initial commit of ebook 39722HEADmain

1 files changed, 17223 insertions, 0 deletions

diff --git a/39722-8.txt b/39722-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..64d6e8a
--- /dev/null
+++ b/39722-8.txt
@@ -0,0 +1,17223 @@
+The Project Gutenberg eBook, Samlede Værker, Tredie Bind, by Jeppe Aakjær
+
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+
+
+
+Title: Samlede Værker, Tredie Bind
+
+
+Author: Jeppe Aakjær
+
+
+
+Release Date: May 18, 2012  [eBook #39722]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+
+***START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VæRKER, TREDIE BIND***
+
+
+E-text prepared by Steen Christensen and the Online Distributed
+Proofreading Team (http://www.pgdp.net)
+
+
+
+Afskriverens bemærkninger:
+
+      Kursiv er gengivet med _understregning_, s p a t i e r e t
+      tekst med =lighedstegn=, og den mindre skriftstørrelse der
+      angiver regibemærkninger er gengivet med {krøllede
+      parenteser}.
+
+
+
+
+
+JEPPE AAKJÆR
+
+SAMLEDE VÆRKER
+
+
+TREDIE BIND
+
+-- SKUESPIL --
+
+
+LIVET PAA HEGNSGAARD -- ULVENS SØN --
+NAAR BØNDER ELSKER -- HIMMELBJÆRGPRÆSTEN
+
+GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG
+
+KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 1918
+
+ _Copyright by Jeppe Aakjær._
+
+_Al Ret over disse =fire= Skuespil forbeholdes Forfatteren -- ogsaa
+Retten til Oplæsning. Henvendelser desangaaende bedes rettet til
+Danske Dramatikeres Forbund, Kjøbenhavn._
+
+
+FYENS STIFTSBOGTRYKKERI (DREYER)
+
+
+
+
+Det, der fik _mig_ til at skrive Skuespil, var Glæden ved den jydske
+Replik. At stille to Bønder overfor hinanden og la' dem snakke løs om
+det, de har paa Sinde, er en betagende Ting for den, der kjender en
+Dialekt i hver tænkelig Afskygning. Men Sorgen og Fortvivlelsen
+falder over én den Dag, man skal ha' sit Stykke op paa Scenen. Thi
+Skuespillerne rekruteres sjældent fra Bondens Lejr; kun 2-3 Gange har
+jeg haft det Held at se Rollerne i mine Stykker spillet af Folk, der
+kjendte det Jydske. Jeg maa være glad, om der kan opdrives én
+jydskfødt, hvor der var Brug for tyve. Hvad vilde den kjøbenhavnske
+Theaterløve sige, om hans Stykke skulde tolkes af en Samling
+Kulsviere; eller tror man ikke det Jydske er ligesaa følsomt for Vold
+og Radbrækning som ethvert andet levende Tungemaal. Hertil kommer, at
+jydske Bønder endnu gaar altfor lidt i Theatret. Mine Stykker spilles
+da som oftest af Kunstnere, der ikke kan _tale_ Sproget, for et
+Publikum, der ikke kan _forstaa_ det, eller i det mindste ingen
+Kjærlighed har til det. Det maa forundre, at mine Stykker trods
+Sandheden i det anførte alligevel tør smigre sig med helt pæne
+Succeser baade hjemme og nu i Norge.
+
+Størst Glæde har jeg vel nok af dem, naar jeg selv læser dem op i en
+Kreds af jydske Bønder. Men det er mit Haab, at jeg en Gang inden jeg
+dør, skal faa Lov til at gaa ud med et Par af mine Stykker, med en
+Trup af _ægte_ jydske Mænd og Kvinder i Rollerne; da kunde det dog
+være, at jeg fik endogsaa de modvillige til at indrømme, at den
+jydske Replik har sin Berettigelse, sin Skjønhed og sin Styrke ikke
+mindre paa Scenen end udenfor den.
+
+Mine Forudsætninger for at skrive til Døgnets Theatre er næppe store.
+Theatret kan altid kun give en ringe Brøkdel af Livet, og selv denne
+Brøkdel skal ofte vrides af Led, før den faar Lov at gaa ind ad
+Theatrets Døre. Her skal Foden overalt rette sig efter Støvlen og
+ikke omvendt. Mere og mere bliver Theatret et Legetøj for den
+blaserte og velfodrede Overklasse. -- Giv os et _virkeligt
+Folketheater_ for Bønder og Arbejdere, hvor vi paany kan faa
+_Problemerne under Debat_, -- da kunde det atter blive fristende at
+lege med.
+
+  _Jenle_, 16. Septbr. 1918.
+
+                                                 _Jeppe Aakjær._
+
+
+
+
+INDHOLD.
+
+
+ Livet paa Hegnsgaard             1
+
+ Ulvens Søn                      89
+
+ Naar Bønder elsker             189
+
+ Himmelbjærgpræsten             275
+
+
+
+
+LIVET PAA HEGNSGAARD
+
+(1907)
+
+
+
+
+FORTALE.
+
+
+Dette Stykke er skrevet i Foraaret 1901, og det blev den Gang
+forgjæves tilbudt Folketheatret. Saa laa det hen, indtil det sidste
+Foraar indleveredes til Aarhus Theater; denne Scene har nu spillet
+det op imod en 30 Gange. Efter Nytaar vil det komme frem paa
+Dagmartheatret.
+
+Efter det Stormløb, man har rettet mod Dialekt-Anvendelsen i mine
+sidste Bøger, kan jeg formodentlig lave mig til for denne. Den
+"velvillige Kritik" har løftet sin blækkede Pegefinger advarende i
+Vejret, og jeg har siddet dens velmenende Henstillinger overhørig.
+Sligt plejer at hævne sig.
+
+Sandt at sige, jeg vidste ikke mine arme Raad; jeg vidste ikke, hvad
+jeg skulde la' jydske Bønder tale om ikke det Sprog, de taler, naar
+de er ædru.
+
+Længere er vi altsaa ikke kommen efter 40 Aars realistisk
+Kulegravning i Sprog og Virkelighedstroskab, end at den Forfatter
+skjældes for "skabagtig", der la'r sine jydske Almuesmænd føre det
+Sprog i Bøgerne, som de fører paa Loen og ved Davrebordet.
+
+Hvad er vi ikke for et underligt Folk! Vi staar her paa vore Øer og
+raaber til hverandre og forstaar ikke hverandres Tale, endda Landet
+ikke er større, end at Vorherre kunde holde det i sin Haand som en
+Fuglerede. Hvor længe skal dette vare!
+
+Vi opretter Lærestole i asiatiske Dialekter -- Syrisk, Persisk,
+Mesopotamisk! -- mens hjemme enhver spasende Journalist tør spigre
+vort Navn til Kagen, fordi vi har begaaet den Forbrydelse at pege paa
+Folkemaalets evige Vældkilder.
+
+Vi er her i Landet vel ca. 1 Million, der taler det jydske Bondemaal,
+og omtrent lige saa mange, der med en Smule Ulejlighed let kunde
+føres til at forstaa det i Tale og Skrift. Det vilde dog vist næppe
+være helt uden Betydning hverken for Livet eller for Litteraturen, om
+der kunde skabes en stærkere Udvexling af Ideer og Forestillinger,
+Gloser og Sprogskatte mellem Jydsken og Højdansken.
+
+Vort lille Land, der er kastet som en Rullesten i Brændingen, kan
+tidsnok miste sine særegne Konturer, gnedet og skuret som det er
+mellem de andre truende Landkolosser. Vi skal ikke selv bidrage til
+denne Rundslibning. Dialekterne _er_ kun en Berigelse, en
+karakteristisk Streg mere i vort Folkefysiognomi.
+
+Hver Gang vi fjerner et ejendommeligt Udtryk af vort Folkesprog, da
+rokker vi ved en Sten i Dæmningen, der hindrer det flade Vand i at
+trænge ind og sætte det hele i samme Niveau.
+
+Men en Forfatter, der agter sit Kald, han maa værge om Sprogets
+Bakker og Dale og frygte Forfladigelsen som Sprogets onde Princip.
+
+Hvis ikke Kritikken saa udelukkende var bleven en Syssel for
+Hovedstadsfolk og Akademikere, og hvis den jydske Almue ikke stod
+disse Folk fjernere end Manden i Maanen, da vilde en Folkeskribent
+ha' blidere Kaar, end han har nu om Dage.
+
+Nu maa han krydse sin Skude op imod Vind og Strøm og som oftest gaa i
+Havn uden Lods.
+
+  Jenle, 26de Oktober 1907.
+
+                                                 _Jeppe Aakjær._
+
+
+
+
+PERSONLISTE.
+
+ =Wolle Rævsgaard=, Ejer af Hegnsgaard, ca. 50 Aar.
+ =Ka Rævsgaard=, hans Kone, ca. 55 Aar.
+ =Trine=, hans Datter.
+ =Visti Andersen=, 2den Karl paa Hegnsgaard, senere Mejerist.
+ =Hellig Mads=, Gaardmand, ca. 40 Aar.
+ =Bitte Fip=, gammel Pige paa Hegnsgaard.
+ =Anders=, Forkarl paa Hegnsgaard.
+ =Per Søwren=, omvandrende Spillemand, Morbror til Visti, ca. 60 Aar.
+ =Esper Vøvtrup=, Gaardmand, ca. 60 Aar.
+ =Nørholm=, Proprietær.
+ =Gnatt=, Præst og Agrar.
+ =Ræber=, Byslagter.
+ =Palle Hjorddreng=.
+ =Moster Malén=, Gjæst.
+ =Faster Jehan=, Gjæst.
+ =Jonna=, Tjenestepige.
+ =Jørgen=, Røgter.
+ =Severin Jensen=, Lærersøn.
+
+Handlingen foregaar paa Hegnsgaard i Vestjylland.
+
+
+
+
+FØRSTE AKT.
+
+
+{Folkestue paa Hegnsgaard. Vægfast Bænk langs et uduget, knastret
+Fyrretræsbord. Løs Langskammel ind mod Stuen. Rødmalet Dør ud til
+Gangen til højre i Krogen bag Overbordenden. Søvnig Hængelampe med
+afskallet Blikskjærm i en Krog i det revnede Bræddeloft. Paa
+Bagvæggen sværtede Olietryk af Alexander III og Dagmar. Mod Væggen
+til venstre en svær Bilæggerovn af ældgammel Konstruktion; i samme
+Væg en Alkove med blommet Omhæng. Hylder langs Loftet med Lysestager,
+Strygejærn, Rivejærn, Sav etc. Paa Gulvet: Rok, Straangel og andet
+Husgeraad. I Krogen til højre en »Bornholmer«.}
+
+{Til venstre foran Jærnovnen =Bitte Fip=, et surt og tykt Fruentimmer
+med sort Tørklæde over Hovedet og lange Muffediser om Haandleddene.
+Hun karter. En stor Dynge Tejer ved hendes højre Side.}
+
+{Ved Langbordet 7-8 Tjenestefolk i Færd med at spise Nætter. Klang af
+Hornskeer, der stryges af paa Fadrandene. Pigerne har alt lagt deres
+Skeer. Da ogsaa Visti slikker sin ren og stikker den op i
+Læderstroppen over sit Hoved, siger}
+
+=Anders Forkarl.=
+
+Hwad, Visti, spænder du nu ogsaa fræ! Det gaar sgu ett an. Vi maa ha
+æ Grød aa æ Fad, hwis vi vil ha godt Vejr i Maaen. -- Kan ett andt
+hjælp, saa maa vi te aa snurre for em.
+
+Nu legger Jørgen ogsaa hans Skir[1].
+
+ [1] _Skir_, Ske.
+
+=Jørgen Røgter.=
+
+Ja, hwad tho[2], a ka da't jen staa ved æ. A haar sgu wot der saa
+wal. I ka da si, te mi Hwol er ett den mindst.
+
+ [2] _hwad tho_, hvad.
+
+=Anders.=
+
+Ja, saa maa vi te paa en anden Fasovn, for æ Grød maa vi ha ædt, om
+der skal blyw nø Fornywels ved æ Vækild i Maaen.
+
+Sæt jer nu ijen aalsammel og gjør, som a be'r jer!
+
+Bette Fip, tar du di Nies og kom hen te æ Burd med vi anne!
+
+=Bitte Fip.=
+
+Aa, a vild tykk, te I kund læ en naaen sølle jen sejj i Fred, nær en
+ett fornærmer jeranne!
+
+=Anders.=
+
+Hwad, hwem haar gjord nøj ved Fip. A tykkes, hun kratter søen om sæ.
+-- Du skuld helsen ett vær kid aa, Bette Fip, aa hjælp te mej, te vi
+kund faa nø godt Vejr til wor Vækild; for _du_ kund maaske gjan faa
+dæ en Kjærrest ino, nær du helsen vild tar di Nies engaang imell.
+
+{(De andre ler ondskabsfuldt.)}
+
+=Fip.=
+
+Aa, pas _du_ dæ sjel, din skjelywed Rad! A ved ett, a nowtid haar
+stavn atter _dæ_.
+
+=Anders.=
+
+Di Howkommels er nøj swækket tillig med det andt, Bette Fip.
+
+{=Fip= lægger ny Uld paa og karter som en rasende. =Anders= har imens
+fyldt Skeen i Grødfadet; "Snurringen" begynder. Legen bestaar i, at
+den fyldte Ske sættes i en drejende Bevægelse; den i Laget, hvem
+Skaftet peger paa, naar Skeen standser, er dømt til at spise dens
+Indhold.}
+
+=Anders=
+
+{(idet han slaar Skeen i Gang).}
+
+Harom med æ Hjaj[3]! saa æ Dreng, han danst med hans Muer.
+
+ [3] _Hjaj_, Rallik.
+
+{(Skaftet peger første Gang paa Røgteren.)}
+
+=Palle Hjorddreng=
+
+{(triumferende).}
+
+Tak, Jørgen; den fæk _du_!
+
+=Anders.=
+
+Ja, han er saa slunken i æ Skind som en Sto'ders Pung; der er Plads
+te møj.
+
+=Jørgen=
+
+{(mens han tilegner sig Grøden).}
+
+"Kom _du_ til a", saa Worherr te gammel An.
+
+=Anders=
+
+{(der atter har fyldt Skeen).}
+
+Swirp! {(Venter.)} Av, Ann, mi Patt, den vild øwer te Trine!
+
+=Trine.=
+
+Aa, Jøsses, bette Børn skal a ha den Skod Grød! Hwor skal a endda faa
+Plads te en?
+
+=Anders.=
+
+Ta en i en gued Mjenning, saa skrider en nok nied. {(Drejer igjen
+Skeen.)} Læd rulle, Mari! -- Den pæger paa Bette Fip. -- Aa, Fip, kom
+hen og ta di Ot tillig med vi anner!
+
+=Fip.=
+
+Aa, vil du ett ha Fjedt og Fanden aa tar di Øwn i! Saa kund du
+maaskisæ kom te aa si lig te Folk inu engaang.
+
+=Anders=
+
+{(spag).}
+
+Ja, vil Fip ett ha en, saa maa du ta en, Visti. Du sejjer jo helsen
+aa blywer hiel wont.
+
+=Palle.=
+
+Aa, maa a?
+
+=Anders.=
+
+Med Fornywels, Løjnør; du maa faa em hverjen; men læd æ nu gaa gelik.
+
+{(Ny Drejning; Skaftet peger paa Tjenestepigen.)}
+
+=Anders.=
+
+Nej, dæ Jonna ved a, der ett haar Plads te mir aaestej[4].
+
+ [4] _aaestej_, foreløbig.
+
+=Jonna=
+
+{(skogrer og slaar efter ham).}
+
+Kund a naa dæ, saa kan du tro, at a skuld nøffel dæ! -- Tror du ett,
+a kan skaff Plads te'em, saa kan du sjel ta en.
+
+=Anders=
+
+{(griber Skeen).}
+
+Læ gaa! Saalæng en løwer, skal en ha æ Fød!
+
+=Visti.=
+
+Ja, nu salder[5] æ da nøj i æ Fad.
+
+ [5] _salder_, svinder.
+
+=Anders.=
+
+Ja, det war sgu ett godt andt, søen som _vi_ strabesirer wos. -- A
+_haar_ linned den anden Knap.
+
+{(Sætter end en Gang Skeen i Løb.)}
+
+Harom inu en Gaang for de smukke Piger!
+
+{(Skaftet peger igjen paa Trine; alle ler og peger paa Ofret.)}
+
+=Trine.=
+
+Nej, a kan ett mir da! A er _saa_ forædt, te a tror, en kund smækk en
+Lopp paa mi Maw!
+
+=Anders.=
+
+Aa, lin en Hæjt, saa skrider en _wal_!
+
+{(I det samme gaar Gangdøren op, og =Per Søwren= træder ind med en
+Sæk paa Ryggen. Vild Jubel.)}
+
+=Trine.=
+
+Gi jer nu kuns Staând te æ! Nu skal vi, Karen spark mæ, snaar faa
+Aagjøring paa wor Grød!
+
+=Per Søwren=
+
+{(forsigtig frem).}
+
+Æ Mand _er_ jo ett hjem!
+
+=Anders.=
+
+Nej, gu om han er! Kom du kuns fram i æ Stow.
+
+=Trine.=
+
+Ja, kom Pejr, aa faa de sidst Grød; du skal faa mi Skir aa søb mej.
+
+=Per Søwren=
+
+{(lægger Sækken ved Døren; tørrer Næsen i Hænderne og nærmer sig
+lyksalig nederste Bordende).}
+
+Hwor maa a legg mi Skraa? {(lægger den paa Enden af Langskamlen,
+sætter sig ned og langer til.)} Gud ha Lov og Tak! -- Det er endda nø
+dejlig Grød.
+
+=Anders.=
+
+Ja, en legger godt faast i æ Seng atter em.
+
+=Trine=
+
+{(der med Velbehag har iagttaget Pers Forslugenhed):}
+
+Du war nok bløwen sulten, Pejr?
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja, forædt war a ett. Er der nu ett anner, der ska ha aa em?
+
+=Trine.=
+
+Nej, du kan tro, vi haar wot der.
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja, for saa eder _a_ em.
+
+=Trine.=
+
+Ja, de er dæ wal undt.
+
+=Anders.=
+
+Det er helsen nøj sjalden, en sir dæ nuomtider, Pejr.
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja, hwad tho, æ Mand her i æ Gaard haar jo forbøjn mæ aa komm her.
+
+Han er ræj for, a tøer hans Folk med mi Lojer; og det gjør a wal
+osse. Men nær Worherr haar gin jen Delifængser[6], saa er æ wal osse
+hans Mjenning, en skal brug em. Søen tinker a i det mindst.
+
+ [6] _Delifængser_, fejl Udtale af Intelligens.
+
+Og hwa, wil de ett gi mæ nøj, saa kan de jo læd mæ gaa; a tegger
+aalle, men a tar det, venle Folk gir mæ.
+
+=Trine=
+
+{(kiger i Fadet).}
+
+Nu er der sgi gavn Swind i æ Grød! Det er bejst, du faar æ Skover mej
+osse. {(Hun skraber Gryden.)} Gab, din gammel Grødhøg!
+
+{(Per gaber, og =hun= kaster ham Skoverne i Munden.)}
+
+=Per Søwren=
+
+{(skinnende).}
+
+Aa, nu er a saa mæt, te a vild ønsk, te mi Fjender maatt vær dobbelt
+saa mætt.
+
+=Trine.=
+
+Hwadfor det?
+
+=Per Søwren.=
+
+Jow, mi Pig, for saa vild de revn! -- Nu er der kuns jen jenle Ting,
+der fattes Per Søwren.
+
+=Anders.=
+
+Det er maaskisæ en Salvêt?
+
+=Per Søwren.=
+
+En Salvêt haar a sjel ved æ Haând. {(Tørrer sig med Haanden om
+Munden.)} Nej, det war en naaen bette ring Ting. {(Bluner til
+Trine.)} A tror bestemt, te Trine ved æ.
+
+=Trine.=
+
+Ja, Pejr, du _skal_ faa en _bette_ Dram, nær du saa lower mæ, te det
+blywer den sidst i Awten.
+
+=Per Søwren.=
+
+A _lower_ dæ æ, mi sød Pig, med Haând og Mund, om du vil ha æ.
+
+{(Trine ud efter Snapsen.)}
+
+=Per Søwren=
+
+{(faar Øje paa Visti).}
+
+God Awten, mi Dreng! Hworden haar du æ? -- Ka du kjend di Morbror?
+
+=Visti.=
+
+Om a ka kjend dæ! Ja du haar ett gjord saa stur Forandringer te det
+bejer si'n sidst, en saa dæ, saa en ett skuld kund kjend dæ ijen. --
+Nu tykkes a, Morbror, te du snaar skuld si atter æ Hjemmen.
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja, ja, mi Baaen; men du hører jo, te a skal ha en Dram.
+
+=Visti.=
+
+Ja, det gaar vis nøj tit paa.
+
+{(Trine ind med Snapsen.)}
+
+=Per Søwren=
+
+{(i Jubel ved Synet af Brændevinsflasken).}
+
+Aa, bette Trine, du er en yndig Mø, som di Muer war, men a war ung.
+{(Ta'r Snapsen, som Trine har skjænket op.)} Skaal, og en let Gaang
+paa æ Jurd! {(Ta'r Skraaen fra Skamlen og putter i Munden.)} Det gjør
+mæ godt aa hør, bette Trine, te du er gued ved mi Søstersøn. {(Visti
+og Trine rødmer; de andre fniser.)} Ja, nu haar han jo hwerken Faa'r
+heller Muer, sølle Kaa'l; men Gud ske Lov, saa haar han da _mæ_!
+
+{(De andre ler.)}
+
+=Visti.=
+
+Ja, du er en stredde[7] Kaa'l aa støtt sæ paa; kund du kuns hold dæ
+sjæl opp.
+
+ [7] _stredde_, solid.
+
+=Anders.=
+
+Hør, Pejr, for aa snakk om nø andt, vi skal ha Vækildsfest[8] i Maaen
+Awten herom i æ Kjar. Tror du, te du kund komm te Sted aa spill lidt
+for wos?
+
+ [8] _Vækildsfest_, Pinsebaal paa Kjæret.
+
+=Per Søwren.=
+
+Om a kan spill for jer! {(Springer ud paa Gulvet.)} Brrr! ... {(Gjør
+Violingreb og Dansehop.)} Nu skal I, sgi, si æ Fjol, hør æ Fjol og
+mærk, hworden æ Fjol kan gaa!
+
+{(Stavrer hen til Sækken i Bænkkrogen.)}
+
+=Anders=
+
+{(der holder Øje med ham).}
+
+Men hwad Fanden er _det_, Pejr; tho det gaar jo løwend i di Pues!
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja, nu skal I lig baaresten si! {(Ta'r ved det ene Bagben en levende
+Gris ud af Sækken og stiller den paa Bordet, saa den berører Pladen
+med Forbenene.)} _Er_ en ett dejlig, æ bette Skind, saa glat og
+strag[9] den er aa føl paa?
+
+ [9] _strag_, fin i Skindet.
+
+Det war saamænd en sølle Kreatur, der skuld ha wot laa ød, hwis a ett
+haaj tavn en te mæ.
+
+A _skal_ vær gued ved'en, det skal a lig lov jer for! Den skal faa æ
+Rind af mi Brød lissaa rele, og om a saa skal tegg hver Mjælkdrip, en
+skal ha, saa skal en ett komm ud af mi Værri. {(Pigerne trænger sig
+sammen om Grisen for at stryge den.)} Ja, det war _det_, han saa te
+mæ, Pastor Rønsolt, han fand mæ en Daa i en Vejgrof: En _bette_ Gris,
+den vil enhwer gjan sleg for; men læd den bette Gris vær bløwen te en
+stur Swyn, som du sjel, Per Søwren, saa gaar all Folk tesid for en.
+{(Han fører Grisen tilbage til Sækken.)} I æ Pues ijen, mi bette
+Pegassi!
+
+=Visti=
+
+{(nærmer sig Per Søwren endnu en Gang, trækker i ham og siger):}
+
+Hør, Morbror, gaa nu heller, inden mi Hosbond kommer hjem. Nu haar du
+jo faat den Dram, du kam atter.
+
+=Per Søwren.=
+
+A skal nok gaa, a skal nok gaa! ærlig og red'le, men nu haar a jo
+lovet aa gnid lidt paa æ Fjol.
+
+=Visti.=
+
+Det skal du ett bryd dæ om. _Gaa_ du heller, inden du blywer for
+slundred[10].
+
+ [10] _slundred_, vrøvlevorn af Spiritus.
+
+A kan heller ett lid, te du snakker søen om mæ og Trine, nær de anner
+hører paa æ. Hwadfor skal _de_ ha det aa flegge om. -- Trænger du te
+en jenle Skjelling, saa er her en Krovn; og en hiel Pues
+Udrøjningsskraa haar a te dæ ud i æ Staaldkammer.
+
+=Per Søwren.=
+
+Tak, Tak!
+
+Jow, a skal _wal_ gaa, a skal _wal_ gaa.
+
+=Anders=
+
+{(fra den anden Bordende).}
+
+Naa, Pejr, blywer æ saa te nøj med æ Musik.
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja, nu kommer a. {(Gaar fra Visti.)} Men først en jenle Drip aa æ
+Flask.
+
+=Trine.=
+
+Jamen hower du ett, Pejr, hwad du loved mæ? -- Naa; mir end tow
+Draaber faar du ett.
+
+{(Skjænker.)}
+
+=Per Søwren.=
+
+Skaal og Godtaar! det sætter manne fræ Hus og te Gaard.
+
+=Anders.=
+
+Det maa da vær æ Fattegaard.
+
+=Per Søwren.=
+
+Det kan godt vær; i Awten er a lig glaa. -- For nu skal I ha en Vis,
+og det er om hind Maren, som du, Fip, der sejjer der og kratter, gik
+te Præjst mej.
+
+=Fip.=
+
+Ma Tammested?
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja, akkuraat.
+
+=Fip.=
+
+Ja, den skal en aaltid drilles mej. Du kan wal snaar ett anner!
+
+=Anders Forkarl.=
+
+Bryd du dæ blot ett om, hvad æ Fruentimmer sejer; de haar ingen
+Forstand paa Symmetrikken.
+
+=Per Søwren=
+
+{(synger og spiller).}
+
+    Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
+    hwer Sønde saa rend dæ paa Towten en Skok;
+    men hwa skal en gjør med dem Piger saa smaa,
+    hwem alle gefalle, men ingen maa faa.
+
+    De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
+    drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;
+    men ingen te Ringen war rigtig tepas,
+    for klared han Maren, han straaned paa Mads.
+
+    Ras Væwer han skræwer en Kjende for vidt,
+    og Pejer han sejer saa bettele lidt;
+    Jep holdt sæ for kroged, og Povel for rank,
+    og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.
+
+    Og søen gik der Or, og søen gik der Daw;
+    den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;
+    ad Ore saa gik hun i Pever og Frø,
+    saa nu war hun gro, hwor hun hejsen war rø.
+
+    Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
+    nu holder der aalle en Kjæft paa æ Towt;
+    og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn
+    te Tâf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
+
+    Husk end'le, I Piger, i Træsko og Sko:
+    der tæskes, imen der er nøj paa æ Lo;
+    der kommer de Dage -- ja det ved Worherr!
+    da I vil ha alle, men ingen ha jer.
+
+=Trine.=
+
+Søen skal æ sgi aalle gaa mæ, om a maa raad mej. Men spil wos nu jen,
+vi kan dans atter, saa tar vi lig en jenle Trip; det er saa sund aa
+sov paa.
+
+{(Per Søwren spiller en gammel Dansemelodi; kun Fip gjør sure Miner
+til slet Spil og karter videre.)}
+
+=Anders=
+
+{(da Dansen standser).}
+
+Nu tykkes a, te Pejr og Fip skuld ta en Swingom med hinaan for gammel
+Venskabs Skyld; saa skal a fløjt te æ.
+
+=Per Søwren=
+
+{(paa Hosesokker).}
+
+Maa a ha den Ære og Plasir aa omslyng din slanke Midje?
+
+=Fip=
+
+{(slaar efter ham med Karten).}
+
+Aa, kan du hold dæ i Rumm, din gammel Ronnivæjjer. Vi tow æ ett fræ i
+Jaes[11], te vi skuld søen gaa og skab wos!
+
+ [11] _i Jaes_, i Aftes.
+
+{(Danser dog omsider ud; imens tilegner Visti sig Fjolen og gnider
+Strengene ind med et Lys, som han snapper paa Bordet.)}
+
+=Per Søwren=
+
+{(ravende af Dansen og Brændevinen).}
+
+Nej men _nu_ skal I, dænenmæ, hør Napoleons Fanemarsch. Den haar a
+lær a mi Faa'r, fræ den Gaang, han sjel stod ved di fransk
+Eskadrowner. {(Griber Fjolen; =ikke en Lyd!= forbavset; gnider
+vanvittigt, mens han snakker med Fjolen.)} Naa, saa du tror, du kan
+søen fjedt dæ fræ æ!
+
+{(I det samme høres stærk Vognrummel. Alle lytter.)}
+
+=Trine.=
+
+Jøsses, der haar vi mi Faa'r!
+
+{(Alle faar travlt med at bringe Orden i Sagerne. =Fip= karter, som
+gjaldt det Livet; =Per Søwren= finder med Møje i sine Træsko, =Visti=
+ud for at ta' mod Hestene; de øvrige ud efterhaanden.)}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(ind, høj og barsk i Fedtlæderstøvler og Vognkappe; uden Godaften.)}
+
+Er _du_ her, Pejr! Haar _du_ nøj, du her skal ha forretted?
+
+=Per Søwren=
+
+{(ydmyg).}
+
+Tho a er da æ Drengs Morbror.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+A plejer ett aa ha nøj aa gjør med mi Drenges Morbrøjer. Se du heller
+aa kom ad æ Dar!
+
+{(Per Søwren ta'r Fjolen og Grisen og gaar.)}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(til Anders Forkarl, der er i Færd med at tænde en Lygte).}
+
+Gaa nu ett hen og forgi æ Hejst i Hawer, som sidst en kam hjem
+med'em. De haar rend stærk, og den fræ'ens er møj swedde. Læd der
+blyw kylt en Borren[12] Strøels under hin, og si saa aa komm ad æ
+Seng, saa æ Kreaturer kan faa Fred.
+
+ [12] _Borren_, Armfuld.
+
+{(Anders ud.)}
+
+{(Til Trine, der har faaet travlt med at ta' af Bordet, men
+ulykkeligvis har glemt Brændevinsflasken.)} Er di Muer gavn i Seng?
+
+=Trine.=
+
+Ja, det er en Stød sin.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+I morer jer nok, nær en aan jen ett er hjemm. {(Peger paa Flasken.)}
+Du haar oven i æ Kyef wot ved aa traktir paa den Landløver. Det er
+wal nøj, der maa te for det fin Familjeskabs Skyld, som a hører, du
+sprekulirer paa.
+
+=Trine.=
+
+Du er ward aa send i æ Bøj, Faa'r, for du er aaltid ved en kjøn Sind,
+nær du kommer hjem. -- Skal der nu krottes øwer, te en haar skinked
+en jenle Dram for en fatte Mennesk.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, du ved, te a ett kan lid den Slavs Folk, han er aa.
+
+=Trine.=
+
+Nej, men _di_ Kanutter, du sjel sejjer mej æ Næt te æ Daa, indte du
+haar spilt hen baade Øel og Ærm[13], -- dem haar du aalle nøj og skal
+ha saa om.
+
+ [13] _Øel og Ærm_, Rub og Stub.
+
+{(Trine snapper vredt Flasken og gaar.)}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(ser rasende efter hende. -- Til =Bitte Fip=, der under denne
+Samtale næsten har arbejdet Ild i Karterne).}
+
+Aa, du -- Bommerutt[14], der sejjer der og skræwer, kom hen, og ta
+ved mi Støwel!
+
+ [14] _Bommerutt_, Skjældsord til et tykt Fruentimmer.
+
+=Bitte Fip=
+
+{(nærmer sig; slider i Støvlerne).}
+
+Gud ved, hwad du haar gavn og vringelt i, saa øwerbegjord du haar
+laved _dem_. Aal Maag hænger da osse ved dæ.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Aa, skab dæ ett, Fip. Di Hinner kan wal snaar vær fin nok te dem,
+_du_ haar aa sleg for.
+
+Fæk du hypped æ Kartofler, a bad dæ?
+
+=Fip.=
+
+Jow, a _tror_ æ! A er, som a war marregrotted[15] i aall mi Limmer.
+Er _det_ ogsaa nø Arbe aa sætt en sølle swag Fruentimmer te.
+{(Flæber.)}
+
+ [15] _marregrotted_, marvknust.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Swag? {(Kildrer hende i Siderne.)} Hwor haar _du_ di tynd Stejer,
+Bette Fip?
+
+=Fip=
+
+{(rasende).}
+
+Læd mæ vær, din gammel Wonni[16]. Du ved godt, te a ett haar wot
+stærk si'n det andt Or, da a fæk mi _Til_fald.
+
+ [16] _Wonni_, Orne.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(giftig).}
+
+Nej; hworden war æ, du gik jo igjemmel æ Hjald med æ Forkaa'l!
+
+Du skuld hold dæ lidt mir te æ Jurd i den Slavs Sager.
+
+=Fip.=
+
+Det er den største Han-Løwn, du _kund_ sej. Og nu kan du sajtens gjør
+Nar af jen op i si aaben Øwn; men da en war glat og skred, da war en
+gued nok for dæ. Men a taaler æ ett af dæ, Wolle! Det kan a sej dæ!
+Hwad om a vild aabenbaar æ med dæ, hwor tit du haar søjt mæ ved
+Nættetider i farom god Daw?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Aa, hold mæ di Flegger i! Heller vil du maaskisæ ha, te Trine skal
+hør æ?
+
+=Fip=.
+
+A er ligglaa; men saamøj vil a sej dæ, Wolle, te det streng Ud-Arbe
+vil a ett ved aâ aa sej!
+
+{(Wolle gaar mod Sovekamret; ogsaa Fip gaar ud; Stuen tom et
+Øjeblik).}
+
+=Trine=
+
+{(kommer ind og begynder at hægte op. Man hører Skrammel i Forstuen;
+Trine aabner Døren; det er Visti i Færd med at hænge Hestenes Seletøj
+op paa Knagene).}
+
+Naa, Visti, er æ dæ, der gaar og rumstirer?
+
+=Visti=
+
+{(i Døren med et Bringestykke i Hænderne).}
+
+Er di Faa'r gavn i Seng?
+
+=Trine=.
+
+A ved ett, om han haar put sæ inu.
+
+=Visti=.
+
+Han war nok _ved_ æ Bed[17], atter hwad a hører. Hwad mon der war
+gavn ham imud?
+
+ [17] _ved æ Bed_, gal i Ho'det.
+
+=Trine=.
+
+Aa, Faa'r er bløwen en rigtig værkle[18] Stod'er, er han! Han haar
+wal taft i æ Kwot[19], som han plejer.
+
+ [18] _værkle_, urimelig.
+
+ [19] _Kwot_, Kort.
+
+=Visti=.
+
+Hør, tror du den _Helle_ kommer te Fest i Maaen?
+
+=Trine=.
+
+Mads? Det gjør han wal nok. Helsen skuld det da vær den først Stej,
+hwor _a_ war, te ett ogsaa han war i æ Hæl af mæ. Men nær vi passer
+paa aa holde wos te hinaan, saa blywer han wal træt aâ aa rend og
+bejs atter mæ.
+
+=Visti=.
+
+Hør, Trine, du lowed mæ jo egentlig, te a maatt vær ved dæ i Awten
+en bette Lidt. Vi haaj jo nøj, vi skuld snakk om.
+
+=Trine.=
+
+Ja, det gaar a heller ett fræ. Men du maa ett komm lig med det samm.
+Æ Hus maa først komm te Ro.
+
+=Visti.=
+
+Aa, Trine, du er iløwle en knusraar Pig. {(Kysser hende.)}
+
+=Trine.=
+
+Ja, a er vis ett saa slem. Men skuld en ett vær gued mod dem, en kan
+lid, hwem skuld en saa vær gued imud? {(Støj.)} Men tys! der kommer
+vis nu'e! Det er naturligvis mi Faa'r, der inu gaar og stegler. Rend
+nu di Vej, og kom saa ind te mæ si'n -- en jenle Ywblik. -- Men du
+ska vær skikkele!
+
+=Visti.=
+
+Haar a ett aaltid wot skikkele?
+
+=Trine.=
+
+Aa--aa! Men nu maa du virkelig skynd dæ!
+
+{(Visti ud. Trine smider Livstykket.)}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(halvt afklædt i Sovekammerdøren)}
+
+Di Muer er ett rask, saa hun ment, det klogest war, te _du_ laa ind
+ved hind i Næt. Saa maa a jo si, om a kan klemm mæ sammel i _di_
+Seng, for naturligvis skal en saa legg saa krum som en Foldknyw?
+
+=Trine=
+
+{(opbragt).}
+
+Hwad er _det_ nu for nø Kunster, I hætter paa! Hwad skal a udrett ved
+aa legg derind!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Kommer du, heller kommer du ett!
+
+=Trine=
+
+{(der er et Bytte for de stridigste Stemninger, siger omsider
+graadkvalt, mens hun styrter ud).}
+
+Det haar da ogsaa den særest Gaang her i æ Gaard, a _haar_ kjend Maag
+te!
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(ordnende ved Alkoven, før han kryber ind).}
+
+Ja, der er ihwerfald ett den bejst Gaang i den her.
+
+{(Forsvinder bag Omhænget).}
+
+=Visti=
+
+{(træder kort efter ind paa Strømpefødder og uden Jakke og Vest;
+forsvinder i Alkoven hos =Wolle Rævsgaard=. Støj, Raab og Eder).}
+
+=Visti.=
+
+Av, av! Slip!
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(frem med Visti ved Øret).}
+
+Der fanged a sgu Fedri-Mikkel[20]. Nu søen gaar æ te i _mi_ Gaard!
+
+ [20] _Fedri Mikkel_, den jydske Don Juan.
+
+=Visti=
+
+{(fortumlet).}
+
+Ja men, der plejer du jo da aldrig aa legg.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Det er altsaa ett æ først Gaang du er der!... Nej, som du sejer, a
+plejer ett aa legg der, men det war nok ett hiel aa æ Vej, atter hwad
+a sier, om a laa mæ der en Gaang imell.
+
+=Visti.=
+
+Ja, mæ og di Dætter holder af hweranner, det er wal en ærlig Sag.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nu det kalder du en ærlig Sag! -- Vil du ett lig følle mej herhen te
+æ Klok'hus[21], der tror a, mi Kjep staar, saa skal a gi dæ "ærlig
+Sag". Det blywer maaske ett saa fornywele en Warm som den, du er woen
+te aa faa ved mi Dætter, men du faar ta tetakk for en jenle Gaang!
+
+ [21] _Klok'hus_, den lange Uhrkasse.
+
+=Visti=
+
+{(truende).}
+
+Dersom du slaar en jenneste Sla, saa forlaad'er a di Gaard i Maaen
+den Daa.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(betænker sig).}
+
+Naa, saa du vover aa tru mæ, din Rott'ung! Det _er_ Synd, men a faar
+jo læd dæ rend! {(Slipper, men raaber efter ham.)} Saasandt det ett
+haaj wot nu mødt Sommerdaw, hwor en staar og ingen Folk kan faa, saa
+skuld vi tow snaar ha skywt op med hinaan! {(Visti ud.)} Og _det_ er
+mi egn Kjød og Blod! Ja, hwad saa ett den gammel Degn i Ingedaal:
+"Den Herren giver en Datter, giver han en Kurv fuld af Sorger!"
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+ANDEN AKT.
+
+
+FØRSTE AFDELING.
+
+{Sommeraften. En knoldet Kjærflade med Led og Ledstolper; Grøfter
+hist og her. Maanelyset falder bredt ned over en Aaflade, der bugter
+sig ud mod Nathimlen; langs Aabredderne Rør og Siv, længst ude
+Mosebryg. Til højre et =lysende Vækildsbaal=, om hvilket der danses
+af Mænd og Kvinder i Bondedragter. -- Man venter paa næste Dans,
+sveder og tørrer sig over Ansigterne. Per Søwren sidder paa en
+Forhøjning af Græstørv og stemmer Fjolen til en Springdans.}
+
+=Anders Forkarl.=
+
+Naa, Pejr, hwad blywer æ saa te! Kom nu med'en, men vi haar æ Warm.
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja, how, how! Gi jer slirend[22] te æ! Der er laant te Minnat og
+længer te i Maaen. Og a maa først ha mæ en Skraa. For den, der skal
+kjør godt, han skal smør godt. {(Putter en mægtig Ville i Kjæben;
+griber Fjolen.)} Nu skal I hør mi Brumbassi!
+
+ [22] _slirend_, sindigt.
+
+{(Spiller en Runddans[23]; de andre synger og danser til. Dansen
+standser. Enkelte Par strejfer omkring.)}
+
+ [23] _en Runddans_, f. Eks. "Æ Mand ud aa æ Haardhid" eller en
+ anden typisk jydsk Folkedans.
+
+=Anders.=
+
+Skal vi nu ett legg wor Bjen fræ wos en Ywblik og si, om ett der
+skuld vær en bette Kukmand[24] aa find, der kund kluk lidt for wos;
+saa kund æ jo vær, te der war jen, der kund kwed wos en Vis saa læng.
+Hwor er Palle? Han kan jo saa manne, som der er Ærter i en
+Fjerdingkar.
+
+ [24] _Kukmand_, Gjøg, ogsaa Klukflasken.
+
+=Alle.=
+
+Ja; Palle skal syng!
+
+=Palle Hjorddreng=
+
+{(rejser sig op).}
+
+Hwa ska _a_ syng?
+
+=Trine.=
+
+Syng den, du sang i Jaes, da a mødt dæ paa æ Wajs med æ Høwder.
+
+=Palle=
+
+{(synger =Tagfatvisen=, mens der gaar Flasker rundt i Laget med Mjød
+til Pigerne og Brændevin til Karlene).}
+
+    A haar tjent Jens Masen
+    nu hal'anden Aar,
+    skjønt han er en Asen
+    _i_ og _om_ hans Gaard.
+
+    A maa pass hans Høwde,
+    a maa ref hans Fyld[25]. --
+    Haar æ ett aa løw ve,
+    saa faar a æ Skyld.
+
+    A haar gy hans Roesstok[26],
+    a haar past hans Lamm,
+    drøwen med hans Goesflok
+    _aa_ og i æ Damm.
+
+    Rejen med hans Følkloj,
+    fløtt en affentov[27],
+    rend æ Gaard si Møll'boj,
+    nær di anne sov.
+
+    Der haar ingen frej mæ,
+    a haar hat æ streng,
+    skjønt æ Stod'er stej mæ
+    næjsten uden Peng.
+
+    ... Kom mi bette Kipkal,
+    kom mi bette Kwi!
+    Hosbond han er hwipgal
+    søen mud Awtensti.
+
+    Derfor maa du rapp dæ
+    nu mi bette Gul;
+    her haar a di Klap'træ;
+    hwor haar du di Mul.
+
+    Bløw wor Hosbond hwipgal,
+    det war ild aa spør,
+    kom, mi bette Kipkal,
+    med di løjen Ør!
+
+ [25] _ref hans Fyld_, ribbe Hønsefjer etc.
+
+ [26] _Roesstok_, Rosenstok.
+
+ [27] _affentov_, nu og da.
+
+=Anders.=
+
+Tak, Palle! Men vi maa ha mir af den Slaw, men vi _er_ ved æ.
+
+Trine, nu maa _du_ syng.
+
+=Trine.=
+
+Hwadfor skal a?
+
+=Anders.=
+
+Jow; for du vil helst.
+
+{(Trine rusker ham i Haaret.)}
+
+=Anders.=
+
+Av da! Syng saa den, du lær af hind, Ann Katrin, der løb omkring og
+tegged.
+
+=Trine.=
+
+_Hwem_, sejer du?
+
+=Anders.=
+
+Aa, det ved du da nok! Hind der war gywt med ham den flott Skrædder,
+som vi kaldt Greven af _Saksen_.
+
+=Trine.=
+
+Naa-aa!
+
+{(Rejser sig op og staar lidt.)}
+
+=Anders=
+
+{(til Visti, som ligger lige op ad Trine).}
+
+Aa, Visti, læd nu vær aa trækk hind i æ Bjen _saa_ læng. Det kan der
+jo blyw Tid te sin.
+
+{(Visti dukker sig genert.)}
+
+=Trine=
+
+{(synger).}
+
+    Ung Kjesten red sine Foler til Vands,
+            horrihej!
+    Der sad ved Aaen den sorte Frans,
+            horrihej.
+    Og Frans han hvøvted[28], og Kjesten gled
+    paa nøgen Fod i hans Arme ned --
+            hor-ri-hej!
+
+    Gud naade dig, Kjesten, i Franses Arm --
+            horrihej!
+    du aldrig laa ved saa falsk en Barm,
+            horrihej!
+    Han lokker alle de Piger smaa,
+    der færdes hist ved den dampende Aa --
+            hor-ri-hej!
+
+    Hvad hjælper Vægren en Pigelil --
+            horrihej!
+    naar Natten kogler, og Manden vil --
+            horrihej.
+    En Sivbusk ved en lullende Aa
+    er svigefuld Grund at hvile paa,
+            hor-ri-hej!
+
+    Det var alt langt over Midjenat,
+            horrihej!
+    før Kjesten fik sine Foler fat,
+            horrihej.
+    Saa blommende rød hun hjemad red;
+    _hans_ Kys bestandig paa Kinden sved, --
+            hor-ri-hej!
+
+    Ej mere saa hun den sorte Frans,
+            horrihej!
+    ej mere rider _hun_ Føl til Vands,
+            horrihej;
+    men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa,
+    mens Taarer drypper paa Vrist og Taa,
+            hor-ri-hej!
+
+ [28] _hvøvted_, vinked.
+
+=Anders.=
+
+Tak skal du ha, bette Trine. Frans war en Skurk, det vil a indrømm;
+men Piger med baar Fedder i Maanskjen er heller ett nem aa staa for
+for syndige Mennesker; de kan gjør jen æ broged nok med Hueser paa.
+-- Men nu maa vi ha nø andt i æ Spil, for her er fuedkold, saa æ
+Mand, han laa med hans Bjen i æ Bæk.
+
+Æ Doeg bløder foruden og æ Swed forinden, saa vi taaler ett længer aa
+legg still. Men her baag ved er der en udmærket Liegplads; Per Søwren
+kan saa pust saa læng; der er inu en Par Stænk i æ Flask {(rækker ham
+Flasken)}. Mir faar du ett, for mir haar vi ett.
+
+=Per Søwren.=
+
+En Skjælm, der gir mir end han haar, læd mæ kuns faa æ Levninger!
+
+=Anders=
+
+{(snapper en af Pigerne om Livet og danser ud bag Baalet).}
+
+Den her Vej med Sølvtøjet!
+
+{(De andre følger.)}
+
+=Hellig Mads=
+
+{(der ubemærket er kommen tilstede, træder pludselig i Vejen for
+Trine).}
+
+Godawten, Trine! Læd mæ sej dæ lig tow Urd.
+
+=Trine.=
+
+Er æ Gudsurd?
+
+=Mads.=
+
+Ja, om saa war! Saa vidt er æ wal ett kommen med dæ, te du ett kan
+taal aa hør _dem_?
+
+=Trine.=
+
+Jamen hwer Ting te _si_ Tid; a haar wot te Kjerk jen Gaang i Daa, og
+vil du præjk for mæ, saa render a fræ dæ. Men haar du helsen[29] nø
+godt aa sej mæ, saa faar a jo hør paa dæ en Ywblik.
+
+ [29] _helsen_, ellers.
+
+Aa, gaa saa læng, Visti!
+
+{(Visti gaar; man hører under hele Samtalen de andres Leen og
+Larmen.)}
+
+=Trine.=
+
+Naa, hwad er æ saa, du vil mæ?
+
+=Mads.=
+
+A vil først og fremmest sej dæ Tak for den Helsen, a fæk fræ dæ.
+
+=Trine.=
+
+A ved ett, a har send _dæ_ nø Helsen.
+
+=Mads.=
+
+Jo--ow! A war iguer henn aa levir en Par Stud; saa mødt a di Faa'r,
+og saa saâ han, te han skuld hels mæ fræ hans Dætter; hun kam snaar
+øwer og si te mæ.
+
+=Trine.=
+
+Ja, det er aalsammel nøj, mi Faa'r gjør paa hans egen Beram. Du
+sorger jo sjel for, te a sir dæ saa tit, te a kan spaar mæ mi
+Helsner, om a ajted aa send dæ nue, hwad a for Resten ett gjør.
+
+=Mads.=
+
+Men vil du da aalle blyw _min_?
+
+=Trine.=
+
+Ett mæ mi gud Villi, det er da't aa lyw for dæ.
+
+=Mads.=
+
+Men nær nu Sjæl drages mod Sjæl -- er det saa ett en yndig Syn for
+Herren?
+
+=Trine.=
+
+Det kan saamænd godt vær. A tror i de hiele, te du forstaar dæ bejer
+paa _Sjæle_ end a gjør; men saa forstaar a mæ nok saa godt paa
+Mennesker, og det er Mennesker, a tar atter.
+
+For Resten er æ jo nø godt Plevver, nær du vil faa mæ te aa tro, te
+_di_ Sjæl "drages" af _min_. Sej heller, te _di_ Obligationer drages
+af mi _Faa'rs_ Obligationer, _di_ Hundredkronesedler af _hans_
+Hundredkronesedler, _di_ Fiedstud af hans Fiedstud, for der er æ nok,
+æ Hummel stikker. _Du_ tror, mi Faa'r haar en hiel Del Peng paa Rent
+-- men du _kund_ jo da ta Fejl.
+
+=Mads=
+
+{(forbavset).}
+
+Hwad sejer du! Er di Faa'r ett en walholden Mand?
+
+=Trine.=
+
+Ja, det ved a ett nøj om, men det er da wal ett saa hiel sikker.
+
+Ja, si du det, nu tar di Sjæl aallered Afstand, og det vil a ogsaa
+gjør med baade Krop og Sjæl -- Godnat, Mads!
+
+=Mads.=
+
+Aa, tøw inu en _bette_ Krumm!
+
+=Trine.=
+
+Nej, nu haar a virkelig hør nok paa di Præjkerads; du haar jo ett nøj
+aa sej mæ iløwle. -- {(Kalder overgivent.)} Visti ... Halløj!
+
+=Visti=
+
+{(bag Scenen).}
+
+Her er a!
+
+=Mads=
+
+{(bønlig).}
+
+Trine, du skal blyw!
+
+=Trine.=
+
+Nej, du kan tro nej, din helle Habakuk!
+
+{(Leende ud.)}
+
+=Mads=
+
+{(hen for sig).}
+
+Ja, de sejer jo rigtignok, te Wolle haar begynd aa spill møj Kwot ...
+Men saa møj Peng _han_ arved ... Og hwad der kan blyw, det er jo da
+hindes.
+
+{(Grunder videre, alt mens han saa godt som muligt holder Øje med
+Legepladsen.)}
+
+=Anders Forkarl=
+
+{(svedig og forpustet ind for at søge efter en Ølflaske).}
+
+Hwad, Mads, er du her! Ja, det er jo aaltid raar aa ved sæ i Nærhied
+aa en Gudsbaaen, men helsen troed a ett, te det her war rigtig atter
+_di_ Katekismus.
+
+=Mads=
+
+{(messende).}
+
+"Prøver alt, men bevarer det bedste!" -- Haar du tint ved det?
+
+=Anders.=
+
+Nej, a ett; men a troer nok, Trine haar. For for lidt sin kam hun jo
+fræ _dæ_, og nu gik hun justement lig ad æ Sønden med Visti.
+
+=Mads=
+
+{(forfærdet).}
+
+Men hwor kan _de_ da ha aa gaa hen?
+
+=Anders=
+
+{(polisk).}
+
+Ja, hwem kan ved æ! A tint, om ett det kund vær Jens Masens Kal'hus.
+
+=Mads=
+
+{(mere og mere urolig).}
+
+Da maa a si aa sni'rend dem!
+
+{(Styrter ud til venstre.)}
+
+=Anders=
+
+{(raaber).}
+
+Lykk paa Rejsen, Mads; og tag dæ i Ajt for Kræn Tammesens
+Skottørvgrav!
+
+{(Bag Scenen høres stadig Raabene: »To Mand frem for en Enke« og »Par
+om Par -- spring ud =ad=!« De legende Par suser nu og da ind over
+Scenen med Larm og Latter og svinder paa den anden Side. En ung Pige
+kommer ind i stærkt Løb, skarpt forfulgt af »Enken«. I Mørket snubler
+hun over Per Søwren, der er falden i Søvn ved Flasken.)}
+
+=Per Søwren=
+
+{(vaagner og raaber).}
+
+Æ Fjol, æ Fjol; pas endele paa æ Fjol!
+
+=Anders=
+
+{(iler til og hjælper Pigen op).}
+
+Oppedas, mi bette Lam; stur Pig'er slaar sæ ett, især nær de falder i
+æ Kjar. Med minder du stødt dæ paa den gammel Udgaangsøg.
+
+{(Peger paa Per Søwren; Pigen ler og spræller.)}
+
+=Anders.=
+
+Nej, først en bette Kys for Umme[30] og Tidsspild. Godt! Den næjst!
+
+ [30] _Umme_, Umage.
+
+{(=Hun= piler igjen af.)}
+
+=Anders=
+
+{(til Per Søwren).}
+
+Nu war æ sgu snaar paa Tid, du ga wos lidt mir Mosik, Pejr, istejfor
+aa legg der aa flyd i Vejen for Trafikken. -- Du faar di Donner
+lovlig billig i Awten.
+
+=Per Søwren=
+
+{(søger efter sin Hue; gaber).}
+
+Tho a war nær bløwen søvne.
+
+=Anders.=
+
+Nær! -- Du haar jo gjord æ Egn usikker med di Snorken i snaar en Tim.
+
+=Per Søwren.=
+
+Nej, nu øwerdrywer du æ! -- Men nu skal vi, karenmæ, osse ha nø Lyw i
+æ Klud. Der er da't en jenle Drip i æ Flask inu.
+
+=Anders.=
+
+Nej, ett saa møj som der kan læsk en Høn.
+
+{(Legen er imens opløst, Karle og Piger med hinanden om Livet kommer
+ind paa Scenen.)}
+
+=Jonna=
+
+{(søger at stive Hjorddrengen af).}
+
+Bette Palle haar sgi kiget for dyft i æ Mødflask; han ser ud, som han
+var falden fræ æ Høg og te æ Kukmand[31].
+
+ [31] _falden fræ æ Høg og te æ Kukmand_, et Udtryk for
+ Nedslaaethed.
+
+{(Hun anbringer ham i Forgrunden i Nærheden af det nu tildels slukte
+Baal, hvor han falder i Søvn.)}
+
+=Anders.=
+
+Skal vi nu hwil lidt, saa synger Per Søwren nok en Vis for wos. --
+Syng den om dæ sjel, Pejr; den gjør du bejst.
+
+=Per Søwren=
+
+{(synger og spiller under udtryksfulde Gebærder).}
+
+    Med Bisselæ'r i mine Sko
+    og godt Humør til Færden,
+    med ringe Mønt, men Tørst for to, --
+    saadan kom jeg til Verden!
+    Min Mor gik rundt og Grise skar,
+    min Far han spilled paa Lire,
+    hvis det var ham, der var min Far,
+    for Sognet har skjænket mig fire,
+    for een -- det var for lidt for Per Søwren.
+
+    Og jeg gaar rundt fra Hus til Hus
+    og klinker gamle Fade,
+    og limer Hank paa skaaret Krus
+    og holder Godtfolk glade.
+    At sidde ved en halvtømt Kop
+    og kildre Fjol paa Halsen,
+    mens Pigebørn gjør høje Hop
+    og tumler sig i Valsen --
+    Hej, det er et Liv for Per Søwren!
+
+    Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
+    naar jeg har Mønt i Pungen;
+    den Mand, der slider støvet Sti,
+    maa ogsaa læske Tungen.
+    En Mark paa Disken slænger jeg:
+    "Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
+    Een Pæl til dig og to til mig,
+    saa skal vi fugte Aanden --
+    men een -- det er for lidt for Per Søwren!"
+
+    I hvert et Sogn der sad en Tøs
+    for mig i stille Venten,
+    og naar tilsidst jeg rev mig løs,
+    hun fulgte mig til Stenten;
+    der sa' hun mig et ømt Farvel
+    og kyssed mig paa Panden,
+    men bagved næste Sogneskjel,
+    der mødte mig -- den anden, --
+    for een -- det var for lidt for Per Søwren.
+
+    Ja, saadan fo'r jeg Landet om
+    og stavred over Heden,
+    fra Storken fløj, til Viben kom,
+    og Sommeren var leden.
+    Den Sommerdag blev aldrig lang,
+    naar Tørsten først var slukket, --
+    een Lærke over Issen sang,
+    og een mod Munden klukked,
+    for een -- det var for lidt for Per Søwren.
+
+    Og gaar det saa en Dag paa Hæld
+    med Krus og Rus og Resten,
+    saa gjør jeg op min Syndergjæld
+    og træder ind for Præsten:
+    Du Mand, hvis Fag det er at tro --
+    naar jeg er død og borte,
+    bed saa for mig en Bøn, nej to,
+    og ikke altfor korte, --
+    for een -- det er for lidt for Per Søwren.
+
+    Thi Folk af min Kaliber, Præst,
+    de glemmes let i Vrimlen,
+    de bydes sidst til Livets Fest,
+    og de har længst til Himlen.
+    Og var jeg undertiden slem,
+    saa hils dog din Vorherre,
+    og sig fra mig: Jeg kjender dem,
+    der var adskilligt værre,
+    og dog kommer ind før Per Søwren.
+
+    Men snart er Per en gammel Knægt
+    med Skimmelsvamp paa Tanden;
+    han slingrer under Livets Vægt,
+    hans Øl staar surt i Kanden.
+    Og er en Dag der ingen Per
+    at øjne under Festen,
+    da trænges ej til Spørgen mer,
+    enhver vil gjætte Resten:
+    Godnat og Guds Fred med Per Søwren!
+
+{Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige
+styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende,
+løber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og
+udstøder et Hvin.}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(træder ind fra venstre med løftet Stok; Flokken flygter over Hals
+og Hoved. Wolle Rævsgaard frem mod Per Søwren, der ikke er kommen
+med).}
+
+=Per Søwren=
+
+{(holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):}
+
+Slaa _mæ_, men skaan æ Fjol!
+
+{(Kvask! Fjolen splintres.)}
+
+=Per Søwren=
+
+{(hulkende).}
+
+Mi jennest Rigdom paa Jorden!
+
+{(Gaar bøjet bort med Fjolen ved Strengene.)}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).}
+
+_Dæ_ fæk a da fat i!
+
+Du skal slipp for Bank, hwis du sejer mæ, hwor mi Dætter holder te.
+
+=Palle.=
+
+Av, Av! A ved æ ett!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Saa maa a prøv, om ett mi Kjep ved æ. {(Rap! Hyl!)} Naa, hwor saa?
+
+=Palle=
+
+{(vrider sig).}
+
+A ved ett nøj, men du kan jo si ind ad æ Dar, nær du gaar forbi Jens
+Masens Kal'hus.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(slipper Palle).}
+
+Jens Masens Kal'hus! {(Fløjter.)} Der fløw en Stork op[32]!
+
+ [32] _Der fløw en Stork op_, der gik en Praas op for mig.
+
+{(ud.)}
+
+
+ANDEN AFDELING.
+
+{Det indre af et Kjærhus, som det anvendes til Kalvene i den hede
+Sommertid; det er lyngtakt, loftløst, Gulvet dækket med Strøelse;
+Bræddevægge; en Fjæl fattes hist og her; i Bagvæggen midt for Scenen
+en raat sammenføjet Dør. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Væg
+og Tag.}
+
+=Hellig Mads=
+
+{(glider forsigtigt ind; river en Tændstik, lytter og løber skyndsomt
+hen i Krogen til venstre.}
+
+{Lidt efter =Visti= og =Trine=).}
+
+=Visti.=
+
+Læd mæ ryw en Swavlstykk.
+
+=Trine.=
+
+Nej, for Guds Skyld, læd det vær! En kund fytt det hiele aa. A
+mærker, der er saa møj Halm herind.
+
+{(De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)}
+
+=Visti.=
+
+Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.
+
+=Trine.=
+
+Ih si, hwor dejlig æ Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rør ved æ. A
+war da bløwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil mæ.
+{(Lægger sig tættere til ham.)} Aa, hwor er æ endda raar aa sej søen
+aaljen sammel med dæ; det er lissom en bløw en hiel anden Mennesk. Og
+saa aa vær fri for den Klodrians Øwerhæng.
+
+=Visti.=
+
+Hwor bløw han aa?
+
+=Trine.=
+
+Aa, han storked wal aa hjem. -- Du kan endda tro, a saatt ham en slem
+Skræk i æ Bælle.
+
+=Visti.=
+
+Hwordan da?
+
+=Trine.=
+
+Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn
+an for.
+
+=Visti.=
+
+Det kund du maaskisæ ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i æ?
+
+=Trine.=
+
+Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! -- Uh, a kund ha spytt paa
+ham.
+
+Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nærgaaend end den naan. Og saa
+haar han jo aalle andt i æ Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og
+saa som han løjter!
+
+=Visti.=
+
+Hwad er det da aa?
+
+=Trine.=
+
+Aa, han wasker sæ wal aalle.
+
+Nu skal a fortæl dæ en Spil. Han war jo herøwer i Forgaars, og saa
+sejer mi Faa'r te mæ, te a skuld vis ham æ Haw. Og a gik jo da saa
+ogsaa med ham, det forstaar sæ; og te aa begynd mej saa snakked han
+forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han mæ
+om mi Lyw og gir mæ en Kys, te ubav endda! Du _kan_ tro, te det war
+en stram jen aa faa nied!
+
+=Visti.=
+
+Men hwad gjord da du?
+
+=Trine.=
+
+Mæ? A saatt mæ sku saa laant ud paa æ Skammelend, som a kund komm;
+men tror du saa ett, æ lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi
+skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds Bø'n. -- Nej,
+helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjælp,
+hwis a faar nø Lyst te _det_. -- Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett
+sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan
+sejj i Fred for søen en Stod'er.
+
+=Visti.=
+
+Er han nu saa rig, som æ Urd gaar?
+
+=Trine.=
+
+Ja, vis er han rig; men læ ham gaa te anner med hans Rigdom. A
+trænger ett te'en. {(Kjælen.)} Men ved du, hwad a trænger for?
+
+=Visti=
+
+{(i Tanker).}
+
+Nej.
+
+=Trine.=
+
+Aa, snak om en Ting! Du er saa sær i Awten.
+
+{(Knuger og kysser ham.)}
+
+=Visti.=
+
+A saa og tint paa nøj.
+
+=Trine.=
+
+Hwad war det?
+
+=Visti.=
+
+Om ett a skuld begynd aa lær Mejerivæsen. Saa kan æ endda vær, te di
+Faa'r heller ga sæ.
+
+=Trine=
+
+{(begejstret).}
+
+Ja, _det_ skuld du! Mejerister haar jo en gued Stilling, og saa er de
+aaltid saa pæn i dje Tøj.
+
+=Visti.=
+
+Tror du, du kan vent paa mæ saa læng; det tar jo en Par Aar heller
+tre.
+
+=Trine.=
+
+A kan vent paa dæ te Dommedaa, om _det_ skal vær, nær a ved, du
+holder af mæ, og a maa raad mæ sjel.
+
+Men du ved ett, hwad a maa gaa i gjemmel derhjemm. Mi Muer er jo
+sygele og forfalden te den samm slemm Hellehied, som Mads lider aa;
+saa hun ved ett nø bejer end ham. Og mi Faa'rs Finger klør jo atter
+aall de manne Peng; saa a gaar saamænd derhjemm som en Knipp Hy mell
+tow Æsler -- den jen plukker i mæ fræ den jen Sid, og den naaen fræ
+den naaen Sid -- og Mads -- den størst Æsel af dem aalsammel -- han
+trækker i mæ fræ aall Sider. -- Men a skal nok hold æ Ører styw, saa
+læng a kan; men en er jo ett mir end en Mennesk. -- Og a vil derfor
+ett hør ondt af dæ, i Fald a skuld blyw _tvungen_ te aa ta ham.
+
+=Visti.=
+
+Jamen, saa vidt gaar æ wal ett?
+
+=Trine.=
+
+Saa vidt! Du kjender nok ett rigtig mi Faa'r. -- Du skuld ha sit ham
+i Jaes, da du haaj røwn dæ fræ ham; -- a troed, han haaj gin mæ Haak.
+
+Det _war_ nu ogsaa forfærdelig kjedelig, te han skuld ta dæ i _mi_
+Seng. Nu blywer han inu mir paapassele heratter.
+
+=Visti.=
+
+Ja, hvem Fanden kund ved, te han laa der og glynt den Tid Daws!
+
+=Trine.=
+
+Tys! Det lyder, lissom der war jen, der traj haa'dt i æ Jurd her
+udenfor. Der bløw osse søen en Skjesu[33] dernied, da vi gik her hen;
+baare det ett er mi Faa'r! Han saa, da a gik, te hwis a ett war
+kommen tebaag, te æ Klokk ti, saa skuld han hent mæ med hans Igikjep.
+
+ [33] _Skjesu_, Larm.
+
+{(I det samme slaaes der med en Stok paa Bræddevæggens Yderside; de
+to elskende springer øjeblikkelig op.)}
+
+=Visti=
+
+{(hviskende).}
+
+Herhen! {(De stiller sig begge klods op ad Væggen i umiddelbar Nærhed
+af Døren; denne stødes op.)}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(stormer ind. I samme Nu smutter de to ubemærket ud. =Wolle= famler
+omkring i Blinde som Trolden, der lugter Menneskekjød. Faar fat i
+=Mads=, der hales frem og gjennembankes).}
+
+=Mads=
+
+{(brøler).}
+
+Men Wolle, Wolle, Wolle! Er du da gawn hiel fræ Snøws og Samling!
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(der opdager Fejltagelsen).}
+
+Men Herregud, Mads, er æ dæ! -- -- Haar _du_ da mi Dætter ved dæ?
+
+=Mads=
+
+{(der kun kan tænke paa sin garvede Ryg).}
+
+Aa Jøsses da, mi Ryg, mi Ryg! Kund du da ett ha sit dæ for som en
+Kristenmennesk og ett søen slaa nied for Fued, som en ryv flintrende
+gal jen.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Aa, tilgi mæ nu, Mads; du kan da nok tænk, te a ment ett nø ondt med
+æ. Og hwor kund a ved, te du laa her og vrødt[34]?
+
+ [34] _vrødt_, rodede.
+
+=Mads.=
+
+Tho, det er da ett saa underle. A haar wot øwer i Bjaarkjær til
+Bønnemød, og da a saa kam her forbi, saa fæk a da søen en Trang te aa
+gaa her ind for i Ro aa bed en Bøn te mi Frelser. Og her maa a wal
+saa vær sluppen i Søvn; for a mærked ett te nøj, far du begynd aa
+tæsk løs paa mæ.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Haar du da ett sit nøj te mi Dætter?
+
+=Mads.=
+
+Hwor skuld a ha sit nøj te hind?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Den Sat--! den lied Dreng, der fæk mæ i den Tro, te _hun_ og æ
+Andenkaa'l, war gavn _her_hen.
+
+Men vær nu ett altfor vred paa mæ, Mads. Hwad vi er jo aalsammel
+syndige Mennesker, hwis Gjerninger er Skrøbeli'hid.
+
+=Mads.=
+
+Ja, aaeja! Men der kund da gjan vær nø Maad med æ!
+
+{(han ømmer sig videre, mens de begge forlader Skuret.)}
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+TREDIE AKT.
+
+
+{TO AAR SENERE.}
+
+{Spisestue paa Hegnsgaard. =Ka Rævsgaard= -- en lille Kvinde med hvid
+Kappe om et spidst Ansigt -- og Trine i Færd med at ordne et stort,
+aflangt Bord til højre. Aaben Dør til Dagligstuen i Baggrunden; til
+venstre for Døren Vindue til Gaarden. Udgang til Kjøkkenet i Krogen
+til højre.}
+
+=Trine=
+
+{(rager inde i »Skjænken« paa venstre Sidevæg).}
+
+A tykkes ett, her er mir end _tre_ Sølvskir; hwor er de anner ni, der
+plejer aa vær her?
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Aa, dem lod a di Faa'r faa for en Tid sin, da han war i Betryk for
+Peng te æ Kommuneskat.
+
+=Trine.=
+
+Og de to stur Sølvbægre med wor Bejsteforællers Navn paa?
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Ja, de gik mej ved samm god Lejlighid.
+
+=Trine.=
+
+Og du haar ett faat nøj tilbaag aa æ? Det er egentlig forfærdelig,
+hwor Faa'r stiler hans Sager. Hwor læng tror du, det kan blyw ved aa
+gaa?
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Ja, der kommer jo te aa si nøj plukked ud her i æ Hus, imud hwad der
+jen Gaang gjord. Men a tykkes indda: Saa læng han ett forringer æ
+Besætning, da kan æ wal ett hiel gaa Paan paa[35]. Men han spilt en
+Plag hen -- rejn og baar -- i Forgaars Næt; den Slaw hower a ild.
+
+ [35] _Paa'n paa_, Fald paa.
+
+Men læd wos nu ett snakk om _det_, mi Baa'n. _Det_ kan jo forandres
+aaltsammel, saasnaar _du_ vil. For Mads, -- _det_ er en rig Kaa'l og
+en ordenlig Kaa'l og en Mennesk, der ta Worherr med sæ, i hwad han
+gjør.
+
+=Trine.=
+
+Ogsaa nær han snyder Folk!
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Hwor har _du_ høt, te Mads haar snydt nue?
+
+=Trine.=
+
+Kan du da't how den Histori om den tuberkelsyg Kow, som han haaj sol
+fri for alle Fejler; da de saa drøw en tebaag paa ham ijen, slog han
+hans Hinner sammel øwer hans Hued og saa: "Gud ha Lov og Tak, te en
+kommer ijen! Det stod søen for mæ, da a sol en, te Worherr vild ett
+ha, te a skuld skill mæ aa med den Dyr!"
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Ja, det er nøj, Verdens Bøen faar te Rend for aa forstyrre Guds
+udvalgte i dje Salighedsgjerning.
+
+Nej, Mads, -- ham kan du tryg slaa Bund paa, mi Pig; han er en Guds
+Baa'n, han sætter ett det timelige øwer det evige, skjønt han haar
+fuldt op af bejje Diel!
+
+=Trine.=
+
+Aa, Muer, du snakker om nøj, du ett forstaar dæ paa. Du ved jo
+desuden godt, hwem a holder aa og _aaltid_ haar holdt aa.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Ja, a skal ett sej nø ondt om Visti; han er en bovn Kaa'l; men han
+kund jo da ett hold æ Gaard opp, søen som æ Sager nu staar. Og di
+Faa'r kan jo ett lid aa si ham for hans Øwn; og hwad kan en snaar sej
+te æ? Han kam her jo som en sølle fatte Tjenst'baa'n, der hwerken
+haaj Faa'r heller Muer. A vil ett ha Urd for aa forajt den fatte, men
+den, der haar ett nøj, han haar jo da ett nøj.
+
+=Trine.=
+
+Ja men, nu er Visti jo kommen swær godt atter æ. Hans Stilling som
+Mejerist er jo med de allvillerst -- her paa æ Egn da.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Ja men æ Fattemærk -- den haar han jo da paa sæ iløwle.
+
+=Trine.=
+
+Hwad er det for en Mærk?
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Ja, a kan ett saanyw sej dæ æ, mi Pig. Men di Faa'r, -- han kan nu
+ett mej, te den der haar tjent ham som Hjorddreng, han nowtid skuld
+blyw Mand i æ Gaard. -- Saa skal han osse vær bløwen Sjocialist; det
+skal da ett gjør ham bejer anskrøwen ved di Faa'r.
+
+=Trine.=
+
+Ved du, te Visti kommer her i Daa?
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Gjør Visti! Hwem haar da indbøjn ham?
+
+=Trine.=
+
+Det haar a.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Og du haar ett læt di Faa'r ved nøj om æ?
+
+=Trine.=
+
+Ne--ej; er æ _mi_ Fødselsdaa, saa skuld a da wal osse ha Lov te aa
+indbyd en jenle Mennesk.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Blot _det_ ett tar en gal End!
+
+{(Man hører en Vogn kjøre op.)}
+
+=Bitte Fip=
+
+{(i Kjøkkendøren).}
+
+Saa kam æ Præjst!
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Jøsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjør
+æ Burd færdig?
+
+=Trine.=
+
+Ja, gaa du kuns ud te de fremmed.
+
+{(Ka Rævsgaard ud.)}
+
+=Trine=
+
+{(til Fip).}
+
+Aa, Fip, tøv lidt!
+
+{(Fip sætter Træskoene med stor Omstændelighed og nærmer sig
+Bordet.)}
+
+=Trine.=
+
+Hør, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta
+mæ _dem_. De legger i den gul Kommode i æ nordvejst Hjørn af den
+anden Skuff fræ æ Overend. Men læd wos nu si, du er geswindt.
+
+{(Fip ud.)}
+
+=Severin Jensen=
+
+{(træder ind fra Døren i Baggrunden).}
+
+Hm! Gratulerer!
+
+=Trine=
+
+{(skriger).}
+
+Uh! {(vender sig om.)} Aa, a bløw da saa hentavn[36]; a troed det war
+-- -- {(standser forlegen).}
+
+ [36] _hentavn_, forbløffet.
+
+=Severin.=
+
+Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at _Visti_ først kunde komme
+senere. De maatte endelig ikke opsætte Bordet efter ham. Der var
+kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en
+Mejerist sætter størst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa
+Døren, skulde han komme.
+
+=Trine.=
+
+Tho _det_ war a endda forfærdelig kid aa, te _han_ ett kan komm te æ
+Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar æ wal helsen godt?
+
+=Severin.=
+
+Aakja, storartet!
+
+=Bitte Fip=
+
+{(ind, stryger paany Træskoene af og nærmer sig med Knivene -- evig
+sur).}
+
+_De_ laa ett i æ nordvejst Hjørn.
+
+=Trine.=
+
+Hwor laa de _da_?
+
+=Fip.=
+
+De laa akkuraat i æ _sønd_vejst Hjørn.
+
+=Trine.=
+
+Naa; saa er de bløwen flytt; men det war jo godt, du fand em.
+
+=Severin Jensen.=
+
+Hvad Fip, vil _De_ ikke sige Godda' til mig?
+
+=Fip.=
+
+Goddaw! Er De her? Hworden haar _De_ æ?
+
+=Severin.=
+
+Jotak! Og De?
+
+=Fip.=
+
+Aa, hwa tho! a er jo en swag, sølle Mennesk, sin a fæk mi Tilfald.
+Men helsen maa en jo ett klaw. {(Til Trine.)} Nu kam den her sølle,
+slemm Slagter.
+
+=Trine.=
+
+Ræber?
+
+=Fip.=
+
+Ja; a kan endda ett forstaa, hwad _han_ skuld bydes mej for. For det
+ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di
+Faa'r paa Glatis.
+
+=Trine.=
+
+Ja, saa er æ wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo
+læ mi Faa'r om.
+
+=Fip.=
+
+Ja; te det falder sammel om wos det hiele!
+
+{(Fip ud.)}
+
+=Severin.=
+
+Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Præstens
+Vogn holdt her udenfor, og Proprietær Nørholms Kalesche kom nede paa
+Vejen. Kommer -- _han_ ogsaa?
+
+=Trine.=
+
+Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa
+Hegnsgaard?
+
+=Severin.=
+
+Det maa egentlig være ret anstrengende saadan i Aarevis at styre
+mellem to Bejlere.
+
+=Trine.=
+
+Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig.
+
+=Severin.=
+
+Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange
+Udsættelse.
+
+=Trine.=
+
+De er jo hans gued Ven; De maa jo ved æ. Haar han saa Dem nøj?
+
+=Severin.=
+
+Ja, se Visti er jo _nu_ saadan situeret, at han udmærket kunde
+forsørge en Kone; og da De jo altid har været i hans Tanke, hvorfor
+skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham.
+
+=Trine.=
+
+De kan endda ogsaa tro, te a længes atter æ! Men den Slav -- det er
+ett søen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer
+længst ved aa læ æ gaa si naturlige Gaang?
+
+=Severin.=
+
+Hvad kalder De saa den naturlige Gang?
+
+=Trine.=
+
+Det ska a saamænd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold sæ ved æ
+Gaard ret læng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i æ, og gaar det
+først op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk[37], men Armud og
+Knokkeldom til _alle_ Hjørner, saa er a vis paa, te vi er færdig med
+den "Swigersøn".
+
+ [37] _aa hivsk_, at hugge.
+
+Det maa _De_ ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv
+wunden.
+
+Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for
+laang Tid sin!
+
+=Ka Rævsgaard=
+
+{(ind fra Kjøkkenet, hilser paa Severin).}
+
+Nu kan a wal godt be de fremmed herind? Æ Mad vinter.
+
+=Trine.=
+
+Ja, æ Burd er i Stand!
+
+{(Gjæsterne begynder at komme ind i Spisestuen. =Severin Jensen= vil
+trænge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Døren
+paa den stort smilende =Esper Vøvtrup=.)}
+
+=Esper Vøvtrup=.
+
+Ih hov, ih hov! Tho her kund æ misæl snaar ha gavn wos tow, som det
+gik Mads Fæg med æ Præjst. _Han_ haaj sejjen i æ Kror, men æ Præjst
+stod paa æ Stuel. Men i det samm god Lav som æ Præjst vild ud aa e
+Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo øwer,
+te han war kommen for silde.
+
+"Ja, ja Mads," saa æ Præjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa
+mødes i de evige Boliger!" "Ja, da war æ sand," swored Mads, "søen te
+wor Faa'r maatt gaa ud, nær a gik ind!"
+
+{(Præstens og »Hellig Mads'« fortørnede Ansigter, Ræbers og Nørholms
+Skogren.)}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Naa læd wos nu kom te æ Burd og faa nøj te æ Fød; sæt jer nu om, som
+I er Venner te.
+
+{(Man gaar til Bords.)}
+
+=Proprietær Nørholm=
+
+{(til den agrariske, men indskrænkede Pastor Gnatt).}
+
+... Ja jeg har nu den Opfattelse, at Lødekøer skal behandles som
+raadne Æg.
+
+=Gnatt.=
+
+Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietær?
+
+=Nørholm.=
+
+Som Præster med Juleoffer: Lidt men godt!
+
+{(Ræber er revnefærdig af Latter.)}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Naa vil I nu forsyn jer enhwer især! {(Til Severin Jensen)}: A war
+endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej.
+
+=Severin.=
+
+Ja, men han er jo bedst tjent med at være hjemme, saa længe han ikke
+er bedre.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, aaeja, nær en ett haar si Hjelbred -- saa er et sgu snavs.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Saa er _De_ maaskisæ wor Degns Søn?
+
+=Severin.=
+
+Ja.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Hwad fejler da Dje Faa'r?
+
+=Severin.=
+
+Aa, hans Øjne er ikke de allerbedste.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Hans Øwn! Ih si! Haar han faat sølle Øwn! -- Da ka de misæl ett vær
+ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot sølle i manne Or.
+
+Nej si, nej si! Saa De er en Søn af wor Degn, heller _Jensen_ skuld a
+wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat
+Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Søgn eller
+Høtti[38].
+
+ [38] _Høtti_, Højtid.
+
+Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund
+løs en Grawskrøwt op, saa der ett war en tar Yw!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Hør, Esper, du glemmer aa skink dæ en Dram.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Tak! -- Skal a skink jen te dæ osse, Mads?
+
+=Mads=
+
+{(strengt).}
+
+Nej! a bruger ett _den_ Slaw.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Nej, det er sand, tho du hører jo te de helle. Men hwor kan du snaar
+arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter?
+
+=Pastor Gnatt=
+
+{(sender Esper et strengt Blik).}
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier
+a still.
+
+Men _De_, Slagter Ræber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram.
+
+=Ræber.=
+
+Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjødelig anlagt. Ha,
+ha, ha! {(Til Ka Rævsgaard).} En udmærket Mørbrad, Frue! Udmærket,
+saftig Mørbrad!
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Ja, den haar a saamænd faa't hos Olsen.
+
+=Ræber.=
+
+Olsen holder usædvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er
+min Svigersøn, men ...
+
+=Moster Malén.=
+
+Ja, a sejer nu iløwle, te Sørensens Kjød er det bejst atter æ Priser.
+
+=Faster Jehan=
+
+{(yderst langsom).}
+
+A vild osse snaar tykk -- nær det maatt høres -- te Sørensens Kjød
+er, hwad a -- uden Fortræderlehied for den jen heller den naaen --
+vild kald lissom en _bette_ Krumm bejer end Olsens.
+
+{(Snakken gaar ved denne Del af Bordet videre om Kjødet.)}
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Aa, Pastor Gnatt, er De ett saa gued aa læ æ Soes gaa ...
+
+=Gnatt=
+
+{(i agrarisk Disput med Nørholm).}
+
+... Jamen det er jo dog Vorherre som skal gi' Væxten!
+
+=Nørholm.=
+
+Ja det er sgu meget rigtigt. Men derfor skader det dog ikke at gjøde
+lidt paa Stubjorden.
+
+=Gnatt.=
+
+Der er et Spørgsmaal, Hr. Proprietær, der brænder mig paa Tungen: Det
+hænder jo at ens Køer skal kælve?
+
+=Nørholm.=
+
+Ja, det vil jeg sgu da haabe for Dem, Hr. Pastor.
+
+=Gnatt.=
+
+Og saa kan de pludselig staa og magres og nægte at ta' Føde til sig.
+Hvad gjør De ved Deres Køer, Hr. Nørholm, naar de skal kælve?
+
+=Nørholm.=
+
+Aa, jeg plejer at gi' dem en Flaske Bramalivselixir, indtil det
+værste er overstaaet.
+
+=Gnatt.=
+
+Naa, er det godt?
+
+=Nørholm.=
+
+Ganske fortrinligt, Hr. Pastor, men Satan saa dyrt!
+
+{(Til =Ræber=, der under hele Samtalen har vredet sig i en forborgen
+Latter.)}
+
+Han tror det, den Onde gale mig!
+
+=Gnatt.=
+
+Men man faar formodentlig lidt Afslag, naar man tager større Partier
+ad Gangen, ikke sandt, Hr. Proprietær?
+
+=Nørholm.=
+
+Jo--o, der er næppe Tvivl om, at der vil blive indrømmet Pastoren en
+rimelig Rabat, -- især hvis De bemærker, at det er til Køerne!
+
+=Esper Vøvtrup=
+
+{(til Wolle Rævsgaard).}
+
+Sej mæ, Nôbo, er æ sand, te du er bløwen Formand for æ Andelsmejeri?
+
+=Nørholm=
+
+{(der har vendt sig fra Præsten, hvem Mads nu ta'r sig af, nikker
+bekræftende).}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Jow, nær en haar saa gued Fortaalere som Nørholm, æ Præjst og mi
+Swiger ... hm! og Mads dér, saa kan en jo sajtens blyw valgt.
+
+=Nørholm.=
+
+Beskedenhed klæder en Yngling, men er ikke nødvendig for Dem, Hr.
+Rævsgaard. Naar vi har gjort _Dem_ til Formand, saa er baade Æren og
+Fordelen udelukkende paa vor Side.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Maa a takk Dem, for _de_ Urd, Proprietær Nørholm.
+
+Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand.
+
+=Nørholm.=
+
+Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod
+dem, der _har_ noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da
+sandelig ikke værd at undres over.
+
+Forhen talte Husmændene vore Kornstakke, nu tæller de vore Køer; i
+begge Tilfælde finder de, at _vi_ fik for meget, og _de_ fik for
+lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad
+Misundelsen i Kornskjæppen, nu sidder den i Mælkespanden.
+
+Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mælk som oftest
+kommer sur til Mejeriet. {(De andre ler.)} Men vist er det, at hvis
+Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko -- som han tilmed
+græsser paa mine Vejskrænter -- saa forlanger han, at den ved
+Valgbordet skal kunne brøle lige saa højt som mine hundrede Køer og
+fire fortrinlige Præmietyre, men ikke sandt? -- det er et ganske
+absurd Forlangende!
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ja, men haar a forstavn æ ret, saa er æ jo endele ett æ Kyer, der
+stemmer, men --
+
+=Nørholm.=
+
+Men Køernes Repræsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske
+ud paa eet.
+
+Under alle Omstændigheder har De, Hr. Rævsgaard, ingensomhelst Grund
+til at ta' Dem Husmændenes Opposition til Hjærte. Vi Bedrestillede
+kan nu engang ikke gjøre alle tilpas, mindst Husmændene; disse Folk
+er _født_ misfornøjede med Verdensordenen; det er deres Natur at være
+det -- -- -- og kanske deres Ret!
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Sej mæ, Wolle, den Formandsstilling -- smider den nøj af sæ?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nej, ett andt end Æren.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ja, det skal jo vær jen af de "fejreste Træer i Sko-ven"; men a kan
+nu nok saa godt lid _dem_, der ogsaa kan plukkes et Par Ævler aa, og
+a haar ett opdaved, te _di_ Smag er forskjellig fra min, hwad _det_
+angaar.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, da kan der ett skummes møj Fjedt af den Kaal.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Aa, du hætter sgu nok paa, -- om a kjender dæ ret -- hwordan _den_
+Kow ska malkes, forre[39] den ett skal spark i æ Stripp[40].
+
+ [39] _forre_, for at.
+
+ [40] _æ Stripp_, Spanden.
+
+Men atter hwad a her hører, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes
+jen her ved æ Burd.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Hwem skuld det vær?
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Tho a tint paa æ Mejerist.
+
+{(=Trine=, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu
+op og gjør sig et Ærinde ud i Kjøkkenet.)}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden æ Mejerist.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Aaejow; sær wal, sær wal! Men du staar som Formand for æ Mejeri og
+... Ja, a ved jo ett, hwormøj en tær sej ... Ih, hwor bløw Trine aa?
+{(Drejer sig om mod Kjøkkendøren. Det øvrige Selskab er nu begyndt at
+lytte.)} Læd nu ogsaa vær, te han haaj fortjent en Snyd af dæ, fordet
+han anbefaled æ Husmænd dje Kandidat -- tho det kund han jo godt ha
+spaar -- saa vil a nu ha Lov til aa sej som _mi_ Mjenning, te vi skal
+si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired --
+saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er iløwle nøj ward aa
+ha en Mennesk, en tær stul o, paa søen en Plads.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, den Knæjt kan a nu ett lid, saa kan I for _mæ_ ha _hwad_
+Mjenning, I vil.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nøds[41] og moged og
+endda vover aa sætt hans Nies op atter di Dætter. Men en maa opløw
+saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem
+mindst.
+
+ [41] _Nøds_, Kostald.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Vild _du_ kanskisæ gi di jennest Dætter -- om du haaj nue -- te en
+Husmandsung?
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ja, saagu vild a wal saa, nær det helsen war en ordenlig Mennesk.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, nu kan du jo sajt sej æ, da du ingen haar. -- Men helsen holder a
+ett af dem, der søen -- burer sæ op. Der hænger saa møj ved dem af
+baade det jet og det andt. -- Det er ett, som nær en er føj[42] med
+æ; det gir iløwle en hiel anden Bevidsthied.
+
+ [42] _føj_, født.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Py! Hwem Fanden er _nu_ føj med nøj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind
+ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstaând med Skatter og Afgywter,
+ihwor de sir, og Gjeld og Forhæftels te op øwer æ Ører. Hwor manne
+gaar der wal ett baagud aa æ, der fæk æ Gaard kwit og fri. I Daa er æ
+mæ, i Maaen er æ dæ!
+
+Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen sæ op og er
+bløwen te nøj, om ogsaa han saa -- som ham Taalen her er om -- er føj
+ved en Ud'sid.
+
+{(Trine er nu atter kommen ind.)}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja der maa enhwer wal ha _si_ Mjenning.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa dæ _min_. {(I det samme kommer =Visti=
+ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Døren udbryder Esper
+Vøvtrup)}: Der er fandenmæ lig æ Kaa'l, vi snakker om. Læd ham nu
+swor for sæ sjel!
+
+{(=Trine= gjør Mine til at springe op, men Faderen lægger en tung
+Haand paa hendes Skulder.)}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbøjn
+skal sej paa æ Dartrin. Æ Burd her er for Gjæsterne, men skuld du vær
+trængend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw dæ næjtet ud i
+æ Kykken. Det vist sæ jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold
+møj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer træff hesud
+end herind!
+
+=Visti=
+
+{(ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved
+Trine).}
+
+Hwad er det her!
+
+=Trine=
+
+{(fremstøder):}
+
+Jamen, Faa'r, det er _mæ_ der haar indbøjn Visti.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, her i æ Gaard plejer æ nu aa gaa, som a vil!
+
+{(peger bydende mod Døren).}
+
+=Visti=
+
+{(i vildt Oprør).}
+
+A skal _wal_ gaa, Wolle! Og heller ska a mir sætt mi Fedder paa
+Hegnsgaard, far a hentes med Hejst og Vogn.
+
+{(Ud; Trine vil efter, men Wolle griber hende haardt om Armen.)}
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+FJERDE AKT.
+
+
+{ET AAR SENERE.}
+
+{Samme Stue paa Hegnsgaard som i forrige Akt.}
+
+{=Ka Rævsgaard= sidder og vinder Garn af en alenhøj Vinde; =Wolle
+Rævsgaard= sidder i Sofaen og læser »Dagens Nyheder«.}
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+A tykkes, Wolle, du gaar saa mudfalden omkring i æ Daw; er der nøj i
+æ Vej med dæ?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nej, hwad skuld der wal vær i æ Vej? A er lidt skidt tepas i Daa, det
+er det hiele.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Haar wor Folk begynd aa legg Kartofler?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, a tror nok, de er gavn i Lav med æ.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Er æ i den vejstes Skywt[43] i Or?
+
+ [43] _vejstes Skywt_, venstre Skifte.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Det hower a saagu ett saa nyw.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Nu sorger du da nok for, te det ett gaar som i Fywr, da de gik hen og
+_sprej_ æ Maag istej for aa _legg_ æ ved æ Kartofler. Du hower nok,
+hwad for nøj elendig Gras en fæk ud aa æ, for det det ett bløw sit
+_te_ i Tid.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Det maa æ Forkaa'l jo pas.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Jow, a kjender dje Passen, nær de ett blywer sit atter. {(Kort
+Pavse.)} Hworden kund æ vær, du ett war paa æ Mejeri i Guer? A tykkes
+aaltid, det er den Daa i æ Maaned, da I plejer aa ha jer Udbetaling?
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(meget forvirret).}
+
+Hm! -- Sand nok -- -- men der war kommen -- -- der war nøj, der
+gjord, te det bløw udsaat te Frejdæ. {(Det banker.)} Kom ind!
+
+{(Proprietær =Nørholm= træder forsigtig frem.)}
+
+=Nørholm.=
+
+Godda'! Ja, undskyld -- --
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(vinker =Ka Rævsgaard= bort).}
+
+Værsegued aa ta Plads!
+
+=Nørholm.=
+
+Tak! Naa, De lægger Kartofler.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja.
+
+=Nørholm.=
+
+De har godt Vejr til det.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, det kan en ett klav paa.
+
+=Nørholm.=
+
+Naa, men det var just ikke det, jeg kom for.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nej, det kund a wal tink.
+
+=Nørholm.=
+
+De ved maaske allerede mit Ærinde?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nej, hwor skuld a ved det fræ?
+
+=Nørholm.=
+
+Jamen, naar jeg nu siger, at jeg kommer fra Mejeriet, saa kan De ikke
+mere nære nogen Tvivl om, hvorfor jeg har søgt Dem.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(mere og mere forvirret).}
+
+Fræ æ Mejeri?
+
+=Nørholm.=
+
+Sig mig, Hr. Rævsgaard, hvorfor er der ikke sket nogen Udbetaling den
+3dje i denne Maaned, som Skik og Brug nu har været i hele det Aar, vi
+har haft Dem til Formand?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+A indrømmer, te det er en Fejler, men tho det er en travelt Tid, og a
+haar derfor ett hat Staând te aa hent æ Peng hjem.
+
+=Nørholm.=
+
+Nu taler De Usandhed; Tiden har ikke hindret Dem. De var jo nemlig i
+Kjøbstaden i Forgaars. Baade Mejeristen og andre har set Dem der, og
+De vendte først hjem henad 2 om Natten.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(opfarende).}
+
+Naa, er en søen omgi'n af Spioner, te en ett kan forlaad si Hjem,
+uden te der blywer bjedt Mærk i det. Skal a maaskisæ staa nue te
+Regnskab for, hwad a bruger mi Tid te?
+
+=Nørholm.=
+
+Aa, tag nu ikke saadan paa Veje, Rævsgaard. Her er slet ikke Tale om
+noget Spioneri, her drøfter vi blot, hvorvidt De taler Sandhed eller
+ikke; og jeg konstaterer da endnu en Gang, at De har været i
+Kjøbstaden. Nu er Spørgsmaalet: Hævede De samtidig i Banken Mejeriets
+4000 Kr.: i bekræftende Fald: hvorfor har De da ikke udbetalt dem til
+Andelshaverne allerede i Gaar?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+A haar ett hævet en Ør. A war kommen for silde af Stej, saa æ Bank
+haaj lot, da a kam te æ Dar. I en Stilling som min, hwor en ingen Løn
+faar for si Arbe, kan en ett aaltid staa paa Pind; men i Maaen den
+Daa skal a med Fornywels hent æ Peng, saa enhwer kan faa sin.
+
+=Nørholm.=
+
+Hør Hr. Rævsgaard, lad mig nu tale til Dem som en Ven; jeg er ikke
+kommen herhen for at holde Forhør over Dem, men for at raade Dem for
+Deres Bedste. Alt det, De der siger om Tid og Lukning osv., tror jeg
+ikke et Ord af. Værten i "Hanen", hvor De sad og spilled Kort til ud
+paa Natten, har fortalt, at han tre Gange i Løbet af Aftenen har
+maattet rende i Byen for at bytte store Pengesedler for Dem; der er
+da for mig ingen Tvivl om, at De virkelig har hævet Summen. Men nu
+spørger jeg Dem: Har De destilleret alle Pengene? Svar mig ærligt og
+uden Omsvøb; for det er en højst alvorlig Sag for Dem.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(tier bomstille).}
+
+=Nørholm.=
+
+Altsaa: De har virkelig bortspillet hele Summen, alle de 4000 Kr.?
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(sagte).}
+
+Ja!
+
+=Nørholm.=
+
+Og til hvem?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ræber tog de flest. Maagen te Uheld haar a aalle hat. A saa tit med
+hiel gued Kwot; men hjælper det nøj, nær der er Wonheld for jens Dar?
+A taft og taft og det den hiele Næt, først mi egn Peng saa æ Mejeris.
+Der gik Tôg for mi Øwn, a vidst knap a mæ sjel aa sej. Da a kjor ud
+aa æ Bøj, war æ mi Ajt aa kaast mæ i æ Aa, og nær a ett gjord æ, war
+æ aaljenne for det, a ett haaj Villi nok te aa ryw æ Hejst i Staa,
+imen a sprang aa æ Vogn. Hwordan a kam hjem, er mæ endnu en Gaad. Det
+war jen Ravmørk øwer det hiele, og a laa æ Hejst dje Temm nied i æ
+Vogn og lod dem fuldstændig skjøtt dem sjel i den Hoef, te a skuld
+vælt og brækk æ Hals. A tint æ hiele Vej saa læng a kjor: Nu er du en
+Kjeltring for Gud og Mennesker; nu blywer du saat og kommer i æ
+Towthus, og _det_ er æ jo ogsaa, De er kommen for aa sej mæ?
+
+=Nørholm.=
+
+Nej vist ikke nej, Hr. Rævsgaard! Jeg vilde kun gjøre Dem opmærksom
+paa Faren. Men De har dog sagtens Venner, der baade vil og kan hjælpe
+Dem? Det gjælder kun om, at her handles hurtigt, før Sagen kommer ud
+imellem Folk.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja hwem tror De, der vil hjælp mæ.
+
+=Nørholm.=
+
+Aa, jeg tænkte om f. Ex. ikke Ræber -- --
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ræber!?
+
+=Nørholm.=
+
+Ja, han har jo dog faaet de fleste af Pengene baade denne Gang og
+tidligere.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Den fjedted Stod'er! Haar De nowtid hør, te han haar hjulpen nue uden
+aa æ Dyn og i æ Halm?
+
+=Nørholm.=
+
+Naa, saa er der jo Mads, Svigersønnen.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, ham haar a ogsaa gued nok tint ved som den jennest, der kund vær
+Taal om.
+
+=Nørholm.=
+
+Jeg tror sikkert, det var _hans_ Vogn, der holdt heromme ved Møllen
+med et Læs Grutning; De skulde lade en af Deres Folk løbe derom og se
+efter, om han ikke selv var der.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(gaar til Kjøkkendøren og kalder):}
+
+Fip!
+
+=Bitte Fip=
+
+{(ind).}
+
+A tytt, du raaft ad mæ. Haar du nøj, du vil mæ?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, løb lig om te æ Møll og si atter, om ett Mads skuld vær der; og
+hwis han er der, saa bed ham om aa komm te æ Dar i en Snaarhied.
+
+=Bitte Fip.=
+
+Aa, du haar aaltid nok aa jav jen atter! Nu skuld a hat æ Unnen
+færdig.
+
+{(Fip ud.)}
+
+=Nørholm.=
+
+Ja Mads det er en Mand, der er over sine Sager.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, der er ingen small Stejer.
+
+=Nørholm.=
+
+Blot han nu ikke stiller sig paa Bagbenene, for det er en Karl, der
+ved, hvad Penge er værd.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, slaar _han_ æ Haând af mæ, saa haar a ett andt aa grif te end aa
+hæng mæ sjel.
+
+=Nørholm.=
+
+Aa, Snak, Rævsgaard. Der kan findes Udveje, ingen har tænkt paa.
+Hovedsagen er som sagt, at der handles gesvindt.
+
+=Mads=
+
+{(ind, klædt som Vognkusk, med Bødeklude og Sækkelærredsforklæde).}
+
+Goddaw i Herrens Navn, og Gud bewor wor Indgaang og wor Udgaang!
+
+Vil du snakk med mæ, Wolle?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, Mads; du maa ett find æ underle, men a er da kommen i en sær
+faale Forlejenhied; derfor war æ, at vild gjør mæ saa fri aa spørg,
+om du ett for gammel Venskabs Skyld og i Jesu Christi Navn vild læ mæ
+en Haând lig nue faa Daw?
+
+=Mads.=
+
+Er æ Peng, der er Taal om?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, aaeja; a er kommen i Baagstaând; men du _skal_ ett kom te aa
+fortryd æ, om du hjælper mæ terett.
+
+=Mads.=
+
+Ja manne Tak, det er saa møj godt det. Men en Swigersøn -- han skuld
+jo da snaarere ha Peng end ud med Peng, nær Ret skuld vær; søen haar
+a da aaltid forstavn æ.
+
+Hvor stur er saa di Betryk?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja si, a wanter jo lig jenle 4000.
+
+=Mads.=
+
+Fir Tusind! Ih, kjere himmelske Fader; hwor skuld a faa _dem_ fræ! Og
+hwad vil du gjør med aall de Peng. Fir Tusind! A tror, æ Mand primer!
+
+Haaj æ endda wot -- for a vil sej -- fir Hunder, det haaj en wal
+kommen øwer. Men det her! -- -- Nej, nej, nej! Snak aalle te _mæ_ om
+_det_!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, men bette kjære Mads, saa gaar a tegrund!
+
+=Mads.=
+
+Hwad gjør du?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+A gaar i æ Towthus. -- Det er æ Mejeri ...!
+
+=Mads.=
+
+Haar du tavn aa æ Kass?!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja.
+
+=Mads=
+
+{(forfærdet).}
+
+Jamen saa er du jo rungenired! Og det er dæ, der haar lowed mæ di
+Gaard kwit og fri, hwad Daa a vild ha en, nær a vild ta di Dætter! --
+A haar nok hør fræ anden Sid, te hwad _du_ saa, det skuld en putt i
+si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa æ
+Brink med di Sager. Men søen gaar æ enhwer, der ett ta Frelseren med
+sæ i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked mæ i
+Øret, te den Forlowels war ett atter _hans_ Villi. A troed læng, te
+du ajted at træde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu
+fortæ'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hérfræ, for det er
+ikke Guds Aând, men Belials Aând, der regenirer her i æ Gaard.
+
+A rister Støvet af mine Føder.
+
+=Nørholm=
+
+{(der har løbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).}
+
+Ryst saa med det samme Halmen af Deres Træsko og Skidtet af Deres
+Klæder, men opsæt det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let
+blive altfor snavset herinde.
+
+=Mads=
+
+{(mod Nørholm).}
+
+A gaar, for I skulle ikke dwæle i de ugudeliges Forgaarde eller i de
+uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. {(Til Wolle
+Rævsgaard.)} Vil du hels di Dætter og sej, te mi Samvittighed
+forbyder mæ at ægte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtræder Guds rene
+og hellige Bud.
+
+Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjælp dæ ud af den
+Badulje!
+
+{(Gaar.)}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nu er a levired! -- Mæ arme Mennesk!
+
+=Nørholm.=
+
+Ja, det er i Nøden, man prøver Vennerne.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Det haaj a aalle troed om Mads.
+
+=Nørholm.=
+
+Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den
+Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Dørtrin.
+
+{(=Fip= kommer ind.)}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Hwad skal _du_, Fip?
+
+=Fip.=
+
+Aa, det er den sølle jen, ham Per Søwren, der staar herud og hejster
+for at faa dæ i Taal. Han sejer, han haar Boj te dæ.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ih, læd ham da komm ind.
+
+{(Fip aabner for ham.)}
+
+=Per Søwren=
+
+{(ængstelig frem, da han ser Nørholm).}
+
+Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamænd ett nø
+Uskikkelehid. _A_ haar Ærind.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Hwad er da _di_ Ærind, Pejr?
+
+=Per Søwren.=
+
+Jow, hør ikkuns nu. A war kommen herøwer te æ Mejerist, mi Søstersøn
+I ved -- aa, hwor haar _han_ gued Daw, den Kaa'l! -- Nu, saa sejer
+han te mæ: Morbror, sejer han -- for han kalder mæ aaltid Morbror, og
+han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i æ Vejr --
+kan du ett rend øwer te Hegnsgaard med en Brew for mæ, sejer han.
+Jow, sejer a, det faar a wal, nær du vil swor mæ te æ Fjol saa læng,
+og du vil lov mæ, te æ Mand ett hiel rywer æ Hued af mæ. {(Søger i
+Frakkelommen efter Brevet.)} For du hower jo nok sidst, Wolle, da war
+du ildworre[44], og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj
+nær aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier _du_ jo næjsten ud,
+som war æ _dæ_, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!
+
+ [44] _ildworre_, galsindet.
+
+{(Wolle ta'r mod Brevet og rækker til Gjengjæld Per Søwren en
+Krone.)}
+
+=Per Søwren.=
+
+A haar faat mi Betaling.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Det ka vær det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder dæ.
+
+=Per Søwren.=
+
+Ja men, Jøsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad
+te æ, Wolle.
+
+{(Mumler videre, mens han gaar mod Døren.)}
+
+Jøsses, en hiel Krown!
+
+=Wolle=
+
+{(læser).}
+
+=Nørholm.=
+
+Var det fra Visti Andersen?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja.
+
+=Nørholm.=
+
+Naa, hvad skriver han?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, nu er hunderogølle ud. Mi Daw er tal.
+
+=Nørholm.=
+
+Aa, Snak! -- Hvad siger da Brevet?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, der staar, te æ Mejeri er øwerrend af Folk, der vil ha dje
+Maanedspeng. Især skal æ Husmænd vær rejn iband. Det war jo ogsaa
+dem, der arbed imud mi Valg.
+
+=Nørholm.=
+
+Javel; paa den anden Side er det jo ogsaa dem, der trænger haardest
+til Skillingerne.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Han skrywer, te der war en Flok der lig nu, som saa, te de vild komm
+ijen imaatidle, og war der da ett Peng te dem, saa vild æ blyw meld
+te æ Øwrighied.
+
+_Er_ der saa anner Udvej for mæ end aa gjør en Ulykk paa mæ sjel?
+
+=Nørholm.=
+
+Lad nu den taabelige Snak fare! Hvad vilde De opnaa derved andet end
+at ligge som en Bedrager i Deres Grav med et ruineret Hjem og en
+skammet Familie ovenpaa Dem.
+
+Nej, som jeg siger, der er maaske _endnu_ en Redning, een eneste.
+
+Jeg tænker paa Mejeristen.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Paa Visti!
+
+=Nørholm.=
+
+Ja.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ved De da ett, paa hwad Fued vi staar med hinaân?
+
+=Nørholm.=
+
+Jeg ved -- fordi jeg saa det -- hvilken Behandling De gav ham i Fjor
+i denne Stue. Jeg sa' dengang ikke noget til det, fordi det ikke er
+min Vane at blande mig mer end nødvendigt i andres Sager. Men jeg
+husker, at jeg var meget pinligt berørt deraf, fordi det gik ud over
+en dygtig Karl, der umuligt kunde ha' generet ved Deres Bord.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, det kan jo vær, a gik forvidt i mi Hidsighied. Baagatter er en
+aaltid klog.
+
+=Nørholm.=
+
+Ja, De gik _altfor_ vidt, Hr. Rævsgaard. Det kan være galt nok at
+saare en Mand, der er udgaaet fra de bedrestillede; men det er ti
+Fold værre at krænke et Smaamandsbarn; de glemmer det aldrig. De er
+anderledes ømtaalelige, hudløse, æresprikne end vi andre. Fordi de
+har mindre at værge om, værner de det til Gjengjæld med langt
+stærkere Energi; deres Forfængelighed, deres Æresbegreb -- naar de
+duer noget! -- gaar langt dybere i dem end i os. Det er som en
+indgroet Negl, der smerter ved det mindste Tryk. -- Jeg siger Dem
+derfor, at gaar den Plan itu, som jeg nu skal tillade mig at
+fremsætte for Dem, saa er det ene og alene Deres fordømmelige
+Optræden ved denne Lejlighed, der bærer Skylden for det.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Jamen hwordan kan De nu egentlig tro, te Visti kan udrett nøj i den
+her Sag?
+
+=Nørholm.=
+
+Visti bærer i dette Øjeblik Deres Skæbne i sin Haand. -- Han har
+holdt af Deres Datter gjennem mange Aar, men De har kjæmpet mod dette
+Forhold som en rasende i Haab om at rejse Deres Gaards sunkne Aktier
+ved Hellig-Madses Arvesølv. Nu er _den_ Forhaabning gaaet rabundus.
+Siden den hellige Skabilken gik ud af denne Dør, er Deres Datter fri.
+Nu kommer det kun an paa, om Vistis Godhed for hende er stærkere end
+hans Had til Dem. Er den det, da er _De_ reddet.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja men, de 4000 inden i Maân! Hwor skal _de_ komm fræ?
+
+=Nørholm.=
+
+Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen
+har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret,
+at _han_ inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene,
+hvad De paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kan.
+
+Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spænde for og
+lade Deres Karl kjøre over og hente ham.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(grundende).}
+
+I Guds Navn da! {(Aabner Vinduet til Gaarden og raaber)}: Anders!
+{(=Stemme= udenfor.)} Ja!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Kom ind lidt! {(Anders ind.)} Hør, ta de tow brown og kjør øwer te æ
+Mejeri og hels Visti -- fræ _mæ_ --, du helser fræ _mæ_ -- og sejer,
+te han maa _endele_ ta med dæ. A haar nø møj vigtig aa snakk med ham
+om. Hører Du?
+
+=Anders.=
+
+Ja, a haar hør æ.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Men pas paa den treaars; hun er nøj rej for æ Stjat. Og læd æ saa gaa
+i en Snaarhid.
+
+=Anders.=
+
+Ja, a skal saagu ett dryw æ Vej ind.
+
+{(Gaar.)}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(til Døren og raaber):}
+
+Men ta ett æ Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de
+nøj Hynder paa! {(Lukker atter Døren. Til Nørholm, mens han dog
+stadig holder Øje med Karlen ude i Gaarden.)} Hvad om han nu er tavn
+ud!
+
+=Nørholm.=
+
+Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):}
+
+Tag ett _de_ Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.
+
+=Anders=
+
+{(udenfor).}
+
+Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Gjør som a bed dæ! Og læ æ gaa fræ æ Haând!
+
+{(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)}
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nu kjor han. A vil ett ha nø Row øwer mæ, inden han er her ijen.
+
+=Nørholm.=
+
+Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta'
+med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjøretøj. {(Efter en
+Pavse.)} Sig mig, Hr. Rævsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om
+Sagen?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+A tror ett, de haar faat Nysmaal om æ inu.
+
+=Nørholm.=
+
+Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det -- om det kan
+undgaas.
+
+{(Ny Pavse. Wolle Rævsgaard søger mod Døren.)}
+
+=Nørholm=
+
+{(ser mistænksom efter ham).}
+
+Hvor gaar De hen, Rævsgaard?
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(forpint).}
+
+Aa, a ved æ snaar ett. A er saa sær ved æ, te a vild ønsk, te a kund
+_søkk_ i æ Jurd og blyw der med det samm.
+
+=Nørholm.=
+
+Mand Dem dog op, Rævsgaard. Der er jo Haab endnu!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter æ Vogn.
+
+=Nørholm.=
+
+Jaja. Men De tænker ikke paa dumme Streger?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nej! -- Aa, ja, ja, ja! {(ud).}
+
+{(Et Øjeblik senere.)}
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ih, Goddaw, Hr. Nørholm! Naa, saa det stur Haardku'n har søjt sammel
+i den her Hjørn aa æ Bøj; aaeja, hwor _møj_ er, vil _mir_ te.
+
+=Nørholm.=
+
+Saa er det formodentlig af den Grund, at _De_ kommer.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ja, det kund sgu hjælp nøj, om a mødt mell æ Herremænd med _mi_
+Fjerdingkar.
+
+=Nørholm.=
+
+Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Nej, det er sgu skidt aa lav Brød aa. Det kan a si paa mi Nôbo her.
+_Hans_ Mark er, misæl, ved aa komm ind i en sølle Behandling. Hworden
+Fanden er æ nu ogsaa, han gaar og moger med æ. _Han_ legger
+Kartofler, nær enaaen er ved aa tænk paa aa ta'em op. Og saa søne
+Pilliker te Hejst, han kyrer aa grasser[45] mej! A vild misæl skamm
+mæ ved aa legg en Tæmm paa'em.
+
+ [45] _grasser_, knokler.
+
+=Nørholm.=
+
+Nej, det er jo ikke som i fordums Dage paa Hegnsgaard; da var der
+Race i Rævsgaards Besætning.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Nej! der er bløwen Adskjel. Haar De sit paa den Knapstrupper, han fæk
+i sidst Wolborre Markend?
+
+=Nørholm.=
+
+Nej.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+De haar ett laa Mærk te, hworden en løver paa æ Skanker. Det er mi
+Salighid aa si te, akkuraat som a vil sej, te en slog Lyng med den
+jen Bien og graved Tørv med den'aan.
+
+{(Wolle Rævsgaard ind.)}
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Naa, der haar en æ Mand! Saa er æ wal bejst en faar si Lu aa.
+
+{(Fjerner ironisk Huen.)}
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(siger intet, men gaar tværs over Gulvet mod den anden Dør).}
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Hør, Wolle, a war gavn her øwer, om ett du kund laan mæ di Hejstryw,
+for min er misæl gavn i Bork[46].
+
+ [46] _i Bork_, itu.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(i Døren).}
+
+Ta'en, ta'en -- om Du kan find'en!
+
+{(Ud.)}
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Hwad Fanden gik der af _ham_, søen som _han_ hænd med æ Ører?
+
+=Nørholm.=
+
+Aa, der kan jo altid være _noget_, der trykker.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Er æ æ Kwot ijen?
+
+=Nørholm.=
+
+Maaske.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ja, det gaar en Brøl'gaang med Wolle. {(En Vogn rumler ind i
+Gaarden.)} I, tho det war jo æ Mejerist. Er han kommen ud aa kyr i
+Stads i Wolle Rævsgaards Vogn. Det er sgu vis aalle passired ham far.
+
+Ja, den Kaa'l, ham skuld han sgu læ ta æ! Han haar læng gavn og
+smisked atter æ Dætter, og han skuld sgu læ æ Pig faa hinne Villi med
+den, hun kan lid; og saa læ den naaen Sluri[47] gaa; det vild a misæl
+gjør, om det var _mi_ Dætter. Mads kan vær gued nok, men det er da en
+sølle Slunder; og saa den her øwerdrøwen Hellehid, det er da nø lied
+nøj.
+
+ [47] _Sluri_, Dosmer, slusket Mandfolk = Slunder.
+
+Nej, ham der {(nikker ud i Gaarden)} han skuld sgu snaar sætt
+Hegnsgaard i Matrikel!
+
+Naa, men a maa ud og find den her Himstrigims, for a haar sgu
+tront[48].
+
+ [48] _tront_, travlt.
+
+{(Ud.)}
+
+{(Wolle Rævsgaard og Visti kommer samtidigt ind fra forskjellige
+Sider; de mødes midtvejs og hilser stivt paa hinanden som
+Parlamentærer fra to fjendtlige Magter.)}
+
+=Visti.=
+
+_Du_ vil snakk med _mæ_?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Jow, det vild a.
+
+=Visti.=
+
+A troed næjsten, vi tow haaj aasnakked for aall Daw.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, søen kan æ jo Woimellstaând føj sæ anderledes, end en sjel haaj
+tint.
+
+=Visti.=
+
+Er æ om Mejerisager?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja; vis er æ det.
+
+=Visti.=
+
+A kund tink æ. Det er ogsaa paa æ hyw Tid, om det skal nytt nøj. Og
+_Snak_ kan ett gjør æ ret læng.
+
+Sej mæ, hworden kan det vær, te du i Guer ett betald æ Folk dje Peng?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+For a haaj'em ett.
+
+=Visti.=
+
+Det vil sej, du haaj hat'em, men haaj gin 'em ud atter di egn Beram.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(tier).}
+
+=Visti.=
+
+Mon du rigtig haar tint ved, hwad det betyder ett aaljen for dæ sjel,
+men ogsaa for mæ?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+For dæ? Hwor kan den Ting komm te aa rør _dæ_?
+
+=Visti.=
+
+Naa, det tror du ett? Du haar ett skinked det en Tank, te a kund komm
+te og staa i en twetydig Lys ved den Histori? -- Da kan a sej dæ, te
+der er mir end jen, der haar mummelt om, te søne nøj ett godt kund
+gaa for sæ heller uden _mi_ Vidend og Villi. Og søne Beskyldninger
+vil a ett ved aa aa sej. Den Guedhid, a haar mødt ved _dæ_, er ett af
+den Slav, te a skuld gaa hen aa sætt mi Rygte øwerstyr for aa dækk
+øwer _dæ_. Det war derfor paa Tid, te du saa dæ om atter æ Peng; for
+det kan a sej dæ, te er de ett betald inden i Maân -- -- ja, a
+behøwer jo ett aa sej mir; du haar jo faat mi Brew?
+
+=Nørholm=
+
+{(træder nu hen til de to).}
+
+Hør, mine gode Mænd, ad den Vej kommer De aldrig til nogen
+Forstaaelse men gjør bare hinanden ondere og bitrere.
+
+Tillad mig at gjøre et Forsøg paa at mægle Dem imellem. Jeg ved, jeg
+allerede har Hr. Rævsgaards Billigelse og haaber paa, Hr. Visti
+Andersen, at De ogsaa giver mig Deres, da det jo næppe er Deres
+Hensigt for enhver Pris at bringe Deres gamle Husbond i Tugthuset,
+selv om De muligvis kunde ha' adskilligt at bære Nag til ham for.
+-- Vel, Hr. Andersen?
+
+=Visti.=
+
+Nej, a skal med Fornywels laan Ør te, hwad Proprietæren kan ha aa sej
+i den Sag.
+
+=Nørholm.=
+
+Godt! Maa jeg da begynde med at sige Dem, Hr. Andersen, at der er
+sket noget her i Dag, som muligvis kunde faa en afgjørende Betydning
+for hele Deres Stilling til Sagen.
+
+=Visti.=
+
+Hwad er da det?
+
+=Nørholm.=
+
+Det er, at Mads Nielsen har hævet sin Forlovelse med Frk. Rævsgaard.
+
+{(Der gaar en Trækning af behagelig Overraskelse over Vistis
+Ansigt.)}
+
+=Visti.=
+
+Naa--aa! Men a kan i Grunden ett si, hwad det kommer den her Sag ved.
+
+=Nørholm.=
+
+Ikke det? De lader lidt tungnem i Dag, Hr. Visti Andersen; det ligner
+Dem ikke. -- Jeg maa da søge, om jeg ikke kan trænge ind til Deres
+Forstaaelse ad anden Vej.
+
+De ved, Hr. Andersen, at jeg var til Stede den Dag for nu snart et
+Aar siden, da Hr. Rævsgaard viste Dem ud af sit Hus paa en Maade, som
+-- det indrømmer jeg -- maatte krænke Dem lige til Hjærteroden.
+{(Visti bider sig i Læben.)} At _jeg_ misbilliged Udvisningen, kan
+vel i denne Forbindelse være Dem nogenlunde ligegyldigt, men jeg ved,
+at endogsaa Hr. Rævsgaard tit har ønsket det ugjort.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Jow, a gik for vidt.
+
+=Visti.=
+
+Ja, det siger du nu, da -- --
+
+=Nørholm.=
+
+Tøv lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hører af Hr. Rævsgaards egen Mund,
+at han fortryder sin Optræden og beder Dem om Tilgivelse -- -- --
+
+=Visti.=
+
+Det sidst haar a ett høt nøj te.
+
+=Nørholm=
+
+{(vender sig mod Wolle Rævsgaard).}
+
+Jamen, det ved jeg, Hr. Rævsgaard gjør.
+
+{(Wolle Rævsgaard tier.)}
+
+=Visti.=
+
+Ja, da kund æ vær lisse raar aa hør æ aa æ Mand sjel.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+A sejer, som a saa far, te det er møj muligt, a gik forvidt; og haaj
+æ wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.
+
+=Nørholm.=
+
+Det er jo dog Indrømmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke
+hænge os i Ord!
+
+=Visti.=
+
+Ja men a maa ha _fuld_ Oprejsning. Her er ett nøj aa slaa aa paa!
+
+=Nørholm.=
+
+Er det dog ikke den største Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han
+fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter,
+Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa
+haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjæld forlanger han kun, at De
+skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende
+Sag uden Æresafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa
+bringe, om ikke for Hr. Rævsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De
+jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanære over.
+
+=Visti.=
+
+Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles
+Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue
+anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind
+for enhwer Pris. Og det du gjord _mæ_ den Daa -- ja a sejer dæ,
+Wolle, det vild vær en _mild_ Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for
+æ!
+
+_Det_ haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa,
+hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a _være_ vild -- kam
+_det_ mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund,
+mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ -- den Præjst, der haaj
+komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden -- ja,
+saa kund æ Vred _vild_ op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di
+Stjern[49], te du kund ha vælt ved æ!
+
+ [49] _Stjern_, Pande.
+
+=Nørholm=
+
+{(med sin Haand paa Vistis Skulder).}
+
+Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!
+
+=Visti.=
+
+Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm
+jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner,
+der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor
+Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A
+haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw
+sæ saa møj, te -- -- --
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?
+
+=Visti.=
+
+Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di
+Fortryden.
+
+=Nørholm=
+
+{(hvisker).}
+
+Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De
+fortabt.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(rækker nølende Haanden ud).}
+
+=Nørholm.=
+
+Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den
+egentlige Sag.
+
+De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder
+i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at
+være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har
+mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke _De_ hjælper ham.
+
+=Visti.=
+
+A hjælper _ham_?
+
+=Nørholm.=
+
+Ja, det baade _maa_ og _skal_ De.
+
+=Visti.=
+
+Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk _ham_ mej?
+
+=Nørholm.=
+
+De skal ikke være alene om Tabet. _Jeg_ vil hjælpe, og jeg skal søge
+at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000
+Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til
+Veje.
+
+=Visti.=
+
+De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for
+Dem. De er spaared sammel ved 2-3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a
+saa for'em?
+
+=Nørholm.=
+
+Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som
+De jo elsker?
+
+=Visti.=
+
+Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i
+Forvejen.
+
+=Nørholm.=
+
+Naa, var De det! -- Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr.
+Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Nej, æ Gaard og æ Dætter -- det skuld jo da gjan føl'es ad.
+Anderledes haar a aalle tint.
+
+=Nørholm.=
+
+Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?
+
+=Visti.=
+
+Ja, hwad tho, æ Gaard -- -- -- Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær
+enhwer kræwer sin?
+
+=Nørholm.=
+
+Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne
+i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par
+energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for
+Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det
+_er_ ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.
+
+=Visti.=
+
+Naa, er _det_ saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de
+4000?
+
+=Nørholm.=
+
+Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig
+Aftægt?
+
+=Visti.=
+
+Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og
+kyl ham og hans paa æ Dar, for det _a_ fæk æ Gaard.
+
+=Nørholm.=
+
+Giv saa hinanden Deres Haand paa det! {(De rækker atter hinanden
+Haanden over Bordet.)} Nu har De Grund til at være glad, Hr.
+Rævsgaard. -- Tak, Hr. Andersen!
+
+Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk.
+Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i
+Sagen.
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(halvt oprømt).}
+
+Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! {(Kalder ud i
+Kjøkkenet.)} Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!
+
+=Trine=
+
+{(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti).}
+
+Men, Jøsses, hworden gaar _det_ te, te du er her?
+
+=Visti.=
+
+Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a _er_ nok saa walkommen
+som sidst.
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Hmm!
+
+=Trine=
+
+{(i stigende Undren).}
+
+Men hwad er her gavn for sæ?
+
+=Nørholm.=
+
+Sig mig, Frk. Rævsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille
+Overraskelse?
+
+=Trine.=
+
+Jamen hwad er æ, der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen
+Ting.
+
+=Nørholm=
+
+{(gravalvorlig).}
+
+Deres Fæstemand Hellig Mads, født Nielsen, har hævet Forlovelsen med
+Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!
+
+=Trine.=
+
+Det _er_ da Løwn! _(Styrter hen mod Faderen.)_ -- Er æ sand, Faa'r?
+
+=Wolle Rævsgaard=
+
+{(sagte).}
+
+Ja, vis er det!
+
+=Trine.=
+
+Saa _haar_ a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!
+
+=Nørholm.=
+
+Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde været altfor
+bedrøvet, havde Deres Far sørget for en til at trøste Dem. Jeg mener
+Visti Andersen der.
+
+=Trine=
+
+{(i Jubel).}
+
+Nej, _haar_ Faa'r gin hans Mind!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar
+hat; for min haar sgu wot knowred[50].
+
+ [50] _knowred_, knudret.
+
+{(De unge rækker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige Øjne.
+Omsider smutter =Trine= ud i Kjøkkenet.)}
+
+=Esper Vøvtrup=
+
+{(stikker Hovedet ind ad Gangdøren).}
+
+Ja, saa tar a æ Kratt[51], Wolle; nu fand a'en endele.
+
+ [51] _Kratt_, stor Haandrive.
+
+=Nørholm.=
+
+Aa, Hr. Vøvtrup, kom indenfor lidt!
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Ja, her gaar a og vrøder[52], men a haar sgu tront[53].
+
+ [52] _vrøder_, roder.
+
+ [53] _tront_, travlt.
+
+=Nørholm=
+
+{(slaar ud med Haanden mod Visti).}
+
+Maa det være mig tilladt at præsentere Dem for den nye Ejer af
+Hegnsgaard.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Hwa ... hwa ... hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?
+
+=Visti.=
+
+Ja, a haaber te du vil blyw mæ en gued Nôbo?
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+_Det_ kan a Dæwlen slaa mæ lid; søen er æ, det ska vær! Nu kommer der
+Skrej[54] i æ Sager!
+
+ [54] _Skrej_, Skred.
+
+Haar du saa gin ham æ Dætter oven i æ Handel, Wolle?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja hwad, Gaard og Dætter ... de tow Ting skuld en jo ett wal skjell
+ad, hwor en ett haar mir end de samm.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du
+saat ham paa æ Dar?
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Aa, han gik endda sjel.
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Saa møj desbejer, Fallill! Han war ett _mi_ Ganning[55]. A kan nu
+jen Gaang ett med de Folk, som en kan løjt, far en kan si dem.
+
+ [55] _Ganning_, den, jeg lider.
+
+=Nørholm.=
+
+Hør, Hr. Vøvtrup; den nye Mand her i Gaarden skal ganske ufortøvet
+bruge 2000 Kr. -- det kan jo foreløbig være ligegyldigt til hvad --
+er De bange for sammen med mig i Sognets Sparekasse at kavtionere for
+denne Sum?
+
+=Esper Vøvtrup.=
+
+Nej Gu er a ett, nær det er te Visti. Wolle haaj a ett wot nær saa
+driste ved.
+
+=Nørholm.=
+
+Tak, Hr. Vøvtrup!
+
+{(Ka Rævsgaard, Trine og Bitte Fip kommer ind fra Kjøkkenet.)}
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Men, Wolle, hwad er æ endda for nø underle Ting, en hører! -- -- Og
+Visti -- --! Aaeha endda!
+
+=Wolle Rævsgaard.=
+
+Ja, bette Muer, nu kan vi spænd fræ. Her vil ett blyw Brug for _wos_
+mir.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Og Mads, der kund opfør sæ søen! A _troed_ æ aalle om ham!
+
+=Trine.=
+
+Nej, Muer, du vild jo aalle hør paa, hwad _a_ saa. For a vidst nok,
+hwad _han_ war for en Fillifut.
+
+=Ka Rævsgaard.=
+
+Ja tillykk da, bette Visti, nær det ett kan vær anderledes!
+
+{(Rækker Haand og græder.)}
+
+=Bitte Fip.=
+
+Tillykk, Visti! Saa det er dæ, der skal haa æ Dætter.
+
+Ja, æ Pig er gued nok; men hun vil da gjan læ enaaen gjør det streng
+Arbe, og en kan jo ett rigtig hold te æ, si'n en fæk dæ her Tilfald.
+
+=Visti.=
+
+Ja, vi kommer jo nok ud aa æ med hinaan, Fip.
+
+=Fip.=
+
+Ja, du war en raar Dreng, hwadfor skuld du saa blyw en ild Mand.
+
+Og her _kan_ sgu gjan trænges te, te der kommer ny Kwot i æ Spil her
+paa Hegnsgaard!
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+ULVENS SØN
+
+(1909)
+
+
+
+
+PERSONLISTE.
+
+ =Enkefru Proft=, Ejer af Gløttrup.
+ =Erik Proft=, hendes Søn, Gaardens Bestyrer.
+ =Goj=, Driftsleder.
+ =Den Blinde=, hans Bror.
+ =Jens Romlen=, Daglejer paa Gløttrup.
+ =An Kjestin=, hans Kone.
+ =Dorre=, deres Datter.
+ =Laurst=, Forkarl.
+ =Per=, Hjorddreng.
+ =Villads Vedhud=, Havekarl.
+ =Gamle Anders=, afdanket Røgter.
+ =Jomfru Andersen=, Kokkepige.
+ =Fire Roepiger=, deriblandt =Smukke Katinka=.
+ Hr. =Grabb=, deres Opsyn.
+ =Bertel Bjat=        }
+ =Klæppen=            }
+ =Røgter Søren=       }  Daglejere
+ =Lange Anders=       }     og
+ =David og Goliath=   }   Tyende.
+ =Jens Tammesen=      }
+ =Wolle Peter=        }
+ =Grættrup=, Herredsfuldmægtig.
+ =Oxenway=, Godsejer.
+ =Smollerup=, Proprietær.
+ =Svenningsen=, Proprietær.
+
+Handlingen foregaar i Jylland paa Herregaarden Gløttrup.
+
+
+
+
+FØRSTE AKT.
+
+
+{Hele Baggrunden optaget af én af Ladelængerne paa Gløttrup. Midt for
+Scenen en aaben Indkjørsel med takket Portal. Til højre nærmest
+Porten to Halvvinduer, til venstre smaa Staldvinduer og en Stalddør
+inde i Krogen. Lidt fremme en Vandpost med Trug. Straatag, =nyt= paa
+venstre Halvdel, mosgroet paa højre; yderst paa højre Gavl en
+Storkerede med rugende Storkemor. Til højre for Laden, men nærmere
+Scenen, ses den takkede Gavl af Herskabsbygningen; en Smøge skiller
+de to Huse. Paa denne Gavl er der Dør ind til Folkestuen med en
+nedadgaaende Stentrappe. En stor Madklokke til venstre for Døren.}
+
+{Til venstre for Scenen har Ladelængen en Udbygning, der springer
+nogle Favne frem; paa Enden af denne Udbygning en almindelig
+Stalddør, delt paa Midten. Til højre for Døren en Fjæl paa to Stolper
+op mod Muren; den tjener til Bænk. Mod Gaardsiden: en Slibesten. Et
+Par Grebe staar lænet mod Muren; og to River ligger paa Taget. --
+Middags-Sollys.}
+
+{Man er i Færd med at bære Møntørv op paa den nye Tagrygning. En lang
+Brandstige støtter mod Hussiden, og en Bunke Møntørv er hobet op ved
+Stigens Fod. Oppe paa Rygningen troner =Laurst= og klapper Tørvene i
+Bunde med sin Mønningsskovl (af Form som en flad Kasteskovl); ved
+Stigens Fod krummer sig =Jens Romlen= med Gjødningssæk over
+Skuldrene, mens Drengen =Per= løfter de alenlange, grønne Græstørv op
+paa hans Ryg. =Den Blinde= staar og »ser til«.}
+
+=Jens Romlen=
+
+{(til Per, mens han bøjer sig dybt ned).}
+
+Jen til, mi bitte Dreng; helsen skal en jo baare gaa des tiere.
+
+{(=Per= er nær ved at dejse bagover med den mægtige Tørv.)}
+
+=Jens Romlen=
+
+{(videre).}
+
+Ja, det er ett nø Arbed for saadan en bitte Knæjt. Saadan war'et! Det
+war hwell! Nu haar a sgu faat det, a ka drag mej. {(Rejser sig op med
+Hænderne paa Trinene.)}
+
+Da _war_ det slem; no glemt a mi Skraa. Ka du ett ta'en op af mi
+Vestlomm og gi mæ'en?
+
+=Per.=
+
+Jow suren spark mæ kan a saa!
+
+{(Hiver Skraaen frem og hjælper ham den i Munden.)}
+
+=Jens Romlen.=
+
+Aaeha, nu er'et ingen Sag! Nu kund a gaa med mi Tørv lig op i den
+syvend Himmel og ind for Guds Engle smaa.
+
+=Den Blinde.=
+
+Aa, vil du saa ikke ta mig med!
+
+=Jens Romlen.=
+
+Aa, din sølle Krøbel, hwad skuld Worherr snaar brug dæ te. Du er jo
+saa stor og stærk. Du skuld saamænd heller ta en Par Tørv for mæ.
+
+=Den Blinde.=
+
+Ja, da kan jeg saamænd godt det.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Nej, det gaar wall ett. Du kan jo ett si.
+
+=Den Blinde.=
+
+Ja men jeg kan krybe.
+
+{(Har allerede ladet sig belæsse af Per.)}
+
+=Laurst=
+
+{(hamrer med Skovlen).}
+
+Hwad er det, I ligger og glyner atter dernied; faar a snaar nø flir
+Tørv.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Jøsses, bette Børn, nu blywer han nok skrabajsk[56], ham deropp. Lad
+mæ saa kom til Dalren.
+
+ [56] _skrabajsk_, streng, vrippen.
+
+{(Arbejder sig op ad Trinene.)}
+
+=Den Blinde=
+
+{(følger efter).}
+
+=Jens Romlen=
+
+{(slænger Byrden paa Tagryggen).}
+
+A--h!
+
+=Laurst.=
+
+Ja, det er Arbed, der tar paa æ Rygstrænger.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, en blywer snaar for gammel og stiv te'et. Det war ett som i æ
+Ungdaw, da rend en op ad en Stig som en Flu ad en Laaddar[57]. Men
+naar den her Hold øwer æ Lænd begynder og indfind sæ, saa er saamænd
+det bejst fræ wos.
+
+ [57] _Laaddar_, Ladedør.
+
+=Laurst.=
+
+Skal vi ta en bitte Pust?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Aaeja! det vild endda _vær_ gued, heropp paa det warm Taag. Her kan
+en jo ligg og baag sæ som en Kat for en Ovnsmund.
+
+=Laurst=
+
+{(til den Blinde).}
+
+Hwad, Wolle, kommer du ogsaa hivend. Lad os si, du slaar æ Klører
+godt i!
+
+=Den Blinde.=
+
+Jeg er ingen Fare i. Naar en er blind, saa har en et Øje paa hver
+Finger.
+
+=Laurst.=
+
+Tho saa er du jo ett aa beklav; saa haar du jo ti, hwor vi anne maa
+hjælp wos med tow.
+
+{(Den Blinde kradser forsigtig ned igjen.)}
+
+=Per=
+
+{(er ogsaa søgt til Vejrs).}
+
+=Laurst.=
+
+Hwad skal _du_ her atter?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Aa, tho lad æ bette Knæjt ha den Plasir. Det er jo saa skjøn aa kom
+te Vejrs i den Alder.
+
+=Per=
+
+{(spankulerer videre hen ad Tagrygningen mod Storkereden).}
+
+=Laurst=
+
+{(holder Øje med ham).}
+
+Kom ett te æ Stork. For faar du ham te aa plukk dæ i di Bowser, tar
+han fandenmæ æ Skind mej!
+
+=Jens Romlen.=
+
+Nej, her war'et endda skjøn opp. Her kan en ligfrem ligg aa si æ Kow.
+{(Peger ud, liggende paa Maven.)}
+
+Kan du ett ogsaa, Laurst, si no hwid nøj der lig forbi den sønderst
+Tørvskru? Jow, det er lissaa sikker, det er _mi_ Kow! Og kan du saa
+ett saadan sønden om den nordest Skru si endnu en bette Prik; si! nu
+flytter en sæ! jow det er _mi_ Kuen, det er An Kjestin, det er lissaa
+sikker!
+
+=Laurst.=
+
+Ja, det er alskjøn aa ka si si Hjemmen.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Aaeja, endda! Saadan en bette Hysling[58], -- en kan misæl kom te og
+hold aa'et, saa fattig det er! Og nu er a endda glaad ved, a er
+bleven hængend ved'et, for nu sir'et jo ud te, te en kund komm te aa
+ta nøj ind ved'et.
+
+ [58] _Hysling_, Vaaning.
+
+=Laurst.=
+
+Ja, hwad er'et en hører! Te du vil te aa lav Tørv; saadan i det
+stur.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ihja! _det_ er lissaa sikker! Nu vil a fandenmæ te aa lav Peng. Her
+haar a ga'n aa brokked læng nok. Men æ Mues -- kommer det te aa gaa
+... en kan jo øs Peng op med Skovl! -- Det kan fandenmæ vær, en
+blywer Millienær! Hehehe!
+
+=Laurst.=
+
+Er det nu ham æ Goj, der laver alt det?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, _det_ er sgu æ Goj; det er ham, der haar faat Kig paa æ Mues,
+jow, det er lissaa sikker! -- _Det_ er saamøj en Fandens Kaal', han
+er bløwen te. Haar du sit ham, si'n han kam hjem fræ Australien?
+
+=Laurst.=
+
+Nej, a haar sgu aalle sit æ Persovn; men en Del haar a jo høt om ham.
+Det skal jo vær en geskjæftig Fyr.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, føj en Hued der sidder paa ham! Det haaj sgu ingen drømt om, der
+kjend, hwad han war falden atter, te han skuld vær bløwn saamøj
+Kaa'l.
+
+For æ Faa'r, -- ja, det hower du ett nøj te, men ham gik'et jo da saa
+sølle, som det _kan_ gaa en Mennesk. Og Goj sjel han haar jo da gavn
+her paa æ Gaard fræ hans bette Tid aa. Da bløw der saamænd tavn
+haardt nok paa ham! Ja, det war nu ligfrem for møj; for den gammel
+Proft det war saa møj en Røwer! Ja, den Ung er misæl ett aa rues,
+naar en turd sej'et; men nu taaler æ Folk jo knap nok saamøj.
+
+=Laurst.=
+
+Naa, den gammel war _saa_ dæwels?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, han _haar_ øj manne Mennesker. Gammel Anders herhenn han kan
+snakk mej om'et. Og den Blind, der gaar her, -- det er jo da den
+gammel Herremand, han kan takk for hans Blindhied.
+
+=Laurst.=
+
+Er'et sand!
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, wed du ett saamøj! Tho han ga ham jo da en Skud Hagl i æ Hued.
+
+=Laurst.=
+
+Wolle her?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, det forstaar sæ. Paa æ Jagt jo da. Tho han skuld jo staa saadan
+og mød for'et; og der war nok saa en Haar, der war kneben ud; tho det
+kan jo sajtens ski; og æ Herremand han blywer jo hwerregal, som han
+plejed; og han skyder jo; det skuld jo hid sæ, te det war atter æ
+Haar, men den der mist æ Øwnsyn, det war misæl sølle Wolle! Jow, det
+er lissaa sikker!
+
+=Laurst.=
+
+Sej mæ nu engaang; den her Tørvanstalt, der far bløw snakked om: haar
+Goj nu saa møj, te han ka bekost _det_ rejst op?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, det war ett sær! Det stiller han an som en Røj. Han haar Peng saa
+det hwørmer[59].
+
+ [59] _hwørmer_, myldrer.
+
+Det vil sej, a ved sgu endda ett, om det just er ham sjel, der haar æ
+Skjellinger, men han ved, hwor han kan hivsk'em[60]; ja, det er en
+Satans Træjring[61]!
+
+ [60] _hivsk'em_, nappe dem.
+
+ [61] _Træjring_, Gavstrik.
+
+=Laurst.=
+
+Ja, for det er ett Klatskjellinger, dér skal te'et.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Nej, bette søde Børn, _det_ er i Tusinder! Maskiner og ... Greb og
+Skovl ... og Værker og Sager -- _Anlegskapitalen,_ -- det skal
+fandenmæ nok rend i æ Vejr.
+
+Hihihihi! Der blywer dænenmæ Lyw ved æ Muesland.
+
+=Laurst.=
+
+Ja, det maa du nok sej! Og _du_ skal jo da saa vær mej i'et.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, Gud bewaars! _A_ skal jo ha en Stilling. Jow, det er lissaa
+sikker.
+
+=Laurst.=
+
+Kan en anden jen ett kom mej i _det_?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Jow, forstaar sæ! Tho det er da æ Mjening aa'et, te det skal I mej te
+aall sammel. Ja, det maa a wal knap nok fortæl endnu, men det er jo
+saadan en Sprekulation han haar, te naar det her kommer i Gaang, saa
+skal al æ Egns Smaafolk ta te æ Mues og ingen te æ Herregaard. Saa
+skal I sgu si Lojer. For saa kan'et jo aalle bestaa. Det er vi anne,
+der holder'et opp. Ja, misyv er'et saa!
+
+{(Peger ud mod Mosen.)}
+
+Derud, derud -- hæ-hæ-hæ! -- ud baag mi bette Hysling, der er'et
+fandenmæ æ Sla ska staa! Hwa? Hwa?
+
+=Laurst.=
+
+-- Men haar du nu ogsaa æ Skjød paa'et.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Eh-nej, det haar a jo guednok ett.
+
+=Laurst.=
+
+Nej, det er jo æ Gaards.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Nej, det er Fanden taa mæ min; det var ett sær! Men æ Skyd skal a ha.
+Og den haar a ogsaa wot loved læng.
+
+Det war nøj af det sidst, æ gammel Herremand saa te mæ, far han død:
+
+Æ Hues og æ Mues, Jens, det er din, og ska _vær_ din. -- Saa det ka
+de ett gaa mæ fræ. A ska snakk med den Ung om'et den Daa i Daa er.
+Det haar a loved æ Goj, og det skal a ogsaa nok staa _ved_.
+
+{(Arbejdsfolk i Træskostøvler og med Spader i Hænderne kommer fra
+venstre og gaar igjennem Porten.)}
+
+=Gammel Anders=
+
+{(er kommen ud i Solen. Sætter sig paa Bænken ved Muren).}
+
+=Dorre=
+
+{(ind; tumler med Mejerispandene henne bag Pumpen).}
+
+=Laurst.=
+
+Dorre haar sit saa modfalden ud i den sidst Tid; nu kan en da si,
+hwor _det_ stammer fræ.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, Herregud; sølle Pig! Vi saâ'et saamænd te hind baade mæ og hinne
+Muer: Ta ett te Gløttrup, saalæng du ka undgaa'et. For dér haar ingen
+fattig Pig nø godt i Vent. Men det vild hun jo ett hør om; og nu er
+hun, som hun er. Her haar sgu snaar aalle wot en Pig, uden hun maatt
+hold haran. Saadan war'et i den gammels Tid, og saadan er'et endnu.
+Men hwad, de plejer jo aa blyw javnhen forsørret.
+
+=Laurst.=
+
+Ja, en Par Faar og en Husend heropp i æ Hied.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, Fattigfolk stiller jo ett stur Fordringer.
+
+=Laurst.=
+
+Nej, aaenej. -- War hun og Goj ett nøj Kjærrester i farom god Daw?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Aa, hun war jo dengang ett andt end en Baaen og _kald_ for. Det
+først han spurg om, da han kam hjem, war nu iløwle, om Dorre endnu
+war ugyvt.
+
+=Laurst.=
+
+Ja, saa haar hun jo da wot[62] nøj i hans Tanker. -- Og du ved, te
+det er den ung Herre, som haar wot der.
+
+ [62] _wot_, været.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, det gaar hun jo ett fræ. Men det maa du endele ett læd dæ forlyd
+mej.
+
+=En Stemme=
+
+{(omme fra Gaarden).}
+
+Kan I kom hernied og hjælp vi anne.
+
+=Laurst.=
+
+Ja.
+
+{(De gaar ned ad Stigen og gjennem Porten.)}
+
+=Dorre=
+
+{(synger, mens hun tørrer Spandene):}
+
+    Jeg gaar i tusind Tanker
+    og elsker den, jeg ej kan faa,
+    han vist i Glæden vanker,
+    mens Sorg _jeg_ lide maa,
+    den Sorg som jeg i Hjærtet bær
+    for dig min Ven saa kjær;
+    det voldte falske Mennesker,
+    og derfor Sorgen er.
+
+    O, havde jeg ej skuet
+    dit Ansigt og de Øjne blaa,
+    saa var jeg aldrig kommet
+    til Kamret, hvor du laa;
+    saa bar jeg ej paa dette Sting
+    her inderst i min Barm,
+    og kjendte ej de Angstens Ting,
+    der nu gjør kold og varm.
+
+    Nu er jeg mere ensom
+    end Træet paa min Moders Grav,
+    naar det mod Natten suser
+    bag Kirkelaagen lav;
+    og i dets stille Skyggefavn
+    jeg finder snart mit Sted,
+    det eneste jeg kjender nu,
+    hvor Sorgen gi'r mig Fred.
+
+=Gammel Anders=
+
+{(nærmer sig).}
+
+Aa, bitte Dorre, synger _du_ nu ogsaa den bedrøvele Vis; den haar a
+saamænd hør tit i mi Daw fræ den her Plads og aalle for det bejst.
+Naar æ Pigger begynder aa syng den Vis, saa er der gjan jet heller
+andt i æ Vej med dem. Haar du nu ogsaa ladt dæ narre?
+
+=Dorre.=
+
+Hvorfor spø'rer _du_ mæ om det, Anders?
+
+=Anders.=
+
+Nej, du ka ha Ret i'et. A haar jo ingen Adkomst te aa bland mæ i _di_
+Sager. Men a er en gammel Mand, der sjel er bløwen haardt prøved af
+Verden! -- Æ Folk snakker møj om dæ og Herren, og han er ett en
+Ganning for dæ.
+
+=Dorre=
+
+{(vredt).}
+
+Det ka du jo sej, du ved ett.
+
+=Anders.=
+
+Nej, du maa et blyw vred, Dorre. _Du_ haar gjord mæ saa møj godt, te
+a ka aalle glemm dæ'et. Da a laa syg af Gigtfeber nu i æ Foraar og
+snaar hwerken ku lett Haând hæ Fued, da howed a nok, bette Dorre,
+hwor tit du kam te æ Dar og rat mæ en Haând. Helsen haaj a saamænd
+gavn te. Ja uden dæ, hwordan skuld a vær kommen igjemmel me'et, mæ
+gammel Hejring, der ett haar und de Krummer, gued Folk kyler te mæ.
+
+Men derfor er'et ogsaa, bitte Dorre, te det vild gaa mæ saanær te æ
+Hjat, hwis nue skuld gjør dæ Fortræd. Og den ung Herremand {(ser sig
+ængstelig omkring)} han haar æ Faa'rs Sindlav, og det war en Kaa'l,
+som ingen fattig Mennesk skuld slaa Bund paa.
+
+=Dorre=
+
+{(heftig).}
+
+Som _a_ sejer, Anders, det er vis nøj, som du gjør klogest i aa hold
+dæ uden for.
+
+=Gamle Anders.=
+
+Ja, Dorre, naar du tar'et paa den Maad, saa skal a ett sej jen Urd
+mir; saa ved a, hwordan det er fat med dæ.
+
+{(Krykker tilbage til sit Bræt ved Muren.)}
+
+=Dorre=
+
+{(ind i Bryggerset).}
+
+=Goj=
+
+{(kommer ind fra venstre).}
+
+Godda', Gamle! De skulde vel ikke ha' set Jens Romlen for nylig?
+
+=Anders.=
+
+Jow -- æh -- tho han og æ Forkaa'l war ilav mej aa mønn æ Hus for
+lidt sin. A tinker næjsten, De ka træff ham nied i æ Stakhaw. Mæ
+Forlov aa spør, hwem er æ Persovn?
+
+=Goj.=
+
+Nej, hvad ser jeg, det er jo Anders Røgter, ikke sandt?
+
+=Anders.=
+
+Jow saamænd, _det_ er mi Navn.
+
+=Goj.=
+
+Saa er vi da endelig ikke saa helt ukjendt for hinanden. Men det var
+jo ikke at forlange, at du skulde kjende mig efter alle de Aar. Jeg
+er Goj, Søn af Jens Uhl[63], som var Gartner her paa Gaarden i din
+Ungdom.
+
+ [63] _Uhl_, Ulv.
+
+=Anders.=
+
+Hwad sejer du, er _du_ æ Uhls Søn. Aae Jøsses endda! Og du haar wot
+_saa_ laant ud i Verdens Riger og Land, imen en anden sølle jen haar
+gaan og slæbt med æ Tøjrkøll øver den her jenle Firkant. Hwor kommer
+du saa sidst fræ?
+
+=Goj.=
+
+Fra Australien.
+
+=Anders.=
+
+Fræ Au-stra-li-en! Aae Jøsses! Saa er du da kommen øver manne
+Færrestejer[64]?
+
+ [64] _Færrestejer_, Færgesteder.
+
+=Goj.=
+
+Hahaha, ja, gamle Anders, det vilde blive nogen, om de taltes op.
+
+Du er bleven mig noget graa i Toet siden sidst, vi saaes. Luften er
+ikke Smaafolk gunstig her i Danmark. I mister Kuløren for tidlig.
+
+=Anders.=
+
+Ja, æ Lyw skurer paa wos, men det er ett for aa gjør wos kjønner.
+
+=Goj.=
+
+Og du fungerer ikke mere som Kohyrde.
+
+=Anders.=
+
+Nej, det er a endda færdig mej.
+
+=Goj.=
+
+Sidder nu og tærer Naadsens Brød ved Gløttrups Husgavle. Det er næppe
+nogen helt misundelsesværdig Afslutning paa et stræbsomt Liv.
+
+=Anders.=
+
+Nej, æ Lyw blywer tit saa taangle. Men a faar jo æ Fød. Klæjer
+behøver a jo Gu ha Lov ett mir nøj aa[65].
+
+ [65] _nøj aa_, noget af.
+
+=Goj.=
+
+Og Herregaarden gi'er dig saa Udkommet.
+
+=Anders.=
+
+Ja, aaeja; a faar jo dje Levninger. Og tho det er a jo glaad ved; det
+war ett sær. A ka jo ingenting forlaang. Der er ingen, der skylder mæ
+nøj.
+
+=Goj.=
+
+Nej, Jøsses nej! Naar Daglejeren ikke kan mere, saa gaar det ham ikke
+bedre end enhver anden opslidt Kost -- pfui! -- et Spark hen i en
+Krog, og saa sætter man en ny Kost paa Skaftet og fejer videre, som
+om ingenting var hændet.
+
+Naa, her sidder du altsaa, naar Solen skinner, men nu naar det
+regner, eller Vinteren indtræffer?
+
+=Anders.=
+
+Jow, tho saa maa a jo krykk[66] ind i æ Staald. A er jo ett forvænt.
+
+ [66] _krykk_, krybe.
+
+=Goj.=
+
+Du bor da formodentlig herinde? Maa jeg kige ind?
+
+=Anders.=
+
+Ja, det maa du saamænd gjan. Æ Herremand kan guednok ett lid'et, men
+du sladrer jo et te nue?
+
+=Goj=
+
+{(ind; en lille Pavse; atter frem).}
+
+Nej, det er dog med den stiveste, jeg endnu har set! Og det er en
+Menneskebolig! En almindelig Kobaas med nogle uhøvlede Brædder
+omkring; og Sengelejet i Krybben; aaja, som selve Barn Jesus. Ja, det
+maa man lade dem, det er kristelige og fromme Sind, der her har
+truffet Ordningen! Hvor længe har du levet dér?
+
+=Anders.=
+
+Aa, det er jo endda no Aar sin. Det war jo den Gaang, a bløw saa ild
+medhandelt aa æ Tyr.
+
+=Goj.=
+
+Naa, det er oven i Kjøbet et Vederlag for at ha' ladet sig spidde af
+én af Gaardens berømte Præmietyre. Saa blev du vel ordentlig
+gjennemhullet?
+
+=Anders.=
+
+Ja, a laa jo saalæng og war saa møj limpele[67]. A war saamænd ett
+manne Firskjellinger ward. Der war ingen, der trowed, te a war kommen
+fræ'et; for a war jo da fræ æ Bevidsthied i laange Tider. Nej,
+Worherr ska ved, te a war en ring Mennesk.
+
+ [67] _limpele_, sølle.
+
+=Goj.=
+
+Naa, og saa blev du heven ind i Baasen dér for at komme lidt til
+Krylt[68].
+
+ [68] _Krylt_, Kræfter.
+
+=Anders.=
+
+Ja, aaeja. En kund jo snaar forstaa, te det vild trækk læng ud. Og
+saa vild a jo vær i æ Vej for de anne. Og saa bløw'et jo bestemt, te
+a skuld ha mi egen Menasi; og saa slog de det her sammel te mæ. Ja,
+det war nu Frowen, der vild ha æ saadan, for hun er iløwle den bejst.
+
+=Goj.=
+
+Ja, hun maa sandelig ha' et ømt og medfølende Sind! Men her skal
+blive ryddet op i denne gamle Skidtkasse!
+
+=Anders.=
+
+Hwad miner du ... Du vil da wal ett ... Aah, gjør mæ endelig ett
+ulykkele!
+
+=Goj.=
+
+Gjør _dig_ ulykkelig! Det lyder jo som den argeste Spot. Kan _du_
+komme dybere i Savn og Forsømthed, end du er.
+
+=Anders.=
+
+Ja, a kan endda, Goj. A ka komm ad æ Fattegaard. Det klør a endle ett
+atter.
+
+=Goj.=
+
+Fattiggaarden! Der kan de aldrig fure _dig_ hen. Ved du ikke, der er
+noget, som hedder Alderdomsunderstøttelse?
+
+=Anders.=
+
+Nej, det er, som _a_ sejer, Goj, a vil ett paa Kommunen nu. Her er æ
+Plads, hwor a haar laa mi Arbejd, her vil a ogsaa ha mi Død. Hwad,
+Fattefolk de maa jo ett forlaang formøj, og _a_ kan jo godt vær tjent
+med'et hér. A vil gued nok sej: æ Rotter ka jo blyw nøj slemm, nu sin
+de laa den grimm Swinsti lig op ad mæ. Men hwad tho, kan a ett faa
+Lov te aa sov om æ Næt saalæng a gjan vild, saa -- som ogsaa æ
+Herremand sejer -- kan a jo ta mæ en Skrab[69] om æ Daa. A haar jo
+Tid te æ, bitte Faa'r.
+
+ [69] _en Skrab_, et Blund.
+
+=Goj=
+
+{(stirrer forfærdet paa ham).}
+
+Aa, Gud i Himlen, hvilke Bløddyr I dog er! Her tripper du omkring i
+et Hjørne af et Udhus som en gammel skabet Kat, der ikke fanger Mus
+længere, men som er taalt, nærmest fordi ingen gider klynge den op;
+og du synes det er farlig godt. Har I dog ikke Næver, for at I en
+Gang imellem skulde knytte dem i Stedet for bestandig at folde dem
+til Bøn!
+
+=Anders.=
+
+Ja, Goj, du er ung og stredde; du ka sajtens snakk. Men _a_ er en
+gammel swag Mand, der staar jenne[70] i Verden.
+
+ [70] _jenne_, ene.
+
+{(=Dorre= er under Slutningen af Samtalen kommen ind igjen.)}
+
+{(=Hyrdedrengen Per= har i nogen Tid gaaet omkring Goj og bekikket
+ham.)}
+
+=Goj=
+
+{(bliver opmærksom paa ham og siger):}
+
+Hør du lille Klør, jeg bandt min Hest derude i Gaarden, kan du ikke
+se efter, om den staar skikkelig; den er noget urolig paa fremmede
+Steder.
+
+{(Rækker Drengen en Skilling.)}
+
+=Per.=
+
+Maa -- maa -- maa a behold _den_?
+
+=Goj.=
+
+Javist maa du beholde, hvad jeg gi'r dig.
+
+{(Per stryger af Sted.)}
+
+=Goj=
+
+{(nærmer sig Dorre).}
+
+Godda, Dorre!
+
+=Dorre=
+
+{(med et let)}
+
+Aaeha!
+
+=Goj=
+
+{(byder hende Haanden; ser længe paa hende).}
+
+Jeg syntes, du blev bange. Vidste du da ikke, jeg var her?
+
+=Dorre=
+
+{(forvirret).}
+
+Jow, men -- det er iløwle saa sær aa si dæ ijen.
+
+=Goj=
+
+{(mørkt).}
+
+Du er voxet godt, siden vi sidst saas.
+
+=Dorre.=
+
+Det er ogsaa manne Aar sin.
+
+=Goj=
+
+{(stærkt).}
+
+Men -- du voxer endnu.
+
+=Dorre=
+
+{(i Graad).}
+
+Skal du nu ogsaa te aa gjør mæ Fortræd.
+
+=Goj.=
+
+Det var just ikke saadan, Dorre, jeg drømte om at møde dig, naar jeg
+laa derude ved Vagtbaalet paa den anden Side af Jorden, og alle mine
+Tanker ilede foran mig hen, hvor du var.
+
+=Dorre.=
+
+A haar aalle loved _dæ_ nøj, saa du haar ett nøj øver mæ heller mi
+Handlinger aa sej.
+
+=Goj.=
+
+Nej, naturligvis har du Ret. Hvad der var mellem os, det var jo kun
+Barneflirt altsammen. Og det var jo ganske taabeligt af mig at tro,
+at jeg var andet end en lille uskyldig Episode i en ung Piges
+Elskovsliv -- jeg var blot den elendige sølle Gaasevinge, hvori
+Ræveungen prøver Tænderne, før de egentlige Godbidder vanker.
+
+Du _var_ jo ikke større dengang, end at du med begge dine
+blankspændede Sko kunde staa i min Haand, naar jeg holdt dig fra mig
+i stiv Arm.
+
+Aa, som du stod der paa min Haand og under Skjælmeri skubbed mig Huen
+ned i Øjnene, for at jeg ikke skulde kige efter dine Ben, saadan har
+du staaet for mig i de mange Aar, da jeg har maattet flakke omkring
+efter de Brødkrummer, som de fleste finder i Vuggen.
+
+Og nu ... og nu! Aa, der bliver tilsidst ikke andet for en fattig
+Djævel at fæste Lid til end ens egne to staalhaarde Næver!
+
+=Dorre.=
+
+Ja, men Goj, du _haar_ jo aalle skrøwen en Urd[71] te mæ. Kund _a_
+ved, om du war løvend heller død!
+
+ [71] _en Urd_, et Ord.
+
+=Goj.=
+
+Har du nogensinde skjænket det en Tanke?
+
+=Dorre=
+
+{(stille).}
+
+A haar skinked _dæ_ manne Tanker. Ett aalsammel lig glaad! Hworfor
+stak du aa fræ mæ uden aa sej Forwal te mæ?
+
+=Goj.=
+
+Aa, det er ikke fortalt med to Ord, men du kan vel ha' Ret i at
+forlange Besked. Saa hør da:
+
+Du ved maaske, at min Far for mange Aar siden var Gartner her paa
+Gaarden, men du har næppe faaet den fulde Sandhed at vide om, hvorfor
+han pludselig ophørte med at være det.
+
+Ser du, min Mor gik min Far til Haande i Haven med Lugning og
+Bærplukning. Hun gjaldt for at være en smuk Kone, og hun var min Fars
+Øjesten. Han nægted hende intet, saa langt hans fattige Løn rakte.
+
+En Aften, da hun var færdig i Haven, var hun gaaet ned til Aaen for
+at bade. Det var Maaneskin og blikstille, og hun havde ladet sig
+drive sorgløs med Strømmen et langt Stykke. Da hun kom tilbage, var
+hendes Klæder borte.
+
+=Dorre.=
+
+War hinne Klæjer henn!
+
+=Goj.=
+
+Ja. Hun gik et Øjeblik fortvivlet omkring og søgte; paa een Gang blev
+hun grebet bagfra af et Par kraftige Mandsarme; det var Herremanden.
+Han havde luret bag en Høstak; derhen bar han hende trods al hendes
+Græden og tog sin Vilje med hende.
+
+=Dorre.=
+
+Aa Herre Jøsses!
+
+=Goj.=
+
+Da min Far hørte, hvad der var sket, blev han ude af sig selv af
+Harme. Min Mor bad ham saa mindelig ikke at hævne det, men min Far
+var døv for hendes Bønner; han rev sit Gevær ned fra Bjælken og
+styrted ud i Mørket. Da han naaed Herregaarden, var Dørene allerede
+stængede; han gik saa om i Haven og saa, at der endnu var Lys i
+Herremandens Kammer. Blindet af sit Raseri retted han Geværpiben mod
+Vinduet og fyred.
+
+=Dorre.=
+
+Jessus Krist!
+
+=Goj.=
+
+Aa, der skete kun dette, at der knustes et Par Ruder og en
+Lampekuppel; hele Skuddet gik i Fjæset paa et af de gamle
+Familieportrætter. Herremanden selv, der havde siddet paa en Stol
+mellem Vinduerne i Færd med at afspænde sine Gamascher, fik ikke saa
+meget som et Hagl. --
+
+Saa snart Gjerningen var sket, var Far flygtet ud over Marken for at
+naa Hjemmet; men Herremandens Hunde indhented ham og sønderrev ham
+foran hans egen Dør. Bundet som et Dyr blev han trods alle min Mors
+Bønner ført tilbage til Herregaarden. -- Det er unødigt at fortabe
+sig i Enkeltheder. Min Mors Beretning blev omgaaet som ond Sladder;
+min Far fik en umenneskelig haard Dom. Da han kom ud af Fængslet, var
+han aandelig og legemlig en ødelagt Mand. Mor overleved ikke
+Begivenheden ret mange Aar; Far drev omkring mellem Sognene som
+Pjaltekræmmer. Han sov i Høstakkene og stjal den Mad, der var sat ud
+til Hundene.
+
+Saadan gik Tiden, indtil det Aar, da jeg rejste. Som du ved, tjente
+jeg selv mange Aar her paa Gaarden og døjed tit meget ondt. En
+Vinteraften fik jeg saa Ilbud gjennem en af Gaardens Folk, at min Far
+laa heroppe i Hulvejen og vistnok var i Færd med at dø. Jeg iled
+derhen; han kunde endnu kjende mig, men det var knapt, _jeg_ kunde
+kjende ham. I den senere Tid var han bleven meget sky, og han betroed
+sig til ingen. Af hans forvirrede Tale fremgik det, at han i længere
+Tid havde omgaaedes med den Tanke at brænde Herregaarden af; han var
+nu paa Vej for at fuldbyrde denne Handling, der skulde være hans Livs
+sidste; men udmattet af Sult og Kulde var han segnet om i Sneen; jeg
+kunde se, han havde slæbt sig et langt Stykke paa Knæerne for at naa
+sit Maal. Han forbandede sin Skjæbne, der havde nægtet ham Kræfter
+til at naa det, som den havde nægtet ham alt andet. Med denne
+Forbandelse udaanded han. -- Da jeg aabned hans blaafrosne Haand,
+faldt der en Æske Tændstikker ud af den. Den tog jeg til mig som min
+eneste Fædrenearv. Vil du se, jeg har passet godt paa den. {(Viser
+Æsken frem.)} Der er endnu ingen brugt af dem.
+
+=Dorre.=
+
+Men, Goj, hwad er'et endda, du haar i Sind!
+
+=Goj.=
+
+Nej, du ta'r fejl, Dorre. Det er ikke for at blive Mordbrænder, _jeg_
+er vendt tilbage. Vel har jeg ved min Fars Lig svoret at hævne ham,
+og Hævnen er allerede i Anmarch, men derom faar du at høre en anden
+Gang.
+
+=Dorre.=
+
+Ja, men Goj, du haar endnu ett saa mæ, hvorfor _du_ rejst di Vej.
+
+=Goj.=
+
+For ikke at blive nødt til at fortsætte, der hvor min Far slap.
+
+At være ene med sin Hævn, det er som at spærres inde i et Bur med
+Vilddyr. Den frygtelige Hævntanke, der forhen stjal al min Fred, den
+har jeg nu faaet lagt om i et andet Leje. Men nu er du jo lige ved at
+omstøde det hele for mig. O, Dorre, hvor skammeligt du handler imod
+mig!
+
+=Dorre.=
+
+Ja, du haar godt ved aa snakk, som kund rejs fræ det hile. Du sejer,
+a war kuns en Baaen dengaang, og det war a ogsaa. Men a bløw voxen
+Pig ilav a tint paa dæ.
+
+Men æ Tid gik, og du skrøw ett, og du _kam_ ett. Og saa kam den Daa,
+da a maatt ud og tjen; og saa kam a her te æ Herregaard; for vi skal
+jo aalsammel hérhen, og vi kommer her altid tidle nok.
+
+=Goj.=
+
+Hvorfor skal I allesammen hérhen, naar I nu ved, det gaar jer galt.
+
+=Dorre.=
+
+Det kan a ett sej dæ, Goj. Men saadan kom mi Muer hertil far mæ og
+hinne Muer ijen. A tinker wal, det er nøj, der ska saadan vær.
+
+=Goj.=
+
+Atter denne forbandede Skjæbnetro, der gaar al Fattigdom som Gift i
+Blodet. Derinde sidder gamle Anders i _sin_ Halmrede og finder Trøst
+for et forspildt Liv i den samme Trællefloskel: Det skulde saadan
+være! Og rundt om ved andre skjæve Husgavle sidder andre
+arbejdsbrudte Stympere og mimrer den samme Visdom: "Gud har villet
+det saadan!" "Himlen har ønsket min Lykkes Forlis!" -- Vi har saa
+megen Himmel herhjemme, at Livet er nær ved at blive os alle et
+Helvede!
+
+Aa, Dorre, at ogsaa du, Mosebarnet med de taagede Øjne -- at ogsaa
+_du_ skulde falde for Herregaardens forbandede Koglekunster!
+
+Sig mig, Dorre, husker du fra dengang, du gik derhjemme og drev med
+Koen i Mosen -- jeg siger: husker du derude paa Sumpen en Plante,
+tydelig at se for alle, som den stod der og skinnede i Sol og
+Morgendug. Den udstrakte sine røde Hænder, og alle dens strittende
+Fingre drypped af klæbrigt Begjær. Og Smaafluerne kom og lod sig
+fortrylle af dens Glans, og een for een satte de sig i Blomstens
+aabne Haand, og de slikked dens Sødme og gned sig vellystigt mod dens
+Purpur. Og langsomt, ganske langsomt begyndte Haanden at lukke sig om
+sit Bytte; nu opdaged de Lumskeriet, vilde flyve, men hang fast ved
+Vinger og Ben; hen imod Aften aabned Haanden sig atter og lod Byttet
+falde, men da var alle de smaa Fluer kun nogle stakkels udsugede
+Ting.
+
+Saadan en livsfortærende Organisme er ogsaa Herregaarden, der ligger
+der og skinner med alle sine pralende Gavle; og I -- du og dine Lige
+-- er de stakkels Fluer, der bare en ussel Stund vælter jer paa dens
+Purpur for en skjønne Dag atter at spyttes ud i jeres Lyngarmod.
+
+Dorre, elsker du ham, Herremandsfrøet, din Forfører,
+Skjørtebetvingeren?
+
+=Dorre.=
+
+A er ræd for'et.
+
+=Goj.=
+
+Du er ræd for det -- og har dog givet dig i hans Arme?
+
+=Dorre.=
+
+Han haar saadan en Majt øwer mæ, Goj.
+
+=Goj.=
+
+Vil du da la' mig redde dig af hans Magt?
+
+=Dorre.=
+
+Aaenej, Goj. Nu er det saamænd for læng!
+
+{(Der høres Skjænd og vrede Raab fra Baggaarden.)}
+
+=Dorre.=
+
+Aa, Jøsses, nu er han kommen hjem. Det er æ Dreng, han holder saadan
+en Hus mej. Han er da saa haard ved den Dreng. {(Man hører Pisk og
+Barnegraad.)}
+
+Aa, nu slaar han ham ijen!
+
+=Goj.=
+
+Ja, nu kjender jeg dig atter, min Barndoms onde Rede! Her er den
+samme hjemlige Stemning af Raahed og Prygl, som sidst jeg stod her.
+
+{(Ny Larm og Støj rejser sig inde fra Gaarden.)}
+
+=Villads Vedhud=
+
+{(farer mødende og gestikulerende med Bagen til Publikum omkring i
+Porten).}
+
+Hov, hov, hov, hov! {(Fløjter).} Men hvad Fanden i syv Sogn er'et
+endda, der gaar aa æ Helmis! Pas paa, pas paa, pas paa, pas paa! Vil
+en da lig ad æ Ansigt af Folk!
+
+{(Sætter i Favnespring lige mod Publikum.)}
+
+Aa Jøsses endda! {(Atter tilbage.)}
+
+=Goj=
+
+{(til Dorre).}
+
+Det er nok min Hest, der er kommen løs. Saa er det bedst, jeg kommer
+derind.
+
+{(=Dorre= skurer videre; =Goj= op mod Porten.)}
+
+=Villads=
+
+{(atter paa Post).}
+
+Hov Tøs, hov Tøs! {(Fløjter.)} O, do--do--do--dot. Pas endle paa! --
+Det war ret, det war ret, det war fandenmæ ret! Du er sgu en bitte
+hwell Kaa'l[72]! Aaeja, aaeja! {(til Goj).}
+
+ [72] _hwell Kaa'l_, dygtig Karl.
+
+Ih, det er da saamøj en flyvgal Krikk, _du_ holder dæ. Tho den war
+Fanden hwint mæ lig'ved aa sætt øwer æ Laad! Aaeja, aaeja! -- En
+forfærd'lig Dyr! En ku hwerken kom te'en fræ For heller Baag. Den
+vild bej, den vild slaa, den vild bej, den vild slaa; den kaast æ
+Herremand om i æ Mødding, aaeja, aaeja! Han bløw jo da saa hjernegal!
+Men der haaj han Fanden hwint mæ funden hans Øwermand!
+
+Den der maatt klaar æ Sager, det war misæl æ bitte Dreng. Han
+snup'en! Han hopped op, han hopped op; han snup'en lig ved æ Mul.
+Stod'en ogsaa lig med det samm alstill, Fanden hwint mæ. Bitte hwelle
+Dreng, alstill! Aaeja, aaeja! Men -- men -- men det er da en underlig
+Kreatur aa faares mej.
+
+=Goj.=
+
+Sig mig, den rev sig løs, da Drengen fik Hug?
+
+=Villads.=
+
+Ja! A troer 'et ogsaa. Jow, det er Fanden hwint mæ rigtig nok, da
+stødt'en lig akkuraat æ Grimskaft. Aaeja, aaeja.
+
+=Goj.=
+
+Ja, den har det som jeg selv; den taaler ikke Uret. Denne ene Hest
+har mere Retfærdighedssans end ti middels Herremænd.
+
+=Villads.=
+
+Hahahaha! Nej, sejer du _det_; sejer du det! Hahaha! A kan da ett
+glemm den Herremand. Som han staar albejst og høger ad æ Dreng: Harom
+i æ Skidt! Han op, li'saa hjernegal! _Harom_ igjen! Saa war æ Pip aa
+ham. _Han_ knyger øver æ Gaardsplads. Æ Hejst er i æ Hæl af ham. Æ
+Dar den _klinger_ i! Hahaha, der haar han Fanden hwint mæ funden hans
+Bussimand! Aaeja, aaeja!
+
+Men det kan da aalle vær aa en dansk Slav?
+
+=Goj.=
+
+Nej, de er nok saa tamme i det; det er en gammel Beriderhest.
+
+=Villads.=
+
+Det maa a Fanden hwint mæ tro. Der er Kunster i _den_ til mir end jen
+Daa.
+
+=Goj=
+
+{(gaar ind i Porten og fløjter beroligende ad Hesten).}
+
+=Villads=
+
+{(ud).}
+
+=Kokkepigen=
+
+{(har svanset nogle Gange over Pladsen for at fange Gojs
+Opmærksomhed, hun er trind og bollet. Til Dorre).}
+
+Kan du saa komme ind, Dorre, og hjælpe mig med at sætte Maden paa
+Bordet. Nu ringer jeg til Middag.
+
+{(Trækker kraftigt i Madklokken ved Trappen.)}
+
+{Gaardens Folk myldrer frem fra Baggaardene og stimer mod Døren.
+Enkelte ta'r Hatten af, da de gaar forbi Goj. Somme vender sig ved
+Indgangen og snyder Næsen ned i Stenbroen eller sender Skraaen bort
+med et: Ptøj!}
+
+=Jens Romlen=
+
+{(skiller sig ud fra Flokken; gi'r Haand).}
+
+=Goj.=
+
+Godda! Naa, har du saa følt dig for hos Folkene angaaende vore
+Tørveplaner?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Jow, a haar ga'n og snakked med dem. Jow, det er lissaa sikker! Men,
+tho a ka jo ett saadan belegg mi Taal som hwisomenstid a vil sej du
+sjel kam te'et. Men _nøj_ Stemning er der nu guednok for'et; jow, det
+er lissaa sikker!
+
+=Goj.=
+
+Og Skjødet, -- har du faaet talt med Herremanden om det?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Æh-nej, -- det haar a guednok opsaat te i Avten; da skal en jo ha si
+Ug'løn. A er guednok ett møj hægen atter aa komm te'et, for han
+blywer jo lissaa flintrende gal, det ved a jo. Men det er nu det
+samm, a er i mi gued Ret; det er han misæl ett i Tvivl om, æ Krabaat.
+Men det er saadan, Goj, forstaar du, hm! -- aa faa'et saa.
+
+=Goj.=
+
+Med andre Ord, Jens Romlen, du er fejg som alle de andre. Du er bange
+for Trøjen.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Nej, fandenfo, om a _er_! _Det_ maa du ett sej te mæ, Goj. A skal,
+fandenmæ, vis den Kaa'l -- æh -- hwor mi Ret den er! Det lover a dæ,
+Goj. Det er lissaa sikker. {(Løber i Uro frem og tilbage.)} Det gi'r
+a dæ mi Urd paa. Vil han ett gi sæ paa anne Fasovner --: a skal
+fandenmæ slaa saadan i æ Burd for ham, te æ Ølkovs[73] ska hopp. Tro
+mæ nu, a sejer'et! For mi Ret den vil a ha, den staar a paa. Og vil
+han gaa mæ _den_ fræ, saa er han endda en møj ring Persovn.
+
+ [73] _æ Ølkovs_, Ølpotten.
+
+=Goj.=
+
+Ja, men det er vel netop Sagen. Men nu vil jeg ikke opholde dig, saa
+de spiser al Maden fra dig. Men det er jo saa bedst, vi faar et Møde
+om det. Lad mig se, det er jo Søndag i Morgen; skal vi sige, vi
+træffes i Gaardens Karlekammer i Morgen Kl. 10. Du vil saa bringe
+det videre. Der forelægger jeg dem da min Plan. Til den Tid har du
+jo saa talt _med_ Herremanden om Skjødet?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, a haar tal med æ Herremand! -- -- -- A skal fandenmæ vis dæ, te a
+haar tal med ham, den Swissi!
+
+A haar boved derud i den bitte Hysling i de sidst tredve Aar, a haar
+forbejred 'en manne Gaang si Ward[74]; og saa skuld nu nue jen prøv
+paa aa gaa mæ'en fræ! Nej, Goj, dersom du tror, _den_ kan divideres
+og gaa lig op, saa kjender du fandenfohen ett Jens Romlen.
+
+ [74] _Ward_, Værdi.
+
+Nej, a skal gjør ham lissaa myg, saa han kan stryges som en Mis!
+
+Men nu maa a skynd mæ og ind; helsen kan a misæl slikk æ Fa'. Jow,
+det er lissaa sikker!
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+ANDEN AKT.
+
+
+{Dagligstuen paa Gløttrup. Empiremøbler. To Vinduer i Væggen til
+venstre; bag dem ses Havens Træer i Eftermiddagslys. Bord ved
+Bagvæggen, Familieportrætter og Vaabendekoration. Bord til højre med
+Stole; en Sølvopsats. Indgangen til højre.}
+
+=Enkefru Proft=
+
+{(i Døren).}
+
+Værsgod, gaa nu bare ind et Øjeblik, saa skal jeg strax være der.
+
+=An Kjestin og Dorre=
+
+{(træder tøvende ind. Dorre er i sin daglige, rene Kjole med
+Forklæde. Moderen er fattig og groft, men renligt paaklædt; blomstret
+Hovedklæde, mangefarvet Korsklæde om Skuldrene, kort Hvergarnsskjørt,
+Strømpefødder (sorte med hvid Taa). Gaar omkring og gjør
+Smaabemærkninger til Møblerne og Pragten).}
+
+=Dorre.=
+
+Ja, Muer, det er nok ett æ først Gaang, du er hérind.
+
+=An Kjestin.=
+
+Nej, er du sær! Tho her haar a da hat mi Gaang i manne Aar. Ok, nu er
+'et helsen nø Daw sin! -- ja, da war en nøj, saalæng _det_ wored.
+
+For det a war estemired, det war ett Smaating. Der war ett nue Slavs
+Lig i æ Hus, som ett Fruen turd betro mæ. Baade Sølvsager og
+Postelin, hwad det være maa. Ja, det maa du wal ogsaa ta dæ aa?
+
+=Dorre.=
+
+Ja, det hører da te _mi_ Paart.
+
+=An Kjestin.=
+
+Det kan a _wal_ tink. Det er sgi ett enhwer, der er _det_ betroed.
+
+Fruen haaj dengaang saadan en faale flot Kaffekastel --
+
+=Dorre.=
+
+Muer, det hier Kaffe_stel_.
+
+=An Kjestin.=
+
+Ja, I er saa faale nymodens; dengaang kund vi altid sej Kaffekastel
+... Det maatt der nu ingen anne legg Haând paa end mæ. Saa du skal
+saamænd si dæ godt for, mi Baaen, om du skal staa høtter anskrøwen,
+end a war.
+
+{(Ser sig om.)}
+
+Ja, tho det vender jo snaar herind lissom i mi Tid {(Peger paa den
+pragtfulde Sølvopsats.)} Den ka a guednok ett how; den er kommen te
+sin. Er den nu af Sølv?
+
+=Dorre.=
+
+Ja, _den_ er ægte.
+
+=An Kjestin=
+
+{(forsøger at løfte den).}
+
+Aae Jøsses, bette Børn, a ka ett engaang løvt'en fræ æ Burd. Det kan
+sgi vær, den haar kost øwer ti Krowner.
+
+=Dorre.=
+
+Hihihi! Ja, en kan da hør, te du haar nø Forstand paa'et, Muer.
+
+=An Kjestin=.
+
+Ja, saadan kan nue kyl med æ Peng; men hwor er'et det _kommer_ fræ,
+det war'et, en skuld spør om.
+
+Nu haar di Faa'r gan her og stridt de sidst trørre Aar, men han haar
+da aalle kund faat _saa_ møj fræ endnu, te han kund faa en Par
+Bowser, han kund vær bekjend aa ta paa te Aalters.
+
+Ih, hwor blywer Fruen aa? A skuld hjem og gi æ Gris. Den kan ett ret
+læng undvær mæ.
+
+=Enkefru Proft=
+
+{(ind).}
+
+Ja, jeg blev opholdt lidt ude i Kjøkkenet. Men du An Kjestin gaar vel
+og opfrisker gamle Minder. Ja, du tjente jo da her paa Gaarden,
+dengang min Søn blev født.
+
+=An Kjestin=.
+
+Ja, a haar saamænd gin ham tar paa manne Gaang, den Kaa'l. Det tinker
+han vis ett ved, nær han nu møder mæ.
+
+=Fruen.=
+
+Ja, du var her jo i mange Aar.
+
+=An Kjestin.=
+
+Ja, Jøsses ja. Den sidst Gaang a saâ herind, ved Fruen, hwitte[75]
+_det_ war.
+
+ [75] _hwitte_, naar.
+
+=Fruen.=
+
+_Det_ kan jeg saamænd ikke huske.
+
+=An Kjestin.=
+
+Ja, da kan a gjan sej Dem det, for det behøver a misæl ett aa skamm
+mæ ved, nu a er bløwen _saa_ gammel. Det war akkuraat dengang, det
+war gavn op med mæ, lissom nu med Dorre, te a war bløwen saadan lovle
+swær.
+
+Ja, det war jo da ett ved den ung, det war jo nu ved Fruens Mand.
+
+{(=Fruen= gjør en vrippen Bevægelse.)}
+
+=An Kjestin=
+
+{(fortsætter uforstyrrelig).}
+
+Men tho det bløw a jo fornywed godt nok for, det war Synd aa sej
+andt.
+
+=Fruen=
+
+{(strengt).}
+
+Ja, An Kjestin, nu sidder vi ikke længere og fører Faddersladder om
+gamle Dage; nu har vi noget langt mere nærliggende at tale om.
+
+Kom nu herhen, lille Dorre; sæt dig nu her ved Siden af mig! Det var
+ret!
+
+Og saa maa du rigtig aabne dit Hjærte for os. Det er det klogeste, du
+kan gjøre. Er det ikke sandt, An Kjestin?
+
+=An Kjestin=
+
+{(til Datteren).}
+
+Jow, du maa saamænd heller sej æ lig ud, som det er, bette Dorre.
+Hwad der er ski, _er_ ski; og det kan ett gjøres tebaag ijen. Det kan
+en snaar si.
+
+=Fruen.=
+
+Hvor langt er du saa henne, lille Dorre?
+
+=Dorre=
+
+{(grædende).}
+
+A ved'et ett saa nyw!
+
+=Fruen.=
+
+Du ved det ikke! Naa saadan! Med andre Ord: du har haft mere end een
+Kjæreste?
+
+=Dorre=
+
+{(i stort Oprør).}
+
+Nej, den der sejer mæ det paa, det er den største Løwner[76], Worherr
+haar skaft!
+
+ [76] _Løwner_, Løgner.
+
+=Fruen=
+
+{(betuttet).}
+
+Naa, naa, naa! Hvordan _er_ det, du tar paa Veje.
+
+=Dorre.=
+
+A _haar_ aalle kjend mir end den samm, det er lissaa sand, som Gud er
+mi Skaber. A _haar_ altid kund past paa mæ sjel, lig te a kam her te.
+Der er aalle nue, der kan sej mæ andt paa.
+
+=Fruen.=
+
+Du tar det saa altfor heftig, Dorre.
+
+=Dorre.=
+
+Ja, a ved nok, te Fruen, og dem, te Fruen, omgaaes, de tror, te en
+fatte Pig altid staar tered for den først den bejst, og deswarr, der
+er wal manne, der gjør'et; men a ved _mæ_ fri. Den Majt er der kuns
+jen jenneste Mand, der haar hat øwer mæ.
+
+=Fruen=
+
+{(stille).}
+
+Og den ene Mand, hvem er saa det, Dorre?
+
+=Dorre=
+
+{(ser i Gulvet og tier).}
+
+=Fruen.=
+
+Sig det kun, min Pige. Du skal rejse dig ved det Træ, du er falden
+under.
+
+=Dorre.=
+
+Ja, nær Fruen saadan trænger ind paa mæ, saa _skal_ a heller ett
+fordøl'et for Dem, for saa sandt a ajter aa blyw salig, saa er'et
+ingen anne end den unge Herre her paa æ Gaard, der er Skyld i mi
+Skam.
+
+=Fruen=
+
+{(bruser op).}
+
+Hvad siger du, frække Tingest! Du insinuerer, at min Søn ... her i
+vort Hus ... med en gemen Tjenestepige! Dersom jeg gjorde dig din
+Ret, saa slog jeg dig ved dit Øre, saa du trilled for min Fod.
+
+=Dorre=
+
+{(har rejst sig og gjort et Par uvilkaarlige Skridt imod Døren).}
+
+=Fruen=
+
+{(atter behersket).}
+
+Bliv siddende! Jeg blev hidsig. Det var en Fejl af mig.
+
+Men hvad er _din_ Mening, An Kjestin? _Kan_ en ung Pige tale saadan
+til sit Herskab, lige op i Øjnene paa det?
+
+=An Kjestin.=
+
+Nej, bette Dorre, saadan maa du jo ett sej'et, sjel om det nu ogsaa
+er sand nok.
+
+=Fruen.=
+
+Hører du det, Dorre! Som fornuftig Pige maa du kunne indse, at her er
+visse Hensyn at ta. Den Slags _kan_ simpelthen ikke ske i vor
+Familie.
+
+=Dorre=
+
+{(græder).}
+
+=Fruen.=
+
+Saa--saa--saa--saa {(stryger hende over Armen).} Vær nu en forstandig
+Pige! Dette med den unge Herre det foreligger altsaa _slet_ ikke. Det
+siger jo da ogsaa den sunde Fornuft.
+
+=Dorre=
+
+{(kaster sig hulkende hen over sine Arme).}
+
+=Fruen=
+
+{(vredt).}
+
+Aa, lad mig blive fri for dit Skaberi! _Havde_ du maaske sat Næsen op
+efter at blive min Svigerdatter? "Fruen paa Gløttrup", sandelig ingen
+ilde Titel for Tøsen fra Mosehytten. Men den Tand faar du slaa ud, du
+Smaa.
+
+Det sømmer sig ikke den lille Bondehøne at flyve op paa de
+allerhøjeste Grene.
+
+Nej, lille Dorre, _jeg_ ved en bedre Ganning til dig, én, som vilde
+være himmelhenrykt, om han maatte hjemføre dig som sin Brud; skulde
+heller ikke undre mig, om han allerede havde friet. Gjør han det
+_endnu_ en Gang, lad ham ikke gaa ubønhørt, lille Dorre. Herskabet
+her paa Gaarden er fra gammel Tid i Rygte for at gi' gode Brudegaver,
+især til fattige Piger, der er kommen for Skade i vort Brød.
+
+Ikke sandt, An Kjestin.
+
+=An Kjestin.=
+
+Aaejow, vi fæk da æ Brød ud aa'et, og mir maa en jo ett forlaang.
+
+=Dorre.=
+
+Ja, Fruen skal nu ingen Ulejlighed gjør sæ for mi Skyld.
+
+=Fruen.=
+
+Gener dig endelig ikke, Vipstjært! Men det kunde dog gjerne komme til
+at svie til dig en anden Gang, at du stiller dig saa kjæphøj an.
+
+=Dorre.=
+
+A ved ett, hvor _a_ haar vist mæ kjæphyw. Men i Kjærlighedssager --
+dér tinker a, te enhwer maa handl, som en kan forswaar'et for sæ
+sjel.
+
+=Fruen.=
+
+Py! "Kjærlighedssager", i _hendes_ Stand og Stilling. Spørg du din
+Mor, om hun nogensinde har turdet slaa paa Nakken ad en Gris eller en
+Malkeko.
+
+=An Kjestin.=
+
+Nej, Dorre, ta du heller imud 'et, som Fruen vil ûnd dæ 'et. Mir faar
+du saamænd aalle. Vi er altfor fatte te' aa komm nø Vej mej aa staa
+paa wor Ret.
+
+=Fruen.=
+
+Se dér talte en fornuftig Kone. Og hvad har du vel egentlig imod
+Laurst?
+
+=Dorre.=
+
+Naa, det er ham, Fruen vil ha mæ klappet sammel mej. A haar wal
+heller ett andt imud ham end det, te a bryder mæ ett en Graan[77] om
+ham.
+
+ [77] _ett en Graan_, ikke det ringeste.
+
+=Fruen.=
+
+Hvornaar er da Laurst bleven dig saa ligegyldig?
+
+=Dorre.=
+
+Det haar han saamænd al si Daw wot.
+
+=Fruen=
+
+{(opfarende).}
+
+Nu lyver du!
+
+=Dorre.=
+
+Hwad er 'et, Fruen sejer?
+
+=Fruen.=
+
+Jeg siger, du har haft Stævnemøde med Forkarlen baade een og flere
+Gange. Det skal jeg bevise dig over.
+
+{(Farer hen til Ringeapparatet.)}
+
+=En Pige.=
+
+Fruen kaldte?
+
+=Fruen.=
+
+Vil du bede Jomfru Andersen og de øvrige om at komme herind.
+
+{(Pavse.)}
+
+{(Ind træder Gammel Anders, Villads Vedhud og Kokkepigen.)}
+
+=Fruen=
+
+{(til Kokkepigen).}
+
+Hør, Jomfru Andersen, De har jo overrasket Laurst og Dorre dér i et
+Stævnemøde med hinanden nu for ganske nylig, ikke sandt?
+
+=Kokkepigen.=
+
+Jo, nu skal Fruen høre: Det var forrige Aften, da _jeg_ ha'de min
+Udaften, saa _lige_ som jeg gaar ind ad Døren og ned gjennem
+Kjøkkenhaven, saa ved Gud i Himlen om ikke der kommer et Mandfolk --
+li'saa livagtig -- _lige_ bums imod mig, men han har aldrig saa snart
+set mig, saa drejer han omkring og løber langs Ribsbuskene, alt hvad
+hans Ben kan bære ham. Og som jeg vender mig om, saa ser jeg --
+li'saa livagtig -- et Skjørt, det ved den søde Gud, jeg gjør; og det
+var nu et ternet Skjørt, og det forsvandt li'saa livagtig bag gamle
+Anders's Hushjørne. Og Mandfolket kunde nu ikke være nogen anden end
+Laurst; jeg kjendte ham paa dette Slav her {(gjør et Kast med
+Kroppen).} Villads saa ham ogsaa.
+
+=Villads Vedhud.=
+
+Ja, aaeja, aaeja! A saa _wal_ en Mennesk, der kam skjevlend[78], og
+han haaj da saamøj brøltront[79], saamøj brøltront. Saâ hwerken
+Goddaw hæ Faawall; han flywer lig søndenom den vejstes Granhæk og ind
+i æ Lukk[80] lod han ta, som war der Ild i æ Hæl af ham, aaeja,
+aaeja!
+
+ [78] _skjevlend_, stolprende.
+
+ [79] _saamøj brøltront_, ualmindelig travlt.
+
+ [80] _æ Lukk_, indhegnet Toft.
+
+Men hwem kund komm te aa si paa æ Skinting[81], som _han_ kam
+stormend; tho det war jo javnhen mørk, det war javnhen mørk, og hwem
+æ Pløg[82] war heller ett war, det ved a Fanden hwint mæ ett. Aaenej,
+aaenej!
+
+ [81] _æ Skinting_, Fyren.
+
+ [82] _æ Pløg_, Raden.
+
+=Kokkepigen=
+
+{(vredt).}
+
+Fy, Villads, du lofte endda, du vilde sige, det var Laurst!
+
+=Villads.=
+
+Det jennest a kan sej: det war en bitte stakked førajted[83] Mand,
+førajted Mand, aaeja, aaeja! Men Laurst war 'et ett; ham war 'et
+misæl ett. Ham plejer der Fanden hwint mæ ett aa vær den Skub i.
+
+ [83] _stakked førajted_, kort førladen.
+
+=Kokkepigen.=
+
+Ja, Fruen kan nu godt tro, hvad _jeg_ siger. Jeg har set Dorre
+ligefrem vende Øjnene i Ho'det, naar Laurst gik forbi, det ved den
+søde Gud, jeg har!
+
+=Dorre=
+
+{(rejser sig oprørt).}
+
+_Du_ skuld snakk mej om aa vend Øwn te æ Kaa'l, saaden en --
+Makkedusse!
+
+=Kokkepigen.=
+
+Sikken én! Hva' bilder den sig ind! Py, Bondemaléne!
+
+=Fruen.=
+
+Stille! Og du, Anders, hvor var _du_ den Aften?
+
+=Gamle Anders.=
+
+A war saamænd hjemm, som a plejer aa vær.
+
+=Fruen.=
+
+Saa du da noget til Dorre?
+
+=Anders.=
+
+Ja, a gjord da saa; for lig i æ Mørkning war hun ind ad mi Dar med en
+Skaal Grød.
+
+=Kokkepigen.=
+
+Ja, dér kan Fruen selv høre! Det _var_ hende!
+
+=Fruen.=
+
+Men saa du saa ogsaa Laurst?
+
+=Anders.=
+
+Nej, hwordan skuld a si ham den Tiddaws[84]? Tho han kjor jo te Møll
+ved Melmadstid og kam ett tebaag far ud ad æ Avten.
+
+ [84] _den Tiddaws_, paa den Tid af Døgnet.
+
+=Fruen=
+
+{(strengt).}
+
+Anders!
+
+=Villads Vedhud.=
+
+Ja! Aaeja, aaeja! Det haaj a rejn glemt. Det er Fanden hwint mæ ogsaa
+sand; a hjalp ham jo æ Hejst aa æ Sel[85]; aaeja, aaeja!
+
+ [85] _æ Sel_, Selen.
+
+=Fruen.=
+
+Aa, det er noget rigtigt Vrøvl tilhobe! Ud med jer allesammen!
+
+{(De fortrækker paa Dorre og An Kjestin nær.)}
+
+=Fruen=
+
+{(hen til Vinduet, som hun aabner).}
+
+Py, Pyh! som saadanne Folk dog stinker {(til Dorre).} Tag mig mit
+Hovedvandsæg! {(Dorre bringer det.)} Og kom saa ind til dit Arbejde
+og sid ikke længere her og driv. Men jeg vil meget indtrængende raade
+dig, lille Studsnæse, at lytte til mit venlige Forslag. Du kan ikke
+stole paa, at jeg gjentager det.
+
+=Dorre=
+
+{(i Døren).}
+
+Fruen skuld ogsaa heller læd'et vær.
+
+=Fruen.=
+
+Hvad _er_ det for nogle Tjenestefolk, der voxer op i vore Tider; de
+bestiller ikke andet end at sige deres Herskab imod.
+
+=An Kjestin.=
+
+Ja, saa maa a wal ogsaa gaa mi Vej; a tinker, æ Gris skriger, saa en
+ka høres øwer æ hil Mues. -- Nu maa Fruen ett vær altfor vred, fordet
+mi Dætter war nø stønsk imud Dem. A skal prøv, om _a_ ett skal faa
+hind ved æ Sind.
+
+=Fruen.=
+
+Lad mig se det, lille An Kjestin! Det havde jeg ventet af dig. Du ved
+jo, at vi her paa Gløttrup ikke forlanger den Slags Tjenester gratis.
+
+{(An Kjestin gaar. Det er nu ved Solnedgang. Rødt Lys ind gjennem
+Træerne.)}
+
+=Den unge Proft=
+
+{(i Døren med Pengekassen under Armen. Er i Ridebuxer, graa Jakke med
+Spændetamp).}
+
+Aa, Mor, faar jeg Lov til at udbetale Folkene deres Penge herinde,
+bare denne ene Gang. De Tapetserere ligger jo endnu med deres Roderi
+i Kontoret.
+
+=Fruen.=
+
+Ja, værsgod, min Dreng, naar du bare skaaner Møblerne.
+
+=Proft.=
+
+Tak.
+
+{(Sætter Kassen paa Bordet.)}
+
+=Fruen.=
+
+Ja, Erik, nu har jeg talt med Dorre.
+
+=Proft.=
+
+Naa, hvad sa' hun?
+
+=Fruen.=
+
+Ja, man kan just ikke rose hendes Imødekommenhed. Hun er en rigtig
+stivsindet Proletarunge. Men Moderen er paa vor Side, saa det klares
+jo nok, naar du nu vil ordne Sagen med den anden Døgenigt. Men gjør
+det snart, lille Erik!
+
+=Proft=
+
+{(med et Klask paa Hoften).}
+
+Ja, der er for Resten noget i det. Hvorfor ikke gjøre det med det
+samme.
+
+{(Gaar ud i Gangdøren og raaber):}
+
+Hej, du dér, vil du bede Laurst komme hérop, strax.
+
+{(Atter ind.)}
+
+=Fruen.=
+
+Ja, saa er det bedst, _jeg_ gaar min Vej. Den Art Handler maa helst
+være uden Vidner. Men gaa nu heller ikke hen og byd _for_ meget.
+Laurst er glad, om han faar Jord til en Ko og forøvrigt knyttes fast
+til Gaarden. Din Far var saa brillant til at ordne den Slags
+Forretninger; du er lidt for flot anlagt.
+
+{(Fruen ud; lidt efter)}
+
+=Laurst=
+
+{(i Arbejdstøj).}
+
+Der war kaskisæ nøj, Herren vild mæ?
+
+=Proft.=
+
+Ja, begribeligvis, Fæpande. Naar din Husbond sender Bud efter dig,
+saa vil han dig noget. -- Naa, derfor behøver du jo ikke at staa
+saadan og glo. Det er ikke saa slemt denne Gang. Jeg vilde bare
+spørge, om du ikke kunde ha' Lyst til at gifte dig.
+
+=Laurst.=
+
+Naa, Hosbond vil ha Lojer af mæ.
+
+=Proft.=
+
+Nej, saagu' om jeg vil. Det er mit Alvor. Er du kanske ikke gammel
+nok til at gifte dig. Hva'?
+
+=Laurst.=
+
+Jow, det mankirer der ett nøj paa.
+
+=Proft.=
+
+Og kunde det ikke ogsaa snart være paa Tide at sætte Gjordene lidt
+paa dine Føjtelyster. Du er jo en farlig Buk.
+
+=Laurst=
+
+{(skoggerler).}
+
+=Proft.=
+
+Der er jo ikke en Tøs, der kan modstaa dig. Det er disse brune Øjne
+{(slaar ham paa Skuldrene, saa Støvet ryger).} Du er en Svend,
+Laurst?
+
+=Laurst=
+
+{(vrider sig i Latter under Husbondens Smiger).}
+
+=Proft.=
+
+Men som sagt, nu har du haft din Løbetid, og du skulde jo da ogsaa
+engang tænke lidt paa din Fremtid.
+
+=Laurst.=
+
+Ja, det haar Hosbond faat ved den rett End aa.
+
+=Proft.=
+
+Naa, hvad saa?
+
+=Laurst.=
+
+Nej, ett for det. A kund jo godt gywt mæ, nær det skuld vær. A
+mangler jo ett andt end en Fruentimmer, ja, og saa da en Krumm
+Hjemmen aa byd hind ind paa, det forstaar sæ!
+
+=Proft.=
+
+Ja, men hvis nu jeg -- i al Tarvelighed -- gjør Udvej for begge Dele?
+
+=Laurst.=
+
+Ja, det war da saa Fandens nem. Saa kund a jo spaar mæ enhwer
+Ulejlighed.
+
+=Proft.=
+
+Sig mig, kjender du Dorre?
+
+=Laurst.=
+
+Hehehe, om _a_ kjender Dorre? Helsen maatt a da vær tossi. Tho
+Hosbond ved da, te vi tow haar tjent sammel i de sidst --
+
+=Proft.=
+
+Sludder! Kunde du lide at gifte dig med Dorre?
+
+=Laurst=.
+
+Ja--a--a, det war da snaar den villerst, der kund bydes mæ te. Men
+hun bryder sæ aalle en Kjærn om mæ. Saa det er jo saa uheldig, som
+_det_ ka vær. Nej -- hæhæhæ! -- hun sætter missel æ Nies saa møj
+høtter.
+
+=Proft.=
+
+Hvad ved du derom?
+
+=Laurst=
+
+{(underfundig).}
+
+En skal ett sej aal det, en ved.
+
+=Proft.=
+
+Er det mig, du sigter til!
+
+=Laurst.=
+
+Nej, Gud bewor _mi_ Mund!
+
+=Proft=
+
+{(helt hen imod ham).}
+
+Vær du glad, du ikke sa noget. Jeg havde slaaet dig ihjel!
+
+=Laurst.=
+
+Jøsses, bette Børn endda, det var streng Snak.
+
+=Proft.=
+
+Nuvel. Du ved, at Dorre er kommen i Omstændigheder. Skylden kan
+ligesaa godt være din som en andens --
+
+=Laurst.=
+
+Nej, ved De nu hwa, gued Hosbond! Nu maa De Fanden gaal mæ ha mæ
+undskyldt. A kan ha nok aa klaar for mi egen Paart ...
+
+=Proft.=
+
+Hold Mund! Som sagt: Situationen er alt andet end morsom for hende.
+Jeg har ondt af Pigen. Det er Synd for hende. Hun er en flink Pige.
+Og vil du gifte dig med hende, saa skal jeg drage Omsorg for, at du
+ikke skal komme til at fortryde det.
+
+=Laurst.=
+
+Ja, men som _a_ sejer, hun vil ett si mæ for hinne Øwn.
+
+=Proft.=
+
+Du _har_ friet til hende! Du har maaske oven i Kjøbet spillet
+Kjæreste med hende; hva'? {(griber ham i Halskluden).} Vil du ud med
+Sproget, eller jeg skal ryste dig, saa Toet skal ryge af dig! --
+Syntes jeg ikke nok, at der ogsaa var andre, som stod Pigebarnet for
+Hovedet -- -- {(sagte, ærgerlig)} Aah, for Satan!
+
+=Laurst=
+
+{(hvæser).}
+
+Jamen, Gud bewors, Hosbond, vil De da klemm æ Lyw af mæ! A sejer Dem
+jo, te hun hwerken vil hør heller si mæ.
+
+=Proft.=
+
+Jaja, saa taler vi ikke mere om Sagen foreløbig. Men ifald Dorre
+skulde skifte Sindelag, saa ved jeg altsaa, at du ikke er uvillig.
+Bækhuset bli'r jo ledigt til Oktober, og du ved, at det er anset for
+at være et af de bedste Lejehuse her til Gaarden.
+
+=Laurst.=
+
+Ja, som _a_ sejer, hwis Dorre vil, kan Hosbond altid stol paa _mæ_.
+
+=Proft.=
+
+Vel. -- Saa har jeg ogsaa lidt andet at tale med dig om: Jeg har lagt
+Mærke til, at der er noget i Gjære mellem Folkene. I gaar vel ikke og
+rotter jer sammen imod os, hva'?
+
+=Laurst.=
+
+Det faar Hosbond laant bejer aa ved af anne end af mæ.
+
+=Proft.=
+
+Med andre Ord: Du er selv med i Komplottet.
+
+=Laurst.=
+
+A ved ett af nø Komplot.
+
+=Proft.=
+
+Du lyver. Du saavel som de fleste af de andre har noget for med Goj,
+denne beredne Landstryger paa den halvvilde Hest -- et Dyr, jeg
+forøvrigt misunder ham -- han er kommen her til Egnen for at tude jer
+Ørene fulde med sine Fantasterier. Han har hele Sommeren kjøbt Jord
+op omkring Rundmose og har Planer om at samle alle Egnens
+Landarbejdere om et fælles Fabriksforetagende, en intensiv Udnyttelse
+af Tørven for ad den Vej at berøve Herregaarden sin Arbejdskraft.
+
+Er jeg maaske saa ikke rigtig underrettet?
+
+=Laurst.=
+
+Jow, tho det laader næjsten te'et.
+
+=Proft.=
+
+Og saa tror I fattige Lus, at I kan agere Driftsherrer, hva'! sparke
+bagop til Herregaarden, hva'?
+
+I kan Fanden brække mig ikke undvære den gamle Slavepisk og en
+Husbond til at træde jer paa Nakken!
+
+{(Træskolarm i Gangen.)}
+
+Naa, nu begynder de andre at trænge paa. Men det var det, jeg vilde
+sige dig, Laurst, du kunde gjerne staa noget paa Husbonds Parti og
+holde lidt igjen, naar Hvervningen til denne Gojs dødfødte Projekter
+nu skal til at ta' Fart.
+
+Naa, skrup af!
+
+{(Laurst ud.)}
+
+=Proft=
+
+{(hen i Døren og siger):}
+
+Ja, I faar komme herind; de Svinemikler gaar jo stadig og roder paa
+Kontoret. Men Træskoene af, begribeligvis.
+
+{(Folkene myldrer ind og stiller sig ved Udbetalingstbordet. De er
+alle i Arbejdstøj; her er =den Blinde=, =Jens Romlen=, =Bertel Bjat=,
+=de fire polske Roepiger= og deres Opsyn Hr. =Grabb=, et Par
+Dræningskarle i store Vandstøvler etc.)}
+
+=Proft=
+
+{(til den Blinde).}
+
+Naa, blinde Muldvarp, hvad mon du har udrettet, at du møder her ved
+Pengeskuffen?
+
+=Den Blinde.=
+
+Jeg har læsset Møntørv i tre Dage!
+
+=Proft.=
+
+Saa, har du det. Det Arbejde har der vist været Skred i. Det er sært,
+jeg aldrig har lagt Mærke til dig, uden naar de rørte Madklokken.
+
+=Den Blinde.=
+
+Det var ogsaa for meget forlangt, at Husbond skulde lægge Mærke til
+saa simpels Folk som mig; men det er nu, som _jeg_ siger. Men jeg er
+godt fornøjet med 75 Øre om Dagen.
+
+=Proft.=
+
+Du er sgu ogsaa fornøjet med 50. Værsgod. -- Det er Dælen brække mig
+en Synd at gi' dig dem. For de gaar jo gjennem Halsen paa dig hver
+Øre. Jeg synes, det var paa Tide, at Goj tog sig af dig -- han er jo
+dog din Bror -- og ikke lod os alene om din Forsørgelse. Vi skulde
+med Fornøjelse gi' Afkald paa din værdifulde Assistance.
+
+{(Den Blinde ud.)}
+
+=Proft=
+
+{(til Dræningsmesteren).}
+
+Naa, I gaar og søler dernede endnu. Blev altsaa heller ikke færdige i
+denne Uge.
+
+=Dræningsmanden.=
+
+Nej, den Jurdbund er misajn hwerken te aa hugg heller stikk i.
+
+=Proft.=
+
+Deri ligner den jo udmærket dig selv. Jeg ved Dælen brække mig ikke,
+hvordan det kan være, for jeg synes, at I altid er dobbelt saa længe
+om et Stykke Arbejde hos mig som andetsteds.
+
+=Dræningsmanden.=
+
+Jamen, det maa jo da vær raar Stejer, der hwor en gjan vil blyw saa
+læng som mulig.
+
+=Proft.=
+
+Kun Skade, at Tiltrækningen ikke er gjensidig. Værsgod!
+
+{(Dræningsmanden ud.)}
+
+=Proft=
+
+{(til Bertel Bjat).}
+
+Dit er vel det sædvanlige?
+
+=Bertel Bjat.=
+
+Jow, aaejow.
+
+=Proft.=
+
+Værsgod! -- Hør, Bertel, jeg har lagt Mærke til, at du har skaffet
+dig en Hund.
+
+=Bertel.=
+
+Ja, tho det er en bette Hwelp, som æ Bøen gaar og haar dje Kommers
+mej; de er da saa glaad ved 'en.
+
+=Proft.=
+
+Ja, men jeg er Dælen brække mig ikke glad ved den. Om lidt strejfer
+den naturligvis ud efter Harerne, og du ved, jeg ikke taaler
+løsgaaende Køtere her paa Herregaarden.
+
+=Bertel.=
+
+Som a sejer, det er jo baare en ussel bette Hwelp, som æ Bøen er
+bløwn gin -- og tho de haar jo lidtajter Fornywels te davle -- og den
+er nu ligfram bløwn dje Yw'stien.
+
+=Proft.=
+
+Ja, hvad Fanden kommer dine Unger mig ved. Jeg har forbudt mine
+Daglejere at holde Hunde; dermed Basta!
+
+=Bertel.=
+
+Ja, saa maa a wal hjem og ha'en laâ ød! Men det er da snaar den
+tungest Boj, a kund kom hjem te de Smaa mej -- og mi Kuen -- ja, a er
+da saamænd vis paa, te hun laant heller vild kyl all hinne Urtepotter
+ud paa æ Landvej end lægg æ Strikk om æ Hals af den bette Dyr.
+
+{(gaar.)}
+
+=Proft=
+
+{(faar Øje paa Polakinderne).}
+
+Naa, der har vi jo den smukke Katinka, som har afstedkommet
+Folkevandring blandt Egnens Karlfolk.
+
+Hun har nogle Satans pæne Øjne, og der er nok allerede skiftet flere
+Knivstik for disse Øjnes Skyld, ikke sandt, Hr. Grabb?
+
+=Grabb.=
+
+Jawohl, gute Herr! Hun har geheistes Blut.
+
+=Proft.=
+
+Hvad siger De? Har hun Heste-Blod. Det tror Fanden!
+
+=Grabb.=
+
+Aber hun mache rrr-ret gut Arbejte blandt dem Roer.
+
+=Proft.=
+
+Ja, hun makker ret mellem Roerne; det er efter den gamle Bonderegel:
+Slem efter Mandfolk, flink til sit Arbejde.
+
+{(Ser i Regnskaberne.)}
+
+De staar for ½ Td. Kartofler, og saa har De faaet fire Halmknipper
+til Sengene.
+
+=Grabb.=
+
+Den Halm sollen sie gratis bekommen.
+
+=Proft.=
+
+Hvad mukker De! Skal De "bekomme" Halmen gratis! Katinka og hele
+hendes Regiment af Elskere skulde holdes med gratis Halm fra
+Herregaarden! Nej, Hr. Grabb, saadan leger vi ikke paa Gløttrups
+Enemærker.
+
+Og jeg saa, at der forleden blev hevet en Hoben Gulerodstop ud af
+deres Wigwam. Maatte det være mig tilladt at spørge, hvem der
+forsyner de Damer med Gulerødder? De skulde vel aldrig stamme fra
+Herregaardshaven?
+
+=Grabb.=
+
+De Gulerøter bekommer de alzusammen af den Villads.
+
+=Proft.=
+
+Ho-hoh! Kald mig paa den Herre.
+
+{(Man henter =Villads= ind fra Haven).}
+
+{(=Pavse=.)}
+
+Se, se, lille Villads; saa du betaler de polske Piger deres smaa
+Opmærksomheder _in natura_. Skulde vi ikke se at faa lidt at vide om
+den Sag, gamle Tyveknægt!
+
+=Villads Vedhud.=
+
+Aaejow, aaejow; det næjter a ett, det næjter a slet ett; aalle aa æ
+Stæj, te a jo haar gin æ sølle Piger -- æh -- en jenle Morre[86], en
+jenle Morre. Tho der er jo søn'en Sand[87] aa'et, te de kyrer'et for
+æ Høvder i Støwtfuldlas[88]. Aaeja, aaeja!
+
+ [86] _Morre_, Gulerod.
+
+ [87] _Sand_, Mylder.
+
+ [88] _Støwtfuldlas_, Trillebørlæs.
+
+=Proft.=
+
+Du har sikkert heller ikke indskrænket dine milde Gaver til
+Gulerødder alene; andre Havesager er nok gaaet samme Vej. Hvordan tør
+du understaa dig i at drive en saadan Geschæft?
+
+=Villads.=
+
+Ja tho det er jo da bløwen en Aftaal, te a sjel skal ha aa æ Haw det
+a ka brug, det a ka brug -- æh -- og nær a saa ett sjel kan faa'et
+fortær, faa'et fortær, tho saa sir en jo atter aa komm aa med'et te
+anne skikkele Folk, skikkele Folk. Aaejow, aaejow!
+
+=Proft.=
+
+Ja, du er Dælen brække mig en kjøn Plante at ha' gaaende i sin Have,
+hva', gamle Uglefjæs! Men du har vel snart stjaalet saa længe her paa
+Gaarden, at du har faaet Lovshævd for det.
+
+=Villads.=
+
+Aaeja, aaeja! Men a er da Fanden hwint'mæ hwerken bløwen tyk heller
+fied aa'et, hahaha!
+
+=Proft=
+
+{(til Grabb.)}
+
+Ja, saa kan vi sætte det hele til fem Kroner. -- Værsgod!
+
+=Grabb.=
+
+Takker saa meket, gute Herr!
+
+{(han og Polakinderne ud.)}
+
+=Proft.=
+
+Naa, Jens Romlen, saa er det nok bleven din Tur. Du staar skrevet for
+en Fjerdingkar Byg til Hønsene.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Naa. Det troed a endlemaal a fæk sletted den Gang a war mej i æ
+Lynghied.
+
+=Proft.=
+
+Betalte jeg dig ikke noget for dit Arbejde i Lyngheden?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Jow, Gudbewors, jow, a fæk jo mi Dawløn for den _jen_ Daa; men a war
+jo guednok mej i halvanden.
+
+=Proft.=
+
+I _min_ Bog staar: "Betalt Jens Romlen for Lyngheden 1 Kr. 65"; saa
+det er øjensynligt, at jeg har betragtet den Sag for afgjort.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Naa; ja saamænd, saa kan det jo ogsaa vær det samm med den halv Daas
+Arbed.
+
+Men det war endda ett det jennest[89]; a haaj ogsaa en anden Ting a
+møj gjan vild spørg Herren om.
+
+ [89] _jennest_, eneste.
+
+=Proft.=
+
+Ja, det har du vel sagtens. Der er jo altid noget i Vejen med jer
+enhver især.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, aaeja. Men det er nu en Ting, a haar wot loved lig sin Dje Faa'rs
+Død og far ogsaa da -- a miner æ Skjød paa mi bette Stej[90].
+
+ [90] _æ Skjød paa mi bette Stej_, Skjødet paa min lille Lod.
+
+=Proft.=
+
+Haah-Haah! Se vi det, bitte Jens! Du er da formodentlig med i dette
+her Mosekomplot med den _store_ Goj som Chef.
+
+=Jens Romlen=
+
+{(søger at overhøre denne Ytring).}
+
+Tho det war jo en javn Aftaal med Dje Faa'r, da a tog An Kjestin, te
+naar vi haaj bowed i æ Hus i tyw Aar, saa skuld'en vær wor egen. Nu
+haar vi saamænd bjerred ved[91] baade i tyw og i trørre, men æ Skjød
+haar a ett faat endnu, endda a haar pirked ved baade te jen Tid og
+enaan.
+
+ [91] _bjerred ved_, slidt i det.
+
+=Proft=
+
+{(stærkt).}
+
+Hvad -- vil -- du -- med det Skjøde.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, tho hwad vil'en med en Skjød; naar en haar nøj, der er jens egen,
+saa vil en ogsaa gjan ved, det er jens egen.
+
+=Proft.=
+
+Der er Lumskeri under dette her.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, saa maa'et vær fræ anne dje Sider, for a ajter saamænd ett nø
+Lumskeri, naar a baare maa faa mi Ret.
+
+=Proft.=
+
+Din Ret, din Ret! Vover saadan en Stodder at tale til mig om Ret!
+Havde det været i min Fars Tid, -- han havde givet dig en Omgang
+Hundepisk.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Det er endda en haard Tiltaal te en Mand, der haar laâ si Arbed her
+paa æ Gaard i de sidst tredve Aar.
+
+A kam her, a kund knap løvt en Køll; a _haar_ hat ûnd Daw[92], om nue
+haar hat et, a _er_ altid bløwen saat te den taang End; det er
+lissaa sikker! Det war i Dje Faa'rs Tid og det er i Djes[93]. -- Det
+jennest a haaj aa gled mæ te, det war den bette Stej. A haaj jo ett
+andt end æ Søndæ[94] te aa pass en i; men An Kjestin haar wot mæ en
+gued Kuen; hun haar æsselt ved[95] lissaa wal som a sjel, og nu er vi
+kommen saa vidt, te vi kund faa en bitte Krumm Fornywels aa'et, nær
+det kund blyw jens egen.
+
+ [92] _ûnd Daw_, onde Dage.
+
+ [93] _Djes_, Deres.
+
+ [94] _æ Søndæ_, Søndagen.
+
+ [95] _æsselt ved_, stræbt ufortrøden.
+
+Aae, unge Herre, De begaar en stur Synd imud mæ, om De næjter mæ mi
+-- -- ja a haar jo ette anne Urd for'et end -- _mi Ret_, for saasandt
+der er en Gud i Himlen saa er'et den Ret, a haar stridt for, sin[96]
+a bløw woxen Mand.
+
+ [96] _sin_, siden.
+
+=Proft.=
+
+Aa, "Ret" og "Ret" og "Ret"! disse forbandede Fraser, som er kommen
+til Rend i disse løbske Tider. Hvad tror du, der blev tilbage af
+Gaarden her, om jeg lod enhver løbe med, hvad han kommer og paastaar
+er hans Ret? Ikke en Trævl, Fanden brække mig!
+
+=Jens Romlen.=
+
+Det er møj mulig, gued Hosbond; det kjender a jo ett. Men a er en
+fatte Mand, som haar opføj en stur Bøenflok. Kund a nu faa æ
+Skjød[97], saa kund vi tow gammel kom øwer wor Sager og betaal enhwer
+sin.
+
+ [97] _æ Skjød_, Skjødet.
+
+=Proft.=
+
+Ja, og gi' Herregaarden her og Pligtarbejdet en god Dag. For
+naturligvis gik du saa med flyvende Fane strax over til denne Goj og
+bragte ham et værdifuldt Jordstykke oven i Kjøbet. Men det skal vi to
+dog bides lidt om!
+
+=Jens Romlen.=
+
+De _vil_ saa ett gi mæ den Skjød, a ber Dem saa mindele om?
+
+=Proft=
+
+{(fast).}
+
+Nej.
+
+=Jens Romlen=
+
+{(nærmere mod ham).}
+
+Saa er De ogsaa den største -- -- --
+
+=Proft.=
+
+Nu mæler du ikke en Stavelse mere, eller jeg lader dig smide ud af
+din Ejendom som en Tigger! {(peger mod Døren).} Gaa!
+
+{(Jens Romlen ud.)}
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+TREDIE AKT.
+
+
+{=Karlekammer= paa Gløttrup. Dør ud til Stalden i Krogen til venstre.
+Et gabende Hul i Bagvæggen. Kalkpudset fattes allevegne. To
+Jernvinduer til venstre. Møblementet bestaar af seks dobbelte
+Træsenge (tre til hver Side) med Halmen ud gjennem Sprækkerne; et
+Skab med nedhængende Skidentøj ovenpaa til højre mod Bagvæggen; et
+lille Bord mellem Sengene til højre; et Par umalede Stole; en 4-5
+lave Kufferter omkring Væggene. Mellem Vinduerne og over Sengene
+hænger Træskostøvler, Bringetøj og Kjørepiske. Ved Bjælken et Par
+sværtede Staldlygter, hist og her paa et Søm en Klynge Søndagstøj;
+paa Bordet svømmer det med Tobakspiber, Skraakarduser, Spillekort og
+Smørebørster. Mod én af Sengene, hvori to snorkende Personer, læner
+sig en Cykle.}
+
+{=Per Hjorddreng= løber paa bare Ben frem og tilbage med Vand, som
+han henter ved Posten ude i Stalden.}
+
+{=Laurst= og =Klæppen= staar vesteløse og barberer sig ved nogle
+Spejlstumper stillede mod Jærnvinduerne.}
+
+{=Røgter Søren= sæber sig ind, mens han kikker i Spejlstumpen over
+Laursts Skuldre.}
+
+=Laurst=
+
+{(som støder til ham).}
+
+How, du Kopisker; rend ett te mi Aarm; ser du ett, a staar med æ
+Knyw!
+
+=Røgter Søren.=
+
+Da skuld _a_ wal ogsaa gjan si. Og du spejler misæl ett godt i den
+Sid, du vender te mæ.
+
+=Klæppen=
+
+{(vender sig om mod Per).}
+
+Aa, hent ogsaa nø Wand te mæ.
+
+=Mange Stemmer.=
+
+Og te mæ!
+
+{(Per blarper omkring og sætter de fulde Fade.)}
+
+=Jens Tammesen=
+
+{(tørrer sig paa Indersiden af sin Vest. Til de to snorkende).}
+
+Hov! Kunde I to nu ikke snart begynde at lette lidt paa Skinkerne.
+Hva'! For det er vel ikke Meningen, at I vil ligge dér, mens vi andre
+holder Møde.
+
+Hører I, Murmeldyr!
+
+=Goliath=
+
+{(med stort hængende Overskjæg).}
+
+Aa, gaa ad Helvede til med jeres Møde! Jeg er ligeglad!
+
+=Jens Tammesen.=
+
+Ja, du er ligeglad, naar bare du har noget at hælde paa Krukken. Din
+Strube er snart saa bundløs som et Støvleskaft. Nu har du igjen
+siddet paa Kroen den halve Nat.
+
+{(Lange Anders render uforvarende mod Cyklen, saa den med stort
+Rabalder dejser over mod Nabosengen.)}
+
+=David=
+
+{(rejser sit blonde Hoved i Sengen hos Goliath).}
+
+Hvad skal det til at vælte min Cykle, din skeløjede Abekat!
+
+=Lange Anders.=
+
+Hun slog sig inte no' videre. Hun stødte sig bare lidt paa Gummien.
+
+=Laurst=
+
+{(færdig med Barberingen).}
+
+Hwad skal ogsaa det betyd aa slæb di Cykel mej ind i æ Kaalkammer.
+Haar vi ett Swineri nok endda.
+
+=Røgter Søren.=
+
+Han haar maaske "laant" 'en, og nu er han ræd for, de skal komm og
+ta'en fra ham af.
+
+=Jens Tammesen.=
+
+Den ligger ved ham om Natten.
+
+=Laurst.=
+
+Nej, det gjør Katinka; helsen tror a saamænd wal, han tog'en med sæ
+under æ Hylsklæd[98]!
+
+ [98] _æ Hylsklæd_, ulden Lagen.
+
+=Lange Anders.=
+
+Det maa nu alligevel være rart med saadan en Cykel, naar man har saa
+mange Kjærester som David, for saa kommer man immervæk saa gelassen
+fra den ene til den anden.
+
+{(David og Goliath snorker for ikke at høre Skoserne.)}
+
+=Jens Tammesen.=
+
+Kom nu op, I Sovetryner.
+
+{(Højere Snorken.)}
+
+=Jens Tammesen=
+
+{(gjør Mine til Lange Anders, denne forstaar Vinket, gaar bagom
+Sengen og vipper den over, saa de to sovende triller hen ad Gulvet).}
+
+=Goliath=
+
+{(i Underbuxer, tænderskjærende foran lange Anders).}
+
+Du skulde vel ikke ha' Lyst til at faa et Par smaa Klinkæg brungen op
+paa Morgenkvisten, hva', for saa kan du barestens sende Bud efter ham
+her.
+
+{(Ryster Næven under Anders' Næse. Man samler sig om de to.)}
+
+=Goliath.=
+
+Jeg skal, Satan forsyne mig, ta' Maal af nyt Gebis til jer
+allesammen.
+
+{(Gjør et Udfald.)}
+
+=Klæppen=
+
+{(gaar bag til ham, gi'er ham et beregnet Bagslag, saa han sætter sig
+haardt ned mod Gulvbrædderne).}
+
+Stødte du dig paa Numsen, gamle Goliath! Koldt Vand i Blodet,
+Kammerat.
+
+{(Tømmer Vaskefadet over Hovedet paa ham, ta'er ham i Krebsen og
+fører ham hen til Udgangen, slænger ham ud.)}
+
+Tør dig nu pænt under Næsen paa én af Korumperne!
+
+{(Sengen løftes atter op. Gulvet ligger strøet med afkrængede Buxer,
+Strømper etc. =Laurst= gaar omkring og gi'er det et Spark ind under
+Sengene. Alle er nu i Pudsen. Enkelte med skrigende Slips; de fleste
+med hvide Kraver uden hverken Flip eller Slips.)}
+
+=Jens Romlen=
+
+{(ind).}
+
+Godmaan! Ja nu haar vi karenmæ snaar æ Goj. Han kommer hernied baag æ
+Røgel[99] paa hans bette geswindt Hejst aal det en kan pin'spring.
+Jow, det er lissaa sikker!
+
+ [99] _æ Røgel_, rund Banke.
+
+{(De sidste Pjalter faar et forsvarligt Spark ind under Sengene.)}
+
+=Klæppen=
+
+{(ta'r Jens Romlen hen i Forgrunden, mens han banker Piben ud i
+Haanden).}
+
+Hør, Jens Romlen, tror du _a_ kan komm mej, te det her Tørvsjov?
+
+{(Kaster Udkrasningen i Munden og stikker Piben i Frakkelommen.)}
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, tho du kan da majt æ Spaad!
+
+=Klæppen.=
+
+Ja, for nu er a Dælen rend mæ snaar træt af de her Herregaard.
+
+{(Hestetrampen.)}
+
+=Jens Romlen=
+
+{(kiger ud).}
+
+Der haar vi fandenmæ lig æ Swend, det er lissaa sikker!
+
+=Klæppen.=
+
+Hwad er det for en Swedi[100], ham Goj, haar han nø Kondovitter?
+
+ [100] _Swedi_, Fyr.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Pø! Hwor kan du sej'et! Han er aaljen lissaa klog som ti af di
+Starels[101].
+
+ [101] _Starels_, Størrelse.
+
+=Klæppen.=
+
+Det war Satans!
+
+=Goj=
+
+{(kommer ind mellem en Klynge Karle og nytilkomne Landarbejdere; han
+gaar hen til Jens Romlen i Forgrunden).}
+
+Godda'; naa, hvordan forløb det saa med Skjødet?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, _haar_ en kjend Maagen, han næjted mæ'en, æ lied Skjevl[102];
+næjted mæ mi soleklare Ret lig op i mi oben Øwn.
+
+ [102] _Skjevl_, Utusk.
+
+=Goj.=
+
+Ja, selvfølgelig. Det var jo saadan, jeg vidste, det vilde gaa.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Jamen du kan fandenmæ tro, te a ga ham hans Refurium[103]! A _war
+lig_ ved aa sej te ham: du er den største _Kjeltring_, a haar kjend!
+
+ [103] _Refurium_, rent paa.
+
+=Goj.=
+
+Men du sa' det ikke?
+
+=Jens Romlen.=
+
+Nej! for a bløw jo niest aa[104]. Han pejt ad æ stur Dar. Og saa
+maatt en jo gaa. Men saadan er han fandenmæ vis ett bløwen tal te
+far, æ Swend!
+
+ [104] _niest aa_, næset af.
+
+=Goj.=
+
+Det er en nederdrægtig kjedelig Sag med det Skjøde. Din Lod ligger jo
+derinde midt i det altsammen, og Meningen var jo den at lægge
+Maskinhuset saa vidt muligt paa din Ejendom. Bliver han ved med at
+fastholde sin Vægring, er han sgu i Stand til at vælte os hele
+Planen, i hvert Fald som jeg oprindelig havde tænkt mig den. Hvor har
+du ogsaa kunnet handle saa letsindigt ikke at sikre dig Skjødet, mens
+den gamle levede.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, den gammel han war sgu heller ett nem aa ta Maankys[105] ved. Men
+det war jo dum, det skal a gjan indrømm. Men hwad, en troed jo da
+ett, te æ Pak vild snyd jen for si lovformele Ret lig op i Neb og
+Kief[106].
+
+ [105] _Maankys_, Morgenkys.
+
+ [106] _Neb og Kief_, Næb og Kjæbe.
+
+=Goj.=
+
+Gaa hellere ud fra som en Selvfølge, at en fattig Mand altid bliver
+snydt. Hvordan Pokker skulde der ellers blive saa mange rige!
+
+Men den Sag maa nærmere overvejes. Forhaabentlig viser der sig en
+Udvej; skjønt jeg ser den ikke i Øjeblikket.
+
+{(De andre har nu samlet sig i en samtalende Klump mod Scenens
+Baggrund; de fleste har faaet Piberne tændt. Efterhaanden lejrer de
+sig paa Kufferterne og Sengene.)}
+
+=Goj=
+
+{(vender sig til dem).}
+
+Ja, Kammerater, jeg har jo næppe behov at præsentere mig eller
+vidtløftig forklare jer, hvorfor jeg er kommen her. I ved jo
+allesammen, hvem jeg er, og hvorfor jeg har ønsket dette Møde med
+jer.
+
+{(Stemmer: Ja, ja!)}
+
+Det er jo nemlig ikke første Gang, jeg staar i denne Mindernes Hule;
+nej, jeg kjender den i hver dens skidneste Krog, saa ikke Rotten, der
+gnaver under dens Syldsten, kjender den bedre {(Hør!)} -- Her har jeg
+gaaet før I og min Slægt før mig, Aar efter Aar over disse tilsølede
+Gulvfjæl. Gjennem det rustne Jærnvindue dér har jeg -- som I nu --
+bestandig haft den samme Udsigt til en Mødding i Forgrunden og den
+takkede Herskabsgavl i Baggrunden.
+
+{(Hør, hør, Bravo!)}
+
+=Goj=
+
+{(afbryder).}
+
+Aa, er I ikke saa god dernede at lukke Døren op ud til Stalden, at vi
+kan faa -- om jeg saa tør sige -- lidt frisk Luft. -- Tak skal I ha!
+
+-- -- -- Hvor jeg kjender den igjen, denne klæbrige Dunst, der sidder
+her rundt om paa de sværtede Bjælker som tunge Edderdryp eller gaar i
+Gjæring som Kager af Mugg inde i de lysforladte, spindelvævsfyldte
+Hjørnekroge. Denne Dunst fulgte mig i mit Tøj langt paa den anden
+Side Linien, og helt kvit blev jeg den ikke, før jeg en Dag smed de
+sidste Klude fra Hjemmet paa et Baal under Australiens Sol. Da jeg
+sad der foran Flammen og hørte, hvordan Knapperne sprang i Ilden, da
+sitred mine Nerver af en sær Glæde; jeg var pludselig som hin
+frigjorte Slave, der sidder og varmer Hænderne ved det Baal, som
+næres af hans splintrede Aag.
+
+Og jeg rejste mit Hoved og skred som en ny Mand hen over en ny Jord.
+Den, som blot eet eneste Livs-Sekund har følt den Jubel ved at staa
+_lænkefri_, han har været i Guds Rige!
+
+Kammerater, se omkring jer! Se, hvordan man mishandler jer i eders
+Organismes beskedneste Krav til Lys og Luft; se paa disse Vægge,
+disse Bjælker, dette hæslige Gulv, der har drukket alle Aarstiders
+Stank; alt sammen sender det sine edrede Sygdomsspirer imod jer og
+gjør jer gamle og sløve før Tiden.
+
+Her mellem disse skidne Vægge har I den Form, hvori I støbes til de
+Smaafolk, I er. Her lærer I at krykke sammen til en Mands halve
+Længde, sjæleligt endnu mere end legemligt; her øver I jer i at blive
+fejge og svinske og sjæleraa og se med ærbødig Frygt op til de
+heldige, dem der som hine histovre {(peger ud ad Vinduet)} bor bag de
+takkede Gavle og de hvide Gesimser.
+
+{(Stærkt og langvarigt Bifald, under hvilket David og Goliath lidt
+tøvende kommer frem i Døren.)}
+
+=Jens Tammesen.=
+
+Hvad har I her at gjøre. Ser I ikke, vi har Møde!
+
+{(=David= gaar under de andres isnende Blikke hen og ta'r Cyklen,
+arbejder sig atter mod Døren under Knubs og Nakkedrag og =haanende
+Tilraab=):}
+
+"Han skal ud til Tøserne!" "Vil du hilse din Mor" -- -- "Og Katinka!"
+
+=Goliath=
+
+{(truende frem; ser ædende ond til dem alle).}
+
+=Jens Tammesen.=
+
+Kan du ikke se, vi har Møde!
+
+=Goliath.=
+
+Hvad Fan'en raver det mig!
+
+=Lange Anders.=
+
+Du har nok obselveret, at Klæppen inte er tilstede. Men vi kan snart
+hente ham.
+
+=Goliath=
+
+{(slaar Anders i Synet, saa han dejser).}
+
+Hold Kæft i Helvede! {(peger mod Goj):} Er det den Urangutang dér,
+der holder Møde? Saa er det vel ogsaa én, der skal leve af vos andre.
+Pø! saadan en Hundestejle, der kommer ridende som en anden Kaptajn.
+Du klør vel inte lidt paa Tandstellet, hva', Bændelorm! Ska' jeg
+række dig et frisksmurt Nyseplaster!
+
+=Goj=
+
+{(der længe har maalt ham med Øjnene, siger roligt):}
+
+Nu vil jeg raade dig til at søge dig et andet Publikum for dit onde
+Lune. Jeg kunde maaske ellers faa Lyst til at gi' dig en lille Lexion
+i Selverkjendelse.
+
+=Goliath.=
+
+Mukker han!
+
+{(gjør et drabeligt Udfald).}
+
+=Goj=
+
+{(gi'r i det samme Goliath et Boxestød, der sætter ham paa Knæerne;
+Beundringsraab fra de forsamlede).}
+
+=Goliath=
+
+{(rejser sig skamfuld op).}
+
+Hvor har _du_ lært det Tav?
+
+=Goj.=
+
+Aa, jeg har tæmmet Vilddyr, der var værre end du, sølle,
+brændevinsslatne Klud! Vil du saa se at finde Døren lidt gesvindt!
+
+=Goliath=
+
+{(hugger en Brændevinsflaske og et Par gamle Støvler).}
+
+Man har vel Lov til at faa, hvad der er éns eget.
+
+Nu kan I hilse Husbond og sige, at jeg har vaaren her, men jeg er her
+inte mere. Nej, inte synderlig! Nu gaar jeg Dælen storme mig ud og
+smører Gedakten.
+
+{(I Døren, peger paa Goj):}
+
+Saa kan du godt præke videre, Mosjø -- Marekat!
+
+{(Døren smælder i.)}
+
+=Goj=
+
+{(fortsætter).}
+
+Kunde jeg ønske mig en bedre Illustration til de Ord, jeg før
+afbrødes i?
+
+Gaarden her suger jer ind, jer selv, jeres Sønner, jeres Døtre, og
+den slipper jer ikke, før I har ofret den jert Hjærteblod. Rummet her
+smitter af paa jer Sjæl, I bærer det om med jer i jert Sind og jert
+Syn, og naar I en Dag gifter jer, ta'r I jer fattige Bylt under den
+ene Arm og Konen under den anden og vandrer ind i Lyngen, ud mod
+Mosen til et Hjem, som maaske til en Begyndelse er rent og lyst, men
+som Aarene gaar, kommer den skjulte Grundtype frem, og Grundtypen det
+er Hulen her!
+
+{(Bravo!)}
+
+Men som _jeg_ brød ud og splintred det gnavende Aag, saadan kan I
+alle bryde ud, om I vil, og bygge jer Hjem efter en ny Type.
+
+Mens jeg laa derude bag Faarefoldene i dette nye og stærke Land, da
+fatted jeg en Plan til eders Redning, efter hvilken I kan blive frie
+og selvstændige Mænd.
+
+Her under Herregaards-Systemet vil der aldrig kunne ske noget til
+Samfundets Trivsel og Væxt. Her er Jorden gaaet i Forraadnelse, som
+alt raadner, der lægges i Dynge og Klump. Men histude ved
+Himmelranden, hvor Herregaardsmarken ender, og de store Moser ta'r
+fat, der ligger endnu ny og ubrugt Jord og venter paa modige Næver,
+der tør binde an med den.
+
+Jeg har i denne Sommer opkjøbt en stor Flade af denne Jord, saa meget
+at der er mer end nok til os allesammen. Her staar Tørven favnedybt i
+Pytterne og venter kun paa at løftes op paa Brinken for at blive en
+Velstandskilde for Egnens Smaafolk milevidt omkring. Selv beregner
+jeg mig ikke det ringeste Overskud. Jeg er lønnet mer end
+tilstrækkeligt, naar jeg maa se mig omgiven af en lykkelig
+Arbejderstab, der hvor jeg før saa Trælle og værkbrudne Mænd.
+
+{(Bravo, Bravo!)}
+
+=Klæppen.=
+
+Det war _da'tt_ mulig, te a kund komm mej dér.
+
+=Goj.=
+
+Enhver hæderlig Arbejder, der ta'r sin Spade og melder sig, skal være
+velkommen; han er endda ikke blot Deltager, men ogsaa Medejer.
+
+{(Begejstret Mumlen.)}
+
+Vi har allerede taget fat paa at bygge en Række nette og sunde Hjem
+langs Moseranden til Arbejderne; flere vil følge efter, som Tilgangen
+stiger.
+
+Naturligvis kan vi ikke modtage et ubegrænset Antal Arbejdere; de
+første 100 Mand skal dog ikke komme til at gaa forgjæves, og Folk hér
+fra Gaarden skal fortrinsvis blive foretrukne. Det eneste, der maa
+kræves af jer, er dette, at I betids opsiger jeres Kontrakter med
+eders nuværende Husbonde.
+
+Dermed har jeg fremsat det væsentlige af, hvad jeg havde at sige jer;
+jeg haaber nu, at I vil gi' mig jeres Mening til Kjende.
+
+=Jens Tammesen.=
+
+Jeg synes nu, vi allesammen skal sige Goj Tak, for det han her har
+sagt os i Dag. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men paa mig har
+hans Ord gjort et stort Indtryk. Der er faa, der regner _os_ for
+Mennesker; det er rart, der er nogen, der gjør det. Og det, hm!
+saadan at høre om sit eget Menneskeværd, og sin Selvstændighed, det
+har jeg nu altid syntes, at det var noget af det bedste, én kunde
+høre om. -- _Jeg_ havde tænkt at rejse til Amerika. Men nu ved jeg,
+at jeg rejser til Goj.
+
+{(Mange Stemmer: Det gjør vi ogsaa!)}
+
+Skal vi saa gi' Goj et kraftigt Leve: Han leve! Hurra--a--!
+
+=Villads Vedhud=
+
+{(styrter ind).}
+
+Hør Goj, hør Goj, du maa fandenmæ ud og si te di Hejst, om ett du vil
+ha en kwol[107] paa æ Flæk. Den haar snær sæ sjel ikold for æ
+Laaddar[108]. Den haar faat æ Skank i æ Bjedsel og æ Saadl[109] øver
+æ Ører. A ved Fanden hwint mæ ett, hwordan det er, den staar og
+hæfler i'et[110]. Og en kan ett komm te'en, en kan ett komm te'en; en
+sparker mod syv Verdenshjørner; det er da en forvoven Helmis, som nok
+skal faa laved Ulykker jetiddaws[111], aaeja, aaeja!
+
+ [107] _kwol_, kvalt.
+
+ [108] _Laaddar_, Ladedør.
+
+ [109] _æ Saadl_, Sadlen.
+
+ [110] _hæfler i'et_, filtrer sig ind i det.
+
+ [111] _jetiddaws_, paa et eller andet Tidspunkt.
+
+=Goj=
+
+{(ud til Hesten; Stemmerne fries, almindelig Passiar).}
+
+=Bertel Bjat=
+
+{(til Jens Romlen).}
+
+Da war det helsen ett det galest; om en saadan kund gaa hen og blyw
+si egen Mand.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Nej, er'et ett ogsaa sand, Bertel, hwad vild det ett vær for vi fatte
+Mennesker, om vi kund faa wor Hæl[112] op og blyw _selvstændige_. Her
+haar vi gavn med æ Grim øver æ Ører fræ vi war ett and de elendigste
+Horker[113]; jow, det er lissaa sikker!
+
+ [112] _Hæl_, Tøjrepæl.
+
+ [113] _Horker_, Smaakravl.
+
+=Bertel.=
+
+Ja, nu blywer han sgu snaar for _speddelsk_[114], den Ung. Du høt jo
+iguer, hwordan han tog afvej for æ Hund. Ja, a maatt jo hjem og
+hæng'en. Æ Bøen stod omkring mæ og græd, som war de pisked, og a war
+sgu lig ved og græd mej. -- Men nær han nu ett kan und wos saa ring
+en Ting, fortjener han saa, en skal slid for ham!
+
+ [114] _speddelsk_, morsom.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Nej, _aalle_ aa æ Stej[115]. A gaar nu med Goj, om æ Herremand saa
+blywer saa gal som Filax[116]; jow, det er lissaa sikker!
+
+ [115] _aalle aa æ Stej_, aldrig ud af Stedet.
+
+ [116] _Filax_, hvinende gal.
+
+=Klæppen.=
+
+Det _er_ en Fandens beløben[117] Fyr i æ Taal. Det er sgu lig en
+Ganning[118] for mæ. Det vil _a_ sgu ha en Axi i; for æ Herremænd --
+dem skal en dælenmæ ha nær te æ Ild, om en skal faa nø Fjedt af dem!
+
+ [117] _beløben_, kløgtig.
+
+ [118] _Ganning_, Karl.
+
+=Wolle Peter.=
+
+Ja--a--a, gi jer nu alstill te'et, bette Folkens, for det er nu ett
+bogstavret aal det, han disker op mej. Det skuld nu vær andt sær, om
+han ett sjel haaj en Kaag, han skuld ha fjetted.
+
+Læg nu Mærk te, hwad a sejer; a plejer ett aa faares med Sladder!
+
+=Laurst.=
+
+A tykkes da ogsaa, det lyder saa underle, te nue Mennesk vil lav en
+saadan Forretning unden aa tjen paa'en. Tho nær han først haar faat
+wos te aa sej wor Pladser op, saa er vi jo hwerjen i hans Majt; saa
+kan han kyr wos, hworhen han vil. For tebaag te æ Herregaard ka vi jo
+ett komm, nær vi saadan haar sparked baagud te'en.
+
+=Stemmer.=
+
+Ja, Laurst skal hold med æ Herremand; hvormøj faar du for det, bette
+Laurst?
+
+{(Laurst forvirres.)}
+
+=Wolle Peter.=
+
+Nej, det er sgu rigtig nok! Læg baare Mærk te de Urd, Laurst saâ der
+tesidst; der er møj om det. Der er mir Inder[119] i det Snak, end en
+fatter saadan lig med det samm. Det er endlemaal[120] ogsaa mi Taal.
+En skal ett tro Folk bejer end lig te; det er ingen Sag og træj op og
+taal stur Urd; men holder de i æ Uddrav[121], hm! lad wos kig atter
+_det_! Prøv nu, om a ett skal faa Ret. A plejer gjan aa kunn staa ved
+mi Urd.
+
+ [119] _Inder_, Indmad.
+
+ [120] _endlemaal_, just.
+
+ [121] _æ Uddrav_, mod Enden.
+
+=Goj=
+
+{(vender tilbage).}
+
+Naa, er der ellers nogen, der skulde ønske at gjøre en eller anden
+Bemærkning til mit Forslag?
+
+=Villads Vedhud.=
+
+Aaeja, aaeja! Det a kund ha aa sej -- a haar jo snaar ett hør nøj aa
+æ Taal {(Stemmer: Saa skulde du hellere tie stille!)} aaeja, aaeja!
+Men a ved jo nok fræ anne Sider, hwad Goj faares mej. Det _a_ sejer,
+det er, te du er for haard, du er fandenmæ altfor haard. Tho æ Bønder
+og æ Herremænd, det er da Fanden hwint mæ nøj af det villerst[122],
+vi haar i wor Land. Og saa vidt a kan forstaa, saa gaar al di Ajten
+og Trajten ud paa aa kwæl æ Bønder, aaeja, aaeja! Men det kan da
+Fanden hwint mæ aalle gaa an og kwæl nøj af det bejst en haar!
+
+ [122] _villerst_, mest agtede.
+
+=Goj.=
+
+Jeg vægrer mig ved at tro, at du har noget Mandat til at tale paa
+denne Forsamlings Vegne.
+
+{(Stemmer: Nej, nej!)}
+
+Er der andre, der har noget at bemærke?
+
+=Laurst.=
+
+Vi behøver wal ett saadan aa spring i'et. Vi kan wal faa Tid til at
+tænk wos om.
+
+=Goj.=
+
+Ja, fortræffeligt! Bare enhver, som ønsker at være med, vil beslutte
+sig saa betids, at han kan faa opsagt sin Kontrakt med Herremanden,
+før det er for silde.
+
+=Per Hjorddreng=
+
+{(kommer forpustet ind).}
+
+A skuld hels fræ Herren, om Goj ett vild kom op te ham. Han vild
+snakk med Dem.
+
+{(Stor Uro i Forsamlingen.)}
+
+=Goj.=
+
+Du kan hilse din Husbond og sige, at vil han tale med mig, da træffes
+jeg endnu i Karlekamret. Om et Kvarter er jeg gaaet.
+
+{(Per ud.)}
+
+=Klæppen=
+
+{(dæmpet).}
+
+Nu blywer der Satan sykk mæ Kommers!
+
+=Goj=
+
+{(under Forsamlingens stigende Nervøsitet).}
+
+Ja, saa er vi vel færdige; men før vi skilles, foreslaar jeg, at vi
+synger en Sang, som jeg har taget i Lommen herhen. Jeg tænker, jeg
+har saa mange Exemplarer, at hver kan faa et.
+
+{(Deler rundt.)}
+
+=Goj=
+
+{(synger for, de andre falder ind efterhaanden; tilsidst er det eet
+rungende Kor).}
+
+    Raabet stiger i Morg'nens Skjær:
+      Kommer I snart!
+    jager som Blæst om Sig og Kjær,
+    hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r:
+      Kommer I snart, I Husmænd!
+
+    Aaget bøjed jer Far og Mor
+      -- kommer I snart! --
+    knuger jer selv, jert Barn, jer Bror,
+    venter paa Vuggens spæde Nor --
+      kommer I snart, I Husmænd!
+
+    Landet lyser af Korn og Kvæg
+      -- kommer I snart!
+    _Eders_ Kvinde bag klinet Væg
+    malker Geden med striden Skjæg,
+      kommer I snart, I Husmænd!
+
+    Dovne sugede Jordens Marv,
+      -- kommer I snart!
+    tusind Tønder til Taabers Tarv!
+    Hvad _de_ levned blev eders Arv.
+      Kommer I snart, I Husmænd!
+
+    Staa ej bundne jer Bødler bi,
+      -- kommer I snart!
+    grib jer Spade, og hug jer fri,
+    I er tusind, hvor de er ti!
+      Kommer I snart, I Husmænd!
+
+=Proft=
+
+{(er kommen ind ved Begyndelsen af næstsidste Vers. Efter Sangen gaar
+han hen mod Goj).}
+
+De arrangerer Varieté for Folkene?
+
+=Goj.=
+
+Saamænd.
+
+=Proft.=
+
+Mon gratis.
+
+=Goj.=
+
+Ja, for indbudte.
+
+=Proft.=
+
+De lader til at være stærkt optaget.
+
+=Goj.=
+
+Har været. Nu er vi færdige.
+
+=Proft.=
+
+Men De havde ikke Tid til at komme op til mig.
+
+=Goj.=
+
+Nok Tid, men ikke Lyst. Jeg skal sige Dem, Hr. Proft, da jeg sidst
+blev kaldt op i Herskabslokalet -- det er nu en lille Snes Aar siden
+-- var det for at faa min Ryg pisket til Blods. Det var Deres
+elskelige Faders sidste Opmærksomhed imod mig; og De forstaar:
+saadant et lille kjært Barndomsminde vil man nødig ha' vækket i
+Utide.
+
+=Proft.=
+
+Fik De Prygl, har De sikkert fortjent dem.
+
+=Goj.=
+
+Som man ta'r det. Dog havde Deres højtærede Far _visse_ rundhaandede
+Egenskaber. Naar det gjaldt Prygl tog han ingen smaalige Hensyn til
+Fortjeneste. -- Jeg havde forøvrigt sparket en af hans Jagthunde,
+fordi den først havde flænget mit ene Ben.
+
+=Proft.=
+
+Og nu er De kommen her for at sætte Splid mellem mig og mine Folk,
+lokke Arbejdskraften bort fra Herregaarden og selv skumme Fløden.
+
+=Goj.=
+
+Aa, hvad Fløden angaar, saa er den skummet saa grundigt af Dem og
+Deres, at der næppe vil være levnet stort til mig. -- Og naar De
+allerede ved saa meget, saa ved De vel ogsaa den fulde Sandhed, som
+jo er den, at jeg ikke selv beregner mig det allerringeste Udbytte af
+mit Projekt.
+
+=Proft.=
+
+Aa pyt, den Tale kan De bilde Taaber ind, saadanne Taaber som dem her
+{(peger omkring sig; fortsætter henvendt til Folkene):}
+
+Hvad Satan staar I her og glor efter! Har I ikke hørt nok af den
+Herres Skvalder! Ud til jert Arbejde, den Onde gale mig! Strax!
+_Endnu_ er jeg dog eders Husbond.
+
+=Jens Romlen.=
+
+Ja, men det er jo da Søndag, gued Hosbond!
+
+=Proft.=
+
+Ud med jer alligevel! Naa lad det gaa lidt villigt!
+
+{(Puffer til de bagerste.)}
+
+{(Til Goj):} Ser De ikke, hvor De nedbryder hver Gnist af Respekt for
+Husbond og Herskab ved Deres uforskammede Trængen-Dem-ind her paa
+Gaarden!
+
+=Goj.=
+
+Aa, jeg synes ikke, De kan klage; der var jo dog ingen, der vendte
+sig i Døren og spytted Dem i Ansigtet, som De havde fortjent.
+
+=Proft.=
+
+Hvad understaar De Dem i at sige!
+
+=Goj.=
+
+Med hvilken Ret jager De med voxne Mænd og Familiefædre, som var det
+umælende Kvæg?
+
+=Proft.=
+
+Det staar jeg ikke Dem til Regnskab for. Hvad vil De mig?
+
+=Goj.=
+
+Undskyld, Hr. Proft, det var ikke mig, der havde Bud efter _Dem_.
+
+=Proft.=
+
+Hvorfor kredser De uophørligt omkring denne Gaard? Hvad _er_ det, De
+vil?
+
+=Goj=
+
+{(lægger Armene over Kors).}
+
+Nuvel! Jeg vil -- _hævne mig!_ Hævne min Mors Skjændsel og min Fars
+forsmædelige Død.
+
+=Proft=
+
+{(blegner; ta'r en Revolver frem).}
+
+Nu skal De Dælen brække mig forføje Dem ud af min Gaard, eller jeg
+skyder Dem ned som en Hund!
+
+=Goj=
+
+{(har lynsnart revet =sin= Revolver op af Lommen, farer et Par Skridt
+tilbage, hæver Vaabnet mod Proft og siger):}
+
+Værsgod! De har første Skud!
+
+=Proft=
+
+{(la'r sit Vaaben synke).}
+
+=Goj.=
+
+Godt! Skal vi saa ikke forsøge at anslaa en mere _saglig_ Tone.
+
+De ved lige saa godt som jeg, hvor grusomt Deres Slægt har handlet
+med min, men De ved ikke, hvor tit min Haand har været knyttet til
+_blodig_ Gjengjældelse.
+
+Mon De endnu husker den Dag, De havde opført Dem raa imod en ung
+Pige, som jeg havde taget under min Beskyttelse. Jeg passed Dem op
+ude bag Granplantagen; jeg prygled Dem, saa De græd til mig, endda De
+alt var voxen Mand; og da De krøb for mig og omklamred mit Knæ og
+tilsvor mig ved de stærkeste Eder, at De intet skulde røbe for Deres
+Far, da jubled mit Hjærte af Hævnglæde. Men da De alligevel fortalte
+Deres Far om den Medfart, De havde faaet af Ulvens Søn, da vendte mit
+Had tidobbelt tilbage, som et Vand der er gaaet under sine Dæmninger;
+jeg selv kæmped haabløst i dets Hvirvler. Da følte jeg, at nu maatte
+jeg flygte over Hals og Hoved, hvis ikke jeg vilde blive Morder og
+faa en endnu forfærdeligere Skæbne end min Far.
+
+Jeg har tit takket min Gud, at jeg ikke traf Dem den Nat, thi ingen
+jordisk Magt vilde ha kunnet redde Dem af min Haand.
+
+Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget
+ondt, havned omsider i Australien, under hvis mægtige Sol Giften
+omsider damped mig af Blodet. Derude lærte jeg at forstaa, at det
+ikke er Personerne, men Systemerne, der er vore Fjender.
+
+=Proft.=
+
+Det var en noget sen Omvendelse.
+
+=Goj=
+
+Aaja, men tidlig nok til at redde min Sjæl. De og Deres Standsfæller
+De lever paa raadnende Grund, derfor er De syge og degenererede Folk.
+
+=Proft.=
+
+Aa, vi er ikke de eneste, der er syge.
+
+=Goj.=
+
+Ikke de eneste, men dem der er angrebet værst. De lider af Fedt paa
+Hjærtet. De har hundrede Gange mere af alle Ting, end De kan anvende.
+De er fødte som vi andre med een Mund og een Mave, ikke flere; og da
+De ikke ved, hvad De skal gjøre med de Rigdomme, De vinder uden Kamp,
+saa bliver De blaserte og perverse; De begynder i Raffinements og
+ender i Forbrydelse. Det er Systemets Raaddenskab, der trænger op i
+Dem selv, højere og højere, indtil den naar de ædleste Centrer.
+
+=Proft.=
+
+Aa, jeg gider ikke høre paa Deres Tirader!
+
+=Goj.=
+
+Det er heller ikke saa meget Dem, de gjælder, som den Flok, De for
+nylig drev ud. En Dag skal De dog komme til at sande, at mine Ord var
+mere end Tirader. Denne Gaard skal komme til at ligge her paa sin
+sivende Grund som et Møllehjul, man har ledet Vandet fra.
+
+Saa let, som De fløjter Deres Hund til Dem, skal jeg derude fra min
+Moseplads fløjte Egnens Arbejdsstyrke til mig. Og der skal ikke blive
+andet tilbage her paa Herregaarden end fire hvide Hænder og saa --
+Rotterne!
+
+Mon De nu har forstaaet, hvad jeg mener med at hævne mig?
+
+=Proft.=
+
+Præk og Fantasteri! Lad os tale om noget andet.
+
+=Goj.=
+
+Om noget andet? Hvad mener De?
+
+=Proft.=
+
+De har en eneste Ting, jeg misunder Dem: Deres Hest; sælg mig den.
+
+=Goj.=
+
+Jeg handler ikke med Heste. Desuden: den og jeg er voxet sammen
+gjennem ondt og godt. Det er et Hittebarn. Jeg fandt den som spæd ude
+paa Steppen en Dag, jeg kom fra Faareklipning. En af de halvvilde
+Hopper, der færdes derude, havde kastet den og ikke villet kjendes
+ved den. Jeg tog den hjem og plejed den, og siden har den faaet Føden
+af min Haand. Men dens medfødte Vildskab er i den. Vil De se det!
+{(Han gaar hen til det aabne Vindue og blæser i en Fløjte.)} Se der!
+Strax oppe paa Bagbenene! Danser omkring sin Fortøjringspæl.
+{(Kalder.)} Meggi! Meggi! Hov, hov! -- Men nu blæser jeg igjen.
+{(Fløjter.)} Hej; se hvor den rusker i sit Bidsel! Bagskoene vildt i
+Vejret. -- Meggi, Meggi, stil-ll-le, Meggi! -- Nu gaar det ikke an,
+jeg gaar videre.
+
+=Proft=
+
+{(stærkt interesseret).}
+
+Det var som Satan!
+
+=Goj.=
+
+Eet Fløjt endnu, og vi risikerer, at hun støder sit Reb og sprænger
+ind ad Vinduet til os.
+
+=Proft.=
+
+Det er meget interessant.
+
+=Dorre=
+
+{(kommer lydløs ind).}
+
+=Proft.=
+
+Hvad skal du, Dorre?
+
+=Dorre.=
+
+Aa, a skuld red æ Kaal' dje Sengi[123], men a ka jo godt vent.
+
+ [123] _æ Kaal' dje Sengi_, Karlenes Senge.
+
+=Proft.=
+
+Nej, det er ligegyldigt; red du bare væk.
+
+=Dorre=
+
+{(gaar i Lag med Sengene).}
+
+=Proft.=
+
+Hør, Goj, den Hest maa De ikke nægte mig.
+
+=Goj.=
+
+De ved ikke, hvad De be'r om. Desuden: Den Hest kan De slet ikke
+ride.
+
+=Proft=
+
+{(blæser).}
+
+Pyh; nu taler Proletaren i Dem. De snakked før om _mine_ --
+Perversiteter. Men Folk som De ved ikke, hvad det er at leve.
+Det er ikke det at gaa med fyldt Skrut eller nyde under passende
+Hensyn til andre. I Deres Iver for at dividere, saa vi alle faar
+saa pas lige meget, glemmer De bestandig det _Plus_, som gir
+Livet sin Tillokkelse. Nøjsomhed har nu aldrig hørt til mine
+Naturanlæg. _De_ er formodentlig Medlem af en eller anden
+puritansk Maadeholdsforening, jeg er -- om De vil -- én af disse
+tøjlesløse Levemænd, som synes at eje Deres Foragt; at kunne
+besejre enhver Pige og tumle enhver Hest har altid hørt til mine
+bedste Slægtstraditioner.
+
+=Goj.=
+
+Det Princip la'r sig maaske praktisere, saa længe De kun har at gjøre
+med de tamme, danske Racer, men min lille Hoppe har drukket Sol i
+andre Zoner. Desuden er den en vildfødt Proletar som jeg selv; altsaa
+taaler den ingen Herremænd paa Ryggen. Den har set Dem prygle
+Drengen, det er nok til, at den hader Dem og aldrig vil lystre Deres
+Tøjle.
+
+=Proft.=
+
+Det skal De faa at se, den Dag, jeg svinger mig op paa den. Forlang
+for den, hvad De vil.
+
+=Goj=
+
+{(gaar et Øjeblik grundende omkring).}
+
+De vil absolut --
+
+=Proft.=
+
+-- ha' den Hest. Ja!
+
+=Goj.=
+
+Om Handel paa almindelig Maade kan her aldrig være Tale; den Hest
+skiller jeg mig ikke ved. Men -- vi kan jo slaa et Væddemaal.
+
+=Proft.=
+
+Et Væddemaal? Lad mig høre?
+
+=Goj.=
+
+De har nægtet Jens Romlen Skjødet paa hans Ejendom.
+
+=Proft.=
+
+Aha! -- Ja, som De gjerne vilde ha' Fingre i for des bekvemmere at
+kunne komme os til Livs.
+
+=Goj.=
+
+Som De behager. Jeg kan _bruge_ dette Jordstykke, og jeg kan
+_undvære_ det.
+
+=Proft.=
+
+De vilde dog lægge Deres Maskinhus der.
+
+=Goj.=
+
+Meget sandt. Men Jorden er vid. Og Deres Vægren kan ikke gi' mit
+Projekt Grundskuddet.
+
+Men det er en blodig Uret at gjøre en fattig Familie, som har stridt
+haardt for Udkommet og nu glæded sig til i Alderdommen at kunne kalde
+denne Plet sin egen.
+
+=Proft=
+
+{(heftig).}
+
+Ja, og gaa over til Dem med al dens Pikpak og forlede saa mange som
+muligt af Gaardens faste Arbejdere til det samme. Det er en saadan
+Lumpenhed, De har sat i Værk.
+
+=Goj.=
+
+Naar De taler i den Tone, føler jeg ingen Trang til at gaa videre i
+mit Forslag. Det lod ellers til før, at De følte Dem saa sikker som
+Hestebetvinger, at jeg kunde stille omtrent ethvert Vilkaar; nu
+kommer De i Raseri ved det simpleste Krav til Deres Samvittighed. Man
+skulde næsten tro, den sad paa et ømt Sted.
+
+=Proft.=
+
+Spar mig for Deres Spydigheder og gaa videre.
+
+=Goj.=
+
+Vel. De vil altsaa indenfor en vis Tidsfrist forsøge at faa min Hest
+til at lystre Deres Vilje. Vil De selv foreslaa en saadan Frist.
+
+=Proft.=
+
+Nu ja, f. Ex. den 27. September, min afdøde Fars Fødselsdag. Det er
+fra gammel Tid Festdag her paa Gaarden.
+
+=Goj.=
+
+Ja, det husker jeg. De ser nu her den Fløjte, som Hoppen er vant til
+at adlyde. Jeg vil fra et Punkt, hvor Hoppen kan høre det, ha' Lov
+til at gi' tre Stød i denne Fløjte, og hvis De saa endnu er Herre
+over hendes Bevægelser, da er Hoppen Deres, i modsat Fald afstaar De
+Jens Romlen uden Tøven det lovformelige Skjøde paa hans Moselod.
+
+=Proft.=
+
+Det er et Ord! Altsaa den 27. September.
+
+=Goj.=
+
+27. September. Allright! Vil De gi' mig _det_ skriftligt.
+
+=Proft.=
+
+Skriftligt? Naa, lad gaa. Men Hesten blir jo altsaa foreløbig hos
+_mig_, at vi kan vænne os til hinanden.
+
+=Goj.=
+
+Meget vel. Jeg gaar da ud og ordner lidt ved den ene Stigbøjle, for
+det er jo bedst, hun beholder den Sadel, hun er vant til.
+
+=Proft=
+
+{(til Goj).}
+
+Gaa De kun. Jeg kommer om et Øjeblik.
+
+=Goj=
+
+{(idet han gaar forbi Dorre ved Sengen).}
+
+Farvel, Dorre!
+
+{(Ser mistænksomt fra hende til Proft. Ud.)}
+
+=Proft=
+
+{(nærmer sig Dorre, kniber hende i Kinden).}
+
+Naa, hvordan har Snutten det saa? -- Hørte du noget af vor Samtale?
+
+=Dorre.=
+
+Ja, det kund a da ett godt blyw fri for; a hør jo, te Herren skuld i
+Lav med aa rid paa Gojs Hejst, {(grædende)} men det skuld Herren
+rigtignok lad vær mej; for det sejer da all Folk, te det er saamøj en
+flyvgal Krikk, som ingen kan tummel uden Goj sjel.
+
+=Proft.=
+
+Er du bange, mit Lam, at jeg skal komme til at ligge hos Madam
+Græsmeyer -- og ikke ha' dig med -- hva {(Kys)}; hva! {(Kys.
+Omslynger hende heftig.)} Hun har jo ligefrem Taarer i Øjenvipperne.
+Er jeg da saadan en Klodsmajor til at ride, at jeg skulde brække
+Halsen hen ad en almindelig Landevej?
+
+Hun er bleven saa tudende i den senere Tid. -- {(Lavere.)} Har Du
+bestemt dig med Hensyn til Laurst, som jeg talte med dig om?
+
+=Dorre=
+
+{(i ny Graad).}
+
+Aa, bare Herren aldrig vild nævn _hans_ Navn mir.
+
+=Proft=
+
+{(mørk).}
+
+Nu skulde du være fornuftig. Hvad, Dorre! {(Blidere.)} Vi behøver jo
+aldeles ikke derfor at afbryde vort ... Jeg mener ... at slaa Haanden
+af hinanden. Jeg elsker dig jo, min Snut. Laurst, det Fjols, vil
+saamænd ikke ha' noget imod, at hans Husbond sværmer lidt for hans
+smukke Kone.
+
+=Dorre=
+
+{(med skjælvende Læber).}
+
+Hvis a nu ... tog ham ... tog Laurst ... vild Herren saa læd vær og
+rid paa den vild Hejst?
+
+=Proft=
+
+{(slynger atter sin Arm heftig om hendes Midje).}
+
+Lille Tosse {(Kys)}, lille Tosse {(Kys)}! Hvor henter hun den
+Ængstelse fra!
+
+{(I det samme knalder et Skud.)}
+
+=Dorre.=
+
+Uh!
+
+{(De to elskende slipper hinanden; de vender sig og ser Goj med en
+rygende Revolver.)}
+
+=Proft.=
+
+Hvad er det, De skyder?
+
+=Goj=
+
+{(har bøjet sig ned).}
+
+Aa, det var bare en Rotte {(løfter den ved Halen)}.
+
+=Proft.=
+
+De skyder godt, Hr. Goj.
+
+=Goj.=
+
+Aaja; jeg kom for at sige, at jeg har sat Hesten ind.
+
+=Proft.=
+
+Godt. Nu skal De faa Deres Dokument.
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+FJERDE AKT.
+
+
+FØRSTE AFDELING.
+
+Festdag paa Gløttrup.
+
+{=Gaardens Polakkammer=. Dør til venstre i Bagvæggen med plumpe,
+ophøjede Tværbeder som i Stalde. Udenfor ses Porten. Paa venstre Væg
+et Par smaa Vinduer til Gaarden. Fire Senge, to paa hver Side, med
+yderst tarvelige Dynevaar. Man ser Kammerpotten under de to forreste
+Senge. Paa Katinkas Seng i Forgrunden til venstre et stærkt koloreret
+Tæppe, over samme Seng en falmet Papirsvifte, dito Lygte og et Par
+polske Papirsflag. Til højre lidt Kjøkkentøj, Kasseroller, Gryder og
+en stor Primus, ogsaa en Vandspand. Paa Væggen hænger hist og her et
+broget Skjørt; lasede Arbejdsklæder etc. over Stoleryggene. I
+Forgrunden til højre en Kuffert, overklistret med Jernbanemærker. En
+Dynge Kartofler mod Væggen; i et Hjørne 3-4 Roehakker. Væggene ru og
+uden Pudsning. Loftet sammensat af løsliggende Rafter, hvorfra Halmen
+hænger ned. Hele Rummet trist og smudsigt.}
+
+=Herredsfuldmægtig Grættrup=
+
+{(skyder Døren tilbage, saa Portvæggen ses bag ham).}
+
+Hvad Satan er dette her! Vil De nu bare se!
+
+{(Trænger ind, efterfulgt af Godsejer =Oxenway=, Proprietær
+=Svenningsen= og Proprietær =Smollerup=, alle med høj Hat.)}
+
+Det er sgu Polakpigernes Boudoir. Jeg vil just ikke paastaa, her
+lugter af Eau de Cologne.
+
+=Oxenway.=
+
+Nej, der lugted betydelig bedre i Stalden. -- Det var en dejlig lille
+Hoppe, dejlig lille Hoppe; _det_ siger jeg!
+
+{(Herrerne, der er rødblissede og støjende, gaar omkring og ta'r
+Elendigheden i Øjesyn.)}
+
+=Proprietær Smollerup=
+
+{(hiver latterdrukken et Fruentimmerskjørt ud fra sit Søm paa
+Væggen).}
+
+=Svenningsen.=
+
+Ja, det er der sgun'tte meget Ben i.
+
+{(Fornyet Latter.)}
+
+=Grættrup=
+
+{(peger mod Viften.)}
+
+Vil De se der! Er den ikke sød!
+
+=Oxenway=
+
+{(lorgnetterer Gjenstanden).}
+
+Ak ja, Kvinden er sig selv lig i Hytten som paa Borgen. Et Par af sit
+Hjemlands Flag; det er dog sandelig smukt, det er smukt; _det_ siger
+jeg!
+
+=Smollerup.=
+
+Saa er det sikkert Sengen, hvor hun ligger, den smukke Katinka, som
+endogsaa skal ha' faaet selve Hr. Proft til at strække Gevær.
+
+=Oxenway.=
+
+Er det sandt, er det sandt. {(Klapper klukkende paa Dynevaaret).}
+Hoho-hum! Ligger her den smukke Katinka. Jeg synes, alene Navnet er
+ganske forjættelsesfuldt. Det er virkelig Synd, hun ikke er hjemme.
+Jeg har i Dag ligefrem saadan Lyst til at faa lidt Luft under
+Halefjerene. Ja, _det_ siger jeg!
+
+{(Vifter med Armene.)}
+
+=Svenningsen.=
+
+Ja, der er mange af disse Piger, der kan være ganske nette, men de
+har det immer ligesom Gravænderne: de er noget trannede i Smagen.
+
+=Oxenway.=
+
+Nej, jeg la'er som oftest den Fugl flyve. Men som de Fruentimre kan
+luge! Det er som var det lutter Fingre.
+
+De har reddet vort elskede Fædreland ud af en _stor_ Krise. _Det_
+siger jeg.
+
+=Grættrup=
+
+{(har faaet fat paa en Kammerpotte; holder den hen mod Godsejeren).}
+
+Jeg tør vel ikke anmode den Herre om et ringe Bidrag?
+
+=Oxenway.=
+
+Øh -- hvad mener De?
+
+=Grættrup=
+
+{(kaster selv et Pengestykke i Karret).}
+
+=Oxenway.=
+
+Ah; en human Idé, en human Idé, _det_ siger jeg!
+
+{(Kaster en Tokrone; de andre ogsaa en Skjærv. Grættrup sætter Karret
+paa Gulvet og under almindelig Fuldmandslystighed ta'r de hinanden om
+Skuldrene og danser i Kreds, imens de synger):}
+
+            Di-di-di -- da -- dam,
+            di-di-di -- da -- dam,
+    dididi -- dididi -- dididi -- da -- dam --
+
+=Kokkepigen=
+
+{(i Døren, revnefærdig af Latter).}
+
+Hihihi! Hihihi! Jeg skulde hilse Herrerne, om Herrerne ikke vilde
+komme op til de andre Herrer. Hihihi!
+
+=Svenningsen.=
+
+Død og salte Pine, det var dog en lækker lille Fastelavnsbolle! Kom
+hen til mig!
+
+{(Forsøger at drage hende ned paa sit Knæ).}
+
+=Oxenway=
+
+{(gnæggende).}
+
+Ho-ho-hum!
+
+{(Støj fra Gaarden.)}
+
+=Grættrup=
+
+{(ser gjennem Vinduet).}
+
+Hvad er det for et Menneske, de der er samlede om?
+
+Han staar med et langt Gevær. _Han_ har nok taget sig en ordentlig
+Klyvert paa sin afdøde Husbonds Fødselsdag.
+
+{(Ogsaa de andre ser ud.)}
+
+=Kokkepigen=
+
+{(rejser sig fra Svenningsens Knæ).}
+
+Det er den Blinde. Jeg kunde knap nok slippe herhen for ham.
+
+=De andre.=
+
+Den Blinde?
+
+=Kokkepigen.=
+
+Ja, Bror til Goj, som har laant Herren Hesten. Han har været
+kanonfuld lige fra Mor'ningen. Det er han altid paa Godsejerens
+Fødselsdag.
+
+=Grættrup.=
+
+Ja saamænd, det er vi andre jo ogsaa!
+
+{(Hahaha!)}
+
+=Kokkepigen.=
+
+Ja men, han er det, fordet han blev blind den Dag.
+
+=Grættrup.=
+
+Han blev blind!
+
+=Kokkepigen.=
+
+Ja, det er mange Herrens Aar siden. Det var paa en Klapjagt. Det var
+Godsejeren, som skød. Og saa blev han blind.
+
+=Oxenway.=
+
+Ja, nu husker jeg det; jeg husker det; jeg var med paa den Jagt. Ih,
+se!
+
+{(Lorgnetterer gjennem Vinduet).}
+
+=Kokkepigen.=
+
+Og naar den Dag kommer, saa drikker han til den store Guldmedaille,
+og saa vil han altid exercere, for han var jo Soldat, før han blev
+blind. Og saa har han en gammel Muskedonner fra den Gang -- der er
+ingen, der kan forstaa, hvor han faar den fra, for den bliver altid
+taget fra ham; for paa den Dag er han saa ondskabsfuld baade paa
+Herskabet og andre Folk. I Fjor maatte han bindes, for han er jo saa
+umanerlig stærk. Ellers til daglig er han saamænd et godt sølle
+Skrog, der sjælden siger et Ord.
+
+Naa, saa siger jeg til Herrerne, De kommer.
+
+{(Hun ud.)}
+
+=Grættrup.=
+
+Det var forresten en mærkelig Historie.
+
+=Oxenway.=
+
+Ja, det var afdøde Profts Skud. Jeg husker det flygtigt. Jeg tror,
+det var nede i Nordenskoven.
+
+=Svenningsen.=
+
+Nej, det var ude ved Ginnerskov; jeg var selv med. Det var én af mine
+første Jagter.
+
+=Oxenway.=
+
+Naa, var det Ginnerskov; saa husker jeg fejl; man oplever saa meget.
+
+=Svenningsen.=
+
+Skylden var sgu Fyrens egen. Han var jo Klapper og holdt sig ikke
+tilstrækkelig tilbages.
+
+{(Selskabet nærmer sig Udgangen; da mørknes Dørlysningen.)}
+
+=Den Blinde=
+
+{(raver ind med alle Tegn paa Beruselse; han har Soldaterhue paa og
+et Gevær med paasat Bajonet; han synger skingrende):}
+
+    Farvel, mit elskte Fødeland,
+    nu maa jeg Afsked tage,
+    modig i Kampen mi-ig begive hen,
+    farvel, I smukke Piger her,
+    I maa mi-ig ej beklage,
+    nu er mit Gevær Soldatens Ven.
+    Selv Kongen og Prins Ferdinand
+    vil fryde si-ig derved,
+    naar de faar at se vores Tapperhed.
+
+{(Gjør en Række raslende Geværgreb, kaster sin Muskedonner fra
+Skulder til Skulder og støder Kolben mod Gulvet, saa det dundrer. I
+Begyndelsen ydes der ham en Art tvungent Bifald, men efterhaanden som
+man mærker, at den Blinde vogter nidsk paa Udgangen, bliver
+Stemningen mat og dyster.)}
+
+=Oxenway.=
+
+Aa, kan man dog ikke slippe forbi dette ubehøvlede Menneske.
+
+=Den Blinde=
+
+{(støder for sidste Gang Kolben mod Gulvet).}
+
+Saa, nu begynder Festens alvorlige Del!
+
+{(Lægger Bajonetten an til Udfald).}
+
+{(Som ved en fælles Aftale forsvinder i et Nu de fire Herrer under
+Sengene, saa kun Ansigterne og de høje Hatte rager frem. =Den Blinde=
+har gjort et Favnespring over Gulvet og har faaet en Hovedpude paa
+Bajonetten; trækker sig baglænds tilbage mod Døren med Puden, som han
+leger Himmelspræt med.)}
+
+=Den Blinde.=
+
+Jeg er ogsaa kommen lidt paa Klapjagt i Dagens højtidelige Anledning.
+Og jeg mærker, at her har forstukket sig et Par gamle Bukke.
+
+{(Nyt Udfald; Hattene forsvinder under Sengene.)}
+
+Her skulde vel ikke være bl. a. en Godsejer Oxenway eller Oxenkwaj --
+mig er det revnende ligegyldigt.
+
+=Oxenway=
+
+{(stikker Hovedet frem).}
+
+Uforskammet; _det_ siger jeg!
+
+=Den Blinde.=
+
+Kom bare frem, lille Godsejer; du var jo med den Dag i Ginnerskov; du
+saa paa, at jeg misted begge mine Øjne -- for en Hare! Ja, for de
+regner jo ikke vos ved det Skidt, deres Heste smider fra deres Sko.
+{(Begynder at lade Geværet med dybe Stød af en gammel Ladestok, mens
+han stadig taler.)} Som nu den unge Herre her; der er ikke en Pige,
+han kan la' være i Fred, ikke engang Polakpigerne; det er ogsaa ham,
+der har været efter Dorre {(henter Hagl og Krudt og Forladning op af
+Lommerne og stopper i Geværpiben).} -- Aa bare jeg kunde se saa meget
+som et Sekund, saa skulde jeg ha' hævnet baade Far og Mor og mine to
+Øjne {(græder).} Men her gaar jeg som en Stymper hele mit Liv og
+raver i Mørket og kan ikke engang finde den Lus, der bider mig! --
+Giv mig mine to Øjne, eller I er Dødsens!
+
+=Grættrup=
+
+{(hvisker).}
+
+Det er nødvendigt, han afvæbnes, ellers sker der en Ulykke. Satans
+her ikke er saa meget som en Betjent!
+
+=Den Blinde.=
+
+I Dag skal Bøssepiben se for mig! {(famler til at sætte en Fænghætte
+paa)}. Se saa! Kom nu frem, I Karle, som til daglig træder os, saa vi
+jamrer, og siden griner os op i Ansigtet. -- Hvor er I henne!
+{(hurtig Bevægelse mod Døren).} Hvi Satan griner I ikke, som I er
+vant til. Kan I ikke lukke Kejen op!
+
+=Grættrup=
+
+{(med en Kammerpotte som Skjold, stikker Hovedet frem og raaber).}
+
+I Kongens og Lovens Navn --
+
+{(I det samme knalder den Blindes Skud; en splintret Rude falder
+klirrende ud i Gaarden; samtidigt lyder et forfærdet Hvin fra
+=Polakpigerne=, der er komne ind i Porten og ser, hvad der foregaar.
+Deres Skikkelser bølger foran Indgangen.)}
+
+=Den Blinde.=
+
+Der er ingen, der jamrer sig; saa har blinde Ole ogsaa denne Gang
+spildt sit Krudt!
+
+=Goj=
+
+{(træder ind).}
+
+Naa, Bror, hvad er det for en haabløs Leg, hvormed du søger at
+forhøje Festglansen; den blinde Samson blandt Filistrene! Skammer du
+dig ikke ved at gjøre alle de pæne Mænd saa bange. Giv du nu mig
+Bøssen, og søg du saa ud i Halmstakken og sov Rusen ud, før du laver
+flere Ulykker.
+
+{(Goj og den Blinde ud.)}
+
+{Herrerne kommer nu frem een for een; i Døren møder de Polakpigerne.}
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+ANDEN AFDELING.
+
+Samme Dag henimod Aften.
+
+{Dekorationerne som i 1. Akt, kun at der er hejst Flag og
+Granguirlander omkring Indkjørselsportalen; Flag paa Hovedbygningens
+Gavl til højre. Belysningen antyder Tordenluft.}
+
+=Gamle Anders=
+
+{(kommer uhæget og barhovedet frem af sin Husende; med forvirret
+Aasyn og oprakte Arme).}
+
+Her vil ski en Gjærning; her vil ski en Gjærning!
+
+{(Sætter sig ind paa sin Bænk ved Gavlen, mens Aftensolen nu og da
+bryder igjennem Skyerne.)}
+
+=Dorre=
+
+{(kommer listende med noget skjult under Forklædet).}
+
+Aa, gamle Anders, a _haar_ ett hat Tid te aa kom ud te dæ den hiele
+Daa[124]. Det er virkelig Synd'; men vi haar jo saa faale travlt
+deropp med all de fremmed Mennesker. Det er jo nue, der vil ha nøj
+for æ Nies[125], men nu tror a, de er bløwen fyldt med baade Ed og
+Drikk, og saa haar a tavn mæ lig en Yw'bliks Frihied. {(Slaar
+Forklædet tilside.)} Her skal du si, hwad a haar te _dæ_! Ja, det er
+jo nø Bien, som de Fremmed haar gnaved det villerst aa; æ Hund haar
+wal nok faat dem bejst; a tær jo ett wal ta andt. Men jen gued
+Mundfuld haar a skam da faat mej te dæ; si, en hiel Høn'laar {(holder
+det i Vejret).} Nu sætter a'et herind, saa finder du'et wal.
+
+ [124] _hiele Daa_, hele Dagen.
+
+ [125] _for æ Nies_, noget for Næsen.
+
+=Gamle Anders.=
+
+Aa, bette Dorre, du er saa gued ved mæ, te a kan aalle fuldlønn
+dæ'et. Men i Daa er a saa undele tepas, ret saa harmt i mi Sind, som
+skuld der ski nøj forfærdelig.
+
+{(Man hører Hurraraab oppe fra Salene i Borggaarden.)}
+
+=Dorre.=
+
+Aa, er _du_ ogsaa skidt tepas. _A_ er saadan, te a snaar hwerken tær
+vær opp heller nied. Sin den Hejst kam i æ Gaard, haar a ett hat en
+rolle Tim[126].
+
+ [126] _rolle Tim_, rolig Time.
+
+=Anders.=
+
+Er det for _hans_ Skyld, te du er saa angermodig?
+
+=Dorre=
+
+{(grædende).}
+
+A kan ett faa Søvn i mi Øwn for aa tink ved'et.
+
+=Anders.=
+
+Sølle Dorre! Kund du ett faa en anden i di Tanker?
+
+=Dorre.=
+
+A ved _wal_, det fører ett te nue Verdens Ting uden mi egen Ulykk.
+Men a _kan_ ett anderledes; det er vis nøj, te en ett kan gjør _for_.
+
+=Anders.=
+
+Aajajaja! Vi _vil_ ød hinaan, saalaant vi kan naa. Sorrig og
+Haardhied det er'et, æ Lyw gaar ud paa, saa er'et det samm om vi er
+føj hyw eller law. Hwor tit maa a ett tink paa en gammel _tung_sindet
+Vis, som a lær af mi Muer.
+
+=Dorre.=
+
+Maa _a_ ett hør den Vis?
+
+=Anders.=
+
+Jow, bette Dorre. A plejer aalle aa syng en for anne end mæ sjel; men
+_du_ maa godt hør en.
+
+{(synger):}
+
+      Der staar en Purle ved Vejens Sving
+      en Egeknast saa forkrampet;
+      den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring,
+      og aldrig blev den til nogen Ting,
+      fordi den for tidlig blev trampet.
+    For vi træder hverandre i Dyndet ned.
+
+      Ja Livets lovende Førsteknop
+      den ødtes grumt for de fleste;
+      thi raged ogsaa en enkelt op
+      med Jærn i Veddet, med Løv i Top,
+      det blev dog kun Purl det meste.
+    For vi træder hverandre i Dyndet ned.
+
+      Det Barn, som vaagner af drømfyldt Blund,
+      den hele Sol vil han kræve;
+      men lad ham først kjæmpe en Livsens Stund,
+      da vil for at vinde een Straale kun
+      hans tryglende Læber bæve.
+    For vi træder hverandre i Dyndet ned.
+
+=Dorre.=
+
+Tak skal du ha, Anders. -- Aa, det war ingen Sag, nær der war nø flir
+gued Mennesker. Men hwad kan vi tow fatte nue gjør te det.
+
+{(Nye Hurraraab.)}
+
+Nu er de nok ved aa gaa fræ æ Burd deropp. Saa tær a ett blyw her
+længer. Nu skal han jo saa snaar ud og prøv æ Hejst. Aa, om der war
+jen, der kund faa ham fræ'et!
+
+{(Gaar.)}
+
+=Gammel Anders.=
+
+Æ Luft er da saa trykkend; det maa da blyw Torden te æ Næt, om ett
+far.
+
+{(Gaar ind i sit Skur; kommer tilbage med en Hjumpling Brød og
+=Hønsebenet=; sætter sig til at spise. Da der høres Trad, holder han
+Hønsebenet om paa Ryggen.)}
+
+=Villads Vedhud=
+
+{(fra venstre, med et Flag i Haanden. =Anders= faar atter sin
+Himmerigsmundfuld frem).}
+
+Naa, du sejjer[127] aa faar dæ nøj te æ Fød, aaeja, aaeja!
+{(lækkersulten.)} Det ser helsen ud te, te det ett er saa ring en
+Bej[128], du der haar hivsked dæ[129]; det haar saa wot Dorre; aaeja,
+aaeja!
+
+ [127] _sejjer_, sidder.
+
+ [128] _en Bej_, et Bid.
+
+ [129] _hivsked dæ_, neglet dig.
+
+{(Peger mod Borggaarden.)}
+
+Ja, dem deropp -- hæhæhæ -- -- de faar nøj for æ Nies, søne Kaal; det
+_haaj_ wot raar lig aa faa Lov te aa slikk æ Fa', slikk æ Fa', aaeja,
+aaeja! -- De respektirer ikke Skriftens Ord: Giv mi-ig ikke Armod
+heller Rigdom men uddel til mi-ig mit beskikkede Brø-ød! Nej søne nue
+de eder Fanden hwint mæ mier op paa jen Daa, end _a_ ka vrød[130]
+sammel en hiel Aar; aaeja, aaeja!
+
+ [130] _vrød_, rode.
+
+=Anders=
+
+{(strækker Hønsebenet frem imod ham).}
+
+Vil du gjan ha en jenle Bej aa'et.
+
+=Villads=
+
+{(spytter Skraaen fra sig).}
+
+Ja, tho det kund da vær nydele[131] nok lig aa faa en Mundsmaag.
+{(Bider.)} Tak!
+
+ [131] _nydele_, rart.
+
+{(Lader som han rækker det tilbage, men bider et nyt Sted.)}
+
+Tak! Tak!
+
+{(Gumler og tørrer sig med Haandbagen; rækker omsider Benet til
+Anders, der tygger videre.)}
+
+{(Stemmer fra Gjæster, der er kommen ud paa Trappen inde i
+Gaarden.)}
+
+=Villads.=
+
+Ja, nu skal'et jo saa te aa gaa for sæ, aaeja, aaeja!
+
+A _kan_ da ett forstaa, te han vil ha aal den Mas med den Helmis, for
+den sir da saa vild ud aa æ Øwn som nowe Uel. Det war Fanden hwint mæ
+ett vi tow gammel Stønnisser[132], der sku paa æ Ryg af søen en
+Giraf; hwa! hwa!
+
+ [132] _Stønnisser_, Stoddere.
+
+I æ Begyndels tog en jo hwer Sprøng som skuld'en øwer æ Kjerktorn;
+men tho nu lyder en jo forresten æ Bjedsel godt nok; men det haar
+Fanden hwint mæ ogsaa kost Sweddraaber, aaeja, aaeja!
+
+Men ingen ved jo, hwordan en vil opfør sæ, nær en nu hører æ Fløjt.
+
+=Anders.=
+
+Hwor skal du hen med di Flag?
+
+=Villads.=
+
+Den skal a sgu ha nied te æ Maal; længer maa han jo ett rid. Og a
+hører, æ Gjæjster er ved aa komm ud, saa maa a sgu rupp mæ!
+
+Aae Jøsses, kund a vær _tow_ Stejer ad æ Gaang, det vild Fanden hwint
+mæ gavn mæ mir end fir Specier om æ Aar; aaeja, aaeja!
+
+{(gaar ud gjennem Porten).}
+
+=Proft og Goj=
+
+{(kommer i Samtale frem i Porten).}
+
+=Goj.=
+
+De tror altsaa, at De nu har den aldeles i Deres Magt.
+
+=Proft.=
+
+Den lyder mig, som havde den aldrig kjendt nogen anden Rytter.
+
+=Goj.=
+
+Ja, det er virkelig et smukt Resultat.
+
+Altsaa, naar De nu er kommen i Sadlen og halvvejs ud til Flaget,
+fløjter jeg første Gang; de to sidste Signalstød gjemmer jeg, til det
+behager _mig_.
+
+=Proft.=
+
+Ja, vel. Men hvor har vi nu Dommerne? Og Forkarlen, der skal føre
+Hesten frem? {(raaber):} Laurst!
+
+=Laurst=
+
+{(inde i Gaarden).}
+
+Ja! {(kommer løbende).}
+
+=Proft.=
+
+Vil du saa lægge Sadlen paa Hesten og trække den ud paa Vejen. Se nu
+alle Remmene godt efter!
+
+=Laurst.=
+
+Javel, Hosbond {(gaar).}
+
+=Dorre=
+
+{(kommer sky frem af Folkestuedøren).}
+
+Aa, Herre!
+
+{(Goj gaar til Side med et vredt Slæng i Kroppen.)}
+
+=Proft.=
+
+Hvad vil du mig, Dorre?
+
+=Dorre=
+
+{(hulkende).}
+
+A vild sej ... te a nok ska ... ta Laurst, nær De saa ... vild læd
+det her vær!
+
+=Proft.=
+
+Aa, Fruentimmersludder!
+
+=Dorre.=
+
+A haaj i Næt søen en forfærdelig Drem ...
+
+{(=Herredsfuldmægtigen= og et Par andre Herrer kommer til Syne fra
+højre.)}
+
+=Proft=
+
+{(kaster paa sig).}
+
+Vil Du gjøre Skandale! Gaa ind til dit Arbejde!
+
+{(Dorre gaar bøjet bort.)}
+
+=Grættrup=
+
+{(tørrer sig; til Svenningsen).}
+
+Det var sgu en varm Omgang den sidste {(efteraber Oxenway)} "_det_
+siger jeg!"
+
+=Svenningsen.=
+
+Ja, den var jo saadan lige høj nok at gaa paa Taget med.
+
+{(Faar Øje paa Stigen.)}
+
+Skal jeg derop! Saa er jeg pinedød bange for, jeg himler med det
+samme.
+
+=Grættrup=
+
+{(ved Stigens Fod til Proft).}
+
+Ja, saa gaar vi paa Taget. Formodentlig sammen med den Herre dér.
+
+{(Let Buk mod Goj.)}
+
+=Goj.=
+
+Mit Navn er Goj.
+
+=Grættrup.=
+
+Og jeg er Herredsfuldmægtig Grættrup -- Hr. Proprietær Svenningsen.
+
+=Goj.=
+
+Ja saa! Saa saà jeg Dem jo for lidt siden, i ydmyg Nedkastelse under
+Polakpigernes Senge.
+
+=De to.=
+
+Hm, hm!
+
+{(Goj stiger til Vejrs, de andre kryber besværlig efter.)}
+
+=Grættrup=
+
+{(til Svenningsen).}
+
+Det er ikke fri for at kildre lidt i Mellemgulvet.
+
+=Svenningsen.=
+
+Nej, saa længe det endda bliver der! Det var ogsaa en Satans Højde.
+
+=Grættrup=
+
+{(svimmel).}
+
+Hold fast! Jeg falder!
+
+=Svenningsen=
+
+{(knugende sig mod Taget).}
+
+Hold De saa bare selv fast. Synes De her er Stedet til at vende
+Vejrmøller?
+
+{(Kryber videre.)}
+
+=Grættrup=
+
+{(sætter sig overskrævs paa Rygningen).}
+
+Gudskelov! Det skal blive rart at faa lidt Aftensvale.
+
+{(Ta'r Kikkerten frem.)}
+
+=Svenningsen=
+
+{(spydig).}
+
+Hihihi! Ja, De er sgu en net "Svale". De gaar jo op ad en Stige som
+en Gravso.
+
+{(=Goj= staar allerede rank paa Tagryggen; =Solen falder blodrød hen
+over ham.=)}
+
+=Gamle Anders=
+
+{(nærmer sig Proft).}
+
+Hvis det endnu kan naaes, saa vild a gjan sej Herren en Par Urd:
+
+A haar gavn her paa æ Gaard og laâ Mærk te møj af baade det jet og
+det andt. A war iguer nied i æ Turnips; og lig som a træjer ind paa æ
+Ager, hwad tror De saa, a sir ... _En Ligplant_, ja; lisse
+grangivele. Saadan war'et ogsaa, dengang Dje Faar gik væk ...
+
+=Proft.=
+
+Skal man nu høre mere Daarekistesnak. Man skulde tro, jeg aldrig
+havde set en Hest før.
+
+=Anders.=
+
+Ja det skal nok ha nøj aa betyd. Nu haar a adwaar Dem; mir kan a ett!
+
+{(Gaar ind i sit Rum.)}
+
+=Oxenway=
+
+{(fra højre med Enkefru Proft under Armen).}
+
+Virkelig en dejlig Aften, en _dejlig_ ... {(snubler over en Brosten;
+siger langt borte)} ... Aften!
+
+=Goj=
+
+{(fra Taget).}
+
+Ja, Hesten staar parat.
+
+=Proft.=
+
+Godt! -- Farvel, søde Mor!
+
+=Fru Proft.=
+
+Farvel, min kjære Søn! Vær nu ikke altfor overmodig.
+
+{(Han ud til venstre.)}
+
+=Oxenway.=
+
+Saa gaar vi om paa Udsigtshøjen {(vifter).} Hvor den Aftenluft dog
+køler! Aa, det er henrivende! _Det_ siger jeg!
+
+{(Ud til venstre.)}
+
+{(Folk, der vil se Ridtet, gaar i Smaagrupper over Scenen og ud til
+venstre.)}
+
+=Goj=
+
+{(til nogen bag Scenen).}
+
+Har man lukket _den røde Port_?
+
+=Stemmer.=
+
+Ja--a!
+
+=Goj.=
+
+Godt! Rid De saa bare, Hr. Proft!
+
+{(Hestetrav.)}
+
+=Dorre=
+
+{(er kommen frem i Husvinklen til højre og lytter med Spænding til
+Raabene fra Taget).}
+
+=Grættrup=
+
+{(med Haandkikkert for Øjnene).}
+
+Se vi det, se vi det! Den var ikke længe om at komme i Galop. Se,
+hvor den bærer op! Flot, hvad!
+
+=Svenningsen.=
+
+Ja, det er sgu ingen almindelig Gumpemær, den Meggi.
+
+=Grættrup.=
+
+Det gaar sgu strygende. Men den lystrer jo flinkt. Ja, Proft er en
+flot Karl.
+
+{(Første Fløjtehvirvel.)}
+
+=Dorre=
+
+{(farer sammen).}
+
+Aa, Herre Jesus!
+
+=Grættrup.=
+
+Av, den ramte! Hoh, omkring! Hu -- mod Grøften -- hoj -- hoj -- hoj!
+Jo, han klared den. Det var Fanden ta' mig godt gjort!
+
+{(Hurraraab fra Tilskuerne bag ved Scenen.)}
+
+=Grættrup.=
+
+Atter i strakt Karriere!
+
+=Svenningsen.=
+
+Ja! Flink Tøs. Hun vil ha' noget bestilt.
+
+=Grættrup.=
+
+Nu er han ved Maalet. Kan han nu faa vendt. Hov! Hy! Herom! Jo, det
+gik! Hurra--a! -- Det er Fanden ta' mæ en prægtig Hoppe! Dette Kast
+der med Forbenet, hvad? Flot! Flot!
+
+=Den Blinde=
+
+{(er stille som en Flagermus kommen ind paa Scenen fra venstre; han
+gaar som i Halvsøvne; har endnu Soldaterhuen paa; hans Tøj hænger
+fuldt af Halmstumper).}
+
+{(Goj, der hele Tiden staar op, fløjter nu =anden= Gang, =tredje=
+Gang!)}
+
+=Grættrup.=
+
+Huj, ta'r nu Fanden ved Krikken! Se, hvor den danser omkring sig
+selv! Kan han bare holde den fra Bivejen ... Nej, det gik galt! Se,
+hvor den kjører rundt. Oppe paa Bagbenene. Nej, han _kan_ ikke. Den
+_vil_ den Vej. Det var dog Satan til Dyr! Se, hvor det _støder_ sig
+frem mod Bidslet -- -- Gud fri mig, lige mod den røde Port! {(Til
+Goj.)} Ja, den _er_ vel lukket?
+
+=Goj=
+
+Ja!
+
+{(De bøjer sig ud for at se efter Hesten.)}
+
+=Grættrup.=
+
+... Saa sker der jo bare det, at ...
+
+{(Der høres en =dump= og =bragende Lyd=; Hovslag af en galopperende
+Hest.)}
+
+=Grættrup.=
+
+Du altforbarmende, her er sket en Ulykke!
+
+{(Begynder at rejse sig.)}
+
+=Dorre=
+
+{(styrter til Jorden med et Skrig).}
+
+=Goj=
+
+{(med Tordenstemme).}
+
+Hvem er gaaet igjennem den røde Port!
+
+{(Han faar i det samme Øje paa sin Bro'r nede i Gaarden.)}
+
+=Goj=
+
+{(med et Skrig).}
+
+Den Blinde! Saa blev det mig ikke forundt at ta' en ublodig Hævn,
+endda jeg har flygtet for den Ting i tyve Aar!
+
+{(Stiger hastigt ned af Taget; de andre efter.)}
+
+{(Man bærer Profts blodige Lig ind fra venstre og videre op imod
+Hovedbygningen. Midt for Scenen rejser den hulkende Fru =Proft= sig
+foran Goj og siger):}
+
+De er min Søns Morder!
+
+=Goj.=
+
+Nej, Frue, ikke jeg, men Brøden. Der kommer en Stund, da enhver Uret
+maa gjennem den røde Port.
+
+{(Fruen efter Sønnens Lig; alle de fornemme efter.)}
+
+=Grættrup=
+
+{(ta'r den Blinde i Armen).}
+
+Elendige Menneske, hvad havde De at gjøre ved den Port! De er Skyld i
+Deres Husbonds Død.
+
+=Den Blinde=
+
+{(grædende).}
+
+Det kan _jeg_ ikke gjøre for. Jeg ved ikke af nogen Ting. Jeg har jo
+sovet.
+
+{(Grættrup efter de øvrige.)}
+
+=Jens Romlen=
+
+{(kommer bærende med sin afsjælede Datter).}
+
+Gud naad mæ; saadan finder a Dorre; hun er død. Hun laa lig paa den
+Plads.
+
+=Goj=
+
+{(i dyb Bevægelse, styrter sig ned og ta'r hendes Haand).}
+
+Er Dorre død! Da er jeg ramt dybere end nogen af jer. For hun var min
+daglige Drøm i alle de Aar, jeg flygted for min egen Skygge.
+
+Stakkels ulykkelige Kvinde, som skulde bøde saa haardt for at have
+elsket en uværdig!
+
+Jeg vilde ha' baaret dig i min Favn, som man bærer et Lam fra Marken,
+og du vendte dig fra mig til ham, der kun tænkte paa at misbruge dig.
+
+Jeg ensomme og landflygtige, jeg havde knyttet min Skæbne til dig.
+Naar Bukken trak sine mørke Spor langs Flodbreddens duggede Græs, da
+tænkte jeg paa dig og vor ensomme Vandring over Hjemmets gyngende
+Mosegrund; naar Sydens Stjærner saa ned paa mig mellem Palmens
+vuggende Blade, mens Taagerne rejste sig over en endeløs Steppe af
+duskede Rør, da tænkte jeg paa dine taagede Øjne.
+
+Og nu ligger du her saa stille, og det var ikke mig, men ham, der
+fyldte dit Hjærte saa stærkt, at det maatte sprænges!
+
+=Gamle Anders=
+
+{(er kommen til).}
+
+Er Dorre død! Saa haar a heller ett andt end Døden aa haab te.
+
+=Goj.=
+
+Bær hende ind.
+
+{(Man bærer hende imod Hovedbygningen.)}
+
+=Goj=
+
+{(standser dem).}
+
+Nej, bær hende ind til gamle Anders; der hviler hun sikkert blødere
+end deroppe.
+
+{(Nu er der kun Daglejere og Tjenestefolk omkring ham.)}
+
+=Goj=
+
+{(gjør en anstrengt Bevægelse for at blive Herre over sine
+Følelser).}
+
+Vel. Nu er for bestandig Kvinden revet ud af mit Liv, men Manden,
+Handlingen lever.
+
+Kammerater! Lad jer ikke af denne forfærdelige Dag forledes til at
+glemme jer egen dybe Fortrykthed.
+
+{(Raab: Nej, nej!)}
+
+Naar I en Dag ser Røgen løfte sig over Mosen fra de høje Skorstene,
+-- da ved I, at derude bor Goj og Fremtiden. Paa Gjensyn derude!
+{(Ja, ja!)}
+
+{(Ta'r den Blinde i Haanden.)}
+
+Og kom saa du, min blinde Broder. {(Med et tungt Blik hen mod Dorres
+Lig.)} Nu er vi to lige ribbede.
+
+{(De gaar ud af Porten.)}
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+NAAR BØNDER ELSKER
+
+(1911)
+
+
+
+
+PERSONLISTE.
+
+ =Karen Mari=, Enke i Hvolgaard, 60 Aar.
+ =Kjesten=, hendes Datter, 24 Aar.
+ =Anton=, Forkarl i Hvolgaard, 26 Aar.
+ =Povl Hedemark=, Antons Far, 64 Aar.
+ =Fisker Thames=, Indsidder, 65 Aar.
+ =Store An=, Høstkone.
+ =Bette An=, Høstkone.
+ Pastor =Hansen=, 60 Aar.
+ =Holger Darling=, Feriestudent, Præstens Søstersøn.
+ =Nikoline=, Pige, Datter af Bette An.
+ =Svenske Stina.=
+ =En Bydreng.=
+ =En Drager.=
+
+Statister: Høstfolk, Vaskepiger, Byfolk.
+
+De første 4 Akter foregaar i Vestjylland, 5te i Nærheden af Det
+Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn.
+
+
+
+
+FØRSTE AKT.
+
+
+{Kaalgaarden paa Hvolgaard indtager hele Scenen i Forgrunden og til
+højre. Til venstre en Stuelænge med Endegavlen mod Tilskuerpladsen.
+Gammeldags Gaardtype med okkergule Vægge og sorte, krogede Stolper i
+Bindingsværksmuren. Tre lave Skorstene, en Storkerede, to Døre, den
+nærmeste paa Midten. Nedad Skraaningen foran Stuehuset et stort Bed
+med Grønkaal; Kaalhaven omgivet med et lavt Jorddige. Midt for Scenen
+ses et halmtækt Bistade; til venstre op imod Husets Stenbro en
+Vippebrønd med optrukken Spand; til højre mod Bagvæggen et
+Syrenlysthus.}
+
+{Langs en snoet og stigende Vej i Baggrunden til venstre ligger
+Landsbyens Gaarde; øverst oppe det hvide Kirketaarn. Det er lidt før
+Solnedgang i Høst.}
+
+=Kjesten=
+
+{(kommer i huslig Dragt ud af Indgangsdøren, gaar ned gjennem
+Kaalgaarden og ser op ad Hulvejen til højre).}
+
+=Holger Darling=
+
+{(ind fra Hulvejen i hvid Studenterhue og Sommertøj).}
+
+Godda', Kirsten! Det var sgu rigtig smukt af Dem at møde mig paa
+Halvvejen.
+
+=Kjesten.=
+
+Det war skam ett Dem, _a_ saá atter[133].
+
+ [133] _atter_, efter.
+
+=Darling.=
+
+Hvem var det da?
+
+=Kjesten.=
+
+Det war wor Høstfolk. De høster det sidst i Daa; og saa ska der jo
+gjan gjøres lidt ud af dem!
+
+=Darling.=
+
+Saa skal der vel danses?
+
+=Kjesten.=
+
+Det kan godt vær!
+
+=Darling.=
+
+Vil De saa danse med mig?
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, hworfor ett?
+
+=Darling.=
+
+_Før_ De danser med Anton?
+
+=Kjesten.=
+
+Det ved a skam ett saa lig. Saa blywer _han_ wal wont[134]. Hworfor
+spør'er De søen?
+
+ [134] _wont_, vrippen, sølle tilmode.
+
+=Darling.=
+
+Aa, fordi jeg altid hellere vil være Numer eet end Numer to.
+
+=Kjesten.=
+
+Jamen ud ved æ Bønder der danser vi nu uden Numer, som æ Bjenn ka
+_now te_[135].
+
+ [135] _æ Bjenn ka now te_, Benene kan naa til.
+
+=Darling.=
+
+De vil altsaa ikke afslaa mig en Dans?
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, hwifor skuld a endda det?
+
+=Darling.=
+
+Nej, ikke sandt? {(Pavse.)} Sig mig, Kirsten, kommer De aldrig til
+Kjøbenhavn?
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, det er nok ett bløwen søen skjewt[136], te a ska naa dér øwer.
+
+ [136] _skjewt_, lavet.
+
+=Darling.=
+
+Ja, men hvis jeg nu kunde gjøre noget for det, vilde De saa komme?
+
+=Kjesten.=
+
+De er da en sær jen te aa spør! Hwad vild De endda ha mæ dér øwer
+atter?
+
+=Darling.=
+
+Aa, vise Dem Byen, og Kjøbenhavnerlivet, Tivoli blandt andet,
+Zoologisk Have og -- hvad vi ellers kunde finde paa.
+
+=Kjesten.=
+
+Det kund _mi_ Hued vis ett hold te. Og a ka heller ett søen stikk aa
+fræ det Hiele.
+
+=Darling.=
+
+Hvorfor ikke?
+
+=Kjesten.=
+
+Det ka en ett, nær en søen haar nøj, en holder aa.
+
+=Darling=
+
+{(let foragtelig).}
+
+De har altsaa noget, De saadan holder af?
+
+=Kjesten.=
+
+Ja det war ett andt godt. Haar _De_ ett det?
+
+=Darling.=
+
+Aa jo, -- saagu! En god Cigar, en Sjus, en lækker Tøs i Ny og Næ. Saa
+holder jeg ogsaa nok af gode Klæder.
+
+Hvad synes de for Resten om mit nye Slips? Jeg tog det egentlig paa
+for Deres Skyld.
+
+=Kjesten.=
+
+Det war virkelig alkjøn[137] af Dem, Darling. Og a _haar_ da ogsaa
+sit det, der klej en Mennesk warr.
+
+ [137] _alkjøn_, meget smukt.
+
+=Darling=
+
+{(letter paa Huen).}
+
+Maa jeg takke for Komplimenten!
+
+=Kjesten=
+
+{(ler skøjeragtig).}
+
+Ett aa takk!
+
+=Darling=
+
+{(ler ogsaa af fuld Hals).}
+
+De er en Satans dejlig Pige, Kirsten. {(Slaar Armen om hende.)} Giv
+mig et Kys!
+
+=Kjesten=
+
+{(sætter ham en Haand for Brystet).}
+
+Er De sær, Mennesk! Gjør De søen i Kjøbenhavn ?
+
+=Darling=
+
+{(bitter).}
+
+De tør kanske ikke for Anton?
+
+=Kjesten.=
+
+Det haar _De_ ingen Ret te aa spør om.
+
+=Darling=
+
+{(opgivende).}
+
+De er ikke til at fange.
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, a render ett i enhwer Ræv'saws!
+
+{(Der høres taktfast Sang bag Scenen.)}
+
+=Kjesten=
+
+{(løber atter hen og ser ud til højre).}
+
+Nu er de her. Det maa a ind og sej mi Muer.
+
+{(Gaar op mod Huset.)}
+
+=Darling=
+
+{(efter).}
+
+De vil ikke være vred, fordi jeg gjorde dette lille mislykkede Angreb
+paa Deres smukke Læber?
+
+=Kjesten=
+
+{(leende paa Hustrappen).}
+
+Det skal a sej Dem en naaen Gaang, nær vi er jen tow[138]!
+
+ [138] _jen tow_, ene to, ene sammen.
+
+=Darling=
+
+{(løfter ironisk paa Huen).}
+
+Maa jeg takke den naadige Frøken!
+
+{(Gaar op mod Lysthuset i Baggrunden.)}
+
+{(Fra Hulvejen til højre kommer en Procession af Høstfolk med Leer og
+River; Pigerne har Kranse af Havreax om Tindingerne; én svinger en
+stor Dukke, formet af Havrestraa -- den saakaldte »Havredreng« d. e.
+sidste Neg paa Ageren. De marcherer ind imod Grønkaalen og synger):}
+
+    Vi kommer fra Dalenes Fred,
+    og Faner af Havren har vi med;
+    den skal Høstens Gjerning rande,
+    smykke vore Pigers Pande,
+    naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.
+
+    Vor Le faar nu Hvil for i Aar,
+    thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,
+    alle Skræntens Bær er fundne,
+    alle Agrens Neg er bundne
+    og lagt ud paa de vældige Skaar.
+
+    Vi mejed vor Mark under Sang,
+    saa langt rækker Strygespaanens Klang,
+    naar blandt Havens Kaal den klinger,
+    man os Mjød og Kager bringer,
+    mens det dufter af Mynte over Vang.
+
+=Karen Mari=
+
+{(febrilsk frem af Gangdøren).}
+
+Nej, Jøsses, bette søde Børn, faar en nu søne[139] fremmed i si Kaal!
+Aa, hwad ska a endda grib te og løs em mæj? Aa nej, nej, endda, bette
+Anton, _vær_ mæ nu gued! Aa, træj[140] endda forsigtig og _slaa_ mæ
+ett æ Hued fræ mi dejlige Kaal, som Worherr haar lædt gro saa bred og
+saa skjønn.
+
+ [139] _søne_, saadanne.
+
+ [140] _træj_, træd.
+
+Nu _skal_ a komm, nu _skal_ a komm -- _med_ en bette sød Kaag te æ
+Pig'er djê Mund' og en Maløwtdram[141], en Maløwtdram og en _stur_
+Sukkerknald te hwer aa æ Kaal.
+
+ [141] _Maløwtdram_, Malurtdram.
+
+Aa nej, nej, nej, bette Anton, gaa endda ett vitter[142]. Aa vi, vi!
+Kjesten, Kjesten, Kjesten.
+
+ [142] _vitter_, videre.
+
+=Kjesten=
+
+{(i Døren).}
+
+Ja, ja, Muer; ta nu towle te æ[143]. A kommer jo!
+
+ [143] _towle te æ_, stille til det.
+
+=Karen.=
+
+Aa, _bette_ Kjesten, gaa _endele_ ned og bed for æ Kaal. Du _ka_ wal
+faa Anton te aa gi sæ!
+
+=Kjesten=
+
+{(smutter forbi Karen Mari).}
+
+A ska prøv paa æ, Muer.
+
+=Karen Mari.=
+
+Imen a henter æ Flask og en jenle bette Kaag.
+
+=Kjesten=
+
+{(frem mod Anton).}
+
+Naa, saa du hugger løs mell mi Muers Kaal!
+
+=Anton=
+
+{(svinger Leen).}
+
+Ja, nu er a tesinds, te der skal høstes op fræ en End aa.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, aa æ Kuen[144], men da wal aalle aa æ Kaal?
+
+ [144] _Kuen_, Kornet.
+
+=Anton.=
+
+Jow, mi Muer[145]. Æ Kuen er vi færdig mej, nu er æ bejst, vi tar æ
+Kaal ogsaa, men[146] vi er i æ Træk.
+
+ [145] _Muer_, Morlil.
+
+ [146] _men_, mens.
+
+{(Et nyt, frisk Kaalhoved stegler over Ende med Skaftet i Vejret.)}
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, nu ska du Suren spark mæ ta dæ i Ajt, te du ett drywer di Lojer
+_aa_ vidt. Muer blywer da rejn ud aa sæ sjel.
+
+=Anton.=
+
+Lojer, nu saa det ska kaldes Lojer, det hér!
+
+{(Nye Indhug.)}
+
+=Kjesten.=
+
+Ja men primer du da, Anton! Vil du nu si, du tar dæ en Selop[147]!
+
+ [147] _tar dæ en Selop_, kommer tilbage i Tøjet.
+
+{(Løber bag ham, slaar Armen om Livet paa ham og haler ham bort fra
+Kaalene.)}
+
+=Anton=
+
+{(i Angst).}
+
+Ih, Jøsses, Kjesten, du ku ha skaar dæ paa mi Hjøli[148]!
+
+ [148] _mi Hjøli_, min Le.
+
+=Kjesten.=
+
+Saa kund du wal hør _atter_[149], hwad en sejer te dæ. A vild maaski
+gjan gi dæ Løs'peng, nær æ Kaal saa maa staa.
+
+ [149] _atter_, efter.
+
+=Anton.=
+
+Jamen, de ska vær jawn stur.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja tho, læd wos hør di Priser.
+
+=Anton.=
+
+_Jen_ Kys nu og flir sin!
+
+=Kjesten.=
+
+Da er du helsen ett saa fejl te aa forlaang for di Sager! -- Nu ja
+læd gaa! {(Kysser ham lige paa Munden.)} Dér haar du æ, din
+Tordenhued! {(skubber ham tilbage).} Vil du saa læ mi Muers Kaal
+staa!
+
+=Anton=
+
+{(stryger sig myg om Munden).}
+
+Tho det gik i søn en Faart, te en knap nok ved, om en fæk nøj heller
+en fæk ett.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, en skuld da ett wal vær læng om, aa betaal den Slaw[150].
+
+ [150] _Slaw_, Slags.
+
+=Anton=
+
+{(søger paany at indfange Kirsten).}
+
+_A_ tykkes nu, det er for lidt da.
+
+=Holger Darling=
+
+{(som, Anton uafvidende, har betragtet denne Scene, træder nu frem og
+siger):}
+
+Nej, Ret _skal_ være Ret. De har faaet, hvad De har forlangt, hvad De
+kan tilkomme; det er der Vidner nok paa.
+
+=Anton=
+
+{(overrasket).}
+
+Saa De gaar her og lusker! De skuld vis helst hold Dje bette
+Flegger[151] i. A twiler paa, te De læ Dem nyw med saa lidt, nær _De_
+er ud aa plukk Kjersbær.
+
+ [151] _Flegger_, Sladdermund.
+
+=Kjesten.=
+
+Still nu, Anton! Nu er æ heller ett ward aa gams altfor stærk ad en
+fremmed Mennesk.
+
+=Anton.=
+
+Fremmed! Hwor fremmed mon han er? I haar maaske aallered wot i æ
+Lysthus med hinaan.
+
+=Kjesten.=
+
+Nu ska du ti, Anton! A vil ett ha di Vringlehied hwerandt
+Ywblik[152]; det ka a sej dæ!
+
+ [152] _di Vringlehied hwerandt Ywblik_, din Gnavenhed hvert
+ Øjeblik.
+
+=Karen Mari=
+
+{(kommer ud af Indgangsdøren med en Flaske og et Kagefad i Haanden;
+bag hende Nikoline med Ølkovsen).}
+
+Aa _bette_ Kjesten, _haar_ du holdt dem ved Snak saalæng? Kom nu,
+Anton! Tho det er nok dæ en ska gjør sæ gued Venner mej, om en vil
+rej si Kaal. -- Kjesten, ta æ Fad og læd endele æ Pig'er faa en Kaag.
+{(Skjænker i Glasset og byder.)} Aa, Anton, drik nu de anner te, og
+Lykk med æ Awl og det Hiele.
+
+=Anton og de andre.=
+
+Ja, Lykk med æ Awl.
+
+=Karen Mari.=
+
+Aa, Kjesten, da kund _du_ da ogsaa gjan klink med Anton.
+
+=Kjesten=
+
+{(som fra den anden Side byder Kager rundt).}
+
+Ja, vil han klink med mæ?
+
+=Karen Mari.=
+
+Det vil han vis heller end gjan.
+
+=Kjesten=
+
+{(støder sit Glas mod Antons).}
+
+Skaal, Anton! Læd nu vær aa skott søen ud aa æ Ywend[153]. En ska da
+vær glaad i Høst.
+
+ [153] _æ Ywend_, Øjekrogen.
+
+=Anton.=
+
+A er aaltid glaad, nær ett _anner_[154] gjør mæ bedrøwed.
+
+ [154] _anner_, andre.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, saa klinker vi paa manne glaad Timer.
+
+{(=Anton= fører tvivlende sit Glas mod hendes.)}
+
+{(Lyden af en Skalmeje klinger ind fra venstre.)}
+
+=Kjesten.=
+
+Hører I dér Fisker-Thames. Han haar Humør nok te baade sæ sjel og
+anner.
+
+{(Pigerne styrter op mod Baggrunden og trækker Thames ind paa
+Scenen.)}
+
+=Fisker-Thames=
+
+{(er barbenet og i Skjorteærmer, har en flad Hue paa Hovedet. En lang
+Medegaj har han i Haanden, og under venstre Arm slanter en
+Fiskepose).}
+
+Singot Folkens og walkommen te! Sikken en Held a aaltid haar! _Her_
+falder a nied i lutter Fornywels og glaad Ansigter, Ungdom og
+Knøvhied[155] og skred[156] Kinder. Aa, war en nu sjel ung, saa ku en
+nem faa sæ en Kjærest. Hwad sejer _du_, Karen Mari?
+
+ [155] _Knøvhied_, Skønhed.
+
+ [156] _skred_, glatte.
+
+=Karen Mari.=
+
+Nej, vi er nok for gammel te aa ha søne nøj[157] i wor Hued.
+
+ [157] _søne nøj_, saadan noget.
+
+=Anton.=
+
+Og du ka mied, nær vi anner maa gaa for æ Hjøliknag[158]. Hwor somm
+Folk haar æ godt!
+
+ [158] _Hjøliknag_, Le-Knagen.
+
+=Thames.=
+
+Saamænd; _a_ misuner ingen.
+
+=Anton.=
+
+En Mied'gaj[159] det ska jo vær en Remeddi med en Worm i den jen End
+og en Dawdrywer i den naaen?
+
+ [159] _Mied'gaj_, Medestage.
+
+=Thames.=
+
+Ja, aaeja, søen gaar jo æ Taal. Men _a_ sower mæ ett aaltid te mi
+Fød; a maa saamænd æ Aa manne Gaang rundt, inden a haar hivsked[160]
+saa møj, te a ka faa æ Mund mætted.
+
+ [160] _hivsked_, taget.
+
+=Anton.=
+
+Nu vil æ ett anderledes bej?
+
+=Thames.=
+
+Nej, der ska affensires[161]! En _ska_ snaar putt æ Krog i æ Gaef aa
+æ. Men a er ett saa begjerlig. Og saa er en aaltid si egen Mand, og
+det haar nu al Tider past bejst for _mæ_. Og nær æ Suel den skjenner
+og æ Engi æ grønn, og a saa ka trækk en Swissi[162] i Land, som den
+hér {(viser en fed Lax)}, saa er der ett saa lykkele en Mennesk paa
+hiele Verdens Jurd.
+
+ [161] _affensires_, vankes meget omkring.
+
+ [162] _Swissi_, Fyr.
+
+{(Fisken gaar fra Haand til Haand og ender omsider hos)}
+
+=Karen Mari.=
+
+Det war helsen ett saa ring en bette Stegi[163], du der haar
+knæven[164] dæ, Thames; den er der skam en gued Bej i.
+
+ [163] _saa ring en bette Stegi_, saa lille en een.
+
+ [164] _knæven_, kneben.
+
+=Thames=
+
+{(skjælmsk).}
+
+Ja, Karen Mari, du sku ha tavn _mæ_, saa haaj du wot wal forsorred.
+Hwor der er Mad te jen blywer der ogsaa gjan Mad te tow.
+
+=Karen Mari=
+
+{(fingrer videre paa Laxen).}
+
+Det _er_ da snaar jen af di skjønnest Fisk, en _ka_ si.
+
+=Thames.=
+
+Ja, det er jen, der braser godt paa æ Pand.
+
+=Karen Mari.=
+
+En ka snaar staa og blyw aal hægen[165].
+
+ [165] _hægen_, lækkersulten.
+
+=Thames.=
+
+Nu du haar ondt ved aa aasi en[166]. Ihtho ta'en da saa med dæ, mi
+Muer!
+
+ [166] _aasi en_, afse den.
+
+=Karen Mari.=
+
+Nej, tho det er da snaar Synd imud dæ. Hwad haar du saa te æ Fød?
+
+=Thames.=
+
+Aa, det haar ingen Nød. En Bej Speg'flæsk te en Stø Grovbrød det er
+en udmærket Fød, nær en helsen haar æ Hjelbred.
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, Muer, du maa virkelig ett ta æ Fisk fræ ham! Det er jo det
+jenest, han haar. Søen gir Thames aaltid hans Sager hen.
+
+=Thames.=
+
+Snak om en Ting! A klaarer mæ nok. A haar mi Humør og med den
+forholder æ sæ søen, te jo mir en gir desmir en haar.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ja, saa vil a da gi dæ en Dram med de anner.
+
+=Thames=
+
+{(spytter Skraaen ud i Haanden).}
+
+Ja, den skuld en nødde sej nej te. Skaal Folkens og Gud i Wold med
+wos aal sammel!
+
+    Lykk med jer Høst,
+    og en Kjærest ved jer Bryst!
+
+=Karen Mari.=
+
+Ja, du er en slem gammel Træjring[167]! {(hun ind).}
+
+ [167] _Træjring_, Gavstrik.
+
+=Thames.=
+
+Nu, hwem fæk saa iaar æ Hawerdreng[168]?
+
+ [168] _æ Hawerdreng_, Havre-Drengen.
+
+=Stemmer.=
+
+Det fæk Stur'An.
+
+{(Havredrengen hives i Vejret og klasker ned for Foden af)}
+
+=Thames.=
+
+Se vi det! Da er en walskaft Dreng, og slæjter han æ Muer paa, faar
+han ogsaa wal æ Starels[169].
+
+ [169] _æ Starels_, Størrelse.
+
+Men for aa faa nø andt i Snak: hwad er æ, de fortæler om dæ, Anton,
+te du vil rejs aa æ Land, "forlade Danmark og de danske Møer" -- a
+forstaar æ dæwlenmæ ett, te en ung Mennesk ka faa æ i si Tanker.
+
+{(Forbavset Mumlen mellem de andre.)}
+
+=Kjesten=
+
+{(imod Anton).}
+
+_Det_ er da wal ett sand, Anton!
+
+=Anton=
+
+{(tier).}
+
+=Thames.=
+
+Ka nu jen begrib æ, te en ung og biel[170] Kaal, der er saa ajted og
+estimired som du, vil gjør di gued Venner og di gammel Faa'r den
+Sorre[171]. A tykkes æ Land her er saa skjøn, te en ska ha wanskele
+ved aa find en skjønner; og her _er_ jo Plads nok te wos hwerjen, nær
+en baare ved aa find 'en.
+
+ [170] _biel_, stræbsom.
+
+ [171] _Sorre_, Sorg.
+
+=Anton.=
+
+Ja, dér saâ du en sand Urd. Men helsen snakker du vis om nøj, du ett
+haar møj Ved[172] om.
+
+ [172] _Ved_, Begreb.
+
+=Thames.=
+
+Aa, det ku endda vær, Farlill! A haar ogsaa hat mi Fristelser. --
+Tho det war i de ung Daw; a tjent som Forkaal i Teglgaard. Og da war
+der kommen nue te Rend af de her Mormoner, de kalder dem.
+
+=Stemmer.=
+
+Det war nøj for dæ!
+
+=Thames.=
+
+Nej saagu om det war, men det war no Fandens beløben[173] Kaal i æ
+Taal, og de haaj Klokker i dje Lomm og Kierer[174] paa æ Maw, og Guld
+war æ hwer Krumm[175], og æ Bivel den kund de, som en naan ka æ
+Kwot[176].
+
+ [173] _beløben_, snedige.
+
+ [174] _Kierer_, Kjæder.
+
+ [175] _hwer Krumm_, altsammen.
+
+ [176] _æ Kwot_, Kortene.
+
+=Stemmer.=
+
+Haha! ja du er en javn Skierer[177]!
+
+ [177] _en javn Skierer_, den rette Karl.
+
+=Thames.=
+
+Naa, de haaj kaast dje Øwn paa _mæ_, og hwor a war heller ett war, de
+war aaltid i æ Hæl af mæ. Og søen som de kund legg for[178]! De
+fortal om dje Land derhjemm; -- ja, saa skjøn der da war, søen med
+Søer og Sager -- -- og Bjærre -- -- og Jærnbaner og -- -- -- ja, saa
+det war snaar for en aaen sølle jen, som _skuld_ en da ha sprungen
+"lige ind i Paradis". Og saa de Kwindfolk de snakked om; tho det war
+snaar det aalvillerst[179].
+
+ [178] _legg for_, overtale.
+
+ [179] _aalvillerst_, allerherligste.
+
+=Stemmer.=
+
+Haha! Ja, det vil vi tro!
+
+=Thames.=
+
+Ja, tro det forstaar sæ, en war jo ung dengaang, og _det_ war sgu lig
+ved aa ta æ Snøvs fræ mæ[180]. _A_ kund ett spis, _a_ kund ett sow, a
+laa og sprekulirer om æ Nætter paa det her Præjkerads. A tyt jo hwer
+Tagn[181], der maatt wal vær nøj om æ Snak, nær de her Kaalsener[182]
+ku søen kapitelfæjst æ.
+
+ [180] _ta æ Snøvs fræ mæ_, gjøre én kulret.
+
+ [181] _hwer Tagn_, bestandig.
+
+ [182] _Kaalsener_, Kanaljer.
+
+A _haar_ aalle wot syg i mi Daw, men her war a iløwle[183] det nærest
+ved æ, te a haar wot nowtider[184].
+
+ [183] _iløwle_, alligevel.
+
+ [184] _wot nowtider_, været nogensinde.
+
+=Stemmer.=
+
+Nu hudden[185] gik æ dæ saa?
+
+ [185] _hudden_, hvordan.
+
+=Thames.=
+
+Jow, a kam da fræ æ med æ Forstand i Behold. De her Swissier[186]
+bløw kaldt te en naaen Kant aa æ Land, saa a fæk Ro te aa besind mæ
+paa æ. A kam te aa tink ved de her manne Kwonner[187], og a haaj da
+ogsaa sit nøj af Verdens Handtiring, og søen haaj a laa Mærk te, te
+hwad Kwonner angik, saa haaj de flest nok aa døw[188] med jen.
+
+ [186] _Swissier_, Gavtyve.
+
+ [187] _Kwonner_, Koner.
+
+ [188] _døw_, døje.
+
+=Stemmer.=
+
+Hahaha!
+
+=Thames.=
+
+Kort aa fortæl: a bega æ[189], baade det gamle og det nøj Jerusalem.
+
+ [189] _bega æ_, opgav det.
+
+=Holger Darling=
+
+{(der under Thomas's Replik har koketteret med =Nikoline=).}
+
+Det var klogt af Dem, gamle Støder; men det er naturligvis ogsaa kun
+en af Antons sædvanlige Flyvegriller.
+
+=Anton=
+
+{(mørk).}
+
+Hwor mon De ved _det_ fræ? De er da vistnok den sidst, a skuld betro
+mæ te.
+
+=Darling.=
+
+Det er mig ogsaa revnende ligegyldigt; for mig kan De rejse hvorhen
+Fa'nen De vil.
+
+=Anton.=
+
+Ja Tak, a ved Beskejn, det er det I pønser paa baade De og Kjesten aa
+faa _mæ_ aa æ Vej, saa I rigtig uforstyrred ka find hinaan.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, men Anton, er du da rejn fræ Sans og Samling; tror du virkelig en
+Urd af det du sjel sejer?
+
+=Anton.=
+
+Gid a ett gjord! A kund godt hjælp mæ med aa tro paa _nøj_ minder.
+
+=Darling.=
+
+Aa, hvad skal vi nu med al den Højtidelighed. Skal vi ikke hellere ta
+en lille Runde, mens Hønsene gaar paa Pind. De har jo Klarinetten
+parat, gamle Thomas?
+
+=Thames.=
+
+Ja, den er aalle laant[190] henn. {(Blæser.)}
+
+ [190] _laant henn_, langt borte.
+
+=Darling.=
+
+Spil os saa en Aftenvals her mellem Kaalene.
+
+{(=Thomas= spiller; =Darling= snupper i en Hast =Kjesten= om Livet;
+med en halvt undskyldende Bøjning hen mod =Anton= la'r hun sig føre i
+Dansen. De andre parvis efter. =Store Ane= hjanter af Sted med
+Havredrengen.)}
+
+=Karen Mari=
+
+{(i Døren).}
+
+Aa træj endda ett paa mi Skalotløg! Ta jer endele pæn iwor[191];
+{(forstærket)} æ Bi, æ Bi! aa, _kom_ endda ett te æ Bi!
+
+ [191] _iwor_, i Vare.
+
+{(Anton har staaet stille første Omgang. Nu kommer)}
+
+=Svenske Stina.=
+
+Finder jag her en Enkemand! Skal inte vi to slaa Pjalterne sammen for
+denne Omgang? Det er saa förtjusande at faa svänga sig lite Gran!
+
+{(Anton er rasende, fordi han blev narret for Kirsten; da han er
+kommen ud foran Bistadet, retter han et drabeligt Spark imod det, saa
+det trimler omkuld. Et vildt Skrig rejser sig fra Pigerne, efterfulgt
+af sanseløs Flugt; de fleste forsvinder bag om Stuelængen. =Fisker
+Thames= la'r sig dumpe plat ned paa Maven mellem Kaalene. Kort efter
+rejser han sig forvirret op og styrter med Favnespring ud af
+Kaalgaarden. Lidt efter kommer =Anton= frem, fægtende med sin
+afkrængede Vest, han er ophovnet i Ansigtet af Bistik, nærmer sig
+Vippebrønden og trækker en Spand Vand op.)}
+
+=Kjesten=
+
+{(kommer forpustet frem af Gangdøren).}
+
+Aa, du alstyrende, hwor _sir_ du ud! Men hwad gik der ogsaa af dæ; du
+ved da, te æ Bi er ett søen aa spøg mej!
+
+=Anton.=
+
+Det er _a_ fandenmæ heller ett! Bryd _du_ dæ aalle om _mæ_. _Mi_
+Hued[192] kan snaar vær kjøn nok te det, a skal brug en te. Ta du dæ
+heller af Darling. Han haar maaskisæ ogsaa faat lidt aa blæs paa.
+
+ [192] _Hued_, Hoved, Ansigt.
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, Darling fækk ett en jeneste Stik.
+
+=Anton.=
+
+Nej, Fanden hytter sin!
+
+=Kjesten.=
+
+Men Anton, _er_ du da rejn sær. Ubav endda, hwor _sier_ du ud! Læd nu
+mæ hjælp dæ.
+
+=Anton=
+
+{(skjærer de vildeste Ansigter).}
+
+Hwad mon _du_ vil hjælp mej?
+
+=Kjesten.=
+
+Med aa pill æ Brojjer[193] ud. A haar da ogsaa wot stukken af Bi
+engaang, a ved helsen nok, hwad _det_ er! {(Hun drejer hans Kind ind
+i Lyset).} Men du er saa laang, a ka ett ret komm te.
+
+ [193] _Brojjer_, Brodder.
+
+=Anton=
+
+{(blidnet).}
+
+Hworden vil du da ha mæ?
+
+=Kjesten.=
+
+Læd wos sætt wos her ved æ Kjeldramm.
+
+{(Finder Brøndskamlen; hun sidder, han ligger paa Knæ med sit Hoved i
+hendes Skjørt; hendes Fingre løber over hans resne[194] Ansigt.)}
+
+ [194] _resne_, ophovnede.
+
+=Kjesten.=
+
+A ska low for, te du er bløwn standed[195]!
+
+ [195] _standed_, pyntet, lavet til.
+
+=Anton.=
+
+Er der manne Brojjer?
+
+=Kjesten.=
+
+Om der er manne? De sejjer[196] snaar som Tænd i en Kaar[197].
+
+ [196] _sejjer_, sidder.
+
+ [197] _Kaar_, Karte.
+
+=Anton.=
+
+Da er der ogsaa en jawn Swej[198] i'æ.
+
+ [198] _jawn Swej_, god Svie.
+
+=Kjesten.=
+
+Her ka æ Finger ett gjør æ ud aaljen[199]. A maa ha en Stikknyw[200].
+
+ [199] _aaljen_, alene.
+
+ [200] _Stikknyw_, Slagtekniv.
+
+=Anton=
+
+{(løfter forfærdet Hovedet).}
+
+Men hwad vil du endda brug den te?
+
+=Kjesten.=
+
+Aa lig du nu baare still. A vil prøv, om a ett ku faa æ te aa
+sald[201]. {(Raaber):} Nikoline!
+
+ [201] _æ te aa sald_, det ophovnede til at svinde.
+
+=Nikoline=
+
+{(i Bryggersdøren).}
+
+=Kjesten.=
+
+Aa ta mæ lig den stur Stikknyw ved æ Lowtsbjælk; men taef ett
+nøj[202] i æ Tykmjælk.
+
+ [202] _taef ett nøj_, tab ikke noget.
+
+=Nikoline=
+
+{(frem med Kniven, som =Kjesten= haandterer fra Kind til Kind i
+Antons ophovnede Ansigt).}
+
+Naa, gjør æ nø Gavn?
+
+=Anton.=
+
+Aa, det dolmer[203] da saa dejlig!
+
+ [203] _dolmer_, dulmer.
+
+=Kjesten.=
+
+Nu ka du godt staa op, Anton.
+
+=Anton.=
+
+Maa a ett blyw her lidt endno?
+
+=Kjesten.=
+
+A skuld jo hen aa ha æ Gjæs ind. -- Det er nu det samm, men det war
+en gued Lær'streg te dæ. Hwad vild du spark te æ Bi for?
+
+=Anton=
+
+{(oprørt).}
+
+Og hwad vild _du_ rend aa flyv med æ Student for?
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, a tint nok, det war derfor du maatt ud med di Gal[204]! Maa a
+maaske ett dans med hwem a vil, uden først aa spør _dæ_ om Forlov? A
+vist forresten knap, hwem a danst mej, fâr a war mødt i æ. Og den der
+vil ha _mæ_ te Makker, han maa helst vær virm[205] paa æ Sokker.
+
+ [204] _Gal_, Arrigskab.
+
+ [205] _virm_, rap.
+
+=Anton=
+
+{(studs).}
+
+Nej, a er jo kuns en Bûndklods, a er ett fin nok te aa ta paa _dæ_.
+
+=Kjesten.=
+
+Fin og fin! Du er gued nok paa _di_ Maad, men der kund jo ogsaa vær
+anner, der war gued nok.
+
+=Anton.=
+
+Ja, a ved nok, hwem du nu tinker paa. A behøwer ett aa si mir, end a
+haar sit. Men a ska nok komm af jer Vej.
+
+=Kjesten.=
+
+Du truer jo lig'fram.
+
+=Anton.=
+
+Aa, det er vis ett nø Trusel for dæ. Her sejjer a og snakker saa
+angermodig[206] te dæ, saa æ Væggi ku rævn; men om a gi i æ Jurd af
+Sorre øwer, te du ett vil kjendes ved mæ, du vild syng og vær lig
+glaad.
+
+ [206] _angermodig_, ømt og mildt.
+
+=Kjesten.=
+
+Snak om en Ting! Hwor _ka_ du nu sejj og sej søne Pladder.
+
+=Anton=
+
+{(oplivet).}
+
+Vild du ett! Ja, men, -- saa ka æ jo vær, te du iløwle holder nøj af
+mæ?
+
+=Kjesten.=
+
+Aa, Herregud, Anton, du er da en _sære Baa'n_[207] af saa stur en
+Kaalmennesk aa vær! {(mens hendes Hænder dvæler lidt ømmere paa hans
+svulne Kinder).} Nu kan a et find flir Brojjer; tykkes du nu, det
+haar linned[208] nøj?
+
+ [207] _sære Baa'n_, underligt Barn.
+
+ [208] _linned_, bedret sig.
+
+=Anton.=
+
+Aa, Kjesten, nær a ligger her, med mi Kind paa di Knæ, saa er a det
+lykkeleste Mennesk, der ka løw paa Guds Jurd. Hworfor ka vi ett
+aaltid ha æ søen.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja men, Anton, søen haar du jo aalle snakked te mæ fâr!
+
+=Anton.=
+
+Nej, en faar æ jo sjalden saa, som det _skuld_ sejes, fâr det er
+forlæng.
+
+=Kjesten.=
+
+Jamen, hwad er det saa, der skuld sejes?
+
+=Anton.=
+
+Du ved æ godt, Kjesten, men du vil spøg med mæ imell Staând, og det
+er ett aaltid, te a _taaler_ Spøg. Du ka gjør en gued Mennesk af mæ,
+men du ka ogsaa lav mæ te saa møj nø ussel nøj.
+
+=Kjesten.=
+
+Da gjør a æ saamænd ett med mi gued Villi.
+
+=Anton.=
+
+Hworfor ligger du dæ saamøj atter den Student?
+
+=Kjesten.=
+
+Du tror, der er nøj mell mæ og Darling?
+
+=Anton.=
+
+Nu ska du ett spill saa helle, bette Kjesten. A haar wal ogsaa
+Øwn[209] i æ Hued.
+
+ [209] _Øwn_, Øjne.
+
+=Kjesten.=
+
+Tho a ved snaar ett, hwad du haar. _I_ æ Tid er de bløwen nøj smaa.
+-- Saa skuld en ett kund ta en Swingom med en pæn ung Fyr, uden te
+det skuld udlegges paa en beskidt Maad?
+
+=Anton.=
+
+Jow Kjesten, det er ett nær søen, men her er æ, a taaler saa lidt. Ja
+det vil sej, hwis a vist, te du ett ment nøj med æ, men det ved i
+Pig'er vis ett aaltid sjel.
+
+=Kjesten.=
+
+Aa, a er da heller ett en _hiel_ Baa'n, men du er ett aaltid lig nem
+aa blyw klog paa. -- Hwad ska det nu smaag aa, te du truer mej aa
+rejs aa æ Land? Tror du ett, te der ku blyw nok aa udrett for dæ
+herhjemm?
+
+=Anton.=
+
+Jow, aaltfor møj maaskisæ, hwis a sku gjør det, anner vil ha mæ te aa
+gjør. Du ved jo, mi Faa'r vil ûnd mæ æ Stej derhjemm.
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, det vidst a forresten ett. Men hwad sworer du te det?
+
+=Anton.=
+
+Ja, den _vil_ a hwerken ej heller ha, for ud paa den Hied[210] vild
+_a_ gaa tilgrund! det ved a; men det ka mi Faa'r ett forstaa. Og det
+gjør mæ saa ondt aa skuld sej ham æ, for a er ræj for, te det vil
+rejn knus ham. A haar ett wot hjemm i manne Tider af den Grund. A
+_kan_ ett bind mæ te den Hiedbrakk[211], hwor knap en Moldhwalp ka
+faa æ Fød, endsej en Menneskbaa'n ...
+
+ [210] _Hied_, Hede.
+
+ [211] _Hiedbrakk_, Hedelod.
+
+Men hwem er det, der snakker ud paa æ Vej?
+
+=Kjesten=
+
+{(ser ud).}
+
+Det er jo di Faa'r -- og æ Præjst! Det er aalle ward, te _de_ skal si
+wos sammel. Ska vi ett smutt ind i æ Lysthus.
+
+{(=Pastor Hansen= og =Povl Hedemark= kommer med Vejen, der løber
+forbi Kaalgaarddiget. Det er nu under Solnedgang.)}
+
+=Præsten.=
+
+Naa, De har faaet al Sæden ind, Povl?
+
+=Povl Hedemark.=
+
+Aajow, Hr. Pastor, a haar ogsaa faat en godt ind.
+
+=Præsten.=
+
+Ja, De er en brav og stræbsom Mand, Povl, et Særsyn i disse løbske
+Tider.
+
+=Povl.=
+
+Aaja! En kratter jo ved, saalæng en kan.
+
+=Præsten.=
+
+De har skabt Dem et dejligt lille Hjem deroppe paa Sandet. Det er mig
+altid en Glæde, naar jeg kjører der forbi til Annexet at se, hvor
+alting er pynteligt og pænt omkring dette lille Hjem. Sandelig,
+Nøjsomhed med Gudsfrygt, ja, det er en stor Vinding, som Paulus
+siger.
+
+Vi Præster er vel nok dem, der ser Landet mest i Søndagsklæder. Deres
+Hjem derude paa Heden har altid været mig saadan et Søndagshjem. Hvor
+tit er jeg ikke bleven mødt af denne Duft af Timian og Lavendler fra
+Deres lille Have, og Røgen fra Deres Skorsten fulgte min Vogn paa
+Vej. Thi Røgen fra saadant et lille ensomt Hus, den bærer saa langt
+og fortæller én saa meget om Lykke og Arnefred. Ja, De er i Sandhed
+lykkelig, Povl Hedemark!
+
+=Povl.=
+
+Ja, a tykkes ogsaa sjel, a haar en bette knøw[212] Hjemmen. Men, det
+haar jo ett wot lutter Søndaw dem a haar hat dèrud. Mi Kuen gik jo
+syg i manne Aar, og det war ett aaltid lig nem aa faa æ Fød ud aa æ.
+Der war jo ett uden den baar Lyng, da a kam derud. Men a haar laa Fur
+te Fur, og nu ka en Famili, der ett stiller stâr Fordringer end min,
+godt begynd aa løw aa æ. Men nu er a ogsaa ved aa blyw træt, Hr.
+Pastor.
+
+ [212] _knøw_, pæn.
+
+=Præsten.=
+
+Ja, det _har_ de sandelig Lov til at være. Og hvordan har De saa
+tænkt Dem Fremtiden.
+
+=Povl.=
+
+Jow si, Hr. Pastor Hansen, a _haar_ jo da en Søn, Anton, De ved. Ja,
+han tjener da forresten ved æ Enkikuen her i Hwolgaard. A ved ett
+retter, end han skikker sæ wal.
+
+=Præsten.=
+
+Anton var en opvakt Dreng ved Konfirmationen, og heller ikke siden
+har jeg hørt andet end godt om ham. Saa er det maaske Deres Mening at
+tilbyde ham Hjemmet?
+
+=Povl.=
+
+Jow, tho han er jo den nærest.
+
+=Præsten.=
+
+Sandelig en smuk Ordning!
+
+=Povl.=
+
+Det er jo den jenest Baa'n, Worherr haar levnt mæ. De anner haar a jo
+maatt bær op paa æ Kjerregaard, som æ Præjst vil how. Aa, hwor det
+gjord mæ ondt med den sidst! Han war en sær raar bette Dreng. _Han_
+kund gaa æ Daw ud og dulle alisid[213] med mæ, saa bette han war, og
+hold i æ Stud dje Temm[214], nær _a_ gik og plowed. Men han maatt jo
+afstej -- _te_ de anner, da æ Tæring kam. _Det_ war Numer fem. Mi
+_Kuen_ war gjev for mæ, men bette Søren -- det war det haard'est.
+
+ [213] _dulle alisid_, smaatrippe ved min Side.
+
+ [214] _Temm_, Tømme.
+
+Da a haaj faat ham kaast hen, og a ijen sku ha fat paa mi Arbed -- a
+haaj ligfram saa ondt ved aa faa æ Plov igaang; a vild hwer Yw'blik
+fornemm atter den her bette Haând paa æ Temm.
+
+Haaj _han_ løwed, saa tror a bestemt, te han haaj faat æ. Det er i
+Daa hans Døddaa. De sir, Hr. Pastor, a gaar med en bette Krans. Den
+vild a ha op paa hans Grav. Ja, _han_ war den gjevest!
+
+=Præsten.=
+
+De er en god og ædel Mand, Povl Hedemark!
+
+{(Solen gaar ned bag Huslængerne, Kirkeklokken ringer fra det hvide
+Taarn.)}
+
+=Præsten.=
+
+Nu i Jesu Navn, saa gik den Dag til Ende! Nu ringes Solen ned.
+
+=Povl.=
+
+Saa maa a nok si aa skynd mæ, inden de lukker æ Stett[215]. Faawal,
+Hr. Pastor!
+
+ [215] _æ Stett_, Kirkegaardslaagen.
+
+=Præsten.=
+
+Farvel, Povl, og Gud velsigne Dem og Deres Søndagshjem. {(Gaar
+videre.)}
+
+{(=Anton= og =Kjesten= kommer frem af Lysthuset.)}
+
+=Anton.=
+
+Ved du, hwad det war, mi Muer og mi smaa Søskend død aa?
+
+=Kjesten.=
+
+Nej.
+
+=Anton.=
+
+Simpelthen: Mangel paa det tørre Brød. Og dér skuld _a_ ta Arr atter
+Faa'r. En søen Ligkist er det, Pastoren kalder for en Søndagshjem.
+
+=Kjesten.=
+
+Pastor Hansen ved aaltid aa find saamanne kjønn Urd.
+
+=Anton.=
+
+Ka du saa forstaa, te a maa rejs mi Vej?
+
+=Kjesten.=
+
+Ja men ... ka du ett blyw hér?
+
+=Anton=
+
+{(med Eftertryk).}
+
+Det ved _du_ og ett a.
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+ANDEN AKT.
+
+
+{Dagligstue i Hvolgaard.}
+
+{=Store An= og =Bette An= beskjæftiget med Hovedrengjøring; den
+første pudser Kobbertøj helt fremme mod Publikum og vender Ryggen til
+Bette An, der i Baggrunden børster Stuens Kakkelovn.}
+
+=Bette An=
+
+{(der dypper Børsten i Sværten).}
+
+A tykkes, te Kjesten er bløwen saa bleg om æ Neb[216] i den sidst
+Tid?
+
+ [216] _æ Neb_, Næbet.
+
+=Store An.=
+
+Ja, det er ett søen aa staa tow Kjærester i Rett paa jen Tid.
+Hower[217] du ett det fræ di egen ung Daw?
+
+ [217] _hower_, husker.
+
+=Bette An.=
+
+Jow, det maa du nok sej. Men den Student det er da ogsaa en slemme
+Pløk. Tho han ka da snaar faa æ Pig'er te aa rend atter sæ æ hiel
+Sovn øwer.
+
+=Store An.=
+
+Ja, tho det er snaar, lissom nær jen af vianner gaar ud i æ
+Baagdar[218] og kalder paa æ Høns; saasnaar vi sej'er: pylle, pylle,
+pylle! saa kommer æ det Hiele.
+
+ [218] _æ Baagdar_, Bagdøren.
+
+=Bette An.=
+
+Hihihi! Ja, det er snaar, hwad det er mæ æ! Hwor læng mon han ska
+blyw ved aa gaa _hér_? Skal _han_ ett tebaag te hans Løsen[219]?
+
+ [219] _Løsen_, Læsning.
+
+=Store An.=
+
+Py! tror du søne nue løser! Nej, han ska hwil hans Nerver.
+
+=Bette An.=
+
+Hyhyhyhy! Det blywer karenmæ vis en raar Hwilen! _Han_ flywer jo af
+den jen Liegstow[220] og i den naaen. -- De sejer endda aalsammel, te
+han ska vær Præjst.
+
+ [220] _Liegstow_, Ligstue.
+
+=Store An.=
+
+Præjst! det sku da saa vær paa en Herredskantor. Han ska jo vær
+Prækeraater.
+
+=Bette An.=
+
+Det tror a surenmæ ett, Kjesten ved. -- Hyhyhy! Der blywer karenmæ
+vis manne smaa Studenter her paa æ Egn, nær _han_ er rejst!
+
+=Store An.=
+
+De vil da faa let ved aa blyw baade døft og komfirmired, for de haar
+jo æ Præjst nær ved æ Haând.
+
+{(Latter.)}
+
+=Bette An.=
+
+Det er sær, te æ Præjst ett holder nøj ijen med ham. Tho det er da æ
+Søsters Søn.
+
+=Store An.=
+
+Hwad ka han hold ijen, den Fillifut[221]! Tror du _han_ faar no
+Nysmaal[222] om, hwad der gaar for sæ. Pastor Hansen er saamænd en
+raar sølle _jen_, a ska ett sej andt, men han haar ingen Ved om
+Verdens Fagter.
+
+ [221] _den Fillifut_, det Faarehoved.
+
+ [222] _no Nysmaal_, noget at vide.
+
+=Bette An.=
+
+Men saa Anton; det _er_ den største Synd, som han blywer behandelt.
+For saa kund hun sej ham _rejn_ Beskejn[223], saa ved en, hwad en
+haar aa rett sæ atter. Men det aa rend og strol[224] med æ Student æ
+Nætter med æ Daw og iløwle hold æ opp med den naaen, -- det er ett en
+Manir for en ordenlig Pig, det maa de godt sej, _a_ haar saâ.
+
+ [223] _Beskejn_, Besked.
+
+ [224] _strol_, strejfe.
+
+=Store An.=
+
+Jamen -- ordenlig Pig'er dem er der nok faa aa. Hwad tinker du om di
+_egen_ Dætter?
+
+=Bette An=
+
+{(alvorlig).}
+
+Nikoline? Du haar ett hør _nøj_ om _hind_!
+
+=Store An=
+
+{(ondskabsfuld).}
+
+Hihihihi!
+
+=Bette An.=
+
+Med æ Student! _Det_ er Løwn!
+
+=Store An.=
+
+_A_ ska ett rend med Sladder, men fej først for di egen Dar, Morlil,
+og for di Dætters mej, om du ka naa saa laant[225].
+
+ [225] _laant_, langt.
+
+=Bette An=
+
+{(grædende).}
+
+A _haar_ saâ æ te Nikoline baade jen Gaang og flir: Ta dæ i Ajt for,
+mi Baa'n, hwem du gi'r dæ aa mej. En æ jen Daa om aa fald men en hiel
+Lyw om aa fortryd. Dem Rig dje Bø'en, de haar let ved aa døl[226], om
+de sku komm te aa træj øwer æ Skavl[227], men den Fatte si Skam --
+det ska roves ud øwer all Sogn.
+
+ [226] _døl_, dølge.
+
+ [227] _æ Skavl_, Skaglen.
+
+=Store An.=
+
+Du _târ_ saa stærk paa Vej! A haar jo ett saâ nøj.
+
+=Bette An.=
+
+Saa ka du jo læ vær aa plevver[228] om, hwad du ett ved!
+
+ [228] _plevver_, sladre.
+
+{(Pavse, hvor kun Skuretøjet høres.)}
+
+=Store An=
+
+{(indladende).}
+
+Da ka du sgi tro, te Karen Mari war ved en kjøn Sind ijaes[229], da
+Kjesten ett kam ind fræ æ Malken far ud ad æ Awten, for det æ Student
+sku hjælp hind ved æ.
+
+ [229] _ijaes_, i Aftes.
+
+=Bette An.=
+
+Ja, æ Muers Hjat er æm[230].
+
+ [230] _æ Muers Hjat er æm_, Moderens Hjærte er ømt.
+
+{(=Karen Mari= kommer nu stille ind ad Døren i Baggrunden. =Bette
+An=, der er ene om at se hende, la'r Børsten gaa i rasende Fart.)}
+
+=Store An=
+
+{(vejrer ingen Uraad).}
+
+Karen Mari --, den Bommerut[231]! da haar hun saamænd da aaltid kløj
+atter[232] aa komm i med dem Fin. Nu ka hun maaskisæ faa Held aa æ.
+-- Ka _du_ da lid, te hun aaltid gaar og fisler[233] rundt i de
+Klud'skow, saa en aalle ka hør hind, fâr en haar hind? _Hwa?_ Det
+gammel Tridsværk! Hun gaar som hun smøres te. Aae, hwor er hun sød og
+sleg[234] _i_ æ Taal, hæ--hæ! -- men hinne Sleghied den ska en
+missel[235] ett slaa Bund paa. -- Men hworfor sworer du mæ ett?
+
+ [231] _Bommerut_, Klumpsæk.
+
+ [232] _kløj atter_, kløet for.
+
+ [233] _fisler_, pusler.
+
+ [234] _sleg_, indsmigrende.
+
+ [235] _missel_, min S'æl.
+
+{(Drejer sig halvt omkring og ser sin Madmor, der nu er listet helt
+hen til Store =An='s Plads.)}
+
+=Karen Mari.=
+
+Naa, her ka en nok faa skrøwen i si Skudsmaalsbog, om ett en haar
+faat æ gjord fâr. Blyw endele ved, An, da du er saa godt i Gaang;
+blyw endele ved! Du haar vis ett nowed[236] æ Bund i di Pues endno.
+-- A troed, æ Kaal[237] war hér ind.
+
+ [236] _nowed_, naaet.
+
+ [237] _æ Kaal_, Karlene.
+
+=Store An=
+
+{(der har gnedet rasende paa Kobberet).}
+
+Nej, vi haar ingen Kaal ved wos. A ved saa ett, om der er anner i æ
+Gaard, der haar.
+
+=Karen Mari.=
+
+Da er det da sær, te Anton ett kommer ind te hans Nætter[238]. En sku
+da'tt tro, te der war nøj i æ Vej med æ Kreaturer?
+
+ [238] _Nætter_, Nadver.
+
+=Store An=
+
+{(lige møsk).}
+
+Ja, der er jo manne Slavs Kreaturer.
+
+=Karen Mari.=
+
+Kom I nu ind te æ Burd, men æ Grød er warm.
+
+{(Hun kluder ud igjen.)}
+
+=Store An=
+
+{(saa snart Døren er lukket).}
+
+Hwi Fanden kund du ett sej jen, din Toj[239], te hun war kommen ind
+ad æ Dar, saa a ett sku sejj[240] her og læ æ Mund rend øwer!
+
+ [239] _Toj_, Taske.
+
+ [240] _sejj_, sidde.
+
+=Bette An.=
+
+Tykkes du, te _a_ ku komm te aa sej nøj, nær hun stod og pranst[241]
+i æ Dar!
+
+ [241] _pranst_, fyldte ud.
+
+=Store An.=
+
+Ja, nu er en da færdig mej jen Lidt[242] aa faa si Mjælkkand fyldt
+her paa æ Gaard. _Det_ haar en da faat ud aa æ om ett andt.
+
+ [242] _jen Lidt_, for det første.
+
+{(Ud af Døren i Baggrunden.)}
+
+=Bette An.=
+
+Dér fæk a karenmæ Hæws paa hind[243] for Nikoline! Hyhyhy! {(Hun ud
+samme Vej.)}
+
+ [243] _Hæws paa hind_, sagt hende Tak for sidst.
+
+{(Et stort Spektakel rejser sig bag Gangdøren til højre. Student
+=Darling= kommer i Stormløb gjennem Stuen, forfulgt af =Anton=, der
+har et Svingeltræ i Haanden.)}
+
+=Anton.=
+
+A ska Dæwlen mist mæ gi Dem, din bette Swedi[244]!
+
+ [244] _Swedi_, Skjælm.
+
+=Darling=
+
+{(rundt omkring Bordet og ilsom ud ad Døren til venstre, som han
+hugger i og holder udefra).}
+
+=Anton=
+
+{(kaster sig over Dørgrebet og haler til sig med Kjæmpekraft).}
+
+Nu, det tror du, din Hundstegl[245]!
+
+ [245] _Hundstegl_, Hundestejle.
+
+{(Døren hives op; baade Studenten og =Kjesten= hales med i Rykket.)}
+
+=Kjesten=
+
+{(er i Malkedragt ilet til fra Nødset, i Døraabningen bag Tærsklen
+ses den fyldte Malkestrippe).}
+
+Er du bløwen tossi!
+
+=Anton.=
+
+Ja, jen af wos, vis nok!
+
+{(=Studenten=, som ser Antons løftede Knippel, træder et Skridt
+tilbage, saa han snubler over Malkestrippen; baade denne og han
+triller rundt paa Gulvbrædderne. =Anton= vil kaste sig over ham, men
+energisk træder =Kjesten= ind under Antons løftede Arm og siger):}
+
+Er der nue, der ska slaaes, saa slaa _mæ_!
+
+{(Mens Darling rejser sig, oversprøjtet af Mælk, træder)}
+
+=Karen Mari=
+
+{(ind, hidkaldt af Larmen).}
+
+Men Gud spaar og bewaar jen, hwad er æ endda for en Bødlen[246] og
+Spetakel; _skal_ æ Hus' da væltes! Ih søde Anton, _er_ æ nu ijen[247]
+med dæ som den Daa med æ Bi? Søen ka æ da'tt blyw ved aa gaa. Kand du
+da'tt ta en Mask ind paa di Galsindehied og styr en _bette_
+Krumm[248] ved dæ sjel. Det _er_ endda haadt, aa ha saa stræng en
+Sind, som du er kommen te Verden mej. Føj for en Vesen[249] endda! Og
+jen si søde Mjælk -- strent[250] øwer æ Gwolfiel[251] hwer en Drip!
+Aae søde Ko's endda! {(Hæftig til Kjesten):} Men hwad vild da ogsaa
+din lied Sloj[252] herind i æ Stow med æ Malkstripp[253] atter!
+
+ [246] _Bødlen_, Allarm.
+
+ [247] _ijen_, igjen.
+
+ [248] _en bette Krumm_, lidt.
+
+ [249] _Vesen_, Pokker.
+
+ [250] _strent_, strittet.
+
+ [251] _Gwolfiel_, Gulvfjælene.
+
+ [252] _din lied Sloj_, dit lede Pigebarn.
+
+ [253] _Malkstripp_, Malkespanden.
+
+=Kjesten.=
+
+Aa _ti_ nu still, Muer, det kan vær gal nok, uden du behøwer aa
+gjelster op[254].
+
+ [254] _gjelster op_, tage paa Vej.
+
+=Karen Mari=
+
+{(til Darling).}
+
+Da er De helsen ogsaa bløwen danked te; det er snaar baade te og
+flir[255] og flæf øwer. Men a twiler ett paa, De haar wot ud om æ;
+gal Katt faar røwen Skind!
+
+ [255] _flir_, grine.
+
+=Darling=
+
+{(ryster sig for Snavset, ta'r sin tilsølede Hue mellem to Fingre).}
+
+Bølle! {(siger han og gaar ud til venstre).}
+
+=Anton=
+
+{(til Karen Mari):}
+
+Ja, du ka sej hwad du vil, Karen Mari, men skal _a_ vær di Forkaal og
+ha æ Answar for æ Sager baade opp og nied, saa finder a mæ Dæwlen
+mist mæ ett i, te søen en Fløs som han gaar og forstyrrer æ Piger i
+dje Maiken og stikker hans Nies i al Ting.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ih, hwad gjør da æ bette Swend?
+
+=Anton.=
+
+Ja, a ved ett, om du vil ha saat Ild paa æ Gaard?
+
+=Karen Mari.=
+
+Ih, søde Navn!
+
+=Kjesten.=
+
+Men hwad er det endda for nø Beskyldninger, du kommer mej! Det ved du
+da godt er jenne[256] baar Paafund.
+
+ [256] _jenne_, ene.
+
+=Anton.=
+
+Ja, iguer fand a Swawlstykker i æ Kyer dje Krøef, i Daa laa der smidt
+en Cigarstump i æ Hejst dje Hakkels. _A_ ved ett, i hwad Mjening han
+kyler æ. Men det ka ingen ordenlig Kaal find sæ i.
+
+=Karen Mari.=
+
+Men Jøsses, ligger han søen og kaaster med æ Ild!
+
+=Anton=
+
+{(med et strængt Blik paa Kjesten).}
+
+Ja, nær _det_ endda war det jennest, han saat Ild paa; men -- det er
+nok ett bløwen dérved.
+
+=Kjesten.=
+
+Nej det laader te æ. _Du_ er jo ligfram saa du spruder.
+
+=Karen Mari.=
+
+Nu vil _a_ gaa. Nu haar I ijen jer Krammelurris[257]. _Kund_ I da ett
+faa en bejer Skik paa æ? Der _er_ da heller aalle Fred aa find i a
+Gaard mir, sin den Knæjt kam paa æ Egn.
+
+ [257] _Krammelurris_, Skjænderads.
+
+{(lister ud).}
+
+=Kjesten.=
+
+Du rober aaltid med di Answar for Hejst og Kyer. Men du ska ett ha nø
+Huedpin for mæ. _A_ er ingen Kow!
+
+=Anton.=
+
+Aa, a ved snaar ett, hwad du er.
+
+=Kjesten.=
+
+Men der er heller ingen der forlaanger, te du ska ved saa faale
+møj[258]. Det her er jo ett te aa hold ud te. Te du ligger dæ paa Lur
+med en Vognkjæp i den jen Haand og en Kjevop[259] i den naaen og vil
+slaa skikkele Folk fordærre, fordet de kommer og sir te mæ -- a haar
+aalle kjend di Lig! Skal a gaa te dæ og spør om, hwem der haar Lov aa
+_komm_ te mæ?
+
+ [258] _faale møj_, farlig meget.
+
+ [259] _Kjevop_, Ørefigen.
+
+=Anton=
+
+{(i stort Oprør.)}
+
+Ja, Dæwlen mist mæ ska du saa, -- hwor tow Mennesker haar hat _saa_
+møj sammel som vi!
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, saa fortryder a, te vi haar hat saa møj sammel.
+
+=Anton=
+
+{(vildt).}
+
+Du fortryder te ... te ... Vil du kald paa di Muer!
+
+=Kjesten=
+
+{(rank).}
+
+Nej a vil ett.
+
+=Anton=
+
+{(slaar med sit Svingeltræ i Bordskiven).}
+
+Vil du kald paa di Muer, saa vi ka faa wor Sager gjord op!
+
+=Kjesten.=
+
+Haar du nøj aa snakk med mi Muer om, saa ved du wal sjel, hwor hun er
+aa find.
+
+=Anton=
+
+{(knækker sammen, slænger sig i Graad over Bordet; lidt efter).}
+
+Kjesten! Hworfor piner du mæ søen! Jen Daa klapper du mæ, en naan Daa
+træjer[260] du paa mæ.
+
+ [260] _træjer_, træder.
+
+=Kjesten.=
+
+A gjør, som _a_ vil. A vil ett ha nø Kommando øwer mæ. A er stur nok
+te aa pass mæ sjel.
+
+=Anton=
+
+{(efter en ny Pavse, i Graad).}
+
+Du er vred paa mæ, Kjesten?
+
+=Kjesten.=
+
+Du er som en arrig Baaen. Hvad _skal_ den Galsindehied te?
+
+=Anton.=
+
+Nej, det er maaske sand nok, men den kan a'tt gjør _ved_. Den er a
+føj mej.
+
+=Kjesten.=
+
+Hwi ka du'tt gaa alisid[261] med anner Mennesker?
+
+ [261] _alisid_, ved Siden af.
+
+=Anton.=
+
+Det ved a ett, Kjesten. Men det ka a et. Ka a ett vær en Hejsthued
+oforved[262], saa ka a ett vær te. Og den Student -- ham ka a ett vær
+i Baas mej, vil du ett slipp ham ... Ja, du behøwer ett aa sej nøj. A
+ka si paa di Øwn, te du vil ett.
+
+ [262] _oforved_, forved.
+
+=Kjesten.=
+
+_Du_ kan ett si andt paa _mi_ Øwn, end ingen ska komm aa ta _mæ_ med
+det Und[263].
+
+ [263] _Und_, Onde.
+
+=Anton.=
+
+Det vil sej, te du vil ha Lov te aa ha baade jen og tow Kjærester
+foruden mæ ...
+
+=Kjesten.=
+
+_A_ haar ingen Kjærester te _a_ ved; hwerken dæ heller anner. Ett
+endno da. Hwad a _ka_ faa, det staar i Guds Haând.
+
+=Anton.=
+
+Naa søen aa forstaa! {(med Tordenrøst).} Vil du saa endno ett kald
+paa di Muer!
+
+=Karen Mari=
+
+{(i Døren).}
+
+Aa, i ta'r søen paa Vej, te I ka spaar jer Kalden. Hworfor ska dæ
+endda søen skovrobes!
+
+=Anton.=
+
+Vil du udbetaal mæ mi Løn og læ mæ rejs?
+
+=Karen Mari.=
+
+Hwad er æ endda du sejer, Anton. Di Løn ... Du vil rejs ... Mødt[264]
+i di Tjenest!
+
+ [264] _mødt_, midt.
+
+=Anton.=
+
+Ja, du faar læ mæ rejs; her kan a ett hold æ Lyw ud.
+
+=Karen Mari=
+
+{(Graaden nær).}
+
+Aa, Gud da naad _mæ_ arme Kwind'. Hworden ska a saa faa æ Sager
+standed[265].
+
+ [265] _standed_, gjort.
+
+=Anton.=
+
+Ja, det maa du spør di Dætter om.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ih Kjesten, _vil_ du da ød dæ sjel te anner?
+
+=Kjesten=
+
+{(brister ud i Hulken ved Bordet).}
+
+Han er nær ved aa plaw æ Lyw af mæ med hans Paafund.
+
+=Anton.=
+
+Ja, men nu skal I faa Fred for mæ, bejtow[266] ... Faawal, Kjesten!
+
+ [266] _bejtow_, begge to.
+
+{(Gaar hæftig mod Døren i Baggrunden.)}
+
+=Kjesten=
+
+{(rejser sig halvt op).}
+
+Aah, Anton!
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+TREDIE AKT.
+
+
+{Søndag Morgen. Pastor Hansens Studereværelse. Døre i Baggrunden og i
+Sidevæggen til venstre. Bogreoler. Paa højre Væg et gammeldags Spejl.
+Præsten staar til venstre og søger efter en Bog paa nederste Hylde.}
+
+{=Holger Darling= kommer fra Døren i Baggrunden og ta'r uden Jakke og
+Vest Opstilling foran Spejlet.}
+
+=Darling.=
+
+Godmo'ren, søde Onkel.
+
+=Præsten.=
+
+Godmorgen, min Dreng.
+
+=Darling.=
+
+Maa jeg binde mit Slips her foran dit Spejl?
+
+=Præsten.=
+
+Værs'god. Skal du ogsaa ud i _Dag?_
+
+=Darling.=
+
+Ja, det skal jeg da rigtignok. Der er jo Skyttefest i Haabro!
+
+=Præsten.=
+
+Men derfor kunde du dog godt først ta' med _mig_ i Kirke.
+
+=Darling=
+
+{(rivende i Slipset).}
+
+Æh! -- Nej, søde Onkel, det er aldeles umuligt. Æh -- for Sat -- --
+--
+
+=Præsten.=
+
+Men Holger dog!
+
+=Darling.=
+
+Jeg skal sige dig, Onkel, jeg loved at ordne noget ved Præmierne.
+
+=Præsten.=
+
+Ak ja, den Ungdom, den Ungdom! Tumle og danse -- og lade de hvide
+Haar ene om at pynte op i Guds Hus. Jeg havde haabet, du var bleven
+hjemme i Formiddag. Anton er her jo om lidt.
+
+=Darling.=
+
+Anton, hvad skal han her?
+
+=Præsten.=
+
+Han vil sige Farvel til sin gamle Præst. Han har jo kun Amerika i
+Hovedet. Det er sørgeligt med dette dygtige Menneske. Men saadan gaar
+det altid, de dygtige stryger deres Kaas, men Skravlet -- det skal vi
+nok faa Lov at beholde. -- Jeg maa vel nok hilse Anton fra dig?
+
+=Darling.=
+
+Hilse -- -- Anton Povlsen?
+
+=Præsten.=
+
+Ja, du er jo kommen saa meget i Hvolgaard denne Sommer.
+
+=Darling.=
+
+Ja, rigtig meget. Jo, Onkel, det kan du godt. Og ønsk ham saa en
+rigtig behagelig Rejse. Farvel, Onkel!
+
+=Præsten.=
+
+Farvel, min Dreng, Herren se dine Veje!
+
+{(Darling møder i Døren):}
+
+=Fisker-Thames=
+
+{(med en aflang Halmpakke under Armen).}
+
+Goddaw, Hr. Pastor!
+
+=Præsten.=
+
+Goddag, gamle Thomas. Saa _De_ lever endnu?
+
+=Thames.=
+
+Aaja, Ukrud forgaar ett saa let, som skrevet staar.
+
+=Præsten.=
+
+Da er det saamænd sjælden, man ser Dem, Thomas. Hvad skylder jeg Æren
+i Dag ?
+
+=Thames.=
+
+Aajow, Pastor Hansen, det skal a saamænd sej Dem. A er jo bløwen lidt
+baagatter med mi Poskoffer, og saa haar Worherr nu lig send mæ en
+bette Fisk, ret en kjøn bette Butti[267], som a vild be Dem saa pæn
+om ett aa forsmaa. Tho stur Gawer sworer mi Haardkuen wal ett te, men
+den Krumm a formaar er gi'n aa en gued Villi.
+
+ [267] _Butti_, trind én.
+
+=Præsten.=
+
+De maa ikke gi' _mig_ Deres Gaver, gode Thomas. De er en fattig Mand,
+som kan ha Stræb nok med at klare for Dem selv.
+
+=Thames.=
+
+Nej, søen maa De ett snakk, Hr. Pastor. A er migi ingen Knyk[268] i.
+A ka swor enhwer sin.
+
+ [268] _Knyk_, Armod.
+
+A haar:
+
+    en Lam i mi Towt
+    og en Pøls paa mi Lowt,
+
+godt Humør og en Hjelbred af Guld, sue møj[269] mir behøwer a ett.
+
+ [269] _sue møj_, ret meget.
+
+=Præsten.=
+
+Sandelig en morsom Tale at høre i vore Tider, hvor alle jamrer sig,
+og det gode Humør er paa Vej til at dø helt ud.
+
+=Thames.=
+
+Ja søen er _det_:
+
+    Manne raaler[270] og skaar ett[271],
+    anner praaler og haar ett.
+
+ [270] _raaler_, hyler.
+
+ [271] _skaar ett_, skader intet.
+
+Tho a kund walsajtens ogsaa ha faat nøj aa skroll øwer[272], lissom
+saamanne anner, hwis det kam an paa det. Men det war en Mundheld mi
+salig Faa'r haaj:
+
+ [272] _skroll øwer_, gjøre Væsen af.
+
+    Godt Humør og en frisk Skraa
+    gaar kjekke Ka'le Verden rundt æpaa.
+
+Og de Ord laa _a_ ved mæ. Den fatte, han maa lid møj, men ka han hold
+ved hans Humør, saa er han ett saa fatte endda. Haar de først tavn
+den fræ wos, saa Gud naad wos!
+
+=Præsten.=
+
+Jaja, gode Thomas, De har hæget smukt om Deres.
+
+=Thames.=
+
+A haar altid past paa a hold æ Hued lig mell æ Skoldre. {(Vikler
+Halmen til Side paa Fiskepakken.)} Men hér ska De nu si æ bette
+Kannis[273] {(Ta'r Fisken paa den flade Haand.)} De ka trow, en slow
+godt med si Haal[274], inden a fæk en te aa fald teføj.
+
+ [273] _Kannis_, Gavtyv.
+
+ [274] _Haal_, Hale.
+
+=Præsten.=
+
+Sandelig, en dejlig Fisk, rigtig en dejlig Fisk {(ta'r hans Haand).}
+Tak for Deres gode Gave, Thomas! De er en brav Mand; men hvor kan det
+være, at jeg ser Dem saa sjælden i Kirken?
+
+=Thames.=
+
+Jo--o--ow, a ska sej wos, Hr. Pastor, søen mødt under æ Præjken, da
+bejer[275] æ Fisk aaltid saa brølgodt -- -- og saa -- -- æh -- -- ja,
+saa er æ jo swær, forstaar De, aa gaa fræ æ. For Gud naad wos, vi er
+jo syndige Mennesker ind ad en Kant og "hænger ved det jordiske
+Gods".
+
+ [275] _bejer_, bider.
+
+=Præsten.=
+
+Ja, det er Tidens Skjødesynd at forsømme Guds Hus. Husk dog paa,
+Thomas, at nu begynder Alderen at melde sig for os begge.
+
+=Thames.=
+
+Jow, aaejow, a ska ett muedsej æ Præjst i _det_. Kjerk _er_ jo Kjerk,
+det skal aalle næjtes, men helsen haaj a jo tint, ja, blyw nu ett
+vred, Hr. Pastor, -- te _a_ haaj lissom mi egen Kjerk dernied ved æ
+Aa. Kjøn er der aaltider, men aalle kjønner end søn'en Sønda
+Attermejje[276] nær aalting hwiler. Saa er der en Fisk, der slaar op,
+saa er der en bette Fowl, der hwipper[277], og synger lidt for si
+Unger. Og de Blomster, de Blomster! Ja, dem ka a nu aalle blyw træt
+aa aa gaa imell. Og nær saa æ Klokk begynder aa ring sammel, saa maa
+De ett trow andt, Hr. Pastor, end det ogsaa begynder aa ring inden i
+mæ, sjel om a ett haar æ Degn te aa syng _for_. Ande[278] Kjerkgaang
+haar a sjalden kjend; læd en nu vær ring nok, saa haar en da aaltid
+hør, te det er bejer aa sejj i æ Krowr[279] aa tink paa æ Kjerk end
+sejj i æ Kjerk aa tink paa æ Krowr.
+
+ [276] _Attermejje_, Eftermiddag.
+
+ [277] _hwipper_, vipper med Halen.
+
+ [278] _ande_, anden.
+
+ [279] _Krowr_, Kroen.
+
+=Præsten.=
+
+Naa, naa, naa, Thomas.
+
+=Thames.=
+
+Ja, saa taaler vi ett mier om _det_. Men der war da helsen ogsaa en
+naaen bette ring Ting a gjan vild snakk med æ Præjst om, nu men a er
+kommen i mi pæn Klæjer.
+
+=Præsten.=
+
+Sæt Dem, gode Thomas, og sig De kun mig, hvad De har paa Sinde.
+
+=Thames.=
+
+Ja, Hr. Pastor, a haar ett nøj aa bed om for mæ sjel --
+
+=Præsten=
+
+{(indtrængende).}
+
+Sig aldrig det, Thomas, vi har alle sammen noget at bede om, enhver
+især. Om De vilde gaa med i Kirken i
+
+Dag, skulde De høre min Udlægning om den Ting: "Bede, saa skulle I
+faa, søge, -- --"
+
+=Thames=
+
+{(falder ind).}
+
+-- -- "saa skul-de I _fin-de_". Jow, jow, jow, Hr. Pastor, søen aa
+forstaa. Det war ett sær {(bogstavret):} _Dette maa altid ligge os
+paa Sin-de!_ Men det _a_ vild bed Dem _tink_ ved, Hr. Pastor, det er
+nu følgendes: Det staar grumme skidt te i Hwolgaard.
+
+=Præsten.=
+
+Hos Karen Marie?
+
+=Thames.=
+
+Ja, akkuraat. A ved snaar ett hworden æ sølle Kwind' ska klaar æ, for
+der er ett en Ting, der vil lykkes og ett en Høwed, der vil trywes,
+sin Anton kam aa æ Gaard. Gammel Karen Mari hun græder æ Nætter med æ
+Daw, hun sir grangivelig ud _som_ en Dødning.
+
+=Præsten.=
+
+Siger De det, Thomas! Det gjør mig sandelig ondt at høre. Hvad var nu
+egentlig Grunden til, at Anton saa pludselig brød op fra Hvolgaard,
+hvor han jo dog havde tjent i saa mange Aar.
+
+=Thames.=
+
+Tho det war de Ung, de kund jo ett spændes[280].
+
+ [280] _spændes_, enes.
+
+=Præsten.=
+
+Naa de kunde ikke mere lide hinanden.
+
+=Thames.=
+
+Lid hinaân! jow, det kund de endda saa møj wal; det war ett nær søen.
+
+=Præsten.=
+
+Jamen, hvad saa da?
+
+=Thames.=
+
+Aa, om a maatt sej æ. A tror ett, der war andt i æ Vej end det, te de
+holdt _for_ møj af hinaan.
+
+=Præsten.=
+
+Ja, men det plejer Folk jo dog ikke at gaa fra hinanden for.
+
+=Thames.=
+
+Jow somm'tider wal; nær der kommer en Kil imell. Og det war justement
+det, der kam hér.
+
+=Præsten.=
+
+Men hvem var dog samvittighedsløs nok til at gaa mellem de unge
+Mennesker?
+
+=Thames.=
+
+Ja, det tær a wal nap[281] nok snakk om. Men helsen troed a
+forresten, te æ Præjst vidst bejer Beskejn om den Ting.
+
+ [281] _nap_, knap.
+
+=Præsten.=
+
+Nu maa De tale ud, min gode Thomas!
+
+=Thames.=
+
+Ja _skal_ a sej æ, saa _skal_ a sej æ. For den Kil a ymter om, det
+war nok akkuraat æ Student.
+
+=Præsten.=
+
+Holger! Min Søstersøn! De mener, at Holger har spillet ufint Spil!
+
+=Thames.=
+
+Ja-a, pæn ka en jo ett kald æ.
+
+=Præsten.=
+
+Gaaet mellem to lykkelige unge Mennesker! Uforskammede Knægt! Jeg
+skal sandelig lære ham!
+
+=Thames.=
+
+A er ræj for, han ogsaa anner Stejer haar wot paa Spil.
+
+=Præsten.=
+
+Jamen det er jo skammeligt! Gaar den Knægt saadan og misbruger min
+Godhed.
+
+=Thames.=
+
+Ja, nu er a wal kommen te aa sej nøj, som a ett maatt. A er helsen
+ett kræng for[282] aa bær Sladder om, men det haar gjord mæ ondt aa
+si, som det gaar i Hwolgaard. Og kund De, Hr. Pastor, rett en bette
+Graân ved æ, saa war æ saamænd Alms[283] aa gjør æ.
+
+ [282] _kræng for_, hægen efter.
+
+ [283] _Alms_, en god Gjærning.
+
+=Præsten.=
+
+Ja, det kan De sandelig tro, jeg skal. Den Knægt skal komme paa
+Porten strax.
+
+=Thames.=
+
+Jaja; baare det saa ett haar drøwen forlæng. Men nu maa a nok te
+Pampren[284]!
+
+ [284] _Pampren_, Trippen.
+
+=Præsten.=
+
+Nu skal De ha' Tak, fordi De sa' mig det, Thomas ... Hum-hum!
+Uforskammede Ka'l; saadan at misbruge min Tillid! Hvad maa dog ikke
+hans Mor tænke om mig?
+
+Aa, inden De gaar, Thomas, maa jeg ikke vise Dem min nye Karudsedam.
+Vi gaar lettest denne Vej.
+
+{(Peger ud til højre.)}
+
+{(Kort efter Banken paa Døren ud til Gangen; højere Banken. Omsider)}
+
+=Anton=
+
+{(ind).}
+
+Naa, her er ingen!
+
+{(Gaar lidt omkring og kigger paa Bogryggene.)}
+
+=Holger Darling=
+
+{(styrter ind uden Banken og raaber):}
+
+Aa, mine Handsker! {(Ser Anton.)} Hvad, er De her?
+
+=Anton.=
+
+Ja, hér er _a_.
+
+=Darling.=
+
+Jeg troed, min Onkel var her.
+
+=Anton.=
+
+Det troed _a_ ogsaa, men da han nu ett er her, saa faar vi tro om
+ijen.
+
+=Darling.=
+
+Er det sandt, at De rejser til Sjælland i Morgen?
+
+=Anton.=
+
+Nej, det er Løwn. Men det er sand, te a rejser iøwermaaen. {(Peger.)}
+
+Dje Slips er gavn op.
+
+=Darling=
+
+{(hen til Spejlet, næsten grædende).}
+
+Det er ogsaa fortvivlet, at der ikke er et Menneske her i Huset, der
+forstaar at binde et Slips.
+
+=Anton.=
+
+Ja, det er elendig, De ett sjel forstaar æ, nær De nu endlemaal[285]
+vil gaa med søen nø Kram.
+
+ [285] _endlemaal_, endelig.
+
+Hwem ska saa vær Dje Baldame i Awten?
+
+=Darling.=
+
+Baldame?
+
+=Anton.=
+
+Ja, ska De ett te Skyttefest?
+
+=Darling.=
+
+Jo, med Deres Tilladelse: jeg skal til Skyttefest.
+
+=Anton.=
+
+Hwormanne Piger skal De egentlig ha forfør, inden De tar fræ æ Egn?
+
+=Darling=
+
+{(flabet).}
+
+Aa, lad mig se, saadan en halv Snes Stykker, eller skal vi sige et
+Dusin, det er saadan et rundt Tal.
+
+=Anton.=
+
+Er Kjesten i Hwolgaard saa imell _dem_?
+
+=Darling.=
+
+Med Kirsten begyndes der paa et nyt Dusin.
+
+=Anton.=
+
+Dem ka a ett snakk mej. Der er formøj Flâf[286] i Dem. Men ved De,
+hwem Kjesten er? Det er den bejst Pig baade laant og nær. _Gjør De
+hind Fortræd_ -- ja, De ved jo, te a er ved aa pakk mi Kram for aa ta
+te Amerika {(med sammenbidte Tænder)} men ... a kund jo ogsaa gjør nø
+andt nøj og saa gaa ad æ Towthus! -- Den Pig kan a ett aasi te nue
+anner ... Jow, te en alworlig Mennesk, der holdt af hind for hinne
+egen Skyld, og ett baare for det hun er en Frowentimmer. -- Aa,
+Holger Darling, vis nu jen Gaang, te ogsaa De ka handel som en honnet
+Kaalmennesk. Rend atter all de Tøser, der render atter Dem og Dje
+stur Slips, men læd Kjesten vær den, hun er!
+
+ [286] _Flâf_, Flab.
+
+=Darling.=
+
+Hvem har udnævnt Dem til Kirstens Barnepige?
+
+=Anton.=
+
+Det haar a wot, saalæng hun sjel vild. Nu maa a ett vær æ længer. A
+ved nok, te Kjesten tror, hun nu ka værg sæ sjel. Men det ka ingen
+Pigbaan. Det er skrøbele Postelin, der er i det Skaf[287]. Vil ett
+Mands Bravhied værg dem, saa Gud naad dem!
+
+ [287] _Skaf_, Skab.
+
+Gi mæ nu Dje Haând paa, te De vil læ mi Kjærest -- a miner: Kjesten
+-- te De vil læ hind gaa, nær a forlaader æ Land!
+
+De holder Dje Haând tebaag. De vil ett! Ja, _saa tar a sjel_.
+
+{(Griber Darling fast om Haandleddet.)}
+
+=Darling.=
+
+Men hvor bliver dog Onkel af. Ih, Menneske, De er jo ganske forrykt.
+
+{(Kaster Armen frem og tilbage.)}
+
+=Anton=
+
+{(holder krampagtig fast).}
+
+Nej, her blywer'en, indte De gjør, som a ber Dem. De _skal_ trykk mi
+Haând! Hører De! Og lov saa, te De ett vil forfør mi ...
+
+{(De brydes stærkt, Darlings Slips ruller atter ud.)}
+
+=Anton.=
+
+Nu fild ijen Dje Slips, Dje dejlige Slips; den De fanger aal de manne
+Piger i {(med sammenbidt Raseri):} Skal _a_ ett bind Dje Slips for
+Dem {(griber efter hans Strube).}
+
+=Darling=
+
+{(trænges op i en Krog mod Boghylderne).}
+
+Hjælp, han kvæler mig!
+
+=Præsten=
+
+{(kommer i Døren).}
+
+Hvad er dog dette! _Kjære_ Venner!
+
+=Anton=
+
+{(behersker sig).}
+
+Aa, Hr. Pastor, a skuld hjælp Darling med aa faa bunden hans Slips,
+for er den i Uorden, er der et møj ved Personen dér paa Lav.
+
+=Præsten=
+
+{(giver Haand).}
+
+Velkommen Anton! Som du ryster paa Haanden!
+
+=Anton.=
+
+Ja, det war jo halles uwant Arbed. A tror næjsten, det war godt, De
+kam og to mæ fræ æ.
+
+=Præsten=
+
+{(til Darling).}
+
+Og du Holger, hvor har du kunnet nænne at gjøre mig saa bedrøvet! Jeg
+har hørt det om dig, jeg ikke vil nævne. Ta' en andens Kjæreste og
+det paa den Maade. Nu har jeg bare eet at sige dig: Gaa ind og pak
+din Kuffert!
+
+=Darling.=
+
+Det er dog for galt; men Onkel, maa jeg ikke forklare mig?
+
+=Præsten.=
+
+Nej, jeg kan slet ikke tale med dig efter dette. Du har gjort mig
+_saa_ bedrøvet; jeg som har behandlet dig som min egen Søn og saa ...
+Nej, jeg kan ikke tale med dig! Og din Mor, hvad skal jeg svare
+hende? Gaa nu ind, som jeg siger! {(=Darling= ud.)} -- Jeg gamle
+Mand, som viser alle og enhver Tillid. Og saa behandler man mig paa
+den Maade. Aa, hvor er det skammeligt! {(Til =Anton=.)} Var du ved at
+lægge voldsom Haand paa ham? Ja, jeg forstaar din Fortvivlelse, kjære
+Anton. Men kan det ikke gjøres godt endnu? Sæt dig ned og lad os tale
+alvorligt sammen.
+
+=Anton.=
+
+Med Kjesten blywer æ aalle godt. Hun er forgjord af den Springfyr.
+
+=Præsten.=
+
+Men er det ikke fejl saadan at flygte fra Kampen? Vil du dog ikke
+vente og se, hvad Virkning det kan gjøre, at Holger kommer paa
+Porten?
+
+=Anton.=
+
+A rejser foreløbig til Sjælland, og saa snaar æ Tjel[288] er aa æ
+Jurd: te Amerika. Helsen sku der ski stur Forandringer herhjemm.
+
+ [288] _Tjel_, Frosten.
+
+=Præsten.=
+
+Jaja, min unge Ven, jeg kan jo ikke hindre dig deri, men jeg tror nu,
+du handler altfor overilet. Tænker du heller ikke paa din gamle Far
+-- {(det banker).} Kom ind!
+
+=Povl Hedemark=
+
+{(ind).}
+
+Goddaw.
+
+=Anton=
+
+{(svagt).}
+
+_Det_ war det væst!
+
+=Præsten.=
+
+Goddag, gamle Povl. Er det maaske Sønnen, De søger?
+
+=Povl.=
+
+Ja, tho a hør, te han skuld vær gavn her hen, og da a læng haar hat i
+Ajt[289] aa søg ham, saa er det hér maaske endda ett den galest Stej,
+vi kund træff hinaan. Og en ska nok skynd sæ, om en vil ha ham i
+Taal, atter hwad a hører.
+
+ [289] _i Ajt_, i Sinde.
+
+=Præsten.=
+
+Ja rejse, rejse! det er de unges Parole; men vi gamle vi maa smukt
+blive siddende; hvad gamle Povl!
+
+=Povl=
+
+{(til Anton).}
+
+Saa _er_ æ sand, te du tinker paa aa draw fræ wos?
+
+=Anton.=
+
+Ja, det er sikker nok. Den Tank haar a hat læng.
+
+=Povl.=
+
+Ja, det er _det_, a er saa kid aa[290], Anton, te du haar hat det i
+_di_ Tanker saa laang Tid og saa aalle snakked te di gammel Faa'r om
+æ. Du ved, hwor stur Pris a sætter paa dæ, du er mi jenest
+Baa'n[291]; a haar ingen anner aa forlid mæ te end dæ; vil du nu rejs
+aa æ Land, saa er æ jo snaar, som haaj a laa _dæ_ ved æ Sid af de
+anner.
+
+ [290] _kid aa_, kjed af.
+
+ [291] _jenest Baa'n_, eneste Barn.
+
+=Anton.=
+
+Ja, Faa'r, du maa ett tro, det er nøj, a gaar let te. Saa war a nok
+kommen te dæ. Men a vil ett længer gaa herhjemm og gjæld for
+Kaast'kjæp[292] og kyl'es af det jet og i det andt og saa endda skuld
+vær lig'glaad. Det ka godt vær, a blywer skuffed i Amerika ogsaa, men
+heller det ud i det Fremmed end gaa herhjemm og ved, te en ett ka
+komm op; en være saa dygtig en være mô, saa _er_ en føj te aa læ sæ
+indrull i "de Meniges anden Klasse".
+
+ [292] _Kaast'kjæp_, Kastekjæp.
+
+=Povl.=
+
+Ja, men, Anton, det er æ, a er kommen for aa sej dæ: du behøwer et aa
+rejs ud for aa blyw di egen Mand, du ka komm hen paa æ Hied te mæ og
+faa æ bette Hjemmen.
+
+=Anton=
+
+{(ser tavs til Siden).}
+
+=Præsten.=
+
+Lyt til din gamle Faders Stemme!
+
+=Povl=
+
+{(indtrængende).}
+
+Du kommer saa sjalden hjem aa sir te di Faa'r, helsen skuld a ha vist
+dæ, hwor æ bette Stej er gavn teframm ad i de sidst Aaringer; det vil
+vis ogsaa æ Præjst hold med mæ i. Det _er_ en bette gjæv Plet, det ka
+du lig sej aa!
+
+=Præsten.=
+
+Ja, det har jeg ofte sagt til din Far, Anton; det er mig en inderlig
+Glæde at se den Trivsel, der er i alting omkring dit Barndomshjem.
+Jeg har altid kaldt det for det lille Søndagshjem paa Heden.
+
+=Povl.=
+
+Og du ka faa æ uden Peng. Der _er_ jo ingen anner te æ. Det er jo
+_dæ_, a haar gan aa tint paa for hwer Spaadfuld Jurd, a haar vend
+derud!
+
+=Anton.=
+
+Ja, Faa'r, a mistyder ett di Tilboj og den gued Mjening du haar med
+æ, men Faa'r -- a kan ett ta imud æ[293] -- -- saa gjân, a ogsaa
+vild.
+
+ [293] _imud æ_, imod det.
+
+=Povl=
+
+{(næsten i Graad).}
+
+Naa. -- Du ka ett ta imud æ! Hører De det, Pastor Hansen; han ka ett
+... ta imud æ! Han forsmaar mi Gaw. Det _er_ ett nøj for ham! Baare a
+saa haaj hat udstridt, for her i Verden blywer der ett mir Gled for
+_mæ_ aa vent!
+
+=Præsten=
+
+{(til Anton).}
+
+Knus dog ikke et stakkels Faderhjærte! Han kommer jo til dig med det
+bedste han ved: sit lille Søndagshjem.
+
+=Povl=
+
+{(i sine egne Tanker).}
+
+Hwi gik a saa dér i aall de manne Aar og jawnt Knold paa Knold, nær
+han nu ett tykkes, det er nøj ward? A gjord æ, forre te[294] han sku
+faa æ bejr, end _a_ haaj hat æ. A trowed, te a gik og sled for jen af
+mi egen; nu haar a jo saa iløwle kuns gan i Dawlej for anner. Nær
+Fremmed ska ha æ atter mæ, hwor er saa æ Løn for mi Sled!
+
+ [294] _forre te_, for at.
+
+=Anton.=
+
+Ja, Faa'r, aal det, du dér sejer, forstaar a hwer Krumm[295], og det
+gjør mæ saa ondt, ja, saa forfærdelig ondt; og for ett aa hør dæ sej
+æ, er æ, te a er bløwen fræ dæ.
+
+ [295] _Krumm_, Smule.
+
+A haar den størst Beundring for di Sled. Men _a_ kan ett trækk di Sel
+paa; den vild gnav mæ, saa a bløw baade vild og gal; og det miner
+Folk, te a haar nok aa i Forvejen. A kan ett som du pikk Guldkjanner
+op aa en Saândbrink; a er en naaen Tids Mennesk, der ett er tilfreds
+ved blot aa faa æ Fød -- for den faar en Regnworm jo ogsaa. Tho æ
+Fød, den _kund_ a maaske faa deropp paa æ Hied; skjønt det er nok
+somm'tid, Faa'r, det haar knævn _dæ_ haadt nok; men æ Fød det er det
+mindst for _mæ_. Nej, a maa ha nøj aa prøv mi Evner paa! Og i _mi_
+Aalder og med _mi_ Syn aa læ sæ bind te en Stump Hiedmark opp mell æ
+Lyngbakker -- nej, Faa'r, det maa du ett forlaang; det vild vær som
+aa sætt en Haar i Tyr[296].
+
+ [296] _en Haar i Tyr_, en Hare i Tøjr.
+
+=Præsten.=
+
+Nej, lille Anton, _du_ ejer ikke det, som er bleven din fromme Far
+til _hans_ Livs Velsignelse: Tilfredshedens gyldne Naadegave.
+
+=Anton.=
+
+Nej, det haar De Ret i, Hr. Pastor! Tefredshied -- det er en Wor a
+aaltid haar kjowt i smaa Partier. Tefredshied for den Fatte forre te
+den Rig ka faa Ro te aa tyg _aa_ æ Mund. Saamanne Smaafolk som mulig
+op paa æ Hied, saa er de ett i æ Vej for dem Stur. Men a skal ett læ
+mæ dryw ud i Ørkenen; skal a blyw herhjemm, saa vil a knag mæ ha en
+Bej[297] med de anner ... Helsen ka a rejs. Verden er stur. Der er
+tusind og tusind te, der er rejst fâr _mæ_, og det ett af de ringest!
+
+ [297] _Bej_, Bid.
+
+=Præsten.=
+
+Nej, det er saa sandt, saa altfor sandt, hvad du _dér_ siger, Anton.
+Det hører til _mit_ Livs sørgeligste Erfaringer at ha' oplevet det,
+_jeg_ har maattet opleve, mens jeg har boet i dette Hedesogn; at se
+alle de dygtige, men _fattige_ Karle, altid de dygtigste, saa snart
+de har naaet Modenhedsalderen, -- saa se dem forlade Hjem og Arne og
+det elskede Fædreland for at søge Lykken i det fremmede. Naar jeg
+læser i min Avis, at nu er der atter én eller anden udvandret Dansk,
+som har udmærket sig derude -- ja, jeg forsikrer jer, jeg kan sidde
+og skamme mig, blive saa inderlig bevæget paa mit Lands Vegne, at vi
+maatte vrage ham, mens de fremmede forstod at faa hans Evner til
+Spiring. Saadan _burde_ det jo ikke være.
+
+=Anton.=
+
+Ja, sir De _det_, Hr. Pastor! De maa gi mæ Ret. En Land der ett
+behandler si Ungdom annerledes, den Ungdom, der haar Næv paa æ Skawt,
+fortjener den, te vi ska hold wos te en? Hwem vild ett gjân blyw
+herhjemm og ta si Torn sammel med de anner, nær en maatt arbed paa
+lig Velkaar, men det bejst aa æ Land er jo tavn op af Persowner, der
+bogstavelig aalle haar hat dje Hinner paa en Spaad, og tebaag te vi
+anner blywer tit ett andt end den usleste Knyg'saând[298].
+
+ [298] _Knyg'saând_, Flyvesand.
+
+=Povl.=
+
+Ja, æ Saând ka ogsaa godt gi _nøj_, nær det helsen faar si Passen.
+
+=Anton.=
+
+Ja, Faa'r du haar slidt aall di Lyw, og hwad haar du faat ud aa æ? Mi
+Søskend er død hwerjen, wor Muer fæk tidle hinne Knôg[299]. Du war
+jen af de stærkest Mænd, da _du_ saatt dæ nied paa æ Hied. Hwad er du
+nu!
+
+ [299] _hinne Knôg_, sit Knæk.
+
+=Povl.=
+
+Nej, nu er æ Hjelbred jo ved aa sald[300].
+
+ [300] _sald_, svinde.
+
+=Anton.=
+
+Og hwormanne ledde Timer haar du wal hat i di Løwtid?
+
+=Povl.=
+
+Aa saamænd, manne war æ jo ett.
+
+=Anton.=
+
+Og dengaang, du ga dæ i Lav med æ Lyng som ung Mennesk, mon du da
+haaj tint[301], te det skuld ha tavn saa haadt paa dæ og din?
+
+ [301] _tint_, tænkt.
+
+=Povl.=
+
+A haaj wal knap nok tint, te det war nap[302] saa taang en Stien aa
+trill mej. Tho det gik jo endda noweledes[303] i æ Førstning; da haaj
+en jo no faa Spaarskjellinger aa tær po, men da de saa gik ad, og det
+jet slo fejl og det andt slo fejl, saa war æ saamænd manne Gaang
+stræng, især den Tid da di Muer bløw tavn nied, og en stod aaljenne
+med æ. Ja, a haar saamænd list mæ fræ de Smaa manne Nætter og gavn ud
+paa æ Hied og vrejn mi Hinner te Worherr, om ett han vild kjend mæ en
+Raad, saa a kund skaff en Stø Brød aa gi æ Bø'en.
+
+ [302] _nap_, slet.
+
+ [303] _noweledes_, nogenledes.
+
+=Anton.=
+
+Hører De det, Hr. Pastor; søen sir æ tit ud indvendig "det lille
+Søndagshjem paa Heden".
+
+=Præsten.=
+
+Nej, kjære gamle Povl, _har_ De haft det saa tungt! Og det har De
+aldrig sagt _mig?_
+
+=Povl.=
+
+Aa, det kan en jo tidle nok komm te aa bekjend, te en ett wal ka
+reterir sæ[304]. Og det gik jo da ogsaa nok saa godt, da a først kam
+te nø Besætning.
+
+ [304] _reterir sæ_, klare sig selv.
+
+=Anton.=
+
+Jamen med di Sled skuld du jo ha wot jen af de rigest Mænd i æ Sovn.
+
+=Povl.=
+
+Ja, vi ka ett aalsammel blyw Herremænd.
+
+=Anton.=
+
+Nej, det er heller ett æ Mjening aa æ. Men ka du nu forstaa, hwad a
+saâ, te _a_ ett ku trækk _di_ Sel[305] paa?
+
+ [305] _Sel_, Sele.
+
+=Povl.=
+
+Ja, du maa ett læ dæ bind for _mi_ Skyld. A er en gammel opsledt
+Mand, der nødde skuld gaa i æ Lyssen for nue.
+
+-- Men jen Ting _kund_ du da gjân lov mæ, inden du forlaader æ Egn
+for aall Daw; te du vild ta med mæ hjem aa si æ; det ku da'tt skaad
+dæ nøj[306].
+
+ [306] _ku da'tt skaad dæ nøj_, kunde da ikke skade dig noget.
+
+=Anton.=
+
+Det vild a endlemaal[307] ogsaa gjân tjen dæ i, Faa'r, hwis a ett war
+ræj for, te a skuld føl mæ swag. For nær a maa sætt mæ saa bestemt
+imud aa komm derud aa bo, saa er der jo mir end jen Ting i æ Vej. Mæ
+og Kjesten -- vi er færdig med hinaan.
+
+ [307] _endlemaal_, ærlig talt.
+
+=Povl.=
+
+Ja, det haar a jo guednok lædt mæ forlyd mej.
+
+=Anton.=
+
+Derfor maa a saalaant herfræ som a ka komm. For bo en Stej, hwor en
+ku resikir aa mød _hind_ hwerandt Lidt, si hind gaa paa æ Awer og
+flytt æ Kyer, heller maaskisæ kyr te Kjerk med en naaen Mand ved æ
+Sid af sæ -- nej, det kund a'tt udhold. Derfor, kjere Faa'r -- du maa
+ett frist mæ!
+
+=Povl.=
+
+Jaja da. Det skal a saa -- heller ett {(rejser sig langsomt og med
+Taarer)}. Naa -- -- maa a saa -- -- -- sej dæ Faa -- -- wal, Anton.
+Gud vær -- -- -- med dæ!
+
+{(Gaar mod Døren; Præsten følger ham.)}
+
+=Anton=
+
+{(synker ned paa en Stol).}
+
+Hwor møj mir mon a haar aa rykk øwer, fâr a ka komm afstej!
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+FJERDE AKT.
+
+
+{Hvolgaardens Blegeplads: en Eng langs Aaen, der løber i en Bue til
+venstre; i Hjørnet en Spange over Aaen med Rækværk til begge Sider.
+Foraarsmorgen med klar Himmel, Dug, Sol og talrige gule Blomster.}
+
+=Kjesten=
+
+{(kommer over Spangen med en hvid Lærredsvæv under Armen; begynder at
+brede sin Væv ud over Grønsværet langs Aaen, mens hun synger):}
+
+      Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg
+      og nynner i søde Drømme,
+      hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg
+      med Hænder, smygende ømme.
+    Men dybt kan én den anden bedrøve.
+
+      Rød lagde Ka' Drebæk sin Væv paa Bleg,
+      det var ved Sankt Hansdagstide,
+      men førend Septembers Maane steg,
+      da var hendes Kinder saa hvide.
+    Thi dybt kan én den anden bedrøve.
+
+      Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro,
+      med Haanden dækker hun Panden,
+      den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro,
+      har Bryllup i Dag med en anden.
+    Saa dybt kan én den anden bedrøve.
+
+{(Pavse; derpaa Pigestøj og Latter til højre for Scenen fra andre
+Vaske- og Blegepladser):}
+
+Hallo, hallo -- o -- o!
+
+=Kjesten=
+
+{(svarer).}
+
+Hallo -- hallu -- u -- u!
+
+=Svenske-Stina=
+
+{(leende ind fra højre; hun er høj, lys og smuk).}
+
+Goddag, søta Kjersta! Aa, det er saa rentut ryslig roligt alltihopa!
+Har du hørt det; har du hørt det?
+
+=Kjesten.=
+
+Hwad haar a hør.
+
+=Stina.=
+
+At han skriver saa till mig: Jag faar komme hem og gifta mig.
+
+=Kjesten.=
+
+Ih, hwem skrywer søne nøj?
+
+=Stina.=
+
+Gossan min, min Elskling forstaas.
+
+=Kjesten.=
+
+Da war det nok lig Mad for Mowns, hwa?
+
+=Stina.=
+
+Ja da! ikke sandt! Før vilde han inte alls, Tosken min; nu vil han
+paa sjølve Stunden.
+
+{(Ny Latter fra højre.)}
+
+=Kjesten.=
+
+Hwem er _det_, der grinner[308] søen?
+
+ [308] _grinner_, ler.
+
+=Stina.=
+
+Det er de andre Flickorna. Vi vrider Tøj derborte ved Elven. Faar jag
+kalde dem hit?
+
+=Kjesten.=
+
+Ja _hit_ du dem baare.
+
+=Stina=
+
+{(jodler).}
+
+Hallo, hallu -- u -- u!
+
+=Stemmer=
+
+{(svarer langt borte).}
+
+=Stina.=
+
+Aa, hvor er han søt, nej! saa utomor_dent_lig søt! Se her, se her, se
+her {(danser rundt).} Jag har'en i Fickan. {(Ta'r Kjærestens Portræt
+op af Lommen.)}
+
+=Kjesten=
+
+{(med et Suk).}
+
+Det skuld lig vær enaaen jen, der søen haaj æ Kjærest i æ Lomm!
+
+=Stina=
+
+{(stikker Portrættet frem).}
+
+Titta!
+
+=Kjesten.=
+
+Tho da er æ en hil Stø bovn Kaa'l[309]. Han ligner jo ligfrem Anton.
+
+ [309] _en hil Stø bovn Kaa'l_, en svær smuk Karl.
+
+=Stina.=
+
+Mycket vakrere.
+
+=Kjesten.=
+
+"Wakre" end Anton! Nej, hold nu, Morlil! Der skal iløwle[310] mir te
+aa stikk Anton ud! Men det forstaar sæ: enhwer Sow tykkes wal bejst
+om _si_ Gris'.
+
+ [310] _iløwle_, alligevel.
+
+=Stina.=
+
+Aa jag er saa kjær i'en, saa jag kund spis'en {(griber Kjesten om
+Livet og danser rundt)}. Saa kjær, saa kjær, saa kjær!
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, det ka a rigtignok mærk. Haar han saa nøj aa byd dæ hjem paa?
+
+=Stina.=
+
+Hvorledes? Bjude mig hem paa. Han elsker mig saa ofantlig.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, det forstaar a hwer Krumm. Men han haar altsaa ett søen nø
+Stilling.
+
+=Stina.=
+
+Det vet jag inte alls. Men en bra Gossa som min han vil inte la
+Allerkjæresten sin svelte førdærvat.
+
+=Kjesten=
+
+{(med et Suk).}
+
+Gud gi det war mæ, bette Stine, dæ søen bløw send Boj[311] atter; men
+den Held ska a nok ett ha.
+
+ [311] _Boj_, Bud.
+
+{(Nye Hallo bag Scenen).}
+
+=Kjesten og Stina=
+
+{(svarer igjen).}
+
+{(En Klynge leende og springende Landsbyvaskepiger med bare Arme og
+hvide Forklæder jubler ind fra højre; de slaar Kreds om Kjesten og
+Stina, slaas paa Skrømt, tumler og støjer. Et Par af dem bærer en
+Balje Tøj mellem sig, som de slipper ned i Engen.)}
+
+=Kjesten.=
+
+Det war alkjøn af jer, te I kam. Nu tykkes a, te vi ska ha en bette
+Spøg for. A hører, te Swensk-Stine ska hjem aa gywtes. Ska vi saa ett
+vis hind, hwordan vi ka pynt Bruj' i Danmark?
+
+=Stemmer.=
+
+Jow, læ wos lav nø _Kommes_!
+
+=Kjesten.=
+
+Nu er æ Blomster jo ogsaa saa kjøn som de blywer. Vil I nu plukk, saa
+ska a pynt.
+
+=Stina.=
+
+Nej, hvor roligt!
+
+{(Pigerne spreder sig plukkende over Engen, mens Kjesten og Stina
+ta'r Plads midt for Scenen.)}
+
+=Kjesten=
+
+{(synger, mens hun pynter Bruden; de andre sætter Omkvæd til, idet de
+bærer Blomster til hende).}
+
+    Nu er Dagen fuld af Sang,
+    og nu er Viben kommen,
+    Bekkasinen Natten lang
+    haandterer Elskovstrommen.
+      Plukke, plukke dugget Straa,
+      plukke, plukke Siv ved Aa,
+      plukke, plukke Blomster.
+
+    Engen er nu gyldengul
+    af tunge Kabbelejer,
+    Søndenvinde byder op,
+    og Dueurten nejer.
+
+    Dammen ligger Dagen ud
+    med Brudelys i Hænde, --
+    rækker højt de ranke Skud,
+    at Solen maa dem tænde.
+
+    Nu vil Mø med Silkestik
+    paa Brudelinet sømme,
+    den som ingen Bejler fik,
+    hun ta'r sig én i Drømme.
+
+    Ræk mig en Forglemmigej
+    og sidst en Krusemynte,
+    saadan slutter vi vor Leg,
+    saa glad som den begyndte:
+      Plukke, plukke dugget Straa,
+      plukke, plukke Siv ved Aa,
+      plukke, plukke Blomster.
+
+{(=Stina= er nu pyntet med Blomster i Haar og Hat og Barm og Bælte;
+da Sangen er til Ende, siger)}
+
+=Kjesten.=
+
+Nu, bette Stine; nu vild a ønsk, te du kund si dæ sjel. For nu er du
+saa kjøn, som du blywer.
+
+=Stina.=
+
+O, jag er saa gladt, saa gladt, saa utomor_dent_lig gladt!
+
+=Kjesten=
+
+{(klapper i Hænderne).}
+
+Kom nu her! {(De danser i Kreds om Stina, mens de synger):}
+
+    Munken gaar i Enge
+    den lange Sommerdag,
+    hvad gjør han der saa længe,
+    aaja, aaja, aaja!
+
+=Stina.=
+
+Aa jøja mig! Jag _kan_ inte holde Fødderne stille. Faar inte jag
+danse med?
+
+{(En af Vaskepigerne har listet et Stykke op af Baljen. Sangen
+fortsættes):}
+
+    "Munken breder ud sin Kappe saa blaa"
+
+{(Pigen spreder det fremtagne Linned for Stinas Fod.)}
+
+=Stina=
+
+{(i Latter).}
+
+Det var Jæklen til Kappe, det. Det er jo min arrige Madmors Særk!
+
+{(Nu opløser det hele sig i Grin, gjennem hvilket man hører Takten):}
+
+    "Aa se dog hvor lystigt de danser de to,
+    som havde de stjaalet baade Strømper og Sko,
+    Kom falderideralla."
+
+=Stemme.=
+
+Kjesten, di Muer kommer!
+
+{(Flokken forsvinder lydløst. =Kjesten= tilbage til Blegepladsen.)}
+
+=Karen Mari=
+
+{(kommer besværlig over Spangen).}
+
+Aanej, det war endda en kjøn Maa'nstûnd[312]. A _kund_ ett dy mæ; a
+maatt hernied ogsaa, sjelom de gammel Bjen er bløwen nøj taang.
+
+ [312] _Maa'nstûnd_, Morgen.
+
+=Kjesten.=
+
+Ska a komm aa ta ved di Haând, Muer?
+
+=Karen Mari.=
+
+Nej, mi Baâ'n, det gaar wal, nær a baare ett skal blyw
+hwingelsyg[313]. -- Nej, saa aall æ Blomster er kommen! Si, hwor de
+staar med dje bette gul Huejer[314]. Aa, hwor det er skjøn! Æ Stork
+ska nok ogsaa vær sit[315].
+
+ [313] _hwingelsyg_, svimmel.
+
+ [314] _Huejer_, Hoveder.
+
+ [315] _vær sit_, være set.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, og Fisker-Thames kam iguer hjem med hans Lu fuld af Viefæg.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ja, den Kaalsen[316] _han_ ka gaa og find æ. {(Er nu kommen ned paa
+Engen; ta'r fat i Væven.)} Læd wos faa'en strammed bejer ud. Ta
+ved'en dér. {(De strammer Lærredet.)} Laa _du_ Mærk te, om æ Kaal war
+kommen ad æ Mark?
+
+ [316] _Kaalsen_, Karl.
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, a saa ett te no Kaal.
+
+=Karen Mari=
+
+{(næsten grædende).}
+
+Saa sejjer de nok og tygger endno. Det er endda stræng, nær en søen
+ska dryw dem te æ Bestilling, og ett ved, om der blywer nøj udretted
+i æ Gaard heller ett.
+
+Aa vi, vi![317] -- en Adskjel hér er bløwn, sin den hwelle Kaa'l kam
+aa æ Gaard! Hwor _kund_ du endda faa æ øwer di Sind aa vraag Anton,
+vraag den bile Kaa'l, hwis Lig a aalle faar? {(Ta'r i Lærredet.)} Her
+ligger nu te di Brujlagner, ja, her ligger de. Men hwor er nu æ Kaa'l
+te em, det war æ, en sku spør om.
+
+ [317] _aa vi, vi!_ ve, o ve!
+
+=Kjesten=
+
+{(bimsk).}
+
+Saa kund _du_ jo ha tavn ham, Muer!
+
+=Karen Mari.=
+
+Hwad er det nu for nø Plevver[318] aa komm mej! Kund a ha tavn ham!
+Som det war _mæ_, han stod atter! Det er nok aa de Daw, te a render
+Haarer[319] ind, mæ gammel Negger[320]. Men søen er det med de ung
+Piger nuomtider. De véd ett dje egen Bejst. Saa vraager[321] de jen
+og saa vraager de tow; tesidst er de saa en Daa sjel vraaged. Men det
+er da mæ, det gaar ud øwer i æ Uddrav[322]. Herregud, te en nu skal
+sætt den _skjønne_ Gaard øwerstyr, som haar wot i æ Familli si
+Værri[323] saalæng nue ka how[324]! A tror da heller, en maa tink paa
+aa faa æ sol, inden det gaar rejn og baar Fald paa.
+
+ [318] _Plevver_, Snak.
+
+ [319] _Haarer_, Harer.
+
+ [320] _Negger_, Én.
+
+ [321] _vraager_, vrager.
+
+ [322] _i æ Uddrav_, inden det ender.
+
+ [323] _i æ Familli si Værri_, i Familiens Eje.
+
+ [324] _how_, huske.
+
+=Kjesten.=
+
+Hwad sejer du, Muer; vil du sæl æ Gaard!
+
+=Karen Mari.=
+
+Aa, spør mæ ett om nue Ting. A _kan_ ett ha i mi gammel Hued. Det er
+mæ øwer æ Haând ihworden a vender æ. Og _du_ vil jo ett gjør nø Aller
+af nue Ting. For der war saamænd saa manne, du gjân kund ha faat. To
+det er da'tt enhwer Pig, der staar med en Gaard paa æ Fingerender.
+
+Ved du, om Anton endno er i æ Land?
+
+=Kjesten.=
+
+Hiel sikker ka en jo ett vær paa æ, men det hober a da, han er. Atter
+hwad a haar høt, kund han jo ett komm af hans nøj Plads fâr te
+Majdaa, og den haar vi jo først i Øwermaân.
+
+=Karen Mari.=
+
+Du haar da wal ett mir Maskepi med den Darling, sin han kam fræ æ
+Egn? Det maa da ha wot saamøj en slemme Klørfimsi[325]. Nu ska æ nok
+vær gavn op med en Pa Stykker te, atter hwad der bløw mæ fortal ved æ
+Kjerk. Det er da nø stræng nøj for wor Præjst. Tho det er da ham, der
+ska døb 'em.
+
+ [325] _Klørfimsi_, Knægt.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, nu ka æ jo vær, de gir Darling Skyld for lidt mir, end han haar;
+nu han er kommen aa æ Vej, saa er æ jo saa nem aa vælt ham i æ.
+
+{(=Store An= og =Bette An= kommer med Sække fulde af Vasketøj over
+Engen fra venstre. =Bette An= fortsætter ud til højre med Næbbet
+hængende.)}
+
+=Store An=
+
+{(gaar hen til de to ved Blegen).}
+
+Goddaw og Gudhjælp jer!
+
+=Karen Mari.=
+
+Tak. Naa haar en _dæ_ hér! Ih, hwad gik der af Bette An, a tyt, hun
+_saa_ saa pylred[326] ud?
+
+ [326] _pylred_, modfalden.
+
+=Store An=
+
+{(hæsende).}
+
+Jow, nu er jo bløwen opped med Nikoline. Hun haar jo maatt gaa te
+Bekjendels øwer for æ Muer, hwad der venter. Og nu ska hun jo saa aa
+æ Tjenest.
+
+=Karen Mari.=
+
+Herregud, den kjønne bette Pig! Saa war æ da godt, vi anner ett
+beholdt hind i æ Gaard. Hwem er saa Pâtros[327] dér paa Lav?
+
+ [327] _Pâtros_, den skyldige.
+
+=Store An.=
+
+Ja, der er saagu kuns jen aa skyld i æ, den samm der haar wot paa
+Spil aall de anner Stejer.
+
+=Karen Mari.=
+
+Student Darling! Er æ saa ett forfærlig da!
+
+=Store An.=
+
+Jow, det war sgi en javn Høstkaa'l, dér war kommen te æ Egn. Hihihi!
+Nær de nu faar æ Bø'n tal op, saa de ved, hwor manne, der blywer, saa
+skuld de slaa æ sammel te jen Baselgild det Hiele, saa ka æ jo vær,
+te ogsaa æ Præjst kund kwitt en Gryssen[328] i _hans_ Betaling.
+Hyhyhy! {(gaar).}
+
+ [328] _Gryssen_, Smule.
+
+=Karen Mari.=
+
+Er æ da saa ett faale[329] med æ! Hwad tinker du nu om gotten
+Swend[330]?
+
+ [329] _faale_, forfærdelig.
+
+ [330] _Swend_, Fyren.
+
+=Kjesten.=
+
+A tinker, som a æ hiel Tid haar tint: den Student er en Pjalt, som a
+ett vild rør ved med en Ildklemm!
+
+=Karen Mari.=
+
+Sejer du, te du haar tint søen æ hiel Tid? Da kund en naaen jen da
+ett blyw klog paa andt, end te han ett haar spilt dæ saa lidt i æ
+Hued. Men det er jo godt, du saa er bløwn omsinded.
+
+=Kjesten=
+
+{(harmfuld).}
+
+Aa, I er nø gued Fæpander ind ad en Kant {(flæbende)}: A haar aalle
+hat anner i mi Tanker -- -- paa den Maad -- end Anton -- ett jen
+Ywblik, det forsikrer a ved den søde Gud, a haar ett, saasandt som a
+staar hér!
+
+=Karen Mari.=
+
+Men bette søde Kjesten, hwor kund æ saa fald dæ ind aa læ den
+bovne[331] Kaal gaa? _A_ haar jo da aalle saat mæ imud te dæ bløw en
+Par af I tow.
+
+ [331] _bovne_, skjønne.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja men, du saa jo, hworden Anton war bløwen, inden han kam ad æ Dar.
+A kund jo da ett hiel læ mæ træj nied[332] af ham.
+
+ [332] _træj nied_, træde ned.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ja, a kjender jo ett de Ung dje Handtiring, men det maa wal sajtens
+ha wot af Kjærlighid.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, det tinker a ogsaa nok det war {(ny Smaaflæben)}. Og a skuld wal
+ogsaa ha funden mæ i æ; for der war nu ett saa raar en Kaal laant og
+nær som Anton, nær en først kommer te aa tink ved æ. Og det er jo paa
+en Maad mæ, der drywer ham aa æ Land[333] {(stærkere Græden).}
+
+ [333] _aa æ Land_, ud af Landet.
+
+Aa, nær det kommer i mi Tanker -- saa ka a legg wogen den hiele Næt
+uden aa faa Blûnd i mi Øwn. Baare a endda kund træff ham jen Gaang
+endno; der war saa møj, a skuld ha ham saâ[334].
+
+ [334] _saâ_, sagt.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ja, baagatter er en aaltid klog nok, Morlil. Du skuld ha gjord nø mir
+ud af ham, men du haaj ham, og han war ved æ Sind. Nu ka vi ta
+obaag[335].
+
+ [335] _Nu ka vi ta obaag_, nu er det bagefter.
+
+{(=Fisker Thames= er kommen frem med sin Medestage paa Banken til
+højre; han slaar Trimulanter paa Klarinetten, før han kommer ned paa
+Engen til Kvinderne.)}
+
+=Karen Mari.=
+
+Aa, Jøsses, er det _din_ Spøgdogter; det ga da søen en Kip[336] i mæ.
+Men det war saamænd godt, du kam, Thames, for her gaar vi tow jenle
+Kwinder og græder te hinaân.
+
+ [336] _en Kip_, et Jav.
+
+=Thames.=
+
+Ih, gjør I det! Da plejer der karenmæ ett aa vær møj Græden, der hwor
+_a_ faares. Hwad er der nu gavn jer paatwat[337], bette Folkens?
+
+ [337] _paatwat_, paatværs.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ja _kund_ a sej dæ æ, Thames! Det er ved aa skrid nied om wos.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, Muer er bløwn saa tungsinded, te det ett er te aa hold te. Og _a_
+ska ha æ Skyld for aal Ting.
+
+=Karen Mari.=
+
+A gir dæ kuns æ Skyld for jen Ting: te du smed mæ en hwell Kaal[338]
+paa æ Dar, endda æ Gaard ett kund omvær[339] ham.
+
+ [338] _hwell Kaal_, dygtig Karl.
+
+ [339] _omvær_, undvære.
+
+=Kjesten=
+
+{(med ny Graad).}
+
+_A_ ka heller ett omvær ham. Det er det, der er saa forfærdelig. Aa
+bette Thames, hwad ska vi tow arme Kwindfolk grief te.
+
+=Thames=
+
+{(ser ud af Scenen).}
+
+Gi jer nu still te æ! Der kommer jo vis hans Faa'r[340]; a saâ, te
+han for lidt sin gik ind te æ Kjø'mand. Hwem ved hwad Hjælp der ku
+vær ved _ham_.
+
+ [340] _Faa'r_, Far.
+
+=Povl Hedemark=
+
+{(med en Æggekurv paa Armen; han er bleven noget duknakket).}
+
+Goddaw og Gudhjælp jer!
+
+=De andre.=
+
+Tak og dæ detsamm!
+
+=Thames.=
+
+Ja, nu er der nøj aa ta ind ved æ Høns.
+
+=Povl.=
+
+Ja aaeja. De ynder jo det her mild Vejlo.
+
+=Thames.=
+
+Sej mæ, Povl, om en maa vær saa fri aa spør: Haar du hør nøj fræ
+Anton i æ Sidsten?
+
+=Povl.=
+
+Jow, det war ett sær. {(Med Bævren i Stemmen.)} Han -- -- haar
+saamænd -- -- skrøwen javnhen flink te mæ i Vinter, a maa ett sej ham
+andt paa. Men nu hører a walsajt -- -- ett mir -- -- fræ ham.
+
+=Kjesten=
+
+{(ængstet).}
+
+Da er han da'wl ett rejst!
+
+=Povl.=
+
+A tær ett sej, om han _er_ rejst endno, men a frøjter for æ.
+
+Det sidst a høt fræ ham, da skrøw han, te der gik en Skif paa Frejda;
+men han vidst ett, om han ku blyw færdig te aa ta med'en, helsen
+maatt han vent te Wojnsda. Se Frejda det war jo iguer. Om han saa er
+bløwen færdig, det er æ jo, det kommer an paa. Andt kan a saamænd ett
+sej jer.
+
+=Thames.=
+
+Ja, det er Urd nok. Tak ska du ha, Povl!
+
+=Povl.=
+
+Ett aa takk! Faawal {(gaar mod Spangen).}
+
+=Karen Mari.=
+
+Herregud, hwor han endda er kommen te aa si gammel ud!
+
+=Thames.=
+
+Ja, han hænd[341] jo søen ved den Søn. Og den Slaw det ska nok gjør
+jen graa baag æ Ører.
+
+ [341] _hænd_, hængte.
+
+=Kjesten.=
+
+Te a ett ogsaa er kommen te aa spør om det nø far! -- Muer, a _maa_
+snakk med Anton endno engaang; det koste, hwad det være mô.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ja men, Baa'n, tho do høt jo, te æ Skif maaskisæ aallered æ gavn.
+
+=Kjesten.=
+
+Aa, sej æ ett, Muer. Det er lissom det sku stemm æ Aând[342] i mæ. Og
+hiel sikker er æ da heller ett. _A_ ta te Kjøvenhavn imaan den Daa.
+Kaski saa Worherr æ mæ gued.
+
+ [342] _æ Aând_, Vejret.
+
+=Karen Mari.=
+
+Kjøvenhavn! Aa Jøsses! Det er helsen ett baag æ Laad! Og søen en
+jenle Kwind', hworden ska _du_ reterir dæ[343]?
+
+ [343] _reterir dæ_, klare dig.
+
+=Kjesten=
+
+{(ivrig).}
+
+Thames, _du_ maa følle med mæ! Aa, vil du ett, Thames! Du haar jo wot
+der far? _A_ ska nok betaal æ.
+
+=Thames=
+
+{(i Jubel).}
+
+Om _a_ vil ta med dæ! Te Kjøvenhavn! Aae, mi søde Pig, her er _a_!
+Betro du dæ baare te _mæ_; der ska ett blyw krummed en Haar paa de
+Hued, saalæng du er ved _mæ_.
+
+Hahaha--a--a. {(Smider Medetøjet.)} Fanden nu med mi Mied'staag, nu
+er der andt aa tink paa for gammel Thames.
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, for du _er_ jo da kjend med æ Vej, Thames?
+
+=Thames.=
+
+_Du_ skal ett vær ræj, mi bette Pig; er der nue, der kjender
+Kjøvenhavn for Aller[344], saa er æ visnok Fisker-Thames. A haar wot
+derøwer med Lamm. I kan spør Slagter Christensen i Danmarksgade, om
+han haar nøj aa udsætt paa mi Fremtræden. A haar wot uden for æ
+Gaardsled far i Daa. A haar lejen i Rendsborg for Kongens Kaal, vi
+marsired med fuld Oppakning til Issehow. Det er en Pa Daw sin!
+
+ [344] _Aller_, Alvor.
+
+=Kjesten.=
+
+Og _du_ ka rejs imaaen?
+
+=Thames.=
+
+_Bette_ Kjesten, _a_ er ledde[345]! A føller dæ te Verdens End, om
+det forlaanges; men vi maa ha en Dram og en Bid Brød i wor Lomm, for
+det er en javnhen laang Vej, og det koster, hwad der kyeves der paa
+Lav.
+
+ [345] _ledde_, ledig.
+
+=Karen Mari.=
+
+Ja, kund I komm hjem med Anton, saa tykkes a aal Ting kund blyw godt
+endno engaang, men det er wal sajtens baagatter.
+
+=Thames.=
+
+Da skal vi iløwle forsøg "at dreje Skuden", hwa, Kjesten!
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, a vild endda vær tefreds, baare a maatt taal med ham endno
+engaang. Mir venter a ett. For han er naturligvis saa vred paa mæ
+{(græder),} te han ett er te aa omstemm. Og det haar han da ogsaa
+Grund te aa vær.
+
+=Karen Mari.=
+
+A tykkes iløwle, det sir saa forvoven ud det hér, søen laang og
+kostbar Rejs; og ett en ved, om I træffer ham heller ett. _Ka_ en nu
+ogsaa betro dæ te æ, Thames?
+
+=Thames.=
+
+Spaar _du_ dæ di Syllewornhied[346], bette Muer! A haar rejst med
+Lamm far. Spør du Slagter Christensen i Danmarksgade! I den sidst
+Sending haaj a øwer hunder Lamm, og fandenmæ ett jen der brækked
+saamøj som en Baagbien!
+
+ [346] _di Syllewornhied_, Klynkeri.
+
+=Karen Mari.=
+
+Jaja; _læd_ æ saa ski -- i Guds Navn da!
+
+=Thames=
+
+{(snapper Karen Mari om Livet).}
+
+Hwad om du kund ha tavn mej, din gammel Peverbøss. Aae, knag'mæ, hwor
+_skuld_ vi ha mored wos!
+
+=Karen Mari.=
+
+Aa slip mæ Thames, a blywer saa forhwingelt[347], te a hwerken ka
+pipp hæ[348] kukk!
+
+ [347] _forhwingelt_, fortumlet.
+
+ [348] _hæ_, eller.
+
+{(To, tre Par Piger med Tøj og Vaskebaljer kommer ind fra Engen til
+højre.)}
+
+=Kjesten.=
+
+Læd wos nu et kjælling[349] æ Tid hen, men komm hjem og faa æ Sager i
+Stand.
+
+ [349] _kjælling_, gantes.
+
+=Thames.=
+
+Ja, _kom_ I nu baag atter mæ {(til Vaskepigerne)}. Saa skal I slutt
+op!
+
+{(Skrider gravitetisk foran, synger, mens han afvekslende trutter i
+Klarinetten; de andre følger ham parvis.)}
+
+    Saa drager vi til Kjøbenhavn
+    -- trut -- trut -- trut!
+    Og spørger nogen om mit Navn,
+    -- trut -- trut -- trut!
+    saa skuldrer jeg min Medestang,
+    -- hopsa! Medestang --
+    og blæser dem en Marsch saa lang:
+    Trut -- trut -- trut!
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+FEMTE AKT.
+
+
+{Plads i Nærheden af de Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn.
+Udvandrerskibet »Hellig Olav« skimtes fjernt i Baggrunden. Det er
+kort før Afgang. Trækvogne, Bybude, Politibetjente strejfer af og til
+over Pladsen. Til venstre ses en høj Stabel Pakkasser, til højre en
+Fortøjringssten.}
+
+{=Kjesten= og =Fisker Thames= kommer fra højre.}
+
+=Thames=
+
+{(i gammeldags Mundering: lang Vadmelsfrakke, høj, skimlet Hat
+o. s. v. Han hinker paa Foden).}
+
+Det er da dæwels, som de Støvl gnawr mæ. A bad dem endda saa mindele
+om paa æ Gjestehjem aa gi em en gued Lav Fjedt. Det _er_ en faale Pin
+aa _vær_ i. Haaj der endda wot[350] en Bænk, saa a kund ha list mæ te
+aa trækk em aa {(ser Fortøjringspælen).} Død og Krown[351], her maa æ
+vis kund læ sæ gjør {(sætter sig op og haler Støvlerne ud over de
+hvide Uldsokker, retter befriet Ryggen):} Aaeha, hvor _det_
+suelt[352]!
+
+ [350] _wot_, været.
+
+ [351] _Krown_, Krone.
+
+ [352] _suelt_, svaled.
+
+=Kjesten.=
+
+Naa, ga æ saa Len[353]?
+
+ [353] _Len_, Lindring.
+
+=Thames=
+
+{(svinger med Støvlerne).}
+
+Ja, nu er æ karenmæ ingen Sag. Kom nu an, bette Kjøvenhavn!
+
+=En Dreng=
+
+{(med en Trækvogn kjører bagind i Thameses lange Frakkeskjøder, saa
+baade Thames og Kjesten stenter til Side).}
+
+Kan han inte se sig for, Bondekvaj!
+
+=Thames=
+
+{(samler sig op).}
+
+Aaeha endda! Søen en Hertug! En sku næjsten tro, han kjor atter
+Jurdmur, sø'n en Faart han haaj opp.
+
+=Kjesten.=
+
+Aae, Thames, a er saa hjatklemt, te a ett ka sej aa æ.
+
+=Thames.=
+
+Ja mi Pig, a war sgu klemt fàr, søen det dut nøj, men æ Støwl dem ka
+en træk aa, saa er _det_ te en Sid, men æ Hjat[354] det er missel en
+møj æm[355] Stej. Men nu ska du'tt vær aaltfor angermodig. Vi faar jo
+nok Finger i gotten Swend.
+
+ [354] _æ Hjat_, Hjærtet.
+
+ [355] _æm_, ømt.
+
+A snakked med jen paa æ Gjestehjem, der war ud fræ samm Kant aa.
+
+=Kjesten.=
+
+Da kjend han da'wl ett Anton!
+
+=Thames.=
+
+Jow, han vidst gued nok af ham aa sej; og _han_ troed nu ett -- æh --
+te han war tavn afstej. Men han haaj wot fræ æ Hjemmen i den sidst
+Ug, saa hiel bestemt kund han jo ett sej nøj.
+
+=Kjesten.=
+
+Aa, a tykkes, a vild gi aal det a ejed og haaj for aa træff ham.
+
+=Thames.=
+
+Nu er æ heller ett ward[356] aa lov aaltfor møj ud. Det ka jo vær, du
+faar æ for slet ett. Nu snakker vi ett mir om _det_. Han kommer nok,
+-- med Guds Hjælp. For det maa jo vær hér?
+
+ [356] _ward_, værd.
+
+=Kjesten=
+
+{(ængstet).}
+
+Aa, Jøsses, Thames, du _haar_ da ett før wos paa gal Vej?
+
+=Thames.=
+
+Gi dæ nu still te æ, Kjesten! Læd mæ faa Lov aa sund mæ paa æ. {(Ser
+i Vejret og fastslaar):} Jow; _det_ ska nok sæd! Der haar vi æ Suel,
+og der haar vi _Run-de-torn_; det ka fandenmæ ett rokkes! Æ Retning
+er, som _den_ ska vær. -- Og dér ... og dér -- hæhæhæ! ... Ja war æ
+ett det, a saâ dæ, Kjesten, der legger, Fanden slaa mæ, lig æ Skif,
+vi fraager[357] atter: "Hellig O_law_", "_Hellig_ O_law_" -- haar a
+saa ett Ret!
+
+ [357] _fraager_, fritter.
+
+=Kjesten=
+
+{(forundret).}
+
+Er _det_ æ Skif! den der! aae Jøsses endda!
+
+=Thames.=
+
+Jow, a tytt nok, te det maatt vær æ Retning; gammel Thames haar sgu
+ett saa ring en Snøgger[358]; det er nok ingen hiel Taari[359], du
+haar faat med dæ, hæhæhæ! Hwa Kjesten, Hwa!
+
+ [358] _Snøgger_, Evne til at orientere sig.
+
+ [359] _Taari_, Taabe.
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, det er ett te aa forstaa, te du ka hold te æ. Det Hiele er nær
+ved aa skjell _mi_ Hued ad.
+
+=Thames.=
+
+Ja vent nu, te vi faar Hold i Kalorius, saa blywer der nok Raad for
+den Huedpin, mi Muer.
+
+=Kjesten.=
+
+Baare han nu ett er rejst!
+
+=Thames.=
+
+Naa; hæhæ; saa du tror, han kund vær spasired lidt foraa[360]. Søen
+en bette Swip op forbi Kronborre, Hwa!
+
+ [360] _foraa_, foran.
+
+=Kjesten=
+
+{(tjatter ud efter ham).}
+
+Aa, læd nu vær aa drill mæ, din Slog[361]!
+
+ [361] _din Slog_, din Rad.
+
+=Thames.=
+
+Haar vi nu æ Skif, saa faar vi ogsaa wal æ Mand. Men nu maa vi sgu
+pass paa aa hold wos te hinaan, for nu begynder der aa blyw
+Tryngi[362]. Vil du nu kikk te den Sid {(peger mod venstre)} saa skal
+a hold Yw med æ te den naaen Sid.
+
+ [362] _Tryngi_, Trængsel.
+
+{(De stiller sig op hver paa sin Side af Scenen; lidt efter raaber)}
+
+=Thames.=
+
+Kjesten! Kjesten! Nu behøver vi fandenmæ ett aa glyn[363] suemøj[364]
+længer; der haar a lig Kik paa Fyren!
+
+ [363] _glyn_, spejde.
+
+ [364] _suemøj_, ret meget.
+
+=Kjesten=
+
+{(styrter hen mod Thames).}
+
+_Det_ er da'tt sand! Ka _du_ si Anton?
+
+=Thames.=
+
+Om a ka si ham! Ogsaa li'saa grangywle! Hahaha -- ha! Han tror søen,
+han gaar og grovelirer ... i hans egen bitte Tommerumm? Nej, min
+kjere Ven, du er _i-agt-taget_, du er med Respegt at mel-de _un-der
+Opsyn_!
+
+=Kjesten.=
+
+Jamen, _æ'_ æ[365] nu ogsaa ham?
+
+ [365] _æ' æ_, er det.
+
+=Thames.=
+
+Ja, fandenmæ er æ ham! Ih, gudfaarebewors, ka du'tt kjend -- om a saa
+maa sej -- _dit eget Kjød og Blod_? Ham kund _a_ da kjend, om det saa
+war mell hunder Swyn; det Kaast der med den fræens[366] Skank, det er
+da'tt te aa ta fejl aa. -- Men nu maa vi karenmæ vær betint paa,
+hwordan vi vil ta imud ham. {(Hurtigere.)} ... Si kuns nu: Vi stiller
+wos lig her baag den Stavil[367] {(peger paa Trækasserne),} og saa
+lig i det sjelsamm som han gaar forbi, saa løwer _du_ baag te ham og
+rover: _Bøv!_
+
+ [366] _fræens_, frahaands.
+
+ [367] _Stavil_, Stabel.
+
+=Kjesten.=
+
+Nej, Thames, det tykkes a ett om. Det er en sær Maad aa ta imud ham
+paa, nu det er saa læng sin, en haar sit hinaân.
+
+=Thames=
+
+{(lidt skuffet).}
+
+Naa. Ja, saa læ'r vi det vær. Nej, hør kuns nu: Istej for "Bøv", saa
+_flyver_ du om æ Hals af ham og sejer: "Søde, kjere Anton, hwor
+kun-de du gjø-re _mig_ den store Sorrig." --
+
+{Kjesten.}
+
+Nej, det ynder a heller ett.
+
+=Thames=
+
+{(stødt).}
+
+Ynder du heller ett _det_! Søen vild a da ha gjord æ. Nøj ska du da
+for Fanden sej. -- Gaa da saa baag æ Stavil der, te a kalder paa dæ,
+saa skal a ... Gaa nu! Gaa nu!
+
+{(Kjesten gaar bag Kassestablen.)}
+
+{(=Anton= fra højre belæsset med Pakker.)}
+
+=Thames=
+
+{(træder ham bredt smilende i Vejen).}
+
+Goddaw, Goddaw! Hæhæhæ! Naa, der war nok jen, der haaj æ saamøj
+brøltront[368]. Skuld lig afstej te Amerika, lig afstej. Du kund wal
+ett lid aa faa Selskaf?
+
+ [368] _brøltront_, urimelig travlt.
+
+=Anton.=
+
+Hwa? Fisker-Thames! Er du kommen herøwer? For mi Skyld? Da war det
+virkelig alkjøn[369] af dæ.
+
+ [369] _alkjøn_, særdeles smukt.
+
+=Thames.=
+
+Jow for gammel Bekjendtskavs Skyld; tho vi tow haar jo hat saa møj
+godt sammel i wor Daw, saa fæk a Lyst te aa hels paa dæ endno
+engaang, men du war aa faa i Taal. A kjender jo æ Vej. A haar jo
+fârhen wot her med Lamm.
+
+=Anton.=
+
+Hwordan staar aalting te derhjemm.
+
+=Thames.=
+
+Jow tak, tho a _haar_ jo da saa manne Hels'ner te dæ, det war ett
+sær.
+
+=Anton.=
+
+Kjesten -- hwordan haar hun æ?
+
+=Thames.=
+
+Jow, a takker for gued Atterspørsel; søen lig _i_ æ Tid haar hun æ jo
+ett aalbejst; men en haar jo Lov te aa hôb paa Forbejring.
+
+=Anton=
+
+{(ængstet).}
+
+Hwad sejer du, Thames! Er Kjesten ett rask; heller -- skuld der vær
+nø andt i æ Vej med hind?
+
+=Thames.=
+
+Det er a ett saa "komfetent" te aa udtaal mæ om _som en an-den én_
+{(med en stor Armbevægelse hen mod Kassestablen)}. Nu ka du godt
+komm, Morlil; nu kan du karenmæ godt komm!
+
+=Kjesten=
+
+{(frem, opløst i Taarer).}
+
+=Anton=
+
+{(slipper et Par Vadsække).}
+
+Hwad for nø nøj! _Du_ er hér!
+
+=Kjesten.=
+
+A _maatt_ herøwer, Anton, om saà det war mi Lyw om aa gjør. Du _haar_
+ett wot ud aa mi Tanker, sin du forlod æ Gaard, det ved Worherr i
+Himlen, a taaler Sandhied; a _haar_ lejn[370] æ Nætter ud og
+grovelirer paa, hworden a sku faa dæ æ saà endno engaang. For du
+_maa_ ett wontink[371] mæ, Anton, a fortjener æ ett af dæ, a _haar_
+aalle holdt af nue anner, som a holder af dæ.
+
+ [370] _lejn_, ligget.
+
+ [371] _wontink_, tænke ilde om.
+
+=Anton.=
+
+Maaskisæ ett sin Darling kam fræ æ Egn, men fâr --
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, a vidst jo, det maatt komm. Men det sejer a dæ: A haar aalle
+brødt mæ om den Student for en Hæjt. Det er nøj, anner Mennesker haar
+hætted[372] paa for aa sætt ondt imell wos. Og du war sommtid saa
+urimele imud mæ, te a lod dæ blyw i æ Tro. Men a _haar_ en rejn Fued
+aa staa paa. A _haar_ ett hat andt med Darling aa gjør, end hwad
+enhwer maatt si paa.
+
+ [372] _hætted_, hittet.
+
+=Anton.=
+
+_Det_ sejer du!
+
+=Kjesten.=
+
+Ja, og ingen skal nuesind kund bevis mæ andt øwer! Det gaar a aalle
+fræ, te a haar tavn en Dans med ham her og der; mir ett. Men det er
+et _hans_ Skyld, te det ett er kommen vidter.
+
+=Anton.=
+
+Hwis er æ da?
+
+=Kjesten.=
+
+Nu maa du ett begynd forfræ, Anton. A ka ha hat mi Skyld i, te det er
+gavn som det er gavn. Men mon du ett ogsaa haar hat din? Mon ett vi
+nok kund ha snakked wor Sager ilav, hwis du imell kund ha styred di
+Sind?
+
+Men a _vil_ ett bebrejd dæ nue Ting. Du haar di Sind, og den ka vær
+haard som Flint.
+
+=Anton.=
+
+Ja, det er sand nok.
+
+=Kjesten.=
+
+Men a ved ogsaa, hwor gued du ka vær. Og Gud ha Lov, saa er æ det
+gued en hower[373], nær aal de Und[374] er glemt.
+
+ [373] _hower_, husker.
+
+ [374] _Und_, Onde.
+
+=Anton.=
+
+Ja, _det_ ska nok sæd[375]!
+
+ [375] _sæd_, passe.
+
+=Kjesten.=
+
+Og sjel om du nu ogsaa vil gjør Aller _aa_[376], aa rejs fræ wos -- a
+er ett kommen her for aa øwertaal dæ -- saa vil a først sej dæ _det_:
+om du løwer heller du dør, der kommer aalle den, der ka faa mæ te aa
+glemm det Gued, du haar gjord mæ.
+
+ [376] _Aller aa_, Alvor af.
+
+=Anton.=
+
+Det sejer du mæ, Kjesten, imen a staar her med æ Hinner fuld af
+Amerika!
+
+=Kjesten.=
+
+Som a sejer dæ, Anton, _du_ ska gjør i aalle Maader atter di egen
+Beram[377]. A vil ett øwertaal dæ. Men om du _kund_ faa dæ sjel te aa
+blyw herhjemm, aae, hwor _vild_ vi gjør æ godt for dæ!
+
+ [377] _Beram_, Indskydelse.
+
+A forstaar saawal, te du ett vil læ dæ nyw med en Hiedbrink -- det
+vild a nødde[378] sjel --; men mi Muers Gaard -- er det ett en gued
+Arrepaart? Tror du egentlig, du kommer te mir dérøwer? Og du maa
+ogsaa gjan ta de gammel Faar[379] te dæ.
+
+ [378] _nødde_, nødig.
+
+ [379] _Faar_, Far.
+
+=Anton=
+
+{(tier).}
+
+=Kjesten=
+
+{(med fremvældende Taarer).}
+
+Om a saa endno er gued nok te dæ, det ved a jo saa ett.
+
+=Anton.=
+
+Det er Allersnak[380] aal det, du der sejer mæ?
+
+ [380] _Allersnak_, Alvorssnak.
+
+=Kjesten.=
+
+A er et tavn den laang Vej for aa staa og fyld dæ med Præjk.
+
+=Anton=
+
+{(smider alle sine Pakker).}
+
+Saa legger Amerika nu dér! Nu ka a si, te a haar wot en Taari[381] te
+den her Daa. Men Gud ha Lov, det ka gjøres godt endno. A troed aalle,
+a skuld blyw glaad mir her paa æ Jurd. Og saa kommer du her, mi egen
+bette Pig ...
+
+ [381] _Taari_, Tossehoved.
+
+{(Han gaar imod hende, men de ser sig uroligt om efter de
+forbigaaende.)}
+
+=Kjesten.=
+
+Aall de manne Mennesker!
+
+=Thames.=
+
+Bryd _I_ jer aalle om dem. Det er vis ett æ først Gaang, der kysses
+paa den hér Plads!
+
+{(De unge omfavner hinanden.)}
+
+=Kjesten.=
+
+Saa tar du med mæ hjem for aalle mir aa forlaad wos?
+
+=Anton.=
+
+Ja, Kjesten, nu tar a med _dæ_ -- saalaant æ Lyw vil gjæld!
+
+=Thames=
+
+{(opsamler Antons Sager).}
+
+Saa er æ nok bejst, a ta "Amerika" -- war æ ett søen, du kaldt det
+hér -- for det er da Synd, te det ska legg her og flyd. Og saa vil
+_a_ hen og ha mæ en bjedsk Dram, det tykkes a, a ka ûnd mæ sjel, for
+_nu_ er a saa tepas, som nær a haar fanged jen af mi aall'villerst
+Gjejjer[382]!
+
+ [382] _Gjejjer_, Gjedder.
+
+=Anton=
+
+{(til en Drager med en Kuffert paa Nakken).}
+
+How, De dér. Læd _mæ_ faa æ Kuffert, det er nok min!
+
+=Drageren.=
+
+Skal _den_ inte om Bord?
+
+=Anton.=
+
+Ett den Gaang endno.
+
+=Drageren.=
+
+Maa jeg saa inte bringe den tilbages for Herren?
+
+=Anton.=
+
+Nej Tak, behøves ett. {(Betaler.)}
+
+=Drageren=
+
+{(gaar).}
+
+{(Damperen fløjter.)}
+
+=Kjesten=
+
+{(kaster sig ind til Anton).}
+
+Nu fløjter æ Damper atter dæ, men den ska ett ta dæ fræ mæ. {(Hun
+griber rask Kufferten ved dens ene Hank og siger varmt og energisk):}
+_Kom nu, Anton!_
+
+=Anton=
+
+{(fatter Kuffertens anden Hank).}
+
+Kan du virkelig bær den!
+
+=Kjesten=
+
+{(med Eftertryk).}
+
+Ja, Anton, nu kan a bær, hwad det ska vær!
+
+{(Mens Dampskibsskruen arbejder, gaar de to hurtigt ud til højre med
+Kufferten imellem sig. Fisker Thames bagefter med Pakkerne.)}
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+HIMMELBJÆRGPRÆSTEN
+
+(1917)
+
+
+
+
+PERSONLISTE.
+
+ =St. St. Blicher.=
+ =Erneste=, hans Hustru.
+ =Niels Blicher=, past. emer., Digterens Far.
+ =Niels Farver=, Digterens Stedsøn.
+ =Tyttebær-Karen=, Hyrdinde, senere Tjenestepige hos gl. Niels
+   Blicher.
+ =Per Syvspring=, Spillemand og Havekarl.
+ =Per Nielsen=, Himmelbjærggaard, Bonde.
+ =Møller=, Fattigforstander for Spentrup-Gassum.
+ =Kristrup=, Trompeter.
+ =Laust Post=, Postbud.
+ =En Bonde.=
+ =Stoffer Enøje=, Taternes Fører.
+ =Professoren=, Tater.
+ =Peiter Benløs=, Tater.
+ =Linka Smælem=, Tater.
+ =Søren Kanne=, Bonde.
+ =Peder Jensen=, Visedigter og Visesanger.
+
+{Forspillet foregaar paa den jydske Hede. 1. og 2. Akt i Spentrup
+Præstegaard. 3. Akt og Efterspillet paa Himmelbjærget. De fire Sange
+er af St. St. Blicher.}
+
+
+
+
+FORSPIL.
+
+
+{En mægtig udstrakt Lyngflade, noget bølget, her og der en Kjæmpehøj;
+man ser helt ud imod Horisontens blaa Dis. Til venstre en stor
+mosgroet Sten. Eftersommerdag. Lyngen blomstrer; der er Tyttebær.
+=Tyttebær-Karen= plukker i et Lerkrus i Baggrunden; hendes hvide
+Faareflok ses græsse længere inde paa Lyngen. Af og til Lyd af
+Klokkefaarets Bjælde. -- Naar Tæppet gaar op, ses Blicher (ca. 25
+Aar) skride op ad en Kjæmpehøj til højre; han standser paa Toppen,
+ta'r sin Hat af, tørrer den svedige Pande, mens han stirrer grebet ud
+over den uendelige Lyngflade. Da siger han dæmpet, som i Bøn:}
+
+    Min Fødestavn er Lyngens brune Land,
+    min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede,
+    min spæde Fod har traadt den gule Sand,
+    blandt sorte Høje bor min Ungdoms Glæde.
+
+    Skjøn er for mig den blomsterløse Vang;
+    min brune Hede er en Edens Have --
+    Der hvile ogsaa mine Ben engang,
+    blandt mine Fædres lyngbegroede Grave!
+
+{(Staar endnu lidt. Faar Øje paa Tyttebærsamlersken, gaar straalende
+imod hende.)}
+
+Nej, hvad ser jeg! En lille Lyngnymfe! Du kommer, som var du kaldet!
+
+=Karen=
+
+{(er i Færd med at ta til Bens).}
+
+=Blicher.=
+
+Nej hulde, søde Pige! Løb dog ikke for mig! Jeg vil dig sandelig
+intet ondt!
+
+=Karen=
+
+{(tøver).}
+
+=Blicher=
+
+{(naar hen til hende, ta'r hendes højre Haand, mens hun knuger
+Tyttebærkruset under venstre Arm).}
+
+Hvor du er dejlig! Rød og trind, som var du voxet her mellem Pors og
+Klokkelyng {(lægger begge sine Hænder om hendes højre).} Hvor din
+lille brune Haand skjælver i min!
+
+{(Han løfter hendes Haand ærbødigt op til sine Læber; hun lyser op i
+Øjnene og ler godt og stille.)}
+
+Hvad er det, du holder der saa krampagtigt under Armen?
+
+=Karen.=
+
+Ja tho jævnhen Folk kalder dem for Krusbær, men dem fine kalder dem
+nok Tyttebær.
+
+=Blicher.=
+
+Tyttebær! Ja, de modnes jo i denne Tid. Har du saa gjort en god Høst?
+
+=Karen=
+
+{(allerede helt meddelsom).}
+
+Ja, en kunde jo sagtens plukke til en bitte Dagløn, naar en kunde faa
+de Faar til at skjøtte sig, saa de ikke rendte hel og bar af æ Land.
+
+=Blicher=
+
+{(med et Øjekast ud over Heden).}
+
+O ja, nu ser jeg det; du er jo ogsaa Faarehyrde.
+
+=Karen.=
+
+Ja det er jeg da rigtignok. Det er det, jeg er fæstet til, men saa
+plukker en jo Bær ved Siden af, og ellers maa en jo gribe til
+Bindehosen.
+
+=Blicher.=
+
+Du er nok alsidig {(ser skjælmsk paa hende).} Og saa kommer der vel
+tit nogen og ser til den smukke Faarepige?
+
+=Karen=
+
+{(genert).}
+
+Aa, det er der endda Maade med; De er da snart den første!
+
+=Blicher.=
+
+Aa min søde Pige: sig _du_ til mig! Herude paa Heden er alle lige!
+Men jeg staar her og bliver helt lækkersulten, og tørstig er jeg da
+ogsaa. Hm! vil du la mig faa en Haandfuld af dine Bær; jeg skal
+hjælpe dig at plukke nogen igjen.
+
+=Karen=
+
+{(glædestraalende).}
+
+Om De -- _du_ -- maa faa en Haandfuld af mine Krusbær! Ja, det ved
+den søde Gud, du maa, alle dem, du vil stoppe i din Mund! Men jeg vil
+rense dem lidt først, for der kan godt være kommen nogen Blade
+imellem, og nogen er jo ogsaa beske endnu.
+
+{(De sætter sig ned i Lyngen sammen; hun ta'r Haandfuld for Haandfuld
+i Kruset, blæser i dem, saa Bladene ryger bort; saa hælder hun de
+færdige Bær over i hans Haand.)}
+
+=Blicher=
+
+{(ved første Mundfuld).}
+
+Humm--mm!
+
+=Karen.=
+
+Naa, de smager dig vel?
+
+=Blicher=
+
+{(mellem de tyggende Tænder).}
+
+Som den Manna, Guds Engle bragte Israels Børn i Ørkenen!
+
+=Karen=
+
+{(koket).}
+
+Saa maa jeg vel være bleven en af Englene!
+
+=Blicher=
+
+{(har lempeligt lagt sin Arm om hende).}
+
+Ja, det er netop det, du er!
+
+=Karen=
+
+{(ser forlegen paa ham og rokker lidt i Sædet som for at flytte fra
+ham).}
+
+=Blicher.=
+
+Nej du maa ikke flytte fra mig ... Skal jeg ta min Arm ned?
+
+=Karen=
+
+{(ser rødmende og langt ind i hans Øjne).}
+
+Hvem er du egentlig?
+
+=Blicher.=
+
+Et meget rimeligt Spørgsmaal. -- Hør da min Livshistorie i dens
+Hovedtræk: I Fødslen fik jeg Navnet _Steen_, thi jeg faldt som en
+Sten fra min Moders Hjærte.
+
+=Karen.=
+
+Ja, det kan saamænd nok ha sin Rimelighed.
+
+=Blicher.=
+
+Siden tog jeg Livet, som det faldt. Jeg havde knapt begyndt paa det,
+saa sa' Lægen, at nu var den Dans sprunget. Jeg var brystsyg og
+maatte være parat til at dø!
+
+Men jeg sa' som Bonden: "Det skal misajn blyw Løwn"!
+
+Saa lod jeg min Mor pakke mig en god Ransel, tog Staven i den ene
+Haand og Fløjten i den anden, og saadan gik jeg min Helse ind.
+
+Sig mig nu, lille Hyrdinde, ser jeg ud som en, der stager om paa
+Gravsens Rand?
+
+=Karen=
+
+{(i Latter).}
+
+Nej, hvor vil du hen! Du er saamænd jævnhen spillevende.
+
+=Blicher.=
+
+Ja. Gud ske Lov for det. Ser du denne her {(løfter Fløjten).} Den
+giver mig Lunger, der kan ta Vejret fra Smedens Blæsebælg. Paa den
+lille galne Gavstrik blæser jeg alle Doktorer og Apotekere en lang
+March!
+
+=Karen.=
+
+Aa, maa jeg ikke høre, hvordan _det_ lyder!
+
+=Blicher=
+
+{(overhører denne Ytring og fortsætter).}
+
+Vandre, vandre! der er intet saa herligt som at vandre! Ikke at ha
+andet at gaa efter end det Punkt histude, hvor en ensom Gravhøj
+tegner sig mod Aftenrøden.
+
+Jeg kommer fra Himmelbjærget og er paa Vej til Viborg Snapsting,
+derfra tænker jeg at ta til Thy og Vesterhavet. Saadan jager jeg
+bestandig som en Spyflue fra Vindue til Vindue i mit Fædrelands
+Storstue -- for det _er_ jo Jylland -- og mens min Brystkasse lægger
+Tomme til Tomme, og min Lunge breder sig derinde som en kalkunsk
+Bonde i sin udstoppede Selvejer-Agestol, saa stiger mit Humør og mit
+Velbefindende, saa jeg synes at kunne trykke hele Verden op i min
+Favn.
+
+{(Knuger Karen ind til sig.)}
+
+=Karen=
+
+{(har begyndt at græde).}
+
+=Blicher.=
+
+Søde Barn, du græder! Hvorfor? Har mine Ord saaret dig?
+
+=Karen=
+
+{(stadig stille grædende).}
+
+Det er saa underligt at høre paa for en anden én, som aldrig skal
+ha Lov at se nogen Ting. Da jeg var 6 Aar kom jeg ud at tjene, siden
+har jeg passet Faar mellem de Bakker her; kun een Gang hvert Aar kan
+jeg komme hjem og se til min Mor, endda hun bare bor en halv Mils
+Vej herfra. Og nu vilde jeg saa gjerne have været i Kirke
+Konfirmationssøndag -- men tror du, jeg kom det!
+
+=Blicher=
+
+{(i dyb Vemod, mens han har taget hende om Kinderne med begge
+Hænder).}
+
+Hvor de er bleven mørke, de store brune Øjne, som havde de pludselig
+suget al Hedens dybe Alvor til sig. Og her har jeg i mit Overmod
+siddet og saaret en af de bundne Sjæle, der aldrig fik sin Fod ud af
+Lænken! Tilgiv mig min Haardhed! {(kysser hendes Haand).} Naar jeg nu
+atter tar mine ivrige, lange Skridt mod Landets fjerneste Kanter, saa
+skal jeg aldrig glemme dem, der kun kunde ta de korte -- -- Men tys!
+Hvad er det for en Støj?
+
+{(En Flok Tatere -- Mænd med firkantede Glarkister, Kvinder med
+Vugger og Tiggerbylter -- har nærmet sig Stedet. Blicher griber Karen
+om Haandleddet og trækker hende om bag Kjæmpehøjen til højre. Taterne
+er nu kommen helt ind paa Scenen; de lægger deres Glarkister og Poser
+fra sig i Lyngen og begynder at afmærke en Kreds.)}
+
+=Stoffer Enøje.=
+
+Naa Peiter og Linka, lad os nu faa en Ende paa det her Kjællingeri,
+inden der sker noget andt nøj. I er jo saa forlibt beggeto, te I kan
+ett hold Øjnene fra hinanden saa meget som et Øjeblik. Kast du din
+Kjæp te hende, Peiter, og lad os saa se, om hun ikke nok skal faa i
+Sinde at ta den op!
+
+="Professoren"=
+
+{(trænger sig frem).}
+
+Ja men Linka har ogsaa været _min_ Kjæreste, og det endda længe før,
+hun var Peiters, saa jeg maa ha ligesaa god Ret som en anden.
+
+=Stoffer.=
+
+Vil du nu holde dig i Rumme, din bitte Svisse[383]! I Dag er det
+Peiters Tur; _du_ faar dig sær en Tøs at rende med.
+
+ [383] _Svisse_, Fyr.
+
+="Professoren"=
+
+{(indta'r en truende Holdning).}
+
+Det skal baade du og Peiter komme til at fortryde!
+
+=Stoffer=
+
+{(med løftet Egekjæp).}
+
+Nu holder du mig din Kjæve, din Skronnikok[384]! -- Tilbage med dig,
+eller jeg skal lange dig et Ræk[385] mellem Skuldrene, som du ikke
+skal gnide af dig _med_ det samme!
+
+ [384] _Skronnikok_, Gabflab.
+
+ [385] _Ræk_, Rap.
+
+{(Professoren trækker sig skulende bag om Høvdingen.)}
+
+=Stoffer=
+
+{(til de elskende).}
+
+Naa, er I saa paa Plads! Linka vil du saa ha de smaa Nalliker[386]
+parat. Peiter, gi hende saa Kjæppen, saa varm den er! Kyl!
+
+ [386] _Nalliker_, Grabber.
+
+{(Peiters Kjæp sejler gjennem Luften; hun griber den lidenskabelig;
+hendes kyles samme Vej. Da de to Tatere saaledes har udvexlet
+Elskovstegn, siger)}
+
+=Stoffer.=
+
+Nu er I gift paa _vor_ Fasown[387], saa faar det dævlenmæ holde saa
+længe det kan! {(Ta'r en grøn Brændevinsflaske op af Lommen.)} Saa
+drikker jeg paa jer Held og Sundhed. Skaal, og en let Gang paa
+Jorden!
+
+ [387] _Fasown_, Façon.
+
+{(Stoffer drikker og langer til Peiter; da han har drukket, rækker
+han Flasken til Linka; hun tømmer den for Resten.)}
+
+=Stoffer.=
+
+Lad os saa faa en bitte Dans. Først danser nu Brudeparret med
+hinanden. Kom frem "Professor" og gi os et Stykke paa din Skalmeje;
+saa kan du ikke sige, te ikke ogsaa du har været med ved den fine
+Ende.
+
+="Professoren"=
+
+{(træder modvillig ind i Kredsen og spiller Kjæltringrilen, en vild,
+barbarisk Dans, som de to »ægteviede« danser alene under vilde Lader.
+Da denne Dans er sprungen, hører man pludselig en Fløjte bag
+Gravhøjen).}
+
+=Stoffer Enøje=
+
+{(farer op).}
+
+Ih, Dæwlen drøwt mæ[388]! Hvad er det her for en Spil!
+
+ [388] _drøwt mæ_, drifte mig.
+
+=Blicher=
+
+{(kommer frem fra Gravhøjen, spillende en Brudevals paa sin
+Tværfløjte. Ængstelig følger Karen i hans Kjølvand).}
+
+=Blicher=
+
+{(der nu er naaet helt hen til de forbavsede Tatere).}
+
+Ih se, det er jo Godtfolk tilhobe, som jeg kjender hverén. Du Stoffer
+rensed jo i mange Aar min Faders Skorstene i Vium Præstegaard. Jeg
+tror for Resten de venter stærkt paa dig. I Dag har jeg jo set, at Du
+fusker Præsten i Næringen. Du kommer nu nemmere fra det end vi andre.
+Holder dit ligesaa godt, skulde Pokker gjøre sig al den Umage! Naa,
+godt Ord igjen. Da der ikke vanked noget Offer til Præsten, saa faar
+Præsten yde en lille Skjærv til Brudeparret {(han la'r et Markstykke
+glide ned i Haanden af hver af Brudefolkene).} Værsgod! og du
+Stoffer, som skilte dig saa godt fra Hvervet, du skal da heller ikke
+være Stedbarn {(rækker ham en Halvdaler).} Naar I nu igjen drikker
+paa Brudeparrets Sundhed, saa glem ikke den unge _Primer_ og hans
+_Padrum_ fra Vium Præstegaard. -- Adjø! Vi ses paa Viborg Snapsting!
+
+{(Banden gaar under Taksigelser; Blicher gi'r endnu et Solonummer paa
+sin Tværfløjte, de bortdragende svarer bag Højen med Skalmejen.)}
+
+=Blicher=
+
+{(henvendt til Karen).}
+
+Og det var dig, der klaged over, at her ingenting hændte, og saa
+oplever du pludselig et helt Giftermaal med Tilbehør. Lad mig se, er
+der endnu lige store Taarer i de kjære drømmende Øjne?
+
+=Karen=
+
+{(smiler).}
+
+Nej i Dag kan jeg rigtignok ikke klage over Kjedsomhed; men det er
+heller ikke hver Dag, man har saa morsomt Besøg.
+
+=Blicher.=
+
+Er det nu mig eller Stoffer Enøje, der skal føle sig smigret?
+
+=Karen=
+
+{(tjatter efter ham).}
+
+Du ved godt, hvem jeg mener!
+
+=Blicher.=
+
+Desværre skal jeg vel snart efter de andre Landstrygere. Tæerne
+begynder allerede at kravle inde i Støvlerne. Jeg blev ikke skabt til
+at være længe paa Sted ad Gangen. Men først maa jeg hjælpe dig at
+plukke nogen Tyttebær til Erstatning for dem, jeg spiste.
+
+{(De kaster sig atter ivrige over Plukningen.)}
+
+=Blicher=
+
+{(fører en Tyttebærgren op imod sine Læber).}
+
+Det er en sær velsignet lille Ting at se paa saadant et Tyttebær; det
+ligner et Kys paa en Stilk. Og det smager næsten ogsaa som et Kys.
+
+=Karen=
+
+{(drømmende).}
+
+Jeg synes da, et Kys maa smage _meget_ bedre.
+
+=Blicher.=
+
+Det er maaske, fordi Tyttebær er en Hverdagsting for dig.
+
+=Karen.=
+
+Ligesom Kys vel er Hverdagskost for dig?
+
+=Blicher.=
+
+Aa, Gud bedre det! Det er langt fra hver Dag, jeg plukked Bær, langt
+mindre Kys i den brune Lyng sammen med en mørkøjet lille Hyrdinde. --
+-- Hvad er det nu du hedder?
+
+=Karen.=
+
+Jeg hedder Karen.
+
+=Blicher.=
+
+Det burde jeg ha kunnet gjætte strax. Lille Karen, var du mig bare
+lidt nærmere til daglig; man bliver saa blid, saa søndagsstemt i sit
+Sind ved at sidde din Uskyld saa nær.
+
+=Karen.=
+
+Jamen hvordan skulde jeg komme nærmere til dig. Jeg ved jo knap nok
+endnu, hvor du bor?
+
+=Blicher.=
+
+Nej, det kan du ha Ret i. Jeg kan kun svare, som det hedder i
+Skjæmtesproget: Jeg er derfra, hvor Husene staar ude, og Gjæssene
+gaar barfodede.
+
+=Karen.=
+
+Og hvordan skulde jeg nogen Sinde komme herfra. Mine Faar gaar løse,
+men jeg staar i Tøjr -- alle mine Dage!
+
+Skulde jeg komme her fra, saa skulde jeg da løbe bort -- med
+Kjæltringerne; og det bliver maaske ogsaa Enden paa det.
+
+=Blicher.=
+
+Nej, Gud fri os dog, Karen! Sid ikke og spøg med den Slags. Du med
+dit yndige uskyldige Smil, skulde kaste dig ud i dette forraaende Liv
+-- --
+
+=Karen.=
+
+Ja, hvad gjør én ikke imellem for at faa sin Tøjrepæl op?
+
+=Blicher.=
+
+Det kan være, at jeg alligevel hitter paa Raad. Ser du, bitte Karen,
+min Mor derhjemme, hun er meget sygelig, hun er -- ja, til Tider er
+hun ligefrem til en Side -- du ved nok?
+
+=Karen.=
+
+Er hun da tuntet?
+
+=Blicher.=
+
+Hun lægger det største Tryk over Hjemmet, og vi maa altid holde Pige
+til hende, og den Plads bliver ledig med det første. Men det er jo
+ikke nogen munter Stilling.
+
+=Karen.=
+
+Og det er saa i _din_ Fars Præstegaard?
+
+=Blicher.=
+
+Ja, det er i mit Barndomshjem.
+
+=Karen.=
+
+Aa, den Plads vilde jeg endda gjerne ha. Jeg skulde være saa god ved
+din syge Mor!
+
+=Blicher.=
+
+Jeg har ingen Grund til at tvivle. Tak for dit Løfte, Karen! Du skal
+faa Besked inden altfor længe.
+
+{(I overgiven Lune);} Men sandelig, finder jeg ikke her i Lyngen min
+Barndoms herligste Legetøj -- den gule og overmodne Ulvefod {(løfter
+en favnelang, gylden Stængel op i Lyset).} Se hvor den lyser, som var
+det det pureste Guld. Naar man i min Barndom fandt _Ulvefoden_, saa
+havde man Ret til at slynge den som en Pynt om sin Piges Pande. Blot
+nu dit Hoved, Karen, saa skal vi se, hvor dens Guld vil lyse i dit
+mørke Haar.
+
+{(Karen fjerner sit Knytteklæde, bliver siddende paa Knæerne med sit
+Ansigt vendt halvt opad, mens Blicher slynger Plantens Stængler om
+hendes Tindinger.)}
+
+=Blicher=
+
+{(fjerner sig lidt).}
+
+Se saa; nu ligner du komplet en lille Prinsesse med Diademet omkring
+Panden. Nu vilde du gjerne se dig selv. Hvad gjør vi saa! {(rager i
+Lommen).} Skulde en Mahognifyr som jeg ikke eje et Lommespejl!
+{(rækker hende det).} Vil du nu bare titte gjennem mit Søndagsøje.
+
+=Karen=
+
+{(smiler til sig selv i Spejlet).}
+
+Det er du surenmæ kommen pænt fra.
+
+=Blicher.=
+
+Ikke sandt? Vil du saa gi din Prins et Kys som Tak for Skjænken
+{(bøjer sig ned til hende og kysser hende paa Mund og Pande. Han
+rejser hende op).} Men lille Karen, Skyggerne bliver lange, og jeg
+har endnu langt til Vejsende. Men før din hastende Troubadur atter
+optar Vandringen imod Fjernet og Solnedgangen, maa du synge mig en
+lille Vise; du kan jo nok en eller anden?
+
+=Karen.=
+
+Skal jeg synge for dig! Ja men jeg kan kun Bondeviser.
+
+=Blicher.=
+
+Det er netop noget for mig. Syng du bare paa din egen Maade. Men lad
+os sætte os hen paa Højen her, saa prøver jeg at finde Tonen paa min
+Fløjte. -- {(Studsende.)} Men tys, kommer der en Vogn?
+
+=Karen.=
+
+Aa, det har saamænd ikke noget at betyde; nu imod Aften høres alting
+saa langt.
+
+{(De sætter sig.)}
+
+=Karen=
+
+{(synger Visen om Mads Doss. -- Blicher ledsager Sangen paa sin
+Tværfløjte).}
+
+    Mads Doss han war en Kon Koltringsknæjt[389],
+    han gek mæ Foeren i Hien,
+    imell saa slow han Lyng te en Bæjt[390],
+    imell saa band han aaw Vien[391]
+    en Liim[392] te hans Mouer, aa saa saang han imell,
+    di hoer ed saa vit, nær han tow te aa hwell[393]:
+ :, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:
+
+    Mett Kølvro war en Kon Stonthostøs[394],
+    gek aasse mæ Foeren i Hien.
+    Aa somti hun swedt, aa somti hun frøs;
+    den Drywwen[395] slet ett hun ku li en.
+    Hun snøwsed[396] imell, faa hin Dawwen wa laang,
+    ivissomda[397] tahrt[398] hun hin Klukker[399] aa saang:
+ :, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:
+
+    Aa somti di mødtes saa hes aa saa hæhr,
+    od[400] Mælmad aa spraakked saa knøwt da,
+    aa let om let fek di hweranner saa kjæhr
+    jen kam, næ den Aahn[401] ga en Hwøwt[402] da.
+    Aa næ di had edt, gek di hwæ te si Hjaer[403],
+    aa saang, saa de gjall[404] owwe Mosser aa Kjaer:
+ :, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:
+
+ [389] _Kon Koltringsknæjt_, halvvoxen Knægt.
+
+ [390] _Bæjt_, Bagning.
+
+ [391] _Vien_, Vidjen.
+
+ [392] _Liim_, Kost.
+
+ [393] _hwell_, skraale.
+
+ [394] _Kon Stonthostøs_, Stunthosetøs.
+
+ [395] _Drywwen_, Driven.
+
+ [396] _snøwsed_, smaagræd.
+
+ [397] _ivissomda_, nu og da.
+
+ [398] _tahrt_, tørred.
+
+ [399] _hin Klukker_, sin Næse.
+
+ [400] _od_, spiste.
+
+ [401] _den Aahn_, den anden.
+
+ [402] _en Hwøwt_, et Vink.
+
+ [403] _Hjaer_, Hjord.
+
+ [404] _gjall_, gjaldede.
+
+=Erneste=
+
+{(er under sidste Vers af Sangen kommen ind paa Scenen fra højre; hun
+nejer koket for Studenten og siger):}
+
+Undskyld, jeg forstyrrer nok en Hyrdescene -- -- --
+
+=Blicher=
+
+{(til Karen).}
+
+Det er nok en Dame, der forstaar at finde de rette Ord for
+Situationen.
+
+=Erneste.=
+
+-- -- -- Men vor Vogn kjørte just her forbi, og saa havde man sagt
+os, at her kunde man kjøbe Tyttebær; min Tante vilde saa umaadelig
+gjerne ha en Krukke med hjem.
+
+=Blicher=
+
+{(springer op under en komisk Reverens).}
+
+Gudbevares, meget naadige Frøken, det er os fattige Hyrder en udsøgt
+Ære at kunne gjøre Deres høje Tante en Tjeneste; vil Deres Naade et
+Øjeblik ta Plads paa denne ringe Gravhøj; jeg skal sige Deres Højhed,
+-- Varen er ikke rigtig sorteret, den ligger, om jeg saa maa sige,
+lidt Hulter til Bulter; med andre Ord: de velsignede Frugter er endnu
+ikke plukket.
+
+=Erneste=
+
+{(er lige ved at knække over af Grin).}
+
+_Naa_, De har ingen staaende?
+
+=Blicher.=
+
+Staaende? Deres Naade maa ha misforstaaet mig; de staar nemlig
+allesammen -- paa deres Stilke, lige her fra til Horisonten.
+
+=Erneste.=
+
+Naa De har udsolgt!
+
+=Blicher.=
+
+Ja, de sidste gik lige for et Øjeblik siden -- til forhøjede Priser.
+
+=Erneste.=
+
+Ja saa kan det vist ikke nytte noget; for _De_ ser mig ikke ud til at
+være særlig dreven i den Kunst at plukke Tyttebær.
+
+=Blicher.=
+
+Hvadbehager! De drager en af mine oprindeligste Evner i Tvivl? Vil
+Deres Ophøjethed tillade, at jeg gir Dem en ringe Prøve paa min
+Færdighed; jeg tar mig den Dristighed at foreslaa, at Deres Naade
+lægger Dem her ved Siden af os, saa ser vi, hvem der plukker flest.
+
+=Erneste.=
+
+Det kunde virkelig ha været meget sjovt; men De husker nok ikke, at
+min Tante venter med Vognen. Hører De ikke, hvor Kusken knalder med
+Pisken. Jeg tør virkelig ikke la dem vente længere.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, det gjør os meget ondt, at vi ikke under de forhaandenværende
+Omstændigheder ser os i Stand til at betjene Deres Naade
+tilfredsstillende, men -- --
+
+=Erneste=
+
+{(drillende).}
+
+Aa, De har vist ogsaa andet at bestille.
+
+=Blicher=
+
+{(med en Armbevægelse hen over den spredte Hjord).}
+
+Ja, Faarene skal jo passes.
+
+=Erneste=
+
+{(leende).}
+
+Og Hyrdinden heller ikke forsømmes! -- -- Hvordan har man det ellers
+i Vium Præstegaard?
+
+=Blicher=
+
+{(forbløffet).}
+
+De kjender mig!
+
+=Erneste.=
+
+Ja, er det ikke Kandidat Steen Blicher?
+
+=Blicher.=
+
+Siger jeg ja, er Komedien ude, siger jeg nej, synes jeg at kunne faa
+Skinnet imod mig; men hvem er da De, som stiller mig dette
+Samvittighedsspørgsmaal?
+
+=Erneste.=
+
+Erneste Berg -- fra Virring Præstegaard. De har nok helt glemt
+Aunsbjærg Hestehave -- i Fjor Sommer.
+
+=Blicher.=
+
+-- -- O! Dansen i Maaneskinnet -- -- I den sidste Kvadrille!
+
+=Erneste.=
+
+Det var dog rart, De kunde mindes det! Men nu foreslaar jeg, at De
+tar med os hjem. Hvad staar der ikke i Æventyret: "Det er altid bedre
+at kjøre end at gaa", sagde Hanen. De skal komme til at sidde ved
+_min_ grønne Side; saa opfrisker vi vore sparsomme Minder -- fra "den
+sidste Kvadrille". Men nu maa vi skynde os {(Kuskens Pisk lyder
+heftigere)}. Hør, hvor han knalder, den gamle! Saa faar vi se,
+hvordan Tante vil ta det, at hun i Stedet for Tyttebærrene maa ta til
+Takke med Tyttebær-Plukkeren! Jeg løber foran. Gjør nu ikke Afskeden
+altfor lang.
+
+{(Solen er i Nedgang; en fjern Hedekirkeklokke høres ind imellem
+Faarenes Klokker.)}
+
+=Blicher=
+
+{(bøjer sig ned over Karen og kysser hende paa Panden).}
+
+Farvel, min Engel! vi ses, naar Gud vil!
+
+=Karen.=
+
+Du glemmer ikke det, du loved mig; jeg skal være saa god ved din syge
+Mor.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, du vil være god mod alle.
+
+{(Klapper hende stille paa Kinden og gaar. -- Blicher gaar atter op
+paa Højen og blotter Hovedet i Solnedgangen; spiller en Fløjtesolo,
+der glider sammen med Aftenstemningen; tilsidst glider den ind i
+Omkvædet til »Mads Doss« og)}
+
+=Karen=
+
+{(synger stille med).}
+
+    "Lallaluh -- lalalih --
+    kom saa skal a bih!"
+
+=Blicher=
+
+{(forsvinder med et Fingerkys, og mens Karen staar oprejst og
+smaagrædende og ser ud efter ham, glider Tæppet stille ned).}
+
+
+
+
+FØRSTE AKT.
+
+
+(CA. 25 AAR EFTER.)
+
+{Dagligstue i Spentrup Præstegaard. 2 Karm Vinduer i Baggrunden.
+Indgangsdør til højre. Til venstre Dør ind til Blichers
+Arbejdsværelse. Møbler og Kakkelovn som i slige Stuer. Mod venstre
+Væg en høj Stander til Blomster. =Tyttebær-Karen= farer nervøst
+omkring med en Støveklud. Gl. Niels Blicher, ca. 90, kommer vaklende
+ind fra Sønnens Studereværelse til venstre. I den ene Haand har han
+Piben, i den anden en godt tilrøget Tobakskasse, som han stiller fra
+sig paa et af Bordene, mens han kradser Piben ud.}
+
+=Gl. Blicher=
+
+{(til Karen).}
+
+Naa, her skal nok ordentlig skures og gjøres ved. Man kan rigtignok
+mærke, at Madammen ventes hjem. Saa kan I igjen faa for jer at _gaa_
+og blarpe med en Karklud fra I staar op, til I putter jer under Dynen
+igjen. Aa, Herregud, det har da været en skjønne Lin den Tid, hun var
+henne.
+
+=Karen.=
+
+Ja Madammen er jo lidt vanskelig i det Stykke.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Vanskelig! Hun _er_ Vorherredød skrupskjør! Her gaar jeg gamle Mand
+og ved knap, om jeg tør snyde Næsen, naar hun ser paa det. I gamle
+Dage la' hun et Tørklæde over Dørgrebet, naar hun skulde ind i en
+anden Stue, og du husker da ogsaa det Aar, da min Søn ikke fik lagt
+sin Foraarssæd, fordi hun ikke vilde tillade, at Karlen gik op paa
+Loftet efter den, for saa skulde han igjennem Gangen, og den var
+altfor fin for ham at træde paa. Herregud, man har da vel Gulvene,
+for at man skal gaa paa dem!
+
+=Karen.=
+
+Ja, vor Mor er jo noget overdreven, mere end en anden en kan forstaa.
+Men naar hun endda var god ved _ham_ -- -- saa -- --
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Saa synes du, det er det samme, hvordan hun er mod alle andre.
+Saamænd, jeg faar nok de Naadsenssmuler, jeg skal ha. {(Sætter sig
+til at kvulme af alle Kræfter.)} Men min Søn, min stakkels ulykkelige
+Steen! Han bliver aldrig klogere. Hvi kunde han nu ikke ha ladet
+hende sejle sin egen Sø. Nej, han kunde ikke! _Han_ maatte ha Bud
+efter hende igjen. Og nu har han hende altsaa paany til at ruge over
+sig som en Drage, plage ham Sjælen ud af Kroppen fra Morgen tidlig
+til Aftens Ende! Hvad venter han sig dog af denne Hjemkomst! _Har_
+han ikke haft tilstrækkelig Lejlighed til at lære hendes sande Natur
+at kjende.
+
+=Karen.=
+
+Ja, men det maa vel være den Kjærlighed, som vor Fa'r skriver saa
+meget om. Den er ikke saadan at mane hen.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Nej, Karen, deri har du sandelig Ret. Kjærligheden -- det har altid
+været Ulykken i _vor_ Slægt.
+
+=Karen.=
+
+Tys, gamle Far, der kommer nogen i Gangen.
+
+{(Gnider videre.)}
+
+=St. Blicher=
+
+{(straalende og med rappe Skridt ind fra højre. Han har Favnen fuld
+af Markblomster, som han lægger paa et af Bordene. Paa hans Støvler
+ses, at han har vandret i Dug. Bøssen hænger han op til Bjælken og
+spænder Tasken af Lænden).}
+
+Godmorgen, gamle Far! Godmorgen, kjære Karen!
+
+{(Han løfter en stor Urhane op for Næsen af den gamle og siger):}
+
+Her skal du se en Konsistorialraad, som har vasket sig! Vil du føle
+ham paa Brystbenet!
+
+=Gl. Blicher=
+
+{(la'r sin magre Haand løbe op ad Fuglens Krop).}
+
+Hehehe! En Urkok! Det var sandelig en ordentlig Basse. Hvor er du dog
+kommen over den?
+
+=Blicher.=
+
+Det var hernede i _Pajmose_, hvor han havde sat sig selv til Bords og
+stod og hulked i sig af de friske Tranebær. Sandelig ikke nogen
+daarlig Smag; de minder i Øjeblikket om Jordbær med sur Fløde. Jeg
+lod ham først larme ud; denne herlige Vingeraslen; hvilken Musik for
+et Jægerøre! Jeg saa hans lodrette Stigen, imens jeg fulgte ham med
+Bøsseløbet; men da han var kommen saapas i Højde med Solkuglen, faldt
+Skuddet, og han dejsed til Jorden, som naar et Vindkast nedslænger et
+Barns Drage.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, min Søn, _du_ kan; du kan stadig!
+
+=Blicher.=
+
+Ja gamle Far {(klapper ham kjærligt paa Kinden)}, du har lært mig
+Kunsten!
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Og du var saa nem til at ta ved Lære -- i dette som i alt andet.
+
+=Blicher.=
+
+_Du_ kan ikke mere huske den Dag, da du første Gang tog mig med paa
+Jagten? Jeg var kommen hjem fra Skolen i Randers med en Udmærkelse i
+min latinske Stil. Saa skal du Vorherredød ogsaa med mig paa Jagten i
+Dag, min Dreng, sa' du. Og jeg fik Lov til at gaa med din Bøsse. Og
+da jeg mod Aften gik hjem over Bakken med min første Hare ved
+Jagttasken -- nej, hvor svulmed mit Hjærte!
+
+Ja, hvilke Glæder har vi to ikke haft sammen derude i Guds herlige
+Natur! Støvlerne paa Nakken, de nøgne Fødder henad den duggede
+Hedesti, og blev vi trætte af den milelange Vandring, saa delte vi en
+Osteskorpe paa Gravhøjen, imens du fortalte om Dyr og Trolde, onde
+Herremænd og skjønne Jomfruer.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Og nu staar det altsammen i dine Noveller. Jeg kunde ikke selv faa
+noget ordentligt ud af det. Det havde jeg jo ikke Begavelse til.
+
+=Blicher.=
+
+Lad os ikke snakke om det, gamle Far. En skaffer Melet, en anden
+bager Kagen.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, hvor var det lykkelige Dage. Nu er den Dans sprunget.
+
+=Blicher.=
+
+En Gang til _skal_ du nu med dette Efteraar, naar Hønsejagten gaar
+ind; bare et lille Slag ud over Pajmosen. Jeg skal nok lade dig
+Bøssen og ogsaa bære Fangsten.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Hehehe! Det vil du vist faa let ved, min Søn! Du glemmer nok, at jeg
+alt _er_ blind paa det ene Øje, og det andet ogsaa begynder at
+dummes.
+
+=Blicher.=
+
+Jaja, gamle Far Nimrod; du skal i det mindste lugte Krudtet og høre
+Skraldet!
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Du har da været farlig tidlig paa Benene i Dag.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, vi er Morgenmænd vi Blicherter; det har jeg nok heller ikke
+ganske fra fremmede!
+
+Men du, Karen, vil du nu bære Konsistorialraaden ud i Kjøkkenet
+{(rækker hende Urkokken).} Hans Højhed havde nok ikke tænkt, at han
+nogen Sinde skulde stige saa nederligt, at han kom til at brase i
+Gryden hos den fattige Spentruppræst. Og vil du saa komme ind med en
+Vase, Karen, at jeg kan faa ordnet disse Blomster til min Hustru
+-- min Erneste.
+
+Og _du_, gamle Far, er du nu ikke glad? Nu skal vi ha' Mor hjem
+igjen. Det har været en streng Tid for os, en Prøvelsens Tid; men nu
+er den forbi. Aa min Hustru, min Hustru! Et Hjem uden Kvinde er ikke
+noget rigtigt Hjem.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Bare du nu ikke fortryder det, Steen; jeg er saa ængstelig.
+
+=Blicher.=
+
+Er _du_ ængstelig! Jeg er saa lykkelig, at jeg knap kan staa paa mine
+Ben!
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, _det_ ser jeg. Og det var ogsaa paa Tide, at du fik nogen Lykke
+her i dit Hjem.
+
+=Blicher.=
+
+Aa, synes du egentlig, Far, at Erneste og jeg har haft det saa slemt
+sammen? Man maa jo ikke ta sligt alt for nøje. Og jeg har sikkert
+heller ikke altid været, som _jeg_ burde. Jeg vil forandre mig meget,
+Far. Jeg skal gjøre alt for at tækkes hende. Nu skal der blive Glæde
+her paa Gaarden, Glæde!
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, Vorherre give, at det maatte ske!
+
+=Blicher.=
+
+Og Erneste har nu altid holdt saa meget af Blomster.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, men var det ikke mest Potteplanter? Og disse er jo -- ja jeg ser
+jo saa daarligt -- men er det ikke Markblomster?
+
+=Blicher.=
+
+Jo, Far; jeg plukked dem paa min Morgenvandring i Kjær og Enge. Jeg
+kunde ikke komme dem forbi; jeg gik jo stadig med min Hustru i
+Tanken, og for hver Blomst jeg plukked randt der mig noget sødt i Hu
+om hende. O, at jeg nu atter om faa Minutter skal trykke hende op til
+dette savnfyldte Bryst!
+
+=Karen=
+
+{(med en Vase).}
+
+=Blicher.=
+
+Nej, Karen! Er det en Vase at møde med! Nej, du maa kunne finde mig
+en baade større og smukkere. Smukkere, Karen! {(Begynder ilsomt at
+fingre ved Blomsterbunken.)}
+
+=Karen=
+
+{(atter ind).}
+
+Er _den_ da til Maade.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, der kom jo den rette! {(holder den op for Lyset).} Tak skal du
+ha, Karen. Og saa skal vi se lidt nøjere paa jer, I, vore smaa
+Venner. -- Er det ikke mærkeligt med disse vilde Blomster, der
+ligesom tar hinanden i Haand for at smykke det danske Land fra Ende
+til anden. Ikke en Plet lader de ganske bar. Jo magrere Marken des
+flere Blomster. Saadan bliver der Skjønhed, Duft og Øjenlyst overalt,
+hvor den danske Mand sætter sin Fod. -- Aa I kjære smaa, det er
+altfor længe siden, jeg gav mig af med jer! I min Barndom og første
+Ungdom da var jeg saa fortrolig med Blomsterne; men saa kom Sorgens
+graa Fugl og satte sig paa min Skulder -- -- -- Men de fleste kjender
+jeg da endnu, og der hænger et Barndomsminde ved enhver af dem. Skal
+vi nu først se lidt paa dig, du elskede lille Stedmoderblomst, der
+endnu har en Dugdraabe trillende i dit Bæger. Dig husker jeg fra den
+Dag, da jeg som Barn fandt min første Lærkerede; deroppe paa den høje
+Mark blandt hvide Flintesten stod du og saa op mod Himlen som
+Barneøjne. Aa, hvor skal jeg nu sætte dig? Du vil jo helt forsvinde i
+Vasen af bar Beskedenhed. Og sandelig, der har vi den blaa Engkarse,
+og Hjærtegræsset, og Trævlekronen! lutter Barndomsvenner fra Engen
+bag om Aunsbjærg; naar jeg som lille Dreng løb derned og sov ind med
+min Kind i Græsset, da stod de altid som skjærmende Feer om mit Leje,
+og mine Drømme næredes af deres Duft og Humlebiens Brummen i
+Blomsterbægret ved mit Øre.
+
+Og der har vi Graabynken. Kan du huske, Far, at der stod en hel Skov
+af dem ind mod Vium Præstegaardsgavl? Og derinde kivedes Spurvene og
+ruged Hønsene, og der drømte jeg mine første Æventyr; jeg var endnu
+ikke saa stor, at min gule Haartop raged ovenover Bynkeskoven. --
+Ja, du graa Bynke, jeg ved godt, at du ikke er nogen agtet Plante;
+men _jeg_ holder af dig! Pigerne gjør Nar af dig og kalder dig
+_Graabonde_ eller _Gammelmand_, fordi du ryster saa alvidende paa dit
+graa Hoved, mens de hvide uredte Tjavser stritter dig om Ørene; men
+jeg forstaar dig. Du minder mig om en gammel Mand, der har faaet en
+Sten i sin Sko, og nu bøjer sig ned for at ryste den ud. _Du_ har
+kikket dig til adskilligt der ved Hushjørnet. Du har Livserfaring,
+hvad de unge Piger ikke har.
+
+Og der er jo Engblommen, den elskeligste af alle vor Barndoms
+Blomster. Hvor tit har jeg ikke plukket dig dernede ved Bækkeranden
+og sat dig hen i et Glas til min syge Moder; saa rakte hun sin hvide,
+smalle Haand ud fra Lagnet, tog dig om dit gule Hoved og aanded et
+Smertenskys hen over dig, mens hendes Tungsindsblik hviled taknemlig
+paa _mig_.
+
+=Gl. Blicher=
+
+{(i Graad).}
+
+Ja, din stakkels Mor! Hun var selv en knækket Blomst; og Blomster var
+snart det eneste, der kunde sprede hendes Tungsind.
+
+Men har du ikke fundet den allerskjønneste, den der elsker at slaa
+Rod ved dybt og stille Vand -- hvad er det nu den hedder?
+
+=Blicher.=
+
+Brudelys?
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Rigtig, ja! Den Jæger, der havde den Blomst med hjem til sin unge
+Hustru i mine gode Dage, han fik en fager Velkomst.
+
+=Blicher=
+
+{(ta'r Bøssen ned fra Bjælken; peger paa et Par røde Blomsterklaser,
+der rager frem af Piben).}
+
+Her ser du, Far! Havde det været i mine første Ægteskabsaar, da
+skulde de _vel_ ha talt for mig. Nu fylder Ængstelse mit Hjærte.
+{(Hænger atter Bøssen paa sit Søm.)} Se saa! {(ta'r Vasen og sætter
+den hen paa Standeren til højre; flytter lidt paa den; gaar til
+Indgangen og maaler Virkningen; atter hen og flytter en Kende paa
+den, mens han lægger Hovedet paa Skraa.)}
+
+Der maa det være! {(Ta'r sit Uhr op.)} Om en lille halv Time maa de
+være her med hende. Det var ret, Karen, lad mig se, du gjør det fint.
+Hun er saa akkurat, den lille Neste, aa! hun ser et Støvgran i en
+Fjerdingvejs Afstand.
+
+=Karen.=
+
+Hvad tror vor Far da, hun vil sige, naar hun ser de Plamager, som
+dine Støvler nu har sat paa det rene Gulv?
+
+{(Karen har allerede bøjet sig ned for at tørre op efter ham.)}
+
+=Blicher.=
+
+Aa, er jeg kommen til at smudske Gulvet; da var det sandelig haardt
+imod min Villie. Ja, der var saa dugget til Morgen. Tror du Karen, du
+kan faa det tørret op? Det var da kjedeligt!
+
+=Karen=
+
+{(ligger fladt ad Gulvet og skurer, saa det knager).}
+
+=Blicher.=
+
+Men lille Karen, du ved, hvor vi har Flaget; aa løb lige ind og ræk
+mig det! Erneste kan ventes hvert Øjeblik, og hun maa kunne se
+allerede fra Bakken, hvor vi alle er glade for hendes Hjemkomst.
+
+=Karen=
+
+{(tilbage med Flaget).}
+
+=Blicher=
+
+{(ud, men et Sekund efter atter ind med Flaget over Armen).}
+
+Jeg glemte at spørge, der er da ikke kommet Brev, mens jeg har været
+ude?
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Det er der da vist ikke, er der vel, Karen?
+
+=Karen.=
+
+Nej, ikke det jeg ved.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Hvem venter du Brev fra, Steen?
+
+=Blicher=
+
+{(med Eftertryk).}
+
+Det venter jeg fra _Ham selv_!
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Hvad siger du! _Fra Kongen._
+
+=Blicher=
+
+{(med ilsomme Skridt hen over al Karens Gulvvask).}
+
+Ja, for nu begynder Knuden at strammes, Far! Mine Fjender hoverer i
+Aarhusbladet; de tror at kunne spotte den fattige Digterpræst,
+_Himmelbjærgpræsten_, som de haanende kalder mig. Men jeg skal gjøre
+Titlen til et Hædersnavn, saa langt dette Flag vajer, som jeg bærer
+her paa min højre Arm.
+
+=Karen.=
+
+Men Blicher, ser du da slet ikke, hvor Gulvet nu igjen er bleven
+standet!
+
+=Blicher.=
+
+Aa, Jøsse Je, har jeg nu igjen været der {(rejser sig komisk op paa
+Tæerne).} Bred Kluden ud, Karen, saa træder jeg paa den!
+
+=Karen=
+
+{(lægger Gulvkluden for hans Fod og flytter den, alt eftersom han
+balancerer mod Udgangen).}
+
+=Gl. Blicher=
+
+{(da Døren er lukket).}
+
+Nej, at han tør vove at skrive _lige til Kongen_ -- forbi Næsen af
+dem alle sammen; Provst og Bisp og Amtmand og hele Kodillen! Ja,
+bange er han ikke, min Søn, naar noget for Alvor brænder i ham. Nu er
+det _Himmelbjærget_; han vil, at _det_ skal være _alles_; ikke blot
+en tilfældig Bondes, men Folkets, Fædrelandets, som det vel var i de
+gode gamle Dage. Og Gud give ham Fremgang, min elskede Søn, i hvad
+han attraar til Fædrelandets Ære! Jeg er somme Tider lidt bange for,
+at han _er_ dristig nok. For de Store skylder man jo dog Ærbødighed,
+og disse nye Tanker med Folkefrihed, og hvad de nu kalder det, dem
+havde jeg jo nok saa gjerne set drage Spentrup Præstegaard forbi;
+men jeg er jo en gammel stympret Mand; kanske ser _han_ klarere end
+jeg.
+
+Men i een Ting er han blind: Naar Talen drejes hen paa _hende_!
+
+Aa min stakkels, lettroende Søn! Nu har han glemt hele sit tidligere
+Ægteskab; glemt hele den onde Fortid; alle de hundrede oprivende
+Timer sammen med denne Kvinde, nu er de ikke mere for ham end Røgen
+her fra _min_ Pibe -- bare fordi hun ventes paa Trappen. Saadan er
+Kjærligheden i _vor_ Slægt. Aa, jeg kunde staa op og forbande den,
+som _han_ har forbandet den de hundrede Gange! Kan du huske, den Dag
+han sendte hende bort fra Hjemmet.
+
+=Karen.=
+
+Om jeg kan huske det! Ja, om jeg saa bliver hundrede Aar, glemmer jeg
+ikke _det_.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Hele deres Ægteskab blev endevendt; de skreg imod hinanden. Hvert Ord
+var som et Stenkast. De vilde _aldrig_ ses mere.
+
+=Karen.=
+
+Og det var ikke tomhændet, hun drog ud af Huset. Hun tog alting med
+sig, lige indtil Kaffemøllen. Der saa slem ribbet ud her i Stuerne,
+da hun var rejst. Og hver Gang hun kom halende med en ny Ting, en
+Kobberkjedel, et Stykke gammelt Porcellæn, saa raabte Blicher: Tag
+det, tag det! Men gjør Pinen kort! -- Men den sidste Vogn var ikke
+ude af Gaarden, før Blicher havde slængt Bøssen over Skuldren og gik
+ud af modsat Gaardsled. Men da han kom hjem i Mørkningen, var han et
+helt andet Menneske. Han havde ingenting skudt -- jeg tror ikke
+engang, han havde husket at faa Krudthornet med --; han kom ind og
+satte sig ved Bordenden, og da jeg fik Tællelyset tændt, kunde jeg se
+paa hans Øjne, at han havde grædt.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, min stakkels ulykkelige Søn; han græder meget, naar ingen ser
+det.
+
+=Karen.=
+
+Saa rejste han sit Ansigt op imod mig og sa': Karen, det er svært,
+hvor Livet leger Blindebuk med os, sa' han. Den Dag dér ved
+Tyttebærrene, du ved nok, da du stod paa den ene Side og hun paa den
+anden, da greb jeg til _hendes_ Side, men det var, fordi jeg havde et
+Bind for Øjnene. -- Men saa kunde jeg ikke holde mig i at hulke, saa
+jeg maatte gaa ud af Stuen. Men altid naar han er meget bedrøvet,
+skal han minde mig om den Dag ved Tyttebærrene.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, Skæbnen driver sit Spil med os -- allesammen.
+
+=Karen.=
+
+Jeg kan da ikke begribe, at nogen kan nænne at være ond mod _ham_.
+Jeg ved ikke et Menneske, som det er saa nemt at gjøre glad.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Og bedrøvet!
+
+=Karen.=
+
+Sandt nok; han bliver ogsaa let bedrøvet, naar noget gaar ham imod.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Det er Digteren, Karen. Digteren! Min Søn er en _stor_ Digter, den
+største kanske vort Land har kjendt. Ved du hvad det vil sige, Karen,
+at være en stor Digter?
+
+=Karen.=
+
+Nej, det er _jeg_ sagtens for ringe til at ha nogen Mening om.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+... Dette at udtale det evige; at sige det, som skal leve, saa længe
+et Folk lever ...
+
+=Karen.=
+
+-- -- Men jeg har da hans Digte, som jeg har faaet af Fru Blicher. --
+"Vil du ha' dem saa ta' dem", sa' hun, jeg _bryder_ mig ikke det
+mindste om dem! -- Jeg karted hende et Par Pund Uld for dem, og hun
+syntes vist, hun havde gjort en Kongehandel; og jeg da ogsaa. Der
+gaar sjælden en Dag, jeg ikke kikker i dem. -- "Til Glæden", "Til
+Sorgen" -- aa, jeg kan aldrig blive træt af at læse dem.
+
+    Du som tavs med sænket Hoved staar
+    lig en Lilje knækket paa sin Stængel,
+    Tornekransen om det sorte Haar,
+    Glædens stille, blege Søsterengel!
+
+=Gl. Blicher=
+
+{(falder ind).}
+
+    Kommer ogsaa _du_ fra Himlen ud?
+    Kommer du som Regn og Storm og Torden?
+    Kommer ogsaa du fra Glædens Gud,
+    som en Sky for Solen over Jorden? -- --
+
+Hvor er det dejligt! -- Men ved min Søn det, at du holder saadan af
+hans Digte?
+
+=Karen.=
+
+Nej; og hvorfor skulde han ogsaa vide _det_.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Han ved ikke heller, at Erneste saadan har tusket dem bort til dig?
+
+=Karen.=
+
+Nej, er vor Far da sær!
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Bare hans Digte saa endda var det eneste, hun tusked med! Men det er
+nok ikke bleven dérved! Aa, hvor har hun mishandlet dette ømtaalelige
+Digtersind, saa det skreg i Smerte og Bitterhed, hvor det vilde ha
+kvædet Lovsange til Guds og Skabningens Ære!
+
+Og nu har vi hende saa her i Huset igjen! For faa Maaneder siden
+kjørte det halve Spentrup hende til Randers, i Dag henter den anden
+halve Part hende hjem igjen. Mig kan det være det samme; jeg har ikke
+mange Grader at gi' af, skjønt ogsaa jeg havde glædet mig til en
+rolig Livsaften. Men min Søn, min elskede begavede Søn -- nu er det
+forbi med de harmoniske Greb i Strengene; kun Suk og Klagesange vil
+nu lyde i den sildige Aften. Og jeg gamle Mand kan ikke hjælpe dig,
+men bede til Gud for dig, at han ikke helt udslukker dine herlige
+Sjælsgaver, det baade kan og vil jeg!
+
+=Per Syvspring=
+
+{(kommer stormende ind fra venstre).}
+
+Hør du, bitte Karen, du maa Vorherredød finde mig det gamle
+Gevalthorn, for Præsten vil ha mig til at blæse et Stykke fra den
+store Trappe. For nu kommer de hvørmend' ned ad Bakken. Jeg kan
+kjende Per Leths Befordring; den er forrest, og der sidder Madammen i
+al hendes Stads. Det er grangivelig, som var det et villere[405]
+Bryllup; der mangler snart ikke andet end Forridere, naar nu jeg
+kommer med Musikken.
+
+ [405] _villere_, storartet.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Er det min Søn, som har givet dig Ordre til at hente Valdhornet?
+
+=Per Syvspring.=
+
+Ja, begribeligvis, Fa'er! Det er ikke noget, jeg gaar og hitter paa
+for min egen Plaser. Jeg staar nede i Haven og graver Skalotløg op;
+saa kommer Præsten; han sprang som en Lækat -- og hvøvted[406] ad
+mig; om _jeg_ kunde blæse paa Gevalthorn? -- Ja, siger jeg, jeg er
+kanskesig nok saa kunstfærdig _paa Fingerlinen_, som alle sine Dage
+har givet mig Brødet og ivissomda[407] en bitte Dram til. Men nu maa
+jeg ikke staa her og diskurere -- for de kan komme i Gaarden, hvad
+Øjeblik det skal være; {(Karen er gaaet efter Hornet).} Har vor Far
+Gevalthornet, saa skal Per Syvspring gjerne lægge Mundtøj til, og han
+skal blæse saa yndeligen, at den blissede Hors, ja vor Far selv skal
+nokke med Ørerne.
+
+ [406] _hvøvted_, vinked.
+
+ [407] _ivissomda_, nu og da.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, Per, du er en jævn Træjring[408]! Nu kommer Karen strax med
+Hornet.
+
+ [408] _Træjring_, Skjælm.
+
+=Per Syvspring=
+
+{(nærmer sig lækkersulten).}
+
+Aa, karenmæ! jeg ser, at der staar en hel Kasse Udrydning; det er
+Sukker for _min_ Mund.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Du ser jo paa det som en Rotte paa en grøn Ost; tag det da i Guds
+Navn!
+
+=Per Syvspring=
+
+{(stopper i Buxelommerne).}
+
+Aa, Ære-Tak! nu har jeg Guds Velsignelse til mange Dage!
+
+=Karen=
+
+{(kommer med Hornet).}
+
+=Per Syvspring=
+
+{(drejer det i Lyset).}
+
+Naa, saa det er et Gevalthorn! Det minder jo snart om en af dem,
+hvormed de vælted Murene om _Jeriks[409] Ko_! Lad _mig_ nu komme ad
+Døren, saa skal jeg tude, saa Uglerne skal dratte ned fra
+Glamhullerne!
+
+ [409] _Jeriks_, Eriks.
+
+{(Ud. -- Kort efter høres hans Tuden foran den store Hovedtrappe. --
+Vognstøj fra Gaarden.}
+
+{Blicher og Erneste kommer Arm i Arm ind fra højre.)}
+
+=Blicher=
+
+{(ta'r hendes Haand og siger højtidelig):}
+
+Velkommen tilbage til dit og mit Hjem, min elskede Hustru! {(Men da
+han vil trykke et Kys paa hendes Læber, snor hun sig fra ham. Hun
+gaar fra Møbel til Møbel og stryger hen over det med Handskespidsen
+for at fange Støv. Saa aabner hun et Vindue.)}
+
+=Erneste.=
+
+Naa, her er nok bleven ordentlig tilrøget, mens I har været _mig_
+kvit; her lugter jo som i en Matroskjælder. {(Faar Øje paa gl. Niels
+Blichers Udrydningskasse; gi'r den et Skub hen ad Bordet).} Men det
+kan jo ingen undre sig over, naar den Slags skal staa her og stinke!
+Hvor tit har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil finde mig i, at den
+Skarnfjerding faar Plads her i Dagligstuen.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Nu skal jeg ta den til mig. Det var sandelig kun en Forglemmelse; en
+beklagelig Forglemmelse. Hm! hm! Velkommen hjem, Ernestine! Velkommen
+hjem! Hm! hm!
+
+{(Gaar.)}
+
+=Erneste=
+
+{(er allerede i travl Virksomhed med at fare rundt og skifte om paa
+alt, hvad der staar paa Kommoder og Konsoller, -- Vaser, Kopper etc.
+Pludselig knækker hun sammen i en lys Latter foran Blichers Bouket
+paa Standeren for Indgangsdøren; peger paa de grove Markblomster og
+siger):}
+
+Det er nok et af Per Syvsprings bondske Indfald! Bynker, Hanekro,
+Stalt-Henrik og lignende Urter fra nærmeste Vejgrøft; der fattes saa
+vidt jeg ser bare en Skræppe og et Par Nælder; den Bouket er dog vist
+sendt efter forkert Adresse. Mon ikke den skulde være tiltænkt Maren
+ude i Kjøkkenet. {(Gjør Mine til at fjerne den.)} Herinde kvalmer den
+næsten værre end din Fars Tobak.
+
+=Blicher=
+
+{(genert).}
+
+Den, der plukked denne Bouket, gjorde det forresten i en god Mening.
+Det er smaat i Aar med Blomster i Haven. Roser og Liljer har jo
+aldrig været særlig villige til at trives for os. I Aar mindre end
+nogen Sinde. Saa gik jeg ud til Digerne som i gamle Dage, naar jeg
+sammensatte en Blomsterkost til min syge Mor. Som alle svage
+Mennesker foretrak hun altid Markens Blomster. Der var ligesom mere
+af Guds Aande i dem, syntes hun.
+
+=Erneste=
+
+{(ler skadefro).}
+
+Og saa er de saa billige.
+
+=Blicher.=
+
+Aa ja, de er billige {(med et hvast Øjekast)} -- men der hører
+ligesom mere Hjærte til at nyde dem.
+
+=Erneste=
+
+{(har atter fjernet sig fra Vasen).}
+
+Er det for at sige mig den Slags Spydigheder, at du har ønsket mig
+hjem igjen?
+
+=Blicher=
+
+{(gaar imod hende med udbredt Favn).}
+
+Erneste, kom herind i mine Arme! Kun der kan jeg tale til dig, som
+man taler til sin Ægtehustru.
+
+=Erneste=
+
+{(bliver staaende, mens Blichers Arme synker).}
+
+=Blicher.=
+
+Du vil ikke! Ja, ja, saa faar jeg søge at stamme den Bekjendelse, som
+jeg ellers skulde ha fremført med flydende Tunge. Da jeg sendte dig
+bort fra mig, da kjendte jeg -- saa gammel jeg er -- ikke ret mig
+selv. Jeg vidste ikke endnu, hvor stærkt du var voxet ind i mit
+Væsen, jeg kunde vaagne af Drømme som halv i Vildelse, som om én stod
+der ude i Natten og kaldte paa mig og bad om at blive lukket ind.
+
+=Erneste.=
+
+Jeg har ikke bedt dig om at ta mig til Naade. Jeg har intet at angre.
+
+=Blicher.=
+
+Nu maa du ikke gjøre mig skamfuld, Erneste. Ethvert Menneske har
+noget at angre. Men det er jo ikke dig, jeg bebrejder noget; nej, jeg
+retter Bebrejdelsen imod mig selv, at jeg ikke har kunnet bære over
+med de smaa Svagheder, som er os stakkels syndige Mennesker i Kjødet
+baaret.
+
+=Erneste.=
+
+Og hvad er saa, naar alt kommer til alt, det for "Svagheder", som
+bebrejdes mig: at jeg vilde ha Mad til mig og mine, at jeg vilde ha
+Klæder paa Kroppen og noget at putte i Kakkelovnen.
+
+Mon du nu har sørget for Brændsel til den kommende Vinter, eller skal
+det gaa som i Fjor, da vi aldrig havde en tør Pind at stikke under
+Gryden.
+
+=Blicher.=
+
+Kjære Erneste, _skal_ vi lige strax til at drøfte de fattigste
+Husholdningsanliggender!
+
+=Erneste.=
+
+Ja, ligesaa gjerne nu som senere. Tror du kanske, det kommer af sig
+selv?
+
+=Blicher.=
+
+Og jeg som staar her med mit forsmaaede Hjærte, bævende fuldt af
+Ømhed, og mine Hænder, som skjælver i Længsel efter at kjærtegne
+_dig_, som er min Hustru for Gud, -- _du_ har ikke andet at spørge
+mig om efter disse Maaneders Fraværelse, end om jeg har kjøbt Brænde
+til vore Kakkelovne, endda vi først er midt paa Sommeren.
+
+Aa Erneste, Erneste! Du haaner mine Blomster, endda jeg tør sige, at
+sjælden er en Bouket bleven ordnet med saa ømme Længsler; men hvad
+der gjør mig tifold mere bedrøvet er, at du ogsaa træder paa de
+Blomster, der gror i mit Hjærte.
+
+=Erneste.=
+
+Ja, vi kan ikke lægge Blomster paa Børnenes Mellemmad, og Hullerne i
+deres Strømper og Buxer holdes heller ikke sammen med Blomster.
+
+=Blicher.=
+
+Men var ikke Blomster, saa var der ikke Digtere -- --
+
+=Erneste.=
+
+Aa, de kunde maaske ogsaa godt undværes.
+
+=Blicher.=
+
+Det lader til det ... Men var ikke Blomster -- baade dem paa vor Ager
+og dem i vort Hjærte, saa var der overhovedet ingen Skjønhed til i
+Verden.
+
+=Erneste.=
+
+Og hvad kan det hjælpe med den megen Skjønhed, naar Skattefogden
+kommer som sidste Vinter og skriver alle vore Kakkelovne, _min_
+Kommode, _dit_ Skrivebord, saagalt den Seng vi laa i.
+
+=Blicher=
+
+{(truende).}
+
+Hold dog nu op! Jeg kjender det altfor vel i Forvejen.
+
+{(Gaar nervøst over Gulvbrædderne; griber til Bjælken efter Bøssen
+med Brudelysene, fyrer ud ad det aabenstaaende Vindue.)}
+
+=Erneste=
+
+{(med et Skrig).}
+
+Men Mand, hvad gjør du dog!
+
+=Blicher=
+
+{(oprørt).}
+
+Jeg slukked bare et Par Brudelys! -- Lad dig endelig ikke forstyrre
+af slige Bagateller. Bliv kun ved. Lad mig faa det altsammen. Jeg
+laver ikke Penge nok! Du synes, jeg driver Tiden hen!
+
+=Erneste.=
+
+Nej, det siger jeg ikke. Du er snarere altfor flittig. Ingen ny Tanke
+kan du la ligge, alt skal du med i. Jeg gyser, hver Gang der opdukker
+en ny Idé, for jeg ved jo, at det altid er Begyndelsen til Smalhans
+her i Huset. Du ruinerer os med dine Paafund. Nu staar den altsaa paa
+Himmelbjærget.
+
+=Blicher=
+
+{(fløjter foragtelig).}
+
+Ja, jeg kunde tænke, at det var det, der stod dig for Hovedet.
+
+=Erneste.=
+
+Ja, det siger virkelig mange, jeg har talt med, at det kan blive dig
+en meget dyr Spas; du kan risikere at miste baade Kjole og Krave.
+
+=Blicher.=
+
+Slidder -- Sladder!
+
+=Erneste.=
+
+Ja, selv om du kun fik en betydelig Mulkt; hvordan skulde vi faa den
+betalt! Det har jeg da hørt, at der er mange af Embedsmændene, der
+har den største Lyst til at komme dig til Livs for dine Anstalter der
+paa Himmelbjærget.
+
+=Blicher.=
+
+Og om saa var! Et Menneske maa følge den Natur, som Gud har nedlagt i
+ham. Og det ikke mindst en Digter, der har besluttet, om saa skal
+være, at gi sit Liv hen for det Folk, han tilhører.
+
+=Erneste.=
+
+Men "det Folk", som du kalder det, -- hvad gjør det Folk for dig?
+
+=Blicher.=
+
+Lidt nok, lidt nok! Men, min Hustru, man skal heller ikke smaaligt
+maale alt med Kjøkkenets Kartoffelskjæppe eller Fadeburets Grynkop.
+Og et Folk, som du nævner saa foragteligt: et Folk er ikke bare det,
+der er i Dag, men ligesaa meget det, der er om hundrede, ja tusind
+Aar; min Tid kan ogsaa komme, da mine Bestræbelser ikke mere skal
+miskjendes.
+
+Og Himmelbjærget -- det skal blive noget, hvortil Nationen ser hen
+med Stolthed!
+
+=Erneste.=
+
+Jamen har du da ikke set, hvad de skriver i Aviserne, at
+Himmelbjærget er hans -- hvad er det nu han hedder -- Per Nielsens,
+og at han aldrig i Evighed vil finde sig i, at Folk stimler sammen
+der?
+
+=Blicher.=
+
+Per Nielsen er en tarvelig Fyr, som bare har til Hensigt at presse
+mig for Penge. --
+
+=Erneste.=
+
+Det kunde han saamænd godt spare sig; der er ikke noget at presse af;
+det er ørkesløst at plukke Haar af den skaldede.
+
+=Blicher.=
+
+Og desuden: Himmelbjærget _er_ maaske Per Nielsens i Rye, men det
+skal snart blive hele det danske Folks.
+
+=Erneste=
+
+{(med en skraldende Latter).}
+
+Du vil maaske kjøbe det!
+
+=Blicher.=
+
+Danmarks Konge vil kjøbe det; jeg har skrevet til ham derom.
+
+=Erneste.=
+
+Aa, Gud hjælpe os! Ja, er det ikke det, jeg siger: du vil føre os
+alle ud i Ulykken med dine Forehavender. Hvorfor kunde du ikke lade
+den Nykke fare og blive ved at skrive. Der tjente du da somme Tider
+en Skilling. Skal det nu til at gaa løs med Himmelbjærgfester, saa
+skriver du saamænd aldrig en Linje mere; tror du ikke, jeg kjender
+dine Anstalter.
+
+=Blicher.=
+
+Himmelbjærgfesten skal føres igjennem, om saa det skal koste mig den
+sidste Hvid!
+
+Og i Aar _maa_ det lykkes! Programmet har tidligere lidt af visse
+Mangler, men dem har jeg denne Gang Udsigt til at faa afhjulpne.
+
+Til en rigtig Fest hører ikke blot Taler og Sange, men der hører
+ogsaa Musik; i Aar faar vi Musik. Den bedste kanske, som Jylland kan
+præstere; Randers' Regimentsmusik!
+
+=Erneste=
+
+{(begynder at spidse Øren).}
+
+Har du faaet Løfte paa den!
+
+=Blicher.=
+
+Saa godt som; jeg ved ikke, om du skulde ha hørt Tale om Trompeter
+_Kristrup_, han er ellers meget anset i sit Fag.
+
+=Erneste=
+
+{(med stigende Interesse).}
+
+Kommer Kristrup med! Jo ham kjender jeg -- hmm! ham har jeg hørt
+nogle Gange i Randers.
+
+=Blicher.=
+
+Hvad mener du om hans virtuosmæssige Trompet-Solo, naar Solen rejser
+sig i al sin Majestæt over Bjærgkammen, eller en stille Fløjtes
+Vemodslyd, naar den atter synker over et dugkølet Høstlandskab! Jeg
+tror, at den, som een Gang har badet sin Sjæl i en saadan Stemning,
+vil eje et Minde, som vil lyse for ham til hans Dages Ende.
+
+=Erneste.=
+
+Og jeg som troede, det bare var Taler og Deklamation og den Slags,
+som en anden én ikke forstaar.
+
+=Blicher.=
+
+Nej min lille prosaiske Hustru, vi spiller paa mange Strenge.
+
+=Erneste.=
+
+Hør Steen, hvorfor har du aldrig taget _mig_ med til disse Fester?
+
+=Blicher.=
+
+_Dig_ med! Har du bedt om det? Har du udtalt det bitterste Ønske i
+den Retning!
+
+=Erneste.=
+
+Jamen tag mig saa med i Aar!
+
+=Blicher=
+
+{(i stigende Jubel).}
+
+Hvad _siger_ du, Erneste! Du vil være med mig paa Himmelbjærget!
+{(Han aabner atter sin Favn.)} Kom nu ind i mine Arme, min kjære
+Hustru! {(Hun putter sig smilende ind til ham.)} Nu har jeg gaaet og
+ventet paa det i alle de Aar ... Jeg synes altid, den Slags skal
+komme af sig selv ... Men hvad er det ikke for en Glæde, at ha sin
+Hustru med i sin Gjerning! Aa, Erneste, du ved ikke, hvilke Fakler,
+du med eet tænder i mit gamle Hjærte!
+
+I Aar skal vi da alle med til Himmelbjærget!
+
+=Erneste.=
+
+Da kan Karen virkelig ikke være hjemmefra.
+
+=Blicher.=
+
+Karen ikke! Skulde _hun_ maaske sidde her og kukkelure, naar vi alle
+drog til Fest. Karen skal med de andre. Der er Plads nok paa Vognen,
+og naar Per Syvspring har ved Tømmen, ved jeg, at Hestene vil trække
+_hende_ som os alle med en god Vilje.
+
+=Per Syvspring=
+
+{(og en anden Bonde kommer i Døren med en Kommode imellem sig, Per
+med Ryggen til).}
+
+Vær nu forsigtig, Jens. Hovhovhov, vær nu forsigtig!
+
+{(Per er allerede i sine Træsko kommen nogle Baglænsskridt ind over
+Gulvbrædderne.)}
+
+=Erneste=
+
+{(farer imod dem).}
+
+Men Per da, kommer du her stejlende i dine store Træsko!
+
+=Per Syvspring=
+
+{(der er overtynget med Kommoden gjør klodsede Anstrengelser for at
+komme af med Træskoene).}
+
+Ja, men hvordan skal jeg blive skilt ved dem; hvordan skal jeg blive
+skilt ved dem!
+
+{(Den ene Træsko triller fra ham og ind over Gulvet.)}
+
+=Erneste=
+
+{(mere og mere fortvivlet).}
+
+Men hvorfor kommer I ogsaa her med Kommoden. Gaa dog Kjøkkenvejen;
+har jeg ikke sagt det saa tit!
+
+=Per Syvspring.=
+
+Jamen der blev sagt, vi skulde den her Vej med Sølvtøjet. I Jøsses
+bitte Børn, er vi kommen paa gal Vej! Ja men saa sel dig da tilbage,
+Jens. Ih hvordan er det, du staar og bødler med det; lad os da
+endelig gjøre det, som den kjønne Frue vil ha det! Men jeg vilde da
+saa gjerne bede om at faa min Træsko med mig!
+
+{(Sætter den tunge Kommode i Døren, mens han kommer i den bortløbne
+Træsko.)}
+
+Jeg tror for Resten, I faar fremmede.
+
+=Erneste.=
+
+Fremmede!
+
+=Per.=
+
+Ja, der kom et Karlmenneske ad Gaarden, lige som vi skulde herop; jeg
+kjendte ham ikke _saa_ nøje for Anseelse; men der blev hvisket om, at
+det var ham vor Fars Stedsøn.
+
+=Blicher=
+
+{(drejer sig brat om).}
+
+Farveren?
+
+=Per Syvspring.=
+
+Ja Næsen paa ham kunde sgu godt ligne, at han var Farver; den kunde
+minsæl alene være ham Skilt nok for Forretningen!
+
+{(Ud med Kommoden.)}
+
+=Blicher=
+
+{(har set ud ad Gaardvinduet).}
+
+Jo, det er Niels. Har en da saa igjen dette forvorpne Individ inden
+sine Døre!
+
+=Erneste.=
+
+Du lar ham da ikke mere faa Plads her i Præstegaarden! Nu er det 4.
+eller 5. Gang, han har fyldt os Huset med Skarn og Utøj.
+
+=Blicher.=
+
+Gaa nu din Vej, Erneste, saa ser jeg, hvordan jeg faar ham paa Døren.
+
+=Erneste=
+
+{(ud).}
+
+=Niels Farver=
+
+{(en bøllelignende Vagabond, kommer ind fra højre).}
+
+G'da', Gamle! Ho'den skjærer den! Er der Fut i Fejemøget! Laves der
+mange nysselige Løgnekrøniker til at gaa som brej Smør i et
+godtroende Publikum? Somme der har det godt! Det bare Skidt indenfor
+_min_ Branche; arbejdsløs, kjære! Maa opholde Kadaveret ved at sla'
+Fægt. Snuppet af Sognefogden, heraus! ud af Lemmen -- ved Korsør! pil
+af! march! med en Politisnøbel lige til Hjemstedskommunen. Det var
+sgu en fin Lødgryde! Saa maa en jo ta til Takke med Hjemmet, indtil
+der igjen ka' bi' Haps! -- Naa; hvordan lever Mutter! Vil du bede
+hende om at gjøre mit Værelse i Stand; bliver her formodentlig i
+længere Tid, indtil der atter bliver Udsigt til (Hik!) Sub -- Sub --
+Subsistensmidler!
+
+=Blicher.=
+
+Kunde _jeg_ saa faa et Ord indført!
+
+=Farveren.=
+
+S'gærne, Gamle! Du har Ordet for en kort Bemærkning.
+
+=Blicher.=
+
+Den skal ogsaa blive meget kort: Pak dig ud af vort Hjem!
+
+=Farveren=
+
+{(ta'r sig komisk til Øret, som havde han ikke hørt).}
+
+Hva'ba'! Er her optaget i Herberget! Kan jeg gaa og søge mig en
+Krybbe!
+
+=Blicher.=
+
+Det er ikke _min_ Natur at slaa Haanden af mine Børn, men du har selv
+valgt Slyngelstuen som dit kjæreste Opholdssted; søg saa hen, hvor du
+hører hjemme.
+
+=Farveren.=
+
+Godt! men gir den udmærkede Litteratus ikke nok en ringe Skjærv til
+en arbejdsløs Farveklat; naar jeg kommer langt nok ud, saa kan der jo
+godt sla's et Par Syle paa det berømte Digternavn, som ingen kan ta'
+fra én, men jo nærmere man kommer Gespenstet, jo daarligere gaar det
+sgu med Forretningen.
+
+=Blicher=
+
+{(knuger Hænderne).}
+
+Og saadan gaar du rundt og trækker _mit_ Navn ned i Skarnet!
+
+=Farveren.=
+
+Naa, vanker der saa et ringe Bidrag fra den lille Laanekasse!
+
+=Blicher=
+
+{(gi'r ham en Daler -- i Oprør).}
+
+Kan du saa gaa hen og blive fuld for den!
+
+=Farveren=
+
+{(spytter paa den).}
+
+Jeg skal prøve paa det. Farvel, gamle Dreng. Vi ses nok igjen. Skal
+jeg hilse Fattigforstanderen? Han bliver vist morderlig glad ved at
+gjense et saa agtet Medlem af Familien.
+
+{(Gaar.)}
+
+=Blicher=
+
+{(iagtta'r ham gjennem Gaardruden).}
+
+O du min Gud, hvad har jeg gjort, at en saadan Skæbne skal ramme min
+Slægt!
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+ANDEN AKT.
+
+
+{Samme Stue.}
+
+=Blicher=
+
+{(gaar nervøst over Gulvet, ta'r Uhret op af Lommen; kikker ud ad
+Ruden).}
+
+Der kommer han!
+
+{(Tilbage mod Døren, som han aabner for Postbudet.)}
+
+=Blicher.=
+
+Naa, Laust! er der heller ikke i Dag Brev fra ham, du ved nok?
+
+=Posten.=
+
+Jow! I Dag er jeg vis paa, jeg har en Skrivelse lige fra den rette
+Mand.
+
+=Blicher.=
+
+Nu holder du mig ikke for Trekant.
+
+=Posten=
+
+{(rodende i Tasken).}
+
+Nej, saa er jeg minsæl selv bleven holdt for Nar; men kik nu paa den
+{(rækker ham et stort, forseglet Brev)} skulde den ikke være ægte
+nok!
+
+=Blicher=
+
+{(bryder Seglet med rystende Hænder).}
+
+Der er, hvad jeg har ventet i Bæven i mange Døgn!
+
+{(la'r Øjnene løbe rask hen over Linjerne, siger saa i dybeste
+Grebethed):}
+
+Gud velsigne Danekongen! _Nu_ er Himmelbjærget det danske Folks!
+{(omfavner Postbudet).} Du Laust med din sorte Taske og din røde
+Næsetip, -- du har i Dag været den rappe Hermes, Gudernes Sendebud
+til den Spentrup Præst. Det skal du karenmig ha en Dram for!
+
+{(Henter en Flaske, skjænker. Vejer stadig Regjeringsbrevet i
+Haanden; styrter hen imod Døren til højre og raaber):}
+
+Erneste! {(ved en ny Dør til venstre)} Karen! {(ved en tredie Dør)}
+Far! {(til sidst aabner han et Vindue ud til Haven)} Per Syvspring,
+kom herop!
+
+{(Snart staar der et forbavset Menneske i hver af Dørene og stirrer
+spørgende paa Blicher.)}
+
+=Posten=
+
+{(tømmer sit Glas; ser stort smilende rundt paa dem alle; ryster paa
+Ørerne, mens han med et)}
+
+Farvel og Tak! {(glider ud af Stuen).}
+
+=Blicher=
+
+{(til dem alle).}
+
+Det er en af de største Dage i mit Liv!
+
+=Erneste.=
+
+Ih, hvad er der da sket?
+
+=Blicher=
+
+{(vifter med Brevet).}
+
+Det, der maatte og skulde ske; jeg har bedt Vorherre saa mindelig om
+at bøje Kongens Hjærte.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Er det Brevet fra Kongen?
+
+=Blicher=
+
+{(omfavner ham).}
+
+Ja, kjære gamle Far! Nu er Stien banet til Himmelbjærget; Hans
+Majestæt Kongen betaler, hvad det koster.
+
+=Karen=
+
+{(stille).}
+
+Aa, Gud ske Lov!
+
+=Erneste.=
+
+Pyt! Ikke andet! Jeg troed, vi havde vundet i Lotteriet.
+
+=Blicher=
+
+{(overhører hendes Ytring).}
+
+Og nu maa vi til Fest, allesomén! Erneste og Karen -- vil I sørge for
+nogle velfyldte Madkurve, saa tar jeg mig af den mere aandelige
+Næring.
+
+=Erneste.=
+
+Som jeg har sagt før, vi _kan_ ikke begge forlade Huset; hvordan skal
+det gaa den gamle der. Karen maa blive hjemme.
+
+=Blicher.=
+
+Karen blive hjemme! Snak om en Ting!
+
+=Erneste.=
+
+Ja, saa maa _jeg_ blive hjemme.
+
+=Blicher=
+
+{(begyndende heftig).}
+
+Aa, gjør mig nu ikke bedrøvet ogsaa i dette. -- Der skal nok blive
+sørget for dig, kjære Far.
+
+=Gl. Blicher.=
+
+Ja, det var da Synd at holde nogen hjemme for min Skyld; jeg er da
+ikke noget Svøbelsesbarn!
+
+=Blicher.=
+
+Det mener vor Mor heller ikke. Nu skal enhver bare sørge for at ha
+sit bedste Humør og sit bedste Ansigt paa. {(til Per Syvspring)} Det
+har du jo let ved, Per, for du har kun det samme.
+
+=Per Syvspring.=
+
+Ja, og hvordan bliver det, naar en skal gaa med det hver Dagsens Dag?
+
+=Blicher.=
+
+Du skulde jo saa være Kusk, Per?
+
+=Per Syvspring.=
+
+Ja, skulde jeg ikke ogsaa nok ta' Fingerlinen med mig -- og
+Gevalthornet? Den maa være sørens god at blæse paa, ned ad de høje
+Bakker.
+
+=Blicher.=
+
+Hvem skal saa holde Tømmen?
+
+=Per Syvspring.=
+
+Tho da kan Karen da vel sætte sig i Tugt og Ære ved min venstre Side!
+Saa styrer hun dem to brune, imens jeg blæser et Stykke for den
+menige Mand.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, gjør nu jert Bedste allesammen, saa gjør jeg mit; nu skal jeg ind
+og skrive en Sang, for nu har jeg faaet noget at skrive af!
+
+{(Alle ud saa nær som Blicher; kort efter en tung Banken -- Møller og
+Per Nielsen træder ind.)}
+
+=Møller.=
+
+Goddag! Vi kommer vel ikke til Forstyrrelse?
+
+=Blicher.=
+
+Ikke med mindre De selv bringer den med.
+
+=Møller.=
+
+Hm! Har De maaske nogen Grund til at tro, Hr. Pastor, at ... Men lad
+mig nu begynde ved den rette Ende.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, det gjør altid mindst Forstyrrelse.
+
+=Møller.=
+
+Som De vil se, har jeg en fremmed med mig, men saasnart jeg nævner
+hans Navn, saa er han ikke fremmed længere.
+
+=Blicher.=
+
+De gjør mig nysgjerrig.
+
+=Møller.=
+
+Manden der er Per Nielsen fra Himmelbjærggaard; saa behøver jeg vist
+ikke at sige mer -- vi er Soldaterkammerater; han besøger mig
+imellemstunder, og saa fik han da nu Lyst til at hilse paa vor Far,
+da han er kommen til Egnen.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Ja, tho De maa undskylde, Hr. Pastor, men jeg fik Lyst til at hilse
+paa den Mand, som tar sig den Frihed at byde al Verden til Gjæst paa
+min Ejendom.
+
+=Blicher=
+
+{(maaler ham uden at byde ham Haanden).}
+
+Er det den Per Nielsen, der for Tiden overfalder mig med raa og
+uforskammede Nærgaaenheder i Aarhusbladet! Da havde jeg dog hellere
+set, at min Hund havde taget imod Dem end jeg.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Naa saadan at forstaa! Tho da tykkes jeg snart, jeg følger det Spor,
+De selv har anvist; De kommer ubuden til mig, her kommer jeg ubuden
+til Dem, saa tykkes jeg, det kan gaa lige op.
+
+=Møller.=
+
+Naa, det begynder jo godt! Tror De ikke, Pastor Blicher, at vi
+hellere maa se at ta den Sag lidt mindre heftig.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, hvem har begyndt Heftigheden; var det ikke Per Nielsen dér, som
+lagde ud i Aarhusbladet forleden og skreg op som en besat, fordi jeg
+havde stævnet det danske Folk til Møde paa Himmelbjærget.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Maa jeg lige spørge Dem om een Ting, Hr. Pastor, _hvem_ tilhører
+Himmelbjærget, Dem eller mig?
+
+=Blicher.=
+
+Ingen af os, Farlil! Himmelbjærget er Nationens.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Da er det saa Skade, at Nationen ikke ogsaa betaler Skatter og
+Afgifter. Men nu er jeg saa heldig, at ha en jenle Lap Papir
+derhjemme, -- imellem os Bønder kalder vi det for et Skjøde {(i
+Oprør)} -- -- og i det staar der, Dæwlen knaag'mæ, at Himmelbjærget
+er mit! det skal I komme til at respektere, hvad enten saa I er
+Præster, eller hvad I er!
+
+=Møller.=
+
+Jo, Pastor Blicher, Manden har Ret; det nytter aldrig ud af Stedet at
+ville gaa uden om Lo-ven; saa meget maa De kunne indse.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, Loven, Loven; et juridisk Prokuratorspil! Men jeg appellerer til
+en højere Lov. {(vendt mod Per Nielsen).} Ser De da slet ikke, Mand,
+hvad det drejer sig om? _Har_ Aarhundreders Trældom i den Grad
+trykket paa vor Bondes Nakke, at I ikke kan forstaa en Digters Tanke!
+Tiden er fuld af de stærkeste Brydninger; men _vi_ sover; det danske
+Folk sover; men det skal ruskes op til at ville og handle. Jeg vil
+pege paa det nye Morgengry, den nye Dag, der dæmrer over Evropa. Og
+der midt i Jyllands Hjærte har Gud rejst vort Folk en Talerstol, der
+kan sige Sparto til enhver anden Talerstol i Landet. Og saa kommer
+_De_ her og slænger Deres Tøjrekølle midt i Stien for at spærre os
+Vejen op til dette Guds Højalter. Hvem er _De_, som tør stænge Ledet
+for et helt Folk paa March mod dets Fremtid!
+
+=Per Nielsen.=
+
+Jeg er bare den, der har Skjødet paa Ejendommen.
+
+=Blicher.=
+
+Skjødet paa Himmelbjærget. Det lyder parodisk! -- Saa behandler De
+vel Stedet med Plov og Tromle.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Jeg har i hvert Fald _Lov_ til det, da enhver kan gjøre med sit, hvad
+han vil.
+
+=Blicher.=
+
+Saa har De vel ogsaa Lov til at sætte en Svovlstik til Lyngen deroppe
+og la' Ilden udslette enhver Erindring om Stedets Skjønhed?
+
+=Per Nielsen.=
+
+Ja Fanden knaag mig har jeg saa! Det kunde jeg maaskesig faa i Sinde
+at vise Dem, om De gaar mig _for_ nær ind paa Bælgen med Deres
+Anstalter.
+
+=Blicher.=
+
+Hør nu, Per Nielsen, De er en ualmindelig stridig Mand, som det er
+vanskelig at tale med om Sager af aandelig Værdi; maa jeg gi Dem et
+Exempel: Vi siger, der var en Bonde, som et Aar havde en usædvanlig
+Rugavl. Naa, han høster og binder i Neg og kjører det sammen i en
+mægtig Stak midt paa Ageren. Men saasnart det er gjort, sætter han
+Ild paa Stakken og lægger hele sin Avl i Aske. Hvad vil De sige om
+den Mand?
+
+=Per Nielsen.=
+
+Jeg vilde sgu' sige, at han var taav'le.
+
+=Blicher.=
+
+Hvi det?
+
+=Per Nielsen.=
+
+_Hvi det!_ Stikk' Ild paa Avlen i en Tid, hvor Rugen staar i saadanne
+Priser. Spiltaav'le!
+
+=Blicher.=
+
+Ja, men det, De der siger, det er jo Vand paa _min_ Mølle. Paa
+Himmelbjærget høstes der ingen Sæd, men der høstes Ynde, Stemning,
+Skjønhed; Værdier som ikke mætter Munden, men mætter Sjælen.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Ja, det forstaar vi Bønder os ikke paa.
+
+=Blicher.=
+
+_De_ forstaar Dem ikke paa det, Per Nielsen, men Gudskelov, der er
+_dem_, der gjør det. Og saa skulde _De_ ha Lov til at ødelægge disse
+uskyldige Værdier for alle dem, for hvem de er tifold mere værd end
+de smukkeste Afgrøder. De skulde ha Ret til at sætte en uoverstigelig
+Mur omkring et af de herligste Udsigtspunkter i hele det danske Land
+og sige til Digteren, Maleren, Naturvennen: Se at I smukt kan holde
+jer væk fra _mit_ Himmelbjærg! -- Nej, Himmelbjærget er _ikke_ Deres,
+men alles; enhver dansk Mand har en Part i det, som i alt hvad skjønt
+den vilde og gavmilde Natur har skjænket det Land, som vi med
+Stolthed kalder vort.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Da er det slemt, som jeg sa før, at de samme gode Folk ikke ogsaa har
+tilbudt mig at betale mine Skatter og Afgifter.
+
+=Møller.=
+
+Ja, der tykkes jeg, Per Nielsen ser ret; den Jord jeg betaler Skat
+af, den maa ogsaa være min, og den maa andre holde deres Nalliker
+fra.
+
+=Blicher.=
+
+Den Skat, Per Nielsen gir af Himmelbjærget, skal næppe trykke ham
+haardt; i gamle Dage var al udyrket Jord Alminding, og saadan var det
+Ret. Alminding det vil sige: Allemandseje! Letsindigt har det danske
+Samfund handlet ved at la sig fraliste Adgangen til sit eget Hus. Og
+I Bønder, vis I os, hvad I duer til ved at dyrke den _gamle_ Ager og
+faa den til at give flere og flere Fold, men lad Øderne forblive
+alles.
+
+Se ikke paa jert Fædreland som paa et flækket Surbrød, der bare skal
+tjene jert laveste Behov -- rejs din Nakke du Bonde og faa Del med os
+andre i den Lykke at elske et Fædreland, som er _skjønt_!
+
+=Per Nielsen.=
+
+Ja, den Snak kan være god nok, men det bliver nu, som _jeg_ siger:
+min Ejendom maa De respektere, da det er den, jeg skal ha min Føde
+af. Hvad vilde De sige, Hr. Pastor, hvis jeg en Dag fik i Sinde at
+byde Alverden sammen paa Spentrup Præstegaardsmark, og Folk de kom
+ikke bare med deres Madkurve og Kluklærker, men saagalt med Kanoner
+og -- andre musikalske Instrumenter og begyndte at storke omkring i
+Deres Kløvermark eller lave sig Familiesenge i Deres Rugfald -- --
+
+=Blicher.=
+
+Stop nu lidt, Per Nielsen, og faa Fornuften med, før De gir Dem ud
+paa denne fantastiske Rejse: Hvis jeg havde indbudt Folk til at slaa
+sig ned paa Deres _dyrkede_ Jord, saa kunde De med Rette ha' følt Dem
+brøstholden; men det lyngbevoxede Himmelbjærg -- jeg tør forsikre, at
+ingen, næppe nok De selv, hidtil har anet, at det var Deres, ja, at
+det overhovedet var _nogens_.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Men nu ved De det altsaa, og saa venter jeg, at De retter Dem efter
+det.
+
+=Blicher.=
+
+Er det Deres sidste Ord?
+
+=Møller=
+
+{(bryder ind i Samtalen).}
+
+Ja, tøv nu lidt, god Folkens! I er begge to saa jewwer i Talen. Jeg
+kan vel ikke skille jeres Træde, men jeg kan da forsøge paa at mægle
+jer imellem.
+
+At Per Nielsen ikke vil ha det halve Land til at løbe og bisse over
+hans Ejendom, det kan enhver sætte sig ind i, og det skulde De ogsaa
+kunne forstaa, Hr. Pastor. Men hvad tho, De kan jo kjøbe Bjærget. Byd
+ham en Skrup for det. Du vil jo godt sælge det, Per; saadan har _jeg_
+da forstaaet det.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Sælge, sælge, ja gu' vil jeg sælge! Jeg vil sælge alting, om jeg kan
+faa det ordentlig betalt.
+
+=Blicher.=
+
+Ogsaa Samvittigheden!
+
+=Per Nielsen.=
+
+Hm! Aa, den -- -- æh -- -- --
+
+=Blicher.=
+
+Den er der maaske ingen, der vil byde noget for.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Aa, enhver holder sig vel til sin egen. Og min har slaaet til til
+_mig_.
+
+=Blicher.=
+
+Det harmer mig, at en national Skjønhedsværdi af Himmelbjærgets Rang
+skal være bleven en Salgsvare.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Ja, det er jo altid rarere at faa det for intet. Men til den Pris har
+jeg nu ikke mine Sager.
+
+=Blicher=
+
+{(foragtelig).}
+
+Til _hvad_ Pris har De det da paa Lager, om jeg tør spørge?
+
+=Per Nielsen.=
+
+Til en rimelig Pris.
+
+=Blicher.=
+
+Ingen Udflugter; frem med Summen!
+
+=Møller.=
+
+Ja, sig en Ting, Pejr.
+
+=Per Nielsen.=
+
+De kan faa Knolden for 500 Rdl.
+
+=Blicher.=
+
+_500 Rdl.!_ Før _jeg_ begyndte at skrive om Stedet, var der ingen,
+der aned dets Existens. _De_ har aldrig kunnet føde saa meget som et
+Faar paa det. Havde en Liebhaver den Gang budt Dem tyve Rdl. for det,
+vilde De ha stukket Pengene til Dem og i Tavshed udgrint Kjøberen for
+en Taabe. Men den Spentrup Præst har gjort Stedet berømt, og der hvor
+_min_ Sæd faldt, der vil De nu plukke gyldne Ax.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Jeg har ikke bedt Dem om nogen "Forgyldning" -- hverken af Kolden
+eller andre Ting.
+
+=Møller.=
+
+De kan jo nok se, Hr. Pastor, at vil De ha' Bjærget -- som De jo nok
+vil -- saa maa De betale det med den Pris, Manden sætter paa hans
+Ejendom. -- Jeg ved saa ikke, Pejr, om du maaskesig kunde slaa en
+enlig Ting af -- f. Ex. om I kund klyv den ene Hundreddalerseddel --
+
+=Per Nielsen.=
+
+Nej, det ser jeg ingen Grund til --
+
+=Blicher.=
+
+Nej, heller ikke jeg! Jeg føler mig ikke fristet til at prutte med
+Dem om Himmelbjærget. Vent et Sekund.
+
+{(Blicher gaar et Øjeblik ind i sit Studereværelse. -- I det samme
+glider Farverens fordrukne Skikkelse ind ad Døren.)}
+
+=Farveren.=
+
+Naa, hvordan skjærer den! Er jeg bleven optaget i den faderlige
+Naade.
+
+=Møller=
+
+{(brøsig).}
+
+Du maa sgu ikke komme endnu. Herut med _dig_, indtil jeg kalder paa
+dig.
+
+=Farveren=
+
+{(som en skulende Hund ud ad Døren).}
+
+=Blicher=
+
+{(tilbage med Slutseddel og Blækhorn).}
+
+Vil De læse dette igjennem.
+
+=Per Nielsen=
+
+{(mumlende).}
+
+-- -- -- -- -- -- 500 Rigsda -- -- aler -- -- -- Jow; det lar vi
+gjælde!
+
+=Blicher.=
+
+Vil De saa skrive Deres Navn!
+
+=Per Nielsen=
+
+{(skriver, mens Blicher gaar eftertænksom over Gulvet i Baggrunden).}
+
+=Møller=
+
+{(har grebet Papiret, som Per Nielsen har underskrevet; de gjør
+Grimasser til hinanden; snakker gedulgt --).}
+
+Det er Dælen knækk' mig en hvas Pris, og hvad Fornøjelse kan han
+snart faa af det! {(til Blicher):} Kom nu, bitte Pastor! Bitte
+Pastor, kom nu, kom nu, og giv Deres Navn, saa vi kan faa Handlen
+justeret.
+
+{(Blicher har grebet Papiret og fixerer det nøje.)}
+
+=Per Nielsen=
+
+{(pegende; kjendelig nervøs).}
+
+Ja, der var det jo saa, hm ... at De skulde sætte _Deres_ Navn.
+
+=Blicher.=
+
+Lad mig nu være i Ro et Øjeblik; jeg er jo ikke vant til slige
+Ejendomshandler. Jeg tror, jeg vil kalde paa min Forpagter.
+
+=Møller.=
+
+Tho da er det saamænd aldrig værd at ulejlige Manden med det. Her
+staar jo ikke andet, end hvad De og Per Nielsen er bleven enige om.
+Her kan jo ingen Forraskelse ske til nogen af Siderne.
+
+=Blicher.=
+
+_Syntes_ jeg ikke nok, der var noget, jeg havde glemt!
+
+Det er jo da en Selvfølge, at De udlægger mig Vej til Himmelbjærget,
+saa al Færdsel kan foregaa uhindret.
+
+{(De to Kolleger sender hinanden et Ræveblik.)}
+
+=Per Nielsen.=
+
+Det er ikke nogen Selvfølge.
+
+=Blicher=
+
+{(i Oprør).}
+
+Hvadbehager!
+
+=Per Nielsen.=
+
+Det var jo netop den Færdsel, jeg vilde sætte en Pind for.
+
+=Blicher.=
+
+De vilde ha lokket mig til at kjøbe Ejendommen i dyre Domme, og saa
+skulde jeg endda ikke ha Adgang til den; I er to søde Sjæle!
+{(Blicher river Papiret i Smaabidder og kaster Stumperne for Fødderne
+af Per Nielsen).} Denne Gang spildte De dog Deres Suppe i Ilden,
+Rævepels! Hvad mon De havde tænkt at forlange for den Vej.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Det kan jeg godt sige Dem: Himmelbjærget med Vej til, det sælger jeg
+ikke under en jævn Tusind.
+
+=Blicher.=
+
+_Tusind_ Rigsdaler! De trænger vist til at komme ud og svale Parykken
+lidt. Gaa! jeg vil ikke holdes for Nar i mit eget Hus!
+
+=Møller.=
+
+Saa De viser os Døren! Og jeg har endnu ikke faaet _mit_ Ærinde
+udrettet. Det vilde jeg endda gjerne ha besørget, inden Pastoren
+hælder os udenfor. -- De har sendt mig Deres Søn paa Halsen.
+
+=Blicher.=
+
+Min Søn?
+
+=Møller.=
+
+Ja, strengt taget er det vel kun Deres Stedsøn; men det bliver det
+ikke meget bedre af. For jeg har sgu ingen Brug for ham.
+
+=Blicher.=
+
+Brug for ham eller ikke -- er De ikke Fattigvæsnets Formand?
+
+=Møller.=
+
+Jeg er Fattigforstander, men det kan vel aldrig være Deres Mening, at
+_De_ vil ha Sognet til at sørge for _Deres_ Afkom.
+
+=Blicher.=
+
+Om _De_ vil sørge for ham eller ikke sørge for ham, det maa blive en
+Sag mellem Dem og ham. Jeg har _min_ Samvittighed fri. Jeg har baaret
+over med den Slubbert og hans liderlige Levnet langt ud over alle
+rimelige Grænser; nu er min Taalmodighed bristet; han er en ung
+kraftig Mand midt i 20'erne; han behøver ikke at ligge nogen til
+Byrde, mindst hans Barndomshjem, som han har baaret Sorg og Skam
+indover i altfor mange Aar.
+
+=Møller.=
+
+Da kan vi efterhaanden faa mange paa Kommunen, naar vi nu ogsaa skal
+til at føde Præsten hans Unger.
+
+=Blicher.=
+
+Tag nu Deres Mund iagt! Ingen raader for sin egen Skæbne, og hvad
+Børn Gud vil unde én, det staar vi ikke selv for.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Naa, nu vil _jeg_ gaa min Vej; for her bliver vel saa ingen Handel
+af.
+
+=Blicher.=
+
+De synes stadig, at 500 Rdl. er en passende Sum for den Vej?
+
+=Per Nielsen.=
+
+Ja, gu' gjør jeg saa.
+
+=Blicher.=
+
+Ja ja; jeg er i Deres Haand. Jeg maa ha Sagen ordnet inden længe.
+Mødet _er_ averteret. Det ved De, og det benytter De Dem af. Vent et
+Øjeblik.
+
+{(Blicher gaar atter ind i sit Kammer.)}
+
+=Møller=
+
+{(aabner hastig for Niels Farver).}
+
+Der er ingen Udkomme med Præsten; han vil ikke se dig inden for sine
+Døre. Og i og for sig kan jeg minsæl godt forstaa det; for du er en
+skidt Person, og det har du været alle dine Dage.
+
+=Farveren.=
+
+Hvadbeha! -- Byder man mig Tvetydigheder. Er jeg ikke fin i Sømmene.
+Er der kommen en Revne i Postelinet --
+
+=Møller.=
+
+Hold Mund! Her er ikke Tid til at høre paa dit Plævver. Nu kan du
+komme til at gaa paa Omgang i Sognet, og opfører du dig skarnsk, skal
+du komme til at gjøre Bekjendtskab med min Hesselkjæp.
+
+Men ellers kunde jeg vel nok gi dig Anvisning paa, hvor du kunde
+træffe din Far et Sted, hvor han blev nødt til at kjendes ved dig.
+
+=Farveren.=
+
+Hvadbeha' -- kan du tvinge ham til at tage mig til sig?
+
+=Møller.=
+
+Det er kommen ud, at alle her fra Præstegaarden skal til Fest paa
+Himmelbjærget. Hvi skal _du_ ikke med?
+
+=Farveren.=
+
+Hvad siger du, Himmelbjærget -- -- den er jeg oplagt for!
+
+=Møller.=
+
+Du har vel nap gjort dig fortjent til at komme med paa Vognen, men de
+tar jo ikke Landevejen med dem, og du skal faa en Mark i din Lomme af
+mig, saa finder du nok selv ud af Resten.
+
+=Farveren.=
+
+Den er jeg morderlig med paa. Der maa være godt at fortjene for en
+rask Svend, naar en ellers har sit Visitkort i Orden.
+
+=Møller.=
+
+Ja, der kan sgu laves noget! Men nu ud med dig!
+
+=Farveren=
+
+{(slasker ud).}
+
+=Blicher=
+
+{(kort efter med en ny Slutseddel).}
+
+Naa, I Prangersjæle {(slænger Papiret for Næsen af Per Nielsen)} kan
+dette aabne Himmelbjærgpræsten Adgangen til hans Prækestol.
+
+=Per Nielsen.=
+
+Tusind Rigsdaler! Bjærg og Vej -- jow, nu er vi enige.
+
+{(Han underskriver; ogsaa Blicher skriver ilsomt under.)}
+
+=Blicher.=
+
+I Guds Navn, saa er det gjort!
+
+=Per Nielsen.=
+
+Men nu Pengene, hvor skal jeg ta' _dem_?
+
+=Blicher.=
+
+Dér hvor De tog Deres Bevis. Er det ikke os to, der har handlet?
+
+=Per Nielsen.=
+
+Aaejow. Men lidt Kaution var jo heller ikke af Vejen.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, _hvad_ Kaution -- --
+
+=Per Nielsen.=
+
+Aa, en Obligation eller en anden ringe Ting.
+
+=Gl. Blicher=
+
+{(henter i Skuffen Kongebrevet og lægger det for Næsen af de to
+Bønder).}
+
+=Per Nielsen=
+
+{(i maabende Forfærdelse).}
+
+Kongen -- -- Kongen! Det er Kongen, der kjøber Himmelbjærget! Ja, men
+Død og salte Pine -- saa kunde en jo ha faaet det _dobbelte_ for det!
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+TREDIE AKT.
+
+
+{Dekoration: Himmelbjærget i Festskrud; fra Koldens Top ser man
+milelangt ud over det jydske Land med hvide Gaardlænger, blændende
+Kirketaarne, Vejrmøller, blaa Søer og gule Kornmarker. Umiddelbart
+ind imod Kolden: to kløftede Lyngaaser.}
+
+{Før Tæppet gaar op, lyder en dæmpet Trompetsolo: »Danmark dejligst
+Vang og Vænge« til Blichers Text (der synges af mange Stemmer).}
+
+    Danmark! Fostermoder kjære!
+    hør vor Frydesang!
+    Himlen disse Toner bære
+    over Sø og Vang!
+    Ryst jert Løv, I Bøgeskove!
+    Hav! Du krumme stolt din Vove!
+    Lytter! nu den danske Tunge
+    gladeligt skal sjunge!
+
+    Dine Sønner, elskte Moder!
+    ofte Sværdet svang,
+    værnede om dine Goder,
+    værged for din Vang.
+    Enighed gjør Kjæmper stærke,
+    Mod er rette Danneværke:
+    Hegnes saa den danske Have,
+    Ledet er i Lave!
+
+{(Lange, rullende Hurraer som fra et stort Folkestævne. Tæppet er
+gledet til Vejrs, mens 2. Vers afsynges.)}
+
+{(Per Syvspring og Tyttebærkaren kommer ind fra Mødepladsen til
+højre.)}
+
+=Per Syvspring.=
+
+Aaeha endda, en kund snart ha faaet æ Sidbjen klemt ind; jeg war da
+kommen ind i saadan en Tryngi[410], te det _war_ grow. Men
+Gudbevares, Karen, hvor _haar_ jeg moret mæ de Par Daw; siger du ett
+det samm?
+
+ [410] _Tryngi_, Trængsel.
+
+=Karen.=
+
+Aa, det er vel knap nok. Aal de her manne Mennesker -- -- Og saa
+meget andet -- -- Nej jeg skulde saamænd ha bløwen hjem, som hun
+vild, Fruen.
+
+=Per Syvspring.=
+
+Ih, du er sgu bløwen for gammel, Karen. Hvornaar er æ Alder saan
+falden ved dæ! Haar du ett wot ind aa dans?
+
+=Karen=
+
+{(foragtelig).}
+
+Dans! Jeg tror du primer! Skuld jeg rend saadan og skabe mig.
+
+{Per Syvspring.}
+
+Da haar jeg misæl wot ind og dans; ogsaa saa æ Swed drap fræ mi
+Nies-End!
+
+Tho Herregud, Karen, saa haar du jo ett hat den mindste Fornywels ud
+aa æ.
+
+=Karen.=
+
+Jow, jeg haar endda. Jeg haar da høt Blicher. Nej, som han ka taal!
+Da han tal om, hvad enhver især skuld ofre for Fædrelandet -- jeg
+_kund_ ett lad være, jeg _maatt_ græd! Jeg stod lidt til en Side, saa
+han ikke kund se mig --
+
+=Per Syvspring.=
+
+Naa det er det, du forstaar ved at more dig, at staa i en Krog og
+græde.
+
+=Karen.=
+
+Ja, tænke sig, hvordan han har det til daglig der hjemme -- med hende
+-- og _saa_ alligevel kan sige saa mange skjønne Ting -- -- Nej, jeg
+kund ett hold mæ i det!
+
+=Per Syvspring.=
+
+Jeg tykkes ett, jeg har set nøj te Madammen. Er hun ett mej ved hans
+Taler?
+
+=Karen.=
+
+Nej, det er ogsaa til at græde over; det ser ligefrem ud til, at hun
+skyr de Steder, hvor _han_ taler.
+
+=Per Syvspring.=
+
+Nej, nede i Danseteltet, der er hun minsæl en sikker Gjæst, sammen
+med ham _Kristrup_.
+
+=Karen.=
+
+Ja, nu existerer der jo ikke andet end ham. Det er jo noget
+Bekjendtskab, hun gjorde der i Randers. Jeg har længe anet, te der
+var saadan noget i Gjære. Men nu forstaar jeg, hvorfor hun vild ha mæ
+til at blyw hjem. Og det havde ogsaa været saa meget bedre; saa var
+jeg bleven fri for at se, hvad jeg nu har set.
+
+=Per Syvspring.=
+
+Set; har du da _set_ noget aparte?
+
+=Karen.=
+
+Aa Per, spørg mig ikke; jeg er saa ræd her skal hænde en Ulykke. Og
+altid skal det gaa ud over ham, endda der ikke er et bedre Menneske
+til paa Verdens Jord!
+
+=Per Syvspring.=
+
+Har du ett rendt paa _ham_ den her Slunder[411], æ Farver.
+
+ [411] _Slunder_, Asen.
+
+=Karen=
+
+{(lammet af Forbavselse).}
+
+Niels! _Vor_ Niels! Han er _her_!
+
+=Per Syvspring.=
+
+Ja, Gu' er han saa! Han er stukket af fræ æ Fattigforstander, lige
+over Herreder og Sogne; og nu gaar han her og stoltserer, driver hans
+daglige Handtering -- tigger og trygler over det hele -- af store som
+af smaa.
+
+=Karen.=
+
+Aae, en Skandale for æ Familie!
+
+=Per Syvspring.=
+
+Jeg saa, han standst nø Kjøbstedfolk, røv no Papirer af hans Lomme,
+velsagtens for de skuld beveges, ved at se hvem æ Faar[412] war.
+
+ [412] _æ Faar_, Faderen.
+
+=Karen.=
+
+Aa det er da forfærdelig!
+
+=Per Syvspring.=
+
+Han haaj misæl ogsaa æ Haand ude mod mæ; jeg begynd aa ta faast om mi
+Kjæp; haaj han ett snart faaet en ned, skuld han karenmæ ha faaet
+saadan en Rap over hans Nalliker[413], te han skuld ha husket det én
+Lidt.
+
+ [413] _Nalliker_, Negle.
+
+Lede, grimme Ting; gaar her og skolerer[414] æ Faars Navn! Føj for en
+Vesen[415] endda!
+
+ [414] _skolerer_, skammer.
+
+ [415] _en Vesen_, Alverden.
+
+Fuld er han jo da ogsaa bleven, og gaar og ta om æ Kvindfolk saa det
+hviner i vilden Sky. Ja det er en kjøn Makkedonnis!
+
+=Karen.=
+
+Aa Pejr, ka du ett faa i æ Kasilken[416] af ham og faa ham herfra,
+før der sker no andet ondt.
+
+ [416] _æ Kasilken_, Kraven.
+
+=Per Syvspring.=
+
+Ja hvor er han nu henn æ Spøgels! Jeg ka ett wal staa og bødle med
+ham. Og jeg skuld ned og se te æ Hejst; de skal sgu ogsaa passes.
+
+{(De gaar hver til sin Side. Karen til højre; Per Syvspring hen til
+Visesangeren Per Jensen, der staar med sine Viser og sin Violin.)}
+
+=Per Jensen=
+
+{(synger og spiller paa een Tid).}
+
+    O, hvor gaar det glædelig!
+    Dalliralli -- dalliralli!
+    Nu vil Danmark vorde rig!
+    Dalliralliralla.
+
+=Per Syvspring.=
+
+Goddaw og Gu hjælp dæ! Ka jeg kjøb en Vis af dig?
+
+=Per Jensen.=
+
+-- -- dalliralliralla -- -- a --!
+
+=Per Syvspring=
+
+{(stødt).}
+
+Kan jeg faa en Vise heller kan jeg _ett_ faa den, din Skrigfowl!
+
+=Per Jensen.=
+
+Aa, tør Sveden af dig! Du kan vel vent te æ Repetis er ude!
+
+=Per Syvspring=
+
+{(formildet).}
+
+Ja, syng det kan jeg ett, men kan en komm til og spill for dig?
+
+=Per Jensen.=
+
+Hvad kan _du_ spill? Kan _du_ spill Hejgut?
+
+=Per Syvspring.=
+
+Jeg kan fandenmæ spill baade dæ og din Fjol sønder og sammel, din
+Stegi[417].
+
+ [417] _Stegi_, Praas.
+
+{(Per ud. Kort efter kommer Blicher i en Folkehob ind fra venstre.)}
+
+=Per Jensen=
+
+{(lægger i med hele sit Program).}
+
+    O, hvor gaar det glædelig!
+    Dalliralli, dalliralli,
+    naar din Pige elsker dig!
+    Dalli-ralli-ralla!
+    Ak, hvor gaar det sørgelig,
+    dalliralli -- dalliralli --
+    Livet er en stadig Krig.
+    Dalliralliralla -- a!
+
+=Blicher=
+
+{(mens Folk samles om ham).}
+
+Her kan man i Sandhed sige, at "Sorgen og Glæden de vandre til Hobe".
+-- Godda! Kjære Kollega. Hvordan har du det ellers! Gaar det smukt
+med Forretningen?
+
+=Per Jensen.=
+
+Aa, Tak Hr. Pastor, somtid bejer end somtid. Jeg mist en udmærket
+Plovstud sidste Efteraar, faar jeg ett den tjent ind før Pejrsdag,
+saa gaar jeg missen rejn i Bork.
+
+=Blicher.=
+
+Tjene en hel Plovstud; saa høje Maal har jeg aldrig turdet sætte mig
+udi Poesien; jeg maa være glad, om jeg kan faa Publikum til at aftage
+mit for intet.
+
+{(Folk stimler tættere og tættere sammen om Blicher.)}
+
+=Stemmer.=
+
+Nu skal Blicher gi os en af sine. -- Ja, giv os en Vise, Blicher!
+
+=Blicher.=
+
+Jajada, en Vise har jeg altid ved Haanden, om end jeg ikke er saa
+heldig som min Kollega der, at kunne synge og spille til.
+
+Men saa maa jeg bede Dem følge mig hen til Vognen dér {(peger til
+højre. Blicher stiger op i Vognen).} Se saa, Godtfolk! Laan mig nu
+Øre et Øjeblik; saa skal jeg fortælle jer en bitte knøv Historie om,
+hvad Krummer der kan ligge gjemt under Skorpen hos den jævne Mand; og
+er jeg end en gammel Krønikemand -- Digter, som de kalder det -- saa
+skal jeg dog her hverken digte eller drømme, men sandfærdig holde mig
+til Daaden, saadan som den hændte for ikke saa længe tilbage herude
+ved vort østre Salt. Forøvrigt ser jeg, at _de_ er her til Stede,
+som kan bevidne, at den Spentrup Præst farer hverken med Løgn eller
+Sladder.
+
+Hør da saa:
+
+    Det blæste en Storm udi Kattegat,
+    de Bølger, de ginge saa høje,
+    saa mangen stolt Sømand den samme Nat
+    for sidste Gang lukked sit Øje.
+
+    En liden Skude var og deriblandt,
+    fra Hornbæk monne den komme,
+    ret aldrig mere til Havnen den vandt,
+    fordi at dens Tid nu var omme.
+
+    Den Skude blev ført af en Sømand god,
+    af dem, der ej plejer at ryste --
+    thi først sig beviser det danske Mod,
+    naar Døden begynder at kryste.
+
+    Han kjæmped, indtil han omsider drev
+    for Stormen et værgeløst Bytte.
+    Mod Dagningen stødte han paa et Rev
+    med sin faldefærdige Hytte.
+
+    Han haver kun med sig en liden Dreng;
+    i stærken Arm han ham griber:
+    "Her bliver nok redt os saa kold en Seng,
+    det hjælper slet inte, du piber."
+
+    De Bølger de bryde med stor Allarm,
+    og Skibet det krænger og knager;
+    dog holder han Drengen i venstre Arm;
+    med højre i Vantet han tager.
+
+    Han ser sig saa langeligt ind mod Land --
+    imellem var dyben Rende
+    "Vi kan ikke naa den velsignede Strand,
+    hvis Hjælp os ej Himlen vil sende."
+
+    Da kom der en Bonde til samme Sted --
+    han hedde saamænd Søren Kanne --
+    han siger til Fa'eren, som og var med:
+    "Det Skib er nok nær ved at strande."
+
+    Saa springer han til sine Heste to --
+    de stode just tøjred paa Brinken --
+    han giver sig ikke ret længe Ro,
+    før han bliver færdig med Rinken.
+
+    Den Gamle ham huer det ikke ret vel.
+    Han hvøvter med Haanden: "Hej Soren!
+    du drukner jo Øgene og dig selv;
+    det Skib er desuden forloren."
+
+    Men Søren sprang op paa den nærmer Hest
+    og kaster et Øje til Fa'eren:
+    "I Fald jeg derude skal faa min Rest,
+    lad se, at I sørger for Karen!"
+
+    Saa hug han sit Hors med sin Træskohæl
+    og lod hende springe i Vandet.
+    Den anden han dasked med Tøjrepæl:
+    saa maatte de begge fra Landet.
+
+    Men da han sig havde i Dybet sænkt
+    alt udi de fraadende Strømme,
+    ej skulde da noget Menneske tænkt,
+    han kunde til Vraget udsvømme.
+
+    Jo, jo! se, der sidder han nok saa rank!
+    han synes paa Bølgen at ride --
+    men der kommer Ører -- og Hoved -- og Mank
+    og nu er han ved Sejlerens Side.
+
+    "Hej Landsmand! sid op nu! hvis du vil med,
+    og hold saa din Dreng ved hans Trøje!"
+    Han sidder der alt -- og igjen nu afsted --
+    det var noget andet end pløje.
+
+    De Bølger de brusede over dem brat;
+    de tvende holdt fast ved hinanden --
+    men see kun! nu har de jo Landet fat,
+    og frelste de springer paa Stranden.
+
+    Der kaste sig alle de trende paa Knæ
+    og takke Vorherre for Livet.
+    "Men kom!" siger Søren, "med mig nu i Læ --
+    Se hisset! nu splintres jo Skibet!"
+
+    Men Drengen han skjalv som i Blæsten et Siv,
+    og Skipperen slang sine Arme:
+    "Hvad skal vi nu give dig for vort Liv?"
+    "-- Følge med mig og faa jer lidt Varme."
+
+    Han plejed den Sømand med samt hans Pog,
+    det baade af Potte og Pande.
+    Og det var al den Betaling han tog,
+    den fattige Mand Søren Kanne.
+
+    Saa skulde dog alle I danske Mænd
+    af Hjærtet elske hinanden!
+    i Faren og Døden sig give hen
+    den ene med Lyst for den anden!
+
+    Saa skulde I fast staa hverandre bi --
+    I pløje nu Jord eller Bølge --
+    men mindst dog paa Kampens den blodige Sti
+    skal En bag en Anden sig dølge!
+
+    Og Fynbo og Jyde og Sjællandsfar --
+    til eet Hus vi alle jo høre.
+    Gud Fader os alle i Troskab bevar!
+    og alle til Enighed føre!
+
+Ser De, mine Tilhørere, denne kjække Redningsmand, der udførte denne
+ægte danske Handling og viste dette højhjærtede Exempel for alle, der
+kan føle Daadens hellige Gys gjennem Rygraden, -- denne gjæve Helt i
+Vadmelskofte, der viste det _rette_ Heltesind, som aldrig tænker paa
+sit eget, -- ham om hvem jeg har lagt denne Vise -- ham ser jeg staa
+her imellem os, ikke langt fra min Talerstol! -- Kom da frem, _Søren
+Kanne_, og giv den jydske Lyngmand og Liremand et kraftigt dansk
+Haandslag!
+
+=Søren Kanne=
+
+{(har nærmet sig og ta'r Blichers Haand).}
+
+=Blicher=
+
+{(fortsætter).}
+
+Velkommen, du Bondehelt! Det er Mænd som dig, der giver Højhed til
+dette lave Land, ja, Højhed til en Fest som denne. -- Du og Bjærget
+her pryder hinanden. En ægte Dannemand er du paa det nordiske Haabets
+Bjærg! En Sang har jeg givet dig, en kunstløs Sang, der randt fra min
+Hjærterod -- og andet Hæderstegn har jeg ikke. Men I, mine Tilhørere,
+lad I nu hans Daad leve, ikke blot paa Eders Læber, men I Eders
+Hjærter som i alle ægte danske Hjærter! {(Leveraab!)}
+
+{(Feststøjen ta'r nu igjen fat; det aftnes.)}
+
+=Blicher=
+
+{(raaber ud over Mængden).}
+
+Og maa jeg saa bede vor raske Hejmdal endnu engang at gi os et Stykke
+paa sit Gjalderhorn, nu mens Solen trækker sig træt tilbage fra sit
+Dagværk. -- Med Hejmdal mener jeg naturligvis Trompeter _Kristrup_
+fra Randers.
+
+{(Der raabes: Kristrup! Ingen melder sig.)}
+
+=Blicher=
+
+{(forundret).}
+
+Er Kristrup ikke paa sin Post!
+
+{(I det samme lyder et skarpt Kvindehvin. En Mand kommer rasende med
+løftet Stok ind fra venstre, drivende en Drukkenbolt -- som han har i
+Brystet -- foran sig. Det er =Niels Farver=.)}
+
+=Bonden.=
+
+A skal lære dig til at la _min_ Kone gaa!
+
+{(De slaas; Bonden bryder Niels Farver ned og prygler ham.)}
+
+=Blicher=
+
+{(fra Vognen).}
+
+Aa, skil dem ad! Hvad er det for en Vanhelligelse af Festen og
+Aftenens Fred.
+
+{(De bødles videre.)}
+
+=Bonden.=
+
+Nej, nu skal du faa dit Fedt; her har du fundet din Overmand.
+
+=Blicher=
+
+{(i Vrede).}
+
+Hent Sognefogden!
+
+=Per Nielsen=
+
+{(træder frem i Nærheden af de kjæmpende).}
+
+Aa, kan jeg ett gjør ett ud aaestej.
+
+=Blicher.=
+
+Kjender _De_ kanske Personen?
+
+=Per Nielsen.=
+
+Ja, det gjør jeg god nok, men vist ett saa godt som De, Hr. Pastor.
+
+=Blicher.=
+
+Hvad siger De! Hvem er det da?
+
+=Per Nielsen.=
+
+Tho det er da _Dje_ Søn, Niels Farver!
+
+=Blicher.=
+
+De siger at -- -- -- Han, den Slubbert! Gud naade mig! Er han her!
+
+=Per Nielsen.=
+
+Han har gavn her og skjevlet æ hil Daa; og nu er han bløwn lovlig
+fuld -- for anner dje Peng. -- Og saa laver han Utuskstræger. Men
+det kan vi vel nok sæt en Stopper for.
+
+{(Folk raaber forbitret i Munden paa hverandre, at han har overfaldet
+dem og deres Døtre. -- De truer snart hen ad Farveren, snart op ad
+Blicher.)}
+
+=Farveren=
+
+{(er nu ved Per Nielsens Mellemkomst kommen fri af den andens Greb,
+endnu ophidset).}
+
+Kom du bare igjen. Jeg er ikke bange. Jeg skal nok lægge dig flad.
+Avekat! Jeg skal farve Gummerne paa dig, saa de skal spille baade i
+Ultramarin og Indigoblaat.
+
+=Per Nielsen=
+
+{(har ham ved Kraven).}
+
+Hold du dig nu i Rumme, min Far! Du er jo bløwen hel mandolm. --
+{(Peger.)} Der har du ligget og vrødt og tabt dem halve af dine
+Penge.
+
+=Niels Farver.=
+
+Det gjør ingen Ting. Jeg skal snart fægte nogen sammen igjen. Det er
+rart at ha et kjendt Navn.
+
+=Per Nielsen=
+
+{(fører ham over Scenen, for at faa ham bort, men standser hver Gang
+han siger en Giftighed).}
+
+=Niels Farver=
+
+{(raaber).}
+
+Farvel Folkens!
+
+Bryd jer aldrig om, hvad han deroppe siger. {(Peger ad Blicher.)} Han
+er ikke en sur Sild værd! Han har snydt mig for hele min Fædrenearv.
+Tvi! {(spytter. Flæber i Fuldskab.)} Derfor maa _jeg_ nu gaa og betle
+mit Brød -- fra Dør til Dør! -- {(Springer over i et Grin.)} Ved De,
+hvorfor Kristrup ikke kom og spilled den sidste Solo. Han kunde ikke.
+Han kunde ikke slippe ud af min Mors Arme. De elsker hinanden. Det
+har de længe gjort. Jeg kunde godt sige, hvor de er. Smaa Potter har
+ogsaa Øren! Men Kristrup har givet mig en hel Tremarkstykke; saa
+skulde jeg vel ikke gjerne gaa og bagtale ham. Hahaha -- --!
+
+{(Nu har alle forladt Pladsen saa nær som Blicher; han stiger
+besværlig ned af Vognen og gaar bøjet hen og sætter sig med Ryggen
+til Scenen paa en Hedeknold ud mod Aftenrøden. Nu er det næsten Nat.
+-- Kort efter kommer Fru Blicher og Kristrup ind fra højre.)}
+
+=Kristrup.=
+
+Jo, Folk _er_ gaaet; her er ikke en Sjæl! Det er jeg sgu kjed af.
+
+=Fru Blicher=
+
+{(trykker sig kjælent ind til ham).}
+
+Er du kjed af, at du har været hos _mig_!
+
+=Kristrup.=
+
+Det er sgu første Gang, en Kvinde har faaet mig til at glemme min
+Pligt. Jeg kan ikke forstaa, at Klokken var bleven saa mange. Men
+inde i denne mørke Plantage lægger man ikke Mærke til, at Tiden gaar.
+Hvorfor vilde du ikke ogsaa høre, hvad jeg sa'; -- -- og vente til
+bagefter. Natten er jo lang.
+
+=Fru Blicher.=
+
+Fy, stygge Mand, at du ikke sætter større Pris paa, at du har hvilet
+i mine Arme!
+
+=Kristrup.=
+
+Jo, min Snut, saadan maa du ikke opta' det. Men en Soldat han skal
+først og fremmest møde tiltide. Og mit Navn var jo paa Programmet.
+Jeg vil blive frygtelig ærtet af Kammeraterne; var det sket under
+Tjenesten, havde den sgu staaet paa mørk Arrest.
+
+=Fru Blicher.=
+
+Og det synes du dog ikke, min Kjærlighed var værd!
+
+=Kristrup.=
+
+Gud bevares, Gud bevares! den er sgu meget mere værd -- jeg tog
+gjerne Vand og Brød, om det forlangtes.
+
+=Fru Blicher=
+
+{(hedt).}
+
+Men du skal _ikke_ ha Vand og Brød, men du skal ha et rigtigt Smækkys
+{(haler ham ned mod sig og kysser ham).}
+
+=Blicher=
+
+{(er sprungen op og staar midt imellem dem.)}
+
+Undskyld en lille Afbrydelse. {(Peger paa Kristrup.)}
+
+Er _De_ en Mand af Ære, at De forsømmer Deres Pligt for at trække Dem
+tilbage med min Hustru.
+
+=Kristrup.=
+
+Hr. Pastor! -- Jeg beklager det skete -- men --
+
+{(sniger sig ud til højre).}
+
+=Blicher.=
+
+_Det skete!_ {(ser haanende paa sin Hustru).}
+
+Du gaar saa nedringet, Erneste! Husk dog paa, at Aftenluften er kold,
+-- især i Plantager -- --
+
+_Der_for var det altsaa, du vilde med til min Fest i Aar! Nu først
+forstaar jeg det altsammen! {(Hun glider ud til venstre. Blicher
+synker ned med Haanden for Ansigtet)}: Jeg Daare! --
+
+{(Tæppe.)}
+
+
+
+
+FJERDE AKT.
+
+
+{Blicher sidder ensomt i Morgengryet ude paa Kolden med sit Aasyn
+vendt mod den sig nærmende Solopgang. Forgrunden bærer Mærke af en
+forladt Festplads.}
+
+=Tyttebærkaren=
+
+{(kommer ledende over Banken, standser bag ham).}
+
+Men Herregud, Blicher, sidder du her, muttersene!
+
+Jeg kund ett begribe, hvor du var bleven af. Jeg har ledt efter dig,
+saa mine Knæ ryster under mig. Vognen venter; vi skulde jo til og
+hjem.
+
+=Blicher=
+
+{(langt indefra).}
+
+Hjem! Har _jeg_ et Hjem? Her var mit Hjem, men nu har onde Magter
+jævnet det med Jorden, som naar Ploven gaar hen over Lærkens Rede.
+
+{(Tyttebærkaren har stille sat sig i Lyngen ved Siden af ham.)}
+
+=Blicher=
+
+{(fortsætter).}
+
+Her sidder jeg nu som en Spedalsk; alle har erklæret mig Krig. Ingen
+kommer til mig, uden de har en Sten i Haanden. Komitteen mødte _in
+pleno_ og frasagde sig ethvert Samarbejde ad Aare. Dette er den
+sidste Himmelbjærgfest. -- Mit Navn er skjændet. Mine Idealer traadt
+i Skarnet. Det er forbi, Karen; forbi! Var kun ogsaa mit Liv forbi!
+
+=Karen.=
+
+Nu maa du komme med os hjem, Blicher; saa slides det vel hen.
+
+=Blicher=
+
+{(heftig).}
+
+_Jeg_ skulde sidde paa Sædebræt med hende -- kanske skal ogsaa
+Galanen med paa Vognen.
+
+=Karen.=
+
+_De_ er væk for længe siden; dem skal du ikke komme til at møde.
+
+=Blicher.=
+
+Aa, maatte jeg aldrig møde hende mere -- før for den evige Dommer! --
+Hvad har jeg nu mere at miste af? Hvorved har jeg fortjent den
+Skæbne, at de forlod mig _alle_sammen.
+
+=Karen.=
+
+Nu ser du _for_ mørk paa det, Blicher.
+
+=Blicher=
+
+{(heftig).}
+
+Nævn mig da blot een eneste, der blev.
+
+=Karen.=
+
+Nej, jeg er jo kuns en simpel Tjenestepige, men --
+
+{(brister i Graad).}
+
+=Blicher.=
+
+Ja, _du_, Karen! Dig har jeg da tænkt paa hele Tiden. Du er det
+troeste Guld! Men det gjør de andres Falskhed endnu grellere! Min
+_Kjærlighed_, mit _Hjems_ Forlis -- ja, det er jo en gammel Skade,
+men Himmelbjærget, Festen heroppe i Guds Sol -- hvorfor maatte jeg
+ikke beholde den som en Trøst for alt det, der brast, alt det, det
+saarede Hjærte tabte dernede! -- Har jeg da røgtet mit Kald slet? Har
+jeg søgt mig uædel Vinding eller sunget og talt som en Fjante?
+
+=Karen.=
+
+Nej, Blicher, jeg tykkes det maatte gaa enhver til Hjærte, saadan som
+du har talt her i de Dage. Jeg har aldrig været med til noget
+skjønnere, og jeg saa da ogsaa, at der var mange, der ligefrem græd
+-- jeg vil nu ett tale om mig selv --; men især saadan _ældre_
+Mennesker; de stod og saa snart paa dig og snart paa hinanden, og saa
+begyndte Taarerne at trille ned over deres Kinder; ikke fordi, at der
+var noget bedrøveligt i det du sa', nej, tværtimod; men de tyt vel
+ligesom jeg, at de var med til _noget saa nyt og skjønt_, ja, og saa
+havde de vel ikke anden Maade at vise det paa.
+
+=Blicher.=
+
+Ja, men hvorfor svigter de mig da!
+
+=Karen.=
+
+Det er vist ikke dem, der svigter dig, Blicher. Dem kan du saamænd
+faa i Tale igjen, naar og hvor du vil. Nej, dem i de fine Frakker,
+Udvalgsmedlemmerne, Festkommiteen, -- der skal ha deres Navn i
+Aviserne, men nu er ræd for Skandalen, -- med dem er det en anden
+Sag; det kan jo være, de bliver henne -- men skulde ikke ogsaa nok et
+Par af dem kunne undværes?
+
+=Blicher.=
+
+Jo, _det_ har du sandelig Ret i, Karen; de fleste af dem er ikke en
+Pibe Tobak værd. Jeg har baade tit og ofte løbet paa mine gamle Ben 5
+Mil, 10 Mil, til et af deres Kommitémøder for at faa en Ordning, en
+Aftale om et eller andet, og saa har ikke _een_ af dem gidet komme,
+men jeg har kunnet løbe Gravinar over det halve Jylland.
+
+=Karen.=
+
+Ja, saadan er vel den Slags, naar de vil gjælde for rigtig fine.
+
+=Blicher.=
+
+Her sidder vi da, Karen, som Noa efter Syndfloden, strandede paa
+_vort_ Ararat.
+
+=Karen.=
+
+Ja, men du skal se, Blicher, der er sluppen en bitte Due med os, en
+af dem, der vil komme hjem med et grønt Blad i Næbet.
+
+=Blicher.=
+
+Gid jeg turde tro dig paa dit Ord, Karen, men det er som om Skæbnen
+arbejder paa, at ribbe mig for al Tro.
+
+=Karen=
+
+{(trykkende hans Haand).}
+
+_Du_ maa ikke fortvivle, Blicher! Du som har vist den Evne til at faa
+saa mange andre til at tro, tro paa det nye og det skjønne i den Tid,
+som snart skal komme -- aa, om de Folk ikke var til -- hvordan skulde
+det saa gaa i Verden? Men, Blicher, du er én af dem; du maa altid
+præke Solskin, om det saa er aldrig saa graat i dit _eget_ Hjærte.
+
+=Blicher=
+
+{(klappende hende paa Kinden).}
+
+Du kjære, lille Karen! du sidder jo her som en Marie under Korset og
+gyder Balsam i mit blødende Hjærte. Og det har du gjort i al din Tid,
+ligefra den Dag, jeg mødte dig derude mellem Tyttebærrene.
+
+=Karen.=
+
+Ja, det havde jeg nok let ved, Blicher.
+
+=Blicher.=
+
+Det er ikke alle, Karen, der har saa let til det gode, som du. Du
+blidnede min Mors Lidelser, til Gud gav _hende_ en naadig Død; du har
+været min gamle Fars Hjælp og Trøst i hans Alderdom, mens din egen
+Ungdom blegned, og nu sidder du her og prøver paa at hjælpe mig over
+mit Livs Skibbrud --. Dersom ikke du og dine Lige var i Verden, saa
+blev der ingen Mulighed for at leve.
+
+Aa, saa tit mine Hænder har været knyttede til at forbande! Men naar
+jeg saa saa paa dig og din stille uselviske Ofren dig for andre, ja
+saa skammed jeg mig, og min Forbandelse forvandled sig paa min Læbe
+til Velsignelse. For jeg har ikke altid haft lige let ved at tro paa
+de bærende Kræfter i mit Folk -- men naar mit Øje saa kom til at
+hvile paa dig og dit stille Offer, saa svandt enhver Tvivl; for du
+var jo som en ny Søren Kanne, omend i Kvindeklæder, -- Ofret, Daaden,
+den stille Given sig hen for andres Vel. Og saa sa' jeg til mig selv:
+Saa rigt er dit Folk _ned_efter, _ind_efter; inde ved dets Rod ligger
+der gammelt Guld, gyldne Ringe, gyldne Spange! Og jeg løfted min Isse
+og sang. {(La'r sin Haand glide hen over hendes Tinding.)} Saa er den
+jydske Barde da ikke helt forladt, naar saa ren en Sjæl sidder ved
+hans Side!
+
+{(Gryet er efterhaanden gaaet over i gylden Solopgang.)}
+
+=Blicher=
+
+{(fortsætter).}
+
+Se! nu tænder Gud Lyset paa sit Højalter; saa bliver hver en
+forfængelig Praas overflødig.
+
+Tit tænkte jeg paa, om ikke jeg selv var en saadan forfængelig Praas,
+der vilde lyse omkap med det Høje. Men saa følte jeg mod mit eget
+bankende Hjærte, og dets ærlige Begejstring gav mig Lov til at tro,
+at det, jeg vilde for mit Folk, var andet og mere end forfængelig
+Tant --
+
+-- -- -- Aa, jeg er saa træt, Karen; i to Nætter har jeg ikke sovet,
+første Nat af Glæde over den store Tilslutning, denne Nat af Sorg
+over det, der siden er hændet. Hvorfor retter min Gud saa tunge Slag
+imod mig! -- -- -- {(Vender sig ud mod Landskabet.)} Se, der ligger
+nu Landet, det jydske Land, som jeg fra Barn har gjennemtravet paa
+min Fod. Hvor _er_ jeg voxet sammen med dette Land! Det gav mig
+Kummer, men ogsaa Glæde. Se, hvor det bader sig i Morgenens Lys! Dets
+Møller gaar rundt, dets Kirketaarne ranker sig med mørke Glamhuller,
+mens Rugens Vipper sænker sig eftertænksomt mod Høsten. Ogsaa jeg
+nærmer mig Høstens Alvor, da den rappe Føjten omkring maa være forbi.
+Foran mig -- over Heden -- flyver snart det tavse Træk af Viber og
+Hjejler, og bag mig -- se, Karen: Festens tomme Flagstænger!
+
+=Karen.=
+
+Aa, Blicher, nu maa du ikke igjen henfalde til din gamle Bedrøvelse.
+
+=Blicher.=
+
+Bedrøvet eller ikke. Hvad Rolle spiller _mit_ Liv mod Slægtens Liv.
+Træt er jeg Karen, træt af disse evige Sylestik.
+
+"Som en sandet Vej opad for en gammel Mands Fødder", saadan blev mig
+de tusinde Skuffelsers Sti.
+
+Den Pil, der ramte i Kvæld, den kan ingen Saarlæge trække ud af mit
+Hjærte.
+
+Karen, du stille og trofaste Sjæl, den eneste, som deler min
+Bekymring, maa jeg støtte min Tinding mod dit Knæ; saa prøver jeg at
+faa Samling paa en vemodig Vise, som har boret i mit Sind den ganske
+Nat.
+
+Det skulde være saadan et Testamente, der kunde aabnes af mit Folk,
+naar jeg trætte Mand ikke er mere.
+
+=Karen=
+
+{(lægger hans Hoved til Rette i sit Skjød).}
+
+=Blicher=
+
+{(siger):}
+
+    Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk!
+    Jeg hører Vinterens Stemme;
+    thi ogsaa jeg er kun her paa Træk
+    og haver andensteds hjemme.
+
+    Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
+    det Hjærtet ikke betynger,
+    og derfor lige glad nu og da
+    paa Gjennemrejsen jeg synger.
+
+    Jeg skulde sjunget lidt mer maaske --
+    maaske vel ogsaa lidt bedre;
+    men mørke Dage jeg maatte se,
+    og Stormen rev mine Fjedre.
+
+    Jeg vilde gjerne i Guds Natur
+    med Frihed spændt mine Vinger;
+    men sidder fast i mit snævre Bur,
+    der allevegne mig tvinger.
+
+    Jeg vilde gjerne fra højen Sky
+    udsendt de gladere Sange;
+    men blive maa jeg for Kost og Ly
+    en stakkels gjældbunden Fange.
+
+    Tidt ligevel til en Smule Trøst
+    jeg ud af Fængselet titter
+    og sender stundom min Vemodsrøst
+    med Længsel gjennem mit Gitter.
+
+    Lyt og, o Vandrer! til denne Sang;
+    lidt af din Vej du hidtræde!
+    Gud ved, maaske er det sidste Gang,
+    du hører Livsfangen kvæde.
+
+    Mig bæres for, som ret snart i Kvæld
+    at Gitterværket vil briste;
+    thi kvidre vil jeg et ømt Farvel;
+    maaske det bliver det sidste.
+
+{(Tæppet gaar langsomt ned.)}
+
+
+
+
+NOTER.
+
+
+S. 1. »Livet paa Hegnsgaard«. Blev begyndt 11. April 1901 i Kafé
+»=Svanen=«, Roskilde; de tre første Akter skreves i tre Dage. Udkom
+om Efteraaret 1907; Première paa Aarhus Theater 29. September s. A.
+og gik der 30 Gange. Première paa Dagmartheatret, Kjøbenhavn, 10.
+December 1907 og gik der 21 Gange. For Provinsen solgt til Axel
+Jacobsen -- Première i Skive 14. Januar 1908; i denne By gik det 9
+Gange; derfra gjennem alle danske Provinsbyer (spillet ca. 150
+Gange). Première paa Odense Theater 24. Januar 1908. Er spillet i to
+Sæsoner 1917-18 paa »Det norske Theater« i Kristiania; spillet
+utallige Gange af Dilettanter og oplæst ca. 200 Gange af én og samme
+Oplæser, =Martin Sørensen=. Oversat til Tysk af =Erich Holm= (d. e.
+Wienerinden Fru Margrethe Prager): »Das Leben auf dem Heckenhofe«
+(Wien 1909; trykt som Manuskript). 3. Akt trykt i det Wien'ske
+Theaterblad »Der Merker« 25. September 1910, S. 978-81. -- 2. Udg.
+(Folkeudgave) kom 1913. -- Musik til Sangene af Lægen =Johs.
+Torrild.=
+
+       *       *       *       *       *
+
+S. 89. »Ulvens Søn«. Udkom Efteraaret 1909. Première paa =Aarhus
+Theater= 14. November 1909; opført i de danske Provinser af =Axel
+Jacobsen=, Première i Aalborg 23. Januar 1910. Oversat til tysk under
+Titlen »Nemesis« af =J. Josephsohn= (Febr. 1910). Ikke i Handelen. --
+Musik til Sangene er af =Carl Nielsen.=
+
+       *       *       *       *       *
+
+S. 189. »Naar Bønder elsker«. Udkom i Efteraaret 1911. Kjøbt for
+Jylland af =Albert Helsengreen=; Première i Aalborg 22. Oktober 1911;
+kjøbt for Øerne af =Axel Jacobsen= (med en omarbejdet sidste Akt;
+utrykt) 1912. -- Première paa Aarhus Theater 26. November 1911.
+1916-17 opført paa »Det norske Theater«, Kristiania, oversat til
+Maalet af =Hans Seland=; Première 16. Februar 1916. Musik til Sangene
+er af =Louis Mølholm=.
+
+       *       *       *       *       *
+
+S. 275. »Himmelbjærgpræsten«. 1. Oplag udkom i Midten af November
+1917; 2. Oplag ca. tre Uger efter. Kjøbt af =Albert Helsengreen= for
+de danske Provinser; Première i Aalborg 21. September 1917. Antaget
+til =Aarhus Theater= 1917. -- Intet af de kjøbenhavnske Theatre har
+villet opføre hverken dette eller de to foregaaende.
+
+
+
+***END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VæRKER, TREDIE BIND***
+
+
+******* This file should be named 39722-8.txt or 39722-8.zip *******
+
+
+This and all associated files of various formats will be found in:
+http://www.gutenberg.org/dirs/3/9/7/2/39722
+
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License available with this file or online at
+  www.gutenberg.org/license.
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation information page at www.gutenberg.org
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
+North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
+contact links and up to date contact information can be found at the
+Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit www.gutenberg.org/donate
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.