diff options
Diffstat (limited to '39510-8.txt')
| -rw-r--r-- | 39510-8.txt | 7192 |
1 files changed, 7192 insertions, 0 deletions
diff --git a/39510-8.txt b/39510-8.txt new file mode 100644 index 0000000..4b629fc --- /dev/null +++ b/39510-8.txt @@ -0,0 +1,7192 @@ +The Project Gutenberg EBook of Judith Fürste, by Adda Ravnkilde + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Judith Fürste + En Fortælling + +Author: Adda Ravnkilde + +Release Date: April 22, 2012 [EBook #39510] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FÜRSTE *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur +at http://adl.dk) + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. +S p a t i e r e t tekst i originalen er angivet med _understreg_, +mens kursiv tekst er angivet med =lighedstegn=. + + + + + JUDITH FÜRSTE. + + EN FORTÆLLING AF ADDA RAVNKILDE. + + MED ET FORORD AF G. BRANDES. + + ANDET OPLAG. + + + KJØBENHAVN. + Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). + GRÆBES BOGTRYKKERI. + 1884. + + + + +FORORD. + + +En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit Bord en af de +Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig faar sendt eller bragt ind i +Huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blaaligt Visitkort, +hvorpaa Navnet =Adda Ravnkilde= var skrevet med snørklede +Forbogstaver. + +Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret +det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare +Øjne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen, +som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning +manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig +Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende. + +Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) røbede +Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte overraske. Den behandlede en +ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen +som Lærerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser +hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk +Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa +sig for sit Levnet, men som staar højt over Omgivelserne ved Dannelse +og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende +digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes +Interesse for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans +Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart +gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og Underholdning i +hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede +Opmærksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser, +saasnart hun tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans +Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end hendes +Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan +tænke paa ham med Kulde, og hun kan ikke nægte det for sig selv, hun +elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham første Gang, formaar i +Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham. + +Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjæves +nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed til Grev Høg noget +Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og +Spænding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre +Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og +bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen, +Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle +Legemets Pulse. + +Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som Slutninger i +Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens +Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte desuden mere om +hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at +det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde +ved Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig. + +Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opsætte sin +offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted +med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges +Kjærlighed, svarede hun: «Sligt vil jeg ikke skrive mere», og der kom +Taarer frem i hendes Øjne. + +I Løbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed klarere +frem for mig: En stræbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var +bristet, og der ligesom bar Mærker af et flereaarigt Tryk; forpint af +smaa Forholds Smaalighed og af indskrænkede Væseners Indskrænkethed. +En tapper, exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet +for bestandig, men endnu havde bevaret Energien frisk; livstørstig og +dog meget fortrolig med Dødstanken, attraaende Omgang med aandsfrie +Kvinder og Mænd, trængende til Tankemeddelelse, til et fyldigere, +aandeligt Indhold; moderne, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt +endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske +vist, men med en Ærgærrighed, som daglig maatte kjæmpe med +Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at vinde? Er Livet +værd at leve? + +Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den Elskede, hader og +elsker ham paa en Gang, saaledes elskede og hadede hun Livet, snart +ude af Stand til at bære det, snart haabende det Højeste af det, +snart villig til at nøjes med en beskednere Lykke, som hun ved sin +Bortgang antydede det i disse Ord til mig: «Hvor De er lykkelig, De +har opnaaet de to Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo paa et Sted, +hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas intelligente +Mennesker.» + +Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende. Hun lagde kort +efter en anden Fortælling op til mig, den som foreligger her; men min +Tid var saa optaget, at jeg nødtes til at lade den ligge ulæst mere +end en Maaned og først gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde +erfaret hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf paa Universitetet bad +jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til sit Manuskript, +ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe Modet. Hun +havde rimeligvis da allerede tabt det. + +Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjøbenhavn for at +forberede sig til Almueskolelærerinde-Examen, havde imidlertid, da +hun følte sig meget ulykkelig ved den Tvang, dette Kursus vilde +paalægge hende, fulgt mit Raad, hellere at uddanne sig til Student og +var begyndt at arbejde med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under +hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt. + +Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert grebet alle dem, der +havde kjendt hende. Selv om man ikke betragter Døden uden videre som +et Onde, var det vanskeligt, ikke at føle Noget bløde og brænde i sig +ved Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare +Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mørke. +Den Forestilling laa nær, at havde hun levet, saa var hun bleven en +af de Personligheder, af hvilke der altid er for faa i et Land, en af +dem, der frembringe Værdier og lægge et Lod i Vægtskaalen paa det +Godes og Nyttiges Side. + +Jeg saa hende to Timer før hendes Død, den 29de November. Idet jeg +den Dag traadte op paa Universitetskathedret, bemærkede jeg hende paa +en af de første Bænke i Salen lige for mig; hun saa oprømt, livfuld +ud, hendes Øjne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle +Gange under Foredraget. Mindst tænkte jeg, at hun i det Øjeblik +fortjente Medlidenhed. + +Efter hendes Død har jeg læst hendes efterladte Haandskrifter. Et af +dem, det ældste, der rundt i Marginen havde sammenslyngede Navnecifre +i en bestemt, stiliseret Form, fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog +et Hovedafsnit af Forfatterindens Historie. + +Nærværende Fortælling, der har forekommet mig at være det blandt +hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste Iagttagelser, og hvor +Handlingen er bedst gjennemført, er skrevet, da Forfatterinden var +nitten Aar gammel og synes mig i Betragtning af denne Omstændighed +mærkværdig. Mandskarakteren er øjensynlig udført efter samme Model +som i den førstnævnte Roman, men den kvindelige Karakter er her +tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde synes en senere +Alders Kjende. Fortællingen giver et Livs Historie, der gaar op i et +enkelt Forhold. Den fremstiller en enkelt Følelse, der først sent +bliver sig sit Væsen bevidst. + +Den Læser, som er i Stand til at se bort over enkelte gammeldags +Vendinger, der tage sig løjerligt ud i en moderne Bog («Merkurs +Sønner» f. Ex.), og som ikke vil opholde sig ved at Forfatterinden +med en ganske ung Piges Skyhed har taget meget abstrakt paa det +Fysiologiske, vil med Fornøjelse se et Stykke nørrejydsk Liv fra +vore Dage malt med Kjendskab og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige, +ja Dybsindige i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad +Omveje finde Oplysning om kvindeligt Sjæleliv i de danske Provinser. + +At Fortællingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen Glæde har af +at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling mod den Døde. +Det gjøres, som man lægger en Krans paa en Grav. Det har syntes mig +Synd, at dette unge Væsen, der havde saa stærk en Attraa efter at +tilkæmpe sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade det +ringeste Spor af sit Liv. + +Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn og sin Adresse for mig, +spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det +syntes mig at lyde som et Kjælenavn, en Forkortning. + +Hun svarte: «Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil gjøre bekjendt.» + +Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige Død kan +blive. + + Georg Brandes. + + + + +«Man maa lære at føje sig i de Forhold, man er sat i, Du maa lære +det, Judith, om det saa kun var for Din egen Skyld. Hvis Du bliver +ved paa denne Maade, gjør Du baade Dig selv og os andre ulykkelige.» + +«Men jeg kan ikke,» svarede Judith med dæmpet Stemme; «det blev ikke +sunget for min Vugge, at jeg skulde bøje mig under fremmed +Herredømme, jeg har Faders Blod i mine Aarer, og jeg kan det ikke.» + +Sagfører Hinding sendte sin Steddatter et stikkende Blik, men hans +Stemme var rolig og mild, hans Tale langsom og overbevisende, som om +han plæderede en Sag for Retten. + +«Bestandig denne Trods! Og hvad har Du saa for Din Stolthed? Du har +ikke kunnet beholde en eneste af alle de Pladser, vi har skaffet Dig, +og Du gjør os Livet surt her i Hjemmet.» + +«Det har ikke været min Skyld, at jeg mistede mine Pladser; hvor kan +og tør jeg opgive min Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig +beholde efter min Fader, _den_ har en enlig stillet Kvinde god Brug +for. -- Mit Hjem! hvorledes kan jeg betragte dette Hus som et Hjem?» + +Ved Ordet «Arv» formørkedes Prokuratorens Blik, men han fortsatte med +uforandret Mildhed: «Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du har +Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes Dit Hjem.» + +«Ja, Moder holder vistnok af mig -- paa sin Maade -- og vilde gjerne +gjøre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun +ægtede Dem, mistede jeg hende.» + +«Men saa indse da, at Din Fremtid afhænger af mig og bliv min +Ven istedetfor min Fjende; jeg forlanger jo kun en taalelig +Eftergivenhed, noget mindre Trods og Skarphed.» + +«Ja, min Fremtid afhænger vistnok af Dem, men jeg kan ikke hykle, om +jeg end kunde skaffe mig de bedste Vilkaar derved. -- Holdt jeg af +Dem eller havde jeg kun fuldstændig Agtelse for Dem, skulde De aldrig +faa Grund til at klage, men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres +Handlemaade og hele Optræden, jeg kan ikke bøje mig for Dem. Jeg +beder Dem derfor: skaf mig min Fædrenearv, lad mig lære et eller +andet, saa at jeg kan sørge for mig selv -- jeg forlanger det jo ikke +mere som en Ret, jeg beder kun derom.» + +«Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv Brug for disse Penge. Du +kan ikke faa dem; mine Sager staar slet, og i det mindste for Din +Moders Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.» + +«Nej, De har Ret; for Moders Skyld kan jeg ikke fordre, hvad der +lovlig er mit. Nu vel -- saa skal jeg se at finde mig i det, +foreløbig i det mindste, men De skal ikke tvinge mig til, hvad jeg +ikke selv vil -- en Gang maa jeg da vel faa min Ret, skønt Ret er +noget, som der er grumme lidt af i Verden, uden den stærkeres.» + +Han forstod, hvad hun tænkte paa, og følte hvor ubøjelig en +Modstandsevne denne forhadte Steddatter var i Besiddelse af. «Vi faar +se, vi faar se,» mumlede han med sammenbidte Tænder, «der kommer vel +den Dag, da jeg ikke længere er Din Skyldner.» + +Hun forstod neppe Ordene, endnu mindre den Trusel, de indeholdt. + + * * * * * + +Judith Fürstes Moder havde i sin Tid været en af Hovedstadens +feterede Balskønheder, en forfængelig og verdslig ung Pige, der +jagede efter Fornøjelser og levede for at blive beundret. Men alt +dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung ægtede en +Officer, der var lige saa bekjendt for sin Dygtighed som for sin +stolte Karakter og sit smukke mandige Ydre. I deres Ægteskab fik han +efterhaanden en stor og god Indflydelse paa sin letsindige Hustru, +men til Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres Samliv +kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrød, blev Løjtnant Fürste et af +dens første Ofre. Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine +Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge Enke, paa hvem hans +Død strax gjorde et saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede +for hendes Forstand. Dog da den første Smerte var forbi, var ogsaa +det værste overstaaet, og den unge Moder besluttede nu at hellige sit +Liv og al sin Kærlighed til sin lille Datter. + +Tilbagetrukken fra Verdens Fornøjelser og Glæder ofrede Fru Fürste +Judith al sin Tid. Hun indgød hende en lidenskabelig Kærlighed til +den afdøde Fader, og Barnet kunde aldrig blive træt af at høre om +ham. Han var dets Helt, dets Afgud, dets Ideal. Timevis kunde hun +sidde stille og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og naar hun +paa Gaden sammen med hende mødte Officerer, der respektfuldt hilste +dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille Pige paa +Hovedet, kom hun altid til at tænke paa Faderen, og da svulmede +hendes Hjerte af Stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i +Verden kunde lignes ved ham. + +Saaledes forløb nogle Aar, da der indtraf en Forandring i den endnu +smukke, trediveaarige Enkes Væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig +undertiden pludselig til at græde, men kunde saa strax efter igjen +begynde at nynne og se sig i Spejlet og pynte sig med større Omhu +end førhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og +styg, om der ikke var graa Haar i hendes brune Lokker eller Rynker i +hendes Pande, og naar Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig +Stolthed erklærede hende for at være den smukkeste Dame i Verden, +omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en Fader. Judith +nøjedes med at stirre paa hende, men Moderen lo og rødmede, erklærede +det hele for en Spøg og kyssede den sidste Tvivl bort af den +forbavsede Piges Sind. + +Men Sagen var, at den svage og forfængelige Kone tænkte paa at gifte +sig igjen. Fuldmægtigen hos den Sagfører, der drog Omsorg for hendes +Pengesager, var en ung og ret smuk Mand. Han havde ved mange +Lejligheder set Enken og fattet, som han mente, en heftig Lidenskab +for hende. Hun undgik ikke at bemærke den Hyldest, han ydede hende, +og den smigrede hendes forfængelige Hjærte. Da han endelig friede, +vaklede hun længe -- det var i denne Tid, hun ofte græd og halv +skjult raadspurgte sin unge Datter. Men han trængte stedse heftigere +paa: de skulde ikke blive i Hovedstaden, hvor Mødet med gamle +bekendte maatte være hende pinligt, han vilde nedsætte sig som +Sagfører i en mindre By, han vilde bære hende paa Hænder, lovede +hende Rigdom, Fornøjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at tage +Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa indvilligede hun, dels af +Svaghed, dels af Forfængelighed, thi hun nærede næppe nogen virkelig +Kærlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun anede vel, at hendes +Beslutning kunde have skæbnesvangre Følger, men hun var ikke kraftig +nok til at undersøge Sagen og drage dens Konsekventser. + +Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru Fürste vovede ikke en +Gang at betro sig til sin Datter før i det sidste Øjeblik, det vil +sige, da det var for sent. Havde dette ikke været Tilfældet, vilde +hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet, thi Judith kom i en saa +heftig Bevægelse, da hun erfarede Sandheden, at den stakkels Kone +helst vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den Gang havde +været muligt. + +At Moderen, efter at have været gift med Verdens ædleste Mand, der +havde ofret sit Liv for Fædrelandet, og elsket sin Hustru over alt +andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel Prokurator, et rent +ubetydeligt Menneske! -- Judith var ude af sig selv af Sorg og +Indignation. Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt hun +Moderen denne grænseløse Nedværdigelse, hun græd, hun bønfaldt hende +om ikke at bedrage baade den afdøde Fader og hende selv, men som +sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoxne Pige sig til +dump Fortvivlelse, og den første Tid af Moderens Ægteskab gjorde +hendes Sind mange Aar ældre, forvandlede hende fra et muntert, +livsglad Barn til en indesluttet, melankolsk Skabning. + +Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens Kærtegn trøstede +hende ikke, Forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen +andre at søge Trøst hos; de skulde jo bort fra Byen og fra de gamle +Venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage +fra dem. Og Moderen var ikke længer den, hun kunde se op til og tro +paa, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende +Kærlighed. + +Lige efter Brylluppet var Familien draget til en lille Købstad i +Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes. Det blev intet Fredens Hjem, thi +Judith vendte sig instinktmæssig fra sin Stedfader; han havde, mente +hun, berøvet hende Moderen og usurperet den højtelskede Faders Plads. +Hans venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham haardnakket bort +og undlod at sige: «Fader» eller «Du». Da Hinding ingen Veje kom med +Mildhed, forsøgte han Magt; han prøvede at kue hendes stolte Sind. +Judith led ubeskrivelig, men hun bøjede sig ikke, hun beklagede sig +ikke til Moderen, hun vilde være ene om det og fandt efterhaanden, at +passiv Modstand var det bedste Værn. Men i denne Strid forhærdedes +hendes Sind, og hun lærte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan +det, at hade. + +Ogsaa paa Hindings Humør havde dette daarlige Forhold sin +Indvirkning, det var undertiden nær ved at bringe ham til at +fortryde sit Giftermaal; han blev gnaven og opfarende. Endnu værre +blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgaaet +Kautionsforpligtelser, gik fallit og derved føjede Pengesorger til +Prokuratorens øvrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke +Sagernes Stilling, at Fru Hinding skænkede sin Mand en Søn. Han blev +vel meget glad ved Drengens Fødsel, men paa den anden Side bragte +Begivenheden Judiths Smerte til Højdepunktet; hun fortvivlede nu helt +over sin Stilling i Hjemmet, hun syntes, at det lille Barn berøvede +hende den sidste Rest af Moderens Omsorg og Ømhed, og hun forlangte +da at blive sendt bort over til København for der at lære noget, som +kunde sætte hende i Stand til senere selv at tjene sit Brød. Men +denne Fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans Pengeforhold tillod +ham i Virkeligheden ikke den Gang at bringe et saadant Offer, og han +vilde heller ikke, af egennyttige Grunde, at Judiths lille +Fædrenearv, nogle Tusinde Kroner, der var blevne indsatte i +Overformynderiet, da Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi +han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar Judith engang blev +myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes Penge ikke kunde +røres, før hun var 18 Aar. + +Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder, om hun virkelig kunde +forhindres i at lære noget, der kunde sikre hendes Fremtid og +Uafhængighed. + +Nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunde +henvende sig til sin Værge, men hun nøjedes med at bede Datteren +inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forøge hendes Mands +Bekymringer og slette Lune. -- Da forstod Judith, at dobbelte Baand +bandt hende, som hun ikke kunde bryde, Kærlighedsforpligtelsen +overfor Moderen og Afhængigheden af Stedfaderen. Og hun forstod, at +der gives Tilfælde i Livet, hvor man maa bøje sig, selv om man har +moralsk Ret til ikke at gjøre det. Og denne Tanke blev den farligste. +Thi hendes Barnesind havde vel gjennem Bøger faaet det Indtryk, at +det slette og uretfærdige for en Tid kan triumfere, men at det gode +dog altid sejrer til sidst. Men her saa hun sig haabløst forurettet, +og det tilmed af dem, der stod hende nærmest, af hendes egen Moder, +som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at +gjøre. Og det gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge, om +saadanne Tilfælde var almindelige, om Retfærdigheden muligvis ikke +var saa almægtig, som hun troede; om det var den, der havde Retten, +eller den, der havde Magten, som beholdt Overtaget. Og da hun først +var begyndt paa Undersøgelsen, forekom det hende mere og mere, at det +virkelig var det slette, det uretfærdige, det egenkærlige, der var +det stærkeste. Hun opdagede egoistiske, smaalige, tyranniske +Handlinger, og uden at kunne bedømme deres Motiver eller de +formildende Omstændigheder, der kunde undskylde dem, dømte hendes +ungdommelig strenge Sind, ligesom Katekismen, at Menneskene er af det +onde, at Verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i det hele taget +paa den Tid til Katekismen og Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og +Menneskene samstemmede med hendes egen Dom. Hun blev en troende, men +ingen barnlig Konfirmand. Angst og sønderknust lovede hun at forsage +alt det onde, hun bad brændende og forfærdet Gud om Tilgivelse for +sine Synder. Og hun lovede at tage sin tunge Skæbne som en Prøvelse +fra Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik imidlertid ikke +længe Lejlighed til at prøve sine Forsætters Styrke i Hjemmet, thi +Hinding, for hvem hendes Nærværelse var en stadig Pine, skaffede +hende kort efter Konfirmationen en Plads, «for at gaa Husmoderen til +Haande og deltage i al indvendig Gjerning -- Honorar fordres ikke». +Hun kunde jo intet, og turde ikke gjøre Fordring paa Løn. + +I Præstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede hendes Religiøsitet sig +med næsten foruroligende Heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere i +den Tro, at den Retfærdighed, Livet her paa Jorden manglede, maatte +findes hos Gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne Tro med +sin syge og tørstende Sjæls hele Begærlighed. Men medens hun +ufortrødent udrettede sit Arbejde og uden Knurren fandt sig i den +megen Smaalighed, der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende +forskellige religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal. Da de var nær ved +at voxe hende over Hovedet, vendte hun sig til Præsten, en ganske +vist lærd, men ikke _meget_ troende Theolog. Han søgte at bringe +hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der for hende kun blev Sten i +Stedet for det Brød, hun bad om. Hun kunde være bleven overbevist ad +Følelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved kun mere Oprør. +Præsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge Skriftebarn, han +spaserede med hende og talte med hende i timevis, indtil Præstefruens +Opførsel viste den unge Pige, hvor uforsigtig hun havde handlet. +Fruen blev jaloux, om med eller uden Grund brød Judith sig ikke om at +undersøge, men at en saa lav Mistanke blev kastet ind i et Forhold, +som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for +hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede Gud til Regnskab, +fordi han rolig lod hende mistænkes saaledes, skønt han maatte vide, +at hendes Tanker kun havde været rettede paa ham. De sidste pinefulde +Maaneder, hun tilbragte i Præstegaarden, rokkede endog Gudsforholdet +for hende. + +Et nyt Forsøg blev gjort, denne Gang hos en Slægtning af Hinding, en +Enkemand paa henved de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte, +men Manden gjorde et kluntet Forsøg paa at forføre den unge Pige, der +var betroet til hans Varetægt, og hun forlod Pladsen over Hals og +Hoved, medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden, hvor +Egenkærlighed, Hensynsløshed og Raahed syntes at herske, og stedse +med mere forvirrede Begreber om det Væsen, der sagdes at være algod +og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed. + +Endelig gjorde man et sidste Forsøg, denne Gang hos en aldrende +Enkefrue med tre voxne Døtre. + +Først syntes Valget heldigt. Fruen førte et muntert Hus, der kom en +Del unge Mennesker, og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved +nogensomhelst Fremtræden at staa Døtrene i Lyset, lykkedes det hende +at undgaa den let vakte Misundelse og Skinsyge. Hun holdt sig +tilbage, var indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt +Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne være saa taabelige, at +søge at behage Mænd og jage efter den tvivlsomme Lykke -- Ægteskabet. +Blandt de besøgende var en Student Hilmer, en ung Mand af god Familie +og omhyggelig opdragen, stærkt paavirket af Nutidens Fritænkeri. Han +følte sig tiltrukken af Judiths Skønhed og nærmede sig hende +beskedent med en stille og ærbødig Hyldest, som ikke kunde skræmme +eller mishage hende. Hun talte med ham, hans Idéer og Anskuelser +vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op i det Virvar af +krydsende Begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til +rette i dem. Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent overens +med hendes eget, han var Pessimist, fordi Schopenhauer var det, og +hans Philosophi, som han docerede med hele den Alvor og Varme, der +kan findes hos en ung Student, der første Gang i Praxis repeterer +sine nylig erhvervede theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis +Tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt +Venskab, der var frit for Beregning og Sanselighed. -- Da de efter +nogen Tids Forløb maatte skilles, skrev han til hende, og hun +svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget philosophiske, og +strømmede over af en slet dulgt Beundring for egen Viden; men de +mange ny, sammensatte Ord som «dæmrende Opfattelsesvæv, store +Igenfødelsens Alt» og lgn. forekom hendes uvante Øre poetiske og +tanketunge. + +Det endte som alt platonisk Venskab mellem en Mand paa 22 og en ung +Pige paa 18 -- han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt +forlangte han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige «Sjælekamp». +«Hvis jeg faar nej,» sluttede han, «da maa jeg vel rive Deres Billed +ud af min Sjæl, men den vil forbløde derved!» + +Hun blev forskrækket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tænkt +sig det paa denne Maade. I hendes Sind var der under de alt for +tidlige og sørgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje, næsten Angst for +at skulle knyttes til nogen Mand; og denne var hende dog saa fremmed. +Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed +ophørte foreløbig deres Brevvexling. Men hun blev frejdigere og +gladere til Mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket «for Evighed, +over alt i Verden», sneg sig over hende med en Varme og Fryd, som hun +næsten forbavsedes over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og +rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i hende oven paa den +kolde, haarde Barndoms Vinter. + +Saa kom der atter en Dag Brev fra ham: Ventetiden var uudholdelig, +det halve Forhold utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og +ønskede al Forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig, +hun sendte ham Brevene og bad om en Forklaring, hun fik sine egne +tilbage, det var alt. Først en Maaned senere blev Gaaden løst, hun +saa hans Forlovelseskort, han havde gjort et rigt Parti. + +Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun fik Taarer i Øjnene; hun +tænkte paa hans Frierbrev, hvis glødende Ord om evig Kærlighed, Dages +og Nætters Sjælekamp og Fortvivlelse havde brændt sig ind i hendes +Erindring -- og nu et Par Maaneder efter forlovet med en Pige paa +80,000 -- efter hvor mange Timers Sjælekamp? + +Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste Stød. Ikke fordi hendes +Kærlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket +ham, heller næppe fordi hendes Stolthed blev krænket, han var hende +egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro, hendes paany opvaagnede Tro +paa Uegennytte, Kærlighed og Menneskeværd fik Dødsstødet. Hun blev +en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde Tilbageholdenhed og +sørgmodige Indesluttethed, der blev udlagt som Hovmod, stødte hendes +Omgivelser fra hende. Døtrene paa deres Jagt efter Mænd, Moderen med +sin Higen efter at faa Døtrene ind i Livsforsikringsanstalten +«Ægteskab», følte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne +Vidne. + +Enkefruen skrev til Prokuratoren: + +«For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt Bekjendtskabs Skyld, +samtykkede jeg i at optage Frøken Fürste i mit Hus; men hendes Væsen +er saa lidet imødekommende, hendes Sind saa stolt og ubøjeligt, +hendes Humør saa nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange Grunde, +hvor ondt det end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade +Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde hende i vort Hjem, hvor +Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket». Altsaa +vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske +Købstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte støtte end vente sig +Hjælp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end +førhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde +faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have +taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fængslet i Lilleput +Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt +aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede, +Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i +sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab +som offentlig Ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til +Sladder, og det kunde Judith ikke være med til. Hendes Stolthed +oprørtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive +Genstand for Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede ikke +Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende +Stjærne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge +Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de kaldte hende hovmodig og +vendte sig til Landets Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun +valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde +drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig +for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig». Hun var saa tavs i +Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer +var enige om at kalde hende «muggen» og vistnok temmelig indskrænket. +I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte +Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans +Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i +Forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end aaben +udtalt Foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt +ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de +heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. -- Men fremfor alt var +hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin +Haabløshed. + +Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit +trætte Hoved støttet i de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet +frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af +Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter. + + * * * * * + +Det bankede paa Døren; Fru Hinding var kommen hjem og bad om Lov til +at maatte tale med hende. + +Judith aabnede Døren for hende. + +«Du har igjen havt en Trætte med Hinding?» spurgte Fruen bedrøvet, da +hun stod overfor sin Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums +Skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et ungdommeligt Toilette og +en moderne Frisure. Hendes Øjne var klare, hendes Tænder friske og +hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde paatrykt hende dette +ejendommelige matroneagtige Stempel, som fortrinsvis udmærker +Købstadsdamer; med sin noget svære Figur og lidt svagelige Helbred +var hun tilbøjelig til Magelighed, elskede Velvære og Ro, ønskede at +holde Fred med alle, men var gift med en temmelig karrig Husbond og +stod mellem to krigsførende Magter, hvem hun i lige Grad ønskede at +hjælpe og behage. + +Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hænder med de mange Ringe -- +disse Hænder var hendes Stolthed -- bedende hen imod Judith og +vedblev: + +«Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al +denne Strid smerter mig. -- Synes Du ikke, jeg har Sorger nok +foruden?» + +«Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren med et svagt Smil, «kender +Du nogen, der blot én Dag af sit Liv er fri for dem?» + +«Aa -- andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tænk paa +mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa være bange for hvert Ord, +jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at +være vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han +fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre +og kønnere.» + +«Hvor kan Du dog være jaloux, Moder -- hvor kan nogen Kvinde være +det; at hun ikke er for stolt dertil! -- Naar en Mand ikke bryder sig +om én, hvor kan man da trænge paa og trygle om hans Kærlighed og vise +sig vred, fordi han ikke vil give den?» + +«Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trænger +til Kærlighed?» + +«Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv saa uendelig, saa bittert +dertil.» + +«Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til mig, -- har jeg ikke altid elsket +Dig, har Du nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde +negtet Dig Trøst og Kærlighed?» + +«Nej -- Du holder af mig paa Din Maade, det véd jeg nok, men ikke, +som jeg trænger til det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og +Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden.» + +«Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?» + +«Nej -- nej -- nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg +kan ikke, skønt jeg véd, at det vilde gøre mig lykkelig.» + +«Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil +nok engang komme til at elske en Mand.» + +«Nej -- aldrig,» svarede hun, og hendes Blik fik et mørkt, næsten +fjendtligt Udtryk, -- «jeg vil aldrig elske nogen Mand.» + +«Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, -- Du, der er saa smuk, +saa -- --» + +«Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig +Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa +blive af mig?» + +«Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.» + +«Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at +jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling, +ydmyge mig for at faa det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det +dog, kun at kunne øjne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding +mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære +noget ordentlig og sørge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve +mig dem, nu han har faaet dem, -- tror Du vel?» Der kom et forfærdet +Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, -- sæt, at det var muligt, og +han en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet ud af sit Hus. + +«Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende. + +«Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke fortjene mit Brød. Jeg gaar +blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og +materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvære, Rigdom og +Luxus maa være Livets højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem? +Der er kun en Vej -- at blive gift med en Mand, der var saa rig, at +han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke +saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var +jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv kunde bestemme over min +Skæbne!» Paa en Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende, og +hun brast i lidenskabelig Graad. + +Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa +forenede den let bevægelige Kone sine Taarer med Datterens. + +Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem. +Judith var træt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt +i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjøre. +Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør. +Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge +at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post især og for dem +alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning, +Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa tværs, forlænds og +baglænds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var +rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa +moralsk. + +Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og saa rigtig fornøjet ud. + +«Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin Kone, «vil Du og Judith +ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen, +kan I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke +kommen hjem og den er nok værd at se.» + +Judith havde ingen Indvendinger at gjøre; følgelig nød da den lille +Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres +Reflexionsspejle at se Prokuratoren køre ud af Byen ved Siden af +Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen +paa Bagsædet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt +Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige +overdrevne Rygter, nu var ved at udjævnes. + +Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel +Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chaussé. De grønne Agre +bredte sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel, Luften +dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lærkerne jublede over +deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel +og Jord. + +Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land, +oversaaet med Bøndergaardenes sammenbyggede Længer eller +Proprietærernes anseligere Ejendomme med de teglhængte Stuehuse. Hist +og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Række gamle +Kæmpehøje oppe i Markbrynet. + +Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes næsten over, at hun +saa ofte kunde være nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske +blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte +Fremtiden, løftede sig, laa der maaske for hende et straalende, +fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af +sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vækkedes ved den hule +Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der førte over +Vandløbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et Øjeblik +efter den lille Bæk, der betegnede sin Vej ved de høje Siv og friske +Engstrøg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren +sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens +forskellige Seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte +Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg, +hist nede ligger Uldum Kirke, -- Uldum og Trannerup». Det var en lang +Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrækninger, +der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse, +saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tækkede med Tørv, +med en eneste solbrændt Rude og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en +saadan Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose eller +Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske tilfredse og glade +Mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; -- men -- «det +maa dog være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde de ogsaa +møde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en søvnig Bondemand i +Vognen; han var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af Kone og +Børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad Landevejen. + +«Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Høsten skral iaar,» +mente Kusken. + +«Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter,» tænkte +Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi +her,» sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre +Bondegaard. -- «Kør Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens. +Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par +Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan jeg gaa over ad Gaarden +til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa længe.» +Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen. + +De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. «De +hør' no til Go'eren, ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov +hisse ovre, den hør no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded +er no hans Banners er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en stor +Bue. + +Judith rejste sig lidt. «Er det Hovedbygningen dernede?» + +«Jou -- den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mægte +Go'er sku a trou.» + +Den røde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder +blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store +Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen, +Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange +Rækker af Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod de næsvise +Fluer. + +Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det +være herligt, saaledes at eje alt, hvad ens Øje kunde overse. + +De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire +sammenbyggede Fløje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, røde +Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange +Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende, +øjenbrynløse Øjne. + +En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og +Adelsvældens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af næsten udtørrede +Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre og Aakander, men til +de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have. + +En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis +majestætiske, trediveaarige Datter selv tilbød at vise Damerne +omkring. + +Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som +den, der véd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed, +og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting, som hun fra +Barndommen havde beundret og lært at betragte som Indbegrebet af alt +skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa +Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk, en Ting gjorde paa +hende. + +«Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden sænkede Stemmen +til en formelig ærefrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren». +«Dette er Billederne af Herrens Forældre, i Spisestuen hænger Resten +af Herrens Forfædre. Dette er Billardstuen, Røgeværelset, +Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v. lød +det, medens de passerede de nævnte Rum i den store Bygning. -- +Bibliotheket, hvor Bøgerne ikke var rørte i mange Aar, og støvede +stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede +Møbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme, +store Riddersal og alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke +engang Junisolens klare Straaler formaaede at række helt ind gennem +de dybe Vinduesnischer. + +«Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,» +bemærkede Ciceronen, «han er nu i England, men han har rejst baade i +Persien og Ægypten -- ja «i» Paris og Rom.» Hun var saa stolt deraf, +som om det var hende selv, der havde «rejst i» Paris og Rom. + +«Er det længe siden, han var her sidst?» + +«Elleve Aar har han været borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at +han bliver, for han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand, -- +men vi véd for Resten ikke -- -- --» + +Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og røbet Ting, der +for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens +Styrere. + +«Her er Godsejerens Sovekammer.» + +Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Søvnen +maatte flygte bort og efterlade hvileløse, af mørke Grublerier +opfyldte Nætter til den, der vilde prøve paa at sove i en eller +anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende Tronseng, over hvis +Hovedgjærde Bannernes adelige Vaabenmærke var udskaaret og malet. + +Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende +til at undersøge Sengklæderne lidt nøjere. Judith gik videre. I +Paaklædningsværelset, hvortil Døren stod aaben, faldt en Smule Sol +ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrækket +paa Tærsklen, hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste Øjeblik +smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der næsten +naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod. +Saa skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem +dette tilhørte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person; +men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre +Tanker veg for en uimodstaaelig, forfængelig Glæde. -- Ja, hun var +smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i +Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke Skikkelse, de store +fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne, +dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende og +lokkede, men ikke meget svære Haar. Hun gik et Skridt længer frem, +saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; -- +da slog en Idé pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som +fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med +en Dronnings Værdighed, men vendte sig hurtig, da hun hørte de andre +komme. + +«Dette er Paaklædningsværelset, og her er Badeværelset,» sagde deres +Cicerone, idet hun lukkede Døren op til det tilstødende Kammer. «Her +er endelig den Fløj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue -- +før Forlovelsen blev hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt +siden, og Herren gifter sig aldrig.» + +En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths Kinder. «Kunde Pigen +læse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?» + +«Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse +hans Hus, hvis han fik det at vide?» + +«Aa -- det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt,» svarede +Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at +Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i «Hr. +Godsejerens» Øjne. + +Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende. + +Forevisningen var næsten til Ende, man havde set Malerierne, +Kunstsagerne, de gamle Møbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede +Gæsteværelser, undret sig over de mægtige Kister med Sølv og +Dækketøj, der ikke havde været aabnede i elleve Aar. + +«Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen bekymret. + +Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne +brænde, saa det er brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte +Undersøgelsen. + +I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var +stadig i straalende Humør. + +«Naa -- ret net, hvad? -- Rig Mand, hvad? -- Havde man bare en +Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel +sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det +skal gjøre godt, ovenpaa Dagens Anstrængelser.» + +Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine +egne Tanker, løb Maaltidet meget stille af. -- Ved Solnedgang besteg +man Vognen for at køre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der +laa tæt ved Landevejen, fra hvilken en Allé af Popler førte op til +Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol +glødede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes +røde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig +fæstnedes i hendes Erindring. -- Saa sluktes Glansen, mørk og tung +tegnede Bygningen sig mod den østlige Himmels svagt rød violette +Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over +Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende Damp, det saa ud som Søer i +Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu +og da hørte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. -- Fruen +halvsov, Judith var nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes +ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende. Der var et ubestemt +Haab, en Anelse, der som et attraaværdigt Maal blinkede og funklede i +Sollyset langt forude. + +Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens +trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mødtes, +Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre, +i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Løb, og +Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme sattes under Debat. De kunde +betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her +førte Ordet, bestemte Grænserne for, hvad der passede sig, og gav +Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig +uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var +selvfølgelig alt Mandkjøn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle +romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden bød hende dog, +ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de +hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste, +hun længe havde levet. Hun savnede ædlere Fornøjelser, hendes Sind +var i større Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for sine +Tanker og Drømme; det holdt hende oppe. + +Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk +Have, tale med Gartneren, se til Frugttræerne, plukke de friske, +morgenduggede Blomster -- eller skænkende Te af en lille Sølvtepotte +i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji -- eller +slæbende bløde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer, +holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og Soupéer, klædende sig paa +til Selskaber, hjulpen af en behændig Kammerjomfru, prydende og +oplivende en gammel Borg ved sin Skønhed, sin Ungdom, sin Livsglæde +og Munterhed -- forfængelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvære og +Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de ubestemte Omrids af en Mand, +hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en +excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad hende og bar hende paa +Hænder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nære saadant Haab, +at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den +Slags Fantasier. + +Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre +i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie +gennem Slægtled havde været. Johan Banner hørte nemlig til en gammel +og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under +Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa stolt deraf, som af +sin Adel og sit Stamtræ. Han havde kun én Søn, Erik Banner, hvem +Slægtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan +Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen +gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkøbe Jord +og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa +yderlig i Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende Rigdom. +Han havde endvidere kun havt en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og +udelt gik over, men om sit største Held var han neppe selv vidende, +det nemlig, at han døde, forinden Grundloven tilintetgjorde +Adelskabets Forrettigheder. -- Men des haardere ramte Slaget hans +Søn. Ordene: «Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet +Forret er afskaffet» forekom denne en Søndertræden af de helligste og +dyrebareste Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver Virksomhed i +det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor +han i ethvert Fald var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens +Faderen levede, ægtet en Dame af Landets fornemste og «ældste Blod» +og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg. + +Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang +9 Aar. Han blev efter Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den +eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed, thi nu afhang +jo Slægtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen +krævede til hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd, og +hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun +_over_ sig en Fader, der indgød ham den højeste Mening om hans Værd +og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og _under_ sig +ærbødige Tjenere og krybende Undergivne. + +Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at +Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende +Magter maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd giver, og efter +at «Folket» en kort Tid havde glædet sig ved Magten, vilde en +Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine +Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig +som Fyrsten -- naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i +det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere -- og +at han i endnu højere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest, +følger af sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den Nuance, +Ærbødigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man +krøb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have købt hele +den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham +selv var Ærbødigheden den, der tilkom ham som Adelsmand. + +Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn fra hans spæde Barndom, +og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en +klar og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion Selvfølelse. +Allerede i Drengens ottende Aar bemærkede Faderen med Glæde et +udpræget Patricierhovmod hos ham. + +Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde undervises i en +Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem +en høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for visse Grænser», +og hvis Undervisning paa det nøjeste blev kontrolleret. En Gang +hændte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine +Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets +Rettigheder, om Kastevæsenets Fordærvelighed o. s. v., men det blev +opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Løn og +en meget høflig Afsked. + +Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en +Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand +skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse kaldte han ham «Hr. +Johan» -- «Behager Du Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige +Tjener, hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan» undslap. De +Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for «fødte», og ved +disse Lejligheder førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart +blev til «den unge Herre», talte med om alt, gav vittige Svar og blev +lydelig beundret for sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende +Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende +med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens +Vugge, men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og derfra til +England, «Aristokratiets rette Hjem». Fra denne Rejse maatte den unge +Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne havde +nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte aristokratiske +Forlystelse», og ventede nu paa Døden med en Adelsmands Ro og +Værdighed. Til Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede, +at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen», men dog trøstede sig +med, at det var Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at +bevare Slægten, at lade Godset gaa _udelt_ over paa sin ældste Søns +Haand, og -- her afbrødes han af den, der ikke tager mere Hensyn til +en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Døden. + +Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det skønne Gods kvit og +frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker, +Inventarium og Besætning foruden en betydelig Kapital. Det følgende +Aar forlovede han sig efter Faderens Ønske og efter eget frit Valg +med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket +smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn. Forlovelsestiden skulde +naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente +de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre +Egenskaber foruden de allerede nævnte, hun havde en ypperlig +Forstand, en fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber, som +Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage +Køn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger +var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde +være smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske +Mændene, og Mændenes Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder, +beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og +arrogante Adelsmand vilde aldeles intet høre om, at Kvinderne +behøvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over +den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prøvede paa at +indvie ham i sine inderste Tanker, eller æskede hans Mening om et +eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne +unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke +besvære sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder +ikke hørte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjærlighed, sagde, at +Stjærnernes Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse, og +at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af +hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog +mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til +Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om, +hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formørket +hendes unge Lykke. + +Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget yngre end han selv, en +kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde +nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab med en næsten +sindssyg, melankolsk Hustru. Han besøgte sin Ungdomsven for at +bortjage de sidste sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige +fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte +meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da +hos ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede hende, og han gik +let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare +dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti +hun følte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og +dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Skønhed; +intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Følelse. Hun glemte, +at han var saa meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld +næsten kunde være hendes egen Fader. Hun følte, at hun for ham turde +aabne hele sin Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende, ja +hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskværdige +og fordringsløse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det +var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun +saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke +holdt ham tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som +De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?» + +Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke, +lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig +og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hævet. + +Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene. + +«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han, «hvilke Griller og +Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da +mere?» + +Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhæng. + +Da foer Banner op som ramt af et Skud. «Vil Du sige, at Du forsmaar +mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde, +vil nedværdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig --» + +Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og borgerlig -- hvad Forskel er +der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en +nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmærkelse er +den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.» + +Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin Kærlighed, thi da hun +forsmaaede ham, ophørte hun at existere for ham, men i sin hidtil +urokkede Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse ny Tanker, der +saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig +før var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde været saa strængt +bevogtet, sin første Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde +hans unge Kærlighed optaget ham, og hvad han havde lært at kende af +Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at +det fuldstændig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en +eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt +Tilsidesættelse lærte ham, at han var et Menneske, der som alle de +andre kunde vælges og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa med et +helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den +Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod +Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget +ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans +Særrettigheder, mod den trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet +krøb for ham og løj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved +hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved +sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og +Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsløs, naar +den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved +sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men først og fremmest +ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den +bedrøvelige Skikkelse. + +Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog Godsets Bestyrelse til +sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa +ubestemt Tid. + +Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte allehaande om ham. Den +Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild. +Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han +tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner, +Fritænker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den +sidste til Mønster i hele sit skrækkelig vilde Liv og navnlig i alt, +hvad der vedrørte Kvinder. For at hævne sig over den Uret og +Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet ham, brugte han +sin Formue og sine Evner til at forføre og bedrage saa mange af dem +som mulig. Saavidt Rygtet. + +Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin +Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb +Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med Massen, det +almindelige; en Trang til at bevare Særpræget selv i sine Fejl, som +derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller +fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham +afholdt, han var høflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater, +sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de +aldrig overskred, og som han nøje bevogtede. Selv i de lystigste +Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og +blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af +at være dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman. + +Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder, man talte saa kun +om ham for at trække paa Skuldrene og sige «den gale Banner». + +Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og +forsømt sit Kald. + +Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin +Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den +lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo +dog dens «Godsejer», dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde +tage mod ham som den forlorne Søn blev modtagen, med aabne Arme. Man +tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans +Skønhed, man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst talte man om +hans Rigdom, hans næsten fyrstelige Formue. De handlende glædede sig +til at faa en god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar, +Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som +han var, tænkte paa gode Middage, Sagførerne paa indbringende +Forretninger. Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man havde +hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilsætte +sit Haar med Uld og vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og +tralle en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og hendes Kind +rødmede ved Tanken om Hr. Johan. + +Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede Judiths Livsmod, thi +hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de +andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke +vovede at betro sine Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende +nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en +eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for +at skaffe sine Stemninger Luft. + +Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken Stenberg, der havde kendt +bedre Dage, da hendes Fader havde været Embedsmand i Sportlernes +gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom, +Forældrene døde, og Frøken Stenberg ernærede sig nu kummerlig nok ved +Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af +fordums Herlighed, som det bevægede Liv skyller op og lader tilbage i +saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de +fine Træk og de kloge, graa Øjne, der trods sine knappe Kaar altid +var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til +Ven og fortrolig. + +Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik hun ned til Frøken Stenberg +og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod +Porcellænshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de +aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra +Napoleonskrigene paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid, +var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs Skabe istedetfor +Arme og Figurer af lysere Træ indlagte i Dørene; den var købt i +Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge. + +Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine +fra Frederik d. 6tes Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og +en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: «Jch +gratuliere» i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen, +og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa +en Maade, der virkede fredelig og velgørende paa Judiths Sind. + +«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,» sagde hun og lænede sig +tilbage i den umagelige Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg +stræber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders +Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvære, men jeg er +tøjret i denne usle lille By.» + +«Det er saamænd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun +gør sin Pligt der, hvor man er sat,» svarede den gamle Pige. + +«Ja -- maaske, men det kan jeg ikke lære.» + +«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man langt ned.» + +«Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.» + +«Den kommer nok frem alligevel,» mente Frøken Stenberg. + +«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar +noget Maal at hige efter.» + +«Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig ønsker, sker som +oftest -- --» + +«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt Liv. + +«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud, +saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem. +Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Døde, +og hvad er der saa naaet? Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke +et Skridt videre.» + +«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i Skødet og lade være at +haabe.» + +«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat -- jo vanskeligere +det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon +den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Søren Kurvemager, +der har ernæret syv af sin Broders Børn foruden sine egne, uden at +klage.» + +«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg +beklager Søren, men jeg beundrer ham ikke.» + +«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrømme, +lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er +prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu +mindre æventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som +hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned +som bitter Taareregn. Lad os tænke paa at faa noget ud af Nutiden og +ikke spilde den ved at drømme om Fremtiden enten paa denne eller hin +Side Døden, hvad nok de troende gør -- idetmindste en Gang imellem, +naar de ikke har andet at tænke paa.» + +Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde fra sin Fader arvet +Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun +nidkær vaaget over denne. + +«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i det nuværende og finde +sin Glæde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er +naturligvis det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.» + +«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være -- maaske skal ogsaa jeg engang +lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg +er ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.» + +Det var en Morgen i August. Høstsolen skinnede klart fra den rene +blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til +Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud +over de grønne, dugfriske Enge. Hun indaandede i tørstige Drag den +lette Luft og mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra +=the far west= i en saadan Stemning til at kalde sig =chipper=, det +vil sige skikket til glad og ufortrødent at tage fat paa sit Arbejde. + +Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende +kølig og fugtig i Møde, der var falden stærk Dug, Græsplænen var +ganske graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres Farver var +stærkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig, +et og andet svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen syntes at +være stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og +løbe, løb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun +foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres +regelmæssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstrøet med +tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor her er smukt,» +udbrød hun uvilkaarlig og derefter smilende: «og hvor jeg er ung!» +Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule +Kornmarker. Høsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mægtig +Følelse af glad Forventning -- «et eller andet godt vil hændes mig i +Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man maa være ung for at +kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: «Om et Aar -- skal +jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?» + +Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset. +Formiddagen forløb med de sædvanlige huslige Smaasager, men der var +en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags +Trivialiteter. + +Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervøs. Skulde virkelig +Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig, +Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje Hest og sætte hende op +foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde været saa sikker, saa +forhaabningsfuld! + +Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens største +Købmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok +gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det +ventede, men paa den anden Side, denne nervøse Længsel var +uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik. + +Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard, lav og uanselig +til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard, +altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed. En løjerlig gammel +Gaard med mange uventede Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til +anden var bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet +intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedeværende Huse. Fra +Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i +Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tønder +og Vareballer, Sække med Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle +Kanter. Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække hejsedes +op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bønderkonerne steg af +Vognene, rystede deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene +stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrød. Svende og +Kramboddrenge løb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte +Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjære, +Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som det anstod sig for saadan en +gammel, grundmuret Købmandsgaard. + +I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste +Købmandsartikler udstillede i de støvede Vinduer, bølgede Tobaksrøgen +i tykke Skyer. Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas, +som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt den næste Kunde. De +passiarede med hinanden, der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet +mærkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over +politiske Æmner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle +vimsede den lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende, +og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og +Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere. + +Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor +Konen regerede, da herskede der her, i Modsætning til Gaardens +Travlhed, Stilhed og Ro. + +Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende +blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende +Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith. +Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa, +dræbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haabløst var ikke +dette Smaastadsliv. + +Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat, +der ikke tilhørte den tarvelige Købmand. Var det en handelsrejsende, +som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i +Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke være +Tilfældet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjærte slog +heftig, da hun bankede paa Døren. + +De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes Indtrædelse. Fruen gik +hende i Møde og sagde velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags +lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de +solide Møbler med filerede Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt +for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en +middelhøj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende. + +«Hr. Godsejer Banner -- Frøken Fürste!» + +Var det muligt? Var det Æventyrprinsen? + +En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet mørkt Fuldskæg, hvis +lange, nedhængende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og +dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte hende med et stikkende +Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith +havde glemt, at _var_ han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var +siden den Tid elleve lange og anstrængende Vintre gaaet over hans +Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det første Indtryk +var absolut frastødende, men naar man betragtede ham nærmere, lagde +man Mærke til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble Form, hans +hele elegante Skikkelse. Men hvilket træt og ligegyldigt Ansigt! Det +kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv +trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene, ellers var det +ubevægelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand. +Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde være +sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvævende Fusentast, denne +rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig +Don Juan. + +Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin, et godt, gammelt +Glas Madeira, kunde man være vis paa, fra Købmandens private +Vinbeholdning. + +Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og +Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvægudførsel og saa om hele +Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist +underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller +nej, undertiden kun med en Haandbevægelse, men der var over ham som +et Anstrøg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den +«Afart af Menneskeslægten», han fandt her, saa at sige i aaben +Begravelse -- efter hans Begreber. Tænke sig, at der virkelig +vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have +Interesser, Meninger og Planer. + +I alt Fald opfattede Judith det saaledes. + +Hun harmedes paa den jævnt tænkende Købmands Vegne, hun ønskede ikke +ved et overlegent Smil at antyde, at hun selv ofte følte sig hævet +over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun kunde finde Byen +kedelig, triviel og aandløs, men _hans_ Foragt for den irriterede +hende. Han havde svaret saa lidet til hendes Drømme, han havde i et +Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun var opfyldt af +Ærgrelse, ja Harme mod ham. + +Hvorfor behandlede han den brave Købmand saa overlegent. Denne Mand +havde, skønt han hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft, havde +samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig Borger, en godgørende +Mand. Hvor vovede en Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham? + +Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde have følt, veg fra +hende, og da nu Købmanden henvendte sig til hende med et «Naa, lille +Frøken, foragter De ogsaa vor gode By?» greb hun Lejligheden, ganske +vist indirekte, men med en for hende uvant Varme, til at stille sig +paa Borgerens, den arbejdende Mands Side. Hun ønskede at vise, hvor +højt hun satte en Mands tilkæmpede Stilling over hans medfødte, +ufortjente Rettigheder, men hun havde taget Fejl, hvis hun havde +ventet sig Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog i Forsvar. +Frygten for Opposition, Ærbødigheden for Penge- og Blodsaristokratiet +var for indgroet hos den forhenværende Pakhuskarl. + +Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod hendes overdrevne Ros, hans +selvnedsættende Ydmyghed irriterede og æggede hende end mere. Hun +harmedes over, at han ikke indsaa, at hun stod paa hans Side, hendes +Tale blev ivrigere, hendes Kinder blussede af Ærgrelse over +Situationen. + +Da mødte hendes Blik Johan Banners. For saa vidt som et saa fornemt +Ansigt kunde udtrykke noget, saa det ud, som han morede sig, det +spottende Smil i hans Øjne blev stærkere -- jo, han morede sig, +morede sig! + +Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde gjort sig latterlig, det kom +over hende som en nagende Tanke, der jog Blodet endnu stærkere op i +hendes Kinder og Taarerne op i hendes Øjne. Hun grebes af en vild +Smerte, et brændende Nag, hvis forskellige Grunde hun næppe formaaede +at sætte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder blev atter +dødblege, hendes Mundvige dirrede. Der blev en pinlig Pavse. + +«Naa, det var nok Tolden, vi kom fra,» sagde Købmand Mikkelsen da +sindigt, «det var vel bedst, vi kom tilbage til den.» + +«Det var det vel.» + +Hans Svar forekom hende som en Fornærmelse. Hun trak sit Uhr frem og +rejste sig. «Jeg har ikke Tid at opholde mig længere -- farvel Frue!» + +«Farvel Frøken Fürste, hils Deres Fru Moder.» + +«Tak!» Hun bøjede sig stift for Herrerne. Adelsmanden sprang op, som +rettet af en Staalfjeder, bukkede endnu dybere og ærbødigere end før +og fortsatte derpaa Samtalen med Købmanden. + +Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med nogen. Hun søgte ned i +Haven, til den Plads, hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de +solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende ikke længere smuk, +og da hun mindedes de Tanker, hvormed hun om Morgenen havde betragtet +den, overgødes hendes Kinder af en brændende Rødme. + +«Jeg Nar -- jeg barnagtige Tosse!» + +Hun var i et stærkt Sindsoprør. Hun forstod næppe, om det var ham +eller sig selv, hun var mest opbragt paa, om det var Sorg over sin +egen Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og Selvfølelse, hun +havde været Vidne til, om det var Harme over hans Overlegenhed eller +hendes egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker, der ikke var +et Forsvar værd. Men en Bitterhed, en Fortvivlelse stærkere end +nogen, hun endnu havde følt, overvældede hende. Hun kunde ikke græde, +men hun havde Lyst til at kaste sig ned paa Jorden og skrige af +Smerte. Hun knugede Hænderne mod sine Læber og bed i dem, indtil +Smerten drev Taarerne op i hendes Øjne, og naar hun saa mindedes hans +Smil, mumlede hun: «Aa, hvor jeg hader -- hvor jeg hader!» + +Men om det var sig selv, ham eller alle de andre, vidste hun stadig +ikke. + + * * * * * + +En Maanedstid senere sad Fru Hinding og Judith i det smukke +Lindelysthus i Prokuratorens Have. Det var vel noget sent paa Aaret +at sidde ude, men Sommeren havde sendt sin sidste Hilsen med et Par +rigtig solvarme Dage. Judith, der sjælden beskæftigede sig med +Haandarbejde, holdt en Bog i Haanden, men læste ikke. Hendes Moders +buttede Hænder bevægede sig med et Hækletøj, men slap ofte Arbejdet +for at trække det tykke Shavl tættere om Skuldrene; Judiths lille +Halvbroder legede og støjede udenfor Lysthuset. + +«Det er mig uforstaaeligt,» sagde Judith, «at fri, selvstændige +Mennesker kan nedværdige sig til at krybe for nogen som helst Slags +Aristokrati. Det er saa stik imod min Natur, dette at krybe for sine +Overmænd og sparke til sine Undermænd!» + +«Hvor Du ligner Din salig Fader,» udbrød Fruen med et kærligt, lidt +sentimentalt Blik. «Dit Væsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser, +det er altsammen hans. Men husk Judith, at ingen var villigere end +han til at adlyde sine overordnede.» + +«Ja som Militær, men han krøb aldrig, aldrig, det er jeg vis paa. +Naar jeg træffer virkelig Overlegenhed, noget, der virkelig er værd +at ære, saa skal jeg bøje mig og det med Glæde. Men at se dem krybe +for en Mand, der blot har ødelagt sig selv, forsømt sin Pligt, +bortkastet sin Ungdom og af hele sit Liv kun indvundet en +ubeskrivelig blaseret Arrogance, det piner mig og oprører mig. Naar +jeg tænker paa, hvorledes de behandlede Restrup, saalænge han havde +Penge, og hvorledes de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny +Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at skulle regnes med til +dem og blive ydmyget sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser +deres Kryberi og foragter dem?» + +Hun tav, og det var i rette Øjeblik, thi strax efter formørkedes +Indgangen til Lysthuset, og den, hvorom Samtalen havde drejet sig, +stod for dem i egen Person. + +Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i Judith. + +«Tillad, at jeg præsenterer mig. Jeg er Godsejer Banner. Damerne maa +undskylde, at jeg forstyrrer dem; jeg gik igjennem Værelserne, men +traf ingen. Da jeg hørte Stemmer i Haven, gik jeg herned -- Fru +Hinding formoder jeg?» Han bukkede. «De vil maaske have den Godhed at +sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg vilde gærne tale med +ham.» + +Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans gentagne Hilsener og bad +derpaa Judith vise Hr. Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om +efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt Scenen for sine +Fornøjelser til et andet Sted, og var uden for Synsvidde. + +Hun rejste sig da med let rynket Pande og traadte ud af Lysthuset med +al den Værdighed, hun besad, gik foran gennem Haven og overlod til +Banner, om han vilde følge med eller ej. Det var hende en +Tilfredsstillelse saaledes at skride i Forvejen uden at værdige ham +et Ord. Han anede ikke, hvilken forbitret Trods hun nærede mod ham, +han havde i det hele taget slet ikke genkendt hende. Først da de stod +ved Kontordøren, og hun med en Haandbevægelse betegnede ham, hvor han +skulde gaa ind, dæmrede en svag Erindring i ham, og for at sige +noget, bemærkede han: «Det forekommer mig, jeg har havt den Ære at se +Frøkenen før?» Det faldt ham aldeles ikke ind andet, end at det, at +han i det hele taget svagt erindrede hende, maatte være et +Høflighedsbevis. Men hun maalte ham med en Fornemhed, der ikke gav +hans noget efter, og svarede langsomt og ligegyldig: «Nej virkelig, +det kan saamænd godt være!» og vendte ham Ryggen. Banner bemærkede i +sit stille Sind, at Købstadsdamer var «horrible», saa bankede han paa +Kontordøren. + +Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt i hendes Harme over, at +den arrogante Herre ikke engang erindrede hende, var der en vis +Lettelse ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt, hvilken +ynkelig Figur hun hin Dag spillede. + +«Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er, Du maa se efter, om vi +har noget i Huset,» sagde Prokuratoren en Time senere til grænseløs +Befippelse for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom Ilen til +Køkkenregionerne. + +Judith rørte ikke en Haand. Hun vilde gærne have været sin Moder +behjælpelig, men paa fjærneste Maade at gøre sig til denne Mands +opvartende Tjener var hende en uudholdelig Tanke. Fra sin Stol i +Lysthuset iagttog hun, hvorledes Prokuratoren førte Hr. Banner rundt +i Haven, fremviste, gestikulerede og forklarede, og hun harmedes ved +Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde ydmyge Beundrere, +krybende Undermænd. + +Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men den Harme, Prokuratorens +Kryberi voldte hende, maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstræk, +thi pludselig opdagede hun, at Banner havde sænket Kniv og Gaffel og +stirrede paa hende med uforstilt Forbavselse. Om et lynende Øjekast +kunde dræbe, da var visselig Johan Banners sidste Time kommen, men +han nøjedes med at slaa Øjnene ned og atter tage fat paa sin Mad; +men da hun kort efter rejste sig for at skænke Te, fulgte hans Øjne +hende atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede hende +ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen sneg sig søvnig hen, +fordi Hinding havde udtømt alle sine Æmner, henvendte Banner nogle +Gange, som af rent Høflighedshensyn, et Par Ord til hende, men hun +svarede saa ordknapt, at han med et Skuldertræk lod Forsøget fare. +Først da han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhæng at dukke op for +ham. Baade Hinding og hans Kone rakte ham Haanden til Afsked, men da +han som Følge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun et lille +Skridt tilbage og hilste ham med en fornem lille Hovedbøjning. Da fik +han en svag Idé om, at den smukke Frøken af en eller anden ham +ufattelig Grund var vred paa ham. + +Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt Anfald af Forbavselse: +«Hvad i al Verden har hun mod mig? Bah! -- hun er vel snærpet nok til +at nære dydig Rædsel for min berygtede Person.» Og dermed lod han det +Æmne fare. Takket være Prokurator Hindings Ihærdighed førte Hr. +Banners Forretninger ham jævnlig til Sagførerens Hus, og Følgen blev, +at han ligeledes jævnlig saa Husets Damer. Da han engang havde faaet +den Tanke, at Judith var vred paa ham, opdagede han med Lethed de +mange smaa Tegn paa hendes stadige Uvilje. Ikke, at hun var uhøflig, +men netop denne stive, kolde Høflighed, ligesom en karrikeret +Gengivelse af hans egen, ærgrede og generte ham. Hun var i bestandig +Opposition, og han forstod godt, at det var fordi hun slet ikke +anerkendte hans Berettigelse til Ærefrygt. Men her vilde han netop +have den; i Udlandet var det en anden Sag, der turde man til en vis +Grad opgive sin Værdighed, men her hjemme paa hans eget Territorium, +hvor han var omgiven af lutter «inferiøre» Væsner, havde Arrogancen +atter taget Magten over ham, og han fordrede Underdanighed paa samme +Tid, som han foragtede de underdanige. + +Men hun vilde ikke bøje sig. Det æggede ham paa samme Tid som det +halvt behagede ham. Havde hun været en smuk Pige, der venlig og +ligefrem var kommen ham i Møde, der havde koketteret lidt, «lagt en +Smule an», vilde den blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke +have skænket hende en Tanke, men nu beskæftigede hun ham, mod hans +Vilje, og mer end han vilde indrømme. + +Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en Gaade; det var gaaet op for +ham, at hun var den samme unge Pige, han havde truffet hos Købmanden +hin første Dag, han var i Byen, og som havde kastet sig saa +hovedkulds ind i en Disput og forsvaret forskellige Paastande med +ungdommelig Iver. Men hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven +af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende og stolt +som en Dronning. Hun havde vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han +saa hende, ventede han sig noget nyt af hende, men da hun bestandig +skuffede denne Forventning, aldrig kom et Skridt nærmere og aldrig +indrømmede ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger, ærgrede og +æggede hun ham. + + * * * * * + +I Julen holdt Staden sit store «Borgerbal». Enhver agtværdig Borger +mødte med Kone og Døtre og dansede med de andre Borgeres Hustruer +efter Principet: «Lige for lige, danser Du med min Kone, danser jeg +med Din.» + +Kommis'erne og Provisoren paa Apoteket, Fædrenes Sønner og de +ferierende unge Mennesker hos Præstens, «min Søn Studenten og hans +Venner», var Ballets Løver. Merkurs Sønner var kendelige paa deres +graamelerede Benklæder, sorte Frakker, lange Slips og flunkende ny +Hansker. Det svage Køn var rigeligst repræsenteret, hvilket gav den +mandlige Del en vis Overvægt, naar det gjaldt Valget af meddansende. +Kavalererne gik da med ugenert Sindighed langs ned ad Rækken af de +ventende Damer og udsøgte sig i Ro og Mag den, de vilde beære med +deres Valg; det gik med en Nonchalance, en Sendrægtighed, som var +uforlignelig. + +Prokurator Hindings plejede at deltage i disse Baller. Fru Hinding +havde intet imod endnu at faa sig en lille Svingom og lade Ungdommen +se, hvorledes man dansede i hendes Pigedage, og Prokuratoren satte +sig til et L'hombrebord i Sideværelset for at vise sig henimod +Klokken to--tre og spørge, om Damerne morede sig, eller om de snart +vilde hjem. + +Atter dette Aar tegnede man sig, men Judith havde stor Ulyst til at +være med, og hun indvilligede kun, fordi hendes Moder ikke vilde gaa +alene og dog grumme nødig vilde undvære Fornøjelsen. + +Da Turen kom til dem -- Byens eneste lukkede Vogn kørte efter +Rangforordningen rundt og hentede Familierne, Deligencen brugtes kun +af Haandværkerne ved Barnedaab eller Bryllup -- kørte ogsaa Familien +Hinding til Bal. + +Gæstgivergaardens store Sal var oplyst og prydet med kolossale Flag +og Grankranse. For Enden af den, under Kongens og Dronningens Buster +sad Byens Musikanter paa en ophøjet Tribune; men langs de kolde, +fugtige Vægge paraderede de unge Damer paa Bænke. De hviskede, lo og +kritiserede og chikanerede hinanden, de smukke tog de stygge om +Livet, de, der var saa heldige at have Danse sikrede, beklagede dem, +der ingen havde. + +Judith fik Lyst til at gaa igen. Var dette virkelig den eneste +Fornøjelse, der Aaret igennem tilbød sig? Skulde disse Baller være +Mærkepæle i hendes Liv, indtil hun forflyttedes fra de unge Pigers +til de gamle Jomfruers Bænk. Hun satte sig ned, men ingen talte til +hende, hun havde ingen Veninde at hviske med, ingen fortrolig, næppe +nogen bekendt. Livslede og Afsmag ved alle den Slags Forlystelser +overfaldt hende. Musiken begyndte. Herrerne drev ind, endnu med +Duften af de nys slupne Cigarer i Klæderne, de valgte og vragede, +hvorpaa de trevent marcherede Gulvet rundt med «deres Hjærtes +udkaarne». Takket være de omtalte unge Studenter fik Judith danset. +Den lysøjede Gudindes Sønner mente i deres Hjærtes Uskyld, at det var +Beskedenhed, der havde bragt Byens Kavalerer til at overlade dem den +smukkeste Dame. -- Og Timerne sneg sig langsomt hen, Stemningen steg, +nu kom ogsaa de gamle paa Gulvet. Da gik der en hemmelighedsfuld +Hvisken gennem Salen: «Hr. Banner er kommen, Godsejeren er der!» En +ubeskrivelig Nervøsitet greb Sindene, Damerne rettede paa deres Pynt, +beklagede sig over, at de var saa forjaskede; man skottede hemmelig +til Døren. + +Der stod saa endelig Genstanden for saa manges Interesse i en Dragt +lige fra Paris, aabenbart lidt forlegen med sig selv og overfor det +Selskab, hvori Nysgerrigheden havde ført ham. Da Dansen atter +begyndte, engagerede han den nærmeste Dame til en Inklinationstur, og +da den var forbi, trak han sig tilbage til Døren. Judith saa med stor +Fornøjelse efter den unge Pige, hvem denne Ære var overgaaet, hun saa +hende gaa hen til sine Veninder, hørte hende med kunstlet +Ligegyldighed ytre, at «Godsejeren virkelig dansede godt og +konverserede fortrinlig». Begge Dele var vitterlig Usandhed, thi den +ordknappe Banner havde ikke gjort en sammenhængende Bemærkning og +havde danset alt for stift og genert for den unge, livlige Dame. +Judith kunde ikke lade være med at anstille Betragtninger over, hvor +vidt han virkelig var for ceremoniel til i det hele taget at kunne +danse, eller om muligvis en Cancan i Bal mabille vilde have passet +ham bedre. + +Han gentog den samme Manøvre flere Gange; med hvilke funklende Øjne +fulgte da ikke Mødrene deres Døtres Skikkelser i «Hr. Godsejerens +Arme»; og stadig sluttede en ny lyksaliggjort sig til de udvalgte +unge Pigers Skare, de gik med hinanden om Livet og røbede en +paafaldende Distraktion overfor Yderverdenen. Naar Judith antog, at +Hr. Banner lagde uendelig lidt Mærke til sine Omgivelser, tog hun +imidlertid fejl. Han saa overordentlig godt det Røre, han vakte, den +Glæde, hans Nedladenhed voldte, men han tog det som en skyldig Tribut +og vilde for alting ikke lade sig mærke dermed. Han saa ogsaa Judith +og sagde sig selv, at hun dansede godt og var Byens smukkeste Dame; +han lagde ogsaa Mærke til, at hun talte ret livlig med sin +ungdommelige Kavaler, og tænkte derfor, at det dog muligvis var +Forlegenhed og Generthed, der gjorde hende saa tilbageholdende over +for ham. Sluttelig faldt det ham ind, at han vel maatte danse en Dans +med hende, da han jo kom der i Huset. + +Judith stod og talte med sin Kavaler, med Ryggen mod den sig nærmende +Banner. Minervas Søn var meget fortrydelig over den Opmærksomhed, +Banner var Genstand for og havde just ladet falde nogle sarkastiske +Bemærkninger i den Anledning. Judith lo og svarede: + +«Ja, det gaar som i Hostrups Komedie. Pengene kan kaste en magisk +Glans selv over en Peter Ravn, hvorfor da ikke over en -- --» + +Banner stod foran hende og udbad sig næste Dans; ikke en Mine i hans +Ansigt forraadte, hvorvidt han havde forstaaet eller blot hørt hendes +Ytring; og hun betragtede ham med en Blanding af Vrede og Forvirring. + +«Tak -- jeg er træt, jeg beder Dem undskylde, jeg taaler ikke at +danse for meget, jeg havde tænkt at hvile -- --» + +«I saa Fald turde jeg maaske gøre Dem Selskab, medens De hviler Dem.» + +Han satte sig ved Siden af hende, da næste Dans begyndte; men han var +aabenbart i Forlegenhed for et Samtaleæmne, og hun hjalp ham ikke. + +Saa begyndte han at tale om Byen og dens Beboere, og gjorde i +Forbigaaende en Bemærkning om den Magt, Pengene spillede ogsaa i +denne fredelige Smaastad. + +Da blev hun veltalende, svarede ham skarpt og træffende; han lo, thi +han forstod ikke, at hendes sarkastiske Bemærkninger egentlig gjaldt +ham selv. Men efterhaanden begyndte han saa smaat at kede sig ved +Samtalen -- saa havde det jo dog kun været Generthed, der før havde +gjort hende saa stiv over for ham, nu var hun jo kommen paa Gled; og +hans Interesse begyndte at kølnes. + +For en Afvexlings Skyld bad han hende da om at danse Salen en Gang +rundt med sig, «hun vil vel», tænkte han, «sætte lige saa stor Pris +paa at danse med mig som alle de andre». Men i samme Nu forandredes +hendes Ansigt, Minen blev koldt afvisende, hun gav hurtigt et Afslag, +ja drog sig endogsaa uvilkaarlig lidt tilbage, ligesom bange for at +have vist sig for imødekommende. + +Hendes Afslag krænkede ham. Havde hun danset med ham, vilde han have +taget det som noget højst ligegyldigt, men da hun afslog det, fik han +netop Lyst dertil. Denne smidige Skikkelse, disse runde Arme, denne +fløjlshvide Hals! «Jeg tror virkelig, hun er bange for at røre ved +mig.» + +Nu blev ogsaa han tavs, og da Dansen strax efter var forbi, rejste +han sig, hilste ceremonielt, lod sit Blik med et Udtryk af fornem +Ligegyldighed glide hen over hende og ud i det tomme Rum, forlod +derpaa Salen og tog hjem. + +Da han gik, veg den ligesom nervøse Stemning, han havde fremkaldt. +Studenterne og Kommis'erne besteg atter den røvede Trone, og +Fornøjelsen fortsattes med voxende Liv, Hede og Støv til langt ud paa +Natten. + + * * * * * + +Naar man i Byen omtalte «Godsejeren» og dermed kun mente en bestemt +Person, var det egentlig ukorrekt; thi der var paa Egnen flere +Jorddrotter og i alle Tilfælde en, der var Byen mere bekendt end +Banner, nemlig Felix Restrup. Men Banner var jo nu en Nyhed, hans +Ejendom langt større end den andens, og dertil kom, at man for længst +havde ophørt at tage Felix Restrup i Betragtning. Der havde rigtignok +været en Tid, da den lille By var hans Hovedstad og han dens Matador; +men nu var det gaaet tilbage for ham. I de femten Aar, han havde ejet +Hovedgaarden, der bar hans Slægts Navn, var det lykkedes denne +Adelsmand at sætte saa mange Penge overstyr, som sex andre Mennesker +kunde have levet overdaadig for deres hele Liv, uden endda at +efterlade sig «trøstesløse» Arvinger. Med andre Ord, den rige, +uopdragne Mand, hvis Tilbøjeligheder var af en lidet ophøjet Art, +havde, uden at forlade sin Fædrenegaard for mer end to Døgn ad Gangen +og tyve Mil i det højeste, anvendt en stolt Kapital paa at skaffe sig +et slet Rygte, glubske Hunde, fuldblods Heste, høje Tjenere og smukke +Stupiger. Saalænge han havde Penge i Overflødighed, bar man over med +ham, han lod sig plukke og bedrage efter en storartet Maalestok, og +man nænnede ikke at lade Guldfuglen flyve; men da han begyndte at +fordre Kredit, da det rygtede sig, at hans Pengesager stod slet, trak +den lille By sig forsigtig tilbage. Han mærkede, at man skyede ham, +og han anede Grunden. Da fyldtes denne moderne Timon med retfærdig +Harme, han vendte Byen Ryggen, ikke for som hin gavmilde Athenienser +at vandre i Skovene og lade sit Skæg voxe, men for at aabne sig +Kredit andetsteds, hvor man var mindre forsigtig eller kendte ham +mindre. Og derpaa fortsatte han sine Galskaber endnu værre end før. +Medens hans noget yngre Nabo begik sine Daarskaber i Udlandet, hvad +der altid kaster et vist interessant Skær over dem, thi en spansk +Senora er ulige mere romantisk end en dansk Stupige, forvandlede +Restrup sit Hjem til et sandt Babylon, hvor Udskejelser i alle +Retninger hørte til Dagens Orden. Og nu saa den lille By først rigtig +tydelig, hvilken afskyelig Person han var; man trak snerpet Kjolen +til sig, hvis han kom den for nær, men man holdt ikke op med at +snakke om ham og hans Bedrifter. Han plejede der ude paa +Restrupgaard, sagde Rygtet, og det var troligt nok, at prygle sine +lange Tjenere om Formiddagen og drikke Forlig med dem om +Eftermiddagen, han tabte store Summer i Hasardspil og blev sikkert +bedraget for større; det skulde være en mærkelig Aften, hvor han +naaede at komme ædru i Seng. I Virkeligheden førte han et fortvivlet +Liv. Han var i sin Tale fuld af Foragt for alt, hvad han kaldte +«Dannelse, Snerperi og Skabagtighed», hvilke Begreber han slog sammen +til et, men i Hjærtet pinte det ham dog usigelig, at selv denne lille +Bys «dannede» Folk havde slaaet Haanden af ham. Han blev menneskesky +og undertiden meget melankolsk. Men han kunde ikke undvære nyt fra +den Verden, han beærede med sin Foragt; hans Tjenestefolk maatte tage +til Byen og bringe ham Nyheder derfra; det var næsten utroligt, saa +nøjagtig han gennem denne Kilde kendte Byens Forhold. + +Han havde haft nogle -- temmelig ubehagelige -- Forretninger med +Prokurator Hinding. Denne havde, som han plejede overfor sine rige +Klienter, budt ham ind i Stuen. Herfra kendte Judith ham. Restrup +havde nogle Gange mut og kejtet tilbragt nogle Timer hos Damerne, men +i Virkeligheden var den vilde Mands Hjærte blevet bevæget ved den +Smule Venlighed, den godmodige Frue og den smukke unge Pige viste +ham. Judith havde ogsaa følt sig tiltrukken af ham, hun vidste næppe +hvorfor, maaske blot fordi alle andre var uvenlige mod ham. + +Han var virkelig ikke utilgængelig for blidere Følelser. Saaledes +holdt han af Børn. Undertiden lod han Mejeriforpagterens to smaa +Piger hente op til sig. Moderen sendte dem ikke bort uden en vis +Hjærtebanken og spurgte dem nøje ud, naar de kom tilbage. En Dag +medbragte de en stor Guldskilling hver, og deres Beretning lød +saaledes: Den store Mand havde spurgt, om de kunde synge, og paa +deres bejaende Svar havde han stillet dem op og ladet dem synge den +eneste Sang, de kunde: «Nu titte til hinanden» o. s. v. Da havde den +store Mand skjult Hovedet i sine Hænder og siddet stille saa længe, +at de var blevne bange og havde givet sig til at græde, men saa havde +han rejst sig og givet dem en Guldskilling hver. Beretningen lød lidt +utrolig, det var næppe religiøse Tanker, der havde grebet den +udsvævende, af al Tro forladte Mand, men formodentlig havde de rene +Barnestemmer berørt en Stræng i hans let modtagelige Sjæl og +fremkaldt en forbigaaende nervøs Rørelse. + +Ved Siden af hans andre Passioner maa nævnes hans Lidenskab for at +samle Konkylier. Hvorledes denne Skoledrengemani opstod hos ham, +vides ikke, men vist er det, at han hverken anede Konkyliens Beboers +Slægtnavn eller dens Hjemstavn og Levevis, og havde han nogensinde i +sin forsømte Barndom vidst, om den hørte til Hvirveldyrene eller +Bløddyrene, saa havde han forlængst glemt det, og nu bekymrede han +sig aldeles ikke om at faa det at vide. Men han købte alt, hvad der +falbødes af denne Artikel, han klassificerede og skattede sine +Skaller efter den Pengesum, de havde kostet ham, d. v. s, den Grad, +hvori man havde narret ham med dem, han erklærede sin Samling for +enestaaende, hvad den jo ogsaa var paa sin Maade, og fremviste den +til enhver, som havde Taalmodighed til at gennemse den. + +Restrup havde ved Banners Hjemkomst gjort denne en Visit, som var +bleven gengældt, og de to Junkere tilbragte, til Trods for den store +Forskellighed i Karakter og Væsen, undertiden en Aften sammen, snart +hos den ene, snart hos den anden. Nogen Tid efter Juleballet sad +Banner foran Kaminen i et af Værelserne paa Restrupgaard og talte med +Ejermanden. Ilden blussede og oplyste det store, noget lave Værelse +med de mange gamle, mørke Familieportræter, Skæret spillede hen over +Løbene paa den Række Jagtrifler, der smykkede den ene Væg, og røbede +de tusinder dels kostbare, dels værdi- og smagløse Snurrepiberier, +hvormed Restrup havde udsmykket dette Værelse, som han behagede at +benævne sit «Studereværelse», hvad det forøvrigt ligesaa gerne kunde +være, som ethvert andet Værelse i hans Hus. + +Værten sad eller rettere laa i en Lænestol lige over for Banner, hans +Fødder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et +Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov, +medens den af og til i Drømme udstødte et lille Bjæf. Mellem Herrerne +stod en Stumtjener med Vinkaraffer, Glas og Sodavandsflasker. + +Restrup var en Mand af herkulisk Legemsbygning; hans Helbred syntes +at have trodset alt, hvad han havde budt det. Paa de brede Skuldre +sad et mægtigt Hoved, omgivet af krøllet, rødblond Haar og Skæg. Ved +et flygtigt Blik syntes Ansigtets Udtryk at tyde paa plump +Godmodighed, Næsen var stor og velformet, Øjnene dybtliggende og +tilslørede, men de tykke Læber bag det krusede Skæg røbede +Sanselighed, og Furerne i hans brede Pande talte om et heftigt Sind. +Hans ualmindelig slette Sprog stod i skrigende Modsætning til hans +flotte Ydre. + +«Det var kedeligt, De ikke kum igor, Banner -- vi murede os +brilliant. Men det bedste var med gamle Pastor Blak -- har De +hørt'et? Han motte krybe ind gennem Vinduet. Han kum naturligvis for +sent, og so lukkede jeg Døren af, og vi gik til Burds. Men so kum +Præsten og bad og tiggede um at kumme ind, for han so, vi spiste +Østers. Men vi lud som ingen Ting. Tilsidst obnede jeg et Vindue og +spurgte, om han vilde krybe ind af det, og so krøb s'gu Præsten +gennem Vinduet, og vi lo.» Restrup brast paany i Latter ved Tanken om +Sognepræstens ynkelige Situation. + +«Blev Præsten der hele Aftenen?» + +«Næ -- det blev ham for muntert tilsidst. Da vi begyndte at spille, +gik han.» + +«Spillede De Hasard?» + +«En lille Mis, det var det hele. De kunde ikke hulde længe ud, for de +kunde ikke skælne Kurtene fra hinanden. Jeg var selv gudt daran, for +der blev drukket svært. Klokken fem i Morges motte Jens og Kusken +bære mig i Seng.» + +«Og hvorledes befinder De Dem i Dag?» + +«Tak -- gudt. Jeg kum først op Klukken fire i Eftermiddags, men De +kan bande po, Jensen fra Mariendal, han forvinder det ikke i otte +Dage.» + +Banner lo. «Jeg tror, De er ganske stolt af Deres Meriter?» + +«Aa nej, men jeg har ellers Ærgrelser nok, skulde jeg tru; so glemmer +man dem da so længe.» + +«De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme paa ret Køl igen,» sagde +Banner. + +«Jeg tænkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er det for sent. Jeg duer +heller ikke længer. Naar jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen; +jeg er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring og slæbt til +Døde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger er noget Rak, som kun +plukker en og alligevel leger Kæreste bode med Karle og Tjenere bag +ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er opsætsige, og al Ting gor +galt.» + +«De har nok Proces med en af Deres Karle. Han kom til mig og bad om +Arbejde, men jeg tager ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hører jeg, +han har lagt Proces an mod Dem.» + +«Jeg jug ham væk, fordi han kum hjem en Dag senere, end jeg havde +givet ham Lov til. Hinding fører hans Sag; den Dævels Prokurator +siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i Tyendeloven.» + +«Slog De ham?» + +«Ja gu' gøre jeg so. Og nu laver den Prokurator et helt Nummer ud af +det. Hinding er ligefrem en Skurk.» + +«Saa -- er han det? Han forekommer mig at være en ret behagelig +Mand.» + +«Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg Dem. Se blot, hvordan han +behandler sin Steddatter.» + +«Saa? Og hvorledes da?» spurgte Banner lidt opmærksommere end førhen. + +«Han tilbageholder hendes Arv gør han, og efter hendes attende Oer +har han Ret til at beholde den som Betaling for Kost og Lugi. Dør +hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.» + +«Det er slemt, hvor gammel er Frøken -- hvad er det, hun hedder?» + +«Fürste, hun er snart tyve Oer.» + +«Og hvor stor er hendes Arv?» + +«Totusind tror jeg.» + +«Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage,» sagde Banner koldt. + +«Ja, er det ikke skammeligt!» og nu paafulgte en Beretning om Judiths +Liv, hvis Nøjagtighed i mange Punkter vilde have overrasket hende +selv. + +«Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet,» sagde Banner med sit +tidligere kolde Smil. + +«Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti Oer yngre, so friede jeg. +Hun er en nydelig Pige. Hvad behager?» + +«Aa ja -- ret net, saa vidt jeg erindrer.» Banner kneb Øjnene sammen +og syntes optagen af at følge sin Cigars hvirvlende Røgskyer. + +«Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so stult som bare Fanden. +Ingen skal kumme hende nærmere, end hun selv vil.» + +«De har maaske prøvet det?» + +«Nej, hun har altid været venlig og gu'ed mod mig, det skal jeg ikke +glemme hende, og kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp +hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser!» Han strøg sørgmodig +det svære, blonde Haar fra Panden. «Hun skulde giftes med en rig +Mand, for hun er skabt til at være Drunning.» + +«Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde ægte hvem som helst, +der kunde byde hende en uafhængig Stilling?» + +«Jeg er bange for, hun blev nødt til det; men jeg huldt nu af hende +og vilde bære hende po Hænderne.» + +«Det vilde dog vist krænke hende at blive gift paa den Maade.» + +«Aa nej, nor hun bare blev gift.» + +Banner lo højt og skarpt. + +«Kender hun sin Stilling?» + +«Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa velhavende som De, og ikke +saa dybt i Gæld --» + +«Jeg! -- Jeg gifter mig aldrig!» afbrød Banner ham hurtig. + +«Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente det,» mumlede Restrup. + +Nu tav de begge. Banner laa tilbagelænet i sin Stol, fordybet i sine +Tanker. Restrup havde bøjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem +sine Hænder. Han strøg dens løse, rynkede Halshud helt ud over dens +Øren og Snude og glattede den atter tilbage, idet han nu og da +brummede: «Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!» + +Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De belyste den enes fine, skarpe +Ansigt med det tidlig tyndede Haar, det trætte, ligegyldige Udtryk, +og den andens mægtige Hoved med de store, plumpe Træk, den bølgende +Løvemanke, det rødgule Skæg og det sløve, sørgmodige Blik. De lynede +i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre, strejfede hen over +Ildbukkene, lyste i Hundens kloge Øjne, legede gennem det støvede, +rødbrune Bjørneskindstæppe, sendte et hoppende Skær op ad Væggen op +over Billedet af Restrups barske Fader, funklede i Vaabnene og +Snurrepiberierne, straalede tilbage fra det høje, sølvindfattede +Spejl, glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden, krøb ind i +Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig, viste sig atter, blussede op og +forsvandt for et Øjeblik at indhylle alt i Mørke og derpaa begynde +Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede Vinden om den gamle +Bygning, indenfor gled Tiden langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets +lydelige Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trætte Mænd sad der ligesom +fortryllede, bundne af denne Ro, dette Mørke, denne flimrende Ilds +Fantasterier, uden Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det +besværlige Liv, som de mente sig forlængst at være færdige med. + +Denne Vinter førte Forretninger ofte Godsejeren til Prokuratoren. Hr. +Hinding syntes næsten uundværlig for sin fornemme Klient. Men Hr. +Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa disse Besøg traf +Prokuratorens Steddatter. Han brød sig ikke saa meget om at tale med +hende, thi hun var som oftest kold og ordknap, men det interesserede +ham at se hende, være sammen med hende og iagttage hende. Thi +Samtalen med Restrup havde givet ham forøget Interesse for hende, og +han undrede sig over, at han ikke strax havde lagt Mærke til hende, +saa paafaldende forekom hendes Skønhed og hele Fremtoning ham nu at +være. Han havde den Evne at kunne se, uden at hans Opmærksomhed +tilsyneladende var fæstet paa Genstanden, og medens han rolig +fortsatte sin Samtale med Hinding og syntes at have sine Tanker +ethvert andet Sted, undersøgte hans Blik hende Træk for Træk og +vendte hver Gang tilbage med voxende Forundring over at træffe noget +saa ejendommeligt og skønt i denne Afkrog. Naar Forretningerne vare +afgjorte, Vejret og Landmandens Udsigter drøftede, henvendte Banner +gærne et Par høflige Ord til Fruen og Frøkenen. Som oftest svarede +den første, men naar Judiths fine Sans opfangede det mindste +overlegne eller arrogante i hans Maade at være paa, kunde ogsaa hun +tage Ordet, og da fløj snart en lille, skarpt tilspidset +Tilrettevisning fra hendes let smilende Læber, og hun kunde være +sikker paa, at den traf. Han røbede det rigtignok aldrig i Ord eller +Miner, men han havde ofte Nød med at betvinge sig, naar hans +herskesyge Sind blussede op i ham, og han ønskede da, det koste hvad +det vilde, at han kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander, +bøje hende, ydmyge hende. Og naar han red hjem, efter at være kommen +tilkort i et saadant Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere og +mere over sit Nederlag, og han huggede da Sporerne i sin uskyldige +Hests Side, brugte Pisken og rykkede i Tømmen, indtil Dyret stejlede, +han vilde dog i det mindste have en, han kunde vise sin Overmagt og +tvinge til Lydighed. I sit store, ensomme Hus kunde han gaa omkring, +forbitret paa sig selv, fordi han beskæftigede sig saa meget med +hende, men hvad nyttede det, hun havde fængslet hans Tanker, og de +formaaede ikke at løsrive sig. Han var som Barnet, der efter en Gang +at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver endnu hæftigere i sine +Begæringer, naar det møder Modstand. Han tyede til sine Bøger, men +Tankerne listede sig ind mellem Linierne, og han greb sig selv i at +have læst mange Sider, uden at have opfattet et Ord. Han lod da Bogen +synke og saa ærgerlig mod Døren: + +Om den nu aabnede sig, og hun stod paa Tærskelen, hvor hurtig skulde +da ikke Bøgerne komme bort! Der var Øjeblikke, hvor han kunde række +Armene ud mod hendes tænkte Skikkelse. Sæt hun var her, hvilken +Udfyldelse af hans Livs Tomhed, hvilken Beskæftigelse for hans +Tanker: «Fordømt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo som forhexet! +Har jeg da ikke forsøgt mig nok? Men hun er noget andet. Hvordan i al +Verden har hun baaret sig ad med at magtstjæle mig? Og jeg, som for +længe siden troede mig færdig med disse Illusioner?» -- Men hvorfor +paa den anden Side gøre saa mange Ophævelser? Han var jo en fri Mand, +hvem hindrede ham i at følge sine Lyster? Hans egne Forsætter -- pyh! +de var jo hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem, naar det +skulde være. Medlidenhed? -- med hende, som næppe elskede ham, +snarere det modsatte! Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i +Verden end som hans Hustru? Men -- binde sig uløselig for hele Livet? +-- nej, han vilde ikke tænke mere derpaa. + +Og Foraaret kom med sin berusende Luft, sine svulmende Knopper, sin +Kærlighedslængsel hos alt, hvad som levende er. Johan Banner stod ved +Vinduet, han følte ogsaa dens drivende Magt, men han vilde ikke være +ved det. Og dog sad den i ham som en prikkende, nagende, nervøs +Længsel efter noget, som han ikke vidste eller ikke vilde vide, hvad +var. + +Han gad ikke rejse bort igen, alene Tanken var ham imod. Han gad ikke +skrive, Pennen var slængt hen ad Bordet. Han gad ikke læse; +halvhundrede Bøger var trukne ud af Reolerne for strax efter at +kastes til Side. Spise? -- Han var mæt. Drikke? -- Han var ikke +tørstig. Sove? -- Det var det værste! Havde han ikke ligget timevis +og kastet sig frem og tilbage uden at kunne finde Hvile. Mishandle et +eller andet? -- Han følte et Øjeblik Lyst dertil, men gad saa ikke +følge den. Han var i den fortvivlede Kasus, Kierkegaard beskriver, -- +han gad slet ikke. + +Her var ingen at tale med; kun dræbende trist og kedsommeligt. Men +han kunde jo tage til Byen. Ja, se der var det, der var det! Det var +det, han vilde, men han vilde ikke tilstaa det for sig selv. Blev han +da aldrig færdig med disse Ungdommeligheder? Han skulde jo dog nu +være kommen i Ro, han havde jo udraset, han vilde jo have tilbragt +Resten af sine Dage i lidenskabsløs Fred. Han var rejst fra Ønskerne +og Lysterne, men se, de var rejst med ham. Det var jo formelig værre +end nogensinde før -- aa, det var latterligt og taabeligt altsammen! +Men Livet var kort og bestemt til Nydelse, hvorfor da nægte sig, hvad +det bød paa. Det var da endnu taabeligere? Han vidste det godt, han +vilde ikke faa Ro, før han havde naaet, hvad han vilde, men var dette +sket, vilde han rimeligvis ikke mere bryde sig derom, og -- da var +han bunden. + +Naa, han kunde jo ride ind og prøve paa at faa hende at se. Det var +jo alt, hvad hun vilde tilstaa ham, og han havde dog vist hende +Imødekommenhed. Hundreder vilde have krøbet paa deres Knæ fra Byen +til hans Gaard for at opnaa hans Gunst, men hun viste den tilbage. +Han havde kun en Gang før mødt en lignende Modstand; det var hos hans +forlovede; men ofte havde han senere sagt sig selv, at hvis han den +Gang havde været mere erfaren, vilde hendes Modstand være bleven +overvunden. Ellers havde han kunnet vinde, hvem han vilde, kun hun, +som dog havde mødt saa liden Venlighed i Livet, viste ham tilbage. Og +hans herskesyge Sind oprørtes derover -- maaske hun endogsaa vilde +afslaa et Ægteskabstilbud! Det gad han dog se! Hun var under et +stærkt Pres, hun vilde blive tvungen til at gribe den Haand, han +rakte hende, men var det ridderligt? Pyh! Hun maatte jo være glad +til. Kunde der bydes hende noget bedre end at blive hans Hustru? Hun +_skulde_ blive hans, ligemeget hvorledes. Hans herskesyge Sind syntes +formelig at smægte efter denne tvivlsomme Triumf. Han vilde strax til +Byen. + +Just da han vendte sig fra Vinduet for at iværksætte sit Forsæt, fik +han Øje paa en aaben Landauer, som rullede hen ad Hovedlandevejen. +Han kendte de blankbrune, halvblods Heste og det straalende Livrée; +det var Restrups Vogn. Kom han paa Besøg? Det var i Grunden heldigt, +saa blev han hjemme, undgik at gøre en Dumhed maaske og fik Dagen +slaaet ihjel. Der undslap ham formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte +Vognen indtil Nedkørselen til Ahnbjerggaard, nu drejede den af -- +hvad? -- nej! den kørte jo forbi, den kørte videre. «Guds Død! den +kører til Byen.» + +Det blev Draaben, som fik Bægeret til at flyde over. Urolig, skinsyg +ringede han og befalede Tjeneren strax at lade hans Ridehest sadle. +Han gjorde sig selv i Stand hurtigere end nogensinde ellers, sprang +ned ad Trappen, snappede Hat og Pisk fra den forbløffede Tjener, +svang sig i Sadlen og fløj ud af Porten paa den i sin magelige +Tjeneste overmodige Hest. Men da han kom til Enden af Alleen holdt +han Hesten an lige saa heftig, som han før havde paaskyndet den. «Gør +nu ingen Dumheder, Du! Rid heller ned og se til Dine Rugmarker. Lad +hende tage Restrup, om hun vil, saa er den Historie ude.» Han holdt +stadig Hesten an ved Hovedlandevejen og vidste ikke, om han skulde +ride Nord paa, langs sine Marker, eller Syd paa til Byen -- Herkules +paa Skillevejen! + +Den utaalmodige Hest vilde afgøre Valget for ham; han gav den et +eftertrykkeligt Rap med Pisken og den stod, men dens Skraben og +Bidslets Klirren, naar den kastede med Hovedet, afbrød bestandig hans +Tanker. «Nu kører Restrup til Byen -- han har vel overvundet sine +Betænkeligheder og frier til hende. Og hun tager ham naturligvis, hun +har jo været saa forekommende imod ham. Saa kan jeg gaa Resten af mit +Liv og ærgre mig derover, saa dum er man jo altid, naar man gaar glip +af noget, man kunde have haft. Skal jeg tage derind? Restrup er +allerede langt i Forvejen -- det er maaske for sent, men jeg vil dog +tage derind; det kan da ikke skade.» + +Han gav atter Hesten Tøjlen, og det bar afsted mod Syd, saa hurtig +Dyret kunde, men endda ikke hurtig nok for ham. Vinden peb ham om +Ørene, Hovslagenes regelmæssig klaprende Lyd susede om ham, hans +Hjærte slog stærkere, hidset af Bevægelse og Forventning, han kom til +at tænke paa Kæmpevisen: + + Der han red over Randbøl Hede, + da fulgte ham femten Svende, + der han kom til Riber Bro, + da red den Herre alene -- + +og han gentog Verset atter og atter mekanisk, indtil Ordene tabte al +Betydning, blot pinte og trættede ham, og han forbavsedes over endnu +at maatte sige dem. + + * * * * * + +Fru Hinding var gaaet i Kaffeselskab, men Judith havde ikke villet +følge med. Der var atter kommet en af de Perioder, hvor hendes +forladte Stilling hvilede haardest paa hende. Hun sad i Dagligstuen +med Hænderne i Skødet og nedsænket i trøstesløse Grublerier, da +hendes Stedfader traadte ind i Stuen, rigtignok kun for at passere +den. Hun bad ham sagte om et Par Minuters Samtale. + +«Jeg har travlt -- hvad vil Du?» + +«Jeg vil kun endnu en Gang spørge Dem, om det ikke er muligt, at jeg +kan faa min Fædrenearv, jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret, men +som Barmhjærtighedsgerning.» + +«Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner, hvad da?» + +«Da maa jeg vel have lært nok til at kunne sørge for mig selv.» + +«Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige Dig, hvad det dog ikke +nytter at skjule; det lyder saa smukt, naar Du siger, at Du ikke +fordrer dem som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at Du har +nogen Ret til dem?» + +«Har jeg ingen Ret til dem?» spurgte hun aldeles overvældet af +Forbavselse, «hvis Moder døde, og jeg da fordrede dem i Stedet for at +bede om dem, kunde de saa nægtes mig?» + +«Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?» + +Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om, hvad det havde at betyde. + +«Det er ingen Faders, følgelig heller ingen Stedfaders Pligt, at +forsørge sit Barn længere end til dets attende Aar. Efter den Tid kan +han, om han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klæder. Du har +allerede i to Aar levet paa min Bekostning. Tag det ikke saa hæftig, +jeg vil jo ikke beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du skal +naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold her i Din Moders Hus, +men Dine «Fordringer», dem maa Du slaa en Streg over.» + +«Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar siden, da De med min +Formynders Minde fik mine Penge?» stammede hun grædefærdig. + +«Den Gang trængte jeg til de Penge, og hvad Forpligtelse havde jeg +desuden dertil. Tag bare ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her +og skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du lever her paa min +Bekostning, vil Dit Sind dog maaske blidgøres over for mig.» Hun sad +aldeles stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: «Naa, jeg maa afsted, vi +kan senere drøfte Sagen nærmere, hvis Du vil.» Med disse Ord forlod +Prokuratoren Værelset. + +Hun forblev nogen Tid ganske ubevægelig. Hun havde anet noget +saadant, og nu var det Virkelighed, den rene, nøgne Sandhed. Det +sidste Haab var berøvet hende. Hendes Stedfader havde Ret til at vise +hende bort i samme Øjeblik, hendes Moder lukkede Øjnene, og hvorfor +skulde han ikke gøre det endogsaa før. Hans Beregninger gik langsomt +op for hende. Naar hun engang fik Arv at kræve efter sin Moder, vilde +formodenlig ogsaa den gaa op mod «Kontrakrav». Hun var hjælpeløs +prisgiven en samvittighedsløs Mands Forgodtbefindende. Da overvældede +Fortvivlelsen hende uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et Skrig +kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun havde siddet. Hun tænkte +ikke, hun følte kun, at hun var fortvivlet, saa grænseløs fortvivlet, +og hun græd stødvis, snart højt og heftig, snart kun med en +indvendig Hulken, som smertede hende ubeskrivelig. Og i sin Sorg +paakaldte hun et Navn: «Aa, Fader, Fader!» Men det Øre var døvt og +den Arm magtesløs, som altid havde været til Rede, naar en lidende +bad om Hjælp. Da jog pludselig den Tanke igennem hende, om hun skulde +berøve sig Livet; de talløse Ydmygelser, hun havde i Vente, maatte jo +blive uudholdelige. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde. +Hun kunde kun græde, og det gjorde hun, indtil Træthed og Afmagt +ogsaa bragte Graaden til at høre op for kun med Mellemrum at vende +tilbage i lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig fra sin +ubekvemme Stilling og satte sig atter i Lænestolen med Hovedet bøjet +tilbage, hun var saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at +hendes Hænder rystede. Saa gav hun sig til at overveje sin Stilling. +Hun kunde gaa til Frøken Stenberg og bede hende lære sig +Skræddersyning, hun kunde bo hos hende, hjælpe hende og tjene sit +Brød ved sine Hænders Gerning, sine Hænder, disse fine, hvide Hænder, +der aldrig havde kunnet bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men +Tusinder var jo henviste dertil, og de var baade glade og tilfredse. +Saa blev hun træt af at tænke fast og sluttet -- viljeløst lod hun +Fantasien raade, og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik, +som de kom af sig selv: + +Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind som en fattig, venneløs +gammel Jomfru! Hun vidste, hvilken Medlidenhed hun havde næret for +den gamle Frøken Stenberg, hvilken Beklemthed hun havde følt ved +Tanken om hendes triste, glædeløse Liv, hvor den mindste Begivenhed +blev af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegørende. Og +Frøken Stenberg var dog trods alt dette tilfreds, thi hun havde næppe +ventet sig mere, medens hun selv! -- Sidde saaledes om Søndagen, naar +den, der er ene, altid føler sig mest forladt, og se ud i den tomme +Gade med de toppede Brosten, hvorimellem Græsset skød op. Se Folk gaa +til Kirke i deres pæne Tøj, glade over Fridagen i et Liv fuldt af +Slid og Arbejde fra Mandag til Lørdag; se Mødrene sende deres Børn ud +paa Gaden, det ene efter det andet, sæbevaskede, med rene Forklæder +og stive, nystrøgne Kjoler for at nyde Søndagen, som de bedst kunde. +Og det var det, man kaldte en Idyl. + +En stærkere og stærkere Træthed overfaldt hende, Reaktionen efter +Ophidselsen. Hun kunde jo lade staa til, lade hver Dag sørge for sig +selv, lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre sig for +Fremtiden -- i Øjeblikket havde hun jo Klæder og Husly, oven i Købet +Udsigt til Aftensmad. Ja, det kunde hun jo -- opgive Modstanden, +resignere -- det sværeste af alt at lære -- resignere! + +Gadedøren var bleven aabnet, uden at hun hørte det, der bankedes paa +Dagligstuedøren. Hendes Tanker vendte forvirrede tilbage til +Virkeligheden, hun tøvede med at svare; saa erindrede hun, at hun +var forgrædt og vilde gaa sin Vej, men det var for sent, thi Johan +Banner stod allerede derinde. Hun bøjede Hovedet og vendte det bort +fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes Hr. Fader var hjemme. + +«Han er ikke hjemme,» svarede hun stadig med bortvendt Ansigt. + +«Han kommer maaske snart?» + +«Det ved jeg ikke.» + +«Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans Tilbagekomst.» + +Hun syntes ikke om det, men hvad var der at gøre; hun satte sig ned, +og han gjorde det samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun +haabede, at han ikke skulde lægge Mærke til hendes forgrædte Øjne, +men han saa strax, at hun havde grædt, og han sluttede sig hurtig til +Grunden. Han brød endelig Tavsheden og begyndte at tale om +almindelige Ting; han vilde gærne aflægge lidt af sit formelle Væsen +og tale mildt og venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar +viste ham ligesom tilbage, og han blev derved endnu mere stiv end +sædvanlig. En tilsyneladende let henkastet Bemærkning af ham om +menneskelig Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig op som +af en Døs; hun formaaede ikke at beherske den Bitterhed, som den +sidste Times Hændelser saa levende havde vakt. Hun udtalte sig heftig +om alt, hvad man kaldte Retfærdighed, Uegennytte og Ærlighed. Og han +opdagede hos hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme, som +næsten kunde maale sig med hans egen. Hvilken mærkelig Pige var hun +dog ikke, hvilken Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed? Men +smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud. Ja, hun var +virkelig værd at eje, saa at man kunde se hende bestandig, studere +hende, søge at vinde hende, og -- en mild Medfølelse paatrængte sig +ham -- gøre hende lykkelig, lære hende at elske og faa hende til at +glemme hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden Tone +sagde han: «Er De ikke for ung til at bedømme Menneskene og Livet saa +haardt?» Han havde saa lidet tilsigtet at krænke hende, tvært imod +havde han jo vist en Imødekommenhed, som han selv forbavsedes over; +men hun misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde den samme +ironiske Overlegenhed, som saa ofte havde saaret hende. Og +Forbitrelsen skød atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele +Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige Skæbne, der føltes +dobbelt pinlig lige over for ham, der var saa fri, saa uafhængig og +viste sig saa overlegen, og haanlig svarede hun: + +«Jeg har set nok af Livet og Menneskene til at nære Mistro mod dem, +men jeg foragter kun den, der er sat i en lykkelig, uafhængig +Stilling, men ikke benytter den paa en værdig Maade, der kun følger +sine egne egoistiske Krav, og med utaaleligt Hovmod ser ned paa alle +andre, der tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder en +eneste af de Pligter, den paalægger ham, der burde sprede Lykke om +sig, men kun har et overlegent blaseret Smil for alt og alle.» + +Han havde rejst sig. Hans Selvfølelse og Stolthed blussede op i ham +ved Fornærmelsen, hun saa hensynsløst havde slængt ham i Ansigtet. +Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig havde staaet, han +var bleven bleg, og hans Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet +for vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke røbe det; hun rejste sig +for at gaa, hun saa fast og uforfærdet paa ham, idet hun med en +Haandbevægelse betegnede ham, at hun ønskede at komme forbi. Men han +rørte sig ikke. Og der stod de seende hinanden fast i Øjnene, som to +jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald, +hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun saa, at han vilde sige +noget, og midt i hendes Angst følte hun ligesom Nysgerrighed efter at +erfare, hvad det var. + +Han spurgte da langsomt: + +«Vil De være min Hustru?» + +Hun blev saa overvældet, at hendes Knæ svigtede hende, og hendes +Legeme næppe var i Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som hun +engang knapt havde vovet at drømme om, blev nu slynget hende i +Ansigtet som en Fornærmelse. Det var jo et Svar paa hendes Udfald. +Han sagde: «Du foragter mig, siger Du, og dog behøver jeg kun at +række Haanden ud, saa giver Du Dig hen til mig.» Men han skulde ikke +triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi ham saa stolt som en +Dronning, hun vilde ydmyge ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke +selv for saadan en Pris. Saa heller -- + +Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding? Heller slæbe sit Liv +hen i denne Afkrog af Verden? + +Aa, hvilken forfærdelig Fristelse! Hun saa sin Stolthed indfangen og +tvungen til at overgive sig -- enten til Prokurator Hinding, til +Armod, Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt og +forholdsvis Uafhængighed. + +Det svimlede for hende. Hun var ude af Stand til at tænke frit. Han +havde overrumplet hende i et aandelig og legemlig svagt Øjeblik, og +hendes Modstandsevne glippede. + +Han gentog i samme Tone lavt og rolig: + +«Vil De være min Hustru?» + +Og hun lukkede Øjnene, som den, der vil styrte sig i Afgrunden, +hendes klangløse Stemme rystede, den Gang hun svarede ja. + +Der kom et underligt Skær i hans Øjne, et Udtryk af Triumf og +Lidenskab. Han trak hende ind til sig, idet han for første Gang i sit +Liv berørte hende, han omfavnede hende heftig, han kyssede hendes +Mund, hendes Pande, hendes Kinder; det utøjlede, lidenskabelige +Menneske brød igennem hans sædvanlige slebne Ydre. Han havde ventet +Modstand, men han fandt den ikke; det var ham egentlig en Skuffelse, +han vilde have foretrukket den for hendes kolde, viljeløse +Eftergivenhed. + +Hun var fuldstændig passiv, hun havde overgivet sig, gjort Valget og +tog nu Følgerne, men da han troede sig hende nærmest, sluttede hun +sig fuldstændig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar. Han følte +det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som førhen. +Han havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt hendes Legeme i sine +Arme, men hendes Sjæl trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje +yderligere fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans, og hun skulde +bøjes -- før eller senere, det var ligegyldigt -- han skulde nok faa +Magt over hende. + +Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod Døren, han tænkte ikke +paa at holde hende tilbage; men da han var ene, fortrød han, at han +havde ladet hende gaa, og hans Længsel efter hende vaagnede i samme +Nu, hun var borte. Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde siddet, +og der sad han endnu optagen af, hvad der var sket og hvad der vilde +ske, da Hinding en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og +Fantasier havde fyldt ham, men intet Øjeblik fortrød han, hvad han +havde gjort. + + * * * * * + +Hr. og Fru Hinding havde truffet hinanden paa deres Udflugt og vendte +hjem sammen som kærlige Ægtefolk Arm i Arm. De blev højst forundrede, +da Banner ved deres Indtrædelse rejste sig og hilste paa dem. + +«Har Hr. Godsejeren ventet længe? Har De siddet her alene? De bliver +maaske til Aften? Aa, Helene, se efter Aftensmaden.» + +«Nej, gør Dem ingen Ulejlighed,» sagde Banner kort, «jeg rider hjem, +naar jeg har talt et Par Ord med Dem, Hr. Prokurator.» + +Fru Hinding forstod Vinket og forlod Stuen, rigtignok meget +nysgerrig, thi hun interesserede sig levende for Hr. Banners Affærer. +Men udenfor Døren kom hun til at tænke paa Judith. Hinding havde +ladet hende ane, at der havde været en ny Scene mellem dem. Hvor var +Judith? Hendes let ængstede Sind fyldtes med Bekymring. Hun gik op +til Judiths Værelse, og da ingen besvarede hendes Banken, lukkede hun +Døren op, bange for, at det skulde være tomt, men Judith sad der, +ligbleg og med mørke Ringe under Øjnene. Hun havde ikke hørt Moderen +komme. + +«Mit elskede Barn,» raabte Fru Hinding, «for Guds Skyld, hvad er der +hændet Judith, sig mig det -- aa, mit Barn, mit stakkels Barn!» + +Fru Hinding trak hendes Hoved ind til sit Bryst og udgød rigelige +Taarer derover. + +«Vær ikke bange Moder, det er intet slemt, jeg er» -- hendes Stemme +sank -- «jeg er bleven forlovet med Godsejer Banner.» + +Fru Hinding udstødte et Skrig, et virkeligt Jubelens Skrig: + +«Mit søde Barn -- er det muligt? Min lykkelige lille Pige!» Fru +Hinding græd atter, denne Gang af Glæde. «Aa, hvor jeg er glad; det +har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt, og Din Fremtid har +ligget mig saa tungt paa Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge +begyndt at spare lidt sammen til Dig, men» -- hun græd og lo paa en +Gang -- «nu er nok mine Par Skillinger overflødige,» og hun knugede +hende atter til sig. Da nænnede Judith ikke at berøve sin stakkels +Moder hendes store Glæde, og hun gemte sin Smerte hos sig selv. + +Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse, hviskede Fru Hinding +bedende: «Nu, da Du er lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din +Moder al den Uret, hun har gjort dig.» Judith drog sin Moder ind til +sig og kærtegnede hende, som man kærtegner et Barn. + +Nede i Stuen talte Johan Banner med den ligesaa forbavsede +Prokurator. + +«En overordentlig Ære! Min Steddatter er ganske vist fattig, hendes +Fædrenearv har jeg maattet tage som Vederlag for Kost og Klæder, jeg +er en fattig Mand; efter min Hustru vil der heller ikke blive noget, +men for en Rigmand som Dem» -- + +«Jeg beder Dem,» sagde Banner koldt afvisende, «forskaan mig for +Deres Redegørelser, saa skænker jeg Dem med Glæde Pengene.» + +«Det vil sige,» spurgte Hinding skyndsomt, «at De giver lovformeligt +Afkald paa Arv i Deres eventuelle Hustrus Navn?» + +«Nej,» sagde Banner skarpt, «det vil sige, at jeg for Fremtiden +personlig ønsker at have saa lidt med Dem at gøre som mulig. Jeg +gifter mig med Frøken Fürste; hverken hun eller jeg er eller ønsker +at staa i Familieforhold til Dem. De kan foreløbig vedblive at være +min Sagfører, men intet videre.» + +«Vel,» sagde Hinding bukkende, «det finder jeg baade korrekt og +fornuftigt.» + +«Det glæder mig,» sagde den anden med en Mine, som tydelig sagde: +«Hvad i al Verden tror De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De +finder korrekt eller ej.» + +«Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os i al Tarvelighed?» + +«Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem om Brylluppet. Det kan ligesaa +gærne finde Sted her som andetsteds. Vil De bringe Frøken Fürste min +Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme Dagen, hvilken hun selv +vil i næste Maaned, helst inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade +anvise en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet er der vist +ikke.» + +«De ønsker ikke at indbyde nogen af Deres høje Familie. Det vilde +være mit Hus en Ære.» + +«Jeg har ingen Slægtninge, som jeg behøver eller ønsker at gøre +Regnskab for mine Handlinger. Men det er sandt, Frøken Fürste har jo +en Kurator. Er De saa god at underrette ham om hendes Giftermaal -- +og en anden Ting, De vil maaske ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at +løse Kongebrev.» + +«Med Glæde, De ønsker maaske Forlovelsen hemmeligholdt.» + +«Nej, det vil sige, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar kun jeg +bliver fri for Gratulationer. Tør jeg anbefale mig.» + +Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Døren, men da den havde lukket +sig, mumlede han: «Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig +hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der modtager deres Penge, +er deres Tyende. Men vel var det, vi fik «Frøkenen» forsørget. For +den Sags Skyld kunde man da gærne lade sig sparke ned af Trapperne i +sit eget Hus.» + +Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter det største Hensyn og +behandlede hende med en Ærbødighed, som morede hende, trods hendes +Nedslaaethed. Han bød hende det bedste Stykke af Stegen og undlod den +Aften baade at fløjte og at ryge paa sin lange Pibe inde i +Dagligstuen. + + * * * * * + +Da Banner naaede Gæstgivergaarden, hvor han havde sat sin Hest ind, +saa han, at Restrups Landauer, som han paa Udvejen var redet forbi, +holdt forspændt i Gaarden. Kusken stod ved Vognen, røg sin Cigar og +underholdt sig paa en nedladende Maade med Gaardskarlen. I +Køkkendøren saas et Par fnisende Ansigter, der tilhørte +Gæstgivergaardens beundrende Tjenestepiger. + +«De har et godt Kryds,» sagde Gaardskarlen og kigede med Kendermine +paa Hestene, «det er smukke Dyr.» + +«Aa ja -- ret nette -- havde for Resten for et halvt Aar siden et Par +Guldfuxer, de var nok saa kønne; vi solgte dem med noget Tab. Vi +bærer os ikke altid klogt ad -- især naar vi har drukket.» + +«Min Hest!» raabte Banner. + +Gaardskarlen lettede paa Huen, og med et «Javel» klaprede han over +Gaarden til Stalddøren. + +I det samme traadte Restrup ud fra Skænkestuen. + +«Hvad Fanden -- er det Dem, Banner? So var det vel osse Dem, der red +um os før, som Fa'en selv var i Hælene po Dem. Nu har jeg s'gu tabt +tu Kruner til min Kusk, for jeg postud, det var Juhansen fra +Grinstedbru.» + +«Hvem har De besøgt i Byen?» spurgte Banner adspredt. + +«Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede Kru og trakteret hver +Sjæl, der er kummen ind i den sidste Time. Jeg har selv drukket syv +Kaffepunser og elleve Sudavander med Kunjak.» + +«Vel bekomme,» lød Svaret. + +«Og hvor har De været?» + +«Hos Prokurator Hinding.» + +«Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De so aftalt med den Hallunk +af en Luvtrækker? Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at +røre ved ham med en Ildtang.» + +«Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.» + +«Hvad har De da været der for?» udbrød Restrup forbavset. + +«De kan lykønske mig, jeg er i Dag bleven forlovet med hans +Steddatter.» + +Der gik en smertelig Trækning over den stærke Mands Ansigt. Banner +saa det og spurgte, om han fejlede noget. + +Restrup blev atter rolig: «Aa nej, det er vist nu'et Pudagra, eller +hvad det Stads nu hedder. Men er De bleven forlovet, Banner, so kum +med ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive til Held for +Dem.» + +Men Banner afslog Restrups ædelmodige Tilbud om Champagne: «Jeg maa +skynde mig hjem,» sagde han kort. + +«Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for en halv Time siden, +Hestene har været forspændt so længe.» Banner betragtede ham med slet +dulgt Foragt, thi han var ikke fri for at være vaklende i sine +Bevægelser dog var denne Gang næppe de elleve «Kunjaker» og syv +Kaffepunser ene om at faa hans Ben til at vakle. + +«So farvel da,» raabte han, da Banners Hest blev ført frem, og dens +Rytter hurtig og behændig svang sig i Sadlen. Hesten dansede under +sin dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup puffede sin Kusk +i Siden og sagde: «So er det vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme +hjem, Anders.» + +«Det havde været bedre baade for Godsejeren og Hestene, om det var +sket for en halv Time siden,» sagde Kusken mut. + +«Det har Du Ret i, Anders; lad as so se, um vi ka ta Banner po +Hjemturen; det var ham, der red um as før.» Efter en lille Pavse +tilføjede han: «Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet Kam til +den Smule Ho'er, han har tilbage.» + +Men hans Lystighed var forceret. Da han smed sig i Vognen, saa +Fjedrene i Ryggen knagede under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet +gemytlige Udtryk. Medens Anders lod Hestene strække ud, alt hvad de +kunde, mumlede deres Ejermand hen for sig selv: «Det fordømte Hoved, +og de Kunjaker og den Pudagra og alt det Tøjeri; det havde været +bedre, um vi var kørt hjem for en halv Time siden -- og endnu bedre, +om vi aldrig havde kørt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde +spillet, og aldrig havde været saadan en Pjalt af en udsvævende Karl. +-- Aa, mit Huved! -- Men Kunjaken var ogsaa fordømt daarlig.» + +Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han red hjem i Skridtgang, +Tøjlerne hang slappe over Hestens Hals, og der var i det hele taget +noget slapt over Skikkelsen. + + * * * * * + +Fra det Øjeblik Forlovelsen blev bekendt, var Judith Fürste en Person +af Vigtighed i den lille Stad. Der strømmede Lykønskninger ind fra +alle Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element ved alt dette +Røre, disse Visitter, denne Sladder og Misundelse? Begivenheden havde +formelig gjort hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik hun +dog Tid til at kæle for og beundre sin kære Datter. Hun mente hende +lykkelig, og denne Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og +Fremtids Savn og Ubehageligheder, til en smilende Oase i hendes +Tilværelses Ørk; hvor kunde da Judith nænne at berøve hende +Illusionen. + +Byens Fruer begyndte at finde Judith elskværdig. Doktoren, +Købmændene, kort alle de, som haabede at nyde godt af Banners Penge +eller Gæstfrihed, nærmede sig den tilkommende Frue med venlig +Ærbødighed, ja, den gamle Byfoged kyssede hende med faderlig Godhed +paa Panden. Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig, +bukkede og skrabede, slæbte deres Varer frem og udtalte deres +Beundring for hendes gode Smag: alt, hvad de ejede, passede just til +hendes Figur, især det kostbareste og eleganteste. De tilbød at +skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun ønskede; de +haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. «Disse Kræmmere skal ogsaa +kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig +saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?» + +Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt +saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De +bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge +dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af +Dig!» + +Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes +Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende. +«Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at +være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den +Ydmygelse, hun havde underkastet sig. + +Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor +var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg; +men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i +Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder +som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber +og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar +han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde +indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun +vidste godt, at hun aldrig vilde faa det. + +Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa +ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle +Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke +ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, -- ja +_solgt mig_, thi det er det, jeg vil gøre.» + +Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane +hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad +havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde +gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en +af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om +man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde +man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene +mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin +Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder. + +Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg: +«Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være +glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde +til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I +man nok nøjes med mindre.» + +Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker, +forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind. +Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr +fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler +med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?» + + * * * * * + +Saa stod Brylluppet. + +De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds +sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar +vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og følt +megen hemmelig Glæde ved Drillerierne. + +Og Vielsen gik for sig. + +Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt, om Sjæleharmoni og +himmelsk og jordisk Kæ--ær--lig--hed, gjorde Brudefolkene de +reglementerede Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja». Byens +Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig: + + «Det er saa yndigt at følges ad + For to, som gærne vil sammen være.» + +De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede og misundte. Bruden var +meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening. + +Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod +Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu +engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet +Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste +Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud, +hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede +han Kusken at køre. + +Saaledes endte Dagen. + + * * * * * + +Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde ført ham et Skridt nærmere +til hans Ønskers Maal, han følte det med en Blanding af Fortrydelse +og hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde han jo naaet, hvad +han vilde, og saa havde maaske det hele været forbi, og hans trætte +Sjæl havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament. Men nu var +Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trættes og slappes. +Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande. + +Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans +Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik +og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig, +forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning, +disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde +en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte +Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang +havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af +Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over +alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i +hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise +sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun +havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det, +hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind, +tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt +hun intetsteds. -- Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som +kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med +den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde +ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i +det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget +ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad +hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe +uden at ane, hvilken Magt det gav hende. + +Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu +samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men +stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden +til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som +maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde +havde fremkaldt en Krigserklæring. + +Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal. + +Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde +give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom +hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor +Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage +havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om +et eller andet af sin Herres galante Æventyr. + +Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham +uden nogen som helst Forklaring hans Afsked. + +Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre +og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men +det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus +egenmægtige Handling. + +Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet: +«Apropos -- Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?» + +«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med +saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig +selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.» + +Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og +vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik +forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og +han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone: + +«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?» + +«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.» + +«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.» + +«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde +være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.» + +«Saa gives der mange taabelige Kvinder.» + +«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres +Jalousi.» + +Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen +Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse +Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han +begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd +dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene +faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af +Sindsbevægelse. + +«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af +Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?» + +«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.» + +«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!» + +«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du +har Agtelse for.» + +«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere +strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en +Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer +Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden +«Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.» + +«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man +maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod +være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo +til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?» + +«De kan ægte en, som de elsker.» + +«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig +selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil +ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den +haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun +kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i +Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv: +«Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da +gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest +at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling, +eller hun?» + +Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var +overlagt og møntet paa ham og deres Forhold. + +Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over, +at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var +forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham +jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der +vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne +bukkede under. + +Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme; +thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte +saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt +Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid +maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der +udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke +skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør +nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro, +man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin +Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var. +Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte +snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den +ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik +formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og +latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til +hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa +Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som +en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed. + + * * * * * + +Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det +unge Ægtepar sin første Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del +orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde +nogle Forretninger at afgøre med ham, hvorfor han vilde gribe +Lejligheden til at gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke, +at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme +prisværdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde +Mod til at møde hende. + +Banner spurgte Judith, om hun ønskede at modtage deres Nabo. + +«Og hvorfor ikke?» + +«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.» + +«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.» + +«Talen er ikke om mig,» svarede han med sammenknebne Øjne, «men om +Dig. Vil Du modtage ham?» + +«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt. + +Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort +Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i +Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt +over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa +Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft, +Staldlugt og Vindunst. + +Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig +Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa +hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven +af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse +gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her +troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den +milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa +en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en +lykkeligere og bedre Tid. + +Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt +sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han +her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han +ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i +dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i +Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede, +saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han +højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt. + +«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith. + +«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en +ufortjent Naade var bleven ham til Del. + +«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl +Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.» + +Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted; +saa brast Banners Taalmodighed. + +«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg +er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage, +maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser, +som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort. + +Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter; +der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en +Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre. + +Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone: + +«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg +ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er +undertiden lidt ensumt for mig.» + +«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende. + +«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de +snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet +end --» den uheldige Adelsmand standsede forlegen. + +«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige +Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg +syntes om?» + +«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.» + +Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke +Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han +mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.» + +De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der +stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt +snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund +end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet +Græsplænen rundt, fortsatte Restrup: + +«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han +bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og +en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa --» + +«Hvad saa?» + +«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig. +Havde jeg den Gang giftet mig --» + +«Og hvorfor gjorde De det ikke?» + +«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu +ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller +ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde +ha', var det for sent.» + +«Det gør mig ondt.» + +«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen +og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for +mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene, +og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig +selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden -- so +vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte +saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden, +ja det gør.» + +Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig. + +Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse, +hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet +Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes. + +Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig. + +«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?» + +Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa +hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige +Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som +Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom +ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis +brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han +ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste +et vemodigt Blik. + +«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide, +sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende +Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at +lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et -- et +Damaskus Sværd -- eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer +før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.» + +«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser. + +«Ja -- for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver +liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter +po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go +sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste +Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre +Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.» + +Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker, +hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig. + +«Ja -- so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det +altsammen.» + +«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde +hun alvorlig. + +«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg +heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.» + +Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt. +Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et +Minut i hele sit Liv! + +«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at +tage Dem sammen?» + +«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være +mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig +fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og +so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig +um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So +blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev +jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so +angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt, +det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det +igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det +bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke +nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men --» og +her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og +jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min +Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel +at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg +vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem, +har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg +testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav +Dem det.» + +Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne +Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage +Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer +for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og +Selvmord som sidste Ressource. + +De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da +sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde +um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur +længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.» + +Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for +hende, som rørte hende. + +«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det +gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.» + +«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen +videre Fornøjelse ved?» + +Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn +Sten, den er fra Paris.» + +«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?» + +«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg +hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg +har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig +allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned +eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den +gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning, +«jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi +det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju +aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig +allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske +ogsaa Nar ad mig?» + +Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende +saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste +Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter +sig selv. + +De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der +var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine +hvide, soignerede Hænder i hinanden. + +«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?» + +Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige. + + * * * * * + +En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard. +Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte +ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt saa længe. Prokuratoren +smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for +Resten ganske sig selv. + +«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg kørte selv ud for lovformelig +at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem +et andet Sted.» + +«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Løkken +hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trækker De til; +det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver +Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet +under Behandling, og det er De vel sikker po?» + +«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde være mærkværdigt andet. De +naar nok at dø som den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo +forbindtlig. + +«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig +Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have +nogle ham ubekendte Ressourcer. + +«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.» + +«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten. + +Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver, +betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden +over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de +fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke +Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede +deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og +saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte +dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren. + +Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide +kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent +Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre, +og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup +vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet +Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa +almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres +Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde. + +Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol +foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder +blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle +Jamaica Rum,» befalede han. + +Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at +det var den sidste Flaske. + +«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.» + +Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte +sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov +under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans +Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene. + +Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit: +«Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans +Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et +Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin +Herres Fødder. + +«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.» + +En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig +forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og +sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe, +hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at +leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder +blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var +Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp -- ja blot -- vilde +hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke. + +Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa +sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne +Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft, +i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med +dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik +skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal +tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til +Sekund. + +Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke, +gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde +sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i +lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder +hede og hans Øjne funklede. + +Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke længer, og Felix +Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin +Hest og sin Hund. + +Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev der sendt Bud til Doktoren, +til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det +svære Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham efter nogen +Betænkning for død af et dræbende Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden +kom den næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede, at her +forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget +under Behandling og erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og +Prokuratoren over det. + +Der var mødt mange til Begravelsen, men der mødte flere til +Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begæring; det blev virkelig +ham, som kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene +fik deres Løn og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres +Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af +hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo +ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans +Ubetænksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor +de saa længe havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne +Tilbøjeligheder. + +Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse Genstande, Restrup +havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende +blev købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som vilde have den +til sin Søn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende +Bønder. Luxushestene, en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og de +Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges Godsejer Banners +Kommissionær. + +Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt +Fald røbede han det ikke. + +Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og +sagde til hende: «Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste +Handling, han har foretaget sig i sit Liv.» + +Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk; hun svarede harmfuldt: +«Mindre ædle og brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt mere +Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skæbne.» + +Hendes Mand trak paa Skulderen og gik. + +Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste næppe selv hvorfor. +Det var de eneste Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død. + + * * * * * + +Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede, at da hun som ung Pige +gæstede Gaarden, havde hun ønsket sig en saadan Chaiselongue +betrukken med Silketøj, stillet paa dette Sted, hvor der var Udsigt +ud over Haven, Voldgravene og Markerne bagved, altsammen hendes og +hendes Mands. Men hvor mærkede hun nu lidet til den Glæde over +Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde drømt om! + +Hun havde læst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til +stærke Hoveder og Hjærter -- «Breve fra Helvede». Hun havde taget +den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven +træt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for +sig. + +«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt, «hvilken Taabelighed! Behøver +vi noget Helvede efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet, og +jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et +Liv uden Indhold, blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke +Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv +ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg +heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør ikke, og deres Ild +udslukkes ikke!» hedder det -- ja, der er en Orm i mig, der bider og +gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og længes +efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed, Luxus og Velvære, jeg +ofrede mig for at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke +lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet. +Jeg har _solgt_ mig, og intet vundet!» En glødende Skamrødme steg op +i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen og knyttede Hænderne i +afmægtig Harme. «Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har +jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede den, har han ikke +gjort mig ligesaa haard og hjærteløs, som han selv er! Jo og atter +jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en +Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde +være kærlig og ofre mig for andre -- nu er det forbi, det er, som om +det alt var visnet i mig -- alt, uden denne Higen efter noget, som +jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene +ulykkelige.» + +Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketøj; +alt rundt om hende tilhørte hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov, +og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens +Elendighed. + + * * * * * + +Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard ventede en Arving. +Dette gjorde dog ikke Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith +var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det forestaaende, og Banner +vovede ikke at glæde sig paa Forhaand. Han var saa ofte bleven +skuffet i sine Forhaabninger og desuden forekom denne Lykke ham for +stor, til at han turde haabe paa den. Jo mere Tiden nærmede sig, +jo højere steg hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den +forfærdeligste Tanke af dem alle: hvorledes havde hans foregaaende +Liv været, turde han haabe at faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og +han forberedte sig paa det værste, for at Skuffelsen ikke skulde +blive for grusom. + +Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at +forøge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han +næsten daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste +Spørgsmaal. En Dag foranledigede han den værdige Æskulap, der vidste, +at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt +om hans Videnskab og Stilling, til at erklære, at han ikke var +Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at +kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som +saa ofte førhen kaldte Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug. + +Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar +enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse, +var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans nervøse og utaalmodige +Sind gjorde Oprør mod de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte +dem et Sekund derved. + +Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han +naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bære det som en +Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var +en følgerigtig Række af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og +hvad var Konsekvenserne af hans Liv? + +Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig. + +«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede, +Tjeneren kunde høre det. + +«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden, han er sund og rask.» + +Banner betydede ved en Haandbevægelse Tjeneren, at han kunde gaa, han +vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne til +hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte han, at der var +foregaaet en Omvæltning i ham, som han ikke selv vilde have troet +mulig. Han var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og Lykkefølelse, +om hvis Tilværelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et +Øjeblik havde turdet haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det +sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke +længere hensigtsløst, han havde et Maal, et Hverv, noget at stræbe +efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl havde +vægret sig ved at tro paa, overvældede ham nu med hele sin Styrke. En +Søn, hans, Johan Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans +Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt +om ham pludselig Værd; han fik Trang til at takke, men man takker +ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser». Han ønskede et Øjeblik, +at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da +lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han +takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes +i dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder. Hun var nu ikke +blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han ærede hende som +saadan, -- det var første Gang i sit Liv, han havde næret nogen +virkelig Ærbødighed for en Kvinde. + +Da han snart efter fik sin Søn at se, da han betragtede den spæde +lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mørkt Haar paa det +skaldede Hoved, da han saa de store, brune Øjne og de smaa, knyttede, +blaarøde Hænder, steg Taarerne ham til Øjnene, og det var første Gang +i mer end tyve Aar, at det var hændtes ham. + +Han havde hidtil afskyet Børn, men dette lille hjælpeløse Væsen +forekom ham at være noget af det mest rørende, han havde set. Det var +første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og han vilde sikkert +have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde været enhver +andens; men dette var _hans_ Dreng, hans egen lille Søn. + +«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen. + +Den gode Kone -- han havde holdt strængt paa, at det skulde være en +Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid -- +smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne er i Besiddelse af, og +svarede ja. + +Han løftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i +Vejret og betragtede den ængstelig. + +«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen, «det var da mærkværdigt.» + +Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved den taabelige Tanke, at +Barnet skulde kunne mærke, at det var dets Fader, som tog det. + +Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Følelse af Værdighed. +Hans letsindige, egenkærlige Liv laa bag ham som en Drøm, som +noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn; +Familiefaderværdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort +det, spidsborgerlig og ufri. + +Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig Spids, dets Næse trak sig +sammen, Øjnene lukkedes, og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det +Krampe?» udbrød Banner. + +«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen og tog Barnet ud af hans +ubehjælpsomme Hænder. + + * * * * * + +Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give +det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende, +vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for at udtrykke sin +Taknemlighed og Glæde, men det havde altid været ham vanskeligt at +finde Udtryk for den Art Følelser, og den Mur af Spot og Kulde, de +havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde +heller ikke det mindste Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun +en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han +havde ønsket at sige; det ærgrede ham, men han var heller ikke +senere i Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen +med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet +væsentligt at udsætte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin +Frue. + +Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en +Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men +han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst +forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade +Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Møde, og Vrede over den +kolde Maade, hvorpaa den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun +skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigøre sig fra +den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et +Øjebliks Tavshed sagde hun med større Kulde, end hun egentlig havde +ønsket: «Det er en meget kostbar Gave -- maa jeg takke Dig.» + +Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mærke til, hun +havde ophørt at være hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt +Maal, og Interessen for hende som saadan var kølnet. I det højeste +ærgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at +vise hende en Venlighed. + + * * * * * + +I den første Tid efter Barnets Fødsel var Judith ikke mindre lykkelig +over det end Banner, om det end ikke havde bevirket en saa stor +Omvæltning i hende som i ham. Ogsaa hende havde det lille Barn givet +et Maal for Livet, og hun betragtede det i Begyndelsen som noget, der +alene hørte hende til; hun lagde allerede Planer for dets Fremtid og +Opdragelse, Planer, hvori ingen tredje Mand var med. Hun var skinsyg +paa Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen for ikke at +fortrænges fuldstændig af Barnets Sind. Hun udførte selv Af- og +Paaklædningen, legede med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke +forbavset ved paa dette Omraade at finde en Rival i sin Mand. En Dag, +da hun kom ned i Barnestuen, sad han ved Vuggen og snakkede for +Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke formaaede at skjule +det, han forekom hende saa usigelig pudsig i denne Situation. Men +hendes optrukne Øjenbryn og forbavsede Smil afskrækkede ikke Banner, +hun traf ham hyppigere og hyppigere hos Barnet. Han sad der saa +rolig, legede med og talte for den lille paa en Maade, der indbød til +Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde enhver Tanke om at prøve +derpaa. Saa harmedes hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar +han kom; hun spurgte sig selv: «Er det hans Hensigt at berøve mig +Barnet?» + +Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge. Men i hendes +Fortrydelse over at blive krænket i de Rettigheder, hun udelukkende +ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde +blive endnu mere forladt end før, thi hun saa godt, at medens de dog +førhen havde været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke +havde noget forud for den anden, saa stræbte han nu at vinde sig en +Forbundsfælle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at +staa ene og forladt som aldrig før. + +Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble. Hun angrede snart, at +hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nærhed, +og hun blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu indsaa hun, +hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed +havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til +hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke +kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner +derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi +rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens +Nærværelse var hende nok, «thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet +Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er +da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behøver +saamænd ikke at være saa stor paa det.» + +Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede Drengens Kærlighed +til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er» saa +mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd, +stammede «Fa'er» efter hende; hun opmuntrede Forsøget, og da Banner +en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm, +rakte Hænderne ud og raabte sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra +Konens Side, som Banner ikke lod ubelønnet. + +Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprællede af Utaalmodighed +for at gaa fra Ammens Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa +sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at løfte ham saa højt, +holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han +sine første vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug +over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med +stor Stolthed over sin Bedrift. + +Men dette, at Judith mærkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev +hende det stærkeste Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er», +sagde Ammen nok, men «Fa'er -- Fa'er,» raabte den lille halsstarrige, +knyttede de buttede Hænder og vendte sig vrissende fra sin stakkels +Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var +ene, udbrød hun i Fortvivlelse: «Jeg kan ikke gøre for det, men jeg +mærker, jeg bliver ond.» + +Da Erik Banner -- saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin +Bedstefader -- var et Aar gammel, fordrede Judith paa det +bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede +ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt +Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og +Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes +hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lægge Mærke +til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for +at vinde Drengens Kærlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og +fordringsfuld i sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med krænket +Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham, +han holdt af. Begge Dele skræmmede Drengen -- saa var han meget +sikrere overfor Faderen -- men hun kunde vride sine Hænder og spørge, +om hun da var bestemt til at gaa til Grunde. + +Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa Tæppet med en Stabel +Bøger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede +Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den +magelige Mand kunde rejse sig fra sin blødeste Lænestol, naar han +mærkede smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet «Fa'er», og saa +Dørgrebet blive bøjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa +en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre +Forsættet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte +slippe Grebet just i det afgørende Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa +sprang Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to smaa Arme om +hans Hals, to varme, bløde Læber trykkedes mod hans, og Drengen +raabte: «Fa'er sød -- gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den +blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind til sig og svare: +«Ja, min egen velsignede Dreng!» og lade sig ruske i Skægget og +kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt. + +Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger, og Erik havde en +vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands +Tommelfinger endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede, at +Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have +saa stor Fornøjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre +Anvendelse? + +I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa +Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om +Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners +Fødselsdag for at bringe deres Lykønskning. Purken sad paa sin Faders +Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner +sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det +ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin søde +Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig; han holdt nok af hende, +men ved Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver anden +Følelse. + +Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt +om Sommeren. + +Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit +Værelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sædvanlig, +og som det var blevet hendes Vane, fjærnede hun sig fra andre, skønt +hun godt vidste, at denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde +hende endnu ulykkeligere og mere bitter. + +Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskræmmet af +overgiven Latter og noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte +Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig +bag Gardinet og saa ud. Jo -- der galopperede den stive, formelle +Johan Banner i den Tro, at han var ubemærket, med sin Dreng paa +Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det +gav jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne sine firbenede +Kollegers Vrinsken. + +Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom +tvært imod en sviende Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette +Øjeblik, hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give +sig til at lege med det paa denne Maade. -- Nu var de trætte. Banner +kastede sig i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom med en Tot +Græs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i +Munden og tyggede tankefuld derpaa. + +Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo -- ikke med sin +sædvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig. +Da vaagnede alle de bedste Følelser hos hende -- aa, endnu var det +Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med, +sidde der i Græsset og være lykkelig sammen med dem. Men de brød sig +ikke om hende, hendes Øjne sved heftigere, Haven og de to dernede løb +i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig. + +Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn, saa lykkelige ved hinanden, +som Mennesker kunne være det. + +«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte Erik. + +«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.» + +«Giver Du mig da al Ting, Fader?» + +«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil være +artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske, +end Din Fader har været.» + + * * * * * + +Da Erik Banner voxede til, røbede der sig et Hang til nervøs +Overspændthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre +kraftigt end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene; men hans +Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt til nervøs Pirrelighed. +Som lille Barn generede stærk Støj ham og kunde endogsaa bringe ham +til at græde, og senere klagede han over Hovedpine og Træthed. Hans +overgivne Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed, og hvad +der maaske vilde være gaaet ubemærket hen hos en Haandværksmands Søn, +vakte Banners levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt, var enig +med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet, der allerede kunde +vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en +Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget rolig, paabød styrkende +Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede +brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig tog. Kininen +syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en +saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere +kunde skelne det ene fra det andet, Nervøsitet fra Uartighed. Erik, +der blev meget forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende +Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil +havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og +Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith +havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa +moderlige Smæk havde straffet hans Uartighed, lærte hun af den +Forbitrelse, han i lang Tid efter nærede mod hende, at hun maatte +opgive ethvert Forsøg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde +lidt af hans Kærlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det +Slags Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen, at han snart +tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner +havde raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let +have kunnet holde Drengen i Tømme, men hendes stadig tiltagende +Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans +Tilbøjeligheder, indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa Tide, +at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse. + +Det var en Dag i Høsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at +Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith læste, men +lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han ønskede at +vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom +ham at være langt interessantere end hans egen. + +«Giv Moder Bogen, lille Erik.» + +«Nej, jeg vil se i den.» + +Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges, og hun rejste sig +for at tage den fra ham. + +Men Erik holdt fast og strittede imod. + +«Vær nu en god Dreng, Erik» -- men han hørte intet. + +«Jeg vil ha' den!» hvæsede han. + +Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald +af Raseri: «Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs +paa hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt Bogen over Hovedet +og sagde venlig: «Lille Erik skal være artig.» + +Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans +Opførsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dør, maalløs af +Forbavselse. Det var første Gang, han saa Drengen saaledes. Han +skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hørte +Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Døren. +Men i næste Øjeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var +den hidsige lille Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for +første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han +skreg, han snoede og vendte sig, han tænkte ikke længer paa, at han +befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter +bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken faldt ubønhørlig ned over ham +og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han +skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt. Judith sad i Sofaen med +Bogen, Stridens Æble, i sin Haand. Hendes Følelser var de samme som +enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende +lige saa haardt som Drengen, og hun oprørtes over den «Mishandling», +for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men +det var Mændenes sædvanlige Brutalitet, at glæde sig ved at mærke +deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød hende at lægge +sig imellem, og Banner ophørte ikke at slaa, førend det lille Legeme +slappedes under hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand +forsvandt, og han mærkede, at Drengen var bøjet og skælvede. Saa slap +han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der +sig noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten triumferende +Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa +let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans +Hengivenhed for Faderen, og saa -- saa kunde hun maaske vinde en +lille Part deraf; hun trængte saa usigelig til Kærlighed. + +Hun bøjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. «Stakkels lille +Pip,» hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad, +at hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for øvrigt mest af +Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med +sit eget Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra hans Pande. +«Græd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal være god mod +Dig;» og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes +dog hans Graad. Hun løftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det +voldte ham øjensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende +Suk. «Gør det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder +skal ikke slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil Du altid +holde af Moder?» + +«Ja,» snøftede han. + +«Saa skal Moder nok være god ved Dig.» + +Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet til at nære enten +Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for +ham, sagde han pludselig: + +«Hvor er Fader?» + +«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg +skal nok passe paa Dig.» + +Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer Fader snart?» spurgte han +derpaa. + +«Nej, det varer længe, Du skal ikke være bange.» + +Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte +han sig om og sagde: «Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys. +Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede Hjærte. + +Men saa mærkede hun, at han atter begyndte at skælve. + +«Hvad er det?» + +«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det er «Emir».» + +Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle Øjeblikkes Forløb kunde +hun skælne Hovslagene af en Hest. + +«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.» + +Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer +Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og -- og -- nu kommer +han gennem Gangen.» + +«Vær ikke bange, Pip!» + +Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren aabnedes, han snoede +sig ud af Moderens Hænder, hun troede, det var for at flygte, og +vilde holde ham tilbage, idet hun stræbte at berolige ham; men han +sled sig løs, og inden Banner var kommen tre Skridt ind i Stuen, +havde Barnet grebet hans Hænder, klyngede sig op til ham og stammede: +«Jeg skal aldrig mere være uartig -- aldrig mere.» Og saa begyndte +han atter at græde. + +En stikkende Smerte greb Judith, hun var lige ved at vaande sig under +den. + +Banner løftede Drengen op og kyssede ham: «Fader er ikke længer vred, +men nu er Du træt og søvnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.» + +Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen Indvendinger, han gik hen +til sin Moder, der sad bleg og tavs i Sofaen. + +«God Nat, Moder!» Men hun skød ham fra sig uden at kysse ham. Han +betragtede hende forbavset, stod et Øjeblik raadvild og gik saa hen +til Faderen, kyssede ham og forføjede sig derpaa lydig bort for at +gaa i Seng. + +Da han var borte, sagde Judith med haard, næsten ukendelig Stemme: +«Jeg tror, at Børn er som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler +dem.» + +«Jeg tror,» svarede hendes Mand tørt, «at Drengen indsaa sin Uret, +derfor bøjede han sig villig.» + +«Det maa være en mærkelig Natur, som kan bøje sig for Mishandling.» + +«Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved, hvad uavet Trods og Stivsind +fører til; jeg vil bøje det hos Drengen.» + +«Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde at bøje sig.» + +Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen svarede han: «Der er +Mennesker, antager jeg, som aldrig har elsket og aldrig er blevne +elskede; derfor har de saa ondt ved at skulle bøje sig.» + +Hun tav og forlod Stuen. + + * * * * * + +Den Aften kunde hun ikke falde i Søvn; hun kastede sig hvileløs frem +og tilbage, plaget af sine sørgelige Tanker. Forsmaaet, forraadt af +sit eget Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en underordnet +Plads i hans Hjærte. Hun mindedes den længe varende Forbitrelse, +Barnet havde vist, da hun en Gang straffede det; Drengen brød sig +sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde jo sagt det: +«Mennesker, der aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede». Var +hun et saadant Menneske. Ja -- ja, ja -- hun var aldrig, aldrig +bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behøvede det, fuldt og helt. Og +heller ikke hun havde elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke, +saaledes som hun maatte kunne af hele sit Hjærte, uegennyttig, +offerberedvillig, selvforglemmende. Nej, hverken sin Moder, sin Mand +-- eller sit lille Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have +været fornøjet med den mindste Brøkdel af dets Hjærte; saadan +Kærlighed stillede jo ikke Fordringer. Dette var altsaa, hvad hun +manglede, Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag for Dag +slettere, ligegyldigere og haardere. Aa, vilde det da ikke komme? +Vilde da ingen elske hende, saaledes at ogsaa hendes Kærlighed blev +vakt; skulde hun da aldrig lære denne Følelse at kende med al dens +Berusning, dens Lykke og Sødme, saaledes som den jo dog vel fandtes. +Thi den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i Bøgerne? Skønt +-- Gud ved. Hun havde jo dog egentlig aldrig set nogen saadan +Kærlighed i Livet. Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt +Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man nøjere til, var den +maaske Drivefjedren i det hele. Egoisme havde bestemt hendes Moders +Handlemaade, hendes Stedfaders, hendes egen, ja først og fremmest +hendes egen; Kærligheden var maaske kun Ord, Indbildning, den fandtes +slet ikke. Men elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun +Egoisme; han elskede sig selv, sit Kød og Blod, sit eget Liv, +sin Fremtid i Drengen, det var alt. Hun fandt en sørgelig +Tilfredsstillelse i at optrævle ethvert Forhold, hun kom til at +tænke paa, og finde Egoisme som Kærne i dem alle. Under denne +Beskæftigelse overvældede Søvnen hende. Men endnu i halvvaagen +Tilstand mindedes hun Smaahistorier i de danske Læsebøger fra +Skoletiden om «Rørende Venskab», «Bevis paa Broderkærlighed», «Et +Negerbarns Kærlighed til sine Forældre» o. s. v., og deri blandede +sig uklart og forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme Tid: +«Saa elskede Gud Verden», «Mine Børn, elsker hverandre; jeg er +Kærlighed», «Kærlighed er Lovens Fylde», og halv ubevidst sukkede +hun: «At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette!» -- Saa faldt +hun i Søvn. + + * * * * * + +Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende, hun mistede lidt efter +lidt Lysten og Interessen for alt. Hun havde intet Menneske at knytte +sig til, intet Haab at nære, slet intet at arbejde for; hensigtsløst, +betydningsløst var jo det hele, hvorfor saa ikke lige saa godt opgive +denne Higen efter at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke +og lade være at plage sig med Forestillingen om, at hver Dag, der +gik, var tabt for hendes Liv? Hendes Karakter var ikke selvstændig +nok til at holde hende oppe, hun havde udtømt sig selv; hun havde +haabet paa i Moderkærligheden og Forholdet til Erik at finde en Spore +til fortsat Liv og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive +dette Haab, sank hun sammen og blev sløv. Hun mærkede det, men hun +gjorde ikke Modstand, det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for +træt til at stride imod. + +Men Banner havde siden hin Efteraarsdag ganske helliget sig sin Søns +Opdragelse. Han fik ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham, +Mindet om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i Drengens +bløde Gemyt; han viste sig at være af det Slags Børn, der kun behøver +Straf en Gang i deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en svag +Angst, en vis ydmyg Ærefrygt for Faderen, som om muligt blot forøgede +hans Kærlighed; Banner mærkede, at Eriks Sjæl laa som det blødeste +Vox i hans Hænder. Det gjaldt nu for ham om at danne den til et ædelt +og skønt Redskab, inden den hærdedes, og først og fremmest om at +bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans egen var bleven Offer. +Han forbød paa det strængeste Tyendet enhver Slags Forkælelse og +Underdanighed; belært af sine egne Erfaringer vilde han opdrage +Sønnen først og fremmest til at blive en dygtig Borger. Han skulde, +efter hans Planer, besøge en offentlig Skole, studere og arbejde og +ikke blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han vel en Gang +kunne give Verden sin Søn som en Adelsmand i bedste Forstand, en fri, +selvstændig og dygtig Mand, og sige: «Her er oprettet, hvad jeg +forspildte i mit eget Liv». Denne Tanke knyttede dem endnu +inderligere sammen; der var til sidst næsten ikke en Følelse hos dem, +som de ikke delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene eller +anden Maade skyldtes den anden. Det var maaske for Banners +Vedkommende en Slags Selvkærlighed, men i saa Fald havde Egoismen og +Kærligheden til en anden rakt hinanden Haanden og var inderlig +smeltede sammen. + +Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i Italien, begyndte Eriks +Nervøsitet igen. Man tilskrev det Overanstrengelse paa Rejsen, der +blev atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet tog af, +men i Sommerens Løb var det, som om hans Karakter forandredes. En +forunderlig Blidhed og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af; +hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt Hængeri; han klagede +over bestandig Træthed og tilbragte den største Del af Dagen paa +Faderens Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget varm, Lægen +mente, at dette og den megen Tordenluft var Skyld i Barnets Slaphed. +Da Varmen vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested i Norge, +for at han skulde nyde godt af den køligere og friskere Luft. Det +hjalp for en kort Tid, men saa vendte Trætheden tilbage, og Erik +længtes kun efter at komme hjem igen. + +«Hvad er der i Vejen med ham?» spurgte Banner Lægen. + +«Det er stadig denne Nervøsitet, som han har lidt af fra sin spæde +Barndom, men, naar han voxer til, gaar det nok over.» + +Men det gik ikke over. Der kom tvært imod noget foruroligende +gennemsigtigt over ham, noget forklaret i hans Udtryk og hele hans +Væsen, som Doktoren slet ikke syntes om. + + * * * * * + +I Efteraaret udbrød der en Diftheritis-Epidemi paa Egnen. Der blev +fra Banners Side ofret meget for at skaffe al mulig Hjælp til de +syge, men først og fremmest blev der dog anvendt den yderste +Forsigtighed for at vogte Erik for Smitten. Det var ikke saa +vanskeligt, og Banner var næsten glad over Drengens Stilhed og Ulyst +til at forlade Hjemmet. Erik kom nu kun ud, naar han efter Sædvane +red en Tur foran paa Sadelen hos sin Fader, og da kunde man endnu en +Gang imellem høre hans glade, trillende Barnelatter, men for øvrigt +blev han stedse mere stille, han lignede en syg Blomst. + +En Aften, da han vendte hjem fra en saadan Ridetur, bad han om at +komme i Seng strax, fordi han var træt. Om Natten havde han Feber, og +den næste Dag blev der sendt Bud efter Lægen. + +«Vi har anvendt al mulig Forsigtighed,» sagde Banner, «og Drengen er +dog bleven smittet.» + +«Deres Søn har ikke Diftheritis,» svarede den gamle Distriktslæge. + +Banner drog et Lettelsens Suk. «Saa er det vel intet af Betydning?» + +«Forhaabentlig ikke.» Lægen beordrede Is paa Drengens Hoved og +stadig frisk og kold Luft, ellers intet; og saa tog han bort. + +Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede ikke, men laa ganske +stille og bevidstløs. Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om +Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lægen. + +«Ja, Barnet er meget sygt.» + +«Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?» + +«Ja fuldstændig.» + +«De maa blive her,» sagde Banner da. + +«Jeg har flere Patienter.» + +«De maa blive her,» gentog Banner uforstyrrelig. + +«Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre vil kunne hjælpe.» + +«Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i Deres Praxis. De _skal_ +blive her.» + +Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret i Sygeværelset, hvor +baade Banner og Judith nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig +betænkeligere. Da Aftenen faldt paa, og Feberen endnu stod paa samme +Punkt, rystede Doktoren paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent +Bad bragte Drengens Temperatur ned; Lægen bad om at maatte tale ene +med Banner. Judith sad bleg og taareløs med Eriks lille brændende +Haand i sin, hun saa efter Mændene, da de gik ud, hun vidste, hvad +det gjaldt, og hun ønskede lidenskabsløst og dumpt, at hun maatte dø +med sit Barn. + +«Er der Fare?» spurgte Banner, da han og Lægen stod i +Studereværelset. + +«Jeg frygter, at Deres Søn vil dø.» + +«Barnet skal reddes, Doktor,» sagde Banner skarpt og bestemt, som om +hans Befaling kunde udrette noget. «De har Ansvaret.» + +«Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.» + +«Man tror ikke, før man nødes dertil,» svarede Banner, «men nu har +jeg jo kun Dem at stole paa. Efter en Pavse tilføjede han: «Jeg har +her i mit Skrivebord Penge og Værdipapirer til et Beløb af ti Tusinde +Kroner -- de er Deres, hvis De frelser Drengen.»» + +«Hvad nytter det, Døden lader sig ikke bestikke.» + +Da først syntes Banner at forstaa Farens Omfang; han greb den +forbløffede Læges Arm saa haardt, at denne gav sig derved, og raabte +i en Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den gode Mand blev +ganske angst: «Sig, at De ikke mener det. Det er umuligt, Barnet kan +ikke dø! Jeg _vil_ ikke miste ham, han er mig selv, min Sjæl, mit +hele Liv. Kan det hjælpe, saa tag, hvad jeg ejer og har, alt, mit +Liv, om det skal være, kun ikke Drengen.» + +Lægen vilde næppe tro sine egne Øjne og Øren; var dette den +blaserede, overlegne Mand? + +«Hvad nytter det,» sagde han bedrøvet. «Barnet lever ikke derfor. Han +har Hjærnebetændelse og ....» + +«Det er umuligt. Han er ikke kommet noget til, ikke paa nogen Maade.» + +«Det er han ganske sikkert ikke; men denne Sygdom har altid hængt som +en Fare over Deres Søns Liv. Det er en Følge af hans nedarvede +Nervøsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer, aldrig været +meget stærk, og De selv ....» + +Banners Ansigt var askegraat, Lægen holdt bestyrtet inde, der blev en +Pavse. + +Saa sagde Banner atter med fuldstændig rolig Stemme: «De undskylder, +at jeg i et saa alvorligt Tilfælde konsulterer en anden Læge. Jeg er +bange for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom. Det maa være +Diftheritis, og jeg agter at raadspørge en yngre Læge, De +undskylder?» + +«Vær saa god!» svarede han, «kun fordrer jeg, at De lader min unge +Kollega udtale sig uden at kende min Diagnose.» + +Banner ringede paa Tjeneren. «Kør til Byen og hent den anden Læge, +han skal staa op og komme strax. Tag de bedste Heste og vær tilbage +paa to Timer. Gaa!» + +Fem Minutter efter hørte man en Vogn jage ud af Gaarden. + +«Nu kører Banners Vogn efter Lægen,» sagde Smedekonen til sin Mand. +«Alle vore Børn er syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den +lille Banner blev daarlig.» + +«Og saa kommer de sig maaske alligevel,» bemærkede Smeden rolig, +«det staar alt sammen i Vorherres Haand.» + +Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for sin Kone. Doktoren gik +op og ned ad Gulvet og saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det +Soveværelse, hvor Judith engang havde syntes, at Søvnen maatte flygte +og efterlade hvileløse Nætter, fulde af mørke Tanker. Det var nu en +saadan Nat. Lampen oplyste kun halvt det store mørke Værelse med de +tunge Gardiner og de svære Møbler, som kastede deres lange +Slagskygger op over Væggen og Loftet. Ti Skridt herfra havde hun +ønsket sig, hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte -- men hvor +forfærdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap sex Aar laa der +mellem hin Dag og nu. Hun syntes, der var gaaet en Menneskealder hen +over hendes Hoved. Og her i dette Værelse skulde nu hendes sidste +Haab slukkes, hendes sidste Glæde dø! Banner sad stiv og rolig, men +den Kval, han udstod i Ventetimerne, oversteg hans Kræfter og +tilintetgjorde hans Modstand. Han ønskede hverken at forlænge eller +forkorte Tiden. Den anden Læge skulde udtale en Livs- eller Dødsdom +over ham, og han sad og ventede derpaa, men han syntes, at hvis +Sygdommen blot blev erklæret for Halssyge, saa vilde det dog altid +være ham en Trøst. + +Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og jog Natten op af sin +dødlignende Stilhed. Hundene gøede, Døre blev revne op og smækkede i, +og Byens yngre Læge traadte ind. Lige kommen op af Sengen var han og +i et forstyrret Toilette. Tjeneren havde kun givet ham Tid til at +kaste de nødvendigste Klædningsstykker om sig, saa havde han sat ham +op i Vognen, og de var kørte afsted i den fredelige, stjærneklare +Høstnat, som om Pesten var i Hælene paa dem. + +Erik laa bevidstløs og ubevægelig i en glødende Feber. + +«Er det Halssygen?» hviskede Banner. + +Lægen skottede hen til sin ældre Kollega, tog saa et Lys og førte det +et Par Gange frem og tilbage foran Drengens aabne Øjne. «Nej, det er +ikke!» + +«Hvad da?» + +«Saa vidt jeg kan dømme, Hjærnebetændelse.» + +Banner knugede Hænderne sammen, saa Neglene borede sig ind i +Haandfladen. «Tager De ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at +Erik ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevægelse, som +kunde foranledige en Hjærnerystelse.» + +Da rettede den unge Læge sig op og med et knusende Blik paa sin +Modstander og i en overlegen, docerende Tone sagde han: «Det er jo +ikke sagt, at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser eller +Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop en Sygdom som denne har +sandsynligvis sin Rod i tidligere Slægtled, og skønt jeg ikke kender +Forholdene, var det vel ikke umuligt, at der netop i dette Tilfælde +kunde ligge en nedarvet Disposition til Grund.» + +Banner betydede ham med en Haandbevægelse, at han skulde tie. «Jeg +beder Dem,» sagde han med klangløs Stemme, «sig mig med faa Ord, om +der er noget at gøre for Barnet.» + +Distriktslægen rystede paa Hovedet, hans Kollega trak paa Skuldrene +og mumlede, at han var hentet for sent. + +«De Herrers Nærværelse er da overflødig?» spurgte Banner stadig i +samme kolde, brudte Tone. + +En ny Skuldertrækning. + +«Saa kan der spændes for to Vogne -- eller, det er sandt, de Herrer +er jo saa enige, at de maaske kan nøjes med en.» Banner havde en stor +Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af sine Hunde. + +Erik gjorde en Bevægelse, Banner bøjede sig over Sengen, Lægerne +standsede. Drengen aabnede Øjnene og syntes at fæste dem paa Faderen +med et bevidst Blik. «De Herrer har dog taget fejl, Drengen er +frelst,» udbrød Banner, «Krisen er overstaaet!» + +Lægerne stod ved Sengen, Eriks Øjne var atter lukkede. «Ja,» sagde +den gamle Distriktslæge stille, «Krisen er overstaaet, Drengen er +død.» + +Banner lagde Haanden paa Sønnens Bryst, Hjærteslaget var standset. Da +vendte han sig rolig bort, forlod Værelset, gik til sin egen Stue og +aflaasede Døren efter sig. Men Judith havde skjult Hovedet i Tæpperne +paa sin Mands Seng, og der laa hun endnu, da Lægerne, efter endnu en +Gang at have forvisset sig om Drengens Død, forlod Værelset. + + * * * * * + +Banner sad indelukket i sin Stue, Dag og Nat, vilde ikke tale med +nogen og overlod til de andre at træffe Forberedelserne til +Begravelsen. Hans hele Væsen var revet op, Barnet havde været knyttet +til ham som ved hver Nerve i hans Legeme, og var nu pludselig rykket +løs; hans Sjæl dirrede af Smerte. Hans Slægt var altsaa dødsdømt, og +det forfærdeligste var, at han selv bar en Del af Skylden. Det var +ikke blevet udtalt, men han vidste det godt; og derfor ønskede han +atter og atter, ikke, at Drengen skulde komme til Live igen, men at +han dog i det mindste var død naturlig smittet, og ikke som et Offer +for hele Slægtens og i Særdeleshed hans egen Skyld. Naar denne Tanke +kom over ham, og den kom tidlig og sent, troede han, at han vilde +blive vanvittig, og han ønskede det næsten. + +Han sad den meste Tid stiv og stille i en Stol og saa ud for sig, +ventende paa, at den ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde +stilnes, af ingen anden Grund end den, at det var ham umuligt at +udholde den. Der kom virkelig ogsaa undertiden Lindring, Øjeblikke, +hvor han ophørte at tænke, og halvsløv henfaldt i forvirrede, +usammenhængende Erindringer. Men saa kom Tanken jagende igen: «Mit +Barn er død, og jeg bærer Skylden,» og saa var han atter et +hjælpeløst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede han ganske svagt +frem og tilbage og bankede med Fingrene paa Stolens Arme, tankeløse +Bevægelser, ved hvis Regelmæssighed han ubevidst stræbte at dulme +Pinen. Overmaalet af hans Smerte havde lammet hans Sjæl og berøvet +den Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de store er tavse. + +Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa ham. Han rejste sig da og gik +ind i Værelset, hvor Kisten stod, det var den store smukke Riddersal. +Han betragtede kun et Øjeblik Barnets Ansigt, saa vendte han sig +hurtig og gav ved Tegn til Kende, at man kunde skrue Laaget paa. + +I det næste Værelse ventede Folk, som var indtrufne til Begravelsen, +Byens og Omegnens Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem paa +sin sædvanlige formelle Maade, men sagde intet; en og anden traadte +frem og mumlede nogle Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold +og faldt mat tilbage, naar de slap den. + +Barnet blev begravet fra hans egen Kirke, der var behængt med sort +Klæde og Flor; Kirkegaarden kunde næppe rumme Følget. Godsets, Byens +og Omegnens Folk var der, Proprietærer, Gaardmænd, Husmænd og +Indsiddere, alt hvad der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone var +der, begge med grænseløs Taknemlighed i Hjærtet, fordi Vorherre havde +skaanet deres fem Børn. + +«Det maatte dog næsten heller have været et af vore,» sagde +Smedekonen, «vi har elleve, men de havde kun det ene, og det var +endda ham, der skulde have hele Herligheden.» + +Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han saa ingen af de +tilstedeværende, han hørte ikke Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen, +Klokkeringningen eller Graaden. Han bukkede høflig for Præsten, da +Ceremonien var endt, hilste paa Følget og gik til sin Vogn, uden en +Taare, et Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede han sig atter +inde i sit Studereværelse. Han spurgte ikke efter Judith. + + * * * * * + +Hun sad ved Vinduet og saa ned over Vejen, hvor Følget bugtede og +snoede sig, hun sad der endnu, da Vognene senere rullede af Sted fra +Begravelsen. Hun tænkte paa, hvor godt og lykkeligt det vilde være +den Dag, de kom fra hendes Begravelse. + +Thi hun ønskede at dø. Sorgen havde drevet hende til det yderste, +Ulykken forekom hende at have overskredet de Grænser, menneskelig +Evne har til at udholde, og som det jagede, omringede Dyr vendte hun +sig mod Forfølgeren i Trods. Thi der laa en Forfølgelse bag ved; en +stærkere Haand martrede og pinte hende. Det var maaske den retfærdige +og vise Gud, der vilde tugte hende til Omvendelse? Men det skulde +ikke lykkes; hendes hele Sind oprørtes mod denne Tugt, hun ønskede at +trodse denne ubarmhjærtige Dommer. Hun vilde ikke tro paa ham, nu +mindre end nogensinde før. -- Men var han ikke til, saa stod hun jo +overfor en blind, tilfældig Skæbne, som hun ikke kunde sætte sig op +imod, eller rette Bebrejdelser imod eller fornægte, en Klippe, +hvorimod hun kunde løbe Panden i den vildeste Fortvivlelse, uden at +opnaa andet end at saare sig selv. Det var endnu forfærdeligere, og +hendes Tanker faldt slappe og afmægtige ned foran denne Mur. De søgte +sig nye Baner. Drengen var død, uden nogen Sinde at have været noget +for hende, uden at have lært at elske hende, og nu var det +uigenkaldelig for sent. For sent! -- Hun lod sig længe martre af +disse Ord, indtil ogsaa de havde tabt deres Kraft, og hendes Tanker +dreves videre. Vilde han nogensinde være blevet noget for hende! +Vilde han ikke have fjærnet sig mere og mere fra hende, og naar han +en Gang opdagede Kløften mellem hende og Faderen, vilde han da ikke +have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis. + +Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa have ventet sig noget; +hun nødtes formelig til at være glad over sin Ulykke. + +Hvis var da Skylden? + +Da kom det med et -- det var hendes Mands! Han havde berøvet hende +Agtelsen for hende selv, han havde berøvet hende Barnets Kærlighed, +dets fremtidige Sympati og han havde, ja -- _han_ havde været Skyld i +Barnets Død. Han havde altsaa berøvet hende Fortid, Nutid og Fremtid, +og berøvede hende nu endog selve Sorgen. Hun syntes, hun maatte hade +ham, hade ham af al sin Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og +hun gav det Rum, indtil det brændende, kvælende overvældede hende. + +Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjæl fuldstændig formørket, og +næsten hoverende sagde hun til sig selv: «Nu er jeg ond.» + + * * * * * + +Paa Gaarden herskede der en dødlignende Stilhed. Banner opholdt sig +næsten udelukkende i sit Værelse. + +Efter Begravelsen havde den Tanke nu og da hjemsøgt ham, at han vilde +ende sit Liv. Han erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og +betragtede ikke Selvmord som en uværdig eller fejg Handling. Han +kunde ikke udholde Livet, det var ham Grund nok til at skille sig ved +det. Men han maatte først ordne sine Sager. Der skulde gøres noget +til Minde om Drengen, denne korte Tilværelse skulde ikke forsvinde +uden Spor. «Min lille Dreng!» + +Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som han saa ofte havde sagt +dem, kælende blødt, til Erik, og da Lyden af dem naaede hans Øre, +reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og Tankerne brød ind over +ham som et opstængt Aaløb. Der -- i den Stol havde Erik siddet en +Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig, ladende som han +læste, gravitetisk med Faders Lorgnet paa Næsen, og saa havde han +leet, aa, hvor havde han leet den Dag! Der paa Tæppet havde han som +lille ligget og revet sine Billedbøger i Stykker, gennem denne Dør +var han tusinde Gange kommet springende, der stod hans store +Fotografi, der laa hans Bolt, der et Stykke Papir, som han for kort +siden havde overmalet med sine mærkelige Tegninger: Mænd med lange +Næser og tynde Arme med fem strittende Fingre; udenfor Huse, som +omtrent naaede dem til Knæene. Værelset var endnu fyldt med Ekkoet af +hans Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det sidste Halvaar og +den trillende, jublende, overgivne Latter fra tidligere Tider. + +For faa Dage siden havde hans Arme endnu omslynget Faderens Hals, og +hans Læber søgt hans. Nu var det forbi -- forbi for bestandig. Og +hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i Stolen, skjulte Ansigtet +i sine Hænder og hulkede saa skærende, at han selv blev forskrækket +derved. Men medens han græd, sneg en forunderlig Blødhed sig over +ham, han ønskede at tale med nogen, at trøstes, at finde Hvile og +Medlidenhed. -- Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet det som +en Fornærmelse, om nogen vilde have vist ham Medlidenhed. Men nu var +han saa træt, saa træt. Han mindedes sin Barndom. Tænk, at det var +den overmodige, stolte Dreng fra hin Tid, der laa her som en +sønderknust Mand! Han tænkte ogsaa paa sin Moder, han mindedes hende +kun svagt, men han ønskede, at hun nu havde været der, thi hos hende +vilde han have kunnet græde sin Sorg ud. + +Da kom han til at huske paa, at de jo var to om Tabet, at der jo dog +var _et_ Menneske, som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte, og +han fik pludselig Lyst til at tale med hende. Han rejste sig op. +Ensomheden, Mørket, denne døde Tavshed lagde sig paa en Gang +trykkende over ham. Han længtes saa smertelig efter lidt Sympathi, et +menneskeligt Væsens Deltagelse og Tilstedeværelse, og han blev +formelig bange i Mørket og Tomheden, grebes af en nervøs, sygelig +Frygt for at være alene. + +Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren kom ham i Møde, men +standsede og traadte til Side for at lade ham passere. Manden var i +sort Livrée med Flor over Sølvknapperne, hans Ansigt var bedrøvet og +røbede en ærbødig Deltagelse. + +Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers aldrig til sine +Tjenestefolk uden for at give dem sine Ordrer. De blev betalte for at +tjene, adlyde og forsvinde som Individualiteter, de blev godt betalte +og havde følgelig intet at klage over. + +Nu standsede han foran Tjeneren og sagde med en Stemme, der var saa +mild, at Manden forbavsedes: «Det var Dem, jeg sendte til Byen efter +Lægen. De og Kusken og den Pige, der passede min Søn, kan lade dem +udbetale hver femhundrede Kroner hos min Godsforvalter -- fra min +lille Dreng.» + +Han gik videre, og Tjeneren blev staaende uden at kunne fremstamme et +Ord til Tak. + +Banner havde naaet Døren til det Værelse, hvor hans Kone plejede at +opholde sig, han aabnede den efter nogen Tøven. Der var Lys. En Lampe +brændte svagt paa det lille Bord, der stod foran Sofaen i det ene +Hjørne af Stuen. Judith sad i Sofaen med et Sytøj i Haanden; hun +syede ellers sjælden, men nu trængte hun til noget, der kunde +beskæftige Hænder og Tanker. Hun saa næppe op, da han kom ind, hun +sad hensunken i sine egne triste Betragtninger. Hun saa ikke, at hans +tynde Haar var graanet, og at der var kommet lyse Stænk i hans tætte +mørke Skæg; hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa en Gang +slappere og mildere Udtryk, at hans Holdning var mindre stiv og +lignede en Rekonvalescents. Hun kæmpede og arbejdede dybt nede i det +Fortvivlelsens Mørke, hun havde styrtet sig i; ham ventede hun sig +ingen Hjælp af, det sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun havde +kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham. Saa kom han. Hendes syge +Sind vendte sig bort, hun kunde ikke taale at se ham. + +Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy; der hørtes ikke en +Lyd, næppe nok deres Aandedræt; de sad saa tavse, som om de var +livløse. Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten tankeløst eller +maaske, fordi der i hendes Ansigt fandtes Spor af Lighed med Barnet. +Hun mærkede Blikket, det brændte hende, hun sad som fortryllet i det +dødstille Værelse med det stive Blik hvilende paa sig. Da var det, +som om hendes Tanker forvirredes, en nervøs Angst overfaldt hende, +hun turde ikke blive siddende der, hun kunde ikke udholde dette. Og +hun rejste sig, hun bad ham med en Haandbevægelse om at lade hende +komme forbi, hun vilde bort, hun led som under et Mareridt. + +Da strakte han Hænderne ud mod hende og sagde bedende: «Nej, bliv +her!» Men hun forstod ham ikke, hun var kun bange, ophidset og syg, +hun holdt afværgende Hænderne ud som for at forsvare sig og stammede: +«Gaa, gaa, lad mig være fri -- jeg kan ikke taale det -- jeg kan ikke +-- taale at se Dig.» Da rejste han sig og forlod hende. + + * * * * * + +Hun gik i Haven; hun erindrede næppe, hvorledes hun var kommen +derned, men hun gik der, frem og tilbage i den lange Lindealle. + +Det var bidende koldt Efteraarsvejr, de røde og gule Blade hvirvlede +ned fra Træerne og krummede sig brune for hendes Fod, mørkt og trist +Efteraarsvejr, med Skyer, der drev tungt og lavt som Røg for Blæsten, +der susede gennem de høje Træer og raslede i de sammenføgne +Bladbunker. Denne underlige Susen gennem Trætoppene -- den lød først +fjærnere og svagere, saa nærmere, indtil den brusede dumpt hen over +hendes Hoved og saa langsomt svindende døde hen som med et Suk. Og i +Pavserne hørte man disse fjærne, underlige, klagende Lyde, som +Efteraaret har, der kommer, man ved ikke hvorfra. Naturen gik med +bøjet Hoved sin Opløsning i Møde. Hun standsede og saa ud over de øde +Stubmarker. Oppe i Luften drog Vildgæssene bort i en skæv, +uregelmæssig Trekant, hun hørte svagt Lyden af deres Skrig. Hendes +Ophidselse havde lagt sig, det var, som om hendes Smerte i hint +Øjeblik havde naaet sit Højdepunkt, hvorefter Reaktionen var +indtraadt. + +Hun var nu saa blidt sørgmodig, følte hverken Had eller Trods, kun en +bittersød Trang til at opgive sit Væsen, smelte sammen med den døende +Natur, hensmuldre med det visne Løv, optages i de tunge, mørke Skyer, +der foer hen over hendes Hoved. Atter og atter droges hendes Tanker +henimod hendes Mand, hun kunde ikke faa dem bort derfra. Hun forstod +nu, hvorfor han var kommen til hende, og, medens hendes egen Smerte +lagde sig som Havet efter en Storm, begyndte hun at fatte hans. O, +hvad han dog maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig blødere. +Naar _hun_ havde sørget saa forfærdelig, hvorledes havde da ikke han, +han, som satte hele sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt +og ubestemt den Forandring, hans Væsen og hans Ydre var undergaaet. +Han var altsaa kommen til hende og havde bedet hende om Trøst; ja, nu +huskede hun det, han havde strakt Armene ud mod hende og bedet hende +blive. Og hvad havde hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb +hende. Hun havde stødt ham bort. Ja, hun havde været syg den Gang, +afsindig, ude af sig selv. Han var kommen til hende, til _hende_, +fortjente hun det? Han havde kun havt en i Verden at henvende sig +til, og han var kommen af sig selv; han havde glemt al Spot, al +Vrede, al Bitterhed, han var kommen og havde bedt hende sørge med +ham, og hun havde stødt ham bort. Tusinde venlige Handlinger kunde +ikke have blødgjort hende, saaledes som denne Tanke, at hun havde +gjort ham Uret. Da følte hun sig saa beskæmmet, saa lille og ussel, +og hun fik en smertelig Længsel efter at gøre sin Uret god igen, +sige ham, at hun havde været syg og utilregnelig, men hvorledes +skulde hun gøre det. + +Hun vandrede frem og tilbage under de sukkende Træer, det blev +mørkere og koldere, men hun mærkede det ikke, for første Gang i lang +Tid græd hun mildt og uden Trods, græd over sin Svaghed, sin Synd og +sine Fejl. + +Hun ventede hele den næste Dag, hun lyttede efter hver Dør, der gik, +efter Fodtrinene i de tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik +Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til hende, men hun turde +ikke. Hun gik nervøs og hvileløs om i det store Hus, gik forbi hans +Dør, men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu mere bedrøvet +tilbage til sit Værelse. + +Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen, hun kunde ikke faa +Bugt med de nervøse Kuldegysninger. + +«Er Godsejeren ene paa sit Værelse?» + +«Nej, Prokuratoren er hos ham.» + +Tjeneren gik, hun rykkede sig nærmere til Ilden, satte Fødderne paa +Kamingærdet; hun rystede formelig af Kulde. Bøjet forover stirrede +hun ned i Flammerne, som legende steg og sank, fangende hendes Blik, +medens Tankerne gled langt bort, bestandig kredsende om det samme. + +Hvor hun gærne vilde have været lykkelig! Hvor hun lidt havde +forstaaet at blive det! Var det blot hans Skyld? + +Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev han maaske sit Testament, +tænkte han paa at dø? Hvis han nu døde -- hvis han døde! + +Døren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker og vendte Hovedet. Det +var ham. + +Hun skælvede over hele Legemet. Aa, var det muligt, kom han igen, var +det endnu ikke for sent? + +«Maa jeg forstyrre Dig blot et Øjeblik?» + +Hans Stemme var meget høflig, meget venlig, men hun indsaa det -- det +var ikke den, hun havde ventet. + +«Det er blot nogle Forretninger.» + +Hun bøjede Hovedet. + +«Sagføreren er hos mig. Jeg vil skrive mit Testament. Jeg gjorde +nogle Dispositioner, medens Erik levede, men det gælder jo ikke mere. +Jeg ved ikke, hvor længe jeg lever, eller hvor pludselig jeg kan dø, +og jeg ønsker at sikre Dig vort Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det, +hvorom jeg vil spørge Dig er noget andet. Jeg har tænkt at optage en +Prioritet paa 100,000 Kroner i Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks +Opdragelse vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat deraf, +som kan bære vor Søns Navn? Jeg vilde nødig, at han skulde gaa +sporløst ud af Livet -- som jeg.» + +«Jo -- jo,» hviskede hun, men formaaede ikke at tilføje mere; hun +prøvede derpaa, men det mislykkedes. + +«Vi kan senere tale nærmere om Anvendelsen,» tilføjede han, «det +gælder nu blot om at faa Laanet ordnet. -- Undskyld, Sagføreren +venter.» + +Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af denne Betænksomhed, denne +Gavmildhed, dette Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel og +ubeskaaren, mod Slægtninges Krav, han frygtede for at dø uden at have +sørget for hende! Hvad havde hun givet til Gengæld? Hun havde fra +første Færd været mod ham som en Uven, en Modstander, hun havde +anklaget ham, som om han havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke +den meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig Pige havde han +gjort hende til sin Hustru, og nu vilde han overdrage hende alt, +hende, der aldrig havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde det +som noget, der ganske faldt af sig selv. «Han vidste ikke, hvor længe +han levede». Det samme mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort før +han tog sig af Dage. Var det muligt, tænkte han paa at ende sit Liv? +Hvad havde han dog ikke lidt! _Han_ havde maaske heller ikke haft et +glad Øjeblik hele sit Liv. Han sagde det jo -- var det ikke +forfærdeligt -- «gaa sporløst ud af Livet som jeg». Sporløst ud af +Livet! Han nænnede ikke, at hans lille Barn skulde have levet +forgæves, skønt han kun blev fem Aar -- men hun da? Hvad Spor vilde +hun efterlade sig? Hvem vilde mindes hende med Sorg, hvis hun døde, +eller savne hende? Hun havde ikke været noget for nogen i Verden! Og +pludselig stod det for hende i al sin forfærdelige Sandhed: «Skylden +har været Din egen -- kun Din. Dig selv kan Du takke for Tomheden og +Ulykken, der har ruget over dit Liv, det bunder alt sammen i Din egen +forfærdelige Egoisme.» Havde hun nogensinde for Alvor søgt at udrette +noget? Hun havde ønsket at gøre det, saadan i vag Ubestemthed, men +aldrig taget alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed som at +besøge sin Moder, kunde hun uden Modvilje bekvemme sig til, skønt hun +vidste, hvilken Glæde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun gik +heftig bevæget op og ned ad Gulvet, og som vaagnet af en Drøm saa hun +et Liv bag sig, et Liv af forspildte Dage, gavnløse Gerninger. Men +der var maaske endnu Tid til at udrette noget godt -- og hun gav sig +selv det Løfte, at stræbe derefter, saa vidt hun formaaede. + + * * * * * + +Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver søgte og +fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem +med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart +Øjeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa +til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente +ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at tale, men naar Øjeblikket +kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa høflig, saa lidt +indbydende til Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var hans +kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og skønt hun ikke længere +misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun +stræbte da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke lagde Mærke til, at +bøde paa sin Uret. + +Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig før havde kendt til, +hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun +vidste selv næppe hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg +hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde været +der og havde efterladt Anelser og Drømme, underlige, betagende. + +Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og læste om Brødrene +Goncourts Liv, deres inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde +Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige +Tro, der var Sjælen i det. -- Og den bløde Vaarvind strøg ind ad +Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn Sang, en +underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende +Længsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog -- tænke +sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken +Salighed maatte det ikke være? Og med Tanken kom der en ny ukendt +Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet Kærligheden, men i dette +Øjeblik vidste hun, at den maatte være til. + +Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk +-- hun jog Tanken bort, men den havde været der. + + * * * * * + +Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik aldrig havde levet. Og dog +havde Barnets Død medført en stor Forandring i hans Moders Liv. Hvor +var nu hendes ørkesløse Grublerier, hendes sørgmodige Bitterhed, +hendes haabløse Livsanskuelse? Hun gik om i sit Hjem mild og stille, +men bestandig beskæftiget. Hun tog sig af sine undergivne, af Sognets +fattige og al den Nød og Hjælpeløshed, hun saa om sig, men det, der +indgød hende Lysten dertil, forstod hun næppe selv. Paa den anden +Side havde den lille Drengs Død ladet Faderen tilbage som et Vrag. +Hans Livsaanders korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen, +Johan Banner havde opgivet alt. + +Men Forandringen var ikke synlig; de havde i deres Samliv omgivet sig +med en blank Skal af Høflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om +Kærnen indenfor begyndte at spire eller smuldre hen. Ensformig gled +Dage, Uger og Maaneder hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglæder, +Smaabegivenheder. + +Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Værelse for at +hente en Nøgle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han +var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede +Tillid til ethvert Menneskes Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa +Menneskene for at være Egoister, svage og ulykkelige, men han +forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle eller bedrage. Hun trak +Skuffen ud og tog Nøglen, men opdagede saa i det samme mellem +Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var +Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik +det op for hende, at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet +for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfløjne Dage. +Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om +hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke +løsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den +Gang kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end nu Mundens halv +spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde +beholdt tilbage. Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod +hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder, der havde kastet +sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde været +elskede af ham, om end aldrig saa kort. + +Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun +pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet +Billede af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke +ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa +bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han +vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skød Skuffen i +og forlod Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig +lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det +virkelig var den Mand, med hvem hun havde været gift nu snart i syv +Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede +det næste Morgen, før hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste +Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde +Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var +han ikke? + +«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig, «hvem der kan have været i +mit Værelse.» + +«Hvorledes?» + +«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.» + +«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne. + +«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt +Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg +tilfældigvis gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er +aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser +altsaa, at der maa have været en eller anden i mine Gemmer.» + +Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han +anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at +vinde Tid ved at spørge paa ny. + +«Har Du før mistet noget?» + +«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa, det var som sagt et rent +Tilfælde, der ledte til denne Opdagelse.» + +«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?» + +«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden +af, de er ikke borte.» + +Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt; hvem skulde begaa +Tyveri for et Portræts Skyld; for det kan vel ikke være nogen af +Pigerne --» + +Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at +hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end +havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra +sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert +optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare +Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var +hende, der havde fundet det værdt at have? Hun syntes, at det var +hendes Pligt -- men saa at møde et koldt, forbavset Blik, hun kunde +ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nærmest paafølgende tog hun +det vel hundrede Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men kunde +saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix Ide hos hende, at hun ikke +kunde faa Ro, før Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa +Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre Bod derfor, men hendes +Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige. + + * * * * * + +Kort før Jul kom der Indbydelse til et stort Middagsselskab paa +Restrupgaard, som nu var i en anden Ejers Besiddelse. Det skulde +holdes lille Juleaften. Sørgeaaret var omme, derfor afslog de ikke +Invitationen, men tog derover. Det var et stort Julegilde, der gaves +i Restrupgaards gamle Sale; alle Egnens rigeste Landbesiddere var til +Stede. Banner var en Slags Æresgæst, det var det første Selskab, han +deltog i, siden sin Søns Død, og han var desuden den største Landdrot +der paa Egnen. + +Judith blev ført til Bords af Værten. Lige over for dem sad Banner; +hans Borddame var en ung Kone paa Judiths Alder, der netop var bleven +gift i dette Efteraar. + +Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt Taler og drukket Skaaler, +og da det var et jysk Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa +Drikkevarerne. Det var fine og svære Vine, som ikke undlod at udøve +deres Virkning; man spiste, talte og lo, og da Dyrestegen blev sat +paa Bordet, var Munterheden naaet meget højt. Værten lod Stegen blive +staaende paa Bordet, Maaltidet var jo Festens Midtpunkt, det maatte +gerne trækkes ud saa længe som mulig. Han lo og talte mer end nogen +af de andre, han havde drukket private Glas med enhver af de +tilstedeværende, han havde drukket deres Skaal offentlig, og medens +han med jysk Gæstfrihed nødte Gæsterne, foregik han dem selv med +et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa sig løs? Høsten havde jo +været god, og den velsignede Jul stod for Døren, Huset skulde vise +sig i sin fulde Glans. Gæsterne maatte prøve denne eller hin +«Extra»-Flaske: «Hvadbehager -- den lader sig drikke -- sikken +Bouquet, hvad?» Og Gæsterne smagte eller lod, som de gjorde det, +thi de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen ned med +halvberusede Menneskers Lyst til at blive endnu mere omtaagede. Der +var ikke Tale om Konversation mere. Da den første Stivhed var +forsvunden, raabte enhver saa højt, han formaaede. Beretninger om +blankbrune Hingste, Præmietyre, Dyrskuer, Landvæsensartikler o. s. v. +udgjorde Broderparten af Æmnerne. Damerne morede sig lige saa godt +som deres Mænd. De var aldeles ikke forargede over Lystigheden, de +fleste var fødte der paa Egnen og vante til den fra Barndommen. + +Men Judith stemte al denne Munterhed til Tankefuldhed, hun blev tavs +i denne Højrøstethed og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning, +der bragte hende til at blegne, trods Heden og Ophidselsen. Hendes +gamle Sørgmodighed vendte tilbage, om end i en mildere Form. Det +havde altid pint hende at se Mennesker give slip paa deres Værdighed, +saaledes som disse støjende, raa Væsner. Skulde de virkelig være +Skabningens ypperste? Den Aandsspænstighed, som skulde kunne bringe +hende til at forstaa den svulmende, overstrømmende, animalske +Livslyst om hende, manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde +knækket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder, hvoraf +ethvert milevidt afveg fra Skønhedsidealet, disse skæggede Hoveder +med plumpe Træk, tykke Læber, stirrende eller dorske Øjne, +Fysiognomier, som man kunde fristes til at tro, at Naturen havde +frembragt i en kaad Lyst til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed +var oppustede og ophedede af Vinen, Maden, Varmen og den megen +Snakken. + +Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun omgivet af en tynd Krans +graa Haar, men af en paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Næse, +dybtliggende, alvorlige Øjne og en smuk, fint spottende Mund, et +Ansigt, der udmærkede sig ved sin Bleghed og Ro midt imellem alle de +andre, der var saa hede og røde, en Gud mellem en Flok Fauner. Han +talte meget lidt, hverken livlig eller aandrig syntes det, og dog +misundte hun pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde hendes Plads, +hun skulde prøve paa at faa ham til at smile, eller ligesom skjult i +de andres Støj se at finde Mod til at sige ham -- hvad? Noget +venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne og undskylde sig. +Eller blot, ja, om hun blot var en fremmed og kunde begynde forfra, +helt forfra paa en anden og bedre Maade! + +Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig tilbage for at ryge, +spille Billard, en lille L'hombre, maaske en Smule Hasard. Damerne +blev alene. + +Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig Blondine, hen til Judith og +sagde med en Livlighed og Fortrolighed, der dels var hende medfødt +dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprømthed: «Det var Deres +Mand, jeg havde til Bords, ikke sandt? Jeg vilde næppe tro mine egne +Øren, da han sagde, at De var hans Frue og havde været gift med ham i +syv Aar. De ser jo saa ung ud.» + +Judith smilte svagt; det var første Gang et Smigreri havde behaget +hende saaledes: «Jeg var næppe nitten Aar, da jeg blev gift og -- +og,» hun famlede efter et Udtryk, «min Mand er femten Aar ældre.» + +«Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder, men blev først gift for +et Par Maaneder siden. Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke +Mærke til ham ved Bordet, den smukke, blonde Mand, der sad et Par +Pladser fra mig?» + +Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt Mærke til _en_ Mand blandt +dem alle. + +«De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen saa noget gnaven ud. Han +er altid fortrydelig, naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke kan +beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig saa forelsket.» + +Den nygifte Frue rødmede, da hun gjorde denne Tilstaaelse halv koket +halv naivt, og søgte Sympathi i sin jævnaldrendes Ansigt, men hun +fandt nærmest et sørgmodigt Udtryk. Da tog Fruen hende om Livet paa +Damers Maner, naar de har Lyst til at være fortrolige, og fortsatte: +«De maa ofte komme og besøge os; vi har det saa hyggelig og er saa +glade; vi holder saa meget af Besøg, men vi vil helst blive hjemme -- +for vi er jo endnu i Hvedebrødsdagene.» + +Denne Venlighed, denne Fortrolighed berørte Judith forunderlig. Der +var en Tid, hvor hun vilde have spottet den og vist den tilbage, +fordi den vilde have generet hende, men i dette Øjeblik, da den saa +naturlig, saa uventet venlig strømmede hende i Møde, fik hun en +pludselig Lyst til at tale, til at betro sig til denne Venlighed og +fortælle om sig selv, om sit tidligere triste Liv, om at hun ikke +længer var haabløs eller bitter som før, at hun ikke længer troede +paa Egoisme som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om hele +denne vidunderlige Forvandling, som hun følte var i Lag med at +foregaa med hende. Hun syntes, at det maatte kunne vække Genklang hos +denne unge, livsglade Frue, men saa -- da hun prøvede paa at tale, +blev hun bange og nøjedes med at sige: «Saa maa De ogsaa besøge os -- +naar Deres Hvedebrødsdage er forbi i alt Fald.» + +«Aa ja, det vil jeg rigtignok gærne. De skal have saadan et yndigt +Hjem, siger man, og De gjør det saa hyggeligt. Ja, er det ikke +dejligt, saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande Blomster og +spille rørende Melodier for sin sentimentale Kæledægge af en Mand, og +være lykkelig ved alt, hvad man tager sig for?» + +Judith prøvede atter paa at tale, at fortælle, at noget af dette +havde hun lært at kende, men først for ganske nylig; men inden hun +kunde tale, lagde Fruen sin varme, bløde Kind mod hendes og hviskede: + +«Vi to vil blive Venner, ikke sandt?» + +Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede «Ja». + +«Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er det ikke rædsomt at +skulle spilde en hel Aften blandt dem og kede sig med Anstand. Ved +De, hvad jeg altid trøster mig med i et saadant Selskab?» + +«Nej.» + +«Med at tænke paa, at jeg skal køre hjem alene med Theodor. Finder De +det ikke fortryllende at køre hjem med Deres Mand?» + +Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som blev budt om, og de fik ikke +Lejlighed til senere at fortsætte den. Judith længtes efter at være +alene, at overgive sig til sine Drømmerier. Hun forlod det varme, +snakopfyldte Værelse og gik ind i det næste, der stod tomt. Her var +hverken saa varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette var +Restrups «Studereværelse», og da hun tog Plads i en Lænestol foran +Kaminen, anede hun ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex +Aar siden havde drukket sin sidste Flaske Rum. Men som om den afdøde +Adelsmands Aand flakkede om paa disse vante Steder, førtes hendes +Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde en Gang sammenlignet +ham med sin Mand og ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel; +hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes til den raa og plumpe +Landjunkertype, der stod saa langt under Banner. Og dog havde han +været baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog ikke Adelskabet, +der gjorde det; det var selve Personligheden. Ja, Banner stod i +Virkeligheden over dem allesammen, i _hendes_ Øjne idetmindste. Og +saa var det hendes Husbond; han havde valgt hende, givet hende +Hustruens Plads ved sin Side, hun blev respekteret af ham som saadan +og ved ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond, og det var med +ham, hun i Aften skulde køre hjem. + +Da sagde hun pludselig fast og bestemt til sig selv, at nu skulde hun +gribe Lejligheden og tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse. +Medens Mørket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde hun gøre Skridtet +og komme til ham. Det var bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og +skønt Beslutningen kun hidrørte fra hende selv og kunde forandres af +hende selv, opfyldte den hende dog med en forunderlig Angst. Om en +Time, om 60 korte Minutter vilde Banner lade spænde for, saa fra +Øjeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge sig og bede om Tilgivelse. + +Hun vendte tilbage til Damerne; nu var Passiaren livlig, men hun +havde ingen Ro til at deltage i den. Der lød Bulder udenfor, det var +Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet af Pousse-Cafeerne, +deres Spil og Disputeren. De talte højt, lo og skændtes. +Politik, Avlsredskaber, Kreaturer, Bygningsforetagender, +Assurancespørgsmaal, Processer, Vanskeligheder med Tjenestefolkene +blandedes mellem hverandre. Ny Jærnbaneanlæg, Vejforbedringer og +Skatteligningsspørgsmaal var under Debat, ny Opfindelser +paa Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger, +Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer, Ringtromler, +Halmrystere, summede om ens Øren. Men disse Ting kedede slet ikke +Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det havde været muligt for +nogen at skaffe sig Ørelyd, vilde de sikkert med Opmærksomhed have +fulgt de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i den senere Tid +stræbt at faa Interesse for og Kendskab til disse Ting, der hørte +hjemme i den Verden, der omgav hende og vedrørte hendes Mands +Beskæftigelse og Livsstilling, men denne Aften kunde hun ikke følge +Debatten med den ringeste Opmærksomhed; alle hendes Tanker samledes +om Banner, der syntes træt og overanstrængt og ikke tog videre Del i +Samtalen. Hun saa, han forlangte sin Vogn, og der gik en forunderlig +nervøs Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der var forspændt, +Banner bød hende sin Arm. Da de havde taget Afsked med Vært og +Værtinde, gjorde de en ceremoniel Bøjning for det øvrige Selskab, +idet de trak sig tilbage. Men ved Døren stod Judiths ny Bekendtskab, +den unge Frue. Hun rakte Judith Haanden og hviskede: «De kan sagtens, +men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart skal afsted.» + +Judith og Banner steg ind i deres Vogn, Tjeneren skyggede for det +viftende Lys, bukkede og slog Vogndøren i, medens Lyset slukkedes. + +De rullede afsted i den mørke, men stjærneklare Frostnat. Ude over de +nøgne, frosne Marker saa man hist og her Lyset i en Bondehytte +glimte; det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt stille, selv +den lette Vogn bevægede sig næsten lydløst henad den jævne, frosne +Vej. + +Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang, hun prøvede derpaa, blev +hun bange for at høre sin Stemme i denne dybe, velgørende Stilhed. +Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevægelig, hun kunde næppe skimte ham i +Vognens Mørke, han sov ikke, det kunde hun høre paa hans lette +Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker. + +Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt hende noget ind. «Vil Du +ikke ryge?» spurgte hun. Hun vidste, at han vilde sætte Pris derpaa. + +«Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.» + +«Aldeles ikke, tvært imod.» + +Han tøvede endnu. + +«Jeg forsikrer Dig, Du maa saa gærne.» + +Han tog sit Cigaretui frem og strøg en Tændstikke. Ved det korte, +stærke Lysglimt saa de halv blændede paa hinanden. Han lidt +forbavset, hun noget spejdende og ængstelig. Hun saa hans Ansigt +dukke frem og forsvinde igen i Mørket ved Flammens Stigen og Synken, +medens han tændte Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets +Udtryk. Saa slukkede han Tændstikken og skød Vinduet ned. Mørket +indhyllede dem dybere end nogen Sinde. + +«Du fryser vel ikke,» spurgte han, «vil Du ikke have min Pels om Dig; +den ligger paa Bagsædet?» + +«Tak, jeg fryser ikke.» + +Saa blev der atter fuldstændig Tavshed. Hun saa Ilden i hans Cigar +snart gløde op, snart fordunkles af den lette Aske. Hun saa den fine, +blaahvide Røg hvirvle i Vejret og trække ud af Vinduet ud i Mørket og +Kulden, men hun tav stadig. «Nu vil jeg tale -- nu -- nej nu,» men +hun gjorde det ikke. + +«Generer Cigaren Dig virkelig ikke?» + +«Aldeles ikke, tvært imod.» Hun var saa fattig paa Ord i dette +Øjeblik, at hun kun formaaede at gentage de alt udtalte. + +Atter Beslutninger om at tale, der lammede Tungen og truede med at +sprænge Hjærtet, hver Gang hun gjorde Forsøg paa at udføre dem. Hun +maatte tale, inden det blev for sent -- ak, det var allerede for +sent; den dumpe Lyd sagde hende, at de kørte ind i deres egen Gaard. +Hundene gøede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme. Lys bevægede +sig gennem Værelserne, det var Tjeneren, som kom løbende for at tage +mod dem. Men Banner havde allerede aabnet Vogndøren og var sprunget +ud, han rakte sin Kone Haanden, hun rystede af Kulde, da den skarpe +Natteluft slog hende i Møde. Da hun vilde sætte Foden paa Jorden, +mærkede hun, at hendes Slæb maatte være lukket i Klemme i Døren lige +over for. Men det var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfæstet, +hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand. Han kastede sin Cigar +og greb hende i rette Tid i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt. +Der stod de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han kunde ikke +slippe hende, og hun kunde ikke rejse sig. Et Øjeblik fik hun den +Ide, nu at tilhviske ham, hvad hun vilde have sagt ham før, men nej, +det kunde jo se ud som noget anstillet, «en Kasten sig i hans Arme», +og hun tav. Han havde imidlertid løftet hende op i Vognen igen; der +løsgjorde hun med Lethed sin Kjole, og det hele havde varet saa kort, +at hun, da Tjeneren kom med Lampen, steg ud igen uden noget nyt +Uheld. Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at sørge for +Rejsetøjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen. Her bukkede han +for hende og ønskede hende Godnat. + +Saa gik de hver til sit. + + * * * * * + +Hun kunde ikke sove. Tanken om at have været ham saa nær, uden dog at +være kommen ham nærmere, satte hende i nervøs Bevægelse. Selv den +flygtige og ufrivillige Berøring, da han havde opfanget hende i sine +Arme, gjorde hende saa underlig glad og bevæget. Hvad var da +foregaaet med hende? Hun gav sig ikke Ro til at undersøge det, thi +stadig vendte Tanken om dette underlige Favntag tilbage og +forstyrrede ethvert Forsøg paa at komme til Klarhed herover. Hun +vidste kun, at hun følte sig lykkelig, at et nyt Haab paa Livet var +brudt frem i hende, at hun følte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa +dalede endelig Søvnen ned over hende, og hun sov ind med Hænderne +under Hovedet, Hovedet bøjet tilbage og et Smil paa de halvaabne +Læber. + +Hun havde kun sovet kort og meget let, da hun vaagnede op med et Sæt, +som om hun var bleven vækket ved en pludselig, stærk Støj. + +Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at hun ikke selv efter nogle +Øjeblikkes Stirren formaaede at skælne den mindste Genstand. Og saa +var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde, +hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede. +Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stønnende +smaa Lyde lod sig høre, der ellers om Natten forfærder den, som ikke +kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de +kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun løftede +uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stødte mod +noget Kistelaag. + +Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig som et dæmpet Suk +eller en svag Stønnen. Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede +hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et +Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Soveværelse, der stødte op til +hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset, +pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige +Længsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent -- +«han havde skudt sig -- det var hans Dødssuk!» Om hun selv havde +været Vidne dertil, kunde hun ikke have følt det med større, +rædselsfuldere Vished. I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme, +havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede +frem, hun formaaede ikke at bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed. +I Selskabet i Aften havde han været saa stille og alvorlig; og +desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu +havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste +vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder, der syntes at +have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser. +De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden berøvede sig +Livet; Banner havde for to Dage siden været i Byen og talt med sin +Sagfører; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse +fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans +Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede +efter en Gentagelse af Lyden. + +Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gættet +rigtig, hvis han nu laa død der inde, ti Skridt fra hende! Der +overfaldt hende en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede +hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham død, +vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke +længer kunde høre det, og saa -- saa, hun kunde ikke tænke videre. +Hun famlede efter Svovlstikker, hun strøg den ene af efter den anden, +men de slukkedes i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun tændt en +Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i +tynde Kæder, som en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for +saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var +hende, der var den døde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes +Sind, som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik. + +Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af +sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa, +tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende af Kulde og Angst, +med klaprende Tænder og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der +førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket af; hun drejede +Nøglen om og foer sammen ved den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren +lydløst og traadte ind. Hun havde ikke været der siden hin Nat, da +Barnet døde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved +Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt, kun +sit eget bankende Hjærte. Hun listede sig nærmere som et Spøgelse, +hun vovede næppe at skaffe sig Vished -- ak, der laa han med Ansigtet +vendt opad, bleg og stille, men -- men -- Du naadige og barmhjærtige +Gud være lovet! -- rolig sovende, ikke død. + +Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde, det var hende, som om +en stor Fare var overstaaet. Hun bøjede sig over Sengen med Lampen i +Haanden -- som Psyche over Amors Leje -- tænkte hun med et svagt +Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmæssige Ansigt, +hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Træk +om Munden, med de lukkede, dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen +tegnede en mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke været om at +opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans +Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Læber +nærmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede +som et Barn: «Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg +har gjort Dig.» Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste +sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør det, der +intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere +har at haabe eller ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen +fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst Værelset; Nøglen +blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin +Seng. + +Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og hviskede jublende, med +ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg +elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første og eneste Gang i mit +Liv. Kærligheden er til, jeg føler den; den gennemstrømmer hele mit +Væsen, den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu +tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!» + +Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: «Jeg elsker +-- elsker! Hører Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig +med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.» + +«Nej -- det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham længe, +skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?» + +Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor. «Var det fra den Gang, +vi mistede Erik, da jeg saa ham bøjet, saa ham lide og dog ikke +klage? Nej, det var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg +og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse, hendes +Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde været Kærlighed +alt sammen, eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket ham, +ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun saa ham. Da var Frøet +i hendes Sjæl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og +det havde saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse, i +Længsel og Savn, gennem stenet Grund og soltørret Muld. Ustandselig +havde hendes Kærlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bøjet +hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brøde, +da var den brudt helt frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst +helt overskyggende hende -- nu saa hun det. Og hun følte, hvorledes +den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt, +hvorledes den ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod den +mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og hun, der havde sørget over +sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde +tvivlet om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu jublende til +den. + +Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse, hvor hun havde brugt +alle sine Kræfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe, +hvilket stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog +ikke været. Men nu var Kampen forbi -- ogsaa hun var omsider kommen +til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun +rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset. + +Og hun sov atter ind for ikke mere at skræmmes op af sin Hvile. + + * * * * * + +Hun klædte sig omhyggelig paa næste Morgen og betragtede sig nøje i +Spejlet. Var hun ikke begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes +Øjne var endnu klare, og Sorgen havde ikke gravet sine Furer i hendes +Ansigt; hun havde aldrig været saa glad over sin Skønhed som nu. Hun +løb ned ad Trappen til Spisestuen, hun nynnede sagte, da hun lavede +Kaffen og ristede Brødet. En lille Angst paakom hende; maaske han +vilde spise Frokost paa sit eget Værelse, og hun længtes dog saa +meget efter at se ham, at høre ham tale, om end nogle ligegyldige +Ord. + +Der kom han. Hun turde ikke se op paa ham for ikke at røbe sin +Bevægelse. + +«Befinder Du Dig vel?» spurgte han, idet han tog Koppen af hendes +Haand, som det, at han var hende nær, bragte til at skælve. + +«Tak -- jeg har det godt.» + +Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord +at sige, uden at kunne finde nogen. + +Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte hendes, og hun rødmede +-- taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt hende, +og nu -- hvor havde det for Resten været muligt? + +«Tillader Du, at jeg ser min Post?» + +«Gærne.» + +Han foldede Avisen ud og gennemløb den hurtig; derefter kom Turen til +Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han med +synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Læsningen. + +Hun saa forundret paa ham. + +«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris. +Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner. +Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besøge mig i Sommertiden, +sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i København. Han lovede +det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min +Indbydelse vil gæste os, og -- ja, han er en pudsig Fyr, han skriver +-- ja, Du kan jo selv læse det.» + +Han skød Brevet over Bordet til hende. En løjerligere Skrift havde +hun aldrig før set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstrøet +med en utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa +piggede og vortede Dyr. Hun skød det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse +det.» + +«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strør Sand paa; jeg +husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: «Da Du altid +har anmodet mig om at besøge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide, +at der vist maa være noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke +under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved +Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige københavnske +Kost og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min +Besøgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu +foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nevø, +som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle +Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et +Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig +derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer paa +Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue, +hvem det særlig skal glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du ikke +vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra +København i Morgen. Din hengivne o. s. v.» -- Det vil sige, antager +jeg, at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til Haven i Stand?» + +«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just +nu. Hun havde ønsket at være ene med ham netop nu, men han var +aabenbart meget oplivet. + +«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig ogsaa for Din Skyld; +Du trænger til Adspredelse.» + +«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har +det.» + +Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort. + +«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget +imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?» + +Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen. + + * * * * * + +Det var Skik, at Godsherren Juleaften var til Stede i Kirken. Det +havde rigtignok tidligere ogsaa været Skik, at Herskabet var der hver +Søndag; men siden Banner var kommen hjem fra Udlandet, gik han kun i +Kirke en Gang om Aaret, nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han +helt vilde bryde med den gamle Skik, der af Bønderne næsten +betragtedes som Lov og Ret. + +Det blev en kold, stjærneklar Frostaften, og Vejen over til Kirken +laa hvid og blank i Maaneskinnet. Judith stod ved Vinduet og ventede +paa sin Mand, færdig til at tage afsted. + +Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget mod at gaa til Kirken? +Kusken kan saa ogsaa komme med.» + +«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og vendte sig om mod ham. + +Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han betragtede denne +Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til +bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det +saa godt, men hun turde ikke berøre Sagen. + +Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem. + +«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod Sædvane opfarende Tone. + +«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg skulde bære det, mente jeg.» + +«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig. «Jeg kommer vist ikke til at +fryse.» + +«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter rolig. «Men De skal ikke +følge med. Giv mig Tæppet.» + +Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side +rørte hende. + +De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra +Kirketaarnet, stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille, kolde +Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen +trængtes Folk allerede for at komme ind. + +Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, førte ligesom +uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig +dirrede af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!» + +Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes ærbødig og mumledes +mangt et glædeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den +nysgerrige, ventende Flok. + +De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en +gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de øverste +Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Døren, hvor Bænkene bar +Spor af forhenværende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten +i Form af udskaarne Hjærter med deres og deres udvalgtes Navnetræk, +eller Damspil, afridsede paa Sæderne. Langs de nøgne Mure hang +Votivtavler med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende +Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv--fjorten +Børn i nedadgaaende Størrelse til begge Sider og de døde Børn +liggende foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken meget +tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel, som gamle Erik Banner +havde bekostet for at gøre sit til at fremme Gudsfrygten hos +Menigmand. + +Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at +unddrage sig de andres Opmærksomhed; men Judith sad helt ude ved +Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede +den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og +Glæde. + +Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som +Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her +havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke, +her havde han -- smerteligst af alt -- for to Aar siden siddet med +sin lille nysgerrige, glade Dreng. + +Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle jublende Julesalme, gik +der som et Sæt igennem ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst +men nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han tvang sit oprørte +Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes +Nærværelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger ind over +ham, han bøjede Hovedet og led resigneret. «Et Barn er født» sang de +jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt, +men endnu bedre Spaadommen til Marie: «Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd +gennemtrænge.» + +Men i Judith genfødtes al den Glæde, de sang om; for første Gang i +mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for +al den Lykke, som var født i hende. + + * * * * * + +De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for +ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde +faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet +og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det +hele! + +De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst, da de ikke kunde give +hinanden noget, som de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte +hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne +Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed. + +Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var +gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste +Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre det, nej, ikke om det +saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun +mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans +Nærhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner +var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag +vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse. + +Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti. + +Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brød sig om +at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at +vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været hende imod, naar han +foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig +ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende +kærkomment. + +Spillet interesserede Banner. Han plejede at lægge sin Plan i +Forvejen og gennemføre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just, +som han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand, daarlig nok +til aldrig at kunne ødelægge hans Planer. Naar han havde omringet +hende, bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort hendes +Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde +han triumfere et Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde for +fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde +altid før irriteret hende, men denne Aften var det hende en +Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den +overlegne. + +De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners Schak! -- Madame! og +hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne +op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled. +Uformærket forløb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst +blev Judith træt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var +Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed, de frugtesløse Forsøg +paa at forsvare sig, havde udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at +være ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var vegen for en +svimlende Træthed. + +Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op. + +Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men da hun skulde flytte +Bønderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled +fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrængt +ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det. + +«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min +Hensynsløshed,» og med lidt Anger over sig selv og Beundring for +hende tilføjede han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa være min +Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet sammen og rejst sig op; +han rakte hende nu Haanden til god Nat. + +«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,» sagde hun sagte. + +«Maa jeg takke!» -- han bøjede sig høflig -- «ogsaa for Din +overordentlige Taalmodighed.» + +«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han smilende, «vi har jo +allerede Julemorgen.» + +Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage. + + * * * * * + +Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom virkelig den følgende Dag. +Den første var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i +Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis strøget bag Ørene +og et stort Skæg. Hans første Entrée satte Judith i ikke ringere +Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen, +omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nærværelse -- Banner +fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring -- og derpaa hilste +han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun særegne +Omstændigheder havde forhindret i at blive dus med. + +«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tøjret til den nydeligste +Tøjrepæl af Verden og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske sig. +Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han +var en forfløjen Fyr i sine unge Dage. Ak ja -- det var den Tid, man +selv var en slank Yngling,» og han skottede mistrøstig ned ad sin +runde Person. «Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille Duodezudgave +af Menneskeheden -- hvad behager?» Og han slog sin Nevø paa +Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strøm, +Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og +ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel. + +Han var et usædvanlig smukt Menneske med en prægtig Figur, krøllet +brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, næsten +overmodigt Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i +enhver af sine Bevægelser. «Han ligner saadan en ung græsk Halvgud,» +plejede den beundrende Onkel at sige. + +Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar reves med, i Begyndelsen +vistnok lidt modvillig, af deres Gæsters Munterhed. + +«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax -- hvad Johan? Men +endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris -- +husker Du? Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dækket. +Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, Ænderne ere brændte?» + +Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin +Velopdragenhed nødig for ikke at røbe sin Forbavselse. + +«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge følge bag +efter.» Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens +Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet med Arrangementet, +fulgte efter med Judith. + +«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde +gifte Dig. Men jeg var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg sagde: +«Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i +Kærlighedens Rosenlænker.» Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte +Aar siden, og hvor længe har Du nu været gift?» + +«Syv Aar.» + +«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han +forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han +aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa +Johan, skammer Du Dig?» + +«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte. + +«Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker +blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i +Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.» + +«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil og strøg sig om sit +graanende Skæg. + +«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der sætter Dig +graa Haar i Hovedet -- eller Skægget maa man vel sige.» + +«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner alvorlig, «Du ved +maaske, at jeg har mistet en Søn.» + +«Ja -- ja,» sagde Hellman med pludselig Alvor. «Det vidste jeg og +burde have tænkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel --» +Resten forsvandt i en Brummen. + +Banner skød sin Stol tilbage og ønskede sine Gæster vel bekomme! +Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde +Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod sin Nevø til Fruen. +Herover følte August Strøm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i +hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog kunde hun +undertiden sige et og andet, der røbede en hos Kvinder usædvanlig +Smag og Interesse for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke mindst dog, +fordi han i hende syntes at have truffet en af de skønneste Kvinder, +han nogen Sinde havde set. + +Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i +Dagligstuen, gjorde hendes Nærværelse ham næsten begejstret +veltalende. + +«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,» lød da Hellmans muntre +Stemme, «for nu vil jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han +sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og +nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i +Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter +at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de første mægtige +Akkorder i Ouverturen til «Don Juan», tabte al Skarphed sig, og +Mozarts herlige Musik brød som et brusende Væld af Toner frem under +hans øvede og kraftige Hænder. Nu var han ikke længer den joviale, +gemytlige Tyksak, men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og +medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang han dem ind under sit +Spils Fortryllelse. + +Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun mærkede, hvorledes Musiken +berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs +til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet, men med Sanserne. Hun +droges til ham, den livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men med +hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne alene, havde hun ikke +formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fødder og +tilstaaet ham den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol +stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken og den skønne Kvinde, +han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes +skikket til at forsvinde i et Aandesyn. + +Banner havde lænet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Knæ, under +de halvsænkede Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at der +var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervøs eller ude af +Ligevægt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde være Grunden +dertil. + + * * * * * + +Da Hellman og Strøm om Aftenen traadte ind i deres fælles Dagligstue, +som laa mellem deres Soveværelser, fandt de den opvarmet og oplyst. +Dette fristede dem til at slaa sig til Ro endnu en Times Tid for ved +Cigaren at drøfte Dagens Indtryk. + +«Det forbavser mig,» sagde Strøm, «at finde noget saa vidt +forskelligt fra, hvad jeg havde ventet. Er det virkelig den +Fusentast, Du har omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke en +Gang kan tø op i godt Selskab.» + +«Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke +mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa +den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg +egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da nødvendigvis +sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske +fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed for at holde Folk +tre Skridt fra Livet.» + +«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har næsten overrasket mig +endnu mer. Husker Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes +Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet +ikke smuk.» + +Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lænestol, men ved +Strøms Ord rettede han sig og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter. + +«Naa, saa Du vil være Kender af Kvindehjærtet, August? Frøkenens Ord +tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil +jo aldrig erkende det andets Skønhed. Frøken Blight har Teint som en +Reseda, følgelig ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har gult, +glat Haar opsat à la chinoise, altsaa finder hun et lokket, +brungyldent Hoved skrækkeligt; hendes Øjne minder mig om sammenløben +Mælk, hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners, der jo kan +modne sure Stikkelsbær ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke, +at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.» + +«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er henrivende, har Du set hendes +Næse og hendes Hage, og sikken Figur!» + +«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele +som en Næse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for +øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er -- ret net!» Og Komponisten brast +paany i Latter. + +«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at de lever godt sammen? Der +er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.» + +«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman, «jeg har observeret, at +naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne +charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?» + +«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked +af denne blaserede, ci-devant Roué, Gud ved, om hun overhovedet +nogensinde har vidst, hvad det er at elske.» + +«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære hende det. Men det skulde Du +for Resten være lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at +spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok være, at Du ellers +kom til kort, naar Du prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var +altid en farlig Mund for Kvinderne.» + +«Maaske for ti Aar siden.» + +«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.» + +«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand -- --» + +«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde +virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for +Yderlinjer. Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at ihvorvel han ikke har +Din Garderhøjde og Dine Bjørnekræfter, er han elegant og smukt +skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine -- han er mindst +lige saa smuk som sin Hustru.» + +«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?» + +«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller har engang Ret til at +betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags +Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved +Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et +Forhold som dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit +Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.» + +«Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke -- han, som har været +baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v. Det +var ellers en underlig Skæbne til at gøre en ulykkelig!» + +«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig heftig og sprang op, +«hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg +mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en ung, levedygtig Slægt +og Stand; vort Blod løber rask, vort Mod grænser til Overmod, vort +Liv er Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt Slægt, der _har_ +levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand +eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger +som Banner. Vi sejler med Strømmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og +Kunstnere er Nutidens Adel, men han kæmper mod Strømmen og +Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en +Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle +Hold. Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde. Slægten er mærket +og dødsdømt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den +skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg +kunde elske ham ene og alene derfor.» + +«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig +havde gjort noget Indtryk. «Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er +derefter; men en ung Kvinde!» + +«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun vilde kunne blive lykkelig +derved.» + +«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke Mærke til, at Din Spøg over +deres ægteskabelige Forhold generede hende?» + +Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og +svarede nu i sin sædvanlige muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt +af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit +ungdommelige Sværmeri let gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage +Dig i Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe ind i Forhold, +man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog +anrette ubodelig Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition, +som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde +korrigere en Mesters Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa vi +rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar, +hvorledes Dissonantserne hører med til Stykkets Karakter.» -- Nu var +Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet +Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører til de Kompositioner, man maa +vænne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at +forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende, men, naar man +først har lært den at kende, ubeskrivelig tiltrækkende med al sin +Smerte, sin Kamp og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil +se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man +elsker dog. Ja, Du hører nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det +samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder her, er vi to +færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gør Du, det nægter jeg +ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa +ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg og Smerte. Nu er jeg +træt af at tale og længes efter Sengen, behag derfor at trække Dig +tilbage -- Godnat!» + +August Strøm saa op med et Smil og sagde: «Sig mig kun Onkel, hvad +Musik ligner da hun?» + +«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt skød sin Nevø ud af Døren, +«lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?» + +Efter at den første Tilbageholdenhed og Generthed fra Banners Side og +den første forcerede Lystighed fra Komponistens var overvundet, øvede +de to forskellige Naturer samme Tiltrækning paa hinanden som for +mange Aar siden i Udlandet. Plebejeren, der ved sit Geni havde +svunget sig op til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret den +Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer dem, som skylde +sig selv alt, droges hemmelig til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling +og Finfølelse saa at sige var medfødte, medens Banner paa den anden +Side blev tiltrukken af Kunstnerens Dygtighed, glade Sind og +elskværdige Djærvhed. Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig +havde rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes deres gamle +Kammeratskab at fødes paa ny. Banner var paafaldende forandret, hans +Livsaander syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra sine unge +Aar, saadan som Judith aldrig havde kendt ham. Han disputerede med +Hellman, saa Værelserne genlød deraf, de opfriskede Ungdomsminder og +lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor Døren. Hellman havde vendt +op og ned paa al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden, talte +til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne i Kinden, naar han mødte +dem paa Gangene, ja han gav endog Banner saadanne respektstridige +Betegnelser som: Tørvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon m. m. Han +drillede sin Nevø paa enhver tænkelig Maade, og gjorde Løjer med +Judith; han hørte til de Mennesker, der kan sige og gøre alt, uden +at fornærme. + +Og Ahnbjerggaard var som det fortryllede Slot i «Tornerose», der er +vakt af en hundredaarig Søvn. Den genoplivede Prinsesse var Judith, +thi var Forandringen stor for alt andets Vedkommende, var den dog +størst for hendes. Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet +og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en +Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for det, der opfyldte +hende. Hun kunde sidde smilende og lade sig vugge ind i glade +Fantasier af Musikkens Toner, og naar den unge Arkitekt talte til +hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens Herlighed og Lykke, +var det som et nyt Akkompagnement til alt, hvad hun drømte om, det +vidunderlige, der skulde komme. + +August Strøm havde ikke formaaet at følge sin Onkels Raad. Han lod +sig Time for Time rive mere med af sin Beundring, hans unge Sind +overgav sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde lært hende at +kende, just som Forvandlingen foregik, da Puppen bristede og hendes +længe slumrende Kærlighed endelig udfoldede de straalende Vinger og +jublende steg mod Lyset, da hvert af hendes Blikke talte om Lykke, +hvert Smil aandede Kærlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det alt +gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med rivende Hurtighed for +sine Øjne, og han troede, at det var ham, der havde vakt Livet og +Kærligheden i denne skønne, unge Kvinde. + +Hun tænkte slet ikke paa ham, thi for hende existerede der kun _en_ +Mand i Verden. Hun hørte kun paa ham, thi hun holdt af at høre denne +Tale om Lykke og Skønhed, den passede ind i hendes egne Tanker, men +ofte lukkede hun Øjnene og drømte, at det var en anden, der talte til +hende. + +Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage, hendes Kærlighedsforaar, de +første lykkelige Dage i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker, +der var omkring hende og ligesom delte og var Vidne til hendes Fryd. +Hun fandt Hellman elskværdig, prægtig og munter, Strøm behagelig, +veltalende, begavet. I Virkeligheden havde hun saa liden Tanke for +dem, at den ene var hende lige saa kærkommen som den anden. +Sandsynligvis vilde hun i disse Dage have fundet endog sin Stedfader +elskværdig. + +Banner kunde ikke undgaa at lægge Mærke til den Forandring, der var +indtruffen med hans Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag +Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa næsten fra Dag til +Dag, og hendes Væsen udfoldede sig for ham i en hidtil ukendt +Skikkelse, spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog hende +hemmelig, han saa hende yngre og smukkere end nogensinde, hvad var +der foregaaet med hende? For faa Dage siden vilde det have været ham +ligegyldig, han vilde maaske slet ikke have bemærket det; men +Hellmans Nærværelse havde kaldt noget af hans gamle Jeg til Live, og +Interessen for hende var vaagnet med det samme. Var det muligvis +hendes egentlige, inderste Væsen, der nu brød frem? En Gang for flere +Aar siden havde han tænkt sig, at han skulde kunne fremkalde en +saadan Forvandling hos hende, men al Umage havde været spildt. Var +det da nu sket paa fire, fem Dage? Men hvorledes? + +Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen kastede sine sidste skarpe +Straaler ind mellem Træerne, hen over Bygningens Facade. Strøm +spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur ned i Haven for at +se paa denne Illumination, og hun var strax villig til at følge med. +Banner stod ved Vinduet og saa efter dem. + +Hun gik, indsvøbt i sin Pelsværks Kaabe, ved Siden af Arkitekten +gennem de af Sneen pudrede Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og +skænkede den øjensynlig ikke en Tanke; deres smukke, høje Skikkelser +nærmede eller fjærnede sig ubetydelig til og fra hinanden, eftersom +Vejens Indsnævringer bød det. De standsede trods Kulden og Sneen. +Strøm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig stod han der. Og +her stod Banner, gammel, graahaaret, udlevet, som en Lampe, der er +blusset op endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes saa han sig +selv over for de to unge der nede. Og ikke som ved et Lyn, der slog +ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to +Mennesker elskede hinanden. Som noget, der faldt af sig selv, vakte +det ej engang hans Vrede. Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at +der var Mennesker, som endnu troede paa saadant noget som Lykke og +Kærlighed. + +Flammen i Lampen sænkedes ganske lavt, den var lige ved at slukkes. +Han følte sig som en Olding. Hans Liv var saa langt -- aa, saa langt +tilbage, havde ingen Fordringer mere for sig selv, ingen Ønsker +heller. Og et Nu var den Tanke der: «De elsker hinanden, hvorfor skal +jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glæde er forbi, saa lad det +hele være forbi. Hvorfor trække det længer ud, det sker jo alligevel +en Gang, og saa gør jeg dog nogen lykkelig her i Livet.» + +Nede i Haven bød Strøm Judith Armen for at støtte hende paa den +glatte Gang. Hun tog imod den. Strøm bøjede sig fortrolig ned over +hende, og hun veg ikke tilbage. -- Det gav et Sæt i Banner, da han +saa det. Dette var dog for meget, for ugenert. Hans Stolthed og +Selvfølelse blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet. Guds Død! +Vovede denne Dreng at forelske sig i hans, Johan Banners Hustru, at +usurpere hans Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde +formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til Side som en, man har +Lov at bedrage. Han gjorde ikke selv Fordring paa hendes Kærlighed, +men hvor vovede hun at give den til en anden. Regnede de paa hans +Død? Han var ikke død endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev +ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom over ham igen. Hun +havde ikke villet bøje sig under hans Godhed, nu skulde han ydmyge +hende ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham den, ja hun +skulde. Han vilde ikke bebrejde hende noget, kun straffe hende ved +selve Tilstaaelsen om hendes Svaghed. Hans slappe Sjæl ansporedes af +Tanken. Han vilde ydmyge hende, han vilde, han vilde! + +Han hørte sig selv udtale disse Ord, der havde jaget ham hans hele +Liv, og Lyden af dem vakte ham til Eftertanke om, hvorfor han +egentlig var saa vis i sin Sag; det hele kunde jo være Hjærnespind. +Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise ham derom. + +Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle hans Tanker. + + * * * * * + +«Vi vil ha' Gilde i Aften,» sagde Hellman, «stort Gilde paa fire +Personer. Vi burde maaske have ventet til Sylvesterdag, men hvem ved, +om vi lever i Morgen. Nu vil jeg være Festmarschal og ordne det hele. +Hvad er det nu, Din Tjener hedder -- Peter, ikke sandt? -- Saa ringer +vi paa Peter.» + +Tjeneren kom. + +«Naa Peter, har De dygtig med Lys og Petroleum hjemme?» + +Tjeneren stod lige indenfor Døren i første Position med slapt +nedhængende Arme og et ubevægeligt, alvorligt Ansigt. Ved Hellmans +Ord skottede han forsigtig til sin Herre for at læse en Bekræftelse i +hans Ansigt. + +«Naa, svar! Har De?» + +«Ja.» + +«Godt, saa tænd alle Lamper og Lysekroner, Kandelabrer og Lampetter, +fyr op i alle Kaminer og oplys hele Huset. Derefter dækker De et +overdaadigt Middagsbord, henter os den bedste Vin og overlader saa +Resten til os. Har De forstaaet?» + +Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt Nik betegnede ham, at han +havde at adlyde, og i næste Nu trak han sig lydløst tilbage med et +dybt Buk. + +«Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal tage os for, medens der +gøres i Stand til Festen. Du har vel Kaner nok til saa stort et +Selskab? Saa kører vi i Kane!» + +Banners Blik havde søgt Arkitekten og Judith, der spillede Schak +henne i Vinduesfordybningen. Hellman maatte gentage sit Spørgsmaal. + +«Ja, Kaner har jeg; men de har ikke været benyttede i lang Tid.» + +«Hvad gør det? Saa trænger de jo netop til at røres. Vi maa have +Peter frem igen ligesom Lampens Aand i «Aladdin». Jeg har en +Fornemmelse af, at han er en Automat, der springer frem, naar jeg +trykker paa denne Knap. Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg +hjemme vil have Pigen til at gøre noget, maa jeg gennemløbe en hel +Skala af blide og rørende Toner: «lille Stine, søde Stine, rare +Stine,» og saa kommer hun endda ikke altid. -- Men der har vi Peter. +-- To Kaner i Orden! Kanetæpper, Klokkespil og Bjælder, Fjertoppe, +Kanenet, Piske, Kaaber, Pelse, Bjørneskind o. s. v.!» + +Og Peter forsvandt atter. + +«Jeg vilde ønske Johan, at Du vilde opdrage min Stine. Hun er mit +Livs eneste Sorg. Hvorledes det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig +forstaaet at sætte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet, kan Du ikke +lære mig det?» + +Banner svarede ikke, hans Blik havde atter søgt de spillende, og +Hellman opgav at faa Svar paa Spørgsmaalet for denne Gang. + +Efter en halv Times Forløb holdt Kanerne for Døren. + +«Vi er nu to Damer,» sagde Hellman, «Fru Banner og jeg. Vil Du køre +for Din Kone Johan?» + +«Tak, jeg vil gærne være Din Kavaler.» + +«Gud -- tør jeg?» læspede Hellman. «De maa i alt Fald love mig ikke +at benytte Dem af Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig, +skriger jeg.» + +Banner stod allerede bag paa Kanen i sin store Forværkspels, med +Tømmerne i den ene og en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen +foran dem sad Judith tilbagelænet, og bag hende stod Strøm med en høj +Pelshue paa sit krøllede Hoved, med Tømmerne løftede højt og Pisken +knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder. + +«Kør forsigtig,» raabte Banner i en næsten bydende Tone, og saa fløj +Kanerne ud af Porten. + +«Han er en prægtig Fyr, ikke sandt?» spurgte Hellman. + +«Jo -- naar han bare vilde køre med lidt Maadehold. Han kender ikke +Hestene, og de er bange for Klokkerne. Kan han styre et Par Heste?» + +«Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set det Spand Heste, han ikke +kunde magte. Sikken Ungdom og Kraft -- hvad? Vi to gamle bliver helt +misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder af ham, som var han min +egen Søn.» + +De kørte langs ad de hvide Veje og saa ud over det udstrakte, +snedækte Landskab. Langt borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved +Vejkanten bøjedes under deres bløde Byrde, nu og da gled et Stykke +ned og spredtes som Dun i Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod +Sædvane ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt; bag den hævede +fjærne Bakkestrøg sig i blaagraa Fortoninger. + +«Hvor langt gaar din Ejendom?» spurgte Hellman. + +«Saa langt som Du kan se, helt over til Skoven der,» sagde Banner, +idet han med Pisken beskrev en stor Bue ud over det hele. «Alt dette +er mit.» + +« Ja, Du er lykkelig,» svarede Hellman gennemrislet af en behagelig +Følelse ved Tanken om en saadan Rigdom. «Naa,» fortsatte han, +slaaende over i en anden Tonart, «lad os saa se til Vintersæden, den +maa staa fordømt godt, for Vinter har vi da nok af.» + +Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder og ned i Sneen. De fløj +afsted med klingende Bjælder, hurtig som Vinden, og dog stadig i +samme Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om Banner gærne vilde +indhente den. + +«Se det kalder jeg Liv,» udbrød Hellman, «det er _det_, jeg længes +efter, naar jeg sidder og kukkelurer derovre i København. En +Herremands Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker over alt, hvad +Du kan overse; af Dig afhænger Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa +sker det, Du taler, saa staar det der. Du kender ingen Modstand, +ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din egen Vilje, for hvilken alt bøjer +sig.» + +Da tænkte Banner paa Judith, og medens hans Hjærte fyldtes af +Magtglæde ved den andens Ord, følte han, at der dog var _et_ Forhold, +hvori hans Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander, +han endnu ikke havde kunnet bøje. + +De kom til en Korsvej, hvor Strøm efter Judiths Ønske vendte Kanen; +den fløj forbi Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter, +hørte deres muntre Tilraab, saa var de atter langt borte. Hans Vilje +hidsedes paany, han vilde herske, ogsaa der, som alle andre Steder. +Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte. Solen var i Færd med at gaa +ned, dens sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rødme under +deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste rødgule over til det +violette og blygraa, efterhaanden som den straalende Kugle forsvandt +bag de fjærne Skove og Højder. + +«Ønsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det i Opfyldelse,» sagde +Hellman. + +«Saa gid da --» udbrød Banner, men standsede midt i Sætningen. + +«Det var snedig ønsket; det gaar nok i Opfyldelse! Nej, jeg ønsker, +at Maden maa staa paa Bordet, naar vi kommer hjem.» + +Nu hævede Gaarden sig for dem som et Fepalads, gennem de Hundreder af +Ruder strømmede Skæret fra Lysekronerne ud imod dem. + +«Naa, er det nu ikke kønt? Ja, var jeg ikke Komponist, tror jeg, jeg +vilde være Godsejer. Det maa dog være ganske behageligt.» + +Den anden Kane var alt inde i Gaarden. Strøm stod i Sneen og klappede +den store Hund, som mod Sædvane venlig sprang op ad ham. Judith +lænede sig til Stentrappens Gelænder og talte med ham, Staldkarlen +var beskæftiget ved de dampende Heste. + +Banner kastede Tømmerne til Karlen, sprang ned fra sit Sæde og +kaldte med en let Fløjten Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at +den lod sig kærtegne af andre. + +Salene og Stuerne, fra de største til de mindste, var oplyste og +opvarmede; det var en smuk Suite af Værelser, og Hellman gik igennem +dem, gnidende sig i Hænderne og nydende al den Luxus, Skønhed og +Komfort, der omgav ham. Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med +dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer ombølgede ham, smaa +Sølvskaale med Røgelse, som hang ned foran Ilden, udbredte en svag +Duft; Tæpperne var saa bløde, at hans Fødder sank ned i dem. +Gammeldags, rigt udskaarne Møbler vexlede med elegante, moderne +Salonstykker; Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske +Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde, skøntformede Skaale +og Opsatser mødte Øjet, hvorhen man saa. Heller ikke paa sjældne og +kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den tarvelig vante Mand nød +Indtrykket af alt dette; han var endog saa fortabt i Beskuelsen, at +han glemte Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen og +sagde: «Naa Hellman, Dit Ønske er opfyldt, Maden staar paa Bordet. +Maa jeg have den Ære.» Og han førte ham med stor Højtidelighed til +Bords. + +Et Bord, som funklede af Sølv og sleben Krystal, af Frugter, Blomster +og fint Porcelæn. Banner havde givet Ordre til at fremsætte det +kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for at fremvise det, men +fordi han vidste, det vilde glæde hans Gæst. Hvor Hellman svælgede i +alt dette! «Jeg elsker Pragt,» sagde han, «jeg vilde gærne i det +mindste en Gang om Aaret spise paa Sølv, selv om det saa kun var et +Kyllingeben og en Mundfuld Kompot.» + +Men her var noget mere ved denne Fest, som Banner gav for sin +Ungdomsven. Opvartningen gik lydløst, selv Hellman undlod at give +Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Følelse af, at det ikke +vilde være passende. Vinen perlede i Glassene, Stemningen var +animeret, og muntrest af alle var Husets Frue, bedaarende i sin +Skønhed, ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om. Arkitekten +sad ved Siden af hende, gennemildnet af Beundring; hun forekom ham +som en Skønhedens Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik eller Tanke +fra hende. Ogsaa Banner spøgte og lo, men han tabte ikke sin Hustru +og hendes unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans Livsfølelse, +anspændte hans Sanser; hun syntes ham skønnere, mere attraaværdig end +nogen Sinde før, og nu var hun maaske i Færd med uigenkaldelig at +tabes for ham. Det skulde ikke ske, ikke med hans gode Vilje. + +Stemningen steg. Hellman havde forvundet sit første højtidelige +Indtryk, holdt humoristiske Taler og opfriskede gamle Historier. +Banner supplerede dem og glemte sig hverken som Ven eller Vært. +Strøm blev mere og mere betagen af Situationen, Vinen og den skønne +Kvinde ved hans Side, og holdt en begejstret Tale til Skønhedens +Pris. Aldrig havde disse gamle Mure været Vidne til et saa livfuldt +Gæstebud. Man rejste sig fra Bordet med hedere Kinder og hurtigere +Pulsslag og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbød til stille +nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en Lænestol og stirrede +tilsyneladende tankeløst frem for sig. Judith sad ogsaa tilbagelænet +i sin Stol og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og da +tilhviskede hende, medens han stod bøjet over Stolens Ryg, +indaandende Duften fra hendes Haar og Dragt og stedse viljeløsere +givende sig hen i sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort +Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som han plejede at gøre +det efter Middagsbordet. Han greb nogle Akkorder og gjorde nogle Løb +som for at samle sig, og saa begyndte han at spille. De andre sad +tavse og lyttende; aldrig havde han spillet saa skønt og beaandet som +nu. + +Det var, som om hans Spil fortalte om al den Higen og Længsel, et +Menneske kan betages af. Et skærende sørgmodigt Ledemotiv vendte +tilbage atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig; et Øjeblik +løftede det sig atter vildt og heftig som til en fortvivlet Bøn, et +Raab om Hjælp, og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse; +men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa blød, saa højtidelig, +at man næppe vovede at trække Vejret, stedse mere opløftende og +gribende, indtil den endte som en jublende Lov- og Takkesang fra et +Kor af salige, forløste Aander. + +Hellman sad et Øjeblik stille, efter at han havde ophørt at spille. +«Det er,» sagde han sagte, «et Brudstykke af mit Oratorium +«Dommedag». Saaledes tænker jeg mig det, naar Sjælene paa Dommens +Dag, da alt aabenbares, lærer at kende det Værk, hvorpaa de her i +Jordelivet blindt har arbejdet, naar al Jordelivets Higen, Kamp og +Smerte til sidst opløser sig i en Lov- og Takkesang for det fuldendte +Værk.» + +Der blev ikke svaret. Banner havde hele Tiden under Spillet siddet +tavs og med lukkede Øjne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der +syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med dets Skuffelser, +Tvivl og Kamp indtil denne Tid, da de oprørte Vande var stilnede, dog +ikke til lykkelig Fred, men til kold, livløs Ro. Da Musikken gengav +de saliges Jubel, reves han et Øjeblik med af denne Stemning, der +lysnede et Haab, et Ønske i ham, om at der endnu maatte være noget +tilbage for ham at leve for, en eller anden uberegnet Lykke, der paa +ny kunde give hans Liv Indhold, og som naturligt var, kom han til at +tænke paa Judith og sit Forhold til hende. Da jog der igennem ham en +snærende, pinende Smerte, en Blanding af Vrede og Skinsyge -- han saa +op -- der var de igen sammen, hinanden saa nær, som om han ikke +existerede. Nej, dette var for galt, det vilde han dog ikke taale, +saa heller Krig, om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt +derved. + +For Judith havde Musikken indeholdt en rig Forjættelse, der fyldte +hende med Fryd og Forvisning; det var jo hele hendes Kærligheds +Historie, og den sluttede med en jublende Tak. Hvor lidet tænkte hun +dog paa den unge Mand, der stod bag hendes Stol og drømte om at tage +hende i sine Arme og føre hende bort i Triumf. + +«Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske fra 30erne, Du lovede os,» +lød Hellmans Stemme, og dermed hævedes Fortryllelsen for dem alle. +Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede, men da havde kun +Hellman det rette Humør; Judith var hensunken i Drømmerier, og Banner +syntes urolig eller utaalmodig. + +Klokken slog ti. «Nu bryder vi op for i Aften og saa Tak for Dagen, +Banner, jeg skal længe mindes den.» + +Hellman var lidt træt af den lange Køretur, det rigelige Maaltid og +den svære Vin. Hans Nevø var gærne bleven lidt længere, men +Komponisten trak ham med sig, enten han vilde eller ej. + +Da de var borte, saa Judith sig endnu engang rundt i Værelset med den +vemodige Følelse, hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes; derpaa +bøjede hun sig let for sin Mand og sagde god Nat. Han bemærkede det +næppe, han var i heftig Kamp med sig selv. + +Hun gik hen mod Døren for at ringe paa Tjeneren, som skulde bringe +Værelserne i Orden, da hørte hun hans Trin bag sig, og i det samme +greb han Haanden, hun rakte frem for at ringe. Hun foer sammen ved +Berøringen, vendte sig og saa forundret paa ham. + +«Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par Ord med Dig, om Du +behager.» Han var aabenbart i Forlegenhed med, hvorledes han skulde +udtrykke sig. + +Hun gik tilbage i Værelset, men hun mærkede, at hendes Knæ rystede, +og hun støttede sig til en Stol. + +«Du er bleven saa forandret i disse Dage.» Ordene kom stødvis og +meget tvungent. Han havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede nu +foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod sig glide ned i Stolen. + +«Du er jo selv meget forandret,» svarede hun sagte. + +«Det lader sig let forklare, det er Hellmans Skyld. Men hvad har +forandret Dig?» Det usikre i hans Stemme var nu borte, den var skarp +og lidt bydende som sædvanlig. + +«Det muntre Selskab, antager jeg.» + +«Virkelig? Jeg tror det ikke.» Nu hvilede hans Blik fast og +inkvisitorisk paa hende. «Jeg har, som Du ved, haft god Lejlighed til +at studere Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer en Kvinde +sig ikke uden dybere Aarsag.» Han standsede atter uvis om, hvorledes +han skulde fortsætte, saa kom det uventet, ligesom med et Spring: +«Elsker Du?» + +Hun blev ligesom lammet. «Hvorfor spørger Du?» sagde hun et Øjeblik +efter tungt, klangløst. + +«Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret; jeg er ikke skinsyg, lige +saa lidt som Du nogen Sinde har været det, men det kunde interessere +mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har knyttet Dig til mig. +Elsker Du, eller rettere, er Du forelsket i -- ham, Strøm?» + +Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde kun forekomme hende +latterlig, hun havde ikke drømt, ikke anet, at det var dertil, han +sigtede. Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil. + +«Hvad forpligter mig til at svare derpaa?» + +«Det, at jeg _vil_ det; jeg ønsker at vide, om det er dette, der har +forvandlet Dig, om Du,» føjede han spodsk til, «endelig har nedladt +Dig til at elske nogen.» + +«Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille Din +Nysgerrighed.» + +«Du _skal_!» sagde han endnu mere heftig. «Jeg forlanger det som Din +Ægtemand. Du kan være rolig, jeg skal hverken blive vred eller +skinsyg, men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa mig det.» + +«Nej, jeg gør ikke, Du kommer ingen Vegne paa den Maade. En Mand kan +forlange meget af sin Hustru, som hun ikke tør nægte ham; men hendes +Sjæls inderste Tanker, dem beholder hun som sin Ejendom, og dem +fravrister ingen hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen +Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.» + +Han vidste det, og det æggede ham, og hendes Trods og Skønhed æggede +ham endnu mere. Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede +Vilje voxede ved at tørne mod dette ubøjelige. Han greb hende om +Haandleddet og trak hende tæt hen til sig, idet han saa hende stift i +Øjnene; men han manglede Ord, der kunde give Befalingen Kraft og +tvinge eller skræmme hende til at lystre. Han havde kun sit fattige: +«Du _skal_ sige mig det, jeg raader Dig til at gøre det, hvis Du -- +hvis Du ikke vil angre det. Du _skal_ -- jeg _vil_ have det.» + +Uden at han vidste det, knugede han fastere om hendes Haandled, men +hun agtede ikke derpaa; hun gengældte hans Blik fast og rolig og +svarede koldt: «Du vil maaske en Gang faa det at vide, men ikke, naar +Du spørger mig saaledes.» + +Hans Træk slappedes, hans Ansigt fik sit vante Udtryk, hans Hænders +Greb løsnedes og han traadte et Par Skridt tilbage: «Undskyld min +Heftighed, jeg har forløbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over for en +Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig Smerte.» Han bukkede for +hende og gik, gik, for at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da +hans Heftighed havde lagt sig, ærgrede han sig over det hele Optrin, +der ikke havde bragt ham Maalet et Skridt nærmere. Saa blussede +Heftigheden atter op i ham: «Hun skal, hun skal tvinges, hvad det saa +end skal koste!» + + * * * * * + +Judith gik ikke i Seng, hun satte sig i en Lænestol og overlod sig +til sine Tanker. Hun saa paa sit Haandled, der bar Mærker af hans +Heftighed, og hun smilte ved Synet: «Var det muligt, var han da +skinsyg, hvad andet kunde denne uvante Heftighed betyde? Han maatte +være skinsyg; saa var hun ham altsaa ikke ligegyldig.» Man tror +lettest det, man gærne vil tro, og nu paatrængte den Tanke sig hende: +«Sæt, at han kunde komme til at elske mig! Ak, skete det, da skulde +hele mit Liv blive viet ham til Gengæld.» Hidtil havde hun næppe +tænkt sig Muligheden deraf, men den sidste Times Hændelser havde +givet hende et Haab derom, der nu blev stærkere og stærkere, et Haab +om, at den Kærlighed, han havde næret for Erik, kunde blive overført +paa hende. «Blive skinsyg paa dette ubetydelige Menneske! Jeg ved jo +næppe, hvorledes han ser ud. Forelsket i denne Arkitekt, naar man er +gift med ham!» Hun maatte atter smile. + +Men turde hun bruge denne Skinsyge mod ham -- og burde hun? Hun +vidste det ikke. Der var kommet en Følelse hos hende af, at hendes +Livs Lykke nu var hende ganske nær, og at det kun gjaldt om at gribe +den. Men om hun nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den helt. +-- Han var gaaet vred fra hende. Turde hun atter vække denne Vrede? +Hvad skulde hun dog gøre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste den +Lykke, der syntes hende saa nær? Den pinligste Frygt og Uvished greb +hende. Hun turde ikke tale til nogen, ikke spørge nogen til Raads. +«Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man kunde betro sin Sag!» +Men hun havde forlængst opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og +dog -- hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa Kærlighed og Lykke, og +saa var de alligevel til -- om der nu over hende var en Gud, der +holdt hendes Skæbne i sin Haand og havde besluttet: «Lad hende ydmyge +sig og komme til mig, saa skal jeg ogsaa nok hjælpe hende». + +Da randt det gamle Salmevers hende i Minde: + + Befal Du Dine Veje + og al Din Hjærtesorg + til hans trofaste Pleje, + som bor i Himlens Borg. + Han, som kan Stormen binde + og lede Bølgen blaa, + han kan og Vejen finde, + hvorpaa Din Fod kan gaa. + +Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert Ord forekom hende at +være skrevet for hende. Ak, om hun nu i fuld Fortrøstning kunde lægge +sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde ikke troet paa ham i mange, +mange Aar. Og dog -- hendes seneste Liv havde jo været en fortsat +Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette sidste Skridt? Hun +bedækkede Øjnene med sine Hænder: «Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg +skal gøre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er der en almægtig og +barmhjærtig Gud, saa beder jeg Dig, gør Du Kastet for mig!» + +«Er der?» var det den rette Maade at bede paa? Hvis han nu var der og +straffede hende for hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske været +en Straf, fordi hun havde dynget Trods paa Trods og aldrig ydmyget +sig, og nu var den sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knække +hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn, hun skulde følge det og +aldrig mere svigte. + +Først hen paa Morgenstunden faldt hun til Ro, hun sov i Lænestolen og +vaagnede først, da Solen faldt ind i hendes Værelse, Sylvesterdags +blege Sol, som kæmpede mod det hendøende Lysskær fra hendes Lampe. + +Hun var utilpas og frøs, hun klædte sig om og tog et Bad, men var +stadig lige mat og nedslaaet. Hun tænkte først paa at gaa ned til +Frokost Klokken elleve, men da det kom til Stykket, turde hun ikke. +Hun vilde tage sig et eller andet for, thi hun holdt ikke ud at +gruble længer. Det faldt hende ind, at hun skulde skrive til sin +Moder, hun havde skrevet hyppigere og venligere til hende i den +senere Tid; men om alt det, der nu bevægede hende, kunde hun ikke +skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad stirrende ud over de hvide +Marker, over Haven, hvor Rimen hang som Koraller i Træerne og +funklede i Solskinnet. + +Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun tog imod. + +Hendes Tanker søgte strax ham; hun rejste sig med et Sæt: «Hvem -- +min Mand?» + +«Nej, det er Sognepræsten.» + +«Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer vel i Fattiganliggender. +Spørg, om det ikke kan vente.» -- Men saa betænkte hun sig, hun turde +ikke undlade at hjælpe nu, da hun selv saa haardt trængte til Hjælp. + +«Nej, hør! Han kan godt blive. Bed ham gaa ind i den lille Salon, jeg +skal strax komme.» + +Pastor Bang var en Mand af den gamle Skole, der havde saadan sin egen +humane Maade at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede han +ubetinget paa gode Gerningers og et hæderligt Livs saliggørende +Kraft, nærede en urokkelig Tro paa Guds Barmhjærtighed og mente, at +Menneskene ikke var saa uhelbredelige Syndere, som det i +Almindelighed antoges. Derfor paastod Nabopræsterne, baade +Grundtvigianerne og den indre Missions Mænd, der ellers ikke var +enige om noget som helst, at han ødelagde sin Menighed. Det være nu, +som det vil; Pastor Bang var lige saa elsket af sine Undermænd som +agtet af sine Overmænd. Han havde en Lidenskab, det var hans Sogns +Vel. Han kunde gøre hvad som helst, hvis der var Udsigt for ham til +at skaffe sine Sognebørn en eller anden Fordel i Retning af et +Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende. Det var hans Ærgerrighed +at gøre sit Sogn rigere, mere lykkeligt i saa Henseende end +Nabosognene, muligvis for paa denne Maade at imødegaa de andre +Præsters Ringeagt for ham som Rationalist og «Kødmenneske». + +Hos Banner var han altid velset, især i den senere Tid, da Fruen +havde faaet en Iver og Interesse for Sognets Anliggender, der frydede +den gamle Menneskevens Hjærte. Judith havde aldrig overfor ham lagt +Skjul paa sin Vantro, men han modtog alligevel hendes Hjælp med Tak, +og sagde ikke, at hun til Trods for sin Godgørenhed var fordømt. Han +besværede hende aldrig med Omvendelsesforsøg eller lignende, han +mente, at sligt vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv sørge +for. Naar han besøgte Judith, var det næsten altid kun for at tale om +rent verdslige Sager, om at sende Hjælp til denne eller hin +trængende, eller for at bede godt for en Husmand, der var kommen i +Restance med Afgifterne. Han gik aldrig forgæves, og derfor mente han +i sit Hjærtes Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller anden Maade +maatte være kristen, siden hun handlede som saadan. + +Judith modtog ham endnu mere forekommende end sædvanlig. Hun hørte +paa hans Fortælling om Jens Peter, der havde stjaalet Brænde i +Skoven og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg og ude af Stand +til at skaffe Brødet, medens Manden sad, kort om al den Elendighed, +en Overtrædelse af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige Love kan +bringe over en hel Familie. + +«Jeg skal hjælpe dem,» svarede hun venlig, «de Stakler skal da ikke +lide for den enes Forseelse. Men saaledes er det ofte; den jordiske +Retfærdighed kan undertiden synes lidt tvivlsom.» + +«For vort korte Syn,» tilføjede Præsten. + +«De mener, at Retfærdigheden vil ske Fyldest i Himlen.» + +«Nej, jeg mener tværtimod, at den fuldt ud sker Fyldest her paa +Jorden. Man taler saa meget om ustraffet Slethed, om uopdagede +Forbrydelser. Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer sig selv, og +faar Samfundet ikke Lejlighed til at kræve Forbryderen til Regnskab, +skal hans onde Samvittighed nok gøre det. Nej, Verden og Menneskene +er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som styres af en algod Gud, +maa der findes meget godt, meget smukt og meget retfærdigt.» + +«Har De Tid,» udbrød hun med en pludselig Indskydelse, «vil De høre +mig og raade mig, jeg er maaske lige saa trængende som Deres +fattigste Sognebarn.» + +Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over Præstens Ansigt. Var Guds +Time nu maaske slaaet? + +«Om jeg vil -- hvor kan De spørge?» + +«De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hører til de troende.» + +En svag Hovedbøjning. + +«Men der kommer Øjeblikke i ens Liv, da man trænger til kraftigere +Hjælp end den, man kan yde sig selv, saa vender man sig om efter +guddommelig Hjælp.» + +«Jeg har hørt det samme før.» + +«Men kan en Tro, som man kun griber til af Nødvendighed og Trang, +hvad der egentlig er Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse, +kan den tages for gyldig?» + +«Jeg tror det -- ja. Om den er aldrig saa svag, naar den blot er +oprigtig, er jeg vis paa, at den barmhjærtige Gud, for hvem al vor +Gerning er Svaghed, vil tage den for gyldig.» + +«Og hvis et Menneske, der stadig havde vendt sig fra Gud, kom til ham +i sin Nød og bad om Hjælp, vilde han saa blive bønhørt?» + +«Ja -- jeg tror, at Gud vilde bønhøre enhver, der om end aldrig saa +sent kom til ham og bøjede sig for ham.» + +«Bøjede sig -- altid skal man bøje sig.» + +«Ja Frue, thi det at bøje sig, enten det er for Forholdene og bære +dem paa rette Maade, eller for Menneskene og heller taale end gøre +Uret, eller for Gud og rolig lægge alt i hans Haand, forekommer mig +at være Indbegrebet af al Levevisdom.» + +«Resignere med andre Ord.» + +«Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre eller opnaa, det +er den Fred, som staar i Modsætning til den evige, utilfredsstillede +Higen hos dem, som kun følger deres egne Lyster.» + +«For at naa en saadan Lykke behøves der ingen Gud.» + +«Han belønner Resignationen.» + +«Men der gives en anden Lykke, en højere og saligere, nemlig naar den +Higen og Tragten, der er det bedste, det naturligste i Mennesket, +tilfredsstilles -- det nytter Dem ikke at tale derimod, thi jeg ved +det -- sig mig, hvis jeg nu vendte mig til Deres Gud og bad ham +skænke mig denne Lykke, vilde han saa bønhøre mig?» + +Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale om Resignation vilde være +spildt, han indskrænkede sig til at spørge: «Er De vis paa, det er en +sand Lykke?» + +«For mig er det den højeste. Hvis den blev mig skænket, skulde hele +mit Liv blive en Tak til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa +meget om en Sjæl, at han vil give mig denne Lykke til Gengæld?» + +«Hvis han ikke mener, at det modsatte snarere vil føre Deres Sjæl til +ham.» + +«Sig ikke «hvis». I dette Øjeblik maa De give mig noget bestemt. Der +er den ene Vej for mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjæl være +frelst. Tror De, han gør det?» + +«Jeg kender ikke hans Beslutninger.» + +«Men De ved,» svarede hun næsten bønfaldende, «om Gud førhen har +gjort noget saadant, om han bryder sig saa meget om en Menneskesjæl.» + +«Det gør han visselig.» + +«Og naar jeg nu bøjer mig for ham, naar jeg nu erkender min Ringhed, +naar jeg nu beder ham om Hjælp, vil han saa hjælpe mig?» + +Præsten grundede en kort Tid. Saa løftede han Hovedet og saa paa +hende: «Jeg tror, at De, hvis De beder Gud om Hjælp, ikke vil bede +forgæves, selv om Deres Bøn er meget svag og Deres Tro ringe, ja, jeg +tror det.» + +«Jeg stoler paa Deres Ord,» udbrød hun med funklende Øjne. «Jeg vilde +klynge mig til et Halmstraa nu.» + +Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham Haanden: «Dersom jeg +bliver lykkelig, saa stol paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der +staar i min Magt for ogsaa at gøre alle om mig lykkelige.» + +Han trykkede hendes Haand hjærtelig, bukkede og gik. Da han var +borte, stod hun en Tid hensunken i sine Tanker. Saa gik hun hen og +laasede Døren. + +Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet for at sætte sig i den +kastede hun sig paa Knæ foran den og begyndte med Hovedet støttet i +sine Hænder at bede -- men bestandig med Forbehold: «Hvis Du er til, +om Du hører mig» -- thi inderst i hendes Hjærte laa stadig Tvivlen. +Saa forskrækkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad paa ny, ganske +vist uden dette «hvis» paa Læben, men stadig med det i Hjærtet. Nej, +hun kunde ikke bede. Hun mærkede, at Tankerne gled fra Bønnen, hun +kunde ikke styre dem, ikke samle sig i Inderlighed, træt og slap som +hun var efter den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank dybere; hun +saa sin Mand, hørte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til +ham, bønfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at +elske hende fra nu og til evig Tid. -- Hun vaagnede op af sin Døs og +forfærdedes over, hvad hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine +Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte paa ny sin Bøn. Og endelig +lykkedes det hende at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes +at bøje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der holder Verdener i sin +Haand. + +«Du, der gør det umulige muligt, giv mig dette ene. Du, der er saa +rig og god, giv mig det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjæl, +som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede, skal blødgøres af +Lykken og ydmyges under Din ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil, +giv mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker mig. Lad mig +høste det, jeg ikke saaede, lad mig vinde, hvad jeg ikke attraaede; +jeg fortjener det ikke, men jeg skal stræbe at gøre mig fortjent +dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror, det er det, saa udfør det. +Udslet af min Bevidsthed, hvad jeg var daarlig nok til at tro paa, at +jeg selv bestemmer og har bestemt min Skæbne, at hver Handling drager +en ny med sig, saa det hele bliver en ubrydelig Kæde af Konsekvenser, +som jeg selv har knyttet. Lær mig, at Din er Magten og Æren i al +Evighed. Amen!» + + * * * * * + +Man havde for længst spist Frokost, da Judith kom ned i Dagligstuen. +Hendes Hjærte bankede, da hun aabnede Døren; hun vidste næppe, om det +var en Lettelse eller en Skuffelse, da hun traf Hellman ene i Stuen. +Banner var reden ud, Strøm var gaaet ned til Kirken for at aftegne de +udskaarne Egetræsdøre paa Herskabsstolene. Hellman lagde Bogen, hvori +han læste, fra sig ved hendes Indtrædelse. + +«God Morgen, Frue! -- Solen kommer noget sent paa Himlen i Dag, synes +mig.» + +Hun smilte og trak en Stol hen til Kaminen lige over for ham. «Og De +sidder her ganske ene? Man kan just ikke sige, vi behandler vore +Gæster hensynsfuldt.» + +«Aa, Banner sørgede for min Underholdning, inden han forlod mig,» -- +og han pegede paa Bogen. + +«Hvad er det for en Bog?» + +«Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man kan lære alle de raffinerede +Maader at kende, hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige +Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man har Valget imellem at +flaas som Marsyas eller lægges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller +spændes over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt vanskeligt.» + +«Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt i de gamle Sagn.» + +«Det har De Ret i,» sagde Hellman alvorligere, «jeg kender baade +Tantaloser, Sisyphoser og Ixioner, og glæder mig over, at jeg ikke +deler deres Skæbne, men lever tilfreds og fornøjet med min egen mere +beskedne Lod.» + +«Det er vanskeligt altid at kunne være tilfreds med den.» + +«Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa to Maader her i Livet, +nemlig ved at --» + +«Resignere,» faldt Judith ham i Talen. + +«Aa nej -- slet ikke, det er noget, Præster og Filosofer har hittet +paa. Nej, ved at udrette noget og ved at elske nogen rigtig inderlig +og uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar aabne for enhver.» + +Hun blev ligesom lidt bange ved at komme ind paa dette Æmne. Hun +drejede af og sagde: «Apropos, hvad foretrækker De saa, de græske +eller nordiske guddommelige Straffemaader?» + +«Naar galt skal være, de nordiske,» svarede Hellman. «Sagen er, at +Ixion ligger dernede alene paa sit Hjul, og ingen rækker ham en +Finger til Hjælp; men hos Loke staar Sigyn mild og kærlig.» + +Blodet skød op i Judiths Kinder; hun anede, hvad der vilde komme. + +«Beundrer De Sigyn saa meget?» spurgte hun blot for at sige noget. + +«Ja, sandelig gør jeg det. Se, Loke elsker hende ikke, og siger hende +maaske næppe et taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og trofast +for at skaane ham for Smerten, saa meget hun formaar.» + +«De mener maaske, at Sigyns Liv er det rette Sindbillede paa Kvindens +Liv, at vi er til for at tjene og ofre os for Manden?» + +«Nej, slet ikke,» sagde Hellman med større Munterhed, «jeg hører ikke +til dem, der fordrer Kvindens Underkuelse, men hvor jeg træffer ren +og offerberedvillig Kærlighed, det være sig hos Mand eller Kvinde, +der bøjer jeg mig i Ærbødighed og siger: den lykkelige, der kan nære +en saadan Følelse.» + +«De burde heller sige: den lykkelige, som er Genstand derfor.» + +«Vil De hellere være den fattige, som maa modtage, end den rige, der +kan give?» + +Hun vilde slaa det hen i Spøg: «Hvorledes kan _De_ tale om alle disse +smukke Følelser, De, der selv har helliget Dem den ugifte Stand.» + +«Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu elsker andre end mig selv. +Jeg elsker August f. Ex., skønt Gud skal vide, det er en noget egen +Maade, han gengælder denne Kærlighed paa. Han gaar bare og tænker paa +at bortgive sit Hjærte til enhver blaaøjet Skønhed, han møder, og saa +er han oven i Købet saa grusom at tage mig med paa Raad, hver Gang +han agter at bortskænke dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan +jeg ikke lade være at holde af ham.» + +«Det er i alle Tilfælde en stor Lykke at blive elsket saaledes.» + +«Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem jeg inderlig kunde ønske +en saadan Kærlighed; Mennesker, hvis egen Kærlighedskilde ganske vist +synes udtørret, fordi den aldrig har faaet nogen rigtig Næring. +Mennesker, der har været Offer for deres Forældres Forfængelighed, +for deres elskedes Troløshed, for deres Venners Egoisme og Havesyge. +Jeg har kendt saadanne Mennesker, men desværre ikke staaet dem nær +nok til at kunne blive noget for dem. Havde det været Tilfældet, +skulde de have faaet hele min Kærlighed; thi de trænger til den.» + +«Uden Gengæld?» spurgte hun sagte. + +«Gengæld -- fordrer sand Kærlighed Gengæld, fordrer sand Kærlighed +noget som helst? Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at man +ikke skal gnie med den og kun give _en_ Mønt ud for at faa en anden +igen. Den, der har sand Kærlighed i sig, trænger til at dele den ud +med rund Haand og har let ved at glemme Stolthed og Fordringer i +Glæden over at kunne skænke Lykke og Velsignelse.» Han havde talt sig +op i formelig Begejstring, som han stundom kunde det. Hun sad og saa +paa ham, og hans varme Tro paa Kærlighedens Almagt betog ogsaa hende. + +«Men selv om en saadan Kærlighed blev tilbudt, vilde den saa blive +modtagen?» + +«Vil den sultne spise, vil den tørstige drikke, vil den febersyge +gærne finde Hvile -- vilde Loke maaske ikke helst være fri for +Giften, der dryppede ham i Ansigtet? -- Ja, De ser, kære Frue, mit +Livs Bestemmelse er egentlig at være Præst, og var jeg bleven det, +skulde jeg nok hver Søndag have tordnet over Evangeliet: «Det er +saligere at give end at tage.»» + +«Det er et smukt Ord.» + +«Og et sandt oven i Købet.» Han rejste sig: «Gud ved for Resten, hvor +August bliver af. Han fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole, +at han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad. For jeg +skulde da aldrig tro, at en agerdyrkende Sirene har forlokket ham. +«En voldsom Uro griber nu mit Hjærte»,» deklamerede den lille Mand og +slog sig pathetisk for Brystet. + +«Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke --» + +«Noget Barn? Jo, min Frue, det er han netop. Jeg maa være i Hælene +paa ham og holde Formaningstaler til ham uophørlig, ellers gør han +dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar ud og ser efter ham?» + +«Aldeles ikke.» + +«Tak! De forstaar -- et Moderhjærte -- og det eneste Lam!» + +«Jeg troede næsten,» sagde Judith, da han var ved Døren, «at De holdt +lige saa meget af min Mand som af Deres Nevø.» + +«Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden at holde af ham?» spurgte +Hellman, men gik inden Spørgsmaalet besvaredes. + + * * * * * + +Hun gik op og ned ad Gulvet i den heftigste Sjælekamp. Hun holdt +begge Hænder mod Panden, tæt knugede, ligesom for at dulme en stærk +Smerte. + +Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert falsk Haab, hvormed hun +havde bedraget sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke kunde +elske. Saalænge hun var ene om at tænke dette, havde hun formaaet at +døve Tanken, hun havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn, men da +den udtaltes af en anden, kunde hun ikke længer tvinge den fra sig. +Hun vaandede sig under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke lidt +saa meget derved; men den sidste Nat havde saa levende foregøglet +hende den attraaede, ubeskrivelige Lykke, og Samtalen med Præsten og +Bønnen havde ligesom givet hende Forvisning om Muligheden derfor, +hvor forfærdeligt var det saa ikke nu at opdage, at det dog alt var +en Illusion. Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de, at hun +alligevel skulde elske ham, skænke ham sin Kærlighed -- og hvorfor? +Fordi det var saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde ikke +forstaa det. «Jeg skulde gaa til ham og tilstaa ham min Kærlighed +uden at fordre Gengæld, tilstaa, tilbyde ham en Kærlighed, som han +ikke gengælder, ydmyge mig, kun fordi han trænger til Kærlighed. Nej, +jeg kan det ikke.» + +Men atter steg den drømte, den attraaede Kærlighedslykkes Billeder op +i hendes Sjæl og fristede hende. «Om de andre nu dog tog fejl, om al +min Kærlighed alligevel kunde kalde hans til Live. Er det da saa +forfærdeligt at ydmyge sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig +og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg kaste mig for hans +Fødder. Men selv gaa til ham og maaske møde hans kolde, hoverende +Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham. Han vilde maaske +haane min Sjæls dyreste Hemmelighed, hvis jeg røbede den. Lad saa +heller alt blive som førhen, lad mig resignere, nøjes med at se og +høre ham og lad ham saa tro sig ikke elsket, lad ham tørste ved Siden +af Kilden, lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen rækker en +Haand ud for at hjælpe ham. Ak, nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa, +hvad kan jeg, hvad skal jeg dog gøre?» Hun stod ved Vinduet med +Panden trykket mod Vinduesstolpen og Hænderne knugede om Hovedet, som +om hun frygtede for, at Hovedet skulde sprænges og Tænkeevnen svigte. + +Der lød Hovslag i Gaarden, og Banner red langsomt ind ad Porten. +Tøjlen hang løs om Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa +Banner sad bøjet, næsten sammensunken. Det bydende i hans Væsen var i +dette Øjeblik ganske borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og +livstræt over ham. + +Da udbrød hun pludselig højt: «Jo, jeg kan gøre det, jeg kan ofre +ogsaa min Stolthed for denne trætte, bedrøvede, ulykkelige Mand, jeg +kan ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end aldrig vilde være +kommen til mig; thi jeg elsker ham, aa, saa ubeskrivelig, saa +ufattelig!» + + * * * * * + +Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for +optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner +lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne +Tilbageholdenhed og Tavshed en Følge af hendes saarede Stolthed eller +maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden +var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han +pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Løsning +paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm var urolig. Hvad betød hendes +Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at røbe +sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet noget mellem hende +og hendes Mand. Banners mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle +ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst. + +Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed; +dog vilde en skarp Iagttager have bemærket, at ogsaa han stundom +glemte Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed snart paa Banner +snart paa Husets unge Frue. «Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes, +Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for højeste Ret.» +Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han +overrumplet hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en Gang længtes +efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende? +Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede deraf, +der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet +af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa +sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det +da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde +hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun +paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget +fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende, +det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa +var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu en Gang prøve Styrke +med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig +fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, følte han, at +den rystede; samtidig hvilede hendes Øjne med et forunderlig +ængsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig og +hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: «Jeg vil tale endnu +en Gang med Dig, nu i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.» + +Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da +Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, følte hun en Angst, +ikke fordi hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse Angst, +man faar, naar et alvorligt og afgørende Skridt skal tages og ikke +længer kan opsættes. Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige mig», +genlød i hendes Øre, og hun prøvede at gøre det, at forme de Ord, +hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde +Kraftanstrængelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke +de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nevø som et +lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld +Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte døje. + +«Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke +taale det. Din Moder bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa +Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn godt» o. s. v. + +Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa +ind paa Spøgen, og viste temmelig tydelig sin Ærgrelse. + +«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse, vent til Du kommer +op paa Dit eget Værelse,» og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik +ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke skænke for meget i Din +Nevøs Glas, Vin og Kærlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,» +hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade. + +Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige og trøstede sig med, +at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han +blev behandlet. + +Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: «Nu skal August i Seng. +Sig nu pænt god Nat og Tak for i Dag.» + +«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith, der blegnede, da hun +følte det afgørende Øjeblik nærme sig. + +«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for +det, min Dreng.» + +Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang -- +tretten Minutter, ti, fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen +kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der ikke befandt sig vel, +naar han kom for sent i Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage +ham med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige «pænt god Nat». Han +vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes +kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes +blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lønlige Haab til +at blusse op stærkere end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med +sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker mig, jeg er vis +derpaa, men hun er bange og lider derunder.» Hans ungdommelige Hjærte +svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lært at +elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage. + + * * * * * + +Da Hellman og hans Nevø var borte, betragtede hun forventningsfuldt +sin Mand. Han troede, at hun var bange, og det forvoldte ham en +hemmelig Nydelse, han havde da altsaa i det mindste faaet Bugt med +hendes Selvsikkerhed. Øjeblikket var gunstigt, nu skulde hun tvinges +til Oprigtighed med det onde eller med det gode, hun _skulde_ aabne +sig for ham. + +Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mødte hans Blik med +et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord, +kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes +tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han +spurgte skarpt: + +«Elsker Du denne Dreng?» + +Hun svarede ikke. + +«Jeg vil vide det. For mit Navns og min Æres Skyld fordrer jeg at faa +det at vide.» + +«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din Ære.» + +Han vidste, at det var sandt. + +«Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.» + +«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede hun sagte. Hvis han blev +ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen? + +«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny næsten ude af sig selv. + +«Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Følelser?» + +Da tog han sig sammen, han følte, han var gaaet for vidt: «Hør mig,» +sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg +spørger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl, +hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede mig fra Begyndelsen +af ved Din Kulde, Din Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed +Du nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig, +fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din +Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt, +hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede, men som jeg alligevel dybest +i mit Hjærte beundrede og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere at +kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig +bestandig. Det æggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa +mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg kunde vende +og krænge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var +vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde +jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig +efterstræbte. -- Du ser, jeg er aabenhjærtig, og jeg vil vedblive +dermed. Da Erik blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid, +han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Kærlighed til Barnet. +Da han døde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men +bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for +træt til længer at efterstræbe noget; jeg troede mig aandelig død, og +mente, at ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for mig. Jeg +længtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Møde. -- Saa fik +vi Gæster og jeg oplivedes atter -- maaske kun for at slukkes helt, +naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette +Besøg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde +haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige +mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte +mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en +anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kæmpet for i Aar. Jeg vilde +gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig +derfor om at ende den, men ikke engang _det_ vilde Du, ikke engang +saa meget kunde jeg opnaa af Dig. + +Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din Kærlighed, jeg har ingen +Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget +af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om +jeg skal lade dette Haab følge alle de andre brustne Illusioner. +Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at +ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortsætte en tom +Tilværelse. Vil Du gøre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har +næret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er +kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i +Vejen for andres Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig mig, +om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker -- +ham?» + +Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde +gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa blød, +saa ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde +gøres nu strax, han skulde ikke et Øjeblik længer tro paa sit +Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres til +Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han kunde vente og haabe. + +«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og +knælede ved hans Fødder. «Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet, +elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv, +elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg +lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg +og elskede jeg, jeg tror fra første Gang, jeg saa Dig. Men da Du +syntes at spotte mig, bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den i +de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor +jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa +vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Først +lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den +stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom til +mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse. +Jeg stødte Dig fra mig. Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret, +blev jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed, fordi Du +atter var bleven saa kold og fremmed. + +Det var _mig_, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af +Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg +mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg følte +den ubeskriveligste Glæde derover, indsaa jeg, at Modstand var +umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den Dag +blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor +kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke +paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu skænker jeg +Dig den Kærlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over, +at Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig +lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lært mig at elske, Du er +ikke ene, thi Du har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig. + +Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig +endnu at kunne være noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har et +Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa, at Du har gjort det +lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte +mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa +længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager +mod min Kærlighed, saa haaber og ønsker jeg intet mere.» + +Hun var skøn, som hun laa der foran ham. Men han løftede hende ikke +op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et +Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa træt, saa udlevet, at +han slet intet formaaede, intet haabede, intet brød sig om. Men lidt +efter lidt lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for sin +egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i +Æventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes +syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at +opløse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte +Sjæl, som en svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes +formelig, at han sank hen i den blide, velgørende Træthed, der følger +paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han +havde smægtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden +Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nærmest af +alle. + +Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde; +forstod hun, at hun _ofrede_ sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt. + +Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: «Ved Du, hvad Du siger og +gør, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden, +et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gøre fuld +Gengæld for Din Kærlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit +Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu +saa egenkærlig» -- han smilte svagt -- «at jeg tager mod Din +Kærlighed, skønt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har +fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hører +jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en _Gang_ elske en anden højere +end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke +engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som +mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet +elske, da var det Dig, men jeg var for fordærvet allerede den Gang, +jeg lærte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed. +Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du +virkelig ødsle Dit Hjærtes varme Kærlighed paa mig for dermed at +formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da +giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lært mig lidt af det, der hedder +at opofre sig, men jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min +Egenkærlighed.» + +Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: «Det +er saligere at give end at tage.» + +«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig ønske det anderledes. +Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!» + +Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem sine og lagde dem paa sin +hede Pande, trykkede dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa sagte +lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og +det var første Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne +Hyldest. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Judith Fürste, by Adda Ravnkilde + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FÜRSTE *** + +***** This file should be named 39510-8.txt or 39510-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/9/5/1/39510/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur +at http://adl.dk) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License available with this file or online at + www.gutenberg.org/license. + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation information page at www.gutenberg.org + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at 809 +North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email +contact links and up to date contact information can be found at the +Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit www.gutenberg.org/donate + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For forty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |