sic]">Tøtzløf</span> oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen
+<p>Samme Aar loed min Søster Elisabet <i>Augusta</i><a name="FNanker_213" id="FNanker_213" href="#Fodnote_213" class="fnanchor">[213]</a> mig
+helse wed <span class="sic" title="[sic]">Tøtzløf</span> oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen
 Fruct, da wille hun sende mig den. Ieg forundrede mig
-offwer den Helsen, som mig kom fra min Søster i mit
-Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre sille
-end aldrig!« Loed hender intet sware.</p>
+offwer den Helsen, som mig kom fra min Søster i mit
+Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre sille
+end aldrig!« Loed hender intet sware.</p>
 
 <p>En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen
-Nelß Daatters Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens
+Nelß Daatters Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens
 Maaltiid skulle legge Ild i Offnen, efftersom ded war en
-Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff Døren til Trappen,
-førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6 Slet,<span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span>
+Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff Døren til Trappen,
+førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6 Slet,<span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span>
 oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste
 Rom weed Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen
 til att sidde paa, sagde ieg, att ded war for silde att
-giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa for Køckenet. Hand
-actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med haarde
+giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa for Køckenet. Hand
+actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med haarde
 Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war
 bister, wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud
-med, ey heller tilstæde Karen med Tangen att tage dem
-ud, men reeff dem ud med Hænderne oc sagde: »Der
-kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte noget,
-førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget <a class="SBScorr" name="SBS_54" id="SBS_54" title="SBS: ad">att</a>
-ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide
-saa lenge, førend hand gick effter Madden; satte sig plat
-needer paa Gulffwet oc klyncket noget, endeligen brød ud
-oc sagde: »Herre Gud, I, som haffwer hafft Huuß oc
-Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en Knup!«
-Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg
-spurte: »Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand
-swarte: »Ieg meener Karen.« Ieg loe oc sagde intet
+med, ey heller tilstæde Karen med Tangen att tage dem
+ud, men reeff dem ud med Hænderne oc sagde: »Der
+kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte noget,
+førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget <a class="SBScorr" name="SBS_54" id="SBS_54" title="SBS: ad">att</a>
+ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide
+saa lenge, førend hand gick effter Madden; satte sig plat
+needer paa Gulffwet oc klyncket noget, endeligen brød ud
+oc sagde: »Herre Gud, I, som haffwer hafft Huuß oc
+Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en Knup!«
+Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg
+spurte: »Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand
+swarte: »Ieg meener Karen.« Ieg loe oc sagde intet
 widre.</p>
 
 <p>Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris,
-wille wære for witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil
+wille wære for witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil
 ieg endnu melde om Kristen Taar[n]giemmer, som giorde
 mig allehaande Fortred sidst i dette mit Fengsels tiiende
-Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang<span class="sidenote">1673.</span> min
-Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded,
-oc Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden.
+Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang<span class="sidenote">1673.</span> min
+Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded,
+oc Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden.
 Ieg war ille til Fritz derfor. Hand loe der aff oc
-sagde: »Ded er ickun en Hund.« Ieg gaff att forstaa,
-att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke naae mig.<span class="pagenum"><a name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"> </a></span>
-Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter
+sagde: »Ded er ickun en Hund.« Ieg gaff att forstaa,
+att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke naae mig.<span class="pagenum"><a name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"> </a></span>
+Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter
 intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til
-Wens« (denne Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf.
+Wens« (denne Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf.
 saed inde hoes mig, oc Christen stoed oc spendte siine
-Arme i Døren aff mit Rom, der ieg spiiste). Ieg sagde:
-»Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om ieg
-wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for
-meget Tyß med dennem, meere end som i en Maade.)
-Slosf. saed som den, der hwercken hørte eller mælte,
-bleff siddendis, men Christen strøg noget skamfuld bort
+Arme i Døren aff mit Rom, der ieg spiiste). Ieg sagde:
+»Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om ieg
+wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for
+meget Tyß med dennem, meere end som i en Maade.)
+Slosf. saed som den, der hwercken hørte eller mælte,
+bleff siddendis, men Christen strøg noget skamfuld bort
 foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct for
 mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet
-hand intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som
+hand intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som
 lawe. Hand brugte siden en skiden Mund med Quinden,
 sagde, hand wille slaae Hunden oc lade mig see der paa.
 Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed tog til,
-saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold,
+saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold,
 att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om
 Natten saa larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem,
 thi Chresten war hiemme om Natten oc loed Fangerne
-raade selff. Offwer denne Beretning hengte Sloßf. om Afftenen
-en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten kunde
-icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff
-opluct. Ded fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed,
+raade selff. Offwer denne Beretning hengte Sloßf. om Afftenen
+en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten kunde
+icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff
+opluct. Ded fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed,
 hwilcken hand bekom den 24. <i>April</i> 1674, oc kom
 i hands Sted een wed Naffn <i>Gert</i>, som haffde tient Slosf.
 for Kudsk.</p>
 
 <p>Dette Aar<span class="sidenote">1674.</span> den .. <i>Maj</i><a name="FNanker_214" id="FNanker_214" href="#Fodnote_214" class="fnanchor">[214]</a> dictede ieg en aandelig<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span>
-Wiiße, <i>Guds Goedhed imod mig at ihuekomme</i>, under den
-<i>Melodi</i>: <i xml:lang="de" lang="de">Nun ruhen alle Wälder</i>.</p>
+Wiiße, <i>Guds Goedhed imod mig at ihuekomme</i>, under den
+<i>Melodi</i>: <i xml:lang="de" lang="de">Nun ruhen alle Wälder</i>.</p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanzanum">
 1.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Op, op, min Siæl oc Sinde!<br /></span>
+<span class="i0">Op, op, min Siæl oc Sinde!<br /></span>
 <span class="i0">Guds Goedhed til att minde,<br /></span>
-<span class="i4">Som ræcker mig sin Haand,<br /></span>
-<span class="i0">Som Byrden med mig bærer,<br /></span>
-<span class="i0">Som mig sin Wille lærer<br /></span>
+<span class="i4">Som ræcker mig sin Haand,<br /></span>
+<span class="i0">Som Byrden med mig bærer,<br /></span>
+<span class="i0">Som mig sin Wille lærer<br /></span>
 <span class="i4">Oc selffwer lindrer miine Baand.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 2.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Mit Hiærte, glæm ded icke,<br /></span>
-<span class="i0">Huad udi Mørcken Kircke<br /></span>
+<span class="i0">Mit Hiærte, glæm ded icke,<br /></span>
+<span class="i0">Huad udi Mørcken Kircke<br /></span>
 <span class="i4">Nii Dage ieg udstoed!<br /></span>
 <span class="i0">Hwad Angist, Sorrig, Qwiide,<br /></span>
 <span class="i0">Hwad Spott oc Stanck ieg liide!<br /></span>
@@ -7064,17 +7030,17 @@ Wiiße, <i>Guds Goedhed imod mig at ihuekomme</i>, under den
 </div><br /><div class="stanzanum">
 3.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Betenck min stoere Trængsel,<br /></span>
+<span class="i0">Betenck min stoere Trængsel,<br /></span>
 <span class="i0">Mit lange haarde Fengsel,<br /></span>
 <span class="i4">Min Iammers <a class="SBScorr" name="SBS_55" id="SBS_55" title="SBS: elffte">elffwe</a> Aar!<br /></span>
-<span class="i0">Ey saa, att ded bedrøffwer;<br /></span>
-<span class="i0">Gud er den, som dig prøffwer,<br /></span>
+<span class="i0">Ey saa, att ded bedrøffwer;<br /></span>
+<span class="i0">Gud er den, som dig prøffwer,<br /></span>
 <span class="i4">Hand kiender best, hwad du formaar.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 4.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a></span>
-<span class="i0">Indhellig sammen <a class="SBScorr" name="SBS_56" id="SBS_56" title="SBS: stammer">stæmmer</a>:<br /></span>
+<span class="i0">Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a></span>
+<span class="i0">Indhellig sammen <a class="SBScorr" name="SBS_56" id="SBS_56" title="SBS: stammer">stæmmer</a>:<br /></span>
 <span class="i4">Guds Goedhed winde kand,<br /></span>
 <span class="i0">Som Eder haffwer sparet,<br /></span>
 <span class="i0">Fra Krancke[l]se bewaret<br /></span>
@@ -7082,19 +7048,19 @@ Wiiße, <i>Guds Goedhed imod mig at ihuekomme</i>, under den
 </div><br /><div class="stanzanum">
 5.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Mig Wanded gick til Tænder,<br /></span>
-<span class="i0">Aff Sorrig wringtis Hænder,<br /></span>
+<span class="i0">Mig Wanded gick til Tænder,<br /></span>
+<span class="i0">Aff Sorrig wringtis Hænder,<br /></span>
 <span class="i4">Ieg snobblet, dog ey falt;<br /></span>
-<span class="i0">Thi Herren war min Støtte,<br /></span>
-<span class="i0">Min Foed selff monne fløtte,<br /></span>
-<span class="i4">Loff wære dig, o mæctig Alt!<br /></span>
+<span class="i0">Thi Herren war min Støtte,<br /></span>
+<span class="i0">Min Foed selff monne fløtte,<br /></span>
+<span class="i4">Loff wære dig, o mæctig Alt!<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 6.
 </div><br /><div class="stanza">
 <span class="i0">Tack skee dig, Naadsens Kille,<br /></span>
-<span class="i0">Att du mig ræffse wille<br /></span>
+<span class="i0">Att du mig ræffse wille<br /></span>
 <span class="i4">Saa mild oc faderlig!<br /></span>
-<span class="i0">I Nød warst dog til Stede,<br /></span>
+<span class="i0">I Nød warst dog til Stede,<br /></span>
 <span class="i0">Mit Hierte Suck tilrede,<br /></span>
 <span class="i4">Der Macten wille knuuse mig.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
@@ -7104,333 +7070,333 @@ Wiiße, <i>Guds Goedhed imod mig at ihuekomme</i>, under den
 <span class="i0">See til mig i min Alder,<br /></span>
 <span class="i4">Som stunder nu fast til!<br /></span>
 <span class="i0">Aff Aaget mig udspende,<br /></span>
-<span class="i0">Giør paa min Træl snart Ende!<br /></span>
+<span class="i0">Giør paa min Træl snart Ende!<br /></span>
 <span class="i4">Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.<br /></span>
 </div></div></div>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"> </a></span>
 Dette Aar den 25. <i>Iulii</i> war Kgl. <i>Majt.</i> saa naadig,
 att der bleff giort et stoert Windue i mit inderste Rom
-igien, hwilcket bleff tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded
-Rom. Der bleff oc satt en Wind-Offwen, huor aff Røret
-gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel tilfritz der med,
-meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes Arbeeded;
-ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben;
-ded warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war
-kranteworn, wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit
-neer, som ded haffde wærret tilforne, førend ieg bleff
+igien, hwilcket bleff tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded
+Rom. Der bleff oc satt en Wind-Offwen, huor aff Røret
+gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel tilfritz der med,
+meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes Arbeeded;
+ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben;
+ded warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war
+kranteworn, wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit
+neer, som ded haffde wærret tilforne, førend ieg bleff
 fengselet; oc ieg offwertalte Murmester-Swennen att slaae
-Muuren saa siet ud, som den før haffde werret, hwilcket
-Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op oc
-skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att
-ændre, thi Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte
+Muuren saa siet ud, som den før haffde werret, hwilcket
+Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op oc
+skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att
+ændre, thi Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte
 hannem ad, hwad Onde hand haffde der aff, att Winduet
 saed en Steen need; ded gick io intet need for Iern-Tralleren,
-oc ded haffde wærret saa siet før. Hand wille
+oc ded haffde wærret saa siet før. Hand wille
 haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte
 en Steen bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den
-neer igien, thi Karmen, som war færdig, haffde ellers
-intet paßet.</p>
+neer igien, thi Karmen, som war færdig, haffde ellers
+intet paßet.</p>
 
 <p>Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den
-tredie oc sidste Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke
+tredie oc sidste Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke
 wed Naffn Barbra. Hun er en <i>melancolisk</i> Quinde.
-Samwittigheden wogner stønnem, saa hun fortæller offte
+Samwittigheden wogner stønnem, saa hun fortæller offte
 siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de haffwer
-wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe
-Børn, oc effter henders egen Fortælling saa synnis, att
-hun haffwer wærret noget Aarsag til derris Døe, thi hun<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span>
-siger: »Huorledis kand man haffwe Omsorrig for ded Barn,
-huis Fader man icke ælsker?« Hun drog fra henders
-Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun
-kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med
+wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe
+Børn, oc effter henders egen Fortælling saa synnis, att
+hun haffwer wærret noget Aarsag til derris Døe, thi hun<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span>
+siger: »Huorledis kand man haffwe Omsorrig for ded Barn,
+huis Fader man icke ælsker?« Hun drog fra henders
+Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun
+kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med
 Spind; haffuer oc tilforne tient en Fyrstinne for Spinde
-Piige. Henders Fader leffwer oc haffwer wærret Kl. <i>Majts.</i>
-Bogbinder; er nu rørt aff et Slag, ligger elendig. Henders
+Piige. Henders Fader leffwer oc haffwer wærret Kl. <i>Majts.</i>
+Bogbinder; er nu rørt aff et Slag, ligger elendig. Henders
 Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted, huorhelst
 Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren,
-ynsker hannem døe (som wel war ded bæste for ham);
-men att hun er saa slem imod henders Søster, som er en
-fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder ieg paa oc siger
-hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den Medfart; thi
-den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed
+ynsker hannem døe (som wel war ded bæste for ham);
+men att hun er saa slem imod henders Søster, som er en
+fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder ieg paa oc siger
+hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den Medfart; thi
+den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed
 hoes hender. Naar hun icke kommer <i>precis</i> den Afften,
 hun haffwer satt hender Steffne, eller oc icke forretter,
 hwis hun haffuer befalet hender, saa faar hun ingen Maed,
-saa kaster hun Madden i Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed
-holder hender Synden for, da siger hun: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat
-Fleesch is doch verfuult</span>«. Ieg spørger hinder, huorfor
-hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide.
-Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg
+saa kaster hun Madden i Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed
+holder hender Synden for, da siger hun: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat
+Fleesch is doch verfuult</span>«. Ieg spørger hinder, huorfor
+hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide.
+Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg
 spaar hender ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa
 som adskillige andre, ieg hender opregner. Der kaster
 hun med Nacken aff oc tier stille.</p>
 
 <p>Paa de Tiider sendte Henders <i>Majt.</i> Dronningen mig
 nogle Silcke-Orme til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden,
-sendte ieg Hs. <i>Majt.</i> dem i en Æske, hwilcken ieg
-uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask oc læncket
-der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken<span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span>
+sendte ieg Hs. <i>Majt.</i> dem i en Æske, hwilcken ieg
+uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask oc læncket
+der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken<span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span>
 bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort
-Silcke en underdanig Begiæring, att Hendis <i>Majt.</i> naadigst
-wille forhiælpe til att løße miine Baand oc binde mig
+Silcke en underdanig Begiæring, att Hendis <i>Majt.</i> naadigst
+wille forhiælpe til att løße miine Baand oc binde mig
 igien med Naadsens Haand. Hendis <i>Majt.</i>, den dydige
-Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet til hender.</p>
+Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet til hender.</p>
 
-<p>Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere,
-drack oc icke nær saa meget eller giorde saa mange
-Putzerier. Ieg haffde Roelighed inden min inderste Døer.
+<p>Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere,
+drack oc icke nær saa meget eller giorde saa mange
+Putzerier. Ieg haffde Roelighed inden min inderste Døer.
 Quinden saed uden for i ded anded Rom om Dagen, laae
-oc der om Natten, saa ieg begynte att intet bekümre mig
-saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar
-hen med Læsen, Skriffwen oc Dicten.</p>
+oc der om Natten, saa ieg begynte att intet bekümre mig
+saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar
+hen med Læsen, Skriffwen oc Dicten.</p>
 
 <p>Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att
 mig di Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste
-kiøbt <i>Historie</i> Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff
-dennem uddragen oc offwersat de rooßwærdigste Quindis
-Persohner, som berømmis for troefaste, kydske, fornufftige,
-mandhafftige, dydige, gudfryctige, lærde oc standhafftige<a name="FNanker_215" id="FNanker_215" href="#Fodnote_215" class="fnanchor">[215]</a>,
+kiøbt <i>Historie</i> Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff
+dennem uddragen oc offwersat de rooßwærdigste Quindis
+Persohner, som berømmis for troefaste, kydske, fornufftige,
+mandhafftige, dydige, gudfryctige, lærde oc standhafftige<a name="FNanker_215" id="FNanker_215" href="#Fodnote_215" class="fnanchor">[215]</a>,
 saa giorde ieg <i>Anno</i> 1675 den 9. <i>Ianu.</i> for Tiidsfordriff et
-Riim til <i>M. Thomas Kingo</i> under den Tittel: »Den høy
-berømte <i>Poet M. Tho. Kingo</i> bedis en Bøn aff en <i>Danne-Quinde</i>
-udi alle <i>Danne-Quinders</i> Naffn.« Den Bøn bestaar
-der vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis
-Persohner wille i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer
+Riim til <i>M. Thomas Kingo</i> under den Tittel: »Den høy
+berømte <i>Poet M. Tho. Kingo</i> bedis en Bøn aff en <i>Danne-Quinde</i>
+udi alle <i>Danne-Quinders</i> Naffn.« Den Bøn bestaar
+der vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis
+Persohner wille i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer
 wel dydige aff andre <i>Nationer</i>, men beder ickun om
 de danske derris Pryd. <i>Kingo</i> faar ded intet att see, men
 maa min goede Wen, ieg dette betroer<a name="FNanker_216" id="FNanker_216" href="#Fodnote_216" class="fnanchor">[216]</a>, leffwe, saa kommer
-ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.</p>
+ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span></p>
 
-<p>Samme Aar<span class="sidenote">1675.</span> den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig
+<p>Samme Aar<span class="sidenote">1675.</span> den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig
 Samtale imellem <i>Fornufften oc Sinded</i> under den <i>Tittel:
 Den fangen Enckis Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds
 Striid</i>.</p>
 
 <p>Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels
-Døre, som er skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war,
-att saasom om Morgenen den uderste Dør for ded uderste
+Døre, som er skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war,
+att saasom om Morgenen den uderste Dør for ded uderste
 Rom bleff opluct for att feye Skarnet ud oc flye reent
-Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa
+Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa
 aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den
-igien: saa hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc
-ded klæmte. Ieg oc Quinden wii løbe op i Taarnet for
-att see, huor ded brænte. I ded ieg war paa den Stiie,
-som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc haffwer
-en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først
+igien: saa hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc
+ded klæmte. Ieg oc Quinden wii løbe op i Taarnet for
+att see, huor ded brænte. I ded ieg war paa den Stiie,
+som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc haffwer
+en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først
 war min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte
-wel, att ieg war der oc; war saa wiiß, att hand gick icke
+wel, att ieg war der oc; war saa wiiß, att hand gick icke
 op aff Stiien, men bleff needer weed de neederste Huller,
 huor aff man kand see ud til Byen, oc gaff mig Tiid til
-att komme needer igien oc lucke for mig. <i>Gert</i> war bedrøffwet,
-kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød.
-Ieg trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare.
-Førend Sloßf. luckte Døren op til Middag, slog hand <i>Gert</i>
-med sin Kiæp, saa hand skreeg, oc sagde Sloßf.: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Du
-skalt, vor den Dywel, weck!</span>« Der Sloßf. kom ind, tog
-ieg først Orded oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ii hebben Synde dar van, dat
+att komme needer igien oc lucke for mig. <i>Gert</i> war bedrøffwet,
+kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød.
+Ieg trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare.
+Førend Sloßf. luckte Døren op til Middag, slog hand <i>Gert</i>
+med sin Kiæp, saa hand skreeg, oc sagde Sloßf.: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Du
+skalt, vor den Dywel, weck!</span>« Der Sloßf. kom ind, tog
+ieg først Orded oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ii hebben Synde dar van, dat
 Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De
-Racker kam effen op, als he min Dör wolte thomacken,
-ende dar öfver ver gat he dat</span>.« Hand truede <i>Gert</i> meget
-oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Het schulle mii noch nicht so sehr verdrohten<span class="pagenum"><a name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"> </a></span>
-hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii gewesen</span>.«
+Racker kam effen op, als he min Dör wolte thomacken,
+ende dar öfver ver gat he dat</span>.« Hand truede <i>Gert</i> meget
+oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Het schulle mii noch nicht so sehr verdrohten<span class="pagenum"><a name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"> </a></span>
+hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii gewesen</span>.«
 Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden
 haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men
 alle Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff
-holden, tenckte ieg, om ded holte wiß, da kunde miine
+holden, tenckte ieg, om ded holte wiß, da kunde miine
 Uwenner troe, att om ieg haffde wist noget aff ded,
 de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt taufft
-ded). Nu swarte ieg hannem saa: »<span xml:lang="nds" lang="nds">I, hwat hefft dat op
-sigk? Dat was io en Mands Persohn; de können alle
-swiigen. Hir iß keen Skade geskeen.</span>« Hand kunde icke
-holde sig for Latter oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, Ii siin guth genock!</span>«
+ded). Nu swarte ieg hannem saa: »<span xml:lang="nds" lang="nds">I, hwat hefft dat op
+sigk? Dat was io en Mands Persohn; de können alle
+swiigen. Hir iß keen Skade geskeen.</span>« Hand kunde icke
+holde sig for Latter oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, Ii siin guth genock!</span>«
 Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede hannem, att
-ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens
-Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene
+ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens
+Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene
 aaben, oc sagde widre, att ieg lenge siiden kunde
-haffwe kommen ud, om ded haffde werret mit Forsæt.
-<i>Gert</i> bleff i sin Tienneste, oc Sloßf. sagde aldrig til <i>Gert</i>,
+haffwe kommen ud, om ded haffde werret mit Forsæt.
+<i>Gert</i> bleff i sin Tienneste, oc Sloßf. sagde aldrig til <i>Gert</i>,
 att hand skulle lucke for mig om Morgenen<a name="FNanker_217" id="FNanker_217" href="#Fodnote_217" class="fnanchor">[217]</a>.</p>
 
-<p>Ieg haffde da kiøbt mig et <i>Clavicordium</i>, oc som Barbra
+<p>Ieg haffde da kiøbt mig et <i>Clavicordium</i>, oc som Barbra
 kunde siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun
-sang, saa Tiiden bleff os icke lang. Hun lærte mig att
-indbinde Bøger, saa meget mig behøffwede<a name="FNanker_218" id="FNanker_218" href="#Fodnote_218" class="fnanchor">[218]</a>.</p>
+sang, saa Tiiden bleff os icke lang. Hun lærte mig att
+indbinde Bøger, saa meget mig behøffwede<a name="FNanker_218" id="FNanker_218" href="#Fodnote_218" class="fnanchor">[218]</a>.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"> </a></span></p>
 
 <p>Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til
-Præst i Kiøge <i>An.</i> 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge
+Præst i Kiøge <i>An.</i> 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge
 forbedret, oc bekommer ieg hwert Aar 250 Rdr.
 Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand brugis til
-Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget
+Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget
 for, Tiiden med att fordriffwe<a name="FNanker_219" id="FNanker_219" href="#Fodnote_219" class="fnanchor">[219]</a>. Gud welsigne oc naadeligen
-beware Kl. <i>Mt.</i> oc giffwe hannem att maa tælle mange
+beware Kl. <i>Mt.</i> oc giffwe hannem att maa tælle mange
 lyckelige Aar.</p>
 
 <p>Paa de Tiider war <i>Brant</i> Zahl-Mester<a name="FNanker_220" id="FNanker_220" href="#Fodnote_220" class="fnanchor">[220]</a>.</p>
 
 <p>Samme Aar den 17. <i>Dec.</i> kom Barbra fra mig, gifftede
-sig med en Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc
-effter som henders Mand døde 1½ Aar effter derris Gifftermaal,
-oc ded hastig, bleff <i>Barbra</i> mißtenckt. Hun kom
-siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom. Samwittigheden
-wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa gott<span class="pagenum"><a name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"> </a></span>
+sig med en Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc
+effter som henders Mand døde 1½ Aar effter derris Gifftermaal,
+oc ded hastig, bleff <i>Barbra</i> mißtenckt. Hun kom
+siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom. Samwittigheden
+wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa gott<span class="pagenum"><a name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"> </a></span>
 som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen
 Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig
-icke meget der offwer, thi effter henders egen Fortælling
-haffde hun begaaet Mord tilforne paa siine egne Børn; sagde
-dog til Peder Tøtzløff, att hand intet skulle tale derom;
+icke meget der offwer, thi effter henders egen Fortælling
+haffde hun begaaet Mord tilforne paa siine egne Børn; sagde
+dog til Peder Tøtzløff, att hand intet skulle tale derom;
 wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede ded nock
 alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand
 skulle icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter
 hannem. Hun bleff gandske forstyrret, laae elendig i sit
-eget Skarn. Broderen loed hender omsider føre i Pæsthuuset.</p>
+eget Skarn. Broderen loed hender omsider føre i Pæsthuuset.</p>
 
-<p>Vdi <i>Barbaræ</i> Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel
+<p>Vdi <i>Barbaræ</i> Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel
 Klemmings Daatter; hender haffde Maren Blocks bragt
 den Tienneste tilweye, efftersom Sitzel war hender Penge
 skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc Maren gaff
-hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue
-paa sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren
-war kommen der aff, att saa som Sitzel kunde giøre
+hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue
+paa sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren
+war kommen der aff, att saa som Sitzel kunde giøre
 Knapper, oc Knapmagerne haffde Krackel med hender,
 saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff til Weye att
 befrii hender fra Knapmagerens [<i>sic</i>] Tiltale, forregiffwende,
-att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff tilluct,
-begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde
-bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der
-stoed: ded wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender,
+att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff tilluct,
+begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde
+bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der
+stoed: ded wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender,
 hwad Wandske hun haffde. Hun swarte att icke haffwe
-nogen <a class="SBScorr" name="SBS_57" id="SBS_57" title="SBS: Bræct">Bræck</a>. »Huorfor da« (spurte ieg) »haffwer I giort
-Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren Blocks
-giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.«
-»Her i Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc<span class="pagenum"><a name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"> </a></span>
-icke en Piige: er I da locket?« Hun hengte med Hoffweded
-oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg war icke wel til
-Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt Eder
-Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder
-til mig, ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff
-goede Ord, loffwede att tienne wel, aldrig att giøre mig
+nogen <a class="SBScorr" name="SBS_57" id="SBS_57" title="SBS: Bræct">Bræck</a>. »Huorfor da« (spurte ieg) »haffwer I giort
+Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren Blocks
+giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.«
+»Her i Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc<span class="pagenum"><a name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"> </a></span>
+icke en Piige: er I da locket?« Hun hengte med Hoffweded
+oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg war icke wel til
+Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt Eder
+Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder
+til mig, ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff
+goede Ord, loffwede att tienne wel, aldrig att giøre mig
 imod. Hun er et farligt Menniske; der er intet gott i
-hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att slaaes
+hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att slaaes
 med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre,
 som wille tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte
-rømme. Hoes mig haffwer hun ingen Leilighed att lade
+rømme. Hoes mig haffwer hun ingen Leilighed att lade
 see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded lader sig dog
-kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et
+kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et
 Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der
 Maren haffde faaet siine Penge, hun haffde udlagt for
 Sitzels Konge Breff, saa wille hun haffwe hender fra mig
-oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige Maren
+oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige Maren
 Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde
 flye mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for
 denne Gang<a name="FNanker_221" id="FNanker_221" href="#Fodnote_221" class="fnanchor">[221]</a>.</p>
 
-<p>Vdi H. Emmeke <i>Norbyes</i> Stæd bleff Slotz-Præst H.
-<i>Iohan Adolf Borneman</i>, en meget skickelig oc lærd Mand<a name="FNanker_222" id="FNanker_222" href="#Fodnote_222" class="fnanchor">[222]</a>,
+<p>Vdi H. Emmeke <i>Norbyes</i> Stæd bleff Slotz-Præst H.
+<i>Iohan Adolf Borneman</i>, en meget skickelig oc lærd Mand<a name="FNanker_222" id="FNanker_222" href="#Fodnote_222" class="fnanchor">[222]</a>,
 som da oc bleff min Skriffte Fader, oc betiente hand mig
-første Gang <i>An.</i> 1677 den 10. <i>April</i>.</p>
+første Gang <i>An.</i> 1677 den 10. <i>April</i>.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"> </a></span></p>
 
 <p>Samme Aar den 9. <i>Oct.</i> war min Skriffte-Fader <i>Magister
 Hendrich Borneman</i>, Probst til wor Frue Kircke (en
-<span class="sic" title="[sic]">træfflig</span> lærd Mand), efftersom hands Broder, H. <i>Iohan Adolf
+<span class="sic" title="[sic]">træfflig</span> lærd Mand), efftersom hands Broder, H. <i>Iohan Adolf
 Borneman</i>, war forreist med Kl. <i>Majt.</i> til <i>Lante-Ryen</i><a name="FNanker_223" id="FNanker_223" href="#Fodnote_223" class="fnanchor">[223]</a>.</p>
 
-<p>Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed,
-læst, skreffwen oc dictet adskilligt.</p>
+<p>Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed,
+læst, skreffwen oc dictet adskilligt.</p>
 
 <p><i>Anno</i> 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte
 Fader, H. <i>Iohan Adolf</i> Borneman, kom til mig huer 6 Vgers
 Dag oc holte en liden <i>Sermon</i>.</p>
 
 <p>Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue <i>Agneta Sophia
-Budde</i> ført her ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen
+Budde</i> ført her ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen
 offwer mit inderste Rom. Hun bleff beskylt for att wille
 haffwe med Gifft ombragt Greffwinne Skeel, oc som hun
 war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle betienne
 hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen,
 saa ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog
 intet derom, meente, att hun bleff wel stille, naar hun
-formerckede, att ded wille giælde Døden. Men ney! hun
-war lystig, til Dagen førend hun bleff rættet<a name="FNanker_224" id="FNanker_224" href="#Fodnote_224" class="fnanchor">[224]</a>.</p>
+formerckede, att ded wille giælde Døden. Men ney! hun
+war lystig, til Dagen førend hun bleff rættet<a name="FNanker_224" id="FNanker_224" href="#Fodnote_224" class="fnanchor">[224]</a>.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"> </a></span></p>
 
 <p>Samme Aar<span class="sidenote">1678.</span>, den 19. <i>Iulii</i> en Morgenstund, bleff Taarngiemmeren
-<i>Gert</i> ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff,
+<i>Gert</i> ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff,
 som hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil
-ieg noget witløfftig melde, efftersom ieg raadde <i>Gert</i> icke
+ieg noget witløfftig melde, efftersom ieg raadde <i>Gert</i> icke
 att giffwe den Fange saa stoer Friihed; men hand actede
 icke mit Raad, til sin egen V-lycke. Denne Tyff haffde
-brut ind i en Præstis Huus om Natten oc staallen en
-Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til Kiøbenhaffn;
+brut ind i en Præstis Huus om Natten oc staallen en
+Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til Kiøbenhaffn;
 bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her
-i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff
-oc meere Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa<span class="pagenum"><a name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"> </a></span>
+i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff
+oc meere Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa<span class="pagenum"><a name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"> </a></span>
 saa hen med <i>Executionen</i>, wille icke lade hannem henge;
 saa bleff sagt, att hand skulle paa Holmen, warte dog
-lenge, att hand war fangen. I Førstningen oc saa lenge,
+lenge, att hand war fangen. I Førstningen oc saa lenge,
 indtil der taltist om, att hand skulle paa Holmen, war
-hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa
-gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine
+hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa
+gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine
 Synders Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm
-wiste, att ieg kunde høre hannem, oc sendte ieg hannem
-oc stønnem noget Maed. <i>Gert</i> forbarmede sig offwer hannem,
+wiste, att ieg kunde høre hannem, oc sendte ieg hannem
+oc stønnem noget Maed. <i>Gert</i> forbarmede sig offwer hannem,
 loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte
 ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge
 neere i Taarnet om Natten. Oc som ieg haffde seet den
-Tyff engang eller toe, naar min Dør war aaben, att
+Tyff engang eller toe, naar min Dør war aaben, att
 hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist mig, att
 hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam,
-att Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om
+att Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om
 Afftenen, sagde ieg til <i>Gert</i>, att hand woffwede for meget
 i ded, att hand loed den Tyff sidde neere om Natten; der
 stack en Sckelm i hannem; hand untgick wist engang, saa
 kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente <i>Gert</i>
-icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war
-frii for att hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand
-hørte, att hand skulle paa Holmen, saa der war ingen
-Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde, som icke
-kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem
+icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war
+frii for att hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand
+hørte, att hand skulle paa Holmen, saa der war ingen
+Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde, som icke
+kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem
 ind om Natten. Ney, <i>Gert</i> fryctede intet; hand loed (som
 meere war) Tyffwen gaa op i Taarnet for sig oc stille
 Seyerwercket.</p>
 
-<p>Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da <i>Gert</i>
-haffde opluct min Dør, talte ieg enda med <i>Gert</i> om den<span class="pagenum"><a name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"> </a></span>
+<p>Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da <i>Gert</i>
+haffde opluct min Dør, talte ieg enda med <i>Gert</i> om den<span class="pagenum"><a name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"> </a></span>
 Fare, hand satte sig i med den Tyffs Friihed, som <i>Gert</i>
-dog icke fryctede. I ded sætter min Hund sig lige for
+dog icke fryctede. I ded sætter min Hund sig lige for
 <i>Gert</i> oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til Middag
-bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for
-Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund
-tuude før.</p>
+bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for
+Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund
+tuude før.</p>
 
 <p>Den 19. <i>Iulii</i> (som melded er), da <i>Gertis</i> ulycklig
 Morgenstund war forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket
 oc sagde, att hand icke eene kunde komme til
-Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne. Den
+Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne. Den
 Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att
-sætte sit Forsæt med i Werck. <i>Gert</i> gick op, men bleff
-baarren need igien. Tyffwen løb need, effter att <i>Gert</i> war
-døe, luckte hands Skrin op, tog Pengene der ud oc gick
+sætte sit Forsæt med i Werck. <i>Gert</i> gick op, men bleff
+baarren need igien. Tyffwen løb need, effter att <i>Gert</i> war
+døe, luckte hands Skrin op, tog Pengene der ud oc gick
 ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag, att der skulle
 ringis til Predicken. De, som skulle ringe, banckede paa
-Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med Hoff[wed?]-Nøglen
+Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med Hoff[wed?]-Nøglen
 oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig
-paa, att <i>Gert</i> saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde:
-»Ræt fat er ded icke, thi i Morris <a class="SBScorr" name="SBS_58" id="SBS_58" title="SBS: imellen">imellem</a> 4 oc 5 Slæt
-war ieg noget upaßelig; da hørte ieg tre gaa op oc et Tag
-der effter tre gaa need igien.« Tøßløff lucte for mig igien
+paa, att <i>Gert</i> saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde:
+»Ræt fat er ded icke, thi i Morris <a class="SBScorr" name="SBS_58" id="SBS_58" title="SBS: imellen">imellem</a> 4 oc 5 Slæt
+war ieg noget upaßelig; da hørte ieg tre gaa op oc et Tag
+der effter tre gaa need igien.« Tøßløff lucte for mig igien
 oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer en aff Ringerne
-need oc beretter, att <i>Gert</i> ligger døe der oppe. Der
-den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som
+need oc beretter, att <i>Gert</i> ligger døe der oppe. Der
+den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som
 et Saar, dog alle bag til i Hoffweded<a name="FNanker_225" id="FNanker_225" href="#Fodnote_225" class="fnanchor">[225]</a>. Hand war en<span class="pagenum"><a name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"> </a></span>
-meget kæck fyrig stærck Mand; een skulle icke kunde
+meget kæck fyrig stærck Mand; een skulle icke kunde
 <a class="SBScorr" name="SBS_59" id="SBS_59" title="SBS: haffde">haffwe</a> giort ham ded. Tyffwen bleff samme Afften paagreben,
 oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en
 Fange, som saed neere i Traalhullet, en <i>Lizenciat</i> wed
@@ -7438,64 +7404,64 @@ Naffn <i>Moritius</i><a name="FNanker_226" id="FNanker_226" href="#Fodnote_226"
 <i>Moritius</i> haffde stoer Udstand med <i>Gert</i>. Wist war ded,
 att <i>Gert</i> tog for meget aff hannem om Ugen for hands
 Kaast. Wist er ded ocsaa, att denne <i>Moritius</i> er en meget
-v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter hannem, giffwer
+v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter hannem, giffwer
 ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att <i>Moritius</i>
 war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange,
 som saed der neere i <a class="SBScorr" name="SBS_60" id="SBS_60" title="SBS: Taarn-Tuen">Taarn-Stuen</a>, haffde sin Haand der
 wed. Thi hwem skulle haffwe luct den fangen Tyff ud aff
-Taarnet uden en aff dem? Thi der effter Nøglen bleff
-leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i Taarnet; ded
-kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff Taarnet.
+Taarnet uden en aff dem? Thi der effter Nøglen bleff
+leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i Taarnet; ded
+kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff Taarnet.
 Tyffwen kunde oc icke haffwe luct <i>Gerts</i> Skrin op oc tagen
 hands Penge foruden <i>Mauritii</i> Widskab. Den anden Fange
-maatte ded oc wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff
-forhindret, att icke fleere skulle døe for ded Mord; huorfor
-der icke alleeneste intet bleff efftersøgt om Sagens<span class="pagenum"><a name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"> </a></span>
+maatte ded oc wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff
+forhindret, att icke fleere skulle døe for ded Mord; huorfor
+der icke alleeneste intet bleff efftersøgt om Sagens<span class="pagenum"><a name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"> </a></span>
 Beskaffenhed, som ded sig burte, men de loede Tyffwen
 sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker,
 men <i>Moritius</i> kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor
-Tyffwen gick fra siine første Ord oc sagde att haffwe giort
-ded Mord alleene. Bleff rættet den 8. <i>Aug.</i><a name="FNanker_227" id="FNanker_227" href="#Fodnote_227" class="fnanchor">[227]</a>, oc <i>Moritius</i>
-ført til Borringholm, der fengselet.</p>
+Tyffwen gick fra siine første Ord oc sagde att haffwe giort
+ded Mord alleene. Bleff rættet den 8. <i>Aug.</i><a name="FNanker_227" id="FNanker_227" href="#Fodnote_227" class="fnanchor">[227]</a>, oc <i>Moritius</i>
+ført til Borringholm, der fengselet.</p>
 
-<p>I <i>Gerts</i> Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn <i>Iohan</i>,
+<p>I <i>Gerts</i> Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn <i>Iohan</i>,
 som war en Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff
 meget narret aff Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis
-Piige fixerte hannem, første Gang Pigen i hands Tiid
-skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet war icke langt fra
-derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler Tiid
-neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring.
-Der de hørte hannem komme paa Trappen, skylffte
-de sig. Hand fant Fengselet tomt, bedrøffwede oc iammerklagede
+Piige fixerte hannem, første Gang Pigen i hands Tiid
+skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet war icke langt fra
+derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler Tiid
+neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring.
+Der de hørte hannem komme paa Trappen, skylffte
+de sig. Hand fant Fengselet tomt, bedrøffwede oc iammerklagede
 sig. Iomfruen pippede som et Barn, saa hand
-fant hender bag en Dør. <i>Iohan</i> bleff glad, fortælte mig
-siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes
-dem saa lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære
-wed ded skiiden Tøy?« Paa saadan Taabe Snack war
+fant hender bag en Dør. <i>Iohan</i> bleff glad, fortælte mig
+siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes
+dem saa lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære
+wed ded skiiden Tøy?« Paa saadan Taabe Snack war
 intet att sige.</p>
 
-<p>Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede
-mig med Læßen, Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte
-att knøtte oc sye paa mit Liigtøy, huortil ieg haffde
-kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.</p>
+<p>Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede
+mig med Læßen, Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte
+att knøtte oc sye paa mit Liigtøy, huortil ieg haffde
+kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.</p>
 
 <p>Den 7. <i>April</i><span class="sidenote">1679.</span> undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som
 gick neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene.
 Samme Fange haffde hafft Leilighed att faa siine Bolter<span class="pagenum"><a name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"> </a></span>
-aff, wiste oc, att Taabe <i>Iohan</i> laae Taarn-Nøglen under
-sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc tilreede en Iern-Pind for
-att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren soff; lucte den
-listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n] oc gick
-ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men
-effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.</p>
+aff, wiste oc, att Taabe <i>Iohan</i> laae Taarn-Nøglen under
+sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc tilreede en Iern-Pind for
+att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren soff; lucte den
+listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n] oc gick
+ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men
+effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.</p>
 
 <p>I hands Sted kom een wed Naffn Olle <i>Mathisen</i>, en
 Skonning, som haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod
 Sidstningen aff dette Aar, den 25. <i>Dec.</i>, bleff ieg syg aff
-en <i>Feber</i>, oc bleff <i>D. Mynchen</i><a name="FNanker_228" id="FNanker_228" href="#Fodnote_228" class="fnanchor">[228]</a> befalet at besøge mig oc
+en <i>Feber</i>, oc bleff <i>D. Mynchen</i><a name="FNanker_228" id="FNanker_228" href="#Fodnote_228" class="fnanchor">[228]</a> befalet at besøge mig oc
 tage mig under sin <i>Cur</i>, hwilcken Befaling hand oc med
 stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand er en meget
-skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin <i>Cur</i>. Ieg kom 10
+skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin <i>Cur</i>. Ieg kom 10
 Dage der effter til min Helbred igien.</p>
 
 <p>Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed <i>Sitzel</i> Klemmings
@@ -7503,108 +7469,108 @@ Daatter sig aff Maren Blockis offwertale att troeloffue
 sig med een aff Kongens Liiff-<i>Garde</i>. Kom bort
 den 26. <i>Novem:</i><span class="sidenote">1680.</span>.</p>
 
-<p>I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed
-Naffn <i>Margrete</i>. Ded første ieg saae hender, kom hun
+<p>I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed
+Naffn <i>Margrete</i>. Ded første ieg saae hender, kom hun
 mig noget fortenckelig for, oc syntist mig, att hun war
-med Barn; loed mig dog icke mercke dermed førend i
-<i>Ianuarii</i> Maanet, sidste Dag<span class="sidenote">1681.</span>. Da giorde ieg hender Spørßmaal,
+med Barn; loed mig dog icke mercke dermed førend i
+<i>Ianuarii</i> Maanet, sidste Dag<span class="sidenote">1681.</span>. Da giorde ieg hender Spørßmaal,
 huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun
-swarte dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc
-brugte hun sær Snid, som icke sømmer att antegne, for<span class="pagenum"><a name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"> </a></span>
-att bewiiße sin Løgn; men henders Snid kunde icke bestaae
+swarte dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc
+brugte hun sær Snid, som icke sømmer att antegne, for<span class="pagenum"><a name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"> </a></span>
+att bewiiße sin Løgn; men henders Snid kunde icke bestaae
 sig hoes mig, saa hun omsiider maatte bekiende ded.
 Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den war
-Kongens Liiff Karl, som war i <i>Arrest</i> neere i Sloßf. Kammers,
+Kongens Liiff Karl, som war i <i>Arrest</i> neere i Sloßf. Kammers,
 sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit
-Spørßmaal, men sagde icke att wære saa langt henne:
+Spørßmaal, men sagde icke att wære saa langt henne:
 den Tyckelse, hun haffde, war meere aff Fedme end aff
 Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne
-Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis
-Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun
-haffde worren ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en
-Dag spørger hender ad om henders Liiff oc Leffnet; saa
+Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis
+Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun
+haffde worren ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en
+Dag spørger hender ad om henders Liiff oc Leffnet; saa
 forteller hun sin Herkomst, huor hun haffde tient, oc att
 hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin Fader, oc i
-ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc
-wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I
-kiender hannem wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet
+ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc
+wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I
+kiender hannem wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet
 Kongens Liiff-Karl paa Platzen, men ieg kiender hannem
-icke.« Hun loe oc swarte (paa sit Moders-Maal): »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen,
-bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe Slosf:.</span>« Ieg
-troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte
-nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff
-med hender i Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde,
-som oc kom til mig. Ieg sagde hender den Mißtancke,
-ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min Mißtancke beroede,
+icke.« Hun loe oc swarte (paa sit Moders-Maal): »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen,
+bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe Slosf:.</span>« Ieg
+troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte
+nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff
+med hender i Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde,
+som oc kom til mig. Ieg sagde hender den Mißtancke,
+ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min Mißtancke beroede,
 men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden selff
-haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille
+haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille
 mig wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig
 offwer min Tale, <span class="sic" title="[sic]">twilffte</span> paa, att saa war. Ieg sagde:
-»Enten saa er eller icke, saa skiller mig wed hender, io føre,<span class="pagenum"><a name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"> </a></span>
-io bedre.« Hun loffwede, att saa skulle skee, men ded
-skeede icke. <i>Margrete</i> skyde intet att wære bekiendt, ded
+»Enten saa er eller icke, saa skiller mig wed hender, io føre,<span class="pagenum"><a name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"> </a></span>
+io bedre.« Hun loffwede, att saa skulle skee, men ded
+skeede icke. <i>Margrete</i> skyde intet att wære bekiendt, ded
 hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde
-en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders
+en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders
 Kone, der hun fick de Twillinger? Gick der icke en Dall
-langs need aff henders Bug?« Ole swarte: »Ded weed
-ieg icke. Spørger Anne ad!« <i>Margrete</i> sagde, att der
+langs need aff henders Bug?« Ole swarte: »Ded weed
+ieg icke. Spørger Anne ad!« <i>Margrete</i> sagde, att der
 gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente, att
 hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget
-Klæde offwer Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »<i>Nu
-rørte sig den Guds Engel!</i>« Oc saa som Slosf. Quinde icke
-effterkom ded, hun loffwede, oc <i>Margrete</i> Søster kom tit
-til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren skulle flye hender
+Klæde offwer Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »<i>Nu
+rørte sig den Guds Engel!</i>« Oc saa som Slosf. Quinde icke
+effterkom ded, hun loffwede, oc <i>Margrete</i> Søster kom tit
+til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren skulle flye hender
 noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden
-skeede), huorfor ieg sagde til <i>Margrete</i> en Dag: »I siger,
+skeede), huorfor ieg sagde til <i>Margrete</i> en Dag: »I siger,
 att Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke
-sige hannem selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener
-I icke, att ieg wil haffwe noget aff ham til att føde mit
-Barn med?« »Da wil ieg sende Bud til hannem« (sagde
-ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil sige« (ded
+sige hannem selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener
+I icke, att ieg wil haffwe noget aff ham til att føde mit
+Barn med?« »Da wil ieg sende Bud til hannem« (sagde
+ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil sige« (ded
 war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun
-bad mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io
-war henders Barne Fader. Slosf. kom effter min Begiæring.
-Ieg begynte Talen i Quindens Nærwærelse, sagde,
+bad mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io
+war henders Barne Fader. Slosf. kom effter min Begiæring.
+Ieg begynte Talen i Quindens Nærwærelse, sagde,
 at <i>Margrete</i> war med Barn effter henders egen Siende;
-hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad,
+hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad,
 om hand wille. Hand spurte hender, om hun war med
-Barn. Hun swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia! en Ii siin Fader dar tho.</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick?</span>«
-(sagde hand oc loe) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat för en Snack is dat?</span>« Hun
+Barn. Hun swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia! en Ii siin Fader dar tho.</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick?</span>«
+(sagde hand oc loe) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat för en Snack is dat?</span>« Hun
 foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war<span class="pagenum"><a name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"> </a></span>
-Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder,
-huorledis war tilgaaen. Sloßf. sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo dull is
-datt Wiiff!</span>« Hun brugte flux Mund, saa ieg befalte hender
+Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder,
+huorledis war tilgaaen. Sloßf. sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo dull is
+datt Wiiff!</span>« Hun brugte flux Mund, saa ieg befalte hender
 att gaa ud; talte saa eene med Slosf., bad hannem
-wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa
-paa ded yderste med hender: att tøße henders Snack der
+wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa
+paa ded yderste med hender: att tøße henders Snack der
 fant hand wel Raad til. Sagde hannem Sandingen med faa
-Ord, att hand haffde ført hands Hoere op til at betienne
-mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn! Ieg haffwer
-alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. <span xml:lang="nds" lang="nds">Miin Frue
-häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.</span>« Effter
-denne Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig,
-att en engelsk Quinde haffde begiært att wære hoes mig,
-men kunde icke komme førend til Paaske.</p>
+Ord, att hand haffde ført hands Hoere op til at betienne
+mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn! Ieg haffwer
+alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. <span xml:lang="nds" lang="nds">Miin Frue
+häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.</span>« Effter
+denne Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig,
+att en engelsk Quinde haffde begiært att wære hoes mig,
+men kunde icke komme førend til Paaske.</p>
 
 <p>Fiire Dage her effter begynte <i>Margreta</i> att klage sig
-att haffwe ont oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg
-tencker, att ded gaar mig ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg
+att haffwe ont oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg
+tencker, att ded gaar mig ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg
 tenckte strax ded, ieg haffde fryctet for, hwad henders
-Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte strax effter
-Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg hannem
-min Mißtancke om <i>Margrete</i>, bad hannem giøre all sin
+Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte strax effter
+Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg hannem
+min Mißtancke om <i>Margrete</i>, bad hannem giøre all sin
 Fliid for att flye den engelske Quinde op til mig samme
-Dag. I midler Tiid gick <i>Margrete</i> op paa Hyßkenet, war
-oppe offwer 5 Korter, kom neer oc saae ud som en Døding;
-sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.« Ded,
+Dag. I midler Tiid gick <i>Margrete</i> op paa Hyßkenet, war
+oppe offwer 5 Korter, kom neer oc saae ud som en Døding;
+sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.« Ded,
 ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom
 ieg haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde
 Syen, hun da strax skulle haffwe bekient ded altsammen,
-oc ded wille ieg intet wiide); sagde derfor: »Naar I kommer
+oc ded wille ieg intet wiide); sagde derfor: »Naar I kommer
 i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I Afften kommer<span class="pagenum"><a name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"> </a></span>
-her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun
+her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun
 meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa
-ded »nu« eller andre henders Ord, men bleff wed, att der
+ded »nu« eller andre henders Ord, men bleff wed, att der
 kom en anden Quinde. Ded skeede ocsaa, att den 15.
 <i>Martii</i><span class="sidenote">1681.</span> om Afftenen kom <i>Margrete</i> bort, oc i henders Sted
 en engelsk Quinde wed Naffn <i>Ionatha</i>, som haffde werret
@@ -7615,60 +7581,60 @@ Kone, som sagde, att ieg haffde offwertalt <i>Margrete</i> til att
 sige, att henders Mand war Fader aff <i>Margrete</i> Barn.</p>
 
 <p>Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen
-melde, huor bedragerske Wiiß de gott Folck siden
+melde, huor bedragerske Wiiß de gott Folck siden
 gifftede denne <i>Margrete</i>. De giorde en Bogbinder Swend
-wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft, fremwiiste for
-hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie,
-henders Søsters Æcteskabs Breff<a name="FNanker_229" id="FNanker_229" href="#Fodnote_229" class="fnanchor">[229]</a>.</p>
+wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft, fremwiiste for
+hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie,
+henders Søsters Æcteskabs Breff<a name="FNanker_229" id="FNanker_229" href="#Fodnote_229" class="fnanchor">[229]</a>.</p>
 
-<p>Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud <i>D.
+<p>Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud <i>D.
 Otto Sperlings</i> haarde Baand, effter att hand haffde werret
 fangen her paa ded Blaa Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc
 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6 Dage<a name="FNanker_230" id="FNanker_230" href="#Fodnote_230" class="fnanchor">[230]</a>. Hand<span class="pagenum"><a name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"> </a></span>
-war lenge syg, dog icke sengeliggende. <i>Doctor München</i>
+war lenge syg, dog icke sengeliggende. <i>Doctor München</i>
 betiente hannem et Par Gange med siine <i>Medicamenter</i>.
 Hand wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle
 reede hands Seng, kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til
-erbød oc wille sige, att <i>Doctern</i> war swag. Der maatte oc
-ingen wære tilstæde, naar hand lagde sig. Huordant hand
+erbød oc wille sige, att <i>Doctern</i> war swag. Der maatte oc
+ingen wære tilstæde, naar hand lagde sig. Huordant hand
 kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der laae hand oc
-banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre]
+banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre]
 hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom;
-men en Fange, som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge,
-omsiier banckede paa Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger
+men en Fange, som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge,
+omsiier banckede paa Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger
 hannem, att Doct. haffde lenge bancket. Der Ole kommer
-ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff iklæd i en reen
+ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff iklæd i en reen
 Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men talte
-gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem
+gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem
 i Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis
-hand døe, som sagt er.</p>
+hand døe, som sagt er.</p>
 
 <p><i>An.</i> 1682, i <i>April</i> Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende
-aff et sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig,
+aff et sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig,
 som war een steenig <i>Materie</i>, som haffde <i>quaguleret</i> sig oc
 i miine Tarmer sig nederskut til <i>Fundamentet</i>. <span class="sic" title="[sic]"><i>D. Munchen</i></span>
 brugte alle tienlige Midler til den Swaghed; kunde dog
 icke troe, att min Swaghed haffde den Beskaffenhed, som
-ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen kunde<span class="pagenum"><a name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"> </a></span>
-fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen
+ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen kunde<span class="pagenum"><a name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"> </a></span>
+fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen
 loed sig finde. Hand meente, om saa war, da
 skulle de <i>Medicamenter</i>, hand haffde brugt, wel driffwe den
 ud, thi ded war den Dag, att ieg satte mig selffwer 3
-Gange Klisterer<a name="FNanker_231" id="FNanker_231" href="#Fodnote_231" class="fnanchor">[231]</a>. Paa de Tiider maatte Doctoren reiße
+Gange Klisterer<a name="FNanker_231" id="FNanker_231" href="#Fodnote_231" class="fnanchor">[231]</a>. Paa de Tiider maatte Doctoren reiße
 med <i>Majesteten</i> til Holstein. Ieg brugte alt <i>Clisterer</i> effter
 <i>D. Munchens</i> Anordning, men ded war alt ded samme.
 Endeligen satte ieg mig en <i>Clister</i> en Dag om Efftermiddagen,
-gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning
-om anden Dagen om Morgenen tiilig; da skiød en stoer
+gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning
+om anden Dagen om Morgenen tiilig; da skiød en stoer
 Steen ud foruden anden <i>Materie</i>, oc slog ieg med en Hammer
 et Stycke aff den for att see, huorledis den war inden
 til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff
-Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet.
+Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet.
 Den er nesten <a class="SBScorr" name="SBS_61" id="SBS_61" title="SBS: en en">en</a> halff Finger lang oc fulle 3
-Finger tyck oc er endnu i miine <a class="SBScorr" name="SBS_62" id="SBS_62" title="SBS: Gliemme">Giemme</a>. Der <i>D. München</i>
+Finger tyck oc er endnu i miine <a class="SBScorr" name="SBS_62" id="SBS_62" title="SBS: Gliemme">Giemme</a>. Der <i>D. München</i>
 kom hiem, loed ieg hannem wiide, huorledis med mig
 tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F. Sitzele
-<i>Grubbe</i><a name="FNanker_232" id="FNanker_232" href="#Fodnote_232" class="fnanchor">[232]</a>. <i>D. München</i> loed begiere wed Tøtzløff att see
+<i>Grubbe</i><a name="FNanker_232" id="FNanker_232" href="#Fodnote_232" class="fnanchor">[232]</a>. <i>D. München</i> loed begiere wed Tøtzløff att see
 Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme
 til mig, saa skulle hand faa den att see. Ieg wille icke
 sende den, thi ieg wiste wel, att ieg haffde icke faaet
@@ -7676,15 +7642,15 @@ den igien.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_240" id="Side_240" title="[S. 240]"> </a></span></p>
 
-<p class="center smaller">[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]</p>
+<p class="center smaller">[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]</p>
 
-<p><i>Anno</i> 1682 den 11. <i>Iuni</i><a name="FNanker_233" id="FNanker_233" href="#Fodnote_233" class="fnanchor">[233]</a> dictede ieg effterfølgende
+<p><i>Anno</i> 1682 den 11. <i>Iuni</i><a name="FNanker_233" id="FNanker_233" href="#Fodnote_233" class="fnanchor">[233]</a> dictede ieg effterfølgende
 aandelig Sang.</p>
 
 <p>Kand siyngis som:</p>
 
 <p class="poemheading italic">
-Siunge wii af Hiærtens-Grund.
+Siunge wii af Hiærtens-Grund.
 </p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanzanum">
@@ -7693,47 +7659,47 @@ Siunge wii af Hiærtens-Grund.
 <span class="i0">Hwad er worris Leffnets-Iid<br /></span>
 <span class="i0">Anded end som daglig Striid?<br /></span>
 <span class="i0">Hwad er worris Arbeed dog,<br /></span>
-<span class="i0">Som fremtrællis under Aag?<br /></span>
+<span class="i0">Som fremtrællis under Aag?<br /></span>
 <span class="i0">Er ded anded end omsunst?<br /></span>
 <span class="i0">Huor til Widenskab oc Kunst?<br /></span>
 <span class="i0">Alt forswinder som en Dunst.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 2.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Huor for da bekümre sig<br /></span>
+<span class="i0">Huor for da bekümre sig<br /></span>
 <span class="i0">For ded, som er Skygge, Swig,<br /></span>
-<span class="i0">Oc saa kæck forfæcte wil<a name="FNanker_234" id="FNanker_234" href="#Fodnote_234" class="fnanchor">[234]</a><br /></span>
-<span class="i0">Ded, os icke hører til?<br /></span>
+<span class="i0">Oc saa kæck forfæcte wil<a name="FNanker_234" id="FNanker_234" href="#Fodnote_234" class="fnanchor">[234]</a><br /></span>
+<span class="i0">Ded, os icke hører til?<br /></span>
 <span class="i0">Er oc nogen i den Stand,<br /></span>
 <span class="i0">Att den Laanet holde kand,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_241" id="Side_241" title="[S. 241]"> </a></span>
-<span class="i0">Naar paa æsker Eyermand?<br /></span>
+<span class="i0">Naar paa æsker Eyermand?<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 3.
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Nøgen ieg til Werden kom,<br /></span>
-<span class="i0">Nøgen fra, ded er min Dom.<br /></span>
+<span class="i0">Nøgen ieg til Werden kom,<br /></span>
+<span class="i0">Nøgen fra, ded er min Dom.<br /></span>
 <span class="i0">Herren gaff, oc Herren tog,<br /></span>
-<span class="i0">Herren lægte, da hand slog;<br /></span>
-<span class="i0">Loffwet wære Herrens Naffn,<br /></span>
-<span class="i0">Som alt føyer til mit Gaffn!<br /></span>
+<span class="i0">Herren lægte, da hand slog;<br /></span>
+<span class="i0">Loffwet wære Herrens Naffn,<br /></span>
+<span class="i0">Som alt føyer til mit Gaffn!<br /></span>
 <span class="i0">Hannem falder ieg i Faffn.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 4.
 </div><br /><div class="stanza">
 <span class="i0">Gud, wilt du mig Naaden tee,<br /></span>
-<span class="i0">Ieg dit Huuß igien maa see,<br /></span>
-<span class="i0">Der Tack-Offer bære frem<br /></span>
-<span class="i0">Som et martlet <i>Christi</i> Læm,<br /></span>
+<span class="i0">Ieg dit Huuß igien maa see,<br /></span>
+<span class="i0">Der Tack-Offer bære frem<br /></span>
+<span class="i0">Som et martlet <i>Christi</i> Læm,<br /></span>
 <span class="i0">Siunge Loff din Guddoms Mact,<br /></span>
 <span class="i0">Som langt offwergaar den Act,<br /></span>
-<span class="i0">Mennisket hâr forrelagt?<br /></span>
+<span class="i0">Mennisket hâr forrelagt?<br /></span>
 </div><br /><div class="stanzanum">
 5.
 </div><br /><div class="stanza">
 <span class="i0">Siger du oc saae til mig:<br /></span>
 <span class="i0">Ieg ey haffwer Lyst til dig,<br /></span>
-<span class="i0">Ieg wil, du skalt bliffwe quær!<br /></span>
-<span class="i0">&mdash; See, min Frælser! ieg er hær,<br /></span>
+<span class="i0">Ieg wil, du skalt bliffwe quær!<br /></span>
+<span class="i0">&mdash; See, min Frælser! ieg er hær,<br /></span>
 <span class="i0">Diine Domme ey forstaar,<br /></span>
 <span class="i0">Men ieg weed, ihwor ded gaar:<br /></span>
 <span class="i0">Gott Taal ey ond Ende faar.<br /></span>
@@ -7741,42 +7707,42 @@ Siunge wii af Hiærtens-Grund.
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_242" id="Side_242" title="[S. 242]"> </a></span>
 Den 27. <i>Iunii</i> sendte Dronningen mig noget Silcke
-oc Sølff med Begiæring att sye hender et Blomster, som
+oc Sølff med Begiæring att sye hender et Blomster, som
 war ritzet paa <i>Pergament</i>; sendte der hoes et anded
 Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff kunde see,
-huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden
+huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden
 Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded
-Arbeed, thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded
-dog oc sagde att wille giøre ded, ded beste ieg kunde.
+Arbeed, thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded
+dog oc sagde att wille giøre ded, ded beste ieg kunde.
 Den 9. <i>Iulii</i> sendte ieg F. Hoffmesterinnen, F. Sitzel
 Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med tienstlig
 Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. <i>Majt.</i> Dronningen
-att frembære oc tale for ded som for en Lære
+att frembære oc tale for ded som for en Lære
 Klud. Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc
 sagde, att ded stack ud frem for de andre, som nogle
 Greffwinner haffde syed for hender.</p>
 
-<p>Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded
+<p>Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded
 gylden Arbeed oc sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne
 med tienstlig Begiering Hs. <i>Majt.</i> Dronningen [dennem]
 underdanigst att <i>presentere</i>. Hoffmesterinnen loed
 mig forsickre Dronningens Naade: Hendis <i>Majt.</i> wille giffwe
-mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu
+mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu
 fornommen til.</p>
 
-<p>Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke
+<p>Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke
 i ny aff mig optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft
-oc Sølff Frantzer; loed ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe
+oc Sølff Frantzer; loed ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe
 Hendis <i>Maj.</i> underdanigst <i>presentere</i>, som ded i Naade
 optog. Den 29. <i>November</i> fuldendte ieg med Arbeede, som
-ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet aff
-Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:</p>
+ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet aff
+Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_243" id="Side_243" title="[S. 243]"> </a></span></p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude<br /></span>
-<span class="i0">Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!<br /></span>
+<span class="i0">Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude<br /></span>
+<span class="i0">Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!<br /></span>
 </div></div></div>
 
 <p class="indent10">For den anden Ende dette: &mdash; <i>N.</i> Puuden war stoppet
@@ -7784,37 +7750,37 @@ med mit Haar. &mdash;</p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
 <span class="i0">Naar som needleggis her mit Hoffwit paa mit Haar,<br /></span>
-<span class="i0">Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.<br /></span>
+<span class="i0">Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.<br /></span>
 </div></div></div>
 
-<p>Paa Øyen Klæded war syed:</p>
+<p>Paa Øyen Klæded war syed:</p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer,<br /></span>
-<span class="i0">Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer<br /></span>
+<span class="i0">Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer,<br /></span>
+<span class="i0">Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer<br /></span>
 <span class="i0">Oc dennem smycker ud i derris haffte Huud,<br /></span>
-<span class="i0">At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud.<br /></span>
-<span class="i0">Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue<br /></span>
-<span class="i0">Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue,<br /></span>
+<span class="i0">At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud.<br /></span>
+<span class="i0">Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue<br /></span>
+<span class="i0">Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue,<br /></span>
 <span class="i0">Ieg, ieg skal see min Gud, ey fremmede for mig,<br /></span>
-<span class="i0">Hiælp <i>Iesu</i>, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig<a name="FNanker_235" id="FNanker_235" href="#Fodnote_235" class="fnanchor">[235]</a>!<br /></span>
+<span class="i0">Hiælp <i>Iesu</i>, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig<a name="FNanker_235" id="FNanker_235" href="#Fodnote_235" class="fnanchor">[235]</a>!<br /></span>
 </div></div></div>
 
 <p>Henders <i>Maj.</i> Dronningen war mig stetze naadig, sendte
 mig paa nye<span class="sidenote">1683.</span> en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff
-for hender att føde oc derris Spind Hs. <i>Majt.</i> att
+for hender att føde oc derris Spind Hs. <i>Majt.</i> att
 igien sende. Den dydige Dronning sendte mig nogle Gange
 Pommerantzer, Zitroner oc aff de stoere <i>Almenacker</i><a name="FNanker_236" id="FNanker_236" href="#Fodnote_236" class="fnanchor">[236]</a>, oc
 ded med en Dwerre, som er ret en hurtig Karl. Hands<span class="pagenum"><a name="Side_244" id="Side_244" title="[S. 244]"> </a></span>
-Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster Sophia
+Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster Sophia
 Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.</p>
 
-<p>De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe,
-war meget høfflig oc goed imod mig, sendte mig adskillige
-Gange <i>Zitroner</i>, <i>Pommerantzer</i>, <i>Multibær</i> oc andre Fructer
+<p>De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe,
+war meget høfflig oc goed imod mig, sendte mig adskillige
+Gange <i>Zitroner</i>, <i>Pommerantzer</i>, <i>Multibær</i> oc andre Fructer
 effter Aarsens Tiider.</p>
 
-<p>En Iomfrue, som war aff Slæct en <i>Donep</i><a name="FNanker_237" id="FNanker_237" href="#Fodnote_237" class="fnanchor">[237]</a>, sendte
+<p>En Iomfrue, som war aff Slæct en <i>Donep</i><a name="FNanker_237" id="FNanker_237" href="#Fodnote_237" class="fnanchor">[237]</a>, sendte
 mig oc et Par Gange Fruct.</p>
 
 <p>Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret
@@ -7824,452 +7790,452 @@ Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg icke gierne effterloed
 (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine Heltinner),
 men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit
 nesten 20 Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens
-Hiærte imod mig (der ieg dog med en goed
+Hiærte imod mig (der ieg dog med en goed
 Samwittighed kand widne for Gud, att ieg aldrig weed att
 haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede U-naade).
 Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed
-nogle Gange i forrige Aaringer weed siine høye <i>Ministri</i>
-giøre Forbøn for mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war
-Swarret meget hart, oc derris Titler »Forrædre« oc »lige
-saa goede som ieg«; wiiste dennem paa Døren. All den
+nogle Gange i forrige Aaringer weed siine høye <i>Ministri</i>
+giøre Forbøn for mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war
+Swarret meget hart, oc derris Titler »Forrædre« oc »lige
+saa goede som ieg«; wiiste dennem paa Døren. All den
 Naade, mig aff Kongl. <i>Majt.</i> wederforis, som: med ded
-uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg
+uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg
 selffwer maatte raade for, oc den regierende Dronnings
-Goedhed imod mig, fortrød Encke Dronningen paa ded<span class="pagenum"><a name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"> </a></span>
-hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste Maade Kongl.
+Goedhed imod mig, fortrød Encke Dronningen paa ded<span class="pagenum"><a name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"> </a></span>
+hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste Maade Kongl.
 <i>Majt.</i> tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun
-haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et <i>Clavicordium</i>,
-fortrød hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til
+haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et <i>Clavicordium</i>,
+fortrød hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til
 derfor; huor ud offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde,
 att Kongen haffde spurt hannem ad, huor hand kom til
-att flye mig et <i>Clavicordium</i>. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick</span>«, sagde Slosf., »<span xml:lang="nds" lang="nds">stund
-verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.</span>« (Ieg tenckte:
+att flye mig et <i>Clavicordium</i>. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick</span>«, sagde Slosf., »<span xml:lang="nds" lang="nds">stund
+verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.</span>« (Ieg tenckte:
 du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg saae
 hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte,
 hwem der haffde sagt Kongen aff ded <i>Clavicordium</i>. Hand
-swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">De aalde Königinn; se häfft ere <i>Spionen</i> öffwer
-all, end se häfft den König so hart thogesprocken, dat
-het en Schande is, dat he Iu so grote Friiheit gifft;</span>« tog
+swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">De aalde Königinn; se häfft ere <i>Spionen</i> öffwer
+all, end se häfft den König so hart thogesprocken, dat
+het en Schande is, dat he Iu so grote Friiheit gifft;</span>« tog
 med ded samme til <i>Clav.</i>, lige som hand wille tage ded
-med sig (oc sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ii moeten dat nicht häbben.</span>« (Ieg
-sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. <i>Maj.</i>
-miinen allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst
-vergönt is, tho kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff.
-Dat <i>Clavic.</i> is kehnen im Wege und de königliche Frue
-Moder tho kehnen Schaden.</span>« Hand drog alt derpaa oc
+med sig (oc sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ii moeten dat nicht häbben.</span>« (Ieg
+sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. <i>Maj.</i>
+miinen allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst
+vergönt is, tho kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff.
+Dat <i>Clavic.</i> is kehnen im Wege und de königliche Frue
+Moder tho kehnen Schaden.</span>« Hand drog alt derpaa oc
 wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde
-kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »<span xml:lang="nds" lang="nds"><a class="SBScorr" name="SBS_63" id="SBS_63" title="SBS: Iii">Ii</a> söllen
+kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »<span xml:lang="nds" lang="nds"><a class="SBScorr" name="SBS_63" id="SBS_63" title="SBS: Iii">Ii</a> söllen
 mii dat staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat
-ick daför gegewen häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat
-ii wil.</span>« (Hand sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat wil ick den König säggen.</span>«
-Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden intet om talt<a name="FNanker_238" id="FNanker_238" href="#Fodnote_238" class="fnanchor">[238]</a>,<span class="pagenum"><a name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"> </a></span>
-oc haffwer ieg ded <i>Clavicordium</i> endnu, leger dog siælden
-der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine <i>Heltinner</i>,
-paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom
-eller oc Døden skulle ded forhindre, att <a class="SBScorr" name="SBS_64" id="SBS_64" title="SBS: ded">ieg</a> icke kunde
+ick daför gegewen häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat
+ii wil.</span>« (Hand sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat wil ick den König säggen.</span>«
+Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden intet om talt<a name="FNanker_238" id="FNanker_238" href="#Fodnote_238" class="fnanchor">[238]</a>,<span class="pagenum"><a name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"> </a></span>
+oc haffwer ieg ded <i>Clavicordium</i> endnu, leger dog siælden
+der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine <i>Heltinner</i>,
+paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom
+eller oc Døden skulle ded forhindre, att <a class="SBScorr" name="SBS_64" id="SBS_64" title="SBS: ded">ieg</a> icke kunde
 fuldende ded, eller oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra
-mig<a name="FNanker_239" id="FNanker_239" href="#Fodnote_239" class="fnanchor">[239]</a>, saa kom ded icke i Eders, miine hierte kiære
-Børns, Hænder.</p>
+mig<a name="FNanker_239" id="FNanker_239" href="#Fodnote_239" class="fnanchor">[239]</a>, saa kom ded icke i Eders, miine hierte kiære
+Børns, Hænder.</p>
 
 <p>Den 24. <i>Septr.</i> bleff min Skriffte Fader <i>M. Iohan Adolf</i>
 forfremmet; bleff Probst til <i>wor Frue Kircke</i><a name="FNanker_240" id="FNanker_240" href="#Fodnote_240" class="fnanchor">[240]</a>. Hand tog
 en meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig
-oc wærret min Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor
-nødig ieg mistede hannem!</p>
+oc wærret min Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor
+nødig ieg mistede hannem!</p>
 
 <p>I Begyndelsen aff dette Aar<span class="sidenote">1684.</span> war min Skriffte Fader
-H. Peder <i>Collerus</i>, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig
-oc med sin Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær
+H. Peder <i>Collerus</i>, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig
+oc med sin Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær
 Mand, men icke Bornemand<a name="FNanker_241" id="FNanker_241" href="#Fodnote_241" class="fnanchor">[241]</a>.</p>
 
 <p>Den 3. <i>April</i> bleff mig sendt i Dronningens Naffn en
-gammel skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte
-den for att wære den Umage quit). Den war bit aff en
-Maar Kiæfften itue, saa Tungen hengte ud paa den eene<span class="pagenum"><a name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"> </a></span>
-Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden; der war
-en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit,
+gammel skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte
+den for att wære den Umage quit). Den war bit aff en
+Maar Kiæfften itue, saa Tungen hengte ud paa den eene<span class="pagenum"><a name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"> </a></span>
+Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden; der war
+en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit,
 skiuttede paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded
-war meget kiendeligt, att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed
+war meget kiendeligt, att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed
 offwer sin Formue. Mig bleff sagt, att Hs. <i>M.</i> Dronningen
-haffde meget ælsket den Hund. Ded war en liiden
+haffde meget ælsket den Hund. Ded war en liiden
 <i>Bollognes</i>; hands Naffn war <i>Cavaillier</i>. Dronningen meente,
-att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg
+att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg
 haabtist ded samme.</p>
 
 <p>Den 12. <i>Aug.</i> dette Aar<span class="sidenote">1684.</span> fuldente ieg mit forretagende
 Werck, oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags
-rooßwærdige Quindis Persohner, baade om striidbare, om
+rooßwærdige Quindis Persohner, baade om striidbare, om
 fornufftige Regentinner, om troefaste, om kyske, om gudfryctige,
-om dydige, om ulyckelige, om lærde oc om standhafftige,
+om dydige, om ulyckelige, om lærde oc om standhafftige,
 saa syntist mig, att de icke alle kunde regnis for
-<i>Heltinner</i> att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte
+<i>Heltinner</i> att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte
 dennem i trende Parter, under Tittel aff <i>Heltinners Pryd</i>.
-Den første Part fremfører de striidbare <i>Heltinner</i> i derris
+Den første Part fremfører de striidbare <i>Heltinner</i> i derris
 Pryd. Den anden Part melder om troefaste oc kydske
 <i>Heltinner</i>. Den tredie Part fremleder de standhafftige<a name="FNanker_242" id="FNanker_242" href="#Fodnote_242" class="fnanchor">[242]</a>.<span class="pagenum"><a name="Side_248" id="Side_248" title="[S. 248]"> </a></span>
 Hwer Part haffwer sin <i>Appendix</i>. Ieg haabis til Gud, att
 dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder, miine
-hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil,
-saa wil ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige
+hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil,
+saa wil ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige
 oc offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende
-iklæde oc udstaffere.</p>
+iklæde oc udstaffere.</p>
 
 <p>Om <i>Ionatha</i>, som mig nu betienner, wil ieg noget
-melde effter henders egen Beretning. Witløfftigheden wil
+melde effter henders egen Beretning. Witløfftigheden wil
 ieg gaae forbi, paa hwad Maade hun kom fra sin Moder,
 men Meeningen er, att hun imod sin Moders Willie gifftede
-sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens Pedersen
+sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens Pedersen
 <i>Holme</i>. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter
-egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget
+egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget
 deraff antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger
-hun), fortrød hun ded, oc rant hender stetze i Sinde, att
-hun haffde fortørnet henders Moder oc giort meget ille.
+hun), fortrød hun ded, oc rant hender stetze i Sinde, att
+hun haffde fortørnet henders Moder oc giort meget ille.
 Moderen haffde oc skreffwen hender en haard Skriffuelse
-til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc anstillede
+til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc anstillede
 sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange
-Maader som et kællen uforstandig Barn, stønnem oc som
+Maader som et kællen uforstandig Barn, stønnem oc som
 den, der haffde tabt sin Fornufft oc <a class="SBScorr" name="SBS_65" id="SBS_65" title="SBS: fortwilfflede">fortwifflede</a>. Ded
 synnis, att Manden omgickis hender oc, efftersom hun war
 sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som paa
 et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde
 hannem engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig
-selffwer i Pæffling Søen, en anden Gang, att hun wille<span class="pagenum"><a name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"> </a></span>
-slaa ham ihiæl. Manden fryctede intet for nogen <a class="SBScorr" name="SBS_66" id="SBS_66" title="SBS: att">aff</a> Deelene;
+selffwer i Pæffling Søen, en anden Gang, att hun wille<span class="pagenum"><a name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"> </a></span>
+slaa ham ihiæl. Manden fryctede intet for nogen <a class="SBScorr" name="SBS_66" id="SBS_66" title="SBS: att">aff</a> Deelene;
 dog loed hand tage Ware paa hender, naar hun gick
 ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen
-engang sat sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi
-ded Stæd behagede hender; war oc paa Weye att gaa
+engang sat sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi
+ded Stæd behagede hender; war oc paa Weye att gaa
 did, men bleff hentet tilbage. Hun slog oc Manden engang
-paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff
+paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff
 rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene
 stoede neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da
-att slaa ham ihiæl, tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand
-soff, snackede wed sig selffuer høyt oc skiænte, rørte
-hannem sacte <a class="SBScorr" name="SBS_67" id="SBS_67" title="SBS: met">med</a> Kiæppen offwer Skinnebeenene. Hand
+att slaa ham ihiæl, tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand
+soff, snackede wed sig selffuer høyt oc skiænte, rørte
+hannem sacte <a class="SBScorr" name="SBS_67" id="SBS_67" title="SBS: met">med</a> Kiæppen offwer Skinnebeenene. Hand
 loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere.
-Dermed tog hand til Kiæppen oc tog den fra hender,
-spurte, hwad hun haffde i Sinde. Hun swarte: »Att slaa
-Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig offwer min Galskab«
-(fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste høyt
+Dermed tog hand til Kiæppen oc tog den fra hender,
+spurte, hwad hun haffde i Sinde. Hun swarte: »Att slaa
+Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig offwer min Galskab«
+(fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste høyt
 oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede
-Aand oc giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun
+Aand oc giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun
 engang fick i Sinde att icke wille ligge hoes Manden, wille
 ligge paa en Benck i Kammerset. Hand gaff hender lenge
 goede Ord, men de formaatte intet. Hand sagde omsier:
-»Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers saa
-kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op,
-klædde hender gandske nøgen aff, klatzede hender med
+»Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers saa
+kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op,
+klædde hender gandske nøgen aff, klatzede hender med
 sin Haand paa henders Gatt oc kaste hender i Sengen.
-Hun swær, att hun icke i nogle Dage kunde sidde op paa
+Hun swær, att hun icke i nogle Dage kunde sidde op paa
 sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag siden.
 Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes<span class="pagenum"><a name="Side_250" id="Side_250" title="[S. 250]"> </a></span>
-hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra
+hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra
 hender til West-Indien. Hand sendte hender med <i>retour</i>
 Skiibene allehaande Warer, som hun kunde forhandle, saa
-hun haffde sin goede Ophold. Saa hænder ded sig, att
-Manden døer i West-Indien, oc en, som fører hender de
+hun haffde sin goede Ophold. Saa hænder ded sig, att
+Manden døer i West-Indien, oc en, som fører hender de
 Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff
-<i>Gouuerneuren</i> der sammested wed Naffn &mdash;<a name="FNanker_243" id="FNanker_243" href="#Fodnote_243" class="fnanchor">[243]</a> i et Giæstebud,
-oc ded fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc
+<i>Gouuerneuren</i> der sammested wed Naffn &mdash;<a name="FNanker_243" id="FNanker_243" href="#Fodnote_243" class="fnanchor">[243]</a> i et Giæstebud,
+oc ded fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc
 <i>Gouuerneuren</i> befryctede sig, att <i>Holme</i> skulle sige om
-hands unde Forhold. Offwer denne Berætning bleff hun
-forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om Natten oc
-skiæntis med Wæcterne. Hun gick til <i>Admiralen</i> paa
-Holmen oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde,
-oc beskylte den, hun intet kunde offwer bewiiße.
-Løb saa en Tiid lang, intil hun endeligen kom noget i
-Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom til mig.
-Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun
-haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun
+hands unde Forhold. Offwer denne Berætning bleff hun
+forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om Natten oc
+skiæntis med Wæcterne. Hun gick til <i>Admiralen</i> paa
+Holmen oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde,
+oc beskylte den, hun intet kunde offwer bewiiße.
+Løb saa en Tiid lang, intil hun endeligen kom noget i
+Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom til mig.
+Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun
+haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun
 paa henders Salighed, opregner alle henders Synder. I
-Synderlighed begræder hun att haffwe saa høyligen fortørnet
-henders Moder oc dermed træcket Forbandelsen
-offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster
-ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen;
+Synderlighed begræder hun att haffwe saa høyligen fortørnet
+henders Moder oc dermed træcket Forbandelsen
+offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster
+ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen;
 fremdrager aff den hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis
-Forsickring en boedfærdig Synder sig haffwer at forlade
-til. Stønnem er hun tungsinnet offwer Skrifftens Forklaring,<span class="pagenum"><a name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"> </a></span>
-som hender synnis icke paa alle Stæder at komme
-offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter
+Forsickring en boedfærdig Synder sig haffwer at forlade
+til. Stønnem er hun tungsinnet offwer Skrifftens Forklaring,<span class="pagenum"><a name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"> </a></span>
+som hender synnis icke paa alle Stæder at komme
+offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter
 ieg hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud
 inderligen, att hun er kommen til mig, huor hun finder
-Trøst oc Roelighed.</p>
+Trøst oc Roelighed.</p>
 
 <p>Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte
 hun, at den <i>Gouuerneur</i>, som melded er, om hwilcken hun
-haffde for<sup>te</sup> Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde
-hun til mig: »Ieg hører, att den Schelm er kommen hid.
-Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.« Ieg spurte hender,
-huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre hannem.«
-Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus
-beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg
-Eder icke komme ud.« Oc saa som hun er et Menniske,
-hwis Mage ieg icke haffuer kiænt, thi hun kand skiænde
-med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale oc Laeder
-der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße mig,
-huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff
-<i>Gouuerneuren</i> (hun er en liiden spærlæmmet Quinde).
+haffde for<sup>te</sup> Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde
+hun til mig: »Ieg hører, att den Schelm er kommen hid.
+Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.« Ieg spurte hender,
+huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre hannem.«
+Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus
+beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg
+Eder icke komme ud.« Oc saa som hun er et Menniske,
+hwis Mage ieg icke haffuer kiænt, thi hun kand skiænde
+med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale oc Laeder
+der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße mig,
+huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff
+<i>Gouuerneuren</i> (hun er en liiden spærlæmmet Quinde).
 Saa <i>figurerte</i> hun sig, att henders Fiinde saed paa en
-Stoel, oc hun wille haffwe en stoer Kniiff under sit Forklæde.
-Naar hand sagde til hender: »Quinde, hwad wil
-I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded
-haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded
-Sted, men gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet
-aff hannem. Ieg sagde: »Ded er dog saa skammeligt att
-døe for Bødels-Haand.« »O ney!« (swarte hun) »ded er
-ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc meente
-hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere
-end den, der døde paa sin <a class="SBScorr" name="SBS_68" id="SBS_68" title="SBS: Syge-Segn">Syge-Seng</a>, oc ded war icke<span class="pagenum"><a name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"> </a></span>
-Synd att slaae den ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß
+Stoel, oc hun wille haffwe en stoer Kniiff under sit Forklæde.
+Naar hand sagde til hender: »Quinde, hwad wil
+I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded
+haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded
+Sted, men gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet
+aff hannem. Ieg sagde: »Ded er dog saa skammeligt att
+døe for Bødels-Haand.« »O ney!« (swarte hun) »ded er
+ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc meente
+hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere
+end den, der døde paa sin <a class="SBScorr" name="SBS_68" id="SBS_68" title="SBS: Syge-Segn">Syge-Seng</a>, oc ded war icke<span class="pagenum"><a name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"> </a></span>
+Synd att slaae den ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß
 en anden. Ieg spurte hender, om hun icke meente, att
-den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney« (swarte
-hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen
-maa wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller
+den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney« (swarte
+hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen
+maa wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller
 Menniskens Lowe; oc hwad siger oc befaler os ded 5.
-Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med forrige Ord, gierne
-att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff den Schelm.
+Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med forrige Ord, gierne
+att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff den Schelm.
 (<i>N.</i> Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for
-mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør
+mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør
 Synd aff ded, som er ingen Synd, oc ded, som er Synd,
-wil hun icke lade paßere for Synd. Hun siger, att ded
-er Synd att slaae en Hund, en Kat eller Fuell ihiæl: de
-uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda større
+wil hun icke lade paßere for Synd. Hun siger, att ded
+er Synd att slaae en Hund, en Kat eller Fuell ihiæl: de
+uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda større
 Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad
-engang, om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney«
-(swarte hun), »den, der haffwer slaget Bestet ihiæl, den
-haffwer giort Synd.« Hun swær, att om hun endeligen
-skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en Bødel,
-da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller adskillige
-Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten
+engang, om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney«
+(swarte hun), »den, der haffwer slaget Bestet ihiæl, den
+haffwer giort Synd.« Hun swær, att om hun endeligen
+skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en Bødel,
+da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller adskillige
+Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten
 haffwer slaget derris egen Beester eller sultet dennem.
-En Fortælling wil ieg icke forbigaa, som er heel artig.
+En Fortælling wil ieg icke forbigaa, som er heel artig.
 Hun saalte (siger hun) engang en Slacter nogle Swiin.
-Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder sammen
-oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer
-de arme Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff
-dem? Ney, ded wil ieg icke!« kaste Pengene til dem igien.
+Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder sammen
+oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer
+de arme Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff
+dem? Ney, ded wil ieg icke!« kaste Pengene til dem igien.
 Ieg spurte hender: om hun icke wiste, att man slacter
-Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren haffde kiøbt<span class="pagenum"><a name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"> </a></span>
-dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand
+Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren haffde kiøbt<span class="pagenum"><a name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"> </a></span>
+dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand
 wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke
-skiøt derom; men saa att binde de arme Beester oc høre
-dennem skriige, ded kunde ieg icke liide.« Ded skulle
-wære for witløfftigt att optegne alle henders <i>extravagante</i>
-Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men med all ded
+skiøt derom; men saa att binde de arme Beester oc høre
+dennem skriige, ded kunde ieg icke liide.« Ded skulle
+wære for witløfftigt att optegne alle henders <i>extravagante</i>
+Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men med all ded
 er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den
-troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med
+troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med
 stoer Omhygelighed.</p>
 
 <p>Bemelte <i>Gouuerneur</i>, der hand war paa Reisen igien
 tilbage til <i>West-Indien</i>, bleff hand aff nogle Fanger, som
-ware paa Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne
-kom weed underlig Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe]
-for derris Mißgiærningers Skyld dømt til Døde<a name="FNanker_244" id="FNanker_244" href="#Fodnote_244" class="fnanchor">[244]</a>. <i>Ionatha</i>
-syntis, att <i>Gouuerneuren</i> haffde faaet alt for goed en Døe,
+ware paa Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne
+kom weed underlig Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe]
+for derris Mißgiærningers Skyld dømt til Døde<a name="FNanker_244" id="FNanker_244" href="#Fodnote_244" class="fnanchor">[244]</a>. <i>Ionatha</i>
+syntis, att <i>Gouuerneuren</i> haffde faaet alt for goed en Døe,
 oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld skulle miste
-Liiffuet. Ieg øffwer mig med <i>Ionatha</i> i ded engelske Sprog.
+Liiffuet. Ieg øffwer mig med <i>Ionatha</i> i ded engelske Sprog.
 Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun<span class="pagenum"><a name="Side_254" id="Side_254" title="[S. 254]"> </a></span>
-i mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc
-saa som hun læßer flittig den engelske Bibel, oc hun icke
-saa liige forstaar alle Ord, saa underwiißer ieg hender,
-efftersom ieg icke alleeneste aff forregaaende oc effterfølgende
+i mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc
+saa som hun læßer flittig den engelske Bibel, oc hun icke
+saa liige forstaar alle Ord, saa underwiißer ieg hender,
+efftersom ieg icke alleeneste aff forregaaende oc effterfølgende
 Ord kand wiide Meeningen, men endoc, att somme
-Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden <i>accent</i>. Oc
+Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden <i>accent</i>. Oc
 kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff
-Skrifften. Hun siger sig att wære <i>calvinsk</i>, er dog icke i
+Skrifften. Hun siger sig att wære <i>calvinsk</i>, er dog icke i
 de <i>Calvinisters</i> Meening. Ieg <i>disputerer</i> aldrig med hender
 i henders Meening. Hun gaar altiid til Alters i Dronningens
 Kircke<a name="FNanker_245" id="FNanker_245" href="#Fodnote_245" class="fnanchor">[245]</a>. Der hun engang kom derfra til mig
 igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en
 Quinde om <i>Religionen</i>, hwilcken haffde sagt hender i henders
-Øygne, att hun war ingen <i>Calvinist</i>. Ieg spurte hender<span class="pagenum"><a name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"> </a></span>
+Øygne, att hun war ingen <i>Calvinist</i>. Ieg spurte hender<span class="pagenum"><a name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"> </a></span>
 ad, [aff] hwad <i>Religion</i> den Quinde holte hender da for
-att wære. Hun swarte: »Ded maa Gud wiide. Ieg bad
-hender skiøtte sig selffwer« (sagde <i>Ionath[a]</i>), »ieg war en
+att wære. Hun swarte: »Ded maa Gud wiide. Ieg bad
+hender skiøtte sig selffwer« (sagde <i>Ionath[a]</i>), »ieg war en
 Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis Ord (men ieg
 sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc
 leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer
-derris Troe.«</p>
+derris Troe.«</p>
 
 <p>I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde
 need aff den Stoel, hun hitzis op med til Kongens Gemack.
-Stoelen løb paa Tritzerne for hastig need, saa hun falt
-neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne. Samme Aar
-tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker,
-end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket,
+Stoelen løb paa Tritzerne for hastig need, saa hun falt
+neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne. Samme Aar
+tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker,
+end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket,
 oc imellem Maaltiiderne holte sig inne.</p>
 
-<p>Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:</p>
+<p>Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:</p>
 
 <div class="blockquot">
 <p>En Beretning om <b>Minde</b> oc <b>Moed</b>,
-Gud til Ære <a class="SBScorr" name="SBS_69" id="SBS_69" title="SBS: optengnet">optegnet</a> aff den <i>L</i>iidende <i>C</i>hristinne
+Gud til Ære <a class="SBScorr" name="SBS_69" id="SBS_69" title="SBS: optengnet">optegnet</a> aff den <i>L</i>iidende <i>C</i>hristinne
 i henders Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.</p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte,<br /></span>
-<span class="i0">Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte;<br /></span>
-<span class="i4">Dog kand gott <i>Minde</i> læt fremfaret søge op,<br /></span>
-<span class="i4">Oc <i>Moded</i> giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop.<br /></span>
-<span class="i0">Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye<br /></span>
-<span class="i0">Min Ungdoms-Welstands Iord med sit <span class="sic" title="[sic]">Siær</span> att ompløye?<br /></span>
+<span class="i0">Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte,<br /></span>
+<span class="i0">Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte;<br /></span>
+<span class="i4">Dog kand gott <i>Minde</i> læt fremfaret søge op,<br /></span>
+<span class="i4">Oc <i>Moded</i> giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop.<br /></span>
+<span class="i0">Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye<br /></span>
+<span class="i0">Min Ungdoms-Welstands Iord med sit <span class="sic" title="[sic]">Siær</span> att ompløye?<br /></span>
 <span class="i4">Den Iord nu ligger ley oc kand ey giffwe Fruct,<br /></span>
 <span class="i4">De Fuurer bliffwer strax aff onde Fald tilluct.<br /></span>
-<span class="i0">I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"> </a></span>
-<span class="i0">Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage;<br /></span>
+<span class="i0">I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"> </a></span>
+<span class="i0">Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage;<br /></span>
 <span class="i4">Der Alderen tiltog, tiltog oc Weddermoed,<br /></span>
 <span class="i4">Ded gick mig icke saa, som ded for Werden loed.<br /></span>
-<span class="i0">Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder<br /></span>
-<span class="i0">De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder.<br /></span>
-<span class="i4">Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind!<br /></span>
-<span class="i4">I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind,<br /></span>
-<span class="i0">I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel;<br /></span>
+<span class="i0">Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder<br /></span>
+<span class="i0">De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder.<br /></span>
+<span class="i4">Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind!<br /></span>
+<span class="i4">I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind,<br /></span>
+<span class="i0">I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel;<br /></span>
 <span class="i0">Hwad kan ey <i>Mact</i> oc <i>Niid</i>, naar de findis sammel?<br /></span>
 <span class="i4">Guds Goedhed mindis wil, som rackte mig sin Haand,<br /></span>
-<span class="i4">Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand.<br /></span>
+<span class="i4">Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand.<br /></span>
 <span class="i0">Der alt ont hoffwitku[l]ds indfalt paa mig tilliige,<br /></span>
-<span class="i0">Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige,<br /></span>
-<span class="i4">Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc <i>Moed</i>,<br /></span>
-<span class="i4">Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig <i>goed</i>.<br /></span>
+<span class="i0">Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige,<br /></span>
+<span class="i4">Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc <i>Moed</i>,<br /></span>
+<span class="i4">Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig <i>goed</i>.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanza">
 <span class="i0">Hwad <i>Moed</i> udrette kand, wil ieg nu lit betracte.<br /></span>
 <span class="i0">Den, dermed pryded er, maa sig wel lycklig acte;<br /></span>
-<span class="i4">Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff,<br /></span>
+<span class="i4">Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff,<br /></span>
 <span class="i4">Opfrisker gammel Krop, som er swag, kaald oc stiiff.<br /></span>
-<span class="i0">Ieg meener saadant <i>Moed</i>, som aff Fornufften føris,<br /></span>
-<span class="i0">Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris.<br /></span>
-<span class="i4">Ded snarer hænder sig, att <i>Moeded</i> falder plat<br /></span>
-<span class="i4">For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat,<br /></span>
+<span class="i0">Ieg meener saadant <i>Moed</i>, som aff Fornufften føris,<br /></span>
+<span class="i0">Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris.<br /></span>
+<span class="i4">Ded snarer hænder sig, att <i>Moeded</i> falder plat<br /></span>
+<span class="i4">For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat,<br /></span>
 <span class="i0">End for en gammel Mand, der weed, hwad Werden giffwer,<br /></span>
 <span class="i0">Aff lang Forfarenhed, oc hwad Spil Lycken driffwer;<br /></span>
 <span class="i4">Den fatter et got <i>Moed</i>, som er et skiudfrii Skiold<br /></span>
 <span class="i4">Mod alle haarde Puff oc Mactens Offwerwold.<br /></span>
-<span class="i0"><i>Moed</i> giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"> </a></span>
-<span class="i0">Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter<br /></span>
+<span class="i0"><i>Moed</i> giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"> </a></span>
+<span class="i0">Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter<br /></span>
 <span class="i4">For anded end for Laan, som icke holdis kand<br /></span>
-<span class="i4">En eeneste <i>Minut</i>, naar æsker Eyermand.<br /></span>
+<span class="i4">En eeneste <i>Minut</i>, naar æsker Eyermand.<br /></span>
 <span class="i0"><i>Moed</i> Bloded frisker op, som Krafft igien uddeeler<br /></span>
 <span class="i0">Til Leffwer, Lunge, Milt oc andre Kroppens Leeder;<br /></span>
-<span class="i4"><i>Moed</i> giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til,<br /></span>
-<span class="i4">Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil.<br /></span>
-<span class="i0"><i>Moed</i> fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter,<br /></span>
-<span class="i0">Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter;<br /></span>
-<span class="i4"><i>Moed</i> wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt<br /></span>
-<span class="i4">Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.<br /></span>
+<span class="i4"><i>Moed</i> giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til,<br /></span>
+<span class="i4">Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil.<br /></span>
+<span class="i0"><i>Moed</i> fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter,<br /></span>
+<span class="i0">Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter;<br /></span>
+<span class="i4"><i>Moed</i> wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt<br /></span>
+<span class="i4">Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,<br /></span>
-<span class="i0">For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;<br /></span>
-<span class="i4">Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag<br /></span>
+<span class="i0">Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,<br /></span>
+<span class="i0">For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;<br /></span>
+<span class="i4">Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag<br /></span>
 <span class="i4">Gud naadelig endnu mig under denne Dag.<br /></span>
-<span class="i0">Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;<br /></span>
-<span class="i0">Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,<br /></span>
-<span class="i4">Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,<br /></span>
-<span class="i4">I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,<br /></span>
-<span class="i0">Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!<br /></span>
-<span class="i0">Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!<br /></span>
+<span class="i0">Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;<br /></span>
+<span class="i0">Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,<br /></span>
+<span class="i4">Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,<br /></span>
+<span class="i4">I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,<br /></span>
+<span class="i0">Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!<br /></span>
+<span class="i0">Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!<br /></span>
 <span class="i4">Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey,<br /></span>
-<span class="i4">Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.<br /></span>
+<span class="i4">Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.<br /></span>
 </div></div></div>
 </div>
 
 <p>Skreffwen 1684 den 28. <i>Februarii</i>, som er 36 Aars
-Dagen, att høyloffligste Konning <i>Christian</i> den fiærde sagde
+Dagen, att høyloffligste Konning <i>Christian</i> den fiærde sagde
 Werden Goede Nat, oc ieg min Wersens Welfart.</p>
 
 <p>Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels
 20. Aar, 6 Maaneder oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie
-Parten aff miine Leffnets Aare i dette Fengsel. Gud wære<span class="pagenum"><a name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"> </a></span>
-loffwet, att saa megen Tiid er forbi; haabis, att de øffrige
+Parten aff miine Leffnets Aare i dette Fengsel. Gud wære<span class="pagenum"><a name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"> </a></span>
+loffwet, att saa megen Tiid er forbi; haabis, att de øffrige
 Dage icke bliffwer mange.</p>
 
 <p><i>Anno</i> 1685 den 14. <i>Ianuario</i> forlystede ieg mig att
-giøre nogle Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis,
+giøre nogle Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis,
 under <i>Tittel</i>:</p>
 
-<p class="center italic">En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne.</p>
+<p class="center italic">En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne.</p>
 
 <p>De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine
-hiærte kiære Børn, til Hænde<a name="FNanker_246" id="FNanker_246" href="#Fodnote_246" class="fnanchor">[246]</a>.</p>
+hiærte kiære Børn, til Hænde<a name="FNanker_246" id="FNanker_246" href="#Fodnote_246" class="fnanchor">[246]</a>.</p>
 
-<p>Den 20. <i>Feb.</i> døde den kongl. Frue Moder, Dronning
-<i>Sophia Amalia</i>. Hun formodede icke, att Døden skulle saa
-hastig giæste hender; men der<span class="sidenote">1685.</span> hun aff Doctorn bleff adwaret,
-att ded syntist, Døden icke wille lengre <span class="sic" title="[sic]">lænte</span>, adtraadde
-hun att tale med sin Søn. Men Døden wille icke
+<p>Den 20. <i>Feb.</i> døde den kongl. Frue Moder, Dronning
+<i>Sophia Amalia</i>. Hun formodede icke, att Døden skulle saa
+hastig giæste hender; men der<span class="sidenote">1685.</span> hun aff Doctorn bleff adwaret,
+att ded syntist, Døden icke wille lengre <span class="sic" title="[sic]">lænte</span>, adtraadde
+hun att tale med sin Søn. Men Døden wille icke
 biie Kongl. <i>Majts.</i> Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde
 sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa
-en Stoel, men maaleløß, oc lided der effter saa siddendis
+en Stoel, men maaleløß, oc lided der effter saa siddendis
 opgaff hun sin Aand.</p>
 
-<p>Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget
+<p>Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget
 iblant Folckis Tale. En Part meente, att ieg kom
 paa frii Foed. Andre troede, att ieg nock kom ud aff
 Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke Friiheden.</p>
 
-<p><i>Ionatha</i>, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde,
-først haffde spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff
+<p><i>Ionatha</i>, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde,
+først haffde spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff
 beden for Dronningen i Kircken (der ded dog war offwer
-6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst aff Prædickestoelen),
-bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole, som tilforne
-haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens <i>Lacqueiers</i><span class="pagenum"><a name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"> </a></span>
+6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst aff Prædickestoelen),
+bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole, som tilforne
+haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens <i>Lacqueiers</i><span class="pagenum"><a name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"> </a></span>
 Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers wel,
-haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der
-maatte wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede,
-att dersom Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff
-Fengselet. De giorde derris beste att døllie derris Sorrig,
+haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der
+maatte wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede,
+att dersom Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff
+Fengselet. De giorde derris beste att døllie derris Sorrig,
 men ded haffde ingen Skick. De mengte nogle smaa
 Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg
 icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til
 mig, saa gaff ieg oc ingen Anleding att tale om den
 Materi. Ieg haffde for lang Tiid siden sagt for <i>Ionatha</i>
 (som tilforne til en aff miine andre Quinder), at ieg
-meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun, talte
-der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand
-weed best, hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets
-Wegne; hannem befaler ieg mig.« <i>Ionatha</i> oc Ole leffwede
+meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun, talte
+der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand
+weed best, hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets
+Wegne; hannem befaler ieg mig.« <i>Ionatha</i> oc Ole leffwede
 saa hen imellem Haab oc Fryct.</p>
 
 <p>Den 15. <i>Marti</i> holte den regierende Dronning sin
 Paaske. Da kom <i>Ionatha</i> fra Henders Majts. Kircke heel
-fornøyet, sagde, att en fornemme Persohn haffde sagt hender,
+fornøyet, sagde, att en fornemme Persohn haffde sagt hender,
 att ieg torde icke tencke, ieg kom ud aff mit Fengsel,
-fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste hun langt
+fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste hun langt
 bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender
 om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke
-næffne den). Ieg loe aff hender oc sagde: »Den Persohn,
+næffne den). Ieg loe aff hender oc sagde: »Den Persohn,
 i hwem den er, da weed den liige saa meget der aff, som
-enten I eller ieg.« <i>Ionatha</i> war fast i sin Meening, att
-den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde
-ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle
-andre wiide ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde
-hun saa sactmodeligen). »Ney, Kongen icke!« suarte ieg.<span class="pagenum"><a name="Side_260" id="Side_260" title="[S. 260]"> </a></span>
-»Hand weed ded icke, førend Gud skyder hannem ded i
+enten I eller ieg.« <i>Ionatha</i> war fast i sin Meening, att
+den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde
+ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle
+andre wiide ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde
+hun saa sactmodeligen). »Ney, Kongen icke!« suarte ieg.<span class="pagenum"><a name="Side_260" id="Side_260" title="[S. 260]"> </a></span>
+»Hand weed ded icke, førend Gud skyder hannem ded i
 Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt du
-lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget <span class="sic" title="[sic]">sum</span>, sagde
-dog intet. Oc efftersom hun oc Ole hørte intet meere
-tale om mig, saa ware de trøstige.</p>
+lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget <span class="sic" title="[sic]">sum</span>, sagde
+dog intet. Oc efftersom hun oc Ole hørte intet meere
+tale om mig, saa ware de trøstige.</p>
 
-<p>Den 26. <i>Marti</i> holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse,
-oc bleff henders Liig ført til <i>Roskild</i>.</p>
+<p>Den 26. <i>Marti</i> holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse,
+oc bleff henders Liig ført til <i>Roskild</i>.</p>
 
-<p>Den 21. <i>April</i> <i>supplicerte</i> ieg Kongl. <i>Majt.</i> paa effterfølgende
-Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning <i>Christian</i>
-den <i>fiærdis</i> Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i <i>Oval</i>.
-Ded haffde ieg <i>illumineret</i> med Farffwer oc laded giøre en
+<p>Den 21. <i>April</i> <i>supplicerte</i> ieg Kongl. <i>Majt.</i> paa effterfølgende
+Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning <i>Christian</i>
+den <i>fiærdis</i> Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i <i>Oval</i>.
+Ded haffde ieg <i>illumineret</i> med Farffwer oc laded giøre en
 udsnitzet Ramme omkring, den selffwer forgylt. <a class="SBScorr" name="SBS_70" id="SBS_70" title="SBS: Bad">Bag</a> paa
-Stycket satte ieg effterfølgende Ord:</p>
+Stycket satte ieg effterfølgende Ord:</p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Min Sønne Søn oc største Nafne,<br /></span>
+<span class="i0">Min Sønne Søn oc største Nafne,<br /></span>
 <span class="i4">Du ligner mig i Mact oc Moed;<br /></span>
-<span class="i0">Lad ded min Læfning oc nu gafne,<br /></span>
+<span class="i0">Lad ded min Læfning oc nu gafne,<br /></span>
 <span class="i4">At du som ieg est Naade goed.<br /></span>
 </div></div></div>
 
-<p>Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye <i>Excellentz Gyldenløwe</i>
+<p>Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye <i>Excellentz Gyldenløwe</i>
 til, tienstligen beded hannem for<sup>te</sup> <i>Supplicque</i> Kongl.
 Majt. vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage
-oc til Befriielse forhiælpe. Hands høye <i>Exc.</i> war da noget
+oc til Befriielse forhiælpe. Hands høye <i>Exc.</i> war da noget
 <i>incommoderet</i> aff sin gamle Swaghed<a name="FNanker_247" id="FNanker_247" href="#Fodnote_247" class="fnanchor">[247]</a>, saa hand icke
 selffwer saa snart mundtlig kunde tale for mig; bad en
 goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att offwergiffwe,
@@ -8277,61 +8243,61 @@ hwilcket skeede den 24. <i>April</i><a name="FNanker_248" id="FNanker_248" href=
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_261" id="Side_261" title="[S. 261]"> </a></span></p>
 
-<p>Aff alt dette wiste <i>Ionatha</i> intet. <i>Peder Iensen Tøtzløff</i>
+<p>Aff alt dette wiste <i>Ionatha</i> intet. <i>Peder Iensen Tøtzløff</i>
 war den, som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig
-en Trøst i mit Fængsel, bewiist mig adskillige Tiennester,
+en Trøst i mit Fængsel, bewiist mig adskillige Tiennester,
 saa ieg er hannem meget forplict. Oc beder ieg Eder,
-miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste Tiennester
+miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste Tiennester
 i alle muulige Maader att wedderlegge.</p>
 
 <p>Den 2. <i>Maj</i> kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand,
-at ieg wist kom ud aff Fængselet; oc ware adskillige,
-som spurte Taarngiæmmeren: om ieg kom ud i Afftis, oc
+at ieg wist kom ud aff Fængselet; oc ware adskillige,
+som spurte Taarngiæmmeren: om ieg kom ud i Afftis, oc
 huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde icke holde
-sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand
-til mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [<i>sic</i>] Frøcken!
+sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand
+til mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [<i>sic</i>] Frøcken!
 I kommer wist nock ud. Der erre de, som meener,
-att I allerede er ud[e].« Ieg sagde: »Ded raader Gud
-for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa med mig?«
-Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia«
-(sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke
+att I allerede er ud[e].« Ieg sagde: »Ded raader Gud
+for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa med mig?«
+Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia«
+(sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke
 holde sig for Graad oc gick bort. <i>Ionatha</i> fornam da, att
-min Forløßning stundede til, wille skylffwe sin Sorrig;
-sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men icke ieg« (oc Taarene
-stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog forwist,
-att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa
-skeer ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« <i>Ionatha</i>
+min Forløßning stundede til, wille skylffwe sin Sorrig;
+sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men icke ieg« (oc Taarene
+stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog forwist,
+att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa
+skeer ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« <i>Ionatha</i>
 meente, att ieg haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe
-hafft Haab siden første Dag, ieg bleff fængselet, att Gud
+hafft Haab siden første Dag, ieg bleff fængselet, att Gud
 skulle endeligen forbarme sig offwer mig oc see til min
 Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud om Taalmodighed
-til att forwente hands Hiælpis Time, oc den
-haffwer oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens
+til att forwente hands Hiælpis Time, oc den
+haffwer oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens
 Tiime nu kommen, saa wil ieg bede Gud att giffwe mig<span class="pagenum"><a name="Side_262" id="Side_262" title="[S. 262]"> </a></span>
-den Naade hands stoere Welgierninger rætsindeligen att
-erkiende. <i>Ionatha</i> spurte, om ieg icke war wiß paa att
-komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis
+den Naade hands stoere Welgierninger rætsindeligen att
+erkiende. <i>Ionatha</i> spurte, om ieg icke war wiß paa att
+komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis
 for wist, att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa
-Reißen. Ieg swarte: »Der er ingen Wißhed i tilkommene
-Ting. Der kand komme Forfald i Kongens Reiße, oc der
+Reißen. Ieg swarte: »Der er ingen Wißhed i tilkommene
+Ting. Der kand komme Forfald i Kongens Reiße, oc der
 kand komme ded, som kand forhindre min Friihed, om
-den enskiønt kand wære <i>resolueret</i> denne Tiime. Dog weed
-ieg, att mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet
+den enskiønt kand wære <i>resolueret</i> denne Tiime. Dog weed
+ieg, att mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet
 Eders Sorrig, ieg fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage
-att sørge, thi I mister med min Friihed Eders aarlige
-stoere Løn oc Eder[s] Ophold<a name="FNanker_249" id="FNanker_249" href="#Fodnote_249" class="fnanchor">[249]</a>. Mindis I, huor offte ieg
-haffwer <a class="SBScorr" name="SBS_71" id="SBS_71" title="SBS: sagde">sagt</a> Eder tilforne, att I icke skulle sætte Eders
-Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I
+att sørge, thi I mister med min Friihed Eders aarlige
+stoere Løn oc Eder[s] Ophold<a name="FNanker_249" id="FNanker_249" href="#Fodnote_249" class="fnanchor">[249]</a>. Mindis I, huor offte ieg
+haffwer <a class="SBScorr" name="SBS_71" id="SBS_71" title="SBS: sagde">sagt</a> Eder tilforne, att I icke skulle sætte Eders
+Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I
 kunde icke wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa
-Allerdommen. Om ieg døde, saa saed I udi Armod, thi
+Allerdommen. Om ieg døde, saa saed I udi Armod, thi
 saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis ud for den
-Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor<a name="FNanker_250" id="FNanker_250" href="#Fodnote_250" class="fnanchor">[250]</a>.
+Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor<a name="FNanker_250" id="FNanker_250" href="#Fodnote_250" class="fnanchor">[250]</a>.
 I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor
-ille hand haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære
+ille hand haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære
 paa hannem. Nu for nogen Tiid siden haffwer hand icke
-tort, fordi ieg læste hannem sin Texst oc truede ham att
-forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter, att hand
-bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne
+tort, fordi ieg læste hannem sin Texst oc truede ham att
+forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter, att hand
+bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne
 derris frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da<span class="pagenum"><a name="Side_263" id="Side_263" title="[S. 263]"> </a></span>
 icke wille forlade hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded
 stoed i min Mact; thi ieg kunde icke wiide, huorledis
@@ -8340,77 +8306,77 @@ miine Wilkor kunde bliffwe.</p>
 <p>Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa <i>Ionatha</i> oc Ole
 wiste intet, hwad der wille bliffwe aff.</p>
 
-<p>Den 19. <i>Maj</i> om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole
-noget sacte paa den uderste Dør. <i>Ionatha</i> gick til Døren.
-Ole sagde saa sacte: »Kongen er alt borte, hand reiste
-Klocken 4<a name="FNanker_251" id="FNanker_251" href="#Fodnote_251" class="fnanchor">[251]</a>.« Om hands Glædis Haab war stoer, wed
+<p>Den 19. <i>Maj</i> om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole
+noget sacte paa den uderste Dør. <i>Ionatha</i> gick til Døren.
+Ole sagde saa sacte: »Kongen er alt borte, hand reiste
+Klocken 4<a name="FNanker_251" id="FNanker_251" href="#Fodnote_251" class="fnanchor">[251]</a>.« Om hands Glædis Haab war stoer, wed
 ieg icke, men den warte ickun stacket. <i>Ionatha</i> sagde
 mig Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. <i>Majt.</i> Lycke paa hands
-Reiße (ieg wiste alt, hwad <i>Ordre</i> der war udloffwet), oc
+Reiße (ieg wiste alt, hwad <i>Ordre</i> der war udloffwet), oc
 syntist mig paa henders Ansict, att hun war nogenledis
-<i>content</i>. Klocken 8 kom Tøtzløff op til mig oc berettede,
-att Groß <i>Canzeler</i> Greff <i>Allefeldt</i><a name="FNanker_252" id="FNanker_252" href="#Fodnote_252" class="fnanchor">[252]</a> haffde sendt Sloßfogden
+<i>content</i>. Klocken 8 kom Tøtzløff op til mig oc berettede,
+att Groß <i>Canzeler</i> Greff <i>Allefeldt</i><a name="FNanker_252" id="FNanker_252" href="#Fodnote_252" class="fnanchor">[252]</a> haffde sendt Sloßfogden
 en kongl. <i>Ordre</i>, at ieg skulle mit Fengsel entledigis
 oc gaa der ud, naar ieg wille (den <i>Ordre</i> war aff Kl.
-<i>Majt.</i> underskreffwen, Dagen førend <i>Majt.</i> reiste). Hands
-høye <i>Exc.</i><a name="FNanker_253" id="FNanker_253" href="#Fodnote_253" class="fnanchor">[253]</a> war reist med Kongen. Tøtzløff spurte, om
+<i>Majt.</i> underskreffwen, Dagen førend <i>Majt.</i> reiste). Hands
+høye <i>Exc.</i><a name="FNanker_253" id="FNanker_253" href="#Fodnote_253" class="fnanchor">[253]</a> war reist med Kongen. Tøtzløff spurte, om
 ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war frii.
-Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa
-er ieg icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren
-oc hører, hwad Søster Daatter, Frøcken <i>Anna Catharina</i><span class="pagenum"><a name="Side_264" id="Side_264" title="[S. 264]"> </a></span>
-Lindenow<a name="FNanker_254" id="FNanker_254" href="#Fodnote_254" class="fnanchor">[254]</a>, siger, om Hands høye <i>Exc.</i> ingen Bud haffwer
-sendt hender (effter Løffte), førend hand drog bort.«
-Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war borte,
-sagde ieg til <i>Ionatha</i>: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer
-ieg ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i
-Laaß; saa wil ieg giøre wed mit oc lade ded staa her,
-intil ieg kand lade ded affhente.« Hun bleff noget betuttet,
-dog icke bedrøffwet; tackede Gud med mig, oc der til
-Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff Ole, som
-war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte
-wel sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.</p>
-
-<p>Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands
-høye <i>Exc.</i> haffde laded hender wiide, att ded stoed hender
-friit for att følge mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff
+Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa
+er ieg icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren
+oc hører, hwad Søster Daatter, Frøcken <i>Anna Catharina</i><span class="pagenum"><a name="Side_264" id="Side_264" title="[S. 264]"> </a></span>
+Lindenow<a name="FNanker_254" id="FNanker_254" href="#Fodnote_254" class="fnanchor">[254]</a>, siger, om Hands høye <i>Exc.</i> ingen Bud haffwer
+sendt hender (effter Løffte), førend hand drog bort.«
+Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war borte,
+sagde ieg til <i>Ionatha</i>: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer
+ieg ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i
+Laaß; saa wil ieg giøre wed mit oc lade ded staa her,
+intil ieg kand lade ded affhente.« Hun bleff noget betuttet,
+dog icke bedrøffwet; tackede Gud med mig, oc der til
+Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff Ole, som
+war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte
+wel sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.</p>
+
+<p>Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands
+høye <i>Exc.</i> haffde laded hender wiide, att ded stoed hender
+friit for att følge mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff
 saa foraffskeeded, att hun wille komme sille op samme
 Dags Afften.</p>
 
 <p>Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig,
 sendte Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed
-spørge, om ieg wille icke ud. Ieg loed sware, att ded war
+spørge, om ieg wille icke ud. Ieg loed sware, att ded war
 for lyst (maaske att der ware <i>curieuse</i>, som haffde Lyst
 at see mig).</p>
 
 <p>Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis
 <i>Majt.</i> Dronningen, om ieg icke maatte haffwe den Naade
-att neederkaste mig for Hs. <i>Majts.</i> Fødder (ieg kunde
-komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen,
+att neederkaste mig for Hs. <i>Majts.</i> Fødder (ieg kunde
+komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen,
 saa ingen kunde see mig). Hendis <i>Majt.</i> loed sware, at
 hun torde icke tale med mig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_265" id="Side_265" title="[S. 265]"> </a></span></p>
 
-<p>Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte
-Sloßf. Døren op for Søster Daatter<a name="FNanker_255" id="FNanker_255" href="#Fodnote_255" class="fnanchor">[255]</a> (i toe Aar haffde
-ieg icke seet hannem). Hands <i>Compliment</i> war: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu,
-sköllen wii uns nu scheden?</span>« Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, nu is de
-Tiid gekaamen.</span>« Saa bød hand mig Haanden oc sagde:
-»<i xml:lang="nds" lang="nds">Ade!</i>« Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter
+<p>Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte
+Sloßf. Døren op for Søster Daatter<a name="FNanker_255" id="FNanker_255" href="#Fodnote_255" class="fnanchor">[255]</a> (i toe Aar haffde
+ieg icke seet hannem). Hands <i>Compliment</i> war: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu,
+sköllen wii uns nu scheden?</span>« Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, nu is de
+Tiid gekaamen.</span>« Saa bød hand mig Haanden oc sagde:
+»<i xml:lang="nds" lang="nds">Ade!</i>« Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter
 loe hierteligen.</p>
 
-<p>Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster
+<p>Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster
 Daatter ud aff Taarnet. Hs. <i>Majt.</i> Dronningen formeente
 att see mig, der ieg gick ud; war gaaet hen paa
-en <i>Balcon</i>. Men ded war temmelig mørckt; tilmed haffde
-ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs need
+en <i>Balcon</i>. Men ded war temmelig mørckt; tilmed haffde
+ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs need
 aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa
-wii næppeste kunde trenge os igien[nem] til <i>Careten</i>.</p>
+wii næppeste kunde trenge os igien[nem] til <i>Careten</i>.</p>
 
-<p>Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder
+<p>Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder
 oc 11 Dage.</p>
 
-<p>Kong <i>Friderich</i> den 3. loed mig fængsele <i>An.</i> 1663
+<p>Kong <i>Friderich</i> den 3. loed mig fængsele <i>An.</i> 1663
 den 8. <i>Aug.</i>, Kong <i>Christian</i> den 5. gaff mig Friiheden
 <i>An.</i> 1685 den 18. <i>Maj</i>. Gud welsigne min allernaadigste
 Arffwe-Konge med alle kongelige Lycksaligheder, unde Hs.
@@ -8420,13 +8386,13 @@ Dette ended i mit Fengsel<a name="FNanker_256" id="FNanker_256" href="#Fodnote_2
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_266" id="Side_266" title="[S. 266]"> </a></span></p>
 
 <p>Den 19. <i>Maj</i>, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick
-ieg ud aff mit Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære!
+ieg ud aff mit Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære!
 Hand giffwe mig Naade att erkiende hands guddommelige
-Welgierninger oc aldrig forgiætte mit Tack-Offer att
-frembære.</p>
+Welgierninger oc aldrig forgiætte mit Tack-Offer att
+frembære.</p>
 
-<p>Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded
-skriffwærdigste, som sig inden miine Fengsels Døre med
+<p>Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded
+skriffwærdigste, som sig inden miine Fengsels Døre med
 mig haffwer tildraget. Ieg leffwer nu i ded Haab, att Gud
 oc Kongl. <i>Maj.</i> ded saa wil behage, att ieg Eder selffwer
 denne Beretning kand lade see; hwor til Gud giffwe sin
@@ -8438,65 +8404,65 @@ forwenter Kongl. <i>Majts.</i> Hiemkomst fra Norge.</p>
 <hr class="tb" />
 
 <div class="blockquot smaller">
-<p>[Hermed ender den egentlige <em>sammenhængende</em> Skildring.
-Hvad der følger &mdash; i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade &mdash; maa
-betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til forskjellige
-Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette Appendix
-ikke være meget yngre end Slutningen af selve Hovedberetningen.]</p>
+<p>[Hermed ender den egentlige <em>sammenhængende</em> Skildring.
+Hvad der følger &mdash; i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade &mdash; maa
+betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til forskjellige
+Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette Appendix
+ikke være meget yngre end Slutningen af selve Hovedberetningen.]</p>
 </div>
 
-<p><i>Anno</i> 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß
-Daatter war kommen til mig, bleffwe wii først waer, att
+<p><i>Anno</i> 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß
+Daatter war kommen til mig, bleffwe wii først waer, att
 der war Steen-Gulff i wort Fengsels Kammers, efftersom<span class="pagenum"><a name="Side_267" id="Side_267" title="[S. 267]"> </a></span>
 et Stycke tilbaget Skarn aff hinder bleff opbrut, oc Steenene
 kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer Gulff.
 Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som
-iæffnede Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede
+iæffnede Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede
 mig ideligen, fast huer Dag, for att bryde ded op offweralt,
 oc ded paa een Gang: ded war snart giort. Ieg
 meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede paa
-engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck
-i ded beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att
-løßne et Stycke effter anden ded kunde lættere skee foruden
+engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck
+i ded beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att
+løßne et Stycke effter anden ded kunde lættere skee foruden
 Umage. Hun bleff weed sin Meening oc weed sin
-Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf. eller Taarngiemmeren
-att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der
+Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf. eller Taarngiemmeren
+att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der
 war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet
-hender ind en Balle med Wand, saa lucte hand Dørene
-til. Ieg lagde mig i Sengen, tæckede mig tæt til offwer
+hender ind en Balle med Wand, saa lucte hand Dørene
+til. Ieg lagde mig i Sengen, tæckede mig tæt til offwer
 Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med Skarnet. Den
-Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket
-i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel,
+Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket
+i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel,
 oc der inne haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff.
-Hun lagde den Uhømskhed op i et Hiørne, oc war diß
-Mangfoldighed saa stoer som et stoert Bunde Læß. Ded
+Hun lagde den Uhømskhed op i et Hiørne, oc war diß
+Mangfoldighed saa stoer som et stoert Bunde Læß. Ded
 bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids Tiid,
-da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg
+da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg
 fryctede: wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog
-før end som ieg, thi hun kom ud i Lufften, men ieg
-bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen Lyßning war.
+før end som ieg, thi hun kom ud i Lufften, men ieg
+bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen Lyßning war.
 Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed
-plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende
+plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende
 end som mig, saa hun war offte ferdig til att<span class="pagenum"><a name="Side_268" id="Side_268" title="[S. 268]"> </a></span>
-græde. Ieg loe oc giorde en Skiæmt der aff, sagde, hun
+græde. Ieg loe oc giorde en Skiæmt der aff, sagde, hun
 wille haffwe noget att bestille, nu haffde hun faaet Tiids
 Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne saede
-saa tycke paa worris <a class="SBScorr" name="SBS_72" id="SBS_72" title="SBS: Strømmer">Strømper</a>, saa Farwen aff Strømperne
-icke kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet.
-Kom der offwer i Erfaring, att een Loppe føder anden.
+saa tycke paa worris <a class="SBScorr" name="SBS_72" id="SBS_72" title="SBS: Strømmer">Strømper</a>, saa Farwen aff Strømperne
+icke kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet.
+Kom der offwer i Erfaring, att een Loppe føder anden.
 Thi som ieg saae effter derris Mangfoldighed, oc huorledis
-de kunde swømme, bleff ieg waer, att nogle smaa Been
-krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et sær
+de kunde swømme, bleff ieg waer, att nogle smaa Been
+krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et sær
 Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa
 min Finger, huoraff den liiden kom frem oc effterloed
-Fødsels-Tegn; sprang strax, men Moderen saed lided,
-førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit første
+Fødsels-Tegn; sprang strax, men Moderen saed lided,
+førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit første
 Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang,
-indtil Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis
+indtil Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis
 paa den Maade, kand ieg icke wiide, men att de afflis aff
 Skarn oc Leer, ded haffwer ieg oc seet i mit Fengsel oc
 seet, huorledis de lit effter lit erre bleffwen fuldkommen
-oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war til, de aff
+oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war til, de aff
 bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.</p>
 
 <p>Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om
@@ -8504,15 +8470,15 @@ Kaal-Orme. Haffde<span class="sidenote">1682.</span> een Tiids Fordriff att see,
 de forandrede sig. Ormene ware alle et Slags til Syne,
 liige striibede oc aff liige Farffwer. Men effter alle komme
 icke Sommer-Fuule. Ded er artig att see, huorledis en
-Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad de
-kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme
+Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad de
+kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme
 Traa) wed begge Siider, drager den offwer Ryggen frem
-oc tilbage offwer 50 Gange, alt paa et Stæd, bøyer sig
-stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc er sterck<span class="pagenum"><a name="Side_269" id="Side_269" title="[S. 269]"> </a></span>
+oc tilbage offwer 50 Gange, alt paa et Stæd, bøyer sig
+stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc er sterck<span class="pagenum"><a name="Side_269" id="Side_269" title="[S. 269]"> </a></span>
 nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded
 er skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer
 [de] tycke for til med en Snuude, som er spitz til Enden,
-oc icke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder <i>Knorr</i>;
+oc icke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder <i>Knorr</i>;
 haffwer liige saadanne Finder paa Ryggen oc saadanne
 Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa kommer
 der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme
@@ -8522,13 +8488,13 @@ den anden Ende. De omspinder sig selffwer med en stoer
 Geswindighed, en huer for sig. Siden spinder Ormen offwer
 dennem temmelig tyckt, welter dem omkring, saa de
 bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem
-gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket
-som en Fluue, inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer
+gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket
+som en Fluue, inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer
 der smaa Fluuer ud aff Bolden, oc seer Bolden ud
 liige som en <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Biie-Kuue">Biie-Kuube</a>. Ieg haffwer seet aff samme Slags
 Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm
 ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste),
-men den leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde,
+men den leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde,
 strax den liiden war udkommen.</p>
 
 <p><i>Anno</i> 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.</p>
@@ -8537,82 +8503,82 @@ strax den liiden war udkommen.</p>
 <span class="i0">Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke,<br /></span>
 <span class="i0">For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke,<br /></span>
 <span class="i4">Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen<br /></span>
-<span class="i4">Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.<br /></span>
+<span class="i4">Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.<br /></span>
 <span class="i0">I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte,<br /></span>
 <span class="i0">War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_270" id="Side_270" title="[S. 270]"> </a></span>
 <span class="i4">Men den er ickun et Weyr oc <i>Lycken</i> meget liig,<br /></span>
 <span class="i4">Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig.<br /></span>
-<span class="i0">Den første bryder læt, den anden intet giælder,<br /></span>
-<span class="i0">Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;<br /></span>
+<span class="i0">Den første bryder læt, den anden intet giælder,<br /></span>
+<span class="i0">Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;<br /></span>
 <span class="i4">Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu,<br /></span>
-<span class="i4">Weedst lided, om du snart for hender sætter U.<br /></span>
+<span class="i4">Weedst lided, om du snart for hender sætter U.<br /></span>
 <span class="i0">Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister,<br /></span>
 <span class="i0">Warstu end <i>Goliath</i> oc engang til saa biister;<br /></span>
 <span class="i4">Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa,<br /></span>
 <span class="i4">Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa,<br /></span>
-<span class="i0">Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender<br /></span>
-<span class="i0">Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.<br /></span>
+<span class="i0">Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender<br /></span>
+<span class="i0">Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.<br /></span>
 <span class="i4">Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar,<br /></span>
 <span class="i4">Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.<br /></span>
 </div></div></div>
 
-<p>Den 14. <i>Martii</i> 1683 dictede ieg effterfølgende:</p>
+<p>Den 14. <i>Martii</i> 1683 dictede ieg effterfølgende:</p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:<br /></span>
-<span class="i0">En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;<br /></span>
-<span class="i4">Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid<br /></span>
+<span class="i0">Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:<br /></span>
+<span class="i0">En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;<br /></span>
+<span class="i4">Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid<br /></span>
 <span class="i4">En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid<br /></span>
-<span class="i0">En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,<br /></span>
+<span class="i0">En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,<br /></span>
 <span class="i0">Foruden hand dermed forsickret war en Baade?<br /></span>
 <span class="i4">Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed<br /></span>
-<span class="i4">Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;<br /></span>
-<span class="i0">De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,<br /></span>
+<span class="i4">Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;<br /></span>
+<span class="i0">De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,<br /></span>
 <span class="i0">Att der fast ingen war, som wille sig antage<br /></span>
-<span class="i4">Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,<br /></span>
-<span class="i4">Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.<br /></span>
-<span class="i0">See, hoes <i>Betehste</i>-Floed i Børne <span class="sic" title="[sic]">Børens</span> Alder<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_271" id="Side_271" title="[S. 271]"> </a></span>
-<span class="i0">Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder<br /></span>
-<span class="i4">Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,<br /></span>
+<span class="i4">Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,<br /></span>
+<span class="i4">Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.<br /></span>
+<span class="i0">See, hoes <i>Betehste</i>-Floed i Børne <span class="sic" title="[sic]">Børens</span> Alder<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_271" id="Side_271" title="[S. 271]"> </a></span>
+<span class="i0">Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder<br /></span>
+<span class="i4">Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,<br /></span>
 <span class="i4">Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar<br /></span>
-<span class="i0">Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,<br /></span>
-<span class="i0">Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.<br /></span>
-<span class="i4">Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt<br /></span>
-<span class="i4">Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,<br /></span>
-<span class="i0">Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,<br /></span>
+<span class="i0">Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,<br /></span>
+<span class="i0">Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.<br /></span>
+<span class="i4">Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt<br /></span>
+<span class="i4">Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,<br /></span>
+<span class="i0">Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,<br /></span>
 <span class="i0">War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.<br /></span>
 </div><br /><div class="stanza">
-<span class="i4">Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,<br /></span>
-<span class="i4">Den Kræmmer <a class="SBScorr" name="SBS_73" id="SBS_73" title="SBS: ey">er</a> ey døe, men hand er til endnu<br /></span>
-<span class="i0">Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,<br /></span>
-<span class="i0">Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.<br /></span>
-<span class="i4">Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand<br /></span>
-<span class="i4">Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.<br /></span>
+<span class="i4">Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,<br /></span>
+<span class="i4">Den Kræmmer <a class="SBScorr" name="SBS_73" id="SBS_73" title="SBS: ey">er</a> ey døe, men hand er til endnu<br /></span>
+<span class="i0">Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,<br /></span>
+<span class="i0">Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.<br /></span>
+<span class="i4">Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand<br /></span>
+<span class="i4">Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.<br /></span>
 </div></div></div>
 
-<p><i>Anno</i> 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.</p>
+<p><i>Anno</i> 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.</p>
 
 <div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
 <span class="i0">Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig <i>Brahe</i> regner<br /></span>
-<span class="i0">Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,<br /></span>
-<span class="i4">Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,<br /></span>
-<span class="i4">Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.<br /></span>
-<span class="i0">Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,<br /></span>
-<span class="i0">I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?<br /></span>
-<span class="i4">Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,<br /></span>
-<span class="i4">Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?<br /></span>
+<span class="i0">Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,<br /></span>
+<span class="i4">Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,<br /></span>
+<span class="i4">Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.<br /></span>
+<span class="i0">Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,<br /></span>
+<span class="i0">I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?<br /></span>
+<span class="i4">Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,<br /></span>
+<span class="i4">Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?<br /></span>
 <span class="i0">O <i>Brahe</i>, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis<br /></span>
 <span class="i0">I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis,<br /></span>
 <span class="i4">Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_272" id="Side_272" title="[S. 272]"> </a></span>
-<span class="i4">Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.<br /></span>
+<span class="i4">Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.<br /></span>
 <span class="i0">Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage,<br /></span>
 <span class="i0">Beed, att dit Anslag maa Gud <i>Zebaoth</i> behage,<br /></span>
-<span class="i4">Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa<br /></span>
-<span class="i4">Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,<br /></span>
-<span class="i0">Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,<br /></span>
-<span class="i0">Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.<br /></span>
-<span class="i4">At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil<br /></span>
-<span class="i4">Gud bede hiærtelig att sige <i>ia</i> dertil.<br /></span>
+<span class="i4">Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa<br /></span>
+<span class="i4">Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,<br /></span>
+<span class="i0">Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,<br /></span>
+<span class="i0">Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.<br /></span>
+<span class="i4">At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil<br /></span>
+<span class="i4">Gud bede hiærtelig att sige <i>ia</i> dertil.<br /></span>
 </div></div></div>
 
 
@@ -8629,7 +8595,7 @@ over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.</h2>
 <tr><td class="right nowrap">Side &nbsp;&nbsp;4,</td><td class="nowrap">L. 15:</td>
   <td>mangen</td><td><a href="#SBS_1">mange</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;10,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;7:</td>
-  <td>erre bedrøffuelige</td><td><a href="#SBS_2">er bedrøffuelig</a></td></tr>
+  <td>erre bedrøffuelige</td><td><a href="#SBS_2">er bedrøffuelig</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;13,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 25:</td>
   <td>Aars</td><td><a href="#SBS_3">Aar</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;15,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;8:</td>
@@ -8653,7 +8619,7 @@ over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.</h2>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;&mdash;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 24:</td>
   <td>Muhts</td><td><a href="#SBS_13">Muths</a><a name="FNanker_258" id="FNanker_258" href="#Fodnote_258" class="fnanchor">[258]</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;56,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 26:</td>
-  <td>vdi læste</td><td><a href="#SBS_14">læste</a></td></tr>
+  <td>vdi læste</td><td><a href="#SBS_14">læste</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;64,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;9:</td>
   <td>haffue der</td><td><a href="#SBS_15">haffue den</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;&mdash;,</td><td class="nowrap">Anm. 2 L. 4:</td>
@@ -8698,7 +8664,7 @@ over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.</h2>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 149,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;5:</td>
   <td>Diffilcuteter</td><td><a href="#SBS_35">Difficulteter</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 23-24:</td>
-  <td>bekom igien en &mdash; Quinde igien<span class="corr" title="tilføjet: &mdash;"> &mdash;</span></td><td><a href="#SBS_36">bekom en &mdash; Quinde igien</a></td></tr>
+  <td>bekom igien en &mdash; Quinde igien<span class="corr" title="tilføjet: &mdash;"> &mdash;</span></td><td><a href="#SBS_36">bekom en &mdash; Quinde igien</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 150,</td><td class="nowrap">Anm. L. 3:</td>
   <td>skylffle</td><td><a href="#SBS_37">skyffle</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 153,</td><td class="nowrap">L. 23:</td>
@@ -8706,13 +8672,13 @@ over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.</h2>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 157,</td><td class="nowrap">Anm. L. 6:</td>
   <td>ia</td><td><a href="#SBS_39">de</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 163,</td><td class="nowrap">&nbsp;&nbsp;&mdash;&nbsp;&nbsp; 1 L. 2:</td>
-  <td>Lyße</td><td><a href="#SBS_40">Lyß</a></td></tr>
+  <td>Lyße</td><td><a href="#SBS_40">Lyß</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 168,</td><td class="nowrap">L. 22:</td>
   <td>att kommen</td><td><a href="#SBS_41">att komme</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 175,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 15:</td>
   <td>stax</td><td><a href="#SBS_42">strax</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 29:</td>
-  <td>glædeligt</td><td><a href="#SBS_43">glædelig</a></td></tr>
+  <td>glædeligt</td><td><a href="#SBS_43">glædelig</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 184,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 12:</td>
   <td>skulle meddeelte</td><td><a href="#SBS_44">skulle meddeele</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 193,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 17:</td>
@@ -8722,15 +8688,15 @@ over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.</h2>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 195,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 19:</td>
   <td>Ieg</td><td><a href="#SBS_47">Ich</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">Anm. L. 1:</td>
-  <td>Læhnelse</td><td><a href="#SBS_48">Læhmelse</a></td></tr>
+  <td>Læhnelse</td><td><a href="#SBS_48">Læhmelse</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 196,</td><td class="nowrap">L. &nbsp;&nbsp;5:</td>
   <td>ich</td><td><a href="#SBS_49">icke</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 203,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;5:</td>
-  <td>stoed paa ded Løffte, att</td><td><a href="#SBS_50">stoed paa ded, att</a></td></tr>
+  <td>stoed paa ded Løffte, att</td><td><a href="#SBS_50">stoed paa ded, att</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 209,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 10:</td>
   <td>styffsede</td><td><a href="#SBS_51">tyffsede</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 210,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 22:</td>
-  <td>Øffwelsee</td><td><a href="#SBS_52">Øffwelse</a></td></tr>
+  <td>Øffwelsee</td><td><a href="#SBS_52">Øffwelse</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 212,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 30:</td>
   <td>intet</td><td><a href="#SBS_53">intil</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 215,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
@@ -8738,9 +8704,9 @@ over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.</h2>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 217,</td><td class="nowrap">Vers 3 L. 3:</td>
   <td>elffte</td><td><a href="#SBS_55">elffwe</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&nbsp;&mdash;&nbsp; 4 &nbsp;&ndash;&nbsp; 2:</td>
-  <td>stammer</td><td><a href="#SBS_56">stæmmer</a></td></tr>
+  <td>stammer</td><td><a href="#SBS_56">stæmmer</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 225,</td><td class="nowrap">L. 27:</td>
-  <td>Bræct</td><td><a href="#SBS_57">Bræck</a></td></tr>
+  <td>Bræct</td><td><a href="#SBS_57">Bræck</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 230,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 20:</td>
   <td>imellen</td><td><a href="#SBS_58">imellem</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 231,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;1-2:</td>
@@ -8771,23 +8737,23 @@ over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.</h2>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 262,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 13:</td>
   <td>haffwer sagde</td><td><a href="#SBS_71">haffwer sagt</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 268,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;4:</td>
-  <td>Strømmer</td><td><a href="#SBS_72">Strømper</a></td></tr>
+  <td>Strømmer</td><td><a href="#SBS_72">Strømper</a></td></tr>
 <tr><td class="right nowrap">&ndash; 271,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
   <td>ey ey</td><td><a href="#SBS_73">er ey</a></td></tr>
 </table>
 
 
-<h3>Rettelser til nærværende Udgave.</h3>
+<h3>Rettelser til nærværende Udgave.</h3>
 
 <p><a href="#SBS_A">Side 37, Linie 7: <b class="gesperrt">liifarffue</b></a> og <a href="#SBS_B">Side 81, Linie 12: <b class="gesperrt">tog ware</b></a> &mdash;
-burde have været trykt: <b class="gesperrt">Liifarffue</b> og: <b class="gesperrt">tog Ware</b>, i Overensstemmelse
-med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere
+burde have været trykt: <b class="gesperrt">Liifarffue</b> og: <b class="gesperrt">tog Ware</b>, i Overensstemmelse
+med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere
 henne i Bogen.</p>
 
 <p><a href="#SBS_C">Side 122, Anm. Linie 7&mdash;9. Ordene: <b class="gesperrt">eller om det &mdash; givet af den</b></a>
-udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i
-Anm. omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere
-Tid efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok
+udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i
+Anm. omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere
+Tid efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok
 udviser.</p>
 
 
@@ -8798,85 +8764,85 @@ udviser.</p>
 
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1" href="#FNanker_1"><span class="label">[1]</span></a>
- De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til Anna Brahe?) er
-dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til Anna Brahe) 5. Januar 1692, det
+ De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til Anna Brahe?) er
+dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til Anna Brahe) 5. Januar 1692, det
 tredie (til Otto Sperling den Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme)
-4. Oktober 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt
-Gehejmeraad <b class="gesperrt">Bülow</b> til Sanderumgaard og ere trykte i <b class="gesperrt">Nyt Aftenblad</b> 1826
-S. 228&mdash;30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er henført til det urigtige Brev.</p>
+4. Oktober 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt
+Gehejmeraad <b class="gesperrt">Bülow</b> til Sanderumgaard og ere trykte i <b class="gesperrt">Nyt Aftenblad</b> 1826
+S. 228&mdash;30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er henført til det urigtige Brev.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2" href="#FNanker_2"><span class="label">[2]</span></a>
- Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at der er nogen Forskjel
+ Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at der er nogen Forskjel
 paa Aftrykkenes Godhed.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3" href="#FNanker_3"><span class="label">[3]</span></a>
- Som et Exempel <span xml:lang="la" lang="la">instar omnium</span> skal jeg anføre, at Forf. lader Leonora Christina
-fortælle, at hun blev hensat "i det elendige Fangehus ved den lange Bro(!!), som
-kaldes Blaataarn". Midt i alt det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat
-(nemlig de a. St. S. 143&mdash;46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som
-Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget Fabrikat, men han
-har herved ganske overset, at næsten alle de historiske Angivelser i dette Stykke
-(alene med Undtagelse af Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv
+ Som et Exempel <span xml:lang="la" lang="la">instar omnium</span> skal jeg anføre, at Forf. lader Leonora Christina
+fortælle, at hun blev hensat "i det elendige Fangehus ved den lange Bro(!!), som
+kaldes Blaataarn". Midt i alt det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat
+(nemlig de a. St. S. 143&mdash;46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som
+Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget Fabrikat, men han
+har herved ganske overset, at næsten alle de historiske Angivelser i dette Stykke
+(alene med Undtagelse af Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv
 har tilsat) ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige Skildring.
-Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt Hele for sig. Jeg er oftere
-stødt paa det og har det i dette Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra
+Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt Hele for sig. Jeg er oftere
+stødt paa det og har det i dette Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra
 Karen Brahes Bibliothek (jvfr. <b class="gesperrt">Vogelsang</b>, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B.
-Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende Haandskrift for en
+Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende Haandskrift for en
 Original).</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4" href="#FNanker_4"><span class="label">[4]</span></a>
- Den første findes i <b class="gesperrt">Ny kgl. Samling</b> Nr. 2146,4. Afskrifterne af den latinske
-Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte, i samme Samling under Numrene
+ Den første findes i <b class="gesperrt">Ny kgl. Samling</b> Nr. 2146,4. Afskrifterne af den latinske
+Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte, i samme Samling under Numrene
 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3 Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at
-være "<span xml:lang="la" lang="la">ex ipsius</span> (&#596;: Leonora Christinas) <span xml:lang="la" lang="la">autographo</span>", men, som allerede antydet,
-maa dette dog &mdash; idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen &mdash; kun forstaaes
-saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er gjort efter selve
+være "<span xml:lang="la" lang="la">ex ipsius</span> (&#596;: Leonora Christinas) <span xml:lang="la" lang="la">autographo</span>", men, som allerede antydet,
+maa dette dog &mdash; idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen &mdash; kun forstaaes
+saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er gjort efter selve
 Originalen.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5" href="#FNanker_5"><span class="label">[5]</span></a>
- Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme maa man endog
-antage, at det er Høyer selv, som har besørget den latinske Oversættelse, der gaar
+ Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme maa man endog
+antage, at det er Høyer selv, som har besørget den latinske Oversættelse, der gaar
 igjen i de mange Afskrifter.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6" href="#FNanker_6"><span class="label">[6]</span></a>
  At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig, som Ligheden mellem
-dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan hidrøre fra, at det førstnævnte
-Værk er udskrevet efter det sidste, derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som
-det dog her, hvor Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for
-vidtløftigt at opregne.</p>
+dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan hidrøre fra, at det førstnævnte
+Værk er udskrevet efter det sidste, derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som
+det dog her, hvor Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for
+vidtløftigt at opregne.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7" href="#FNanker_7"><span class="label">[7]</span></a>
- Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges derved, at Forf. paa
-flere Steder, før hun naar ned til det angivne Tidspunkt, taler i den nærværende
+ Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges derved, at Forf. paa
+flere Steder, før hun naar ned til det angivne Tidspunkt, taler i den nærværende
 Tid, saaledes fremforalt <a href="#Side_220">S. 220</a>. De Forhold og Begivenheder, som her skildres,
-henhøre til Aaret 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man
+henhøre til Aaret 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man
 virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint Aar. Men for
-ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6 Dele af hele Værket være
-udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid, medens Forf. til den tilbagestaaende
+ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6 Dele af hele Værket være
+udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid, medens Forf. til den tilbagestaaende
 Aars Begivenheder ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig
 samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette af <a href="#Side_224">S. 224</a>, hvor hun omtaler Noget, der
-foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer Begivenheder fra 1678 eller 1679.
-Hvad angaar de Grunde, der kunne have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere
+foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer Begivenheder fra 1678 eller 1679.
+Hvad angaar de Grunde, der kunne have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere
 en Samtidighed mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil
-det maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar, med hvilket
-hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin Skildring, idet nemlig hendes
-<a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: Fremgansmaade">Fremgangsmaade</a> i det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig
-Analogi til den, hun fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at
+det maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar, med hvilket
+hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin Skildring, idet nemlig hendes
+<a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: Fremgansmaade">Fremgangsmaade</a> i det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig
+Analogi til den, hun fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at
 den til den 19. Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag,
-skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med Sandheden (se <a href="#Fodnote_256">S. 265
+skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med Sandheden (se <a href="#Fodnote_256">S. 265
 Anm. 2</a> og <a href="#Fodnote_24">S. 16 Anm. 2</a>).</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8" href="#FNanker_8"><span class="label">[8]</span></a>
- Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at sammensmelte den oprindelige
-Fortale med det senere Tillæg til samme (<a href="#Fodnote_22">S. 13 Anm.</a>). Her foreligger et meget
-iøjnefaldende Exempel paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede
+ Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at sammensmelte den oprindelige
+Fortale med det senere Tillæg til samme (<a href="#Fodnote_22">S. 13 Anm.</a>). Her foreligger et meget
+iøjnefaldende Exempel paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede
 Synspunkt.</p>
 </div>
 
@@ -8884,52 +8850,52 @@ Synspunkt.</p>
  Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har trykt <em>alle</em> Substantiver
 med store Begyndelsesbogstaver og <em>alle</em> Ikke-Substantiver med smaa,
 thi der er til begge Sider ikke faa Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for
-nødvendigt at specificere her.</p>
+nødvendigt at specificere her.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_10" id="Fodnote_10" href="#FNanker_10"><span class="label">[10]</span></a>
- Senere rettet til: »<i>haffwer mine Liidelser worren stoere oc mange,
-tunge oc vtallige</i>«.</p>
+ Senere rettet til: »<i>haffwer mine Liidelser worren stoere oc mange,
+tunge oc vtallige</i>«.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_11" id="Fodnote_11" href="#FNanker_11"><span class="label">[11]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>efftersom ieg nu er i Haab, att miine
-Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße trende
-sidste Aaringer meget er lættet</i>.«</p>
+ I Randen er senere tilføjet: »<i>efftersom ieg nu er i Haab, att miine
+Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße trende
+sidste Aaringer meget er lættet</i>.«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_12" id="Fodnote_12" href="#FNanker_12"><span class="label">[12]</span></a>
- Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de Ordstillinger,
+ Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de Ordstillinger,
 som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af Haandskriftet
 ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er bleven
-opmærksom paa dem.</p>
+opmærksom paa dem.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_13" id="Fodnote_13" href="#FNanker_13"><span class="label">[13]</span></a>
- De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk forudsættes
-at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder Anledning
-til at udtale mig nærmere om dem.</p>
+ De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk forudsættes
+at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder Anledning
+til at udtale mig nærmere om dem.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_14" id="Fodnote_14" href="#FNanker_14"><span class="label">[14]</span></a>
  I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i
-længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth
-i Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv
-siger, »<i>udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres Uskyldighed
-at demonstrere</i>.« Hun kom imidlertid ikke længere end til
-Korsør, hvor <b class="gesperrt">Ulr. Chr. Gyldenløve</b> foreviste hende en kongelig
-Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa,
-at denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg,
+længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth
+i Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv
+siger, »<i>udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres Uskyldighed
+at demonstrere</i>.« Hun kom imidlertid ikke længere end til
+Korsør, hvor <b class="gesperrt">Ulr. Chr. Gyldenløve</b> foreviste hende en kongelig
+Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa,
+at denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg,
 hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten.
 Hun ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke
-ganske nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657.
-Man har en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne
+ganske nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657.
+Man har en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne
 hendes Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i <b class="gesperrt">Becker</b>'s Saml.
 til Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441&mdash;47.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_15" id="Fodnote_15" href="#FNanker_15"><span class="label">[15]</span></a>
- Om Processen i Malmø se især <b class="gesperrt">Molbech</b>, Et Bidrag til Corfitz
+ Om Processen i Malmø se især <b class="gesperrt">Molbech</b>, Et Bidrag til Corfitz
 Ulfeldts Levnetshistorie (<b class="gesperrt">Nyt hist. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 1 flg.);
 jvfr. Indledningen.</p>
 </div>
@@ -8941,18 +8907,18 @@ jvfr. Indledningen.</p>
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_17" id="Fodnote_17" href="#FNanker_17"><span class="label">[17]</span></a>
  En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu
 findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af
-hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes
+hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes
 Liv haves i <b class="gesperrt">Molbech</b>'s Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts
 Levnetshistorie (<b class="gesperrt">Nyt hist. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 369&mdash;441.) Af
-enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes:
+enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes:
 Generalmajor <b class="gesperrt">Fuchs</b>'s Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora
-Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f. Politik
+Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f. Politik
 1816, 1, 71&mdash;78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i
-Juni 1661, smstds. 1, 193&mdash;98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts
-Flugtforsøg, smstds. 1, 198&mdash;214 og 2, 42&mdash;47; <b class="gesperrt">Fuchs</b>'s
+Juni 1661, smstds. 1, 193&mdash;98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts
+Flugtforsøg, smstds. 1, 198&mdash;214 og 2, 42&mdash;47; <b class="gesperrt">Fuchs</b>'s
 Svar paa Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227&mdash;35; Memorial
 angaaende Korf. Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts
-1662, smstds. 3, 135&mdash;40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og
+1662, smstds. 3, 135&mdash;40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og
 2 af ham udstedte Reverser hos <b class="gesperrt">Paus</b>, Corf. Uhlefeld, 2 Part,
 S. 208&mdash;14.</p>
 </div>
@@ -8961,49 +8927,49 @@ S. 208&mdash;14.</p>
  Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte underkaste
 sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod igjen,
 var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han
-ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og
+ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og
 Norge, samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden
-paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede
+paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede
 til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser
-oppebaarne Indtægter; se <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 423 og
-435&mdash;38; jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet
+oppebaarne Indtægter; se <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 423 og
+435&mdash;38; jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet
 ham temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev
-<b class="gesperrt">Chr. Rantzov</b> og <b class="gesperrt">Gabel</b>, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at
+<b class="gesperrt">Chr. Rantzov</b> og <b class="gesperrt">Gabel</b>, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at
 den havde fundet Sted (se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Saml. til Danm. Hist. under
-Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for <b class="gesperrt">Gabels</b>
-Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf. siger,
-at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde faaet
+Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for <b class="gesperrt">Gabels</b>
+Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf. siger,
+at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde faaet
 5000 Rdlr. af hendes Mand.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_19" id="Fodnote_19" href="#FNanker_19"><span class="label">[19]</span></a>
  Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde forstrakt
-Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene, beløb
+Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene, beløb
 sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa Leonora Christina
-søgte at inddrive denne Fordring, se især <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R.
+søgte at inddrive denne Fordring, se især <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R.
 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del Aktstykker,
 som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den danske
 Resident i England, <b class="gesperrt">Simon de Petkum</b>; jvfr. Indledningen. &mdash;
-<b class="gesperrt">Dreiers</b> Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de allerfleste
-af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville blive
-nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da opsætter
+<b class="gesperrt">Dreiers</b> Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de allerfleste
+af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville blive
+nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da opsætter
 jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for enkelte
-af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller passende
+af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller passende
 at supplere Forf.s Beretning.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_20" id="Fodnote_20" href="#FNanker_20"><span class="label">[20]</span></a>
- Med hvad Ret <b class="gesperrt">Jørgen Skrøder</b> betegnes paa denne Maade, kan
-ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt
+ Med hvad Ret <b class="gesperrt">Jørgen Skrøder</b> betegnes paa denne Maade, kan
+ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt
 Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den Ulfeldt'ske
-Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se
+Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se
 <b class="gesperrt">Nye danske Magazin</b> 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han &mdash;
 efter en Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand.
 <b class="gesperrt">H. C. A. Lund</b> &mdash; Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd.
-aarlig Gage), og da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham
+aarlig Gage), og da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham
 i den egentlige Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville
-gjøre, faar man heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han
-kom til at trænge til hende<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span></p>
+gjøre, faar man heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han
+kom til at trænge til hende<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span></p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_21" id="Fodnote_21" href="#FNanker_21"><span class="label">[21]</span></a>
@@ -9012,91 +8978,91 @@ kom til at trænge til hende<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span></p>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_22" id="Fodnote_22" href="#FNanker_22"><span class="label">[22]</span></a>
  Slutningen af Fortalen fra Ordene: <b class="gesperrt"><a href="#note-Vdi_midler_Tiid">Vdi midler Tiid</a></b> indtil <i>V. E. G.</i>
-<span class="sic" title="[sic]">incl</span> er &mdash; paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en Uagtsomhed
-synes at være blevne skaanede &mdash; senere overstreget. Grunden
+<span class="sic" title="[sic]">incl</span> er &mdash; paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en Uagtsomhed
+synes at være blevne skaanede &mdash; senere overstreget. Grunden
 hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen antydedes,
-er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den egentlige
-Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre længere
-ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes Trængsler
-meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og ligesom
+er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den egentlige
+Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre længere
+ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes Trængsler
+meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og ligesom
 hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig
-til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte
-Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt,
+til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte
+Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt,
 ment at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til
 at omfatte Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet
 1685. Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde
-finde Sted, var det først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene
+finde Sted, var det først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene
 i den oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket,
-som ovenfor sagt. Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne
-Blade indheftet i Haandskriftet umiddelbart efter den første
+som ovenfor sagt. Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne
+Blade indheftet i Haandskriftet umiddelbart efter den første
 Fortale. Den er skrevet paa ganske lignende Papir og med ganske
-samme Skrifttræk som den sidste Del af selve Værket. Men
-uagtet Forf.s Bestræbelser for at sammensmelte den oprindelige
-Fortale og det senere Tilføjede til en Enhed, vil man let overbevise
+samme Skrifttræk som den sidste Del af selve Værket. Men
+uagtet Forf.s Bestræbelser for at sammensmelte den oprindelige
+Fortale og det senere Tilføjede til en Enhed, vil man let overbevise
 sig om, at hun har taget Sagen altfor overfladisk, til at
-dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor ikke betænkt mig
-paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens første Skikkelse,
+dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor ikke betænkt mig
+paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens første Skikkelse,
 idet jeg dog bagefter aftrykker det senere Tilskrevne, men med
 mindre Typer for endnu tydeligere at betegne Forskjellen i Tid og
 Affattelse mellem de to Stykker.</p>
 
 <p>Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen
-mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i
-Christian IV.s Skrivkalendere (<b class="gesperrt">Schlegel</b>, <span xml:lang="de" lang="de">Samml. zur dän. Geschichte</span>
+mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i
+Christian IV.s Skrivkalendere (<b class="gesperrt">Schlegel</b>, <span xml:lang="de" lang="de">Samml. zur dän. Geschichte</span>
 2 Bd. 1, 61 og <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 338)
-født den <b class="gesperrt">8. Juli 1621, gammel Stil</b>. Dette svarer nu rigtignok
-til den <b class="gesperrt">18. Juli, ny Stil</b>, men for det Første bruger Leonora
-Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og
-dernæst er selve hin Tidsangivelse 18. <b class="gesperrt">Juli</b> fremkommet ved en
-Rettelse af en ældre Dato, 11. <b class="gesperrt">Juni</b>, som endnu ganske tydelig
-læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen
-hidrører fra Leonora Christina selv &mdash; og der er ikke Noget, som
+født den <b class="gesperrt">8. Juli 1621, gammel Stil</b>. Dette svarer nu rigtignok
+til den <b class="gesperrt">18. Juli, ny Stil</b>, men for det Første bruger Leonora
+Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og
+dernæst er selve hin Tidsangivelse 18. <b class="gesperrt">Juli</b> fremkommet ved en
+Rettelse af en ældre Dato, 11. <b class="gesperrt">Juni</b>, som endnu ganske tydelig
+læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen
+hidrører fra Leonora Christina selv &mdash; og der er ikke Noget, som
 modsiger, at hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit
-Liv &mdash; bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11.
+Liv &mdash; bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11.
 <b class="gesperrt">Juni</b>, tilbage, og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem
-Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske
+Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske
 haandskrevne Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11.
-Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina
-har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født.
+Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina
+har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født.
 Hvorledes nu dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske
-har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte
-dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske
-i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre.
-Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet
+har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte
+dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske
+i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre.
+Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet
 om hende, forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve
-udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften
+udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften
 i Maribo Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver
 en Dato, en Anden en anden. Den yngre <b class="gesperrt">Sperling</b>, som, selv
 om han ikke var den, til hvem Leonora Christinas i Form af et
 Brev affattede Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort),
-paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina
+paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina
 maatte antages at have alle den Slags Efterretninger fra
-hende selv, har i sine Collectanea »<span xml:lang="la" lang="la">de feminis eruditis</span>« (Orig. i
+hende selv, har i sine Collectanea »<span xml:lang="la" lang="la">de feminis eruditis</span>« (Orig. i
 Gl. kgl. Smlng. 2110 a-b, 4) den 11. <b class="gesperrt">Juni</b>, ganske som vort
-Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »<span xml:lang="la" lang="la">vel potius
-in Julio</span>«. Den foregivne Selvbiografi (<b class="gesperrt">Bang</b>'s Samlinger 2, 126)
+Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »<span xml:lang="la" lang="la">vel potius
+in Julio</span>«. Den foregivne Selvbiografi (<b class="gesperrt">Bang</b>'s Samlinger 2, 126)
 har ligesom ogsaa <b class="gesperrt">Holberg</b> (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572<span class="corr" title="fjernet: ."></span>), <b class="gesperrt">Paus</b>
-(Corf. Uhlefeld 1, 25) og <b class="gesperrt">Schønau</b> (Lærde Fruentimmer S. 319)
+(Corf. Uhlefeld 1, 25) og <b class="gesperrt">Schønau</b> (Lærde Fruentimmer S. 319)
 den 22. <b class="gesperrt">Juli</b>. <b class="gesperrt">Hofman</b> (<span xml:lang="fr" lang="fr">Portraits historiques</span> P. 5 pag. 83 og
-Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. <b class="gesperrt">Juni</b>.</p>
+Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. <b class="gesperrt">Juni</b>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_23" id="Fodnote_23" href="#FNanker_23"><span class="label">[23]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>udi hwilcken er antegnet adskillige Widerwertigheder,
+ I Randen er tilføjet: »<i>udi hwilcken er antegnet adskillige Widerwertigheder,
 mig haffwer angreben, som for mangen en skulle haffwe
 werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud gaff
-Styrcke</i>«.</p>
+Styrcke</i>«.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_24" id="Fodnote_24" href="#FNanker_24"><span class="label">[24]</span></a>
- Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at gjøre
-det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den oprindelige
-Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den anden Side
-Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet, før selve den
+ Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at gjøre
+det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den oprindelige
+Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den anden Side
+Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet, før selve den
 egentlige Beretning var afsluttet, og da denne Afslutning &mdash;
-skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet &mdash; notorisk først har
-fundet Sted efter Løsladelsen, er det idetmindste sandsynligt, at
-det Samme gjælder om Afslutningen af Fortalen.</p>
+skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet &mdash; notorisk først har
+fundet Sted efter Løsladelsen, er det idetmindste sandsynligt, at
+det Samme gjælder om Afslutningen af Fortalen.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_25" id="Fodnote_25" href="#FNanker_25"><span class="label">[25]</span></a>
@@ -9108,11 +9074,11 @@ det Samme gjælder om Afslutningen af Fortalen.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_27" id="Fodnote_27" href="#FNanker_27"><span class="label">[27]</span></a>
- Der har først staaet: »<i><b>Anno</b> 1674 den 11. <b>Iuni</b></i>« (jvfr. <a href="#Fodnote_22">S. 13 Anm.</a>)
+ Der har først staaet: »<i><b>Anno</b> 1674 den 11. <b>Iuni</b></i>« (jvfr. <a href="#Fodnote_22">S. 13 Anm.</a>)
 Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med Leonora
-Christinas egen Haand: »<i><b>Anno</b> 1685 den 19. <b>Maj</b></i>.« Derefter er saa
+Christinas egen Haand: »<i><b>Anno</b> 1685 den 19. <b>Maj</b></i>.« Derefter er saa
 igjen &mdash; og, som det synes, endnu med samme Haand &mdash; 11. <b class="gesperrt">Iuni</b>
-forandret til 18. <b class="gesperrt">Iuli</b> (Blækket, hvormed denne Rettelse er foretaget,
+forandret til 18. <b class="gesperrt">Iuli</b> (Blækket, hvormed denne Rettelse er foretaget,
 sees tydeligt <em>ovenpaa</em> den Streg, der er draget hen over
 de udslettede Ord).</p>
 </div>
@@ -9123,104 +9089,104 @@ de udslettede Ord).</p>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_29" id="Fodnote_29" href="#FNanker_29"><span class="label">[29]</span></a>
  <b class="gesperrt">Peter Dreier</b> var egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa
-Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten
-ganske opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende
-Tid var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager
-ved tre adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog
+Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten
+ganske opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende
+Tid var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager
+ved tre adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog
 derefter igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664.
 Paa den Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at
-have været Sekretær hos <b class="gesperrt">Petkum</b>, og denne var det, som overdrog
-ham at ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning
+have været Sekretær hos <b class="gesperrt">Petkum</b>, og denne var det, som overdrog
+ham at ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning
 af <b class="gesperrt">Kall-Rasmussen</b> i <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3. R. 2 Bd. S. 78,
 hvor der ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere
-Skjæbne).</p>
+Skjæbne).</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_30" id="Fodnote_30" href="#FNanker_30"><span class="label">[30]</span></a>
- Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666 forlod
-han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i Commerce-Collegiet.</p>
+ Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666 forlod
+han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i Commerce-Collegiet.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_31" id="Fodnote_31" href="#FNanker_31"><span class="label">[31]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>Ieg haffde en Ring med en Taffuel
+ I Randen er senere tilføjet: »<i>Ieg haffde en Ring med en Taffuel
 Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet i St[r]anden
 oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa min
-Tale, att der war noget i Munden</i>«.</p>
+Tale, att der war noget i Munden</i>«.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_32" id="Fodnote_32" href="#FNanker_32"><span class="label">[32]</span></a>
  Hvilken Rolle <b class="gesperrt">Braten</b> spillede ved Leonora Christinas Anholdelse
-i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i Indledningen (Fremstillingen
-her støtter sig især til Leonora Christinas haandskrevne
+i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i Indledningen (Fremstillingen
+her støtter sig især til Leonora Christinas haandskrevne
 Selvbiografi) samt <a href="#Side_9">S. 9</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_33" id="Fodnote_33" href="#FNanker_33"><span class="label">[33]</span></a>
  Generalmajor <b class="gesperrt">Adolf Fuchs</b>, hvis Strenghed og Brutalitet ikke
-lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora Christinas
+lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora Christinas
 Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var,
-endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post
+endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post
 som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt,
-hvad de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. <a href="#Side_7">S. 7</a>; ogsaa
-Korfits Ulfeldts ældste Søn, <b class="gesperrt">Christian U.</b>, kalder Fuchs en
-»Bonde og en Skræder af sit Haandværk«, se <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f.
-Politik 1816, 2, 93&mdash;94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar
-han af Nogle antages at have været en Søn af General i Artilleriet
+hvad de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. <a href="#Side_7">S. 7</a>; ogsaa
+Korfits Ulfeldts ældste Søn, <b class="gesperrt">Christian U.</b>, kalder Fuchs en
+»Bonde og en Skræder af sit Haandværk«, se <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f.
+Politik 1816, 2, 93&mdash;94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar
+han af Nogle antages at have været en Søn af General i Artilleriet
 <b class="gesperrt">Hans Philip v. Fuchs</b>, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret
 1662 kom Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By
 Ulfeldt netop havde taget Ophold med sin Familie, og en Dag,
 da <b class="gesperrt">Christian Ulfeldt</b> &mdash; der af Nogle siges kort i Forvejen
-at have været i Paris, men som i saa Tilfælde rimeligvis
-er kommen til Brygge i Følge med Forældrene, der nylig vare
-vendte hjem fra en Udflugt til denne By &mdash; møder Fuchs kjørende
-i Brygges Gader, springer han hen til hans Vogn og støder ham
+at have været i Paris, men som i saa Tilfælde rimeligvis
+er kommen til Brygge i Følge med Forældrene, der nylig vare
+vendte hjem fra en Udflugt til denne By &mdash; møder Fuchs kjørende
+i Brygges Gader, springer han hen til hans Vogn og støder ham
 en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten. En Missive, som
 Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af dette Mord, er trykt
-&mdash; i Oversættelse &mdash; i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f. Politik 1816, 2, 90&mdash;96;
+&mdash; i Oversættelse &mdash; i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f. Politik 1816, 2, 90&mdash;96;
 jvfr. <b class="gesperrt">Paus</b>, Corf. Uhlefeld 2, 216&mdash;17; <b class="gesperrt">Becker</b>, Saml. til Danm.
 Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315; <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd.
 S. 280&mdash;81. Hos <b class="gesperrt">Paus</b> a. St. er ogsaa aftrykt et Brev fra Grev
-<b class="gesperrt">Christian Rantzov</b> til Korf. Ulfeldt, hvori den Første lover at
-gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos Frederik III.</p>
+<b class="gesperrt">Christian Rantzov</b> til Korf. Ulfeldt, hvori den Første lover at
+gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos Frederik III.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_34" id="Fodnote_34" href="#FNanker_34"><span class="label">[34]</span></a>
  <b class="gesperrt">Niels Rosenkrands</b> til Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658
-af &mdash; det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se <b class="gesperrt">Løvenskjold</b>,
+af &mdash; det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se <b class="gesperrt">Løvenskjold</b>,
 Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2 flg. &mdash;
-været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig udmærket sig
-i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter den nedenfor
-omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for Livregimentet
-og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til Generallieutenant.
+været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig udmærket sig
+i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter den nedenfor
+omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for Livregimentet
+og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til Generallieutenant.
 Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_35" id="Fodnote_35" href="#FNanker_35"><span class="label">[35]</span></a>
- <b class="gesperrt">Steen Andersen Bille</b>, en naturlig Søn af Rigsmarsk <b class="gesperrt">Anders
-Bille</b>, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som
+ <b class="gesperrt">Steen Andersen Bille</b>, en naturlig Søn af Rigsmarsk <b class="gesperrt">Anders
+Bille</b>, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som
 Major ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget
-i den danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér
-og Vicekommandant i Kjøbenhavn.</p>
+i den danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér
+og Vicekommandant i Kjøbenhavn.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_36" id="Fodnote_36" href="#FNanker_36"><span class="label">[36]</span></a>
  Maaske den Samme, som i <b class="gesperrt">O. H. Moller</b>'s <span xml:lang="de" lang="de">Nachr. von d. Geschlecht
-derer von Ahlefeldt</span> S. 306 nævnes som Ritmester 1661,
-og som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads
+derer von Ahlefeldt</span> S. 306 nævnes som Ritmester 1661,
+og som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads
 Erobring; se <b class="gesperrt">Extraord. maanedl. Relationer</b> 1677,
 S. 502.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_37" id="Fodnote_37" href="#FNanker_37"><span class="label">[37]</span></a>
- &#596;: <b class="gesperrt">Ahlefeldt</b>. Han maa ikke forvexles med Fætteren af samme
-Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden
+ &#596;: <b class="gesperrt">Ahlefeldt</b>. Han maa ikke forvexles med Fætteren af samme
+Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden
 blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler
-o. s. v. Den her nævnte <b class="gesperrt">Fr. v. Ahlefeldt</b> til Maasleben og Hald
-var allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig
-udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods
-(han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant
-i Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant.
-Han døde den 4. Januar 1672.</p>
+o. s. v. Den her nævnte <b class="gesperrt">Fr. v. Ahlefeldt</b> til Maasleben og Hald
+var allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig
+udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods
+(han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant
+i Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant.
+Han døde den 4. Januar 1672.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_38" id="Fodnote_38" href="#FNanker_38"><span class="label">[38]</span></a>
@@ -9229,166 +9195,166 @@ Han døde den 4. Januar 1672.</p>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_39" id="Fodnote_39" href="#FNanker_39"><span class="label">[39]</span></a>
  Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe) <b class="gesperrt">Frants
-Eberhard v. Speckhan</b>'s Kone. Hun havde tidligere været gift
-med en Borgmester i Kjøbenhavn, <b class="gesperrt">Reinholdt Hansen</b>, og (efter
-dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina.
+Eberhard v. Speckhan</b>'s Kone. Hun havde tidligere været gift
+med en Borgmester i Kjøbenhavn, <b class="gesperrt">Reinholdt Hansen</b>, og (efter
+dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina.
 Hun var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus
 toge Korf. Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra
-Malmø, og medens de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede
-hun en Del af deres rørlige Gods for dem. Jvfr. <b class="gesperrt">Suhm</b>, Nye
+Malmø, og medens de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede
+hun en Del af deres rørlige Gods for dem. Jvfr. <b class="gesperrt">Suhm</b>, Nye
 Saml. til d. dan. Historie 1 Bd. S. 99; <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3 Bd.
 S. 386 og 471; <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskr.</b> 4 Bd. S. 383&mdash;84 og 391;
 <b class="gesperrt">For Literatur og Kritik</b> 1 Bd. S. 171&mdash;72.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_40" id="Fodnote_40" href="#FNanker_40"><span class="label">[40]</span></a>
- <b class="gesperrt">Birgitte Ulfeldt</b> var en yngre Søster til Korfits U. Hun var
-født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med <b class="gesperrt">Otte Krafse</b>
+ <b class="gesperrt">Birgitte Ulfeldt</b> var en yngre Søster til Korfits U. Hun var
+født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med <b class="gesperrt">Otte Krafse</b>
 til Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun
-2 Gange løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste
+2 Gange løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste
 til Holland og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end
-dette forholder sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt
+dette forholder sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt
 Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til
-Sperling (trykt &mdash; i Oversættelse &mdash; i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journ. f. Politik
-1816, 1, 121&mdash;27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende.
+Sperling (trykt &mdash; i Oversættelse &mdash; i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journ. f. Politik
+1816, 1, 121&mdash;27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende.
 Han kalder hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt
 ham og hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen
 til Hamborg (der opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at
-udspionere hans Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og
+udspionere hans Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og
 forbyder Sperling at lade hende komme i sit Hus eller at lade
-hende se Sønnen, Leon Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling.
-Han vil ikke hjælpe hende med en Skilling, om hun end skulde
-styrte død om af Sult eller blive nødt til at gaa i Fattighus.</p>
+hende se Sønnen, Leon Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling.
+Han vil ikke hjælpe hende med en Skilling, om hun end skulde
+styrte død om af Sult eller blive nødt til at gaa i Fattighus.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_41" id="Fodnote_41" href="#FNanker_41"><span class="label">[41]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>Mig skulle snarere haffue mange derris
-Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade Mænd
-oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte.</i>«</p>
+ I Randen er senere tilføjet: »<i>Mig skulle snarere haffue mange derris
+Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade Mænd
+oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_42" id="Fodnote_42" href="#FNanker_42"><span class="label">[42]</span></a>
  Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget i
-Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se <a href="#Side_17">S. 17</a>.</p>
+Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se <a href="#Side_17">S. 17</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_43" id="Fodnote_43" href="#FNanker_43"><span class="label">[43]</span></a>
  Slotsfoged <b class="gesperrt">Jochum Waldburg</b> eller <b class="gesperrt">Jochim Waltpurger</b>,
-om hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i
+om hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i
 Dinas Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste
-fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes
-Moder sade fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at
-gjøre den Første Fængslet saa behageligt som muligt, men at han
-endog, først ved gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at
-overtale Moderen til at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til
-Dinas Barn; se <b class="gesperrt">Høytrengende Æris Forsuar</b> S. 90.</p>
+fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes
+Moder sade fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at
+gjøre den Første Fængslet saa behageligt som muligt, men at han
+endog, først ved gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at
+overtale Moderen til at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til
+Dinas Barn; se <b class="gesperrt">Høytrengende Æris Forsuar</b> S. 90.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_44" id="Fodnote_44" href="#FNanker_44"><span class="label">[44]</span></a>
  Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst
-til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en
-samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>
+til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en
+samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>
 3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. <b class="gesperrt">Becker</b>, Saml. til Danm. Hist.
-und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; <b class="gesperrt">Bircherod</b>'s Dagbøger
+und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; <b class="gesperrt">Bircherod</b>'s Dagbøger
 ved Molbech S. 89.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_45" id="Fodnote_45" href="#FNanker_45"><span class="label">[45]</span></a>
  <b class="gesperrt">Christian Rantzov</b> til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve, 1661
 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede
-i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf. Ulfeldts
-og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa
+i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf. Ulfeldts
+og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa
 Bornholm (jvfr. dog <a href="#Fodnote_18">S. 7 Anm.</a>). Sit venskabelige Sindelag mod
 den Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han,
-paa Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge
-Forbøn hos Kongen for hans Søn; se <a href="#Fodnote_33">S. 22 Anm<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> 2</a>. Naar
-desuagtet Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder
+paa Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge
+Forbøn hos Kongen for hans Søn; se <a href="#Fodnote_33">S. 22 Anm<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> 2</a>. Naar
+desuagtet Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder
 til hans Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt,
 at hans Stemning mod denne havde forandret sig en Del
-som en Følge af de under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet
+som en Følge af de under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet
 indtrufne Begivenheder. Men muligt er det dog ogsaa, at Leonora
-Christinas Bedømmelse af ham er bleven paavirket af den
-Omstændighed, at han var Præses i den Samling af Højesteret,
+Christinas Bedømmelse af ham er bleven paavirket af den
+Omstændighed, at han var Præses i den Samling af Højesteret,
 som afsagde Dommen over hendes Mand. &mdash; <b class="gesperrt">Christoffer
-Gabel</b> og <b class="gesperrt">Peder Reedtz</b> spillede begge en saa fremtrædende
-Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør forudsætte det Vigtigste
-af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den Første havde,
+Gabel</b> og <b class="gesperrt">Peder Reedtz</b> spillede begge en saa fremtrædende
+Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør forudsætte det Vigtigste
+af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den Første havde,
 ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe det Ulfeldt'ske
-Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men han maatte
-rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at være bleven
-kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som Medlemmer
-af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det
+Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men han maatte
+rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at være bleven
+kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som Medlemmer
+af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det
 et enkelt Sted (<b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd. S. 286&mdash;87) hedder,
-at Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse
-gjældende til Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet
-denne Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske
-vist fuldstændig opdigtet. &mdash; <b class="gesperrt">Erik Krag</b> til Bramminge (f. omtr.
+at Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse
+gjældende til Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet
+denne Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske
+vist fuldstændig opdigtet. &mdash; <b class="gesperrt">Erik Krag</b> til Bramminge (f. omtr.
 1620, omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere
-Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672)
-vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den Ulfeldt'ske
-Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk,
-nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over
+Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672)
+vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den Ulfeldt'ske
+Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk,
+nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over
 Leonora Christina.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_46" id="Fodnote_46" href="#FNanker_46"><span class="label">[46]</span></a>
  Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder det,
-at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i
+at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i
 Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor
 han ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris
 ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem
 dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i
 Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til
-Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i <b class="gesperrt">Hofman</b>'s Danske Adelsmænd 2 D.
-S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var
-politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af Hemmelighedsfuldhed,
+Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i <b class="gesperrt">Hofman</b>'s Danske Adelsmænd 2 D.
+S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var
+politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af Hemmelighedsfuldhed,
 som hviler over denne som over saa mange andre af
 Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske lignende
-Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr. <b class="gesperrt">Skandinav.
+Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr. <b class="gesperrt">Skandinav.
 Litteraturselsk. Skrifter</b> 1806, S. 193&mdash;94 og 1808, S. 158.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_47" id="Fodnote_47" href="#FNanker_47"><span class="label">[47]</span></a>
  D. e. <b class="gesperrt">Joseph Frants Borro</b> (eller <b class="gesperrt">Burrhus</b>), den bekjendte
-Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her
-ind i Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede
-en temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.</p>
+Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her
+ind i Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede
+en temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_48" id="Fodnote_48" href="#FNanker_48"><span class="label">[48]</span></a>
  <b class="gesperrt">Jan Marcus Cassetta</b> var en flamsk Adelsmand, som efter Alt,
 hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne
-Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder,
-har været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en
-trofast Støtte i Nøden; se bl. <b class="gesperrt">A. Suhm</b>, Nye Samlinger 3 Bd.
-S. 250; <b class="gesperrt">Wolff</b>, Journ. f<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> Politik 1815, 4, 279; <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>
-3 R. 1 Bd. S. 286&mdash;87 og 292&mdash;93. Som det ovenfor fortælles,
+Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder,
+har været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en
+trofast Støtte i Nøden; se bl. <b class="gesperrt">A. Suhm</b>, Nye Samlinger 3 Bd.
+S. 250; <b class="gesperrt">Wolff</b>, Journ. f<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> Politik 1815, 4, 279; <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>
+3 R. 1 Bd. S. 286&mdash;87 og 292&mdash;93. Som det ovenfor fortælles,
 fulgte han Leonora Christina til England, og han blev tilligemed
 hende anholdt i Dover, men fik dog som spansk Undersaat
 snart sin Frihed igjen. Han vendte nu tilbage til Brygge, og
 efterat han her havde haft Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts
-Døttre bi mod de Forholdsregler, som den danske Udsending,
+Døttre bi mod de Forholdsregler, som den danske Udsending,
 Generaladjudant <b class="gesperrt">Mikkel Skov</b>, paa sin Regerings Vegne havde
-ment sig forpligtet til at tage imod dem, ægtede han den ældste
-af Døttrene, <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>, den samme, som senere &mdash; efter
-Mandens Død &mdash; levede sammen med Moderen paa Maribo Kloster.</p>
+ment sig forpligtet til at tage imod dem, ægtede han den ældste
+af Døttrene, <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>, den samme, som senere &mdash; efter
+Mandens Død &mdash; levede sammen med Moderen paa Maribo Kloster.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_49" id="Fodnote_49" href="#FNanker_49"><span class="label">[49]</span></a>
- Familien <b class="gesperrt">d'Aranda</b> var en af de mest ansete Slægter i Brygge; i
-Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de
-højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,
+ Familien <b class="gesperrt">d'Aranda</b> var en af de mest ansete Slægter i Brygge; i
+Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de
+højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,
 <b class="gesperrt">Bernard d'Aranda</b>, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var,
-efter først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af
+efter først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af
 Christian IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod
-Danmark efter Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til
-Landet igjen 1658, og paa denne Rejse døde han, som det hedder:
-»i sin gamle Ven, Grev Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde
-2 Brødre, af hvilke den ene (<b class="gesperrt">François</b>?) var Borgmester i Brygge,
-den anden, <b class="gesperrt">Emanuel</b>, Auditeur i samme By. Hos disse Mænd
+Danmark efter Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til
+Landet igjen 1658, og paa denne Rejse døde han, som det hedder:
+»i sin gamle Ven, Grev Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde
+2 Brødre, af hvilke den ene (<b class="gesperrt">François</b>?) var Borgmester i Brygge,
+den anden, <b class="gesperrt">Emanuel</b>, Auditeur i samme By. Hos disse Mænd
 fandt Ulfeldt, da han 1662&mdash;63 opholdt sig i Flandern, den venligste
 Modtagelse, ja han boede endog en Tidlang hos den ene af
-dem. Se især <span xml:lang="fr" lang="fr"><span class="gesperrt">Biographie nationale publ. par l'acad.
+dem. Se især <span xml:lang="fr" lang="fr"><span class="gesperrt">Biographie nationale publ. par l'acad.
 royale des sciences</span> etc. <span class="gesperrt">de Belgique</span></span> T. 1. pag. 356&mdash;61;
 jvfr. <span class="gesperrt">Paus</span> 2, 286; <span class="gesperrt">Wolff</span>, Journ. f. Polit. 1815, 4, 272 og 279;
 <span class="gesperrt">Danske Magazin</span> 3 R. 1 Bd. S. 286.</p>
@@ -9402,80 +9368,80 @@ Oplysning.</p>
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_51" id="Fodnote_51" href="#FNanker_51"><span class="label">[51]</span></a>
  Rigsadmiral <b class="gesperrt">Henrik Bjelke</b> (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa
 Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift
-med <b class="gesperrt">Edel Ulfeldt</b>, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger <b class="gesperrt">Ebbe
+med <b class="gesperrt">Edel Ulfeldt</b>, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger <b class="gesperrt">Ebbe
 Ulfeldt</b>. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl.
 A. ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at
-forlade Landet, se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3 Bd. S. 449), og skjønt
-man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt
+forlade Landet, se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3 Bd. S. 449), og skjønt
+man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt
 efter Generalmajor <b class="gesperrt">Spans</b> Beretning skal have sagt, nemlig
-at <span class="sic" title="[sic]">Rigens</span> Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer
+at <span class="sic" title="[sic]">Rigens</span> Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer
 mod Kongen og Landet Hindringer i Vejen (<b class="gesperrt">Paus</b> 2, 238), fatter
-man dog let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da
-han, som Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af
+man dog let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da
+han, som Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af
 Dommen over Ulfeldt.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_52" id="Fodnote_52" href="#FNanker_52"><span class="label">[52]</span></a>
  <b class="gesperrt">Oluf Brokkenhuus</b> til Hjulebjerg (Befalingsmand paa Svenstrup,
-i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot, 1665&mdash;68
-Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf. Ulfeldt,
+i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot, 1665&mdash;68
+Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf. Ulfeldt,
 <b class="gesperrt">Karen U.</b> (f. 1611<span class="corr" title="var: .)">).</span> Ogsaa han var en Ven af Korfits, og af et
 Brev fra denne (<b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journ. f. Politik 1816, 1, 132) fremgaar
-det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det Sidste.</p>
+det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det Sidste.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_53" id="Fodnote_53" href="#FNanker_53"><span class="label">[53]</span></a>
  <b class="gesperrt">Elisabeth</b> eller <b class="gesperrt">Else Parsberg</b>, en Datter af Rigsraad <b class="gesperrt">Oluf
-Parsberg</b> til Jernit, havde været gift med <b class="gesperrt">Laurids Ulfeldt</b> til
-Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til Rigshovmesteren.
+Parsberg</b> til Jernit, havde været gift med <b class="gesperrt">Laurids Ulfeldt</b> til
+Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til Rigshovmesteren.
 I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale,
 var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes
 Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos <b class="gesperrt">Wolff</b>, Griffenfelds
-Levnet S. 169&mdash;80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste
+Levnet S. 169&mdash;80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste
 Lys.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_54" id="Fodnote_54" href="#FNanker_54"><span class="label">[54]</span></a>
- <b class="gesperrt">Marie Ulfeldt</b> var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619
-og blev 1634 gift med <b class="gesperrt">Axel Arnfeldt</b> til Basnæs. Nogle Optegnelser
-af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere
-trykte i <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>, 3 Bd<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> S. 362&mdash;65.</p>
+ <b class="gesperrt">Marie Ulfeldt</b> var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619
+og blev 1634 gift med <b class="gesperrt">Axel Arnfeldt</b> til Basnæs. Nogle Optegnelser
+af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere
+trykte i <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>, 3 Bd<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> S. 362&mdash;65.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_55" id="Fodnote_55" href="#FNanker_55"><span class="label">[55]</span></a>
- <b class="gesperrt">Charles de Gontaut</b>, Hertug af <b class="gesperrt">Biron</b>, en af sin Tids første
-Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering
-en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen
+ <b class="gesperrt">Charles de Gontaut</b>, Hertug af <b class="gesperrt">Biron</b>, en af sin Tids første
+Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering
+en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen
 blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere
-havde været hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før
-Biron blev grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand
-igjen. Han blev nu arresteret, og skjønt man antager, at han
-igjen vilde være bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig
-skyldig, vedblev han at nægte og blev saa halshugget den 31.
+havde været hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før
+Biron blev grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand
+igjen. Han blev nu arresteret, og skjønt man antager, at han
+igjen vilde være bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig
+skyldig, vedblev han at nægte og blev saa halshugget den 31.
 Juli 1602.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_56" id="Fodnote_56" href="#FNanker_56"><span class="label">[56]</span></a>
- Senere er tilføjet: »<i>oc der bleff luct</i>«.</p>
+ Senere er tilføjet: »<i>oc der bleff luct</i>«.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_57" id="Fodnote_57" href="#FNanker_57"><span class="label">[57]</span></a>
- Det beror paa en Forvexling, naar <b class="gesperrt">T. Hofman</b>, Danske Adelsmænd
+ Det beror paa en Forvexling, naar <b class="gesperrt">T. Hofman</b>, Danske Adelsmænd
 2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden <b class="gesperrt">Abel Cathrine
-von der Wisch</b>. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens
-Kvinde«. Hun var gift med <b class="gesperrt">Hans Hansen Osten</b>, Proviantskriver
-paa Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige
-Gods paa Lolland og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f.
+von der Wisch</b>. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens
+Kvinde«. Hun var gift med <b class="gesperrt">Hans Hansen Osten</b>, Proviantskriver
+paa Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige
+Gods paa Lolland og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f.
 19. April 1627), og legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i
-Kjøbenhavn til en Stiftelse, de efter hende opkaldte <b class="gesperrt">Abel Cathrines
+Kjøbenhavn til en Stiftelse, de efter hende opkaldte <b class="gesperrt">Abel Cathrines
 Boder</b>; jvfr. Indskriften paa hendes Epitaphium i <b class="gesperrt">Thurah</b>'s
 <span xml:lang="la" lang="la">Hafnia hodierna</span> pag. 291 samt <b class="gesperrt">H. Hofman</b>'s Saml. af
-Fundationer T. 10 S. 368&mdash;70. (Om iøvrigt v. d. <b class="gesperrt">Wisch</b> var hendes
+Fundationer T. 10 S. 368&mdash;70. (Om iøvrigt v. d. <b class="gesperrt">Wisch</b> var hendes
 Pigenavn, eller om det ikke snarere var et Navn, hun havde faaet
 ved et tidligere Giftermaal, bliver idetmindste tvivlsomt derved, at
-hun i <b class="gesperrt">Pontoppidan</b>'s <span xml:lang="la" lang="la">Annales ecclesiæ Dan.</span> 4 Th. S. 580 kaldes
+hun i <b class="gesperrt">Pontoppidan</b>'s <span xml:lang="la" lang="la">Annales ecclesiæ Dan.</span> 4 Th. S. 580 kaldes
 Abel Cathr. <b class="gesperrt">Mesing</b>, thi efter Pontoppidans eget Udsagn var hun
-en Søster til hans Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn
+en Søster til hans Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn
 var, skal jeg ikke kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis
 tydsk) Oberst <b class="gesperrt">Schaffshausen</b> (se Side 39), og formodentlig
 er hun kommen herind i Landet med Dronning Sophie
@@ -9484,11 +9450,11 @@ Amalie.</p>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_58" id="Fodnote_58" href="#FNanker_58"><span class="label">[58]</span></a>
  Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er tilskrevet
-i Randen: »<i>Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue icke war
-miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i huer, huilcke
-ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er slangewiiß giort,
-sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at noget war indsyet
-om mit Knæ.</i>« &mdash; Jvfr. <a href="#Fodnote_31">S. 21 Anm. 3</a>.</p>
+i Randen: »<i>Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue icke war
+miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i huer, huilcke
+ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er slangewiiß giort,
+sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at noget war indsyet
+om mit Knæ.</i>« &mdash; Jvfr. <a href="#Fodnote_31">S. 21 Anm. 3</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_59" id="Fodnote_59" href="#FNanker_59"><span class="label">[59]</span></a>
@@ -9498,7 +9464,7 @@ om mit Knæ.</i>« &mdash; Jvfr. <a href="#Fodnote_31">S. 21 Anm. 3</a>.</p>
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_60" id="Fodnote_60" href="#FNanker_60"><span class="label">[60]</span></a>
  Formodentlig <b class="gesperrt">Anne Cathrine Charisius</b>, en Datter af den
 danske Resident i Haag <b class="gesperrt">Peder Charisius</b>. Hun blev den 15.
-Juni 1667 gift med <b class="gesperrt">Morten Skinkel</b> til Søholm.</p>
+Juni 1667 gift med <b class="gesperrt">Morten Skinkel</b> til Søholm.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_61" id="Fodnote_61" href="#FNanker_61"><span class="label">[61]</span></a>
@@ -9506,25 +9472,25 @@ Juni 1667 gift med <b class="gesperrt">Morten Skinkel</b> til Søholm.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_62" id="Fodnote_62" href="#FNanker_62"><span class="label">[62]</span></a>
- <b class="gesperrt">Elisabeth Augusta</b>, en yngre Søster til Leonora Christina, f.
-1623, blev 1639 gift med <b class="gesperrt">Hans Lindenov</b> til Iversnæs, Befalingsmand
-paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under
-Kjøbenhavns <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Bejring">Belejring</a> 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den
-yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til
+ <b class="gesperrt">Elisabeth Augusta</b>, en yngre Søster til Leonora Christina, f.
+1623, blev 1639 gift med <b class="gesperrt">Hans Lindenov</b> til Iversnæs, Befalingsmand
+paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under
+Kjøbenhavns <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Bejring">Belejring</a> 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den
+yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til
 <b class="gesperrt">Griffenfeldt</b> ere trykte i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Griffenfelds Levnet S. 131&mdash;34.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_63" id="Fodnote_63" href="#FNanker_63"><span class="label">[63]</span></a>
- Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«, maa
-det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var død, da
-hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han endnu
+ Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«, maa
+det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var død, da
+hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han endnu
 levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder foregik.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_64" id="Fodnote_64" href="#FNanker_64"><span class="label">[64]</span></a>
- <b class="gesperrt">Ulrik Christian Gyldenløve</b>, en Søn af Christian IV. med
-Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine Udsvævelser,
-døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
+ <b class="gesperrt">Ulrik Christian Gyldenløve</b>, en Søn af Christian IV. med
+Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine Udsvævelser,
+døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
 1658.</p>
 </div>
 
@@ -9533,8 +9499,8 @@ døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_66" id="Fodnote_66" href="#FNanker_66"><span class="label">[66]</span></a>
- Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter om
-Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at Højesteretsdommen
+ Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter om
+Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at Højesteretsdommen
 var bleven offentliggjort, se <b class="gesperrt">Skandinav. Litteraturselskabs
 Skrifter</b> 1808 S. 162 og <b class="gesperrt">Becker</b>, Saml. til Danm.
 Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.</p>
@@ -9542,74 +9508,74 @@ Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.</p>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_67" id="Fodnote_67" href="#FNanker_67"><span class="label">[67]</span></a>
  Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her
-nævnte Tjener <b class="gesperrt">Charles</b>'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie,
+nævnte Tjener <b class="gesperrt">Charles</b>'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie,
 se <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f. Politik 1815, 4, 275&mdash;76.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_68" id="Fodnote_68" href="#FNanker_68"><span class="label">[68]</span></a>
  Som bekjendt var <b class="gesperrt">Magdalena Sibylla</b> den sachsiske Prindsesse,
-der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.</p>
+der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_69" id="Fodnote_69" href="#FNanker_69"><span class="label">[69]</span></a>
- Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens, Universitetets
-og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til Sagen
-henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne til
+ Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens, Universitetets
+og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til Sagen
+henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne til
 Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om Ulfeldts
-Planer, aftrykt hos <b class="gesperrt">Paus</b> 2, 221&mdash;74. (De 5 førstnævnte Aktstykker
-ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra Borgerstanden
+Planer, aftrykt hos <b class="gesperrt">Paus</b> 2, 221&mdash;74. (De 5 førstnævnte Aktstykker
+ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra Borgerstanden
 meldes ellers Intet.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_70" id="Fodnote_70" href="#FNanker_70"><span class="label">[70]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »<i>Der Kongl.
-Majet. <img alt="C4" title="C4" src="images/c4.jpg" class="h1em" /> war død, war ingen vdwald Printz, saa att ded stoed
-Stenderne frit att wæle, huad Konge dennem behagede, huorfor Hertogen
-aff Holstein, Hertog Friderich sl., tilbød min Herre, att dersom
-hand wille formaa, att hand kunde bliffue wælt til Konge, da skulle
-Fyns Land wære hands, oc giøris en dobbelt <span class="sic" title="[sic]"><b>Alience</b></span> med hands oc
-worre Børn. Men min Herre vdslog ded, wille icke hielpe til att
-støde <img alt="C4" title="C4" src="images/c4.jpg" class="h1em" />. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris
-<b>vota</b>, men min H. striide dennem imod.</i>« &mdash; Hermed kan jævnføres
-Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet
+ I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »<i>Der Kongl.
+Majet. <img alt="C4" title="C4" src="images/c4.jpg" class="h1em" /> war død, war ingen vdwald Printz, saa att ded stoed
+Stenderne frit att wæle, huad Konge dennem behagede, huorfor Hertogen
+aff Holstein, Hertog Friderich sl., tilbød min Herre, att dersom
+hand wille formaa, att hand kunde bliffue wælt til Konge, da skulle
+Fyns Land wære hands, oc giøris en dobbelt <span class="sic" title="[sic]"><b>Alience</b></span> med hands oc
+worre Børn. Men min Herre vdslog ded, wille icke hielpe til att
+støde <img alt="C4" title="C4" src="images/c4.jpg" class="h1em" />. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris
+<b>vota</b>, men min H. striide dennem imod.</i>« &mdash; Hermed kan jævnføres
+Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet
 paa Bornholm, <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal for Politik 1816, 1, S. 194.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_71" id="Fodnote_71" href="#FNanker_71"><span class="label">[71]</span></a>
- Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev <em>afsagt</em> den 24. Juli.
-Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens Offentliggjørelse
-ved <em>Trykken</em>, der næppe har fundet Sted før et Par
+ Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev <em>afsagt</em> den 24. Juli.
+Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens Offentliggjørelse
+ved <em>Trykken</em>, der næppe har fundet Sted før et Par
 Dage senere; jvfr. <b class="gesperrt">Becker</b>, Samlinger 2 D. S. 8.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_72" id="Fodnote_72" href="#FNanker_72"><span class="label">[72]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>Ded war tilgaaen, lige som ieg tenkte;
-der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue, effter som
-en Part icke haffde wærret tilstede, der <b>Processen</b> holtis, en Part icke
+ I Randen er senere tilføjet: »<i>Ded war tilgaaen, lige som ieg tenkte;
+der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue, effter som
+en Part icke haffde wærret tilstede, der <b>Processen</b> holtis, en Part icke
 <a class="SBScorr" name="SBS_16" id="SBS_16" title="SBS: haffue">haffde</a> seet, huor paa Dommen sig funderte; maatte dog skriffue med
-vnder, om de icke wille were forfalden vdi kl. Vnaade.</i>«</p>
+vnder, om de icke wille were forfalden vdi kl. Vnaade.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_73" id="Fodnote_73" href="#FNanker_73"><span class="label">[73]</span></a>
- Senere er tilføjet: »<i>oc spurte, om mig war tilsted at tale paa den
-Dom. Alle taw stille.</i>«</p>
+ Senere er tilføjet: »<i>oc spurte, om mig war tilsted at tale paa den
+Dom. Alle taw stille.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_74" id="Fodnote_74" href="#FNanker_74"><span class="label">[74]</span></a>
  De sidste Punktummer (fra: <i>Hand er nu</i> etc.) ere senere overstregede,
-og deres Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige
+og deres Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige
 Fortale til Skriftet; se <a href="#Side_16">S. 16</a>&mdash;<a href="#Side_17">17</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_75" id="Fodnote_75" href="#FNanker_75"><span class="label">[75]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>Man skal wiide, att den Dun Dyne
-war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa Reden,
-saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi.</i>«</p>
+ I Randen er senere tilføjet: »<i>Man skal wiide, att den Dun Dyne
+war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa Reden,
+saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_76" id="Fodnote_76" href="#FNanker_76"><span class="label">[76]</span></a>
- I Randen er senere anmærket: »<i>Ieg hørte selffuer denne derris
-Samtale.</i>«</p>
+ I Randen er senere anmærket: »<i>Ieg hørte selffuer denne derris
+Samtale.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_77" id="Fodnote_77" href="#FNanker_77"><span class="label">[77]</span></a>
@@ -9618,68 +9584,68 @@ Samtale.</i>«</p>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_78" id="Fodnote_78" href="#FNanker_78"><span class="label">[78]</span></a>
  Det er Prinds <i>Johan Georg</i> af Sachsens Trolovelse med <i>Anna Sophie</i>,
-Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i
-det Følgende.</p>
+Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i
+det Følgende.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_79" id="Fodnote_79" href="#FNanker_79"><span class="label">[79]</span></a>
  Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers
-er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede
-Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi;
+er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede
+Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi;
 se <b class="gesperrt">Slange</b>, Christian IV.s Historie S. 1445.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_80" id="Fodnote_80" href="#FNanker_80"><span class="label">[80]</span></a>
- Denne Søster, <b class="gesperrt">Helvig Margrete Elisabeth R.</b>, havde været
-gift med den bekjendte Krigshelt <b class="gesperrt">Josias Rantzov</b>, der døde
+ Denne Søster, <b class="gesperrt">Helvig Margrete Elisabeth R.</b>, havde været
+gift med den bekjendte Krigshelt <b class="gesperrt">Josias Rantzov</b>, der døde
 som Marchal af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var
-hun gaaet over til den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i
-Kloster i Paris, men stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for
-Jomfru Mariæ Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris
+hun gaaet over til den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i
+Kloster i Paris, men stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for
+Jomfru Mariæ Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris
 og drog med sine Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere
 fik Tilladelse til at oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var
-hun da selv Abbedisse indtil sin Død 1706. Se <b class="gesperrt">Hofman</b>, <span xml:lang="fr" lang="fr">Portraits
+hun da selv Abbedisse indtil sin Død 1706. Se <b class="gesperrt">Hofman</b>, <span xml:lang="fr" lang="fr">Portraits
 historiques</span> 2. P. p. 41&mdash;42; <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 4 Bd. S. 117;
 <b class="gesperrt">Lauenstein</b>,<span xml:lang="la" lang="la"> Historia diplomatica episcopatus Hildesiensis</span> T. 1.
 pag. 294&mdash;95.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_81" id="Fodnote_81" href="#FNanker_81"><span class="label">[81]</span></a>
- Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i Theologien
-ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død 1683.</p>
+ Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i Theologien
+ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død 1683.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_82" id="Fodnote_82" href="#FNanker_82"><span class="label">[82]</span></a>
- D. e. <b class="gesperrt">vidnede</b>, af Præsens <b class="gesperrt">vinder</b> = vidner.</p>
+ D. e. <b class="gesperrt">vidnede</b>, af Præsens <b class="gesperrt">vinder</b> = vidner.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_83" id="Fodnote_83" href="#FNanker_83"><span class="label">[83]</span></a>
- Jeg vilde foretrække at læse: <b class="gesperrt">tatlede</b>, men Skrifttrækkene synes
+ Jeg vilde foretrække at læse: <b class="gesperrt">tatlede</b>, men Skrifttrækkene synes
 ikke ret vel at tillade det.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_84" id="Fodnote_84" href="#FNanker_84"><span class="label">[84]</span></a>
- I Randen staar følgende Anmærkning: »<i>Naar som ieg spiiste, saa
+ I Randen staar følgende Anmærkning: »<i>Naar som ieg spiiste, saa
 haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck. Kusken
-hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede Raßmus.</i>«</p>
+hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede Raßmus.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_85" id="Fodnote_85" href="#FNanker_85"><span class="label">[85]</span></a>
  <b class="gesperrt">Margrete Rantzov</b>, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var
-gift med <b class="gesperrt">Ove Thott</b> til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove
-Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en
+gift med <b class="gesperrt">Ove Thott</b> til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove
+Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en
 Rejsning mod Svenskerne 1658&mdash;59, den samme Plan, hvis Opdagelse
 foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans
-Flugt fra Sverig; jvfr. <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd. S<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> 275 flg.</p>
+Flugt fra Sverig; jvfr. <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd. S<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> 275 flg.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_86" id="Fodnote_86" href="#FNanker_86"><span class="label">[86]</span></a>
- I Randen er skrevet: »<i>Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg
-icke see ded, thi ded skeede paa Trappen.</i>«</p>
+ I Randen er skrevet: »<i>Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg
+icke see ded, thi ded skeede paa Trappen.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_87" id="Fodnote_87" href="#FNanker_87"><span class="label">[87]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Der war oc icke.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Der war oc icke.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_88" id="Fodnote_88" href="#FNanker_88"><span class="label">[88]</span></a>
@@ -9692,101 +9658,101 @@ Tjener, som var med Forf. i England, se <a href="#Side_33">S. 33</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_90" id="Fodnote_90" href="#FNanker_90"><span class="label">[90]</span></a>
- I Randen er anmærket: »<i>Rimte ded sig icke wel <i>[med?]</i>, att min
-Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?</i>« &mdash; Sammenhængen
-med <b class="gesperrt">La Roche</b>'s Sag er, saa vidt vi kjende den, følgende.
+ I Randen er anmærket: »<i>Rimte ded sig icke wel <i>[med?]</i>, att min
+Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?</i>« &mdash; Sammenhængen
+med <b class="gesperrt">La Roche</b>'s Sag er, saa vidt vi kjende den, følgende.
 I Aaret 1663, medens <b class="gesperrt">Hannibal Sehested</b> opholdt sig i Paris
 som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han
 hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede
 et fransk Fruentimmer, Demoiselle <b class="gesperrt">Langlois</b>, sig for ham og
 fortalte, at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af
 en Landsmand af hende ved Navn <b class="gesperrt">La Roche Tudesquin</b>, og
-som gik ud paa at overgive en Del af det danske Riges Fæstninger
-i en fremmed Magts Hænder. La Roche, som ikke længe
-i Forvejen havde været Kommandant i Nakskov, skulde til
-dette Øjemed have forbundet sig med en Del danske Militairpersoner
-af høj Rang, og navnlig skulde Kommandanterne paa
-Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i Forstaaelse med ham.
+som gik ud paa at overgive en Del af det danske Riges Fæstninger
+i en fremmed Magts Hænder. La Roche, som ikke længe
+i Forvejen havde været Kommandant i Nakskov, skulde til
+dette Øjemed have forbundet sig med en Del danske Militairpersoner
+af høj Rang, og navnlig skulde Kommandanterne paa
+Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i Forstaaelse med ham.
 Demoiselle Langlois havde selv Aaret i Forvejen overbragt Ludvig
 XIV. La Roches Tilbud, men var paa det Bestemteste bleven
-afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at han kjendte Andre,
-som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under den som en
-Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog Demoiselle
-Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og anden
+afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at han kjendte Andre,
+som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under den som en
+Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog Demoiselle
+Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og anden
 ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen havde
-været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men uden at
-have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af Holsten-Gottorp
-og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne
-Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved
-Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til
-denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol.
+været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men uden at
+have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af Holsten-Gottorp
+og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne
+Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved
+Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til
+denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol.
 samt en derpaa grundet Fremstilling i <b class="gesperrt">Skandinav. Litteraturselsk.
 Skrifter</b> 1808 S. 177&mdash;93). Anklagen imod La Roche
 havde imidlertid strax foranlediget, at han og en Landsmand af
-ham, <b class="gesperrt">Jacques Beranger</b>, som antoges at være Medvider i
-Sammensværgelsen, bleve eftersøgte, og allerede den 6. September
+ham, <b class="gesperrt">Jacques Beranger</b>, som antoges at være Medvider i
+Sammensværgelsen, bleve eftersøgte, og allerede den 6. September
 bleve de da ogsaa virkelig anholdte i Bryssel, men da man nu
 forlangte dem udleverede, for at de kunde konfronteres med Vidnerne
-i Sagen, vægrede den spanske Regering sig i længere Tid
-herved, saa at Fangerne først det næste Aar kunde sendes til Kjøbenhavn,
+i Sagen, vægrede den spanske Regering sig i længere Tid
+herved, saa at Fangerne først det næste Aar kunde sendes til Kjøbenhavn,
 hvor de saa den 19. Juni (se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D.
 S. 32&mdash;33) bleve indsatte i Blaataarn. Hvad der ellers kom frem
 i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at sige, da den ovenfor
-nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker længere ned end til
+nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker længere ned end til
 i November 1663, og Fremstillingen i <b class="gesperrt">Skandinav. Litteraturselsk.
 Skrifter</b> aldrig blev fuldendt. Men af Leonora Christinas
 strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne efter nogle Maaneders
-Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog slutte, at Anklagen,
-forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var et fuldkommen
+Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog slutte, at Anklagen,
+forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var et fuldkommen
 ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have gjort sig
-skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed saa overraskende
+skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed saa overraskende
 Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet Ideen. &mdash;
-Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte Personer allerede
+Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte Personer allerede
 i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens Sandheden
 er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da er dette
-en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der paa de
-nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre korrekte
-Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at der paa
+en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der paa de
+nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre korrekte
+Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at der paa
 det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til, at Forf.
-netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har været
+netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har været
 mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har
 skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset
-det for nødvendigt paa 2 <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: forkjellige">forskjellige</a> Steder at udskære og omarbejde
+det for nødvendigt paa 2 <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: forkjellige">forskjellige</a> Steder at udskære og omarbejde
 et Blad o. s. v.).</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_91" id="Fodnote_91" href="#FNanker_91"><span class="label">[91]</span></a>
  <b class="gesperrt">Mary Sidney</b>, Grevinde af <b class="gesperrt">Pembroke</b>, en i sin Tid bekjendt
 Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: <b class="gesperrt">Antonius</b>,
-der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige
+der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige
 Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her
-er Tale, men derimod den langt berømtere Broder, <b class="gesperrt">Philip Sidney</b>'s
+er Tale, men derimod den langt berømtere Broder, <b class="gesperrt">Philip Sidney</b>'s
 Roman: <span xml:lang="en" lang="en">The Countesse of Pembroke's Arcadia</span>, som
 i Slutningen af det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var
-en overordentlig yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv
+en overordentlig yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv
 har kjendt denne Bog &mdash; hvilket det ikke synes, hun har &mdash; maatte
-hun efter Titelen nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren,
+hun efter Titelen nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren,
 og at Bogen var et Skuespil, har hun da formodentlig
-paa Lykke og Fromme gjættet sig til.</p>
+paa Lykke og Fromme gjættet sig til.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_92" id="Fodnote_92" href="#FNanker_92"><span class="label">[92]</span></a>
- I Randen er tilskrevet: »<i>La Roche haffde ieg aldrig seet før, icke
-heller hands <b>Compagnon</b>, førend i <b>Dovers</b>.</i>«</p>
+ I Randen er tilskrevet: »<i>La Roche haffde ieg aldrig seet før, icke
+heller hands <b>Compagnon</b>, førend i <b>Dovers</b>.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_93" id="Fodnote_93" href="#FNanker_93"><span class="label">[93]</span></a>
  Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i
-Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se <a href="#Side_16">S. 16</a> og <a href="#Side_65">65</a>. Grev
-Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. <b class="gesperrt">November</b>.</p>
+Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se <a href="#Side_16">S. 16</a> og <a href="#Side_65">65</a>. Grev
+Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. <b class="gesperrt">November</b>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_94" id="Fodnote_94" href="#FNanker_94"><span class="label">[94]</span></a>
  Festlighederne i Anledning af Kurprinds <b class="gesperrt">Johan Georg</b> af Sachsens
-Trolovelse med <b class="gesperrt">Anna Sophie</b>, Frederik III.s ældste Datter,
+Trolovelse med <b class="gesperrt">Anna Sophie</b>, Frederik III.s ældste Datter,
 varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien foregik ikke,
 som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr. <b class="gesperrt">Becker</b>,
-Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa meget lettere
+Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa meget lettere
 forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa samme Sted,
 faldt ind paa den 9. Oktober.</p>
 </div>
@@ -9798,32 +9764,32 @@ hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_96" id="Fodnote_96" href="#FNanker_96"><span class="label">[96]</span></a>
- I Randen er tilskrevet: »<i>Slosf. fortelte Quinden noget om Statzen,
-oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg kunde wide
-noget effter forrige Tiiders Skik.</i>« &mdash; Iøvrigt synes denne Bemærkning
+ I Randen er tilskrevet: »<i>Slosf. fortelte Quinden noget om Statzen,
+oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg kunde wide
+noget effter forrige Tiiders Skik.</i>« &mdash; Iøvrigt synes denne Bemærkning
 ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_97" id="Fodnote_97" href="#FNanker_97"><span class="label">[97]</span></a>
- Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende slagne
-til Riddere: <b class="gesperrt">Ulr. Fr. Gyldenløve</b>, <b class="gesperrt">Hans Schack</b>, <b class="gesperrt">Peder
-Reedtz</b>, <b class="gesperrt">Joh. Christ. v. Kørbitz</b>, <b class="gesperrt">Claus v. Ahlefeldt</b> og
-Statholder <b class="gesperrt">Fr. v. Ahlefeldt</b>, se <b class="gesperrt">Biørn</b>, Nye Saml. over Ridderne
+ Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende slagne
+til Riddere: <b class="gesperrt">Ulr. Fr. Gyldenløve</b>, <b class="gesperrt">Hans Schack</b>, <b class="gesperrt">Peder
+Reedtz</b>, <b class="gesperrt">Joh. Christ. v. Kørbitz</b>, <b class="gesperrt">Claus v. Ahlefeldt</b> og
+Statholder <b class="gesperrt">Fr. v. Ahlefeldt</b>, se <b class="gesperrt">Biørn</b>, Nye Saml. over Ridderne
 af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og <b class="gesperrt">Becker</b>, Samlinger
 2 D. S. 21 Anm.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_98" id="Fodnote_98" href="#FNanker_98"><span class="label">[98]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Dronningen wille, att ded Træ Billede skulle
-føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for Døren, att
-ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør bleff opluct;
-men Kongen wille ded ingenlunde.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Dronningen wille, att ded Træ Billede skulle
+føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for Døren, att
+ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør bleff opluct;
+men Kongen wille ded ingenlunde.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_99" id="Fodnote_99" href="#FNanker_99"><span class="label">[99]</span></a>
  Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November, se
-<b class="gesperrt">Paus</b> 2, 294 og <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech, S. 93;
-jvfr. <b class="gesperrt">Løvenskjold</b>, Efterretninger om den kongel. Livgarde til
+<b class="gesperrt">Paus</b> 2, 294 og <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech, S. 93;
+jvfr. <b class="gesperrt">Løvenskjold</b>, Efterretninger om den kongel. Livgarde til
 Fods S. 24.</p>
 </div>
 
@@ -9833,104 +9799,104 @@ Fods S. 24.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_101" id="Fodnote_101" href="#FNanker_101"><span class="label">[101]</span></a>
- Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. <b class="gesperrt">Februar</b> 1664, se <b class="gesperrt">Paus</b>
-2, 317&mdash;21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen <b class="gesperrt">Christian</b>
+ Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. <b class="gesperrt">Februar</b> 1664, se <b class="gesperrt">Paus</b>
+2, 317&mdash;21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen <b class="gesperrt">Christian</b>
 U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny kgl.
-Samlng. 2141 b, <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: 4to">4<sup>to</sup></a>), at han er død den 27. Februar (ikke, som
-det i den danske Oversættelse hos <b class="gesperrt">Wolff</b>, Journ. for Politik 1816
+Samlng. 2141 b, <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: 4to">4<sup>to</sup></a>), at han er død den 27. Februar (ikke, som
+det i den danske Oversættelse hos <b class="gesperrt">Wolff</b>, Journ. for Politik 1816
 1, 134&mdash;37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos <b class="gesperrt">Paus</b> a.
-St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23. Februar,
-medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa Sønnens
-Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans Fejltagelse
-sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke til,
+St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23. Februar,
+medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa Sønnens
+Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans Fejltagelse
+sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke til,
 at den 20. og den 27. Februar falde paa <em>en og samme Dag i
-Ugen</em>, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og
-hans Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig
+Ugen</em>, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og
+hans Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig
 fra Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i
-den Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at
-Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem
-forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den næstforegaaende
-Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.</p>
+den Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at
+Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem
+forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den næstforegaaende
+Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_102" id="Fodnote_102" href="#FNanker_102"><span class="label">[102]</span></a>
- Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse
-vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>,
+ Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse
+vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>,
 <b class="gesperrt">Christian</b>, <b class="gesperrt">Ludvig</b>, <b class="gesperrt">Korfits</b>, <b class="gesperrt">Ellen Christine</b>,
 <b class="gesperrt">Leonora Sophie</b> og <b class="gesperrt">Leo</b>. Den Sidste, som var det yngste af
-alle Børnene (f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at
-være bleven voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den
-ene Ærespost til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal,
+alle Børnene (f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at
+være bleven voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den
+ene Ærespost til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal,
 Vicekonge i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det
-eneste af alle Korf. Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra
-ham er det, at Ejeren af nærværende Haandskrift, Grev <b class="gesperrt">J. Waldstein</b>,
+eneste af alle Korf. Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra
+ham er det, at Ejeren af nærværende Haandskrift, Grev <b class="gesperrt">J. Waldstein</b>,
 nedstammer.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_103" id="Fodnote_103" href="#FNanker_103"><span class="label">[103]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Der ieg engang loed begiere aff Slosf. en Sax
-for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc høyt ded: »<span xml:lang="de" lang="de">Was,
-was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers Klawen, vnd die Hahr
-als Adlers Federn!</span>« Hwad ieg tenckte, wed ieg wel, om ieg haffde
-Kløer oc Winger.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Der ieg engang loed begiere aff Slosf. en Sax
+for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc høyt ded: »<span xml:lang="de" lang="de">Was,
+was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers Klawen, vnd die Hahr
+als Adlers Federn!</span>« Hwad ieg tenckte, wed ieg wel, om ieg haffde
+Kløer oc Winger.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_104" id="Fodnote_104" href="#FNanker_104"><span class="label">[104]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Ieg tog miine Neiler aff med Synaalen, som
+ I Randen er tilføjet: »<i>Ieg tog miine Neiler aff med Synaalen, som
 ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff. Den Neil paa
-den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for att see,
-huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den v-forwarendis aff
-oc haffwer den endnu.</i>«</p>
+den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for att see,
+huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den v-forwarendis aff
+oc haffwer den endnu.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_105" id="Fodnote_105" href="#FNanker_105"><span class="label">[105]</span></a>
  <b class="gesperrt">Sperling</b>, som siden Foraaret 1654 havde taget Ophold i Hamborg,
-og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en trofast
+og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en trofast
 Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i dansk
-Tjeneste, <b class="gesperrt">Hagedorn</b>, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev indsat
-i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse
+Tjeneste, <b class="gesperrt">Hagedorn</b>, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev indsat
+i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse
 var, at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance
-mellem ham og Ulfeldt samt dennes ældste Datter <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>
-var faldet i Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene,
+mellem ham og Ulfeldt samt dennes ældste Datter <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>
+var faldet i Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene,
 som igjen overlod den til <b class="gesperrt">Hannibal Sehested</b>,
 da denne paa sin Hjemrejse fra Paris drog igjennem Landet. Se
-herom samt om de Forhør, Sperling underkastedes i Fængslet,
+herom samt om de Forhør, Sperling underkastedes i Fængslet,
 det Uddrag af hans Selvbiografi, som er trykt i <b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye
 Saml. til den danske Hist. 3, 197&mdash;266; jvfr. <b class="gesperrt">Paus</b> 2, 97&mdash;102;
 <b class="gesperrt">Nye danske Magazin</b> 3, 30&mdash;36 samt <b class="gesperrt">Wolff</b>, Journ. for Politik
 1815, 4, 270&mdash;80 og 1816, 1, 121&mdash;34, hvor nogle af Korfits Ulfeldts
-og Datterens Breve til Sperling ere trykte i Oversættelse.</p>
+og Datterens Breve til Sperling ere trykte i Oversættelse.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_106" id="Fodnote_106" href="#FNanker_106"><span class="label">[106]</span></a>
- Eftersætningen mangler. &mdash; I Randen er tilføjet: »<i>Samme Fengsel
+ Eftersætningen mangler. &mdash; I Randen er tilføjet: »<i>Samme Fengsel
 er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er gandske
-mørkt.</i>«</p>
+mørkt.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_107" id="Fodnote_107" href="#FNanker_107"><span class="label">[107]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Der Slozf. i de første Dage sang for sig,
-sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten
-Rok?</span>« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den
-Sang, hwem ded kunde wære.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Der Slozf. i de første Dage sang for sig,
+sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten
+Rok?</span>« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den
+Sang, hwem ded kunde wære.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_108" id="Fodnote_108" href="#FNanker_108"><span class="label">[108]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>For att bedrøffwe oc forfærde Doctern lucte
+ I Randen er tilføjet: »<i>For att bedrøffwe oc forfærde Doctern lucte
 Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet, oc
-loed, som Presten skulle komme til hannem.</i>« &mdash; Ved Dommen, der
-afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv
-og Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod
-kom han aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December
+loed, som Presten skulle komme til hannem.</i>« &mdash; Ved Dommen, der
+afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv
+og Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod
+kom han aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December
 1681.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_109" id="Fodnote_109" href="#FNanker_109"><span class="label">[109]</span></a>
- I Randen er tilskrevet: »<i>Pær haffde for nogen Tiid siiden kast i et
-Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte Døren: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Iher
-Piige!</span>« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en der aff oc
-Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg icke, thi
-hun haffde langt fleere forborgen paa sig.</i>«</p>
+ I Randen er tilskrevet: »<i>Pær haffde for nogen Tiid siiden kast i et
+Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte Døren: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Iher
+Piige!</span>« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en der aff oc
+Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg icke, thi
+hun haffde langt fleere forborgen paa sig.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_110" id="Fodnote_110" href="#FNanker_110"><span class="label">[110]</span></a>
@@ -9938,123 +9904,123 @@ hun haffde langt fleere forborgen paa sig.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_111" id="Fodnote_111" href="#FNanker_111"><span class="label">[111]</span></a>
- Landsdommer i Jylland var dengang <b class="gesperrt">Villum Lange</b>. Mærkeligt
+ Landsdommer i Jylland var dengang <b class="gesperrt">Villum Lange</b>. Mærkeligt
 nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra
 denne Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori
-Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen,
-om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse
-af det for Dagen som den, der her tillægges ham; se <b class="gesperrt">Wolff</b>,
+Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen,
+om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse
+af det for Dagen som den, der her tillægges ham; se <b class="gesperrt">Wolff</b>,
 Griffenfelds Levnet S. 43&mdash;44.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_112" id="Fodnote_112" href="#FNanker_112"><span class="label">[112]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Saasom miine Linklæder bleff toen i Fadburstuen,
+ I Randen er tilføjet: »<i>Saasom miine Linklæder bleff toen i Fadburstuen,
 hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa haffwe
-v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk,
-hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den Raffn
-haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg loe
-oc gaff hender Skiæmt til Swar.</i>«</p>
+v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk,
+hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den Raffn
+haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg loe
+oc gaff hender Skiæmt til Swar.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_113" id="Fodnote_113" href="#FNanker_113"><span class="label">[113]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_13">S. 7 Anm. 1</a>. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa Graabrødre-Torv
+ Jvfr. <a href="#Fodnote_13">S. 7 Anm. 1</a>. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa Graabrødre-Torv
 se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3 Bd. S. 472 flg. Nedbrydningen
 fandt Sted i Juli 1664, se <b class="gesperrt">Becker</b>, Samlinger 2 D. S. 33;
 <b class="gesperrt">Militairt Repertorium</b> 2 R. 5 Bd. S. 385.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_114" id="Fodnote_114" href="#FNanker_114"><span class="label">[114]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Strøe Suckeret war i reent Papir, deraff
+ I Randen er tilføjet: »<i>Strøe Suckeret war i reent Papir, deraff
 betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille <b>notere</b>;
-giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc med Øll <b>præpareret</b>.
-Min Pen war giort aff en Hønße Winge; Ridskabet war et
-Stycke Flint. Den er endnu til Stæde.</i><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> &mdash; Denne Anmærkning er
+giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc med Øll <b>præpareret</b>.
+Min Pen war giort aff en Hønße Winge; Ridskabet war et
+Stycke Flint. Den er endnu til Stæde.</i><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> &mdash; Denne Anmærkning er
 senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den imidlertid
-i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne Anmærkning,
-har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den
-senere Anmærkning lyder saaledes: »<i>Ieg skreff adskilligt ud aff
+i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne Anmærkning,
+har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den
+senere Anmærkning lyder saaledes: »<i>Ieg skreff adskilligt ud aff
 Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn
-war aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff
-Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge,
-med Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme.</i>«</p>
+war aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff
+Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge,
+med Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_115" id="Fodnote_115" href="#FNanker_115"><span class="label">[115]</span></a>
  Ordene: <b class="gesperrt">vnder Bunden &mdash; Auguste</b> ere senere overstregede, og
-saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv
-eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele.
-Det er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne
-Maade ere gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften
-overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet
+saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv
+eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele.
+Det er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne
+Maade ere gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften
+overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet
 her<a class="SBScorr" name="SBS_C" id="SBS_C" title="SBS: burde slettes">, eller om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen
 har opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa
 igjen udslettet, hvad hun allerede havde givet af den</a>. Hvad der
-taler herfor, er ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder
-synes at være for faa til at kunne have indeholdt en
-»Supplication«, men ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens
+taler herfor, er ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder
+synes at være for faa til at kunne have indeholdt en
+»Supplication«, men ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens
 man efter Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne
-Selvbiografi (hvor Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa
-antage, at Indskriften idetmindste fuldt saa meget har været rettet
-til Dronningen. Det paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes
+Selvbiografi (hvor Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa
+antage, at Indskriften idetmindste fuldt saa meget har været rettet
+til Dronningen. Det paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes
 (jeg citerer efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4):
-»<span xml:lang="fr" lang="fr">Notre femme forme un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y
+»<span xml:lang="fr" lang="fr">Notre femme forme un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y
 met le nom du Roy &amp; de la Reine, le met sur trois boutons, &amp;
-au dessous le fond elle écrit à la Reine</span>.«</p>
+au dessous le fond elle écrit à la Reine</span>.«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_116" id="Fodnote_116" href="#FNanker_116"><span class="label">[116]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Slosf. sagde mig siden, att ded aff Leer
+ I Randen er bemærket: »<i>Slosf. sagde mig siden, att ded aff Leer
 war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff en
 Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde Kongen
 oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff til
-Weye.</i>« &mdash; I <b class="gesperrt">Holger Jacobæus</b>'s Museum regium har jeg dog
-ikke fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696
+Weye.</i>« &mdash; I <b class="gesperrt">Holger Jacobæus</b>'s Museum regium har jeg dog
+ikke fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696
 eller i den af 1710.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_117" id="Fodnote_117" href="#FNanker_117"><span class="label">[117]</span></a>
  I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid Efterretningen
-om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde opfundet
-for at undgaa Efterstræbelser.</p>
+om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde opfundet
+for at undgaa Efterstræbelser.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_118" id="Fodnote_118" href="#FNanker_118"><span class="label">[118]</span></a>
- Uden Tvivl den tydske Oversættelse af <b class="gesperrt">Conr. Lycosthenes</b>'s
-Værk: <span xml:lang="la" lang="la">Prodigiorum ac ostentorum chronicon</span>. Oversættelsens Titel
+ Uden Tvivl den tydske Oversættelse af <b class="gesperrt">Conr. Lycosthenes</b>'s
+Værk: <span xml:lang="la" lang="la">Prodigiorum ac ostentorum chronicon</span>. Oversættelsens Titel
 lyder &mdash; noget afkortet &mdash; saaledes: <span xml:lang="de" lang="de"><b class="gesperrt">Wunderwerck</b> oder Gottes
-vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ...
+vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ...
 erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch
 zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ...
-Verteütscht</span>. Basel. 1557. Fol. Jvfr. <b class="gesperrt">Grässe</b>, <span xml:lang="fr" lang="fr">Trésor de livres
+Verteütscht</span>. Basel. 1557. Fol. Jvfr. <b class="gesperrt">Grässe</b>, <span xml:lang="fr" lang="fr">Trésor de livres
 rares</span> T. 4. pag. 310; <b class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Bibliotheca Daneschioldiana</b> pag. 10
 Nr. 318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret
-morsom, ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.</p>
+morsom, ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_119" id="Fodnote_119" href="#FNanker_119"><span class="label">[119]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med sig,
-da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde flyet
+ I Randen er bemærket: »<i>Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med sig,
+da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde flyet
 hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war hinder
-til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt ham
-Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand endnu
-skee.«</i>«</p>
+til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt ham
+Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand endnu
+skee.«</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_120" id="Fodnote_120" href="#FNanker_120"><span class="label">[120]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>I ded første, att <span class="sic" title="[sic]">Slosf.</span> Fryct war saa stoer,
-torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller Taarngiæmmeren
+ I Randen er tilføjet: »<i>I ded første, att <span class="sic" title="[sic]">Slosf.</span> Fryct war saa stoer,
+torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller Taarngiæmmeren
 maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad
-ded betyde.</i>«</p>
+ded betyde.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_121" id="Fodnote_121" href="#FNanker_121"><span class="label">[121]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Noget lenge effter denne Striid fik ieg en
-Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att kaste
+ I Randen er bemærket: »<i>Noget lenge effter denne Striid fik ieg en
+Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att kaste
 paa Gulffwet, sagde: ded skulle de vnderiordske haffwe. Ieg haffde
-for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg tog hender
-om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun bleff
+for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg tog hender
+om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun bleff
 forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff. Ieg sagde:
-»Ded er en Forsmag!«</i>«</p>
+»Ded er en Forsmag!«</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_122" id="Fodnote_122" href="#FNanker_122"><span class="label">[122]</span></a>
@@ -10062,19 +10028,19 @@ forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff. Ieg sagde:
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_123" id="Fodnote_123" href="#FNanker_123"><span class="label">[123]</span></a>
- Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske Kirke,
-1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se <b class="gesperrt">Jonge</b>, Kiøbenhavns
-Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i <b class="gesperrt">Sperlings</b>
+ Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske Kirke,
+1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se <b class="gesperrt">Jonge</b>, Kiøbenhavns
+Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i <b class="gesperrt">Sperlings</b>
 Sag se <b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye Samlinger 3 Bd. S. 262&mdash;64.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_124" id="Fodnote_124" href="#FNanker_124"><span class="label">[124]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for att
-klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring bragte
+ I Randen er tilføjet: »<i>Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for att
+klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring bragte
 mig noget Bai til Vnderboxer oc wille wide Maalet, sagde ieg selff
-att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?«
-Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand
-gierne see, saae ded oc, icke med liden Forundring.</i>«</p>
+att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?«
+Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand
+gierne see, saae ded oc, icke med liden Forundring.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_125" id="Fodnote_125" href="#FNanker_125"><span class="label">[125]</span></a>
@@ -10082,10 +10048,10 @@ gierne see, saae ded oc, icke med liden Forundring.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_126" id="Fodnote_126" href="#FNanker_126"><span class="label">[126]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Saa lenge Balcke betiente Slosfs. Stælle, drack
+ I Randen er tilføjet: »<i>Saa lenge Balcke betiente Slosfs. Stælle, drack
 hand hwer Maaltiid min Wiin, som ellers Taarngiemmeren, Kudsken
 oc den Fange <b>Christian</b> giorde, naar den gamle Slozf. icke gaed;
-saa ded hialp oc til att støde effter Balcke.</i>«</p>
+saa ded hialp oc til att støde effter Balcke.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_127" id="Fodnote_127" href="#FNanker_127"><span class="label">[127]</span></a>
@@ -10096,209 +10062,209 @@ saa ded hialp oc til att støde effter Balcke.</i>«</p>
  Det vil sige: blev Kammerpige hos hende, som nu (da Forf. nedskriver
 dette) er <b class="gesperrt">Grevinde Friis</b>. Hun var Mogens Friis's anden
 Kone, og hendes Navn var <b class="gesperrt">Anne Marie Offenberg</b>. Mogens
-Friis blev, som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.</p>
+Friis blev, som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_129" id="Fodnote_129" href="#FNanker_129"><span class="label">[129]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ded er oc en ond Trappe at komme op
-aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Ded er oc en ond Trappe at komme op
+aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_130" id="Fodnote_130" href="#FNanker_130"><span class="label">[130]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i><b>Gabel</b> haffde sagt (som mig siden bleff berættet),
-att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for den Mand
-oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an derfor, men
-for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den Tienneste,
-Kudsken giorde.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i><b>Gabel</b> haffde sagt (som mig siden bleff berættet),
+att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for den Mand
+oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an derfor, men
+for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den Tienneste,
+Kudsken giorde.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_131" id="Fodnote_131" href="#FNanker_131"><span class="label">[131]</span></a>
- I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder saaledes:
-»<i>Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand anklaget for att
-sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis der med, att hand
+ I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder saaledes:
+»<i>Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand anklaget for att
+sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis der med, att hand
 haffde sagt mig, att <b>Gabel</b> war bleffwen Statholder, oc ieg siden
-saa <b>tittulerte</b> for <b>M.</b> Buck.</i>« &mdash; Denne Anmærkning er dog senere
-overstreget, hvilket derimod ikke er Tilfældet med den anden, som
-dog aabenbart refererer sig til hin. Den anden Anmærkning lyder
-saaledes: »<i>Balcke kunde en Dag icke holde sig for Latter, thi imens
+saa <b>tittulerte</b> for <b>M.</b> Buck.</i>« &mdash; Denne Anmærkning er dog senere
+overstreget, hvilket derimod ikke er Tilfældet med den anden, som
+dog aabenbart refererer sig til hin. Den anden Anmærkning lyder
+saaledes: »<i>Balcke kunde en Dag icke holde sig for Latter, thi imens
 hand stoed oc snackede med mig, saa stoed Quinden oc Mandfolckene
-oc green oc loe i Trappen; oc sagde hand: »Ded er <span class="sic" title="[sic]">Sladdertaarret</span>
-der vde! Hwi mager Pær ded icke saa, att ded forbydis? I kand
-nok faa att wiide, hwad som paßerer, foruden aff mig.«</i>« &mdash; Gabel
-var bleven optagen i Adelstanden og udnævnt til Statholder i
-Kjøbenhavn den 12. August 1664.</p>
+oc green oc loe i Trappen; oc sagde hand: »Ded er <span class="sic" title="[sic]">Sladdertaarret</span>
+der vde! Hwi mager Pær ded icke saa, att ded forbydis? I kand
+nok faa att wiide, hwad som paßerer, foruden aff mig.«</i>« &mdash; Gabel
+var bleven optagen i Adelstanden og udnævnt til Statholder i
+Kjøbenhavn den 12. August 1664.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_132" id="Fodnote_132" href="#FNanker_132"><span class="label">[132]</span></a>
  Naturligvis dog i Forening med <b class="gesperrt">Hagedorn</b> og under dennes Ledelse;
 jvfr. <a href="#Fodnote_105">S. 111 Anm.</a> <b class="gesperrt">Sperling</b> selv siger noget Lignende
-(<b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at <b class="gesperrt">Jæger</b> var en Holstener
-og en Fætter til <b class="gesperrt">Gabel</b>.</p>
+(<b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at <b class="gesperrt">Jæger</b> var en Holstener
+og en Fætter til <b class="gesperrt">Gabel</b>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_133" id="Fodnote_133" href="#FNanker_133"><span class="label">[133]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>I mens Balcke betiente mig, da bleff der
-giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc Quindens
-Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne war
-intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens
-Bord.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>I mens Balcke betiente mig, da bleff der
+giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc Quindens
+Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne war
+intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens
+Bord.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_134" id="Fodnote_134" href="#FNanker_134"><span class="label">[134]</span></a>
  D. e. <b class="gesperrt">Mogens Arnfeldt</b> til Rugaard i Jylland, en Broder til Korf.
-Ulfeldts Svoger <b class="gesperrt">Axel</b> A. til Basnæs; jvfr. <a href="#Fodnote_54">S. 35 Anm. 3</a>.</p>
+Ulfeldts Svoger <b class="gesperrt">Axel</b> A. til Basnæs; jvfr. <a href="#Fodnote_54">S. 35 Anm. 3</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_135" id="Fodnote_135" href="#FNanker_135"><span class="label">[135]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Da war der et stoert dobbelt Windue med
-Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her ind; oc fortelte
+ I Randen er tilføjet: »<i>Da war der et stoert dobbelt Windue med
+Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her ind; oc fortelte
 siden Christian, huorledis Piigerne i Fadburstuen haffde flyed
-hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et Reeb.</i>«</p>
+hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et Reeb.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_136" id="Fodnote_136" href="#FNanker_136"><span class="label">[136]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Christian haffde da flyet mig nogle Stycker
-Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint Lærrit dermed
+ I Randen er bemærket: »<i>Christian haffde da flyet mig nogle Stycker
+Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint Lærrit dermed
 effter en Traa. De Stycker erre endnu i min Giemme; oc giorde ieg
-adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab.</i>«</p>
+adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_137" id="Fodnote_137" href="#FNanker_137"><span class="label">[137]</span></a>
- Jvfr. <b class="gesperrt">Suhm</b><span class="corr" title="tilføjet: '">'</span>s Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor <a href="#Fodnote_105">S. 111 Anm.</a></p>
+ Jvfr. <b class="gesperrt">Suhm</b><span class="corr" title="tilføjet: '">'</span>s Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor <a href="#Fodnote_105">S. 111 Anm.</a></p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_138" id="Fodnote_138" href="#FNanker_138"><span class="label">[138]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ded er hannem medfød.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Ded er hannem medfød.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_139" id="Fodnote_139" href="#FNanker_139"><span class="label">[139]</span></a>
  Grev <b class="gesperrt">Christian Pentz</b>, Amtmand i Rendsborg og Gouverneur i
-Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre
-Søster <b class="gesperrt">Sophie Elisabeth</b>. Han døde 1651.</p>
+Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre
+Søster <b class="gesperrt">Sophie Elisabeth</b>. Han døde 1651.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_140" id="Fodnote_140" href="#FNanker_140"><span class="label">[140]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>De Liinen Dantzere giorde ded, ieg icke haffde
-seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i huer Korre
+ I Randen er tilføjet: »<i>De Liinen Dantzere giorde ded, ieg icke haffde
+seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i huer Korre
 saed en Dreng paa 5 Aar, oc en Quinde loed sig falle paa Liinen
 oc sprang op igien. Men i den anden Quindis Tiid saae ieg en, som
-hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen.</i>«</p>
+hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_141" id="Fodnote_141" href="#FNanker_141"><span class="label">[141]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ded war den Præst, som berettede Fangerne,
-oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte hwert
-Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Ded war den Præst, som berettede Fangerne,
+oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte hwert
+Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_142" id="Fodnote_142" href="#FNanker_142"><span class="label">[142]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Hinders Barn!</i>« Jvfr. <a href="#Side_100">S. 100</a>.</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Hinders Barn!</i>« Jvfr. <a href="#Side_100">S. 100</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_143" id="Fodnote_143" href="#FNanker_143"><span class="label">[143]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun war i alle Maader en skarneworn
+ I Randen er bemærket: »<i>Hun war i alle Maader en skarneworn
 Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war
-min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til
-ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden
+min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til
+ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden
 nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte
-ieg der paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded?
-Hand gaff mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I
-giffwer intet bort aff Eders!« &mdash; Samme Degn saed for att haffwe
-tagen sin egen <span class="sic" title="[sic]">Høst</span> igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke
-betalte ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa
-som en Præst for Alteret oc swarte etc.</i>«</p>
+ieg der paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded?
+Hand gaff mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I
+giffwer intet bort aff Eders!« &mdash; Samme Degn saed for att haffwe
+tagen sin egen <span class="sic" title="[sic]">Høst</span> igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke
+betalte ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa
+som en Præst for Alteret oc swarte etc.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_144" id="Fodnote_144" href="#FNanker_144"><span class="label">[144]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun haffde saa beded Chresten snacke for
-Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun gik
-med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit Tørklæd,
+ I Randen er bemærket: »<i>Hun haffde saa beded Chresten snacke for
+Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun gik
+med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit Tørklæd,
 der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i Stycker
-(ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan Kugle).
-Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden erfoer.</i>«</p>
+(ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan Kugle).
+Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden erfoer.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_145" id="Fodnote_145" href="#FNanker_145"><span class="label">[145]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>De Knappenaale haffde ieg staallen fra
-den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig dem
+ I Randen er bemærket: »<i>De Knappenaale haffde ieg staallen fra
+den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig dem
 med nogle Syenaale, tenckte att <a class="SBScorr" name="SBS_37" id="SBS_37" title="SBS: skylffle">skyffle</a> dem for mig, haffde lagt dem
-i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun loed
-falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet. Aff
-Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med
-Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge
-der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om dem.</i>«</p>
+i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun loed
+falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet. Aff
+Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med
+Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge
+der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om dem.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_146" id="Fodnote_146" href="#FNanker_146"><span class="label">[146]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Der kom offte siden Twistighed imellem
+ I Randen er bemærket: »<i>Der kom offte siden Twistighed imellem
 Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant anded
-sagde ieg engang (for att komme hender i bædre <b>Homeur</b>): »Nu er I
+sagde ieg engang (for att komme hender i bædre <b>Homeur</b>): »Nu er I
 wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders Fingre
-effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde hun: »Fü,
-æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg meente.
-Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed kiøbe for
-hender.</i>«</p>
+effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde hun: »Fü,
+æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg meente.
+Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed kiøbe for
+hender.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_147" id="Fodnote_147" href="#FNanker_147"><span class="label">[147]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ieg sagde til Quinden en Dag: »War icke
-Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale
-Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra
-ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med
-Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen
-Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men
+ I Randen er bemærket: »<i>Ieg sagde til Quinden en Dag: »War icke
+Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale
+Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra
+ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med
+Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen
+Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men
 ieg want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere
-holden.«</i>«</p>
+holden.«</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_148" id="Fodnote_148" href="#FNanker_148"><span class="label">[148]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>I Førstningen, der denne Karen icke kiente
-Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den Mørcke
-Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer saa paa
-mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer stifft
-paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand
-kømrer sig om intet.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>I Førstningen, der denne Karen icke kiente
+Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den Mørcke
+Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer saa paa
+mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer stifft
+paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand
+kømrer sig om intet.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_149" id="Fodnote_149" href="#FNanker_149"><span class="label">[149]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hengselerne paa min vderste Dør erre saa
+ I Randen er bemærket: »<i>Hengselerne paa min vderste Dør erre saa
 lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred,
 saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den
 offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem
-Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg
-naae offwen til, men Quinden icke.</i>«</p>
+Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg
+naae offwen til, men Quinden icke.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_150" id="Fodnote_150" href="#FNanker_150"><span class="label">[150]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun haffwer en synderlig Skik med att
+ I Randen er bemærket: »<i>Hun haffwer en synderlig Skik med att
 staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar
 hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun
-glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar
-hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer
-hun, <a class="SBScorr" name="SBS_39" id="SBS_39" title="SBS: ia">de</a> aff 4 Staffwelser læs hun.</i>«</p>
+glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar
+hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer
+hun, <a class="SBScorr" name="SBS_39" id="SBS_39" title="SBS: ia">de</a> aff 4 Staffwelser læs hun.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_151" id="Fodnote_151" href="#FNanker_151"><span class="label">[151]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Een Gang spurte hun mig ad, om hun
+ I Randen er bemærket: »<i>Een Gang spurte hun mig ad, om hun
 icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer
 kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille
-lade den trycke.</i>«</p>
+lade den trycke.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_152" id="Fodnote_152" href="#FNanker_152"><span class="label">[152]</span></a>
- I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er overstreget:
-»<i>Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen Fred,
-førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som skede,
-att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt Menniske
-oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded, maatte
-ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i Sengen, slog
-Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til.</i>«</p>
+ I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er overstreget:
+»<i>Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen Fred,
+førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som skede,
+att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt Menniske
+oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded, maatte
+ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i Sengen, slog
+Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_153" id="Fodnote_153" href="#FNanker_153"><span class="label">[153]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som bleff
-stønnem sat i min Seng wed Siden <i>etc.</i> Den brugte ieg til Knøtte
-Block.</i>« &mdash; Den anførte Yttring tillægges <b class="gesperrt">Diogenes</b> hos <b class="gesperrt">Cicero</b>,
+ I Randen er tilføjet: »<i>Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som bleff
+stønnem sat i min Seng wed Siden <i>etc.</i> Den brugte ieg til Knøtte
+Block.</i>« &mdash; Den anførte Yttring tillægges <b class="gesperrt">Diogenes</b> hos <b class="gesperrt">Cicero</b>,
 Tuscul. dispp. 1, XLIII.</p>
 </div>
 
@@ -10307,156 +10273,156 @@ Tuscul. dispp. 1, XLIII.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_155" id="Fodnote_155" href="#FNanker_155"><span class="label">[155]</span></a>
- Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn
-jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske Regering
-igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette
-Land; jvfr. <b class="gesperrt">Fryxell</b>, <span xml:lang="sv" lang="sv">Handlingar rör. Sverges Historia</span> 1 D. S. 119,
+ Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn
+jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske Regering
+igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette
+Land; jvfr. <b class="gesperrt">Fryxell</b>, <span xml:lang="sv" lang="sv">Handlingar rör. Sverges Historia</span> 1 D. S. 119,
 121, 126, 133, 176&mdash;77; <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 25 og 34;
-<b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> S. 287.</p>
+<b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> S. 287.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_156" id="Fodnote_156" href="#FNanker_156"><span class="label">[156]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Den Piige war en Hoere, hand haffde
-loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel
-som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem sammen.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Den Piige war en Hoere, hand haffde
+loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel
+som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem sammen.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_157" id="Fodnote_157" href="#FNanker_157"><span class="label">[157]</span></a>
- Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster <b class="gesperrt">Hedvig</b> (f.
-1626), som var gift med <b class="gesperrt">Ebbe Ulfeldt</b>, en fjernere Slægtning af
-Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og derefter
-Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig Embedsførelse
-havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig, hvor
-han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere
-svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s
-Tid mod sit eget Fædreland.</p>
+ Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster <b class="gesperrt">Hedvig</b> (f.
+1626), som var gift med <b class="gesperrt">Ebbe Ulfeldt</b>, en fjernere Slægtning af
+Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og derefter
+Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig Embedsførelse
+havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig, hvor
+han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere
+svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s
+Tid mod sit eget Fædreland.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_158" id="Fodnote_158" href="#FNanker_158"><span class="label">[158]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hand haffde i siine goede Luners Dage
-flyed mig for Penge oc <a class="SBScorr" name="SBS_40" id="SBS_40" title="SBS: Lyße">Lyß</a>, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
+ I Randen er bemærket: »<i>Hand haffde i siine goede Luners Dage
+flyed mig for Penge oc <a class="SBScorr" name="SBS_40" id="SBS_40" title="SBS: Lyße">Lyß</a>, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
 Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden med.
-Ded fortrød hannem siden.</i>«</p>
+Ded fortrød hannem siden.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_159" id="Fodnote_159" href="#FNanker_159"><span class="label">[159]</span></a>
- Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og <em>Præster</em>. »Mester«
-var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.</p>
+ Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og <em>Præster</em>. »Mester«
+var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_160" id="Fodnote_160" href="#FNanker_160"><span class="label">[160]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Stacket effter ded Quindfolk haffde wærret
-i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor alle
-Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem skal
-min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden, som
-da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham dem
+ I Randen er bemærket: »<i>Stacket effter ded Quindfolk haffde wærret
+i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor alle
+Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem skal
+min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden, som
+da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham dem
 igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd paa
-den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel.</i>«</p>
+den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_161" id="Fodnote_161" href="#FNanker_161"><span class="label">[161]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i
+ I Randen er bemærket: »<i>Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i
 den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod
 Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om
 hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen,
-att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly ded
+att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly ded
 bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att
 skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen swarte:
-»Ia saae! Ia saae!«</i>«</p>
+»Ia saae! Ia saae!«</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_162" id="Fodnote_162" href="#FNanker_162"><span class="label">[162]</span></a>
- Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser, hvorom
+ Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser, hvorom
 Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen,
-maa man vistnok nærmest tænke paa <em>tydske</em> Aviser. Den første
-<em>ugentlige danske</em> Avis var Jørgen Gøde's <b class="gesperrt">Ordinarie Posttidende</b>,
+maa man vistnok nærmest tænke paa <em>tydske</em> Aviser. Den første
+<em>ugentlige danske</em> Avis var Jørgen Gøde's <b class="gesperrt">Ordinarie Posttidende</b>,
 der begyndte 1673. Bording's <b class="gesperrt">Danske Mercurius</b>,
 som begyndte at udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men
-allerede flere Aar tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet <em>ugentlige
-tydske</em> Aviser, ja en af disse, Henrik Gøde's <b class="gesperrt" xml:lang="de" lang="de">Europäische
+allerede flere Aar tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet <em>ugentlige
+tydske</em> Aviser, ja en af disse, Henrik Gøde's <b class="gesperrt" xml:lang="de" lang="de">Europäische
 wochentliche Zeitung</b>, udkom endog fra 1664 af 2 Gange om
 Ugen. Maaske er det netop den Avis, Leonora Christina har haft.
-Jvfr. <b class="gesperrt">Nyerup</b>, Om de ældste danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk.
+Jvfr. <b class="gesperrt">Nyerup</b>, Om de ældste danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk.
 Skr. 1805 1 Bd. S. 228 flg.)</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_163" id="Fodnote_163" href="#FNanker_163"><span class="label">[163]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Ded war høyligen att forundre, att Slosf. icke
-hørte den <b>Allarm</b>, Christian giorde. Samme Gang mindis ieg, att
-hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff Hoffbetienterne
-med en Muuß i en Æske.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Ded war høyligen att forundre, att Slosf. icke
+hørte den <b>Allarm</b>, Christian giorde. Samme Gang mindis ieg, att
+hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff Hoffbetienterne
+med en Muuß i en Æske.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_164" id="Fodnote_164" href="#FNanker_164"><span class="label">[164]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hand kom Slosfogden til att kaste en Katkilling,
-ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig saa
+ I Randen er bemærket: »<i>Hand kom Slosfogden til att kaste en Katkilling,
+ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig saa
 sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms Gierning;
-sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed mig icke
-mercke, at ded for trød mig.</i>«</p>
+sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed mig icke
+mercke, at ded for trød mig.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_165" id="Fodnote_165" href="#FNanker_165"><span class="label">[165]</span></a>
- Eftersætningen er glemt.</p>
+ Eftersætningen er glemt.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_166" id="Fodnote_166" href="#FNanker_166"><span class="label">[166]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>1666. I midler Tiid Karen Nelß Daatter betiente
+ I Randen er bemærket: »<i>1666. I midler Tiid Karen Nelß Daatter betiente
 mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den Myrcke Kircke;
-bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun Maed til hwer
-Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget wel.
+bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun Maed til hwer
+Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget wel.
 Hand sang den Psalme: <b xml:lang="de" lang="de">Herr, deine Ohren neige zu mihr!</b> langsom effter
-min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud paa danske.
-Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc bekiendte
-siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Du
+min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud paa danske.
+Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc bekiendte
+siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Du
 must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen, sonsten bistu
-nicht Gott. Du must gnädig seyn!</span>« saa den Raaben forhindrede mig
+nicht Gott. Du must gnädig seyn!</span>« saa den Raaben forhindrede mig
 att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen, att hand wille
-læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat paa Holmen
-for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen.</i>«</p>
+læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat paa Holmen
+for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_167" id="Fodnote_167" href="#FNanker_167"><span class="label">[167]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Samme Dict war siden Aarsage, att Christian
+ I Randen er bemærket: »<i>Samme Dict war siden Aarsage, att Christian
 gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer sagde mig;
-thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att den haffde
-rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg haffde
-enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er).</i>«</p>
+thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att den haffde
+rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg haffde
+enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er).</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_168" id="Fodnote_168" href="#FNanker_168"><span class="label">[168]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hwad hand meente dermed, wed ieg icke;
-maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand alt
+ I Randen er bemærket: »<i>Hwad hand meente dermed, wed ieg icke;
+maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand alt
 leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig Idret i
 hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse, saa hand
-haffwer skiøt sig selff ihiæl <i>[jvfr. <a href="#Side_18">S. 18</a>]</i>. Om Gud giffwer mig nogen
-Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene bekiendt.</i>«</p>
+haffwer skiøt sig selff ihiæl <i>[jvfr. <a href="#Side_18">S. 18</a>]</i>. Om Gud giffwer mig nogen
+Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene bekiendt.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_169" id="Fodnote_169" href="#FNanker_169"><span class="label">[169]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde
+ I Randen er bemærket: »<i>Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde
 hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til
-ham vden Døren.</i>«</p>
+ham vden Døren.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_170" id="Fodnote_170" href="#FNanker_170"><span class="label">[170]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Bruden haffde beded for mig til Nykiøbing,
-mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc Riiger.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Bruden haffde beded for mig til Nykiøbing,
+mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc Riiger.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_171" id="Fodnote_171" href="#FNanker_171"><span class="label">[171]</span></a>
- Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det, at
-<b class="gesperrt">Charlotte Amalie</b> ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing
-Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den
+ Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det, at
+<b class="gesperrt">Charlotte Amalie</b> ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing
+Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den
 svenske Resident <b class="gesperrt">Lilliecronas</b> Indberetning, <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger
-2 D. S. 192, men først Dagen efter, se <b class="gesperrt">Ove Juels</b> Dagbog i
-<b class="gesperrt">Hist. Tidsskrift</b>, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn
+2 D. S. 192, men først Dagen efter, se <b class="gesperrt">Ove Juels</b> Dagbog i
+<b class="gesperrt">Hist. Tidsskrift</b>, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn
 den 25., se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> a. St. S. 612.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_172" id="Fodnote_172" href="#FNanker_172"><span class="label">[172]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ded war en Søndag; ded war den Ære,
-hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12
-Slet kom hand vd.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Ded war en Søndag; ded war den Ære,
+hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12
+Slet kom hand vd.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_173" id="Fodnote_173" href="#FNanker_173"><span class="label">[173]</span></a>
@@ -10465,29 +10431,29 @@ som Forf. i Fortalen kalder Cath. <b class="gesperrt">Wolff</b>; jvfr. <a href="
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_174" id="Fodnote_174" href="#FNanker_174"><span class="label">[174]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>En Par Maaneder effter, hun war kommen
-til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg war
-wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre, skreff
+ I Randen er bemærket: »<i>En Par Maaneder effter, hun war kommen
+til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg war
+wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre, skreff
 noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik bort,
-oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang skiød
+oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang skiød
 need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun fik
-oc strax tycke Been.</i>«</p>
+oc strax tycke Been.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_175" id="Fodnote_175" href="#FNanker_175"><span class="label">[175]</span></a>
  Som bekjendt havde <b class="gesperrt">Walter</b> 1651, paa Grund af sit Forhold til
-Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere vise
+Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere vise
 sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der
 rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik
 han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se <b class="gesperrt">Hofman</b>,
-Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have
-benyttet denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en
-Baad kom fra Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte
-at skjule sit Navn og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en
+Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have
+benyttet denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en
+Baad kom fra Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte
+at skjule sit Navn og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en
 Karl en stor Sum Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid,
-fattede man Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet
-Streg, og han blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde
-omtrent 1½ Aar efter; se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 236&mdash;37.</p>
+fattede man Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet
+Streg, og han blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde
+omtrent 1½ Aar efter; se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 236&mdash;37.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_176" id="Fodnote_176" href="#FNanker_176"><span class="label">[176]</span></a>
@@ -10496,7 +10462,7 @@ omtrent 1½ Aar efter; se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 236&
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_177" id="Fodnote_177" href="#FNanker_177"><span class="label">[177]</span></a>
  Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora Christinas
-udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til Danmark
+udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til Danmark
 i November 1656, se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 443.</p>
 </div>
 
@@ -10505,12 +10471,12 @@ i November 1656, se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 443.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_179" id="Fodnote_179" href="#FNanker_179"><span class="label">[179]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Der Præsten gik fra mig, talte hand med
-Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der
-wille følge paa. <b>Walter</b> loe saa sposk oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick häbbe nicht en
-Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De
-Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock</span>.« <b>NB.</b> Imens <b>Walter</b> saed i
-Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Der Præsten gik fra mig, talte hand med
+Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der
+wille følge paa. <b>Walter</b> loe saa sposk oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick häbbe nicht en
+Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De
+Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock</span>.« <b>NB.</b> Imens <b>Walter</b> saed i
+Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_180" id="Fodnote_180" href="#FNanker_180"><span class="label">[180]</span></a>
@@ -10518,38 +10484,38 @@ Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_181" id="Fodnote_181" href="#FNanker_181"><span class="label">[181]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ieg saae igiennem et Huul paa min vderste
-Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand græd
-meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands Fengsels
-Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff
-Skarn, stoere Klatzer.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Ieg saae igiennem et Huul paa min vderste
+Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand græd
+meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands Fengsels
+Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff
+Skarn, stoere Klatzer.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_182" id="Fodnote_182" href="#FNanker_182"><span class="label">[182]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>aff Bøger, som bleffue mig himmeligen laante,
-oc ded med be<sup>te</sup> Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg kunde bekomme.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>aff Bøger, som bleffue mig himmeligen laante,
+oc ded med be<sup>te</sup> Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg kunde bekomme.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_183" id="Fodnote_183" href="#FNanker_183"><span class="label">[183]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Chresten war icke wel tilfritz med den
+ I Randen er bemærket: »<i>Chresten war icke wel tilfritz med den
 Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa hand
-stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der i
+stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der i
 igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld tilstede
 hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik
 icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig.
 Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden
-for saadan Gierning tilforne.</i>«</p>
+for saadan Gierning tilforne.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_184" id="Fodnote_184" href="#FNanker_184"><span class="label">[184]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Paa de Tiider war 6 Fanger miine Naboer.
-De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe
-ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen,
-oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware
-oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter
-derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte
-de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang
-mesten <b>Dorothee</b> Wiiße.</i>« &mdash; En tydsk Redaktion af Folkesangen om
+ I Randen er bemærket: »<i>Paa de Tiider war 6 Fanger miine Naboer.
+De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe
+ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen,
+oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware
+oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter
+derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte
+de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang
+mesten <b>Dorothee</b> Wiiße.</i>« &mdash; En tydsk Redaktion af Folkesangen om
 den hellige Dorothea finder man i <b class="gesperrt" xml:lang="de" lang="de">Des Knaben Wunderhorn</b>
 2 Th. S. 325&mdash;27. Paa Dansk haves Visen i <b class="gesperrt">Nyerup</b>'s og <b class="gesperrt">Rasmussen</b>'s
 Udv. af danske Viser fra det 16&mdash;18 Aarh. 1 D. S. 29&mdash;34.</p>
@@ -10557,53 +10523,53 @@ Udv. af danske Viser fra det 16&mdash;18 Aarh. 1 D. S. 29&mdash;34.</p>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_185" id="Fodnote_185" href="#FNanker_185"><span class="label">[185]</span></a>
  Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde
-oversendt <b class="gesperrt">Peder Vibe</b> et Exemplar af sit Skrift »<b class="gesperrt">Høytrengende
-Æris Forsuar</b>« etc. med følgende »Devise«: <b class="gesperrt" xml:lang="fr" lang="fr">Chaque pourceau
-a son St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le
+oversendt <b class="gesperrt">Peder Vibe</b> et Exemplar af sit Skrift »<b class="gesperrt">Høytrengende
+Æris Forsuar</b>« etc. med følgende »Devise«: <b class="gesperrt" xml:lang="fr" lang="fr">Chaque pourceau
+a son St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le
 tien</b>; se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3. Bd. S. 410 Anm.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_186" id="Fodnote_186" href="#FNanker_186"><span class="label">[186]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Der ieg skulle haffwe Klæder, begierte ieg
-Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg wille sørge,
-oc ded saa sposk. Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat is nicht för Iu Möm; de kombt
-mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt, so men ick,
-dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als ick</span>.« Hand
-sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Der ieg skulle haffwe Klæder, begierte ieg
+Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg wille sørge,
+oc ded saa sposk. Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat is nicht för Iu Möm; de kombt
+mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt, so men ick,
+dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als ick</span>.« Hand
+sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_187" id="Fodnote_187" href="#FNanker_187"><span class="label">[187]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Chresten bar mig engang et Brøe att see,
+ I Randen er tilføjet: »<i>Chresten bar mig engang et Brøe att see,
 hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld aff
-Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!</i>«</p>
+Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_188" id="Fodnote_188" href="#FNanker_188"><span class="label">[188]</span></a>
  Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke, se
-<b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af
+<b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af
 April Maaned 1670.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_189" id="Fodnote_189" href="#FNanker_189"><span class="label">[189]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til <b>Examen</b>, att
-hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle icke gaa saa
-wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til <b>Examen</b>, att
+hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle icke gaa saa
+wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_190" id="Fodnote_190" href="#FNanker_190"><span class="label">[190]</span></a>
- <b class="gesperrt">Hans Sørensen Leth</b> var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø
-Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig
-Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han
-døde 1688.</p>
+ <b class="gesperrt">Hans Sørensen Leth</b> var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø
+Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig
+Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han
+døde 1688.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_191" id="Fodnote_191" href="#FNanker_191"><span class="label">[191]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Iblant hands gruelige Eeder war oc denne,
-»<span xml:lang="de" lang="de">das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für mich
-gesprochen</span>.« Aaret effter slog Gud hannem med <a class="SBScorr" name="SBS_48" id="SBS_48" title="SBS: Læhnelse">Læhmelse</a> paa
-Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde Santz,
-men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en anden
-Prest betiente mig.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Iblant hands gruelige Eeder war oc denne,
+»<span xml:lang="de" lang="de">das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für mich
+gesprochen</span>.« Aaret effter slog Gud hannem med <a class="SBScorr" name="SBS_48" id="SBS_48" title="SBS: Læhnelse">Læhmelse</a> paa
+Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde Santz,
+men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en anden
+Prest betiente mig.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_192" id="Fodnote_192" href="#FNanker_192"><span class="label">[192]</span></a>
@@ -10611,8 +10577,8 @@ Prest betiente mig.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_193" id="Fodnote_193" href="#FNanker_193"><span class="label">[193]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Fornam da, att ded war Aarsagen, huorfor
-Balcke kom bort.</i>« &mdash; Jvfr. <a href="#Fodnote_131">S. 135 Anm. 2</a>.</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Fornam da, att ded war Aarsagen, huorfor
+Balcke kom bort.</i>« &mdash; Jvfr. <a href="#Fodnote_131">S. 135 Anm. 2</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_194" id="Fodnote_194" href="#FNanker_194"><span class="label">[194]</span></a>
@@ -10620,17 +10586,17 @@ Balcke kom bort.</i>« &mdash; Jvfr. <a href="#Fodnote_131">S. 135 Anm. 2</a>.</p
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_195" id="Fodnote_195" href="#FNanker_195"><span class="label">[195]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Christen, som war ille tilfritz med Karen
-saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde noget
-til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte Chresten:
-hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder hoes hender
-der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc sagde: »Ded er ræt
-nock; wii erre begge toe Hunner«.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Christen, som war ille tilfritz med Karen
+saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde noget
+til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte Chresten:
+hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder hoes hender
+der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc sagde: »Ded er ræt
+nock; wii erre begge toe Hunner«.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_196" id="Fodnote_196" href="#FNanker_196"><span class="label">[196]</span></a>
- <b class="gesperrt">Augusta</b> af Glücksborg (f. 1633<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> &#8224; 1701), gift med Hertug <b class="gesperrt">Ernst
-Gynther</b> af Sønderborg.</p>
+ <b class="gesperrt">Augusta</b> af Glücksborg (f. 1633<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> &#8224; 1701), gift med Hertug <b class="gesperrt">Ernst
+Gynther</b> af Sønderborg.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_197" id="Fodnote_197" href="#FNanker_197"><span class="label">[197]</span></a>
@@ -10638,136 +10604,136 @@ Gynther</b> af Sønderborg.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_198" id="Fodnote_198" href="#FNanker_198"><span class="label">[198]</span></a>
- Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13. September
+ Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13. September
 1666.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_199" id="Fodnote_199" href="#FNanker_199"><span class="label">[199]</span></a>
- Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes til
-en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte Personer,
-og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige Stemning,
-som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede mod
+ Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes til
+en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte Personer,
+og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige Stemning,
+som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede mod
 Hannibal Sehested; se <b class="gesperrt">Becker</b>, Samlinger 1 D. S. 51.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_200" id="Fodnote_200" href="#FNanker_200"><span class="label">[200]</span></a>
- Søn af Livlægen <b class="gesperrt">Povl Moth</b>, og saaledes Broder til den senere
+ Søn af Livlægen <b class="gesperrt">Povl Moth</b>, og saaledes Broder til den senere
 Gehejmeraad og Oversekretair <b class="gesperrt">Matthias Moth</b> og til <b class="gesperrt">Sophie
-Amalie Moth</b>, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev
-1662 Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant,
-1672 Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke
-sammesteds; døde 1675.</p>
+Amalie Moth</b>, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev
+1662 Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant,
+1672 Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke
+sammesteds; døde 1675.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_201" id="Fodnote_201" href="#FNanker_201"><span class="label">[201]</span></a>
- Hermed menes naturligvis Jesper <b class="gesperrt">Brochmands</b> bekjendte Værk.</p>
+ Hermed menes naturligvis Jesper <b class="gesperrt">Brochmands</b> bekjendte Værk.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_202" id="Fodnote_202" href="#FNanker_202"><span class="label">[202]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi
-Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff <b>M.</b> Buks Bøger (der de
+ I Randen er bemærket: »<i>Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi
+Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff <b>M.</b> Buks Bøger (der de
 bleffue <b>auctionerete</b>) adskillige, oc iblant andre den stoere <b>Foillant
 Martilegium</b>, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc <b>verterte</b> aff
-adskillige <b>Materier</b> aff spanske, <b>italienscke</b>, franzøske oc tydske <b>Authores</b>.
+adskillige <b>Materier</b> aff spanske, <b>italienscke</b>, franzøske oc tydske <b>Authores</b>.
 Fornemmeligen udskreff ieg oc offwersatte paa ded danske S[p]rog de
 Quindis-Persohner aff adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores
-rooßwærdig ihuekommis som <b>striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e
-Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde</b>.</i><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> &mdash; <b class="gesperrt">Martilegium</b> er uden
+rooßwærdig ihuekommis som <b>striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e
+Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde</b>.</i><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> &mdash; <b class="gesperrt">Martilegium</b> er uden
 Tvivl en Skrivfejl for <b class="gesperrt">Martilogium</b>, hvilket atter maa forstaaes som
 <b class="gesperrt">Martirologium</b>. Efter <b class="gesperrt">Hain</b> (<span xml:lang="la" lang="la">Repertorium bibliographicum</span> Vol. 2
-pag. 371) fører det ældste trykte <em>tydske</em> Martyrologium Titelen:
+pag. 371) fører det ældste trykte <em>tydske</em> Martyrologium Titelen:
 <span xml:lang="de" lang="de"><b class="gesperrt">Martilogium</b> der heiligen</span> (Strassburg, 1484, Fol.), og det er da
-rimeligvis netop denne Udgave, Leonora Christina har ejet. Iøvrigt
-have ogsaa et Par af de ældste franske og engelske Martyrologier
+rimeligvis netop denne Udgave, Leonora Christina har ejet. Iøvrigt
+have ogsaa et Par af de ældste franske og engelske Martyrologier
 Titelen: <b class="gesperrt">Martilloge</b> eller <b class="gesperrt">Martiloge</b>. &mdash; Med Hensyn til de
-ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af fremmede Forfattere
-kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med de allerførste Forarbejder
-til Leonora Christinas i det Følgende oftere omtalte Værk:
+ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af fremmede Forfattere
+kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med de allerførste Forarbejder
+til Leonora Christinas i det Følgende oftere omtalte Værk:
 <b class="gesperrt">Heltinders Pryd</b>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_203" id="Fodnote_203" href="#FNanker_203"><span class="label">[203]</span></a>
  <b class="gesperrt">Marie Amalie</b>, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift) med
-Landgrevinde <b class="gesperrt">Hedvig Sophies</b> næstældste Søn <b class="gesperrt">Carl</b>.</p>
+Landgrevinde <b class="gesperrt">Hedvig Sophies</b> næstældste Søn <b class="gesperrt">Carl</b>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_204" id="Fodnote_204" href="#FNanker_204"><span class="label">[204]</span></a>
- Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre indgivet
-en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand)
-om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i <b class="gesperrt">Molbech</b>'s
+ Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre indgivet
+en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand)
+om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i <b class="gesperrt">Molbech</b>'s
 Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_205" id="Fodnote_205" href="#FNanker_205"><span class="label">[205]</span></a>
  Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom
-første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre
+første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre
 Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der &mdash; fra 1667 af &mdash; flere Udgaver
-af denne Bog, ja et Uddrag af den ved <b class="gesperrt">Chr. Østergaard</b> er
+af denne Bog, ja et Uddrag af den ved <b class="gesperrt">Chr. Østergaard</b> er
 endog i den nyeste Tid (1846&mdash;56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_206" id="Fodnote_206" href="#FNanker_206"><span class="label">[206]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Samme Hund war en aff ißlandsk Art,
-icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag
-paa Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle
-need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender
-i Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff,
+ I Randen er bemærket: »<i>Samme Hund war en aff ißlandsk Art,
+icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag
+paa Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle
+need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender
+i Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff,
 tog hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun
-den icke igien.</i>«</p>
+den icke igien.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_207" id="Fodnote_207" href="#FNanker_207"><span class="label">[207]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>An. 1672 den 4. <b>Maj</b> bleff en aff Huuß-Geraads
-Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da
+ I Randen er bemærket: »<i>An. 1672 den 4. <b>Maj</b> bleff en aff Huuß-Geraads
+Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da
 Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage <b>Ducater</b> aff Kongens Boxer,
-som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand nogle
+som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand nogle
 Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i Traalhullet,
 oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom himmeligen
-adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der Bødelen kom,
+adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der Bødelen kom,
 war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig selffwer, som
-effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et Klæde om
+effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et Klæde om
 Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten Taarngiemmers
-Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc Tiiden, naar
-Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe, kom quanswiiß
-for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin Tienneste.</i>«</p>
+Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc Tiiden, naar
+Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe, kom quanswiiß
+for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin Tienneste.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_208" id="Fodnote_208" href="#FNanker_208"><span class="label">[208]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun giorde sig saa til aff ded, hun kunde
-tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war siælden),
+ I Randen er bemærket: »<i>Hun giorde sig saa til aff ded, hun kunde
+tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war siælden),
 saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender engang, om
 hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc talte Ord,
-huoroffuer hun bleff wree.</i>«</p>
+huoroffuer hun bleff wree.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_209" id="Fodnote_209" href="#FNanker_209"><span class="label">[209]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Paa den anden Strømpe war ingen Raed
-omkring. Slosf. talte aldrig derom.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Paa den anden Strømpe war ingen Raed
+omkring. Slosf. talte aldrig derom.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_210" id="Fodnote_210" href="#FNanker_210"><span class="label">[210]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde
+ I Randen er bemærket: »<i>Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde
 dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog
-oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io
-wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer
-et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel
-lit wed mig selff, men sagde intet.</i>«</p>
+oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io
+wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer
+et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel
+lit wed mig selff, men sagde intet.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_211" id="Fodnote_211" href="#FNanker_211"><span class="label">[211]</span></a>
  Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue Kirke
-i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere Sjælesørger,
+i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere Sjælesørger,
 Mag. <b class="gesperrt">Matthias Foss</b>, indviedes til Biskop over Aalborg Stift,
-nemlig den 21. Juli. Se <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech,
+nemlig den 21. Juli. Se <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech,
 S. 141.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_212" id="Fodnote_212" href="#FNanker_212"><span class="label">[212]</span></a>
  Han kaldes ellers (<b class="gesperrt">Zwergius</b>, Siellandske Clerisie 1, 674 og
-<b class="gesperrt">Rørdam</b>, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns
+<b class="gesperrt">Rørdam</b>, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns
 Forsvar S. 166) <b class="gesperrt">Emmike Nedergaard</b>. 1676 blev han,
-som det ogsaa siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i
-Kjøge, og han døde 1692.</p>
+som det ogsaa siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i
+Kjøge, og han døde 1692.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_213" id="Fodnote_213" href="#FNanker_213"><span class="label">[213]</span></a>
@@ -10783,37 +10749,37 @@ Kjøge, og han døde 1692.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_216" id="Fodnote_216" href="#FNanker_216"><span class="label">[216]</span></a>
- Uden Tvivl <b class="gesperrt">Peder Jensen Tøtzløff</b>; jvfr. <a href="#Fodnote_239">S. 246 Anm. 1</a>.</p>
+ Uden Tvivl <b class="gesperrt">Peder Jensen Tøtzløff</b>; jvfr. <a href="#Fodnote_239">S. 246 Anm. 1</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_217" id="Fodnote_217" href="#FNanker_217"><span class="label">[217]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ieg haffde effter Begiæring faaet en Røtte
+ I Randen er bemærket: »<i>Ieg haffde effter Begiæring faaet en Røtte
 aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg i et
 Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den Tiidsfordriff
 wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i ded
 anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa Skarnet
-kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med Lyßet.
-Ded war læt att see, men hun nectede ded.</i>«</p>
+kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med Lyßet.
+Ded war læt att see, men hun nectede ded.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_218" id="Fodnote_218" href="#FNanker_218"><span class="label">[218]</span></a>
  Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til
-nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst sandsynligt,
-at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.</p>
+nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst sandsynligt,
+at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_219" id="Fodnote_219" href="#FNanker_219"><span class="label">[219]</span></a>
- Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. <b class="gesperrt">Petersen</b> findes anført i vedkommende
+ Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. <b class="gesperrt">Petersen</b> findes anført i vedkommende
 Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar 1672 er
-bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger til hendes
-Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr., den 5.
+bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger til hendes
+Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr., den 5.
 November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For
-Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab,
+Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab,
 men der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse
 to Aar er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar
 hun desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det
-først var 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. <a href="#Side_200">S. 200</a>), kan
-dette næppe forklares paa anden Maade end ved at antage, at
+først var 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. <a href="#Side_200">S. 200</a>), kan
+dette næppe forklares paa anden Maade end ved at antage, at
 nogle af de til hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre
 Lommer. &mdash; Nogle Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning
 af Leonora Christinas Fangenskab haves i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal
@@ -10822,66 +10788,66 @@ f. Politik 1815, 4, 283&mdash;84.</p>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_220" id="Fodnote_220" href="#FNanker_220"><span class="label">[220]</span></a>
  <b class="gesperrt">Peder Brandt</b> (fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland) var
-Rentemester i Aarene 1676&mdash;82. 1679 blev han adlet, 1684 udnævntes
+Rentemester i Aarene 1676&mdash;82. 1679 blev han adlet, 1684 udnævntes
 han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han
-døde 1701.</p>
+døde 1701.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_221" id="Fodnote_221" href="#FNanker_221"><span class="label">[221]</span></a>
- I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er udslettet:
-»<i>I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med en Quinde,
-som oc haffde hafft twende Mænd. <b>An.</b> 1677 den 9. <b>Aug.</b> døde min
-Søster <b>Elisabet Augusta</b>.</i>«</p>
+ I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er udslettet:
+»<i>I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med en Quinde,
+som oc haffde hafft twende Mænd. <b>An.</b> 1677 den 9. <b>Aug.</b> døde min
+Søster <b>Elisabet Augusta</b>.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_222" id="Fodnote_222" href="#FNanker_222"><span class="label">[222]</span></a>
- <b class="gesperrt">Johan Adolf Bornemann</b> (f. 1643<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> d. 1698) var Slotsprædikant
-fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og Sognepræst
-til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.</p>
+ <b class="gesperrt">Johan Adolf Bornemann</b> (f. 1643<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> d. 1698) var Slotsprædikant
+fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og Sognepræst
+til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_223" id="Fodnote_223" href="#FNanker_223"><span class="label">[223]</span></a>
  <b class="gesperrt">Henrik Bornemann</b>, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f. 1646),
-blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674 tillige
-<span xml:lang="la" lang="la">Professor logices et metaphysices</span>, 1675 Sognepræst til vor Frue
+blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674 tillige
+<span xml:lang="la" lang="la">Professor logices et metaphysices</span>, 1675 Sognepræst til vor Frue
 Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693 Biskop
-over Sjællands Stift. Han døde 1710.</p>
+over Sjællands Stift. Han døde 1710.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_224" id="Fodnote_224" href="#FNanker_224"><span class="label">[224]</span></a>
  Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af
-Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende Bemærkninger,
-der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »<i>Samme
+Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende Bemærkninger,
+der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »<i>Samme
 1678. Aar, den 4. <b>Marti</b>, bleff min Naboeske en Quinde weed Naffn
 <b>Lucia</b>, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff Iomfrue
 <b>Agneta Sophia Budde</b>, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis
 Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F. Birrete
 Skeel, oc at <b>Lucia</b> haffde bragt hender Gifftet. Der war <span class="sic" title="[sic]">Windisbyrd</span>,
-aff hwem <b>Lucia</b> haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war en standhafftig
+aff hwem <b>Lucia</b> haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war en standhafftig
 troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender paalagdis, med
-allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke Fengsel. Haffde
+allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke Fengsel. Haffde
 twende Mand[s]-Persohner til <b>Cammerader</b>, som baade skreeg, suckede
-oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle spiiße hender) bleff hender
-sendt Kiød, som krøb fuld aff Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede
+oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle spiiße hender) bleff hender
+sendt Kiød, som krøb fuld aff Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede
 mig offwer hender (icke for henders Fruis Skyld, thi den haffwer
-intet gott forskylt aff mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger,
+intet gott forskylt aff mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger,
 men aff Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til
 att formilde <b>Gert</b> med, som war hender for haard. Hun bleff piinet,
 wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist, forswarede
-altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen.</i>« &mdash; Med Hensyn
+altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen.</i>« &mdash; Med Hensyn
 til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare
 anklagede for at have &mdash; uvist, af hvilken Grund &mdash; staaet en
 tredie (<b class="gesperrt">Birthe Skeel</b>, Enke efter Grev <b class="gesperrt">Christopher Parsberg</b>)
-efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen,
-der afsagdes den 25. August, blev <b class="gesperrt">Agnete Budde</b> dømt
+efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen,
+der afsagdes den 25. August, blev <b class="gesperrt">Agnete Budde</b> dømt
 til at halshugges, <b class="gesperrt">Regitse Grubbe</b> (Enke efter Christian IV.s
-naturlige Søn <b class="gesperrt">Hans Ulrik Gyldenløve</b>) forvist for Livstid til
-Bornholm, og Pigen <b class="gesperrt">Lucie</b> dømt til pinlig at forhøres, derefter
+naturlige Søn <b class="gesperrt">Hans Ulrik Gyldenløve</b>) forvist for Livstid til
+Bornholm, og Pigen <b class="gesperrt">Lucie</b> dømt til pinlig at forhøres, derefter
 kagstryges og forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted
 den 6. September paa Slotspladsen. Jvfr. <b class="gesperrt">Extraord. maanedl.
 Relationer</b> 1678 S. 709, 736, 740; <b class="gesperrt">Ordinaire Post-Tidinger</b>
-1678 Nr. 14, 25, 34, 35, 36; <b class="gesperrt">Pontoppidan</b>, <span xml:lang="la" lang="la">Annales ecclesiæ
-Dan.</span> 4 Th. S. 590; Uddrag af <b class="gesperrt">Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech,
+1678 Nr. 14, 25, 34, 35, 36; <b class="gesperrt">Pontoppidan</b>, <span xml:lang="la" lang="la">Annales ecclesiæ
+Dan.</span> 4 Th. S. 590; Uddrag af <b class="gesperrt">Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech,
 S. 194.</p>
 </div>
 
@@ -10893,14 +10859,14 @@ maanedl. Relationer</b> 1678 S. 719&mdash;20 og <b class="gesperrt">Ordinaire Po
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_226" id="Fodnote_226" href="#FNanker_226"><span class="label">[226]</span></a>
  <b class="gesperrt">Otto Mauritius</b>, en tydsk Licentiat, der i flere Aar (i alt Fald
-fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som Spion
-og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige Aktor
+fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som Spion
+og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige Aktor
 i Processen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald bleven
-arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened,
-Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid
+arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened,
+Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid
 eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September
-Maaned 1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i
-Fængslet. Jvfr. <b class="gesperrt">Wolff</b>, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg.,
+Maaned 1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i
+Fængslet. Jvfr. <b class="gesperrt">Wolff</b>, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg.,
 364 flg., 381; <b class="gesperrt">Extraord. maanedl. Relationer</b> 1677 S. 515,
 524, 580, 1678 S. 741; <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 6 Bd. S. 267&mdash;70.</p>
 </div>
@@ -10910,50 +10876,50 @@ Fængslet. Jvfr. <b class="gesperrt">Wolff</b>, Griffenfelds Levnet S. 262, 316,
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_228" id="Fodnote_228" href="#FNanker_228"><span class="label">[228]</span></a>
- D. e. <b class="gesperrt">Henrik Møinichen</b>, Christian V.s Livlæge. Han var født
+ D. e. <b class="gesperrt">Henrik Møinichen</b>, Christian V.s Livlæge. Han var født
 1631, blev 1662 Hofmedicus, 1670 kongelig Livmedicus, 1687
-Assessor i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.</p>
+Assessor i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_229" id="Fodnote_229" href="#FNanker_229"><span class="label">[229]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf. lapsalffwet
+ I Randen er bemærket: »<i>Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf. lapsalffwet
 med en Knippel paa hands Ryg, der <b>Margrete</b> war borte, oc
 hannem forreholt ded, hand haffde sagt, huis <b>Margrete</b> hannem om
-sin Tyckelse haffde berettet.</i>«</p>
+sin Tyckelse haffde berettet.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_230" id="Fodnote_230" href="#FNanker_230"><span class="label">[230]</span></a>
- Efter denne Angivelse skulde <b class="gesperrt">Sperling</b> være født den 30. December
+ Efter denne Angivelse skulde <b class="gesperrt">Sperling</b> være født den 30. December
 1601, men i sin haandskrevne Autobiografi (Orig. i Gl.
 kgl. Smlng. Nr. 3094, 4<sup>to</sup>, Uddrag i <b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye Samlinger 3 Bd.
-S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602.
-Hvad nu <em>Aarstallet</em> angaar, kan der næppe være Tvivl om, at
+S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602.
+Hvad nu <em>Aarstallet</em> angaar, kan der næppe være Tvivl om, at
 det er Leonora Christina, der har Uret. For Datoens Vedkommende
 er det derimod ikke saa ganske afgjort, eftersom hun
-i dette Punkt stemmer med den Afdødes Søn, <b class="gesperrt">Otto Sperling
+i dette Punkt stemmer med den Afdødes Søn, <b class="gesperrt">Otto Sperling
 den Yngre</b>. Man ved dette deraf, at i <b class="gesperrt">Moller</b>'s <span xml:lang="la" lang="la">Cimbria literata</span>,
-hvor de allerfleste Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte
-af Sønnen, angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December
-som den Førstes Fødselsdag.</p>
+hvor de allerfleste Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte
+af Sønnen, angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December
+som den Førstes Fødselsdag.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_231" id="Fodnote_231" href="#FNanker_231"><span class="label">[231]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Klistererne med anden naturlige <b>Materie</b> kom
-frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist trind, thi ieg kunde
-icke fatte den med et <b>Instrument</b>, ieg loed giøre mig.</i>«</p>
+ I Randen er tilføjet: »<i>Klistererne med anden naturlige <b>Materie</b> kom
+frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist trind, thi ieg kunde
+icke fatte den med et <b>Instrument</b>, ieg loed giøre mig.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_232" id="Fodnote_232" href="#FNanker_232"><span class="label">[232]</span></a>
- Enke efter General-Feltmarskal <b class="gesperrt">Axel Urup</b> til Beltebjerg (død
+ Enke efter General-Feltmarskal <b class="gesperrt">Axel Urup</b> til Beltebjerg (død
 1671).</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_233" id="Fodnote_233" href="#FNanker_233"><span class="label">[233]</span></a>
  Det vil sige paa den Dag, som Leonora Christina ansaa for sin
-Fødselsdag; jvfr. <a href="#Fodnote_22">S. 15 Anm.</a> Digtet er iøvrigt allerede tidligere trykt,
-skjønt efter en mindre god Afskrift, i <b class="gesperrt">Bang</b>'s Saml. af nyttige
-og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156&mdash;57; <b class="gesperrt">Schønau</b>'s Saml.
-af danske lærde Fruentimer S. 400&mdash;2 o. a. St<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span></p>
+Fødselsdag; jvfr. <a href="#Fodnote_22">S. 15 Anm.</a> Digtet er iøvrigt allerede tidligere trykt,
+skjønt efter en mindre god Afskrift, i <b class="gesperrt">Bang</b>'s Saml. af nyttige
+og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156&mdash;57; <b class="gesperrt">Schønau</b>'s Saml.
+af danske lærde Fruentimer S. 400&mdash;2 o. a. St<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span></p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_234" id="Fodnote_234" href="#FNanker_234"><span class="label">[234]</span></a>
@@ -10962,14 +10928,14 @@ af danske lærde Fruentimer S. 400&mdash;2 o. a. St<span class="corr" title="tilf
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_235" id="Fodnote_235" href="#FNanker_235"><span class="label">[235]</span></a>
  Disse Vers ere tidligere trykte hos <b class="gesperrt">Pontoppidan</b>, <span xml:lang="la" lang="la">Marmora Danica</span>
-T. 1. pag. 265; <b class="gesperrt">Thura</b>, <span xml:lang="la" lang="la">Gynæceum Daniæ</span> p. 45&mdash;46; <b class="gesperrt">Bang</b>,
+T. 1. pag. 265; <b class="gesperrt">Thura</b>, <span xml:lang="la" lang="la">Gynæceum Daniæ</span> p. 45&mdash;46; <b class="gesperrt">Bang</b>,
 Saml. af nyttige Mat. 2, 158; <b class="gesperrt">Hofman</b>, <span xml:lang="fr" lang="fr">Portraits histor. 5 partie</span>
-pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; <b class="gesperrt">Schønau</b>, Saml.
-af lærde Fruentimer S. 402&mdash;3, o. a. St.</p>
+pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; <b class="gesperrt">Schønau</b>, Saml.
+af lærde Fruentimer S. 402&mdash;3, o. a. St.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_236" id="Fodnote_236" href="#FNanker_236"><span class="label">[236]</span></a>
- Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne »Historien-Calender«,
+ Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne »Historien-Calender«,
 der var i Kvart.</p>
 </div>
 
@@ -10980,16 +10946,16 @@ herind; se <b class="gesperrt">Lexicon over adel. Familier</b> 1 Bd. S. 120.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_238" id="Fodnote_238" href="#FNanker_238"><span class="label">[238]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Slosf. sagde mig siiden, att Kongen haffde
+ I Randen er bemærket: »<i>Slosf. sagde mig siiden, att Kongen haffde
 leet, den Tiid hand sagde Hs. Mt. mit Swar om <b>Clavicordiummet</b>, oc
-sagt: »Ia, ia«.</i>«</p>
+sagt: »Ia, ia«.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_239" id="Fodnote_239" href="#FNanker_239"><span class="label">[239]</span></a>
- Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr.
-<span class="corr" title="Der er ingen anmærkning på s. 126">S. 126 Anm.</span>) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser
-i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end
-den oftnævnte Peder Jensen <b class="gesperrt">Tøtzløff</b>, hvem hun holdt meget af
+ Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr.
+<span class="corr" title="Der er ingen anmærkning på s. 126">S. 126 Anm.</span>) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser
+i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end
+den oftnævnte Peder Jensen <b class="gesperrt">Tøtzløff</b>, hvem hun holdt meget af
 (se <a href="#Side_261">S. 261</a> og <a href="#Side_271">271</a>&mdash;<a href="#Side_272">72</a>), og som endog senere synes at have fulgt
 med hende til Maribo.</p>
 </div>
@@ -10999,79 +10965,79 @@ med hende til Maribo.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_241" id="Fodnote_241" href="#FNanker_241"><span class="label">[241]</span></a>
- <b class="gesperrt">Peder Danielsen Colerus</b> (f. 1631) var først Slotspræst ved
-Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder,
-blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder
-og 1683 Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne
+ <b class="gesperrt">Peder Danielsen Colerus</b> (f. 1631) var først Slotspræst ved
+Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder,
+blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder
+og 1683 Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne
 Stilling 1707.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_242" id="Fodnote_242" href="#FNanker_242"><span class="label">[242]</span></a>
- Af Værkets første Part &mdash; men muligt dog i en anden Redaktion end
+ Af Værkets første Part &mdash; men muligt dog i en anden Redaktion end
 den, der her omtales, jvfr. <b class="gesperrt">Bang</b>, Saml. af nyttige og opbyggelige Materier
 2 Stykke S. 149 &mdash; haves en Afskrift i Karen Brahes Bibliothek
 (Nr. 315, 4<sup>to</sup>), som ved Bibliothekarens, Hr. Adjunkt <b class="gesperrt">Vogelsangs</b>,
-Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel er: <i>Hæltinners Pryd. Den
-Første Part, Som melder om fornuftige Strii[d]bare <b>Regierende Hæltinner</b></i>.
-Den indeholder Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende
+Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel er: <i>Hæltinners Pryd. Den
+Første Part, Som melder om fornuftige Strii[d]bare <b>Regierende Hæltinner</b></i>.
+Den indeholder Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende
 Kvinder: <b class="gesperrt">Deborah</b>, Dronning <b class="gesperrt">Margrete</b>, <b class="gesperrt">Thyre Danebod</b>,
 <b class="gesperrt">Elisabeth</b> af England, <b class="gesperrt">Tomyris</b>, <b class="gesperrt">Isabella</b> af Kastilien, <b class="gesperrt">Zenobia</b>,
 <b class="gesperrt">Johanna</b> af Montfort, <b class="gesperrt">Artemisia</b>, <b class="gesperrt">Svanhvita</b>, <b class="gesperrt">Lagertha</b>,
-<b class="gesperrt">Berenguela</b> af Kastilien, <b class="gesperrt">Hetha</b>, <b class="gesperrt">Margretha</b> af Østerrig, <b class="gesperrt">Semiramis</b>,
+<b class="gesperrt">Berenguela</b> af Kastilien, <b class="gesperrt">Hetha</b>, <b class="gesperrt">Margretha</b> af Østerrig, <b class="gesperrt">Semiramis</b>,
 <b class="gesperrt">Amage</b>, <b class="gesperrt">Victorina</b>, <b class="gesperrt">Voada</b>, <b class="gesperrt">Olafa</b>, <b class="gesperrt">Camilla</b>, samt
 Amazonerne <b class="gesperrt">Marpesia</b>, <b class="gesperrt">Lampedo</b>, <b class="gesperrt">Antiope</b>, <b class="gesperrt">Orithyia</b>, <b class="gesperrt">Penthesilea</b>
 og <b class="gesperrt">Thalestris</b>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_243" id="Fodnote_243" href="#FNanker_243"><span class="label">[243]</span></a>
- Navnet staar <b class="gesperrt">in blanco</b>, men af det Følgende sees, at det er
-<b class="gesperrt">Jørgen Iversen</b>, den første danske Gouvernør paa St. Thomas,
+ Navnet staar <b class="gesperrt">in blanco</b>, men af det Følgende sees, at det er
+<b class="gesperrt">Jørgen Iversen</b>, den første danske Gouvernør paa St. Thomas,
 som der er Tale om.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_244" id="Fodnote_244" href="#FNanker_244"><span class="label">[244]</span></a>
- Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig Beretning
+ Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig Beretning
 i <b class="gesperrt">Extraord. maanedl. Relationer</b> 1683 S. 350&mdash;51 og
-367&mdash;68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden«
-afgaaet fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger.
-Det var imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri
+367&mdash;68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden«
+afgaaet fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger.
+Det var imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri
 blandt Mandskabet, som nu, i Forening med nogle af Fangerne,
 myrdede Kaptajnen og en hel Del andre Personer, som vare ombord,
-deriblandt ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, <b class="gesperrt">Jørgen
-Iversen</b>, og hans spæde Søn. Senere lykkedes det dog en af de
+deriblandt ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, <b class="gesperrt">Jørgen
+Iversen</b>, og hans spæde Søn. Senere lykkedes det dog en af de
 Fanger, som ikke havde deltaget i Komplottet, at blive Herre over
-Skibet, som han nu førte hjemad igjen. Det stødte paa Grund
-udenfor Gøteborg, men ved den derværende Gouvernørs Bistand
-reddedes Besætningen, og Rebellerne førtes nu til Kjøbenhavn,
+Skibet, som han nu førte hjemad igjen. Det stødte paa Grund
+udenfor Gøteborg, men ved den derværende Gouvernørs Bistand
+reddedes Besætningen, og Rebellerne førtes nu til Kjøbenhavn,
 hvor en Del af dem kort efter henrettedes.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_245" id="Fodnote_245" href="#FNanker_245"><span class="label">[245]</span></a>
- Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde
-tro, Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt &mdash;
+ Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde
+tro, Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt &mdash;
 af Dronning Charlotte Amalie selv &mdash; den 20. April 1688), men
-en Sal med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns
-Slot, hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert
-Kirke blev opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det
+en Sal med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns
+Slot, hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert
+Kirke blev opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det
 idetmindste <em>taaltes</em>, at ogsaa Andre af hendes Trosbekjendelse fik
 Adgang. I en i Rentekammerarkivet opbevaret Fortegnelse over
-Slottets Inventarium 1679 &mdash; hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig
+Slottets Inventarium 1679 &mdash; hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig
 <b class="gesperrt">A. Petersen</b>, har staaet til min Raadighed &mdash; findes de
-nævnte Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse
-som her, nemlig: »<b class="gesperrt">Droning. Mayt. Kircke</b>, i det første Inventarium
-kaldit Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om
-Størrelsen af den Menighed, som her forsamlede sig &mdash; man vil
-erindre, at de Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse
-&mdash; skal jeg anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende
-<em>Siddepladser</em> i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder.
-&mdash; En Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. &mdash; Tiufge gemehne
-Fyrrebencke.« &mdash; Jvfr. ogsaa <b class="gesperrt">Dansk Minerva</b> 1816, Februar,
+nævnte Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse
+som her, nemlig: »<b class="gesperrt">Droning. Mayt. Kircke</b>, i det første Inventarium
+kaldit Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om
+Størrelsen af den Menighed, som her forsamlede sig &mdash; man vil
+erindre, at de Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse
+&mdash; skal jeg anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende
+<em>Siddepladser</em> i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder.
+&mdash; En Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. &mdash; Tiufge gemehne
+Fyrrebencke.« &mdash; Jvfr. ogsaa <b class="gesperrt">Dansk Minerva</b> 1816, Februar,
 S. 42 flg.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_246" id="Fodnote_246" href="#FNanker_246"><span class="label">[246]</span></a>
- Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne,
-er trykt hos <b class="gesperrt">Hofman</b>, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326&mdash;31.</p>
+ Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne,
+er trykt hos <b class="gesperrt">Hofman</b>, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326&mdash;31.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_247" id="Fodnote_247" href="#FNanker_247"><span class="label">[247]</span></a>
@@ -11081,17 +11047,17 @@ Medicinalhistorie 1 Bd. S. 176&mdash;77.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_248" id="Fodnote_248" href="#FNanker_248"><span class="label">[248]</span></a>
- Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se <b class="gesperrt">Jonge</b>, Kiøbenhavns
+ Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se <b class="gesperrt">Jonge</b>, Kiøbenhavns
 Beskrivelse 1 Bd. S. 488) og opbevares nu paa Rosenborg.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_249" id="Fodnote_249" href="#FNanker_249"><span class="label">[249]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Quinderne, som betiente mig, finge huer
-Maanet 8 Rdr.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Quinderne, som betiente mig, finge huer
+Maanet 8 Rdr.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_250" id="Fodnote_250" href="#FNanker_250"><span class="label">[250]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun loed ham lære Bilschnider Handw[e]rck.</i>«</p>
+ I Randen er bemærket: »<i>Hun loed ham lære Bilschnider Handw[e]rck.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_251" id="Fodnote_251" href="#FNanker_251"><span class="label">[251]</span></a>
@@ -11099,53 +11065,53 @@ Maanet 8 Rdr.</i>«</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_252" id="Fodnote_252" href="#FNanker_252"><span class="label">[252]</span></a>
- <b class="gesperrt">Frederik v. Ahlefeldt</b>, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og senere
-Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672 ophøjet
+ <b class="gesperrt">Frederik v. Ahlefeldt</b>, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og senere
+Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672 ophøjet
 i den danske Grevestand som Greve til Langeland, efter Griffenfeldts
-Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc. Jvfr.
+Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc. Jvfr.
 S. 24 Anm.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_253" id="Fodnote_253" href="#FNanker_253"><span class="label">[253]</span></a>
- <b class="gesperrt">Gyldenløve</b>.</p>
+ <b class="gesperrt">Gyldenløve</b>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_254" id="Fodnote_254" href="#FNanker_254"><span class="label">[254]</span></a>
  Hun var en Datter af Leonora Christinas i det Foregaaende oftere
-nævnte Søster <b class="gesperrt">Elisabeth Augusta</b> og <b class="gesperrt">Hans Lindenov</b> til
-Iversnæs.</p>
+nævnte Søster <b class="gesperrt">Elisabeth Augusta</b> og <b class="gesperrt">Hans Lindenov</b> til
+Iversnæs.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_255" id="Fodnote_255" href="#FNanker_255"><span class="label">[255]</span></a>
- Jvfr. <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech, S. 234.</p>
+ Jvfr. <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech, S. 234.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_256" id="Fodnote_256" href="#FNanker_256"><span class="label">[256]</span></a>
- Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne Angivelse
+ Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne Angivelse
 er urigtig, eftersom Forf. lige i Forvejen har beskrevet,
-hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe
+hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe
 er Mere end Beretningen om de allersidste Dage eller den sidste
-Dag, som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid
-mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien
-her er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe
+Dag, som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid
+mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien
+her er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe
 synderlig stor, da vi aabenbart have den sidste i den strax efter
-følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. <b class="gesperrt">Iuni</b>.« Om en
-lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige
+følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. <b class="gesperrt">Iuni</b>.« Om en
+lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige
 Fortale til Skriftet se <a href="#Fodnote_24">S. 16 Anm. 2</a>.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_257" id="Fodnote_257" href="#FNanker_257"><span class="label">[257]</span></a>
- D. e. <em>Landsbyen</em> Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt.
+ D. e. <em>Landsbyen</em> Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt.
 At hun endnu nogle Maaneder senere opholdt sig paa dette Sted,
-sees af et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske
-Sager, Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere
+sees af et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske
+Sager, Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere
 levede hun, som bekjendt, paa Maribo Kloster, der var hende
-anvist til Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16.
+anvist til Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16.
 Marts 1698.</p>
 </div>
 
 <div class="footnote"><p><a name="Fodnote_258" id="Fodnote_258" href="#FNanker_258"><span class="label">[258]</span></a>
- Burde maaskee ikke have været rettet, da Forf. oftere i det Følgende skriver:
+ Burde maaskee ikke have været rettet, da Forf. oftere i det Følgende skriver:
 Muht.</p>
 </div>
 </div>
@@ -11155,375 +11121,20 @@ Muht.</p>
 <h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
 
 <ul>
-<li><a href="#rett_7">s. XVIII</a>: Fremgangsmaade{Fremgansmaade} i det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig</li>
-<li><a href="#rett_1">s. 29</a>: bortrycte[42]){) tilføjet}. Der Baaden lagde an wed den liden</li>
-<li><a href="#rett_8">s. 42</a>: Kjøbenhavns Belejring{Bejring} 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den</li>
+<li><a href="#rett_7">s. XVIII</a>: Fremgangsmaade{Fremgansmaade} i det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig</li>
+<li><a href="#rett_1">s. 29</a>: bortrycte[42]){) tilføjet}. Der Baaden lagde an wed den liden</li>
+<li><a href="#rett_8">s. 42</a>: Kjøbenhavns Belejring{Bejring} 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den</li>
 <li><a href="#rett_2">s. 75</a>: som skreffuen stoed. Skack wirrede{wirrrede} med Hoffueded oc</li>
-<li><a href="#rett_9">s. 93</a>: det for nødvendigt paa 2 forskjellige{forkjellige} Steder at udskære og omarbejde</li>
-<li><a href="#rett_10">s. 101</a>: Samlng. 2141 b, 4<sup>to</sup>{4to}), at han er død den 27. Februar (ikke, som</li>
+<li><a href="#rett_9">s. 93</a>: det for nødvendigt paa 2 forskjellige{forkjellige} Steder at udskære og omarbejde</li>
+<li><a href="#rett_10">s. 101</a>: Samlng. 2141 b, 4<sup>to</sup>{4to}), at han er død den 27. Februar (ikke, som</li>
 <li><a href="#rett_3">s. 112</a>: Murmelen oc Tilraab{Tillaab}, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse,</li>
 <li><a href="#rett_4">s. 169</a>: ham i Morgen; lader mig ickun bestemme{betemme} med hannem!</li>
-<li><a href="#rett_5">s. 185</a>: hannem)){ekstra ) tilføjet}. Chresten loed <i>Walter</i> gaa noget i Taarnstuen</li>
+<li><a href="#rett_5">s. 185</a>: hannem)){ekstra ) tilføjet}. Chresten loed <i>Walter</i> gaa noget i Taarnstuen</li>
 <li><a href="#rett_6">s. 269</a>: liige som en Biie-Kuube{Biie-Kuue}. Ieg haffwer seet aff samme Slags</li>
 </ul>
 </div>
 
-<p>&nbsp;</p>
-<p>&nbsp;</p>
-<hr class="full" />
-<p>***END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK JAMMERS-MINDE***</p>
-<p>******* This file should be named 41072-h.txt or 41072-h.zip *******</p>
-<p>This and all associated files of various formats will be found in:<br />
-<a href="http://www.gutenberg.org/dirs/4/1/0/7/41072">http://www.gutenberg.org/4/1/0/7/41072</a></p>
-<p>
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.</p>
-
-<p>
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-</p>
-
-<h2>*** START: FULL LICENSE ***<br />
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE<br />
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK</h2>
-
-<p>To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-<a href="http://www.gutenberg.org/license">www.gutenberg.org/license</a>.</p>
-
-<h3>Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works</h3>
-
-<p>1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.</p>
-
-<p>1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.</p>
-
-<p>1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.</p>
-
-<p>1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.</p>
-
-<p>1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:</p>
-
-<p>1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:</p>
-
-<p>This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at <a
-href="http://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a></p>
-
-<p>1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.</p>
-
-<p>1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.</p>
-
-<p>1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.</p>
-
-<p>1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.</p>
-
-<p>1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.</p>
-
-<p>1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.</p>
-
-<p>1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that</p>
-
-<ul>
-<li>You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."</li>
-
-<li>You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.</li>
-
-<li>You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.</li>
-
-<li>You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.</li>
-</ul>
-
-<p>1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.</p>
-
-<p>1.F.</p>
-
-<p>1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.</p>
-
-<p>1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.</p>
-
-<p>1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.</p>
-
-<p>1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.</p>
-
-<p>1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.</p>
-
-<p>1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.</p>
-
-<h3>Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm</h3>
-
-<p>Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.</p>
-
-<p>Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and
-the Foundation information page at <a
-href="http://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a></p>
-
-<h3>Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation</h3>
-
-<p>The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.</p>
-
-<p>The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at <a
-href="http://www.gutenberg.org/contact">www.gutenberg.org/contact</a></p>
-
-<p>For additional contact information:<br />
-     Dr. Gregory B. Newby<br />
-     Chief Executive and Director<br />
-     gbnewby@pglaf.org</p>
-
-<h3>Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation</h3>
-
-<p>Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.</p>
-
-<p>The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit <a
-href="http://www.gutenberg.org/donate">www.gutenberg.org/donate</a></p>
-
-<p>While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.</p>
-
-<p>International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.</p>
-
-<p>Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  <a
-href="http://www.gutenberg.org/donate">www.gutenberg.org/donate</a></p>
-
-<h3>Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.</h3>
-
-<p>Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.</p>
-
-<p>Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.</p>
-
-<p>Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-<a href="http://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a></p>
-
-<p>This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.</p>
-
+<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41072 ***</div>
 </body>
 </html>
+
diff --git a/41072-h/images/c4.jpg b/41072-h/images/c4.jpg
index b777e79..b777e79 100755..100644
--- a/41072-h/images/c4.jpg
+++ b/41072-h/images/c4.jpg
diff --git a/41072-h/images/castle.jpg b/41072-h/images/castle.jpg
index 83f467d..83f467d 100755..100644
--- a/41072-h/images/castle.jpg
+++ b/41072-h/images/castle.jpg
diff --git a/41072-h/images/cover.jpg b/41072-h/images/cover.jpg
index b22b27e..b22b27e 100755..100644
--- a/41072-h/images/cover.jpg
+++ b/41072-h/images/cover.jpg
diff --git a/41072-h/images/iammersminde.jpg b/41072-h/images/iammersminde.jpg
index 4c00a7c..4c00a7c 100755..100644
--- a/41072-h/images/iammersminde.jpg
+++ b/41072-h/images/iammersminde.jpg
diff --git a/41072-h/images/logo.png b/41072-h/images/logo.png
index b74510d..b74510d 100755..100644
--- a/41072-h/images/logo.png
+++ b/41072-h/images/logo.png
diff --git a/41072-h/images/monogram.jpg b/41072-h/images/monogram.jpg
index caaebfe..caaebfe 100755..100644
--- a/41072-h/images/monogram.jpg
+++ b/41072-h/images/monogram.jpg
diff --git a/41072-h/images/portrait.jpg b/41072-h/images/portrait.jpg
index 5afc07c..5afc07c 100755..100644
--- a/41072-h/images/portrait.jpg
+++ b/41072-h/images/portrait.jpg
diff --git a/41072-h/images/pund.jpg b/41072-h/images/pund.jpg
index 3c5cb52..3c5cb52 100755..100644
--- a/41072-h/images/pund.jpg
+++ b/41072-h/images/pund.jpg
diff --git a/41072-h/images/signature.jpg b/41072-h/images/signature.jpg
index 6791114..6791114 100755..100644
--- a/41072-h/images/signature.jpg
+++ b/41072-h/images/signature.jpg
diff --git a/old/41072-8.txt b/old/41072-8.txt
deleted file mode 100644
index 29cd971..0000000
--- a/old/41072-8.txt
+++ /dev/null
@@ -1,9763 +0,0 @@
-The Project Gutenberg eBook, Jammers-Minde, by Leonora Christina Ulfeldt,
-Edited by Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith
-
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-
-
-
-Title: Jammers-Minde
-
-
-Author: Leonora Christina Ulfeldt
-
-Editor: Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith
-
-Release Date: October 16, 2012  [eBook #41072]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-
-***START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK JAMMERS-MINDE***
-
-
-E-text prepared by the Online Distributed Proofreading Team
-(http://www.pgdp.net) from page images generously made available by the
-Google Books Library Project (http://books.google.com)
-
-
-
-Note: Project Gutenberg also has an HTML version of this
-      file which includes the original illustrations.
-      See 41072-h.htm or 41072-h.zip:
-      (http://www.gutenberg.org/files/41072/41072-h/41072-h.htm)
-      or
-      (http://www.gutenberg.org/files/41072/41072-h.zip)
-
-
-      Images of the original pages are available through
-      the the Google Books Library Project. See
-      http://books.google.com/books?vid=Nqg2AAAAMAAJ&id
-
-
-Afskriverens bemærkninger:
-
-      I denne e-bog er kursiv gengivet med _understregning_,
-      fed tekst med #firkanter# og s p a t i e r e t tekst med
-      ~tilder~. Hævet tekst er angivet med ^ og krøllede parenteser,
-      fx 4^{to} og for^{te}.
-
-      I den trykte bog er sidenoter anvendt til at angive årstal og
-      evt. dato, hvor disse ikke fremgår af teksten. I nærværende
-      e-bog er disse sidenoter gengivet direkte i teksten i
-      {krøllede parenteser}. Fodnoter er markeret med [firkantede
-      parenteser].
-
-      I teksten er trykt nogle symboler, som ikke har kunnet
-      gengives i denne elektroniske udgave. Disse er angivet i
-      e-bogen med [Symbol: ...]. Alle øvrige firkantede parenteser i
-      teksten kommer fra den trykte bog.
-
-      Bagest i den trykte bog findes redaktørens liste over
-      rettelser foretaget i forhold til det originale håndskrift. Da
-      nærværende e-bogsudgave ikke gengiver originalens sidetal, er
-      en supplerende liste bragt i forlængelse heraf, som gengiver
-      rettelserne i en lidt længere kontekst og giver mulighed for at
-      finde dem i teksten uden brug af sidetal.
-
-      I indledningen og noterne er åbenlyse trykfejl rettet uden
-      yderligere anmærkning. I hovedteksten Iammers Minde er enkelte
-      rettelser foretaget i forhold til den trykte udgave, nemlig:
-
-      - en række fejlvendte »anførselstegn« er rettet
-
-      - en ) er tilføjet i "Fortuiffuelse bortrycte[42])"
-
-      - "Skack wirrede[wirrrede] med Hoffueded"
-
-      - "Murmelen oc Tilraab[Tillaab]"
-
-      - "bestemme[betemme] med hannem!"
-
-      - en ekstra ) er tilføjet i "Swensken, som forraade hannem))"
-
-      - "liige som en Biie-Kuube[Biie-Kuue]".
-
-
-
-
-
-                     LEONORA CHRISTINA ULFELDT's
-
-                          "JAMMERS-MINDE".
-
-                       EN EGENHÆNDIG SKILDRING
-
-                                 AF
-
-          HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685,
-
-                               UDGIVET
-
-                   EFTER DET ORIGINALE HAANDSKRIFT
-                I GREV #J. WALDSTEIN WARTEMBERGS# EJE
-
-                                 AF
-
-                         SOPH. BIRKET SMITH,
-               Assistent ved Universitetsbibliotheket.
-
-                            MED ET FORORD
-
-                                 AF
-
-          HS. EXCELLENCE GREV #JOHAN WALDSTEIN WARTEMBERG#,
-  Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.
-
-                             KJØBENHAVN.
-          FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
-                        THIELES BOGTRYKKERI.
-                                1869.
-
-
-
-
-Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen, unweit des
-Schlosses Egeskov, in dem Dorfkirchlein zu Quærndrup die Gräber
-meiner dänischen Ahnen des Stammes ~Ulfeld~ besuchte, fasste ich den
-Entschluss, meiner frommen Ahnfrau ~Leonora Christinas~ Andenken --
-des Enkels Pflicht erfüllend -- zu ehren durch Veröffentlichung jenes
-autographen Manuskriptes, das in meines seligen Vaters Erbschaft auf
-mich gelangte.
-
-Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes Ulfeld, Ihrer
-Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und Staatskanzler, nur zwei
-Töchter. Sie waren vermählt, die eine, ~Elisabeth~, mit ~Georg
-Christ.~ Grafen ~Waldstein~, die jüngere mit Grafen Thun.
-
-In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn ~Emanuel~, meinen
-sel. Vater, hatte meine Grossmutter Alles, was Ulfeldische Andenken
-waren, meinem Vater erblich überlassen, und so kam auf mich das
-Manuskript, das ich hiemit in Folge mehrfacher Aufforderung -- auch
-hohen Ortes -- durch die kundige Beihülfe des Herrn Soph. Birket
-Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter Descendenz nach ihrem
-Vater:
-
- »~Corfitz~, des heil. Römischen Reichs Grafen von Ulfeld, Herrn
- der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof Kazof, Brödlich, Odaslowitz,
- und des Lehnes Zinltsch, Ritter des goldenen Vliesses, Obrist
- Erbland Silber Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli
- VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu Hungarn und
- Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter bei der Ottomannischen
- Pforte, hernach Hof- und Staatskanzler, beeidetem Geheimen Rath
- und erstem Oberhofmeister.«
-
-Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin Maria
-Theresia, unvergesslichen Andenkens, hoch in Ehren gehaltenen
-väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre bis zu jenem
-Zeitpunkte, als der geistreiche, der moralisch hohen Frau oft zu
-geniale Fürst Kaunitz sein Nachfolger ward.
-
-In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige, klein
-geschriebene Folianten enthalten des Reichskanzlers M. S. -- die
-Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später aber mit den
-General-Staaten der Niederlande, sowie Ministerial-Protokolle während
-seiner ganzen Staatskanzlerschaft: Urkunden seines emsigen Fleisses
-und Ordnungsliebe; sowie die in diesen Folianten vorkommenden
-~Original~-Schreiben und -Notaten seiner hohen Herrin Zeugenschaft
-ablegen von dem innigen, beinahe kindlichen Vertrauen, mit dem Sie
-ihn beglückte.
-
-Dieser ruhige, bedachte Staatsmann aber war der direkte Enkel des
-unruhigen, übermüthigen
-
- ~Corfitz~, des Römischen Reichs ersten Grafen von Ulfeld, Reichs
- Hofmeister in Dänemark u. s. w. und seiner ihn anbetenden,
- geistreichen Gemahlin ~Leonora Christina~, nach einem ihrer
- Söhne:
-
- ~Leo~, R. Grafen Ulfeld, Kaiser Carl VI. Geh. Rath, Feldmarschall
- und Vice-König in Catalonien, und seiner Gemahlin geb. Gräfin von
- Zinzendorf.
-
-Sorgsam verwahrte ich so das M. S. als auch alle übrigen Reliquien
-und Nippen meiner dänischen Ahnfrau, deren erhabner Charakter und
-Leiden Theilnahme, Interesse und Ehrfurcht einzufliessen so sehr
-geeignet sind. Darunter mehrere schriftliche Andenken und
-Gedichtsfragmente, Gebete und im Kerker verfertigte Frauen-Arbeiten
-(einige mit blondem Haare gestickt), ein golddurchwirktes
-Taufhemdchen mit Kaputze, wahrscheinlich von ihren Kindern zur
-heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet Chr. IV. in blauem
-Email, und viele Bildnisse (auch das Original-Öhlbild, dessen Copie
-im Titelblatt sichtbar) etc. etc.
-
-Bei der direkten Überkommung des M. S. von meiner Ahnfrau an ihre
-Kinder und Kindes Kinder in gerader Linie konnte wohl in mir nie ein
-Zweifel entstehen über dessen Echtheit. Dennoch gab ich fremden
-Zureden nach, um die Authenticität desselben vollkommen zu
-constatiren. In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung
-des H. Herausgebers.
-
-Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte nicht
-geschlossen, so hat man doch -- tempus omnia sanat -- jenen ominösen
-Gedenkstein der Vergessenheit und dem Bauschutte zugewiesen, der
-seine »Schuld verewigen sollte.« Edel im Vergessen und Verzeihen hat
-die grosse nordische Nation jenen ein vorleuchtend Beispiel gegeben,
-die dem grossen Feldherrn und Retter des Kaiser-Reiches vor
-nordischer Gefahr, ~Albert~ Herzog zu ~Friedland~, jenen Platz noch
-nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla zu Wien gebührt.
-
-Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen, der Menschen
-Thaten und Gedanken lenkenden Triebfedern anbelangt, so sei mir, dem
-Enkel, der fast zur Überzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein
-so hochbegabtes, edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint, mit so
-inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder Gluth und
-Liebe nie hätte festhalten können an jenem, der dessen unwürdig
-gewesen wäre.
-
-    Cairo am 8. December 1868.
-                                          #Joh.# Gr. #Waldstein#.
-
-
-
-
-Indledning.
-
-
-I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og brede
-sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner, støder man
-af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere Former end de
-sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger udviser en Afvigelse
-fra de almindelige Regler, som staar i mærkelig Samklang med det
-Overordentlige i deres Natur. En saadan Skikkelse er ~Leonora
-Christina Ulfeldt~. Det Store udgjør det egentlige Væsensmærke ved
-denne navnkundige Kvindes Personlighed, og det Usædvanlige danner det
-fremtrædende Træk i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende
-kun at minde om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal
-med den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende paa
-en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens højeste
-Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere Afsnit af sit Liv
-nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde og lange Vedvaren
-næppe danner en mindre paafaldende Modsætning til Menneskenes
-almindelige Lod end den tidligere Herlighed. Og hvad det Store i
-hendes Personlighed angaar, vil Ingen nægte, at hendes Viljes mægtige
-Energi og hendes ubetvingelige Daadskraft, hendes Aandsevners
-Skarphed og høje Udvikling, Styrken af hendes Kjærlighed, den
-Heroisme, hvormed hun traadte Ulykken under Øjne, og det gudhengivne
-Mod, hvormed hun bar den, frembyder et Indbegreb af saamange store
-Kræfter og ophøjede Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede
-paa en enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine
-Første. Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til
-dem, som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i
-Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt, i
-en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til hendes Gunst,
-forstaar man let Grunden til, at der blandt alle de Kvinder, som den
-danske Historie melder om, ikke findes nogen, hvis Navn Folket holder
-højere i Ære, eller hvis Minde det gjemmer med større Trofasthed end
-netop hendes.
-
-Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen om
-Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende
-beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende
-bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den historiske
-Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for hende. Jeg vil
-ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora Christinas Liv og
-Personlighed, der i sig selv synes at maatte være en af de smukkeste
-og taknemligste Opgaver, Nogen kunde ønske sig, paa en enkelt
-tarvelig Undtagelse nær overalt træder frem som kun et Led i
-Fremstillingen af hendes hende langt underordnede Ægtefælles
-Historie, men den Mangel paa Kritik, som er gjennemgaaende i næsten
-alle Bearbejdelser af denne sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget
-følelig Maade til det Meste af det, der er skrevet om Leonora
-Christina. ~Molbech~ er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af
-Æmnet har medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt
-Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4
-Afhandlinger, i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser
-over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv
-(~Historisk Tidsskrift~ 3 Bd. S. 313-476 og ~Nyt histor. Tidsskrift~
-4 Bd. S. 1-98 og 369-441), ere da ogsaa ikke blot ubetinget det
-bedste Bidrag, der haves til Begges Historie, men de bære særlig for
-den Sidstes Vedkommende Vidne om, at saa rigtigt som Overleveringen i
-det Store har fastholdt Billedet af denne udmærkede Kvinde, er der
-dog endnu bestandig overordentlig Meget at udfylde og ændre i det
-Enkelte. Men selv Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der
-skulde udrettes. Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om
-det Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier,
-blev aldrig fuldført. -- Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med
-Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie,
-indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve og
-Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa hende, og som
-hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i Bibliotheker og
-Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen af det raa
-Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres, endnu ingenlunde erstatter
-Savnet af Bygningen selv, er Antallet af de Aktstykker, der saaledes
-ere bragte for Dagen, næsten forsvindende i Forhold baade til Mængden
-af det virkelig forhaandenværende Stof og i Forhold til Udstrækningen
-og Betydningen af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.
-
-Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et ualmindeligt
-Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i den danske
-Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og paalideligt Stof til
-en Skildring af et længere Afsnit af Leonora Christinas Liv, men som
-allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling, der kan antages at
-ville udøve ikke ringe Tiltrækning ogsaa ved sine rent formelle
-Fortrin. Man vil forstaa, at jeg taler om den egenhændige Skildring
-af Leonora Christinas Fangenskab i Blaataarn, som her fremlægges for
-Offentligheden. Ejeren af det Haandskrift, hvori denne Skildring
-indeholdes, Hs. Exc. Grev J. ~Waldstein~, har allerede i sit Forord
-antydet, hvorledes det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte
-dette mærkelige Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle
-Bemærkninger om forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden
-den af Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.
-
-Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien, Hr. Kammerherre
-~Falbe~, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn, at det nævnte
-Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums Kundskab.
-Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet med her til
-Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets Authenti bekræftet. Dette
-frembød ingen videre Vanskelighed. Selv uden Hensyn til det
-Vidnesbyrd om dets Ægthed, der -- som Grev Waldstein i sit Forord
-siger -- allerede indeholdes i dets Nedarvelse i lige Linie fra
-Leonora Christina selv, maatte endog en temmelig flygtig Undersøgelse
-af dets hele indre og ydre Beskaffenhed nødvendig føre til den
-fuldeste Overbevisning om, baade at Leonora Christina var
-Skildringens virkelige Forfatter, og at vi i det foreliggende
-Haandskrift havde hendes egenhændige Original for os. Det Sidste
-fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder ved Skrivemaaden, som
-vanskelig kunne skildres, men som ere saa meget mere talende for
-Beskueren: af den Maade, hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare
-rettede og omskrevne for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere;
-af den Mængde mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare
-skrevne i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved
-et senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde
-suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet af
-Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende samme
-Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik en Række
-mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig maa være Tilfældet
-med et Værk, hvis Udarbejdelse strækker sig over en længere Aarrække;
-og af mange andre lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde
-dog naturligvis kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med
-anerkjendt ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette
-Bevis blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. ~Gundorph~ paa den
-mest fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve
-af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige
-Bibliothek (Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4^{to})[1], og Ligheden mellem
-Skriften i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at
-man, naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette
-Værk, kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet
-selv. Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne
-Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor ~P. G.
-Thorsen~. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at blive bekjendt
-med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora Christina -- tildels
-ogsaa fra en tidligere Tid --, som findes i Gehejmearkivet
-(»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var her ganske det samme.
-
- [1] De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til
- Anna Brahe?) er dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til
- Anna Brahe) 5. Januar 1692, det tredie (til Otto Sperling den
- Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme) 4. Oktober
- 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt
- Gehejmeraad ~Bülow~ til Sanderumgaard og ere trykte i ~Nyt
- Aftenblad~ 1826 S. 228-30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er
- henført til det urigtige Brev.
-
-Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste var
-bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden nærmere taget
-under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen af paatænkt, at
-Manuskriptet skulde besørges aftrykt i Wien, og at Værket skulde
-udkomme paa en derboende Boghandlers Forlag. En saadan Ordning af
-Sagen maatte vistnok i flere Henseender ansees for mindre heldig.
-Foruden det, at Skriftet baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold
-maatte antages at ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde
-man temmelig sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes
-Nogen, som med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste
-Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade, og
-dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med Vished kunde vides
-ikke at besidde mere end en ganske ringe Del af det historiske
-Apparat, som maatte ansees for nødvendigt, for at en Udgiver skulde
-blive i Stand til blot nogenlunde at udfylde Læserens Kundskab med
-Hensyn til de mange mindre bekjendte Personer og Forhold, som omtales
-i Haandskriftet. Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da
-skriftligt udviklede for Grev Waldstein -- bl. A. ogsaa gjennem Hr.
-Kammerherre Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste
-Interesse --, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede
-i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan i
-Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at Haandskriftet
-skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk Boghandlers Forlag, idet
-dog Grev Waldstein forbeholdt sig selv at yde et Bidrag til de med
-Udgivelsen forbundne Omkostninger. Uden alt Hensyn til, om den, hvem
-det efter denne Ordning af Sagen blev overdraget at besørge
-Udgivelsen -- og hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa
-Henseende paahviler --, virkelig har løst sin Opgave paa en
-nogenlunde fyldestgjørende Maade, har Grev Waldstein alene ved den
-Fordomsfrihed, der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa
-andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det, som
-Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet sig
-Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed, som da overhovedet
-hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive fortjener saa meget mere
-Paaskjønnelse, da han selv ikke forstaar Dansk og derfor kun
-middelbart vil kunne blive delagtig i den Nydelse, som han gjennem
-dette Værk utvivlsomt vil berede mangfoldige Andre. Ogsaa det
-fortjener med Tak at nævnes, at man næppe herfra havde yttret et
-Ønske om at kunne medgive Bogen et Portrait af Forfatterinden, før
-Grev Waldstein lod et ham tilhørende Originalmaleri af Leonora
-Christina føre til Kjøbenhavn, hvorved det først er blevet muligt at
-tilvejebringe et Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke
-kunstneriske Udførelse[2], men ogsaa ved den Troskab, hvormed det
-gjengiver Originalens Karakter.
-
- [2] Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at
- der er nogen Forskjel paa Aftrykkenes Godhed.
-
-Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere, maa det
-være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet literairt Arbejde af
-Leonora Christina, som paa en vis Maade staar i temmelig nært Forhold
-til »Jammers-Mindet«. Leonora Christina var i det Hele en meget
-produktiv Natur. Det er bekjendt, at hun, medens hun boede paa Maribo
-Kloster, forfattede forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét
-vides at være bleven opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af
-hvilke nogle længe have været trykte, medens andre første Gang se
-Lyset ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et
-stort Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette
-Slags, som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og
-Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok de
-Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af sit
-eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok af mere
-indirekte Art, kan man maaske betragte en Række Aktstykker (3
-Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør), som hun udarbejdede, da
-hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen for sin Mand, der var sat under
-Anklage som mistænkt for Forræderi mod den svenske Regering. Af
-direkte Skildringer fra hendes Haand af større eller mindre Afsnit af
-hendes Liv vides der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der
-været endnu flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været
-trykt, nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til
-Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se S. 4 Anm. 2). En
-anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den ikke mere at
-være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes og hendes Mands
-Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660-61 (se S. 6). Endelig kommer
--- foruden »Jammers-Mindet«, ved Omfang, Indhold og Form udentvivl
-den betydeligste af alle disse Skildringer -- det Arbejde, som jeg
-egentlig her nærmest vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi;
-hvori Forf., vistnok paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog
-i én sammenhængende Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs
-afvexlende Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod
-Aaret 1673. Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som
-gav sig ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er
-bleven offentliggjort. Det blev udgivet paa Dansk -- oversat, som det
-hed, efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en
-af Leonora Christinas Svigersønner -- i ~Bang~'s Samling af nyttige
-og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125-47. Men denne saakaldte
-Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i Virkeligheden
-ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger fabrikeret
-Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste og plumpeste
-Fejl[3], at man ikke forstaar, hvorledes den et eneste Øjeblik har
-kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes det har været muligt, at de
-historiske Forfattere lige ned til den nyeste Tid (Molbech danner dog
-en Undtagelse) have kunnet benytte den som Hovedkilde eller
-idetmindste jævnsides med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora
-Christinas Historie. Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man
-virkelig en Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte
-Selvbiografi. Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige
-Aarhundrede den bekjendte Lærde og Samler Christian ~Reitzer~ og
-blev, kort efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til
-Frederik IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af
-samme Bibliothek beskrevet af Andreas ~Høyer~ i hans ~Nova
-Litteraria~ Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var paa
-Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen nu er,
-eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne sige. Det
-synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde bevares under
-de danske Kongers personlige Værge, og maaske er den gaaet tabt
-ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige
-Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa var, kunde vi dog
-nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der mellem det store
-kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste én Afskrift af
-den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget forkortet latinsk
-Oversættelse[4]. Beskrivelsen i Nova Litteraria er saa tydelig, at
-der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter repræsentere det
-samme Værk, som Høyer kjendte[5]; og at vi paa den anden Side i dem
-virkelig besidde en fra Leonora Christinas egen Haand udgaaet
-Selvbiografi, fremgaar, foruden af mange andre Kriterier, ogsaa af en
-Sammenligning med det her udgivne Skrift og navnlig da med den Del af
-det, som omhandler den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er
-paa dette Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter
-og »Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen den
-samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge Steder, men
-hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende Værk, der i det Hele
-er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok, hist og her dvæler
-noget udførligere ved Enkeltheder, og især hvor det indfører Personer
-talende, sker dette ikke sjeldent med ganske de samme Ord som dem,
-»Jammers-Mindet« anvender.
-
- [3] Som et Exempel instar omnium skal jeg anføre, at Forf. lader
- Leonora Christina fortælle, at hun blev hensat "i det elendige
- Fangehus ved den lange Bro(!!), som kaldes Blaataarn". Midt i alt
- det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat (nemlig de a.
- St. S. 143-46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som
- Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget
- Fabrikat, men han har herved ganske overset, at næsten alle de
- historiske Angivelser i dette Stykke (alene med Undtagelse af
- Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv har tilsat)
- ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige
- Skildring. Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt
- Hele for sig. Jeg er oftere stødt paa det og har det i dette
- Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra Karen Brahes Bibliothek
- (jvfr. ~Vogelsang~, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B.
- Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende
- Haandskrift for en Original).
-
- [4] Den første findes i ~Ny kgl. Samling~ Nr. 2146,4. Afskrifterne
- af den latinske Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte,
- i samme Samling under Numrene 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3
- Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at være "ex ipsius (d. e.
- Leonora Christinas) autographo", men, som allerede antydet, maa
- dette dog -- idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen -- kun
- forstaaes saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er
- gjort efter selve Originalen.
-
- [5] Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme
- maa man endog antage, at det er Høyer selv, som har besørget den
- latinske Oversættelse, der gaar igjen i de mange Afskrifter.
-
-I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det Forhold, der
-bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes saaledes, at
-Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som beskriver Opholdet i
-Fængslet, danner det første, endnu temmelig skizzerede Udkast til det
-Arbejde, som Leonora Christina et Aar efter Nedskrivelsen af hint --
-Selvbiografien er, som anført, skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som
-vi nedenfor nærmere skulle se, begyndt 1674 -- tog sig for at udføre
-selvstændigt og efter en meget vidtløftigere Plan[6]. Hvad angaar de
-Grunde, som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort et
-Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme
-Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en ganske
-forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al Sandsynlighed
-er blevet til for at tjene den yngre ~Sperling~ som Grundlag for hans
-Skildring af Leonora Christina i det af ham paatænkte Værk ~de
-feminis eruditis~ -- den er skrevet i Form af et Brev til en Ven af
-Forf., som er bosat i Hamborg, og som selv har forlangt en saadan
-Meddelelse --, er »Jammers-Mindet« idetmindste ~væsentlig~ skrevet
-for at læses og opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én
-Gang til en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. --
-Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget nærmere
-tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.
-
- [6] At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig,
- som Ligheden mellem dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan
- hidrøre fra, at det førstnævnte Værk er udskrevet efter det sidste,
- derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som det dog her, hvor
- Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for
- vidtløftigt at opregne.
-
-Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder strax i sit
-Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive Maade,
-hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør det sandsynligt, at
-Leonora Christina selv har udført ogsaa dette Arbejde (jvfr. S. 223).
-Et egentligt Bind synes det aldrig at have haft. Dets første 24
-Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige Fortale og et senere
-Tillæg til denne, ere upaginerede. Derefter følger paa 248 paginerede
-Sider den egentlige Skildring. Sidst kommer et Slags Appendix til
-denne paa 8 upaginerede Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt
-igjennem bevarende samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af
-Haandskriftet et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som
-det i flere Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til.
-Fortalen til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til
-samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær. Udg.
-omtrent til S. 85) er skrevet med én og samme overordentlig faste
-klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har givet sig
-god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa, hvad hun vilde
-sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte i saa Henseende har
-det uden Tvivl været hende, at hun ikke længe i Forvejen havde
-nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det tilsvarende Afsnit, det vil
-sige det, som skildrer den første Tid af hendes Ophold i Fængslet, er
-udarbejdet i forholdsvis temmelig stor Detail. -- I de nærmest
-følgende Partier af Værket antager Haanden (efter et kort
-Overgangsstadium, i Udg. S. 85-97) et mindre tiltalende Udseende. Den
-bliver skjævere, magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at
-Skrivematerialiernes Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne
-Forandring, er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret
-Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende, have
-været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand mellem
-Hovedmassen af det, der er skrevet med denne Haand, og Begyndelsen af
-Værket, skjønnes deraf, at Forandringen i Skrifttrækkene ledsages af
-nogle, vel uvæsentlige, men dog let kjendelige Forandringer i
-Retskrivningen (saaledes i Brugen af u og w, ck og k osv.). --
-Henimod Slutningen af Værket (i Udg. fra omtrent S. 214) skifter
-Haanden endnu engang Udseende, den bliver igjen noget fyldigere og
-rundere, men Grunden hertil synes dog mindre at maatte søges i Noget,
-der staar i Forbindelse med Forf.s Person, end i den rent udvortes
-Omstændighed, at Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa
-igjennem Papiret (som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del
-af Haandskriftet end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt
-Forf. til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun
-overhovedet vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne
-Haand og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige
-Skildring, ogsaa det S. 266-72 trykte Appendix til hele Værket
-skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S.
-14-18), hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa
-anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt senere
-Tid end Fortalen selv. -- Nedskrivningen af Værket er begyndt 1674 og
-endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet derved, at den
-oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli) 1674, idet
-nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne Fortale ere ganske
-de samme som i Begyndelsen af den egentlige Skildring, men mere eller
-mindre afvigende fra Skrifttrækkene i de følgende Partier af Bogen,
-gjør det utvivlsomt, at Fortalen er den Del af Værket, som først er
-bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen af Værket angaar, maatte man
-efter Forf.s egne Udtalelser antage, at den havde fundet Sted i
-Fængslet selv, det vil sige inden den 20. Maj 1685 (se S. 265).
-Imidlertid er det sikkert, at idetmindste Noget af Skildringen af den
-sidste Dags Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end
-rimeligvis ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at
-det Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen (se
-S. 16 Anm. 2). Det kan endnu bemærkes, at skjønt Skildringen er ført
-frem i kronologisk Orden og ofte endog fra Dag til Dag, kan den dog
-kun i uegentlig Forstand kaldes en Dagbog. Udarbejdelsen er først
-begyndt 11 Aar efter, at de Begivenheder, hvormed den sammenhængende
-Beretning aabnes, ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det
-Skildrede og Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog
-egentlig først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s
-Fangenskab at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om en
-virkelig samtidig Skildring[7].
-
- [7] Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges
- derved, at Forf. paa flere Steder, før hun naar ned til det angivne
- Tidspunkt, taler i den nærværende Tid, saaledes fremforalt S. 220.
- De Forhold og Begivenheder, som her skildres, henhøre til Aaret
- 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man
- virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint
- Aar. Men for ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6
- Dele af hele Værket være udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid,
- medens Forf. til den tilbagestaaende l/6 Del havde brugt over 10
- Aar, viser ogsaa den Maade, hvorpaa de følgende Aars Begivenheder
- ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig
- samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette af S. 224, hvor hun
- omtaler Noget, der foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer
- Begivenheder fra 1678 eller 1679. Hvad angaar de Grunde, der kunne
- have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere en Samtidighed
- mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil det
- maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar,
- med hvilket hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin
- Skildring, idet nemlig hendes Fremgangsmaade i det nævnte Tilfælde
- herved kommer til at frembyde en fuldstændig Analogi til den, hun
- fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at den til den 19.
- Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag,
- skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med
- Sandheden (se S. 265 Anm. 2 og S. 16 Anm. 2).
-
-En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer
-af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme Rettelser
-eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele Værket
-igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels imellem selve
-Textens Linier, dels -- og endnu hyppigere -- i Haandskriftets
-Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke Papir, som med en
-Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se S. 227
-Anm. 2). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart angaa
-Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de alle vidne om
-den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet, saaledes ere
-navnlig de formelle Rettelser; der især gaa ud paa Valget af Ordene,
-paa Retskrivningen og paa Ordstillingen, interessante, fordi de
-tydeligt vise, at Forf. har haft den Mulighed for Øje, at hendes
-Skrift engang kunde blive offentliggjort[8]. Begge Slags Rettelser
-forekomme spredte over hele Værket, men i det første Afsnit af det
-ere dog de formelle de langt overvejende, idet Forf. her navnlig
-stadigt har rettet Ordstillingen i visse sammensatte Verbalformer og
-Verbalforbindelser (haft havde, gjort havde, berette kunde o. lign.)
-i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets
-senere Afsnit (havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent
-ere Rettelserne af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er
-endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i omarbejdet
-Form er optaget enten paa det nærmest følgende Blad i Haandskriftet,
-eller, hvis Rettelsen er foretaget længere Tid efter Nedskrivningen,
-paa et Blad, som er indklæbet paa det udtagnes Plads. Anmærkningerne,
-som Forf. enten benytter til nærmere at udføre et i selve Texten
-løseligere berørt Punkt eller til at meddele Kjendsgjerninger, som
-hun ganske havde forsømt at medtage ved den første Nedskrivning,
-falde væsentlig i Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til
-Tiden, da saavel Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem,
-der ikke ere foretagne strax under den første Nedskrivning) som
-Anmærkningerne ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en
-forholdsvis temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende
-aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige Skildring.
-Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt Sted, har
-underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og ved denne
-Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og Tilføjelser til
-den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte af Anmærkningerne
-give endog ved deres Indhold direkte tilkjende, at de ere nedskrevne
-i Fængslet (se saaledes S. 177 Anm.).
-
- [8] Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at
- sammensmelte den oprindelige Fortale med det senere Tillæg til
- samme (S. 13 Anm.). Her foreligger et meget iøjnefaldende Exempel
- paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede
- Synspunkt.
-
-Angaaende Værkets ~indre~ Beskaffenhed, enten man nu ved
-denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa
-Fremstillingsmaaden, vil Læseren selv være i Stand til at danne sig
-en selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et Par
-Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter Tiden fra
-Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August 1663 til hendes
-Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685, og dens væsentligste
-Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de smaa Begivenheder, Forf.
-der oplevede, hendes daglige Omgivelser, hendes Sorger og
-Betragtninger. Af og til kommer Forf. vel ogsaa til at omtale
-Personer og Forhold fra den Verden, som laa udenfor Taarnet, men
-ligesom dette i Almindelighed kun sker, forsaavidt hendes personlige
-Hændelser i Fængslet give Anledning dertil, saaledes ere de Bidrag,
-der herved ydes til Belysning af Fædrelandets almindeligere Historie,
-kun i sjeldnere Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes
-Mands Historie vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke
-vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt, og
-dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes ikke
-indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer, som gave
-Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes egen Fængsling, maa
-bl. A. tilskrives den simple Grund, som hun selv etsteds anfører, at
-hvad hun ikke véd, det kan hun heller ikke sige. Hvorledes man nu
-iøvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed -- og selv under
-Forudsætning af Mandens Skyld lader den sig meget godt forklare
-deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet
-gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu
-Intet var afgjort --, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne
-tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man
-éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens og
-Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og det mest
-gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om hun virkelig
-havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig selv, at hun i et
-Værk, som først og fremmest var bestemt for hendes Børn, ikke vilde
-anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste en Skygge paa deres Faders
-Minde, og dette maa da ogsaa tildels forklare hendes Tavshed med
-Hensyn til adskillige af hendes Mands tidligere Foretagender, som
-ikke tale til hans Fordel, om hun end naturligvis som den kjærlige
-Hustru har været tilbøjelig til at se disse i et meget gunstigere Lys
-end baade Samtiden og Eftertiden. Endelig maa man huske paa, at
-hendes Værk er nedskrevet i Fængslet, og skjønt ganske vist hendes
-Kaar i flere Henseender vare blevne forbedrede efter Christian V.s
-Thronbestigelse, var hun dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt
-saa usikker paa sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke
-mulig kunde falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig
-Uskyldigt blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. --
-Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det en ikke
-ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som det oplyser
-paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det, der udgjør selve
-Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde mere løsrevne, hist og
-her indstrøede Træk; men fremfor Alt har dog Bogen en ganske
-overordentlig Betydning for Forf.s egen personlige Historie og som
-Bidrag til hendes Karakteristik. Den fremstiller for os et langt og
-hidtil saare lidet kjendt Afsnit af hendes Liv i en saadan Detail og
-Beskuelighed, at det er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne,
-og den giver et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som
-man ikke kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to
-Sider, at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde,
-der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed, altid
-viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre; som vel af
-og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket, men som aldrig
-fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed i enkelte Øjeblikke
-formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der tillader hende at afvinde
-de Hændelser, som møde hende, en humoristisk Side. Dernæst som den
-fine Iagttager, hvem Intet undgaar, og som, indskrænket efterhaanden
-i sine Observationer til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes
-nærmeste Omgivelser i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i
-hans hele personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres
-Karakter, at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres
-sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand i Forening
-med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig Dannelse kunde sætte
-hende i Stand til at gjøre det. Men i det Hele er der næppe nogen af
-hendes Aands eller Hjertes Egenskaber, som ikke i det foreliggende
-Værk træder tydeligt frem for Læseren, og det er ikke den mindste
-Glæde, man har af Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle
-disse spredte Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de
-højeste Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.
-
-Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder det
-næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden er
-Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt. Forf. fører en
-overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa, med hvor ringe Møje
-hun producerede, og skjønt Skildringen hist og her breder sig
-temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen er om de ubetydeligste
-Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet, saa at den aldrig bliver
-trættende. Ingen forstaar bedre end Forf. at tegne en Situation
-beskueligt eller at føre en menneskelig Skikkelse frem i hele dens
-fysiske og aandelige Særegenhed, og idet hun nu tillige foretrækker,
-saavidt muligt, at lade de handlende Personer optræde med deres egne
-Ord, opnaar hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin
-Skildring. Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger
-hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes Sjæl, fra de
-mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under alle sine vexlende
-Former bevarer den dog bestandig som sit egentlige Væsensmærke en
-Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed, som er lige tiltalende og
-tillidvækkende. Endelig er den, uagtet de mange indblandede fremmede
-Ord, saa ægte dansk i sit Grundpræg, at vi overalt føle os i det
-nærmeste Slægtskab med den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt,
-allerbedst være i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at
-konstatere, at Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var
-sin Samtid overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet,
-upaatvivlelig maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske
-Prosaværk.
-
-Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med Betragtningen af
-Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet om dens Troværdighed,
-eller rettere, da der ikke kan være Tvivl om Forf.s Vilje,
-Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har ~evnet~ at erindre de
-navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder -- der jo først ere
-nedskrevne flere Aar efter, at de vare foregaaede -- med en saadan
-Nøjagtighed, som den detaillerede Udmaling af dem vil give det
-Udseende af. Jeg for min Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at
-Skildringen af hine Begivenheder, idetmindste i alle væsentligere
-Træk, er fuldkommen korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner,
-som var allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et
-slaaende Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et
-højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet i
-Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for Forræderi mod
-Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at lade hende se den ved
-Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen nedskrev en udførlig
-Fremstilling af det hele Forhør, som, efter Molbechs Forsikkring,
-»meddeler de afgivne Udsagn og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev
-der i hint Forhør, som varede halvfemte Time, afhørt 6-7 andre
-Vidner) »i samme Følge og i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde
-med samme Indhold som den optagne Protocoll« (~Nyt histor.
-Tidsskrift~ 4, 80). Og dertil kommer, at man, af hvad Leonora
-Christina plejede at gjøre i lignende Tilfælde, er berettiget til at
-antage, at Beslutningen om at nedskrive en Beretning om hendes
-Fangenskab allerede har dannet sig hos hende i selve Fangenskabets
-Begyndelse, hvoraf følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet
-saa meget nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt
-hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed,
-forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og idelig
-maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder, indtil de
-tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk.
-Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed med Hensyn til det
-Meget i hendes Skildring, som ikke kan kontrolleres, kan anføres
-hendes Paalidelighed paa de allerfleste Punkter, hvor en Kontrol er
-mulig. At der hist og her findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o.
-desl. er Noget, som man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold
-til de mange fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene
-dog altid kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar
-man betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel
-af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de ønske at
-verificere slige Angivelsers Rigtighed.
-
-Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den Maade, hvorpaa
-jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa Haandskriftets
-Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning, at jeg har troet at
-burde anvende saa meget større Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed,
-som Haandskriftet, efter at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende
-tilbage til det Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil
-gjøre en fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om
-det bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at
-undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at jeg
-til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første
-ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i
-Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg,
-hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres Ret,
-nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en helt ny, som
-det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen er om Udgivelsen af
-større haandskrevne Arbejder fra en ældre Tid. Men naar jeg ikke
-vilde beholde Haandskriftets Interpunktion, fulgte deraf ganske
-ligefrem, at jeg heller ikke kunde slutte mig til det i den Maade,
-hvorpaa det anvender de store og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for
-ikke at tale om, at jeg, overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum
-eller i det Hele et større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det
-nærmest følgende Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til,
-om Haandskriftet havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de
-utallige Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større
-Adskillelsestegn til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med
-store Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare
-brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og
-da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin
-Interpunktion, vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre
-til Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet hele
-Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket ogsaa
-her heltigjennem at følge et eget System, og naar jeg da har valgt
-omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags, kun med en
-noget hyppigere Brug af store Bogstaver til de egentlige Substantiver
-og en noget sparsommere Brug af dem til de ikke-egentlige
-Substantiver[9], da har jeg gjort det, fordi dette System, uden i
-det Enkelte at gjøre Fordring paa at gjengive Haandskriftets
-Skrivemaade paa det omhandlede Punkt, dog i det Hele giver et
-almindeligt Indtryk af den. Thi alle Inkonsekventser fraregnede staar
-virkelig Haandskriftets Anvendelse af Begyndelsesbogstaverne Nutidens
-meget nær, og den væsentligste Forskjel er, at det er noget
-sparsommere i Brugen af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne
-Sammenhæng særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger og
-Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller Forf. i
-deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3 eller flere Ord. Men
-dette hører til de Ejendommeligheder ved hendes Skrivemaade, som jeg
-ubetinget har ment at burde bevare i Gjengivelsen, og idet jeg nu ~i
-det Hele~ har været nødt til at underkaste de saaledes adskilte
-enkelte Ord de samme Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som
-alle Haandskriftets andre Ord, have nogle af de paagjældende
-Ordforbindelser etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende
-(jeg skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til
-Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje, at
-der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet
-er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført Princip, og at
-jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige fra, hvad der ellers
-maa kaldes Reglen, naar en konsekvent Gjennemførelse af den vilde
-indvirke forstyrrende paa Læsningen (jeg skriver: Under Officer,
-Premier Minister, Spaa Kone osv.). -- Men naar jeg paa de nævnte
-Punkter har troet mig berettiget, ja tildels endog forpligtet til at
-gaa noget friere tilværks ligeoverfor Forf.s Skrivebrug, har jeg
-derimod i alle andre Henseender bestræbt mig for at gjøre
-Gjengivelsen saa tro som mulig. Jeg har allerede ovenfor omtalt, at
-jeg helt igjennem har beholdt Haandskriftets ejendommelige
-Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig har jeg da ogsaa fulgt Forf.s
-Retskrivning Bogstav for Bogstav, og jeg har paa denne Del af
-Gjengivelsen anvendt saa megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis
-ikke tør sige mig fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig
-selv, at jeg er ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa
-meget mere Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er
-yderst inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis
-med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let kunde komme
-til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende kommer
-paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig, at
-Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den mig stillede Opgave,
-betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis Bedømmelse man ikke
-maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex. fra en og anden
-Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved Interpunktionen eller ved
-Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi det er netop den større Omhu,
-jeg har følt mig forpligtet til at tilvende hin, som af og til kan
-have gjort mig mindre skarptseende paa de andre Punkter. Hvor et Ord
-eller et Bogstav ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af
-Forf., har jeg rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren
-Lejlighed til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige,
-har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes
-ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt mig paa en
-noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske vist var i Besiddelse
-af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab, var hun dog i de
-grammatiske og orthografiske Enkeltheder saa usikker, at det i det
-enkelte Tilfælde næsten er umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord
-forekommende Fejl maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl,
-og jeg har derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord
-blive ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden
-Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene selv,
-eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot bestode i
-urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver (man maa
-saaledes ikke forundre sig over at finde Ord som: Re#c#ident,
-vi#c#itere, Mu#ht#, Verrä#ht#erei o. m. a.). Med Hensyn til de
-fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke har gjort
-nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende til Brugen af
-Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart blive opmærksom paa, at
-der blandt de af Forf. anvendte franske og latinske Substantiver
-findes enkelte, som hun stadig skriver med smaa Begyndelsesbogstaver
-(hvad der for nogle af de førstes Vedkommende aabenbart hænger sammen
-med, at hun tænkte sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da
-troet at burde gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til
-den oprindelige Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed,
-forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en og samme
-Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen udslettet 2, 3 og
-flere Gange, inden Forf. har fundet en ret passende Plads til den, og
-i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis kun aftrykt den paa det Sted,
-hvor den sidst er anbragt. Rettelserne har jeg for det Meste optaget
-udenvidere i Texten. Dog hændte det af og til med Rettelser af rent
-formel Art, at den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække
-for den senere, og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at
-blive staaende ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig
-ligeoverfor enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en
-Uagtsomhed af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind
-i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste
-Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet jeg
-har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under den
-egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger, som ere
-udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres Sted, har jeg
-optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet en Bemærkning
-om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre der kun var Tale om
-et ganske enkelt Ord, som var udslettet af rent formelle Hensyn og,
-vel at mærke, med Urette udslettet.
-
- [9] Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har
- trykt ~alle~ Substantiver med store Begyndelsesbogstaver og ~alle~
- Ikke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa
- Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at
- specificere her.
-
-Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end den i det
-Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de Anmærkninger om
-historiske Forhold og Personligheder, hvormed jeg har ledsaget
-Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke store Fordringer. For
-adskillige Læsere tør det maaske antages, at de ville indeholde ret
-velkomne Supplementer til Forf.s Beretning, for Historikere af Faget
-ville de forholdsvis kun sjeldent frembyde noget Nyt. Naar jeg dog
-tør haabe, at dette af og til vil være Tilfældet, beror det kun paa,
-at jeg til deres Udarbejdelse undertiden har benyttet mindre
-almindelig kjendte haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra
-skét i et saadant Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig
-maa jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har haft
-Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til Korf.
-Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.
-
-Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet at kunne
-lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske Indhold ved en
-summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik
-forud for og mere eller mindre umiddelbart førte til den Situation,
-hvormed den egentlige Skildring begynder. En saadan følger da
-strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig bede bemærket, at
-den indskrænker sig til det Allernødvendigste og kun giver
-Begivenhedernes yderste Omrids eller saa Meget af dem, som maa ansees
-for nødvendigt, for at Læseren ikke skal være ganske uvidende om,
-hvad der menes, naar der hist og her i Værket gjøres en Hentydning
-til dem.
-
-Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for
-der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var hun allerede ikke
-mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst
-forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning
-af ét Fangenskab med et andet. Det var blandt Svenskerne, hun gjorde
-sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den
-Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den
-svenske Regering. Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret
-Ulfeldt Amnesti og Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke
-fundet for godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod
-bestemt paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine
-Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt, han
-overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt offentligt
-Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede ydede
-Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Men det varede
-ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig
-Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse afløstes paa Ulfeldts Side
-af en stedse tiltagende Misfornøjelse, som han ikke engang søgte
-at skjule, og paa Karl Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro
-til Ulfeldts Ærlighed. Denne Mistro syntes at skulle blive
-retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan,
-som en Del af Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske
-Aag, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer
-fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot
-havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med
-den danske Regering, havde forraadt denne nogle af Svenskernes
-Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen paa Kjøbenhavn.
-Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt Sag mod Ulfeldt, han
-blev sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og hans Hustru
-maatte dele hans Fangenskab. Sjeldent har Leonora Christina haft
-Lejlighed til i højere Grad at aflægge Prøve paa sin overordentlige
-Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde
-Forhold. Thi da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af
-et højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets Brug
-netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i
-personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af hans
-heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og Djærvhed
-skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af
-Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands fuldstændige
-Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske, men paa den anden
-Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller ikke i alle Punkter lige
-fyldestgjørende, og da Sagen, efter at have slæbt sig hen i 14
-Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav var død), endelig optoges til
-Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt Bevis nødt til at
-frikjende ham. Men Ulfeldt havde ikke fundet det raadeligt at afvente
-denne Dom. Nogle Dage før den blev afsagt, havde han set Lejlighed
-til at undslippe sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne
-styrede han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en
-Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte gjøre
-ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede til Staden --
-men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til Lybek --, var
-indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget af denne
-Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen,
-bleve baade hun og hendes Mand -- uden Hensyn til Bestemmelserne i
-Roskildefreden, der jo rigtignok heller ikke udtrykkeligt vare
-optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat -- arresterede og førte til
-Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershuus Fæstning.
-Dette gik for sig i Slutningen af Juli 1660.
-
-Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium i Leonora
-Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det mindst kvalfulde.
-Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor Adolf ~Fuchs~, var en yderst
-haard og streng Mand, i hvis Adfærd mod Fangerne der ikke blot spores
-en ubøjelig Pligtfølelse, men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt
-man ikke kan frikjende hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og
-til at have udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden
-Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal Maade,
-at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var
-dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere, som det var dem
-tilladt at være sammen. Men efterat et Flugtforsøg var mislykket og
-opdaget, blev ogsaa denne Gunst dem nægtet, og de bleve nu (i Juni
-1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art
-end det tidligere, hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse
-og Opvartning. Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og
-Premierminister Grev Christian ~Rantzov~ i September Maaned ankom til
-Bornholm. Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set
-Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han
-beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov alligevel
-skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen, fik han med det
-Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem Gouverneuren og de
-Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske Ægtepar end denne
-Undersøgelse -- hvis Resultat i alt Fald praktisk var foregrebet
-derved, at det, endnu inden den begyndte, var bestemt, at Fuchs
-skulde afløses af en Anden i sin Post -- var det dog, at Rantzov
-ogsaa havde medbragt Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne
-om Betingelserne for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger
-førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som
-han var af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert
-Offer, som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin
-Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De vigtigste
-blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen Alt, hvad han
-ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyen, at han skulde
-annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som
-Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for
-de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter, at han ikke
-maatte forlade Fyen uden Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos
-nogen udenlandsk Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der
-kunde være til Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af
-disse Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor
-Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661, og her
-maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik III. Som
-fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham Ellensborg i Fyen, der
-hørte til Leonora Christinas Arv efter hendes Mormoder Ellen Marsvin.
-Hertil afrejste han med sin Gemalinde den 27. December.
-
-Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand
-i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt, falde endnu dybere.
-Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod tilbage, og som det altid
-hidtil havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin
-Hustru med sig i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa
-Ellensborg, før han begyndte at træffe Forberedelser til at slippe
-bort derfra igjen. Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud,
-søgte og erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at
-forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort i Juni
-Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til Aachen
-rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i denne By
-opholdt han sig nu -- fraregnet en kort Udflugt til Paris af en
-allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. S. 32 Anm. 1 -- hele
-dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den 24. Maj 1663 forlod
-Leonora Christina ham for, efter hans egen indtrængende Opfordringer,
-at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som
-Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med,
-da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 9 Anm.). En
-Tidlang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt
-det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person,
-lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt
-og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev
-Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over
-bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand
-til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der
-indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende dette umuligt. Den danske
-Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige
-Meddelelser, som vare i højeste Grad kompromitterende for Ulfeldt. De
-udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en
-Skrivelse, hvori den danske Regering underrettedes om, at en stor
-Fare truede Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en
-betroet Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere
-Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i Flensborg,
-Detlev v. ~Ahlefeldt~, sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al
-fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad han erfarede, var,
-at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en
-vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at være traadt i Forbindelse
-med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor ~Span~, havde
-aabenbaret denne, at der var et stort Parti i Danmark, som var
-misfornøjet med Regeringen, og at dette Parti havde henvendt sig til
-ham -- Ulfeldt -- med Begjæring om at skaffe Landet en anden Konge.
-Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at
-kunne hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette
-ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne Sag.
-Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet den danske
-Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den dog foreløbig at
-holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode Kurfyrsten af
-Brandenburg om paany at sende Span til Ulfeldt, for at man kunde faa
-nærmere Oplysninger om hans Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men
-da man kort efter fik at vide, at Leonora Christina var i England,
-har man rimeligvis antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og
-man henvendte sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring
-om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig
-snart, at man havde taget fejl, men man var nu bleven kjed af at
-vente, og uden at oppebie Spans Indberetning om hans anden
-Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III. paa de allerede
-foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den
-24. Juli afsagde den bekjendte Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som
-Landsforræder fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid
-i Følge de indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de
-engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade
-Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid,
-men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist sig
-til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig dog ved ganske
-aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den Fangne. Imidlertid
-skulde hun dog bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for
-hende. En engelsk Officer, ~Braten~, bildte hende ind, at han vilde
-skaffe hende ombord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da
-hun nu en Nat i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til
-dette Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i
-England, Simon de ~Petcum~, som opholdt sig i Nærheden med nogle
-bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina imellem sig og
-bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib, som af Petcum var
-fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.
-
-Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen
-sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning til at
-føre denne korte historiske Skizze videre. Kun med Hensyn til
-Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora
-Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu være mig tilladt at
-bemærke, at saa meget Oprørende der var i den Maade, hvorpaa
-Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog -- selv afset fra, at
-den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten af Skylden herfor
--- næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod
-Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser,
-som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis
-Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, vare af en
-saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de
-strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om
-hine Planer, havde Regeringen al mulig Grund til at antage, som hun
-da ogsaa siger selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede
-at skjule nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog have
-gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen Anden at formode
-det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringens Vedkommende
-ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen
-Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det Hele var bleven
-overbevist om nogen anden Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at
-have villet forlade sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et
-almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i
-Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21
-lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige
-Skyld imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at
-det væsentlig var en eneste Persons -- Dronning Sophie Amalies --
-uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller
-derved, at en meget stor Del af de Kvaler, som Leonora Christina
-udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor
-Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders
-Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets
-daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige
-Raahed osv.
-
-Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks ydre Historie.
-Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt for Forf.s Børn, men
-da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde Forf. under Udarbejdelsen
-ikke have noget Haab om, at det skulde blive hende forundt selv at
-overgive det i de rette Hænder, og det var derfor bestemt, at en god
-Ven blandt hendes Omgivelser i Fængslet (se S. 246 Anm. 1) skulde
-besørge det til dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved
-Leonora Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand
-overflødig, og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo
-Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har saa en af
-Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste Søn, ~Leo
-Ulfeldt~, og hos dennes Descendenter er det forblevet indtil vore
-Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det Brev, som ledsagede
-Oversendelsen. Det er skrevet med en Damehaand, der synes at være
-~Anne Cathrine Ulfeldts~ (flere Breve fra hende opbevares paa det
-store kgl. Bibliothek, ~Ny kgl. Samling~, 2146c, 4^{to}), og er
-forseglet med det rigsgrevelig Ulfeldt'ske Segl (se ~Lexicon over
-adelige Familier~ 2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og
-Underskrift. Det lyder bogstavret saaledes:
-
- _»Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder er hendtis i
- Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt ~resoluere~ mig till att
- brende den, ihuorwel att dends Læßning haffuer giffuet mig ljden
- fornøyelße, efftersom de adskillige hendelßer betreffer alle
- Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig er ded icke u-nyttigt att
- wjde, huorledis med Hender er forfahret, mens er icke fornøden,
- att den kommer i fremmede hender, thi ded kunde hende sig, att den
- kunde glæde dem, som ennu kunde wære til offuers aff woris
- Hadere.«_
-
-        _Udskrift: A Monsieur
-                   Monsieur le Comte
-                   Leon D'Ulfeldt &c._
-
-       *       *       *       *       *
-
-    Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.
-                                                   #S. B. Smith.#
-
-
-
-
-                        Den fangne Greffwinne
-
-                          Leonoræ Christinæ
-
-                            Iammers Minde
-
-
-
-
-Fortalen
-
-Til mine Børn.
-
-
-Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min
-Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge,
-da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine
-Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind
-haffuer lenge offuer denne #Iammers Minde# werret striidig, ey
-kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser
-att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer
-tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att
-ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære
-Børn, den att tilskriffue[11].
-
- [10] Senere rettet til: »_haffwer mine Liidelser worren stoere oc
- mange, tunge oc vtallige_«.
-
- [11] I Randen er senere tilføjet: »_efftersom ieg nu er i Haab, att
- miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße
- trende sidste Aaringer meget er lættet_.«
-
-Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring,
-efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand
-foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine
-Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc
-Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig
-saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens
-Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig
-hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc
-vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee
-Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min
-Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede
-bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds
-Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den
-Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men
-endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel
-skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12];
-att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig,
-ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded
-ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc
-v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands
-Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som
-selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som
-racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som
-kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten
-ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte,
-haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud
-haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end
-vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer
-kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er
-sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen
-oc _contract_ aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia
-gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er
-stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte
-Lufft. Gud allene Æren!
-
- [12] Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de
- Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af
- Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er
- bleven opmærksom paa dem.
-
-Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære
-Børn, wil were, att I formedelst denne _Iammers-Minde_ forsickris,
-att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc
-att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn,
-tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue
-werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue
-hannem i Vlycken wilt forlade; _susspiceris_ derfor att wide om ett
-Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist,
-huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen
-oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst,
-mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed
-oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning
-haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder,
-om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider
-Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da
-war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff
-Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige
-himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge
-att bære.
-
-I huor wel min _Iammers-Minde_ icke widre indholder eller om melder,
-end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer
-tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine
-forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende
-Gud for diß Offuerstriidende.
-
-Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded
-er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker
-_Dina_ oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte
-_Anno_ 1651[13].
-
- [13] De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk
- forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder
- Anledning til at udtale mig nærmere om dem.
-
-At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om
-Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet
-haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre,
-huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck
-_Anno_ 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott
-oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded
-betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid
-vntgaaet Fengsels Vlycke[14].
-
- [14] I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i
- længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i
- Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger,
- »_udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres
- Uskyldighed at demonstrere_.« Hun kom imidlertid ikke længere end
- til Korsør, hvor ~Ulr. Chr. Gyldenløve~ foreviste hende en kongelig
- Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at
- denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg,
- hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun
- ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske
- nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har
- en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes
- Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i ~Becker~'s Saml. til Danm.
- Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441-47.
-
-I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske
-_Arrest_ fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade,
-Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da
-bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were
-paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were
-_arresteret_. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded
-skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da
-sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc
-tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min
-Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad
-Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde,
-huad Møde, Besuæring oc Bekümring _Processen_ (som offuer nii Vger
-dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste
-Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed
-oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att
-forsuare[15].
-
- [15] Om Processen i Malmø se især ~Molbech~, Et Bidrag til Corfitz
- Ulfeldts Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 1 flg.);
- jvfr. Indledningen.
-
-Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte,
-huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender
-Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: _Incidit in
-Scyllam, qui vult vitare Charibdin_. Wii vntgick en _Arrest_ oc falt
-i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som
-min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til
-Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg
-bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig
-fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att
-were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede
-ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som
-war en _Arrest_, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst
-(effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm,
-huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg
-der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17],
-som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor
-vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg
-større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med
-Taalmodighed _Gouuerneurens_, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde
-Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en
-Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc
-høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre
-aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa
-skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e]
-Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke
-kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa
-forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre
-bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min
-Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg,
-foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid
-warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc
-bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att
-ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end
-saa, som _Gouuerneuren_ oß spaade, att ded wille were for den sidste
-Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best,
-huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff
-Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der _Gouuerneuren_ mig
-besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue
-løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc
-tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa
-Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der
-effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis,
-att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt
-for goed _opinion_ om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war
-til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc
-skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg
-vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc
-for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg
-mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn,
-bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end
-Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris _Exempler_
-att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske
-Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig
-indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg,
-ded der att æde oc att vddricke.
-
- [16] Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December
- 1661.
-
- [17] En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu
- findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af
- hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes
- Liv haves i ~Molbech~'s Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts
- Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 369-441.) Af
- enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes:
- Generalmajor ~Fuchs~'s Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora
- Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i ~Wolff~'s Journal f. Politik
- 1816, 1, 71-78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni
- 1661, smstds. 1, 193-98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts
- Flugtforsøg, smstds. 1, 198-214 og 2, 42-47; ~Fuchs~'s Svar paa
- Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227-35; Memorial angaaende Korf.
- Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3,
- 135-40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte
- Reverser hos ~Paus~, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208-14.
-
- [18] Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte
- underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod
- igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han
- ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge,
- samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden
- paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til
- ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne
- Indtægter; se ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 423 og 435-38;
- jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham
- temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev ~Chr.
- Rantzov~ og ~Gabel~, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den
- havde fundet Sted (se ~Becker~'s Saml. til Danm. Hist. under
- Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for
- ~Gabels~ Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf.
- siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde
- faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.
-
-Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig
-handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett
-Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade
-selffuer, saa wel som wed sine høye _Ministri_, all kl. Gunst oc
-Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling
-loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt.
-aff Dannemarckis Begiering) til _Dovers_ loed _arrestere_ oc siden
-wed den Forræder _Lutenant Braten_ wiiß giøre, att hand mig
-himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske
-_Resident, Simon Petcons_ Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig
-loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig
-nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig
-mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib,
-som for^{te} Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl
-wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].
-
- [19] Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde
- forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i
- Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa
- Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se især ~Danske
- Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del
- Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den
- danske Resident i England, ~Simon de Petkum~; jvfr. Indledningen.
- -- ~Dreiers~ Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de
- allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville
- blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da
- opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for
- enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller
- passende at supplere Forf.s Beretning.
-
-Her fra haffuer denne min _Iammers Minde_ sin Begyndelse. Den melder
-om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine
-hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds
-stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand
-vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader
-sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld
-wældeligen mig vdriiffue.
-
-Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de
-aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens
-Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand
-offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed;
-glæder Eder der vdoffuer.
-
-Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for
-Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem
-hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.
-
-Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att
-fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder.
-De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis
-stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer
-giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg
-skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn
-Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige
-Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne;
-ded wille for meget _ledere_ høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder
-forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden,
-tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war
-derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris
-Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse
-war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene
-imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde
-ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem
-med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.
-
-Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis
-Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa
-lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod
-en huer effter Muelighed erkiende.
-
-I finder oc vdi denne _Iammers Minde_ tuende aff worris Huußis
-Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer
-huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til
-mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding
-lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.
-
- [20] Med hvad Ret ~Jørgen Skrøder~ betegnes paa denne Maade, kan
- ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt
- Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den
- Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se
- ~Nye danske Magazin~ 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han -- efter en
- Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand. ~H. C. A. Lund~
- -- Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og
- da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige
- Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man
- heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at
- trænge til hende.
-
-Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg _componeret_ oc
-_translateret_ haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine
-kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast
-til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb
-oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder.
-Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler,
-Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc
-Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff
-forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc
-see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre
-affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.
-
-Tuende _Observationer_ haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om
-ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg
-paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act
-tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende
-smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før
-werret _noteret_. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc
-icke en Gned kommer aff en Gned[21].
-
- [21] Hele dette Stykke er senere overstreget.
-
-Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn, att I icke
-lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke haffuer wilt tage
-imod den Leylighed, wed huilcken ieg til min Friihed haffuer kundet
-komme. Naar I ded rett betencker, saa haffde ded huercken werret Eder
-eller mig tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß
-Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste haffde tagen
-imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste mit Fengsel att vntkomme
-for hannem att opsøge, til sidste Aande-Dret att opwarte oc tienne;
-min Skyllighed haffde ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war
-hoeß Gud vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere
-behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen
-Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som gaffnligt were
-wille, oc att ded icke war der Wey til worris fratagne Formue att
-komme, huorfor ieg den vdslog oc søgte i ded Sted mit Hierte til
-Roelighed att skicke oc mit paalagte Kaarß taalmodeligen att bære.
-Wil Gud ded saa føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med
-kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med Glæde effter
-yderste Formue for Eder, mine hierte kiære Børn, wære ett Wersens
-Træl oc vdi Gierningen erwiiße, att ieg aldrig wiger fra min Plict,
-att ieg icke er mindre en goed oc retsinnig Moder, end som ieg
-haffuer werret en troe Hustru. Vdi midler Tiid lader Guds Willie were
-Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc lawe, att
-ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne; vnder huis trygge
-Waretect ieg Eder alle troligen wil befale oc bede, att hand Eders
-Fader oc Moder, Eders Raadførere oc Ledismand wille were. Beder I
-igien for mig, att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc
-fremdelis som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded, som
-søger hoes Eder
-
-                                       Mine hierte kiere Børn
-                                          Eders hulde Moder
-                                         _Leonora Christina_
-                                           _V. E. G._[22]
-
- [22] Slutningen af Fortalen fra Ordene: ~Vdi midler Tiid~ indtil
- _V. E. G._ incl er -- paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en
- Uagtsomhed synes at være blevne skaanede -- senere overstreget.
- Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen
- antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den
- egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre
- længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes
- Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og
- ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig
- til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte
- Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment
- at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte
- Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685.
- Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det
- først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den
- oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt.
- Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i
- Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet
- paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den
- sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at
- sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en
- Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor
- overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor
- ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens
- første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere
- Tilskrevne, men med mindre Typer[*] for endnu tydeligere at betegne
- Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.
-
-  [*] Afskriverens bemærkning: Teksten fra "Ieg haffwer oc
-  ihuekommet" til "anden i Fortred."
-
- Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes
- Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian
- IV.s Skrivkalendere (~Schlegel~, Samml. zur dän. Geschichte 2 Bd.
- 1, 61 og ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 338) født den ~8. Juli
- 1621, gammel Stil~. Dette svarer nu rigtignok til den ~18. Juli,
- ny Stil~, men for det Første bruger Leonora Christina ellers
- overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve
- hin Tidsangivelse 18. ~Juli~ fremkommet ved en Rettelse af en
- ældre Dato, 11. ~Juni~, som endnu ganske tydelig læses under den
- anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra
- Leonora Christina selv -- og der er ikke Noget, som modsiger, at
- hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv -- bliver
- dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11. ~Juni~, tilbage,
- og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl,
- skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne
- Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som
- hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig
- til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu
- dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt
- sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor
- Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom
- aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal
- jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende,
- forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne,
- ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo
- Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en
- Anden en anden. Den yngre ~Sperling~, som, selv om han ikke var
- den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede
- Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa
- Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte
- antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har
- i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng.
- 2110 a-b, 4) den 11. ~Juni~, ganske som vort Haandskrift, og først
- senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den
- foregivne Selvbiografi (~Bang~'s Samlinger 2, 126) har ligesom
- ogsaa ~Holberg~ (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572), ~Paus~ (Corf.
- Uhlefeld 1, 25) og ~Schønau~ (Lærde Fruentimmer S. 319) den 22.
- ~Juli~. ~Hofman~ (Portraits historiques P. 5 pag. 83 og Danske
- Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. ~Juni~.
-
-
-  Skreffuen i ded Blaa-Taarn
-  _Anno_ 1674 den 18. _Iulii_, mit
-  Fengsels ded elffte Aar, min
-  Fødsels Dag, oc Alders 53.
-  Aar.
-
- Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig Tacksigelse
- worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod mig, stacket
- effter Kongl. _Majt._ kom til Regieringen.
-
- Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings
- oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed
- offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis _Majt._ Dronningens
- særdelis Naade.
-
- Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att ihuekomme
- Hendis _Majt._ Dronningens Frue Moders, den dydige Landt-Greffwinne
- aff Hæßens, Naade imod mig.
-
- Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
- indtil _Anno_ 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i
- Meening der weed min _Iammers Minde_ att ende, efftersom ieg fant
- hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att ded er
- bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc haffue
- forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att Fengsel
- haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større Farligheder
- oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer wærret de,
- som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax der effter erre
- bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som haffwer hafft derris
- rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden liid Nød. Uskyllig
- Fengsel undertrycker icke eens Ære, men den forøger Æren. Mangen
- een haffwer i Fængsel faaet stoere Widenskaber oc erfaret de Ting,
- de før icke kunde naae. Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa
- offte til mig selffwer: _Trøst dig, du Fange, du est lycksalig._
-
- Efftersom ded 1674. Aar ickun war Hælten aff miine Fengsels Dage,
- saa haffwer ieg i denne min _Iammers-Minde_[23] tilføyet ded, som
- siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer tildraget.
- Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. _Maj_.[24] Gud
- allene Æren, som Kongl. _Majt._ til Retferdighed haffwer beweget!
-
-  [23] I Randen er tilføjet: »_udi hwilcken er antegnet adskillige
-  Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle
-  haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud
-  gaff Styrcke_«.
-
-  [24] Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at
-  gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den
-  oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den
-  anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet,
-  før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne
-  Afslutning -- skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet --
-  notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det
-  idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen
-  af Fortalen.
-
- Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang mig
- wærende mit Fængsel bleff beretet:
-
- 1. Kongl. _Majts._ _Premier Ministre_, Greff _Christian_ aff
- Rantzov, døde i _September_ Maanet 1663. Leffwede icke den Dag att
- dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff Sachsens
- Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand den Dag att see
- (effter hands Angiffwende) et Træ Billede til min sl. Herris Spott
- att _parteris_. Døden war hannem meget bitter.
-
- 2. Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng
- i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig Sygdom;
- sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war icke større, end
- som henders Piine war. Man kunde paa Taarnet høre hender skriige.
- Hun bleff ført paa en Dyne need i Byen oc døde der.
-
- 3. _Able Catharinæ_ Døe war meget smertelig. Haffde hun før søgt
- hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff hun siden
- aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde Byller paa
- himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent. All den Piine
- udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken Batskerns
- Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde rædde hender
- fra Døden.
-
- 4. _Secreterer_ Erich Krag, som haffde laded see sit onde
- Hiertelaw imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig
- aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc sund, haffde
- til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed oc skreff wed sit
- Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff, der finder hands Folck
- (effter lang Biien) hannem døe.
-
- 5. _General Major Friderich_ von _Anfeldt_,[25] som meere end som
- een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand døde
- saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske oc en
- Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele Øyesyn icke imodstaa,
- bleff rasent, fordi en anden fick en Ære Tittel, hand adtraade;
- ded war wel ringe att tabe Sind oc Santz for. Hand wille intet
- høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke
- Dronningen oc den regierende Dronning, offwertalte hannem
- endeligen der til. Der hand haffde annammet _Sacramentet_, sagde
- hand: »Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu ist
- das nu guth?« Bleff weed att bande oc læstere oc døde saa hen.
-
-  [25] Det er: Fr. v. _Ahlefeldt_.
-
- 6. Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren _Sckack_.
-
- 7. Dißligeste _Canzeler_ Peter Ritz.
-
- 8. Kongl. _Majt._ Kong _Friderich_ den 3^{s} Død forfremmede
- Stadtholder _Christoffer Gabels_ Døe. Hand følte, att
- Encke-Dronningens Haed meget imod hannem formaatte, ynskede sig
- Døden; Gud bønhørte hannem.
-
- 9. Ded haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære Widne
- til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg skulle selffwer
- beklage hannem. Naar ieg hørte hannem skriige, da rant mig forrige
- Tiider i Sinde, oc tenckte offte, huorledis et Menniske kand lade
- sig forføre at giøre den ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære
- haffwer nyt.
-
- 10. _Magister Buck_, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille
- imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war tre Dage
- maalløß, førend hand døde.
-
- 11. Den Sckelm oc uguddelig Krop _Christian_, som giorde mig saa
- megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii Foed oc til sin
- Hoßbonde, Maans Armfeld[26], i Iylland, kom hand i Trætte med
- Presten, som wille, att hand skulle staa Skriffte for et
- Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm sticker Ild paa
- Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer inde brent, som meente
- att rædde noget aff sit Goedz, oc all Præstens Formue lagt i Aske.
- Præsten wille icke forfølge den Sckelm med Retten, befalede hannem
- den rætte Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders
- Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang Tiid i Fryct
- oc forskræckede sig, naar hand saae nogen komme, som gick noget
- hastig, raabte da høyt oc med Rystelse sagde: »Nu taer de mig«,
- løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
- Marcken oc med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer
- ihiæl, thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been,
- Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som hand
- haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke saa christelig,
- som hand haffde død under Bødels-Haand, hand saa forfløyen om
- talte icke att skiøtte om, der som hand ickun kunde bringe en
- anden i Fortred.
-
-  [26] Det er: ~Arnfeldt~.
-
-
-
-
-                            Iammers Minde
-
-                                eller
-
-                      En Ihuekommelse om, huis
-
-sig med mig, _Leonora Christina_, vdi ded Blaa-Taarn tildraget
-haffuer fra _Anno_ 1663 den 8. _Augusti_ indtil _Anno_ 1674 den 18.
-_Iuli_[27].
-
- [27] Der har først staaet: »_#Anno# 1674 den 11. #Iuni#_« (jvfr. S.
- 13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med
- Leonora Christinas egen Haand: »_#Anno# 1685 den 19. #Maj#_.«
- Derefter er saa igjen -- og, som det synes, endnu med samme Haand
- -- 11. ~Iuni~ forandret til 18. ~Iuli~ (Blækket, hvormed denne
- Rettelse er foretaget, sees tydeligt ~ovenpaa~ den Streg, der er
- draget hen over de udslettede Ord).
-
-
-Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten
-haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre.
-Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa
-bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere,
-som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were.
-Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc
-beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige
-Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker
-oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden
-vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende
-Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
-eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc
-staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe
-til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii
-tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor
-smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel
-oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed
-den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi _Iesu_ Naffn min
-Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed,
-Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig
-paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand
-haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men
-tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis
-den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes
-mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded
-ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret,
-att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc
-naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc
-Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige
-Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!
-
- [28] ~Epicteti~ Enchiridion cap. 43.
-
-Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att were at
-begynde min _Iammers Minde_ med Begyndelsen aff den Dag, paa
-huilcken den _fatal_ Afften aff mit Fengsel fulte, oc noget melde om,
-huis sig med mig paa Skiibet tildrog. Effter att Skipperen den 8.
-_Augusti_ _Anno_ 1663 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for _St.
-Anna_-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer[29] (som aff
-_Petcon_, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis _Recident_ i Engeland[30],
-war _committeret_ mig att fremføre) Skipperen i Land med Breffue. Ieg
-klædde mig[31] oc satte mig vdi en aff Bodzmendenis Koyer paa
-Offuerlaaget med en stadig _Resolution_ friimodeligen att tage imod
-alt ded, mig war forrelagt. Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig
-hendede; thi foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc
-wiste mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange spurt
-for^{te} Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis bortførtis.
-Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder _Braten_[32] i
-_Dovers_ mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min _Arrest_
-spurte), som war, att mig maaskee _General Major_ Fuxsis Død[33]
-tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde
-_persuaderet_; sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet
-kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant[34], [oc] Statz _Major_
-Steen Andersøn Bilde[35] med nogle Musquetterer om Borde. Oberste
-Lütenant Roßenkrantz helste mig intet. Statz _Majoren_ spatzerede
-frem oc tilbage oc gick mig flux nær, huilcken ieg _en passant_
-spurte, huad paa Færde war. Hand suarte intet anded end: »_Bonne
-mine, mauvois ieu_«; der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet
-kom _Capitain_ Bendix Alfelt[36] med flere _Musquetterer_ om Borde,
-oc effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt, gick
-Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal gaa ind vdi
-_Cajutten_.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick strax. Lided der effter kom
-_Capitain Alfeldt_ ind til mig oc sagde att haffue _Ordre_ miine
-Breffue, Guld, Sølff, Penge oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg
-suarte: »Gierne«, tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt,
-huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc flyde
-hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden _Copier_ aff, huis Breffue
-ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen, _Annotationer_ om ett oc
-anded, min Reiße angaaende, oc nogle engelske _Vocabler_; ded
-offuerleuerede ieg hannem oc. Dette forneffnte lagde _Alfeldt_ vdi en
-Sølff Senge Potte, ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse
-forseglede; foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der
-effter kom _General Major_ Friderich von _Anfeldt_[37], _Commandant_
-i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme vd til hannem vden
-for _Cajutten_. Ieg _parerte_ strax. Hand helste mig, gaff mig Haand
-oc brugte mange _Complimenter_, talte stetze franzøsch. Hand glædde
-sig wed min Helbred, hand war ræd, att Søen haffde _incommoderet_
-mig; ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis
-_accommoderis_. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende sagde:
-»_Monsieur_ siger anderledis, men icke bedre«. »Io wißeligen«,
-_replicerte_ hand, »I skal dertil bliffue wel _accommoderet_, I skal
-bliffue besøgt aff de allerfornemste aff Riget.« Ieg forstoed wel,
-huad hand dermed meente, men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes
-fornemme Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.« Der paa
-kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for^{te} Sølff
-Senge-Potte (som _Cap. Alfeldt_ med sig tog) fordrede. Ded Papir,
-_Cap. Alf._ der offuer haffde forseglet, war aff brut. _Gen. Majoren_
-wente sig med den til mig oc sagde: »Her haffuer I Eders _Iuëler_,
-Guld, Sølff oc Penge igien; _Cap. Alf._ haffuer forstaaet Vret, ded
-war ickun Breffue, hand war be_ordret_ att afffordre, oc de erre
-alleeneste vdtagne oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I
-_disponere_, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte ieg); »saa
-er mig tilsted att sette miine Armbaand oc Ringe paa igien?«. »O
-_Iesus_« (sagde hand), »de erre io Eders, I haffuer der offuer att
-_disponere_«. Ieg satte Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg
-min Pige. Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict, men
-hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer aff Lystighed. I blant
-anden Tale sagde hand att haffue hafft den Ære att kiende tuende aff
-mine Sønner, huilcke hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem
-paa ded beste. Ieg _complimenterte_ hannem, saa som der paa hørte,
-loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott Hierte. Hand gaff
-sig til allehaande Skiemt, særdelis med min Pige, syntis, att hun war
-smuck, vndrede for, att ieg torde holde saa smucke Piger; de
-holsteinske Fruer, naar de holte smucke Piger, war alleeneste for att
-sette Manden i _Humeur_; giorde der en lang _discours_ om, huorledis
-de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til min Pige
-haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist maatte tale aff
-Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun
-suarte icke ett Ord. Siden sagde mig Slozfogden, att hand, von
-_Anfeldt_, haffde i ded første bragt Kongen i den Troe, att min Pige
-war min Daatter, oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen
-effter lang _discours_ tog _Gen. Majoren_ Affskeed med den
-_Compliment_, att ieg icke wille lade mig forlenge, hand wille snart
-komme igien; spurte, huad hand Hands kl. Mt. skulle sige. Ieg bad,
-att hand paa beste Maade mig vdi Derris Majt. Maits. Naade wille
-_recommendere_, ieg wiste icke meget att lade sige, eller huorom ieg
-skulle lade bede, ey widende, huad de med mig haffde i Sinde. Der
-Klocken war imod tre, kom _Gen. Maj._ von _Anfelt_ igien, war meget
-latterfuld oc glad, bad om Forladelse, att hand saa lenge haffde
-werret borte. Ieg skulle icke lade mig Tiiden bliffue lang, ieg
-skulle snart komme vdi Roelighed; hand wiste wel, att ded Folck (i
-ded wiiste hand paa _Musquettererne_, som stoede langs paa begge
-Sider aff Skiibet) ware vstyrige oc _incommoderede_, oc att Roelighed
-tiente mig best. Ieg suarte der til, att ded Folck mig intet
-_incommoderte_, men att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom
-ieg 13 Dage vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort i
-siine _Complimenter_ oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen, skulle
-hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte, »oc efftersom mig
-synnis« (sagde hand), »att I icke megen _Bagage_ haffuer med Eder oc
-maaske icke nødwendige Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand
-behøffue«[38]. Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min,
-om hands Frue mig besøgte, men min _Bagage_ war saa stoer, som mig
-end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i Fremtiiden noget
-behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for diß Omhue skulle bliffue
-forskaanet; ieg haffde icke den Ære att kiende hender, bad hannem
-dog att formelde hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande
-_discours_, om Birgitte Speckhans[39], om adskillige Lappalia, Tiiden
-med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme, mindre att
-optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle føre mig fra Skiibet,
-huorfor hand med Høfflighed sagde: »Lyster Eder, _Madame_, att træde
-i denne Baad, som her ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster
-alt ded, ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. _Gen.
-Majoren_ tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden; Oberste
-[Lütenant] Roßenkrantz, _Capitain Alfeldt_, Peter Dreyer oc min Pige
-ginge med i Baaden. Oc efftersom vtallige Folck sig haffde forsamlet
-ded Spetackel att ansee, ia en stoer Deel haffde sig paa Baade
-begiffuen for mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig,
-oc [der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart til den
-anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse att giffue, sagde
-hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da ingen, som gaff Glædis Tegn
-vden hand, huor for ieg suarte: »Den, sig glæder i Dag, kand icke
-were wiß paa, att hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten
-ded er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke
-tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«. Der wii komme
-lided bedre frem, saae ieg den bekiente v-dydige Birgitte Vlfelt, som
-sig glædde[40]. Hun haffde sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender
-saed en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden.
-Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen oc loe aff
-all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae lenge paa hender, skammede
-mig offuer henders V-forskammenhed oc offuer den Spott, hun giorde
-sig selffuer, ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris
-Bieffen, thi ieg actede begge lige meget[41]. _Gen. Majoren_ holte
-mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi hand war ræd
-(som hand siden sagde), att ieg skulle styrte mig i Wanded (hand
-dømte mig effter sig selffuer; hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære,
-huilcket hands Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris
-Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc Santz. Hand
-wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis end som hand,
-huilcken mig gaff Styrcke oc Moed, i ded Sted att hands Aand, hand
-tiente, hannem i Fortuiffuelse bortrycte[42]). Der Baaden lagde an
-wed den liden Broe, som er wed Renteriet, steeg _Capitain Alfeldt_ i
-Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen. Paa
-Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc Foedz, oc _Musquetterer_
-stoed paa begge Sider, huor ieg frem gick. Paa Slotz-Broen stoed
-Iockum Walburger, Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc
-efftersom Folcket haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil
-Kongens-Trappe, loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa den Wey, men
-wente sig knap oc sagde til _Alfelt_: »Hir her«, oc gick der med til
-ded Blaa-Taarns Dør, stoed en rom Tiid vdden for oc famlede med
-Nøglen, loed, som hand icke kunde lucke op, for att lade mig lenge
-were Folckis Spetackel[43]. Oc saa som mit Hierte war rettet til
-Gud, oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi
-midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der Styrcke, Krafft oc
-Redning, huilcken mig oc naadeligen bleff giffuen. (En Hendelse wil
-ieg ey lade v-melded forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til
-Himmelen opslog, fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem
-fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen effter lang
-Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren op, oc bleff ieg aff for^{te}
-_Cap. Alfeldt_ i Taarnet indleed[44]. Min Piige, som sig tilbød att
-følge, bleff aff _Gen. Maj._ von _Anfeldt_ til raabt, att hun skulle
-bliffue tilbage. Slotzfogden gick op aff Trappen oc wiiste _Alfeldt_
-Weyen ind vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff den
-Mørcke Kircke. Der _quitterede Alfeldt_ mig med en Suck oc liden
-_Reuerentz_. Ieg kand hannem ded med Skiel efftersige, att hands
-Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc att hand nødig den Befaling
-effterkom. Klocken slog halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør
-lucte. Ieg fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en
-Meßings-Liuße-Stage med ett brendende Liuß, en høy Stoel, toe smaa
-Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed med gamle haarde
-Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte. Paa alle Siider, huor ieg
-mig wente, møtte mig Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der
-haffde werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz
-hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene haffde giort.
-Lided effter, att Døren war luct, bleff den igien aabnet, oc kom ind
-til mig Greffue Christian Rantzow, _Premier Ministre_, Peter Retz,
-_Canzeler_, Christoffer von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da
-_Secreterer_[45], huilcke mig alle med _Civilité_ Haanden gaff.
-_Canzeler_ holt Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min
-allernaadigste Herre oc Arffue Konning, lader Eder, _Madame_, sige,
-att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, som
-I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er for mig att beklage, att
-der skulle findis Aarsager; wil dog formode, att de icke erre
-saaledis, att Hs. kl. Majts. Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa
-Aarsagen att wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock
-faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til _Canzeler_, huorpaa
-Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg haffde nu sidste
-Reiße werret med min Mand i Franckeriige? Ieg suarte ia der til. For
-ded anded: Huad min Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand
-formedelst hands Suagheds Skyld _consulterde Medici_, om ded hannem
-war tienlig att bruge de warme Bad der i Landene[46], huilcket ingen
-hannem wille raade, hannem haffde oc fra raad en _Medicus_ i Holland
-wed Naffn _Borri_[47], der hand hannem om hands Betenckende adspurte.
-For ded 3.: Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette suarte
-ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge att indfordre,
-huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig, oc wii hannem vdi hands
-Nød haffde forstract. For ded 4.: Huem der war med mig i Engeland?
-Ieg Naffn gaff dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en
-Herremand wed Naffn _Cassetta_[48], min Piige, som med mig hidkom, en
-_Lacquei_, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz oc Herremandens
-Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte min Mand til Bryg? Ieg kunde
-ded icke egentlig sige, efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi
-ett Kammers _à part_, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed
-wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att aff dennem, ieg
-kiendte, kom meest til hannem tuende Brødre aff de _Arander_[49],
-for^{te} _Cassetta_ oc en Herremand, som heder _Ognati_[50]. For ded
-6. spurte Canzeler: Huem ieg heri Landed haffde med _corresponderet_?
-Huor til ieg suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til[51],
-Olluff Brockenhuuß[52], Frue Elße Paßberg[53] oc Frue Maria
-Vlfeldt[54]; ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om ieg haffde
-fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret? Huor til ieg
-suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand spurte widre: Om ieg haffde
-hafft fleere _Iuëler_ med mig, end som de haffde seet? Ieg suarte att
-haffue hafft toe Rader smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med
-en Demant vdi, huilcket ieg en _Lutenant_ i _Dovers_ wed Naffn
-_Braten_ (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow spurte:
-Huor meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig
-sige. Hand meente, att vngefehr wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200
-Rdr. eller lided meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget
-stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att ieg saa
-ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia, _Madame_, Hands
-kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til; wil I bekiende Sandhed oc
-ded i Tiide, saa er der maaskee Naade att forwente. Haffde _Marichal
-de Birron_ bekiendt Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt
-oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin Sandhed wille
-sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa, som ded gick[55]. Ieg
-haffuer laded mig sige for Sandhed, att Kongen aff Franckriige wille
-haffue giffuen hannem sin Forseelse effter, dersom hand den i Tiide
-haffde bekiendt; der for betencker Eder, _Madame_!« Ieg suarte: »Huad
-mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt er, ded
-skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.« Der paa bød G. Rantzow
-mig Haanden, oc ieg med faa Ord errindrede hannem mit Fengsels
-Haard[h]ed. G. Rantzow loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der
-effter gaffue de andre Haanden oc ginge bort[56]. Mit Fengsel war
-lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack hid oc did i
-Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck, en Sølff Pen, som giffuer
-Bleck fra sig, oc som med Bleck war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc
-Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder. Dette war neppeste forrettet, der
-Døren atter bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens
-Hoffmesterinne, hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens Quinde,
-Abel Catharina[57]. Den sidste kiendte ieg. Hun oc Dronningens
-Kammer-Quinde haffde Klæder att bære, som bestoede vdi en lang Silcke
-stoppet Natkiortel, offuer dragen med liifarffue Skillert oc huid
-Skillerts Vnderdret, et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings
-Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler, en Serck,
-ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme. De helßede mig icke.
-Abel Cath. holt Orded oc sagde: »Ded er Henders Majts. Dronningens
-Befaling, att wi skal klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal
-haffue diße igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff mit
-Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange løße Demanter
-haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt i mit Hoffuit, om intet
-war stucken i Haaret; sagde til de andre: »Der er intet, wii haffuer
-icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som
-for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem aff oc flyde
-hender, saa nær som en liden Ring, mig gick paa ded yderste Leed aff
-min Liden-Finger, kunde werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad
-ieg om att maatte beholde. »Nein« (suarte Hoffmesterinnen), »Ihr
-sollet nichts behalten.« Abel Cathr. sagde: »Ded er oß saa høyt
-forbøden att lade Eder ded allerringeste; ieg haffuer maat swære
-Dronningen paa min Siæl oc Salighed, att ieg skulle flittig søge oc
-icke lade Eder ded allerringste, men der for skal I icke miste ded;
-ded skal altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer,
-som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds Naffn!« suarte ieg. Hun
-drog mig alle mine Klæder aff. Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt
-_Ducater_ vnder de brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke _Camisolle_
-ett lided Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper _Iacobusser_
-oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken aff, bad ieg
-den att beholde. Ney, soer hun wed sin Siæl ey att torde. Saa
-blottede de mig gandske, oc gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick,
-huilcken hun icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »Wißet Ihr
-wol, was Euch befohlen ist?« Derpaa søgte Abel Cathr. med sin Haand
-paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »Neen, bii Gott! dar ist
-nichts.« Ieg sagde: »I handler v-christeligen oc v-tilbørligen med
-mig.« Able Cathr. suarte: »Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att
-giøre, huad oß er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke
-effter anded, alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.«
-Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de mig bragte, igien i
-klæd haffde, kom Hoffmesterindens Dreng ind oc leete offuer alt med
-Able Cathr., fant oc alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede
-dennem alligewel, saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc
-nogle _Ducater_, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene Knæ; en
-Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den haffde ieg paa Skiibet bit
-vd aff Gullet oc kast Gullet i Stranden; Steenen haffde ieg da i
-Munden[58]. Hoffmesterinden war meget haard; de kunde icke leede
-hender wel nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller liide,
-ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig skade noget. Ieg
-suarte: »Mig skader alt for meget, men ellers kand ieg wel staa, naar
-fornøden giøris« (ded war ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel
-Plündrings _Ordre excequere_, hun haffde lenge fult henders sl. Mand,
-Obr. Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med Fliid
-haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden en Tafftis Kappe
-til Hoffueded med sig oc ginge bort. Oc kom Slotzfogden strax ind med
-sin Hatt paa oc sagde: »_Leonora_, warumb habet Ihr Ewre Sachen
-versteckt?« Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet
-den _Resolution_ icke att suare hannem, i huad hand oc kunde sige;
-hands _Qualiteter_ ware mig bekiente, ieg wiste, att hand mesterligen
-en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene paa den Maade, hannem
-syntist, de gierne hørtist, de betrengte til Skade. Hand spurte atter
-igien med de samme Ord, tilføyende alleene ded: »Hört Ihr nicht?« Ieg
-saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract mig intet irre.
-Der effter bleff Borded tecket, oc 4 Retter Maed indborren, men hoes
-mig war ingen _Apetit_, ihuor wel ieg lided eller intet den Dag
-haffde nøt. En Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind
-wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen wære befalet den
-Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden skemtede meget med forneffnte
-Maren oc war saare glad, hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen,
-der Klocken gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre for
-Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen. Der Maren saae
-sig eene hoeß mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig oc, att
-mange, som hun Naffn gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte)
-med Weemodighed oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis H.
-Hendrick Bielckis Frue[59], som haffde daanet aff Graad. Ieg sagde:
-»De gott Folck haffuer seet mig vdi Welstanden; er icke Vnder, att de
-Lyckens V-bestandighed begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra
-Vlycke wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet. Ieg
-trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed, wiste mig slet
-intet ont paa att staa, spurte, huem hun war, oc huem hun tiente. Hun
-sagde at tienne i Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring
-att haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede
-Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen kunde
-ingen faa, som eene sig torde vnderstaa hoeß mig att were, thi ieg
-war holt for ond; der sagdis oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste
-tilkommende Ting. Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom,
-troer ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde ieg
-kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded wel kunde wide oc sig
-alligeuel ey derfor kunde wocte. Hun sagde ydermere, att Dronningen
-selffuer med hender haffde talt oc saaledis sagt: »Du solst diese
-Na[c]ht bey _Leonora_ seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu
-nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu gefangen vnd
-hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt, so gebe ich dir
-Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das sie bluten kan.« Maren sagde
-widre: »Dronningen wed wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer
-werret forstyrret, der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«;
-fløy i ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc _caresserte_ mig paa
-henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit Hierte, slaa mig! Ieg skal«,
-soer hun, »icke slaa igien.« Ieg vntsætte mig noget, fryctede
-Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op
-aff Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue gaaet i
-Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel hun mig ynte, oc
-huorledis Iomfrue _Carisius_[60], som hoeß hender stoed vdi Winduet,
-mig roste oc tillige ynckede, ynsket noget til min Frelßning att
-kunde formaa, med mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den
-v-sædwanlige _Caresse_, efftersom Tiiden ded ey anded wille,
-smilte[61] oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att byde den
-Huck, som loed see saa stoer _Affection_, som hun giorde, i
-Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg kunde icke wiide,
-huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen i den Tancke att slaa, der
-ieg dog aldrig nogen aff mine Kammer-Piiger haffde giffuen en
-Ørfigen; ieg tackede hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att
-allting skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille
-holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg intet
-v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag befale, hand
-reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa, om ey strax, saa skeede
-ded dog, der war ieg wiß paa. Maren begynte om adskilligt att tale,
-iblant anded om min Søster Elisabet Augusta[62], huor hun haffde sit
-i sit Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom
-ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men war ieg
-v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet der til, suarte
-oc intet til megen anden Snack, hun haffde. Hun begynte att fortelle
-om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
-_Historier_ der vdi att flicke, saa att den _discours_ mig (vdi da
-werende Tilstand) war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc aff
-Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde soffue, bød hender
-Goede Natt. Mine Tancker forhindrede Søffnen att komme. Ieg betenckte
-min nærwærende Tilstand, kunde mig ingenlunde der vdi finde eller
-Aarsagen til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke,
-att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis, efftersom ieg saa
-spotteligen medhandledis. Der ieg lenge haffde ligget omwent til
-Weggen, wente ieg mig til Gulffuet oc bleff war, att Maren græd saa
-himmeligen for sig selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen
-til henders Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte
-hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe Tancker. Hinder rant i
-Sinde att haffue saa meget hørt tale om Frøcken _Leonora_ oc henders
-Herlighed _etc._, huor høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste
-hender etc., oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel,
-huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der war saadan
-Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker der med, som ickun gick
-ind oc strax vd igien, end sige de, der skulle bliffue der inde. Ieg
-meente, att maaskee ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes
-mig i ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg hender
-trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß mig, endtil en
-anden der til bleff _ordineret_, effterdi hun war i anden Tienneste;
-men ieg for min Persohn tenckte nu icke paa forrige Tiider,
-nerwærende gaffue mig nock att tage ware; wille ieg forbigaaende
-Tiider ihuekomme, saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere,
-Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige Tilfelle
-errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt offuergick, oc huis
-Vlycke endoc haffde werret større, end som min nu war; thi de ware
-faldne vdi Tyranners Hender, som dennem v-menniskeligen tracterede,
-men denne Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre, hand
-kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig att betencke, mine
-V-wenner gaffue hannem nu icke der til Stunder. Der ieg ded sagde,
-græd hun meere en[d] som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig
-(som hun mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke
-wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer min sl.
-Herre[63], huilcken hun fryctede oc mig att skulle offuergaa, oc græd
-hun saa meget diß meere, fordi ieg troede Kongen saa wel. Den Natt
-snackede wii saa bort.
-
- [29] ~Peter Dreier~ var egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa
- Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten ganske
- opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende Tid
- var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager ved tre
- adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog derefter
- igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664. Paa den
- Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at have været
- Sekretær hos ~Petkum~, og denne var det, som overdrog ham at
- ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning af
- ~Kall-Rasmussen~ i ~Danske Magazin~ 3. R. 2 Bd. S. 78, hvor der
- ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere Skjæbne).
-
- [30] Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666
- forlod han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i
- Commerce-Collegiet.
-
- [31] I Randen er senere tilføjet: »_Ieg haffde en Ring med en
- Taffuel Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet
- i St[r]anden oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa
- min Tale, att der war noget i Munden_«.
-
- [32] Hvilken Rolle ~Braten~ spillede ved Leonora Christinas
- Anholdelse i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i
- Indledningen (Fremstillingen her støtter sig især til Leonora
- Christinas haandskrevne Selvbiografi) samt S. 9.
-
- [33] Generalmajor ~Adolf Fuchs~, hvis Strenghed og Brutalitet ikke
- lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora
- Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var,
- endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post
- som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt, hvad
- de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. S. 7; ogsaa
- Korfits Ulfeldts ældste Søn, ~Christian U.~, kalder Fuchs en »Bonde
- og en Skræder af sit Haandværk«, se ~Wolff~'s Journal f. Politik
- 1816, 2, 93-94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar han af Nogle
- antages at have været en Søn af General i Artilleriet ~Hans Philip
- v. Fuchs~, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret 1662 kom
- Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By Ulfeldt netop havde
- taget Ophold med sin Familie, og en Dag, da ~Christian Ulfeldt~ --
- der af Nogle siges kort i Forvejen at have været i Paris, men som i
- saa Tilfælde rimeligvis er kommen til Brygge i Følge med
- Forældrene, der nylig vare vendte hjem fra en Udflugt til denne By
- -- møder Fuchs kjørende i Brygges Gader, springer han hen til hans
- Vogn og støder ham en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten.
- En Missive, som Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af
- dette Mord, er trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journal f.
- Politik 1816, 2, 90-96; jvfr. ~Paus~, Corf. Uhlefeld 2, 216-17;
- ~Becker~, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315;
- ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 280-81. Hos ~Paus~ a. St. er ogsaa
- aftrykt et Brev fra Grev ~Christian Rantzov~ til Korf. Ulfeldt,
- hvori den Første lover at gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos
- Frederik III.
-
- [34] ~Niels Rosenkrands~ til Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658
- af -- det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se
- ~Løvenskjold~, Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2
- flg. -- været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig
- udmærket sig i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter
- den nedenfor omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for
- Livregimentet og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til
- Generallieutenant. Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.
-
- [35] ~Steen Andersen Bille~, en naturlig Søn af Rigsmarsk ~Anders
- Bille~, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som Major
- ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget i den
- danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér og Vicekommandant
- i Kjøbenhavn.
-
- [36] Maaske den Samme, som i ~O. H. Moller~'s Nachr. von d.
- Geschlecht derer von Ahlefeldt S. 306 nævnes som Ritmester 1661, og
- som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads
- Erobring; se ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677, S. 502.
-
- [37] d. e. ~Ahlefeldt~. Han maa ikke forvexles med Fætteren af
- samme Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden
- blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler o.
- s. v. Den her nævnte ~Fr. v. Ahlefeldt~ til Maasleben og Hald var
- allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig
- udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods
- (han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant i
- Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant. Han døde
- den 4. Januar 1672.
-
- [38] Hendes Navn var ~Augusta von der Wisch~.
-
- [39] Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe)
- ~Frants Eberhard v. Speckhan~'s Kone. Hun havde tidligere været
- gift med en Borgmester i Kjøbenhavn, ~Reinholdt Hansen~, og (efter
- dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina. Hun
- var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus toge Korf.
- Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra Malmø, og medens
- de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede hun en Del af deres
- rørlige Gods for dem. Jvfr. ~Suhm~, Nye Saml. til d. dan. Historie
- 1 Bd. S. 99; ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 386 og 471; ~Nyt histor.
- Tidsskr.~ 4 Bd. S. 383-84 og 391; ~For Literatur og Kritik~ 1 Bd.
- S. 171-72.
-
- [40] ~Birgitte Ulfeldt~ var en yngre Søster til Korfits U. Hun var
- født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med ~Otte Krafse~ til
- Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun 2 Gange
- løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste til Holland
- og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end dette forholder
- sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt
- Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling
- (trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1,
- 121-27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende. Han kalder
- hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt ham og
- hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen til Hamborg (der
- opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at udspionere hans
- Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og forbyder Sperling at
- lade hende komme i sit Hus eller at lade hende se Sønnen, Leon
- Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling. Han vil ikke hjælpe hende
- med en Skilling, om hun end skulde styrte død om af Sult eller
- blive nødt til at gaa i Fattighus.
-
- [41] I Randen er senere tilføjet: »_Mig skulle snarere haffue mange
- derris Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade
- Mænd oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte._«
-
- [42] Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget
- i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 17.
-
- [43] Slotsfoged ~Jochum Waldburg~ eller ~Jochim Waltpurger~, om
- hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i Dinas
- Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste
- fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade
- fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første
- Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved
- gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til
- at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; se
- ~Høytrengende Æris Forsuar~ S. 90.
-
- [44] Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst
- til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en
- samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i ~Danske
- Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. ~Becker~, Saml. til Danm. Hist.
- und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; ~Bircherod~'s Dagbøger
- ved Molbech S. 89.
-
- [45] ~Christian Rantzov~ til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve,
- 1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede
- i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf.
- Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa
- Bornholm (jvfr. dog S. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den
- Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa
- Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge
- Forbøn hos Kongen for hans Søn; se S. 22 Anm. 2. Naar desuagtet
- Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans
- Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans
- Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de
- under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men
- muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er
- bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den
- Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. --
- ~Christoffer Gabel~ og ~Peder Reedtz~ spillede begge en saa
- fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør
- forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den
- Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe
- det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men
- han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at
- være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som
- Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det
- et enkelt Sted (~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286-87) hedder, at
- Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til
- Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne
- Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist
- fuldstændig opdigtet. -- ~Erik Krag~ til Bramminge (f. omtr. 1620,
- omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere
- Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672)
- vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den
- Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk,
- nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over
- Leonora Christina.
-
- [46] Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder
- det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i
- Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han
- ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris
- ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem
- dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i
- Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til
- Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i ~Hofman~'s Danske Adelsmænd 2 D.
- S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var
- politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af
- Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre
- af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske
- lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr.
- ~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ 1806, S. 193-94 og 1808, S.
- 158.
-
- [47] D. e. ~Joseph Frants Borro~ (eller ~Burrhus~), den bekjendte
- Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i
- Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en
- temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.
-
- [48] ~Jan Marcus Cassetta~ var en flamsk Adelsmand, som efter Alt,
- hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne
- Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har
- været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en
- trofast Støtte i Nøden; se bl. ~A. Suhm~, Nye Samlinger 3 Bd. S.
- 250; ~Wolff~, Journ. f. Politik 1815, 4, 279; ~Danske Magazin~ 3 R.
- 1 Bd. S. 286-87 og 292-93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han
- Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt
- i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen.
- Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft
- Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de
- Forholdsregler, som den danske Udsending, Generaladjudant ~Mikkel
- Skov~, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at
- tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene, ~Anne Cathrine~,
- den samme, som senere -- efter Mandens Død -- levede sammen med
- Moderen paa Maribo Kloster.
-
- [49] Familien ~d'Aranda~ var en af de mest ansete Slægter i Brygge;
- i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de
- højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,
- ~Bernard d'Aranda~, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter
- først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian
- IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter
- Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og
- paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev
- Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene
- (~François~?) var Borgmester i Brygge, den anden, ~Emanuel~,
- Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662-63
- opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede
- endog en Tidlang hos den ene af dem. Se især ~Biographie nationale
- publ. par l'acad. royale des sciences~ etc. ~de Belgique~ T. 1.
- pag. 356-61; jvfr. ~Paus~ 2, 286; ~Wolff~, Journ. f. Polit. 1815,
- 4, 272 og 279; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286.
-
- [50] Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen
- yderligere Oplysning.
-
- [51] Rigsadmiral ~Henrik Bjelke~ (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa
- Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift
- med ~Edel Ulfeldt~, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger ~Ebbe
- Ulfeldt~. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A.
- ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at
- forlade Landet, se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 449), og skjønt
- man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt
- efter Generalmajor ~Spans~ Beretning skal have sagt, nemlig at
- Rigens Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod
- Kongen og Landet Hindringer i Vejen (~Paus~ 2, 238), fatter man dog
- let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som
- Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over
- Ulfeldt.
-
- [52] ~Oluf Brokkenhuus~ til Hjulebjerg (Befalingsmand paa
- Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot,
- 1665-68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf.
- Ulfeldt, ~Karen U.~ (f. 1611). Ogsaa han var en Ven af Korfits, og
- af et Brev fra denne (~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1, 132)
- fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det
- Sidste.
-
- [53] ~Elisabeth~ eller ~Else Parsberg~, en Datter af Rigsraad ~Oluf
- Parsberg~ til Jernit, havde været gift med ~Laurids Ulfeldt~ til
- Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til
- Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale,
- var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes
- Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos ~Wolff~, Griffenfelds
- Levnet S. 169-80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.
-
- [54] ~Marie Ulfeldt~ var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619
- og blev 1634 gift med ~Axel Arnfeldt~ til Basnæs. Nogle Optegnelser
- af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte i
- ~Danske Magazin~, 3 Bd. S. 362-65.
-
- [55] ~Charles de Gontaut~, Hertug af ~Biron~, en af sin Tids første
- Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering
- en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen
- blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været
- hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev
- grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev
- nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være
- bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han
- at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.
-
- [56] Senere er tilføjet: »_oc der bleff luct_«.
-
- [57] Det beror paa en Forvexling, naar ~T. Hofman~, Danske
- Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden ~Abel Cathrine von
- der Wisch~. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens
- Kvinde«. Hun var gift med ~Hans Hansen Osten~, Proviantskriver paa
- Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland
- og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og
- legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en
- Stiftelse, de efter hende opkaldte ~Abel Cathrines Boder~; jvfr.
- Indskriften paa hendes Epitaphium i ~Thurah~'s Hafnia hodierna pag.
- 291 samt ~H. Hofman~'s Saml. af Fundationer T. 10 S. 368-70. (Om
- iøvrigt v. d. ~Wisch~ var hendes Pigenavn, eller om det ikke
- snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal,
- bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun i ~Pontoppidan~'s
- Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr. ~Mesing~, thi
- efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans
- Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke
- kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) Oberst
- ~Schaffshausen~ (se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind
- i Landet med Dronning Sophie Amalie.
-
- [58] Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er
- tilskrevet i Randen: »_Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue
- icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i
- huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er
- slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at
- noget war indsyet om mit Knæ._« -- Jvfr. S. 21 Anm. 3.
-
- [59] Se S. 34 Anm. 3.
-
- [60] Formodentlig ~Anne Cathrine Charisius~, en Datter af den
- danske Resident i Haag ~Peder Charisius~. Hun blev den 15. Juni
- 1667 gift med ~Morten Skinkel~ til Søholm.
-
- [61] Dette Ord er senere overstreget.
-
- [62] ~Elisabeth Augusta~, en yngre Søster til Leonora Christina, f.
- 1623, blev 1639 gift med ~Hans Lindenov~ til Iversnæs,
- Befalingsmand paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under
- Kjøbenhavns Belejring 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den
- yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til
- ~Griffenfeldt~ ere trykte i ~Wolff~'s Griffenfelds Levnet S.
- 131-34.
-
- [63] Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«,
- maa det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var
- død, da hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han
- endnu levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder
- foregik.
-
-Den 9. _Augusti_ om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind,
-bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte
-intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded,
-gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war
-den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med
-Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som
-hand vden Tuiffl sig _finguerte_ for att haffue noget att sige. Hand
-sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc
-befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand
-sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien,
-huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg
-noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget?
-Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang.
-Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart
-paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware
-tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med
-Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi
-en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde,
-suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott!
-dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe
-igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand
-haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att
-der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff.
-Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte
-Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender
-for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att
-hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet.
-Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist,
-hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt,
-att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu
-nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder,
-som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk
-oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender
-Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom,
-aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord
-meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle
-were, men for^{te} haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc
-sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke
-førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc
-lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn
-Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens
-Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter
-Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet
-en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi
-Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig
-oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil
-ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde,
-att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende
-Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min
-Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min
-Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med
-forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc
-ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken
-war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were
-bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet
-Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis,
-deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att
-æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden
-satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden
-for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi
-Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens
-Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud
-bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter
-træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom
-de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der
-hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min
-Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg
-Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem
-Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed.
-Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.
-
- [64] ~Ulrik Christian Gyldenløve~, en Søn af Christian IV. med
- Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine
- Udsvævelser, døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
- 1658.
-
-Den 10. _Aug._ Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden op, huor
-vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist,
-vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den
-indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der
-Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de
-endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand
-dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war
-7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de
-Dronningen først en _Relation_ om, huis den halffue Dag oc Natt war
-paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte
-hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att
-der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter
-kom ind til mig Greff Rantzow, _Premier Ministre_, Cantzeler H. Peter
-Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc _Secreterer_ Erick Krag,
-huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir,
-Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow
-huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin
-Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage
-til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand
-widre) »_susspition_ til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.«
-Ieg spurte, huor vdi den _susspition_ bestoed. Cantzeler sagde:
-»Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige
-til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att
-hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort
-oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand
-haffuer werret _æstimeret_ for en Mand aff Forstand, oc ieg kand
-forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu
-sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand
-ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade
-for. Hand er io vdi ingen _Charge_, haffuer ingen Myndighed eller
-Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc
-huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde:
-»Ded er dog saa, _Madame_; hand haffuer tilbøded Dannemarck en
-fremmet _Potentat_, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit
-Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders
-Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg
-suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for
-mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed
-kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand
-icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft
-noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc
-ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom
-er bewist.« G. Rantzow sagde: »_Madame_, bekiender ded, imens Kongen
-Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded
-gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc
-saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue
-werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att
-drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig
-haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg
-saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en
-Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin
-Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff _Travaille_? Ieg
-kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden
-Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede
-atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »_Madame_, siger med
-goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne
-Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en
-_absolut_ Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad
-hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl.
-Majt. er en _absolut_ Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc
-Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end
-ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand
-giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke
-sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med _Marichal de
-Birron_ oc giorde der aff en lang _dicente_. Huor til ieg endeligen
-suarte, att _Marichal de Birron_ kom mig intet wed, ieg haffde der
-til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed.
-G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff
-adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde _corresponderet_, att ieg
-haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg,
-att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg
-icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de
-andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til
-Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F.
-Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G.
-Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war),
-»huad meente I dermed, _Madame_?« Ieg suarte ey att kunde mindis,
-huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til;
-»ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige
-min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock
-vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare
-til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff
-fremmede _Ministri_ hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen
-(suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen
-holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. _Resp._ »Icke mig
-witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra
-Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om
-icke nogen aff derris _Ministri_ hoeß min Mand haffde werret. Ieg
-gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal _à part_, att icke
-war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der
-effter sagde hand: »Nu, _Madame_, bekiender! ieg beder Eder; tencker
-paa _Marichal de Biron_! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied
-aff att høre _Biron_ tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg
-kümrer mig intet om _Mar. de Bir._; ieg kand icke sige ded, ieg ingen
-Skiæl wed til.« _Secreterer_ Krag haffde skreffuen noget hastig, som
-ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad
-hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene;
-en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel
-aff _Malice_, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg _protesterte_
-der paa, der hand _Protocollet_ oplæste. Canzeler sandede med mig i
-alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de
-op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede,
-att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem
-om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig
-skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,«
-suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, _Madame_, oc sige os, huem der
-er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I
-maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende
-Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om
-nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre
-Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff
-decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier.
-Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret
-lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter
-den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand
-bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen
-oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme
-igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne
-ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte
-Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed
-da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene
-hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne.
-Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde
-dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft,
-huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey
-heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa
-potzerlig som witløfftig, ieg _observerte_ ded, att den warede 5
-Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min
-Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en
-gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded
-gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen,
-Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded
-war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig
-aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded
-Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede,
-kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa,
-saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet,
-som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna
-suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang
-maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett
-Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man
-icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den
-Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were
-sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre
-ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker
-I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage
-nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil
-suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack
-giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att
-troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis
-_Propos_, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede
-Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa
-witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid
-paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom
-hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff
-_interromperet_. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed,
-huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten,
-thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog,
-befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße,
-Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war
-stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed
-oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att
-ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. _Augusti_ om Morgenen tilig kom
-Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins _Complimenter_, ihuor wel
-de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. _Cathr._ beklagede sig
-høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom
-ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun
-endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar
-hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge
-bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra _Gen. Major_ von
-Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde
-nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat,
-om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke
-meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff:
-»Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet
-noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng
-oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet
-Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von
-Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug.
-Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch
-nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne,
-eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß,
-wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten.
-Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß
-dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch
-Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele!
-nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd
-auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr
-könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?«
-Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc
-rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?«
-Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett
-Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att
-hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer
-offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr
-wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr
-wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott!
-Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer
-fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem,
-saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte,
-oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem,
-om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es
-ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!«
-Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie
-kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien,
-murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg
-icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa
-ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter
-Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter
-dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff
-Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom
-ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff
-holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war
-Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om
-adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war
-paßeret; _retirerte_ sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre.
-Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige _indifferente_
-Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn
-spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen
-dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde
-tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste,
-imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med
-tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid
-begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war
-ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands
-Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme
-derpaa: Karl eller _Char_, hand wiste icke, huad hand hede, men hand
-haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war
-for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog
-wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war
-alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til
-att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem
-vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig
-i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii
-haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde
-fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl
-oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en
-Franzos, som heder _Charle_, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia,
-ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her
-ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed
-att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att
-hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed
-meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske,
-att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam,
-att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den
-Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender
-huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun
-helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun
-dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster
-icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see«
-(sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded
-minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded
-Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede
-mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.
-
- [65] Jvfr. Indledningen.
-
- [66] Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter
- om Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at
- Højesteretsdommen var bleven offentliggjort, se ~Skandinav.
- Litteraturselskabs Skrifter~ 1808 S. 162 og ~Becker~, Saml. til
- Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.
-
- [67] Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her
- nævnte Tjener ~Charles~'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie, se
- ~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4, 275-76.
-
-Den 12. _Augusti_ gick forbi, foruden att noget synderligt paßerte,
-anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest
-op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de
-wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere
-arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi
-Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender
-haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun
-sagde vdi Princeße _Magdalenæ Sybillæ_[68] Fadburstue att haffue
-tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa
-Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge
-foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen
-ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war
-med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men
-_Cathrina_ suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun haffde
-vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed _Humeur_, saa att
-huercken til Middag eller til Afften nogen skiiden _Historie_
-forrefalt.
-
- [68] Som bekjendt var ~Magdalena Sibylla~ den sachsiske Prindsesse,
- der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.
-
-Den 13. _Augusti_, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware
-igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem.
-Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff,
-att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til
-mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester
-Gabel oc _Secreterer_ Krag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte
-sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed
-Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min
-allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, _Madame_, wide, att
-Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att
-hand haffuer _susspition_ paa Eders Persohn, att I skulle were en
-Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl.
-Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som
-der vdi war _interesseret_, oc huorledis ded sig ret med den Sag
-haffde.« Der _Canzeler_ ophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke
-wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre _suspect_, oc
-raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig,
-huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders
-Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg
-suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist,
-hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære
-for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt.
-Ia, ieg kand sige, att hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded
-ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands
-Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede
-Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer
-andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig,
-om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett
-besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde:
-»Maa ieg faa att wiide, paa huad _Fundament_ hand beskyllis, saa wil
-ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg
-kand«. _Canzeler_ sagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte
-som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt
-war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow
-huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der
-effter kom en aff _Canceliet_ ind (som ieg ey kiender), haffuende
-stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter
-igien. Der paa sagde _Canzeler_: »Her er nu icke widre att giøre end
-lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands
-Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße.
-Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum
-Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis
-Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde
-til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre
-Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som
-Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi de _protesterede_, att
-Corfitz G. aff Vlfelt aldrig nogen _Communication_ med nogen aff
-dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde
-erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff
-hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc
-Vnderdanighed _etc._ Der effter bleff ett Papir oplæst, aff
-Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold,
-att de med G. Corfitz Vlfelt ingen _Correspondentz_ haffde hafft oc
-vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede.
-Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken
-v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa
-v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret
-ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war ey _Documenter_ indført,
-paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc
-Giensuar, der war ey anden _Fundament_ end blotte Ord: att hand war
-befunden en _criminel_ att were, hand haffde tilbøden en fremmet
-Herre Dannemarkis Crone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc
-werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffne
-_Protesstationer_ anderledis haffde bewiist, huor for hand som en
-_criminel_ dømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war
-oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert
-Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men
-faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den
-v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz
-betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa
-oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war gaaen[69], vdi huilcken
-de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred
-vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de
-v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret
-ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc
-weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad
-dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den
-haarde Dom war _funderet_. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke,
-_Madame_, att der erre _Documenter_, huor effter wii erre gaaen; der
-sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg).
-»Maatte ieg faa de _Documenter_ att see, der beder ieg om for Guds
-Skyld. _Les apparences sont bien souuant trompeuses._ Huad maatte min
-Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange _Arrest_,
-fordi de _susspicerede_, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc
-Hands Mts. _Ministri_ haffde _corresponderet_! Nu wed ded ingen
-bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor
-liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig
-saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa de _Documenter_ att see?«
-Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded
-mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand gaar med
-Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin
-Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen
-Herre war _obligeret_, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff
-Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre
-vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De
-Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant,
-der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue
-giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc
-Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen
-egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning
-hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem
-komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa
-mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog
-Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa
-streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester _movertis_ der wed, saa
-att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren
-oc til Canzeler: »Mig synnis, att ded er 14 Dage siden, att Dommen
-bleff _publiceret_.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg
-sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig
-effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att
-ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow
-spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale
-paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger,
-maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de
-_Documenter_, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før,
-att der ware _Documenter_, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded,
-føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en
-haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke
-sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne _absolute_ Regieringer
-tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen
-wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige
-Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som war _iremediable_.
-Der Krag _Protocollet_ oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg
-bleff tilspurt, om ieg vdi min Mands-Dom deelactig wille were, haffde
-ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant
-war ded?« Strax suarte _Canzeler_: »Ney, hun sagde icke saa, men hun
-begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Ieg _repeterte_ mine
-Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en
-stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for
-meget _Affecterne_ kiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand
-er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem
-hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden
-Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand oc _Inventor_ aff den
-v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den
-Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der
-dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde
-Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig
-vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen
-Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc
-Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne
-skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud
-giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft
-vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att
-den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde
-Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge
-kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc
-Skiold. Der Herrerne ware bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind,
-oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig:
-»Eßet, _Leonora_! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste
-hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc
-kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol
-nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da
-habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben
-Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch
-wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde
-sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack
-feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att
-see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kunde
-_simulere_. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen,
-satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc
-Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc
-Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket
-imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att
-acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc
-den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde
-besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun),
-»ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den
-Snack nogle Gange haffde _repeteret_, sagde hun til mig: »Er ded icke
-sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget
-christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun
-widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem
-wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem
-icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att
-hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de
-endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille
-icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man
-burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner.
-Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den noget
-_diuertere_, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc
-efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa
-meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde:
-»Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig
-Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi
-mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.«
-Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er
-wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded
-Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor
-offuer ieg bekom Fred for hender. _Cathrina_ gick op oc neder aff
-Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde
-Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware
-den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands
-Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til
-hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr.
-suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em
-nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De
-Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: »Ick denck, de
-Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc
-sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer
-Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc
-mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom.
-Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til
-ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i
-huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken
-sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen
-behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre
-plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg
-sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til
-Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne
-vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß
-paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt
-Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den
-tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en
-Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en
-stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de
-Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar
-hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil
-Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war
-bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig
-an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns
-Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted _ordineret_; bad
-hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel bedre igien. Offuer
-Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe
-Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg
-war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc
-war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd
-oc haffuer den endnu[75].
-
- [69] Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens,
- Universitetets og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til
- Sagen henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne
- til Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om
- Ulfeldts Planer, aftrykt hos ~Paus~ 2, 221-74. (De 5 førstnævnte
- Aktstykker ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra
- Borgerstanden meldes ellers Intet.
-
- [70] I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »_Der Kongl.
- Majet. [Symbol: stort C om firtal] war død, war ingen vdwald
- Printz, saa att ded stoed Stenderne frit att wæle, huad Konge
- dennem behagede, huorfor Hertogen aff Holstein, Hertog Friderich
- sl., tilbød min Herre, att dersom hand wille formaa, att hand
- kunde bliffue wælt til Konge, da skulle Fyns Land wære hands, oc
- giøris en dobbelt #Alience# med hands oc worre Børn. Men min Herre
- vdslog ded, wille icke hielpe til att støde [Symbol: stort C om
- firtal]. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris
- #vota#, men min H. striide dennem imod._« -- Hermed kan jævnføres
- Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet
- paa Bornholm, ~Wolff~'s Journal for Politik 1816, 1, S. 194.
-
- [71] Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev ~afsagt~ den 24.
- Juli. Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens
- Offentliggjørelse ved ~Trykken~, der næppe har fundet Sted før et
- Par Dage senere; jvfr. ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 8.
-
- [72] I Randen er senere tilføjet: »_Ded war tilgaaen, lige som ieg
- tenkte; der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue,
- effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen#
- holtis, en Part icke haffde seet, huor paa Dommen sig funderte;
- maatte dog skriffue med vnder, om de icke wille were forfalden vdi
- kl. Vnaade._«
-
- [73] Senere er tilføjet: »_oc spurte, om mig war tilsted at tale
- paa den Dom. Alle taw stille._«
-
- [74] De sidste Punktummer (fra: _Hand er nu_ etc.) ere senere
- overstregede, og deres Indhold optaget i Tillæget til den
- oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16-17.
-
- [75] I Randen er senere tilføjet: »_Man skal wiide, att den Dun
- Dyne war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa
- Reden, saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi._«
-
-Den 14. _Augusti_, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem,
-att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es
-wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa
-op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til
-Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr.
-suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger
-intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes
-med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarte
-_Cathrina_), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til
-Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde
-loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om
-Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun
-wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig
-Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg
-tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig.
-Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme
-effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil Klocken
-imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte
-Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna
-loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den
-Afften icke komme til att tale med mig for Anna.
-
- [76] I Randen er senere anmærket: »_Ieg hørte selffuer denne derris
- Samtale._«
-
-Den 15. oc 16. _Augusti_ paßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte
-Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig,
-oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med
-mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen
-haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig,
-som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min
-Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade
-hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att
-prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun
-torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att
-wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa
-Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad
-Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skal myre Eder selffuer.«
-Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg
-skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra
-Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded
-oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit
-Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal
-I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye
-nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade
-hender siden see, att ieg syde dennem i. Men Sagen war, att ieg
-haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg
-beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig
-vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effter
-Forregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde
-ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig
-Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine
-Strømper. Maren meente, ieg haffde en _Funtanele_ paa ded eene Been,
-fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war
-henders meget goede Wen, haffde en _Funtanele_, som ingen vden hun
-wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da
-tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i
-ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc
-efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der
-offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom
-til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen
-ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.
-
- [77] Jvfr. S. 39.
-
-Den 17. _Augusti_ lucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte
-Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge.
-Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc
-huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd
-oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i
-huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg er saa bange, att
-min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg
-wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte
-eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer
-wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!«
-Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi
-der kom alltiid _Commissarierne_ neer igiennem Gemeckerne for icke
-att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den
-Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick
-bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte
-op, sagde hand til mig: »_Leonora_, Ihr sollet auffstehen vnd zu die
-Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede
-mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede,
-der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end
-att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg
-haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa
-vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille
-vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg:
-»Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf.
-hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig.
-Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa
-eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack,
-Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der
-ieg kom ind, oc ieg giorde en _Reverentz_, saadan som ieg kunde. Til
-mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler
-tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig
-fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der
-toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue
-haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i
-Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G.
-Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware _Ziffrer_ vdi, oc ihuor
-wel ded icke war aff nogen _importence_, saa fryctede ieg alligewel,
-att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de
-Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi
-saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød
-ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog
-Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint
-aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow
-spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war
-hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre
-fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc
-affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G.
-Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der
-fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog
-ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for
-mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor
-en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded
-meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed
-ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue
-faaet Breffue aff Dannemarck, att Cur-Printzen aff Saxen war
-forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der
-skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße
-derris Kinder op, paa ded de med en goed _grace_ oc Stemme en huers
-Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand
-witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow
-brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer
-Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße,
-spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der
-en iblant, som den icke wiste, skulle _Secreteren_ strax frem oc den
-oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand
-spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde
-wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff;
-hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente
-Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste
-giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om
-Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue
-Dannemarckis Crone: »_mais j'espère -- -- -- -- -- -- cela ne se fera
-point_.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad
-ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist
-staaet: _qu'en 300 ans_. Hand spurte widre, huor hid oc did noget
-fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog
-intet paa sig haffde. Ieg meente, att aff forregaaende eller
-effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes
-derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede
-oc sagde: »_Ce n'est que raillerie._« Men G. Rantzow oc Feldtherren
-wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit
-anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi
-der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de
-Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de
-_Cantons_ Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de
-Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G.
-Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed
-meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening
-der med end den, som skreffuen stoed. Skack wirrede med Hoffueded oc
-meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer
-den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er
-der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand
-maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.«
-Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De _Ziffrer_, for huis
-Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet
-aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min
-Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad de _Ziffrer_ betyde.
-Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke
-opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da
-erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget
-diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße,
-oc war den aff den Meening, att worre Sønner haffde skreffuen fra
-Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke
-hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G.
-Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc
-begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget
-fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som
-før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart
-trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret
-noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg:
-»I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om
-icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »_Ce n'est
-que raillerie._« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzow
-_inquirerte_ om mine _Iuëler_, spurte, huor den stoere Demant war,
-min Mand fick i Franckeriige.[79] Ieg suarte den lenge siden att were
-solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg
-haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour
-Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte
-ydermere, om ieg da ingen _Iuëler_ meere haffde. Ieg suarte: »Nu
-haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg
-suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til
-Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder,
-_Madame_, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer I besøgt min
-Søster vdi _Paris_ nu sidst, I war der?«[80] Ieg suarte: »Ia«. Hand
-spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret
-heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded
-heede _Couvent des Filles Bleues_. Der nickede hand wed som att sande
-ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att
-ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see,
-derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,«
-suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att
-hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte
-mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om
-ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd
-foruden nogen _Replicque_ att høre. Oc haffde de sig offuer tre
-Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til
-mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er
-nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna
-oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,
-haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge,
-førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den
-Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle
-Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att
-finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle
-were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn
-er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde
-spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede
-stoer _Affection_. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel.
-Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er
-forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded
-for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin
-Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste
-Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre
-toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted
-beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6
-breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war
-nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa
-tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt
-med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett
-Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller
-for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden
-Finger kand stickis i Hullerne. Ded Sprinkelwerck haffde G. Rantzow
-med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
-paa ded att ingen Due skulle noget Breff indføre, som hand wel før i
-en _Romans_ haffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet
-høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min
-Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden
-mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd
-offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded,
-sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som
-flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade
-fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg
-giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist
-att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde
-afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter
-som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed
-den 21. _Augusti_ Slozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand
-om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax
-bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter, _Magister Mathias_ Foß[81],
-befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som
-formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med
-noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her
-i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om
-ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde,
-att ieg want[82] for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult,
-att mig om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att
-ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede
-hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud
-om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte
-intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille
-ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer.
-Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke
-behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue,
-i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den
-Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære
-oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen
-æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede mig _M._ Foß oc bød mig
-fare wel.
-
- [78] Det er Prinds _Johan Georg_ af Sachsens Trolovelse med _Anna
- Sophie_, Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i
- det Følgende.
-
- [79] Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers
- er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede
- Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi; se
- ~Slange~, Christian IV.s Historie S. 1445.
-
- [80] Denne Søster, ~Helvig Margrete Elisabeth R.~, havde været gift
- med den bekjendte Krigshelt ~Josias Rantzov~, der døde som Marchal
- af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var hun gaaet over til
- den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i Kloster i Paris, men
- stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for Jomfru Mariæ
- Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris og drog med sine
- Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere fik Tilladelse til at
- oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var hun da selv Abbedisse
- indtil sin Død 1706. Se ~Hofman~, Portraits historiques 2. P. p.
- 41-42; ~Danske Magazin~ 4 Bd. S. 117; ~Lauenstein~, Historia
- diplomatica episcopatus Hildesiensis T. 1. pag. 294-95.
-
- [81] Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i
- Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død
- 1683.
-
- [82] D. e. ~vidnede~, af Præsens ~vinder~ = vidner.
-
-Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf.
-spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller
-om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte
-intet.
-
-Den 25. _Aug._ _importunerte_ Slozf. mig flux med sin _discours_,
-meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi
-Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet,
-att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade
-følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er
-en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde
-hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor
-for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde
-drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder, att I saa
-haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke,
-ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed
-med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte, _repeterte_ hand ded igien,
-oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so,
-wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde:
-»_Dieu vous punisse!_« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte
-paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis
-Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille
-nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad
-hender komme ihue, att hun nu icke tog ware paa ett Barn (hun haffde
-werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff
-den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner,
-indtil ieg hender loed anded forstaa.
-
-Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg Spießen hoes mig
-kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att
-ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud att
-_disputere_ oc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att
-haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt
-reenere end som _Dauid_, der dog torde sige: »Skal ded da were til
-forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine
-Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff
-huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en
-Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig
-wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold?
-Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet aff alt
-ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig,
-att ieg ded billigen paa mig _applicere_ kunde. Ieg forbandede med
-hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig,
-haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem
-v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest
-Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad
-ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid
-oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender
-lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end
-om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med
-Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris frii
-Lob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg
-v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre:
-Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre
-imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min
-Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu
-derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige
-Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg
-endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle _conserveris_?
-Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg
-spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg
-skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min
-kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde
-ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg
-war dog icke aff Iern oc Staal, men, aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att
-mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle
-giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde
-_disputeret_ oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded
-syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men
-waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte
-gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter
-igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine
-Naadsens Øygne, saa att ieg den 31. _Augusti_ fick en roelig Søffn om
-Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi
-Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst;
-dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber
-einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt
-vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede,
-oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da
-talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg
-icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg
-begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc
-bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff
-oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud
-wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad,
-mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc
-hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med
-Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med
-hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde
-ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem, att ieg haffde
-giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg
-icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands
-stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid,
-Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog
-saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede;
-bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille
-forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde
-giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue
-mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde
-giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine
-Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min
-Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand
-tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand
-gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min
-Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde
-ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands
-Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were
-naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc
-widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis
-Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig
-gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din
-Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde
-mange trøstlige _Sentenzer_ aff den hellige Skrifft, fornemmeligen
-diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris
-med hannem«. _Item_: »Alle Ting skal tienne dennem til beste, som
-frycter Gud«. _Item_: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft
-fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker
-Christi Ord hoeß _Lucam_: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som
-raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der
-offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i
-min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer
-oc Bibelske-Sprog att haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer
-vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i
-Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer
-laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart
-giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage
-imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.
-
-Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med
-Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden
-lallede[83] noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet
-hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men
-hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu
-bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig
-ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun
-wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode
-ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war
-mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind,
-bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I maa
-troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig
-suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«;
-tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maatte
-_divulgere_. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc
-sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde
-ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge
-[til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig
-dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for
-Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue
-gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande
-att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt
-sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc
-bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med
-Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis
-hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde; men
-hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en
-Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded
-syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget
-rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc
-gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed Naffn
-_Pær_ oc med en Fange, som heeder _Christian_ (bemelte Fange meldis
-widre om); hand gick løß i Taarnet.[84] Maren Blocks loed mig offte
-hælße wed for^{te} Kusk oc sendte mig adskillige Slags _canticeret_
-Sucker oc _Zitroner_, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste.
-Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind,
-effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger:
-»Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en
-sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men
-kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal
-lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke
-krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete
-Rantzow[85] til i den Meening, att hender war min elendig forfallen
-Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor
-war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine
-Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane,
-som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff
-oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer
-wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue til _etc._
-(De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle
-komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade,
-saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg
-spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt
-bort. Hun swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine;
-sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge
-_Pær_ ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded
-Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.
-
- [83] Jeg vilde foretrække at læse: ~tatlede~, men Skrifttrækkene
- synes ikke ret vel at tillade det.
-
- [84] I Randen staar følgende Anmærkning: »_Naar som ieg spiiste,
- saa haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck.
- Kusken hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede
- Raßmus._«
-
- [85] ~Margrete Rantzov~, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var
- gift med ~Ove Thott~ til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove
- Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en
- Rejsning mod Svenskerne 1658-59, den samme Plan, hvis Opdagelse
- foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans Flugt fra
- Sverig; jvfr. ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 275 flg.
-
-Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage, att ieg haffde
-intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff Kulle, thi der bleff
-icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar.
-Ieg begiærte nogle Gange aff Quinden, att hun wille formaa saa meget
-hoes Pær, att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for
-Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick til Swar,
-hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg att wiide, att hun
-aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok, som holte mig i andre
-Tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig
-den 2. _September_, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded
-Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden, om hun wiste, om der war
-et Kammers (thi Quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun
-swarte ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed
-Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som wel fornam, att ieg
-haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I huem ded er, som sidder der, da
-skal den wist piinis.« Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis
-op, om der er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc i
-midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog kunde wære.
-Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct tilkiende,
-huilcken hun dog formerckede oc derfor forøgede den; thi effter att
-hun haffde til Middag talt med Pær[86], oc Dørene ware lucte, sagde
-hun: »Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille intet
-tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige saa, men føyede
-ded dertil, att hun haffde spurt hannem ad, men hand wille intet
-sware. Ieg satte mit Sind i Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa
-meere der oppe, oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«[87] »Huor aff
-wed I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde ieg, »att ieg
-haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i Morris; ieg meener, at
-om der sidder nogen, da skal de io giffue den Maed.« Att ieg war
-roelig i Sinded, behagede icke hender, huorfor hun med Pær oc hand
-med hender søgte att _troublere_ mig. Om anden Dagen, da effter
-Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed Pær), oc hand
-skulle drage min inderste Dør til sig, som gaar ind ad, stack hand
-Hoffueded frem oc sagde: »_Casset!_« Hun stoed nest wed Døren, loed,
-som hun icke forstoed ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en,
-der war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg forstoed
-hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed hannem. Huad Dag oc
-Nat ieg haffde, weed ingen vden Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage.
-Stønnem syntist mig, att ded kunde wel saa wære, att de haffde
-greeben hannem, ihuor wel att _Cassetta_ war Kongen aff Spaniens
-Vndersaatte, thi naar et Forræderi _suspiceris_, da _obserueris_
-icke, huis Vndersaater de erre, som erre _susspecte_; laae den Nat
-oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand skulle komme
-i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde giordt min Herre den
-Willighed oc fult mig i Engeland,[88] huor wii skiltis fra huer
-andre, ieg maa sige: huor _Petcon_ oc hands Anhang skilte os ad oc
-førte mig fangen hid. Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt
-ieg vdi en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att miine
-Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see _Cassetta_
-saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt mig, att en
-Spannier bleff piint: at der war bunden fiire Reeb om Hænder oc
-Fødder, oc huert Reeb giort fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff
-en Mand snart slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom
-mig syntist, att _Cassetta_ skreeg intet, meente ieg, att hand war
-døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden, som lenge haffde
-werret waagen, sagde: »O Herre Gud, Fruelille! huad skader Eder?
-Haffuer I ont? I haffuer saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa
-høyt!« Ieg swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde
-widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel wære«, swarte
-ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I drømte; ieg kand taalke
-Drømme.« Ieg swarte: »I ded ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers
-kand der ingen saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg
-icke giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet anded att
-betyde, end som sagt er. Der effter Middags Maaltiid Døren bleff
-luct, sagde Quinden aff sig selff (thi ieg spurte hender icke meere
-om Fanger): »Der er ingen fangen; giff _Pær_ faa Skam for hands
-Sladder! Ieg spurte hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun
-aff mig. Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle
-min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig ont.« Ded
-stoed saa hen til mit i _Sept._, da bleff ført fangen frem twende aff
-worris Tiennere, som bleffue sat i Wacten, den eene, Nels Kaiberg,
-som tiente for Taffeldecker, oc den anden, Frans --,[89] som tiente
-for Laquei. Effter nogle Vgers Forløb oc _examination_ bleffue de løß
-giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser: en
-gammel Mand wed Naffn _La Rosche_ oc en anden vng Karl, huis Naffn
-ieg icke wed. _La Rosche_ bleff ført her i Taarnet oc sat i
-Traalhullet. Der war kast en Dyne til hannem paa Gulffuet, der laae
-hand paa; war i nogle Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war
-Brød oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning
-war, att hand haffde _corresponderet_ med Corfitz, oc hand haffde
-loffuet att leuere Kongen aff Franckriige Crooneborg.[90] Den
-Kundskab haffde _Hannibal_ Sehested giffuen, som paa de Tiider war i
-Franckriig, oc hand haffde den aff en Herre, som da war _Hannibal_
-til Wille oc haffde tilforne werret _La Rosche_ til Wille oc maaskee
-siden fortørnet sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til den
-Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom denne _La
-Rosche_ med den anden vnge Karl begierte at see mig, der ieg war i
-_Arrest_ i _Dovers_, huilcket oc skeede, att de giorde mig _la
-révérence_. Wel muligt, att hand wille haffue talt med mig oc sagt
-mig, huis hand haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig,
-ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle _Damer_, som
-ware komne did for att beskue mig, saa kunde hand icke komme til at
-tale med mig i Enrom, spurte mig, om ieg haffde den _Coemedie_ Bog,
-Greffuinnen aff _Pembrocg_ haffde laded vdgaa.[91] Ieg swarte: »Ney.«
-Hand loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den, meener
-ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig til en Adwarsel, som
-_Braten_ siden haffuer giort sig goed med. I huor om alting, saa
-liide _La Rosche_ vskyllig, oc kunde hand bekræffte med sin Eed, att
-hand aldrig talte med min Herre i siine Dage, mindre _corresponderte_
-med hannem.[92] _In summa_: effter nogle Maaneders vskyllig Liidelser
-bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig igien. Den anden vnge
-Karl saed i _Arrest_ i et Kammers, som er wed Borrestuen. Hand bleff
-fangen for Selskab[s] Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße
-Mennisker bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem
-Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender; Slosf. lucte oc
-selffwer min Dør. Ieg formerckede wel, att der war noget paa Færde,
-men ieg spurte om intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war
-twende Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded war. Imod
-de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »Ich habe zwey _parle mi franço_
-gefangen; was die gethan haben, weis ich nicht.« Ieg spurte hannem
-icke widre derom, men hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk
-lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).
-
- [86] I Randen er skrevet: »_Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg
- icke see ded, thi ded skeede paa Trappen._«
-
- [87] I Randen er tilføjet: »_Der war oc icke._«
-
- [88] Jvfr. S. 33.
-
- [89] Efternavnet staar _in blanco_. Formodentlig var det den samme
- Tjener, som var med Forf. i England, se S. 33.
-
- [90] I Randen er anmærket: »_Rimte ded sig icke wel _[med?]_, att
- min Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?_« --
- Sammenhængen med ~La Roche~'s Sag er, saa vidt vi kjende den,
- følgende. I Aaret 1663, medens ~Hannibal Sehested~ opholdt sig i
- Paris som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han
- hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede et
- fransk Fruentimmer, Demoiselle ~Langlois~, sig for ham og fortalte,
- at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af en Landsmand
- af hende ved Navn ~La Roche Tudesquin~, og som gik ud paa at
- overgive en Del af det danske Riges Fæstninger i en fremmed Magts
- Hænder. La Roche, som ikke længe i Forvejen havde været Kommandant
- i Nakskov, skulde til dette Øjemed have forbundet sig med en Del
- danske Militairpersoner af høj Rang, og navnlig skulde
- Kommandanterne paa Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i
- Forstaaelse med ham. Demoiselle Langlois havde selv Aaret i
- Forvejen overbragt Ludvig XIV. La Roches Tilbud, men var paa det
- Bestemteste bleven afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at
- han kjendte Andre, som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under
- den som en Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog
- Demoiselle Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og
- anden ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen
- havde været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men
- uden at have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af
- Holsten-Gottorp og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne
- Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved
- Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til
- denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol. samt
- en derpaa grundet Fremstilling i ~Skandinav. Litteraturselsk.
- Skrifter~ 1808 S. 177-93). Anklagen imod La Roche havde imidlertid
- strax foranlediget, at han og en Landsmand af ham, ~Jacques
- Beranger~, som antoges at være Medvider i Sammensværgelsen, bleve
- eftersøgte, og allerede den 6. September bleve de da ogsaa virkelig
- anholdte i Bryssel, men da man nu forlangte dem udleverede, for at
- de kunde konfronteres med Vidnerne i Sagen, vægrede den spanske
- Regering sig i længere Tid herved, saa at Fangerne først det næste
- Aar kunde sendes til Kjøbenhavn, hvor de saa den 19. Juni (se
- ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 32-33) bleve indsatte i Blaataarn.
- Hvad der ellers kom frem i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at
- sige, da den ovenfor nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker
- længere ned end til i November 1663, og Fremstillingen i
- ~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ aldrig blev fuldendt. Men af
- Leonora Christinas strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne
- efter nogle Maaneders Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog
- slutte, at Anklagen, forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var
- et fuldkommen ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have
- gjort sig skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed
- saa overraskende Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet
- Ideen. -- Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte
- Personer allerede i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens
- Sandheden er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da
- er dette en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der
- paa de nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre
- korrekte Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at
- der paa det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til,
- at Forf. netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har
- været mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har
- skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset det
- for nødvendigt paa 2 forskjellige Steder at udskære og omarbejde et
- Blad o. s. v.).
-
- [91] ~Mary Sidney~, Grevinde af ~Pembroke~, en i sin Tid bekjendt
- Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: ~Antonius~,
- der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige
- Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her er
- Tale, men derimod den langt berømtere Broder, ~Philip Sidney~'s
- Roman: ~The Countesse of Pembroke's Arcadia~, som i Slutningen af
- det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var en overordentlig
- yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv har kjendt denne
- Bog -- hvilket det ikke synes, hun har -- maatte hun efter Titelen
- nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren, og at Bogen
- var et Skuespil, har hun da formodentlig paa Lykke og Fromme
- gjættet sig til.
-
- [92] I Randen er tilskrevet: »_La Roche haffde ieg aldrig seet før,
- icke heller hands #Compagnon#, førend i #Dovers#._«
-
-Vdi samme _Sept._ Maanet døde Greff Rantzow; leffwede icke den Dag
-att see ded Billede _excequeris_, som hand saa wist haffde haabt att
-see, som den, der først haffde _introduceret_ den Maade aff Spott i
-diße Lande.[93]
-
- [93] Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i
- Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16 og 65.
- Grev Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. ~November~.
-
-Den 9. _October_ bleff holded den Fæst med worris Princeße _Anna
-Sophia_ oc Cur-Prinsen aff Saxsen.[94] Om Morgenen, den Høytiid
-skulle angaa, sagde ieg til Quinden: »I Dag skal wii faste indtil
-imod Afften;« thi ieg tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg
-kunde faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i ded
-ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor wii skulle
-faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide i Afften.« Ieg laae oc
-tenkte paa den vstadige Lycke, att ieg, som for 28 Aar siden[95]
-haffde hafft lige saa stoer Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu
-fangen oc nest op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde
-wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer bekümrede.
-Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher loede sig høre, sagde
-ieg: »Nu gaar de offwer Platzen til den stoere Sael med Bruden.«
-»Huor wed I ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg; »min
-Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for en?« spurte hun. »Ded
-kand ieg icke sige Eder« (swarte ieg). Oc saa som Trommeterne blæste,
-hwer Gang ett Sæt Maed bleff opborren oc _Confectet_, saa sagde ieg
-ded. Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne. Naar
-saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
-sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke Maed ennu!« Der Klocken gik
-til 3 Slet, sagde Quinden: »Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal
-wii haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem. Ded anded Sæt
-er icke vden for lit siiden opkommen; kand wii faa noget imod 7 Slæt,
-da faar wii icke føre.« Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom
-Slozf., vntskylte sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men
-Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid meente, att
-ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening der om.[96] Anden
-Dagen bleff giort Riddere, oc ieg icke alleeneste sagde, hwær Gang
-Trometerne blæste: »Nu bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre
-_Herolden_ raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde),
-men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede ieg,
-efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded, som icke føre ware
-Riddere;[97] oc efftersom ded sig saa befant, saa troede Quinden fuld
-oc fast, att ieg kunde traale. Ieg formerckede ded paa hender,
-efftersom hun offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde
-wiide, hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening; tenkte,
-att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde wiide, hwad som
-skeede, kunde forhindre, att hun icke satte Løgn sammen om mig. Hun
-tiskede oc icke nær saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte
-adskilligt om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed
-i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc skille Hoerer wed
-derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder. Med samme Quinde haffde hun
-meget omgaaet.
-
- [94] Festlighederne i Anledning af Kurprinds ~Johan Georg~ af
- Sachsens Trolovelse med ~Anna Sophie~, Frederik III.s ældste
- Datter, varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien
- foregik ikke, som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr.
- ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa
- meget lettere forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa
- samme Sted, faldt ind paa den 9. Oktober.
-
- [95] Her har Forf. regnet fejl. Det var ikke 28, men 27 Aar siden,
- at hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober
- 1636.
-
- [96] I Randen er tilskrevet: »_Slosf. fortelte Quinden noget om
- Statzen, oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg
- kunde wide noget effter forrige Tiiders Skik._« -- Iøvrigt synes
- denne Bemærkning ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.
-
- [97] Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende
- slagne til Riddere: ~Ulr. Fr. Gyldenløve~, ~Hans Schack~, ~Peder
- Reedtz~, ~Joh. Christ. v. Kørbitz~, ~Claus v. Ahlefeldt~ og
- Statholder ~Fr. v. Ahlefeldt~, se ~Biørn~, Nye Saml. over Ridderne
- af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og ~Becker~, Samlinger 2 D.
- S. 21 Anm.
-
-Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att
-henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mit vderste Kammers
-opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98] Der til Middag bleff
-opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom
-hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset oc sagde
-med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den
-Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun
-sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand
-vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer
-maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc
-talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders
-Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff
-mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun,
-brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske stille, thi ieg war da
-den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen
-hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da
-bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc
-indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9
-Slæt[99] bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog
-ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden,
-hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde
-parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire
-Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf.
-stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg
-skulle høre ded, _repeterte_ ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig
-om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg
-icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt,
-som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded
-end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott!
-Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat,
-maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc
-talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her
-vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa
-ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog
-mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig oc haabte,
-att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde
-faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet,
-thi der war alt for mange _Exempler_ aff stoere Herrer i Frankriig,
-hwis Billeder oc _Contrafeier_ aff Bødelen ware forbrente, som siden
-igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war
-der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send en
-_Lacquei_, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf.
-vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre
-erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde
-Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide,
-thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly
-mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange
-Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere
-ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem
-siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa
-leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end
-att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun
-leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc
-som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en
-Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!«
-Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok«
-(swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde
-for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg
-sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske
-igien til Slosf.« Saa begynte hun att forbande sig, den Dag hun
-sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til,
-wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun
-wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«
-med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde
-Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg
-skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du
-skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender
-der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som
-stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med
-Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds
-Frue[100] for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun
-haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt,
-oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff
-henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded
-Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter
-sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig
-andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med
-Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att
-ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn
-med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa
-Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd,
-lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid
-war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte der til,
-som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde
-ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.
-
- [98] I Randen er tilføjet: »_Dronningen wille, att ded Træ Billede
- skulle føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for
- Døren, att ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør
- bleff opluct; men Kongen wille ded ingenlunde._«
-
- [99] Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November,
- se ~Paus~ 2, 294 og ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 93;
- jvfr. ~Løvenskjold~, Efterretninger om den kongel. Livgarde til
- Fods S. 24.
-
- [100] ~Margrete Gjedde~, en Datter af Rigens Admiral ~Ove Gjedde~
- (d. 1660).
-
-Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad
-nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded
-himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller
-Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter
-Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede
-Quinden mig ett glædeligt Aar{1664.}. Ieg tackede hender oc sagde:
-»Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand
-icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig
-oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde
-hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda
-bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded
-kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad
-Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde
-hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,«
-swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit
-Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med
-Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.
-
-Vdi _Marti_ Maanet{1664.} kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild,
-sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101] nu könt Ihr wol sagen
-alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können
-Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich
-meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr
-köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keine
-Verrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand
-war død, tog hand en _Advis_ frem oc loed mig den læße, maaskee meest
-fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget
-dertil anded end: »Die _Avisen_ Schreibers sagen nicht allezeit die
-Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen
-i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder
-vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg
-skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi
-bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war
-bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig, oc ded heel
-fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene
-Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til
-att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere
-Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc
-Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med
-Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine
-Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine
-Døttre oc yngste Søn.[102] Ieg saed heele Nætter offwerende i min
-Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine,
-saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud
-inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men
-hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.
-
- [101] Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. ~Februar~ 1664, se
- ~Paus~ 2, 317-21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen
- ~Christian~ U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny
- kgl. Samlng. 2141 b, 4^{to}), at han er død den 27. Februar
- (ikke, som det i den danske Oversættelse hos ~Wolff~, Journ. for
- Politik 1816 1, 134-37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos
- ~Paus~ a. St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23.
- Februar, medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa
- Sønnens Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans
- Fejltagelse sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke
- til, at den 20. og den 27. Februar falde paa ~en og samme Dag i
- Ugen~, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og hans
- Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig fra
- Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i den
- Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at
- Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem
- forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den
- næstforegaaende Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.
-
- [102] Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse
- vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: ~Anne Cathrine~,
- ~Christian~, ~Ludvig~, ~Korfits~, ~Ellen Christine~, ~Leonora
- Sophie~ og ~Leo~. Den Sidste, som var det yngste af alle Børnene
- (f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at være bleven
- voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den ene Ærespost
- til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal, Vicekonge
- i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det eneste af alle Korf.
- Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra ham er det, at Ejeren
- af nærværende Haandskrift, Grev ~J. Waldstein~, nedstammer.
-
-Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa
-høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax,
-Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der
-Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til,
-oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine
-Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded
-Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige
-Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff
-miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde
-Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?«
-Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene
-føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg
-kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I
-en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war
-halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde
-ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk
-att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun),
-»men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til
-Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie
-hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte
-leichte sich Schaden damit thun.«[103] Hwad hun sagde til Kudsken,
-wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik
-Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden
-bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg
-sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg
-kunde giøre wed ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte«; bad hender
-leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet
-bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker
-Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et
-Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker,
-som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene
-tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede
-ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er
-oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme
-Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att
-giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe
-ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa
-noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde:
-»Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge
-oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff
-Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att
-fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att
-giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg
-woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget
-at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil
-wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa
-Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte
-paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den
-[Symbol: prik i cirkel] kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere
-Knappenaal,[104] bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc
-giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed
-icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den
-Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi
-hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun
-skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra
-Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle
-randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde
-mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg
-kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc
-Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens
-Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun
-tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.
-
- [103] I Randen er tilføjet: »_Der ieg engang loed begiere aff
- Slosf. en Sax for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc
- høyt ded: »Was, was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers
- Klawen, vnd die Hahr als Adlers Federn!« Hwad ieg tenckte, wed ieg
- wel, om ieg haffde Kløer oc Winger._«
-
- [104] I Randen er tilføjet: »_Ieg tog miine Neiler aff med
- Synaalen, som ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff.
- Den Neil paa den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for
- att see, huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den
- v-forwarendis aff oc haffwer den endnu._«
-
-Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye
-oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att
-ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc
-Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand,
-dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er
-opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed
-bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist. Med ded Stycke
-Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret
-oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer.
-Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend
-ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.
-
-    #En Morgen Dict paa den Thone:#
-    Ieg wil din Priiß vdsynge _etc._
-
-        _1._
-
-    Min Tunge skal med Stemme
-    Forkynde Siælens Act,
-    Som ey i Dag wil glæmme
-    Att priiße Guds Almact
-    Oc tacke Skab'ren bliid,
-    Som siine Wæctre sændte,
-    Mit Leye de omspændte,
-    Mig woctede med Fliid.
-
-        _2._
-
-    Med Sorrig ieg mig lagde,
-    Aff Graad war salt min Mund,
-    Ieg til mig selffwer sagde:
-    Du seer ey Morgenstund!
-    Men Herrens Goedheds-Krafft
-    Befalte Søffnen søde
-    Min tørre Hiærne bløde
-    Oc queege med sin Safft.
-
-        _3._
-
-    Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!
-    Ieg Sengen slippe kand,
-    Med Waaben mig vdryste
-    At striide som en Mand
-    Moed Satan, Synd oc Død,
-    Moed eget Kiød oc Wille
-    Oc alt, mig wil adskille
-    Fra dig i denne Nød.
-
-        _4._
-
-    Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!
-    Mit Kaarß er aff din Haand.
-    Wilt tyngsten Ende bære
-    Oc lindre hwaßen Baand?
-    Ieg ellers wißelig
-    Der vnder maa fortwiffle,
-    Thi diine Skud oc Piile
-    De sticker hart i mig.
-
-        _5._
-
-    Din Naade wilt vdøße
-    Oc rundelig betee,
-    Moed miine faderløße
-    Din Mißgund lade see?
-    Wær' derris Fader mild,
-    I Nøden ey forglæmme,
-    Hoes fræmmede forfræmme
-    Moed derris Fiinders Wild?
-
-        _6._
-
-    Ieg arme Støff oc Aske
-    Endnu et beder dig:
-    Mig icke att forraske,
-    Henrycke plutzelig;
-    Men lade mig min Aand
-    Med fuld Fornufft oc stille,
-    Med gott Taal oc goed Wille
-    Befale i din Haand.
-
-Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang,
-effter som hun icke forstoed tydsk.
-
-    #Ein Liedlein# -- nogenledis -- auff die _Melodei_ als das Lied:
-    Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt? _etc._
-
-        _1._
-
-    Sprich Vernunfft zu meine Seel:
-          Dich nicht queel,
-    Beßer Leben dich erwehl!
-    Es ist doch nicht zu erlangen,
-          Das fürbey
-          Wieder sey,
-    Wie man's thut anfangen.
-
-        _2._
-
-    Warumb dan bekümmerst dich
-          Engstiglich,
-    Zeuffsest immer, bist trawrich?
-    Du kandst es mit vielen Sorgen
-          Endren nicht.
-          Das geschicht,
-    Was geschehn sol morgen.
-
-        _3._
-
-    Hab'n verlohren Haab vnd Guht
-          Zwar weh thut,
-    Schöpfe wieder ein frisch Muht!
-    Es war vberflüßig kröhtig,
-          Die Natur
-          Hat doch nur
-    Weinig davon nötig.
-
-        _4._
-
-    Ist der Leib gefangen hir,
-          Glaube mir,
-    Es g'ring schätzen steht bey dir.
-    Du bist frey vnd vngebunden,
-          Keine Hafft
-          Hat die Krafft
-    Dich zu können wunden.
-
-        _5._
-
-                   gleiche
-    Endlich ist es - - - - viel,
-                    eben
-          Wan dein Spiel
-    Hat erreichet seinen Ziel,
-    Vnd du muß vom Leibe scheiden;
-          Es geschicht
-          Oder nicht
-    Auff Stroh oder Seiden.
-
-        _6._
-
-    Wol dan, frisk auff, meine Seel!
-          Dich nicht queel,
-    Das nichts deine Ruhe fehl!
-    Gott in Noth dich nicht läst stecken,
-          Er weis wol,
-          Wan's sein sol,
-    Hülffe zu erwecken.
-
-Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil Doctor _Otto
-Sperling_ bleff ført fangen her ind i Taarnet,[105] hwis Fengsel er
-neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand
-bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc
-Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig
-saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands
-Hænder, saa hand giorde intet anded den Afften en[d] nynnede oc
-sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil
-singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff
-Folckis Murmelen oc Tilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som
-war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel
-kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106] Den Glæde, ieg
-fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer
-icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden
-att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel.
-Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede
-sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om
-anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden
-[vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct
-(da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist
-sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel
-saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I
-faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en
-andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit
-Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til
-Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend
-Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war
-Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:
-»Lustig, _Curage_! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde
-skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc
-forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen
-von dem Herrn _General Major_ von Alfelt; er sagt, es wird nu bald
-guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald
-guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware,
-oc bad hannem tacke _General Major[en]_ for hands Trøst; oc efftersom
-hand _repeterte_ igien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das
-sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das
-herkommen, das der _General Major_ suchet alleweil mich zu erfreven?
-Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf.
-swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig,
-stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret
-bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc en
-_Calotte_ paa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig
-wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til
-Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc
-giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog
-talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff
-Doctern atter vdført til _Examen_, oc Slosf. forholte sig som før.
-Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for
-en Fange, der war neere. Hand swarte, der war ingen neere. Der wed
-loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot
-Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded
-warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer
-Doctern, oc ded fordrog sig med _Excecutionen_[108], oc ieg intet
-talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde:
-»Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten
-sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen,
-wehr er ist.« Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!«
-Hand begynte att faa nogen _compassion_ oc sagde: »Gebet Euch zu
-Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer
-Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte
-singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde:
-»Ich solte wol können rahten auß Ewer _discours_, wehr es ist. Kan
-der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol
-thun; aber die _Melodei_, die er nicht weis, wird er auch nicht
-singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.
-
- [105] ~Sperling~, som siden Foraaret 1654 havde taget Ophold i
- Hamborg, og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en
- trofast Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i
- dansk Tjeneste, ~Hagedorn~, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev
- indsat i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse var,
- at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance mellem ham
- og Ulfeldt samt dennes ældste Datter ~Anne Cathrine~ var faldet i
- Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene, som igjen overlod
- den til ~Hannibal Sehested~, da denne paa sin Hjemrejse fra Paris
- drog igjennem Landet. Se herom samt om de Forhør, Sperling
- underkastedes i Fængslet, det Uddrag af hans Selvbiografi, som er
- trykt i ~Suhm~'s Nye Saml. til den danske Hist. 3, 197-266; jvfr.
- ~Paus~ 2, 97-102; ~Nye danske Magazin~ 3, 30-36 samt ~Wolff~,
- Journ. for Politik 1815, 4, 270-80 og 1816, 1, 121-34, hvor nogle
- af Korfits Ulfeldts og Datterens Breve til Sperling ere trykte i
- Oversættelse.
-
- [106] Eftersætningen mangler. -- I Randen er tilføjet: »_Samme
- Fengsel er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er
- gandske mørkt._«
-
- [107] I Randen er tilføjet: »_Der Slozf. i de første Dage sang for
- sig, sagde hand: »Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten
- Rok?« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den
- Sang, hwem ded kunde wære._«
-
- [108] I Randen er tilføjet: »_For att bedrøffwe oc forfærde Doctern
- lucte Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet,
- oc loed, som Presten skulle komme til hannem._« -- Ved Dommen, der
- afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv og
- Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod kom han
- aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December 1681.
-
-Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa der bleff intet
-talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind, naar der bleff opluct, oc
-giorde sig stønnem lystig med Quinden, wille, hun skulle giøre
-_Reverenz_ for hannem, lærte hender, huordant hun skulle sætte siine
-Fødder oc bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte oc
-adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en Deel deraff til den
-Ende att bedrøffwe mig med min forrige Welstands Ihuekommelse:
-huordant ded gik til i mit Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig;
-fortelte derom heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc
-alt dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß imellem
-stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange
-_Christian_ i Trappen.
-
-Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße oc wide, hwad nyt
-hender kom for, hun loed mig oc forstaa, att hun war i den Meening,
-att ieg kunde traalle; thi hun skreff mig til en Seddel[109], hwor
-vdi stoed, att hun bad mig sætte ont imellem Iomfrue _Carisse_ oc en
-Allefelt, med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender icke
-wært, men Skinckel war en braff Karl (_Carisse_ bleff siden gifft med
-Skinckel).[110] Saa som den Skriffwelse war aaben, saa wiste Kudsken
-diß Indholt, oc Quinden med. Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men
-sagde intet. Quinden kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille
-op, sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg swarte:
-»Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer hun oc loe hiertelig. Ieg
-spurte, om ded war att lee aff. »Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att
-ieg tencker paa den wiiße _Cathrine_, ieg før haffwer talt om, som
-gaff et Raad til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe
-Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded war for et Raad.
-Hun sagde, der skulle tagis Haarene op, hwor twende Katte haffde
-reeffwis, oc de Haard skulle kastis imellem de toe, man wille sætte
-Spliid imellem. Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den
-bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene icke ware
-begge soorte?« »Ho, ho!« sagde hun; »ieg hør wel, att I wed, hwordant
-ded skal wære.« »Ieg haffwer hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer
-hender den Konst, saa faar I Sucker _Candii_ igien, men lader icke
-Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader Pær bede Maren
-Bloks att forskaane mig med saadanne Begiæringer!« Att ded war i
-henders saa wel som i Marens Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff
-hun i mange Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale
-Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige (naar
-hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa, att hand wiste den
-soorte Kunst), att de frycter for dem, de haffwer den _opinion_ om,
-oc tør icke giøre dem ont. Oc hænder ded sig en Dag til Middags
-Maaltiid, att Slosf. saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med
-de andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder, som ware
-paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands Dommer i Iylland, holte
-med Traal Konerne oc sagde, der war ingen Traal-Koner til[111]. Der
-Dørene bleffwe lucte, da haffde wii nok att snacke om Traal Koner,
-oc sagde hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er en
-Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som ieg haffde sagt
-før, att en Part haffde meere Wiidenskab end som en Part, oc en Part
-brugte derris Wiidenskab til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde
-skee naturlig Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke
-tillat vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med; ded war
-oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som hannem icke tilkom.
-Wii snackede saa lenge, att hun bleff wree oc lagde sig, soff en
-Søffn; dermed war den Wreede forbi.
-
- [109] I Randen er tilskrevet: »_Pær haffde for nogen Tiid siiden
- kast i et Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte
- Døren: »Iher Piige!« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en
- der aff oc Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg
- icke, thi hun haffde langt fleere forborgen paa sig._«
-
- [110] Jvfr. S. 42 Anm. 1.
-
- [111] Landsdommer i Jylland var dengang ~Villum Lange~. Mærkeligt
- nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra denne
- Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori
- Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen,
- om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse af
- det for Dagen som den, der her tillægges ham; se ~Wolff~,
- Griffenfelds Levnet S. 43-44.
-
-Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige, som sidder neere i
-Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om Eder, oc hwad I giør. Ieg
-haffwer sagt Pær om ded, I haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men
-hand haffwer soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden
-Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes Eder her.« Ieg
-swarte: »Ded tiente hender intet at wære fangen med mig, ded spilte
-ickun henders Lycke; thi hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?«
-Fortælte om samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden
-hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender lære, oc hwor
-dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen wille gierne see ded, I
-haffwer syd; I skal strax faa ded igien!« Ieg flyde Quinden ded,
-som, første Gang Dørene bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar
-ded til Dronningen (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc
-att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt: »Man mögte ihr
-wol was zu thun geben!« »Das wäre nicht nötig. Es ist ihr guth
-genung! Sie hat es nicht beßer haben wollen!«). Ieg spurte offte
-effter ded syede Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for
-att faa ded fra Pigen igien.
-
-Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg oc formaatte
-liided, loed Kudsken offte lucke op oc til for sig baade neere hoes
-Doctern oc oppe hoes mig. De Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte
-for der neere for ded uderste Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4
-Døre lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke Silcke ind
-til mig[112] oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i miine Boxer!« Ieg
-loed saa, som ieg icke hørte ded, spurte Quinden ad, hwad ded war,
-hand sagde. Hun sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke
-troede ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre hannem
-Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands Boxer.« Der falt nu
-Latters Snak om. Imod att der skulle spiißis, saa siger ieg til
-Quinden: »Flyer Pær sit Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig
-giorde nogen Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris«
-(imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)
-
- [112] I Randen er tilføjet: »_Saasom miine Linklæder bleff toen i
- Fadburstuen, hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa
- haffwe v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk,
- hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den
- Raffn haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg
- loe oc gaff hender Skiæmt til Swar._«
-
-Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen (huilcken wii
-haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm, der wii der ware
-fangen)[113] bleff needer brut, oc en Støtte (eller hwad ded er) til
-min Herris Wanære opsat, kom Slosf. ind, der til Middag bleff opluct,
-oc satte sig paa min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att
-snacke om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt neer
-paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde smerte mig att
-haffwe mist, til min _Caret_ oc Hæste til. »Aber« (sagde hand) »das
-alles ist nichts gegen den schönnen Hoff!« (strøg den vd paa ded
-herligste;) »der lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den
-andren. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?« Ieg swarte:
-»Der König kan mit dem seinigen machen, was er wil; der Hoff ist eine
-gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!« Hand bleff alt wed att beiamre
-ded schiønne Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg
-spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das
-schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr zu finden; man wuste
-nicht die Stelle zu weißen, wo der Tempel vnd das kostbahre Königs
-Hauß gestanden.« Hand swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded,
-grundede et Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer
-berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte hand io meere oc
-meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
-befalet, att hand skulle spørge mig ad, om ieg begierte noget enten
-aff Køckenet, Kiælderen eller hoes Suckerbageren, da skulle ded
-skaffes mig; war oc befalet att giffwe mig _Confect_ oc Strøe Sucker
-toe Gange om Vgen, hwilcket oc skeede[114]. Ieg bad Slosf. att tacke
-Kongl. _Majt._ for den Naade, paa ded allervnderdanigste rooste, som
-billigt, Kongens Goedhed. Slosf. wille rooße Dronningen, haffde hand
-kundt hittet paa noget; sagde: »Die Königin ist auch eine liebe
-Königin!« Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter med
-en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad ieg wille haffwe
-til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet, oc ieg siden bekom,
-foruden Snørliif, ded wille Dronningen icke tilstæde. Aarsagen kunde
-ieg ingen Tiid faa att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg
-bekom et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag Wand,
-Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded, sagde hun, maatte ieg
-nok wære foruden; men der hun saae, att der staar et Kaabberstycke i
-Laaget: Herode Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun
-oc sagde: »Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!« Ded Kaabberstycke
-kom mig til att betencke, att ~Herodias~ haffde endnu Søstre i
-Werden.
-
- [113] Jvfr. S. 7 Anm. 1. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa
- Graabrødre-Torv se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 472 flg.
- Nedbrydningen fandt Sted i Juli 1664, se ~Becker~, Samlinger 2 D.
- S. 33; ~Militairt Repertorium~ 2 R. 5 Bd. S. 385.
-
- [114] I Randen er tilføjet: »_Strøe Suckeret war i reent Papir,
- deraff betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille
- #notere#; giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc
- med Øll #præpareret#. Min Pen war giort aff en Hønße Winge;
- Ridskabet war et Stycke Flint. Den er endnu til Stæde._« -- Denne
- Anmærkning er senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den
- imidlertid i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne
- Anmærkning, har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den
- senere Anmærkning lyder saaledes: »_Ieg skreff adskilligt ud aff
- Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn war
- aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff
- Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge, med
- Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme._«
-
-Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring en tydsk
-Bibel, sagde der hoes: »Das thue ich aus guthem Hertzen, habe deßen
-kein Befehl; die Königin weis es nicht.« »Das gleube ich« (swarte
-ieg), oc tackede hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded
-wel. Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin Bønnebog
-igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en Morgen oc en Afften Bøn oc
-alle Morgen oc Afften Suk, hwilcket hun Afften oc Morgen læste for
-mig. Ieg erbød mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et
-_Abc_. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke, ieg war
-gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente med _raison_ att
-_persuadere_ hender for att haffwe noget att fordriffwe Tiiden med;
-men ded war langt fra: hun wiste saa meget, hender giordis fornøden.
-Ieg søgte alt effter noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war
-bleffwen war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen op,
-haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded Rom, bad ieg
-Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun tog ded, spurte dog icke,
-hwor til. Ieg _præparerte_ ded Leer med Øll, giorde adskilligt, aff
-hwilcket offte noget giordis om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens
-Billede oc Quindens Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt
-ind att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord kunde
-sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte (thi ieg wiste
-wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun wille wel sige engang,
-hwad ieg tog mig til), saa _formerte_ ieg et Begre offwer Hælten aff
-ded halffwe Pot-Begre, mig gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til
-trint, satte ded paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder
-Bunden diße Ord: ... _il y a un ... [voyez?] un Auguste_[115]. Ieg
-haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade ded kunde berettis,
-hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden saa høyt haffde forsoeren
-icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad
-ieg giør?« »Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I
-giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel giøre Eder
-goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff Leer; ded maa hand wel
-wiide.« Hun giorde saa, oc en tre Dage der effter kom hand ind til
-mig, war heel mild oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg
-swarte: »Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc træt
-der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget imellemstund att
-giøre, men ieg maatte io icke. Hand spurte, hwor til ieg wille haffwe
-ded Leer, Quinden haffde baarren ind til mig; hand saae ded nok, der
-hun bar ded ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat
-Lapperi aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg hannem først
-Quindens Billede; ded behagede hannem meget wel, efftersom ded
-lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
-strax: »Dißes alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König
-sehen[116]; vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den
-Händen zu haben für Zeit Verdreib.« Ieg war wel tilfritz. Dette
-skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid kom hand intet ind.
-Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet
-mir baldt in Vnglück gebracht!« »Wie so?« (spurte ieg). »Ich habe den
-König eine _supplication_ von Euch gebracht! Die Königin wurd es
-nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte: »»So! Bringst
-du mir nu _suppli[cationen]_ von _Leonora_?«« Ich erstarrete, sagte:
-»»Gnädigster König! Ich habe nichts schrifftliches gebracht!«« »»Sehe
-hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers
-etwas fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas
-geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, das
-ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb Gnade. Der guthe König nam
-mich in Verantwortung, vnd gefiel ihm die _invention_ nicht vbel. Ia,
-ia, mein liebes Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein
-gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer Man tod wehre,
-Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben[117]!« Ieg war i Meening, att
-mine V-wenner wiste wel, att min Man war døe. Ieg fik saa att giffwe
-mig til Fritz med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue
-Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte Slosf. aldrig
-effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom hwer Afften ind oc saed
-lenge oc snackede med mig; war swag, oc kom hannem tungt att stiige
-op aff de Trapper. Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.
-
- [115] Ordene: ~vnder Bunden -- Auguste~ ere senere overstregede, og
- saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv
- eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele. Det
- er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne Maade ere
- gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften
- overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet her, eller
- om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen har
- opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa igjen udslettet,
- hvad hun allerede havde givet af den. Hvad der taler herfor, er
- ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder synes at
- være for faa til at kunne have indeholdt en »Supplication«, men
- ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens man efter
- Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi (hvor
- Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa antage, at Indskriften
- idetmindste fuldt saa meget har været rettet til Dronningen. Det
- paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes (jeg citerer
- efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4): »Notre femme forme
- un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y met le nom du Roy & de
- la Reine, le met sur trois boutons, & au dessous le fond elle écrit
- à la Reine.«
-
- [116] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siden, att ded aff
- Leer war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff
- en Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde
- Kongen oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff
- til Weye._« -- I ~Holger Jacobæus~'s Museum regium har jeg dog ikke
- fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696 eller i
- den af 1710.
-
- [117] I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid
- Efterretningen om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde
- opfundet for at undgaa Efterstræbelser.
-
-Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff mig en Bog, som
-er heel artig, _tittuleret_ #Wunderwerck#[118]. Den er _in folio_,
-gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg nøyis wel med den Gaffwe. Oc
-som hand saed lenge vd paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede
-med mig, saa for trød ded den forgifftige Quind[119]; sagde til Pær:
-»War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa wel, som
-hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb vd oc tog den Kniiff, der
-ligger vde paa Borded, oc stak den i ham? Mig kunde hun let faa
-Liiffwet aff, siden ieg sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I
-hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke
-alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf. torde icke
-komme ind til mig i langsommelig Tiid[120], satte sig vden for min
-vderste Dør oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der
-wantist intet med (ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre
-Aar effter den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens
-Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa til Alters,
-stoed hand vden for min inderste Dør oc tog sin Hue aff, bad mig om
-Forladelse: hand wiste, att hand haffde giort mig imod, men hand war
-en Tienner. Ieg swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!«
-Der hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget til Pær
-om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded. Vden Twiffl haffwer
-hun skiælt Slosf., thi hun war saa wree, att hun puste; kunde icke
-holde den Wreede i sig, men sagde: »Skam faa den gamle Narr! Giff
-Fanden besætte ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer hun,
-»om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde ham!« oc spøttede. Ieg
-sagde omsier: »Hwad gaar ded Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab?
-Taber I noget der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke
-_Ordinantzen_, da i ded ringste wærer intet wree paa dem, der giør
-ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder, om I icke fortryder ded
-onde, I haffwer giort, oc icke forliger Eder med Eders Moedstandere,
-førend I søger att forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde
-intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde: »I gott Folk
-tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!« Hun spurte: »Giør
-ieg Eder noget?« Ieg swarte: »Ieg wed icke, hwad I giør. I kand
-lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun
-en lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab: hun haffde
-aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget ont. Ieg sagde: »Ieg
-hører, att I giør Eder reen med Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit
-Sæde med en _furie_ oc sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en
-Phariseer?« »Sacte, sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os
-er wree, saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree
-med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig med en sposk
-_Mine_ oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke goed, naar I bliffwer
-wree! I haffwer nok Ord der for, att I vdi gamle Dage icke kunde
-taale meget, men slog strax. Mens --« (dermed taw hun). »Hwad meere?«
-(sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont, om ieg
-wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen noget, som ieg icke
-kunde liide? Nu langt bedre! De haffwer icke behoff att necte mig
-Kniiff for den Skyld, att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg
-giøre med miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl med
-miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat paa ham, oc hwad
-kunde mig skee wære, end mig skeer? Derfor farer ickun i Mag!« Hun
-teeg stille oc giorde ingen _Miner_ fleere, war bedrøffwet, torde
-intet klage sig for Slosf:. Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed
-ieg icke, thi der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct,
-da haffde hun græt[121]. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg Slosf. til
-Lycke oc sagde: »Ihr seid glücklich! Ihr könt Euch mit Gott
-vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig werden; das ist mir
-verbothen« (ieg haffde twende Gange begiert Prest til mig paa anded
-Aar, oc bleff hwer Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu
-saed; ieg haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget
-witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte mig
-Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig; man syndede saa
-wel med Tancker, som med Ord oc Gierninger; hwor for Slosf. loffwede
-icke att afflade med Begiering, att der maatte komme en Præst til
-mig; spurte, hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant,
-som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse[122].« Hand sagde: »Das
-wird wol swärlich geschehen.« Ieg war til Fritz, hwem ded war. En
-Maanets Tiid der effter bleff ieg beræt aff den tydske Præst M.
-_Hieronimus_ Buk[123], som første Gang war heel skickelig, men talte
-meere om Lowen end om _Evangelium_. Slosf. ynskede mig til Lycke, oc
-ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded til Weye.
-
- [118] Uden Tvivl den tydske Oversættelse af ~Conr. Lycosthenes~'s
- Værk: Prodigiorum ac ostentorum chronicon. Oversættelsens Titel
- lyder -- noget afkortet -- saaledes: ~Wunderwerck~ oder Gottes
- vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ...
- erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch
- zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ...
- Verteütscht. Basel. 1557. Fol. Jvfr. ~Grässe~, Trésor de livres
- rares T. 4. pag. 310; ~Bibliotheca Daneschioldiana~ pag. 10 Nr.
- 318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret morsom,
- ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.
-
- [119] I Randen er bemærket: »_Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med
- sig, da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde
- flyet hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war
- hinder til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt
- ham Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand
- endnu skee.«_«
-
- [120] I Randen er tilføjet: »_I ded første, att Slosf. Fryct war
- saa stoer, torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller
- Taarngiæmmeren maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad
- ded betyde._«
-
- [121] I Randen er bemærket: »_Noget lenge effter denne Striid fik
- ieg en Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att
- kaste paa Gulffwet, sagde: ded skulle de vnderiordske haffwe. Ieg
- haffde for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg
- tog hender om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun
- bleff forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff.
- Ieg sagde: »Ded er en Forsmag!«_«
-
- [122] Se S. 79.
-
- [123] Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske
- Kirke, 1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se ~Jonge~,
- Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i ~Sperlings~
- Sag se ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd. S. 262-64.
-
-Ded Aar{1665.} Pintz Afften loed Slosf. sætte _Maj_ Træer i mit
-inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom. Aff de Greene brød
-ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken aff med Glas, bløtte dem i Wand,
-lagde dem i Pærse vnder et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd
-paa, saa de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde en
-Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale att fly mig noget
-grofft Traa, som ieg brugte til Søller. Silcket tog ieg aff miine ny
-Silcke Strymper, ieg war giffwen, oc giorde deraff breede Baand
-(Redskabet oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene Bom
-(som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green, hwilcken Pær
-haffde skaarren aff) den war fastgiort wed Kackeloffnen, oc den anden
-giorde ieg fast wed mit Liiff. Quinden drog Søllerne for mig, saa hun
-war tilfritz, oc kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom,
-thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde intet att
-fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att ded war min Lyst i
-forrige Tiider _etc._[124] Hand bleff atter en lang Tiid inde hoes
-mig effter Maaltiiderne, saa Frycten war hannem forgaaet, eller hand
-mintist den icke meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand
-sagde da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig aff oc
-bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden for oc læste høyt,
-bad Gud om att leffwe: »Ia« (sagde hand), »nur etzliche Iahr!« Naar
-hand haffde nogen Liiße, saa snackede hand immerfort; krøb langs wed
-Weggen engang til Døren oc sagde: »Ich mögte zwey Dinge wol wißen!
-Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn. Das ander ist, wehr
-meine Tyrelyre« (ded war Tyre, hands Quinde) »haben solte.« Ieg
-swarte: »Das ist eine Wißenschafft, die Ihr nu nicht erfahren könnet,
-insonderheit wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet
-vielleicht beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben
-noch lange leben.« »O« (sagde hand), »Gott gebe das!« oc saae op til
-Winduet. »Meint Ihr das, mein allerliebstes Frevlein?« »Ia, das
-meine ich« (swarte ieg). Faa Dage der effter bad hand mig atter om
-Forladelse, om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod;
-nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff swagere, græd
-oc soer, sagde: »Für war, das smertzet mir noch, das ich habe Euch
-offte betrüben sollen, vnd Ihr tröstet mich.« Om Søndag Middag
-ynskede ieg hannem Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa
-frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg fornam, att
-twende maatte saa gott som bære hannem op aff Trappen, loed ieg
-hannem sige, att hand kunde bliffwe neere i Taarnstuen; hand maatte
-wære forsickret, ieg skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke,
-krøb for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »Wan ich das thäte,
-vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein Hals.« Ieg sagde:
-»So gebet Ewer Swagheit zu erkennen vnd legt Euch zu Bette! Es kan
-wieder beßer werden. Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten.«
-Der tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel. Siiden
-saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb hand i Taarnestuen, men
-kom icke widre.
-
- [124] I Randen er tilføjet: »_Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for
- att klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring
- bragte mig noget Bai til Vnderboxer oc wille wide Maalet, sagde ieg
- selff att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?«
- Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand gierne
- see, saae ded oc, icke med liden Forundring._«
-
-Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet att haffwe Act
-paa Fangerne. Hand war meget fiin. Hand war en Snedkiær aff hands
-Handtwerck; hands Fader haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt,
-som oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist paa
-Handwercket i Italien oc Tydsland, kunde oc lit italiensk. Aff hannem
-haffde ieg goed Omgiengelse, oc som hand spiißede paa Taarnet vden
-for i ded anded Rom, bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc
-giorde en 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren Steegen der
-vde, loed ieg hannem bede att komme ind. Hand loed sig vntskylle; ded
-kom mig vnderlig for. Effter att hand haffde spiiset, sagde hand, att
-Pær Kusk haffde spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med
-mig. Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig, saa bad
-ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc icke skulle bliffwe ded
-forbøden. Hand haffde engang sat en meget stoer Knappenaal i sit
-Ærme, den bad ieg ham om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den,
-men om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg den, oc
-den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde mig oc adskillige Bøger
-att læße, saa hand war i alle Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed
-haffwer wel werret Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge
-betroed, thi hand war oc meget goed imod Doctor _Sperling_[125], gaff
-hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc anden goed Maed.
-Hand haffde i hands Barndom wærret Leege-Broder med Docterens Børn.
-Hand snackede oc lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op
-oc lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey[126]. Ellers gaffwis en
-anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb bleff den
-Bestilling fratagen, som siiden skal meldis[127]. Slosfogden laae
-stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste hand kunde, for att komme op
-igien, men der war liden Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke
-war hannem fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren
-Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att hun for sin
-Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret oc giorde allehaande
-for dennem. En Dag siger Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe
-Piige, I haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger saa
-meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg haffwer giffwen
-hender Forloff att sige alt ded, hun wed. Att hun skulle lyffwe mig
-paa, der er ieg icke bange for.« »Icke ded?« (sagde hun saa sposk).
-»Huorfor monne hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded
-sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde: »Hun wille io wel
-haffwe werret hoes mig (effter Eders egen Siien), men hun maa io
-icke; derpaa behøffuer hun icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun)
-»meener I da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,«
-sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til Hoffwe, att
-ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke
-lyffwer nogen paa, mindre mig; der er ieg icke ræd for.« Quinden
-bleff wree oc muute lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß
-Daatter aff sin _Arrest_ løß giffwen oc bleff G^{ne} Friisis Kammer
-Piige[128]; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff miine
-endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke liided, i
-Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg dog, min Piige er mig
-endnu, att hun icke beholt ded Lintøy, som hun wel kunde haffwe
-giort, thi ieg kunde icke wiide, om de haffde taget ded fra hender
-med ded anded.«
-
- [125] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3 Bd. S. 266.
-
- [126] I Randen er tilføjet: »_Saa lenge Balcke betiente Slosfs.
- Stælle, drack hand hwer Maaltiid min Wiin, som ellers
- Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange #Christian# giorde, naar den
- gamle Slozf. icke gaed; saa ded hialp oc til att støde effter
- Balcke._«
-
- [127] Dette Punktum er senere overstreget.
-
- [128] Det vil sige: blev Kammerpige hos hende, som nu (da Forf.
- nedskriver dette) er ~Grevinde Friis~. Hun var Mogens Friis's anden
- Kone, og hendes Navn var ~Anne Marie Offenberg~. Mogens Friis blev,
- som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.
-
-Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med Balcke, i Synderlighed
-Quinden, som for adskilligt giorde sig wree, baade fordi hand
-foractede hender, sagde hun, for hand haffde flyed en Keedel til
-Natskriinet, som war tyngere end den forrige (som war læk); men
-allermeest fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning,
-att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang, midlertiid
-Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte hand hender, om hun oc
-icke wille lade sig berætte, huor til hun først swarte: »Ieg kand
-ingen tydsk.« Balcke sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst
-skal komme til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter
-Fanger.« Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact paa ded Sted;
-maatte hun komme vd, saa wille hun gierne. Balcke predicket for
-hender, som en Præst kunde giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware
-lucte, saa gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid
-Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet, men tenkte:
-ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis hun; hwilcket oc
-skeede, bandede Balcke alt ded wærste, hun kunde hitte paa. Hun
-haffde sær for mig vhørte Eeder, saa ded war gruelig att høre paa,
-iblant andre diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke
-behoff att bande ham hwer Dag!« _Item_: »Gud lade ham fordwiine som
-Dug for Soel!« Den Banden kunde ieg icke taale, sagde: »Bander I
-Manden, fordi hand holder Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle
-forlige Eder med Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander
-hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge Keedel, ded
-forbandede Menniske har flyed mig att bære op aff den steile
-Trappe[129], saa den onde Mand besætte ham! Wil hand oc giøre Præst
-aff sig? Ia, hand er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa
-att bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om hand wiste ded,
-I bander ham saa, meener I icke, att hand bragte til Weye, att I fik
-att staa Skriffte? Ded er nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret
-til Guds Bord, oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded
-sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand faa ded att
-wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde: »Hwad her inde skeer oc
-sigis, kommer ingen wed vden os toe; ded giøris icke fornøden, att
-andre ded wed.« Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa
-forgik den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.
-
- [129] I Randen er bemærket: »_Ded er oc en ond Trappe at komme op
- aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd._«
-
-Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken døe eller leffwe.
-En Middag, som Balcke lucte op (som war iust 20 Ugers [_sic_] Dagen,
-hand kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget dollig klæd, med
-en graa reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis,
-med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier paa, som haffde wærret
-hwiid, men neppeste for Skarn kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits
-Strømper paa oc et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med
-Hyßing[130]. Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen; dermed
-gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin Hat i Haanden, giorde
-en Rewerentz oc sagde: »Hir mit nehme ich meinen Abscheid; dieser Man
-sol Slosf. seyn.« Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand
-swarte: »Nein, nicht vor dis Mahl.« Saa tackede ieg hannem for hands
-høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem wel[131]. Pær
-Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf., som heeder Iohan Iæger, loed sig
-icke see aff mig den Dag, icke heller til Afften. Ieg sagde til
-Quinden om Morgenen: »Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun
-oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den, som haffde
-tagen Doctern fangen[132], oc nu skulle hand wære Slozf., men end
-haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen. Ded warede icke mange Dage,
-førend hand kom til den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen
-bleff tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede ickun
-paa anden Dag der effter; naaede i begge Deele sin _curieusité_: saae
-den, som bleff Slosf. effter ham (til sin Bedrøffwelse), oc den
-Doctor, som skulle _curere_ hannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret
-war omme.
-
- [130] I Randen er bemærket: »_#Gabel# haffde sagt (som mig siden
- bleff berættet), att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for
- den Mand oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an
- derfor, men for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den
- Tienneste, Kudsken giorde._«
-
- [131] I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder
- saaledes: »_Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand
- anklaget for att sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis
- der med, att hand haffde sagt mig, att #Gabel# war bleffwen
- Statholder, oc ieg siden saa #tittulerte# for #M.# Buck._« -- Denne
- Anmærkning er dog senere overstreget, hvilket derimod ikke er
- Tilfældet med den anden, som dog aabenbart refererer sig til hin.
- Den anden Anmærkning lyder saaledes: »_Balcke kunde en Dag icke
- holde sig for Latter, thi imens hand stoed oc snackede med mig, saa
- stoed Quinden oc Mandfolckene oc green oc loe i Trappen; oc sagde
- hand: »Ded er Sladdertaarret der vde! Hwi mager Pær ded icke saa,
- att ded forbydis? I kand nok faa att wiide, hwad som paßerer,
- foruden aff mig.«_« -- Gabel var bleven optagen i Adelstanden og
- udnævnt til Statholder i Kjøbenhavn den 12. August 1664.
-
- [132] Naturligvis dog i Forening med ~Hagedorn~ og under dennes
- Ledelse; jvfr. S. 111 Anm. ~Sperling~ selv siger noget Lignende
- (~Suhm~'s Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at ~Jæger~ var en
- Holstener og en Fætter til ~Gabel~.
-
-Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger, mindre talte til
-mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem
-selff op. Endelig, der hand fik Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat
-aff, der hand haffde luct op, oc sagde: »Guthen Morgen!« Ieg tackede
-hannem »mit großen Danck.« I midler Tiid saa stoed, war Quinden meget
-glad. Hun haffde sin frii Sladder med Pær Kudsk (som enda en Par
-Maaneders Tiid kom paa Taarnet som før) oc med den Fange Christian,
-som haffde stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc
-meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer bleff Portener,
-oc en wed Naffn Chresten kom i hands Sted. Iblant anden Sladder, hun
-førte for mig, sagde hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med
-mig. Ieg sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe
-mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med mig, saa
-lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der tiente; thi der hand
-haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s] Skyld, hand bleff ertappet
-med, kom hand siiden da oc da ind. Den allerførste Gang haffde hand
-en Ruuß.) Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand mig
-beretede[133].
-
- [133] I Randen er bemærket: »_I mens Balcke betiente mig, da bleff
- der giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc
- Quindens Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne
- war intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens
- Bord._«
-
-Førend ieg melder noget om den Fange Christians Bedriffter imod mig,
-wil ieg med faa Ord berette hands Brøde, huorfor hand war fangen.
-Hand haffuer tient Maans Armfelt[134] for Lacquey. Hand med andre
-_Lacqueier_ ypper Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian
-en Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft Omsorrig for
-hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte i sit yderste: »Gud
-straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!« De
-andre Lacqueier løbe hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben.
-Hands Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded altiid, att
-ded icke war ham, der stak Manden. Hand bleff dømt fra Liiffwet;
-men efftersom den døde Mands Quinde icke wille bekaaste paa
-_Excecutionen_, bleff Christian saa hensiddendis, oc hands Iuncker
-betalte hands Føde. Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend
-ieg bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff
-Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder[135]. Der
-ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der, Doctern sidder, oc
-der Doctern bleff fengselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog
-Seyerwercket op for Taarngiemmeren, lucte op oc til for Fangerne der
-neere, ia haffde offte Nøglene til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu,
-att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle Slosf. til
-Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende Pær med et Ærinde;
-sagde til Raßmus: »Gehet hin vnd macht auff! Peter sol was
-bestellen.« »Far« (sagde Raßmus), »Christian har Nøglen.« »So!«
-(sagde Slozf.) »Das ist hüpsch!« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus
-sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen Stez.« Alt
-effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed til, siden Pær
-Kudsk kom bort, oc tiente denne Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.
-
- [134] D. e. ~Mogens Arnfeldt~ til Rugaard i Jylland, en Broder til
- Korf. Ulfeldts Svoger ~Axel~ A. til Basnæs; jvfr. S. 35 Anm. 3.
-
- [135] I Randen er tilføjet: »_Da war der et stoert dobbelt Windue
- med Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her
- ind; oc fortelte siden Christian, huorledis Piigerne i Fadburstuen
- haffde flyed hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et
- Reeb._«
-
-En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor hun haffde reenset
-Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte, sagde hun til mig: »Den
-Christian, her gaar, haffwer talt med mig der oppe. Hand kand aldrig
-fuld sige, hwor ynckelig ded gaar Doctern, hwor hart hand er
-fengselet, oc hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort.
-Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc ingen Lyßning
-vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar vd i ded vderste Kammers.
-Hand bad mig, att ieg skulle sige Eder ded; Taarene kom hannem i
-hands Øyen, saa stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg
-sagde: »Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt att
-haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den stackels Mand faar
-att haffwe Taalmodighed saa wel som ieg, oc wii maa trøste os med en
-goed Samwittighed. Io haardere hand liider, io snarere faar ded Ende;
-hand er en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter med en
-Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc hand spurte saa
-flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde widre: Christian skulle nok
-fly ham, hwad ieg wille sende ham. Ieg tog den Snak an for en
-Fristelse, sagde endelig, att Christian kunde tage et Stycke aff
-Stegen, naar Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig om
-noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige sig til att gyde
-ded aff mit Begere oc bede Christian helße Doctern. Ded bleff
-antagen, oc haffde ieg nogle Dage Roelighed. Christian føyede sig
-meget effter Quinden, satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren,
-giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok aff.
-Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig Karl, den Christian!
-Hand haffwer fortælt mig, hwor vskyllig hand er kommen i Fengsel oc
-dømt. Hand er ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I
-sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at hand skal wære
-Eder troe, wille I skriffwe Doctern et Ord til[136]. Paa min
-Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!« Tog paa att swære oc forbande
-sig, den Dag hun sweeg mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed
-for hinder, førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer
-intet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle skriffwe.«
-»O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att den gamle kand see, att
-hand kand troe ham! Wil I haffwe Blek, da kand Christian wel fly
-noget.« Ieg swarte: »Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc
-ieg kand skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke
-begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde med den stoere
-Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa 4 Mandeler de Ord: _non ti
-fidar!_ _fidar_ satte ieg Hælten aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg
-haffde saa et Tag Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om
-nu Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de Mandler,
-eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab, wed ieg icke, men
-Christian flyer Quinden en Seddel fra Doctern til mig, fuld aff
-_Lamentationer_ offwer worris Tilstand, oc att min Daatter _Anna
-Cathrina_ eller oc _Casetta_ ware Aarsage i hands Vlycke. Derom wille
-ieg meere vnderrettis; begierte ded skrifftlig aff hannem (wii skreff
-hwer andre paa italiensk). Hand swarte saaledis, att enten den eene
-eller den anden haffde laded ligge hands Breff paa Borded et Stetz,
-hwor ded war bleffwen funden oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand
-haffde skreffwen, war Aarsage i hands Vlycke[137]. Ieg skreff
-ham igien, att ded icke syntist troelig, men wel att der war
-_susspiceret_, att hand _corressponderte_ med min Herre, oc dermed
-luret paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre hannem
-der i til _raison_, io meere _opiniastre_ bleff hand der i[138], oc
-omsiier skreff, att ded war _Cassettæ finesse_ att faa ham i
-Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte paa den Wiiß att
-skriffwe, begynte ieg att fatte en sær _opinion_ om hannem, lige som
-hand wille drage noget aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i
-nogle Dage, om ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening,
-att ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi war
-witterligt; ihworledis hands _Correspondentz_ med min Herre war
-bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem; hwor paa hand war dømt,
-war mig oc v-witterligt, offwer mig war ingen Dom gaaen. Ded warede
-nogle Vger, førend Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord
-Meeningen aff _Sentenzen_ offwer hannem, saa wii da oc da
-_corresponderte_ med hwer andre.
-
- [136] I Randen er bemærket: »_Christian haffde da flyet mig nogle
- Stycker Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint
- Lærrit dermed effter en Traa. De Stycker erre endnu i min Giemme;
- oc giorde ieg adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab._«
-
- [137] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor S. 111 Anm.
-
- [138] I Randen er bemærket: »_Ded er hannem medfød._«
-
-Slosf. bleff effterhaanden omgiengelig, kom hwer Maaltid ind oc
-snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad hand i hands Vngdom
-haffde bedreffwen, huor hand haffde werret Tromslager oc giort sig
-til Narr for min Swoger G. Pentz[139] oc for att winde Penge oc Gunst
-giort sig til Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for
-en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß paa (som
-offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Spaa
-Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer oc Christian den Fange
-fornam, att Slozf. dreff Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede
-saa med Quinden i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem.
-Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget flaneworn. En
-Dag{1666.} war hun noget v-passelig, giorde sig ett Øllebrød, satte
-ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed inde hoes mig oc snackede; Chresten
-oc Christian gantede sig med hender der vden for, oc skulle Christian
-røre i Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten siger til
-Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene ware icke saa snart
-sagt, som Giærningen war giort, oc fast i ded samme stoed Slosf. op
-oc gik bort. Der Dørene ware lucte, saed Quinden som færdig til att
-daane. Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun
-skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders Død, spurte
-hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg haffwer ont nok,«
-bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte att lucke sin Trøye op. Saa
-saae ieg, att hun war wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle
-føre ded onde fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte
-dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun haffde saa ont,
-haffde hwærcken faat waat eller tørt den Dag. Ieg sagde: »Giffwer
-Eder tilfritz, I skal wel faa et Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed,
-hwor hun skulle faa ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i
-Kackeloffnen, oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en.
-Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att sye.« »Io«
-(soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok tie, oc ieg skal aldrig
-sige ded.« Saa loed ieg hender legge tre Stycker Teylsteene, som
-altiid haffde ligget bag Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl
-oc Brøe paa (alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun
-maatte oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med Ord, men
-wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte der i med en Skee.
-Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen, oc der bleff Borded sat for
-mig; haffde et Stycke Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte
-alt imellem, om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit
-Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente sig til mig
-oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en, der war gall, kaste
-Skeen aff Haanden oc Stoelen om Kuld, reeff atter henders Trøye op oc
-sagde: »Gie Fanden wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre
-wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed),
-»haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde aldrig laded
-mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?« Ieg tenkte paa meget, som
-dertil kunde swaris, men sagde intet, smaa loe oc loed hender saa
-bruuße vd. Omsiider græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde
-ieg), »giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye
-foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg hender att
-slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att sætte vnder Potten.
-Dermed kaagte Potten, oc hun kyste paa sin Haand oc gaff mig, war
-meget glad. Ieg gaff hender oc siden en Gang eller toe Forloff der
-til saaledis att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar
-Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
-kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde: »Tencker paa Eders Eed oc
-sladdrer icke vd, hwad her skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded
-ringste mister wii nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle
-icke skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange Aar
-effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße Golff-Steene
-op (som siden anderledis bleff berettet aff en Præst, som her effter
-skal meldis). Hun haffde oc sagt, att ieg haffde sta[a]ed oc seet
-Linne-Dantzere paa Slos-Platzen, hwilcket war sant. Thi der Chresten
-sagde Quinden en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa den
-inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc spurte, hwordant ded
-war, oc ieg sagde hender ded, da klagede hun sig, att hun icke kunde
-faa ded att see. Ieg sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde
-holde Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender tage
-Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden oc reiße Sengen op
-til Winduet oc sætte Natskriinet offwen paa. Der med att komme til
-ded oprettede Sengested bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden
-for Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded for att
-komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet, saa wii kunde staa
-magelig oc see ded, dog icke paa engang. Oc loed ieg hender gaa op
-først, oc ieg stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage; hun
-skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste oc wel, att
-Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris beste Kunster[140]. Ieg
-kunde see Kongen oc Dronningen i derris Øyen; de stoede paa den lange
-Sael, oc vndrede ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der
-ieg stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg haffde seet
-dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lyst til att see Folk gaa i
-Slos-Kircke oc aff Kircken. Da bleff Sengen igien opreist, oc ieg
-saed der saa lenge oppe, til alle ware aff Kircken igien. Quinden
-torde intet woffwe att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige
-Gang oc glad, hun kom neer.
-
- [139] Grev ~Christian Pentz~, Amtmand i Rendsborg og Gouverneur i
- Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre
- Søster ~Sophie Elisabeth~. Han døde 1651.
-
- [140] I Randen er tilføjet: »_De Liinen Dantzere giorde ded, ieg
- icke haffde seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i
- huer Korre saed en Dreng paa 5 Aar, oc en Quinde loed sig falle paa
- Liinen oc sprang op igien. Men i den anden Quindis Tiid saae ieg
- en, som hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen._«
-
-Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid, da bleff
-der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit Slags, med Talle Lyß.
-Ded haffwer Quinden mißhaget, ihwor wel hun sagde da intet til mig.
-Men der hun endelig bleff nød til att lade sig berette{1666 den 12.
-_April_.} effter meere end tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens
-Bord, bad hun Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte
-i Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par smucke
-Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun oc fly hender en fiin
-Dreyels Dug, skulle hun giøre sit beste; hun wille betale ded. Om
-Quinden tilforen haffde tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware
-satt, eller Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att
-ded skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men noget
-lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste Dør op for mit
-Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den Stage vd, I haffwer, oc toe
-Lyß!« Hwordant hun tog paa, er icke att beskriffwe: om hand icke
-haffde talt med henders Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da,
-hwad hun haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet paa
-sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene. Hun wille lenge icke,
-men bandede oc skiælte. Ieg laae enda oc spurte hender: om ieg skulle
-wære henders Piige oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde
-hannem ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem Hullet
-paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa
-man maatte grue der for. Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender
-enda bisterer. Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde
-hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender den Synd
-for heel witløffteligen. Hun meente, att den begik Synden, der war
-Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed?
-om den bestoed i Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun
-wille see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad hender
-falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om siine Synders
-Forladelse, at hand icke wille tilregne hender sin Daarlighed. Hun
-swarte saa att wille giøre, men giorde ded icke strax. Ieg meener,
-att Præsten[141] haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting,
-hender angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa meget: hwor
-hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant meere; omsiider: om
-hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc huor lenge ded war siiden, hun
-haffde wærret til Alters? Der paa skrifftede hand hender paa sær
-Maade, først som den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte
-for groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der skulle
-affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender endeligen oc
-forrettede sit Embede. Der alt war forrettet, oc hun kom ind til mig
-igien, ynskede ieg hender til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun).
-»Kand der wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott aff!
-Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax gaa til Alters; dette
-acter ieg intet!« Ieg fald hender strax i Orded oc sagde: »Betenker
-Eder, hwad I siger! Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet
-høre! I wed wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi
-Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme vnder Fødder?«
-»Vnder Fødder?« (sagde hun). »Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc
-giorde der en heel Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig
-ansee; men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en
-Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer ingen mürt«
-(ieg tenkte: man wed icke hwad)[142]; »hworfor skylle ieg døe? Gud
-allermæctigste giffwe« -- der med taw hun. Ieg prædicket for hender
-igien oc sagde, att hun haffde fortient den ewige Død for henders
-Synders Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge
-vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde hun) »haffwer ieg
-att tacke Chresten for; Balcke haffwer oc wel hiolpen til.« Tog paa
-att bande dem. Ieg truede hender med et anded Skrifftermaal, om hun
-icke holte inde med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud
-att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til Chresten,
-saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder [an?].« Ded holte
-hender noget i Tømme, oc gik hun den Middag intet vd i Trappen[143].
-
- [141] I Randen er bemærket: »_Ded war den Præst, som berettede
- Fangerne, oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte
- hwert Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte._«
-
- [142] I Randen er tilføjet: »_Hinders Barn!_« Jvfr. S. 100.
-
- [143] I Randen er bemærket: »_Hun war i alle Maader en skarneworn
- Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war
- min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til
- ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden
- nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte ieg der
- paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded? Hand gaff
- mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I giffwer
- intet bort aff Eders!« -- Samme Degn saed for att haffwe tagen sin
- egen Høst igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke betalte
- ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa som en
- Præst for Alteret oc swarte etc._«
-
-Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med Mandfolckene. Hoes
-mig klagede hun sig offte, att hun war swag, haffde forløfft sig paa
-den ny Keyle, Balcke haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd,
-hun haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd, hand haffde
-swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde: »Slosf. kand io intet
-forstaa Eder ret endnu; beder Chresten tale for Eder!« Hun giorde oc
-saa, men kom atter med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min
-hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som ieg wille
-gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge? Ieg kand icke nyde
-dem, oc ieg kand icke tienne Eder.« Ieg sagde: »Penge kand vdrette
-meget. Forærer Slosf. nogle Penge, saa taler hand nok for Eder.
-Begiærer en aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den
-kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først nogle Vger;
-endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu haffwer ieg laded giøre et
-Sølffbegre til Slozf:.« (Henders Daatter kom saa offte til hender i
-Trappen, som hun begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele
-Efftermiddage needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter.
-Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg war wel dermed
-tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd engang, att ieg skulle sige
-Præsten ded.) _In summa_: Slosf. torde intet tale for hender til
-Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i
-Sengen, naar her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded
-skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Difficulteter_, sagde:
-»Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker vnder.« Ieg sagde,
-de kunde _vicitere_ oc _examinere_ Quinden, naar hun kom vd, wii
-haffde icke wærret saa fortroelige Wenner; ieg wiste, att Quinden war
-giffwen mig til att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men
-laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe, icke heller
-kunde ieg betienne hender; hun tiente io for Penge, der skulle wære
-nok, der skulle tage der imod igien. Tre Dage der effter, der Kongen
-kom fra Friderichsborg, kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde
-komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som Chresten
-haffde _recommenderet_, som skulle wære en skickelig Quinde (som hun
-oc er).
-
-Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels Daatter kom op
-igien. Oc maa ieg wel sige, att ded{1666 den 26. _Iuni_.} war en aff
-mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi ieg slap en v-troe
-v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en
-christelig troe sandrue goed (ia alt for goed) Quinde igien. Der den
-første Quinde tog Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu
-erre wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de sandeste
-Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte intet, men løb, alt ded
-hun kunde, saa der kiendtist ingen Sygdom eller Swaghed paa hender.
-Hun leffwede icke fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6
-Vger paa sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.
-
- [144] I Randen er bemærket: »_Hun haffde saa beded Chresten snacke
- for Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun
- gik med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit
- Tørklæd, der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i
- Stycker (ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan
- Kugle). Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden
- erfoer._«
-
-Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed hun om Efftermiddagen
-heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad hender skade. Hun sagde: »O, ieg
-haffwer intet att giøre, oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig!
-Ieg lengis mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre.
-»Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand oc sye grofft
-oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg intet att hielpe hender med;
-tog nogle Ender aff Silcke frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper
-aff, som erre for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff
-Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en Hægle aff
-smaa Knappenaale[145], bunden paa en Pind; der hægler ieg ded med oc
-giør ded brugeligt til att stoppe Huer med; oc sagde ieg til hender:
-»Der haffwer I noget att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff
-Hiertet glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant aff henders
-Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war hæntis, att der war
-et gott Hierte i hender, att hun war bleffwen offte bedragen for sin
-Goedtroenhed. Hun haffde oc kiendt mig i min Welmact, tient en
-Raadmans Quinde, som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom
-den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel ihue; græd, naar
-hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed med mig. Hun war en
-Iyde, en Bunde Daatter, men [haffde] wærret gifft med en Regiments
-Quartermester. Saa ieg effterhaanden fik _Affaiction_ til hender, bad
-hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern liide; sagde
-hender, att Christian wel kunde giøre stønnem nogen Tienneste att
-kiøbe et oc anded for os, thi hand haffde en Dreng, ia stønnem toe,
-som ginge Ærinder for hannem, men ieg troede icke [den] forrige
-Quinde, saa hand kiøbte aldrig intet [_sic_] for mig, til med wille
-den Quinde intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad
-wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke skiøttet om
-att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden da en halff Potte
-frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer Chresten Eders Wiin, som ieg
-giffwer Christian min Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes
-Kiælder Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for ham,
-oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker noget«. Ded skeede,
-oc loed Christian oß giøre toe Handteene. Min war ickun liden, men
-henders, som den burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som
-endnu er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør, som hun
-begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine Boxer tillige op til
-hender[146]. Hun spandt paa Haandteen en goed Deel, oc ieg laffwede
-min Wæff saaledis paa en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den
-eene Bom med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att
-naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg med et Draff
-løße min Wæff oc faa den anden Bom løß, som war bunden til mit Liiff,
-oc alting lagt bort, førend min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde
-mig oc et Spield (før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene;
-haffde oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige, hwer
-i sit Arbeide.
-
- [145] I Randen er bemærket: »_De Knappenaale haffde ieg staallen
- fra den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig
- dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde
- lagt dem i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun
- loed falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet.
- Aff Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med
- Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge
- der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om
- dem._«
-
- [146] I Randen er bemærket: »_Der kom offte siden Twistighed
- imellem Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant
- anded sagde ieg engang (for att komme hender i bædre #Homeur#): »Nu
- er I wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders
- Fingre effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde
- hun: »Fü, æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg
- meente. Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed
- kiøbe for hender._«
-
-Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som Drenge pleier at
-giøre; wille fixere sig med Quinden, men hun kunde intet der med.
-Hand war nesten fuld hwer Dag om Middagen, naar hand kom op.
-Effterhanden kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op i
-hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet vden for
-dette Sted. Hand wille oc gante sig med mig, gabte for mig, oc ieg
-skulle kaste noget hen oc see, om ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe
-oc sagde: »Wo doll siet Ii!« bad ham komme nærmere, saa wille ieg
-see, om ieg kunde ramme den. »Neen, neen« (sagde hand), »so wehr ick
-doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!« En Middag kommer hand
-op med en sær _façon_ aff en Spøyte, som war saa trind som en Kugel,
-oc saed en liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel
-artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa spøytede Wanded
-vd heel høyt oc langt borte. Hand giorde sig næßwiiß oc spøytede paa
-mig. Der hand fornam, att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til
-mig, løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad mig
-spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen Leeg begynde med
-hannem, thi aff hands Historiers Fortelling fornam ieg wel hands
-Plomphed, gaff hannem Spøyten igien. Der Karen skulle bære Steegen
-ind, haffde Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel oc
-kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott Stycke fra hender,
-oc Kuglen war icke større end en stoer Plomme. Hun wiste intet aff
-Spøyten att sige (er oc noget hastig i henders Tale); sagde: »Gud
-giffwe, I faa Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en,
-gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden alt
-tammere oc tammere, kom siælden ædrue op, lagde sig paa Quindens Seng
-oc soff, imens ieg spiisede, saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe
-ham aff Sengen, naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til
-Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte hand
-icke wel siine Fanger?)[147]. Hand war icke ræd for, att ieg skulle
-myre hannem. En Afften war hand drucken eller stillede sig saa;
-begynte paa sin Wiiß att wille _carressere_ mig oc søge att wille
-føle miine Knæ, tog til Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med
-Foeden oc sagde intet anded [end]: »Wan Ii duen siedt, so blifft van
-mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!« Hand sagde intet,
-stoed op oc gik bort; kom oc siden icke ind, naar hand war fuld, men
-bleff vden for i ded anded Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor
-der er en breed Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag,
-effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc Christen oc
-slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war icke fuld, saa kom hand ind,
-oc gaff hand mig effter Begiæring nogle gamle Kortblade, som ieg syde
-sammen oc giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne
-Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att male med
-Farffwe. Ded er endnu til. Slosf. saae ded siden, men spurte aldrig,
-hwordant ded Beslag war kommen til[148]. I ded Skrin (om ded saa kand
-kaldis) haffwer ieg alt mit Arbeed oc Reedskab, oc staar [ded] i min
-Seng om Dagen.
-
- [147] I Randen er bemærket: »_Ieg sagde til Quinden en Dag: »War
- icke Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale
- Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra
- ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med
- Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen
- Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men ieg
- want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere
- holden.«_«
-
- [148] I Randen er bemærket: »_I Førstningen, der denne Karen icke
- kiente Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den
- Mørcke Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer
- saa paa mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer
- stifft paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand
- kømrer sig om intet._«
-
-Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleeneste wed Borded
-der vde, men hand endoc lucte min Dør for Næßen aff Taarngiemmeren.
-Hand gik ind i mit Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar
-Natt-Keilen op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde
-alt ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne der
-neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens liiden Tilsyn,
-laae offte neere i Byen om Natten, kom offte fuld op til Afftens
-Maaltiid. En Afften war Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd
-der neere med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre slog
-hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget, oc som
-Begeret war gandske blodigt vden paa, der ded kom ind for mig, oc ded
-syntist, att der war kommen Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen
-derom til Slosf:. Hand sagde intet anded end: »De Man is doll!« tog
-Begret oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle oc
-giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis der om, wed ieg
-icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret, men Ritzen offwen i Randen
-er endnu; ded kommer Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa
-nær en halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig
-imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle Fanger der
-neere, oc Chresten klagede ded for Slosf., som kom ind oc wille sette
-Christian i Troldhullet; men hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att
-hand haffde intet med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham
-ind; brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik. _Christian_
-raabte hannem enda effter vd aff Winduet oc sagde: »Ieg wed Tøß med
-Ier, men I wed intet med mig.« (En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke
-war en ringe Tøß. Der war en _Corporal_, som stack en Soldat ihiæl,
-som med Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet
-nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc hand fryctede att
-bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend der bleff opluct for
-mig[149] (som offte skeede, att der bleff opluct ded vderste Rom,
-førend Madden kom op, saa oc altiid om Morgenen om Winteren, naar der
-lagdis Ild i Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til
-Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som ded war, oc
-Christian saa giæff som før.
-
- [149] I Randen er bemærket: »_Hengselerne paa min vderste Dør erre
- saa lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred,
- saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den
- offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem
- Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg naae
- offwen til, men Quinden icke._«
-
-Den Quinde oc ieg wii leffwede i goed Eenighed med hwer andre. Der
-war stønnem nogle smaa Krackeler imellem Christian oc hender, men ded
-haffde paa de Tiider intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med
-Wiin oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket effter hun
-war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu leffwer; hun tiente da
-en Skræder, men nu er hun gifft med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc
-stønnem Forloff att tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød
-Christian, efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande
-bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet wiste, men
-meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun er læt-grædendis oc
-læt-leendis). Ieg kunde snart faa hender trøstet. Wii sleed worris
-Tiid meget wel. Ieg lærte hender att læße, begynte med _A. b. c._,
-thi hun kiændte icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med
-att vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders 60. Aar.
-Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe[150], tog hun Baagen
-engang oc wente op oc need paa den, begynte att stryge siine Øygne oc
-sagde: »Herre Gud, hwor er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud)
-»icke et Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde mig
-for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun er meget hastig i
-henders Ord) oc [_sic_] i ded peegte med Peegesticken med en Fart paa
-et O oc sagde: »Er ded icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun
-wente sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen war
-icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg haffde tengt, hun
-skulle bliffwe borte i Latter. Oc som hun en Dag skulle læße, oc hun
-gaed icke sluppen sin Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun
-Lysten; sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa min
-gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg haffwer kaastet mange
-Penge paa min Søn for att lade hannem lære att læße, oc see! er hand
-icke døe?« Ieg wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa
-snacke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin
-Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att læße i Bog?
-Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen oc Afften Bønner« (ieg
-tenckte: ille nok! Aff henders _Cathechi._ wiste hun meget lided).
-Ieg sagde (med en Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I
-haffwer icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck læße
-vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded sprang hun op oc
-nappede sin Bog igien oc begynte att staffwe. Ieg sagde hwercken til
-eller fra, oc ieg omgickes med hender som med et gott enfoldig
-Barn[151].
-
- [150] I Randen er bemærket: »_Hun haffwer en synderlig Skik med att
- staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar
- hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun
- glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar
- hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer
- hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«
-
- [151] I Randen er bemærket: »_Een Gang spurte hun mig ad, om hun
- icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer
- kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade
- den trycke._«
-
-Ieg falt ded Aar i Sygdom[152], oc efftersom Slosf. da kom icke meere
-ind til mig om Middagen oc om Afftenen loed sin Tienner gaa op, saa
-bad ieg Quinden, att hun skulle sige ham, att ieg war syg, om der
-icke maatte komme en _Doctor_ til mig. Quinden sagde ham ded (thi da
-forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk), oc som hun
-sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa swarte hand: »Lat se
-stärffwen för en Dyffwel!« Ieg haffde en Hwerdags Feber, haffde
-Heede, men ingen Kuld; oc som ded en stoer Deel war Aarsage til min
-Sygdom, att ieg haffde Bindelse, begierte ieg et _Clister_. Der loe
-Slosf. sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille komme
-ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte hannem noget alworlig
-til, sagde ham, att ded war icke Kongens Wille, att hand skulle icke
-haffwe meere Omsorrig for mig, end hand haffde; hand haffde meere
-Omsorrig for sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff hand
-bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg sagde, hwad ieg
-begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget _altereret_ mig offwer den
-Samtale, saa ieg bleff swag. Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I
-døer, min hierte Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen
-toe Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war meget
-v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg swarte, att ieg
-skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?« (sagde hun med en wree
-Hue); »wille I liide ded? Ney,« soer hun, »skulle ieg icke! Ieg
-skulle icke liide ded, om ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som
-den Philosophus sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg kand
-holde dem fra mig med, naar ieg er døe[153].« Saa besan hun sig først
-oc snackede saa hen om Begraffwelse oc Iordefær. Ieg forsickrede
-hender, att ded aldelis intet bekymrede mig; naar ieg war døe, saa
-fant ieg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa
-skulle ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa den
-yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en Part, der laae i
-Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige Begraffwelser. Men att ieg
-skulle, som Slosf., sige de forfløyen Ord, att ieg wille wære
-begraffwet paa Waldby Backe for att see mig om, ded icke. Ieg
-begiærer intet vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf.
-V-fiinhed, om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om
-Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar hand haffde
-wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet igiennem Munstringen,
-oc anded meere. Der war ingen Guds Fryct i hannem.
-
- [152] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er
- overstreget: »_Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen
- Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som
- skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt
- Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded,
- maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i
- Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til._«
-
- [153] I Randen er tilføjet: »_Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som
- bleff stønnem sat i min Seng wed Siden _etc._ Den brugte ieg til
- Knøtte Block._« -- Den anførte Yttring tillægges ~Diogenes~ hos
- ~Cicero~, Tuscul. dispp. 1, XLIII.
-
-Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede _M. Buck_ att komme til mig
-wed syff Slæt om Morgenen, thi imod 8½ begynte Feberen. Præsten kom
-icke førend 9½, da Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig
-allerede noget lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal,
-begynte hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid, som war
-skyllig i _Vrie_ Død, fast hand slog hannem icke ihiæl med sin egen
-Haand; vdbreedde den Synd, som hand burte, oc Straffen, som der wille
-følge paa. »Ihr« (sagde hand) »habt _General_ Fux getöhtet, dan Ihr
-habt einen Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet.« Ieg swarte:
-»Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!« »Ia freylich« (sagde
-hand); »der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt.« (Ieg
-swarte:) »Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux
-sein Todt mit einem Stilet[154]. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg
-war, ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der Diener dan
-sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl ist es nicht geschehn,
-aber das ich mich nicht solte haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht
-gestraffet, das gestehe vnd bekenne ich.« Der til swarte hand lige
-saa: »Das hätte ich selber gethan.« (Ieg sagde:) »Wii Fux mit vns in
-vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet, weis Gott. Das ist nu
-vorbey, vnd ich gedencke des nicht mehr.« »Da thut Ihr recht an«
-(sagde hand), oc foer saa fort i hands Embede. Der alt war forrettet,
-talte hand med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den
-Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg, ieg war icke
-syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab; hand haffde sagt
-mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen wree for. Christian stoed inden
-for den Mørcke-Kircke[s] Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der
-inde, oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att komme
-til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.
-
- [154] Jvfr. S. 22 Anm. 2.
-
-Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag saa himmelig:
-»Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn[155].« Ieg
-spurte, paa hwad Maade ded kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige.
-Hun er troe nok; hun skal drage did for ded samme[156].« Hand wiste,
-att ieg haffde endnu nogle _Ducater_, thi Pær Kudsk haffde fortroet
-ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg tog imod Tilbudded,
-skreff mine Børn til, gaff ham en Ducat til Piigens Reiße. Hun
-forrettede wel siine Ærinder oc kom med Skriffwelse fra min
-Søster[157] oc dennem tilbage. Alt dette wiste min Quinde intet aff.
-
- [155] Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn
- jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske
- Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette
- Land; jvfr. ~Fryxell~, Handlingar rör. Sverges Historia 1 D. S.
- 119, 121, 126, 133, 176-77; ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 25 og 34;
- ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 287.
-
- [156] I Randen er bemærket: »_Den Piige war en Hoere, hand haffde
- loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel
- som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem
- sammen._«
-
- [157] Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster ~Hedvig~
- (f. 1626), som var gift med ~Ebbe Ulfeldt~, en fjernere Slægtning
- af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og
- derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig
- Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig,
- hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere
- svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid
- mod sit eget Fædreland.
-
-Effterhaanden begynte Christian att bliffwe _insolent_ i mange
-Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs Pooße, som Quinden skulle
-giffwe ham Maed i, saa kaste hand den til hender, giorde sig wree,
-naar der icke war giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand
-strax kunde faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren
-oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun war sorgefuld, men
-sagde dog intet til mig. Ded warte ickun en Dag, saa banckede hand
-paa Døren oc effter Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt.
-Quinden saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand kunde intet
-see hender, icke heller mig). Der hand war gaaen bort, fortelte hun,
-huor høyt hand haffde forbanded sig _etc._ Ieg sagde: »Ded skal I
-icke acte; hand haffwer giort saa meget før i den anden Karens Tiid.«
-Hands Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel en halff
-Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar Christian Steegen oc
-tog sig selff, hwad Stycke hand wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid
-sendte ham et Stycke vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den
-dumme Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand
-wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der fattedis
-noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en Stund, for ded skeede icke
-saa ieffnt hwer Dag. Men naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng,
-saa sagde hand intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe
-wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da, thi hand bleff
-alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide, att wii loe oc ware glade;
-naar hand hørte ded vden for Døren, saa bleff hand bister. Wille man
-klyncke, saa wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye[158].
-En Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden
-fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i Friderichsborg
-(der haffde hun boet), huor Drengens Moder icke wiste, hworledis hun
-skulle tittulere Skolemesteren; kalte ham: Her _Willas_. Hand sagde:
-»Ieg er icke Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller
-Mester,« sagde hand[159]; »ieg er ickun ret oc slet _Willas_.« Saa
-sagde Quinden: »Min goede slet oc ret _Willas_! Min Søn slicker
-altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand kommer hiem. Wille I slicke
-ham igien med et got skarpt Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der
-aff, kommer hand til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded
-sidder wel icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel
-skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii snackede om
-ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war Maaltiids Tiid, siger hand
-til Quinden: »I war swar lattermild i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke,
-hworfor ded er? Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders
-Tilnaffn). »Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe Eder Latteren
-tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun soer ney, att hands Naffn
-icke bleff næffnt (som oc saa war i Sandhed), men ded maatte intet
-giælde. De falt i Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc
-hand kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc intet, thi
-effen paa den Tiid war der en stackels gammel Mand min Naboe; den
-loed ieg giffwe en Dryck Wiin. Christian forføyer sig igien til Døren
-oc picker paa. Hand klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle
-tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem, der
-hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg soer ham til, att
-der icke war tenkt paa ham den Gang; ieg kunde icke tale hender ille
-til for de Ord, wii haffde hafft imellem hin anden; ieg ælskede
-Roelighed inden worris lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er
-goed, sagde Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand
-effterhaanden adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa wille
-hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane[160]. Ieg sagde, att
-ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en Part aff dem war hoes
-min Søster; hwor miine Sønner war, oc hworledis dennem liide, ded
-wiste de icke; ieg befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til
-Maade, oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att ieg
-haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige vd. Men en Dag,
-ded galle stack ham, kom hand til Døren oc haffde en Potte med Wiinen
-i (som ieg fast hwer Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I
-see mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør, men man
-kunde dog icke see grant der igiennem saa langt fra). »Her staar ieg
-med min Potte med Wiin oc wil dricke Eders Skaal for den sidste
-Gang.« Ieg spurte: »Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand,
-gik saa nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere
-giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.« Ieg sagde:
-»I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer giort; ieg begiærer
-ingen meere aff Eder, men derfor skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde
-hand) »Ingen Tienst meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er
-sandt« (swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg er icke
-saa, som I troer; ieg er læt att komme i med, men icke saa læt att
-komme aff med.« Ieg smaa loe oc sagde: »I er langt bedre, end I giør
-Eder selff. I Morgen er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att
-beskriffwe sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som
-hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand drak aff Potten,
-satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte paa ham oc bad ham komme til
-Døren, ieg wille tale med ham. Da saed hand som en Gante oc snackede
-for sig selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en stoer
-Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian icke!« Loe
-imellem aff fuld Hals, skraalte høyt: den Dag, hand gik til Døren
-eller giorde mig nogen Tienneste, da skulle Fanden riiffwe oc spliide
-hannem. Ieg gik fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab
-oc stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille intet
-tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden, thi hand bleff enda
-wed den Wiiß som før, naar hand kunde, att skiære Steegen, førend
-Slosf. kom op. Som da Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med
-mig, bad ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe den
-Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded hannem forbøden. Faa
-Dage der effter kaste hand Pooßen til Quinden i Trappen oc sagde:
-»Gier nogen Maed til i Afften i min Drengs Poeße[161]!« Ded bleff i
-allerstørste Lydighed effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i
-Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om Middagen talte
-med Quinden oc selff begiærte en Dryk Wiin; men hand truede Quinden
-att skulle fordriffwe henders Latter. Ieg fryctede intet for ded
-onde, hand kunde giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war
-mødsommeligt. Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte
-ded. Hand pleyede att skaffe mig _Aviserne_ hwer Vge[162] for Lyß, oc
-saa som hand icke flyde mig _Aviserne_ for den første Vgis Lyß, saa
-sendte ieg hannem ingen Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om
-Løwerdagen med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom ind
-med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see paa mig. Ieg talte
-engang til hannem, spurte om Doctern, oc hand swarte intet. Ded stoed
-saa nogle Vger; saa millede hand sig, flyde Quinden _Aviserne_ fra
-den Tiid, hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med
-en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc snackede (hand
-haffde en liden Snitzer), oc Chresten war for Kælderen, flyde Quinden
-hannem _Aviserne_ igien, tackede ham paa miine Wegne oc sagde, ieg
-skiøtte intet om _Aviser_, ieg haffde werret dem foruden i saa mange
-Vger, ieg kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister,
-att hand med Tænderne reeff _Aviserne_ sønder, reeff sin Trøye op,
-saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i nogle _Aviser_, hujet,
-skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa noget att lee aff til Slosf.,
-raabte saa høyt, ieg kunde, for att døffwe Christian[163]. Quinden
-kom ind som et Liig i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender
-att gaa vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede, slog
-sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel, holte ded saa nogle
-Gange. Der hand fornam, att Chresten kom i Trappen med Beegerne,
-kaste hand sig paa den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste
-atter sin Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med
-Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att der war noget
-paa Færde imellem Quinden oc Christian, oc att Quinden war bange, men
-hand kunde icke giætte eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke,
-att ded gik mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:.
-Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren. Quinden sagde,
-att hand haffde truet hender: hand skulle wel forbyde henders Daatter
-att komme til hender oc føre Sladder frem oc anded, hun icke burte.
-Ieg bad hender giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel
-offwer; hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa
-kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc kom for
-Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf. haffde giffwen henders
-Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender
-for? (Ieg tenkte wel anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand
-wel anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed; hand
-kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med hwem hand wille, i
-Wæctergangen.) Hun græd oc loed meget ille, talte som en, der sanßer
-ickun lit, sagde en Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal
-ieg --, ia, saa skal ieg --.« Hun kom intet widre oc kunde icke hitte
-paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc endeligen sagde:
-»Christian er gall, ieg wil nok styre ham i Morgen; lader mig ickun
-bestemme med hannem! Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i
-Søffn, men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab
-kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg hender, hwad hun
-skulle sige Christian, oc att hun skulle stille sig, som hun war icke
-wel til Fritz; begynde med att bande ham oc sige: »Gii der faer en
-Diæffwel i Ier for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt
-hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i Hoffweded
-dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded smucke Tøy, hun haffde
-giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet. Nu,« sagde hun, »skal der ingen
-giøre sig goed med ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede
-ham. »Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er hun saa!«
-Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg hørte ded. Hand war en 14
-Dage Skiæls, begiærte da oc da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc
-fortælte i blant anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris
-Konge) skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig icke
-mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik ieg _Aviserne_
-foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om noget, saa gik hand strax;
-sagde siden til Quinden: »Hun er wree, oc ieg er lige saa. Wil see,
-hwem der haffwer hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget,
-oc wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret
-hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle komme til Rette
-med att altiid giffwe den bløde Siide[164]. Som hand nu Tiid effter
-anden bleff _insolent_, meere end _tollereris_ kunde, sagde ieg en
-Dag til Slozf., att ieg forundrede mig offwer, att hand tilstæde en
-Fange att lucke op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren
-ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa den Maade
-kunde _practicere_ mig vd, om ieg wille vd foruden Kongens Minde?
-Christian war en Fange, som war dømt til att døe; hand skulle nok
-skaffe mig vd aff Taarnet. Slosf. saed oc gloede som en, der santzer
-intet, swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte sig
-dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte hand selff op oc til,
-eller oc Chresten (ieg haffwer seet, att Christian haffwer reffwen
-Nøglerne aff Chrestens Haand oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand
-begynte att giøre sig gall). Haffde Christian icke werret gall før,
-saa bleff hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med
-Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand liige for mig i ded
-vderste Rom, saae som en Gast oc skar Tænder; oc saa som hand saae,
-att ieg tog ded offwerbleffwen Røgelse aff Chrestens Haand (som hand
-altiid selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels
-Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom Quinden i
-Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders Naade, att hun oc I
-skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer seet med miine Øygne, att
-Chresten gaff hender et Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke,
-att ieg maatte gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe
-hender tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc _Aviserne_ aff ham? Ia
-siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer giort hender,
-saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.« Gud wed, huad Natt ieg
-haffde! Icke fordi ieg actede hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord
-gandske intet; Vlycken haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men
-Quinden war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede
-sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott, hender
-wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder i den Mørcke
-Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender. Saa falt hender ind, att
-Daatteren haffde talt med hender i Trappen; saa skreeg hun igien: »O,
-min Daatter, min Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet
-anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded gaar icke nær
-saa ille til, som I troer.« Men som ieg fornam, att hun icke war
-bequem til att høre nogen _raison_, for hun raabte alt: »Ach, ach!«
-naar ieg wille tale, saed offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet
-imellem begge Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand[165]. Ieg
-tenckte, att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte hun
-wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede sig: »Denne Vlycke,
-ded forbandede Menniske truer os med, wil icke forrekommis med Graad.
-Setter Eders Sind i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc
-ieg wil bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.« Ded
-sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff, saa kom hun
-atter frem med alt ded, hun fryctede for: att hun haffde borren mig
-Sædler ind fra ham, Kniiff oc Sax oc anded, som war forbøden. Ieg
-swarte da oc da ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med
-Eder.« Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke
-oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle Mand der
-neere[166].« Ieg loed, som ieg soff, men den heele Natt indtil
-Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine Øygne. Der om Middagen
-bleff opluct, haffde ieg alt sagt hender, hwad hun skulle sige
-Christian, oc giffwen hender att forstaa, att hand med hands Trußeler
-meente att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue oß, som
-ded lystede hannem; men hand haffde en anden for sin Haand, end hand
-troede. Hun skulle ickun laede, som hun intet skiøttede om hands
-Snak, intet tale et Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til
-hender; oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun
-laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget. Sagde
-hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger ieg hender slet
-intet! Er I endnu lige saa gall som i Afftis? Giører, hwilcket I
-wil!« oc gaa dermed fra hannem. Den Samtale bleff holt, oc hand
-truede meere end nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war
-hiertelig bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er læt
-sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg wiste wel, att
-Christian skulle byde paa att skriffwe mig til allehaande nyt, meene
-att flicke sig ind [der] med igien; men ieg haffde forbøden Quinden
-att tage imod hands Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad
-hender sige hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand
-kunde; haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for
-hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde: »Siger hender,
-att ded skal wære wærst for hinder. Ded, ieg haffuer giort for
-hender, haffwer Wiinen kommen mig til, hun haffwer sendt mig; siger
-hender ded! Ieg skal bekiende ded selff altsammen, oc skulle ieg
-en[d] klæde Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet
-hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel, att ieg haffde
-intet laded mig mercke for Quinden, hwercken om ded, hand haffde
-flyet mig Bud til Skaane til miine Børn, eller oc om Woxet,
-Taarn-Nøglerne ware trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.)
-Der worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg giorde en
-Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam der kunde wære saa stoer
-som att læggis paa Steiler; tog ded an for forfløyen Ord, som ded
-war, bad hender sige hannem, att hand skulle intet bemøde sig med
-att giffwe sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf.
-i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort for mig; hand
-maaske glemte noget, men ieg skulle wel komme ded ihue. Den Tiid
-Quinden sagde ham ded, swarte hand intet, men løb need fra hender,
-holte sig nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden.
-En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen, kom hand op til
-hender oc wille endelig offwertale hender att tage en Sæddel til mig,
-men hun soer icke att torde. »Saa siger hender da« (sagde hand), »att
-hun skal flye mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender;
-den wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre. I skal faa
-en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa bleeg som et Liig, saa ieg
-meente, hun haffde forløfft sig. Hun fortælte derris Samtale oc hands
-Begiæring, bad mig saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa
-bleff hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer I Eders
-fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil giøre os en Vlycke,
-naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen igien? Ded er icke Tiid paa att
-flye hannem ded. Forstaar I intet, att hand frycter for, att ieg skal
-lade see ded? Mit Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere
-til, saa intet er meere att true hannem med end de Stycker. I Afften
-skal I intet tale med hannem. Siger hand noget, da swarer intet.« Om
-Afftenen sneeg hand sig til oc sagde til hender i ded vderste Rom:
-»Tager mig hid Sax oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til
-Middag, bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands;
-ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for meere, end
-de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff hand forbistret offwer, skar
-Tænder oc hwiinede. Hun gik fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt
-war, att tale eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet
-wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc warte Slosf.
-Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa Gulffwet (oc haffde samme
-Gang nær skeed en synderlig Hændelse; thi i ded hand wille kaste
-Sæddelen ind, gik Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar,
-saa Sæddelen falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen, som
-Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader mig faa Kniiffwen oc
-Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder saa stoer en Vlycke, som ieg
-haffwer giort Eder Tienneste, oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax,
-skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik
-i nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet swarte
-eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten spurte Quinden ad,
-hwad hun haffde giort wed Christian, hand gik der neere oc skar
-Tænder oc hujede som ett galt Menniske. Hun swarte, att de der neere
-maatte wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de taltist
-wed heel wenlig. Langfredag Middag{1667.} war hand gandske
-forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke skulle giffwe sig
-selff an, _repeterte_ alt ded forrige, satte ded dertil, att ieg
-haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget ham oc Maed, Lyß oc goede
-Ord; hand skytte intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe
-for Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa Ram
-foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden war
-bedrøffwet; ieg bad hender giffwe sig tilfritz; der war ingen Fare
-hoes den Galskab, men en stoer Fortred, oc langt haardere end mit
-Fengsel; men ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog henders
-Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en aandelig Sang om
-Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som Hiorten med Tørst
-befangen[167].
-
- [158] I Randen er bemærket: »_Hand haffde i siine goede Luners Dage
- flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
- Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden
- med. Ded fortrød hannem siden._«
-
- [159] Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og ~Præster~.
- »Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.
-
- [160] I Randen er bemærket: »_Stacket effter ded Quindfolk haffde
- wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor
- alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem
- skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden,
- som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham
- dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd
- paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel._«
-
- [161] I Randen er bemærket: »_Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i
- den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod
- Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om
- hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen,
- att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly
- ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att
- skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen
- swarte: »Ia saae! Ia saae!«_«
-
- [162] Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser,
- hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen,
- maa man vistnok nærmest tænke paa ~tydske~ Aviser. Den første
- ~ugentlige danske~ Avis var Jørgen Gøde's ~Ordinarie Posttidende~,
- der begyndte 1673. Bording's ~Danske Mercurius~, som begyndte at
- udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar
- tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet ~ugentlige tydske~ Aviser,
- ja en af disse, Henrik Gøde's ~Europäische wochentliche Zeitung~,
- udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den
- Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr. ~Nyerup~, Om de ældste
- danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228
- flg.)
-
- [163] I Randen er tilføjet: »_Ded war høyligen att forundre, att
- Slosf. icke hørte den #Allarm#, Christian giorde. Samme Gang mindis
- ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff
- Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske._«
-
- [164] I Randen er bemærket: »_Hand kom Slosfogden til att kaste en
- Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig
- saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms
- Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed
- mig icke mercke, at ded for trød mig._«
-
- [165] Eftersætningen er glemt.
-
- [166] I Randen er bemærket: »_1666. I midler Tiid Karen Nelß
- Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den
- Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun
- Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget
- wel. Hand sang den Psalme: #Herr, deine Ohren neige zu mihr!#
- langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud
- paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc
- bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange
- Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen,
- sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben
- forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen,
- att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat
- paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen._«
-
- [167] I Randen er bemærket: »_Samme Dict war siden Aarsage, att
- Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer
- sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att
- den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg
- haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er)._«
-
-Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe mig
-farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med hannem. Der Døren
-bleff luct, siger ieg til Kresten: »Glemmer intet i Morgen blød-søen
-Æg!« Der Paaske Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom op
-med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc giorde en lang
-Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war want wed at gaa frem oc
-tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg
-bleff staaendis att see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided
-effter diße _grimasses_ kom Kresten med et Faed med bløed-søen Æg.
-Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand dem til mig,
-wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße aff ham igien. Men intet
-mindre end ded. Der Quinden kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen
-farffwede Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender sige, att
-de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte ieg, som hand kunde
-see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen Aar, som ieg haffde ritzet
-nogle Blomster paa; ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß).
-Hand tog ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war heel
-_rar_. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget oc Hønen. Hand
-wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen Skick. Ieg kand intet
-mindis meere ret wel der aff, uden att ded war et raadded Æg, ieg
-haffde sendt ham; hands Æg skulle blomstris, naar mit skulle
-raadne[168]. Den Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet
-der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont; saa stak ded
-ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde ham ont, att hand saae
-Kresten stønnem haffwe min Wiin tilbage i Begeret. Stønnem skenckede
-ieg Slozf. dermed. Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin
-Dreng. Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder wel, att
-Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer Fangerne Maed aff
-hands Maed?« (Madden, som kom fra mit Bord, bleff borren need til
-Slosf.). »Wil I sige hender ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle
-sige mig ded paa hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand.
-Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig, haffde ieg Mact
-til att tage aff, saa meget ieg wille; mig war den intet maalt eller
-weyet til; ded, ieg intet wille haffwe, maatte de giøre aff, hwad de
-wille, hwem der haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde
-hand oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle Snak igien:
-hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand truede att giffwe sig
-selffwer an; oc som ded war fast i mod den Tiid, att ieg loed mig
-berette, sagde ieg til Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil
-hand icke holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten
-kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første Karen for Dagen;
-den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun loed mig ingen Fred paa
-hands Wegne, førend ieg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med
-goede eller onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.« Hand
-skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe Roelighed;
-hand skulle forskaane mig med siine Sedler, ellers ieg skulle wiiße
-dem frem. Der Quinden sagde hannem ded, falt hand i Tancker; spurte:
-»Sagde hun ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde enda
-meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand, att ieg som en Fange,
-der ingen Stetz kand komme, skulle liide noget, fordi ieg tog imod en
-Fangis Tienneste, som haffde en Friihed, hannem icke burte?«« Hand
-stoed alt oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded satte
-Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt Ord aff
-hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden i Trappen, fortælte,
-hwad nyt hand hørte, oc war heel beskæfftig; oc der hun spurte ham
-engang om hands Potte for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand
-sø[rg]modeligen: »Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde,
-att hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen Tienneste
-meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen Maed[169]. Den Dag, ieg
-bleff beræt, kom hand til Døren oc banckede saa sacte. Ieg gik til
-Døren. Hand hælste oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner,
-sagde derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde
-giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre _matière_
-til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded smaat oc gik saa
-bort. Der effter kom hand hwer Dag til Døren oc sagde, hwad nyt hand
-hørte; bekom oc Wiin oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att
-mange ware i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar
-Printzen (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist,
-att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded war sidst i
-_April_, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle staa paa Slottet.
-Ded drog sig hen med Brudens Komste indtil først _in Iunio_, oc da
-stoed Brulluppet paa Nykiøbings Slot i Falster. Der ware mange i den
-Meening, att ded skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig
-oc Doctern løß[170]. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn,
-siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att komme løß.
-Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald for Brudens Wogn oc
-ræcke en _Supplicque_ frem, saa er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand
-spurte, hworledis Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg
-sagde: »Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer Eed) »er
-hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men ieg wil« (soer hand atter)
-»aldrig haffwe hender.« »Da lader hender bliffwe i den Meening«
-(sagde ieg) »oc stiile sin _supplication_ som for sin Festemand.«
-»Ia« (sagde hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded
-skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den 11. _Iuni_
-1667[171]. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed mig icke engang
-helße wed Taarngiemmer eller Dreng. Quindfolckets Tacksigelse war,
-att hand samme Afften slog henders Winduer ind oc saa rumsteret i
-Fuldskab paa Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen[172]; kom
-dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle tage Affskeed med
-sin Herre. Der hand spurte hannem, om hand skulle sige os noget fra
-hannem, swarte hand: »Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske,
-som bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian: »Min
-halff!« (thi Christian _suspicerte_ allereede Paaske, att hand giorde
-Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens Latter aff ded Budskab; thi
-ieg sagde, att Paaske tog den halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden
-war icke liden hoes os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske
-quit.
-
- [168] I Randen er bemærket: »_Hwad hand meente dermed, wed ieg
- icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand
- alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig
- Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse,
- saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl _[jvfr. S. 18]_. Om Gud
- giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene
- bekiendt._«
-
- [169] I Randen er bemærket: »_Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde
- hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til
- ham vden Døren._«
-
- [170] I Randen er bemærket: »_Bruden haffde beded for mig til
- Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc
- Riiger._«
-
- [171] Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det,
- at ~Charlotte Amalie~ ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing
- Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den
- svenske Resident ~Lilliecronas~ Indberetning, ~Becker~'s Samlinger
- 2 D. S. 192, men først Dagen efter, se ~Ove Juels~ Dagbog i ~Hist.
- Tidsskrift~, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den
- 25., se ~Histor. Tidsskrift~ a. St. S. 612.
-
- [172] I Randen er bemærket: »_Ded war en Søndag; ded war den Ære,
- hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12
- Slet kom hand vd._«
-
-Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff oc war
-_provideret_ med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten kiøbte
-intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte ieg betale dobbelt oc
-meere end dobbelt med Lyß. Karen bleff hoes mig første Gang paa
-fiærde Aar; oc som henders Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne
-wille were nærwærende paa Brylluppet, talte hun med mig derom,
-hworledis ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn att
-komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle bort. Ded wiste
-ieg icke, om ded kunde skee, men wel, att hun kunde komme vd foruden
-att giøre sig syg; ded wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da
-alt til Fuldmectig Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede
-hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc beklage derhoes
-Quindens Skrøbelighed; talte siden med Slosf. selff derom, som war
-heel willig der til, thi baade kunde hand wel liide den Karen, oc
-hand haffde en Quinde i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.
-
-Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 1669{1669.}, oc en
-tysk Quinde wed Naffn _Cathrina_ --[173] kom til mig igien. Karen tog
-Affskeed med grædende Taare. Hun haffde græt fast den heele Dag, oc
-loffwede ieg hender att giøre mit yderste til att faa hender til mig
-igien, naar den, ieg da fik, kom bort. Den _Cathrina_ haffwer werret
-fra Vngdom op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en
-Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc werret Fadderske
-til en aff hands Sønner; nu forarmet effter Mandens Død oc saed oc
-spant hoes Slosf. Quinde for Madden. Hun war flux tilgenegen til
-Drik, oc henders Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne
-der i, men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med Suppe Maed
-lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom op, att henders Hænder
-stønnem røstede lided, dog icke altiid; hun haffde for kort Tiid
-siden werret syg; ded forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff,
-hworledis hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe
-hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde, som tienner
-mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et Aar eller noget siden
-haffwer werret, saa kunde I icke betienne mig.« Hun falt strax need
-paa siine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte
-bliffwe; hun war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten
-aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa inderlig, att
-ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle wære mig troe, ia til att
-døe for mig. Mig syntist, att ded sidste war for meget sagt for att
-troe hender for wel (hun holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel
-hender, oc ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet
-arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde hun sig strax
-oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »Nu kan ick nichts sehen.«
-Naar hun fornam, att ieg kunde liide, hun snackede, saa fortelte hun
-heele _Comedier_ paa sin Wiiß, _agerte_ dem oc stønnem oc giorde sig
-til adskillige Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett Emtyr, oc
-ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig Vdgang,«
-saa sagde hun: »Neen, dat krigt en guth Ende;« giorde oc en goed Ende
-paa sin Fortelling. Lige saa, om ieg sagde twert imod. Hun dantzede
-oc for mig oc ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun
-dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. _Coemedianter_ kalte hun
-_Medicoanter_. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt, som forhindrede
-att see eller høre effter henders Lyst[174].
-
- [173] Efternavnet staar ~in blanco~. Formodentlig er det dog det
- Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath. ~Wolff~; jvfr. S.
- 10.
-
- [174] I Randen er bemærket: »_En Par Maaneder effter, hun war
- kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg
- war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre,
- skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik
- bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang
- skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun
- fik oc strax tycke Been._«
-
-Ded hænder sig, att _Walter_, som for den Sag med _Dina_ bleff
-Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig vbekiendt i
-Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i Taarnet, neere i
-Taarnestuen. Der _susspicertis_, att hand _tramerte_ noget[175].
-Sammegang saed hoes hannem en franzøsch Kok oc swensk Bagere, som
-beskyltis att wille haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den
-swenske bleff sat i Traaldhullet, strax effter _Walter_ war kommen.
-Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide _Walters_ Komme, men
-wiste ded dog. En Dag til Middag, der _Walter_ oc Franzosen raabte
-høyt (thi de _dissputerte_ altiid med hwer andre), spørger ieg
-Slosf., hwad hand haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch.
-Hand swarer att haffwe aff adskillige _Nationer_, forteller saa, hwem
-de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret egentlig, i
-Synderlighed _Walters_ Beskyllinger. Diße twende om melte faar
-Krackeler tilsammen, saa _Walter_ bleff sat ind i Traalhullet til
-Swensken, oc Franzosen i den Myrcke Kircke, hwor helst hand bleff syg
-oc kom ingen Tiid til Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg
-torte icke sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod
-hannem. _Walter_ saed lenge der neere, oc Franzosen kom vd. Der _M._
-Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed,
-fortelte ieg hannem førend Skrifftermaalet Fortellingen om ~Walters~
-Sag, som wel war bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg
-bleff wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark[176], da
-haffde for^{te} Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke war enda
-den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att Hs. _Maj._ icke
-haffde søgt effter for att were den bewist[177]; bad Presten att bede
-Statholder att bringe til Weye, att _Walter_ om _Dinas_ Sag maatte nu
-_examineris_[178], oc att hand oc ieg maatte komme til Ords sammen i
-nogle _Ministri_[s] Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer _bruit_,
-thi Herrerne kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten loffwede
-att forrette ded[179], giorde ded oc saa, oc bleff _Walter_ tredie
-Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa ieg wæntede i en lang Tiid
-hwer Dag, att wii skulle komme til Forhør, men den, der laa Magt paa,
-forhindrede ded[180]. _Walter_ saed saa hen[181], skiæntis fast hwer
-Dag med Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten
-haffde funden nogle _Ducater_, som _Walter_ haffde stucken vnder en
-Stoel (den galle _Walter_ loed Swensken see, att hand stak _Ducater_
-oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem Giorderne, oc siden slog hand
-Swensken, som forraade hannem)). Chresten loed _Walter_ gaa noget i
-Taarnstuen for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand
-Stoelen. Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att
-Chresten bleff fortreden, _procurerte_ hannem icke synderlig gott
-Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem war _ordineret_,
-war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc som _Walter_ sagde engang:
-»Wille de ickun giffwe mig en Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt
-nok,« saa magte Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte
-kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade, som fik den
-øffrige Maed, men hand wille gierne miste, maatte den anden liide
-ille). Engang kom Chresten med en Riising Grød til hannem, giorde
-strax en Krackel med hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som
-Børn) oc wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien oc
-loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør: »Haffwer Gud
-lenge biiet att straffe _Walter_, da kommer Straffen nu til Gaffns,
-thi hand kunde aldrig wære falden i v-barmhiærtigeris Hænder end som
-i Eders.« Hand loe hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc
-som der gaar et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom, saa
-kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre grant, hwad de
-siger. Saa kalder _Walter_ engang paa Slosf. oc beder hannem giffwe
-sig et Stycke Steeg. Slosf. raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en
-Rotte braaden!« Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand
-tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand. Ieg sleed saa
-Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc meget[182]. Presten bleff
-keed aff att betienne mig, loed mig biie effter sig 13, 14 Dage
-tillige; naar hand da kom, saa forrættede hand sit Embede _par
-manière d'acquit_. Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er
-tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa, i
-Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand skrifftede
-hender); thi da biiede ieg effter hannem 4 Dage, førend ded kom
-hannem til Paß, oc der hand kom, war ded effen en Onßdag oc imod
-Klocken 9 Slet. Hand hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit
-Forretagende. Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »Ich habe nicht
-lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen.« (Ieg wiste wel, att
-ded kunde icke wære sandt, men swarte:) »In Gottes Nahmen!« Der hand
-skulle skriffte Quinden, wille hand icke sætte sig; sagde: »Nu macht
-fort! Ich habe keine Zeit;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit
-Skrifftermaal, _absoluerte_ hender paa ded snareste oc læste
-Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war Quinden meget
-v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen skrifftet oc beræt aff en
-Feldt Præst i Marcken, da ded heele _Compagni_ loed sig berette
-(efftersom de stoede ferdig til att skulle slaaes med Fiinden om
-anden Dagen), oc den Præst haffde icke »so Gottes Wort vtgejaget, als
-diße gedan had;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede hender,
-ded beste ieg kunde, læste oc sang for hender, sagde, hun skulle
-angre oc fortryde siine Synder, legge Wind paa att forbædre sit Liiff
-oc Leffnet oc icke lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle
-tilegne sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders
-Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract hender vnder Brød
-oc Wiin. »Ia,« swarte hun, »ick skal mii, wil's Got, bäteren.« Ieg
-sagde: »Wil Ii mii holden, dat Ii mii gelofft häb?« Henders Løffte
-war: icke att dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke
-forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff Potte frans
-Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte rinsk Wiin. Begge de Deele
-kunde hun dricke foruden att wære heel fuld; thi til hinders Maed
-drak hun den franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op
-om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin[183]. Om Afftenen skaanede
-hun miin Wiin til Frokaast, men engang forwarte hun i en Potte baade
-min oc henders Wiin om Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter
-Wiin; dem saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded
-icke, saed iust i en _Speculation_ om et Munster til att knøtte.
-Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa lenge, førend hun
-lagde sig; da hælte hun alle Kar et effter anden, oc der war intet
-vdi. Saa talte ieg til hender oc sagde: »Wo ißet? Häb Ii all de Wiin
-utdruncken?« Hun kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »Tho
-Bäd, Ii fulle Söwge!« (sagde ieg). Hun wille gierne, men kunde icke,
-spiide langs need aff sig, krøb langs ad Wæggen for att faa fat paa
-en Koost. Der hun haffde den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg
-sagde, hun skulle krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt
-næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet. Der spyde
-hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis ieg war til Fritz,
-er læt att tencke). Hun soff et Par Tiimer saaledis liggendis, haffde
-dog icke soffwet Ruußen gandske vd; thi der hun skulle giøre reent
-for sig oc om sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel,
-Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om Ørene.
-Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa i Oplet, som stoed
-aaben for til, oc toe slæmme soorte brune Flasker hengte vd; iamrede
-sig, bad Gud hielpe sig: hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc
-ieg kunde icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som den
-Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »Ia, Gott skull Iu wol
-helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de _Cordegarde_ mit Iu! Ick wil
-so en Fulsack nicht bii mii hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii
-nicht hören, dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is
-Gott wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!« (Ieg loe siden aff mig
-selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun fuld ædrue,
-giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa græd. I ded kaste hun sig
-med en Fart til miine Fødder, holte fast om dem, hylte oc tutte op i
-Wæret oc bad for Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene
-Gang, ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde
-giemt Wiinen _etc._; wille ieg ickun haffwe hender enda et halff Aar,
-saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe sig ind i de fattigis
-Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att ieg skulle wel wocte hender, att
-hun icke skulle faa saa meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee
-ieg kunde faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde ieg da
-icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg wiste, att hun
-icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede ieg da att beholde
-hender saa lenge. Hun holte oc Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger
-der effter, att Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden
-miste; saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med Walter war
-hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem før, oc war Chresten i
-Meening, att hand haffde flyet hender alle siine Penge, førend hand
-bleff syg; thi hand sagde, att _Walter_ haffde ingen Penge meere.
-Huilcket hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun
-staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da icke brugte;
-war giort som en Næstenaal, oc wiste hun icke anded, end den war aff
-Guld. Som mit Kammers icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem
-søgis; men ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg
-kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er icke saa
-liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde omsier: »Der ligger
-icke meget Mact paa den Meßing Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.«
-Anden Dagen der effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa
-Gulffwet i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun kom
-bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte, oc vden Twiffl
-haffwer sit fast i Puden, efftersom den war en Slange Ring, den kom
-intet igien, ihwad ieg snackede for hender. Hun leete quan[ts]wiiß
-effter den i Skarnet der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om
-att haffwe mist den.
-
- [175] Som bekjendt havde ~Walter~ 1651, paa Grund af sit Forhold
- til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere
- vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der
- rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik
- han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se ~Hofman~,
- Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet
- denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra
- Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn
- og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum
- Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man
- Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han
- blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar
- efter; se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 236-37.
-
- [176] Jvfr. foran S. 4 Anm. 2.
-
- [177] Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora
- Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til
- Danmark i November 1656, se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 443.
-
- [178] Jvfr. S. 4 Anm. 1.
-
- [179] I Randen er bemærket: »_Der Præsten gik fra mig, talte hand
- med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der
- wille følge paa. #Walter# loe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht
- en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De
- Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock.« #NB.# Imens #Walter# saed i
- Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom._«
-
- [180] Forf. sigter naturligvis herved til Dronning ~Sophie Amalie~.
-
- [181] I Randen er bemærket: »_Ieg saae igiennem et Huul paa min
- vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand
- græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands
- Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff
- Skarn, stoere Klatzer._«
-
- [182] I Randen er tilføjet: »_aff Bøger, som bleffue mig himmeligen
- laante, oc ded med be^{te} Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg
- kunde bekomme._«
-
- [183] I Randen er bemærket: »_Chresten war icke wel tilfritz med
- den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa
- hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der
- i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld
- tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik
- icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig.
- Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden
- for saadan Gierning tilforne._«
-
-Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen betiente mig[184].
-Kongl. _Majt._ war stacket Tiid syg, døde hastig den 9. _Februarii_
-1670. Oc som samme Dag Klocken taal bleff ringet paa Slaattet, kunde
-ieg wel wiide, hwad ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte
-med hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde wel mercke paa
-mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun: »Ded kunde wel wære for
-Kongen, thi ded sidste ieg saae ham her i Trappen stiige aff Wognen,
-da kunde hand kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand
-giorde ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er wist.«
-Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod Klocken 4½ bleff i
-gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc ded aff en Dreng, Chresten
-da haffde. Den kalte ieg til mig til Døren oc spurte ham, huor for
-ded ringte Klocken tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke
-sige ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle icke røffwe
-ham. Saa sagde hand da, att Kongen war død i Morgenstunden. Ieg loed
-Taarene derris frii Gang, som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer
-Quinden forundrede sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded,
-hun sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge Chresten
-ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde. Hun giorde saa, men
-Chresten swarte hender, att hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op
-samme Afften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom
-hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc spurte, huorfor der
-bleff ringet. Hand swarte mig saa sposk: »Wat is Iu daran gelegen?
-Lyded het nicht alle Dage?« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen:
-»Wat mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock, dat för
-Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird gelydt!« Hand tog sin
-Hat aff, giorde en Rewerentz oc sagde: »Waßet anders nicht, dat de
-Frue mii wolde?« Ieg swarte: »Iu St. Marten kombt ock wol en
-Mahl[185].« »St. Marten?« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd
-til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem for Hullet; ded
-kunde ieg see, ded wiste hand wel[186]. Hand haffwer vden Tuiffl sagt
-ham Kongens Død oc giort hannem Haab att komme aff sit Fengsel. Gud
-tenkte et anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand war
-slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste i Madden,
-spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa, naar hand skulle tage
-Kanden bort. Chrestens Titler ware hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let
-er att efftertenke, hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg
-sendte hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom Chresten vd
-dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe ded. Ieg bad Chresten
-lade ded staae hoes ham, hand aad wel siden. Ded skeede engang, oc
-loed Chresten mig see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn[187].
-Naar Chresten skulle wende _Walter_ i Sengen, da skreeg hand saa
-erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem oc bad Chresten
-icke wære saa vbarmhiertig imod hannem. Hand loe oc sagde: »Ded er en
-Schelm.« Ieg sagde: »Da er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.«
-Ded behagede Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste
-Gud hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder kom, som
-loed hannem begraffwe i den tydske Kircke[188].
-
- [184] I Randen er bemærket: »_Paa de Tiider war 6 Fanger miine
- Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe
- ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen,
- oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware
- oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter
- derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte
- de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang
- mesten #Dorothee# Wiiße._« -- En tydsk Redaktion af Folkesangen om
- den hellige Dorothea finder man i ~Des Knaben Wunderhorn~ 2 Th. S.
- 325-27. Paa Dansk haves Visen i ~Nyerup~'s og ~Rasmussen~'s Udv. af
- danske Viser fra det 16-18 Aarh. 1 D. S. 29-34.
-
- [185] Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde
- oversendt ~Peder Vibe~ et Exemplar af sit Skrift »~Høytrengende
- Æris Forsuar~« etc. med følgende »Devise«: ~Chaque pourceau a son
- St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien~; se ~Histor.
- Tidsskrift~ 3. Bd. S. 410 Anm.
-
- [186] I Randen er tilføjet: »_Der ieg skulle haffwe Klæder,
- begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg
- wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu
- Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt,
- so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als
- ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax._«
-
- [187] I Randen er tilføjet: »_Chresten bar mig engang et Brøe att
- see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld
- aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!_«
-
- [188] Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke,
- se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af
- April Maaned 1670.
-
-Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig igien, oc den Tiid war
-omme, ieg haffde loffwet den anden att beholde hender, kom _Cathrine_
-neer, oc Karen til mig igien. Ded war let att bringe til Weye, thi
-Slosf. war icke wel tilfritz med _Cathrina_; hun gaff ham intet aff
-siine Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden, att
-ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget aff hender
-_etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som hand
-fornam, att min Forløßning icke war att wente.
-
- [189] I Randen er tilføjet: »_Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til
- #Examen#, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle
- icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk._«
-
-Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig berætte, bad ieg
-Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten, D.
-Hans Læt[190]; den forrige Hoff Predicant, D. _Mathias_ Foß, haffde
-skrifftet mig første Gang i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering
-an; bleff aff Kl. _Majt._ oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i
-Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen
-(som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf. mig sige
-wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt, ieg skulle bliffwe wed den
-Præst, ieg war want wed, saa att de _preperatoria_, som ded
-christelig Maaltiid behøffwede, bleff til anden Dagen hensat, da
-_Mag._ Buck kom til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med
-lang _Sermon_ Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig: Ihr Gnaden.
-Der hand satte sig, sagde hand: »Ich hätte gerne gewünschet, das _D._
-Hans Læt wehre an meine Stelle gekommen.« Ieg swarte: »Das hätte ich
-auch gewünschet.« »Ia« (sagde hand), »ich weis wol, warumb Ihr das so
-woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir verbohten. Ihr
-habt schon einen vmb's Brot gebragt.« Ieg spurte hannem, om ieg nogen
-Tiid haffde begiært aff hannem att wiide nyt. »Nein« (swarte hand),
-»Ihr wißet wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt
-Ihr mir auch nicht gefraget.« »Meint der H. _Mag._ dan« (sagde ieg),
-»das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb neues zu wißen?« Der stutzet
-hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für
-Euch beym König zu sprechen.« (Ieg sagde:) »Dar kan wol etwas an
-sein.« Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader
-(ieg icke før haffwer hørt)[191]: om hand icke haffde talt for mig?
-(Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om mig, men icke til ded
-beste). Hand haffde flyd mig en Bog, som ieg endnu haffwer, er: _St.
-Augustini Manuali_[_sic_]; den haffde Statholder _Gabel_ kiøbt, ded
-sagde hand tiire end som engang, soer »bey Gott, das hätte dem Herrn
-Stathalter 1 Rdr. gekost« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr., _Gabel_
-fik, for wii kom vd fra Borringholm[192], men ieg sagde intet dertil;
-maaske hand derfor _repeterte_ den Gaffwe saa tit). Ieg spurte
-hannem, hwem ieg haffde bragt om Brøded. (Hand swarte:) »Hans Balcke!
-Der hat Euch gesagt, das Rentmeister _Gabel_ Stathalter is, vnd das
-hätte er nicht thun sollen.« (Ieg sagde:) »Ich glaube nicht, das
-Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er hat's mir nicht
-als eine Heimligkeit gesagt. Man solte können sagen, der H.
-_Magister_ hätte Balke vmb's Brot gebracht.« Der bleff hand flux
-fortørnet for, oc der offwer falt adskillige _disputte_[193]. Hand
-begynte saa gott som fra ded første igien, att ieg wille haffwe D.
-Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich
-darauff gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm, dan den
-Schloz-Prediger oder einen andern.« (Hand spurte:) »Warumb einen
-andern?« (Ieg swarte:) »Darumb, das es nicht alleweile dem H.
-_Magister_ gelegen ist. Ich habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten
-müßen, vnd das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so das
-es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich ihm begiäre.« Hand
-saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware,
-sagde endeligen: »Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König
-Friderich todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch
-schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!« Oc som hand
-_altererte_ sig, saa bleff ieg sædeligere oc med Sactmodighed spurte:
-hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede ded? Hand swarte: »Ich
-scbließe das darauß, das Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können
-einen andern Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich
-versichre Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König
-Friderich todt, so lebt König Christian.« Ieg sagde: »Das ist ein
-schlecht _Fundament_; Ewre Drew-Worte haben keinen Grundt. Habe ich
-dis Mahl keinen andern Beichtvater können erlangen, darumb ist es
-nicht gesagt, das ich ein ander Mahl nicht solte einen andern
-bekommen. Vnd was habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer
-werden?« Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle Gange:
-»Schlimmer, ia schlimmer wird's werden.« Saa swarte ieg oc
-wreedeligen: »Ey, so laat het heran weyen.« Derpaa bleff hand heel
-tavs, oc sagde ieg: »Ihr habt mir eine guthe Vorbereitung gemacht;
-nu, in Gottes Nahmen!« Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand
-giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed end
-Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend _M._ Buck kom til mig, gik
-hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad ham, att hand wille sige
-til Knud, som da war Kammer _Page_[194], hwilcken _sacramensk_
-Quinde ieg war, hwor ieg haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att
-tale til Doctern (som war en Vmulighed), oc ieg haffde _practiceret_
-for att komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige Kammer
-_Pagen_ ded oc tii Gange: »Das ist ein _sacramensk_ Weib[195]!«
-
- [190] ~Hans Sørensen Leth~ var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø
- Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig
- Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde
- 1688.
-
- [191] I Randen er bemærket: »_Iblant hands gruelige Eeder war oc
- denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für
- mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa
- Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde
- Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en
- anden Prest betiente mig._«
-
- [192] Jvfr. S. 7 Anm.
-
- [193] I Randen er tilføjet: »_Fornam da, att ded war Aarsagen,
- huorfor Balcke kom bort._« -- Jvfr. S. 135 Anm. 2.
-
- [194] D. e. ~Adam Levin v. Knuth~, Christian V's bekjendte Yndling.
-
- [195] I Randen er bemærket: »_Christen, som war ille tilfritz med
- Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde
- noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte
- Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder
- hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc
- sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«._«
-
-Samme Aar{1670.} sidst i _April_ bleff min Dør opluct om
-Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle _Damer_, som holte sig noget
-til Siide, førend hand haffde sagt: »Hir sind welke Hoff Iomfern, de
-hebben Verlöf an Iu toe spreken.« Først kom ind en Iomfrue, som ieg
-icke kiendte. Der paa kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken
-_Augusta_[196], hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke
-meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen[197], som ieg oc
-nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst worris allernaadigste
-Dronning, som ieg meest beskuede, oc fant de _Liniamenter_ i henders
-Ansict, saaledis som Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc
-en stoer Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor
-Handsken war opskaarren. Hendis _Majt._ støttede sig til Slagborded
-strax effter Helsen, F. _Augusta_ løb hid oc did i hwer Wraa,
-Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. _Augusta_ sagde: »Fi, was is
-hir ein häßlich Gemach! Hir könte ich nicht einen Tag in leben. Mir
-wundert, das Ihr habt es so lange können außharren.« Ieg swarte: »Das
-Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält, vnd so lange Gott
-wil, so werde ich's außharren können.« Saa gaff hun sig i Snak med
-Slosf., som war halff fuld, oc talte med hannem om Balckis
-Gifftermaal, som effen haffde Bryllup samme Dag med sin tredie
-Hustrue; talte ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte
-allehaande Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper. Ieg
-swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper, om hun wille
-haffwe dem. Hun swarte hastig med en Eed oc soer, hun begierte dem
-icke. Ieg bleff noget spotsk offwer henders Spørßmaal oc fortreden
-offwer den Glæde, hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der
-hun spurte mig, om ieg oc haffde »Filz oder Wandtleüße«, swarte ieg
-hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »ob mein Schwager _Hanibal_
-Sehested noch lebte[198]?« Ded Spørßmaal giorde hender lit taws, thi
-derpaa formerkte hun, att ieg kiente hender. Hun swarte intet.
-Curfürstinnen, som wel haffde hørt om de _Intriguer_ med min Swoger
-oc F. _Augusta_[199], gik i ded samme strax til Borded (der laa den
-Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind med sig), tog
-Bogen, slog den op oc spurte, om ded war min Bog. Ieg swarte, att ded
-war Quindens, som ieg haffde lært att læße, oc som ieg gaff
-Curfürstinnen sin tilbørlig _Tittel_ aff Durchleuchtigkeit, sagde F.
-_Augusta_: »Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr
-meint.« Ieg swarte: »Ich irre nicht.« Der effter giorde hun ingen
-wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den naadige
-Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte intet. Der Hindis
-_Maj._ bød mig Haanden, kyste ieg henders Haand oc holte den fast,
-bad Hs. _Maj._ _intercedere_ for mig, i ded ringste for nogen
-Lindring i mit Fengsel. Hendis _Majt._ swarte icke med Ord, men med
-grædende Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun græd
-meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded Rom, oc min Dør war
-luct, sagde baade Dronningen oc Curfürstinnen: »Das ist Sünde so mit
-ihr zu handlen!« En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »Gott gebe,
-das es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen.« F. _Augusta_
-hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for Encke Dronningen,
-som sagde, att ieg haffde mig ded selff att tacke; ieg haffde
-fortient wære att handles med end som saa.
-
- [196] ~Augusta~ af Glücksborg (f. 1633, d. 1701), gift med Hertug
- ~Ernst Gynther~ af Sønderborg.
-
- [197] Jvfr. S. 95.
-
- [198] Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13.
- September 1666.
-
- [199] Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes
- til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte
- Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige
- Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede
- mod Hannibal Sehested; se ~Becker~, Samlinger 1 D. S. 51.
-
-Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen aff Slottet,
-begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine Wegne wille anholde om en
-anden Præst mig att betienne, enten Slots Præst, Holmens Præst eller
-den, som betiente Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end _M._
-Buk, saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes, thi hannem
-wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte noget, men endeligen
-bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som da war _M._ Rodolff _Moth_[200].
-Gud, som altiid haffwer staaet mig biie i all min Widerwertighed, som
-haffwer sendt mig v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse,
-hand sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand trøstede mig
-med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig Mand, oc hand war min
-Talsmand hoes Kl. _Majt:_. Den første Naade, hand bragte mig til
-Weye, war, att ieg bekom ded anded Rom 1671 den 16. _Iuli_ oc Bispen
-D. I[e]spers Postil[201]. Siden effterhaanden større Naade, i ded att
-ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att kiøbe mig for, hwad
-Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille haffwe Tiiden med att
-fordriffwe[202].
-
- [200] Søn af Livlægen ~Povl Moth~, og saaledes Broder til den
- senere Gehejmeraad og Oversekretair ~Matthias Moth~ og til ~Sophie
- Amalie Moth~, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662
- Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672
- Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds;
- døde 1675.
-
- [201] Hermed menes naturligvis Jesper ~Brochmands~ bekjendte Værk.
-
- [202] I Randen er bemærket: »_Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi
- Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff #M.# Buks Bøger (der
- de bleffue #auctionerete#) adskillige, oc iblant andre den stoere
- #Foillant Martilegium#, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc
- #verterte# aff adskillige #Materier# aff spanske, #italienscke#,
- franzøske oc tydske #Authores#. Fornemmeligen udskreff ieg oc
- offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff
- adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig
- ihuekommis som #striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e
- Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde#._« -- ~Martilegium~
- er uden Tvivl en Skrivfejl for ~Martilogium~, hvilket atter maa
- forstaaes som ~Martirologium~. Efter ~Hain~ (Repertorium
- bibliographicum Vol. 2 pag. 371) fører det ældste trykte ~tydske~
- Martyrologium Titelen: ~Martilogium~ der heiligen (Strassburg,
- 1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora
- Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske
- og engelske Martyrologier Titelen: ~Martilloge~ eller ~Martiloge~.
- -- Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af
- fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med
- de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende
- oftere omtalte Værk: ~Heltinders Pryd~.
-
-Samme Aar bleff Henders _Maj._ Dronningen fructsommelig, oc Hs.
-_Mts._ Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff Hæßen, kom hid for att legge
-hender i Baßel-Seng. Den 6. _Septem._ besøgte Hendes Durchleuchtighed
-mig vdi mit Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin
-Følge en Princeße aff Curland[203], som war troeloffwet med Landt
-Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein aff Slæct, oc
-sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen hælßede mig med et Kyß, oc
-siden de andre. Den sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun
-haffde kiendt mig før i Welstanden in den _Hag_, da hun war Iomfrue
-hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene i Øygnene.
-Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne oc slette Tilstand. Ieg
-tackede Hendis Durchleuchtighed for den naadige Medliidenhed, hun
-haffde med mig, sagde, att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe
-til att forlindre miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe
-dennem[204]. Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »Ich sehe wol, Ihr
-nembt mich an für eine andre.« Ieg sagde: »Ihr Durchleuchtigkeit
-_Port_ vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht können verbergen, wehre Sie
-schon in Bawer Kleider.« Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde,
-ded skulle hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig oc
-sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender paa henders
-fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt Greffwinnen: »Ihr kennet
-diese nicht,« oc tog paa Princeßen aff Curland; sagde saa, hwem hun
-war, saa oc, hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders
-Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte om den
-Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc sagde der hoes: »_Et moy
-pas moins._« Ieg tackede Henders _Altesse très humblement et la
-prioit en cette occation de faire voir sa généreuse conduitte_.
-Hendis Durchl. saae til Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke
-for lenge skulle tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand,
-trygte min Haand oc sagde: »_Croyez moy, je fairez mon possible._«
-Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl. Affskeed med
-et Küß.
-
- [203] ~Marie Amalie~, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift)
- med Landgrevinde ~Hedvig Sophies~ næstældste Søn ~Carl~.
-
- [204] Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre
- indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand)
- om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i ~Molbech~'s
- Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.
-
-Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde intet vdrette. Der
-Hs. _Majt._ Dronningen war i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løffte
-aff hannem med Haand oc Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da
-skulle ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. _Majt._ den 11.
-_Oct._{1671.} om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz. Der
-alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens Fødsel,
-sagde Landt Greff.: »O, wie wird die gefangene sich frewen!« Encke
-Dronningen spurte: »Hworfor?« Landt Greff. sagde Kongens Løffte.
-Encke Dron. harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc
-sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff christnet;
-hendis _Caret_ kom paa Slos Platzen. Kongen _persuaderte_ hender
-endeligen att biie, intil Daaben war forrettet, maatte loffwe hender
-med Eed, att ieg skulle icke komme løß. Ded fortrød icke liided den
-dydige Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde sit
-Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit Løffte. Encke
-Dron. swarte: »Mein Sohn hat vorhin ein Gelübt gethan, das hat er mit
-dem Versprechen an Ewer Liebden gebrochen.« Landt G. sagde endeligen:
-»Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen, dan zum
-weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber an einem andern beßern Ort
-mit etwas Freyheit mögte geführet werden. Es ist dem Könige doch
-nicht _reputiirlig_, das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs
-Tochter, vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht.« Encke
-Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »Nu sol sie nicht auß
-kommen; da sol sie besitzen bleiben.« Landt G. swarte: »Wil Gott, so
-wird sie wol auß kommen, wan schon Ihr _Majt._ es nicht wollen,«
-stoed op oc gik vd.
-
-Den 18. _Oct._ loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde Peder Iensen
-Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte hannem en Bog
-_tittuleret_: D. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden[205], den
-med en naadig Helsen fra Lant G. mig att tilstille. Ieg loed samme
-Dag wed Tøtzløff afflegge min plictskyllige Tacksigelse imod Hs.
-Durchl., oc bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig
-Anmoding til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded wille
-søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye Naade wille bewiiße oc
-sætte sit Naffn oc _symbolum_ i Bogen til en Admindelse aff Hs.
-Durchls. _Generosité_ oc Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi
-ded, att ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige
-Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem Werden bekiendt;
-wille derfor giøre ded, ieg formaatte, oc Hs. Durchl. med gandske
-fürstlige _Familie_ indslutte i miine daglige Bønner til all Siæls oc
-Liiffs Welstand (ieg haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge
-Gud vnder mig Liiff).
-
- [205] Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom
- første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre
- Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der -- fra 1667 af -- flere Udgaver af
- denne Bog, ja et Uddrag af den ved ~Chr. Østergaard~ er endog i den
- nyeste Tid (1846-56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.
-
-Den 23. _Octob._ bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i
-Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:
-
-            _1671._
-
-    _Ce qui n'est pas en ta puissance,
-    Ne doit point troubler ton repos;
-    Tu balance mal à propos
-    Entre la crainte et l'espérence.
-    Laisse faire ton Dieu et ton roy,
-    Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy._
-
-  _Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous
-  puisse tesmoigner, combien je suis_
-
-                                      _Madame
-                                          Vostre très affectionée
-                                                à vous servir
-                                               [Monogram: DSD]._
-
-Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede
-Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl.
-att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme
-Leilighed _recommendere_ i Hs. Durchl. _continuerlige_ Naade _etc._
-
-Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En
-Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn _Margrete_, som war en Worning i
-Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde
-Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed
-Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde
-gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder
-_Officerer_; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes
-Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man
-adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for
-denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en
-andens _recommendation_ den for^{te} Margrete. Saa lenge att der war
-Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne
-Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see,
-hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede _Dina_ forgiæffuis.
-Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed,
-tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe,
-som Gud mig paalagde, oc rant mig offte _Dinæ_ Bedriffter i Sinde, oc
-ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en _Dinas_ Træk? (Hun
-er goed derfor, haffde hun en Anfører, som _Dina_ haffde). Iblant
-anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att
-ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om
-Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke
-vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede
-en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg
-spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun
-swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da
-paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,«
-loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc
-wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun
-saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med
-hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc
-targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber
-Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att
-see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun
-wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke
-skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded
-Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc
-5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg
-tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen
-wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine
-Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke,
-oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt
-ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken
-haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa
-Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war;
-foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den
-anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod
-sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att
-bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage.
-Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem!
-Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal
-lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa
-Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede
-for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad
-hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et
-Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att
-haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang,
-hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk
-fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med
-blaa Silcke oc _different_ Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa
-en _Auction_ i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa
-ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe
-funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald
-hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel
-forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde:
-»Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med
-dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale
-kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine
-Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct,
-offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded
-er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl«
-(siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!«
-Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine
-Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe
-draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed
-kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen
-til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der
-Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en
-lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war
-ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen
-ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun
-haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.«
-Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller
-icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc
-sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden,
-oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc
-ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle
-giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin,
-thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort
-for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I
-giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis
-med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg
-haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for,
-_etc._ Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded
-er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.«
-Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde
-ded selff oc wille ickun med den _invention_ see mit Tøy. Som ded war
-i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde
-Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I
-er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde
-haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke
-laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden
-før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i
-henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders
-vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen
-fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde,
-hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun
-swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io
-sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen
-sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see
-meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der
-haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde
-see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig,
-att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded
-sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste
-Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed,
-att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om
-Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud
-forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den _occasion_ kunde
-ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed
-hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til
-mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre
-Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 [Symbol: Mark], oc
-hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe
-van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end
-att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par
-Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde:
-»Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i
-halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden
-wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde
-hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er _Moden_
-i Hamborg«)[209].
-
- [206] I Randen er bemærket: »_Samme Hund war en aff ißlandsk Art,
- icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa
- Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle
- need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i
- Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog
- hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den
- icke igien._«
-
- [207] I Randen er bemærket: »_An. 1672 den 4. #Maj# bleff en aff
- Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da
- Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage #Ducater# aff Kongens
- Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand
- nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i
- Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom
- himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der
- Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig
- selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et
- Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten
- Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc
- Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe,
- kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin
- Tienneste._«
-
- [208] I Randen er bemærket: »_Hun giorde sig saa til aff ded, hun
- kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war
- siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender
- engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc
- talte Ord, huoroffuer hun bleff wree._«
-
- [209] I Randen er bemærket: »_Paa den anden Strømpe war ingen Raed
- omkring. Slosf. talte aldrig derom._«
-
-Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til
-sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war
-Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att
-bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte
-hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded
-saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa
-Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den
-til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom
-op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par
-Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii.
-Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I«
-(sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer
-glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for
-att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er
-intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør
-wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae
-Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ lb. Hand
-spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att
-ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft
-den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals
-som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille
-annamme _Sacramentet_ derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed.
-Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte,
-sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I
-tage _Sacramentet_ paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog
-wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig _Creatur_!« Hun
-swarte med en halff latterlig _Mine_: »Ieg sagde att wille tage
-_Sacramentet_ derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O _Dina_, tenkte
-ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc
-sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud
-wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen
-Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet
-staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer
-giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded.
-Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end
-ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad
-Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om
-en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen
-haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded.
-Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger,
-intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
-komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc
-Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen!
-Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden
-ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes:
-»Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand
-sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke
-enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel;
-sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded
-war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun
-kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender.
-Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor
-witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal
-wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i
-Natt!« (Ey, _Dina_! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu
-hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde
-saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.
-
-Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult
-et Aar, for Suagheds Skyld[210].
-
- [210] I Randen er bemærket: »_Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde
- dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog
- oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io
- wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer
- et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit
- wed mig selff, men sagde intet._«
-
-_Anno_ 1673 bleff _M. Moth_ forfremmet til att were _Vice_ Bißskob i
-Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att
-betienne H. _Emmeke Norbye_[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde
-hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt
-kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget
-til Weye hoes _Griffenfelt_. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg
-iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] _Majt._ war naadig, wille
-der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde
-sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.
-
- [211] Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue
- Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere
- Sjælesørger, Mag. ~Matthias Foss~, indviedes til Biskop over
- Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. Se ~J. Bircherods~ Dagbøger,
- ved Molbech, S. 141.
-
- [212] Han kaldes ellers (~Zwergius~, Siellandske Clerisie 1, 674 og
- ~Rørdam~, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns
- Forsvar S. 166) ~Emmike Nedergaard~. 1676 blev han, som det ogsaa
- siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde
- 1692.
-
-Samme Aar loed min Søster Elisabet _Augusta_[213] mig helse wed
-Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun
-sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra
-min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre
-sille end aldrig!« Loed hender intet sware.
-
- [213] Jvfr. S. 42 Anm. 3.
-
-En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters
-Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i
-Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff
-Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6
-Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed
-Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde
-ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa
-for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med
-haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister,
-wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller
-tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med
-Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte
-noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att
-ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge,
-førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc
-klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som
-haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en
-Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte:
-»Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener
-Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.
-
-Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for
-witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen
-Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit
-Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang{1673.}
-min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc
-Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille
-til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.«
-Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke
-naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter
-intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne
-Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc
-Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg
-spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om
-ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget
-Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der
-hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget
-skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct
-for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand
-intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte
-siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc
-lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed
-tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold,
-att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa
-larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war
-hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning
-hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten
-kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded
-fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom
-den 24. _April_ 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn _Gert_, som
-haffde tient Slosf. for Kudsk.
-
-Dette Aar{1674.} den .. _Maj_[214] dictede ieg en aandelig Wiiße,
-_Guds Goedhed imod mig at ihuekomme_, under den _Melodi_: _Nun ruhen
-alle Wälder_.
-
- [214] Datoen er senere udslettet.
-
-        _1._
-
-    Op, op, min Siæl oc Sinde!
-    Guds Goedhed til att minde,
-        Som ræcker mig sin Haand,
-    Som Byrden med mig bærer,
-    Som mig sin Wille lærer
-        Oc selffwer lindrer miine Baand.
-
-        _2._
-
-    Mit Hiærte, glæm ded icke,
-    Huad udi Mørcken Kircke
-        Nii Dage ieg udstoed!
-    Hwad Angist, Sorrig, Qwiide,
-    Hwad Spott oc Stanck ieg liide!
-        Da styrckede Gud Sind oc Moed.
-
-        _3._
-
-    Betenck min stoere Trængsel,
-    Mit lange haarde Fengsel,
-        Min Iammers elffwe Aar!
-    Ey saa, att ded bedrøffwer;
-    Gud er den, som dig prøffwer,
-        Hand kiender best, hwad du formaar.
-
-        _4._
-
-    Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!
-    Indhellig sammen stæmmer:
-        Guds Goedhed winde kand,
-    Som Eder haffwer sparet,
-    Fra Krancke[l]se bewaret
-        I denne min forfalden Stand.
-
-        _5._
-
-    Mig Wanded gick til Tænder,
-    Aff Sorrig wringtis Hænder,
-        Ieg snobblet, dog ey falt;
-    Thi Herren war min Støtte,
-    Min Foed selff monne fløtte,
-        Loff wære dig, o mæctig Alt!
-
-        _6._
-
-    Tack skee dig, Naadsens Kille,
-    Att du mig ræffse wille
-        Saa mild oc faderlig!
-    I Nød warst dog til Stede,
-    Mit Hierte Suck tilrede,
-        Der Macten wille knuuse mig.
-
-        _7._
-
-    Gud, for dig ieg needfalder:
-    See til mig i min Alder,
-        Som stunder nu fast til!
-    Aff Aaget mig udspende,
-    Giør paa min Træl snart Ende!
-        Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.
-
-Dette Aar den 25. _Iulii_ war Kgl. _Majt._ saa naadig, att der bleff
-giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff
-tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en
-Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel
-tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes
-Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded
-warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn,
-wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde
-wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte
-Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde
-werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op
-oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi
-Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand
-haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet
-need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand
-wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen
-bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi
-Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.
-
-Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste
-Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er
-en _melancolisk_ Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun
-fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de
-haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc
-effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret
-noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man
-haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog
-fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun
-kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc
-tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer
-oc haffwer wærret Kl. _Majts._ Bogbinder; er nu rørt aff et Slag,
-ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted,
-huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker
-hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem
-imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder
-ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den
-Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed
-hoes hender. Naar hun icke kommer _precis_ den Afften, hun haffwer
-satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer
-befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i
-Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da
-siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder,
-huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide.
-Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender
-ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre,
-ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.
-
-Paa de Tiider sendte Henders _Majt._ Dronningen mig nogle Silcke-Orme
-til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. _Majt._ dem
-i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask
-oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken
-bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en
-underdanig Begiæring, att Hendis _Majt._ naadigst wille forhiælpe til
-att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis
-_Majt._, den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet
-til hender.
-
-Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc
-icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde
-Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded
-Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet
-bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen
-med Læsen, Skriffwen oc Dicten.
-
-Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di
-Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt _Historie_
-Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc
-offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for
-troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige,
-lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg _Anno_ 1675 den 9.
-_Ianu._ for Tiidsfordriff et Riim til _M. Thomas Kingo_ under den
-Tittel: »Den høy berømte _Poet M. Tho. Kingo_ bedis en Bøn aff en
-_Danne-Quinde_ udi alle _Danne-Quinders_ Naffn.« Den Bøn bestaar der
-vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille
-i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre
-_Nationer_, men beder ickun om de danske derris Pryd. _Kingo_ faar
-ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216],
-leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.
-
- [215] Jvfr. S. 200 Anm. 3.
-
- [216] Uden Tvivl ~Peder Jensen Tøtzløff~; jvfr. S. 246 Anm. 1.
-
-Samme Aar{1675.} den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale
-imellem _Fornufften oc Sinded_ under den _Tittel: Den fangen Enckis
-Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid_.
-
-Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er
-skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen
-den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet
-ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa
-aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa
-hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc
-Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg
-war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc
-haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war
-min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war
-der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff
-needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen,
-oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. _Gert_
-war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg
-trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf.
-luckte Døren op til Middag, slog hand _Gert_ med sin Kiæp, saa hand
-skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf.
-kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat
-Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen
-op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.«
-Hand truede _Gert_ meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so
-sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii
-gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden
-haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle
-Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte
-ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde
-wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt
-taufft ded). Nu swarte ieg hannem saa: »I, hwat hefft dat op sigk?
-Dat was io en Mands Persohn; de können alle swiigen. Hir iß keen
-Skade geskeen.« Hand kunde icke holde sig for Latter oc sagde: »Ia,
-Ii siin guth genock!« Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede
-hannem, att ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens
-Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene aaben, oc
-sagde widre, att ieg lenge siiden kunde haffwe kommen ud, om ded
-haffde werret mit Forsæt. _Gert_ bleff i sin Tienneste, oc Sloßf.
-sagde aldrig til _Gert_, att hand skulle lucke for mig om
-Morgenen[217].
-
- [217] I Randen er bemærket: »_Ieg haffde effter Begiæring faaet en
- Røtte aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg
- i et Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den
- Tiidsfordriff wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i
- ded anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa
- Skarnet kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med
- Lyßet. Ded war læt att see, men hun nectede ded._«
-
-Ieg haffde da kiøbt mig et _Clavicordium_, oc som Barbra kunde
-siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun sang, saa Tiiden bleff
-os icke lang. Hun lærte mig att indbinde Bøger, saa meget mig
-behøffwede[218].
-
- [218] Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til
- nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst
- sandsynligt, at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.
-
-Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til Præst i Kiøge
-_An._ 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge forbedret, oc bekommer
-ieg hwert Aar 250 Rdr. Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand
-brugis til Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget
-for, Tiiden med att fordriffwe[219]. Gud welsigne oc naadeligen
-beware Kl. _Mt._ oc giffwe hannem att maa tælle mange lyckelige Aar.
-
- [219] Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. ~Petersen~ findes
- anført i vedkommende Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar
- 1672 er bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger
- til hendes Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr.,
- den 5. November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For
- Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab, men
- der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse to Aar
- er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar hun
- desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det først var
- 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. S. 200), kan dette næppe
- forklares paa anden Maade end ved at antage, at nogle af de til
- hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre Lommer. -- Nogle
- Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning af Leonora
- Christinas Fangenskab haves i ~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4,
- 283-84.
-
-Paa de Tiider war _Brant_ Zahl-Mester[220].
-
- [220] ~Peder Brandt~ (fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland)
- var Rentemester i Aarene 1676-82. 1679 blev han adlet, 1684
- udnævntes han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han døde
- 1701.
-
-Samme Aar den 17. _Dec._ kom Barbra fra mig, gifftede sig med en
-Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc effter som henders Mand døde
-1½ Aar effter derris Gifftermaal, oc ded hastig, bleff _Barbra_
-mißtenckt. Hun kom siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom.
-Samwittigheden wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa
-gott som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen
-Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig icke meget der
-offwer, thi effter henders egen Fortælling haffde hun begaaet Mord
-tilforne paa siine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløff, att hand
-intet skulle tale derom; wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede
-ded nock alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand skulle
-icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter hannem. Hun bleff
-gandske forstyrret, laae elendig i sit eget Skarn. Broderen loed
-hender omsider føre i Pæsthuuset.
-
-Vdi _Barbaræ_ Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel Klemmings Daatter;
-hender haffde Maren Blocks bragt den Tienneste tilweye, efftersom
-Sitzel war hender Penge skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc
-Maren gaff hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue paa
-sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren war kommen der
-aff, att saa som Sitzel kunde giøre Knapper, oc Knapmagerne haffde
-Krackel med hender, saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff
-til Weye att befrii hender fra Knapmagerens [_sic_] Tiltale,
-forregiffwende, att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff
-tilluct, begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde
-bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der stoed: ded
-wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender, hwad Wandske hun haffde.
-Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg)
-»haffwer I giort Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren
-Blocks giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.« »Her i
-Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc icke en Piige: er
-I da locket?« Hun hengte med Hoffweded oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg
-war icke wel til Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt
-Eder Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder til mig,
-ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff goede Ord, loffwede att
-tienne wel, aldrig att giøre mig imod. Hun er et farligt Menniske;
-der er intet gott i hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att
-slaaes med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre, som wille
-tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte rømme. Hoes mig haffwer
-hun ingen Leilighed att lade see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded
-lader sig dog kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et
-Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der Maren haffde faaet
-siine Penge, hun haffde udlagt for Sitzels Konge Breff, saa wille hun
-haffwe hender fra mig oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige
-Maren Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde flye
-mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for denne Gang[221].
-
- [221] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er
- udslettet: »_I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med
- en Quinde, som oc haffde hafft twende Mænd. #An.# 1677 den 9.
- #Aug.# døde min Søster #Elisabet Augusta#._«
-
-Vdi H. Emmeke _Norbyes_ Stæd bleff Slotz-Præst H. _Iohan Adolf
-Borneman_, en meget skickelig oc lærd Mand[222], som da oc bleff min
-Skriffte Fader, oc betiente hand mig første Gang _An._ 1677 den 10.
-_April_.
-
- [222] ~Johan Adolf Bornemann~ (f. 1643, d. 1698) var Slotsprædikant
- fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og
- Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.
-
-Samme Aar den 9. _Oct._ war min Skriffte-Fader _Magister Hendrich
-Borneman_, Probst til wor Frue Kircke (en træfflig lærd Mand),
-efftersom hands Broder, H. _Iohan Adolf Borneman_, war forreist med
-Kl. _Majt._ til _Lante-Ryen_[223].
-
- [223] ~Henrik Bornemann~, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f.
- 1646), blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674
- tillige Professor logices et metaphysices, 1675 Sognepræst til vor
- Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693
- Biskop over Sjællands Stift. Han døde 1710.
-
-Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed, læst,
-skreffwen oc dictet adskilligt.
-
-_Anno_ 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte Fader, H. _Iohan
-Adolf_ Borneman, kom til mig huer 6 Vgers Dag oc holte en liden
-_Sermon_.
-
-Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue _Agneta Sophia Budde_ ført her
-ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen offwer mit inderste Rom.
-Hun bleff beskylt for att wille haffwe med Gifft ombragt Greffwinne
-Skeel, oc som hun war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle
-betienne hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen, saa
-ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog intet derom,
-meente, att hun bleff wel stille, naar hun formerckede, att ded wille
-giælde Døden. Men ney! hun war lystig, til Dagen førend hun bleff
-rættet[224].
-
- [224] Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af
- Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende
- Bemærkninger, der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »_Samme
- 1678. Aar, den 4. #Marti#, bleff min Naboeske en Quinde weed Naffn
- #Lucia#, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff Iomfrue
- #Agneta Sophia Budde#, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis
- Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F.
- Birrete Skeel, oc at #Lucia# haffde bragt hender Gifftet. Der war
- Windisbyrd, aff hwem #Lucia# haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war
- en standhafftig troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender
- paalagdis, med allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke
- Fengsel. Haffde twende Mand[s]-Persohner til #Cammerader#, som
- baade skreeg, suckede oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle
- spiiße hender) bleff hender sendt Kiød, som krøb fuld aff
- Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede mig offwer hender (icke
- for henders Fruis Skyld, thi den haffwer intet gott forskylt aff
- mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger, men aff
- Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til att
- formilde #Gert# med, som war hender for haard. Hun bleff piinet,
- wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist,
- forswarede altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen._« -- Med
- Hensyn til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare
- anklagede for at have -- uvist, af hvilken Grund -- staaet en
- tredie (~Birthe Skeel~, Enke efter Grev ~Christopher Parsberg~)
- efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen,
- der afsagdes den 25. August, blev ~Agnete Budde~ dømt til at
- halshugges, ~Regitse Grubbe~ (Enke efter Christian IV.s naturlige
- Søn ~Hans Ulrik Gyldenløve~) forvist for Livstid til Bornholm, og
- Pigen ~Lucie~ dømt til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og
- forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted den 6. September
- paa Slotspladsen. Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678 S.
- 709, 736, 740; ~Ordinaire Post-Tidinger~ 1678 Nr. 14, 25, 34, 35,
- 36; ~Pontoppidan~, Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 590; Uddrag af
- ~Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 194.
-
-Samme Aar{1678.}, den 19. _Iulii_ en Morgenstund, bleff
-Taarngiemmeren _Gert_ ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff, som
-hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil ieg noget
-witløfftig melde, efftersom ieg raadde _Gert_ icke att giffwe den
-Fange saa stoer Friihed; men hand actede icke mit Raad, til sin egen
-V-lycke. Denne Tyff haffde brut ind i en Præstis Huus om Natten oc
-staallen en Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til
-Kiøbenhaffn; bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her
-i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff oc meere
-Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa saa hen med
-_Executionen_, wille icke lade hannem henge; saa bleff sagt, att hand
-skulle paa Holmen, warte dog lenge, att hand war fangen. I
-Førstningen oc saa lenge, indtil der taltist om, att hand skulle paa
-Holmen, war hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa
-gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine Synders
-Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm wiste, att ieg kunde høre
-hannem, oc sendte ieg hannem oc stønnem noget Maed. _Gert_ forbarmede
-sig offwer hannem, loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte
-ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge neere i Taarnet om
-Natten. Oc som ieg haffde seet den Tyff engang eller toe, naar min
-Dør war aaben, att hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist
-mig, att hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam, att
-Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om Afftenen, sagde ieg
-til _Gert_, att hand woffwede for meget i ded, att hand loed den Tyff
-sidde neere om Natten; der stack en Sckelm i hannem; hand untgick
-wist engang, saa kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente _Gert_
-icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war frii for att
-hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand hørte, att hand skulle paa
-Holmen, saa der war ingen Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde,
-som icke kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem ind om
-Natten. Ney, _Gert_ fryctede intet; hand loed (som meere war) Tyffwen
-gaa op i Taarnet for sig oc stille Seyerwercket.
-
-Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da _Gert_ haffde opluct min
-Dør, talte ieg enda med _Gert_ om den Fare, hand satte sig i med den
-Tyffs Friihed, som _Gert_ dog icke fryctede. I ded sætter min Hund
-sig lige for _Gert_ oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til
-Middag bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for
-Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund tuude før.
-
-Den 19. _Iulii_ (som melded er), da _Gertis_ ulycklig Morgenstund war
-forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket oc sagde, att hand icke
-eene kunde komme til Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne.
-Den Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att sætte sit
-Forsæt med i Werck. _Gert_ gick op, men bleff baarren need igien.
-Tyffwen løb need, effter att _Gert_ war døe, luckte hands Skrin op,
-tog Pengene der ud oc gick ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag,
-att der skulle ringis til Predicken. De, som skulle ringe,
-banckede paa Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med
-Hoff[wed?]-Nøglen oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig paa,
-att _Gert_ saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde: »Ræt fat er
-ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
-hørte ieg tre gaa op oc et Tag der effter tre gaa need igien.«
-Tøßløff lucte for mig igien oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer
-en aff Ringerne need oc beretter, att _Gert_ ligger døe der oppe. Der
-den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som et Saar, dog
-alle bag til i Hoffweded[225]. Hand war en meget kæck fyrig stærck
-Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme
-Afften paagreben, oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en
-Fange, som saed neere i Traalhullet, en _Lizenciat_ wed Naffn
-_Moritius_[226], haffde hannem dertil offwertalt. Samme _Moritius_
-haffde stoer Udstand med _Gert_. Wist war ded, att _Gert_ tog for
-meget aff hannem om Ugen for hands Kaast. Wist er ded ocsaa, att
-denne _Moritius_ er en meget v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter
-hannem, giffwer ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att
-_Moritius_ war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange, som saed
-der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
-haffwe luct den fangen Tyff ud aff Taarnet uden en aff dem? Thi der
-effter Nøglen bleff leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i
-Taarnet; ded kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff
-Taarnet. Tyffwen kunde oc icke haffwe luct _Gerts_ Skrin op oc tagen
-hands Penge foruden _Mauritii_ Widskab. Den anden Fange maatte ded oc
-wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff forhindret, att icke
-fleere skulle døe for ded Mord; huorfor der icke alleeneste intet
-bleff efftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som ded sig burte, men de
-loede Tyffwen sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker, men
-_Moritius_ kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor Tyffwen gick fra
-siine første Ord oc sagde att haffwe giort ded Mord alleene. Bleff
-rættet den 8. _Aug._[227], oc _Moritius_ ført til Borringholm, der
-fengselet.
-
- [225] Beretninger om Mordet paa Taarngjemmeren findes i ~Extraord.
- maanedl. Relationer~ 1678 S. 719-20 og ~Ordinaire Post-Tidinger~
- 1678 Nr. 29, 30.
-
- [226] ~Otto Mauritius~, en tydsk Licentiat, der i flere Aar (i alt
- Fald fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som
- Spion og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige
- Aktor i Processen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald
- bleven arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened,
- Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid
- eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September Maaned
- 1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i Fængslet.
- Jvfr. ~Wolff~, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg., 364 flg.,
- 381; ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677 S. 515, 524, 580, 1678 S.
- 741; ~Nyt histor. Tidsskrift~ 6 Bd. S. 267-70.
-
- [227] Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678, S. 735.
-
-I _Gerts_ Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn _Iohan_, som war en
-Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff meget narret aff
-Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis Piige fixerte hannem,
-første Gang Pigen i hands Tiid skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet
-war icke langt fra derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler
-Tiid neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring. Der de
-hørte hannem komme paa Trappen, skylffte de sig. Hand fant Fengselet
-tomt, bedrøffwede oc iammerklagede sig. Iomfruen pippede som et Barn,
-saa hand fant hender bag en Dør. _Iohan_ bleff glad, fortælte mig
-siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes dem saa
-lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære wed ded skiiden Tøy?«
-Paa saadan Taabe Snack war intet att sige.
-
-Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede mig med Læßen,
-Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte att knøtte oc sye paa mit
-Liigtøy, huortil ieg haffde kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.
-
-Den 7. _April_{1679.} undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som gick
-neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene. Samme Fange haffde
-hafft Leilighed att faa siine Bolter aff, wiste oc, att Taabe
-_Iohan_ laae Taarn-Nøglen under sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc
-tilreede en Iern-Pind for att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren
-soff; lucte den listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n]
-oc gick ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men
-effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.
-
-I hands Sted kom een wed Naffn Olle _Mathisen_, en Skonning, som
-haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod Sidstningen aff dette Aar,
-den 25. _Dec._, bleff ieg syg aff en _Feber_, oc bleff _D.
-Mynchen_[228] befalet at besøge mig oc tage mig under sin _Cur_,
-hwilcken Befaling hand oc med stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand
-er en meget skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin _Cur_. Ieg kom
-10 Dage der effter til min Helbred igien.
-
- [228] D. e. ~Henrik Møinichen~, Christian V.s Livlæge. Han var født
- 1631, blev 1662 Hofmedicus, 1670 kongelig Livmedicus, 1687 Assessor
- i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.
-
-Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed _Sitzel_ Klemmings Daatter sig
-aff Maren Blockis offwertale att troeloffue sig med een aff Kongens
-Liiff-_Garde_. Kom bort den 26. _Novem:_{1680.}.
-
-I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed Naffn _Margrete_. Ded
-første ieg saae hender, kom hun mig noget fortenckelig for, oc
-syntist mig, att hun war med Barn; loed mig dog icke mercke dermed
-førend i _Ianuarii_ Maanet, sidste Dag{1681.}. Da giorde ieg hender
-Spørßmaal, huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun swarte
-dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc brugte hun sær
-Snid, som icke sømmer att antegne, for att bewiiße sin Løgn; men
-henders Snid kunde icke bestaae sig hoes mig, saa hun omsiider maatte
-bekiende ded. Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den
-war Kongens Liiff Karl, som war i _Arrest_ neere i Sloßf. Kammers,
-sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit Spørßmaal, men sagde
-icke att wære saa langt henne: den Tyckelse, hun haffde, war meere
-aff Fedme end aff Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne
-Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis
-Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun haffde worren
-ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en Dag spørger hender ad om
-henders Liiff oc Leffnet; saa forteller hun sin Herkomst, huor hun
-haffde tient, oc att hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin
-Fader, oc i ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc
-wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I kiender hannem
-wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet Kongens Liiff-Karl paa
-Platzen, men ieg kiender hannem icke.« Hun loe oc swarte (paa sit
-Moders-Maal): »Neen, bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe
-Slosf:.« Ieg troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte
-nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff med hender i
-Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde, som oc kom til mig. Ieg
-sagde hender den Mißtancke, ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min
-Mißtancke beroede, men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden
-selff haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille mig
-wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig offwer min Tale,
-twilffte paa, att saa war. Ieg sagde: »Enten saa er eller icke, saa
-skiller mig wed hender, io føre, io bedre.« Hun loffwede, att saa
-skulle skee, men ded skeede icke. _Margrete_ skyde intet att wære
-bekiendt, ded hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde
-en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders Kone, der hun
-fick de Twillinger? Gick der icke en Dall langs need aff henders
-Bug?« Ole swarte: »Ded weed ieg icke. Spørger Anne ad!« _Margrete_
-sagde, att der gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente,
-att hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget Klæde offwer
-Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »_Nu rørte sig den Guds Engel!_«
-Oc saa som Slosf. Quinde icke effterkom ded, hun loffwede, oc
-_Margrete_ Søster kom tit til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren
-skulle flye hender noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden
-skeede), huorfor ieg sagde til _Margrete_ en Dag: »I siger, att
-Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke sige hannem
-selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener I icke, att ieg wil
-haffwe noget aff ham til att føde mit Barn med?« »Da wil ieg sende
-Bud til hannem« (sagde ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil
-sige« (ded war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun bad
-mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io war henders Barne
-Fader. Slosf. kom effter min Begiæring. Ieg begynte Talen i Quindens
-Nærwærelse, sagde, at _Margrete_ war med Barn effter henders egen
-Siende; hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad, om hand
-wille. Hand spurte hender, om hun war med Barn. Hun swarte: »Ia! en
-Ii siin Fader dar tho.« »Ick?« (sagde hand oc loe) »Wat för en Snack
-is dat?« Hun foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war
-Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder, huorledis war
-tilgaaen. Sloßf. sagde: »Wo dull is datt Wiiff!« Hun brugte flux
-Mund, saa ieg befalte hender att gaa ud; talte saa eene med Slosf.,
-bad hannem wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa paa
-ded yderste med hender: att tøße henders Snack der fant hand wel Raad
-til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, att hand haffde ført hands
-Hoere op til at betienne mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn!
-Ieg haffwer alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. Miin
-Frue häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.« Effter denne
-Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig, att en engelsk
-Quinde haffde begiært att wære hoes mig, men kunde icke komme førend
-til Paaske.
-
-Fiire Dage her effter begynte _Margreta_ att klage sig att haffwe ont
-oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg tencker, att ded gaar mig
-ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg tenckte strax ded, ieg haffde fryctet
-for, hwad henders Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte
-strax effter Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg
-hannem min Mißtancke om _Margrete_, bad hannem giøre all sin Fliid
-for att flye den engelske Quinde op til mig samme Dag. I midler Tiid
-gick _Margrete_ op paa Hyßkenet, war oppe offwer 5 Korter, kom neer
-oc saae ud som en Døding; sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.«
-Ded, ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom ieg
-haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syen, hun da strax
-skulle haffwe bekient ded altsammen, oc ded wille ieg intet wiide);
-sagde derfor: »Naar I kommer i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I
-Afften kommer her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun
-meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa ded »nu« eller
-andre henders Ord, men bleff wed, att der kom en anden Quinde. Ded
-skeede ocsaa, att den 15. _Martii_{1681.} om Afftenen kom _Margrete_
-bort, oc i henders Sted en engelsk Quinde wed Naffn _Ionatha_, som
-haffde werret gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.
-
-Der den _Margrete_ war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf. Kone, som
-sagde, att ieg haffde offwertalt _Margrete_ til att sige, att henders
-Mand war Fader aff _Margrete_ Barn.
-
-Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen melde, huor
-bedragerske Wiiß de gott Folck siden gifftede denne _Margrete_. De
-giorde en Bogbinder Swend wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft,
-fremwiiste for hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie,
-henders Søsters Æcteskabs Breff[229].
-
- [229] I Randen er bemærket: »_Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf.
- lapsalffwet med en Knippel paa hands Ryg, der #Margrete# war borte,
- oc hannem forreholt ded, hand haffde sagt, huis #Margrete# hannem
- om sin Tyckelse haffde berettet._«
-
-Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud _D. Otto Sperlings_
-haarde Baand, effter att hand haffde werret fangen her paa ded Blaa
-Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6
-Dage[230]. Hand war lenge syg, dog icke sengeliggende. _Doctor
-München_ betiente hannem et Par Gange med siine _Medicamenter_. Hand
-wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle reede hands Seng,
-kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til erbød oc wille sige, att
-_Doctern_ war swag. Der maatte oc ingen wære tilstæde, naar hand
-lagde sig. Huordant hand kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der
-laae hand oc banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre]
-hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom; men en Fange,
-som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge, omsiier banckede paa
-Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger hannem, att Doct. haffde lenge
-bancket. Der Ole kommer ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff
-iklæd i en reen Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men
-talte gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem i
-Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis hand døe, som sagt er.
-
- [230] Efter denne Angivelse skulde ~Sperling~ være født den 30.
- December 1601, men i sin haandskrevne Autobiografi (Orig. i Gl.
- kgl. Smlng. Nr. 3094, 4^{to}, Uddrag i ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd.
- S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602.
- Hvad nu ~Aarstallet~ angaar, kan der næppe være Tvivl om, at det er
- Leonora Christina, der har Uret. For Datoens Vedkommende er det
- derimod ikke saa ganske afgjort, eftersom hun i dette Punkt stemmer
- med den Afdødes Søn, ~Otto Sperling den Yngre~. Man ved dette
- deraf, at i ~Moller~'s Cimbria literata, hvor de allerfleste
- Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte af Sønnen,
- angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December som den Førstes
- Fødselsdag.
-
-_An._ 1682, i _April_ Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende aff et
-sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig, som war een steenig
-_Materie_, som haffde _quaguleret_ sig oc i miine Tarmer sig
-nederskut til _Fundamentet_. _D. Munchen_ brugte alle tienlige Midler
-til den Swaghed; kunde dog icke troe, att min Swaghed haffde den
-Beskaffenhed, som ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen
-kunde fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen
-loed sig finde. Hand meente, om saa war, da skulle de _Medicamenter_,
-hand haffde brugt, wel driffwe den ud, thi ded war den Dag, att ieg
-satte mig selffwer 3 Gange Klisterer[231]. Paa de Tiider maatte
-Doctoren reiße med _Majesteten_ til Holstein. Ieg brugte alt
-_Clisterer_ effter _D. Munchens_ Anordning, men ded war alt ded
-samme. Endeligen satte ieg mig en _Clister_ en Dag om Efftermiddagen,
-gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning om anden Dagen om
-Morgenen tiilig; da skiød en stoer Steen ud foruden anden _Materie_,
-oc slog ieg med en Hammer et Stycke aff den for att see, huorledis
-den war inden til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff
-Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet. Den er
-nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
-miine Giemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
-huorledis med mig tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F.
-Sitzele _Grubbe_[232]. _D. München_ loed begiere wed Tøtzløff att see
-Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme til mig, saa
-skulle hand faa den att see. Ieg wille icke sende den, thi ieg wiste
-wel, att ieg haffde icke faaet den igien.
-
- [231] I Randen er tilføjet: »_Klistererne med anden naturlige
- #Materie# kom frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist
- trind, thi ieg kunde icke fatte den med et #Instrument#, ieg loed
- giøre mig._«
-
- [232] Enke efter General-Feltmarskal ~Axel Urup~ til Beltebjerg
- (død 1671).
-
- [Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]
-
-_Anno_ 1682 den 11. _Iuni_[233] dictede ieg effterfølgende aandelig
-Sang.
-
- [233] Det vil sige paa den Dag, som Leonora Christina ansaa for sin
- Fødselsdag; jvfr. S. 15 Anm. Digtet er iøvrigt allerede tidligere
- trykt, skjønt efter en mindre god Afskrift, i ~Bang~'s Saml. af
- nyttige og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156-57; ~Schønau~'s
- Saml. af danske lærde Fruentimer S. 400-2 o. a. St.
-
-Kand siyngis som:
-
-    _Siunge wii af Hiærtens-Grund._
-
-        _1._
-
-    Hwad er worris Leffnets-Iid
-    Anded end som daglig Striid?
-    Hwad er worris Arbeed dog,
-    Som fremtrællis under Aag?
-    Er ded anded end omsunst?
-    Huor til Widenskab oc Kunst?
-    Alt forswinder som en Dunst.
-
-        _2._
-
-    Huor for da bekümre sig
-    For ded, som er Skygge, Swig,
-    Oc saa kæck forfæcte wil[234]
-    Ded, os icke hører til?
-    Er oc nogen i den Stand,
-    Att den Laanet holde kand,
-    Naar paa æsker Eyermand?
-
-     [234] Formodentlig en Forkortning af: ~wille~.
-
-        _3._
-
-    Nøgen ieg til Werden kom,
-    Nøgen fra, ded er min Dom.
-    Herren gaff, oc Herren tog,
-    Herren lægte, da hand slog;
-    Loffwet wære Herrens Naffn,
-    Som alt føyer til mit Gaffn!
-    Hannem falder ieg i Faffn.
-
-        _4._
-
-    Gud, wilt du mig Naaden tee,
-    Ieg dit Huuß igien maa see,
-    Der Tack-Offer bære frem
-    Som et martlet _Christi_ Læm,
-    Siunge Loff din Guddoms Mact,
-    Som langt offwergaar den Act,
-    Mennisket hâr forrelagt?
-
-        _5._
-
-    Siger du oc saae til mig:
-    Ieg ey haffwer Lyst til dig,
-    Ieg wil, du skalt bliffwe quær!
-    -- See, min Frælser! ieg er hær,
-    Diine Domme ey forstaar,
-    Men ieg weed, ihwor ded gaar:
-    Gott Taal ey ond Ende faar.
-
-Den 27. _Iunii_ sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med
-Begiæring att sye hender et Blomster, som war ritzet paa _Pergament_;
-sendte der hoes et anded Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff
-kunde see, huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden
-Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded Arbeed,
-thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded dog oc sagde att
-wille giøre ded, ded beste ieg kunde. Den 9. _Iulii_ sendte ieg F.
-Hoffmesterinnen, F. Sitzel Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med
-tienstlig Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. _Majt._
-Dronningen att frembære oc tale for ded som for en Lære Klud.
-Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc sagde, att ded stack ud
-frem for de andre, som nogle Greffwinner haffde syed for hender.
-
-Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded gylden Arbeed oc
-sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne med tienstlig Begiering Hs.
-_Majt._ Dronningen [dennem] underdanigst att _presentere_.
-Hoffmesterinnen loed mig forsickre Dronningens Naade: Hendis _Majt._
-wille giffwe mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu
-fornommen til.
-
-Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke i ny aff mig
-optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft oc Sølff Frantzer; loed
-ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe Hendis _Maj._ underdanigst
-_presentere_, som ded i Naade optog. Den 29. _November_ fuldendte ieg
-med Arbeede, som ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet
-aff Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:
-
-    Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude
-    Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!
-
-For den anden Ende dette: -- _N._ Puuden war stoppet
-                                med mit Haar. --
-
-    Naar som needleggis her mit Hoffwit paa mit Haar,
-    Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.
-
-Paa Øyen Klæded war syed:
-
-    Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer,
-    Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer
-    Oc dennem smycker ud i derris haffte Huud,
-    At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud.
-    Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue
-    Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue,
-    Ieg, ieg skal see min Gud, ey fremmede for mig,
-    Hiælp _Iesu_, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig[235]!
-
- [235] Disse Vers ere tidligere trykte hos ~Pontoppidan~, Marmora
- Danica T. 1. pag. 265; ~Thura~, Gynæceum Daniæ p. 45-46; ~Bang~,
- Saml. af nyttige Mat. 2, 158; ~Hofman~, Portraits histor. 5 partie
- pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; ~Schønau~, Saml. af lærde
- Fruentimer S. 402-3, o. a. St.
-
-Henders _Maj._ Dronningen war mig stetze naadig, sendte mig paa
-nye{1683.} en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff for
-hender att føde oc derris Spind Hs. _Majt._ att igien sende. Den
-dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantzer, Zitroner oc aff
-de stoere _Almenacker_[236], oc ded med en Dwerre, som er ret en
-hurtig Karl. Hands Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster
-Sophia Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.
-
- [236] Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne
- »Historien-Calender«, der var i Kvart.
-
-De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe, war meget høfflig
-oc goed imod mig, sendte mig adskillige Gange _Zitroner_,
-_Pommerantzer_, _Multibær_ oc andre Fructer effter Aarsens Tiider.
-
-En Iomfrue, som war aff Slæct en _Donep_[237], sendte mig oc et Par
-Gange Fruct.
-
- [237] Formodentlig en Skrivfejl for: ~Donop~. En hessisk Familie af
- dette Navn var i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kommen herind;
- se ~Lexicon over adel. Familier~ 1 Bd. S. 120.
-
-Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret Silcke aff
-Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke wiste wel att omgaaes med;
-loed mig bede att reede ded. Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg
-icke gierne effterloed (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine
-Heltinner), men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit nesten 20
-Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens Hiærte imod mig
-(der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg
-aldrig weed att haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede
-U-naade). Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed nogle
-Gange i forrige Aaringer weed siine høye _Ministri_ giøre Forbøn for
-mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war Swarret meget hart, oc derris
-Titler »Forrædre« oc »lige saa goede som ieg«; wiiste dennem paa
-Døren. All den Naade, mig aff Kongl. _Majt._ wederforis, som: med ded
-uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg selffwer maatte
-raade for, oc den regierende Dronnings Goedhed imod mig, fortrød
-Encke Dronningen paa ded hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste
-Maade Kongl. _Majt._ tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun
-haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et _Clavicordium_, fortrød
-hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til derfor; huor ud
-offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde, att Kongen haffde spurt
-hannem ad, huor hand kom til att flye mig et _Clavicordium_. »Ick«,
-sagde Slosf., »stund verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.«
-(Ieg tenckte: du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg
-saae hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte, hwem der
-haffde sagt Kongen aff ded _Clavicordium_. Hand swarte: »De aalde
-Königinn; se häfft ere _Spionen_ öffwer all, end se häfft den König
-so hart thogesprocken, dat het en Schande is, dat he Iu so grote
-Friiheit gifft;« tog med ded samme til _Clav._, lige som hand wille
-tage ded med sig (oc sagde:) »Ii moeten dat nicht häbben.« (Ieg
-sagde:) »Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. _Maj._ miinen
-allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst vergönt is, tho
-kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff. Dat _Clavic._ is kehnen im
-Wege und de königliche Frue Moder tho kehnen Schaden.« Hand drog alt
-derpaa oc wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde
-kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat
-staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat ick daför gegewen
-häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat ii wil.« (Hand sagde:) »Dat wil
-ick den König säggen.« Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden
-intet om talt[238], oc haffwer ieg ded _Clavicordium_ endnu, leger
-dog siælden der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine
-_Heltinner_, paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom eller
-oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller
-oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra mig[239], saa kom ded icke i
-Eders, miine hierte kiære Børns, Hænder.
-
- [238] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siiden, att Kongen
- haffde leet, den Tiid hand sagde Hs. Mt. mit Swar om
- #Clavicordiummet#, oc sagt: »Ia, ia«._«
-
- [239] Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr.
- S. 126 Anm.) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser
- i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end den oftnævnte
- Peder Jensen ~Tøtzløff~, hvem hun holdt meget af (se S. 261 og
- 271-72), og som endog senere synes at have fulgt med hende til
- Maribo.
-
-Den 24. _Septr._ bleff min Skriffte Fader _M. Iohan Adolf_
-forfremmet; bleff Probst til _wor Frue Kircke_[240]. Hand tog en
-meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig oc wærret min
-Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor nødig ieg mistede hannem!
-
- [240] Jvfr. S. 226 Anm. 2.
-
-I Begyndelsen aff dette Aar{1684.} war min Skriffte Fader H. Peder
-_Collerus_, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig oc med sin
-Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær Mand, men icke Bornemand[241].
-
- [241] ~Peder Danielsen Colerus~ (f. 1631) var først Slotspræst ved
- Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder,
- blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder og 1683
- Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne Stilling
- 1707.
-
-Den 3. _April_ bleff mig sendt i Dronningens Naffn en gammel
-skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte den for att wære
-den Umage quit). Den war bit aff en Maar Kiæfften itue, saa Tungen
-hengte ud paa den eene Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden;
-der war en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit, skiuttede
-paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded war meget kiendeligt,
-att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed offwer sin Formue. Mig bleff
-sagt, att Hs. _M._ Dronningen haffde meget ælsket den Hund. Ded war
-en liiden _Bollognes_; hands Naffn war _Cavaillier_. Dronningen
-meente, att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg
-haabtist ded samme.
-
-Den 12. _Aug._ dette Aar{1684.} fuldente ieg mit forretagende Werck,
-oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags rooßwærdige Quindis
-Persohner, baade om striidbare, om fornufftige Regentinner, om
-troefaste, om kyske, om gudfryctige, om dydige, om ulyckelige, om
-lærde oc om standhafftige, saa syntist mig, att de icke alle kunde
-regnis for _Heltinner_ att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte
-dennem i trende Parter, under Tittel aff _Heltinners Pryd_. Den
-første Part fremfører de striidbare _Heltinner_ i derris Pryd. Den
-anden Part melder om troefaste oc kydske _Heltinner_. Den tredie Part
-fremleder de standhafftige[242]. Hwer Part haffwer sin _Appendix_.
-Ieg haabis til Gud, att dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder,
-miine hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil, saa wil
-ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige oc
-offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende iklæde oc
-udstaffere.
-
- [242] Af Værkets første Part -- men muligt dog i en anden Redaktion
- end den, der her omtales, jvfr. ~Bang~, Saml. af nyttige og
- opbyggelige Materier 2 Stykke S. 149 -- haves en Afskrift i Karen
- Brahes Bibliothek (Nr. 315, 4^{to}), som ved Bibliothekarens, Hr.
- Adjunkt ~Vogelsangs~, Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel
- er: _Hæltinners Pryd. Den Første Part, Som melder om fornuftige
- Strii[d]bare #Regierende Hæltinner#_. Den indeholder
- Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende Kvinder:
- ~Deborah~, Dronning ~Margrete~, ~Thyre Danebod~, ~Elisabeth~ af
- England, ~Tomyris~, ~Isabella~ af Kastilien, ~Zenobia~, ~Johanna~
- af Montfort, ~Artemisia~, ~Svanhvita~, ~Lagertha~, ~Berenguela~ af
- Kastilien, ~Hetha~, ~Margretha~ af Østerrig, ~Semiramis~, ~Amage~,
- ~Victorina~, ~Voada~, ~Olafa~, ~Camilla~, samt Amazonerne
- ~Marpesia~, ~Lampedo~, ~Antiope~, ~Orithyia~, ~Penthesilea~ og
- ~Thalestris~.
-
-Om _Ionatha_, som mig nu betienner, wil ieg noget melde effter
-henders egen Beretning. Witløfftigheden wil ieg gaae forbi, paa hwad
-Maade hun kom fra sin Moder, men Meeningen er, att hun imod sin
-Moders Willie gifftede sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens
-Pedersen _Holme_. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter
-egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget deraff
-antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger hun), fortrød hun
-ded, oc rant hender stetze i Sinde, att hun haffde fortørnet henders
-Moder oc giort meget ille. Moderen haffde oc skreffwen hender en
-haard Skriffuelse til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc
-anstillede sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange Maader som et
-kællen uforstandig Barn, stønnem oc som den, der haffde tabt sin
-Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
-efftersom hun war sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som
-paa et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde hannem
-engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig selffwer i Pæffling
-Søen, en anden Gang, att hun wille slaa ham ihiæl. Manden fryctede
-intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
-hun gick ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen engang sat
-sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi ded Stæd behagede
-hender; war oc paa Weye att gaa did, men bleff hentet tilbage. Hun
-slog oc Manden engang paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff
-rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene stoede
-neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da att slaa ham ihiæl,
-tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand soff, snackede wed sig selffuer
-høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene.
-Hand loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere. Dermed tog
-hand til Kiæppen oc tog den fra hender, spurte, hwad hun haffde i
-Sinde. Hun swarte: »Att slaa Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig
-offwer min Galskab« (fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste
-høyt oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede Aand oc
-giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun engang fick i Sinde
-att icke wille ligge hoes Manden, wille ligge paa en Benck i
-Kammerset. Hand gaff hender lenge goede Ord, men de formaatte intet.
-Hand sagde omsier: »Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers
-saa kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op, klædde
-hender gandske nøgen aff, klatzede hender med sin Haand paa henders
-Gatt oc kaste hender i Sengen. Hun swær, att hun icke i nogle Dage
-kunde sidde op paa sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag
-siden. Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes
-hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra hender til
-West-Indien. Hand sendte hender med _retour_ Skiibene allehaande
-Warer, som hun kunde forhandle, saa hun haffde sin goede Ophold. Saa
-hænder ded sig, att Manden døer i West-Indien, oc en, som fører
-hender de Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff
-_Gouuerneuren_ der sammested wed Naffn --[243] i et Giæstebud, oc ded
-fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc _Gouuerneuren_
-befryctede sig, att _Holme_ skulle sige om hands unde Forhold. Offwer
-denne Berætning bleff hun forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om
-Natten oc skiæntis med Wæcterne. Hun gick til _Admiralen_ paa Holmen
-oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde, oc beskylte den,
-hun intet kunde offwer bewiiße. Løb saa en Tiid lang, intil hun
-endeligen kom noget i Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom
-til mig. Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun
-haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun paa henders
-Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun
-att haffwe saa høyligen fortørnet henders Moder oc dermed træcket
-Forbandelsen offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster
-ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen; fremdrager aff den
-hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis Forsickring en boedfærdig
-Synder sig haffwer at forlade til. Stønnem er hun tungsinnet offwer
-Skrifftens Forklaring, som hender synnis icke paa alle Stæder at
-komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter ieg
-hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud inderligen, att
-hun er kommen til mig, huor hun finder Trøst oc Roelighed.
-
- [243] Navnet staar ~in blanco~, men af det Følgende sees, at det er
- ~Jørgen Iversen~, den første danske Gouvernør paa St. Thomas, som
- der er Tale om.
-
-Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte hun, at den
-_Gouuerneur_, som melded er, om hwilcken hun haffde for^{te}
-Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde hun til mig: »Ieg hører,
-att den Schelm er kommen hid. Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.«
-Ieg spurte hender, huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre
-hannem.« Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus
-beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg Eder icke komme
-ud.« Oc saa som hun er et Menniske, hwis Mage ieg icke haffuer kiænt,
-thi hun kand skiænde med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale
-oc Laeder der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße
-mig, huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff
-_Gouuerneuren_ (hun er en liiden spærlæmmet Quinde). Saa _figurerte_
-hun sig, att henders Fiinde saed paa en Stoel, oc hun wille haffwe en
-stoer Kniiff under sit Forklæde. Naar hand sagde til hender: »Quinde,
-hwad wil I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded
-haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded Sted, men
-gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet aff hannem. Ieg
-sagde: »Ded er dog saa skammeligt att døe for Bødels-Haand.« »O ney!«
-(swarte hun) »ded er ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc
-meente hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere end
-den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den
-ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß en anden. Ieg spurte hender, om
-hun icke meente, att den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney«
-(swarte hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen maa
-wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller Menniskens Lowe; oc
-hwad siger oc befaler os ded 5. Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med
-forrige Ord, gierne att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff
-den Schelm. (_N._ Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for
-mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør Synd aff ded,
-som er ingen Synd, oc ded, som er Synd, wil hun icke lade paßere for
-Synd. Hun siger, att ded er Synd att slaae en Hund, en Kat eller
-Fuell ihiæl: de uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda
-større Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad engang,
-om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney« (swarte hun), »den, der
-haffwer slaget Bestet ihiæl, den haffwer giort Synd.« Hun swær, att
-om hun endeligen skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en
-Bødel, da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller
-adskillige Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten haffwer
-slaget derris egen Beester eller sultet dennem. En Fortælling wil ieg
-icke forbigaa, som er heel artig. Hun saalte (siger hun) engang en
-Slacter nogle Swiin. Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder
-sammen oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer de arme
-Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff dem? Ney, ded wil ieg
-icke!« kaste Pengene til dem igien. Ieg spurte hender: om hun icke
-wiste, att man slacter Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren
-haffde kiøbt dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand
-wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke skiøt derom;
-men saa att binde de arme Beester oc høre dennem skriige, ded kunde
-ieg icke liide.« Ded skulle wære for witløfftigt att optegne alle
-henders _extravagante_ Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men
-med all ded er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den
-troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med stoer
-Omhygelighed.
-
-Bemelte _Gouuerneur_, der hand war paa Reisen igien tilbage
-til _West-Indien_, bleff hand aff nogle Fanger, som ware paa
-Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne kom weed underlig
-Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe] for derris Mißgiærningers Skyld
-dømt til Døde[244]. _Ionatha_ syntis, att _Gouuerneuren_ haffde faaet
-alt for goed en Døe, oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld
-skulle miste Liiffuet. Ieg øffwer mig med _Ionatha_ i ded engelske
-Sprog. Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun i
-mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc saa som hun læßer
-flittig den engelske Bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle Ord,
-saa underwiißer ieg hender, efftersom ieg icke alleeneste aff
-forregaaende oc effterfølgende Ord kand wiide Meeningen, men endoc,
-att somme Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden _accent_. Oc
-kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften.
-Hun siger sig att wære _calvinsk_, er dog icke i de _Calvinisters_
-Meening. Ieg _disputerer_ aldrig med hender i henders Meening. Hun
-gaar altiid til Alters i Dronningens Kircke[245]. Der hun engang kom
-derfra til mig igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en
-Quinde om _Religionen_, hwilcken haffde sagt hender i henders Øygne,
-att hun war ingen _Calvinist_. Ieg spurte hender ad, [aff] hwad
-_Religion_ den Quinde holte hender da for att wære. Hun swarte: »Ded
-maa Gud wiide. Ieg bad hender skiøtte sig selffwer« (sagde
-_Ionath[a]_), »ieg war en Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis
-Ord (men ieg sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc
-leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer derris
-Troe.«
-
- [244] Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig
- Beretning i ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1683 S. 350-51 og
- 367-68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden« afgaaet
- fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger. Det var
- imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri blandt
- Mandskabet, som nu, i Forening med nogle af Fangerne, myrdede
- Kaptajnen og en hel Del andre Personer, som vare ombord, deriblandt
- ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, ~Jørgen Iversen~, og hans spæde
- Søn. Senere lykkedes det dog en af de Fanger, som ikke havde
- deltaget i Komplottet, at blive Herre over Skibet, som han nu førte
- hjemad igjen. Det stødte paa Grund udenfor Gøteborg, men ved den
- derværende Gouvernørs Bistand reddedes Besætningen, og Rebellerne
- førtes nu til Kjøbenhavn, hvor en Del af dem kort efter
- henrettedes.
-
- [245] Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde tro,
- Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt -- af
- Dronning Charlotte Amalie selv -- den 20. April 1688), men en Sal
- med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns Slot,
- hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert Kirke blev
- opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det idetmindste
- ~taaltes~, at ogsaa Andre af hendes Trosbekjendelse fik Adgang. I
- en i Rentekammerarkivet opbevaret Fortegnelse over Slottets
- Inventarium 1679 -- hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig ~A.
- Petersen~, har staaet til min Raadighed -- findes de nævnte
- Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse som her,
- nemlig: »~Droning. Mayt. Kircke~, i det første Inventarium kaldit
- Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om Størrelsen af den
- Menighed, som her forsamlede sig -- man vil erindre, at de
- Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse -- skal jeg
- anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende
- ~Siddepladser~ i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder. -- En
- Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. -- Tiufge gemehne
- Fyrrebencke.« -- Jvfr. ogsaa ~Dansk Minerva~ 1816, Februar, S. 42
- flg.
-
-I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel,
-hun hitzis op med til Kongens Gemack. Stoelen løb paa Tritzerne for
-hastig need, saa hun falt neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne.
-Samme Aar tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker,
-end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket, oc imellem
-Maaltiiderne holte sig inne.
-
-Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:
-
- En Beretning om #Minde# oc #Moed#,
- Gud til Ære optegnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
- Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.
-
-    Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte,
-    Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte;
-        Dog kand gott _Minde_ læt fremfaret søge op,
-        Oc _Moded_ giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop.
-    Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye
-    Min Ungdoms-Welstands Iord med sit Siær att ompløye?
-        Den Iord nu ligger ley oc kand ey giffwe Fruct,
-        De Fuurer bliffwer strax aff onde Fald tilluct.
-    I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage
-    Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage;
-        Der Alderen tiltog, tiltog oc Weddermoed,
-        Ded gick mig icke saa, som ded for Werden loed.
-    Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder
-    De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder.
-        Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind!
-        I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind,
-    I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel;
-    Hwad kan ey _Mact_ oc _Niid_, naar de findis sammel?
-        Guds Goedhed mindis wil, som rackte mig sin Haand,
-        Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand.
-    Der alt ont hoffwitku[l]ds indfalt paa mig tilliige,
-    Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige,
-        Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc _Moed_,
-        Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig _goed_.
-
-    Hwad _Moed_ udrette kand, wil ieg nu lit betracte.
-    Den, dermed pryded er, maa sig wel lycklig acte;
-        Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff,
-        Opfrisker gammel Krop, som er swag, kaald oc stiiff.
-    Ieg meener saadant _Moed_, som aff Fornufften føris,
-    Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris.
-        Ded snarer hænder sig, att _Moeded_ falder plat
-        For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat,
-    End for en gammel Mand, der weed, hwad Werden giffwer,
-    Aff lang Forfarenhed, oc hwad Spil Lycken driffwer;
-        Den fatter et got _Moed_, som er et skiudfrii Skiold
-        Mod alle haarde Puff oc Mactens Offwerwold.
-    _Moed_ giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter
-    Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter
-        For anded end for Laan, som icke holdis kand
-        En eeneste _Minut_, naar æsker Eyermand.
-    _Moed_ Bloded frisker op, som Krafft igien uddeeler
-    Til Leffwer, Lunge, Milt oc andre Kroppens Leeder;
-        _Moed_ giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til,
-        Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil.
-    _Moed_ fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter,
-    Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter;
-        _Moed_ wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt
-        Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.
-
-    Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,
-    For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;
-        Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag
-        Gud naadelig endnu mig under denne Dag.
-    Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;
-    Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,
-        Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,
-        I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,
-    Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!
-    Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!
-        Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey,
-        Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.
-
-Skreffwen 1684 den 28. _Februarii_, som er 36 Aars Dagen, att
-høyloffligste Konning _Christian_ den fiærde sagde Werden Goede Nat,
-oc ieg min Wersens Welfart.
-
-Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder
-oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i
-dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi;
-haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.
-
-_Anno_ 1685 den 14. _Ianuario_ forlystede ieg mig att giøre nogle
-Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under _Tittel_:
-
-    _En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne._
-
-De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til
-Hænde[246].
-
- [246] Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne,
- er trykt hos ~Hofman~, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326-31.
-
-Den 20. _Feb._ døde den kongl. Frue Moder, Dronning _Sophia Amalia_.
-Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men
-der{1685.} hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke
-wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden
-wille icke biie Kongl. _Majts._ Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde
-sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men
-maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.
-
-Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis
-Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att
-ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke
-Friiheden.
-
-_Ionatha_, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde
-spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i
-Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst
-aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole,
-som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens
-_Lacqueiers_ Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers
-wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte
-wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom
-Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde
-derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De
-mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg
-icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff
-ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang
-Tiid siden sagt for _Ionatha_ (som tilforne til en aff miine andre
-Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun,
-talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best,
-hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg
-mig.« _Ionatha_ oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.
-
-Den 15. _Marti_ holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom
-_Ionatha_ fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en
-fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg
-kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste
-hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender
-om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg
-loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den
-liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« _Ionatha_ war fast i
-sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde
-ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide
-ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen).
-»Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud
-skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt
-du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc
-efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de
-trøstige.
-
-Den 26. _Marti_ holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc
-bleff henders Liig ført til _Roskild_.
-
-Den 21. _April_ _supplicerte_ ieg Kongl. _Majt._ paa effterfølgende
-Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning _Christian_ den _fiærdis_
-Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i _Oval_. Ded haffde ieg
-_illumineret_ med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring,
-den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
-
-    Min Sønne Søn oc største Nafne,
-        Du ligner mig i Mact oc Moed;
-    Lad ded min Læfning oc nu gafne,
-        At du som ieg est Naade goed.
-
-Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye _Excellentz Gyldenløwe_ til,
-tienstligen beded hannem for^{te} _Supplicque_ Kongl. Majt.
-vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse
-forhiælpe. Hands høye _Exc._ war da noget _incommoderet_ aff sin
-gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde
-tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att
-offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. _April_[248].
-
- [247] Formodentlig den samme, som ~Borro~ i sin Tid mentes at have
- helbredet ham for, se ~Herholdt~ og ~Mansa~, Saml. til den danske
- Medicinalhistorie 1 Bd. S. 176-77.
-
- [248] Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se ~Jonge~,
- Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 488) og opbevares nu paa
- Rosenborg.
-
-Aff alt dette wiste _Ionatha_ intet. _Peder Iensen Tøtzløff_ war den,
-som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig en Trøst i mit Fængsel,
-bewiist mig adskillige Tiennester, saa ieg er hannem meget forplict.
-Oc beder ieg Eder, miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste
-Tiennester i alle muulige Maader att wedderlegge.
-
-Den 2. _Maj_ kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand, at ieg wist kom ud
-aff Fængselet; oc ware adskillige, som spurte Taarngiæmmeren: om ieg
-kom ud i Afftis, oc huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde
-icke holde sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand til
-mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [_sic_] Frøcken! I kommer
-wist nock ud. Der erre de, som meener, att I allerede er ud[e].« Ieg
-sagde: »Ded raader Gud for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa
-med mig?« Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia«
-(sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke holde sig for
-Graad oc gick bort. _Ionatha_ fornam da, att min Forløßning stundede
-til, wille skylffwe sin Sorrig; sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men
-icke ieg« (oc Taarene stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog
-forwist, att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa skeer
-ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« _Ionatha_ meente, att ieg
-haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe hafft Haab siden første
-Dag, ieg bleff fængselet, att Gud skulle endeligen forbarme sig
-offwer mig oc see til min Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud
-om Taalmodighed til att forwente hands Hiælpis Time, oc den haffwer
-oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens Tiime nu kommen, saa wil
-ieg bede Gud att giffwe mig den Naade hands stoere Welgierninger
-rætsindeligen att erkiende. _Ionatha_ spurte, om ieg icke war wiß paa
-att komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis for wist,
-att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa Reißen. Ieg swarte:
-»Der er ingen Wißhed i tilkommene Ting. Der kand komme Forfald i
-Kongens Reiße, oc der kand komme ded, som kand forhindre min Friihed,
-om den enskiønt kand wære _resolueret_ denne Tiime. Dog weed ieg, att
-mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet Eders Sorrig, ieg
-fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage att sørge, thi I mister med
-min Friihed Eders aarlige stoere Løn oc Eder[s] Ophold[249]. Mindis
-I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle sætte
-Eders Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I kunde icke
-wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa Allerdommen. Om ieg døde, saa
-saed I udi Armod, thi saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis
-ud for den Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor[250].
-I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor ille hand
-haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære paa hannem. Nu for
-nogen Tiid siden haffwer hand icke tort, fordi ieg læste hannem sin
-Texst oc truede ham att forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter,
-att hand bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne derris
-frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da icke wille forlade
-hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded stoed i min Mact; thi ieg
-kunde icke wiide, huorledis miine Wilkor kunde bliffwe.
-
- [249] I Randen er bemærket: »_Quinderne, som betiente mig, finge
- huer Maanet 8 Rdr._«
-
- [250] I Randen er bemærket: »_Hun loed ham lære Bilschnider
- Handw[e]rck._«
-
-Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa _Ionatha_ oc Ole wiste intet,
-hwad der wille bliffwe aff.
-
-Den 19. _Maj_ om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole noget sacte paa den
-uderste Dør. _Ionatha_ gick til Døren. Ole sagde saa sacte: »Kongen
-er alt borte, hand reiste Klocken 4[251].« Om hands Glædis Haab war
-stoer, wed ieg icke, men den warte ickun stacket. _Ionatha_ sagde mig
-Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. _Majt._ Lycke paa hands Reiße (ieg
-wiste alt, hwad _Ordre_ der war udloffwet), oc syntist mig paa
-henders Ansict, att hun war nogenledis _content_. Klocken 8 kom
-Tøtzløff op til mig oc berettede, att Groß _Canzeler_ Greff
-_Allefeldt_[252] haffde sendt Sloßfogden en kongl. _Ordre_, at ieg
-skulle mit Fengsel entledigis oc gaa der ud, naar ieg wille (den
-_Ordre_ war aff Kl. _Majt._ underskreffwen, Dagen førend _Majt._
-reiste). Hands høye _Exc._[253] war reist med Kongen. Tøtzløff
-spurte, om ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war
-frii. Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa er ieg
-icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren oc hører, hwad Søster
-Daatter, Frøcken _Anna Catharina_ Lindenow[254], siger, om Hands
-høye _Exc._ ingen Bud haffwer sendt hender (effter Løffte), førend
-hand drog bort.« Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war
-borte, sagde ieg til _Ionatha_: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer ieg
-ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i Laaß; saa wil ieg
-giøre wed mit oc lade ded staa her, intil ieg kand lade ded
-affhente.« Hun bleff noget betuttet, dog icke bedrøffwet; tackede Gud
-med mig, oc der til Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff
-Ole, som war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte wel
-sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.
-
- [251] Rejsen gik over Kolding til Norge.
-
- [252] ~Frederik v. Ahlefeldt~, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og
- senere Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672
- ophøjet i den danske Grevestand som Greve til Langeland, efter
- Griffenfeldts Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc.
- Jvfr. S. 24 Anm.
-
- [253] ~Gyldenløve~.
-
- [254] Hun var en Datter af Leonora Christinas i det Foregaaende
- oftere nævnte Søster ~Elisabeth Augusta~ og ~Hans Lindenov~ til
- Iversnæs.
-
-Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands høye _Exc._
-haffde laded hender wiide, att ded stoed hender friit for att følge
-mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff saa foraffskeeded, att hun
-wille komme sille op samme Dags Afften.
-
-Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig, sendte
-Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed spørge, om ieg wille
-icke ud. Ieg loed sware, att ded war for lyst (maaske att der ware
-_curieuse_, som haffde Lyst at see mig).
-
-Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis _Majt._ Dronningen, om
-ieg icke maatte haffwe den Naade att neederkaste mig for Hs. _Majts._
-Fødder (ieg kunde komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen,
-saa ingen kunde see mig). Hendis _Majt._ loed sware, at hun torde
-icke tale med mig.
-
-Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte Sloßf. Døren op for
-Søster Daatter[255] (i toe Aar haffde ieg icke seet hannem). Hands
-_Compliment_ war: »Nu, sköllen wii uns nu scheden?« Ieg swarte: »Ia,
-nu is de Tiid gekaamen.« Saa bød hand mig Haanden oc sagde: »_Ade!_«
-Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter loe hierteligen.
-
- [255] Jvfr. ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 234.
-
-Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster Daatter ud
-aff Taarnet. Hs. _Majt._ Dronningen formeente att see mig, der ieg
-gick ud; war gaaet hen paa en _Balcon_. Men ded war temmelig mørckt;
-tilmed haffde ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs
-need aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa wii
-næppeste kunde trenge os igien[nem] til _Careten_.
-
-Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder oc 11 Dage.
-
-Kong _Friderich_ den 3. loed mig fængsele _An._ 1663 den 8. _Aug._,
-Kong _Christian_ den 5. gaff mig Friiheden _An._ 1685 den 18. _Maj_.
-Gud welsigne min allernaadigste Arffwe-Konge med alle kongelige
-Lycksaligheder, unde Hs. kgl. _Majt._ Helbrede oc legge mange Aar til
-hands Alder! Dette ended i mit Fengsel[256].
-
- [256] Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne
- Angivelse er urigtig, eftersom Forf. lige i Forvejen har beskrevet,
- hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe er
- Mere end Beretningen om de allersidste Dage eller den sidste Dag,
- som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid
- mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien her
- er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe
- synderlig stor, da vi aabenbart have den sidste i den strax efter
- følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. ~Iuni~.« Om en
- lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige
- Fortale til Skriftet se S. 16 Anm. 2.
-
-Den 19. _Maj_, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick ieg ud aff mit
-Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære! Hand giffwe mig Naade att
-erkiende hands guddommelige Welgierninger oc aldrig forgiætte mit
-Tack-Offer att frembære.
-
-Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded skriffwærdigste,
-som sig inden miine Fengsels Døre med mig haffwer tildraget. Ieg
-leffwer nu i ded Haab, att Gud oc Kongl. _Maj._ ded saa wil behage,
-att ieg Eder selffwer denne Beretning kand lade see; hwor til Gud
-giffwe sin Naade!
-
-Skreffwen paa Husum[257] den 2. _Iuni_{1685.}, huorhelst ieg
-forwenter Kongl. _Majts._ Hiemkomst fra Norge.
-
- [257] D. e. ~Landsbyen~ Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt. At
- hun endnu nogle Maaneder senere opholdt sig paa dette Sted, sees af
- et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske Sager,
- Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere levede
- hun, som bekjendt, paa Maribo Kloster, der var hende anvist til
- Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16. Marts 1698.
-
-       *       *       *       *       *
-
- [Hermed ender den egentlige ~sammenhængende~ Skildring. Hvad der
- følger -- i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade -- maa
- betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til
- forskjellige Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette
- Appendix ikke være meget yngre end Slutningen af selve
- Hovedberetningen.]
-
-_Anno_ 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß Daatter war
-kommen til mig, bleffwe wii først waer, att der war Steen-Gulff i
-wort Fengsels Kammers, efftersom et Stycke tilbaget Skarn aff hinder
-bleff opbrut, oc Steenene kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer
-Gulff. Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som iæffnede
-Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede mig ideligen, fast huer
-Dag, for att bryde ded op offweralt, oc ded paa een Gang: ded war
-snart giort. Ieg meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede
-paa engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck i ded
-beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att løßne et Stycke
-effter anden ded kunde lættere skee foruden Umage. Hun bleff weed sin
-Meening oc weed sin Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf.
-eller Taarngiemmeren att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der
-war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet hender ind en
-Balle med Wand, saa lucte hand Dørene til. Ieg lagde mig i Sengen,
-tæckede mig tæt til offwer Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med
-Skarnet. Den Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket
-i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel, oc der inne
-haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff. Hun lagde den Uhømskhed
-op i et Hiørne, oc war diß Mangfoldighed saa stoer som et stoert
-Bunde Læß. Ded bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids
-Tiid, da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg fryctede:
-wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog før end som ieg, thi hun
-kom ud i Lufften, men ieg bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen
-Lyßning war. Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed
-plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende end som
-mig, saa hun war offte ferdig til att græde. Ieg loe oc giorde en
-Skiæmt der aff, sagde, hun wille haffwe noget att bestille, nu haffde
-hun faaet Tiids Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne
-saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke
-kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet. Kom der offwer i
-Erfaring, att een Loppe føder anden. Thi som ieg saae effter derris
-Mangfoldighed, oc huorledis de kunde swømme, bleff ieg waer, att
-nogle smaa Been krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et
-sær Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa min Finger,
-huoraff den liiden kom frem oc effterloed Fødsels-Tegn; sprang strax,
-men Moderen saed lided, førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit
-første Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang, indtil
-Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis paa den Maade, kand
-ieg icke wiide, men att de afflis aff Skarn oc Leer, ded haffwer ieg
-oc seet i mit Fengsel oc seet, huorledis de lit effter lit erre
-bleffwen fuldkommen oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war
-til, de aff bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.
-
-Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om Kaal-Orme.
-Haffde{1682.} een Tiids Fordriff att see, huorledis de forandrede
-sig. Ormene ware alle et Slags til Syne, liige striibede oc aff liige
-Farffwer. Men effter alle komme icke Sommer-Fuule. Ded er artig att
-see, huorledis en Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad
-de kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme Traa) wed begge
-Siider, drager den offwer Ryggen frem oc tilbage offwer 50 Gange, alt
-paa et Stæd, bøyer sig stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc
-er sterck nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded er
-skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer [de] tycke
-for til med en Snuude, som er spitz til Enden, oc icke ulig en Fisk,
-som de Hollænder kalder _Knorr_; haffwer liige saadanne Finder paa
-Ryggen oc saadanne Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa
-kommer der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme kommer
-aff begge derris Siider smaa stackede Orme som Maddicker,
-huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i den anden Ende. De
-omspinder sig selffwer med en stoer Geswindighed, en huer for sig.
-Siden spinder Ormen offwer dennem temmelig tyckt, welter dem omkring,
-saa de bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem
-gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket som en Fluue,
-inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer der smaa Fluuer ud aff
-Bolden, oc seer Bolden ud liige som en Biie-Kuube. Ieg haffwer seet
-aff samme Slags Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm
-ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste), men den
-leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde, strax den liiden war
-udkommen.
-
-_Anno_ 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.
-
-    Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke,
-    For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke,
-        Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen
-        Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.
-    I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte,
-    War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte,
-        Men den er ickun et Weyr oc _Lycken_ meget liig,
-        Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig.
-    Den første bryder læt, den anden intet giælder,
-    Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;
-        Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu,
-        Weedst lided, om du snart for hender sætter U.
-    Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister,
-    Warstu end _Goliath_ oc engang til saa biister;
-        Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa,
-        Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa,
-    Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender
-    Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.
-        Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar,
-        Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.
-
-Den 14. _Martii_ 1683 dictede ieg effterfølgende:
-
-    Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:
-    En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;
-        Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid
-        En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid
-    En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,
-    Foruden hand dermed forsickret war en Baade?
-        Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed
-        Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;
-    De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,
-    Att der fast ingen war, som wille sig antage
-        Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,
-        Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.
-    See, hoes _Betehste_-Floed i Børne Børens Alder
-    Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder
-        Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,
-        Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar
-    Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,
-    Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.
-        Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt
-        Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,
-    Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,
-    War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.
-
-        Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,
-        Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
-    Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,
-    Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.
-        Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand
-        Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.
-
-_Anno_ 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.
-
-    Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig _Brahe_ regner
-    Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,
-        Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,
-        Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.
-    Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,
-    I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?
-        Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,
-        Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?
-    O _Brahe_, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis
-    I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis,
-        Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn,
-        Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.
-    Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage,
-    Beed, att dit Anslag maa Gud _Zebaoth_ behage,
-        Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa
-        Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,
-    Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,
-    Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.
-        At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil
-        Gud bede hiærtelig att sige _ia_ dertil.
-
-
-
-
-Fortegnelse
-
-over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.
-
-
-                                                     ~rettet til~:
- Side   4, L. 15: mangen                             mange
-   -   10, -   7: erre bedrøffuelige                 er bedrøffuelig
-   -   13, -  25: Aars                               Aar
-   -   15, -   8: anstegnet                          antegnet
-   -   16, -  27-28: saa meget saa streng            saa meget streng
-   -   18, -  23: ded                                did
-   -   20, -   3: ded                                de
-   -   35, -  11: engentlig                          egentlig
-   -   38, -   5: Abel Caht.                         Abel Cath.
-   -   43, -   2: siine                              siin
-   -   53, -  24: Teng                               Tegn
-   -   54, -  11: ware stoer                         war stoer
-   -   --, -  24: Muhts                              Muths[258]
-   -   56, -  26: vdi læste                          læste
-   -   64, -   9: haffue der                         haffue den
-   -   --, Anm. 2 L. 4: haffue                       haffde
-   -   65, L. 11-12: excequere                       excequeris
-   -   78, -  29: Forsittighed                       Forsictighed
-   -   86, -  18: Gud oc oc sin                      Gud oc sin
-   -   94, -  21: sagte                              sagde
-   -   96, -   1: Naar som                           Naar saa
-   -  119, -  20: Salomones                          Salomonis
-   -  120, -   1: sich                               sig
-   -  122, -  10: Solsf.                             Slosf.
-   -  123, -  11: legnede                            lignede
-   -   --, -  18: Hir                                Ihr
-   -  124, -   1: Bodem                              Boden
-   -  132, -  20: mok                                nok
-   -  136, -  11: den                                dem
-   -  141, -  22: Ppaa Kone                          Spaa Kone
-   -  143, -  11: Eeed                               Eed
-   -   --, -  23: stoet                              stoed
-   -  146, -   1-2: megen Forbandelser               mange Forbandelser
-   -   --, -   8: Nawedren                           Nadweren
-   -  149, -   5: Diffilcuteter                      Difficulteter
-   -   --, - 23-24: bekom igien en -- Quinde igien   bekom en -- Quinde igien
-   -  150, Anm. L. 3: skylffle                       skyffle
-   -  153, L. 23: Fengselnerne                       Fengselerne
-   -  157, Anm. L. 6: ia                             de
-   -  163,  -   1 L. 2: Lyße                         Lyß
-   -  168, L. 22: att kommen                         att komme
-   -  175, -  15: stax                               strax
-   -   --, -  29: glædeligt                          glædelig
-   -  184, -  12: skulle meddeelte                   skulle meddeele
-   -  193, -  17: att foractede                      att foracte
-   -  194, -  24: hannem wollen                      haben wollen
-   -  195, -  19: Ieg                                Ich
-   -   --, Anm. L. 1: Læhnelse                       Læhmelse
-   -  196, L.  5: ich                                icke
-   -  203, -   5: stoed paa ded Løffte, att          stoed paa ded, att
-   -  209, -  10: styffsede                          tyffsede
-   -  210, -  22: Øffwelsee                          Øffwelse
-   -  212, -  30: intet                              intil
-   -  215, -  11: ad                                 att
-   -  217, Vers 3 L. 3: elffte                       elffwe
-   -   --,  --  4 - 2: stammer                       stæmmer
-   -  225, L. 27: Bræct                              Bræck
-   -  230, -  20: imellen                            imellem
-   -  231, - 1-2: kunde haffde                       kunde haffwe
-   -   --, -  12: Taarn-Tuen                         Taarn-Stuen
-   -  239, -  15: en en halff                        en halff
-   -   --, -  16: Gliemme                            Giemme
-   -  245, -  23: Iii                                Ii
-   -  246, -   4: ded icke                           ieg icke
-   -  248, -  21: fortwilfflede                      fortwifflede
-   -  249, -   1: nogen att                          nogen aff
-   -   --, -  12: met                                med
-   -  251, -  30: Syge-Segn                          Syge-Seng
-   -  255, -  17: optengnet                          optegnet
-   -  260, -  12: Bad paa                            Bag paa
-   -  262, -  13: haffwer sagde                      haffwer sagt
-   -  268, -   4: Strømmer                           Strømper
-   -  271, -  11: ey ey                              er ey
-
-  [258] Burde maaskee ikke have været rettet, da Forf. oftere i det
-  Følgende skriver: Muht.
-
-
-Rettelser til nærværende Udgave.
-
-Side 37, Linie 7: ~liifarffue~ og Side 81, Linie 12: ~tog ware~
--- burde have været trykt: ~Liifarffue~ og: ~tog Ware~, i
-Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere
-henne i Bogen.
-
-Side 122, Anm. Linie 7-9. Ordene: ~eller om det -- givet af den~
-udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i Anm.
-omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere Tid
-efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok
-udviser.
-
-
-
-
-       *       *       *       *       *
-
-
-
-
-AFSKRIVERENS SUPPLERENDE FORTEGNELSE OVER SKRIVFEJL
-
-Da denne e-bog ikke indeholder de sidetal, Sophus Birket-Smith har
-refereret til i sin "Fortegnelse over Skrivfejl i Haandskriftet",
-bringes her en supplerende liste, der gør det muligt for læseren at
-lokalisere de pågældende steder:
-
- Side 4, L. 15:
- At ieg intet skal melde om saa mangen modige oc tunge Dagis Reiser,
- At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser,
-
- Side 10, L. 7:
- Fortelning erre bedrøffuelige att paahøre oc kand de
- Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de
-
- Side 13, L. 25:
- Fengsels ded elffte Aars, min
- Fengsels ded elffte Aar, min
-
- Side 15, L. 8:
- Haffwer oc anstegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
- Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
-
- Side 16, L. 27-28:
- Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget saa streng
- Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng
-
- Side 18, L. 23:
- løb hid oc ded, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
- løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
-
- Side 20, L. 3:
- Hancker, huor wed ded skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
- Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
-
- Side 35, L. 11:
- meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke engentlig
- meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig
-
- Side 38, L. 5:
- icke Kammene behoff«. Abel Caht. begierte Armbaandene oc Ringene, som
- icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som
-
- Side 43, L. 2:
- om siine egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
- om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
-
- Side 53, L. 24:
- troe den, indtil ieg saae wisse Teng dertil. Anna bleff wed hendis
- troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis
-
- Side 54, L. 11:
- derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed ware
- derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war
-
- Side 54, L. 24:
- Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muhts, es würde
- Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde
-
- Side 56, L. 26:
- tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte vdi læste,
- tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste,
-
- Side 64, L. 9:
- maa _considereris_, oc ieg maa haffue der Fornøyelse att see de
- maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de
-
- Side 64, Anm. 2 L. 4:
- effter som en Part icke haffue wærret tilstede, der #Processen#
- effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen#
-
- Side 65, L. 11-12:
- Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequere_[74]. -- Der
- Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der
-
- Side 78, L. 29:
- med stoer Forsittighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
- med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
-
- Side 86, L. 18:
- hun burte att leffue oc sig imod Gud oc oc sin Næste att forholde;
- hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde;
-
- Side 94, L. 21:
- lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagte ieg).
- lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).
-
- Side 96, L. 1:
- som der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
- saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
-
- Side 119, L. 20:
- spurte hannem, »wo der Tempel _Salomones_ wehre geblieben? Das
- spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das
-
- Side 120, L. 1:
- meere att anstille sich høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
- meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
-
- Side 122, L. 10:
- icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Solsf. Eder intet ad, hwad
- icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad
-
- Side 123, L. 11:
- legnede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
- lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
-
- Side 123, L. 18:
- Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Hir hättet
- Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet
-
- Side 124, L. 1:
- hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Bodem des Bechers
- hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers
-
- Side 132, L. 20:
- ded er, for de fører Løgn? Ieg er mok wiß paa, att min Piige icke
- ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke
-
- Side 136, L. 11:
- mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte den
- mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem
-
- Side 141, L. 22:
- offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Ppaa
- offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Spaa
-
- Side 143, L. 11:
- wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eeed),
- wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed),
-
- Side 143, L. 23:
- Winden stoet paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
- Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
-
- Side 146, L. 1-2:
- paa min inderste Dør med saa megen Forbandelser offwer hannem, saa
- paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa
-
- Side 146, L. 8:
- Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nawedren bestoed?
- Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed?
-
- Side 149, L. 5:
- skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Diffilcuteter_, sagde:
- skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Difficulteter_, sagde:
-
- Side 149, L. 23-24:
- v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom igien en
- v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en
-
- Side 150, Anm. L. 3:
- dem med nogle Syenaale, tenckte att skylffle dem for mig, haffde
- dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde
-
- Side 153, L. 23:
- Fengselnerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
- Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
-
- Side 157, Anm. L. 6:
- hun, ia aff 4 Staffwelser læs hun._«
- hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«
-
- Side 163, Anm. 1 L. 2:
- flyed mig for Penge oc Lyße, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
- flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
-
- Side 168, L. 22:
- Daatter Forloff att kommen til hender, hwem skulle hand klage hender
- Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender
-
- Side 175, L. 15:
- skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem stax!« Hand gik
- skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik
-
- Side 175, L. 29:
- foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædeligt for os. Quinden
- foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden
-
- Side 184, L. 12:
- Bock kom til mig oc skulle meddeelte mig Christi Legeme oc Bloed,
- Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed,
-
- Side 193, L. 17:
- _etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foractede mig, effter som
- _etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som
-
- Side 194, L. 24:
- hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt hannem wollen vmb für
- hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für
-
- Side 195, L. 19:
- Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ieg bin nicht eigentlich
- Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich
-
- Side 195, Anm. L. 1:
- mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhnelse paa
- mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa
-
- Side 196, L. 5:
- saed oc wæffwede i Ordene, wiste ich ret, hwad hand wille sware,
- saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware,
-
- Side 203, L. 5:
- Løffte; stoed paa ded Løffte, att en Konge burte att holde sit
- Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit
-
- Side 209, L. 10:
- icke, men ieg hørte, att hun styffsede mig. Hun bleff wed siine Ord
- icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord
-
- Side 210, L. 22:
- Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelsee; Gud
- Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud
-
- Side 212, L. 30:
- intet alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
- intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
-
- Side 215, L. 11:
- noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget ad
- noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att
-
- Side 217, Vers 3 L. 3:
- Min Iammers elffte Aar!
- Min Iammers elffwe Aar!
-
- Side 217, Vers 4 L. 2:
- Indhellig sammen stammer:
- Indhellig sammen stæmmer:
-
- Side 225, L. 27:
- Hun swarte att icke haffwe nogen Bræct. »Huorfor da« (spurte ieg)
- Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg)
-
- Side 230, L. 20:
- ded icke, thi i Morris imellen 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
- ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
-
- Side 231, L. 1-2:
- Mand; een skulle icke kunde haffde giort ham ded. Tyffwen bleff samme
- Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme
-
- Side 231, L. 12:
- der neere i Taarn-Tuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
- der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
-
- Side 239, L. 15:
- nesten en en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
- nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
-
- Side 239, L. 16:
- miine Gliemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
- miine Giemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
-
- Side 245, L. 23:
- kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Iii söllen mii dat
- kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat
-
- Side 246, L. 4:
- oc Døden skulle ded forhindre, att ded icke kunde fuldende ded, eller
- oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller
-
- Side 248, L. 21:
- Fornufft oc fortwilfflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
- Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
-
- Side 249, L. 1:
- intet for nogen att Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
- intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
-
- Side 249, L. 12:
- høyt oc skiænte, rørte hannem sacte met Kiæppen offwer Skinnebeenene.
- høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene.
-
- Side 251, L. 30:
- den, der døde paa sin Syge-Segn, oc ded war icke Synd att slaae den
- den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den
-
- Side 255, L. 17:
- Gud til Ære optengnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
- Gud til Ære optegnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
-
- Side 260, L. 12:
- den selffwer forgylt. Bad paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
- den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
-
- Side 262, L. 13:
- I, huor offte ieg haffwer sagde Eder tilforne, att I icke skulle
- I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle
-
- Side 268, L. 4:
- saede saa tycke paa worris Strømmer, saa Farwen aff Strømperne icke
- saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke
-
- Side 271, L. 11:
- Den Kræmmer ey ey døe, men hand er til endnu
- Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
-
-
-
-***END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK JAMMERS-MINDE***
-
-
-******* This file should be named 41072-8.txt or 41072-8.zip *******
-
-
-This and all associated files of various formats will be found in:
-http://www.gutenberg.org/dirs/4/1/0/7/41072
-
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/old/41072-8.zip b/old/41072-8.zip
deleted file mode 100644
index c2528e3..0000000
--- a/old/41072-8.zip
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h.zip b/old/41072-h.zip
deleted file mode 100644
index 5bd9913..0000000
--- a/old/41072-h.zip
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/41072-h.htm b/old/41072-h/41072-h.htm
deleted file mode 100644
index f09c5fb..0000000
--- a/old/41072-h/41072-h.htm
+++ /dev/null
@@ -1,11529 +0,0 @@
-<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
-    "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
-<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml">
-<head>
-<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html; charset=ISO-8859-1" />
-<title>The Project Gutenberg eBook of Jammers-Minde, by Leonora Christina Ulfeldt</title>
-    <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
-    <style type="text/css">
-    /* <![CDATA[ */
-h1,h2,h3,h4,h5,h6 {
-    text-align: center;
-    clear: both;
-}
-h1, h2, body h2 {
-    page-break-before: always;
-    padding-top: 2em;
-}
-h1 {
-    text-transform: uppercase;
-    padding-bottom: 2em;
-    page-break-after: always;
-}
-.trnote h2, .footnotes h2 {
-    padding-top: .4em;
-}
-
-p {
-    text-align: justify;
-    margin: 0 auto;
-    text-indent: 1em;
-}
-p.center { text-indent: 0; }
-li { text-align: justify; }
-.subhead { width: 50%; text-align: center; }
-
-hr {
-    width: 33%;
-    margin: .5em auto;
-    clear: both;
-}
-
-table {
-    margin: .5em auto;
-    border-collapse: collapse;
-}
-th         { font-weight: normal; }
-td         { padding-left: .4em; vertical-align: top; }
-td.right   { text-align: right; }
-ol, ul     { margin-left: 0; }
-li         { list-style-type: decimal; }
-.toc li    { list-style-type: none; text-indent: -1em; padding-left: 1em; margin-bottom: .2em; }
-.toc li p  { margin-top: 0; padding-top: 0; text-align: left; }
-
-.pagenum {
-    /*visibility: hidden;*/
-    color: #999;
-    position: absolute;
-    left: 92%;
-    font-size: smaller;
-    text-align: right;
-    font-style: normal;
-    font-variant: normal;
-    font-weight: normal;
-    text-transform: none;
-    text-decoration: none;
-    letter-spacing: normal;
-    text-indent: 0;
-} /* page numbers */
-a[title].pagenum:after, .pagenum a[title]:after { content: attr(title); }
-
-.sidenote {
-    width: 8%;
-    padding: .1em .5em;
-    text-align: right;
-    font-size: smaller;
-    color: black;
-    border: 1px dashed;
-}
-
-i i        { font-style: normal; }
-b.gesperrt.italic { font-style: italic; }
-.center    { text-align: center; }
-.caps      { text-transform: uppercase; }
-.italic    { font-style: italic; }
-.bold      { font-weight: bold; }
-.nobold    { font-weight: normal; }
-.smaller   { font-size: 80%; }
-.larger    { font-size: 120%; }
-.huge      { font-size: 150%; }
-.nowrap    { white-space: nowrap; }
-p.indent10 { padding-left: 10em; text-indent: -10em; }
-.h1em       { height: 1em; }
-.h2em       { height: 2em; }
-
-/* Images */
-img        { border: none; }
-.caption   { font-size: 80%; }
-
-.figcenter {
-    margin: auto;
-    text-align: center;
-}
-
-/* Footnotes */
-.footnotes       { border: 1px dashed; margin-top: 4em; padding-bottom: 1em; }
-.footnote        { margin: auto 2%; font-size: .9em; }
-.footnote a      { text-decoration: none; }
-
-.fnanchor {
-    vertical-align: top;
-    font-size: 70%;
-    text-decoration: none;
-    white-space: nowrap;
-}
-
-sup { vertical-align: top; }
-
-/* Poetry */
-.poetry       { text-align: center; }
-.poem         { text-align: left; }
-.poemheading  { text-align: center; padding-bottom: 0; margin-bottom: 0; padding-top: 1em; }
-.stanzanum    { font-style: italic; text-align: center; padding-top: 1em; padding-bottom: .5em; }
-.poem br      { display: none; }
-.poem .stanza { padding: .5em 0em; }
-.poem span.i0, .poem span.i2, .poem span.i4, .poem span.i6 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; }
-.poem span.i0 { margin-left: 0em; }
-.poem span.i2 { margin-left: 1em; }
-.poem span.i4 { margin-left: 2em; }
-.poem span.i6 { margin-left: 3em; }
-
-span.wordstack {
-    display: inline-block;
-    position: relative;
-    vertical-align: middle;
-    text-align: center;
-    text-indent: 0;
-}
-.wordstack > span { display: block; padding: 0; }
-
-/***/
-
-.front {
-    margin-top: 2em;
-    margin-bottom: 2em;
-    font-size: 115%;
-}
-.front p {
-    text-align: center;
-    margin-top: .75em;
-    margin-bottom: .75em;
-    text-indent: 0;
-}
-
-.trnote {
-    font-family: sans-serif;
-    font-size: 90%;
-    background-color: #ccc;
-    color: #000;
-    border: black 1px dotted;
-    margin-top: 1em;
-    padding: 1em;
-}
-.trnote ul li { list-style-type: none; }
-.trnote h3 { text-align: left; padding-left: 2em; }
-
-.topmarg, .front .topmarg { margin-top: 2em; }
-
-hr.partbreak               { width: 65%; margin-left: 17%; }
-hr.chapbreak               { width: 45%; margin-left: 27%; }
-hr.tb                      { width: 25%; margin-left: 37%; }
-hr.w15                     { width: 15%; margin-left: 42%; }
-hr.partbreak, hr.chapbreak { margin-bottom: 2em; visibility: hidden; }
-hr.partbreak               { page-break-before: always; }
-
-a.corr, a.SBScorr { text-decoration: none; color: inherit; /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
-
-.l5        { padding-left: 6em; text-indent: -4em; }
-
-/* Screen-dependent settings */
-.l2        { text-align: left;  padding-left:  1em; }
-.r2        { text-align: right; padding-right: 1em; }
-.r3        { text-align: right; padding-right: 1.5em; }
-.r4        { text-align: right; padding-right: 2em; }
-.blockquot { margin: .5em 0 .5em 8%; }
-
-@media screen { /* on computer screen only */
-    body       { margin: auto 10%;  }
-    p          { margin: .75em auto; text-indent: 0; }
-    .front     { padding-top: 0; font-size: 95%; }
-    .blockquot { margin: auto 8% auto 8%; }
-    .toc li    { margin-bottom: auto; }
-    p.toc      { display: block; font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; }
-
-    hr         { margin: 2em auto; }
-    hr.partbreak, hr.chapbreak, hr.tb, hr.w15
-               { margin-left: auto; visibility: visible; }
-
-    em         { letter-spacing: .1em; margin-right: -.1em;
-                 font-style: normal; font-weight: normal;
-                 font-variant: normal; text-decoration: none; }
-    i em       { letter-spacing: 0; margin-right: 0; font-weight: bold; font-style: italic; }
-    .gesperrt  { letter-spacing: .1em; margin-right: -.1em; font-style: normal; }
-    b.gesperrt { font-weight: normal; }
-
-    .poem      { display: inline-block; }
-    .sidenote  { border: 0; position: absolute; right: 90%; }
-    .footnote  { margin: auto 10%; }
-    .footnote .label
-               { position: absolute; right: 84%; text-align: right; }
-
-    .l2        { padding-left:  2em; }
-    .r2        { padding-right: 2em; }
-    .r3        { padding-right: 3em; }
-    .r4        { padding-right: 4em; }
-
-    .trnote    { margin: 2em 15%; }
-    .toc li    { padding: 0; }
-}
-
-    h1.pg   { text-transform: none;
-              padding-bottom: 0em;
-              page-break-after: avoid;
-              page-break-before: avoid;
-              padding-top: 0em; }
-    hr.full { width: 100%;
-              margin-top: 3em;
-              margin-bottom: 0em;
-              margin-left: auto;
-              margin-right: auto;
-              height: 4px;
-              border-width: 4px 0 0 0; /* remove all borders except the top one */
-              border-style: solid;
-              border-color: #000000;
-              clear: both; }
-
-    /* ]]> */
-    </style>
-</head>
-<body>
-<h1 class="pg">The Project Gutenberg eBook, Jammers-Minde, by Leonora Christina Ulfeldt,
-Edited by Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith</h1>
-<p>This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at <a
-href="http://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a></p>
-<p>Title: Jammers-Minde</p>
-<p>Author: Leonora Christina Ulfeldt</p>
-<p>Editor: Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith</p>
-<p>Release Date: October 16, 2012  [eBook #41072]</p>
-<p>Language: Danish</p>
-<p>Character set encoding: ISO-8859-1</p>
-<p>***START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK JAMMERS-MINDE***</p>
-<p>&nbsp;</p>
-<h4>E-text prepared by the Online Distributed Proofreading Team<br />
-    (<a href="http://www.pgdp.net">http://www.pgdp.net</a>)<br />
-    from page images generously made available by<br />
-    the Google Books Library Project<br />
-    (<a href="http://books.google.com">http://books.google.com</a>)</h4>
-<p>&nbsp;</p>
-<table border="0" style="background-color: #ccc;margin: 0 auto;" cellpadding="10">
-  <tr>
-    <td valign="top">
-      Note:
-    </td>
-    <td>
-      Images of the original pages are available through
-      the the Google Books Library Project. See
-      <a href="http://books.google.com/books?vid=Nqg2AAAAMAAJ&amp;id">
-      http://books.google.com/books?vid=Nqg2AAAAMAAJ&amp;id</a>
-	</td>
-  </tr>
-</table>
-<p>&nbsp;</p>
-<div class="trnote">
-<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
-<p>Enkelte åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige stavning
-er for øvrigt bevaret.
-En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
-sidst i bogen.</p>
-<h3>Indholdsfortegnelse</h3>
-<ol class="toc">
-<li><a href="#Forord">Forord, ved J. W. Wartemberg</a></li>
-<li><a href="#Indledning">Indledning, ved S. B. Smith</a></li>
-<li><a href="#Fortalen">Fortalen</a></li>
-<li><a href="#Iammers_Minde">Iammers Minde</a></li>
-<li><a href="#Fortegnelse_over_Skrivfejl">Fortegnelse over Skrivfejl</a></li>
-<li><a href="#Fodnoter">Fodnoter</a></li>
-<li><a href="#Rettelser">Rettelser til e-bogsudgaven</a></li>
-</ol>
-</div>
-<p>&nbsp;</p>
-<hr class="full" />
-<p>&nbsp;</p>
-<p>&nbsp;</p>
-
-<h1>JAMMERS-MINDE</h1>
-
-<hr class="partbreak" />
-<div class="figcenter" style="width:350px">
-<a name="Portrait" id="Portrait"></a>
-<img src="images/portrait.jpg" width="350" height="487" alt="Portræt" />
-<div class="caption smaller">(Efter Originalmaleriet i Grev Waldsteins Eje.)<br />
-<span>I. W. Tegner &amp; Kittendorff<sup>s</sup> lith. Inst.</span></div>
-</div>
-
-<div class="figcenter" style="width:300px">
-<img src="images/signature.jpg" width="300" height="60" alt="Signatur: Leonora Christina" />
-</div>
-
-<p class="center">Gyldendalske Boghandels Forlag.</p>
-
-<hr class="partbreak" />
-
-<div class="front">
-<p class="center huge">LEONORA CHRISTINA ULFELDT'<sup>s</sup><br />
-<span class="bold">"JAMMERS-MINDE"</span>.</p>
-
-<p class="center topmarg"><span class="gesperrt">EN EGENHÆNDIG SKILDRING</span><br />
-<span class="smaller">AF</span><br />
-<span class="bold">HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685</span>,</p>
-
-<p class="center topmarg">UDGIVET<br />
-<span class="smaller">EFTER DET ORIGINALE HAANDSKRIFT I<br />
-GREV <b>J. WALDSTEIN WARTEMBERGS</b> EJE</span><br />
-<span class="smaller">AF</span><br />
-SOPH. BIRKET SMITH,<br />
-<span class="smaller">Assistent ved Universitetsbibliotheket.</span></p>
-
-<p class="center topmarg">MED ET FORORD<br />
-<span class="smaller">AF</span><br />
-HS. EXCELLENCE GREV <b>JOHAN WALDSTEIN WARTEMBERG</b>,<br />
-<span class="smaller">Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.</span></p>
-
-<div class="figcenter topmarg">
-<img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="88" height="100" />
-</div>
-
-<p class="center topmarg">KJØBENHAVN.<br />
-FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).<br />
-<span class="smaller">THIELES BOGTRYKKERI.</span><br />
-1869.</p>
-
-</div>
-
-<hr class="partbreak" />
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_III" id="Side_III" title="[S. III]"> </a></span></p>
-
-<div xml:lang="de" lang="de">
-<p style="padding-top:2em"><a name="Forord" id="Forord"></a>Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen,
-unweit des Schlosses Egeskov, in dem Dorfkirchlein
-zu Quærndrup die Gräber meiner dänischen Ahnen des
-Stammes <b class="gesperrt">Ulfeld</b> besuchte, fasste ich den Entschluss, meiner
-frommen Ahnfrau <b class="gesperrt">Leonora Christinas</b> Andenken
-&mdash; des Enkels Pflicht erfüllend &mdash; zu ehren durch Veröffentlichung
-jenes autographen Manuskriptes, das in meines
-seligen Vaters Erbschaft auf mich gelangte.</p>
-
-<p>Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes
-Ulfeld, Ihrer Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und
-Staatskanzler, nur zwei Töchter. Sie waren vermählt, die
-eine, <b class="gesperrt">Elisabeth</b>, mit <b class="gesperrt">Georg Christ.</b> Grafen <b class="gesperrt">Waldstein</b>,
-die jüngere mit Grafen Thun.</p>
-
-<p>In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn
-<b class="gesperrt">Emanuel</b>, meinen sel. Vater, hatte meine Grossmutter
-Alles, was Ulfeldische Andenken waren, meinem Vater
-erblich überlassen, und so kam auf mich das Manuskript,
-das ich <span class="sic" title="[sic]">hiemit</span> in Folge mehrfacher Aufforderung &mdash; auch
-hohen Ortes &mdash; durch die kundige Beihülfe des Herrn
-Soph. Birket Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter
-Descendenz nach ihrem Vater:</p>
-
-<div class="blockquot">
-<p>»<b class="gesperrt">Corfitz</b>, des heil. Römischen Reichs Grafen von
-Ulfeld, Herrn der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof<span class="pagenum" xml:lang="da" lang="da"><a name="Side_IV" id="Side_IV" title="[S. IV]"> </a></span>
-Kazof, Brödlich, Odaslowitz, und des Lehnes Zinltsch,
-Ritter des goldenen Vliesses, Obrist Erbland Silber
-Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli
-VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu
-Hungarn und Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter
-bei der Ottomannischen Pforte, hernach Hof- und
-Staatskanzler, beeidetem Geheimen Rath und erstem
-Oberhofmeister.«</p>
-</div>
-
-<p>Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin
-Maria Theresia, unvergesslichen Andenkens, hoch
-in Ehren gehaltenen väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre
-bis zu jenem Zeitpunkte, als der geistreiche,
-der moralisch hohen Frau oft zu geniale Fürst Kaunitz
-sein Nachfolger ward.</p>
-
-<p>In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige,
-klein geschriebene Folianten enthalten des Reichskanzlers
-M. S. &mdash; die Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später
-aber mit den General-Staaten der Niederlande, sowie
-Ministerial-Protokolle während seiner ganzen Staatskanzlerschaft:
-Urkunden seines emsigen Fleisses und Ordnungsliebe;
-sowie die in diesen Folianten vorkommenden <b class="gesperrt">Original</b>-Schreiben
-und -Notaten seiner hohen Herrin Zeugenschaft
-ablegen von dem innigen, beinahe kindlichen Vertrauen,
-mit dem Sie ihn beglückte.</p>
-
-<p>Dieser ruhige, bedachte Staatsmann aber war der
-direkte Enkel des unruhigen, übermüthigen</p>
-
-<div class="blockquot">
-<p><b class="gesperrt">Corfitz</b>, des Römischen Reichs ersten Grafen von
-Ulfeld, Reichs Hofmeister in Dänemark u. s. w. und
-seiner ihn anbetenden, geistreichen Gemahlin <b class="gesperrt">Leonora
-Christina</b>, nach einem ihrer Söhne:</p>
-
-<p><span class="pagenum" xml:lang="da" lang="da"><a name="Side_V" id="Side_V" title="[S. V]"> </a></span></p>
-
-<p><b class="gesperrt">Leo</b>, R. Grafen Ulfeld, Kaiser Carl VI. Geh. Rath,
-Feldmarschall und Vice-König in Catalonien, und
-seiner Gemahlin geb. Gräfin von Zinzendorf.</p>
-</div>
-
-<p>Sorgsam verwahrte ich so das M. S. als auch alle
-übrigen Reliquien und Nippen meiner dänischen Ahnfrau,
-deren erhabner Charakter und Leiden Theilnahme, Interesse
-und Ehrfurcht einzufliessen so sehr geeignet sind. Darunter
-mehrere schriftliche Andenken und Gedichtsfragmente,
-Gebete und im Kerker verfertigte Frauen-Arbeiten (einige
-mit blondem Haare gestickt), ein golddurchwirktes Taufhemdchen
-mit Kaputze, wahrscheinlich von ihren Kindern
-zur heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet
-Chr. IV. in blauem Email, und viele Bildnisse (auch das
-Original-Öhlbild, dessen Copie im Titelblatt sichtbar) etc. etc.</p>
-
-<p>Bei der direkten Überkommung des M. S. von meiner
-Ahnfrau an ihre Kinder und Kindes Kinder in gerader
-Linie konnte wohl in mir nie ein Zweifel entstehen über
-dessen Echtheit. Dennoch gab ich fremden Zureden nach,
-um die Authenticität desselben vollkommen zu constatiren.
-In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung des
-H. Herausgebers.</p>
-
-<p>Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte
-nicht geschlossen, so hat man doch &mdash; tempus omnia sanat
-&mdash; jenen ominösen Gedenkstein der Vergessenheit und dem
-Bauschutte zugewiesen, der seine »Schuld verewigen sollte.«
-Edel im Vergessen und Verzeihen hat die grosse nordische
-Nation jenen ein vorleuchtend Beispiel gegeben, die dem
-grossen Feldherrn und Retter des Kaiser-Reiches vor nordischer
-Gefahr, <b class="gesperrt">Albert</b> Herzog zu <b class="gesperrt">Friedland</b>, jenen<span class="pagenum" xml:lang="da" lang="da"><a name="Side_VI" id="Side_VI" title="[S. VI]"> </a></span>
-Platz noch nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla
-zu Wien gebührt.</p>
-
-<p>Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen,
-der Menschen Thaten und Gedanken lenkenden
-Triebfedern anbelangt, so sei mir, dem Enkel, der fast zur
-Überzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein so hochbegabtes,
-edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint,
-mit so inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder
-Gluth und Liebe nie hätte festhalten können
-an jenem, der dessen unwürdig gewesen wäre.</p>
-
-<p class="l2 smaller">Cairo am 8. December 1868.</p>
-
-<p class="r4"><b>Joh.</b> Gr. <b>Waldstein</b>.</p>
-</div>
-
-<hr class="chapbreak" />
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_VII" id="Side_VII" title="[S. VII]"> </a></span></p>
-
-
-
-
-<h2><a name="Indledning" id="Indledning"></a>Indledning.</h2>
-
-
-<p>I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og
-brede sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner,
-støder man af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere
-Former end de sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger
-udviser en Afvigelse fra de almindelige Regler, som staar i
-mærkelig Samklang med det Overordentlige i deres Natur. En
-saadan Skikkelse er <b class="gesperrt">Leonora Christina Ulfeldt</b>. Det Store
-udgjør det egentlige Væsensmærke ved denne navnkundige Kvindes
-Personlighed, og det Usædvanlige danner det fremtrædende Træk
-i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende kun at minde
-om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal med
-den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende
-paa en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens
-højeste Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere
-Afsnit af sit Liv nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde
-og lange Vedvaren næppe danner en mindre paafaldende Modsætning
-til Menneskenes almindelige Lod end den tidligere Herlighed.
-Og hvad det Store i hendes Personlighed angaar, vil Ingen
-nægte, at hendes Viljes mægtige Energi og hendes ubetvingelige
-Daadskraft, hendes Aandsevners Skarphed og høje Udvikling,
-Styrken af hendes Kjærlighed, den Heroisme, hvormed hun traadte
-Ulykken under Øjne, og det gudhengivne Mod, hvormed hun bar
-den, frembyder et Indbegreb af saamange store Kræfter og ophøjede
-Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede paa en
-enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine Første.<span class="pagenum"><a name="Side_VIII" id="Side_VIII" title="[S. VIII]"> </a></span>
-Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem,
-som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i
-Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt,
-i en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til
-hendes Gunst, forstaar man let Grunden til, at der blandt alle
-de Kvinder, som den danske Historie melder om, ikke findes
-nogen, hvis Navn Folket holder højere i Ære, eller hvis Minde
-det gjemmer med større Trofasthed end netop hendes.</p>
-
-<p>Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen
-om Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende
-beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende
-bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den
-historiske Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for
-hende. Jeg vil ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora
-Christinas Liv og Personlighed, der i sig selv synes at maatte
-være en af de smukkeste og taknemligste Opgaver, Nogen kunde
-ønske sig, paa en enkelt tarvelig Undtagelse nær overalt træder
-frem som kun et Led i Fremstillingen af hendes hende langt
-underordnede Ægtefælles Historie, men den Mangel paa Kritik,
-som er gjennemgaaende i næsten alle Bearbejdelser af denne
-sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget følelig Maade til det
-Meste af det, der er skrevet om Leonora Christina. <b class="gesperrt">Molbech</b>
-er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af Æmnet har
-medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt
-Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4 Afhandlinger,
-i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser
-over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv
-(<b class="gesperrt">Historisk Tidsskrift</b> 3 Bd. S. 313&mdash;476 og <b class="gesperrt">Nyt histor.
-Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 1&mdash;98 og 369&mdash;441), ere da ogsaa ikke
-blot ubetinget det bedste Bidrag, der haves til Begges Historie,
-men de bære særlig for den Sidstes Vedkommende Vidne om, at
-saa rigtigt som Overleveringen i det Store har fastholdt Billedet
-af denne udmærkede Kvinde, er der dog endnu bestandig overordentlig
-Meget at udfylde og ændre i det Enkelte. Men selv
-Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der skulde udrettes.<span class="pagenum"><a name="Side_IX" id="Side_IX" title="[S. IX]"> </a></span>
-Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om det
-Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier,
-blev aldrig fuldført. &mdash; Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med
-Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie,
-indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve
-og Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa
-hende, og som hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i
-Bibliotheker og Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen
-af det raa Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres,
-endnu ingenlunde erstatter Savnet af Bygningen selv, er Antallet
-af de Aktstykker, der saaledes ere bragte for Dagen, næsten
-forsvindende i Forhold baade til Mængden af det virkelig forhaandenværende
-Stof og i Forhold til Udstrækningen og Betydningen
-af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.</p>
-
-<p>Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et
-ualmindeligt Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i
-den danske Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og
-paalideligt Stof til en Skildring af et længere Afsnit af Leonora
-Christinas Liv, men som allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling,
-der kan antages at ville udøve ikke ringe Tiltrækning
-ogsaa ved sine rent formelle Fortrin. Man vil forstaa, at jeg
-taler om den egenhændige Skildring af Leonora Christinas Fangenskab
-i Blaataarn, som her fremlægges for Offentligheden. Ejeren
-af det Haandskrift, hvori denne Skildring indeholdes, Hs. Exc.
-Grev J. <b class="gesperrt">Waldstein</b>, har allerede i sit Forord antydet, hvorledes
-det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte dette mærkelige
-Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle Bemærkninger om
-forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden den af
-Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.</p>
-
-<p>Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien,
-Hr. Kammerherre <b class="gesperrt">Falbe</b>, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn,
-at det nævnte Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums
-Kundskab. Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet
-med her til Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets
-Authenti bekræftet. Dette frembød ingen videre Vanskelighed.<span class="pagenum"><a name="Side_X" id="Side_X" title="[S. X]"> </a></span>
-Selv uden Hensyn til det Vidnesbyrd om dets Ægthed, der &mdash;
-som Grev Waldstein i sit Forord siger &mdash; allerede indeholdes i
-dets Nedarvelse i lige Linie fra Leonora Christina selv, maatte
-endog en temmelig flygtig Undersøgelse af dets hele indre og ydre
-Beskaffenhed nødvendig føre til den fuldeste Overbevisning om,
-baade at Leonora Christina var Skildringens virkelige Forfatter,
-og at vi i det foreliggende Haandskrift havde hendes egenhændige
-Original for os. Det Sidste fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder
-ved Skrivemaaden, som vanskelig kunne skildres, men
-som ere saa meget mere talende for Beskueren: af den Maade,
-hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare rettede og omskrevne
-for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere; af den Mængde
-mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare skrevne
-i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved et
-senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde
-suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet
-af Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende
-samme Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik
-en Række mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig
-maa være Tilfældet med et Værk, hvis Udarbejdelse
-strækker sig over en længere Aarrække; og af mange andre
-lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde dog naturligvis
-kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med anerkjendt
-ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette Bevis
-blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. <b class="gesperrt">Gundorph</b> paa den mest
-fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve
-af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige Bibliothek
-(Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4<sup>to</sup>)<a name="FNanker_1" id="FNanker_1" href="#Fodnote_1" class="fnanchor">[1]</a>, og Ligheden mellem Skriften
-i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at man,
-naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette Værk,<span class="pagenum"><a name="Side_XI" id="Side_XI" title="[S. XI]"> </a></span>
-kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet selv.
-Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne
-Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor
-<b class="gesperrt">P. G. Thorsen</b>. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at
-blive bekjendt med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora
-Christina &mdash; tildels ogsaa fra en tidligere Tid &mdash;, som findes i
-Gehejmearkivet (»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var
-her ganske det samme.</p>
-
-<p>Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste
-var bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden
-nærmere taget under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen
-af paatænkt, at Manuskriptet skulde besørges aftrykt i
-Wien, og at Værket skulde udkomme paa en derboende Boghandlers
-Forlag. En saadan Ordning af Sagen maatte vistnok i
-flere Henseender ansees for mindre heldig. Foruden det, at Skriftet
-baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold maatte antages at
-ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde man temmelig
-sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes Nogen, som
-med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste
-Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade,
-og dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med
-Vished kunde vides ikke at besidde mere end en ganske ringe
-Del af det historiske Apparat, som maatte ansees for nødvendigt,
-for at en Udgiver skulde blive i Stand til blot nogenlunde at
-udfylde Læserens Kundskab med Hensyn til de mange mindre
-bekjendte Personer og Forhold, som omtales i Haandskriftet.
-Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da skriftligt udviklede
-for Grev Waldstein &mdash; bl. A. ogsaa gjennem Hr. Kammerherre
-Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste Interesse
-&mdash;, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede
-i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan
-i Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at
-Haandskriftet skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk
-Boghandlers Forlag, idet dog Grev Waldstein forbeholdt sig
-selv at yde et Bidrag til de med Udgivelsen forbundne Omkostninger.<span class="pagenum"><a name="Side_XII" id="Side_XII" title="[S. XII]"> </a></span>
-Uden alt Hensyn til, om den, hvem det efter denne
-Ordning af Sagen blev overdraget at besørge Udgivelsen &mdash; og
-hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa Henseende paahviler
-&mdash;, virkelig har løst sin Opgave paa en nogenlunde fyldestgjørende
-Maade, har Grev Waldstein alene ved den Fordomsfrihed,
-der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa
-andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det,
-som Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet
-sig Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed,
-som da overhovedet hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive
-fortjener saa meget mere Paaskjønnelse, da han selv ikke
-forstaar Dansk og derfor kun middelbart vil kunne blive delagtig
-i den Nydelse, som han gjennem dette Værk utvivlsomt vil berede
-mangfoldige Andre. Ogsaa det fortjener med Tak at nævnes,
-at man næppe herfra havde yttret et Ønske om at kunne medgive
-Bogen et Portrait af Forfatterinden, før Grev Waldstein lod et
-ham tilhørende Originalmaleri af Leonora Christina føre til Kjøbenhavn,
-hvorved det først er blevet muligt at tilvejebringe et
-Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke kunstneriske
-Udførelse<a name="FNanker_2" id="FNanker_2" href="#Fodnote_2" class="fnanchor">[2]</a>, men ogsaa ved den Troskab, hvormed det gjengiver
-Originalens Karakter.</p>
-
-<p>Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere,
-maa det være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet
-literairt Arbejde af Leonora Christina, som paa en vis Maade
-staar i temmelig nært Forhold til »Jammers-Mindet«. Leonora
-Christina var i det Hele en meget produktiv Natur. Det er bekjendt,
-at hun, medens hun boede paa Maribo Kloster, forfattede
-forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét vides at være bleven
-opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af hvilke nogle
-længe have været trykte, medens andre første Gang se Lyset
-ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et stort
-Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette Slags,
-som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og<span class="pagenum"><a name="Side_XIII" id="Side_XIII" title="[S. XIII]"> </a></span>
-Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok
-de Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af
-sit eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok
-af mere indirekte Art, kan man maaske betragte en Række
-Aktstykker (3 Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør),
-som hun udarbejdede, da hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen
-for sin Mand, der var sat under Anklage som mistænkt for Forræderi
-mod den svenske Regering. Af direkte Skildringer fra
-hendes Haand af større eller mindre Afsnit af hendes Liv vides
-der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der været endnu
-flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været trykt,
-nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til
-Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se <a href="#Fodnote_14">S. 4 Anm. 2</a>).
-En anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den
-ikke mere at være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes
-og hendes Mands Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660&mdash;61
-(se <a href="#Side_6">S. 6</a>). Endelig kommer &mdash; foruden »Jammers-Mindet«,
-ved Omfang, Indhold og Form udentvivl den betydeligste af alle
-disse Skildringer &mdash; det Arbejde, som jeg egentlig her nærmest
-vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi; hvori Forf., vistnok
-paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog i én sammenhængende
-Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs afvexlende
-Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod Aaret 1673.
-Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som gav sig
-ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er bleven offentliggjort.
-Det blev udgivet paa Dansk &mdash; oversat, som det hed,
-efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en
-af Leonora Christinas Svigersønner &mdash; i <b class="gesperrt">Bang</b>'s Samling af nyttige
-og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125&mdash;47. Men denne
-saakaldte Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i
-Virkeligheden ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger
-fabrikeret Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste
-og plumpeste Fejl<a name="FNanker_3" id="FNanker_3" href="#Fodnote_3" class="fnanchor">[3]</a>, at man ikke forstaar, hvorledes<span class="pagenum"><a name="Side_XIV" id="Side_XIV" title="[S. XIV]"> </a></span>
-den et eneste Øjeblik har kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes
-det har været muligt, at de historiske Forfattere lige ned
-til den nyeste Tid (Molbech danner dog en Undtagelse) have
-kunnet benytte den som Hovedkilde eller idetmindste jævnsides
-med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora Christinas Historie.
-Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man virkelig en
-Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte Selvbiografi.
-Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige Aarhundrede
-den bekjendte Lærde og Samler Christian <b class="gesperrt">Reitzer</b> og blev, kort
-efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til Frederik
-IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af
-samme Bibliothek beskrevet af Andreas <b class="gesperrt">Høyer</b> i hans <b class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Nova
-Litteraria</b> Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var
-paa Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen
-nu er, eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne
-sige. Det synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde
-bevares under de danske Kongers personlige Værge, og maaske
-er den gaaet tabt ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa
-det kongelige Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa
-var, kunde vi dog nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der
-mellem det store kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste
-én Afskrift af den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget
-forkortet latinsk Oversættelse<a name="FNanker_4" id="FNanker_4" href="#Fodnote_4" class="fnanchor">[4]</a>. Beskrivelsen i <span xml:lang="la" lang="la">Nova Litteraria</span> er<span class="pagenum"><a name="Side_XV" id="Side_XV" title="[S. XV]"> </a></span>
-saa tydelig, at der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter
-repræsentere det samme Værk, som Høyer kjendte<a name="FNanker_5" id="FNanker_5" href="#Fodnote_5" class="fnanchor">[5]</a>; og
-at vi paa den anden Side i dem virkelig besidde en fra Leonora
-Christinas egen Haand udgaaet Selvbiografi, fremgaar, foruden af
-mange andre Kriterier, ogsaa af en Sammenligning med det her
-udgivne Skrift og navnlig da med den Del af det, som omhandler
-den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er paa dette
-Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter og
-»Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen
-den samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge
-Steder, men hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende
-Værk, der i det Hele er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok,
-hist og her dvæler noget udførligere ved Enkeltheder, og
-især hvor det indfører Personer talende, sker dette ikke sjeldent
-med ganske de samme Ord som dem, »Jammers-Mindet« anvender.</p>
-
-<p>I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det
-Forhold, der bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes
-saaledes, at Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som
-beskriver Opholdet i Fængslet, danner det første, endnu temmelig
-skizzerede Udkast til det Arbejde, som Leonora Christina et Aar
-efter Nedskrivelsen af hint &mdash; Selvbiografien er, som anført,
-skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som vi nedenfor nærmere
-skulle se, begyndt 1674 &mdash; tog sig for at udføre selvstændigt
-og efter en meget vidtløftigere Plan<a name="FNanker_6" id="FNanker_6" href="#Fodnote_6" class="fnanchor">[6]</a>. Hvad angaar de Grunde,
-som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort
-et Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme<span class="pagenum"><a name="Side_XVI" id="Side_XVI" title="[S. XVI]"> </a></span>
-Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en
-ganske forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al
-Sandsynlighed er blevet til for at tjene den yngre <b class="gesperrt">Sperling</b>
-som Grundlag for hans Skildring af Leonora Christina i det af
-ham paatænkte Værk <b class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">de feminis eruditis</b> &mdash; den er skrevet
-i Form af et Brev til en Ven af Forf., som er bosat i Hamborg,
-og som selv har forlangt en saadan Meddelelse &mdash;, er
-»Jammers-Mindet« idetmindste <em>væsentlig</em> skrevet for at læses og
-opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én Gang til
-en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. &mdash;
-Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget
-nærmere tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.</p>
-
-<p>Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder
-strax i sit Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive
-Maade, hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør
-det sandsynligt, at Leonora Christina selv har udført ogsaa dette
-Arbejde (jvfr. <a href="#Side_223">S. 223</a>). Et egentligt Bind synes det aldrig at
-have haft. Dets første 24 Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige
-Fortale og et senere Tillæg til denne, ere upaginerede.
-Derefter følger paa 248 paginerede Sider den egentlige Skildring.
-Sidst kommer et Slags Appendix til denne paa 8 upaginerede
-Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt igjennem bevarende
-samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af Haandskriftet
-et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som det i flere
-Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til. Fortalen
-til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til
-samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær.
-Udg. omtrent til <a href="#Side_85">S. 85</a>) er skrevet med én og samme overordentlig
-faste klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har
-givet sig god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa,
-hvad hun vilde sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte
-i saa Henseende har det uden Tvivl været hende, at hun ikke
-længe i Forvejen havde nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det
-tilsvarende Afsnit, det vil sige det, som skildrer den første Tid
-af hendes Ophold i Fængslet, er udarbejdet i forholdsvis temmelig<span class="pagenum"><a name="Side_XVII" id="Side_XVII" title="[S. XVII]"> </a></span>
-stor Detail. &mdash; I de nærmest følgende Partier af Værket
-antager Haanden (efter et kort Overgangsstadium, i Udg. S. <a href="#Side_85">85</a>&mdash;<a href="#Side_97">97</a>)
-et mindre tiltalende Udseende. Den bliver skjævere,
-magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at Skrivematerialiernes
-Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne Forandring,
-er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret
-Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende,
-have været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand
-mellem Hovedmassen af det, der er skrevet med denne
-Haand, og Begyndelsen af Værket, skjønnes deraf, at Forandringen
-i Skrifttrækkene ledsages af nogle, vel uvæsentlige, men dog
-let kjendelige Forandringer i Retskrivningen (saaledes i Brugen
-af u og w, ck og k osv.). &mdash; Henimod Slutningen af Værket (i
-Udg. fra omtrent <a href="#Side_214">S. 214</a>) skifter Haanden endnu engang Udseende,
-den bliver igjen noget fyldigere og rundere, men Grunden hertil synes
-dog mindre at maatte søges i Noget, der staar i Forbindelse
-med Forf.s Person, end i den rent udvortes Omstændighed, at
-Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa igjennem Papiret
-(som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del af Haandskriftet
-end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt Forf.
-til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun overhovedet
-vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne Haand
-og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige Skildring,
-ogsaa det S. <a href="#Side_266">266</a>&mdash;<a href="#Side_272">72</a> trykte Appendix til hele Værket
-skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S. <a href="#Side_14">14</a>&mdash;<a href="#Side_18">18</a>),
-hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa
-anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt
-senere Tid end Fortalen selv. &mdash; Nedskrivningen af Værket er
-begyndt 1674 og endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet
-derved, at den oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli)
-1674, idet nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne
-Fortale ere ganske de samme som i Begyndelsen af den egentlige
-Skildring, men mere eller mindre afvigende fra Skrifttrækkene i
-de følgende Partier af Bogen, gjør det utvivlsomt, at Fortalen er<span class="pagenum"><a name="Side_XVIII" id="Side_XVIII" title="[S. XVIII]"> </a></span>
-den Del af Værket, som først er bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen
-af Værket angaar, maatte man efter Forf.s egne Udtalelser
-antage, at den havde fundet Sted i Fængslet selv, det vil
-sige inden den 20. Maj 1685 (se <a href="#Side_265">S. 265</a>). Imidlertid er det sikkert,
-at idetmindste Noget af Skildringen af den sidste Dags
-Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end rimeligvis
-ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at det
-Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen
-(se <a href="#Fodnote_24">S. 16 Anm. 2</a>). Det kan endnu bemærkes, at skjønt
-Skildringen er ført frem i kronologisk Orden og ofte endog fra
-Dag til Dag, kan den dog kun i uegentlig Forstand kaldes en
-Dagbog. Udarbejdelsen er først begyndt 11 Aar efter, at de
-Begivenheder, hvormed den sammenhængende Beretning aabnes,
-ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det Skildrede og
-Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog egentlig
-først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s Fangenskab
-at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om
-en virkelig samtidig Skildring<a name="FNanker_7" id="FNanker_7" href="#Fodnote_7" class="fnanchor">[7]</a>.</p>
-
-<p>En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer
-af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme<span class="pagenum"><a name="Side_XIX" id="Side_XIX" title="[S. XIX]"> </a></span>
-Rettelser eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele
-Værket igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels
-imellem selve Textens Linier, dels &mdash; og endnu hyppigere &mdash; i
-Haandskriftets Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke
-Papir, som med en Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se
-<a href="#Fodnote_224">S. 227 Anm. 2</a>). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart
-angaa Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de
-alle vidne om den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet,
-saaledes ere navnlig de formelle Rettelser; der især gaa
-ud paa Valget af Ordene, paa Retskrivningen og paa Ordstillingen,
-interessante, fordi de tydeligt vise, at Forf. har haft den
-Mulighed for Øje, at hendes Skrift engang kunde blive offentliggjort<a name="FNanker_8" id="FNanker_8" href="#Fodnote_8" class="fnanchor">[8]</a>.
-Begge Slags Rettelser forekomme spredte over hele Værket,
-men i det første Afsnit af det ere dog de formelle de langt
-overvejende, idet Forf. her navnlig stadigt har rettet Ordstillingen
-i visse sammensatte Verbalformer og Verbalforbindelser (haft
-havde, gjort havde, berette kunde o. lign.) i Overensstemmelse med
-den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets senere Afsnit
-(havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent ere Rettelserne
-af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er
-endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i
-omarbejdet Form er optaget enten paa det nærmest følgende
-Blad i Haandskriftet, eller, hvis Rettelsen er foretaget længere
-Tid efter Nedskrivningen, paa et Blad, som er indklæbet paa
-det udtagnes Plads. Anmærkningerne, som Forf. enten benytter
-til nærmere at udføre et i selve Texten løseligere berørt Punkt
-eller til at meddele Kjendsgjerninger, som hun ganske havde forsømt
-at medtage ved den første Nedskrivning, falde væsentlig i
-Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til Tiden, da saavel
-Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem, der ikke ere<span class="pagenum"><a name="Side_XX" id="Side_XX" title="[S. XX]"> </a></span>
-foretagne strax under den første Nedskrivning) som Anmærkningerne
-ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en forholdsvis
-temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende
-aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige
-Skildring. Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt
-Sted, har underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og
-ved denne Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og
-Tilføjelser til den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte
-af Anmærkningerne give endog ved deres Indhold direkte tilkjende,
-at de ere nedskrevne i Fængslet (se saaledes <a href="#Fodnote_168">S. 177 Anm.</a>).</p>
-
-<p>Angaaende Værkets <em>indre</em> Beskaffenhed, enten man nu ved
-denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa Fremstillingsmaaden,
-vil Læseren selv være i Stand til at danne sig en
-selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et
-Par Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter
-Tiden fra Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August
-1663 til hendes Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685,
-og dens væsentligste Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de
-smaa Begivenheder, Forf. der oplevede, hendes daglige Omgivelser,
-hendes Sorger og Betragtninger. Af og til kommer Forf.
-vel ogsaa til at omtale Personer og Forhold fra den Verden,
-som laa udenfor Taarnet, men ligesom dette i Almindelighed kun
-sker, forsaavidt hendes personlige Hændelser i Fængslet give Anledning
-dertil, saaledes ere de Bidrag, der herved ydes til Belysning
-af Fædrelandets almindeligere Historie, kun i sjeldnere
-Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes Mands Historie
-vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke
-vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt,
-og dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes
-ikke indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer,
-som gave Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes
-egen Fængsling, maa bl. A. tilskrives den simple Grund, som
-hun selv etsteds anfører, at hvad hun ikke véd, det kan hun
-heller ikke sige. Hvorledes man nu iøvrigt vil forklare denne<span class="pagenum"><a name="Side_XXI" id="Side_XXI" title="[S. XXI]"> </a></span>
-hendes Uvidenhed &mdash; og selv under Forudsætning af Mandens
-Skyld lader den sig meget godt forklare deraf, at han, der
-visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet gjøre hende delagtig
-i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu Intet var afgjort
-&mdash;, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne tvivle
-om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man
-éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens
-og Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og
-det mest gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om
-hun virkelig havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig
-selv, at hun i et Værk, som først og fremmest var bestemt for
-hendes Børn, ikke vilde anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste
-en Skygge paa deres Faders Minde, og dette maa da ogsaa tildels
-forklare hendes Tavshed med Hensyn til adskillige af hendes
-Mands tidligere Foretagender, som ikke tale til hans Fordel, om hun
-end naturligvis som den kjærlige Hustru har været tilbøjelig til at
-se disse i et meget gunstigere Lys end baade Samtiden og Eftertiden.
-Endelig maa man huske paa, at hendes Værk er nedskrevet i
-Fængslet, og skjønt ganske vist hendes Kaar i flere Henseender
-vare blevne forbedrede efter Christian V.s Thronbestigelse, var hun
-dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt saa usikker paa
-sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke mulig kunde
-falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig Uskyldigt
-blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. &mdash;
-Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det
-en ikke ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som
-det oplyser paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det,
-der udgjør selve Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde
-mere løsrevne, hist og her indstrøede Træk; men fremfor Alt
-har dog Bogen en ganske overordentlig Betydning for Forf.s
-egen personlige Historie og som Bidrag til hendes Karakteristik.
-Den fremstiller for os et langt og hidtil saare lidet kjendt Afsnit
-af hendes Liv i en saadan Detail og Beskuelighed, at det
-er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne, og den giver<span class="pagenum"><a name="Side_XXII" id="Side_XXII" title="[S. XXII]"> </a></span>
-et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som man ikke
-kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to Sider,
-at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde,
-der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed,
-altid viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre;
-som vel af og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket,
-men som aldrig fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed
-i enkelte Øjeblikke formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der
-tillader hende at afvinde de Hændelser, som møde hende, en
-humoristisk Side. Dernæst som den fine Iagttager, hvem Intet
-undgaar, og som, indskrænket efterhaanden i sine Observationer
-til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes nærmeste Omgivelser
-i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i hans hele
-personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres Karakter,
-at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres
-sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand
-i Forening med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig
-Dannelse kunde sætte hende i Stand til at gjøre det. Men i det
-Hele er der næppe nogen af hendes Aands eller Hjertes Egenskaber,
-som ikke i det foreliggende Værk træder tydeligt frem
-for Læseren, og det er ikke den mindste Glæde, man har af
-Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle disse spredte
-Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de højeste
-Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.</p>
-
-<p>Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder
-det næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden
-er Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt.
-Forf. fører en overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa,
-med hvor ringe Møje hun producerede, og skjønt Skildringen hist
-og her breder sig temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen
-er om de ubetydeligste Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet,
-saa at den aldrig bliver trættende. Ingen forstaar bedre
-end Forf. at tegne en Situation beskueligt eller at føre en menneskelig
-Skikkelse frem i hele dens fysiske og aandelige Særegenhed,<span class="pagenum"><a name="Side_XXIII" id="Side_XXIII" title="[S. XXIII]"> </a></span>
-og idet hun nu tillige foretrækker, saavidt muligt, at
-lade de handlende Personer optræde med deres egne Ord, opnaar
-hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin Skildring.
-Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger
-hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes
-Sjæl, fra de mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under
-alle sine vexlende Former bevarer den dog bestandig som sit
-egentlige Væsensmærke en Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed,
-som er lige tiltalende og tillidvækkende. Endelig er den, uagtet
-de mange indblandede fremmede Ord, saa ægte dansk i sit
-Grundpræg, at vi overalt føle os i det nærmeste Slægtskab med
-den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt, allerbedst være
-i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at konstatere, at
-Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var sin Samtid
-overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet, upaatvivlelig
-maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske Prosaværk.</p>
-
-<p>Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med
-Betragtningen af Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet
-om dens Troværdighed, eller rettere, da der ikke kan være Tvivl
-om Forf.s Vilje, Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har
-<em>evnet</em> at erindre de navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder
-&mdash; der jo først ere nedskrevne flere Aar efter, at de
-vare foregaaede &mdash; med en saadan Nøjagtighed, som den detaillerede
-Udmaling af dem vil give det Udseende af. Jeg for min
-Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at Skildringen af hine Begivenheder,
-idetmindste i alle væsentligere Træk, er fuldkommen
-korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner, som var
-allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et slaaende
-Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et
-højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet
-i Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for
-Forræderi mod Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at
-lade hende se den ved Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen
-nedskrev en udførlig Fremstilling af det hele Forhør,<span class="pagenum"><a name="Side_XXIV" id="Side_XXIV" title="[S. XXIV]"> </a></span>
-som, efter Molbechs Forsikkring, »meddeler de afgivne Udsagn
-og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev der i hint Forhør, som
-varede halvfemte Time, afhørt 6&mdash;7 andre Vidner) »i samme Følge og
-i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde med samme Indhold som den
-optagne Protocoll« (<b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 4, 80). Og dertil kommer,
-at man, af hvad Leonora Christina plejede at gjøre i lignende
-Tilfælde, er berettiget til at antage, at Beslutningen om
-at nedskrive en Beretning om hendes Fangenskab allerede har
-dannet sig hos hende i selve Fangenskabets Begyndelse, hvoraf
-følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet saa meget
-nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt
-hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed,
-forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og
-idelig maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder,
-indtil de tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige
-Træk. Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed
-med Hensyn til det Meget i hendes Skildring, som ikke
-kan kontrolleres, kan anføres hendes Paalidelighed paa de allerfleste
-Punkter, hvor en Kontrol er mulig. At der hist og her
-findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o. desl. er Noget, som
-man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold til de mange
-fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene dog altid
-kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar man
-betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel
-af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de
-ønske at verificere slige Angivelsers Rigtighed.</p>
-
-<p>Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den
-Maade, hvorpaa jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa
-Haandskriftets Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning,
-at jeg har troet at burde anvende saa meget større
-Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed, som Haandskriftet, efter
-at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende tilbage til det
-Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil gjøre en
-fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om det<span class="pagenum"><a name="Side_XXV" id="Side_XXV" title="[S. XXV]"> </a></span>
-bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at
-undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at
-jeg til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første
-ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i
-Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg,
-hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres
-Ret, nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en
-helt ny, som det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen
-er om Udgivelsen af større haandskrevne Arbejder fra en ældre
-Tid. Men naar jeg ikke vilde beholde Haandskriftets Interpunktion,
-fulgte deraf ganske ligefrem, at jeg heller ikke kunde
-slutte mig til det i den Maade, hvorpaa det anvender de store
-og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for ikke at tale om, at jeg,
-overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum eller i det Hele et
-større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det nærmest følgende
-Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til, om Haandskriftet
-havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de utallige
-Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større Adskillelsestegn
-til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med store
-Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare
-brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og
-da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin Interpunktion,
-vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre til
-Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet
-hele Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket
-ogsaa her heltigjennem at følge et eget System, og naar
-jeg da har valgt omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags,
-kun med en noget hyppigere Brug af store Bogstaver
-til de egentlige Substantiver og en noget sparsommere Brug af
-dem til de ikke-egentlige Substantiver<a name="FNanker_9" id="FNanker_9" href="#Fodnote_9" class="fnanchor">[9]</a>, da har jeg gjort det,<span class="pagenum"><a name="Side_XXVI" id="Side_XXVI" title="[S. XXVI]"> </a></span>
-fordi dette System, uden i det Enkelte at gjøre Fordring paa at
-gjengive Haandskriftets Skrivemaade paa det omhandlede Punkt,
-dog i det Hele giver et almindeligt Indtryk af den. Thi alle
-Inkonsekventser fraregnede staar virkelig Haandskriftets Anvendelse
-af Begyndelsesbogstaverne Nutidens meget nær, og den
-væsentligste Forskjel er, at det er noget sparsommere i Brugen
-af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne Sammenhæng
-særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger
-og Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller
-Forf. i deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3
-eller flere Ord. Men dette hører til de Ejendommeligheder ved
-hendes Skrivemaade, som jeg ubetinget har ment at burde bevare
-i Gjengivelsen, og idet jeg nu <em>i det Hele</em> har været nødt
-til at underkaste de saaledes adskilte enkelte Ord de samme
-Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som alle Haandskriftets
-andre Ord, have nogle af de paagjældende Ordforbindelser
-etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende (jeg
-skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til
-Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje,
-at der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet
-er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført
-Princip, og at jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige
-fra, hvad der ellers maa kaldes Reglen, naar en konsekvent
-Gjennemførelse af den vilde indvirke forstyrrende paa Læsningen
-(jeg skriver: Under Officer, Premier Minister, Spaa Kone osv.). &mdash;
-Men naar jeg paa de nævnte Punkter har troet mig berettiget,
-ja tildels endog forpligtet til at gaa noget friere tilværks ligeoverfor
-Forf.s Skrivebrug, har jeg derimod i alle andre Henseender
-bestræbt mig for at gjøre Gjengivelsen saa tro som mulig.
-Jeg har allerede ovenfor omtalt, at jeg helt igjennem har beholdt
-Haandskriftets ejendommelige Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig
-har jeg da ogsaa fulgt Forf.s Retskrivning Bogstav for
-Bogstav, og jeg har paa denne Del af Gjengivelsen anvendt saa
-megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis ikke tør sige mig<span class="pagenum"><a name="Side_XXVII" id="Side_XXVII" title="[S. XXVII]"> </a></span>
-fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig selv, at jeg er
-ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa meget mere
-Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er yderst
-inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis
-med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let
-kunde komme til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende
-kommer paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig,
-at Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den
-mig stillede Opgave, betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis
-Bedømmelse man ikke maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex.
-fra en og anden Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved
-Interpunktionen eller ved Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi
-det er netop den større Omhu, jeg har følt mig forpligtet til at
-tilvende hin, som af og til kan have gjort mig mindre skarptseende
-paa de andre Punkter. Hvor et Ord eller et Bogstav
-ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af Forf., har jeg
-rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren Lejlighed
-til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige,
-har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes
-ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt
-mig paa en noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske
-vist var i Besiddelse af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab,
-var hun dog i de grammatiske og orthografiske Enkeltheder
-saa usikker, at det i det enkelte Tilfælde næsten er
-umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord forekommende Fejl
-maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl, og jeg har
-derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord blive
-ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden
-Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene
-selv, eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot
-bestode i urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver
-(man maa saaledes ikke forundre sig over at finde Ord
-som: Re<strong>c</strong>ident, vi<strong>c</strong>itere, <span xml:lang="de" lang="de">Mu<strong>ht</strong></span>, <span xml:lang="de" lang="de">Verrä<strong>ht</strong>erei</span> o. m. a.). Med Hensyn
-til de fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke<span class="pagenum"><a name="Side_XXVIII" id="Side_XXVIII" title="[S. XXVIII]"> </a></span>
-har gjort nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende
-til Brugen af Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart
-blive opmærksom paa, at der blandt de af Forf. anvendte franske
-og latinske Substantiver findes enkelte, som hun stadig skriver
-med smaa Begyndelsesbogstaver (hvad der for nogle af de førstes
-Vedkommende aabenbart hænger sammen med, at hun tænkte
-sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da troet at burde
-gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til den oprindelige
-Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed,
-forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en
-og samme Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen
-udslettet 2, 3 og flere Gange, inden Forf. har fundet en ret
-passende Plads til den, og i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis
-kun aftrykt den paa det Sted, hvor den sidst er anbragt.
-Rettelserne har jeg for det Meste optaget udenvidere i Texten.
-Dog hændte det af og til med Rettelser af rent formel Art, at
-den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække for den senere,
-og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at blive staaende
-ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig ligeoverfor
-enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en Uagtsomhed
-af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind
-i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste
-Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet
-jeg har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under
-den egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger,
-som ere udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres
-Sted, har jeg optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet
-en Bemærkning om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre
-der kun var Tale om et ganske enkelt Ord, som var udslettet
-af rent formelle Hensyn og, vel at mærke, med Urette
-udslettet.</p>
-
-<p>Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end
-den i det Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de
-Anmærkninger om historiske Forhold og Personligheder, hvormed<span class="pagenum"><a name="Side_XXIX" id="Side_XXIX" title="[S. XXIX]"> </a></span>
-jeg har ledsaget Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke
-store Fordringer. For adskillige Læsere tør det maaske antages,
-at de ville indeholde ret velkomne Supplementer til Forf.s Beretning,
-for Historikere af Faget ville de forholdsvis kun sjeldent
-frembyde noget Nyt. Naar jeg dog tør haabe, at dette af og
-til vil være Tilfældet, beror det kun paa, at jeg til deres Udarbejdelse
-undertiden har benyttet mindre almindelig kjendte
-haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra skét i et saadant
-Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig maa
-jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har
-haft Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til
-Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.</p>
-
-<p>Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet
-at kunne lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske
-Indhold ved en summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder,
-som gik forud for og mere eller mindre umiddelbart
-førte til den Situation, hvormed den egentlige Skildring begynder.
-En saadan følger da strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig
-bede bemærket, at den indskrænker sig til det Allernødvendigste
-og kun giver Begivenhedernes yderste Omrids eller saa
-Meget af dem, som maa ansees for nødvendigt, for at Læseren
-ikke skal være ganske uvidende om, hvad der menes, naar der
-hist og her i Værket gjøres en Hentydning til dem.</p>
-
-<p>Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i
-Blaataarn for der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var
-hun allerede ikke mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed.
-Hendes Historie i de sidst forløbne 4 Aar havde for en meget stor
-Del kun været en Omskiftning af ét Fangenskab med et andet.
-Det var blandt Svenskerne, hun gjorde sine første Erfaringer i
-saa Henseende, og Anledningen var den Anklage for Højforræderi,
-som 1659 rejstes mod hendes Mand af den svenske Regering.
-Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret Ulfeldt Amnesti og
-Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke fundet for
-godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod bestemt<span class="pagenum"><a name="Side_XXX" id="Side_XXX" title="[S. XXX]"> </a></span>
-paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine
-Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt,
-han overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt
-offentligt Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede
-ydede Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav.
-Men det varede ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen
-undergik en betydelig Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse
-afløstes paa Ulfeldts Side af en stedse tiltagende Misfornøjelse,
-som han ikke engang søgte at skjule, og paa Karl
-Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro til Ulfeldts Ærlighed.
-Denne Mistro syntes at skulle blive retfærdiggjort, da man i
-Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan, som en Del af
-Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske Aag, idet
-der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer fremkom
-Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot
-havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone
-sig med den danske Regering, havde forraadt denne nogle af
-Svenskernes Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen
-paa Kjøbenhavn. Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt
-Sag mod Ulfeldt, han blev sat under streng Bevogtning i sin
-Gaard i Malmø, og hans Hustru maatte dele hans Fangenskab.
-Sjeldent har Leonora Christina haft Lejlighed til i højere Grad
-at aflægge Prøve paa sin overordentlige Sjælsstyrke og sin
-ualmindelige Begavelse end under disse farefulde Forhold. Thi
-da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af et
-højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets
-Brug netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede
-ham i personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af
-hans heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og
-Djærvhed skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i
-Anledning af Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands
-fuldstændige Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske,
-men paa den anden Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller
-ikke i alle Punkter lige fyldestgjørende, og da Sagen, efter at<span class="pagenum"><a name="Side_XXXI" id="Side_XXXI" title="[S. XXXI]"> </a></span>
-have slæbt sig hen i 14 Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav
-var død), endelig optoges til Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt
-Bevis nødt til at frikjende ham. Men Ulfeldt havde
-ikke fundet det raadeligt at afvente denne Dom. Nogle Dage
-før den blev afsagt, havde han set Lejlighed til at undslippe
-sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne styrede
-han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en
-Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte
-gjøre ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede
-til Staden &mdash; men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til
-Lybek &mdash;, var indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget
-af denne Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina
-var ankommen, bleve baade hun og hendes Mand &mdash; uden
-Hensyn til Bestemmelserne i Roskildefreden, der jo rigtignok
-heller ikke udtrykkeligt vare optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat
-&mdash; arresterede og førte til Bornholm, hvor de indsattes
-som Fanger paa Hammershuus Fæstning. Dette gik for sig i
-Slutningen af Juli 1660.</p>
-
-<p>Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium
-i Leonora Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det
-mindst kvalfulde. Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor
-Adolf <b class="gesperrt">Fuchs</b>, var en yderst haard og streng Mand, i hvis Adfærd
-mod Fangerne der ikke blot spores en ubøjelig Pligtfølelse,
-men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt man ikke kan frikjende
-hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og til at have
-udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden
-Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal
-Maade, at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I
-Begyndelsen var dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere,
-som det var dem tilladt at være sammen. Men efterat et
-Flugtforsøg var mislykket og opdaget, blev ogsaa denne Gunst
-dem nægtet, og de bleve nu (i Juni 1661) hver for sig indespærrede
-i et Fængsel af meget strengere Art end det tidligere,
-hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse og Opvartning.<span class="pagenum"><a name="Side_XXXII" id="Side_XXXII" title="[S. XXXII]"> </a></span>
-Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og Premierminister
-Grev Christian <b class="gesperrt">Rantzov</b> i September Maaned ankom til Bornholm.
-Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set
-Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han
-beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov
-alligevel skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen,
-fik han med det Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem
-Gouverneuren og de Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske
-Ægtepar end denne Undersøgelse &mdash; hvis Resultat i
-alt Fald praktisk var foregrebet derved, at det, endnu inden den
-begyndte, var bestemt, at Fuchs skulde afløses af en Anden i
-sin Post &mdash; var det dog, at Rantzov ogsaa havde medbragt
-Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne om Betingelserne
-for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger førte forholdsvis
-hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som han var
-af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert Offer,
-som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin
-Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De
-vigtigste blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen
-Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor
-Fyen, at han skulde annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden
-paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede
-til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser
-oppebaarne Indtægter, at han ikke maatte forlade Fyen uden
-Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos nogen udenlandsk
-Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der kunde være til
-Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af disse
-Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor
-Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661,
-og her maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik
-III. Som fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham
-Ellensborg i Fyen, der hørte til Leonora Christinas Arv efter
-hendes Mormoder Ellen Marsvin. Hertil afrejste han med sin
-Gemalinde den 27. December.</p>
-
-<hr class="chapbreak" />
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_XXXIII" id="Side_XXXIII" title="[S. XXXIII]"> </a></span></p>
-
-<p>Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den
-første Mand i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt,
-falde endnu dybere. Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod
-tilbage, og som det altid hidtil havde været Tilfældet, skulde han
-ogsaa denne Gang drage sin Hustru med sig i Fordærvelsen.
-Næppe var han kommen til Ro paa Ellensborg, før han
-begyndte at træffe Forberedelser til at slippe bort derfra igjen.
-Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud, søgte og
-erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at
-forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort
-i Juni Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til
-Aachen rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i
-denne By opholdt han sig nu &mdash; fraregnet en kort Udflugt til Paris
-af en allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. <a href="#Fodnote_46">S. 32 Anm. 1</a>
-&mdash; hele dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den
-24. Maj 1663 forlod Leonora Christina ham for, efter hans egen
-indtrængende Opfordringer, at gaa til England, hvor hun skulde
-indkræve en større Pengesum, som Ulfeldt i sin Tid af sine
-egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig
-opholdt sig i Nederlandene (jvfr. <a href="#Fodnote_19">S. 9 Anm.</a>). En Tidlang syntes
-hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt det varede
-noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person, lykkedes
-det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt
-og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev
-Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig
-over bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret
-af sin Mand til at vende tilbage, lavede sig til at forlade
-England, var der indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende
-dette umuligt. Den danske Regering havde nemlig i Løbet af
-Foraaret modtaget forskjellige Meddelelser, som vare i højeste
-Grad kompromitterende for Ulfeldt. De udgik fra det brandenburgske
-Hof, og Begyndelsen gjordes med en Skrivelse, hvori
-den danske Regering underrettedes om, at en stor Fare truede
-Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en betroet<span class="pagenum"><a name="Side_XXXIV" id="Side_XXXIV" title="[S. XXXIV]"> </a></span>
-Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere
-Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i
-Flensborg, Detlev v. <b class="gesperrt">Ahlefeldt</b>, sendt til Kønigsberg og fik
-ogsaa her al fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad
-han erfarede, var, at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide,
-at han havde en vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at
-være traadt i Forbindelse med en Afsending fra Kurfyrsten,
-Generalmajor <b class="gesperrt">Span</b>, havde aabenbaret denne, at der var et stort
-Parti i Danmark, som var misfornøjet med Regeringen, og at
-dette Parti havde henvendt sig til ham &mdash; Ulfeldt &mdash; med Begjæring
-om at skaffe Landet en anden Konge. Hvis nu Kurfyrsten
-vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at kunne
-hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette
-ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne
-Sag. Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet
-den danske Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den
-dog foreløbig at holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode
-Kurfyrsten af Brandenburg om paany at sende Span til
-Ulfeldt, for at man kunde faa nærmere Oplysninger om hans
-Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men da man kort efter fik
-at vide, at Leonora Christina var i England, har man rimeligvis
-antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og man henvendte
-sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring
-om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende
-viste det sig snart, at man havde taget fejl, men man var nu
-bleven kjed af at vente, og uden at oppebie Spans Indberetning
-om hans anden Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III.
-paa de allerede foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for
-Højesteret, som saa den 24. Juli afsagde den bekjendte
-Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som Landsforræder fra Ære,
-Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid i Følge de
-indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de engelske
-Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade Landet.
-Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid,<span class="pagenum"><a name="Side_XXXV" id="Side_XXXV" title="[S. XXXV]"> </a></span>
-men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist
-sig til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig
-dog ved ganske aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den
-Fangne. Imidlertid skulde hun dog bort, og for at udvirke
-dette lagde man en Fælde for hende. En engelsk Officer,
-<b class="gesperrt">Braten</b>, bildte hende ind, at han vilde skaffe hende ombord i
-et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da hun nu en Nat
-i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til dette
-Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i
-England, Simon de <b class="gesperrt">Petcum</b>, som opholdt sig i Nærheden med
-nogle bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina
-imellem sig og bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib,
-som af Petcum var fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.</p>
-
-<p>Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas
-egen sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning
-til at føre denne korte historiske Skizze videre. Kun
-med Hensyn til Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold
-til den Leonora Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu
-være mig tilladt at bemærke, at saa meget Oprørende der var i den
-Maade, hvorpaa Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog &mdash;
-selv afset fra, at den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten
-af Skylden herfor &mdash; næppe paa dette Punkt, at den danske
-Regerings Fremfærd mod Leonora Christina viser sig i det ugunstigste
-Lys. De Meddelelser, som Regeringen havde faaet om
-Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis Paalidelighed den ingen Grund
-havde til at betvivle, vare af en saadan Beskaffenhed, at den
-maatte være berettiget til at tage de strengeste Forholdsregler,
-og at Leonora Christina var vidende om hine Planer, havde Regeringen
-al mulig Grund til at antage, som hun da ogsaa siger
-selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede at skjule
-nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog
-have gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen
-Anden at formode det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for
-Regeringens Vedkommende ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den,<span class="pagenum"><a name="Side_XXXVI" id="Side_XXXVI" title="[S. XXXVI]"> </a></span>
-uden at der var gaaet nogen Dom over Leonora Christina, og
-uden at hun i det Hele var bleven overbevist om nogen anden
-Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at have villet forlade
-sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et almindeligt Forbryderfængsel,
-ikke blot indtil Mandens Død selv i Regeringens
-Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21 lange
-Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige Skyld
-imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at
-det væsentlig var en eneste Persons &mdash; Dronning Sophie Amalies
-&mdash; uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring,
-eller derved, at en meget stor Del af de Kvaler,
-som Leonora Christina udstod i Fængslet, mindre havde deres
-Udspring i en indenfor Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse
-fra hendes Fjenders Side, end i Omstændigheder, der tilhørte
-Tiden, i Fængselsvæsenets daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige
-Omgivelsers naturlige Raahed osv.</p>
-
-<p>Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks
-ydre Historie. Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt
-for Forf.s Børn, men da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde
-Forf. under Udarbejdelsen ikke have noget Haab om, at det
-skulde blive hende forundt selv at overgive det i de rette Hænder,
-og det var derfor bestemt, at en god Ven blandt hendes
-Omgivelser i Fængslet (se <a href="#Fodnote_239">S. 246 Anm. 1</a>) skulde besørge det til
-dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved Leonora
-Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand overflødig,
-og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo
-Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har
-saa en af Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste
-Søn, <b class="gesperrt">Leo Ulfeldt</b>, og hos dennes Descendenter er det forblevet
-indtil vore Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det
-Brev, som ledsagede Oversendelsen. Det er skrevet med en
-Damehaand, der synes at være <b class="gesperrt">Anne Cathrine Ulfeldts</b>
-(flere Breve fra hende opbevares paa det store kgl. Bibliothek,
-<span class="pagenum"><a name="Side_XXXVII" id="Side_XXXVII" title="[S. XXXVII]"> </a></span><b class="gesperrt">Ny kgl. Samling</b>, 2146c, 4<sup>to</sup>), og er forseglet med det rigsgrevelig
-Ulfeldt'ske Segl (se <b class="gesperrt">Lexicon over adelige Familier</b>
-2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og Underskrift.
-Det lyder bogstavret saaledes:</p>
-
-<div class="blockquot">
-<p>»<i>Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder
-er hendtis i Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt <b class="gesperrt italic">resoluere</b>
-mig till att brende den, ihuorwel att dends Læßning
-haffuer giffuet mig <span class="sic" title="[sic]">ljden</span> fornøyelße, efftersom de adskillige
-hendelßer betreffer alle Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig
-er ded icke u-nyttigt att <span class="sic" title="[sic]">wjde</span>, huorledis med Hender er
-forfahret, mens er icke fornøden, att den kommer i fremmede
-hender, thi ded kunde hende sig, att den kunde glæde dem,
-som ennu kunde wære til offuers aff woris Hadere.</i>«</p>
-
-<p class="italic l5"><span class="smaller">Udskrift:</span><br />A Monsieur<br />
-Monsieur le Comte<br />
-Leon D'Ulfeldt &amp;c.</p>
-</div>
-
-<hr class="w15" />
-
-<p class="l2">Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.</p>
-
-<p class="r4 bold">S. B. Smith.</p>
-
-
-
-<hr class="chapbreak" />
-
-
-<div class="figcenter" style="width:400px">
-<a name="Kjoebenhavns_Slot_med_Blaataarn" id="Kjoebenhavns_Slot_med_Blaataarn"></a>
-<img src="images/castle.jpg" width="400" height="421" alt="" />
-<div class="caption">Det gamle Kjøbenhavns Slot med Blaataarn,<br />
-<span class="smaller">set fra Bagsiden.</span></div>
-</div>
-
-
-<hr class="chapbreak" />
-
-
-<h2>Den fangne Greffwinne<br />
-
-<img src="images/iammersminde.jpg" width="500" height="249"
- alt="Leonoræ Christinæ: Iammers Minde" /><br />
-</h2>
-
-<hr class="chapbreak" />
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"> </a></span></p>
-
-
-
-
-<h2><a name="Fortalen" id="Fortalen"></a><span class="nobold">Fortalen</span><br />
-<span class="bold">Til mine Børn.</span></h2>
-
-
-<p>Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob
-sige: Der som man min Iammer kunde weye
-oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal
-legge, da skulle de were tyngere end Saand
-i Haffuet. Ia wißeligen erre mine Liidelser stoere oc
-mange, de erre tunge oc vtallige<a name="FNanker_10" id="FNanker_10" href="#Fodnote_10" class="fnanchor">[10]</a>. Mit Sind haffuer
-lenge offuer denne <b>Iammers Minde</b> werret striidig, ey kundende
-slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine
-Liidelser att forglemme end dennem att ihuekomme. Men
-endeligen haffuer tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke
-alleeneste min Iammer att ihuekomme, men den endoc vdi
-Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære Børn, den att tilskriffue<a name="FNanker_11" id="FNanker_11" href="#Fodnote_11" class="fnanchor">[11]</a>.</p>
-
-<p>Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds
-Errindring, efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc
-Smerte ihuekomme kand foruden tillige med mig Guds Allmact<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span>
-att errindre, som vdi alle mine Liidelser, Elendigheder,
-Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc Hielp,
-min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde
-Gud mig saa snart en Byrde paa, att hand io med
-ded samme mig effter Byrdens Tyngde Styrcke gaff,
-saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig hart
-knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede
-oc vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed
-skee Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa
-icke alleeneste min Iammer errindre oc Gud for sin naadige
-Bistand i alle tilføyede bedrøffuelige Tilfald tacke,
-men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds Goedhed imod
-mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den
-Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre,
-men endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen
-indstemme. Thi med Skiel skal I kunde sige, att Gud
-vnderlige Ting imod mig giort haffuer<a name="FNanker_12" id="FNanker_12" href="#Fodnote_12" class="fnanchor">[12]</a>; att hand haffuer
-werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig, ded
-allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde
-ded ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere,
-plutzlige oc v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde
-kundet imodstaa, om hands Aand icke vdi mig sin Wirckning
-haffde giort? Gud war den, som selffuer traadde ind
-med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som racte mig
-sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel,
-som kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze,<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
-nu nesten ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre
-oc vdi mit Hierte, haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia
-offte endoc glæd mig. Gud haffuer giort vnderlige Ting
-imod mig, thi ded er meere end vbegribeligt, att ieg saa
-stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer kundt offuerleffue,
-beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er sig høyligen
-offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre
-krumpen oc <i>contract</i> aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen
-icke erre dumme, ia gandske blinde aff Graad, aff Røg oc
-Smøg, att ieg icke er stackaanded aff idelig Lyßetaande
-oc Qualm, aff Stanck oc indklemte Lufft. Gud allene
-Æren!</p>
-
-<p>Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded
-Eder, mine kiære Børn, wil were, att I formedelst denne
-<i>Iammers-Minde</i> forsickris, att ieg vskyldeligen liider, att
-mig icke ringeste Sag er tillagt, oc att ieg intet er bleffuen
-beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn, tør bluis oc
-Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue
-werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey
-haffue hannem i Vlycken wilt forlade; <i>susspiceris</i> derfor att
-wide om ett Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt,
-mindre offuerbewiist, huis Beskyllings Aarsage mig ey
-bleff forstendiget, ihuor smaaligen oc weemodeligen ieg ded
-war begierendis. Lader ded were Eders Trøst, mine kiære
-Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed
-oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig
-Gierning haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud,
-siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer ded onde
-formedelst en goed Samwittighed oc liider Vret. Ieg liider,
-Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da war<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span>
-ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg
-aff Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc
-hafft v-trolige himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar
-oc Alder ware wel tunge att bære.</p>
-
-<p>I huor wel min <i>Iammers-Minde</i> icke widre indholder
-eller om melder, end huis sig med mig i dette Fengsel paa
-elffte Aar haffwer tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa
-Eder, mine kiære Børn, mine forrige Liidelser korteligen i
-denne Fortale att paaminde, tackende Gud for diß Offuerstriidende.</p>
-
-<p>Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt,
-men ded er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser
-oc effterfølgende Vlycker <i>Dina</i> oc Walter med derris mectige
-Anhang worris Huuß paaførte <i>Anno</i> 1651<a name="FNanker_13" id="FNanker_13" href="#Fodnote_13" class="fnanchor">[13]</a>.</p>
-
-<p>At ieg intet skal melde om saa <a class="SBScorr" name="SBS_1" id="SBS_1" title="SBS: mangen">mange</a> modige oc
-tunge Dagis Reiser, om Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder,
-ieg vdi fremmede Lande fristet haffuer, den
-eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre, huilcken
-min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i
-Dannemarck <i>Anno</i> 1657. Den war Winter Dag, besuærlig
-oc farlig. Ieg liide Spott oc Forfølgelse, oc dersom Gud
-icke haffde giffuen mig Moed oc den ded betaget, som
-mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid vntgaaet
-Fengsels Vlycke<a name="FNanker_14" id="FNanker_14" href="#Fodnote_14" class="fnanchor">[14]</a>.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span></p>
-
-<p>I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i
-den malmøske <i>Arrest</i> fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att
-den største Naade, Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning
-Karl den tiiende, mig da bewiiste, war, att hand satte ded
-i mine Kaar, enten ieg wille were paa frii Foed oc raade
-for worris Goedz, eller oc med min Herre were <i>arresteret</i>.
-Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded skylligste
-vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min
-da sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde
-maatte trøste oc tienne. Ieg antog ded oc for en Naade,
-att mig bleff tilsted (der min Herre for Suaghed ey selffuer
-kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad Hiertesorrig
-oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde, huad
-Møde, Besuæring oc Bekümring <i>Processen</i> (som offuer nii
-Vger dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed
-den høyeste Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand,
-som mig gaff Moed oc Hierte for en Siddendis-Rett min
-Herris ærlige Naffn att forsuare<a name="FNanker_15" id="FNanker_15" href="#Fodnote_15" class="fnanchor">[15]</a>.</p>
-
-<p>Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span>
-anden fuldte, huorledis den Liidelse ey war forbi, førend
-en langt større hender Haanden racte; oc gick ded
-oß da, som Poëten siger: <i xml:lang="la" lang="la">Incidit in Scyllam, qui vult
-vitare Charibdin</i>. Wii vntgick en <i>Arrest</i> oc falt i ett hart
-Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som
-min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker
-sig til Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor
-hierteklemt ieg bleff, der ieg imod all Formoding min
-Herre i Kiøbenhaffn for mig fant (huilcken ieg formeente
-alle hands Fiinders Mact oc Wold att were vntkommen),
-ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede ded,
-som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa
-fulte, som war en <i>Arrest</i>, oc bleffue wii anden Dagen effter
-min Ankomst (effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc
-førte til Borringholm, huorhelst wii sytten Maaneders Tiid
-hart ware fengselet<a name="FNanker_16" id="FNanker_16" href="#Fodnote_16" class="fnanchor">[16]</a>. Huad ieg der liide, derom haffuer
-ieg en fuldkommen Beskriffning giort<a name="FNanker_17" id="FNanker_17" href="#Fodnote_17" class="fnanchor">[17]</a>, som ieg formoder<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span>
-vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor vdaff I
-seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte
-ieg større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke
-altiid med Taalmodighed <i>Gouuerneurens</i>, Adolff Foßis (som
-sig Fux kalte), onde Tractament kunde forsmerte. Tungt
-oc hart war ded att were aff en Bonde Søn spottet oc forhaanet,
-att were aff hannem sultet, truet oc høtt, men
-tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc
-høre aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig
-paa Læberne, saa skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere
-komme til mig. O stoer[e] Tyranni! Hands Ondskab
-war saa offuer Maade stoer, att hand icke kunde taale,
-at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa
-forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer
-andre bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste
-fengselet. Min Herre (som da alt war en gammel Mand)
-foruden Tienner, oc ieg, foruden Tiennerinde, finge ey lengre
-Lyß, end Afftens-Maaltiid warede. Ieg kand ey forbigaa
-den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc bedrøffuelige Affskeed,
-wii fra huer andre toge, smerteligen att ihuekomme;
-thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end
-saa, som <i>Gouuerneuren</i> oß spaade, att ded wille were for
-den sidste Gang, wii huer andre her i Werden skulle see
-oc tale. Gud wed best, huor tung den Liidelse war, thi
-hand war den, som trøstede, som gaff Haab imod all Forhaabning,
-som gaff Moed, der <i>Gouuerneuren</i> mig besøgte
-oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc
-Formue løste worris Fengsel<a name="FNanker_18" id="FNanker_18" href="#Fodnote_18" class="fnanchor">[18]</a>, oc wii finge huer andre<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span>
-igien att see oc tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der
-wii fra huer andre paa Borringholm bleffue skilte, saa glad
-war hand, der hand toe Aar der effter til den engelske
-Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis, att den oß for
-alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt for
-goed <i>opinion</i> om Kongen aff Engeland, meente, att nu,
-hand war til Tronen kommen, att hand icke alleeneste
-sine stoere mundtlige oc skrifftlige Løffter skulle ihuekomme,
-men sig oc errindre, att ieg vdi hands Nøds- oc
-Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc for hands
-oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg
-mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære
-Børn, bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig
-ey anded end Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg
-haffde andris <i>Exempler</i> att speile mig vdi, men ded war
-mig saa forrelagt. Der ware beeske Stycker Brød for mig
-tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig indskenket vdi
-ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg,
-ded der att æde oc att vddricke.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a></span></p>
-
-<p>Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff
-Eng. med mig handlede, huor wel hand tog imod min
-Komme, huor hand mig med ett Iudas-Kyß helste oc sin
-Fencke tittulerede, huorledis hand baade selffuer, saa wel
-som wed sine høye <i>Ministri</i>, all kl. Gunst oc Naade forsickrede
-oc mig for de forstracte Penninger Betaling loffuede.
-I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl.
-Mt. aff Dannemarckis Begiering) til <i>Dovers</i> loed <i>arrestere</i>
-oc siden wed den Forræder <i>Lutenant Braten</i> wiiß giøre, att
-hand mig himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig
-dermed i den danske <i>Resident, Simon Petcons</i> Hender, som
-med aatte bewæbnede Mænd mig loed anfalle; selff holte
-hand sig langt fra oc torde icke komme mig nær. De
-satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge
-mig mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte
-til ett Skiib, som for<sup>te</sup> Resident haffde tilreede, oc haffde
-hand befalet en Karl wed Naffn Peter Dreyer mig til
-Kiøbenhaffn att leedsage<a name="FNanker_19" id="FNanker_19" href="#Fodnote_19" class="fnanchor">[19]</a>.</p>
-
-<p>Her fra haffuer denne min <i>Iammers Minde</i> sin Begyndelse.
-Den melder om, huis mig inden ded Blaa-Taarens<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span>
-Døre er hentis. Betencker, mine hierte kiere Børn, diße
-haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds stoere Goedhed
-imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand vdfriiet
-mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey
-lader sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns
-Ære[s] Skyld wældeligen mig vdriiffue.</p>
-
-<p>Miine Liidelsers Fortelning <a class="SBScorr" name="SBS_2" id="SBS_2" title="SBS: erre bedrøffuelige">er bedrøffuelig</a> att paahøre
-oc kand de aller haardeste Hierter til Medliidenhed
-bewege; men lader dens Læßning Eder icke høyre bedrøffue,
-end Glæden den igien kand offuerweye. Betracter min
-V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed; glæder Eder
-der vdoffuer.</p>
-
-<p>Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er
-ieg for Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste
-aff dennem hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.</p>
-
-<p>Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky
-Eder dennem att fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff
-menniskelige Skrøbligheder. De første Bewegelser staar
-icke vdi worris Mact, man offueriilis stønnem, førend man
-sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer giort
-mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris.
-Ieg skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten
-Maansøn Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina
-Wolffs vtuctige Ord, skiiden Snack oc groffue
-Plom[p]heder att indføre oc opregne; ded wille for meget
-<i>ledere</i> høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder forsickre, att
-ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden, tølpersk
-oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale
-war derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder
-derris Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span>
-derris Omgiengelse war mig meget v-angenem. Ieg war
-intet gladere, end naar Dørene imellem mig oc dennem
-ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde ieg ickun
-Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem
-med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.</p>
-
-<p>Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu
-haffuer, huis Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen
-ihuekommer oc wil, saa lenge ieg leffuer, ihuekomme. I,
-mine kiere Børn, wille ded oc imod en huer effter Muelighed
-erkiende.</p>
-
-<p>I finder oc vdi denne <i>Iammers Minde</i> tuende aff worris
-Huußis Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen
-Skrøder<a name="FNanker_20" id="FNanker_20" href="#Fodnote_20" class="fnanchor">[20]</a>, offuer huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille,
-att de skulle trenge til mig, oc ieg dennem skulle hußuale.
-Walter giffuer mig noget Anleding lided mere, end mit
-Forset war, om hannem att melde.</p>
-
-<p>Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg <i>componeret</i>
-oc <i>translateret</i> haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I,
-mine kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze
-haffuer holt fast til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu
-er min Muur imod alle Anløb oc min Tilfluct imod alle<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span>
-Slags Moedgang oc Widerwertigheder. Giffuer intet Act
-paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler, Poëterne
-sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc
-Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff
-forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed
-forwiße oc see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer,
-[ia?] att en (for andre affskylig) Røtte mig endoc tienner
-til Tiidskortning.</p>
-
-<p>Tuende <i>Observationer</i> haffuer ieg antegnet. Ihuor wel
-de erre om ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog
-merckelige, oc tuiffler ieg paa, att de aff nogen naturkündiger
-tilforne erre bleffuen i Act tagen. Thi att der
-findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende smaa
-Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer
-før werret <i>noteret</i>. Mindre, att en Loppe føder en formeret
-Loppe, oc icke en Gned kommer aff en Gned<a name="FNanker_21" id="FNanker_21" href="#Fodnote_21" class="fnanchor">[21]</a>.</p>
-
-<p>Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn,
-att I icke lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke
-haffuer wilt tage imod den Leylighed, wed huilcken ieg til
-min Friihed haffuer kundet komme. Naar I ded rett betencker,
-saa haffde ded huercken werret Eder eller mig
-tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß
-Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste
-haffde tagen imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste
-mit Fengsel att vntkomme for hannem att opsøge, til sidste
-Aande-Dret att opwarte oc tienne; min Skyllighed haffde
-ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war hoeß Gud
-vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span>
-behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen
-Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som
-gaffnligt were wille, oc att ded icke war der Wey til worris
-fratagne Formue att komme, huorfor ieg den vdslog oc
-søgte i ded Sted mit Hierte til Roelighed att skicke oc mit
-paalagte Kaarß taalmodeligen att bære. Wil Gud ded saa
-føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med
-kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med
-Glæde effter yderste Formue for Eder, mine hierte kiære
-Børn, wære ett Wersens Træl oc vdi Gierningen erwiiße,
-att ieg aldrig wiger fra min Plict, att ieg icke er mindre
-en goed oc retsinnig Moder, end som ieg haffuer werret en
-troe Hustru. <a name="note-Vdi_midler_Tiid" id="note-Vdi_midler_Tiid">Vdi midler Tiid</a> lader Guds Willie were
-Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc
-lawe, att ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne;
-vnder huis trygge Waretect ieg Eder alle troligen wil befale
-oc bede, att hand Eders Fader oc Moder, Eders Raadførere
-oc Ledismand wille were. Beder I igien for mig,
-att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc fremdelis
-som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded,
-som søger hoes Eder</p>
-
-<p class="r4">Mine hierte kiere Børn<br />
-Eders hulde Moder<br />
-<i>Leonora Christina</i><br />
-<i>V. E. G.</i><a name="FNanker_22" id="FNanker_22" href="#Fodnote_22" class="fnanchor">[22]</a></p>
-
-<p style="margin-left:1em;width:50%">Skreffuen i ded Blaa-Taarn
-<i>Anno</i> 1674 den 18. <i>Iulii</i>, mit
-Fengsels ded elffte <a class="SBScorr" name="SBS_3" id="SBS_3" title="SBS: Aars">Aar</a>, min
-Fødsels Dag, oc Alders 53.
-Aar.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span></p>
-
-<div class="blockquot smaller">
-<p>Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig
-Tacksigelse worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod
-mig, stacket effter Kongl. <i>Majt.</i> kom til Regieringen.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span></p>
-
-<p>Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings
-oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed
-offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis <i>Majt.</i>
-Dronningens særdelis Naade.</p>
-
-<p>Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att
-ihuekomme Hendis <i>Majt.</i> Dronningens Frue Moders, den dydige
-Landt-Greffwinne aff Hæßens, Naade imod mig.</p>
-
-<p>Haffwer oc <a class="SBScorr" name="SBS_4" id="SBS_4" title="SBS: anstegnet">antegnet</a> adskilligt, som wærende Tiid, fra <i>An.</i>
-1663 indtil <i>Anno</i> 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i
-Meening der weed min <i>Iammers Minde</i> att ende, efftersom ieg
-fant hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att
-ded er bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span>
-haffue forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att
-Fengsel haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større
-Farligheder oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer
-wærret de, som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax
-der effter erre bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som
-haffwer hafft derris rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden
-liid Nød. Uskyllig Fengsel undertrycker icke eens Ære,
-men den forøger Æren. Mangen een haffwer i Fængsel faaet
-stoere Widenskaber oc erfaret de Ting, de før icke kunde naae.
-Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa offte til mig selffwer:
-<i>Trøst dig, du Fange, du est lycksalig.</i></p>
-
-<p>Efftersom ded 1674. Aar ickun war <span class="sic" title="[sic]">Hælten</span> aff miine Fengsels
-Dage, saa haffwer ieg i denne min <i>Iammers-Minde</i><a name="FNanker_23" id="FNanker_23" href="#Fodnote_23" class="fnanchor">[23]</a> tilføyet
-ded, som siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer
-tildraget. Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. <i>Maj</i>.<a name="FNanker_24" id="FNanker_24" href="#Fodnote_24" class="fnanchor">[24]</a>
-Gud allene Æren, som Kongl. <i>Majt.</i> til Retferdighed haffwer
-beweget!</p>
-
-<p>Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang
-mig wærende mit Fængsel bleff beretet:</p>
-
-<ol>
-<li>Kongl. <i>Majts.</i> <i>Premier Ministre</i>, Greff <i>Christian</i> aff Rantzov,
-døde i <i>September</i> Maanet 1663. Leffwede icke den Dag
-att dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff
-Sachsens Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand
-den Dag att see (effter hands Angiffwende) et Træ Billede
-til min sl. Herris Spott att <i>parteris</i>. Døden war hannem
-meget bitter.</li>
-
-<li>Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig <a class="SBScorr" name="SBS_5" id="SBS_5" title="SBS: saa meget saa streng">saa meget streng</a>
-i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span>
-Sygdom; sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war
-icke større, end som henders Piine war. Man kunde paa
-Taarnet høre hender skriige. Hun bleff ført paa en Dyne
-need i Byen oc døde der.</li>
-
-<li><i>Able Catharinæ</i> Døe war meget smertelig. Haffde hun før
-søgt hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff
-hun siden aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde
-Byller paa himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent.
-All den Piine udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken
-Batskerns Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser
-kunde rædde hender fra Døden.</li>
-
-<li><i>Secreterer</i> Erich Krag, som haffde laded see sit onde Hiertelaw
-imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig
-aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc
-sund, haffde til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed
-oc skreff wed sit Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff,
-der finder hands Folck (effter lang Biien) hannem døe.</li>
-
-<li><i>General Major Friderich</i> von <i>Anfeldt</i>,<a name="FNanker_25" id="FNanker_25" href="#Fodnote_25" class="fnanchor">[25]</a> som meere end som
-een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand
-døde saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske
-oc en Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele
-Øyesyn icke imodstaa, bleff rasent, fordi en anden fick en
-Ære Tittel, hand adtraade; ded war wel ringe att tabe Sind
-oc Santz for. Hand wille intet høre om Gud, mindre forlige
-sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke Dronningen
-oc den regierende Dronning, offwertalte hannem endeligen der
-til. Der hand haffde annammet <i>Sacramentet</i>, sagde hand:
-<span class="corr" title="var: «">»</span><span xml:lang="de" lang="de">Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu
-ist das nu guth?</span>« Bleff weed att bande oc læstere oc døde
-saa hen.</li>
-
-<li>Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren <i>Sckack</i>.</li>
-
-<li>Dißligeste <i>Canzeler</i> Peter Ritz.</li>
-
-<li>Kongl. <i>Majt.</i> Kong <i>Friderich</i> den 3<sup>s</sup> Død forfremmede Stadtholder
-<i>Christoffer Gabels</i> Døe. Hand følte, att Encke-Dronningens
-Haed meget imod hannem formaatte, ynskede
-sig Døden; Gud bønhørte hannem.</li>
-
-<li>Ded<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span> haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære
-Widne til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg
-skulle selffwer beklage hannem. Naar ieg hørte hannem
-skriige, da rant mig forrige Tiider i Sinde, oc tenckte offte,
-huorledis et Menniske kand lade sig forføre at giøre den
-ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære haffwer nyt.</li>
-
-<li><i>Magister Buck</i>, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille
-imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war
-tre Dage maalløß, førend hand døde.</li>
-
-<li>Den Sckelm oc uguddelig Krop <i>Christian</i>, som giorde mig
-saa megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii
-Foed oc til sin Hoßbonde, Maans Armfeld<a name="FNanker_26" id="FNanker_26" href="#Fodnote_26" class="fnanchor">[26]</a>, i Iylland, kom
-hand i Trætte med Presten, som wille, att hand skulle staa
-Skriffte for et Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm
-sticker Ild paa Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer
-inde brent, som meente att rædde noget aff sit Goedz, oc
-all Præstens Formue lagt i Aske. Præsten wille icke forfølge
-den Sckelm med Retten, befalede hannem den rætte
-Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders
-Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang
-Tiid i Fryct oc forskræckede sig, naar hand saae nogen
-komme, som gick noget hastig, raabte da høyt oc med
-Rystelse sagde: »Nu taer de mig«, løb hid oc <a class="SBScorr" name="SBS_6" id="SBS_6" title="SBS: ded">did</a>, wiste
-icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i Marcken oc
-med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer ihiæl,
-thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been,
-Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som
-hand haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke
-saa christelig, som hand haffde død under Bødels-Haand,
-hand saa forfløyen om talte icke att skiøtte om, der som
-hand ickun kunde bringe en anden i Fortred.</li>
-</ol>
-</div>
-
-
-
-<hr class="chapbreak" />
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a></span></p>
-<h2><a name="Iammers_Minde" id="Iammers_Minde"></a>Iammers Minde</h2>
-
-<p class="subhead">eller<br />
-<span class="larger">En Ihuekommelse om, huis</span><br />
-sig med mig, <i>Leonora Christina</i>, vdi ded Blaa-Taarn tildraget
-haffuer fra <i>Anno</i> 1663 den 8. <i>Augusti</i> indtil <i>Anno</i>
-1674 den 18. <i>Iuli</i><a name="FNanker_27" id="FNanker_27" href="#Fodnote_27" class="fnanchor">[27]</a>.</p>
-
-<p>Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse
-ihuekommis, thi enten haffuer de werret bedre
-eller wærre, end som de nærwærende erre.
-Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc
-hederlige[re], saa bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse,
-oc ded saa meget meere, som nerwærende sørgelige, vlyckelige
-oc spottelige monne were. Haffuer forrige Tiider
-werret bedrøffueligere, elendigere oc beklagligere end som
-nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige Maader
-sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
-Vlycker oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man
-Tiid effter anden vdstaaet haffuer. Men efftersom alle
-Ting haffuer saa som tuende Hancker, huor wed <a class="SBScorr" name="SBS_7" id="SBS_7" title="SBS: ded">de</a> skal
-hæffuis, som <i>Epictetus</i> siger<a name="FNanker_28" id="FNanker_28" href="#Fodnote_28" class="fnanchor">[28]</a>, den eene Hancke, siger
-hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc staar ded vdi
-worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe til att
-tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii
-tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende,
-ihuor smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret,
-lige saa wel oc føyligere glædeligen som sørgeligen
-ihuekomme; huor forre ieg wed den liiderligste Hancke wil
-fatte oc vdi <i>Iesu</i> Naffn min Ihuekommelse igiennem løbe,
-errindrendis all Iammer, Elendighed, Bedrøffuelse, Spott,
-Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig paa dette
-Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand
-haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue,
-men tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed
-errindre, tackendis den Allerhøyeste, som stetze med sin
-krafftige Hielp oc Trøst hoes mig haffuer werret tilstede,
-som haffuer mit Hierte regieret, att ded ey er wiiget fra
-Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret, att
-den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft
-oc naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens
-Roelighed oc Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder.
-Dig, du vbegriibelige Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!</p>
-
-<p>Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att
-were at begynde min <i>Iammers Minde</i> med Begyndelsen aff<span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"> </a></span>
-den Dag, paa huilcken den <i>fatal</i> Afften aff mit Fengsel
-fulte, oc noget melde om, huis sig med mig paa Skiibet
-tildrog. Effter att Skipperen den 8. <i>Augusti</i> <i>Anno</i> 1663
-wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for <i>St. Anna</i>-Broe
-sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer<a name="FNanker_29" id="FNanker_29" href="#Fodnote_29" class="fnanchor">[29]</a> (som aff
-<i>Petcon</i>, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis <i>Recident</i> i Engeland<a name="FNanker_30" id="FNanker_30" href="#Fodnote_30" class="fnanchor">[30]</a>,
-war <i>committeret</i> mig att fremføre) Skipperen i Land
-med Breffue. Ieg klædde mig<a name="FNanker_31" id="FNanker_31" href="#Fodnote_31" class="fnanchor">[31]</a> oc satte mig vdi en aff
-Bodzmendenis Koyer paa Offuerlaaget med en stadig <i>Resolution</i>
-friimodeligen att tage imod alt ded, mig war forrelagt.
-Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig hendede; thi
-foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc wiste
-mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange
-<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span>spurt for<sup>te</sup> Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis
-bortførtis. Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder
-<i>Braten</i><a name="FNanker_32" id="FNanker_32" href="#Fodnote_32" class="fnanchor">[32]</a> i <i>Dovers</i> mig gaff (naar ieg hannem om
-Aarsagen til min <i>Arrest</i> spurte), som war, att mig maaskee
-<i>General Major</i> Fuxsis Død<a name="FNanker_33" id="FNanker_33" href="#Fodnote_33" class="fnanchor">[33]</a> tillagdis, oc att der
-meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde <i>persuaderet</i>;
-sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span>
-kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant<a name="FNanker_34" id="FNanker_34" href="#Fodnote_34" class="fnanchor">[34]</a>, [oc] Statz
-<i>Major</i> Steen Andersøn Bilde<a name="FNanker_35" id="FNanker_35" href="#Fodnote_35" class="fnanchor">[35]</a> med nogle Musquetterer om
-Borde. Oberste Lütenant Roßenkrantz helste mig intet.
-Statz <i>Majoren</i> spatzerede frem oc tilbage oc gick mig flux
-nær, huilcken ieg <i xml:lang="fr" lang="fr">en passant</i> spurte, huad paa Færde war.
-Hand suarte intet anded end: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Bonne mine, <span class="sic" title="[sic]">mauvois</span> ieu</i>«;
-der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet kom <i>Capitain</i>
-Bendix Alfelt<a name="FNanker_36" id="FNanker_36" href="#Fodnote_36" class="fnanchor">[36]</a> med flere <i>Musquetterer</i> om Borde, oc
-effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt,
-gick Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal
-gaa ind vdi <i>Cajutten</i>.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick
-strax. Lided der effter kom <i>Capitain Alfeldt</i> ind til mig
-oc sagde att haffue <i>Ordre</i> miine Breffue, Guld, Sølff, Penge
-oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg suarte: »Gierne«,
-tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt,
-huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
-flyde hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden <i>Copier</i> aff,
-huis Breffue ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen,
-<i>Annotationer</i> om ett oc anded, min Reiße angaaende, oc
-nogle engelske <i>Vocabler</i>; ded offuerleuerede ieg hannem oc.
-Dette forneffnte lagde <i>Alfeldt</i> vdi en Sølff Senge Potte,
-ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse forseglede;
-foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der
-effter kom <i>General Major</i> Friderich von <i>Anfeldt</i><a name="FNanker_37" id="FNanker_37" href="#Fodnote_37" class="fnanchor">[37]</a>, <i>Commandant</i>
-i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme
-vd til hannem vden for <i>Cajutten</i>. Ieg <i>parerte</i> strax. Hand
-helste mig, gaff mig Haand oc brugte mange <i>Complimenter</i>,
-talte stetze franzøsch. Hand glædde sig wed min Helbred,
-hand war ræd, att Søen haffde <i>incommoderet</i> mig;
-ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis
-<i>accommoderis</i>. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende
-sagde: »<i>Monsieur</i> siger anderledis, men icke bedre«. »Io
-wißeligen«, <i>replicerte</i> hand, »I skal dertil bliffue wel <i>accommoderet</i>,
-I skal bliffue besøgt aff de allerfornemste aff
-Riget.« Ieg forstoed wel, huad hand dermed meente,
-men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes fornemme
-Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.«
-<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span>Der paa kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for<sup>te</sup>
-Sølff Senge-Potte (som <i>Cap. Alfeldt</i> med sig tog) fordrede.
-Ded Papir, <i>Cap. Alf.</i> der offuer haffde forseglet, war aff
-brut. <i>Gen. Majoren</i> wente sig med den til mig oc sagde:
-»Her haffuer I Eders <i>Iuëler</i>, Guld, Sølff oc Penge igien;
-<i>Cap. Alf.</i> haffuer forstaaet Vret, ded war ickun Breffue,
-hand war be<i>ordret</i> att afffordre, oc de erre alleeneste vdtagne
-oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I
-<i>disponere</i>, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte
-ieg); »saa er mig tilsted att sette miine Armbaand oc
-Ringe paa igien?«. »O <i>Iesus</i>« (sagde hand), »de erre
-io Eders, I haffuer der offuer att <i>disponere</i>«. Ieg satte
-Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg min Pige.
-Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict,
-men hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer
-aff Lystighed. I blant anden Tale sagde hand att haffue
-hafft den Ære att kiende tuende aff mine Sønner, huilcke
-hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem paa
-ded beste. Ieg <i>complimenterte</i> hannem, saa som der paa
-hørte, loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott
-Hierte. Hand gaff sig til allehaande Skiemt, særdelis med
-min Pige, syntis, att hun war smuck, vndrede for, att ieg
-torde holde saa smucke Piger; de holsteinske Fruer, naar
-de holte smucke Piger, war alleeneste for att sette Manden
-i <i>Humeur</i>; giorde der en lang <i>discours</i> om, huorledis
-de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til
-min Pige haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist
-maatte tale aff Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi
-til min Pige, men hun suarte icke ett Ord. Siden sagde
-mig Slozfogden, att hand, von <i>Anfeldt</i>, haffde i ded første
-bragt Kongen i den Troe, att min Pige war min Daatter,<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span>
-oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen effter
-lang <i>discours</i> tog <i>Gen. Majoren</i> Affskeed med den <i>Compliment</i>,
-att ieg icke wille lade mig forlenge, hand wille snart
-komme igien; spurte, huad hand Hands kl. Mt. skulle sige.
-Ieg bad, att hand paa beste Maade mig vdi Derris <span class="sic" title="[sic]">Majt. Maits.</span>
-Naade wille <i>recommendere</i>, ieg wiste icke meget att
-lade sige, eller huorom ieg skulle lade bede, ey widende,
-huad de med mig haffde i Sinde. Der Klocken war imod
-tre, kom <i>Gen. Maj.</i> von <i>Anfelt</i> igien, war meget latterfuld
-oc glad, bad om Forladelse, att hand saa lenge haffde
-werret borte. Ieg skulle icke lade mig Tiiden bliffue lang,
-ieg skulle snart komme vdi Roelighed; hand wiste wel, att
-ded Folck (i ded wiiste hand paa <i>Musquettererne</i>, som
-stoede langs paa begge Sider aff Skiibet) ware vstyrige
-oc <i>incommoderede</i>, oc att Roelighed tiente mig best. Ieg
-suarte der til, att ded Folck mig intet <i>incommoderte</i>, men
-att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom ieg 13 Dage
-vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort
-i siine <i>Complimenter</i> oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen,
-skulle hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte,
-»oc efftersom mig synnis« (sagde hand), »att I icke megen
-<i>Bagage</i> haffuer med Eder oc maaske icke nødwendige
-Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand behøffue«<a name="FNanker_38" id="FNanker_38" href="#Fodnote_38" class="fnanchor">[38]</a>.
-Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min,
-om hands Frue mig besøgte, men min <i>Bagage</i> war saa stoer,
-som mig end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i
-Fremtiiden noget behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for
-diß Omhue skulle bliffue forskaanet; ieg haffde icke den<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
-Ære att kiende hender, bad hannem dog att formelde
-hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande <i>discours</i>,
-om Birgitte <span class="sic" title="[sic]">Speckhans</span><a name="FNanker_39" id="FNanker_39" href="#Fodnote_39" class="fnanchor">[39]</a>, om adskillige Lappalia, Tiiden
-med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme,
-mindre att optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle
-føre mig fra Skiibet, huorfor hand med Høfflighed sagde:
-»Lyster Eder, <i>Madame</i>, att træde i denne Baad, som her
-ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster alt ded,
-ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. <i>Gen. Majoren</i>
-tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden;
-Oberste [Lütenant] Roßenkrantz, <i>Capitain Alfeldt</i>, Peter
-Dreyer oc min Pige ginge med i Baaden. Oc efftersom
-vtallige Folck sig haffde forsamlet ded Spetackel att ansee,
-ia en stoer Deel haffde sig paa Baade begiffuen for
-mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig, oc
-[der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart
-til den anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse
-att giffue, sagde hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da
-ingen, som gaff Glædis Tegn vden hand, huor for ieg suarte:
-»Den, sig glæder i Dag, kand icke were wiß paa, att
-hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten ded<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span>
-er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke
-tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«.
-Der wii komme lided bedre frem, saae ieg den bekiente
-v-dydige Birgitte Vlfelt, som sig glædde<a name="FNanker_40" id="FNanker_40" href="#Fodnote_40" class="fnanchor">[40]</a>. Hun haffde
-sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender saed en Karl
-til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden.
-Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen
-oc loe aff all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae
-lenge paa hender, skammede mig offuer henders V-forskammenhed
-oc offuer den Spott, hun giorde sig selffuer,
-ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris Bieffen,
-thi ieg actede begge lige meget<a name="FNanker_41" id="FNanker_41" href="#Fodnote_41" class="fnanchor">[41]</a>. <i>Gen. Majoren</i> holte
-mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi
-hand war ræd (som hand siden sagde), att ieg skulle<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
-styrte mig i Wanded (hand dømte mig effter sig selffuer;
-hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære, huilcket hands
-Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris
-Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc
-Santz. Hand wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis
-end som hand, huilcken mig gaff Styrcke oc Moed,
-i ded Sted att hands Aand, hand tiente, hannem i <span class="sic" title="[sic]">Fortuiffuelse</span>
-bortrycte<a name="FNanker_42" id="FNanker_42" href="#Fodnote_42" class="fnanchor">[42]</a><a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title=") tilføjet">)</a>. Der Baaden lagde an wed den liden
-Broe, som er wed Renteriet, steeg <i>Capitain Alfeldt</i> i
-Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen.
-Paa Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc
-Foedz, oc <i>Musquetterer</i> stoed paa begge Sider, huor ieg
-frem gick. Paa Slotz-Broen stoed Iockum Walburger,
-Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc efftersom Folcket
-haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil Kongens-Trappe,
-loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa
-den Wey, men wente sig knap oc sagde til <i>Alfelt</i>: »<span xml:lang="de" lang="de">Hir
-her</span>«, oc gick der med til ded Blaa-Taarns Dør, stoed en
-rom Tiid vdden for oc famlede med Nøglen, loed, som hand
-icke kunde lucke op, for att lade mig lenge were Folckis
-Spetackel<a name="FNanker_43" id="FNanker_43" href="#Fodnote_43" class="fnanchor">[43]</a>. Oc saa som mit Hierte war rettet til Gud,<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span>
-oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi
-midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der
-Styrcke, Krafft oc Redning, huilcken mig oc naadeligen
-bleff giffuen. (En Hendelse wil ieg ey lade v-melded
-forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til Himmelen opslog,
-fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem
-fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen
-effter lang Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren
-op, oc bleff ieg aff for<sup>te</sup> <i>Cap. Alfeldt</i> i Taarnet indleed<a name="FNanker_44" id="FNanker_44" href="#Fodnote_44" class="fnanchor">[44]</a>.
-Min Piige, som sig tilbød att følge, bleff aff <i>Gen. Maj.</i> von
-<i>Anfeldt</i> til raabt, att hun skulle bliffue tilbage. Slotzfogden
-gick op aff Trappen oc wiiste <i>Alfeldt</i> Weyen ind
-vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff
-den Mørcke Kircke. Der <i>quitterede Alfeldt</i> mig med en
-Suck oc liden <i>Reuerentz</i>. Ieg kand hannem ded med Skiel
-efftersige, att hands Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc
-att hand nødig den Befaling effterkom. Klocken slog
-halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør lucte. Ieg
-fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en Meßings-Liuße-Stage
-med ett brendende Liuß, en høy Stoel,
-toe smaa Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed
-med gamle haarde Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte.
-Paa alle Siider, huor ieg mig wente, møtte mig
-Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der haffde<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span>
-werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz
-hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene
-haffde giort. Lided effter, att Døren war luct, bleff den
-igien aabnet, oc kom ind til mig Greffue Christian Rantzow,
-<i>Premier Ministre</i>, Peter Retz, <i>Canzeler</i>, Christoffer
-von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da <i>Secreterer</i><a name="FNanker_45" id="FNanker_45" href="#Fodnote_45" class="fnanchor">[45]</a>,<span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span>
-huilcke mig alle med <i>Civilité</i> Haanden gaff. <i>Canzeler</i> holt
-Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min allernaadigste
-Herre oc Arffue Konning, lader Eder, <i>Madame</i>, sige,
-att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod
-Eder, som I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er
-for mig att beklage, att der skulle findis Aarsager; wil
-dog formode, att de icke erre saaledis, att Hs. kl. Majts.
-Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa Aarsagen att
-wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock
-faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til <i>Canzeler</i>,
-huorpaa Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg
-haffde nu sidste Reiße werret med min Mand i Franckeriige?
-Ieg suarte ia der til. For ded anded: Huad min
-Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand formedelst
-hands Suagheds Skyld <i>consulterde Medici</i>, om ded hannem
-war tienlig att bruge de warme Bad der i Landene<a name="FNanker_46" id="FNanker_46" href="#Fodnote_46" class="fnanchor">[46]</a>,<span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a></span>
-huilcket ingen hannem wille raade, hannem haffde oc fra
-raad en <i>Medicus</i> i Holland wed Naffn <i>Borri</i><a name="FNanker_47" id="FNanker_47" href="#Fodnote_47" class="fnanchor">[47]</a>, der hand
-hannem om hands Betenckende adspurte. For ded 3.:
-Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette
-suarte ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge
-att indfordre, huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig,
-oc wii hannem vdi hands Nød haffde forstract. For ded
-4.: Huem der war med mig i Engeland? Ieg Naffn gaff
-dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en Herremand
-wed Naffn <i>Cassetta</i><a name="FNanker_48" id="FNanker_48" href="#Fodnote_48" class="fnanchor">[48]</a>, min Piige, som med mig hidkom,
-en <i>Lacquei</i>, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz
-oc Herremandens Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte
-min Mand til Bryg? Ieg kunde ded icke egentlig sige,
-efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi ett Kammers<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span>
-<i xml:lang="fr" lang="fr">à part</i>, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed
-wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att
-aff dennem, ieg kiendte, kom meest til hannem tuende
-Brødre aff de <i>Arander</i><a name="FNanker_49" id="FNanker_49" href="#Fodnote_49" class="fnanchor">[49]</a>, for<sup>te</sup> <i>Cassetta</i> oc en Herremand,
-som heder <i>Ognati</i><a name="FNanker_50" id="FNanker_50" href="#Fodnote_50" class="fnanchor">[50]</a>. For ded 6. spurte Canzeler: Huem
-ieg heri Landed haffde med <i>corresponderet</i>? Huor til ieg
-suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til<a name="FNanker_51" id="FNanker_51" href="#Fodnote_51" class="fnanchor">[51]</a>, Olluff<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span>
-Brockenhuuß<a name="FNanker_52" id="FNanker_52" href="#Fodnote_52" class="fnanchor">[52]</a>, Frue Elße Paßberg<a name="FNanker_53" id="FNanker_53" href="#Fodnote_53" class="fnanchor">[53]</a> oc Frue Maria Vlfeldt<a name="FNanker_54" id="FNanker_54" href="#Fodnote_54" class="fnanchor">[54]</a>;
-ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om
-ieg haffde fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret?
-Huor til ieg suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand
-spurte widre: Om ieg haffde hafft fleere <i>Iuëler</i> med mig,
-end som de haffde seet? Ieg suarte att haffue hafft toe Rader
-smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med en Demant
-vdi, huilcket ieg en <i>Lutenant</i> i <i>Dovers</i> wed Naffn
-<i>Braten</i> (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow
-spurte: Huor meget de Perler wel kunde were wært?
-Ded kunde ieg icke <a class="SBScorr" name="SBS_8" id="SBS_8" title="SBS: engentlig">egentlig</a> sige. Hand meente, att vngefehr
-wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200 Rdr. eller lided
-meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget
-stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span>
-ieg saa ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia,
-<i>Madame</i>, Hands kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til;
-wil I bekiende Sandhed oc ded i Tiide, saa er der maaskee
-Naade att forwente. Haffde <i>Marichal de Birron</i> bekiendt
-Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt
-oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin
-Sandhed wille sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa,
-som ded gick<a name="FNanker_55" id="FNanker_55" href="#Fodnote_55" class="fnanchor">[55]</a>. Ieg haffuer laded mig sige for Sandhed,
-att Kongen aff Franckriige wille haffue giffuen hannem sin
-Forseelse effter, dersom hand den i Tiide haffde bekiendt;
-der for betencker Eder, <i>Madame</i>!« Ieg suarte: »Huad
-mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt
-er, ded skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.«
-Der paa bød G. Rantzow mig Haanden, oc ieg med faa
-Ord errindrede hannem mit Fengsels Haard[h]ed. G. Rantzow
-loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der effter
-gaffue de andre Haanden oc ginge bort<a name="FNanker_56" id="FNanker_56" href="#Fodnote_56" class="fnanchor">[56]</a>. Mit Fengsel
-war lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack
-hid oc did i Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck,
-en Sølff Pen, som giffuer Bleck fra sig, oc som med Bleck
-war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder.<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span>
-Dette war neppeste forrettet, der Døren atter
-bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens Hoffmesterinne,
-hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens
-Quinde, Abel Catharina<a name="FNanker_57" id="FNanker_57" href="#Fodnote_57" class="fnanchor">[57]</a>. Den sidste kiendte ieg.
-Hun oc Dronningens Kammer-Quinde haffde Klæder att
-bære, som bestoede vdi en lang Silcke stoppet Natkiortel,
-offuer dragen med <a class="SBScorr" name="SBS_A" id="SBS_A" title="SBS: burde have været 'Liifarffue'">liifarffue</a> Skillert oc huid Skillerts Vnderdret,
-et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings
-Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler,
-en Serck, ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme.
-De helßede mig icke. Abel Cath. holt Orded oc sagde:
-»Ded er Henders Majts. Dronningens Befaling, att wi skal
-klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal haffue diße
-igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span>
-mit Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange
-løße Demanter haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt
-i mit Hoffuit, om intet war stucken i Haaret; sagde til
-de andre: »Der er intet, wii haffuer icke Kammene behoff«.
-Abel <a class="SBScorr" name="SBS_9" id="SBS_9" title="SBS: Caht.">Cath.</a> begierte Armbaandene oc Ringene, som
-for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem
-aff oc flyde hender, saa nær som en liden Ring, mig
-gick paa ded yderste Leed aff min Liden-Finger, kunde
-werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad ieg om
-att maatte beholde. »<span xml:lang="de" lang="de">Nein</span>« (suarte Hoffmesterinnen),
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr sollet nichts behalten.</span>« Abel Cathr. sagde: »Ded
-er oß saa høyt forbøden att lade Eder ded allerringeste;
-ieg haffuer maat swære Dronningen paa min Siæl oc Salighed,
-att ieg skulle flittig søge oc icke lade Eder ded
-allerringste, men der for skal I icke miste ded; ded skal
-altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer,
-som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds
-Naffn!« suarte ieg. Hun drog mig alle mine Klæder aff.
-Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt <i>Ducater</i> vnder de
-brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke <i>Camisolle</i> ett lided
-Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper <i>Iacobusser</i>
-oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken
-aff, bad ieg den att beholde. Ney, soer hun wed
-sin Siæl ey att torde. Saa blottede de mig gandske, oc
-gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick, huilcken hun
-icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Wißet Ihr wol,
-was Euch befohlen ist?</span>« Derpaa søgte Abel Cathr. med
-sin Haand paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen,
-bii Gott! dar ist nichts.</span>« Ieg sagde: »I handler v-christeligen
-oc v-tilbørligen med mig.« Able Cathr. suarte:<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span>
-»Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att giøre, huad oß
-er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke effter anded,
-alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.«
-Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de
-mig bragte, igien i klæd haffde, kom Hoffmesterindens
-Dreng ind oc leete offuer alt med Able Cathr., fant oc
-alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede dennem alligewel,
-saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc
-nogle <i>Ducater</i>, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene
-Knæ; en Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den
-haffde ieg paa Skiibet bit vd aff Gullet oc kast Gullet i
-Stranden; Steenen haffde ieg da i Munden<a name="FNanker_58" id="FNanker_58" href="#Fodnote_58" class="fnanchor">[58]</a>. Hoffmesterinden
-war meget haard; de kunde icke leede hender wel
-nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller
-liide, ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig
-skade noget. Ieg suarte: »Mig skader alt for meget, men
-ellers kand ieg wel staa, naar fornøden giøris« (ded war
-ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel Plündrings <i>Ordre
-excequere</i>, hun haffde lenge fult henders sl. Mand, Obr.
-Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med
-Fliid haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden
-en Tafftis Kappe til Hoffueded med sig oc ginge bort.
-Oc kom Slotzfogden strax ind med sin Hatt paa oc sagde:
-»<span xml:lang="de" lang="de"><i>Leonora</i>, <span class="sic" title="[sic]">warumb</span> habet Ihr Ewre Sachen versteckt?</span>«<span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span>
-Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet den
-<i>Resolution</i> icke att suare hannem, i huad hand oc kunde
-sige; hands <i>Qualiteter</i> ware mig bekiente, ieg wiste, att
-hand mesterligen en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene
-paa den Maade, hannem syntist, de gierne hørtist,
-de betrengte til Skade. Hand spurte atter igien med de
-samme Ord, tilføyende alleene ded: »<span xml:lang="de" lang="de">Hört Ihr nicht?</span>«
-Ieg saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract
-mig intet irre. Der effter bleff Borded tecket, oc 4
-Retter Maed indborren, men hoes mig war ingen <i>Apetit</i>,
-ihuor wel ieg lided eller intet den Dag haffde nøt. En
-Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind
-wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen
-wære befalet den Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden
-skemtede meget med forneffnte Maren oc war saare glad,
-hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen, der Klocken
-gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre
-for Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen.
-Der Maren saae sig eene hoeß mig, beklagede hun min
-Tilstand, berettede mig oc, att mange, som hun Naffn
-gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte) med Weemodighed
-oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis
-H. Hendrick Bielckis Frue<a name="FNanker_59" id="FNanker_59" href="#Fodnote_59" class="fnanchor">[59]</a>, som haffde daanet aff
-Graad. Ieg sagde: »De gott Folck haffuer seet mig vdi
-Welstanden; er icke Vnder, att de Lyckens V-bestandighed
-begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra Vlycke
-wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet.<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span>
-Ieg trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed,
-wiste mig slet intet ont paa att staa, spurte, huem
-hun war, oc huem hun tiente. Hun sagde at tienne i
-Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring att
-haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede
-Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen
-kunde ingen faa, som eene sig torde vnderstaa
-hoeß mig att were, thi ieg war holt for ond; der sagdis
-oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste tilkommende Ting.
-Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom, troer
-ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde
-ieg kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded
-wel kunde wide oc sig alligeuel ey derfor kunde wocte.
-Hun sagde ydermere, att Dronningen selffuer med hender
-haffde talt oc saaledis sagt: »<span xml:lang="de" lang="de">Du solst diese Na[c]ht bey
-<i>Leonora</i> seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu
-nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu
-gefangen vnd hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt,
-so gebe ich dir Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das
-sie bluten kan.</span>« Maren sagde widre: »Dronningen wed
-wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer werret forstyrret,
-der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«; fløy i
-ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc <i>caresserte</i>
-mig paa henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit
-Hierte, slaa mig! Ieg skal«, soer hun, »icke slaa igien.«
-Ieg vntsætte mig noget, fryctede Galskaben at komme.
-Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op aff
-Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue
-gaaet i Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span>
-hun mig ynte, oc huorledis Iomfrue <i>Carisius</i><a name="FNanker_60" id="FNanker_60" href="#Fodnote_60" class="fnanchor">[60]</a>, som hoeß
-hender stoed vdi Winduet, mig roste oc tillige ynckede,
-ynsket noget til min Frelßning att kunde formaa, med
-mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den v-sædwanlige
-<i>Caresse</i>, efftersom Tiiden ded ey anded wille,
-smilte<a name="FNanker_61" id="FNanker_61" href="#Fodnote_61" class="fnanchor">[61]</a> oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att
-byde den Huck, som loed see saa stoer <i>Affection</i>, som hun
-giorde, i Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg
-kunde icke wiide, huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen
-i den Tancke att slaa, der ieg dog aldrig nogen aff
-mine Kammer-Piiger haffde giffuen en Ørfigen; ieg tackede
-hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att allting
-skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille
-holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg
-intet v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag
-befale, hand reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa,
-om ey strax, saa skeede ded dog, der war ieg wiß paa.
-Maren begynte om adskilligt att tale, iblant anded om
-min Søster Elisabet Augusta<a name="FNanker_62" id="FNanker_62" href="#Fodnote_62" class="fnanchor">[62]</a>, huor hun haffde sit i sit
-Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom
-ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men
-war ieg v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span>
-der til, suarte oc intet til megen anden Snack, hun
-haffde. Hun begynte att fortelle om <a class="SBScorr" name="SBS_10" id="SBS_10" title="SBS: siine">siin</a> egen Forfølgelse,
-som hun giorde flux witløfftig med andre <i>Historier</i> der vdi
-att flicke, saa att den <i>discours</i> mig (vdi da werende Tilstand)
-war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc
-aff Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde
-soffue, bød hender Goede Natt. Mine Tancker forhindrede
-Søffnen att komme. Ieg betenckte min nærwærende Tilstand,
-kunde mig ingenlunde der vdi finde eller Aarsagen
-til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke,
-att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis,
-efftersom ieg saa spotteligen medhandledis. Der ieg lenge
-haffde ligget omwent til Weggen, wente ieg mig til Gulffuet
-oc bleff war, att Maren græd saa himmeligen for sig
-selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen til henders
-Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte
-hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe
-Tancker. Hinder rant i Sinde att haffue saa meget hørt
-tale om Frøcken <i>Leonora</i> oc henders Herlighed <i>etc.</i>, huor
-høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste hender etc.,
-oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel,
-huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der
-war saadan Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker
-der med, som ickun gick ind oc strax vd igien, end sige
-de, der skulle bliffue der inde. Ieg meente, att maaskee
-ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes mig i
-ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg
-hender trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß
-mig, endtil en anden der til bleff <i>ordineret</i>, effterdi
-hun war i anden Tienneste; men ieg for min Persohn<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span>
-tenckte nu icke paa forrige Tiider, nerwærende gaffue mig
-nock att tage ware; wille ieg forbigaaende Tiider ihuekomme,
-saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere,
-Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige
-Tilfelle errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt
-offuergick, oc huis Vlycke endoc haffde werret større, end
-som min nu war; thi de ware faldne vdi Tyranners Hender,
-som dennem v-menniskeligen tracterede, men denne
-Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre,
-hand kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig
-att betencke, mine V-wenner gaffue hannem nu icke der
-til Stunder. Der ieg ded sagde, græd hun meere en[d]
-som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig (som hun
-mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke
-wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer
-min sl. Herre<a name="FNanker_63" id="FNanker_63" href="#Fodnote_63" class="fnanchor">[63]</a>, huilcken hun fryctede oc mig att skulle
-offuergaa, oc græd hun saa meget diß meere, fordi ieg
-troede Kongen saa wel. Den Natt snackede wii saa bort.</p>
-
-<p>Den 9. <i>Augusti</i> om Morgenen, der Klocken war 6,
-kom Slozfogden ind, bød Goed Morgen oc spurte, om wii
-wille haffue Brendewiin. Ieg suarte intet. Hand spurte
-Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded, gick
-til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede:
-ded war den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden
-snackede med Maren, war meget glad tiilig paa
-Dagen, fortelte sine Drømme, som hand vden Tuiffl sig
-<i>finguerte</i> for att haffue noget att sige. Hand sagde hender<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a></span>
-himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc befoel
-hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd.
-Hand sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil
-hun kom igien, huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange
-til mig oc spurte: Om ieg noget begierte? Om ieg haffde
-soffuet? Om Maren haffde wel waaget? Men hand fick
-ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang. Hand
-gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte
-snart paa en, snart paa en anden, som hand dog wel
-wiste icke ware tilstede. Der war paa de Tiider en wed
-Naffn Ion, som bar Madden med Raßmus Taaren-Giemmer,
-den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi en
-Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste
-hand kunde, suarte sig selffuer oc sagde: <span class="corr" title="var: «">»</span><span xml:lang="nds" lang="nds">Far, he iß dar
-nicht, he iß, som Gott! dar nicht</span>«; skaagger loe aff sig
-selffuer, tog saa paa att raabe igien, enten paa Ion eller
-paa Raßmus, saa mig syntist, att hand haffde smagt
-Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde,
-att der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle
-løße hender aff. Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med
-Maren, gick hand vd oc lucte Dørene. Maren fortelte
-mig, huorledis Dronningen haffde laded hender for sig fordre
-oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att
-hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte
-intet. Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget.
-Maren suarte: »Io wist, hun grædder for sig himmelig.«
-»Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt, att I icke
-græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu
-nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de
-toe Quinder, som skulle tage ware paa mig, war Kongens<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span>
-Skomagers Quinde, en tydsk oc meget wel lied aff Dronningen.
-Hendis Majt. haffde brugt hender Vldrich Christian
-Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom,
-aff huilcken hand døde, att betienne<a name="FNanker_64" id="FNanker_64" href="#Fodnote_64" class="fnanchor">[64]</a>, oc galt samme
-Quindis Ord meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste
-Maren icke, huem skulle were, men for<sup>te</sup> haffde talt med
-Dron. vdi Marens Nærwærelse oc sagt sig icke eene hoeß
-mig att torde were. Quinderne komme icke førend om
-Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc
-lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager
-Quinden wed Naffn Anna, som i gemeen altiid wille haffue
-Orded. Den anden war Kongens Sadel-Knechtis Quinde
-wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter Helßen
-sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware
-befalet en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig
-att opwarte. »Vdi Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som
-war meget beschæfftig, spurte mig oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wil de Frue
-ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil ick bii
-de Königinne darumb anholden</span>«. Ieg tackede hender oc
-sagde, att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis,
-som: tuende Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff
-huit-noppet Tøy, min Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine
-Kamme oc for alting min Been-Balsam-Byße, huilcken
-ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med forderligste att
-forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc ded
-anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf.,
-der Klocken war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen,<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span>
-som sagdis att were bortkommen, vdi huis Sted mig en
-Blick-Buddicke med heel slet Slag-Balsam igien bleff giffuen.
-Der Afften Maaltiid skulle holdis, deckede Cathrina
-paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att æde,
-begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom.
-Slozfogden satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc
-tiente dennem i Steden for Spillemand, saa att man ey
-skulle haffue sagt, att de ware vdi Græde-Huuß, men wel
-vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens Styrcke
-oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud
-bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war
-Sladder oc Latter træt, bød hand Goede Natt effter 10
-Slet, sagde til Quinderne, dersom de wille noget, skulle
-de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der
-hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde
-Cathrina min Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig,
-der aff læste ieg Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem,
-lagde mig oc bød dennem Goede Natt. De lagde
-sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed. Ieg
-soff da oc da, stackede Søffne tillige.</p>
-
-<p>Den 10. <i>Aug.</i> Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden
-op, huor vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen
-effter hannem lengtist, vdi Synderlighed Cathrina,
-som er en fyllig Quinde; hun kunde den indklemte Lufft
-icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der Slozf.
-dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde,
-om de endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde
-klaget, bød hand dennem Brendewin, huor imod de toge
-med begge Hænder. Der Klocken war 7, begierte de att
-gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de Dronningen<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span>
-først en <i>Relation</i> om, huis den halffue Dag oc Natt war
-paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick
-mod 9, satte hand en Stoel ind foruden noget att sige.
-Ieg merckte der paa, att der wille komme Besøgelse, oc
-skeede lige saa, att lided der effter kom ind til mig Greff
-Rantzow, <i>Premier Ministre</i>, Cantzeler H. Peter Retz, Rentemester
-Christoffer Gabel oc <i>Secreterer</i> Erick Krag, huilcke
-effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som
-Papir, Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded.
-G. Rantzow huißkede til Cantzeler noget lided.
-Cantzeler begynte der paa sin Tale saaledis som første
-Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage til ded, hand
-imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand widre)
-»<i>susspition</i> til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.«
-Ieg spurte, huor vdi den <i>susspition</i> bestoed. Cantzeler
-sagde: »Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre
-Dannemarckis Riige til«<a name="FNanker_65" id="FNanker_65" href="#Fodnote_65" class="fnanchor">[65]</a>. Ieg spurte, om Dannemarckis
-Riige hørte min Mand til, att hand ded kunde vdbyde,
-oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort oc
-sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide,
-att hand haffuer werret <i>æstimeret</i> for en Mand aff Forstand,
-oc ieg kand forsickre Eder, att der ieg skiltist fra
-hannem, da haffde hand endnu sin fulle Fornufft. Nu er
-let att tencke, att ingen forstandig Mand ded skulle vdbyde,
-som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade
-for. Hand er io vdi ingen <i>Charge</i>, haffuer ingen Myndighed
-eller Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan
-Tilbud att giøre, oc huad for en Herre skulle wille<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span>
-tage der imod?« G. Rantzow sagde: »Ded er dog saa,
-<i>Madame</i>; hand haffuer tilbøded Dannemarck en fremmet
-<i>Potentat</i>, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were
-mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde
-G. Ranz., »Eders Mand haffde ingen Ting skiult for Eder,
-derfor wed I ded wel«. Ieg suarte: »Ded er wist, att
-min Mand icke skulle skiyffle noget for mig, som oß
-begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage
-wed kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte,
-duulte hand icke for mig, saa att ieg er forsickret,
-att dersom hand haffde hafft noget dißlige for, att hand
-ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc ieg kand ded
-med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom
-er bewist.« G. Rantzow sagde: »<i>Madame</i>, bekiender ded,
-imens Kongen Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste
-ieg ded, da skulle ieg ded gierne sige, men saa sant som
-Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc saa sant kand ieg
-oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue werret saa
-daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til
-att drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue,
-ieg wille nødig haffue mig den Reiße paataget, en stoer
-Deel aff den Aarsage, att ieg saae, hand war saa meget
-suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en Trappe
-op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin
-Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff
-<i>Travaille</i>? Ieg kand med Sandhed sige, att hand icke er
-8 Dage tillige frii foruden Anstød, sær aff ett Tilfald, sær
-aff ett anded.« G. Rantzow huißkede atter til Cantzeler,
-oc sagde Canzelern widre: »<i>Madame</i>, siger med goede,
-huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i<span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span>
-denne Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs.
-kongl. Majt. er en <i>absolut</i> Herre, hand er icke bunden
-til Lowen, hand kand giøre, huad hand wil; siger
-ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl. Majt.
-er en <i>absolut</i> Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig
-oc Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet
-anded end ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare.
-See, her er ieg! I kand giøre wed mig, huad I
-wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke sige.« G. Rantzow
-begynte atter att komme frem med <i>Marichal de Birron</i>
-oc giorde der aff en lang <i>dicente</i>. Huor til ieg endeligen
-suarte, att <i>Marichal de Birron</i> kom mig intet wed, ieg
-haffde der til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag
-kom intet her wed. G. Rantzov spurte mig, huor for ieg
-icke haffde sagt, der ieg bleff adspurt, huem ieg her vdi
-Riget med haffde <i>corresponderet</i>, att ieg haffde skreffuen
-hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg, att
-ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa
-ieg icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde
-alleeneste om de andre, huorom de maaskee icke wiste.
-G. Rantzow huißkede atter til Canzeler, oc sagde Canzeler:
-»I haffuer skreffuen i ett Breff til F. Elße Paßberg
-om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til
-G. Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis
-ded war), »huad meente I dermed, <i>Madame</i>?« Ieg
-suarte ey att kunde mindis, huad hendis Breffue mig haffde
-giffuen for Aarsage att suare til; »ded, som staar for
-eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige min Meening;
-maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock
-vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span>
-suare til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow
-adspurte mig, huem aff fremmede <i>Ministri</i> hoeß min
-Herre i Bryg haffde werret. Ingen (suarte ieg), som mig
-witterlig war. Hand spurte widre, om ingen holsteinske
-Herremend hoeß hannem haffde werret. <i>Resp.</i> »Icke mig
-witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi
-<span class="sic" title="[sic]">Tydßland</span>, fra Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein,
-spurte særdelis om en huer, om icke nogen aff derris <i>Ministri</i>
-hoeß min Mand haffde werret. Ieg gaff samme Suar
-som før til huert ett Spørßmaal <i xml:lang="fr" lang="fr">à part</i>, att icke war mig
-witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret.
-Der effter sagde hand: »Nu, <i>Madame</i>, bekiender! ieg beder
-Eder; tencker paa <i>Marichal de Biron</i>! Eder bedis icke
-meere.« Ieg war noget kied aff att høre <i>Biron</i> tiire, huorfor
-ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg kümrer mig intet om
-<i>Mar. de Bir.</i>; ieg kand icke sige ded, ieg ingen Skiæl
-wed til.« <i>Secreterer</i> Krag haffde skreffuen noget hastig,
-som ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle
-oplæße, huad hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene
-sig icke paa Spørßmaalene; en Deel war maaskee formedelst
-Hastighed forseet, oc maaskee en Deel aff <i>Malice</i>,
-thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg <i>protesterte</i> der
-paa, der hand <i>Protocollet</i> oplæste. Canzeler sandede med
-mig i alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien.
-Der paa stoede de op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem,
-att de Hs. kl. Mt. wille bede, att Hs. Mt. mig en naadig
-Herre wille wære oc icke troe, huis hannem om min
-Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig
-skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands
-Plict. »Ia,« suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, <i>Madame</i>,<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span>
-oc sige os, huem der er i dette Werck, oc huorledis
-ded sidder tilsammen, saa kunde I maaskee faa en
-naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende
-Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige,
-mindre om nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter
-att haffue nesten tre Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom
-Slozf. ind med Quinderne. Der bleff decket, oc Maed
-indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier.
-Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand
-icke werret lystig før, da war hand da, fortelte den eene
-skiiden Snack effter den anden. Der de ware mætte aff
-Maed oc trætte aff Snack, gick hand bort oc lucte; kom
-effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen oc
-lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de
-komme igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi
-midler Tiid Quinderne ware eene hoeß mig, bleff intet talt
-om anded, end Anna fortaalte Cathrina hendis vdstandene
-Sorrig med henders første Mand. Ieg loed da, som ieg soff,
-liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene hoeß mig, saa
-hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne. Afftens-Maaltiid
-war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde
-dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden
-Gifft, huorledis hand beilede foruden att wide til huem,
-wiste ded ey heller, føre end hand la Orded skulle hente.
-Den Fortelling war saa potzerlig som witløfftig, ieg <i>observerte</i>
-ded, att den warede 5 Quarter. Der hand haffde
-bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min Seng, begynte
-att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en gruelig
-Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen
-oc ded gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte:<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span>
-»Gudske Loff, Kongen, Dronningen oc all Herskabet
-leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded war icke Forrædernis
-Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig
-aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand
-ded Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk
-oc altiid grundede, kunde icke troe ded; omsider, der hand
-war fuldkommen wiß der paa, saa sagde hand Dronningen
-ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet, som I wed.«
-Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna
-suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig,
-att ingen engang maa spørge derom, fra huem ded er
-kommen.« Ieg kunde icke lade io ett Ord dertil att
-suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man icke
-kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att
-ingen den Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde:
-»Skulle ded oc wel were sandt?« »Huad er ded, I siger?«
-suarte Anna; »skulle Kongen giøre ded, hand giør, vden
-hand war wiß paa, ded war sant?<a name="FNanker_66" id="FNanker_66" href="#Fodnote_66" class="fnanchor">[66]</a> Hui snacker I saa?«
-Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage
-nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget
-dertil suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde
-seet, som den Snack giorde bewiißlig, derfor meente ieg,
-att mig war tilsted icke att troe den, indtil ieg saae wisse
-<a class="SBScorr" name="SBS_11" id="SBS_11" title="SBS: Teng">Tegn</a> dertil. Anna bleff wed hendis <i>Propos</i>, vndrede sig,
-att der kunde were saadanne forbandede Mennisker til,<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span>
-der wille <span class="sic" title="[sic]">myre</span> den goede Konge, giorde ded saa witløfftig.
-Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid
-paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op,
-efftersom hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff
-mig bleff <i>interromperet</i>. Ieg stoed op oc begierte att haffue
-min Seng reed, huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna
-saae til Liußet om Natten, thi hun war aarwaagner end
-Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig
-Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße,
-Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris
-Mangfoldighed <a class="SBScorr" name="SBS_12" id="SBS_12" title="SBS: ware">war</a> stoer. Sult giorde dennem dristig, de
-aade aff Liußet, som ded stoed oc brente. Cathrina bleff
-oc samme Natt heel ille til Paß, saa att ded oc min Søffn
-forhindrede. Den 11. <i>Augusti</i> om Morgenen tilig kom
-Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins <i>Complimenter</i>,
-ihuor wel de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. <i>Cathr.</i>
-beklagede sig høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att
-kunde were; naar hun kom ind aff Døren, war ded, lige
-som hun skulle quælis; skulle hun endeligen were der inde
-i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar hender død
-der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne
-ginge bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig
-fra <i>Gen. Major</i> von Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille
-were »<span xml:lang="nds" lang="nds">gutes <a class="SBScorr" name="SBS_13" id="SBS_13" title="SBS: Muhts">Muths</a>, es würde nu bald gutt.</span>« Ieg suarte
-intet. Hand spurte, huorledis ded war fat, om ieg haffde
-soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke meget.«
-Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig
-atter selff: »Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der
-paa gick hand oc nynnet noget for sig op oc needer paa
-Gulffuet, kom der effter for min Seng oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">O der<span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span>
-liebe <span class="sic" title="[sic]">Köning</span>, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch
-zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel
-von Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein
-schwaches Werckzeug. Die arme Weibes-Bilder seind
-bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was,
-wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne, eß
-ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße;
-ich weiß, wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte
-selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne
-schreiben vnd Ihr die Sache auß dem Grunde berichten
-vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch
-Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff
-meine Seele! nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo
-ich darein sehen wil; vnd auff daß Ihrs solt gewiße seyn,
-so wil ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versieglen.
-Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?</span>« Efftersom
-ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min
-Haand oc rusket noget hart wed den oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Höret
-Ihr nicht? Schlaffet Ihr?</span>« Ieg <span class="sic" title="[sic]">høte</span> oc slog op med Haanden,
-haffde gierne giffuet hannem ett Slag i Næßen, kaste
-mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att hands
-Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer
-offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden
-diße: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia! Ihr wollet nicht reden</span>.« Saa murmelde
-hand noget imellem Tenderne: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr wollet nicht antworten;
-nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott! Du
-skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum</span>«. Ded holte hand
-saa immer fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc
-huißkede noget til hannem, saa hand gick vd. Mig syntist,
-att der war en, som med hannem talte, oc som ieg<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span>
-kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem,
-om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand
-suarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Nein, es ist nicht nöthig; sie wil nicht.</span>« Den
-anden sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Sachte, sachte!</span>« Slozf. kunde icke wel
-tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Sie kand das
-nicht hören, sie liegt im Bette.</span>« Der hand kom ind igien,
-murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa,
-att ieg icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen
-war icke saa ond, som ieg tenckte; gick saa oc
-smaa-snacket; lengtist flux effter Quindernis Komme,
-giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter dennem.
-Omsider kom <span class="sic" title="[sic]">Raßmuß</span> oc berettet, att nu gick de
-op aff Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad
-en Tiime, førend de kom ind til mig oc forløste hannem.
-Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff holden (thi min
-Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war
-Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede
-dog om adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand
-war Forerer, war paßeret; <i>retirerte</i> sig oc snarere, en[d] hand
-war want att giøre. Quinderne, som igien bleffue, snackede
-om adskillige <i>indifferente</i> Sager, huortil ieg oc stønnem
-sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn spurte.
-Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att
-Dagen dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem
-vdlucte. Hand haffde tagen en Bog med sig, vdi <span class="sic" title="[sic]">huilken</span>
-hand temmelig sagte <a class="SBScorr" name="SBS_14" id="SBS_14" title="SBS: vdi "></a>læste, imidlertiid hand Wacten hoes
-mig haffde. Ieg war meget gierne der med tilfritz att
-haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid begynte
-Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att
-der war ført en Fange hid, som war en Fransos, hand<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span>
-mintist icke ret hands Naffn; saed oc tygget paa Naffnet,
-ligesom hand icke kunde komme derpaa: Karl eller <i>Char</i>,
-hand wiste icke, huad hand hede, men hand haffde før
-werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded
-war for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som
-skulle siunge op, dog wiste hand icke til wiße, om hand
-war her eller icke (der war alldelis intet om). Hand sagde
-ded alleeneste for att komme mig til att spørge eller fornemme,
-om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem
-vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte,
-gaff Anna sig i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte
-endeligen mig ad, om wii haffde en Fransos vdi worris
-Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde fleere end en. Hun
-spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl oc
-haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte
-ieg), »en Franzos, som heder <i>Charle</i>, hand haffuer tient
-oß lenge«.<a name="FNanker_67" id="FNanker_67" href="#Fodnote_67" class="fnanchor">[67]</a> »Ia, ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer
-ieg icke, att hand end er her ankommen, men de søger
-effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed att finde;
-hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente,
-att hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun:
-»Den Karel wed meget, dersom de haffde hannem.« Ieg
-suarte: »Da war ded att ynske, att de haffde hannem
-for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam, att ieg
-mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap
-hun den Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta,<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
-att hun gick hender huer Dag forbi; hun stoed i henders
-Dør eller saed i Biislaget, hun helste hender, men aldrig
-spurte med ett Ord om sin Søster, der hun dog wiste, att
-hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster
-icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand
-icke see« (sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg
-war vdi Meening, att ded minste, man sig kunde bedrøffue,
-war ded beste. Siden bleff om anded Lapperi talt, oc
-besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede mig
-vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.</p>
-
-<p>Den 12. <i>Augusti</i> gick forbi, foruden att noget synderligt
-paßerte, anded end att Anna mig wille bedrøffue
-med ded, hun sagde, att nest op til bleff ett Kammers
-giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de wentede wist
-nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere arbeide.
-Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt
-mig vdi Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for
-ded goede, ieg hender haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen
-Tiid att haffue seet hender. Hun sagde vdi Princeße
-<i>Magdalenæ Sybillæ</i><a name="FNanker_68" id="FNanker_68" href="#Fodnote_68" class="fnanchor">[68]</a> Fadburstue att haffue tient, oc der
-ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa Slottet,
-haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge
-foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun
-nu tacknemmeligen ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed
-oc Tacknemmelighed. Anna war med den Tale icke
-tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men
-<i>Cathrina</i> suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun<span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"> </a></span>
-haffde vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed
-<i>Humeur</i>, saa att huercken til Middag eller til Afften nogen
-skiiden <i>Historie</i> forrefalt.</p>
-
-<p>Den 13. <i>Augusti</i>, effter att Quinderne haffde werret i
-Byen oc ware igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc
-huißkede noget til dennem. Der effter bar hand endnu en
-liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff, att en meere end
-som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til
-mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz,
-Rentemester Gabel oc <i>Secreterer</i> Krag. De helste mig
-alle høffligen, de 4 satte sig paa lawe Stoele for min
-Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed Borded. Canzeler
-holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min
-allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, <i>Madame</i>,
-wide, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded,
-hand giør imod Eder, oc att hand haffuer <i>susspition</i> paa
-Eders Persohn, att I skulle were en Medwidre vdi Eders
-Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl. Mt. wel
-haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som
-der vdi war <i>interesseret</i>, oc huorledis ded sig ret med den Sag
-haffde.« Der <i>Canzeler</i> ophørte att tale, suarte ieg, att ieg
-icke wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre
-<i>suspect</i>, oc raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen
-Forræderi war witterlig, huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue.
-G. Rantzow sagde: »Eders Mand haffuer icke
-duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg suarte:
-»Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg
-wist, hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed
-Samwittighed suære for Gud i Himmelen, att ieg aldrig
-hørte hannem tale om noget sligt. Ia, ieg kand sige, att<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span>
-hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded ieg hørte,
-huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands
-Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler
-bøyede Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede
-lenge med huer andre. Endeligen spurte Canzeler
-mig ad, om min Mand fantist skyllig, om ieg da wille
-wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett besynderligt
-Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde:
-»Maa ieg faa att wiide, paa huad <i>Fundament</i> hand beskyllis,
-saa wil ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt
-er, oc saa meget ieg kand«. <i>Canzeler</i> sagde: »Betencker
-Eder wel, om I wil!« Ieg suarte som før, att ieg
-wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt war, om
-ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow
-huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind
-igien. Lided der effter kom en aff <i>Canceliet</i> ind (som ieg
-ey kiender), haffuende stoere Papirer i Hænderne. G.
-Rantzov oc Canzeler huißkedis atter igien. Der paa sagde
-<i>Canzeler</i>: »Her er nu icke widre att giøre end lade Eder
-wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands
-Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene
-indkom, att oplæße. Bleff saa først ett Papir oplæst vdi
-den Meening, att Corfitz, fordum Greffue aff Vlfelt, haffde
-tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis Rige oc sagt for
-samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde til
-sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme
-Herre Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett
-Papir oplæst, som Geistlighedens Forsuar skulle were,
-huor vdi de <i>protesterede</i>, att Corfitz G. aff Vlfelt aldrig<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span>
-nogen <i>Communication</i> med nogen aff dennem hafft haffde,
-anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde erwiist Geistlighedens
-Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff
-hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris
-Troskab oc Vnderdanighed <i>etc.</i> Der effter bleff ett Papir
-oplæst, aff Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen,
-fast aff samme Indhold, att de med G. Corfitz Vlfelt ingen
-<i>Correspondentz</i> haffde hafft oc vdi lige Maader Hs. kl.
-Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede. Der paa
-fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken
-v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war
-mig saa v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc
-for Gud oc alle Ret ælskende Mennisker v-forsuarligen.
-Der war ey <i>Documenter</i> indført, paa huilcke Dommen war
-affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc Giensuar, der war
-ey anden <i>Fundament</i> end blotte Ord: att hand war befunden
-en <i>criminel</i> att were, hand haffde tilbøden en fremmet
-Herre <span class="sic" title="[sic]">Dannemarkis</span> Crone oc giort hannem wiiß, att
-hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, huilcke
-ded med derris vnderskreffne <i>Protesstationer</i> anderledis
-haffde bewiist, huor for hand som en <i>criminel</i> dømmis.
-Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war oplæst,
-bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen.
-Et huert Menniske kand let betencke, huorledis mit
-Hierte war til Moede, men faa eller ingen kand begriibe,
-att ded muligt war, ieg icke aff den v-formodentlige
-Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz betogis.
-Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre.
-Saa oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
-gaaen<a name="FNanker_69" id="FNanker_69" href="#Fodnote_69" class="fnanchor">[69]</a>, vdi huilcken de Corfitz forbandede, bade Gud,
-att hands graa Haar icke med Fred vdi Graffuen skulle
-komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de v-retferdige
-derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret
-ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens
-Suck oc weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede
-Dag skulle leffue, bad dennem for Iesu Retferdigheds Skyld,
-att ieg maatte see, huor paa den haarde Dom war <i>funderet</i>.
-G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke, <i>Madame</i>,
-att der erre <i>Documenter</i>, huor effter wii erre gaaen;
-der sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre
-ded!« (sagde ieg). »Maatte ieg faa de <i>Documenter</i> att
-see, der beder ieg om for Guds Skyld. <i xml:lang="fr" lang="fr">Les apparences
-sont bien souuant trompeuses.</i> Huad maatte min Mand icke
-liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange <i>Arrest</i>, fordi
-de <i>susspicerede</i>, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck
-oc Hands Mts. <i>Ministri</i> haffde <i>corresponderet</i>! Nu
-wed ded ingen bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer,
-huor v-skyllig hand derfor liide, saa kand dette oc til
-Syne were troelig oc dog icke sig saaledis i Sandhed befinde.
-Maatte ieg faa de <i>Documenter</i> att see?« Der bleff
-intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded
-mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span>
-gaar med Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck
-paatage oc lade sig fra sin Plict forleede, der hand ded
-icke giorde, den Tiid hand til ingen Herre war <i>obligeret</i>,
-oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff Holstein
-bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre
-vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded
-oc sagde: »De Breffue fant wii icke.« »Io Mend!«
-(suarte ieg) »de ware der iblant, der er ieg wiß paa«.
-Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue giort en
-fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc
-Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae
-dog ingen egen Profit, men vdsatte sin egen Formue
-Hands kl. Mts. Crøning hastig att fortsette, paa ded ingen
-Hindring skulle imellem komme<a name="FNanker_70" id="FNanker_70" href="#Fodnote_70" class="fnanchor">[70]</a>. Ded er nu hands Løn!
-I goede Herrer, speiler Eder nu paa mig, som haffuer før
-seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog Medlidenhed med
-mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa
-streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester <i>movertis</i>
-der wed, saa att Taarene dennem kom vdi Øynene. G.
-Rantzow sagde til Feldtherren oc til Canzeler: »Mig synnis,<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span>
-att ded er 14 Dage siden, att Dommen bleff <i>publiceret</i>.«
-Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden<a name="FNanker_71" id="FNanker_71" href="#Fodnote_71" class="fnanchor">[71]</a>.« Ieg
-sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc
-nu spørgis mig effter Kundskab i Sagen! O, betencker
-ded for Guds Skyld, oc att ingen paa min Mands Wegne
-haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow spurte, om
-ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale
-paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att
-ded, ieg siger, maa <i>considereris</i>, oc ieg maa haffue <a class="SBScorr" name="SBS_15" id="SBS_15" title="SBS: der">den</a>
-Fornøyelse att see de <i>Documenter</i>, huor paa Dommen er
-affsagt.« G. Rantzow suarte som før, att der ware <i>Documenter</i>,
-oc att der saed aff mine Wenner i Raaded, føyede
-ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en
-haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde
-ieg icke sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne <i>absolute</i>
-Regieringer tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder:
-Skriff vnder, Kongen wil ded saa haffue, oc spør icke
-huor for, ellers est du vdi lige Fordømmelse<a name="FNanker_72" id="FNanker_72" href="#Fodnote_72" class="fnanchor">[72]</a>. Ieg taw
-oc begræd min Vlycke, som war <span class="sic" title="[sic]"><i><span xml:lang="fr" lang="fr">iremediable</span></i></span>. Der Krag
-<i>Protocollet</i> oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg bleff
-tilspurt, om ieg vdi min <span class="sic" title="[sic]">Mands-Dom</span> deelactig wille were,
-haffde ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg
-spurte: »Huordant war ded?« Strax suarte <i>Canzeler</i>: »Ney,<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span>
-hun sagde icke saa, men hun begierte att wide henders
-Mands Beskyllinger.« Ieg <i>repeterte</i> mine Ord igien<a name="FNanker_73" id="FNanker_73" href="#Fodnote_73" class="fnanchor">[73]</a>, wed
-dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en stoer
-Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed
-for meget <i>Affecterne</i> kiige oc wille gierne haffue giort ont
-wærre. Hand er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder.
-Gud ryckte hannem hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede
-hannem til Doms foruden Warsel. Oc G. Rantzow,
-som war Hoffuit Mand oc <i>Inventor</i> aff den v-lowlig oc
-vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke
-den Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att <i><a class="SBScorr" name="SBS_17" id="SBS_17" title="SBS: excequere">excequeris</a></i><a name="FNanker_74" id="FNanker_74" href="#Fodnote_74" class="fnanchor">[74]</a>.
-&mdash; Der dette war forrettet, stoede de op oc gaffue
-mig Haand. Denne haarde Besøgelse warede offuer 4
-Tiimer. De ginge bort, effterladende mig vdi Suck, Sorrig
-oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen Quinde, aff
-alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc
-Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem
-vdi Hænderne skulle komme, oc at de derris Ondskab paa
-hannem skulle øffue. Gud giorde den Dag ett stoert Mirackel
-oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft vdi mig suage
-bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att
-den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære
-tusinde Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa
-lenge sig min Tunge kand røre, thi du warst da oc stetze
-altiid min Wærn, Klippe oc Skiold. Der Herrerne ware<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
-bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind, oc bleff decket
-paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig: »<span xml:lang="de" lang="de">Eßet,
-<i>Leonora</i>! Wollet Ihr nicht eßen?</span>« I ded hand saa sagde,
-kaste hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen
-med wree Hue oc kaste den paa Golffuet. Hand tog
-Kniiffuen op oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ihr seit wol nicht hungrig?
-Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da
-habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet
-Ihr lieben Weiberlein</span>« (sagde hand til Quinderne) »<span xml:lang="nds" lang="nds">laßet
-vns etwas eßen! Euch wird woll hungern, das fühle ich
-an meinem Magen wol.</span>« Der de haffde sat sig til Bordz,
-begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack feyl aff
-sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam
-att see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke
-icke kunde <i>simulere</i>. Der Maaltiided haffde Ende, oc
-Slozf. war bortgangen, satte sig Anna for min Seng oc
-begynte att predicke om den Sorrig oc Bedrøffuelse, man
-vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc
-Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer
-stacket imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke
-burte Piinen att acte, men tencke paa, att wii kunde døe
-med en goed Samwittighed oc den icke med noget besmitte,
-men sige vd alt ded, Hiertet kunde besuære,
-for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde
-hun), »ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!«
-Effter att hun den Snack nogle Gange haffde <i>repeteret</i>,
-sagde hun til mig: »Er ded icke sant, Frue?« »Io wist
-er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget christligen oc
-effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun widre)
-»lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span>
-wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte:
-»Ieg kiender dennem icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.«
-Hun bleff alt wed oc sagde, att hun sig icke wille lade
-piine oc plage for andris Skyld, i huem de endoc ware;
-dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille
-icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart
-forført; man burte att haffue sin Salighed kiærere end alle
-siine Slect oc Wenner. Der hun icke kunde høre op igien
-med den Snack, wille ieg den noget <i>diuertere</i>, spurte hender,
-om hun war en Præste-Daatter, oc efftersom hun mig
-tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa meget
-diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet;
-sagde: »Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en
-goed ærlig Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg
-haffde lided tenckt vdi mine Dage, der ieg war en Iomfrue,
-att ieg skulle faa en Skomager.« Ieg sagde: »Eders
-første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er wel sant«
-(suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded
-Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att
-fortelle, huor offuer ieg bekom Fred for hender. <i>Cathrina</i>
-gick op oc neder aff Gulffuet, oc der Anna teeg noget
-lided, sagde hun med sammen lagde Hænder: »O Gud!
-du, som est allmectig oc alting formaar, du beware den
-Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i
-hands Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna
-sagde wreedeligen til hende: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Cathr., weet Ii ock, wat Ii
-seggen? Wo snack Ii so?</span>« Cathr. suarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, ick weet
-wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em nimmer
-siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!</span>«
-De Ord førte hun frem med grædende Taarer.<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span>
-Anna sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick denck, de Frue is nicht klog.</span>« Cathrinæ
-goede Ynske forøgede mine Taarer, oc sagde ieg:
-»Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer
-Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre
-hender oc mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke
-saa meget snacksom. Gud, som est en Wedderlegger aff
-alt gott, tenck du paa Cathr. til ded beste, oc du, som
-hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i huad hun
-dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom
-Lycken sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste
-Søn nogen behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for
-min Skyld erre plictige, thi hun war mig en Trøst vdi
-min største Nød oc offte sneeg sig til att sige mig ett Ord,
-ded hun meente, mig kunde were til Lettelse. Slozf. kom
-effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne vd, satte
-sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß
-paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner
-om ett saligt Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar
-man skulle vdstaa den tiimelige Straff for sine Mißgierningers
-Skyld. Hand glemte icke en Bøn for en, som
-skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en
-stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand
-alle de Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang
-Liig-Psalmer; naar hand kunde icke fleere, begynte hand
-paa den første igien, indtil Quinderne hannem affløste.
-Cathri. beklagede sig, att henders Søn war bleffuen syg,
-war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig
-an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders
-Søns Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted
-<i>ordineret</i>; bad hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></span>
-bedre igien. Offuer Afftens-Maaltiid war Slozf. meget
-lystig, fortelte allehaande plompe Galskaber. Effter att
-hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg war den
-Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen,
-oc war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff
-mig; ieg fick den vd oc haffuer den endnu<a name="FNanker_75" id="FNanker_75" href="#Fodnote_75" class="fnanchor">[75]</a>.</p>
-
-<p>Den 14. <i>Augusti</i>, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne
-hannem, att ieg den Natt haffde werret meget syg.
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia</span>« (suarte hand), »<span xml:lang="de" lang="de">es wird wol wieder beßer.</span>« Oc
-der Quinderne sig giorde reede for att gaa op til Dronningen
-(som de stetze maatte giøre), sagde Anna til Cathrina
-vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?«
-Cathr. suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun
-tier stille oc siger intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna),
-»att Dronningen icke nøyes med.« »Da kand wii icke
-heller lyffue hender paa« (suarte <i>Cathrina</i>), »hun siger io
-intet, thi ded war Synd<a name="FNanker_76" id="FNanker_76" href="#Fodnote_76" class="fnanchor">[76]</a>.« Til Middags-Maaltiid kom
-Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde loffuet att forordne
-en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om Effter-Middagen
-at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket
-hun wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen
-anden, bød mig Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine
-Bønner att ihuekomme. Ieg tackede hender for goed Tienneste
-oc for sit goede Hierte imod mig. Wed Klocken 4
-lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme
-effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span>
-Klocken imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer
-Afftens-Maaltiid fortelte Slozf. atter om sit Gifftermaal,
-vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna loed mig Fred, oc
-laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den Afften
-icke komme til att tale med mig for Anna.</p>
-
-<p>Den 15. oc 16. <i>Augusti</i> paßerede intet merckeligt.
-Naar Slozf. lucte Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen,
-bleff Maren Blocks hoes mig, oc Slozf. gick sin
-Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med mig
-att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen
-haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att
-bytte imellem sig, som mig vdklæde. Hun spurte mig, om
-ieg wille haffue Bud til min Søster Elisabet. Ieg tackede
-hender, ieg haffde intet gott att lade hender sige. Ieg
-begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att prøffue.
-Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun
-torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen
-fick ded att wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att
-ingen skulle lade mig faa Naale, huercken Knappenaale
-eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad Aarsage?« »Fordi,«
-sagde hun, »att I icke skal <span class="sic" title="[sic]">myre</span> Eder selffuer.« Ieg
-forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end
-att ieg skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att
-Kaarßet kom fra Herrens Haand, att hand mig ræffsede
-som sit Barn; hand hialp mig ded oc att bære, der trode
-ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit Hierte« (sagde
-Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal I faa
-Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att
-wille sye nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc
-ett Par aff for att lade hender siden see, att ieg syde<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span>
-dennem i. Men Sagen war, att ieg haffde nogle Ducater
-i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg beholt,
-efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde
-mig vd<a name="FNanker_77" id="FNanker_77" href="#Fodnote_77" class="fnanchor">[77]</a>, oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig
-en Klud effter <span class="sic" title="[sic]">Forregijffuende</span>, att ieg haffde en Skade paa
-Beenet. Den Klud syde ieg om Læret. De ware alle i
-den Meening, att ieg haffde nogen himlig Breck, thi ieg
-laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine Strømper.
-Maren meente, ieg haffde en <i>Funtanele</i> paa ded eene
-Been, fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn
-gaff, som war henders meget goede Wen, haffde en <i>Funtanele</i>,
-som ingen vden hun wiste, icke engang Iomfruens
-Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da tier du wel med
-din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i ded
-Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de
-toe Dage, oc efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc
-Øll, bleff Maffuen der offuer swæcket oc kaste ded fra sig
-omsider. Naar Maren talte derom til Slozf., suarte hand:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen ab.</span>«
-Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige
-lystig.</p>
-
-<p>Den 17. <i>Augusti</i> lucte Slozf. icke op førend imod 8
-Slet, oc spurte Anna hannem, huor ded gick til, att hand
-haffde soffuet saa lenge. Hand skiemtede noget; siden
-drog hand hender hen til Døren oc huißkede med hender.
-Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd oc
-ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde
-høre (i huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
-er saa bange, att min Krop rister, endog ded gaar mig
-icke an. Iesus beware mig! Ieg wille, ieg war neere!«
-Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte eller talte
-ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der
-kommer wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem
-komme i Guds Naffn!« Der war en Løben oppe oc neder
-vdi den Trappe oc offuen offuer, thi der kom alltiid <i>Commissarierne</i>
-neer igiennem Gemeckerne for icke att gaa
-offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer
-den Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede
-Anna oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick bäwe recht!</span>« Den Løben warede
-indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte op, sagde hand til
-mig: »<span xml:lang="de" lang="de"><i>Leonora</i>, Ihr sollet auffstehen vnd zu die Herren
-gehen!</span>« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede
-mig, sagde til Maren: »<span xml:lang="nds" lang="nds">O, dat arme Mensch!</span>«
-Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøfflerne paa.
-Ieg kunde icke anded forstaa, end att ieg skulle piinis,
-trøstede mig wed intet anded, end att ieg haabtist, min
-Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa vdmattet,
-att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden
-wille vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange
-Kiortel, sagde ieg: »Nu, de forsynder sig høyligen paa
-mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf. hastede, oc der ieg
-war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig. Ieg
-haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde
-icke gaa eene. Hand leedde mig ind nest op til, der
-saed G. Rantzow, Skack, Retz, Gabel oc Krag om Borded.
-De reyste sig alle op imod mig, der ieg kom ind,
-oc ieg giorde en <i>Reverentz</i>, saadan som ieg kunde. Til
-mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span>
-tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft
-haffde, end de mig fra toge i Engeland. Ieg suarte ney,
-ieg haffde ingen fleere, der toge de alle mine Breffue.
-Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue haffde forkommen
-paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i
-Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?«
-spurte G. Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware
-<i>Ziffrer</i> vdi, oc ihuor wel ded icke war aff nogen <i>importence</i>,
-saa fryctede ieg alligewel, att ded skulle giffue Mißtancke.«
-G. Rantzow sagde: »Huad om de Stycker ware
-endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi
-saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi,
-oc fortrød ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.«
-Der paa tog Cantzeler ett Arck Papir frem, huor
-paa hid oc did war Stycker klint aff samme Breff, oc
-racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow
-spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg
-suarte ia, ded war hands Haand. Hand sagde: »En
-Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre fundne, oc en Deel
-erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc affskreffuen«;
-fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff
-G. Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer
-der, huad der fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret,
-som fattis.« Ieg tog ded oc saae noget der paa oc sagde:
-»Paa somme Steder, huor icke for mange Ord erre borte,
-kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor en gandske
-Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded
-meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte,
-oc bestoed ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt.
-Hand loed mig wide att haffue faaet Breffue aff Dannemarck,<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a></span>
-att Cur-Printzen aff Saxen war forwentendis, som
-Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis<a name="FNanker_78" id="FNanker_78" href="#Fodnote_78" class="fnanchor">[78]</a>; der skiemtede
-hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc
-blæße derris Kinder op, paa ded de med en goed <i>grace</i> oc
-Stemme en huers Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc
-meere dißlige, huilcket hand witløfftig vdstrøget haffde, oc
-indførte den Maade, som G. Rantzow brugte for att lade
-Folck wide hands Titteler, som war offuer Maaltiided, da
-en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße, spurte
-dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war
-der en iblant, som den icke wiste, skulle <i>Secreteren</i>
-strax frem oc den oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow
-sig ded til tog, thi hand spurte mig, huad min Mand
-der med meente. Ieg suarte icke att kunde wide, att
-hands Meening anderledis kunde were, end som hand
-skreff; hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde.
-Canzeler wente Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa
-Smilebaanded; dißligeste giorde oc Gabel. Oc war iblant
-anded saaledis skreffuen om Cur-Printzen, att hand nu
-maaskee giorde sig Haab att arffue Dannemarckis Crone:
-»<i xml:lang="fr" lang="fr">mais j'espère &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; cela ne se fera point</i>.«
-Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow,
-huad ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da
-haffde der wist staaet: <i xml:lang="fr" lang="fr">qu'en 300 ans</i>. Hand spurte widre,
-huor hid oc did noget fattedis, huilcket ieg icke alt saa
-egentlig kunde mindis, oc dog intet paa sig haffde. Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span>
-meente, att aff forregaaende eller effterfølgende Ord let
-kunde giettis ded, som borte war; saaes derforuden nocksom,
-att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede
-oc sagde: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Ce n'est que raillerie.</i>« Men G. Rantzow oc
-Feldtherren wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack
-sagde: »Man meener tit anded vnder Skiemt oc bruger
-Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi der vdi Breffuet
-bleff melded om att dricke vd, war talt om de Schwitzere
-derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de <i>Cantons</i>
-Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de
-Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack,
-men der G. Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige,
-huad min Mand dermed meente, suarte ieg icke att kunde
-wide, om hand haffde anden Meening der med end den,
-som skreffuen stoed. Skack <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: wirrrede">wirrede</a> med Hoffueded oc
-meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor
-de haffuer den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi
-Schwitzerland haffuer; er der andre Steder, huor de haffuer
-samme Skick, saa haffuer hand maaskee oc meent dennem
-der med, thi her talis ickun om Dricken.« Gabel
-sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De <i>Ziffrer</i>, for huis
-Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen,
-oc intet aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir,
-huor Styckerne aff min Herris Breff war paa klint, oc
-spurte mig, huad de <i>Ziffrer</i> betyde. Ieg suarte: »Ieg haffuer
-ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke opløße.«
-Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde.
-»Da erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded
-er.« »Saa meget diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde
-hand mig Vdlegningen att læße, oc war den aff den Meening,<span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span>
-att worre Sønner haffde skreffuen fra Rom oc begierte
-Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war
-icke hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden
-noget att sige. G. Rantzow begierte aff Rentemestern,
-att hand wille læße Breffuet, oc begynte Ranzow atter
-med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget fattedis, att
-ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som
-før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord
-fattedis, hart trengte dennem att wide, oc aff Texten
-kunde sees, de haffde werret noget spotsk (efftersom ett
-spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg: »I kand sette aff
-samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om icke
-ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter:
-»<i xml:lang="fr" lang="fr">Ce n'est que raillerie.</i>« Dermed spurtis icke meere om
-Breffuet; men G. Ranzow <i>inquirerte</i> om mine <i>Iuëler</i>, spurte,
-huor den stoere Demant war, min Mand fick i Franckeriige.<a name="FNanker_79" id="FNanker_79" href="#Fodnote_79" class="fnanchor">[79]</a>
-Ieg suarte den lenge siden att were solt. Widre
-spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg
-haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min
-stoere Tour Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge
-siden solt.« Hand spurte ydermere, om ieg da ingen <i>Iuëler</i>
-meere haffde. Ieg suarte: »Nu haffuer ieg ingen.« »Ieg
-meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg suarte: »Nogle
-loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til Bryg,«
-suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge
-Eder, <i>Madame</i>, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer<span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span>
-I besøgt min Søster vdi <i>Paris</i> nu sidst, I war der?«<a name="FNanker_80" id="FNanker_80" href="#Fodnote_80" class="fnanchor">[80]</a>
-Ieg suarte: »Ia«. Hand spurte, om ieg war inde hoeß
-hender i Klosteret, oc huad Klosteret heede. Ieg berettede
-hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded heede
-<i xml:lang="fr" lang="fr">Couvent des Filles Bleues</i>. Der nickede hand wed som att
-sande ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender.
-Ieg sagde, att ingen i ded Kloster sig aff nogen
-vden aff derris Forældre lader see, derris Søskinde maa
-icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,« suarte
-hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad
-hannem, att hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille
-bewege, men hand suarte mig intet. Der Rentemester
-Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om ded samme.
-Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd
-foruden nogen <i>Replicque</i> att høre. Oc haffde de sig offuer
-tre Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf.
-ind oc sagde til mig: »Nu skal I bliffue her inden for,
-der er ett smuckt Kammers, er nyßen kalcket oc giort
-smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna oc Maren
-kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span>
-haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa
-lenge, førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war
-tagen vd aff den Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna
-bemødede sig vdi midler Tiid alle Huller i den Mørcke
-Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att finde, men
-til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle
-were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om
-Vgen; henders Naffn er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf.
-med Quinderne oc Maren haffde spiiset, bød Anna oc Maren
-Blocks mig Goede Natt; den sidste teede stoer <i>Affection</i>.
-Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel.
-Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern
-Rigler er forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas
-for, men effterloed ded for Karens Forbøn[s] Skyld, thi
-hun sagde icke att kunde faa sin Aande, om ded skulle
-were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste Kammers
-Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße
-oc Døre toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil
-ieg mit Fengsels Sted beskriffue. Ded er ett Kammers,
-som er 7 aff mine Skrit lang oc 6 breed; der vdi staar
-tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war nyß kalcket,
-huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa
-tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der
-ded dog er lagt med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt,
-hualt, oc allerhøyest sidder ett Windue, som er en Allen
-i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller for, derforuden
-ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden
-Finger kand stickis i Hullerne. Ded <span class="sic" title="[sic]">Sprinkelwerck</span> haffde
-G. Rantzow med stoer <a class="SBScorr" name="SBS_18" id="SBS_18" title="SBS: Forsittighed">Forsictighed</a> saaledis bestilt (som
-Slozf. mig siden sagde), paa ded att ingen Due skulle<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span>
-noget Breff indføre, som hand wel før i en <i>Romans</i> haffde
-læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet høyt
-bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa
-min Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided,
-naar Quinden mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede
-ieg paa Weggen, huor vd offuer Quinden kom i de Tancker,
-att ieg war forstørret i Hoffueded, sagde ded for
-Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som flittig
-huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att
-lade fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg
-sagde, huad ieg giorde. Quinden haffde da icke meget att
-sige, sin Eed med Fyllist att giøre, huilcken hun (effter
-egen Sien) for Slozfogden haffde afflagt. Men siden fick
-hun noget att giøre sig goed med. Oc effter som Styrcken
-mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden,
-loed den 21. <i>Augusti</i> Slozf. indfordre, begierendis aff hannem,
-att hand om en Prest wille anholde, som mig kunde
-berette. Ded bleff strax bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter,
-<i>Magister Mathias</i> Foß<a name="FNanker_81" id="FNanker_81" href="#Fodnote_81" class="fnanchor">[81]</a>, befalet mig att betienne,
-huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som formedelst
-Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med
-noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg
-aldrig her i Werden fick min Mand meere att see; bad
-mig dog sige, huad ieg om ded Forræderi wiste. Ieg kunde
-for Graad neppe Ordene vdføre, sagde, att ieg want<a name="FNanker_82" id="FNanker_82" href="#Fodnote_82" class="fnanchor">[82]</a> for
-Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult, att mig<span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span>
-om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att
-ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg
-befalede hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed;
-bad eeneste Gud om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße
-fra denne onde Werden; begierte intet aff Presten,
-vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille ihuekomme,
-att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min
-Iammer. Presten loffuede ded troeligen att effterkomme.
-Gud haffuer icke behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer
-wilt widre min Troe prøffue, i ded hand mig megen Sorrig,
-Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den Tiid haffuer
-tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære
-oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære
-ewindeligen æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede
-mig <i>M.</i> Foß oc bød mig fare wel.</p>
-
-<p>Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller
-intet. Slozf. spurte offte, om ieg noget begierte enten att
-æde eller dricke, eller om hand skulle sige Kongen noget.
-Ieg tackede hannem, ieg begierte intet.</p>
-
-<p>Den 25. <i>Aug.</i> <i>importunerte</i> Slozf. mig flux med sin
-<i>discours</i>, meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen.
-Hand tog ded der aff: thi Dagen til forne haffde hand
-sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet, att huis ieg aff
-Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade følgactig
-were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.!
-hand er en goed Herre, maatte hand were goed for onde
-Mennisker.« Oc sagde hand da: »Dronningen er ocsaa
-goed«, huortil ieg intet suarte, huor for hand nu Dronningen
-wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde drage
-nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder,<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a></span>
-att I saa haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder
-selffuer den Vlycke, ded giør hender ont; hun er Eder icke
-wree, hun haffuer Medliidenhed med Eder.« Oc saa som
-ieg intet suarte, <i>repeterte</i> hand ded igien, oc alt imellem
-sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so, wie
-ich sage</span>.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack,
-sagde: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Dieu vous punisse!</i>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ho, ho!</span>« (sagde hand) »<span xml:lang="de" lang="de">sie
-wil pißen</span>!« kalte paa Karen, gick vd oc lucte Dørene.
-Dermed fick ieg v-formodendis Roelighed for hannem.
-Latterligt war ded, att Quinden endelig wille nøde mig til
-att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad hender
-komme ihue, att hun nu icke tog <a class="SBScorr" name="SBS_B" id="SBS_B" title="SBS: burde have været 'Ware'">ware</a> paa ett Barn
-(hun haffde werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun
-kunde icke saa snart komme aff den Waane att omgaaes
-mig som ett Barn, brugte lenge den Manner, indtil ieg
-hender loed anded forstaa.</p>
-
-<p>Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg
-Spießen hoes mig kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att
-ieg icke kunde døe, men att ieg vdi saa stoer Elendighed
-skulle leffue; begynte med Gud att <i>disputere</i> oc wille med
-hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att haffue ded fortient;
-ieg meente att were for groffue Synder langt reenere
-end som <i>Dauid</i>, der dog torde sige: »Skal ded da were
-til forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg
-toer mine Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen
-plaget, oc min Straff huer Morgen der?« Ieg meente icke
-att haffue saa offuerstoer en Straff forskylt, som ieg med
-bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig wide, huorom du
-trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold? Bortkaster
-du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span>
-aff alt ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre,
-oc syntist mig, att ieg ded billigen paa mig <i>applicere</i>
-kunde. Ieg forbandede med hannem oc med Ieremia min
-Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig, haffde ded dog
-hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem v-forwarendis
-ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom
-ieg meest Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden
-ey forstoed, huad ieg sagde. Meget v-roelig war ieg
-med Huiisten oc Kasten i Sengen hid oc did. Quinden
-spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender lade
-mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig
-bedre end om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff;
-saa kunde ieg med Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue
-mine Tancker derris frii <span class="sic" title="[sic]">Lob</span>. Da gick ded an paa en
-Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg v-skyldeligen vdi
-mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre: Om
-ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort
-mindre imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om
-ded skulle were min Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs
-Tiid icke wille forlade? Om ieg nu derfor skulle piinis,
-plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige Vlycker,
-ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att
-ieg endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle
-<i>conserveris</i>? Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil
-bekiende mine Synder. Ieg spurte: Om der endnu kunde
-were noget wærre tilbage, huor effter ieg skulle leffue?
-Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min
-kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi
-hand haffde ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue
-oc stetze plagis; ieg war dog icke aff Iern oc Staal, men,<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span>
-aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att mig maatte indskydis eller
-i Drømme forstendigis, huad ieg skulle giøre, att ieg min
-Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde <i>disputeret</i>
-oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded syntist
-ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn,
-men waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme
-haffde v-hørte gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att
-soffue, begynte saa atter igien min Elendighed att beklage.
-Endeligen saae Gud til mig med sine Naadsens Øygne, saa
-att ieg den 31. <i>Augusti</i> fick en roelig Søffn om Natten,
-oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord
-vdi Munden: »<span xml:lang="de" lang="de">Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott
-gestraffet wirst; dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget
-er. Er steupet aber einen ieglichen Sohn, den er
-auffnimt</span>«. Ieg talte de sidste Ord høyt vd, tenckte, att
-Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede, oc
-spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«.
-»Da talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper;
-ded anded kunde ieg icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer
-ded werret i Søffne; ieg begierer intet.« Laa saa
-stille hen oc besinnede mig; kiendte oc bekiente min
-Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff oc
-Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige
-Gud wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands
-sluttede Raad, mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer
-Graad, bad inderligen oc hierteligen om Naade oc Forladelse.
-Haffde ieg før giort mig reen med Dauid oc stoelet
-paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med hannem,
-att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en.
-Haffde ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem,<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span>
-att ieg haffde giort v-wiißeligen oc talt om Ting,
-som ware mig for høye, oc ieg icke forstoed. Ieg indflyde
-til Guds Naade, forlod mig paa hands stoere Barmhiertighed,
-forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid,
-Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede
-Mænd oc dog saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod
-Gud knurrede oc murrede; bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste
-Leerkar, aff Naade ded wille forlade, ieg
-kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde
-giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem
-let at giffue mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne
-Styrcke oc Moed haffde giffuen saa haarde Pust oc Stød
-att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine Synders Forladelse)
-om intet anded end om en goed Taalmodighed min
-Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen,
-hand tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende
-Synder, men hand gaff mig endoc ded, ieg hannem
-om bad, thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed. Sagde
-ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde ewindeligen
-oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde
-med hands Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer
-da Gud forglemt att were naadig oc sin Barmhiertighed
-for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc widre med hannem:
-»Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis
-Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme:
-»Ded er mig gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa
-ded att ieg kunde lære din Ræt.« Guds Krafft giorde
-vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde mange trøstlige
-<i>Sentenzer</i> aff den hellige Skrifft, fornemmeligen diße:
-»Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld
-giøris med hannem«. <i>Item</i>: »Alle Ting skal tienne dennem<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a></span>
-til beste, som frycter Gud«. <i>Item</i>: »Min Naade er dig nock,
-thi min Krafft fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed
-war offte i mine Tancker Christi Ord hoeß <i>Lucam</i>: »Skulle
-Gud icke rædde sine vdwalde, som raabe til hannem Dag
-oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der offuer? Ieg
-siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i
-min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen
-Psalmer oc <span class="sic" title="[sic]">Bibelske-Sprog</span> att haffue lært. Troer
-mig, mine Børn, ded haffuer vdi min Elendighed werret
-mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i Vngdommen
-vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer
-laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke
-saa hart giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand
-were bereed att tage imod hender oc Eder med Guds Ord
-att trøste.</p>
-
-<p>Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att
-tale med Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til
-mig, saa Quinden lallede<a name="FNanker_83" id="FNanker_83" href="#Fodnote_83" class="fnanchor">[83]</a> noget for mig, sagde, att Slozf.
-haffde wel befalet hender, att hun skulle sige hannem alt,
-huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end
-hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa
-end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad;
-hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct,
-hun wille were mig troe. Oc der hender syntist, att
-ieg icke strax trode ded, hun sagde, soer hun høyt, bad
-Gud straffe sig den Dag, hun war mig falsk, strøg oc
-klappede min Haand oc lagde den til sin Kind, bad, ieg
-wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
-maa troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa
-skal ieg aldrig suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg
-suarte: »Ieg wil troe Eder«; tenckte ey anded att wille
-sige eller giøre end ded, hun nock maatte <i>divulgere</i>. Hun
-bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc sagde
-hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg
-haffde ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille
-icke saa lenge [til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end
-haffue wilt giffuet mig dobbelt saa meget, thi ieg haffde
-bleffuen gall. Ieg war ræd for Eder, men langt ræddere
-for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue gaaet løß i
-Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande
-att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest,
-som haffde holt sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun
-lært Psalmer, Bønner oc bibliske Sprog vden ad; wiste
-oc enda Børne Lærdommen med Vdleggelsen, sang oc
-temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis hun burte
-att leffue oc sig imod Gud <a class="SBScorr" name="SBS_19" id="SBS_19" title="SBS: oc oc">oc</a> sin Næste att forholde;
-men hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur.
-Hun war en Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant
-de midaldrende. Ded syntist oc, att hun i sin Vngdom
-haffde wærret smuck oc noget rasende, efftersom hun
-enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc gantede hun
-sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed
-Naffn <i>Pær</i> oc med en Fange, som heeder <i>Christian</i> (bemelte
-Fange meldis widre om); hand gick løß i Taarnet.<a name="FNanker_84" id="FNanker_84" href="#Fodnote_84" class="fnanchor">[84]</a>
-<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>Maren Blocks loed mig offte hælße wed for<sup>te</sup> Kusk oc
-sendte mig adskillige Slags <i>canticeret</i> Sucker oc <i>Zitroner</i>,
-loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste. Alt
-dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en
-Dag ind, effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra
-Maren Blocks; siger: »Frue, wil I skriffue til Skaane til
-Eders Børn, da er der nu en sicker Leilighed.« Ieg
-swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men kand ieg
-faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel
-skal lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig
-et Stycke krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med
-faa Ord F. Margrete Rantzow<a name="FNanker_85" id="FNanker_85" href="#Fodnote_85" class="fnanchor">[85]</a> til i den Meening, att
-hender war min elendig forfallen Stand wel witterlig, formodede
-dog, att henders Wenskab icke derfor war forminsket,
-bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine
-Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen
-til Skaane, som bleff berettet, oc ieg dog icke troede.
-Ded war ded, ieg skreff oc flyde Quinden; hørte intet
-widre derom, meener, att ded haffuer wærret saa befalet
-for att see, huem ieg wille skriffue til <i>etc.</i> (De haffuer
-spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle
-komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til
-paa en Maade, saa den icke kunde aabnis, foruden att
-ded io kunde synnis. Ieg spurte nogle Gange Quinden,
-om hun icke wiste, om ded Breff war sendt bort. Hun<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a></span>
-swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine;
-sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender
-spørge <i>Pær</i> ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel
-faaet ded.« Ded Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte
-ieg siden intet widre derom.</p>
-
-<p>Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage,
-att ieg haffde intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff
-Kulle, thi der bleff icke opsat en Biilegger i mit Fengsels
-Kammers førend effter Nyt Aar. Ieg begiærte nogle Gange
-aff Quinden, att hun wille formaa saa meget hoes Pær,
-att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for
-Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick
-til Swar, hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg
-att wiide, att hun aldrig haffde beded Pær derom. Der
-kom ont nok, som holte mig i andre Tancker end att
-fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig
-den 2. <i>September</i>, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa
-offuer ded Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden,
-om hun wiste, om der war et Kammers (thi Quinden
-gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun swarte
-ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor
-stoed Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som
-wel fornam, att ieg haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I
-huem ded er, som sidder der, da skal den wist piinis.«
-Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis op, om der
-er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc
-i midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog
-kunde wære. Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue
-hender min Fryct tilkiende, huilcken hun dog formerckede
-oc derfor forøgede den; thi effter att hun haffde til Middag<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span>
-talt med Pær<a name="FNanker_86" id="FNanker_86" href="#Fodnote_86" class="fnanchor">[86]</a>, oc Dørene ware lucte, sagde hun:
-»Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille
-intet tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige
-saa, men føyede ded dertil, att hun haffde spurt hannem
-ad, men hand wille intet sware. Ieg satte mit Sind i
-Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa meere der oppe,
-oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«<a name="FNanker_87" id="FNanker_87" href="#Fodnote_87" class="fnanchor">[87]</a> »Huor aff wed
-I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde
-ieg, »att ieg haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i
-Morris; ieg meener, at om der sidder nogen, da skal de
-io giffue den Maed.« Att ieg war roelig i Sinded, behagede
-icke hender, huorfor hun med Pær oc hand med
-hender søgte att <i>troublere</i> mig. Om anden Dagen, da effter
-Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed
-Pær), oc hand skulle drage min inderste Dør til sig, som
-gaar ind ad, stack hand Hoffueded frem oc sagde: »<i>Casset!</i>«
-Hun stoed nest wed Døren, loed, som hun icke forstoed
-ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en, der
-war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg
-forstoed hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed
-hannem. Huad Dag oc Nat ieg haffde, weed ingen vden
-Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage. Stønnem syntist mig,
-att ded kunde wel saa wære, att de haffde greeben hannem,
-ihuor wel att <i>Cassetta</i> war Kongen aff Spaniens Vndersaatte,
-thi naar et Forræderi <i>suspiceris</i>, da <i>obserueris</i> icke,
-huis Vndersaater de erre, som erre <i>susspecte</i>; laae den Nat<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span>
-oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand
-skulle komme i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde
-giordt min Herre den Willighed oc fult mig i Engeland,<a name="FNanker_88" id="FNanker_88" href="#Fodnote_88" class="fnanchor">[88]</a>
-huor wii skiltis fra huer andre, ieg maa sige: huor <i>Petcon</i>
-oc hands Anhang skilte os ad oc førte mig fangen hid.
-Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt ieg vdi
-en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att
-miine Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see
-<i>Cassetta</i> saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt
-mig, att en Spannier bleff piint: at der war bunden
-fiire Reeb om Hænder oc Fødder, oc huert Reeb giort
-fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff en Mand snart
-slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom
-mig syntist, att <i>Cassetta</i> skreeg intet, meente ieg, att hand
-war døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden,
-som lenge haffde werret waagen, sagde: »O Herre Gud,
-Fruelille! huad skader Eder? Haffuer I ont? I haffuer
-saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa høyt!« Ieg
-swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde
-widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel
-wære«, <span class="sic" title="[sic]">swarte</span> ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I
-drømte; ieg kand taalke Drømme.« Ieg swarte: »I ded
-ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers kand der ingen
-saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg icke
-giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet
-anded att betyde, end som sagt er. Der effter Middags
-Maaltiid Døren bleff luct, sagde Quinden aff sig selff (thi
-ieg spurte hender icke meere om Fanger): »Der er ingen<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span>
-fangen; <span class="sic" title="[sic]">giff</span> <i>Pær</i> faa Skam for hands Sladder! Ieg spurte
-hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun aff mig.
-Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle
-min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig
-ont.« Ded stoed saa hen til mit i <i>Sept.</i>, da bleff ført
-fangen frem twende aff worris Tiennere, som bleffue sat i
-Wacten, den eene, Nels Kaiberg, som tiente for Taffeldecker,
-oc den anden, Frans &mdash;,<a name="FNanker_89" id="FNanker_89" href="#Fodnote_89" class="fnanchor">[89]</a> som tiente for Laquei.
-Effter nogle Vgers Forløb oc <i>examination</i> bleffue de løß
-giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser:
-en gammel Mand wed Naffn <i>La Rosche</i> oc en anden
-vng Karl, huis Naffn ieg icke wed. <i>La Rosche</i> bleff ført
-her i Taarnet oc sat i Traalhullet. Der war kast en Dyne
-til hannem paa Gulffuet, der laae hand paa; war i nogle
-Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war Brød
-oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning
-war, att hand haffde <i>corresponderet</i> med Corfitz,
-oc hand haffde loffuet att leuere Kongen aff Franckriige
-Crooneborg.<a name="FNanker_90" id="FNanker_90" href="#Fodnote_90" class="fnanchor">[90]</a> Den Kundskab haffde <i>Hannibal</i> Sehested<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span>
-giffuen, som paa de Tiider war i Franckriig, oc hand haffde
-den aff en Herre, som da war <i>Hannibal</i> til Wille oc haffde<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span>
-tilforne werret <i>La Rosche</i> til Wille oc maaskee siden fortørnet
-sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til
-den Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom
-denne <i>La Rosche</i> med den anden vnge Karl begierte
-at see mig, der ieg war i <i>Arrest</i> i <i>Dovers</i>, huilcket oc
-skeede, att de giorde mig <i xml:lang="fr" lang="fr">la révérence</i>. Wel muligt, att
-hand wille haffue talt med mig oc sagt mig, huis hand
-haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig,
-ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle
-<i>Damer</i>, som ware komne did for att beskue mig, saa kunde
-hand icke komme til at tale med mig i Enrom, spurte
-mig, om ieg haffde den <i>Coemedie</i> Bog, Greffuinnen aff <i>Pembrocg</i>
-haffde laded vdgaa.<a name="FNanker_91" id="FNanker_91" href="#Fodnote_91" class="fnanchor">[91]</a> Ieg swarte: »Ney.« Hand
-loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den,<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span>
-meener ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig
-til en Adwarsel, som <i>Braten</i> siden haffuer giort sig goed
-med. I huor om alting, saa liide <i>La Rosche</i> vskyllig, oc
-kunde hand bekræffte med sin Eed, att hand aldrig talte
-med min Herre i siine Dage, mindre <i>corresponderte</i> med
-hannem.<a name="FNanker_92" id="FNanker_92" href="#Fodnote_92" class="fnanchor">[92]</a> <i xml:lang="la" lang="la">In summa</i>: effter nogle Maaneders vskyllig
-Liidelser bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig
-igien. Den anden vnge Karl saed i <i>Arrest</i> i et Kammers,
-som er wed Borrestuen. Hand bleff fangen for Selskab[s]
-Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße Mennisker
-bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem
-Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender;
-Slosf. lucte oc selffwer min Dør. Ieg formerckede
-wel, att der war noget paa Færde, men ieg spurte om
-intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war twende
-Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded
-war. Imod de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe
-zwey <i xml:lang="fr" lang="fr">parle mi franço</i> gefangen; was die gethan haben, weis
-ich nicht</span>.« Ieg spurte hannem icke widre derom, men
-hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk lernen.«
-»<span xml:lang="nds" lang="nds">Da wil Zeit zu</span>« (<a class="SBScorr" name="SBS_20" id="SBS_20" title="SBS: sagte">sagde</a> ieg).</p>
-
-<p>Vdi samme <i>Sept.</i> Maanet døde Greff Rantzow; leffwede
-icke den Dag att see ded Billede <i>excequeris</i>, som
-hand saa wist haffde haabt att see, som den, der først
-haffde <i>introduceret</i> den Maade aff Spott i diße Lande.<a name="FNanker_93" id="FNanker_93" href="#Fodnote_93" class="fnanchor">[93]</a></p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span></p>
-
-<p>Den 9. <i>October</i> bleff holded den Fæst med worris Princeße
-<i>Anna Sophia</i> oc Cur-Prinsen aff Saxsen.<a name="FNanker_94" id="FNanker_94" href="#Fodnote_94" class="fnanchor">[94]</a> Om
-Morgenen, den Høytiid skulle angaa, sagde ieg til Quinden:
-»I Dag skal wii faste indtil imod Afften;« thi ieg
-tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg kunde
-faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i
-ded ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor
-wii skulle faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide
-i Afften.« Ieg laae oc tenkte paa den vstadige Lycke,
-att ieg, som for 28 Aar siden<a name="FNanker_95" id="FNanker_95" href="#Fodnote_95" class="fnanchor">[95]</a> haffde hafft lige saa stoer
-Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu fangen oc nest
-op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde
-wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer
-bekümrede. Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher
-loede sig høre, sagde ieg: »Nu gaar de offwer
-Platzen til den stoere Sael med Bruden.« »Huor wed I
-ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg;
-»min Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for
-en?« spurte hun. »Ded kand ieg icke sige Eder« (swarte
-ieg). Oc saa som Trommeterne blæste, hwer Gang ett
-Sæt Maed bleff opborren oc <i>Confectet</i>, saa sagde ieg ded.
-Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne.<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span>
-Naar <a class="SBScorr" name="SBS_21" id="SBS_21" title="SBS: som">saa</a> der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet
-i Platzen, saa sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke
-Maed ennu!« Der Klocken gik til 3 Slet, sagde Quinden:
-»Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal wii
-haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem.
-Ded anded Sæt er icke vden for lit siiden opkommen;
-kand wii faa noget imod 7 Slæt, da faar wii icke føre.«
-Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom Slozf., vntskylte
-sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men
-Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid
-meente, att ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening
-der om.<a name="FNanker_96" id="FNanker_96" href="#Fodnote_96" class="fnanchor">[96]</a> Anden Dagen bleff giort Riddere, oc ieg
-icke alleeneste sagde, hwær Gang Trometerne blæste: »Nu
-bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre <i>Herolden</i>
-raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde),
-men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede
-ieg, efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded,
-som icke føre ware Riddere;<a name="FNanker_97" id="FNanker_97" href="#Fodnote_97" class="fnanchor">[97]</a> oc efftersom ded sig saa
-befant, saa troede Quinden fuld oc fast, att ieg kunde
-traale. Ieg formerckede ded paa hender, efftersom hun
-offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde wiide,<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span>
-hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening;
-tenkte, att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde
-wiide, hwad som skeede, kunde forhindre, att hun icke
-satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede oc icke nær
-saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte adskilligt
-om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed
-i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc
-skille Hoerer wed derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder.
-Med samme Quinde haffde hun meget omgaaet.</p>
-
-<p>Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der
-tenckt paa att henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen
-mit <span class="sic" title="[sic]">vderste</span> Kammers opluct, feyet, giort reent
-oc strød Sand.<a name="FNanker_98" id="FNanker_98" href="#Fodnote_98" class="fnanchor">[98]</a> Der til Middag bleff opluct, oc Quinden
-haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom
-hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som <span class="sic" title="[sic]">forbaset</span>
-oc sagde med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer
-de med Eders Mand!« Den Tiiding forskræckede mig,
-hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun sagde ded,
-da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc
-Haand vd oc mæctede icke att tage den strax til mig
-igien. Ded haffwer maaskee fortrød hender i ded samme,
-thi ieg bleff saa siddendis oc talte icke et Ord, huorfor hun
-sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders Mands Affwiißning.«
-Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff
-mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff
-oc icke hun, brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span>
-stille, thi ieg war da den swageste oc wiste icke, hwilket
-hwilket war. Om Efftermiddagen hørte ieg en stoer Murmelen
-aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da bleff Billeded
-ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen
-oc indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen
-imod 9 Slæt<a name="FNanker_99" id="FNanker_99" href="#Fodnote_99" class="fnanchor">[99]</a> bleff Billeded aff Bødelen iammerligen
-medhandlet, gaff dog ingen Lyd fra sig. Til Middags
-Maaltiid fortelte Slosf. Quinden, hworledis Bødelen
-haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde parteret
-Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire
-Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset.
-Slosf. stoed i ded anded Kammers, raabte den
-Fortælling høyt vd, paa ded ieg skulle høre ded, <i>repeterte</i>
-ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig om, hwad ieg
-skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg
-icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded
-optenkt, som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast
-kunde ieg icke hitte paa anded end att sige til Quinden
-med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott! Taler med
-Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er
-opsat, maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!«
-Quinden gik vd oc talte sacte til Slosf., men hand swarte
-høyt oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia wol, her vnter? Dar sollen mehr her
-auff, ia mehr, mehr herauff!</span>« sagde saa ett gott Tag de
-samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog mig
-[hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span>
-oc haabte, att ded, som war skeed wed Billeded, war et
-Tegn, att de icke kunde faa Manden; saa tog Frycten
-igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet, thi der war alt
-for mange <i>Exempler</i> aff stoere Herrer i Frankriig, hwis
-Billeder oc <i>Contrafeier</i> aff Bødelen ware forbrente, som
-siden igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid
-bleff opluct, war der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden.
-Der bleff oc send en <i>Lacquei</i>, som stoed vden for
-den vderste Dør, som loed kalde Slosf. vd til sig (min
-Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre erre
-oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den
-fiærde Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf.,
-kand ieg icke wiide, thi ieg haffde den Dag icke talt et
-Ord anded end begiært att fly mig, hwis ieg behøffwede;
-sagde oc intet widre end ded samme i mange Dage der
-effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere
-ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun
-laae hannem siden stetze paa med Begiæring att komme
-vd: hun kunde icke saa leffwe sit Liiff. Men som hun fik
-ingen anden Trøst aff hannem, end att hand soer hender
-til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun leffte, saa giorde
-hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc som
-ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa
-gik hun en Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg
-er et elendigt Menniske!« Ieg spurte hender, hworfor?
-hwad hender skade? »Mig skader nok« (swarte hun).
-»Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde for
-Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med
-mig.« Ieg sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee
-haffwe noget att hwiske igien til Slosf.« Saa begynte hun<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span>
-att forbande sig, den Dag hun sagde Slosf. et Ord, hwad
-ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til, wille ieg ickun troe
-hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun wære mig
-vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«
-med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree;
-ieg haffde Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig
-giffwe Aarsag, att ieg skulle bliffwe wree, thi hun skulle
-wære mig troe. Ieg tenkte: Du skalt intet faa meere
-att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender der effter
-snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som
-stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende
-Gange gifft med Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde
-tient Holger Winds Frue<a name="FNanker_100" id="FNanker_100" href="#Fodnote_100" class="fnanchor">[100]</a> for Waa[g]kone, saa
-hender fattedis intet for Snak. Hun haffde hafft et Barn
-med henders første Mand, som icke bleff gammelt, oc
-skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender
-aff henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til
-att forkorte ded Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale
-engang om Encker, som giffter sig igien; da sagde hun
-iblant anded: »Den, der wil giffte sig andengang, maa icke
-haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med Quinden«.
-Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded,
-att ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som
-haffde et Barn med sin første Mand. Hun swarte med en
-Hast: »Legge Puden paa Hoffwedet!« Ded kunde ieg
-icke kiende for gott, men for stoer Synd, lagde ded witlyfftig
-vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid
-war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span>
-der til, som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz.
-Den Tale lagde ingen goed Grundwold hoes mig om henders
-vdloffwede Troeskab.</p>
-
-<p>Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab
-ind fra Kusken, hwad nyt der paßerte. Maren Bloks
-sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded himmelig, thi
-ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller
-Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf.
-effter Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt
-Aars Dag ynskede Quinden mig ett glædeligt Aar<span class="sidenote">1664.</span>. Ieg
-tackede hender oc sagde: »Ded kand Gud giøre«. »Ia«
-(sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand icke« (swarte
-ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig oc
-Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog
-tungt« (sagde hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære
-for Eder! Maatte ded enda bliffwe derwed oc icke bliffwe
-wærre for Eder!« Mig syntist, att ded kunde icke bliffwe
-wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad Maade
-den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia«
-(sagde hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.«
-»Ded er wist nok,« swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse,
-den anden med et frit Moed.« Slosf. sagde
-icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med
-Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris
-Samtale.</p>
-
-<p>Vdi <i>Marti</i> Maanet<span class="sidenote">1664.</span> kom Slosf. ind oc giorde sig heel
-mild, sagde iblant anded: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu seyd Ihr Wittib,<a name="FNanker_101" id="FNanker_101" href="#Fodnote_101" class="fnanchor">[101]</a> nu<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span>
-könt Ihr wol sagen alle Sachen Beschaffenheit</span>.« (Ieg
-swarte med et Spørßmaal): »<span xml:lang="de" lang="de">Können Wittiben alle Sachen
-Beschaffenheit sagen?</span>« Hand smeel oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich meine
-es nicht so; ich meine diese Verrätherei!</span>« (Ieg swarte):
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis
-von keine <span class="sic" title="[sic]">Verrähterei</span>!</span>« Oc som hannem syntist, att ieg
-icke troede, min Mand war død, tog hand en <i>Advis</i> frem
-oc loed mig den læße, maaskee meest fordi min Mand
-stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget dertil
-anded end: »<span xml:lang="de" lang="de">Die <i>Avisen</i> Schreibers sagen nicht allezeit
-die Warheit</span>.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille.
-Ieg laae saa hen i Haabet, att ded saa war, att min Herre
-wed Døden war siine Fiinder vntgaaet, oc tenckte wed
-mig selff med største Forundring, att ieg skulle leffwe den
-Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi bedrøffwede
-Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att
-ieg war bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig,<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span>
-oc ded heel fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede
-sig forbigangene Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge
-der effter icke komme til att stille Sinded i Roelighed.
-Eders Tilstand, miine hierte kiere Børn, bekümrede mig.
-I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc Raad;
-ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken
-med Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded
-fremmede. For miine Sønner, de tre ældste, sørgede ieg
-icke saa meget som for miine Døttre oc yngste Søn.<a name="FNanker_102" id="FNanker_102" href="#Fodnote_102" class="fnanchor">[102]</a>
-Ieg saed heele Nætter offwerende i min Seng, thi ieg
-kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine, saa
-kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg
-bad Gud inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer
-icke behaget Gud, men hand gaff mig Taalmodighed
-att bære mit tunge Kaarß.</p>
-
-<p>Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første,
-efftersom saa høyligen war forbøden icke att tilstæde mig
-hwercken Kniiff, Sax, Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe
-Tiiden med. Omsider, der Sinded kom lit i Roelighed,
-tenckte ieg paa noget att tage mig til, oc som ieg
-haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span>
-Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis
-Baand. Ded Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud,
-ieg haffde, adskillige Blomster med smaa Sting. Der ded
-haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff miine Lagen, twant
-dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde
-Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette
-slipper?« Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre;
-skulle end Raffnene føre mig ded til, saa faar ieg ded.«
-Der paa spurte hun mig, om ieg kunde giøre noget med
-en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I en?« Der
-hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war
-halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget
-aff, haffde ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale
-Slosf. eller Pær Kudsk att laane mig en Kniiff?« »Ieg
-wil wel bede dem derom« (sagde hun), »men ieg wed
-nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til
-Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand
-swarte høyt: »<span xml:lang="de" lang="de">Sie hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen
-für ihr schneiden. Sie köndte leichte sich Schaden damit
-thun</span>.«<a name="FNanker_103" id="FNanker_103" href="#Fodnote_103" class="fnanchor">[103]</a> Hwad hun sagde til Kudsken, wed ieg icke (ded
-wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik Kniff, thi
-hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide).
-Quinden bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit
-Liiff ey torde. Ieg sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas,
-saa wille ieg see, hwad ieg kunde giøre wed ded Stycke<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span>
-Skee Skafft, mig til Nytte<span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>; bad hender leede i en Kraag,
-som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet bleff
-henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker
-Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som
-haffde sit paa et Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen
-en Pind med toe Tacker, som ieg giorde Baand
-paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene tog ieg aff
-min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget
-bøyede ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig
-til Blækhorn. Ded er oc end nu i min Giemme. Til et
-Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme Tiid en stoer
-Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att
-giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne
-oc skaffwe ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om
-ieg icke kunde hitte paa noget att leege med, Tiiden bleff
-hender saa lang. Ieg sagde: »Giffuer Pær goede Ord,
-saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge oc en Haand-Teen.«
-»O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde?
-Giff Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg
-sagde: »For att fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne,
-om ieg haffde noget att giøre med.« »Ded maa I icke,
-min hierte Frue« (sagde hun); »ieg woffwer mig yderlig
-nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget at
-leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder,
-saa wil wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii
-leegte med dem som smaa Børn. Ieg tog oc tree aff
-Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte paa hwær
-toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded
-den &#8857; kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span>
-Knappenaal,<a name="FNanker_104" id="FNanker_104" href="#Fodnote_104" class="fnanchor">[104]</a> bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide,
-som hun oc giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte
-Tærninger kom bort, ieg wed icke hwordant; ieg er i Meening,
-att Kudsken fick dem, maaskee den Gang hand
-luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi
-hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc
-sagde, att hun skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand
-haffde baarren hender fra Maren Bloks, oc hwad hun
-haffde, som icke maatte sees, thi der skulle randsagis i
-wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc
-sagde mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte,
-ded bæste ieg kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc
-den syde Klud med Synaal oc Knappenaal. Der bleff
-ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens Putzeri for
-att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun
-tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.</p>
-
-<p>Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke
-aff Nattrøye oc Strømper, knøttede offwer den stoere
-Knappenaal, paa ded att ded kunde ware lenge. Aff ded
-Arbeed er endnu i min Wærre oc Knippelstockene, ieg
-mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand, dermed
-slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er
-opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg
-loed bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist.<span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span>
-Med ded Stycke Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden,
-malede dermed paa et Stycke Bret oc paa Borded, toede
-ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer. Den første
-war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend
-ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den
-for mig selff.</p>
-
-<p class="poemheading">
-<b>En Morgen Dict paa den Thone:</b><br />
-Ieg wil din Priiß vdsynge <i>etc.</i>
-</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanzanum">
-1.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Min Tunge skal med Stemme<br /></span>
-<span class="i0">Forkynde Siælens Act,<br /></span>
-<span class="i0">Som ey i Dag wil glæmme<br /></span>
-<span class="i0">Att priiße Guds Almact<br /></span>
-<span class="i0">Oc tacke Skab'ren bliid,<br /></span>
-<span class="i0">Som siine Wæctre sændte,<br /></span>
-<span class="i0">Mit Leye de omspændte,<br /></span>
-<span class="i0">Mig woctede med Fliid.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-2.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Med Sorrig ieg mig lagde,<br /></span>
-<span class="i0">Aff Graad war salt min Mund,<br /></span>
-<span class="i0">Ieg til mig selffwer sagde:<br /></span>
-<span class="i0">Du seer ey Morgenstund!<br /></span>
-<span class="i0">Men Herrens Goedheds-Krafft<br /></span>
-<span class="i0">Befalte Søffnen søde<br /></span>
-<span class="i0">Min tørre Hiærne bløde<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span>
-<span class="i0">Oc queege med sin Safft.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-3.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!<br /></span>
-<span class="i0">Ieg Sengen slippe kand,<br /></span>
-<span class="i0">Med Waaben mig vdryste<br /></span>
-<span class="i0">At striide som en Mand<br /></span>
-<span class="i0">Moed Satan, Synd oc Død,<br /></span>
-<span class="i0">Moed eget Kiød oc Wille<br /></span>
-<span class="i0">Oc alt, mig wil adskille<br /></span>
-<span class="i0">Fra dig i denne Nød.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-4.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!<br /></span>
-<span class="i0">Mit Kaarß er aff din Haand.<br /></span>
-<span class="i0">Wilt tyngsten Ende bære<br /></span>
-<span class="i0">Oc lindre hwaßen Baand?<br /></span>
-<span class="i0">Ieg ellers wißelig<br /></span>
-<span class="i0">Der vnder maa fortwiffle,<br /></span>
-<span class="i0">Thi diine Skud oc Piile<br /></span>
-<span class="i0">De sticker hart i mig.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-5.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Din Naade wilt vdøße<br /></span>
-<span class="i0">Oc rundelig betee,<br /></span>
-<span class="i0">Moed miine faderløße<br /></span>
-<span class="i0">Din Mißgund lade see?<br /></span>
-<span class="i0">Wær' derris Fader mild,<br /></span>
-<span class="i0">I Nøden ey forglæmme,<br /></span>
-<span class="i0">Hoes fræmmede forfræmme<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span>
-<span class="i0">Moed derris Fiinders Wild?<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-6.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Ieg arme Støff oc Aske<br /></span>
-<span class="i0">Endnu et beder dig:<br /></span>
-<span class="i0">Mig icke att forraske,<br /></span>
-<span class="i0">Henrycke plutzelig;<br /></span>
-<span class="i0">Men lade mig min Aand<br /></span>
-<span class="i0">Med fuld Fornufft oc stille,<br /></span>
-<span class="i0">Med gott Taal oc goed Wille<br /></span>
-<span class="i0">Befale i din Haand.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p>Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken
-ieg offte sang, effter som hun icke forstoed tydsk.</p>
-
-<p class="poemheading">
-<b xml:lang="de" lang="de">Ein Liedlein</b> &mdash; nogenledis &mdash; <span xml:lang="de" lang="de">auff die <i>Melodei</i> als das Lied:</span><br />
-<span xml:lang="de" lang="de">Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt?</span> <i>etc.</i>
-</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanzanum">
-1.
-</div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
-<span class="i0">Sprich Vernunfft zu meine Seel:<br /></span>
-<span class="i6">Dich nicht queel,<br /></span>
-<span class="i0">Beßer Leben dich erwehl!<br /></span>
-<span class="i0">Es ist doch nicht zu erlangen,<br /></span>
-<span class="i6">Das fürbey<br /></span>
-<span class="i6">Wieder sey,<br /></span>
-<span class="i0">Wie man's thut anfangen.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-2.
-</div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
-<span class="i0">Warumb dan bekümmerst dich<br /></span>
-<span class="i6">Engstiglich,<br /></span>
-<span class="i0">Zeuffsest immer, bist trawrich?<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span>
-<span class="i0">Du kandst es mit vielen Sorgen<br /></span>
-<span class="i6">Endren nicht.<br /></span>
-<span class="i6">Das geschicht,<br /></span>
-<span class="i0">Was geschehn sol morgen.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-3.
-</div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
-<span class="i0">Hab'n verlohren Haab vnd Guht<br /></span>
-<span class="i6">Zwar weh thut,<br /></span>
-<span class="i0">Schöpfe wieder ein frisch Muht!<br /></span>
-<span class="i0">Es war vberflüßig kröhtig,<br /></span>
-<span class="i6">Die Natur<br /></span>
-<span class="i6">Hat doch nur<br /></span>
-<span class="i0">Weinig davon nötig.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-4.
-</div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
-<span class="i0">Ist der Leib gefangen hir,<br /></span>
-<span class="i6">Glaube mir,<br /></span>
-<span class="i0">Es g'ring schätzen steht bey dir.<br /></span>
-<span class="i0">Du bist frey vnd vngebunden,<br /></span>
-<span class="i6">Keine Hafft<br /></span>
-<span class="i6">Hat die Krafft<br /></span>
-<span class="i0">Dich zu können wunden.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-5.
-</div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
-<span class="i0">Endlich ist es <span class="wordstack"><span>gleiche</span><span>eben</span></span> viel,<br /></span>
-<span class="i6">Wan dein Spiel<br /></span>
-<span class="i0">Hat erreichet seinen Ziel,<br /></span>
-<span class="i0">Vnd du muß vom Leibe scheiden;<br /></span>
-<span class="i6">Es geschicht<br /></span>
-<span class="i6">Oder nicht<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span>
-<span class="i0">Auff Stroh oder Seiden.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-6.
-</div><br /><div class="stanza" xml:lang="de" lang="de">
-<span class="i0">Wol dan, frisk auff, meine Seel!<br /></span>
-<span class="i6">Dich nicht queel,<br /></span>
-<span class="i0">Das nichts deine Ruhe fehl!<br /></span>
-<span class="i0">Gott in Noth dich nicht läst stecken,<br /></span>
-<span class="i6">Er weis wol,<br /></span>
-<span class="i6">Wan's sein sol,<br /></span>
-<span class="i0">Hülffe zu erwecken.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-
-<p>Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil
-Doctor <i>Otto Sperling</i> bleff ført fangen her ind i Taarnet,<a name="FNanker_105" id="FNanker_105" href="#Fodnote_105" class="fnanchor">[105]</a>
-hwis Fengsel er neden vnder den Mørcke Kircke. Hands
-Skiæffne er beklagelig. Der hand bleff ført i Taarnet,
-war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc Fødder.
-Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde
-sig saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war
-fallen i hands Hænder, saa hand giorde intet anded den<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span>
-Afften en[d] nynnede oc sang; sagde til Quinden: »<span xml:lang="de" lang="de">Meine
-Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil singen</span>.« Hand loed
-Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff Folckis
-Murmelen oc <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: Tillaab">Tilraab</a>, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse,
-som war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler
-for Døren), wel kunde fornemme, att der war en
-Fange indkommen.<a name="FNanker_106" id="FNanker_106" href="#Fodnote_106" class="fnanchor">[106]</a> Den Glæde, ieg fornam paa Slosf.,
-gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer icke alleeneste
-lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede
-Quinden att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste
-Dør aff mit Fengsel. Kudsken stoed bag Slosf., giorde
-mange Tegn; men som Slosf. dreyede sig saa tit hid oc
-did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om anden
-Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der
-neden [vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste
-Fengsel bleff opluct (da bleff Doctern ført vd til Forhør).
-Quinden sagde: »Der maa wist sidde en Fange; hwem
-kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel saa,
-att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa
-glad. I faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige
-i Dag, da en andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem
-hand er« (Gud wed, mit Hierte war icke saa frimodig,
-som ieg anstilte mig til). Der til Middag bleff opluct for
-mig (som war offwer taal Slæt, thi førend Doctern bleff
-ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war Slosf.
-meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:<span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span>
-»<span xml:lang="de" lang="de">Lustig, <i>Curage</i>! Es wird sich wol schicken!</span>« Der hand
-haffde skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste
-Fengsels Dør oc forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til
-mig: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich sol Euch grüßen von dem Herrn <i>General Major</i>
-von Alfelt; er sagt, es wird nu bald guth, Ihr solt Euch
-nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald guth!</span>« Ieg
-loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene
-ware, oc bad hannem tacke <i>General Major[en]</i> for hands
-Trøst; oc efftersom hand <i>repeterte</i> igien samme Ord oc
-sagde der hoes: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, fürwahr! das sagte er</span>,« saa swarte
-ieg med et Spørßmaal: »<span xml:lang="de" lang="de">Wo mach doch das herkommen,
-das der <i>General Major</i> suchet alleweil mich zu erfreven?
-Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt</span>.«
-Slosf. swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid
-Slosf. talte med mig, stoed Kudsken bag wed hannem oc
-wiiste, att Fangen haffde wæret bunden om Hænderne oc
-Fødderne, att den haffde et Skæg oc en <i>Calotte</i> paa oc
-en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig wiißere,
-end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel.
-Til Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale
-med Kudsken, oc giorde Kudsken atter samme Tegn, thi
-Slosf. stoed paa samme Sted, dog talte intet, ieg icke
-heller<a name="FNanker_107" id="FNanker_107" href="#Fodnote_107" class="fnanchor">[107]</a>. Om Morgenen der effter bleff Doctern atter vdført
-til <i>Examen</i>, oc Slosf. forholte sig som før. Som hand
-da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded
-war for en Fange, der war neere. Hand swarte, der war<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span>
-ingen neere. Der wed loed ieg ded bliffwe, oc som wii
-ellers snackede om anded, saa smot Quinden vd til Pær,
-som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded warede
-saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet
-offwer Doctern, oc ded fordrog sig med <span class="sic" title="[sic]"><i>Excecutionen</i></span><a name="FNanker_108" id="FNanker_108" href="#Fodnote_108" class="fnanchor">[108]</a>, oc
-ieg intet talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand
-ind oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen,
-das ein gefangner darunten sitzet. Das ist auch wahr,
-aber es ist verbotten es Euch zu sagen, wehr er ist</span>.<span class="corr" title="var: »">«</span>
-Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">So begiäre ich es auch nicht zu wißen!</span>«
-Hand begynte att faa nogen <i>compassion</i> oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Gebet
-Euch zu Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer
-Man, nicht Ewer Sohn, Tochter, Swager oder verwandter;
-es ist ein Vogel, der solte singen, vnd er wil nicht,
-aber er muß wol, er muß wol!</span>« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich solte
-wol können rahten auß Ewer <i>discours</i>, wehr es ist. Kan
-der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird
-er es wol thun; aber die <i>Melodei</i>, die er nicht weis, wird
-er auch nicht singen können!</span>« Hand bleff taws der wed,
-wente sig oc gik vd.</p>
-
-<p>Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa
-der bleff intet talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind,
-naar der bleff opluct, oc giorde sig stønnem lystig med
-Quinden, wille, hun skulle giøre <i>Reverenz</i> for hannem,<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span>
-lærte hender, huordant hun skulle sætte siine Fødder oc
-bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte
-oc adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en
-Deel deraff til den Ende att bedrøffwe mig med min forrige
-Welstands Ihuekommelse: huordant ded gik til i mit
-Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig; fortelte derom
-heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc alt
-dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß
-imellem stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren,
-Kudsken oc den Fange <i>Christian</i> i Trappen.</p>
-
-<p>Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße
-oc wide, hwad nyt hender kom for, hun loed mig oc
-forstaa, att hun war i den Meening, att ieg kunde traalle;
-thi hun skreff mig til en Seddel<a name="FNanker_109" id="FNanker_109" href="#Fodnote_109" class="fnanchor">[109]</a>, hwor vdi stoed, att hun
-bad mig sætte ont imellem Iomfrue <i>Carisse</i> oc en Allefelt,
-med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender
-icke wært, men Skinckel war en braff Karl (<i>Carisse</i> bleff
-siden gifft med Skinckel).<a name="FNanker_110" id="FNanker_110" href="#Fodnote_110" class="fnanchor">[110]</a> Saa som den Skriffwelse
-war aaben, saa wiste Kudsken diß Indholt, oc Quinden med.
-Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men sagde intet. Quinden
-kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille op,
-sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg
-swarte: »Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer
-hun oc loe hiertelig. Ieg spurte, om ded war att lee aff.<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span>
-»Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att ieg tencker paa den
-wiiße <i>Cathrine</i>, ieg før haffwer talt om, som gaff et Raad
-til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe
-Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded
-war for et Raad. Hun sagde, der skulle tagis Haarene
-op, hwor twende Katte haffde reeffwis, oc de Haard skulle
-kastis imellem de toe, man wille sætte Spliid imellem.
-Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den
-bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene
-icke ware begge soorte?<span class="corr" title="var: »">«</span> »Ho, ho!« sagde hun; »ieg
-hør wel, att I wed, hwordant ded skal wære.« »Ieg haffwer
-hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer hender den
-Konst, saa faar I Sucker <i>Candii</i> igien, men lader icke
-Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader
-Pær bede Maren Bloks att forskaane mig med saadanne
-Begiæringer!« Att ded war i henders saa wel som i Marens
-Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff hun i mange
-Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale Anleding
-dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige
-(naar hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa,
-att hand wiste den soorte Kunst), att de frycter for dem,
-de haffwer den <i>opinion</i> om, oc tør icke giøre dem ont.
-Oc hænder ded sig en Dag til Middags Maaltiid, att Slosf.
-saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med de
-andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder,
-som ware paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands
-Dommer i Iylland, holte med Traal Konerne oc sagde, der
-war ingen Traal-Koner til<a name="FNanker_111" id="FNanker_111" href="#Fodnote_111" class="fnanchor">[111]</a>. Der Dørene bleffwe lucte,<span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span>
-da haffde wii nok att snacke om Traal Koner, oc sagde
-hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er
-en Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som
-ieg haffde sagt før, att en Part haffde meere Wiidenskab
-end som en Part, oc en Part brugte derris Wiidenskab
-til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde skee naturlig
-Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke tillat
-vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med;
-ded war oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som
-hannem icke tilkom. Wii snackede saa lenge, att hun
-bleff wree oc lagde sig, soff en Søffn; dermed war den
-Wreede forbi.</p>
-
-<p>Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige,
-som sidder neere i Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om
-Eder, oc hwad I giør. Ieg haffwer sagt Pær om ded, I
-haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men hand haffwer
-soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden
-Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes
-Eder her.« Ieg swarte: »Ded tiente hender intet at wære
-fangen med mig, ded spilte ickun henders Lycke; thi
-hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?« Fortælte om
-samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden
-hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender
-lære, oc hwor dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen
-wille gierne see ded, I haffwer syd; I skal strax faa ded<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span>
-igien!« Ieg flyde Quinden ded, som, første Gang Dørene
-bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar ded til Dronningen
-(toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc
-att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Man mögte ihr wol was zu thun geben!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Das wäre
-nicht nötig. Es ist ihr guth genung! Sie hat es nicht
-beßer haben wollen!</span>«). Ieg spurte offte effter ded syede
-Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for att
-faa ded fra Pigen igien.</p>
-
-<p>Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg
-oc formaatte liided, loed Kudsken offte lucke op oc til
-for sig baade neere hoes Doctern oc oppe hoes mig. De
-Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte for der neere for
-ded <span class="sic" title="[sic]">uderste</span> Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4 Døre
-lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke
-Silcke ind til mig<a name="FNanker_112" id="FNanker_112" href="#Fodnote_112" class="fnanchor">[112]</a> oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i
-miine Boxer!« Ieg loed saa, som ieg icke hørte ded,
-spurte Quinden ad, hwad ded war, hand sagde. Hun
-sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke troede
-ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre
-hannem Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands
-Boxer.« Der falt nu Latters Snak om. Imod att der
-skulle spiißis, saa siger ieg til Quinden: »Flyer Pær sit
-Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig giorde nogen<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span>
-Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris«
-(imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)</p>
-
-<p>Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen
-(huilcken wii haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm,
-der wii der ware fangen)<a name="FNanker_113" id="FNanker_113" href="#Fodnote_113" class="fnanchor">[113]</a> bleff needer brut, oc en Støtte
-(eller hwad ded er) til min Herris Wanære opsat, kom
-Slosf. ind, der til Middag bleff opluct, oc satte sig paa
-min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att snacke
-om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt
-neer paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde
-smerte mig att haffwe mist, til min <i>Caret</i> oc Hæste til.
-»<span xml:lang="de" lang="de">Aber</span>« (sagde hand) »<span xml:lang="de" lang="de">das alles ist nichts gegen den
-schönnen Hoff!</span>« (strøg den vd paa ded herligste;) »<span xml:lang="de" lang="de">der
-lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den andren.
-Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?</span>« Ieg
-swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Der König kan mit dem seinigen machen, was
-er wil; der Hoff ist eine gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!</span>«
-Hand bleff alt wed att beiamre ded schiønne
-Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg
-spurte hannem, »<span xml:lang="de" lang="de">wo der Tempel <i><a class="SBScorr" name="SBS_22" id="SBS_22" title="SBS: Salomones">Salomonis</a></i> wehre geblieben?
-Das schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr
-zu finden; man wuste nicht die Stelle zu weißen, wo der
-Tempel vnd das kostbahre Königs Hauß gestanden</span>.« Hand
-swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded, grundede et
-Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer
-berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span>
-hand io meere oc meere att anstille <a class="SBScorr" name="SBS_23" id="SBS_23" title="SBS: sich">sig</a> høfflig, sagde oc,
-att Hs. <i>Majt.</i> haffde befalet, att hand skulle spørge mig
-ad, om ieg begierte noget enten aff Køckenet, Kiælderen
-eller hoes Suckerbageren, da skulle ded skaffes mig; war
-oc befalet att giffwe mig <i>Confect</i> oc Strøe Sucker toe
-Gange om Vgen, hwilcket oc skeede<a name="FNanker_114" id="FNanker_114" href="#Fodnote_114" class="fnanchor">[114]</a>. Ieg bad Slosf.
-att tacke Kongl. <i>Majt.</i> for den Naade, paa ded allervnderdanigste
-rooste, som billigt, Kongens Goedhed. Slosf.
-wille rooße Dronningen, haffde hand kundt hittet paa noget;
-sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Die Königin ist auch eine liebe Königin!</span>«
-Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter
-med en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad
-ieg wille haffwe til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet,
-oc ieg siden bekom, foruden Snørliif, ded wille Dronningen
-icke tilstæde. Aarsagen kunde ieg ingen Tiid faa
-att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg bekom
-et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag
-Wand, Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded,
-sagde hun, maatte ieg nok wære foruden; men der hun<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span>
-saae, att der staar et Kaabberstycke i Laaget: Herode
-Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun
-oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!</span>« Ded
-Kaabberstycke kom mig til att betencke, att <i>Herodias</i>
-haffde endnu Søstre i Werden.</p>
-
-<p>Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring
-en tydsk Bibel, sagde der hoes: »<span xml:lang="de" lang="de">Das thue ich
-aus guthem Hertzen, habe deßen kein Befehl; die Königin
-weis es nicht</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Das <span class="sic" title="[sic]">gleube</span> ich</span>« (swarte ieg), oc tackede
-hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded wel.
-Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin
-Bønnebog igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en
-Morgen oc en Afften Bøn oc alle Morgen oc Afften Suk,
-hwilcket hun Afften oc Morgen læste for mig. Ieg erbød
-mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et
-<i>Abc</i>. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke,
-ieg war gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente
-med <i xml:lang="fr" lang="fr">raison</i> att <i>persuadere</i> hender for att haffwe noget att
-fordriffwe Tiiden med; men ded war langt fra: hun wiste
-saa meget, hender giordis fornøden. Ieg søgte alt effter
-noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war bleffwen
-war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen
-op, haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded
-Rom, bad ieg Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun
-tog ded, spurte dog icke, hwor til. Ieg <i>præparerte</i> ded Leer
-med Øll, giorde adskilligt, aff hwilcket offte noget giordis
-om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens Billede oc Quindens
-Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt ind
-att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord
-kunde sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span>
-(thi ieg wiste wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun
-wille wel sige engang, hwad ieg tog mig til), saa <i>formerte</i>
-ieg et Begre offwer Hælten aff ded halffwe Pot-Begre, mig
-gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til trint, satte ded
-paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder Bunden
-diße Ord: ... <i xml:lang="fr" lang="fr">il y a un ... [voyez?] un Auguste</i><a name="FNanker_115" id="FNanker_115" href="#Fodnote_115" class="fnanchor">[115]</a>.
-Ieg haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade
-ded kunde berettis, hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden
-saa høyt haffde forsoeren icke att sige ded; sagde en
-Dag: »Spørger <a class="SBScorr" name="SBS_24" id="SBS_24" title="SBS: Solsf.">Slosf.</a> Eder intet ad, hwad ieg giør?«
-»Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I
-giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel
-giøre Eder goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff
-Leer; ded maa hand wel wiide.« Hun giorde saa, oc en<span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span>
-tre Dage der effter kom hand ind til mig, war heel mild
-oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg swarte:
-»Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc
-træt der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget
-imellemstund att giøre, men ieg maatte io icke. Hand
-spurte, hwor til ieg wille haffwe ded Leer, Quinden haffde
-baarren ind til mig; hand saae ded nok, der hun bar ded
-ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat Lapperi
-aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg
-hannem først Quindens Billede; ded behagede hannem
-meget wel, efftersom ded <a class="SBScorr" name="SBS_25" id="SBS_25" title="SBS: legnede">lignede</a> hender; saa en liden
-Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde strax: »<span xml:lang="de" lang="de">Dißes
-alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König sehen<a name="FNanker_116" id="FNanker_116" href="#Fodnote_116" class="fnanchor">[116]</a>;
-vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den
-Händen zu haben für Zeit Verdreib.</span>« Ieg war wel tilfritz.
-Dette skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid
-kom hand intet ind. Om anden Dagen sagde hand mig:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ia, mein liebes Frewlein, <a class="SBScorr" name="SBS_26" id="SBS_26" title="SBS: Hir">Ihr</a> hättet mir baldt in Vnglück
-gebracht!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Wie so?</span>« (spurte ieg). »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe den König
-eine <i>supplication</i> von Euch gebracht! Die Königin wurd
-es nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte:
-»»So! Bringst du mir nu <i>suppli[cationen]</i> von <i>Leonora</i>?««
-Ich erstarrete, sagte: »»Gnädigster König! Ich habe nichts
-schrifftliches gebracht!«« »»Sehe hir!«« sagte der König<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
-vnd wies mir, das vnter dem <a class="SBScorr" name="SBS_27" id="SBS_27" title="SBS: Bodem">Boden</a> des Bechers etwas
-fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas
-geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich
-schwur, das ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb
-Gnade. Der guthe König nam mich in Verantwortung,
-vnd gefiel ihm die <i>invention</i> nicht vbel. Ia, ia, mein liebes
-Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein
-gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer
-Man tod wehre, Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben<a name="FNanker_117" id="FNanker_117" href="#Fodnote_117" class="fnanchor">[117]</a>!</span>«
-Ieg war i Meening, att mine V-wenner wiste wel, att
-min Man war <span class="sic" title="[sic]">døe</span>. Ieg fik saa att giffwe mig til Fritz
-med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue
-Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte
-Slosf. aldrig effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom
-hwer Afften ind oc saed lenge oc snackede med mig; war
-swag, oc kom hannem tungt att stiige op aff de Trapper.
-Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.</p>
-
-<p>Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff
-mig en Bog, som er heel artig, <i>tittuleret</i> <b xml:lang="de" lang="de">Wunderwerck</b><a name="FNanker_118" id="FNanker_118" href="#Fodnote_118" class="fnanchor">[118]</a>.<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span>
-Den er <i xml:lang="la" lang="la">in folio</i>, gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg
-nøyis wel med den Gaffwe. Oc som hand saed lenge vd
-paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede med mig,
-saa for trød ded den forgifftige Quind<a name="FNanker_119" id="FNanker_119" href="#Fodnote_119" class="fnanchor">[119]</a>; sagde til Pær:
-»War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa
-wel, som hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb
-vd oc tog den Kniiff, der ligger vde paa Borded, oc stak
-den i ham? Mig kunde hun let faa Liiffwet aff, siden ieg
-sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I hwor v-riimelig
-den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att
-icke alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men
-Slozf. torde icke komme ind til mig i langsommelig Tiid<a name="FNanker_120" id="FNanker_120" href="#Fodnote_120" class="fnanchor">[120]</a>,
-satte sig vden for min vderste Dør oc saed der oc snackede
-lige saa lenge som før, saa der wantist intet med
-(ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre Aar effter
-den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens
-Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa
-til Alters, stoed hand vden for min inderste Dør oc tog
-sin Hue aff, bad mig om Forladelse: hand wiste, att hand
-haffde giort mig imod, men hand war en Tienner. Ieg
-swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!« Der<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a></span>
-hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget
-til Pær om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded.
-Vden Twiffl haffwer hun skiælt Slosf., thi hun war saa
-wree, att hun puste; kunde icke holde den Wreede i sig,
-men sagde: »Skam faa den gamle Narr! <span class="sic" title="[sic]">Giff</span> Fanden besætte
-ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer
-hun, »om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde
-ham!« oc spøttede. Ieg sagde omsier: »Hwad gaar ded
-Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab? Taber I noget
-der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke
-<i>Ordinantzen</i>, da i ded ringste wærer intet wree paa dem,
-der giør ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder,
-om I icke fortryder ded onde, I haffwer giort, oc icke forliger
-Eder med Eders Moedstandere, førend I søger att
-forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde
-intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde:
-»I gott Folk tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!«
-Hun spurte: »Giør ieg Eder noget?« Ieg swarte:
-»Ieg wed icke, hwad I giør. I kand lyffwe mig saa meget
-paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun en
-lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab:
-hun haffde aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget
-ont. Ieg sagde: »Ieg hører, att I giør Eder reen med
-Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit Sæde med en <i>furie</i> oc
-sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en Phariseer?« »Sacte,
-sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os er wree,
-saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree
-med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig
-med en sposk <i>Mine</i> oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
-goed, naar I bliffwer wree! I haffwer nok Ord der for,
-att I vdi gamle Dage icke kunde taale meget, men slog
-strax. Mens &mdash;« (dermed taw hun). »Hwad meere?«
-(sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont,
-om ieg wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen
-noget, som ieg icke kunde liide? Nu langt bedre! De
-haffwer icke behoff att necte mig Kniiff for den Skyld,
-att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg giøre med
-miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl
-med miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat
-paa ham, oc hwad kunde mig skee wære, end mig skeer?
-Derfor farer ickun i Mag!« Hun teeg stille oc giorde ingen
-<i>Miner</i> fleere, war bedrøffwet, torde intet klage sig for Slosf:.
-Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed ieg icke, thi
-der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct, da
-haffde hun græt<a name="FNanker_121" id="FNanker_121" href="#Fodnote_121" class="fnanchor">[121]</a>. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg
-Slosf. til Lycke oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr seid glücklich! Ihr könt
-Euch mit Gott vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig
-werden; das ist mir verbothen</span>« (ieg haffde twende
-Gange begiert Prest til mig paa anded Aar, oc bleff hwer
-Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu saed; ieg
-haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget
-witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span>
-mig Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig;
-man syndede saa wel med Tancker, som med Ord oc
-Gierninger; hwor for Slosf. loffwede icke att afflade med
-Begiering, att der maatte komme en Præst til mig; spurte,
-hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant,
-som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse<a name="FNanker_122" id="FNanker_122" href="#Fodnote_122" class="fnanchor">[122]</a>.« Hand
-sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das wird wol swärlich geschehen</span>.« Ieg war til
-Fritz, hwem ded war. En Maanets Tiid der effter bleff
-ieg beræt aff den tydske Præst M. <i>Hieronimus</i> Buk<a name="FNanker_123" id="FNanker_123" href="#Fodnote_123" class="fnanchor">[123]</a>,
-som første Gang war heel skickelig, men talte meere om
-Lowen end om <i>Evangelium</i>. Slosf. ynskede mig til Lycke,
-oc ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded
-til Weye.</p>
-
-<p>Ded Aar<span class="sidenote">1665.</span> Pintz Afften loed Slosf. sætte <i>Maj</i> Træer
-i mit inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom.
-Aff de Greene brød ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken
-aff med Glas, bløtte dem i Wand, lagde dem i Pærse vnder
-et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd paa, saa
-de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde
-en Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale
-att fly mig noget grofft Traa, som ieg brugte til
-Søller. Silcket tog ieg aff miine ny Silcke Strymper, ieg
-war giffwen, oc giorde deraff breede Baand (Redskabet
-oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene
-Bom (som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green,<span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span>
-hwilcken Pær haffde skaarren aff) den war fastgiort wed
-Kackeloffnen, oc den anden giorde ieg fast wed mit Liiff.
-Quinden drog Søllerne for mig, saa hun war tilfritz, oc
-kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom,
-thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde
-intet att fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att
-ded war min Lyst i forrige Tiider <i>etc.</i><a name="FNanker_124" id="FNanker_124" href="#Fodnote_124" class="fnanchor">[124]</a> Hand bleff atter
-en lang Tiid inde hoes mig effter Maaltiiderne, saa Frycten
-war hannem forgaaet, eller hand mintist den icke
-meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand sagde
-da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig
-aff oc bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden
-for oc læste høyt, bad Gud om att leffwe: »<span xml:lang="de" lang="de">Ia</span>« (sagde
-hand), »<span xml:lang="de" lang="de">nur etzliche Iahr!</span>« Naar hand haffde nogen Liiße,
-saa snackede hand immerfort; krøb langs wed Weggen
-engang til Døren oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich mögte zwey Dinge wol
-wißen! Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn.
-Das ander ist, wehr meine Tyrelyre</span>« (ded war Tyre, hands
-Quinde) »<span xml:lang="de" lang="de">haben solte</span>.« Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist eine Wißenschafft,
-die Ihr nu nicht erfahren könnet, insonderheit
-wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet vielleicht
-beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters
-halben noch lange leben</span>.« »O« (sagde hand), »<span xml:lang="de" lang="de">Gott gebe
-das!</span>« oc saae op til Winduet. »<span xml:lang="de" lang="de">Meint Ihr das, mein<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span>
-allerliebstes Frevlein?</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ia, das meine ich</span>« (swarte ieg).
-Faa Dage der effter bad hand mig atter om Forladelse,
-om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod;
-nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff
-swagere, græd oc soer, sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Für war, das smertzet
-mir noch, das ich habe Euch offte betrüben sollen, vnd
-Ihr tröstet mich</span>.« Om Søndag Middag ynskede ieg hannem
-Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa
-frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg
-fornam, att twende maatte saa gott som bære hannem op
-aff Trappen, loed ieg hannem sige, att hand kunde bliffwe
-neere i Taarnstuen; hand maatte wære forsickret, ieg
-skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke, krøb
-for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Wan ich das
-thäte, vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein
-Hals</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">So gebet Ewer Swagheit zu erkennen
-vnd legt Euch zu Bette! Es kan wieder beßer werden.
-Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten</span>.« Der
-tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel.
-Siiden saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb
-hand i Taarnestuen, men kom icke widre.</p>
-
-<p>Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet
-att haffwe Act paa Fangerne. Hand war meget fiin.
-Hand war en Snedkiær aff hands Handtwerck; hands Fader
-haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt, som
-oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist
-paa Handwercket i Italien oc <span class="sic" title="[sic]">Tydsland</span>, kunde oc lit italiensk.
-Aff hannem haffde ieg goed Omgiengelse, oc som
-hand spiißede paa Taarnet vden for i ded anded Rom,
-bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc giorde<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span>
-en 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren
-Steegen der vde, loed ieg hannem bede att komme ind.
-Hand loed sig vntskylle; ded kom mig vnderlig for. Effter
-att hand haffde spiiset, sagde hand, att Pær Kusk haffde
-spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med mig.
-Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig,
-saa bad ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc
-icke skulle bliffwe ded forbøden. Hand haffde engang sat
-en meget stoer Knappenaal i sit Ærme, den bad ieg ham
-om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den, men
-om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg
-den, oc den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde
-mig oc adskillige Bøger att læße, saa hand war i alle
-Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed haffwer wel werret
-Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge betroed,
-thi hand war oc meget goed imod Doctor <i>Sperling</i><a name="FNanker_125" id="FNanker_125" href="#Fodnote_125" class="fnanchor">[125]</a>, gaff
-hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc
-anden goed Maed. Hand haffde i hands Barndom wærret
-Leege-Broder med Docterens Børn. Hand snackede oc
-lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op oc
-lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey<a name="FNanker_126" id="FNanker_126" href="#Fodnote_126" class="fnanchor">[126]</a>. Ellers gaffwis
-en anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb
-bleff den Bestilling fratagen, som siiden skal meldis<a name="FNanker_127" id="FNanker_127" href="#Fodnote_127" class="fnanchor">[127]</a>.
-Slosfogden laae stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
-hand kunde, for att komme op igien, men der war liden
-Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke war hannem
-fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren
-Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att
-hun for sin Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret
-oc giorde allehaande for dennem. En Dag siger
-Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe Piige, I
-haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger
-saa meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg
-haffwer giffwen hender Forloff att sige alt ded, hun wed.
-Att hun skulle lyffwe mig paa, der er ieg icke bange for.«
-»Icke ded?« (sagde hun saa sposk). »Huorfor monne
-hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded
-sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde:
-»Hun wille io wel haffwe werret hoes mig (effter Eders
-egen Siien), men hun maa io icke; derpaa behøffuer hun
-icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun) »meener I
-da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,«
-sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til
-Hoffwe, att ded er, for de fører Løgn? Ieg er <a class="SBScorr" name="SBS_28" id="SBS_28" title="SBS: mok">nok</a> wiß
-paa, att min Piige icke lyffwer nogen paa, mindre mig;
-der er ieg icke ræd for.« Quinden bleff wree oc muute
-lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß Daatter
-aff sin <i>Arrest</i> løß giffwen oc bleff G<sup>ne</sup> Friisis Kammer
-Piige<a name="FNanker_128" id="FNanker_128" href="#Fodnote_128" class="fnanchor">[128]</a>; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff
-miine endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span>
-liided, i Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg
-dog, min Piige er mig endnu, att hun icke beholt ded
-Lintøy, som hun wel kunde haffwe giort, thi ieg kunde
-icke wiide, om de haffde taget ded fra hender med ded
-anded.«</p>
-
-<p>Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med
-Balcke, i Synderlighed Quinden, som for adskilligt giorde
-sig wree, baade fordi hand foractede hender, sagde hun,
-for hand haffde flyed en Keedel til Natskriinet, som war
-tyngere end den forrige (som war læk); men allermeest
-fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning,
-att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang,
-midlertiid Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte
-hand hender, om hun oc icke wille lade sig berætte, huor
-til hun først swarte: »Ieg kand ingen tydsk.« Balcke
-sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst skal komme
-til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter Fanger.«
-Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact
-paa ded Sted; maatte hun komme vd, saa wille hun
-gierne. Balcke predicket for hender, som en Præst kunde
-giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware lucte, saa
-gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid
-Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet,
-men tenkte: ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis
-hun; hwilcket oc skeede, bandede Balcke alt ded wærste,
-hun kunde hitte paa. Hun haffde sær for mig vhørte
-Eeder, saa ded war gruelig att høre paa, iblant andre
-diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke
-behoff att bande ham hwer Dag!« <i>Item</i>: »Gud lade
-ham fordwiine som Dug for Soel!« Den Banden kunde<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span>
-ieg icke taale, sagde: »Bander I Manden, fordi hand holder
-Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle forlige Eder med
-Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander
-hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge
-Keedel, ded forbandede Menniske har flyed mig att bære
-op aff den steile Trappe<a name="FNanker_129" id="FNanker_129" href="#Fodnote_129" class="fnanchor">[129]</a>, saa den onde Mand besætte
-ham! Wil hand oc giøre Præst aff sig? Ia, hand
-er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa att
-bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om
-hand wiste ded, I bander ham saa, meener I icke, att
-hand bragte til Weye, att I fik att staa Skriffte? Ded er
-nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret til Guds Bord,
-oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded
-sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand
-faa ded att wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde:
-»Hwad her inde skeer oc sigis, kommer ingen wed vden
-os toe; ded giøris icke fornøden, att andre ded wed.«
-Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa forgik
-den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.</p>
-
-<p>Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken
-døe eller leffwe. En Middag, som Balcke lucte op (som
-war iust 20 Ugers [<i>sic</i>] Dagen, hand kom til mig), kom ind
-med hannem en Mand, meget dollig klæd, med en graa
-reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis,
-med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier
-paa, som haffde wærret hwiid, men neppeste for Skarn
-kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits Strømper paa oc<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span>
-et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med Hyßing<a name="FNanker_130" id="FNanker_130" href="#Fodnote_130" class="fnanchor">[130]</a>.
-Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen;
-dermed gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin
-Hat i Haanden, giorde en Rewerentz oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Hir mit
-nehme ich meinen Abscheid; dieser Man sol Slosf. seyn</span>.«
-Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand swarte:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Nein, nicht vor dis Mahl</span>.« Saa tackede ieg hannem for
-hands høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem
-wel<a name="FNanker_131" id="FNanker_131" href="#Fodnote_131" class="fnanchor">[131]</a>. Pær Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf.,
-som heeder Iohan Iæger, loed sig icke see aff mig den Dag,
-icke heller til Afften. Ieg sagde til Quinden om Morgenen:
-»Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun
-oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den,
-som haffde tagen Doctern fangen<a name="FNanker_132" id="FNanker_132" href="#Fodnote_132" class="fnanchor">[132]</a>, oc nu skulle hand<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span>
-wære Slozf., men end haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen.
-Ded warede icke mange Dage, førend hand kom til
-den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen bleff
-tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede
-ickun paa anden Dag der effter; naaede i begge
-Deele sin <i xml:lang="fr" lang="fr">curieusité</i>: saae den, som bleff Slosf. effter ham
-(til sin Bedrøffwelse), oc den Doctor, som skulle <i>curere</i>
-hannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret war omme.</p>
-
-<p>Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger,
-mindre talte til mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men
-meestendeelen lucte <a class="SBScorr" name="SBS_29" id="SBS_29" title="SBS: den">dem</a> selff op. Endelig, der hand fik
-Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat aff, der hand haffde
-luct op, oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Guthen Morgen!</span>« Ieg tackede hannem
-»<span xml:lang="de" lang="de">mit großen Danck</span>.« I midler Tiid saa stoed, war
-Quinden meget glad. Hun haffde sin frii Sladder med
-Pær Kudsk (som enda en Par Maaneders Tiid kom paa
-Taarnet som før) oc med den Fange Christian, som haffde
-stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc
-meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer
-bleff Portener, oc en wed Naffn Chresten kom i hands
-Sted. Iblant anden Sladder, hun førte for mig, sagde
-hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med mig. Ieg
-sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe
-mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med
-mig, saa lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der
-tiente; thi der hand haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s]
-Skyld, hand bleff ertappet med, kom hand siiden da oc<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></span>
-da ind. Den allerførste Gang haffde hand en Ruuß.)
-Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand
-mig beretede<a name="FNanker_133" id="FNanker_133" href="#Fodnote_133" class="fnanchor">[133]</a>.</p>
-
-<p>Førend ieg melder noget om den Fange Christians
-Bedriffter imod mig, wil ieg med faa Ord berette hands
-Brøde, huorfor hand war fangen. Hand haffuer tient Maans
-Armfelt<a name="FNanker_134" id="FNanker_134" href="#Fodnote_134" class="fnanchor">[134]</a> for Lacquey. Hand med andre <i>Lacqueier</i> ypper
-Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian en
-Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft
-Omsorrig for hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte
-i sit yderste: »Gud straffe dig, Christian, for Søn du
-est! Din Haand dræbte mig!« De andre Lacqueier løbe
-hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben. Hands
-Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded
-altiid, att ded icke war ham, der stak Manden. Hand
-bleff dømt fra Liiffwet; men efftersom den døde Mands
-Quinde icke wille bekaaste paa <i>Excecutionen</i>, bleff Christian
-saa hensiddendis, oc hands Iuncker betalte hands Føde.
-Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend ieg
-bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff
-Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder<a name="FNanker_135" id="FNanker_135" href="#Fodnote_135" class="fnanchor">[135]</a>.
-Der ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der,<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span>
-Doctern sidder, oc der Doctern bleff fengselet, gik Christian
-siden løs i Taarnet, drog Seyerwercket op for Taarngiemmeren,
-lucte op oc til for Fangerne der neere, ia
-haffde offte <span class="sic" title="[sic]">Nøglene</span> til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu,
-att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle
-Slosf. til Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende
-Pær med et Ærinde; sagde til Raßmus: »<span xml:lang="de" lang="de">Gehet hin vnd
-macht auff! Peter sol was bestellen</span>.« »Far« (sagde
-Raßmus), »Christian har Nøglen.« »<span xml:lang="de" lang="de">So!</span>« (sagde Slozf.)
-»<span xml:lang="de" lang="de">Das ist hüpsch!</span>« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus
-sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen
-Stez.« Alt effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed
-til, siden Pær Kudsk kom bort, oc tiente denne
-Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.</p>
-
-<p>En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor
-hun haffde reenset Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte,
-sagde hun til mig: »Den Christian, her gaar, haffwer talt
-med mig der oppe. Hand kand aldrig fuld sige, hwor ynckelig
-ded gaar Doctern, hwor hart hand er fengselet, oc
-hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort.
-Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc
-ingen Lyßning vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar
-vd i ded vderste Kammers. Hand bad mig, att ieg skulle
-sige Eder ded; Taarene kom hannem i hands Øyen, saa
-stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg sagde:
-»Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt
-att haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span>
-stackels Mand faar att haffwe Taalmodighed saa wel som
-ieg, oc wii maa trøste os med en goed Samwittighed. Io
-haardere hand liider, io snarere faar ded Ende; hand er
-en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter
-med en Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc
-hand spurte saa flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde
-widre: Christian skulle nok fly ham, hwad ieg wille sende
-ham. Ieg tog den Snak an for en Fristelse, sagde endelig,
-att Christian kunde tage et Stycke aff Stegen, naar
-Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig
-om noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige
-sig til att gyde ded aff mit Begere oc bede Christian
-helße Doctern. Ded bleff antagen, oc haffde ieg nogle
-Dage Roelighed. Christian føyede sig meget effter Quinden,
-satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren,
-giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok
-aff. Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig
-Karl, den Christian! Hand haffwer fortælt mig, hwor
-vskyllig hand er kommen i Fengsel oc dømt. Hand er
-ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I
-sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at
-hand skal wære Eder troe, wille I skriffwe Doctern et
-Ord til<a name="FNanker_136" id="FNanker_136" href="#Fodnote_136" class="fnanchor">[136]</a>. Paa min Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!«
-Tog paa att swære oc forbande sig, den Dag hun sweeg
-mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed for hinder,
-førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span>
-intet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle
-skriffwe.« »O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att
-den gamle kand see, att hand kand troe ham! Wil I
-haffwe Blek, da kand Christian wel fly noget.« Ieg swarte:
-»Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc ieg kand
-skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke
-begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde
-med den stoere Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa
-4 Mandeler de Ord: <i xml:lang="la" lang="la">non ti fidar!</i> <i xml:lang="la" lang="la">fidar</i> satte ieg Hælten
-aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg haffde saa et Tag
-Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om nu
-Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de
-Mandler, eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab,
-wed ieg icke, men Christian flyer Quinden en Seddel
-fra Doctern til mig, fuld aff <i>Lamentationer</i> offwer worris
-Tilstand, oc att min Daatter <i>Anna Cathrina</i> eller oc <i>Casetta</i>
-ware Aarsage i hands Vlycke. Derom wille ieg meere
-vnderrettis; begierte ded skrifftlig aff hannem (wii skreff
-hwer andre paa italiensk). Hand swarte saaledis, att
-enten den eene eller den anden haffde laded ligge hands
-Breff paa Borded et Stetz, hwor ded war bleffwen funden
-oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand haffde skreffwen,
-war Aarsage i hands Vlycke<a name="FNanker_137" id="FNanker_137" href="#Fodnote_137" class="fnanchor">[137]</a>. Ieg skreff ham igien, att
-ded icke syntist troelig, men wel att der war <i>susspiceret</i>,
-att hand <i>corressponderte</i> med min Herre, oc dermed luret
-paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre
-hannem der i til <i xml:lang="fr" lang="fr">raison</i>, io meere <i>opiniastre</i> bleff hand der
-i<a name="FNanker_138" id="FNanker_138" href="#Fodnote_138" class="fnanchor">[138]</a>, oc omsiier skreff, att ded war <i>Cassettæ finesse</i> att faa<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
-ham i Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte
-paa den Wiiß att skriffwe, begynte ieg att fatte en
-sær <i>opinion</i> om hannem, lige som hand wille drage noget
-aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i nogle Dage, om
-ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening, att
-ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi
-war witterligt; ihworledis hands <i>Correspondentz</i> med min
-Herre war bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem;
-hwor paa hand war dømt, war mig oc v-witterligt, offwer
-mig war ingen Dom gaaen. Ded warede nogle Vger, førend
-Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord
-Meeningen aff <i>Sentenzen</i> offwer hannem, saa wii da oc da
-<i>corresponderte</i> med hwer andre.</p>
-
-<p>Slosf. bleff effterhaanden omgiengelig, kom hwer <span class="sic" title="[sic]">Maaltid</span>
-ind oc snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad
-hand i hands Vngdom haffde bedreffwen, huor hand haffde
-werret Tromslager oc giort sig til Narr for min Swoger
-G. Pentz<a name="FNanker_139" id="FNanker_139" href="#Fodnote_139" class="fnanchor">[139]</a> oc for att winde Penge oc Gunst giort sig til
-Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for
-en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß
-paa (som offte), saa gøglede hand, giorde <i>Pussinel</i> aff sig,
-stønnem <a class="SBScorr" name="SBS_30" id="SBS_30" title="SBS: Ppaa">Spaa</a> Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer
-oc Christian den Fange fornam, att Slozf. dreff
-Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede saa med Quinden
-i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem.
-Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span>
-flaneworn. En Dag<span class="sidenote">1666.</span> war hun noget v-passelig, giorde sig
-ett Øllebrød, satte ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed
-inde hoes mig oc snackede; Chresten oc Christian gantede
-sig med hender der vden for, oc skulle Christian røre i
-Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten
-siger til Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene
-ware icke saa snart sagt, som Giærningen war giort, oc
-fast i ded samme stoed Slosf. op oc gik bort. Der Dørene
-ware lucte, saed Quinden som færdig til att daane.
-Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun
-skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders
-Død, spurte hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg
-haffwer ont nok,« bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte
-att lucke sin Trøye op. Saa saae ieg, att hun war
-wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle føre ded onde
-fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte
-dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun
-haffde saa ont, haffde hwærcken faat waat eller tørt den
-Dag. Ieg sagde: »Giffwer Eder tilfritz, I skal wel faa et
-Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed, hwor hun skulle faa
-ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i Kackeloffnen,
-oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en.
-Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att
-sye.« »Io« (soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok
-tie, oc ieg skal aldrig sige ded.« Saa loed ieg hender
-legge tre Stycker Teylsteene, som altiid haffde ligget bag
-Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl oc Brøe paa
-(alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun maatte
-oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med
-Ord, men wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
-der i med en Skee. Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen,
-oc der bleff Borded sat for mig; haffde et Stycke
-Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte alt imellem,
-om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit
-Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente
-sig til mig oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en,
-der war gall, kaste Skeen aff Haanden oc Stoelen om
-Kuld, reeff atter henders Trøye op oc sagde: »Gie Fanden
-wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre wært,
-som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer
-<a class="SBScorr" name="SBS_31" id="SBS_31" title="SBS: Eeed">Eed</a>), »haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde
-aldrig laded mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?«
-Ieg tenkte paa meget, som dertil kunde swaris, men sagde
-intet, smaa loe oc loed hender saa bruuße vd. Omsiider
-græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde ieg),
-»giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye
-foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg
-hender att slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att
-sætte vnder Potten. Dermed kaagte Potten, oc hun kyste
-paa sin Haand oc gaff mig, war meget glad. Ieg gaff
-hender oc siden en Gang eller toe Forloff der til saaledis
-att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar
-Winden <a class="SBScorr" name="SBS_32" id="SBS_32" title="SBS: stoet">stoed</a> paa Winduet (som med en lang Pik kunde
-opluckis), saa kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde:
-»Tencker paa Eders Eed oc sladdrer icke vd, hwad her
-skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded ringste mister wii
-nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle icke
-skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange
-Aar effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße
-Golff-Steene op (som siden anderledis bleff berettet aff en<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span>
-Præst, som her effter skal meldis). Hun haffde oc sagt,
-att ieg haffde sta[a]ed oc seet <span class="sic" title="[sic]">Linne-Dantzere</span> paa Slos-Platzen,
-hwilcket war sant. Thi der Chresten sagde Quinden
-en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa
-den inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc
-spurte, hwordant ded war, oc ieg sagde hender ded, da
-klagede hun sig, att hun icke kunde faa ded att see. Ieg
-sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde holde
-Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender
-tage Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden
-oc reiße Sengen op til Winduet oc sætte Natskriinet
-offwen paa. Der med att komme til ded oprettede Sengested
-bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden for
-Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded
-for att komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet,
-saa wii kunde staa magelig oc see ded, dog icke
-paa engang. Oc loed ieg hender gaa op først, oc ieg
-stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage;
-hun skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste
-oc wel, att Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris
-beste Kunster<a name="FNanker_140" id="FNanker_140" href="#Fodnote_140" class="fnanchor">[140]</a>. Ieg kunde see Kongen oc Dronningen i
-derris Øyen; de stoede paa den lange Sael, oc vndrede
-ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der ieg
-stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg
-haffde seet dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lyst<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span>
-til att see Folk gaa i Slos-Kircke oc aff Kircken. Da
-bleff Sengen igien opreist, oc ieg saed der saa lenge oppe,
-til alle ware aff Kircken igien. Quinden torde intet woffwe
-att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige Gang
-oc glad, hun kom neer.</p>
-
-<p>Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid,
-da bleff der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit
-Slags, med Talle Lyß. Ded haffwer Quinden mißhaget,
-ihwor wel hun sagde da intet til mig. Men der hun endelig
-bleff nød til att lade sig berette<span class="sidenote">1666 den 12. <i>April</i>.</span> effter meere end
-tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens Bord, bad hun
-Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte i
-Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par
-smucke Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun
-oc fly hender en fiin Dreyels Dug, skulle hun giøre sit
-beste; hun wille betale ded. Om Quinden tilforen haffde
-tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware satt, eller
-Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att ded
-skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men
-noget lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste
-Dør op for mit Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den
-Stage vd, I haffwer, oc toe Lyß!« Hwordant hun tog paa,
-er icke att beskriffwe: om hand icke haffde talt med henders
-Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da, hwad hun
-haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet
-paa sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene.
-Hun wille lenge icke, men bandede oc skiælte. Ieg laae
-enda oc spurte hender: om ieg skulle wære henders Piige
-oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde hannem
-ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span>
-Hullet paa min inderste Dør med saa <a class="SBScorr" name="SBS_33" id="SBS_33" title="SBS: megen">mange</a> Forbandelser
-offwer hannem, saa man maatte grue der for.
-Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender enda bisterer.
-Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde
-hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender
-den Synd for heel witløffteligen. Hun meente, att den
-begik Synden, der war Aarsage dertil. Ieg spurte hender
-endelig: hwor vdi <a class="SBScorr" name="SBS_34" id="SBS_34" title="SBS: Nawedren">Nadweren</a> bestoed? om den bestoed i
-Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun wille
-see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad
-hender falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om
-siine Synders Forladelse, at hand icke wille tilregne
-hender sin Daarlighed. Hun swarte saa att wille giøre,
-men giorde ded icke strax. Ieg meener, att Præsten<a name="FNanker_141" id="FNanker_141" href="#Fodnote_141" class="fnanchor">[141]</a>
-haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting, hender
-angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa
-meget: hwor hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant
-meere; omsiider: om hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc
-huor lenge ded war siiden, hun haffde wærret til Alters?
-Der paa skrifftede hand hender paa sær Maade, først som
-den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte for
-groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der
-skulle affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender
-endeligen oc forrettede sit Embede. Der alt war forrettet,
-oc hun kom ind til mig igien, ynskede ieg hender
-til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun). »Kand der<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
-wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott
-aff! Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax
-gaa til Alters; dette acter ieg intet!« Ieg fald hender
-strax i Orded oc sagde: »Betenker Eder, hwad I siger!
-Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet høre! I wed
-wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer
-Christi Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme
-vnder Fødder?« »Vnder Fødder?« (sagde hun).
-»Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc giorde der en heel
-Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig ansee;
-men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en
-Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer
-ingen mürt« (ieg tenkte: man wed icke hwad)<a name="FNanker_142" id="FNanker_142" href="#Fodnote_142" class="fnanchor">[142]</a>; »hworfor
-skylle ieg døe? Gud allermæctigste giffwe« &mdash; der med
-taw hun. Ieg prædicket for hender igien oc sagde, att
-hun haffde fortient den ewige Død for henders Synders
-Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge
-vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde
-hun) »haffwer ieg att tacke Chresten for; Balcke haffwer
-oc wel hiolpen til.« Tog paa att bande dem. Ieg truede
-hender med et anded Skrifftermaal, om hun icke holte inde
-med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud
-att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til
-Chresten, saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder
-[an?].« Ded holte hender noget i Tømme, oc gik hun den
-Middag intet vd i Trappen<a name="FNanker_143" id="FNanker_143" href="#Fodnote_143" class="fnanchor">[143]</a>.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span></p>
-
-<p>Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med
-Mandfolckene. Hoes mig klagede hun sig offte, att hun
-war swag, haffde forløfft sig paa den ny Keyle, Balcke
-haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd, hun
-haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd,
-hand haffde swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde:
-»Slosf. kand io intet forstaa Eder ret endnu; beder Chresten
-tale for Eder!« Hun giorde oc saa, men kom atter
-med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min
-hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som
-ieg wille gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge?
-Ieg kand icke nyde dem, oc ieg kand icke tienne Eder.«
-Ieg sagde: »Penge kand vdrette meget. Forærer Slosf.
-nogle Penge, saa taler hand nok for Eder. Begiærer en
-aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den
-kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først
-nogle Vger; endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu
-haffwer ieg laded giøre et Sølffbegre til Slozf:.« (Henders
-Daatter kom saa offte til hender i Trappen, som hun
-begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele Efftermiddage
-needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter.
-Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg
-war wel dermed tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span>
-engang, att ieg skulle sige Præsten ded.) <i xml:lang="la" lang="la">In summa</i>: Slosf.
-torde intet tale for hender til Kongen. Saa bad hun mig
-om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i Sengen, naar
-her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded
-skeede. I Førstningen giorde hand nogen <i><a class="SBScorr" name="SBS_35" id="SBS_35" title="SBS: Diffilcuteter">Difficulteter</a></i>,
-sagde: »Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker
-vnder.« Ieg sagde, de kunde <i>vicitere</i> oc <i>examinere</i> Quinden,
-naar hun kom vd, wii haffde icke wærret saa fortroelige
-Wenner; ieg wiste, att Quinden war giffwen mig til
-att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men
-laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe,
-icke heller kunde ieg betienne hender; hun tiente io for
-Penge, der skulle wære nok, der skulle tage der imod
-igien. Tre Dage der effter, der Kongen kom fra Friderichsborg,
-kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde
-komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som
-Chresten haffde <i>recommenderet</i>, som skulle wære en skickelig
-Quinde (som hun oc er).</p>
-
-<p>Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels
-Daatter kom op igien. Oc maa ieg wel sige, att ded<span class="sidenote">1666 den 26. <i>Iuni</i>.</span> war
-en aff mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi
-ieg slap en v-troe v-guddelig løgnactig<a name="FNanker_144" id="FNanker_144" href="#Fodnote_144" class="fnanchor">[144]</a> oc v-skickelig
-Quinde oc bekom<a class="SBScorr" name="SBS_36" id="SBS_36" title="SBS:  igien"></a> en christelig troe sandrue goed (ia
-alt for goed) Quinde igien. Der den første Quinde tog<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
-Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu erre
-wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de
-sandeste Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte
-intet, men løb, alt ded hun kunde, saa der kiendtist ingen
-Sygdom eller Swaghed paa hender. Hun leffwede icke
-fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6 Vger paa
-sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.</p>
-
-<p>Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed
-hun om Efftermiddagen heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad
-hender skade. Hun sagde: »O, ieg haffwer intet att giøre,
-oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig! Ieg lengis
-mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre.
-»Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand
-oc sye grofft oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg
-intet att hielpe hender med; tog nogle Ender aff Silcke
-frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper aff, som erre
-for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff
-Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en
-Hægle aff smaa Knappenaale<a name="FNanker_145" id="FNanker_145" href="#Fodnote_145" class="fnanchor">[145]</a>, bunden paa en Pind; der
-hægler ieg ded med oc giør ded brugeligt til att stoppe
-Huer med; oc sagde ieg til hender: »Der haffwer I noget
-att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff Hiertet
-glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant aff<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span>
-henders Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war
-hæntis, att der war et gott Hierte i hender, att hun war
-bleffwen offte bedragen for sin Goedtroenhed. Hun haffde
-oc kiendt mig i min Welmact, tient en Raadmans Quinde,
-som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom
-den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel
-ihue; græd, naar hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed
-med mig. Hun war en Iyde, en Bunde Daatter,
-men [haffde] wærret gifft med en Regiments Quartermester.
-Saa ieg effterhaanden fik <i>Affaiction</i> til hender,
-bad hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern
-liide; sagde hender, att Christian wel kunde giøre stønnem
-nogen Tienneste att kiøbe et oc anded for os, thi hand
-haffde en Dreng, ia stønnem toe, som ginge Ærinder for
-hannem, men ieg troede icke [den] forrige Quinde, saa hand
-kiøbte aldrig intet [<i>sic</i>] for mig, til med wille den Quinde
-intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad
-wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke
-skiøttet om att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden
-da en halff Potte frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer
-Chresten Eders Wiin, som ieg giffwer Christian min
-Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes Kiælder
-Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for
-ham, oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker
-noget«. Ded skeede, oc loed Christian oß giøre toe
-Handteene. Min war ickun liden, men henders, som den
-burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som endnu
-er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør,
-som hun begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span>
-Boxer tillige op til hender<a name="FNanker_146" id="FNanker_146" href="#Fodnote_146" class="fnanchor">[146]</a>. Hun spandt paa Haandteen
-en goed Deel, oc ieg laffwede min Wæff saaledis paa
-en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den eene Bom
-med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att
-naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg
-med et Draff løße min Wæff oc faa den anden Bom løß,
-som war bunden til mit Liiff, oc alting lagt bort, førend
-min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde mig oc et Spield
-(før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene; haffde
-oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige,
-hwer i sit Arbeide.</p>
-
-<p>Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som
-Drenge pleier at giøre; wille fixere sig med Quinden, men
-hun kunde intet der med. Hand war nesten fuld hwer
-Dag om Middagen, naar hand kom op. Effterhanden
-kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op
-i hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet
-vden for dette Sted. Hand wille oc gante sig med
-mig, gabte for mig, oc ieg skulle kaste noget hen oc see, om
-ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo
-doll siet Ii!</span>« bad ham komme nærmere, saa wille ieg see,
-om ieg kunde ramme den. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen, neen</span>« (sagde hand),
-»<span xml:lang="nds" lang="nds">so wehr ick doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!</span>«<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span>
-En Middag kommer hand op med en sær <i>façon</i> aff en
-Spøyte, som war saa trind som en Kugel, oc saed en
-liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel
-artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa
-spøytede Wanded vd heel høyt oc langt borte. Hand
-giorde sig næßwiiß oc spøytede paa mig. Der hand fornam,
-att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til mig,
-løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad
-mig spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen
-Leeg begynde med hannem, thi aff hands Historiers Fortelling
-fornam ieg wel hands Plomphed, gaff hannem Spøyten
-igien. Der Karen skulle bære Steegen ind, haffde
-Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel
-oc kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott
-Stycke fra hender, oc Kuglen war icke større end en stoer
-Plomme. Hun wiste intet aff Spøyten att sige (er oc noget
-hastig i henders Tale); sagde: »Gud giffwe, I faa
-Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en,
-gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden
-alt tammere oc tammere, kom siælden ædrue op,
-lagde sig paa Quindens Seng oc soff, imens ieg spiisede,
-saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe ham aff Sengen,
-naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til <a class="SBScorr" name="SBS_38" id="SBS_38" title="SBS: Fengselnerne">Fengselerne</a>
-laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
-hand icke wel siine Fanger?)<a name="FNanker_147" id="FNanker_147" href="#Fodnote_147" class="fnanchor">[147]</a>. Hand war icke ræd for,<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span>
-att ieg skulle myre hannem. En Afften war hand drucken
-eller stillede sig saa; begynte paa sin Wiiß att wille
-<i>carressere</i> mig oc søge att wille føle miine Knæ, tog til
-Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med Foeden oc
-sagde intet anded [end]: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wan Ii duen siedt, so blifft van
-mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!</span>« Hand
-sagde intet, stoed op oc gik bort; kom oc siden icke
-ind, naar hand war fuld, men bleff vden for i ded anded
-Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor der er en breed
-Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag,
-effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc
-Christen oc slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war
-icke fuld, saa kom hand ind, oc gaff hand mig effter Begiæring
-nogle gamle Kortblade, som ieg syde sammen oc
-giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne
-Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att
-male med Farffwe. Ded er endnu til. Slosf. saae ded
-siden, men spurte aldrig, hwordant ded Beslag war kommen
-til<a name="FNanker_148" id="FNanker_148" href="#Fodnote_148" class="fnanchor">[148]</a>. I ded Skrin (om ded saa kand kaldis) haffwer
-ieg alt mit Arbeed oc Reedskab, oc staar [ded] i min
-Seng om Dagen.</p>
-
-<p>Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleeneste<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span>
-wed Borded der vde, men hand endoc lucte min
-Dør for Næßen aff Taarngiemmeren. Hand gik ind i mit
-Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar Natt-Keilen
-op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde alt
-ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne
-der neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens
-liiden Tilsyn, laae offte neere i Byen om Natten,
-kom offte fuld op til Afftens Maaltiid. En Afften war
-Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd der neere
-med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre
-slog hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget,
-oc som Begeret war gandske blodigt vden paa, der
-ded kom ind for mig, oc ded syntist, att der war kommen
-Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen derom til Slosf:.
-Hand sagde intet anded end: »<span xml:lang="nds" lang="nds">De Man is doll!</span>« tog Begret
-oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle
-oc giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis
-der om, wed ieg icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret,
-men Ritzen offwen i Randen er endnu; ded kommer
-Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa nær en
-halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig
-imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle
-Fanger der neere, oc Chresten klagede ded for Slosf.,
-som kom ind oc wille sette Christian i Troldhullet; men
-hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att hand haffde intet
-med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham ind;
-brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik.
-<i>Christian</i> raabte hannem enda effter vd aff Winduet oc
-sagde: »Ieg wed Tøß med Ier, men I wed intet med mig.«
-(En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke war en ringe Tøß.<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
-Der war en <i>Corporal</i>, som stack en Soldat ihiæl, som med
-Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet
-nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc
-hand fryctede att bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend
-der bleff opluct for mig<a name="FNanker_149" id="FNanker_149" href="#Fodnote_149" class="fnanchor">[149]</a> (som offte skeede, att der bleff
-opluct ded vderste Rom, førend Madden kom op, saa oc
-altiid om Morgenen om Winteren, naar der lagdis Ild i
-Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til
-Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som
-ded war, oc Christian saa giæff som før.</p>
-
-<p>Den Quinde oc ieg wii leffwede i goed Eenighed med
-hwer andre. Der war stønnem nogle smaa Krackeler
-imellem Christian oc hender, men ded haffde paa de Tiider
-intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med Wiin
-oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket
-effter hun war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu
-leffwer; hun tiente da en Skræder, men nu er hun gifft
-med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc stønnem Forloff att
-tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød Christian,
-efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande
-bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet
-wiste, men meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun
-er læt-grædendis oc læt-leendis). Ieg kunde snart faa
-hender trøstet. Wii sleed worris Tiid meget wel. Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span>
-lærte hender att læße, begynte med <i>A. b. c.</i>, thi hun kiændte
-icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med att
-vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders
-60. Aar. Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe<a name="FNanker_150" id="FNanker_150" href="#Fodnote_150" class="fnanchor">[150]</a>,
-tog hun Baagen engang oc wente op oc need paa den, begynte
-att stryge siine Øygne oc sagde: »Herre Gud, hwor
-er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud) »icke et
-Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde
-mig for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun
-er meget hastig i henders Ord) oc [<i>sic</i>] i ded peegte med
-Peegesticken med en Fart paa et O oc sagde: »Er ded
-icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun wente
-sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen
-war icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg
-haffde tengt, hun skulle bliffwe borte i Latter. Oc som
-hun en Dag skulle læße, oc hun gaed icke sluppen sin
-Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun Lysten;
-sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa
-min gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg
-haffwer kaastet mange Penge paa min Søn for att lade
-hannem lære att læße, oc see! er hand icke døe?« Ieg
-wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa snacke
-for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin
-Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att<span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span>
-læße i Bog? Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen
-oc Afften Bønner« (ieg tenckte: ille nok! Aff henders
-<i>Cathechi.</i> wiste hun meget lided). Ieg sagde (med en
-Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I haffwer
-icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck
-læße vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded
-sprang hun op oc nappede sin Bog igien oc begynte att
-staffwe. Ieg sagde hwercken til eller fra, oc ieg omgickes
-med hender som med et gott enfoldig Barn<a name="FNanker_151" id="FNanker_151" href="#Fodnote_151" class="fnanchor">[151]</a>.</p>
-
-<p>Ieg falt ded Aar i Sygdom<a name="FNanker_152" id="FNanker_152" href="#Fodnote_152" class="fnanchor">[152]</a>, oc efftersom Slosf. da
-kom icke meere ind til mig om Middagen oc om Afftenen
-loed sin Tienner gaa op, saa bad ieg Quinden, att hun
-skulle sige ham, att ieg war syg, om der icke maatte
-komme en <i>Doctor</i> til mig. Quinden sagde ham ded (thi
-da forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk),
-oc som hun sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa
-swarte hand: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Lat se stärffwen för en Dyffwel!</span>« Ieg haffde
-en Hwerdags Feber, haffde Heede, men ingen Kuld; oc
-som ded en stoer Deel war Aarsage til min Sygdom, att
-ieg haffde Bindelse, begierte ieg et <i>Clister</i>. Der loe Slosf.
-sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span>
-komme ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte
-hannem noget alworlig til, sagde ham, att ded war icke
-Kongens Wille, att hand skulle icke haffwe meere Omsorrig
-for mig, end hand haffde; hand haffde meere Omsorrig for
-sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff
-hand bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg
-sagde, hwad ieg begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget
-<i>altereret</i> mig offwer den Samtale, saa ieg bleff swag.
-Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I døer, min hierte
-Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen toe
-Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war
-meget v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg
-swarte, att ieg skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?«
-(sagde hun med en wree Hue); »wille I liide ded? Ney,«
-soer hun, »skulle ieg icke! Ieg skulle icke liide ded, om
-ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som den Philosophus
-sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg
-kand holde dem fra mig med, naar ieg er døe<a name="FNanker_153" id="FNanker_153" href="#Fodnote_153" class="fnanchor">[153]</a>.« Saa
-besan hun sig først oc snackede saa hen om Begraffwelse
-oc Iordefær. Ieg forsickrede hender, att ded aldelis intet
-bekymrede mig; naar ieg war døe, saa fant ieg intet dertil;
-om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa skulle
-ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa
-den yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en
-Part, der laae i Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige
-Begraffwelser. Men att ieg skulle, som Slosf., sige de<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span>
-forfløyen Ord, att ieg wille wære begraffwet paa Waldby
-Backe for att see mig om, ded icke. Ieg begiærer intet
-vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf. V-fiinhed,
-om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om
-Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar
-hand haffde wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet
-igiennem Munstringen, oc anded meere. Der war ingen
-Guds Fryct i hannem.</p>
-
-<p>Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede <i>M. Buck</i>
-att komme til mig wed syff Slæt om Morgenen, thi imod
-8½ begynte Feberen. Præsten kom icke førend 9½, da
-Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig allerede noget
-lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal, begynte
-hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid,
-som war skyllig i <i>Vrie</i> Død, fast hand slog hannem icke
-ihiæl med sin egen Haand; vdbreedde den Synd, som hand
-burte, oc Straffen, som der wille følge paa. »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr</span>« (sagde
-hand) »<span xml:lang="de" lang="de">habt <i>General</i> Fux getöhtet, dan Ihr habt einen
-Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet</span>.« Ieg swarte:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!</span>« »<span xml:lang="de" lang="de">Ia
-freylich</span>« (sagde hand); »<span xml:lang="de" lang="de">der Diener ist in Hamburg, der
-hat es selber gesagt</span>.« (Ieg swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Hat er das gesagt,
-so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux sein Todt mit
-einem Stilet<a name="FNanker_154" id="FNanker_154" href="#Fodnote_154" class="fnanchor">[154]</a>. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg war,
-ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der
-Diener dan sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl
-ist es nicht geschehn, aber das ich mich nicht solte
-haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht gestraffet, das<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span>
-gestehe vnd bekenne ich</span>.« Der til swarte hand lige saa:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Das hätte ich selber gethan</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Wii Fux
-mit vns in vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet,
-weis Gott. Das ist nu vorbey, vnd ich gedencke des nicht
-mehr</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Da thut Ihr recht an</span>« (sagde hand), oc foer saa
-fort i hands Embede. Der alt war forrettet, talte hand
-med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den
-Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg,
-ieg war icke syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab;
-hand haffde sagt mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen
-wree for. Christian stoed inden for den Mørcke-Kircke[s]
-Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der inde,
-oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att
-komme til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.</p>
-
-<p>Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag
-saa himmelig: »Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane
-til Eders Børn<a name="FNanker_155" id="FNanker_155" href="#Fodnote_155" class="fnanchor">[155]</a>.« Ieg spurte, paa hwad Maade ded
-kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige. Hun er troe
-nok; hun skal drage did for ded samme<a name="FNanker_156" id="FNanker_156" href="#Fodnote_156" class="fnanchor">[156]</a>.« Hand wiste,
-att ieg haffde endnu nogle <i>Ducater</i>, thi Pær Kudsk haffde
-fortroet ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg
-tog imod Tilbudded, skreff mine Børn til, gaff ham en<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span>
-Ducat til Piigens Reiße. Hun forrettede wel siine Ærinder
-oc kom med Skriffwelse fra min Søster<a name="FNanker_157" id="FNanker_157" href="#Fodnote_157" class="fnanchor">[157]</a> oc dennem tilbage.
-Alt dette wiste min Quinde intet aff.</p>
-
-<p>Effterhaanden begynte Christian att bliffwe <i>insolent</i> i
-mange Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs
-Pooße, som Quinden skulle giffwe ham Maed i, saa kaste
-hand den til hender, giorde sig wree, naar der icke war
-giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand strax kunde
-faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren
-oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun
-war sorgefuld, men sagde dog intet til mig. Ded warte
-ickun en Dag, saa banckede hand paa Døren oc effter
-Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt. Quinden
-saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand
-kunde intet see hender, icke heller mig). Der hand war
-gaaen bort, fortelte hun, huor høyt hand haffde forbanded
-sig <i>etc.</i> Ieg sagde: »Ded skal I icke acte; hand haffwer
-giort saa meget før i den anden Karens Tiid.« Hands
-Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel
-en halff Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar
-Christian Steegen oc tog sig selff, hwad Stycke hand
-wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid sendte ham et Stycke
-vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den dumme<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span>
-Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand
-wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der
-fattedis noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en
-Stund, for ded skeede icke saa ieffnt hwer Dag. Men
-naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng, saa sagde hand
-intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe
-wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da,
-thi hand bleff alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide,
-att wii loe oc ware glade; naar hand hørte ded vden for
-Døren, saa bleff hand bister. Wille man klyncke, saa
-wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye<a name="FNanker_158" id="FNanker_158" href="#Fodnote_158" class="fnanchor">[158]</a>. En
-Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden
-fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i
-Friderichsborg (der haffde hun boet), huor Drengens Moder
-icke wiste, hworledis hun skulle tittulere Skolemesteren;
-kalte ham: Her <i>Willas</i>. Hand sagde: »Ieg er icke
-Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller
-Mester,« sagde hand<a name="FNanker_159" id="FNanker_159" href="#Fodnote_159" class="fnanchor">[159]</a>; »ieg er ickun ret oc slet <i>Willas</i>.«
-Saa sagde Quinden: »Min goede slet oc ret <i>Willas</i>! Min
-Søn slicker altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand
-kommer hiem. Wille I slicke ham igien med et got skarpt
-Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der aff, kommer hand
-til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded sidder wel
-icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span>
-skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii
-snackede om ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war
-Maaltiids Tiid, siger hand til Quinden: »I war swar lattermild
-i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke, hworfor ded er?
-Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders Tilnaffn).
-»Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe
-Eder Latteren tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun
-soer ney, att hands Naffn icke bleff næffnt (som oc saa
-war i Sandhed), men ded maatte intet giælde. De falt i
-Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc hand
-kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc
-intet, thi effen paa den Tiid war der en stackels gammel
-Mand min Naboe; den loed ieg giffwe en Dryck Wiin.
-Christian forføyer sig igien til Døren oc picker paa. Hand
-klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle tage hender
-igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem,
-der hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg
-soer ham til, att der icke war tenkt paa ham den Gang;
-ieg kunde icke tale hender ille til for de Ord, wii haffde
-hafft imellem hin anden; ieg ælskede Roelighed inden worris
-lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er goed, sagde
-Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand effterhaanden
-adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa
-wille hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane<a name="FNanker_160" id="FNanker_160" href="#Fodnote_160" class="fnanchor">[160]</a>. Ieg<span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a></span>
-sagde, att ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en
-Part aff dem war hoes min Søster; hwor miine Sønner
-war, oc hworledis dennem liide, ded wiste de icke; ieg
-befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til Maade,
-oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att
-ieg haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige
-vd. Men en Dag, ded galle stack ham, kom hand til
-Døren oc haffde en Potte med Wiinen i (som ieg fast hwer
-Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I see
-mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør,
-men man kunde dog icke see grant der igiennem saa langt
-fra). »Her staar ieg med min Potte med Wiin oc wil
-dricke Eders Skaal for den sidste Gang.« Ieg spurte:
-»Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand, gik saa
-nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere
-giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.«
-Ieg sagde: »I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer
-giort; ieg begiærer ingen meere aff Eder, men derfor
-skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde hand) »Ingen Tienst
-meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er sandt«
-(swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg
-er icke saa, som I troer; ieg er læt att komme i med,
-men icke saa læt att komme aff med.« Ieg smaa loe oc
-sagde: »I er langt bedre, end I giør Eder selff. I Morgen
-er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att beskriffwe
-sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som
-hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand
-drak aff Potten, satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte
-paa ham oc bad ham komme til Døren, ieg wille tale med
-ham. Da saed hand som en Gante oc snackede for sig<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span>
-selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en
-stoer Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian
-icke!« Loe imellem aff fuld Hals, skraalte høyt:
-den Dag, hand gik til Døren eller giorde mig nogen Tienneste,
-da skulle Fanden riiffwe oc spliide hannem. Ieg gik
-fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab oc
-stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille
-intet tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden,
-thi hand bleff enda wed den Wiiß som før, naar hand
-kunde, att skiære Steegen, førend Slosf. kom op. Som da
-Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med mig, bad
-ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe
-den Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded
-hannem forbøden. Faa Dage der effter kaste hand Pooßen
-til Quinden i Trappen oc sagde: »Gier nogen Maed til i
-Afften i min Drengs Poeße<a name="FNanker_161" id="FNanker_161" href="#Fodnote_161" class="fnanchor">[161]</a>!« Ded bleff i allerstørste Lydighed
-effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i
-Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om
-Middagen talte med Quinden oc selff begiærte en Dryk
-Wiin; men hand truede Quinden att skulle fordriffwe henders
-Latter. Ieg fryctede intet for ded onde, hand kunde
-giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war mødsommeligt.
-Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span>
-ded. Hand pleyede att skaffe mig <i>Aviserne</i> hwer
-Vge<a name="FNanker_162" id="FNanker_162" href="#Fodnote_162" class="fnanchor">[162]</a> for Lyß, oc saa som hand icke flyde mig <i>Aviserne</i>
-for den første Vgis Lyß, saa sendte ieg hannem ingen
-Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om Løwerdagen
-med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom
-ind med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see
-paa mig. Ieg talte engang til hannem, spurte om Doctern,
-oc hand swarte intet. Ded stoed saa nogle Vger; saa
-millede hand sig, flyde Quinden <i>Aviserne</i> fra den Tiid,
-hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med
-en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc
-snackede (hand haffde en liden Snitzer), oc Chresten war
-for Kælderen, flyde Quinden hannem <i>Aviserne</i> igien, tackede
-ham paa miine Wegne oc sagde, ieg skiøtte intet om <i>Aviser</i>,
-ieg haffde werret dem foruden i saa mange Vger, ieg
-kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister,
-att hand med Tænderne reeff <i>Aviserne</i> sønder, reeff sin
-Trøye op, saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i
-nogle <i>Aviser</i>, hujet, skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa
-noget att lee aff til Slosf., raabte saa høyt, ieg kunde,<span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"> </a></span>
-for att døffwe Christian<a name="FNanker_163" id="FNanker_163" href="#Fodnote_163" class="fnanchor">[163]</a>. Quinden kom ind som et Liig
-i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender att gaa
-vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede,
-slog sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel,
-holte ded saa nogle Gange. Der hand fornam, att Chresten
-kom i Trappen med Beegerne, kaste hand sig paa
-den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste atter sin
-Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med
-Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att
-der war noget paa Færde imellem Quinden oc Christian,
-oc att Quinden war bange, men hand kunde icke giætte
-eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke, att ded gik
-mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:.
-Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren.
-Quinden sagde, att hand haffde truet hender: hand skulle
-wel forbyde henders Daatter att komme til hender oc føre
-Sladder frem oc anded, hun icke burte. Ieg bad hender
-giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel offwer;
-hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa
-kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc
-kom for Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf.
-haffde giffwen henders Daatter Forloff att <a class="SBScorr" name="SBS_41" id="SBS_41" title="SBS: kommen">komme</a> til hender,
-hwem skulle hand klage hender for? (Ieg tenkte wel
-anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand wel
-anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed;
-hand kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span>
-hwem hand wille, i Wæctergangen.) Hun græd oc loed
-meget ille, talte som en, der sanßer ickun lit, sagde en
-Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal ieg
-&mdash;, ia, saa skal ieg &mdash;.« Hun kom intet widre oc kunde
-icke hitte paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc
-endeligen sagde: »Christian er gall, ieg wil nok styre
-ham i Morgen; lader mig ickun <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: betemme">bestemme</a> med hannem!
-Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i Søffn,
-men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab
-kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg
-hender, hwad hun skulle sige Christian, oc att hun skulle
-stille sig, som hun war icke wel til Fritz; begynde med
-att bande ham oc sige: »Gii der faer en Diæffwel i Ier
-for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt
-hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i
-Hoffweded dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded
-smucke Tøy, hun haffde giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet.
-Nu,« sagde hun, »skal der ingen giøre sig goed med
-ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede ham.
-»Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er
-hun saa!« Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg
-hørte ded. Hand war en 14 Dage Skiæls, begiærte da oc
-da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc fortælte i blant
-anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris Konge)
-skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig
-icke mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik
-ieg <i>Aviserne</i> foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om
-noget, saa gik hand strax; sagde siden til Quinden: »Hun
-er wree, oc ieg er lige saa. Wil see, hwem der haffwer
-hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget, oc<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
-wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret
-hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle
-komme til Rette med att altiid giffwe den bløde Siide<a name="FNanker_164" id="FNanker_164" href="#Fodnote_164" class="fnanchor">[164]</a>.
-Som hand nu Tiid effter anden bleff <i>insolent</i>, meere end
-<i>tollereris</i> kunde, sagde ieg en Dag til Slozf., att ieg forundrede
-mig offwer, att hand tilstæde en Fange att lucke
-op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren
-ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa
-den Maade kunde <i>practicere</i> mig vd, om ieg wille vd foruden
-Kongens Minde? Christian war en Fange, som war
-dømt til att døe; hand skulle nok skaffe mig vd aff Taarnet.
-Slosf. saed oc gloede som en, der santzer intet,
-swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte
-sig dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte
-hand selff op oc til, eller oc Chresten (ieg haffwer seet,
-att Christian haffwer reffwen Nøglerne aff Chrestens Haand
-oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand begynte att giøre
-sig gall). Haffde Christian icke werret gall før, saa bleff
-hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med
-Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand
-liige for mig i ded vderste Rom, saae som en Gast oc
-skar Tænder; oc saa som hand saae, att ieg tog ded offwerbleffwen
-Røgelse aff Chrestens Haand (som hand altiid
-selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels
-Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a></span>
-Quinden i Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders
-Naade, att hun oc I skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer
-seet med miine Øygne, att Chresten gaff hender et
-Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke, att ieg maatte
-gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe hender
-tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc <i>Aviserne</i> aff ham?
-Ia siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer
-giort hender, saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.«
-Gud wed, huad Natt ieg haffde! Icke fordi ieg actede
-hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord gandske intet; Vlycken
-haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men Quinden
-war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede
-sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott,
-hender wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder
-i den Mørcke Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender.
-Saa falt hender ind, att Daatteren haffde talt med hender
-i Trappen; saa skreeg hun igien: »O, min Daatter, min
-Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet
-anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded
-gaar icke nær saa ille til, som I troer.« Men som ieg
-fornam, att hun icke war bequem til att høre nogen <i xml:lang="fr" lang="fr">raison</i>,
-for hun raabte alt: »<span xml:lang="de" lang="de">Ach, ach!</span>« naar ieg wille tale, saed
-offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet imellem begge
-Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand<a name="FNanker_165" id="FNanker_165" href="#Fodnote_165" class="fnanchor">[165]</a>. Ieg tenckte,
-att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte
-hun wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede
-sig: »Denne Vlycke, ded forbandede Menniske truer os
-med, wil icke forrekommis med Graad. Setter Eders Sind<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span>
-i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc ieg wil
-bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.«
-Ded sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff,
-saa kom hun atter frem med alt ded, hun fryctede for:
-att hun haffde borren mig Sædler ind fra ham, Kniiff oc
-Sax oc anded, som war forbøden. Ieg swarte da oc da
-ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med Eder.«
-Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke
-oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle
-Mand der neere<a name="FNanker_166" id="FNanker_166" href="#Fodnote_166" class="fnanchor">[166]</a>.« Ieg loed, som ieg soff, men den heele
-Natt indtil Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine
-Øygne. Der om Middagen bleff opluct, haffde ieg alt
-sagt hender, hwad hun skulle sige Christian, oc giffwen
-hender att forstaa, att hand med hands Trußeler meente
-att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue
-oß, som ded lystede hannem; men hand haffde en anden
-for sin Haand, end hand troede. Hun skulle ickun laede,
-som hun intet skiøttede om hands Snak, intet tale et
-Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til hender;<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span>
-oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun
-laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget.
-Sagde hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger
-ieg hender slet intet! Er I endnu lige saa gall som i
-Afftis? Giører, hwilcket I wil!« oc gaa dermed fra hannem.
-Den Samtale bleff holt, oc hand truede meere end
-nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war hiertelig
-bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er
-læt sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg
-wiste wel, att Christian skulle byde paa att skriffwe mig
-til allehaande nyt, meene att flicke sig ind [der] med igien;
-men ieg haffde forbøden Quinden att tage imod hands
-Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad hender sige
-hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand kunde;
-haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for
-hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde:
-»Siger hender, att ded skal wære wærst for hinder. Ded,
-ieg haffuer giort for hender, haffwer Wiinen kommen mig
-til, hun haffwer sendt mig; siger hender ded! Ieg skal bekiende
-ded selff altsammen, oc skulle ieg en[d] klæde
-Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet
-hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel,
-att ieg haffde intet laded mig mercke for Quinden, hwercken
-om ded, hand haffde flyet mig Bud til Skaane til
-miine Børn, eller oc om Woxet, Taarn-Nøglerne ware
-trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.) Der
-worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg
-giorde en Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam
-der kunde wære saa stoer som att læggis paa Steiler; tog
-ded an for forfløyen Ord, som ded war, bad hender sige<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span>
-hannem, att hand skulle intet bemøde sig med att giffwe
-sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf.
-i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort
-for mig; hand maaske glemte noget, men ieg skulle wel
-komme ded ihue. Den Tiid Quinden sagde ham ded,
-swarte hand intet, men løb need fra hender, holte sig
-nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden.
-En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen,
-kom hand op til hender oc wille endelig offwertale hender
-att tage en Sæddel til mig, men hun soer icke att torde.
-»Saa siger hender da« (sagde hand), »att hun skal flye
-mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender; den
-wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre.
-I skal faa en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa
-bleeg som et Liig, saa ieg meente, hun haffde forløfft sig.
-Hun fortælte derris Samtale oc hands Begiæring, bad mig
-saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa bleff
-hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer
-I Eders fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil
-giøre os en Vlycke, naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen
-igien? Ded er icke Tiid paa att flye hannem ded. Forstaar
-I intet, att hand frycter for, att ieg skal lade see ded? Mit
-Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere til,
-saa intet er meere att true hannem med end de Stycker.
-I Afften skal I intet tale med hannem. Siger hand noget,
-da swarer intet.« Om Afftenen sneeg hand sig til oc
-sagde til hender i ded vderste Rom: »Tager mig hid Sax
-oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til Middag,
-bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands;
-ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span>
-meere, end de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff
-hand forbistret offwer, skar Tænder oc hwiinede. Hun gik
-fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt war, att tale
-eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet
-wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc
-warte Slosf. Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa
-Gulffwet (oc haffde samme Gang nær skeed en synderlig
-Hændelse; thi i ded hand wille kaste Sæddelen ind, gik
-Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar, saa Sæddelen
-falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen,
-som Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader
-mig faa Kniiffwen oc Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder
-saa stoer en Vlycke, som ieg haffwer giort Eder Tienneste,
-oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax, skulle ieg end selge
-miine Boxer. Lader mig faa dem <a class="SBScorr" name="SBS_42" id="SBS_42" title="SBS: stax">strax</a>!« Hand gik i
-nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet
-swarte eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten
-spurte Quinden ad, hwad hun haffde giort wed Christian,
-hand gik der neere oc skar Tænder oc hujede som ett
-galt Menniske. Hun swarte, att de der neere maatte
-wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de
-taltist wed heel wenlig. Langfredag Middag<span class="sidenote">1667.</span> war hand
-gandske forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke
-skulle giffwe sig selff an, <i>repeterte</i> alt ded forrige, satte
-ded dertil, att ieg haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget
-ham oc Maed, Lyß oc goede Ord; hand skytte
-intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe for
-Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa
-Ram foruden. Den Efftermiddag war icke meget <a class="SBScorr" name="SBS_43" id="SBS_43" title="SBS: glædeligt">glædelig</a>
-for os. Quinden war bedrøffwet; ieg bad hender giffwe<span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span>
-sig tilfritz; der war ingen Fare hoes den Galskab, men
-en stoer Fortred, oc langt haardere end mit Fengsel; men
-ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog
-henders Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en
-aandelig Sang om Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som
-Hiorten med Tørst befangen<a name="FNanker_167" id="FNanker_167" href="#Fodnote_167" class="fnanchor">[167]</a>.</p>
-
-<p>Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe
-mig farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med
-hannem. Der Døren bleff luct, siger ieg til Kresten:
-»Glemmer intet i Morgen blød-søen Æg!« Der Paaske
-Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom
-op med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc
-giorde en lang Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war
-want wed at gaa frem oc tilbage for Døren i mit Kammers
-paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg bleff staaendis att
-see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided effter diße
-<i>grimasses</i> kom Kresten med et Faed med bløed-søen
-Æg. Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand
-dem til mig, wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße
-aff ham igien. Men intet mindre end ded. Der Quinden
-kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen farffwede
-Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender
-sige, att de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte
-ieg, som hand kunde see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen
-Aar, som ieg haffde ritzet nogle Blomster paa;<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span>
-ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß). Hand tog
-ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war
-heel <i>rar</i>. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget
-oc Hønen. Hand wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen
-Skick. Ieg kand intet mindis meere ret wel der aff, uden
-att ded war et raadded Æg, ieg haffde sendt ham; hands
-Æg skulle blomstris, naar mit skulle raadne<a name="FNanker_168" id="FNanker_168" href="#Fodnote_168" class="fnanchor">[168]</a>. Den
-Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet
-der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont;
-saa stak ded ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde
-ham ont, att hand saae Kresten stønnem haffwe min Wiin
-tilbage i Begeret. Stønnem skenckede ieg Slozf. dermed.
-Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin Dreng.
-Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder
-wel, att Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer
-Fangerne Maed aff hands Maed?« (Madden, som kom fra
-mit Bord, bleff borren need til Slosf.). »Wil I sige hender
-ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle sige mig ded paa
-hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand.
-Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig,
-haffde ieg Mact til att tage aff, saa meget ieg wille; mig
-war den intet maalt eller weyet til; ded, ieg intet wille
-haffwe, maatte de giøre aff, hwad de wille, hwem der
-haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde hand<span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span>
-oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle
-Snak igien: hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand
-truede att giffwe sig selffwer an; oc som ded war fast
-i mod den Tiid, att ieg loed mig berette, sagde ieg til
-Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil hand icke
-holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten
-kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første
-Karen for Dagen; den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun
-loed mig ingen Fred paa hands Wegne, førend ieg kom i
-med hannem. Hun skal sige Sandhed med goede eller
-onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.«
-Hand skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe
-Roelighed; hand skulle forskaane mig med siine Sedler,
-ellers ieg skulle wiiße dem frem. Der Quinden sagde
-hannem ded, falt hand i Tancker; spurte: »Sagde hun
-ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde
-enda meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand,
-att ieg som en Fange, der ingen Stetz kand komme, skulle
-liide noget, fordi ieg tog imod en Fangis Tienneste, som
-haffde en Friihed, hannem icke burte?««<span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> Hand stoed alt
-oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded
-satte Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt
-Ord aff hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden
-i Trappen, fortælte, hwad nyt hand hørte, oc war heel
-beskæfftig; oc der hun spurte ham engang om hands Potte
-for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand sø[rg]modeligen:
-»Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde, att
-hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen
-Tienneste meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span>
-Maed<a name="FNanker_169" id="FNanker_169" href="#Fodnote_169" class="fnanchor">[169]</a>. Den Dag, ieg bleff beræt, kom hand til Døren
-oc banckede saa sacte. Ieg gik til Døren. Hand hælste
-oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner, sagde
-derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde
-giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre
-<i xml:lang="fr" lang="fr">matière</i> til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded
-smaat oc gik saa bort. Der effter kom hand hwer Dag til
-Døren oc sagde, hwad nyt hand hørte; bekom oc Wiin
-oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att mange ware
-i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar Printzen
-(nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist,
-att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded
-war sidst i <i>April</i>, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle
-staa paa Slottet. Ded drog sig hen med Brudens Komste
-indtil først <i xml:lang="la" lang="la">in Iunio</i>, oc da stoed <span class="sic" title="[sic]">Brulluppet</span> paa Nykiøbings
-Slot i Falster. Der ware mange i den Meening, att ded
-skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig oc Doctern
-løß<a name="FNanker_170" id="FNanker_170" href="#Fodnote_170" class="fnanchor">[170]</a>. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn,
-siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att
-komme løß. Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald
-for Brudens Wogn oc ræcke en <i>Supplicque</i> frem, saa
-er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand spurte, hworledis
-Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg sagde:
-»Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer
-Eed) »er hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
-ieg wil« (soer hand atter) »aldrig haffwe hender.« »Da
-lader hender bliffwe i den Meening« (sagde ieg) »oc stiile
-sin <i>supplication</i> som for sin Festemand.« »Ia« (sagde
-hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded
-skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den
-11. <i>Iuni</i> 1667<a name="FNanker_171" id="FNanker_171" href="#Fodnote_171" class="fnanchor">[171]</a>. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed
-mig icke engang helße wed Taarngiemmer eller Dreng.
-Quindfolckets Tacksigelse war, att hand samme Afften slog
-henders Winduer ind oc saa rumsteret i Fuldskab paa
-Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen<a name="FNanker_172" id="FNanker_172" href="#Fodnote_172" class="fnanchor">[172]</a>; kom
-dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle
-tage Affskeed med sin Herre. Der hand spurte hannem,
-om hand skulle sige os noget fra hannem, swarte hand:
-»Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske, som
-bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian:
-»Min halff!« (thi Christian <i>suspicerte</i> allereede Paaske, att
-hand giorde Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens
-Latter aff ded Budskab; thi ieg sagde, att Paaske tog den
-halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden war icke liden hoes
-os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske quit.</p>
-
-<p>Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff
-oc war <i>provideret</i> med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span>
-kiøbte intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte
-ieg betale dobbelt oc meere end dobbelt med Lyß. Karen
-bleff hoes mig første Gang paa fiærde Aar; oc som henders
-Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne wille were nærwærende
-paa Brylluppet, talte hun med mig derom, hworledis
-ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn
-att komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle
-bort. Ded wiste ieg icke, om ded kunde skee, men wel,
-att hun kunde komme vd foruden att giøre sig syg; ded
-wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da alt til Fuldmectig
-Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede
-hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc
-beklage derhoes Quindens Skrøbelighed; talte siden med
-Slosf. selff derom, som war heel willig der til, thi baade
-kunde hand wel liide den Karen, oc hand haffde en Quinde
-i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.</p>
-
-<p>Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 1669<span class="sidenote">1669.</span>,
-oc en tysk Quinde wed Naffn <i>Cathrina</i> &mdash;<a name="FNanker_173" id="FNanker_173" href="#Fodnote_173" class="fnanchor">[173]</a> kom til mig igien.
-Karen tog Affskeed med grædende Taare. Hun haffde
-græt fast den heele Dag, oc loffwede ieg hender att giøre
-mit yderste til att faa hender til mig igien, naar den, ieg
-da fik, kom bort. Den <i>Cathrina</i> haffwer werret fra Vngdom
-op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en
-Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc
-werret Fadderske til en aff hands Sønner; nu forarmet
-effter Mandens Død oc saed oc spant hoes Slosf. Quinde
-for Madden. Hun war flux tilgenegen til Drik, oc henders<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span>
-Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne der i,
-men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med
-Suppe Maed lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom
-op, att henders Hænder stønnem røstede lided, dog icke
-altiid; hun haffde for kort Tiid siden werret syg; ded
-forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff, hworledis
-hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe
-hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde,
-som tienner mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et
-Aar eller noget siden haffwer werret, saa kunde I icke
-betienne mig.« Hun falt strax need paa siine Knæ, græd
-bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte bliffwe; hun
-war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten
-aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa
-inderlig, att ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle
-wære mig troe, ia til att døe for mig. Mig syntist, att ded
-sidste war for meget sagt for att troe hender for wel (hun
-holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel hender, oc
-ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet
-arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde
-hun sig strax oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu
-kan ick nichts sehen</span>.« Naar hun fornam, att ieg kunde
-liide, hun snackede, saa fortelte hun heele <i>Comedier</i> paa
-sin Wiiß, <i>agerte</i> dem oc stønnem oc giorde sig til adskillige
-Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett <span class="sic" title="[sic]">Emtyr</span>, oc
-ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig
-Vdgang,« saa sagde hun: »<span xml:lang="de" lang="de">Neen, dat krigt en guth
-Ende</span>;« giorde oc en goed Ende paa sin Fortelling. Lige saa,
-om ieg sagde twert imod. Hun dantzede oc for mig oc
-ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span>
-dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. <i>Coemedianter</i>
-kalte hun <i>Medicoanter</i>. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt,
-som forhindrede att see eller høre effter henders Lyst<a name="FNanker_174" id="FNanker_174" href="#Fodnote_174" class="fnanchor">[174]</a>.</p>
-
-<p>Ded hænder sig, att <i>Walter</i>, som for den Sag med
-<i>Dina</i> bleff Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig
-vbekiendt i Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i
-Taarnet, neere i Taarnestuen. Der <i>susspicertis</i>, att hand
-<i>tramerte</i> noget<a name="FNanker_175" id="FNanker_175" href="#Fodnote_175" class="fnanchor">[175]</a>. Sammegang saed hoes hannem en franzøsch
-Kok oc swensk Bagere, som beskyltis att wille
-haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den swenske
-bleff sat i Traaldhullet, strax effter <i>Walter</i> war kommen.
-Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide
-<i>Walters</i> Komme, men wiste ded dog. En Dag til Middag,
-der <i>Walter</i> oc Franzosen raabte høyt (thi de <i>dissputerte</i><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span>
-altiid med hwer andre), spørger ieg Slosf., hwad hand
-haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch. Hand
-swarer att haffwe aff adskillige <i>Nationer</i>, forteller saa,
-hwem de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret
-egentlig, i Synderlighed <i>Walters</i> Beskyllinger. Diße twende
-om melte faar Krackeler tilsammen, saa <i>Walter</i> bleff sat
-ind i Traalhullet til Swensken, oc Franzosen i den Myrcke
-Kircke, hwor helst hand bleff syg oc kom ingen Tiid til
-Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg torte icke
-sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod
-hannem. <i>Walter</i> saed lenge der neere, oc Franzosen kom
-vd. Der <i>M.</i> Bock kom til mig oc skulle <a class="SBScorr" name="SBS_44" id="SBS_44" title="SBS: meddeelte">meddeele</a> mig
-Christi Legeme oc Bloed, fortelte ieg hannem førend
-Skrifftermaalet Fortellingen om <i>Walters</i> Sag, som wel war
-bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg bleff
-wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark<a name="FNanker_176" id="FNanker_176" href="#Fodnote_176" class="fnanchor">[176]</a>,
-da haffde for<sup>te</sup> Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke
-war enda den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att
-Hs. <i>Maj.</i> icke haffde søgt effter for att were den bewist<a name="FNanker_177" id="FNanker_177" href="#Fodnote_177" class="fnanchor">[177]</a>;
-bad Presten att bede Statholder att bringe til Weye, att
-<i>Walter</i> om <i>Dinas</i> Sag maatte nu <i>examineris</i><a name="FNanker_178" id="FNanker_178" href="#Fodnote_178" class="fnanchor">[178]</a>, oc att hand
-oc ieg maatte komme til Ords sammen i nogle <i>Ministri</i>[s]
-Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer <i xml:lang="fr" lang="fr">bruit</i>, thi Herrerne
-kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten<span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span>
-loffwede att forrette ded<a name="FNanker_179" id="FNanker_179" href="#Fodnote_179" class="fnanchor">[179]</a>, giorde ded oc saa, oc bleff
-<i>Walter</i> tredie Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa
-ieg wæntede i en lang Tiid hwer Dag, att wii skulle komme
-til Forhør, men den, der laa Magt paa, forhindrede ded<a name="FNanker_180" id="FNanker_180" href="#Fodnote_180" class="fnanchor">[180]</a>.
-<i>Walter</i> saed saa hen<a name="FNanker_181" id="FNanker_181" href="#Fodnote_181" class="fnanchor">[181]</a>, skiæntis fast hwer Dag med
-Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten
-haffde funden nogle <i>Ducater</i>, som <i>Walter</i> haffde stucken
-vnder en Stoel (den galle <i>Walter</i> loed Swensken see, att
-hand stak <i>Ducater</i> oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem
-Giorderne, oc siden slog hand Swensken, som forraade
-hannem)<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title=") tilføjet">)</a>. Chresten loed <i>Walter</i> gaa noget i Taarnstuen
-for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand Stoelen.
-Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att
-Chresten bleff fortreden, <i>procurerte</i> hannem icke synderlig
-gott Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem
-war <i>ordineret</i>, war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc
-som <i>Walter</i> sagde engang: »Wille de ickun giffwe mig en
-Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt nok,« saa magte
-Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte
-kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade,<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span>
-som fik den øffrige Maed, men hand wille gierne miste,
-maatte den anden liide ille). Engang kom Chresten med
-en Riising Grød til hannem, giorde strax en Krackel med
-hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som Børn) oc
-wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien
-oc loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør:
-»Haffwer Gud lenge biiet att straffe <i>Walter</i>, da kommer
-Straffen nu til Gaffns, thi hand kunde aldrig wære falden i
-v-barmhiærtigeris Hænder end som i Eders.« Hand loe
-hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc som der gaar
-et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom,
-saa kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre
-grant, hwad de siger. Saa kalder <i>Walter</i> engang paa
-Slosf. oc beder hannem giffwe sig et Stycke Steeg. Slosf.
-raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en Rotte braaden!«
-Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand
-tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand.
-Ieg sleed saa Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc
-meget<a name="FNanker_182" id="FNanker_182" href="#Fodnote_182" class="fnanchor">[182]</a>. Presten bleff keed aff att betienne mig, loed
-mig biie effter sig 13, 14 Dage tillige; naar hand da
-kom, saa forrættede hand sit Embede <i xml:lang="fr" lang="fr">par manière d'acquit</i>.
-Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er
-tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa,
-i Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand
-skrifftede hender); thi da biiede ieg effter hannem 4
-Dage, førend ded kom hannem til Paß, oc der hand kom,
-war ded effen en Onßdag oc imod Klocken 9 Slet. Hand<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span>
-hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit Forretagende.
-Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich habe nicht
-lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen</span>.« (Ieg
-wiste wel, att ded kunde icke wære sandt, men swarte:)
-»<span xml:lang="de" lang="de">In Gottes Nahmen!</span>« Der hand skulle skriffte Quinden,
-wille hand icke sætte sig; sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu macht fort! Ich
-habe keine Zeit</span>;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit
-Skrifftermaal, <i>absoluerte</i> hender paa ded snareste oc læste
-Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war
-Quinden meget v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen
-skrifftet oc beræt aff en Feldt Præst i Marcken, da ded
-heele <i>Compagni</i> loed sig berette (efftersom de stoede ferdig
-til att skulle slaaes med Fiinden om anden Dagen), oc
-den Præst haffde icke »<span xml:lang="nds" lang="nds">so Gottes Wort vtgejaget, als diße
-gedan had</span>;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede
-hender, ded beste ieg kunde, læste oc sang for
-hender, sagde, hun skulle angre oc fortryde siine Synder,
-legge Wind paa att forbædre sit Liiff oc Leffnet oc icke
-lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle tilegne
-sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders
-Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract
-hender vnder Brød oc Wiin. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia</span>,« swarte hun, »<span xml:lang="nds" lang="nds">ick skal
-mii, wil's Got, bäteren</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wil Ii mii holden,
-dat Ii mii gelofft häb?</span>« Henders Løffte war: icke att
-dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke
-forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff
-Potte frans Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte
-rinsk Wiin. Begge de Deele kunde hun dricke foruden
-att wære heel fuld; thi til hinders Maed drak hun den
-franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span>
-om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin<a name="FNanker_183" id="FNanker_183" href="#Fodnote_183" class="fnanchor">[183]</a>. Om Afftenen
-skaanede hun miin Wiin til Frokaast, men engang
-forwarte hun i en Potte baade min oc henders Wiin om
-Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter Wiin; dem
-saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded
-icke, saed iust i en <i>Speculation</i> om et Munster til att
-knøtte. Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa
-lenge, førend hun lagde sig; da hælte hun alle Kar et
-effter anden, oc der war intet vdi. Saa talte ieg til hender
-oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo ißet? Häb Ii all de Wiin utdruncken?</span>« Hun
-kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Tho
-Bäd, Ii fulle Söwge!</span>« (sagde ieg). Hun wille gierne, men
-kunde icke, spiide langs need aff sig, krøb langs ad
-Wæggen for att faa fat paa en Koost. Der hun haffde
-den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg sagde, hun skulle
-krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt
-næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet.
-Der spyde hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis
-ieg war til Fritz, er læt att tencke). Hun soff et Par
-Tiimer saaledis liggendis, haffde dog icke soffwet Ruußen
-gandske vd; thi der hun skulle giøre reent for sig oc om
-sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel,
-Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span>
-Ørene. Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa
-i Oplet, som stoed aaben for til, oc toe slæmme soorte
-brune Flasker hengte vd; iamrede sig, bad Gud hielpe sig:
-hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc ieg kunde
-icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som
-den Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, Gott
-skull Iu wol helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de
-<i>Cordegarde</i> mit Iu! Ick wil so en Fulsack nicht bii mii
-hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii nicht hören,
-dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is Gott
-wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!</span>« (Ieg loe siden aff mig
-selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun
-fuld ædrue, giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa
-græd. I ded kaste hun sig med en Fart til miine Fødder,
-holte fast om dem, hylte oc tutte op i Wæret oc bad for
-Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene Gang,
-ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde
-giemt Wiinen <i>etc.</i>; wille ieg ickun haffwe hender enda et
-halff Aar, saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe
-sig ind i de fattigis Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att
-ieg skulle wel wocte hender, att hun icke skulle faa saa
-meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee ieg kunde
-faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde
-ieg da icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg
-wiste, att hun icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede
-ieg da att beholde hender saa lenge. Hun holte oc
-Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger der effter, att
-Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden miste;
-saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med
-Walter war hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span>
-før, oc war Chresten i Meening, att hand haffde flyet
-hender alle siine Penge, førend hand bleff syg; thi hand
-sagde, att <i>Walter</i> haffde ingen Penge meere. Huilcket
-hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun
-staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da
-icke brugte; war giort som en Næstenaal, oc wiste hun
-icke anded, end den war aff Guld. Som mit Kammers
-icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem søgis; men
-ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg
-kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er
-icke saa liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde
-omsier: »Der ligger icke meget Mact paa den Meßing
-Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.« Anden Dagen der
-effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa Gulffwet
-i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun
-kom bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte,
-oc vden Twiffl haffwer sit fast i Puden, efftersom den war
-en Slange Ring, den kom intet igien, ihwad ieg snackede
-for hender. Hun leete quan[ts]wiiß effter den i Skarnet
-der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om att haffwe
-mist den.</p>
-
-<p>Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen
-betiente mig<a name="FNanker_184" id="FNanker_184" href="#Fodnote_184" class="fnanchor">[184]</a>. Kongl. <i>Majt.</i> war stacket Tiid syg, døde<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span>
-hastig den 9. <i>Februarii</i> 1670. Oc som samme Dag Klocken
-taal bleff ringet paa Slaattet, kunde ieg wel wiide, hwad
-ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte med
-hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde
-wel mercke paa mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun:
-»Ded kunde wel wære for Kongen, thi ded sidste ieg saae
-ham her i Trappen stiige aff Wognen, da kunde hand
-kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand giorde
-ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er
-wist.« Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod
-Klocken 4½ bleff i gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc
-ded aff en Dreng, Chresten da haffde. Den kalte ieg til
-mig til Døren oc spurte ham, huor for ded ringte Klocken
-tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke sige
-ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle
-icke røffwe ham. Saa sagde hand da, att Kongen war
-død i Morgenstunden. Ieg loed Taarene derris frii Gang,
-som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer Quinden forundrede
-sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded, hun
-sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge
-Chresten ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde.
-Hun giorde saa, men Chresten swarte hender, att
-hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op samme Afften,
-men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag
-kom hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc
-spurte, huorfor der bleff ringet. Hand swarte mig saa<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span>
-sposk: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat is Iu daran gelegen? Lyded het nicht alle
-Dage?</span>« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat
-mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock,
-dat för Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird
-gelydt!</span>« Hand tog sin Hat aff, giorde en Rewerentz oc
-sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Waßet anders nicht, dat de Frue mii wolde?</span>«
-Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Iu St. Marten kombt ock wol en Mahl</span><a name="FNanker_185" id="FNanker_185" href="#Fodnote_185" class="fnanchor">[185]</a>.«
-»<span xml:lang="nds" lang="nds">St. Marten?</span>« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd
-til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem
-for Hullet; ded kunde ieg see, ded wiste hand wel<a name="FNanker_186" id="FNanker_186" href="#Fodnote_186" class="fnanchor">[186]</a>. Hand
-haffwer vden Tuiffl sagt ham Kongens Død oc giort hannem
-Haab att komme aff sit Fengsel. Gud tenkte et
-anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand
-war slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste
-i Madden, spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa,
-naar hand skulle tage Kanden bort. Chrestens Titler ware
-hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let er att efftertenke,
-hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg sendte
-hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom
-Chresten vd dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe
-ded. Ieg bad Chresten lade ded staae hoes ham, hand
-aad wel siden. Ded skeede engang, oc loed Chresten mig<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span>
-see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn<a name="FNanker_187" id="FNanker_187" href="#Fodnote_187" class="fnanchor">[187]</a>. Naar
-Chresten skulle wende <i>Walter</i> i Sengen, da skreeg hand
-saa erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem
-oc bad Chresten icke wære saa vbarmhiertig imod hannem.
-Hand loe oc sagde: »Ded er en Schelm.« Ieg sagde: »Da
-er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.« Ded behagede
-Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste Gud
-hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder
-kom, som loed hannem begraffwe i den tydske Kircke<a name="FNanker_188" id="FNanker_188" href="#Fodnote_188" class="fnanchor">[188]</a>.</p>
-
-<p>Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig
-igien, oc den Tiid war omme, ieg haffde loffwet den anden
-att beholde hender, kom <i>Cathrine</i> neer, oc Karen til mig
-igien. Ded war let att bringe til Weye, thi Slosf. war icke
-wel tilfritz med <i>Cathrina</i>; hun gaff ham intet aff siine
-Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden,
-att ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget
-aff hender <i>etc.</i><a name="FNanker_189" id="FNanker_189" href="#Fodnote_189" class="fnanchor">[189]</a>. Slosf. begynte oc flux att <a class="SBScorr" name="SBS_45" id="SBS_45" title="SBS: foractede">foracte</a> mig, effter
-som hand fornam, att min Forløßning icke war att wente.</p>
-
-<p>Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig
-berætte, bad ieg Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte
-faa Hoff-Predicanten, D. Hans Læt<a name="FNanker_190" id="FNanker_190" href="#Fodnote_190" class="fnanchor">[190]</a>; den forrige Hoff<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span>
-Predicant, D. <i>Mathias</i> Foß, haffde skrifftet mig første Gang
-i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering an; bleff aff
-Kl. <i>Majt.</i> oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i
-Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke
-Dronningen (som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc
-loed Slosf. mig sige wed Peder Iensen, att Kongen haffde
-sagt, ieg skulle bliffwe wed den Præst, ieg war want wed,
-saa att de <i>preperatoria</i>, som ded christelig Maaltiid behøffwede,
-bleff til anden Dagen hensat, da <i>Mag.</i> Buck kom
-til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med
-lang <i>Sermon</i> Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig:
-Ihr Gnaden. Der hand satte sig, sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich hätte
-gerne gewünschet, das <i>D.</i> Hans Læt wehre an meine Stelle
-gekommen</span>.« Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Das hätte ich auch gewünschet</span>.«
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ia</span>« (sagde hand), »<span xml:lang="de" lang="de">ich weis wol, warumb Ihr das so
-woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir
-verbohten. Ihr habt schon einen vmb's Brot gebragt</span>.«
-Ieg spurte hannem, om ieg nogen Tiid haffde begiært aff
-hannem att wiide nyt. »<span xml:lang="de" lang="de">Nein</span>« (swarte hand), »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr wißet
-wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt
-Ihr mir auch nicht gefraget</span>.« »<span xml:lang="de" lang="de">Meint der H. <i>Mag.</i> dan</span>«
-(sagde ieg), »<span xml:lang="de" lang="de">das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb
-neues zu wißen?</span>« Der stutzet hand noget; sagde endelig:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr habt D. H. Læt <a class="SBScorr" name="SBS_46" id="SBS_46" title="SBS: hannem">haben</a> wollen vmb für Euch beym König
-zu sprechen</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Dar kan wol etwas an sein</span>.«
-Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader
-(ieg icke før haffwer hørt)<a name="FNanker_191" id="FNanker_191" href="#Fodnote_191" class="fnanchor">[191]</a>: om hand icke haffde talt<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span>
-for mig? (Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om
-mig, men icke til ded beste). Hand haffde flyd mig en
-Bog, som ieg endnu haffwer, er: <i xml:lang="la" lang="la">St. Augustini Manuali</i>[<i>sic</i>];
-den haffde Statholder <i>Gabel</i> kiøbt, ded sagde hand tiire
-end som engang, soer »<span xml:lang="de" lang="de">bey Gott, das hätte dem Herrn
-Stathalter 1 Rdr. gekost</span>« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr.,
-<i>Gabel</i> fik, for wii kom vd fra Borringholm<a name="FNanker_192" id="FNanker_192" href="#Fodnote_192" class="fnanchor">[192]</a>, men ieg
-sagde intet dertil; maaske hand derfor <i>repeterte</i> den Gaffwe
-saa tit). Ieg spurte hannem, hwem ieg haffde bragt om
-Brøded. (Hand swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Hans Balcke! Der hat Euch
-gesagt, das Rentmeister <i>Gabel</i> Stathalter is, vnd das hätte
-er nicht thun sollen</span>.« (Ieg sagde:) »<span xml:lang="de" lang="de">Ich glaube nicht,
-das Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er
-hat's mir nicht als eine Heimligkeit gesagt. Man solte
-können sagen, der H. <i>Magister</i> hätte Balke vmb's Brot gebracht</span>.«
-Der bleff hand flux fortørnet for, oc der offwer
-falt adskillige <i>disputte</i><a name="FNanker_193" id="FNanker_193" href="#Fodnote_193" class="fnanchor">[193]</a>. Hand begynte saa gott som fra
-ded første igien, att ieg wille haffwe D. Læt, hand wiste
-wel hworfor. Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de"><a class="SBScorr" name="SBS_47" id="SBS_47" title="SBS: Ieg">Ich</a> bin nicht eigentlich darauff
-gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm,
-dan den Schloz-Prediger oder einen andern</span>.« (Hand
-spurte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Warumb einen andern?</span>« (Ieg swarte:) »<span xml:lang="de" lang="de">Darumb,
-das es nicht alleweile dem H. <i>Magister</i> gelegen ist. Ich<span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span>
-habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten müßen, vnd
-das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so
-das es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich
-ihm begiäre</span>.« Hand saed oc wæffwede i Ordene, wiste
-<a class="SBScorr" name="SBS_49" id="SBS_49" title="SBS: ich">icke</a> ret, hwad hand wille sware, sagde endeligen: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr
-meint, nu sol es beßer gehn, weil der König Friderich
-todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch
-schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!</span>« Oc
-som hand <i>altererte</i> sig, saa bleff ieg sædeligere oc med
-Sactmodighed spurte: hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede
-ded? Hand swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich scbließe das darauß, das
-Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können einen andern
-Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich versichre
-Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König Friderich
-todt, so lebt König Christian</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist
-ein schlecht <i>Fundament</i>; Ewre Drew-Worte haben keinen
-Grundt. Habe ich dis Mahl keinen andern Beichtvater
-können erlangen, darumb ist es nicht gesagt, das ich ein
-ander Mahl nicht solte einen andern bekommen. Vnd was
-habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer werden?</span>«
-Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle
-Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Schlimmer, ia schlimmer wird's werden</span>.« Saa
-swarte ieg oc wreedeligen: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ey, so laat het heran weyen</span>.«
-Derpaa bleff hand heel tavs, oc sagde ieg: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr habt mir
-eine guthe Vorbereitung gemacht; nu, in Gottes Nahmen!</span>«
-Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand
-giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed
-end Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend <i>M.</i> Buck
-kom til mig, gik hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad
-ham, att hand wille sige til Knud, som da war Kammer<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span>
-<i>Page</i><a name="FNanker_194" id="FNanker_194" href="#Fodnote_194" class="fnanchor">[194]</a>, hwilcken <i>sacramensk</i> Quinde ieg war, hwor ieg
-haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att tale til Doctern
-(som war en Vmulighed), oc ieg haffde <i>practiceret</i> for att
-komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige
-Kammer <i>Pagen</i> ded oc tii Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist ein <i>sacramensk</i>
-Weib<a name="FNanker_195" id="FNanker_195" href="#Fodnote_195" class="fnanchor">[195]</a>!</span>«</p>
-
-<p>Samme Aar<span class="sidenote">1670.</span> sidst i <i>April</i> bleff min Dør opluct om
-Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle <i>Damer</i>, som holte
-sig noget til Siide, førend hand haffde sagt: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Hir sind welke
-Hoff Iomfern, de hebben Verlöf an Iu toe spreken</span>.«
-Først kom ind en Iomfrue, som ieg icke kiendte. Der paa
-kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken <i>Augusta</i><a name="FNanker_196" id="FNanker_196" href="#Fodnote_196" class="fnanchor">[196]</a>,
-hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke
-meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen<a name="FNanker_197" id="FNanker_197" href="#Fodnote_197" class="fnanchor">[197]</a>, som
-ieg oc nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst
-worris allernaadigste Dronning, som ieg meest beskuede,
-oc fant de <i>Liniamenter</i> i henders Ansict, saaledis som
-Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc en stoer
-Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor
-Handsken war opskaarren. Hendis <i>Majt.</i> støttede sig til
-Slagborded strax effter Helsen, F. <i>Augusta</i> løb hid oc did<span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span>
-i hwer Wraa, Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. <i>Augusta</i>
-sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Fi, was is hir ein häßlich Gemach! Hir
-könte ich nicht einen Tag in leben. Mir wundert, das
-Ihr habt es so lange können außharren.</span>« Ieg swarte:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Das Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält,
-vnd so lange Gott wil, so werde ich's außharren können</span>.«
-Saa gaff hun sig i Snak med Slosf., som war halff fuld,
-oc talte med hannem om Balckis Gifftermaal, som effen
-haffde Bryllup samme Dag med sin tredie Hustrue; talte
-ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte allehaande
-Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper.
-Ieg swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper,
-om hun wille haffwe dem. Hun swarte hastig med en
-Eed oc soer, hun begierte dem icke. Ieg bleff noget spotsk
-offwer henders Spørßmaal oc fortreden offwer den Glæde,
-hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der hun spurte
-mig, om ieg oc haffde »<span xml:lang="de" lang="de">Filz oder Wandtleüße</span>«, swarte ieg
-hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »<span xml:lang="de" lang="de">ob mein
-Schwager <i>Hanibal</i> Sehested noch lebte</span><a name="FNanker_198" id="FNanker_198" href="#Fodnote_198" class="fnanchor">[198]</a>?« Ded Spørßmaal
-giorde hender lit taws, thi derpaa formerkte hun, att
-ieg kiente hender. Hun swarte intet. Curfürstinnen, som
-wel haffde hørt om de <i>Intriguer</i> med min Swoger oc F.
-<i>Augusta</i><a name="FNanker_199" id="FNanker_199" href="#Fodnote_199" class="fnanchor">[199]</a>, gik i ded samme strax til Borded (der laa<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span>
-den Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind
-med sig), tog Bogen, slog den op oc spurte, om ded war
-min Bog. Ieg swarte, att ded war Quindens, som ieg
-haffde lært att læße, oc som ieg gaff Curfürstinnen sin
-tilbørlig <i>Tittel</i> aff Durchleuchtigkeit, sagde F. <i>Augusta</i>:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr meint</span>.«
-Ieg swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich irre nicht</span>.« Der effter giorde hun ingen
-wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den
-naadige Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte
-intet. Der Hindis <i>Maj.</i> bød mig Haanden, kyste ieg henders
-Haand oc holte den fast, bad Hs. <i>Maj.</i> <i>intercedere</i> for
-mig, i ded ringste for nogen Lindring i mit Fengsel.
-Hendis <i>Majt.</i> swarte icke med Ord, men med grædende
-Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun
-græd meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded
-Rom, oc min Dør war luct, sagde baade Dronningen oc
-Curfürstinnen: »<span xml:lang="de" lang="de">Das ist Sünde so mit ihr zu handlen</span>!«
-En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Gott gebe, das
-es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen</span>.« F. <i>Augusta</i>
-hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for
-Encke Dronningen, som sagde, att ieg haffde mig ded selff
-att tacke; ieg haffde fortient wære att handles med end
-som saa.</p>
-
-<p>Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen
-aff Slottet, begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine
-Wegne wille anholde om en anden Præst mig att betienne,
-enten Slots Præst, Holmens Præst eller den, som betiente
-Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end <i>M.</i> Buk,
-saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes,
-thi hannem wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte<span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a></span>
-noget, men endeligen bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som
-da war <i>M.</i> Rodolff <i>Moth</i><a name="FNanker_200" id="FNanker_200" href="#Fodnote_200" class="fnanchor">[200]</a>. Gud, som altiid haffwer staaet
-mig biie i all min Widerwertighed, som haffwer sendt mig
-v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse, hand
-sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand
-trøstede mig med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig
-Mand, oc hand war min Talsmand hoes Kl. <i>Majt:</i>.
-Den første Naade, hand bragte mig til Weye, war, att ieg
-bekom ded anded Rom 1671 den 16. <i>Iuli</i> oc Bispen D.
-I[e]spers Postil<a name="FNanker_201" id="FNanker_201" href="#Fodnote_201" class="fnanchor">[201]</a>. Siden effterhaanden større Naade, i
-ded att ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att
-kiøbe mig for, hwad Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille
-haffwe Tiiden med att fordriffwe<a name="FNanker_202" id="FNanker_202" href="#Fodnote_202" class="fnanchor">[202]</a>.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"> </a></span></p>
-
-<p>Samme Aar bleff Henders <i>Maj.</i> Dronningen fructsommelig,
-oc Hs. <i>Mts.</i> Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff
-Hæßen, kom hid for att legge hender i Baßel-Seng. Den
-6. <i>Septem.</i> besøgte Hendes Durchleuchtighed mig vdi mit
-Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin
-Følge en Princeße aff Curland<a name="FNanker_203" id="FNanker_203" href="#Fodnote_203" class="fnanchor">[203]</a>, som war troeloffwet med
-Landt Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein
-aff Slæct, oc sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen
-hælßede mig med et Kyß, oc siden de andre. Den
-sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun haffde
-kiendt mig før i Welstanden in den <i>Hag</i>, da hun war
-Iomfrue hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene
-i Øygnene. Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne
-oc slette Tilstand. Ieg tackede Hendis Durchleuchtighed
-for den naadige Medliidenhed, hun haffde med mig, sagde,
-att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe til att forlindre
-miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe dennem<a name="FNanker_204" id="FNanker_204" href="#Fodnote_204" class="fnanchor">[204]</a>.
-Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ich sehe
-wol, Ihr nembt mich an für eine andre</span>.« Ieg sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr
-Durchleuchtigkeit <i>Port</i> vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht
-können verbergen, wehre Sie schon in Bawer Kleider</span>.«<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span>
-Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde, ded skulle
-hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig
-oc sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender
-paa henders fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt
-Greffwinnen: »<span xml:lang="de" lang="de">Ihr kennet diese nicht</span>,« oc tog paa Princeßen
-aff Curland; sagde saa, hwem hun war, saa oc,
-hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders
-Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte
-om den Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc
-sagde der hoes: »<i xml:lang="fr" lang="fr">Et moy pas moins.</i>« Ieg tackede Henders
-<i xml:lang="fr" lang="fr">Altesse très humblement et la prioit en cette occation de
-faire voir sa généreuse conduitte</i>. Hendis Durchl. saae til
-Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke for lenge skulle
-tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand, trygte
-min Haand oc sagde: <span class="corr" title="var: «">»</span><i xml:lang="fr" lang="fr">Croyez moy, je fairez mon possible.</i>«
-Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl.
-Affskeed med et Küß.</p>
-
-<p>Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde
-intet vdrette. Der Hs. <i>Majt.</i> Dronningen war i Barnenød,
-gik hun til Kongen, tog Løffte aff hannem med Haand oc
-Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da skulle
-ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. <i>Majt.</i> den 11.
-<i>Oct.</i><span class="sidenote">1671.</span> om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz.
-Der alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens
-Fødsel, sagde Landt Greff.: »<span xml:lang="de" lang="de">O, wie wird die gefangene
-sich frewen!</span>« Encke Dronningen spurte: »Hworfor?«
-Landt Greff. sagde Kongens Løffte. Encke Dron.
-harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc
-sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff
-christnet; hendis <i>Caret</i> kom paa Slos Platzen. Kongen<span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span>
-<i>persuaderte</i> hender endeligen att biie, intil Daaben war
-forrettet, maatte loffwe hender med Eed, att ieg skulle
-icke komme løß. Ded fortrød icke liided den dydige
-Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde
-sit Løffte; stoed paa ded<a class="SBScorr" name="SBS_50" id="SBS_50" title="SBS:  Løffte"></a>, att en Konge burte att holde
-sit Løffte. Encke Dron. swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Mein Sohn hat vorhin
-ein Gelübt gethan, das hat er mit dem Versprechen an
-Ewer Liebden gebrochen</span>.« Landt G. sagde endeligen:
-»<span xml:lang="de" lang="de">Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen,
-dan zum weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber
-an einem andern beßern Ort mit etwas Freyheit mögte
-geführet werden. Es ist dem Könige doch nicht <i>reputiirlig</i>,
-das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs Tochter,
-vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht</span>.« Encke
-Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »<span xml:lang="de" lang="de">Nu sol sie
-nicht auß kommen; da sol sie besitzen bleiben</span>.« Landt G.
-swarte: »<span xml:lang="de" lang="de">Wil Gott, so wird sie wol auß kommen, wan schon
-Ihr <i>Majt.</i> es nicht wollen</span>,« stoed op oc gik vd.</p>
-
-<p>Den 18. <i>Oct.</i> loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde
-Peder Iensen Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte
-hannem en Bog <i>tittuleret</i>: D. Heinrich Müllers <span xml:lang="de" lang="de">Geistliche
-Erquickstunden</span><a name="FNanker_205" id="FNanker_205" href="#Fodnote_205" class="fnanchor">[205]</a>, den med en naadig Helsen fra Lant G.
-mig att tilstille. Ieg loed samme Dag wed Tøtzløff afflegge
-min plictskyllige Tacksigelse imod Hs. Durchl., oc
-bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig Anmoding<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a></span>
-til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded
-wille søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye
-Naade wille bewiiße oc sætte sit Naffn oc <i>symbolum</i> i
-Bogen til en Admindelse aff Hs. Durchls. <i xml:lang="fr" lang="fr">Generosité</i> oc
-Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi ded, att
-ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige
-Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem
-Werden bekiendt; wille derfor giøre ded, ieg formaatte,
-oc Hs. Durchl. med gandske fürstlige <i>Familie</i> indslutte i
-miine daglige Bønner til all Siæls oc Liiffs Welstand (ieg
-haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge Gud vnder
-mig Liiff).</p>
-
-<p>Den 23. <i>Octob.</i> bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff
-oc fant bag i Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens
-egen Haand effterfølgende:</p>
-
-<div class="blockquot italic" xml:lang="fr" lang="fr">
-<p class="center poemheading" xml:lang="da" lang="da">1671.</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Ce qui n'est pas en ta puissance,<br /></span>
-<span class="i0">Ne doit point troubler ton repos;<br /></span>
-<span class="i0">Tu balance mal à propos<br /></span>
-<span class="i0">Entre la crainte et l'espérence.<br /></span>
-<span class="i0">Laisse faire ton Dieu et ton roy,<br /></span>
-<span class="i0">Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p>Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous
-puisse tesmoigner, combien je suis</p>
-
-<p class="r4"><span class="r4">Madame</span><br />
-Vostre très affectionée<br />
-<span class="r2">à vous servir</span><br />
-<span class="r3"><img alt="Monogram: DSD" title="DSD" src="images/monogram.jpg" class="h2em" />.</span></p>
-</div>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span></p>
-
-<p>Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed
-Tøtzløff bede Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse
-hoes Henders Durchl. att afflegge oc siden, der
-Landt G. war reißeferdig, mig wed samme Leilighed <i>recommendere</i>
-i Hs. Durchl. <i>continuerlige</i> Naade <i>etc.</i></p>
-
-<p>Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig
-for Suagheds Skyld. En Nat war hoes mig en Quinde wed
-Naffn <i>Margrete</i>, som war en Worning i Holstein. War løben
-fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde Kone, huorfor
-hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed
-Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck.
-Samme Quinde gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde
-oc Encke aff en Vnder <i>Officerer</i>; haffde lenge tient i
-Hamborg oc werret Waagkone hoes Baßel Quinder. Med
-denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man adstunder
-til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde
-talt for denne til Slosf. oc roost hender for mig, men
-Slosf. tog effter en andens <i>recommendation</i> den for<sup>te</sup> Margrete.
-Saa lenge att der war Haab, att Landt G. skulle
-erlange min Friihed, saa lenge war denne Quinde skickelig,
-men siden begynte hun effterhaanden att lade see, hwad
-der stak i hinder, oc att hun icke lignede <i>Dina</i> forgiæffuis.
-Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med
-Taalmodighed, tenkte wed mig selff, att ded war endnu en
-Widerwertigheds Prøffwe, som Gud mig paalagde, oc rant
-mig offte <i>Dinæ</i> Bedriffter i Sinde, oc ieg tenkte: Monne
-denne icke skulle hitte paa en <i>Dinas</i> Træk? (Hun er goed
-derfor, haffde hun en Anfører, som <i>Dina</i> haffde). Iblant
-anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war
-denne, att ieg engang war icke frisk, haffde lided eller<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span>
-intet soffwet om Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe
-paa Sengen; da wille hun icke vnde mig den Roelighed,
-men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede en Hund,
-ieg haffde<a name="FNanker_206" id="FNanker_206" href="#Fodnote_206" class="fnanchor">[206]</a>, til att knurre for att wæcke mig. Ieg spurte
-hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun
-swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde
-ieg) »gik I da paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte:
-»Saae I ded, da soff I icke,« loe inderlig sacte hoes sig
-selff (hun saed altiid for mit Bord oc wente Ryggen til
-mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun
-saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt
-Samtale med hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff,
-stoed atter op oc targede Hunden. Ieg sagde: »I drister
-paa min Taalmodighed, men løber Gallen offwer for mig
-engang, saa skal I wist faa noget anded att see, I forbandede
-slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde
-hun wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere
-mig, att ieg icke skulle forgriibe mig paa ded Affskum.
-Oc som ieg da haffde ded anded Rom (som melded er)<a name="FNanker_207" id="FNanker_207" href="#Fodnote_207" class="fnanchor">[207]</a>,<span class="pagenum"><a name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"> </a></span>
-saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc 5 Slæt. Hun
-plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg
-tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle
-lade sin Toen wære, hun kaste alt Wanded hid oc did
-paa Golffwet, ieg giorde miine Klæder skiden, oc stønnem
-war der icke en Taar til Hunden att dricke, oc Taarngiemmeren
-skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten.
-Alt ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret
-som Klocken haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded
-Rom oc slog all Wanded vd paa Golffwet, kom saa ind
-igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war; foruden
-nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa
-den anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc
-Mund, oc hun falt imod sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen
-Hudden aff. Hun begynte att bruge Mund oc sige,
-att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage. Ieg sagde
-strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem!
-Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg
-skal lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men
-giorde all den smaa Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt
-med Sactmodighed an, fryctede for, att ieg skulle forgriibe
-mig paa hender. Hun wiste intet, hwad hun wille hitte
-paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et Sølff<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a></span>
-Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun
-att haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg
-spurte hender engang, hwor hun haffde funden ett Par
-Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk fiint Lærrit med Knipling
-om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med blaa
-Silcke oc <i>different</i> Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt
-paa en <i>Auction</i> i Hamborg<a name="FNanker_208" id="FNanker_208" href="#Fodnote_208" class="fnanchor">[208]</a>. Ieg tenkte, att ded, som
-hun haffde paa ded eene Øye, kunde wel wære kommen
-did for noget dißlige att haffwe funden; oc som ieg lided
-der effter spurte hender, wed hwad Tilfald hun haffde
-faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel
-forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws;
-sagde: »Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand,
-Gud ske Loff, see med dennem begge.« Ieg loed ded saa
-wære. Stacket effter denne Samtale kommer hun ind en
-Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine Lommer,
-siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct,
-offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg
-skal troe, ded er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun
-leete effter. »Mit Fingerbøl« (siger hun). »I finder ded
-wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!« Oc som hun
-allereede haffde begynt att leede effter ded i siine Lommer,
-førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde
-haffwe draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som
-hun brugte (oc loed kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde<span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a></span>
-icke saa wære. Om anden Dagen til Middag loed hun
-atter, som hun leete der effter der oppe, oc der Døren
-war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde
-en lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære
-bleffwen aff? her war ingen inde, oc kom ingen ind vden
-wii toe, ieg fik att haffwe tagen ded; tog hendis stoere
-Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun haffde
-der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.«
-Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde
-ded eller icke, men ieg hørte, att hun <a class="SBScorr" name="SBS_51" id="SBS_51" title="SBS: styffsede">tyffsede</a> mig. Hun
-bleff wed siine Ord oc sagde: »Hwem skulle ellers haffwe
-tagen ded? Her er io ingen anden, oc ieg haffwer laded
-Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc ded er
-der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg
-skulle giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i
-mit Kaart Skrin, thi hun haffde aldelis intet seet aff mit
-Arbeed, ieg haffde giort <span class="sic" title="[sic]">for</span> henders Tiid. Ieg sagde:
-»Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I giør aff Eders
-Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis med
-Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling.
-Ieg haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok
-att kiøbe for, <i>etc.</i> Men som I haffuer maa ske stollen ded,
-saa wil I nu, att ded er stollen fra Eder igien, om ded
-er sandt, att I haffwer tabt ded.« Der swarte hun intet
-paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde ded selff
-oc wille ickun med den <i>invention</i> see mit Tøy. Som ded
-war i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens
-Maaltiid lagde Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i
-henders Paahør: »Chresten, I er lyckelig, om I oc icke
-beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde haffwe funden<span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span>
-hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke laded
-lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret
-funden før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender
-som en Brand i henders Næße, oc tog hun paa som et
-galt Menniske, brugte henders vforskammet Tale: hun
-haffde intet staallen ded, men ded war staallen fra hender;
-bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde,
-hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente
-mig. Hun swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed
-for Kongens Foed!« Io sactmodigere ieg war i min Tale,
-io forbistrede bleff hun; endeligen sagde ieg: »Wil I giøre
-en Ynske med mig: att den maatte icke see meere med
-sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der
-haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde,
-hun kunde see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel,
-da beder til Gud med mig, att den maa bliffwe blind paa
-begge siine Øygne, der haffde ded sidst«. Hun smaa knurrede
-wed sig selff oc løb ind i ded inderste Rom, talte
-aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed,
-att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt
-Gud om Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds
-<a class="SBScorr" name="SBS_52" id="SBS_52" title="SBS: Øffwelsee">Øffwelse</a>; Gud forskaaner mig med anden Drøffwelse
-i ded Sted. Den <i>occasion</i> kunde ieg icke tage, att hun
-haffde tyffset mig, for att skillis wed hender, men saae
-langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til
-mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft
-til att giøre Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte
-ieg 2&nbsp;<img alt="Pund" title="Pund" src="images/pund.jpg" class="h1em" />, oc hand beholte et Pund; sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dar kan de
-Frue mii wol en Par Strömpe van binden.</span>« Ieg sagde ia
-(thi hindis Gierning war intet anded end att læncke).<span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span>
-Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par
-Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.«
-Ieg sagde: »Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf.
-bleffue ferdige (hun saed i halff Søffne engang oc giorde
-en wrang Raed runden om Strømpen neden wed Foeden;
-ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde
-hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end
-ded er <i>Moden</i> i Hamborg«)<a name="FNanker_209" id="FNanker_209" href="#Fodnote_209" class="fnanchor">[209]</a>.</p>
-
-<p>Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att
-giøre paa et Par til sig selff aff samme Traae, saed oc
-morede sig der wed, att ded war Slosfs. Traae. Da syntist
-mig, att der war en Leylighed for att bliffwe hender
-quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte hannem
-Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att
-mage ded saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand
-gik ind oc satte sig paa Quindens Seng oc loed, som hand
-wille læne sig til Puden oc legge den til Rette (thi derunder
-laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom op,
-tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Is dat noch
-en Par Strömpe för mii?</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen, H. Slosf.</span>« (swarte
-hun), »<span xml:lang="nds" lang="nds">de sind för mii. Ii hebben Iu Strömpe gekregen,
-ich häbe se Iu daall geskickt.</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">I</span>« (sagde hand), »<span xml:lang="nds" lang="nds">dat
-is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer glick!</span>«
-Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik
-neer for att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde
-hun til mig: »Ded er intet hands Traa, den er nu min,«
-loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør wel følge anded paa.<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span>
-Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae Traaen
-imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½&nbsp;<img alt="Pund" title="Pund" src="images/pund.jpg" class="h1em" />.
-Hand spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff
-wed att sige, att ded war henders egen Traa; hun haffde
-kiøbt den i Hamborg oc hafft den med sig her op. Slosf.
-bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals som en Tæffwe.
-Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille
-annamme <i>Sacramentet</i> derpaa. Slosf. gik bort, gruede for
-den Eed. Ieg taw gandske stille til all derris Trætte.
-Der Slosf. war borte, sagde ieg til Quinden: »Gud beware
-oß! Torde I sige de Ord? Torde I tage <i>Sacramentet</i>
-paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog wiste,
-att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig <i>Creatur</i>!«
-Hun swarte med en halff latterlig <i>Mine</i>: »Ieg sagde att
-wille tage <i>Sacramentet</i> derpaa, men ieg giør ded icke derfor.«
-O <i>Dina</i>, tenkte ieg, du ligner hender icke forgiæffwis;
-Gud skille mig wed dig! Oc sagde ieg: »Meener I,
-att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud wil straffe
-ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der
-nogen Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den;
-ieg haffwer intet staallen den fra ham, hand haffwer flyd
-mig den selff. Ieg haffwer giort, som Skrædderne giøre;
-de stiæl intet, man flyer dennem ded. Hand weyede mig
-oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end ieg
-sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;«
-men ieg bad Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig
-wed hender oc wære mig om en anden, som war aff et
-gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen haffde Begierlighed
-att komme til mig igien, berettede mig ded. Slosf. bleff
-oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger, <a class="SBScorr" name="SBS_53" id="SBS_53" title="SBS: intet">intil</a><span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span>
-alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid
-kunde komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i
-ded anded Rom, oc Quinden kom vd, sagde hand: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu
-Inger, packt Iu Paknelken toe sammen! Nu sköll Ii fort</span>.«
-»Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden ind til
-mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der
-hoes: »Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel«
-(swarte ieg), »hwad hand sagde; ded er icke hands Skiæmt,
-men ram Alwor.« Hun troede ded icke enda, i ded ringste
-loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel;
-sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte
-Slozf., om ded war Alwor. Hand sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Fort, fort!
-Hir is keen Tiit to pludern!</span>« Hun kom til mig ind igien
-oc spurte, om ieg wille were aff med hender. Ieg swarte
-ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er
-altfor witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der
-neere, som skal wære her igien.« »I ded ringste« (sagde
-hun) »lader mig bliffwe her i Natt!« (Ey, <i>Dina</i>! tenkte
-ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu hen oc tager
-Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde
-saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.</p>
-
-<p>Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien,
-men bleff icke fult et Aar, for Suagheds Skyld<a name="FNanker_210" id="FNanker_210" href="#Fodnote_210" class="fnanchor">[210]</a>.</p>
-
-<p><i>Anno</i> 1673 bleff <i>M. Moth</i> forfremmet til att were <i>Vice</i><span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span>
-Bißskob i Fyn<a name="FNanker_211" id="FNanker_211" href="#Fodnote_211" class="fnanchor">[211]</a>. Ieg miste meget i hannem, oc kom i
-hands Sted mig att betienne H. <i>Emmeke Norbye</i><a name="FNanker_212" id="FNanker_212" href="#Fodnote_212" class="fnanchor">[212]</a>, som
-da bleff Slos Præst, oc haffde hand i forrige Tiider wærret
-Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt kiendte hannem
-omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget
-til Weye hoes <i>Griffenfelt</i>. Bragte mig en Gang til Swar
-(der ieg iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] <i>Majt.</i> war
-naadig, wille der ickun nogen tale for mig): Ded war saae,
-att dersom man haffde sat Kongen Pistolen paa Brystet,
-da skulle hand ded forlade.</p>
-
-<p>Samme Aar loed min Søster Elisabet <i>Augusta</i><a name="FNanker_213" id="FNanker_213" href="#Fodnote_213" class="fnanchor">[213]</a> mig
-helse wed <span class="sic" title="[sic]">Tøtzløf</span> oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen
-Fruct, da wille hun sende mig den. Ieg forundrede mig
-offwer den Helsen, som mig kom fra min Søster i mit
-Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre sille
-end aldrig!« Loed hender intet sware.</p>
-
-<p>En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen
-Nelß Daatters Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens
-Maaltiid skulle legge Ild i Offnen, efftersom ded war en
-Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff Døren til Trappen,
-førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6 Slet,<span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span>
-oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste
-Rom weed Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen
-til att sidde paa, sagde ieg, att ded war for silde att
-giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa for Køckenet. Hand
-actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med haarde
-Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war
-bister, wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud
-med, ey heller tilstæde Karen med Tangen att tage dem
-ud, men reeff dem ud med Hænderne oc sagde: »Der
-kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte noget,
-førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget <a class="SBScorr" name="SBS_54" id="SBS_54" title="SBS: ad">att</a>
-ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide
-saa lenge, førend hand gick effter Madden; satte sig plat
-needer paa Gulffwet oc klyncket noget, endeligen brød ud
-oc sagde: »Herre Gud, I, som haffwer hafft Huuß oc
-Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en Knup!«
-Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg
-spurte: »Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand
-swarte: »Ieg meener Karen.« Ieg loe oc sagde intet
-widre.</p>
-
-<p>Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris,
-wille wære for witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil
-ieg endnu melde om Kristen Taar[n]giemmer, som giorde
-mig allehaande Fortred sidst i dette mit Fengsels tiiende
-Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang<span class="sidenote">1673.</span> min
-Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded,
-oc Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden.
-Ieg war ille til Fritz derfor. Hand loe der aff oc
-sagde: »Ded er ickun en Hund.« Ieg gaff att forstaa,
-att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke naae mig.<span class="pagenum"><a name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"> </a></span>
-Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter
-intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til
-Wens« (denne Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf.
-saed inde hoes mig, oc Christen stoed oc spendte siine
-Arme i Døren aff mit Rom, der ieg spiiste). Ieg sagde:
-»Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om ieg
-wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for
-meget Tyß med dennem, meere end som i en Maade.)
-Slosf. saed som den, der hwercken hørte eller mælte,
-bleff siddendis, men Christen strøg noget skamfuld bort
-foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct for
-mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet
-hand intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som
-lawe. Hand brugte siden en skiden Mund med Quinden,
-sagde, hand wille slaae Hunden oc lade mig see der paa.
-Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed tog til,
-saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold,
-att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om
-Natten saa larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem,
-thi Chresten war hiemme om Natten oc loed Fangerne
-raade selff. Offwer denne Beretning hengte Sloßf. om Afftenen
-en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten kunde
-icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff
-opluct. Ded fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed,
-hwilcken hand bekom den 24. <i>April</i> 1674, oc kom
-i hands Sted een wed Naffn <i>Gert</i>, som haffde tient Slosf.
-for Kudsk.</p>
-
-<p>Dette Aar<span class="sidenote">1674.</span> den .. <i>Maj</i><a name="FNanker_214" id="FNanker_214" href="#Fodnote_214" class="fnanchor">[214]</a> dictede ieg en aandelig<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span>
-Wiiße, <i>Guds Goedhed imod mig at ihuekomme</i>, under den
-<i>Melodi</i>: <i xml:lang="de" lang="de">Nun ruhen alle Wälder</i>.</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanzanum">
-1.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Op, op, min Siæl oc Sinde!<br /></span>
-<span class="i0">Guds Goedhed til att minde,<br /></span>
-<span class="i4">Som ræcker mig sin Haand,<br /></span>
-<span class="i0">Som Byrden med mig bærer,<br /></span>
-<span class="i0">Som mig sin Wille lærer<br /></span>
-<span class="i4">Oc selffwer lindrer miine Baand.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-2.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Mit Hiærte, glæm ded icke,<br /></span>
-<span class="i0">Huad udi Mørcken Kircke<br /></span>
-<span class="i4">Nii Dage ieg udstoed!<br /></span>
-<span class="i0">Hwad Angist, Sorrig, Qwiide,<br /></span>
-<span class="i0">Hwad Spott oc Stanck ieg liide!<br /></span>
-<span class="i4">Da styrckede Gud Sind oc Moed.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-3.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Betenck min stoere Trængsel,<br /></span>
-<span class="i0">Mit lange haarde Fengsel,<br /></span>
-<span class="i4">Min Iammers <a class="SBScorr" name="SBS_55" id="SBS_55" title="SBS: elffte">elffwe</a> Aar!<br /></span>
-<span class="i0">Ey saa, att ded bedrøffwer;<br /></span>
-<span class="i0">Gud er den, som dig prøffwer,<br /></span>
-<span class="i4">Hand kiender best, hwad du formaar.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-4.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a></span>
-<span class="i0">Indhellig sammen <a class="SBScorr" name="SBS_56" id="SBS_56" title="SBS: stammer">stæmmer</a>:<br /></span>
-<span class="i4">Guds Goedhed winde kand,<br /></span>
-<span class="i0">Som Eder haffwer sparet,<br /></span>
-<span class="i0">Fra Krancke[l]se bewaret<br /></span>
-<span class="i4">I denne min forfalden Stand.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-5.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Mig Wanded gick til Tænder,<br /></span>
-<span class="i0">Aff Sorrig wringtis Hænder,<br /></span>
-<span class="i4">Ieg snobblet, dog ey falt;<br /></span>
-<span class="i0">Thi Herren war min Støtte,<br /></span>
-<span class="i0">Min Foed selff monne fløtte,<br /></span>
-<span class="i4">Loff wære dig, o mæctig Alt!<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-6.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Tack skee dig, Naadsens Kille,<br /></span>
-<span class="i0">Att du mig ræffse wille<br /></span>
-<span class="i4">Saa mild oc faderlig!<br /></span>
-<span class="i0">I Nød warst dog til Stede,<br /></span>
-<span class="i0">Mit Hierte Suck tilrede,<br /></span>
-<span class="i4">Der Macten wille knuuse mig.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-7.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Gud, for dig ieg needfalder:<br /></span>
-<span class="i0">See til mig i min Alder,<br /></span>
-<span class="i4">Som stunder nu fast til!<br /></span>
-<span class="i0">Aff Aaget mig udspende,<br /></span>
-<span class="i0">Giør paa min Træl snart Ende!<br /></span>
-<span class="i4">Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"> </a></span>
-Dette Aar den 25. <i>Iulii</i> war Kgl. <i>Majt.</i> saa naadig,
-att der bleff giort et stoert Windue i mit inderste Rom
-igien, hwilcket bleff tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded
-Rom. Der bleff oc satt en Wind-Offwen, huor aff Røret
-gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel tilfritz der med,
-meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes Arbeeded;
-ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben;
-ded warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war
-kranteworn, wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit
-neer, som ded haffde wærret tilforne, førend ieg bleff
-fengselet; oc ieg offwertalte Murmester-Swennen att slaae
-Muuren saa siet ud, som den før haffde werret, hwilcket
-Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op oc
-skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att
-ændre, thi Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte
-hannem ad, hwad Onde hand haffde der aff, att Winduet
-saed en Steen need; ded gick io intet need for Iern-Tralleren,
-oc ded haffde wærret saa siet før. Hand wille
-haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte
-en Steen bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den
-neer igien, thi Karmen, som war færdig, haffde ellers
-intet paßet.</p>
-
-<p>Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den
-tredie oc sidste Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke
-wed Naffn Barbra. Hun er en <i>melancolisk</i> Quinde.
-Samwittigheden wogner stønnem, saa hun fortæller offte
-siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de haffwer
-wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe
-Børn, oc effter henders egen Fortælling saa synnis, att
-hun haffwer wærret noget Aarsag til derris Døe, thi hun<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span>
-siger: »Huorledis kand man haffwe Omsorrig for ded Barn,
-huis Fader man icke ælsker?« Hun drog fra henders
-Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun
-kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med
-Spind; haffuer oc tilforne tient en Fyrstinne for Spinde
-Piige. Henders Fader leffwer oc haffwer wærret Kl. <i>Majts.</i>
-Bogbinder; er nu rørt aff et Slag, ligger elendig. Henders
-Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted, huorhelst
-Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren,
-ynsker hannem døe (som wel war ded bæste for ham);
-men att hun er saa slem imod henders Søster, som er en
-fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder ieg paa oc siger
-hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den Medfart; thi
-den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed
-hoes hender. Naar hun icke kommer <i>precis</i> den Afften,
-hun haffwer satt hender Steffne, eller oc icke forretter,
-hwis hun haffuer befalet hender, saa faar hun ingen Maed,
-saa kaster hun Madden i Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed
-holder hender Synden for, da siger hun: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat
-Fleesch is doch verfuult</span>«. Ieg spørger hinder, huorfor
-hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide.
-Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg
-spaar hender ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa
-som adskillige andre, ieg hender opregner. Der kaster
-hun med Nacken aff oc tier stille.</p>
-
-<p>Paa de Tiider sendte Henders <i>Majt.</i> Dronningen mig
-nogle Silcke-Orme til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden,
-sendte ieg Hs. <i>Majt.</i> dem i en Æske, hwilcken ieg
-uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask oc læncket
-der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken<span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span>
-bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort
-Silcke en underdanig Begiæring, att Hendis <i>Majt.</i> naadigst
-wille forhiælpe til att løße miine Baand oc binde mig
-igien med Naadsens Haand. Hendis <i>Majt.</i>, den dydige
-Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet til hender.</p>
-
-<p>Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere,
-drack oc icke nær saa meget eller giorde saa mange
-Putzerier. Ieg haffde Roelighed inden min inderste Døer.
-Quinden saed uden for i ded anded Rom om Dagen, laae
-oc der om Natten, saa ieg begynte att intet bekümre mig
-saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar
-hen med Læsen, Skriffwen oc Dicten.</p>
-
-<p>Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att
-mig di Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste
-kiøbt <i>Historie</i> Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff
-dennem uddragen oc offwersat de rooßwærdigste Quindis
-Persohner, som berømmis for troefaste, kydske, fornufftige,
-mandhafftige, dydige, gudfryctige, lærde oc standhafftige<a name="FNanker_215" id="FNanker_215" href="#Fodnote_215" class="fnanchor">[215]</a>,
-saa giorde ieg <i>Anno</i> 1675 den 9. <i>Ianu.</i> for Tiidsfordriff et
-Riim til <i>M. Thomas Kingo</i> under den Tittel: »Den høy
-berømte <i>Poet M. Tho. Kingo</i> bedis en Bøn aff en <i>Danne-Quinde</i>
-udi alle <i>Danne-Quinders</i> Naffn.« Den Bøn bestaar
-der vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis
-Persohner wille i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer
-wel dydige aff andre <i>Nationer</i>, men beder ickun om
-de danske derris Pryd. <i>Kingo</i> faar ded intet att see, men
-maa min goede Wen, ieg dette betroer<a name="FNanker_216" id="FNanker_216" href="#Fodnote_216" class="fnanchor">[216]</a>, leffwe, saa kommer
-ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span></p>
-
-<p>Samme Aar<span class="sidenote">1675.</span> den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig
-Samtale imellem <i>Fornufften oc Sinded</i> under den <i>Tittel:
-Den fangen Enckis Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds
-Striid</i>.</p>
-
-<p>Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels
-Døre, som er skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war,
-att saasom om Morgenen den uderste Dør for ded uderste
-Rom bleff opluct for att feye Skarnet ud oc flye reent
-Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa
-aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den
-igien: saa hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc
-ded klæmte. Ieg oc Quinden wii løbe op i Taarnet for
-att see, huor ded brænte. I ded ieg war paa den Stiie,
-som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc haffwer
-en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først
-war min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte
-wel, att ieg war der oc; war saa wiiß, att hand gick icke
-op aff Stiien, men bleff needer weed de neederste Huller,
-huor aff man kand see ud til Byen, oc gaff mig Tiid til
-att komme needer igien oc lucke for mig. <i>Gert</i> war bedrøffwet,
-kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød.
-Ieg trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare.
-Førend Sloßf. luckte Døren op til Middag, slog hand <i>Gert</i>
-med sin Kiæp, saa hand skreeg, oc sagde Sloßf.: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Du
-skalt, vor den Dywel, weck!</span>« Der Sloßf. kom ind, tog
-ieg først Orded oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ii hebben Synde dar van, dat
-Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De
-Racker kam effen op, als he min Dör wolte thomacken,
-ende dar öfver ver gat he dat</span>.« Hand truede <i>Gert</i> meget
-oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Het schulle mii noch nicht so sehr verdrohten<span class="pagenum"><a name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"> </a></span>
-hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii gewesen</span>.«
-Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden
-haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men
-alle Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff
-holden, tenckte ieg, om ded holte wiß, da kunde miine
-Uwenner troe, att om ieg haffde wist noget aff ded,
-de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt taufft
-ded). Nu swarte ieg hannem saa: »<span xml:lang="nds" lang="nds">I, hwat hefft dat op
-sigk? Dat was io en Mands Persohn; de können alle
-swiigen. Hir iß keen Skade geskeen.</span>« Hand kunde icke
-holde sig for Latter oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, Ii siin guth genock!</span>«
-Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede hannem, att
-ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens
-Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene
-aaben, oc sagde widre, att ieg lenge siiden kunde
-haffwe kommen ud, om ded haffde werret mit Forsæt.
-<i>Gert</i> bleff i sin Tienneste, oc Sloßf. sagde aldrig til <i>Gert</i>,
-att hand skulle lucke for mig om Morgenen<a name="FNanker_217" id="FNanker_217" href="#Fodnote_217" class="fnanchor">[217]</a>.</p>
-
-<p>Ieg haffde da kiøbt mig et <i>Clavicordium</i>, oc som Barbra
-kunde siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun
-sang, saa Tiiden bleff os icke lang. Hun lærte mig att
-indbinde Bøger, saa meget mig behøffwede<a name="FNanker_218" id="FNanker_218" href="#Fodnote_218" class="fnanchor">[218]</a>.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"> </a></span></p>
-
-<p>Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til
-Præst i Kiøge <i>An.</i> 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge
-forbedret, oc bekommer ieg hwert Aar 250 Rdr.
-Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand brugis til
-Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget
-for, Tiiden med att fordriffwe<a name="FNanker_219" id="FNanker_219" href="#Fodnote_219" class="fnanchor">[219]</a>. Gud welsigne oc naadeligen
-beware Kl. <i>Mt.</i> oc giffwe hannem att maa tælle mange
-lyckelige Aar.</p>
-
-<p>Paa de Tiider war <i>Brant</i> Zahl-Mester<a name="FNanker_220" id="FNanker_220" href="#Fodnote_220" class="fnanchor">[220]</a>.</p>
-
-<p>Samme Aar den 17. <i>Dec.</i> kom Barbra fra mig, gifftede
-sig med en Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc
-effter som henders Mand døde 1½ Aar effter derris Gifftermaal,
-oc ded hastig, bleff <i>Barbra</i> mißtenckt. Hun kom
-siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom. Samwittigheden
-wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa gott<span class="pagenum"><a name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"> </a></span>
-som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen
-Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig
-icke meget der offwer, thi effter henders egen Fortælling
-haffde hun begaaet Mord tilforne paa siine egne Børn; sagde
-dog til Peder Tøtzløff, att hand intet skulle tale derom;
-wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede ded nock
-alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand
-skulle icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter
-hannem. Hun bleff gandske forstyrret, laae elendig i sit
-eget Skarn. Broderen loed hender omsider føre i Pæsthuuset.</p>
-
-<p>Vdi <i>Barbaræ</i> Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel
-Klemmings Daatter; hender haffde Maren Blocks bragt
-den Tienneste tilweye, efftersom Sitzel war hender Penge
-skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc Maren gaff
-hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue
-paa sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren
-war kommen der aff, att saa som Sitzel kunde giøre
-Knapper, oc Knapmagerne haffde Krackel med hender,
-saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff til Weye att
-befrii hender fra Knapmagerens [<i>sic</i>] Tiltale, forregiffwende,
-att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff tilluct,
-begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde
-bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der
-stoed: ded wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender,
-hwad Wandske hun haffde. Hun swarte att icke haffwe
-nogen <a class="SBScorr" name="SBS_57" id="SBS_57" title="SBS: Bræct">Bræck</a>. »Huorfor da« (spurte ieg) »haffwer I giort
-Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren Blocks
-giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.«
-»Her i Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc<span class="pagenum"><a name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"> </a></span>
-icke en Piige: er I da locket?« Hun hengte med Hoffweded
-oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg war icke wel til
-Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt Eder
-Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder
-til mig, ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff
-goede Ord, loffwede att tienne wel, aldrig att giøre mig
-imod. Hun er et farligt Menniske; der er intet gott i
-hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att slaaes
-med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre,
-som wille tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte
-rømme. Hoes mig haffwer hun ingen Leilighed att lade
-see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded lader sig dog
-kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et
-Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der
-Maren haffde faaet siine Penge, hun haffde udlagt for
-Sitzels Konge Breff, saa wille hun haffwe hender fra mig
-oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige Maren
-Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde
-flye mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for
-denne Gang<a name="FNanker_221" id="FNanker_221" href="#Fodnote_221" class="fnanchor">[221]</a>.</p>
-
-<p>Vdi H. Emmeke <i>Norbyes</i> Stæd bleff Slotz-Præst H.
-<i>Iohan Adolf Borneman</i>, en meget skickelig oc lærd Mand<a name="FNanker_222" id="FNanker_222" href="#Fodnote_222" class="fnanchor">[222]</a>,
-som da oc bleff min Skriffte Fader, oc betiente hand mig
-første Gang <i>An.</i> 1677 den 10. <i>April</i>.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"> </a></span></p>
-
-<p>Samme Aar den 9. <i>Oct.</i> war min Skriffte-Fader <i>Magister
-Hendrich Borneman</i>, Probst til wor Frue Kircke (en
-<span class="sic" title="[sic]">træfflig</span> lærd Mand), efftersom hands Broder, H. <i>Iohan Adolf
-Borneman</i>, war forreist med Kl. <i>Majt.</i> til <i>Lante-Ryen</i><a name="FNanker_223" id="FNanker_223" href="#Fodnote_223" class="fnanchor">[223]</a>.</p>
-
-<p>Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed,
-læst, skreffwen oc dictet adskilligt.</p>
-
-<p><i>Anno</i> 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte
-Fader, H. <i>Iohan Adolf</i> Borneman, kom til mig huer 6 Vgers
-Dag oc holte en liden <i>Sermon</i>.</p>
-
-<p>Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue <i>Agneta Sophia
-Budde</i> ført her ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen
-offwer mit inderste Rom. Hun bleff beskylt for att wille
-haffwe med Gifft ombragt Greffwinne Skeel, oc som hun
-war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle betienne
-hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen,
-saa ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog
-intet derom, meente, att hun bleff wel stille, naar hun
-formerckede, att ded wille giælde Døden. Men ney! hun
-war lystig, til Dagen førend hun bleff rættet<a name="FNanker_224" id="FNanker_224" href="#Fodnote_224" class="fnanchor">[224]</a>.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"> </a></span></p>
-
-<p>Samme Aar<span class="sidenote">1678.</span>, den 19. <i>Iulii</i> en Morgenstund, bleff Taarngiemmeren
-<i>Gert</i> ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff,
-som hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil
-ieg noget witløfftig melde, efftersom ieg raadde <i>Gert</i> icke
-att giffwe den Fange saa stoer Friihed; men hand actede
-icke mit Raad, til sin egen V-lycke. Denne Tyff haffde
-brut ind i en Præstis Huus om Natten oc staallen en
-Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til Kiøbenhaffn;
-bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her
-i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff
-oc meere Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa<span class="pagenum"><a name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"> </a></span>
-saa hen med <i>Executionen</i>, wille icke lade hannem henge;
-saa bleff sagt, att hand skulle paa Holmen, warte dog
-lenge, att hand war fangen. I Førstningen oc saa lenge,
-indtil der taltist om, att hand skulle paa Holmen, war
-hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa
-gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine
-Synders Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm
-wiste, att ieg kunde høre hannem, oc sendte ieg hannem
-oc stønnem noget Maed. <i>Gert</i> forbarmede sig offwer hannem,
-loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte
-ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge
-neere i Taarnet om Natten. Oc som ieg haffde seet den
-Tyff engang eller toe, naar min Dør war aaben, att
-hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist mig, att
-hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam,
-att Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om
-Afftenen, sagde ieg til <i>Gert</i>, att hand woffwede for meget
-i ded, att hand loed den Tyff sidde neere om Natten; der
-stack en Sckelm i hannem; hand untgick wist engang, saa
-kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente <i>Gert</i>
-icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war
-frii for att hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand
-hørte, att hand skulle paa Holmen, saa der war ingen
-Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde, som icke
-kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem
-ind om Natten. Ney, <i>Gert</i> fryctede intet; hand loed (som
-meere war) Tyffwen gaa op i Taarnet for sig oc stille
-Seyerwercket.</p>
-
-<p>Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da <i>Gert</i>
-haffde opluct min Dør, talte ieg enda med <i>Gert</i> om den<span class="pagenum"><a name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"> </a></span>
-Fare, hand satte sig i med den Tyffs Friihed, som <i>Gert</i>
-dog icke fryctede. I ded sætter min Hund sig lige for
-<i>Gert</i> oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til Middag
-bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for
-Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund
-tuude før.</p>
-
-<p>Den 19. <i>Iulii</i> (som melded er), da <i>Gertis</i> ulycklig
-Morgenstund war forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket
-oc sagde, att hand icke eene kunde komme til
-Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne. Den
-Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att
-sætte sit Forsæt med i Werck. <i>Gert</i> gick op, men bleff
-baarren need igien. Tyffwen løb need, effter att <i>Gert</i> war
-døe, luckte hands Skrin op, tog Pengene der ud oc gick
-ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag, att der skulle
-ringis til Predicken. De, som skulle ringe, banckede paa
-Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med Hoff[wed?]-Nøglen
-oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig
-paa, att <i>Gert</i> saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde:
-»Ræt fat er ded icke, thi i Morris <a class="SBScorr" name="SBS_58" id="SBS_58" title="SBS: imellen">imellem</a> 4 oc 5 Slæt
-war ieg noget upaßelig; da hørte ieg tre gaa op oc et Tag
-der effter tre gaa need igien.« Tøßløff lucte for mig igien
-oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer en aff Ringerne
-need oc beretter, att <i>Gert</i> ligger døe der oppe. Der
-den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som
-et Saar, dog alle bag til i Hoffweded<a name="FNanker_225" id="FNanker_225" href="#Fodnote_225" class="fnanchor">[225]</a>. Hand war en<span class="pagenum"><a name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"> </a></span>
-meget kæck fyrig stærck Mand; een skulle icke kunde
-<a class="SBScorr" name="SBS_59" id="SBS_59" title="SBS: haffde">haffwe</a> giort ham ded. Tyffwen bleff samme Afften paagreben,
-oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en
-Fange, som saed neere i Traalhullet, en <i>Lizenciat</i> wed
-Naffn <i>Moritius</i><a name="FNanker_226" id="FNanker_226" href="#Fodnote_226" class="fnanchor">[226]</a>, haffde hannem dertil offwertalt. Samme
-<i>Moritius</i> haffde stoer Udstand med <i>Gert</i>. Wist war ded,
-att <i>Gert</i> tog for meget aff hannem om Ugen for hands
-Kaast. Wist er ded ocsaa, att denne <i>Moritius</i> er en meget
-v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter hannem, giffwer
-ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att <i>Moritius</i>
-war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange,
-som saed der neere i <a class="SBScorr" name="SBS_60" id="SBS_60" title="SBS: Taarn-Tuen">Taarn-Stuen</a>, haffde sin Haand der
-wed. Thi hwem skulle haffwe luct den fangen Tyff ud aff
-Taarnet uden en aff dem? Thi der effter Nøglen bleff
-leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i Taarnet; ded
-kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff Taarnet.
-Tyffwen kunde oc icke haffwe luct <i>Gerts</i> Skrin op oc tagen
-hands Penge foruden <i>Mauritii</i> Widskab. Den anden Fange
-maatte ded oc wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff
-forhindret, att icke fleere skulle døe for ded Mord; huorfor
-der icke alleeneste intet bleff efftersøgt om Sagens<span class="pagenum"><a name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"> </a></span>
-Beskaffenhed, som ded sig burte, men de loede Tyffwen
-sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker,
-men <i>Moritius</i> kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor
-Tyffwen gick fra siine første Ord oc sagde att haffwe giort
-ded Mord alleene. Bleff rættet den 8. <i>Aug.</i><a name="FNanker_227" id="FNanker_227" href="#Fodnote_227" class="fnanchor">[227]</a>, oc <i>Moritius</i>
-ført til Borringholm, der fengselet.</p>
-
-<p>I <i>Gerts</i> Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn <i>Iohan</i>,
-som war en Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff
-meget narret aff Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis
-Piige fixerte hannem, første Gang Pigen i hands Tiid
-skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet war icke langt fra
-derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler Tiid
-neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring.
-Der de hørte hannem komme paa Trappen, skylffte
-de sig. Hand fant Fengselet tomt, bedrøffwede oc iammerklagede
-sig. Iomfruen pippede som et Barn, saa hand
-fant hender bag en Dør. <i>Iohan</i> bleff glad, fortælte mig
-siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes
-dem saa lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære
-wed ded skiiden Tøy?« Paa saadan Taabe Snack war
-intet att sige.</p>
-
-<p>Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede
-mig med Læßen, Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte
-att knøtte oc sye paa mit Liigtøy, huortil ieg haffde
-kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.</p>
-
-<p>Den 7. <i>April</i><span class="sidenote">1679.</span> undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som
-gick neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene.
-Samme Fange haffde hafft Leilighed att faa siine Bolter<span class="pagenum"><a name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"> </a></span>
-aff, wiste oc, att Taabe <i>Iohan</i> laae Taarn-Nøglen under
-sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc tilreede en Iern-Pind for
-att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren soff; lucte den
-listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n] oc gick
-ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men
-effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.</p>
-
-<p>I hands Sted kom een wed Naffn Olle <i>Mathisen</i>, en
-Skonning, som haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod
-Sidstningen aff dette Aar, den 25. <i>Dec.</i>, bleff ieg syg aff
-en <i>Feber</i>, oc bleff <i>D. Mynchen</i><a name="FNanker_228" id="FNanker_228" href="#Fodnote_228" class="fnanchor">[228]</a> befalet at besøge mig oc
-tage mig under sin <i>Cur</i>, hwilcken Befaling hand oc med
-stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand er en meget
-skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin <i>Cur</i>. Ieg kom 10
-Dage der effter til min Helbred igien.</p>
-
-<p>Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed <i>Sitzel</i> Klemmings
-Daatter sig aff Maren Blockis offwertale att troeloffue
-sig med een aff Kongens Liiff-<i>Garde</i>. Kom bort
-den 26. <i>Novem:</i><span class="sidenote">1680.</span>.</p>
-
-<p>I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed
-Naffn <i>Margrete</i>. Ded første ieg saae hender, kom hun
-mig noget fortenckelig for, oc syntist mig, att hun war
-med Barn; loed mig dog icke mercke dermed førend i
-<i>Ianuarii</i> Maanet, sidste Dag<span class="sidenote">1681.</span>. Da giorde ieg hender Spørßmaal,
-huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun
-swarte dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc
-brugte hun sær Snid, som icke sømmer att antegne, for<span class="pagenum"><a name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"> </a></span>
-att bewiiße sin Løgn; men henders Snid kunde icke bestaae
-sig hoes mig, saa hun omsiider maatte bekiende ded.
-Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den war
-Kongens Liiff Karl, som war i <i>Arrest</i> neere i Sloßf. Kammers,
-sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit
-Spørßmaal, men sagde icke att wære saa langt henne:
-den Tyckelse, hun haffde, war meere aff Fedme end aff
-Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne
-Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis
-Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun
-haffde worren ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en
-Dag spørger hender ad om henders Liiff oc Leffnet; saa
-forteller hun sin Herkomst, huor hun haffde tient, oc att
-hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin Fader, oc i
-ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc
-wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I
-kiender hannem wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet
-Kongens Liiff-Karl paa Platzen, men ieg kiender hannem
-icke.« Hun loe oc swarte (paa sit Moders-Maal): »<span xml:lang="nds" lang="nds">Neen,
-bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe Slosf:.</span>« Ieg
-troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte
-nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff
-med hender i Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde,
-som oc kom til mig. Ieg sagde hender den Mißtancke,
-ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min Mißtancke beroede,
-men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden selff
-haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille
-mig wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig
-offwer min Tale, <span class="sic" title="[sic]">twilffte</span> paa, att saa war. Ieg sagde:
-»Enten saa er eller icke, saa skiller mig wed hender, io føre,<span class="pagenum"><a name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"> </a></span>
-io bedre.« Hun loffwede, att saa skulle skee, men ded
-skeede icke. <i>Margrete</i> skyde intet att wære bekiendt, ded
-hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde
-en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders
-Kone, der hun fick de Twillinger? Gick der icke en Dall
-langs need aff henders Bug?« Ole swarte: »Ded weed
-ieg icke. Spørger Anne ad!« <i>Margrete</i> sagde, att der
-gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente, att
-hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget
-Klæde offwer Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »<i>Nu
-rørte sig den Guds Engel!</i>« Oc saa som Slosf. Quinde icke
-effterkom ded, hun loffwede, oc <i>Margrete</i> Søster kom tit
-til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren skulle flye hender
-noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden
-skeede), huorfor ieg sagde til <i>Margrete</i> en Dag: »I siger,
-att Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke
-sige hannem selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener
-I icke, att ieg wil haffwe noget aff ham til att føde mit
-Barn med?« »Da wil ieg sende Bud til hannem« (sagde
-ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil sige« (ded
-war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun
-bad mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io
-war henders Barne Fader. Slosf. kom effter min Begiæring.
-Ieg begynte Talen i Quindens Nærwærelse, sagde,
-at <i>Margrete</i> war med Barn effter henders egen Siende;
-hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad,
-om hand wille. Hand spurte hender, om hun war med
-Barn. Hun swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia! en Ii siin Fader dar tho.</span>« »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick?</span>«
-(sagde hand oc loe) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wat för en Snack is dat?</span>« Hun
-foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war<span class="pagenum"><a name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"> </a></span>
-Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder,
-huorledis war tilgaaen. Sloßf. sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Wo dull is
-datt Wiiff!</span>« Hun brugte flux Mund, saa ieg befalte hender
-att gaa ud; talte saa eene med Slosf., bad hannem
-wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa
-paa ded yderste med hender: att tøße henders Snack der
-fant hand wel Raad til. Sagde hannem Sandingen med faa
-Ord, att hand haffde ført hands Hoere op til at betienne
-mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn! Ieg haffwer
-alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. <span xml:lang="nds" lang="nds">Miin Frue
-häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.</span>« Effter
-denne Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig,
-att en engelsk Quinde haffde begiært att wære hoes mig,
-men kunde icke komme førend til Paaske.</p>
-
-<p>Fiire Dage her effter begynte <i>Margreta</i> att klage sig
-att haffwe ont oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg
-tencker, att ded gaar mig ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg
-tenckte strax ded, ieg haffde fryctet for, hwad henders
-Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte strax effter
-Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg hannem
-min Mißtancke om <i>Margrete</i>, bad hannem giøre all sin
-Fliid for att flye den engelske Quinde op til mig samme
-Dag. I midler Tiid gick <i>Margrete</i> op paa Hyßkenet, war
-oppe offwer 5 Korter, kom neer oc saae ud som en Døding;
-sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.« Ded,
-ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom
-ieg haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde
-Syen, hun da strax skulle haffwe bekient ded altsammen,
-oc ded wille ieg intet wiide); sagde derfor: »Naar I kommer
-i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I Afften kommer<span class="pagenum"><a name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"> </a></span>
-her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun
-meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa
-ded »nu« eller andre henders Ord, men bleff wed, att der
-kom en anden Quinde. Ded skeede ocsaa, att den 15.
-<i>Martii</i><span class="sidenote">1681.</span> om Afftenen kom <i>Margrete</i> bort, oc i henders Sted
-en engelsk Quinde wed Naffn <i>Ionatha</i>, som haffde werret
-gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.</p>
-
-<p>Der den <span class="corr" title="var: Margrete"><i>Margrete</i></span> war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf.
-Kone, som sagde, att ieg haffde offwertalt <i>Margrete</i> til att
-sige, att henders Mand war Fader aff <i>Margrete</i> Barn.</p>
-
-<p>Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen
-melde, huor bedragerske Wiiß de gott Folck siden
-gifftede denne <i>Margrete</i>. De giorde en Bogbinder Swend
-wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft, fremwiiste for
-hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie,
-henders Søsters Æcteskabs Breff<a name="FNanker_229" id="FNanker_229" href="#Fodnote_229" class="fnanchor">[229]</a>.</p>
-
-<p>Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud <i>D.
-Otto Sperlings</i> haarde Baand, effter att hand haffde werret
-fangen her paa ded Blaa Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc
-4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6 Dage<a name="FNanker_230" id="FNanker_230" href="#Fodnote_230" class="fnanchor">[230]</a>. Hand<span class="pagenum"><a name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"> </a></span>
-war lenge syg, dog icke sengeliggende. <i>Doctor München</i>
-betiente hannem et Par Gange med siine <i>Medicamenter</i>.
-Hand wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle
-reede hands Seng, kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til
-erbød oc wille sige, att <i>Doctern</i> war swag. Der maatte oc
-ingen wære tilstæde, naar hand lagde sig. Huordant hand
-kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der laae hand oc
-banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre]
-hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom;
-men en Fange, som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge,
-omsiier banckede paa Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger
-hannem, att Doct. haffde lenge bancket. Der Ole kommer
-ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff iklæd i en reen
-Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men talte
-gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem
-i Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis
-hand døe, som sagt er.</p>
-
-<p><i>An.</i> 1682, i <i>April</i> Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende
-aff et sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig,
-som war een steenig <i>Materie</i>, som haffde <i>quaguleret</i> sig oc
-i miine Tarmer sig nederskut til <i>Fundamentet</i>. <span class="sic" title="[sic]"><i>D. Munchen</i></span>
-brugte alle tienlige Midler til den Swaghed; kunde dog
-icke troe, att min Swaghed haffde den Beskaffenhed, som
-ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen kunde<span class="pagenum"><a name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"> </a></span>
-fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen
-loed sig finde. Hand meente, om saa war, da
-skulle de <i>Medicamenter</i>, hand haffde brugt, wel driffwe den
-ud, thi ded war den Dag, att ieg satte mig selffwer 3
-Gange Klisterer<a name="FNanker_231" id="FNanker_231" href="#Fodnote_231" class="fnanchor">[231]</a>. Paa de Tiider maatte Doctoren reiße
-med <i>Majesteten</i> til Holstein. Ieg brugte alt <i>Clisterer</i> effter
-<i>D. Munchens</i> Anordning, men ded war alt ded samme.
-Endeligen satte ieg mig en <i>Clister</i> en Dag om Efftermiddagen,
-gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning
-om anden Dagen om Morgenen tiilig; da skiød en stoer
-Steen ud foruden anden <i>Materie</i>, oc slog ieg med en Hammer
-et Stycke aff den for att see, huorledis den war inden
-til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff
-Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet.
-Den er nesten <a class="SBScorr" name="SBS_61" id="SBS_61" title="SBS: en en">en</a> halff Finger lang oc fulle 3
-Finger tyck oc er endnu i miine <a class="SBScorr" name="SBS_62" id="SBS_62" title="SBS: Gliemme">Giemme</a>. Der <i>D. München</i>
-kom hiem, loed ieg hannem wiide, huorledis med mig
-tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F. Sitzele
-<i>Grubbe</i><a name="FNanker_232" id="FNanker_232" href="#Fodnote_232" class="fnanchor">[232]</a>. <i>D. München</i> loed begiere wed Tøtzløff att see
-Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme
-til mig, saa skulle hand faa den att see. Ieg wille icke
-sende den, thi ieg wiste wel, att ieg haffde icke faaet
-den igien.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_240" id="Side_240" title="[S. 240]"> </a></span></p>
-
-<p class="center smaller">[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]</p>
-
-<p><i>Anno</i> 1682 den 11. <i>Iuni</i><a name="FNanker_233" id="FNanker_233" href="#Fodnote_233" class="fnanchor">[233]</a> dictede ieg effterfølgende
-aandelig Sang.</p>
-
-<p>Kand siyngis som:</p>
-
-<p class="poemheading italic">
-Siunge wii af Hiærtens-Grund.
-</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanzanum">
-1.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Hwad er worris Leffnets-Iid<br /></span>
-<span class="i0">Anded end som daglig Striid?<br /></span>
-<span class="i0">Hwad er worris Arbeed dog,<br /></span>
-<span class="i0">Som fremtrællis under Aag?<br /></span>
-<span class="i0">Er ded anded end omsunst?<br /></span>
-<span class="i0">Huor til Widenskab oc Kunst?<br /></span>
-<span class="i0">Alt forswinder som en Dunst.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-2.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Huor for da bekümre sig<br /></span>
-<span class="i0">For ded, som er Skygge, Swig,<br /></span>
-<span class="i0">Oc saa kæck forfæcte wil<a name="FNanker_234" id="FNanker_234" href="#Fodnote_234" class="fnanchor">[234]</a><br /></span>
-<span class="i0">Ded, os icke hører til?<br /></span>
-<span class="i0">Er oc nogen i den Stand,<br /></span>
-<span class="i0">Att den Laanet holde kand,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_241" id="Side_241" title="[S. 241]"> </a></span>
-<span class="i0">Naar paa æsker Eyermand?<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-3.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Nøgen ieg til Werden kom,<br /></span>
-<span class="i0">Nøgen fra, ded er min Dom.<br /></span>
-<span class="i0">Herren gaff, oc Herren tog,<br /></span>
-<span class="i0">Herren lægte, da hand slog;<br /></span>
-<span class="i0">Loffwet wære Herrens Naffn,<br /></span>
-<span class="i0">Som alt føyer til mit Gaffn!<br /></span>
-<span class="i0">Hannem falder ieg i Faffn.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-4.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Gud, wilt du mig Naaden tee,<br /></span>
-<span class="i0">Ieg dit Huuß igien maa see,<br /></span>
-<span class="i0">Der Tack-Offer bære frem<br /></span>
-<span class="i0">Som et martlet <i>Christi</i> Læm,<br /></span>
-<span class="i0">Siunge Loff din Guddoms Mact,<br /></span>
-<span class="i0">Som langt offwergaar den Act,<br /></span>
-<span class="i0">Mennisket hâr forrelagt?<br /></span>
-</div><br /><div class="stanzanum">
-5.
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Siger du oc saae til mig:<br /></span>
-<span class="i0">Ieg ey haffwer Lyst til dig,<br /></span>
-<span class="i0">Ieg wil, du skalt bliffwe quær!<br /></span>
-<span class="i0">&mdash; See, min Frælser! ieg er hær,<br /></span>
-<span class="i0">Diine Domme ey forstaar,<br /></span>
-<span class="i0">Men ieg weed, ihwor ded gaar:<br /></span>
-<span class="i0">Gott Taal ey ond Ende faar.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_242" id="Side_242" title="[S. 242]"> </a></span>
-Den 27. <i>Iunii</i> sendte Dronningen mig noget Silcke
-oc Sølff med Begiæring att sye hender et Blomster, som
-war ritzet paa <i>Pergament</i>; sendte der hoes et anded
-Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff kunde see,
-huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden
-Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded
-Arbeed, thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded
-dog oc sagde att wille giøre ded, ded beste ieg kunde.
-Den 9. <i>Iulii</i> sendte ieg F. Hoffmesterinnen, F. Sitzel
-Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med tienstlig
-Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. <i>Majt.</i> Dronningen
-att frembære oc tale for ded som for en Lære
-Klud. Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc
-sagde, att ded stack ud frem for de andre, som nogle
-Greffwinner haffde syed for hender.</p>
-
-<p>Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded
-gylden Arbeed oc sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne
-med tienstlig Begiering Hs. <i>Majt.</i> Dronningen [dennem]
-underdanigst att <i>presentere</i>. Hoffmesterinnen loed
-mig forsickre Dronningens Naade: Hendis <i>Majt.</i> wille giffwe
-mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu
-fornommen til.</p>
-
-<p>Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke
-i ny aff mig optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft
-oc Sølff Frantzer; loed ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe
-Hendis <i>Maj.</i> underdanigst <i>presentere</i>, som ded i Naade
-optog. Den 29. <i>November</i> fuldendte ieg med Arbeede, som
-ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet aff
-Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_243" id="Side_243" title="[S. 243]"> </a></span></p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude<br /></span>
-<span class="i0">Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p class="indent10">For den anden Ende dette: &mdash; <i>N.</i> Puuden war stoppet
-med mit Haar. &mdash;</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Naar som needleggis her mit Hoffwit paa mit Haar,<br /></span>
-<span class="i0">Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p>Paa Øyen Klæded war syed:</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer,<br /></span>
-<span class="i0">Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer<br /></span>
-<span class="i0">Oc dennem smycker ud i derris haffte Huud,<br /></span>
-<span class="i0">At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud.<br /></span>
-<span class="i0">Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue<br /></span>
-<span class="i0">Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue,<br /></span>
-<span class="i0">Ieg, ieg skal see min Gud, ey fremmede for mig,<br /></span>
-<span class="i0">Hiælp <i>Iesu</i>, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig<a name="FNanker_235" id="FNanker_235" href="#Fodnote_235" class="fnanchor">[235]</a>!<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p>Henders <i>Maj.</i> Dronningen war mig stetze naadig, sendte
-mig paa nye<span class="sidenote">1683.</span> en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff
-for hender att føde oc derris Spind Hs. <i>Majt.</i> att
-igien sende. Den dydige Dronning sendte mig nogle Gange
-Pommerantzer, Zitroner oc aff de stoere <i>Almenacker</i><a name="FNanker_236" id="FNanker_236" href="#Fodnote_236" class="fnanchor">[236]</a>, oc
-ded med en Dwerre, som er ret en hurtig Karl. Hands<span class="pagenum"><a name="Side_244" id="Side_244" title="[S. 244]"> </a></span>
-Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster Sophia
-Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.</p>
-
-<p>De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe,
-war meget høfflig oc goed imod mig, sendte mig adskillige
-Gange <i>Zitroner</i>, <i>Pommerantzer</i>, <i>Multibær</i> oc andre Fructer
-effter Aarsens Tiider.</p>
-
-<p>En Iomfrue, som war aff Slæct en <i>Donep</i><a name="FNanker_237" id="FNanker_237" href="#Fodnote_237" class="fnanchor">[237]</a>, sendte
-mig oc et Par Gange Fruct.</p>
-
-<p>Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret
-Silcke aff Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke
-wiste wel att omgaaes med; loed mig bede att reede ded.
-Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg icke gierne effterloed
-(thi da war ieg i Arbeede for att samle miine Heltinner),
-men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit
-nesten 20 Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens
-Hiærte imod mig (der ieg dog med en goed
-Samwittighed kand widne for Gud, att ieg aldrig weed att
-haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede U-naade).
-Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed
-nogle Gange i forrige Aaringer weed siine høye <i>Ministri</i>
-giøre Forbøn for mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war
-Swarret meget hart, oc derris Titler »Forrædre« oc »lige
-saa goede som ieg«; wiiste dennem paa Døren. All den
-Naade, mig aff Kongl. <i>Majt.</i> wederforis, som: med ded
-uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg
-selffwer maatte raade for, oc den regierende Dronnings
-Goedhed imod mig, fortrød Encke Dronningen paa ded<span class="pagenum"><a name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"> </a></span>
-hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste Maade Kongl.
-<i>Majt.</i> tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun
-haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et <i>Clavicordium</i>,
-fortrød hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til
-derfor; huor ud offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde,
-att Kongen haffde spurt hannem ad, huor hand kom til
-att flye mig et <i>Clavicordium</i>. »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick</span>«, sagde Slosf., »<span xml:lang="nds" lang="nds">stund
-verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.</span>« (Ieg tenckte:
-du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg saae
-hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte,
-hwem der haffde sagt Kongen aff ded <i>Clavicordium</i>. Hand
-swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">De aalde Königinn; se häfft ere <i>Spionen</i> öffwer
-all, end se häfft den König so hart thogesprocken, dat
-het en Schande is, dat he Iu so grote Friiheit gifft;</span>« tog
-med ded samme til <i>Clav.</i>, lige som hand wille tage ded
-med sig (oc sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ii moeten dat nicht häbben.</span>« (Ieg
-sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. <i>Maj.</i>
-miinen allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst
-vergönt is, tho kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff.
-Dat <i>Clavic.</i> is kehnen im Wege und de königliche Frue
-Moder tho kehnen Schaden.</span>« Hand drog alt derpaa oc
-wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde
-kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »<span xml:lang="nds" lang="nds"><a class="SBScorr" name="SBS_63" id="SBS_63" title="SBS: Iii">Ii</a> söllen
-mii dat staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat
-ick daför gegewen häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat
-ii wil.</span>« (Hand sagde:) »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat wil ick den König säggen.</span>«
-Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden intet om talt<a name="FNanker_238" id="FNanker_238" href="#Fodnote_238" class="fnanchor">[238]</a>,<span class="pagenum"><a name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"> </a></span>
-oc haffwer ieg ded <i>Clavicordium</i> endnu, leger dog siælden
-der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine <i>Heltinner</i>,
-paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom
-eller oc Døden skulle ded forhindre, att <a class="SBScorr" name="SBS_64" id="SBS_64" title="SBS: ded">ieg</a> icke kunde
-fuldende ded, eller oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra
-mig<a name="FNanker_239" id="FNanker_239" href="#Fodnote_239" class="fnanchor">[239]</a>, saa kom ded icke i Eders, miine hierte kiære
-Børns, Hænder.</p>
-
-<p>Den 24. <i>Septr.</i> bleff min Skriffte Fader <i>M. Iohan Adolf</i>
-forfremmet; bleff Probst til <i>wor Frue Kircke</i><a name="FNanker_240" id="FNanker_240" href="#Fodnote_240" class="fnanchor">[240]</a>. Hand tog
-en meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig
-oc wærret min Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor
-nødig ieg mistede hannem!</p>
-
-<p>I Begyndelsen aff dette Aar<span class="sidenote">1684.</span> war min Skriffte Fader
-H. Peder <i>Collerus</i>, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig
-oc med sin Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær
-Mand, men icke Bornemand<a name="FNanker_241" id="FNanker_241" href="#Fodnote_241" class="fnanchor">[241]</a>.</p>
-
-<p>Den 3. <i>April</i> bleff mig sendt i Dronningens Naffn en
-gammel skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte
-den for att wære den Umage quit). Den war bit aff en
-Maar Kiæfften itue, saa Tungen hengte ud paa den eene<span class="pagenum"><a name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"> </a></span>
-Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden; der war
-en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit,
-skiuttede paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded
-war meget kiendeligt, att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed
-offwer sin Formue. Mig bleff sagt, att Hs. <i>M.</i> Dronningen
-haffde meget ælsket den Hund. Ded war en liiden
-<i>Bollognes</i>; hands Naffn war <i>Cavaillier</i>. Dronningen meente,
-att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg
-haabtist ded samme.</p>
-
-<p>Den 12. <i>Aug.</i> dette Aar<span class="sidenote">1684.</span> fuldente ieg mit forretagende
-Werck, oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags
-rooßwærdige Quindis Persohner, baade om striidbare, om
-fornufftige Regentinner, om troefaste, om kyske, om gudfryctige,
-om dydige, om ulyckelige, om lærde oc om standhafftige,
-saa syntist mig, att de icke alle kunde regnis for
-<i>Heltinner</i> att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte
-dennem i trende Parter, under Tittel aff <i>Heltinners Pryd</i>.
-Den første Part fremfører de striidbare <i>Heltinner</i> i derris
-Pryd. Den anden Part melder om troefaste oc kydske
-<i>Heltinner</i>. Den tredie Part fremleder de standhafftige<a name="FNanker_242" id="FNanker_242" href="#Fodnote_242" class="fnanchor">[242]</a>.<span class="pagenum"><a name="Side_248" id="Side_248" title="[S. 248]"> </a></span>
-Hwer Part haffwer sin <i>Appendix</i>. Ieg haabis til Gud, att
-dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder, miine
-hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil,
-saa wil ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige
-oc offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende
-iklæde oc udstaffere.</p>
-
-<p>Om <i>Ionatha</i>, som mig nu betienner, wil ieg noget
-melde effter henders egen Beretning. Witløfftigheden wil
-ieg gaae forbi, paa hwad Maade hun kom fra sin Moder,
-men Meeningen er, att hun imod sin Moders Willie gifftede
-sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens Pedersen
-<i>Holme</i>. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter
-egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget
-deraff antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger
-hun), fortrød hun ded, oc rant hender stetze i Sinde, att
-hun haffde fortørnet henders Moder oc giort meget ille.
-Moderen haffde oc skreffwen hender en haard Skriffuelse
-til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc anstillede
-sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange
-Maader som et kællen uforstandig Barn, stønnem oc som
-den, der haffde tabt sin Fornufft oc <a class="SBScorr" name="SBS_65" id="SBS_65" title="SBS: fortwilfflede">fortwifflede</a>. Ded
-synnis, att Manden omgickis hender oc, efftersom hun war
-sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som paa
-et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde
-hannem engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig
-selffwer i Pæffling Søen, en anden Gang, att hun wille<span class="pagenum"><a name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"> </a></span>
-slaa ham ihiæl. Manden fryctede intet for nogen <a class="SBScorr" name="SBS_66" id="SBS_66" title="SBS: att">aff</a> Deelene;
-dog loed hand tage Ware paa hender, naar hun gick
-ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen
-engang sat sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi
-ded Stæd behagede hender; war oc paa Weye att gaa
-did, men bleff hentet tilbage. Hun slog oc Manden engang
-paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff
-rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene
-stoede neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da
-att slaa ham ihiæl, tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand
-soff, snackede wed sig selffuer høyt oc skiænte, rørte
-hannem sacte <a class="SBScorr" name="SBS_67" id="SBS_67" title="SBS: met">med</a> Kiæppen offwer Skinnebeenene. Hand
-loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere.
-Dermed tog hand til Kiæppen oc tog den fra hender,
-spurte, hwad hun haffde i Sinde. Hun swarte: »Att slaa
-Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig offwer min Galskab«
-(fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste høyt
-oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede
-Aand oc giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun
-engang fick i Sinde att icke wille ligge hoes Manden, wille
-ligge paa en Benck i Kammerset. Hand gaff hender lenge
-goede Ord, men de formaatte intet. Hand sagde omsier:
-»Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers saa
-kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op,
-klædde hender gandske nøgen aff, klatzede hender med
-sin Haand paa henders Gatt oc kaste hender i Sengen.
-Hun swær, att hun icke i nogle Dage kunde sidde op paa
-sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag siden.
-Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes<span class="pagenum"><a name="Side_250" id="Side_250" title="[S. 250]"> </a></span>
-hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra
-hender til West-Indien. Hand sendte hender med <i>retour</i>
-Skiibene allehaande Warer, som hun kunde forhandle, saa
-hun haffde sin goede Ophold. Saa hænder ded sig, att
-Manden døer i West-Indien, oc en, som fører hender de
-Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff
-<i>Gouuerneuren</i> der sammested wed Naffn &mdash;<a name="FNanker_243" id="FNanker_243" href="#Fodnote_243" class="fnanchor">[243]</a> i et Giæstebud,
-oc ded fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc
-<i>Gouuerneuren</i> befryctede sig, att <i>Holme</i> skulle sige om
-hands unde Forhold. Offwer denne Berætning bleff hun
-forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om Natten oc
-skiæntis med Wæcterne. Hun gick til <i>Admiralen</i> paa
-Holmen oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde,
-oc beskylte den, hun intet kunde offwer bewiiße.
-Løb saa en Tiid lang, intil hun endeligen kom noget i
-Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom til mig.
-Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun
-haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun
-paa henders Salighed, opregner alle henders Synder. I
-Synderlighed begræder hun att haffwe saa høyligen fortørnet
-henders Moder oc dermed træcket Forbandelsen
-offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster
-ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen;
-fremdrager aff den hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis
-Forsickring en boedfærdig Synder sig haffwer at forlade
-til. Stønnem er hun tungsinnet offwer Skrifftens Forklaring,<span class="pagenum"><a name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"> </a></span>
-som hender synnis icke paa alle Stæder at komme
-offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter
-ieg hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud
-inderligen, att hun er kommen til mig, huor hun finder
-Trøst oc Roelighed.</p>
-
-<p>Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte
-hun, at den <i>Gouuerneur</i>, som melded er, om hwilcken hun
-haffde for<sup>te</sup> Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde
-hun til mig: »Ieg hører, att den Schelm er kommen hid.
-Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.« Ieg spurte hender,
-huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre hannem.«
-Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus
-beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg
-Eder icke komme ud.« Oc saa som hun er et Menniske,
-hwis Mage ieg icke haffuer kiænt, thi hun kand skiænde
-med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale oc Laeder
-der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße mig,
-huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff
-<i>Gouuerneuren</i> (hun er en liiden spærlæmmet Quinde).
-Saa <i>figurerte</i> hun sig, att henders Fiinde saed paa en
-Stoel, oc hun wille haffwe en stoer Kniiff under sit Forklæde.
-Naar hand sagde til hender: »Quinde, hwad wil
-I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded
-haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded
-Sted, men gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet
-aff hannem. Ieg sagde: »Ded er dog saa skammeligt att
-døe for Bødels-Haand.« »O ney!« (swarte hun) »ded er
-ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc meente
-hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere
-end den, der døde paa sin <a class="SBScorr" name="SBS_68" id="SBS_68" title="SBS: Syge-Segn">Syge-Seng</a>, oc ded war icke<span class="pagenum"><a name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"> </a></span>
-Synd att slaae den ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß
-en anden. Ieg spurte hender, om hun icke meente, att
-den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney« (swarte
-hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen
-maa wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller
-Menniskens Lowe; oc hwad siger oc befaler os ded 5.
-Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med forrige Ord, gierne
-att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff den Schelm.
-(<i>N.</i> Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for
-mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør
-Synd aff ded, som er ingen Synd, oc ded, som er Synd,
-wil hun icke lade paßere for Synd. Hun siger, att ded
-er Synd att slaae en Hund, en Kat eller Fuell ihiæl: de
-uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda større
-Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad
-engang, om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney«
-(swarte hun), »den, der haffwer slaget Bestet ihiæl, den
-haffwer giort Synd.« Hun swær, att om hun endeligen
-skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en Bødel,
-da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller adskillige
-Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten
-haffwer slaget derris egen Beester eller sultet dennem.
-En Fortælling wil ieg icke forbigaa, som er heel artig.
-Hun saalte (siger hun) engang en Slacter nogle Swiin.
-Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder sammen
-oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer
-de arme Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff
-dem? Ney, ded wil ieg icke!« kaste Pengene til dem igien.
-Ieg spurte hender: om hun icke wiste, att man slacter
-Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren haffde kiøbt<span class="pagenum"><a name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"> </a></span>
-dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand
-wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke
-skiøt derom; men saa att binde de arme Beester oc høre
-dennem skriige, ded kunde ieg icke liide.« Ded skulle
-wære for witløfftigt att optegne alle henders <i>extravagante</i>
-Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men med all ded
-er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den
-troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med
-stoer Omhygelighed.</p>
-
-<p>Bemelte <i>Gouuerneur</i>, der hand war paa Reisen igien
-tilbage til <i>West-Indien</i>, bleff hand aff nogle Fanger, som
-ware paa Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne
-kom weed underlig Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe]
-for derris Mißgiærningers Skyld dømt til Døde<a name="FNanker_244" id="FNanker_244" href="#Fodnote_244" class="fnanchor">[244]</a>. <i>Ionatha</i>
-syntis, att <i>Gouuerneuren</i> haffde faaet alt for goed en Døe,
-oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld skulle miste
-Liiffuet. Ieg øffwer mig med <i>Ionatha</i> i ded engelske Sprog.
-Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun<span class="pagenum"><a name="Side_254" id="Side_254" title="[S. 254]"> </a></span>
-i mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc
-saa som hun læßer flittig den engelske Bibel, oc hun icke
-saa liige forstaar alle Ord, saa underwiißer ieg hender,
-efftersom ieg icke alleeneste aff forregaaende oc effterfølgende
-Ord kand wiide Meeningen, men endoc, att somme
-Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden <i>accent</i>. Oc
-kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff
-Skrifften. Hun siger sig att wære <i>calvinsk</i>, er dog icke i
-de <i>Calvinisters</i> Meening. Ieg <i>disputerer</i> aldrig med hender
-i henders Meening. Hun gaar altiid til Alters i Dronningens
-Kircke<a name="FNanker_245" id="FNanker_245" href="#Fodnote_245" class="fnanchor">[245]</a>. Der hun engang kom derfra til mig
-igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en
-Quinde om <i>Religionen</i>, hwilcken haffde sagt hender i henders
-Øygne, att hun war ingen <i>Calvinist</i>. Ieg spurte hender<span class="pagenum"><a name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"> </a></span>
-ad, [aff] hwad <i>Religion</i> den Quinde holte hender da for
-att wære. Hun swarte: »Ded maa Gud wiide. Ieg bad
-hender skiøtte sig selffwer« (sagde <i>Ionath[a]</i>), »ieg war en
-Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis Ord (men ieg
-sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc
-leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer
-derris Troe.«</p>
-
-<p>I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde
-need aff den Stoel, hun hitzis op med til Kongens Gemack.
-Stoelen løb paa Tritzerne for hastig need, saa hun falt
-neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne. Samme Aar
-tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker,
-end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket,
-oc imellem Maaltiiderne holte sig inne.</p>
-
-<p>Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:</p>
-
-<div class="blockquot">
-<p>En Beretning om <b>Minde</b> oc <b>Moed</b>,
-Gud til Ære <a class="SBScorr" name="SBS_69" id="SBS_69" title="SBS: optengnet">optegnet</a> aff den <i>L</i>iidende <i>C</i>hristinne
-i henders Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte,<br /></span>
-<span class="i0">Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte;<br /></span>
-<span class="i4">Dog kand gott <i>Minde</i> læt fremfaret søge op,<br /></span>
-<span class="i4">Oc <i>Moded</i> giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop.<br /></span>
-<span class="i0">Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye<br /></span>
-<span class="i0">Min Ungdoms-Welstands Iord med sit <span class="sic" title="[sic]">Siær</span> att ompløye?<br /></span>
-<span class="i4">Den Iord nu ligger ley oc kand ey giffwe Fruct,<br /></span>
-<span class="i4">De Fuurer bliffwer strax aff onde Fald tilluct.<br /></span>
-<span class="i0">I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"> </a></span>
-<span class="i0">Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage;<br /></span>
-<span class="i4">Der Alderen tiltog, tiltog oc Weddermoed,<br /></span>
-<span class="i4">Ded gick mig icke saa, som ded for Werden loed.<br /></span>
-<span class="i0">Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder<br /></span>
-<span class="i0">De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder.<br /></span>
-<span class="i4">Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind!<br /></span>
-<span class="i4">I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind,<br /></span>
-<span class="i0">I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel;<br /></span>
-<span class="i0">Hwad kan ey <i>Mact</i> oc <i>Niid</i>, naar de findis sammel?<br /></span>
-<span class="i4">Guds Goedhed mindis wil, som rackte mig sin Haand,<br /></span>
-<span class="i4">Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand.<br /></span>
-<span class="i0">Der alt ont hoffwitku[l]ds indfalt paa mig tilliige,<br /></span>
-<span class="i0">Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige,<br /></span>
-<span class="i4">Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc <i>Moed</i>,<br /></span>
-<span class="i4">Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig <i>goed</i>.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Hwad <i>Moed</i> udrette kand, wil ieg nu lit betracte.<br /></span>
-<span class="i0">Den, dermed pryded er, maa sig wel lycklig acte;<br /></span>
-<span class="i4">Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff,<br /></span>
-<span class="i4">Opfrisker gammel Krop, som er swag, kaald oc stiiff.<br /></span>
-<span class="i0">Ieg meener saadant <i>Moed</i>, som aff Fornufften føris,<br /></span>
-<span class="i0">Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris.<br /></span>
-<span class="i4">Ded snarer hænder sig, att <i>Moeded</i> falder plat<br /></span>
-<span class="i4">For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat,<br /></span>
-<span class="i0">End for en gammel Mand, der weed, hwad Werden giffwer,<br /></span>
-<span class="i0">Aff lang Forfarenhed, oc hwad Spil Lycken driffwer;<br /></span>
-<span class="i4">Den fatter et got <i>Moed</i>, som er et skiudfrii Skiold<br /></span>
-<span class="i4">Mod alle haarde Puff oc Mactens Offwerwold.<br /></span>
-<span class="i0"><i>Moed</i> giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"> </a></span>
-<span class="i0">Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter<br /></span>
-<span class="i4">For anded end for Laan, som icke holdis kand<br /></span>
-<span class="i4">En eeneste <i>Minut</i>, naar æsker Eyermand.<br /></span>
-<span class="i0"><i>Moed</i> Bloded frisker op, som Krafft igien uddeeler<br /></span>
-<span class="i0">Til Leffwer, Lunge, Milt oc andre Kroppens Leeder;<br /></span>
-<span class="i4"><i>Moed</i> giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til,<br /></span>
-<span class="i4">Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil.<br /></span>
-<span class="i0"><i>Moed</i> fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter,<br /></span>
-<span class="i0">Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter;<br /></span>
-<span class="i4"><i>Moed</i> wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt<br /></span>
-<span class="i4">Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i0">Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,<br /></span>
-<span class="i0">For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;<br /></span>
-<span class="i4">Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag<br /></span>
-<span class="i4">Gud naadelig endnu mig under denne Dag.<br /></span>
-<span class="i0">Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;<br /></span>
-<span class="i0">Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,<br /></span>
-<span class="i4">Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,<br /></span>
-<span class="i4">I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,<br /></span>
-<span class="i0">Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!<br /></span>
-<span class="i0">Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!<br /></span>
-<span class="i4">Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey,<br /></span>
-<span class="i4">Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.<br /></span>
-</div></div></div>
-</div>
-
-<p>Skreffwen 1684 den 28. <i>Februarii</i>, som er 36 Aars
-Dagen, att høyloffligste Konning <i>Christian</i> den fiærde sagde
-Werden Goede Nat, oc ieg min Wersens Welfart.</p>
-
-<p>Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels
-20. Aar, 6 Maaneder oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie
-Parten aff miine Leffnets Aare i dette Fengsel. Gud wære<span class="pagenum"><a name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"> </a></span>
-loffwet, att saa megen Tiid er forbi; haabis, att de øffrige
-Dage icke bliffwer mange.</p>
-
-<p><i>Anno</i> 1685 den 14. <i>Ianuario</i> forlystede ieg mig att
-giøre nogle Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis,
-under <i>Tittel</i>:</p>
-
-<p class="center italic">En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne.</p>
-
-<p>De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine
-hiærte kiære Børn, til Hænde<a name="FNanker_246" id="FNanker_246" href="#Fodnote_246" class="fnanchor">[246]</a>.</p>
-
-<p>Den 20. <i>Feb.</i> døde den kongl. Frue Moder, Dronning
-<i>Sophia Amalia</i>. Hun formodede icke, att Døden skulle saa
-hastig giæste hender; men der<span class="sidenote">1685.</span> hun aff Doctorn bleff adwaret,
-att ded syntist, Døden icke wille lengre <span class="sic" title="[sic]">lænte</span>, adtraadde
-hun att tale med sin Søn. Men Døden wille icke
-biie Kongl. <i>Majts.</i> Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde
-sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa
-en Stoel, men maaleløß, oc lided der effter saa siddendis
-opgaff hun sin Aand.</p>
-
-<p>Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget
-iblant Folckis Tale. En Part meente, att ieg kom
-paa frii Foed. Andre troede, att ieg nock kom ud aff
-Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke Friiheden.</p>
-
-<p><i>Ionatha</i>, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde,
-først haffde spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff
-beden for Dronningen i Kircken (der ded dog war offwer
-6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst aff Prædickestoelen),
-bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole, som tilforne
-haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens <i>Lacqueiers</i><span class="pagenum"><a name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"> </a></span>
-Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers wel,
-haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der
-maatte wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede,
-att dersom Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff
-Fengselet. De giorde derris beste att døllie derris Sorrig,
-men ded haffde ingen Skick. De mengte nogle smaa
-Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg
-icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til
-mig, saa gaff ieg oc ingen Anleding att tale om den
-Materi. Ieg haffde for lang Tiid siden sagt for <i>Ionatha</i>
-(som tilforne til en aff miine andre Quinder), at ieg
-meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun, talte
-der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand
-weed best, hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets
-Wegne; hannem befaler ieg mig.« <i>Ionatha</i> oc Ole leffwede
-saa hen imellem Haab oc Fryct.</p>
-
-<p>Den 15. <i>Marti</i> holte den regierende Dronning sin
-Paaske. Da kom <i>Ionatha</i> fra Henders Majts. Kircke heel
-fornøyet, sagde, att en fornemme Persohn haffde sagt hender,
-att ieg torde icke tencke, ieg kom ud aff mit Fengsel,
-fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste hun langt
-bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender
-om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke
-næffne den). Ieg loe aff hender oc sagde: »Den Persohn,
-i hwem den er, da weed den liige saa meget der aff, som
-enten I eller ieg.« <i>Ionatha</i> war fast i sin Meening, att
-den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde
-ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle
-andre wiide ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde
-hun saa sactmodeligen). »Ney, Kongen icke!« suarte ieg.<span class="pagenum"><a name="Side_260" id="Side_260" title="[S. 260]"> </a></span>
-»Hand weed ded icke, førend Gud skyder hannem ded i
-Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt du
-lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget <span class="sic" title="[sic]">sum</span>, sagde
-dog intet. Oc efftersom hun oc Ole hørte intet meere
-tale om mig, saa ware de trøstige.</p>
-
-<p>Den 26. <i>Marti</i> holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse,
-oc bleff henders Liig ført til <i>Roskild</i>.</p>
-
-<p>Den 21. <i>April</i> <i>supplicerte</i> ieg Kongl. <i>Majt.</i> paa effterfølgende
-Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning <i>Christian</i>
-den <i>fiærdis</i> Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i <i>Oval</i>.
-Ded haffde ieg <i>illumineret</i> med Farffwer oc laded giøre en
-udsnitzet Ramme omkring, den selffwer forgylt. <a class="SBScorr" name="SBS_70" id="SBS_70" title="SBS: Bad">Bag</a> paa
-Stycket satte ieg effterfølgende Ord:</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Min Sønne Søn oc største Nafne,<br /></span>
-<span class="i4">Du ligner mig i Mact oc Moed;<br /></span>
-<span class="i0">Lad ded min Læfning oc nu gafne,<br /></span>
-<span class="i4">At du som ieg est Naade goed.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p>Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye <i>Excellentz Gyldenløwe</i>
-til, tienstligen beded hannem for<sup>te</sup> <i>Supplicque</i> Kongl.
-Majt. vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage
-oc til Befriielse forhiælpe. Hands høye <i>Exc.</i> war da noget
-<i>incommoderet</i> aff sin gamle Swaghed<a name="FNanker_247" id="FNanker_247" href="#Fodnote_247" class="fnanchor">[247]</a>, saa hand icke
-selffwer saa snart mundtlig kunde tale for mig; bad en
-goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att offwergiffwe,
-hwilcket skeede den 24. <i>April</i><a name="FNanker_248" id="FNanker_248" href="#Fodnote_248" class="fnanchor">[248]</a>.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_261" id="Side_261" title="[S. 261]"> </a></span></p>
-
-<p>Aff alt dette wiste <i>Ionatha</i> intet. <i>Peder Iensen Tøtzløff</i>
-war den, som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig
-en Trøst i mit Fængsel, bewiist mig adskillige Tiennester,
-saa ieg er hannem meget forplict. Oc beder ieg Eder,
-miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste Tiennester
-i alle muulige Maader att wedderlegge.</p>
-
-<p>Den 2. <i>Maj</i> kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand,
-at ieg wist kom ud aff Fængselet; oc ware adskillige,
-som spurte Taarngiæmmeren: om ieg kom ud i Afftis, oc
-huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde icke holde
-sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand
-til mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [<i>sic</i>] Frøcken!
-I kommer wist nock ud. Der erre de, som meener,
-att I allerede er ud[e].« Ieg sagde: »Ded raader Gud
-for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa med mig?«
-Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia«
-(sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke
-holde sig for Graad oc gick bort. <i>Ionatha</i> fornam da, att
-min Forløßning stundede til, wille skylffwe sin Sorrig;
-sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men icke ieg« (oc Taarene
-stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog forwist,
-att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa
-skeer ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« <i>Ionatha</i>
-meente, att ieg haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe
-hafft Haab siden første Dag, ieg bleff fængselet, att Gud
-skulle endeligen forbarme sig offwer mig oc see til min
-Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud om Taalmodighed
-til att forwente hands Hiælpis Time, oc den
-haffwer oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens
-Tiime nu kommen, saa wil ieg bede Gud att giffwe mig<span class="pagenum"><a name="Side_262" id="Side_262" title="[S. 262]"> </a></span>
-den Naade hands stoere Welgierninger rætsindeligen att
-erkiende. <i>Ionatha</i> spurte, om ieg icke war wiß paa att
-komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis
-for wist, att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa
-Reißen. Ieg swarte: »Der er ingen Wißhed i tilkommene
-Ting. Der kand komme Forfald i Kongens Reiße, oc der
-kand komme ded, som kand forhindre min Friihed, om
-den enskiønt kand wære <i>resolueret</i> denne Tiime. Dog weed
-ieg, att mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet
-Eders Sorrig, ieg fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage
-att sørge, thi I mister med min Friihed Eders aarlige
-stoere Løn oc Eder[s] Ophold<a name="FNanker_249" id="FNanker_249" href="#Fodnote_249" class="fnanchor">[249]</a>. Mindis I, huor offte ieg
-haffwer <a class="SBScorr" name="SBS_71" id="SBS_71" title="SBS: sagde">sagt</a> Eder tilforne, att I icke skulle sætte Eders
-Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I
-kunde icke wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa
-Allerdommen. Om ieg døde, saa saed I udi Armod, thi
-saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis ud for den
-Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor<a name="FNanker_250" id="FNanker_250" href="#Fodnote_250" class="fnanchor">[250]</a>.
-I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor
-ille hand haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære
-paa hannem. Nu for nogen Tiid siden haffwer hand icke
-tort, fordi ieg læste hannem sin Texst oc truede ham att
-forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter, att hand
-bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne
-derris frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da<span class="pagenum"><a name="Side_263" id="Side_263" title="[S. 263]"> </a></span>
-icke wille forlade hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded
-stoed i min Mact; thi ieg kunde icke wiide, huorledis
-miine Wilkor kunde bliffwe.</p>
-
-<p>Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa <i>Ionatha</i> oc Ole
-wiste intet, hwad der wille bliffwe aff.</p>
-
-<p>Den 19. <i>Maj</i> om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole
-noget sacte paa den uderste Dør. <i>Ionatha</i> gick til Døren.
-Ole sagde saa sacte: »Kongen er alt borte, hand reiste
-Klocken 4<a name="FNanker_251" id="FNanker_251" href="#Fodnote_251" class="fnanchor">[251]</a>.« Om hands Glædis Haab war stoer, wed
-ieg icke, men den warte ickun stacket. <i>Ionatha</i> sagde
-mig Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. <i>Majt.</i> Lycke paa hands
-Reiße (ieg wiste alt, hwad <i>Ordre</i> der war udloffwet), oc
-syntist mig paa henders Ansict, att hun war nogenledis
-<i>content</i>. Klocken 8 kom Tøtzløff op til mig oc berettede,
-att Groß <i>Canzeler</i> Greff <i>Allefeldt</i><a name="FNanker_252" id="FNanker_252" href="#Fodnote_252" class="fnanchor">[252]</a> haffde sendt Sloßfogden
-en kongl. <i>Ordre</i>, at ieg skulle mit Fengsel entledigis
-oc gaa der ud, naar ieg wille (den <i>Ordre</i> war aff Kl.
-<i>Majt.</i> underskreffwen, Dagen førend <i>Majt.</i> reiste). Hands
-høye <i>Exc.</i><a name="FNanker_253" id="FNanker_253" href="#Fodnote_253" class="fnanchor">[253]</a> war reist med Kongen. Tøtzløff spurte, om
-ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war frii.
-Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa
-er ieg icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren
-oc hører, hwad Søster Daatter, Frøcken <i>Anna Catharina</i><span class="pagenum"><a name="Side_264" id="Side_264" title="[S. 264]"> </a></span>
-Lindenow<a name="FNanker_254" id="FNanker_254" href="#Fodnote_254" class="fnanchor">[254]</a>, siger, om Hands høye <i>Exc.</i> ingen Bud haffwer
-sendt hender (effter Løffte), førend hand drog bort.«
-Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war borte,
-sagde ieg til <i>Ionatha</i>: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer
-ieg ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i
-Laaß; saa wil ieg giøre wed mit oc lade ded staa her,
-intil ieg kand lade ded affhente.« Hun bleff noget betuttet,
-dog icke bedrøffwet; tackede Gud med mig, oc der til
-Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff Ole, som
-war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte
-wel sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.</p>
-
-<p>Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands
-høye <i>Exc.</i> haffde laded hender wiide, att ded stoed hender
-friit for att følge mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff
-saa foraffskeeded, att hun wille komme sille op samme
-Dags Afften.</p>
-
-<p>Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig,
-sendte Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed
-spørge, om ieg wille icke ud. Ieg loed sware, att ded war
-for lyst (maaske att der ware <i>curieuse</i>, som haffde Lyst
-at see mig).</p>
-
-<p>Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis
-<i>Majt.</i> Dronningen, om ieg icke maatte haffwe den Naade
-att neederkaste mig for Hs. <i>Majts.</i> Fødder (ieg kunde
-komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen,
-saa ingen kunde see mig). Hendis <i>Majt.</i> loed sware, at
-hun torde icke tale med mig.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_265" id="Side_265" title="[S. 265]"> </a></span></p>
-
-<p>Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte
-Sloßf. Døren op for Søster Daatter<a name="FNanker_255" id="FNanker_255" href="#Fodnote_255" class="fnanchor">[255]</a> (i toe Aar haffde
-ieg icke seet hannem). Hands <i>Compliment</i> war: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Nu,
-sköllen wii uns nu scheden?</span>« Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ia, nu is de
-Tiid gekaamen.</span>« Saa bød hand mig Haanden oc sagde:
-»<i xml:lang="nds" lang="nds">Ade!</i>« Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter
-loe hierteligen.</p>
-
-<p>Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster
-Daatter ud aff Taarnet. Hs. <i>Majt.</i> Dronningen formeente
-att see mig, der ieg gick ud; war gaaet hen paa
-en <i>Balcon</i>. Men ded war temmelig mørckt; tilmed haffde
-ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs need
-aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa
-wii næppeste kunde trenge os igien[nem] til <i>Careten</i>.</p>
-
-<p>Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder
-oc 11 Dage.</p>
-
-<p>Kong <i>Friderich</i> den 3. loed mig fængsele <i>An.</i> 1663
-den 8. <i>Aug.</i>, Kong <i>Christian</i> den 5. gaff mig Friiheden
-<i>An.</i> 1685 den 18. <i>Maj</i>. Gud welsigne min allernaadigste
-Arffwe-Konge med alle kongelige Lycksaligheder, unde Hs.
-kgl. <i>Majt.</i> Helbrede oc legge mange Aar til hands Alder!
-Dette ended i mit Fengsel<a name="FNanker_256" id="FNanker_256" href="#Fodnote_256" class="fnanchor">[256]</a>.</p>
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_266" id="Side_266" title="[S. 266]"> </a></span></p>
-
-<p>Den 19. <i>Maj</i>, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick
-ieg ud aff mit Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære!
-Hand giffwe mig Naade att erkiende hands guddommelige
-Welgierninger oc aldrig forgiætte mit Tack-Offer att
-frembære.</p>
-
-<p>Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded
-skriffwærdigste, som sig inden miine Fengsels Døre med
-mig haffwer tildraget. Ieg leffwer nu i ded Haab, att Gud
-oc Kongl. <i>Maj.</i> ded saa wil behage, att ieg Eder selffwer
-denne Beretning kand lade see; hwor til Gud giffwe sin
-Naade!</p>
-
-<p>Skreffwen paa Husum<a name="FNanker_257" id="FNanker_257" href="#Fodnote_257" class="fnanchor">[257]</a> den 2. <i>Iuni</i><span class="sidenote">1685.</span>, huorhelst ieg
-forwenter Kongl. <i>Majts.</i> Hiemkomst fra Norge.</p>
-
-<hr class="tb" />
-
-<div class="blockquot smaller">
-<p>[Hermed ender den egentlige <em>sammenhængende</em> Skildring.
-Hvad der følger &mdash; i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade &mdash; maa
-betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til forskjellige
-Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette Appendix
-ikke være meget yngre end Slutningen af selve Hovedberetningen.]</p>
-</div>
-
-<p><i>Anno</i> 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß
-Daatter war kommen til mig, bleffwe wii først waer, att
-der war Steen-Gulff i wort Fengsels Kammers, efftersom<span class="pagenum"><a name="Side_267" id="Side_267" title="[S. 267]"> </a></span>
-et Stycke tilbaget Skarn aff hinder bleff opbrut, oc Steenene
-kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer Gulff.
-Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som
-iæffnede Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede
-mig ideligen, fast huer Dag, for att bryde ded op offweralt,
-oc ded paa een Gang: ded war snart giort. Ieg
-meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede paa
-engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck
-i ded beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att
-løßne et Stycke effter anden ded kunde lættere skee foruden
-Umage. Hun bleff weed sin Meening oc weed sin
-Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf. eller Taarngiemmeren
-att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der
-war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet
-hender ind en Balle med Wand, saa lucte hand Dørene
-til. Ieg lagde mig i Sengen, tæckede mig tæt til offwer
-Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med Skarnet. Den
-Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket
-i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel,
-oc der inne haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff.
-Hun lagde den Uhømskhed op i et Hiørne, oc war diß
-Mangfoldighed saa stoer som et stoert Bunde Læß. Ded
-bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids Tiid,
-da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg
-fryctede: wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog
-før end som ieg, thi hun kom ud i Lufften, men ieg
-bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen Lyßning war.
-Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed
-plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende
-end som mig, saa hun war offte ferdig til att<span class="pagenum"><a name="Side_268" id="Side_268" title="[S. 268]"> </a></span>
-græde. Ieg loe oc giorde en Skiæmt der aff, sagde, hun
-wille haffwe noget att bestille, nu haffde hun faaet Tiids
-Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne saede
-saa tycke paa worris <a class="SBScorr" name="SBS_72" id="SBS_72" title="SBS: Strømmer">Strømper</a>, saa Farwen aff Strømperne
-icke kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet.
-Kom der offwer i Erfaring, att een Loppe føder anden.
-Thi som ieg saae effter derris Mangfoldighed, oc huorledis
-de kunde swømme, bleff ieg waer, att nogle smaa Been
-krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et sær
-Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa
-min Finger, huoraff den liiden kom frem oc effterloed
-Fødsels-Tegn; sprang strax, men Moderen saed lided,
-førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit første
-Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang,
-indtil Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis
-paa den Maade, kand ieg icke wiide, men att de afflis aff
-Skarn oc Leer, ded haffwer ieg oc seet i mit Fengsel oc
-seet, huorledis de lit effter lit erre bleffwen fuldkommen
-oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war til, de aff
-bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.</p>
-
-<p>Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om
-Kaal-Orme. Haffde<span class="sidenote">1682.</span> een Tiids Fordriff att see, huorledis
-de forandrede sig. Ormene ware alle et Slags til Syne,
-liige striibede oc aff liige Farffwer. Men effter alle komme
-icke Sommer-Fuule. Ded er artig att see, huorledis en
-Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad de
-kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme
-Traa) wed begge Siider, drager den offwer Ryggen frem
-oc tilbage offwer 50 Gange, alt paa et Stæd, bøyer sig
-stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc er sterck<span class="pagenum"><a name="Side_269" id="Side_269" title="[S. 269]"> </a></span>
-nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded
-er skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer
-[de] tycke for til med en Snuude, som er spitz til Enden,
-oc icke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder <i>Knorr</i>;
-haffwer liige saadanne Finder paa Ryggen oc saadanne
-Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa kommer
-der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme
-kommer aff begge derris Siider smaa stackede Orme
-som Maddicker, huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i
-den anden Ende. De omspinder sig selffwer med en stoer
-Geswindighed, en huer for sig. Siden spinder Ormen offwer
-dennem temmelig tyckt, welter dem omkring, saa de
-bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem
-gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket
-som en Fluue, inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer
-der smaa Fluuer ud aff Bolden, oc seer Bolden ud
-liige som en <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Biie-Kuue">Biie-Kuube</a>. Ieg haffwer seet aff samme Slags
-Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm
-ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste),
-men den leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde,
-strax den liiden war udkommen.</p>
-
-<p><i>Anno</i> 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke,<br /></span>
-<span class="i0">For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke,<br /></span>
-<span class="i4">Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen<br /></span>
-<span class="i4">Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.<br /></span>
-<span class="i0">I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte,<br /></span>
-<span class="i0">War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_270" id="Side_270" title="[S. 270]"> </a></span>
-<span class="i4">Men den er ickun et Weyr oc <i>Lycken</i> meget liig,<br /></span>
-<span class="i4">Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig.<br /></span>
-<span class="i0">Den første bryder læt, den anden intet giælder,<br /></span>
-<span class="i0">Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;<br /></span>
-<span class="i4">Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu,<br /></span>
-<span class="i4">Weedst lided, om du snart for hender sætter U.<br /></span>
-<span class="i0">Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister,<br /></span>
-<span class="i0">Warstu end <i>Goliath</i> oc engang til saa biister;<br /></span>
-<span class="i4">Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa,<br /></span>
-<span class="i4">Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa,<br /></span>
-<span class="i0">Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender<br /></span>
-<span class="i0">Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.<br /></span>
-<span class="i4">Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar,<br /></span>
-<span class="i4">Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p>Den 14. <i>Martii</i> 1683 dictede ieg effterfølgende:</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:<br /></span>
-<span class="i0">En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;<br /></span>
-<span class="i4">Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid<br /></span>
-<span class="i4">En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid<br /></span>
-<span class="i0">En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,<br /></span>
-<span class="i0">Foruden hand dermed forsickret war en Baade?<br /></span>
-<span class="i4">Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed<br /></span>
-<span class="i4">Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;<br /></span>
-<span class="i0">De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,<br /></span>
-<span class="i0">Att der fast ingen war, som wille sig antage<br /></span>
-<span class="i4">Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,<br /></span>
-<span class="i4">Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.<br /></span>
-<span class="i0">See, hoes <i>Betehste</i>-Floed i Børne <span class="sic" title="[sic]">Børens</span> Alder<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_271" id="Side_271" title="[S. 271]"> </a></span>
-<span class="i0">Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder<br /></span>
-<span class="i4">Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,<br /></span>
-<span class="i4">Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar<br /></span>
-<span class="i0">Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,<br /></span>
-<span class="i0">Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.<br /></span>
-<span class="i4">Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt<br /></span>
-<span class="i4">Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,<br /></span>
-<span class="i0">Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,<br /></span>
-<span class="i0">War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.<br /></span>
-</div><br /><div class="stanza">
-<span class="i4">Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,<br /></span>
-<span class="i4">Den Kræmmer <a class="SBScorr" name="SBS_73" id="SBS_73" title="SBS: ey">er</a> ey døe, men hand er til endnu<br /></span>
-<span class="i0">Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,<br /></span>
-<span class="i0">Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.<br /></span>
-<span class="i4">Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand<br /></span>
-<span class="i4">Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-<p><i>Anno</i> 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.</p>
-
-<div class="poetry"><div class="poem"><div class="stanza">
-<span class="i0">Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig <i>Brahe</i> regner<br /></span>
-<span class="i0">Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,<br /></span>
-<span class="i4">Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,<br /></span>
-<span class="i4">Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.<br /></span>
-<span class="i0">Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,<br /></span>
-<span class="i0">I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?<br /></span>
-<span class="i4">Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,<br /></span>
-<span class="i4">Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?<br /></span>
-<span class="i0">O <i>Brahe</i>, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis<br /></span>
-<span class="i0">I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis,<br /></span>
-<span class="i4">Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_272" id="Side_272" title="[S. 272]"> </a></span>
-<span class="i4">Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.<br /></span>
-<span class="i0">Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage,<br /></span>
-<span class="i0">Beed, att dit Anslag maa Gud <i>Zebaoth</i> behage,<br /></span>
-<span class="i4">Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa<br /></span>
-<span class="i4">Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,<br /></span>
-<span class="i0">Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,<br /></span>
-<span class="i0">Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.<br /></span>
-<span class="i4">At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil<br /></span>
-<span class="i4">Gud bede hiærtelig att sige <i>ia</i> dertil.<br /></span>
-</div></div></div>
-
-
-
-<p><span class="pagenum"><a name="Side_273" id="Side_273" title="[S. 273]"> </a></span></p>
-
-<h2><a name="Fortegnelse_over_Skrivfejl" id="Fortegnelse_over_Skrivfejl"></a>Fortegnelse<br />
-over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.</h2>
-
-
-<table summary="Fortegnelse over Skrivfejl">
-<tr><td class="right"></td><td></td>
-  <td></td><th class="gesperrt">rettet til:</th></tr>
-<tr><td class="right nowrap">Side &nbsp;&nbsp;4,</td><td class="nowrap">L. 15:</td>
-  <td>mangen</td><td><a href="#SBS_1">mange</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;10,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;7:</td>
-  <td>erre bedrøffuelige</td><td><a href="#SBS_2">er bedrøffuelig</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;13,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 25:</td>
-  <td>Aars</td><td><a href="#SBS_3">Aar</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;15,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;8:</td>
-  <td>anstegnet</td><td><a href="#SBS_4">antegnet</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;16,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 27-28:</td>
-  <td>saa meget saa streng</td><td><a href="#SBS_5">saa meget streng</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;18,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 23:</td>
-  <td>ded</td><td><a href="#SBS_6">did</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;20,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;3:</td>
-  <td>ded</td><td><a href="#SBS_7">de</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;35,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
-  <td>engentlig</td><td><a href="#SBS_8">egentlig</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;38,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;5:</td>
-  <td>Abel Caht.</td><td><a href="#SBS_9">Abel Cath.</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;43,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;2:</td>
-  <td>siine</td><td><a href="#SBS_10">siin</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;53,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 24:</td>
-  <td>Teng</td><td><a href="#SBS_11">Tegn</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;54,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
-  <td>ware stoer</td><td><a href="#SBS_12">war stoer</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;&mdash;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 24:</td>
-  <td>Muhts</td><td><a href="#SBS_13">Muths</a><a name="FNanker_258" id="FNanker_258" href="#Fodnote_258" class="fnanchor">[258]</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;56,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 26:</td>
-  <td>vdi læste</td><td><a href="#SBS_14">læste</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;64,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;9:</td>
-  <td>haffue der</td><td><a href="#SBS_15">haffue den</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;&mdash;,</td><td class="nowrap">Anm. 2 L. 4:</td>
-  <td>haffue</td><td><a href="#SBS_16">haffde</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;65,</td><td class="nowrap">L. 11-12:</td>
-  <td>excequere</td><td><a href="#SBS_17">excequeris</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;78,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 29:</td>
-  <td>Forsittighed</td><td><a href="#SBS_18">Forsictighed</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;86,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 18:</td>
-  <td>Gud oc oc sin</td><td><a href="#SBS_19">Gud oc sin</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;94,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 21:</td>
-  <td>sagte</td><td><a href="#SBS_20">sagde</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&nbsp;96,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;1:</td>
-  <td>Naar som</td><td><a href="#SBS_21">Naar saa</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 119,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 20:</td>
-  <td>Salomones</td><td><a href="#SBS_22">Salomonis</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 120,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;1:</td>
-  <td>sich</td><td><a href="#SBS_23">sig</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 122,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 10:</td>
-  <td>Solsf.</td><td><a href="#SBS_24">Slosf.</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap"><span class="pagenum"><a name="Side_274" id="Side_274" title="[S. 274]"> </a></span
->&ndash; 123,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
-  <td>legnede</td><td><a href="#SBS_25">lignede</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 18:</td>
-  <td>Hir</td><td><a href="#SBS_26">Ihr</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 124,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;1:</td>
-  <td>Bodem</td><td><a href="#SBS_27">Boden</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 132,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 20:</td>
-  <td>mok</td><td><a href="#SBS_28">nok</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 136,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
-  <td>den</td><td><a href="#SBS_29">dem</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 141,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 22:</td>
-  <td>Ppaa Kone</td><td><a href="#SBS_30">Spaa Kone</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 143,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
-  <td>Eeed</td><td><a href="#SBS_31">Eed</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 23:</td>
-  <td>stoet</td><td><a href="#SBS_32">stoed</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 146,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;1-2:</td>
-  <td>megen Forbandelser</td><td><a href="#SBS_33">mange Forbandelser</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;8:</td>
-  <td>Nawedren</td><td><a href="#SBS_34">Nadweren</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 149,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;5:</td>
-  <td>Diffilcuteter</td><td><a href="#SBS_35">Difficulteter</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 23-24:</td>
-  <td>bekom igien en &mdash; Quinde igien<span class="corr" title="tilføjet: &mdash;"> &mdash;</span></td><td><a href="#SBS_36">bekom en &mdash; Quinde igien</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 150,</td><td class="nowrap">Anm. L. 3:</td>
-  <td>skylffle</td><td><a href="#SBS_37">skyffle</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 153,</td><td class="nowrap">L. 23:</td>
-  <td>Fengselnerne</td><td><a href="#SBS_38">Fengselerne</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 157,</td><td class="nowrap">Anm. L. 6:</td>
-  <td>ia</td><td><a href="#SBS_39">de</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 163,</td><td class="nowrap">&nbsp;&nbsp;&mdash;&nbsp;&nbsp; 1 L. 2:</td>
-  <td>Lyße</td><td><a href="#SBS_40">Lyß</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 168,</td><td class="nowrap">L. 22:</td>
-  <td>att kommen</td><td><a href="#SBS_41">att komme</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 175,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 15:</td>
-  <td>stax</td><td><a href="#SBS_42">strax</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 29:</td>
-  <td>glædeligt</td><td><a href="#SBS_43">glædelig</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 184,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 12:</td>
-  <td>skulle meddeelte</td><td><a href="#SBS_44">skulle meddeele</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 193,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 17:</td>
-  <td>att foractede</td><td><a href="#SBS_45">att foracte</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 194,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 24:</td>
-  <td>hannem wollen</td><td><a href="#SBS_46">haben wollen</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 195,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 19:</td>
-  <td>Ieg</td><td><a href="#SBS_47">Ich</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">Anm. L. 1:</td>
-  <td>Læhnelse</td><td><a href="#SBS_48">Læhmelse</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 196,</td><td class="nowrap">L. &nbsp;&nbsp;5:</td>
-  <td>ich</td><td><a href="#SBS_49">icke</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 203,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;5:</td>
-  <td>stoed paa ded Løffte, att</td><td><a href="#SBS_50">stoed paa ded, att</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 209,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 10:</td>
-  <td>styffsede</td><td><a href="#SBS_51">tyffsede</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 210,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 22:</td>
-  <td>Øffwelsee</td><td><a href="#SBS_52">Øffwelse</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 212,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 30:</td>
-  <td>intet</td><td><a href="#SBS_53">intil</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 215,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
-  <td>ad</td><td><a href="#SBS_54">att</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 217,</td><td class="nowrap">Vers 3 L. 3:</td>
-  <td>elffte</td><td><a href="#SBS_55">elffwe</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&nbsp;&mdash;&nbsp; 4 &nbsp;&ndash;&nbsp; 2:</td>
-  <td>stammer</td><td><a href="#SBS_56">stæmmer</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 225,</td><td class="nowrap">L. 27:</td>
-  <td>Bræct</td><td><a href="#SBS_57">Bræck</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 230,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 20:</td>
-  <td>imellen</td><td><a href="#SBS_58">imellem</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 231,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;1-2:</td>
-  <td>kunde haffde</td><td><a href="#SBS_59">kunde haffwe</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 12:</td>
-  <td>Taarn-Tuen</td><td><a href="#SBS_60">Taarn-Stuen</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 239,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 15:</td>
-  <td>en en halff</td><td><a href="#SBS_61">en halff</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 16:</td>
-  <td>Gliemme</td><td><a href="#SBS_62">Giemme</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 245,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 23:</td>
-  <td>Iii</td><td><a href="#SBS_63">Ii</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap"><span class="pagenum"><a name="Side_275" id="Side_275" title="[S. 275]"> </a></span
->&ndash; 246,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;4:</td>
-  <td>ded icke</td><td><a href="#SBS_64">ieg icke</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 248,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 21:</td>
-  <td>fortwilfflede</td><td><a href="#SBS_65">fortwifflede</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 249,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;1:</td>
-  <td>nogen att</td><td><a href="#SBS_66">nogen aff</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; &nbsp;&mdash;&nbsp;,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 12:</td>
-  <td>met</td><td><a href="#SBS_67">med</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 251,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 30:</td>
-  <td>Syge-Segn</td><td><a href="#SBS_68">Syge-Seng</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 255,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 17:</td>
-  <td>optengnet</td><td><a href="#SBS_69">optegnet</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 260,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 12:</td>
-  <td>Bad paa</td><td><a href="#SBS_70">Bag paa</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 262,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 13:</td>
-  <td>haffwer sagde</td><td><a href="#SBS_71">haffwer sagt</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 268,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; &nbsp;&nbsp;4:</td>
-  <td>Strømmer</td><td><a href="#SBS_72">Strømper</a></td></tr>
-<tr><td class="right nowrap">&ndash; 271,</td><td class="nowrap">&nbsp;&ndash; 11:</td>
-  <td>ey ey</td><td><a href="#SBS_73">er ey</a></td></tr>
-</table>
-
-
-<h3>Rettelser til nærværende Udgave.</h3>
-
-<p><a href="#SBS_A">Side 37, Linie 7: <b class="gesperrt">liifarffue</b></a> og <a href="#SBS_B">Side 81, Linie 12: <b class="gesperrt">tog ware</b></a> &mdash;
-burde have været trykt: <b class="gesperrt">Liifarffue</b> og: <b class="gesperrt">tog Ware</b>, i Overensstemmelse
-med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere
-henne i Bogen.</p>
-
-<p><a href="#SBS_C">Side 122, Anm. Linie 7&mdash;9. Ordene: <b class="gesperrt">eller om det &mdash; givet af den</b></a>
-udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i
-Anm. omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere
-Tid efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok
-udviser.</p>
-
-
-
-<hr class="chapbreak" />
-<div class="footnotes">
-<h2><a name="Fodnoter" id="Fodnoter"></a>FODNOTER</h2>
-
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1" href="#FNanker_1"><span class="label">[1]</span></a>
- De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til Anna Brahe?) er
-dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til Anna Brahe) 5. Januar 1692, det
-tredie (til Otto Sperling den Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme)
-4. Oktober 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt
-Gehejmeraad <b class="gesperrt">Bülow</b> til Sanderumgaard og ere trykte i <b class="gesperrt">Nyt Aftenblad</b> 1826
-S. 228&mdash;30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er henført til det urigtige Brev.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2" href="#FNanker_2"><span class="label">[2]</span></a>
- Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at der er nogen Forskjel
-paa Aftrykkenes Godhed.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3" href="#FNanker_3"><span class="label">[3]</span></a>
- Som et Exempel <span xml:lang="la" lang="la">instar omnium</span> skal jeg anføre, at Forf. lader Leonora Christina
-fortælle, at hun blev hensat "i det elendige Fangehus ved den lange Bro(!!), som
-kaldes Blaataarn". Midt i alt det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat
-(nemlig de a. St. S. 143&mdash;46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som
-Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget Fabrikat, men han
-har herved ganske overset, at næsten alle de historiske Angivelser i dette Stykke
-(alene med Undtagelse af Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv
-har tilsat) ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige Skildring.
-Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt Hele for sig. Jeg er oftere
-stødt paa det og har det i dette Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra
-Karen Brahes Bibliothek (jvfr. <b class="gesperrt">Vogelsang</b>, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B.
-Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende Haandskrift for en
-Original).</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4" href="#FNanker_4"><span class="label">[4]</span></a>
- Den første findes i <b class="gesperrt">Ny kgl. Samling</b> Nr. 2146,4. Afskrifterne af den latinske
-Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte, i samme Samling under Numrene
-2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3 Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at
-være "<span xml:lang="la" lang="la">ex ipsius</span> (&#596;: Leonora Christinas) <span xml:lang="la" lang="la">autographo</span>", men, som allerede antydet,
-maa dette dog &mdash; idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen &mdash; kun forstaaes
-saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er gjort efter selve
-Originalen.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5" href="#FNanker_5"><span class="label">[5]</span></a>
- Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme maa man endog
-antage, at det er Høyer selv, som har besørget den latinske Oversættelse, der gaar
-igjen i de mange Afskrifter.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6" href="#FNanker_6"><span class="label">[6]</span></a>
- At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig, som Ligheden mellem
-dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan hidrøre fra, at det førstnævnte
-Værk er udskrevet efter det sidste, derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som
-det dog her, hvor Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for
-vidtløftigt at opregne.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7" href="#FNanker_7"><span class="label">[7]</span></a>
- Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges derved, at Forf. paa
-flere Steder, før hun naar ned til det angivne Tidspunkt, taler i den nærværende
-Tid, saaledes fremforalt <a href="#Side_220">S. 220</a>. De Forhold og Begivenheder, som her skildres,
-henhøre til Aaret 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man
-virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint Aar. Men for
-ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6 Dele af hele Værket være
-udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid, medens Forf. til den tilbagestaaende
-Aars Begivenheder ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig
-samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette af <a href="#Side_224">S. 224</a>, hvor hun omtaler Noget, der
-foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer Begivenheder fra 1678 eller 1679.
-Hvad angaar de Grunde, der kunne have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere
-en Samtidighed mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil
-det maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar, med hvilket
-hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin Skildring, idet nemlig hendes
-<a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: Fremgansmaade">Fremgangsmaade</a> i det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig
-Analogi til den, hun fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at
-den til den 19. Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag,
-skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med Sandheden (se <a href="#Fodnote_256">S. 265
-Anm. 2</a> og <a href="#Fodnote_24">S. 16 Anm. 2</a>).</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8" href="#FNanker_8"><span class="label">[8]</span></a>
- Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at sammensmelte den oprindelige
-Fortale med det senere Tillæg til samme (<a href="#Fodnote_22">S. 13 Anm.</a>). Her foreligger et meget
-iøjnefaldende Exempel paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede
-Synspunkt.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_9" id="Fodnote_9" href="#FNanker_9"><span class="label">[9]</span></a>
- Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har trykt <em>alle</em> Substantiver
-med store Begyndelsesbogstaver og <em>alle</em> Ikke-Substantiver med smaa,
-thi der er til begge Sider ikke faa Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for
-nødvendigt at specificere her.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_10" id="Fodnote_10" href="#FNanker_10"><span class="label">[10]</span></a>
- Senere rettet til: »<i>haffwer mine Liidelser worren stoere oc mange,
-tunge oc vtallige</i>«.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_11" id="Fodnote_11" href="#FNanker_11"><span class="label">[11]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>efftersom ieg nu er i Haab, att miine
-Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße trende
-sidste Aaringer meget er lættet</i>.«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_12" id="Fodnote_12" href="#FNanker_12"><span class="label">[12]</span></a>
- Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de Ordstillinger,
-som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af Haandskriftet
-ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er bleven
-opmærksom paa dem.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_13" id="Fodnote_13" href="#FNanker_13"><span class="label">[13]</span></a>
- De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk forudsættes
-at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder Anledning
-til at udtale mig nærmere om dem.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_14" id="Fodnote_14" href="#FNanker_14"><span class="label">[14]</span></a>
- I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i
-længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth
-i Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv
-siger, »<i>udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres Uskyldighed
-at demonstrere</i>.« Hun kom imidlertid ikke længere end til
-Korsør, hvor <b class="gesperrt">Ulr. Chr. Gyldenløve</b> foreviste hende en kongelig
-Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa,
-at denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg,
-hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten.
-Hun ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke
-ganske nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657.
-Man har en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne
-hendes Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i <b class="gesperrt">Becker</b>'s Saml.
-til Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441&mdash;47.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_15" id="Fodnote_15" href="#FNanker_15"><span class="label">[15]</span></a>
- Om Processen i Malmø se især <b class="gesperrt">Molbech</b>, Et Bidrag til Corfitz
-Ulfeldts Levnetshistorie (<b class="gesperrt">Nyt hist. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 1 flg.);
-jvfr. Indledningen.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_16" id="Fodnote_16" href="#FNanker_16"><span class="label">[16]</span></a>
- Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December 1661.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_17" id="Fodnote_17" href="#FNanker_17"><span class="label">[17]</span></a>
- En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu
-findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af
-hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes
-Liv haves i <b class="gesperrt">Molbech</b>'s Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts
-Levnetshistorie (<b class="gesperrt">Nyt hist. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 369&mdash;441.) Af
-enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes:
-Generalmajor <b class="gesperrt">Fuchs</b>'s Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora
-Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f. Politik
-1816, 1, 71&mdash;78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i
-Juni 1661, smstds. 1, 193&mdash;98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts
-Flugtforsøg, smstds. 1, 198&mdash;214 og 2, 42&mdash;47; <b class="gesperrt">Fuchs</b>'s
-Svar paa Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227&mdash;35; Memorial
-angaaende Korf. Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts
-1662, smstds. 3, 135&mdash;40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og
-2 af ham udstedte Reverser hos <b class="gesperrt">Paus</b>, Corf. Uhlefeld, 2 Part,
-S. 208&mdash;14.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_18" id="Fodnote_18" href="#FNanker_18"><span class="label">[18]</span></a>
- Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte underkaste
-sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod igjen,
-var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han
-ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og
-Norge, samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden
-paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede
-til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser
-oppebaarne Indtægter; se <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 423 og
-435&mdash;38; jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet
-ham temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev
-<b class="gesperrt">Chr. Rantzov</b> og <b class="gesperrt">Gabel</b>, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at
-den havde fundet Sted (se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Saml. til Danm. Hist. under
-Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for <b class="gesperrt">Gabels</b>
-Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf. siger,
-at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde faaet
-5000 Rdlr. af hendes Mand.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_19" id="Fodnote_19" href="#FNanker_19"><span class="label">[19]</span></a>
- Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde forstrakt
-Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene, beløb
-sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa Leonora Christina
-søgte at inddrive denne Fordring, se især <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R.
-2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del Aktstykker,
-som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den danske
-Resident i England, <b class="gesperrt">Simon de Petkum</b>; jvfr. Indledningen. &mdash;
-<b class="gesperrt">Dreiers</b> Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de allerfleste
-af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville blive
-nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da opsætter
-jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for enkelte
-af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller passende
-at supplere Forf.s Beretning.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_20" id="Fodnote_20" href="#FNanker_20"><span class="label">[20]</span></a>
- Med hvad Ret <b class="gesperrt">Jørgen Skrøder</b> betegnes paa denne Maade, kan
-ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt
-Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den Ulfeldt'ske
-Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se
-<b class="gesperrt">Nye danske Magazin</b> 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han &mdash;
-efter en Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand.
-<b class="gesperrt">H. C. A. Lund</b> &mdash; Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd.
-aarlig Gage), og da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham
-i den egentlige Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville
-gjøre, faar man heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han
-kom til at trænge til hende<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span></p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_21" id="Fodnote_21" href="#FNanker_21"><span class="label">[21]</span></a>
- Hele dette Stykke er senere overstreget.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_22" id="Fodnote_22" href="#FNanker_22"><span class="label">[22]</span></a>
- Slutningen af Fortalen fra Ordene: <b class="gesperrt"><a href="#note-Vdi_midler_Tiid">Vdi midler Tiid</a></b> indtil <i>V. E. G.</i>
-<span class="sic" title="[sic]">incl</span> er &mdash; paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en Uagtsomhed
-synes at være blevne skaanede &mdash; senere overstreget. Grunden
-hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen antydedes,
-er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den egentlige
-Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre længere
-ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes Trængsler
-meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og ligesom
-hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig
-til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte
-Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt,
-ment at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til
-at omfatte Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet
-1685. Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde
-finde Sted, var det først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene
-i den oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket,
-som ovenfor sagt. Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne
-Blade indheftet i Haandskriftet umiddelbart efter den første
-Fortale. Den er skrevet paa ganske lignende Papir og med ganske
-samme Skrifttræk som den sidste Del af selve Værket. Men
-uagtet Forf.s Bestræbelser for at sammensmelte den oprindelige
-Fortale og det senere Tilføjede til en Enhed, vil man let overbevise
-sig om, at hun har taget Sagen altfor overfladisk, til at
-dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor ikke betænkt mig
-paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens første Skikkelse,
-idet jeg dog bagefter aftrykker det senere Tilskrevne, men med
-mindre Typer for endnu tydeligere at betegne Forskjellen i Tid og
-Affattelse mellem de to Stykker.</p>
-
-<p>Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen
-mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i
-Christian IV.s Skrivkalendere (<b class="gesperrt">Schlegel</b>, <span xml:lang="de" lang="de">Samml. zur dän. Geschichte</span>
-2 Bd. 1, 61 og <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 4 Bd. S. 338)
-født den <b class="gesperrt">8. Juli 1621, gammel Stil</b>. Dette svarer nu rigtignok
-til den <b class="gesperrt">18. Juli, ny Stil</b>, men for det Første bruger Leonora
-Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og
-dernæst er selve hin Tidsangivelse 18. <b class="gesperrt">Juli</b> fremkommet ved en
-Rettelse af en ældre Dato, 11. <b class="gesperrt">Juni</b>, som endnu ganske tydelig
-læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen
-hidrører fra Leonora Christina selv &mdash; og der er ikke Noget, som
-modsiger, at hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit
-Liv &mdash; bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11.
-<b class="gesperrt">Juni</b>, tilbage, og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem
-Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske
-haandskrevne Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11.
-Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina
-har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født.
-Hvorledes nu dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske
-har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte
-dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske
-i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre.
-Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet
-om hende, forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve
-udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften
-i Maribo Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver
-en Dato, en Anden en anden. Den yngre <b class="gesperrt">Sperling</b>, som, selv
-om han ikke var den, til hvem Leonora Christinas i Form af et
-Brev affattede Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort),
-paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina
-maatte antages at have alle den Slags Efterretninger fra
-hende selv, har i sine Collectanea »<span xml:lang="la" lang="la">de feminis eruditis</span>« (Orig. i
-Gl. kgl. Smlng. 2110 a-b, 4) den 11. <b class="gesperrt">Juni</b>, ganske som vort
-Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »<span xml:lang="la" lang="la">vel potius
-in Julio</span>«. Den foregivne Selvbiografi (<b class="gesperrt">Bang</b>'s Samlinger 2, 126)
-har ligesom ogsaa <b class="gesperrt">Holberg</b> (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572<span class="corr" title="fjernet: ."></span>), <b class="gesperrt">Paus</b>
-(Corf. Uhlefeld 1, 25) og <b class="gesperrt">Schønau</b> (Lærde Fruentimmer S. 319)
-den 22. <b class="gesperrt">Juli</b>. <b class="gesperrt">Hofman</b> (<span xml:lang="fr" lang="fr">Portraits historiques</span> P. 5 pag. 83 og
-Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. <b class="gesperrt">Juni</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_23" id="Fodnote_23" href="#FNanker_23"><span class="label">[23]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>udi hwilcken er antegnet adskillige Widerwertigheder,
-mig haffwer angreben, som for mangen en skulle haffwe
-werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud gaff
-Styrcke</i>«.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_24" id="Fodnote_24" href="#FNanker_24"><span class="label">[24]</span></a>
- Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at gjøre
-det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den oprindelige
-Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den anden Side
-Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet, før selve den
-egentlige Beretning var afsluttet, og da denne Afslutning &mdash;
-skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet &mdash; notorisk først har
-fundet Sted efter Løsladelsen, er det idetmindste sandsynligt, at
-det Samme gjælder om Afslutningen af Fortalen.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_25" id="Fodnote_25" href="#FNanker_25"><span class="label">[25]</span></a>
- Det er: Fr. v. <i>Ahlefeldt</i>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_26" id="Fodnote_26" href="#FNanker_26"><span class="label">[26]</span></a>
- Det er: <b class="gesperrt">Arnfeldt</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_27" id="Fodnote_27" href="#FNanker_27"><span class="label">[27]</span></a>
- Der har først staaet: »<i><b>Anno</b> 1674 den 11. <b>Iuni</b></i>« (jvfr. <a href="#Fodnote_22">S. 13 Anm.</a>)
-Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med Leonora
-Christinas egen Haand: »<i><b>Anno</b> 1685 den 19. <b>Maj</b></i>.« Derefter er saa
-igjen &mdash; og, som det synes, endnu med samme Haand &mdash; 11. <b class="gesperrt">Iuni</b>
-forandret til 18. <b class="gesperrt">Iuli</b> (Blækket, hvormed denne Rettelse er foretaget,
-sees tydeligt <em>ovenpaa</em> den Streg, der er draget hen over
-de udslettede Ord).</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_28" id="Fodnote_28" href="#FNanker_28"><span class="label">[28]</span></a>
- <span xml:lang="la" lang="la"><b class="gesperrt">Epicteti</b> Enchiridion</span> cap. 43.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_29" id="Fodnote_29" href="#FNanker_29"><span class="label">[29]</span></a>
- <b class="gesperrt">Peter Dreier</b> var egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa
-Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten
-ganske opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende
-Tid var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager
-ved tre adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog
-derefter igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664.
-Paa den Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at
-have været Sekretær hos <b class="gesperrt">Petkum</b>, og denne var det, som overdrog
-ham at ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning
-af <b class="gesperrt">Kall-Rasmussen</b> i <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3. R. 2 Bd. S. 78,
-hvor der ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere
-Skjæbne).</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_30" id="Fodnote_30" href="#FNanker_30"><span class="label">[30]</span></a>
- Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666 forlod
-han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i Commerce-Collegiet.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_31" id="Fodnote_31" href="#FNanker_31"><span class="label">[31]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>Ieg haffde en Ring med en Taffuel
-Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet i St[r]anden
-oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa min
-Tale, att der war noget i Munden</i>«.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_32" id="Fodnote_32" href="#FNanker_32"><span class="label">[32]</span></a>
- Hvilken Rolle <b class="gesperrt">Braten</b> spillede ved Leonora Christinas Anholdelse
-i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i Indledningen (Fremstillingen
-her støtter sig især til Leonora Christinas haandskrevne
-Selvbiografi) samt <a href="#Side_9">S. 9</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_33" id="Fodnote_33" href="#FNanker_33"><span class="label">[33]</span></a>
- Generalmajor <b class="gesperrt">Adolf Fuchs</b>, hvis Strenghed og Brutalitet ikke
-lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora Christinas
-Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var,
-endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post
-som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt,
-hvad de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. <a href="#Side_7">S. 7</a>; ogsaa
-Korfits Ulfeldts ældste Søn, <b class="gesperrt">Christian U.</b>, kalder Fuchs en
-»Bonde og en Skræder af sit Haandværk«, se <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f.
-Politik 1816, 2, 93&mdash;94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar
-han af Nogle antages at have været en Søn af General i Artilleriet
-<b class="gesperrt">Hans Philip v. Fuchs</b>, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret
-1662 kom Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By
-Ulfeldt netop havde taget Ophold med sin Familie, og en Dag,
-da <b class="gesperrt">Christian Ulfeldt</b> &mdash; der af Nogle siges kort i Forvejen
-at have været i Paris, men som i saa Tilfælde rimeligvis
-er kommen til Brygge i Følge med Forældrene, der nylig vare
-vendte hjem fra en Udflugt til denne By &mdash; møder Fuchs kjørende
-i Brygges Gader, springer han hen til hans Vogn og støder ham
-en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten. En Missive, som
-Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af dette Mord, er trykt
-&mdash; i Oversættelse &mdash; i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f. Politik 1816, 2, 90&mdash;96;
-jvfr. <b class="gesperrt">Paus</b>, Corf. Uhlefeld 2, 216&mdash;17; <b class="gesperrt">Becker</b>, Saml. til Danm.
-Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315; <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd.
-S. 280&mdash;81. Hos <b class="gesperrt">Paus</b> a. St. er ogsaa aftrykt et Brev fra Grev
-<b class="gesperrt">Christian Rantzov</b> til Korf. Ulfeldt, hvori den Første lover at
-gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos Frederik III.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_34" id="Fodnote_34" href="#FNanker_34"><span class="label">[34]</span></a>
- <b class="gesperrt">Niels Rosenkrands</b> til Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658
-af &mdash; det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se <b class="gesperrt">Løvenskjold</b>,
-Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2 flg. &mdash;
-været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig udmærket sig
-i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter den nedenfor
-omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for Livregimentet
-og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til Generallieutenant.
-Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_35" id="Fodnote_35" href="#FNanker_35"><span class="label">[35]</span></a>
- <b class="gesperrt">Steen Andersen Bille</b>, en naturlig Søn af Rigsmarsk <b class="gesperrt">Anders
-Bille</b>, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som
-Major ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget
-i den danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér
-og Vicekommandant i Kjøbenhavn.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_36" id="Fodnote_36" href="#FNanker_36"><span class="label">[36]</span></a>
- Maaske den Samme, som i <b class="gesperrt">O. H. Moller</b>'s <span xml:lang="de" lang="de">Nachr. von d. Geschlecht
-derer von Ahlefeldt</span> S. 306 nævnes som Ritmester 1661,
-og som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads
-Erobring; se <b class="gesperrt">Extraord. maanedl. Relationer</b> 1677,
-S. 502.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_37" id="Fodnote_37" href="#FNanker_37"><span class="label">[37]</span></a>
- &#596;: <b class="gesperrt">Ahlefeldt</b>. Han maa ikke forvexles med Fætteren af samme
-Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden
-blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler
-o. s. v. Den her nævnte <b class="gesperrt">Fr. v. Ahlefeldt</b> til Maasleben og Hald
-var allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig
-udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods
-(han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant
-i Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant.
-Han døde den 4. Januar 1672.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_38" id="Fodnote_38" href="#FNanker_38"><span class="label">[38]</span></a>
- Hendes Navn var <b class="gesperrt">Augusta von der Wisch</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_39" id="Fodnote_39" href="#FNanker_39"><span class="label">[39]</span></a>
- Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe) <b class="gesperrt">Frants
-Eberhard v. Speckhan</b>'s Kone. Hun havde tidligere været gift
-med en Borgmester i Kjøbenhavn, <b class="gesperrt">Reinholdt Hansen</b>, og (efter
-dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina.
-Hun var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus
-toge Korf. Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra
-Malmø, og medens de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede
-hun en Del af deres rørlige Gods for dem. Jvfr. <b class="gesperrt">Suhm</b>, Nye
-Saml. til d. dan. Historie 1 Bd. S. 99; <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3 Bd.
-S. 386 og 471; <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskr.</b> 4 Bd. S. 383&mdash;84 og 391;
-<b class="gesperrt">For Literatur og Kritik</b> 1 Bd. S. 171&mdash;72.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_40" id="Fodnote_40" href="#FNanker_40"><span class="label">[40]</span></a>
- <b class="gesperrt">Birgitte Ulfeldt</b> var en yngre Søster til Korfits U. Hun var
-født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med <b class="gesperrt">Otte Krafse</b>
-til Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun
-2 Gange løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste
-til Holland og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end
-dette forholder sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt
-Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til
-Sperling (trykt &mdash; i Oversættelse &mdash; i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journ. f. Politik
-1816, 1, 121&mdash;27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende.
-Han kalder hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt
-ham og hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen
-til Hamborg (der opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at
-udspionere hans Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og
-forbyder Sperling at lade hende komme i sit Hus eller at lade
-hende se Sønnen, Leon Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling.
-Han vil ikke hjælpe hende med en Skilling, om hun end skulde
-styrte død om af Sult eller blive nødt til at gaa i Fattighus.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_41" id="Fodnote_41" href="#FNanker_41"><span class="label">[41]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>Mig skulle snarere haffue mange derris
-Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade Mænd
-oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_42" id="Fodnote_42" href="#FNanker_42"><span class="label">[42]</span></a>
- Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget i
-Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se <a href="#Side_17">S. 17</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_43" id="Fodnote_43" href="#FNanker_43"><span class="label">[43]</span></a>
- Slotsfoged <b class="gesperrt">Jochum Waldburg</b> eller <b class="gesperrt">Jochim Waltpurger</b>,
-om hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i
-Dinas Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste
-fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes
-Moder sade fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at
-gjøre den Første Fængslet saa behageligt som muligt, men at han
-endog, først ved gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at
-overtale Moderen til at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til
-Dinas Barn; se <b class="gesperrt">Høytrengende Æris Forsuar</b> S. 90.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_44" id="Fodnote_44" href="#FNanker_44"><span class="label">[44]</span></a>
- Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst
-til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en
-samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>
-3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. <b class="gesperrt">Becker</b>, Saml. til Danm. Hist.
-und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; <b class="gesperrt">Bircherod</b>'s Dagbøger
-ved Molbech S. 89.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_45" id="Fodnote_45" href="#FNanker_45"><span class="label">[45]</span></a>
- <b class="gesperrt">Christian Rantzov</b> til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve, 1661
-Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede
-i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf. Ulfeldts
-og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa
-Bornholm (jvfr. dog <a href="#Fodnote_18">S. 7 Anm.</a>). Sit venskabelige Sindelag mod
-den Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han,
-paa Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge
-Forbøn hos Kongen for hans Søn; se <a href="#Fodnote_33">S. 22 Anm<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> 2</a>. Naar
-desuagtet Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder
-til hans Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt,
-at hans Stemning mod denne havde forandret sig en Del
-som en Følge af de under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet
-indtrufne Begivenheder. Men muligt er det dog ogsaa, at Leonora
-Christinas Bedømmelse af ham er bleven paavirket af den
-Omstændighed, at han var Præses i den Samling af Højesteret,
-som afsagde Dommen over hendes Mand. &mdash; <b class="gesperrt">Christoffer
-Gabel</b> og <b class="gesperrt">Peder Reedtz</b> spillede begge en saa fremtrædende
-Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør forudsætte det Vigtigste
-af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den Første havde,
-ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe det Ulfeldt'ske
-Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men han maatte
-rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at være bleven
-kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som Medlemmer
-af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det
-et enkelt Sted (<b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd. S. 286&mdash;87) hedder,
-at Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse
-gjældende til Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet
-denne Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske
-vist fuldstændig opdigtet. &mdash; <b class="gesperrt">Erik Krag</b> til Bramminge (f. omtr.
-1620, omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere
-Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672)
-vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den Ulfeldt'ske
-Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk,
-nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over
-Leonora Christina.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_46" id="Fodnote_46" href="#FNanker_46"><span class="label">[46]</span></a>
- Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder det,
-at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i
-Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor
-han ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris
-ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem
-dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i
-Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til
-Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i <b class="gesperrt">Hofman</b>'s Danske Adelsmænd 2 D.
-S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var
-politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af Hemmelighedsfuldhed,
-som hviler over denne som over saa mange andre af
-Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske lignende
-Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr. <b class="gesperrt">Skandinav.
-Litteraturselsk. Skrifter</b> 1806, S. 193&mdash;94 og 1808, S. 158.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_47" id="Fodnote_47" href="#FNanker_47"><span class="label">[47]</span></a>
- D. e. <b class="gesperrt">Joseph Frants Borro</b> (eller <b class="gesperrt">Burrhus</b>), den bekjendte
-Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her
-ind i Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede
-en temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_48" id="Fodnote_48" href="#FNanker_48"><span class="label">[48]</span></a>
- <b class="gesperrt">Jan Marcus Cassetta</b> var en flamsk Adelsmand, som efter Alt,
-hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne
-Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder,
-har været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en
-trofast Støtte i Nøden; se bl. <b class="gesperrt">A. Suhm</b>, Nye Samlinger 3 Bd.
-S. 250; <b class="gesperrt">Wolff</b>, Journ. f<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> Politik 1815, 4, 279; <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>
-3 R. 1 Bd. S. 286&mdash;87 og 292&mdash;93. Som det ovenfor fortælles,
-fulgte han Leonora Christina til England, og han blev tilligemed
-hende anholdt i Dover, men fik dog som spansk Undersaat
-snart sin Frihed igjen. Han vendte nu tilbage til Brygge, og
-efterat han her havde haft Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts
-Døttre bi mod de Forholdsregler, som den danske Udsending,
-Generaladjudant <b class="gesperrt">Mikkel Skov</b>, paa sin Regerings Vegne havde
-ment sig forpligtet til at tage imod dem, ægtede han den ældste
-af Døttrene, <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>, den samme, som senere &mdash; efter
-Mandens Død &mdash; levede sammen med Moderen paa Maribo Kloster.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_49" id="Fodnote_49" href="#FNanker_49"><span class="label">[49]</span></a>
- Familien <b class="gesperrt">d'Aranda</b> var en af de mest ansete Slægter i Brygge; i
-Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de
-højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,
-<b class="gesperrt">Bernard d'Aranda</b>, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var,
-efter først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af
-Christian IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod
-Danmark efter Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til
-Landet igjen 1658, og paa denne Rejse døde han, som det hedder:
-»i sin gamle Ven, Grev Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde
-2 Brødre, af hvilke den ene (<b class="gesperrt">François</b>?) var Borgmester i Brygge,
-den anden, <b class="gesperrt">Emanuel</b>, Auditeur i samme By. Hos disse Mænd
-fandt Ulfeldt, da han 1662&mdash;63 opholdt sig i Flandern, den venligste
-Modtagelse, ja han boede endog en Tidlang hos den ene af
-dem. Se især <span xml:lang="fr" lang="fr"><span class="gesperrt">Biographie nationale publ. par l'acad.
-royale des sciences</span> etc. <span class="gesperrt">de Belgique</span></span> T. 1. pag. 356&mdash;61;
-jvfr. <span class="gesperrt">Paus</span> 2, 286; <span class="gesperrt">Wolff</span>, Journ. f. Polit. 1815, 4, 272 og 279;
-<span class="gesperrt">Danske Magazin</span> 3 R. 1 Bd. S. 286.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_50" id="Fodnote_50" href="#FNanker_50"><span class="label">[50]</span></a>
- Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen yderligere
-Oplysning.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_51" id="Fodnote_51" href="#FNanker_51"><span class="label">[51]</span></a>
- Rigsadmiral <b class="gesperrt">Henrik Bjelke</b> (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa
-Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift
-med <b class="gesperrt">Edel Ulfeldt</b>, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger <b class="gesperrt">Ebbe
-Ulfeldt</b>. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl.
-A. ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at
-forlade Landet, se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3 Bd. S. 449), og skjønt
-man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt
-efter Generalmajor <b class="gesperrt">Spans</b> Beretning skal have sagt, nemlig
-at <span class="sic" title="[sic]">Rigens</span> Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer
-mod Kongen og Landet Hindringer i Vejen (<b class="gesperrt">Paus</b> 2, 238), fatter
-man dog let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da
-han, som Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af
-Dommen over Ulfeldt.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_52" id="Fodnote_52" href="#FNanker_52"><span class="label">[52]</span></a>
- <b class="gesperrt">Oluf Brokkenhuus</b> til Hjulebjerg (Befalingsmand paa Svenstrup,
-i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot, 1665&mdash;68
-Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf. Ulfeldt,
-<b class="gesperrt">Karen U.</b> (f. 1611<span class="corr" title="var: .)">).</span> Ogsaa han var en Ven af Korfits, og af et
-Brev fra denne (<b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journ. f. Politik 1816, 1, 132) fremgaar
-det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det Sidste.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_53" id="Fodnote_53" href="#FNanker_53"><span class="label">[53]</span></a>
- <b class="gesperrt">Elisabeth</b> eller <b class="gesperrt">Else Parsberg</b>, en Datter af Rigsraad <b class="gesperrt">Oluf
-Parsberg</b> til Jernit, havde været gift med <b class="gesperrt">Laurids Ulfeldt</b> til
-Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til Rigshovmesteren.
-I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale,
-var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes
-Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos <b class="gesperrt">Wolff</b>, Griffenfelds
-Levnet S. 169&mdash;80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste
-Lys.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_54" id="Fodnote_54" href="#FNanker_54"><span class="label">[54]</span></a>
- <b class="gesperrt">Marie Ulfeldt</b> var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619
-og blev 1634 gift med <b class="gesperrt">Axel Arnfeldt</b> til Basnæs. Nogle Optegnelser
-af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere
-trykte i <b class="gesperrt">Danske Magazin</b>, 3 Bd<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> S. 362&mdash;65.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_55" id="Fodnote_55" href="#FNanker_55"><span class="label">[55]</span></a>
- <b class="gesperrt">Charles de Gontaut</b>, Hertug af <b class="gesperrt">Biron</b>, en af sin Tids første
-Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering
-en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen
-blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere
-havde været hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før
-Biron blev grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand
-igjen. Han blev nu arresteret, og skjønt man antager, at han
-igjen vilde være bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig
-skyldig, vedblev han at nægte og blev saa halshugget den 31.
-Juli 1602.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_56" id="Fodnote_56" href="#FNanker_56"><span class="label">[56]</span></a>
- Senere er tilføjet: »<i>oc der bleff luct</i>«.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_57" id="Fodnote_57" href="#FNanker_57"><span class="label">[57]</span></a>
- Det beror paa en Forvexling, naar <b class="gesperrt">T. Hofman</b>, Danske Adelsmænd
-2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden <b class="gesperrt">Abel Cathrine
-von der Wisch</b>. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens
-Kvinde«. Hun var gift med <b class="gesperrt">Hans Hansen Osten</b>, Proviantskriver
-paa Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige
-Gods paa Lolland og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f.
-19. April 1627), og legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i
-Kjøbenhavn til en Stiftelse, de efter hende opkaldte <b class="gesperrt">Abel Cathrines
-Boder</b>; jvfr. Indskriften paa hendes Epitaphium i <b class="gesperrt">Thurah</b>'s
-<span xml:lang="la" lang="la">Hafnia hodierna</span> pag. 291 samt <b class="gesperrt">H. Hofman</b>'s Saml. af
-Fundationer T. 10 S. 368&mdash;70. (Om iøvrigt v. d. <b class="gesperrt">Wisch</b> var hendes
-Pigenavn, eller om det ikke snarere var et Navn, hun havde faaet
-ved et tidligere Giftermaal, bliver idetmindste tvivlsomt derved, at
-hun i <b class="gesperrt">Pontoppidan</b>'s <span xml:lang="la" lang="la">Annales ecclesiæ Dan.</span> 4 Th. S. 580 kaldes
-Abel Cathr. <b class="gesperrt">Mesing</b>, thi efter Pontoppidans eget Udsagn var hun
-en Søster til hans Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn
-var, skal jeg ikke kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis
-tydsk) Oberst <b class="gesperrt">Schaffshausen</b> (se Side 39), og formodentlig
-er hun kommen herind i Landet med Dronning Sophie
-Amalie.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_58" id="Fodnote_58" href="#FNanker_58"><span class="label">[58]</span></a>
- Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er tilskrevet
-i Randen: »<i>Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue icke war
-miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i huer, huilcke
-ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er slangewiiß giort,
-sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at noget war indsyet
-om mit Knæ.</i>« &mdash; Jvfr. <a href="#Fodnote_31">S. 21 Anm. 3</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_59" id="Fodnote_59" href="#FNanker_59"><span class="label">[59]</span></a>
- Se <a href="#Fodnote_51">S. 34 Anm. 3</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_60" id="Fodnote_60" href="#FNanker_60"><span class="label">[60]</span></a>
- Formodentlig <b class="gesperrt">Anne Cathrine Charisius</b>, en Datter af den
-danske Resident i Haag <b class="gesperrt">Peder Charisius</b>. Hun blev den 15.
-Juni 1667 gift med <b class="gesperrt">Morten Skinkel</b> til Søholm.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_61" id="Fodnote_61" href="#FNanker_61"><span class="label">[61]</span></a>
- Dette Ord er senere overstreget.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_62" id="Fodnote_62" href="#FNanker_62"><span class="label">[62]</span></a>
- <b class="gesperrt">Elisabeth Augusta</b>, en yngre Søster til Leonora Christina, f.
-1623, blev 1639 gift med <b class="gesperrt">Hans Lindenov</b> til Iversnæs, Befalingsmand
-paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under
-Kjøbenhavns <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Bejring">Belejring</a> 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den
-yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til
-<b class="gesperrt">Griffenfeldt</b> ere trykte i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Griffenfelds Levnet S. 131&mdash;34.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_63" id="Fodnote_63" href="#FNanker_63"><span class="label">[63]</span></a>
- Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«, maa
-det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var død, da
-hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han endnu
-levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder foregik.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_64" id="Fodnote_64" href="#FNanker_64"><span class="label">[64]</span></a>
- <b class="gesperrt">Ulrik Christian Gyldenløve</b>, en Søn af Christian IV. med
-Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine Udsvævelser,
-døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
-1658.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_65" id="Fodnote_65" href="#FNanker_65"><span class="label">[65]</span></a>
- Jvfr. Indledningen.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_66" id="Fodnote_66" href="#FNanker_66"><span class="label">[66]</span></a>
- Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter om
-Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at Højesteretsdommen
-var bleven offentliggjort, se <b class="gesperrt">Skandinav. Litteraturselskabs
-Skrifter</b> 1808 S. 162 og <b class="gesperrt">Becker</b>, Saml. til Danm.
-Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_67" id="Fodnote_67" href="#FNanker_67"><span class="label">[67]</span></a>
- Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her
-nævnte Tjener <b class="gesperrt">Charles</b>'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie,
-se <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal f. Politik 1815, 4, 275&mdash;76.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_68" id="Fodnote_68" href="#FNanker_68"><span class="label">[68]</span></a>
- Som bekjendt var <b class="gesperrt">Magdalena Sibylla</b> den sachsiske Prindsesse,
-der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_69" id="Fodnote_69" href="#FNanker_69"><span class="label">[69]</span></a>
- Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens, Universitetets
-og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til Sagen
-henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne til
-Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om Ulfeldts
-Planer, aftrykt hos <b class="gesperrt">Paus</b> 2, 221&mdash;74. (De 5 førstnævnte Aktstykker
-ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra Borgerstanden
-meldes ellers Intet.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_70" id="Fodnote_70" href="#FNanker_70"><span class="label">[70]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »<i>Der Kongl.
-Majet. <img alt="C4" title="C4" src="images/c4.jpg" class="h1em" /> war død, war ingen vdwald Printz, saa att ded stoed
-Stenderne frit att wæle, huad Konge dennem behagede, huorfor Hertogen
-aff Holstein, Hertog Friderich sl., tilbød min Herre, att dersom
-hand wille formaa, att hand kunde bliffue wælt til Konge, da skulle
-Fyns Land wære hands, oc giøris en dobbelt <span class="sic" title="[sic]"><b>Alience</b></span> med hands oc
-worre Børn. Men min Herre vdslog ded, wille icke hielpe til att
-støde <img alt="C4" title="C4" src="images/c4.jpg" class="h1em" />. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris
-<b>vota</b>, men min H. striide dennem imod.</i>« &mdash; Hermed kan jævnføres
-Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet
-paa Bornholm, <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal for Politik 1816, 1, S. 194.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_71" id="Fodnote_71" href="#FNanker_71"><span class="label">[71]</span></a>
- Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev <em>afsagt</em> den 24. Juli.
-Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens Offentliggjørelse
-ved <em>Trykken</em>, der næppe har fundet Sted før et Par
-Dage senere; jvfr. <b class="gesperrt">Becker</b>, Samlinger 2 D. S. 8.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_72" id="Fodnote_72" href="#FNanker_72"><span class="label">[72]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>Ded war tilgaaen, lige som ieg tenkte;
-der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue, effter som
-en Part icke haffde wærret tilstede, der <b>Processen</b> holtis, en Part icke
-<a class="SBScorr" name="SBS_16" id="SBS_16" title="SBS: haffue">haffde</a> seet, huor paa Dommen sig funderte; maatte dog skriffue med
-vnder, om de icke wille were forfalden vdi kl. Vnaade.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_73" id="Fodnote_73" href="#FNanker_73"><span class="label">[73]</span></a>
- Senere er tilføjet: »<i>oc spurte, om mig war tilsted at tale paa den
-Dom. Alle taw stille.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_74" id="Fodnote_74" href="#FNanker_74"><span class="label">[74]</span></a>
- De sidste Punktummer (fra: <i>Hand er nu</i> etc.) ere senere overstregede,
-og deres Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige
-Fortale til Skriftet; se <a href="#Side_16">S. 16</a>&mdash;<a href="#Side_17">17</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_75" id="Fodnote_75" href="#FNanker_75"><span class="label">[75]</span></a>
- I Randen er senere tilføjet: »<i>Man skal wiide, att den Dun Dyne
-war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa Reden,
-saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_76" id="Fodnote_76" href="#FNanker_76"><span class="label">[76]</span></a>
- I Randen er senere anmærket: »<i>Ieg hørte selffuer denne derris
-Samtale.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_77" id="Fodnote_77" href="#FNanker_77"><span class="label">[77]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Side_39">S. 39</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_78" id="Fodnote_78" href="#FNanker_78"><span class="label">[78]</span></a>
- Det er Prinds <i>Johan Georg</i> af Sachsens Trolovelse med <i>Anna Sophie</i>,
-Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i
-det Følgende.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_79" id="Fodnote_79" href="#FNanker_79"><span class="label">[79]</span></a>
- Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers
-er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede
-Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi;
-se <b class="gesperrt">Slange</b>, Christian IV.s Historie S. 1445.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_80" id="Fodnote_80" href="#FNanker_80"><span class="label">[80]</span></a>
- Denne Søster, <b class="gesperrt">Helvig Margrete Elisabeth R.</b>, havde været
-gift med den bekjendte Krigshelt <b class="gesperrt">Josias Rantzov</b>, der døde
-som Marchal af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var
-hun gaaet over til den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i
-Kloster i Paris, men stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for
-Jomfru Mariæ Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris
-og drog med sine Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere
-fik Tilladelse til at oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var
-hun da selv Abbedisse indtil sin Død 1706. Se <b class="gesperrt">Hofman</b>, <span xml:lang="fr" lang="fr">Portraits
-historiques</span> 2. P. p. 41&mdash;42; <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 4 Bd. S. 117;
-<b class="gesperrt">Lauenstein</b>,<span xml:lang="la" lang="la"> Historia diplomatica episcopatus Hildesiensis</span> T. 1.
-pag. 294&mdash;95.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_81" id="Fodnote_81" href="#FNanker_81"><span class="label">[81]</span></a>
- Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i Theologien
-ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død 1683.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_82" id="Fodnote_82" href="#FNanker_82"><span class="label">[82]</span></a>
- D. e. <b class="gesperrt">vidnede</b>, af Præsens <b class="gesperrt">vinder</b> = vidner.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_83" id="Fodnote_83" href="#FNanker_83"><span class="label">[83]</span></a>
- Jeg vilde foretrække at læse: <b class="gesperrt">tatlede</b>, men Skrifttrækkene synes
-ikke ret vel at tillade det.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_84" id="Fodnote_84" href="#FNanker_84"><span class="label">[84]</span></a>
- I Randen staar følgende Anmærkning: »<i>Naar som ieg spiiste, saa
-haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck. Kusken
-hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede Raßmus.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_85" id="Fodnote_85" href="#FNanker_85"><span class="label">[85]</span></a>
- <b class="gesperrt">Margrete Rantzov</b>, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var
-gift med <b class="gesperrt">Ove Thott</b> til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove
-Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en
-Rejsning mod Svenskerne 1658&mdash;59, den samme Plan, hvis Opdagelse
-foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans
-Flugt fra Sverig; jvfr. <b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd. S<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> 275 flg.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_86" id="Fodnote_86" href="#FNanker_86"><span class="label">[86]</span></a>
- I Randen er skrevet: »<i>Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg
-icke see ded, thi ded skeede paa Trappen.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_87" id="Fodnote_87" href="#FNanker_87"><span class="label">[87]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Der war oc icke.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_88" id="Fodnote_88" href="#FNanker_88"><span class="label">[88]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Side_33">S. 33</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_89" id="Fodnote_89" href="#FNanker_89"><span class="label">[89]</span></a>
- Efternavnet staar <i>in blanco</i>. Formodentlig var det den samme
-Tjener, som var med Forf. i England, se <a href="#Side_33">S. 33</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_90" id="Fodnote_90" href="#FNanker_90"><span class="label">[90]</span></a>
- I Randen er anmærket: »<i>Rimte ded sig icke wel <i>[med?]</i>, att min
-Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?</i>« &mdash; Sammenhængen
-med <b class="gesperrt">La Roche</b>'s Sag er, saa vidt vi kjende den, følgende.
-I Aaret 1663, medens <b class="gesperrt">Hannibal Sehested</b> opholdt sig i Paris
-som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han
-hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede
-et fransk Fruentimmer, Demoiselle <b class="gesperrt">Langlois</b>, sig for ham og
-fortalte, at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af
-en Landsmand af hende ved Navn <b class="gesperrt">La Roche Tudesquin</b>, og
-som gik ud paa at overgive en Del af det danske Riges Fæstninger
-i en fremmed Magts Hænder. La Roche, som ikke længe
-i Forvejen havde været Kommandant i Nakskov, skulde til
-dette Øjemed have forbundet sig med en Del danske Militairpersoner
-af høj Rang, og navnlig skulde Kommandanterne paa
-Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i Forstaaelse med ham.
-Demoiselle Langlois havde selv Aaret i Forvejen overbragt Ludvig
-XIV. La Roches Tilbud, men var paa det Bestemteste bleven
-afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at han kjendte Andre,
-som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under den som en
-Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog Demoiselle
-Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og anden
-ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen havde
-været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men uden at
-have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af Holsten-Gottorp
-og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne
-Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved
-Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til
-denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol.
-samt en derpaa grundet Fremstilling i <b class="gesperrt">Skandinav. Litteraturselsk.
-Skrifter</b> 1808 S. 177&mdash;93). Anklagen imod La Roche
-havde imidlertid strax foranlediget, at han og en Landsmand af
-ham, <b class="gesperrt">Jacques Beranger</b>, som antoges at være Medvider i
-Sammensværgelsen, bleve eftersøgte, og allerede den 6. September
-bleve de da ogsaa virkelig anholdte i Bryssel, men da man nu
-forlangte dem udleverede, for at de kunde konfronteres med Vidnerne
-i Sagen, vægrede den spanske Regering sig i længere Tid
-herved, saa at Fangerne først det næste Aar kunde sendes til Kjøbenhavn,
-hvor de saa den 19. Juni (se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D.
-S. 32&mdash;33) bleve indsatte i Blaataarn. Hvad der ellers kom frem
-i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at sige, da den ovenfor
-nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker længere ned end til
-i November 1663, og Fremstillingen i <b class="gesperrt">Skandinav. Litteraturselsk.
-Skrifter</b> aldrig blev fuldendt. Men af Leonora Christinas
-strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne efter nogle Maaneders
-Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog slutte, at Anklagen,
-forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var et fuldkommen
-ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have gjort sig
-skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed saa overraskende
-Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet Ideen. &mdash;
-Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte Personer allerede
-i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens Sandheden
-er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da er dette
-en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der paa de
-nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre korrekte
-Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at der paa
-det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til, at Forf.
-netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har været
-mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har
-skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset
-det for nødvendigt paa 2 <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: forkjellige">forskjellige</a> Steder at udskære og omarbejde
-et Blad o. s. v.).</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_91" id="Fodnote_91" href="#FNanker_91"><span class="label">[91]</span></a>
- <b class="gesperrt">Mary Sidney</b>, Grevinde af <b class="gesperrt">Pembroke</b>, en i sin Tid bekjendt
-Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: <b class="gesperrt">Antonius</b>,
-der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige
-Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her
-er Tale, men derimod den langt berømtere Broder, <b class="gesperrt">Philip Sidney</b>'s
-Roman: <span xml:lang="en" lang="en">The Countesse of Pembroke's Arcadia</span>, som
-i Slutningen af det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var
-en overordentlig yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv
-har kjendt denne Bog &mdash; hvilket det ikke synes, hun har &mdash; maatte
-hun efter Titelen nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren,
-og at Bogen var et Skuespil, har hun da formodentlig
-paa Lykke og Fromme gjættet sig til.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_92" id="Fodnote_92" href="#FNanker_92"><span class="label">[92]</span></a>
- I Randen er tilskrevet: »<i>La Roche haffde ieg aldrig seet før, icke
-heller hands <b>Compagnon</b>, førend i <b>Dovers</b>.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_93" id="Fodnote_93" href="#FNanker_93"><span class="label">[93]</span></a>
- Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i
-Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se <a href="#Side_16">S. 16</a> og <a href="#Side_65">65</a>. Grev
-Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. <b class="gesperrt">November</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_94" id="Fodnote_94" href="#FNanker_94"><span class="label">[94]</span></a>
- Festlighederne i Anledning af Kurprinds <b class="gesperrt">Johan Georg</b> af Sachsens
-Trolovelse med <b class="gesperrt">Anna Sophie</b>, Frederik III.s ældste Datter,
-varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien foregik ikke,
-som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr. <b class="gesperrt">Becker</b>,
-Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa meget lettere
-forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa samme Sted,
-faldt ind paa den 9. Oktober.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_95" id="Fodnote_95" href="#FNanker_95"><span class="label">[95]</span></a>
- Her har Forf. regnet fejl. Det var ikke 28, men 27 Aar siden, at
-hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober
-1636.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_96" id="Fodnote_96" href="#FNanker_96"><span class="label">[96]</span></a>
- I Randen er tilskrevet: »<i>Slosf. fortelte Quinden noget om Statzen,
-oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg kunde wide
-noget effter forrige Tiiders Skik.</i>« &mdash; Iøvrigt synes denne Bemærkning
-ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_97" id="Fodnote_97" href="#FNanker_97"><span class="label">[97]</span></a>
- Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende slagne
-til Riddere: <b class="gesperrt">Ulr. Fr. Gyldenløve</b>, <b class="gesperrt">Hans Schack</b>, <b class="gesperrt">Peder
-Reedtz</b>, <b class="gesperrt">Joh. Christ. v. Kørbitz</b>, <b class="gesperrt">Claus v. Ahlefeldt</b> og
-Statholder <b class="gesperrt">Fr. v. Ahlefeldt</b>, se <b class="gesperrt">Biørn</b>, Nye Saml. over Ridderne
-af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og <b class="gesperrt">Becker</b>, Samlinger
-2 D. S. 21 Anm.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_98" id="Fodnote_98" href="#FNanker_98"><span class="label">[98]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Dronningen wille, att ded Træ Billede skulle
-føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for Døren, att
-ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør bleff opluct;
-men Kongen wille ded ingenlunde.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_99" id="Fodnote_99" href="#FNanker_99"><span class="label">[99]</span></a>
- Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November, se
-<b class="gesperrt">Paus</b> 2, 294 og <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech, S. 93;
-jvfr. <b class="gesperrt">Løvenskjold</b>, Efterretninger om den kongel. Livgarde til
-Fods S. 24.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_100" id="Fodnote_100" href="#FNanker_100"><span class="label">[100]</span></a>
- <b class="gesperrt">Margrete Gjedde</b>, en Datter af Rigens Admiral <b class="gesperrt">Ove Gjedde</b>
-(d. 1660).</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_101" id="Fodnote_101" href="#FNanker_101"><span class="label">[101]</span></a>
- Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. <b class="gesperrt">Februar</b> 1664, se <b class="gesperrt">Paus</b>
-2, 317&mdash;21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen <b class="gesperrt">Christian</b>
-U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny kgl.
-Samlng. 2141 b, <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: 4to">4<sup>to</sup></a>), at han er død den 27. Februar (ikke, som
-det i den danske Oversættelse hos <b class="gesperrt">Wolff</b>, Journ. for Politik 1816
-1, 134&mdash;37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos <b class="gesperrt">Paus</b> a.
-St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23. Februar,
-medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa Sønnens
-Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans Fejltagelse
-sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke til,
-at den 20. og den 27. Februar falde paa <em>en og samme Dag i
-Ugen</em>, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og
-hans Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig
-fra Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i
-den Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at
-Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem
-forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den næstforegaaende
-Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_102" id="Fodnote_102" href="#FNanker_102"><span class="label">[102]</span></a>
- Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse
-vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>,
-<b class="gesperrt">Christian</b>, <b class="gesperrt">Ludvig</b>, <b class="gesperrt">Korfits</b>, <b class="gesperrt">Ellen Christine</b>,
-<b class="gesperrt">Leonora Sophie</b> og <b class="gesperrt">Leo</b>. Den Sidste, som var det yngste af
-alle Børnene (f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at
-være bleven voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den
-ene Ærespost til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal,
-Vicekonge i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det
-eneste af alle Korf. Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra
-ham er det, at Ejeren af nærværende Haandskrift, Grev <b class="gesperrt">J. Waldstein</b>,
-nedstammer.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_103" id="Fodnote_103" href="#FNanker_103"><span class="label">[103]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Der ieg engang loed begiere aff Slosf. en Sax
-for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc høyt ded: »<span xml:lang="de" lang="de">Was,
-was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers Klawen, vnd die Hahr
-als Adlers Federn!</span>« Hwad ieg tenckte, wed ieg wel, om ieg haffde
-Kløer oc Winger.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_104" id="Fodnote_104" href="#FNanker_104"><span class="label">[104]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Ieg tog miine Neiler aff med Synaalen, som
-ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff. Den Neil paa
-den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for att see,
-huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den v-forwarendis aff
-oc haffwer den endnu.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_105" id="Fodnote_105" href="#FNanker_105"><span class="label">[105]</span></a>
- <b class="gesperrt">Sperling</b>, som siden Foraaret 1654 havde taget Ophold i Hamborg,
-og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en trofast
-Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i dansk
-Tjeneste, <b class="gesperrt">Hagedorn</b>, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev indsat
-i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse
-var, at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance
-mellem ham og Ulfeldt samt dennes ældste Datter <b class="gesperrt">Anne Cathrine</b>
-var faldet i Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene,
-som igjen overlod den til <b class="gesperrt">Hannibal Sehested</b>,
-da denne paa sin Hjemrejse fra Paris drog igjennem Landet. Se
-herom samt om de Forhør, Sperling underkastedes i Fængslet,
-det Uddrag af hans Selvbiografi, som er trykt i <b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye
-Saml. til den danske Hist. 3, 197&mdash;266; jvfr. <b class="gesperrt">Paus</b> 2, 97&mdash;102;
-<b class="gesperrt">Nye danske Magazin</b> 3, 30&mdash;36 samt <b class="gesperrt">Wolff</b>, Journ. for Politik
-1815, 4, 270&mdash;80 og 1816, 1, 121&mdash;34, hvor nogle af Korfits Ulfeldts
-og Datterens Breve til Sperling ere trykte i Oversættelse.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_106" id="Fodnote_106" href="#FNanker_106"><span class="label">[106]</span></a>
- Eftersætningen mangler. &mdash; I Randen er tilføjet: »<i>Samme Fengsel
-er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er gandske
-mørkt.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_107" id="Fodnote_107" href="#FNanker_107"><span class="label">[107]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Der Slozf. i de første Dage sang for sig,
-sagde hand: »<span xml:lang="de" lang="de">Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten
-Rok?</span>« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den
-Sang, hwem ded kunde wære.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_108" id="Fodnote_108" href="#FNanker_108"><span class="label">[108]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>For att bedrøffwe oc forfærde Doctern lucte
-Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet, oc
-loed, som Presten skulle komme til hannem.</i>« &mdash; Ved Dommen, der
-afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv
-og Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod
-kom han aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December
-1681.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_109" id="Fodnote_109" href="#FNanker_109"><span class="label">[109]</span></a>
- I Randen er tilskrevet: »<i>Pær haffde for nogen Tiid siiden kast i et
-Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte Døren: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Iher
-Piige!</span>« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en der aff oc
-Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg icke, thi
-hun haffde langt fleere forborgen paa sig.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_110" id="Fodnote_110" href="#FNanker_110"><span class="label">[110]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_60">S. 42 Anm. 1</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_111" id="Fodnote_111" href="#FNanker_111"><span class="label">[111]</span></a>
- Landsdommer i Jylland var dengang <b class="gesperrt">Villum Lange</b>. Mærkeligt
-nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra
-denne Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori
-Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen,
-om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse
-af det for Dagen som den, der her tillægges ham; se <b class="gesperrt">Wolff</b>,
-Griffenfelds Levnet S. 43&mdash;44.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_112" id="Fodnote_112" href="#FNanker_112"><span class="label">[112]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Saasom miine Linklæder bleff toen i Fadburstuen,
-hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa haffwe
-v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk,
-hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den Raffn
-haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg loe
-oc gaff hender Skiæmt til Swar.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_113" id="Fodnote_113" href="#FNanker_113"><span class="label">[113]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_13">S. 7 Anm. 1</a>. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa Graabrødre-Torv
-se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3 Bd. S. 472 flg. Nedbrydningen
-fandt Sted i Juli 1664, se <b class="gesperrt">Becker</b>, Samlinger 2 D. S. 33;
-<b class="gesperrt">Militairt Repertorium</b> 2 R. 5 Bd. S. 385.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_114" id="Fodnote_114" href="#FNanker_114"><span class="label">[114]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Strøe Suckeret war i reent Papir, deraff
-betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille <b>notere</b>;
-giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc med Øll <b>præpareret</b>.
-Min Pen war giort aff en Hønße Winge; Ridskabet war et
-Stycke Flint. Den er endnu til Stæde.</i><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> &mdash; Denne Anmærkning er
-senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den imidlertid
-i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne Anmærkning,
-har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den
-senere Anmærkning lyder saaledes: »<i>Ieg skreff adskilligt ud aff
-Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn
-war aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff
-Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge,
-med Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_115" id="Fodnote_115" href="#FNanker_115"><span class="label">[115]</span></a>
- Ordene: <b class="gesperrt">vnder Bunden &mdash; Auguste</b> ere senere overstregede, og
-saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv
-eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele.
-Det er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne
-Maade ere gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften
-overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet
-her<a class="SBScorr" name="SBS_C" id="SBS_C" title="SBS: burde slettes">, eller om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen
-har opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa
-igjen udslettet, hvad hun allerede havde givet af den</a>. Hvad der
-taler herfor, er ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder
-synes at være for faa til at kunne have indeholdt en
-»Supplication«, men ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens
-man efter Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne
-Selvbiografi (hvor Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa
-antage, at Indskriften idetmindste fuldt saa meget har været rettet
-til Dronningen. Det paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes
-(jeg citerer efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4):
-»<span xml:lang="fr" lang="fr">Notre femme forme un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y
-met le nom du Roy &amp; de la Reine, le met sur trois boutons, &amp;
-au dessous le fond elle écrit à la Reine</span>.«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_116" id="Fodnote_116" href="#FNanker_116"><span class="label">[116]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Slosf. sagde mig siden, att ded aff Leer
-war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff en
-Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde Kongen
-oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff til
-Weye.</i>« &mdash; I <b class="gesperrt">Holger Jacobæus</b>'s Museum regium har jeg dog
-ikke fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696
-eller i den af 1710.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_117" id="Fodnote_117" href="#FNanker_117"><span class="label">[117]</span></a>
- I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid Efterretningen
-om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde opfundet
-for at undgaa Efterstræbelser.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_118" id="Fodnote_118" href="#FNanker_118"><span class="label">[118]</span></a>
- Uden Tvivl den tydske Oversættelse af <b class="gesperrt">Conr. Lycosthenes</b>'s
-Værk: <span xml:lang="la" lang="la">Prodigiorum ac ostentorum chronicon</span>. Oversættelsens Titel
-lyder &mdash; noget afkortet &mdash; saaledes: <span xml:lang="de" lang="de"><b class="gesperrt">Wunderwerck</b> oder Gottes
-vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ...
-erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch
-zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ...
-Verteütscht</span>. Basel. 1557. Fol. Jvfr. <b class="gesperrt">Grässe</b>, <span xml:lang="fr" lang="fr">Trésor de livres
-rares</span> T. 4. pag. 310; <b class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Bibliotheca Daneschioldiana</b> pag. 10
-Nr. 318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret
-morsom, ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_119" id="Fodnote_119" href="#FNanker_119"><span class="label">[119]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med sig,
-da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde flyet
-hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war hinder
-til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt ham
-Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand endnu
-skee.«</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_120" id="Fodnote_120" href="#FNanker_120"><span class="label">[120]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>I ded første, att <span class="sic" title="[sic]">Slosf.</span> Fryct war saa stoer,
-torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller Taarngiæmmeren
-maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad
-ded betyde.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_121" id="Fodnote_121" href="#FNanker_121"><span class="label">[121]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Noget lenge effter denne Striid fik ieg en
-Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att kaste
-paa Gulffwet, sagde: ded skulle de vnderiordske haffwe. Ieg haffde
-for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg tog hender
-om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun bleff
-forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff. Ieg sagde:
-»Ded er en Forsmag!«</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_122" id="Fodnote_122" href="#FNanker_122"><span class="label">[122]</span></a>
- Se <a href="#Side_79">S. 79</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_123" id="Fodnote_123" href="#FNanker_123"><span class="label">[123]</span></a>
- Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske Kirke,
-1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se <b class="gesperrt">Jonge</b>, Kiøbenhavns
-Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i <b class="gesperrt">Sperlings</b>
-Sag se <b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye Samlinger 3 Bd. S. 262&mdash;64.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_124" id="Fodnote_124" href="#FNanker_124"><span class="label">[124]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for att
-klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring bragte
-mig noget Bai til Vnderboxer oc wille wide Maalet, sagde ieg selff
-att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?«
-Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand
-gierne see, saae ded oc, icke med liden Forundring.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_125" id="Fodnote_125" href="#FNanker_125"><span class="label">[125]</span></a>
- Jvfr. <b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye Saml. 3 Bd. S. 266.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_126" id="Fodnote_126" href="#FNanker_126"><span class="label">[126]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Saa lenge Balcke betiente Slosfs. Stælle, drack
-hand hwer Maaltiid min Wiin, som ellers Taarngiemmeren, Kudsken
-oc den Fange <b>Christian</b> giorde, naar den gamle Slozf. icke gaed;
-saa ded hialp oc til att støde effter Balcke.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_127" id="Fodnote_127" href="#FNanker_127"><span class="label">[127]</span></a>
- Dette Punktum er senere overstreget.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_128" id="Fodnote_128" href="#FNanker_128"><span class="label">[128]</span></a>
- Det vil sige: blev Kammerpige hos hende, som nu (da Forf. nedskriver
-dette) er <b class="gesperrt">Grevinde Friis</b>. Hun var Mogens Friis's anden
-Kone, og hendes Navn var <b class="gesperrt">Anne Marie Offenberg</b>. Mogens
-Friis blev, som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_129" id="Fodnote_129" href="#FNanker_129"><span class="label">[129]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ded er oc en ond Trappe at komme op
-aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_130" id="Fodnote_130" href="#FNanker_130"><span class="label">[130]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i><b>Gabel</b> haffde sagt (som mig siden bleff berættet),
-att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for den Mand
-oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an derfor, men
-for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den Tienneste,
-Kudsken giorde.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_131" id="Fodnote_131" href="#FNanker_131"><span class="label">[131]</span></a>
- I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder saaledes:
-»<i>Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand anklaget for att
-sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis der med, att hand
-haffde sagt mig, att <b>Gabel</b> war bleffwen Statholder, oc ieg siden
-saa <b>tittulerte</b> for <b>M.</b> Buck.</i>« &mdash; Denne Anmærkning er dog senere
-overstreget, hvilket derimod ikke er Tilfældet med den anden, som
-dog aabenbart refererer sig til hin. Den anden Anmærkning lyder
-saaledes: »<i>Balcke kunde en Dag icke holde sig for Latter, thi imens
-hand stoed oc snackede med mig, saa stoed Quinden oc Mandfolckene
-oc green oc loe i Trappen; oc sagde hand: »Ded er <span class="sic" title="[sic]">Sladdertaarret</span>
-der vde! Hwi mager Pær ded icke saa, att ded forbydis? I kand
-nok faa att wiide, hwad som paßerer, foruden aff mig.«</i>« &mdash; Gabel
-var bleven optagen i Adelstanden og udnævnt til Statholder i
-Kjøbenhavn den 12. August 1664.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_132" id="Fodnote_132" href="#FNanker_132"><span class="label">[132]</span></a>
- Naturligvis dog i Forening med <b class="gesperrt">Hagedorn</b> og under dennes Ledelse;
-jvfr. <a href="#Fodnote_105">S. 111 Anm.</a> <b class="gesperrt">Sperling</b> selv siger noget Lignende
-(<b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at <b class="gesperrt">Jæger</b> var en Holstener
-og en Fætter til <b class="gesperrt">Gabel</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_133" id="Fodnote_133" href="#FNanker_133"><span class="label">[133]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>I mens Balcke betiente mig, da bleff der
-giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc Quindens
-Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne war
-intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens
-Bord.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_134" id="Fodnote_134" href="#FNanker_134"><span class="label">[134]</span></a>
- D. e. <b class="gesperrt">Mogens Arnfeldt</b> til Rugaard i Jylland, en Broder til Korf.
-Ulfeldts Svoger <b class="gesperrt">Axel</b> A. til Basnæs; jvfr. <a href="#Fodnote_54">S. 35 Anm. 3</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_135" id="Fodnote_135" href="#FNanker_135"><span class="label">[135]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Da war der et stoert dobbelt Windue med
-Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her ind; oc fortelte
-siden Christian, huorledis Piigerne i Fadburstuen haffde flyed
-hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et Reeb.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_136" id="Fodnote_136" href="#FNanker_136"><span class="label">[136]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Christian haffde da flyet mig nogle Stycker
-Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint Lærrit dermed
-effter en Traa. De Stycker erre endnu i min Giemme; oc giorde ieg
-adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_137" id="Fodnote_137" href="#FNanker_137"><span class="label">[137]</span></a>
- Jvfr. <b class="gesperrt">Suhm</b><span class="corr" title="tilføjet: '">'</span>s Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor <a href="#Fodnote_105">S. 111 Anm.</a></p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_138" id="Fodnote_138" href="#FNanker_138"><span class="label">[138]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ded er hannem medfød.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_139" id="Fodnote_139" href="#FNanker_139"><span class="label">[139]</span></a>
- Grev <b class="gesperrt">Christian Pentz</b>, Amtmand i Rendsborg og Gouverneur i
-Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre
-Søster <b class="gesperrt">Sophie Elisabeth</b>. Han døde 1651.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_140" id="Fodnote_140" href="#FNanker_140"><span class="label">[140]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>De Liinen Dantzere giorde ded, ieg icke haffde
-seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i huer Korre
-saed en Dreng paa 5 Aar, oc en Quinde loed sig falle paa Liinen
-oc sprang op igien. Men i den anden Quindis Tiid saae ieg en, som
-hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_141" id="Fodnote_141" href="#FNanker_141"><span class="label">[141]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ded war den Præst, som berettede Fangerne,
-oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte hwert
-Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_142" id="Fodnote_142" href="#FNanker_142"><span class="label">[142]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Hinders Barn!</i>« Jvfr. <a href="#Side_100">S. 100</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_143" id="Fodnote_143" href="#FNanker_143"><span class="label">[143]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun war i alle Maader en skarneworn
-Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war
-min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til
-ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden
-nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte
-ieg der paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded?
-Hand gaff mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I
-giffwer intet bort aff Eders!« &mdash; Samme Degn saed for att haffwe
-tagen sin egen <span class="sic" title="[sic]">Høst</span> igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke
-betalte ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa
-som en Præst for Alteret oc swarte etc.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_144" id="Fodnote_144" href="#FNanker_144"><span class="label">[144]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun haffde saa beded Chresten snacke for
-Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun gik
-med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit Tørklæd,
-der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i Stycker
-(ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan Kugle).
-Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden erfoer.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_145" id="Fodnote_145" href="#FNanker_145"><span class="label">[145]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>De Knappenaale haffde ieg staallen fra
-den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig dem
-med nogle Syenaale, tenckte att <a class="SBScorr" name="SBS_37" id="SBS_37" title="SBS: skylffle">skyffle</a> dem for mig, haffde lagt dem
-i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun loed
-falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet. Aff
-Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med
-Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge
-der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om dem.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_146" id="Fodnote_146" href="#FNanker_146"><span class="label">[146]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Der kom offte siden Twistighed imellem
-Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant anded
-sagde ieg engang (for att komme hender i bædre <b>Homeur</b>): »Nu er I
-wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders Fingre
-effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde hun: »Fü,
-æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg meente.
-Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed kiøbe for
-hender.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_147" id="Fodnote_147" href="#FNanker_147"><span class="label">[147]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ieg sagde til Quinden en Dag: »War icke
-Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale
-Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra
-ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med
-Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen
-Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men
-ieg want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere
-holden.«</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_148" id="Fodnote_148" href="#FNanker_148"><span class="label">[148]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>I Førstningen, der denne Karen icke kiente
-Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den Mørcke
-Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer saa paa
-mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer stifft
-paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand
-kømrer sig om intet.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_149" id="Fodnote_149" href="#FNanker_149"><span class="label">[149]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hengselerne paa min vderste Dør erre saa
-lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred,
-saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den
-offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem
-Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg
-naae offwen til, men Quinden icke.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_150" id="Fodnote_150" href="#FNanker_150"><span class="label">[150]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun haffwer en synderlig Skik med att
-staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar
-hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun
-glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar
-hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer
-hun, <a class="SBScorr" name="SBS_39" id="SBS_39" title="SBS: ia">de</a> aff 4 Staffwelser læs hun.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_151" id="Fodnote_151" href="#FNanker_151"><span class="label">[151]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Een Gang spurte hun mig ad, om hun
-icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer
-kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille
-lade den trycke.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_152" id="Fodnote_152" href="#FNanker_152"><span class="label">[152]</span></a>
- I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er overstreget:
-»<i>Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen Fred,
-førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som skede,
-att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt Menniske
-oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded, maatte
-ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i Sengen, slog
-Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_153" id="Fodnote_153" href="#FNanker_153"><span class="label">[153]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som bleff
-stønnem sat i min Seng wed Siden <i>etc.</i> Den brugte ieg til Knøtte
-Block.</i>« &mdash; Den anførte Yttring tillægges <b class="gesperrt">Diogenes</b> hos <b class="gesperrt">Cicero</b>,
-Tuscul. dispp. 1, XLIII.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_154" id="Fodnote_154" href="#FNanker_154"><span class="label">[154]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_33">S. 22 Anm. 2</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_155" id="Fodnote_155" href="#FNanker_155"><span class="label">[155]</span></a>
- Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn
-jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske Regering
-igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette
-Land; jvfr. <b class="gesperrt">Fryxell</b>, <span xml:lang="sv" lang="sv">Handlingar rör. Sverges Historia</span> 1 D. S. 119,
-121, 126, 133, 176&mdash;77; <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 25 og 34;
-<b class="gesperrt">Danske Magazin</b> 3 R. 1 Bd<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> S. 287.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_156" id="Fodnote_156" href="#FNanker_156"><span class="label">[156]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Den Piige war en Hoere, hand haffde
-loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel
-som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem sammen.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_157" id="Fodnote_157" href="#FNanker_157"><span class="label">[157]</span></a>
- Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster <b class="gesperrt">Hedvig</b> (f.
-1626), som var gift med <b class="gesperrt">Ebbe Ulfeldt</b>, en fjernere Slægtning af
-Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og derefter
-Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig Embedsførelse
-havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig, hvor
-han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere
-svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s
-Tid mod sit eget Fædreland.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_158" id="Fodnote_158" href="#FNanker_158"><span class="label">[158]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hand haffde i siine goede Luners Dage
-flyed mig for Penge oc <a class="SBScorr" name="SBS_40" id="SBS_40" title="SBS: Lyße">Lyß</a>, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
-Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden med.
-Ded fortrød hannem siden.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_159" id="Fodnote_159" href="#FNanker_159"><span class="label">[159]</span></a>
- Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og <em>Præster</em>. »Mester«
-var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_160" id="Fodnote_160" href="#FNanker_160"><span class="label">[160]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Stacket effter ded Quindfolk haffde wærret
-i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor alle
-Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem skal
-min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden, som
-da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham dem
-igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd paa
-den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_161" id="Fodnote_161" href="#FNanker_161"><span class="label">[161]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i
-den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod
-Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om
-hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen,
-att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly ded
-bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att
-skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen swarte:
-»Ia saae! Ia saae!«</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_162" id="Fodnote_162" href="#FNanker_162"><span class="label">[162]</span></a>
- Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser, hvorom
-Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen,
-maa man vistnok nærmest tænke paa <em>tydske</em> Aviser. Den første
-<em>ugentlige danske</em> Avis var Jørgen Gøde's <b class="gesperrt">Ordinarie Posttidende</b>,
-der begyndte 1673. Bording's <b class="gesperrt">Danske Mercurius</b>,
-som begyndte at udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men
-allerede flere Aar tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet <em>ugentlige
-tydske</em> Aviser, ja en af disse, Henrik Gøde's <b class="gesperrt" xml:lang="de" lang="de">Europäische
-wochentliche Zeitung</b>, udkom endog fra 1664 af 2 Gange om
-Ugen. Maaske er det netop den Avis, Leonora Christina har haft.
-Jvfr. <b class="gesperrt">Nyerup</b>, Om de ældste danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk.
-Skr. 1805 1 Bd. S. 228 flg.)</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_163" id="Fodnote_163" href="#FNanker_163"><span class="label">[163]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Ded war høyligen att forundre, att Slosf. icke
-hørte den <b>Allarm</b>, Christian giorde. Samme Gang mindis ieg, att
-hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff Hoffbetienterne
-med en Muuß i en Æske.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_164" id="Fodnote_164" href="#FNanker_164"><span class="label">[164]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hand kom Slosfogden til att kaste en Katkilling,
-ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig saa
-sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms Gierning;
-sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed mig icke
-mercke, at ded for trød mig.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_165" id="Fodnote_165" href="#FNanker_165"><span class="label">[165]</span></a>
- Eftersætningen er glemt.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_166" id="Fodnote_166" href="#FNanker_166"><span class="label">[166]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>1666. I midler Tiid Karen Nelß Daatter betiente
-mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den Myrcke Kircke;
-bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun Maed til hwer
-Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget wel.
-Hand sang den Psalme: <b xml:lang="de" lang="de">Herr, deine Ohren neige zu mihr!</b> langsom effter
-min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud paa danske.
-Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc bekiendte
-siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange Gange: »<span xml:lang="de" lang="de">Du
-must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen, sonsten bistu
-nicht Gott. Du must gnädig seyn!</span>« saa den Raaben forhindrede mig
-att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen, att hand wille
-læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat paa Holmen
-for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_167" id="Fodnote_167" href="#FNanker_167"><span class="label">[167]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Samme Dict war siden Aarsage, att Christian
-gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer sagde mig;
-thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att den haffde
-rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg haffde
-enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er).</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_168" id="Fodnote_168" href="#FNanker_168"><span class="label">[168]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hwad hand meente dermed, wed ieg icke;
-maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand alt
-leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig Idret i
-hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse, saa hand
-haffwer skiøt sig selff ihiæl <i>[jvfr. <a href="#Side_18">S. 18</a>]</i>. Om Gud giffwer mig nogen
-Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene bekiendt.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_169" id="Fodnote_169" href="#FNanker_169"><span class="label">[169]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde
-hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til
-ham vden Døren.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_170" id="Fodnote_170" href="#FNanker_170"><span class="label">[170]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Bruden haffde beded for mig til Nykiøbing,
-mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc Riiger.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_171" id="Fodnote_171" href="#FNanker_171"><span class="label">[171]</span></a>
- Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det, at
-<b class="gesperrt">Charlotte Amalie</b> ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing
-Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den
-svenske Resident <b class="gesperrt">Lilliecronas</b> Indberetning, <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger
-2 D. S. 192, men først Dagen efter, se <b class="gesperrt">Ove Juels</b> Dagbog i
-<b class="gesperrt">Hist. Tidsskrift</b>, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn
-den 25., se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> a. St. S. 612.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_172" id="Fodnote_172" href="#FNanker_172"><span class="label">[172]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ded war en Søndag; ded war den Ære,
-hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12
-Slet kom hand vd.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_173" id="Fodnote_173" href="#FNanker_173"><span class="label">[173]</span></a>
- Efternavnet staar <b class="gesperrt">in blanco</b>. Formodentlig er det dog det Fruentimmer,
-som Forf. i Fortalen kalder Cath. <b class="gesperrt">Wolff</b>; jvfr. <a href="#Side_10">S. 10</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_174" id="Fodnote_174" href="#FNanker_174"><span class="label">[174]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>En Par Maaneder effter, hun war kommen
-til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg war
-wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre, skreff
-noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik bort,
-oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang skiød
-need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun fik
-oc strax tycke Been.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_175" id="Fodnote_175" href="#FNanker_175"><span class="label">[175]</span></a>
- Som bekjendt havde <b class="gesperrt">Walter</b> 1651, paa Grund af sit Forhold til
-Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere vise
-sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der
-rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik
-han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se <b class="gesperrt">Hofman</b>,
-Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have
-benyttet denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en
-Baad kom fra Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte
-at skjule sit Navn og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en
-Karl en stor Sum Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid,
-fattede man Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet
-Streg, og han blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde
-omtrent 1½ Aar efter; se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 236&mdash;37.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_176" id="Fodnote_176" href="#FNanker_176"><span class="label">[176]</span></a>
- Jvfr. foran <a href="#Fodnote_14">S. 4 Anm. 2</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_177" id="Fodnote_177" href="#FNanker_177"><span class="label">[177]</span></a>
- Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora Christinas
-udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til Danmark
-i November 1656, se <b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 443.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_178" id="Fodnote_178" href="#FNanker_178"><span class="label">[178]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_13">S. 4 Anm. 1</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_179" id="Fodnote_179" href="#FNanker_179"><span class="label">[179]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Der Præsten gik fra mig, talte hand med
-Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der
-wille følge paa. <b>Walter</b> loe saa sposk oc sagde: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Ick häbbe nicht en
-Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De
-Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock</span>.« <b>NB.</b> Imens <b>Walter</b> saed i
-Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_180" id="Fodnote_180" href="#FNanker_180"><span class="label">[180]</span></a>
- Forf. sigter naturligvis herved til Dronning <b class="gesperrt">Sophie Amalie</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_181" id="Fodnote_181" href="#FNanker_181"><span class="label">[181]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ieg saae igiennem et Huul paa min vderste
-Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand græd
-meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands Fengsels
-Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff
-Skarn, stoere Klatzer.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_182" id="Fodnote_182" href="#FNanker_182"><span class="label">[182]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>aff Bøger, som bleffue mig himmeligen laante,
-oc ded med be<sup>te</sup> Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg kunde bekomme.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_183" id="Fodnote_183" href="#FNanker_183"><span class="label">[183]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Chresten war icke wel tilfritz med den
-Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa hand
-stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der i
-igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld tilstede
-hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik
-icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig.
-Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden
-for saadan Gierning tilforne.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_184" id="Fodnote_184" href="#FNanker_184"><span class="label">[184]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Paa de Tiider war 6 Fanger miine Naboer.
-De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe
-ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen,
-oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware
-oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter
-derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte
-de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang
-mesten <b>Dorothee</b> Wiiße.</i>« &mdash; En tydsk Redaktion af Folkesangen om
-den hellige Dorothea finder man i <b class="gesperrt" xml:lang="de" lang="de">Des Knaben Wunderhorn</b>
-2 Th. S. 325&mdash;27. Paa Dansk haves Visen i <b class="gesperrt">Nyerup</b>'s og <b class="gesperrt">Rasmussen</b>'s
-Udv. af danske Viser fra det 16&mdash;18 Aarh. 1 D. S. 29&mdash;34.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_185" id="Fodnote_185" href="#FNanker_185"><span class="label">[185]</span></a>
- Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde
-oversendt <b class="gesperrt">Peder Vibe</b> et Exemplar af sit Skrift »<b class="gesperrt">Høytrengende
-Æris Forsuar</b>« etc. med følgende »Devise«: <b class="gesperrt" xml:lang="fr" lang="fr">Chaque pourceau
-a son St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le
-tien</b>; se <b class="gesperrt">Histor. Tidsskrift</b> 3. Bd. S. 410 Anm.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_186" id="Fodnote_186" href="#FNanker_186"><span class="label">[186]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Der ieg skulle haffwe Klæder, begierte ieg
-Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg wille sørge,
-oc ded saa sposk. Ieg swarte: »<span xml:lang="nds" lang="nds">Dat is nicht för Iu Möm; de kombt
-mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt, so men ick,
-dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als ick</span>.« Hand
-sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_187" id="Fodnote_187" href="#FNanker_187"><span class="label">[187]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Chresten bar mig engang et Brøe att see,
-hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld aff
-Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_188" id="Fodnote_188" href="#FNanker_188"><span class="label">[188]</span></a>
- Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke, se
-<b class="gesperrt">Becker</b>'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af
-April Maaned 1670.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_189" id="Fodnote_189" href="#FNanker_189"><span class="label">[189]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til <b>Examen</b>, att
-hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle icke gaa saa
-wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_190" id="Fodnote_190" href="#FNanker_190"><span class="label">[190]</span></a>
- <b class="gesperrt">Hans Sørensen Leth</b> var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø
-Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig
-Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han
-døde 1688.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_191" id="Fodnote_191" href="#FNanker_191"><span class="label">[191]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Iblant hands gruelige Eeder war oc denne,
-»<span xml:lang="de" lang="de">das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für mich
-gesprochen</span>.« Aaret effter slog Gud hannem med <a class="SBScorr" name="SBS_48" id="SBS_48" title="SBS: Læhnelse">Læhmelse</a> paa
-Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde Santz,
-men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en anden
-Prest betiente mig.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_192" id="Fodnote_192" href="#FNanker_192"><span class="label">[192]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_13">S. 7 Anm.</a></p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_193" id="Fodnote_193" href="#FNanker_193"><span class="label">[193]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Fornam da, att ded war Aarsagen, huorfor
-Balcke kom bort.</i>« &mdash; Jvfr. <a href="#Fodnote_131">S. 135 Anm. 2</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_194" id="Fodnote_194" href="#FNanker_194"><span class="label">[194]</span></a>
- D. e. <b class="gesperrt">Adam Levin v. Knuth</b>, Christian V's bekjendte Yndling.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_195" id="Fodnote_195" href="#FNanker_195"><span class="label">[195]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Christen, som war ille tilfritz med Karen
-saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde noget
-til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte Chresten:
-hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder hoes hender
-der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc sagde: »Ded er ræt
-nock; wii erre begge toe Hunner«.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_196" id="Fodnote_196" href="#FNanker_196"><span class="label">[196]</span></a>
- <b class="gesperrt">Augusta</b> af Glücksborg (f. 1633<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> &#8224; 1701), gift med Hertug <b class="gesperrt">Ernst
-Gynther</b> af Sønderborg.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_197" id="Fodnote_197" href="#FNanker_197"><span class="label">[197]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Side_95">S. 95</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_198" id="Fodnote_198" href="#FNanker_198"><span class="label">[198]</span></a>
- Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13. September
-1666.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_199" id="Fodnote_199" href="#FNanker_199"><span class="label">[199]</span></a>
- Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes til
-en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte Personer,
-og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige Stemning,
-som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede mod
-Hannibal Sehested; se <b class="gesperrt">Becker</b>, Samlinger 1 D. S. 51.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_200" id="Fodnote_200" href="#FNanker_200"><span class="label">[200]</span></a>
- Søn af Livlægen <b class="gesperrt">Povl Moth</b>, og saaledes Broder til den senere
-Gehejmeraad og Oversekretair <b class="gesperrt">Matthias Moth</b> og til <b class="gesperrt">Sophie
-Amalie Moth</b>, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev
-1662 Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant,
-1672 Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke
-sammesteds; døde 1675.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_201" id="Fodnote_201" href="#FNanker_201"><span class="label">[201]</span></a>
- Hermed menes naturligvis Jesper <b class="gesperrt">Brochmands</b> bekjendte Værk.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_202" id="Fodnote_202" href="#FNanker_202"><span class="label">[202]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi
-Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff <b>M.</b> Buks Bøger (der de
-bleffue <b>auctionerete</b>) adskillige, oc iblant andre den stoere <b>Foillant
-Martilegium</b>, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc <b>verterte</b> aff
-adskillige <b>Materier</b> aff spanske, <b>italienscke</b>, franzøske oc tydske <b>Authores</b>.
-Fornemmeligen udskreff ieg oc offwersatte paa ded danske S[p]rog de
-Quindis-Persohner aff adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores
-rooßwærdig ihuekommis som <b>striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e
-Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde</b>.</i><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span> &mdash; <b class="gesperrt">Martilegium</b> er uden
-Tvivl en Skrivfejl for <b class="gesperrt">Martilogium</b>, hvilket atter maa forstaaes som
-<b class="gesperrt">Martirologium</b>. Efter <b class="gesperrt">Hain</b> (<span xml:lang="la" lang="la">Repertorium bibliographicum</span> Vol. 2
-pag. 371) fører det ældste trykte <em>tydske</em> Martyrologium Titelen:
-<span xml:lang="de" lang="de"><b class="gesperrt">Martilogium</b> der heiligen</span> (Strassburg, 1484, Fol.), og det er da
-rimeligvis netop denne Udgave, Leonora Christina har ejet. Iøvrigt
-have ogsaa et Par af de ældste franske og engelske Martyrologier
-Titelen: <b class="gesperrt">Martilloge</b> eller <b class="gesperrt">Martiloge</b>. &mdash; Med Hensyn til de
-ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af fremmede Forfattere
-kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med de allerførste Forarbejder
-til Leonora Christinas i det Følgende oftere omtalte Værk:
-<b class="gesperrt">Heltinders Pryd</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_203" id="Fodnote_203" href="#FNanker_203"><span class="label">[203]</span></a>
- <b class="gesperrt">Marie Amalie</b>, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift) med
-Landgrevinde <b class="gesperrt">Hedvig Sophies</b> næstældste Søn <b class="gesperrt">Carl</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_204" id="Fodnote_204" href="#FNanker_204"><span class="label">[204]</span></a>
- Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre indgivet
-en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand)
-om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i <b class="gesperrt">Molbech</b>'s
-Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_205" id="Fodnote_205" href="#FNanker_205"><span class="label">[205]</span></a>
- Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom
-første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre
-Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der &mdash; fra 1667 af &mdash; flere Udgaver
-af denne Bog, ja et Uddrag af den ved <b class="gesperrt">Chr. Østergaard</b> er
-endog i den nyeste Tid (1846&mdash;56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_206" id="Fodnote_206" href="#FNanker_206"><span class="label">[206]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Samme Hund war en aff ißlandsk Art,
-icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag
-paa Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle
-need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender
-i Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff,
-tog hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun
-den icke igien.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_207" id="Fodnote_207" href="#FNanker_207"><span class="label">[207]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>An. 1672 den 4. <b>Maj</b> bleff en aff Huuß-Geraads
-Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da
-Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage <b>Ducater</b> aff Kongens Boxer,
-som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand nogle
-Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i Traalhullet,
-oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom himmeligen
-adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der Bødelen kom,
-war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig selffwer, som
-effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et Klæde om
-Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten Taarngiemmers
-Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc Tiiden, naar
-Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe, kom quanswiiß
-for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin Tienneste.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_208" id="Fodnote_208" href="#FNanker_208"><span class="label">[208]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun giorde sig saa til aff ded, hun kunde
-tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war siælden),
-saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender engang, om
-hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc talte Ord,
-huoroffuer hun bleff wree.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_209" id="Fodnote_209" href="#FNanker_209"><span class="label">[209]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Paa den anden Strømpe war ingen Raed
-omkring. Slosf. talte aldrig derom.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_210" id="Fodnote_210" href="#FNanker_210"><span class="label">[210]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde
-dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog
-oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io
-wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer
-et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel
-lit wed mig selff, men sagde intet.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_211" id="Fodnote_211" href="#FNanker_211"><span class="label">[211]</span></a>
- Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue Kirke
-i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere Sjælesørger,
-Mag. <b class="gesperrt">Matthias Foss</b>, indviedes til Biskop over Aalborg Stift,
-nemlig den 21. Juli. Se <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech,
-S. 141.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_212" id="Fodnote_212" href="#FNanker_212"><span class="label">[212]</span></a>
- Han kaldes ellers (<b class="gesperrt">Zwergius</b>, Siellandske Clerisie 1, 674 og
-<b class="gesperrt">Rørdam</b>, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns
-Forsvar S. 166) <b class="gesperrt">Emmike Nedergaard</b>. 1676 blev han,
-som det ogsaa siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i
-Kjøge, og han døde 1692.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_213" id="Fodnote_213" href="#FNanker_213"><span class="label">[213]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_62">S. 42 Anm. 3</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_214" id="Fodnote_214" href="#FNanker_214"><span class="label">[214]</span></a>
- Datoen er senere udslettet.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_215" id="Fodnote_215" href="#FNanker_215"><span class="label">[215]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_202">S. 200 Anm. 3</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_216" id="Fodnote_216" href="#FNanker_216"><span class="label">[216]</span></a>
- Uden Tvivl <b class="gesperrt">Peder Jensen Tøtzløff</b>; jvfr. <a href="#Fodnote_239">S. 246 Anm. 1</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_217" id="Fodnote_217" href="#FNanker_217"><span class="label">[217]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ieg haffde effter Begiæring faaet en Røtte
-aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg i et
-Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den Tiidsfordriff
-wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i ded
-anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa Skarnet
-kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med Lyßet.
-Ded war læt att see, men hun nectede ded.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_218" id="Fodnote_218" href="#FNanker_218"><span class="label">[218]</span></a>
- Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til
-nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst sandsynligt,
-at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_219" id="Fodnote_219" href="#FNanker_219"><span class="label">[219]</span></a>
- Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. <b class="gesperrt">Petersen</b> findes anført i vedkommende
-Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar 1672 er
-bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger til hendes
-Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr., den 5.
-November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For
-Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab,
-men der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse
-to Aar er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar
-hun desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det
-først var 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. <a href="#Side_200">S. 200</a>), kan
-dette næppe forklares paa anden Maade end ved at antage, at
-nogle af de til hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre
-Lommer. &mdash; Nogle Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning
-af Leonora Christinas Fangenskab haves i <b class="gesperrt">Wolff</b>'s Journal
-f. Politik 1815, 4, 283&mdash;84.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_220" id="Fodnote_220" href="#FNanker_220"><span class="label">[220]</span></a>
- <b class="gesperrt">Peder Brandt</b> (fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland) var
-Rentemester i Aarene 1676&mdash;82. 1679 blev han adlet, 1684 udnævntes
-han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han
-døde 1701.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_221" id="Fodnote_221" href="#FNanker_221"><span class="label">[221]</span></a>
- I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er udslettet:
-»<i>I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med en Quinde,
-som oc haffde hafft twende Mænd. <b>An.</b> 1677 den 9. <b>Aug.</b> døde min
-Søster <b>Elisabet Augusta</b>.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_222" id="Fodnote_222" href="#FNanker_222"><span class="label">[222]</span></a>
- <b class="gesperrt">Johan Adolf Bornemann</b> (f. 1643<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> d. 1698) var Slotsprædikant
-fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og Sognepræst
-til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_223" id="Fodnote_223" href="#FNanker_223"><span class="label">[223]</span></a>
- <b class="gesperrt">Henrik Bornemann</b>, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f. 1646),
-blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674 tillige
-<span xml:lang="la" lang="la">Professor logices et metaphysices</span>, 1675 Sognepræst til vor Frue
-Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693 Biskop
-over Sjællands Stift. Han døde 1710.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_224" id="Fodnote_224" href="#FNanker_224"><span class="label">[224]</span></a>
- Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af
-Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende Bemærkninger,
-der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »<i>Samme
-1678. Aar, den 4. <b>Marti</b>, bleff min Naboeske en Quinde weed Naffn
-<b>Lucia</b>, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff Iomfrue
-<b>Agneta Sophia Budde</b>, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis
-Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F. Birrete
-Skeel, oc at <b>Lucia</b> haffde bragt hender Gifftet. Der war <span class="sic" title="[sic]">Windisbyrd</span>,
-aff hwem <b>Lucia</b> haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war en standhafftig
-troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender paalagdis, med
-allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke Fengsel. Haffde
-twende Mand[s]-Persohner til <b>Cammerader</b>, som baade skreeg, suckede
-oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle spiiße hender) bleff hender
-sendt Kiød, som krøb fuld aff Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede
-mig offwer hender (icke for henders Fruis Skyld, thi den haffwer
-intet gott forskylt aff mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger,
-men aff Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til
-att formilde <b>Gert</b> med, som war hender for haard. Hun bleff piinet,
-wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist, forswarede
-altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen.</i>« &mdash; Med Hensyn
-til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare
-anklagede for at have &mdash; uvist, af hvilken Grund &mdash; staaet en
-tredie (<b class="gesperrt">Birthe Skeel</b>, Enke efter Grev <b class="gesperrt">Christopher Parsberg</b>)
-efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen,
-der afsagdes den 25. August, blev <b class="gesperrt">Agnete Budde</b> dømt
-til at halshugges, <b class="gesperrt">Regitse Grubbe</b> (Enke efter Christian IV.s
-naturlige Søn <b class="gesperrt">Hans Ulrik Gyldenløve</b>) forvist for Livstid til
-Bornholm, og Pigen <b class="gesperrt">Lucie</b> dømt til pinlig at forhøres, derefter
-kagstryges og forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted
-den 6. September paa Slotspladsen. Jvfr. <b class="gesperrt">Extraord. maanedl.
-Relationer</b> 1678 S. 709, 736, 740; <b class="gesperrt">Ordinaire Post-Tidinger</b>
-1678 Nr. 14, 25, 34, 35, 36; <b class="gesperrt">Pontoppidan</b>, <span xml:lang="la" lang="la">Annales ecclesiæ
-Dan.</span> 4 Th. S. 590; Uddrag af <b class="gesperrt">Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech,
-S. 194.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_225" id="Fodnote_225" href="#FNanker_225"><span class="label">[225]</span></a>
- Beretninger om Mordet paa Taarngjemmeren findes i <b class="gesperrt">Extraord.
-maanedl. Relationer</b> 1678 S. 719&mdash;20 og <b class="gesperrt">Ordinaire Post-Tidinger</b>
-1678 Nr. 29, 30.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_226" id="Fodnote_226" href="#FNanker_226"><span class="label">[226]</span></a>
- <b class="gesperrt">Otto Mauritius</b>, en tydsk Licentiat, der i flere Aar (i alt Fald
-fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som Spion
-og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige Aktor
-i Processen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald bleven
-arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened,
-Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid
-eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September
-Maaned 1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i
-Fængslet. Jvfr. <b class="gesperrt">Wolff</b>, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg.,
-364 flg., 381; <b class="gesperrt">Extraord. maanedl. Relationer</b> 1677 S. 515,
-524, 580, 1678 S. 741; <b class="gesperrt">Nyt histor. Tidsskrift</b> 6 Bd. S. 267&mdash;70.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_227" id="Fodnote_227" href="#FNanker_227"><span class="label">[227]</span></a>
- Jvfr. <b class="gesperrt">Extraord. maanedl. Relationer</b> 1678, S. 735.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_228" id="Fodnote_228" href="#FNanker_228"><span class="label">[228]</span></a>
- D. e. <b class="gesperrt">Henrik Møinichen</b>, Christian V.s Livlæge. Han var født
-1631, blev 1662 Hofmedicus, 1670 kongelig Livmedicus, 1687
-Assessor i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_229" id="Fodnote_229" href="#FNanker_229"><span class="label">[229]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf. lapsalffwet
-med en Knippel paa hands Ryg, der <b>Margrete</b> war borte, oc
-hannem forreholt ded, hand haffde sagt, huis <b>Margrete</b> hannem om
-sin Tyckelse haffde berettet.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_230" id="Fodnote_230" href="#FNanker_230"><span class="label">[230]</span></a>
- Efter denne Angivelse skulde <b class="gesperrt">Sperling</b> være født den 30. December
-1601, men i sin haandskrevne Autobiografi (Orig. i Gl.
-kgl. Smlng. Nr. 3094, 4<sup>to</sup>, Uddrag i <b class="gesperrt">Suhm</b>'s Nye Samlinger 3 Bd.
-S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602.
-Hvad nu <em>Aarstallet</em> angaar, kan der næppe være Tvivl om, at
-det er Leonora Christina, der har Uret. For Datoens Vedkommende
-er det derimod ikke saa ganske afgjort, eftersom hun
-i dette Punkt stemmer med den Afdødes Søn, <b class="gesperrt">Otto Sperling
-den Yngre</b>. Man ved dette deraf, at i <b class="gesperrt">Moller</b>'s <span xml:lang="la" lang="la">Cimbria literata</span>,
-hvor de allerfleste Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte
-af Sønnen, angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December
-som den Førstes Fødselsdag.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_231" id="Fodnote_231" href="#FNanker_231"><span class="label">[231]</span></a>
- I Randen er tilføjet: »<i>Klistererne med anden naturlige <b>Materie</b> kom
-frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist trind, thi ieg kunde
-icke fatte den med et <b>Instrument</b>, ieg loed giøre mig.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_232" id="Fodnote_232" href="#FNanker_232"><span class="label">[232]</span></a>
- Enke efter General-Feltmarskal <b class="gesperrt">Axel Urup</b> til Beltebjerg (død
-1671).</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_233" id="Fodnote_233" href="#FNanker_233"><span class="label">[233]</span></a>
- Det vil sige paa den Dag, som Leonora Christina ansaa for sin
-Fødselsdag; jvfr. <a href="#Fodnote_22">S. 15 Anm.</a> Digtet er iøvrigt allerede tidligere trykt,
-skjønt efter en mindre god Afskrift, i <b class="gesperrt">Bang</b>'s Saml. af nyttige
-og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156&mdash;57; <b class="gesperrt">Schønau</b>'s Saml.
-af danske lærde Fruentimer S. 400&mdash;2 o. a. St<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span></p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_234" id="Fodnote_234" href="#FNanker_234"><span class="label">[234]</span></a>
- Formodentlig en Forkortning af: <b class="gesperrt">wille</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_235" id="Fodnote_235" href="#FNanker_235"><span class="label">[235]</span></a>
- Disse Vers ere tidligere trykte hos <b class="gesperrt">Pontoppidan</b>, <span xml:lang="la" lang="la">Marmora Danica</span>
-T. 1. pag. 265; <b class="gesperrt">Thura</b>, <span xml:lang="la" lang="la">Gynæceum Daniæ</span> p. 45&mdash;46; <b class="gesperrt">Bang</b>,
-Saml. af nyttige Mat. 2, 158; <b class="gesperrt">Hofman</b>, <span xml:lang="fr" lang="fr">Portraits histor. 5 partie</span>
-pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; <b class="gesperrt">Schønau</b>, Saml.
-af lærde Fruentimer S. 402&mdash;3, o. a. St.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_236" id="Fodnote_236" href="#FNanker_236"><span class="label">[236]</span></a>
- Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne »Historien-Calender«,
-der var i Kvart.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_237" id="Fodnote_237" href="#FNanker_237"><span class="label">[237]</span></a>
- Formodentlig en Skrivfejl for: <b class="gesperrt">Donop</b>. En hessisk Familie af
-dette Navn var i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kommen
-herind; se <b class="gesperrt">Lexicon over adel. Familier</b> 1 Bd. S. 120.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_238" id="Fodnote_238" href="#FNanker_238"><span class="label">[238]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Slosf. sagde mig siiden, att Kongen haffde
-leet, den Tiid hand sagde Hs. Mt. mit Swar om <b>Clavicordiummet</b>, oc
-sagt: »Ia, ia«.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_239" id="Fodnote_239" href="#FNanker_239"><span class="label">[239]</span></a>
- Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr.
-<span class="corr" title="Der er ingen anmærkning på s. 126">S. 126 Anm.</span>) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser
-i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end
-den oftnævnte Peder Jensen <b class="gesperrt">Tøtzløff</b>, hvem hun holdt meget af
-(se <a href="#Side_261">S. 261</a> og <a href="#Side_271">271</a>&mdash;<a href="#Side_272">72</a>), og som endog senere synes at have fulgt
-med hende til Maribo.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_240" id="Fodnote_240" href="#FNanker_240"><span class="label">[240]</span></a>
- Jvfr. <a href="#Fodnote_222">S. 226 Anm. 2</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_241" id="Fodnote_241" href="#FNanker_241"><span class="label">[241]</span></a>
- <b class="gesperrt">Peder Danielsen Colerus</b> (f. 1631) var først Slotspræst ved
-Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder,
-blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder
-og 1683 Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne
-Stilling 1707.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_242" id="Fodnote_242" href="#FNanker_242"><span class="label">[242]</span></a>
- Af Værkets første Part &mdash; men muligt dog i en anden Redaktion end
-den, der her omtales, jvfr. <b class="gesperrt">Bang</b>, Saml. af nyttige og opbyggelige Materier
-2 Stykke S. 149 &mdash; haves en Afskrift i Karen Brahes Bibliothek
-(Nr. 315, 4<sup>to</sup>), som ved Bibliothekarens, Hr. Adjunkt <b class="gesperrt">Vogelsangs</b>,
-Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel er: <i>Hæltinners Pryd. Den
-Første Part, Som melder om fornuftige Strii[d]bare <b>Regierende Hæltinner</b></i>.
-Den indeholder Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende
-Kvinder: <b class="gesperrt">Deborah</b>, Dronning <b class="gesperrt">Margrete</b>, <b class="gesperrt">Thyre Danebod</b>,
-<b class="gesperrt">Elisabeth</b> af England, <b class="gesperrt">Tomyris</b>, <b class="gesperrt">Isabella</b> af Kastilien, <b class="gesperrt">Zenobia</b>,
-<b class="gesperrt">Johanna</b> af Montfort, <b class="gesperrt">Artemisia</b>, <b class="gesperrt">Svanhvita</b>, <b class="gesperrt">Lagertha</b>,
-<b class="gesperrt">Berenguela</b> af Kastilien, <b class="gesperrt">Hetha</b>, <b class="gesperrt">Margretha</b> af Østerrig, <b class="gesperrt">Semiramis</b>,
-<b class="gesperrt">Amage</b>, <b class="gesperrt">Victorina</b>, <b class="gesperrt">Voada</b>, <b class="gesperrt">Olafa</b>, <b class="gesperrt">Camilla</b>, samt
-Amazonerne <b class="gesperrt">Marpesia</b>, <b class="gesperrt">Lampedo</b>, <b class="gesperrt">Antiope</b>, <b class="gesperrt">Orithyia</b>, <b class="gesperrt">Penthesilea</b>
-og <b class="gesperrt">Thalestris</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_243" id="Fodnote_243" href="#FNanker_243"><span class="label">[243]</span></a>
- Navnet staar <b class="gesperrt">in blanco</b>, men af det Følgende sees, at det er
-<b class="gesperrt">Jørgen Iversen</b>, den første danske Gouvernør paa St. Thomas,
-som der er Tale om.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_244" id="Fodnote_244" href="#FNanker_244"><span class="label">[244]</span></a>
- Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig Beretning
-i <b class="gesperrt">Extraord. maanedl. Relationer</b> 1683 S. 350&mdash;51 og
-367&mdash;68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden«
-afgaaet fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger.
-Det var imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri
-blandt Mandskabet, som nu, i Forening med nogle af Fangerne,
-myrdede Kaptajnen og en hel Del andre Personer, som vare ombord,
-deriblandt ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, <b class="gesperrt">Jørgen
-Iversen</b>, og hans spæde Søn. Senere lykkedes det dog en af de
-Fanger, som ikke havde deltaget i Komplottet, at blive Herre over
-Skibet, som han nu førte hjemad igjen. Det stødte paa Grund
-udenfor Gøteborg, men ved den derværende Gouvernørs Bistand
-reddedes Besætningen, og Rebellerne førtes nu til Kjøbenhavn,
-hvor en Del af dem kort efter henrettedes.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_245" id="Fodnote_245" href="#FNanker_245"><span class="label">[245]</span></a>
- Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde
-tro, Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt &mdash;
-af Dronning Charlotte Amalie selv &mdash; den 20. April 1688), men
-en Sal med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns
-Slot, hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert
-Kirke blev opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det
-idetmindste <em>taaltes</em>, at ogsaa Andre af hendes Trosbekjendelse fik
-Adgang. I en i Rentekammerarkivet opbevaret Fortegnelse over
-Slottets Inventarium 1679 &mdash; hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig
-<b class="gesperrt">A. Petersen</b>, har staaet til min Raadighed &mdash; findes de
-nævnte Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse
-som her, nemlig: »<b class="gesperrt">Droning. Mayt. Kircke</b>, i det første Inventarium
-kaldit Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om
-Størrelsen af den Menighed, som her forsamlede sig &mdash; man vil
-erindre, at de Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse
-&mdash; skal jeg anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende
-<em>Siddepladser</em> i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder.
-&mdash; En Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. &mdash; Tiufge gemehne
-Fyrrebencke.« &mdash; Jvfr. ogsaa <b class="gesperrt">Dansk Minerva</b> 1816, Februar,
-S. 42 flg.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_246" id="Fodnote_246" href="#FNanker_246"><span class="label">[246]</span></a>
- Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne,
-er trykt hos <b class="gesperrt">Hofman</b>, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326&mdash;31.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_247" id="Fodnote_247" href="#FNanker_247"><span class="label">[247]</span></a>
- Formodentlig den samme, som <b class="gesperrt">Borro</b> i sin Tid mentes at have
-helbredet ham for, se <b class="gesperrt">Herholdt</b> og <b class="gesperrt">Mansa</b>, Saml. til den danske
-Medicinalhistorie 1 Bd. S. 176&mdash;77.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_248" id="Fodnote_248" href="#FNanker_248"><span class="label">[248]</span></a>
- Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se <b class="gesperrt">Jonge</b>, Kiøbenhavns
-Beskrivelse 1 Bd. S. 488) og opbevares nu paa Rosenborg.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_249" id="Fodnote_249" href="#FNanker_249"><span class="label">[249]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Quinderne, som betiente mig, finge huer
-Maanet 8 Rdr.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_250" id="Fodnote_250" href="#FNanker_250"><span class="label">[250]</span></a>
- I Randen er bemærket: »<i>Hun loed ham lære Bilschnider Handw[e]rck.</i>«</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_251" id="Fodnote_251" href="#FNanker_251"><span class="label">[251]</span></a>
- Rejsen gik over Kolding til Norge.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_252" id="Fodnote_252" href="#FNanker_252"><span class="label">[252]</span></a>
- <b class="gesperrt">Frederik v. Ahlefeldt</b>, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og senere
-Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672 ophøjet
-i den danske Grevestand som Greve til Langeland, efter Griffenfeldts
-Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc. Jvfr.
-S. 24 Anm.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_253" id="Fodnote_253" href="#FNanker_253"><span class="label">[253]</span></a>
- <b class="gesperrt">Gyldenløve</b>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_254" id="Fodnote_254" href="#FNanker_254"><span class="label">[254]</span></a>
- Hun var en Datter af Leonora Christinas i det Foregaaende oftere
-nævnte Søster <b class="gesperrt">Elisabeth Augusta</b> og <b class="gesperrt">Hans Lindenov</b> til
-Iversnæs.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_255" id="Fodnote_255" href="#FNanker_255"><span class="label">[255]</span></a>
- Jvfr. <b class="gesperrt">J. Bircherods</b> Dagbøger, ved Molbech, S. 234.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_256" id="Fodnote_256" href="#FNanker_256"><span class="label">[256]</span></a>
- Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne Angivelse
-er urigtig, eftersom Forf. lige i Forvejen har beskrevet,
-hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe
-er Mere end Beretningen om de allersidste Dage eller den sidste
-Dag, som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid
-mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien
-her er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe
-synderlig stor, da vi aabenbart have den sidste i den strax efter
-følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. <b class="gesperrt">Iuni</b>.« Om en
-lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige
-Fortale til Skriftet se <a href="#Fodnote_24">S. 16 Anm. 2</a>.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_257" id="Fodnote_257" href="#FNanker_257"><span class="label">[257]</span></a>
- D. e. <em>Landsbyen</em> Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt.
-At hun endnu nogle Maaneder senere opholdt sig paa dette Sted,
-sees af et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske
-Sager, Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere
-levede hun, som bekjendt, paa Maribo Kloster, der var hende
-anvist til Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16.
-Marts 1698.</p>
-</div>
-
-<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_258" id="Fodnote_258" href="#FNanker_258"><span class="label">[258]</span></a>
- Burde maaskee ikke have været rettet, da Forf. oftere i det Følgende skriver:
-Muht.</p>
-</div>
-</div>
-<p>&nbsp;</p>
-
-<div class="trnote" style="margin: 2em 5%">
-<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
-
-<ul>
-<li><a href="#rett_7">s. XVIII</a>: Fremgangsmaade{Fremgansmaade} i det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig</li>
-<li><a href="#rett_1">s. 29</a>: bortrycte[42]){) tilføjet}. Der Baaden lagde an wed den liden</li>
-<li><a href="#rett_8">s. 42</a>: Kjøbenhavns Belejring{Bejring} 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den</li>
-<li><a href="#rett_2">s. 75</a>: som skreffuen stoed. Skack wirrede{wirrrede} med Hoffueded oc</li>
-<li><a href="#rett_9">s. 93</a>: det for nødvendigt paa 2 forskjellige{forkjellige} Steder at udskære og omarbejde</li>
-<li><a href="#rett_10">s. 101</a>: Samlng. 2141 b, 4<sup>to</sup>{4to}), at han er død den 27. Februar (ikke, som</li>
-<li><a href="#rett_3">s. 112</a>: Murmelen oc Tilraab{Tillaab}, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse,</li>
-<li><a href="#rett_4">s. 169</a>: ham i Morgen; lader mig ickun bestemme{betemme} med hannem!</li>
-<li><a href="#rett_5">s. 185</a>: hannem)){ekstra ) tilføjet}. Chresten loed <i>Walter</i> gaa noget i Taarnstuen</li>
-<li><a href="#rett_6">s. 269</a>: liige som en Biie-Kuube{Biie-Kuue}. Ieg haffwer seet aff samme Slags</li>
-</ul>
-</div>
-
-<p>&nbsp;</p>
-<p>&nbsp;</p>
-<hr class="full" />
-<p>***END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK JAMMERS-MINDE***</p>
-<p>******* This file should be named 41072-h.txt or 41072-h.zip *******</p>
-<p>This and all associated files of various formats will be found in:<br />
-<a href="http://www.gutenberg.org/dirs/4/1/0/7/41072">http://www.gutenberg.org/4/1/0/7/41072</a></p>
-<p>
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.</p>
-
-<p>
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-</p>
-
-<h2>*** START: FULL LICENSE ***<br />
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE<br />
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK</h2>
-
-<p>To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-<a href="http://www.gutenberg.org/license">www.gutenberg.org/license</a>.</p>
-
-<h3>Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works</h3>
-
-<p>1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.</p>
-
-<p>1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.</p>
-
-<p>1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.</p>
-
-<p>1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.</p>
-
-<p>1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:</p>
-
-<p>1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:</p>
-
-<p>This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at <a
-href="http://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a></p>
-
-<p>1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.</p>
-
-<p>1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.</p>
-
-<p>1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.</p>
-
-<p>1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.</p>
-
-<p>1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.</p>
-
-<p>1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.</p>
-
-<p>1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that</p>
-
-<ul>
-<li>You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."</li>
-
-<li>You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.</li>
-
-<li>You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.</li>
-
-<li>You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.</li>
-</ul>
-
-<p>1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.</p>
-
-<p>1.F.</p>
-
-<p>1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.</p>
-
-<p>1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.</p>
-
-<p>1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.</p>
-
-<p>1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.</p>
-
-<p>1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.</p>
-
-<p>1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.</p>
-
-<h3>Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm</h3>
-
-<p>Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.</p>
-
-<p>Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and
-the Foundation information page at <a
-href="http://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a></p>
-
-<h3>Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation</h3>
-
-<p>The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.</p>
-
-<p>The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at <a
-href="http://www.gutenberg.org/contact">www.gutenberg.org/contact</a></p>
-
-<p>For additional contact information:<br />
-     Dr. Gregory B. Newby<br />
-     Chief Executive and Director<br />
-     gbnewby@pglaf.org</p>
-
-<h3>Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation</h3>
-
-<p>Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.</p>
-
-<p>The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit <a
-href="http://www.gutenberg.org/donate">www.gutenberg.org/donate</a></p>
-
-<p>While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.</p>
-
-<p>International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.</p>
-
-<p>Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  <a
-href="http://www.gutenberg.org/donate">www.gutenberg.org/donate</a></p>
-
-<h3>Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.</h3>
-
-<p>Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.</p>
-
-<p>Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.</p>
-
-<p>Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-<a href="http://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a></p>
-
-<p>This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.</p>
-
-</body>
-</html>
diff --git a/old/41072-h/images/c4.jpg b/old/41072-h/images/c4.jpg
deleted file mode 100644
index b777e79..0000000
--- a/old/41072-h/images/c4.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/images/castle.jpg b/old/41072-h/images/castle.jpg
deleted file mode 100644
index 83f467d..0000000
--- a/old/41072-h/images/castle.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/images/cover.jpg b/old/41072-h/images/cover.jpg
deleted file mode 100644
index b22b27e..0000000
--- a/old/41072-h/images/cover.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/images/iammersminde.jpg b/old/41072-h/images/iammersminde.jpg
deleted file mode 100644
index 4c00a7c..0000000
--- a/old/41072-h/images/iammersminde.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/images/logo.png b/old/41072-h/images/logo.png
deleted file mode 100644
index b74510d..0000000
--- a/old/41072-h/images/logo.png
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/images/monogram.jpg b/old/41072-h/images/monogram.jpg
deleted file mode 100644
index caaebfe..0000000
--- a/old/41072-h/images/monogram.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/images/portrait.jpg b/old/41072-h/images/portrait.jpg
deleted file mode 100644
index 5afc07c..0000000
--- a/old/41072-h/images/portrait.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/images/pund.jpg b/old/41072-h/images/pund.jpg
deleted file mode 100644
index 3c5cb52..0000000
--- a/old/41072-h/images/pund.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/41072-h/images/signature.jpg b/old/41072-h/images/signature.jpg
deleted file mode 100644
index 6791114..0000000
--- a/old/41072-h/images/signature.jpg
+++ /dev/null