Add files from ibiblio as of 2025-03-08 23:37:37HEADmain

1 files changed, 1409 insertions, 0 deletions

diff --git a/40310-0.txt b/40310-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..ca5f5b8
--- /dev/null
+++ b/40310-0.txt
@@ -0,0 +1,1409 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 40310 ***
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men den oprindelige stavning og tegnsætning er i øvrigt
+bevaret. Originalen er trykt med frakturskrift; i nedenstående tekst
+er antikvaskrift gengivet med ~tilder~, s p a t i e r e t tekst med
+_understregning_ og fed skrift med #firkanter#. Fodnoter er markeret
+med {krøllede parenteser} for at undgå forveksling med [firkantede
+parenteser] anvendt i originalen.
+
+
+
+
+ Et forfærdeligt
+ Hus-Kors,
+
+ Eller
+
+ En Sandfærdig
+ Beretning
+ Om
+ En gruelig Fristelse, som tvende fromme
+ Ægte-Folk i Kiøge for nogen rum Tid
+ siden har været plagede med.
+
+ Ved
+ ~Dr.~ Johan Brunsmand.
+
+ Efter Udgaven af 1684 ved
+ L. Pio.
+
+ København 1870.
+ Immanuel Rée's Forlag.
+ Louis Kleins Bogtrykkeri.
+
+
+
+
+Forord af Udgiveren.
+
+
+Den Skræk for Hekse, der fra det 14de til det 17de Aarhundrede greb
+Evropa og foranledigede saavel Pave Innocens den ottendes
+Banbulle{1}, som den berygtede Bog "Heksehammeren", -- en vidtløftig
+Vejleder til at udfinde og behandle Hekse, -- maatte naturligvis
+snart udbrede sig til vort Fædreland, og vi finder ogsaa
+Hekseforfølgelsen i fuld Gang heroppe navnlig efter Aar 1500. En af
+de mest bekendte Processer af denne Art er den, der 1608 blev anlagt
+mod nogle Troldkvinder i Køge, som beskyldtes for at have "forgjort"
+en derboende Købmands hele Hus. Den har navnlig Interesse derved, at
+en af Hovedpersonerne, bemeldte Købmands Hustru, efterlod sig en
+skriftlig Beretning om hele Trolddommens eller som det kaldtes
+"Huskorsets" gradvise Udvikling, hvorved vi bliver istand til ret at
+vurdere den Forening af Overtro og Uvidenhed, der maatte eksistere i
+alle Samfundsklasser for at de blodige Resultater kunde fremkomme,
+som Nutiden ser tilbage paa med berettiget Afsky og Gru. Denne
+Beretning, som i over 50 Aar cirkulerede i Afskrifter i Køge, og
+hvoraf der bevares et Eksemplar i den Thottske Manuskriptsamling{2},
+benyttede Rektoren ved Herlufsholm Skole, den lærde Magister Joh.
+Brunsmand til sin i Aaret 1674 udgivne Bog: "Et forfærdeligt
+Huus-Kaars, eller en sandfærdig Beretning om en gruelig Fristelse,
+som tvende fromme Egte-Folk i Kiøge for nogen rum Tid siden har været
+plagede med. Kbh. 1674 hos Chr. Wering," -- som vi paa de næste Blade
+skal forelægge Læseren ~in extenso~. Skriftet ledsages af en
+_Anbefaling_ af Sjællands Biskop, Jens Bircherod, og læstes med
+Begærlighed saavel i som udenfor Landet, hvorfor det ogsaa oversattes
+baade paa Latin og Tysk. De bekendte Udgaver er, foruden den ovenfor
+nævnte fra 1674, følgende:
+
+ {1} Af 5te December 1484.
+
+ {2} Fol. No. 176. Kiøge Huss Kaarses Beskrivvelse. -- Det ender
+ saaledes: Denne Copie har ieg Mathias Jockumsen udskrevedt effter
+ et andet, som er vist og Sandferdigt nok at saaledes passerit er.
+ Kiøge d. 6 Apr. Ao. 1663.
+
+
+_Danske Udgaver:_
+
+ Joh. Brunsmand. Et forfærdeligt Huus-Kaars.
+ Kbh. 1684, hos Chr. Wering.
+
+ Samme Bog. Kbh. 1691, hos Samme.
+
+ Samme Bog. Kbh. 1700, hos Just Høg.
+
+ Samme Bog. Kbh. 1710, hos Willads Jersin.
+
+ Samme Bog. Kbh. 1757, i Kgl. priv. Bogtrykkeri.
+
+ Samme Bog. Kbh. 1820, hos Schovelin.
+
+
+_Latinske Oversættelser:_
+
+ [~Joh. Brunsmanni. Energumeni Coagiensis. Amstelodami
+ (1685?)~. Hos van den Dalen. Denne Udgave
+ findes kun omtalt i Bekkers Wereld ~lib. IV Cap.
+ XXVIII~.].
+
+ Samme Bog. ~Lugd. Bat.~ 1693 hos H. a Damme.
+
+ Samme Bog. ~Lipsiæ.~ 1695, hos Melch. Lieben.
+
+ Samme Bog. 2den Udg. ~Lips.~ 1695 hos Samme.
+
+
+_Tyske Oversættelser:_
+
+ Das geängstigte Köge. Durch M. I. I. F. --
+ Leipzig. 1695.
+
+ Samme Bog. Leipzig. 1696, hos Samme.
+
+ Samme Bog. Leipzig. 1697, hos Samme.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+Til Forsvar mod nogle Angreb, der var rettede mod hans Bog, udgav
+Brunsmand endvidere:
+
+En liden kort og enfoldig Erklering om noget Kiøge-Huus-Kaarsis
+Historie angaaendis. Kbh. 1700; hos Bockenhoffers Efterlefverske.
+
+Udførligere Omtale har Bogen fundet hos Bekker paa det ovenfor
+citerede Sted; hos Nyrup, almind. Morskabsl. p. 205; i Werlauffs
+Antegn. til Holbergs Komedier p. 445 (den nye Udg.), og endelig i
+Cabiros udvalgte Feuilletoner. Kbh. 1870.
+
+       *       *       *       *       *
+
+I den nærværende Udgave har jeg udeladt de, Sagen uvedkommende
+udenlandske Besættelseshistorier; ligeledes har jeg forandret
+Retskrivningen til en nyere uden dog dermed at røre ved selve
+Sætningsbygningen. Da Bogen egenlig kun har Værd og Betydning ved sit
+Indhold og da den gamle Retskrivning vilde forvilde de fleste Læsere,
+saa antager jeg ikke, at der kan indvendes noget imod det skete.
+
+
+
+
+Samtykke til Trykken.
+
+
+Denne Historie, som hæderlig og høilærd Mand, Magister Johan
+Brunsmand, ~illustris scholæ Herlovianæ rector~, haver sammensanket
+og opsat om et forfærdeligt Hus-Kors, af Dievelen tvende Egtefolk i
+Kiøge paaført, efter sandfærdige Beretninger og Akter, som med
+Tingrettens Protokoller og Bøger sammesteds klarligen bevises, haver
+jeg igiennem læst, og intet derudi befundet, som kan være imod Guds
+Ord, men heller det som læres udi de hellige Skrifter om Dievelen og
+hans onde Gierninger ved saadanne og andre Exempler klarligen at
+stadfæstes, hvilket de vantro kan tiene til bedre Eftertanke, naar de
+saadanne Historiers visse Omstændigheder ret igiennemsee og deraf
+eragte, sig endog ved synlig Forfarenhed at kunne ledes til den
+Sandhed, som de hellige Historier derom medføre. Aar 1674.
+
+                                                Janus Birckerodius.
+                                                  ~S. S. Th. P. P.~
+
+
+
+
+Indgangen til Historien om det Hus-Kors i Kiøge.
+
+
+Den onde Aand Satan, der gaaer omkring som en brølende Løve og søger,
+hvem han kan opsluge, plager os arme Mennesker i mangfoldige Maader.
+I somme sætter han an paa Siælen, den enten ved Angst og Banghed
+piner eller ved Vantro og Ugudelighed ganske støder og dræber og ved
+alt aandeligt Liv aldeles skiller. Saa som han giør ved alle
+ugudelige, hvilke han holder fangne efter hans egen Villie. Og dette
+praktiserer det menneskelige Kiøns afsagte Fiende ved de fleste.
+Derfor kaldes han i Aabenbaringens tolvte Kapitel den gamle Drage og
+Satanas, som forfører den ganske Verden. Nogle plager han og
+legemlig, saa som den fromme og taalmodige Hiob, der han fik Lov af
+Gud ikke alleneste over hans Børn, Gods og Hiem, men endogsaa over
+hans eget Legeme. Saadan Dievelens Tyranni er og andre Tider
+fornummet. Iblandt andre Exempler er dette efterfølgende passeret
+udi en Mands Hus i Kiøge ved Navn Hans Bartskiær, hvor denne onde
+Giæst efter Guds Tilladelse paa syv Aars Tid forfærdeligen har raset
+og de fattige Folk pint og plaget. Hvilket Kvinden i Huset, Anna,
+skriftligen har berettet.
+
+Og ville vi nu strax hendes egne Ord om dette altsammen høre, som ere
+i et eget lille Skrift, kaldet nu almindeligen Hus-Kors, af hende
+forfattede. I hvilke Ord, eftersom de ere af en Kvindesperson
+skrevne, man faar dermed lade sig nøie, at Sagen er sandfærdig
+beskreven, og ikke see enten efter sirlig Orden eller høie Ord og
+Tale; i Synderlighed efterdi og Sandheds bedste Klædning er
+Enfoldighed. Man kan ikkeheller vente, at der i altsammen det
+indeholdes, som passeret er, fornemmeligen efterdi det varede i syv
+samfulde Aar og ikke derfor muligt var, af hende alt befattes kunde;
+desligeste er og denne Beretning ikke strax antegnet, men først nogle
+Aar efter at alting var passeret.
+
+Der findes og Beretninger om samme Sag som af andre skrevne ere; men
+de ere forfattede efter de Ord, som af Kvinden hørte ere eller
+uddragne af denne og derfor ikke nær af den Værd, som hendes egen
+Tale:
+
+    Af Kilden selv man tryggest Vand kan hente,
+    Thi det, som renest er, er der at vente.
+
+~item~:
+
+    Det flyvend' Rygte gaar, fra Mand til Mand det vanker;
+    Hos dig det noget faar, hos Nabo noget sanker. --
+
+Men førend vi komme saa vidt, ville vi høre Borgemester og Raads i
+Kiøge deres Attest og Vidnesbyrd om samme Kvindens Skrift, som lyder
+Ord fra Ord som følger:
+
+ #Christen Caspersøn og Rasmus Skiøler, Borgemester udi Kiøge, og
+ Jacob Pomeyer, Raadmand ibidem, kiendes og giøre vitterligt:#
+
+At eftersom Mag. Johan Brunsmand, ~rector scholæ~ paa Herlufsholm har
+ladet for os andrage, at han haver isinde til Trykken at forfremme en
+Historie om et svart Huskors, som for nogen rum Tid siden er passeret
+her i Kiøge i en Mands Hus ved Navn Hans Bartskiær eller Hans
+Kræmmer, som nu for mange Aar siden er død, og var paa de Tider
+Borger og Indvaaner her i Byen: og det Fornemste af Historien
+befattes i et Skrift kaldet Huskors, og af bemeldte Hans Kræmmers
+Kvinde Anna, som og for mange Aar siden død er, i Pennen er
+forfattet: og haver af os været begiærende, vi ville vor Guds Sanding
+derom sige, hvad vi derom vide, nemlig om det skal være Sanden, som i
+samme Skrift derom berettes, saa at man ikke har at befrygte sig for
+nogen Bedrag derudi: saa kan vi intet andet dertil svare, end at vi
+intet andet vide, end det jo er Sanden, har og af vore Forfædre hørt
+saa at være passeret, desligeste befinde i Tingbøgerne paa de Tider
+antegnet meget om samme Handel til Tinge vidnet, som vilde falde
+langt at opregne; hvilke Tingbøger Mag. Johan Brunsmand have været
+overleverede, deraf at kolligere, hvis passeret er. Derfor ikke andet
+vide og fornemme end det jo saa er i al Sandhed.
+
+              #Actum# Kiøge den 14 Januarii Anno 1674.
+
+               Christen Caspersen. Rasmus Skiøler.
+                          Jacob Pomeyer.
+
+
+
+
+Følger Kvindens Skrift, kaldet Huskors.
+
+
+Første Kapitel.
+
+Det første vi fornam Forfærdelse i vort Hus, var en Nat, som min
+salige Husbonde Hans Bartskiær og jeg laa i vor Seng; da kom der
+under vores Hoved som en Høne, der klukker sine Kyllinger tilsammen.
+Hvoraf vi bleve ganske forfærdede og rædde, og vidste ikke hvad vi
+skulde tænke, og beklagede os for Godtfolk. Somme sagde, det skulde
+være en Hugorm. Saa toge vi lange Stænger og kastede Halmen op i
+Sengen. Men vi fornam intet. Noget derefter om en Aftens Tid imellem
+ni og ti, der jeg vilde trine udaf Døren i Gaarden, kom der en
+forfærdelig Skrubtudse gaaende fra vor Port paa to høie, smalle Been
+som en Høne, og var ganske forskrækkelig til at see paa. Jeg løb
+hastig ind og raabte vore Folk ud, at de skulde see det underlige
+Syn, men der de kom ud, forsvandt det.
+
+Om Natten derefter kom et stort Skrig paa det mindste Barn. Saa
+kaldte vi den ene Pige op at tænde et Lys. Hun blev længe ude. Der
+hun kom ind, saae hun ganske forfærdelig ud og var slet forvendt. Vi
+spurgte, hvorledes det var fat med hende. Hun svarede, at der var
+ondt hos hende. Og blev derpaa saa meget syg, at vi paa et halvt Aars
+Tid maatte holde en Pige til hende, som maatte bære hende ud og ind.
+Dog blev hun ved Guds Hielp omsider tilpas igjen.
+
+Der dette var skeet, begav det sig, at vor liden Datter, som var ved
+otte Aar gammel, der hun om en Aften gik og legte paa Gulvet, kom hun
+grædende til hendes Fader og mig og sagde, at hun ikke turde blive i
+Stuen for den store Mand, der kommer til hende om Aftenen. Thi, sagde
+hun, naar det begynder at mørkes, saa kommer der en stor Karl til
+mig og haver herlige Klæder paa og en Kappe med et Fløyels Opslag og
+haver to store Knebelbarte og to store slemme Øine; jeg er saa ræd
+for ham! -- Vi toge det ikke for andet end for Skrømt. Men om Aftenen
+derefter, der hun skulde gaa iseng, græd hun bitterligen og sagde, at
+hun turde ikke ligge i Kammeret; thi, sagde hun, imorgen naar min
+Fader gaar fra mig, saa kommer den store Karl til mig og tager mig
+bort. Saa snibbede vi ad hende og lagde hende i Sengen. Om Morgenen
+derefter, som hendes Fader stod op fra hende, begyndte hun
+hierteligen at græde og skrige. Der vi kom ind til hende, var hun
+ganske forvendt. Gud veed da, hvad Sorrig vi fik, at vi saae saadan
+Ynk paa vort kiære Barn og ikke vilde tro hende, den Tid hun
+beklagede sig for os. Hvad vi gav hende i tre Nætter og Dage, det gik
+altsammen ud af hendes Mundviger igien. Men vi med alt Folket i Huset
+raabte til den alsommægtigste Gud om Hielp og Raad, hvilken ogsaa
+som en naadig Fader, der ikke forlader sine Børn, kom os til Hielp,
+saa at Barnet blev saa smukt igien, at der kiendtes intet ondt paa
+hende.
+
+
+Andet Kapitel.
+
+Noget derefter reiste salig Hans Bartskiær til Tyskland. Fiorten Dage
+derefter kom en stor Rædsel i Huset, og hvor vi kom, da var det fælt.
+Nu havde vi en liden Dreng hos os, som var ved tolv Aar gammel, og
+var samme Dreng salig Hanses Morbrors Søn. Som han om Aftenen skulde
+gaa tilsengs, begyndte han at klage sig og græde. Og sagde, at han
+ikke turde ligge paa Loftet, thi der var saa meget ondt hos ham. Saa
+lagde jeg ham i vort eget Kammer. Der han nu havde lagt sig, begyndte
+han lidet derefter ynkeligen at skrige og give sig. Vi løbe
+hasteligen til ham; da rystede alle fire Sengestolpene med ham, og
+hans Øine stode, ligesom de kunde været opspilede, og ingen kunde
+lukke dem sammen. Og hans Mund var saa haardt sammenknyttet, at
+ingen kunde vriste den op. Som vi nu længe havde staaet over ham, kom
+han til sit Maal igjen og kaldte. Vi spurgte ham ad, hvor det var fat
+med ham. Han svarede: Det maa Gud vide; jeg veed det ikke. Der vi nu
+havde vaaget over ham indtil Klokken var to om Natten, faldt han i
+Søvn og sov til om Morgenen Klokken var ti. Der han stod op, saae han
+saa fælt ud, at man maatte ræddes for ham.
+
+Om Aftenen, som vi fik Nadvere, stod han tilbords og skulde faa sig
+Mad. Da sagde jeg til ham: Jacob, faa dig Mad og gak i din Seng og
+læg dig og befal dig Gud i Vold. Vil du saa begynde, som du giorde i
+Nat, da forfærder du os allesammen, saa vi maa løbe ud af Huset. --
+Som jeg det sagde, sloges Stuedøren og Stegersdøren paa Væg. Og blev
+han hasteligen henrykt fra Bordet hen udi Gaarden og blev opdragen
+halvanden Alen fra Jorden. Og hængte saa i Veiret med oprakte Arme,
+aabne Øine og sammenknyttet Mund. Hans Hage sprang op og ned, ligesom
+han skulde have mistet den. Vi toge paa begge hans Been og Axler og
+droge af største Magt og vilde have ham til Jorden. Men vi kunde dog
+ikke rokke ham nogensteds. Saa faldt vi da alle paa Knæ i Gaarden og
+raabte til den evige Gud, at han vilde tænke paa Naade og
+Barmhiertighed. Som vi nu havde giort vor Bøn til Gud, blev han løs
+og kom paa Jorden at staa, men hans Mund var endnu sammenknyttet, og
+kunde han slet intet tale. Saa toge vi en Sølvskee med et slet Skaft
+og vristede Munden op; saa sukkede han og hans Tunge løsnedes og kom
+til sit Maal igien. Vi spurgte ham ad, hvor det var med ham. Da
+svarede han og sagde: Jeg haaber til Gud, det bliver nu godt. Thi den
+Tid i faldt paa Knæ i Gaarden, da veg han bort og foer af Brønden paa
+Vedhammeren.
+
+Jeg spurgte ham, hvad det var, der veg bort. Han svarede, at det var
+Satan. Da bleve vi ganske forfærdede, at saadan en Giæst var kommen
+til os. Jeg spurgte ham videre ad, om han ikke havde besvoret sig med
+ham. Da svarede han mig, græd hiertelig og sagde: Kiære Moder, i
+haver stor Synd, at i tænker mig dertil; mine kiære Forældre have
+ikke dertil optugtet mig. Som han det sagde, kom der et stort Bulder
+i Gaarden, ligesom det havde været en Røst, hvilken dog ingen kunde
+forstaa. Men Drengen sagde, han talte med ham. I det samme kom der en
+gloende Ild og skiød sig fra den ene Side af Gaarden til den anden.
+Da sagde Drengen, at den onde Fjende skiød Ild af sin Hals. Saa fik
+vi ham ind i Stuen og læste for ham indtil Klokken var to om
+Morgenen. Da kom han i Rolighed indtil Klokken var elleve om Dagen.
+
+Derefter kom han atter til ham; og blev det saa Dag fra Dag jo
+længere jo større Forfærdelse udi det ganske Huus. Her giver jeg
+enhver ærlig Mand og Kvinde at betænke mine Vilkaar, hvordan de
+haver været. Jeg med mine smaa Børn maatte stedse leve i stor Frygt
+og Rædsel; min salig Mand var ikke hiemme, men forreist til Tyskland,
+og jeg turde ingen lade vide min store Nød, førend han selv kom hiem
+igien.
+
+Ellers sagde Satan til Drengen, at han havde gaaet efter hans
+Husbonde i fiorten Aar og ikke maattet for den store Mand (Gud i
+Himmelen) gjøre ham noget ondt, fordi han ligger ham i Ørene Dag og
+Nat. Men nu haver jeg Lov af den store Mand, at plage dig for ham.
+Saa græd han og vænede sig meget og bad Gud bedre sig, at han nogen
+Tid skulde have kommet til Danmark i sine Dage.
+
+Derefter fristede Satan Drengen jo haardere og haardere. Undertiden
+korsfæstede han ham, at ingen kunde bøie ham: nedbøiede hans Hoved
+til den ene Side og lagde hans Fødder tilsammen, ligesom vor Herre
+Christus staar naglet til Korset. Det hvide af hans Øine vendte han
+ud, ligesom han havde været død.
+
+
+Tredie kapitel.
+
+Der salig Hans kom hiem, mødte ham denne sørgelige Tidende. Saa lod
+han giøre Bøn paa Prædikestolen i vor egen Kirke, saavelsom i alle
+omliggende Kirker paa Landsbyerne. I vort eget Hus holdt vi tre
+Søndage Bededage, at ingen maatte æde eller drikke, enten Mennesker
+eller Kvæg.
+
+Der dette skete den første Søndag, og Drengen sad paa en Stol, kom
+Satan og hakkede paa Vinduet ligesom med et Næb: hvorfor han skreg og
+gav sig ynkelig og sagde, han vilde have ham udaf Vinduet. Og blev
+han seet af somme som en Ravn, af somme som en Gaas, og førte et
+stort Mørke for Huset.
+
+Som han nu var fristet en lang Tid og ikke havde sovet en Maaned, kom
+han omsider i Søvn. Og der han vaagnede, var han saa smuk, som han
+havde intet skadt, og samme ganske Nat var det smukt i Huset, hvor
+man kom.
+
+Om Morgenen sagde han til os: Jeg takker Gud, som haver denne Nat
+ved sine hellige Engle mig bevaret og forkyndt mig, at jeg faar
+bedre, Gud være lovet! Jeg vil gjerne med Taalmodighed lide, hvad Gud
+mig vil paalægge. Jeg veed, det faar en god Ende, og at jeg faar min
+Helbred igien. Thi han maa ikke skade nogen Lem paa mig. Da sagde vi
+til ham: Det bliver nu godt med dig med Guds Hielp, det skal du
+visseligen tro. Nei, sagde han, jeg haver nu Frist for ham idag
+indtil i Aften Klokken er elleve; saa kommer han igien og plager mig
+en Tid lang. Men det bliver ikke dermed giort: her bliver alt mere
+af. Den gode Gud kan hielpe naadeligen! det vil alt gaa haardere til.
+Gud hielpe Moder, den fattige Kvinde, med hendes smaa Børn.
+
+Om Aftenen, som han havde sagt, kom den onde Giæst igien med stor
+Forfærdelse og blev saa hos ham indtil Paaske. Og kunde vi ikke noget
+Sted i Huset være fri for Spøgeri. For somme var han at see som en
+Præst, saasom det enten kunde have været Hr. Hans Kiuse i Karlslund
+eller Hr. Matz i Herfølge. For somme som en Kiøbmand, for somme som
+en Hund, for somme som et Svin. Somme blæste han op i Ansigtet og paa
+Hænderne, at de hovnede og bleve saa store, at man neppelig dem
+kiende kunde. De smaa Børn skrege og græde og gave sig jammerlig,
+naar han lod sig see for dem. Vi havde et lidet Drengebarn paa andet
+Aar. Det rev ud Haar af sit Hoved og sin Skiorte af sit Liv, og ingen
+kunde faa Raad dermed. Og pegede der som Satan stod og raabte: Der!
+der! see! see! at det var stor Ynk at see derpaa.
+
+Men den Dreng, som før er talt om, der fristet blev, naar han fornam,
+at den onde Aand skulde komme, bad han, de skulde tage Børnene bort
+af Huset og sagde: Ret nu kommer han til mig.
+
+Engang kom Jakob Meiers Pige ind og havde deres lille Barn med sig,
+da bad strax Drengen hende, hun skulde gaa hiem med samme Barn eller
+hun foer vist ilde. Men hun vilde ikke. Og blev hun saa opblæst, at
+hendes Ansigt og Hænder bleve saa store, at man neppeligen hende
+kiende kunde, og saae stor Ynk paa hende; dog fik hun bedre paa
+tredie Dag derefter.
+
+Engang havde vi laant en fattig Kvinde Hus; som vi nu vare gaaede
+tilsengs, begyndte hun at raabe og skrige og sagde: Hvor er jeg
+kommen her ind? her er en underlig Kompan hos mig, han er ligesom
+Simeon Fryndt{3}, og er en stor Forfærdelse hos ham. -- Saadant og
+andet raabte hun gruelig og rev sit Haar af sit Hoved. Samme Tid
+havde vi en liden hvid Hund, der laa i Stuen; han blev optaget om
+Hovedet og slaget op og ned paa Gulvet. Men man kunde ingen see, der
+ham havde fat. Der den nu omsider krøb under Bænken at skiule sig,
+blev den uddragen igien efter Hovedet og Nederparten slæbte paa
+Gulvet. Om Morgenen blev Hunden forbistret, saa at han vilde skamfere
+alle, der ind kom, hvorfor vi maatte lade slaa ham ihiel.
+
+ {3} Navnet paa en Borger i Byen.
+
+En Løverdag, som vi sade og beklagede os, vidste ikke, hvor vi skulde
+bære os ad udi dette vort Huskors, da kom Thomes Hiulmand ind at
+besøge os. Han blev saa anfægtet, at han sagde: Dersom jeg ikke
+tilforn vidste, at Satan var til, da fik jeg det nu at vide.
+
+Som vi nu atter beklagede os, begyndte Drengen at række sig op i
+Sengen, som han laa, og fægtede imod Satan med Guds Ord og sagde: Vig
+nu bort du arrige Fiende Satan, som haver saa længe pint mit Legeme.
+Nu skal du pines igien i den Sted, som dig er bered i den evige Pine,
+som aldrig faar Ende. Tvi vorde dig Satan til evig Tid; du som en Tyv
+har stiaalet dig her ind at plage mit Legeme. -- Saa læste han mange
+smukke Stykker af den hellige Skrift og af Davids Psalmer og satte
+sig paa sine Knæ i Sengen og læste Budordene, Troens Artikler, Fader
+Vor, Daabens og Alterens Sakramentes Ord; og ingen han passede paa.
+Saa lode vi hente Folk ind, som skulde høre derpaa. Der han nu
+skulde skilles fra den onde Fiende, da lagde han sine Hænder sammen,
+rakte dem op iveiret og sagde: Ære være Gud, som haver forløst mig
+fra Satan. -- Saa vendte han sig om til den ene Side, kyssede sin
+Haand og gav den fra sig og sagde: Vær nu velkommen, du sande Guds
+Engel, som staar hos Guds høire Haand. Vig ikke bort fra mig, bliv
+hos mig enten jeg far tillands eller vands; med mange andre Ord, som
+paa den Tid blev talet. Kyssede saa atter paa Haanden, rakte hende
+fra sig og lagde sig ned i Sengen under Klæderne, at vi intet saae af
+ham uden Kronen af Hovedet. Og da hørte vi ligesom et lidet Barn med
+klein Røst havde sunget: Ære være Gud i det høie, Fred paa Jorden og
+i Menneskene en Velbehagelighed.
+
+Saa kastede han Klæderne af sig og stod op af Sengen, som han intet
+havde skadet. Tilforn kunde han intet, uden vi skulde hielpe ham og
+var saa kroget, at hans Ansigt bøiedes ned til Jorden, og man ikke
+kunde rette ham op. Men efter den Tid blev han karsk og sund igien.
+Da bleve vi meget glade og tænkte, at alting var nu bleven godt.
+Hvorfor vi lod ogsaa takke i Kirken.
+
+
+Fierde Kapitel.
+
+Men nu kom den allermægtigste Gud, hvis Raad og Villie er
+urandsagelig, og tilstædte endnu større Hiertesorg at komme os paa.
+Thi efter at det var blevet godt med Drengen, blev min kiære Husbonde
+anfægtet Nat og Dag, saa ingen kan det tro eller tænke, uden jeg, som
+var ham næst; og dette varede hver Dag fra elleve til to Eftermiddag,
+desligeste om Natten fra elleve til to.
+
+Det første vi paany fornam noget i Huset, var en Søndag under
+Høimesse, og var jeg selv hiemme hos et af vore Børn, som var sygt.
+Som vi nu alle vare i Stuen, kom os saadan en Rædsel paa, og der blev
+saa grumt i Huset, at vi allesammen faldt ned, somme paa Bænke, somme
+paa Gulvet, som døde Mennesker. Men Gud kom os til Hielp, at vi kom
+til os igien. Vi faldt paa Knæ og giorde vor Bøn til den gode Gud;
+saa blev det godt, og det onde forsvandt. Om anden Dagen derefter
+skulde vor Pige Anna gaa paa Loftet. Der hun kom ned igien, var hun
+ganske forfærdet og sagde, der var en underlig Kompan paa Loftet
+skabt som en Abe.
+
+Anden Dagen derefter gik vores yngste Datter ved Navn Lisabeth paa
+Loftet og skulde hente sig Pennefiedre, som hun skulde have med sig i
+Skole. Der hun nu kom derop, gav hun et stort Skrig af sig. Vi løbe
+hastelig op til hende. Da klagede hun sig, græd og sagde: Den slemme
+Kompan er nu kommen igien, han havde fat i min Trøie og sagde, at han
+skulde have mig; han var saa slem og havde to Øine som to Brikker, og
+hans Fødder vare som Hønsekløer. Den Tid vi kom ned med hende, gik
+jeg ind til hendes Fader og gav ham det tilkiende. Hvoraf han blev
+meget bedrøvet. Og derforuden havde han gaaet udi tre Uger meget
+selsom og underlig, og ingen vilde han lade vide, hvad ham skadte.
+Dog blev det Dag fra Dag værre med ham; ja, det blev saa fælt i det
+ganske Hus, som tilforn ikke havde været.
+
+Saa bad jeg ham, han dog for Guds Skyld vilde sige mig, hvad ham
+skadte, og hvor det var med ham. I det samme segnede han ned paa
+Bænken, som han sad, og besvimede. Der han nu kom til sig igien,
+sagde han: Gud, som er en naadig Fader og altid hielper sine Børn,
+som af Hiertet raabe til ham, han tænke paa Naade og Barmhiertighed
+og hjelpe os med vore smaa Børn! Jeg fristes saa hart af den arrige
+Fiende Satan, som lægger sig omborde med mig Dag og Nat, at mig synes
+Himmelens og Jordens Tynge ligger paa mig. Du haver ikke længe Mand i
+mig, og dine Børn blive snart faderløse. Den gode Gud, som haver
+lovet at være Enkers og faderløses Forsvar, han hielpe eder. -- Saa
+blev han Dag fra Dag jo mere og mere anfægtet, og bekiendte han, at
+den onde Fiende laa hver Dag fra Klokken elleve til to paa hans Ryg
+som en stor Kornsæk. Og var han og ellers knyttet undertiden i hans
+Side som et Hønseæg. Han sagde til mig: Du veed ikke andet, end du
+haver Gud og din kiære Husbonde hos dig, da haver du Satan hos dig.
+Gud forløse mig og det ganske Hus.
+
+Derpaa var jeg begiærende, at der maatte giøres Bøn i Kirken af
+Prædikestolen baade i vor By, saavelsom i Landsbyerne deromkring. Jeg
+agede selv hen til Hr. Jakob i Norderup og bad, han vilde giøre Bøn
+for os og skrive hen til andre Præster, de vilde giøre det samme. Der
+jeg nu skulde tilbage igien og kom i Skoven, da blev Vognen saa tung,
+at Hestene neppe kunde drage afsted, og var dog intet til Læs uden
+Vognmanden og jeg. Den Tid vi agede fra Hr. Jakob var Klokken to
+Eftermiddag, der vi kom i Vesterstrædet, slog Klokken et om Natten. I
+det samme begyndte Træerne i Haven at knage, og kom os saadan Rædsel
+paa, saa vi troede ikke at komme derfra med Livet. Thi der blev
+opreist for os et stort, grueligt Tingest høit op i Veiret som et
+stort Taarn, som flyttede sig og havde en skrækkelig Røst. Dog kunde
+vi ingen Ord forstaa. Da raabte vi til Gud og sang: Vor Gud han er
+saa fast en Borg, etc. Dermed kom vi Gud skee Lov derfra.
+
+Som jeg nu kom hiem, gik jeg i Seng og lagde min høire Arm over mit
+Hoved. Og idet jeg faldt isøvn, kom en forfærdelig Rotte og fik min
+ene Finger i sin Mund. Jeg raabte og skreg og drog af min største
+Magt vel et halvt Kvarter. Min salig Husbonde bad mig være tilfreds
+og sagde: Han maa dog intet ondt giøre dig. -- Mig syntes ligesom min
+Finger skulde været af Leddet. Men der jeg kom tilrette igien, da var
+den hverken brun eller blaa, ei heller hoven, og ingen kunde see, at
+den skadte noget. Dog kunde jeg ikke røre den i en Maaned derefter.
+
+Anden Nat derefter, som vi laa i Sengen, kom os saadan en Hede paa,
+som vi skulde brænde op i Sengen, og som det havde været en stor
+Torden-Hede; saa havde vi ingen Ro den ganske Nat. Om Morgenen vi
+stod op, bleve vi var, at under os paa Lagenet og Sengedynen fra
+Hovedet ned til Fødderne var ligesom det var overstrøet med store
+Rotteskarn og alt to og to tilsammen, ligesom de havde hængt i en
+Traad, og saa mangfoldig, at man neppe kunde see det underste Lagen
+derfor. Hvilket og Naboerne saae med stor Forundring. Anden Dagen
+derefter blev min salig Mand saa hart anfægtet, at han ingen Ro faa
+kunde. Ingeborg Meiers besøgte os paa samme Tid, og som hun kom ind i
+Stuen, hørte hun en stor Latter og saae ingen. Der hun turde ikke
+længer være inde og var bortgangen, blev min salig Mand atter saa
+hart anfægtet, at han daanede paa Bænken, som han sad. Der han nu kom
+noget tilrette igien, fik jeg ham i Seng. Saa tog jeg Børnene og
+Folkene til mig og satte os uden for Døren i Bislaget, paa det han
+kunde faa nogen Rolighed og komme isøvn.
+
+Som vi havde siddet nu ved en Time, bad jeg min ene Pige Johanne gaa
+ind saa sagtelig og høre om han sov. Hun kom igien og sagde, at han
+sov; thi hun kunde ikke høre ham. Derpaa sad vi endda noget, indtil
+Klokken var ni, thi det var om Sommeren. Der vi nu kom ind, og jeg
+vilde gaa iseng til ham: borte var han. Gud veed da, hvad mit Hierte
+var. Vi ledte allevegne, og ingensteds vi kunde finde ham indtil
+længe derefter, da kom vi paa et lidet Kammer; der laa han og gav sig
+saare. Og holdt det saa paa samme Sted den ganske Nat med stor Jammer
+og Uro. Ligesaa anden Nat paa en liden Sal, saa tredie Nat i Stuen og
+fierde Nat i Sengekammeret.
+
+Som vi der laa begge sammen i Sengen, kom der en forfærdelig Rotte
+springende op i Sengen og løb paa alle fire Sengestolper, og omsider
+hen under hans Hoved og løftede to Puder og Hoveddyner og en
+Sengedyne op, tog et Stykke bort af den underste Sengedyne, saa stort
+som et Spunds paa en Tønde, saa at Fieren fløi op i Sengen og omkring
+i Sengekammeret. Den Forfærdelse glemmer jeg aldrig. Da sagde den
+salig Mand: Far nu bort, du fordømte Aand, til den Sted, som du est
+kommen fra, til den evige Død, som dig og dine er beredt til evig
+Tid. Ære være Gud, som mig haver forløst! Der haver du alt det du
+haver vundet. -- Saa blev han fri efter den Dag og ikke mere fristet.
+
+
+Femte Kapitel.
+
+Der vi nu havde ladet takke paa Prædikestolen og tænkte alting var
+godt, saa kommer den almægtige og gode Gud og tilsteder endnu mere
+Hiertesorrig. Vi havde en liden Dreng, som var paa niende Aar. Han
+blev saa underlig, at vi ikke kunde tænke, hvad ham skadte. Han
+sagde, det løb i hans Bug og stak ham. Vi tænkte at det havde været
+Skiæver{4}. Hvorfor vi lod ham bade og brugte adskillig Raad dertil,
+men det blev jo længer jo værre. Saa sendte vi Bud efter
+Bartskiæreren, at han skulde forfare, hvad ham skadte. Han vidste
+ingen Raad, men eftersom her paa samme Tid var kommen til Byen en
+Doktorske, sagde han, vi skulde høre hendes Betænkning derom. Hende
+lod vi ogsaa hente; hun sagde, at han var besat med den onde Aand og
+vidste ingen Raad uden en hellig og alvorlig Bøn til Gud i Himmelen.
+Gud veed, hvad Sorrig vi da fik, at saadan en Giæst var kommen igien.
+Som jeg nu stod i Stuen og dette Barn laa i en Kurveseng, blev Sengen
+optagen halvanden Alen fra Jorden og begyndte at springe op og ned.
+Jeg løb til salig Hans og kaldte ham ind. Der vi kom ind, var han
+tagen af Sengen; han stod paa Hovedet og Benene i Veiret med
+udstrakte Arme, og var med stor Nød, at vi kunde faa ham ned i Sengen
+igien. Efter den Dag saae vi stor Ynk paa ham. Den onde Aand løb op
+og ned i ham som en Gris og reiste hans Bug op, at det var grueligt
+at see, skiød Tungen ud af hans Hals og trillede den tilsammen som et
+Klæde, og Blodet flød af Munden. Han smadskede i hans Bug som en
+Gris og knytted hans Lemmer saa hart tilsammen, at fire føre Karle
+vare ikke stærke nok til at skille dem fra hinanden. Han galede som
+en Hane, giøede som en Hund, førte ham op paa vore Bielker i Stuen,
+desligeste paa Vedhammeren i Gaarden. Og naar han havde ført ham
+derop, forlod han ham. Saa sad Barnet der og græd og kunde ingensteds
+komme. Han kastede ham og over Plankerne ind i Jakob Meiers Gaard.
+Han drog hans Øine ind i hans Hoved, desligeste ogsaa hans Kinder, og
+giorde ham saa stiv som en Stok, saa at den det ikke vidste, skulde
+ikke andet sige, end at det var et Træ. Vi reiste ham op til Væggen.
+Der stod han uden al Bevægelse som et Træbillede. Hvo, som ellers
+ikke letteligen kunde græde, den maatte jo da græde.
+
+ {4} En Børnesygdom.
+
+Engang var jeg gaaet i Aftensang. Den Tid jeg kom hiem igien, da var
+Stuen fuld af Folk. Og havde han da anfægtet min Moder, at det maatte
+sig Gud derover forbarme. Hendes Mund havde han vredet op til den
+ene Side, hendes Ben sprang op og ned, at ingen af største Magt kunde
+holde dem til Jorden. Der sad den arme Kvinde, græd og jamrede sig,
+klagede ynkeligen over mig og sagde, at jeg havde taget hendes Sko af
+hendes Fødder og ilde slaget hende. Det kunde intet hielpe, at jeg
+sagde nei, og hvad gode Ord jeg gav hende, da hialp det intet. Om
+Morgenen derefter lod jeg hente nogle Kvinder, som skulde tale med
+hende, men hun blev hart ved de samme Ord. Dog kom hun strax tilrette
+igien. Der han nu kom til Drengen igien og talede af hans Mund, sagde
+han til salig Hans: Jeg giorde din Kone en stor Harm dermed, at jeg
+skabte mig i hendes Lignelse og pinte hendes Moder, at hun ikke andet
+vidste, end det var hendes Datter. Hvorfor hun klagede hart over
+hende. Der vare og nogle, som troede det var Sanden, at hun slog sin
+Moder. Men havde jeg maattet for den store Mand, jeg skulde saa
+handlet med hende, at den ganske By skulde have grædt for hende. --
+
+Om Aftenen, naar vi sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, eller
+læste, vrinskede han som en Hest og giorde den allerstørste Spot
+deraf, som han kunde; spyttede den salig Mand op i Øinene, at det
+flød ned i hans Skiæg og satte dragne Knive for mit Bryst. Naar jeg
+bad ham slaa til i Jesu Navn, saa faldt Kniven. Han sagde til salig
+Hans: Du maa ligesaa gierne være tilfreds; forhast dig ikke, du faar
+mig ikke herud, førend de faa Skam, som mig haver her indført. Den
+store Mand vil det saa have. Endog jeg er en løgnagtig Aand, saa maa
+jeg alligevel undertiden sige Sanden; thi den store Mand tvinger mig
+dertil. Jeg var tilfreds at min Tid var kommen at rømme denne Bolig.
+Da sagde salig Hans: Naar kommer den Tid? Da svarede Satan af Barnets
+Mund: Det veed vel den store Mand og ikke jeg. Naar han siger: pak
+dig, saa maa jeg rømme.
+
+
+Sjette Kapitel.
+
+Der den salige Mand havde nu udstaaet saadan stor Bedrøvelse og
+Fristelse baade paa sit eget Legemes saavelsom ganske Huses Vegne,
+saa kom den gode Gud og forløste ham fra al Jammer og Elendighed og
+kaldte ham fra denne onde Verden til sit evige Riges Herlighed og
+Glæde.
+
+Men jeg med mine smaa Børn maatte blive her tilbage i den store
+Sorrig og havde inden mine lukte Døre den arge Fiende Dag og Nat. Den
+alvidende Gud, som ingen Ting er forborgen, allene veed den store
+Sorrig jeg maatte lide. Og var Under at høre paa de Ord, som Satan
+talede af Barnets Mund.
+
+Nogen Tid derefter, som min salig Mand var død, skulde jeg age hen
+til Haarløv og der kræve nogen Giæld ind hos Præsten sammesteds, Hr.
+Samuel. Og Erik Brygger i Vesterstræde kiørte selv for mig. Som vi nu
+kom en halv Mil fra Byen, blev jeg saa sælsom, som jeg sad i Vognen,
+at jeg havde ingen Ro. Hvorfor jeg maatte staa af og sætte mig ned
+paa Jorden. Der jeg nu havde siddet ved et halvt Kvarter, blev jeg
+tilpas igien og vilde stige i Vognen; men borte var Mand, Heste og
+alting. Jeg kunde see Fugle flyve, men Mand, Heste og Vogn kunde jeg
+ikke see. Som jeg nu længe havde gaaet omkring paa Marken og intet
+Menneske kunde komme tilords med, og det led hen over Middag, og jeg
+saa gik og vænede mig, for jeg vidste ingen Raad ei heller Vei at
+komme til, blev jeg henført til et Morads, som var fuldt af mange
+smaa Buske. Mig syntes, jeg vilde gaa paa dem og tog mit Forklæde fra
+mig og vilde have skaaret det isønder og bundet det tilsammen, at jeg
+kunde dermed opkilte mig. Og saa antvordede jeg mine Børn og mit
+ganske Hus den evige Gud ivold, thi jeg tænkte aldrig at see dem
+mere. Der jeg nu vilde skiære Forklædet isønder til et Kiltebaand,
+syntes mig langt borte ligesom der havde været to Krager tilsammen,
+hvoraf jeg blev endda mere bedrøvet. Men det var mine Heste, som jeg
+omsider med Vognen blev var. I det samme hørte jeg, at Erik kaldte
+paa mig, og jeg kaldte igien paa ham, indtil vi kom tilsammen. Og
+vare vi begge saa bange, at vi neppe kunde tale. Han sagde, han havde
+spurgt om mig, men ingen kunde sige at have seet mig. Saa gik han til
+den Mose, jeg vilde gaaet over, og tog et langt Træ og vilde maale,
+hvor dybt det var. Men han kunde ikke naa Bunden. Jeg maa vel sige,
+at Christus Guds Søn var hos mig og hialp mig. Saa kom vi dog omsider
+vel hiem til Huset igien. Men førend vi kom hiem, havde den fule Aand
+af Barnets Mund sagt, hvor langt han havde fulgt os, og hvorledes han
+vilde have omkommet mig, havde han maattet for den store Mand; men
+dog glædede han sig derved, at han havde saa forfærdet os.
+
+
+Syvende Kapitel.
+
+En liden Tid derefter skulde jeg drage til Kiøbenhavn, og forberørte
+Mand, Erik Brygger, kiørte for mig. Da havde den arrige Satan truet,
+at han skulde følge mig til Kroen. Som vi nu kom ud ved Ølsemagle ved
+Stranden, begyndte Hestene at fnyse, og Vognen løb trindt omkring som
+et Hiul, og Klæderne og hvad i Vognen var fløi af den. Jeg havde tre
+eller fire Par Høns, som jeg vilde forære bort. De bleve alle løse og
+sade paa Marken, dukkede og vare meget rædde. Som vi nu havde samlet
+Klæderne og Hønsene op igien og aget et Stenkast bort, blev Erik var,
+at han havde tabt sin Sæk, som var noget Havre udi. Der han løb
+tilbage at hente den igien, bar han saa tungt paa den, saa ham
+syntes, at han aldrig bar saa tung en Byrde. Jeg troer vist, sagde
+han, at Dievlen er i Sækken, thi han er saa tung, alligevel her ikke
+er uden en Skiæppe Havre udi.
+
+Han bandt Sækken bag paa Vognen, men som vi havde lidet aget: borte
+var hans Sæk igien. Jeg bad ham, at han vilde lade Sækken fare, jeg
+vilde gierne betale ham den. Erik svarede, han ikke vilde miste samme
+Sæk, thi han havde om Løverdagen tilforn givet fire og tyve Skilling
+for den. Saa tog han ham og bandt ham for i Vognen og satte sig selv
+derpaa. Men det hialp intet; thi den trimlede imellem hans Ben og
+faldt ud paa Jorden.
+
+I det samme kom en Mand agende; ham bad jeg, han vilde kiøre for i
+Veien, jeg vilde betale ham derfor. Hvilket han ogsaa giorde; men det
+kunde intet lide dermed. Hvorfor samme Mand drog sin Vei til
+Kiøbenhavn. Der han var borte, kom vi til en Bæk, hvor vi bleve
+siddende, og Vandet gik ind i Vognen; Hestene kunde ei heller
+nogensteds komme. Saa maatte han bære mig og min Datter først til
+Land og siden hvad som var paa Vognen og endda have Hielp at han
+kunde faa Hestene op og Vognen med. Det holdt os saa, at vi med stor
+Møisommelighed kom til Kroen. Siden kom vi ubehindret frem. Der vi
+agede fra Kiøge, var Klokken imellem fire og fem om Sommeren aarle om
+Morgenen; der vi kom til Kiøbenhavn, slog Klokken syv om Aftenen. Før
+jeg kom hiem, havde Satan talt af Barnets Mund og sagt, hvor langt
+han havde fulgt os og hvad Skielmeri han havde giort.
+
+
+Ottende Kapitel.
+
+Saaledes holdt jeg Hus med den arrige Fiende to Aar efter min salig
+Mands Død med stor Hiertesorrig. Hvilket den gode Mand, Magister
+Niels Glostrup, min Sogneherre, gik til Hierte saavelsom alle andre
+mine gode Venner, og kom Mag. Niels tidt og ofte og selv besøgte mit
+Hus og talede den onde Fiende til; giorde og Bøn af Prædikestolen for
+os.
+
+Som han kom engang at besøge os, sagde Satan til ham: Maatte jeg for
+den store Mand, jeg skulde saa handle med dig, at du skulde faa Skam.
+Du beder saa inderlig til den store Mand for dette Barn og det ganske
+Hus og piner mig dermed. Idag sad jeg i Sømmen paa din Kiortel, men
+den Tid du bad for den lille Dreng, da faldt jeg ned og slog mig et
+Fandens Slag, saa jeg fik Skam. Mag. Niels svarede: Du haver Skam
+nok, du fordømte Aand. -- Da svarede Satan: Det veed jeg vel selv. --
+Mag. Niels spurgte ham ad: Naar vil du fordømte Aand rømme denne
+Bolig, hvor du har stiaalet dig ind, og forlade dette fattige Barn,
+som du piner Nat og Dag? -- Den onde Aand svarede af Barnets Mund:
+Vil Du have mig herud? -- Dertil svarede Mag. Niels: Den
+allermægtigste Gud skal drive dig herud og hen til den Sted, som er
+dig bered i den evige Ild. -- Satan svarede: Naar den store Mand
+siger: pak dig, saa maa jeg rømme. Saa talede Mag. Niels Latin til
+ham. Satan svarede af Spot, at han ikke gad brudt sit Hoved dermed.
+
+Men han sagde til ham: Maa jeg være din Giæst til Aften, da vil jeg
+komme til dig? Da sagde Mag. Niels: Gud skal bevare mig fra dig!
+Satan svarede: Jeg kan komme ind der, som et lidet Sandkorn ikke kan
+komme igiennem; gak hiem og giv den lille Dreng et Stykke af den
+Steg, som din Kone haver paa Ilden. Da svarede Mag. Niels: Gud
+forbande dig Satan, du løgnagtige Aand, til evig Tid. Hvad veed du af
+den Steg? Det er Sanden, sagde Satan, at jeg er en løgnagtig Aand,
+men det er vist, at du haver en Steg paa Ilden. Jeg var i Kiøbenhavn
+til dit Bryllup og vilde saa gierne have giort Perlament og sad i
+Døren, men jeg maatte ikke for den store Mand. Dog var det nær, at de
+havde kommet op at slaas om Dandsen. -- Saadant og andet lod han
+høre.
+
+Men den alsommægtigste Gud, som raader over alting havde dog forbudt
+ham at skade noget Ledemod paa dem, som han af Guds Tilladelse havde
+plaget og anfægtet. Og der den naadige Gud nu ikke længere vilde
+tilstede ham at bruge sin Ondskab imod os, saa maatte han endelig
+rømme, og det ganske Hus blev saa rent som det tilforn var. Hvorfor
+Guds hellige Navn være lovet, som ikke forlader sine Børn, som af
+Hiertet raaber til ham.
+
+Dette haver jeg skrevet til en Ihukommelse om det min kiære og salige
+Husbonde Hans Bartskiær og jeg med vores smaa Børn og ganske Hus have
+af Dievelen og hans Lemmer udstaaet. Saa sandt som Gud skal hielpe
+mig og er en naadig Gud og jeg et syndigt Menneske, da er dette
+forskrevne Sanden. Hvilket ogsaa vitterlig er de hæderlige og
+vellærde Mænd Mag. Niels Glostrup, nu Bisp til Opslo, paa den Tid vor
+kiære Sognepræst; Hr. Bertel Hansen i Duebrødre; Hr. Peder Mand i
+Jersie; Hr. Jakob i Nordrup; Hr. Jesper i Roeskilde; Hr. Lauritz i
+Liemark og Hr. Niels i Vallensby; af hvilke nogle leve endnu, nogle
+ere hensovede. Hr. Peder Mand af stor Medynk tog Barnet til sig og
+havde det hos sig nogle Ugers Tid. Siden jeg blev Enke havde Mag.
+Niels Drengen hos sig paa et halvt Aars Tid. Og som han var bleven
+tilpas igjen, og de fik deres Løn, som saadant ondt havde kommet
+afsted og indført Satan i vort Hus, levede han indtil den store Pest
+kom, som var Aar 1620. Saa kom den gode Gud og kaldte ham fra denne
+onde Verden af al Jammer og Elendighed til sit evige Rige og
+himmelske herlige Glæde. Gud skee Lov og Tak fra nu og til evig Tid.
+Amen.
+
+Hvo som staar, han bede Gud Dag og Nat at han ikke falder.
+
+Man kan ikke sige, hvad et Menneske kan tilkomme førend man lægger
+det i Graven.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hidindtil Kvindens egne Ord, saasom de i de troværdigste Exemplarer
+befandtes. I somme af de andre lægges en Drøm til, som ikke er meget
+at lide paa, ikke heller hører synderlig til Sagen. Hvilken vi dog
+ville her for deres Skyld fremføre, som kunde begiære den at vide, og
+hvis den ikke her fandtes, skulde klage, noget var af Historien
+borte. Og henføres samme Drøms Beretning til Enden af det tredie
+Kapitel og lyder saaledes:
+
+Søndagen næst efter den Løverdag, som Drengen Jakob blev den onde
+Aand kvit, der Folkene kom af Høimesse, kaldte han mig -- (forstaa:
+Kvinden i Huset,) -- til sig, bad jeg vilde høre, hvilken Drøm han
+havde havt denne Nat. Han sagde: Mig tyktes, at en gammel Mand med en
+hvid Kiep i sin Haand kom og tog mig af min Seng og satte mig paa
+Marken. Saa tykte mig, at den gode Engel, som havde været hos mig i
+min Sygdom, kom og tog mig op og førte mig i Luften. Saa kom den onde
+Engel Satan, som og havde været hos mig i min Sygdom og tog mig fra
+den gode Engel og førte mig til en stor bred Port, som skulde være
+Helvedes Port. Der jeg kom derind, da tykte mig, at der vare mange
+grumme og slemme Trolde derinde, og Belsebub sad paa et gloende
+Hynde, bunden i en Jernlænke og sad for sig selv allene. Og mig
+syntes, sagde han, at der var en lang Skive, derved sade mange slemme
+Trolde og havde mange store Bøger og Penne for sig og skrev. Og andre
+Trolde, som ikke skulde være saa meget agtede, de stode og tiente de
+andre og gjorde Regnskab for hvad de havde giort her i Verden imod
+Menneskene, saasom om Mord, Manddrab og anden Ulykke. Saa førte han
+mig derfra igien og udi et stort Hus. Derudi stod et langt Trug,
+deraf stod en gloende Lue. Derom stode mange Mennesker, som vare
+kosteligt klædte. Saa sandt som Gud skal hielpe mig, sagde han, jeg
+kiendte de Mennesker deriblandt, som jeg har kiendt her i Verden for
+nogle Aar siden. Og idet de stode saa udstafferede, da kom disse
+Trolde med gloende Brande og sloge paa disse Mennesker og kastede dem
+ned i den gloende Lue, at de skrege meget ynkeligen. Saa førte han
+mig derfra og i et stort Hus. Der stode Snedkere og giorde Stole. Jeg
+kiendte de Mennesker, hvis Stole Satan viste mig, at de vare nær
+færdige. Saa førte han mig derfra til et andet Hus, som var meget
+Sølv og Guld udi. Og sagde til mig: Alt dette vil jeg give dig, om du
+vil være hos mig. Da tykte mig, at jeg svarede nei. Saa førte han mig
+ud af den brede Port igien, og saa kom den gode Engel og tog mig fra
+den onde og førte mig udi Luften som tilforn og satte mig paa den
+grønne Sted. Saa kom den gamle Mand med sin hvide Kiep og førte mig i
+min Seng igien. --
+
+Saa vidt Drømmen, hvilken enhver for sit Værd kan skattere. Men at
+Kvinden den skulde have skrevet, er hel uvist. Thi baade er der mange
+troværdige Exemplarer, i hvilke den ikke findes, saa er der og udi et
+af dem disse efterskrevne Ord i fortalevis antegnede: Der ere nogle,
+som have denne Historie skreven og noget mere indført, end som den
+Dannekvinde selv har optegnet. Men denne nærværende er en rigtig Kopi
+af det hun selv med sin egen Haand har skreven. -- Hvoraf er let at
+slutte at saadant ikke af Kvinden selv er giort, men snarere af
+andre, der have ladet dem forlyste at lægge noget dertil. Og dette
+maa saa være om Kvindens egen Beretning.
+
+
+
+
+Følger:
+
+Videre Forklaring om samme Sag, til mere Forsikkring derom.
+
+
+Hidindtil om Kvindens egne Ord, hvilke i Førsten ene var agtet til
+Trykken at befordres. Men siden er videre Forklaring derom bekommen,
+endel af Kiøge Tingbøger, som de fornemme Mænd Mag. Ole Løxdorff,
+fordum Sognepræst der i Byen, og Rasmus Christensøn Skiøler,
+Borgemester samme Sted, have meddelt at læse og dem derfor bør at
+takkes; -- endel af gamle troværdige Folk der i Byen, som derom
+vidste at sige. Hvoraf den gode Læser til Underretning skal meddeles
+hvad forekommer.
+
+Og synes det altsammen bedst at kunne afdeles i #Personen#, #Stedet#,
+#Tiden#, #Begyndelsen#, #Fremgangen# og #Enden#.
+
+Belangende #Personen#, denne Handel fornemmeligen angaar, da er
+Mandens Navn Hans Bartskiær. Hans Næring var Kiøbmandskab, for hvis
+Skyld han og udi Kiøge Tingbøger kaldes gemenligen Hans Kræmmer. Hans
+Kvinde og Ægtehustru, som hed Anna, og den forrige Beretning skreven
+haver, døde han fra to Aar før dette Hus-Kors fik Ende, efter at han
+ved Rettergang tvende Troldkvinder, som hans Hus havde fortryllet,
+havde ladet dømme og henrette med Baal og Brand, som de havde
+forskyldt. Af hans Børn, som Aar 1674, da denne Bog blev først trykt,
+var endda i Live og boede i Kiøge: Lisbet Hans Bukkes, en Enkekvinde
+paa halvfiersindstyve Aar, som hun selv sagde for mig, der dette
+beretter, og sig at være født Aar 1603, havde i forrige Tider været
+Borgemester-Kvinde der i Byen; men var saa kommen tilagters, at hun
+levede næsten af Folks Almisse. Hendes Moder, som hun berettede,
+havde Hans Bartskiær i sytten Aar. Sad saa Enke i fire Aar. Havde
+siden Kort Richter i nitten Aar. -- #Steden# anlangende, da har dette
+svare Hus-Kors været i den Hiørnegaard paa Torvet, hvor Nørregade
+begynder, i hvilken Aar 1674 boede den gode Mand Jakob Pomeyer,
+Raadmand der i Byen, som havde i forrige Tider tient Kort Richter og
+vidste meget af denne Handel at sige, hvis Velvillie til at meddele,
+hvad ham bevidst var, jeg for mange Stykker i denne Beretning har at
+takke.
+
+#Tiden#, paa hvilken det er begyndt, er omtrent Aar 1608 og 1609; thi
+Aar 1612, da det allerede nogle Aar havde varet, lod Hans Bartskiær
+søge disse Troldfolk med Lov og Ret, saa de to fornemste af dem samme
+Aar bleve brændte. Men han levede ikke længe derefter, og synes han
+at være død enten i Enden paa samme Aar eller i Begyndelsen paa det
+efterfølgende. Hvorfor han og i Tingbogen Aar 1613 d. 5. Juli nævnes:
+salig Hans Kræmmer, saasom han da var død. Men Hus-Korset varede to
+Aar efter hans Død, som i Kvindens Beretning staar i Begyndelsen paa
+det ottende Kapitel. Og skal derfor uden Tvivl være endt ved Aar
+1615. Vor vidtberømte ~Dr.~ Th. Bartholinus, i hans Skrift ~de morbis
+biblicis~, melder om noget saadant ved hans Barndomstid i Kiøge
+passeret, og at en af Satan paa en underlig Maade er bleven fristet,
+saa at han endogsaa undertiden førte ham om i Luften. Og ingen af
+Præsterne turde besøge ham, uden han havde levet et ustraffeligt
+Levnet. Thi den besatte bebreidede dem, hvad de lønligen havde
+beganget. Saa vidt den gode Mands Ord, hvilke han for mig selv
+saaledes har forklaret, at han har hørt saadant i hans Barndom for
+vist at fortælles. Skal derfor ikke feile meget, at de, det har
+berettet, jo har havt Henseende til noget i denne Historie.
+
+#Begyndelsen# til al den hele Handel er denne, at en Troldkvinde ved
+Navn Johanne Thomesis fattede en svar Vrede og Had til Hans
+Bartskiær. Hvortil fortælles disse Aarsager, nemlig at bemeldte
+Johanne Thomesis, som pleiede i Førsten at have god Kundskab med Hans
+Kræmmer og ofte kiøbslaa med ham, blev af en anden Troldkvinde ved
+Navn Kirsten Snedkers udlagt for at have Gemenskab med saadanne Folk,
+og der det kom i Rygte, vilde han som en Mand, der haver Afsky til
+saadant Pak, ikke mere kiendes ved hende, og om han nogen Tid mødte
+hende paa Gaden, gik han hende forbi, som han ikke vidste, hvem hun
+var. Hvorover hun skal være bleven meget forbittret paa ham,
+fornemmeligen for der ogsaa ved samme Tid en Gaard blev tilkiøbs, som
+bemeldte Johanne hel gierne vilde have, men Hans Kræmmer fik før ja
+paa den og kiøbte den bort for hende. For saadanne og andre Aarsagers
+Skyld fatter hun, som sagt er, saadan Had til ham og derfor med andre
+Troldfolk, som hun dertil brugte, lagde sig efter at fortrylle ham og
+hans Hus. Og har saa opmanet Dievlen til at føre den ind i hans
+Gaard. Hvilket efter deres egen Bekiendelse til Tinge skal være skeet
+to Gange: den ene Gang i Johanne Thomesis egen Gaard, hvorom i
+Tingbogen findes d. 14. Juni og 5. Juli 1613 antegnet, at en af dem
+ved Navn Annike Christoffers Datter har bekiendt og derpaa gaaet
+tildøde, at de havde været tilsammen i Johanne Thomesis Gaard og ved
+hendes Brønd opmanet Dievelen, saa den er opkommen i en brun,
+stakket-stiertet Rottes Lignelse. Den anden Gang uden for Byen ved en
+Bæk, som ligger strax udenfor Broporten paa den høire Haand, [naar]
+man kommer ud af Byen og kaldes Banghors-Bæk. Der har de slemme
+Mennesker ladet sig finde tilsammen at mane den onde Aand. Derom
+findes i Tingbogen antegnet den 11. September 1612, at en af dem ved
+Navn Kirsten Lauritzdatter, som havde tient Johanne Thomesis og blev
+samme Dag dømt fra sit Liv, bekiendte, hun havde hørt af samme
+Johanne Thomesis, at baade hun selv og en anden Troldkvinde ved Navn
+Mette Banghors, samt andre, som vare udlagte, vare med at opmane den
+onde af Bækken og førte ham i Hans Kræmmers Hus.
+
+Videre berettes, at der de manede den onde, har han i Førsten stillet
+sig som han nødig vilde komme og abet dem med dette Giensvar, at han
+havde Horn paa Hovedet, men de ikke, derfor vilde han ikke komme;
+hvorpaa den slemme Mette Banghors har hentet en Gryde, sat den paa
+sit Hovede og sagt til den onde, han skulde herop, thi havde han to
+Horn, saa havde hun tre. Derpaa skal han være opkommen i en Rottes
+Lignelse og i saadant Gestalt paa en Søndag ad Aften i Hans
+Bartskiærs Hus indført.
+
+Derpaa er det onde begyndt at tee sig i de fromme Folks Hus og faaet
+saa sin #Fremgang#, hvilket, hvor det er passeret, i det forrige
+Skrift med Kvindens egne Ord fortælles. Hvortil man kan lægge dette,
+som i Tingbogen findes antegnet d. 5. Oktober 1612, at fire
+Dannekvinder, hvis Navne der opregnes, have med Ed vundet, de havde
+været i Hans Kræmmers Hus d. 22. Sept. næst forleden og der seet,
+hvorledes Drengen, som sagdes at være besat, sprang af Sengen op paa
+Bordet og fra Bordet op under Bielkerne og hængte sig ved Benene som
+en Kat. Tilmed at den onde sagde af Barnets Mund: Han hed Pibere.
+Item Mette Gaardløs, og at hans Frue hed Mette Banghors, med mange
+flere og slemme Ord, som ikke er fornøden at omtale. Saavidt
+Tingbogen.
+
+Anlangende #Enden# og #Udgangen#, da foruden det i Kvindens egen
+Relation fortælles, er dertil at henføre, hvorledes disse
+Umennesker, (at jeg saa skal tale) som det onde med Trolddom i
+Mandens Hus indført have, ere omsider en efter anden aabenbarede,
+fast tagne og med Lov og Ret til Baal og Brand forfulgte. Den første
+af dem skal være en Boel Peders i Eghøi, om hvilken der fandtes
+skreven i et Exemplar af Hus-Korset, at samme Boel Peders med sin
+Datter er bleven brændt og har udlagt det andet Selskab. Saa meldes
+og i Tingbogen d. 24. August 1612 at denne Boel Peders har været deri
+delagtig.
+
+Den, dernæst blev fasttagen, var bemeldte Johanne Thomesis. Og er hun
+bleven røbet ikke alleneste af den Boel Peders, men endogsaa af en
+Taterkvinde. Hvorom der staar i Kiøge Tingbog skreven d. 22. Juni
+1612, at for fire Aar tilforn er en Taterkvinde ved Traminde ved
+Lybek kommen til Hans Kræmmers Tiener Jakob, som fra Kiøge paa sin
+Husbondes Hans Kræmmers Ærinde did var forseilet. Denne Kvinde har
+sagt ham alt det ham i Hans Kræmmers Hus var vederfaren. Desligeste
+at Johanne Thomesis havde ført Dievelen ind i samme Hans Kræmmers Hus
+og giort det, for han havde kiøbt Gaarden fra hendes Husbonde. -- Saa
+vidt af Tingbogen.
+
+Ellers berettes der, at saa ofte samme ugudelige Menneske gik Hans
+Kræmmers Vindue forbi, raabte den onde Aand af Drengens Mund, han
+havde besat: Der gaar min Frue, der gaar min Frue. Desligeste stod
+der i et Exemplar af Hus-Korset skreven, at Satan raabte af Barnets
+Mund i Hans Kræmmers Hus: Lader mig faa min Frue, Johanne Thomesis i
+Byesgaard, brændt. Over hvilket og andet deslige hun kom i stor
+Mistanke, fornemmeligen for hun og tilforn for Trolddom og Gemenskab
+med Troldfolk var berygtet.
+
+Men eftersom hun var af Formue, turde ingen vel lægge hende det til,
+førend der blev forhvervet Kongebrev, hun skulde paa saadant Rygte
+gaa i Kiælderen.
+
+Derpaa blev hun sat ungefær først i Mai 1612, og strax d. 8. Juni er
+der sexten Nævningsmænd tilnævnet, som skulde forfare i Sagen. Hvorom
+saaledes læses i Tingbogen paa samme Dag at være passeret: Matz
+Jensen, Borger her i Kiøge, paa Hans Kræmmers Vegne med Fuldmagt, som
+idag inden Tinge blev læst og paaskreven, opkrævede Nævningsmænd, som
+skulde granske, udlede og udi ret Sandhed forfare om Johanne
+Andersdatter her i Kiøge, boende i Byesgaard, kan findes udi
+Trolddoms Konst skyldig at være og med Trolddom haver medværet at
+opmane Dievelen og indført udi Hans Kræmmers Hus her i Kiøge, som
+legemlig kan have besat hans Dreng, den ene efter den anden, som hun
+er besigtet for, og offentlig for Dom og Retssag given, saa hun
+derfor bør at lide etc. Saa vidt af Tingbogen, hvori siden opregnes
+sexten Mænd ved Navn, som dertil paa samme Tid ere forordnede. Og
+staar videre: At de inden Tinge derom skal giøre deres Afsigt til
+Laugetid efter Recessen, som de for Gud allermægtigste og Menneskene
+ville ansvare.
+
+Siden fremføres Vidnesbyrd imod hende, hvilket skete d. 22. Juni og
+6. Juli. Iblandt dem var dette, som Taterkvinden til Hans Kræmmers
+Tiener havde sagt til Traminde og tilforn er fremført. Derforuden at
+hun har lovet adskillige ondt, og de havde saa faaet. Saa ogsaa at
+hun i Byfogdens Hus har engang falden paa Knæ for Hans Kræmmer, som
+da var kommen derind, og bedt, han hende vilde benaade. Ydermere at
+en Aften har en Kvinde ved Navn Anna Simonsdatter staaet ved
+Fængselsdøren og hørt, at Johanne talte høit derinde, klagede sig og
+sagde: Du har forført mig fra mit Gods og Biergning og ført mig i
+dette skidne sorte Hul. Tvi vorde dig, jeg vil intet have med dig at
+giøre; Mag. Laurs skal vel forsvare mig. Disse ere hendes Ord. Den
+Mag. Laurs, hun ommelder, skal være Præsten i Byen paa de Tider,
+efter hvilken kort derefter kom Mag. Niels Glostrup at være Præst der
+samme Sted. End er der vidnet hende paa, at hun kort før denne Tid
+har staaet i Døren til Kirsten Snedkers (som før disse Tider, der hun
+for Retten blev tiltalt, udlagde denne Johanne Thomesis), og der
+denne Kirsten beklagede sig for Johanne og sagde: Jeg er saa meget
+bange, at jeg veed ret aldrig, hvort jeg vil; jeg tænker, jeg vil
+rømme min Kaas, eller jeg bliver sat. Da sagde Johanne: Hvad i giør,
+da rømmer ikke. Dersom i det giør, da tager i Sagen med eder. Bliver
+i sat og bliver hart ved nei, da kan de ikke komme længer med eder.
+
+Omsider har hun og selv bekiendt, at hun i al den Tid hun sad i
+Kiælderen intet aad. Derfor staar der, at d. 18. Juni har hun sagt
+for Retten, at siden hun i Kiælderen er kommen at sidde, da haver hun
+ikke ædt nogen Smule Brød eller nogen Mad, dog hende haver hver Dag
+været buden baade Mad og Øl i timelig Tid, og det som godt er.
+Desligeste staar der d. 7. Juli antegnet: Johanne Thomesis bekiender
+endnu som tilforn, at nu paa ottende Uge hun haver siddet i Fængsel,
+haver hun ikke ædt nogen Krumme Brød eller anden Mad i hendes Liv. Og
+som hun blev tilspurgt, om hun ikke desimidlertid har havt sit
+legemlige Behov, vilde hun slet intet svare dertil, enten ja eller
+nei. Tilmed at hendes Mand, Jens Nielsen, havde bekiendt, at: Ihvor
+længe hun sidder, da æder hun intet af Hans Kræmmers Mad, om hun end
+sad et halvt Aar. Men dersom jeg eller hendes Børn maatte give hende
+af vor egen Mad, da skulde hun vel æde strax.
+
+Saa vidt af Tingbogen. Men at hun ganske intet vilde æde af den Mad,
+hende blev tilbaaren, skete, som Folk berette og Udgangen lærer,
+deraf, at Dievelen hende havde indbildt, Folk skulde deraf tænke, hun
+var uskyldig. Hvorfor hun og siges at have sagt, hendes Gud skulde
+vel opholde hende, alligevel hun intet aad, og derved vise, hun
+usandfærdig for saadan Gierning var beskyldt. Ikke desmindre, som
+godt Folk i Kiøge, der levede paa den Tid dette Skrift blev trykt af
+Førsten, vidste at sige, blev der imidlertid allevegne i Byen Stege
+og anden Mad borte. Og det saaledes, at ingen kunde vide, hvor de
+skulde være henkommen. Blandt andet er det synderligt som fortælles
+om en fornem Mand, hvis Navn vi ville forbigaa, der engang havde
+budet adskillige godt Folk til Giæst, hvilke han blandt andre Retter
+vilde foresætte en hel skiøn Kalkunshane. Denne bliver, idet der
+rettes an i Kiøkkenet, mellem Folkenes Hænder borte, hvoraf bliver
+en stor Forundring, som omsider gik derud oppaa, at en af Pigerne fik
+Hug derfor. Imidlertid begynder den onde Fiende i Hans Kræmmers Hus
+udi den besatte Dreng overlydt at lee og sagde, han lo ad det Pigen
+fik Hug for den Steg, hans Frue i Kiælderen med sine Tænder slider.
+Dette kommer for Øvrigheden, som strax lader visitere og befinder saa
+at være, som den onde sagt havde. Saaledes kunde troværdige Folk
+derom berette. Skal udentvivl i Pennen have været forfattet i nogen
+af de skriftlige Vidnesbyrd om samme Sag, som d. 22. Juni vel meldes
+at være for Retten læst og paaskreven, men dog nu ingensteds fandtes.
+Og vare disse først nogle Præstemænds Vidnesbyrd, nemlig
+Herreds-Provstens, Mag. Clauses i Herfølge, Hr. Knud Koldings i
+Roeskild, Hr. Peders i Ringsted. Dernæst et Bevis, som en Soldat ved
+Navn Georgius Subbert, som laa udi Hans Kræmmers Hus, havde givet
+beskreven. For det tredie Steen Hansens skriftlige Vidnesbyrd.
+Dernæst Falkvord Pundførs Vidnesbyrd. Og for det sidste Christen
+Povelsøns Vidnesbyrd.
+
+Ellers blev og samme 22. Juni Landsdommers Dom og Vidnesbyrd mod
+samme udædiske Menneske paa Kiøge Ting fremført, læst og paaskreven.
+Men hvad der i den indeholdtes, staar der ikke. Dog at det ikke har
+været godt, er deraf at slutte, at der hos læses, at hendes Mand Jens
+Nielsen da i fire Ting havde begiæret hans Hustrues Skudsmaal, og
+ingen har turdet understaa sig at give hende noget Skudsmaal imod
+Landsdommers Dom og Vidnesbyrd.
+
+Den 20. Juli er antegnet, hendes Husbonde Jens Nielsen at være for
+otte Dage tilforn given kongelig Varsel at møde samme Dag til Tinge
+paa hans Hustrues Vegne at svare til det, de samme sexten Mænd vilde
+fremføre. Den 27. Juli staar der, at samme sexten Mænd ere af samme
+Jens Nielsen indstævnet for Landsdommeren, og at Stævningen til Tinge
+samme Dag er læst og paaskreven. Ikke desmindre have samme sexten
+Mænd den 3. August fuldkommet deres Tag og: Endrægtelige (saa lyder
+Ordene i Bogen) hver efter anden lagt Haand paa Bog og bedet dem saa
+sandt Gud hielpe og hans hellige Ord, som de udi denne Sag ikke
+rettere udi Sandhed kan forfare, end Johanne Thomesis jo har været
+Aarsag udi den onde Medfart, som er vederfaret Hans Kræmmers Dreng,
+som siges at være besat, og at de kunde ikke rettere sige, end hun jo
+skyldig er udi Trolddoms Gierninger og Konster.
+
+Den 24. August bliver hun atter stillet for Retten, saasom den, der
+samme Dag skulde lide for sine Gierninger. Og meldes, at hun da som
+tilforn har bekiendt det, som hun var beskyldt for, desligeste udlagt
+Voldborg Bødkers, Maren i Rinsbierg, Mette Banghors og en Pige ved
+Navn Kirstine, som havde tient hende, og at de vare saa slemme i
+Trolddom og end værre, end hun var, og derpaa vilde hun gaa til sin
+Død.
+
+Derforuden meldes, at de sexten Mænds Tag over hende samt
+Vidnesbyrdene ere til Landsting dømt for fulde, og at Landsdommers
+Dom derom er inden Tinge læst og paaskreven.
+
+Ydermere at bemeldte Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne samme Dag
+til Tinge har været begiærende Dom og Ret over hende, og at hun
+derfor er dømt fra hendes Liv og for hendes onde Gierninger at
+straffes paa Baal og Brand efter Loven.
+
+Samme Dag giver og Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne Mette Banghors
+fuldkommelig Sag, og: At hun (saa lyder Bogens Ord) med Boel Peders i
+Eghøi, fornævnte Johanne Thomesis og flere have været med at opmane
+Dievelen og ført det onde i Hans Kræmmers Hus og i saa Maade Aarsag i
+den Medfart, hans Dreng, som siges er besat, er med beladen, eftersom
+de nu tvende derpaa ere gaaede tildøde; og var han begiærende en
+nøiagtig Borgen for hende etc.
+
+Den 11. September meldes Johanne Thomesis at være henrettet.
+Desligeste staar der, at den Kirsten (eller Kirsten Larsdatter), som
+hende tient havde og var udlagt af hende, er samme Dag stillet for
+Retten at dømmes og lide for sine Gierninger, som hun havde tilforn
+bekiendt og da ogsaa for Retten kiendte, nemlig at hun havde giort
+den uhørlige Gierning med Fonten i Kiøge Kirke at besmitte, og at en
+Troldkvinde ved Navn Skiel-Annike flyede hende en Skammel, som hun
+tog i en af Stolene; den stod hun op paa, mens hun det giorde. --
+Dommen faar hun, at miste sit Liv og at straffes paa Baal og Brand.
+
+Og dermed begynder Vidnesbyrd at fremføres mod Mette Banghors.
+Iblandt hvilke ere disse, at bemeldte Kirsten for Retten samme Dag
+bekiendte, hun havde hørt af Johanne Thomesis, at baade Mette
+Banghors og de andre, hun havde udlagt, var med at opmane den onde og
+at indføre ham i Hans Kræmmers Hus.
+
+Den 21. Septbr. vidnes hende paa, at der hun af Kathrine Markusdatter
+blev tilspurgt, om hun havde hørt noget om Johanne Thomesis Handel og
+om hun havde skikket den onde ind til Hans Kræmmers, undskyldte hun
+hende og sagde, Johanne deri var uskyldig. Ikke desmindre, der
+Kathrine spurgte, hvem det da havde giort, svarede hun og sagde,
+somme vare levende og somme vare døde. Til hvilket Vidne Mette, som
+da stod for Retten, sagde nei, og at hun ikke saa har sagt. Dog
+benægtede hun ikke, at Johanne var ligesaa uskyldig som hun er i
+denne Sag.
+
+Den 5. Oktober fremførtes det foromtalte Vidne af fire Dannekvinder,
+som saae, at den besatte Dreng sprang op af Bordet og hængte sig
+under Bielken ved Benene som en Kat og hørte den onde sagde af ham,
+hans Frue hedder Mette paa Banghors.
+
+Den 26. Oktober meldes, hun paa Raadhuset har udi Borgemester og
+Raads Nærværelse adskilligt bekiendt efter en skriftlig Fortegnelse,
+som derom blev oplæst. Desligeste at hun samme 26. Oktober denne
+Bekiendelse var gestændig og sagde, hun af ganske Hierte fortryder,
+hun havde givet sig Fanden ivold.
+
+Samme Dag efter Matz Jensens Begiæring paa Hans Kræmmers Vegne
+forordnes sexten Nævningsmænd, som skulde granske, udlede og udi ret
+Sandhed forfare, om hun er skyldig i det samme, Matz Jensen har givet
+hende Sag for. Samme sexten Mænd opregnes derefter ved Navn.
+
+Den 9. November bekiender hun for Retten, at: Voldborg Bødkers var
+med at indføre (saa lyde Ordene) det Dievelskab og onde Medfart, som
+den lille Dreng til Hans Kræmmers er beladt med, og at være ligesaa
+god som hun er. -- Dog at samme Voldborg ikke var med at opmane den
+onde, men at hun var med at bære den onde ind i Hans Kræmmers Hus, og
+hendes Apostel hedder Smukker, og at Mette, Johanne Thomesis og
+Voldborg Bødkers, de vare samtlige om at bære den onde ind i Hans
+Kræmmers Hus.
+
+Den 30. Novbr. fuldkomme de sexten Mænd over Mette Banghors deres
+Tag. Hvorom staar antegnet, at de samme Dag lagde Haand paa Bog og
+endregteligen svore Eed og Jevneed og afsagde, at fornævnte Mette
+Banghors er skyldig i den onde Medfart og Hus-Kors, som Hans Kræmmers
+Dreng er med beladt, og at være skyldig udi Trolddomskonst, saa hun
+derfor bør at lide.
+
+Den 7. Decbr. meldes der, at samme Tag er af Landsdommeren kiendt ved
+Magt, og at hun derfor samme 7. Decbr. er sagt fra hendes Liv, at
+straffes med Baal og Brand. Dermed lod Hans Kræmmer Sagen fare.
+Derfor staar der antegnet Mandagen den 13. Decbr., at efterat Mette
+Banghors var af sexten Mænd kiendt skyldig i det hun blev beskyldt
+for, har Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne sagt sig fra Sagen og
+intet mere at ville have dermed at bestille.
+
+De andre Dievels Lemmer søgtes af Øvrigheden i Byen og andre, dem
+mistænkt havde. Og begyndtes saa Proces mod Voldborg Bødkers og
+Annike Christoffersdatter. Og toges Aar 1613 den 22. Februar
+Nævningsmænd over Annike og den 22. Marts over Voldborg. Samme 22.
+Marts, saavel som den 29. dito og den 10. Mai fremføres og Vidnesbyrd
+mod denne Voldborg, iblandt hvilke ere disse de mærkeligste:
+
+Hans Pottemager vidnede at Voldborg var engang kommen ind til hans og
+der faldt tre Gange i Knæ for hans Hustru og vilde have Barnet at
+lege med; men der hun ikke fik det, begiærte hun at besee nogle
+Potter og fik dem ikke heller at see; gik saa vred paa Døren. Og
+derefter er strax en ganske Ovn fuld af Arbeide sønderslaget og
+fordærvet, alligevel ingen Mennesker rørte derved. Saa og er hans
+Hustru bleven langsommelig Tid syg. For hvilken Skade og Sygdom han
+gav hende fuldkommelig Sag.
+
+Peder Lademager og andre adskillige vidnede om en Guldsmedsvend, som
+havde ligget en Nat til Voldborgs, at han har beklaget, samme Nat var
+ham en ond Nat, og at Voldborg og hendes Pige have ført ham over
+Trætoppe ind paa Gammel-Kiøge Kirkegaard og der gravet en Tørv, som
+de vilde have ham derned. Og at han i nogles Paahør har sagt til
+Voldborg: Gud forlade eder for Nat, i have giort mig fattige Karl. I
+have giort mig en ond Nat; i og eders Pige ere lige gode. I burde at
+være brændt paa en Ild for ti Aar siden. -- Desligeste at han samme
+Nat barbenet og i Skiorten med et draget Værge i Haanden er kommen ud
+af Voldborgs Gaard og til hendes Nabo Peder Lademager og bedet for
+Guds Skyld, at de vilde lade ham ind; ellers, sagde han, tage de
+Livet af mig.
+
+Rasmus Rafn og Lars Bødker med oprakte Fingre vandt efter Loven, at
+de i Peder Karmagers Hus har seet, at som de bedst talede tilsammen,
+kom Peder Karmager at sidde i et Kar som var ved fiorten Tønder Vand
+udi, og ingen saae eller vidste, hvor han kom derudi. Og havde de
+ikke strax faaet fat paa ham og taget ham op af Karret, da havde han
+deri druknet. Videre at Bartskiæren M. Hans og hans Søn Casper vandt,
+at der de efter Begiæring kom at forbinde samme Karmagers Kvinde,
+viste hun noget levende i sit Laar, som løb op og ned som en spæd
+Gris. Og der M. Hans vilde skiære et Hul derpaa og mente det skulde
+være af Sygdom, gav det sig strax op i Hovedet, saa Hovedet slog op
+og ned, at nogle Kvinder det maatte holde.
+
+Desligeste at der han atter kom derhen, har hun spyttet ad ham og
+med en sælsom Skik revet Plasteret af og vilde ingen Salve lide.
+
+Saa vandt og Thomas Biørnsøn og Matz Jensen med oprakte Fingre, at de
+have engang været i Peder Karmagers Hus og samme Tid seet og hørt
+mange underlige Ord af hans Kvindes Mund, saavel som og underlige
+Fagter, saasom hun var besat. Og der den onde blev tilspurgt, hvad
+han var for en, svaredes af Kvindens Mund: Jeg er Lucifer. Min Frue
+Voldborg Bødkers kom mig ind i dette Menneske at jeg skal pine hende;
+at samme Voldborg var hans med Krop og Siæl til evig Tid. -- Det
+samme meldes og flere at have vidnet. Iblandt andre Gregers Guldsmed,
+som og lagde dette dertil, at den onde sagde, Voldborg havde besvoret
+sig med ham, for hun kunde faa Sølv og Penninge nok.
+
+Den 29. Marts stilles Annike Christoffersdatter for Retten og selv
+bekiendte, som hun havde giort mange Gange tilforn, at hun var
+skyldig i det, hun blev anklaget for. Udlægger og samme Voldborg
+saavel som Else Holtugs, Birthe Rokkemagers, Karen Eriks og Kirsten
+Væverkvinde. Siger og at Kirsten Væverkvinde i Fængslet har været
+begiærende, hun vilde aarsage hende. Samme Kirsten, som stod der til
+Vedermæle, brød omsider ud og begiærede den hellige Kirkes Forbøn
+for sig, at hun kunde komme til en sand Bekiendelse og Poenitentze.
+
+Men Annike faar samme Dag af sexten Mænd dette Tag, at hun var
+skyldig i Trolddomskonst og haver medværet at opmane Dievelskab, som
+udi Hans Kræmmers Hus er indført, saa hun bør derfor at lide.
+
+Den 14. Juni stilles hun atter for Retten, og meldes de sexten Mænds
+Tag over hende den 2. Juni næst forleden til Landsting at være dømt
+ved Magt efter Landsdommersdom, som blev læst og paaskreven. Annike
+bliver og i sin forrige Bekiendelse bestandig, og foruden de andre,
+hun havde udlagt, udlægger og Maren Bysvends og siger, at Karen Eriks
+har begiæret af hende i Fængslet, hun vilde undskylde og aarsage
+hende.
+
+Blev saa dømt fra hendes Liv, paa Baal og Brand, til Høi og hedensk
+Jord.
+
+Voldborg Bødkers meldes den 10. Mai, den 7. og 14. Juni at være rømt.
+
+Ikke des mindre bliver den 7. Juni over hende af sexten Mænd afsagt,
+at hun i Trolddoms Konst og Gierninger skyldig er og derfor bør at
+lide.
+
+Den 14. Juni røber omsider Karen Eriks sig selv for Retten og bad
+Byfogden for Guds Skyld, hende maatte benaades hendes Liv; hun vilde
+gierne forsværge Landet.
+
+Den 5. Juli siges Annike at være henrettet; antegnes og Vidnesbyrd
+imod Maren Ringsbierg, der og skal være udlagt. Iblandt andet
+bevises, hun har ladet sig bruge til at vise igien og med adskillige
+Personer brugt allehaande Kogleri og Signeri, som her ikke giøres
+Behov at opregne, saa og spaaet om dem, og at hun har sagt om ens
+Sygdom, som hun blev tilspurgt om, at han var ikke forgiort af onde
+Folk, og at han staar aldrig op af den Syge og døer lidt efter
+Paaske, som og skeete.
+
+Samme Dag beskikkes sexten Mænd over Karen Eriks, hvilke den 30.
+August dømte hende at være skyldig i Trolddoms Konst og Gierninger,
+og at hun derfor bør at lide.
+
+Den 13. Marts begyndes Proces mod Anne Olufs for Trolddom og
+fremføres Vidnesbyrd iblandt andet, at Kirsten Pedersdatter
+beklagede, der hun havde faaet engang at drikke af Anne Olufs Øl, fik
+hun ondt, saa det begyndte at løbe i hendes venstre Læg og saa langs
+opad og stædtes i hendes venstre Skulder, som det havde været en Mus,
+hvilket hende holdt ved fiorten Dages Tid og skyldte hun Anne Olufs
+derfor.
+
+Anne Niels Ibsens vidnede, at efterat Anne Olufs havde engang lovet
+hende ondt, blev hun angreben med en underlig og heftig Sygdom og
+krøb det omkring i Livet paa hende, og rev og sled, saa hun ingen Ro
+havde, og var det ligesom det havde været en levende Snog og somme
+Tid som en Mus baade omkring Navlen, Skuldrene og Nakken.
+
+Den 26. Juni meldes Anne Olufs at være henrettet. Samme Dag er og
+sexten Mænd forordnede at kiende: Om Else Holtugs (saa lyde Bogens
+Ord) kan befindes at være skyldig udi det Dievelskab, som var hængt
+paa Lars Krogs Tag, som kunde give eller være Aarsag udi Lars Krogs
+Ulykke og i hans Tieners Jørgens langvarige Sygdom.
+
+Derforuden andre sexten Mænd over Birgitte Rokkemagers, om hun kan
+findes med Trolddom at have forgiort hendes forrige Husbonde, og udi
+hvis mere hun paa adskillige Tider er beskyldt og udlagt for.
+
+Den 17. og 24. Juli føres Vidnesbyrd mod Else Holtugs og Birgitte
+Rokkemagers. Iblandt andet en skriftlig Fortegnelse paa Maren
+Murmesters Bekiendelse, som hun var gaaet tildøde paa. Men hvad der
+stod i den meldes ikke. Derforuden at Ellen Hendrik Snedkers vandt og
+høitideligen beklagede baade for Gud i Himlen og for Verden, at
+hendes Mand engang var kommen i Skienderi med Birgitte Rokkemagers,
+og at hun truede ham og derefter manede den onde ind i deres Hus, saa
+at de slet ingen Ro kunde have derinde Nat eller Dag, og de nødtes
+til at sælge Boligen derfor, og at hendes Mand siden blev syg og
+grueligen pintes og brændte saa saare som af gloende Ild og pintes
+saa i otte Aar til han døde, og i sit yderste gav Birgitte Skyld
+derfor.
+
+Didrik Snedker vandt desligeste saadant om Hendrik Snedker, og at han
+havde saadan Hede og saadan Brynde indvortes, at naar man lagde koldt
+Smør paa hans Bryst, da stod det og sydede, som det kunde staaet paa
+en Ild.
+
+Peder Pedersen vidnede, at Birgitte Rokkemagers havde paa en Søndag
+hentet Øl for en Skilling hos ham, og om Mandag Morgen derefter kom
+han gaaende ud i sit Bryggers, og ret som han lod Døren op, kom der
+en Ting løbende fra Urtekarret og imod ham, ligesom en Hare, og havde
+to Øine som en gloende Glød, og siden den Dag kunde han aldrig faa en
+god Brygning Øl, og derfor skyldte han Birgitte fuldt og fast.
+
+Den 21. August bleve de begge kiendt skyldige i Trolddom.
+
+Den 18. Septbr. faar Birgitte Rokkemagers sin Dom til Baal og Brand,
+til Høi og hedensk Jord.
+
+Den 19. Oktober opkræves sexten Mænd over Mette Navnes, som af
+Birgitte Rokkemagers var udlagt.
+
+Den 6. November føres Vidne imod hende. Saa siger hun selv, at hun
+kunde døve Ildebrand ved to eller tre Ord, og det kunde hun giøre,
+sagde hun, for hun var et Søndagsbarn og sagde, det var ikke
+Trolddom.
+
+Den 20. November dømmes saaledes af sexten Mænd, at efterdi hun
+af adskillige Troldkvinder er udlagt at være medvidende udi
+Trolddomskunster, og haver forgiort hendes egen Mand, hvorpaa nogle
+af dem ere gaaede tildøde, saa har hun og i mange Aar havt et ondt
+Rygte for Trolddom, og intet godt Skudsmaal hende af nogen bliver
+meddelt, er ogsaa bevist, hun haver lovet ondt og Ulykke, og de, hun
+har lovet det, har saa faaet, da kunde de ikke skiære eller purgere
+hende for Trolddoms Sag; men hun udi samme onde Dievels Konst og
+Trolddom skyldig er, saa hun derfor bør at lide.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Saa vidt om denne forskrækkelige og grusomme Dievelens Vold og
+Tyranni og det øvrige af Historien; thi videre Kundskab om noget, der
+værd er at fortælle, var ikke at bekomme. Og dette er saa Enden og
+Udgangen paa denne Handel.
+
+                Gud os naadelig fra alt ondt bevare!
+
+
+
+
+
+End of Project Gutenberg's Et forfærdeligt Hus-Kors, by Johan Brunsmand
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 40310 ***