diff options
Diffstat (limited to '40291-0.txt')
| -rw-r--r-- | 40291-0.txt | 10611 |
1 files changed, 10611 insertions, 0 deletions
diff --git a/40291-0.txt b/40291-0.txt new file mode 100644 index 0000000..46f2621 --- /dev/null +++ b/40291-0.txt @@ -0,0 +1,10611 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 40291 *** + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. Kursiv tekst +i originalen er gengivet med =lighedstegn=, mens s p a t i e r e t +tekst er gengivet med _understregning_. + + + + + ABSALONS BRØND + + + + + Af "Absalons Brønd" udkommer samtidigt en svensk Udgave + (=Alb. Bonnier=, Stockholm) og en tysk (=Fr. Wilh. Grunow=, + Leipzig). + + + + + ABSALONS BRØND + + AF + + SOPHUS BAUDITZ + + + KJØBENHAVN + + GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG + + FR. BAGGES BOGTRYKKERI + + 1901 + + + + + Første til tredie Tusende. + + + + +Øverst oppe i et Hus i Gothersgade, nær ved Kongens Nytorv, stod der +To og saae fra et Dueslag ud over Kjøbenhavn. + + * * * * * + +Et stivnet Bølgehav af spidse, mørkerøde Tage med utalte Skorstene og +nysgjerrige Luger; Gaarde, snevre og dybe som Skakter, Gaarde, der +ligesom visse indeklemte Fjelddale kun een Gang om Aaret fanger en +Solstraale i deres Bund; aabne Vinduer og lukkede Vinduer, Smaavask +paa Tørresnore spændte fra Kvist til Kvist, og hist og her, hvor man +mindst venter det, Trækroner indesluttede af Mure som Stueplanten af +Urtepotten -- det er det Nærmeste. + +Rundt omkring voxer Taarne og Kirkespir op over den røgslørede +Tagvrimmel; de irrede Kobbertage paa Christiansborgs Sidefløie, paa +Slotskirken og paa Thorvaldsens Musæum ligger som smilende, lysgrønne +Enge, men glider Øiet længere ud, er der ikke mere lystige røde +Spidstage eller Farver overhovedet: kun graa Skifer, død, flad +Skifer -- en ensformig Stenørken som i alle moderne Storbyer. + +Langt borte blinker til den ene Side Sundet med Søforterne og den +svenske Kyst i Baggrunden, til den anden Side, Nordpaa, strækker sig +"Landet" -- hvor langt _det_ gaaer, veed ingen Kjøbenhavner. + + * * * * * + +-- Det var bagende varmt, Himlen var blaa og Havet blaat, og naar den +tumlende Dueflok pludselig slog et Slag, glitrede Vingerne i Solen. + + * * * * * + +-- "Jeg kjender dog ellers mit Kjøbenhavn," sagde den Ene, "men seet +i Fugleperspectiv tager det sig jo rigtignok noget anderledes ud end +seet nedefra!" + +"Ja, se _De_ kjender nu Gaderne," svarede den Anden med kjendeligt +jydsk Tonefald, "_jeg_ kjender bedst Tagene og Skorstenene." + +Den Første var en halvhundredaarig Mand, beskedent men soigneret, +næsten pillent klædt; mager og skjægløs var han, et Par Guldbriller +sad tæt ind til de graa, rolige Øine, Frakken -- lang, sort -- saae +ud til at være for stor til ham, men var det alligevel ikke: han +lignede nærmest en gammeldags Professor eller en Adjunct fra en +Provinsby. + +Det var cand. phil., Kommunelærer _Berner_. + +Den Anden saae ud til at være nogle Aar ældre. En gammel Kaskjet var +skudt tilbage i Nakken, saa det graasprængte, krusede Haar stak frem +under den knækkede Skygge, eet Øie havde han kun -- et fiffigt, +polisk Øie -- og det runde, rødmussede Ansigt var stubbet -- kjøn var +han ikke og soigneret saamænd heller ikke. + +Det var Boghandler -- antikvarisk Boghandler -- _Terndrup_. + +-- "Ja, heroppe kan man da faae en Mundfuld Luft," vedblev +Sidstnævnte. + +"Det kan man da heldigvis ogsaa i Gaderne," sagde Berner. + +"Aa, ja -- ja, saagu," indrømmede Terndrup, "men hvad _er_ det for +Luft! Den er brugt noget rigeligt, før man faaer den -- ligesom +de fleste af de Skolebøger, Drengene vil sælge til mig. Nei, +Kjøbenhavn --" + +"Ja, Kjøbenhavn er en velsignet By -- eller _har_ i alt Fald været +det!" afbrød Berner ham og saae frem for sig. + +-- "Naa, De kigger over til det ny Raadhus," sagde Terndrup efter en +Pause, "ja, det bliver et grumme Taarn efter Tegningen at dømme, og +det vil alligevel pynte svært op paa Revieret!" + +"Jeg saae nu forresten _ikke_ efter Raadhuset" svarede Berner +alvorligt. "Jeg saae paa Christiansborgs Ruiner -- _de_ pynter ikke!" + +"Aa, nei, saagu, ikke saadan -- men saa maa Kjøbenhavnerne trøste sig +med, at de faaer Raadhuset." + +"Ja, det er mig dog ikke tilstrækkeligt. Det er meget godt, at +Kjøbenhavn udvider sig til alle Sider, at der kommer Hotel efter +Hotel, Butik ved Butik -- en By af Jern og Glas -- og at det ny +Raadhus skygger over det Hele, men som der over enhver By maa løfte +sig Kirketaarne -- Klokkeklangen maa kunne række over alle Tage og +ned i alle Gaarde -- saadan maa der midt i en gammel Kongestad kneise +et Slot med Tinder og kronet Spir." + +"Aa, ja, saagu, der kan være Noget i det." + +"Det er ganske naturligt," vedblev Berner, "at man nu vil stille en +Statue af Den, der grundede Byen, op over Hovedindgangen til det ny +Raadhus, men for mig er der dog noget underlig Trist i at gjøre det, +saa længe som der ikke ligger et Slot men kun sodede Ruiner paa +Absalons Holm og over Absalons gamle Brønd. -- Ja, De veed jo nok, at +den djærve Bisp nu engang er _min_ Helt: han værnede ikke blot Kirken +men ogsaa Landet, han sloges selv som den Bedste mod Venderne, og han +reiste den Borg, som Kjøbenhavn er voxet op om." + +"Ja, han gjorde jo saa." + +"Men kan De saa ikke forstaa, at der i 'Kongens Kjøbenhavn' maa være +et 'Kjøbenhavns Slot' som Midtpunct paa den ældste historiske Grund!" + +"Aa, jo, saagu," indrømmede Terndrup atter, "men det ny Raadhus +kommer jo ogsaa til at ligge paa historisk Grund: det var da _der_, +Borgerne i 1659 slog Stormen tilbage -- jeg gad nu ellers vidst, om +Kjøbenhavnerne vil bære sig ligedan ad som dengang, om der igjen +skulde komme en Fjende og ligge for Voldene." + +"Det kan De stole paa -- i saa Tilfælde føler Enhver sig som Borger +af sin By! Men de gamle Volde og Grave fra dengang -- ja, nu er der +fem Etagers Huse, hvor de laa! -- Aa, hvor var der deiligt, Terndrup, +nede ved Stadsgraven! Jeg kan slet ikke tænke mig noget mere Frodigt +end _den_ Vegetation: alle de mange forskjellige Træer -- sjeldne +Salix -- og Gifttyde, Arum, Calmus og Krebsklo -- _der_ var Noget at +samle! Og hvor var der fredeligt dernede en Sommeraften! Min Fader +havde Baad og Fisketegn, og naar vi laa udenfor Rørene, ude i det +stille, sorte Vand, mens Nattergalene slog i Buskene, og Myggene +dansede over den oliegrønne Andemad -- De kan tro, _det_ glemmer man +ikke!" + +"Aa, nei, det kan jeg forstaa! -- Der var nok ogsaa god Jagt ved +Stadsgraven, har jeg ladet mig fortælle: der blev lagt Ællinger ud +og --" + +"Ja, _der_ var Dyreliv!" afbrød Berner ham ivrigt. "Jeg har Snese +Gange truffet baade Odder, Ræv og Grævling dernede; de hule Piletræer +var fulde af Flagermus, og i strenge Vintre kunde der komme et helt +Træk af Sidensvanser -- ja, een Gang har jeg seet Isfuglen dykke! -- +Og hele den Flora, der var i Kirsebærgangen og paa Voldene: =Tulipa +silvestris= og de to Arter =Ornithogalum= og --" + +"Naa, ja, Planterne, veed De nok, kerer jeg mig nu ikke saa meget om, +men Jagten -- hvor fik man Skydetegn fra?" + +"Det veed jeg virkelig ikke!" + +"Ikke? -- Naa, ja, man kunde vel ogsaa ramme uden at have Tegn!" + +Der blev igjen en Pause, og denne Gang var det Berner, der gjorde +Ende paa den ved at spørge: + +"Hvad staaer _De_ nu egentlig og seer saa vist efter?" + +"Aa, ikke saadan efter Noget," svarede Terndrup. -- "Jo, jeg troer +ellers, jeg saae ud over Dyrehaven og tænkte paa, at derovre, ud ad +den Kant til, _der_ ligger Jylland!" + +"Ja, er det nu ikke underligt nok," sagde Berner, "det gaaer med en +Bys Befolkning som med dens Flora: der er en fast Bestand, som ikke +skifter, men ny Arter forvilder sig stadig herind mellem Brostenene, +og nogle acclimatiseres, andre ikke -- _De_ er nu aldrig bleven det!" + +"Nei, det veed Gud, jeg ikke er!" erklærede Terndrup. + +"Og jeg," vedblev Berner, "jeg er knyttet saa fast til min By, at jeg +slet ikke kunde tænke mig at leve noget andet Sted i Verden end her. +-- Det kommer vel ogsaa af, at jeg er født paa Slottet, paa selve +Absalons Holm," tilføiede han med et Smil -- han blev formelig kjøn +ved det Smil -- "og døbt med Vand fra Absalons Brønd!" + +"Ja, og _jeg_ er født ved Ringkjøbing," sagde Terndrup, "det gjør +strax en Forskjel!" + + * * * * * + +-- De var ved at gaa ned fra Dueslaget, da Terndrup pludselig +interesseret udbrød: + +"Nei, vil man se, hvor Jomfruens Pralbønner skyder op, det var da +svært!" + +"Hvor?" spurgte Berner. + +"Dernede -- i Kassen udenfor det Vindue paa fjerde Sal! Ja, hun har +baade Pralbønner og Purløg og Karse og Radiser, det er en hel Have." + +"Hvilken Jomfru?" spurgte Berner igjen. + +"Herregud, Jomfru Buxbom! -- De veed, hende, der holder Skole!" + +"Naa, hun!" + +"Ja, hun er da omtrent lige saa god Kjøbenhavner som De!" + +"Er hun det?" + +"Ja -- det vil sige, hun er rigtignok ikke født paa Slottet!" + + * * * * * + +Og saa gik de ned, ned ad de mange slidte, mørke Trapper, hvor +indegjemt Petroleumsos og gammel Kjøkkenlugt slog dem imøde, og da +de stod i Gadedøren, følte Berner sig aabenbart igjen paa hjemlig +Grund, medens Terndrup egentlig snarest saae ud som en Mand, der har +sagt Farvel til Frihed, Lys og Luft. + +-- "Saa kommer jeg altsaa paa Lørdag Aften," sagde Berner, "og saa +gjør vi en Excursion til Amager." + +"Ja, det er saa meget godt -- Farvel!" + +"Farvel!" + + + + +_Terndrup_ var en ægte Vesterjyde, Søn af en fattig Skolelærer. Da +han var tolv Aar, skjød han sin første Hare inde paa Sognefogdens +Pløiejord, og da han var bleven sexten, vidste intet løbende eller +flyvende Vildt indenfor en Omkreds med ham som Centrum og en Radius +af tre Mil sig sikkert for hans Skud. + +Han kom paa Seminariet, gik ogsaa, mens han var _der_, paa Jagt, men +fik dog Examen -- med hvad Characteer er det ikke værd at tale om -- +og var derefter saa heldig, eller uheldig, at blive kaldet til +Skolelærer et Sted vesterpaa i Jylland, hvor der var godt med al +Slags Jagt. + +Det var en Skolelærer, som Ungerne kunde bruge! I Jagttiden -- og den +spændte for _ham_ over Størstedelen af Aaret -- hændte det nemlig +hveranden Dag, at Skolen fik fri, saa under _det_ og saa under _det_ +Paaskud, og var et Stykke Vildt fra et af Godserne i Omegnen bleven +seet i Amtsplantagen -- hvor han forresten slet ikke havde Jagtret +-- saa belønnedes en halv Snes Stykker af de flinkeste Drenge med at +faae Lov til at klappe Plantagen igjennem for ham. Det gik endda -- +mærkeligt nok -- men værre var det, at han sommetider, naar der ikke +vilde gaa Streifvildt i Amtsplantagen, selv gik ind og hentede et +Stykke paa det nærmeste Gods. Det blev naturligvis baade opdaget og +meldt, han fik skrappe Advarsler, siden Bøder -- hans Stilling blev +efterhaanden stærkt truet. + +Og saa kom Katastrophen: Bispevisitatsen, den, han af og til, naar +han havde spist rørig Mad til Aften, kunde drømme om som i Mareridt. +Børnene havde naturligvis Ingenting -- bogstavelig Ingenting -- lært; +Examinationen blev en Skandale, og han fik Afsked paa graat Papir. + +Saa levede han et Par Aar paa Gjæsteri hos gode jydske Venner, gik +paa Jagt og drak Kaffepunscher -- mange Kaffepunscher og stærke +Kaffepunscher -- men da han en skjønne Dag mærkede, at han rystede +lidt paa Haanden i Aftrækket, og at man ligesom begyndte at blive en +Smule kjed af ham, tog han en kraftig Beslutning, solgte sin Bøsse +for ti Rigsdaler, lovede sig selv hverken at røre Skyder eller +Punscher mere og drog til Kjøbenhavn. + +Her begyndte han i en mørk Baggade at handle med gamle Bøger og +Naturalier, og efterhaanden fik han en fast Kundekreds af +Skoledrenge i skiftende Generationer, saa at han efter en Del Aars +Forløb kunde flytte hen i Gothersgade, i et af de høie, kjedelige +Huse, der hverken har nogen bestemt Farve eller nogensomhelst +Architectur, men kun gjør et Indtryk af tilfældigt Graat i Graat. I +Stueetagen her aabnede han sin "Handel med brugte Bøger og +Naturalier" -- senere kom Frimærkernes Tid; de sidste blev han lidt +efter lidt tvungen ind paa, men skjøndt han egentlig bestandig dybt +foragtede dem, maatte han dog indrømme, "at man ligegodt ender med at +faae saadan en Slags Interesse for det Kram, naar man hver Dag maa +staa og pille ved det." + +Efterhaanden kjendte han sine Kunders forskjellige Samlinger omtrent +lige saa godt, som de selv kjendte dem: vidste, om Peter manglede et +Turn og Taxis Mærke, og Hans et Æg af den store Tornskade, og +huskede, hvem der havde byttet Skolebøger for Morskabsbøger, og hvem +der havde gjort det Modsatte. + +Pige holdt han ikke, og Hund heller ikke; han nøiedes med at have +Duer og Stærkasser, og sin Mad lavede han selv, tarvelig til det +Yderste -- han var ikke for Ingenting Jyde. Vilde han imellem +delicatere sig, gik han om Efteraaret tidlig paa Morgenen til +Grønttorvet og kjøbte et halvt Fjerdingkar gule Blommer eller ned til +en Pæreskipper ved Gammelstrand og fik et rødternet Tørklæde fyldt +med Løgæbler, som han selv bar hjem og stegte i Kakkelovnen; +Vinteraftener kunde han fristes af en Lageagurk eller af Rødbederne i +et Spækhøkervindue -- det var den høieste Luxus. + +Adskillige Gange om Dagen heftede han et Stykke Pap med Paaskriften +"Kommer strax" paa Døren; det betød, at han var oppe at trække frisk +Luft paa Slaget. Stod han _der_ og saae sine Duer tumle omkring og +kæntre paa Vingerne, glemte han for en Stund Butiken og Gaderne -- +han var hævet over det Hele. + +Men "nede" havde han af og til sine Anfægtelser. Andre Mennesker har +Foraarsfornemmelser, _han_ havde Efteraarsfornemmelser. Naar de +første Agerhøns viste sig udenfor Vildthandlernes Vinduer, og naar +der hang Knipper af Brokfugle, saa længtes han dobbelt efter det +forjættede Land. Og mødte han en kjøn Hønsehund paa Gaden, stod han +stille og saae efter den, og hørte han pludselig et ægte, uforfalsket +Jydsk lyde midt i Kjøbenhavn, saa standsede han ogsaa og lyttede som +til en liflig Musik. + +Søndag Aftener kunde han gaa ad Damhussøen og Rødovre til forat høre +Solen blive ringet ned fra en Landsbykirke, og kom han hjem fra +saadan en Tur, var han gjerne hel vemodig stemt, ligesom naar han i +Efteraarsnætter havde hørt Regnspoverne fløite paa Trækket over +Kjøbenhavn. Saa maatte den gamle Violin frem -- den var det eneste +ydre Minde fra hans Skolemesterdage -- og inde i den lille Stue bag +Butiken spillede han sig til Ro ved gamle Melodier, Bondeviser og +Danse fra Høstgilderne. + +En fremmed Fugl i den store By var og blev han, men helt anderledes +end tidligere formede dog hans Liv sig fra den Tid af, da han havde +lært Berner at kjende. + + * * * * * + +Det var nu en femten Aar siden, at Cand. phil. _Berner_ første Gang +var kommen ind i hans Butik og havde spurgt efter et gammelt +naturhistorisk Værk; han var oftere kommen igjen, de passiarede +sammen, de mødtes i en fælles Interesse, og tilsidst var de, til +Trods for al Forskjel i Dannelse, Anskuelser og Sympathier bleven +Venner. + +Den fælles Interesse, i hvilken de mødtes, var Interessen for +Kjøbenhavns Fauna. + +Berner, der var Søn af ret velstillede Forældre -- Faderen havde +været kongelig Livkusk og havde som saadan havt Embedsbolig i den +vestre Sidefløi af Christiansborg Slot -- vilde oprindelig, da han +var bleven Student, have taget Magisterconferens i Naturhistorie, men +efterhaanden blev _det_, der tiltrak ham ved Studiet, saa udelukkende +Kjøbenhavns Fauna og Flora, at han forsømte alt Andet og ikke fik +Examen. Saa blev han Lærer ved de offentlige Skoler, passede sin +Undervisning samvittighedsfuldt, men brugte saa godt som al Fritid +til sit Yndlingsstudium. + +Terndrup havde i Begyndelsen slet ikke villet tro, at der overhovedet +kunde være nogen Fauna og Flora at studere paa Kjøbenhavns Grund, og +han gjorde store Øine, da han første Gang hørte, at der endnu var +Odder i Christianshavns Grave, at Vandrefalken hvert Foraar og +Efteraar holdt til ved Frederikskirken, hvorfra den gjorde sine +Razziaer efter Duer rundt omkring i Staden, og at der i enkelte gamle +Huse maaske endnu kunde findes Exemplarer af den sorte Rotte. +Jægerblodet skjød op i ham; kunde -- og vilde -- han end ikke mere +skyde, saa var det dog en Slags Surrogat for Jagt at følge Berner paa +hans Excursioner, opdage en rugende Graaand i Frederiksberg Have og +iagttage Fugletrækket ved Kallebodstrand. + +Byens Flora lærte Terndrup derimod aldrig at faae nogen rigtig +Interesse for, og end ikke Berners Fortælling om en saadan forsvunden +Raritet som den italienske Kløver -- =Trifolium resupinatum= -- der i +sin Tid fandtes paa Slotsholmen, paa Pladsen omkring Thorvaldsens +Musæum, formaaede at fængsle ham videre. + +Som Berner levede for sin Fødebys skiftende Fauna og skiftende Flora +og dyrkede den med en næsten pietetsfuld Kjærlighed, saaledes dyrkede +han ogsaa selve Byen, den gamle By, elskede -- lidenskabeligt men +ensidigt -- Alt, hvad der i den mindede om Fortiden, og saae med +historisk Glæde paa hver gammel Mur og hvert gammelt Træ. + +Og denne Kjærlighed og denne Glæde søgte han efter Evne at meddele +sine Elever. Om Søndagen gjorde han næsten altid Ture med en Flok +Drenge fra Kommuneskolen; det var naturligvis Drengenes egen Sag, om +de vilde møde, men der meldte sig altid Frivillige nok, for Berners +Excursioner havde et godt Lov paa sig. Snart gik han rundt med dem i +selve Byen -- først og fremmest paa Slotsholmen, "Absalons Holm", som +han aldrig glemte at tilføie -- viste dem Grænserne for det gamle +Kjøbenhavn, Ruinerne af Jermers Taarn og den Linie udenfor Stormgade, +hvor det var gaaet hedest til under Kampen, og derfra kunde han gjøre +en Runde gjennem Gader som Knabrostræde, Kattesundet, Snaregade og +Hyskenstræde blot for paa selve Stedet at forklare de underlige Navne +og for i et gammelt Hus at vise dem en indmuret Bombe fra 1807; snart +var man i Byens Udkanter med ham, paa Fælleden og paa Christianshavn, +og saa var det nærmest Dyre- og Plantelivet, det gjaldt, men hvert +Øieblik bragte dog ogsaa her en historisk Bemærkning, en Oplysning om +gamle Dage -- "for en kjøbenhavnsk Dreng kan aldrig vide for meget om +Kjøbenhavn," pleiede han at sige. + +Reiser havde han aldrig gjort, knap nok været borte fra Byens +Territorium. Rosenborg Have og Frederiksberg Have, Castelsvolden og +Christianshavns Vold, Lindetræerne paa Helligaands Kirkeplads og +Kastanietræet i Holbergs Gaard, det var for ham Skov nok: her kunde +han jo følge Udspring, Blomstring og Løvfald, og her var "historisk +Luft" under Trækronerne. + +Conservativ paa alle Omraader var han, conservativ af Opdragelse, +Overbevisning og Temperament. Ikke for Intet var han jo, som han nok +holdt af at fortælle, født paa Absalons Holm, paa selve Slottet, og +"døbt med Vand fra Absalons Brønd", og ikke for Intet havde hans +Slægt -- en ganske jevn Borgerslægt -- været bosat i Byen saa langt +tilbage, at en af hans Forfædre under Kjøbenhavns Beleiring 1659 +vidstes at have staaet i Gevær under Gyldenløve og gjort det store +Udfald med gjennem Dronningens Have. + +Stilfærdigt og uden synderlig Omgang levede han efter Faderens Død i +sin Ungkarleleilighed i Nyhavn -- han var naturligvis Pebersvend -- +og som han aldrig havde været egentlig ung, syntes han heller ikke at +ældes med Aarene -- maaske kom det ogsaa af, at han Livet igjennem +aldrig havde slaaet en Streg uden efter Lineal. + + + + +Lørdag Formiddag bankede det paa Døren til Terndrups Butik, og et +kjønt Pigebarn paa en halv Snes Aar, lille og fin, med store blaa +Øine og gule Krøller kom ind. + +"Goddag, Goddag, bitte Marie!" raabte Terndrup, "hvad vil Du? Er Du +ikke i Skole?" + +"Jo," lød Svaret, "men jeg skulde hilse fra Jomfru Buxbom og bede, om +De ikke kunde komme op til hende strax, for der var noget meget +Vigtigt, hun endelig maatte tale med Dem om." + +"Meget Vigtigt?" brummede Terndrup. "Vrøvl naturligvis! -- Er +Papegøien bleven syg?" + +"Nei, den feiler vist Ingenting." + +"Naa, ja, saa sig, at jeg skal komme." + +Pigebarnet gik, Terndrup hængte Placaten med "Kommer strax" paa Døren +og stavrede saa op paa fjerde Sal. + +En Porcelainsplade paa en skjæv Dør bar Inscriptionen: + + _Emilie Buxbom._ + + Privat Undervisning. + +Her bankede han paa, og en skingrende Stemme raabte: "Kom ind!" + +Omkring et udslaaet Klapbord sad en halv Snes Pigebørn i syv, otte +Aars Alderen og stavede høit eller skrev paa Tavle. Marie sad ved +Vinduet paa en Forhøining og læste, men Jomfru Buxbom var ikke i +Stuen -- det var Papegøien i Messingburet, der havde raabt "Kom ind!" + +Terndrup sagde Goddag til Børnene og gik husvant rundt og pillede ved +Smaatingene henne paa Commoden, hvor en Christus i Gibs velsignende +strakte Hænderne ud mod Ganymedes og Psyche i Biscuit, og hvor +forresten Photographier af Hovedstadspræster og tidligere Elever +faldt over hinanden. + +Døren ud til Kjøkkenet gik op, og ind trippede Jomfru _Buxbom_ selv, +lille, indskrumpen men væver som en Lækat til Trods for sine +halvfjerdsindstyve Aar; sort, slidt Kjole, Kappe med flagrende +Hængebaand over en mørk Paryk, der faldt i det Rødlige, sorte, +spillende Øine, Ravhjerte i en Snor _om_ Halsen og store Guldringe i +Ørene. + +"Gud, er De allerede kommen, Terndrup!" udbrød hun og gjorde et Knix. +"Det var kjønt af Dem at se herop! -- Skriver I flittigt, I smaa Guds +Lam? Det var Ret! -- Jeg hørte slet ikke, De gik med Døren!" + +"Jo, jeg pikked paa, og saa skreg det gamle Asen _der_ 'Kom ind'," +sagde Terndrup. -- "Det lyder omtrent, som naar man filer en Sav!" + +"Det maa De ikke sige," indvendte Jomfruen ivrigt. "Det er min +Oldefaders Røst, der taler ud af Poppe -- min salig Moder sagde +altid, at det var, ligesom hun hørte sin Bedstefader!" + +"Saa? -- Ja, De skulde nu ligegodt vride Halsen om paa det Kræ, +Jomfru -- den kan jo jage En ud af Huset!" + +"Gud, hvor vil De hen! Jeg har jo tyve Kroner om Aaret i +Familielegat, saa længe Poppe lever, for at passe og pleie ham!" + +"Det er sgu ogsaa sandt! -- Men hvad var det saa, De vilde mig?" + +"Jo, seer De -- ja, det er en meget vigtig Affaire. -- Puds din Næse, +lille Petra, saadan! -- Det er en Datter af den fine Spækhøker henne +i Grønnegade -- _han_ betaler altid sine to Kroner i Skolepenge +præcis den første i Maaneden!" + +"Det er nok ikke alle Børnenes Forældre, der gjør _det_!" + +"Nei -- nei, ikke alle -- det kan jo nok knibe sommetider." + +"Ja, de Fleste gaaer vel ogsaa frit?" + +"Nei, egentlig frit gaaer kun fire!" + +"Naa, ikke flere!" + +"Nei -- men har De seet det yndige Billede af Pastor Jespersen! +Ligner det ikke storartet!" + +"Det gjør det formodentlig nok." + +"Ja, han er en deilig Mand -- det er ogsaa _min_ Præst!" + +Det Sidste blev sagt med en saadan Betoning, at man fik en bestemt +Fornemmelse af, at Vedkommende egentlig ikke havde anden +Præstegjerning end at være _hendes_ Sjælesørger, og at _hun_ paa den +anden Side underholdt _ham_ som sin private Huscapellan. + +"Jeg troede ellers, De hørte Pastor Illum?" bemærkede Terndrup. + +"Ja -- ja, sommetider -- navnlig tidligere -- men han er gaaet +tilbage: der er ikke den Kraft i hans Forkyndelse, som der har været. +Nei, Pastor Jespersen, ham skulde De høre! Naar man gaaer hjem fra +hans Præken, saa føler man sig saa glad og saa tilfreds med sig selv, +og det er saa trøsteligt. -- Saa, nu maa I have Lov at spise Frokost, +I smaa Lam! -- Har _Du_ kun bart Smørrebrød med, lille Fie! Bi lidt, +det er der Raad for!" + +Ud vimsede Jomfru Buxbom i Kjøkkenet og kom strax tilbage med en +uhyre Spegepølse. -- "Den har jeg faaet sendende fra Frøkenerne paa +Vennebjerg, De veed," sagde hun forklarende til Terndrup, "den er +hjemmelavet. -- Nu skal Fie faae Spegepølse! Ja, I Andre skal ogsaa +nok faae Lov at smage! -- Luk Vinduet op, lille Marie, der er +Liremanden! -- Jeg skal sige Dem, Terndrup, den Liremand, der kommer +om Lørdagen, han har altid de nyeste Melodier -- Revueviser og +saadant noget -- i Kassen, og man vil jo dog gjerne følge lidt med +Tiden. Men De kan tænke Dem, forrige Lørdag var det saa grumme +uheldigt, for da kom han sammen med Gaardmissionairen, og ham vil jeg +ogsaa gjerne høre, for man skal dog tage den Opbyggelse, man kan +faae, ikke sandt? -- Aa, han har en velsignet Røst! Man kan høre +hvert Ord, han siger, helt her op paa fjerde Sal, og saa taler han +saa deiligt; der er altid Noget af, hvad han siger, som man kan tage +op og gjemme paa -- som nu forleden, saa sagde han: 'Vi er alle +Syndere,' sagde han, og det _er_ vi, det er meget rigtigt -- _De_ +ogsaa, Terndrup! Jo, De er! -- Men sæt Dem dog ned! Sæt Dem i +Lænestolen _der_ -- den skal Pastor Jespersen have til Erindring om +gamle Mille Buxbom, naar jeg er død og borte -- det _har_ jeg ogsaa +sagt til ham!" + +"Jeg troede ellers, Pastor Illum skulde have den," bemærkede +Terndrup, "for det _har_ De da sagt til ham!" + +"Saa? Nei, det troer jeg ikke, jeg har sagt -- det kan jeg da i alt +Fald ikke huske! -- Naa, nu maa I have spist af, Børn! Tør Dig om +Munden, lille Sine, saadan! Skriv nu flittigt paa Tavlen -- rigtig +pæne Bogstaver -- saa skal jeg siden, naar Hr. Terndrup er gaaet, +fortælle Jer Indholdet af 'Røverborgen': det er saadan et deiligt +Stykke fra _min_ Ungdom! -- Jo, seer De, Terndrup, det, jeg egentlig +vilde spørge Dem om, var -- kom ind! -- Nei, er det Dem, Frøken +Hansen! -- Hr. Boghandler Terndrup -- Frøken Hansen, der synger i +Garnisons Kirkes Kor!" + +Frøkenen vilde blot give Jomfru Buxbom en Billet, der gav Adgang til +at overvære et Bryllup samme Eftermiddag, og efterat hun som en dyb +Hemmelighed havde betroet hende, at General Tapto var meget daarlig, +og at det vilde blive en deilig Begravelse med Masser af Uniformer +indenfor og militair Honneur udenfor, tog Frøkenen Afsked og fik et +Stykke af Spegepølsen med hjem. + +"Ja, nu maa De se at fatte Dem i Korthed, bitte Jomfru," sagde +Terndrup, "for jeg maa sgu ned i Butiken!" + +"Det skal ske! -- Aa, et Øieblik!" -- + +Jomfru Buxbom gik hen i en Krog og tog sig en Pris. Hun snuste +stærkt, men vendte sig altid bort, naar hun gjorde det, og antog +derfor, at hendes Brug af Tobakken var en lige saa stor Hemmelighed +for Alle, som at hun bar Paryk. + +"Nu skal De høre," begyndte hun igjen, "det angaaer den lille Marie +-- aa, hun er et velsignet Barn, og saa god! Kom hun ikke idag og +forærede mig en lille Buket, hun havde i sit Belte, og som hun selv +havde faaet til givende af Grossererens Poul -- _der_ kan De se! Ja, +det er ikke andet end simple Blomster hjemme fra Gaarden, men det er +det Samme, de skal blive gjemt alligevel -- kom ind!" + +Det var Kogekonen, Madam Siegler, der boede i Huset, og som altid +samvittighedsfuldt gav Rapport om de Middage, hun havde været til. +Hun kom forat bringe Menuen fra et Sølvbryllup i et større +Herskabshus, men da Terndrup begyndte at blive urolig i Lænestolen, +fik Jomfruen dog Madamen til at gaa med Løfte om at ville komme igjen +senere. + +-- "Jo, seer De," begyndte hun igjen, "De kjender jo Maskinmanden paa +tredie Sal?" + +"Maskinmanden?" + +"Ja, fra det kongelige Theater -- ham, der er med at heise Bagtepper +op og ned og flytte Coulisser." + +"Naa, ham!" + +"Ja, han kommer herind forat faae en halv Flaske Saft til Konen, der +lige har bekommet sig en Lille." + +"Det har hun jo altid!" + +"Naa, ja -- ja, jeg kan nu godt lide Manden alligevel -- han drikker +lidt, men han banker aldrig Konen -- og De veed, det morer mig +imellem at høre Noget ovre fra Theatret: Repertoire og røde Placater +og nye Decorationer -- Herregud, min salig Fader var jo Korist ved +det Kongelige og --" + +"Ja, det veed jeg," skyndte Terndrup sig at forsikre. + +"Naa, jeg har jo ikke Raad til at holde Aviser, saa jeg maa have al +min Visdom fra gode Mennesker og --" + +"Det var sgu vist alligevel billigere at holde Aviser!" + +"Troer De? Nei -- men det var Maskinmanden, vi kom fra -- det var Dem +selv, der afbrød mig! Seer De, just som han -- Maskinmanden -- sidder +_der_ i den samme Lænestol, De nu sidder i, og som med Guds Hjælp +engang, naar jeg er død og borte, Pastor Jespersen skal sidde og +memorere sine deilige Prækener i, saa kommer Liremanden, -- Fredags +Liremanden -- og han spiller en Dans -- en ganske ny en: la, la, +la--la, la, la--la -- og Marie giver sig til at danse -- jeg skal +sige Dem, vi havde Frikvarteer." + +"Det har de nok i Reglen heroppe!" bemærkede Terndrup og kom +uvilkaarligt til at mindes sin egen Skolemestertid. + +"Nu veed De nok, at hun har lært at danse forrige Vinter -- ikke? Jo, +Grossereren betalte saamænd for hende, og De skulde se hende flytte +sine smaa Fødder som Trommestikker: det er som at se en Guds Engel -- +især i Hopsa! Saa siger jeg til Maskinmanden, som jeg nu siger til +Dem: 'Er det ikke som at se en Guds Engel?' siger jeg, og han svarer +strax: 'Jo, det er, Jomfru!' -- der var nu heller ikke Andet at +svare til! Men saa fortæller han mig, at de ovre ved Theatret i næste +Uge skal antage en tre, fire Børn til Balletten, og accurat ligesom +ved en Indskydelse ovenfra foreslaaer han, at man skulde lade +Balletmesteren se paa Marie og sige, om hun ikke kunde bruges. -- +Tænk Dem en Lykke for en fattig Enke som Madam Lund -- eller Frue, +skal hun vel kaldes nu -- at faae sit Barn til det Kongelige: fri +Undervisning, baade Tysk og Fransk, foruden Dansetimerne, og Skopenge +og gratis Komedie hver Lørdag Aften fra den lille aparte Loge i +Galleriet -- er det ikke storartet!" + +"Aa, jo -- maaske sgu -- men hvad siger Moderen? For hun maa da vel +ogsaa have en Stemme med!" + +"Gud, hun sidder jo nede i Store Kongensgade og aner ingen Verdens +Ting! -- Men hende skal _jeg_ nok tale med!" + +"Hvad skal _jeg_ da egentlig?" + +"De skal tale med Grossereren!" + +"Om hvad?" + +"Herregud, Terndrup, naar han bestandig har taget sig af Madam Lund +-- eller Fru Lund -- og ladet hende have to Værelser og Kjøkken og +Adgang til Tørreloft gratis i Baghuset og nu i tre Aar har betalt mig +to Kroner hver Maaned i Skolepenge for Marie, saa er det da ikke mere +end rimeligt, at man spørger ham, om han har Noget imod, at +Pigebarnet kommer i en anden Skole!" + +"Hvor _han_ ikke skal betale for hende -- det har han sgu Ingenting +imod! -- Men De mister jo to Kroner om Maaneden, naar Marie gaaer!" + +"Ja, det gjør jeg jo -- men man slaaer sig vel igjennem uden dem. Og +tænk saa paa, hvad Marie kan fortælle ovre fra Theatret, hvis hun +kommer til Balletten! -- Men hvad jeg vilde sige, det er nu alligevel +kjønt, som Grossereren altid har været imod Fru Lund!" + +"Synes De?" + +"Ja, det veed Gud, jeg synes! -- Aa, gaa lidt ud i Kjøkkenet, lille +Marie, og hent mig et Glas Vand -- men lad Hanen løbe længe, at det +kan blive rigtig koldt! -- Jo, seer De, fordi hendes Mand i sin Tid +havde været Reisende eller Agent, eller hvad det var, for +Grossereren, derfor havde han da virkelig ingen Forpligtelser overfor +Enken og Barnet, naar den salig Mand saa skammelig havde misbrugt +Grossererens Tillid!" + +"Aa, var det saa farligt?" + +"Jo, veed De hvad, Terndrup, Grossereren handler med Klipfisk og +Hørkram o. s. v., det veed Gud og Hvermand, og det skulde Lund have +reist i, men han drev Geschäft paa egen Haand, gjorde han, og +smuglede, og det taalte Vorherre ikke i Længden, for det blev +opdaget, at der var Silketøier paa Bunden af de Kasser med +Appelsiner, som han fortoldede for egen Regning, og saa blev han sat +fast, og saa døde han -- heldigvis!" + +"Ja, ja, lad nu det være godt! -- Tal saa i Guds Navn med Fru Lund, +og vil hun have Barnet til Dansen, saa kan De skikke mig Bud om det +iaften med Marie, saa skal jeg nok, siden De endelig vil have det, +snakke med Grossereren imorgen. -- Farvel, Jomfru!" + + + + +Lørdag Aften har Alle travlt. + +Arbeiderne har faaet Ugeløn, og Konerne gjør Indkjøb hos Spækhøkerne +i Smaagaderne -- der er ligefrem Beleiringstilstand. Ud ad Vesterbro +til, ad "Strøget", gaaer den Sværm, der vil more sig: til Tivoli, til +Variétéerne og til Frederiksberg. Men de, der maa blive hjemme, har +det lunt nok inde i Byen den varme Septemberaften, og seer man ned ad +en Gade, seer man næsten kun aabne Vinduer. + +Udenfor Terndrups Butik staaer der til Stadighed en tre, fire Drenge +og betragter de Bøger, der ligger fremme, betragter Conchylierne, +Fugleæggene, Hugormen i Spiritus og Frimærkerne, der er klistret op +paa gamle Papbind. Lørdag Aften er ogsaa Terndrups travle Dag: saa +har hans Kunder faaet Characteerpenge -- eller i alt Fald Ugepenge -- +og Capitalerne skal strax omsættes. + +Inde i den mørke Butik er der foran Disken kun Plads til et Par ad +Gangen. Fra Gulv til Loft staaer der op ad Væggen umage Reoler +fyldte med Bøger; Bøger ligger i Stabler og Bunker, paa Gulvet og paa +Disken -- det er næsten umuligt at røre sig herinde, vanskeligere +endnu, skulde man tro, at orientere sig. + +En eiendommelig muggen, støvmættet Lugt slaaer En imøde -- _den_ +ubeskrivelige Lugt, som gamle Bøger, og _kun_ gamle Bøger har, men +Terndrup generer den ikke. Munden staaer ikke paa ham, han giver +Besked, og han handler, raader og skjænder, og Alt i en høi, +skrattende Skolemestertone, som Drengene har vænnet sig til og sætter +Pris paa. + + * * * * * + +-- "'Gjøngehøvdingen'? Jo, Du kan faae et meget pænt Exemplar for 50 +Øre; der mangler rigtignok et Par Blade henimod Slutningen, men naar +Du kommer saa vidt, skal jeg fortælle Dig, hvad der staaer paa dem. +-- Naa, nu skal Eskildsen nok sælge sin Frimærkesamling? Ja, jeg +sagde Dig det nok: Du skulde være bleven ved Fugleæg, det veed man, +hvad er! -- Bi lidt, lad mig faae Piben tændt først!" + +Terndrup tænder en lille Snadde, der strax gaaer ud igjen -- han +bruger flere Penge til Tændstikker end til Tobak. + +To unge Piger kommer forlegne ind; den Ene puffer til den Anden, +Ingen vil begynde, og først da Terndrup spørger, hvad der er til +Tjeneste, faaer den Dristigste af dem, gloende rød i Hovedet, +spurgt, om han har den og den moderne, "uartige" Bog -- nei, Terndrup +har den ikke, og saa gaaer de, men de er ved at falde over hinanden +for at komme først ud ad Døren. + +_Der_ kommer Berner. + +-- "Goddag, Goddag! Værsgod at komme indenfor Disken!" sagde +Terndrup. "De kan nok finde en Plads, for De maa vente, til jeg er +færdig med Forretningerne! -- Om jeg har 'Peter Simple'? Jo, jeg +troer sgu nok, jeg har den, men hør hellere herind paa Mandag, for +jeg skal først have flyttet den Bunke. -- Nei, er _Du_ der, _Poul_! +Er Du allerede flyttet ind fra Landstedet?" + +Dette Spørgsmaal henvendtes til en kjøn, fjortenaars Dreng, frisk og +solbrændt, sund og freidig. + +"Hvad samler _Du_ paa for Tiden? I Foraaret var det Conchylier, og +før Sommerferien var det Frimærker -- Du skulde sgu hellere give Dig +til at samle paa Penge! -- Det gjør hans Fader," hviskede Terndrup +til Berner, "det er den rige Grosserer Lange henne i Store +Kongensgade. -- -- Naa, Du vil sælge dit latinske Lexicon? Er Du +kommen i Realklassen? Ja, jeg tænkte nok, det gik ikke med Dig og +Klassikerne! -- Værsgod: fire Kroner og femogtyve Øre for Lexicon'et +-- jeg kan se, Du har ikke slidt ret meget paa det! Nu skulde Du +saamænd kjøbe Dig Dyr i Spiritus for Pengene -- her er en pæn +Bændelorm og en Blæksprutte -- ikke? Naa, Du skal i Tivoli, ja, saa +god Fornøielse da!" + +Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at +lukke Butiken, da den lille _Marie_ -- Jomfru Buxboms ældste Elev -- +kom ind. + +"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup. + +"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren." + +"Det skal jeg! -- Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner, +"det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer +Lange. -- Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det +var jo rart!" + +Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig +pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne +Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde: + +"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?" + +Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa +Terndrup og svarede: + +"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges." + +"Hvem er Poul?" spurgte Berner. + +"Det er jo ham, der var her før -- Grossererens Søn fra Forhuset," +forklarede Terndrup. + +"Og hvor har _han_ faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt. + +"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie. +-- "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare +Ukrudt." + +"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem, +bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med +Grossereren imorgen. -- Farvel, min Pige, og hils hjemme!" + +-- "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da +Marie var gaaet. + +Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt +Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede: + +"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at +sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner +=Trifolium resupinatum=." + +"Hvad er det for Noget?" + +"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den +udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring +Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden." + +"Naa _den_! Det var jo ellers morsomt nok!" + +"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?" + +"Ja, det er jo ikke godt for _mig_ at sige." + +"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde +være =Trifolium resupinatum=! -- Troer De, Grossereren kan give nogen +Oplysning om Plantens Forekomst!" + +"Nei, jeg troer sgu ikke -- men De kan jo spørge ham ad foruden +Betaling!" + +"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. -- Har De noget imod, at vi +opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro +paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!" + +"Nei, gaa De kun, Berner -- og Lykke paa Reisen!" + + + + +Nede i Store Kongensgade, paa venstre Haand fra Gothersgade, og kun +et Par Steder fra denne, laa der et toetages, ældre Hus. + +Da det i sin Tid blev bygget, var der vistnok ikke nogetsomhelst +Fornemt ved det, men nu, da Husene rundt omkring alle havde fjerde +Sal og Kviste, gjorde det med sine to Etager og den fugede Kalkpuds +mellem de mørkerøde Sten næsten Indtryk af et Patricierhus. + +Her boede Grosserer _Lange_. + +Hans Fader var en Proprietairsøn fra Sjælland, der som Dreng var +kommen i Handelslære i Kjøbenhavn og i Slutningen af Tyverne havde +aabnet en Hørkramforretning paa Vestergade. Den havde han nu for en +halv Snes Aar siden afstaaet til Sønnen, men Sønnen havde opgivet +Detailhandelen og handlede kun som Grossist -- hovedsagelig med +Klipfisk og Sild. + +Af Sildelage og Klipfisk lugtede der i Baghuset, hvor Lagrene var, og +hvor Enkefru Lund havde to Værelser og Kjøkken, men i Forhuset +lugtede der af levende Blomster, af ægte Maria Farina og fine Stege +-- _der_ betragtedes Klipfisken og Silden som Noget, der kun omtaltes +og kun existerede i Handelskorrespondance. + + * * * * * + +-- Grosserer Lange sad Søndag Formiddag inde i sit private Kontor, +hvis fornemste Prydelse var et stort, brunet Verdenskort "i Mercators +Projection", der muligvis kunde bibringe Besøgende den Forestilling, +at Husets Forbindelser spændte over hele Jordkloden. Grossererens +rundladne Ansigt, som det var umuligt at kjende igjen efter et +flygtigt Bekjendtskab, fordi det lignede hundrede andre, var rødt og +kun udstyret med et Par tynde, blege Whiskers; i Øieblikket saae han +anstrengt ud, skrev en Linie eller to, stregede ud og skrev igjen. + +-- "Er det Calculen over den sidste Sending, Du er ved, Fader?" +spurgte Datteren _Ragna_, der stod ved en Pult henne i den anden Ende +af Kontoret. + +Det var en høi, smuk Pige paa et Par og tyve Aar, med store, +graablaa, rolige Øine, regelmæssige Træk og en kraftig, ualmindelig +elegant Figur, der kom godt til sin Ret i en drapfarvet, +=tailor-made= Kjole. + + * * * * * + +-- Frøken Ragna havde gaaet i en af Byens bedste Pigeskoler og i ti +Aar faaet Undervisning i Klaverspil, men opgivet det, da hun blev +confirmeret, havde som Barn besøgt alle de vigtigste Musæer een Gang, +og som Voxen havt abonneret i det Kongelige med den øvrige Familie +hver Lørdag. + +Da hun var fyldt tyve Aar, havde hun imidlertid pludselig erklæret, +at hun vilde have noget Ordentligt at bestille; hun gjennemgik en +Handelsskole for Kvinder, forlangte derpaa Plads som Bogholderske hos +Faderen, tiltvang sig Pladsen og var efterhaanden bleven ham +fuldstændig uundværlig, saa at han nu Intet foretog sig uden at have +confereret med Datteren. + + * * * * * + +-- "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget +Svar. + +"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med +Calcule. -- Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til +Herreselskabet." + +"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! -- Enten _har_ vi +Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab -- saa var der dog meget +bedre ude paa Landstedet!" + +"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa +Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de +har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem -- +det siger ogsaa Madam Siegler. -- Har Du seet Julius?" + +"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu." + +"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar -- Cycleløb eller Fodbold, +eller hvad Pokker det var -- hørte Du, naar han kom hjem?" + +"Nei, jeg sov." + +-- "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?" + +Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem +de projecterede Gjæster -- der havde været den Tid, da han var glad +for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt +tilbage, at han ikke mere kunde huske den. + +Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen +Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet. + +"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom. + + * * * * * + +Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun +havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev +noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at +hun selv gik i Kjøkkenet -- det passede sig ikke, mente han. Kun +Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra +Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid. + + * * * * * + +Invitationslisten blev læst op for Fruen, og Grossereren erklærede +derefter, at hun skulde have Generalen tilbords. + +"Det havde jeg jo sidst," tillod Fruen sig at bemærke. + +"Ja, det kan ikke hjælpe! Du maa have ham: ellers bliver han +fornærmet!" + +"Aa, saa holder han Tale for mig!" + +"Ja, lad ham bare det -- det er sgu det, han bliver bedt for!" + +"Men kunde Du ikke lade være med at byde Velkommen -- saa har han da +ingen Forpligtelser!" + +"Nei, Velkommen vil jeg byde -- og han taler forresten i alle +Tilfælde -- han taler nu storartet! Han kan saadan gribe et eller +andet Ord, som en Anden har sagt og sætte Noget om det ind i den +Tale, han har lavet hjemme -- _det_ beundrer jeg. -- Hvor bliver +Julius af?" + +"Han kommer vist strax," skyndte Fruen sig at sige, "han var saa +træt." + +"Ja, det vil jeg tro! -- Naa, _der_ er Du -- Dagdriver!" + + * * * * * + +Den saaledes Tiltalte var en stor Pløk paa atten Aar. Haaret var redt +ned i Panden som paa en Bologneser, og Øinene stod kun paa Klem; +gabende kom han ind i Stuen med begge Hænder i Lommen, og efter et +søvnigt Nik til Deling mellem Familien smed han sig i en Stol. + +Det var Grossererens ældste Søn _Julius_ -- Sportssønnen. + + * * * * * + +Det er muligt, at et tidligere Slægtleds physiske Opdragelse var +forsømt, men Julius tilhørte _den_ yngre Slægt, hvis hele Uddannelse +saa at sige er legemlig. + +I en Alder af ti Aar vandt han Præmier for Skøiteløb og figurerede +jevnlig i Aviserne, og da han var fjorten, vurderedes en Anbefaling +af ham for en ny Cycle-Model som en Udtalelse af en Autoritet. I +Begyndelsen havde Faderen været stolt af Sønnen, naar han kom hjem +med Præmieuhre, Potageskeer og Vandrepocaler, men efterhaanden som +det viste sig, at det Eneste i Verden, Julius overhovedet bestilte, +var at traine og starte, og at han -- i Modsætning til Samson, der jo +havde sin Styrke i Haaret -- kun havde _sin_ Styrke i Læggene, blev +Grossereren ligefrem gal i Hovedet ved blot at se ham. Faderen +skjældte ham ud -- i Tide og Utide -- Moderen forkjælede ham og gav +ham de Penge, der var nødvendige til at dyrke Variétéerne og +Forstadstheatrene for; thi helt uden aandelig Interesse var Julius +heller ikke: han læste ganske vist ikke Andet end Cyclecataloger og +Sportsblade, og han gik ikke i Theatret, men Parodier og Revuer +kjendte han grundigt -- kunde endogsaa sommetider fløite et særlig +actuelt Refrain temmelig rigtigt -- og af dem lærer man jo dog ogsaa +saa meget, at man med lidt Freidighed kan snakke med om, hvad det +skal være. + + * * * * * + +"Uh, den Dragt, Du har uglet Dig ud i," vedblev Grossereren. "Man kan +faae Kvalme af at se paa Dig!" + +"=English fashion!=" nedlod Sønnen sig til at bemærke. + +"Hold Mund, Flab! -- Jeg troer ikke, at jeg i to Aar har seet Dig paa +Kontoret uden i ternede Knæbuxer og svedt Uldskjorte!" + +"Herregud, lille Mand, han skal jo ud at bentraine," sagde Moderen. + +"Hvorfor kom Du først hjem imorges?" spurgte Grossereren. + +"Jeg =pacede= Hansen-Rod", svarede Julius gnavent -- det kostede ham +øiensynlig Anstrengelse at overvinde sig til at tale, "og saa festede +vi ham bagefter." + +"Rod -- hvad for en Rod?" + +"Ham, der var lige ved at vinde Verdensmesterskabet i Rotterdam." + +"Aa, de forbandede Cycler, man kan snart ikke gaa for dem." + +"Ja, hvad skal ogsaa alle de Fodgængere drive om paa Gaderne for -- +de kan jo blive hjemme! Det er sgu næsten ikke muligt at komme frem +med sin Maskine, uden at vælte idetmindste en gammel Kone og et Par +Barnevogne!" + +"Laban! -- Naa, hvad er der nu?" + +Pigen kom ind og meldte, at Madam Siegler var ude i Entreen, og Madam +Siegler -- Kogekonen, der boede Dør om Dør med Jomfru Buxbom -- blev +strax indladt, hvilket Julius benyttede sig af til skyndsomt at +forsvinde. + +Der udspandt sig nu en længere Forhandling om Menu'en med Madam +Siegler, og Grossereren spurgte tilsidst, om hun ikke havde et eller +andet Nyt at foreslaa, saadan en fix lille Ret, der kunde stikkes ind +mellem det allerede Vedtagne. + +Jo, Madamen foreslog en Chartreuse, det havde de nylig havt hos den +spanske Minister, vidste hun. + +"Chartreuse?" sagde Grossereren. "Det er jo ingen Ret! Det er det +grønne Skidt, Julius blev saa daarlig af ifjor!" + +Madam Siegler forklarede nu, hvad _hun_ mente med en Chartreuse, +Menuen fik sin endelige Form, og Grossereren og Ragna blev alene, da +Fruen havde en yderligere Kjøkkenforhandling med Madamen. + + * * * * * + +-- "Hvad siger Du til, at Poul vil være Søofficeer?" spurgte +Grossereren sin Datter. + +"Ja, hvad skal man sige -- naar han har Lyst til det, saa --" + +"Det er den forbandede Plasken i Baad ude ved Landstedet, der har +gjort Ulykken, og saa, at vi havde to Cadetter med til Julius' Bal +sidste Vinter! Poul skulde have været i Forretningen -- Julius bliver +dog aldrig til Noget! -- Naa det kan maaske alligevel ikke være saa +galt -- der er jo flere Prinser i Marinen." + +"Ja, hvad saa?" + +"Hvad saa, hvad saa -- man kan aldrig vide -- ja, det kunde jo dog +tænkes, at man engang gjennem Poul kunde se en Kongelig Høihed ved +sit Bord!" + +Ragna nøiedes med at smile, og Grossereren studerede meget +omhyggeligt Verdenskortet. + +"Veed Du, hvor Yocobora ligger?" spurgte han pludselig. + +"Nei -- jo, er det ikke en Republik i Mellemamerika?" + +"Troer Du? -- Ja, her er den sgu! Den seer ikke ud af Meget! -- Veed +Du, hvad Sprog de taler _der_?" + +"Det er vel Spansk, tænker jeg." + +"Spansk -- mon det er meget svært at lære?" + +"Ja, det er det vel nok." + +"Ja, jeg mener ikke saadan rigtigt -- men saa meget, at man f. Ex. +kunde holde en Tale -- den skulde naturligvis være skreven i Forveien +-- dersom der kom en Orlogsmand fra Yocobora hertil -- de har en +Orlogsmand veed jeg!" + +"Men hvad vedkommer det Dig?" + +"Aa, ikke saadan -- ja, jeg kan forresten gjerne betro dig det: +Møller, der har været Generalconsul for Yocobora, flytter fra Byen og +vil derfor sælge -- ja, ikke ligefrem sælge, naturligvis, for det kan +man ikke -- men han vil mod en Affindelsessum anbefale mig til +Regjeringen derovre, saa at jeg kan blive hans Eftermand." + +"Men Fader dog!" + +"Ja, Du skal ikke saadan uden videre slaa det hen min Pige. Ganske +vist er Yocobora kun en Republik -- og Ordener har de ikke, jeg _har_ +forhørt mig -- men Uniformen er sgu storartet: trekantet Hat, Kaarde +og Guldbroderi i Masse, baade paa Kjolen og Benklæderne -- jeg _har_ +prøvet Møllers Kjole: den passer mig, som den var syet til mig, og +han har kun havt den paa to Gange." + +"Men tænker Du da virkelig --" + +"Ja, det veed Gud, jeg gjør! -- Det er nu forresten mest for din +Moders Skyld." + +"For Moders Skyld?" + +"Ja, seer Du, _jeg_ er Grosserer -- 'Grosserer Lange', det kan man +baade sige og skrive -- men din Moder er slet og ret Frue -- 'Fru +Lange,' hverken mer eller mindre. -- Kunde Du nu ikke unde din egen +Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have +Glæde af Uniformen?" + +"Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?" + +"Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! -- Hvad er der nu?" + +Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar +Aftes, var her igjen. + +"Hvad for en Herre?" + +"Candidat Berner." + +"Kjender Ingen af det Navn -- ja, lad ham saa komme i Guds Navn!" + +Berner kom ind. + +Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid, +endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til +ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader, +gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk. + +Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog +ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og +spurgte i en nedladende Tone: + +"Hvad er til Deres Tjeneste?" + +Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende +Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i +hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa +Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn. + +"Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud. + +Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante +af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det +var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra +hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade -- Blomst var +der uheldigvis ikke -- mindede alligevel paafaldende om en Kløver -- +=Trifolium resupinatum= -- som ellers nærmest hørte hjemme i Italien, +men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens +Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde +været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det +nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne +Plante -- hvis det virkelig var _den_ -- kunde være kommen her, saa +tillod han sig -- + +"Jeg behøver vel ikke at gjøre Nogen Regnskab for, hvad der groer +eller ikke groer i min Gaard!" foer Grossereren op. + +"Men Fader dog!" udbrød Ragna uvilkaarligt, og Grossereren tog sig i +det og erklærede i en noget høfligere Tone, at Gaarden og Baghuset +var Noget, der ikke interesserede ham, og som han derfor heller ingen +Besked vidste om. + +Berner tillod sig at spørge, om Grossereren muligvis havde, eller +havde havt, Handelsforbindelse med Italien eller med sydlige Lande +overhovedet, men saa foer Grossereren atter op og svarede: + +"Klipfisk og Spegesild, det handler jeg med" -- nu var han jo nødt +til at vedkjende sig Forretningen -- "og de Varer veed De vel som en +studeret Mand kommer ikke fra Italien! -- Er der mere, jeg kan være +Dem til Tjeneste med?" + +Nei, det var der ikke, og Berner gik. + + * * * * * + +-- "Men hvorfor var du dog saa uhøflig, Fader?" spurgte Ragna. + +"Uhøflig! Jeg? -- Det var jo ham! Saadan en Næsvished, at trænge sig +herind til mig og spørge mig ud, som om jeg var i Forhør! Maa jeg +være her! -- Men er der Ukrudt i den lille Plaine omkring Lindetræet +i Gaarden, saa er det en Uorden, og saa skal det naturligvis luges op +-- jeg vil give Karlen Ordre til den Dag idag at grave Plainen om -- +og Pouls Intimiteter med Baghustøsen skal ogsaa have en Ende! -- Han +giver hende Blomster -- det er nydeligt! -- Nei, det er vist meget +godt, han kommer ud at seile -- væk fra det Hele! Man har kun +Ærgrelser! -- Ja, vi skulde vel have fat paa den Calcule!" + +Men det var nu aabenbart bestemt, at Grossereren den Søndag Formiddag +idelig skulde forstyrres: nu kom Terndrup. + +Grossereren brugte ham ind imellem som en Slags Commissionair, dels +naar det gjaldt om paa en fin Maade at skaffe Oplysning om Den og +Dens Soliditet, dels naar der var Tale om at anbringe Penge i et +eller andet halvt obscurt Foretagende; thi det var en Eiendommelighed +for Grossereren, at det morede ham, ved Siden af sin egentlige +Forretning, at vove mindre Summer paa tvivlsomme Forretninger, der +under særlig heldige Conjuncturer kunde give en forholdsvis stor +Gevinst. + +Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden +Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe +Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa +hendes mulige Overgang til Theatret. + +Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt +udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til +Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, _han_ var lige +glad. + +Med den Besked gik saa Terndrup. + +Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen, +og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før +hun ligesom tøvende svarede: + +"Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i +Gaarden -- jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller +Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort +Hus." + +"Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun +halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk -- han +skal ikke have sin Gang i Baghuset!" + + + + +Men _det_ havde nu Poul alligevel. + +Han sad netop imens ovre i Fru Lunds Stadsestue og fortalte hende og +Marie, at han nu endelig havde faaet Lov at gaa til Søs: hans +Ansøgning var inde hos Marineministeriet, og han haabede bestemt at +komme ud som frivillig Lærling med Vintercorvetten. + + * * * * * + +-- Intet Sted i Verden befandt Poul sig saa vel som hos Fru Lund, og +Intet i Verden smagte ham, som hvad han fik _der_: et rørt Æg med +Sukker, en tør Kage eller et Glas Saft og Vand. Fra ganske Lille var +han vant til at komme der, og den beskedne Stue, der skinnede af +Renlighed og formelig lugtede af grøn Sæbe, syntes ham meget, meget +hyggeligere end de elegant monterede Sale i Forhuset -- den forekom +ham nemlig, uden at han selv gjorde sig Rede for det, at være et +Hjem. + +Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og +beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med +Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty +hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst. + +Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige" +Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at +han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans +Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun +være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa +Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde +han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I +saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev +nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og _det_ +paaskjønnede han i høi Grad -- han kunde ikke udstaa at faae Skjænd. + +Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var +forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde +efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem +Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og +paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens +skeløiede Søn hjem til Middag. + + * * * * * + +-- Fru _Lund_ sad med Andagt og hørte paa Pouls Udmalinger af sin +maritime Fremtid. + +Hun var en lille, mager Kone, altid som et pillet Æg, med Kappe, +hvidt Forklæde og sort Kjole -- altid ens. Hun syede for et +Broderimagazin, vaskede og stoppede paa Maries Tøi og tilbragte en +hel Del af sit Liv med at søge Legater, som hun aldrig fik, og med +som en fjern, uopnaaelig Mulighed at drømme om engang at blive +Klasselotteri-Collectrice. Grossererens og Alt, hvad hans var, saae +hun op til med Ærefrygt og Taknemmelighed, levede af brugt Sol fra +det rige Forhus og var i det Hele taget saa ydmyg, at hun end ikke i +sin egen Stue nogensinde sad paa mere end Kanten af en Stol. + +Af og til rystede hun nu betænkeligt paa Hovedet, naar Poul talte om +Hundevagter, Kanonexercits og Olietøi, og i sit stille Sind ønskede +hun af og til at kunne være med ombord forat tage Pletter af hans Tøi +og sy Rifter sammen over Knæene. + +Marie fortalte straalende glad Poul, at hun skulde til Theatret; hver +Morgen skulde hun paa Danseskole og om Lørdagen paa Komedie -- Alt +naturligvis under Forudsætning af, at hun blev antagen -- i næste Uge +skulde det afgjøres. + +Omsider gik Poul og var heldig nok til at komme over i Forhuset uden +at være bleven savnet. + + + + +Der var ordentligt Rykind hos Jomfru Buxbom. + +Børnene holdt Frokost, og Jomfruen skar just Karse af til deres +Smørrebrød fra Kassen udenfor Vinduet, da det bankede, og efterat +Oldefaderens Røst havde talt ud af Papegøien og raabt "Kom ind!" +viste Madam Siegler sig. + +Hun havde Meget at fortælle: om Middagen hos Grosserer Lange's og om +et femogtyve Aars Jubilæum hos en velhavende Manufacturhandler. + +Hos Grossererens havde de faaet Gaaseleverpostei =en croûte= før den +anden Steg -- ikke, som tidligere, bagefter -- det havde _hun_ oplyst +dem om, at man nu brugte -- og Generalen havde ikke blot udbragt en +Skaal for Fruen, men ogsaa for den yngste Søn, der jo nu skulde til +Orlogs, og Generalen havde sagt, at han ved at vælge Havet til +Virkefelt kun fortsatte de fædrene Traditioner, eftersom Huset Lange +jo altid havde havt sin Levevei af Havets Producter. Den Tale havde +Madam Siegler selv hørt Ord til andet ude fra Corridoren. + +Jubilæet var der ikke andet Mærkeligt at fortælle om, end at der +blandt Gjæsterne havde været en Vegetarianer, eller, som Madamen +udtrykte sig: en "Gemysemand" -- "men han kunde jo dog faae Rødderne +fra Suppen og Persillen fra Kyllingerne," sagde hun -- hun yndede +ikke Vegetarianere. + +De to Menuer var neppe nok drøftede, før der kom en ny Visit: det var +Madam Asters, Portnerske i et høigreveligt Hus i Bredgade. + +Hun var et af Jomfru Buxboms allerinteressanteste og paa en vis Maade +allerfineste Bekjendtskaber; hun sagde "vi" om Herskabet, kunde +fortælle om Baller, hvor der kom Prinser og Prinsesser, og vidste paa +en Prik, om Damerne for Tiden brugte rundt eller firkantet Slæb. + +Det Første, der skete efter hendes Ankomst, var, at Kaffekanden blev +sat paa Petroleumsapparatet, og at et af Børnene fik Lov til at lægge +Tavlen og blev sendt ned efter Wienerbrød. Kaffekanden blev i det +Hele sjelden kold her i Stuen, for der var næsten altid Besøg, og +Jomfruen selv hørte til de mærkelig construerede Kvinder, der i +Sommermaanederne hovedsagelig ernærer sig af Rødgrød, og Resten af +Aaret af Kaffe med Wienerbrød. + +-- "Naa, lille Madam Asters," begyndte Jomfruen, da der var skjænket +i Kopperne, "hvad Nyt ude fra Bredgade af? Har der nylig været +Selskabelighed?" + +"Gud, nei, Jomfru, hvor vil De hen!" svarede Portnersken. "Vi har jo +Sorg!" + +"Det er ogsaa sandt, det veed jeg jo." + +"Det er forresten saa kjønt med Sorg," vedblev Madamen, "især naar +Herskabet kjører ud. Tjeneren -- det er nu et nydeligt Menneske og af +pæn Familie: hans Fader er Skovløber ude paa Grevskabet -- han seer +saa gentil ud i Sort med et blaat og hvidt Silkebaand ned ad +Skuldrene, og Lygterne er ogsaa helt overtrukken med Sort -- det er +saa høitideligt!" + +Madam Siegler hørte efter med stum Andagt -- hun selv kom kun til det +velhavende Bourgeoisie. + +"Gud veed forresten, om der bliver nogen rigtig Selskabelighed mere +paa Palais'et," vedblev Madam Asters -- "nei, Tak, kun en lille Kop!" + +"Men hvorfor dog ikke det?" + +"Nei, jeg har nu min egen Tro -- men ikke _mine_ Ord igjen! -- +Børnene lytter da ikke efter? -- Jo, jeg skal sige Dem, Herskabet +hører ikke mere Pastor Jespersen, som de før pleiede van." + +"Ikke det!" udbrød Jomfru Buxbom. "Det er da ellers den deiligste +Præst i hele Byen -- det er _min_ Præst -- her skal De se hans +Photographi! -- Han skal saamænd ogsaa arve den Stol, De sidder i!" + +"Nei, nu er Herskabet begyndt at høre Pastor Knastrup," vedblev +Madamen. "Gudbevares, han præker storartet -- min Mand og jeg er +ogsaa begyndt at høre ham -- men han er jo noget strix." + +"Er han _det_?" + +"Jo! -- Og det mærkes naturligvis saadan allerede med den megen +Gudfrygtighed paa Palais'et." + +"Gjør det _det_?" + +"Ja, det gjør, Jomfru -- vi holder 'Kristeligt Dagblad'!" + +"Nei, tænk!" + +"Ja, det er forresten et rigtig godt Blad. Der staaer baade Brylluper +og Begravelser og Ulykkestilfælde ligesom i 'Berlingske', og hvis man +synes, man faaer for meget af Gudeligheden, saa kan man jo springe +den over." + +"Ja, det kan man jo." + +"Saa har vi ogsaa faaet en hellig Student, som spiser hos os om +Torsdagen -- det vil sige, han spiser ved Mellembordet med +Husjomfruen og Oldfruen -- naturligvis -- men _han_ kan sagtens, for +er han blot færdig med at læse til Præst, saa faaer han naturligvis +nok Kald ude paa Grevskabet!" + +"Gud, tænk, saa er _han_ forsørget!" + +"_Det_ er han! -- Forleden Dag havde vi ogsaa en Missionair fra +Bagindien, men _han_ spiste ved Herskabets eget Bord." + +"Nei, gjorde han virkelig!" + +"Ja, han gjorde saamænd saa -- men Tjeneren sagde ellers, at han +spiste med Kniven!" + +"Gud, er det sandt!" udbrød Jomfru Buxbom og Madam Siegler i forarget +Kor og slog Øinene mod Himlen, ret som om de vilde kalde _den_ til +Vidne paa, at _de_ aldrig før havde tænkt sig, at en Kniv overhovedet +kunde bruges paa den Maade. + +"Ja, man skal jo ikke kritisere det Herskab, hvis Brød man er i," +sagde Madam Asters med Værdighed, "men _jeg_ synes nu heller ikke, +Greven saadan skulde byde alle Slags til sit Bord. Det kan være, det +var nødvendigt, dengang han var Politiker og sad i Landsthinget -- +det var net Selskab, vi tidt havde den Gang, kan De tro! -- men fordi +man hører Pastor Knastrup, behøver man da ikke at gjøre sig gemeen +med hele Slænget -- vel, Jomfru? -- Ja, Tak for Kaffe!" + +-- Da Madam Asters og Madam Siegler vel var ude af Døren, kom +Maskinmanden forat meddele, at Marie var bleven antaget af +Balletmesteren og næste Dag skulde begynde sin Skole i selve det +Kongelige Theater, og _saa_ stærkt virkede Meddelelsen om denne store +Begivenhed, at Jomfruen knap hørte efter, da han fortalte om de ny +Decorationer til "Jægerbruden" og alt det kunstige Spøgeri, der +skulde være i Ulvesvælget. + +_Han_ havde forresten ogsaa travlt, for han skulde hen og bringe det +vigtige Budskab til Fru Lund, der sad nede i Store Kongensgade og +anede Ingenting. + +_Der_ blev naturligvis Glæde, men samme Dag havde Marie havt sin +første store Sorg: Hanen havde brækket Benet, og Maskinmanden +anmodedes derfor om paa en saa vidt muligt lempelig Maade at tage +Livet af den og begrave den under Lindetræet. + +Det lovede han beredvilligt, og om Aftenen græd Marie ved Hanens Grav +samtidig med, at Maskinmandens Familie spiste Hønsefricassée. + + + + +Det lider hen paa Eftersommeren. + +Anlæggene paa Kongens Nytorv og foran Christiansborg Slotsruiner har +ganske vist endnu en blændende Blomsterpragt at opvise, og Gladiolus, +Asters og Cactusgeorginer kappes i Farveglød med hinanden, men der +ligger dog et enkelt gulnet Blad i de mørknende Plainer. I Skyggen +seer den store Kastanie ved Holmens Kirke endnu hel grøn ud, men naar +Septembersolen lyser igjennem den, faaer man Øie paa det gyldne Løv, +som allerede er begyndt at tyndes ud. + +Midt paa Dagen er "Strøget" endnu sommerligt: der er lyse Damedragter +og ingen Overfrakker, men i Butiksvinduer og Aviser læser man om +"Efteraarsudsalg", og forsynlige Folk med god Samvittighed og stor +Credit -- eller med een af Delene -- bestiller allerede nu den ny +Vinterfrakke hos Skrædderen. + +Cyclerne falder i Pris -- brugte eller stjaalne er slet ikke til at +sælge -- Fiskesnører og Boldspilrekvisiter maa bag Sportshandlerens +Ruder vige Pladsen for engelske røgfri Patroner, og nu kommer Vildt- +og Frugthandlernes gyldne Tid: Agerhøns, Harer og Fasaner viser sig i +saadanne Mængder, at Fremmede maa faae den Forestilling, at +Kjøbenhavn hovedsagelig lever af Vildt, og Tomater, Ferskener og +Druer fryder Øiet rundt omkring. + +Skinnende hvide Theaterplacater er traadt i Stedet for de skidne, +krøllede Laser fra Mai Maaned, der har maattet døie hele Sommerens +Sol og Regn, Tivoli holder Høst- og Fyrværkerifester, og om Søndagen +er der vel endnu stærk Trafik til og fra Dyrehaven, men Folk kommer +tidligt hjem, og det er broget Løv til Kaminvaserne, som de bringer +med fra Skoven. + +Nu har Grønttorvet sin Glansperiode -- der kjøbes ligefrem ind +til Vinterforraad -- og Gammelstrand ligger hver Morgen i sin +feireste Pragt: hele Kanalen er stuvende fuld af Sildebaade, der +tørrer de røde Seil, Fiskerne vader i det sølvskinnende Dræt, og +Skjællene blinker i Garnet -- det er som Pailletter i et mægtigt +Kniplingsklæde. + +De kridtede Ruder forsvinder, de sidste Efternølere flytter omsider +ind; Landliggerne har længe kjedet sig gudsjammerligt i de mørke +Aftener ude paa Villaerne, men for en Ordens Skyld klager de dog over +at have maattet tage ind. + +Husmoderen faaer travlt: Pelsværket hentes fra Bundtmageren, der +syltes Sveskeblommer og Asier -- hele Byen lugter surt -- +Efteraarsrengjøringen ligger i Luften, og Ægtemændene gruer. + +Om Aftenen, især efterat Lampen er tændt, begynder man at fryse ved +at se paa de hvide Gardiner -- Stemningen er trykket. + +Med Vemod stirrer Hotelportier'en efter hver kuffertlastet Droske, +der ruller bort, og en skjønne Dag opdager de unge Spurve i Tivoli, +der endnu ikke kjender Livets Kamp, at Saison'en er sluttet, og at de +fra nu af selv maa sørge for deres Udkomme. + +Sommeren er forbi, det er Efteraar. + + * * * + +-- Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser. + +Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent -- det gjorde de +aldrig om Sommeren -- Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu +foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at +det var et særlig godt Aar med Høns. + +Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han +derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad +den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og +endte saa med at falde i Staver. + +Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over +Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse +Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var +der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt +Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med +blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og +Nerier. + +Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi, +var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae +paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede +en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel +maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven +indrettet et photographisk Atelier. + +Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig +var han -- som de fleste Mennesker jo er -- og han vilde dog nok, +blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind +derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans +Dueslag. + +Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al +Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om +Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik +forbi, og spurgte sig for. + +Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget +photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og +hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. -- Om +Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og +Terndrup satte sig. + +-- "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens +Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den, +naar han engang faaer den!" + +Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et +Par Gange: + +"Ja, nyt Betræk maa der -- men jeg har forresten de to sidste Søndage +hørt Pastor Knastrup." + +"Naa, det har De -- ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om +efter en Lænestol!" + +Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun: + +"Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa +sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man +føler, man er en stor Synder -- hvad man jo ogsaa er, og hvad han, +Gaardmissionairen, ogsaa sagde!" + +"Naa, gjør han _det_!" + +"Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus, +der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets +eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa +Skuldrene vartede op med Handsker paa." + +"Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst, +skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne +ikke selv gjorde Noget af Jagten!" + +-- "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa +Meget at fortælle ovre fra Theatret -- De maa endelig komme op og +høre paa det en Dag!" + +"Ja, det skal jeg -- men nu maa jeg gaa!" + +"Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig +en eller anden god, ny Bog?" + +"Jo, men hvad skulde det være for en Bog?" + +"En, der ender godt!" + +"Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!" + +"Ja, ellers vil jeg ikke have den -- man læser da forat blive i godt +Humør og forat være i godt Selskab! -- I gamle Dage var det altid saa +beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine +Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side, +saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet -- og +_det_ var saa hyggeligt!" + +"Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem -- +Farvel, Jomfru!" + +"Farvel, Terndrup!" + + + + +Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen +og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin +tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa _den_ maatte +Terndrup være med. + +Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke. + +Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer +og Spisestue, og _der_ saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det +aabne Vindue og stirre ud i Gaarden. + +Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet +halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille. + +Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om +med en Salonbøsse i Haanden og sagde: + +"Den blev der sgu!" + +"Hvad for En?" + +"Rotten, naturligvis -- ja, det var ingen af de sorte, men jeg har +havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den." + +"Naa, saa De jagter!" + +"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre +en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en +Bøsse -- og Rotter er da heller ikke Vildt! -- Nei, hvad man har +lovet, det skal man holde! -- Hvad vil De ellers idag?" + +Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste +ikke, om det gik an at lukke saa tidligt. + +"Aa, hvad -- nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner. + +"Ja, det _er_ jo saa -- lad gaa!" + +Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa +en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og +grundede. + +-- "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup. + +"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den =Trifolium resupinatum= -- om +det virkelig skulde være _den_! Jeg listede mig ind i Grossererens +Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar +til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at +finde -- hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig +imod mig?" + +Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge -- og han er kommen +for nemt til dem -- det er det Hele!" + +"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner. + +"Nei, det var først Faderen, der begyndte." + +"Naa, det tænkte jeg nok!" + +"Hvorfor det?" + +"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus -- ganske som i enhver +anden Slægt, der har en Tradition -- altid som Regel raader en +urban Tone. -- Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa +Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i +samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig +Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet +Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader +til Søn." + +"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger +angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og +Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give +hen af!" + +"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med +Varme, "saa rank og saa damesikker!" + +"Ja, hun er sikker nok! -- Hende skulde _De_ tage, Berner -- hun +kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!" + +"Nei, virkelig!" + +"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! -- +Men De vil maaske ikke alligevel?" + +"Nei, jeg troer dog ikke -- _hun_ vil vist heller ikke --" + +"Aa, nei, det kan være troligt nok!" + +"Ja, lad os saa komme afsted!" + +Og afsted vandrede de, Berner med Straahat og Botaniseerkasse, +Terndrup med Kaskjet og Knortekjep. + + * * * * * + +Ad Frederiksholms Kanal og over Langebro gik de, saa standsede de +udenfor den gamle Accisebod, der ligger for Enden af Christianshavns +Vold, Acciseboden med de grønne Skodder og det fremspringende +Halvtag. + +-- "Er _det_ nu ikke meget kjønnere end hele det moderne Kjøbenhavn!" +udbrød Berner. "Acciseboden i Forgrunden, de lave 'Holms Huse' paa +den anden Side af Gaden, og nedenfor Volden Reberbanen under +Lindetræerne -- Herregud, det er vel næsten den eneste Reberbane, en +kjøbenhavnsk Dreng nu kan faae at se!" + +"Ja, han har ellers godt Øl inde i Siseboden -- det er en rar, kjølig +Kjelder," bemærkede Terndrup, og Berner overhørte ikke det fine Vink, +men gik strax hen og satte sig ved et af de smaa Borde foran og +bestilte to Glas Øl. + +-- "Lagde De egentlig Mærke til den gamle Proviantgaard, da vi før +gik forbi den?" spurgte Berner. + +"Nei -- er der ellers noget Mærkeligt ved den?" + +"Det er da for det Første en af Christian den Fjerdes Bygninger." + +"Naa, er det _det_!" + +"Ja, kan De ikke ogsaa se, at de vældige Gavle og det vældige Tag +seer anderledes solid og imponerende ud end de nye Bygninger?" + +"Aa, jo!" + +"Og saa ligger den lige opad Tøihusgaarden med de mange gamle, +udrangerede Kanoner, der har tjent mere end een Konge og været med +baade tillands og tilvands -- jeg bliver formelig høitidelig tilmode, +naar jeg gaaer der forbi!" + +"Aa, ja -- ja, saagu -- Skaal!" + +-- "Ja, vi skal vel videre," sagde Berner, da Øllet var drukket. "Men +har De noget imod at gaa om ad Volden -- det Stykke, man endnu _kan_ +gaa ad? Det er nok lidt længere, men betydelig kjønnere, og jeg vilde +ogsaa gjerne have Frø af =Lathyrus latifolius= -- den findes +deroppe." + + * * * * * + +-- Kjøn er Christianshavns gamle Vold. Lind og Kastanie, Ahorn og Elm +voxer i lige Rader paa dens Ryg, og ned ad Skraaningerne til Graven +er der en hel tæt Underskov af Tjørn, Hassel og Hyld. + +Drengene har lavet hulslidte Stier mellem Krattet, og gaaer man ned +ad en af dem, kan man komme for Skade med at overraske et elskende +Par eller en upriviligeret Fisker, der har faaet anbragt sin Snøre +udenfor den brede Rørbræmme med de mumlende, blaagrønne Spydblade. +Graven selv -- sine Steder bred som en Sø, andre Steder smal som en +Aa -- er saa stille, saa byfjern som Vandene omkring Torneroses Borg, +og naar Smaafisken slaaer, bliver man helt forundret over, at Fladen +virkelig kan sætte Ringe og ikke springer som skjørt Glas. + +Oppe paa Bastionerne leger Børnene Tagfat og Enkemand, eller de slaaes +om nedfaldne Kastanier; gamle Folk ryger en Eftermiddagspibe paa +Bænkene, og selv Hammerslagene fra Christianshavns Maskinværksteder +forstyrrer ikke Idyllen men fremhæver den kun end mere gjennem +Modsætningen. + + * * * * * + +Ude paa det rigtige Amager gik de hen ad Kløvermarksveien, forbi +Colonihaverne. + +Det er jo som en hel By af Lysthuse, smaa, grøntmalede Træhuse med +Døre, Vinduer og Flagstang -- de ligner strandede Badehuse. Vild Vin, +Humle og Pralbønner snoer sig op ad Væggene, og som den lille +Haveplet udenom dyrkes, saadan dyrkes ingen Plet i Verden! De +Radiser, her faaes, smager bedre end noget Andet, den Buket, her +skjæres, overgaaer Orchideerne fra Dina Schuldts Vinduer, og har det +lille Æbletræ virkelig omsider bekvemmet sig til at bære et enkelt +Æble, er dets Trivsel og Rødmen Gjenstand for en hel Families udelte +Interesse Sommeren igjennem. + +-- "Det er sgu kjønt," sagde Terndrup. + +"Ja, det er Trangen til at se Andet end Glas og Jern, der her finder +sit Udtryk," svarede Berner. "Det minder om Sporskifteren paa +Jernbanestationen, der laver sig en tre Alens Have mellem de +krydsende Skinner." + + * * * * * + +De passerede den store Losseplads, hvor Rotterne løb husvant om +mellem Kjøkkenaffald, Rester af fordums Bohave, Murbrokker og rustne +Blikdaaser, og Berner modstod ikke Fristelsen, men kom strax ind paa +sit Yndlingsemne: den sorte Rotte contra den brune. + +"Ja, nu er den sorte snart forsvunden overalt," sagde han, "dens +Mission er vel sagtens endt." + +"Hvad for en Mission?" spurgte Terndrup. + +"Det veed jeg ikke, men ligesom jeg fuldt og fast troer paa, at hvert +enkelt Menneske har sin Mission, stor eller lille, her i Verden, +saadan troer jeg ogsaa, at de enkelte Folkeslag, Slægter og og Arter +af Dyr og Planter har det, og naar et Individs eller en Races Mission +er endt, saa døer Individet eller Racen. -- Noget af det Tungeste, et +Menneske kan opleve, maa da ellers være, at det Folk, han tilhører, +udslettes af Tilværelsen som saadant, fordi det ikke længere har +nogen Mission -- eller fordi det ikke længere magter den, det har!" + +"Aa, ja, saagu -- men saa maa man da ønske, at De aldrig maa faae +Deres Bog skrevet," bemærkede Terndrup, "for _den_ er da vel _Deres_ +Mission!" + +"Det var et fromt Ønske!" svarede Berner leende. "Men det kunde jo +dog tænkes, at jeg ogsaa havde en anden Mission." + +"Hvad skulde det være for en?" + +"Aa, f. Ex. at lære mine Drenge at kjende Kjøbenhavn og give min +Skjærv til deres historiske Opdragelse." + +"Aa, ja, det kunde jo tænkes. -- Ja, saa kan De jo godt give Bogen ud +og maaske leve lidt alligevel!" + + * * * * * + +-- Det var Krudttaarnsveien, Veien langs Kysten indenfor Mellemfortet +og Prøvestenen, der var Dagens Maal; Berner havde Tegn, og det, han +nærmest vilde, var gjennem Kikkert at constatere, hvilke Vadefugle +der nu paa Efteraarstrækket gjæstede Stranden og altsaa for saa vidt +kunde siges at tilhøre Kjøbenhavns Fauna i videre Forstand. + +Af saadanne Excursioner gjorde Berner flere hvert Aar, og paa dem var +Terndrup ham en værdifuld Støtte, thi med sit ene, høire Øie saae +han glimrende, og selv om han kun havde _hørt_ en Fugls Fløiten, var +han næsten altid Mand for strax at kunne sige, hvad Fugl det var. Af +og til, navnlig naar det var en Bekasin, der lettede, kunde han kaste +Stokken til Kinden, men saa tog han den halv skamfuld ned igjen og +sagde regelmæssigt: "Nei, de Tider er forbi -- hvad man har lovet, +det skal man holde!" + +Turen blev ikke uden Udbytte, thi foruden at finde =Onopordon +Acanthium= paa et nyt Voxested -- bagved Strickers Batteri -- +lykkedes det Berner at iagttage baade en Flok Islandsryler og en +Kobbersneppe, og da dette var henholdsvis en Uge og ti Dage +tidligere, end disse Trækfugle ellers pleiede at komme her, berigedes +jo hans Optegnelser med to nye Data. + + * * * * * + +Fyret paa Trekroner var allerede tændt, da de brød op og lagde +Hjemveien om ad den ydre Grav, udenfor Orlogsværftet -- her havde +Berner Aaret iforveien seet Odder. + +Som gravet op af Jorden mødte de her ved en Omdreining to Mænd, begge +oppe i Trediverne. + +Den Ene var mørk, med opadstrøget Overskjæg, spids Fip og spillende +Øine; hans Halstørklæde var bundet i en flot Sløife, Frakken var af +sort Fløil, og under Armen og i Haanden havde han en Malerkasse, et +sammenslaaet Staffeli og en Feltstol. + +Den Anden var der ikke noget Flot ved, men det var en Kjæmpeskikkelse +med blond Fuldskjæg, store, blaa Øine, klædt ganske som almindelige +Dødelige. + +-- "Godaften, Høistærede!" sagde _han_ med Fløilsfrakken. "Ja, +undskyld, at jeg spørger saa ligefrem, men hvad i Alverden har De +bestilt ude paa Krudttaarnsveien? Mens jeg sad og malede, har jeg +seet paa Dem i en stiv Klokketime: De pegede udefter, og de satte +Kikkerten for Øiet -- ja, undskyld, men jeg _er_ nysgjerrig!" + +Berner forklarede, saa godt det lod sig gjøre i faa Ord, hvad der +havde ført ham herud, og præsenterede sig selv. + +"Ja, mit Navn er _Holst_ -- Carl Holst -- jeg er Maler." + +"Nei, er _det_ Dem!" + +"Ja, det veed Gud, det er! Og min tause Ven der, det er Hans +_Duborg_." + +"Hans Duborg! Var det da Dem, som --" begyndte Berner. + +"Ja, det var!" afbrød Holst ham. "Det var ham, som for fire Aar siden +gjorde den uhyre Lykke med sit store Billede, som baade fik +Udstillingsmedaillen og blev kjøbt af Galleriet, og det er ham, som +siden ikke har rørt Pensel og Palet!" + +"Maa jeg præsentere," sagde Berner: "Boghandler Terndrup." + +"Ja, det veed vi," svarede Holst. "Vi har seet Dem oppe paa +Dueslaget." + +"Har De _det_!" sagde Terndrup. "Det var sgu da ellers morsomt!" + +"Ja, oppe fra Atelier'et!" + +"Er De da ogsaa Photograph?" spurgte Terndrup interesseret. + +"Hvad for Noget!" raabte Holst. "Kalder De mig Photograph? Nei, hør +nu, det maa jeg dog paa det Bestemteste frabede mig! Vel udmærker +mine Billeder sig ved den mest slaaende Naturtroskab og indgaaende +Redegjørelse for Detaillerne, men med Photographer ønsker jeg dog +ikke at concurrere! Nei, jeg er sgu da Kunstner -- Maler i alt Fald +-- og Duborg og jeg har nu for en forholdsvis billig Penge indrettet +os et fælles Atelier oppe paa Taget af No 67 i Grønnegade, i det +maaske -- og desværre rimeligvis -- forfængelige Haab, at Lykken +_der_ skal tilsmile os." + +Man fulgtes nu ad, og Berner spurgte underveis Duborg, hvorfor han +ikke mere malede. + +"Aa --", begyndte Duborg, men Holst afbrød ham og svarede: + +"Det skal _jeg_ sige Dem: han er bange for, at hans næste Billede +ikke skal blive lige saa godt som det forrige, og derfor maler han +slet ikke det næste! Saa har han siden slaaet sig paa Decoration af +Porcelain og anden Husflid -- meget hæderligt! -- men Malerier tør +han ikke mere give sig i Lag med, for han siger, der er Ingenting at +male. -- Gudbevares, havde _jeg_ noget af hans Talent og Teknik, og +havde _han_ noget af min Hitten-paa og Gaaen-paa, saa havde Verden +ikke seet to større Kunstnere siden Michelangelo's og Raffael's Tid!" + +"Gud veed, hvor Du gider!" indskjød Duborg. + +"Jo, jeg gider! Det kan da ikke hjælpe som Du i Taushed at gaa rundt +og betragte Tilværelsen med store Øine og et svagt Smil," svarede +Holst. "_Jeg_ snakker for meget -- det veed Gud, jeg gjør -- men Du +siger Ingenting, og saa maa det Ene bøde paa det Andet!" + +-- "Har De malet et Billede her fra Amager?" spurgte Berner Holst. + +"Ja, jeg har -- et lille et." + +"Men Du var da nær ikke kommen længere end til Frederiksholms Kanal", +brummede Duborg. + +"Nei, jeg skal sige Dem," sagde Holst til Berner, "jeg faldt i +Begeistring over Proviantgaarden, da vi kom der forbi, og saa maatte +Duborg trække af med mig." + +"Det er sgu accurat ligesom Berner", bemærkede Terndrup. + +"Ja, men Proviantgaarden er ogsaa storartet!" vedblev Holst. "Det er +det eneste ordentlige Tag i hele Kjøbenhavn: mægtig skraanende som en +Bjergside og af den rigtige gamle Kulør -- ikke ækelt carmoisinrødt +eller brandgult som den moderne Tegl er, men varmt rødbrunt med en +Tinte af Blod -- gjort til at sees i Eftermiddagssol! Og saa +Tøihusgaarden ved Siden af -- ja, jeg er Antimilitarist -- +naturligvis -- men Græsset, der groer op mellem de ærværdige, sorte +Kanoner og Morterer -- _det_ er et Billede! -- Jeg vil ogsaa male +det!" + +"Ja, der er en ualmindelig historisk Stemning over det Parti," sagde +Berner. + +"Naa, ja, historisk -- ja, _det_ ligger nu ikke saadan for mig," +erklærede Holst, "men det er malerisk, og det kan jeg bruge! Jeg skal +sige Dem, de pæne Landskaber med Bøgetræer og Bukøer, dem maler jeg +med Gurkemeie og Spinatgrønt forat leve, men for min egen Fornøielses +Skyld og forat affinde mig med min kunstneriske Samvittighed maler +jeg smaa Billeder rundt om fra Kjøbenhavn. -- Der er jo tidt stor +Forskjel paa, hvad man lever _af_, og hvad man lever _for_!" + +"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret. + +"Om jeg gjør! Jeg elsker den -- der er ikke Mage til By i hele +Verden!" + +"Vaas!" snærrede Duborg. + +"Nei, det er slet ikke Vaas! _Jeg_ kjender da i alt Fald ikke saa en +smuk By -- og Du heller ikke -- nei, Du gjør ikke! -- Ja, jeg veed +meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin: +Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa +Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de +deilige Former, Vorherre har givet dem -- hertillands aner man jo +slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med +-- og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende +Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft -- det er +sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!" + +"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig +saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet. + +"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev +Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender +Kjøbenhavn!" + +"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig +ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem +kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig +ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten." + +"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det +har De Ret i! -- Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een +blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har +faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi, +eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har +sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa +characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom +de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen." + +"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne +Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader +som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade." + +"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade +og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin +Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det +skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i +hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning! +Nei, Folk er utrolige -- jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at +heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa +Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil -- +paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger -- har +De været _der_?" + +"Nei, jeg har aldrig været udenlands." + +"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert +Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til +Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne +Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed +De, hvad saa _jeg_ skulde være?" + +"Nei!" + +"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! -- Første Dag begyndte vi +med 'Strøget' -- naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse, +lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane +det Blegrøde igjennem -- _den_ Farvecombination er slet ikke til at +gjengive! -- Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden +kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne, +Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren +-- ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen -- i +alt Fald theoretisk -- og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin +Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade +Asphalt -- bleggult, dirrende Lys -- charmant! Men lad os nu +alligevel holde os til Middagstiden! -- Tænk blot, hvad der er at se +paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd +i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket -- det kan ogsaa være det +Samme! -- men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle +Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok +for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle +Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes +Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og +Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske +nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt, +fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar +Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen +blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige +Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en +hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt -- +det er storartet! -- Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes, +Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de +rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa +Vognene -- _det_ er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt, +der baade er Vegetarianer og Fredsven -- _jeg_ er nu kun Fredsven! -- +han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt +Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er +Ambulancesoldaterne -- men _det_ kan jeg nu ikke være med til -- jeg +har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om +det stockholmske Blodbad -- som jeg forresten heller ikke har seet -- +men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om +Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger +ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer +paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med +Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud -- de +ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede -- pragtfuldt, siger +jeg!" + +"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg. + +"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! -- Tænk saa blot paa +Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset -- se paa +Trappegavlene _der_! Der er ikke noget andet Land i Verden end +Danmark -- og Skaane, naturligvis -- hvor Kirkebygninger har +Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten -- +hvadbehager! -- Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra +Rundetaarn -- der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops +Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner." + +"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset. + +"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen +bygger en Kasse op _der_, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis +saa kjøn som Ruinerne. -- Det var ogsaa stor Synd, de kuplede +Marmorkirken færdig -- den var ti Gange mere malerisk som Ruin!" + +"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig +havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til +at bygge den op. -- Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa +Kirkepladsen: =Papaver Rhoeas= og mange andre sjeldne Planter midt +inde i Byen, -- ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg +veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum +i Rom." + +"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner +-- og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!" + +"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet. + +"Nei -- jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!" + +"De er maaske saadan radical?" + +"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke +have, jeg skal være conservativ? -- Nei, duer en Kunsner noget, maa +han altid være i Opposition -- beredt til at holde den hellige Ild +vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller +et Afgudsbillede i Løbet." + +"Talemaader!" indskjød Duborg. + +"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed -- Gud fri os +for _den_. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele, +saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa +Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver +maa der til! Derfor holder jeg ogsaa -- skjøndt jeg er Republikaner +af Princip -- naturligvis -- det er vi vel forresten Allesammen --" + +"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede +Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig +havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for +storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. -- Naa, det er nu +ikke for _det_: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede -- ja, undskyld, +at jeg siger det saa ligefrem -- men de troer, at Kjøbenhavn er hele +Landet!" + +"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret. + +"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg. + +"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig +umotiveret, "og Berner er da ogsaa --" + +"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var +kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner -- naturligvis -- saa +holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og +Vagtparade -- malerisk, forstaaer sig -- det liver nemlig op i +Landskabet og giver Kulører." + +Berner smilte. -- "Det var jo _ogsaa_ et Forsvar for Kongedømmet!" +sagde han. + +"Ja, kan _De_ levere et bedre?" spurgte Holst. + +"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man +seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok -- +jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden." + +"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op. +"Kan man virkelig være _det_!" + +"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at +min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage +Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa +Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten +navnlig altid har beundret ved Enevælden -- baade herhjemme og +andensteds -- er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den +findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold +overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod -- jeg vil slet ikke +tale om et socialistisk Fremtidssamfund -- den bliver ganske +naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden." + +"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af +det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i +al Almindelighed er nok til --" + +Berner rystede paa Hovedet. + +"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og +Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu +rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun +holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!" + +"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa +Enden," bemærkede Terndrup. + +"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede +vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!" + +"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen +eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi +grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti +-- og hvor vi slet ikke skal hen." + +"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' -- _hvor_ +skal vi ikke hen?" + +"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at +Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig +nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved +Maalet, men altid har krydset sig frem?" + +"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst. + +"Og _det_, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er, +fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! -- De +husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes +Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den +anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller +den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa +det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost." + +"Ja, hvad saa?" + +"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil +kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil +kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at +have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei." + +"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af +den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst. + +"Men _hvilken_ er det?" spurgte Berner med _et_ lunt Smil. "Er det, +forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der +drager En mod Syd -- man kan jo paastaa begge Dele!" + +Holst betænkte sig, lo saa og svarede: + +"Det er den, der trækker i ret Sydost -- naturligvis -- jeg forstaaer +mig ikke paa at krydse! -- Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg +vilde have sagt -- det gjør jeg nu forresten altid! -- Det var +Farverne, troer jeg, jeg slap ved -- jeg elsker Farver!" + +"Ja, _Du_ er jo farvegal!" sagde Duborg. + +"Det skulde _Du_ nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent +Farvedelirium! -- Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male +et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender +jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned +imod Kjøbmagergade -- det var et storartet Syn! Gaden var som klippet +ud af en Holbergsk Komedie -- spidse Tage og glade Kviste, naar man +saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og +hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning +i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner -- jeg troer da, det +er Lindekroner -- ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium +-- jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!" + +"Og for Parentheser!" knurrede Duborg. + +"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner, +"og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens +Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke +Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms +Fremtid, planter Lind -- Parvenuer nøies med Elm -- den groer +hurtigere!" + +"Det er meget muligt -- men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne +Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende +en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken -- jeg beder Dem blot +erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer -- der er ikke saa pragtfuld +en Uniform i hele Armeen! -- Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige +det, et storartet Billede!" + +"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup. + +"Det var der sgu Ingen, der kjøbte -- naturligvis -- det hænger +hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!" + + * * * * * + +-- Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad -- +alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden -- +og sig selv -- at fortsætte. + + + + +Hver Fredag Eftermiddag, naar Marie kom fra Theatret, stillede hun +hos Jomfru Buxbom -- det blev en fast Regel. Saa kunde hun jo nemlig +meddele Repertoiret for den kommende Uge, hvilket Jomfruen, skjøndt +hun næsten aldrig mere kom paa Komedie, dog havde den største +Interesse af at vide Besked om to, tre Timer førend almindelige +Dødelige kunde læse sig det til i Aftenaviserne. Repertoiret +refereredes, og Repertoiret kritiseredes, og saa fortalte Marie Løst +og Fast derovrefra -- Jomfru Buxbom gjorde ligefrem Kaffegilde paa +hende, og selv Madam Asters udbad sig speciel Invitation til et +saadant. + +Det var jo endnu kun Smaatræk af det daglige Liv og den daglige +Undervisning paa Theatret, som Marie kunde fortælle, men ogsaa _det_ +var jo høist interessant; i alt Fald var hun selv uhyre optagen deraf +og syntes, at alle Andre ogsaa maatte være det. + +Øverst oppe i Theatret, paa "femte Sal", laa "Dansebørnene"s Værelse +med Ovenlys, Skabe med struttende hvide Skjørter langs den ene Væg, +og langs den anden Toiletbordene med de bevægelige Speile og Skuffer +til Sminke og Pudder. + +Med bankende Hjerte traadte hun hver Morgen præcis Klokken Halvni ind +i Dansesalen. Gulvet her skraanede som Scenens Gulv, der var Barrer +af forskjellig Høide langs med Siderne og store Speile -- man kunde +næsten blive bange for sig selv, syntes hun. + +Paa den høie Stol med Lædersædet placerede Repetiteuren sig med sin +Violin, saa kom Børnenes Lærer, i sort Fløils Frakke og bred, hvid +Krave, Pigerne neiede og Drengene bukkede, og saa begyndte +Undervisningen. + +Naar _den_ efter en god Times Forløb var endt, kom man igjen op paa +Værelset, fik Dansetøiet af og "Gadetøiet" paa, blev stundom sendt et +Ærinde i Byen for en af de Voxne, spiste Frokost og begyndte saa paa +"Læseskolen" Klokken Halvtolv. + +_Den_ var ikke fuldt saa morsom som Danseskolen, men hyppig -- alt +for hyppig, mente Lærerne og Lærerinden -- blev Undervisningen +afbrudt af Prøver. Man var iforveien sagt til af Ballettens Bud og +sad i spændt Forventning -- Tankerne var langt fra Geographien eller +Naturhistorien -- endelig ringede det, og man skyndte sig ned paa +Scenen. + +Det var helt underligt ved de forberedende Prøver at se Herrerne i +almindeligt Dansetøi med Sværd ved Siden og de Underofficerer, der +blev brugt som Statister, kjæmpe i Uniform paa Grathe Hede uden +rigtige Decorationer, og det var forfærdeligt irriterende hvert +Øieblik at høre Capelmesteren slaa to skarpe Slag med Tactstokken i +Nodepulten, standse Orchestret og bede det tage saa og saa mange +Tacter om. + +Generalprøven, det var rigtignok noget Andet: det var som en complet +Forestilling. Tilskuerpladsen var oplyst, Chef og Embedsmænd sad paa +Kongesiden paa en af de første Rækker, og Alle, der hørte Theatret +til, Costumerede og Ikke-Costumerede, fyldte Parkettet. Der blev +kritiseret -- og kritiseret skarpt -- Theatermaleren saae første Gang +sine nye Decorationer med den rette Staffage, og Theaterskrædderen +beundrede sine egne Dragter. + +Men selv om der ikke var Prøver, var der dog nok at se, nok at +drøfte. + +Hver Formiddag blev de Dragter, som Børnene skulde bruge om Aftenen, +bragt op paa deres Værelser, og broget kunde der da se ud derinde, +naar Englevinger, Troldemasker, Spyd og Skjolde hang paa Knagerne +mellem de pailletterede Skjørter. + +Til daglig Brug var der interessantest paa Forbindelsesgangen over +Heibergsgade. Her laa nemlig Rekvisiterne, som skulde bruges om +Aftenen: gyldne Bægre, Frugter, Fjerkræ, Skinker og Kransekager -- +Alt kunstfærdigt fremstillet af Pap -- og stod en Ballet som "Napoli" +eller en Opera som "Aladdin" paa Repertoiret, var der en hel +Opdækning af Muslingeskaller og Kurve fyldte med Juveler, som +repræsenterede mindst to Keiserdømmers Skatkamre. + +Smaa Udflugter paa forbudent Territorium havde Marie ogsaa gjort. +Inde paa Maskinloftet over Sidekulisserne havde hun været med en +ældre Kamerat -- de listede sig derind fra Dansesalen forat høre paa +en ny Tenor, der gjorde Prøve for Capelmesteren og Directionen. Her +gjaldt det om ikke at snuble i Mørket, thi Tove, stramme og +"slikkede", krydsede vildsomt hinanden, som Takkelagen paa en gammel +Orlogsmand, og der var hundrede Blokke og Tailler at falde over. +Bøiede man sig ud over Rækværket og saae ned paa Scenen, var der saa +dybt som i en Afgrund, men saae man opad, op mellem Soffiter og +Herter, syntes Afstanden endnu større: Løbebroerne hang som gyngende +Fjeldstier oppe mellem Bagtæpperne, og allerøverst oppe, hvor Øiet +slet ikke kunde naa hen, _der_ var Snoreloftet. + +Det var et stort Øieblik for hende, da hun første Gang nede i +Regisseurens Værelse hentede sine Skopenge for den forløbne Maaned; +stort var Beløbet ikke, men det var selverhvervet Formue. Regisseuren +var lidt nerveus: han havde just faaet to Sygemeldinger, saa der +maatte spilles paa rød Placat, men et Par venlige Ord havde han dog +til hende, og hun var ikke lidt stolt, da hun med sine Penge i +Haanden ganske langsomt gik forbi Skuespillernes Foyer, hvor Døren +stod aaben, og kastede et Blik ind i den fornemt hyggelige Sal, med +Portraiterne af de henfarne Koryphæer paa Væggene. + + * * * * * + +Om Alt det og om meget, meget Andet kunde Marie fortælle. Jomfru +Buxbom var lutter Øre og lutter Beundring -- og denne Beundring var +medvirkende til, at Jomfruen igjen skiftede Præst. + +Pastor Knastrup havde nemlig en Søndag, da han prædikede til +Aftensang, talt mod Theatret og tilladt sig at kalde dette for +"Satans Tempel", og _det_ var dog Jomfru Buxbom for meget. -- +"Theatret, som min salig Fader har virket ved syvogtyve Aar," sagde +hun til Terndrup, "Theatret, hvor jeg selv har havt mine skjønneste +og uskyldigste Glæder, og hvor Mie, den lille Guds Engel, danser +rundt med hvide Vinger paa -- det kalder han for Satans Tempel! Nei, +jeg vil ikke høre den Person tiere!" + +Og efter dette mente Terndrup, at Pastor Jespersens Actier i +Lænestolen igjen maatte siges at staa al pari. + + + + +Poul var ude med Vintercorvetten. + +Han var bleven ekviperet og photographeret i Orlogstøiet, havde gjort +Afskedsvisiter og faaet de nødvendige Formaninger. Moderens og Fru +Lunds gik navnlig ud paa, at han endelig ikke maatte forkjøle sig og +saa vidt muligt ikke falde ned; Faderens gik navnlig i Retning af, at +han ganske vist skulde se at holde sig gode Venner med de andre +frivillige Lærlinge, men dog fortrinsvis søge nærmere Kameratskab med +en lille Grevesøn, der var med blandt Lærlingene og saa i det Hele +gjøre Familien Ære. -- "Hvem veed, lille Poul," sagde han, "om ikke +din Fader naar Du kommer hjem igjen til Foraaret, kan komme ombord og +byde dig velkommen til dit Fædreland i Uniform -- og saa skal der +saluteres for mig: en Generalconsul skal have Salut!" + + * * * * * + +Inden Poul reiste, supplerede han sine Lommepenge ved at gjøre en +større Forretning. + +Han havde altid omhyggeligt samlet de islandske Frimærker, som +Faderens Klipfiskecorrespondance bragte til Huse, og solgt dem til +Terndrup, men ved at ransage et Par støvede Kasser paa Loftet havde +han fundet hele Pakker gamle Forretningsbreve med ældre Frimærketyper +paa, og den Skat havde han inden Afreisen omsat i klingende Mønt. + +Poul var saare vel tilfreds med Handelen -- og det var Terndrup +ogsaa. Han læste nemlig Brevene -- det gjorde han altid, naar han +kjøbte Frimærker udenpaa Breve -- og eet af dem læste han med særlig +Interesse, læste det baade to og tre Gange, betænkte sig en hel Aften +og brændte det saa i Kakkelovnen -- naturligvis efter først at have +klippet Frimærket af. + + + + +En Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit +Kontor, Ragna ligeoverfor. + +-- "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han. + +"Nei -- der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede +Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden. + +"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At _det_ skal være _min_ +Søn! -- Og Moder!" + +"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet." + +"Aa, Asylselskabet! -- Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun +skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med +Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste +Rangklasser -- eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige +protegerer, _det_ gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive +Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. -- Har vi +faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?" + +"Nei, endnu ikke." + +"Ja, vi _maa_ have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie +Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!" + +"Hvad vil det sige?" + +"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!" + +"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende -- meget bedre +end den, hun har -- og saa lade hendes Værelser indrette til Lager." + +"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg -- men det kan jeg alligevel ikke!" + +"Hvorfor ikke?" + +"Nei -- nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han +døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var +ganske vist en stor Kjeltring -- meget større, end Nogen aner -- men +alligevel -- nei, det kan jeg ikke! -- Jeg er ikke overtroisk, men +Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok +ønskede, jeg kunde det. -- Nei, man har dog Samvittighed -- og Hjerte +-- men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager -- meget dyrt! -- +Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!" + +"Har Du?" + +"Ja, kjøbt og kjøbt -- Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for +Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn -- +naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler +-- Holst, hed han -- og saa gik jeg igaar op til Fyren -- han har +Værksted henne i Grønnegade -- og ledte mig et Billede ud. Det er +ganske livligt -- her skal Du se, det staaer _der_! -- Er det ikke +meget net? Den gule Postvogn og Postillonen -- man kan strax se, hvad +det skal forestille!" + +"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna. + +"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen -- det vil glæde +din Moder!" + +"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa +Sophaen." + +"Saa? -- Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed +ogsaa, der er en Fugtplet _der_ i Muren, som ikke vil gaa bort -- det +er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet." + +"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og +saa taltes der ikke mere om Billedet. + + * * * * * + +-- Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold +til. + +I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen +havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar -- det var omtrent det +Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde +beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne +selv en Pariakaste -- Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og +store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge +paa Labben. + +-- Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet +et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem. + +Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader +var Maler -- Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og +Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der +hang fuldt op af Studier, og Veninden -- Datteren -- kjendte dem alle +udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig _den_, +hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var +tydelig nok stolt af sin Fader -- stolt af at have netop en Kunstner +til Fader. + +_Den_ Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade +-- om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god +til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap +klar over selv. + + * * * * * + +-- Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den +sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige +Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa +ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige +Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog +dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre. + +Saa kom Posten. + +"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene. +"Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!" + +-- "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø +Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen +benævnedes. + +"Ja, _jeg_ holder nu af Tanterne, og _de_ af mig," sagde Ragna. + +"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius. + +"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae +noget Svar. + +-- "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere +Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende +her i de Dage -- han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og +ærgre sig og være ondskabsfuld!" + +"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna. + +"Er det maaske min Skyld! -- Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne +er under Opseiling!" + + * * * * * + +"_Vennebjergerne_" havde saa at sige tilbragt hele Livet -- de var +nu om ved de Halvfjerds -- paa deres Fødegaard. + +Den Ene hed _Hanne_, den Anden _Sine_. + +Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og +den Anden saae for dem Begge -- de mindede i saa Henseende om +Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de +skiftedes til at bruge. + +Forresten havde de et Jernhelbred -- "Nerver af Staaltraad," sagde +Grossereren -- forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i +Grunden dem, der var det. + +De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske +det Samme omtrent paa samme Tid -- det vil sige, Sine, der ikke hørte +saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde +ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og +heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af +en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og +"Tanterne mener". + +De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i +ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de +i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som +deres Fader havde drevet den -- fordelagtig var Driften neppe. + +Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet +betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere +ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes +pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan +jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da +ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i +Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den +gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret +Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet. + +Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det +egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en +ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. -- "Ragna, hende kan man +stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de. + +At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet _der_, er en Selvfølge. -- +"Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig +sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de -- men +_kom_ de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var, +og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne +forarges over det hjemme paa Gaarden -- det gik de lange Aftener saa +godt med. + + + + +Til Klokken Fire om Eftermiddagen den 11. December havde +Vennebjergerne meldt deres Ankomst, men allerede flere Timer +iforveien var Alt i Orden til deres Modtagelse i Grossererens Hus. + +Fruen gik nerveus rundt og tørrede for tyvende Gang det Støv, som +ikke var, af Møblerne, rensede Nøglehullet med en Fjer og gjorde smaa +Afstikkere ud i Kjøkkenet forat se til Maden; vel erklærede nemlig +Vennebjergerne altid, at de ikke satte mindste Pris paa Mad og +Drikke, og at Levemaaden i Kjøbenhavn var alt for overdaadig, men +ikke desto mindre holdt de dog nok af, at der kræsedes lidt op for +dem, thi -- som de engang havde sagt -- "kogt Lax, Kalvesteg og +Lagkage, det kan være meget godt, men det er dog ikke _det_, man +tager til Kjøbenhavn for!" + +Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og +sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over +Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han +næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke +sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences +Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og +grine." + + * * * * * + +Paa Slaget Fire kom Caleschen -- den gamle Andrees satte en Ære i at +være lige saa præcis som en kongelig Kusk. + +En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed +af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge +Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og +Intet glemt, løb de op ad Trappen -- to Trin tog de i hvert Spring. + +Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke -- det +maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var +pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer +foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at +gaa tilbords. + +Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i +Dagligstuen, opdagede strax Maleriet -- som de fandt græsseligt -- +følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet +Minut. + +-- "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem +Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op. + +Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det +forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste +Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt +for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og +ikke hjemmelavet Dessert. + +Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes +Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side. + +Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har +aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde +de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller +mindre honnet -- Pjank!" + + * * * * * + +-- Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de +aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem. +Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at +være ude om Natten, fik Julius -- for første og sidste Gang i sit Liv +-- Ros af dem. -- "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men +han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand -- hvad sandt +er, skal være sandt!" + +Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske +kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo +sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig _gik_ de -- hele Dagen -- +op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. -- "De bentrainer sgu!" +sagde Julius. + +Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb -- +de _saae_ nu paa betydelig Mere, end de _kjøbte_ -- henne hos +Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru +Buxbom, deres gamle Barndomsveninde. + +-- "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer! +Velkommen skal I rigtignok være -- og tusind Tak for den deilige +Slagtemad, jeg fik forleden!" + +"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et +Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom +Du havde faaet den!" + +Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det +interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller +med Maizena, og saa kom -- som lokket af Kaffelugten -- Frøken +Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i +Garnisons Kirke. + +Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven +forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at +fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne +tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab. + +Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at _hun_ jo da heller +ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv, +thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa +hinanden: + +"Nei, tal _Du_ bare ikke med, Mille, for _det_ er saamænd ikke _din_ +Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde _Du_ kunnet faae en +eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med +Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille -- din Fader var jo +ogsaa Korist!" + +Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig +forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at +spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole. + +"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre +betaler ikke regelmæssigt -- det kan Du umuligt leve af, Mille! -- +Maa vi se en Statusopgjørelse?" + +Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var +det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa +overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet +og sagde: + +"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!" + +Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have +givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod +Vennebjergerne hende. + + * * * * * + +-- Til Middagen kom deres Broder -- "_den gamle Grosserer_", som han +kaldtes. + + * * * * * + +Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med +smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil. + +Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til +Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig -- navnlig +over Sønnen. + +-- "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide, +hvor længe _det_ kan holde -- men af _mig_ faaer han ikke en +Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer +stadigt en detail -- han mangler det mercantile Overblik!" + +For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade +passerede han, _hvor_ i Byen han end skulde hen. -- "Men der lugter +ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man +mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet -- det +kan man ikke nu!" + +Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt +ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man _der_ kunde faae +Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han +ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at +pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige -- saa havde +han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han. + +Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser +af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han +saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over +dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et +helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig +Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more +sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem. + +I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham. +-- "Naa, nu er _han_ da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med +et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han +i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele +Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget +Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget +Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa, +i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en +Søn, der ikke artede sig vel -- det bestyrkede dog hans Tro paa +Menneskeheden. + +Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene, +hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under +Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det +endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om +han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig +dog i Hænderne og mumlede: "_Den_ er sgu god! _Den_ kan han være +længe om at hoste af sig!" + +Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han +nærmest som et Slags Husspøgelse eller =spiritus familiaris=, der gik +igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre +var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede +ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham. + + * * * * * + +-- "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne, +og Godaften, Sine! -- Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae +Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!" + +Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han +havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords +uden flere Giftigheder. + +Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt +Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig +med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet +var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har _Du_ Raad til det, +lille Jesper, er det jo godt!" + +Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i +Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han +lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste +det. + + * * * * * + +Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen +mærkede det og sagde snærrende: + +"Nu skal Du vel paa Variété -- Laban!" + +"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi +har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan +en!" + +"I kan jo gaa med _mig_!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden +noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget +paa Ordet. + +"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden +at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families +lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med +Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld. + + * * * * * + +Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel. + +Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine +spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst +var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede +Forestillingen. + +Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde +hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig +Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke +hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget +uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig +for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten +Ingenting paa!" + + * * * * * + +Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og +Grossererfamilien trak lettet Veiret. + + + + +Midt i Terminen blev det Vinter i Byen. + + * * * * * + +Himlen mørknes og bliver hel blaasort, i to Timer gaaer man og venter +som paa et optrækkende Uveir -- endelig begynder det. + +Først løber der over Torve og Pladser som hvide, bølgende Røglinier +af fin, fygende Sne, og et Par Øieblikke efter er Mellemrummene +mellem Brostenene hvide, saa at Torvet seer ud som en Mur med Kalk +mellem Fugerne. + +Saa først kommer det rigtige Snefog med de store Fnug, der hvirvler +og jager rundt -- man forstaaer ikke, hvordan noget kan naa ned, thi +følger man med Øinene et enkelt, hvirvles det rundt, til Siden og +opad, og forsvinder i Sværmen, den tætte, rastløse Sværm, gjennem +hvilken Kirkespirene kun skimtes som Skygger bag et Florteppe. + +Folk slaaer Kraverne op om Ørene, dækker sig, holder paa Hattene og +seer ud, som om de hele Tiden skulde hilse, men Alle er de +fornøiede, vexler Ord med tilfældig Forbipasserende, som de aldrig +før har truffet -- det er ganske anderledes end i Regnveir, som kun +gjør Menneskenes Børn gnavne. + +Stormen tager til. Aabne Pladser skyes saa vidt muligt af +Fodgjængerne, Paraplyen maa slaaes ned, inden man dreier om Hjørnet, +og skrøbelige gamle Koner venter taalmodigt paa, at en Betjent eller +anden barmhjertig Sjæl skal lodse dem over Gaden. + +Saltvognen med fire dampende Heste for søger at holde +Sporveisskinnerne farbare, men det gaaer kun til en Tid, saa standser +Trafiken. Det ryger fra Tagene, og det fyger langs Husrækkerne, +Kjeldervinduerne dækkes, og naar en Butiksdør aabnes, smutter en +nysgjerrig lille Lavine med ind. + +Endelig standser Stormen, og Fodsporene faaer Lov at blive staaende +ude i den hvide Ørken; snart er der hele Stier over Torvene, Skovle +og Koste faaer travlt, Vognmændene begynder at kjøre Sne bort, en +enkelt Kane viser sig i Gaderne, og Terndrup faaer landlige +Anfægtelser, tænker paa Sporsne og Klapjagt og maa have Violinen frem +om Aftenen. + +-- Frosten tager til, og dobbelt koldt synes Alt, naar man seer paa +de døde Springvandskummer eller paa Statuerne, der har hvid Kalot og +hvidt Skjæg. Henne paa Frue Plads bombarderer Drengene Broncebusterne +med Sneboldte -- Kirkeskolerne kiler løs paa Martensen og Mynster, +Metropolitanerne lader det fortrinsvis gaa ud over Madvig. + +Sultne Krager skriger fra et enkelt, afsides Tag, Musviten hakker i +den frosne Steg udenfor Kjøkkenvinduet, og Spurvene tager +Standkvarteer ved Droskernes Holdepladser, hvor de lever høit paa den +spildte Havre og stundom gjør et samlet Choc imod en forsulten +Bogfinke, der er kommen til Byen uden at være Medlem af den stedlige +Fagforening. + +Folk, der spadserer og har Tid til at spadsere, gaaer ind i Kongens +Have og Ørstedsparken -- i Ørstedsparken er der kjønnest. + +Nedenfor den saarede Galler er der aabent Vand, og ved Solnedgang +falder der messinggule Lysreflexer hen over det. Skrænten ligeoverfor +er hvid -- et Par Graner og Thujaer tegner sig helt sorte paa den. +Hundreder af Maager er trukne herind fra Stranden, svømmer husvant om +eller sidder ubevægelige paa Iskanten. Af og til letter hele Sværmen +ganske umotiveret, flyver nogle Gange frem og tilbage, holder sig +vippende med Vingerne paa samme Plet og seer undertiden ud som en +Flok af mægtige, hvide Sommerfugle. + +Mod Aften kommer Krager langsomt trækkende, og pludselig suser med +Iltogsfart to Vildænder gjennem Luften og kaster sig i Vaagen. En +Svane kommer majestætisk brusende hen imod dem, men standser +pludselig, betænker sig og vender om -- det "Vilde" imponerer den +uvilkaarligt. + + * * * * * + +Herinde mødes Berner og Terndrup, Holst og Duborg. + +Holst maler med valne Hænder et af de smaa Billeder, han gjør for sin +egen Fornøielse, Berner og Terndrup bestemmer Vildænderne som +Brunnakker (d. e. =Anas Penelope=), og Duborg erklærer, at det +Smukkeste, han overhovedet kan tænke sig, er Sollys, der falder +gjennem en hvid Maagevinge -- "men det kan ikke engang gjengives i +Underglasurfarver!" + +Saa skilles de Fire igjen ad efterat have aftalt at mødes en Aften +mellem Jul og Nytaar. + + + + +Nu ligger Julen i Luften, Alt er Travlhed. + +Butiksvinduerne pyntes med Gran og hele smaa Juletræer, de Handlendes +private Leilighed maa gjøre Tjeneste som Udstillingslocaler, og Alt +figurerer nu under Navn af "Julegaver": nyttige Julegaver og billige +Julegaver, belærende Julegaver for Børn og Julegaver for voxne +Herrer. + +Alt fixes op og pyntes, Slagterne giver Grisene Citron i Munden, og +Tobakshandleren sætter Mavebelte om alle sine Cigarer. I Hovedgaderne +kjører Herskaber rundt i egen Vogn og gjør deres Indkjøb i god Tid, +og unge Piger "hjælper" hinanden med -- til Kræmmerens Fortvivlelse +-- at vælge Julekort. + +Godstogene bringer hele Ladninger af Graner -- Skoven kommer til Byen +-- og paa Amagertorv sidder Mutter mellem alle sine Juletræer med +uldent Tørklæde om Hals og Hovede, og mens Handelen gaaer livligt, og +Bydreng efter Bydreng tager et solgt Træ paa Nakken og skridter +afsted, nyder hun alt imellem en Slurk af den varme Kaffe, der +damper i Spølkummen. + +Paa Posthusene staaer Folk i Queue forat faae afleveret deres Pakker, +og de gule Postvogne og Char-à-banc'er med de mange røde Postbude +kjører tre Gange saa hyppigt som ellers og tager sig dobbelt saa godt +ud paa den hvide Sne -- det er Noget for Holst at se paa! + +Nye Bøger vælter ned fra Himlen, ligesom Sneen, Anmelderne maa sidde +oppe hele Natten, og Aviserne udkommer med tre Tillæg. + +Udenfor Victualiehandlerne hænger Knipper af Gjæs, Julens nationale +Fugl. I de fine Gader er de pænt plukkede, men i Smaagaderne og ude +paa Broerne er Skindet revnet og hullet; fattige Børn seer med store +Øine paa dem og taber Næse og Mund over Udstillingen i deres egen +Urtekræmmers Vinduer: her er hængt et halvt Dusin blege Appelsiner op +paa et Par Grangrene, og under dem ligger et Hav af simpel Confect i +skrigende, giftige Farver -- tænk, hvilken Herlighed! -- Hvad bruges +der ikke af Indpakningspapir, og hvor mange Mile Seilgarn gaaer der +ikke med! + +Alt er Travlhed, Alt er Forventning. Men Julius tænker med Gru paa de +mange forestaaende Helligdage, da Alt er lukket, den gamle Grosserer +ærgrer sig over de Penge, som Sønnen naturligvis giver ud, og Ragna +flygter fra Selskabeligheden, ud paa Landet til Vennebjerg. Forinden +har hun været ovre hos Fru Lund med en Foræring til Marie og med et +Brevkort fra Poul; det var fra Malta: han har det godt og er kun een +Gang falden ned ad en Trappe men slap -- mærkeligt nok -- med kun at +brække Kravebenet. + +Mille Buxbom har frygtelig travlt: i flere Uger har Børnene omtrent +ikke bestilt Andet end at klistre Julestads, og selv laver hun Snese +af smaa Papirs Danserinder med korte, luftige Florsskjørter; de +hænger paa Traade over hele Værelset, og hun synes, de ligner Marie +allesammen. En Kasse ankommer fra Vennebjerg; den har været ventet +med Længsel, ikke blot af hende, men ogsaa af Maskinmandens Kone og +af Madam Siegler. + +Og saa kommer omsider Juleaften. Alle Juleroser i hele Byen er +udsolgt -- baade Blomsterhandlernes og Ernst Bojesens -- +Kirkeklokkerne kimer, og fra Frue Kirke falder Lyset i Strimer ud paa +Sneen. Her er Berner og Terndrup til lithurgisk Gudstjeneste, og fra +_den_ gaaer de hjem til Berner -- det er en fast Regel. + + + + +Efter truffen Aftale mødtes Holst og Duborg sammen med Terndrup hos +Berner en Aften mellem Jul og Nytaar. + + * * * * * + +Berner boede paa en første Sal i Nyhavn ligeoverfor +Charlottenborgsiden, og her havde han boet, lige siden han efter +Faderens Død havde maattet flytte fra Slottet og "Absalons Holm". + +Nyhavn tiltalte ham, mest vel fordi dette Kvarteer midt inde i Byens +Centrum, lige op til "Hallandsaas", har bevaret saa Meget af det +gamle, det maritime Kjøbenhavn. + + * * * * * + +Mast ved Mast viser der sig i Kanalen, ikke Skyskrabere med Mers og +Ræer, som man seer dem paa Indrerheden, men Smaamaster i Everter og +Galeaser, der farer paa Island om Sommeren, men som med strøgen Stang +og skalkede Luger overvintrer i Nyhavn. + +Husrækkerne er -- heldigvis, finder Berner -- af meget forskjellig +Høide og kan i Halvmørke næsten gjøre Indtryk af et takket +Fjeldlandskab; adskillige spidse Gavle vender ud til Gaden og forøger +det "hollandske" Indtryk, og enkelte stilfulde Huse er her fra gammel +Tid med Neptun og Mercur i broderligt Sandstensrelief over Porten. + + * * * * * + +I saadant et Hus boede Berner. I Kjelderen var der til den ene +Side Forhyringskontor og Logis for Søfolk, kjendetegnet ved to +af de engelske Fayencehunde -- med forgyldt Halsbaand og Hængelaas +-- og en hvid Koralblok i Vinduet; til den anden Side var der +Skibsprovianteringshandel med en grønmalet Skibskiste udenfor, og +Seler, kulørte Prospectlommetørklæder og Shagpiber indenfor Ruden. I +Stuen var der Dampskibsexpedition for et Par udenlandske Linier, og +her saaes i Vinduet en Kjæmpedamper, der uden saa meget som at krænge +hjulede sig frem over Atlanterhavets let krusede Flade. + + * * * * * + +Til bestemt Tid kom Selskabet. Berner havde hørt sine Gjæster paa +Trappegangen -- en deilig bred Trappegang med lave Trin og +Mahognirækværk -- og lukkede selv op; de fik Tøiet af ude i Entreen +og kom ind i den forreste, store men lavloftede Stue. + +-- "Her er forfærdelig hyggeligt!" udbrød Holst. + +Og hyggeligt var her. + +Perlemalede Reoler stod fra Væggene ud paa Gulvet, Møblerne var af +gult poleret Birketræ fra Aarhundredets Begyndelse, og overalt, paa +Væggene, Dørene og Enderne af Reolerne, hang i gamle Rammer +Kobberstik af det forsvundne Kjøbenhavn. + +Duborg gik rundt og saae paa de mange Bøger med en uvilkaarlig +Respect for den Lærdom, de repræsenterede, Holst betragtede Rammerne, +og Terndrup gjorde sig det strax mageligt i en Lænestol. + +Berner skjænkede til en Begyndelse selv The og bød sine Gjæster den +af kulørt decorerede Kopper af kjøbenhavnsk Porcelain -- selvfølgelig +gamle -- Cigarerne blev tændt -- selv røg Berner lang Pibe -- det +Hele tegnede til at blive en rigtig behagelig Aften. + +-- "Jeg har egentlig aldrig tænkt mig, at Thevand var Noget, man +saadan kunde drikke, undtagen naar man havde Influenza," sagde Holst, +"men det smager i Grunden godt!" + +Man saae paa Kobberstikkene, og man mødtes i skjøn Enighed om, at det +gamle Kjøbenhavn var smukkere end det ny -- "Nyrops Raadhus +naturligvis undtaget," tilføiede Holst. + +"Og man gjør det Muligste for at ødelægge det Kjønne, der endnu er +tilbage," vedblev han. "Som nu f. Ex. Nyhavn! Hvor i Verden findes +der Mage til det Prospect, som Nyhavn _har_ frembudt og kunde +frembyde, seet fra Kongens Nytorv! Men hvad gjør man: man lægger +Bethelskibet og det uartige Hus foran, saa at Prospectet gaaer +fløiten! -- Nei, den Dag, da Bethelskibet af Holmens Provst -- som +det vel sagtens maa sortere under -- faaer Ordre til at stryge +Commandoen, og da Huset synker i Jorden, den Dag giver jeg Bourgogne! +-- Bourgogne er nemlig, i Parenthes sagt, den ædleste af alle Vine, +den eneste, der i Grunden fortjener Navn af Drueblod. Bourgogne er +herlig -- men til daglig Brug kan den desværre kun nydes af det +velhavende Bourgeoisie." + +Fra Kobberstikkene gik Samtalen over til Berners egentlige Studium. + +Holst og Duborg lyttede som til et Eventyr, da Berner fortalte dem om +Kjøbenhavns Fauna og Flora, om Fugletræk og Plantevandringer -- +Haveplanters Udvandring til Marken, og nye Planters Opdukken og +Forsvinden paa Lossepladser og Ruiner. Med stor Interesse hørte de om +=Trifolium resupinatum=, der havde voxet ved Thorvaldsens Musæum og +senest muligvis var funden i Store Kongensgade i Grosserer Langes +Gaard, og med endnu større Interesse hørte de om den sorte Rotte -- +Terndrup saae imens i en Bog. + +Ikke uden en vis Veltalenhed skildrede Berner, hvordan den sorte +Rotte i umindelige Tider havde været eneherskende paa sit Omraade i +det hele Europa, i Kjelder og paa Loft -- navnlig dog paa Lofter. +Men i Slutningen af det attende Aarhundrede vældede der pludselig en +Hær af brune Rotter, et hidtil ukjendt Dyr, frem fra Asien -- "fra +Asien", sagde han, "hvorfra Alt, Godt og Ondt, er kommet, hvorfra +alle Verdensreligioner stammer, og hvorfra vi har faaet alle +Landeplager: Hunner, Pest, Tyrker og Cholera -- Asien, hvorfra vi +maaske ogsaa en Gang faaer den gule Kineserbølge ind over os, som +bringer Europa til at slutte sig sammen og til for en Tid at føle sig +som eet Land." Seirrigt og skaanselsløst som Hunnerne drog den brune +Rotte fra Land til Land, kjæmpende paa Liv og Død med den sorte. Her +i Kjøbenhavn havde Parvenuen først rigtig viist sig efter +Englændernes Bombardement 1807, og nu var der _maaske_ i hele Byen +ikke et eneste Exemplar mere tilbage af den sorte -- senest var den +iagttaget ude i Dragør, men dertil var den formodentlig bragt ved et +Skib. + +Og uden maaske egentlig selv at ville det symboliserede Berner +gjennem Fortællingen om den sorte og den brune Rotte den ene Races +Fortrængen af den anden, Arternes, Generationernes og Tidsaldrenes +Vexlen, Indvandring og Udvandring til og fra den store By. Han kom +ind paa Jordlagenes Afleiringer; dette førte atter til Samtaler om +"Byens Afleiringer", hvorledes man hver Gang, der gravedes Grund, +stødte paa gamle Murrester, der atter hvilede paa endnu ældre +Fundamenter, Minder om graa Tider, der nu var glemte, og tilsidst +talte man om, hvordan den skiftende Smag, den vexlende Stil, prægede +sig i de gamle Bygninger, hvor Rundbuerne var tilmurede, og Spidsbuen +havde trængt sig frem. + +-- "Men De maatte jo kunne skrive en forfærdelig god Bog om Alt det," +sagde Holst, "om den forsvindende Dyreverden og den skiftende +Plantevæxt her i Kjøbenhavn -- det maatte jo blive et rigtig +videnskabeligt Værk!" + +"Ja, kan _De_ faae ham til at skrive Bogen, saa tager jeg min Hat af +for Dem," sagde Terndrup -- "han skulde have skrevet den for længe +siden!" + +"Jeg skriver virkelig ogsaa paa en Bog," svarede Berner, "men +videnskabelig kan man ikke kalde den -- jeg er kun Dilettant. Kunde +jeg, inden jeg døer, opnaa at faae gjort noget Lignende for +Kjøbenhavns Fauna og Flora, som en gammel Student, der hed Peder +Kylling, i det syttende Aarhundrede gjorde for Danmarks Flora, og +specielt for Gyldenlunds -- skaffe en Samling af paalidelige +Iagttagelser, saa forlanger jeg ikke mere. Men jeg trænger til et +'Puf' udefra, en Impuls, ellers er jeg bange for, det gaaer mig, +ligesom det gik Historikeren Anders Sørensen Vedel, der samlede og +samlede, men aldrig kunde bekvemme sig til at blive færdig." "De +veed dog voldsomt meget!" udbrød Duborg imponeret. + +"Ja, saagu veed han saa!" attesterede Terndrup. + +"Nei, saamænd om jeg gjør," indvendte Berner, "men Lidt veed jeg +naturligvis -- _saa_ Meget i alt Fald, at jeg tør sige, jeg har +_nogen_ historisk Sans, og det er _det_, som vort Folk, og vor Tid i +det Hele taget, mest trænger til. Opdragelsen er alt for lidt +historisk!" + +"Er den _det_?" spurgte Holst. "Jeg mener da netop, at det, der +skulde lægges mest Vægt paa ved Skoleundervisningen, var det Reale, +Naturfagene -- Alt, hvad der kan aabne Øiet og lære Ungdommen at se +og forstaa Skjønheden i Tilværelsen!" + +"Naturfagene i Ære," svarede Berner, "_jeg_ er vel nærmest til at +forsvare dem, og jeg er ogsaa villig til at gjøre det, om det skulde +blive nødvendigt. Men man maa blot ikke tro, at det er tilstrækkeligt +ensidigt at udvikle Børns Erkjendelse, det er at give dem Stene for +Brød: Udviklingen af deres Phantasi og Følelse er mindst lige saa +vigtig, og dertil hjælper Historien som intet andet Fag." + +"Naa--aa, Aarstal og Kongerækker," indvendte Holst, "de er da ikke +egentlig udviklende!" + +"Men Aarstal og Kongerækker er jo heller ikke Historie," svarede +Berner, "lige saa lidt som Bogstaver er Literatur eller Tal er +Mathematik. -- Nei, _hele_ Undervisningen skal paa en vis Maade være +historisk: vise, hvordan Verdensudviklingen paa alle Omraader er +gaaet for sig, og hvordan man har levet, tænkt og troet til de +forskjellige Tider -- _det_ vilde være en gavnlig Lærdom: for +historisk Opdragelse, den er baade religiøs, ethisk og national. Og +De kan tro, ni Tiendedele af alle de Misforstaaelser, som Menneskenes +Børn nu gjør sig skyldig i overfor hinanden, de vilde forsvinde, hvis +man blot havde noget mere historisk Sans og historisk Syn!" + +"Ja, jeg vilde nu alligevel foretrække, at man først og fremmest +søgte at aabne Børnenes Øine for Kunst og Skjønhed," sagde Holst, +"det mener _jeg_ er mest udviklende!" + +"Kunst i Skolen er god -- men man kan ikke leve et Liv paa Skjønhed +alene!" + +"Heller ikke paa Tradition alene!" + +"Bedre i alt Fald! -- Har De ikke lagt Mærke til, at det, der har en +Fortid, en historisk Baggrund bagved sig, virker ganske anderledes +betagende end det, der ikke har det?" + +"Aa, jeg veed ikke -- naar der bydes En virkelig Skjønhed, troer jeg, +den tager En ganske umiddelbart." + +"Til en vis Grad, selvfølgelig. Men _De_, som Kunstner, maa da bedre +end de Fleste have Blik for den Betydning, en Baggrund har, og --" + +"Ja, i Maleriet!" + +"Sandelig ogsaa i Livet! Og den virkningsfuldeste Baggrund, Noget kan +springe frem af, det er netop den historiske. -- Hvorpaa beroer den +forventningsfulde, festlige Glædesmumlen, der som et Bølgesus kan gaa +gjennem et helt Theater, naar en feiret Kunstner blot viser sig paa +Scenen? Simpelthen derpaa, at han i Øieblikket har sin egen Fortid +til Baggrund og spiller paa _den_; Tilskuerne tænker uvilkaarligt paa +de mange glade Minder, som han og de har sammen, og _det_ vækker +Stemningen. -- Og hvorfor valfarter man til Forum Romanum?" + +"Fordi Tempelresterne og Triumphbuerne og det Hele er saa ualmindelig +malerisk!" + +"Nei, det er slet ikke Grunden. Det er, fordi man der staaer i +Verdenshistoriens locale Centrum; deroppe ligger det Capitolium, som +frelste Rom fra Gallerne, her har Cato og Cicero talt, og i +Titusbuens Reliefer seer man endnu Triumphen efter Jerusalems +Indtagelse og selve den syvarmede Guldstage. -- Og hvorfor valfarter +man til Wartburg? Ja, _jeg_ har ikke været der, lige saa lidt som paa +Forum --" + +"Det har _jeg_," sagde Duborg, "der er kjønt!" + +"Jeg tvivler ikke paa det, men det er saamænd alligevel hverken +Architecturen eller Udsigten over Thüringens blaanende Skovbølger, +der gjør Wartburg til et Valfartssted; det er Borgen kun bleven, +fordi den er Reformationens Vugge, det Sted, hvor den nyere +Verdenshistorie begynder. -- Og saa kan alligevel hverken Forum +Romanum eller Wartburg give _mig_ som Nordbo den høitidsfulde Glæde, +den Følelse af Betagethed, der ligesom paatvinges mig, naar jeg møder +Noget, der har Bud til mig fra min egen Slægts, mit eget Lands +Fortid. Jeg bliver sjeldent paa rent ydre Maade greben af et +Skuespil, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg kan faae +Taarer i Øinene blot ved at se Fanen, mit Lands gamle Flag, blive +hilst med militair Honneur, eller ved at høre f. Ex. det finske +Rytteris Marsch fra Trediveaarskrigen -- med _den_ er jeg som Dansk +jo i saa nær Slægt, at den ligefrem bliver mig nationale Toner -- og +jeg troer fuldt og fast, at _den_ Følelse, _den_ Betagethed, er i +Slægt med det Allerbedste i os Mennesker." + +"Og det er Følelsen for Kunsten maaske ikke?" spurgte Holst. + +"Jo, ubetinget! Men Menigmand, det store Flertal, kommer nu engang +lettere under Paavirkning af en historisk end af en kunstnerisk +Stemning." + +"Det benægter jeg!" + +"Men saa tænk dog blot paa, hvordan Forholdet er Verden over: Hvilke +Musæer er mest besøgt paa Søn- og Helligdage, de historiske eller +Kunstsamlingerne? Det er virkelig de første. Og hvad er det for +Billeder, der samler flest Tilskuere paa Gallerierne! Det er dem, der +giver et Optrin af Folkets, af Slægtens Historie, og deri, synes jeg, +ligger ogsaa et Fingerpeg i Retning af, at det Land, hvis Kunstnere +og Digtere forsømmer Folkets historiske Opdragelse, forsømmer en +væsentlig Del af sin Opgave." + +"Ja, _jeg_ kan ikke male Historie!" + +"Jo, De kan!" + +"Hvadbehager?" + +"Der er saamænd mere 'Historie', end De formodentlig selv troer, i +Deres Billeder fra Kjøbenhavn!" + +"Mener De virkelig, at --" + +"Ja, det gjør jeg rigtignok!" + +"Det var som Pokker! 'Historiemaler Holst', det lyder ligefrem af +Noget!" + +-- "Ja, _jeg_ er nu egentlig tidig til Aftensmad," sagde Terndrup, og +saa ophørte Discussionen. + +Man gik ind til et velbesat, sirligt dækket Bord, senere drak man +Toddy, og det var over Midnat, da Gjæsterne stod paa Gaden. + + * * * * * + +-- "Han, Berner, han er god nok," sagde Duborg til de to Andre, da de +gik langs Kanalen. "Der er ingen Humbug ved ham!" + +"Det er sandt," svarede Holst. "Da jeg første Gang traf ham ude paa +Amager, syntes jeg nok, han smagte mig noget af hjemmebagte Kager, +men det har fortaget sig -- han er, som Du siger, god nok!" + +Terndrup sluttede sig uden nogetsomhelst Forbehold til disse +Udtalelser, og Holst, hvis Specialitet det var, aldrig at kunne gaa +hjem, naar han var ude om Aftenen -- og _det_ var han altid -- fik +Duborg og Terndrup smuglede bagfra ind paa en Café, og ved "et +sildigt Aftenbæger" -- som Giveren euphemistisk kaldte det -- +drøftede de endnu en rum Tid Berner, d. v. s. Holst talte, og de +Andre sagde Ja og nikkede paa de rigtige Steder. + + + + +Ugedagen efter var der travlt oppe hos Holst og Duborg: Berner og +Terndrup ventedes om Aftenen. + +Travlheden var nu omtrent udelukkende paa Holsts Side -- Duborg +indskrænkede sig i det Væsentlige til at sidde ned og se interesseret +ud, og saadan havde det stadig gaaet i en Række af Aar. + + * * * * * + +Holst og Duborg var jevnaldrende -- et Par og Tredive -- havde været +Kamerater paa Academiet og havde ogsaa siden, til Trods for al +Forskjel, fulgtes troligt ad gjennem Livet; de boede sammen, +arbeidede sammen og skjændtes sammen. + + * * * * * + +Duborg var en Bondesøn fra Jylland, hvem en kunstelskende Præst havde +"opdaget" og faaet sendt til Kjøbenhavn. + +Han ansaaes i Kunstnerkredse for en Slags Autoritet paa forskjellige +Omraader; Meget sagde han ikke, men sagde han Noget, havde det Vægt, +mente man. + +Da han i femogtyve Aars Alderen havde faaet Udstillingsmedaillen for +sit store Billede og solgte det til Galleriet, troede Alle -- og han +selv maaske med -- at nu skulde han for Alvor producere, men han +holdt tvertimod pludselig helt op med at male -- som Holst sagde, +fordi han var bange for ikke oftere at kunne gjøre noget saa Godt, +men efter hvad han selv paastod, fordi han manglede Inspiration, og +fordi han, utilfreds med den traditionelle Teknik og haabende paa en +ny Renaissance, ad forskjellige Veie ledte efter "den ny Stil". + +I nogen Tid experimenterede han med Temperafarver, var først +Impressionist og saa Prærafaelit, og prøvede siden paa at fremkalde +en Slags musikalske Stemninger ved brogede, halv rhytmiske +Farvesammenstillinger, som han snart gav Navn efter bibelske +Skikkelser, snart efter kjendte Digterværker. Men saa kastede han sig +pludselig over Keramik og fandt en Forløsning i Porcelainets sarte +Underglasurfarver, som han nu erklærede for de eneste, der ikke +virkede brutalt; desuden illustrerede han af og til Bøger og tegnede +Titelblade -- hyppigst med stiliserede Friser og med blot decorative +Motiver -- og kritiserede forresten strengt, hvad Holst og alle Andre +malede. + +Holst var Kjøbenhavner, født af fattige Forældre, Student og begavet +med ikke ringe practisk Sans -- Forretningssans, vilde Grosserer +Lange have kaldt det. + +"Den gamle Teknik er sgu god nok," paastod han, "bare man forstaaer +at bruge den," og saa malede han løs og sørgede for at faae sine +Arbeider solgt -- helst naturligvis til Bestillere eller i alt Fald +til private Kjøbere, men i Mangel heraf ved Auctioner, naar han +trængte stærkt til Penge. Ogsaa Duborgs Affairer tog han sig af, +bestemte Priserne for hvad _han_ leverede, incasserede Pengene og +styrede den fælles Husholdning. + + * * * * * + +-- Der var helt festligt den Aften hos de to Kunstnere. + +Holst havde ryddet op i, hvad han kaldte "Modtagelsesværelset", +støvet af og flyttet om paa de utallige Smaating, der til daglig +bedækkede ikke blot Borde og Skabe, men ogsaa Stolene og "Løibænken" +-- Duborg taalte ikke Ordet "Sopha". + +Der stod Foglietter med rød og hvid Vin paa Chatolklappen og gamle, +slebne Glas; i et Par Messingstager lyste Voxlys ned over Opdækningen +-- Holst elskede _Vox_lys -- det Hele var høist tiltalende. + +Og inde i Atelieret var der fyret i, saa den lille Kakkelovn var +rødglødende, Hængelampen kastede sit Lys over levende Planter, over +Studier, Billeder, Statuetter og Krukker -- "over Godt og Ondt," som +Duborg sagde -- nu kunde Gjæsterne komme, naar det skulde være. + +Og Gjæsterne kom, og Gjæsterne var imponerede. + +Berner havde den gjennemdannede Mands Respect for Kunsten uden paa +nogen Maade at være særlig kunstforstandig og uden paa nogen Maade at +give sig Mine af at være det, og i et Kunstnerhjem havde han ikke før +været. Terndrup var smigret over at være bedt i, hvad _han_ kaldte +fint Selskab; han var ogsaa til Ære for Festen nybarberet -- henne i +Grønnegade, det var ikke hjemmegjort Arbeide -- og havde sort Frakke +paa, men det klædte ham egentlig ikke. + +Man begyndte med at se paa Billederne -- det var næsten allesammen +Holsts -- man spurgte og fik Forklaring. + +-- "Har _hun_ nu staaet saadan -- jeg mener uden nogen Klæder paa?" +spurgte Terndrup og pegede paa Billedet af en kvindelig Model. + +"Ja, hun har," svarede Duborg, "jeg malede hende nede i Italien." + +Berner fandt en lille Studie af en gammel Herregaard med Spir og +Tinder og Grave omkring. "Det er kjønt," sagde han. + +"Ja, det er ude ved Skovnæsholm," svarede Holst. "Jeg var der en +fjorten Dages Tid ifjor, efter Bestilling. -- Gudbevares, jeg er god +Demokrat, men jeg tilstaaer, at det -- naar man endelig _skal_ være +borte fra Kjøbenhavn -- er Pokkers tiltalende at hentes ved Stationen +af en grevelig Kusk med fire Heste for Landaueren, spise paa Sølv og +hver Dag drikke forfærdelig god Cognac til Kaffen." + +"Du spiste jo slet ikke paa Sølv," bemærkede Duborg. + +"Nei, det gjorde jeg nu forresten heller ikke," indrømmede Holst, +"men de fire Heste og Cognac'en er i det Væsentlige sandt -- ja, skal +vi saa gaa tilbords!" + +Det var en hel anden Slags Opdækning og en hel anden Slags Mad end +hos Berner. Her var varme Nyrer, som Holst selv havde ristet, grøn +Salat med _lidt_ Eddike og _megen_ Olie, stuvede Muslinger, og som +Dessert Druer, en stor Skaal fuld af deilige, gjennemsigtige Druer. +Og Vinen flød: Bourgogne og hvid Capri. + +"Jeg har faaet en hel Kurv fuld," forklarede Holst, "foruden rigeligt +Honorar, blot for at tegne Vinhandleren henne paa Hjørnet en +Reclameplacat, der opfylder alle moderne Fordringer: den er grim, den +har grelle Farver og ulæselige Bogstaver -- mere kan man da billigvis +ikke forlange!" + +Cigarer og Cigaretter blev tændt ved Bordet, og Tungebaandene løstes +-- selv Duborg blev talende. Han og Terndrup mødtes nemlig i at være +Jyder og Jægere, og i over en Time drøftede de Andejagt og +Bekasinjagt med Alvor, Sagkundskab og correct Terminologi. + +-- "Ja, var _jeg_ enevældig Konge af Kjøbenhavn," sagde Holst som +Afslutning paa et for Berner holdt, indgaaende Foredrag, "saa skulde +De se Løier! For det første skulde Alt, hvad der nu er lukket, aabnes +for Alle og Enhver -- først og fremmest det chinesiske Lysthus i +Frederiksberg Have! De maa gjerne kalde det barnagtigt af mig, men +saa langt tilbage, jeg kan huske, har jeg havt en brændende Længsel +efter at komme over til det, og endnu den Dag idag troer jeg i +Grunden, at der er et eller andet Mystisk -- en sovende Prinsesse +eller en glemt Eremit eller saadan Noget derovre. Det irriterer mig +ligefrem, at jeg ikke kan komme over paa den Ø!" + +"Men troer De ikke," indvendte Berner, "at al Charme saa vilde +forsvinde? Troer De ikke, at Øen netop ved sin Afspærring -- og kun +ved den -- virker, som den skal?" + +"Aa, jo, saagu, der kan være Noget i det -- men det irriterer mig nu +alligevel!" svarede Holst og faldt et Øieblik i Tanker. Pludselig +saae han op paa Berner og sagde: + +"Veed De, hvad jeg egentlig misunder Dem? _De_ har Pietet, det har +_jeg_ ikke! Jeg vilde ikke have det, om jeg kunde faae det -- ikke +for Alt i Verden! -- men de Mennesker, der har det, er vist +alligevel de lykkeligste!" + +"De maa ogsaa huske, jeg er født paa Absalons Holm," sagde Berner +smilende. + +"Ja, og 'døbt med Vand fra Absalons Brønd', det er _jeg_ ganske vist +ikke," indrømmede Holst. "Men jeg er ellers ogsaa en god +Kjøbenhavner: jeg er da født paa Gammelholm!" + +"Men Gammelholm er nærmest opfyldt Grund," svarede Berner og lo. "Det +er en senere Afleiring, der ikke har nogen rigtig Tradition!" + +Bordet blev ryddet, Holst tog Guitaren frem og begyndte til eget +Accompagnement at synge, med ganske god Stemme og med ypperligt +Foredrag: italienske Folkeviser, gamle franske Sange og danske +Kjæmpeviser. + +"Kan De _ogsaa_ spille?" udbrød Berner. + +"Nei, i Grunden ikke," svarede Holst. "BDur Accorden f. Ex. faaer jeg +aldrig i Fingrene, men saadan klimpre lidt Musik af Guds Naade, det +kan jo de fleste Kunstnere." + +"Ja, det er sgu da meget bedre end en hel Variété!" erklærede +Terndrup, formelig begeistret. + +"Nei, virkelig! Er det _det_!" svarede Holst. -- Nu skal _jeg_ sige +_Dem_ noget: var jeg, som jeg før sagde, enevældig Konge af +Kjøbenhavn, saa skulde en af mine første Regjeringshandlinger være at +jevne alle Variétéer med Jorden. De ødelægger Menneskenes Børn --" + +"Og de fordærver Smagen -- den er daarlig nok i Forveien!" supplerede +Duborg. + +"Det er simpelthen Idioti!" sagde Holst. + +"Internationalt Idioti!" vedblev Duborg helt ivrig. "Det er ens over +hele Verden! Jeg gik en Aften nede ved Santa Lucia i Neapel og saae +paa Middelhavet og syntes, det var for tidligt at krybe under +Moskitonettet. Saa hørte jeg Musik og Kvinkeleren lyde ud fra en Sal, +og saa gik jeg derind. Men hvad fik jeg at høre! Troer De, det var +Viser paa Landets Maal, de sang? Nei! Et Fruentimmer i lang Kjole, +der gav sig paa Tysk, og et andet i kort, der hvinede Fransk. +Publicum forstod naturligvis ikke et Ord, men alligevel hylede de op +af Glæde -- ligesom herhjemme -- over hvert Nummer, klappede med +Næverne og stampede med Stokkene. Bagefter kom der saa et Par +Negerkomikere og --" + +"Negerkomikere!" afbrød Holst ham. "Ja, _det_ uappetitlige Griseri +vover man jo at byde En! -- Negerkomikere! Deres Optræden var ikke +bleven taalt paa Arenaen i Roms værste Forfaldsperiode -- man havde i +det Høieste brugt dem til at kaste for vilde Dyr -- om de ellers gad +ædt dem, hvad jeg meget betvivler! -- Man vilde saamænd heller ikke +finde sig i dem paa Dyrehavsbakken!" + +"Ja, Dyrehavsbakken er nu ellers ogsaa noget simpelt Gjøgl, der +skulde afskaffes!" sagde Duborg. + +"Dyrehavsbakken!" raabte Holst og Berner i Kor. + +"Ja, _jeg_ kommer der da i alt Fald ikke!" + +"Men Dyrehavsbakken er jo et Stykke Folkeliv," indvendte Berner, "og +Dyrehavsbakken har jo baade sin Historie og sin Poesi -- hvor kan De +dog sammenligne _den_ med Variétéerne!" + +"Aa, det er, fordi han ikke har Begreb om det Hele!" svarede Holst. +"Kan man tænke sig noget Kjønnere, noget Festligere end en +Eftermiddag oppe paa Bakken at se Folk myldre omkring eller ligge i +Græsset! De hvide Telte med Dannebrogsflag i Toppen -- der er ikke et +Flag i Verden, hvis Farver staaer saa godt sammen -- Tørverøgen fra +Beværtningerne, som mørkeblaa trækker sig op under de grønne +Bøgekupler, ja, selv hele den disharmoniske Symphoni af falske +Lirekasser, skrattende Trompeter, Harmonikaer og Skrigeballoner midt +inde i den stolte Skov -- _det_ er Stemning! -- Nei, maa vi beholde +Dyrehavsbakken!" + +"For mig gjerne," brummede Duborg, "men man skulde indrette +Forstadstheatre -- rigtige Folketheatre -- ude paa Broerne, saadan +Theatre, hvor der for halvtredsindstyve Øre -- eller allerhelst +gratis -- blev spillet god Komedie -- eller hvor der i alt Fald blev +budt paa gode Stykker, daarligt spillede -- _det_ var en +Samfundsopgave!" + +"Og man skulde have store, lyse Concertsale med gratis Entré, billig +Vin og billigt Øl," sagde Holst, "og saa Pokker i Vold med de simple +Syngepiger!" + +"Ja, i Absalons Kjøbenhavn hører de da ikke hjemme," sagde Berner. + +-- "Mine Herrer!" begyndte Holst og slog med en Pensel paa Glasset. +"Vi er uenige om Meget. Vi er uenige om Politik --" + +"Nei, vi er ikke," protesterede Duborg, "for jeg har ingen politisk +Mening og har Gudskelov aldrig i mit Liv været til et politisk Møde. +-- _Du_ har da forresten heller ingen politisk Mening, Holst!" + +"Har _jeg_ ikke!" + +"Nei! -- Har Du glemt, dengang Du var Stiller, eller hvad det hedder +-- det skulde Du fortælle de to Herrer!" + +"Ja, hvad skulde afholde mig fra det? -- Det var for en tre, fire Aar +siden, da var jeg Stiller for en af Folkethingscandidaterne her i +Byen -- naturligvis en af de radicale -- det var det Hele; han var +min personlige Ven, saa det var jo ikke mere end rimeligt!" + +"Men Du glemmer det Vigtigste," sagde Duborg. "Du husker nok ikke, at +Du samtidigt gik rundt ude paa Nørrebro og agiterede for en +Høirecandidat!" + +"Ja, hvad saa?" svarede Holst. "Det var jo i en hel anden Kreds! +_Han_ var ogsaa min personlige Ven, og han havde bedt mig om at tage +mig lidt af hans Affairer -- men jeg vidste, at han ikke kunde blive +valgt, saa det gjorde da Ingenting!" + +"Gud veed, hvor Du gad! -- Nei, Høire og Venstre, Conservatisme og +Socialisme, det er mig knusende ligegyldigt Altsammen, naar _jeg_ +blot maa have min Frihed!" + +"Ja, den _personlige_ Frihed, det er Hovedsagen," sagde Berner. + +"Friheden leve!" raabte Holst. + +"Men den personlige Frihed," vedblev Berner, "den, man har kjæmpet +for lige fra 1789, den maa vi sandelig efter Evne værne om nu." + +"Naa, De mener Reactionen og Provisorierne o. s. v.," udbrød Holst. + +"Nei, jeg taler ikke om politisk men om personlig Frihed," svarede +Berner. "Nu for Tiden har man jo knap Lov til overhovedet at mene +eller tro andet, end hvad den Fagforening, man tilfældig sorterer +under, decreterer, at der skal menes eller troes her paa Bjerget -- +det er _ikke_ Frihed!" + +"Aa, hvad," indvendte Holst, "det er kun en Overgang!" + +"Det troer jeg ogsaa, men det er altid ubehageligt at leve i en +Overgangstid." + +"Tvertimod!" raabte Holst. "Jeg vilde ikke for Alt i Verden have +levet paa nogen anden Tid end netop nu -- og De skal se, det bliver +saa meget desto bedre, naar Overgangen først er forbi!" + +"Ja, _jeg_ nærer selvfølgelig heller ingen Tvivl om, at Udviklingen, +nu som bestandig, bærer fremad," sagde Berner -- "troede jeg ikke +_det_, var det jo ikke til at holde ud at være Lærer for den +opvoxende Slægt! Jeg troer ogsaa fuldt og fast paa, at vor Landalmue +_er_, og at vort Socialdemokrati i Virkeligheden vil _blive_ et +nationalt Parti, der viser sig lige saa interesseret som alle Andre i +at hævde Landets Ære og Selvstændighed, og desuden --" + +"Troer De da, Socialdemokraterne nogensinde bliver Militarister?" +udbrød Holst. + +"Nei, ikke Militarister -- det er nu forresten et af de mest +misbrugte Ord, Sproget har -- men Venner af det nationale Forsvar, +selvfølgelig. Jeg tvivler heller ikke om, at dersom en Fjende imorgen +laa for Kjøbenhavn, saa vilde dens Arbeiderbefolkning vise sig saa +fædrelandssindet og saa offervillig som Nogen -- det var jo en +Fornærmelse at tro Andet." + +"Ja -- ja, det kan være sandt nok," indrømmede Holst, "men jeg er +rigtignok noget forbauset over, at _De_ -- stokconservativ, som De +er -- virkelig troer paa, at --" + +"Hvorfor undrer _det_ Dem?" spurgte Berner med et Smil. "Radical og +conservativ, det er jo blandt hæderlige Mennesker væsentligst kun en +Temperamentsforskjel: der er dem, som glæder sig over Noget, blot +fordi det er nyt, og der er Andre, som føler den samme Glæde ved at +møde Noget, blot fordi det er gammelt. Begge Betragtningsmaader kan +være lige forsvarlige og lige honnette -- men jeg synes nu rigtignok, +det er mere rationelt at glæde sig over _det_, som paa en eller anden +Maade _har_ staaet sin Prøve, end nøies med at haabe paa det Ny, der +først skal udvikle sig, og som man slet ikke kjender." + +"Det var nu ellers Militarismen, vi kom fra," sagde Holst -- "_jeg_ +kommer jo forresten altid fra _det_, jeg taler om! -- Seer De, var +der Krig, saa mødte jeg ogsaa paa Skansen, Gudbevares --" + +"Men De vilde alligevel hellere staa bag en Barricade end paa en +Skanse!" afbrød Berner ham. + +"Der kan være Noget i det! Jeg vilde ellers blot have sagt, at under +Krigsforhold, saa slaaes man -- naturligvis -- men Rustninger i +Fredstid og navnlig Befæstninger, dem er jeg afgjort imod. Jeg skal +sige Dem, jeg troer, at det bærer hen imod den almindelige +Verdensfred -- troer De ikke ogsaa?" + +"Maaske. -- _Om_ den evige Fred forresten vilde være et saa absolut +Gode for Menneskeheden, det drister i alt Fald _jeg_ mig ikke til at +afgjøre, men der er dog vist et Stykke til den endnu, og derfor synes +jeg egentlig ikke, det er rigtig practisk allerede nu at indrette +sig, som om den _var_ proclameret og garanteret. -- Det er jo ogsaa +gjerne muligt, at Menneskene engang bliver _saa_ gode, at der hverken +er Vagabonder eller uartige Drenge mere, men indtil den Tid kommer, +synes jeg virkelig, det er ganske fornuftigt at sætte Stakit om sin +Have -- navnlig naar den vender ud til Alfarvei!" + +"De har det nu altid med Billeder!" sagde Holst. "Men naar jeg troer +paa den kommende Verdensfred, saa er det, fordi jeg i det Hele troer +paa Udviklingslæren, _vor_ Tids Evangelium: vi gaaer fremad til +større og større Fuldkommenhed -- troer De ikke ogsaa _det_?" + +"Jo," svarede Berner, "i visse Henseender ubetinget. -- Men hvor kan +det være, at de fleste svorne Tilhængere af Evolutionslæren i Reglen +er saa mærkværdig inconsekvente eller ulogiske, hvad De nu vil kalde +det?" + +"Hvordan det?" + +"Jo, har De ikke lagt Mærke til, at de for det Første, snurrigt nok, +ynder at kokettere med Samfundets revolutionaire Tendentser, +endskjøndt jo netop Alt, hvad der blot ligner en pludselig Omvæltning +eller et Spring i Bevægelsen, er ligefrem utænkeligt efter +Evolutionstheorien, og derfor dog vel ogsaa skulde synes at være i +alt Fald irrationelt, naar Mennesker gjør det. Og dernæst hævder de +bestandig den skete Udvikling paa alle Omraader, men paa det ethiske, +det moralske Omraade, _der_ kan de aabenbart ikke tænke sig +Muligheden af, at der ogsaa maa være skeet en Udvikling. Saa snart +Talen er om det Ethiske -- eller i alt Fald om den sexuelle Ethik -- +saa er det jo nu godt Latin strax at møde op med 'Menneskedyret' og +de animalske Drifter, men _har_ vi udviklet os fra Aber til, hvad vi +nu er, saa er der dog virkelig ikke noget saa Unaturligt i, at vi +heller ikke længere kan nøies med en Abemoral." + +"Det kan vi ikke," sagde Holst, "men hvad der er skjønt, har sin egen +Moral eller, rettere sagt: jeg troer nu paa, at hvad der er skjønt, +ogsaa maa være godt -- _det_ troede de gamle Grækere. -- Men hvor var +det forresten, jeg slap? Det er sandt, det var ved Militarismen! Men +den er nu heller ikke det Værste i vore Dage: det Værste er den +perverse Religieusitet, den sneverhjertede Pietisme, som igjen er +ifærd med at faae Vind i Seilene -- det minder mig ligefrem om +Vegetarianerne!" + +"Om Vegetarianerne!" + +"Ja! Baade _de_ og Missionsfolkene mener jo aabenbart, at Menneskenes +Børn kun er skabt til at nyde Fastespiser. -- Jeg kan ikke taale +Vegetarianere -- allermindst deres forlorne Videnskabelighed og deres +Fanatisme!" + +"Jeg ynder virkelig ikke Pietismen," sagde Berner med et Smil, +"tvertimod! Men beskylde den for at kokettere med Videnskabelighed, +det kan man ikke! Forresten maa jeg tilstaa, at af to Onder +foretrækker jeg alligevel Troens Intolerance for Vantroens -- som jeg +overhovedet altid foretrækker det Positive for det Negative -- og +naar der nu, baade af Myndige og Umyndige -- mest naturligvis af de +Sidste -- raabes op mod den indre Mission, som ganske vist har gjort +umaadelig Fortræd, saa glemmer man helt det Gode, den mange Steder +har bragt. Og _hvem_ er det, der raaber høiest? Det er saamænd ikke +dem, der i den indre Mission seer en ensidig Opfattelse af +Christendommen og derfor raaber Vagt i Gevær, nei, det er dem, der +bruger Angrebene paa _den_ til at komme Troen overhovedet og den +religieuse Følelse til Livs!" + +"Det benægter jeg bestemt!" indvendte Holst. "Det gjælder da i alt +Fald ikke om mig selv. -- Men jeg begyndte for lang Tid siden paa en +Tale, hvor var det nu, jeg slap? -- Jo, det var ved Uenigheden! -- +Altsaa, mine Herrer!" -- han slog igjen paa Glasset -- "Vi er uenige +om det Meste, men om Eet er vi enige, hver paa sin Vis: vi føler os +høit hævede over _det_ Kjøbenhavn, der kun lever for Valgagitation, +Variété-Premièrer, Fagforeninger, Speculationer og Demonstrationer; +vi staaer udenfor -- eller over -- Massen, det er maaske en Feil --" + +"Ja!" brummede Duborg. + +-- "men vi gjør det nu engang. Folk troer, at hele Myretuen er een +Organisme -- det er den ikke! Naar Duborg og jeg sidder paa vort +flade Tag -- der er ialt tyve Kvadratalen -- og naar D'Hrr. Berner og +Terndrup staaer paa Dueslaget og seer ud over Byen, saa lyder den +store Bys uharmoniske og philistrøse Larmen op til os i afdæmpet og +harmonisk Form. Og hvorfor? Fordi vi, skjøndt vi lever i den og ikke +vilde leve noget andet Sted -- _jeg_ i alt Fald ikke -- alligevel har +den paa Afstand. Og det har vi forresten ogsaa, naar vi gaaer nede i +Gaderne -- naturligvis -- og derfor en Skaal for godt Gjenboskab over +Tagene!" + +"Det er jo Sludder det Meste af, hvad Du siger," erklærede Duborg, +"men det Sidste er jeg med til -- Skaal!" + +"Du er saa ualmindelig veltalende iaften, Duborg," sagde Holst, "jeg +har flere Gange hørt din indsmigrende Baryton! -- Bare Du ogsaa vilde +begynde at male igjen!" + +"Vrøvl!" svarede Duborg mut. "Troer Du maaske, _Du_ kan inspirere +mig? Ja, skaf mig et Motiv, der duer noget, saa skal jeg nok tage +fat -- men Motiver voxer ikke paa Træer!" + + * * * * * + +Holst sang endnu et Par Sange, et Par Foglietter tømtes, og Klokken +blev henad To, før man endelig skiltes. + + + + +Der var kommet Brev fra Poul, fra Athen. + +Juleaften havde han og de andre Lærlinge været oppe paa Slottet, og +Grossereren gjentog til Alle og Enhver, han traf: + +"Min Søn har været Kong Georgs Gjæst, og begge Majestæterne var +særdeles allernaadige imod ham!" + +Grossereren havde ellers godt Haab om at blive Generalconsul nu, for +Møller _havde_ skrevet til Yocobora, og Republikens Præsident +stillede sig velvilligt til Sagen. -- "Men hvem veed", tænkte han, +"om _det_ ikke blot er en Begyndelse, for europæisk Generalconsul -- +f. Ex. græsk -- var rigtignok bedre, og har man først Frelserens +Officeerskors, bliver man nok bagefter Ridder af Dannebrog -- man kan +godt begynde med at være 'p. p.'!" + + * * * * * + +Marie havde ogsaa faaet Brev fra Poul, men det vidste Grossereren +ikke noget af. Hun gjorde gode Fremskridt baade i Dans og i +Skolekundskaber, og Mille Buxbom var ude af sig selv af Beundring og +Rørelse, da hun hørte, at hendes fordums Elev havde været Gadedreng i +"Carmen" og som Gnom i "Hans Heiling" var gaaet ned i en +Forsænkning. + + + + +Nu begyndte det saa smaat at lide mod Foraar. + +Det er jo -- som Holst ogsaa altid sagde -- en ren Overtro, at +Aarstidernes Vexlen kun mærkes paa Landet og ikke i Byen -- de mærkes +kun paa anden Maade. + + * * * * * + +Midt i Februar opdager de faste Strøgspadserende pludselig en skjønne +Dag om ved Klokken Fire, at Dagen virkelig længes; Smaafuglene +kvidrer i Kor i Lindene ved Helligaandskirken, og naar man fra +Gammeltorv gaaer ud ad Frederiksberggade, kan man se Gaden fyldt af +et glødende Solnedgangsskjær. Kuplen paa Panoptikon ligger i +farvemættet, violet Skygge som Kuplen paa San Pietro seet fra Monte +Pincio, og saa faaer En og Anden, der ellers kun traver regelmæssigt +mellem Kongens Nytorv og Raadhuspladsen, den underlige Idee at vandre +helt ud ad Vesterbro -- derud ad, hvor Solen gaaer ned. + +I Begyndelsen af Marts seer man en Morgen stund, at Stæren er kommen; +husvant og selvbevidst sidder den paa Pinden foran sin gamle Kasse og +lader, som om den slet ikke har været borte, fløiter efter Varme og +koketterer i Solskinnet med sin mørkegrønne, hvidprikkede Silketrøie. + +Det er næsten ganske lyst, naar man gaaer til Theatret -- Overtøiet +taaler ikke altid Dagslyset. Der hænger Snepper i Vildthandlerens +Vinduer, og paa Blomstertorvet, paa Høibroplads, begynder Glasvognene +med den brændende Petroleumslampe inde mellem Palmerne og Azaleaerne +at forsvinde -- først i April er hele Torvet een Foraarspragt af +Tulipaner og Tazetter, Hyacinther, Paaske- og Pintselilier. + +Bananerne bag Frugthandlernes Vinduer er bleven plettede, og Æblerne +faaer endnu fler Rynker. Damer og enkelte Herrer viser sig allerede i +bar Figur, Drengene paa Frue Plads spiller Klink, og Pigerne i +Grønningen leger Paradis. + +Om Søndagen begynder Karusellerne paa Alleenberg og Sommerlyst igjen +at gaa, og man seer, at "Hestene" er bleven malet op: Skimlerne +straaler ligefrem, og de chocoladefarvede Arabere glinser fedt. + +Tjørnehækkene ude ved St. Jørgens Sø og Ligustrumbuskene i +Villahaverne faaer en grøn Tone, Holbergs Kastanie svulmer, +Skjællene bøier sig nedad, og Knopperne seer ud som heraldiske +Lilier. + +Saa kommer Udstillingens Aabning: Splitflaget smelder i Luften fra +Charlottenborg, de kongelige Kjøretøier med røde Kuske holder +udenfor, og nu veed hele Kjøbenhavn, at der er rigtigt Foraar i +Luften. + +Caféerne sætter Laurbærtræer og Vedbendkasser ud paa Fortovene, de +Handlende skynder sig med Foraarsudsalget, og Selskabsherrer, der har +gjort hele Vinterens Campagne med, begynder at tænke paa Carlsbad. + +Efter Fyraften er der travlt i Colonihaverne udenfor Byen: der +graves, rives, saaes og plantes -- det er Forhaabningernes Tid. +Grossereren tager ud og seer til sit Landsted, giver Gartneren Ordrer +og bestiller Maleren -- han kommer saa sent hjem, at han maa stavre +op ad Trappen i Mørke, for Husværten holder naturligvis op med at +tænde Gassen den 15. April! + +Om Boulevardernes Lindekroner hviler endnu som en stillestaaende, +grønlig Bisværm: det er Knopperne, der betænker sig paa at skride, +men snart er de i Udspring, Folk kommer fra Skoven med Anemoner og +Bøgeløv, Tivoli lukker op, og de "faste" Spurve pipper af Fornøielse +-- og saa -- ja, saa er det Foraar i Kjøbenhavn. + + + + +Poul kom hjem, glad og seig. + +Han havde Smaaforæringer med til hele Familien, men til Marie havde +han det Bedste: et Syskrin med Træmosaik, som han havde kjøbt i +Neapel -- _det_ havde sin Historie. + + * * * * * + +En Nat paa Hundevagten havde Poul i aldeles usædvanlig Grad følt den +blandt Lærlingene ombord meget almindelige Trang til at faae et eller +andet "Extra" -- ligegyldigt hvad -- i Livet, og just som denne Trang +var paa sit Høieste, saae han en Kamerat, en Grosserersøn som han +selv, tage et Par Figen op af Lommen og ganske langsomt spise dem -- +det var ikke til at holde ud. + +"Hei, Du! Giv mig en!" sagde Poul. + +"Nei, jeg har kun fire tilbage," lød Svaret. + +"Vil Du sælge dem?" spurgte Poul saa. + +"Nei, jeg har jo ingen Brug for Penge nu." + +"Hvad vil Du _da_ have for dem?" + +"Aa, jeg veed ikke -- jo, Du kan faae dem for det Skrin, Du kjøbte i +Neapel!" + +Det blev nærmest sagt i Spøg, men Poul var bleven hidset, netop fordi +det Attraaede syntes ham uopnaaeligt, og han slog til -- han havde i +Øieblikket givet baade Skrinet, Førstefødselsret, og hvad det nu +ellers skulde være, for de fire Figen. + +Næste Morgen skammede han sig -- skammede sig som en Hund. Han havde +kjøbt Syskrinet til Marie, og hun _skulde_ have det, _hun_ og ingen +Anden. + +Han bød Kameraten fem Kroner, ti Kroner, Alt, hvad han eiede og +havde, for at lade Handelen gaa tilbage, men i rum Sø synker Pengenes +Værdi, ganske ligesom den stiger med Udsigt til Landlov, og den Anden +vilde beholde sit Skrin -- Poul var fortvivlet. "Om der da ikke var +nogensomhelst Maade, han kunde faae det tilbage paa?" -- "Nei! Jo, +det Eneste skulde være, om Poul for Resten af Togtet hver Dag vilde +afstaa sin Ration Vin?" + +Og _det_ gjorde han. Det ene Øiebliks Letsindighed paa Hundevagten +kostede ham et dagligt og føleligt Afsavn, men Gaven til Marie havde +da ogsaa faaet dobbelt Værdi, syntes han selv, og han var ikke helt +fri for at være lidt stolt, da han afleverede den. + +_Nogen_ Bitterhed nærede han fremdeles mod den mercantile Kamerat, +der saa godt havde forstaaet at benytte sig af Conjuncturerne, men +Bitterheden fortog sig, da Denne, der havde faaet nok af Søen, forlod +Marinen og blev anbragt paa et Handelskontor, hvor han efter Pouls +Mening vistnok hurtigt vilde avancere. + + + + +En smuk Mai Morgen, ganske tidligt, stod Duborg alene oppe i +Atelieret -- Holst var taget paa Landet "forat male Bøgeskov og +Bukøer", som han pleiede at sige. + +Som Duborg nu stod og saae tvers over Gothersgade, aabnedes der +pludselig et Kvistvindue ud til en Gaard, og en ung Kvinde kom til +Syne. Den høire, helt op til Skulderen blottede Arm strakte hun langt +ud forat faae Stormkrogen sat paa, med venstre holdt hun Linnedet +sammen over Brystet. + +Det Hele stod kun paa et Øieblik, saa var hun forsvunden, men Duborg +blev idetmindste i fem Minuter ved at stirre over Tagene, hen til +Vinduet, som efter en tabt Skjønhedsaabenbaring. + +Den unge Kvinde, der aabnede sit Vindue, det var jo et Motiv, det var +Noget at male! De røde Tage i Baggrunden og de hvide, hvide Arme -- +hvor havde hun dog holdt den venstre Haand gratiøst! Der var en +ubevidst Kyskhed i den hele Stilling, og hun var ganske sikkert +smuk, meget smuk -- det var han overbevist om, skjøndt han +naturligvis paa Grund af Afstanden Intet havde kunnet opfatte af +hendes Ansigt. + +Duborg gik op og ned i Atelieret i en Time, fløitede og nynnede +afvexlende -- begge Dele hvinende falskt -- kigede til det stadig +aabne Vindue og saae ud som en Mand, hvem der er vederfaredes en stor +Lykke. -- Ja, vist skulde det males, _hun_ skulde males -- men netop +_hun_, ingen anden Model i Verden vilde han have! + +Han tog Peiling af Stedet, gik ned paa Gaden og recognoscerede, stjal +sig til at se ind i forskjellige Gaarde -- nei, Vinduet var ikke til +at finde -- hvem var hun? + +Han gik op igjen, tog endnu nøiagtigere Sigte paa Huset og forsøgte +at finde, men atter forgjæves. + +Saa hentede han Terndrup op paa Atelieret, viste ham Kvistvinduet og +spurgte, hvor det var. + +"Tøv lidt," svarede Terndrup, "derovre i Store Kongensgade? -- Men +det er jo Grosserer Langes Gaard!" + +"Og hvem boer paa Kvisten?" + +"Det gjør hans Datter." + +Duborg følte selv, at det var Vanvid, men ti Minuter senere stod han +i Grossererens Gaard. Inde under Lindetræet stod han, kastede sky +Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen, +og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa. + +Grossereren gik ud ad Porten i det Samme. Han saae noget mistænksomt +paa Duborg og drøftede et Øieblik med sig selv Muligheden af, at det +igjen kunde være en næsvis Naturforsker, der vilde lede efter sjeldne +Planter, men den Fremmede saae slet ikke _ned_, kun _op_, saa var det +jo ligegyldigt, og Grossereren gik. + +Duborg tog en rask Beslutning, skridtede op ad Trappen, ringede paa, +spurgte efter Frøkenen og kom ind til Ragna, der heldigvis var alene +paa Kontoret -- hvad han vilde have gjort, om hun _ikke_ havde været +det, er ikke godt at sige! + +Forgjæves bestræbte Duborg sig senere i Livet mangen god Gang for at +gjenkalde i sin Erindring, hvad han egentlig sagde, hvordan han +begyndte, og hvordan han endte, men det var ham ganske umuligt. Kun +_saa_ Meget vidste han, at han havde fortalt om sit Morgensyn fra +Atelieret, sagt, at han følte med sig selv, at han nu -- nu og maaske +aldrig mere -- kunde gjøre et godt Billede, men at _hun_ maatte være +hans Model -- blot for Armenes og Skuldrenes Vedkommende -- Ansigtet +var der ikke Tale om, hvis hun ikke ønskede det -- men hun maatte +endelig, endelig sige Ja, og ikke blive vred over hans Dristighed. + +Og Ragna! Ja, hun følte for anden Gang i sit Liv, at der midt i det +nøgterne Kontor kunde komme som Bud fra en anden Verden, en Verden, +som hun ikke kjendte, og som laa langt, langt borte fra Journalen, +Hovedbogen og hele Store Kongensgade. + +Et lille Øieblik blev hun fornærmet, men _det_ fortog sig i næste Nu, +da hun slog Øiet op, for Duborg saae paa een Gang saa troskyldig og +saa betagen ud. + +Fra sin Skoletid mindedes hun Plougs Digt "Et Kys". _Der_ kom en ung +Mand op til en ung Dame og bad hende om at give ham et Kys ved +Vinduet, mens Vennerne saae paa det -- _det_ var da meget værre; men +den unge Pige i Digtet gav ham alligevel Kysset, for hans Livslykke +afhang deraf. -- Maleren her sagde jo ogsaa, at det beroede paa +hende, udelukkende paa hende, om han skulde gjøre sin Lykke -- fattig +var han formodentlig, det var jo alle Kunstnere -- og hvad var saa i +Grunden det Hele? At møde som til Bal, ikke Andet. -- Hun havde nu +forresten næsten aldrig været nedringet som Voxen -- men hendes Arme +kunde godt taale at sees, vidste hun, og Skuldrene med -- og hans +Blik var saa aabent og saa discret -- hun sagde Ja. + +Men hun sagde det saa tilkjæmpet overlegent som muligt, tvang et +lille Smil frem, der skulde antyde, at hun egentlig fandt det Hele +ret komisk, og tilføiede saa, at hun foreløbig vilde staa til hans +Disposition i Atelieret fra Tolv til Et; paa den Tid var Kontoret +lukket, og hendes Fader og Broder henne at spise Frokost paa +d'Angleterre -- Moderen var nemlig allerede flyttet ud paa Landstedet +Dagen iforveien. + + * * * * * + +Duborg gik efter forinden at have klemt hendes Haand mellem sine, saa +den blev ganske øm -- det var nu _hans_ Maade at udtrykke sin +Taknemmelighed paa. + + + + +Paa Slaget Tolv næste Dag kom Ragna ind i Atelieret. + +Duborg modtog hende næsten ærbødigt og bad hende forlegent gaa ind i +Dagligstuen. + +_Der_ tog hun Livet og Underlivet af, saae sig om efter et Speil, men +fandt intet, stod et Øieblik og betænkte sig og gik saa rolig ind i +Atelieret med en lignende Fornemmelse, som naar hun første Gang om +Sommeren sprang i Vandet ude fra Landstedets Badehustrappe. + +Duborg viste hende den Stilling, han ønskede, hun skulde staa i, +rettede lidt paa den, da hun havde stillet sig op, og begyndte saa -- +først uden egentlig at se rigtigt paa hende -- at tegne Omridsene op +paa Lærredet med Kul. + +Ragna ventede stadig, at han skulde conversere hende -- ikke fordi +hun ønskede det, men fordi Tausheden ligefrem generede hende -- men +han tegnede kun, begyndte at undermale, saae paa hende og saae paa +Lærredet -- det var ikke til at holde ud. + +Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa +skraa og udbrød: + +"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!" + +Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var +efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske, +som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk +Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men +Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig +var irriterende. + +-- "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere +end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag. + + * * * * * + +Næste Dag gik det allerede bedre. + +Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa +Studierne, og _han_ begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation, +der dog hurtig døde hen igjen. + +Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten. + +"Er det _mig_, De leer af Frøken?" spurgte han roligt. + +"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom +pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa +Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu! +-- Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!" + +"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard _der_ -- er det +ikke?" -- han pegede paa en af Holsts Studier. + +"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! -- Skal Deres Billede -- +det, De nu maler paa, udstilles?" + +"Det skal det vel nok -- hvis det ellers lykkes." + +"Hvorfor skulde det ikke det?" + +"Aa, man veed jo aldrig iforveien --" + +"Det maa man da vide! Naar man overhovedet _kan_ male, og man sætter +al sin Energi ind paa Arbeidet, saa _maa_ det jo blive godt!" + +"Nei -- nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og +der blev en længere Pause. + +Ragna hvilede -- efter hans Opfordring -- nogle Minuter, skjøndt hun +erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife +rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme +kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun +instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae +paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at +genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem: + +"Har _De_ malet det?" + +"Ja, jeg har saa," svarede Duborg. + +"Det er altsaa en Model?" + +"Ja, _det_ var det -- hun var fra Capri." + +-- "Var det nu virkelig -- ja, jeg mener en anstændig Pige?" + +Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige -- nei, +det mente da Duborg ikke, det havde været. + +Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde: + +"Hvorfor bruger Kunstnerne dog _den_ Slags til Modeller -- hvorfor er +det ikke Damer?" + +"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer +fra til at staa for det Hele?" + +Og saa spurgte Ragna ikke videre. + + * * * + +-- En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde +han ikke mere for den Gang, det gik ikke. + +"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna. + +"Ja, men jeg er ikke oplagt idag." + +"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har +Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger +Correspondancen lige til Middag!" + +"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst +end med Bogholderi." + +"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! -- Mal nu +blot: De har mig en halv Time endnu!" + +"Nei, jeg kan ikke idag." + +Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig +Tid -- Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred. + + * * * * * + +-- "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der +var gaaet en Ugestid. + +"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model +her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver +fra den Skizze _der_" -- han pegede paa Capripigen. + +Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en +bestemt Forudsætning, at Billedet _ikke_ maatte ligne _hende_, men +ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model +-- rimeligvis en fordærvet Pige -- skulde ligesom give Personlighed +til Billedet -- _hendes_ Billede, for _det_ var og blev det +alligevel, følte hun -- hendes og ingen Andens. + +Hun blev forstemt og taus Resten af den Time. + + + + +Holst kom uventet en Dag til Byen. + +Han skulde kjøbe Farver, hed det, "Gurkemeie og Spinatgrønt", men i +Virkeligheden kom han nok nærmest forat gaa en Tur nedad Strøget, se +de kjendte Omgivelser og de kjendte Ansigter og indaande lidt +kjøbenhavnsk Luft, som han kunde have at tære paa ude mellem alt det +Grønne. + +Han gik naturligvis op til Duborg, men blev modtaget underlig +forbeholdent, og da han vilde gaa ind i Atelieret, stillede Duborg +sig omtrent i Veien for ham. + +"Hvadbehager?" sagde Holst forbauset. "Maa jeg ikke komme ind til mig +selv! -- Har Du Damebesøg?" + +"Nei, det har jeg ikke, men --" + +"Naa, det manglede ogsaa kun, at Du skulde benytte Dig af min +Fraværelse til den Slags Vidtløftigheder -- ja, var det _mig_, der +var alene i Byen, det var en anden Sag! -- Vil Du saa behage at +flytte Dig!" + +Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet. + +"Naa, saa _det_ var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt +at male -- maa jeg gratulere! -- Og det tegner jo ligefrem udmærket: +det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og +sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme -- _det_ er +Noget, _jeg_ forstaaer mig paa! -- og hele Skikkelsen kysk og +jomfruelig -- hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?" + +"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg. + +"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?" + +"Det er en Dame." + +"En Dame! -- Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! -- Men +hvem er hun da?" + +"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!" + +"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog --" + +"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig." + +"Naa saaledes! -- Ja, jeg respecterer din Discretion -- naturligvis +-- men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet -- om det er +med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være +den lykkelige!" + +"Hun er slet ikke forlovet, det _jeg_ veed," svarede Duborg og blev +umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er." + +"Og _de_ Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo +umuligt! Saa maa Ingen have seet dem -- men _det_ er jo ogsaa +umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at +vise sig høihalset -- sig det til hende fra mig!" + +"Gud veed, hvor Du gider!" + +"Ja, Du _har_ da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i +Kjøbenhavn? -- Ikke engang det! -- Du er jo umulig! Den Slags Ting +fortæller _jeg_ altid unge Damer: _mig_ er det en Lettelse at sige +det, og _dem_ fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed +det!" + +"Er Du snart færdig?" + +"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! -- Men forat +komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er +jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af +Morgenstemningen i den store By, der vaagner -- Du veed, jeg elsker +den tidlige Morgen -- theoretisk i alt Fald -- Morgenens Friskhed +repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og --" + +"Vrøvl! -- Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit +Vindue op," indvendte Duborg. + +"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke +engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde +kunstnerisk Umiddelbarhed!" + +"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!" + +"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller +plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker _det_! -- Men godt +bliver Billedet sgu alligevel -- og _det_ er egentlig det +irriterende!" + +Lidt efter gik Holst. + + + + +Grossereren og Julius spiste, som Ragna havde sagt, om Sommeren deres +Frokost paa d'Angleterre mellem Tolv og Et, men Ragna havde altid sin +Pakke Smørrebrød med fra Hjemmet og nød den til et Glas Melk paa +Kontoret, som hun ellers aldrig forlod. + +Stor var derfor ogsaa Julius' Forbauselse, da han en Dag mellem Tolv +og Et tilfældigvis kom tilbage paa Kontoret forat hente sit +Cigaretetui og ikke fandt Søsteren ved Pulten, og da Faderen senere +gav ham en Overhaling, fordi han ikke passede Kontortiden, udlod han +sig gnavent med, at _han_ da ikke var den Eneste, der sløiede den af, +for Ragna var saamænd ikke bedre, o. s. v. + +"Vaas!" svarede Grossereren. + +En Gang til traf Julius Kontoret tomt mellem Tolv og Et og +rapporterede det samvittighedsfuldt til Faderen. Denne gik saa +tilbage noget før Et -- nei, Ragna var der virkelig ikke! + +Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig +til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og _det_ +gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et +Par Dage efter kunde meddele Faderen, _hvor_ det var, hun gik hen, +men _hvad_ hun bestilte _der_, det vidste han rigtignok ikke. + + * * * * * + +Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man +udspeidede hendes skjulte Skridt. + +Forholdet mellem hende og Duborg havde _noget_ skiftet Characteer. + +Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de +runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og +mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald +tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en +bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun +saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund -- navnlig ladylike. + +Og _han_ var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige +Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til +Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige +Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre +ham tale -- sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte +Ord -- som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit +Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele +den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun +vidst, hvad Begeistring -- stilfærdig men glødende Begeistring -- +var; nu fik hun en Anelse om det. + +Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en +Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan +føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt +Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer. + + * * * * * + +-- Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde +Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde -- +han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun _ikke_ var til Stede -- og +skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde +hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det +allerede var et Hele -- Morgenstemningen aandede ud af det. + + * * * * * + +En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers +og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget. + +Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var +Hovedet, han havde malet paa, og -- hun tog ikke feil -- det var +_hendes_ Træk! + +-- "Skal _det_ Billede udstilles?" spurgte hun. + +"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før +gjort Noget, der var saa godt." + +"Men det er jo _mig_ -- _mit_ Ansigt!" + +"Ja, det er det nok blevet -- det er saadan kommen ganske af sig +selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede, +der kan passe ind i _det_ Billede, saadan som jeg har tænkt mig det." + +"Men De lovede jo bestemt, at --" + +"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have +holdt, hvad jeg lovede -- dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang +Afstand, maa De huske." + +Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over, +hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo +dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende +kun indigneret og overlegent, fra hende: + +"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er +selvfølgelig ikke bindende -- end ikke overfor en Dame -- hvis blot +hans Kunst -- eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme -- +kræver, at det brydes! Men _det_ Billede skal _ikke_ udstilles -- +forstaaer De mig! -- Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til +selv at kjøbe det." + +I det Samme gik Døren op, og ind traadte Grossereren og Julius. + +"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød. + +"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren +fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler -- Du er maaske Model -- eller +har Stævnemøder -- hvadbehager?" + +Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu, +som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige +Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han +op paa Grossereren og sagde roligt: + +"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af +Vennebjerg efter _den_ Skizze -- hun vidste, at min Ven Holst havde +malet derude." + +Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad +Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat +forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende, +hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen: + +"Her er en Mand, der holder af _mig_ -- og _jeg_ holder af _ham_!" + + * * * * * + +Saadan blev Duborg forlovet. + + + + +En Forlovelse hører jo altid til de Begivenheder, der kan glæde sig +ved at omfattes med almindelig Interesse, men Duborgs og Ragnas +Forlovelse vakte mere end almindeligt Røre. + +Aviserne meddelte naturligvis Nyheden. De fleste benyttede Vendinger +som: "den udmærkede Maler" eller "vor berømte Kunstner" og fortalte +tillige, at Ragna var Datter af "den i Forretningsverdenen vel +bekjendte Grosserer Lange". _Det_ tiltalte naturligvis den for +offentlig Berømmelse ikke ufølsomme Grosserer, men forresten var han, +til en Begyndelse, ædende gal. + +"_Min_ Datter giftes med en Lærredsmører!" sagde han. "En, der kun +lever af Haanden og i Munden! Og jeg, som troede, at hun skulde have +været min Alderdoms Forretningsstøtte -- Julius er umulig, og Poul +vil være Søofficeer -- nei, Verdens Løn er Utaknemmelighed!" + +Grossererfruen var glad, lige rent ud glad -- hverken mere eller +mindre -- over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand +syntes hun, at _hendes_ Svigersøn maatte være et udmærket Menneske. + +Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at +forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var +morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En +at være Svoger med -- det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der +som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden -- og +Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham, +paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele. + +Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et +Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig +ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten +hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en +mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og +mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo +og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte +Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at +kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt _han_ jo +ikke ubetinget var nogen elendig Karl. + +Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den +smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa +mærkelig, som om =Trifolium resupinatum= virkelig skulde være funden +i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var +de Bedste af Familien. + +Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa +Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig +Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig +de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og +blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede +bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup -- det skulde +naturligvis staa i Garnisons Kirke -- og lovede paa Forhaand Jomfruen +en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede +Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det +Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at +Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens +Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet +Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin +faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin +Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam +Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af +_den_ Slags. + +-- "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille +Buxbom ganske umotiveret. + +Ja, hvad sagde Vennebjergerne? + +De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over +Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt. + + + + +Forlovelsen kom forresten, særlig paa dette Tidspunct, Grossereren +meget ubeleiligt. + +Han havde, allerede da Begivenheden indtraf, bedt til en mindre +Middag ude paa sit Landsted; afsige Middagen kunde han jo ikke, men +da den nu nødvendigvis maatte blive en Forlovelsesmiddag, maatte der +jo Flere med. + +For det Første den gamle Grosserer. Dernæst maatte Duborg spørges, om +han havde Familie eller meget nære Venner, han ønskede med, og Duborg +erklærede sig fuldstændig renonce paa Familie, men udtalte Ønsket om, +at Holst og Berner maatte blive bedt, og det blev de. Han havde ogsaa +gjerne seet Terndrup ved denne Leilighed, men da han havde en bestemt +Fornemmelse af, at han ikke vilde passe i Omgivelserne -- og navnlig +ikke vilde more sig -- foreslog han det ikke. + + * * * * * + +Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet -- den gamle Grosserer +var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke, +aldrig i Kjole -- vistnok nærmest forat drille Sønnen. + +Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie +forsømte nogen Middag; der var en Etatsraad med tre Ordener -- den +ene af dem om Halsen -- der var Directeuren for det amerikanske +Exportselskab, to, tre Ligegyldigheder og endelig Duborg, Holst og +Berner. + +Et lille Skaar i Feststemningen havde det paa Forhaand gjort, at +Julius Aftenen forud paa Strandveien havde havt et Sammenstød, dels +med en anden Cyclist, dels med Nordre Birks Politi, og derved havde +erhvervet sig to Skrammer og Udsigt til en større Bøde. Nu mødte han +op til Middagen med en ny, ganske sindssvag Flip, der gik helt op i +Nakken og snærede Halsen ind, saa at Hovedet saae ud, som det, hvad +Øieblik det skulde være, kunde trille af Pinden, men da Faderen +tillod sig en kritisk Bemærkning desangaaende, fik han ikke andet +Svar end et medlidende: "=English fashion="! + +Poul, der naturligvis havde ligget ude og rakket med Jollen lige til +det Sidste, optraadte med Tjære paa Benklæderne, men det var jo af +den Slags Gjenvordigheder, som Verden giver, og som egentlig ikke +Andre end hans Moder saae eller i alt Fald tog sig nær. + +De Gjæster, der for første Gang var ude paa Landstedet -- det hed +"Kildehøien", rimeligvis fordi der hverken fandtes nogen Høi eller +nogen Kilde -- gik før Bordet rundt og beundrede pligtskyldigst +Bygningen og Haven. + +Haven var nok værd at beundre, for den gik skraanende lige ud til +Sundet og stod jo netop nu i sin feireste Pragt med blomstrende +Syrener og Guldregn, med Kastanier og Rødtjørn. Villaen derimod var i +den mærkelige Blandingsstil, der characteriserer saa mange Villaer i +de forskjelligste Lande: et Miniaturtaarn, nærmest passende for en +gothisk Ridderborg, hævede sig over Skifertaget, korinthiske Pilastre +prydede Sidemurene og en Loggia udgik fra den store Gavltrappe, som +bevogtedes af to støbte Cementløver, der begge saae uhyre +menneskevenlige og gjæstfri ud, og af hvilke den ene fuldstændig +havde Udtryk som en soigneret =père noble= fra en Scribe'sk Komedie. + +Den gamle Grosserer gik rundt med Hænderne paa Ryggen og ludende +Hoved, men han kigede op alligevel, saae Alt, ærgrede sig over Alt og +smilede. + +Duborg var saa glad og saa stolt som et Barn, og Ragna, i hvid, +luftig Sommerkjole, saae ud, som om hun var bleven ti Aar yngre, og +som om der hverken havde existeret Klipfisk eller Hovedbøger. + +Holst følte sig paa Vennens Vegne forpligtet til at conversere Alle +og være behagelig mod Alle -- han drev det endogsaa til i +Grossererens Paahør at rose de to Familieløver -- og Berner, hvem +Grossereren syntes at skulle kjende, men alligevel ikke kjendte, gik +om og var stille begeistret ved at se paa Ragna. + +Middagen var udmærket, og Champagnen -- fortræffelig frapperet -- +flød i stride Strømme. Grossereren udbragte, ganske kort og uden +overdreven Varme, de Forlovedes Skaal, og Duborg talte -- endnu +kortere -- for Ragnas Forældre. Generalen talte, efter Opfordring, +for den gamle Grosserer -- han fordrede nemlig, at der altid skulde +henvendes en speciel Tale til ham -- og saa vidt var Alting gaaet +godt, men da man var naaet længere hen i Middagen, forbi det Stadium, +hvor ældre Gentlemen med eet bliver klar over, at de maa skynde sig +med at tømme deres Glas Bordeaux inden Desserten, og derfor udleder +sig en eller anden beskeden Yngling, som de til hans store Forundring +hædrer ved at drikke et Glas med, da reiste til alt Uheld Generalen +sig anden Gang og holdt en Tale for Duborg, en Tale, der i det +Væsentlige gik ud paa, at _den_ Mand maatte misundes, der ledet af +Kjærlighedens Genius var saa lykkelig at blive indført i en Familie +som Grosserer Langes. + +Dette var mere end Holst, som allerede var noget oplivet, kunde sidde +rolig ved. + +Neppe havde Generalen sluttet, før han slog paa sit Glas og reiste +sig -- Duborg saae ængstelig og advarende hen paa ham. + +"Mine Damer og Herrer!" begyndte han. "Den sidste, meget ærede Taler +sagde, at den Mand maatte være lykkelig, der var bleven indført i den +Lange'ske Familie, hvor jeg for Øieblikket har den Fornøielse at +befinde mig -- og befinder mig vel. Jeg troer nu ogsaa, at min Ven +Duborg er lykkelig -- jeg kan se det paa ham! -- og han har jo ogsaa +forsaavidt god Grund til det, som det er en ualmindelig bedaarende +Pige, han har faaet sig til Kjæreste og -- rimeligvis -- senere vil +faae til Kone. -- Skaal, gamle Dreng, hun gjør din Smag Ære! -- Men +_er_ der forresten Nogen, der skal være stolt, og er der Nogen, der +er bleven hædret, saa er det da den Familie, i hvilken en Kunstner +som Duborg har indforlovet sig og -- rimeligvis -- senere agter at +indgifte sig. Menneskeheden bestaaer jo nemlig, som vi Alle veed, af +to, i og for sig ganske incommensurable, Verdener: Kunstnerne og +Borgerskabet. Det sidste kan overhovedet kun komme i Berøring med +Kunsten paa tre Maader: dels ved Giftermaal, dels ved at kjøbe +Malerier -- det skeer nu forresten saa forbandet sjeldent! -- og +endelig gjennem de bedre Middage, som det er Bourgeoisiets lykkelige +Privilegium ind imellem at kunne give. Og derfor, mine Damer og +Herrer -- jeg haaber at have motiveret tilstrækkeligt -- et Leve for +Kunsten!" + +Der blev en pinlig Pause, og midt under den sagde den gamle Grosserer +fornøiet smilende til Sønnen: + +"Jeg troer sgu, han gjør Nar af Dig i dit eget Landsted, lille +Jesper! -- Ikke? Naa, ja, jeg tager maaske feil, jeg hører jo ikke +saa godt mere!" + +Etatsraaden søgte at redde Situationen ved at holde en særlig Tale +for Grosserer Lange, "hvis Forretningsskjold var uden nogen Plet, +lige saa blankt som Messingpladen med hans Navn udenfor Porten." Det +havde imidlertid kun til Følge, at Holst gemytligt afbrød ham ved at +sige: + +"Ja, men selv om Pladen skulde blive anløben, saa kan den jo pudses +-- _jeg_ er ogsaa anløben, men _jeg_ kan ikke pudses -- det er hele +Forskjellen." + +Fruen skyndte sig nu at faae Bordet hævet, og man gik ud i Haven +forat drikke Kaffe og ryge Cigar. + +Den gamle Grosserer reddede sine tre Stykker Sukker, Sønnen benyttede +sig af Leiligheden til at betro Generalen og Etatsraaden sine +Fremtidsplaner om Yocobora, og Holst, hvem den friske Luft strax +gjorde godt, faldt i Begeistring over Sundet. + +-- "Hvor i Verden har man en Kyst som her!" udbrød han. "Ingensteds! +Det skulde være ved Sorrent, naar man om Aftenen sidder under +Vinløvet og seer over til Capri -- men _vi_ har ogsaa et Capri: +Middelgrundsfortet derude! Jeg er naturligvis Anti-Militarist og +Fredsven -- Gudbevares! -- men Middelgrundsfortet, decorativt seet, +er en afgjort Vinding for Sundet -- her er vidunderligt!" + +Herrerne satte sig i Lysthuset, drak Cognac og Likør, og drøftede +forholdsvis neutrale Emner. + +En kom til at nævne Amerika, og Directeuren, der hørte til +Oppositionen, udbrød pludselig med _den_ beherskede Lyrik, der kommer +til Orde efter en Sommermiddag: "Ja, Amerika, _det_ er et Land!" og +saa tilføiede han, velvilligt henvendt til Berner, der sad ham +nærmest; "_De_ vilde formodentlig ogsaa gjerne se Amerika?" + +"Nei," svarede Berner paa sin stilfærdige Maade, "det brød jeg mig da +egentlig ikke om." + +"Ikke det! Tør man spørge hvorfor?" + +"Aa, fordi Parvenu-Stater interesserer mig lige saa lidt som +Parvenu-Byer: de har jo hverken Historie eller Tradition! Det er da +ogsaa characteristisk nok, at Amerika, til Trods for sin Udstrækning +og sin Folkemængde, endnu ikke har frembragt nogen Aandens Stormand." + +"Nu har jeg sandelig hørt _det_ med!" raabte Directeuren. "Hvad +forstaar _De_ ved en Aandens Stormand, Høistærede?" + +"Derved forstaaer jeg simpelthen en Mand, uden hvem Verdens aandelige +Habitus vilde være betydelig anderledes, end den er," svarede Berner. +"Shakespeare og Linné, Goethe og Thorvaldsen f. Ex. kalder jeg +Aandens Stormænd, og mange, mange Andre." + +"Og Edison skulde ikke være lige saa stor som Nogen af dem!" haanlo +Directeuren. "Han, Menneskehedens Velgjører!" + +"Menneskehedens Velgjører!" gjentog Holst. "_Den_ er ualmindelig god! +-- Nei, seer De, Edison er fingernem, og --" + +"Er Edison fingernem!" fnysede Directeuren og saae næsten forfærdet +ud. + +"Ja, han er sgu," forsikrede Holst. "Baade hans Phonograph og hans +levende Billeder er brillante Variéténumre, det indrømmer jeg, +men --" + +"De glemmer Telephonen, min Herre," sagde Etatsraaden. + +"Nei, jeg gjør ikke. Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og +vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en +bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske +sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er +Telephonen ligefrem uvurdeerlig. Men Verdens aandelige Habitus, som +Candidat Berner kaldte det, vilde saamænd være accurat den samme, +hvad enten Edison havde existeret eller ei!" + +"Amerika -- Amerika er dog sikkert Fremtidens Land!" henkastede +Generalen og behagede sig saaledes i Repliken, at han gjentog: "Jeg +siger Fremtidens Land, mine Herrer!" + +"Det er høist rimeligt," indrømmede Berner, "men _det_ hjælper da +ingen af _os_. Englænderne siger, at der skal syv Generationer til +for at skabe en Gentleman, og er _det_ sandt, kan man vel nok gaa ud +fra, at der hører idetmindste adskillige Aarhundreder til at skabe et +Folk. For mig i alt Fald er Amerikanerne endnu kun dygtige men +ucultiverede Barbarer, og jeg synes ogsaa, at det er saa betegnende, +at den eneste ordentlige Krig, de siden Uafhængighedskampen har ført +mod Europa, var Røvertoget mod Spanien -- og _det_ var de oven i +Kjøbet Hyklere nok til at kalde en Befrielseskrig!" + +"Ja, vist er de Barbarer!" brummede Duborg. "Se blot paa den Smag, de +saakaldte Dannede derovre har for Kunst og Digtning og Musik: det, de +klapper i Næverne for, er jo det Samme, som Pøbelen herhjemme himler +over!" + +"Ja, Negerkomikere!" indskjød Holst. + +"Amerikanerne boxer da storartet," sagde Julius, der endelig fandt en +Anledning til at blande sig i Samtalen, "det kan man se af '=Police +Gazette=', og der er heller Ingen, der kan tage det op med dem i at +bygge Cycler!" + +"Man maa nu heller ikke skjære hele Amerika over een Kam," mente +Grossereren. "Fristaterne ynder jeg ikke, men i Mellemamerikas +Republiker rører der sig et fremadstræbende Liv, og jeg veed f. Ex. +at Yocobora --" + +"Amerikanerne er det sande Demokratis og den sande Fordomsfriheds +Folk!" afbrød Directeuren ham. + +"De er da slet ikke noget Folk," tillod Berner sig at bemærke. + +"Er de ikke noget Folk! Hvad er de da?" + +"De er endnu kun Indbyggere." + +Etatsraaden saae uforstaaende op paa Berner, og imens tog Holst fat. + +"Det er en rar Fordomsfrihed!" sagde han. "Der er da ikke saa snobbet +en Race til i Verden! Fortæl en Amerikaner, at en Mand er berømt, og +han kliner sig op ad ham -- giv en amerikansk Millionair Udsigt til, +at hans Datter kan blive gift med en forgjældet Greve og faae Krone +paa alt sit Nattøi: han byder strax det halve af Millionerne i +Medgift!" + +"Amerika er og bliver Frihedens Land!" sagde Directeuren irriteret, +og denne Udtalelse vilde sikkert have affødt adskillige Bemærkninger, +hvis ikke den gamle Grosserer, der netop rokkede forbi, havde +opfanget et Par af de sidste Ord. + +"Frihed!" sagde han. "Jeg synes, der blev talt om Frihed? Aa, ja, vi +har da ogsaa havt Frihed her i Landet, lige til vi fik den +forbandede Grundlov, men nu har man jo ikke engang Lov at slaa sine +egne Tjenestefolk paa Snuden længer! Aa, ja, Herregud!" + +Efter denne Replik følte Ingen mere Kraft til at føre Samtalen +tilbage til Amerika, og man bevægede sig fra nu af i almindelige +Talemaader og i _den_ Velvillie, der følger med at have spist og +drukket mere end absolut nødvendigt. + + * * * * * + +Duborg var med Ragna gaaet ned til Stranden. Aftenen var lys som +Dæmring, Maanen slog en gylden Bro over Sundet helt over til den +svenske Kyst, og bløde Smaabølger, blaa som en svag Svovllue, +skyllede klirrende ind mod Bredden. + +-- "Din Ven var rigtignok ikke ganske heldig som Taler," sagde Ragna. + +"Aa, hvad Herregud -- Du maa huske, han er Kunstner," svarede Duborg. + +"Men han er da ogsaa Gjæst i vort Hus," indvendte Ragna. + +Der blev en Pause, Hver tænkte Sit. + +-- "Hans er saa god og saa opofrende," tænkte Ragna, "Ingen af alle +de Andre er som han, og alligevel -- alligevel har han lidt -- ganske +lidt -- af Kunstnernes Hovmod og Formløshed. Men det forsvinder nok, +naar han faaer et godt Hjem, et roligt Hjem med Hygge og Orden." + +Og Duborg tænkte: "Ragna er den deiligste Kvinde under Solen, fin og +klog; den Smule Spidsborgerlighed, hun har taget i Arv fra Hjemmet, +gaaer nok af hende, naar hun bliver revet ud af de vante Forhold!" + + * * * * * + +Saa drog han hende tættere til sig, hun lagde sin Haand paa hans +Skulder, og saa tænkte Ingen af dem mere. + + + + +Da otte Dage var gaaet, kunde Duborg ikke holde det ud længere saadan +at gaa om som forlovet tam Stork, og Ragna mærkede det. Hun tog +derfor en rask Beslutning og telegrapherede til Vennebjergerne: + +"Min Forlovede og jeg kommer i Eftermiddag med Femtoget. Hent os ved +Stationen." + +Vennebjergerne havde stadig ikke ladet høre fra sig, og Ragna fandt +det derfor rigtigere at telegraphere til dem end at skrive -- saa +levnedes der dem ikke Tid til at reflectere. + +Og ved Femtoget holdt den gamle Andrees med den gamle Vogn og de +gamle Heste, og et Kvarteer senere rullede de Nyforlovede ind paa +Vennebjerg. + +Tanterne stod opstillede paa Stentrappen, stive og stramme som +Postamenter -- de saae ikke nær saa menneskevenlige og gjæstfrie ud +som Neveuens Cementløver -- men ikke saa snart var Ragna sprungen ud +af Vognen og havde givet hver af dem et Kys paa Panden, før de i +samme Nu tøede op, et Par klare Taarer trillede dem ned ad de magre +Kinder, de rystede paa Hovedet og udbrød i Kor: + +"Stakkels, lille Ragna!" + +Ragna lo og præsenterede Duborg, og efterat Tanterne havde taget Maal +af ham fra øverst til nederst, fandt de, at _skulde_ Ulykken ske, +kunde Vedkommende jo have seet værre ud, og de erklærede, at han i +alt Fald var velkommen paa Vennebjerg i sin Egenskab af Ragnas +Forlovede. + +Saa lo Duborg ogsaa, Tanterne saae fornøiet paa hinanden, og Hanne +sagde: "Sine, han leer af os!" og Sine fortsatte: "Hanne, Mennesket +er jo gemytligt!" og dermed var Duborg introduceret paa Vennebjerg. + + * * * * * + +-- Tanterne skulde sees i deres Hjem. I Kjøbenhavn gav de kun +Gjæsteroller og følte sig paa fremmed Grund, men paa Vennebjerg, hvor +de var født, og hvor de havde levet deres hele, lange Liv, _der_ +passede de til Omgivelserne og Omgivelserne til dem. + +Selv styrede de Bedriften uden at taale nogen som helst fremmed +Indblanding: de bestemte Saaning og Høst, Kjøb af Kreaturer og +Udvisning i Skoven, kort sagt, det Hele, og det gik nøiagtigt, som +det havde gaaet i deres Faders Tid: i det Bed, hvor der nu var +Levkøier, havde der været Levkøier i de sidste halvhundrede Aar, og +gik en Busk ud, plantedes der en af samme Slags i Steden. Folkene paa +Gaarden var alle gamle, Frugttræerne gamle og Kreaturerne gamle -- +Grossereren paastod, at de døde af Apoplexi. + +Søstrenes Liv gik som et Uhrværk. Om Sommeren var de oppe Klokken +Fem, om Vinteren Klokken Sex; Dagen var inddelt som en Timetabel: +selv Middagssøvnen fra 1¼ til 2 var paa Klokkeslet, og i det Øieblik, +de satte sig hen for at sove, sov de -- "saadant Noget er kun en +Vane", erklærede de. + +De skiftedes for Madlavningens Vedkommende til at have Uge, men gik +forresten bogstaveligt i hinandens Fodspor Dagen igjennem: fulgtes +ad, naar de lugede Gulerødderne med Grossererfruens eller Ragnas +aflagte Handsker paa, og fulgtes ad, naar de om Sommeren efter Middag +gik et Kvarteer i Stikkelsbærrene; saa havde de, af Økonomi, Vrangen +vendt ud af Forklæderne, Ansigtet var hel skjult af en mægtig +Shirtings Solhat af Form som en Kyse, og hver af dem bar sin +"Skallekurv", i hvilken Stikkelsbærskallerne omhyggeligt gjemtes til +Hønsene. + +Sommeren igjennem var der Gjæster paa Vennebjerg: gamle, hjemløse +Damer, mere eller mindre havarerede Existenser, der var kommen paa +Livets Skyggeside; Mille Buxbom blev regelmæssig bedt men kom næsten +aldrig, for hun kjedede sig frygteligt ude paa Landet og erklærede +selv, at "Luften _der_ var hende for stærk." + +Gjæsterne havde det som Blommen i et Æg, fededes systematisk og kunde +gjøre og lade, ganske som de selv vilde, naar blot den rent ydre +Caserneorden iagttoges. + +Paa Slaget Syv om Morgenen skulde Alle være ved Frokostbordet, +Klokken Tolv spistes der til Middag, og fra 1¼ til 2 skulde der være +Ro i Huset. Den, der kom for sent til Bordet, havde at betale en Bøde +af ti Øre, der gik til Sognets Fattigkasse, men Søstrene betalte +rigtignok i de fleste Tilfælde selv Bøderne for deres Gjæster. +Klokken Syv spistes der til Aften, og Klokken Otte var der staaende +Dessert -- Rødgrød, Smaakager eller Frugt -- inde i Havestuen; det +var egentlig det Maaltid, de selv satte mest Pris paa, for de var +store Slikmunde, der altid hver havde sin private Krukke med +Syltetøi, som de i Utide kunde tage en Skefuld af. Klokken Ti skulde +Alle uden Undtagelse være i Seng, og Alt lukket og slukket, og før de +selv lagde sig, gjorde de en Runde i hele Huset. + +To Gange om Ugen var de og alle Gjæster paa Kjøretur i den store +Char-à-banc; selv sad de lige overfor hinanden, inderst i Vognen, op +til Kuskesædet, og naar de mente, der var Fare paa Færde -- naar den +gamle Andrees gjorde for kort en Vending ved Hovmarksveien, eller +naar der i det Fjerne viste sig en Cycle -- reiste de sig op og greb +hver fra sin Side i Linerne. Cycler hadede de; i deres Skov var ved +alle Indgangene opslaaet Placater med Indskriften "Ingen Adgang for +Cyclister!" og den nærmest boende Læge havde de afskediget, fordi han +havde tilladt sig at møde paa Vennebjerg pr. Hjul: "Vi vil ikke have +en svedt Doctor ved vores Seng," sagde de. + +Udenfor Sommertiden var der stille paa Gaarden, men Tiden gik, +umærkeligt og uden et ledigt Øieblik. + +Mange Timer om Dagen spandt de -- alt deres Dækketøi og Linned var +selvfølgelig hjemmegjort -- og altid uheglet Hør; "Frøkenerne har +haarde Hænder men bløde Hjerter," hed det derfor ogsaa almindeligt i +Egnen. Om Aftenen skiftedes de til at rode op i Kakkelovnen med en +Ildrager -- det var en af de bedste Vinterfornøielser -- og til at +læse "Berlingske Tidende" høit fra Ende til anden, og en særlig +Interesse havde da Trækningslisten, ikke fordi de spillede i +Lotteriet, men de havde hver valgt sig et Nummer, og det lod de, som +de spillede paa; "_mit_ Nummer er kommet ud med Hundrede Kroner," +kunde den Ene triumpherende sige, og den Anden kunde da i nedstemt +Tone svare: "denne Gang har _jeg_ ikke vundet." + +For den nærliggende Landsby havde de en protegerende Interesse og +stor Nysgjerrighed. Flere Gange om Aaret holdt de Middag for +Honoratiores: Præst, Læge, Skolelærer og Sognefoged, og til Trods +for deres afgjorte Uvillie mod Ægteskabet var det dem dog ganske +umuligt at blive hjemme, naar de hørte, at En eller Anden havde gjort +Barsel nede i Byen; saa skridtede de ud som et Par Landpostbude -- +Sine regelmæssigt bagved Hanne -- gjorde Visit, saae paa den Nyfødte +og bragte Moderen en Flaske Hindbærsaft. Og de Fornøielser, Egnen +bød, dem tog de. Var der en Liremand i Byen, hørte de med større +Fornøielse paa hans Toner end mangt et Medlem af Musikforeningen paa +Concerterne, og var der Foredrag eller Oplæsning paa Kroen, sad de i +forreste Række med fine Pyntekapper og fransk Langshawl paa. Naar +derimod Missionsfolkene reiste deres transportable Telt paa den +hellige Husmands Udlod, kom de _ikke_ til Bønnemøderne: "Vi gaaer i +Kirke," sagde de, "og ikke i Telt," og da en Totalafholdsforening +omsider fik Lov af dem at holde Fest i deres Skov, blev de ogsaa selv +borte, men betalte Entreen for deres Factotum, den fordrukne Smed, i +det forfængelige Haab, at Talerne skulde have en heldig Indflydelse +paa hans fugtige Tilbøieligheder. + +Glade og taknemmelige var de altid, og selv en vis Aarstidernes Poesi +kunde der falde over dem. Æblehøsten var dem en Fest -- de klatrede +naturligvis som Egern -- det var med formelig Andagt, de første Gang +efter den lange Vinter aabnede de tildækkede Havedøre og sagde: "Nu +lukker vi Foraaret ind i Stuen!" og naar Hanne en Dag i Mai kunde +raabe: "Sine, Sine! Jeg har hørt Gjøgen kukke!" og naar saa Sine +kunde svare: "Hanne, Hanne! Jeg har seet Storken!" ja, saa kunde +Enhver paa Røsten høre, at de to Gamle følte Jubelen over Vaarens +Komme lige saa varmt som nogen Ung. + + + + +Duborg var naturligvis strax bleven præsenteret for alle de liggende +kvindelige Gjæster, men det holdt haardt for ham at huske Navnene og +holde Personerne ude fra hinanden. + + * * * * * + +Der var den gamle, forhenværende Lærerinde, som af ren og skjær Pligt +gik sine reglementerede Ture, saa hun transpirerede ved det, blot +forat faae rigtig Appetit til Maaltiderne. Hun fortalte hver Morgen +sine Medmennesker, hvordan hun havde sovet om Natten, og havde hun +drømt, undgik Ingen at faae Drømmen i alle dens Detailler. + +Der var den ældgamle, døve Dame, som aldrig kom længere end i +Verandaen, og som troligt sad posteret _der_ med Hørerøret i Haab om, +at en barmhjertig Sjæl skulde raabe Noget ind i det; skete det saa, +straalede hun over hele Ansigtet og holdt Vedkommende fast, saa længe +det paa nogen Maade var muligt. + +Saa var der Frøkenen fra Langeland, hvis Specialitet det var hver Dag +at liste sig ned i Kjøkkenet forat se eller lugte sig til, hvad man +skulde have til Middag, og var Missionen lykkedes, fortalte hun stolt +Resultatet til de Andre. + +Endelig var der Enkefruen med Datter; de var lige tynde, ens klædt og +tilsyneladende lige gamle -- ubestemmelig Alder. De _gav_ Veninderne, +supplerede hinandens Fortællinger og betroede hinanden, hvad de mente +at have erfaret. Den største Mærkelighed var imidlertid Moderens Evne +til ved Alt i Verden, hvad hun foretog sig, at give det Udseende af, +at hun handlede netop saaledes, som hun gjorde, af Hensyn til sine +Medmennesker, og dog gjorde hun aldrig Andet, end hvad hun havde Lyst +til. Gik hun Tur, saa var det forat glæde den appetitspadserende +Jomfru, og blev hun hjemme, var det forat holde den Døve med Selskab; +tog hun Brystet af Anden, var det, fordi hun vidste, at Vingen var +hendes Sidemands Livret, og var hun nødt til at byde en af de Andre +først af Kagefadet, forstod hun, ligesom en Taskenspiller, der +forcerer et Kort, ufravigeligt at faae Vedkommende til at tage _den_ +Kage, hun skulde, og lade _den_ ligge, som hun selv vilde have. +Datteren maatte, forat befinde sig fuldstændig vel, daglig kunne +consumere flere Lispund høirøstet Beundring, men kneb det med +Tilveiebringelsen af dette Kvantum paa anden Maade, var Moderen Mand +for at levere mindst de fire. + + * * * * * + +-- "Det er ikke nogen bedaarende kvindelig Modelsamling, der er +her paa Gaarden," erklærede Duborg til Ragna, der sad og saae paa +ham, mens han malede et Interieur af Bryggerset, hvor Ilden under +Kjedlen og Solskinnet fra Vinduerne hver fra sin Side lyste paa +Bryggerspigens kraftige Skikkelse. "Men det er det samme," tilføiede +han, "jeg har _Dig_, og Du er mere end nok for mig at se paa!" + +-- "Hvor jeg dog fører et Driverliv!" sagde Ragna. "Det er egentlig +ganske utilladeligt saadan at sidde med Hænderne i Skjødet!" + +"Savner Du maaske Kontoret?" spurgte Duborg. + +"Nei, jeg vil ikke sige, jeg savner det, men --" + +"Da maa Du skam vænne Dig til at undvære det! Naar vi nu til +Efteraaret har holdt Bryllup, saa reiser vi til Syden, og saa --" + +"Skal vi have Bryllup til Efteraaret?" spurgte Ragna tøvende. + +"Ja, hvad skulde vi bie efter!" + +"Nei -- ja, jeg tænkte kun -- har vi -- _Du_, mener jeg -- faste +Indtægter, saa vi kan leve?" + +"Faste Indtægter!" gjentog Duborg forbauset og lod Haanden synke. +"Nei -- hvordan skulde en Kunstner have _det_?" + +"Nei, det kan han vel hel heller ikke have," indrømmede Ragna, "men +det er alligevel saa underligt at tænke paa!" + +Saa blev der en længere Pause, men Duborg malede flittigt. + + * * * * * + +-- "Er det Olie, De sidder og sviner med!" udbrød Tanterne, +da de lidt efter kom forbi. "Faae ikke noget af _det_ paa Tøiet, +og vær endelig forsigtig med Billedet, naar de gaaer gjennem +Dagligstuedøren, at der ikke bliver smurt noget af paa Portièren! +Vandfarve er meget bedre og proprere -- det lærte _vi_ at male med i +vores Ungdom, og det blev pæne Stykker, der tørrede hurtigt." + +Duborg lo. Han kunde i Grunden rigtig godt lide Tanterne, men det +generede ham skrækkeligt om Aftenen efter den staaende Dessert at +maatte sidde en Time inde i den store, kjedelige Havestue med de faa, +stilfulde Møbler, høre paa Gjæsternes Samtale og af og til selv tage +Del i den. + + * * * * * + +_Nogen_ Oplivelse bragte Pouls uformodede Ankomst. Han havde faaet +Ferie og var strax taget til Vennebjerg, nærmest forat være sammen +med sin nye Svoger. -- "Ja, _vi_ vil ingen Ansvar have for ham," +erklærede Tanterne strax til Ragna. "Tager han ud paa Søen og drukner +sig, er det paa hans egen og din Kjærestes Risico -- _vi_ kan ikke +redde ham!" + +Forresten morede det i høi Grad de to Gamle at høre om hans +Vintertogt, navnlig om Forpleiningen ombord. -- "Lutter Mandfolk, +ogsaa i Kjøkkenet!" sagde de. "Gud, sikke noget Griseri, den Mad maa +være! -- Lutter Mandfolk, hvad skal _det_ ogsaa blive til!" + +Men Poul følte sig krænket paa Mandkjønnets Vegne og svarede: + +"Det kan gjerne være, at Kjøkkenet paa Vennebjerg er renere end +Kabyssen ombord, men veed I hvad, Tante Hanne og Tante Sine: naar der +ligger en Krydser med, lad os sige tre Hundrede Mand ombord paa +Indrerheden, og den faaer Ordre til at lette næste Morgen Klokken +Fem, saa letter den; og lyder Seilordren paa, at den skal gjøre et +Togt til Vestindien og anløbe Madeira paa Udreisen og være hjemme fem +Maaneders Dagen efter, saa _er_ den hjemme og stryger Commandoen til +bestemt Tid. -- Troer I nu ogsaa, naar det var en Krydser med tre +Hundrede Fruentimmer ombord, at den kunde holde sig sin Seilordre +efterrettelig? -- Nei, Mænd, om den kunde, for Fruentimmer er og +bliver udisciplinerede!" + +"Der er Noget i, hvad Drengen _der_ siger!" svarede Hanne, og et +Øieblik efter sagde Sine: "Hvad der _er_ sandt, _skal_ være sandt: +Poul har Ret!" + +Fra det Øieblik af havde Tanterne vundet Pouls Hjerte, og han deres, +og der var ikke den Ting, han ikke turde tillade sig, ja, tilsidst +drev han det endogsaa til at indføre saadanne maritime Retter som +Lobescowes og Bixemad paa Vennebjerg, og Tanterne erklærede ganske +vist, at det saae fælt ud, men indrømmede, at det smagte godt. + + * * * * * + +-- Duborgs Bryggersbillede var færdigt, og Ragna syntes naturligvis, +det var udmærket. + +"Ja, det er slet ikke saa galt," sagde han selv, "male kan jeg jo nok +endnu, men det er alligevel Ingenting -- saadant Noget kan Enhver, +der vil, lære at gjøre. -- Nei, det forrige -- det, jeg blev forlovet +paa -- det kunde have blevet godt!" + +"Men Du gjør det da færdigt en anden Gang -- naar vi først er gift, +og Du altid kan have mig som Model," sagde Ragna men blev uvilkaarlig +forlegen ved sine Ord. + +"Nei," svarede Duborg, "det kan jeg ikke." + +"Hvad vil det sige?" + +"Jo, kan Du ikke forstaa, at naar man _har_ gjort et Billede, saa er +_det_ gjort, og saa kan man ikke gjøre det om igjen." + +"Nei, det forstaaer jeg virkelig ikke -- det maa jo være lettere +anden Gang!" + +Duborg saae hjælpeløst op paa hende. Han vidste slet ikke, hvordan +han skulde forklare sig, men saa fik han en lykkelig Indskydelse, +syntes han selv, og sagde smilende: + +"Kan Du huske, hvad Du sagde til din Fader, da Du friede til mig?" + +"Men Hans dog!" + +"Du sagde: '_Der_ staaer en Mand, der holder af _mig_, og _jeg_ +holder af ham!' -- Se, det kunde _Du_ heller ikke gjøre om, og det +blev skam ikke lettere at sige anden Gang end første -- tvertimod!" + + * * * * * + +-- "Skal det Billede nu paa Udstillingen derinde?" spurgte Tanterne +siden. + +"Aa, jeg veed saamænd ikke," svarede Duborg. "Jeg er egentlig helst +fri for at udstille; Folk, de gaaer og gloer og forstaaer Ingenting, +og saa er man dog selv alligevel i en Slags Spænding!" + +"Ja, om man faaer Præmie eller ei!" afbrød Hanne ham, "det er saa +rimeligt!" og Sine tilføiede: "Det kan _vi_ saa godt forstaa, for vi +var ogsaa helt æggesyge ifjor, inden vi vidste, om vores engelske +Vædder havde faaet 'Hæderlig Omtale' paa Jyderup Dyrskue -- det er +saa sin Sag med at udstille!" + +Duborg lo, saa det rungede efter, men to Dage efter sagde han til +Ragna, at hun ikke maatte blive vred, men nu kunde han ikke længer +holde det ud, han maatte bort. + +"Dine Tanter kan jeg rentud godt lide," sagde han, "og jeg troer +ogsaa, jeg kunde døie det øvrige Antikcabinet en Uge eller to endnu, +naar blot den Enkefrue og hendes Datter ikke var, men _de_ tager for +meget paa Humeuret -- jeg seer mig gal paa dem! De snakker jo +ligefrem forat snakke, bare forat høre deres egne, sprukne Stemmer -- +og det lige fra Morgenstunden -- nei, jeg maa væk!" + + * * * * * + +Og Duborg og Ragna reiste, og Poul med -- han længtes efter Saltvand, +sagde han. + + + + +Midt om Sommeren er Kjøbenhavn en hel anden By. + +Gaaer man ned ad Strøget, seer man lutter fremmede Ansigter, og mødes +to Bekjendte, maa de nødvendigvis standse forat meddele hinanden +deres Forundring. + +Udlændinge med Bädeker eller Murray under Armen stiller sig op paa et +Gadehjørne, studerer Kortet, seer sig forvildet omkring og ender +alligevel med at spørge den nærmeste Betjent om Vei til Thorvaldsens +Musæum eller Frue Kirke. + +Landsbyskolelærere kommer til Byen med deres Ungdom; parvis trasker +Poderne med en Bylt i Haanden bagved Skolemester, besøger +Amalienborg, Rundetaarn og et Par af Samlingerne, gaaer i Zoologisk +Have om Eftermiddagen og ender dødtrætte i Tivoli om Aftenen. + +Vinduerne staaer aabne overalt, hvor en Leilighed er beboet, Gaderne +vandes, og det drypper kjøligt fra Isværkernes Vogne; offentlige +Bygninger restaureres, og Græsset luges op mellem Brostenene paa de +afsides, lidet befærdede Pladser. + +Butikerne har indrettet sig paa Fremmedbesøg: det vrimler med +"=Souvenirs de Copenhague=", og i Boghandlervinduerne er det +Reisebøger, Kort, Photographier og udenlandsk Lecture, der dominerer +Markedet. + +Hotellerne er overfyldte, og Portier'ne blaseerte; udenfor Caféerne +er der neppe en Plads at opdrive, og man faaer et Indtryk af rastløs +Flid ved at se Udlændinge sidde og skrive Adresser paa Bunker af +Prospect-Brevkort. + +En enkelt fredlyst Plet paa Strøget er der dog, som altid bliver sig +selv lig: det er Helligaands Kirkeplads. Gamle, graa Mænd sidder her +under Lindeskyggerne, tegner med Stokken i Gruset, lokker for en +vagabonderende Hund eller henvender et Par Ord til Børnene, der leger +mellem de slidte Gravsten -- "Slægt skal følge Slægters Gang!" + +De hvidtede Vinduer kan gjøre En hel trist -- man faaer Fornemmelsen +af selv at være den eneste Indfødte i den uddøde By. Intet Hof, ingen +Vagtparade af Garden; Gesandtskabspalaiserne i Bredgade staaer tomme: +i det Høieste er der efterladt en overcomplet Attaché -- diplomatiske +Forviklinger frabedes i Sommerferien! Sognepræsterne er borte, og +Capellanerne faaer Lov at øve sig om Søndagen for tomme Bænke; +Aviserne lever høit paa at bringe bekjendte og ubekjendte Mænds +Ferieadresser, Søslangen er paa sin aarlige Tournée i Smaabladene, og +kasserede Feuilletoner trykkes. Selv Militairet skifter Physiognomi: +Infanteriet, der kommer fra Skydebanerne paa Amager, og +Gardehusarerne, der trækker ad Østerbro til, er hvide -- hvide af +Uniform og hvide af Støv -- og Officerernes Ansigter seer ud som +kogte Krebs med lyst Overskjæg. + +Om Aftenen bevæger der sig igjen en Strøm af Mennesker i forskjellige +Retninger: Nogle ad Langelinie til, Andre mod Vesterbro -- Tivoli +haaber paa Tørveir, Circus paa Regn -- og atter Andre tager i Skoven, +til Charlottenlund og Klampenborg eller længere bort. -- Men +Smaafolk! Hvor er de henne? + +Ja, i den gamle By, i "City", er de jo snart en uddøende Race, +ligesom Berners sorte Rotte, men i de snevre, afsidesliggende Gader +er der dog endnu en varm Sommeraften et "Stillleben", der kan minde +om Frederik den Sjettes Tid eller om en fredelig Provinsidyl. + +Fatter har flyttet sin Stol ud paa Fortovet og ryger sin Pibe i det +Fri, af og til converserende Pigerne inde i Strygeriet, hvor der +endnu arbeides for aabne Døre og i let Costume, Kjeldermanden staaer +i Skjorteærmer ved Nedgangen til sin Hule, Madamen passiarer +tversover Gaden, Børnene leger -- der er saa mange, at de synes at +gro op ad Brostenene -- fede Mopper døser med gispende Tunge, og en +Trækkevogn med solhedet, halvfordærvet Frugt gjør glimrende +Forretninger. + +Og ude paa Broerne, i Arbeiderkvartererne, _der_ foregaar ogsaa en +hel Udvandring til Colonihaver, Marker, Grønninger og -- fremfor Alt +-- til Fællederne. + +Hvor mangen Kjøbenhavner kjender egentlig Fællederne rigtigt? Og hvor +er dog Fællederne smukke, med fine Farvenuancer og med fine +Curvelinier, og hvor er det dog skiftende Sommerbilleder, de +frembyder! -- Om Formiddagen, naar der exerceres, er Indtrykket +overveiende militairt; de marscherende Colonner seer i Afstand ud som +eet fremadskridende Legeme, der er mørkt og ensfarvet, men saa høres +der en Commando eller et Hornsignal, en Vending følger, og der kommer +et Farveskjær og et Lynblink i blanke Vaaben -- Garde, Infanteri +eller Husarer. -- Om Eftermiddagen er her civilt fredeligt, saa +dyrkes Sporten, den mere demokratiske Sport: Fodbold, Cricquet eller +Langbold, og der bevæger sig hvide, blaa og røde Huer over den +gulgrønne Flade. -- Men Den, der vil se Fællederne i deres Glans, +skal se dem en Sommeraften, naar Smaakaarsfolk leirer sig derude om +de medbragte Madkurve -- Mand, Kone, Børn og Hund -- og ligger paa +Maven og nyder Aftensmaden i det Grønne. Saa er der Liv ved "Holger +Danskes Briller": Børnene vader, Skibe seiler og gaaer til Bunds, og +en enkelt Terne vipper paa sine Vinger. Heste og Køer søger herned +forat drikke, og Husdyrene vækker hos mangen kulsværtet, skjægstubbet +Byarbeider halv vemodige Minder om den Tid, da han selv var en god, +lille Dreng ude paa Landet -- det fredelige, stille Land, Barndommens +tabte Paradis. + + + + +Nu var der dem, som begyndte at længes efter, at Sommeren snart +skulde faae Ende -- først og fremmest Mille Buxbom. Hun kjedede sig +gudsjammerligt, savnede sine sex Børn og gik ikke engang i Kirke, for +hun hørte af Princip ikke Capellaner. Besøg havde hun kun faa af, og +selv Maskinmanden og Marie havde intet Nyt at melde, naar de kom. + +Marie var voxet stærkt, kjøn var hun bleven, dygtig til Dansen og +dygtig i Læseskolen, men spinkel, meget spinkel, og noget bleg -- hun +trængte aabenbart til Sol og kraftig Føde. Sin daglige Gjerning og +Kameraterne savnede hun voldsomt, og en Dag, da hun havde været oppe +paa Theatret forat hente Noget, hun havde glemt, og var gaaet ned paa +Scenen, havde det formelig været trist at se op i det mægtige, tomme +Rum, hvor der nu hverken var Soffiter eller Bagtepper, og hvor +Løbebroerne hang saa ensomt oppe under Snoreloftet. + +Endelig kom da den femtende August; Danseskolen begyndte, Prøverne +begyndte, og hun fik tildelt et Soloparti: hun skulde danse +Børnemenuetten i "Elverhøi", det var en stor Begivenhed! I Fritiden +sad hun, naar Veiret var godt, gjerne sammen med Kameraterne ude paa +det flade Tag over Forbindelsesbygningen og spiste sin Frokost, saae +paa Folk, der gik nedenfor, og listede sig stundom ind ad et af +Vinduerne paa den anden Side, ind i Malersalen, hvor de nye Bagtepper +laa paa det store Gulv, og hvor Theatermaleren prøvede Virkningen af +sine Decorationsskizzer paa det lille Modeltheater -- det var Noget +at høre om baade for Mille Buxbom og Madam Siegler, Frøken Hansen og +Madam Asters. + +Madam Siegler klagede ellers stærkt over den døde Tid, og det samme +gjorde Frøken Hansen. "Ingen Brylluper er der," sagde hun, "og _det_ +kan jeg forstaa, men hvorfor der heller aldrig er fine Lig om +Sommeren, _det_ veed jeg ikke!" + +Madam Asters residerede ganske alene med sin Mand i det grevelige +Palais, men det var ikke morsomt, erklærede hun: "der er Betræk over +alle Møblerne og Flor om Lysekronen, ikke et Menneske ringer paa +Porten, og man kan ligefrem forfalde til Tungsindighed og +Religionsskrupler." + +Terndrup tilbragte den halve Dag oppe paa Dueslaget; Ingen kjøbte +Naturalier, Ingen byttede Frimærker, og der var endnu noget til, +Drengene skulde have de ny Skolebøger. Saa fulgtes han i Reglen om +Aftenen med Berner, der nød sin Ferie, paa Excursioner, og da +Holst kom til Byen, fordi han ikke længere kunde holde ud at være +borte, slog de Tre sig jevnlig sammen -- en Dag var de inde i +Christiansborgs Ruiner. + + * * * * * + +Berner havde jo saa tidt og saa vemodig-begeistret talt om den +eiendommelige Verden, Ruinerne indesluttede -- "Absalons Brønd" først +og fremmest -- at Holst havde faaet umaadelig Lyst til at se dem; +Berner selv vilde gjerne engang igjen undersøge, om Faunaen og +Floraen skulde være bleven forøget, og saa gik naturligvis Terndrup +ogsaa med, for Selskabs og mulig Fornøielses Skyld. + +En af Brandvagterne, som Berner kjendte fra gamle Dage, havde han +faaet til at lukke dem ind -- Adgangen til Ruinerne er jo ellers af +Hensyn til mulige Nedstyrtninger forbudt -- og forsynet med en tændt +Lygte gik han da i Spidsen for Trekløveret ind gjennem Kirkeporten og +ned i Kjelderne. + +De mægtige, vildsomme Kjelderhvælvinger ligger endnu uberørte fra det +forrige Slots Tid; Lygteskjæret flakker og skrider hen over de +graalige, fugtige Flader, hvor de vaklende Skygger nysgjerrigt følger +efter -- man gaaer som i en Fæstnings underjordiske Kasematter. + +Pludselig, efter en Dreining, staaer der en Væg af Dagslys ind i +Gangen, man gaaer et Skridt til Høire og seer op som gjennem en uhyre +Skakt med ru, sodede Mursider og med blaa Himmel foroven. -- "Ja, +_der_ var Kjøkkentrappen," siger Berner, "og derinde er den kongelige +Vinkjelder!" + +"Er De _saa_ localiseret!" udbryder Holst. + +"Det er da intet Under," svarer Berner. "Husk, at jeg er født paa +Slottet og har levet al min Tid her -- lige til hin Octobernat, der +lagde det Hele i Grus -- min gamle Fader tog sin Død over det!" + +-- "Der ligger Kjøkkenerne," siger Brandvagten og viser dem ind til +Venstre, ind i de vældige, kjølige Rum, hvor de lange, massive +Plankeborde endnu strækker sig under Hvælvingerne, hvor et Par uhyre +Stenmortere staar i Hjørnerne, og hvor rustne Ringe foran det aabne +Ildsted engang har baaret Spiddene. + +"Her er bleven lavet megen god Mad i Tidens Løb!" siger Terndrup. + +"Og hentet megen god Vin!" tilføier Holst -- han smækker ligefrem med +Tungen. + +"Ja, men Gudbevares, hvor der maa være gaaet meget til Spilde i +saadan en Husholdning!" bemærker Terndrup, og saa gaaer de videre. + +-- "Nu nærmer vi os til Absalons Brønd," siger Berner, og hans Stemme +faaer en næsten høitidelig Klang. + +Henad en Sidehvælving dreier de, og fra den kommer de ind i en anden +Gang, smallere og ganske lav; her er mørkt som i Graven og blød, +sivende Grund -- man maa føle sig for med Foden for hvert Skridt. + +For Enden af Gangen ligger en simpel, rund Stenbrystning, Lygten +holdes ind over den, og et Par Alen nede blinker der et lille +Vandspeil. + +-- "Er her dybt?" spørger Holst. + +"Ja, der er vel en halv Snes Alen Vand," svarer Brandvagten, "og naar +det ikke, som nu, staaer og bliver surt, fordi der aldrig tages af +det, saa er det saamænd det bedste Vand i Kjøbenhavn. I gamle Dage, i +Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Tid, længe før vi +havde Vandværk, da var det nu ogsaa en hel Herlighed og en stor Naade +for de fornemste Familier i Byen at faae Nøgle her til Brønden og +have Lov at hente Vand af den; min salig Fader har fortalt mig, at +der om Morgenen tidt kunde komme en halv Snes kjønne Herskabspiger +paa een Gang med deres Spande -- ak, ja, det var andre Tider!" + +"Men hvorfor kaldes den nu egentlig 'Absalons Brønd'?" spørger +Terndrup. + +"Ganske simpelt, fordi den stammer fra hans Tid," svarer Berner. + +"Ja, er _det_ nu saa vist?" + +"Saa vist, som at Brønden overhovedet existerer! Troer De, at der i +henimod syv Hundrede Aar holder sig en fast, uafbrudt Tradition om +Brøndens Oprindelse, naar Traditionen ikke er ægte -- nei! Og selve +Forholdene viser jo ogsaa tydeligt, at Traditionen er rigtig. Det +Første, Absalon har gjort, da han tænkte paa at bygge sin Borg her +paa Holmen, har naturligvis været at sikre sig, at der var fersk +Vand; Brønden er bleven gravet, og Taarnet er reist udenom _den_ -- +med faste, høie Mure forat værne Livskilden i Ufredstider. Absalons +Borg maatte give Plads for 'Kjøbenhavns Slot', og Kjøbenhavns Slot +for det første og det andet Christiansborg, men Kjelderne hvælvedes +over den gamle Brønd -- Slottets eneste -- og som Hovedstaden er +opstaaet omkring Borgen, saadan kan man sige, at Borgen er opstaaet +om Absalons Brønd -- _den_ er det inderste Centrum, Kjernen, +Livskilden, hvad De vil kalde det -- Byens og Landets. -- Med _dens_ +Vand er _jeg_ døbt, og af _den_ har jeg drukket Hundreder af Gange!" + +"Og ved den Daab har De faaet Deres Indvielse som Ridder af +Kjøbenhavn," siger Holst, "og Pietet og historisk Sans har De siden +drukket Dem til af den!" + +"Maaske! -- I saa Fald vilde jeg blot ønske, at mange, mange Flere +kunde faae deres Indvielse og læske deres Tørst af Absalons gamle +Brønd!" + +"Ja, der skulde først og fremmest være uhindret Adgang til Ruinerne," +siger Holst. + +"Nei, først og fremmest skulde Ruinerne ryddes og Borgen reises," +svarer Berner -- og saa gaaer de videre, opad, op til Lyset, til den +varme Dag. + +Tommetykt ligger sine Steder den faldne Askeregn over de blottede +Hvælvinger -- i Asken opdager Berner tydelige Aftryk af Husmaarens +lette Fod, og inde under en Murkant finder han en indtørret Mumie af +den store Flagermus, =Vesperugo noctula=. + +"Ja, det Stads er der nok af," forklarer Brandvagten. "De ligger i +Dvale herinde om Vinteren i snesevis, og Sommeraftener kan det være +hel fælt, naar man skræmmer dem op, og de flagrer lige om Ørerne paa +En!" + +-- Gjennem en Vinduesaabning seer de ind i et uhyre, aflangt Rum, +stort som Torvet i en Kjøbstad; Fordybninger i Mursiderne viser, +_hvor_ Bjælkehovederne har hvilet, sværtede Nischer, _hvor_ der har +staaet Ovne -- her laa Riddersalen. + +"_Der_ har jeg som Barn to Gange været oppe paa Galleriet og seet ned +paa Nytaarstaflet," siger Berner. "Og ovre i det Hjørnevindue, ud mod +Slotspladsen -- ved Siden af Colonnaden, hvor der var Opgang til +Høiesteret -- _der_ stod Frederik den Syvende, husker jeg, en +Grundlovsdag og talte til Folket. Naar man hørte ham tale, og naar +man saae hans stolte Skikkelse, saa var han Kongen, og man glemte +rent, at han kastede en Slagskygge, der hed Grevinde Danner, ud over +Landet!" + +"Hun maa ligegodt have været et svært bjergsomt Fruentimmer," siger +Terndrup, "saa mange Contanter hun kunde efterlade sig!" -- det lyder +til en vis Grad anerkjendende, jydsk anerkjendende. + +-- "Det er 'Kongens Trappe'," forklarer Brandvagten, da de gaaer op +ad de massive Mahognitrin med de røgsværtede Messingbalustre paa +Siderne; kulsort, trekantet Spindelvæv hænger i Hjørner paa +Marmorvæggene, Støv og Aske dækker Afsatserne. + +"_Jeg_ interesserer mig nu mest for 'Dronningens Trappe'," siger +Holst, "for _der_ stod Jerichau's 'Hercules og Hebe' -- men _den_ +Gruppe blev da heldigvis reddet!" + +"Ja, 'Dronningens Trappe' er derovre," svarer Berner, "ovre paa den +anden Side af Hovedporten." + +Og gjennem Hovedporten gaaer de, det endnu helt bevarede Portrum, der +er høit som en Kirke og vidtstrakt som en Hal. + +-- "Husker De, hvor det rungede, naar man ved Nattetide gik igjennem +her og slog den lille Portlaage i efter sig!" udbryder Holst. "Jeg +kan høre det tordne endnu!" + +"Ja, her er Plads!" erklærer Brandvagten. "Naar Portene for begge +Ender var lukket, holdt der mageligt et Sexspand herinde -- det tog +sig ud!" + +"Aa, jeg husker endnu, som var det igaar," siger Berner, "sidste Gang +der var rigtigt Hof i stor Stil her paa Slottet! Det var i 1875, da +Kong Oscar var Kong Christians Gjæst -- da var her Liv! Ekvipagerne +rullede ud og ind Dagen igjennem, og Gardervagten her ved Foden af +Trappen havde nok at gjøre: uafbrudt maatte den træde under Gevær, og +Musiken spillede -- nu er der ikke Andet tilbage af den Tids +Herlighed end Ringen _der_, som Fanen stod i, og saa Fourchetterne +ovenover!" + +Ude i Slotsgaarden sætter Holst sig til at tegne, og Berner finder +mellem de store Dynger af Murbrokker og Slakker allerede en hel +begyndende Vegetation: flere Tidselarter, Følfod, Nelder og Fuglegræs +-- Planteverdenens Pariaer. + +-- "Men den sjeldne italienske Kløver, De har talt om," spørger +Holst, da han er færdig, "kan den ikke være her?" + +"Var den italiensk!" udbryder Terndrup og seer pludselig interesseret +ud. + +"Ja, vist var den italiensk," svarer Berner. + +"Og det var jo i Gaarden hos Duborgs Svigerfader, den siden skulde +være funden, ikke sandt?" spørger Holst videre. + +"_Det_ var det!" + +-- "Veed De af, at han nu skal være Generalconsul?" + +"Nei!" + +"Jo, han skal sgu!" + +-- "Veed De af, at han er en stor Kjeltring?" siger Terndrup, +tilsyneladende ganske umotiveret. + +"Nei, jeg _veed_ det ikke," erklærer Holst, "men det forbauser mig +ikke: jeg har paa Forhaand ikke nogen synderlig Fidus til +Bourgeoisiets Hæderlighed!" + +"Det veed De jo slet ikke noget om, Terndrup!" siger Berner. + +"Ikke det! -- Naa, ja ja, saa veed jeg Ingenting! Men jeg har da +ellers engang læst et Brev, som jeg brændte, for man skal ikke lede +sig selv udi Fristelse, og nu, da jeg hører, at -- jo, gu er _han_ en +Kjeltring -- man kan da baade stave og lægge sammen!" + +"Grosserer Lange repræsenterer den ny, den indvandrede Slægt, der +trænger sig frem," siger Berner. + +"Ligesom den brune Rotte!" svarer Terndrup, og Berner smiler. + +-- Inde i Buegangene falder Holst i Extase. "Se dog blot det +Perspectiv, man har for Øie herinde! -- Det er noget af det Fineste +og mest Harmoniske i Linier, som Kjøbenhavn overhovedet har at opvise +-- det minder ligefrem om Fratergangen i et italiensk Kloster!" + +"Men veed De saa, hvad der alligevel er mest Stemning over her i +Buegangene?" spørger Berner. "Det er saamænd over de gamle, +hvidhaarede Veteraner fra Hans Majestæts Staldetat. -- Ja, _jeg_ seer +naturligvis med andre Øine end De, det er rimeligt, men betragt +alligevel saadan en gammel Livkusk, naar han en Sommerdag er ude at +sole sig selv og de kongelige Ekvipager og Seletøier paa Ridebanen! +Se det Blik, hvormed han betragter den bedagede Galakareth, som han i +sine Velmagtsdage maaske selv har tronet paa Bukken af, mens hans +Konge sad derinde! Firspandet, han styrede, det er forlængst +forsvundet, men Karethen existerer endnu, og _den_ vækker for ham +stolte, lykkelige Minder -- det er nu _hans_ Livs Poesi!" + +"Ja, de høirøde Frakker og gule Veste tager sig brillant ud paa +saadan en gammel Patriark," siger Holst. "Han er egentlig lige saa +festlig at se paa som en Postillon!" + + * * * * * + +-- Ved Frederiksholms Kanal skilles man, og Holst takker Berner for +Turen. + +-- "Nu har De da været paa Valfart!" siger Berner. + +"Valfart?" + +"Ja, til Absalons Brønd!" + +"Naa, saadan at forstaa!" + +"Ja, den er og bliver da Kjøbenhavns 'hellige Kilde'," svarer +Berner, "og hvis der blot med Tro og Andagt blev valfartet til _den_, +saa --" + +"Hvad saa?" + +"Saa var der maaske mere Sans for Historiens Poesi og for de +Forpligtelser, der følger med en Tradition, end der nu er!" + + + + +Det forholdt sig ganske rigtigt, hvad der hin Dag blev sagt i +Christiansborgs Ruiner om Grosserer Lange -- det vil sige _det_ af +det, der angik Generalconsulværdigheden. Grossereren var virkelig ved +at naa sine foreløbige Ønskers Maal. + +Den tidligere Generalconsul havde varmt anbefalet Grossereren til +Præsidenten for Republiken Yocobora, og Præsidenten havde efter moden +Overveielse og i Betragtning af de udmærkede mercantile og +diplomatiske Egenskaber, som altid havde været et Særkjende for +Grosserer Jesper Lange, bestemt sig til at meddele hans Exequatur som +Republikens Generalconsul for Kongeriget Danmark. Nu manglede der kun +Hans Majestæt Kongen af Danmarks Sanction -- "men de smøler jo altid +oppe i Ministerierne," sagde Grossereren, "saa det kan gjerne trække +en Maaned eller to ud endnu." Og dette var saa meget ubehageligere, +som Ragna og Duborg jo skulde have Bryllup, men der naturligvis ikke +kunde blive noget Bryllup, før Grossereren havde Ret til at optræde +i Uniform. -- "_Den_ Satisfaction vil jeg dog nok have," sagde han. + +Fruen havde travlt med at sørge for Ragnas personlige Udstyr -- om +Indbo var der ikke Tale, da Ægteparret for det Beløb, som Indboet +vilde have kostet, strax efter Bryllupet agtede at reise til Udlandet +paa ubestemt Tid -- og næsten hver Dag tog hun ind fra Landstedet, +besaae og vragede, kjøbte og byttede og spillede som en Fisk i +Vandet. + +Poul var utaalelig, erklærede hele Familien; han var altid værst i +lange Ferier, og saa tyede Poul, naar han da var i Byen, over i +Baghuset til Fru Lund, udmalede sin egen Fremtid som Cadet og hørte +med stor Interesse paa Marie, der i Slutningen af Saisonen havde +været Skibsdreng i "Fjernt fra Danmark". + +Julius var forholdsvis skikkelig, syntes Faderen. -- "Gudbevares, han +møder ikke paa Kontoret i rette Tid, og møder han, bestiller han +Ingenting, men han har ikke i sex Uger plustret mig for Extra-Penge, +og det er store Ting!" + +Sagen var den, at Julius en Søndag ude paa Traverbanen, som han nu +var begyndt at dyrke, af en ren Feiltagelse havde holdt paa en Hest, +som Ingen ventede sig Noget af, og da den ganske uformodet kom ind +som en smuk Nummer Eet, gav den saa store Odds, at Julius i længere +Tid kunde leve paa Gevinsten -- og leve flot. + + * * * * * + +Ragna var under sin korte Forlovelsestid baade stolt og lykkelig, +glad og forventningsfuld, men alligevel var hun af og til en lille +Smule betænkelig -- navnlig efter et Kunstnergilde, som en af Duborgs +gifte Bekjendte gav til Ære for de Forlovede. + +Allerede det at blive bedt ud til _Aften_, og ikke til Middag, var +saa underligt, syntes hun, og saa spiste man baade i Atelieret og i +de andre Værelser, drak megen Vin af umage Glas, lo og talte i Munden +paa hinanden og røg uafbrudt Cigaretter -- ogsaa Damerne; _det_ sved +græsseligt i Øinene, og det hjalp jo ikke, at Duborg forsikrede, at +naar hun blot selv røg, mærkede hun det slet ikke, for hun _kunde_ +ikke ryge. + +Saa blev der talt om Kunst, Udstillinger og Academiet, nævnet Navne, +hun aldrig før havde hørt, og hentydet til Forhold, hun ikke kjendte. + +Hun sad taus, søgte at være elskværdig mod Alle, men blev alligevel +nærmest opfattet som stiv og overlegen. Duborg mærkede det, _han_ +blev ærgerlig, og _hun_ blev bedrøvet. + +Man sang og spillede -- Nogle Mandolin, Andre Guitar. Ragna spillede +jo intet Instrument, sang ikke heller, og saa havde hun desuden saa +svært ved strax at finde de anerkjendende Ord, som Enhver, der +præsterer Noget, det være nok saa Lidt, nu engang venter af +Tilhørerne. + +-- "Det er jo lidt kjedeligt, at Du slet ikke kan gjøre noget Musik," +sagde Duborg til hende, da de langt ud paa Natten gik hjem, men hun +var saa træt og saa søvnig, at hun i Grunden neppe tænkte over det i +Øieblikket, og først op ad Dagen huskede hun, hvad han havde sagt, +gav ham i sit stille Sind Ret og syntes, at hun var en dum og +kjedelig En. Men hvad der, naar hun senere tænkte paa Aftenselskabet, +dog optog hende mere end noget Andet, var, at alle Gjæsterne, -- alle +undtagen hun -- aabenbart havde moret sig storartet. + +Det, at man overhovedet kunde more sig i et Selskab, det var ikke før +forefaldet i hendes Praxis. + + + + +I Begyndelsen af October stod Ragnas og Duborgs Bryllup. + +I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til +Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde +overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men +den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog +ordnet, og den store Dag oprandt. + +Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille +Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele +storartet. + +Efter Vielsen Middag i Hjemmet -- Madam Siegler omtalte senere altid +med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen +paa Skydebanen. + +Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa -- men _han_ havde +faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at +holde Tale. + +Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste +Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han, +Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var +da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op +foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper, +Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer -- Du kunde +bruges til at ride Fastelavn ind, _hvor_ det skulde være!" + +Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for +Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse +som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere +flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye +Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den +fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes. + +Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen +ind til daværende Grosserer Lange -- Grossereren nød Ordet +"daværende" -- og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante +-- ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde +ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige: +_han_ havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose -- et +Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue! + +Lidt efter Middagen brød Brudeparret op -- de skulde reise sydpaa med +Ottetoget. + +Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver, +saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde: + +"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er +tom, bides Hestene, Børn -- ja, de gjør saamænd! Men det kommer _jeg_ +nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!" + +Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og +sagde til Ragna: + +"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har +omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder -- men _det_ +har f. Ex. _jeg_! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er _ham_, +og ikke f. Ex. _mig_, De iaften reiser ud i den vide Verden med -- +Levvel!" + +Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna: + +"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?" + +Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede: + +"Hvor kan jeg tænke paa _det_! Jeg er kun opfyldt af, at det er med +_Dig_, jeg reiser!" + + + + +-- Holst savnede Duborg umaadeligt. + +Det var ikke til at holde ud, syntes han, at gaa alene rundt i +Atelieret; der var tomt og koldt, han tænkte paa at flytte. + +-- "Hvad om vi To slog os sammen," sagde han en Dag til Berner, "det +kunde blive hyggeligt! Saa leiede vi en større Leilighed -- _De_ +faaer en stor Stue, hvor De stiller alle Bøgerne op i de perlemalede +Reoler og pynter med de kjøbenhavnske Kobberstik, _jeg_ faaer et +Atelier, og saa holder vi en fælles Stue, der bliver udstyret med en +Blanding af Deres og min Smag!" + +Men Berner vilde naturligvis ikke fra Nyhavn. Han tænkte ogsaa med +Gru paa Oliepletter, henkastede Pensler og geniale Drapperier, saa +den Sammenflytning blev der ikke Noget af, men hyppig mødtes de, og +glade var de for hinanden. + + * * * * * + +Terndrup var bleven lidt underlig, fandt Berner. +Efteraarsanfægtelserne var stærkere, end de pleiede at være: han +faldt jevnlig i Tanker, som de allerbedst sad, spillede paa Violin +midt om Dagen, og en Aften, da de var paa Expedition sammen ude ved +Kallebodstrand, kastede han tre, fire Gange Stokken til Kinden blot +ved at se en Ryle eller en Strandbrokfugl. + +En Eftermiddag, da Berner kom ind i Butiken, søgte Terndrup +omhyggeligt at skjule Noget, han sad med i Skjødet, men det +mislykkedes, og corpus delicti viste sig at være en Bøsse. + +"Ja, det er rent tilfældigt, jeg er kommen til den Skyder," +forklarede Terndrup undskyldende, "og naar jeg i sin Tid lovede mig +selv ikke mere at røre en Bøsse, saa mente jeg begribeligvis bare, at +jeg ikke mere vilde skyde, og det gjør jeg heller aldrig -- nei, hvad +man har lovet, det skal man holde -- saa vidt muligt da! Men der kom +forleden en Fyr ind i Butiken og vilde sælge den her Tingest -- han +troede nok, jeg var saadan en almindelig Marschandiser -- og han var +i Pengetrang, sagde han, og Bøssen er sgu meget god -- det er +Baandløb, og Fjedrene er stærke -- saa kjøbte jeg den -- jeg kan jo +altid sælge den igjen for den Pris, jeg har givet, eller maaske tjene +lidt paa den!" + +Men hvad der ikke blev solgt, det var Bøssen. Den blev anbragt over +Terndrups Seng paa det Søm, hvor Violinen hidtil havde hængt, og +_der_ blev den hængende. + + + + +En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom -- han +maatte endelig komme strax, blev der sagt. + +Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for +Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers +Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han +naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time +døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu +endelig var kommet til Byen. -- Det var rigtignok ikke som før, sagde +hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller +og Router -- men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og +Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den +Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end +Thevand og smaa Tvebakker -- Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven +siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret," +fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre +Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og +altid høihalsede -- det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men +saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan +vel gaa lige op, tænker jeg. -- Men et deiligt Herskab er det!" + +Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad +hun vilde. + +Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet -- +Fanny i "Conservatoriet" -- og Balletten skulde gaa første Gang paa +Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin +egen Marie. + +Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun +havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden +var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien, +og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han: + +"Maa _jeg_ have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!" + +"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket. +"Det var rigtignok pænt af Dem -- men De gaaer da selv med?" + +"Aa, jeg veed ikke --" + +"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere _Dem_!" sagde +Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om, +at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa +omsider Lov at gaa. + + * * * * * + +Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien -- +_der_ tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var +kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent +Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde +og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende +saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun +om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig +Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige +Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie. + +Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til +Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede, +hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak. + + * * * * * + +Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa +med -- de satte Begge megen Pris paa Balletten. + +"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en +Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele +den nyere Literatur!" + +Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske +Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". -- "Der er festivitas +over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem +til Skjønhed en Gang imellem. -- Jeg glæder mig til paa Onsdag!" + + + + +Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge. + +Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og +gule Handsker -- dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons +Kirke med. + +Fru Lund var sortklædt som altid -- hun kunde, for den Sags Skyld, +gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være -- pibet og +strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen. + +Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de +Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad _der_, at hun, Mille +Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup +havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de +Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste +hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede +Hovederne om efter Fru Lund. + +Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af +Selskabet -- man fandt det langtrukkent og higede kun efter +"Conservatoriet". + +Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act, +udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit, +at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men +efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa +Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede +med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund +tørrede bevæget Øinene. + +Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun +gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af +hele tre Kavalerer -- _det_ var ikke det mindst storartede ved den +uforglemmelige Aften! + + * * * * * + +-- "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst. + +Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen +stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter. + +"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her -- jeg har ikke +Influenza!" + +Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han +vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke +det Forslag vandt Holsts Bifald. + +"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries +Debut skal feires med Vin, for sød var hun! -- Vi kan jo gaa hen i +Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "_der_ faaer man +en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!" + +Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald _han_ ikke kunde nøies +med at drikke, han maatte have Noget at _spise_, men Holst afviste +enhver Indvending. -- "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De +have Noget at spise -- troer De, _jeg_ vil faste! Kom blot med!" + +Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden -- fra den Tid, da +baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke +gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik +hen og drak en halv Flaske Vin. + +Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille, +daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde +med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den +stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i +mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker, +og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe, +mørke Kjelder, hvor Fadene laa. + +Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak -- mest Portvin -- +røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord -- det var +tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld. + +Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad +Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot: + +"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!" + +"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte, +forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet, +tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de +nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten +og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe +Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to +Ansjoser og en Kile Eidammer Ost -- det var, hvad Ankjærs Vinstue bød +-- og rimeligvis i Menneskealdere havde budt -- af Aftensmad. + +-- "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst. + +"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!" + +"Men Vinen!" + +"Ja -- er den ikke noget sur?" + +"Sur!" raabte Holst. "Men Menneske, kan De da ikke smage, at det er +en Drue, som der maaske ikke har været Mage til i den kongelige +Vinkjelder, man viste os i Christiansborgs Ruiner! -- Det er et rent +Tilfælde, at den i sin Tid har forvildet sig herhen i Lille +Kongensgade," tilføiede han hviskende, "og der er ikke meget tilbage +af den, har Kjeldersvenden betroet mig, saa man maa nyde den, mens +man har den! -- Aa, hvor den smager!" + +"De er vist egentlig en stor Gourmand!" sagde Berner. + +"Nei, det tør jeg ikke rose mig af," svarede Holst, "men jeg skjønner +paa, naar jeg faaer noget Godt, og jeg nyder det -- hvor Mange gjør +det! Der er jo Folk, som, hvor utroligt det end kan lyde, roser sig +af at have Grød og Vælling til Livretter -- som om _det_ var noget +Fortjenstligt, at have en daarlig Smag! Og der er Folk, som f. Ex. +Duborg, der bilder sig selv ind at have Smag, men som i Virkeligheden +ikke kan kjende Forskjel paa Slikasparges og Macaroni! -- Aa, mærk +den Buket! Gudbevares, jeg er en god Demokrat, men _saa_ demokratisk, +at jeg foretrækker Øl for ædel Vin, det er jeg dog ikke, og var _jeg_ +enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde alle Kjeldere i det nye +Raadhus fyldes med Fade, der indeholdt det Bedste, Jorden kan byde: +Burgunder og Asmannshäuser, hvid Capri og Tokayer -- til Folket er +det Bedste ikke for godt! Borgmestre og Raad skulde som i gamle Dage +selv gjøre Indkjøb for Stadens Regning, Vinen skulde modnes i den +kjølig-lune Kjelder, og af stilfulde Glas skulde Byens jevne Borgere +-- ikke blot det velhavende Bourgeoisie -- her for en rimelig Pris +kunne gjøre sig til Gode -- se, det kalder _jeg_ en demokratisk +Idee!" + +Om Ideen egentlig var demokratisk, vidste Berner ikke, men han kunde +godt sympathisere med Tanken om en rigtig Raadhuskjelder, forsaavidt +det jo herved dreiede sig om at kalde en gammel, nu forsvunden +Tradition til Live, og Holst benyttede sig strax af Berners +Tilslutning til at bestille endnu en Flaske, og dette havde til +Følge, at Terndrup indrømmede, at naar man havde drukket et Par Glas +af den Burgunder, saa begyndte det Ramme at gaa af den. + +-- "Apropos hvid Capri, som jeg nævnte før," sagde Holst pludselig, +"jeg har faaet Brev fra Capri, fra Duborg!" + +"Hvordan har han det?" spurgte Terndrup. + +"Ja, og Fruen?" tilføiede Berner. + +"Meget skriver han ikke," svarede Holst, -- "Skriveri har nu aldrig +været hans stærke Side -- men de er raske begge To, og han har faaet +et Par Bestillinger." + +"Naa, ja, saa er jo Alting godt!" sagde Terndrup. + + + + +Og Alting var forsaavidt ogsaa godt. + +Langsomt var Ragna og Duborg reist sydpaa -- første Station havde +været _Dresden_. _Der_ gik de naturligvis strax op paa Galleriet, og +Ragna var virkelig betaget af den sixtinske Madonna. _Den_ kjendte +hun dog, baade af Navn og af Gjengivelser, men Holbeins Madonna havde +hun aldrig før hørt nævne; den gjorde imidlertid stærkt Indtryk paa +hende, og hun spurgte beskedent Duborg, om den ikke, paa sin Vis, var +lige saa stor Kunst som Raffaels. + +"Det er den dog vel knap," svarede han, "men Du er alligevel en klog +lille Kone, at Du synes saa godt om den -- det kan jeg lide Dig for!" + +Og Ragna saae taknemmelig op paa ham og syntes, at hun blev +anerkjendt som aldrig før. + +Det kneb noget for hende at blive begeistret over Rubens' og Lucas +Cranachs Kvinder -- de første fandt hun for fede, de sidste for +magre, men det maatte hun ikke paa nogen Maade have Lov til: hun +skulde have Blik for den skiftende Opfattelse af den menneskelige +Idealskikkelse. + +"Ja, Du maa bære over med mig, Hans," sagde hun saa, "og huske, at +jeg egentlig aldrig har været udenfor Store Kongensgade -- men det +skal forhaabentlig nok komme Altsammen, naar _Du_ blot hjælper mig!" + +Gjerne havde hun gjort en Tur ind i sachsisk Schweiz -- det var jo +endnu den gode Aarstid -- men Duborg erklærede, at sachsisk Schweiz +var Legetøis-Natur, det var saamænd ikke Noget at se -- og _han_ +maatte jo vide det, for _han_ havde været der, og saa kom de der +ikke. + + * * * * * + +I _Nürnberg_ mødtes de Begge i Glæden over Helhedsindtrykket af den +gamle By, og da de om Aftenen stod oppe paa Borgen og saae ud over +alle de vildsomme, rødbrune Tage, lagde han Armen om hendes Liv, drog +hende ind til sig og sagde: + +"_Dig_ saae jeg ogsaa for første Gang mellem de røde Tage -- se, +derhenne, bagved det Hus med de to Karnapper, _der_ er en Kvist, hvor +jeg gad se Dig staa og aabne Vinduet med din hvide Arm! -- Ja, det +kunde være blevet et godt Billede, det, jeg malede af Dig!" + +Saa talte han om Terndrup og sagde, at Nürnberg maatte være en By for +ham at holde Dueslag i, og da de lidt efter stod i Raadhusgaarden, +mindedes han Holst og sagde forresten, at Labenswolffs lille +Fontaine herinde egentlig var mere værd end al Nürnbergs øvrige Kunst +-- bedre end selve Peter Vischer's Sebaldusgrav og Veit Stoss' +Sacramenthus. Det forstod Ragna nu ikke, men hun vidste jo, at naar +Hans sagde det, var det rigtigt, og bestræbte sig troligt for at se +med hans Øine. + + * * * * * + +Fra Nürnberg reiste de lige til Florents. + +Ragna var henrykt over Arnofloden og =Palazzo vecchio=, over Turen +til Fiesole og hele det Stykke italiensk Renaissance, Medicæerstaden +frembyder, men det var knebent nok, hun fik Lov at være det. + +"Du seer jo kun paa det Hele saadan som i Fugleperspectiv," sagde +Duborg, "men det maa man ikke: man skal se paa Enkelthederne og lære +at forstaa dem. -- Nu i Formiddag tager vi Ghiberti's Broncedøre og +Verrocchio's Fontaine inde i =Palazzo vecchio=, saa kan vi altid se, +om vi kan overkomme mere i Eftermiddag." + +"Der er forresten een Ting her i Florents, jeg saa gjerne vilde se," +svarede Ragna. + +"Hvad er det? Er det nogle af Luca della Robbia's Majolikaer?" + +"Nei, dem kjender jeg ikke -- det er Metalsvinet!" + +"Metalsvinet! Hvad for et Metalsvin? -- Naa, jeg troer forresten nok, +jeg saae det forrige Gang, jeg var her -- det staaer henne paa det +lille Grønttorv. -- Men hvor kjender Du _det_ fra?" + +"Men, Herregud, Hans: fra H. C. Andersens Eventyr!" + +"Naa, har _han_ skrevet om _det_, se, se! -- Men det er da ellers +ingen Grund til at rende efter det!" + +Og saa kom de naturligvis ikke til Metalsvinet. + +-- Næste Dag skulde de i Uffizierne, men lige som de var ved at gaa +ind, og Duesværmen flagrede omkring dem, opdagede Ragna, at man kunde +kjøbe Kræmmerhuse med Mais og fodre Duerne. Det maatte hun prøve, og +et Øieblik efter sad der til hendes store Fryd en halv Snes af de +tamme Fugle rundt omkring paa hende, paa Hænder, Skuldre og Hoved. +Maisen var fortæret i et Nu, og hun bad derfor Duborg kjøbe et +Kræmmerhus til og række hende: hun vilde saa nødig skræmme de Duer, +der sad paa hende, ved en større Bevægelse. + +"Ja, jeg kunde jo gjerne kjøbe noget mere Mais," svarede han, "det +kunde jeg saamænd godt, men det er da egentlig at spilde Tiden -- Du +maa huske paa, vi skal op at se paa Kunst, _det_ er da vigtigere!" + +Saa lod Ragna Duerne flyve og gik i Uffizierne med ham. + +Da de kom i den Sal, hvor de store Mestres Selvportraiter fra alle +Lande er samlet, udbrød hun pludselig: + +"Men, Hans! _Der_ hænger jo Otto Bache -- og Krøyer! Og _der_ hænger +jo Carl Bloch!" + +"Ja, de gjør saa!" + +"Nei, hvor det dog er morsomt at træffe sine berømte Landsmænd paa +den Maade -- synes Du ikke?" + +"Aa, jo -- jo -- men det er da ellers ikke _dem_, man tager til +Florents for at se!" + +"Nei, det er det ikke, men alligevel -- Hans, troer Du nogensinde +_Du_ kan komme til at hænge her?" + +"Nei -- aa, nei -- jeg maler jo heller ikke saadan Portraiter." + +Og saa gik de videre, saae paa Malerier og Haandtegninger -- mest paa +de sidste, for Duborg sagde, at _de_ var interessantest. + + * * * * * + +Efter et Par Dages Ophold reiste de videre, men der var endnu for +varmt i Rom, sagde han, de skulde være en Maaned paa _Capri_. + +Her var Ragna egentlig for første Gang i sit Liv begeistret. Hvor hun +gik og stod, laa det vidunderlige Hav dybt under hende med _den_ blaa +Farve, som hun kun kjendte fra Billeder -- og dog ikke kjendte -- og +med skiftende grønt og violet Perlemoersskjær inde mellem de rødbrune +Klipper; modne Druer hang i overvældende Rigdom fra Loggiaer, Mure +og Træer, Citronerne blinkede lyst mellem det mørke Løv, Solen bagte, +og lette som Gemser løb Pigerne op ad Klippetrapperne med de tunge +Byrder paa Hovedet. + +-- "Den Capripige, Du havde hjemme paa din Væg," sagde Ragna en Dag, +"hende Modellen, hvad hed hun?" + +"Hun hed Graziella," svarede Duborg. + +"Troer Du, hun lever endnu -- jeg kunde have Lyst til at se hende!" + +"Det skal Du ikke ønske -- hun maa nu være om ved de tredive Aar, og +saa er hun her paa Capri en gammel Kone." + +"Jeg kunde nu alligevel nok lide at se hende," erklærede Ragna, men +der blev ikke gjort noget Skridt for at imødekomme hendes Ønske, og +saa talte hun ikke oftere om det. + +-- De boede først hos Pagano, og her var Duborg flittig, malede det +meste af Dagen og fik to Bestillinger af tyske Familier. + +Ragna sad og saae paa ham, mens han arbeidede og tog sig af og til en +Cigaret; oprindelig havde hun begyndt at ryge udelukkende forat glæde +sin Mand, men efterhaanden smagte det hende, og nu kunde hun ligefrem +daarligt undvære sin "Bostanjoglo" efter Middag. Stundom tog hun +ogsaa et Arbeide frem imens, men det blev ikke til Noget: hun kunde +aldrig blive træt af at se paa ham, syntes hun. + +Om Eftermiddagen gik de ned til den store Marina, fik et dobbelt +Badehus og svømmede sammen. + +Den første Gang gjorde hun Indvendinger. -- "Men Ragna dog!" sagde +han og lo. "Hvad generer Du Dig for? _Jeg_ har jo ogsaa Badedragt +paa, og kan den magre, russiske Fyrstinde plaske om her ved Siden af, +saa kan _Du_ virkelig ogsaa -- _Du_ kan godt lade Dig se!" + +Saa svømmede de ud til et lille Skjær, der laa en halv Snes Alen +udenfor Badehuset, satte sig _der_, hvilede et Par Minuter og saae +over ad Sorrent til. + +-- "Nei, hvor Du dog er kjøn, som Du sidder _der_!" udbrød han en +Dag. + +"Troer Du ogsaa, Tanterne paa Vennebjerg vilde finde det?" svarede +hun og lo. + +"Aa, lad være at røre Dig, blot et Øieblik!" bad Duborg. "Det er +accurat, som der kom en Sølvhinde af Vandet om dine Fødder -- jeg +kunde male Dig som Havfrue -- hvis jeg da gav mig af med at male den +Slags!" lagde han til. + +Ragna smilede, lod sig glide ned i Vandet og strakte ud i lange, +sikre Tag. Han svømmede efter og anstrengte sig for at række hende, +men da han naaede ind til Badehuset, stod hun allerede paa Trappen. + +-- Af og til faldt det hende lidt underligt, at han kunde sidde i +timevis uden at tale, men det vænnede hun sig til, og Tiden blev +hende sjelden lang. + +Saa flyttede de efter nogle Ugers Forløb op til Anacapri og boede i +"=Paradiso=". + +Her var Forholdene jevnere, man levede paa nært Hold sammen med +Værtsfolkene og de Omboende, og Duborg kunde længe ad Gangen more sig +med at pludre med Børnene, mens Ragna sad overladt til sig selv. En +Aften udbrød han pludselig: "Men det er sandt: Du kan vel ikke +Italiensk?" + +Nei, det kunde Ragna rigtignok ikke. + +"Det er ellers kjedeligt," sagde han saa, -- og Ragna modsagde ham +ikke. + +Ogsaa heroppe malede han et Par Billeder og flere Studier. -- "Det +gaaer saa let for mig," sagde han, "naar Du sidder og seer paa mig -- +saa let har jeg saamænd aldrig arbeidet før!" + +Ragna smilte fornøiet -- men hun begyndte alligevel saa smaat at +længes efter at have en lille Smule at tage sig for, _lidt_ Andet at +bestille end blot at se paa ham, og _det_ sagde hun ogsaa en Dag til +ham, forsigtigt og følende sig for. + +"Naa, Noget at bestille," svarede han, "det er saamænd ikke faldet +mig ind, for jeg synes i Grunden, det er allerrarest Ingenting at +have for. Men vent kun, til vi kommer til Rom, saa skal vi føre egen +Husholdning!" + +-- Ragna tænkte imidlertid alligevel paa at skaffe sig Noget, der +baade kunde udfylde en Del af hendes mange ledige Timer, og, som hun +haabede, tillige glæde Duborg, og uden at han anede det, gik hun en +Dag ned til Signora Morgana, der i sin Café tæt ved Pagano jo +handlede med alt Muligt. Her kjøbte hun for sine private Lommepenge +en stor, oval Gjenstand, bar den selv, omhyggeligt indpakket, op til +Anacapri og havde hver Dag siden hemmelige Sammenkomster med Datteren +i "=Paradiso=", som hun efterhaanden saa nogenlunde havde lært at +gjøre sig forstaaelig for. + +-- Den sidste Aften, de var paa Capri, faldt Duborg ligefrem i +Begeistring over en Agave, som stod yderst ude paa en brat Skrænt. + +"Er den ikke deilig i Linierne!" udbrød _han_. "Og saa den dæmpede, +discrete Tone, den har -- lige til at bruge i Underglasurfarver! Den +er ti Gange mere værd end den brutalt grønne Bøgeskov derhjemme!" + +Ragna sagde ikke Noget, men den Aften følte hun med sig selv, at hun +alligevel med Tiden kunde komme til at længes efter Bøgeskoven. + + * * * * * + +Saa tog de til _Rom_. + +Hvor mange Forudsætninger Ragna end manglede, saa var det dog med en +naturlig Andagt, hun betraadte den evige Stad, og da hun første Gang +saae Solen gaa ned oppe fra Monte Pincio, saae de gyldne Toner vige +for de violette, og Peterskirkens Kuppel indrammet af Forgrundens +Løvværk, da var det Hele som Slutningen paa en Kirkegang, hvor +Velsignelsen lyses, og man bøier sit Hoved. + +De leiede sig en Bolig med Atelier i Via Sistina, og Ragna begyndte +at føre Hus: gjorde selv Indkjøb om Morgenen og lavede Maden. Hun +havde egentlig tænkt sig, at man maatte kunne leve i Rom omtrent som +i Kjøbenhavn, men det gik aabenbart ikke, for man maatte jo tage, +hvad man kunde faae, og prøvede hun en enkelt Gang paa at lave en +hjemlig Ret som Grød, frabad Duborg sig paa det Bestemteste +Gjentagelser. + +"Du længes da vel ikke efter Klipfisken?" kunde han saa sige, og det +holdt Ragna ikke af at høre. + +Flittig var han, og hurtigt arbeidede han, men han talte mindre og +mindre med hende, mens han malede. Kom imidlertid en Fremmed til, +kunde han blive livlig og forholdsvis talende, endog lægge Penselen +og tænde en Cigaret, og det krænkede i Grunden Ragna lidt, at han +aldrig kunde tænke sig at gjøre en Pause for hendes Skyld -- hun +sagde det ogsaa en Gang til ham, men han slog det hen. + +Om Aftenen vilde _hun_ helst sidde hjemme; hun indrettede ogsaa deres +Opholdsstue saa hyggeligt som muligt, fik anskaffet en Lampe og et +Spritapparat, lavede The og sad med sit Sytøi eller Hæklearbeide, +men saa gabede Duborg, det kunde han ikke holde ud. + +"Du er da ikke kommen til Rom forat drikke Thevand og sidde og gnirke +med et Hækletøi," sagde han en Dag. "Nei, om Aftenen vil vi ud, ud at +drikke Vin og faae Musik -- det hører sig til!" + +"Du kunde nu ogsaa faae baade Vin og Musik herhjemme," svarede Ragna +smilende men rød i Hovedet, gik ind i Soveværelset og kom et Øieblik +efter tilbage med en Mandolin, som hun til Duborgs store Forbauselse +spillede et Par italienske Folkemelodier paa, correct og musikalsk, +men uhyre angst. Det var Mandolinen, hun havde kjøbt hos Signora +Morgana, og den unge Pige i "=Paradiso=" havde lært hende +Begyndelsesgrundene af Kunsten. + +"Naa, Du spiller!" sagde Duborg. "Naar har Du lært det?" + +"Jeg har øvet mig, naar jeg var alene," svarede Ragna, "men Du skulde +egentlig slet ikke have hørt mig, før jeg var dygtigere." + +"Aa, det er saamænd meget pænt -- synger Du ogsaa?" + +Ragna var ligefrem bange for at høre sin egen Stemme -- men hun sang +alligevel, lidt vibrerende men rent og kjønt. + +"Ja, det er jo meget rart, Du har _det_ at more Dig med, naar jeg er +ude," sagde Duborg anerkjendende, -- "skal vi saa gaa!" + +Og de gik hen i "Thunfisken" ved Trevi og drak Frascati; _han_ indlod +sig med hvem han traf, _hun_ blev søvnig og træt -- hun kunde jo +endnu ikke følge en Samtale paa Italiensk. + +En Aften traf de en fransk Familie, unge, livlige Folk, der var paa +Bryllupsreise, og det morede Ragna at tale med dem; men Duborg talte +ikke Fransk og var halv stødt, da de gik hjem, over at have maattet +sidde saa længe udenfor Samtalen. + + * * * * * + +-- Landsmænd omgikkes de i Begyndelsen slet ikke, og da Ragna en Dag +paa Gaden hørte to Danske tale sammen og glad overrasket vendte sig +om, skyndte Duborg sig at sige: "Giv Dig bare ikke til Kjende som +Dansk -- Landsmænd har vi saamænd nok af hjemme!", men efterhaanden +kunde det dog ikke undgaaes, at de traf Danske, og i "Skandinavisk +Forening" kom de af og til. + +Her blev Ragna strax taget under beskyttende Vinger af +Kunstnercoloniens kvindelige Nestor, Billedhuggerinden _Asta Hansen_, +der uden Afbrydelse havde tilbragt en halv Snes Aar i Rom. Hun var om +ved Halvtreds, meget lidt kjøn men umaadelig hjælpsom, havde et lille +Talent men stor Forretningssans, var som et Forsyn for alle +tilreisende Skandinaver og tilbragte en stor Del af sin Tid med at +være ulønnet Cicerone og ulønnet Commissionair. + +-- "Men Gud forbarme sig, lille Frue," udbrød Frøken Hansen næsten +forfærdet en af de første Gange, de var sammen, "De har været to +Maaneder i Rom og har ikke seet Peterskirken! -- Skammer De Dem ikke, +Duborg!" + +"Nei, jeg gjør ikke," svarede Duborg gnavent. "Peterskirken morer mig +ikke, derfor har jeg ikke viist min Kone den -- men jeg har havt +hende to Gange henne i =San Clemente=, _den_ morer mig, og den er der +saa Faa, der har seet ordentligt! -- Forresten kan hun jo gaa i +Peterskirken, _naar_ hun vil!" + +Følgen af denne Samtale var, at Ragna saa smaat begyndte at gaa paa +egen Haand og at gaa paa Opdagelse, og hver Dag fandt hun noget Nyt, +som hun, i alt Fald i Begyndelsen, absolut maatte vise Duborg næste +Gang, de kom forbi. Snart var det et antikt Capitæl, der var muret +ind i Sokkelen paa et moderne Hus, snart en Klynge frodiggrønne, +spydbladede Bregner, der voxede frem mellem Fugerne paa en Brøndkarm, +snart et særlig decorativt Motiv i Mosaikgulvene i Caracallas +Thermer. + +"Ja, aa, ja," sagde Duborg saa i Reglen, "det kan være meget kjønt, +men Du skal nu ikke gaa og se paa alt det Smaatteri: Du skal se +stort paa Rom!" + +Og Duborg var egentlig ikke fri for at være fornærmet paa Asta +Hansen, der var Skyld i, at hans Kone gik paa egen Haand, men Ragna +tænkte i sit stille Sind, at det alligevel var svært nok at vide, +_naar_ man skulde se paa Detaillerne og _naar_ paa Helheden. + + * * * * * + +Med Asta Hansen og Duborg gik det dog. Værre var det, naar han i +Foreningen traf Maleren og Kunstkritikeren _A. B. Jensen_ -- +undertiden kaldet "A. B. C. Jensen". + +Han havde i sin Tid malet lidt, men da det ikke blev til videre, +slog han sig paa Kritik, og gik nu i Reglen under Navnet +"Stabstrompeteren", fordi han i det lille Blad, der stod til hans +Raadighed, ved enhver Leilighed var frivillig Trompeter for den +faatallige Flok af miskjendte Blænkere, der altid var formeret som +helt Compagni og egentlig helst omtalte sig selv som Bataillon. Ham +kunde Duborg ikke udstaa, og det skjøndt der havde været en Tid, da +A. B. Jensen ogsaa trompetede for _ham_. + + * * * * * + +Saa var der endnu En, som Duborg havde seet sig gal paa -- egentlig +ganske uden Grund -- det var Maleren _Løvenørn-Petersen_, hvem han +forresten havde kjendt i mange Aar. + +Løvenørn-Petersen var halvhundrede Aar og nu, som for tredive Aar +siden, stadig "lovende". Han var velhavende gift uden Børn, havde en +ganske lille Kone, der beundrede ham og kun levede for ham og hans +Kunst, og et Par skikkelige Svigerforældre, af hvilke _han_ levede. + +I sine unge Dage havde han oprindelig tænkt paa først at erhverve sig +europæisk Berømmelse og derefter at anlægge et genialt Ydre med +tætklippet Haar, blød Skjorte o. s. v., men da det trak noget ud med +den europæiske Berømmelse, bestemte han sig til at begynde med det +geniale Ydre i Haab om, at Resten saa nok vilde komme af sig selv. +Men skjøndt han, som Duborg sagde, i flere Aar egentlig ikke havde +turdet gaa hjemmefra, af Frygt for, at Berømmelsen imens skulde komme +og banke paa Døren, og skjøndt han gjorde alt Muligt -- og lidt til +-- forat blive bemærket, lykkedes det dog ikke. Forgjæves søgte han +at arrangere Succes'er ved af og til at sætte sine Smaabilleder ind +til Salg hos Kunsthandlere og paa Auctioner og saa lade Familiens +Medlemmer skiftes til at opkjøbe dem; forgjæves sled han alle +Redactionskontorers Bagtrapper forat tigge sig en Smule trykt +Anerkjendelse til -- det hjalp Altsammen ikke, Berømmelsen udeblev, +og saa blev Løvenørn-Petersen bitter, bitter mod Alle og misundelig +paa Enhver, det gik godt. Hørte han om en Kamerat, der havde gjort et +Billede, var han hel nerveus, inden han havde seet det; var han da +saa heldig strax at kunne skjønne, at det ikke var noget Betydeligt, +gik han beroliget bort, men saae han, at det var godt og vilde gjøre +sig, blev han næsten syg. + +Hvert tredie, fjerde Aar fik han en Gyldenlak eller en Buket Aurikler +paa Udstillingen, og da Blomsterne jo dog maatte have en Anvendelse, +pleiede _han_ at forære Svigerfaderen to Billeder om Aaret, og +Svigermoderen at kjøbe fire Billeder af ham, saaledes at +Svigerforældrenes Hus efterhaanden, som Duborg ogsaa sagde, var +blevet et helt "Petersens Musæum", hvor der ikke manglede Andet end +Petersens egen Grav i Gaarden. -- _Ham_ kunde Duborg ikke taale. + + * * * * * + +-- Julen kom. Ragna var fra Hjemmet ikke synderlig religieust +udviklet men kunde dog ikke tænke sig en Juleaften uden Kirkegang og +spurgte derfor Juleaftens Formiddag Duborg, _hvor_ de skulde gaa i +Kirke. + +"Ja," svarede han, "der er jo saa mange Kirker. -- Belysningen er +naturligvis mest storartet i Peterskirken, men Musiken er vel +egentlig bedst i =Maria Maggiore=." + +"Men Hans dog!" udbrød hun. "Du kan da vel nok begribe, at jeg mener +protestantisk Gudstjeneste!" + +"Naa, ja, det kan vi jo ogsaa gaa til," svarede han, "men det +Katholske er forresten slet ikke saa galt. -- Kunde _Du_ ikke tænke +Dig at blive Katholik?" + +"Nei!" + +"Da kunde _jeg_ godt tænke mig at være Munk!" + +"Munk!" + +"Ja, hvis jeg ikke var gift, naturligvis, og kun naar Klostrene endnu +var, hvad de var i den gode, gamle Pavetid. -- Tænk blot, hvor det +maatte være storartet altid at sidde oppe i =Bonaventura= paa +Palatinerbjerget, ligesom Küchler gjorde, og se ud over Rom og kun +male, naar man havde Lyst! Og saa aldrig at skulle tænke paa at +skaffe Penge eller give Penge ud! -- Jo, Katholicismen er saamænd +meget god i mange Dele, men vi kan jo gjerne gaa til protestantisk +Gudstjeneste alligevel!" + +Og saa var de først til tysk Prædiken og siden til Julefest i +"Skandinavisk Forening". _Der_ forærede han hende en udmærket smuk +antik Gemme -- en Hermesfigur -- som han en Morgen havde kjøbt paa +=Campo de' fiori= og siden ladet fatte i en svær Guldring. Hun blev +umaadelig glad for den men syntes blot, at Gaven var alt for kostbar. +-- "Aa, hvad," svarede han, "saa suger vi paa Labben siden, om det +bliver nødvendigt. Hellere for meget den ene Dag og for lidt den +anden end evig og altid den samme nøgterne Indtægt -- men _Du_ +tænker naturligvis bestandig paa din Hovedbog, der skulde stemme hver +Aften!" + +Bestandig tænkte Ragna ganske vist ikke paa Hovedbogen, men jevnlig, +efterhaanden hyppigere og hyppigere, gik hendes Tanker til Hjemmet. +Ikke at hun just savnede Kontoret, og ikke at hun vilde bytte sit +nuværende Liv med det forrige, men Overgangen havde alligevel været +for stærk og for brat, hun trængte ligefrem til Arbeide, og hun +længtes -- af og til i alt Fald -- efter Hjemmet. Brevene fra +Familien -- faa og temmelig indholdsløse -- var et saa tarveligt +Surrogat, syntes hun, og dog blev hun glad, hvergang der kom et -- +men det kunde Duborg ikke lide, at hun blev: han var næsten skinsyg +paa Hjemmet og kunde undertiden rent ud krænke hende ved saarende +Ytringer. + + * * * * * + +-- I Begyndelsen af April, romersk Foraar, arrangerede Asta Hansen en +Tur til Tivoli, og Duborg lod sig overtale til for Ragnas Skyld at +tage med, skjøndt baade A. B. Jensen og Løvenørn-Petersen var +Deltagere. + +Man forsmaaede Dampsporvognen og havde eget Kjøretøi. Hen over den +vaargrønne, fint nuancerede Campagne kjørte de, mødte tungtlæssede +Æselskærrer med mægtige Hjul, langhornede Oxer og maleriske +Campagnuoler med Gedeflokke -- her var nok at se. Aniofloden +passerede de, bedede ved =Acque Albule= med det dampende, svovlede +Vand, og havnede endelig i Tivoli. + +Anemoner, røde og blaa, stod i fuldt Flor, Venushaarenes fine, sorte +Stilke bar allerede det grønne Kniplingsslør, og nede i Grotterne +buldrede Vandmasserne, som vilde de sprænge Klippefanget. Det var +deiligt Veir, næsten dansk Sommervarme, og man spiste naturligvis i +det Fri, ved Siden af Sibylletemplet. + +Duborg var paa Forhaand gnaven. Løvenørn-Petersen havde bestemt sig +til at ville skabe et nyt, udødeligt Mesterværk til næste +Foraarsudstilling, forestillende italienske Anemoner, og klistrede +sig i den Anledning uafbrudt opad A. B. Jensen, medens den lille Frue +hagede sig fast ved den anden Side for gjennem orienterende +Bemærkninger at stille ham paa det rette Standpunct overfor al den +Miskjendelse, Manden bestandig havde været Gjenstand for. _Det_ +irriterede yderligere Duborg, og lige efter Maaltidet reiste han sig +og gik hen til Skrænten. Ragna fulgte efter, lagde en Haand paa hans +Skulder og sagde, idet hun saae ud over Faldene: + +"Hvor er det dog en deilig Natur her -- Tak, fordi Du tog mig med, +Hans!" + +Duborg vendte ikke Hovedet om men brummede: + +"Natur! Det er ikke Natur, det er Kunst -- daarlig Kunst, +Panoramaopstilling!" + +"Ja, _jeg_ finder det nu smukt alligevel," sagde Ragna, "og det vil +jeg med din Tilladelse blive ved med!" + +"Se, se! Du begynder nok at lægge Dig en selvstændig Opfattelse til! +Det klæder Dig godt -- næsten lige saa godt som at ryge Cigaret!" + +"Om det klæder mig, veed jeg ikke," svarede Ragna, "og det er mig +ogsaa ligegyldigt, men vær Du glad ved at have en Kone, der ikke som +Løvenørn-Petersens talende Automat kun har lært at sige: 'Allah er +stor!' -- Aa, jeg holdt det ikke ud!" udbrød hun heftigt. "Og jeg +holder det heller ikke ud, Hans, hører Du! Jeg maa have Noget, der +kan fylde mig, Noget at tænke paa og tage fat i -- giv mig en Opgave, +ellers ender det med, jeg gaaer til Grunde!" + +Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende. + +"Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn, +"hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde _jeg_ faae en Opgave fra? +Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!" + +"Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu +roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det +gaaer nok over -- tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før -- hører +Du!" + +Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende +Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte -- undertiden +et helt Kvarteer ad Gangen -- var og blev det ham dog umuligt at +skaffe Ragna en Opgave. + + * * * * * + +Saa kom den imidlertid af sig selv -- hun følte, at hun skulde være +Moder. + + + + +Hjemme i Kjøbenhavn blev det ogsaa Foraar, men først senere. + +Vinteren igjennem havde den nye Generalconsul savnet Ragna paa +Kontoret, og nu endte det med, at han maatte tage en Bogholder, saa +meget mere som Cyclisten Julius, til Faderens Forbitrelse, for Alvor +tænkte paa at gaa over fra "Amateur" til "Professional". + +Generalconsulen nød forresten sin Værdighed, nød hvert Brev med +Titlen udenpaa, og blev for saa vidt en stadig Kirkens Mand, som han +nu, langt hyppigere end tidligere, mødte ved Begravelser og luftede +Uniformen. _Den_ Tilfredsstillelse havde han ogsaa, at han fik sin +Kone ind i en meget fin Damecomitée til Opklædning af ubemidlede +Negerconfirmander i Dahomey; Møderne holdtes i selve det grevelige +Palais, hvor Madam Asters var Portnerske, og Madamen gav Referat til +Mille Buxbom af Generalconsulindens Ankomst. + +Den største Begivenhed i det generalconsulige Hus var imidlertid, at +Poul i April skulde op til Adgangsexamen til Søofficeersskolen. + +Aftenen før den første "mundtlige Examensdag" sad han ovre hos Fru +Lund og Marie, som den Aften ikke var "med". Han var i Gravstemning +og var ganske sikker paa at falde; "men saa gaaer jeg til Koffardis," +forsikrede han, "for til Søs _vil_ jeg!" + +Fru Lund rystede bekymret paa Hovedet og tænkte, at det vist næsten +maatte være lige saa svært at komme ind paa Søofficeersskolen som at +blive Klasselotteri-Collectrice, men Marie sagde: + +"Aa, Pyt! Hvorfor skulde _Du_ falde! Du har jo været flittig!" + +"Ja--a, de sidste to Maaneder!" + +"Naa, ja, saa gaaer det nok, Du skal bare have Courage!" + +-- Da det høitidelige Øieblik kom, da Poul næste Morgen gik ind ad +Søofficeersskolens Port og passerede den maritime Skildvagt i +Gaarden, var det med et Udtryk af overlegen Freidighed, som om det +ikke kom ham ved, men Hjertet sad ham i Halsen, og da han traadte ind +ad Døren og stod i Vestibulen, bankede hans Hjerte stærkere, end da +han som Lærling første Gang stod til Rors. + +Med Huen i Haanden traadte han ind i den store, eiendommelig +stilfulde Gymnastiksal, der indtager hele Bygningens Midte, og +hvorfra der er Indgang til alle Rummene i Stueetagen; foroven løber +et Galleri af udskaaret Træværk, og derfra er Indgang til første Sals +Rum. + +Han og en anden Adgangsgast havde foreløbig god Tid til at se sig om. +Gallionsfiguren af gamle "Heimdal", der var med ved Helgoland, +kneiste i Baggrunden af Salen, og oppe paa Galleriet, hvor i +Øieblikket den vagthavende Kvarteerchef, som sad og skrev en Rapport, +var det eneste Levende, straalede i Guld og Farver danske Søheltes +Vaabenskjolde lige fra Absalon til Suenson. + +Saa trak Adgangsgasterne deres Nummer -- Poul trak Nummer Tre. + +Nummer Et kom ind i et af Klasseværelserne nedenunder, Døren lukkede +sig efter ham -- nu var _han_ i Ilden! + +Saa kom Nummer To -- det var dog en syndig Tid, han var oppe, syntes +Poul! Men Alt faaer en Ende, og det fik da Examinationen af Nummer To +ogsaa -- nu var det Pouls Tur! + +Hvor betagen han end var af Situationen, saae han dog i et eneste Nu +hver Enkelthed i Værelset for sig: Skabet med Modeller og +Projectilprøver, Rammerne paa Væggen med artilleristiske Tegninger og +-- først og sidst -- Examinator og de to Censorer ved det grønne +Bord. + +Alt løb rundt for ham, da han satte sig ned, men lige saa snart han +hørte sin egen Stemme, var al Benouelse som blæst væk, og han +klarede sig meget anstændigt. + +Og som det gik den første Dag, gik det de følgende. _Meget_ stiv i +Papirerne var Poul ikke noget Sted, men han dummede sig ikke mere end +nødvendigt, og da han hørte til de Lykkelige, hvis blotte Fremtræden +uvilkaarlig virker behageligt, hjalp det vel ogsaa: han blev virkelig +en af de tolv Aspiranter, der skulde gjøre Sommertogtet med +Cadetcorvetten. Nu gjaldt det altsaa blot om at være blandt de +Flinkeste ombord, "og det skal jeg nok blive," sagde han til Fru Lund +og Marie, "saa til Efteraaret er jeg Cadet og har Dolken ved Siden!" + + + + +Marie skrantede. + +Ikke at hun feilede noget Bestemt, men hun blev spinklere og +spinklere, blegere og blegere. Hun var efterhaanden bleven Alles +Yndling oppe paa Theatret, og snart kom den Ene og snart den Anden +derovre og spurgte deltagende til hende og gav gode Raad i Retning af +Maltextract og Hæmatogeen. Balletmesteren talte til Theaterlægen, og +Theaterlægen erklærede, at hun led af Blodmangel -- hun skulde blot, +naar Theaterferien kom, ud paa Landet og have frisk Luft og kraftig +Føde. + +Det blev sagt som en Beroligelse til Moderen, men det var ingen +Beroligelse, for Fru Lund vidste ikke sine levende Raad for, hvordan +og hvor hun skulde faae Marie paa Landet; hun havde ingen Bekjendte +udenfor Byen -- hvor skulde man sende et halvvoxent Pigebarn hen paa +egen Haand, og hvor skulde Pengene komme fra? + +I sin Nød henvendte hun sig da til Maries gamle Læremo'er, til Mille +Buxbom. Og Mille Buxbom, der nu var reduceret til fem Børn, sendte +midt i Skoletiden Bud ned til Terndrup, som hun altid pleiede, og bad +ham komme op strax. + +Terndrup var imidlertid ikke hjemme, og paa hans Dør stod ikke den +sædvanlige Placat med Paaskriften "Kommer strax!" men en ny, hvorpaa +læstes: "Forretningen lukket paa Grund af Begravelse." Det var første +Gang, Mille Buxbom oplevede _det_ -- Terndrup gik jo ellers aldrig +til Begravelse! Hvem kunde det være, der blev begravet! + +Havde hun spurgt Terndrup selv, var hun neppe bleven synderlig +klogere, men havde hun spurgt Berner, kunde han nok have givet visse +Oplysninger. Han havde nemlig i Løbet af Efteraaret og Vinteren +oftere seet den samme Begravelsesplacat paa Terndrups Dør, og da han +ikke kunde forstaa, hvorfor just hele hans gamle Vens meget +indskrænkede Bekjendtskabskreds skulde gaa hen og dø paa omtrent +samme Tid -- der var jo dog ikke Pest i Byen -- havde han lirket og +frittet saa længe, til Terndrup omsider, meget tøvende, var gaaet til +Bekjendelse og havde maattet tilstaa, at Begravelsen kun betød, at +han var "ude med sin Bøsse", som han kaldte det. + +"Seer De," sagde han, "jeg lovede mig selv ovre i Jylland aldrig mere +at røre en Bøsse -- men her er vi jo paa Sjælland, og her gjælder +Jydske Lov ikke. -- Jeg kan sgu ikke længer lade det Skyderi helt +fare," lagde han til, "det er Jægerblodet -- enten har man det, eller +ogsaa har man det ikke -- men jeg gaaer begribeligvis kun, hvor jeg +har Lov til det -- det kan De stole paa!" + +-- Den Maidag, Mille Buxbom sendte Bud efter Terndrup, var han ude i +Sundet efter Knortegjæs sammen med fire Andre -- Jægere finder jo +altid hinanden, hvor stor saa Byen er -- men næste Dag var der ingen +"Begravelse", og han stillede derfor efter Anmodning oppe paa +Kvisten. + +Først converserede Jomfruen ham om Familiepapegøien, af hvilken +Oldefaderens Røst endnu talte, men svagere og hæsere. -- "Poppe +bliver gammel," sagde hun, "jeg beholder ham vist ikke længe, og det +er lige saa meget som et Tab af tyve Kroner om Aaret, naar han gaaer +bort. -- Troer De, der er Noget at gjøre ved ham, Terndrup?" + +Terndrup foreslog ti Draaber amerikansk Olie, og det bedst begavede +og flittigste af de fem Børn blev strax sendt hen paa Hjorteapotheket +efter det foreskrevne Medicament. + +"Skriv nu flinkt paa Tavlen imens, I smaa Guds Unger," sagde hun +opmuntrende til de resterende fire Børn, "og sæt De Dem i Lænestolen, +lille Terndrup, jeg har noget meget Vigtigt at tale med Dem om!" + +"Hvis Lænestol er det for Tiden, jeg sidder i?" spurgte Terndrup. "Er +det nu Pastor Knastrups eller Pastor Jespersens, eller er de i +Compagni om den?" + +"Aa, Passiar!" svarede hun vrippent. "Pastor Jespersen er jo +forflyttet til Jylland -- han er dem forresten vel undt derovre! -- +og Pastor Knastrup har jeg ikke hørt det sidste Aar. -- Nei, om Gud +vil, er det jo rigtignok min Mening, at Præsten ved tysk Kirke skal +have Lænestolen -- men han bliver nødt til at koste nyt Betræk til +den!" + +"Det gjør han vist! -- Men gaaer De nu i tysk Kirke, Jomfru?" + +"Ja, jeg gjør saamænd -- sommetider i alt Fald. Man forstaaer dog +næsten altid Noget af, hvad Præsten siger -- han har en deilig stærk +Stemme -- og saa er det saa nemt at faae en god Plads i tysk Kirke -- +det er en vigtig Post! -- Men hvad jeg vilde sige, har De hørt _det_ +med lille Marie?" + +Nei, Terndrup vidste Ingenting, og saa fortalte Jomfruen, at Marie +maatte paa Landet og have mere Blod, sagde Doctoren, men Fru Lund +vidste ikke, hvor hun skulde faae hende anbragt, og saa havde hun, +Mille Buxbom, tænkt sig, om ikke Frøkenerne paa Vennebjerg vilde tage +hende i Ferien, og vilde nu spørge, om det ikke kunde gaa an at bede +dem om det. + +Jo, det mente Terndrup godt det kunde, Mille skrev til Vennebjerg, og +Søstrene svarede, at Pigebarnet skulde være velkomment. + + + + +Marie var naturligvis henrykt over at skulle ud i den vide Verden, +Fru Lund var taknemmelig men høitidelig -- Moder og Datter havde jo +hidtil aldrig været en Dag borte fra hinanden. + +Mille Buxbom og Terndrup fulgte sammen med Fru Lund Marie paa +Stationen, Terndrup tog Perronbilletter, og alle Tre saae de hende +vel anbragt i en Coupée i det rigtige Tog -- saa gik det. + + * * * * * + +Søstrene paa Vennebjerg havde to Dage forinden havt Sengen til hende +opredt, og ti Gange om Dagen saae de paa den, vendte og dreiede paa +Hovedpuden og pillede ved Teppet. + +-- "Det er et stort Ansvar for Gud og Mennesker," sagde de til +hinanden, "saadan at tage et fremmed Barn til sig, men et Pigebarn, +det kan dog gaa, og proper og velopdragen skriver Mille jo, hun er." + +Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod +klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de +Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres +Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa +Flakkebjerg end paa Vennebjerg. + + * * * * * + +-- "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo +altid var lidt forud. + +"Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme." + +"Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en +Ulykke -- ikke med Andrees, men med Jernbanen!" + +Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved +denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik +efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen. + +-- "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var +kommen af Vognen. + +"Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne. +"Hvor gammel er Du?" + +"Tretten Aar." + +"Og hvad hedder Du?" spurgte Sine. + +"Marie." + +"Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!" + +"Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor. + +"Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne. + +"Men _jeg_ vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes +de alle Tre ad. + +Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun +med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa +skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have. + +-- "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige +saa stor som Ballettens Foyer!" + +"Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset. + +"Som Ballettens Foyer," gjentog Marie. + +"Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven. + +-- "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg +aldrig seet -- den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'." + +"Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde +Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?" + +"Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel +betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?" + +"Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre -- men +hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?" + +"Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt. + +"Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen. +"Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et +Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske -- naturligvis! -- +for der er Gjøglerblod i Mille! -- Du forbarmende Gud! Et Balletbarn +her paa Vennebjerg!" + +Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at +hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og +sagde: + +"Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem, +hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før +vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten -- tvertimod, +jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande +maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en +Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være +det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige +Theater -- _det_ veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her +hos Dem -- De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De +ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok, +og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen -- +jeg kan ogsaa godt _gaa_, hvis De vil sende mit Tøi efter mig -- og +saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!" + +"Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde +hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende: +"Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det +saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og +snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været +een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet +har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden +at have seet en, det er sikkert!" + +"Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine +gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet +sluttet -- for bestandig. + +Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte +ind forat se til hende -- jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og +sagde: "Søster!" -- det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved +høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt -- "Søster! Hun +ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! -- Gamle Mille +skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun +har sendt os Barnet!" + +De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle +kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret, +Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes +de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene +havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve, +det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om +Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen. + +Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en +dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske +Lille havde været inde i Kongens Have og _der_ seet et stort Bed med +Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; _det_ Bed var +efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al +Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk +Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig +tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have. + +Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes +Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg +Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax +om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det +store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne". + +-- "Nei, hvad er det, _der_ løber?" spurgte hun en Dag meget +interesseret. + +"Det er jo en Hare, Barn!" + +"Tænk, kan _den_ løbe saa hurtigt! -- Ja, jeg kjender ellers godt +Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens +Kjøkkenvinduer!" + +"Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire +Ører. + +"Generalconsul Lange -- _der_, hvor vi boer i Baghuset!" + +"Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du _der_!" + +Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel +Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle +Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul -- Tanterne dog mest af +Ragna, Marie af Poul. + + * * * * * + +Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes -- +_der_ saae de et Stykke Raavildt -- og ned til Søen gik de, hvor +Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa +Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som _gjort_ +til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud +mellem Sivene -- _det_ havde hun naturligvis heller aldrig før +prøvet. + +"Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset +med korte Skjørter, det veed Gud -- men lad os være enige om, at vi +heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine +svarede: + +"Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og +ned som Portstolper -- det var Faconen, der manglede!" + +Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække +Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød: + +"Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!" + +"Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae +selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa +høi og Svanget saa stort -- aa, den er ligefrem deilig! _Hun_ kunde +spille 'Trilby', kan De tro!" + +"Kjender det ikke!" lød Koret. + +"Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og +der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!" + +"Ikke!" + +"Nei, ikke Een!" + +"Ja, _vi_ har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde +Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti -- hun var meget +bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa +rolig -- men den var meget svær, saa _vi_ fik den aldrig rigtig lært +-- den hed Menuet, kjender Du _den_?" + +Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om +Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde +været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med +et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie +dansede, og de Gamle græd -- det var en skjøn Aften! + + * * * * * + +-- Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg +-- Søstrene først og fremmest -- om sin lille Finger. Hun fik sin +egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide, +den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i +Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst +have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke +taalte Nogens siddende Nærværelse. + +Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev +kaldt paa Marie -- Marie her og Marie der -- og en frisk, klokkeren +Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over +Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før +kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den +saa længe og saa kjønt som muligt -- det sagde i alt Fald Hanne. + +-- Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt +præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det +kongelige Theater -- de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke +blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade +Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen, +der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med +hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med +den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme, +Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden +fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele +Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv +Enkefruen og hendes Datter beundrede -- foruden hinanden -- tilsidst +ogsaa hende. + +Hver eneste Dag bragte noget Nyt -- noget Morsomt eller noget høist +Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" -- som Søstrene nu +bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem -- oppe paa Kirkegaarden +forat luge deres Gravsted -- det skete regelmæssigt en Gang om +Maaneden -- og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten; +snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos +Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske +Factotum. + +En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod +Metereologisk Institut. -- "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden +vi har faaet _det_," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa +veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter +Barometret, og Barometret ikke efter Veiret -- der er Kludder i det!" + +Stemningen inden Døre var følgelig lidt trykket paa Grund af +Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde +vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i +denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte +de skiftes til at "røre" -- Enkefruen og Datteren benyttede +Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed -- og +saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem +Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker +kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen, +saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster. + +En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig +pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk +stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et +Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November +ønskede sig "en _troende_ Barnepige og en _from_ Kjørehoppe", og +_den_ Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers +forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men _det_ gik +ogsaa galt. -- "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser +aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi +er i Guds Hus -- og hører en _ordentlig_ Prædiken, vel at mærke! Nei, +vil De have Bidrag til et Orgel, _det_ kan De faae -- og vil De sidde +ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa -- værsaaartig!" + +Selv _det_, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det +modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg. +Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik -- de fik, +naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa +samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen -- ikke +Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte +-- "for _har_ man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel +Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi +han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at +have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" -- men inden Doctoren kom, +spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud +fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad +Doctoren siger, det skal man gjøre!" -- Naa, næste Dag var Tanterne +naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang. + + * * * * * + +Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem +i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode +Sager, en staaende Invitation til alle Ferier -- men ude paa +Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa +Gaarden. + + + + +Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar. + +Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16. +September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa +udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner +betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham +paa Gaden. + +Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod. + +"Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar +har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske +uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og +Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. -- Det +skulde _De_ ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er +nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa +længe har arbeidet paa, hører De!" + +Men med _det_, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa +Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde +udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. -- "Jeg har jo ikke +engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil. + +"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede +Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt +for nerveus og --" + +"_Er_ jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. -- Men +hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher, +Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt, +Smaabladene!" + +"Smaabladene!" gjentog Holst. "_De_ læser dem jo ikke!" + +"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i +vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden +rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa +i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i +Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer +Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om +at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er +voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!" + +-- "_Der_ var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under +Tidens Daarligheder!" udbrød Holst. + +Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i +Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud. + +Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede: + +"Det har De Ret i! -- Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos +Lykke?" + +"Nei!" + +"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker -- hverken mere +eller mindre!" + +"Skal _det_ være en Lykke?" + +"Ja, ubetinget! -- Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet: +_det_ kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!" + + * * * * * + +Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner. + + + + +Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven +blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og +senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til +Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra +han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om +Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og +Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en +vis Ængstelse -- "for _Noget_ har man jo altid paa Samvittigheden," +mente han -- om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af +Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa +urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang," +trøstede han sig med. + + * * * * * + +Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og +protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor +Denne. + +Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og +interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer; +han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og +fortalte daglig sine -- i Reglen uinteresserede -- Medmennesker, hvor +mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange. + + * * * * * + +-- En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i +Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden -- det +gjorde de hver Søndag. + +-- "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius. + +"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede +Poul. + +"Veed Du, hvad _jeg_ synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er +ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat +tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos +Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan _vi_ sgu ikke slaa!" + +"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?" + +"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!" + +"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal +være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og +_det_ er da altid en Tilfredsstillelse!" + +"Er _det_ en Tilfredsstillelse?" + +"Ja, det veed Gud, det er!" + +-- Saa kom Generalconsulen. + +"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han. + +"Det vil vel ikke sige, at _jeg_ skal forlade Localet?" spurgte +Julius. + +"Jo, det vil!" + +"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en +Søofficeersspire!" + +"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul. + +"Ja, _jeg_ gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg +er!" + +Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at +han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen. + +-- "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset +Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?" + +"Nei -- jo, det er sandt: vi havde een i Havre!" + +"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?" + +"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos +Chefen o. s. v., men _hvad_ han fik, det veed jeg ikke, for _jeg_ var +ikke inviteret med!" + +"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han +ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?". + +"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og --" + +"Faldereb?" + +"Ja, Honneur, da han kom ombord!" + +"Naa, ja, vel! Men Salut -- skyder de Kanonerne af lige over Hovedet +paa En?" + +"Ja, hvor skulde man ellers skyde?" + +"Nei, det er ogsaa sandt. -- Knalder det svært?" + +"Ja, det er ligesom man tager det -- vi skyder ikke med brugt Krudt!" + +"Nei, det knalder sgu vist ækelt! -- Jeg troer, jeg vil gaa et Par +Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa +for Skud!" + +"Hvorfor det?" + +"Herregud, fordi, fordi -- ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg +har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en +Krydser herop for at vise Flaget." + +"Det var som Fanden! -- Har _de_ nogen Flaade?" + +"Ja, de har da een Krydser -- de kjøbte den af Honduras ifjor!" + +"Sikke Sjov! -- Men det maa jo være sorte Officerer!" + +"Hvad for Noget?" + +"Ja, er det ikke en Negerrepublik?" + +Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne +vedblev: + +"Nei, det er sandt: det er nok Haïti! -- Men gjør Dig nu bare ikke +til Grin, Fader!" + +"Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! -- Tag ikke Exempel af din +Broder Julius!" + +"Nei, _det_ skal jeg nok hytte mig for!" + +"Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig +-- det er Statshemmeligheder, hører Du!" + +Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!" +-- det var den kraftigste Edsformular, han kjendte -- saa blev han +dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for +halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske +Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde +Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal. + + + + +Da Vennebjergerne det Aar kom ind til December Termin, ventede der +baade dem og adskillige Andre forskjellige Overraskelser. + +Ragna havde faaet en Søn nede i Rom; der var lige kommet Brev, og Alt +stod vel til. + +"Saa er vi Oldetanter!" sagde Vennebjergerne og kneiste uvilkaarligt, +og samme Dag sendte de Ragna hundrede Kroner, "der kunde bruges +saaledes, som den Nyfødte maatte ønske det". De hundrede Kroner kom +saare beleiligt. + +Efter Middag erklærede Søstrene, at de skulde over i Baghuset, paa +Visit hos Fru Lund. + +"Hvad Pokker vil I der!" udbrød Generalconsulen forbauset. + +"Vi vil se Maries Moder", lød Svaret, "for saadant et Pigebarn maa +have sjeldne Forældre!" + +"Aa, Faderen er der da i alt Fald ikke noget særligt at være stolt +af!" sagde Generalconsulen haanligt. "Han begik Toldsvig og +adskilligt Andet, og havde han ikke været saa fornuftig at dø i +Tide, var han endt i Forbedringshuset!" + + * * * * * + +Det blev et langt Besøg, Vennebjergerne aflagde hos Fru Lund. De +maatte jo fortælle Marie om Alt, hvad der var foregaaet paa Gaarden +og i Egnen, siden hun reiste, og det var Meget! Husjomfruen havde +faaet en Tand trukket ud, Cycledoctoren var væltet med sin +Helvedesmaskine og havde forstuvet Foden, Capellanen frøs i Kirken, +og der var to Streifdyr i Lunden. Men det Bedste, de havde at melde, +kom tilsidst: de ventede bestemt baade Marie og hendes Moder +Lille-Juleaften -- Marie kunde jo i alt Fald blive til anden Juledags +Morgen. + + * * * * * + +Havde Generalconsulens Forbauselse været stor, da hans Tanter gjorde +Visit i Baghuset, blev den endnu større, da de næste Dag erklærede, +at de vilde i det kongelige Theater om Aftenen. + +"I Theatret!" udbrød han. "Næste Gang vil I formodentlig i 'Figaro!' +Hvordan er I pludselig bleven saa forlystelsessyge!" + +Jo, de vilde da se en Ballet, der hed "Fjernt fra Danmark", for i +_den_ dansede Marie Noget, der hed Eskimodansen, og da samme Ballet, +efter hvad de havde hørt, til Dels foregik ombord paa en dansk +Orlogsmand, og da Poul, efter hvad de ligeledes havde erfaret, +kjendte Marie og var hendes gode Ven, havde de inviteret ham med. + +"Vil I ikke hellere have Julius med?" spurgte Generalconsulen. "Jeg +synes, I pleier at bruge ham til Fører paa Jeres Udflugter, og ham +har I da ogsaa mere Nytte af!" + +Generalconsulens Forslag var ikke blot en Spydighed men skyldtes +forsaavidt ogsaa Beregning, som han efterhaanden var kommen til det +Resultat, at Julius vistnok vilde egne sig bedst til Landmand -- d. +v. s. til at være borte fra Hovedstaden -- og den kjærlige Fader +haabede nu saa smaat paa ved forsigtig og stadig Lirken at kunne +bringe Tanterne til i saa Fald at testamentere _ham_ Vennebjerg. + +Men Forslaget vandt ingen Tilslutning: det blev Poul, Tanterne tog +med sig i Theatret -- i første Parket. + + * * * * * + +Ligesom der blev lukket op, stillede de og sad omtrent ene Tre i det +store, endnu kun halvt oplyste Theater. + +-- "Da vi i vores Ungdom kom i det gamle Komediehus," sagde de, "saa +sad vi der allerøverst oppe under Loftet -- er _det_ ikke bedre?" + +Nei, Poul forklarede dem, at de sad paa bedste Plads. + +"Ja, det er maaske ogsaa lovlig høit til Veirs," indrømmede Hanne, +"men næste Gang, vi kommer her, vil vi sidde deroppe til Venstre, +lige ved Forteppet," og Sine var ganske af samme Mening. + +"Men det er jo Kongelogen!" svarede Poul og lo. + +"Nei, er _det_ Kongelogen!" udbrød de i Kor og var ikke langt fra at +reise sig op og neie for den tomme Loge. "Mon Kongen ogsaa kommer +iaften og seer Marie?" + +Ja, det vidste Poul jo ikke, men nu begyndte der at komme Folk, saa +han maatte tysse paa dem. + +-- "Der er hun!" sagde Sine, da Marie viste sig paa Scenen -- mod al +Sædvane var det Sine, der denne Gang paa Grund af sit skarpe Syn +havde den første Replik. + +"Lad mig se!" svarede Hanne og laante Pouls Kikkert. -- "Ja, det er +hende!" + +Efter Eskimodansen klappede Søstrene _for_, som var det Banketræer og +ikke Hænder, de arbeidede med, og skjøndt Poul var mindst lige saa +begeistret som de to Gamle, dreiede han sig dog til Siden og lod, som +om han ikke kjendte dem. + +-- "Gaaer det nu saadan til ombord?" spurgte Hanne ham paa Hjemveien. + +"Ja, for saa er det alligevel nettere, end vi troede," bemærkede +Sine. + +"Nei, ikke altid!" svarede Poul og lo. + +-- "Veed Du, hvad _jeg_ vilde være, min Dreng, hvis jeg var et ungt +Mandfolk?" spurgte Hanne lidt efter, og Poul svarede Nei men +ventede, at Tanten, imponeret af den maritime Ballet, vilde sige +saadan Noget som Cadet eller Søofficeer. + +Hanne sagde imidlertid til hans store Forbauselse: "Jeg vilde være +forelsket i Marie!" og Sine sagde: "Det vilde _jeg_ ogsaa!" hvorpaa +Poul erklærede, at der jo heller ikke var Nogen, der vidste, om et +ungt Mandfolk ikke var det. + +Saadan endte _den_ bevægede Aften, og saa opfyldt var Vennebjergerne +af, hvad de havde seet, at det varede mindst ti Minuter, efterat de +var gaaet iseng, inden Nogen af dem sov. + + * * * * * + +-- Næste Dag var de hos Mille Buxbom. + +De var usædvanlig mildt stemt overfor hende og enige om, at man i +Grunden ikke kunde være hende taknemmelig nok, fordi det var hende, +der havde skaffet dem Bekjendtskabet med Marie. + +Da de kom op paa Kvisten, traf de _der_ til deres Forfærdelse to +rigtige, sorte Nonner, som imidlertid strax anbefalede sig og gik. + +"Mille, Mille!" raabte de og hævede i samme Tempo advarende +Pegefingeren. "Er Du bleven Katholik?" + +Mille saae uhyre sønderknust ud, men erklærede da, at hun ikke var +Katholik; de to "Søstre" besøgte hende af og til -- det var saadan et +Par velsignede Mennesker -- og de talte sammen, og de drøftede +aandelige Ting sammen o. s. v. + +"Mille, Mille!" lød det igjen formanende. "Skal Du, gamle Menneske, +nu gaa rundt og knixe for Helgenbilleder og krydse Dig af, og stænke +Dig med Vievand -- fy, Du maa skamme Dig, maa Du! Og nu skal Du vel +ogsaa staa Skrifte for en eller anden Jesuit eller Sortebroder! -- +Ja, skulde _Du_ skrifte, hvor tidt Du i din Ungdom har været forliebt +i en Badutspringer, saa blev det nok et vidtløftigt Skriftemaal!" + +Omsider forlod de, til Milles store Lettelse, +Confessionsspørgsmaalet; hun fik Lov at byde Kaffe, og Samtalen +bevægede sig i nogen Tid om Marie. Derfra gik den over til hendes +Moder og saa til Faderen. -- "Om det var sandt, hvad de havde hørt, +at han paa det Sidste havde siddet arresteret for Toldsvig?" -- Jo, +det havde han da, indrømmede Mille, men Fru Lund var fuldt og fast +overbevist om, at der var skeet Manden den blodigste Uret, og paastod +altid, at han lige til sin Død havde erklæret, at han var uskyldig i +det, han sad for. -- "Det paastaaer Mandfolk nu altid," sagde de, +"men derfor _kan_ han jo gjerne have været uskyldig!" + +Tilsidst drøftedes Jomfruens egne Affairer. + +Hun havde nu kun to Børn tilbage, og da det ene antoges at ville gaa +ud til Nytaar, maatte hun indrømme, at der jo ikke godt kunde være +Tale om at fortsætte Skolen. + +"Hvad hun da saa havde tænkt paa?" + +Ja, Mille havde naturligvis egentlig ikke tænkt paa Noget, men man +læste jo dog i Aviserne om saa mange Legater og Stiftelser og -- + +"Vaas!" sagde Vennebjergerne. "Nei, Du maa sættes i Huset paa et godt +Sted, og hvad Du ikke faaer paa anden Maade, det betaler _vi_! -- Se +nu blot at finde et passende Sted!" + + * * * * * + +Næste Morgen reiste Vennebjergerne hjem. + + + + +-- Oldefaderens Røst talte ikke længere ud af Poppe. + +Kort før Jul døde den efterat have faaet den sidste Olie af Terndrup +og blev strax sendt til Udstopning. Familielegatet paa de tyve Kroner +aarligt gik nu over til Bombebøssen, og Mille Buxbom var høitideligt +stemt. + +Ganske vist hang hendes lille Værelse nu, som altid før Jul, fuldt af +Papirsdanserinder, Kurve og malede Æggeskaller med Baand i, og ganske +vist havde hun i Steden for Papegøien anskaffet sig en Kumme med to +blegsottige Guldfisk, som hun forsikrede var høist interessante at se +paa, men de forestaaende store Begivenheder -- Opbrud og Flytning -- +havde rent taget Veiret fra hende, og hun var hel distrait, da +Terndrup efter Tilsigelse saae op til hende. + +Først talte hun om Løst og Fast, om Marie og Vennebjerg og Alt, hvad +hun havde hørt derudefra; om tysk Kirke, som hun havde forladt, og +om Madam Asters, som havde været der den foregaaende Dag. + +Pludselig faldt Terndrups Øie paa et nyt Skilderi henne over +Commoden, og da han reiste sig forat se, hvad det var, skyndte +Jomfruen sig halv forlegen at sige: + +"Det er saamænd ikke Andet end den hellige Barbara!" + +"Naa, er det _det_," svarede Terndrup. "Hvor kommer De ellers til +hende? Er det fra en Auction?" + +"Gud, Nei, jeg har faaet hende af Søster Veronica!" + +"Hvem er hun?" + +"Det er et velsignet Menneske! -- Hvem der blot var som hun!" + +"De tænker da ikke paa at tage Sløret, Jomfru? Er De ikke lovlig +gammel til _det_?" + +"Snak, Terndrup! -- Nei, men nu, da jeg maa opgive at holde Skole og +opgive at holde egen Leilighed -- nu kunde jeg komme i saadan et +Slags katholsk Pensionat, hvor man har det saa udmærket: første +Klasses aandelig og legemlig Pleie og to Retter kraftig Mad hver +Middag -- synes De ikke, jeg skulde se at komme _der_?" + +"Nei, jeg synes sgu ikke!" + +"Ja, hvorfor ikke?" + +"Troer De, Frøkenerne paa Vennebjerg vil give Penge til Katholiker?" + +"Nei, det vil de maaske ikke --" + +"Nei, det kan De godt bande to Gange paa, de ikke vil!" + +"Ja, ja, saa opgiver vi _det_! -- Men saa vil jeg bo hos en Familie, +hvor Manden er Frimurer!" + +"Frimurer?" + +"Ja, min salig Fader var tjenende Broder ved Logen i +Kronprinsensgade, og min salig Moder sagde altid: 'Mille,' sagde hun, +'_hvad_ de bestiller i deres Loge, det veed jeg ikke, men der maa +ikke komme Fruentimmer med, og _det_ respecterer jeg, for saa veed +man, at det gaaer anstændigt til.' -- Jo, jeg vil avertere i +Adresseavisen om en pæn Frimurerfamilie -- vil De hjælpe mig med at +sætte saadan et Avertissement sammen?" + +Terndrup rystede paa Hovedet, men satte sig alligevel til at skrive, +og omsider fik han da Lov at gaa. + +Neppe var han imidlertid ude af Døren, før han efter Sædvane blev +kaldt tilbage: Jomfruen havde naturligvis glemt Noget. + +"Seer De," sagde hun, "jeg har to levende Vinterfluer her i Stuen; +dem er det jo ikke saa godt at flytte med -- troer De ikke, det +kunde more den lille Marie, om De fik den ene med i et Kræmmerhus og +forærede hende den fra mig af? -- Naa, ikke? -- Ja, saa kan +Maskinmandens Børn faae den -- Farvel, Terndrup!" + + + + +Sne var der falden, og Frost var det -- Marie og hendes Moder blev +hentet i Kane ved Stationen. + +Gamle Andrees saae hel fornøiet ud ved Gjensynet med Marie, stoppede +hende omhyggeligt ned i Fodposen, stod op bagpaa og slog et knaldende +Smeld med den lange Pisk -- saa susede de afsted. + + * * * * * + +Vennebjergerne havde havt ordentlig travlt. I to Dage var der bleven +fyret i Gjæsteværelset, Smeden havde været oppe forat hjælpe med at +pynte det mægtige Juletræ, der stod i Havestuen -- det var fuldt af +Lys, Æbler og forgyldte Valnødder, Andet var der ikke paa det -- og +der var bleven slagtet, bagt, kogt og braset, som om Gaarden skulde +have Indkvartering under Cantonnementstiden. Rokkene var sat til +Side, der var ødslet med hjemmelavet Potpourri paa alle Kakkelovne, +og en Blikæske med Kager var specielt sat hen til Marie: "til Slik i +Utide." + +-- "Velkommen, velkommen!" raabte Søstrene, længe før Vognen holdt +for Stentrappen. "Kom ind, og læg Tøiet i en Fart, og faae noget +Varmt i Livet -- nei, _vi_ fryser ikke!" + +Marie var rundt, oppe og nede, ude og inde, lo og trallede hele den +korte Vinterdag igjennem, alle Folkene smilte, naar de saae hende, og +Fido kjendte hende aabenbart igjen, for den knurrede kun ganske smaat +ad hende. + +Fru Lund gik andægtig rundt og følte sig saa inderlig taknemmelig, +lod sig nøde til at drikke to Kopper Kaffe efter Middag, men var ikke +at formaa til at sætte sig i Sophaen. + + * * * * * + +-- "Saa skal vi have Træet tændt!" sagde Hanne næste Aften. -- +"Lænkehunden har vel faaet sine Kjødben?" + +"Ja, for længe siden," svarede Sine, "og jeg _har_ taget Musefælden +ind -- det gjør vi altid Juleaften," tilføiede hun forklarende til +Fru Lund, "for Julenat vil vi ikke have, der skal gaa nogen Mus i. -- +Kom saa!" + +Træet straalede omkap med de glade Ansigter -- Gjæsternes og alle +Folkenes -- Sine spillede en Psalme, Marie sang, og de Fleste havde +Taarer i Øinene. + +-- "Søster," sagde Hanne til Sine, da de gik i Seng, "det var en +velsignet Juleaften!" og Sine svarede: "Ja, _det_ var det!" + +-- Julemorgen, før det endnu var hel lyst, kjørte de Alle til Kirke. + +Kirken var oplyst -- det var den altid Julemorgen paa Vennebjergs +Bekostning -- og den duftede af Gran; alle Mennesker saae saa glade +ud, og de gamle Psalmer lød saa kjønt under det lave Loft. + +-- "Det er næsten bedre at være i Kirke paa Landet end i Byen," sagde +Marie paa Hjemturen. + +"Ja, _det_ skulde vi nok mene," svarede Tanterne. + +"Idag var Capellanen nu ogsaa særlig heldig," sagde Hanne. + +"Ja, han mener det vist i Grunden ikke saa slemt, som han siger," +tilføiede Sine. + + * * * * * + +Det blev en bevæget Formiddag. Lige som de var kommen hjem fra Kirke, +viste Poul sig -- han var gaaet hertil fra Stationen. + +Stor var Glæden hos Marie og Fru Lund, men ogsaa Tanterne var paa +deres Vis ikke helt fri for at være lidt stolte af Cadetten, og naar +Hanne sagde: "Vi er saamænd bleven en militair Familie: Poul har +Dolk, og hans Fader har Sabel ved Siden!" og naar Sine tilføiede: +"Skal _Du_ ikke ogsaa have forgyldte Buxer?" saa klang der alligevel +herigjennem en Anerkjendelse af den maritime Militarisme som et i +alt Fald ubestrideligt =fait accompli=. + +Umiddelbart efter Frokosten kom Smeden -- desværre ikke absolut ædru +-- og meldte, at der igjen stod to Stykker Raavildt i Lunden, ikke +tusend Alen fra Gaarden: han havde selv seet dem, da han før kom +gaaende fra Kroen. + +"Saa vil vi se at skyde det ene af dem," sagde Hanne, "for det hører +ikke til her, det er Streifvildt." + +"Ja, vi har vores Faders Bøsse, Krudthorn og Haglpung," sagde Sine, +"og vi har saa tidt skudt efter Stære i Kirsebærtræerne, saa et Dyr +maa vi da sagtens kunne ramme!" + +Poul tilbød at ville fungere som Skytte, men Tilbudet modtoges ikke. +-- "Du kan maaske skyde med Kanoner," hed det, "det er gjerne muligt, +men vores Faders Bøsse troer vi dog nok, vi selv kan haandtere bedst +-- kom saa!" + +De to Gamle skridtede ud, fulgte af Marie og Poul, der nok vilde se, +hvordan den Jagt spændte af. + +Ude paa Engen, foran Skoven, stod ganske rigtigt et Stykke Raavildt +-- _to_ var der ikke, men Smeden havde maaske seet dobbelt -- og Sine +opdagede det strax. + +"Giv mig Bøssen!" sagde hun til Hanne. + +"Ja, men vær forsigtig, Sine!" lød det. "Du veed, den venstre Hane +kan ikke staa paa Halv! -- Er Dyret der endnu?" + +"Ja, vist er det der -- men vær nu bare stille -- nu sigter jeg!" + +"Hold paa Hovedet af den, Sine! Du skal ikke være bange for at trykke +af -- Du kan jo i det Høieste faae en hoven Kind! -- Men hvad var +_det_?" + +Ja, _det_ maatte Hanne _nok_ spørge om! + +Inde fra Skoven lød der et Skud, Dyret brækkede sammen og laa +ubevægeligt paa Pletten, og frem mellem Stammerne kom en Mand med +Bøsse i Haanden. + +Poul, der selvfølgelig strax var paa det Rene med, at det maatte være +en Krybskytte, satte i fuldt Firspring afsted efter ham, fulgt af +Tanterne og Marie, og et Øieblik efter stod de alle Tre ved Siden af +Jægeren, der aabenbart havde opgivet at stole paa sine Ben. + +"Hvor understaaer han sig i at skyde vores Dyr lige for Næsen af os!" +raabte Vennebjergerne. "Arresteres skal han -- hvad hedder han?" + +"Men Goddag, Hr. Terndrup, og glædelig Jul!" udbrød Marie og gav ham +Haanden. "Er det virkelig Dem!" + +"Ja, det er sgu!" svarede Terndrup, yderlig flou. + +Han havde af Mille Buxbom hørt om Streifdyrene i Vennebjerg Lund -- +_hun_ havde jo hørt det af Marie -- og da han ikke godt kunde tænke +sig Muligheden af, at Frøkenerne selv pürschede -- tilmed paa en +første Juledag -- havde han troet, at der var Fred og ingen Fare, og +var taget afsted med Morgentoget for en Gang igjen at skyde et +ordentligt Stykke Vildt -- hidtil havde han jo maattet lade sig nøie +med Fugle og hvad Smaat, der kunde falde for. + +Ikke saa snart havde imidlertid Marie rakt Terndrup Haanden, før +Situationen med Eet var forandret. + +"Hun kjender Mennesket!" sagde Søstrene til hinanden. "Ja, det er jo +en anden Sag! -- Vær saa god at følge med op paa Gaarden og drikke en +Kop Kaffe -- og Tak, fordi De skjød Dyret, det var meget godt gjort!" + +Terndrup saae lidt mistænksomt hen paa de Gamle, som forat forvisse +sig om, at den overvættes Artighed ikke var en Fælde, men da han ved +at se paa dem blev fuldt beroliget i saa Henseende, tog han +Kaskjetten af, sagde: "Tak, som byder!" og fulgte med til Vennebjerg +efter dog først at have brækket Dyret op og taget det paa Nakken. + +Underveis erfarede Søstrene, at det var _den_ Terndrup, som tog sig +saa meget af Mille Buxbom, og som de saa tidt havde hørt Tale om, og +oppe paa Gaarden viste det sig, at han jo ogsaa var en god Bekjendt +af Fru Lund. + +-- "Maa vi tale et Par Ord med Dem, men afsides," sagde Hanne, da +Kaffen var drukken. + +Terndrup var endnu ikke helt vel til Mode og ventede sig et +Krydsforhør angaaende den ulovlige Jagt, som han navnlig var uhyre +bange for, at Berner skulde høre noget om. + +-- "Har De kjendt Fru Lunds Mand?" begyndte Hanne. + +Ja, det havde Terndrup da. + +Om det var sandt, at Manden havde været uskyldig? + +"Ja, til Dels -- i _det_, han fik Skyld for," svarede Terndrup. + +Om han kunde bevise det? + +Nei, det kunde han ikke, men han _havde_ kunnet. + +Hanne og Sine saae uforstaaende paa hinanden. -- "Men saa var der vel +en Anden, som --" + +Terndrup nikkede. + +Og han vidste, hvem det var? + +Terndrup nikkede igjen -- men Mere var der aabenbart ikke at faae ud +af ham. + + * * * * * + +Om Aftenen tog Poul og Terndrup bort med samme Tog -- den Ene paa +anden, den Anden paa tredie Klasse. Poul havde faaet mange Hilsener +med, og Terndrup havde faaet Anmodning om endelig at komme ud paa +Vennebjerg, _naar_ han vilde, og skyde det Vildt, der fandtes. + +-- "Det er saamænd første Gang, Poul har besøgt os ved Juletid," +sagde Hanne om Aftenen, da Søstrene var kommen ind i deres +Soveværelse. + +"Ja, men det er vel egentlig heller ikke _os_, han har besøgt," +svarede Sine, og saa vexledes der ikke flere Ord imellem dem den +Aften. + + * * * * * + +Næste Morgen reiste Fru Lund og Marie, og om Aftenen dansede Marie i +"Livjægerne paa Amager". + + + + +-- Tiden gaaer. + + * * * * * + +Paa Vinter følger Vaar og Sommer; det bliver atter Vinter, atter +Vaar. Tiden lider fremdeles men uden store Begivenheder. + +Mille Buxbom er forlængst flyttet fra Frimurerfamilien og skifter +stadig Pensionat og stadig Husdyr. + +Vennebjergerne kommer ind til Terminerne, gaaer regelmæssigt i det +kongelige Theater og seer _der_, hvor Marie danser sig større og +smukkere -- seer ogsaa, hvor hun danser sig ind i Hjertet paa Poul og +paa alle Andre med. + +Poul læser om Vinteren og er paa Togt om Sommeren, Julius uddanner +sig til practisk Landmand paa en Herregaard, og Generalconsulens +Knaphul begynder at gabe efter et Baand. + +Berner passer sin Skole og samler og samler til sit store Værk, men +han har hverken fundet den sorte Rotte eller den italienske Kløver; +han er forresten stadig paa "historiske" Excursioner med sine +Drenge, og imellem ogsaa paa Excursion med Holst og Terndrup, men +Denne er bleven upaalideligere og upaalideligere, han lader +Forretningen skjøtte sig selv og "jagter" mere og mere: Sjælland, og +specielt Vennebjerg, ligger jo udenfor _hans_ Lov og Ret! + + * * * * * + +Men Duborgs! + + * * * * * + +Jo, en Foraarsdag sagde Holst til Berner: + +"Har De hørt, at Duborgs kommer hjem om en Maaned?" + +"Nei!" + +"Ja, De maa ikke tro, han selv har skrevet det, men jeg fik Brev fra +min gamle Veninde, Asta Hansen i Rom, og hun fortalte det!" + + * * * * * + +Og det var ganske rigtigt, Duborgs kom hjem. + +Ragna havde jo sin "Opgave", en prægtig, stor Dreng, som hun selv +havde ammet, og hun var, som rimeligt, baade glad og stolt, som alle +Mødre. Men Duborg -- ja han var paa sin Vis ellevild! I timevis kunde +han sidde og se paa sin "romerske Dreng", der forresten var født i +Olevano, hvor de havde tilbragt de varme Sommermaaneder, beundre ham, +lege for ham, røre Vuggen og smaasynge -- ganske uden Stemme -- han +bestilte til Tider ligefrem ikke Andet. + +-- "Men Hans dog!" sagde Ragna en Dag. "Du glemmer jo rent dit +Arbeide!" + +"Aa, blæse være med det! Det er skam meget morsommere at sidde og se +paa Drengen," svarede han. + +"Men Du havde jo bestemt lovet Englænderen Billedet færdigt inden +Jul!" + +"Det kan det vel ogsaa blive -- og bliver det ikke færdigt, saa maa +han vente." + +Ragna maatte tvinge sig for ikke at blive heftig. -- "Men +Betalingen," sagde hun. "Der er snart Ebbe i Kassen!" + +"Ja, Herregud, saa har vi vel Kredit!" + +"Jeg er ikke vant til at leve paa Kredit!" + +"Det kan man vænne sig til!" + +Ragna bed sig i Læben, Drengen vaagnede og skreg, og hun tog ham paa +Skjødet. + +"Veed Du hvad," udbrød Duborg pludselig, "Du seer storartet ud saadan +-- en ren Madonna!" + +Ragna blev formelig rød i Hovedet, men glemt var alligevel Vreden, og +det var med et fornøiet Smil, hun svarede: + +"Aa, Pjank, Hans!" + +"Nei, det er ikke Pjank! Nu skal jeg sige Dig Noget: Englænderen skal +nok faae sit Billede, men før jeg har gjort _det_ færdigt, vil jeg +male et, som Du og ingen Anden skal have: jeg vil male Dig med +Drengen paa Skjødet!" + +"Aa, hvad!" + +"Jo, jeg vil. Og det skal nok blive et godt Billede, for _det_ er et +Motiv, jeg synes om!" + +-- Og Billedet _blev_ godt. + +I forbausende kort Tid gjorde Duborg det færdigt, og det var, som om +hans Kjærlighed til Emnet lyste ud af Billedet; Venner og Bekjendte +roste det, Løvenørn-Petersen blev næsten syg af at se det, og selv +sagde Duborg, at det var det næstbedste, han i sit Liv havde gjort. + +-- "Jeg er ogsaa umaadelig glad for det, Hans," sagde Ragna, "først +og fremmest naturligvis for Drengen --" + +"Og for Dig selv!" + +"-- men ogsaa for hele Interieuret. Nu har jeg jo altid et synligt +Romerminde hjemme i Kjøbenhavn." + +"I Kjøbenhavn?" + +"Ja, vi skal jo hjem til Foraaret." + +"Hvem siger _det_?" + +"Det har _Du_ jo sagt!" + +"Naa, ja -- men jeg kan jo ellers ombestemme mig mange Gange." + +"Men _jeg_ ombestemmer mig ikke, Hans, og _jeg_ har bestemt at reise +hjem i April -- sammen med Drengen naturligvis." + +"Herregud, hvad vil Du egentlig hjemme, Ragna?" + +"Længes _Du_ da aldrig hjem?" + +"Nei -- ikke, naar jeg har det godt, hvor jeg er -- Du veed nok, jeg +sætter mere Pris paa Pinier og Agaver end paa Bøgeskov." + +"Men kan Du da ikke forstaa, at jeg længes efter eget Hus og Hjem og +ordentlige Kakkelovne og --" + +"Kakkelovne! Uha! Noget Grimmere end saadan en sort Jerncylinder kan +man da ikke tænke sig at have i en Stue!" + +"Naa, ja, saa længes jeg ogsaa efter ordentlig Mad: Grød og --" + +"Klipfisk!" + +"Ja, ogsaa det! -- _Du_ har ingen Forældre, og Du har aldrig havt +Søskende, men Du maa vel alligevel kunne forstaa, at jeg ogsaa føler +mig _saa_ meget knyttet til min Familie, at jeg gjerne vil se den +igjen -- kan Du ikke?" + +"Aa, jeg veed ikke -- naar Du har Drengen og mig, saa maa Du da kunne +være tilfreds. _Jeg_ savner jo Ingenting, naar jeg har ham og Dig!" + +"Men Du har dit Arbeide, din Kunst!" + +"Ja, jo -- det har jeg ogsaa, det er sandt nok -- men det er da +forresten rarest at være fri for at male." + +"Hvad mener Du med det?" + +"Ja, det er ikke saadan at forklare -- jo, jeg mener egentlig, at +det, _jeg_ maler, det er saamænd i Reglen Noget, som hundrede Andre +kunde gjøre lige saa godt, og saa kunde Verden lige saa gjerne +undvære det -- og _jeg_ vilde helst være fri for at lave det." + +"Det mener Du jo slet ikke!" + +"Jo, vist mener jeg det! -- Jeg har egentlig aldrig været gladere, +end naar jeg saadan i lange Tider havde siddet og svinet med et +Billede, som jeg ikke kunde faae ordentligt, og jeg saa tilsidst blev +arrig og tog en Kniv og flængede det igjennem paa Kryds og tvers -- +_det_ var en Lettelse, kan Du tro! Jeg skal sige Dig, jeg har kun +været, hvad de Andre kalder inspireret, et Par Gange i mit Liv, og +det er jo ikke godt at vide, om jeg nogen Tid bliver _det_ mere. +Holst, han er nu altid enten begeistret eller indigneret, men det +ligger nu ikke for _mig_ -- _jeg_ kunde heller ikke holde ud saadan +som han hele Livet igjennem at male smaa Billeder til Dagligstuer, +nei, Galleribilleder, det er noget Andet, men _dem_ kan man ikke +gjøre hvert Aar. Der skulde slet ikke være Malerier andre Steder end +i Musæer, og de Malerier, der ikke var gode nok til Musæerne, de +skulde brændes!" + +"Hvad skulde der da hænge paa Væggene i Dagligstuerne?" spurgte +Ragna. + +"Ingenting! -- Der skulde i det Hele taget ikke existere Dagligstuer +-- i alt Fald ikke hos Kunstnere!" + +"Skulde _de_ maaske slet ingen Hjem have?" + +"Nei! -- Og Folk, der er saa uheldige at bo i de nordlige Lande, de +skulde om Vinteren altid reise sydpaa, lukke Landet af til om +Foraaret og tage Nøglen med. -- Hvad er det, Du har saa travlt med?" + +"Aa, det er ikke Noget," svarede Ragna, blev rød i Hovedet og pakkede +Noget sammen. + +"Nei, lad mig se! -- Hvad skal det være til?" + +Det var et Stykke vissengrønt Stof, hvorpaa der var syet en hel lille +Skov af Svampe, klippede ud af forskjelligfarvede Klædestumper +og skyggede med Silkesting: der var hvide Champignons med +chocoladefarvede Lameller, gloende røde Fluesvampe og slanke +Paddehatte, der lignede chinesiske Parasoller. + +"Hvad det skal være til?" gjentog Ragna. "Aa, jeg veed saamænd ikke +-- til at lægge over en Stol eller en Bænk, naar vi faaer vor egen +Dagligstue -- den Slags Ting har jeg syet saa mange af, naar Du var +ude: Noget maatte jeg have at bestille, og man maa jo dog ogsaa tænke +paa, at vi egentlig ikke har ret Meget at gjøre det hyggeligt med +hjemme." + +"Det er slet ikke daarligt!" sagde Duborg. "Det er egentlig ligefrem +godt. Hvem har tegnet det for Dig?" + +"Det har virkelig Ingen -- jeg har gjort det saa godt, jeg kunde." + +"Ja, det er naturligvis heller ikke hel godt tegnet -- men det er +godt fundet paa -- det kunde ogsaa have været brugt til Decoration +af Porcelain. -- Lad mig se, hvad Du ellers har gjort!" + +Meget forlegen kom Ragna nu frem med en Del andre Ting, som hun selv +havde udstyret med originale Motiver -- italienske Anemoner, Firben, +Piniekogler og Bregner -- i paasyet Klæde. + +Duborg saae længe paa det Altsammen, nikkede roligt og udtalte af og +til et Par anerkjendende Ord, men om Nogen havde spurgt ham, om han +nu nærmest var stolt af sin Kone eller skinsyg paa hende, vilde han +have været i den største Forlegenhed med Svaret, og tilsidst brummede +han -- ret som om han var bange for at have sagt for meget: + +"Jeg synes nu forresten, det maatte være morsommere for Dig at sidde +og se paa, at _jeg_ maler, end selv at lave saadant Noget!" + +"Ja, men jeg kan da ikke hele Livet igjennem sidde og se paa Dig!" +indvendte Ragna. + +"Nei -- men Du kan jo ogsaa gjerne klimpre lidt paa din Mandolin, +naar jeg er ude, og saa har Du da Drengen at passe." + +"Men han skal da ikke Livet igjennem have Bryst!" + + * * * * * + +Det maatte Duborg indrømme, og Resultatet af denne Indrømmelse blev, +at de virkelig kom til Kjøbenhavn sidst i April. + + + + +Holst havde havt i Commission at leie Leilighed til det hjemvendende +Ægtepar, og det var ingen let Opgave med de Betingelser, Duborg havde +stillet ham: han vilde bo udenfor Byen, men ikke _for_ langt borte; +helst skulde det være et Hus for sig selv, et Værelse brugeligt til +Atelier maatte der være, og mere end fem Hundrede Kroner aarligt +vilde han ikke give. + +Holst havde været paa Expedition sammen med Berner, Gud veed, hvor +mange Gange, og tilsidst lykkedes det ham virkelig at finde saa +omtrent, hvad han søgte. + +Langt ude ved Østerfælled, paa Jagtveien, laa der et gammelt, halv +forfaldent Hus, som engang i sine Velmagtsdage havde været brugt som +Landsted. Kalkpudsen paa Pilastrene var falden af, Trapperne var +slidte og skjæve, og Haven tilgroet som en Urskov og fuld af Ukrudt, +men den kunde blive voldsom hyggelig, mente baade Holst og Berner, og +da ingen Andre vilde bo der, var Eieren villig til at overlade +Leieren alle Herlighederne for de fem Hundrede om Aaret. + +-- "Her er forfærdelig godt at være!" sagde Holst. "Gudbevares, _jeg_ +vilde ikke bo her -- det er mig alt for langt borte fra det rigtige +Kjøbenhavn -- men Udsigten over Fællederne vil minde Duborg om +Campagnen -- kun at _her_ er meget kjønnere -- og saa gaaer det nok!" + +"Ja, her kan et Barn da voxe op i Omgivelser, der giver en Baggrund +af Minder," sagde Berner. "Her er mørke Trapperum og Loft og Have, +Skodder for Vinduerne og ordentligt Ringetøi ved Døren -- ikke det +fæle elektriske Stads, der gjør En saa nerveus!" + +Duborgs Ungkarlemøbler, der havde været magazinerede, mens han var i +Udlandet, kom paa Plads, og Ragnas Moder kjøbte for sine opsparede +Naalepenge det Nødvendigste, men skjønt det var smaa Rum, forslog det +alligevel ikke ret meget. + +Berner paastod, at en kjøn, gammel Etagère, han havde, stod ham i +Veien hjemme i Nyhavn, og lod den derfor flytte ud til Østerfælled, +og Holst forsikrede, at han var ligefrem glad ved at blive af med et +lille japanesisk Bord, som han nylig havde tusket sig til, men det +voldte nogen Vanskelighed at enes om, _hvor_ Stykkerne skulde +anbringes, idet begge Giverne var enige om, at der egentlig var mest +Trang til Noget inde i Atelieret, men alligevel vilde de begge To +have hver sin Gjenstand placeret inde i "Fruens Værelse". Saa endte +de da ogsaa tilsidst med at negligere Atelieret, og da Duborg og +Ragna kom hjem, var Alt i foreløbig Orden. + + * * * * * + +Ragna var henrykt over sit Hjem og glad ved at se sine Nærmeste efter +den lange Adskillelse, og Duborg var -- i alt Fald til en Begyndelse +-- temmelig elskværdig mod sin Kones Familie. Julius var jo ikke +hjemme -- han studerede stadig til Agrar -- Poul var efter Duborgs +Mening saa frisk og saa kjøn, at selv _han_ blev i godt Humeur ved +blot at se ham, Svigermoderen mødtes med Svigersønnen i Beundring +over den "romerske Dreng", og Svigerfader og Svigersøn talte saa lidt +som muligt med hinanden. + + * * * * * + +Generalconsulen beklagede forresten, at det var Italiensk, Ragna +havde lært at tale paa Reisen, og ikke Spansk, for havde det blot +været _det_, kunde hun jo have hjulpet ham med den rette Betoning af +den Tale, som han, da Selvstudierne ikke førte til noget, havde ladet +en Translateur oversætte til ham efter selve Generalens Concept. I +flere Maaneder havde han øvet sig -- høit -- inde paa Kontoret, og +hele Huset, lige fra Generalconsulinden til Stuepigen, kunde +Begyndelsen: "=¡Señores! Perdonen Vds:, que hablo sin preparación!=" +udenad. Han havde virkelig ogsaa tilsidst opnaaet at kunne aflevere +hele Talen uden Standsninger, da der pludselig arriverede en +Hjobspost: der kom ingen Krydser fra Yocobora! + + * * * * * + +Dette hang saaledes sammen. + + * * * * * + +Fra umindelige Tider havde der i Republiken Yocobora -- ligesom i de +andre mellem- og sydamerikanske Stater -- været to Partier, der +skiftedes til at have Magten og til paa alle Maader at fortrædige den +til enhver Tid bestaaende Regjering. Det ene Parti kaldtes "de Gule" +og det andet "de Røde"; var Præsidenten "gul", gjorde "de Røde" +Opstand, og var han "rød", gjorde "de Gule" det Samme, men altid var +det en ganske uskyldig Opstand, der aldrig kostede Blod, men kun +nogle Vinduesruder og et Par Snese raadne Æg. + +Den Præsident, der havde lagt Republikens diplomatiske og mercantile +Forbindelser med Kongeriget Danmark i Generalconsulens faste Haand, +var "rød", og det var derfor altsaa i sin Orden, at "de Gule" ved +enhver Leilighed demonstrerede imod ham. Saaledes ogsaa ved en +Tropperevue, hvor Oppositionens Fører gav Møde til Hest i Spidsen for +sin udvalgte Garde, udskjældte Præsidenten i passende Afstand og +erklærede strax at ville rykke ind paa Livet af ham. Det var der +imidlertid Ingen, der tog alvorligt, og allermindst den "gule" Chef, +der meget skulde have sig frabedt Noget, der blot lignede +Haandgribeligheder; men hvad _han_ ikke vilde, det vilde hans fyrige, +spanske Hingst: den blev sky for Et eller Andet og satte uheldigvis i +fuldt Firspring over ad Præsidenten til. + +Ikke saa snart saae Denne til sin store Forbauselse, at det virkelig +syntes at være Alvor med "de Gule", før han resolut gjorde omkring og +som klog General salverede sin dyrebare Person, og til sin endnu +større Forbauselse saae den "gule" Høvding sig fem Minuter senere +hyldet af et forholdsvis begeistret Folk og indsat som Præsident. + +Dette havde et Systemskifte til Følge: den nye Præsident sendte +_ikke_ Republikens Krydser til Europa men bestemte sig til at holde +den i hjemlige Farvande for i paakommende Tilfælde at kunne stikke +til Søs, og at Generalconsulen brændte inde med sin improviserede +spanske Tale, skyldtes saaledes i Virkeligheden udelukkende den +fyrige spanske Hingst. -- "En Hest, en Hest!" kunde han med Føie have +udraabt, men Generalconsulen citerede aldrig Shakespeare. + + * * * * * + +Den fyrige Hingst blev imidlertid -- indirecte -- ogsaa Skyld i noget +Andet. + +Generalconsulen var i Forveien skuffet og ærgerlig -- skuffet over +endnu ikke at være bleven decoreret, ærgerlig over Julius, hvis +agrariske Virksomhed efter de Oplysninger, der forelaa, nærmest +indskrænkede sig til at deltage i Fællesspisningen ved Dyrskuer og +til at vise en levende Interesse for Hestevæddeløb og Ridning +overhovedet, hvilket sidste kun fandt en Slags Opmuntring hos den +gamle Grosserer, der med et mimrende Smil erklærede, at af al den +Sport, Sønnesønnen havde drevet, var denne saamænd den fornuftigste, +for ved _den_ havde han dog _nogen_ Udsigt til engang at +brække Halsen. Til den hjemlige Skuffelse og Ærgrelse kom saa +Yocobora-Krydserens Udeblivelse, og Generalconsulens Misstemning fik +jevnlig Udbrud, saaledes ogsaa en Dag, da Ragna og Duborg spiste +hjemme hos ham, og da han var bleven yderligere irriteret over, at en +af hans smaa, mindre fine, Transactioner var falden uheldig ud. + +Hans Kone, der jo baade vidste og mærkede, at Datteren og +Svigersønnen havde det smaat, vilde gjerne have sin Mand til at give +dem et fast aarligt Tilskud, men dels tvivlede hun paa at kunne faae +ham til det, dels havde hun paa Fornemmelsen, at Duborg rimeligvis +vilde afslaa at modtage noget Fast. Saa havde hun da som en Udvei, +der gjorde baade hendes Moderhjerte og hendes diplomatiske Sans Ære, +foreslaaet sin Mand at tilbyde Ragna, at hun daglig skulde komme et +Par Timer paa Kontoret og føre Bøgerne -- _saa_ længe kunde hun jo +nok være borte fra Hjemmet -- og for det Arbeide have et ret +klækkeligt Honorar. Det Forslag var Generalconsulen ogsaa gaaet ind +paa -- han havde jo udmærket Brug for Datteren -- og ved Kaffen kom +han frem med sit Tilbud men -- rimeligvis paa Grund af de inden- og +udenlandske Ærgrelser -- under en saadan Form, at det nærmest lød som +et Løfte om fast Almisse. + +Duborg reiste sig strax op, høirød i Kammen. Ragna vilde, skjøndt hun +naturligvis ogsaa følte sig krænket, dog søge at dæmpe ham, men det +var for sent, og han svarede i en skarp Tone, at _hans_ Kone ikke +skulde bruges til at calculere Klipfisk, hun havde Andet at bruge sin +Tid til, og forresten behøvede hun slet ikke at arbeide og tjene +Penge, _han_, Hans Duborg, skulde nok ernære Kone og Barn ved sin +Kunst. + +"Talemaader!" hvæsede Grossereren og tyggede arrigt paa Cigaren. +"Kunstnerhovmod! Store Ord og fedt Flæsk! Troer De, _De_ kan ernære +en Familie med Deres Pensel -- hidtil har De jo levet af _det_, som +et ordentligt Udstyr skulde have kostet, og nu -- nei, havde De ikke +_mig_ i Ryggen, saa sultede De!" + +"Men Fader dog!" raabte Ragna. + +"Ja, jeg mener, hvad jeg siger -- men _Du_ kan jo ikke gjøre ved, at +din Mand er en Pjalt!" + +"Hans, lad os gaa!" sagde Ragna, ligbleg men rolig. "Den, der +fornærmer min Mand, fornærmer mig -- ligegyldigt, hvem det er -- og +i hans Hus hverken kan eller vil jeg sætte min Fod!" + +"Naa, _Du_ er ogsaa høibenet!" brølte Faderen og smed Cigaren henad +Gulvet. "Ja, ja, Du kommer nok igjen, naar Du bliver sulten, min +Pige! -- Farvel saa længe!" raabte han nedad Trappen efter hende. + + + + +Men Ragna kom ikke -- selv om hun var sulten. + +Hun led i Stilhed under Forholdene, men hun anstrengte sig dobbelt +for altid at vise Duborg et mildt Ansigt, og det lykkedes ogsaa i +Reglen. Hvad der hjalp hende, var, at hun havde nok at tage Vare paa +i Hjemmet -- næsten for meget. + +I forbausende kort Tid fik hun med ganske smaa Midler hele Huset +monteret. Romer-Portièrerne blev hængt op, gamle Fyrretræs Kister +dækkedes med de udsyede Stykker og blev til "Løibænke" og Skamler, og +af Cigarkasser, der limedes sammen, lavede hun et stort, morsomt +Kryderiskab med utallige Rum og med indbrændte, "allegoriske" +Ornamenter -- det saae ligefrem ud af Noget. + +"Ja, saadan en vis Smag for det Decorative, det har Du," indrømmede +Duborg. "Men det er jo egentlig ingen Nytte til," tilføiede han, "og +først og fremmest maa Du jo tænke paa at passe Drengen." + +Stundom kunde det falde hende lidt svært at holde Humeuret oppe, +navnlig naar Duborg pludselig i otte Dage holdt op at bestille Noget, +fordi han erklærede, at det var ham ganske umuligt at arbeide. -- +"Jeg har heller Ingenting mere at male," sagde han saa, "Ingenting! +-- Jeg skulde være bleven ved Porcelainet!" + +"Saa begynd paa det igjen!" foreslog Ragna mere end een Gang, men +_det_ vilde han heller ikke, og saa kunde, hvad Duborg kaldte +"Kontorblodet" komme op i hende: hun blev taus og myndig, og hun +kunde lade ham vide, at han manglede Energi. + +Holst var hendes Trøst. + +Han beundrede hende i Stort og Smaat, udtalte sig i stærke Ord om +hendes sikre decorative Smag og var altid den Oplivende. Imellem +spillede han ogsaa lidt sammen med hende og bragte hende Bøger til +Laans, men Duborg holdt ikke af, at hun læste ret længe ad Gangen: +"det er saa uselskabeligt," sagde han. + +Duborgs Affairer begyndte Holst igjen at tage sig af, skaffede ham +Bestillinger -- som han forresten jevnlig kun modstræbende tog imod +-- og skaffede Udveie, bestandig lige fornøielig og lige uegennyttig. + +-- "Du skulde holde Auction!" sagde han en Dag til Duborg. "Det har +Du aldrig gjort, og Du vilde faae forfærdelig gode Priser -- prøv +det en Gang!" + +Men det vilde Duborg ikke paa nogen Maade. -- "Vil Folk kjøbe et +Billede af mig, saa kan de jo komme ud at bestille det," sagde han. + +"Ja, det _kan_ de," indrømmede Holst, "men det _gjør_ de sgu ikke!" + + * * * * * + +En Dag foreslog Ragna Duborg at gjøre nogle Tegninger til Julekort. +-- "Holst siger, at det betaler sig saa godt," sagde hun. + +Men det blev han som ude af sig selv over. + +"Holst!" raabte han. "Hvad kommer det ham ved? Og hvad har _min_ Kone +i det Hele at drøfte med ham! -- Julekort! Troer Du, jeg vil stykke +min Kunst ud i Skillinger! Tegne Julenisser og Grantræer og oplyste +Kirker -- nei, Pøbelkunstner er jeg ikke!" + +Ragna græd, og det oplivede hende kun lidt, at der samme Dag bragtes +hende en anonym Høne og en do. Rullepølse; saadanne Victualier viste +sig af og til, og hun søgte af Princip aldrig at faae at vide, +hvorfra de kom, men hun vidste alligevel godt, at det var fra +Moderen, hvem Faderen naturligvis paa det strengeste havde forbudt at +besøge hende. + +Den Eneste af Familien, hun saae, var Poul. + +_Han_ brød sig Pokker om Familievrøvlet, sagde han, og han vilde +besøge sin Søster og sin Svoger og sin lille Neveu, _naar_ han havde +Lyst. + +Nu skulde han jo snart være Officeer og optraadte i den Anledning i +det Hele med større Selvstændighed overfor Faderen, ja, vovede +endogsaa, da Denne en Dag beklagede sig over Yocobora-Krydserens +Udeblivelse, at sige: + +"Vær Du glad ved _det_, Fader: Du havde sgu dog rystet i de forgyldte +Buxer, naar Saluten var gaaet!" + + + + +En Aften i December var der Selskab hos Duborgs. Der var ikke Andre +end Holst, Berner og Terndrup, og de var bedt paa Slagtemad fra +Vennebjerg. + +Holst var til at begynde med rasende indigneret. Han havde paa anden +Haand faaet en "Stambog" sendende fra en ikke kjøn Dame, som han een +Gang havde været sammen med i stort Selskab, og Meningen var, at han +skulde tegne et Billede i den og skrive sit Navn. + +-- "Er det nu ikke for galt," sagde han, "at saadan en ganske +almindelig Grossererfrue tillader sig at holde Stambog! Det kan en +Kunstners eller en Forfatters eller en Componists Kone gjøre -- En, +der hører til Lavet -- men Andre har sgu ikke Lov til at stille den +Slags Fordringer! -- Troer hun, det kan være _mig_ en Fornøielse at +male Bøgeskov og Bukøer i et Album inde mellem de Forglemmigeier, +hendes private Veninder har tegnet, og de Flouser, hendes Mands +Kontorister har skrevet! Nei, det er for frækt!" + +"Gud veed, hvor Du gider!" mumlede Duborg, der var sulten. + +"Jo, det er _for_ paatrængende," vedblev Holst, "det sagde jeg ogsaa, +da jeg gav Bogen tilbage." + +"Du gjorde da ikke Noget ved den?" + +"Jo -- naturligvis! Hun fik for fem Øre Gurkemeie og for ti Øre +Spinatgrønt i passende Blanding -- jeg vil først og fremmest have +Fred -- men jeg vil have Lov til at ærgre mig bagefter!" + +"Gud veed, hvor Du gider!" gjentog Duborg, og saa gik man til Bords. + +-- "Sikken Sylte!" udbrød Terndrup og satte Servietten fastere om +Halsen. "Ja, jeg smagte Magen til den forgangen Dag, da jeg var ude +at skyde et Par Harer for Frøkenerne." + +"Og Leverpølsen er delicat!" erklærede Holst. -- "I Parenthes sagt: +Gudskelov, man ikke er Vegetarianer!" + +"Du med dine Parentheser!" brummede Duborg. + +"Ja, nu har jeg en Menneskealder igjennem talt i Parentheser," +svarede Holst, "saa vil jeg ogsaa blive ved med det! -- Apropos +Leverpølsen: som god Demokrat maa jeg naturligvis misbillige +Herregaardenes Existens saadan ganske i Almindelighed, men at +Herregaards Pølse er noget for _sig_, det maa man indrømme." + +"Det er mig alt for svær Mad om Aftenen," sagde Duborg. -- "Har Du +ikke noget Salat, Ragna?" + +Nei, det havde hun virkelig ikke, det var alt for dyrt paa denne +Aarstid. + +Duborg saae gnaven ud, men Berner, der jo altid havde næret et stille +Sværmeri for "den ranke Frue", som han kaldte Ragna, og ikke forsømte +nogen Leilighed til at bryde en Lanse for hende, tog nu Ordet og +sagde: + +"Og selv om Salat slet ikke var dyrere nu end om Sommeren, saa skulde +man alligevel ikke have den paa sit Bord i December Maaned!" + +"Hvadbehager! Hvorfor ikke det?" + +"Fordi man efterhaanden helt forrykker Aarstiderne og ikke længer +veed, naar det er Paaske, og naar det er Jul! Nu har man jo Violer +hele Aaret om, og Ingen skjønner mere paa dem om Foraaret. Nei, i +gamle Dage, paa Frederik den Sjettes Fødselsdag den 28. Januar, saa +fik Hoffet første Gang Lammesteg og Jordbær fra Driverierne ved +Rosenborg; det vidste hele Byen, og hele Byen vidste ogsaa, at ingen +Andre kunde faae det -- _det_ gav Ro og Tilfredshed i Gemytterne!" + +"Aa, De fortjente selv at have levet paa Frederik den Sjettes Tid!" +sagde Holst. + +"Ja, jeg vilde sikkert have befundet mig inderlig vel," svarede +Berner. "Det var hyggelige Hjem, som fandtes dengang, tarvelige men +hyggelige!" + +"Nei, det bliver snart for galt!" raabte Holst. "Vover De virkelig at +prise Hjemmenes Hygge i de Tider! Man _havde_ jo ingen Hjem: Manden +gik i Clubben, og Kone og Børn sad om Aftenen og halvsov over et +Tællelys i de kjedelige Stuer med de nøgne Vægge og de stive, haarde +Stole. Nu til Dags bestræber dog næsten Enhver sig for efter Evne at +forme Hjemmet efter sin Smag -- den er ikke altid fin --" + +"Nei!" sagde Duborg. + +-- "men, enfin, man begynder at forstaa, at Bohavet ikke er noget +Ligegyldigt, at det giver Hjemmet Physiognomi, Characteer; man +begynder at komme bort fra, at Alt skal være Fabrikarbeide, man +sætter Pris paa, at Haandværkeren, ligesom i Middelalderen, har søgt +at lægge sin Individualitet og sin Kjærlighed i hvert enkelt Stykke, +og man ender med selv at faae Kjærlighed til alle de enkelte livløse +Ting, der i Forening danner Rammen om et Hjem. Og selve Kunsten er +bleven demokratiseret: den finder jo Vei derhen, hvor den fordum kun +kjendtes af Navn! Gudbevares, jeg indrømmer villigt, at vor Tid ikke +er den _store_ Kunsts, ikke Galleribilledernes, men den er en Tid for +Hjemmets Kunst og for Samarbeidet mellem Kunst og Haandværk. -- Nei, +Gud velsigne vor Tid! Tænk blot paa Blomsterne, Berner! _Har_ De +egentlig nogensinde skjønnet paa, hvordan vi i vore Dage svælger i +Blomster Aaret om -- Blomster i Hjemmet og Blomster paa Strøget -- +det er jo en ren Øienlyst! Og man kan ligefrem bedømme det +Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug! -- Ja, i +een Henseende staaer vi endnu tilbage: vi har ikke lært at sætte +Blomster udenfor Vinduerne, som de gjør i Syden, i alt Fald i +Smaabyerne, hvor hele Gaden om Sommeren er een broget Altanhave -- +men det kommer nok!" + +"Nei, det kommer vist alligevel ikke," indvendte Berner. + +"Hvorfor ikke det?" + +"Fordi det netop er characteristisk for Sydboerne at smykke udadtil, +mens vi pynter op inden Døre. Nordboen har et _Hjem_ -- det kjender +Sydboen i Virkeligheden ikke. Og naar De paastaaer, at man kan +bedømme det Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug, +saa vil jeg rigtignok hævde, at der er en anden Maalestok, der er +meget, meget bedre." + +"Hvad er det for en?" + +"Det er de Monumenter, som vedkommende By rummer. De peger nemlig +ikke blot paa bestemte historiske Begivenheder eller Personer, men de +viser, _hvad_ det er, og _hvem_ det er, Byen ønsker at mindes om. De +er et Led i den historiske Opdragelse, og _den_, veed De jo nok, jeg +i en vis Forstand sætter over al anden Opdragelse." + +"Det veed jeg!" + +"Derfor beundrer jeg f. Ex. ogsaa Keiser Wilhelms Idee, i +'Siegesallee' at give sine Berlinere en kronologisk Række Statuer og +Buster af de Fyrster og de store Mænd, der fra den graa Fortid til nu +har skabt Landets Saga -- daglig historisk Læsning for Menigmand i +hvidt Marmor -- det er alligevel en stolt Tanke!" + +"Ja, jeg har ikke været i Berlin i de senere Aar, saa jeg veed ikke, +hvordan det tager sig ud i Praxis, men de fleste Monumenter kjeder +mig, det tilstaaer jeg." + +"Et Monument kan aldrig kjede, naar det betyder Noget og siger Noget. +-- Tænk blot paa Carl den Tolvtes Statue i Stockholm -- ja, jeg har +ikke været _der_, lige saa lidt som i Berlin, men selv gjennem +Afbildninger faaer man dog et Indtryk, som aldrig glemmes, af den +faste Kongeskikkelse med det dragne Værge, der peger mod _Øst_, +bestandig mod _Øst_. -- Det er et helt stort Capitel af Sveriges +Historie, man kan læse sig til af _den_ Statue! -- Og herhjemme! For +blot at nævne et enkelt Eksempel: hvad siger De om Huitfeldt-Søilen +ved Langelinie!" + +"Ja, den er smuk!" + +"Men det er ikke _det_, der gjør den til, hvad den er -- lige saa +lidt som de maleriske Buer og Tempelrester skaber Forum Romanum!" +sagde Berner med et Smil. "Nei, med al Respect for den slanke, +korinthiske Søile, der bærer Udødelighedens Genius, saa er det dog de +gamle, irrede Malmkanoner ved dens Fod, der er det egentlige +Monument. Hvert Barn veed, at de var med, da 'Dannebrog' sprang i +Luften, og at de først et Par Aarhundreder efter hentedes op fra +Kjøge Bugt; hvert Barn kan lægge sin varme Haand paa dem -- man har +ikke mange historiske Documenter af den Slags!" + +"Naa, ja, Huitfeldt-Søilen har nu ogsaa Verdens deiligste Promenade +-- mindst lige saa smuk som =Villa nazionale= i Neapel -- til +Omgivelse: paa den ene Side Rheden med Seilere og Dampere, paa +den anden Side Castelsgraven som en skovkranset Indsø -- en +Maaneskinsaften her -- vidunderlig!" + +"Ja, Huitfeldts Æresminde staaer paa den Plads, der passer for det," +sagde Berner. "Orlogsmænd passerer ud og ind forbi det, paa +Vagtskibet ligeoverfor vaier Splitflaget, og Saluten fra Sixtus +drøner lige imod det." + +-- "Jeg har hele Tiden siddet og villet sige Noget," sagde Duborg. + +"Saa kom med det!" svarede Holst. + +"Ja, men det er ikke om jeres Monumenter -- der er kun to eller tre i +hele Verden, der duer noget -- nei, det var dengang Talen var om +Blomster." + +"Saa kom med Blomsterne!" + +"Ja, jeg vilde bare have sagt, at Blomster, det kan være meget godt +-- men hvad kan det hjælpe, man pynter op med _dem_, saa længe vi har +de rædsomme Kakkelovne herhjemme! Saadan en sort, poleret Tingest kan +jo tage Humeuret rent fra En ved bare Grimhed -- og _dem_ længtes +Ragna efter nede i Rom!" + +"Ja, naar jeg frøs!" svarede Ragna. + +"Kakkelovnene var nok baade kjønnere og hyggeligere i Frederik den +Sjettes Tid," sagde Berner, "de gamle, norske Ovne med bibelske +Scener og danske Konger i Relief paa Siderne!" + +"Ja, de var sgu gode!" forsikrede Terndrup. "De holdt storartet paa +Varmen, og saa var der de her rare Rum, hvor man kunde stege Løgæbler +i og have en Kaffepunsch staaende!" + +"Er det ikke det, jeg siger," udbrød Holst. "Berner skulde have levet +paa Frederik den Sjettes Tid!" + +"Maaske!" svarede Berner med et Smil. -- "Men hvem indestaaer mig saa +for, at jeg ikke havde seet hen til Frederik den Femtes Tid som +Idealet! Der er dem, som er forud for deres Tid: Folk, som helst +gaaer langt udenfor Portene blot forat tage imod det Ny -- og der er +dem, som helst sidder indenfor Voldene og seer tilbage -- _jeg_ +hører nu engang til de Sidste!" + +"Og beskjæftiger Dem derfor med de uddøende Racer!" + +"Og med de indvandrende!" tilføiede Berner. + +"Ja, det er sandt," sagde Duborg, "hvordan gaaer det med Deres Bog?" + +"Som det har gaaet i Aaringer," svarede Berner. "Jeg samler og samler +og faaer jo ogsaa stadig nye Data, men jeg mangler Energi eller +Resignation -- man kan vel kalde det begge Dele -- til at sætte +Punctum. Jeg mangler et Stød fremad, et Puf i Nakken!" + +"Som f. Ex. at kunne constatere den sorte Rottes Existens paa et +kjøbenhavnsk Loft!" sagde Holst. + +"Ja, for Exempel!" + +"Veed De, hvem der egentlig er en gammel sort Rotte!" spurgte +Terndrup pludselig. "Det er Jomfru Buxbom! Hun hører sgu til den +oprindelig indfødte Kjøbenhavnerrace, men hun har i lange Tider været +fortrængt til Loftskamrene, og naar hun engang døer, er hun saamænd +den Sidste af sin Slags! -- Hun er ogsaa ligefrem kommen til at ligne +en gammel Stængerotte!" + +Alle de Tilstedeværende kjendte jo Mille Buxbom af Navn og Omtale, og +det interesserede dem derfor ogsaa meget at høre, hvordan hun efterat +være flyttet fra Frimurerfamilien til Christianshavn, og gjennem +flere Mellemstationer til Nørrebro, nu var havnet i Vingaardsstræde +med sin udstoppede Papegøie, Lænestolen og to levende Vinterfluer. -- +"Men _der_ bliver hun naturligvis heller ikke længe!" sluttede +Terndrup. + +Saa reiste man sig fra Bordet, fik Vin i Glassene og Cigarerne tændt; +Holst sang -- Duborg havde en gammel Guitar, som han kun brugte til +at decorere med -- og der var saare fornøieligt i den lille lune +Stue, mens Vinterstormen hylede udenfor. + +"Men nu maa Fru Ragnas Mandolin med," erklærede Holst. "Mandolin og +Guitar, de supplerer hinanden!" + +Ragna saae til Duborg, men han lod, som om han ikke mærkede det, og +saa svarede hun undvigende. + +"Jo, vist saa!" vedblev Holst. "Duborg, hjælp mig at overtale din +Kone!" + +"Hvorfor skulde jeg egentlig det?" lød Svaret mut. + +"Fordi det fornøier baade hende og os Andre at faae lidt Musik -- hun +og jeg spiller saa godt sammen!" + +"Ja, det er nok muligt -- men _jeg_ spiller jo ikke!" + +"Nei, netop derfor!" + +"Du er mageløs!" sagde Holst, rystede smilende paa Hovedet og tog +igjen fat paa sin Sang. + +-- "Ja, var man endda _der_nede!" brummede Duborg, efterat Holst +havde sunget =Sul mare l'uccica=. + +"_Her_ er jo meget bedre!" paastod Holst. + +"Ja, jeg skal love for det! -- Man hundefryser jo!" + +"Saa se Dig varm paa Billedet _der_! -- Det er da Romerminder!" -- +Holst pegede paa Maleriet af Ragna og Drengen. + +"Ja, det er godt gjort," sagde Duborg. + +"Jeg er ogsaa hel stolt af, at Hans har malet det til _mig_," sagde +hun. "Før han begyndte paa det, sagde han: 'det Billede skal Du og +ingen Anden have!' -- Han havde nu heller ikke faaet Lov at male det +paa andre Vilkaar!" tilføiede hun med et Smil. + +Men ellers var det smaat bevendt med Smilet hos hende. Berner lagde +Mærke til, at hun kunde falde helt hen, naar hun sad imellem dem, og +der gled hvert Øieblik som en Skygge over hendes Ansigt -- den ranke, +kloge Frue! + + * * * * * + +-- "Er hun lykkelig?" spurgte Berner paa Hjemveien Holst. + +"Ja, Lykke er jo som alt Andet noget Relativt," svarede Denne. "Men +hvis hun fik Valget imellem Alverdens Herligheder paa den ene Side +og Duborg paa den anden Side, saa valgte hun alligevel ham." + +"Troer De?" + +"Ja, _De_ troer maaske, hun valgte _mig_ -- eller _Dem_!" + +Berner blev rød i Hovedet og skyndte sig at sige: + +"Hun er da ikke syg?" + +"Nei. Men hun har Pengesorger, og det er ogsaa saadan en Slags +Sygdom. Jeg kjender den godt, for det velhavende Bourgeoisi er ikke +engang rigtig villigt til at kjøbe _mine_ Mesterværker for Tiden. -- +Det er nu ogsaa Pokkers uheldigt for en Kunstner, at Ingen finder paa +at anskaffe sig Malerier ved Juletid!" + + * * * * * + +Det var der forresten En, der gjorde -- men han var anonym. + +Et Par Dage før Jul viste Terndrup sig hos Duborgs og skulde i +dybeste Hemmelighed spørge, fra en ubekjendt Kunstven, der ønskede at +være unævnt, om en nærmere betegnet Studie fra Albano var at faae til +Kjøbs, og hvad Prisen var. + +Duborg smaavrissede og sagde, at han egentlig ikke solgte Studier, +men Ragna skyndte sig at tage Ordet og sagde: + +"Vil De sige, at den kan faaes for hundrede Kroner." + +Saa betalte Terndrup og gik med Billedet, og Ragna var vis paa, at +det var Moderen, der var Kjøberen. + +Det _var_ imidlertid Berner, men foreløbig turde han dog ikke hænge +Albaneserinden op. + + + + +Terndrup havde naturligvis havt fuldstændig Ret den Aften ude hos +Duborgs: Mille Buxbom blev _ikke_ i Vingaardsstræde. + +De første otte Dage, hun var der, havde som sædvanligt Alt været +udmærket: Værelset, Kosten og den selskabelige Omgang. Men saa blev +paa een Gang Alt umuligt: der var ingen Sol, hun fik Puddersukker til +Eftermiddagskaffen, kort sagt, hun _maatte_ flytte, og _det_ mente +ogsaa baade Madam Asters og Frk. Hansen og Madam Siegler, der troligt +opsøgte hende, _hvor_ hun boede, og aldrig forsmaaede hendes private +Kaffe. + +Jomfruen var bleven gammel og daarlig til Bens, kunde ikke mere gaa +til Brylluper men nøiedes med Frk. Hansens Referater og maatte til +sin store Sorg lade Maskinmandens Kone kjøbe den Snus, som hun stadig +brugte og stadig betragtede som en Statshemmelighed. Hun kom i +Grunden kun paa Gaden, naar hun flyttede, men da dette i Reglen +skete hver Maaned, blev hun dog ikke hel fremmed for Byen og dens +forskjellige Kvarterer. + +Sidst havde hun jo boet ude paa Nørrebro, lige overfor +Assistens-Kirkegaard, og det havde strax tiltalt hende i høi Grad. -- +"Her er tre, fire store Begravelser hver Dag," sagde hun, "og om +Søndagen kommer Folk ud og har deres Smørrebrød og en Baier med i +Lommen -- det er lige saa livligt som Dyrehavsbakken!" men da +Madamen, hun boede hos, tillod sig at skulle have en Lille, erklærede +hun strax, at hun vilde bort. "_Den_ Historie ønsker jeg dog ikke at +overvære," sagde hun bestemt, "og saa skulde man maaske oven i Kjøbet +i otte Dage spises af med Havresuppe og Vandgrød -- nei, Tak!" + +Nu var hun foreløbig installeret hos en Rodemesterfamilie ved +Vestervold, men da Solen stod paa, saa det ikke var muligt at være +der, havde hun bestilt Terndrup op forat gjøre Aftale om et nyt Sted. + +-- "Ak, ja, lille Terndrup," sagde Jomfruen, "det er besværligt, kan +De tro, for mig skrøbelige Stakkel at skulle raabe 'Kom ind!' hver +Gang det banker -- De maa tro, jeg savner salig Poppe og de tyve +Kroner aarligt! Men jeg trøster mig med den _der_" -- hun pegede paa +en Løvfrø, der med store Øine sad og philosopherede i et Sylteglas. +"Den har jeg byttet mig til for de hvide Mus, jeg fik efter +Guldfiskene -- de var ikke til at holde ud at have i Længden -- og +den er uhyre interessant, for man kan bestemt se paa den, hvordan +Veiret bliver, og det slaaer mangen Gang til. -- Aa, vær saa god at +sidde ned -- nei, i Lænestolen -- ja, der skulde nyt Betræk, jeg veed +det nok, men det maa Doctor Hjarup selv koste sig!" + +"Hvem?" spurgte Terndrup. + +"Min egen Læge, den velsignede Mand! _Han_ har fundet ud af, hvad tre +andre Læger ikke kunde: det er i mit Hovede, det sidder, siger han, +og der er ikke Noget at gjøre ved det, men det er dog saa beroligende +at vide, _hvad_ det er, man feiler." + +Siden Mille Buxbom ikke mere kunde komme i Kirke, havde hun nemlig +kastet sig over Læger. Hver Gang hun flyttede, skiftede hun ogsaa +Doctor og omtalte naturligvis Vedkommende, som om han var hendes +private Hof-Medicus; Honorar fik han ikke, men Expectance paa +Lænestolen. + +-- "Naa, _har_ De saa fundet et Sted, hvor De vil hen?" spurgte +Terndrup. + +"Gud, ja! Det er et lille Pensionat for enlige Damer, der har kjendt +bedre Dage, henne i Løngangsstræde, lige ved det nye Raadhus, saa man +har Klokkerne _der_ paa første Haand. Det er kun fine, dannede Damer, +som logerer _der_ -- ifjor havde to af dem abonneret i Tivoli, og den +Ene, som jeg kjender gjennem Frøken Hansen, er saa musikalsk, at hun +kan fortælle om Symphonierne saa livagtigt, at det er, som om man +hørte dem. -- _Der_ vil jeg hen!" + +"Ja, ja, saa skal jeg se at ordne det -- men prøv paa at holde ud +_der_ et Par Maaneder!" + +"Et Par Maaneder -- hvor vil De hen! Jeg vil aldrig derfra, før jeg +skal kjøres ud paa Kirkegaarden! Nu har jeg ogsaa aftalt det Hele +angaaende Begravelsen med Be'emanden: der skal være Kareth til +Præsten og to smaa Laurbærtræer i Capellet ved Hovedenden af Kisten +-- vil De huske det, hvis han skulde glemme det?" + +"Det skal jeg!" + +"Saa var der ogsaa noget Andet, jeg vilde tale med _Dem_ om: De veed +jo, at Marie skal confirmeres nu?" + +"Ja, hun skal jo saa." + +"Troer De, hun vilde bryde sig om at faae Poppe -- med Bur, +naturligvis? Han er saa besværlig at flytte med!" + +"Nei, det troer jeg sgu egentlig ikke!" + +"Naa, ikke -- nei, det kan jo ogsaa nok være, det var for verdslig en +Gave ved saadan en Leilighed. -- Ja, saa troer jeg, jeg vil give +hende den hellige Barbara i Ramme, som jeg fik af Søster Veronica." + +"Ja, gjør De det, Jomfru!" + +-- "Hvordan mon Frøkenerne paa Vennebjerg har det?" + +"Udmærket! -- Jeg skjød to Snepper i Lunden til dem forgangen Dag. -- +Farvel Jomfru!" + +"Farvel, lille Terndrup! -- Og husk saa angaaende min Begravelse, at +Be'emanden veed Besked! -- Farvel!" + + + + +Marie blev confirmeret i Slotskirken -- det kongelige Theater hører +jo til Slotsmenigheden. + +Vennebjergerne kom, for første Gang i Gud veed hvor mange Aar, til +Byen udenfor Terminstiderne og var høiligt opbyggede: Marie svarede +storartet, syntes de, og Slotspræsten talte meget bedre end +Capellanen derhjemme, som stadig var uden Varmeapparat. + +Holst og Terndrup forærede Marie henholdsvis en Aquarel og +Oehlenschläger's Tragedier -- et saa godt som nyt Exemplar -- Mille +Buxbom blev ved den trufne Aftale og skjænkede hende den hellige +Barbara i Ramme, og Generalconsulen havde om Morgenen sendt hende en +Psalmebog med Guldsnit. + +Men det Bedste af Alt var dog den Ring -- en glat Guldring med en +enkelt Turkis -- som Poul selv kom med om Aftenen; _han_ var halv +forlegen ved at give den, og hun blev baade rød og bleg ved at tage +imod den, men Ingen af dem sagde egentlig noget Rigtigt. Poul +fortalte mest om sin Afgangsexamen, som han nu var oppe til, og om +sin Udnævnelse til Officeer, som han vilde faae til Efteraaret, naar +Sommertogtet var forbi, og Marie ønskede ham god Lykke og tænkte +uvilkaarligt: "Hvad saa?" + +-- "Nu kommer min Marie paa Placaten som 'Frøken'," sagde Fru Lund og +tørrede Øinene. "Herregud, havde blot min Mand oplevet _den_ Dag!" + +"Ja, De har Glæde af Deres Datter," sagde Generalconsulinden, der +ogsaa var kommen paa Gratulationsvisit i Baghuset, "og De lever +daglig sammen med hende -- skjøn paa _det_!" + +Og saa græd ogsaa hun -- det gjorde hun nu saa jevnlig, naar Manden +ikke saae det. + + * * * * * + +-- Generalconsulen var ikke bleven blidere, tvertimod. + +Han havde af en eller anden Grund -- eller maaske af flere -- ventet +at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog ved en bestemt Leilighed, +men han blev det ikke, og saa gik det pludselig op for ham, at han +egentlig altid havde næret frisindede, oppositionelle Anskuelser. +Høireregjeringen havde ikke holdt, hvad han havde ventet sig af den, +og det var jo da ogsaa en Republik, intet Monarchi, som han havde den +Ære at repræsentere: han besluttede sig til at blive radical. Da +imidlertid den liberale Directeur for det amerikanske Exportselskab +omtrent samtidig udnævntes til Etatsraad og fra nu af blev en trofast +og værdifuld Støtte for de conservative Interesser, skete der altsaa +ingen Forrykkelse af de politiske Partiers numeriske Forhold. + +Generalconsulens Frontforandring foregik med _den_ resolute +Forretningsdygtighed, der altid havde udmærket ham: han meldte sig ud +af Høires Arbeider- og Vælgerforening og ind i den liberale +Vælgerforening, og forat constatere, at han nu var rettroende radical +paa alle Omraader, opsagde han samtidigt sin faste Stol i Garnisons +Kirke og blev Medlem af Foreningen for Ligbrænding. + + * * * * * + +-- "Jesper vil brændes!" sagde Vennebjergerne og slog Hænderne +sammen, da dette rygtedes ud paa Landet. "Han vil brændes i de +forgyldte Buxer, og saa skal hans Aske kommes paa Krukke og bindes +til ligesom Syltetøi! -- Ja, vi vil i alt Fald ikke have Krukken ned +i _vores_ Familiebegravelse!" + + + + +Ude i det gamle Havehus paa Jagtveien sad en Junidag "den ranke Frue" +-- betydelig mindre rank end før, syntes Holst, der var kommen paa +Besøg; Duborg var ude. + +-- "Skal vi saa gjøre lidt Musik, Fru Ragna?" spurgte han. + +"Nei, Tak," svarede hun, "Hans holder nu engang ikke rigtig af det, +og saa kan jeg ikke lide at spille med Dem, naar han er ude." + +"Men det er jo mere end urimeligt!" indvendte Holst. "Hvad i al +Verden kan han dog have imod _det_?" + +"Ja, det er jo en lille Særhed -- dem har vi vel Alle -- men jeg +troer ligefrem, han er jaloux!" + +"Paa mig?" + +"Nei, _det_ troer jeg dog ikke! Men paa Alt, hvad jeg overhovedet +foretager mig, undtagen netop at passe Drengen og en Strikkestrømpe!" + +"Er han da heller ikke glad for Deres Teppe?" + +"Han har saamænd slet ikke seet det! Jeg arbeider kun paa det, naar +han er ude, for saae han det, vilde han sige, at det ikke var nogen +Nytte til, og at det kun tog mine Tanker fra _ham_!" + +Holst rystede paa Hovedet. -- "Maa jeg se, hvor vidt De er kommen?" + +Ragna gik ind i Værelset ved Siden af, lukkede en Puf op og hentede +et Teppe, som hun bredte ud over Gulvet. Paa hvid Bund var der over +hele Midten syet gule Silkebaand overkors, saa de dannede +regelmæssige Parallelogrammer; udenom var der Tunger af Laurbærblade +i mørkegrønt Klæde. + +"Det er jo bleven complet smukt!" udbrød Holst. "Ren Empire! Og _det_ +har De selv componeret saadan lige ud af deres kloge lille Hoved! -- +Veed De hvad: der er ikke ti Fruentimmer -- om Forladelse: Damer! -- +i hele Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, der kunde gjøre +noget saa Simpelt og Stilfuldt! -- De har en Fremtid for Dem, hvis De +selv vil!" + +"Aa, det mener De jo slet ikke!" + +"Jo, det veed Gud, jeg gjør! Den _store_ Kunst, den staaer i Stampe +hele Verden over, men den 'lille', den florerer, og i _den_ kan De +ogsaa præstere Noget. -- Maa jeg have Lov at indlevere Teppet til den +kunstindustrielle Udstilling -- det er jo færdigt!" + +"Aa, nei, lad hellere være! Det er ikke nær godt nok, og --" + +"Jo, det er!" + +-- "og Hans vilde slet ikke synes om, hvis det virkelig blev +antaget!" + +"Han skal Ingenting vide, før det _er_ paa Udstillingen. -- Nu pakker +jeg det ind og tager det med mig!" + +Holst begyndte at rulle Teppet sammen og fik et stort Papir lagt om, +men han var knap færdig, da Ragna ængstelig udbrød: + +"Der kommer Duborg! Jeg kan høre ham i Haven -- skynd Dem endelig!" + +Teppet var accurat bundet sammen, da Duborg kom ind, men Ragna blev +alligevel rød i Hovedet, da han saae paa hende, og der blev et Par +Øieblikkes Taushed, før Nogen sagde Noget. + +Lidt efter lidt tøede man dog saa temmelig op, og Duborg hentede +Drengen ind, saae beundrende paa ham med store Øine og sagde saa til +Holst: + +"Er han nu ikke storartet!" + +"Jo, det er han vist," svarede Holst, "men det interesserer mig altid +mere at se paa de smaa Børns Mødre end paa Børnene selv!" + +Duborg kigede stjaalent op paa ham, saae ogsaa hen paa Ragna men +sagde ikke Noget. + +-- "Veed Du, hvad jeg vilde gjøre, hvis jeg var i dit Sted, Duborg?" +spurgte Holst, der Ingenting havde mærket. "Havde jeg _den_ Kone, Du +har, saa gjorde jeg hende for det Første til enevældig Minister -- +Gudbevares, jeg er Demokrat, udadtil, men i Hjemmet, det er noget +Andet -- og saa gav jeg hende Ret til Krigserklæringer og Afslutning +af Fred og Tractater -- ved de sidste forstaaer jeg nu nærmest +Overdragelse af Kunstværker for contant Betaling til det velhavende +Bourgeoisi -- og veed Du, hvad jeg saa mere vilde gjøre? Jeg vilde +igjen tage fat paa det Decorative og --" + +"Naa, paa Porcelainet!" + +"Ja! Du skal naturligvis male Billeder imellem, men der er Ingen +herhjemme, der har viist den Sans for det Decorative som Du -- +skjøndt vor moderne Keramik i det Hele jo ubestridt staaer som den +første i Verden -- og naar Du nu oven i Kjøbet har en Kone, som --" + +"Som hvad for Noget?" + +Ragna saae bønligt hen paa Holst, han dreiede af og svarede blot: + +"En Kone, som ogsaa har Interesse for den Gren af Kunsten -- ja, saa +synes jeg, at Du --" + +"Og jeg synes, Du skulde lade mig passe mig selv!" afbrød Duborg ham. +"Gjøres umyndig vil jeg ikke!" + +Saa vovede Holst sig ikke længere frem, han tog Fru Ragnas Teppe og +gik. + + + + +Duborg blev ved med at være i et skrækkeligt Humeur, og det blev ikke +bedre, da Løvenørn-Petersen -- Gud maa vide hvorfor -- aflagde ham et +længere Besøg. Han kom lige fra Cultusministeriet -- der var nemlig +udnævnt en ny Minister, og den lovende Yngling paa de halvhundrede +Aar forsømte ikke ved hvert Personskifte at bringe sig selv og sin +miskjendte Kunst i behagelig Erindring hos Excellencen for om muligt +ad den Vei at opnaa en beskeden Understøttelse paa Finansloven eller +en ydre Anerkjendelse af sine Fortjenester. + +Duborg snærrede næsten ad ham, og Løvenørn-Petersen maatte to, tre +Gange bede om at se det sidste Billede, han havde malet, før han +bekvemmede sig til at vise ham det. Saa blev Løvenørn-Petersen +elskværdig og smilende og roste det i høie Toner, og da han omsider +var vel ude af Døren, sagde Duborg til Ragna: + +"Det er ikke til at tage feil af: selv _han_ kan se, at det er noget +Skidt!" + +Men det blev ikke ved _det_ Besøg: samme Dag kom "Stabstrompeteren", +A. B. Jensen. + +Han var for sin Klike ifærd med at arrangere en Salgsudstilling hos +en tysk Kunsthandler, men han vilde gjerne have et Par Navne udenfor +de Sammensvornes Kreds med, og derfor kom han til ham og bad ham +udstille; der var udmærkede Chancer for at sælge, forsikrede han, og +han skulde blot ikke forlange for lave Priser. + +Nei, Duborg havde saamænd Ingenting at udstille og Ingenting at sælge +for Tiden, saa det kunde ikke hjælpe. + +Jo, han havde da det brillante Billede nede fra Rom, sagde A. B. +Jensen, det af Fruen og Barnet. -- "_Der_ hænger det jo!" + +Ja, mente Duborg, men det var jo ikke saadan Noget at udstille og -- + +"Det er det Bedste, De nogensinde har gjort!" forsikrede den Anden. + +"Ja, Billedet er godt nok, men --" + +"Jeg vil næsten garantere Dem, at De kan faae det solgt dernede -- De +skal forlange 1500 Mark!" + +"Ja--a, det er godt nok, men --" + +"Det Billede er hverken bestemt til at udstilles eller til at +sælges," sagde Ragna. + +"Ja, det vil da sige --", begyndte Duborg. + +"Billedet er min personlige Eiendom," afbrød Ragna ham og reiste sig +op, "og det kommer ikke udenfor denne Stue uden min Villie!" + +Duborg havde knap et eneste Øieblik for Alvor tænkt sig Muligheden af +at udstille eller afhænde Billedet, men Ragnas bestemte Optræden +irriterede ham, han vilde ikke "gjøres umyndig", og derfor svarede +han bryskt: + +"_Jeg_ har da _malet_ Billedet, veed jeg!" + +"Ja, til _mig_," indvendte Ragna. + +"Men vil De da virkelig forhindre Deres Mand fra en stor Succes?" +spurgte A. B. Jensen nok saa lumskeligt. + +"Ja! Naar Succes'en kun kan kjøbes paa Bekostning af noget Større!" + +"Noget Større?" + +"Ja, De forstaaer det formodentlig ikke -- men det _er_ noget Andet +og Større, der staaer paa Spil!" + +"Og jeg skal virkelig gaa med uforrettet Sag?" + +"Ja, tvinge min Kone kan jeg jo ikke," svarede Duborg med indeklemt +Forbitrelse, og A. B. Jensen gik. + + * * * * * + +Det varede nogle Øieblikke, inden Uveiret brød løs -- hverken Duborg +eller Ragna vilde begynde. + +Omsider busede han ud med et rasende: + +"Egoist, som Du er! -- Hvad mente Du med den Snak om, at 'noget +Større' stod paa Spil?" + +"Dit og mit Samliv!" svarede hun. + +"Talemaader!" + +"Det er ikke Talemaader! -- Nei, Du _skal_ blive og høre mig! Kunde +Du virkelig ønske, at _det_ Billede blev solgt! Forstaaer Du da ikke, +at det er _mit_ -- paa samme Maade som _jeg_ tilhører Dig, og Dig +alene, med Sjæl og Legeme!" + +"Ja, gjør Du da det?" + +"Om jeg gjør! Betragter Du mig som en Model, som Capripigen, der --" + +"Snerperi!" + +"Og _det_ kalder Du Snerperi! -- Du maa være mig taknemmelig, fordi +jeg har forhindret Dig fra at gjøre Noget, som Du bittert vilde have +fortrudt!" + +"Glad!" raabte Duborg ude af sig selv. "Glad over, at din utidige +Sentimentalitet forhindrer mig fra at vinde Anerkjendelse som +Kunstner! -- Du glemmer nok, at Du allerede een Gang har spoleret min +Lykke!" + +"Jeg!" + +"Ja, Du! Var det maaske ikke for din Skyld, jeg ødelagde det bedste +Billede, jeg nogensinde har gjort!" + +"Og _det_ fortryder Du! Glemmer Du da, at det var _det_, som --" + +"Jeg mener hvert Ord, jeg siger! Havde jeg dengang gjort, som enhver +Anden vilde have gjort, og ikke været dum hensynsfuld, saa havde det +Billede bragt mit Navn Verden over og --" + +"Og havde Du saa været lykkeligere?" + +"Saa havde jeg nu været en fri Mand, der ikke maatte gaa i +Trædemøllen forat føde Kone og Barn!" + +"For Guds Skyld, Hans, sig dog, at Du ikke mener et Ord af, hvad Du +_der_ har sagt!" + +"Jeg mener hvert Ord! En Kunstner skal være fri -- uafhængig til alle +Sider -- ellers gaaer han bag af Dansen som Kunstner!" + +Ragna var bleven ligbleg. -- "Jeg skal ikke længer staa Dig i Veien!" +sagde hun. "Jeg gaaer og tager mit Barn med mig!" + +"Naa, saa Du gaaer! Hvor gaaer Du hen? Til dine Forældre, til +Kontoret? -- Du kommer nok snart igjen!" + +"Nei, Hans, jeg kommer ikke igjen!" + +"Hvor skulde Du løbe hen, spørger jeg? -- Du tænker da vel ikke paa +-- Pjank!" + + * * * * * + +Duborg slog en tvungen Latter op, tog sin Hat og gik, men da han en +Timestid efter kom hjem, var baade hans Kone og Barn borte. + +Som en Vanvittig styrtede han op til Holst -- han var ikke hjemme. + + + + +-- "Hvem er det, der kommer Sine?" udbrød Hanne, der stod paa den +lille Høi i Vennebjergs Have og saae ned ad Veien til Stationen. "Er +det ikke Posten?" + +"Ih, nei!" svarede Sine. "Det er jo et Fruentimmer med en Barnevogn!" + +"Er det Smedekonen?" + +"Nei, _det_ er det ikke -- hun har rund Hat paa! -- Jeg troer, saa +min Sandten, det er Ragna!" + +Og _det_ var det. + +-- "Velkommen til Vennebjerg!" raabte Tanterne i Kor. "Det er dog et +deiligt Barn, Du har! -- Men hvad er der i Veien! Du seer jo ud, som +om Du havde solgt Smørret og tabt Pengene! -- Og hvor er din Mand?" + +Saa let og saa skaansomt som muligt sagde Ragna, at hun havde maattet +forlade ham, fordi hun ikke _kunde_ blive, men bad dem forresten +gjøre hende den Tjeneste ikke at spørge videre. + +"Er Du rendt fra ham!" udbrød Søstrene. "Saa Marsch omkring strax, og +hjem igjen -- vi har ingen Fraskilte i vores Familie!" + +Ragna brast i Graad -- "den ranke Frue" var som et knækket Rør. + +"Jeg har ikke et Sted i Verden at gaa hen uden her," hulkede hun, "og +saa jager I mig bort!" + +"Nei, det veed Gud, vi ikke gjør!" sagde Hanne og kyssede hende, og +Sine sagde: "Vel er vi et Par haardhændede gamle Jomfruer, men rene +Umennesker er vi da heller ikke! -- Sikken en Skurk han maa være!" + +"Nei, det er han slet ikke, Tante!" + +"Jo, vist er han saa! Han skulde kagstryges paa Gammel-Torv, skulde +han, om der ellers var Lov og Ret i Landet, og vi vilde leie Vinduer +hos Conditoren paa Hjørnet og se paa det!" + +"Tante Hanne og Tante Sine, jeg beder Jer saa mindeligt om det: sig +ikke noget Ondt om Hans -- det bedrøver mig jo kun!" + +"Gud, lille Ragna, det maa da kun opmuntre Dig!" sagde Hanne, og Sine +tilføiede: "Vi siger det jo kun forat vise, at vi er paa dit Parti +overfor det fremmede Mandfolk, der har trængt sig ind i Familien -- +men naar Du vil have det, saa tier vi bomstille og nævner ikke +Mennesket! -- Kom nu med indenfor!" + +Hvor diplomatisk Tanterne end optraadte, og hvor taus end Ragna var, +kunde det dog ikke undgaaes, at Sommergjæsterne paa Vennebjerg +efterhaanden fik Færten af, at der var noget Aparte ved Ragnas +uventede Besøg uden Mand. Enkefruen og Datteren overbød hinanden i +ufine Spørgsmaal og ufin Hvisken, Frøkenen fra Langeland tabte næsten +Interessen for Spisesedlen, og selv den Døve fik man gjennem +Trompeten bibragt Forestillingen om, at der var Noget paa Færde. + +Under disse Forhold blev Marie Ragnas eneste Trøst. + +Ragna stod for Marie bestandig som den fine Frøken fra Forhuset, hvem +hun havde seet op til fra ganske Lille, men Ragna var jo tillige +noget Andet: hun var Pouls Søster. Intet Under derfor, at Marie af +hele sin sextenaarige Sjæl kom Ragna imøde og, uden at spørge, +instinctmæssigt forstod hende bedre end Nogen af de Andre. Ragna +_maatte_ aabne sit Hjerte for En, og det var, til Trods for +Aldersforskjellen, Marie, der blev hendes Fortrolige. Time efter Time +kunde de To sidde sammen, Ragna talte som til en Jevnaldrende, og +tilsidst blev hun for Marie som den ældre Søster, hvem man kunde +betro Alt. Ængstelig prøvende sig frem nævnede Marie tilsidst Pouls +Navn efterat have havt det paa Læberne hundrede Gange, og da det +først var nævnet, var det, som alle Sluser sprængtes; hidtil havde +hun kun turdet hviske til Sivene ved Søen, nu kunde hun tale til et +levende Væsen, nævne Navnet høit: Poul, Poul, Poul! + + * * * * * + +-- Et Par Dage efter Ragnas Ankomst til Vennebjerg kom der Brev til +hende fra Faderen. Heri erklærede han, til Trods for sine nyanlagte +moderne Anskuelser, at han betragtede det Hele som en Skandale, men +at hendes Plads i Hjemmet og paa Kontoret ikke desto mindre stod +hende aaben, naar hun snarest muligt vilde gjøre de fornødne Skridt +til en lovformelig Separation. + +Det Brev svarede hun ikke paa. + +Dagen efter kom Terndrup paa Besøg fra Morgen til Aften -- han var +ude forat skyde Ænder. + +-- "Jeg har ellers en Hilsen til Fruen," sagde han til Ragna, og +Ragna blev blodrød. "Det er fra Holst, han kommer imorgen." + + * * * * * + +Og Holst kom. + +I flere Timer gik han alene rundt med Ragna, i Haven og i Lunden; +Sine saae, at han kyssede hende paa Haanden, baade da han kom, og da +han gik, og Hanne hørte, at han kaldte hende "Kjære Fru Ragna!" + +-- "_Ham_ kan vi ikke lide!" sagde Tanterne. + +Og Holst kom igjen to Dage efter. Ragna blev hel febrilsk, Enkefruen +og hendes Datter korsede sig, og der blev sagt stygge Ting i +Trompeten til den Døve. + +-- "Sine!" sagde Hanne. "Vi har næret en Slange ved vores Barm! Ragna +er rendt væk fra een Mand forat løbe væk med en anden -- saadan gaar +det til nutildags!" Og Sine svarede: "Hanne! Hun løber ingen Steder +uden Barnet -- _saa_ meget Fruentimmer er hun dog! Lad os bare passe +paa Drengen men forresten lade som Ingenting, for _tale_ til hende, +det kan gjøre Ondt værre!" + +Med den største Forbauselse mærkede Ragna, at Tanterne var hel +anderledes imod hende end før; de iagttog hende skarpt, benyttede +enhver Leilighed til at omtale Duborg med en vis Anerkjendelse og +skiftedes ligefrem til i Afstand at gaa efter hende, saa snart hun +var udenfor med Barnet. + + * * * * * + +Tredie Gang kom Holst. + +-- "Tør vi spørge, hvem der egentlig har havt Bud efter Dem?" spurgte +Hanne, og Sine tilføiede den ganske overflødige Forsikring: "_Mig_ er +det ikke!" Men Holst var uforknyt og svarede blot, at da han laa paa +Landet kun to Mil fra Vennebjerg, saa var det jo saa rimeligt, at han +besøgte sin Veninde Fru Ragna saa ofte, han kunde. + +-- "Han er lige saa fræk som Stratenrøveren i den forrige +Feuilleton!" erklærede Hanne, og da Ragna gik ud i Haven med Holst, +listede de sig begge To efter dem. + +"Hvor blev de af?" spurgte Hanne. + +"De satte sig paa Bænken nede ved den gamle Eg -- jeg kan se dem +gjennem Buskene!" svarede Sine. + +"Kom saa -- men forsigtigt!" + +-- "Kan Du høre, hvad de siger?" + +"Vist kan jeg saa, men vær blot stille!" + +Hvad Hanne hørte og siden meddelte til Sine, opfyldte imidlertid de +Gamle med Forfærdelse -- _saa_ vidt havde dog Ingen af dem troet, det +var kommet! + +-- "Tage Afsked forinden med Tanterne vil jeg ikke," havde Ragna sagt +til Holst, "det giver kun Scener, og jeg troer heller ikke engang, de +godvilligt lod mig tage afsted, for i de sidste Dage vogter de paa +hvert af mine Skridt, som om de anede Noget! Skal det ske imorgen, +saa maa det være, efterat hele Gaarden er iseng, ikke før Klokken +Elleve!" + +Og Holst havde svaret: "Altsaa imorgen Aften Klokken Elleve med +lukket Vogn paa Landeveien nedenfor Havehøien!" + +-- Tanterne holdt Krigsraad. + +"Skal vi lukke hende inde?" foreslog Hanne. + +"Nei, hun springer ud af Vinduet!" mente Sine. + +"Eller ligefrem tage Barnet fra hende?" + +"Nei, saa kan hun gjøre en Ulykke paa sig selv!" + +"Ja, hvad da?" + +-- "Veed Du hvad, Søster," sagde Sine efter nogen Betænkning, "hendes +Mand er da nærmest til at vide det Hele, saa kan _han_ jo gjøre, hvad +han vil. Vi ynder ham ikke, men vi skal dog huske paa, at det ikke er +_ham_, der er løbet fra _hende_, saa _noget_ Hensyn skylder man ham +da!" + +"Det har Du Ret i, Søster, vi maa skrive!" + +"Nei, det bliver for sent at skrive, og Postvæsenet er ogsaa noget +usikkert Noget: vi maa telegraphere." + +Efter længere Raadslagning opsattes da et Telegram til Duborg +saalydende: + + "Hun vil løbe væk igjen imorgen Nat Klokken Elleve, men vi veed + det Hele og passer paa. Nu kan De gjøre, hvad De synes." + + Hanne og Sine. + +Telegrammet blev afsendt -- det var første Gang i deres lange Liv, at +Vennebjergerne havde telegrapheret -- og hele næste Dag ventede de to +Gamle Duborg, men han kom ikke. + +"Ja, ja," sagde de til hinanden, "saa har _vi_ i alt Fald vores +Samvittighed fri overfor det fremmede Menneske. Men selv om _han_ +ikke vil holde sin Kone fra at løbe bort med Galanen, saa vil _vi_!" + +Lidt før Rødgrødstid gik Ragna en Tur i Haven med Barnet; _det_ kunde +der jo ikke være nogen Fare ved, saa Tanterne fritog sig selv for +yderligere Observation. Rødgrøden kom paa Bordet, Enkefruen og +Datteren havde lige øst op til hinanden, saa sprang Bomben: Ragna var +borte. + +Hvor var Ragna! Hele Huset kom i Forhør, og Gaasepigen kunde da +tilsidst melde, at der for lidt siden havde holdt en lukket Vogn paa +Veien nedenfor Havehøien; af den var der steget en Mandsperson ud, +han havde omfavnet og kysset den unge Frue, og hun havde sat sig ind +i Vognen med ham og Barnet og var kjørt bort -- i Retning af +Hovedlandeveien. + +Hele Gaarden i Oprør: Ordrer og Contraordrer, Lamenteren og Skrigen +op! Den Eneste, der var rolig, var Marie. Hun gik oven i Kjøbet rundt +med et stille Smil, og det var ikke langt fra, at Tanterne et Øieblik +endogsaa næsten tænkte sig Muligheden af at kunne blive ganske lidt +vrede paa hende for hendes Mangel paa Medfølelse, eftersom hun +bestemt raadede dem til at forholde sig rolige og endelig ikke +foretage sig noget uoverlagt Skridt, før de næste Dag havde faaet +paalidelige Efterretninger. + +"Næste Dag!" udbrød de. "Imorgen kan Ragna jo være i Hamborg, og +iovermorgen i Polen eller Tyrkiet! Nei, enten har man Familie, eller +ogsaa har man det ikke -- nu kjører vi ind til hendes Forældre og +derfra til hendes Mand, saa maa _de_ tage Affaire!" + +Andrees fik til sin utrolige Forbauselse Ordre til strax at spænde +for, de Gamle satte sig i Caleschen, kjørte hele Natten og holdt hen +paa Morgenstunden i Store Kongensgade udenfor Generalconsulens +Gaard. + + + + +Der var naturligvis Ingen oppe hos Generalconsulens paa den Tid -- +Julius var jo den eneste Morgenmand i Huset, og han var i Jylland -- +men Portneren lukkede dem omsider ind, og de fik da banket Familien +op. + +-- "Hvad er der paa Færde!" raabte Generalconsulen. + +"Er Ragna død?" udbrød hans Kone forfærdet. + +"Gid det var saa vel!" svarede Tanterne. "Veed I virkelig Ingenting?" + +Nei, Forældrene vidste af gode Grunde ikke det Mindste, og saa +fortalte Vennebjergerne dem, at deres Datter den foregaaende Aften, +mir nichts dir nichts, var løben væk med en anden Mand. De havde, saa +snart de var kommen under Veir med, hvad hun tænkte paa, telegraphisk +meddelt Manden det, men han var formodentlig lige glad, for han havde +slet ikke ladet høre fra sig. + +"Men det er din egen Skyld, Jesper!" sagde Hanne. "Det er Straffen, +fordi Du hjerteløst har lukket din Dør for dit eget Barn og smidt +Blodets Røst ned ad Trapperne!" + +"Ja, og Du har sagt din Stol af i Garnisons Kirke," supplerede Sine, +"og Du vil brændes og kommes paa Krukke -- den Slags Ting taaler +Vorherre ikke i Længden!" + +"Vaas!" raabte Generalconsulen men var dog aabenbart selv en Del +rystet ved, hvad han hørte. -- "Skulde det virkelig være Ragna, der +har Skylden -- vi maa ud til min Svigersøn, hvor ubehageligt det end +er mig -- men han maa vel kunne give Besked!" + +"Ja, _vi_ tager med!" erklærede Vennebjergerne. "Det er _vores_ Hjem, +hun senest er løben fra, saa vi har dog vel en vis Ret til at faae +nogen Redelighed paa Tingene! -- Skynd Jer lidt -- nei, Tak, vi skal +ikke have Kaffe!" + +Og saa kjørte de alle Fire afsted i den gamle Calesche -- +Generalconsulen sagde altid siden, at var der Noget, han var +taknemmelig for, saa var det, at han ikke havde mødt nogen af sine +Bekjendte i _den_ Ekvipage! Ud ad Jagtveien kjørte de, langs +Østerfælled -- og de saae da ogsaa ud, som om de skulde til +Henrettelse Allesammen. + +Endelig holdt de ved det gamle Landsted; Døren stod aaben -- Duborg +var altsaa hjemme -- og de gik lige ind i Havestuen. + +_Der_ sad Ragna og Duborg med Drengen imellem sig og drak +Morgenkaffe, og det Hele saae høist tiltalende og høist fredeligt ud. + + * * * * * + +Ægteparret foer noget hurtigt op, da de uventede Morgengjæster +traadte ind, og en eneste lille Brøkdel af et Secund var det +tydeligt, at Ingen vidste, hvad der skulde siges eller gjøres; men +saa faldt Moder og Datter i Armene paa hinanden, og Vennebjergerne +snøftede og tørrede Øinene. + +-- "Ja, I maa ikke være vrede paa mig, fordi jeg ikke fik sagt Farvel +iaftes," sagde Ragna med et Smil til Tanterne, "men jeg kom lidt +hovedkulds afsted." + +"Det kan man jo godt kalde det," svarede Hanne spidst, "men maa vi +saa alligevel bede om en Forklaring!" + +Ja, Ragna gav den Forklaring, hun kunde. Hun havde længtes saa +umaadeligt efter Duborg, og Duborg efter hende -- tilsidst havde +egentlig Ingen af dem kunnet holde det ud, men Ingen af dem vilde dog +gjøre det første Skridt. Men saa var Holst traadt til og havde +afvexlende læst begge Parter Texten og foreslaaet Duborg, at han +simpelthen skulde tage ud til Vennebjerg, hilse paa Tanterne og hente +sin Kone og sit Barn. Det vilde Duborg ogsaa hellere end gjerne have +gjort, men Ragna vilde for enhver Pris undgaa Scener ude paa Gaarden +i Gjæsternes Overværelse og havde derfor bestemt at gaa alene ned til +Stationen og _der_ møde sin Mand og tage hjem med ham. Men saa kom +Tanternes uafbrudte Observation, der gjorde det umuligt for hende at +forlade Gaarden sammen med Barnet, og saa maatte hun forat komme +ubemærket bort lade Holst bede Duborg om at hente hende med Vogn +Klokken Elleve om Aftenen. + +-- "Ham, Holst, ham kan vi godt lide!" erklærede Tanterne, men de var +dog endnu ikke rigtig klare over Forholdene, og Sine spurgte +tvivlende: "Var det virkelig din egen Mand, Du løb væk med?" + +"Ja, det veed Gud, det var!" + +"Men vi telegrapherede jo!" sagde Hanne. + +"Ja, det er sandt," svarede Duborg, "Tak for _det_! Derfor kom jeg +ogsaa med Vognen to Timer før, end jeg ellers var kommen, og saa var +Marie Lund saa god at kalde paa Ragna, og saa gik det Hele!" + +-- "Maa vi _saa_ faae Kaffe!" sagde Tanterne og satte sig ned. + +Alt aandede Fred og Forsoning over hele Linien -- selv +Generalconsulen kyssede sin Datter paa Panden og trykkede sin +Svigersøn i Haanden. + +-- Da Morgengjæsterne omsider var taget bort, gik Ragna hen til sin +Mand, lagde begge Hænder paa hans Skuldre og sagde: + +"Veed Du, hvad _min_ store Feil har været, Hans! Jeg vilde have, at +Du skulde være som alle de Andre -- og saa er _det_, jeg er lykkelig +over og stolt af, jo netop det, at Du _ikke_ er det!" + +"Er Du virkelig!" brummede Duborg. "Vilde Du da ikke alligevel +hellere sidde hjemme hos dine Forældre -- med Drengen, naturligvis -- +og ønske, at Du aldrig havde seet mig?" + +"Men Hans dog!" sagde Ragna og lo. "Hvor skulde saa Drengen være +kommen fra!" + +"Naa, ja, det er jo sandt nok, men jeg mener bare, om Du ikke havde +været lykkeligere, hvis Alt var bleven ved at gaa i den gamle Gjænge, +og Du endnu havde siddet paa Kontoret -- saa havde Du dog været +sparet for mange Sorger!" + +"Men saa havde jeg jo heller ikke været Den, jeg nu er! -- Troer Du +da ikke, jeg veed, at jeg er en Anden nu end før -- og at det er Dig, +der er Skyld i det!" + +"Jo, det er Du vel ogsaa. -- Du havde da i alt Fald ikke faaet +Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over +Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil. + +"Har _jeg_! Er det sandt!" + +"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg _har_ seet det!" + +"Og Du er ikke vred over, at jeg --" + +"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være +vigtig af min Kone! -- Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du +var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa +bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor +Tid ikke er den store, men den _lille_ Kunsts. Jeg interesserer mig +ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg -- men Dagligstuerne +har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til +igjen at slaa mig paa Porcelainet -- det er dog saadan noget temmelig +fornemt Noget -- og _det_ duer jeg til. -- Nu _har_ jeg været ude paa +Fabriken, og _der_ tog man imod mig med Kyshaand." + +"Ja, det troer jeg nok! -- Men Du skal da ogsaa male rigtige +Malerier, Hans?" + +"Ja -- naar jeg _har_ Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere +gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan +bliver inspireret -- og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være +med at være Egoist -- men holde af Dig, det gjør jeg alligevel +altid!" + +Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd -- det +var længe siden, hun havde gjort det! + +"Men _Du_ skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver," +vedblev Duborg, "for _det_ har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant, +og havde Du i Tide lært det, _jeg_ har, saa var Du ti Gange mere +værd, end _jeg_ er -- jo, Du var!" + +-- Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer, +der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet +finde mig i, at _Du_ var den Overlegne -- men det _er_ Du! -- og saa +har jeg været jaloux -- paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du +saae til -- men det skal jeg ikke være mere!" + +"Aldrig?" + +"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel -- en Gang imellem. Men det, +som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid -- +næsten altid -- havde Ret -- det maa en Kone aldrig have!" + + * * * * * + +-- Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en +constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri +Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration +i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig +Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet +det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at +jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!" + + + + +Poul blev da Officeer og skulde med Vintercorvetten til Vestindien. +Uniformen havde været prøvet Uger iforveien, og den Dag, han fik sin +Udnævnelse, gjorde han i fuld Gala Visit hos Fru Lund og Marie. + +Marie havde ganske naivt troet, at naar han først var Officeer, saa +vilde han med Sabelen ved Siden komme over og fri, og hans Besøg var +hende derfor en uhyre Skuffelse. Han sagde rigtignok, at _hun_ var +hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine +Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten +ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han +glædede sig umaneerligt til -- hvor _kunde_ han dog glæde sig til at +være en hel Vinter borte! + + * * * * * + +Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var +saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin +egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken". + +Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange +Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester +og Kamerater, ventede sig en Succes. + +Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været +ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i +Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den +Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften. + +Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i +første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i +Galleriet -- han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag. + +Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par +Linier fra Ragna -- Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og +da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at +Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende. + +Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke +alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der +tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige +Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde +for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun +helt igjennem førte sig. + +Hun vidste, at Poul sad i Parkettet -- men hun vidste ikke, om hun +var glad eller bedrøvet over det. + +Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en +Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en +ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det +egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den +Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade. + +-- "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til +hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!" + + * * * * * + +-- Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat -- +Mille var bleven meget gammel. + +Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at +hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St: +Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været +det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at +existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. -- "Nei, +jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig, +dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige +Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet +Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen -- det har jeg selv +seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse, +og Be'emanden veed Besked!" + +Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig +henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo +nok lidt høit oppe -- fjerde Sal -- "men saa er man saa rart nær ved +Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!" + +Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde, +som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig +passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for +Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var +Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af +sig og derfor trængte til Opmuntring. + +Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle. + +-- "Herregud, at lille Marie nu er naaet _saa_ vidt!" sagde Jomfruen +rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev +paa sin Tavle! -- Poppe kunde saa godt lide hende -- ja, nu er der +gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør +med de tyve Kroner -- og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have +mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i +Jorden! -- Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt. +Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem, +men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder +-- ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en +Vest om, men alligevel -- nei! Frøken Hansen synger ikke mere i +Garnisons -- hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og +seer paa Leiligheder -- ikke fordi hun flytter -- hun har jo sine to +Værelser i 'Trøstens Bolig' -- men forat faae Tiden til at gaa med +Noget -- og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam +Asters er bleven værkelig. -- Lirekasserne er heller ikke mere, hvad +de _har_ været -- det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu +spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten +med. -- Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen +i Gothersgade -- har Duerne det godt? -- Ja, jeg vilde gjerne give +Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed +saamænd ikke, hvad det skulde være -- jo, bi lidt! Jeg maa have dem i +Commoden!" + +Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt +hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede +Silkebaand en gulnet Convolut. + +"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at +jeg har gjemt dem!" + +"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten. + +"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav +mig for mange Aar siden -- jeg troer, hun havde faaet dem af den +lille Poul Lange -- ja, nu er _han_ vel ogsaa bleven stor, for +Officeer _er_ han da -- men det kunde jo være, det vilde more hende +at faae dem igjen saa længe efter. -- Husk nu at give hende dem, og +sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!" + +"Det skal jeg! + +"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren +her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!" + +"Ikke det?" + +"Nei! Han siger, at det er Alderdom -- men Alderdom er da ingen +Sygdom, vel?" + +"Nei, det er det jo ikke." + +"Bare jeg kunde dø, Terndrup -- men jeg troer, Sjælen er groet fast i +Ryggen paa mig!" + +"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! -- Men nu maa jeg afsted +-- Farvel, Jomfru!" + +Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage: + +"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem -- De skal have +Lænestolen efter mig -- jo De skal!" + +"Skal _jeg_! -- Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som +De --" + +"Nei, der er ikke. -- Men De maa selv koste nyt Betræk til den!" + + * * * * * + +Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde +have ret langt tilbage. + + + + +Der var Bal hos Generalconsulens, Bal for Poul inden hans Afreise. + +Poul vilde havt Marie bedt med, men det vilde Faderen ikke paa nogen +Maade vide af. -- "Vi gjør ikke Fester for Balletdronninger," sagde +han, "og Du har allerede havt Maskepi nok med Baghuset -- mere end +nok!" + +Saa fandt Poul sig ogsaa i det og trøstede sig med, at Marie egentlig +var alt for god til at tages om Livet af Alle og Enhver -- "og hun +vilde saamænd heller ikke engang have moret sig," mente han. + +Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent +Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til +hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne -- _der_ var Poul med +en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae +straalende fornøiet ud -- nu bøiede han sig ind bag Gardinet og +hviskede Noget til hende -- _hun_ saae ned -- Parret forsvandt. + +Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde +lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar _han_, han, den Eneste -- +aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt, +fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat -- forbi, forbi! + +Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af +Terndrup -- et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa +tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i +Grønsværen om Lindetræet -- nu stod ogsaa _det_ afbladet, sort og +nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade +have været hende en Relikvie -- nu var de kun Symbolet paa en tabt +Illusion. + +-- "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet -- den visne Blomst grønnes +aldrig mere!" + +Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og +det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet -- +saa bliver den borte i Mørket. + + + + +-- I Februar fik Marie et underligt Brev fra Poul, fra Vestindien. +Hun maatte læse det baade to og tre Gange, før hun rigtig forstod +det. + + * * * * * + +Det lød saadan: + + Min egen, kjære Marie! + + Jeg veed slet ikke, hvordan jeg skal faae begyndt, og endnu + mindre, hvordan jeg skal faae sagt, hvad jeg vil. + + Jeg skammer mig som en Hund over mig selv, det er sikkert, men + det er forresten alt for lidt sagt. Naar jeg blot i fem Minuter + nu kunde se Dig ind i Øinene -- eller maaske slaa mine Øine ned + for Dig! -- Men det er jo umuligt -- og komme hjem uden at have + skrevet Dig til, som det er, det vil jeg heller ikke. + + Marie, jeg er en Æsel! Jeg veed jo godt, at _Du_ holder af mig -- + hvis Du da ikke har skiftet Sind, mens jeg har været borte -- og + _jeg_ holder mere af Dig end af noget andet Menneske paa Jorden + -- det har jeg altid gjort. Men jeg er en letsindig Hund. Og det + er saa underligt, at jeg egentlig først, efterat vi havde staaet + Skagen ud, blev rigtig klar over, at Du var den Eneste i hele + Verden, jeg vilde have til Kone -- hvis Du da ellers vilde have + mig. Det tænkte jeg saa paa at ville skrive til Dig fra Madeira, + men det blev ikke til Noget, for Du veed jo, at Skriveri aldrig + har været min Sag, og jeg syntes ogsaa, det var naturligst at + sige saadan Noget mundtligt, naar jeg kom hjem, i Steden for at + skrive det -- og Du vidste det vel ogsaa iforveien. + + Det var der jo alligevel ingen Ulykke i Altsammen, men nu kommer + det. + + Der var Bal igaar ude paa en af Plantagerne, og _jeg_ var med. + Jeg veed godt, at Du ikke kan forstaa det, men jeg vil alligevel + have Lov at skrive det, for sandt er det: jeg tænkte paa _Dig_, + og ikke paa noget Andet end Dig hele Veien ud, baade da vi roede + ind til Quaien, og da vi red ud til den forbandede Plantage, og + jeg var saa glad, som jeg ikke længe har været. Men netop fordi + jeg tænkte paa Dig hele Tiden, var jeg munter, overstadig, og + gjorde Kur til Damerne over en lav Sko. + + Damerne i Troperne er nu anderledes end Damerne hjemme -- Du + kjender Spanierinden i "Fjernt fra Danmark"! Der var En af dem, + som jeg dansede meget med. Hun var kjøn -- det vil sige, det + syntes jeg igaar -- og hun var venlig og indladende og alt + Muligt. Jeg maatte tale _om Dig_ med et Menneske -- netop fordi + Du er saa forskjellig fra alle dem, jeg var sammen med -- og saa + fortalte jeg hende Løst og Fast: at vi var voxet op sammen og + havde holdt af hinanden som Børn, at Du allerede var en berømt + Danserinde, og at jeg vilde fri høitideligt til Dig, saa snart + jeg kom hjem -- det var ligefrem en Lettelse at faae talt ud. Og + hun var saa deltagende, spurgte, hvad Du hed -- kun Fornavn + naturligvis -- og jeg sagde hende det, og hun gjentog: "Marie, + Marie, Marie" -- og _det_ lød meget kjønnere end hele Balmusiken. + + Ja, kan Du saa gjætte Dig til Resten? Nei, det er Ulykken, det + kan Du ikke, for det er Du alt for god og honnet til, og der er + naturligvis heller ikke et Menneske, der vil forstaa, at man kan + bære sig saadan ad. + + Kjære, lille Marie, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men + det _var_ hende, som ude i den mørke Palmeallee pludselig slog + sine Arme om Halsen paa mig og sagde noget Sludder, som jeg i + Øieblikket tog for gode Varer -- jeg havde jo ogsaa drukket en + hel Del iskold Champagne, og varmt var det -- noget Sludder om, + at her i Vestindien var _hun_ min Marie, og at hun skulde + erstatte mig Savnet af den rigtige Marie o. s. v. i den Dur. Men + det var nu alligevel voldsomt durkdrevent af hende, for det var + den eneste Maade, hun kunde fange mig paa. + + Jeg tænkte paa _Dig_, men jeg tog _hende_ i mine Arme. + + Og nu er jeg saa voldsom ulykkelig og skamfuld, og jeg veed slet + ikke, om Du kan tilgive mig. Men det troer jeg nu alligevel, Du + kan, for Du er saa god, og jeg er egentlig saa umaadelig glad + over at have faaet Dig sagt alt det, jeg vilde. Men Anledningen + skulde jo rigtignok helst have været en anden. + + Holder Du af mig endnu, saa skriv to Ord til mig, til Havre -- + saa veed jeg dog, om jeg er kjøbt eller solgt, inden jeg kommer + hjem. Men Du skal ikke sige Noget til Nogen -- for med Fader maa + man varpe sig frem, og det vil jeg selv gjøre. + + Gud velsigne Dig, og hold af mig trods Alt! + + Din + Poul. + +Marie skrev til Havre, og Ragna var den Eneste, hun betroede sin +Lykke til. + + + + +Sidst i Marts kom Poul hjem med Corvetten, brunet af Vestindiens Sol +og straalende af Glæde. _Naar_ han kunde, stjal han sig over til +Marie i hendes Hjem, ellers mødtes de kun hos Duborgs. + + * * * * * + +I Begyndelsen af Juni var det Ragnas Fødselsdag. Hendes Forældre +havde været paa officiel Visit om Formiddagen, men til om Aftenen var +der bedt større Selskab: Holst, Berner og Terndrup, Poul og Marie. + +-- "Jomfru Buxbom er død imorges," sagde Terndrup, "og det er godt +for _hende_, men jeg vil ligegodt savne at komme op og høre paa +hendes Kjørileis en Gang om Maaneden, det veed Gud, jeg vil!" + +"Herregud, er _hun_ borte!" udbrød Berner. "Den Slags Existenser døer +ud og erstattes ikke af lignende ny." + +"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev +Terndrup. "Nu, da hun er død, kan _det_ saa ikke give Dem det 'Puf', +De trænger til for at lade Bogen komme ud?" + +"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog +skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!" + +Saa kom Holst. + +-- "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede +Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!" + +"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende +Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig +travlt!" + +"Hvormed?" + +"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for +at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave -- værsaagod!" + +Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et +Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin +Krone op over Taget. + +"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at +tænke paa _mig_ -- Tusind Tak!" + +"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg +ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud +veed, hvordan Alting var gaaet!" + +"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til +Duborg, "som en Kunstner jo bør være!" + +"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke +havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer -- og styrede +dem godt! -- Men hvad er _det_, Holst, er Du begyndt at radere?" + +"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at +Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig -- i +alt Fald overfor _mine_ Mesterværker -- og saa tog jeg fat paa +Radeernaalen og prøvede mig frem -- ja, det er det første rigtige +Forsøg, din Kone har faaet." + +"Det er sgu godt!" erklærede Duborg. + +"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar -- men det +skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af +fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand, +skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan _det_ gamle Kjøbenhavn +saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse." + +"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse +gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!" + +-- "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde +Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav +Ragna en Firkløver. -- "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ +forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til +Raderingen -- den bringer nok Lykke, skal De se!" + +"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret +paa Firkløveren. "Og _den_ har De virkelig plukket i Generalconsulens +Gaard?" + +"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under +Lindetræet, og saa --" + +"Det er =Trifolium resupinatum=!" sagde Berner næsten høitideligt. + +"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum -- 'Planten funden og +forsvunden'!" + +"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø, +som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne." + +"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard +-- har De ikke?" spurgte Holst. + +"Nej, _jeg_ har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en +Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet +paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange +havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard." + +"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!" + +"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en +Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om +Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i +Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken =Trifolium +resupinatum= eller nogen anden Kløver. -- Og hvordan kan den nu +pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?" + +Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden +Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus +Resten af Aftenen. + +Saa kom Poul og Marie -- de kom "ganske tilfældigt" sammen. + +-- "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og +Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!" + +Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen +sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til +ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker. + +-- "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup +efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i +"Urskoven", mens Poul saae langt efter dem. + +"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede +Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom -- har De +det endnu?" + +"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig. + +"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. -- Men +skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan +more mig at vide?" + +"Ja -- jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie. + +"Se, se! -- Og _hvor_ var det, med Forlov at spørge?" + +"Det var hjemme i Gaarden -- jeg ledte efter det næste Dag, men det +var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop +nu, da gamle Jomfru Buxbom er død -- det havde dog været et Minde om +hende." + +"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de +her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge -- det var maaske +allerbedst, det gik, som det gik. -- Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg +vilde!" + + * * * * * + +Man brød sent op og _gik_ hjem i den lune, lyse Midsommernat. + +-- "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup +om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran. + +"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup. + +"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte +Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden -- der er +vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!" + +"Naa -- aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil +være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!" + +"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner. + + * * * * * + +Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene +ad. + +-- "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. -- Er _det_ +heller ingen 'Puf' til Bogen?" + +"Jo -- umuligt var det jo ikke!" + +"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er +varmt! -- Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra +Byen!" + +"Fra Byen?" + +"Ja -- jeg reiser til Efteraaret -- til Hønsetiden," svarede Terndrup +og saae ned. + +"Men hvorhen dog?" + +"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og +saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid." + +"Men jeg troede dog, at De --" + +"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. -- Ja, det har jeg jo paa +en Maade ogsaa. -- Men saadan Noget skal man ikke love -- for i +Længden kan man ikke holde det!" + +"Herregud, skal man nu miste _Dem_! -- Men har De da Raad til at +opgive Forretningen?" + +"Gu', har jeg saa! -- Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har +lagt Skilling paa Skilling." + +"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?" + +"Ja, det er da paa høie Tid!" + +"Hvad vil det sige?" + +"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for +enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar; +skydes op _skal_ de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg +endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. -- Godnat, Berner!" + + + + +Vel var Poul, som Terndrup rigtigt havde bemærket, ikke synderlig +"kaalhøgen" overfor sin Fader, men der maa jo en Ende paa Alting, og +en skjønne Dag i Eftersommeren, ude paa Landet, opgav han -- efter +Poussecaféen -- at "varpe sig frem" og fortalte rent ud, at han og +Marie holdt af hinanden. + +Det blev en artig Scene! + +Generalconsulen saae saa forfærdet ud, som om Saluten fra mindst ti +mellemamerikanske Orlogsmænd var gaaet lige over Hovedet paa ham; han +kylede Cigaren i Ansigtet paa den nærmeste og mest menneskevenlige af +Familieløverne, begyndte med at spørge, om Poul var bleven gal, sagde +derefter, at han kun havde Sorg af sine Børn, og erklærede saa, +aldrig, aldrig at ville finde sig i en saadan Forbindelse. -- +"Heldigvis," sluttede han, "veed jeg dog, at Du som Lieutenant skal +have en vis Indtægt for at faae Giftermaalstilladelse, og den Indtægt +kan Du -- heldigvis! -- ikke skaffe, for din Danserinde har vist +ikke nogen større Formue, vel?" + +Poul fandt det klogest ikke at spænde mere i den Gang og trak sig +tilbage, men Generalconsulen lod det ikke være nok med at have sagt +Poul Besked: han gik næste Dag til Fru Lund. + + * * * * * + +-- "Det er nydelige Historier," begyndte han, "med min Søn og Deres +Datter! Men det har man for sin Godhed! Skjøndt jeg ikke havde +mindste Forpligtelse overfor Dem -- hører De: ikke den mindste! -- +saa har jeg dog ladet Dem bo gratis her i Huset, jeg har støttet Dem +med et fast contant Beløb, og saa har De alligevel systematisk søgt +at lokke min uerfarne Søn -- jo, De har! Da Deres Mand kom i +Fedtefadet --" + +"Han var uskyldig, Hr. Generalconsul," indvendte Fru Lund ydmygt, +"det blev han ved med at sige til det Sidste!" + +"Lad os ikke tale om _det_! Jeg anklager Ingen, men at der ikke kan +være Tale om Giftermaal, haaber jeg, De som en fornuftig Kone +indseer. Vel er jeg en fordomsfri og afgjort liberal Mand -- en god +Demokrat -- men Fordomsfriheden har ogsaa sine Grænser, og i dette +Tilfælde betegner Begrebet Balletdanserinde som Svigerdatter for mig +Grænsen, den absolute Grænse. Gudbevares, jeg siger ikke Noget om +Deres Datter i og for sig, men min Søns Hustru -- nei! -- De maa +flytte til October, Understøttelsen beholder De!" + + * * * * * + +Fru Lund græd, og Marie græd, da hun i skaansomme Udtryk fik +Meddelelsen om det Forefaldne; Generalconsulinden sørgede, Duborg +brummede, og Poul saae ikke til sin Fader. + + + + +-- "Jeg kommer nok ikke til Jylland iaar før efter Hønsetiden," sagde +Terndrup. "Ja, jeg _har_ nok tænkt det!" + + * * * * * + +Terndrup havde forresten allerede "hævet" sin Forretning og +realiseret Bøger, Frimærker, Conchylier og "Spirituosa". Han havde +imidlertid travlt alligevel, var stærkt interesseret i Trykningen af +Berners Bog og gjorde flere Afstikkere fra Byen uden at have Bøsse +med. + + * * * * * + +En skjønne Dag stillede han paa Generalconsulens Kontor. + +"Hvad er til Tjeneste?" spurgte Denne og stillede sig i +Audienspositur. + +"Aa, det er skam egentlig kun et godt Raad, jeg vilde bede om," +svarede Terndrup, "men det kan jo nok være, det trækker lidt ud, saa +jeg troer, vi gjør bedst i at sætte os ned." + +Dermed tog han ugeneert en Stol, og da _han_ satte sig, gjorde +Generalconsulen fornærmet det Samme. + +"Det er saamænd angaaende Fru Lund," vedblev Terndrup. "Hvad skal vi +stille op med hende: hun vil flytte!" + +"Vil flytte!" raabte Generalconsulen. "Hun _skal_!" + +"Naa, hun _skal_, se, se! -- Ja, det kommer jo strengt taget ikke mig +ved, men --" + +"Nei!" + +-- "men jeg synes sgu, det er urimeligt! Saa faaer jo for det Første +Deres Søn længere at gaa, naar han vil besøge sin Kjæreste -- naa, +han har naturligvis unge Ben, saa --" + +"Kjæreste! Er De gal, Menneske! Hvem taler De om?" + +"Om Deres Søn og Fru Lunds Datter, begribeligvis!" + +"De faaer aldrig i Evighed hinanden!" + +"Naa, ikke det? -- Gjør Fru Lund maaske Vanskeligheder, fordi Deres +Søn kun er Secondlieutenant?" + +"Nei, _det_ troer jeg dog ikke, hun gjør!" + +"Ja, men hvad kan det da være for? -- Er det monstro, fordi hun veed +Noget?" + +"Om hvem?" + +"Ja, det maatte vel være om Dem!" + +"Om mig!" + +"Ja, men det kan Deres Søn jo ikke gjøre ved!" + +"Maa jeg bede Dem øieblikkelig --" + +"Ja, jeg skal strax være der! -- Saa maa Fru Lund alligevel have +faaet Noget at vide -- men det er ikke af _mig_!" + +"Aa, De er jo forrykt -- hvad mener De?" + +"Det var ellers en Skam, for _jeg_ har holdt ren Mund -- men hun maa +jo have faaet Rede paa de her Appelsiner!" + +Generalconsulen var bleven høirød i Hovedet, og hans Stemme rystede, +da han sagde: + +"Jeg indseer virkelig ikke, hvad det vedkommer _mig_, at hendes Mand +smuglede og blev overbevist om Toldsvig!" + +"Naa, ikke?" + +"Nei!" + +"Ja, saa maa jeg nok forklare mig tydeligere. -- Det var sgu _Dem_, +der smuglede!" + +"Mig!" + +"Ja, vist var det saa!" + +"De lyver! -- Og om det saa var sandt tusende Gange og tusende Gange +til, saa veed _De_ Ingenting -- Ingenting!" + +"Ja, det er nu ellers, ligesom man tager det! -- Jeg har altid havt +saadan hvad man kalder Misfidus til Dem, og saa var det for en hel +Del Aar siden, at Deres yngste Søn en Dag solgte mig nogle gamle +Frimærker, som sad paa Brevene." + +"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen. + +"Og eet af dem var skam fra Fru Lunds Mand!" + +"Naa, og det Brev, det læste De?" + +"Ja, jeg gjorde saamænd! -- Det skulde jeg maaske ikke have gjort, +men --" + +"En Gentleman læser ikke andre Folks Breve!" + +"Det har De sgu vist egentlig Ret i! Jeg har ogsaa fortrudt det, men +gjort er gjort!" + +"Naa, og Brevet, Brevet!" + +"Ja, man maatte jo stave og lægge sammen, men saa blev Meningen ogsaa +grumme tydelig." + +"Naa, det blev den!" + +"Ja, grumme tydelig! -- De har jo nu altid holdt af saadan smaa, +mindre propre Nebengeschäfter -- ogsaa _før_ De blev Generalconsul -- +og saa havde De hittet paa -- bare som en Adspredelse, begribeligvis +-- at smugle Silketøi ind paa Bunden af Appelsinkasser, og Kasserne +blev slaaet op om Natten i Deres Gaard -- jo, de gjorde! -- og De +brugte Deres Agent, Lund, som Straamand -- det var _hans_ Navn, der +blev klareret paa, og det var da ogsaa _ham_, der blev snuppet!" + +"Tilstod han maaske ikke selv?" + +"Jo, han gjorde!" + +"Og det vil De bilde voxne Folk ind, at han havde gjort godvilligt, +hvis han havde havt rent Mel i Posen!" + +"Nei, aa, nei! Han gjorde det heller ikke godvilligt, og han havde +heller ikke rent Mel i Posen, det var Synd at sige, for han havde +brugt af de Penge, han havde incasseret som Deres Reisende, og han +kunde ikke erstatte Beløbet. Saa gjorde _De_ ham klar paa, at +Straffen for Bedrageri var meget større end for den Smule Toldsvig, +og De lovede ham at holde ren Mund med det Første, naar han alene +vilde tage sig Skylden paa for det Andet!" + +"Hvor meget koster det Brev?" + +"Ja, jeg har nu aldrig saadan handlet med Breve," svarede Terndrup, +stadig lige irriterende rolig, "kun med Frimærker, og _det_ er jeg +ogsaa hørt op med nu -- men forresten er det Brev ikke til at faae." + +"Hvad skal det sige?" + +"Nei, for jeg har brændt det." + +"Har De brændt det?" + +"Ja, jeg har sgu. Det skulde jeg maaske ikke have gjort -- jeg har +ogsaa fortrudt det bagefter!" + +Generalconsulen trak lettet Veiret og reiste sig igjen. + +"Vil De uopholdeligt forlade mit Kontor!" sagde han. + +"Ja, jeg kan snart være færdig," svarede Terndrup. -- "Men jeg er +alligevel bange for, at Fru Lund har faaet noget at vide om den +Kløver, siden hun absolut vil flytte, og det er sgu kjedeligt!" + +"Kløver! -- Vaas! -- Hvad for en Kløver?" + +"Ja, Generalconsulen kan nok huske, at Berner -- De veed, ham, Deres +Svigersøns gode Ven -- han kom engang for mange Tider siden og sagde +til Dem, at han havde faaet et Par visne Blade af en sjelden Plante, +som skulde være funden i Deres Gaard. Det var nu mærkeligt nok, for +det var en Kløver, som ellers kun findes nede i Italien, og som kun +var funden eet Sted før i Kjøbenhavn -- nei, De maa sgu sidde ned og +høre paa mig, for det er ligefrem en Historie, der kunde trykkes i +Aviserne!" + +"Alt det Vrøvl kommer jo ikke mig ved!" + +"Nei, man skulde ikke tro det, for _De_ faaer jo ingen Klipfisk nede +fra Italien, vel? Det var jo ogsaa _det_, der var det Mærkelige, at +den Plante netop skulde voxe i _Deres_ Gaard!" + +"Det har været en Feiltagelse. Jeg har selv seet efter i flere Aar +siden: der har ikke været mere Kløver end bag paa min Haand!" + +"Det er rigtigt -- men iaar er der sgu!" + +"Det er jo umuligt! Men selv om det var sandt -- den Kløver iaar kan +da ikke stamme fra Høet i de Appelsinkasser, som Lund -- selvfølgelig +imod mit Vidende og Villie -- muligvis har brugt min Gaard til at +slaa op i!" + +"Jo, det er det Underlige af det: det gjør den nu alligevel! Det er +skam, som jeg før sagde, en Historie, der er lige til at trykke -- +men den er lidt lang. -- Seer De, de visne Blade, som Berner i sin +Tid fik fat paa, de var af en lille Buket, som Deres yngste Søn havde +plukket her i Gaarden og givet Marie Lund." + +"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen for anden Gang. + +"Ja, det er Satan til Dreng!" indrømmede Terndrup. -- "Om Forladelse, +nu er han jo Lieutenant! -- Men, hvad jeg vilde sige, Marie Lund, hun +havde saamænd, før Berner kom til, givet den gamle Jomfru Buxbom -- +De veed hende, der var kjendt fra Barn af med Deres Tanter fra +Vennebjerg -- det Meste af Buketten, og se, Jomfruen -- hun var jo +saadan sær i mange Dele, men honnet, det var hun -- naa, hun havde +gjemt de her Blomster i et Papir, og dem gav hun mig ifjor, forat jeg +skulde fly dem tilbage til Marie Lund som en lille Amindelse. Det +gjorde jeg ogsaa, men saa gik det hverken værre eller bedre, end at +Papiret en Aften, da hun stod i et aabent Vindue her i Baghuset, fløi +fra hende, op over Lindetræet. Og saa har der formodentlig været lidt +Frø ved de visne Stilke, og det har spiret. -- Kan De saa se, at +Kløveren iaar alligevel stammer fra _den_, Deres Appelsiner har været +pakket i? Og troer De ikke, at saadan en italiensk Plante i Store +Kongensgade, naar man pirred lidt op i de gamle Historier, kunde +være, hvad de oppe i Criminalretten kalder for et Indicium?" + +"Aa, De er jo gal, Menneske -- splittergal!" raabte Generalconsulen. +"Og jeg skal i alt Fald nok sørge for, at der ikke mere skal være +Noget at finde i Gaarden -- det kan De stole paa!" + +"Aa, ja, saamænd, ja," svarede Terndrup, "det kunde jeg næsten tænke +mig. -- Men det gjør nu Ingenting!" + +"Ikke det!" + +"Nei! -- Jeg skal sige Dem, den er allerede paa Tryk!" + +"Hvad for en?" + +"Kløveren! De veed, Berner -- ham, Deres Svigersøns gode Ven -- han +har i lange Tider skrevet paa en Bog om alle Planter og Dyr i hele +Kjøbenhavn, og nu er den da endelig givet i Trykken -- det har +saamænd holdt haardt nok at faae ham til det! -- Jeg har ellers et +Correcturark i Lommen, som jeg fik Lov at laane -- her skal De se, +hvad der staaer: + + "=Trifolium resupinatum.= Første Gang funden paa Pladsen omkring + Thorvaldsens Musæum. Senere funden i Generalconsul Lange's Gaard, + Store Kongensgade 238." + +"Se, nu kan De jo luge, saa meget De vil, om Deres Lindetræ -- De +kan sgu ikke luge Historien ud af Berners Bog!" + +"Det er mig ogsaa ganske ligegyldigt! Naar der Ingenting findes i +Gaarden, saa vil Enhver sige, at Deres Hr. Berner har taget feil!" + +"Ja, Gud veed! -- Jeg skal sige Dem, han har været saa forsigtig at +plukke nogle Stykker, som han har, pænt tørret, i sit Herbarium." + +"Det er Tyveri! Jeg kan sagsøge ham for uberettiget Indtrængen paa +mit Territorium og for Krænkelse af Privatlivets Fred!" + +"Det kan De! -- Men De lader nok være med det!" + +"Nei, jeg gjør ikke!" + +"Jo, gu, gjør De saa! For nu skal _jeg_ sige _Dem_ Noget: _De_ kunde +ikke staa Dem ved, at jeg sørgede for, der i Smaabladene kom en nem +lille Historie om Generalconsul Lange og Handelsagent Lund og +Toldsvig og italiensk Kløver. Veed De hvad: _det_ Nummer af Avisen, +det kjøbte sgu Deres Fader strax!" + +"Det Hele beviser Ingenting!" + +"Nei, _det_ gjør det ikke -- men De er ligegodt en død Mand den Dag, +det kommer frem!" + +Generalconsulen begyndte at se ud, som om han mente Slaget tabt og +ikke engang selv troede paa Muligheden af, at der var Tid til at +vinde et nyt. + +-- "Hvad forlanger De saa for at tie stille?" spurgte han med brudt +Stemme. "Ikke fordi jeg har Nogetsomhelst at bebreide mig -- ikke det +Mindste! -- men offentlig Skandale er mig modbydelig!" + +"Ja, mig ogsaa, uha, uha!" forsikrede Terndrup. "Men jeg er ellers +grumme billig, for jeg holder ren Mund, naar bare Fru Lund bliver +boende -- og De saa lader hendes Datter og Deres Søn faae hinanden, +begribeligvis!" + +"Men er De da forrykt, Menneske! _Min_ Søn og den fattige +Balletspringerske -- aldrig!" + +"Ja, se fattig kan man nu vel i Grunden ikke kalde hende." + +"Ikke det!" + +"Nei, det kan man ikke -- hun faaer da baade at bide og brænde!" + +"Saa! -- Maa jeg spørge hvorfra?" + +"Ja, det skulde jo egentlig være en Hemmelighed, men siden +Generalconsulen ligefrem spørger om det, og da De jo saadan paa en +Maade er nærmest til at vide det -- jo, seer De: Frøkenerne paa +Vennebjerg har gjort Testamente for nylig -- jeg var selv +Vitterlighedsvidne sammen med Smeden." + +"Naa, det _var_ De! -- Og hvad kommer det Sagen ved?" + +"Jo, det kommer den sgu meget ved! Se, de rede Penge, som Frøkenerne +efterlader sig --" + +"Dem skal maaske Dansefrøkenen have?" + +"Nei, aa, nei! -- Nei, dem skal Deres Datter have, men se Gaarden --" + +"Ja, _den_ skal min Søn Julius have -- han er den eneste Landmand i +Familien!" + +"Det er nok muligt -- men den er nu ligegodt testamenteret til Marie +Lund." + +"Vennebjerg! Til Fremmede! Det er for galt! -- De to gamle +Fruentimmer maa jo gaa i Barndom!" + +"Aa, nei, det maa man ikke sige! Det er jo nok lidt kleint med Synet +for Frøken Hanne, og Frøken Sine kunde jo være noget mere skrap til +at høre, end hun er, men Forstanden, den skader Gudskelov Ingenting!" + +Generalconsulen gik op og ned ad Gulvet, standsede ved Pulten og +trommede med Fingrene, gik igjen op og ned, og standsede igjen -- +overveiede og beregnede, calculerede Skandalen og taxerede +Vennebjerg, og endte med at give sig. + + * * * * * + +Terndrup var allerede ude paa Gangen, da han blev kaldt tilbage. + +-- "Hør, den Bog," begyndte Generalconsulen, "den, som han -- hvad er +det nu, han hedder --" + +"Berner!" + +"Ja, Berner -- der har altid været mig noget Ubehageligt ved den +Person, lige fra den første Gang, jeg saae ham! -- Den Bog ønsker jeg +ikke skal udkomme!" + +"Ikke det!" + +"Nei, De maa standse Trykningen!" + +"Det kan jeg sgu ikke!" + +"Ja, det om den forbandede -- om denne Kløver -- det maa i alt Fald +gaa ud! Det stiller jeg som Betingelse, som absolut Betingelse for +min -- forresten ganske frivillige -- Indvilligelse i Partiet!" + +"Ja, ja, saa maa jeg jo se, hvad jeg kan gjøre! -- Godmorgen, Hr. +Generalconsul!" + + + + +Samme Aften søgte Terndrup Berner i hans Hjem. + +-- "Hør, Berner," sagde han, "De kommer til at gjøre mig en Tjeneste. +Det om den her Trifolium -- det maa De stryge i Correcturen!" + +"Jeg troer, De vil!" svarede Berner og saae næsten forfærdet ud. +"Dens sporadiske Forekomst er jo netop det Mærkeligste i hele Bogen!" + +"Ja, det er nok muligt -- men den maa sgu væk alligevel! Jeg har ikke +Lov saadan at sætte Dem ind i hele Redeligheden, men jeg skal sige +Dem: der er To, som ikke kan faae hinanden, uden at De stryger den +Trifolium." + +"Hvem er det?" + +"Ja, det er ogsaa en Hemmelighed, men det er ellers Marie Lund og +Lieutenant Lange -- nu veed De det!" + +"Men Terndrup -- kan De forlange _det_ af mig!" + +"Ja, jeg kan sgu! -- Har De ikke altid sagt, at naar en Art -- et Dyr +eller en Plante -- saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder +den?" + +"Jo, det har jeg vel nok, men --" + +"Naa, den Trifolium, den _har_ opfyldt sin Mission -- det kan De +stole paa! -- og saa lader vi den forsvinde!" + +"Mission -- ja, hvilken Mission?" + +Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et +polisk Smil i det ene Øie og svarede: + +"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog -- det var saamænd +ellers aldrig bleven til Noget uden den." + +Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og +Marie -- og saa lovede han -- med et resigneret Suk -- at føie sin +gamle Ven. + +"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for +_det_! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have +hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først +til sidst. + +Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider +var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde: + +"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og +Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!" + +"Hvordan det?" + +"Jo, havde _hun_ ikke gjemt den lille Buket, saa --" + +"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar _De_ ikke strax havde +seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds +Belte!" + +"Nei, det er ogsaa sandt! -- Men det er dog Marie selv, der har saaet +Frøet!" + +"_Det_ er det! -- Men dersom Holst ikke var gaaet ind i +Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet +Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!" + +"Og dersom _De_ ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det +Brev, Terndrup --" + +"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!" + +-- "Og _saa_ siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød +Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med +Alverdens Forfattere -- men man har ikke altid saa let ved at se det +i Virkeligheden som i Bøgerne!" + +"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa, +Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man +paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden, +blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de +senere Aar. Men _den_ Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og +Lieutenanten -- jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev +gift med hans Søster!" + +"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa +sikker!" + +-- "Ja, gu, er _hun_ sikker!" indrømmede Terndrup. + + + + +Terndrup sagde selv, at hans "Mission" i Kjøbenhavn nu ogsaa var endt +-- ligesom Trifolium's -- der var Ingenting at bie efter, og først i +October vilde han reise. + + * * * * * + +Om Formiddagen, som han skulde med Dampskibet om Aftenen, kom Holst +og Berner hen til ham forat sige et sidste Farvel i den gamle, tomme +Leilighed, hvor der nu saae saa underlig fremmed ud, og hvor man +mindst af Alt forstod, at der kunde have været saa mange Bøger til +Huse i de smaa Rum. + +Terndrup vilde endnu engang op paa Slaget og tage Afsked med Udsigten +og Duerne -- han havde forresten foræret dem til Værtens Søn -- og +saa gik Holst og Berner med op. + + * * * * * + +Det var smukt Octoberveir med ualmindelig klar Luft; Røgsløret laa +lavt nede, kun Tage og Kviste ragede op af det. + +-- "Herregud, _der_ er gamle Jomfru Buxboms Vindue!" siger Terndrup. +"Ja, nu er der ingen Kasser med Purløg og Pralbønner udenfor -- Gud +maa vide, hvem der egentlig boer!" + +"Og _der_ var Duborgs og mit Atelier!" svarer Holst. "Nu boer der en +Photograph -- =sic transit= --!" + + * * * * * + +Berner seer i modsat Retning, over ad Store Kongensgade til. -- +"_Der_ er Generalconsulens Gaard," siger han og falder i Tanker, men +om han nærmest tænker paa =Trifolium resupinatum= eller paa det +"historiske Vindue", hvor Duborg første Gang saae sin "ranke Frue", +det er ikke godt at sige. + + * * * * * + +-- "Hvor der dog i Virkeligheden er Faa i en stor By, der rigtig +føler sig knyttet til den!" udbryder Holst. "Somme er og bliver +Fremmede --" + +"Ja, Terndrup har jo altid seet over ad den Kant til, hvor Jylland +ligger," afbryder Berner ham med et Smil. + +"Og Andre har bestandig staaet udenfor det Hele," vedbliver Holst, +"som f. Ex. Duborg -- han er lige glad, om han er paa Capri eller i +Kjøbenhavn -- eller, rettere sagt, han er gladest, naar han blot er +borte!" + +"Men hvor _er_ det dog muligt!" svarer Berner. "Her er jo bedst i +hele Verden!" + +"Og smukkest!" tilføier Holst. "Her bliver kjønnere og kjønnere -- se +blot paa Nyrops Raadhus, hvor det kneiser over Kjøbenhavn!" + +"Men Christiansborg ligger endnu i Ruiner," indvender Berner, +"'Kongens Kjøbenhavn' har intet Midtpunct!" + +"Det _skal_ det have!" forsikrer Holst. "Festivitas kan ingen By og +ingen Tid undvære, og derfor skal Slotstinderne ogsaa løfte sig over +Staden Side om Side med Raadhustaarnet!" + +"Men Slotstaarnet maa være det høieste, og Spiret skal bære den +gyldne Kongekrone!" + +"Kan indrømmes -- af Skjønhedshensyn! -- Men det bliver os +Demokrater, og ikke Dem og Deres Lige, som bygger Kongen det ny +'Kjøbenhavns Slot'!" + +Berner smiler. -- "For _mig_ er det Væsentlige ikke, _hvem_ der +bygger, men at der bygges. Hovedsagen er, at Holmen ikke ligger hen +som en Brandtomt, et Splittelsens Tegn, men at man igjen reiser den +sunkne Kongeborg paa historisk Grund, hvælver og kupler den over +Absalons Brønd -- Traditionens 'hellige Kilde' -- _den_, som er og +bliver et Folks dyreste Eie!" + +-- "Ja, Eet er sikkert," siger Holst, "De og jeg, vi holder af +Kjøbenhavn -- 'Landets Hjerte', som Duborg ikke kan lide, jeg siger +-- og hver af os holder nu af den paa sin Maade. -- Men var _jeg_ +enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa lod jeg Folk som Dem og mig sætte +i forgyldte Rammer!" + +"_Jeg_ vilde dog foretrække en gammel Mahogniramme," indvender +Berner, "jeg troer, den vil passe mig bedst!" + +"Ogsaa indrømmet!" svarer Holst, og der bliver en Pause. + + * * * * * + +Lidt efter siger Berner: "Har De tænkt paa, at det rimeligvis er +sidste Gang, vi To staaer heroppe og seer ud over Byen! Det er dog +altid en Afslutning paa Noget, Noget, man er færdig med -- og jeg +synes, den sidste Tid har bragt saa mange Afslutninger!" + +"Afslutning!" gjentager Holst. "Jeg kan ikke fordrage Afslutninger, +hverken i Livet eller i Bøger! Man skal altid kunne tænke sig en +Fortsættelse, ellers er jo Interessen forbi, men man skal ikke vide, +_hvordan_ Fortsættelsen bliver -- og det veed man da heldigvis +heller aldrig! -- Færdig, siger De! Troer De, _jeg_ er færdig, +eller nogensinde bliver det? Nei! Jeg kan skabe mange smaa +udødelige Mesterværker endnu -- og De! De skal naturligvis udgive +Supplementbind til Deres store Værk -- hvem veed, maaske naaer De +endnu at faae den sidste sorte Rotte med: den kan jo komme for Dagens +Lys, naar vi begynder at rydde Christiansborgs Ruiner forat bygge det +ny Slot! -- og saa skal De fortsætte Ungdommens historiske Opdragelse +-- helst naturligvis gjennem Kunsten! -- Og Duborgs! Troer De, _de_ +er færdige? Jo, Pyt! _Han_ kan endnu blive inspireret og gjøre et +Galleribillede, og Fru Ragna -- ja, _hun_ kan gjøre, _hvad_ det skal +være! -- Og Lieutenanten og hans bedaarende lille Kjæreste -- den +sunde Ungdom, som ethvert Samfunds Fremtid skal bygges paa -- de skal +jo først til at begynde! Selv Terndrup kan der saamænd ovre i +Tredækkernes Land være forbeholdt de mærkeligste Oplevelser -- det er +kun _Byens_ Saga, han gaaer ud af, ikke Aarhundredets! -- Ja, vi +_skal_ vel ned!" + +-- Berner gaaer forrest. -- "Giv mig Deres Haand," siger han til +Holst, "her er mørkt, og jeg er dog mere husvant end De!" + +"Den ny Tid støtter sig til den gamle," svarer Holst, "og det er +_det_, den skal, for saa bryder vi da ikke med Traditionen!" + + * * * * * + +-- Terndrup staaer endnu deroppe og seer sig omkring -- det er jo +tyve Aar af sit Liv, han tager Afsked med. + +Den dæmpede Støi fra Gaderne nedenunder -- et sammenstemt Kor af +Raslen og Klirren, Rumlen og Raaben -- lyder op til ham, i Øieblikke +stærkere, i Øieblikke svagere -- snart skal han slet ikke mere høre +den, _han_ drager bort, Andre kommer til. + +Dueflokken slaaer et Slag over de nærmeste røde Tage, løfter og +sænker sig og bliver borte for Øiet, borte i Soltaagen, som dirrer +over den store By. + + * * * * * + +Og saa gaaer ogsaa Terndrup ned forat drage til sine Fædres Land og +_der_ bruge de Patroner, som Vorherre endnu maatte have bestemt for +ham. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Absalons Brond, by Sophus Bauditz + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 40291 *** |