initial commit of ebook 39510HEADmain

8 files changed, 17093 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/39510-8.txt b/39510-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..4b629fc
--- /dev/null
+++ b/39510-8.txt
@@ -0,0 +1,7192 @@
+The Project Gutenberg EBook of Judith Fürste, by Adda Ravnkilde
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Judith Fürste
+       En Fortælling
+
+Author: Adda Ravnkilde
+
+Release Date: April 22, 2012 [EBook #39510]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FÜRSTE ***
+
+
+
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This file was produced from images
+generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
+at http://adl.dk)
+
+
+
+
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret.
+S p a t i e r e t tekst i originalen er angivet med _understreg_,
+mens kursiv tekst er angivet med =lighedstegn=.
+
+
+
+
+ JUDITH FÜRSTE.
+
+ EN FORTÆLLING AF ADDA RAVNKILDE.
+
+ MED ET FORORD AF G. BRANDES.
+
+ ANDET OPLAG.
+
+
+ KJØBENHAVN.
+ Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn).
+ GRÆBES BOGTRYKKERI.
+ 1884.
+
+
+
+
+FORORD.
+
+
+En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit Bord en af de
+Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig faar sendt eller bragt ind i
+Huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blaaligt Visitkort,
+hvorpaa Navnet =Adda Ravnkilde= var skrevet med snørklede
+Forbogstaver.
+
+Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret
+det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare
+Øjne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen,
+som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning
+manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig
+Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.
+
+Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) røbede
+Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte overraske. Den behandlede en
+ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen
+som Lærerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser
+hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk
+Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa
+sig for sit Levnet, men som staar højt over Omgivelserne ved Dannelse
+og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende
+digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes
+Interesse for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans
+Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart
+gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og Underholdning i
+hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede
+Opmærksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser,
+saasnart hun tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans
+Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end hendes
+Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan
+tænke paa ham med Kulde, og hun kan ikke nægte det for sig selv, hun
+elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham første Gang, formaar i
+Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham.
+
+Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjæves
+nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed til Grev Høg noget
+Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og
+Spænding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre
+Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og
+bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen,
+Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle
+Legemets Pulse.
+
+Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som Slutninger i
+Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens
+Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte desuden mere om
+hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at
+det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde
+ved Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig.
+
+Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opsætte sin
+offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted
+med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges
+Kjærlighed, svarede hun: «Sligt vil jeg ikke skrive mere», og der kom
+Taarer frem i hendes Øjne.
+
+I Løbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed klarere
+frem for mig: En stræbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var
+bristet, og der ligesom bar Mærker af et flereaarigt Tryk; forpint af
+smaa Forholds Smaalighed og af indskrænkede Væseners Indskrænkethed.
+En tapper, exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet
+for bestandig, men endnu havde bevaret Energien frisk; livstørstig og
+dog meget fortrolig med Dødstanken, attraaende Omgang med aandsfrie
+Kvinder og Mænd, trængende til Tankemeddelelse, til et fyldigere,
+aandeligt Indhold; moderne, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt
+endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske
+vist, men med en Ærgærrighed, som daglig maatte kjæmpe med
+Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at vinde? Er Livet
+værd at leve?
+
+Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den Elskede, hader og
+elsker ham paa en Gang, saaledes elskede og hadede hun Livet, snart
+ude af Stand til at bære det, snart haabende det Højeste af det,
+snart villig til at nøjes med en beskednere Lykke, som hun ved sin
+Bortgang antydede det i disse Ord til mig: «Hvor De er lykkelig, De
+har opnaaet de to Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo paa et Sted,
+hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas intelligente
+Mennesker.»
+
+Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende. Hun lagde kort
+efter en anden Fortælling op til mig, den som foreligger her; men min
+Tid var saa optaget, at jeg nødtes til at lade den ligge ulæst mere
+end en Maaned og først gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde
+erfaret hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf paa Universitetet bad
+jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til sit Manuskript,
+ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe Modet. Hun
+havde rimeligvis da allerede tabt det.
+
+Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjøbenhavn for at
+forberede sig til Almueskolelærerinde-Examen, havde imidlertid, da
+hun følte sig meget ulykkelig ved den Tvang, dette Kursus vilde
+paalægge hende, fulgt mit Raad, hellere at uddanne sig til Student og
+var begyndt at arbejde med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under
+hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt.
+
+Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert grebet alle dem, der
+havde kjendt hende. Selv om man ikke betragter Døden uden videre som
+et Onde, var det vanskeligt, ikke at føle Noget bløde og brænde i sig
+ved Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare
+Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mørke.
+Den Forestilling laa nær, at havde hun levet, saa var hun bleven en
+af de Personligheder, af hvilke der altid er for faa i et Land, en af
+dem, der frembringe Værdier og lægge et Lod i Vægtskaalen paa det
+Godes og Nyttiges Side.
+
+Jeg saa hende to Timer før hendes Død, den 29de November. Idet jeg
+den Dag traadte op paa Universitetskathedret, bemærkede jeg hende paa
+en af de første Bænke i Salen lige for mig; hun saa oprømt, livfuld
+ud, hendes Øjne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle
+Gange under Foredraget. Mindst tænkte jeg, at hun i det Øjeblik
+fortjente Medlidenhed.
+
+Efter hendes Død har jeg læst hendes efterladte Haandskrifter. Et af
+dem, det ældste, der rundt i Marginen havde sammenslyngede Navnecifre
+i en bestemt, stiliseret Form, fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog
+et Hovedafsnit af Forfatterindens Historie.
+
+Nærværende Fortælling, der har forekommet mig at være det blandt
+hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste Iagttagelser, og hvor
+Handlingen er bedst gjennemført, er skrevet, da Forfatterinden var
+nitten Aar gammel og synes mig i Betragtning af denne Omstændighed
+mærkværdig. Mandskarakteren er øjensynlig udført efter samme Model
+som i den førstnævnte Roman, men den kvindelige Karakter er her
+tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde synes en senere
+Alders Kjende. Fortællingen giver et Livs Historie, der gaar op i et
+enkelt Forhold. Den fremstiller en enkelt Følelse, der først sent
+bliver sig sit Væsen bevidst.
+
+Den Læser, som er i Stand til at se bort over enkelte gammeldags
+Vendinger, der tage sig løjerligt ud i en moderne Bog («Merkurs
+Sønner» f. Ex.), og som ikke vil opholde sig ved at Forfatterinden
+med en ganske ung Piges Skyhed har taget meget abstrakt paa det
+Fysiologiske, vil med Fornøjelse se et Stykke nørrejydsk Liv fra
+vore Dage malt med Kjendskab og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige,
+ja Dybsindige i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad
+Omveje finde Oplysning om kvindeligt Sjæleliv i de danske Provinser.
+
+At Fortællingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen Glæde har af
+at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling mod den Døde.
+Det gjøres, som man lægger en Krans paa en Grav. Det har syntes mig
+Synd, at dette unge Væsen, der havde saa stærk en Attraa efter at
+tilkæmpe sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade det
+ringeste Spor af sit Liv.
+
+Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn og sin Adresse for mig,
+spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det
+syntes mig at lyde som et Kjælenavn, en Forkortning.
+
+Hun svarte: «Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil gjøre bekjendt.»
+
+Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige Død kan
+blive.
+
+                                            Georg Brandes.
+
+
+
+
+«Man maa lære at føje sig i de Forhold, man er sat i, Du maa lære
+det, Judith, om det saa kun var for Din egen Skyld. Hvis Du bliver
+ved paa denne Maade, gjør Du baade Dig selv og os andre ulykkelige.»
+
+«Men jeg kan ikke,» svarede Judith med dæmpet Stemme; «det blev ikke
+sunget for min Vugge, at jeg skulde bøje mig under fremmed
+Herredømme, jeg har Faders Blod i mine Aarer, og jeg kan det ikke.»
+
+Sagfører Hinding sendte sin Steddatter et stikkende Blik, men hans
+Stemme var rolig og mild, hans Tale langsom og overbevisende, som om
+han plæderede en Sag for Retten.
+
+«Bestandig denne Trods! Og hvad har Du saa for Din Stolthed? Du har
+ikke kunnet beholde en eneste af alle de Pladser, vi har skaffet Dig,
+og Du gjør os Livet surt her i Hjemmet.»
+
+«Det har ikke været min Skyld, at jeg mistede mine Pladser; hvor kan
+og tør jeg opgive min Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig
+beholde efter min Fader, _den_ har en enlig stillet Kvinde god Brug
+for. -- Mit Hjem! hvorledes kan jeg betragte dette Hus som et Hjem?»
+
+Ved Ordet «Arv» formørkedes Prokuratorens Blik, men han fortsatte med
+uforandret Mildhed: «Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du har
+Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes Dit Hjem.»
+
+«Ja, Moder holder vistnok af mig -- paa sin Maade -- og vilde gjerne
+gjøre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun
+ægtede Dem, mistede jeg hende.»
+
+«Men saa indse da, at Din Fremtid afhænger af mig og bliv min
+Ven istedetfor min Fjende; jeg forlanger jo kun en taalelig
+Eftergivenhed, noget mindre Trods og Skarphed.»
+
+«Ja, min Fremtid afhænger vistnok af Dem, men jeg kan ikke hykle, om
+jeg end kunde skaffe mig de bedste Vilkaar derved. -- Holdt jeg af
+Dem eller havde jeg kun fuldstændig Agtelse for Dem, skulde De aldrig
+faa Grund til at klage, men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres
+Handlemaade og hele Optræden, jeg kan ikke bøje mig for Dem. Jeg
+beder Dem derfor: skaf mig min Fædrenearv, lad mig lære et eller
+andet, saa at jeg kan sørge for mig selv -- jeg forlanger det jo ikke
+mere som en Ret, jeg beder kun derom.»
+
+«Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv Brug for disse Penge. Du
+kan ikke faa dem; mine Sager staar slet, og i det mindste for Din
+Moders Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.»
+
+«Nej, De har Ret; for Moders Skyld kan jeg ikke fordre, hvad der
+lovlig er mit. Nu vel -- saa skal jeg se at finde mig i det,
+foreløbig i det mindste, men De skal ikke tvinge mig til, hvad jeg
+ikke selv vil -- en Gang maa jeg da vel faa min Ret, skønt Ret er
+noget, som der er grumme lidt af i Verden, uden den stærkeres.»
+
+Han forstod, hvad hun tænkte paa, og følte hvor ubøjelig en
+Modstandsevne denne forhadte Steddatter var i Besiddelse af. «Vi faar
+se, vi faar se,» mumlede han med sammenbidte Tænder, «der kommer vel
+den Dag, da jeg ikke længere er Din Skyldner.»
+
+Hun forstod neppe Ordene, endnu mindre den Trusel, de indeholdt.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Judith Fürstes Moder havde i sin Tid været en af Hovedstadens
+feterede Balskønheder, en forfængelig og verdslig ung Pige, der
+jagede efter Fornøjelser og levede for at blive beundret. Men alt
+dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung ægtede en
+Officer, der var lige saa bekjendt for sin Dygtighed som for sin
+stolte Karakter og sit smukke mandige Ydre. I deres Ægteskab fik han
+efterhaanden en stor og god Indflydelse paa sin letsindige Hustru,
+men til Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres Samliv
+kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrød, blev Løjtnant Fürste et af
+dens første Ofre. Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine
+Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge Enke, paa hvem hans
+Død strax gjorde et saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede
+for hendes Forstand. Dog da den første Smerte var forbi, var ogsaa
+det værste overstaaet, og den unge Moder besluttede nu at hellige sit
+Liv og al sin Kærlighed til sin lille Datter.
+
+Tilbagetrukken fra Verdens Fornøjelser og Glæder ofrede Fru Fürste
+Judith al sin Tid. Hun indgød hende en lidenskabelig Kærlighed til
+den afdøde Fader, og Barnet kunde aldrig blive træt af at høre om
+ham. Han var dets Helt, dets Afgud, dets Ideal. Timevis kunde hun
+sidde stille og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og naar hun
+paa Gaden sammen med hende mødte Officerer, der respektfuldt hilste
+dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille Pige paa
+Hovedet, kom hun altid til at tænke paa Faderen, og da svulmede
+hendes Hjerte af Stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i
+Verden kunde lignes ved ham.
+
+Saaledes forløb nogle Aar, da der indtraf en Forandring i den endnu
+smukke, trediveaarige Enkes Væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig
+undertiden pludselig til at græde, men kunde saa strax efter igjen
+begynde at nynne og se sig i Spejlet og pynte sig med større Omhu
+end førhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og
+styg, om der ikke var graa Haar i hendes brune Lokker eller Rynker i
+hendes Pande, og naar Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig
+Stolthed erklærede hende for at være den smukkeste Dame i Verden,
+omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en Fader. Judith
+nøjedes med at stirre paa hende, men Moderen lo og rødmede, erklærede
+det hele for en Spøg og kyssede den sidste Tvivl bort af den
+forbavsede Piges Sind.
+
+Men Sagen var, at den svage og forfængelige Kone tænkte paa at gifte
+sig igjen. Fuldmægtigen hos den Sagfører, der drog Omsorg for hendes
+Pengesager, var en ung og ret smuk Mand. Han havde ved mange
+Lejligheder set Enken og fattet, som han mente, en heftig Lidenskab
+for hende. Hun undgik ikke at bemærke den Hyldest, han ydede hende,
+og den smigrede hendes forfængelige Hjærte. Da han endelig friede,
+vaklede hun længe -- det var i denne Tid, hun ofte græd og halv
+skjult raadspurgte sin unge Datter. Men han trængte stedse heftigere
+paa: de skulde ikke blive i Hovedstaden, hvor Mødet med gamle
+bekendte maatte være hende pinligt, han vilde nedsætte sig som
+Sagfører i en mindre By, han vilde bære hende paa Hænder, lovede
+hende Rigdom, Fornøjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at tage
+Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa indvilligede hun, dels af
+Svaghed, dels af Forfængelighed, thi hun nærede næppe nogen virkelig
+Kærlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun anede vel, at hendes
+Beslutning kunde have skæbnesvangre Følger, men hun var ikke kraftig
+nok til at undersøge Sagen og drage dens Konsekventser.
+
+Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru Fürste vovede ikke en
+Gang at betro sig til sin Datter før i det sidste Øjeblik, det vil
+sige, da det var for sent. Havde dette ikke været Tilfældet, vilde
+hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet, thi Judith kom i en saa
+heftig Bevægelse, da hun erfarede Sandheden, at den stakkels Kone
+helst vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den Gang havde
+været muligt.
+
+At Moderen, efter at have været gift med Verdens ædleste Mand, der
+havde ofret sit Liv for Fædrelandet, og elsket sin Hustru over alt
+andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel Prokurator, et rent
+ubetydeligt Menneske! -- Judith var ude af sig selv af Sorg og
+Indignation. Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt hun
+Moderen denne grænseløse Nedværdigelse, hun græd, hun bønfaldt hende
+om ikke at bedrage baade den afdøde Fader og hende selv, men som
+sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoxne Pige sig til
+dump Fortvivlelse, og den første Tid af Moderens Ægteskab gjorde
+hendes Sind mange Aar ældre, forvandlede hende fra et muntert,
+livsglad Barn til en indesluttet, melankolsk Skabning.
+
+Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens Kærtegn trøstede
+hende ikke, Forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen
+andre at søge Trøst hos; de skulde jo bort fra Byen og fra de gamle
+Venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage
+fra dem. Og Moderen var ikke længer den, hun kunde se op til og tro
+paa, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende
+Kærlighed.
+
+Lige efter Brylluppet var Familien draget til en lille Købstad i
+Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes. Det blev intet Fredens Hjem, thi
+Judith vendte sig instinktmæssig fra sin Stedfader; han havde, mente
+hun, berøvet hende Moderen og usurperet den højtelskede Faders Plads.
+Hans venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham haardnakket bort
+og undlod at sige: «Fader» eller «Du». Da Hinding ingen Veje kom med
+Mildhed, forsøgte han Magt; han prøvede at kue hendes stolte Sind.
+Judith led ubeskrivelig, men hun bøjede sig ikke, hun beklagede sig
+ikke til Moderen, hun vilde være ene om det og fandt efterhaanden, at
+passiv Modstand var det bedste Værn. Men i denne Strid forhærdedes
+hendes Sind, og hun lærte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan
+det, at hade.
+
+Ogsaa paa Hindings Humør havde dette daarlige Forhold sin
+Indvirkning, det var undertiden nær ved at bringe ham til at
+fortryde sit Giftermaal; han blev gnaven og opfarende. Endnu værre
+blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgaaet
+Kautionsforpligtelser, gik fallit og derved føjede Pengesorger til
+Prokuratorens øvrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke
+Sagernes Stilling, at Fru Hinding skænkede sin Mand en Søn. Han blev
+vel meget glad ved Drengens Fødsel, men paa den anden Side bragte
+Begivenheden Judiths Smerte til Højdepunktet; hun fortvivlede nu helt
+over sin Stilling i Hjemmet, hun syntes, at det lille Barn berøvede
+hende den sidste Rest af Moderens Omsorg og Ømhed, og hun forlangte
+da at blive sendt bort over til København for der at lære noget, som
+kunde sætte hende i Stand til senere selv at tjene sit Brød. Men
+denne Fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans Pengeforhold tillod
+ham i Virkeligheden ikke den Gang at bringe et saadant Offer, og han
+vilde heller ikke, af egennyttige Grunde, at Judiths lille
+Fædrenearv, nogle Tusinde Kroner, der var blevne indsatte i
+Overformynderiet, da Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi
+han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar Judith engang blev
+myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes Penge ikke kunde
+røres, før hun var 18 Aar.
+
+Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder, om hun virkelig kunde
+forhindres i at lære noget, der kunde sikre hendes Fremtid og
+Uafhængighed.
+
+Nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunde
+henvende sig til sin Værge, men hun nøjedes med at bede Datteren
+inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forøge hendes Mands
+Bekymringer og slette Lune. -- Da forstod Judith, at dobbelte Baand
+bandt hende, som hun ikke kunde bryde, Kærlighedsforpligtelsen
+overfor Moderen og Afhængigheden af Stedfaderen. Og hun forstod, at
+der gives Tilfælde i Livet, hvor man maa bøje sig, selv om man har
+moralsk Ret til ikke at gjøre det. Og denne Tanke blev den farligste.
+Thi hendes Barnesind havde vel gjennem Bøger faaet det Indtryk, at
+det slette og uretfærdige for en Tid kan triumfere, men at det gode
+dog altid sejrer til sidst. Men her saa hun sig haabløst forurettet,
+og det tilmed af dem, der stod hende nærmest, af hendes egen Moder,
+som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at
+gjøre. Og det gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge, om
+saadanne Tilfælde var almindelige, om Retfærdigheden muligvis ikke
+var saa almægtig, som hun troede; om det var den, der havde Retten,
+eller den, der havde Magten, som beholdt Overtaget. Og da hun først
+var begyndt paa Undersøgelsen, forekom det hende mere og mere, at det
+virkelig var det slette, det uretfærdige, det egenkærlige, der var
+det stærkeste. Hun opdagede egoistiske, smaalige, tyranniske
+Handlinger, og uden at kunne bedømme deres Motiver eller de
+formildende Omstændigheder, der kunde undskylde dem, dømte hendes
+ungdommelig strenge Sind, ligesom Katekismen, at Menneskene er af det
+onde, at Verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i det hele taget
+paa den Tid til Katekismen og Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og
+Menneskene samstemmede med hendes egen Dom. Hun blev en troende, men
+ingen barnlig Konfirmand. Angst og sønderknust lovede hun at forsage
+alt det onde, hun bad brændende og forfærdet Gud om Tilgivelse for
+sine Synder. Og hun lovede at tage sin tunge Skæbne som en Prøvelse
+fra Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik imidlertid ikke
+længe Lejlighed til at prøve sine Forsætters Styrke i Hjemmet, thi
+Hinding, for hvem hendes Nærværelse var en stadig Pine, skaffede
+hende kort efter Konfirmationen en Plads, «for at gaa Husmoderen til
+Haande og deltage i al indvendig Gjerning -- Honorar fordres ikke».
+Hun kunde jo intet, og turde ikke gjøre Fordring paa Løn.
+
+I Præstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede hendes Religiøsitet sig
+med næsten foruroligende Heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere i
+den Tro, at den Retfærdighed, Livet her paa Jorden manglede, maatte
+findes hos Gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne Tro med
+sin syge og tørstende Sjæls hele Begærlighed. Men medens hun
+ufortrødent udrettede sit Arbejde og uden Knurren fandt sig i den
+megen Smaalighed, der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende
+forskellige religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal. Da de var nær ved
+at voxe hende over Hovedet, vendte hun sig til Præsten, en ganske
+vist lærd, men ikke _meget_ troende Theolog. Han søgte at bringe
+hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der for hende kun blev Sten i
+Stedet for det Brød, hun bad om. Hun kunde være bleven overbevist ad
+Følelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved kun mere Oprør.
+Præsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge Skriftebarn, han
+spaserede med hende og talte med hende i timevis, indtil Præstefruens
+Opførsel viste den unge Pige, hvor uforsigtig hun havde handlet.
+Fruen blev jaloux, om med eller uden Grund brød Judith sig ikke om at
+undersøge, men at en saa lav Mistanke blev kastet ind i et Forhold,
+som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for
+hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede Gud til Regnskab,
+fordi han rolig lod hende mistænkes saaledes, skønt han maatte vide,
+at hendes Tanker kun havde været rettede paa ham. De sidste pinefulde
+Maaneder, hun tilbragte i Præstegaarden, rokkede endog Gudsforholdet
+for hende.
+
+Et nyt Forsøg blev gjort, denne Gang hos en Slægtning af Hinding, en
+Enkemand paa henved de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte,
+men Manden gjorde et kluntet Forsøg paa at forføre den unge Pige, der
+var betroet til hans Varetægt, og hun forlod Pladsen over Hals og
+Hoved, medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden, hvor
+Egenkærlighed, Hensynsløshed og Raahed syntes at herske, og stedse
+med mere forvirrede Begreber om det Væsen, der sagdes at være algod
+og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed.
+
+Endelig gjorde man et sidste Forsøg, denne Gang hos en aldrende
+Enkefrue med tre voxne Døtre.
+
+Først syntes Valget heldigt. Fruen førte et muntert Hus, der kom en
+Del unge Mennesker, og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved
+nogensomhelst Fremtræden at staa Døtrene i Lyset, lykkedes det hende
+at undgaa den let vakte Misundelse og Skinsyge. Hun holdt sig
+tilbage, var indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt
+Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne være saa taabelige, at
+søge at behage Mænd og jage efter den tvivlsomme Lykke -- Ægteskabet.
+Blandt de besøgende var en Student Hilmer, en ung Mand af god Familie
+og omhyggelig opdragen, stærkt paavirket af Nutidens Fritænkeri. Han
+følte sig tiltrukken af Judiths Skønhed og nærmede sig hende
+beskedent med en stille og ærbødig Hyldest, som ikke kunde skræmme
+eller mishage hende. Hun talte med ham, hans Idéer og Anskuelser
+vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op i det Virvar af
+krydsende Begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til
+rette i dem. Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent overens
+med hendes eget, han var Pessimist, fordi Schopenhauer var det, og
+hans Philosophi, som han docerede med hele den Alvor og Varme, der
+kan findes hos en ung Student, der første Gang i Praxis repeterer
+sine nylig erhvervede theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis
+Tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt
+Venskab, der var frit for Beregning og Sanselighed. -- Da de efter
+nogen Tids Forløb maatte skilles, skrev han til hende, og hun
+svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget philosophiske, og
+strømmede over af en slet dulgt Beundring for egen Viden; men de
+mange ny, sammensatte Ord som «dæmrende Opfattelsesvæv, store
+Igenfødelsens Alt» og lgn. forekom hendes uvante Øre poetiske og
+tanketunge.
+
+Det endte som alt platonisk Venskab mellem en Mand paa 22 og en ung
+Pige paa 18 -- han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt
+forlangte han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige «Sjælekamp».
+«Hvis jeg faar nej,» sluttede han, «da maa jeg vel rive Deres Billed
+ud af min Sjæl, men den vil forbløde derved!»
+
+Hun blev forskrækket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tænkt
+sig det paa denne Maade. I hendes Sind var der under de alt for
+tidlige og sørgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje, næsten Angst for
+at skulle knyttes til nogen Mand; og denne var hende dog saa fremmed.
+Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed
+ophørte foreløbig deres Brevvexling. Men hun blev frejdigere og
+gladere til Mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket «for Evighed,
+over alt i Verden», sneg sig over hende med en Varme og Fryd, som hun
+næsten forbavsedes over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og
+rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i hende oven paa den
+kolde, haarde Barndoms Vinter.
+
+Saa kom der atter en Dag Brev fra ham: Ventetiden var uudholdelig,
+det halve Forhold utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og
+ønskede al Forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig,
+hun sendte ham Brevene og bad om en Forklaring, hun fik sine egne
+tilbage, det var alt. Først en Maaned senere blev Gaaden løst, hun
+saa hans Forlovelseskort, han havde gjort et rigt Parti.
+
+Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun fik Taarer i Øjnene; hun
+tænkte paa hans Frierbrev, hvis glødende Ord om evig Kærlighed, Dages
+og Nætters Sjælekamp og Fortvivlelse havde brændt sig ind i hendes
+Erindring -- og nu et Par Maaneder efter forlovet med en Pige paa
+80,000 -- efter hvor mange Timers Sjælekamp?
+
+Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste Stød. Ikke fordi hendes
+Kærlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket
+ham, heller næppe fordi hendes Stolthed blev krænket, han var hende
+egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro, hendes paany opvaagnede Tro
+paa Uegennytte, Kærlighed og Menneskeværd fik Dødsstødet. Hun blev
+en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde Tilbageholdenhed og
+sørgmodige Indesluttethed, der blev udlagt som Hovmod, stødte hendes
+Omgivelser fra hende. Døtrene paa deres Jagt efter Mænd, Moderen med
+sin Higen efter at faa Døtrene ind i Livsforsikringsanstalten
+«Ægteskab», følte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne
+Vidne.
+
+Enkefruen skrev til Prokuratoren:
+
+«For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt Bekjendtskabs Skyld,
+samtykkede jeg i at optage Frøken Fürste i mit Hus; men hendes Væsen
+er saa lidet imødekommende, hendes Sind saa stolt og ubøjeligt,
+hendes Humør saa nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange Grunde,
+hvor ondt det end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade
+Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde hende i vort Hjem, hvor
+Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket». Altsaa
+vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske
+Købstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte støtte end vente sig
+Hjælp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end
+førhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde
+faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have
+taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fængslet i Lilleput
+Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt
+aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede,
+Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i
+sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab
+som offentlig Ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til
+Sladder, og det kunde Judith ikke være med til. Hendes Stolthed
+oprørtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive
+Genstand for Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede ikke
+Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende
+Stjærne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge
+Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de kaldte hende hovmodig og
+vendte sig til Landets Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun
+valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde
+drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig
+for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig». Hun var saa tavs i
+Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer
+var enige om at kalde hende «muggen» og vistnok temmelig indskrænket.
+I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte
+Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans
+Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i
+Forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end aaben
+udtalt Foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt
+ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de
+heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. -- Men fremfor alt var
+hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin
+Haabløshed.
+
+Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit
+trætte Hoved støttet i de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet
+frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af
+Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det bankede paa Døren; Fru Hinding var kommen hjem og bad om Lov til
+at maatte tale med hende.
+
+Judith aabnede Døren for hende.
+
+«Du har igjen havt en Trætte med Hinding?» spurgte Fruen bedrøvet, da
+hun stod overfor sin Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums
+Skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et ungdommeligt Toilette og
+en moderne Frisure. Hendes Øjne var klare, hendes Tænder friske og
+hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde paatrykt hende dette
+ejendommelige matroneagtige Stempel, som fortrinsvis udmærker
+Købstadsdamer; med sin noget svære Figur og lidt svagelige Helbred
+var hun tilbøjelig til Magelighed, elskede Velvære og Ro, ønskede at
+holde Fred med alle, men var gift med en temmelig karrig Husbond og
+stod mellem to krigsførende Magter, hvem hun i lige Grad ønskede at
+hjælpe og behage.
+
+Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hænder med de mange Ringe --
+disse Hænder var hendes Stolthed -- bedende hen imod Judith og
+vedblev:
+
+«Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al
+denne Strid smerter mig. -- Synes Du ikke, jeg har Sorger nok
+foruden?»
+
+«Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren med et svagt Smil, «kender
+Du nogen, der blot én Dag af sit Liv er fri for dem?»
+
+«Aa -- andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tænk paa
+mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa være bange for hvert Ord,
+jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at
+være vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han
+fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre
+og kønnere.»
+
+«Hvor kan Du dog være jaloux, Moder -- hvor kan nogen Kvinde være
+det; at hun ikke er for stolt dertil! -- Naar en Mand ikke bryder sig
+om én, hvor kan man da trænge paa og trygle om hans Kærlighed og vise
+sig vred, fordi han ikke vil give den?»
+
+«Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trænger
+til Kærlighed?»
+
+«Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv saa uendelig, saa bittert
+dertil.»
+
+«Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til mig, -- har jeg ikke altid elsket
+Dig, har Du nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde
+negtet Dig Trøst og Kærlighed?»
+
+«Nej -- Du holder af mig paa Din Maade, det véd jeg nok, men ikke,
+som jeg trænger til det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og
+Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden.»
+
+«Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?»
+
+«Nej -- nej -- nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg
+kan ikke, skønt jeg véd, at det vilde gøre mig lykkelig.»
+
+«Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil
+nok engang komme til at elske en Mand.»
+
+«Nej -- aldrig,» svarede hun, og hendes Blik fik et mørkt, næsten
+fjendtligt Udtryk, -- «jeg vil aldrig elske nogen Mand.»
+
+«Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, -- Du, der er saa smuk,
+saa -- --»
+
+«Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig
+Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa
+blive af mig?»
+
+«Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.»
+
+«Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at
+jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling,
+ydmyge mig for at faa det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det
+dog, kun at kunne øjne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding
+mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære
+noget ordentlig og sørge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve
+mig dem, nu han har faaet dem, -- tror Du vel?» Der kom et forfærdet
+Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, -- sæt, at det var muligt, og
+han en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet ud af sit Hus.
+
+«Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende.
+
+«Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke fortjene mit Brød. Jeg gaar
+blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og
+materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvære, Rigdom og
+Luxus maa være Livets højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem?
+Der er kun en Vej -- at blive gift med en Mand, der var saa rig, at
+han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke
+saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var
+jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv kunde bestemme over min
+Skæbne!» Paa en Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende, og
+hun brast i lidenskabelig Graad.
+
+Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa
+forenede den let bevægelige Kone sine Taarer med Datterens.
+
+Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem.
+Judith var træt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt
+i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjøre.
+Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør.
+Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge
+at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post især og for dem
+alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning,
+Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa tværs, forlænds og
+baglænds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var
+rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa
+moralsk.
+
+Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og saa rigtig fornøjet ud.
+
+«Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin Kone, «vil Du og Judith
+ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen,
+kan I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke
+kommen hjem og den er nok værd at se.»
+
+Judith havde ingen Indvendinger at gjøre; følgelig nød da den lille
+Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres
+Reflexionsspejle at se Prokuratoren køre ud af Byen ved Siden af
+Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen
+paa Bagsædet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt
+Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige
+overdrevne Rygter, nu var ved at udjævnes.
+
+Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel
+Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chaussé. De grønne Agre
+bredte sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel, Luften
+dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lærkerne jublede over
+deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel
+og Jord.
+
+Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land,
+oversaaet med Bøndergaardenes sammenbyggede Længer eller
+Proprietærernes anseligere Ejendomme med de teglhængte Stuehuse. Hist
+og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Række gamle
+Kæmpehøje oppe i Markbrynet.
+
+Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes næsten over, at hun
+saa ofte kunde være nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske
+blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte
+Fremtiden, løftede sig, laa der maaske for hende et straalende,
+fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af
+sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vækkedes ved den hule
+Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der førte over
+Vandløbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et Øjeblik
+efter den lille Bæk, der betegnede sin Vej ved de høje Siv og friske
+Engstrøg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren
+sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens
+forskellige Seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte
+Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg,
+hist nede ligger Uldum Kirke, -- Uldum og Trannerup». Det var en lang
+Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrækninger,
+der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse,
+saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tækkede med Tørv,
+med en eneste solbrændt Rude og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en
+saadan Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose eller
+Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske tilfredse og glade
+Mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; -- men -- «det
+maa dog være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde de ogsaa
+møde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en søvnig Bondemand i
+Vognen; han var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af Kone og
+Børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad Landevejen.
+
+«Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Høsten skral iaar,»
+mente Kusken.
+
+«Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter,» tænkte
+Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi
+her,» sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre
+Bondegaard. -- «Kør Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens.
+Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par
+Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan jeg gaa over ad Gaarden
+til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa længe.»
+Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen.
+
+De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. «De
+hør' no til Go'eren, ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov
+hisse ovre, den hør no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded
+er no hans Banners er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en stor
+Bue.
+
+Judith rejste sig lidt. «Er det Hovedbygningen dernede?»
+
+«Jou -- den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mægte
+Go'er sku a trou.»
+
+Den røde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder
+blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store
+Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen,
+Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange
+Rækker af Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod de næsvise
+Fluer.
+
+Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det
+være herligt, saaledes at eje alt, hvad ens Øje kunde overse.
+
+De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire
+sammenbyggede Fløje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, røde
+Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange
+Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende,
+øjenbrynløse Øjne.
+
+En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og
+Adelsvældens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af næsten udtørrede
+Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre og Aakander, men til
+de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have.
+
+En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis
+majestætiske, trediveaarige Datter selv tilbød at vise Damerne
+omkring.
+
+Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som
+den, der véd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed,
+og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting, som hun fra
+Barndommen havde beundret og lært at betragte som Indbegrebet af alt
+skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa
+Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk, en Ting gjorde paa
+hende.
+
+«Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden sænkede Stemmen
+til en formelig ærefrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren».
+«Dette er Billederne af Herrens Forældre, i Spisestuen hænger Resten
+af Herrens Forfædre. Dette er Billardstuen, Røgeværelset,
+Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v. lød
+det, medens de passerede de nævnte Rum i den store Bygning. --
+Bibliotheket, hvor Bøgerne ikke var rørte i mange Aar, og støvede
+stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede
+Møbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme,
+store Riddersal og alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke
+engang Junisolens klare Straaler formaaede at række helt ind gennem
+de dybe Vinduesnischer.
+
+«Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,»
+bemærkede Ciceronen, «han er nu i England, men han har rejst baade i
+Persien og Ægypten -- ja «i» Paris og Rom.» Hun var saa stolt deraf,
+som om det var hende selv, der havde «rejst i» Paris og Rom.
+
+«Er det længe siden, han var her sidst?»
+
+«Elleve Aar har han været borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at
+han bliver, for han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand, --
+men vi véd for Resten ikke -- -- --»
+
+Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og røbet Ting, der
+for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens
+Styrere.
+
+«Her er Godsejerens Sovekammer.»
+
+Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Søvnen
+maatte flygte bort og efterlade hvileløse, af mørke Grublerier
+opfyldte Nætter til den, der vilde prøve paa at sove i en eller
+anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende Tronseng, over hvis
+Hovedgjærde Bannernes adelige Vaabenmærke var udskaaret og malet.
+
+Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende
+til at undersøge Sengklæderne lidt nøjere. Judith gik videre. I
+Paaklædningsværelset, hvortil Døren stod aaben, faldt en Smule Sol
+ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrækket
+paa Tærsklen, hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste Øjeblik
+smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der næsten
+naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod.
+Saa skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem
+dette tilhørte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person;
+men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre
+Tanker veg for en uimodstaaelig, forfængelig Glæde. -- Ja, hun var
+smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i
+Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke Skikkelse, de store
+fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne,
+dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende og
+lokkede, men ikke meget svære Haar. Hun gik et Skridt længer frem,
+saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; --
+da slog en Idé pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som
+fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med
+en Dronnings Værdighed, men vendte sig hurtig, da hun hørte de andre
+komme.
+
+«Dette er Paaklædningsværelset, og her er Badeværelset,» sagde deres
+Cicerone, idet hun lukkede Døren op til det tilstødende Kammer. «Her
+er endelig den Fløj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue --
+før Forlovelsen blev hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt
+siden, og Herren gifter sig aldrig.»
+
+En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths Kinder. «Kunde Pigen
+læse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?»
+
+«Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse
+hans Hus, hvis han fik det at vide?»
+
+«Aa -- det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt,» svarede
+Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at
+Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i «Hr.
+Godsejerens» Øjne.
+
+Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende.
+
+Forevisningen var næsten til Ende, man havde set Malerierne,
+Kunstsagerne, de gamle Møbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede
+Gæsteværelser, undret sig over de mægtige Kister med Sølv og
+Dækketøj, der ikke havde været aabnede i elleve Aar.
+
+«Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen bekymret.
+
+Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne
+brænde, saa det er brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte
+Undersøgelsen.
+
+I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var
+stadig i straalende Humør.
+
+«Naa -- ret net, hvad? -- Rig Mand, hvad? -- Havde man bare en
+Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel
+sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det
+skal gjøre godt, ovenpaa Dagens Anstrængelser.»
+
+Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine
+egne Tanker, løb Maaltidet meget stille af. -- Ved Solnedgang besteg
+man Vognen for at køre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der
+laa tæt ved Landevejen, fra hvilken en Allé af Popler førte op til
+Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol
+glødede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes
+røde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig
+fæstnedes i hendes Erindring. -- Saa sluktes Glansen, mørk og tung
+tegnede Bygningen sig mod den østlige Himmels svagt rød violette
+Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over
+Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende Damp, det saa ud som Søer i
+Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu
+og da hørte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. -- Fruen
+halvsov, Judith var nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes
+ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende. Der var et ubestemt
+Haab, en Anelse, der som et attraaværdigt Maal blinkede og funklede i
+Sollyset langt forude.
+
+Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens
+trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mødtes,
+Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre,
+i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Løb, og
+Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme sattes under Debat. De kunde
+betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her
+førte Ordet, bestemte Grænserne for, hvad der passede sig, og gav
+Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig
+uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var
+selvfølgelig alt Mandkjøn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle
+romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden bød hende dog,
+ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de
+hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste,
+hun længe havde levet. Hun savnede ædlere Fornøjelser, hendes Sind
+var i større Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for sine
+Tanker og Drømme; det holdt hende oppe.
+
+Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk
+Have, tale med Gartneren, se til Frugttræerne, plukke de friske,
+morgenduggede Blomster -- eller skænkende Te af en lille Sølvtepotte
+i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji -- eller
+slæbende bløde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer,
+holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og Soupéer, klædende sig paa
+til Selskaber, hjulpen af en behændig Kammerjomfru, prydende og
+oplivende en gammel Borg ved sin Skønhed, sin Ungdom, sin Livsglæde
+og Munterhed -- forfængelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvære og
+Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de ubestemte Omrids af en Mand,
+hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en
+excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad hende og bar hende paa
+Hænder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nære saadant Haab,
+at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den
+Slags Fantasier.
+
+Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre
+i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie
+gennem Slægtled havde været. Johan Banner hørte nemlig til en gammel
+og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under
+Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa stolt deraf, som af
+sin Adel og sit Stamtræ. Han havde kun én Søn, Erik Banner, hvem
+Slægtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan
+Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen
+gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkøbe Jord
+og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa
+yderlig i Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende Rigdom.
+Han havde endvidere kun havt en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og
+udelt gik over, men om sit største Held var han neppe selv vidende,
+det nemlig, at han døde, forinden Grundloven tilintetgjorde
+Adelskabets Forrettigheder. -- Men des haardere ramte Slaget hans
+Søn. Ordene: «Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet
+Forret er afskaffet» forekom denne en Søndertræden af de helligste og
+dyrebareste Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver Virksomhed i
+det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor
+han i ethvert Fald var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens
+Faderen levede, ægtet en Dame af Landets fornemste og «ældste Blod»
+og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg.
+
+Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang
+9 Aar. Han blev efter Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den
+eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed, thi nu afhang
+jo Slægtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen
+krævede til hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd, og
+hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun
+_over_ sig en Fader, der indgød ham den højeste Mening om hans Værd
+og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og _under_ sig
+ærbødige Tjenere og krybende Undergivne.
+
+Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at
+Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende
+Magter maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd giver, og efter
+at «Folket» en kort Tid havde glædet sig ved Magten, vilde en
+Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine
+Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig
+som Fyrsten -- naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i
+det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere -- og
+at han i endnu højere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest,
+følger af sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den Nuance,
+Ærbødigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man
+krøb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have købt hele
+den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham
+selv var Ærbødigheden den, der tilkom ham som Adelsmand.
+
+Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn fra hans spæde Barndom,
+og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en
+klar og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion Selvfølelse.
+Allerede i Drengens ottende Aar bemærkede Faderen med Glæde et
+udpræget Patricierhovmod hos ham.
+
+Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde undervises i en
+Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem
+en høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for visse Grænser»,
+og hvis Undervisning paa det nøjeste blev kontrolleret. En Gang
+hændte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine
+Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets
+Rettigheder, om Kastevæsenets Fordærvelighed o. s. v., men det blev
+opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Løn og
+en meget høflig Afsked.
+
+Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en
+Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand
+skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse kaldte han ham «Hr.
+Johan» -- «Behager Du Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige
+Tjener, hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan» undslap. De
+Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for «fødte», og ved
+disse Lejligheder førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart
+blev til «den unge Herre», talte med om alt, gav vittige Svar og blev
+lydelig beundret for sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende
+Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende
+med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens
+Vugge, men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og derfra til
+England, «Aristokratiets rette Hjem». Fra denne Rejse maatte den unge
+Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne havde
+nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte aristokratiske
+Forlystelse», og ventede nu paa Døden med en Adelsmands Ro og
+Værdighed. Til Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede,
+at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen», men dog trøstede sig
+med, at det var Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at
+bevare Slægten, at lade Godset gaa _udelt_ over paa sin ældste Søns
+Haand, og -- her afbrødes han af den, der ikke tager mere Hensyn til
+en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Døden.
+
+Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det skønne Gods kvit og
+frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker,
+Inventarium og Besætning foruden en betydelig Kapital. Det følgende
+Aar forlovede han sig efter Faderens Ønske og efter eget frit Valg
+med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket
+smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn. Forlovelsestiden skulde
+naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente
+de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre
+Egenskaber foruden de allerede nævnte, hun havde en ypperlig
+Forstand, en fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber, som
+Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage
+Køn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger
+var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde
+være smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske
+Mændene, og Mændenes Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder,
+beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og
+arrogante Adelsmand vilde aldeles intet høre om, at Kvinderne
+behøvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over
+den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prøvede paa at
+indvie ham i sine inderste Tanker, eller æskede hans Mening om et
+eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne
+unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke
+besvære sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder
+ikke hørte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjærlighed, sagde, at
+Stjærnernes Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse, og
+at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af
+hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog
+mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til
+Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om,
+hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formørket
+hendes unge Lykke.
+
+Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget yngre end han selv, en
+kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde
+nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab med en næsten
+sindssyg, melankolsk Hustru. Han besøgte sin Ungdomsven for at
+bortjage de sidste sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige
+fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte
+meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da
+hos ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede hende, og han gik
+let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare
+dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti
+hun følte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og
+dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Skønhed;
+intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Følelse. Hun glemte,
+at han var saa meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld
+næsten kunde være hendes egen Fader. Hun følte, at hun for ham turde
+aabne hele sin Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende, ja
+hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskværdige
+og fordringsløse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det
+var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun
+saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke
+holdt ham tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som
+De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?»
+
+Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke,
+lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig
+og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hævet.
+
+Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene.
+
+«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han, «hvilke Griller og
+Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da
+mere?»
+
+Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhæng.
+
+Da foer Banner op som ramt af et Skud. «Vil Du sige, at Du forsmaar
+mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde,
+vil nedværdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig --»
+
+Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og borgerlig -- hvad Forskel er
+der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en
+nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmærkelse er
+den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.»
+
+Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin Kærlighed, thi da hun
+forsmaaede ham, ophørte hun at existere for ham, men i sin hidtil
+urokkede Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse ny Tanker, der
+saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig
+før var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde været saa strængt
+bevogtet, sin første Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde
+hans unge Kærlighed optaget ham, og hvad han havde lært at kende af
+Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at
+det fuldstændig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en
+eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt
+Tilsidesættelse lærte ham, at han var et Menneske, der som alle de
+andre kunde vælges og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa med et
+helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den
+Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod
+Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget
+ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans
+Særrettigheder, mod den trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet
+krøb for ham og løj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved
+hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved
+sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og
+Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsløs, naar
+den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved
+sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men først og fremmest
+ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den
+bedrøvelige Skikkelse.
+
+Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog Godsets Bestyrelse til
+sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa
+ubestemt Tid.
+
+Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte allehaande om ham. Den
+Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild.
+Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han
+tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner,
+Fritænker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den
+sidste til Mønster i hele sit skrækkelig vilde Liv og navnlig i alt,
+hvad der vedrørte Kvinder. For at hævne sig over den Uret og
+Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet ham, brugte han
+sin Formue og sine Evner til at forføre og bedrage saa mange af dem
+som mulig. Saavidt Rygtet.
+
+Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin
+Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb
+Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med Massen, det
+almindelige; en Trang til at bevare Særpræget selv i sine Fejl, som
+derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller
+fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham
+afholdt, han var høflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater,
+sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de
+aldrig overskred, og som han nøje bevogtede. Selv i de lystigste
+Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og
+blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af
+at være dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman.
+
+Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder, man talte saa kun
+om ham for at trække paa Skuldrene og sige «den gale Banner».
+
+Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og
+forsømt sit Kald.
+
+Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin
+Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den
+lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo
+dog dens «Godsejer», dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde
+tage mod ham som den forlorne Søn blev modtagen, med aabne Arme. Man
+tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans
+Skønhed, man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst talte man om
+hans Rigdom, hans næsten fyrstelige Formue. De handlende glædede sig
+til at faa en god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar,
+Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som
+han var, tænkte paa gode Middage, Sagførerne paa indbringende
+Forretninger. Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man havde
+hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilsætte
+sit Haar med Uld og vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og
+tralle en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og hendes Kind
+rødmede ved Tanken om Hr. Johan.
+
+Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede Judiths Livsmod, thi
+hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de
+andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke
+vovede at betro sine Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende
+nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en
+eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for
+at skaffe sine Stemninger Luft.
+
+Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken Stenberg, der havde kendt
+bedre Dage, da hendes Fader havde været Embedsmand i Sportlernes
+gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom,
+Forældrene døde, og Frøken Stenberg ernærede sig nu kummerlig nok ved
+Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af
+fordums Herlighed, som det bevægede Liv skyller op og lader tilbage i
+saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de
+fine Træk og de kloge, graa Øjne, der trods sine knappe Kaar altid
+var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til
+Ven og fortrolig.
+
+Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik hun ned til Frøken Stenberg
+og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod
+Porcellænshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de
+aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra
+Napoleonskrigene paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid,
+var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs Skabe istedetfor
+Arme og Figurer af lysere Træ indlagte i Dørene; den var købt i
+Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.
+
+Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine
+fra Frederik d. 6tes Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og
+en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: «Jch
+gratuliere» i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen,
+og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa
+en Maade, der virkede fredelig og velgørende paa Judiths Sind.
+
+«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,» sagde hun og lænede sig
+tilbage i den umagelige Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg
+stræber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders
+Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvære, men jeg er
+tøjret i denne usle lille By.»
+
+«Det er saamænd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun
+gør sin Pligt der, hvor man er sat,» svarede den gamle Pige.
+
+«Ja -- maaske, men det kan jeg ikke lære.»
+
+«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man langt ned.»
+
+«Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.»
+
+«Den kommer nok frem alligevel,» mente Frøken Stenberg.
+
+«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar
+noget Maal at hige efter.»
+
+«Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig ønsker, sker som
+oftest -- --»
+
+«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt Liv.
+
+«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud,
+saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem.
+Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Døde,
+og hvad er der saa naaet? Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke
+et Skridt videre.»
+
+«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i Skødet og lade være at
+haabe.»
+
+«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat -- jo vanskeligere
+det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon
+den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Søren Kurvemager,
+der har ernæret syv af sin Broders Børn foruden sine egne, uden at
+klage.»
+
+«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg
+beklager Søren, men jeg beundrer ham ikke.»
+
+«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrømme,
+lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er
+prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu
+mindre æventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som
+hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned
+som bitter Taareregn. Lad os tænke paa at faa noget ud af Nutiden og
+ikke spilde den ved at drømme om Fremtiden enten paa denne eller hin
+Side Døden, hvad nok de troende gør -- idetmindste en Gang imellem,
+naar de ikke har andet at tænke paa.»
+
+Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde fra sin Fader arvet
+Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun
+nidkær vaaget over denne.
+
+«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i det nuværende og finde
+sin Glæde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er
+naturligvis det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.»
+
+«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være -- maaske skal ogsaa jeg engang
+lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg
+er ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.»
+
+Det var en Morgen i August. Høstsolen skinnede klart fra den rene
+blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til
+Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud
+over de grønne, dugfriske Enge. Hun indaandede i tørstige Drag den
+lette Luft og mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra
+=the far west= i en saadan Stemning til at kalde sig =chipper=, det
+vil sige skikket til glad og ufortrødent at tage fat paa sit Arbejde.
+
+Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende
+kølig og fugtig i Møde, der var falden stærk Dug, Græsplænen var
+ganske graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres Farver var
+stærkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig,
+et og andet svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen syntes at
+være stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og
+løbe, løb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun
+foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres
+regelmæssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstrøet med
+tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor her er smukt,»
+udbrød hun uvilkaarlig og derefter smilende: «og hvor jeg er ung!»
+Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule
+Kornmarker. Høsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mægtig
+Følelse af glad Forventning -- «et eller andet godt vil hændes mig i
+Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man maa være ung for at
+kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: «Om et Aar -- skal
+jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?»
+
+Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset.
+Formiddagen forløb med de sædvanlige huslige Smaasager, men der var
+en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags
+Trivialiteter.
+
+Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervøs. Skulde virkelig
+Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig,
+Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje Hest og sætte hende op
+foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde været saa sikker, saa
+forhaabningsfuld!
+
+Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens største
+Købmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok
+gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det
+ventede, men paa den anden Side, denne nervøse Længsel var
+uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik.
+
+Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard, lav og uanselig
+til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard,
+altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed. En løjerlig gammel
+Gaard med mange uventede Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til
+anden var bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet
+intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedeværende Huse. Fra
+Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i
+Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tønder
+og Vareballer, Sække med Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle
+Kanter. Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække hejsedes
+op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bønderkonerne steg af
+Vognene, rystede deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene
+stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrød. Svende og
+Kramboddrenge løb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte
+Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjære,
+Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som det anstod sig for saadan en
+gammel, grundmuret Købmandsgaard.
+
+I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste
+Købmandsartikler udstillede i de støvede Vinduer, bølgede Tobaksrøgen
+i tykke Skyer. Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas,
+som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt den næste Kunde. De
+passiarede med hinanden, der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet
+mærkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over
+politiske Æmner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle
+vimsede den lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende,
+og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og
+Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere.
+
+Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor
+Konen regerede, da herskede der her, i Modsætning til Gaardens
+Travlhed, Stilhed og Ro.
+
+Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende
+blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende
+Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith.
+Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa,
+dræbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haabløst var ikke
+dette Smaastadsliv.
+
+Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat,
+der ikke tilhørte den tarvelige Købmand. Var det en handelsrejsende,
+som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i
+Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke være
+Tilfældet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjærte slog
+heftig, da hun bankede paa Døren.
+
+De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes Indtrædelse. Fruen gik
+hende i Møde og sagde velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags
+lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de
+solide Møbler med filerede Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt
+for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en
+middelhøj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende.
+
+«Hr. Godsejer Banner -- Frøken Fürste!»
+
+Var det muligt? Var det Æventyrprinsen?
+
+En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet mørkt Fuldskæg, hvis
+lange, nedhængende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og
+dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte hende med et stikkende
+Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith
+havde glemt, at _var_ han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var
+siden den Tid elleve lange og anstrængende Vintre gaaet over hans
+Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det første Indtryk
+var absolut frastødende, men naar man betragtede ham nærmere, lagde
+man Mærke til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble Form, hans
+hele elegante Skikkelse. Men hvilket træt og ligegyldigt Ansigt! Det
+kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv
+trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene, ellers var det
+ubevægelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand.
+Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde være
+sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvævende Fusentast, denne
+rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig
+Don Juan.
+
+Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin, et godt, gammelt
+Glas Madeira, kunde man være vis paa, fra Købmandens private
+Vinbeholdning.
+
+Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og
+Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvægudførsel og saa om hele
+Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist
+underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller
+nej, undertiden kun med en Haandbevægelse, men der var over ham som
+et Anstrøg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den
+«Afart af Menneskeslægten», han fandt her, saa at sige i aaben
+Begravelse -- efter hans Begreber. Tænke sig, at der virkelig
+vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have
+Interesser, Meninger og Planer.
+
+I alt Fald opfattede Judith det saaledes.
+
+Hun harmedes paa den jævnt tænkende Købmands Vegne, hun ønskede ikke
+ved et overlegent Smil at antyde, at hun selv ofte følte sig hævet
+over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun kunde finde Byen
+kedelig, triviel og aandløs, men _hans_ Foragt for den irriterede
+hende. Han havde svaret saa lidet til hendes Drømme, han havde i et
+Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun var opfyldt af
+Ærgrelse, ja Harme mod ham.
+
+Hvorfor behandlede han den brave Købmand saa overlegent. Denne Mand
+havde, skønt han hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft, havde
+samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig Borger, en godgørende
+Mand. Hvor vovede en Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham?
+
+Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde have følt, veg fra
+hende, og da nu Købmanden henvendte sig til hende med et «Naa, lille
+Frøken, foragter De ogsaa vor gode By?» greb hun Lejligheden, ganske
+vist indirekte, men med en for hende uvant Varme, til at stille sig
+paa Borgerens, den arbejdende Mands Side. Hun ønskede at vise, hvor
+højt hun satte en Mands tilkæmpede Stilling over hans medfødte,
+ufortjente Rettigheder, men hun havde taget Fejl, hvis hun havde
+ventet sig Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog i Forsvar.
+Frygten for Opposition, Ærbødigheden for Penge- og Blodsaristokratiet
+var for indgroet hos den forhenværende Pakhuskarl.
+
+Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod hendes overdrevne Ros, hans
+selvnedsættende Ydmyghed irriterede og æggede hende end mere. Hun
+harmedes over, at han ikke indsaa, at hun stod paa hans Side, hendes
+Tale blev ivrigere, hendes Kinder blussede af Ærgrelse over
+Situationen.
+
+Da mødte hendes Blik Johan Banners. For saa vidt som et saa fornemt
+Ansigt kunde udtrykke noget, saa det ud, som han morede sig, det
+spottende Smil i hans Øjne blev stærkere -- jo, han morede sig,
+morede sig!
+
+Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde gjort sig latterlig, det kom
+over hende som en nagende Tanke, der jog Blodet endnu stærkere op i
+hendes Kinder og Taarerne op i hendes Øjne. Hun grebes af en vild
+Smerte, et brændende Nag, hvis forskellige Grunde hun næppe formaaede
+at sætte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder blev atter
+dødblege, hendes Mundvige dirrede. Der blev en pinlig Pavse.
+
+«Naa, det var nok Tolden, vi kom fra,» sagde Købmand Mikkelsen da
+sindigt, «det var vel bedst, vi kom tilbage til den.»
+
+«Det var det vel.»
+
+Hans Svar forekom hende som en Fornærmelse. Hun trak sit Uhr frem og
+rejste sig. «Jeg har ikke Tid at opholde mig længere -- farvel Frue!»
+
+«Farvel Frøken Fürste, hils Deres Fru Moder.»
+
+«Tak!» Hun bøjede sig stift for Herrerne. Adelsmanden sprang op, som
+rettet af en Staalfjeder, bukkede endnu dybere og ærbødigere end før
+og fortsatte derpaa Samtalen med Købmanden.
+
+Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med nogen. Hun søgte ned i
+Haven, til den Plads, hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de
+solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende ikke længere smuk,
+og da hun mindedes de Tanker, hvormed hun om Morgenen havde betragtet
+den, overgødes hendes Kinder af en brændende Rødme.
+
+«Jeg Nar -- jeg barnagtige Tosse!»
+
+Hun var i et stærkt Sindsoprør. Hun forstod næppe, om det var ham
+eller sig selv, hun var mest opbragt paa, om det var Sorg over sin
+egen Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og Selvfølelse, hun
+havde været Vidne til, om det var Harme over hans Overlegenhed eller
+hendes egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker, der ikke var
+et Forsvar værd. Men en Bitterhed, en Fortvivlelse stærkere end
+nogen, hun endnu havde følt, overvældede hende. Hun kunde ikke græde,
+men hun havde Lyst til at kaste sig ned paa Jorden og skrige af
+Smerte. Hun knugede Hænderne mod sine Læber og bed i dem, indtil
+Smerten drev Taarerne op i hendes Øjne, og naar hun saa mindedes hans
+Smil, mumlede hun: «Aa, hvor jeg hader -- hvor jeg hader!»
+
+Men om det var sig selv, ham eller alle de andre, vidste hun stadig
+ikke.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Maanedstid senere sad Fru Hinding og Judith i det smukke
+Lindelysthus i Prokuratorens Have. Det var vel noget sent paa Aaret
+at sidde ude, men Sommeren havde sendt sin sidste Hilsen med et Par
+rigtig solvarme Dage. Judith, der sjælden beskæftigede sig med
+Haandarbejde, holdt en Bog i Haanden, men læste ikke. Hendes Moders
+buttede Hænder bevægede sig med et Hækletøj, men slap ofte Arbejdet
+for at trække det tykke Shavl tættere om Skuldrene; Judiths lille
+Halvbroder legede og støjede udenfor Lysthuset.
+
+«Det er mig uforstaaeligt,» sagde Judith, «at fri, selvstændige
+Mennesker kan nedværdige sig til at krybe for nogen som helst Slags
+Aristokrati. Det er saa stik imod min Natur, dette at krybe for sine
+Overmænd og sparke til sine Undermænd!»
+
+«Hvor Du ligner Din salig Fader,» udbrød Fruen med et kærligt, lidt
+sentimentalt Blik. «Dit Væsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser,
+det er altsammen hans. Men husk Judith, at ingen var villigere end
+han til at adlyde sine overordnede.»
+
+«Ja som Militær, men han krøb aldrig, aldrig, det er jeg vis paa.
+Naar jeg træffer virkelig Overlegenhed, noget, der virkelig er værd
+at ære, saa skal jeg bøje mig og det med Glæde. Men at se dem krybe
+for en Mand, der blot har ødelagt sig selv, forsømt sin Pligt,
+bortkastet sin Ungdom og af hele sit Liv kun indvundet en
+ubeskrivelig blaseret Arrogance, det piner mig og oprører mig. Naar
+jeg tænker paa, hvorledes de behandlede Restrup, saalænge han havde
+Penge, og hvorledes de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny
+Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at skulle regnes med til
+dem og blive ydmyget sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser
+deres Kryberi og foragter dem?»
+
+Hun tav, og det var i rette Øjeblik, thi strax efter formørkedes
+Indgangen til Lysthuset, og den, hvorom Samtalen havde drejet sig,
+stod for dem i egen Person.
+
+Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i Judith.
+
+«Tillad, at jeg præsenterer mig. Jeg er Godsejer Banner. Damerne maa
+undskylde, at jeg forstyrrer dem; jeg gik igjennem Værelserne, men
+traf ingen. Da jeg hørte Stemmer i Haven, gik jeg herned -- Fru
+Hinding formoder jeg?» Han bukkede. «De vil maaske have den Godhed at
+sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg vilde gærne tale med
+ham.»
+
+Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans gentagne Hilsener og bad
+derpaa Judith vise Hr. Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om
+efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt Scenen for sine
+Fornøjelser til et andet Sted, og var uden for Synsvidde.
+
+Hun rejste sig da med let rynket Pande og traadte ud af Lysthuset med
+al den Værdighed, hun besad, gik foran gennem Haven og overlod til
+Banner, om han vilde følge med eller ej. Det var hende en
+Tilfredsstillelse saaledes at skride i Forvejen uden at værdige ham
+et Ord. Han anede ikke, hvilken forbitret Trods hun nærede mod ham,
+han havde i det hele taget slet ikke genkendt hende. Først da de stod
+ved Kontordøren, og hun med en Haandbevægelse betegnede ham, hvor han
+skulde gaa ind, dæmrede en svag Erindring i ham, og for at sige
+noget, bemærkede han: «Det forekommer mig, jeg har havt den Ære at se
+Frøkenen før?» Det faldt ham aldeles ikke ind andet, end at det, at
+han i det hele taget svagt erindrede hende, maatte være et
+Høflighedsbevis. Men hun maalte ham med en Fornemhed, der ikke gav
+hans noget efter, og svarede langsomt og ligegyldig: «Nej virkelig,
+det kan saamænd godt være!» og vendte ham Ryggen. Banner bemærkede i
+sit stille Sind, at Købstadsdamer var «horrible», saa bankede han paa
+Kontordøren.
+
+Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt i hendes Harme over, at
+den arrogante Herre ikke engang erindrede hende, var der en vis
+Lettelse ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt, hvilken
+ynkelig Figur hun hin Dag spillede.
+
+«Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er, Du maa se efter, om vi
+har noget i Huset,» sagde Prokuratoren en Time senere til grænseløs
+Befippelse for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom Ilen til
+Køkkenregionerne.
+
+Judith rørte ikke en Haand. Hun vilde gærne have været sin Moder
+behjælpelig, men paa fjærneste Maade at gøre sig til denne Mands
+opvartende Tjener var hende en uudholdelig Tanke. Fra sin Stol i
+Lysthuset iagttog hun, hvorledes Prokuratoren førte Hr. Banner rundt
+i Haven, fremviste, gestikulerede og forklarede, og hun harmedes ved
+Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde ydmyge Beundrere,
+krybende Undermænd.
+
+Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men den Harme, Prokuratorens
+Kryberi voldte hende, maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstræk,
+thi pludselig opdagede hun, at Banner havde sænket Kniv og Gaffel og
+stirrede paa hende med uforstilt Forbavselse. Om et lynende Øjekast
+kunde dræbe, da var visselig Johan Banners sidste Time kommen, men
+han nøjedes med at slaa Øjnene ned og atter tage fat paa sin Mad;
+men da hun kort efter rejste sig for at skænke Te, fulgte hans Øjne
+hende atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede hende
+ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen sneg sig søvnig hen,
+fordi Hinding havde udtømt alle sine Æmner, henvendte Banner nogle
+Gange, som af rent Høflighedshensyn, et Par Ord til hende, men hun
+svarede saa ordknapt, at han med et Skuldertræk lod Forsøget fare.
+Først da han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhæng at dukke op for
+ham. Baade Hinding og hans Kone rakte ham Haanden til Afsked, men da
+han som Følge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun et lille
+Skridt tilbage og hilste ham med en fornem lille Hovedbøjning. Da fik
+han en svag Idé om, at den smukke Frøken af en eller anden ham
+ufattelig Grund var vred paa ham.
+
+Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt Anfald af Forbavselse:
+«Hvad i al Verden har hun mod mig? Bah! -- hun er vel snærpet nok til
+at nære dydig Rædsel for min berygtede Person.» Og dermed lod han det
+Æmne fare. Takket være Prokurator Hindings Ihærdighed førte Hr.
+Banners Forretninger ham jævnlig til Sagførerens Hus, og Følgen blev,
+at han ligeledes jævnlig saa Husets Damer. Da han engang havde faaet
+den Tanke, at Judith var vred paa ham, opdagede han med Lethed de
+mange smaa Tegn paa hendes stadige Uvilje. Ikke, at hun var uhøflig,
+men netop denne stive, kolde Høflighed, ligesom en karrikeret
+Gengivelse af hans egen, ærgrede og generte ham. Hun var i bestandig
+Opposition, og han forstod godt, at det var fordi hun slet ikke
+anerkendte hans Berettigelse til Ærefrygt. Men her vilde han netop
+have den; i Udlandet var det en anden Sag, der turde man til en vis
+Grad opgive sin Værdighed, men her hjemme paa hans eget Territorium,
+hvor han var omgiven af lutter «inferiøre» Væsner, havde Arrogancen
+atter taget Magten over ham, og han fordrede Underdanighed paa samme
+Tid, som han foragtede de underdanige.
+
+Men hun vilde ikke bøje sig. Det æggede ham paa samme Tid som det
+halvt behagede ham. Havde hun været en smuk Pige, der venlig og
+ligefrem var kommen ham i Møde, der havde koketteret lidt, «lagt en
+Smule an», vilde den blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke
+have skænket hende en Tanke, men nu beskæftigede hun ham, mod hans
+Vilje, og mer end han vilde indrømme.
+
+Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en Gaade; det var gaaet op for
+ham, at hun var den samme unge Pige, han havde truffet hos Købmanden
+hin første Dag, han var i Byen, og som havde kastet sig saa
+hovedkulds ind i en Disput og forsvaret forskellige Paastande med
+ungdommelig Iver. Men hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven
+af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende og stolt
+som en Dronning. Hun havde vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han
+saa hende, ventede han sig noget nyt af hende, men da hun bestandig
+skuffede denne Forventning, aldrig kom et Skridt nærmere og aldrig
+indrømmede ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger, ærgrede og
+æggede hun ham.
+
+       *       *       *       *       *
+
+I Julen holdt Staden sit store «Borgerbal». Enhver agtværdig Borger
+mødte med Kone og Døtre og dansede med de andre Borgeres Hustruer
+efter Principet: «Lige for lige, danser Du med min Kone, danser jeg
+med Din.»
+
+Kommis'erne og Provisoren paa Apoteket, Fædrenes Sønner og de
+ferierende unge Mennesker hos Præstens, «min Søn Studenten og hans
+Venner», var Ballets Løver. Merkurs Sønner var kendelige paa deres
+graamelerede Benklæder, sorte Frakker, lange Slips og flunkende ny
+Hansker. Det svage Køn var rigeligst repræsenteret, hvilket gav den
+mandlige Del en vis Overvægt, naar det gjaldt Valget af meddansende.
+Kavalererne gik da med ugenert Sindighed langs ned ad Rækken af de
+ventende Damer og udsøgte sig i Ro og Mag den, de vilde beære med
+deres Valg; det gik med en Nonchalance, en Sendrægtighed, som var
+uforlignelig.
+
+Prokurator Hindings plejede at deltage i disse Baller. Fru Hinding
+havde intet imod endnu at faa sig en lille Svingom og lade Ungdommen
+se, hvorledes man dansede i hendes Pigedage, og Prokuratoren satte
+sig til et L'hombrebord i Sideværelset for at vise sig henimod
+Klokken to--tre og spørge, om Damerne morede sig, eller om de snart
+vilde hjem.
+
+Atter dette Aar tegnede man sig, men Judith havde stor Ulyst til at
+være med, og hun indvilligede kun, fordi hendes Moder ikke vilde gaa
+alene og dog grumme nødig vilde undvære Fornøjelsen.
+
+Da Turen kom til dem -- Byens eneste lukkede Vogn kørte efter
+Rangforordningen rundt og hentede Familierne, Deligencen brugtes kun
+af Haandværkerne ved Barnedaab eller Bryllup -- kørte ogsaa Familien
+Hinding til Bal.
+
+Gæstgivergaardens store Sal var oplyst og prydet med kolossale Flag
+og Grankranse. For Enden af den, under Kongens og Dronningens Buster
+sad Byens Musikanter paa en ophøjet Tribune; men langs de kolde,
+fugtige Vægge paraderede de unge Damer paa Bænke. De hviskede, lo og
+kritiserede og chikanerede hinanden, de smukke tog de stygge om
+Livet, de, der var saa heldige at have Danse sikrede, beklagede dem,
+der ingen havde.
+
+Judith fik Lyst til at gaa igen. Var dette virkelig den eneste
+Fornøjelse, der Aaret igennem tilbød sig? Skulde disse Baller være
+Mærkepæle i hendes Liv, indtil hun forflyttedes fra de unge Pigers
+til de gamle Jomfruers Bænk. Hun satte sig ned, men ingen talte til
+hende, hun havde ingen Veninde at hviske med, ingen fortrolig, næppe
+nogen bekendt. Livslede og Afsmag ved alle den Slags Forlystelser
+overfaldt hende. Musiken begyndte. Herrerne drev ind, endnu med
+Duften af de nys slupne Cigarer i Klæderne, de valgte og vragede,
+hvorpaa de trevent marcherede Gulvet rundt med «deres Hjærtes
+udkaarne». Takket være de omtalte unge Studenter fik Judith danset.
+Den lysøjede Gudindes Sønner mente i deres Hjærtes Uskyld, at det var
+Beskedenhed, der havde bragt Byens Kavalerer til at overlade dem den
+smukkeste Dame. -- Og Timerne sneg sig langsomt hen, Stemningen steg,
+nu kom ogsaa de gamle paa Gulvet. Da gik der en hemmelighedsfuld
+Hvisken gennem Salen: «Hr. Banner er kommen, Godsejeren er der!» En
+ubeskrivelig Nervøsitet greb Sindene, Damerne rettede paa deres Pynt,
+beklagede sig over, at de var saa forjaskede; man skottede hemmelig
+til Døren.
+
+Der stod saa endelig Genstanden for saa manges Interesse i en Dragt
+lige fra Paris, aabenbart lidt forlegen med sig selv og overfor det
+Selskab, hvori Nysgerrigheden havde ført ham. Da Dansen atter
+begyndte, engagerede han den nærmeste Dame til en Inklinationstur, og
+da den var forbi, trak han sig tilbage til Døren. Judith saa med stor
+Fornøjelse efter den unge Pige, hvem denne Ære var overgaaet, hun saa
+hende gaa hen til sine Veninder, hørte hende med kunstlet
+Ligegyldighed ytre, at «Godsejeren virkelig dansede godt og
+konverserede fortrinlig». Begge Dele var vitterlig Usandhed, thi den
+ordknappe Banner havde ikke gjort en sammenhængende Bemærkning og
+havde danset alt for stift og genert for den unge, livlige Dame.
+Judith kunde ikke lade være med at anstille Betragtninger over, hvor
+vidt han virkelig var for ceremoniel til i det hele taget at kunne
+danse, eller om muligvis en Cancan i Bal mabille vilde have passet
+ham bedre.
+
+Han gentog den samme Manøvre flere Gange; med hvilke funklende Øjne
+fulgte da ikke Mødrene deres Døtres Skikkelser i «Hr. Godsejerens
+Arme»; og stadig sluttede en ny lyksaliggjort sig til de udvalgte
+unge Pigers Skare, de gik med hinanden om Livet og røbede en
+paafaldende Distraktion overfor Yderverdenen. Naar Judith antog, at
+Hr. Banner lagde uendelig lidt Mærke til sine Omgivelser, tog hun
+imidlertid fejl. Han saa overordentlig godt det Røre, han vakte, den
+Glæde, hans Nedladenhed voldte, men han tog det som en skyldig Tribut
+og vilde for alting ikke lade sig mærke dermed. Han saa ogsaa Judith
+og sagde sig selv, at hun dansede godt og var Byens smukkeste Dame;
+han lagde ogsaa Mærke til, at hun talte ret livlig med sin
+ungdommelige Kavaler, og tænkte derfor, at det dog muligvis var
+Forlegenhed og Generthed, der gjorde hende saa tilbageholdende over
+for ham. Sluttelig faldt det ham ind, at han vel maatte danse en Dans
+med hende, da han jo kom der i Huset.
+
+Judith stod og talte med sin Kavaler, med Ryggen mod den sig nærmende
+Banner. Minervas Søn var meget fortrydelig over den Opmærksomhed,
+Banner var Genstand for og havde just ladet falde nogle sarkastiske
+Bemærkninger i den Anledning. Judith lo og svarede:
+
+«Ja, det gaar som i Hostrups Komedie. Pengene kan kaste en magisk
+Glans selv over en Peter Ravn, hvorfor da ikke over en -- --»
+
+Banner stod foran hende og udbad sig næste Dans; ikke en Mine i hans
+Ansigt forraadte, hvorvidt han havde forstaaet eller blot hørt hendes
+Ytring; og hun betragtede ham med en Blanding af Vrede og Forvirring.
+
+«Tak -- jeg er træt, jeg beder Dem undskylde, jeg taaler ikke at
+danse for meget, jeg havde tænkt at hvile -- --»
+
+«I saa Fald turde jeg maaske gøre Dem Selskab, medens De hviler Dem.»
+
+Han satte sig ved Siden af hende, da næste Dans begyndte; men han var
+aabenbart i Forlegenhed for et Samtaleæmne, og hun hjalp ham ikke.
+
+Saa begyndte han at tale om Byen og dens Beboere, og gjorde i
+Forbigaaende en Bemærkning om den Magt, Pengene spillede ogsaa i
+denne fredelige Smaastad.
+
+Da blev hun veltalende, svarede ham skarpt og træffende; han lo, thi
+han forstod ikke, at hendes sarkastiske Bemærkninger egentlig gjaldt
+ham selv. Men efterhaanden begyndte han saa smaat at kede sig ved
+Samtalen -- saa havde det jo dog kun været Generthed, der før havde
+gjort hende saa stiv over for ham, nu var hun jo kommen paa Gled; og
+hans Interesse begyndte at kølnes.
+
+For en Afvexlings Skyld bad han hende da om at danse Salen en Gang
+rundt med sig, «hun vil vel», tænkte han, «sætte lige saa stor Pris
+paa at danse med mig som alle de andre». Men i samme Nu forandredes
+hendes Ansigt, Minen blev koldt afvisende, hun gav hurtigt et Afslag,
+ja drog sig endogsaa uvilkaarlig lidt tilbage, ligesom bange for at
+have vist sig for imødekommende.
+
+Hendes Afslag krænkede ham. Havde hun danset med ham, vilde han have
+taget det som noget højst ligegyldigt, men da hun afslog det, fik han
+netop Lyst dertil. Denne smidige Skikkelse, disse runde Arme, denne
+fløjlshvide Hals! «Jeg tror virkelig, hun er bange for at røre ved
+mig.»
+
+Nu blev ogsaa han tavs, og da Dansen strax efter var forbi, rejste
+han sig, hilste ceremonielt, lod sit Blik med et Udtryk af fornem
+Ligegyldighed glide hen over hende og ud i det tomme Rum, forlod
+derpaa Salen og tog hjem.
+
+Da han gik, veg den ligesom nervøse Stemning, han havde fremkaldt.
+Studenterne og Kommis'erne besteg atter den røvede Trone, og
+Fornøjelsen fortsattes med voxende Liv, Hede og Støv til langt ud paa
+Natten.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Naar man i Byen omtalte «Godsejeren» og dermed kun mente en bestemt
+Person, var det egentlig ukorrekt; thi der var paa Egnen flere
+Jorddrotter og i alle Tilfælde en, der var Byen mere bekendt end
+Banner, nemlig Felix Restrup. Men Banner var jo nu en Nyhed, hans
+Ejendom langt større end den andens, og dertil kom, at man for længst
+havde ophørt at tage Felix Restrup i Betragtning. Der havde rigtignok
+været en Tid, da den lille By var hans Hovedstad og han dens Matador;
+men nu var det gaaet tilbage for ham. I de femten Aar, han havde ejet
+Hovedgaarden, der bar hans Slægts Navn, var det lykkedes denne
+Adelsmand at sætte saa mange Penge overstyr, som sex andre Mennesker
+kunde have levet overdaadig for deres hele Liv, uden endda at
+efterlade sig «trøstesløse» Arvinger. Med andre Ord, den rige,
+uopdragne Mand, hvis Tilbøjeligheder var af en lidet ophøjet Art,
+havde, uden at forlade sin Fædrenegaard for mer end to Døgn ad Gangen
+og tyve Mil i det højeste, anvendt en stolt Kapital paa at skaffe sig
+et slet Rygte, glubske Hunde, fuldblods Heste, høje Tjenere og smukke
+Stupiger. Saalænge han havde Penge i Overflødighed, bar man over med
+ham, han lod sig plukke og bedrage efter en storartet Maalestok, og
+man nænnede ikke at lade Guldfuglen flyve; men da han begyndte at
+fordre Kredit, da det rygtede sig, at hans Pengesager stod slet, trak
+den lille By sig forsigtig tilbage. Han mærkede, at man skyede ham,
+og han anede Grunden. Da fyldtes denne moderne Timon med retfærdig
+Harme, han vendte Byen Ryggen, ikke for som hin gavmilde Athenienser
+at vandre i Skovene og lade sit Skæg voxe, men for at aabne sig
+Kredit andetsteds, hvor man var mindre forsigtig eller kendte ham
+mindre. Og derpaa fortsatte han sine Galskaber endnu værre end før.
+Medens hans noget yngre Nabo begik sine Daarskaber i Udlandet, hvad
+der altid kaster et vist interessant Skær over dem, thi en spansk
+Senora er ulige mere romantisk end en dansk Stupige, forvandlede
+Restrup sit Hjem til et sandt Babylon, hvor Udskejelser i alle
+Retninger hørte til Dagens Orden. Og nu saa den lille By først rigtig
+tydelig, hvilken afskyelig Person han var; man trak snerpet Kjolen
+til sig, hvis han kom den for nær, men man holdt ikke op med at
+snakke om ham og hans Bedrifter. Han plejede der ude paa
+Restrupgaard, sagde Rygtet, og det var troligt nok, at prygle sine
+lange Tjenere om Formiddagen og drikke Forlig med dem om
+Eftermiddagen, han tabte store Summer i Hasardspil og blev sikkert
+bedraget for større; det skulde være en mærkelig Aften, hvor han
+naaede at komme ædru i Seng. I Virkeligheden førte han et fortvivlet
+Liv. Han var i sin Tale fuld af Foragt for alt, hvad han kaldte
+«Dannelse, Snerperi og Skabagtighed», hvilke Begreber han slog sammen
+til et, men i Hjærtet pinte det ham dog usigelig, at selv denne lille
+Bys «dannede» Folk havde slaaet Haanden af ham. Han blev menneskesky
+og undertiden meget melankolsk. Men han kunde ikke undvære nyt fra
+den Verden, han beærede med sin Foragt; hans Tjenestefolk maatte tage
+til Byen og bringe ham Nyheder derfra; det var næsten utroligt, saa
+nøjagtig han gennem denne Kilde kendte Byens Forhold.
+
+Han havde haft nogle -- temmelig ubehagelige -- Forretninger med
+Prokurator Hinding. Denne havde, som han plejede overfor sine rige
+Klienter, budt ham ind i Stuen. Herfra kendte Judith ham. Restrup
+havde nogle Gange mut og kejtet tilbragt nogle Timer hos Damerne, men
+i Virkeligheden var den vilde Mands Hjærte blevet bevæget ved den
+Smule Venlighed, den godmodige Frue og den smukke unge Pige viste
+ham. Judith havde ogsaa følt sig tiltrukken af ham, hun vidste næppe
+hvorfor, maaske blot fordi alle andre var uvenlige mod ham.
+
+Han var virkelig ikke utilgængelig for blidere Følelser. Saaledes
+holdt han af Børn. Undertiden lod han Mejeriforpagterens to smaa
+Piger hente op til sig. Moderen sendte dem ikke bort uden en vis
+Hjærtebanken og spurgte dem nøje ud, naar de kom tilbage. En Dag
+medbragte de en stor Guldskilling hver, og deres Beretning lød
+saaledes: Den store Mand havde spurgt, om de kunde synge, og paa
+deres bejaende Svar havde han stillet dem op og ladet dem synge den
+eneste Sang, de kunde: «Nu titte til hinanden» o. s. v. Da havde den
+store Mand skjult Hovedet i sine Hænder og siddet stille saa længe,
+at de var blevne bange og havde givet sig til at græde, men saa havde
+han rejst sig og givet dem en Guldskilling hver. Beretningen lød lidt
+utrolig, det var næppe religiøse Tanker, der havde grebet den
+udsvævende, af al Tro forladte Mand, men formodentlig havde de rene
+Barnestemmer berørt en Stræng i hans let modtagelige Sjæl og
+fremkaldt en forbigaaende nervøs Rørelse.
+
+Ved Siden af hans andre Passioner maa nævnes hans Lidenskab for at
+samle Konkylier. Hvorledes denne Skoledrengemani opstod hos ham,
+vides ikke, men vist er det, at han hverken anede Konkyliens Beboers
+Slægtnavn eller dens Hjemstavn og Levevis, og havde han nogensinde i
+sin forsømte Barndom vidst, om den hørte til Hvirveldyrene eller
+Bløddyrene, saa havde han forlængst glemt det, og nu bekymrede han
+sig aldeles ikke om at faa det at vide. Men han købte alt, hvad der
+falbødes af denne Artikel, han klassificerede og skattede sine
+Skaller efter den Pengesum, de havde kostet ham, d. v. s, den Grad,
+hvori man havde narret ham med dem, han erklærede sin Samling for
+enestaaende, hvad den jo ogsaa var paa sin Maade, og fremviste den
+til enhver, som havde Taalmodighed til at gennemse den.
+
+Restrup havde ved Banners Hjemkomst gjort denne en Visit, som var
+bleven gengældt, og de to Junkere tilbragte, til Trods for den store
+Forskellighed i Karakter og Væsen, undertiden en Aften sammen, snart
+hos den ene, snart hos den anden. Nogen Tid efter Juleballet sad
+Banner foran Kaminen i et af Værelserne paa Restrupgaard og talte med
+Ejermanden. Ilden blussede og oplyste det store, noget lave Værelse
+med de mange gamle, mørke Familieportræter, Skæret spillede hen over
+Løbene paa den Række Jagtrifler, der smykkede den ene Væg, og røbede
+de tusinder dels kostbare, dels værdi- og smagløse Snurrepiberier,
+hvormed Restrup havde udsmykket dette Værelse, som han behagede at
+benævne sit «Studereværelse», hvad det forøvrigt ligesaa gerne kunde
+være, som ethvert andet Værelse i hans Hus.
+
+Værten sad eller rettere laa i en Lænestol lige over for Banner, hans
+Fødder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et
+Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov,
+medens den af og til i Drømme udstødte et lille Bjæf. Mellem Herrerne
+stod en Stumtjener med Vinkaraffer, Glas og Sodavandsflasker.
+
+Restrup var en Mand af herkulisk Legemsbygning; hans Helbred syntes
+at have trodset alt, hvad han havde budt det. Paa de brede Skuldre
+sad et mægtigt Hoved, omgivet af krøllet, rødblond Haar og Skæg. Ved
+et flygtigt Blik syntes Ansigtets Udtryk at tyde paa plump
+Godmodighed, Næsen var stor og velformet, Øjnene dybtliggende og
+tilslørede, men de tykke Læber bag det krusede Skæg røbede
+Sanselighed, og Furerne i hans brede Pande talte om et heftigt Sind.
+Hans ualmindelig slette Sprog stod i skrigende Modsætning til hans
+flotte Ydre.
+
+«Det var kedeligt, De ikke kum igor, Banner -- vi murede os
+brilliant. Men det bedste var med gamle Pastor Blak -- har De
+hørt'et? Han motte krybe ind gennem Vinduet. Han kum naturligvis for
+sent, og so lukkede jeg Døren af, og vi gik til Burds. Men so kum
+Præsten og bad og tiggede um at kumme ind, for han so, vi spiste
+Østers. Men vi lud som ingen Ting. Tilsidst obnede jeg et Vindue og
+spurgte, om han vilde krybe ind af det, og so krøb s'gu Præsten
+gennem Vinduet, og vi lo.» Restrup brast paany i Latter ved Tanken om
+Sognepræstens ynkelige Situation.
+
+«Blev Præsten der hele Aftenen?»
+
+«Næ -- det blev ham for muntert tilsidst. Da vi begyndte at spille,
+gik han.»
+
+«Spillede De Hasard?»
+
+«En lille Mis, det var det hele. De kunde ikke hulde længe ud, for de
+kunde ikke skælne Kurtene fra hinanden. Jeg var selv gudt daran, for
+der blev drukket svært. Klokken fem i Morges motte Jens og Kusken
+bære mig i Seng.»
+
+«Og hvorledes befinder De Dem i Dag?»
+
+«Tak -- gudt. Jeg kum først op Klukken fire i Eftermiddags, men De
+kan bande po, Jensen fra Mariendal, han forvinder det ikke i otte
+Dage.»
+
+Banner lo. «Jeg tror, De er ganske stolt af Deres Meriter?»
+
+«Aa nej, men jeg har ellers Ærgrelser nok, skulde jeg tru; so glemmer
+man dem da so længe.»
+
+«De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme paa ret Køl igen,» sagde
+Banner.
+
+«Jeg tænkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er det for sent. Jeg duer
+heller ikke længer. Naar jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen;
+jeg er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring og slæbt til
+Døde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger er noget Rak, som kun
+plukker en og alligevel leger Kæreste bode med Karle og Tjenere bag
+ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er opsætsige, og al Ting gor
+galt.»
+
+«De har nok Proces med en af Deres Karle. Han kom til mig og bad om
+Arbejde, men jeg tager ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hører jeg,
+han har lagt Proces an mod Dem.»
+
+«Jeg jug ham væk, fordi han kum hjem en Dag senere, end jeg havde
+givet ham Lov til. Hinding fører hans Sag; den Dævels Prokurator
+siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i Tyendeloven.»
+
+«Slog De ham?»
+
+«Ja gu' gøre jeg so. Og nu laver den Prokurator et helt Nummer ud af
+det. Hinding er ligefrem en Skurk.»
+
+«Saa -- er han det? Han forekommer mig at være en ret behagelig
+Mand.»
+
+«Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg Dem. Se blot, hvordan han
+behandler sin Steddatter.»
+
+«Saa? Og hvorledes da?» spurgte Banner lidt opmærksommere end førhen.
+
+«Han tilbageholder hendes Arv gør han, og efter hendes attende Oer
+har han Ret til at beholde den som Betaling for Kost og Lugi. Dør
+hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.»
+
+«Det er slemt, hvor gammel er Frøken -- hvad er det, hun hedder?»
+
+«Fürste, hun er snart tyve Oer.»
+
+«Og hvor stor er hendes Arv?»
+
+«Totusind tror jeg.»
+
+«Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage,» sagde Banner koldt.
+
+«Ja, er det ikke skammeligt!» og nu paafulgte en Beretning om Judiths
+Liv, hvis Nøjagtighed i mange Punkter vilde have overrasket hende
+selv.
+
+«Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet,» sagde Banner med sit
+tidligere kolde Smil.
+
+«Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti Oer yngre, so friede jeg.
+Hun er en nydelig Pige. Hvad behager?»
+
+«Aa ja -- ret net, saa vidt jeg erindrer.» Banner kneb Øjnene sammen
+og syntes optagen af at følge sin Cigars hvirvlende Røgskyer.
+
+«Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so stult som bare Fanden.
+Ingen skal kumme hende nærmere, end hun selv vil.»
+
+«De har maaske prøvet det?»
+
+«Nej, hun har altid været venlig og gu'ed mod mig, det skal jeg ikke
+glemme hende, og kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp
+hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser!» Han strøg sørgmodig
+det svære, blonde Haar fra Panden. «Hun skulde giftes med en rig
+Mand, for hun er skabt til at være Drunning.»
+
+«Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde ægte hvem som helst,
+der kunde byde hende en uafhængig Stilling?»
+
+«Jeg er bange for, hun blev nødt til det; men jeg huldt nu af hende
+og vilde bære hende po Hænderne.»
+
+«Det vilde dog vist krænke hende at blive gift paa den Maade.»
+
+«Aa nej, nor hun bare blev gift.»
+
+Banner lo højt og skarpt.
+
+«Kender hun sin Stilling?»
+
+«Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa velhavende som De, og ikke
+saa dybt i Gæld --»
+
+«Jeg! -- Jeg gifter mig aldrig!» afbrød Banner ham hurtig.
+
+«Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente det,» mumlede Restrup.
+
+Nu tav de begge. Banner laa tilbagelænet i sin Stol, fordybet i sine
+Tanker. Restrup havde bøjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem
+sine Hænder. Han strøg dens løse, rynkede Halshud helt ud over dens
+Øren og Snude og glattede den atter tilbage, idet han nu og da
+brummede: «Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!»
+
+Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De belyste den enes fine, skarpe
+Ansigt med det tidlig tyndede Haar, det trætte, ligegyldige Udtryk,
+og den andens mægtige Hoved med de store, plumpe Træk, den bølgende
+Løvemanke, det rødgule Skæg og det sløve, sørgmodige Blik. De lynede
+i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre, strejfede hen over
+Ildbukkene, lyste i Hundens kloge Øjne, legede gennem det støvede,
+rødbrune Bjørneskindstæppe, sendte et hoppende Skær op ad Væggen op
+over Billedet af Restrups barske Fader, funklede i Vaabnene og
+Snurrepiberierne, straalede tilbage fra det høje, sølvindfattede
+Spejl, glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden, krøb ind i
+Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig, viste sig atter, blussede op og
+forsvandt for et Øjeblik at indhylle alt i Mørke og derpaa begynde
+Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede Vinden om den gamle
+Bygning, indenfor gled Tiden langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets
+lydelige Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trætte Mænd sad der ligesom
+fortryllede, bundne af denne Ro, dette Mørke, denne flimrende Ilds
+Fantasterier, uden Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det
+besværlige Liv, som de mente sig forlængst at være færdige med.
+
+Denne Vinter førte Forretninger ofte Godsejeren til Prokuratoren. Hr.
+Hinding syntes næsten uundværlig for sin fornemme Klient. Men Hr.
+Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa disse Besøg traf
+Prokuratorens Steddatter. Han brød sig ikke saa meget om at tale med
+hende, thi hun var som oftest kold og ordknap, men det interesserede
+ham at se hende, være sammen med hende og iagttage hende. Thi
+Samtalen med Restrup havde givet ham forøget Interesse for hende, og
+han undrede sig over, at han ikke strax havde lagt Mærke til hende,
+saa paafaldende forekom hendes Skønhed og hele Fremtoning ham nu at
+være. Han havde den Evne at kunne se, uden at hans Opmærksomhed
+tilsyneladende var fæstet paa Genstanden, og medens han rolig
+fortsatte sin Samtale med Hinding og syntes at have sine Tanker
+ethvert andet Sted, undersøgte hans Blik hende Træk for Træk og
+vendte hver Gang tilbage med voxende Forundring over at træffe noget
+saa ejendommeligt og skønt i denne Afkrog. Naar Forretningerne vare
+afgjorte, Vejret og Landmandens Udsigter drøftede, henvendte Banner
+gærne et Par høflige Ord til Fruen og Frøkenen. Som oftest svarede
+den første, men naar Judiths fine Sans opfangede det mindste
+overlegne eller arrogante i hans Maade at være paa, kunde ogsaa hun
+tage Ordet, og da fløj snart en lille, skarpt tilspidset
+Tilrettevisning fra hendes let smilende Læber, og hun kunde være
+sikker paa, at den traf. Han røbede det rigtignok aldrig i Ord eller
+Miner, men han havde ofte Nød med at betvinge sig, naar hans
+herskesyge Sind blussede op i ham, og han ønskede da, det koste hvad
+det vilde, at han kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander,
+bøje hende, ydmyge hende. Og naar han red hjem, efter at være kommen
+tilkort i et saadant Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere og
+mere over sit Nederlag, og han huggede da Sporerne i sin uskyldige
+Hests Side, brugte Pisken og rykkede i Tømmen, indtil Dyret stejlede,
+han vilde dog i det mindste have en, han kunde vise sin Overmagt og
+tvinge til Lydighed. I sit store, ensomme Hus kunde han gaa omkring,
+forbitret paa sig selv, fordi han beskæftigede sig saa meget med
+hende, men hvad nyttede det, hun havde fængslet hans Tanker, og de
+formaaede ikke at løsrive sig. Han var som Barnet, der efter en Gang
+at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver endnu hæftigere i sine
+Begæringer, naar det møder Modstand. Han tyede til sine Bøger, men
+Tankerne listede sig ind mellem Linierne, og han greb sig selv i at
+have læst mange Sider, uden at have opfattet et Ord. Han lod da Bogen
+synke og saa ærgerlig mod Døren:
+
+Om den nu aabnede sig, og hun stod paa Tærskelen, hvor hurtig skulde
+da ikke Bøgerne komme bort! Der var Øjeblikke, hvor han kunde række
+Armene ud mod hendes tænkte Skikkelse. Sæt hun var her, hvilken
+Udfyldelse af hans Livs Tomhed, hvilken Beskæftigelse for hans
+Tanker: «Fordømt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo som forhexet!
+Har jeg da ikke forsøgt mig nok? Men hun er noget andet. Hvordan i al
+Verden har hun baaret sig ad med at magtstjæle mig? Og jeg, som for
+længe siden troede mig færdig med disse Illusioner?» -- Men hvorfor
+paa den anden Side gøre saa mange Ophævelser? Han var jo en fri Mand,
+hvem hindrede ham i at følge sine Lyster? Hans egne Forsætter -- pyh!
+de var jo hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem, naar det
+skulde være. Medlidenhed? -- med hende, som næppe elskede ham,
+snarere det modsatte! Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i
+Verden end som hans Hustru? Men -- binde sig uløselig for hele Livet?
+-- nej, han vilde ikke tænke mere derpaa.
+
+Og Foraaret kom med sin berusende Luft, sine svulmende Knopper, sin
+Kærlighedslængsel hos alt, hvad som levende er. Johan Banner stod ved
+Vinduet, han følte ogsaa dens drivende Magt, men han vilde ikke være
+ved det. Og dog sad den i ham som en prikkende, nagende, nervøs
+Længsel efter noget, som han ikke vidste eller ikke vilde vide, hvad
+var.
+
+Han gad ikke rejse bort igen, alene Tanken var ham imod. Han gad ikke
+skrive, Pennen var slængt hen ad Bordet. Han gad ikke læse;
+halvhundrede Bøger var trukne ud af Reolerne for strax efter at
+kastes til Side. Spise? -- Han var mæt. Drikke? -- Han var ikke
+tørstig. Sove? -- Det var det værste! Havde han ikke ligget timevis
+og kastet sig frem og tilbage uden at kunne finde Hvile. Mishandle et
+eller andet? -- Han følte et Øjeblik Lyst dertil, men gad saa ikke
+følge den. Han var i den fortvivlede Kasus, Kierkegaard beskriver, --
+han gad slet ikke.
+
+Her var ingen at tale med; kun dræbende trist og kedsommeligt. Men
+han kunde jo tage til Byen. Ja, se der var det, der var det! Det var
+det, han vilde, men han vilde ikke tilstaa det for sig selv. Blev han
+da aldrig færdig med disse Ungdommeligheder? Han skulde jo dog nu
+være kommen i Ro, han havde jo udraset, han vilde jo have tilbragt
+Resten af sine Dage i lidenskabsløs Fred. Han var rejst fra Ønskerne
+og Lysterne, men se, de var rejst med ham. Det var jo formelig værre
+end nogensinde før -- aa, det var latterligt og taabeligt altsammen!
+Men Livet var kort og bestemt til Nydelse, hvorfor da nægte sig, hvad
+det bød paa. Det var da endnu taabeligere? Han vidste det godt, han
+vilde ikke faa Ro, før han havde naaet, hvad han vilde, men var dette
+sket, vilde han rimeligvis ikke mere bryde sig derom, og -- da var
+han bunden.
+
+Naa, han kunde jo ride ind og prøve paa at faa hende at se. Det var
+jo alt, hvad hun vilde tilstaa ham, og han havde dog vist hende
+Imødekommenhed. Hundreder vilde have krøbet paa deres Knæ fra Byen
+til hans Gaard for at opnaa hans Gunst, men hun viste den tilbage.
+Han havde kun en Gang før mødt en lignende Modstand; det var hos hans
+forlovede; men ofte havde han senere sagt sig selv, at hvis han den
+Gang havde været mere erfaren, vilde hendes Modstand være bleven
+overvunden. Ellers havde han kunnet vinde, hvem han vilde, kun hun,
+som dog havde mødt saa liden Venlighed i Livet, viste ham tilbage. Og
+hans herskesyge Sind oprørtes derover -- maaske hun endogsaa vilde
+afslaa et Ægteskabstilbud! Det gad han dog se! Hun var under et
+stærkt Pres, hun vilde blive tvungen til at gribe den Haand, han
+rakte hende, men var det ridderligt? Pyh! Hun maatte jo være glad
+til. Kunde der bydes hende noget bedre end at blive hans Hustru? Hun
+_skulde_ blive hans, ligemeget hvorledes. Hans herskesyge Sind syntes
+formelig at smægte efter denne tvivlsomme Triumf. Han vilde strax til
+Byen.
+
+Just da han vendte sig fra Vinduet for at iværksætte sit Forsæt, fik
+han Øje paa en aaben Landauer, som rullede hen ad Hovedlandevejen.
+Han kendte de blankbrune, halvblods Heste og det straalende Livrée;
+det var Restrups Vogn. Kom han paa Besøg? Det var i Grunden heldigt,
+saa blev han hjemme, undgik at gøre en Dumhed maaske og fik Dagen
+slaaet ihjel. Der undslap ham formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte
+Vognen indtil Nedkørselen til Ahnbjerggaard, nu drejede den af --
+hvad? -- nej! den kørte jo forbi, den kørte videre. «Guds Død! den
+kører til Byen.»
+
+Det blev Draaben, som fik Bægeret til at flyde over. Urolig, skinsyg
+ringede han og befalede Tjeneren strax at lade hans Ridehest sadle.
+Han gjorde sig selv i Stand hurtigere end nogensinde ellers, sprang
+ned ad Trappen, snappede Hat og Pisk fra den forbløffede Tjener,
+svang sig i Sadlen og fløj ud af Porten paa den i sin magelige
+Tjeneste overmodige Hest. Men da han kom til Enden af Alleen holdt
+han Hesten an lige saa heftig, som han før havde paaskyndet den. «Gør
+nu ingen Dumheder, Du! Rid heller ned og se til Dine Rugmarker. Lad
+hende tage Restrup, om hun vil, saa er den Historie ude.» Han holdt
+stadig Hesten an ved Hovedlandevejen og vidste ikke, om han skulde
+ride Nord paa, langs sine Marker, eller Syd paa til Byen -- Herkules
+paa Skillevejen!
+
+Den utaalmodige Hest vilde afgøre Valget for ham; han gav den et
+eftertrykkeligt Rap med Pisken og den stod, men dens Skraben og
+Bidslets Klirren, naar den kastede med Hovedet, afbrød bestandig hans
+Tanker. «Nu kører Restrup til Byen -- han har vel overvundet sine
+Betænkeligheder og frier til hende. Og hun tager ham naturligvis, hun
+har jo været saa forekommende imod ham. Saa kan jeg gaa Resten af mit
+Liv og ærgre mig derover, saa dum er man jo altid, naar man gaar glip
+af noget, man kunde have haft. Skal jeg tage derind? Restrup er
+allerede langt i Forvejen -- det er maaske for sent, men jeg vil dog
+tage derind; det kan da ikke skade.»
+
+Han gav atter Hesten Tøjlen, og det bar afsted mod Syd, saa hurtig
+Dyret kunde, men endda ikke hurtig nok for ham. Vinden peb ham om
+Ørene, Hovslagenes regelmæssig klaprende Lyd susede om ham, hans
+Hjærte slog stærkere, hidset af Bevægelse og Forventning, han kom til
+at tænke paa Kæmpevisen:
+
+    Der han red over Randbøl Hede,
+    da fulgte ham femten Svende,
+    der han kom til Riber Bro,
+    da red den Herre alene --
+
+og han gentog Verset atter og atter mekanisk, indtil Ordene tabte al
+Betydning, blot pinte og trættede ham, og han forbavsedes over endnu
+at maatte sige dem.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Fru Hinding var gaaet i Kaffeselskab, men Judith havde ikke villet
+følge med. Der var atter kommet en af de Perioder, hvor hendes
+forladte Stilling hvilede haardest paa hende. Hun sad i Dagligstuen
+med Hænderne i Skødet og nedsænket i trøstesløse Grublerier, da
+hendes Stedfader traadte ind i Stuen, rigtignok kun for at passere
+den. Hun bad ham sagte om et Par Minuters Samtale.
+
+«Jeg har travlt -- hvad vil Du?»
+
+«Jeg vil kun endnu en Gang spørge Dem, om det ikke er muligt, at jeg
+kan faa min Fædrenearv, jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret, men
+som Barmhjærtighedsgerning.»
+
+«Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner, hvad da?»
+
+«Da maa jeg vel have lært nok til at kunne sørge for mig selv.»
+
+«Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige Dig, hvad det dog ikke
+nytter at skjule; det lyder saa smukt, naar Du siger, at Du ikke
+fordrer dem som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at Du har
+nogen Ret til dem?»
+
+«Har jeg ingen Ret til dem?» spurgte hun aldeles overvældet af
+Forbavselse, «hvis Moder døde, og jeg da fordrede dem i Stedet for at
+bede om dem, kunde de saa nægtes mig?»
+
+«Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?»
+
+Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om, hvad det havde at betyde.
+
+«Det er ingen Faders, følgelig heller ingen Stedfaders Pligt, at
+forsørge sit Barn længere end til dets attende Aar. Efter den Tid kan
+han, om han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klæder. Du har
+allerede i to Aar levet paa min Bekostning. Tag det ikke saa hæftig,
+jeg vil jo ikke beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du skal
+naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold her i Din Moders Hus,
+men Dine «Fordringer», dem maa Du slaa en Streg over.»
+
+«Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar siden, da De med min
+Formynders Minde fik mine Penge?» stammede hun grædefærdig.
+
+«Den Gang trængte jeg til de Penge, og hvad Forpligtelse havde jeg
+desuden dertil. Tag bare ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her
+og skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du lever her paa min
+Bekostning, vil Dit Sind dog maaske blidgøres over for mig.» Hun sad
+aldeles stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: «Naa, jeg maa afsted, vi
+kan senere drøfte Sagen nærmere, hvis Du vil.» Med disse Ord forlod
+Prokuratoren Værelset.
+
+Hun forblev nogen Tid ganske ubevægelig. Hun havde anet noget
+saadant, og nu var det Virkelighed, den rene, nøgne Sandhed. Det
+sidste Haab var berøvet hende. Hendes Stedfader havde Ret til at vise
+hende bort i samme Øjeblik, hendes Moder lukkede Øjnene, og hvorfor
+skulde han ikke gøre det endogsaa før. Hans Beregninger gik langsomt
+op for hende. Naar hun engang fik Arv at kræve efter sin Moder, vilde
+formodenlig ogsaa den gaa op mod «Kontrakrav». Hun var hjælpeløs
+prisgiven en samvittighedsløs Mands Forgodtbefindende. Da overvældede
+Fortvivlelsen hende uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et Skrig
+kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun havde siddet. Hun tænkte
+ikke, hun følte kun, at hun var fortvivlet, saa grænseløs fortvivlet,
+og hun græd stødvis, snart højt og heftig, snart kun med en
+indvendig Hulken, som smertede hende ubeskrivelig. Og i sin Sorg
+paakaldte hun et Navn: «Aa, Fader, Fader!» Men det Øre var døvt og
+den Arm magtesløs, som altid havde været til Rede, naar en lidende
+bad om Hjælp. Da jog pludselig den Tanke igennem hende, om hun skulde
+berøve sig Livet; de talløse Ydmygelser, hun havde i Vente, maatte jo
+blive uudholdelige. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde.
+Hun kunde kun græde, og det gjorde hun, indtil Træthed og Afmagt
+ogsaa bragte Graaden til at høre op for kun med Mellemrum at vende
+tilbage i lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig fra sin
+ubekvemme Stilling og satte sig atter i Lænestolen med Hovedet bøjet
+tilbage, hun var saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at
+hendes Hænder rystede. Saa gav hun sig til at overveje sin Stilling.
+Hun kunde gaa til Frøken Stenberg og bede hende lære sig
+Skræddersyning, hun kunde bo hos hende, hjælpe hende og tjene sit
+Brød ved sine Hænders Gerning, sine Hænder, disse fine, hvide Hænder,
+der aldrig havde kunnet bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men
+Tusinder var jo henviste dertil, og de var baade glade og tilfredse.
+Saa blev hun træt af at tænke fast og sluttet -- viljeløst lod hun
+Fantasien raade, og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik,
+som de kom af sig selv:
+
+Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind som en fattig, venneløs
+gammel Jomfru! Hun vidste, hvilken Medlidenhed hun havde næret for
+den gamle Frøken Stenberg, hvilken Beklemthed hun havde følt ved
+Tanken om hendes triste, glædeløse Liv, hvor den mindste Begivenhed
+blev af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegørende. Og
+Frøken Stenberg var dog trods alt dette tilfreds, thi hun havde næppe
+ventet sig mere, medens hun selv! -- Sidde saaledes om Søndagen, naar
+den, der er ene, altid føler sig mest forladt, og se ud i den tomme
+Gade med de toppede Brosten, hvorimellem Græsset skød op. Se Folk gaa
+til Kirke i deres pæne Tøj, glade over Fridagen i et Liv fuldt af
+Slid og Arbejde fra Mandag til Lørdag; se Mødrene sende deres Børn ud
+paa Gaden, det ene efter det andet, sæbevaskede, med rene Forklæder
+og stive, nystrøgne Kjoler for at nyde Søndagen, som de bedst kunde.
+Og det var det, man kaldte en Idyl.
+
+En stærkere og stærkere Træthed overfaldt hende, Reaktionen efter
+Ophidselsen. Hun kunde jo lade staa til, lade hver Dag sørge for sig
+selv, lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre sig for
+Fremtiden -- i Øjeblikket havde hun jo Klæder og Husly, oven i Købet
+Udsigt til Aftensmad. Ja, det kunde hun jo -- opgive Modstanden,
+resignere -- det sværeste af alt at lære -- resignere!
+
+Gadedøren var bleven aabnet, uden at hun hørte det, der bankedes paa
+Dagligstuedøren. Hendes Tanker vendte forvirrede tilbage til
+Virkeligheden, hun tøvede med at svare; saa erindrede hun, at hun
+var forgrædt og vilde gaa sin Vej, men det var for sent, thi Johan
+Banner stod allerede derinde. Hun bøjede Hovedet og vendte det bort
+fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes Hr. Fader var hjemme.
+
+«Han er ikke hjemme,» svarede hun stadig med bortvendt Ansigt.
+
+«Han kommer maaske snart?»
+
+«Det ved jeg ikke.»
+
+«Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans Tilbagekomst.»
+
+Hun syntes ikke om det, men hvad var der at gøre; hun satte sig ned,
+og han gjorde det samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun
+haabede, at han ikke skulde lægge Mærke til hendes forgrædte Øjne,
+men han saa strax, at hun havde grædt, og han sluttede sig hurtig til
+Grunden. Han brød endelig Tavsheden og begyndte at tale om
+almindelige Ting; han vilde gærne aflægge lidt af sit formelle Væsen
+og tale mildt og venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar
+viste ham ligesom tilbage, og han blev derved endnu mere stiv end
+sædvanlig. En tilsyneladende let henkastet Bemærkning af ham om
+menneskelig Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig op som
+af en Døs; hun formaaede ikke at beherske den Bitterhed, som den
+sidste Times Hændelser saa levende havde vakt. Hun udtalte sig heftig
+om alt, hvad man kaldte Retfærdighed, Uegennytte og Ærlighed. Og han
+opdagede hos hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme, som
+næsten kunde maale sig med hans egen. Hvilken mærkelig Pige var hun
+dog ikke, hvilken Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed? Men
+smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud. Ja, hun var
+virkelig værd at eje, saa at man kunde se hende bestandig, studere
+hende, søge at vinde hende, og -- en mild Medfølelse paatrængte sig
+ham -- gøre hende lykkelig, lære hende at elske og faa hende til at
+glemme hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden Tone
+sagde han: «Er De ikke for ung til at bedømme Menneskene og Livet saa
+haardt?» Han havde saa lidet tilsigtet at krænke hende, tvært imod
+havde han jo vist en Imødekommenhed, som han selv forbavsedes over;
+men hun misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde den samme
+ironiske Overlegenhed, som saa ofte havde saaret hende. Og
+Forbitrelsen skød atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele
+Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige Skæbne, der føltes
+dobbelt pinlig lige over for ham, der var saa fri, saa uafhængig og
+viste sig saa overlegen, og haanlig svarede hun:
+
+«Jeg har set nok af Livet og Menneskene til at nære Mistro mod dem,
+men jeg foragter kun den, der er sat i en lykkelig, uafhængig
+Stilling, men ikke benytter den paa en værdig Maade, der kun følger
+sine egne egoistiske Krav, og med utaaleligt Hovmod ser ned paa alle
+andre, der tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder en
+eneste af de Pligter, den paalægger ham, der burde sprede Lykke om
+sig, men kun har et overlegent blaseret Smil for alt og alle.»
+
+Han havde rejst sig. Hans Selvfølelse og Stolthed blussede op i ham
+ved Fornærmelsen, hun saa hensynsløst havde slængt ham i Ansigtet.
+Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig havde staaet, han
+var bleven bleg, og hans Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet
+for vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke røbe det; hun rejste sig
+for at gaa, hun saa fast og uforfærdet paa ham, idet hun med en
+Haandbevægelse betegnede ham, at hun ønskede at komme forbi. Men han
+rørte sig ikke. Og der stod de seende hinanden fast i Øjnene, som to
+jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald,
+hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun saa, at han vilde sige
+noget, og midt i hendes Angst følte hun ligesom Nysgerrighed efter at
+erfare, hvad det var.
+
+Han spurgte da langsomt:
+
+«Vil De være min Hustru?»
+
+Hun blev saa overvældet, at hendes Knæ svigtede hende, og hendes
+Legeme næppe var i Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som hun
+engang knapt havde vovet at drømme om, blev nu slynget hende i
+Ansigtet som en Fornærmelse. Det var jo et Svar paa hendes Udfald.
+Han sagde: «Du foragter mig, siger Du, og dog behøver jeg kun at
+række Haanden ud, saa giver Du Dig hen til mig.» Men han skulde ikke
+triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi ham saa stolt som en
+Dronning, hun vilde ydmyge ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke
+selv for saadan en Pris. Saa heller --
+
+Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding? Heller slæbe sit Liv
+hen i denne Afkrog af Verden?
+
+Aa, hvilken forfærdelig Fristelse! Hun saa sin Stolthed indfangen og
+tvungen til at overgive sig -- enten til Prokurator Hinding, til
+Armod, Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt og
+forholdsvis Uafhængighed.
+
+Det svimlede for hende. Hun var ude af Stand til at tænke frit. Han
+havde overrumplet hende i et aandelig og legemlig svagt Øjeblik, og
+hendes Modstandsevne glippede.
+
+Han gentog i samme Tone lavt og rolig:
+
+«Vil De være min Hustru?»
+
+Og hun lukkede Øjnene, som den, der vil styrte sig i Afgrunden,
+hendes klangløse Stemme rystede, den Gang hun svarede ja.
+
+Der kom et underligt Skær i hans Øjne, et Udtryk af Triumf og
+Lidenskab. Han trak hende ind til sig, idet han for første Gang i sit
+Liv berørte hende, han omfavnede hende heftig, han kyssede hendes
+Mund, hendes Pande, hendes Kinder; det utøjlede, lidenskabelige
+Menneske brød igennem hans sædvanlige slebne Ydre. Han havde ventet
+Modstand, men han fandt den ikke; det var ham egentlig en Skuffelse,
+han vilde have foretrukket den for hendes kolde, viljeløse
+Eftergivenhed.
+
+Hun var fuldstændig passiv, hun havde overgivet sig, gjort Valget og
+tog nu Følgerne, men da han troede sig hende nærmest, sluttede hun
+sig fuldstændig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar. Han følte
+det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som førhen.
+Han havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt hendes Legeme i sine
+Arme, men hendes Sjæl trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje
+yderligere fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans, og hun skulde
+bøjes -- før eller senere, det var ligegyldigt -- han skulde nok faa
+Magt over hende.
+
+Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod Døren, han tænkte ikke
+paa at holde hende tilbage; men da han var ene, fortrød han, at han
+havde ladet hende gaa, og hans Længsel efter hende vaagnede i samme
+Nu, hun var borte. Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde siddet,
+og der sad han endnu optagen af, hvad der var sket og hvad der vilde
+ske, da Hinding en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og
+Fantasier havde fyldt ham, men intet Øjeblik fortrød han, hvad han
+havde gjort.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hr. og Fru Hinding havde truffet hinanden paa deres Udflugt og vendte
+hjem sammen som kærlige Ægtefolk Arm i Arm. De blev højst forundrede,
+da Banner ved deres Indtrædelse rejste sig og hilste paa dem.
+
+«Har Hr. Godsejeren ventet længe? Har De siddet her alene? De bliver
+maaske til Aften? Aa, Helene, se efter Aftensmaden.»
+
+«Nej, gør Dem ingen Ulejlighed,» sagde Banner kort, «jeg rider hjem,
+naar jeg har talt et Par Ord med Dem, Hr. Prokurator.»
+
+Fru Hinding forstod Vinket og forlod Stuen, rigtignok meget
+nysgerrig, thi hun interesserede sig levende for Hr. Banners Affærer.
+Men udenfor Døren kom hun til at tænke paa Judith. Hinding havde
+ladet hende ane, at der havde været en ny Scene mellem dem. Hvor var
+Judith? Hendes let ængstede Sind fyldtes med Bekymring. Hun gik op
+til Judiths Værelse, og da ingen besvarede hendes Banken, lukkede hun
+Døren op, bange for, at det skulde være tomt, men Judith sad der,
+ligbleg og med mørke Ringe under Øjnene. Hun havde ikke hørt Moderen
+komme.
+
+«Mit elskede Barn,» raabte Fru Hinding, «for Guds Skyld, hvad er der
+hændet Judith, sig mig det -- aa, mit Barn, mit stakkels Barn!»
+
+Fru Hinding trak hendes Hoved ind til sit Bryst og udgød rigelige
+Taarer derover.
+
+«Vær ikke bange Moder, det er intet slemt, jeg er» -- hendes Stemme
+sank -- «jeg er bleven forlovet med Godsejer Banner.»
+
+Fru Hinding udstødte et Skrig, et virkeligt Jubelens Skrig:
+
+«Mit søde Barn -- er det muligt? Min lykkelige lille Pige!» Fru
+Hinding græd atter, denne Gang af Glæde. «Aa, hvor jeg er glad; det
+har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt, og Din Fremtid har
+ligget mig saa tungt paa Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge
+begyndt at spare lidt sammen til Dig, men» -- hun græd og lo paa en
+Gang -- «nu er nok mine Par Skillinger overflødige,» og hun knugede
+hende atter til sig. Da nænnede Judith ikke at berøve sin stakkels
+Moder hendes store Glæde, og hun gemte sin Smerte hos sig selv.
+
+Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse, hviskede Fru Hinding
+bedende: «Nu, da Du er lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din
+Moder al den Uret, hun har gjort dig.» Judith drog sin Moder ind til
+sig og kærtegnede hende, som man kærtegner et Barn.
+
+Nede i Stuen talte Johan Banner med den ligesaa forbavsede
+Prokurator.
+
+«En overordentlig Ære! Min Steddatter er ganske vist fattig, hendes
+Fædrenearv har jeg maattet tage som Vederlag for Kost og Klæder, jeg
+er en fattig Mand; efter min Hustru vil der heller ikke blive noget,
+men for en Rigmand som Dem» --
+
+«Jeg beder Dem,» sagde Banner koldt afvisende, «forskaan mig for
+Deres Redegørelser, saa skænker jeg Dem med Glæde Pengene.»
+
+«Det vil sige,» spurgte Hinding skyndsomt, «at De giver lovformeligt
+Afkald paa Arv i Deres eventuelle Hustrus Navn?»
+
+«Nej,» sagde Banner skarpt, «det vil sige, at jeg for Fremtiden
+personlig ønsker at have saa lidt med Dem at gøre som mulig. Jeg
+gifter mig med Frøken Fürste; hverken hun eller jeg er eller ønsker
+at staa i Familieforhold til Dem. De kan foreløbig vedblive at være
+min Sagfører, men intet videre.»
+
+«Vel,» sagde Hinding bukkende, «det finder jeg baade korrekt og
+fornuftigt.»
+
+«Det glæder mig,» sagde den anden med en Mine, som tydelig sagde:
+«Hvad i al Verden tror De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De
+finder korrekt eller ej.»
+
+«Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os i al Tarvelighed?»
+
+«Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem om Brylluppet. Det kan ligesaa
+gærne finde Sted her som andetsteds. Vil De bringe Frøken Fürste min
+Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme Dagen, hvilken hun selv
+vil i næste Maaned, helst inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade
+anvise en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet er der vist
+ikke.»
+
+«De ønsker ikke at indbyde nogen af Deres høje Familie. Det vilde
+være mit Hus en Ære.»
+
+«Jeg har ingen Slægtninge, som jeg behøver eller ønsker at gøre
+Regnskab for mine Handlinger. Men det er sandt, Frøken Fürste har jo
+en Kurator. Er De saa god at underrette ham om hendes Giftermaal --
+og en anden Ting, De vil maaske ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at
+løse Kongebrev.»
+
+«Med Glæde, De ønsker maaske Forlovelsen hemmeligholdt.»
+
+«Nej, det vil sige, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar kun jeg
+bliver fri for Gratulationer. Tør jeg anbefale mig.»
+
+Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Døren, men da den havde lukket
+sig, mumlede han: «Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig
+hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der modtager deres Penge,
+er deres Tyende. Men vel var det, vi fik «Frøkenen» forsørget. For
+den Sags Skyld kunde man da gærne lade sig sparke ned af Trapperne i
+sit eget Hus.»
+
+Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter det største Hensyn og
+behandlede hende med en Ærbødighed, som morede hende, trods hendes
+Nedslaaethed. Han bød hende det bedste Stykke af Stegen og undlod den
+Aften baade at fløjte og at ryge paa sin lange Pibe inde i
+Dagligstuen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Da Banner naaede Gæstgivergaarden, hvor han havde sat sin Hest ind,
+saa han, at Restrups Landauer, som han paa Udvejen var redet forbi,
+holdt forspændt i Gaarden. Kusken stod ved Vognen, røg sin Cigar og
+underholdt sig paa en nedladende Maade med Gaardskarlen. I
+Køkkendøren saas et Par fnisende Ansigter, der tilhørte
+Gæstgivergaardens beundrende Tjenestepiger.
+
+«De har et godt Kryds,» sagde Gaardskarlen og kigede med Kendermine
+paa Hestene, «det er smukke Dyr.»
+
+«Aa ja -- ret nette -- havde for Resten for et halvt Aar siden et Par
+Guldfuxer, de var nok saa kønne; vi solgte dem med noget Tab. Vi
+bærer os ikke altid klogt ad -- især naar vi har drukket.»
+
+«Min Hest!» raabte Banner.
+
+Gaardskarlen lettede paa Huen, og med et «Javel» klaprede han over
+Gaarden til Stalddøren.
+
+I det samme traadte Restrup ud fra Skænkestuen.
+
+«Hvad Fanden -- er det Dem, Banner? So var det vel osse Dem, der red
+um os før, som Fa'en selv var i Hælene po Dem. Nu har jeg s'gu tabt
+tu Kruner til min Kusk, for jeg postud, det var Juhansen fra
+Grinstedbru.»
+
+«Hvem har De besøgt i Byen?» spurgte Banner adspredt.
+
+«Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede Kru og trakteret hver
+Sjæl, der er kummen ind i den sidste Time. Jeg har selv drukket syv
+Kaffepunser og elleve Sudavander med Kunjak.»
+
+«Vel bekomme,» lød Svaret.
+
+«Og hvor har De været?»
+
+«Hos Prokurator Hinding.»
+
+«Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De so aftalt med den Hallunk
+af en Luvtrækker? Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at
+røre ved ham med en Ildtang.»
+
+«Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.»
+
+«Hvad har De da været der for?» udbrød Restrup forbavset.
+
+«De kan lykønske mig, jeg er i Dag bleven forlovet med hans
+Steddatter.»
+
+Der gik en smertelig Trækning over den stærke Mands Ansigt. Banner
+saa det og spurgte, om han fejlede noget.
+
+Restrup blev atter rolig: «Aa nej, det er vist nu'et Pudagra, eller
+hvad det Stads nu hedder. Men er De bleven forlovet, Banner, so kum
+med ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive til Held for
+Dem.»
+
+Men Banner afslog Restrups ædelmodige Tilbud om Champagne: «Jeg maa
+skynde mig hjem,» sagde han kort.
+
+«Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for en halv Time siden,
+Hestene har været forspændt so længe.» Banner betragtede ham med slet
+dulgt Foragt, thi han var ikke fri for at være vaklende i sine
+Bevægelser dog var denne Gang næppe de elleve «Kunjaker» og syv
+Kaffepunser ene om at faa hans Ben til at vakle.
+
+«So farvel da,» raabte han, da Banners Hest blev ført frem, og dens
+Rytter hurtig og behændig svang sig i Sadlen. Hesten dansede under
+sin dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup puffede sin Kusk
+i Siden og sagde: «So er det vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme
+hjem, Anders.»
+
+«Det havde været bedre baade for Godsejeren og Hestene, om det var
+sket for en halv Time siden,» sagde Kusken mut.
+
+«Det har Du Ret i, Anders; lad as so se, um vi ka ta Banner po
+Hjemturen; det var ham, der red um as før.» Efter en lille Pavse
+tilføjede han: «Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet Kam til
+den Smule Ho'er, han har tilbage.»
+
+Men hans Lystighed var forceret. Da han smed sig i Vognen, saa
+Fjedrene i Ryggen knagede under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet
+gemytlige Udtryk. Medens Anders lod Hestene strække ud, alt hvad de
+kunde, mumlede deres Ejermand hen for sig selv: «Det fordømte Hoved,
+og de Kunjaker og den Pudagra og alt det Tøjeri; det havde været
+bedre, um vi var kørt hjem for en halv Time siden -- og endnu bedre,
+om vi aldrig havde kørt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde
+spillet, og aldrig havde været saadan en Pjalt af en udsvævende Karl.
+-- Aa, mit Huved! -- Men Kunjaken var ogsaa fordømt daarlig.»
+
+Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han red hjem i Skridtgang,
+Tøjlerne hang slappe over Hestens Hals, og der var i det hele taget
+noget slapt over Skikkelsen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Fra det Øjeblik Forlovelsen blev bekendt, var Judith Fürste en Person
+af Vigtighed i den lille Stad. Der strømmede Lykønskninger ind fra
+alle Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element ved alt dette
+Røre, disse Visitter, denne Sladder og Misundelse? Begivenheden havde
+formelig gjort hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik hun
+dog Tid til at kæle for og beundre sin kære Datter. Hun mente hende
+lykkelig, og denne Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og
+Fremtids Savn og Ubehageligheder, til en smilende Oase i hendes
+Tilværelses Ørk; hvor kunde da Judith nænne at berøve hende
+Illusionen.
+
+Byens Fruer begyndte at finde Judith elskværdig. Doktoren,
+Købmændene, kort alle de, som haabede at nyde godt af Banners Penge
+eller Gæstfrihed, nærmede sig den tilkommende Frue med venlig
+Ærbødighed, ja, den gamle Byfoged kyssede hende med faderlig Godhed
+paa Panden. Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig,
+bukkede og skrabede, slæbte deres Varer frem og udtalte deres
+Beundring for hendes gode Smag: alt, hvad de ejede, passede just til
+hendes Figur, især det kostbareste og eleganteste. De tilbød at
+skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun ønskede; de
+haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. «Disse Kræmmere skal ogsaa
+kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig
+saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»
+
+Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt
+saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De
+bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge
+dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af
+Dig!»
+
+Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes
+Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende.
+«Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at
+være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den
+Ydmygelse, hun havde underkastet sig.
+
+Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor
+var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg;
+men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i
+Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder
+som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber
+og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar
+han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde
+indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun
+vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.
+
+Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa
+ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle
+Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke
+ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, -- ja
+_solgt mig_, thi det er det, jeg vil gøre.»
+
+Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane
+hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad
+havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde
+gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en
+af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om
+man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde
+man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene
+mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin
+Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.
+
+Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg:
+«Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være
+glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde
+til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I
+man nok nøjes med mindre.»
+
+Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker,
+forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind.
+Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr
+fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler
+med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»
+
+       *       *       *       *       *
+
+Saa stod Brylluppet.
+
+De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds
+sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar
+vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og følt
+megen hemmelig Glæde ved Drillerierne.
+
+Og Vielsen gik for sig.
+
+Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt, om Sjæleharmoni og
+himmelsk og jordisk Kæ--ær--lig--hed, gjorde Brudefolkene de
+reglementerede Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja». Byens
+Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:
+
+    «Det er saa yndigt at følges ad
+    For to, som gærne vil sammen være.»
+
+De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede og misundte. Bruden var
+meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening.
+
+Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod
+Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu
+engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet
+Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste
+Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud,
+hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede
+han Kusken at køre.
+
+Saaledes endte Dagen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde ført ham et Skridt nærmere
+til hans Ønskers Maal, han følte det med en Blanding af Fortrydelse
+og hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde han jo naaet, hvad
+han vilde, og saa havde maaske det hele været forbi, og hans trætte
+Sjæl havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament. Men nu var
+Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trættes og slappes.
+Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.
+
+Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans
+Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik
+og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig,
+forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning,
+disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde
+en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte
+Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang
+havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af
+Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over
+alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i
+hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise
+sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun
+havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det,
+hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind,
+tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt
+hun intetsteds. -- Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som
+kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med
+den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde
+ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i
+det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget
+ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad
+hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe
+uden at ane, hvilken Magt det gav hende.
+
+Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu
+samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men
+stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden
+til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som
+maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde
+havde fremkaldt en Krigserklæring.
+
+Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.
+
+Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde
+give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom
+hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor
+Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage
+havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om
+et eller andet af sin Herres galante Æventyr.
+
+Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham
+uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.
+
+Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre
+og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men
+det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus
+egenmægtige Handling.
+
+Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet:
+«Apropos -- Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»
+
+«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med
+saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig
+selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»
+
+Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og
+vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik
+forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og
+han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:
+
+«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»
+
+«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.»
+
+«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.»
+
+«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde
+være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»
+
+«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»
+
+«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres
+Jalousi.»
+
+Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen
+Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse
+Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han
+begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd
+dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene
+faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af
+Sindsbevægelse.
+
+«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af
+Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?»
+
+«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»
+
+«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!»
+
+«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du
+har Agtelse for.»
+
+«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere
+strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en
+Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer
+Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden
+«Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.»
+
+«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man
+maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod
+være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo
+til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?»
+
+«De kan ægte en, som de elsker.»
+
+«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig
+selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil
+ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den
+haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun
+kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i
+Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv:
+«Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da
+gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest
+at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling,
+eller hun?»
+
+Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var
+overlagt og møntet paa ham og deres Forhold.
+
+Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over,
+at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var
+forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham
+jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der
+vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne
+bukkede under.
+
+Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme;
+thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte
+saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt
+Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid
+maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der
+udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke
+skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør
+nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro,
+man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin
+Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var.
+Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte
+snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den
+ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik
+formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og
+latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til
+hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa
+Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som
+en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det
+unge Ægtepar sin første Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del
+orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde
+nogle Forretninger at afgøre med ham, hvorfor han vilde gribe
+Lejligheden til at gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke,
+at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme
+prisværdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde
+Mod til at møde hende.
+
+Banner spurgte Judith, om hun ønskede at modtage deres Nabo.
+
+«Og hvorfor ikke?»
+
+«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.»
+
+«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.»
+
+«Talen er ikke om mig,» svarede han med sammenknebne Øjne, «men om
+Dig. Vil Du modtage ham?»
+
+«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt.
+
+Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort
+Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i
+Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt
+over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa
+Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft,
+Staldlugt og Vindunst.
+
+Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig
+Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa
+hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven
+af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse
+gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her
+troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den
+milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa
+en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en
+lykkeligere og bedre Tid.
+
+Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt
+sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han
+her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han
+ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i
+dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i
+Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede,
+saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han
+højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.
+
+«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith.
+
+«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en
+ufortjent Naade var bleven ham til Del.
+
+«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl
+Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.»
+
+Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted;
+saa brast Banners Taalmodighed.
+
+«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg
+er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage,
+maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser,
+som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort.
+
+Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter;
+der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en
+Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.
+
+Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone:
+
+«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg
+ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er
+undertiden lidt ensumt for mig.»
+
+«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende.
+
+«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de
+snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet
+end --» den uheldige Adelsmand standsede forlegen.
+
+«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige
+Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg
+syntes om?»
+
+«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.»
+
+Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke
+Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han
+mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»
+
+De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der
+stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt
+snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund
+end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet
+Græsplænen rundt, fortsatte Restrup:
+
+«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han
+bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og
+en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa --»
+
+«Hvad saa?»
+
+«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig.
+Havde jeg den Gang giftet mig --»
+
+«Og hvorfor gjorde De det ikke?»
+
+«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu
+ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller
+ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde
+ha', var det for sent.»
+
+«Det gør mig ondt.»
+
+«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen
+og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for
+mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene,
+og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig
+selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden -- so
+vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte
+saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden,
+ja det gør.»
+
+Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.
+
+Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse,
+hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet
+Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes.
+
+Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.
+
+«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?»
+
+Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa
+hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige
+Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som
+Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom
+ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis
+brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han
+ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste
+et vemodigt Blik.
+
+«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide,
+sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende
+Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at
+lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et -- et
+Damaskus Sværd -- eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer
+før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.»
+
+«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.
+
+«Ja -- for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver
+liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter
+po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go
+sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste
+Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre
+Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.»
+
+Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker,
+hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.
+
+«Ja -- so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det
+altsammen.»
+
+«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde
+hun alvorlig.
+
+«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg
+heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.»
+
+Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt.
+Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et
+Minut i hele sit Liv!
+
+«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at
+tage Dem sammen?»
+
+«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være
+mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig
+fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og
+so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig
+um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So
+blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev
+jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so
+angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt,
+det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det
+igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det
+bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke
+nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men --» og
+her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og
+jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min
+Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel
+at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg
+vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem,
+har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg
+testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav
+Dem det.»
+
+Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne
+Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage
+Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer
+for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og
+Selvmord som sidste Ressource.
+
+De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da
+sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde
+um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur
+længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.»
+
+Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for
+hende, som rørte hende.
+
+«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det
+gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.»
+
+«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen
+videre Fornøjelse ved?»
+
+Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn
+Sten, den er fra Paris.»
+
+«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?»
+
+«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg
+hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg
+har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig
+allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned
+eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den
+gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning,
+«jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi
+det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju
+aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig
+allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske
+ogsaa Nar ad mig?»
+
+Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende
+saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste
+Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter
+sig selv.
+
+De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der
+var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine
+hvide, soignerede Hænder i hinanden.
+
+«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»
+
+Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard.
+Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte
+ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt saa længe. Prokuratoren
+smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for
+Resten ganske sig selv.
+
+«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg kørte selv ud for lovformelig
+at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem
+et andet Sted.»
+
+«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Løkken
+hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trækker De til;
+det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver
+Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet
+under Behandling, og det er De vel sikker po?»
+
+«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde være mærkværdigt andet. De
+naar nok at dø som den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo
+forbindtlig.
+
+«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig
+Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have
+nogle ham ubekendte Ressourcer.
+
+«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.»
+
+«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.
+
+Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver,
+betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden
+over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de
+fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke
+Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede
+deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og
+saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte
+dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.
+
+Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide
+kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent
+Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre,
+og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup
+vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet
+Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa
+almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres
+Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.
+
+Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol
+foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder
+blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle
+Jamaica Rum,» befalede han.
+
+Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at
+det var den sidste Flaske.
+
+«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»
+
+Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte
+sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov
+under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans
+Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene.
+
+Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit:
+«Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans
+Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et
+Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin
+Herres Fødder.
+
+«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.»
+
+En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig
+forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og
+sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe,
+hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at
+leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder
+blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var
+Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp -- ja blot -- vilde
+hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.
+
+Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa
+sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne
+Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft,
+i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med
+dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik
+skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal
+tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til
+Sekund.
+
+Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke,
+gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde
+sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i
+lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder
+hede og hans Øjne funklede.
+
+Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke længer, og Felix
+Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin
+Hest og sin Hund.
+
+Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev der sendt Bud til Doktoren,
+til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det
+svære Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham efter nogen
+Betænkning for død af et dræbende Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden
+kom den næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede, at her
+forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget
+under Behandling og erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og
+Prokuratoren over det.
+
+Der var mødt mange til Begravelsen, men der mødte flere til
+Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begæring; det blev virkelig
+ham, som kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene
+fik deres Løn og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres
+Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af
+hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo
+ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans
+Ubetænksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor
+de saa længe havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne
+Tilbøjeligheder.
+
+Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse Genstande, Restrup
+havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende
+blev købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som vilde have den
+til sin Søn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende
+Bønder. Luxushestene, en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og de
+Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges Godsejer Banners
+Kommissionær.
+
+Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt
+Fald røbede han det ikke.
+
+Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og
+sagde til hende: «Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste
+Handling, han har foretaget sig i sit Liv.»
+
+Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk; hun svarede harmfuldt:
+«Mindre ædle og brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt mere
+Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skæbne.»
+
+Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.
+
+Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste næppe selv hvorfor.
+Det var de eneste Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede, at da hun som ung Pige
+gæstede Gaarden, havde hun ønsket sig en saadan Chaiselongue
+betrukken med Silketøj, stillet paa dette Sted, hvor der var Udsigt
+ud over Haven, Voldgravene og Markerne bagved, altsammen hendes og
+hendes Mands. Men hvor mærkede hun nu lidet til den Glæde over
+Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde drømt om!
+
+Hun havde læst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til
+stærke Hoveder og Hjærter -- «Breve fra Helvede». Hun havde taget
+den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven
+træt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for
+sig.
+
+«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt, «hvilken Taabelighed! Behøver
+vi noget Helvede efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet, og
+jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et
+Liv uden Indhold, blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke
+Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv
+ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg
+heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør ikke, og deres Ild
+udslukkes ikke!» hedder det -- ja, der er en Orm i mig, der bider og
+gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og længes
+efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed, Luxus og Velvære, jeg
+ofrede mig for at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke
+lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet.
+Jeg har _solgt_ mig, og intet vundet!» En glødende Skamrødme steg op
+i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen og knyttede Hænderne i
+afmægtig Harme. «Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har
+jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede den, har han ikke
+gjort mig ligesaa haard og hjærteløs, som han selv er! Jo og atter
+jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en
+Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde
+være kærlig og ofre mig for andre -- nu er det forbi, det er, som om
+det alt var visnet i mig -- alt, uden denne Higen efter noget, som
+jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene
+ulykkelige.»
+
+Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketøj;
+alt rundt om hende tilhørte hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov,
+og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens
+Elendighed.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard ventede en Arving.
+Dette gjorde dog ikke Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith
+var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det forestaaende, og Banner
+vovede ikke at glæde sig paa Forhaand. Han var saa ofte bleven
+skuffet i sine Forhaabninger og desuden forekom denne Lykke ham for
+stor, til at han turde haabe paa den. Jo mere Tiden nærmede sig,
+jo højere steg hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den
+forfærdeligste Tanke af dem alle: hvorledes havde hans foregaaende
+Liv været, turde han haabe at faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og
+han forberedte sig paa det værste, for at Skuffelsen ikke skulde
+blive for grusom.
+
+Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at
+forøge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han
+næsten daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste
+Spørgsmaal. En Dag foranledigede han den værdige Æskulap, der vidste,
+at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt
+om hans Videnskab og Stilling, til at erklære, at han ikke var
+Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at
+kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som
+saa ofte førhen kaldte Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug.
+
+Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar
+enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse,
+var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans nervøse og utaalmodige
+Sind gjorde Oprør mod de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte
+dem et Sekund derved.
+
+Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han
+naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bære det som en
+Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var
+en følgerigtig Række af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og
+hvad var Konsekvenserne af hans Liv?
+
+Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig.
+
+«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede,
+Tjeneren kunde høre det.
+
+«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden, han er sund og rask.»
+
+Banner betydede ved en Haandbevægelse Tjeneren, at han kunde gaa, han
+vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne til
+hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte han, at der var
+foregaaet en Omvæltning i ham, som han ikke selv vilde have troet
+mulig. Han var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og Lykkefølelse,
+om hvis Tilværelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et
+Øjeblik havde turdet haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det
+sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke
+længere hensigtsløst, han havde et Maal, et Hverv, noget at stræbe
+efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl havde
+vægret sig ved at tro paa, overvældede ham nu med hele sin Styrke. En
+Søn, hans, Johan Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans
+Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt
+om ham pludselig Værd; han fik Trang til at takke, men man takker
+ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser». Han ønskede et Øjeblik,
+at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da
+lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han
+takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes
+i dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder. Hun var nu ikke
+blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han ærede hende som
+saadan, -- det var første Gang i sit Liv, han havde næret nogen
+virkelig Ærbødighed for en Kvinde.
+
+Da han snart efter fik sin Søn at se, da han betragtede den spæde
+lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mørkt Haar paa det
+skaldede Hoved, da han saa de store, brune Øjne og de smaa, knyttede,
+blaarøde Hænder, steg Taarerne ham til Øjnene, og det var første Gang
+i mer end tyve Aar, at det var hændtes ham.
+
+Han havde hidtil afskyet Børn, men dette lille hjælpeløse Væsen
+forekom ham at være noget af det mest rørende, han havde set. Det var
+første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og han vilde sikkert
+have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde været enhver
+andens; men dette var _hans_ Dreng, hans egen lille Søn.
+
+«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen.
+
+Den gode Kone -- han havde holdt strængt paa, at det skulde være en
+Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid --
+smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne er i Besiddelse af, og
+svarede ja.
+
+Han løftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i
+Vejret og betragtede den ængstelig.
+
+«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen, «det var da mærkværdigt.»
+
+Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved den taabelige Tanke, at
+Barnet skulde kunne mærke, at det var dets Fader, som tog det.
+
+Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Følelse af Værdighed.
+Hans letsindige, egenkærlige Liv laa bag ham som en Drøm, som
+noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn;
+Familiefaderværdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort
+det, spidsborgerlig og ufri.
+
+Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig Spids, dets Næse trak sig
+sammen, Øjnene lukkedes, og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det
+Krampe?» udbrød Banner.
+
+«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen og tog Barnet ud af hans
+ubehjælpsomme Hænder.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give
+det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende,
+vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for at udtrykke sin
+Taknemlighed og Glæde, men det havde altid været ham vanskeligt at
+finde Udtryk for den Art Følelser, og den Mur af Spot og Kulde, de
+havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde
+heller ikke det mindste Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun
+en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han
+havde ønsket at sige; det ærgrede ham, men han var heller ikke
+senere i Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen
+med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet
+væsentligt at udsætte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin
+Frue.
+
+Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en
+Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men
+han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst
+forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade
+Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Møde, og Vrede over den
+kolde Maade, hvorpaa den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun
+skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigøre sig fra
+den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et
+Øjebliks Tavshed sagde hun med større Kulde, end hun egentlig havde
+ønsket: «Det er en meget kostbar Gave -- maa jeg takke Dig.»
+
+Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mærke til, hun
+havde ophørt at være hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt
+Maal, og Interessen for hende som saadan var kølnet. I det højeste
+ærgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at
+vise hende en Venlighed.
+
+       *       *       *       *       *
+
+I den første Tid efter Barnets Fødsel var Judith ikke mindre lykkelig
+over det end Banner, om det end ikke havde bevirket en saa stor
+Omvæltning i hende som i ham. Ogsaa hende havde det lille Barn givet
+et Maal for Livet, og hun betragtede det i Begyndelsen som noget, der
+alene hørte hende til; hun lagde allerede Planer for dets Fremtid og
+Opdragelse, Planer, hvori ingen tredje Mand var med. Hun var skinsyg
+paa Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen for ikke at
+fortrænges fuldstændig af Barnets Sind. Hun udførte selv Af- og
+Paaklædningen, legede med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke
+forbavset ved paa dette Omraade at finde en Rival i sin Mand. En Dag,
+da hun kom ned i Barnestuen, sad han ved Vuggen og snakkede for
+Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke formaaede at skjule
+det, han forekom hende saa usigelig pudsig i denne Situation. Men
+hendes optrukne Øjenbryn og forbavsede Smil afskrækkede ikke Banner,
+hun traf ham hyppigere og hyppigere hos Barnet. Han sad der saa
+rolig, legede med og talte for den lille paa en Maade, der indbød til
+Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde enhver Tanke om at prøve
+derpaa. Saa harmedes hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar
+han kom; hun spurgte sig selv: «Er det hans Hensigt at berøve mig
+Barnet?»
+
+Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge. Men i hendes
+Fortrydelse over at blive krænket i de Rettigheder, hun udelukkende
+ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde
+blive endnu mere forladt end før, thi hun saa godt, at medens de dog
+førhen havde været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke
+havde noget forud for den anden, saa stræbte han nu at vinde sig en
+Forbundsfælle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at
+staa ene og forladt som aldrig før.
+
+Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble. Hun angrede snart, at
+hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nærhed,
+og hun blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu indsaa hun,
+hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed
+havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til
+hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke
+kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner
+derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi
+rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens
+Nærværelse var hende nok, «thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet
+Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er
+da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behøver
+saamænd ikke at være saa stor paa det.»
+
+Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede Drengens Kærlighed
+til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er» saa
+mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd,
+stammede «Fa'er» efter hende; hun opmuntrede Forsøget, og da Banner
+en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm,
+rakte Hænderne ud og raabte sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra
+Konens Side, som Banner ikke lod ubelønnet.
+
+Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprællede af Utaalmodighed
+for at gaa fra Ammens Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa
+sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at løfte ham saa højt,
+holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han
+sine første vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug
+over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med
+stor Stolthed over sin Bedrift.
+
+Men dette, at Judith mærkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev
+hende det stærkeste Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er»,
+sagde Ammen nok, men «Fa'er -- Fa'er,» raabte den lille halsstarrige,
+knyttede de buttede Hænder og vendte sig vrissende fra sin stakkels
+Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var
+ene, udbrød hun i Fortvivlelse: «Jeg kan ikke gøre for det, men jeg
+mærker, jeg bliver ond.»
+
+Da Erik Banner -- saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin
+Bedstefader -- var et Aar gammel, fordrede Judith paa det
+bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede
+ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt
+Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og
+Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes
+hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lægge Mærke
+til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for
+at vinde Drengens Kærlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og
+fordringsfuld i sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med krænket
+Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham,
+han holdt af. Begge Dele skræmmede Drengen -- saa var han meget
+sikrere overfor Faderen -- men hun kunde vride sine Hænder og spørge,
+om hun da var bestemt til at gaa til Grunde.
+
+Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa Tæppet med en Stabel
+Bøger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede
+Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den
+magelige Mand kunde rejse sig fra sin blødeste Lænestol, naar han
+mærkede smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet «Fa'er», og saa
+Dørgrebet blive bøjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa
+en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre
+Forsættet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte
+slippe Grebet just i det afgørende Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa
+sprang Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to smaa Arme om
+hans Hals, to varme, bløde Læber trykkedes mod hans, og Drengen
+raabte: «Fa'er sød -- gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den
+blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind til sig og svare:
+«Ja, min egen velsignede Dreng!» og lade sig ruske i Skægget og
+kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt.
+
+Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger, og Erik havde en
+vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands
+Tommelfinger endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede, at
+Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have
+saa stor Fornøjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre
+Anvendelse?
+
+I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa
+Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om
+Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners
+Fødselsdag for at bringe deres Lykønskning. Purken sad paa sin Faders
+Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner
+sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det
+ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin søde
+Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig; han holdt nok af hende,
+men ved Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver anden
+Følelse.
+
+Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt
+om Sommeren.
+
+Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit
+Værelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sædvanlig,
+og som det var blevet hendes Vane, fjærnede hun sig fra andre, skønt
+hun godt vidste, at denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde
+hende endnu ulykkeligere og mere bitter.
+
+Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskræmmet af
+overgiven Latter og noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte
+Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig
+bag Gardinet og saa ud. Jo -- der galopperede den stive, formelle
+Johan Banner i den Tro, at han var ubemærket, med sin Dreng paa
+Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det
+gav jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne sine firbenede
+Kollegers Vrinsken.
+
+Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom
+tvært imod en sviende Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette
+Øjeblik, hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give
+sig til at lege med det paa denne Maade. -- Nu var de trætte. Banner
+kastede sig i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom med en Tot
+Græs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i
+Munden og tyggede tankefuld derpaa.
+
+Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo -- ikke med sin
+sædvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig.
+Da vaagnede alle de bedste Følelser hos hende -- aa, endnu var det
+Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med,
+sidde der i Græsset og være lykkelig sammen med dem. Men de brød sig
+ikke om hende, hendes Øjne sved heftigere, Haven og de to dernede løb
+i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig.
+
+Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn, saa lykkelige ved hinanden,
+som Mennesker kunne være det.
+
+«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte Erik.
+
+«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.»
+
+«Giver Du mig da al Ting, Fader?»
+
+«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil være
+artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske,
+end Din Fader har været.»
+
+       *       *       *       *       *
+
+Da Erik Banner voxede til, røbede der sig et Hang til nervøs
+Overspændthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre
+kraftigt end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene; men hans
+Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt til nervøs Pirrelighed.
+Som lille Barn generede stærk Støj ham og kunde endogsaa bringe ham
+til at græde, og senere klagede han over Hovedpine og Træthed. Hans
+overgivne Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed, og hvad
+der maaske vilde være gaaet ubemærket hen hos en Haandværksmands Søn,
+vakte Banners levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt, var enig
+med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet, der allerede kunde
+vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en
+Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget rolig, paabød styrkende
+Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede
+brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig tog. Kininen
+syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en
+saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere
+kunde skelne det ene fra det andet, Nervøsitet fra Uartighed. Erik,
+der blev meget forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende
+Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil
+havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og
+Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith
+havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa
+moderlige Smæk havde straffet hans Uartighed, lærte hun af den
+Forbitrelse, han i lang Tid efter nærede mod hende, at hun maatte
+opgive ethvert Forsøg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde
+lidt af hans Kærlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det
+Slags Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen, at han snart
+tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner
+havde raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let
+have kunnet holde Drengen i Tømme, men hendes stadig tiltagende
+Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans
+Tilbøjeligheder, indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa Tide,
+at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.
+
+Det var en Dag i Høsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at
+Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith læste, men
+lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han ønskede at
+vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom
+ham at være langt interessantere end hans egen.
+
+«Giv Moder Bogen, lille Erik.»
+
+«Nej, jeg vil se i den.»
+
+Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges, og hun rejste sig
+for at tage den fra ham.
+
+Men Erik holdt fast og strittede imod.
+
+«Vær nu en god Dreng, Erik» -- men han hørte intet.
+
+«Jeg vil ha' den!» hvæsede han.
+
+Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald
+af Raseri: «Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs
+paa hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt Bogen over Hovedet
+og sagde venlig: «Lille Erik skal være artig.»
+
+Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans
+Opførsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dør, maalløs af
+Forbavselse. Det var første Gang, han saa Drengen saaledes. Han
+skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hørte
+Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Døren.
+Men i næste Øjeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var
+den hidsige lille Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for
+første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han
+skreg, han snoede og vendte sig, han tænkte ikke længer paa, at han
+befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter
+bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken faldt ubønhørlig ned over ham
+og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han
+skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt. Judith sad i Sofaen med
+Bogen, Stridens Æble, i sin Haand. Hendes Følelser var de samme som
+enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende
+lige saa haardt som Drengen, og hun oprørtes over den «Mishandling»,
+for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men
+det var Mændenes sædvanlige Brutalitet, at glæde sig ved at mærke
+deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød hende at lægge
+sig imellem, og Banner ophørte ikke at slaa, førend det lille Legeme
+slappedes under hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand
+forsvandt, og han mærkede, at Drengen var bøjet og skælvede. Saa slap
+han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der
+sig noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten triumferende
+Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa
+let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans
+Hengivenhed for Faderen, og saa -- saa kunde hun maaske vinde en
+lille Part deraf; hun trængte saa usigelig til Kærlighed.
+
+Hun bøjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. «Stakkels lille
+Pip,» hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad,
+at hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for øvrigt mest af
+Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med
+sit eget Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra hans Pande.
+«Græd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal være god mod
+Dig;» og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes
+dog hans Graad. Hun løftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det
+voldte ham øjensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende
+Suk. «Gør det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder
+skal ikke slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil Du altid
+holde af Moder?»
+
+«Ja,» snøftede han.
+
+«Saa skal Moder nok være god ved Dig.»
+
+Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet til at nære enten
+Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for
+ham, sagde han pludselig:
+
+«Hvor er Fader?»
+
+«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg
+skal nok passe paa Dig.»
+
+Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer Fader snart?» spurgte han
+derpaa.
+
+«Nej, det varer længe, Du skal ikke være bange.»
+
+Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte
+han sig om og sagde: «Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys.
+Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede Hjærte.
+
+Men saa mærkede hun, at han atter begyndte at skælve.
+
+«Hvad er det?»
+
+«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det er «Emir».»
+
+Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle Øjeblikkes Forløb kunde
+hun skælne Hovslagene af en Hest.
+
+«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.»
+
+Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer
+Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og -- og -- nu kommer
+han gennem Gangen.»
+
+«Vær ikke bange, Pip!»
+
+Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren aabnedes, han snoede
+sig ud af Moderens Hænder, hun troede, det var for at flygte, og
+vilde holde ham tilbage, idet hun stræbte at berolige ham; men han
+sled sig løs, og inden Banner var kommen tre Skridt ind i Stuen,
+havde Barnet grebet hans Hænder, klyngede sig op til ham og stammede:
+«Jeg skal aldrig mere være uartig -- aldrig mere.» Og saa begyndte
+han atter at græde.
+
+En stikkende Smerte greb Judith, hun var lige ved at vaande sig under
+den.
+
+Banner løftede Drengen op og kyssede ham: «Fader er ikke længer vred,
+men nu er Du træt og søvnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.»
+
+Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen Indvendinger, han gik hen
+til sin Moder, der sad bleg og tavs i Sofaen.
+
+«God Nat, Moder!» Men hun skød ham fra sig uden at kysse ham. Han
+betragtede hende forbavset, stod et Øjeblik raadvild og gik saa hen
+til Faderen, kyssede ham og forføjede sig derpaa lydig bort for at
+gaa i Seng.
+
+Da han var borte, sagde Judith med haard, næsten ukendelig Stemme:
+«Jeg tror, at Børn er som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler
+dem.»
+
+«Jeg tror,» svarede hendes Mand tørt, «at Drengen indsaa sin Uret,
+derfor bøjede han sig villig.»
+
+«Det maa være en mærkelig Natur, som kan bøje sig for Mishandling.»
+
+«Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved, hvad uavet Trods og Stivsind
+fører til; jeg vil bøje det hos Drengen.»
+
+«Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde at bøje sig.»
+
+Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen svarede han: «Der er
+Mennesker, antager jeg, som aldrig har elsket og aldrig er blevne
+elskede; derfor har de saa ondt ved at skulle bøje sig.»
+
+Hun tav og forlod Stuen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Den Aften kunde hun ikke falde i Søvn; hun kastede sig hvileløs frem
+og tilbage, plaget af sine sørgelige Tanker. Forsmaaet, forraadt af
+sit eget Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en underordnet
+Plads i hans Hjærte. Hun mindedes den længe varende Forbitrelse,
+Barnet havde vist, da hun en Gang straffede det; Drengen brød sig
+sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde jo sagt det:
+«Mennesker, der aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede». Var
+hun et saadant Menneske. Ja -- ja, ja -- hun var aldrig, aldrig
+bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behøvede det, fuldt og helt. Og
+heller ikke hun havde elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke,
+saaledes som hun maatte kunne af hele sit Hjærte, uegennyttig,
+offerberedvillig, selvforglemmende. Nej, hverken sin Moder, sin Mand
+-- eller sit lille Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have
+været fornøjet med den mindste Brøkdel af dets Hjærte; saadan
+Kærlighed stillede jo ikke Fordringer. Dette var altsaa, hvad hun
+manglede, Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag for Dag
+slettere, ligegyldigere og haardere. Aa, vilde det da ikke komme?
+Vilde da ingen elske hende, saaledes at ogsaa hendes Kærlighed blev
+vakt; skulde hun da aldrig lære denne Følelse at kende med al dens
+Berusning, dens Lykke og Sødme, saaledes som den jo dog vel fandtes.
+Thi den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i Bøgerne? Skønt
+-- Gud ved. Hun havde jo dog egentlig aldrig set nogen saadan
+Kærlighed i Livet. Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt
+Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man nøjere til, var den
+maaske Drivefjedren i det hele. Egoisme havde bestemt hendes Moders
+Handlemaade, hendes Stedfaders, hendes egen, ja først og fremmest
+hendes egen; Kærligheden var maaske kun Ord, Indbildning, den fandtes
+slet ikke. Men elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun
+Egoisme; han elskede sig selv, sit Kød og Blod, sit eget Liv,
+sin Fremtid i Drengen, det var alt. Hun fandt en sørgelig
+Tilfredsstillelse i at optrævle ethvert Forhold, hun kom til at
+tænke paa, og finde Egoisme som Kærne i dem alle. Under denne
+Beskæftigelse overvældede Søvnen hende. Men endnu i halvvaagen
+Tilstand mindedes hun Smaahistorier i de danske Læsebøger fra
+Skoletiden om «Rørende Venskab», «Bevis paa Broderkærlighed», «Et
+Negerbarns Kærlighed til sine Forældre» o. s. v., og deri blandede
+sig uklart og forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme Tid:
+«Saa elskede Gud Verden», «Mine Børn, elsker hverandre; jeg er
+Kærlighed», «Kærlighed er Lovens Fylde», og halv ubevidst sukkede
+hun: «At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette!» -- Saa faldt
+hun i Søvn.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende, hun mistede lidt efter
+lidt Lysten og Interessen for alt. Hun havde intet Menneske at knytte
+sig til, intet Haab at nære, slet intet at arbejde for; hensigtsløst,
+betydningsløst var jo det hele, hvorfor saa ikke lige saa godt opgive
+denne Higen efter at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke
+og lade være at plage sig med Forestillingen om, at hver Dag, der
+gik, var tabt for hendes Liv? Hendes Karakter var ikke selvstændig
+nok til at holde hende oppe, hun havde udtømt sig selv; hun havde
+haabet paa i Moderkærligheden og Forholdet til Erik at finde en Spore
+til fortsat Liv og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive
+dette Haab, sank hun sammen og blev sløv. Hun mærkede det, men hun
+gjorde ikke Modstand, det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for
+træt til at stride imod.
+
+Men Banner havde siden hin Efteraarsdag ganske helliget sig sin Søns
+Opdragelse. Han fik ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham,
+Mindet om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i Drengens
+bløde Gemyt; han viste sig at være af det Slags Børn, der kun behøver
+Straf en Gang i deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en svag
+Angst, en vis ydmyg Ærefrygt for Faderen, som om muligt blot forøgede
+hans Kærlighed; Banner mærkede, at Eriks Sjæl laa som det blødeste
+Vox i hans Hænder. Det gjaldt nu for ham om at danne den til et ædelt
+og skønt Redskab, inden den hærdedes, og først og fremmest om at
+bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans egen var bleven Offer.
+Han forbød paa det strængeste Tyendet enhver Slags Forkælelse og
+Underdanighed; belært af sine egne Erfaringer vilde han opdrage
+Sønnen først og fremmest til at blive en dygtig Borger. Han skulde,
+efter hans Planer, besøge en offentlig Skole, studere og arbejde og
+ikke blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han vel en Gang
+kunne give Verden sin Søn som en Adelsmand i bedste Forstand, en fri,
+selvstændig og dygtig Mand, og sige: «Her er oprettet, hvad jeg
+forspildte i mit eget Liv». Denne Tanke knyttede dem endnu
+inderligere sammen; der var til sidst næsten ikke en Følelse hos dem,
+som de ikke delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene eller
+anden Maade skyldtes den anden. Det var maaske for Banners
+Vedkommende en Slags Selvkærlighed, men i saa Fald havde Egoismen og
+Kærligheden til en anden rakt hinanden Haanden og var inderlig
+smeltede sammen.
+
+Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i Italien, begyndte Eriks
+Nervøsitet igen. Man tilskrev det Overanstrengelse paa Rejsen, der
+blev atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet tog af,
+men i Sommerens Løb var det, som om hans Karakter forandredes. En
+forunderlig Blidhed og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af;
+hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt Hængeri; han klagede
+over bestandig Træthed og tilbragte den største Del af Dagen paa
+Faderens Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget varm, Lægen
+mente, at dette og den megen Tordenluft var Skyld i Barnets Slaphed.
+Da Varmen vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested i Norge,
+for at han skulde nyde godt af den køligere og friskere Luft. Det
+hjalp for en kort Tid, men saa vendte Trætheden tilbage, og Erik
+længtes kun efter at komme hjem igen.
+
+«Hvad er der i Vejen med ham?» spurgte Banner Lægen.
+
+«Det er stadig denne Nervøsitet, som han har lidt af fra sin spæde
+Barndom, men, naar han voxer til, gaar det nok over.»
+
+Men det gik ikke over. Der kom tvært imod noget foruroligende
+gennemsigtigt over ham, noget forklaret i hans Udtryk og hele hans
+Væsen, som Doktoren slet ikke syntes om.
+
+       *       *       *       *       *
+
+I Efteraaret udbrød der en Diftheritis-Epidemi paa Egnen. Der blev
+fra Banners Side ofret meget for at skaffe al mulig Hjælp til de
+syge, men først og fremmest blev der dog anvendt den yderste
+Forsigtighed for at vogte Erik for Smitten. Det var ikke saa
+vanskeligt, og Banner var næsten glad over Drengens Stilhed og Ulyst
+til at forlade Hjemmet. Erik kom nu kun ud, naar han efter Sædvane
+red en Tur foran paa Sadelen hos sin Fader, og da kunde man endnu en
+Gang imellem høre hans glade, trillende Barnelatter, men for øvrigt
+blev han stedse mere stille, han lignede en syg Blomst.
+
+En Aften, da han vendte hjem fra en saadan Ridetur, bad han om at
+komme i Seng strax, fordi han var træt. Om Natten havde han Feber, og
+den næste Dag blev der sendt Bud efter Lægen.
+
+«Vi har anvendt al mulig Forsigtighed,» sagde Banner, «og Drengen er
+dog bleven smittet.»
+
+«Deres Søn har ikke Diftheritis,» svarede den gamle Distriktslæge.
+
+Banner drog et Lettelsens Suk. «Saa er det vel intet af Betydning?»
+
+«Forhaabentlig ikke.» Lægen beordrede Is paa Drengens Hoved og
+stadig frisk og kold Luft, ellers intet; og saa tog han bort.
+
+Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede ikke, men laa ganske
+stille og bevidstløs. Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om
+Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lægen.
+
+«Ja, Barnet er meget sygt.»
+
+«Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?»
+
+«Ja fuldstændig.»
+
+«De maa blive her,» sagde Banner da.
+
+«Jeg har flere Patienter.»
+
+«De maa blive her,» gentog Banner uforstyrrelig.
+
+«Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre vil kunne hjælpe.»
+
+«Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i Deres Praxis. De _skal_
+blive her.»
+
+Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret i Sygeværelset, hvor
+baade Banner og Judith nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig
+betænkeligere. Da Aftenen faldt paa, og Feberen endnu stod paa samme
+Punkt, rystede Doktoren paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent
+Bad bragte Drengens Temperatur ned; Lægen bad om at maatte tale ene
+med Banner. Judith sad bleg og taareløs med Eriks lille brændende
+Haand i sin, hun saa efter Mændene, da de gik ud, hun vidste, hvad
+det gjaldt, og hun ønskede lidenskabsløst og dumpt, at hun maatte dø
+med sit Barn.
+
+«Er der Fare?» spurgte Banner, da han og Lægen stod i
+Studereværelset.
+
+«Jeg frygter, at Deres Søn vil dø.»
+
+«Barnet skal reddes, Doktor,» sagde Banner skarpt og bestemt, som om
+hans Befaling kunde udrette noget. «De har Ansvaret.»
+
+«Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.»
+
+«Man tror ikke, før man nødes dertil,» svarede Banner, «men nu har
+jeg jo kun Dem at stole paa. Efter en Pavse tilføjede han: «Jeg har
+her i mit Skrivebord Penge og Værdipapirer til et Beløb af ti Tusinde
+Kroner -- de er Deres, hvis De frelser Drengen.»»
+
+«Hvad nytter det, Døden lader sig ikke bestikke.»
+
+Da først syntes Banner at forstaa Farens Omfang; han greb den
+forbløffede Læges Arm saa haardt, at denne gav sig derved, og raabte
+i en Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den gode Mand blev
+ganske angst: «Sig, at De ikke mener det. Det er umuligt, Barnet kan
+ikke dø! Jeg _vil_ ikke miste ham, han er mig selv, min Sjæl, mit
+hele Liv. Kan det hjælpe, saa tag, hvad jeg ejer og har, alt, mit
+Liv, om det skal være, kun ikke Drengen.»
+
+Lægen vilde næppe tro sine egne Øjne og Øren; var dette den
+blaserede, overlegne Mand?
+
+«Hvad nytter det,» sagde han bedrøvet. «Barnet lever ikke derfor. Han
+har Hjærnebetændelse og ....»
+
+«Det er umuligt. Han er ikke kommet noget til, ikke paa nogen Maade.»
+
+«Det er han ganske sikkert ikke; men denne Sygdom har altid hængt som
+en Fare over Deres Søns Liv. Det er en Følge af hans nedarvede
+Nervøsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer, aldrig været
+meget stærk, og De selv ....»
+
+Banners Ansigt var askegraat, Lægen holdt bestyrtet inde, der blev en
+Pavse.
+
+Saa sagde Banner atter med fuldstændig rolig Stemme: «De undskylder,
+at jeg i et saa alvorligt Tilfælde konsulterer en anden Læge. Jeg er
+bange for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom. Det maa være
+Diftheritis, og jeg agter at raadspørge en yngre Læge, De
+undskylder?»
+
+«Vær saa god!» svarede han, «kun fordrer jeg, at De lader min unge
+Kollega udtale sig uden at kende min Diagnose.»
+
+Banner ringede paa Tjeneren. «Kør til Byen og hent den anden Læge,
+han skal staa op og komme strax. Tag de bedste Heste og vær tilbage
+paa to Timer. Gaa!»
+
+Fem Minutter efter hørte man en Vogn jage ud af Gaarden.
+
+«Nu kører Banners Vogn efter Lægen,» sagde Smedekonen til sin Mand.
+«Alle vore Børn er syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den
+lille Banner blev daarlig.»
+
+«Og saa kommer de sig maaske alligevel,» bemærkede Smeden rolig,
+«det staar alt sammen i Vorherres Haand.»
+
+Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for sin Kone. Doktoren gik
+op og ned ad Gulvet og saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det
+Soveværelse, hvor Judith engang havde syntes, at Søvnen maatte flygte
+og efterlade hvileløse Nætter, fulde af mørke Tanker. Det var nu en
+saadan Nat. Lampen oplyste kun halvt det store mørke Værelse med de
+tunge Gardiner og de svære Møbler, som kastede deres lange
+Slagskygger op over Væggen og Loftet. Ti Skridt herfra havde hun
+ønsket sig, hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte -- men hvor
+forfærdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap sex Aar laa der
+mellem hin Dag og nu. Hun syntes, der var gaaet en Menneskealder hen
+over hendes Hoved. Og her i dette Værelse skulde nu hendes sidste
+Haab slukkes, hendes sidste Glæde dø! Banner sad stiv og rolig, men
+den Kval, han udstod i Ventetimerne, oversteg hans Kræfter og
+tilintetgjorde hans Modstand. Han ønskede hverken at forlænge eller
+forkorte Tiden. Den anden Læge skulde udtale en Livs- eller Dødsdom
+over ham, og han sad og ventede derpaa, men han syntes, at hvis
+Sygdommen blot blev erklæret for Halssyge, saa vilde det dog altid
+være ham en Trøst.
+
+Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og jog Natten op af sin
+dødlignende Stilhed. Hundene gøede, Døre blev revne op og smækkede i,
+og Byens yngre Læge traadte ind. Lige kommen op af Sengen var han og
+i et forstyrret Toilette. Tjeneren havde kun givet ham Tid til at
+kaste de nødvendigste Klædningsstykker om sig, saa havde han sat ham
+op i Vognen, og de var kørte afsted i den fredelige, stjærneklare
+Høstnat, som om Pesten var i Hælene paa dem.
+
+Erik laa bevidstløs og ubevægelig i en glødende Feber.
+
+«Er det Halssygen?» hviskede Banner.
+
+Lægen skottede hen til sin ældre Kollega, tog saa et Lys og førte det
+et Par Gange frem og tilbage foran Drengens aabne Øjne. «Nej, det er
+ikke!»
+
+«Hvad da?»
+
+«Saa vidt jeg kan dømme, Hjærnebetændelse.»
+
+Banner knugede Hænderne sammen, saa Neglene borede sig ind i
+Haandfladen. «Tager De ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at
+Erik ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevægelse, som
+kunde foranledige en Hjærnerystelse.»
+
+Da rettede den unge Læge sig op og med et knusende Blik paa sin
+Modstander og i en overlegen, docerende Tone sagde han: «Det er jo
+ikke sagt, at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser eller
+Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop en Sygdom som denne har
+sandsynligvis sin Rod i tidligere Slægtled, og skønt jeg ikke kender
+Forholdene, var det vel ikke umuligt, at der netop i dette Tilfælde
+kunde ligge en nedarvet Disposition til Grund.»
+
+Banner betydede ham med en Haandbevægelse, at han skulde tie. «Jeg
+beder Dem,» sagde han med klangløs Stemme, «sig mig med faa Ord, om
+der er noget at gøre for Barnet.»
+
+Distriktslægen rystede paa Hovedet, hans Kollega trak paa Skuldrene
+og mumlede, at han var hentet for sent.
+
+«De Herrers Nærværelse er da overflødig?» spurgte Banner stadig i
+samme kolde, brudte Tone.
+
+En ny Skuldertrækning.
+
+«Saa kan der spændes for to Vogne -- eller, det er sandt, de Herrer
+er jo saa enige, at de maaske kan nøjes med en.» Banner havde en stor
+Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af sine Hunde.
+
+Erik gjorde en Bevægelse, Banner bøjede sig over Sengen, Lægerne
+standsede. Drengen aabnede Øjnene og syntes at fæste dem paa Faderen
+med et bevidst Blik. «De Herrer har dog taget fejl, Drengen er
+frelst,» udbrød Banner, «Krisen er overstaaet!»
+
+Lægerne stod ved Sengen, Eriks Øjne var atter lukkede. «Ja,» sagde
+den gamle Distriktslæge stille, «Krisen er overstaaet, Drengen er
+død.»
+
+Banner lagde Haanden paa Sønnens Bryst, Hjærteslaget var standset. Da
+vendte han sig rolig bort, forlod Værelset, gik til sin egen Stue og
+aflaasede Døren efter sig. Men Judith havde skjult Hovedet i Tæpperne
+paa sin Mands Seng, og der laa hun endnu, da Lægerne, efter endnu en
+Gang at have forvisset sig om Drengens Død, forlod Værelset.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Banner sad indelukket i sin Stue, Dag og Nat, vilde ikke tale med
+nogen og overlod til de andre at træffe Forberedelserne til
+Begravelsen. Hans hele Væsen var revet op, Barnet havde været knyttet
+til ham som ved hver Nerve i hans Legeme, og var nu pludselig rykket
+løs; hans Sjæl dirrede af Smerte. Hans Slægt var altsaa dødsdømt, og
+det forfærdeligste var, at han selv bar en Del af Skylden. Det var
+ikke blevet udtalt, men han vidste det godt; og derfor ønskede han
+atter og atter, ikke, at Drengen skulde komme til Live igen, men at
+han dog i det mindste var død naturlig smittet, og ikke som et Offer
+for hele Slægtens og i Særdeleshed hans egen Skyld. Naar denne Tanke
+kom over ham, og den kom tidlig og sent, troede han, at han vilde
+blive vanvittig, og han ønskede det næsten.
+
+Han sad den meste Tid stiv og stille i en Stol og saa ud for sig,
+ventende paa, at den ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde
+stilnes, af ingen anden Grund end den, at det var ham umuligt at
+udholde den. Der kom virkelig ogsaa undertiden Lindring, Øjeblikke,
+hvor han ophørte at tænke, og halvsløv henfaldt i forvirrede,
+usammenhængende Erindringer. Men saa kom Tanken jagende igen: «Mit
+Barn er død, og jeg bærer Skylden,» og saa var han atter et
+hjælpeløst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede han ganske svagt
+frem og tilbage og bankede med Fingrene paa Stolens Arme, tankeløse
+Bevægelser, ved hvis Regelmæssighed han ubevidst stræbte at dulme
+Pinen. Overmaalet af hans Smerte havde lammet hans Sjæl og berøvet
+den Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de store er tavse.
+
+Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa ham. Han rejste sig da og gik
+ind i Værelset, hvor Kisten stod, det var den store smukke Riddersal.
+Han betragtede kun et Øjeblik Barnets Ansigt, saa vendte han sig
+hurtig og gav ved Tegn til Kende, at man kunde skrue Laaget paa.
+
+I det næste Værelse ventede Folk, som var indtrufne til Begravelsen,
+Byens og Omegnens Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem paa
+sin sædvanlige formelle Maade, men sagde intet; en og anden traadte
+frem og mumlede nogle Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold
+og faldt mat tilbage, naar de slap den.
+
+Barnet blev begravet fra hans egen Kirke, der var behængt med sort
+Klæde og Flor; Kirkegaarden kunde næppe rumme Følget. Godsets, Byens
+og Omegnens Folk var der, Proprietærer, Gaardmænd, Husmænd og
+Indsiddere, alt hvad der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone var
+der, begge med grænseløs Taknemlighed i Hjærtet, fordi Vorherre havde
+skaanet deres fem Børn.
+
+«Det maatte dog næsten heller have været et af vore,» sagde
+Smedekonen, «vi har elleve, men de havde kun det ene, og det var
+endda ham, der skulde have hele Herligheden.»
+
+Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han saa ingen af de
+tilstedeværende, han hørte ikke Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen,
+Klokkeringningen eller Graaden. Han bukkede høflig for Præsten, da
+Ceremonien var endt, hilste paa Følget og gik til sin Vogn, uden en
+Taare, et Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede han sig atter
+inde i sit Studereværelse. Han spurgte ikke efter Judith.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun sad ved Vinduet og saa ned over Vejen, hvor Følget bugtede og
+snoede sig, hun sad der endnu, da Vognene senere rullede af Sted fra
+Begravelsen. Hun tænkte paa, hvor godt og lykkeligt det vilde være
+den Dag, de kom fra hendes Begravelse.
+
+Thi hun ønskede at dø. Sorgen havde drevet hende til det yderste,
+Ulykken forekom hende at have overskredet de Grænser, menneskelig
+Evne har til at udholde, og som det jagede, omringede Dyr vendte hun
+sig mod Forfølgeren i Trods. Thi der laa en Forfølgelse bag ved; en
+stærkere Haand martrede og pinte hende. Det var maaske den retfærdige
+og vise Gud, der vilde tugte hende til Omvendelse? Men det skulde
+ikke lykkes; hendes hele Sind oprørtes mod denne Tugt, hun ønskede at
+trodse denne ubarmhjærtige Dommer. Hun vilde ikke tro paa ham, nu
+mindre end nogensinde før. -- Men var han ikke til, saa stod hun jo
+overfor en blind, tilfældig Skæbne, som hun ikke kunde sætte sig op
+imod, eller rette Bebrejdelser imod eller fornægte, en Klippe,
+hvorimod hun kunde løbe Panden i den vildeste Fortvivlelse, uden at
+opnaa andet end at saare sig selv. Det var endnu forfærdeligere, og
+hendes Tanker faldt slappe og afmægtige ned foran denne Mur. De søgte
+sig nye Baner. Drengen var død, uden nogen Sinde at have været noget
+for hende, uden at have lært at elske hende, og nu var det
+uigenkaldelig for sent. For sent! -- Hun lod sig længe martre af
+disse Ord, indtil ogsaa de havde tabt deres Kraft, og hendes Tanker
+dreves videre. Vilde han nogensinde være blevet noget for hende!
+Vilde han ikke have fjærnet sig mere og mere fra hende, og naar han
+en Gang opdagede Kløften mellem hende og Faderen, vilde han da ikke
+have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis.
+
+Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa have ventet sig noget;
+hun nødtes formelig til at være glad over sin Ulykke.
+
+Hvis var da Skylden?
+
+Da kom det med et -- det var hendes Mands! Han havde berøvet hende
+Agtelsen for hende selv, han havde berøvet hende Barnets Kærlighed,
+dets fremtidige Sympati og han havde, ja -- _han_ havde været Skyld i
+Barnets Død. Han havde altsaa berøvet hende Fortid, Nutid og Fremtid,
+og berøvede hende nu endog selve Sorgen. Hun syntes, hun maatte hade
+ham, hade ham af al sin Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og
+hun gav det Rum, indtil det brændende, kvælende overvældede hende.
+
+Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjæl fuldstændig formørket, og
+næsten hoverende sagde hun til sig selv: «Nu er jeg ond.»
+
+       *       *       *       *       *
+
+Paa Gaarden herskede der en dødlignende Stilhed. Banner opholdt sig
+næsten udelukkende i sit Værelse.
+
+Efter Begravelsen havde den Tanke nu og da hjemsøgt ham, at han vilde
+ende sit Liv. Han erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og
+betragtede ikke Selvmord som en uværdig eller fejg Handling. Han
+kunde ikke udholde Livet, det var ham Grund nok til at skille sig ved
+det. Men han maatte først ordne sine Sager. Der skulde gøres noget
+til Minde om Drengen, denne korte Tilværelse skulde ikke forsvinde
+uden Spor. «Min lille Dreng!»
+
+Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som han saa ofte havde sagt
+dem, kælende blødt, til Erik, og da Lyden af dem naaede hans Øre,
+reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og Tankerne brød ind over
+ham som et opstængt Aaløb. Der -- i den Stol havde Erik siddet en
+Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig, ladende som han
+læste, gravitetisk med Faders Lorgnet paa Næsen, og saa havde han
+leet, aa, hvor havde han leet den Dag! Der paa Tæppet havde han som
+lille ligget og revet sine Billedbøger i Stykker, gennem denne Dør
+var han tusinde Gange kommet springende, der stod hans store
+Fotografi, der laa hans Bolt, der et Stykke Papir, som han for kort
+siden havde overmalet med sine mærkelige Tegninger: Mænd med lange
+Næser og tynde Arme med fem strittende Fingre; udenfor Huse, som
+omtrent naaede dem til Knæene. Værelset var endnu fyldt med Ekkoet af
+hans Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det sidste Halvaar og
+den trillende, jublende, overgivne Latter fra tidligere Tider.
+
+For faa Dage siden havde hans Arme endnu omslynget Faderens Hals, og
+hans Læber søgt hans. Nu var det forbi -- forbi for bestandig. Og
+hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i Stolen, skjulte Ansigtet
+i sine Hænder og hulkede saa skærende, at han selv blev forskrækket
+derved. Men medens han græd, sneg en forunderlig Blødhed sig over
+ham, han ønskede at tale med nogen, at trøstes, at finde Hvile og
+Medlidenhed. -- Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet det som
+en Fornærmelse, om nogen vilde have vist ham Medlidenhed. Men nu var
+han saa træt, saa træt. Han mindedes sin Barndom. Tænk, at det var
+den overmodige, stolte Dreng fra hin Tid, der laa her som en
+sønderknust Mand! Han tænkte ogsaa paa sin Moder, han mindedes hende
+kun svagt, men han ønskede, at hun nu havde været der, thi hos hende
+vilde han have kunnet græde sin Sorg ud.
+
+Da kom han til at huske paa, at de jo var to om Tabet, at der jo dog
+var _et_ Menneske, som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte, og
+han fik pludselig Lyst til at tale med hende. Han rejste sig op.
+Ensomheden, Mørket, denne døde Tavshed lagde sig paa en Gang
+trykkende over ham. Han længtes saa smertelig efter lidt Sympathi, et
+menneskeligt Væsens Deltagelse og Tilstedeværelse, og han blev
+formelig bange i Mørket og Tomheden, grebes af en nervøs, sygelig
+Frygt for at være alene.
+
+Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren kom ham i Møde, men
+standsede og traadte til Side for at lade ham passere. Manden var i
+sort Livrée med Flor over Sølvknapperne, hans Ansigt var bedrøvet og
+røbede en ærbødig Deltagelse.
+
+Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers aldrig til sine
+Tjenestefolk uden for at give dem sine Ordrer. De blev betalte for at
+tjene, adlyde og forsvinde som Individualiteter, de blev godt betalte
+og havde følgelig intet at klage over.
+
+Nu standsede han foran Tjeneren og sagde med en Stemme, der var saa
+mild, at Manden forbavsedes: «Det var Dem, jeg sendte til Byen efter
+Lægen. De og Kusken og den Pige, der passede min Søn, kan lade dem
+udbetale hver femhundrede Kroner hos min Godsforvalter -- fra min
+lille Dreng.»
+
+Han gik videre, og Tjeneren blev staaende uden at kunne fremstamme et
+Ord til Tak.
+
+Banner havde naaet Døren til det Værelse, hvor hans Kone plejede at
+opholde sig, han aabnede den efter nogen Tøven. Der var Lys. En Lampe
+brændte svagt paa det lille Bord, der stod foran Sofaen i det ene
+Hjørne af Stuen. Judith sad i Sofaen med et Sytøj i Haanden; hun
+syede ellers sjælden, men nu trængte hun til noget, der kunde
+beskæftige Hænder og Tanker. Hun saa næppe op, da han kom ind, hun
+sad hensunken i sine egne triste Betragtninger. Hun saa ikke, at hans
+tynde Haar var graanet, og at der var kommet lyse Stænk i hans tætte
+mørke Skæg; hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa en Gang
+slappere og mildere Udtryk, at hans Holdning var mindre stiv og
+lignede en Rekonvalescents. Hun kæmpede og arbejdede dybt nede i det
+Fortvivlelsens Mørke, hun havde styrtet sig i; ham ventede hun sig
+ingen Hjælp af, det sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun havde
+kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham. Saa kom han. Hendes syge
+Sind vendte sig bort, hun kunde ikke taale at se ham.
+
+Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy; der hørtes ikke en
+Lyd, næppe nok deres Aandedræt; de sad saa tavse, som om de var
+livløse. Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten tankeløst eller
+maaske, fordi der i hendes Ansigt fandtes Spor af Lighed med Barnet.
+Hun mærkede Blikket, det brændte hende, hun sad som fortryllet i det
+dødstille Værelse med det stive Blik hvilende paa sig. Da var det,
+som om hendes Tanker forvirredes, en nervøs Angst overfaldt hende,
+hun turde ikke blive siddende der, hun kunde ikke udholde dette. Og
+hun rejste sig, hun bad ham med en Haandbevægelse om at lade hende
+komme forbi, hun vilde bort, hun led som under et Mareridt.
+
+Da strakte han Hænderne ud mod hende og sagde bedende: «Nej, bliv
+her!» Men hun forstod ham ikke, hun var kun bange, ophidset og syg,
+hun holdt afværgende Hænderne ud som for at forsvare sig og stammede:
+«Gaa, gaa, lad mig være fri -- jeg kan ikke taale det -- jeg kan ikke
+-- taale at se Dig.» Da rejste han sig og forlod hende.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun gik i Haven; hun erindrede næppe, hvorledes hun var kommen
+derned, men hun gik der, frem og tilbage i den lange Lindealle.
+
+Det var bidende koldt Efteraarsvejr, de røde og gule Blade hvirvlede
+ned fra Træerne og krummede sig brune for hendes Fod, mørkt og trist
+Efteraarsvejr, med Skyer, der drev tungt og lavt som Røg for Blæsten,
+der susede gennem de høje Træer og raslede i de sammenføgne
+Bladbunker. Denne underlige Susen gennem Trætoppene -- den lød først
+fjærnere og svagere, saa nærmere, indtil den brusede dumpt hen over
+hendes Hoved og saa langsomt svindende døde hen som med et Suk. Og i
+Pavserne hørte man disse fjærne, underlige, klagende Lyde, som
+Efteraaret har, der kommer, man ved ikke hvorfra. Naturen gik med
+bøjet Hoved sin Opløsning i Møde. Hun standsede og saa ud over de øde
+Stubmarker. Oppe i Luften drog Vildgæssene bort i en skæv,
+uregelmæssig Trekant, hun hørte svagt Lyden af deres Skrig. Hendes
+Ophidselse havde lagt sig, det var, som om hendes Smerte i hint
+Øjeblik havde naaet sit Højdepunkt, hvorefter Reaktionen var
+indtraadt.
+
+Hun var nu saa blidt sørgmodig, følte hverken Had eller Trods, kun en
+bittersød Trang til at opgive sit Væsen, smelte sammen med den døende
+Natur, hensmuldre med det visne Løv, optages i de tunge, mørke Skyer,
+der foer hen over hendes Hoved. Atter og atter droges hendes Tanker
+henimod hendes Mand, hun kunde ikke faa dem bort derfra. Hun forstod
+nu, hvorfor han var kommen til hende, og, medens hendes egen Smerte
+lagde sig som Havet efter en Storm, begyndte hun at fatte hans. O,
+hvad han dog maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig blødere.
+Naar _hun_ havde sørget saa forfærdelig, hvorledes havde da ikke han,
+han, som satte hele sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt
+og ubestemt den Forandring, hans Væsen og hans Ydre var undergaaet.
+Han var altsaa kommen til hende og havde bedet hende om Trøst; ja, nu
+huskede hun det, han havde strakt Armene ud mod hende og bedet hende
+blive. Og hvad havde hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb
+hende. Hun havde stødt ham bort. Ja, hun havde været syg den Gang,
+afsindig, ude af sig selv. Han var kommen til hende, til _hende_,
+fortjente hun det? Han havde kun havt en i Verden at henvende sig
+til, og han var kommen af sig selv; han havde glemt al Spot, al
+Vrede, al Bitterhed, han var kommen og havde bedt hende sørge med
+ham, og hun havde stødt ham bort. Tusinde venlige Handlinger kunde
+ikke have blødgjort hende, saaledes som denne Tanke, at hun havde
+gjort ham Uret. Da følte hun sig saa beskæmmet, saa lille og ussel,
+og hun fik en smertelig Længsel efter at gøre sin Uret god igen,
+sige ham, at hun havde været syg og utilregnelig, men hvorledes
+skulde hun gøre det.
+
+Hun vandrede frem og tilbage under de sukkende Træer, det blev
+mørkere og koldere, men hun mærkede det ikke, for første Gang i lang
+Tid græd hun mildt og uden Trods, græd over sin Svaghed, sin Synd og
+sine Fejl.
+
+Hun ventede hele den næste Dag, hun lyttede efter hver Dør, der gik,
+efter Fodtrinene i de tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik
+Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til hende, men hun turde
+ikke. Hun gik nervøs og hvileløs om i det store Hus, gik forbi hans
+Dør, men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu mere bedrøvet
+tilbage til sit Værelse.
+
+Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen, hun kunde ikke faa
+Bugt med de nervøse Kuldegysninger.
+
+«Er Godsejeren ene paa sit Værelse?»
+
+«Nej, Prokuratoren er hos ham.»
+
+Tjeneren gik, hun rykkede sig nærmere til Ilden, satte Fødderne paa
+Kamingærdet; hun rystede formelig af Kulde. Bøjet forover stirrede
+hun ned i Flammerne, som legende steg og sank, fangende hendes Blik,
+medens Tankerne gled langt bort, bestandig kredsende om det samme.
+
+Hvor hun gærne vilde have været lykkelig! Hvor hun lidt havde
+forstaaet at blive det! Var det blot hans Skyld?
+
+Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev han maaske sit Testament,
+tænkte han paa at dø? Hvis han nu døde -- hvis han døde!
+
+Døren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker og vendte Hovedet. Det
+var ham.
+
+Hun skælvede over hele Legemet. Aa, var det muligt, kom han igen, var
+det endnu ikke for sent?
+
+«Maa jeg forstyrre Dig blot et Øjeblik?»
+
+Hans Stemme var meget høflig, meget venlig, men hun indsaa det -- det
+var ikke den, hun havde ventet.
+
+«Det er blot nogle Forretninger.»
+
+Hun bøjede Hovedet.
+
+«Sagføreren er hos mig. Jeg vil skrive mit Testament. Jeg gjorde
+nogle Dispositioner, medens Erik levede, men det gælder jo ikke mere.
+Jeg ved ikke, hvor længe jeg lever, eller hvor pludselig jeg kan dø,
+og jeg ønsker at sikre Dig vort Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det,
+hvorom jeg vil spørge Dig er noget andet. Jeg har tænkt at optage en
+Prioritet paa 100,000 Kroner i Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks
+Opdragelse vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat deraf,
+som kan bære vor Søns Navn? Jeg vilde nødig, at han skulde gaa
+sporløst ud af Livet -- som jeg.»
+
+«Jo -- jo,» hviskede hun, men formaaede ikke at tilføje mere; hun
+prøvede derpaa, men det mislykkedes.
+
+«Vi kan senere tale nærmere om Anvendelsen,» tilføjede han, «det
+gælder nu blot om at faa Laanet ordnet. -- Undskyld, Sagføreren
+venter.»
+
+Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af denne Betænksomhed, denne
+Gavmildhed, dette Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel og
+ubeskaaren, mod Slægtninges Krav, han frygtede for at dø uden at have
+sørget for hende! Hvad havde hun givet til Gengæld? Hun havde fra
+første Færd været mod ham som en Uven, en Modstander, hun havde
+anklaget ham, som om han havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke
+den meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig Pige havde han
+gjort hende til sin Hustru, og nu vilde han overdrage hende alt,
+hende, der aldrig havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde det
+som noget, der ganske faldt af sig selv. «Han vidste ikke, hvor længe
+han levede». Det samme mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort før
+han tog sig af Dage. Var det muligt, tænkte han paa at ende sit Liv?
+Hvad havde han dog ikke lidt! _Han_ havde maaske heller ikke haft et
+glad Øjeblik hele sit Liv. Han sagde det jo -- var det ikke
+forfærdeligt -- «gaa sporløst ud af Livet som jeg». Sporløst ud af
+Livet! Han nænnede ikke, at hans lille Barn skulde have levet
+forgæves, skønt han kun blev fem Aar -- men hun da? Hvad Spor vilde
+hun efterlade sig? Hvem vilde mindes hende med Sorg, hvis hun døde,
+eller savne hende? Hun havde ikke været noget for nogen i Verden! Og
+pludselig stod det for hende i al sin forfærdelige Sandhed: «Skylden
+har været Din egen -- kun Din. Dig selv kan Du takke for Tomheden og
+Ulykken, der har ruget over dit Liv, det bunder alt sammen i Din egen
+forfærdelige Egoisme.» Havde hun nogensinde for Alvor søgt at udrette
+noget? Hun havde ønsket at gøre det, saadan i vag Ubestemthed, men
+aldrig taget alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed som at
+besøge sin Moder, kunde hun uden Modvilje bekvemme sig til, skønt hun
+vidste, hvilken Glæde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun gik
+heftig bevæget op og ned ad Gulvet, og som vaagnet af en Drøm saa hun
+et Liv bag sig, et Liv af forspildte Dage, gavnløse Gerninger. Men
+der var maaske endnu Tid til at udrette noget godt -- og hun gav sig
+selv det Løfte, at stræbe derefter, saa vidt hun formaaede.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver søgte og
+fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem
+med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart
+Øjeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa
+til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente
+ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at tale, men naar Øjeblikket
+kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa høflig, saa lidt
+indbydende til Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var hans
+kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og skønt hun ikke længere
+misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun
+stræbte da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke lagde Mærke til, at
+bøde paa sin Uret.
+
+Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig før havde kendt til,
+hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun
+vidste selv næppe hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg
+hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde været
+der og havde efterladt Anelser og Drømme, underlige, betagende.
+
+Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og læste om Brødrene
+Goncourts Liv, deres inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde
+Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige
+Tro, der var Sjælen i det. -- Og den bløde Vaarvind strøg ind ad
+Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn Sang, en
+underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende
+Længsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog -- tænke
+sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken
+Salighed maatte det ikke være? Og med Tanken kom der en ny ukendt
+Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet Kærligheden, men i dette
+Øjeblik vidste hun, at den maatte være til.
+
+Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk
+-- hun jog Tanken bort, men den havde været der.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik aldrig havde levet. Og dog
+havde Barnets Død medført en stor Forandring i hans Moders Liv. Hvor
+var nu hendes ørkesløse Grublerier, hendes sørgmodige Bitterhed,
+hendes haabløse Livsanskuelse? Hun gik om i sit Hjem mild og stille,
+men bestandig beskæftiget. Hun tog sig af sine undergivne, af Sognets
+fattige og al den Nød og Hjælpeløshed, hun saa om sig, men det, der
+indgød hende Lysten dertil, forstod hun næppe selv. Paa den anden
+Side havde den lille Drengs Død ladet Faderen tilbage som et Vrag.
+Hans Livsaanders korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen,
+Johan Banner havde opgivet alt.
+
+Men Forandringen var ikke synlig; de havde i deres Samliv omgivet sig
+med en blank Skal af Høflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om
+Kærnen indenfor begyndte at spire eller smuldre hen. Ensformig gled
+Dage, Uger og Maaneder hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglæder,
+Smaabegivenheder.
+
+Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Værelse for at
+hente en Nøgle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han
+var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede
+Tillid til ethvert Menneskes Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa
+Menneskene for at være Egoister, svage og ulykkelige, men han
+forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle eller bedrage. Hun trak
+Skuffen ud og tog Nøglen, men opdagede saa i det samme mellem
+Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var
+Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik
+det op for hende, at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet
+for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfløjne Dage.
+Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om
+hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke
+løsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den
+Gang kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end nu Mundens halv
+spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde
+beholdt tilbage. Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod
+hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder, der havde kastet
+sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde været
+elskede af ham, om end aldrig saa kort.
+
+Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun
+pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet
+Billede af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke
+ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa
+bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han
+vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skød Skuffen i
+og forlod Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig
+lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det
+virkelig var den Mand, med hvem hun havde været gift nu snart i syv
+Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede
+det næste Morgen, før hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste
+Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde
+Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var
+han ikke?
+
+«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig, «hvem der kan have været i
+mit Værelse.»
+
+«Hvorledes?»
+
+«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.»
+
+«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne.
+
+«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt
+Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg
+tilfældigvis gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er
+aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser
+altsaa, at der maa have været en eller anden i mine Gemmer.»
+
+Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han
+anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at
+vinde Tid ved at spørge paa ny.
+
+«Har Du før mistet noget?»
+
+«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa, det var som sagt et rent
+Tilfælde, der ledte til denne Opdagelse.»
+
+«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?»
+
+«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden
+af, de er ikke borte.»
+
+Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt; hvem skulde begaa
+Tyveri for et Portræts Skyld; for det kan vel ikke være nogen af
+Pigerne --»
+
+Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at
+hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end
+havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra
+sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert
+optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare
+Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var
+hende, der havde fundet det værdt at have? Hun syntes, at det var
+hendes Pligt -- men saa at møde et koldt, forbavset Blik, hun kunde
+ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nærmest paafølgende tog hun
+det vel hundrede Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men kunde
+saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix Ide hos hende, at hun ikke
+kunde faa Ro, før Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa
+Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre Bod derfor, men hendes
+Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Kort før Jul kom der Indbydelse til et stort Middagsselskab paa
+Restrupgaard, som nu var i en anden Ejers Besiddelse. Det skulde
+holdes lille Juleaften. Sørgeaaret var omme, derfor afslog de ikke
+Invitationen, men tog derover. Det var et stort Julegilde, der gaves
+i Restrupgaards gamle Sale; alle Egnens rigeste Landbesiddere var til
+Stede. Banner var en Slags Æresgæst, det var det første Selskab, han
+deltog i, siden sin Søns Død, og han var desuden den største Landdrot
+der paa Egnen.
+
+Judith blev ført til Bords af Værten. Lige over for dem sad Banner;
+hans Borddame var en ung Kone paa Judiths Alder, der netop var bleven
+gift i dette Efteraar.
+
+Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt Taler og drukket Skaaler,
+og da det var et jysk Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa
+Drikkevarerne. Det var fine og svære Vine, som ikke undlod at udøve
+deres Virkning; man spiste, talte og lo, og da Dyrestegen blev sat
+paa Bordet, var Munterheden naaet meget højt. Værten lod Stegen blive
+staaende paa Bordet, Maaltidet var jo Festens Midtpunkt, det maatte
+gerne trækkes ud saa længe som mulig. Han lo og talte mer end nogen
+af de andre, han havde drukket private Glas med enhver af de
+tilstedeværende, han havde drukket deres Skaal offentlig, og medens
+han med jysk Gæstfrihed nødte Gæsterne, foregik han dem selv med
+et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa sig løs? Høsten havde jo
+været god, og den velsignede Jul stod for Døren, Huset skulde vise
+sig i sin fulde Glans. Gæsterne maatte prøve denne eller hin
+«Extra»-Flaske: «Hvadbehager -- den lader sig drikke -- sikken
+Bouquet, hvad?» Og Gæsterne smagte eller lod, som de gjorde det,
+thi de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen ned med
+halvberusede Menneskers Lyst til at blive endnu mere omtaagede. Der
+var ikke Tale om Konversation mere. Da den første Stivhed var
+forsvunden, raabte enhver saa højt, han formaaede. Beretninger om
+blankbrune Hingste, Præmietyre, Dyrskuer, Landvæsensartikler o. s. v.
+udgjorde Broderparten af Æmnerne. Damerne morede sig lige saa godt
+som deres Mænd. De var aldeles ikke forargede over Lystigheden, de
+fleste var fødte der paa Egnen og vante til den fra Barndommen.
+
+Men Judith stemte al denne Munterhed til Tankefuldhed, hun blev tavs
+i denne Højrøstethed og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning,
+der bragte hende til at blegne, trods Heden og Ophidselsen. Hendes
+gamle Sørgmodighed vendte tilbage, om end i en mildere Form. Det
+havde altid pint hende at se Mennesker give slip paa deres Værdighed,
+saaledes som disse støjende, raa Væsner. Skulde de virkelig være
+Skabningens ypperste? Den Aandsspænstighed, som skulde kunne bringe
+hende til at forstaa den svulmende, overstrømmende, animalske
+Livslyst om hende, manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde
+knækket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder, hvoraf
+ethvert milevidt afveg fra Skønhedsidealet, disse skæggede Hoveder
+med plumpe Træk, tykke Læber, stirrende eller dorske Øjne,
+Fysiognomier, som man kunde fristes til at tro, at Naturen havde
+frembragt i en kaad Lyst til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed
+var oppustede og ophedede af Vinen, Maden, Varmen og den megen
+Snakken.
+
+Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun omgivet af en tynd Krans
+graa Haar, men af en paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Næse,
+dybtliggende, alvorlige Øjne og en smuk, fint spottende Mund, et
+Ansigt, der udmærkede sig ved sin Bleghed og Ro midt imellem alle de
+andre, der var saa hede og røde, en Gud mellem en Flok Fauner. Han
+talte meget lidt, hverken livlig eller aandrig syntes det, og dog
+misundte hun pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde hendes Plads,
+hun skulde prøve paa at faa ham til at smile, eller ligesom skjult i
+de andres Støj se at finde Mod til at sige ham -- hvad? Noget
+venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne og undskylde sig.
+Eller blot, ja, om hun blot var en fremmed og kunde begynde forfra,
+helt forfra paa en anden og bedre Maade!
+
+Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig tilbage for at ryge,
+spille Billard, en lille L'hombre, maaske en Smule Hasard. Damerne
+blev alene.
+
+Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig Blondine, hen til Judith og
+sagde med en Livlighed og Fortrolighed, der dels var hende medfødt
+dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprømthed: «Det var Deres
+Mand, jeg havde til Bords, ikke sandt? Jeg vilde næppe tro mine egne
+Øren, da han sagde, at De var hans Frue og havde været gift med ham i
+syv Aar. De ser jo saa ung ud.»
+
+Judith smilte svagt; det var første Gang et Smigreri havde behaget
+hende saaledes: «Jeg var næppe nitten Aar, da jeg blev gift og --
+og,» hun famlede efter et Udtryk, «min Mand er femten Aar ældre.»
+
+«Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder, men blev først gift for
+et Par Maaneder siden. Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke
+Mærke til ham ved Bordet, den smukke, blonde Mand, der sad et Par
+Pladser fra mig?»
+
+Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt Mærke til _en_ Mand blandt
+dem alle.
+
+«De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen saa noget gnaven ud. Han
+er altid fortrydelig, naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke kan
+beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig saa forelsket.»
+
+Den nygifte Frue rødmede, da hun gjorde denne Tilstaaelse halv koket
+halv naivt, og søgte Sympathi i sin jævnaldrendes Ansigt, men hun
+fandt nærmest et sørgmodigt Udtryk. Da tog Fruen hende om Livet paa
+Damers Maner, naar de har Lyst til at være fortrolige, og fortsatte:
+«De maa ofte komme og besøge os; vi har det saa hyggelig og er saa
+glade; vi holder saa meget af Besøg, men vi vil helst blive hjemme --
+for vi er jo endnu i Hvedebrødsdagene.»
+
+Denne Venlighed, denne Fortrolighed berørte Judith forunderlig. Der
+var en Tid, hvor hun vilde have spottet den og vist den tilbage,
+fordi den vilde have generet hende, men i dette Øjeblik, da den saa
+naturlig, saa uventet venlig strømmede hende i Møde, fik hun en
+pludselig Lyst til at tale, til at betro sig til denne Venlighed og
+fortælle om sig selv, om sit tidligere triste Liv, om at hun ikke
+længer var haabløs eller bitter som før, at hun ikke længer troede
+paa Egoisme som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om hele
+denne vidunderlige Forvandling, som hun følte var i Lag med at
+foregaa med hende. Hun syntes, at det maatte kunne vække Genklang hos
+denne unge, livsglade Frue, men saa -- da hun prøvede paa at tale,
+blev hun bange og nøjedes med at sige: «Saa maa De ogsaa besøge os --
+naar Deres Hvedebrødsdage er forbi i alt Fald.»
+
+«Aa ja, det vil jeg rigtignok gærne. De skal have saadan et yndigt
+Hjem, siger man, og De gjør det saa hyggeligt. Ja, er det ikke
+dejligt, saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande Blomster og
+spille rørende Melodier for sin sentimentale Kæledægge af en Mand, og
+være lykkelig ved alt, hvad man tager sig for?»
+
+Judith prøvede atter paa at tale, at fortælle, at noget af dette
+havde hun lært at kende, men først for ganske nylig; men inden hun
+kunde tale, lagde Fruen sin varme, bløde Kind mod hendes og hviskede:
+
+«Vi to vil blive Venner, ikke sandt?»
+
+Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede «Ja».
+
+«Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er det ikke rædsomt at
+skulle spilde en hel Aften blandt dem og kede sig med Anstand. Ved
+De, hvad jeg altid trøster mig med i et saadant Selskab?»
+
+«Nej.»
+
+«Med at tænke paa, at jeg skal køre hjem alene med Theodor. Finder De
+det ikke fortryllende at køre hjem med Deres Mand?»
+
+Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som blev budt om, og de fik ikke
+Lejlighed til senere at fortsætte den. Judith længtes efter at være
+alene, at overgive sig til sine Drømmerier. Hun forlod det varme,
+snakopfyldte Værelse og gik ind i det næste, der stod tomt. Her var
+hverken saa varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette var
+Restrups «Studereværelse», og da hun tog Plads i en Lænestol foran
+Kaminen, anede hun ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex
+Aar siden havde drukket sin sidste Flaske Rum. Men som om den afdøde
+Adelsmands Aand flakkede om paa disse vante Steder, førtes hendes
+Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde en Gang sammenlignet
+ham med sin Mand og ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel;
+hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes til den raa og plumpe
+Landjunkertype, der stod saa langt under Banner. Og dog havde han
+været baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog ikke Adelskabet,
+der gjorde det; det var selve Personligheden. Ja, Banner stod i
+Virkeligheden over dem allesammen, i _hendes_ Øjne idetmindste. Og
+saa var det hendes Husbond; han havde valgt hende, givet hende
+Hustruens Plads ved sin Side, hun blev respekteret af ham som saadan
+og ved ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond, og det var med
+ham, hun i Aften skulde køre hjem.
+
+Da sagde hun pludselig fast og bestemt til sig selv, at nu skulde hun
+gribe Lejligheden og tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse.
+Medens Mørket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde hun gøre Skridtet
+og komme til ham. Det var bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og
+skønt Beslutningen kun hidrørte fra hende selv og kunde forandres af
+hende selv, opfyldte den hende dog med en forunderlig Angst. Om en
+Time, om 60 korte Minutter vilde Banner lade spænde for, saa fra
+Øjeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge sig og bede om Tilgivelse.
+
+Hun vendte tilbage til Damerne; nu var Passiaren livlig, men hun
+havde ingen Ro til at deltage i den. Der lød Bulder udenfor, det var
+Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet af Pousse-Cafeerne,
+deres Spil og Disputeren. De talte højt, lo og skændtes.
+Politik, Avlsredskaber, Kreaturer, Bygningsforetagender,
+Assurancespørgsmaal, Processer, Vanskeligheder med Tjenestefolkene
+blandedes mellem hverandre. Ny Jærnbaneanlæg, Vejforbedringer og
+Skatteligningsspørgsmaal var under Debat, ny Opfindelser
+paa Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger,
+Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer, Ringtromler,
+Halmrystere, summede om ens Øren. Men disse Ting kedede slet ikke
+Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det havde været muligt for
+nogen at skaffe sig Ørelyd, vilde de sikkert med Opmærksomhed have
+fulgt de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i den senere Tid
+stræbt at faa Interesse for og Kendskab til disse Ting, der hørte
+hjemme i den Verden, der omgav hende og vedrørte hendes Mands
+Beskæftigelse og Livsstilling, men denne Aften kunde hun ikke følge
+Debatten med den ringeste Opmærksomhed; alle hendes Tanker samledes
+om Banner, der syntes træt og overanstrængt og ikke tog videre Del i
+Samtalen. Hun saa, han forlangte sin Vogn, og der gik en forunderlig
+nervøs Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der var forspændt,
+Banner bød hende sin Arm. Da de havde taget Afsked med Vært og
+Værtinde, gjorde de en ceremoniel Bøjning for det øvrige Selskab,
+idet de trak sig tilbage. Men ved Døren stod Judiths ny Bekendtskab,
+den unge Frue. Hun rakte Judith Haanden og hviskede: «De kan sagtens,
+men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart skal afsted.»
+
+Judith og Banner steg ind i deres Vogn, Tjeneren skyggede for det
+viftende Lys, bukkede og slog Vogndøren i, medens Lyset slukkedes.
+
+De rullede afsted i den mørke, men stjærneklare Frostnat. Ude over de
+nøgne, frosne Marker saa man hist og her Lyset i en Bondehytte
+glimte; det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt stille, selv
+den lette Vogn bevægede sig næsten lydløst henad den jævne, frosne
+Vej.
+
+Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang, hun prøvede derpaa, blev
+hun bange for at høre sin Stemme i denne dybe, velgørende Stilhed.
+Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevægelig, hun kunde næppe skimte ham i
+Vognens Mørke, han sov ikke, det kunde hun høre paa hans lette
+Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker.
+
+Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt hende noget ind. «Vil Du
+ikke ryge?» spurgte hun. Hun vidste, at han vilde sætte Pris derpaa.
+
+«Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.»
+
+«Aldeles ikke, tvært imod.»
+
+Han tøvede endnu.
+
+«Jeg forsikrer Dig, Du maa saa gærne.»
+
+Han tog sit Cigaretui frem og strøg en Tændstikke. Ved det korte,
+stærke Lysglimt saa de halv blændede paa hinanden. Han lidt
+forbavset, hun noget spejdende og ængstelig. Hun saa hans Ansigt
+dukke frem og forsvinde igen i Mørket ved Flammens Stigen og Synken,
+medens han tændte Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets
+Udtryk. Saa slukkede han Tændstikken og skød Vinduet ned. Mørket
+indhyllede dem dybere end nogen Sinde.
+
+«Du fryser vel ikke,» spurgte han, «vil Du ikke have min Pels om Dig;
+den ligger paa Bagsædet?»
+
+«Tak, jeg fryser ikke.»
+
+Saa blev der atter fuldstændig Tavshed. Hun saa Ilden i hans Cigar
+snart gløde op, snart fordunkles af den lette Aske. Hun saa den fine,
+blaahvide Røg hvirvle i Vejret og trække ud af Vinduet ud i Mørket og
+Kulden, men hun tav stadig. «Nu vil jeg tale -- nu -- nej nu,» men
+hun gjorde det ikke.
+
+«Generer Cigaren Dig virkelig ikke?»
+
+«Aldeles ikke, tvært imod.» Hun var saa fattig paa Ord i dette
+Øjeblik, at hun kun formaaede at gentage de alt udtalte.
+
+Atter Beslutninger om at tale, der lammede Tungen og truede med at
+sprænge Hjærtet, hver Gang hun gjorde Forsøg paa at udføre dem. Hun
+maatte tale, inden det blev for sent -- ak, det var allerede for
+sent; den dumpe Lyd sagde hende, at de kørte ind i deres egen Gaard.
+Hundene gøede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme. Lys bevægede
+sig gennem Værelserne, det var Tjeneren, som kom løbende for at tage
+mod dem. Men Banner havde allerede aabnet Vogndøren og var sprunget
+ud, han rakte sin Kone Haanden, hun rystede af Kulde, da den skarpe
+Natteluft slog hende i Møde. Da hun vilde sætte Foden paa Jorden,
+mærkede hun, at hendes Slæb maatte være lukket i Klemme i Døren lige
+over for. Men det var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfæstet,
+hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand. Han kastede sin Cigar
+og greb hende i rette Tid i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt.
+Der stod de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han kunde ikke
+slippe hende, og hun kunde ikke rejse sig. Et Øjeblik fik hun den
+Ide, nu at tilhviske ham, hvad hun vilde have sagt ham før, men nej,
+det kunde jo se ud som noget anstillet, «en Kasten sig i hans Arme»,
+og hun tav. Han havde imidlertid løftet hende op i Vognen igen; der
+løsgjorde hun med Lethed sin Kjole, og det hele havde varet saa kort,
+at hun, da Tjeneren kom med Lampen, steg ud igen uden noget nyt
+Uheld. Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at sørge for
+Rejsetøjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen. Her bukkede han
+for hende og ønskede hende Godnat.
+
+Saa gik de hver til sit.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun kunde ikke sove. Tanken om at have været ham saa nær, uden dog at
+være kommen ham nærmere, satte hende i nervøs Bevægelse. Selv den
+flygtige og ufrivillige Berøring, da han havde opfanget hende i sine
+Arme, gjorde hende saa underlig glad og bevæget. Hvad var da
+foregaaet med hende? Hun gav sig ikke Ro til at undersøge det, thi
+stadig vendte Tanken om dette underlige Favntag tilbage og
+forstyrrede ethvert Forsøg paa at komme til Klarhed herover. Hun
+vidste kun, at hun følte sig lykkelig, at et nyt Haab paa Livet var
+brudt frem i hende, at hun følte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa
+dalede endelig Søvnen ned over hende, og hun sov ind med Hænderne
+under Hovedet, Hovedet bøjet tilbage og et Smil paa de halvaabne
+Læber.
+
+Hun havde kun sovet kort og meget let, da hun vaagnede op med et Sæt,
+som om hun var bleven vækket ved en pludselig, stærk Støj.
+
+Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at hun ikke selv efter nogle
+Øjeblikkes Stirren formaaede at skælne den mindste Genstand. Og saa
+var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde,
+hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede.
+Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stønnende
+smaa Lyde lod sig høre, der ellers om Natten forfærder den, som ikke
+kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de
+kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun løftede
+uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stødte mod
+noget Kistelaag.
+
+Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig som et dæmpet Suk
+eller en svag Stønnen. Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede
+hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et
+Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Soveværelse, der stødte op til
+hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset,
+pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige
+Længsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent --
+«han havde skudt sig -- det var hans Dødssuk!» Om hun selv havde
+været Vidne dertil, kunde hun ikke have følt det med større,
+rædselsfuldere Vished. I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme,
+havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede
+frem, hun formaaede ikke at bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed.
+I Selskabet i Aften havde han været saa stille og alvorlig; og
+desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu
+havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste
+vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder, der syntes at
+have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser.
+De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden berøvede sig
+Livet; Banner havde for to Dage siden været i Byen og talt med sin
+Sagfører; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse
+fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans
+Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede
+efter en Gentagelse af Lyden.
+
+Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gættet
+rigtig, hvis han nu laa død der inde, ti Skridt fra hende! Der
+overfaldt hende en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede
+hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham død,
+vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke
+længer kunde høre det, og saa -- saa, hun kunde ikke tænke videre.
+Hun famlede efter Svovlstikker, hun strøg den ene af efter den anden,
+men de slukkedes i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun tændt en
+Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i
+tynde Kæder, som en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for
+saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var
+hende, der var den døde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes
+Sind, som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik.
+
+Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af
+sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa,
+tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende af Kulde og Angst,
+med klaprende Tænder og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der
+førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket af; hun drejede
+Nøglen om og foer sammen ved den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren
+lydløst og traadte ind. Hun havde ikke været der siden hin Nat, da
+Barnet døde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved
+Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt, kun
+sit eget bankende Hjærte. Hun listede sig nærmere som et Spøgelse,
+hun vovede næppe at skaffe sig Vished -- ak, der laa han med Ansigtet
+vendt opad, bleg og stille, men -- men -- Du naadige og barmhjærtige
+Gud være lovet! -- rolig sovende, ikke død.
+
+Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde, det var hende, som om
+en stor Fare var overstaaet. Hun bøjede sig over Sengen med Lampen i
+Haanden -- som Psyche over Amors Leje -- tænkte hun med et svagt
+Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmæssige Ansigt,
+hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Træk
+om Munden, med de lukkede, dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen
+tegnede en mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke været om at
+opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans
+Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Læber
+nærmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede
+som et Barn: «Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg
+har gjort Dig.» Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste
+sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør det, der
+intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere
+har at haabe eller ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen
+fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst Værelset; Nøglen
+blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin
+Seng.
+
+Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og hviskede jublende, med
+ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg
+elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første og eneste Gang i mit
+Liv. Kærligheden er til, jeg føler den; den gennemstrømmer hele mit
+Væsen, den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu
+tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!»
+
+Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: «Jeg elsker
+-- elsker! Hører Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig
+med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.»
+
+«Nej -- det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham længe,
+skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?»
+
+Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor. «Var det fra den Gang,
+vi mistede Erik, da jeg saa ham bøjet, saa ham lide og dog ikke
+klage? Nej, det var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg
+og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse, hendes
+Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde været Kærlighed
+alt sammen, eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket ham,
+ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun saa ham. Da var Frøet
+i hendes Sjæl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og
+det havde saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse, i
+Længsel og Savn, gennem stenet Grund og soltørret Muld. Ustandselig
+havde hendes Kærlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bøjet
+hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brøde,
+da var den brudt helt frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst
+helt overskyggende hende -- nu saa hun det. Og hun følte, hvorledes
+den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt,
+hvorledes den ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod den
+mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og hun, der havde sørget over
+sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde
+tvivlet om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu jublende til
+den.
+
+Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse, hvor hun havde brugt
+alle sine Kræfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe,
+hvilket stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog
+ikke været. Men nu var Kampen forbi -- ogsaa hun var omsider kommen
+til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun
+rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.
+
+Og hun sov atter ind for ikke mere at skræmmes op af sin Hvile.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun klædte sig omhyggelig paa næste Morgen og betragtede sig nøje i
+Spejlet. Var hun ikke begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes
+Øjne var endnu klare, og Sorgen havde ikke gravet sine Furer i hendes
+Ansigt; hun havde aldrig været saa glad over sin Skønhed som nu. Hun
+løb ned ad Trappen til Spisestuen, hun nynnede sagte, da hun lavede
+Kaffen og ristede Brødet. En lille Angst paakom hende; maaske han
+vilde spise Frokost paa sit eget Værelse, og hun længtes dog saa
+meget efter at se ham, at høre ham tale, om end nogle ligegyldige
+Ord.
+
+Der kom han. Hun turde ikke se op paa ham for ikke at røbe sin
+Bevægelse.
+
+«Befinder Du Dig vel?» spurgte han, idet han tog Koppen af hendes
+Haand, som det, at han var hende nær, bragte til at skælve.
+
+«Tak -- jeg har det godt.»
+
+Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord
+at sige, uden at kunne finde nogen.
+
+Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte hendes, og hun rødmede
+-- taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt hende,
+og nu -- hvor havde det for Resten været muligt?
+
+«Tillader Du, at jeg ser min Post?»
+
+«Gærne.»
+
+Han foldede Avisen ud og gennemløb den hurtig; derefter kom Turen til
+Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han med
+synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Læsningen.
+
+Hun saa forundret paa ham.
+
+«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris.
+Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner.
+Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besøge mig i Sommertiden,
+sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i København. Han lovede
+det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min
+Indbydelse vil gæste os, og -- ja, han er en pudsig Fyr, han skriver
+-- ja, Du kan jo selv læse det.»
+
+Han skød Brevet over Bordet til hende. En løjerligere Skrift havde
+hun aldrig før set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstrøet
+med en utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa
+piggede og vortede Dyr. Hun skød det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse
+det.»
+
+«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strør Sand paa; jeg
+husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: «Da Du altid
+har anmodet mig om at besøge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide,
+at der vist maa være noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke
+under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved
+Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige københavnske
+Kost og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min
+Besøgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu
+foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nevø,
+som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle
+Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et
+Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig
+derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer paa
+Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue,
+hvem det særlig skal glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du ikke
+vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra
+København i Morgen. Din hengivne o. s. v.» -- Det vil sige, antager
+jeg, at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til Haven i Stand?»
+
+«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just
+nu. Hun havde ønsket at være ene med ham netop nu, men han var
+aabenbart meget oplivet.
+
+«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig ogsaa for Din Skyld;
+Du trænger til Adspredelse.»
+
+«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har
+det.»
+
+Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort.
+
+«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget
+imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?»
+
+Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var Skik, at Godsherren Juleaften var til Stede i Kirken. Det
+havde rigtignok tidligere ogsaa været Skik, at Herskabet var der hver
+Søndag; men siden Banner var kommen hjem fra Udlandet, gik han kun i
+Kirke en Gang om Aaret, nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han
+helt vilde bryde med den gamle Skik, der af Bønderne næsten
+betragtedes som Lov og Ret.
+
+Det blev en kold, stjærneklar Frostaften, og Vejen over til Kirken
+laa hvid og blank i Maaneskinnet. Judith stod ved Vinduet og ventede
+paa sin Mand, færdig til at tage afsted.
+
+Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget mod at gaa til Kirken?
+Kusken kan saa ogsaa komme med.»
+
+«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og vendte sig om mod ham.
+
+Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han betragtede denne
+Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til
+bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det
+saa godt, men hun turde ikke berøre Sagen.
+
+Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem.
+
+«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod Sædvane opfarende Tone.
+
+«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg skulde bære det, mente jeg.»
+
+«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig. «Jeg kommer vist ikke til at
+fryse.»
+
+«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter rolig. «Men De skal ikke
+følge med. Giv mig Tæppet.»
+
+Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side
+rørte hende.
+
+De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra
+Kirketaarnet, stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille, kolde
+Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen
+trængtes Folk allerede for at komme ind.
+
+Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, førte ligesom
+uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig
+dirrede af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!»
+
+Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes ærbødig og mumledes
+mangt et glædeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den
+nysgerrige, ventende Flok.
+
+De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en
+gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de øverste
+Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Døren, hvor Bænkene bar
+Spor af forhenværende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten
+i Form af udskaarne Hjærter med deres og deres udvalgtes Navnetræk,
+eller Damspil, afridsede paa Sæderne. Langs de nøgne Mure hang
+Votivtavler med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende
+Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv--fjorten
+Børn i nedadgaaende Størrelse til begge Sider og de døde Børn
+liggende foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken meget
+tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel, som gamle Erik Banner
+havde bekostet for at gøre sit til at fremme Gudsfrygten hos
+Menigmand.
+
+Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at
+unddrage sig de andres Opmærksomhed; men Judith sad helt ude ved
+Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede
+den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og
+Glæde.
+
+Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som
+Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her
+havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke,
+her havde han -- smerteligst af alt -- for to Aar siden siddet med
+sin lille nysgerrige, glade Dreng.
+
+Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle jublende Julesalme, gik
+der som et Sæt igennem ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst
+men nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han tvang sit oprørte
+Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes
+Nærværelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger ind over
+ham, han bøjede Hovedet og led resigneret. «Et Barn er født» sang de
+jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt,
+men endnu bedre Spaadommen til Marie: «Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd
+gennemtrænge.»
+
+Men i Judith genfødtes al den Glæde, de sang om; for første Gang i
+mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for
+al den Lykke, som var født i hende.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for
+ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde
+faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet
+og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det
+hele!
+
+De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst, da de ikke kunde give
+hinanden noget, som de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte
+hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne
+Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed.
+
+Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var
+gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste
+Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre det, nej, ikke om det
+saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun
+mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans
+Nærhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner
+var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag
+vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse.
+
+Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.
+
+Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brød sig om
+at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at
+vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været hende imod, naar han
+foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig
+ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende
+kærkomment.
+
+Spillet interesserede Banner. Han plejede at lægge sin Plan i
+Forvejen og gennemføre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just,
+som han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand, daarlig nok
+til aldrig at kunne ødelægge hans Planer. Naar han havde omringet
+hende, bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort hendes
+Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde
+han triumfere et Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde for
+fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde
+altid før irriteret hende, men denne Aften var det hende en
+Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den
+overlegne.
+
+De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners Schak! -- Madame! og
+hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne
+op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled.
+Uformærket forløb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst
+blev Judith træt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var
+Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed, de frugtesløse Forsøg
+paa at forsvare sig, havde udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at
+være ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var vegen for en
+svimlende Træthed.
+
+Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op.
+
+Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men da hun skulde flytte
+Bønderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled
+fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrængt
+ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det.
+
+«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min
+Hensynsløshed,» og med lidt Anger over sig selv og Beundring for
+hende tilføjede han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa være min
+Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet sammen og rejst sig op;
+han rakte hende nu Haanden til god Nat.
+
+«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,» sagde hun sagte.
+
+«Maa jeg takke!» -- han bøjede sig høflig -- «ogsaa for Din
+overordentlige Taalmodighed.»
+
+«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han smilende, «vi har jo
+allerede Julemorgen.»
+
+Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom virkelig den følgende Dag.
+Den første var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i
+Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis strøget bag Ørene
+og et stort Skæg. Hans første Entrée satte Judith i ikke ringere
+Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen,
+omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nærværelse -- Banner
+fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring -- og derpaa hilste
+han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun særegne
+Omstændigheder havde forhindret i at blive dus med.
+
+«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tøjret til den nydeligste
+Tøjrepæl af Verden og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske sig.
+Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han
+var en forfløjen Fyr i sine unge Dage. Ak ja -- det var den Tid, man
+selv var en slank Yngling,» og han skottede mistrøstig ned ad sin
+runde Person. «Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille Duodezudgave
+af Menneskeheden -- hvad behager?» Og han slog sin Nevø paa
+Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strøm,
+Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og
+ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel.
+
+Han var et usædvanlig smukt Menneske med en prægtig Figur, krøllet
+brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, næsten
+overmodigt Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i
+enhver af sine Bevægelser. «Han ligner saadan en ung græsk Halvgud,»
+plejede den beundrende Onkel at sige.
+
+Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar reves med, i Begyndelsen
+vistnok lidt modvillig, af deres Gæsters Munterhed.
+
+«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax -- hvad Johan? Men
+endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris --
+husker Du? Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dækket.
+Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, Ænderne ere brændte?»
+
+Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin
+Velopdragenhed nødig for ikke at røbe sin Forbavselse.
+
+«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge følge bag
+efter.» Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens
+Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet med Arrangementet,
+fulgte efter med Judith.
+
+«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde
+gifte Dig. Men jeg var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg sagde:
+«Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i
+Kærlighedens Rosenlænker.» Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte
+Aar siden, og hvor længe har Du nu været gift?»
+
+«Syv Aar.»
+
+«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han
+forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han
+aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa
+Johan, skammer Du Dig?»
+
+«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte.
+
+«Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker
+blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i
+Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.»
+
+«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil og strøg sig om sit
+graanende Skæg.
+
+«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der sætter Dig
+graa Haar i Hovedet -- eller Skægget maa man vel sige.»
+
+«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner alvorlig, «Du ved
+maaske, at jeg har mistet en Søn.»
+
+«Ja -- ja,» sagde Hellman med pludselig Alvor. «Det vidste jeg og
+burde have tænkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel --»
+Resten forsvandt i en Brummen.
+
+Banner skød sin Stol tilbage og ønskede sine Gæster vel bekomme!
+Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde
+Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod sin Nevø til Fruen.
+Herover følte August Strøm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i
+hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog kunde hun
+undertiden sige et og andet, der røbede en hos Kvinder usædvanlig
+Smag og Interesse for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke mindst dog,
+fordi han i hende syntes at have truffet en af de skønneste Kvinder,
+han nogen Sinde havde set.
+
+Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i
+Dagligstuen, gjorde hendes Nærværelse ham næsten begejstret
+veltalende.
+
+«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,» lød da Hellmans muntre
+Stemme, «for nu vil jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han
+sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og
+nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i
+Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter
+at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de første mægtige
+Akkorder i Ouverturen til «Don Juan», tabte al Skarphed sig, og
+Mozarts herlige Musik brød som et brusende Væld af Toner frem under
+hans øvede og kraftige Hænder. Nu var han ikke længer den joviale,
+gemytlige Tyksak, men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og
+medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang han dem ind under sit
+Spils Fortryllelse.
+
+Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun mærkede, hvorledes Musiken
+berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs
+til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet, men med Sanserne. Hun
+droges til ham, den livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men med
+hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne alene, havde hun ikke
+formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fødder og
+tilstaaet ham den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol
+stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken og den skønne Kvinde,
+han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes
+skikket til at forsvinde i et Aandesyn.
+
+Banner havde lænet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Knæ, under
+de halvsænkede Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at der
+var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervøs eller ude af
+Ligevægt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde være Grunden
+dertil.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Da Hellman og Strøm om Aftenen traadte ind i deres fælles Dagligstue,
+som laa mellem deres Soveværelser, fandt de den opvarmet og oplyst.
+Dette fristede dem til at slaa sig til Ro endnu en Times Tid for ved
+Cigaren at drøfte Dagens Indtryk.
+
+«Det forbavser mig,» sagde Strøm, «at finde noget saa vidt
+forskelligt fra, hvad jeg havde ventet. Er det virkelig den
+Fusentast, Du har omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke en
+Gang kan tø op i godt Selskab.»
+
+«Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke
+mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa
+den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg
+egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da nødvendigvis
+sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske
+fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed for at holde Folk
+tre Skridt fra Livet.»
+
+«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har næsten overrasket mig
+endnu mer. Husker Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes
+Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet
+ikke smuk.»
+
+Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lænestol, men ved
+Strøms Ord rettede han sig og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter.
+
+«Naa, saa Du vil være Kender af Kvindehjærtet, August? Frøkenens Ord
+tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil
+jo aldrig erkende det andets Skønhed. Frøken Blight har Teint som en
+Reseda, følgelig ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har gult,
+glat Haar opsat à la chinoise, altsaa finder hun et lokket,
+brungyldent Hoved skrækkeligt; hendes Øjne minder mig om sammenløben
+Mælk, hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners, der jo kan
+modne sure Stikkelsbær ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke,
+at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.»
+
+«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er henrivende, har Du set hendes
+Næse og hendes Hage, og sikken Figur!»
+
+«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele
+som en Næse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for
+øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er -- ret net!» Og Komponisten brast
+paany i Latter.
+
+«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at de lever godt sammen? Der
+er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.»
+
+«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman, «jeg har observeret, at
+naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne
+charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?»
+
+«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked
+af denne blaserede, ci-devant Roué, Gud ved, om hun overhovedet
+nogensinde har vidst, hvad det er at elske.»
+
+«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære hende det. Men det skulde Du
+for Resten være lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at
+spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok være, at Du ellers
+kom til kort, naar Du prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var
+altid en farlig Mund for Kvinderne.»
+
+«Maaske for ti Aar siden.»
+
+«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.»
+
+«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand -- --»
+
+«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde
+virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for
+Yderlinjer. Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at ihvorvel han ikke har
+Din Garderhøjde og Dine Bjørnekræfter, er han elegant og smukt
+skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine -- han er mindst
+lige saa smuk som sin Hustru.»
+
+«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?»
+
+«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller har engang Ret til at
+betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags
+Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved
+Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et
+Forhold som dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit
+Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.»
+
+«Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke -- han, som har været
+baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v. Det
+var ellers en underlig Skæbne til at gøre en ulykkelig!»
+
+«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig heftig og sprang op,
+«hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg
+mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en ung, levedygtig Slægt
+og Stand; vort Blod løber rask, vort Mod grænser til Overmod, vort
+Liv er Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt Slægt, der _har_
+levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand
+eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger
+som Banner. Vi sejler med Strømmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og
+Kunstnere er Nutidens Adel, men han kæmper mod Strømmen og
+Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en
+Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle
+Hold. Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde. Slægten er mærket
+og dødsdømt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den
+skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg
+kunde elske ham ene og alene derfor.»
+
+«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig
+havde gjort noget Indtryk. «Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er
+derefter; men en ung Kvinde!»
+
+«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun vilde kunne blive lykkelig
+derved.»
+
+«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke Mærke til, at Din Spøg over
+deres ægteskabelige Forhold generede hende?»
+
+Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og
+svarede nu i sin sædvanlige muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt
+af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit
+ungdommelige Sværmeri let gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage
+Dig i Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe ind i Forhold,
+man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog
+anrette ubodelig Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition,
+som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde
+korrigere en Mesters Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa vi
+rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar,
+hvorledes Dissonantserne hører med til Stykkets Karakter.» -- Nu var
+Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet
+Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører til de Kompositioner, man maa
+vænne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at
+forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende, men, naar man
+først har lært den at kende, ubeskrivelig tiltrækkende med al sin
+Smerte, sin Kamp og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil
+se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man
+elsker dog. Ja, Du hører nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det
+samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder her, er vi to
+færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gør Du, det nægter jeg
+ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa
+ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg og Smerte. Nu er jeg
+træt af at tale og længes efter Sengen, behag derfor at trække Dig
+tilbage -- Godnat!»
+
+August Strøm saa op med et Smil og sagde: «Sig mig kun Onkel, hvad
+Musik ligner da hun?»
+
+«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt skød sin Nevø ud af Døren,
+«lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?»
+
+Efter at den første Tilbageholdenhed og Generthed fra Banners Side og
+den første forcerede Lystighed fra Komponistens var overvundet, øvede
+de to forskellige Naturer samme Tiltrækning paa hinanden som for
+mange Aar siden i Udlandet. Plebejeren, der ved sit Geni havde
+svunget sig op til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret den
+Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer dem, som skylde
+sig selv alt, droges hemmelig til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling
+og Finfølelse saa at sige var medfødte, medens Banner paa den anden
+Side blev tiltrukken af Kunstnerens Dygtighed, glade Sind og
+elskværdige Djærvhed. Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig
+havde rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes deres gamle
+Kammeratskab at fødes paa ny. Banner var paafaldende forandret, hans
+Livsaander syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra sine unge
+Aar, saadan som Judith aldrig havde kendt ham. Han disputerede med
+Hellman, saa Værelserne genlød deraf, de opfriskede Ungdomsminder og
+lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor Døren. Hellman havde vendt
+op og ned paa al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden, talte
+til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne i Kinden, naar han mødte
+dem paa Gangene, ja han gav endog Banner saadanne respektstridige
+Betegnelser som: Tørvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon m. m. Han
+drillede sin Nevø paa enhver tænkelig Maade, og gjorde Løjer med
+Judith; han hørte til de Mennesker, der kan sige og gøre alt, uden
+at fornærme.
+
+Og Ahnbjerggaard var som det fortryllede Slot i «Tornerose», der er
+vakt af en hundredaarig Søvn. Den genoplivede Prinsesse var Judith,
+thi var Forandringen stor for alt andets Vedkommende, var den dog
+størst for hendes. Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet
+og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en
+Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for det, der opfyldte
+hende. Hun kunde sidde smilende og lade sig vugge ind i glade
+Fantasier af Musikkens Toner, og naar den unge Arkitekt talte til
+hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens Herlighed og Lykke,
+var det som et nyt Akkompagnement til alt, hvad hun drømte om, det
+vidunderlige, der skulde komme.
+
+August Strøm havde ikke formaaet at følge sin Onkels Raad. Han lod
+sig Time for Time rive mere med af sin Beundring, hans unge Sind
+overgav sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde lært hende at
+kende, just som Forvandlingen foregik, da Puppen bristede og hendes
+længe slumrende Kærlighed endelig udfoldede de straalende Vinger og
+jublende steg mod Lyset, da hvert af hendes Blikke talte om Lykke,
+hvert Smil aandede Kærlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det alt
+gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med rivende Hurtighed for
+sine Øjne, og han troede, at det var ham, der havde vakt Livet og
+Kærligheden i denne skønne, unge Kvinde.
+
+Hun tænkte slet ikke paa ham, thi for hende existerede der kun _en_
+Mand i Verden. Hun hørte kun paa ham, thi hun holdt af at høre denne
+Tale om Lykke og Skønhed, den passede ind i hendes egne Tanker, men
+ofte lukkede hun Øjnene og drømte, at det var en anden, der talte til
+hende.
+
+Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage, hendes Kærlighedsforaar, de
+første lykkelige Dage i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker,
+der var omkring hende og ligesom delte og var Vidne til hendes Fryd.
+Hun fandt Hellman elskværdig, prægtig og munter, Strøm behagelig,
+veltalende, begavet. I Virkeligheden havde hun saa liden Tanke for
+dem, at den ene var hende lige saa kærkommen som den anden.
+Sandsynligvis vilde hun i disse Dage have fundet endog sin Stedfader
+elskværdig.
+
+Banner kunde ikke undgaa at lægge Mærke til den Forandring, der var
+indtruffen med hans Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag
+Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa næsten fra Dag til
+Dag, og hendes Væsen udfoldede sig for ham i en hidtil ukendt
+Skikkelse, spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog hende
+hemmelig, han saa hende yngre og smukkere end nogensinde, hvad var
+der foregaaet med hende? For faa Dage siden vilde det have været ham
+ligegyldig, han vilde maaske slet ikke have bemærket det; men
+Hellmans Nærværelse havde kaldt noget af hans gamle Jeg til Live, og
+Interessen for hende var vaagnet med det samme. Var det muligvis
+hendes egentlige, inderste Væsen, der nu brød frem? En Gang for flere
+Aar siden havde han tænkt sig, at han skulde kunne fremkalde en
+saadan Forvandling hos hende, men al Umage havde været spildt. Var
+det da nu sket paa fire, fem Dage? Men hvorledes?
+
+Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen kastede sine sidste skarpe
+Straaler ind mellem Træerne, hen over Bygningens Facade. Strøm
+spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur ned i Haven for at
+se paa denne Illumination, og hun var strax villig til at følge med.
+Banner stod ved Vinduet og saa efter dem.
+
+Hun gik, indsvøbt i sin Pelsværks Kaabe, ved Siden af Arkitekten
+gennem de af Sneen pudrede Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og
+skænkede den øjensynlig ikke en Tanke; deres smukke, høje Skikkelser
+nærmede eller fjærnede sig ubetydelig til og fra hinanden, eftersom
+Vejens Indsnævringer bød det. De standsede trods Kulden og Sneen.
+Strøm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig stod han der. Og
+her stod Banner, gammel, graahaaret, udlevet, som en Lampe, der er
+blusset op endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes saa han sig
+selv over for de to unge der nede. Og ikke som ved et Lyn, der slog
+ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to
+Mennesker elskede hinanden. Som noget, der faldt af sig selv, vakte
+det ej engang hans Vrede. Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at
+der var Mennesker, som endnu troede paa saadant noget som Lykke og
+Kærlighed.
+
+Flammen i Lampen sænkedes ganske lavt, den var lige ved at slukkes.
+Han følte sig som en Olding. Hans Liv var saa langt -- aa, saa langt
+tilbage, havde ingen Fordringer mere for sig selv, ingen Ønsker
+heller. Og et Nu var den Tanke der: «De elsker hinanden, hvorfor skal
+jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glæde er forbi, saa lad det
+hele være forbi. Hvorfor trække det længer ud, det sker jo alligevel
+en Gang, og saa gør jeg dog nogen lykkelig her i Livet.»
+
+Nede i Haven bød Strøm Judith Armen for at støtte hende paa den
+glatte Gang. Hun tog imod den. Strøm bøjede sig fortrolig ned over
+hende, og hun veg ikke tilbage. -- Det gav et Sæt i Banner, da han
+saa det. Dette var dog for meget, for ugenert. Hans Stolthed og
+Selvfølelse blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet. Guds Død!
+Vovede denne Dreng at forelske sig i hans, Johan Banners Hustru, at
+usurpere hans Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde
+formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til Side som en, man har
+Lov at bedrage. Han gjorde ikke selv Fordring paa hendes Kærlighed,
+men hvor vovede hun at give den til en anden. Regnede de paa hans
+Død? Han var ikke død endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev
+ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom over ham igen. Hun
+havde ikke villet bøje sig under hans Godhed, nu skulde han ydmyge
+hende ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham den, ja hun
+skulde. Han vilde ikke bebrejde hende noget, kun straffe hende ved
+selve Tilstaaelsen om hendes Svaghed. Hans slappe Sjæl ansporedes af
+Tanken. Han vilde ydmyge hende, han vilde, han vilde!
+
+Han hørte sig selv udtale disse Ord, der havde jaget ham hans hele
+Liv, og Lyden af dem vakte ham til Eftertanke om, hvorfor han
+egentlig var saa vis i sin Sag; det hele kunde jo være Hjærnespind.
+Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise ham derom.
+
+Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle hans Tanker.
+
+       *       *       *       *       *
+
+«Vi vil ha' Gilde i Aften,» sagde Hellman, «stort Gilde paa fire
+Personer. Vi burde maaske have ventet til Sylvesterdag, men hvem ved,
+om vi lever i Morgen. Nu vil jeg være Festmarschal og ordne det hele.
+Hvad er det nu, Din Tjener hedder -- Peter, ikke sandt? -- Saa ringer
+vi paa Peter.»
+
+Tjeneren kom.
+
+«Naa Peter, har De dygtig med Lys og Petroleum hjemme?»
+
+Tjeneren stod lige indenfor Døren i første Position med slapt
+nedhængende Arme og et ubevægeligt, alvorligt Ansigt. Ved Hellmans
+Ord skottede han forsigtig til sin Herre for at læse en Bekræftelse i
+hans Ansigt.
+
+«Naa, svar! Har De?»
+
+«Ja.»
+
+«Godt, saa tænd alle Lamper og Lysekroner, Kandelabrer og Lampetter,
+fyr op i alle Kaminer og oplys hele Huset. Derefter dækker De et
+overdaadigt Middagsbord, henter os den bedste Vin og overlader saa
+Resten til os. Har De forstaaet?»
+
+Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt Nik betegnede ham, at han
+havde at adlyde, og i næste Nu trak han sig lydløst tilbage med et
+dybt Buk.
+
+«Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal tage os for, medens der
+gøres i Stand til Festen. Du har vel Kaner nok til saa stort et
+Selskab? Saa kører vi i Kane!»
+
+Banners Blik havde søgt Arkitekten og Judith, der spillede Schak
+henne i Vinduesfordybningen. Hellman maatte gentage sit Spørgsmaal.
+
+«Ja, Kaner har jeg; men de har ikke været benyttede i lang Tid.»
+
+«Hvad gør det? Saa trænger de jo netop til at røres. Vi maa have
+Peter frem igen ligesom Lampens Aand i «Aladdin». Jeg har en
+Fornemmelse af, at han er en Automat, der springer frem, naar jeg
+trykker paa denne Knap. Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg
+hjemme vil have Pigen til at gøre noget, maa jeg gennemløbe en hel
+Skala af blide og rørende Toner: «lille Stine, søde Stine, rare
+Stine,» og saa kommer hun endda ikke altid. -- Men der har vi Peter.
+-- To Kaner i Orden! Kanetæpper, Klokkespil og Bjælder, Fjertoppe,
+Kanenet, Piske, Kaaber, Pelse, Bjørneskind o. s. v.!»
+
+Og Peter forsvandt atter.
+
+«Jeg vilde ønske Johan, at Du vilde opdrage min Stine. Hun er mit
+Livs eneste Sorg. Hvorledes det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig
+forstaaet at sætte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet, kan Du ikke
+lære mig det?»
+
+Banner svarede ikke, hans Blik havde atter søgt de spillende, og
+Hellman opgav at faa Svar paa Spørgsmaalet for denne Gang.
+
+Efter en halv Times Forløb holdt Kanerne for Døren.
+
+«Vi er nu to Damer,» sagde Hellman, «Fru Banner og jeg. Vil Du køre
+for Din Kone Johan?»
+
+«Tak, jeg vil gærne være Din Kavaler.»
+
+«Gud -- tør jeg?» læspede Hellman. «De maa i alt Fald love mig ikke
+at benytte Dem af Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig,
+skriger jeg.»
+
+Banner stod allerede bag paa Kanen i sin store Forværkspels, med
+Tømmerne i den ene og en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen
+foran dem sad Judith tilbagelænet, og bag hende stod Strøm med en høj
+Pelshue paa sit krøllede Hoved, med Tømmerne løftede højt og Pisken
+knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder.
+
+«Kør forsigtig,» raabte Banner i en næsten bydende Tone, og saa fløj
+Kanerne ud af Porten.
+
+«Han er en prægtig Fyr, ikke sandt?» spurgte Hellman.
+
+«Jo -- naar han bare vilde køre med lidt Maadehold. Han kender ikke
+Hestene, og de er bange for Klokkerne. Kan han styre et Par Heste?»
+
+«Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set det Spand Heste, han ikke
+kunde magte. Sikken Ungdom og Kraft -- hvad? Vi to gamle bliver helt
+misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder af ham, som var han min
+egen Søn.»
+
+De kørte langs ad de hvide Veje og saa ud over det udstrakte,
+snedækte Landskab. Langt borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved
+Vejkanten bøjedes under deres bløde Byrde, nu og da gled et Stykke
+ned og spredtes som Dun i Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod
+Sædvane ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt; bag den hævede
+fjærne Bakkestrøg sig i blaagraa Fortoninger.
+
+«Hvor langt gaar din Ejendom?» spurgte Hellman.
+
+«Saa langt som Du kan se, helt over til Skoven der,» sagde Banner,
+idet han med Pisken beskrev en stor Bue ud over det hele. «Alt dette
+er mit.»
+
+« Ja, Du er lykkelig,» svarede Hellman gennemrislet af en behagelig
+Følelse ved Tanken om en saadan Rigdom. «Naa,» fortsatte han,
+slaaende over i en anden Tonart, «lad os saa se til Vintersæden, den
+maa staa fordømt godt, for Vinter har vi da nok af.»
+
+Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder og ned i Sneen. De fløj
+afsted med klingende Bjælder, hurtig som Vinden, og dog stadig i
+samme Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om Banner gærne vilde
+indhente den.
+
+«Se det kalder jeg Liv,» udbrød Hellman, «det er _det_, jeg længes
+efter, naar jeg sidder og kukkelurer derovre i København. En
+Herremands Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker over alt, hvad
+Du kan overse; af Dig afhænger Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa
+sker det, Du taler, saa staar det der. Du kender ingen Modstand,
+ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din egen Vilje, for hvilken alt bøjer
+sig.»
+
+Da tænkte Banner paa Judith, og medens hans Hjærte fyldtes af
+Magtglæde ved den andens Ord, følte han, at der dog var _et_ Forhold,
+hvori hans Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander,
+han endnu ikke havde kunnet bøje.
+
+De kom til en Korsvej, hvor Strøm efter Judiths Ønske vendte Kanen;
+den fløj forbi Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter,
+hørte deres muntre Tilraab, saa var de atter langt borte. Hans Vilje
+hidsedes paany, han vilde herske, ogsaa der, som alle andre Steder.
+Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte. Solen var i Færd med at gaa
+ned, dens sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rødme under
+deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste rødgule over til det
+violette og blygraa, efterhaanden som den straalende Kugle forsvandt
+bag de fjærne Skove og Højder.
+
+«Ønsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det i Opfyldelse,» sagde
+Hellman.
+
+«Saa gid da --» udbrød Banner, men standsede midt i Sætningen.
+
+«Det var snedig ønsket; det gaar nok i Opfyldelse! Nej, jeg ønsker,
+at Maden maa staa paa Bordet, naar vi kommer hjem.»
+
+Nu hævede Gaarden sig for dem som et Fepalads, gennem de Hundreder af
+Ruder strømmede Skæret fra Lysekronerne ud imod dem.
+
+«Naa, er det nu ikke kønt? Ja, var jeg ikke Komponist, tror jeg, jeg
+vilde være Godsejer. Det maa dog være ganske behageligt.»
+
+Den anden Kane var alt inde i Gaarden. Strøm stod i Sneen og klappede
+den store Hund, som mod Sædvane venlig sprang op ad ham. Judith
+lænede sig til Stentrappens Gelænder og talte med ham, Staldkarlen
+var beskæftiget ved de dampende Heste.
+
+Banner kastede Tømmerne til Karlen, sprang ned fra sit Sæde og
+kaldte med en let Fløjten Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at
+den lod sig kærtegne af andre.
+
+Salene og Stuerne, fra de største til de mindste, var oplyste og
+opvarmede; det var en smuk Suite af Værelser, og Hellman gik igennem
+dem, gnidende sig i Hænderne og nydende al den Luxus, Skønhed og
+Komfort, der omgav ham. Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med
+dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer ombølgede ham, smaa
+Sølvskaale med Røgelse, som hang ned foran Ilden, udbredte en svag
+Duft; Tæpperne var saa bløde, at hans Fødder sank ned i dem.
+Gammeldags, rigt udskaarne Møbler vexlede med elegante, moderne
+Salonstykker; Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske
+Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde, skøntformede Skaale
+og Opsatser mødte Øjet, hvorhen man saa. Heller ikke paa sjældne og
+kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den tarvelig vante Mand nød
+Indtrykket af alt dette; han var endog saa fortabt i Beskuelsen, at
+han glemte Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen og
+sagde: «Naa Hellman, Dit Ønske er opfyldt, Maden staar paa Bordet.
+Maa jeg have den Ære.» Og han førte ham med stor Højtidelighed til
+Bords.
+
+Et Bord, som funklede af Sølv og sleben Krystal, af Frugter, Blomster
+og fint Porcelæn. Banner havde givet Ordre til at fremsætte det
+kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for at fremvise det, men
+fordi han vidste, det vilde glæde hans Gæst. Hvor Hellman svælgede i
+alt dette! «Jeg elsker Pragt,» sagde han, «jeg vilde gærne i det
+mindste en Gang om Aaret spise paa Sølv, selv om det saa kun var et
+Kyllingeben og en Mundfuld Kompot.»
+
+Men her var noget mere ved denne Fest, som Banner gav for sin
+Ungdomsven. Opvartningen gik lydløst, selv Hellman undlod at give
+Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Følelse af, at det ikke
+vilde være passende. Vinen perlede i Glassene, Stemningen var
+animeret, og muntrest af alle var Husets Frue, bedaarende i sin
+Skønhed, ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om. Arkitekten
+sad ved Siden af hende, gennemildnet af Beundring; hun forekom ham
+som en Skønhedens Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik eller Tanke
+fra hende. Ogsaa Banner spøgte og lo, men han tabte ikke sin Hustru
+og hendes unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans Livsfølelse,
+anspændte hans Sanser; hun syntes ham skønnere, mere attraaværdig end
+nogen Sinde før, og nu var hun maaske i Færd med uigenkaldelig at
+tabes for ham. Det skulde ikke ske, ikke med hans gode Vilje.
+
+Stemningen steg. Hellman havde forvundet sit første højtidelige
+Indtryk, holdt humoristiske Taler og opfriskede gamle Historier.
+Banner supplerede dem og glemte sig hverken som Ven eller Vært.
+Strøm blev mere og mere betagen af Situationen, Vinen og den skønne
+Kvinde ved hans Side, og holdt en begejstret Tale til Skønhedens
+Pris. Aldrig havde disse gamle Mure været Vidne til et saa livfuldt
+Gæstebud. Man rejste sig fra Bordet med hedere Kinder og hurtigere
+Pulsslag og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbød til stille
+nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en Lænestol og stirrede
+tilsyneladende tankeløst frem for sig. Judith sad ogsaa tilbagelænet
+i sin Stol og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og da
+tilhviskede hende, medens han stod bøjet over Stolens Ryg,
+indaandende Duften fra hendes Haar og Dragt og stedse viljeløsere
+givende sig hen i sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort
+Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som han plejede at gøre
+det efter Middagsbordet. Han greb nogle Akkorder og gjorde nogle Løb
+som for at samle sig, og saa begyndte han at spille. De andre sad
+tavse og lyttende; aldrig havde han spillet saa skønt og beaandet som
+nu.
+
+Det var, som om hans Spil fortalte om al den Higen og Længsel, et
+Menneske kan betages af. Et skærende sørgmodigt Ledemotiv vendte
+tilbage atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig; et Øjeblik
+løftede det sig atter vildt og heftig som til en fortvivlet Bøn, et
+Raab om Hjælp, og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse;
+men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa blød, saa højtidelig,
+at man næppe vovede at trække Vejret, stedse mere opløftende og
+gribende, indtil den endte som en jublende Lov- og Takkesang fra et
+Kor af salige, forløste Aander.
+
+Hellman sad et Øjeblik stille, efter at han havde ophørt at spille.
+«Det er,» sagde han sagte, «et Brudstykke af mit Oratorium
+«Dommedag». Saaledes tænker jeg mig det, naar Sjælene paa Dommens
+Dag, da alt aabenbares, lærer at kende det Værk, hvorpaa de her i
+Jordelivet blindt har arbejdet, naar al Jordelivets Higen, Kamp og
+Smerte til sidst opløser sig i en Lov- og Takkesang for det fuldendte
+Værk.»
+
+Der blev ikke svaret. Banner havde hele Tiden under Spillet siddet
+tavs og med lukkede Øjne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der
+syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med dets Skuffelser,
+Tvivl og Kamp indtil denne Tid, da de oprørte Vande var stilnede, dog
+ikke til lykkelig Fred, men til kold, livløs Ro. Da Musikken gengav
+de saliges Jubel, reves han et Øjeblik med af denne Stemning, der
+lysnede et Haab, et Ønske i ham, om at der endnu maatte være noget
+tilbage for ham at leve for, en eller anden uberegnet Lykke, der paa
+ny kunde give hans Liv Indhold, og som naturligt var, kom han til at
+tænke paa Judith og sit Forhold til hende. Da jog der igennem ham en
+snærende, pinende Smerte, en Blanding af Vrede og Skinsyge -- han saa
+op -- der var de igen sammen, hinanden saa nær, som om han ikke
+existerede. Nej, dette var for galt, det vilde han dog ikke taale,
+saa heller Krig, om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt
+derved.
+
+For Judith havde Musikken indeholdt en rig Forjættelse, der fyldte
+hende med Fryd og Forvisning; det var jo hele hendes Kærligheds
+Historie, og den sluttede med en jublende Tak. Hvor lidet tænkte hun
+dog paa den unge Mand, der stod bag hendes Stol og drømte om at tage
+hende i sine Arme og føre hende bort i Triumf.
+
+«Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske fra 30erne, Du lovede os,»
+lød Hellmans Stemme, og dermed hævedes Fortryllelsen for dem alle.
+Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede, men da havde kun
+Hellman det rette Humør; Judith var hensunken i Drømmerier, og Banner
+syntes urolig eller utaalmodig.
+
+Klokken slog ti. «Nu bryder vi op for i Aften og saa Tak for Dagen,
+Banner, jeg skal længe mindes den.»
+
+Hellman var lidt træt af den lange Køretur, det rigelige Maaltid og
+den svære Vin. Hans Nevø var gærne bleven lidt længere, men
+Komponisten trak ham med sig, enten han vilde eller ej.
+
+Da de var borte, saa Judith sig endnu engang rundt i Værelset med den
+vemodige Følelse, hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes; derpaa
+bøjede hun sig let for sin Mand og sagde god Nat. Han bemærkede det
+næppe, han var i heftig Kamp med sig selv.
+
+Hun gik hen mod Døren for at ringe paa Tjeneren, som skulde bringe
+Værelserne i Orden, da hørte hun hans Trin bag sig, og i det samme
+greb han Haanden, hun rakte frem for at ringe. Hun foer sammen ved
+Berøringen, vendte sig og saa forundret paa ham.
+
+«Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par Ord med Dig, om Du
+behager.» Han var aabenbart i Forlegenhed med, hvorledes han skulde
+udtrykke sig.
+
+Hun gik tilbage i Værelset, men hun mærkede, at hendes Knæ rystede,
+og hun støttede sig til en Stol.
+
+«Du er bleven saa forandret i disse Dage.» Ordene kom stødvis og
+meget tvungent. Han havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede nu
+foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod sig glide ned i Stolen.
+
+«Du er jo selv meget forandret,» svarede hun sagte.
+
+«Det lader sig let forklare, det er Hellmans Skyld. Men hvad har
+forandret Dig?» Det usikre i hans Stemme var nu borte, den var skarp
+og lidt bydende som sædvanlig.
+
+«Det muntre Selskab, antager jeg.»
+
+«Virkelig? Jeg tror det ikke.» Nu hvilede hans Blik fast og
+inkvisitorisk paa hende. «Jeg har, som Du ved, haft god Lejlighed til
+at studere Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer en Kvinde
+sig ikke uden dybere Aarsag.» Han standsede atter uvis om, hvorledes
+han skulde fortsætte, saa kom det uventet, ligesom med et Spring:
+«Elsker Du?»
+
+Hun blev ligesom lammet. «Hvorfor spørger Du?» sagde hun et Øjeblik
+efter tungt, klangløst.
+
+«Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret; jeg er ikke skinsyg, lige
+saa lidt som Du nogen Sinde har været det, men det kunde interessere
+mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har knyttet Dig til mig.
+Elsker Du, eller rettere, er Du forelsket i -- ham, Strøm?»
+
+Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde kun forekomme hende
+latterlig, hun havde ikke drømt, ikke anet, at det var dertil, han
+sigtede. Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil.
+
+«Hvad forpligter mig til at svare derpaa?»
+
+«Det, at jeg _vil_ det; jeg ønsker at vide, om det er dette, der har
+forvandlet Dig, om Du,» føjede han spodsk til, «endelig har nedladt
+Dig til at elske nogen.»
+
+«Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille Din
+Nysgerrighed.»
+
+«Du _skal_!» sagde han endnu mere heftig. «Jeg forlanger det som Din
+Ægtemand. Du kan være rolig, jeg skal hverken blive vred eller
+skinsyg, men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa mig det.»
+
+«Nej, jeg gør ikke, Du kommer ingen Vegne paa den Maade. En Mand kan
+forlange meget af sin Hustru, som hun ikke tør nægte ham; men hendes
+Sjæls inderste Tanker, dem beholder hun som sin Ejendom, og dem
+fravrister ingen hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen
+Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.»
+
+Han vidste det, og det æggede ham, og hendes Trods og Skønhed æggede
+ham endnu mere. Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede
+Vilje voxede ved at tørne mod dette ubøjelige. Han greb hende om
+Haandleddet og trak hende tæt hen til sig, idet han saa hende stift i
+Øjnene; men han manglede Ord, der kunde give Befalingen Kraft og
+tvinge eller skræmme hende til at lystre. Han havde kun sit fattige:
+«Du _skal_ sige mig det, jeg raader Dig til at gøre det, hvis Du --
+hvis Du ikke vil angre det. Du _skal_ -- jeg _vil_ have det.»
+
+Uden at han vidste det, knugede han fastere om hendes Haandled, men
+hun agtede ikke derpaa; hun gengældte hans Blik fast og rolig og
+svarede koldt: «Du vil maaske en Gang faa det at vide, men ikke, naar
+Du spørger mig saaledes.»
+
+Hans Træk slappedes, hans Ansigt fik sit vante Udtryk, hans Hænders
+Greb løsnedes og han traadte et Par Skridt tilbage: «Undskyld min
+Heftighed, jeg har forløbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over for en
+Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig Smerte.» Han bukkede for
+hende og gik, gik, for at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da
+hans Heftighed havde lagt sig, ærgrede han sig over det hele Optrin,
+der ikke havde bragt ham Maalet et Skridt nærmere. Saa blussede
+Heftigheden atter op i ham: «Hun skal, hun skal tvinges, hvad det saa
+end skal koste!»
+
+       *       *       *       *       *
+
+Judith gik ikke i Seng, hun satte sig i en Lænestol og overlod sig
+til sine Tanker. Hun saa paa sit Haandled, der bar Mærker af hans
+Heftighed, og hun smilte ved Synet: «Var det muligt, var han da
+skinsyg, hvad andet kunde denne uvante Heftighed betyde? Han maatte
+være skinsyg; saa var hun ham altsaa ikke ligegyldig.» Man tror
+lettest det, man gærne vil tro, og nu paatrængte den Tanke sig hende:
+«Sæt, at han kunde komme til at elske mig! Ak, skete det, da skulde
+hele mit Liv blive viet ham til Gengæld.» Hidtil havde hun næppe
+tænkt sig Muligheden deraf, men den sidste Times Hændelser havde
+givet hende et Haab derom, der nu blev stærkere og stærkere, et Haab
+om, at den Kærlighed, han havde næret for Erik, kunde blive overført
+paa hende. «Blive skinsyg paa dette ubetydelige Menneske! Jeg ved jo
+næppe, hvorledes han ser ud. Forelsket i denne Arkitekt, naar man er
+gift med ham!» Hun maatte atter smile.
+
+Men turde hun bruge denne Skinsyge mod ham -- og burde hun? Hun
+vidste det ikke. Der var kommet en Følelse hos hende af, at hendes
+Livs Lykke nu var hende ganske nær, og at det kun gjaldt om at gribe
+den. Men om hun nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den helt.
+-- Han var gaaet vred fra hende. Turde hun atter vække denne Vrede?
+Hvad skulde hun dog gøre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste den
+Lykke, der syntes hende saa nær? Den pinligste Frygt og Uvished greb
+hende. Hun turde ikke tale til nogen, ikke spørge nogen til Raads.
+«Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man kunde betro sin Sag!»
+Men hun havde forlængst opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og
+dog -- hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa Kærlighed og Lykke, og
+saa var de alligevel til -- om der nu over hende var en Gud, der
+holdt hendes Skæbne i sin Haand og havde besluttet: «Lad hende ydmyge
+sig og komme til mig, saa skal jeg ogsaa nok hjælpe hende».
+
+Da randt det gamle Salmevers hende i Minde:
+
+    Befal Du Dine Veje
+    og al Din Hjærtesorg
+    til hans trofaste Pleje,
+    som bor i Himlens Borg.
+    Han, som kan Stormen binde
+    og lede Bølgen blaa,
+    han kan og Vejen finde,
+    hvorpaa Din Fod kan gaa.
+
+Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert Ord forekom hende at
+være skrevet for hende. Ak, om hun nu i fuld Fortrøstning kunde lægge
+sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde ikke troet paa ham i mange,
+mange Aar. Og dog -- hendes seneste Liv havde jo været en fortsat
+Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette sidste Skridt? Hun
+bedækkede Øjnene med sine Hænder: «Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg
+skal gøre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er der en almægtig og
+barmhjærtig Gud, saa beder jeg Dig, gør Du Kastet for mig!»
+
+«Er der?» var det den rette Maade at bede paa? Hvis han nu var der og
+straffede hende for hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske været
+en Straf, fordi hun havde dynget Trods paa Trods og aldrig ydmyget
+sig, og nu var den sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knække
+hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn, hun skulde følge det og
+aldrig mere svigte.
+
+Først hen paa Morgenstunden faldt hun til Ro, hun sov i Lænestolen og
+vaagnede først, da Solen faldt ind i hendes Værelse, Sylvesterdags
+blege Sol, som kæmpede mod det hendøende Lysskær fra hendes Lampe.
+
+Hun var utilpas og frøs, hun klædte sig om og tog et Bad, men var
+stadig lige mat og nedslaaet. Hun tænkte først paa at gaa ned til
+Frokost Klokken elleve, men da det kom til Stykket, turde hun ikke.
+Hun vilde tage sig et eller andet for, thi hun holdt ikke ud at
+gruble længer. Det faldt hende ind, at hun skulde skrive til sin
+Moder, hun havde skrevet hyppigere og venligere til hende i den
+senere Tid; men om alt det, der nu bevægede hende, kunde hun ikke
+skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad stirrende ud over de hvide
+Marker, over Haven, hvor Rimen hang som Koraller i Træerne og
+funklede i Solskinnet.
+
+Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun tog imod.
+
+Hendes Tanker søgte strax ham; hun rejste sig med et Sæt: «Hvem --
+min Mand?»
+
+«Nej, det er Sognepræsten.»
+
+«Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer vel i Fattiganliggender.
+Spørg, om det ikke kan vente.» -- Men saa betænkte hun sig, hun turde
+ikke undlade at hjælpe nu, da hun selv saa haardt trængte til Hjælp.
+
+«Nej, hør! Han kan godt blive. Bed ham gaa ind i den lille Salon, jeg
+skal strax komme.»
+
+Pastor Bang var en Mand af den gamle Skole, der havde saadan sin egen
+humane Maade at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede han
+ubetinget paa gode Gerningers og et hæderligt Livs saliggørende
+Kraft, nærede en urokkelig Tro paa Guds Barmhjærtighed og mente, at
+Menneskene ikke var saa uhelbredelige Syndere, som det i
+Almindelighed antoges. Derfor paastod Nabopræsterne, baade
+Grundtvigianerne og den indre Missions Mænd, der ellers ikke var
+enige om noget som helst, at han ødelagde sin Menighed. Det være nu,
+som det vil; Pastor Bang var lige saa elsket af sine Undermænd som
+agtet af sine Overmænd. Han havde en Lidenskab, det var hans Sogns
+Vel. Han kunde gøre hvad som helst, hvis der var Udsigt for ham til
+at skaffe sine Sognebørn en eller anden Fordel i Retning af et
+Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende. Det var hans Ærgerrighed
+at gøre sit Sogn rigere, mere lykkeligt i saa Henseende end
+Nabosognene, muligvis for paa denne Maade at imødegaa de andre
+Præsters Ringeagt for ham som Rationalist og «Kødmenneske».
+
+Hos Banner var han altid velset, især i den senere Tid, da Fruen
+havde faaet en Iver og Interesse for Sognets Anliggender, der frydede
+den gamle Menneskevens Hjærte. Judith havde aldrig overfor ham lagt
+Skjul paa sin Vantro, men han modtog alligevel hendes Hjælp med Tak,
+og sagde ikke, at hun til Trods for sin Godgørenhed var fordømt. Han
+besværede hende aldrig med Omvendelsesforsøg eller lignende, han
+mente, at sligt vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv sørge
+for. Naar han besøgte Judith, var det næsten altid kun for at tale om
+rent verdslige Sager, om at sende Hjælp til denne eller hin
+trængende, eller for at bede godt for en Husmand, der var kommen i
+Restance med Afgifterne. Han gik aldrig forgæves, og derfor mente han
+i sit Hjærtes Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller anden Maade
+maatte være kristen, siden hun handlede som saadan.
+
+Judith modtog ham endnu mere forekommende end sædvanlig. Hun hørte
+paa hans Fortælling om Jens Peter, der havde stjaalet Brænde i
+Skoven og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg og ude af Stand
+til at skaffe Brødet, medens Manden sad, kort om al den Elendighed,
+en Overtrædelse af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige Love kan
+bringe over en hel Familie.
+
+«Jeg skal hjælpe dem,» svarede hun venlig, «de Stakler skal da ikke
+lide for den enes Forseelse. Men saaledes er det ofte; den jordiske
+Retfærdighed kan undertiden synes lidt tvivlsom.»
+
+«For vort korte Syn,» tilføjede Præsten.
+
+«De mener, at Retfærdigheden vil ske Fyldest i Himlen.»
+
+«Nej, jeg mener tværtimod, at den fuldt ud sker Fyldest her paa
+Jorden. Man taler saa meget om ustraffet Slethed, om uopdagede
+Forbrydelser. Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer sig selv, og
+faar Samfundet ikke Lejlighed til at kræve Forbryderen til Regnskab,
+skal hans onde Samvittighed nok gøre det. Nej, Verden og Menneskene
+er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som styres af en algod Gud,
+maa der findes meget godt, meget smukt og meget retfærdigt.»
+
+«Har De Tid,» udbrød hun med en pludselig Indskydelse, «vil De høre
+mig og raade mig, jeg er maaske lige saa trængende som Deres
+fattigste Sognebarn.»
+
+Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over Præstens Ansigt. Var Guds
+Time nu maaske slaaet?
+
+«Om jeg vil -- hvor kan De spørge?»
+
+«De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hører til de troende.»
+
+En svag Hovedbøjning.
+
+«Men der kommer Øjeblikke i ens Liv, da man trænger til kraftigere
+Hjælp end den, man kan yde sig selv, saa vender man sig om efter
+guddommelig Hjælp.»
+
+«Jeg har hørt det samme før.»
+
+«Men kan en Tro, som man kun griber til af Nødvendighed og Trang,
+hvad der egentlig er Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse,
+kan den tages for gyldig?»
+
+«Jeg tror det -- ja. Om den er aldrig saa svag, naar den blot er
+oprigtig, er jeg vis paa, at den barmhjærtige Gud, for hvem al vor
+Gerning er Svaghed, vil tage den for gyldig.»
+
+«Og hvis et Menneske, der stadig havde vendt sig fra Gud, kom til ham
+i sin Nød og bad om Hjælp, vilde han saa blive bønhørt?»
+
+«Ja -- jeg tror, at Gud vilde bønhøre enhver, der om end aldrig saa
+sent kom til ham og bøjede sig for ham.»
+
+«Bøjede sig -- altid skal man bøje sig.»
+
+«Ja Frue, thi det at bøje sig, enten det er for Forholdene og bære
+dem paa rette Maade, eller for Menneskene og heller taale end gøre
+Uret, eller for Gud og rolig lægge alt i hans Haand, forekommer mig
+at være Indbegrebet af al Levevisdom.»
+
+«Resignere med andre Ord.»
+
+«Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre eller opnaa, det
+er den Fred, som staar i Modsætning til den evige, utilfredsstillede
+Higen hos dem, som kun følger deres egne Lyster.»
+
+«For at naa en saadan Lykke behøves der ingen Gud.»
+
+«Han belønner Resignationen.»
+
+«Men der gives en anden Lykke, en højere og saligere, nemlig naar den
+Higen og Tragten, der er det bedste, det naturligste i Mennesket,
+tilfredsstilles -- det nytter Dem ikke at tale derimod, thi jeg ved
+det -- sig mig, hvis jeg nu vendte mig til Deres Gud og bad ham
+skænke mig denne Lykke, vilde han saa bønhøre mig?»
+
+Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale om Resignation vilde være
+spildt, han indskrænkede sig til at spørge: «Er De vis paa, det er en
+sand Lykke?»
+
+«For mig er det den højeste. Hvis den blev mig skænket, skulde hele
+mit Liv blive en Tak til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa
+meget om en Sjæl, at han vil give mig denne Lykke til Gengæld?»
+
+«Hvis han ikke mener, at det modsatte snarere vil føre Deres Sjæl til
+ham.»
+
+«Sig ikke «hvis». I dette Øjeblik maa De give mig noget bestemt. Der
+er den ene Vej for mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjæl være
+frelst. Tror De, han gør det?»
+
+«Jeg kender ikke hans Beslutninger.»
+
+«Men De ved,» svarede hun næsten bønfaldende, «om Gud førhen har
+gjort noget saadant, om han bryder sig saa meget om en Menneskesjæl.»
+
+«Det gør han visselig.»
+
+«Og naar jeg nu bøjer mig for ham, naar jeg nu erkender min Ringhed,
+naar jeg nu beder ham om Hjælp, vil han saa hjælpe mig?»
+
+Præsten grundede en kort Tid. Saa løftede han Hovedet og saa paa
+hende: «Jeg tror, at De, hvis De beder Gud om Hjælp, ikke vil bede
+forgæves, selv om Deres Bøn er meget svag og Deres Tro ringe, ja, jeg
+tror det.»
+
+«Jeg stoler paa Deres Ord,» udbrød hun med funklende Øjne. «Jeg vilde
+klynge mig til et Halmstraa nu.»
+
+Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham Haanden: «Dersom jeg
+bliver lykkelig, saa stol paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der
+staar i min Magt for ogsaa at gøre alle om mig lykkelige.»
+
+Han trykkede hendes Haand hjærtelig, bukkede og gik. Da han var
+borte, stod hun en Tid hensunken i sine Tanker. Saa gik hun hen og
+laasede Døren.
+
+Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet for at sætte sig i den
+kastede hun sig paa Knæ foran den og begyndte med Hovedet støttet i
+sine Hænder at bede -- men bestandig med Forbehold: «Hvis Du er til,
+om Du hører mig» -- thi inderst i hendes Hjærte laa stadig Tvivlen.
+Saa forskrækkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad paa ny, ganske
+vist uden dette «hvis» paa Læben, men stadig med det i Hjærtet. Nej,
+hun kunde ikke bede. Hun mærkede, at Tankerne gled fra Bønnen, hun
+kunde ikke styre dem, ikke samle sig i Inderlighed, træt og slap som
+hun var efter den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank dybere; hun
+saa sin Mand, hørte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til
+ham, bønfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at
+elske hende fra nu og til evig Tid. -- Hun vaagnede op af sin Døs og
+forfærdedes over, hvad hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine
+Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte paa ny sin Bøn. Og endelig
+lykkedes det hende at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes
+at bøje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der holder Verdener i sin
+Haand.
+
+«Du, der gør det umulige muligt, giv mig dette ene. Du, der er saa
+rig og god, giv mig det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjæl,
+som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede, skal blødgøres af
+Lykken og ydmyges under Din ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil,
+giv mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker mig. Lad mig
+høste det, jeg ikke saaede, lad mig vinde, hvad jeg ikke attraaede;
+jeg fortjener det ikke, men jeg skal stræbe at gøre mig fortjent
+dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror, det er det, saa udfør det.
+Udslet af min Bevidsthed, hvad jeg var daarlig nok til at tro paa, at
+jeg selv bestemmer og har bestemt min Skæbne, at hver Handling drager
+en ny med sig, saa det hele bliver en ubrydelig Kæde af Konsekvenser,
+som jeg selv har knyttet. Lær mig, at Din er Magten og Æren i al
+Evighed. Amen!»
+
+       *       *       *       *       *
+
+Man havde for længst spist Frokost, da Judith kom ned i Dagligstuen.
+Hendes Hjærte bankede, da hun aabnede Døren; hun vidste næppe, om det
+var en Lettelse eller en Skuffelse, da hun traf Hellman ene i Stuen.
+Banner var reden ud, Strøm var gaaet ned til Kirken for at aftegne de
+udskaarne Egetræsdøre paa Herskabsstolene. Hellman lagde Bogen, hvori
+han læste, fra sig ved hendes Indtrædelse.
+
+«God Morgen, Frue! -- Solen kommer noget sent paa Himlen i Dag, synes
+mig.»
+
+Hun smilte og trak en Stol hen til Kaminen lige over for ham. «Og De
+sidder her ganske ene? Man kan just ikke sige, vi behandler vore
+Gæster hensynsfuldt.»
+
+«Aa, Banner sørgede for min Underholdning, inden han forlod mig,» --
+og han pegede paa Bogen.
+
+«Hvad er det for en Bog?»
+
+«Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man kan lære alle de raffinerede
+Maader at kende, hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige
+Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man har Valget imellem at
+flaas som Marsyas eller lægges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller
+spændes over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt vanskeligt.»
+
+«Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt i de gamle Sagn.»
+
+«Det har De Ret i,» sagde Hellman alvorligere, «jeg kender baade
+Tantaloser, Sisyphoser og Ixioner, og glæder mig over, at jeg ikke
+deler deres Skæbne, men lever tilfreds og fornøjet med min egen mere
+beskedne Lod.»
+
+«Det er vanskeligt altid at kunne være tilfreds med den.»
+
+«Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa to Maader her i Livet,
+nemlig ved at --»
+
+«Resignere,» faldt Judith ham i Talen.
+
+«Aa nej -- slet ikke, det er noget, Præster og Filosofer har hittet
+paa. Nej, ved at udrette noget og ved at elske nogen rigtig inderlig
+og uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar aabne for enhver.»
+
+Hun blev ligesom lidt bange ved at komme ind paa dette Æmne. Hun
+drejede af og sagde: «Apropos, hvad foretrækker De saa, de græske
+eller nordiske guddommelige Straffemaader?»
+
+«Naar galt skal være, de nordiske,» svarede Hellman. «Sagen er, at
+Ixion ligger dernede alene paa sit Hjul, og ingen rækker ham en
+Finger til Hjælp; men hos Loke staar Sigyn mild og kærlig.»
+
+Blodet skød op i Judiths Kinder; hun anede, hvad der vilde komme.
+
+«Beundrer De Sigyn saa meget?» spurgte hun blot for at sige noget.
+
+«Ja, sandelig gør jeg det. Se, Loke elsker hende ikke, og siger hende
+maaske næppe et taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og trofast
+for at skaane ham for Smerten, saa meget hun formaar.»
+
+«De mener maaske, at Sigyns Liv er det rette Sindbillede paa Kvindens
+Liv, at vi er til for at tjene og ofre os for Manden?»
+
+«Nej, slet ikke,» sagde Hellman med større Munterhed, «jeg hører ikke
+til dem, der fordrer Kvindens Underkuelse, men hvor jeg træffer ren
+og offerberedvillig Kærlighed, det være sig hos Mand eller Kvinde,
+der bøjer jeg mig i Ærbødighed og siger: den lykkelige, der kan nære
+en saadan Følelse.»
+
+«De burde heller sige: den lykkelige, som er Genstand derfor.»
+
+«Vil De hellere være den fattige, som maa modtage, end den rige, der
+kan give?»
+
+Hun vilde slaa det hen i Spøg: «Hvorledes kan _De_ tale om alle disse
+smukke Følelser, De, der selv har helliget Dem den ugifte Stand.»
+
+«Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu elsker andre end mig selv.
+Jeg elsker August f. Ex., skønt Gud skal vide, det er en noget egen
+Maade, han gengælder denne Kærlighed paa. Han gaar bare og tænker paa
+at bortgive sit Hjærte til enhver blaaøjet Skønhed, han møder, og saa
+er han oven i Købet saa grusom at tage mig med paa Raad, hver Gang
+han agter at bortskænke dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan
+jeg ikke lade være at holde af ham.»
+
+«Det er i alle Tilfælde en stor Lykke at blive elsket saaledes.»
+
+«Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem jeg inderlig kunde ønske
+en saadan Kærlighed; Mennesker, hvis egen Kærlighedskilde ganske vist
+synes udtørret, fordi den aldrig har faaet nogen rigtig Næring.
+Mennesker, der har været Offer for deres Forældres Forfængelighed,
+for deres elskedes Troløshed, for deres Venners Egoisme og Havesyge.
+Jeg har kendt saadanne Mennesker, men desværre ikke staaet dem nær
+nok til at kunne blive noget for dem. Havde det været Tilfældet,
+skulde de have faaet hele min Kærlighed; thi de trænger til den.»
+
+«Uden Gengæld?» spurgte hun sagte.
+
+«Gengæld -- fordrer sand Kærlighed Gengæld, fordrer sand Kærlighed
+noget som helst? Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at man
+ikke skal gnie med den og kun give _en_ Mønt ud for at faa en anden
+igen. Den, der har sand Kærlighed i sig, trænger til at dele den ud
+med rund Haand og har let ved at glemme Stolthed og Fordringer i
+Glæden over at kunne skænke Lykke og Velsignelse.» Han havde talt sig
+op i formelig Begejstring, som han stundom kunde det. Hun sad og saa
+paa ham, og hans varme Tro paa Kærlighedens Almagt betog ogsaa hende.
+
+«Men selv om en saadan Kærlighed blev tilbudt, vilde den saa blive
+modtagen?»
+
+«Vil den sultne spise, vil den tørstige drikke, vil den febersyge
+gærne finde Hvile -- vilde Loke maaske ikke helst være fri for
+Giften, der dryppede ham i Ansigtet? -- Ja, De ser, kære Frue, mit
+Livs Bestemmelse er egentlig at være Præst, og var jeg bleven det,
+skulde jeg nok hver Søndag have tordnet over Evangeliet: «Det er
+saligere at give end at tage.»»
+
+«Det er et smukt Ord.»
+
+«Og et sandt oven i Købet.» Han rejste sig: «Gud ved for Resten, hvor
+August bliver af. Han fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole,
+at han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad. For jeg
+skulde da aldrig tro, at en agerdyrkende Sirene har forlokket ham.
+«En voldsom Uro griber nu mit Hjærte»,» deklamerede den lille Mand og
+slog sig pathetisk for Brystet.
+
+«Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke --»
+
+«Noget Barn? Jo, min Frue, det er han netop. Jeg maa være i Hælene
+paa ham og holde Formaningstaler til ham uophørlig, ellers gør han
+dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar ud og ser efter ham?»
+
+«Aldeles ikke.»
+
+«Tak! De forstaar -- et Moderhjærte -- og det eneste Lam!»
+
+«Jeg troede næsten,» sagde Judith, da han var ved Døren, «at De holdt
+lige saa meget af min Mand som af Deres Nevø.»
+
+«Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden at holde af ham?» spurgte
+Hellman, men gik inden Spørgsmaalet besvaredes.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun gik op og ned ad Gulvet i den heftigste Sjælekamp. Hun holdt
+begge Hænder mod Panden, tæt knugede, ligesom for at dulme en stærk
+Smerte.
+
+Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert falsk Haab, hvormed hun
+havde bedraget sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke kunde
+elske. Saalænge hun var ene om at tænke dette, havde hun formaaet at
+døve Tanken, hun havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn, men da
+den udtaltes af en anden, kunde hun ikke længer tvinge den fra sig.
+Hun vaandede sig under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke lidt
+saa meget derved; men den sidste Nat havde saa levende foregøglet
+hende den attraaede, ubeskrivelige Lykke, og Samtalen med Præsten og
+Bønnen havde ligesom givet hende Forvisning om Muligheden derfor,
+hvor forfærdeligt var det saa ikke nu at opdage, at det dog alt var
+en Illusion. Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de, at hun
+alligevel skulde elske ham, skænke ham sin Kærlighed -- og hvorfor?
+Fordi det var saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde ikke
+forstaa det. «Jeg skulde gaa til ham og tilstaa ham min Kærlighed
+uden at fordre Gengæld, tilstaa, tilbyde ham en Kærlighed, som han
+ikke gengælder, ydmyge mig, kun fordi han trænger til Kærlighed. Nej,
+jeg kan det ikke.»
+
+Men atter steg den drømte, den attraaede Kærlighedslykkes Billeder op
+i hendes Sjæl og fristede hende. «Om de andre nu dog tog fejl, om al
+min Kærlighed alligevel kunde kalde hans til Live. Er det da saa
+forfærdeligt at ydmyge sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig
+og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg kaste mig for hans
+Fødder. Men selv gaa til ham og maaske møde hans kolde, hoverende
+Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham. Han vilde maaske
+haane min Sjæls dyreste Hemmelighed, hvis jeg røbede den. Lad saa
+heller alt blive som førhen, lad mig resignere, nøjes med at se og
+høre ham og lad ham saa tro sig ikke elsket, lad ham tørste ved Siden
+af Kilden, lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen rækker en
+Haand ud for at hjælpe ham. Ak, nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa,
+hvad kan jeg, hvad skal jeg dog gøre?» Hun stod ved Vinduet med
+Panden trykket mod Vinduesstolpen og Hænderne knugede om Hovedet, som
+om hun frygtede for, at Hovedet skulde sprænges og Tænkeevnen svigte.
+
+Der lød Hovslag i Gaarden, og Banner red langsomt ind ad Porten.
+Tøjlen hang løs om Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa
+Banner sad bøjet, næsten sammensunken. Det bydende i hans Væsen var i
+dette Øjeblik ganske borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og
+livstræt over ham.
+
+Da udbrød hun pludselig højt: «Jo, jeg kan gøre det, jeg kan ofre
+ogsaa min Stolthed for denne trætte, bedrøvede, ulykkelige Mand, jeg
+kan ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end aldrig vilde være
+kommen til mig; thi jeg elsker ham, aa, saa ubeskrivelig, saa
+ufattelig!»
+
+       *       *       *       *       *
+
+Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for
+optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner
+lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne
+Tilbageholdenhed og Tavshed en Følge af hendes saarede Stolthed eller
+maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden
+var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han
+pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Løsning
+paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm var urolig. Hvad betød hendes
+Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at røbe
+sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet noget mellem hende
+og hendes Mand. Banners mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle
+ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst.
+
+Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed;
+dog vilde en skarp Iagttager have bemærket, at ogsaa han stundom
+glemte Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed snart paa Banner
+snart paa Husets unge Frue. «Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes,
+Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for højeste Ret.»
+Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han
+overrumplet hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en Gang længtes
+efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende?
+Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede deraf,
+der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet
+af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa
+sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det
+da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde
+hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun
+paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget
+fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende,
+det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa
+var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu en Gang prøve Styrke
+med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig
+fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, følte han, at
+den rystede; samtidig hvilede hendes Øjne med et forunderlig
+ængsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig og
+hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: «Jeg vil tale endnu
+en Gang med Dig, nu i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.»
+
+Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da
+Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, følte hun en Angst,
+ikke fordi hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse Angst,
+man faar, naar et alvorligt og afgørende Skridt skal tages og ikke
+længer kan opsættes. Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige mig»,
+genlød i hendes Øre, og hun prøvede at gøre det, at forme de Ord,
+hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde
+Kraftanstrængelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke
+de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nevø som et
+lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld
+Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte døje.
+
+«Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke
+taale det. Din Moder bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa
+Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn godt» o. s. v.
+
+Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa
+ind paa Spøgen, og viste temmelig tydelig sin Ærgrelse.
+
+«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse, vent til Du kommer
+op paa Dit eget Værelse,» og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik
+ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke skænke for meget i Din
+Nevøs Glas, Vin og Kærlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,»
+hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.
+
+Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige og trøstede sig med,
+at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han
+blev behandlet.
+
+Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: «Nu skal August i Seng.
+Sig nu pænt god Nat og Tak for i Dag.»
+
+«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith, der blegnede, da hun
+følte det afgørende Øjeblik nærme sig.
+
+«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for
+det, min Dreng.»
+
+Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang --
+tretten Minutter, ti, fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen
+kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der ikke befandt sig vel,
+naar han kom for sent i Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage
+ham med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige «pænt god Nat». Han
+vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes
+kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes
+blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lønlige Haab til
+at blusse op stærkere end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med
+sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker mig, jeg er vis
+derpaa, men hun er bange og lider derunder.» Hans ungdommelige Hjærte
+svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lært at
+elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Da Hellman og hans Nevø var borte, betragtede hun forventningsfuldt
+sin Mand. Han troede, at hun var bange, og det forvoldte ham en
+hemmelig Nydelse, han havde da altsaa i det mindste faaet Bugt med
+hendes Selvsikkerhed. Øjeblikket var gunstigt, nu skulde hun tvinges
+til Oprigtighed med det onde eller med det gode, hun _skulde_ aabne
+sig for ham.
+
+Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mødte hans Blik med
+et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord,
+kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes
+tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han
+spurgte skarpt:
+
+«Elsker Du denne Dreng?»
+
+Hun svarede ikke.
+
+«Jeg vil vide det. For mit Navns og min Æres Skyld fordrer jeg at faa
+det at vide.»
+
+«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din Ære.»
+
+Han vidste, at det var sandt.
+
+«Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.»
+
+«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede hun sagte. Hvis han blev
+ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen?
+
+«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny næsten ude af sig selv.
+
+«Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Følelser?»
+
+Da tog han sig sammen, han følte, han var gaaet for vidt: «Hør mig,»
+sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg
+spørger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl,
+hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede mig fra Begyndelsen
+af ved Din Kulde, Din Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed
+Du nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig,
+fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din
+Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt,
+hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede, men som jeg alligevel dybest
+i mit Hjærte beundrede og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere at
+kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig
+bestandig. Det æggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa
+mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg kunde vende
+og krænge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var
+vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde
+jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig
+efterstræbte. -- Du ser, jeg er aabenhjærtig, og jeg vil vedblive
+dermed. Da Erik blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid,
+han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Kærlighed til Barnet.
+Da han døde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men
+bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for
+træt til længer at efterstræbe noget; jeg troede mig aandelig død, og
+mente, at ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for mig. Jeg
+længtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Møde. -- Saa fik
+vi Gæster og jeg oplivedes atter -- maaske kun for at slukkes helt,
+naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette
+Besøg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde
+haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige
+mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte
+mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en
+anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kæmpet for i Aar. Jeg vilde
+gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig
+derfor om at ende den, men ikke engang _det_ vilde Du, ikke engang
+saa meget kunde jeg opnaa af Dig.
+
+Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din Kærlighed, jeg har ingen
+Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget
+af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om
+jeg skal lade dette Haab følge alle de andre brustne Illusioner.
+Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at
+ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortsætte en tom
+Tilværelse. Vil Du gøre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har
+næret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er
+kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i
+Vejen for andres Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig mig,
+om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker --
+ham?»
+
+Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde
+gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa blød,
+saa ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde
+gøres nu strax, han skulde ikke et Øjeblik længer tro paa sit
+Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres til
+Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han kunde vente og haabe.
+
+«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og
+knælede ved hans Fødder. «Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet,
+elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv,
+elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg
+lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg
+og elskede jeg, jeg tror fra første Gang, jeg saa Dig. Men da Du
+syntes at spotte mig, bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den i
+de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor
+jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa
+vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Først
+lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den
+stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom til
+mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse.
+Jeg stødte Dig fra mig. Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret,
+blev jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed, fordi Du
+atter var bleven saa kold og fremmed.
+
+Det var _mig_, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af
+Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg
+mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg følte
+den ubeskriveligste Glæde derover, indsaa jeg, at Modstand var
+umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den Dag
+blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor
+kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke
+paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu skænker jeg
+Dig den Kærlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over,
+at Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig
+lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lært mig at elske, Du er
+ikke ene, thi Du har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig.
+
+Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig
+endnu at kunne være noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har et
+Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa, at Du har gjort det
+lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte
+mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa
+længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager
+mod min Kærlighed, saa haaber og ønsker jeg intet mere.»
+
+Hun var skøn, som hun laa der foran ham. Men han løftede hende ikke
+op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et
+Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa træt, saa udlevet, at
+han slet intet formaaede, intet haabede, intet brød sig om. Men lidt
+efter lidt lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for sin
+egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i
+Æventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes
+syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at
+opløse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte
+Sjæl, som en svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes
+formelig, at han sank hen i den blide, velgørende Træthed, der følger
+paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han
+havde smægtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden
+Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nærmest af
+alle.
+
+Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde;
+forstod hun, at hun _ofrede_ sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.
+
+Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: «Ved Du, hvad Du siger og
+gør, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden,
+et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gøre fuld
+Gengæld for Din Kærlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit
+Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu
+saa egenkærlig» -- han smilte svagt -- «at jeg tager mod Din
+Kærlighed, skønt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har
+fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hører
+jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en _Gang_ elske en anden højere
+end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke
+engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som
+mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet
+elske, da var det Dig, men jeg var for fordærvet allerede den Gang,
+jeg lærte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed.
+Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du
+virkelig ødsle Dit Hjærtes varme Kærlighed paa mig for dermed at
+formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da
+giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lært mig lidt af det, der hedder
+at opofre sig, men jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min
+Egenkærlighed.»
+
+Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: «Det
+er saligere at give end at tage.»
+
+«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig ønske det anderledes.
+Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!»
+
+Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem sine og lagde dem paa sin
+hede Pande, trykkede dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa sagte
+lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og
+det var første Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne
+Hyldest.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Judith Fürste, by Adda Ravnkilde
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FÜRSTE ***
+
+***** This file should be named 39510-8.txt or 39510-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/3/9/5/1/39510/
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This file was produced from images
+generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
+at http://adl.dk)
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License available with this file or online at
+  www.gutenberg.org/license.
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation information page at www.gutenberg.org
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
+North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
+contact links and up to date contact information can be found at the
+Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit www.gutenberg.org/donate
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/39510-8.zip b/39510-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..9124ac1
--- /dev/null
+++ b/39510-8.zip
diff --git a/39510-h.zip b/39510-h.zip
new file mode 100644
index 0000000..6d0ec91
--- /dev/null
+++ b/39510-h.zip
diff --git a/39510-h/39510-h.htm b/39510-h/39510-h.htm
new file mode 100644
index 0000000..2242858
--- /dev/null
+++ b/39510-h/39510-h.htm
@@ -0,0 +1,9885 @@
+<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
+    "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
+<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
+  <head>
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
+    <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
+    <title>Judith Fürste, by Adda Ravnkilde; an eBook from Project Gutenberg</title>
+    <style type="text/css">
+    /* <![CDATA[ */
+
+h1,h2,h3,h4,h5,h6 {
+    text-align: center;
+    clear: both;
+}
+h1, h2, body h2 {
+    page-break-before: always;
+    padding-top: 2em;
+}
+h1 {
+    padding-bottom: 2em;
+    page-break-after: always;
+}
+.trnote h2 {
+    padding-top: .5em;
+}
+
+p {
+    text-align: justify;
+    margin: 0 auto;
+    text-indent: 1em;
+}
+p.noindent, p.center { text-indent: 0; }
+
+hr {
+    width: 33%;
+    margin: 2em auto;
+    clear: both;
+}
+
+table {
+    margin: .5em auto;
+    border-collapse: collapse;
+    text-align: center;
+}
+ol, ul { margin-left: 0; padding-left: 0; }
+
+.pagenum {
+    /*visibility: hidden;*/
+    color: #999;
+    position: absolute;
+    left: 92%;
+    font-size: smaller;
+    text-align: right;
+    font-style: normal;
+    font-variant: normal;
+    font-weight: normal;
+    text-transform: none;
+    text-decoration: none;
+    letter-spacing: normal;
+    text-indent: 0;
+} /* page numbers */
+a[title].pagenum:after, .pagenum a[title]:after { content: attr(title); }
+
+.center    { text-align: center; }
+.smcap     { text-transform: uppercase; }
+.bold      { font-weight: bold; }
+.smaller   { font-size: 85%; }
+.larger    { font-size: 130%; }
+.huge      { font-size: 200%; }
+
+/* Poetry */
+.poem         { margin-left: 1.5em; text-align: left; }
+.poem br      { display: none; }
+.poem .stanza { padding: .5em 0em; }
+.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; }
+
+/***/
+
+.front {
+    padding-top: 2em;
+    line-height: 1.8em;
+}
+.front p {
+    text-align: center;
+    margin-top: .75em;
+    margin-bottom: .75em;
+    text-indent: 0;
+}
+
+.trnote {
+    font-family: sans-serif;
+    font-size: 90%;
+    background-color: #ccc;
+    color: #000;
+    border: black 1px dotted;
+    margin-top: 1em;
+    padding: 1em;
+}
+.trnote ul li { list-style-type: none; }
+
+hr.partbreak               { width: 65%; margin-left: 17%; }
+hr.chapbreak               { width: 45%; margin-left: 27%; }
+hr.tb                      { width: 25%; margin-left: 37%; }
+hr.partbreak, hr.chapbreak { margin-bottom: 4em; visibility: hidden; }
+hr.partbreak               { page-break-after: always; }
+
+a.corr { text-decoration: none; /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
+
+/* Screen-dependent settings */
+table.toc  { width: 100%; }
+.r2        { text-align: right; padding-right: 1em; }
+
+@media screen { /* on computer screen only */
+    body    { margin: auto 10%; }
+    p       { margin: .75em auto; text-indent: 0; }
+    .front  { padding-top: 0; }
+
+    hr.partbreak, hr.chapbreak, hr.tb
+            { margin-left: auto; visibility: visible; }
+
+    em      { letter-spacing: .2em; margin-right: -.2em;
+              font-style: normal; font-weight: normal;
+              font-variant: normal; text-decoration: none; }
+    .smcap  { text-transform: none; font-variant: small-caps; font-style: normal; }
+    .gesperrt { letter-spacing: .2em; margin-right: -.2em; font-style: normal; }
+
+    p.toc   { display: block; font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; }
+    .poem   { margin: auto 10%; }
+
+    .r2     { padding-right: 2em; }
+
+    .trnote   { margin: 2em 15%; }
+    table.toc { width: auto; margin: 0 auto; }
+    .toc .makewide:before, .toc .makewide:after { content: "\b7"; }
+}
+
+    /* ]]> */
+    </style>
+  </head>
+<body>
+
+
+<pre>
+
+The Project Gutenberg EBook of Judith Fürste, by Adda Ravnkilde
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Judith Fürste
+       En Fortælling
+
+Author: Adda Ravnkilde
+
+Release Date: April 22, 2012 [EBook #39510]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FÜRSTE ***
+
+
+
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This file was produced from images
+generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
+at http://adl.dk)
+
+
+
+
+
+
+</pre>
+
+
+
+<h1>JUDITH FÜRSTE</h1>
+
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
+er i øvrigt bevaret.
+En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
+sidst i bogen.</p>
+
+<h3>Indhold</h3>
+
+<table class="toc" summary="Indholdsfortegnelse">
+<tr><td colspan="5"><a href="#FORORD">FORORD</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_1" class="makewide">I</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_2" class="makewide">II</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_3" class="makewide">III</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_4" class="makewide">IV</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_5" class="makewide">V</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_6" class="makewide">VI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_7" class="makewide">VII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_8" class="makewide">VIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_9" class="makewide">IX</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_10" class="makewide">X</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_11" class="makewide">XI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_12" class="makewide">XII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_13" class="makewide">XIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_14" class="makewide">XIV</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_15" class="makewide">XV</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_16" class="makewide">XVI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_17" class="makewide">XVII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_18" class="makewide">XVIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_19" class="makewide">XIX</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_20" class="makewide">XX</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_21" class="makewide">XXI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_22" class="makewide">XXII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_23" class="makewide">XXIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_24" class="makewide">XXIV</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_25" class="makewide">XXV</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_26" class="makewide">XXVI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_27" class="makewide">XXVII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_28" class="makewide">XXVIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_29" class="makewide">XXIX</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_30" class="makewide">XXX</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_31" class="makewide">XXXI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_32" class="makewide">XXXII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_33" class="makewide">XXXIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_34" class="makewide">XXXIV</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_35" class="makewide">XXXV</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_36" class="makewide">XXXVI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_37" class="makewide">XXXVII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_38" class="makewide">XXXVIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_39" class="makewide">XXXIX</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_40" class="makewide">XL</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_41" class="makewide">XLI</a></td></tr>
+</table>
+</div>
+
+
+<hr class="partbreak" />
+
+
+<div class="front">
+<p class="huge gesperrt">JUDITH FÜRSTE.</p>
+
+<p><span class="smcap">En Fortælling</span><br />
+<span class="smaller">AF</span><br />
+<span class="larger">ADDA RAVNKILDE.</span></p>
+
+<p>MED ET FORORD AF <b>G. BRANDES</b>.</p>
+
+<p>ANDET OPLAG.</p>
+
+<p>KJØBENHAVN.<br />
+<span class="smcap">Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel &amp; Søn).</span><br />
+<span class="smaller">GRÆBES BOGTRYKKERI.</span><br />
+1884.</p>
+</div>
+
+<hr class="partbreak" />
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_iii" id="Side_iii" title="[S. iii]"></a></span></p>
+
+
+<h2><a name="FORORD" id="FORORD"></a>FORORD.</h2>
+
+
+<p>En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit
+Bord en af de Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig
+faar sendt eller bragt ind i Huset, og derved et lille, provinsielt
+udseende, blaaligt Visitkort, hvorpaa Navnet <i>Adda
+Ravnkilde</i> var skrevet med snørklede Forbogstaver.</p>
+
+<p>Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der
+havde afleveret det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel,
+med kloge og klare Øjne. Der var noget Aandigt og
+Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen, som i den mørke
+Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning manglede
+Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig
+Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.</p>
+
+<p>Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende)
+røbede Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte
+overraske. Den behandlede en ung Piges aandeligt ensomme
+Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen som Lærerinde,
+og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser
+hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent
+40aarig dansk Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har<span class="pagenum"><a name="Side_iv" id="Side_iv" title="[S. iv]"></a></span>
+et daarligt Ry paa sig for sit Levnet, men som staar højt
+over Omgivelserne ved Dannelse og Livserfaring. Hun har
+en ualmindelig Videlyst og en spirende digterisk Begavelse.
+Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes Interesse
+for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans
+Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se
+klart gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og
+Underholdning i hendes Selskab, ganske ligegyldig for om
+han ved sin haardnakkede Opmærksomhed kompromitterer
+hende i den lille Sladderby. Hun indser, saasnart hun
+tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans Fortrin
+formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end
+hendes Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed
+sig, da hun ikke kan tænke paa ham med Kulde, og hun
+kan ikke nægte det for sig selv, hun elsker ham, har elsket
+ham fra hun saa ham første Gang, formaar i Mellemtiderne
+mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham.</p>
+
+<p>Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges
+forgjæves nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed
+til Grev Høg noget Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette
+Liv med dets Higen, Venten og Spænding mod en eneste
+fast Forestilling som Maal, fornam den indre Modstand, der
+bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og bukkede
+under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen, Lidenskabens
+Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i
+alle Legemets Pulse.</p>
+
+<p>Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som
+Slutninger i Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden
+at holde Heltindens Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin
+egen; vi hørte desuden mere om hendes Begavelse end vi<span class="pagenum"><a name="Side_v" id="Side_v" title="[S. v]"></a></span>
+saa til den, og selve den Omstændighed, at det Hele var
+fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde ved
+Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig.</p>
+
+<p>Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde
+opsætte sin offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne
+kunde finde Sted med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen
+af den unge Piges Kjærlighed, svarede hun: «Sligt
+vil jeg ikke skrive mere», og der kom Taarer frem i hendes
+Øjne.</p>
+
+<p>I Løbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed
+klarere frem for mig: En stræbende Aand, for
+hvem en stor Forhaabning var bristet, og der ligesom bar
+Mærker af et flereaarigt Tryk; forpint af smaa Forholds
+Smaalighed og af indskrænkede Væseners Indskrænkethed.
+En tapper, exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe
+Modet for bestandig, men endnu havde bevaret Energien
+frisk; livstørstig og dog meget fortrolig med Dødstanken, attraaende
+Omgang med aandsfrie Kvinder og Mænd, trængende
+til Tankemeddelelse, til et fyldigere, aandeligt Indhold;
+moderne, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt endnu
+noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske
+vist, men med en Ærgærrighed, som daglig maatte kjæmpe
+med Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at
+vinde? Er Livet værd at leve?</p>
+
+<p>Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den
+Elskede, hader og elsker ham paa en Gang, saaledes elskede
+og hadede hun Livet, snart ude af Stand til at bære det,
+snart haabende det Højeste af det, snart villig til at nøjes
+med en beskednere Lykke, som hun ved sin Bortgang antydede
+det i disse Ord til mig: «Hvor De er lykkelig, De<span class="pagenum"><a name="Side_vi" id="Side_vi" title="[S. vi]"></a></span>
+har opnaaet de to Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo
+paa et Sted, hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne
+omgaas intelligente Mennesker.»</p>
+
+<p>Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende.
+Hun lagde kort efter en anden Fortælling op til mig, den
+som foreligger her; men min Tid var saa optaget, at jeg
+nødtes til at lade den ligge ulæst mere end en Maaned og
+først gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde erfaret
+hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf paa Universitetet
+bad jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til
+sit Manuskript, ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid
+og ikke tabe Modet. Hun havde rimeligvis da allerede
+tabt det.</p>
+
+<p>Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjøbenhavn
+for at forberede sig til Almueskolelærerinde-Examen,
+havde imidlertid, da hun følte sig meget ulykkelig ved den
+Tvang, dette Kursus vilde paalægge hende, fulgt mit Raad,
+hellere at uddanne sig til Student og var begyndt at arbejde
+med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under hvis Vejledning
+hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt.</p>
+
+<p>Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert
+grebet alle dem, der havde kjendt hende. Selv om man
+ikke betragter Døden uden videre som et Onde, var det
+vanskeligt, ikke at føle Noget bløde og brænde i sig ved
+Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare
+Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i
+det store Mørke. Den Forestilling laa nær, at havde hun
+levet, saa var hun bleven en af de Personligheder, af hvilke
+der altid er for faa i et Land, en af dem, der frembringe<span class="pagenum"><a name="Side_vii" id="Side_vii" title="[S. vii]"></a></span>
+Værdier og lægge et Lod i Vægtskaalen paa det Godes og
+Nyttiges Side.</p>
+
+<p>Jeg saa hende to Timer før hendes Død, den 29de November.
+Idet jeg den Dag traadte op paa Universitetskathedret,
+bemærkede jeg hende paa en af de første Bænke
+i Salen lige for mig; hun saa oprømt, livfuld ud, hendes
+Øjne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle
+Gange under Foredraget. Mindst tænkte jeg, at hun i det
+Øjeblik fortjente Medlidenhed.</p>
+
+<p>Efter hendes Død har jeg læst hendes efterladte Haandskrifter.
+Et af dem, det ældste, der rundt i Marginen havde
+sammenslyngede Navnecifre i en bestemt, stiliseret Form,
+fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog et Hovedafsnit af Forfatterindens
+Historie.</p>
+
+<p>Nærværende Fortælling, der har forekommet mig at være
+det blandt hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste
+Iagttagelser, og hvor Handlingen er bedst gjennemført, er
+skrevet, da Forfatterinden var nitten Aar gammel og synes
+mig i Betragtning af denne Omstændighed mærkværdig.
+Mandskarakteren er øjensynlig udført efter samme Model
+som i den førstnævnte Roman, men den kvindelige Karakter
+er her tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde
+synes en senere Alders Kjende. Fortællingen giver et Livs
+Historie, der gaar op i et enkelt Forhold. Den fremstiller
+en enkelt Følelse, der først sent bliver sig sit Væsen bevidst.</p>
+
+<p>Den Læser, som er i Stand til at se bort over enkelte
+gammeldags Vendinger, der tage sig løjerligt ud i en moderne
+Bog («Merkurs Sønner» f. Ex.), og som ikke vil opholde sig
+ved at Forfatterinden med en ganske ung Piges Skyhed har
+taget meget abstrakt paa det Fysiologiske, vil med Fornøjelse<span class="pagenum"><a name="Side_viii" id="Side_viii" title="[S. viii]"></a></span>
+se et Stykke nørrejydsk Liv fra vore Dage malt med Kjendskab
+og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige, ja Dybsindige
+i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad Omveje
+finde Oplysning om kvindeligt Sjæleliv i de danske Provinser.</p>
+
+<p>At Fortællingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen
+Glæde har af at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling
+mod den Døde. Det gjøres, som man lægger en
+Krans paa en Grav. Det har syntes mig Synd, at dette
+unge Væsen, der havde saa stærk en Attraa efter at tilkæmpe
+sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade
+det ringeste Spor af sit Liv.</p>
+
+<p>Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn og sin
+Adresse for mig, spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det
+var et rigtigt Navn, det syntes mig at lyde som et Kjælenavn,
+en Forkortning.</p>
+
+<p>Hun svarte: «Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil
+gjøre bekjendt.»</p>
+
+<p>Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige
+Død kan blive.</p>
+
+<p class="r2 bold">Georg Brandes.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"></a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_1" id="KAPITEL_1"></a>I.</h2>
+
+
+<p>«Man maa lære at føje sig i de Forhold,
+man er sat i, Du maa lære det, Judith,
+om det saa kun var for Din
+egen Skyld. Hvis Du bliver ved paa
+denne Maade, gjør Du baade Dig selv og os andre
+ulykkelige.»</p>
+
+<p>«Men jeg kan ikke,» svarede Judith med
+dæmpet Stemme; «det blev ikke sunget for min
+Vugge, at jeg skulde bøje mig under fremmed
+Herredømme, jeg har Faders Blod i mine Aarer,
+og jeg kan det ikke.»</p>
+
+<p>Sagfører Hinding sendte sin Steddatter et stikkende
+Blik, men hans Stemme var rolig og mild,
+hans Tale langsom og overbevisende, som om han
+plæderede en Sag for Retten.</p>
+
+<p>«Bestandig denne Trods! Og hvad har Du
+saa for Din Stolthed? Du har ikke kunnet beholde
+en eneste af alle de Pladser, vi har skaffet
+Dig, og Du gjør os Livet surt her i Hjemmet.»</p>
+
+<p>«Det har ikke været min Skyld, at jeg mistede
+mine Pladser; hvor kan og tør jeg opgive min<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"></a></span>
+Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig beholde
+efter min Fader, <em>den</em> har en enlig stillet
+Kvinde god Brug for. &mdash; Mit Hjem! hvorledes kan
+jeg betragte dette Hus som et Hjem?»</p>
+
+<p>Ved Ordet «Arv» formørkedes Prokuratorens
+Blik, men han fortsatte med uforandret Mildhed:
+«Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du
+har Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes
+Dit Hjem.»</p>
+
+<p>«Ja, Moder holder vistnok af mig &mdash; paa sin
+Maade &mdash; og vilde gjerne gjøre mig lykkelig, men
+hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun
+ægtede Dem, mistede jeg hende.»</p>
+
+<p>«Men saa indse da, at Din Fremtid afhænger
+af mig og bliv min Ven istedetfor min Fjende;
+jeg forlanger jo kun en taalelig Eftergivenhed,
+noget mindre Trods og Skarphed.»</p>
+
+<p>«Ja, min Fremtid afhænger vistnok af Dem,
+men jeg kan ikke hykle, om jeg end kunde skaffe
+mig de bedste Vilkaar derved. &mdash; Holdt jeg af
+Dem eller havde jeg kun fuldstændig Agtelse for
+Dem, skulde De aldrig faa Grund til at klage,
+men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres
+Handlemaade og hele Optræden, jeg kan ikke bøje
+mig for Dem. Jeg beder Dem derfor: skaf mig
+min Fædrenearv, lad mig lære et eller andet, saa
+at jeg kan sørge for mig selv &mdash; jeg forlanger det
+jo ikke mere som en Ret, jeg beder kun derom.»</p>
+
+<p>«Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv
+Brug for disse Penge. Du kan ikke faa dem; mine<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"></a></span>
+Sager staar slet, og i det mindste for Din Moders
+Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.»</p>
+
+<p>«Nej, De har Ret; for Moders Skyld kan jeg
+ikke fordre, hvad der lovlig er mit. Nu vel &mdash;
+saa skal jeg se at finde mig i det, foreløbig i det
+mindste, men De skal ikke tvinge mig til, hvad
+jeg ikke selv vil &mdash; en Gang maa jeg da vel faa
+min Ret, skønt Ret er noget, som der er grumme
+lidt af i Verden, uden den stærkeres.»</p>
+
+<p>Han forstod, hvad hun tænkte paa, og følte
+hvor ubøjelig en Modstandsevne denne forhadte
+Steddatter var i Besiddelse af. «Vi faar se, vi
+faar se,» mumlede han med sammenbidte Tænder,
+«der kommer vel den Dag, da jeg ikke længere
+er Din Skyldner.»</p>
+
+<p>Hun forstod neppe Ordene, endnu mindre den
+Trusel, de indeholdt.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_2" id="KAPITEL_2"></a>II.</h2>
+
+
+<p>Judith Fürstes Moder havde i sin Tid været
+en af Hovedstadens feterede Balskønheder, en forfængelig
+og verdslig ung Pige, der jagede efter
+Fornøjelser og levede for at blive beundret. Men
+alt dette syntes at forandre sig, da hun endnu
+ganske ung ægtede en Officer, der var lige saa
+bekjendt for sin Dygtighed som for sin stolte Karakter
+og sit smukke mandige Ydre. I deres
+Ægteskab fik han efterhaanden en stor og god
+Indflydelse paa sin letsindige Hustru, men til<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"></a></span>
+Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres
+Samliv kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrød,
+blev Løjtnant Fürste et af dens første Ofre.
+Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine
+Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels
+unge Enke, paa hvem hans Død strax gjorde et
+saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede
+for hendes Forstand. Dog da den første Smerte
+var forbi, var ogsaa det værste overstaaet, og den
+unge Moder besluttede nu at hellige sit Liv og al
+sin Kærlighed til sin lille Datter.</p>
+
+<p>Tilbagetrukken fra Verdens Fornøjelser og
+Glæder ofrede Fru Fürste Judith al sin Tid. Hun
+indgød hende en lidenskabelig Kærlighed til den
+afdøde Fader, og Barnet kunde aldrig blive træt
+af at høre om ham. Han var dets Helt, dets Afgud,
+dets Ideal. Timevis kunde hun sidde stille
+og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og
+naar hun paa Gaden sammen med hende mødte
+Officerer, der respektfuldt hilste dem, eller standsede
+og talte med dem og klappede den lille Pige
+paa Hovedet, kom hun altid til at tænke paa
+Faderen, og da svulmede hendes Hjerte af Stolthed,
+og hun var overbevist om, at ingen i Verden
+kunde lignes ved ham.</p>
+
+<p>Saaledes forløb nogle Aar, da der indtraf en
+Forandring i den endnu smukke, trediveaarige
+Enkes Væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig
+undertiden pludselig til at græde, men kunde saa
+strax efter igjen begynde at nynne og se sig i<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"></a></span>
+Spejlet og pynte sig med større Omhu end førhen.
+Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven
+gammel og styg, om der ikke var graa Haar i
+hendes brune Lokker eller Rynker i hendes Pande,
+og naar Judith forbavset svarede nej, eller med
+barnlig Stolthed erklærede hende for at være den
+smukkeste Dame i Verden, omfavnede hun hende
+og spurgte, om hun ikke savnede en Fader.
+Judith nøjedes med at stirre paa hende, men
+Moderen lo og rødmede, erklærede det hele for
+en Spøg og kyssede den sidste Tvivl bort af den
+forbavsede Piges Sind.</p>
+
+<p>Men Sagen var, at den svage og forfængelige
+Kone tænkte paa at gifte sig igjen. Fuldmægtigen
+hos den Sagfører, der drog Omsorg for hendes
+Pengesager, var en ung og ret smuk Mand.
+Han havde ved mange Lejligheder set Enken og
+fattet, som han mente, en heftig Lidenskab for
+hende. Hun undgik ikke at bemærke den Hyldest,
+han ydede hende, og den smigrede hendes forfængelige
+Hjærte. Da han endelig friede, vaklede
+hun længe &mdash; det var i denne Tid, hun ofte græd
+og halv skjult raadspurgte sin unge Datter. Men
+han trængte stedse heftigere paa: de skulde ikke
+blive i Hovedstaden, hvor Mødet med gamle bekendte
+maatte være hende pinligt, han vilde nedsætte
+sig som Sagfører i en mindre By, han vilde
+bære hende paa Hænder, lovede hende Rigdom,
+Fornøjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at
+tage Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"></a></span>
+indvilligede hun, dels af Svaghed, dels af Forfængelighed,
+thi hun nærede næppe nogen virkelig
+Kærlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun
+anede vel, at hendes Beslutning kunde have skæbnesvangre
+Følger, men hun var ikke kraftig nok til
+at undersøge Sagen og drage dens Konsekventser.</p>
+
+<p>Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru
+Fürste vovede ikke en Gang at betro sig til sin
+Datter før i det sidste Øjeblik, det vil sige, da det
+var for sent. Havde dette ikke været Tilfældet,
+vilde hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet,
+thi Judith kom i en saa heftig Bevægelse, da hun
+erfarede Sandheden, at den stakkels Kone helst
+vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den
+Gang havde været muligt.</p>
+
+<p>At Moderen, efter at have været gift med
+Verdens ædleste Mand, der havde ofret sit Liv
+for Fædrelandet, og elsket sin Hustru over alt
+andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel
+Prokurator, et rent ubetydeligt Menneske! &mdash; Judith
+var ude af sig selv af Sorg og Indignation.
+Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt
+hun Moderen denne grænseløse Nedværdigelse,
+hun græd, hun bønfaldt hende om ikke at
+bedrage baade den afdøde Fader og hende selv,
+men som sagt, det var for sent. Da overgav den
+snart halvvoxne Pige sig til dump Fortvivlelse,
+og den første Tid af Moderens Ægteskab gjorde
+hendes Sind mange Aar ældre, forvandlede hende<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a></span>
+fra et muntert, livsglad Barn til en indesluttet,
+melankolsk Skabning.</p>
+
+<p>Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens
+Kærtegn trøstede hende ikke, Forholdet
+mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen
+andre at søge Trøst hos; de skulde jo bort fra
+Byen og fra de gamle Venner, der desuden allerede
+af sig selv havde trukket sig tilbage fra dem.
+Og Moderen var ikke længer den, hun kunde se
+op til og tro paa, hun holdt vel af hende endnu,
+men med en halv medlidende Kærlighed.</p>
+
+<p>Lige efter Brylluppet var Familien draget til
+en lille Købstad i Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes.
+Det blev intet Fredens Hjem, thi Judith
+vendte sig instinktmæssig fra sin Stedfader; han
+havde, mente hun, berøvet hende Moderen og
+usurperet den højtelskede Faders Plads. Hans
+venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham
+haardnakket bort og undlod at sige: «Fader» eller
+«Du». Da Hinding ingen Veje kom med Mildhed,
+forsøgte han Magt; han prøvede at kue hendes
+stolte Sind. Judith led ubeskrivelig, men hun
+bøjede sig ikke, hun beklagede sig ikke til Moderen,
+hun vilde være ene om det og fandt efterhaanden,
+at passiv Modstand var det bedste Værn. Men i
+denne Strid forhærdedes hendes Sind, og hun
+lærte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan
+det, at hade.</p>
+
+<p>Ogsaa paa Hindings Humør havde dette daarlige
+Forhold sin Indvirkning, det var undertiden<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a></span>
+nær ved at bringe ham til at fortryde sit Giftermaal;
+han blev gnaven og opfarende. Endnu
+værre blev det, da en Broder af ham, for hvem
+han havde indgaaet Kautionsforpligtelser, gik fallit
+og derved føjede Pengesorger til Prokuratorens
+øvrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke
+Sagernes Stilling, at Fru Hinding skænkede sin
+Mand en Søn. Han blev vel meget glad ved
+Drengens Fødsel, men paa den anden Side bragte
+Begivenheden Judiths Smerte til Højdepunktet;
+hun fortvivlede nu helt over sin Stilling i Hjemmet,
+hun syntes, at det lille Barn berøvede hende
+den sidste Rest af Moderens Omsorg og Ømhed,
+og hun forlangte da at blive sendt bort over til
+København for der at lære noget, som kunde
+sætte hende i Stand til senere selv at tjene sit
+Brød. Men denne Fordring kom Hinding meget
+ubelejlig; hans Pengeforhold tillod ham i Virkeligheden
+ikke den Gang at bringe et saadant Offer,
+og han vilde heller ikke, af egennyttige Grunde,
+at Judiths lille Fædrenearv, nogle Tusinde Kroner,
+der var blevne indsatte i Overformynderiet, da
+Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi
+han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar
+Judith engang blev myndig, og han forestillede
+hende derfor, at hendes Penge ikke kunde røres,
+før hun var 18 Aar.</p>
+
+<p>Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder,
+om hun virkelig kunde forhindres i at lære noget,
+der kunde sikre hendes Fremtid og Uafhængighed.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a></span></p>
+
+<p>Nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding
+noget om, at Judith kunde henvende sig til sin
+Værge, men hun nøjedes med at bede Datteren
+inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forøge
+hendes Mands Bekymringer og slette Lune. &mdash; Da
+forstod Judith, at dobbelte Baand bandt hende,
+som hun ikke kunde bryde, Kærlighedsforpligtelsen
+overfor Moderen og Afhængigheden af Stedfaderen.
+Og hun forstod, at der gives Tilfælde i Livet,
+hvor man maa bøje sig, selv om man har moralsk
+Ret til ikke at gjøre det. Og denne Tanke blev
+den farligste. Thi hendes Barnesind havde vel
+gjennem Bøger faaet det Indtryk, at det slette
+og uretfærdige for en Tid kan triumfere, men
+at det gode dog altid sejrer til sidst. Men her
+saa hun sig haabløst forurettet, og det tilmed af
+dem, der stod hende nærmest, af hendes egen
+Moder, som dog elskede hende, og af alle andre,
+med hvem hun havde noget at gjøre. Og det
+gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge,
+om saadanne Tilfælde var almindelige, om
+Retfærdigheden muligvis ikke var saa almægtig,
+som hun troede; om det var den, der havde
+Retten, eller den, der havde Magten, som beholdt
+Overtaget. Og da hun først var begyndt paa
+Undersøgelsen, forekom det hende mere og mere,
+at det virkelig var det slette, det uretfærdige, det
+egenkærlige, der var det stærkeste. Hun opdagede
+egoistiske, smaalige, tyranniske Handlinger, og
+uden at kunne bedømme deres Motiver eller de<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a></span>
+formildende Omstændigheder, der kunde undskylde
+dem, dømte hendes ungdommelig strenge Sind,
+ligesom Katekismen, at Menneskene er af det onde,
+at Verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i
+det hele taget paa den Tid til Katekismen og
+Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og Menneskene
+samstemmede med hendes egen Dom. Hun
+blev en troende, men ingen barnlig Konfirmand.
+Angst og sønderknust lovede hun at forsage alt
+det onde, hun bad brændende og forfærdet Gud
+om Tilgivelse for sine Synder. Og hun lovede
+at tage sin tunge Skæbne som en Prøvelse fra
+Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik
+imidlertid ikke længe Lejlighed til at prøve sine
+Forsætters Styrke i Hjemmet, thi Hinding, for hvem
+hendes Nærværelse var en stadig Pine, skaffede
+hende kort efter Konfirmationen en Plads, «for
+at gaa Husmoderen til Haande og deltage i al
+indvendig Gjerning &mdash; Honorar fordres ikke».
+Hun kunde jo intet, og turde ikke gjøre Fordring
+paa Løn.</p>
+
+<p>I Præstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede
+hendes Religiøsitet sig med næsten foruroligende
+Heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere
+i den Tro, at den Retfærdighed, Livet her paa
+Jorden manglede, maatte findes hos Gud, hinsides
+dette, og hun klyngede sig til denne Tro med sin
+syge og tørstende Sjæls hele Begærlighed. Men
+medens hun ufortrødent udrettede sit Arbejde og
+uden Knurren fandt sig i den megen Smaalighed,<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a></span>
+der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende
+<a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: forskjellige">forskellige</a> religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal.
+Da de var nær ved at voxe hende over Hovedet,
+vendte hun sig til Præsten, en ganske vist lærd,
+men ikke <em>meget</em> troende Theolog. Han søgte at
+bringe hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der
+for hende kun blev Sten i Stedet for det Brød,
+hun bad om. Hun kunde være bleven overbevist
+ad Følelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved
+kun mere Oprør. Præsten blev stedse ivrigere
+for at omvende sit unge Skriftebarn, han spaserede
+med hende og talte med hende <span class="sic" title="[sic]">timevis</span>, indtil
+Præstefruens Opførsel viste den unge Pige, hvor
+uforsigtig hun havde handlet. Fruen blev jaloux,
+om med eller uden Grund brød Judith sig ikke
+om at undersøge, men at en saa lav Mistanke
+blev kastet ind i et Forhold, som hun kaldte sit
+allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for
+hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede
+Gud til Regnskab, fordi han rolig lod hende mistænkes
+saaledes, skønt han maatte vide, at hendes
+Tanker kun havde været rettede paa ham. De
+sidste pinefulde Maaneder, hun tilbragte i Præstegaarden,
+rokkede endog Gudsforholdet for hende.</p>
+
+<p>Et nyt Forsøg blev gjort, denne Gang hos en
+Slægtning af Hinding, en Enkemand paa henved
+de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte,
+men Manden gjorde et kluntet Forsøg paa at forføre
+den unge Pige, der var betroet til hans Varetægt,
+og hun forlod Pladsen over Hals og Hoved,<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a></span>
+medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden,
+hvor Egenkærlighed, Hensynsløshed og Raahed
+syntes at herske, og stedse med mere forvirrede
+Begreber om det Væsen, der sagdes at være algod
+og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed.</p>
+
+<p>Endelig gjorde man et sidste Forsøg, denne
+Gang hos en aldrende Enkefrue med tre voxne
+Døtre.</p>
+
+<p>Først syntes Valget heldigt. Fruen førte et
+muntert Hus, der kom en Del unge Mennesker,
+og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved
+nogensomhelst Fremtræden at staa Døtrene i Lyset,
+lykkedes det hende at undgaa den let vakte Misundelse
+og Skinsyge. Hun holdt sig tilbage, var
+indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt
+Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne være
+saa taabelige, at søge at behage Mænd og jage
+efter den tvivlsomme Lykke &mdash; Ægteskabet. Blandt
+de besøgende var en Student Hilmer, en ung Mand
+af god Familie og omhyggelig opdragen, stærkt
+paavirket af Nutidens Fritænkeri. Han følte sig
+tiltrukken af Judiths Skønhed og nærmede sig
+hende beskedent med en stille og ærbødig Hyldest,
+som ikke kunde skræmme eller mishage hende.
+Hun talte med ham, hans Idéer og Anskuelser
+vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op
+i det Virvar af krydsende Begreber, hvormed hun
+tumlede uden at kunne finde sig til rette i dem.
+Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent
+overens med hendes eget, han var Pessimist,<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a></span>
+fordi Schopenhauer var det, og hans Philosophi,
+som han docerede med hele den Alvor og Varme,
+der kan findes hos en ung Student, der første
+Gang i Praxis repeterer sine nylig erhvervede
+theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis Tilfredsstillelse.
+Hun troede at have fundet et rent
+og uegennyttigt Venskab, der var frit for Beregning
+og Sanselighed. &mdash; Da de efter nogen Tids
+Forløb maatte skilles, skrev han til hende, og hun
+svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget
+philosophiske, og strømmede over af en slet dulgt
+Beundring for egen Viden; men de mange ny,
+sammensatte Ord som «dæmrende Opfattelsesvæv,
+store Igenfødelsens Alt» og lgn. forekom hendes
+uvante Øre poetiske og tanketunge.</p>
+
+<p>Det endte som alt platonisk Venskab mellem
+en Mand paa 22 og en ung Pige paa 18 &mdash; han
+friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt forlangte
+han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige
+«Sjælekamp». «Hvis jeg faar nej,» sluttede
+han, «da maa jeg vel rive Deres Billed ud af min
+Sjæl, men den vil forbløde derved!»</p>
+
+<p>Hun blev forskrækket og overrasket. Hun
+havde alligevel ikke tænkt sig det paa denne
+Maade. I hendes Sind var der under de alt for
+tidlige og sørgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje,
+næsten Angst for at skulle knyttes til nogen Mand;
+og denne var hende dog saa fremmed. Hun svarede
+hverken ja eller nej, men bad ham vente,
+og dermed ophørte foreløbig deres Brevvexling.<span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a></span>
+Men hun blev frejdigere og gladere til Mode.
+Tanken om, at hun var elsket, elsket «for Evighed,
+over alt i Verden», sneg sig over hende med
+en Varme og Fryd, som hun næsten forbavsedes
+over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og
+rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i
+hende oven paa den kolde, haarde Barndoms
+Vinter.</p>
+
+<p>Saa kom der atter en Dag Brev fra ham:
+Ventetiden var uudholdelig, det halve Forhold
+utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og ønskede
+al Forbindelse brudt. Hun troede, han var
+bleven vanvittig, hun sendte ham Brevene og bad
+om en Forklaring, hun fik sine egne tilbage, det
+var alt. Først en Maaned senere blev Gaaden
+løst, hun saa hans Forlovelseskort, han havde
+gjort et rigt Parti.</p>
+
+<p>Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun
+fik Taarer i Øjnene; hun tænkte paa hans Frierbrev,
+hvis glødende Ord om evig Kærlighed, Dages
+og Nætters Sjælekamp og Fortvivlelse havde brændt
+sig ind i hendes Erindring &mdash; og nu et Par Maaneder
+efter forlovet med en Pige paa 80,000 &mdash;
+efter hvor mange Timers Sjælekamp?</p>
+
+<p>Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste
+Stød. Ikke fordi hendes Kærlighed blev skuffet,
+hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket ham, heller
+næppe fordi hendes Stolthed blev krænket, han
+var hende egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro,
+hendes paany opvaagnede Tro paa Uegennytte,<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a></span>
+Kærlighed og Menneskeværd fik Dødsstødet. Hun
+blev en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde
+Tilbageholdenhed og sørgmodige Indesluttethed,
+der blev udlagt som Hovmod, stødte hendes Omgivelser
+fra hende. Døtrene paa deres Jagt efter
+Mænd, Moderen med sin Higen efter at faa Døtrene
+ind i Livsforsikringsanstalten «Ægteskab», følte sig
+generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne Vidne.</p>
+
+<p>Enkefruen skrev til Prokuratoren:</p>
+
+<p>«For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt
+Bekjendtskabs Skyld, samtykkede jeg i at optage
+Frøken Fürste i mit Hus; men hendes Væsen er
+saa lidet imødekommende, hendes Sind saa stolt
+og ubøjeligt, hendes Humør saa nedtrykt og lidt
+velstemt, at jeg af mange Grunde, hvor ondt det
+end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge,
+livsglade Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde
+hende i vort Hjem, hvor Fortrolighed, Samstemning
+og Munterhed stedse har hersket». Altsaa
+vendte Judith atten Aar gammel atter hjem
+til den lille jydske Købstad, til en Moder, hvem
+hun snarere maatte støtte end vente sig Hjælp af,
+til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre
+nu end førhen, da han endelig ved Overenskomst
+med hendes Kurator havde faaet fat i hendes
+Penge, til en lille Broder, der syntes at have
+taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev
+fængslet i Lilleput Forhold, hvor hele Maskineriet
+gik saa jammerlig smaat, saa naivt aabenlyst, hvor
+Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede,<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a></span>
+Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at
+slutte sig inde i sig selv, var en Forbrydelse, fordi
+alt der skulde stilles i Glasskab som offentlig Ejendom,
+kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til
+Sladder, og det kunde Judith ikke være med til.
+Hendes Stolthed oprørtes ved Tanken om, at hun
+skulde stilles til Skue, maaske blive Genstand for
+Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede
+ikke Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen
+hilste hende som en opgaaende Stjærne, et Blik
+eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge
+Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de
+kaldte hende hovmodig og vendte sig til Landets
+Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun
+valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger,
+med hvem hun kunde drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier
+eller Modepynt, hun holdt sig
+for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig».
+Hun var saa tavs i Selskaber, ved Kaffegilder og
+Chokoladesammenkomster, at Byens Damer var
+enige om at kalde hende «muggen» og vistnok
+temmelig indskrænket. I Hjemmet var det ikke
+bedre. Hendes tavse Modstand pinte Prokuratoren,
+hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere
+hans Handlemaade, der just ikke altid hverken i
+Hjemmet eller i Forretninger var gentleman-like,
+som ærgrede ham mere end aaben udtalt Foragt.
+Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede,
+skønt ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes
+Moder mere, end de heftigste Bebrejdelser vilde<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a></span>
+have gjort det. &mdash; Men fremfor alt var hun sin
+egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme
+og sin Haabløshed.</p>
+
+<p>Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet
+med Stedfaderen, med sit trætte Hoved støttet i
+de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet frem
+for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et
+lille Glimt af Haab og Lykke, hun kunde rette sin
+Gang efter.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_3" id="KAPITEL_3"></a>III.</h2>
+
+
+<p>Det bankede paa Døren; Fru Hinding var
+kommen hjem og bad om Lov til at maatte tale
+med hende.</p>
+
+<p>Judith aabnede Døren for hende.</p>
+
+<p>«Du har igjen havt en Trætte med Hinding?»
+spurgte Fruen bedrøvet, da hun stod overfor sin
+Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums
+Skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et
+ungdommeligt Toilette og en moderne Frisure.
+Hendes Øjne var klare, hendes Tænder friske og
+hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde
+paatrykt hende dette ejendommelige matroneagtige
+Stempel, som fortrinsvis udmærker Købstadsdamer;
+med sin noget svære Figur og lidt svagelige Helbred
+var hun tilbøjelig til Magelighed, elskede Velvære
+og Ro, ønskede at holde Fred med alle,
+men var gift med en temmelig karrig Husbond og
+stod mellem to krigsførende Magter, hvem hun i
+lige Grad ønskede at hjælpe og behage.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a></span></p>
+
+<p>Hun rakte sine buttede hvide, soignerede
+Hænder med de mange Ringe &mdash; disse Hænder
+var hendes Stolthed &mdash; bedende hen imod Judith
+og vedblev:</p>
+
+<p>«Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du
+ved hvor ubeskrivelig al denne Strid smerter mig.
+&mdash; Synes Du ikke, jeg har Sorger nok foruden?»</p>
+
+<p>«Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren
+med et svagt Smil, «kender Du nogen, der blot
+én Dag af sit Liv er fri for dem?»</p>
+
+<p>«Aa &mdash; andre har dog i det mindste Fred og
+Ro i Hjemmet, men tænk paa mig, alle maa jeg
+rette mig efter, jeg maa være bange for hvert
+Ord, jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig.
+Du synes, Du har Ret til at være vred paa mig
+og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han
+fortryder, at han giftede sig med mig, naar han
+ser mig mellem yngre og kønnere.»</p>
+
+<p>«Hvor kan Du dog være jaloux, Moder &mdash;
+hvor kan nogen Kvinde være det; at hun ikke er
+for stolt dertil! &mdash; Naar en Mand ikke bryder sig
+om én, hvor kan man da trænge paa og trygle
+om hans Kærlighed og vise sig vred, fordi han
+ikke vil give den?»</p>
+
+<p>«Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da
+ikke forstaa, at jeg trænger til Kærlighed?»</p>
+
+<p>«Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv
+saa uendelig, saa bittert dertil.»</p>
+
+<p>«Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til
+mig, &mdash; har jeg ikke altid elsket Dig, har Du<span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a></span>
+nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg
+nogensinde negtet Dig Trøst og Kærlighed?»</p>
+
+<p>«Nej &mdash; Du holder af mig paa Din Maade,
+det véd jeg nok, men ikke, som jeg trænger til
+det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og
+Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den
+anden.»</p>
+
+<p>«Men elsker Du da mig, saaledes som Du
+siger?»</p>
+
+<p>«Nej &mdash; nej &mdash; nej desværre, jeg elsker ingen
+rigtig inderlig, jeg kan ikke, skønt jeg véd, at det
+vilde gøre mig lykkelig.»</p>
+
+<p>«Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar,
+hvad Du mener, Du vil nok engang
+komme til at elske en Mand.»</p>
+
+<p>«Nej &mdash; aldrig,» svarede hun, og hendes Blik
+fik et mørkt, næsten fjendtligt Udtryk, &mdash; «jeg vil
+aldrig elske nogen Mand.»</p>
+
+<p>«Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig,
+&mdash; Du, der er saa smuk, saa &mdash; &mdash;»</p>
+
+<p>«Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk?
+Det er kun en daarlig Egenskab, Moder. Men
+naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa blive
+af mig?»</p>
+
+<p>«Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.»</p>
+
+<p>«Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder,
+Du maa kunne forstaa, at jeg ikke kan være lykkelig
+her, hvor jeg maa bede om hver Skilling, ydmyge
+mig for at faa det allernødvendigste. Hvor
+fortvivlet er det dog, kun at kunne øjne Giftermaal<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a></span>
+som Redning. Hvorfor giver Hinding mig
+ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for
+mig, og jeg kunde lære noget ordentlig og sørge
+for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve mig
+dem, nu han har faaet dem, &mdash; tror Du vel?»
+Der kom et forfærdet Udtryk i hendes Ansigt ved
+denne Tanke, &mdash; sæt, at det var muligt, og han
+en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet
+ud af sit Hus.</p>
+
+<p>«Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende.</p>
+
+<p>«Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke
+fortjene mit Brød. Jeg gaar blot her til Plage for
+alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og materiel.
+Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at
+Velvære, Rigdom og Luxus maa være Livets
+højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem?
+Der er kun en Vej &mdash; at blive gift med en Mand,
+der var saa rig, at han kunde skaffe mig dem.
+Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke saaledes,
+og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller.
+Var jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv
+kunde bestemme over min Skæbne!» Paa en
+Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende,
+og hun brast i lidenskabelig Graad.</p>
+
+<p>Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet
+en kort Stund; saa forenede den let bevægelige
+Kone sine Taarer med Datterens.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a></span></p>
+
+<p>Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator
+Hindings Hjem. Judith var træt og ligegyldig
+eftergivende, Prokuratoren var kun lidt i
+sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde
+fuldt op at gjøre. Just den trettende Juni, en
+dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør. Han
+havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor
+der var Penge at tjene og Regninger at skrive,
+for hver enkelt Post især og for dem alle tilsammen,
+for Konsultationer og Rejser, Udskrivning,
+Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa
+tværs, forlænds og baglænds, indtil Omkostningerne
+oversteg selve Summen, jo det var rigtig en behagelig
+Forretning, saa fed, saa indbringende, saa
+moralsk.</p>
+
+<p>Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og
+saa rigtig fornøjet ud.</p>
+
+<p>«Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin
+Kone, «vil Du og Judith ikke køre med? Vejret
+er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen, kan
+I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren
+er endnu ikke kommen hjem og den er nok værd
+at se.»</p>
+
+<p>Judith havde ingen Indvendinger at gjøre;
+følgelig nød da den lille Bys Indvaanere ud paa
+Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres Reflexionsspejle
+at se Prokuratoren køre ud af Byen
+ved Siden af Kusken i den tostolede Vogn, medens
+hans Frue og Datter sad sammen paa Bagsædet,
+og der anstilledes allehaande Gisninger om,<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a></span>
+hvorvidt Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om
+hvilken der gik forskellige overdrevne Rygter, nu
+var ved at udjævnes.</p>
+
+<p>Vognen skumplede over den slette Stenbro;
+det kom som en hel Lettelse, da den rullede ud
+paa den glatte Chaussé. De grønne Agre bredte
+sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel,
+Luften dirrede af Varme og gjorde alle Omrids
+usikre. Lærkerne jublede over deres Hoveder, de
+hang som klingende, usynlige Klokker mellem
+Himmel og Jord.</p>
+
+<p>Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem
+det aabne Land, oversaaet med Bøndergaardenes
+sammenbyggede Længer eller Proprietærernes anseligere
+Ejendomme med de teglhængte Stuehuse.
+Hist og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke
+frem, eller en Række gamle Kæmpehøje oppe i
+Markbrynet.</p>
+
+<p>Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes
+næsten over, at hun saa ofte kunde være nedslaaet
+og fortvivlet; det hele vilde maaske blive
+langt bedre, end hun havde ventet det. Naar
+Taagen, der skjulte Fremtiden, løftede sig, laa
+der maaske for hende et straalende, fredeligt Sommerlandskab,
+som det, hun nu saa. Hun lod sig
+vugge af sine egne Tanker og Vognens Gyngen,
+til hun vækkedes ved den hule Lyd, naar de rullede
+over en af de smaa Broer, der førte over Vandløbene,
+som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun
+saa da et Øjeblik efter den lille Bæk, der betegnede<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a></span>
+sin Vej ved de høje Siv og friske Engstrøg,
+og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker.
+Prokuratoren sad og underholdt sig med Kusken,
+der med Pisken udpegede Egnens forskellige Seværdigheder.
+Undertiden vendte han sig om og
+vejledte Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre
+ser I Taget af Eskebjerg, hist nede ligger Uldum
+Kirke, &mdash; Uldum og Trannerup<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span>. Det var en lang
+Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne
+for Hedestrækninger, der mindede om, at man befandt
+sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse, saa
+store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler,
+tækkede med Tørv, med en eneste solbrændt Rude
+og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en saadan
+Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose
+eller Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske
+tilfredse og glade Mennesker, lykkeligere og mere
+fornøjede end hun selv; &mdash; men &mdash; «det maa dog
+være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde
+de ogsaa møde en Pindevogn, trukken af en dvask
+Stud med en søvnig Bondemand i Vognen; han
+var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af
+Kone og Børn, som han dér sneglede halvsovende
+hen ad Landevejen.</p>
+
+<p>«Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa
+bliver Høsten skral iaar,» mente Kusken.</p>
+
+<p>«Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger
+og Fallitter,» tænkte Prokuratoren, der ogsaa hengav
+sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi her,»
+sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a></span>
+en mindre Bondegaard. &mdash; «Kør Du saa over til
+Ahnbjerggaard med Damerne, Jens. Lad os se,
+Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om
+et Par Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan
+jeg gaa over ad Gaarden til, hvis det skulde blive
+mig for sent. Farvel saa længe.» Prokuratoren
+tog til Hatten og forlod Vognen.</p>
+
+<p>De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder
+og frodige Enge. «De hør' no til Go'eren,
+ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov hisse
+ovre, den hør no au dertil, og alt hva De
+ka se her rund om ded er no hans Banners
+er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en
+stor Bue.</p>
+
+<p>Judith rejste sig lidt. «Er det Hovedbygningen
+dernede?»</p>
+
+<p>«Jou &mdash; den tejllavte Rolling hissenere, aa
+ded er en stuer og mægte Go'er sku a trou.»</p>
+
+<p>Den røde Herregaard viste sig for deres Blik
+med de utallige Ruder blinkende i Sollyset, bag
+ved laa Haven, nedenfor den det store Complex
+af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen,
+Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne
+rundt om saa man de lange Rækker af
+Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod
+de næsvise Fluer.</p>
+
+<p>Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom
+og Magt; hvor maatte det være herligt, saaledes
+at eje alt, hvad ens Øje kunde overse.</p>
+
+<p>De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen,<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a></span>
+der bestod af fire sammenbyggede Fløje
+uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke,
+røde Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og
+falde ud, og hvor de mange Vinduer med utallige
+smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende,
+øjenbrynløse Øjne.</p>
+
+<p>En skummel gammel Bygning, der mindede
+om Bondekrigene og Adelsvældens Tid. Paa de
+to Sider var den omgiven af næsten udtørrede
+Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre
+og Aakander, men til de to andre Sider
+vendte den ud mod en moderne anlagt Have.</p>
+
+<p>En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem
+op til Godsforvalteren, hvis majestætiske, trediveaarige
+Datter selv tilbød at vise Damerne omkring.</p>
+
+<p>Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende
+Overlegenhed, som den, der véd bedst
+Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed,
+og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting,
+som hun fra Barndommen havde beundret og lært
+at betragte som Indbegrebet af alt skønt og stort.
+Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa
+Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk,
+en Ting gjorde paa hende.</p>
+
+<p>«Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden
+sænkede Stemmen til en formelig ærefrygtsfuld
+Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren».
+«Dette er Billederne af Herrens Forældre, i
+Spisestuen hænger Resten af Herrens Forfædre.
+Dette er Billardstuen, Røgeværelset, Bibliotheket,<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a></span>
+Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v.
+lød det, medens de passerede de nævnte Rum i
+den store Bygning. &mdash; Bibliotheket, hvor Bøgerne
+ikke var rørte i mange Aar, og støvede stirrede
+ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede
+Møbler, omvundne Lysekrone og gule
+Atlaskes Gardiner, den tomme, store Riddersal og
+alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke
+engang Junisolens klare Straaler <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: formaaade">formaaede</a> at
+række helt ind gennem de dybe Vinduesnischer.</p>
+
+<p>«Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her
+nok blive hyggeligere,» bemærkede Ciceronen,
+«han er nu i England, men han har rejst baade
+i Persien og Ægypten &mdash; ja «i» Paris og Rom.»
+Hun var saa stolt deraf, som om det var hende
+selv, der havde «rejst i» Paris og Rom.</p>
+
+<p>«Er det længe siden, han var her sidst?»</p>
+
+<p>«Elleve Aar har han været borte. Nu
+kommer han hjem, og vi tror, at han bliver, for
+han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand,
+&mdash; men vi véd for Resten ikke &mdash; &mdash; &mdash;»</p>
+
+<p>Og hun syntes bange for at have sagt for
+meget, og røbet Ting, der for hende var ligesaa
+vigtige, som Statshemmeligheder for Statens
+Styrere.</p>
+
+<p>«Her er Godsejerens Sovekammer.»</p>
+
+<p>Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man
+skulde tro, at Søvnen maatte flygte bort og efterlade
+hvileløse, af mørke Grublerier opfyldte Nætter
+til den, der vilde prøve paa at sove i en eller<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a></span>
+anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende
+Tronseng, over hvis Hovedgjærde Bannernes adelige
+Vaabenmærke var udskaaret og malet.</p>
+
+<p>Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige
+Nysgerrighed drev hende til at undersøge <span class="sic" title="[sic]">Sengklæderne</span>
+lidt nøjere. Judith gik videre. I Paaklædningsværelset,
+hvortil Døren stod aaben, faldt
+en Smule Sol ind, det drog hende uvilkaarlig til
+sig. Hun standsede forskrækket paa Tærsklen,
+hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste
+Øjeblik smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor
+et stort Spejl, der næsten naaede fra Loft til Gulv,
+og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod. Saa
+skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det
+var en Mand, hvem dette tilhørte, og som her
+havde smykket og beundret sin egen Person; men
+strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede,
+alle andre Tanker veg for en uimodstaaelig,
+forfængelig Glæde. &mdash; Ja, hun var smuk, det var
+ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte
+sig i Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke
+Skikkelse, de store fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets
+fuldendte Oval, den matgyldne, dunede Teint
+og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende
+og lokkede, men ikke meget svære Haar.
+Hun gik et Skridt længer frem, saa Solstraalen
+faldt gennem det og omgav hende som med en
+Glorie; &mdash; da slog en Idé pludselig ned i hende,
+hun kastede Hovedet tilbage som fyldt af en stolt,
+overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a></span>
+med en Dronnings Værdighed, men vendte sig
+hurtig, da hun hørte de andre komme.</p>
+
+<p>«Dette er Paaklædningsværelset, og her er
+Badeværelset,» sagde deres Cicerone, idet hun
+lukkede Døren op til det tilstødende Kammer.
+«Her er endelig den Fløj, som var halvt gjort i
+Stand til den unge Frue &mdash; før Forlovelsen blev
+hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt
+siden, og Herren gifter sig aldrig.»</p>
+
+<p>En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths
+Kinder. «Kunde Pigen læse hendes hemmelige
+Tanker og svare paa dem?»</p>
+
+<p>«Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at
+fremmede saaledes gennemse hans Hus, hvis han
+fik det at vide?»</p>
+
+<p>«Aa &mdash; det var vist Hr. Godsejeren aldeles
+ligegyldigt,» svarede Pigen med uforligneligt Hovmod.
+Der laa i Ordene en Antydning af, at
+Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var
+noget i «Hr. Godsejerens» Øjne.</p>
+
+<p>Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og
+talte ikke mere til hende.</p>
+
+<p>Forevisningen var næsten til Ende, man havde
+set Malerierne, Kunstsagerne, de gamle Møbler
+o. s. v., gennemvandret de ubenyttede Gæsteværelser,
+undret sig over de mægtige Kister med
+Sølv og Dækketøj, der ikke havde været aabnede
+i elleve Aar.</p>
+
+<p>«Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen
+bekymret.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a></span></p>
+
+<p>Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og
+disse Mure vil aldrig kunne brænde, saa det er
+brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte Undersøgelsen.</p>
+
+<p>I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som
+just var ankommen, han var stadig i straalende
+Humør.</p>
+
+<p>«Naa &mdash; ret net, hvad? &mdash; Rig Mand, hvad?
+&mdash; Havde man bare en Hundrededel af det altsammen.
+Men trist Sted at bo paa. Naa, I er
+vel sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa
+os nogen Aftensmad; det skal gjøre godt, ovenpaa
+Dagens Anstrængelser.»</p>
+
+<p>Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden
+hengav sig til sine egne Tanker, løb
+Maaltidet meget stille af. &mdash; Ved Solnedgang besteg
+man Vognen for at køre hjem. De kom da
+atter forbi Ahnbjerggaard, der laa tæt ved Landevejen,
+fra hvilken en Allé af Popler førte op til
+Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen.
+Den nedgaaende Sol <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: glødede">glødede i</a> dens Hundreder af
+Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes røde Farve
+blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig
+fæstnedes i hendes Erindring. &mdash; Saa sluktes
+Glansen, mørk og tung tegnede Bygningen sig mod
+den østlige Himmels svagt rød violette Farve,
+Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den.
+Men over Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende
+Damp, det saa ud som Søer i Maaneskinnet.
+Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a></span>
+hjemad; nu og da hørte man et fjernt Hundeglam,
+ellers dyb Stilhed. &mdash; Fruen halvsov, Judith var
+nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes
+ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende.
+Der var et ubestemt Haab, en Anelse, der som et
+attraaværdigt Maal blinkede og funklede i Sollyset
+langt forude.</p>
+
+<p>Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling
+fra Vinterens trivielle Selskaber, hvor de
+samme Mennesker bestandig mødtes, Damerne for
+at strikke og brodere, Herrerne for at spille
+L'hombre, i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen
+gaves frit Løb, og Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme
+sattes under Debat. De kunde betragtes
+som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne,
+der her førte Ordet, bestemte Grænserne
+for, hvad der passede sig, og gav Dadels- eller
+Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig
+uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden.
+Fra disse Gilder var selvfølgelig alt Mandkjøn
+strengt udelukket, ligesom ved visse gamle romerske
+Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden
+bød hende dog, ej at undslaa sig, men da
+hun aldrig traf nogen Ven der, blev de hende
+dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en
+af de gladeste, hun længe havde levet. Hun savnede
+ædlere Fornøjelser, hendes Sind var i større<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a></span>
+Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for
+sine Tanker og Drømme; det holdt hende oppe.</p>
+
+<p>Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa
+omkring i en stor, smuk Have, tale med Gartneren,
+se til Frugttræerne, plukke de friske, morgenduggede
+Blomster &mdash; eller skænkende Te af en lille
+Sølvtepotte i en Spisestue, smykket med Fotografier
+fra Rom og Pompeji &mdash; eller slæbende bløde,
+knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer,
+holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og
+Soupéer, klædende sig paa til Selskaber, hjulpen
+af en behændig Kammerjomfru, prydende og oplivende
+en gammel Borg ved sin Skønhed, sin
+Ungdom, sin Livsglæde og Munterhed &mdash; forfængelige
+og verdslige Tanker om Luxus, Velvære
+og Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de
+ubestemte Omrids af en Mand, hun vidste ikke
+selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en
+excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad
+hende og bar hende paa Hænder. Hun forundredes
+over, at hun endnu kunde nære saadant
+Haab, at hun virkelig ikke var for klog og erfaren
+til at fortabe sig i den Slags Fantasier.</p>
+
+<p>Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent
+saa meget som alle andre i den lille By,
+hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie
+gennem Slægtled havde været. Johan Banner
+hørte nemlig til en gammel og fornem Familie.
+Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under
+Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa<span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"></a></span>
+stolt deraf, som af sin Adel og sit Stamtræ. Han
+havde kun én Søn, Erik Banner, hvem Slægtsstoltheden
+i fuldeste Maal var bleven indpodet.
+Gamle Johan Banner regnede sig for en heldig
+Mand, han var ikke alene sluppen gennem Statsbankerotten,
+men havde endogsaa formaaet at opkøbe
+Jord og afrunde sine Besiddelser paa den
+Tid, da Jordejendommene sank saa yderlig i
+Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende
+Rigdom. Han havde endvidere kun havt
+en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og udelt gik
+over, men om sit største Held var han neppe selv
+vidende, det nemlig, at han døde, forinden Grundloven
+tilintetgjorde Adelskabets Forrettigheder. &mdash;
+Men des haardere ramte Slaget hans Søn. Ordene:
+«Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og
+Rang knyttet Forret er afskaffet» forekom denne
+en Søndertræden af de helligste og dyrebareste
+Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver
+Virksomhed i det offentliges Tjeneste og trak sig
+tilbage til sine Godser, hvor han i ethvert Fald
+var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens
+Faderen levede, ægtet en Dame af Landets
+fornemste og «ældste Blod» og boede nu med
+hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg.</p>
+
+<p>Johan Banner, der var bleven opkaldt efter
+Bedstefaderen, var dengang 9 Aar. Han blev efter
+Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den
+eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed,
+thi nu afhang jo Slægtens Fremtid af ham.<span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"></a></span>
+Hans Barndom var ensom, thi Faderen krævede til
+hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd,
+og hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds?
+Og saaledes saa Drengen kun <em>over</em> sig en
+Fader, der indgød ham den højeste Mening om
+hans Værd og Rettigheder, ikke som Menneske,
+men som Adelsmand, og <em>under</em> sig ærbødige
+Tjenere og krybende Undergivne.</p>
+
+<p>Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede
+sig med den Tro, at Adelsskabets Fornedrelse
+kun var en Overgangstilstand. De styrende Magter
+maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd
+giver, og efter at «Folket» en kort Tid havde
+glædet sig ved Magten, vilde en Restauration finde
+Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine Omgivelsers
+Holdning; i den lille Naboby betragtedes
+han endnu stadig som Fyrsten &mdash; naar Talen der
+ikke drejede sig om ham selv, var det i det mindste
+om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans
+Tjenere &mdash; og at han i endnu højere Grad var
+Genstand for sine Undergivnes Hyldest, følger af
+sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den
+Nuance, Ærbødigheden var undergaaet. Det var
+ikke saa meget Adelsmanden, man krøb for, som
+Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have
+købt hele den lille By, som for en stor Del havde
+hans Gods til Opland. For ham selv var Ærbødigheden
+den, der tilkom ham som Adelsmand.</p>
+
+<p>Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn
+fra hans spæde Barndom, og de faldt i god Jord.<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"></a></span>
+Johan Banner var af Naturen begavet med en klar
+og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion
+Selvfølelse. Allerede i Drengens ottende Aar
+bemærkede Faderen med Glæde et udpræget Patricierhovmod
+hos ham.</p>
+
+<p>Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde
+undervises i en Latinskole sammen med al Verdens
+Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem en
+høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for
+visse Grænser», og hvis Undervisning paa det
+nøjeste blev kontrolleret. En Gang hændte det
+rigtignok, at en Informator i den Grad overskred
+sine Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution,
+talte om Folkets Rettigheder, om Kastevæsenets
+Fordærvelighed o. s. v., men det blev
+opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt
+med to Aars Løn og en meget høflig Afsked.</p>
+
+<p>Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet
+af Faderen som en Ligemand, med en Hensynsfuldhed
+og Courtoisie som den, en Adelsmand
+skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse
+kaldte han ham «Hr. Johan» &mdash; «Behager Du
+Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige Tjener,
+hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan»
+undslap. De Jagter og Selskaber, Erik Banner
+gjorde, var kun for «fødte», og ved disse Lejligheder
+førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der
+snart blev til «den unge Herre», talte med om
+alt, gav vittige Svar og blev lydelig beundret for
+sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a></span>
+Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse,
+som overensstemmende med det hele Opdragelsessystem
+ikke gik til Frankrig, Revolutionens Vugge,
+men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og
+derfra til England, «Aristokratiets rette Hjem».
+Fra denne Rejse maatte den unge Adelsmand over
+Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne
+havde nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte
+aristokratiske Forlystelse», og ventede nu paa
+Døden med en Adelsmands Ro og Værdighed. Til
+Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede,
+at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen»,
+men dog trøstede sig med, at det var
+Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung,
+for at bevare Slægten, at lade Godset gaa <em>udelt</em>
+over paa sin ældste Søns Haand, og &mdash; her afbrødes
+han af den, der ikke tager mere Hensyn
+til en Adelsmand end til en Bonde, den store
+Socialist, Døden.</p>
+
+<p>Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel
+det skønne Gods kvit og frit, med Herregaard og
+Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker, Inventarium
+og Besætning foruden en betydelig Kapital.
+Det følgende Aar forlovede han sig efter Faderens
+Ønske og efter eget frit Valg med en ung Pige
+af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket
+smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn.
+Forlovelsestiden skulde naturligvis
+kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at
+vente de to unge Mennesker. Uheldigvis besad<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a></span>
+den unge Brud andre Egenskaber foruden de allerede
+nævnte, hun havde en ypperlig Forstand, en
+fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber,
+som Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos
+en Person af det svage Køn. Kvinden var efter
+hans uforgribelige Mening, og hans Meninger var
+altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet.
+Kvinder burde være smukke, kvindelige og blide,
+deres Pligt bestod i at elske Mændene, og Mændenes
+Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder,
+beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem.
+Den bornerte og arrogante Adelsmand vilde aldeles
+intet høre om, at Kvinderne behøvede dybere
+Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud
+over den rent almindelige. Naar derfor hans unge
+Brud prøvede paa at indvie ham i sine inderste
+Tanker, eller æskede hans Mening om et eller
+andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig,
+tog den overlegne unge Mand hendes smukke
+Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke besvære
+sig med slige Taabeligheder, udviklede, at
+Logik og Kvinder ikke hørte sammen, at Kvindens
+Filosofi var Kjærlighed, sagde, at Stjærnernes
+Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse,
+og at han vilde give hele Sokrates' Visdom
+og Platos Dyd for et Kys af hende. Hun syntes
+ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet
+tog mere og mere hendes Tanker, og da Banner
+snart efter rejste over til Ahnbjerggaard, svandt
+efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om, hvorvidt<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a></span>
+de virkelig passede sammen, som nu og da
+havde formørket hendes unge Lykke.</p>
+
+<p>Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget
+yngre end han selv, en kundskabsrig, dannet og i
+Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde
+nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab
+med en næsten sindssyg, melankolsk Hustru. Han
+besøgte sin Ungdomsven for at bortjage de sidste
+sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige
+fra hendes Barndom og interesserede sig levende
+for hende. Han talte meget med hende, og hun
+fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da hos
+ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede
+hende, og han gik let og villig ind paa hendes
+Tankegang og hjalp hende med at klare dens
+underligste Forviklinger. Hun droges mere og
+mere til ham, ti hun følte, at han paa en Gang
+forstod hende, var hende overlegen og dog beundrede
+hende for noget andet og mere end hendes
+ydre Skønhed; intet Smigreri kunde fremkalde en
+behageligere Følelse. Hun glemte, at han var saa
+meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens
+Skyld næsten kunde være hendes egen Fader.
+Hun følte, at hun for ham turde aabne hele sin
+Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende,
+ja hun glemte snart helt sin galante og stolte
+Brudgom i den elskværdige og fordringsløse Mands
+Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at
+det var andet end faderlig Interesse, der knyttede
+ham til hende, da hun saa, at kun Frygten for at<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a></span>
+rive hende ud af en formentlig Lykke holdt ham
+tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker
+Dem som De mig, og at jeg aldrig kunde blive
+lykkelig med nogen anden?»</p>
+
+<p>Men lige saa stor som hans Henrykkelse var
+ved den uventede Lykke, lige saa stor var den unge
+Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig og i
+de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse
+hævet.</p>
+
+<p>Han rejste strax over til hende, og der paafulgte
+en stormende Scene.</p>
+
+<p>«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han,
+«hvilke Griller og Fraser! Elsker vi ikke hinanden,
+elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da mere?»</p>
+
+<p>Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens
+sande Sammenhæng.</p>
+
+<p>Da foer Banner op som ramt af et Skud.
+«Vil Du sige, at Du forsmaar mig for ham, en
+gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde,
+vil nedværdige Dig ved en Forbindelse
+med en borgerlig &mdash;»</p>
+
+<p>Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og
+borgerlig &mdash; hvad Forskel er der i det? Adel er
+kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed,
+en nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den
+Art Udmærkelse er den eneste Form for Adel, et
+oplyst Menneske kan anerkende.»</p>
+
+<p>Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin
+Kærlighed, thi da hun forsmaaede ham, ophørte
+hun at existere for ham, men i sin hidtil urokkede<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a></span>
+Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse
+ny Tanker, der saa eftertrykkelig var drevne ind i
+hans Bevidsthed, hvor der aldrig før var givet dem
+mindste Rum. Hans Barndom havde været saa
+strængt bevogtet, sin første Ungdom havde han
+tilbragt i Udlandet, saa havde hans unge Kærlighed
+optaget ham, og hvad han havde lært at kende
+af Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa
+bornert Standpunkt, at det fuldstændig var gaaet
+hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en eneste
+Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet.
+En enkelt Tilsidesættelse lærte ham, at han var
+et Menneske, der som alle de andre kunde vælges
+og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa
+med et helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin
+Opdragelse og hele den Stilling, han indtog i Samfundet,
+og da fyldtes han af Harme mod Faderen,
+som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der
+havde vraget ham, mod det Samfund, der officielt
+ikke anerkendte hans Særrettigheder, mod den
+trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet krøb
+for ham og løj for ham, kort mod alt og alle.
+Han blev led ved hele Livet, ved sit Gods, dette
+usle lille Omraade for hans Magt, ved sin Fremtid,
+der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og
+Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham
+betydningsløs, naar den ikke kunde bruges til at
+kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved sine
+Kundskaber, der var golde og ensidige, men først<span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a></span>
+og fremmest ved sig selv, denne Antikvitet, denne
+latterlige Ridder af den bedrøvelige Skikkelse.</p>
+
+<p>Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog
+Godsets Bestyrelse til sin Godsforvalter, tog
+ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa
+ubestemt Tid.</p>
+
+<p>Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte
+allehaande om ham. Den Skuffelse, han havde
+lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild.
+Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant
+om alt, hvad han tidligere havde troet paa og
+levet for, var bleven Republikaner, Fritænker,
+Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og
+tog den sidste til Mønster i hele sit skrækkelig
+vilde Liv og navnlig i alt, hvad der vedrørte
+Kvinder. For at hævne sig over den Uret og
+Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet
+ham, brugte han sin Formue og sine Evner til at
+forføre og bedrage saa mange af dem som mulig.
+Saavidt Rygtet.</p>
+
+<p>Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende
+havde bortkastet alle sin Opdragelses Fordomme;
+men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb
+Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med
+Massen, det almindelige; en Trang til at bevare
+Særpræget selv i sine Fejl, som derfor blev til
+Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller
+fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der
+gjorde ham afholdt, han var høflig, ridderlig og
+gavmild mod sine Kammerater, sine Elskerinder<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a></span>
+og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de
+aldrig overskred, og som han nøje bevogtede.
+Selv i de lystigste Drikkelag bevarede han til et
+vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og blandt sine
+utallige bekendte havde han kun en, der kunde
+rose sig af at være dus med ham, en ung, dansk
+Komponist, Helman.</p>
+
+<p>Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder,
+man talte saa kun om ham for at trække paa Skuldrene
+og sige «den gale Banner».</p>
+
+<p>Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde
+forspildt sit Liv og forsømt sit Kald.</p>
+
+<p>Da hed det sig, at han havde udraset, at han
+nu vendte hjem til sin Ejendom for at slaa sig til
+Ro og blive Staten en god Borger. Og den lille
+By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud,
+han var jo dog dens «Godsejer», dens Stolthed,
+dens private Ejendom. Man vilde tage mod
+ham som den forlorne Søn blev modtagen, med
+aabne Arme. Man tvivlede ikke om, at han vilde
+kaste sig i dem. Man mindedes hans Skønhed,
+man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst
+talte man om hans Rigdom, hans næsten fyrstelige
+Formue. De handlende glædede sig til at faa en
+god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar,
+Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller
+Justitsraaden, som han var, tænkte paa gode Middage,
+Sagførerne paa indbringende Forretninger.
+Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man
+havde hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a></span>
+i Byen, som kunde tilsætte sit Haar med Uld og
+vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og tralle
+en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og
+hendes Kind rødmede ved Tanken om Hr. Johan.</p>
+
+<p>Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede
+Judiths Livsmod, thi hun syntes, at hun
+havde mere Grund og Ret til at vente end alle de
+andre. Men ingen turde have en Anelse derom,
+og netop fordi hun ikke vovede at betro sine
+Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende
+nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den
+Grad, at hun paa en eller anden for andre dog
+uforstaaelig Maade maatte tale om dem for at
+skaffe sine Stemninger Luft.</p>
+
+<p>Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken
+Stenberg, der havde kendt bedre Dage, da hendes
+Fader havde været Embedsmand i Sportlernes
+gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let,
+som de kom, Forældrene døde, og Frøken Stenberg
+ernærede sig nu kummerlig nok ved Haandarbejde
+som andre af hendes lige, disse stakkels
+Vragstumper af fordums Herlighed, som det bevægede
+Liv skyller op og lader tilbage i saadanne
+Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle
+Dame med de fine Træk og de kloge, graa Øjne,
+der trods sine knappe Kaar altid var glad og tilfreds,
+havde Judith til alles Forbavselse valgt til
+Ven og fortrolig.</p>
+
+<p>Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik
+hun ned til Frøken Stenberg og slog sig til Ro i<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a></span>
+hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod Porcellænshyrder
+og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer,
+naar de aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft,
+der hang gamle Billeder fra Napoleonskrigene
+paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme
+Tid, var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs
+Skabe istedetfor Arme og Figurer af lysere
+Træ indlagte i Dørene; den var købt i Pengekrisens
+Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.</p>
+
+<p>Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet,
+den pletterede lille Maskine fra Frederik d. 6tes
+Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og
+en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne
+med: «<span xml:lang="de" lang="de"><span class="sic" title="[sic]">Jch</span> gratuliere</span>» i Kranse af Forglemmigej
+og Roser. Judith lavede Kaffen, og imidlertid
+passiarede de stille og ofte med lange Pavser,
+men paa en Maade, der virkede fredelig og velgørende
+paa Judiths Sind.</p>
+
+<p>«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,»
+sagde hun og lænede sig tilbage i den umagelige
+Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg
+stræber efter noget mere end det, jeg kan naa
+her, jeg har Faders Stolthed, og, frygter jeg,
+Moders Trang til Velvære, men jeg er tøjret i
+denne usle lille By.»</p>
+
+<p>«Det er saamænd lige meget, hvor man har
+sit Hundehus, naar man kun gør sin Pligt der,
+hvor man er sat,» svarede den gamle Pige.</p>
+
+<p>«Ja &mdash; maaske, men det kan jeg ikke lære.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a></span></p>
+
+<p>«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man
+langt ned.»</p>
+
+<p>«Men var der ingen, der higede opad, stod
+jo hele Verden i Stampe.»</p>
+
+<p>«Den kommer nok frem alligevel,» mente
+Frøken Stenberg.</p>
+
+<p>«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa
+i Stampe, og ikke faar noget Maal at hige efter.»</p>
+
+<p>«Ja, saa higer De derefter, og hvad man
+inderlig ønsker, sker som oftest &mdash; &mdash;»</p>
+
+<p>«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt
+Liv.</p>
+
+<p>«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som
+oftest helt anderledes ud, saa synes De, det var
+en anden Ting, De vilde, og jager videre frem.
+Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De
+jaget Dem til Døde, og hvad er der saa naaet?
+Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke et
+Skridt videre.»</p>
+
+<p>«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i
+Skødet og lade være at haabe.»</p>
+
+<p>«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er
+sat &mdash; jo vanskeligere det falder, jo mere tilfredsstillende
+er det. De beundrer Napoleon den Store
+saa meget, men hvad er han mod den blinde
+Søren Kurvemager, der har ernæret syv af sin
+Broders Børn foruden sine egne, uden at klage.»</p>
+
+<p>«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig
+saa tungt for Brystet. Jeg beklager Søren, men
+jeg beundrer ham ikke.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a></span></p>
+
+<p>«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres
+Liv af Fremtidsdrømme, lever paa Luftkasteller
+om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er
+prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse,
+men endnu mindre æventyrlig Lykke.
+Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som hedder
+Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe
+og falder ned som bitter Taareregn. Lad os tænke
+paa at faa noget ud af Nutiden og ikke spilde den
+ved at drømme om Fremtiden enten paa denne
+eller hin Side Døden, hvad nok de troende gør
+&mdash; idetmindste en Gang imellem, naar de ikke
+har andet at tænke paa.»</p>
+
+<p>Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde
+fra sin Fader arvet Revolutionstidens Skepticisme,
+og i Mangel af anden Arv havde hun nidkær
+vaaget over denne.</p>
+
+<p>«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i
+det nuværende og finde sin Glæde i at arbejde og
+udrette noget godt og nyttigt, det er naturligvis
+det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.»</p>
+
+<p>«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være &mdash;
+maaske skal ogsaa jeg engang lide Skibbrud, men
+nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg er
+ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a></span></p>
+
+<p>Det var en Morgen i <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: Avgust">August</a>. Høstsolen skinnede
+klart fra den rene blaa Himmel, der var en
+Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til Munterhed
+og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer
+og saa ud over de grønne, dugfriske Enge.
+Hun indaandede i tørstige Drag den lette Luft og
+mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden
+fra <i xml:lang="en" lang="en">the far west</i> i en saadan Stemning til at kalde
+sig <i xml:lang="en" lang="en">chipper</i>, det vil sige skikket til glad og ufortrødent
+at tage fat paa sit Arbejde.</p>
+
+<p>Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven.
+Morgenluften slog hende kølig og fugtig i Møde,
+der var falden stærk Dug, Græsplænen var ganske
+graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres
+Farver var stærkere end om Sommeren, enkelte
+gule Blade var begyndt at vise sig, et og andet
+svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen
+syntes at være stegen op af et forfriskende Bad.
+Hun var oplagt til at synge og løbe, løb ogsaa et
+Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun
+foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne
+havde spundet deres regelmæssige, hjulformede
+Net, som Duggen havde overstrøet med tusinde
+fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor
+her er smukt,» udbrød hun uvilkaarlig og derefter
+smilende: «og hvor jeg er ung!» Hun gik til Udkanten
+af Haven, <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: der fra">derfra</a> kunde man se udover de
+gule Kornmarker. Høsten var i Gang over alt.
+Da grebes hun af en mægtig Følelse af glad Forventning
+&mdash; «et eller andet godt vil hændes mig<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a></span>
+i Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man
+maa være ung for at kende. Hendes Tanker
+droges i en bestemt Retning: «Om et Aar &mdash; skal
+jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og
+kalde det mit?»</p>
+
+<p>Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog
+grublende op mod Huset. Formiddagen forløb
+med de sædvanlige huslige Smaasager, men der
+var en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte
+alle disse dagligdags Trivialiteter.</p>
+
+<p>Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig
+og nervøs. Skulde virkelig Dagen gaa hen, uden
+at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig,
+Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje
+Hest og sætte hende op foran sig paa Sadelen?
+Og hun, som havde været saa sikker, saa forhaabningsfuld!</p>
+
+<p>Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en
+Fru Mikkelsen, Byens største Købmands Frue, de
+havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke
+nok gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var
+bange for at gaa fra det ventede, men paa den
+anden Side, denne nervøse Længsel var uudholdelig,
+derfor indvilligede hun og gik.</p>
+
+<p>Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard,
+lav og uanselig til Gaden, men med
+store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard,
+altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed.
+En løjerlig gammel Gaard med mange uventede
+Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til anden var<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a></span>
+bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger,
+som slet intet Hensyn havde taget til de allerede
+tilstedeværende Huse. Fra Beboelseslejligheden
+vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i
+Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden
+kunde overses. Tønder og Vareballer, Sække med
+Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle Kanter.
+Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække
+hejsedes op eller ned fra Lofterne, Hestene
+stampede, Bønderkonerne steg af Vognene, rystede
+deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene
+stod om Vognene og gnavede paa store Stykker
+Hvedebrød. Svende og Kramboddrenge løb frem
+og tilbage fra den lave Butik til det fyldte Varelager;
+der var overalt en Duft af Svesker, Ost,
+Tjære, Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som
+det anstod sig for saadan en gammel, grundmuret
+Købmandsgaard.</p>
+
+<p>I den lave, mer end tarvelige Butik, med de
+forskelligste Købmandsartikler udstillede i de støvede
+Vinduer, bølgede Tobaksrøgen i tykke Skyer.
+Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af
+Glas, som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt
+den næste Kunde. De passiarede med hinanden,
+der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet mærkelige
+Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed
+over politiske Æmner og en stor Snuhed
+i egne Anliggender. Mellem dem alle vimsede den
+lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende,
+og dog vidste enhver, at denne Mand ved<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a></span>
+egen Dygtighed og Sparsommelighed havde tjent
+sig Hundredetusinder af blanke Dalere.</p>
+
+<p>Men naar man fra Forretningen vendte sig til
+den Del af Huset, hvor Konen regerede, da herskede
+der her, i Modsætning til Gaardens Travlhed,
+Stilhed og Ro.</p>
+
+<p>Den store lave Forstue var bonet, Ruderne
+var smaa og skinnende blanke, og der lugtede altid
+af Gulvvask. Der var en trykkende Smaalighed, en
+pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith.
+Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By,
+i disse smaa, dræbende kedsommelige Huse; hvor
+ensformigt, hvor haabløst var ikke dette Smaastadsliv.</p>
+
+<p>Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat
+i Entreen, en fin Hat, der ikke tilhørte den tarvelige
+Købmand. Var det en handelsrejsende, som,
+efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var
+budt ind i Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde,
+det maatte ikke være Tilfældet; hun vidste, hvem
+der var i Stuen, og hendes Hjærte slog heftig, da
+hun bankede paa Døren.</p>
+
+<p>De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes
+Indtrædelse. Fruen gik hende i Møde og sagde
+velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags
+lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter
+i Vinduerne, de solide Møbler med filerede
+Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt for
+hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun
+saa kun et, en middelhøj Mand med stiv Holdning,
+der bukkede ceremonielt for hende.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a></span></p>
+
+<p>«Hr. Godsejer Banner &mdash; Frøken Fürste!»</p>
+
+<p>Var det muligt<span class="corr" title="var: !">?</span> Var det Æventyrprinsen?</p>
+
+<p>En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet
+mørkt Fuldskæg, hvis lange, nedhængende
+Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og
+dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte
+hende med et stikkende Blik for strax efter at
+stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith
+havde glemt, at <em>var</em> han treogtyve Aar, da han
+rejste bort, saa var siden den Tid elleve lange og
+anstrængende Vintre gaaet over hans Isse. De
+havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det
+første Indtryk var absolut frastødende, men naar
+man betragtede ham nærmere, lagde man Mærke
+til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble
+Form, hans hele elegante Skikkelse. Men hvilket
+træt og ligegyldigt Ansigt! Det kunde undertiden
+oplives af et spottende Smil, en lille, halv trodsig,
+halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene,
+ellers var det ubevægelig koldt. Saaledes saa han
+altsaa ud, denne berygtede Mand. Hun forstod
+ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde
+være sande, at denne ceremonielle Herre var en
+udsvævende Fusentast, denne rolige, ligegyldige
+Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig
+Don Juan.</p>
+
+<p>Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin,
+et godt, gammelt Glas Madeira, kunde man være
+vis paa, fra Købmandens private Vinbeholdning.</p>
+
+<p>Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a></span>
+sig om Told og Frihandel, derefter om Byens Korn- og
+Kvægudførsel og saa om hele Livet i det lille
+Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist underdanigt
+Forbehold, Banner svarede som oftest blot
+med ja eller nej, undertiden kun med en Haandbevægelse,
+men der var over ham som et Anstrøg
+af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af
+den «Afart af Menneskeslægten», han fandt her,
+saa at sige i aaben Begravelse &mdash; efter hans
+Begreber. Tænke sig, at der virkelig vegeterede
+menneskelige Skabninger her, som gav sig af med
+at have Interesser, Meninger og Planer.</p>
+
+<p>I alt Fald opfattede Judith det saaledes.</p>
+
+<p>Hun harmedes paa den jævnt tænkende Købmands
+Vegne, hun ønskede ikke ved et overlegent
+Smil at antyde, at hun selv ofte følte sig hævet
+over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun
+kunde finde Byen kedelig, triviel og aandløs, men
+<em>hans</em> Foragt for den irriterede hende. Han havde
+svaret saa lidet til hendes Drømme, han havde i
+et Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun
+var opfyldt af Ærgrelse, ja Harme mod ham.</p>
+
+<p>Hvorfor behandlede han den brave Købmand
+saa overlegent. Denne Mand havde, skønt han
+hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft,
+havde samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig
+Borger, en godgørende Mand. Hvor vovede en
+Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham?</p>
+
+<p>Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde
+have følt, veg fra hende, og da nu Købmanden<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a></span>
+henvendte sig til hende med et «Naa, lille Frøken,
+foragter De ogsaa vor gode By?» greb hun Lejligheden,
+ganske vist indirekte, men med en for
+hende uvant Varme, til at stille sig paa Borgerens,
+den arbejdende Mands Side. Hun ønskede at vise,
+hvor højt hun satte en Mands tilkæmpede Stilling
+over hans medfødte, ufortjente Rettigheder, men
+hun havde taget Fejl, hvis hun havde ventet sig
+Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog
+i Forsvar. Frygten for Opposition, Ærbødigheden
+for Penge- og Blodsaristokratiet var for indgroet
+hos den forhenværende Pakhuskarl.</p>
+
+<p>Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod
+hendes overdrevne Ros, hans selvnedsættende Ydmyghed
+irriterede og æggede hende end mere.
+Hun harmedes over, at han ikke indsaa, at hun
+stod paa hans Side, hendes Tale blev ivrigere,
+hendes Kinder blussede af Ærgrelse over Situationen.</p>
+
+<p>Da mødte hendes Blik Johan Banners. For
+saa vidt som et saa fornemt Ansigt kunde udtrykke
+noget, saa det ud, som han morede sig, det spottende
+Smil i hans Øjne blev stærkere &mdash; jo, han
+morede sig, morede sig!</p>
+
+<p>Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde
+gjort sig latterlig, det kom over hende som en
+nagende Tanke, der jog Blodet endnu stærkere op
+i hendes Kinder og Taarerne op i hendes Øjne.
+Hun grebes af en vild Smerte, et brændende Nag,
+hvis forskellige Grunde hun næppe formaaede at<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a></span>
+sætte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder
+blev atter dødblege, hendes Mundvige dirrede.
+Der blev en pinlig Pavse.</p>
+
+<p>«Naa, det var nok Tolden, vi kom fra,» sagde
+Købmand Mikkelsen da sindigt, «det var vel bedst,
+vi kom tilbage til den.»</p>
+
+<p>«Det var det vel.»</p>
+
+<p>Hans Svar forekom hende som en Fornærmelse.
+Hun trak sit Uhr frem og rejste sig. «Jeg har
+ikke Tid at opholde mig længere &mdash; farvel Frue!»</p>
+
+<p>«Farvel Frøken Fürste, hils Deres Fru Moder.»</p>
+
+<p>«Tak!» Hun bøjede sig stift for Herrerne.
+Adelsmanden sprang op, som rettet af en Staalfjeder,
+bukkede endnu dybere og ærbødigere end
+før og fortsatte derpaa Samtalen med Købmanden.</p>
+
+<p>Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med
+nogen. Hun søgte ned i Haven, til den Plads,
+hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de
+solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende
+ikke længere smuk, og da hun mindedes de Tanker,
+hvormed hun om Morgenen havde betragtet den,
+overgødes hendes Kinder af en brændende Rødme.</p>
+
+<p>«Jeg Nar &mdash; jeg barnagtige Tosse!»</p>
+
+<p>Hun var i et stærkt Sindsoprør. Hun forstod
+næppe, om det var ham eller sig selv, hun var
+mest opbragt paa, om det var Sorg over sin egen
+Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og
+Selvfølelse, hun havde været Vidne til, om det
+var Harme over hans Overlegenhed eller hendes
+egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker,<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a></span>
+der ikke var et Forsvar værd. Men en Bitterhed,
+en Fortvivlelse stærkere end nogen, hun endnu
+havde følt, overvældede hende. Hun kunde ikke
+græde, men hun havde Lyst til at kaste sig ned
+paa Jorden og skrige af Smerte. Hun knugede
+Hænderne mod sine Læber og bed i dem, indtil
+Smerten drev Taarerne op i hendes Øjne, og naar
+hun saa mindedes hans Smil, mumlede hun: «Aa,
+hvor jeg hader &mdash; hvor jeg hader!»</p>
+
+<p>Men om det var sig selv, ham eller alle de
+andre, vidste hun stadig ikke.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_4" id="KAPITEL_4"></a>IV.</h2>
+
+
+<p>En Maanedstid senere sad Fru Hinding og
+Judith i det smukke Lindelysthus i Prokuratorens
+Have. Det var vel noget sent paa Aaret at sidde
+ude, men Sommeren havde sendt sin sidste Hilsen
+med et Par rigtig solvarme Dage. Judith, der
+sjælden beskæftigede sig med Haandarbejde, holdt
+en Bog i Haanden, men læste ikke. Hendes Moders
+buttede Hænder bevægede sig med et Hækletøj,
+men slap ofte Arbejdet for at trække det tykke
+Shavl tættere om Skuldrene; Judiths lille Halvbroder
+legede og støjede udenfor Lysthuset.</p>
+
+<p>«Det er mig uforstaaeligt,» sagde Judith, «at
+fri, selvstændige Mennesker kan nedværdige sig til
+at krybe for nogen som helst Slags Aristokrati. Det
+er saa stik imod min Natur, dette at krybe for
+sine Overmænd og sparke til sine Undermænd!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a></span></p>
+
+<p>«Hvor Du ligner Din salig Fader,» udbrød
+Fruen med et kærligt, lidt sentimentalt Blik. «Dit
+Væsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser,
+det er altsammen hans. Men husk Judith, at
+ingen var villigere end han til at adlyde sine
+overordnede.<span class="corr" title="var: «">»</span></p>
+
+<p>«Ja som Militær, men han krøb aldrig, aldrig,
+det er jeg vis paa. Naar jeg træffer virkelig Overlegenhed,
+noget, der virkelig er værd at ære, saa
+skal jeg bøje mig og det med Glæde. Men at se
+dem krybe for en Mand, der blot har ødelagt sig
+selv, forsømt sin Pligt, bortkastet sin Ungdom og
+af hele sit Liv kun indvundet en ubeskrivelig
+blaseret Arrogance, det piner mig og oprører mig.
+Naar jeg tænker paa, hvorledes de behandlede
+Restrup, saalænge han havde Penge, og hvorledes
+de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny
+Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at
+skulle regnes med til dem og blive ydmyget
+sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser
+deres Kryberi og foragter dem?»</p>
+
+<p>Hun tav, og det var i rette Øjeblik, thi strax
+efter formørkedes Indgangen til Lysthuset, og den,
+hvorom Samtalen havde drejet sig, stod for dem
+i egen Person.</p>
+
+<p>Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i
+Judith.</p>
+
+<p>«Tillad, at jeg præsenterer mig. Jeg er Godsejer
+Banner. Damerne maa undskylde, at jeg
+forstyrrer dem; jeg gik igjennem Værelserne, men<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a></span>
+traf ingen. Da jeg hørte Stemmer i Haven, gik
+jeg herned &mdash; Fru Hinding formoder jeg?» Han
+bukkede. «De vil maaske have den Godhed at
+sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg
+vilde gærne tale med ham.»</p>
+
+<p>Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans
+gentagne Hilsener og bad derpaa Judith vise Hr.
+Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om
+efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt
+Scenen for sine Fornøjelser til et andet Sted, og
+var uden for Synsvidde.</p>
+
+<p>Hun rejste sig da med let rynket Pande og
+traadte ud af Lysthuset med al den Værdighed,
+hun besad, gik foran gennem Haven og overlod
+til Banner, om han vilde følge med eller ej. Det
+var hende en Tilfredsstillelse saaledes at skride i
+Forvejen uden at værdige ham et Ord. Han anede
+ikke, hvilken forbitret Trods hun nærede mod ham,
+han havde i det hele taget slet ikke genkendt
+hende. Først da de stod ved Kontordøren, og
+hun med en Haandbevægelse betegnede ham, hvor
+han skulde gaa ind, dæmrede en svag Erindring i
+ham, og for at sige noget, bemærkede han: «Det
+forekommer mig, jeg har havt den Ære at se
+Frøkenen før?» Det faldt ham aldeles ikke ind
+andet, end at det, at han i det hele taget svagt
+erindrede hende, maatte være et Høflighedsbevis.
+Men hun maalte ham med en Fornemhed, der
+ikke gav hans noget efter, og svarede langsomt og
+ligegyldig: «Nej virkelig, det kan saamænd godt<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a></span>
+være!» og vendte ham Ryggen. Banner bemærkede
+i sit stille Sind, at Købstadsdamer var «horrible»,
+saa bankede han paa Kontordøren.</p>
+
+<p>Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt
+i hendes Harme over, at den arrogante Herre ikke
+engang erindrede hende, var der en vis Lettelse
+ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt,
+hvilken ynkelig Figur hun hin Dag spillede.</p>
+
+<p>«Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er,
+Du maa se efter, om vi har noget i Huset,» sagde
+Prokuratoren en Time senere til grænseløs Befippelse
+for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom
+Ilen til Køkkenregionerne.</p>
+
+<p>Judith rørte ikke en Haand. Hun vilde gærne
+have været sin Moder behjælpelig, men paa fjærneste
+Maade at gøre sig til denne Mands opvartende
+Tjener var hende en uudholdelig Tanke.
+Fra sin Stol i Lysthuset iagttog hun, hvorledes
+Prokuratoren førte Hr. Banner rundt i Haven, fremviste,
+gestikulerede og forklarede, og hun harmedes
+ved Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde
+ydmyge Beundrere, krybende Undermænd.</p>
+
+<p>Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men
+den Harme, Prokuratorens Kryberi voldte hende,
+maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstræk, thi
+pludselig opdagede hun, at Banner havde sænket
+Kniv og Gaffel og stirrede paa hende med uforstilt
+Forbavselse. Om et lynende Øjekast kunde dræbe,
+da var visselig Johan Banners sidste Time kommen,
+men han nøjedes med at slaa Øjnene ned og atter<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a></span>
+tage fat paa sin Mad; men da hun kort efter
+rejste sig for at skænke Te, fulgte hans Øjne hende
+atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede
+hende ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen
+sneg sig søvnig hen, fordi Hinding havde
+udtømt alle sine Æmner, henvendte Banner nogle
+Gange, som af rent Høflighedshensyn, et Par Ord
+til hende, men hun svarede saa ordknapt, at han
+med et Skuldertræk lod Forsøget fare. Først da
+han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhæng at
+dukke op for ham. Baade Hinding og hans Kone
+rakte ham Haanden til Afsked, men da han som
+Følge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun
+et lille Skridt tilbage og hilste ham med en fornem
+lille Hovedbøjning. Da fik han en svag Idé om,
+at den smukke Frøken af en eller anden ham
+ufattelig Grund var vred paa ham.</p>
+
+<p>Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt
+Anfald af Forbavselse: «Hvad i al Verden har hun
+mod mig? Bah! &mdash; hun er vel snærpet nok til
+at nære dydig Rædsel for min berygtede Person.»
+Og dermed lod han det Æmne fare. Takket være
+Prokurator Hindings Ihærdighed førte Hr. Banners
+Forretninger ham jævnlig til Sagførerens Hus, og
+Følgen blev, at han ligeledes jævnlig saa Husets
+Damer. Da han engang havde faaet den Tanke,
+at Judith var vred paa ham, opdagede han med
+Lethed de mange smaa Tegn paa hendes stadige
+Uvilje. Ikke, at hun var uhøflig, men netop denne
+stive, kolde Høflighed, ligesom en karrikeret Gengivelse<span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a></span>
+af hans egen, ærgrede og generte ham.
+Hun var i bestandig Opposition, og han forstod
+godt, at det var fordi hun slet ikke anerkendte
+hans Berettigelse til Ærefrygt. Men her vilde han
+netop have den; i Udlandet var det en anden Sag,
+der turde man til en vis Grad opgive sin Værdighed,
+men her hjemme paa hans eget Territorium, hvor
+han var omgiven af lutter «inferiøre» Væsner,
+havde Arrogancen atter taget Magten over ham,
+og han fordrede Underdanighed paa samme Tid,
+som han foragtede de underdanige.</p>
+
+<p>Men hun vilde ikke bøje sig. Det æggede ham
+paa samme Tid som det halvt behagede ham.
+Havde hun været en smuk Pige, der venlig og
+ligefrem var kommen ham i Møde, der havde
+koketteret lidt, «lagt en Smule an», vilde den
+blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke have
+skænket hende en Tanke, men nu beskæftigede
+hun ham, mod hans Vilje, og mer end han vilde
+indrømme.</p>
+
+<p>Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en
+Gaade; det var gaaet op for ham, at hun var den
+samme unge Pige, han havde truffet hos Købmanden
+hin første Dag, han var i Byen, og som havde
+kastet sig saa hovedkulds ind i en Disput og forsvaret
+forskellige Paastande med ungdommelig Iver. Men
+hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven
+af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende
+og stolt som en Dronning. Hun havde
+vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han saa<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a></span>
+hende, ventede han sig noget nyt af hende, men
+da hun bestandig skuffede denne Forventning,
+aldrig kom et Skridt nærmere og aldrig indrømmede
+ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger,
+ærgrede og æggede hun ham.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_5" id="KAPITEL_5"></a>V.</h2>
+
+
+<p>I Julen holdt Staden sit store «Borgerbal».
+Enhver agtværdig Borger mødte med Kone og
+Døtre og dansede med de andre Borgeres Hustruer
+efter Principet: «Lige for lige, danser Du med
+min Kone, danser jeg med Din.»</p>
+
+<p>Kommis'erne og Provisoren paa Apoteket,
+Fædrenes Sønner og de ferierende unge Mennesker
+hos Præstens, «min Søn Studenten og hans
+Venner», var Ballets Løver. Merkurs Sønner var
+kendelige paa deres graamelerede Benklæder, sorte
+Frakker, lange Slips og flunkende ny Hansker.
+Det svage Køn var rigeligst repræsenteret, hvilket
+gav den mandlige Del en vis Overvægt, naar det
+gjaldt Valget af meddansende. Kavalererne gik
+da med ugenert Sindighed langs ned ad Rækken
+af de ventende Damer og udsøgte sig i Ro og
+Mag den, de vilde beære med deres Valg; det gik
+med en Nonchalance, en Sendrægtighed, som var
+uforlignelig.</p>
+
+<p>Prokurator Hindings plejede at deltage i disse
+Baller. Fru Hinding havde intet imod endnu at
+faa sig en lille Svingom og lade Ungdommen se,<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a></span>
+hvorledes man dansede i hendes Pigedage, og
+Prokuratoren satte sig til et L'hombrebord i Sideværelset
+for at vise sig henimod Klokken to&mdash;tre
+og spørge, om Damerne morede sig, eller om de
+snart vilde hjem.</p>
+
+<p>Atter dette Aar tegnede man sig, men Judith
+havde stor Ulyst til at være med, og hun indvilligede
+kun, fordi hendes Moder ikke vilde gaa
+alene og dog grumme nødig vilde undvære Fornøjelsen.</p>
+
+<p>Da Turen kom til dem &mdash; Byens eneste lukkede
+Vogn kørte efter Rangforordningen rundt og
+hentede Familierne, Deligencen brugtes kun af
+Haandværkerne ved Barnedaab eller Bryllup &mdash;
+kørte ogsaa Familien Hinding til Bal.</p>
+
+<p>Gæstgivergaardens store Sal var oplyst og
+prydet med kolossale Flag og Grankranse. For Enden
+af den, under Kongens og Dronningens Buster
+sad Byens Musikanter paa en ophøjet Tribune; men
+langs de kolde, fugtige Vægge paraderede de unge
+Damer paa Bænke. De hviskede, lo og kritiserede
+og chikanerede hinanden, de smukke tog de stygge
+om Livet, de, der var saa heldige at have Danse
+sikrede, beklagede dem, der ingen havde.</p>
+
+<p>Judith fik Lyst til at gaa igen. Var dette
+virkelig den eneste Fornøjelse, der Aaret igennem
+tilbød sig? Skulde disse Baller være Mærkepæle
+i hendes Liv, indtil hun forflyttedes fra de unge
+Pigers til de gamle Jomfruers Bænk. Hun satte
+sig ned, men ingen talte til hende, hun havde<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a></span>
+ingen Veninde at hviske med, ingen fortrolig,
+næppe nogen bekendt. Livslede og Afsmag ved
+alle den Slags Forlystelser overfaldt hende. Musiken
+begyndte. Herrerne drev ind, endnu med
+Duften af de nys slupne Cigarer i Klæderne, de
+valgte og vragede, hvorpaa de trevent marcherede
+Gulvet rundt med «deres Hjærtes udkaarne».
+Takket være de omtalte unge Studenter fik Judith
+danset. Den lysøjede Gudindes Sønner mente i
+deres Hjærtes Uskyld, at det var Beskedenhed,
+der havde bragt Byens Kavalerer til at overlade
+dem den smukkeste Dame. &mdash; Og Timerne sneg
+sig langsomt hen, Stemningen steg, nu kom ogsaa
+de gamle paa Gulvet. Da gik der en hemmelighedsfuld
+Hvisken gennem Salen: «Hr. Banner er
+kommen, Godsejeren er der!» En ubeskrivelig
+Nervøsitet greb Sindene, Damerne rettede paa
+deres Pynt, beklagede sig over, at de var saa forjaskede;
+man skottede hemmelig til Døren.</p>
+
+<p>Der stod saa endelig Genstanden for saa
+manges Interesse i en Dragt lige fra Paris, aabenbart
+lidt forlegen med sig selv og overfor det Selskab,
+hvori Nysgerrigheden havde ført ham. Da
+Dansen atter begyndte, engagerede han den nærmeste
+Dame til en Inklinationstur, og da den var
+forbi, trak han sig tilbage til Døren. Judith saa
+med stor Fornøjelse efter den unge Pige, hvem
+denne Ære var overgaaet, hun saa hende gaa hen
+til sine Veninder, hørte hende med kunstlet Ligegyldighed
+ytre, at «Godsejeren virkelig dansede<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a></span>
+godt og konverserede fortrinlig». Begge Dele var
+vitterlig Usandhed, thi den ordknappe Banner
+havde ikke gjort en sammenhængende Bemærkning
+og havde danset alt for stift og genert for den
+unge, livlige Dame. Judith kunde ikke lade være
+med at anstille Betragtninger over, hvor vidt han
+virkelig var for ceremoniel til i det hele taget at
+kunne danse, eller om muligvis en Cancan i Bal
+mabille vilde have passet ham bedre.</p>
+
+<p>Han gentog den samme Manøvre flere Gange;
+med hvilke funklende Øjne fulgte da ikke Mødrene
+deres Døtres Skikkelser i «Hr. Godsejerens Arme»;
+og stadig sluttede en ny lyksaliggjort sig til de
+udvalgte unge Pigers Skare, de gik med hinanden
+om Livet og røbede en paafaldende Distraktion
+overfor Yderverdenen. Naar Judith antog, at Hr.
+Banner lagde uendelig lidt Mærke til sine Omgivelser,
+tog hun imidlertid fejl. Han saa overordentlig
+godt det Røre, han vakte, den Glæde,
+hans Nedladenhed voldte, men han tog det som
+en skyldig Tribut og vilde for alting ikke lade sig
+mærke dermed. Han saa ogsaa Judith og sagde
+sig selv, at hun dansede godt og var Byens smukkeste
+Dame; han lagde ogsaa Mærke til, at hun
+talte ret livlig med sin ungdommelige Kavaler, og
+tænkte derfor, at det dog muligvis var Forlegenhed
+og Generthed, der gjorde hende saa tilbageholdende
+over for ham. Sluttelig faldt det ham ind, at han
+vel maatte danse en Dans med hende, da han jo
+kom der i Huset.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a></span></p>
+
+<p>Judith stod og talte med sin Kavaler, med
+Ryggen mod den sig nærmende Banner. Minervas
+Søn var meget fortrydelig over den Opmærksomhed,
+Banner var Genstand for og havde just ladet falde
+nogle sarkastiske Bemærkninger i den Anledning.
+Judith lo og svarede:</p>
+
+<p>«Ja, det gaar som i Hostrups Komedie.
+Pengene kan kaste en magisk Glans selv over en
+Peter Ravn, hvorfor da ikke over en &mdash; &mdash;»</p>
+
+<p>Banner stod foran hende og udbad sig næste
+Dans; ikke en Mine i hans Ansigt forraadte, hvorvidt
+han havde forstaaet eller blot hørt hendes
+Ytring; og hun betragtede ham med en Blanding
+af Vrede og Forvirring.</p>
+
+<p>«Tak &mdash; jeg er træt, jeg beder Dem undskylde,
+jeg taaler ikke at danse for meget, jeg
+havde tænkt at hvile &mdash; &mdash;»</p>
+
+<p>«I saa Fald turde jeg maaske gøre Dem Selskab,
+medens De hviler Dem.»</p>
+
+<p>Han satte sig ved Siden af hende, da næste
+Dans begyndte; men han var aabenbart i Forlegenhed
+for et Samtaleæmne, og hun hjalp ham ikke.</p>
+
+<p>Saa begyndte han at tale om Byen og dens
+Beboere, og gjorde i Forbigaaende en Bemærkning
+om den Magt, Pengene spillede ogsaa i denne
+fredelige Smaastad.</p>
+
+<p>Da blev hun veltalende, svarede ham skarpt
+og træffende; han lo, thi han forstod ikke, at
+hendes sarkastiske Bemærkninger egentlig gjaldt ham
+selv. Men efterhaanden begyndte han saa smaat<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a></span>
+at kede sig ved Samtalen &mdash; saa havde det jo dog
+kun været Generthed, der før havde gjort hende
+saa stiv over for ham, nu var hun jo kommen
+paa Gled; og hans Interesse begyndte at kølnes.</p>
+
+<p>For en Afvexlings Skyld bad han hende da
+om at danse Salen en Gang rundt med sig, «hun
+vil vel», tænkte han, «sætte lige saa stor Pris paa
+at danse med mig som alle de andre». Men i
+samme Nu forandredes hendes Ansigt, Minen blev
+koldt afvisende, hun gav hurtigt et Afslag, ja drog
+sig endogsaa uvilkaarlig lidt tilbage, ligesom bange
+for at have vist sig for imødekommende.</p>
+
+<p>Hendes Afslag krænkede ham. Havde hun
+danset med ham, vilde han have taget det som
+noget højst ligegyldigt, men da hun afslog det, fik
+han netop Lyst dertil. Denne smidige Skikkelse,
+disse runde Arme, denne fløjlshvide Hals! «Jeg tror
+virkelig, hun er bange for at røre ved mig.»</p>
+
+<p>Nu blev ogsaa han tavs, og da Dansen strax
+efter var forbi, rejste han sig, hilste ceremonielt,
+lod sit Blik med et Udtryk af fornem Ligegyldighed
+glide hen over hende og ud i det tomme Rum,
+forlod derpaa Salen og tog hjem.</p>
+
+<p>Da han gik, veg den ligesom nervøse Stemning,
+han havde fremkaldt. Studenterne og Kommis'erne
+besteg atter den røvede Trone, og Fornøjelsen
+fortsattes med voxende Liv, Hede og Støv
+til langt ud paa Natten.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_6" id="KAPITEL_6"></a>VI.</h2>
+
+
+<p>Naar man i Byen omtalte «Godsejeren» og
+dermed kun mente en bestemt Person, var det
+egentlig ukorrekt; thi der var paa Egnen flere Jorddrotter
+og i alle Tilfælde en, der var Byen mere
+bekendt end Banner, nemlig Felix Restrup. Men
+Banner var jo nu en Nyhed, hans Ejendom langt
+større end den andens, og dertil kom, at man for
+længst havde ophørt at tage Felix Restrup i Betragtning.
+Der havde rigtignok været en Tid, da
+den lille By var hans Hovedstad og han dens
+Matador; men nu var det gaaet tilbage for ham.
+I de femten Aar, han havde ejet Hovedgaarden,
+der bar hans Slægts Navn, var det lykkedes denne
+Adelsmand at sætte saa mange Penge overstyr,
+som sex andre Mennesker kunde have levet overdaadig
+for deres hele Liv, uden endda at efterlade
+sig «trøstesløse» Arvinger. Med andre Ord,
+den rige, uopdragne Mand, hvis Tilbøjeligheder var
+af en lidet ophøjet Art, havde, uden at forlade
+sin Fædrenegaard for mer end to Døgn ad Gangen
+og tyve Mil i det højeste, anvendt en stolt Kapital
+paa at skaffe sig et slet Rygte, glubske Hunde,
+fuldblods Heste, høje Tjenere og smukke <span class="sic" title="[sic]">Stupiger</span>.
+Saalænge han havde Penge i Overflødighed, bar
+man over med ham, han lod sig plukke og bedrage
+efter en storartet Maalestok, og man nænnede
+ikke at lade Guldfuglen flyve; men da han
+begyndte at fordre Kredit, da det rygtede sig, at
+hans Pengesager stod slet, trak den lille By sig
+forsigtig tilbage. Han mærkede, at man skyede<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a></span>
+ham, og han anede Grunden. Da fyldtes denne
+moderne Timon med retfærdig Harme, han vendte
+Byen Ryggen, ikke for som hin gavmilde Athenienser
+at vandre i Skovene og lade sit Skæg voxe,
+men for at aabne sig Kredit andetsteds, hvor man
+var mindre forsigtig eller kendte ham mindre.
+Og derpaa fortsatte han sine Galskaber endnu
+værre end før. Medens hans noget yngre Nabo
+begik sine Daarskaber i Udlandet, hvad der altid
+kaster et vist interessant Skær over dem, thi en
+spansk Senora er ulige mere romantisk end en
+dansk <span class="sic" title="[sic]">Stupige</span>, forvandlede Restrup sit Hjem til
+et sandt Babylon, hvor Udskejelser i alle Retninger
+hørte til Dagens Orden. Og nu saa den lille By
+først rigtig tydelig, hvilken afskyelig Person han
+var; man trak snerpet Kjolen til sig, hvis han
+kom den for nær, men man holdt ikke op med
+at snakke om ham og hans Bedrifter. Han plejede
+der ude paa Restrupgaard, sagde Rygtet, og det
+var troligt nok, at prygle sine lange Tjenere om
+Formiddagen og drikke Forlig med dem om Eftermiddagen,
+han tabte store Summer i Hasardspil
+og blev sikkert bedraget for større; det skulde
+være en mærkelig Aften, hvor han naaede at
+komme ædru i Seng. I Virkeligheden førte han
+et fortvivlet Liv. Han var i sin Tale fuld af Foragt
+for alt, hvad han kaldte «Dannelse, Snerperi
+og Skabagtighed», hvilke Begreber han slog sammen
+til et, men i Hjærtet pinte det ham dog usigelig,
+at selv denne lille Bys «dannede» Folk havde<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a></span>
+slaaet Haanden af ham. Han blev menneskesky
+og undertiden meget melankolsk. Men han kunde
+ikke undvære nyt fra den Verden, han beærede
+med sin Foragt; hans Tjenestefolk maatte tage til
+Byen og bringe ham Nyheder derfra; det var næsten
+utroligt, saa nøjagtig han gennem denne Kilde
+kendte Byens Forhold.</p>
+
+<p>Han havde haft nogle &mdash; temmelig ubehagelige &mdash;
+Forretninger med Prokurator Hinding.
+Denne havde, som han plejede overfor sine rige
+Klienter, budt ham ind i Stuen. Herfra kendte
+Judith ham. Restrup havde nogle Gange mut og
+kejtet tilbragt nogle Timer hos Damerne, men i
+Virkeligheden var den vilde Mands Hjærte blevet
+bevæget ved den Smule Venlighed, den godmodige
+Frue og den smukke unge Pige viste ham. Judith
+havde ogsaa følt sig tiltrukken af ham, hun vidste
+næppe hvorfor, maaske blot fordi alle andre var
+uvenlige mod ham.</p>
+
+<p>Han var virkelig ikke utilgængelig for blidere
+Følelser. Saaledes holdt han af Børn. Undertiden
+lod han Mejeriforpagterens to smaa Piger hente
+op til sig. Moderen sendte dem ikke bort uden
+en vis Hjærtebanken og spurgte dem nøje ud, naar
+de kom tilbage. En Dag medbragte de en stor
+Guldskilling hver, og deres Beretning lød saaledes:
+Den store Mand havde spurgt, om de kunde synge,
+og paa deres bejaende Svar havde han stillet dem
+op og ladet dem synge den eneste Sang, de kunde:
+«Nu titte til hinanden» o. s. v. Da havde den<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a></span>
+store Mand skjult Hovedet i sine Hænder og siddet
+stille saa længe, at de var blevne bange og havde
+givet sig til at græde, men saa havde han rejst
+sig og givet dem en Guldskilling hver. Beretningen
+lød lidt utrolig, det var næppe religiøse Tanker,
+der havde grebet den udsvævende, af al Tro forladte
+Mand, men formodentlig havde de rene Barnestemmer
+berørt en Stræng i hans let modtagelige
+Sjæl og fremkaldt en forbigaaende nervøs Rørelse.</p>
+
+<p>Ved Siden af hans andre Passioner maa nævnes
+hans Lidenskab for at samle Konkylier. Hvorledes
+denne Skoledrengemani opstod hos ham,
+vides ikke, men vist er det, at han hverken anede
+Konkyliens Beboers Slægtnavn eller dens Hjemstavn
+og Levevis, og havde han nogensinde i sin
+forsømte Barndom vidst, om den hørte til Hvirveldyrene
+eller Bløddyrene, saa havde han forlængst
+glemt det, og nu bekymrede han sig aldeles ikke
+om at faa det at vide. Men han købte alt, hvad
+der falbødes af denne Artikel, han klassificerede
+og skattede sine Skaller efter den Pengesum, de
+havde kostet ham, d. v. s, den Grad, hvori man
+havde narret ham med dem, han erklærede sin
+Samling for enestaaende, hvad den jo ogsaa var
+paa sin Maade, og fremviste den til enhver, som
+havde Taalmodighed til at gennemse den.</p>
+
+<p>Restrup havde ved Banners Hjemkomst gjort
+denne en Visit, som var bleven gengældt, og de
+to Junkere tilbragte, til Trods for den store Forskellighed
+i Karakter og Væsen, undertiden en<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a></span>
+Aften sammen, snart hos den ene, snart hos den
+anden. Nogen Tid efter Juleballet sad Banner
+foran Kaminen i et af Værelserne paa Restrupgaard
+og talte med Ejermanden. Ilden blussede og oplyste
+det store, noget lave Værelse med de mange
+gamle, mørke Familieportræter, Skæret spillede
+hen over Løbene paa den Række Jagtrifler, der
+smykkede den ene Væg, og røbede de tusinder
+dels kostbare, dels værdi- og smagløse Snurrepiberier,
+hvormed Restrup havde udsmykket dette
+Værelse, som han behagede at benævne sit «Studereværelse»,
+hvad det forøvrigt ligesaa gerne kunde
+være, som ethvert andet Værelse i hans Hus.</p>
+
+<p>Værten sad eller rettere laa i en Lænestol
+lige over for Banner, hans Fødder hvilede paa en
+stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et
+Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i
+Ilden eller smaasov, medens den af og til i Drømme
+udstødte et lille Bjæf. Mellem Herrerne stod en
+Stumtjener med Vinkaraffer, Glas og Sodavandsflasker.</p>
+
+<p>Restrup var en Mand af herkulisk Legemsbygning;
+hans Helbred syntes at have trodset alt,
+hvad han havde budt det. Paa de brede Skuldre
+sad et mægtigt Hoved, omgivet af krøllet, rødblond
+Haar og Skæg. Ved et flygtigt Blik syntes Ansigtets
+Udtryk at tyde paa plump Godmodighed, Næsen
+var stor og velformet, Øjnene dybtliggende og
+tilslørede, men de tykke Læber bag det krusede
+Skæg røbede Sanselighed, og Furerne i hans brede<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a></span>
+Pande talte om et heftigt Sind. Hans ualmindelig
+slette Sprog stod i skrigende Modsætning til hans
+flotte Ydre.</p>
+
+<p>«Det var kedeligt, De ikke kum igor, Banner
+&mdash; vi murede os brilliant. Men det bedste var
+med gamle Pastor Blak &mdash; har De hørt'et? Han
+motte krybe ind gennem Vinduet. Han kum
+naturligvis for sent, og so lukkede jeg Døren af,
+og vi gik til Burds. Men so kum Præsten og bad
+og tiggede um at kumme ind, for han so, vi
+spiste Østers. Men vi lud som ingen Ting. Tilsidst
+obnede jeg et Vindue og spurgte, om han
+vilde krybe ind af det, og so krøb s'gu Præsten
+gennem Vinduet, og vi lo.» Restrup brast paany
+i Latter ved Tanken om Sognepræstens ynkelige
+Situation.</p>
+
+<p>«Blev Præsten der hele Aftenen?»</p>
+
+<p>«Næ &mdash; det blev ham for muntert tilsidst. Da
+vi begyndte at spille, gik han.»</p>
+
+<p>«Spillede De Hasard?»</p>
+
+<p>«En lille Mis, det var det hele. De kunde
+ikke hulde længe ud, for de kunde ikke skælne
+Kurtene fra hinanden. Jeg var selv gudt daran,
+for der blev drukket svært. Klokken fem i Morges
+motte Jens og Kusken bære mig i Seng.»</p>
+
+<p>«Og hvorledes befinder De Dem i Dag?»</p>
+
+<p>«Tak &mdash; gudt. Jeg kum først op Klukken
+fire i Eftermiddags, men De kan bande po, Jensen
+fra Mariendal, han forvinder det ikke i otte
+Dage.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a></span></p>
+
+<p>Banner lo. «Jeg tror, De er ganske stolt af
+Deres Meriter?»</p>
+
+<p>«Aa nej, men jeg har ellers Ærgrelser nok,
+skulde jeg tru; so glemmer man dem da so længe.»</p>
+
+<p>«De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme
+paa ret Køl igen,» sagde Banner.</p>
+
+<p>«Jeg tænkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er
+det for sent. Jeg duer heller ikke længer. Naar
+jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen; jeg
+er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring
+og slæbt til Døde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger
+er noget Rak, som kun plukker en og alligevel
+leger Kæreste bode med Karle og Tjenere bag
+ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er
+opsætsige, og al Ting gor galt.»</p>
+
+<p>«De har nok Proces med en af Deres Karle.
+Han kom til mig og bad om Arbejde, men jeg tager
+ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hører jeg, han
+har lagt Proces an mod Dem.»</p>
+
+<p>«Jeg jug ham væk, fordi han kum hjem en
+Dag senere, end jeg havde givet ham Lov til.
+Hinding fører hans Sag; den Dævels Prokurator
+siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i
+Tyendeloven.»</p>
+
+<p>«Slog De ham?»</p>
+
+<p>«Ja gu' gøre jeg so. Og nu laver den Prokurator
+et helt Nummer ud af det. Hinding er
+ligefrem en Skurk.»</p>
+
+<p>«Saa &mdash; er han det? Han forekommer mig
+at være en ret behagelig Mand.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a></span></p>
+
+<p>«Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg
+Dem. Se blot, hvordan han behandler sin Steddatter.»</p>
+
+<p>«Saa? Og hvorledes da?» spurgte Banner lidt
+opmærksommere end førhen.</p>
+
+<p>«Han tilbageholder hendes Arv gør han, og
+efter hendes attende Oer har han Ret til at beholde
+den som Betaling for Kost og Lugi. Dør
+hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.»</p>
+
+<p>«Det er slemt, hvor gammel er Frøken &mdash; hvad
+er det, hun hedder?»</p>
+
+<p>«Fürste, hun er snart tyve Oer.»</p>
+
+<p>«Og hvor stor er hendes Arv?»</p>
+
+<p>«Totusind tror jeg.»</p>
+
+<p>«Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage,»
+sagde Banner koldt.</p>
+
+<p>«Ja, er det ikke skammeligt!» og nu paafulgte
+en Beretning om Judiths Liv, hvis Nøjagtighed i
+mange Punkter vilde have overrasket hende selv.</p>
+
+<p>«Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet,»
+sagde Banner med sit tidligere kolde Smil.</p>
+
+<p>«Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti
+Oer yngre, so friede jeg. Hun er en nydelig Pige.
+Hvad behager?»</p>
+
+<p>«Aa ja &mdash; ret net, saa vidt jeg erindrer.»
+Banner kneb Øjnene sammen og syntes optagen af
+at følge sin Cigars hvirvlende Røgskyer.</p>
+
+<p>«Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so
+stult som bare Fanden. Ingen skal kumme hende
+nærmere, end hun selv vil.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a></span></p>
+
+<p>«De har maaske prøvet det?»</p>
+
+<p>«Nej, hun har altid været venlig og gu'ed
+mod mig, det skal jeg ikke glemme hende, og
+kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp
+hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser!»
+Han strøg sørgmodig det svære, blonde Haar fra
+Panden. «Hun skulde giftes med en rig Mand,
+for hun er skabt til at være Drunning.»</p>
+
+<p>«Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde
+ægte hvem som helst, der kunde byde hende en
+uafhængig Stilling?»</p>
+
+<p>«Jeg er bange for, hun blev nødt til det;
+men jeg huldt nu af hende og vilde bære hende
+po Hænderne.»</p>
+
+<p>«Det vilde dog vist krænke hende at blive
+gift paa den Maade.»</p>
+
+<p>«Aa nej, nor hun bare blev gift.»</p>
+
+<p>Banner lo højt og skarpt.</p>
+
+<p>«Kender hun sin Stilling?»</p>
+
+<p>«Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa
+velhavende som De, og ikke saa dybt i Gæld &mdash;»</p>
+
+<p>«Jeg! &mdash; Jeg gifter mig aldrig!» afbrød Banner
+ham hurtig.</p>
+
+<p>«Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente
+det,» mumlede Restrup.</p>
+
+<p>Nu tav de begge. Banner laa tilbagelænet i
+sin Stol, fordybet i sine Tanker. Restrup havde
+bøjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem
+sine Hænder. Han strøg dens løse, rynkede Halshud
+helt ud over dens Øren og Snude og glattede<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a></span>
+den atter tilbage, idet han nu og da brummede:
+«Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!»</p>
+
+<p>Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De
+belyste den enes fine, skarpe Ansigt med det tidlig
+tyndede Haar, det trætte, ligegyldige Udtryk,
+og den andens mægtige Hoved med de store,
+plumpe Træk, den bølgende Løvemanke, det rødgule
+Skæg og det sløve, sørgmodige Blik. De lynede
+i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre,
+strejfede hen over Ildbukkene, lyste i Hundens
+kloge Øjne, legede gennem det støvede, rødbrune
+Bjørneskindstæppe, sendte et hoppende Skær op
+ad Væggen op over Billedet af Restrups barske
+Fader, funklede i Vaabnene og Snurrepiberierne,
+straalede tilbage fra det høje, sølvindfattede Spejl,
+glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden,
+krøb ind i Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig,
+viste sig atter, blussede op og forsvandt for et
+Øjeblik at indhylle alt i Mørke og derpaa begynde
+Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede
+Vinden om den gamle Bygning, indenfor gled Tiden
+langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets lydelige
+Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trætte Mænd sad
+der ligesom fortryllede, bundne af denne Ro, dette
+Mørke, denne flimrende Ilds Fantasterier, uden
+Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det besværlige
+Liv, som de mente sig forlængst at være
+færdige med.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a></span></p>
+
+<p>Denne Vinter førte Forretninger ofte Godsejeren
+til Prokuratoren. Hr. Hinding syntes næsten
+uundværlig for sin fornemme Klient. Men
+Hr. Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa
+disse Besøg traf Prokuratorens Steddatter. Han
+brød sig ikke saa meget om at tale med hende,
+thi hun var som oftest kold og ordknap, men det
+interesserede ham at se hende, være sammen med
+hende og iagttage hende. Thi Samtalen med Restrup
+havde givet ham forøget Interesse for hende,
+og han undrede sig over, at han ikke strax havde
+lagt Mærke til hende, saa paafaldende forekom
+hendes Skønhed og hele Fremtoning ham nu at
+være. Han havde den Evne at kunne se, uden
+at hans Opmærksomhed tilsyneladende var fæstet
+paa Genstanden, og medens han rolig fortsatte sin
+Samtale med Hinding og syntes at have sine
+Tanker ethvert andet Sted, undersøgte hans Blik
+hende Træk for Træk og vendte hver Gang tilbage
+med voxende Forundring over at træffe noget saa
+ejendommeligt og skønt i denne Afkrog. Naar
+Forretningerne vare afgjorte, Vejret og Landmandens
+Udsigter drøftede, henvendte Banner gærne
+et Par høflige Ord til Fruen og Frøkenen. Som
+oftest svarede den første, men naar Judiths fine
+Sans opfangede det mindste overlegne eller arrogante
+i hans Maade at være paa, kunde ogsaa hun
+tage Ordet, og da fløj snart en lille, skarpt tilspidset
+Tilrettevisning fra hendes let smilende Læber,
+og hun kunde være sikker paa, at den traf.<span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a></span>
+Han røbede det rigtignok aldrig i Ord eller Miner,
+men han havde ofte Nød med at betvinge sig,
+naar hans herskesyge Sind blussede op i ham, og
+han ønskede da, det koste hvad det vilde, at han
+kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander,
+bøje hende, ydmyge hende. Og naar han red
+hjem, efter at være kommen tilkort i et saadant
+Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere
+og mere over sit Nederlag, og han huggede da
+Sporerne i sin uskyldige Hests Side, brugte Pisken
+og rykkede i Tømmen, indtil Dyret stejlede, han
+vilde dog i det mindste have en, han kunde vise
+sin Overmagt og tvinge til Lydighed. I sit store,
+ensomme Hus kunde han gaa omkring, forbitret
+paa sig selv, fordi han beskæftigede sig saa meget
+med hende, men hvad nyttede det, hun havde
+fængslet hans Tanker, og de formaaede ikke at
+løsrive sig. Han var som Barnet, der efter en
+Gang at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver
+endnu hæftigere i sine Begæringer, naar det møder
+Modstand. Han tyede til sine Bøger, men Tankerne
+listede sig ind mellem Linierne, og han greb
+sig selv i at have læst mange Sider, uden at have
+opfattet et Ord. Han lod da Bogen synke og saa
+ærgerlig mod Døren:</p>
+
+<p>Om den nu aabnede sig, og hun stod paa
+Tærskelen, hvor hurtig skulde da ikke Bøgerne
+komme bort! Der var Øjeblikke, hvor han kunde
+række Armene ud mod hendes tænkte Skikkelse.
+Sæt hun var her, hvilken Udfyldelse af hans Livs<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a></span>
+Tomhed, hvilken Beskæftigelse for hans Tanker:
+«Fordømt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo
+som forhexet! Har jeg da ikke forsøgt mig nok?
+Men hun er noget andet. Hvordan i al Verden
+har hun baaret sig ad med at magtstjæle mig?
+Og jeg, som for længe siden troede mig færdig
+med disse Illusioner?» &mdash; Men hvorfor paa den
+anden Side gøre saa mange Ophævelser? Han var
+jo en fri Mand, hvem hindrede ham i at følge sine
+Lyster? Hans egne Forsætter &mdash; pyh! de var jo
+hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem,
+naar det skulde være. Medlidenhed? &mdash; med hende,
+som næppe elskede ham, snarere det modsatte!
+Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i
+Verden end som hans Hustru? Men &mdash; binde
+sig uløselig for hele Livet? &mdash; nej, han vilde ikke
+tænke mere derpaa.</p>
+
+<p>Og Foraaret kom med sin berusende Luft,
+sine svulmende Knopper, sin Kærlighedslængsel
+hos alt, hvad som levende er. Johan Banner stod
+ved Vinduet, han følte ogsaa dens drivende Magt,
+men han vilde ikke være ved det. Og dog sad
+den i ham som en prikkende, nagende, nervøs
+Længsel efter noget, som han ikke vidste eller
+ikke vilde vide, hvad var.</p>
+
+<p>Han gad ikke rejse bort igen, alene Tanken
+var ham imod. Han gad ikke skrive, Pennen var
+slængt hen ad Bordet. Han gad ikke læse; halvhundrede
+Bøger var trukne ud af Reolerne for
+strax efter at kastes til Side. Spise? &mdash; Han var<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a></span>
+mæt. Drikke? &mdash; Han var ikke tørstig. Sove? &mdash; Det
+var det værste! Havde han ikke ligget timevis
+og kastet sig frem og tilbage uden at kunne
+finde Hvile. Mishandle et eller andet? &mdash; Han følte
+et Øjeblik Lyst dertil, men gad saa ikke følge den.
+Han var i den fortvivlede Kasus, Kierkegaard beskriver,
+&mdash; han gad slet ikke.</p>
+
+<p>Her var ingen at tale med; kun dræbende
+trist og kedsommeligt. Men han kunde jo tage
+til Byen. Ja, se der var det, der var det!
+Det var det, han vilde, men han vilde ikke tilstaa
+det for sig selv. Blev han da aldrig færdig med
+disse Ungdommeligheder? Han skulde jo dog nu
+være kommen i Ro, han havde jo udraset, han
+vilde jo have tilbragt Resten af sine Dage i lidenskabsløs
+Fred. Han var rejst fra Ønskerne og
+Lysterne, men se, de var rejst med ham. Det
+var jo formelig værre end nogensinde før &mdash; aa,
+det var latterligt og taabeligt altsammen! Men
+Livet var kort og bestemt til Nydelse, hvorfor da
+nægte sig, hvad det bød paa. Det var da endnu
+taabeligere? Han vidste det godt, han vilde ikke
+faa Ro, før han havde naaet, hvad han vilde, men
+var dette sket, vilde han rimeligvis ikke mere
+bryde sig derom, og &mdash; da var han bunden.</p>
+
+<p>Naa, han kunde jo ride ind og prøve paa at
+faa hende at se. Det var jo alt, hvad hun vilde
+tilstaa ham, og han havde dog vist hende Imødekommenhed.
+Hundreder vilde have krøbet paa
+deres Knæ fra Byen til hans Gaard for at opnaa<span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"></a></span>
+hans Gunst, men hun viste den tilbage. Han
+havde kun en Gang før mødt en lignende Modstand;
+det var hos hans forlovede; men ofte havde
+han senere sagt sig selv, at hvis han den Gang
+havde været mere erfaren, vilde hendes Modstand
+være bleven overvunden. Ellers havde han kunnet
+vinde, hvem han vilde, kun hun, som dog
+havde mødt saa liden Venlighed i Livet, viste ham
+tilbage. Og hans herskesyge Sind oprørtes derover
+&mdash; maaske hun endogsaa vilde afslaa et Ægteskabstilbud!
+Det gad han dog se! Hun var under
+et stærkt Pres, hun vilde blive tvungen til at
+gribe den Haand, han rakte hende, men var
+det ridderligt? Pyh! Hun maatte jo være glad til.
+Kunde der bydes hende noget bedre end at blive
+hans Hustru? Hun <em>skulde</em> blive hans, ligemeget
+hvorledes. Hans herskesyge Sind syntes formelig
+at smægte efter denne tvivlsomme Triumf. Han
+vilde strax til Byen.</p>
+
+<p>Just da han vendte sig fra Vinduet for at
+iværksætte sit Forsæt, fik han Øje paa en aaben
+Landauer, som rullede hen ad Hovedlandevejen.
+Han kendte de blankbrune, halvblods Heste og det
+straalende Livrée; det var Restrups Vogn. Kom
+han paa Besøg? Det var i Grunden heldigt, saa
+blev han hjemme, undgik at gøre en Dumhed
+maaske og fik Dagen slaaet ihjel. Der undslap
+<a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: bam">ham</a> formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte Vognen
+indtil Nedkørselen til Ahnbjerggaard, nu drejede
+den af &mdash; hvad? &mdash; nej! den kørte jo forbi,<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"></a></span>
+den kørte videre. «Guds Død! den kører til
+Byen.»</p>
+
+<p>Det blev Draaben, som fik Bægeret til at
+flyde over. Urolig, skinsyg ringede han og
+befalede Tjeneren strax at lade hans Ridehest
+sadle. Han gjorde sig selv i Stand hurtigere end
+nogensinde ellers, sprang ned ad Trappen, snappede
+Hat og Pisk fra den forbløffede Tjener, svang
+sig i Sadlen og fløj ud af Porten paa den i sin
+magelige Tjeneste overmodige Hest. Men da han
+kom til Enden af Alleen holdt han Hesten an lige
+saa heftig, som han før havde paaskyndet den.
+«Gør nu ingen Dumheder, Du! Rid heller ned og
+se til Dine Rugmarker. Lad hende tage Restrup,
+om hun vil, saa er den Historie ude.» Han
+holdt stadig Hesten an ved Hovedlandevejen og
+vidste ikke, om han skulde ride Nord paa, langs
+sine Marker, eller Syd paa til Byen &mdash; Herkules
+paa Skillevejen!</p>
+
+<p>Den utaalmodige Hest vilde afgøre Valget for
+ham; han gav den et eftertrykkeligt Rap med Pisken
+og den stod, men dens Skraben og Bidslets
+Klirren, naar den kastede med Hovedet, afbrød
+bestandig hans Tanker. «Nu kører Restrup til
+Byen &mdash; han har vel overvundet sine Betænkeligheder
+og frier til hende. Og hun tager ham naturligvis,
+hun har jo været saa forekommende imod
+ham. Saa kan jeg gaa Resten af mit Liv og ærgre
+mig derover, saa dum er man jo altid, naar man
+gaar glip af noget, man kunde have haft. Skal<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"></a></span>
+jeg tage derind? Restrup er allerede langt i Forvejen
+&mdash; det er maaske for sent, men jeg vil dog
+tage derind; det kan da ikke skade.»</p>
+
+<p>Han gav atter Hesten Tøjlen, og det bar afsted
+mod Syd, saa hurtig Dyret kunde, men endda
+ikke hurtig nok for ham. Vinden peb ham om
+Ørene, Hovslagenes regelmæssig klaprende Lyd
+susede om ham, hans Hjærte slog stærkere, hidset
+af Bevægelse og Forventning, han kom til at tænke
+paa Kæmpevisen:</p>
+
+<div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">Der han red over Randbøl Hede,<br /></span>
+<span class="i0">da fulgte ham femten Svende,<br /></span>
+<span class="i0">der han kom til Riber Bro,<br /></span>
+<span class="i0">da red den Herre alene &mdash;<br /></span>
+</div></div>
+
+<p class="noindent">og han gentog Verset atter og atter mekanisk,
+indtil Ordene tabte al Betydning, blot pinte og
+trættede ham, og han forbavsedes over endnu at
+maatte sige dem.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_7" id="KAPITEL_7"></a>VII.</h2>
+
+
+<p>Fru Hinding var gaaet i Kaffeselskab, men
+Judith havde ikke villet følge med. Der var atter
+kommet en af de Perioder, hvor hendes forladte
+Stilling hvilede haardest paa hende. Hun sad i
+Dagligstuen med Hænderne i Skødet og nedsænket
+i trøstesløse Grublerier, da hendes Stedfader traadte
+ind i Stuen, rigtignok kun for at passere den.
+Hun bad ham sagte om et Par Minuters Samtale.</p>
+
+<p>«Jeg har travlt &mdash; hvad vil Du?»</p>
+
+<p>«Jeg vil kun endnu en Gang spørge Dem, om<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a></span>
+det ikke er muligt, at jeg kan faa min Fædrenearv,
+jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret,
+men som Barmhjærtighedsgerning.»</p>
+
+<p>«Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner,
+hvad da?»</p>
+
+<p>«Da maa jeg vel have lært nok til at kunne
+sørge for mig selv.»</p>
+
+<p>«Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige
+Dig, hvad det dog ikke nytter at skjule; det lyder
+saa smukt, naar Du siger, at Du ikke fordrer dem
+som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at
+Du har nogen Ret til dem?»</p>
+
+<p>«Har jeg ingen Ret til dem?» spurgte hun aldeles
+overvældet af Forbavselse, «hvis Moder døde,
+og jeg da fordrede dem i Stedet for at bede om
+dem, kunde de saa nægtes mig?»</p>
+
+<p>«Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?»</p>
+
+<p>Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om,
+hvad det havde at betyde.</p>
+
+<p>«Det er ingen Faders, følgelig heller ingen
+Stedfaders Pligt, at forsørge sit Barn længere end
+til dets attende Aar. Efter den Tid kan han, om
+han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klæder.
+Du har allerede i to Aar levet paa min Bekostning.
+Tag det ikke saa hæftig, jeg vil jo ikke
+beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du
+skal naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold
+her i Din Moders Hus, men Dine «Fordringer»,
+dem maa Du slaa en Streg over.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a></span></p>
+
+<p>«Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar
+siden, da De med min Formynders Minde fik mine
+Penge?» stammede hun grædefærdig.</p>
+
+<p>«Den Gang trængte jeg til de Penge, og hvad
+Forpligtelse havde jeg desuden dertil. Tag bare
+ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her og
+skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du
+lever her paa min Bekostning, vil Dit Sind dog
+maaske blidgøres over for mig.» Hun sad aldeles
+stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: «Naa, jeg
+maa afsted, vi kan senere drøfte Sagen nærmere,
+hvis Du vil.» Med disse Ord forlod Prokuratoren
+Værelset.</p>
+
+<p>Hun forblev nogen Tid ganske ubevægelig.
+Hun havde anet noget saadant, og nu var det
+Virkelighed, den rene, nøgne Sandhed. Det sidste
+Haab var berøvet hende. Hendes Stedfader havde
+Ret til at vise hende bort i samme Øjeblik, hendes
+Moder lukkede Øjnene, og hvorfor skulde han ikke
+gøre det endogsaa før. Hans Beregninger gik langsomt
+op for hende. Naar hun engang fik Arv at
+kræve efter sin Moder, vilde formodenlig ogsaa
+den gaa op mod «Kontrakrav». Hun var hjælpeløs
+prisgiven en samvittighedsløs Mands Forgodtbefindende.
+Da overvældede Fortvivlelsen hende
+uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et
+Skrig kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun
+havde siddet. Hun tænkte ikke, hun følte kun,
+at hun var fortvivlet, saa grænseløs fortvivlet, og
+hun græd stødvis, snart højt og heftig, snart kun<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a></span>
+med en indvendig Hulken, som smertede hende
+ubeskrivelig. Og i sin Sorg paakaldte hun et
+Navn: «Aa, Fader, Fader!» Men det Øre var
+døvt og den Arm magtesløs, som altid havde været
+til Rede, naar en lidende bad om Hjælp. Da jog
+pludselig den Tanke igennem hende, om hun
+skulde berøve sig Livet; de talløse Ydmygelser,
+hun havde i Vente, maatte jo blive uudholdelige.
+Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde.
+Hun kunde kun græde, og det gjorde hun, indtil
+Træthed og Afmagt ogsaa bragte Graaden til at høre
+op for kun med Mellemrum at vende tilbage i
+lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig
+fra sin ubekvemme Stilling og satte sig atter i
+Lænestolen med Hovedet bøjet tilbage, hun var
+saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at
+hendes Hænder rystede. Saa gav hun sig til at
+overveje sin Stilling. Hun kunde gaa til Frøken
+Stenberg og bede hende lære sig Skræddersyning,
+hun kunde bo hos hende, hjælpe hende og tjene
+sit Brød ved sine Hænders Gerning, sine Hænder,
+disse fine, hvide Hænder, der aldrig havde kunnet
+bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men Tusinder
+var jo henviste dertil, og de var baade
+glade og tilfredse. Saa blev hun træt af at tænke
+fast og sluttet &mdash; viljeløst lod hun Fantasien raade,
+og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik,
+som de kom af sig selv:</p>
+
+<p>Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind
+som en fattig, venneløs gammel Jomfru! Hun<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a></span>
+vidste, hvilken Medlidenhed hun havde næret for
+den gamle Frøken Stenberg, hvilken Beklemthed
+hun havde følt ved Tanken om hendes triste,
+glædeløse Liv, hvor den mindste Begivenhed blev
+af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegørende.
+Og Frøken Stenberg var dog trods alt
+dette tilfreds, thi hun havde næppe ventet sig mere,
+medens hun selv! &mdash; Sidde saaledes om Søndagen,
+naar den, der er ene, altid føler sig mest forladt,
+og se ud i den tomme Gade med de toppede Brosten,
+hvorimellem Græsset skød op. Se Folk gaa
+til Kirke i deres pæne Tøj, glade over Fridagen i
+et Liv fuldt af Slid og Arbejde fra Mandag til
+Lørdag; se Mødrene sende deres Børn ud paa
+Gaden, det ene efter det andet, sæbevaskede, med
+rene Forklæder og stive, nystrøgne Kjoler for at
+nyde Søndagen, som de bedst kunde. Og det var
+det, man kaldte en Idyl.</p>
+
+<p>En stærkere og stærkere Træthed overfaldt
+hende, Reaktionen efter Ophidselsen. Hun kunde
+jo lade staa til, lade hver Dag sørge for sig selv,
+lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre
+sig for Fremtiden &mdash; i Øjeblikket havde hun jo Klæder
+og Husly, oven i Købet Udsigt til Aftensmad.
+Ja, det kunde hun jo &mdash; opgive Modstanden, resignere
+&mdash; det sværeste af alt at lære &mdash; resignere!</p>
+
+<p>Gadedøren var bleven aabnet, uden at hun
+hørte det, der bankedes paa Dagligstuedøren. Hendes
+Tanker vendte forvirrede tilbage til Virkeligheden,
+hun tøvede med at svare; saa erindrede<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a></span>
+hun, at hun var forgrædt og vilde gaa sin Vej,
+men det var for sent, thi Johan Banner stod allerede
+derinde. Hun bøjede Hovedet og vendte det
+bort fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes
+Hr. Fader var hjemme.</p>
+
+<p>«Han er ikke hjemme,» svarede hun stadig
+med bortvendt Ansigt.</p>
+
+<p>«Han kommer maaske snart?»</p>
+
+<p>«Det ved jeg ikke.»</p>
+
+<p>«Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans
+Tilbagekomst.»</p>
+
+<p>Hun syntes ikke om det, men hvad var der
+at gøre; hun satte sig ned, og han gjorde det
+samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun
+haabede, at han ikke skulde lægge Mærke til hendes
+forgrædte Øjne, men han saa strax, at hun
+havde grædt, og han sluttede sig hurtig til Grunden.
+Han brød endelig Tavsheden og begyndte
+at tale om almindelige Ting; han vilde gærne aflægge
+lidt af sit formelle Væsen og tale mildt og
+venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar
+viste ham ligesom tilbage, og han blev derved
+endnu mere stiv end sædvanlig. En tilsyneladende
+let henkastet Bemærkning af ham om menneskelig
+Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig
+op som af en Døs; hun formaaede ikke at beherske
+den Bitterhed, som den sidste Times Hændelser
+saa levende havde vakt. Hun udtalte sig
+heftig om alt, hvad man kaldte Retfærdighed,
+Uegennytte og Ærlighed. Og han opdagede hos<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a></span>
+hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme,
+som næsten kunde maale sig med hans egen.
+Hvilken mærkelig Pige var hun dog ikke, hvilken
+Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed?
+Men smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud.
+Ja, hun var virkelig værd at eje,
+saa at man kunde se hende bestandig, studere
+hende, søge at vinde hende, og &mdash; en mild Medfølelse
+paatrængte sig ham &mdash; gøre hende lykkelig,
+lære hende at elske og faa hende til at glemme
+hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden
+Tone sagde han: «Er De ikke for
+ung til at bedømme Menneskene og Livet saa
+haardt?» Han havde saa lidet tilsigtet at krænke
+hende, tvært imod havde han jo vist en Imødekommenhed,
+som han selv forbavsedes over; men hun
+misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde
+den samme ironiske Overlegenhed, som saa
+ofte havde saaret hende. Og Forbitrelsen skød
+atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele
+Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige
+Skæbne, der føltes dobbelt pinlig lige over for
+ham, der var saa fri, saa uafhængig og viste sig
+saa overlegen, og haanlig svarede hun:</p>
+
+<p>«Jeg har set nok af Livet og Menneskene til
+at nære Mistro mod dem, men jeg foragter kun
+den, der er sat i en lykkelig, uafhængig Stilling,
+men ikke benytter den paa en værdig Maade, der
+kun følger sine egne egoistiske Krav, og med
+utaaleligt Hovmod ser ned paa alle andre, der<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a></span>
+tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder
+en eneste af de Pligter, den paalægger ham, der
+burde sprede Lykke om sig, men kun har et overlegent
+blaseret Smil for alt og alle.»</p>
+
+<p>Han havde rejst sig. Hans Selvfølelse og
+Stolthed blussede op i ham ved Fornærmelsen,
+hun saa hensynsløst havde slængt ham i Ansigtet.
+Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig
+havde staaet, han var bleven bleg, og hans
+Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet for
+vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke røbe
+det; hun rejste sig for at gaa, hun saa fast og
+uforfærdet paa ham, idet hun med en Haandbevægelse
+betegnede ham, at hun ønskede at komme
+forbi. Men han rørte sig ikke. Og der stod de
+seende hinanden fast i Øjnene, som to jævnbyrdige
+Fjender, parate til at værge sig eller gøre et
+Udfald, hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun
+saa, at han vilde sige noget, og midt i hendes
+Angst følte hun ligesom Nysgerrighed efter at erfare,
+hvad det var.</p>
+
+<p>Han spurgte da langsomt:</p>
+
+<p>«Vil De være min Hustru?»</p>
+
+<p>Hun blev saa overvældet, at hendes Knæ
+svigtede hende, og hendes Legeme næppe var i
+Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som
+hun engang knapt havde vovet at drømme om,
+blev nu slynget hende i Ansigtet som en Fornærmelse.
+Det var jo et Svar paa hendes Udfald.
+Han sagde: «Du foragter mig, siger Du, og dog<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a></span>
+behøver jeg kun at række Haanden ud, saa giver
+Du Dig hen til mig.» Men han skulde ikke
+triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi
+ham saa stolt som en Dronning, hun vilde ydmyge
+ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke selv
+for saadan en Pris. Saa heller &mdash;</p>
+
+<p>Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding?
+Heller slæbe sit Liv hen i denne Afkrog
+af Verden?</p>
+
+<p>Aa, hvilken forfærdelig Fristelse! Hun saa
+sin Stolthed indfangen og tvungen til at overgive
+sig &mdash; enten til Prokurator Hinding, til Armod,
+Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt
+og forholdsvis Uafhængighed.</p>
+
+<p>Det svimlede for hende. Hun var ude af
+Stand til at tænke frit. Han havde overrumplet
+hende i et aandelig og legemlig svagt Øjeblik, og
+hendes Modstandsevne glippede.</p>
+
+<p>Han gentog i samme Tone lavt og rolig:</p>
+
+<p>«Vil De være min Hustru?»</p>
+
+<p>Og hun lukkede Øjnene, som den, der vil
+styrte sig i Afgrunden, hendes klangløse Stemme
+rystede, den Gang hun svarede ja.</p>
+
+<p>Der kom et underligt Skær i hans Øjne, et
+Udtryk af Triumf og Lidenskab. Han trak hende
+ind til sig, idet han for første Gang i sit Liv berørte
+hende, han omfavnede hende heftig, han
+kyssede hendes Mund, hendes Pande, hendes
+Kinder; det utøjlede, lidenskabelige Menneske brød
+igennem hans sædvanlige slebne Ydre. Han havde<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a></span>
+ventet Modstand, men han fandt den ikke; det
+var ham egentlig en Skuffelse, han vilde have
+foretrukket den for hendes kolde, viljeløse Eftergivenhed.</p>
+
+<p>Hun var fuldstændig passiv, hun havde overgivet
+sig, gjort Valget og tog nu Følgerne, men da
+han troede sig hende nærmest, sluttede hun sig
+fuldstændig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar.
+Han følte det, hendes virkelige Jeg var i
+samme uopnaaelige Afstand som førhen. Han
+havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt
+hendes Legeme i sine Arme, men hendes Sjæl
+trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje yderligere
+fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans,
+og hun skulde bøjes &mdash; før eller senere, det var
+ligegyldigt &mdash; han skulde nok faa Magt over
+hende.</p>
+
+<p>Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod
+Døren, han tænkte ikke paa at holde hende
+tilbage; men da han var ene, fortrød han, at han
+havde ladet hende gaa, og hans Længsel efter
+hende vaagnede i samme Nu, hun var borte.
+Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde
+siddet, og der sad han endnu optagen af, hvad
+der var sket og hvad der vilde ske, da Hinding
+en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og
+Fantasier havde fyldt ham, men intet Øjeblik fortrød
+han, hvad han havde gjort.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_8" id="KAPITEL_8"></a>VIII.</h2>
+
+
+<p>Hr. og Fru Hinding havde truffet hinanden
+paa deres Udflugt og vendte hjem sammen som
+kærlige Ægtefolk Arm i Arm. De blev højst forundrede,
+da Banner ved deres Indtrædelse rejste
+sig og hilste paa dem.</p>
+
+<p>«Har Hr. Godsejeren ventet længe? Har De
+siddet her alene? De bliver maaske til Aften?
+Aa, Helene, se efter Aftensmaden.»</p>
+
+<p>«Nej, gør Dem ingen Ulejlighed,» sagde Banner
+kort, «jeg rider hjem, naar jeg har talt et Par
+Ord med Dem, Hr. Prokurator.»</p>
+
+<p>Fru Hinding forstod Vinket og forlod Stuen,
+rigtignok meget nysgerrig, thi hun interesserede
+sig levende for Hr. Banners Affærer. Men udenfor
+Døren kom hun til at tænke paa Judith. Hinding
+havde ladet hende ane, at der havde været
+en ny Scene mellem dem. Hvor var Judith?
+Hendes let ængstede Sind fyldtes med Bekymring.
+Hun gik op til Judiths Værelse, og da ingen besvarede
+hendes Banken, lukkede hun Døren op,
+bange for, at det skulde være tomt, men Judith
+sad der, ligbleg og med mørke Ringe under
+Øjnene. Hun havde ikke hørt Moderen komme.</p>
+
+<p>«Mit elskede Barn,» raabte Fru Hinding, «for
+Guds Skyld, hvad er der hændet Judith, sig mig
+det &mdash; aa, mit Barn, mit stakkels Barn!»</p>
+
+<p>Fru Hinding trak hendes Hoved ind til sit
+Bryst og udgød rigelige Taarer derover.</p>
+
+<p>«Vær ikke bange Moder, det er intet slemt,<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a></span>
+jeg er» &mdash; hendes Stemme sank &mdash; «jeg er bleven
+forlovet med Godsejer Banner.»</p>
+
+<p>Fru Hinding udstødte et Skrig, et virkeligt
+Jubelens Skrig:</p>
+
+<p>«Mit søde Barn &mdash; er det muligt? Min
+lykkelige lille Pige!» Fru Hinding græd atter,
+denne Gang af Glæde. «Aa, hvor jeg er glad;
+det har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt,
+og Din Fremtid har ligget mig saa tungt paa
+Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge begyndt
+at spare lidt sammen til Dig, men» &mdash; hun
+græd og lo paa en Gang &mdash; «nu er nok mine
+Par Skillinger overflødige,» og hun knugede hende
+atter til sig. Da nænnede Judith ikke at berøve
+sin stakkels Moder hendes store Glæde, og hun
+gemte sin Smerte hos sig selv.</p>
+
+<p>Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse,
+hviskede Fru Hinding bedende: «Nu, da Du er
+lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din Moder
+al den Uret, hun har gjort dig.» Judith drog sin
+Moder ind til sig og kærtegnede hende, som man
+kærtegner et Barn.</p>
+
+<p>Nede i Stuen talte Johan Banner med den
+ligesaa forbavsede Prokurator.</p>
+
+<p>«En overordentlig Ære! Min Steddatter er
+ganske vist fattig, hendes Fædrenearv har jeg
+maattet tage som Vederlag for Kost og Klæder,
+jeg er en fattig Mand; efter min Hustru vil der
+heller ikke blive noget, men for en Rigmand
+som Dem» &mdash;</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a></span></p>
+
+<p>«Jeg beder Dem,» sagde Banner koldt afvisende,
+«forskaan mig for Deres Redegørelser,
+saa skænker jeg Dem med Glæde Pengene.»</p>
+
+<p>«Det vil sige,» spurgte Hinding skyndsomt,
+«at De giver lovformeligt Afkald paa Arv i Deres
+eventuelle Hustrus Navn?»</p>
+
+<p>«Nej,» sagde Banner skarpt, «det vil sige, at
+jeg for Fremtiden personlig ønsker at have saa
+lidt med Dem at gøre som mulig. Jeg gifter mig
+med Frøken Fürste; hverken hun eller jeg er
+eller ønsker at staa i Familieforhold til Dem. De
+kan foreløbig vedblive at være min Sagfører, men
+intet videre.»</p>
+
+<p>«Vel,» sagde Hinding bukkende, «det finder
+jeg baade korrekt og fornuftigt.»</p>
+
+<p>«Det glæder mig,» sagde den anden med en
+Mine, som tydelig sagde: «Hvad i al Verden tror
+De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De
+finder korrekt eller ej.»</p>
+
+<p>«Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os
+i al Tarvelighed?»</p>
+
+<p>«Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem
+om Brylluppet. Det kan ligesaa gærne finde Sted
+her som andetsteds. Vil De bringe Frøken Fürste
+min Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme
+Dagen, hvilken hun selv vil i næste Maaned, helst
+inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade anvise
+en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet
+er der vist ikke.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a></span></p>
+
+<p>«De ønsker ikke at indbyde nogen af Deres
+høje Familie. Det vilde være mit Hus en Ære.»</p>
+
+<p>«Jeg har ingen Slægtninge, som jeg behøver
+eller ønsker at gøre Regnskab for mine Handlinger.
+Men det er sandt, Frøken Fürste har jo en Kurator.
+Er De saa god at underrette ham om hendes
+Giftermaal &mdash; og en anden Ting, De vil maaske
+ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at løse
+Kongebrev.»</p>
+
+<p>«Med Glæde, De ønsker maaske Forlovelsen
+hemmeligholdt.»</p>
+
+<p>«Nej, det vil sige, det er mig fuldstændig
+ligegyldigt, naar kun jeg bliver fri for Gratulationer.
+Tør jeg anbefale mig.»</p>
+
+<p>Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Døren,
+men da den havde lukket sig, mumlede han:
+«Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig
+hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der
+modtager deres Penge, er deres Tyende. Men
+vel var det, vi fik «Frøkenen» forsørget. For
+den Sags Skyld kunde man da gærne lade sig
+sparke ned af Trapperne i sit eget Hus.»</p>
+
+<p>Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter
+det største Hensyn og behandlede hende med en
+Ærbødighed, som morede hende, trods hendes
+Nedslaaethed. Han bød hende det bedste Stykke
+af Stegen og undlod den Aften baade at fløjte
+og at ryge paa sin lange Pibe inde i Dagligstuen.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_9" id="KAPITEL_9"></a>IX.</h2>
+
+
+<p>Da Banner naaede Gæstgivergaarden, hvor
+han havde sat sin Hest ind, saa han, at Restrups
+Landauer, som han paa Udvejen var redet forbi,
+holdt forspændt i Gaarden. Kusken stod ved
+Vognen, røg sin Cigar og underholdt sig paa en
+nedladende Maade med Gaardskarlen. I Køkkendøren
+saas et Par fnisende Ansigter, der tilhørte
+Gæstgivergaardens beundrende Tjenestepiger.</p>
+
+<p>«De har et godt Kryds,» sagde Gaardskarlen
+og kigede med Kendermine paa Hestene, «det er
+smukke Dyr.»</p>
+
+<p>«Aa ja &mdash; ret nette &mdash; havde for Resten for
+et halvt Aar siden et Par Guldfuxer, de var nok
+saa kønne; vi solgte dem med noget Tab. Vi
+bærer os ikke altid klogt ad &mdash; især naar vi
+har drukket.»</p>
+
+<p>«Min Hest!» raabte Banner.</p>
+
+<p>Gaardskarlen lettede paa Huen, og med et
+«Javel» klaprede han over Gaarden til Stalddøren.</p>
+
+<p>I det samme traadte Restrup ud fra Skænkestuen.</p>
+
+<p>«Hvad Fanden &mdash; er det Dem, Banner? So
+var det vel osse Dem, der red um os før, som
+Fa'en selv var i Hælene po Dem. Nu har jeg
+s'gu tabt tu Kruner til min Kusk, for jeg postud,
+det var Juhansen fra Grinstedbru.»</p>
+
+<p>«Hvem har De besøgt i Byen?» spurgte
+Banner adspredt.</p>
+
+<p>«Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede
+Kru og trakteret hver Sjæl, der er kummen ind i<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a></span>
+den sidste Time. Jeg har selv drukket syv Kaffepunser
+og elleve Sudavander med Kunjak.»</p>
+
+<p>«Vel bekomme,» lød Svaret.</p>
+
+<p>«Og hvor har De været?»</p>
+
+<p>«Hos Prokurator Hinding.»</p>
+
+<p>«Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De
+so aftalt med den Hallunk af en Luvtrækker?
+Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at
+røre ved ham med en Ildtang.»</p>
+
+<p>«Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.»</p>
+
+<p>«Hvad har De da været der for?» udbrød
+Restrup forbavset.</p>
+
+<p>«De kan lykønske mig, jeg er i Dag bleven
+forlovet med hans Steddatter.»</p>
+
+<p>Der gik en smertelig Trækning over den
+stærke Mands Ansigt. Banner saa det og spurgte,
+om han fejlede noget.</p>
+
+<p>Restrup blev atter rolig: «Aa nej, det er vist
+nu'et Pudagra, eller hvad det Stads nu hedder.
+Men er De bleven forlovet, Banner, so kum med
+ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive
+til Held for Dem.»</p>
+
+<p>Men Banner afslog Restrups ædelmodige Tilbud
+om Champagne: «Jeg maa skynde mig hjem,»
+sagde han kort.</p>
+
+<p>«Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for
+en halv Time siden, Hestene har været forspændt
+so længe.» Banner betragtede ham med slet dulgt
+Foragt, thi han var ikke fri for at være vaklende
+i sine Bevægelser dog var denne Gang næppe de<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a></span>
+elleve «Kunjaker» og syv Kaffepunser ene om at
+faa hans Ben til at vakle.</p>
+
+<p>«So farvel da,» raabte han, da Banners Hest
+blev ført frem, og dens Rytter hurtig og behændig
+svang sig i Sadlen. Hesten dansede under sin
+dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup
+puffede sin Kusk i Siden og sagde: «So er det
+vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme hjem,
+Anders.»</p>
+
+<p>«Det havde været bedre baade for Godsejeren
+og Hestene, om det var sket for en halv Time
+siden,» sagde Kusken mut.</p>
+
+<p>«Det har Du Ret i, Anders; lad as so se,
+um vi ka ta Banner po Hjemturen; det var ham,
+der red um as før.» Efter en lille Pavse tilføjede
+han: «Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet
+Kam til den Smule Ho'er, han har tilbage.»</p>
+
+<p>Men hans Lystighed var forceret. Da han
+smed sig i Vognen, saa Fjedrene i Ryggen knagede
+under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet gemytlige
+Udtryk. Medens Anders lod Hestene strække ud,
+alt hvad de kunde, mumlede deres Ejermand hen
+for sig selv: «Det fordømte Hoved, og de Kunjaker
+og den Pudagra og alt det Tøjeri; det havde
+været bedre, um vi var kørt hjem for en halv
+Time siden &mdash; og endnu bedre, om vi aldrig havde
+kørt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde
+spillet, og aldrig havde været saadan en Pjalt af
+en udsvævende Karl. &mdash; Aa, mit Huved! &mdash; Men
+Kunjaken var ogsaa fordømt daarlig.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a></span></p>
+
+<p>Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han
+red hjem i Skridtgang, Tøjlerne hang slappe over
+Hestens Hals, og der var i det hele taget noget
+slapt over Skikkelsen.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_10" id="KAPITEL_10"></a>X.</h2>
+
+
+<p>Fra det Øjeblik Forlovelsen blev bekendt, var
+Judith Fürste en Person af Vigtighed i den lille
+Stad. Der strømmede Lykønskninger ind fra alle
+Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element
+ved alt dette Røre, disse Visitter, denne Sladder
+og Misundelse? Begivenheden havde formelig gjort
+hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik
+hun dog Tid til at kæle for og beundre sin kære
+Datter. Hun mente hende lykkelig, og denne
+Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og Fremtids
+Savn og <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: Uhehageligheder">Ubehageligheder</a>, til en smilende
+Oase i hendes Tilværelses Ørk; hvor kunde da
+Judith nænne at berøve hende Illusionen.</p>
+
+<p>Byens Fruer begyndte at finde Judith elskværdig.
+Doktoren, Købmændene, kort alle de,
+som haabede at nyde godt af Banners Penge eller
+Gæstfrihed, nærmede sig den tilkommende Frue
+med venlig Ærbødighed, ja, den gamle Byfoged
+kyssede hende med faderlig Godhed paa Panden.
+Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig,
+bukkede og skrabede, slæbte deres Varer frem og
+udtalte deres Beundring for hendes gode Smag:
+alt, hvad de ejede, passede just til hendes Figur,<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a></span>
+især det kostbareste og eleganteste. De tilbød at
+skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun
+ønskede; de haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed.
+«Disse Kræmmere skal ogsaa kaldes
+Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske
+nedværdige sig saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»</p>
+
+<p>Og de unge Piger tog hende om Livet og
+sagde, at de altid havde holdt saa meget af hende
+og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De
+bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun
+maatte endelig besøge dem efter sit Giftermaal.
+«Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af Dig!»</p>
+
+<p>Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab
+gjaldt hendes Person, og dette blev den første
+bitre Smag, Rigdommen gav hende. «Var det
+for at æres af saadanne Mennesker, at man brød
+sig om at være rig?» Men oftest var hun tavs,
+fordi hun grublede over den Ydmygelse, hun havde
+underkastet sig.</p>
+
+<p>Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus
+inden Brylluppet, og hvor var ikke Fru Hinding i
+sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg; men
+ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom
+tog hende i Besiddelse som sin Ejendom, naar han
+lod hende mærke sine Rettigheder som forlovet.
+Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine
+Læber og befri sig for den Skam, hun syntes, der
+tilføjedes hende, og naar han var borte, betoges
+hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a></span>
+indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen;
+men hun vidste godt, at hun aldrig
+vilde faa det.</p>
+
+<p>Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke
+længer hendes Liv saa ensomt og trist. Hun ønskede,
+at hun kunde bytte med denne gamle Pige,
+sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg
+har ikke ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv
+og ikke solgt mig, &mdash; ja <em>solgt mig</em>, thi det er
+det, jeg vil gøre.»</p>
+
+<p>Naar hun var sammen med andre, blev hun
+bange for, at de skulde ane hendes Tanker, og hun
+trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad
+havde de saa at <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: bedrejde">bebrejde</a> hende? Misundte de
+hende ikke alle og vilde gærne være i hendes
+Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot
+en af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et
+kærligt Hjem, selv om man saa ogsaa skulde forblive
+gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde
+man blot en saa elastisk Samvittighed, at man
+kunde tage sig Tingene mindre alvorlig, kunde
+bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin Stolthed
+og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.</p>
+
+<p>Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den
+Revanche bag hendes Ryg: «Der er nok ordentlig
+lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være
+glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!»
+Og Mødrene sagde til deres Døtre: «Ja,
+vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I
+man nok nøjes med mindre.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a></span></p>
+
+<p>Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun
+ilede rundt i Butikker, forskrev Varer og tog til
+den nærmeste Stiftsby for at købe ind. Hendes
+Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant
+et Udstyr fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup.
+Silkestrømper og Natkjoler med Kniplingsbesætning!
+Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_11" id="KAPITEL_11"></a>XI.</h2>
+
+
+<p>Saa stod Brylluppet.</p>
+
+<p>De unge Piger havde om Formiddagen pyntet
+Kirken, saa godt Majmaaneds sparsomme Vegetation
+tillod det. De havde sukket ved Tanken om,
+naar vel deres Bryllup skulde staa; de havde
+drillet hverandre og følt megen hemmelig Glæde
+ved Drillerierne.</p>
+
+<p>Og Vielsen gik for sig.</p>
+
+<p>Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt,
+om Sjæleharmoni og himmelsk og jordisk Kæ&mdash;ær&mdash;lig&mdash;hed,
+gjorde Brudefolkene de reglementerede
+Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja»<span class="corr" title="var: ,">.</span> Byens
+Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:</p>
+
+<div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">«Det er saa yndigt at følges ad<br /></span>
+<span class="i0">For to, som gærne vil sammen være.»<br /></span>
+</div></div>
+
+<p>De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede
+og misundte. Bruden var meget bleg, alt for
+bleg efter de unge Pigers Mening.</p>
+
+<p>Man havde spist til Middag hos Prokuratoren,
+og da man endelig lod Vognen køre frem, overraskedes<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a></span>
+Brudeparret ved Indstigningen endnu engang
+af Byens Sangforening med et møjsommelig
+indstuderet Bryllupskor af «Figaro». Den højeste,
+om just ikke glædeligste Forbavselse malede sig
+paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud,
+hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden
+tillod det, befalede han Kusken at køre.</p>
+
+<p>Saaledes endte Dagen.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_12" id="KAPITEL_12"></a>XII.</h2>
+
+
+<p>Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde
+ført ham et Skridt nærmere til hans Ønskers Maal,
+han følte det med en Blanding af Fortrydelse og
+hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde
+han jo naaet, hvad han vilde, og saa havde maaske
+det hele været forbi, og hans trætte Sjæl
+havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament.
+Men nu var Kampen der, som hans Natur fordrede
+for ikke at trættes og slappes. Hendes Modstand
+syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.</p>
+
+<p>Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev
+hans Tidsfordriv, hans Arbejde, hans Livs Indhold,
+om just ikke i højeste Forstand. Han gik og
+kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig,
+umedgørlig, forekommende, gnaven eller munter,
+ene med Tanken paa den Virkning, disse hans
+Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod
+hende nyde en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun
+ønskede, paa deres korte Bryllupsrejse førte han<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a></span>
+hende til flere af de Steder, som en Gang havde
+gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte
+Virkningen af Paris's Kunst og Forlystelser,
+Schweiz's Skønhed, men hun syntes over alt lige
+kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv
+hvorfor, men i hans Nærhed var det hende umuligt
+at give sine Følelser Luft, at vise sig begejstret
+eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad
+hun havde drømt om at nyde og leve i, følte hun
+sig dog skuffet. Thi det, hun egenlig længtes efter,
+dette, der kunde fylde hele hendes Sind, tage
+alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og
+Indhold, det fandt hun intetsteds. &mdash; Det æggede
+Banner at finde en Blaserthed, som kunde maale
+sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde
+af med den, vække nyt Liv og Varme hos hende,
+ja og Kærlighed. Men han havde ikke Held med
+sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet
+i det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori
+hendes Kulde havde fanget ham. Hun havde, som
+han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej,
+ad hvilken hans Interesse endnu stod at vække,
+og hun fulgte den længe uden at ane, hvilken
+Magt det gav hende.</p>
+
+<p>Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned,
+saa de gjorde endnu samme Aar et Par andre
+Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men stadig
+med samme Resultat. Deres Forhold udviklede
+sig efterhaanden til en stille Krig, som aldrig syntes
+at skulle faa Ende, og som maaske aldrig var<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a></span>
+kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde
+havde fremkaldt en Krigserklæring.</p>
+
+<p>Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.</p>
+
+<p>Judith var efter Frokosten kommen i Tanker
+om en Ordre, hun skulde give Husjomfruen. Da
+hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom
+hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv
+aaben, og hvor Stuepigen vaskede nogle Glas af,
+medens Tjeneren, der i gamle Dage havde fulgt
+Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning
+om et eller andet af sin Herres galante
+Æventyr.</p>
+
+<p>Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren
+kalde og gav ham uden nogen som helst Forklaring
+hans Afsked.</p>
+
+<p>Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede
+Mand sig for sin Herre og bad ham
+om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig
+heri, men det interesserede ham dog at erfare
+Grunden til hans Hustrus egenmægtige Handling.</p>
+
+<p>Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde
+han derfor let henkastet: «Apropos &mdash; Du har
+givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»</p>
+
+<p>«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham
+underholde Stuepigen med saadanne Træk fra Dit
+Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig
+selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»</p>
+
+<p>Blodet steg Banner til Hovedet, han følte
+Snærten i hendes Ord, og vidste ikke strax, hvad<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a></span>
+han skulde svare; men næste Øjeblik forandredes
+hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet
+ham, og han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:</p>
+
+<p>«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»</p>
+
+<p>«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke
+til Skinsyge.»</p>
+
+<p>«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det
+eller ej.»</p>
+
+<p>«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse
+har. En Kvinde burde være for stolt til
+at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»</p>
+
+<p>«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»</p>
+
+<p>«Maaske, men saa elsker de da i det mindste
+den Mand, de ofrer deres Jalousi.»</p>
+
+<p>Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun
+havde aldrig vakt nogen Illusion i saa Henseende
+hos ham, og dog harmede disse hensynsløse Ord
+ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv
+vendt mod hende; han begyndte at tromme sagte
+med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd
+dannede Akkompagnement til deres paafølgende
+Samtale, hvor Ordene faldt dæmpet, næsten sagtmodig,
+skønt de begge dirrede af Sindsbevægelse.</p>
+
+<p>«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter
+sig uden Spor af Tilbøjelighed for den Mand, de
+ægter?»</p>
+
+<p>«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»</p>
+
+<p>«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse
+værd!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a></span></p>
+
+<p>«Det glæder mig at høre, at der overhovedet
+findes Kvinder, som Du har Agtelse for.»</p>
+
+<p>«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig
+unægtelig langt mere strafværdig, der for verdslig
+Fordels Skyld forbinder sig med en Mand, hun
+ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange
+erklærer Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der
+uden Bagtanker og uden «Kirkens Velsignelse»
+giver sig hen af Kærlighed.»</p>
+
+<p>«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre
+noget, der hedder: «Man maa leve». Alle
+raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de
+lod være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres
+Barndom opdrages de jo til at betragte Giftermaal
+som deres Kald; kan de gøre derfor?»</p>
+
+<p>«De kan ægte en, som de elsker.»</p>
+
+<p>«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude
+af Stand til at ernære sig selv, og hvis saa en
+Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil
+ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge
+den bitre Nød, den haardeste Ydmygelse? Hun kan
+se sig om blandt de Ægteskaber, hun kender, og
+ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet
+i Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun
+siger til sig selv: «Kirken fordømmer det ikke,
+Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da gøre
+det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen,
+hvem er saa mest at dadle, Manden, som benytter
+sig af hendes hjælpeløse Stilling, eller hun?»</p>
+
+<p>Judith havde talt rolig og langsomt, han følte,<span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a></span>
+at hvert Ord var overlagt og møntet paa ham og
+deres Forhold.</p>
+
+<p>Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men
+han glædede sig næsten over, at det var kommet
+til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand
+var forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at
+hans Modstander var ham jævnbyrdig, og den blaserede
+Mand lovede sig noget af denne Kamp, der
+vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en
+af Parterne bukkede under.</p>
+
+<p>Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende
+til at benytte det samme; thi hans Vaaben var
+Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte
+saarer den, der bruger det, som Modstanderen,
+et trættende pinligt Vaaben at føre, fordi den, der
+bruger det, aldrig tør hvile, altid maa gøre Udfald
+for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben,
+der udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde
+Tanker, for at de ikke skulle være en velkommen
+Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør nervøs,
+aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter
+den Smule Ro, man aldrig tør unde sig. Saaledes
+var det Vaaben, Banner paatvang sin Hustru, og
+det gjorde hende endnu mere haard og kold, end
+hun var. Hun vænnede sig til Spotten og fandt
+en vis Fornøjelse deri. De lærte snart hinandens
+Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig.
+Den ene drev den anden fremad; deres Spot
+gik ogsaa ud over andre, de gik formelig paa Jagt
+efter deres Medmenneskers svage Sider og latterliggjorde<span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a></span>
+dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens
+Smil til hinanden. Men midt i alt det følte
+de sig dog ofte som paa Pinebænken, smægtende
+efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som en
+Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_13" id="KAPITEL_13"></a>XIII.</h2>
+
+
+<p>Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig
+sammen og gjorde det unge Ægtepar sin første
+Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del orthografiske
+Bommerter underrettede han Banner
+om, at han havde nogle Forretninger at afgøre med
+ham, hvorfor han vilde gribe Lejligheden til at
+gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev
+ikke, at han hver Dag i de sidste otte Maaneder
+havde taget samme prisværdige Beslutning, men
+stadig opgivet den, fordi han ikke havde Mod til
+at møde hende.</p>
+
+<p>Banner spurgte Judith, om hun ønskede at
+modtage deres Nabo.</p>
+
+<p>«Og hvorfor ikke?»</p>
+
+<p>«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er
+ikke meget bedre.»</p>
+
+<p>«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en
+Dommer.»</p>
+
+<p>«Talen er ikke om mig,» svarede han med
+sammenknebne Øjne, «men om Dig. Vil Du modtage
+ham?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a></span></p>
+
+<p>«Man lærer at være liberal her i Verden,»
+svarede hun koldt.</p>
+
+<p>Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at
+have afgjort Forretningerne med Banner, blev ført
+over til Fruen, som sad i Havestuen foran de aabne
+Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt over dette
+Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede
+den raa Mand med de stærke Nerver, der var
+mest vant til Tobaksduft, Staldlugt og Vindunst.</p>
+
+<p>Han tog sig imidlertid sammen, og idet han
+langsomt nærmede sig Husets Frue, gjorde han
+sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa
+hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige,
+her stod hun omgiven af Luxus i en kostbar Dragt
+som en Dronning. En sørgmodig Følelse gennembævede
+ham ved Tanken om, at en saadan Lykke,
+som den, han her troede at se, kunde ogsaa være
+falden i hans Lod. Blomsterduften, den milde
+Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse
+mindede ham paa en uklar Maade om hans Barndom,
+om hans kærlige og svage Moder, om en
+lykkeligere og bedre Tid.</p>
+
+<p>Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans
+Ansigt havde et mildt sørgmodigt Udtryk, derpaa
+gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han her
+saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at
+han syntes, han ligesom ikke havde Ret til at
+være her, at han besmittede Luften i dette Hjem,
+der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker
+i Banners Selskab; der var en Tid, syntes han,<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a></span>
+da de var ligestillede, saa at sige medskyldige; men
+nu, da Banner havde giftet sig, stod han højt over
+ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.</p>
+
+<p>«De vil vel nok blive og spise til Middag med
+os?» spurgte Judith.</p>
+
+<p>«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og
+taknemlig, som om en ufortjent Naade var bleven
+ham til Del.</p>
+
+<p>«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith
+viser denne Karl Venlighed; mig keder han
+ubeskrivelig.»</p>
+
+<p>Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen
+slæbte sig tungt afsted; saa brast Banners Taalmodighed.</p>
+
+<p>«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale
+med min Forvalter. Jeg er her, naar vi skal spise.
+De undskylder?» Og han trak sig tilbage, maaske
+for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse
+de Aviser, som Restrups Komme havde tvunget
+ham til at lægge bort.</p>
+
+<p>Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup
+fulgte efter; der var i hans Ansigt et Udtryk
+af Taknemlighed, som hos en Newfoundlænder, der
+faar Lov til at ledsage sin Herre.</p>
+
+<p>Da de stod sammen i Haven, sagde han i en
+blød og ydmyg Tone:</p>
+
+<p>«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig.
+Jeg truede, at jeg ogsaa skulde udelukkes heruvre,
+da Banner giftede sig. Det er undertiden lidt ensumt
+for mig.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a></span></p>
+
+<p>«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?»
+spurgte hun smilende.</p>
+
+<p>«Nej De har ikke, det er vist, De var altid
+bedre end alle de snerpede Fulk derinde i Byen,
+men ser De, den Gang var De ikke andet end &mdash;»
+den uheldige Adelsmand standsede forlegen.</p>
+
+<p>«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu
+er den rige Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor
+vilde svigte et Menneske, jeg syntes om?»</p>
+
+<p>«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal
+jeg huske.»</p>
+
+<p>Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet
+Haand med smukke Ringe, og hun gav ham
+sin, som han rystede dygtig, medens han mumlede:
+«Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»</p>
+
+<p>De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith
+spurgte sig selv, hvad der stemte hende saa mildt
+overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt
+snarere værre end de fleste andre, men hun fandt
+ingen anden Grund end den, at alle andre behandlede
+ham uvenlig. Da de havde gaaet Græsplænen
+rundt, fortsatte Restrup:</p>
+
+<p>«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu
+Banner fo'et, furdi han bremsede i Tide, derfor er
+han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og en
+dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa &mdash;»</p>
+
+<p>«Hvad saa?»</p>
+
+<p>«So havde jeg huldt op i Tide, inden min
+Gjæld tog Magten fra mig. Havde jeg den Gang
+giftet mig &mdash;»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a></span></p>
+
+<p>«Og hvorfor gjorde De det ikke?»</p>
+
+<p>«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De
+adelige Frøkner vilde jeg nu ikke ha', for de har
+so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller
+ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so
+en, sum jeg vilde ha', var det for sent.»</p>
+
+<p>«Det gør mig ondt.»</p>
+
+<p>«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg
+sodan sad hos Prukuraturen og so paa Dem, so
+sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for
+mig; De var bode fornuftig og streng og kunde
+ha' holdt mig i Ørene, og so var De alligevel mild
+og uverbærende. Men so sagde jeg til mig selv,
+at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden
+&mdash; so vilde det hele jo snart være forbi.»
+Han holdt lidt inde og fortsatte saa langsomt,
+næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad
+Enden, ja det gør.»</p>
+
+<p>Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt
+frem for sig.</p>
+
+<p>Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans
+ligefremme Tilstaaelse, hun tænkte et Øjeblik, at
+Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet Mand,
+var at foretrække for en Rigdom som hendes.</p>
+
+<p>Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.</p>
+
+<p>«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning,
+som man siger?»</p>
+
+<p>Han standsede ogsaa og gengældte hendes
+Blik. Men han saa ikke paa hende, som han<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a></span>
+ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten
+ærbødige Tilbøjelighed, han nærede for hende,
+gjorde, at hun stod for ham som Repræsentant for
+den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom
+ham at have hørt, til hvem han kun turde
+nærme sig med en vis brødefuld Skyhed. Hun
+hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han
+ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden
+vovede at kaste et vemodigt Blik.</p>
+
+<p>«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en
+dødelig Sygdum, skal De vide, sum hedder Krediturer.
+Den er lige so sikker sum galluperende
+Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet
+so længe sum muligt, at lade det go po Pumperne.
+Men det hænger over mig sum et &mdash; et Damaskus
+Sværd &mdash; eller hvad det nu hedder, og nor mine
+Krediturer før eller senere falder uver mig, er jeg
+en død Mand.»</p>
+
+<p>«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i
+Lignelser.</p>
+
+<p>«Ja &mdash; for so har jeg i Sinde at skyde mig.
+Jeg har en ladt Revulver liggende hjemme; den
+skal ikke bruges til andet; den ligger og venter
+po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det
+er underligt, at go sodan stærk og rask umkring,
+og so ikke vide, um man lever den næste Dag.
+Det er ellers en nydelig Revulver! Den har
+kustet mig tre Hundrede Kruner, den er helt med
+Sølvbeslag.»</p>
+
+<p>Hun var nær ved at smile; under de sørgelige<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"></a></span>
+og alvorlige Tanker, hans Tale vakte, kom denne
+Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.</p>
+
+<p>«Ja &mdash; so dør jeg fra mine Heste og Hunde
+og Kunkyljer og det altsammen.»</p>
+
+<p>«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har
+det da ikke været,» sagde hun alvorlig.</p>
+
+<p>«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig
+tænker efter, har jeg heller ikke haft et glad Minut
+al den Tid, jeg kan mindes.»</p>
+
+<p>Han sagde det meget rolig og ligefremt, men
+det greb hende dybt. Syvogtredive Aar gammel,
+maaske sin Død nær og ikke været glad et Minut
+i hele sit Liv!</p>
+
+<p>«Hvorledes kom De da ind paa alt dette,
+hvorfor søgte De aldrig at tage Dem sammen?»</p>
+
+<p>«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen,
+at det skulde være mursumt og alt sodan no'et,
+men da jeg so alligevel aldrig var rigtig fornøjet
+ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg
+melankulsk, og so begyndte jeg at drikke. Jeg
+syntes, at de allesammen kun brød sig um mig for
+Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste
+Ven. So blev jeg led ved de Penge og smed dem
+ud. Naar jeg var fuld, so blev jeg ustyrlig og
+gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so
+angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik
+det rundt og rundt, det ene tug det andet med
+sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det igen.
+Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej,
+og det bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"></a></span>
+er somænd heller ikke nogen pæn Mode at ende
+Livet po, den, sum jeg har bestemt; men &mdash;» og
+her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen
+er nydelig, og jeg har i mit Testamente
+bestemt, at den skal ødelægges efter min Død, for
+den <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: ska">ska'</a> kun bruges til det samme. Og so meget
+har jeg vel at raade uver, no'er jeg er død. Det
+bliver vel ogsaa det hele. Jeg vilde for Resten
+gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set
+Dem, har dog været no'en af de bedste i mit Liv,
+men selv um jeg testamenterede Dem no'et, er
+det ikke sagt, at mine Krediturer gav Dem det.»</p>
+
+<p>Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt
+ved Synet af denne Mand, som her gik ved
+hendes Side, med det stærke Legeme og den svage
+Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen,
+med de mange Chancer for et lykkeligt Liv og
+saa den ynkelig forspildte Tilværelse og Selvmord
+som sidste Ressource.</p>
+
+<p>De havde nu gennemvandret hele Haven og
+gik tavse op ad mod Huset. Da sagde han med
+en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til
+Minde um mig? men det bryder De Dem vel ikke
+um? for jeg ved ju ikke, hvur længe jeg foer Lov
+til at leve, og um jeg ser Dem igen.»</p>
+
+<p>Der var noget barnligt i denne Mands Væsen,
+noget ydmygt over for hende, som rørte hende.</p>
+
+<p>«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres
+Venskab, saa tager jeg det gerne, men De maa
+ikke opgive Haabet endnu.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a></span></p>
+
+<p>«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at
+leve? Det er der da ingen videre Fornøjelse ved?»</p>
+
+<p>Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De
+ha' den, det er en køn Sten, den er fra Paris.»</p>
+
+<p>«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat
+paa Livet?»</p>
+
+<p>«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og
+vil jeg ikke, for jeg hulder det ikke. Jeg er for
+dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg har,
+er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt
+mig allesammen, jeg kan ikke mere klare mig;
+om et Oer eller en Moned eller en Uge er det
+forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den
+gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt
+Omslag i sin Stemning, «jeg ved ikke, hvurfor jeg
+fortæller Dem alt det; det er moske, fordi det i
+mine rulige Timer stor so levende for mig; men
+jeg kan ju aldrig sige det til no'en, for de gør Nar
+ad mig og griner ad mig allesammen.» Pludselig
+skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske
+ogsaa Nar ad mig?»</p>
+
+<p>Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende
+og hvilede paa hende saa forskende og mistroisk,
+som om han vilde læse hendes inderste Tanker.
+Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han
+blev atter sig selv.</p>
+
+<p>De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik
+meldte Tjeneren, at der var anrettet. Banner
+kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine hvide,
+soignerede Hænder i hinanden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a></span></p>
+
+<p>«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»</p>
+
+<p>Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter,
+tavse og sørgmodige.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_14" id="KAPITEL_14"></a>XIV.</h2>
+
+
+<p>En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding
+ind paa Restrupgaard. Han havde en halv
+Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne
+fulgte ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt
+saa længe. Prokuratoren smilte og talte i
+en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men
+for Resten ganske sig selv.</p>
+
+<p>«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg
+kørte selv ud for lovformelig at opsige dem, men
+hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse
+dem et andet Sted.»</p>
+
+<p>«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De
+har havt mig i Løkken hele Tiden, nu synes De,
+at Tiden er passende, saa trækker De til; det var
+ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke
+for hver Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis
+Krediturerne giver Dem Buet under Behandling,
+og det er De vel sikker po?»</p>
+
+<p>«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde
+være mærkværdigt andet. De naar nok at dø som
+den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo forbindtlig.</p>
+
+<p>«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup
+med en saa ejendommelig Betoning, at Prokuratoren<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a></span>
+et Øjeblik blev bange for, han skulde have
+nogle<span class="corr" title="fjernet: ,"></span> ham ubekendte Ressourcer.</p>
+
+<p>«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte
+Tid.»</p>
+
+<p>«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen
+rullede ud af Porten.</p>
+
+<p>Da gik han op paa sit Værelse, tog den
+smukke sølvbeslagne Revolver, betragtede den et
+Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden
+over Gaarden ned til Stalden. Den var tom,
+Folkene var i Marken og de fleste af Hestene
+ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke
+Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til
+Kørehestene, klappede deres fine Hoveder og mumlede
+nogle Ord til dem. De drejede sig og saa
+efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i
+Krybben; han hørte dem knuse og gumle Foderet
+og pruste ned i Hakkelsen og Havren.</p>
+
+<p>Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han
+lod sin Haand glide kærtegnende ned over dens
+blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent Hovedet
+op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til
+Hestens Øre, og i næste Nu foer Kørehestene
+sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup vendte
+sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde
+Skuddet intet Røre vakt, ikke engang Pigerne var
+komne til Vinduerne, det var saa almindeligt, at
+Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres
+Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.</p>
+
+<p>Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a></span>
+i den magelige Stol foran Kaminen, hvor han ofte
+om Sommeren lod nogle Brændeknuder blusse,
+og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske
+af den gamle Jamaica Rum,» befalede han.</p>
+
+<p>Da Tjeneren bragte den sammen med et
+uhyre Glas, bemærkede han, at det var den sidste
+Flaske.</p>
+
+<p>«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»</p>
+
+<p>Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i
+Laas efter ham og satte sig atter i Lænestolen,
+han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov
+under hans Skrivebord. Hunden kom hen og
+lagde sit Hoved paa hans Knæ, medens den forventningsfuld
+saa ham op i Øjnene.</p>
+
+<p>Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover,
+idet han mumlede sit: «Gu'e gammel Hund».
+Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans
+Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den
+dumpe Lyd af et Skud, og det svære Dyr laa
+stift, med Benene strakte fra sig, for sin Herres
+Fødder.</p>
+
+<p>«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske,
+jeg var lige saa vidt.»</p>
+
+<p>En kold Sved brast frem paa hans Pande.
+Var det nu virkelig forestaaende, skulde han nu
+dø. Dette Legeme var dog kraftigt og sundt, hans
+Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var
+skarpe, hans Blod varmt, og dog vilde han om
+faa Minutter have ophørt at leve. Han mærkede
+en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a></span>
+Hænder blev kolde og skælvede. Han lukkede
+Øjnene. Var det ikke en Drøm, var Timen virkelig
+slaaet, vilde der ikke komme Hjælp &mdash; ja blot &mdash;
+vilde hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet.
+Men Tjeneren kom ikke.</p>
+
+<p>Han skulde altsaa dø. Han betragtede det
+smukke Vaaben, som han saa sorgløst havde <span class="sic" title="[sic]">berømt</span>
+for hende. Den Gang forstod han ikke sine
+egne Ord, men nu forstod han dem. Han skulde
+dø i sin fulde Ungdomskraft, i sin bedste Alder.
+Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv,
+med dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke
+Hænder, som om et Øjeblik skulde hænge slappe,
+tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal
+tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det
+dog fra Sekund til Sekund.</p>
+
+<p>Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det
+store Glas med den mørke, gyldenrøde Rom, uden
+at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde
+sat frem til at blande den med, han nedsvælgede
+den glødende Drik i lange, begærlige Drag; da
+han satte Glasset fra sig, var hans Kinder hede
+og hans Øjne funklede.</p>
+
+<p>Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke
+længer, og Felix Restrup gik ud af Livet i en Rus,
+fulgt af sine trofaste Venner, sin Hest og sin Hund.</p>
+
+<p>Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev
+der sendt Bud til Doktoren, til Politiet og til Prokuratoren.
+Doktoren kom strax, saa paa det svære
+Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a></span>
+efter nogen Betænkning for død af et dræbende
+Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden kom den
+næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede,
+at her forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes
+hans Ting, Boet blev taget under Behandling og
+erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og Prokuratoren
+over det.</p>
+
+<p>Der var mødt mange til Begravelsen, men der
+mødte flere til Auktionen, som blev holdt efter
+Hindings Begæring; det blev virkelig ham, som
+kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene
+fik deres Løn og deres Afsked. De
+havde staaet modfaldne om deres Herres Lig. Der
+var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar
+Spor af hans Hænder eller hans Ridepisk, men
+der var heller ingen, der jo ikke havde draget
+Fordel af hans Ædelmodighed eller hans Ubetænksomhed.
+Derpaa forlod de sukkende det Sodoma
+og Gomorrha, hvor de saa længe havde fulgt
+deres egne Lyster og levet efter deres egne Tilbøjeligheder.</p>
+
+<p>Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse
+Genstande, Restrup havde samlet om sig, under
+Hammeren. Gaarden selv med tilliggende blev
+købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som
+vilde have den til sin Søn. Godset blev udparcelleret
+og solgt til de omboende Bønder. Luxushestene,
+en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og
+de Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges
+Godsejer Banners Kommissionær.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a></span></p>
+
+<p>Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk
+paa denne, i alt Fald røbede han det ikke.</p>
+
+<p>Den Dag, han fik Underretning derom, gik
+han ind til sin Hustru og sagde til hende: «Vor
+Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste Handling,
+han har foretaget sig i sit Liv.»</p>
+
+<p>Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk;
+hun svarede harmfuldt: «Mindre ædle og
+brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt
+mere Held med sig end han; Restrup havde fortjent
+en bedre Skæbne.»</p>
+
+<p>Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.</p>
+
+<p>Da han var borte, brast hun i Graad, hun
+vidste næppe selv hvorfor. Det var de eneste
+Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_15" id="KAPITEL_15"></a>XV.</h2>
+
+
+<p>Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede,
+at da hun som ung Pige gæstede Gaarden, havde
+hun ønsket sig en saadan Chaiselongue betrukken
+med Silketøj, stillet paa dette Sted, hvor der var
+Udsigt ud over Haven, Voldgravene og Markerne
+bagved, altsammen hendes og hendes Mands. Men
+hvor mærkede hun nu lidet til den Glæde over
+Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde
+drømt om!</p>
+
+<p>Hun havde læst. Det var den Bog, som i
+Fortalen bliver anbefalet til stærke Hoveder og
+Hjærter &mdash; «Breve fra Helvede». Hun havde taget<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a></span>
+den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri,
+men var snart bleven træt af dens Fantasterier.
+Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for sig.</p>
+
+<p>«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt,
+«hvilken Taabelighed! Behøver vi noget Helvede
+efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet,
+og jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde,
+Tomhed og Ligegyldighed, et Liv uden Indhold,
+blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke
+Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter
+noget, som jeg ikke selv ved, hvad er, en brændende
+Anger over at forspilde noget, som jeg
+heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør
+ikke, og deres Ild udslukkes ikke!» hedder det &mdash;
+ja, der er en Orm i mig, der bider og gnaver og
+aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer
+og længes efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed,
+Luxus og Velvære, jeg ofrede mig for
+at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke
+lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger,
+de blev til intet. Jeg har <em>solgt</em> mig, og intet
+vundet!» En glødende Skamrødme steg op i
+hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen
+og knyttede Hænderne i afmægtig Harme. «Solgt
+mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har
+jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede
+den, har han ikke gjort mig ligesaa haard og
+hjærteløs, som han selv er! Jo og atter jo! Jeg
+er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der
+var dog en Tid, da jeg saa op til, hvad der var<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a></span>
+godt og stort, da jeg kunde være kærlig og ofre
+mig for andre &mdash; nu er det forbi, det er, som
+om det alt var visnet i mig &mdash; alt, uden denne
+Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad
+er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene
+ulykkelige.»</p>
+
+<p>Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med
+kostbart kinesisk Silketøj; alt rundt om hende tilhørte
+hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov,
+og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen
+og Alverdens Elendighed.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_16" id="KAPITEL_16"></a>XVI.</h2>
+
+
+<p>Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard
+ventede en Arving. Dette gjorde dog ikke
+Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith
+var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det
+forestaaende, og Banner vovede ikke at glæde sig
+paa Forhaand. Han var saa ofte bleven skuffet i
+sine Forhaabninger og desuden forekom denne
+Lykke ham for stor, til at han turde haabe paa
+den. Jo mere Tiden nærmede sig, jo højere steg
+hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den forfærdeligste
+Tanke af dem alle: hvorledes havde
+hans foregaaende Liv været, turde han haabe at
+faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og han forberedte
+sig paa det værste, for at Skuffelsen ikke
+skulde blive for grusom.</p>
+
+<p>Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a></span>
+Hustru, tjente kun til at forøge hendes pinlige
+Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han næsten
+daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de
+urimeligste Spørgsmaal. En Dag foranledigede
+han den værdige Æskulap, der vidste, at Banner
+ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor
+Foragt om hans Videnskab og Stilling, til at erklære,
+at han ikke var Profet, naar han ej en
+Gang vidste Besked om det forbigangne, da at
+kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa
+Banner blev vred og som saa ofte førhen kaldte
+Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug.</p>
+
+<p>Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner
+da underkastedes, overgaar enhver Beskrivelse.
+Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse,
+var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans
+nervøse og utaalmodige Sind gjorde Oprør mod
+de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte
+dem et Sekund derved.</p>
+
+<p>Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde
+sig selv, at han naturligvis vilde blive skuffet, men
+at han vilde bære det som en Mand. Hvad nyttede
+det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele
+var en følgerigtig Række af Konsekvenser, som
+ikke lod sig forandre, og hvad var Konsekvenserne
+af hans Liv?</p>
+
+<p>Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig.</p>
+
+<p>«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede,
+saa han frygtede, Tjeneren kunde høre det.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a></span></p>
+
+<p>«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden,
+han er sund og rask.»</p>
+
+<p>Banner betydede ved en Haandbevægelse
+Tjeneren, at han kunde gaa, han vilde ikke have,
+at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne
+til hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte
+han, at der var foregaaet en Omvæltning i ham,
+som han ikke selv vilde have troet mulig. Han
+var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og
+Lykkefølelse, om hvis Tilværelse han havde tvivlet.
+Nu vidste han, at han ikke et Øjeblik havde turdet
+haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det
+sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet
+forekom ham ikke længere hensigtsløst, han havde
+et Maal, et Hverv, noget at stræbe efter og leve
+for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl
+havde vægret sig ved at tro paa, overvældede ham
+nu med hele sin Styrke. En Søn, hans, Johan
+Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn,
+hans Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans
+forspildte Liv! Hvor fik alt om ham pludselig
+Værd; han fik Trang til at takke, men man takker
+ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser».
+Han ønskede et Øjeblik, at han kunde henvende
+sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da
+lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans
+Hustru, hende kunde han takke, og han gjorde
+det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes i
+dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder.
+Hun var nu ikke blot hans Hustru, hun var hans<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a></span>
+Barns Moder, og han ærede hende som saadan,
+&mdash; det var første Gang i sit Liv, han havde næret
+nogen virkelig Ærbødighed for en Kvinde.</p>
+
+<p>Da han snart efter fik sin Søn at se, da han
+betragtede den spæde lille Fyr, der allerede havde
+Antydninger af mørkt Haar paa det skaldede Hoved,
+da han saa de store, brune Øjne og de smaa,
+knyttede, blaarøde Hænder, steg Taarerne ham
+til Øjnene, og det var første Gang i mer end
+tyve Aar, at det var hændtes ham.</p>
+
+<p>Han havde hidtil afskyet Børn, men dette
+lille hjælpeløse Væsen forekom ham at være noget
+af det mest rørende, han havde set. Det var
+første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og
+han vilde sikkert have vendt sig bort med Modbydelighed,
+hvis det havde været enhver andens;
+men dette var <em>hans</em> Dreng, hans egen lille Søn.</p>
+
+<p>«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen.</p>
+
+<p>Den gode Kone &mdash; han havde holdt strængt
+paa, at det skulde være en Bondekone fra Godset,
+og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid &mdash;
+smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne
+er i Besiddelse af, og svarede ja.</p>
+
+<p>Han løftede da paa en meget kejtet Maade
+den lille stive Pakke i Vejret og betragtede den
+ængstelig.</p>
+
+<p>«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen,
+«det var da mærkværdigt.»</p>
+
+<p>Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved<span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a></span>
+den taabelige Tanke, at Barnet skulde kunne
+mærke, at det var dets Fader, som tog det.</p>
+
+<p>Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel
+ny Følelse af Værdighed. Hans letsindige, egenkærlige
+Liv laa bag ham som en Drøm, som
+noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen
+i Havn; Familiefaderværdigheden forekom ham
+ikke, som den en Gang havde gjort det, spidsborgerlig
+og ufri.</p>
+
+<p>Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig
+Spids, dets Næse trak sig sammen, Øjnene lukkedes,
+og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det
+Krampe?» udbrød Banner.</p>
+
+<p>«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen
+og tog Barnet ud af hans ubehjælpsomme Hænder.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_17" id="KAPITEL_17"></a>XVII.</h2>
+
+
+<p>Banner havde forskrevet et meget smukt
+Collier fra Paris for at give det til sin Hustru.
+Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende,
+vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for
+at udtrykke sin Taknemlighed og Glæde, men det
+havde altid været ham vanskeligt at finde Udtryk
+for den Art Følelser, og den Mur af Spot og
+Kulde, de havde bygget mellem sig, stod desuden
+stadig i Vejen; hun gjorde heller ikke det mindste
+Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun
+en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede
+til, hvad han havde ønsket at sige; det<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a></span>
+ærgrede ham, men han var heller ikke senere i
+Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet
+ankom en Morgen med Posten, aabnede han
+Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet væsentligt
+at udsætte paa Smykket og overrakte det med et
+Buk til sin Frue.</p>
+
+<p>Hun saa forbavset fra Gaven til ham og
+ventede aabenbart paa en Forklaring. Nu var
+Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord,
+men han mumlede kun nogle utydelige Stavelser
+og vendte sig bort, yderst forlegen over Situationen.
+Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade Taknemlighed
+over Gaven, som funklede hende i
+Møde, og Vrede over den kolde Maade, hvorpaa
+den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun
+skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han
+at frigøre sig fra den unaturlige Stivhed, de havde
+paatvunget hinanden. Efter et Øjebliks Tavshed
+sagde hun med større Kulde, end hun egentlig
+havde ønsket: «Det er en meget kostbar Gave &mdash;
+maa jeg takke Dig.»</p>
+
+<p>Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han
+ikke videre Mærke til, hun havde ophørt at være
+hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt
+Maal, og Interessen for hende som saadan var
+kølnet. I det højeste ærgrede det ham, at han
+var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at vise
+hende en Venlighed.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_18" id="KAPITEL_18"></a>XVIII.</h2>
+
+
+<p>I den første Tid efter Barnets Fødsel var
+Judith ikke mindre lykkelig over det end Banner,
+om det end ikke havde bevirket en saa stor Omvæltning
+i hende som i ham. Ogsaa hende havde
+det lille Barn givet et Maal for Livet, og hun betragtede
+det i Begyndelsen som noget, der alene
+hørte hende til; hun lagde allerede Planer for
+dets Fremtid og Opdragelse, Planer, hvori ingen
+tredje Mand var med. Hun var skinsyg paa
+Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen
+for ikke at fortrænges fuldstændig af Barnets Sind.
+Hun udførte selv Af- og Paaklædningen, legede
+med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke forbavset
+ved paa dette Omraade at finde en Rival
+i sin Mand. En Dag, da hun kom ned i Barnestuen,
+sad han ved Vuggen og snakkede for
+Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke
+formaaede at skjule det, han forekom hende saa
+usigelig pudsig i denne Situation. Men hendes
+optrukne Øjenbryn og forbavsede Smil afskrækkede
+ikke Banner, hun traf ham hyppigere og hyppigere
+hos Barnet. Han sad der saa rolig, legede med
+og talte for den lille paa en Maade, der indbød
+til Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde
+enhver Tanke om at prøve derpaa. Saa harmedes
+hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar
+han kom; hun spurgte sig selv: «Er det hans
+Hensigt at berøve mig Barnet<span class="corr" title="var: .">?</span>»</p>
+
+<p>Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge.
+Men i hendes Fortrydelse over at blive<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a></span>
+krænket i de Rettigheder, hun udelukkende ansaa
+for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at
+hun skulde blive endnu mere forladt end før, thi
+hun saa godt, at medens de dog førhen havde
+været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den
+ene ikke havde noget forud for den anden, saa
+stræbte han nu at vinde sig en Forbundsfælle i
+Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme
+til at staa ene og forladt som aldrig før.</p>
+
+<p>Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble.
+Hun angrede snart, at hun i misforstaaet Stolthed
+havde ladet sig forjage fra dets Nærhed, og hun
+blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu
+indsaa hun, hvor meget hun allerede havde tabt.
+Den lille Drengs Hengivenhed havde delt sig
+mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage
+til hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok
+ogsaa, at Ammen ikke kunde lide hende paa
+Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner
+derimod var bleven Genstand for den brave Kones
+Tilbedelse. Thi rigtignok talte han aldrig til hende,
+men alene Godsejerens Nærværelse var hende nok,
+«thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet Under, at
+han, der er saa fornem, ikke snakker med en,
+men Fruen er da ikke mer end en almindelig
+Prokurator-Datter, saa hun behøver saamænd ikke
+at være saa stor paa det.»</p>
+
+<p>Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede
+Drengens Kærlighed til Faderen paa
+Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er»<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a></span>
+saa mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde
+artikulere en Lyd, stammede «Fa'er» efter hende;
+hun opmuntrede Forsøget, og da Banner en Dag
+kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han
+paa Ammens Arm, rakte Hænderne ud og raabte
+sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra Konens
+Side, som Banner ikke lod ubelønnet.</p>
+
+<p>Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen
+sprællede af Utaalmodighed for at gaa fra Ammens
+Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa
+sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at
+løfte ham saa højt, holde ham saa fast, tumle
+ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han
+sine første vaklende Trin fra Ammen over til
+Faderen, der sad paa Hug over for hende, og i
+hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med
+stor Stolthed over sin Bedrift.</p>
+
+<p>Men dette, at Judith mærkede, at hun var
+fremmed for sit Barn, blev hende det stærkeste
+Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er»,
+sagde Ammen nok, men «Fa'er &mdash; Fa'er,» raabte
+den lille halsstarrige, knyttede de buttede Hænder
+og vendte sig vrissende fra sin stakkels Moder.
+Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej,
+men naar hun var ene, udbrød hun i Fortvivlelse:
+«Jeg kan ikke gøre for det, men jeg mærker, jeg
+bliver ond.»</p>
+
+<p>Da Erik Banner &mdash; saaledes var han i Daaben
+bleven opkaldt efter sin Bedstefader &mdash; var et
+Aar gammel, fordrede Judith paa det bestemteste,<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a></span>
+at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det
+forbedrede ogsaa hendes Forhold til Barnet, men
+vandt hun et Skridt, saa vandt Banner hundrede,
+Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag,
+og Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed.
+Hun saa, hvorledes hendes Mand og Barnet sammenrottede
+sig og knap syntes at lægge Mærke
+til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde
+Betingelserne for at vinde Drengens Kærlighed.
+Hun var ogsaa enten for heftig og fordringsfuld i
+sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med
+krænket Stolthed for at lade ham gaa til sin
+Fader, siden det jo dog var ham, han holdt af.
+Begge Dele skræmmede Drengen &mdash; saa var han
+meget sikrere overfor Faderen &mdash; men hun kunde
+vride sine Hænder og spørge, om hun da var bestemt
+til at gaa til Grunde.</p>
+
+<p>Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa
+Tæppet med en Stabel Bøger foran sig, pludrende
+og leende, medens Banner vel de hundrede Gange
+vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege
+med ham. Den magelige Mand kunde rejse sig
+fra sin blødeste Lænestol, naar han mærkede
+smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet
+«Fa'er», og saa Dørgrebet blive bøjet ned af en
+Haand, der var alt for lille, sad paa en alt for kort
+Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre
+Forsættet, selv naar den strakte sig til det
+yderste, og maatte slippe Grebet just i det afgørende
+Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa sprang<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a></span>
+Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to
+smaa Arme om hans Hals, to varme, bløde Læber
+trykkedes mod hans, og Drengen raabte: «Fa'er
+sød &mdash; gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den
+blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind
+til sig og svare: «Ja, min egen velsignede Dreng!»
+og lade sig ruske i Skægget og kommandere af
+den lille Purk, der kendte sin Magt.</p>
+
+<p>Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger,
+og Erik havde en vis rask Maade at vende
+Bladet paa, medens den anden Haands Tommelfinger
+endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede,
+at Billedet gik midt over, men Banner havde
+endnu aldrig set nogen have saa stor Fornøjelse
+af disse Billeder, kunde de da finde bedre Anvendelse?</p>
+
+<p>I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden
+blev fejret paa Godset med Flagning
+fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om
+Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom
+paa Banners Fødselsdag for at bringe deres
+Lykønskning. Purken sad paa sin Faders Arm
+og tog <span class="sic" title="[sic]">mod</span> Gratulationen saa stolt som en Prins.
+Hvor han ligner sin Fader, hviskede Gratulanterne,
+og visselig, Banner tog dem det ikke ilde op.
+Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset
+sin søde Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig;
+han holdt nok af hende, men ved
+Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver
+anden Følelse.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a></span></p>
+
+<p>Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr,
+mildt og varmt, som midt om Sommeren.</p>
+
+<p>Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith
+trukken sig tilbage til sit Værelse, Barnets Ligegyldighed
+pinte hende i Dag mer end sædvanlig,
+og som det var blevet hendes Vane, fjærnede
+hun sig fra andre, skønt hun godt vidste, at
+denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde
+hende endnu ulykkeligere og mere bitter.</p>
+
+<p>Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker,
+da hun blev opskræmmet af overgiven Latter og
+noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte
+Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i
+Haven. Hun stillede sig bag Gardinet og saa ud.
+Jo &mdash; der galopperede den stive, formelle Johan
+Banner i den Tro, at han var ubemærket, med
+sin Dreng paa Ryggen ned ad Havens Gange.
+Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det gav
+jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne
+sine firbenede Kollegers Vrinsken.</p>
+
+<p>Det saa komisk ud, men Judith var ikke i
+Stand til at le, der kom tvært imod en sviende
+Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette Øjeblik,
+hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden
+han kunde give sig til at lege med det paa denne
+Maade. &mdash; Nu var de trætte. Banner kastede sig
+i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom
+med en Tot Græs for at regalere sin udmattede
+Hest, og Banner tog Totten i Munden og tyggede
+tankefuld derpaa.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a></span></p>
+
+<p>Saa begyndte Drengen at pludre og Banner
+lo &mdash; ikke med sin sædvanlige korte, spottende
+Latter, men saa frisk, saa ungdommelig. Da
+vaagnede alle de bedste Følelser hos hende &mdash; aa,
+endnu var det Tid, hvis man vilde tage hende
+med, saa vilde ogsaa hun kunne le med, sidde
+der i Græsset og være lykkelig sammen med dem.
+Men de brød sig ikke om hende, hendes Øjne
+sved heftigere, Haven og de to dernede løb i et
+for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede
+smertelig.</p>
+
+<p>Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn,
+saa lykkelige ved hinanden, som Mennesker kunne
+være det.</p>
+
+<p>«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte
+Erik.</p>
+
+<p>«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.»</p>
+
+<p>«Giver Du mig da al Ting, Fader?»</p>
+
+<p>«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du
+faa, naar Du vil være artig og god og holde
+rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske,
+end Din Fader har været.»</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_19" id="KAPITEL_19"></a>XIX.</h2>
+
+
+<p>Da Erik Banner voxede til, røbede der sig <span class="sic" title="[sic]">et</span>
+Hang til nervøs Overspændthed hos ham. Hans
+Legeme var sundt om end langt mindre kraftigt
+end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene;
+men hans Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a></span>
+til nervøs Pirrelighed. Som lille Barn
+generede stærk Støj ham og kunde endogsaa
+bringe ham til at græde, og senere klagede han
+over Hovedpine og Træthed. Hans overgivne
+Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed,
+og hvad der maaske vilde være gaaet ubemærket
+hen hos en Haandværksmands Søn, vakte Banners
+levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt,
+var enig med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet,
+der allerede kunde vise sig i en ung
+Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en
+Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget
+rolig, paabød styrkende Levevis, Motion og Bade,
+alt sammen noget, som Drengen allerede brugte,
+og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig
+tog. Kininen syntes at virke, Symptomerne forsvandt
+eller blandede sig paa en saadan Maade
+med Drengens af Naturen heftige Sind, at man
+ikke mere kunde skelne det ene fra det andet,
+Nervøsitet fra Uartighed. Erik, der blev meget
+forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende
+Sind. Ikke at han nogensinde viste dette
+overfor Faderen, dertil havde han for stor Respekt
+for ham, men overfor Moderen og Tjenestetyendet
+udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith
+havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun
+flere Gange med smaa moderlige Smæk havde
+straffet hans Uartighed, lærte hun af den Forbitrelse,
+han i lang Tid efter nærede mod hende,
+at hun maatte opgive ethvert Forsøg paa at straffe<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a></span>
+ham, hvis hun vilde beholde lidt af hans Kærlighed.
+Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det Slags
+Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen,
+at han snart tyranniserede enhver i Huset, undtagen
+Faderen. Hvis Judith og Banner havde
+raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse,
+vilde de let have kunnet holde Drengen i Tømme,
+men hendes stadig tiltagende Indesluttethed gjorde,
+at Banner forblev uvidende om hans Tilbøjeligheder,
+indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa
+Tide, at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.</p>
+
+<p>Det var en Dag i Høsten, efter at han havde
+fyldt sit fjerde Aar, at Erik sad hos sin Moder
+med en Billedbog foran sig; Judith læste, men
+lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham,
+hvad han ønskede at vide. Under et af disse
+Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom
+ham at være langt interessantere end hans egen.</p>
+
+<p>«Giv Moder Bogen, lille Erik.»</p>
+
+<p>«Nej, jeg vil se i den.»</p>
+
+<p>Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges,
+og hun rejste sig for at tage den fra ham.</p>
+
+<p>Men Erik holdt fast og strittede imod.</p>
+
+<p>«Vær nu en god Dreng, Erik» &mdash; men han
+hørte intet.</p>
+
+<p>«Jeg vil ha' den!» hvæsede han.</p>
+
+<p>Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig
+bag over i et komplet Anfald af Raseri: «Giv mig
+den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs paa<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a></span>
+hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt
+Bogen over Hovedet og sagde venlig: «Lille Erik
+skal være artig.»</p>
+
+<p>Men Drengen skreg og stampede i Gulvet.
+Hun var saa vant til hans Opførsel, men bag dem
+stod Banner i den aabne Dør, maalløs af Forbavselse.
+Det var første Gang, han saa Drengen saaledes.
+Han skulde just ud at ride og var kommen
+gennem Korridoren, da han hørte Drengens arrige
+Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i
+Døren. Men i næste Øjeblik var der en anden,
+som blev forbavset, og det var den hidsige lille
+Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for
+første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk
+smager. Han skreg, han snoede og vendte
+sig, han tænkte ikke længer paa, at han befandt
+sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig
+selv efter bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken
+faldt ubønhørlig ned over ham og trak den ene
+svidende Streg efter den anden over hans Ryg.
+Han skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt.
+Judith sad i Sofaen med Bogen, Stridens Æble, i
+sin Haand. Hendes Følelser var de samme som
+enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed.
+Hvert Slag ramte hende lige saa haardt som Drengen,
+og hun oprørtes over den «Mishandling», for
+hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke
+tage en Ende; men det var Mændenes sædvanlige
+Brutalitet, at glæde sig ved at mærke deres
+Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a></span>
+hende at lægge sig imellem, og Banner ophørte ikke
+at slaa, førend det lille Legeme slappedes under
+hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand forsvandt,
+og han mærkede, at Drengen var bøjet og
+skælvede. Saa slap han ham og gik uden at sige
+et Ord. Men i Judiths Sind blandede der sig
+noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten
+triumferende Forhaabning. Hun kendte Erik, og
+vidste, at denne Ydmygelse ikke saa let vilde
+udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans
+Hengivenhed for Faderen, og saa &mdash; saa kunde
+hun maaske vinde en lille Part deraf; hun trængte
+saa usigelig til Kærlighed.</p>
+
+<p>Hun bøjede sig over ham som han laa der
+paa Gulvet. «Stakkels lille Pip,» hviskede hun
+blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad, at
+hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for
+øvrigt mest af Medlidenhed med sig selv. Hun
+tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med sit eget
+Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra
+hans Pande. «Græd ikke, lille Erik, Moder holder
+af Dig, Moder skal være god mod Dig;» og han
+fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden
+sagtnedes dog hans Graad. Hun løftede ham op
+og bar ham hen paa Sofaen; det voldte ham øjensynlig
+Smerte, og hans Graad kom igen i smaa
+hulkende Suk. «Gør det meget ondt, min lille
+Dreng. Skal Moder bade dig, Moder skal ikke
+slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil
+Du altid holde af Moder?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a></span></p>
+
+<p>«Ja,» snøftede han.</p>
+
+<p>«Saa skal Moder nok være god ved Dig.»</p>
+
+<p>Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet
+til at nære enten Vrede eller Taknemlighed.
+Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for ham,
+sagde han pludselig:</p>
+
+<p>«Hvor er Fader?»</p>
+
+<p>«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer
+ikke saa snart, jeg skal nok passe paa Dig.»</p>
+
+<p>Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer
+Fader snart?» spurgte han derpaa.</p>
+
+<p>«Nej, det varer længe, Du skal ikke være
+bange.»</p>
+
+<p>Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier.
+En Gang vendte han sig om og sagde:
+«Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys.
+Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede
+Hjærte.</p>
+
+<p>Men saa mærkede hun, at han atter begyndte
+at skælve.</p>
+
+<p>«Hvad er det?»</p>
+
+<p>«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det
+er «Emir».»</p>
+
+<p>Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle
+Øjeblikkes Forløb kunde hun skælne Hovslagene
+af en Hest.</p>
+
+<p>«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.»</p>
+
+<p>Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de
+ind i Gaarden, nu springer Fader af Hesten, nu<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a></span>
+gaar han op ad Trappen, og &mdash; og &mdash; nu kommer
+han gennem Gangen.»</p>
+
+<p>«Vær ikke bange, Pip!»</p>
+
+<p>Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren
+aabnedes, han snoede sig ud af Moderens Hænder,
+hun troede, det var for at flygte, og vilde holde
+ham tilbage, idet hun stræbte at berolige ham;
+men han sled sig løs, og inden Banner var kommen
+tre Skridt ind i Stuen, havde Barnet grebet
+hans Hænder, klyngede sig op til ham og stammede:
+«Jeg skal aldrig mere være uartig &mdash; aldrig
+mere.» Og saa begyndte han atter at græde.</p>
+
+<p>En stikkende Smerte greb Judith, hun var
+lige ved at vaande sig under den.</p>
+
+<p>Banner løftede Drengen op og kyssede ham:
+«Fader er ikke længer vred, men nu er Du træt
+og søvnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.»</p>
+
+<p>Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen
+Indvendinger, han gik hen til sin Moder, der sad
+bleg og tavs i Sofaen.</p>
+
+<p>«God Nat, Moder!» Men hun skød ham fra
+sig uden at kysse ham. Han betragtede hende
+forbavset, stod et Øjeblik raadvild og gik saa hen
+til Faderen, kyssede ham og forføjede sig derpaa
+lydig bort for at gaa i Seng.</p>
+
+<p>Da han var borte, sagde Judith med haard,
+næsten ukendelig Stemme: «Jeg tror, at Børn er
+som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler
+dem.»</p>
+
+<p>«Jeg tror,» svarede hendes Mand tørt, «at<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a></span>
+Drengen indsaa sin Uret, derfor bøjede han sig
+villig.»</p>
+
+<p>«Det maa være en mærkelig Natur, som kan
+bøje sig for Mishandling.»</p>
+
+<p>«Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved,
+hvad uavet Trods og Stivsind fører til; jeg vil
+bøje det hos Drengen.»</p>
+
+<p>«Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde
+at bøje sig.»</p>
+
+<p>Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen
+svarede han: «Der er Mennesker, antager jeg, som
+aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede; derfor
+har de saa ondt ved at skulle bøje sig.»</p>
+
+<p>Hun tav og forlod Stuen.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_20" id="KAPITEL_20"></a>XX.</h2>
+
+
+<p>Den Aften kunde hun ikke falde i Søvn; hun
+kastede sig hvileløs frem og tilbage, plaget af sine
+sørgelige Tanker. <span class="corr" title="fjernet: «"></span>Forsmaaet, forraadt af sit eget
+Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en
+underordnet Plads i hans Hjærte. Hun mindedes
+den længe varende Forbitrelse, Barnet havde vist,
+da hun en Gang straffede det; Drengen brød sig
+sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde
+jo sagt det: «Mennesker, der aldrig har elsket og
+aldrig er blevne elskede». Var hun et saadant
+Menneske. Ja &mdash; ja, ja &mdash; hun var aldrig, aldrig
+bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behøvede
+det, fuldt og helt. Og heller ikke hun havde
+elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke, saaledes<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a></span>
+som hun maatte kunne af hele sit Hjærte, uegennyttig,
+offerberedvillig, selvforglemmende. Nej,
+hverken sin Moder, sin Mand &mdash; eller sit lille
+Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have
+været fornøjet med den mindste Brøkdel af dets
+Hjærte; saadan Kærlighed stillede jo ikke Fordringer.
+Dette var altsaa, hvad hun manglede,
+Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag
+for Dag slettere, ligegyldigere og haardere. Aa,
+vilde det da ikke komme? Vilde da ingen elske
+hende, saaledes at ogsaa hendes Kærlighed blev
+vakt; skulde hun da aldrig lære denne Følelse at
+kende med al dens Berusning, dens Lykke og
+Sødme, saaledes som den jo dog vel fandtes. Thi
+den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i
+Bøgerne? Skønt &mdash; Gud ved. Hun havde jo dog
+egentlig aldrig set nogen saadan Kærlighed i Livet.
+Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt
+Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man
+nøjere til, var den maaske Drivefjedren i det hele.
+Egoisme havde bestemt hendes Moders Handlemaade,
+hendes Stedfaders, hendes egen, ja først
+og fremmest hendes egen; Kærligheden var maaske
+kun Ord, Indbildning, den fandtes slet ikke. Men
+elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun
+Egoisme; han elskede sig selv, sit Kød og Blod,
+sit eget Liv, sin Fremtid i Drengen, det var alt.
+Hun fandt en sørgelig Tilfredsstillelse i at optrævle
+ethvert Forhold, hun kom til at tænke paa, og
+finde Egoisme som Kærne i dem alle. Under<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a></span>
+denne Beskæftigelse overvældede Søvnen hende.
+Men endnu i halvvaagen Tilstand mindedes hun
+Smaahistorier i de danske Læsebøger fra Skoletiden
+om «Rørende Venskab», «Bevis paa Broderkærlighed»,
+«Et Negerbarns Kærlighed til sine
+Forældre» o. s. v., og deri blandede sig uklart og
+forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme
+Tid: «Saa elskede Gud Verden», «Mine Børn,
+elsker hverandre; jeg er Kærlighed», «Kærlighed
+er Lovens Fylde», og halv ubevidst sukkede hun:
+«At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette!»
+&mdash; Saa faldt hun i Søvn.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_21" id="KAPITEL_21"></a>XXI.</h2>
+
+
+<p>Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende,
+hun mistede lidt efter lidt Lysten og Interessen for
+alt. Hun havde intet Menneske at knytte sig til,
+intet Haab at nære, slet intet at arbejde for; hensigtsløst,
+betydningsløst var jo det hele, hvorfor
+saa ikke lige saa godt opgive denne Higen efter
+at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke
+og lade være at plage sig med Forestillingen om,
+at hver Dag, der gik, var tabt for hendes Liv?
+Hendes Karakter var ikke selvstændig nok til at
+holde hende oppe, hun havde udtømt sig selv;
+hun havde haabet paa i Moderkærligheden og Forholdet
+til Erik at finde en Spore til fortsat Liv
+og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive
+dette Haab, sank hun sammen og blev sløv.<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a></span>
+Hun mærkede det, men hun gjorde ikke Modstand,
+det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for
+træt til at stride imod.</p>
+
+<p>Men Banner havde siden hin Efteraarsdag
+ganske helliget sig sin Søns Opdragelse. Han fik
+ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham, Mindet
+om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i
+Drengens bløde Gemyt; han viste sig at være af
+det Slags Børn, der kun behøver Straf en Gang i
+deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en
+svag Angst, en vis ydmyg Ærefrygt for Faderen,
+som om muligt blot forøgede hans Kærlighed;
+Banner mærkede, at Eriks Sjæl laa som det
+blødeste Vox i hans Hænder. Det gjaldt nu for
+ham om at danne den til et ædelt og skønt Redskab,
+inden den hærdedes, og først og fremmest
+om at bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans
+egen var bleven Offer. Han forbød paa det strængeste
+Tyendet enhver Slags Forkælelse og Underdanighed;
+belært af sine egne Erfaringer vilde han
+opdrage Sønnen først og fremmest til at blive en
+dygtig Borger. Han skulde, efter hans Planer, besøge
+en offentlig Skole, studere og arbejde og ikke
+blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han
+vel en Gang kunne give Verden sin Søn som en
+Adelsmand i bedste Forstand, en fri, selvstændig
+og dygtig Mand, og sige: «Her er oprettet, hvad
+jeg forspildte i mit eget Liv». Denne Tanke knyttede
+dem endnu inderligere sammen; der var til
+sidst næsten ikke en Følelse hos dem, som de ikke<span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a></span>
+delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene
+eller anden Maade skyldtes den anden. Det var
+maaske for Banners Vedkommende en Slags Selvkærlighed,
+men i saa Fald havde Egoismen og
+Kærligheden til en anden rakt hinanden Haanden
+og var inderlig smeltede sammen.</p>
+
+<p>Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i
+Italien, begyndte Eriks Nervøsitet igen. Man tilskrev
+det Overanstrengelse paa Rejsen, der blev
+atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet
+tog af, men i Sommerens Løb var det, som om
+hans Karakter forandredes. En forunderlig Blidhed
+og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af;
+hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt
+Hængeri; han klagede over bestandig Træthed og
+tilbragte den største Del af Dagen paa Faderens
+Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget
+varm, Lægen mente, at dette og den megen Tordenluft
+var Skyld i Barnets Slaphed. Da Varmen
+vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested
+i Norge, for at han skulde nyde godt af den
+køligere og friskere Luft. Det hjalp for en kort
+Tid, men saa vendte Trætheden tilbage, og Erik
+længtes kun efter at komme hjem igen.</p>
+
+<p>«Hvad er der i Vejen med ham?» spurgte
+Banner Lægen.</p>
+
+<p>«Det er stadig denne Nervøsitet, som han har
+lidt af fra sin spæde Barndom, men, naar han
+voxer til, gaar det nok over.»</p>
+
+<p>Men det gik ikke over. Der kom tvært imod<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a></span>
+noget foruroligende gennemsigtigt over ham, noget
+forklaret i hans Udtryk og hele hans Væsen, som
+Doktoren slet ikke syntes om.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_22" id="KAPITEL_22"></a>XXII.</h2>
+
+
+<p>I Efteraaret udbrød der en Diftheritis-Epidemi
+paa Egnen. Der blev fra Banners Side ofret meget
+for at skaffe al mulig Hjælp til de syge, men først
+og fremmest blev der dog anvendt den yderste
+Forsigtighed for at vogte Erik for Smitten. Det
+var ikke saa vanskeligt, og Banner var næsten
+glad over Drengens Stilhed og Ulyst til at forlade
+Hjemmet. Erik kom nu kun ud, naar han efter
+Sædvane red en Tur foran paa Sadelen hos sin
+Fader, og da kunde man endnu en Gang imellem
+høre hans glade, trillende Barnelatter, men for
+øvrigt blev han stedse mere stille, han lignede en
+syg Blomst.</p>
+
+<p>En Aften, da han vendte hjem fra en saadan
+Ridetur, bad han om at komme i Seng strax, fordi
+han var træt. Om Natten havde han Feber, og
+den næste Dag blev der sendt Bud efter Lægen.</p>
+
+<p>«Vi har anvendt al mulig Forsigtighed,» sagde
+Banner, «og Drengen er dog bleven smittet.»</p>
+
+<p>«Deres Søn har ikke Diftheritis,» svarede
+den gamle Distriktslæge.</p>
+
+<p>Banner drog et Lettelsens Suk. «Saa er det
+vel intet af Betydning?»</p>
+
+<p>«Forhaabentlig ikke.» Lægen beordrede Is<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a></span>
+paa Drengens Hoved og stadig frisk og kold Luft,
+ellers intet; og saa tog han bort.</p>
+
+<p>Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede
+ikke, men laa ganske stille og bevidstløs.
+Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om
+Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lægen.</p>
+
+<p>«Ja, Barnet er meget sygt.»</p>
+
+<p>«Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?»</p>
+
+<p>«Ja fuldstændig.»</p>
+
+<p>«De maa blive her,» sagde Banner da.</p>
+
+<p>«Jeg har flere Patienter.»</p>
+
+<p>«De maa blive her,» gentog Banner uforstyrrelig.</p>
+
+<p>«Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre
+vil kunne hjælpe.»</p>
+
+<p>«Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i
+Deres Praxis. De <em>skal</em> blive her.»</p>
+
+<p>Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret
+i Sygeværelset, hvor baade Banner og Judith
+nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig betænkeligere.
+Da Aftenen faldt paa, og Feberen
+endnu stod paa samme Punkt, rystede Doktoren
+paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent Bad
+bragte Drengens Temperatur ned; Lægen bad om
+at maatte tale ene med Banner. Judith sad bleg
+og taareløs med Eriks lille brændende Haand i sin,
+hun saa efter Mændene, da de gik ud, hun vidste,
+hvad det gjaldt, og hun ønskede lidenskabsløst
+og dumpt, at hun maatte dø med sit Barn.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a></span></p>
+
+<p>«Er der Fare?» spurgte Banner, da han og
+Lægen stod i Studereværelset.</p>
+
+<p>«Jeg frygter, at Deres Søn vil dø.»</p>
+
+<p>«Barnet skal reddes, Doktor,<span class="corr" title="var: «">»</span> sagde Banner
+skarpt og bestemt, som om hans Befaling kunde
+udrette noget. «De har Ansvaret.»</p>
+
+<p>«Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.»</p>
+
+<p>«Man tror ikke, før man nødes dertil,» svarede
+Banner, «men nu har jeg jo kun Dem at
+stole paa. Efter en Pavse tilføjede han: «Jeg
+har her i mit Skrivebord Penge og Værdipapirer
+til et Beløb af ti Tusinde Kroner &mdash; de er Deres,
+hvis De frelser Drengen.»<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Hvad nytter det, Døden lader sig ikke bestikke.»</p>
+
+<p>Da først syntes Banner at forstaa Farens Omfang;
+han greb den forbløffede Læges Arm saa
+haardt, at denne gav sig derved, og raabte i en
+Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den
+gode Mand blev ganske angst: «Sig, at De ikke
+mener det. Det er umuligt, Barnet kan ikke dø!
+Jeg <em>vil</em> ikke miste ham, han er mig selv, min
+Sjæl, mit hele Liv. Kan det hjælpe, saa tag, hvad
+jeg ejer og har, alt, mit Liv, om det skal være,
+kun ikke Drengen.»</p>
+
+<p>Lægen vilde næppe tro sine egne Øjne og
+Øren; var dette den blaserede, overlegne Mand?</p>
+
+<p>«Hvad nytter det,» sagde han bedrøvet.
+«Barnet lever ikke derfor. Han har Hjærnebetændelse
+og ....»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a></span></p>
+
+<p>«Det er umuligt. Han er ikke kommet noget
+til, ikke paa nogen Maade.»</p>
+
+<p>«Det er han ganske sikkert ikke; men denne
+Sygdom har altid hængt som en Fare over Deres
+Søns Liv. Det er en Følge af hans nedarvede
+Nervøsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer,
+aldrig været meget stærk, og De selv ....»</p>
+
+<p>Banners Ansigt var askegraat, Lægen holdt
+bestyrtet inde, der blev en Pavse.</p>
+
+<p>Saa sagde Banner atter med fuldstændig rolig
+Stemme: «De undskylder, at jeg i et saa alvorligt
+Tilfælde <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: konsulerer">konsulterer</a> en anden Læge. Jeg er bange
+for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom.
+Det maa være Diftheritis, og jeg agter at raadspørge
+en yngre Læge, De undskylder?»</p>
+
+<p>«Vær saa god!» svarede han, «kun fordrer
+jeg, at De lader min unge Kollega udtale sig uden
+at kende min Diagnose.»</p>
+
+<p>Banner ringede paa Tjeneren. «Kør til Byen
+og hent den anden Læge, han skal staa op og
+komme strax. Tag de bedste Heste og vær tilbage
+paa to Timer. Gaa!»</p>
+
+<p>Fem Minutter efter hørte man en Vogn jage
+ud af Gaarden.</p>
+
+<p>«Nu kører Banners Vogn efter Lægen,» sagde
+Smedekonen til sin Mand. «Alle vore Børn er
+syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den
+lille Banner blev daarlig.»</p>
+
+<p>«Og saa kommer de sig maaske alligevel,»<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a></span>
+bemærkede Smeden rolig, «det staar alt sammen
+i Vorherres Haand.»</p>
+
+<p>Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for
+sin Kone. Doktoren gik op og ned ad Gulvet og
+saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det Soveværelse,
+hvor Judith engang havde syntes, at Søvnen maatte
+flygte og efterlade hvileløse Nætter, fulde af mørke
+Tanker. Det var nu en saadan Nat. Lampen
+oplyste kun halvt det store mørke Værelse med
+de tunge Gardiner og de svære Møbler, som kastede
+deres lange Slagskygger op over Væggen og
+Loftet. Ti Skridt herfra havde hun ønsket sig,
+hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte &mdash; men hvor
+forfærdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap
+sex Aar laa der mellem hin Dag og nu. Hun
+syntes, der var gaaet en Menneskealder hen over
+hendes Hoved. Og her i dette Værelse skulde nu
+hendes sidste Haab slukkes, hendes sidste Glæde
+dø! Banner sad stiv og rolig, men den Kval, han
+udstod i Ventetimerne, oversteg hans Kræfter og
+tilintetgjorde hans Modstand. Han ønskede hverken
+at forlænge eller forkorte Tiden. Den anden Læge
+skulde udtale en Livs- eller Dødsdom over ham,
+og han sad og ventede derpaa, men han syntes,
+at hvis Sygdommen blot blev erklæret for Halssyge,
+saa vilde det dog altid være ham en Trøst.</p>
+
+<p>Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og
+jog Natten op af sin dødlignende Stilhed. Hundene
+gøede, Døre blev revne op og smækkede i, og<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a></span>
+Byens yngre Læge traadte ind. Lige kommen op
+af Sengen var han og i et forstyrret Toilette.
+Tjeneren havde kun givet ham Tid til at kaste de
+nødvendigste Klædningsstykker om sig, saa havde
+han sat ham op i Vognen, og de var kørte afsted
+i den fredelige, stjærneklare Høstnat, som om
+Pesten var i Hælene paa dem.</p>
+
+<p>Erik laa bevidstløs og ubevægelig i en glødende
+Feber.</p>
+
+<p>«Er det Halssygen?» hviskede Banner.</p>
+
+<p>Lægen skottede hen til sin ældre Kollega,
+tog saa et Lys og førte det et Par Gange frem
+og tilbage foran Drengens aabne Øjne. «Nej, det
+er ikke!»</p>
+
+<p>«Hvad da?»</p>
+
+<p>«Saa vidt jeg kan dømme, Hjærnebetændelse.»</p>
+
+<p>Banner knugede Hænderne sammen, saa
+Neglene borede sig ind i Haandfladen. «Tager De
+ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at Erik
+ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevægelse,
+som kunde foranledige en Hjærnerystelse.»</p>
+
+<p>Da rettede den unge Læge sig op og med et
+knusende Blik paa sin Modstander og i en overlegen,
+docerende Tone sagde han: «Det er jo ikke sagt,
+at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser
+eller Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop
+en Sygdom som denne har sandsynligvis sin Rod
+i tidligere Slægtled, og skønt jeg ikke kender Forholdene,
+var det vel ikke umuligt, at der netop i<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a></span>
+dette Tilfælde kunde ligge en nedarvet Disposition
+til Grund.»</p>
+
+<p>Banner betydede ham med en Haandbevægelse,
+at han skulde tie. «Jeg beder Dem,» sagde han
+med klangløs Stemme, «sig mig med faa Ord, om
+der er noget at gøre for Barnet.»</p>
+
+<p>Distriktslægen rystede paa Hovedet, hans
+Kollega trak paa Skuldrene og mumlede, at han
+var hentet for sent.</p>
+
+<p>«De Herrers Nærværelse er da overflødig?»
+spurgte Banner stadig i samme kolde, brudte Tone.</p>
+
+<p>En ny Skuldertrækning.</p>
+
+<p>«Saa kan der spændes for to Vogne &mdash; eller,
+det er sandt, de Herrer er jo saa enige, at de
+maaske kan nøjes med en.» Banner havde en
+stor Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af
+sine Hunde.</p>
+
+<p>Erik gjorde en Bevægelse, Banner bøjede sig
+over Sengen, Lægerne standsede. Drengen aabnede
+Øjnene og syntes at fæste dem paa Faderen med
+et bevidst Blik. «De Herrer har dog taget fejl,
+Drengen er frelst,» udbrød Banner, «Krisen er
+overstaaet!»</p>
+
+<p>Lægerne stod ved Sengen, Eriks Øjne var
+atter lukkede. «Ja,» sagde den gamle Distriktslæge
+stille, «Krisen er overstaaet, Drengen er
+død.»</p>
+
+<p>Banner lagde Haanden paa Sønnens Bryst,
+Hjærteslaget var standset. Da vendte han sig
+rolig bort, forlod Værelset, gik til sin egen Stue<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a></span>
+og aflaasede Døren efter sig. Men Judith havde
+skjult Hovedet i Tæpperne paa sin Mands Seng,
+og der laa hun endnu, da Lægerne, efter endnu
+en Gang at have forvisset sig om Drengens Død,
+forlod Værelset.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_23" id="KAPITEL_23"></a>XXIII.</h2>
+
+
+<p>Banner sad indelukket i sin Stue, Dag og
+Nat, vilde ikke tale med nogen og overlod til de
+andre at træffe Forberedelserne til Begravelsen.
+Hans hele Væsen var revet op, Barnet havde været
+knyttet til ham som ved hver Nerve i hans Legeme,
+og var nu pludselig rykket løs; hans Sjæl dirrede
+af Smerte. Hans Slægt var altsaa dødsdømt, og
+det forfærdeligste var, at han selv bar en Del af
+Skylden. Det var ikke blevet udtalt, men han
+vidste det godt; og derfor ønskede han atter og
+atter, ikke, at Drengen skulde komme til Live
+igen, men at han dog i det mindste var død
+naturlig smittet, og ikke som et Offer for hele
+Slægtens og i Særdeleshed hans egen Skyld. Naar
+denne Tanke kom over ham, og den kom tidlig
+og sent, troede han, at han vilde blive vanvittig,
+og han ønskede det næsten.</p>
+
+<p>Han sad den meste Tid stiv og stille i en
+Stol og saa ud for sig, ventende paa, at den
+ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde
+stilnes, af ingen anden Grund end den, at det
+var ham umuligt at udholde den. Der kom<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a></span>
+virkelig ogsaa undertiden Lindring, Øjeblikke, hvor
+han ophørte at tænke, og halvsløv henfaldt i forvirrede,
+usammenhængende Erindringer. Men saa
+kom Tanken jagende igen: «Mit Barn er død,
+og jeg bærer Skylden,» og saa var han atter et
+hjælpeløst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede
+han ganske svagt frem og tilbage og bankede
+med Fingrene paa Stolens Arme, tankeløse Bevægelser,
+ved hvis Regelmæssighed han ubevidst
+stræbte at dulme Pinen. Overmaalet af hans
+Smerte havde lammet hans Sjæl og berøvet den
+Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de
+store er tavse.</p>
+
+<p>Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa
+ham. Han rejste sig da og gik ind i Værelset,
+hvor Kisten stod, det var den store smukke
+Riddersal. Han betragtede kun et Øjeblik Barnets
+Ansigt, saa vendte han sig hurtig og gav ved Tegn
+til Kende, at man kunde skrue Laaget paa.</p>
+
+<p>I det næste Værelse ventede Folk, som var
+indtrufne til Begravelsen, Byens og Omegnens
+Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem
+paa sin sædvanlige formelle Maade, men sagde
+intet; en og anden traadte frem og mumlede nogle
+Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold
+og faldt mat tilbage, naar de slap den.</p>
+
+<p>Barnet blev begravet fra hans egen Kirke,
+der var behængt med sort Klæde og Flor; Kirkegaarden
+kunde næppe rumme Følget. Godsets,
+Byens og Omegnens Folk var der, Proprietærer,<span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"></a></span>
+Gaardmænd, Husmænd og Indsiddere, alt hvad
+der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone
+var der, begge med grænseløs Taknemlighed i
+Hjærtet, fordi Vorherre havde skaanet deres fem
+Børn.</p>
+
+<p>«Det maatte dog næsten heller have været
+et af vore,» sagde Smedekonen, «vi har elleve,
+men de havde kun det ene, og det var endda
+ham, der skulde have hele Herligheden.»</p>
+
+<p>Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han
+saa ingen af de tilstedeværende, han hørte ikke
+Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen, Klokkeringningen
+eller Graaden. Han bukkede høflig
+for Præsten, da Ceremonien var endt, hilste paa
+Følget og gik til sin Vogn, uden en Taare, et
+Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede
+han sig atter inde i sit Studereværelse. Han
+spurgte ikke efter Judith.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_24" id="KAPITEL_24"></a>XXIV.</h2>
+
+
+<p>Hun sad ved Vinduet og saa ned over Vejen,
+hvor Følget bugtede og snoede sig, hun sad der
+endnu, da Vognene senere rullede af Sted fra
+Begravelsen. Hun tænkte paa, hvor godt og
+lykkeligt det vilde være den Dag, de kom fra
+hendes Begravelse.</p>
+
+<p>Thi hun ønskede at dø. Sorgen havde drevet
+hende til det yderste, Ulykken forekom hende at
+have overskredet de Grænser, menneskelig Evne<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"></a></span>
+har til at udholde, og som det jagede, omringede
+Dyr vendte hun sig mod Forfølgeren i Trods. Thi
+der laa en Forfølgelse bag ved; en stærkere Haand
+martrede og pinte hende. Det var maaske den
+retfærdige og vise Gud, der vilde tugte hende til
+Omvendelse? Men det skulde ikke lykkes; hendes
+hele Sind oprørtes mod denne Tugt, hun ønskede
+at trodse denne ubarmhjærtige Dommer. Hun
+vilde ikke tro paa ham, nu mindre end nogensinde
+før. &mdash; Men var han ikke til, saa stod hun
+jo overfor en blind, tilfældig Skæbne, som hun
+ikke kunde sætte sig op imod, eller rette Bebrejdelser
+imod eller fornægte, en Klippe, hvorimod
+hun kunde løbe Panden i den vildeste Fortvivlelse,
+uden at opnaa andet end at saare sig
+selv. Det var endnu forfærdeligere, og hendes
+Tanker faldt slappe og afmægtige ned foran denne
+Mur. De søgte sig nye Baner. Drengen var død,
+uden nogen Sinde at have været noget for hende,
+uden at have lært at elske hende, og nu var det
+uigenkaldelig for sent. For sent! &mdash; Hun lod sig
+længe martre af disse Ord, indtil ogsaa de havde
+tabt deres Kraft, og hendes Tanker dreves videre.
+Vilde han nogensinde være blevet noget for
+hende! Vilde han ikke have fjærnet sig mere
+og mere fra hende, og naar han en Gang opdagede
+Kløften mellem hende og Faderen, vilde
+han da ikke have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis.</p>
+
+<p>Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"></a></span>
+have ventet sig noget; hun nødtes formelig til at
+være glad over sin Ulykke.</p>
+
+<p>Hvis var da Skylden?</p>
+
+<p>Da kom det med et &mdash; det var hendes Mands!
+Han havde berøvet hende Agtelsen for hende selv,
+han havde berøvet hende Barnets Kærlighed, dets
+fremtidige Sympati og han havde, ja &mdash; <em>han</em>
+havde været Skyld i Barnets Død. Han havde
+altsaa berøvet hende Fortid, Nutid og Fremtid,
+og berøvede hende nu endog selve Sorgen. Hun
+syntes, hun maatte hade ham, hade ham af al sin
+Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og hun
+gav det Rum, indtil det brændende, kvælende
+overvældede hende.</p>
+
+<p>Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjæl
+fuldstændig formørket, og næsten hoverende sagde
+hun til sig selv: «Nu er jeg ond.»</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_25" id="KAPITEL_25"></a>XXV.</h2>
+
+
+<p>Paa Gaarden herskede der en dødlignende
+Stilhed. Banner opholdt sig næsten udelukkende
+i sit Værelse.</p>
+
+<p>Efter Begravelsen havde den Tanke nu og
+da hjemsøgt ham, at han vilde ende sit Liv. Han
+erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og
+betragtede ikke Selvmord som en uværdig eller
+fejg Handling. Han kunde ikke udholde Livet,
+det var ham Grund nok til at skille sig ved det.
+Men han maatte først ordne sine Sager. Der
+skulde gøres noget til Minde om Drengen, denne<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"></a></span>
+korte Tilværelse skulde ikke forsvinde uden Spor.
+«Min lille Dreng!»</p>
+
+<p>Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som
+han saa ofte havde sagt dem, kælende blødt, til
+Erik, og da Lyden af dem naaede hans Øre,
+reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og
+Tankerne brød ind over ham som et <span class="sic" title="[sic]">opstængt</span>
+Aaløb. Der &mdash; i den Stol havde Erik siddet en
+Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig,
+ladende som han læste, gravitetisk med Faders
+Lorgnet paa Næsen, og saa havde han leet, aa,
+hvor havde han leet den Dag! Der paa Tæppet
+havde han som lille ligget og revet sine Billedbøger
+i Stykker, gennem denne Dør var han
+tusinde Gange kommet springende, der stod hans
+store Fotografi, der laa hans <span class="sic" title="[sic]">Bolt</span>, der et Stykke
+Papir, som han for kort siden havde overmalet
+med sine mærkelige Tegninger: Mænd med lange
+Næser og tynde Arme med fem strittende Fingre;
+udenfor Huse, som omtrent naaede dem til Knæene.
+Værelset var endnu fyldt med Ekkoet af hans
+Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det
+sidste Halvaar og den trillende, jublende, overgivne
+Latter fra tidligere Tider.</p>
+
+<p>For faa Dage siden havde hans Arme endnu
+omslynget Faderens Hals, og hans Læber søgt
+hans. Nu var det forbi &mdash; forbi for bestandig.
+Og hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i
+Stolen, skjulte Ansigtet i sine Hænder og hulkede
+saa skærende, at han selv blev forskrækket derved.<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"></a></span>
+Men medens han græd, sneg en forunderlig
+Blødhed sig over ham, han ønskede at tale med
+nogen, at trøstes, at finde Hvile og Medlidenhed.
+&mdash; Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet
+det som en Fornærmelse, om nogen vilde
+have vist ham Medlidenhed. Men nu var han
+saa træt, saa træt. Han mindedes sin Barndom.
+Tænk, at det var den overmodige, stolte Dreng
+fra hin Tid, der laa her som en sønderknust
+Mand! Han tænkte ogsaa paa sin Moder, han
+mindedes hende kun svagt, men han ønskede, at
+hun nu havde været der, thi hos hende vilde han
+have kunnet græde sin Sorg ud.</p>
+
+<p>Da kom han til at huske paa, at de jo var
+to om Tabet, at der jo dog var <em>et</em> Menneske,
+som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte,
+og han fik pludselig Lyst til at tale med hende.
+Han rejste sig op. Ensomheden, Mørket, denne
+døde Tavshed lagde sig paa en Gang trykkende
+over ham. Han længtes saa smertelig efter lidt
+Sympathi, et menneskeligt Væsens Deltagelse og
+Tilstedeværelse, og han blev formelig bange i
+Mørket og Tomheden, grebes af en nervøs, sygelig
+Frygt for at være alene.</p>
+
+<p>Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren
+kom ham i Møde, men standsede og traadte til
+Side for at lade ham passere. Manden var i sort
+Livrée med Flor over Sølvknapperne, hans Ansigt
+var bedrøvet og røbede en ærbødig Deltagelse.</p>
+
+<p>Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"></a></span>
+aldrig til sine Tjenestefolk uden for at give dem
+sine Ordrer. De blev betalte for at tjene, adlyde
+og forsvinde som Individualiteter, de blev godt
+betalte og havde følgelig intet at klage over.</p>
+
+<p>Nu standsede han foran Tjeneren og sagde
+med en Stemme, der var saa mild, at Manden
+forbavsedes: «Det var Dem, jeg sendte til Byen
+efter Lægen. De og Kusken og den Pige, der passede
+min Søn, kan lade dem udbetale hver femhundrede
+Kroner hos min Godsforvalter &mdash; fra
+min lille Dreng.»</p>
+
+<p>Han gik videre, og Tjeneren blev staaende
+uden at kunne fremstamme et Ord til Tak.</p>
+
+<p>Banner havde naaet Døren til det Værelse,
+hvor hans Kone plejede at opholde sig, han
+aabnede den efter nogen Tøven. Der var Lys.
+En Lampe brændte svagt paa det lille Bord, der
+stod foran Sofaen i det ene Hjørne af Stuen.
+Judith sad i Sofaen med et Sytøj i Haanden; hun
+syede ellers sjælden, men nu trængte hun til
+noget, der kunde beskæftige Hænder og Tanker.
+Hun saa næppe op, da han kom ind, hun sad hensunken
+i sine egne triste Betragtninger. Hun saa
+ikke, at hans tynde Haar var graanet, og at der
+var kommet lyse Stænk i hans tætte mørke Skæg;
+hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa
+en Gang slappere og mildere Udtryk, at hans
+Holdning var mindre stiv og lignede en Rekonvalescents.
+Hun kæmpede og arbejdede dybt
+nede i det Fortvivlelsens Mørke, hun havde styrtet<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"></a></span>
+sig i; ham ventede hun sig ingen Hjælp af, det
+sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun
+havde kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham.
+Saa kom han. Hendes syge Sind vendte sig bort,
+hun kunde ikke taale at se ham.</p>
+
+<p>Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy;
+der hørtes ikke en Lyd, næppe nok deres Aandedræt;
+de sad saa tavse, som om de var livløse.
+Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten
+tankeløst eller maaske, fordi der i hendes Ansigt
+fandtes Spor af Lighed med Barnet. Hun mærkede
+Blikket, det brændte hende, hun sad som
+fortryllet i det dødstille Værelse med det stive
+Blik hvilende paa sig. Da var det, som om
+hendes Tanker forvirredes, en nervøs Angst overfaldt
+hende, hun turde ikke blive siddende der,
+hun kunde ikke udholde dette. Og hun rejste
+sig, hun bad ham med en Haandbevægelse om at
+lade hende komme forbi, hun vilde bort, hun led
+som under et Mareridt.</p>
+
+<p>Da strakte han Hænderne ud mod hende og
+sagde bedende: «Nej, bliv her!» Men hun forstod
+ham ikke, hun var kun bange, ophidset og
+syg, hun holdt afværgende Hænderne ud som for
+at forsvare sig og stammede: «Gaa, gaa, lad mig
+være fri &mdash; jeg kan ikke taale det &mdash; jeg kan
+ikke &mdash; taale at se Dig.» Da rejste han sig og
+forlod hende.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"></a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_26" id="KAPITEL_26"></a>XXVI.</h2>
+
+
+<p>Hun gik i Haven; hun erindrede næppe,
+hvorledes hun var kommen derned, men hun gik
+der, frem og tilbage i den lange Lindealle.</p>
+
+<p>Det var bidende koldt Efteraarsvejr, de røde
+og gule Blade hvirvlede ned fra Træerne og
+krummede sig brune for hendes Fod, mørkt og
+trist Efteraarsvejr, med Skyer, der drev tungt og
+lavt som Røg for Blæsten, der susede gennem de
+høje Træer og raslede i de sammenføgne Bladbunker.
+Denne underlige Susen gennem Trætoppene
+&mdash; den lød først fjærnere og svagere, saa
+nærmere, indtil den brusede dumpt hen over
+hendes Hoved og saa langsomt svindende døde
+hen som med et Suk. Og i Pavserne hørte man
+disse fjærne, underlige, klagende Lyde, som Efteraaret
+har, der kommer, man ved ikke hvorfra.
+Naturen gik med bøjet Hoved sin Opløsning i
+Møde. Hun standsede og saa ud over de øde
+Stubmarker. Oppe i Luften drog Vildgæssene
+bort i en skæv, uregelmæssig Trekant, hun hørte
+svagt Lyden af deres Skrig. Hendes Ophidselse
+havde lagt sig, det var, som om hendes Smerte i
+hint Øjeblik havde naaet sit Højdepunkt, hvorefter
+Reaktionen var indtraadt.</p>
+
+<p>Hun var nu saa blidt sørgmodig, følte hverken
+Had eller Trods, kun en bittersød Trang til at
+opgive sit Væsen, smelte sammen med den døende
+Natur, hensmuldre med det visne Løv, optages
+i de tunge, mørke Skyer, der foer hen over<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"></a></span>
+hendes Hoved. Atter og atter droges hendes
+Tanker henimod hendes Mand, hun kunde ikke
+faa dem bort derfra. Hun forstod nu, hvorfor
+han var kommen til hende, og, medens hendes
+egen Smerte lagde sig som Havet efter en Storm,
+begyndte hun at fatte hans. O, hvad han dog
+maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig
+blødere. Naar <em>hun</em> havde sørget saa forfærdelig,
+hvorledes havde da ikke han, han, som satte hele
+sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt
+og ubestemt den Forandring, hans Væsen og
+hans Ydre var undergaaet. Han var altsaa kommen
+til hende og havde bedet hende om Trøst; ja, nu
+huskede hun det, han havde strakt Armene ud
+mod hende og bedet hende blive. Og hvad havde
+hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb
+hende. Hun havde stødt ham bort. Ja, hun
+havde været syg den Gang, afsindig, ude af sig
+selv. Han var kommen til hende, til <em>hende</em>,
+fortjente hun det<span class="corr" title="var: .">?</span> Han havde kun havt en i
+Verden at henvende sig til, og han var kommen
+af sig selv; han havde glemt al Spot, al Vrede,
+al Bitterhed, han var kommen og havde bedt
+hende sørge med ham, og hun havde stødt ham
+bort. Tusinde venlige Handlinger kunde ikke have
+blødgjort hende, saaledes som denne Tanke, at
+hun havde gjort ham Uret. Da følte hun sig saa
+beskæmmet, saa lille og ussel, og hun fik en
+smertelig Længsel efter at gøre sin Uret god igen,<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"></a></span>
+sige ham, at hun havde været syg og utilregnelig,
+men hvorledes skulde hun gøre det.</p>
+
+<p>Hun vandrede frem og tilbage under de
+sukkende Træer, det blev mørkere og koldere,
+men hun mærkede det ikke, for første Gang i
+lang Tid græd hun mildt og uden Trods, græd
+over sin Svaghed, sin Synd og sine Fejl.</p>
+
+<p>Hun ventede hele den næste Dag, hun lyttede
+efter hver Dør, der gik, efter Fodtrinene i de
+tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik
+Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til
+hende, men hun turde ikke. Hun gik nervøs og
+hvileløs om i det store Hus, gik forbi hans Dør,
+men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu
+mere bedrøvet tilbage til sit Værelse.</p>
+
+<p>Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen,
+hun kunde ikke faa Bugt med de nervøse
+Kuldegysninger.</p>
+
+<p>«Er Godsejeren ene paa sit Værelse?»</p>
+
+<p>«Nej, Prokuratoren er hos ham.»</p>
+
+<p>Tjeneren gik, hun rykkede sig nærmere til
+Ilden, satte Fødderne paa Kamingærdet; hun rystede
+formelig af Kulde. Bøjet forover stirrede
+hun ned i Flammerne, som legende steg og sank,
+fangende hendes Blik, medens Tankerne gled
+langt bort, bestandig kredsende om det samme.</p>
+
+<p>Hvor hun gærne vilde have været lykkelig!
+Hvor hun lidt havde forstaaet at blive det! Var
+det blot hans Skyld?</p>
+
+<p>Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev<span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"></a></span>
+han maaske sit Testament, tænkte han paa at
+dø? Hvis han nu døde &mdash; hvis han døde!</p>
+
+<p>Døren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker
+og vendte Hovedet. Det var ham.</p>
+
+<p>Hun skælvede over hele Legemet. Aa, var
+det muligt, kom han igen, var det endnu ikke
+for sent?</p>
+
+<p>«Maa jeg forstyrre Dig blot et Øjeblik?»</p>
+
+<p>Hans Stemme var meget høflig, meget venlig,
+men hun indsaa det &mdash; det var ikke den, hun
+havde ventet.</p>
+
+<p>«Det er blot nogle Forretninger.»</p>
+
+<p>Hun bøjede Hovedet.</p>
+
+<p>«Sagføreren er hos mig. Jeg vil skrive mit
+Testament. Jeg gjorde nogle Dispositioner, medens
+Erik levede, men det gælder jo ikke mere. Jeg
+ved ikke, hvor længe jeg lever, eller hvor pludselig
+jeg kan dø, og jeg ønsker at sikre Dig vort
+Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det, hvorom
+jeg vil spørge Dig er noget andet. Jeg har tænkt
+at optage en Prioritet paa 100,000 Kroner i
+Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks Opdragelse
+vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat
+deraf, som kan bære vor Søns Navn? Jeg vilde
+nødig, at han skulde gaa sporløst ud af Livet &mdash; som
+jeg.»</p>
+
+<p>«Jo &mdash; jo,» hviskede hun, men formaaede
+ikke at tilføje mere; hun prøvede derpaa, men
+det mislykkedes.</p>
+
+<p>«Vi kan senere tale nærmere om Anvendelsen,»<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"></a></span>
+tilføjede han, «det gælder nu blot om at
+faa Laanet ordnet. &mdash; Undskyld, Sagføreren venter.»</p>
+
+<p>Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af
+denne Betænksomhed, denne Gavmildhed, dette
+Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel
+og ubeskaaren, mod Slægtninges Krav, han frygtede
+for at dø uden at have sørget for hende! Hvad
+havde hun givet til Gengæld? Hun havde fra
+første Færd været mod ham som en Uven, en
+Modstander, hun havde anklaget ham, som om han
+havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke den
+meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig
+Pige havde han gjort hende til sin Hustru, og nu
+vilde han overdrage hende alt, hende, der aldrig
+havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde
+det som noget, der ganske faldt af sig selv. «Han
+vidste ikke, hvor længe han levede». Det samme
+mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort før han
+tog sig af Dage. Var det muligt, tænkte han paa
+at ende sit Liv? Hvad havde han dog ikke lidt!
+<em>Han</em> havde maaske heller ikke haft et glad Øjeblik
+hele sit Liv. Han sagde det jo &mdash; var det
+ikke forfærdeligt &mdash; «gaa sporløst ud af Livet som
+jeg». Sporløst ud af Livet! Han nænnede ikke,
+at hans lille Barn skulde have levet forgæves,
+skønt han kun blev fem Aar &mdash; men hun da?
+Hvad Spor vilde hun efterlade sig? Hvem vilde
+mindes hende med Sorg, hvis hun døde, eller
+savne hende? Hun havde ikke været noget for
+nogen i Verden! Og pludselig stod det for hende<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"></a></span>
+i al sin forfærdelige Sandhed: «Skylden har været
+Din egen &mdash; kun Din. Dig selv kan Du takke for
+Tomheden og Ulykken, der har ruget over dit
+Liv, det bunder alt sammen i Din egen forfærdelige
+Egoisme.» Havde hun nogensinde for Alvor
+søgt at udrette noget? Hun havde ønsket at gøre
+det, saadan i vag Ubestemthed, men aldrig taget
+alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed
+som at besøge sin Moder, kunde hun uden Modvilje
+bekvemme sig til, skønt hun vidste, hvilken
+Glæde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun
+gik heftig bevæget op og ned ad Gulvet, og som
+vaagnet af en Drøm saa hun et Liv bag sig,
+et Liv af forspildte Dage, gavnløse Gerninger.
+Men der var maaske endnu Tid til at udrette
+noget godt &mdash; og hun gav sig selv det Løfte, at
+stræbe derefter, saa vidt hun formaaede.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_27" id="KAPITEL_27"></a>XXVII.</h2>
+
+
+<p>Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig
+svigtende Iver søgte og fandt de Pligter, hun
+hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem med
+en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu
+et kostbart Øjeblik. Men der var et, hun aldrig
+overvandt sig til, dette, at gaa til ham og sone
+sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde
+vente ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at
+tale, men naar Øjeblikket kom, tav hun, fordi han
+var saa rolig, saa høflig, saa lidt indbydende til<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"></a></span>
+Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var
+hans kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og
+skønt hun ikke længere misforstod det, holdt det
+hende dog stadig tre Skridt borte. Hun stræbte
+da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke
+lagde Mærke til, at bøde paa sin Uret.</p>
+
+<p>Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig
+før havde kendt til, hun troede, at det var Sorgen,
+den skyldtes, og saa en Dag, hun vidste selv næppe
+hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg
+hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme
+Nu, men havde været der og havde efterladt Anelser
+og Drømme, underlige, betagende.</p>
+
+<p>Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit
+Vindue og læste om Brødrene Goncourts Liv, deres
+inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde Forstaaelse
+af hinanden, deres harmoniske Samliv
+og den ubrydelige Tro, der var Sjælen i det.
+&mdash; Og den bløde Vaarvind strøg ind ad Vinduet
+og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn
+Sang, en underlig klagende Melodi, der fyldte
+hendes Bryst med en berusende Længsel efter noget,
+hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog &mdash; tænke
+sig, at elske og blive elsket saaledes!
+Hvilken Rigdom, hvilken Salighed maatte det ikke
+være? Og med Tanken kom der en ny ukendt
+Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet
+Kærligheden, men i dette Øjeblik vidste hun, at
+den maatte være til.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"></a></span></p>
+
+<p>Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med
+et koldt, forundret Udtryk &mdash; hun jog Tanken
+bort, men den havde været der.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_28" id="KAPITEL_28"></a>XXVIII.</h2>
+
+
+<p>Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik
+aldrig havde levet. Og dog havde Barnets Død
+medført en stor Forandring i hans Moders Liv.
+Hvor var nu hendes ørkesløse Grublerier, hendes
+sørgmodige Bitterhed, hendes haabløse Livsanskuelse?
+Hun gik om i sit Hjem mild og stille,
+men bestandig beskæftiget. Hun tog sig af sine
+undergivne, af Sognets fattige og al den Nød og
+Hjælpeløshed, hun saa om sig, men det, der indgød
+hende Lysten dertil, forstod hun næppe selv. Paa
+den anden Side havde den lille Drengs Død ladet
+Faderen tilbage som et Vrag. Hans Livsaanders
+korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen,
+Johan Banner havde opgivet alt.</p>
+
+<p>Men Forandringen var ikke synlig; de havde
+i deres Samliv omgivet sig med en blank Skal af
+Høflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om
+Kærnen indenfor begyndte at spire eller smuldre
+hen. Ensformig gled Dage, Uger og Maaneder
+hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglæder, Smaabegivenheder.</p>
+
+<p>Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i
+sin Mands Værelse for at hente en Nøgle, som
+havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"></a></span>
+var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben,
+i denne ubetingede Tillid til ethvert Menneskes
+Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa Menneskene
+for at være Egoister, svage og ulykkelige,
+men han forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle
+eller bedrage. Hun trak Skuffen ud og tog Nøglen,
+men opdagede saa i det samme mellem Papirerne
+et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed;
+det var Billedet af en Mand. Hun kendte det
+ikke strax, men lidt efter gik det op for hende,
+at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet
+for mange Aar siden i hans smukkeste,
+hans mest forfløjne Dage. Saaledes havde han
+altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt
+om hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet
+opdage. Hun kunde ikke løsrive sit Blik fra det
+fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den Gang
+kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end
+nu Mundens halv spottende Smil, dette Smil, som
+omtrent var det eneste, han havde beholdt tilbage.
+Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod
+hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder,
+der havde kastet sig i Armene paa ham, blot for
+at kunne sige, at de havde været elskede af ham,
+om end aldrig saa kort.</p>
+
+<p>Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets
+Plads; men saa fik hun pludselig Lyst til at besidde
+det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet Billede
+af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig
+slet ikke ham, saaledes som hun havde kendt<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"></a></span>
+ham, men det var saa smukt, saa bedaarende
+smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa
+glemt her, han vilde aldrig savne det. Hun tog
+da en rask Beslutning, skød Skuffen i og forlod
+Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig
+lang Tid den Dag med at betragte det
+og forvisse sig om, at det virkelig var den Mand,
+med hvem hun havde været gift nu snart i syv
+Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme
+den Aften og betragtede det næste Morgen, før
+hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste
+Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt
+for der at finde Lighed med Billedet; den var
+der ganske vist, men hvor forandret var han ikke?</p>
+
+<p>«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig,
+«hvem der kan have været i mit Værelse.»</p>
+
+<p>«Hvorledes?»</p>
+
+<p>«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en
+saadan Uforskammethed.»</p>
+
+<p>«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige
+hende op i Kinderne.</p>
+
+<p>«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg
+lagde i Gaar et gammelt Fotografi af mig ned i
+mit Skrivebord, og i Morges, da jeg tilfældigvis
+gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet
+er aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det
+der, og det viser altsaa, at der maa have været
+en eller anden i mine Gemmer.»</p>
+
+<p>Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i
+Ro for den Tanke, at han anede, hvem der var<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"></a></span>
+Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at
+vinde Tid ved at spørge paa ny.</p>
+
+<p>«Har Du før mistet noget?»</p>
+
+<p>«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa,
+det var som sagt et rent Tilfælde, der ledte til
+denne Opdagelse.»</p>
+
+<p>«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?»</p>
+
+<p>«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter
+og en Ring ved Siden af, de er ikke borte.»</p>
+
+<p>Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt;
+hvem skulde begaa Tyveri for et Portræts Skyld;
+for det kan vel ikke være nogen af Pigerne &mdash;»</p>
+
+<p>Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det
+faldt hende ind, at hendes Ord kunde have indeholdt
+en Insinuation, hvor lidet hun end havde
+tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede
+Mistanken fra sig selv; men hvor skulde han kunne
+ane det; han havde ganske sikkert optaget hendes
+Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun
+klare Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og
+sige ham, at det var hende, der havde fundet det
+værdt at have? Hun syntes, at det var hendes
+Pligt &mdash; men saa at møde et koldt, forbavset Blik,
+hun kunde ikke overvinde sig dertil. Den Dag og
+de nærmest paafølgende tog hun det vel hundrede
+Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men
+kunde saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix
+Ide hos hende, at hun ikke kunde faa Ro, før
+Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa<span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"></a></span>
+Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre
+Bod derfor, men hendes Samvittighed lod sig alligevel
+ikke berolige.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_29" id="KAPITEL_29"></a>XXIX.</h2>
+
+
+<p>Kort før Jul kom der Indbydelse til et stort
+Middagsselskab paa Restrupgaard, som nu var i
+en anden Ejers Besiddelse. Det skulde holdes
+lille Juleaften. Sørgeaaret var omme, derfor afslog
+de ikke Invitationen, men tog derover. Det
+var et stort Julegilde, der gaves i Restrupgaards
+gamle Sale; alle Egnens rigeste Landbesiddere var
+til Stede. Banner var en Slags Æresgæst, det var
+det første Selskab, han deltog i, siden sin Søns
+Død, og han var desuden den største Landdrot
+der paa Egnen.</p>
+
+<p>Judith blev ført til Bords af Værten. Lige
+over for dem sad Banner; hans Borddame var en
+ung Kone paa Judiths Alder, der netop var bleven
+gift i dette Efteraar.</p>
+
+<p>Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt
+Taler og drukket Skaaler, og da det var et jysk
+Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa
+Drikkevarerne. Det var fine og svære Vine, som
+ikke undlod at udøve deres Virkning; man spiste,
+talte og lo, og da Dyrestegen blev sat paa Bordet,
+var Munterheden naaet meget højt. Værten lod
+Stegen blive staaende paa Bordet, Maaltidet var
+jo Festens Midtpunkt, det maatte gerne trækkes
+ud saa længe som mulig. Han lo og talte mer<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"></a></span>
+end nogen af de andre, han havde drukket private
+Glas med enhver af de tilstedeværende, han havde
+drukket deres Skaal offentlig, og medens han med
+jysk Gæstfrihed nødte Gæsterne, foregik han dem
+selv med et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa
+sig løs? Høsten havde jo været god, og den velsignede
+Jul stod for Døren, Huset skulde vise sig
+i sin fulde Glans. Gæsterne maatte prøve denne
+eller hin «Extra»-Flaske: «Hvadbehager &mdash; den
+lader sig drikke &mdash; sikken Bouquet, hvad?» Og
+Gæsterne smagte eller lod, som de gjorde det, thi
+de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen
+ned med halvberusede Menneskers Lyst til at blive
+endnu mere omtaagede. Der var ikke Tale om
+Konversation mere. Da den første Stivhed var
+forsvunden, raabte enhver saa højt, han formaaede.
+Beretninger om blankbrune Hingste, Præmietyre,
+Dyrskuer, Landvæsensartikler o. s. v. udgjorde
+Broderparten af Æmnerne. Damerne morede sig
+lige saa godt som deres Mænd. De var aldeles
+ikke forargede over Lystigheden, de fleste var fødte
+der paa Egnen og vante til den fra Barndommen.</p>
+
+<p>Men Judith stemte al denne Munterhed til
+Tankefuldhed, hun blev tavs i denne Højrøstethed
+og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning,
+der bragte hende til at blegne, trods Heden og
+Ophidselsen. Hendes gamle Sørgmodighed vendte
+tilbage, om end i en mildere Form. Det havde
+altid pint hende at se Mennesker give slip paa
+deres Værdighed, saaledes som disse støjende, raa<span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"></a></span>
+Væsner. Skulde de virkelig være Skabningens
+ypperste? Den Aandsspænstighed, som skulde
+kunne bringe hende til at forstaa den svulmende,
+overstrømmende, animalske Livslyst om hende,
+manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde
+knækket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder,
+hvoraf ethvert milevidt afveg fra Skønhedsidealet,
+disse skæggede Hoveder med plumpe
+Træk, tykke Læber, stirrende eller dorske Øjne,
+Fysiognomier, som man kunde fristes til at
+tro, at Naturen havde frembragt i en kaad Lyst
+til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed var oppustede
+og ophedede af Vinen, Maden, Varmen
+og den megen Snakken.</p>
+
+<p>Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun
+omgivet af en tynd Krans graa Haar, men af en
+paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Næse,
+dybtliggende, alvorlige Øjne og en smuk, fint spottende
+Mund, et Ansigt, der udmærkede sig ved
+sin Bleghed og Ro midt imellem alle de andre,
+der var saa hede og røde, en Gud mellem en
+Flok Fauner. Han talte meget lidt, hverken livlig
+eller aandrig syntes det, og dog misundte hun
+pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde
+hendes Plads, hun skulde prøve paa at faa ham
+til at smile, eller ligesom skjult i de andres
+Støj se at finde Mod til at sige ham &mdash; hvad?
+Noget venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne
+og undskylde sig. Eller blot, ja, om hun blot var<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"></a></span>
+en fremmed og kunde begynde forfra, helt forfra
+paa en anden og bedre Maade!</p>
+
+<p>Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig
+tilbage for at ryge, spille Billard, en lille L'hombre,
+maaske en Smule Hasard. Damerne blev
+alene.</p>
+
+<p>Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig
+Blondine, hen til Judith og sagde med en Livlighed
+og Fortrolighed, der dels var hende medfødt
+dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprømthed:
+«Det var Deres Mand, jeg havde til Bords,
+ikke sandt? Jeg vilde næppe tro mine egne Øren,
+da han sagde, at De var hans Frue og havde
+været gift med ham i syv Aar. De ser jo saa
+ung ud.»</p>
+
+<p>Judith smilte svagt; det var første Gang et
+Smigreri havde behaget hende saaledes: «Jeg var
+næppe nitten Aar, da jeg blev gift og &mdash; og,» hun
+famlede efter et Udtryk, «min Mand er femten Aar
+ældre.»</p>
+
+<p>«Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder,
+men blev først gift for et Par Maaneder siden.
+Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke
+Mærke til ham ved Bordet, den smukke, blonde
+Mand, der sad et Par Pladser fra mig?»</p>
+
+<p>Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt
+Mærke til <em>en</em> Mand blandt dem alle.</p>
+
+<p>«De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen
+saa noget gnaven ud. Han er altid fortrydelig,
+naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"></a></span>
+kan beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig
+saa forelsket.»</p>
+
+<p>Den nygifte Frue rødmede, da hun gjorde
+denne Tilstaaelse halv koket halv naivt, og søgte
+Sympathi i sin jævnaldrendes Ansigt, men hun fandt
+nærmest et sørgmodigt Udtryk. Da tog Fruen
+hende om Livet paa Damers Maner, naar de har
+Lyst til at være fortrolige, og fortsatte: «De maa
+ofte komme og besøge os; vi har det saa hyggelig
+og er saa glade; vi holder saa meget af Besøg,
+men vi vil helst blive hjemme &mdash; for vi er
+jo endnu i Hvedebrødsdagene.»</p>
+
+<p>Denne Venlighed, denne Fortrolighed berørte
+Judith forunderlig. Der var en Tid, hvor hun
+vilde have spottet den og vist den tilbage, fordi
+den vilde have generet hende, men i dette Øjeblik,
+da den saa naturlig, saa uventet venlig strømmede
+hende i Møde, fik hun en pludselig Lyst til
+at tale, til at betro sig til denne Venlighed og
+fortælle om sig selv, om sit tidligere triste Liv,
+om at hun ikke længer var haabløs eller bitter
+som før, at hun ikke længer troede paa Egoisme
+som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om
+hele denne vidunderlige Forvandling, som hun følte
+var i Lag med at foregaa med hende. Hun syntes,
+at det maatte kunne vække Genklang hos
+denne unge, livsglade Frue, men saa &mdash; da hun
+prøvede paa at tale, blev hun bange og nøjedes
+med at sige: «Saa maa De ogsaa besøge os &mdash; naar
+Deres Hvedebrødsdage er forbi i alt Fald.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"></a></span></p>
+
+<p>«Aa ja, det vil jeg rigtignok gærne. De
+skal have saadan et yndigt Hjem, siger man, og
+De gjør det saa hyggeligt. Ja, er det ikke dejligt,
+saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande
+Blomster og spille rørende Melodier for sin sentimentale
+Kæledægge af en Mand, og være lykkelig
+ved alt, hvad man tager sig for?»</p>
+
+<p>Judith prøvede atter paa at tale, at fortælle,
+at noget af dette havde hun lært at kende, men først
+for ganske nylig; men inden hun kunde tale, lagde
+Fruen sin varme, bløde Kind mod hendes og
+hviskede:</p>
+
+<p>«Vi to vil blive Venner, ikke sandt?»</p>
+
+<p>Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith,
+der hviskede «Ja».</p>
+
+<p>«Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er
+det ikke rædsomt at skulle spilde en hel Aften
+blandt dem og kede sig med Anstand. Ved De,
+hvad jeg altid trøster mig med i et saadant Selskab?»</p>
+
+<p>«Nej.»</p>
+
+<p>«Med at tænke paa, at jeg skal køre hjem
+alene med Theodor. Finder De det ikke fortryllende
+at køre hjem med Deres Mand?»</p>
+
+<p>Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som
+blev budt om, og de fik ikke Lejlighed til senere
+at fortsætte den. Judith længtes efter at være
+alene, at overgive sig til sine Drømmerier. Hun
+forlod det varme, snakopfyldte Værelse og gik ind
+i det næste, der stod tomt. Her var hverken saa<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"></a></span>
+varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette
+var Restrups «Studereværelse», og da hun tog
+Plads i en Lænestol foran Kaminen, anede hun
+ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex
+Aar siden havde drukket sin sidste Flaske <span class="sic" title="[sic]">Rum</span>.
+Men som om den afdøde Adelsmands Aand flakkede
+om paa disse vante Steder, førtes hendes
+Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde
+en Gang sammenlignet ham med sin Mand og
+ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel;
+hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes
+til den raa og plumpe Landjunkertype, der stod
+saa langt under Banner. Og dog havde han været
+baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog
+ikke Adelskabet, der gjorde det; det var selve
+Personligheden. Ja, Banner stod i Virkeligheden
+over dem allesammen, i <em>hendes</em> Øjne idetmindste.
+Og saa var det hendes Husbond; han havde valgt
+hende, givet hende Hustruens Plads ved sin Side,
+hun blev respekteret af ham som saadan og ved
+ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond,
+og det var med ham, hun i Aften skulde køre
+hjem.</p>
+
+<p>Da sagde hun pludselig fast og bestemt til
+sig selv, at nu skulde hun gribe Lejligheden og
+tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse. Medens
+Mørket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde
+hun gøre Skridtet og komme til ham. Det var
+bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og skønt Beslutningen
+kun hidrørte fra hende selv og kunde<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"></a></span>
+forandres af hende selv, opfyldte den hende dog
+med en forunderlig Angst. Om en Time, om 60
+korte Minutter vilde Banner lade spænde for, saa
+fra Øjeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge
+sig og bede om Tilgivelse.</p>
+
+<p>Hun vendte tilbage til Damerne; nu var
+Passiaren livlig, men hun havde ingen Ro til at
+deltage i den. Der lød Bulder udenfor, det var
+Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet
+af Pousse-Cafeerne, deres Spil og Disputeren.
+De talte højt, lo og skændtes. Politik, Avlsredskaber,
+Kreaturer, Bygningsforetagender, Assurancespørgsmaal,
+Processer, Vanskeligheder med
+Tjenestefolkene blandedes mellem hverandre. Ny
+Jærnbaneanlæg, Vejforbedringer og Skatteligningsspørgsmaal
+var under Debat, ny Opfindelser paa
+Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger,
+Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer,
+Ringtromler, Halmrystere, summede om
+ens Øren. Men disse Ting kedede slet ikke
+Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det
+havde været muligt for nogen at skaffe sig Ørelyd,
+vilde de sikkert med Opmærksomhed have fulgt
+de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i
+den senere Tid stræbt at faa Interesse for og
+Kendskab til disse Ting, der hørte hjemme i den
+Verden, der omgav hende og vedrørte hendes
+Mands Beskæftigelse og Livsstilling, men denne
+Aften kunde hun ikke følge Debatten med den
+ringeste Opmærksomhed; alle hendes Tanker samledes<span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"></a></span>
+om Banner, der syntes træt og overanstrængt
+og ikke tog videre Del i Samtalen. Hun saa, han forlangte
+sin Vogn, og der gik en forunderlig nervøs
+Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der
+var forspændt, Banner bød hende sin Arm. Da
+de havde taget Afsked med Vært og Værtinde,
+gjorde de en ceremoniel Bøjning for det øvrige
+Selskab, idet de trak sig tilbage. Men ved Døren
+stod Judiths ny Bekendtskab, den unge Frue.
+Hun rakte Judith Haanden og hviskede: «De kan
+sagtens, men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart
+skal afsted.»</p>
+
+<p>Judith og Banner steg ind i deres Vogn,
+Tjeneren skyggede for det viftende Lys, bukkede
+og slog Vogndøren i, medens Lyset slukkedes.</p>
+
+<p>De rullede afsted i den mørke, men stjærneklare
+Frostnat. Ude over de nøgne, frosne Marker
+saa man hist og her Lyset i en Bondehytte glimte;
+det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt
+stille, selv den lette Vogn bevægede sig næsten
+lydløst henad den jævne, frosne Vej.</p>
+
+<p>Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang,
+hun prøvede derpaa, blev hun bange for at høre
+sin Stemme i denne dybe, velgørende Stilhed.
+Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevægelig, hun
+kunde næppe skimte ham i Vognens Mørke, han
+sov ikke, det kunde hun høre paa hans lette
+Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker.</p>
+
+<p>Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt<span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"></a></span>
+hende noget ind. «Vil Du ikke ryge?» spurgte
+hun. Hun vidste, at han vilde sætte Pris derpaa.</p>
+
+<p>«Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.»</p>
+
+<p>«Aldeles ikke, tvært imod.»</p>
+
+<p>Han tøvede endnu.</p>
+
+<p>«Jeg forsikrer Dig, Du maa saa gærne.»</p>
+
+<p>Han tog sit Cigaretui frem og strøg en Tændstikke.
+Ved det korte, stærke Lysglimt saa de halv
+blændede paa hinanden. Han lidt forbavset, hun
+noget spejdende og ængstelig. Hun saa hans Ansigt
+dukke frem og forsvinde igen i Mørket ved
+Flammens Stigen og Synken, medens han tændte
+Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets
+Udtryk. Saa slukkede han Tændstikken og skød
+Vinduet ned. Mørket indhyllede dem dybere end
+nogen Sinde.</p>
+
+<p>«Du fryser vel ikke,» spurgte han, «vil Du
+ikke have min Pels om Dig; den ligger paa Bagsædet?»</p>
+
+<p>«Tak, jeg fryser ikke.»</p>
+
+<p>Saa blev der atter fuldstændig Tavshed. Hun
+saa Ilden i hans Cigar snart gløde op, snart fordunkles
+af den lette Aske. Hun saa den fine,
+blaahvide Røg hvirvle i Vejret og trække ud af
+Vinduet ud i Mørket og Kulden, men hun tav
+stadig. «Nu vil jeg tale &mdash; nu &mdash; nej nu,» men
+hun gjorde det ikke.</p>
+
+<p>«Generer Cigaren Dig virkelig ikke?»</p>
+
+<p>«Aldeles ikke, tvært imod.» Hun var saa<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"></a></span>
+fattig paa Ord i dette Øjeblik, at hun kun formaaede
+at gentage de alt udtalte.</p>
+
+<p>Atter Beslutninger om at tale, der lammede
+Tungen og truede med at sprænge Hjærtet, hver
+Gang hun gjorde Forsøg paa at udføre dem. Hun
+maatte tale, inden det blev for sent &mdash; ak, det
+var allerede for sent; den dumpe Lyd sagde
+hende, at de kørte ind i deres egen Gaard. Hundene
+gøede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme.
+Lys bevægede sig gennem Værelserne, det var
+Tjeneren, som kom løbende for at tage <span class="sic" title="[sic]">mod</span> dem.
+Men Banner havde allerede aabnet Vogndøren og
+var sprunget ud, han rakte sin Kone Haanden,
+hun rystede af Kulde, da den skarpe Natteluft slog
+hende i Møde. Da hun vilde sætte Foden paa
+Jorden, mærkede hun, at hendes Slæb maatte være
+lukket i Klemme i Døren lige over for. Men det
+var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfæstet,
+hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand.
+Han kastede sin Cigar og greb hende i rette Tid
+i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt. Der stod
+de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han
+kunde ikke slippe hende, og hun kunde ikke rejse
+sig. Et Øjeblik fik hun den Ide, nu at tilhviske
+ham, hvad hun vilde have sagt ham før, men nej,
+det kunde jo se ud som noget anstillet, «en Kasten
+sig i hans Arme», og hun tav. Han havde
+imidlertid løftet hende op i Vognen igen; der løsgjorde
+hun med Lethed sin Kjole, og det hele
+havde varet saa kort, at hun, da Tjeneren kom<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"></a></span>
+med Lampen, steg ud igen uden noget nyt Uheld.
+Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at sørge
+for Rejsetøjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen.
+Her bukkede han for hende og ønskede
+hende Godnat.</p>
+
+<p>Saa gik de hver til sit.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_30" id="KAPITEL_30"></a>XXX.</h2>
+
+
+<p>Hun kunde ikke sove. Tanken om at have
+været ham saa nær, uden dog at være kommen
+ham nærmere, satte hende i nervøs Bevægelse.
+Selv den flygtige og ufrivillige Berøring, da han
+havde opfanget hende i sine Arme, gjorde hende
+saa underlig glad og bevæget. Hvad var da foregaaet
+med hende? Hun gav sig ikke Ro til at
+undersøge det, thi stadig vendte Tanken om dette
+underlige Favntag tilbage og forstyrrede ethvert
+Forsøg paa at komme til Klarhed herover. Hun
+vidste kun, at hun følte sig lykkelig, at et nyt
+Haab paa Livet var brudt frem i hende, at hun
+følte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa dalede
+endelig Søvnen ned over hende, og hun sov ind
+med Hænderne under Hovedet, Hovedet bøjet tilbage
+og et Smil paa de halvaabne Læber.</p>
+
+<p>Hun havde kun sovet kort og meget let, da
+hun vaagnede op med et Sæt, som om hun var
+bleven vækket ved en pludselig, stærk Støj.</p>
+
+<p>Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"></a></span>
+hun ikke selv efter nogle Øjeblikkes Stirren formaaede
+at skælne den mindste Genstand. Og saa
+var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede
+hende som en Byrde, hun ikke kunde afkaste.
+Hun satte sig overende i Sengen og lyttede. Ikke
+en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende,
+stønnende smaa Lyde lod sig høre, der ellers om
+Natten forfærder den, som ikke kan sove, men ligger
+og venter paa dem og farer sammen, naar de
+kommer. Det forekom hende, at hun var begravet,
+og hun løftede uvilkaarlig Haanden for at forvisse
+sig om, at den ikke stødte mod noget Kistelaag.</p>
+
+<p>Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig
+som et dæmpet Suk eller en svag Stønnen.
+Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede hendes
+Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog
+ned i hende som et Lyn. Lyden kom fra hendes
+Mands Soveværelse, der stødte op til hendes; hun
+erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset,
+pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var
+vaagnet, den pinlige Længsel, hun havde haft efter
+at tale, inden det blev for sent &mdash; «han havde
+skudt sig &mdash; det var hans Dødssuk!» Om hun
+selv havde været Vidne dertil, kunde hun ikke
+have følt det med større, rædselsfuldere Vished.
+I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme, havde
+han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde
+og Beviser mylrede frem, hun formaaede ikke at
+bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed. I
+Selskabet i Aften havde han været saa stille og<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"></a></span>
+alvorlig; og desuden, var det ikke Bevis nok, at
+hun var begyndt at haabe, endnu havde jo aldrig
+noget af hendes Haab faaet Lov til at leve,
+knuste vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder,
+der syntes at have maattet advare
+hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser.
+De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex
+Aar siden berøvede sig Livet; Banner havde for
+to Dage siden været i Byen og talt med sin Sagfører;
+han havde den foregaaende Dag haft den
+Palisanderkasse fremme, hvori han gemte sine Pistoler,
+hun havde set den paa hans Skrivebord.
+Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun
+lyttede efter en Gentagelse af Lyden.</p>
+
+<p>Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis
+hun nu havde gættet rigtig, hvis han nu laa død
+der inde, ti Skridt fra hende! Der overfaldt hende
+en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede
+hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og
+naar hun da saa ham død, vilde hun kaste sig
+over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke
+længer kunde høre det, og saa &mdash; saa, hun kunde
+ikke tænke videre. Hun famlede efter Svovlstikker,
+hun strøg den ene af efter den anden, men de slukkedes
+i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun
+tændt en Lampe, der stod ved hendes Seng, en
+lille antik Lampe, der hang i tynde Kæder, som
+en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for
+saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg,
+som om det var hende, der var den døde,<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"></a></span>
+et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes Sind,
+som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik.</p>
+
+<p>Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun
+egentlig vilde. Hun stod ud af sin Seng og gav
+sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa,
+tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende
+af Kulde og Angst, med klaprende Tænder
+og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der
+førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket
+af; hun drejede Nøglen om og foer sammen ved
+den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren lydløst
+og traadte ind. Hun havde ikke været der siden
+hin Nat, da Barnet døde. Alt var uforandret, den
+tomme lille Seng stod endnu ved Siden af Banners.
+Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt,
+kun sit eget bankende Hjærte. Hun listede
+sig nærmere som et Spøgelse, hun vovede næppe
+at skaffe sig Vished &mdash; ak, der laa han med
+Ansigtet vendt opad, bleg og stille, men &mdash; men
+&mdash; Du naadige og barmhjærtige Gud være lovet!
+&mdash; rolig sovende, ikke død.</p>
+
+<p>Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde,
+det var hende, som om en stor Fare var overstaaet.
+Hun bøjede sig over Sengen med Lampen
+i Haanden &mdash; som Psyche over Amors Leje &mdash;
+tænkte hun med et svagt Smil. Ja, han var smuk,
+som han laa der, med det regelmæssige Ansigt,
+hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med
+det smertelige Træk om Munden, med de lukkede,
+dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen tegnede en<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"></a></span>
+mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke
+været om at opdage det! Hun lod sig sagte glide
+ned paa Gulvet foran Sengen. Hans Haand laa
+ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand;
+hendes Læber nærmede sig til den, og hun kyssede
+den sagte, medens hun hviskede som et Barn:
+«Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den
+Uret, jeg har gjort Dig.» Hun blev bange for at
+han skulde vaagne, hun rejste sig hurtig; men
+han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør
+det, der intet har at angre eller frygte, eller
+som en Mand, der intet mere har at haabe eller
+ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen
+fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst
+Værelset; Nøglen blev atter drejet om, Lampen
+slukket, og saa kastede hun sig paa sin Seng.</p>
+
+<p>Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og
+hviskede jublende, med ubeskrivelig Fryd i sin
+Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg
+elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første
+og eneste Gang i mit Liv. Kærligheden er til, jeg
+føler den; den gennemstrømmer hele mit Væsen,
+den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke
+paa den, men nu tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!»</p>
+
+<p>Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede
+den til sig: «Jeg elsker &mdash; elsker! Hører
+Du, nu i denne Stund er det kommet, og har
+fyldt mig med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.»</p>
+
+<p>«Nej &mdash; det er dog ikke nu, det er kommet.<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"></a></span>
+Jeg har elsket ham længe, skjøndt jeg ikke vilde
+det, men hvor længe?»</p>
+
+<p>Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor.
+«Var det fra den Gang, vi mistede Erik, da jeg saa
+ham bøjet, saa ham lide og dog ikke klage? Nej, det
+var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes
+Sorg og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse,
+hendes Misundelse, ja selv hendes Had og
+Haardhed, det havde været Kærlighed alt sammen,
+eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket
+ham, ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun
+saa ham. Da var Frøet i hendes Sjæl, som Tanken
+paa ham havde saaet, begyndt at spire, og det havde
+saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse,
+i Længsel og Savn, gennem stenet Grund
+og soltørret Muld. Ustandselig havde hendes Kærlighed
+banet sig Vej, og da saa Sorgen havde
+bøjet hende og Angeren grebet hende, og da hun
+erkendte sin Uret og Brøde, da var den brudt helt
+frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst helt
+overskyggende hende &mdash; nu saa hun det. Og hun
+følte, hvorledes den forlenede hende med en Styrke,
+som hun endnu aldrig havde kendt, hvorledes den
+ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod
+den mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og
+hun, der havde sørget over sin Kulde, der havde
+troet sig ude af Stand til at elske og havde tvivlet
+om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu
+jublende til den.</p>
+
+<p>Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse,<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"></a></span>
+hvor hun havde brugt alle sine Kræfter til at
+trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe, hvilket
+stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde
+hun dog ikke været. Men nu var Kampen forbi
+&mdash; ogsaa hun var omsider kommen til den solvarme
+Plet, hvor al Smerte og Strid var endt,
+hvor hun rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.</p>
+
+<p>Og hun sov atter ind for ikke mere at
+skræmmes op af sin Hvile.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_31" id="KAPITEL_31"></a>XXXI.</h2>
+
+
+<p>Hun klædte sig omhyggelig paa næste Morgen
+og betragtede sig nøje i Spejlet. Var hun ikke
+begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes
+Øjne var endnu klare, og Sorgen havde ikke
+gravet sine Furer i hendes Ansigt; hun havde
+aldrig været saa glad over sin Skønhed som nu.
+Hun løb ned ad Trappen til Spisestuen, hun
+nynnede sagte, da hun lavede Kaffen og ristede
+Brødet. En lille Angst paakom hende; maaske
+han vilde spise Frokost paa sit eget Værelse, og
+hun længtes dog saa meget efter at se ham, at
+høre ham tale, om end nogle ligegyldige Ord.</p>
+
+<p>Der kom han. Hun turde ikke se op paa
+ham for ikke at røbe sin Bevægelse.</p>
+
+<p>«Befinder Du Dig vel?» spurgte han, idet
+han tog Koppen af hendes Haand, som det, at
+han var hende nær, bragte til at skælve.</p>
+
+<p>«Tak &mdash; jeg har det godt.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"></a></span></p>
+
+<p>Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte
+om et Par ligegyldige Ord at sige, uden at kunne
+finde nogen.</p>
+
+<p>Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte
+hendes, og hun rødmede &mdash; taabeligt! for
+Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt
+hende, og nu &mdash; hvor havde det for Resten været
+muligt?</p>
+
+<p>«Tillader Du, at jeg ser min Post?»</p>
+
+<p>«Gærne.»</p>
+
+<p>Han foldede Avisen ud og gennemløb den
+hurtig; derefter kom Turen til Brevene; de blev
+aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han
+med synlig Interesse og lo endog saa smaat et
+Par Gange under Læsningen.</p>
+
+<p>Hun saa forundret paa ham.</p>
+
+<p>«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som
+jeg traf i Rom og Paris. Jeg har vist fortalt dig
+om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner.
+Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at
+besøge mig i Sommertiden, sidst for nogle Aar
+siden, da jeg traf ham i København. Han
+lovede det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver
+han, at han i Henhold til min Indbydelse vil
+gæste os, og &mdash; ja, han er en pudsig Fyr, han
+skriver &mdash; ja, Du kan jo selv læse det.»</p>
+
+<p>Han skød Brevet over Bordet til hende. En
+løjerligere Skrift havde hun aldrig før set; Streger
+og Klatter mellem hverandre, overstrøet med en
+utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"></a></span>
+ud som smaa piggede og vortede Dyr. Hun skød
+det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse det.»</p>
+
+<p>«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen
+og strør Sand paa; jeg husker nok hans
+<span xml:lang="fr" lang="fr">billets doux</span>. Indholdet er i Korthed: «Da Du
+altid har anmodet mig om at besøge Dig om
+Sommeren, har jeg faaet den Ide, at der vist
+maa være noget aparte rart ved Vinteren, som
+Du ikke under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere
+din Herregaard ved Juletid. Jeg er bleven
+meget slunken af vor elendige københavnske Kost
+og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve.
+Da min Besøgelses Kapital er bleven opsparet
+i saa mange Aar, faar Du nu foruden
+Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af
+en lille Nevø, som jeg tager med mig. Han
+siger, han vil tegne nogle af Dine gamle Sager i
+Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er
+kun et Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de
+jyske Piger, og jeg beder Dig derfor snarest mulig
+afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer
+paa Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste
+Respekt for Din unge Frue, hvem det særlig skal
+glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du
+ikke vil have os, bedes Du skrive Afbud med
+omgaaende, da vi rejser fra København i Morgen.
+Din hengivne o. s. v.» &mdash; Det vil sige, antager jeg,
+at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til
+Haven i Stand?»</p>
+
+<p>«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle<span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"></a></span>
+modtage fremmede just nu. Hun havde ønsket
+at være ene med ham netop nu, men han var
+aabenbart meget oplivet.</p>
+
+<p>«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig
+ogsaa for Din Skyld; Du trænger til Adspredelse.»</p>
+
+<p>«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds
+med det, som jeg har det.»</p>
+
+<p>Han saa rask op paa hende ligesom forbavset.
+Hun vendte sig bort.</p>
+
+<p>«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften.
+Du har vel ikke noget imod at gaa med mig i
+Kirke, som vi plejer?»</p>
+
+<p>Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_32" id="KAPITEL_32"></a>XXXII.</h2>
+
+
+<p>Det var Skik, at Godsherren Juleaften var
+til Stede i Kirken. Det havde rigtignok tidligere
+ogsaa været Skik, at Herskabet var der hver Søndag;
+men siden Banner var kommen hjem fra
+Udlandet, gik han kun i Kirke en Gang om Aaret,
+nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han helt
+vilde bryde med den gamle Skik, der af Bønderne
+næsten betragtedes som Lov og Ret.</p>
+
+<p>Det blev en kold, stjærneklar Frostaften, og
+Vejen over til Kirken laa hvid og blank i Maaneskinnet.
+Judith stod ved Vinduet og ventede paa
+sin Mand, færdig til at tage afsted.</p>
+
+<p>Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"></a></span>
+mod at gaa til Kirken? Kusken kan saa ogsaa
+komme med.»</p>
+
+<p>«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og
+vendte sig om mod ham.</p>
+
+<p>Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han
+betragtede denne Julegudstjeneste som en Tortur,
+en Komedie, han skulde spille til bedste for
+andre, og det pinte ham som en Ydmygelse.
+Hun forstod det saa godt, men hun turde ikke
+berøre Sagen.</p>
+
+<p>Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren
+op bag ved dem.</p>
+
+<p>«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod
+Sædvane opfarende Tone.</p>
+
+<p>«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg
+skulde bære det, mente jeg.»</p>
+
+<p>«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig.
+«Jeg kommer vist ikke til at fryse.»</p>
+
+<p>«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter
+rolig. «Men De skal ikke følge med. Giv mig
+Tæppet.»</p>
+
+<p>Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige
+Opofrelse fra hans Side rørte hende.</p>
+
+<p>De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne
+kimede festlig ned mod dem fra Kirketaarnet,
+stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille,
+kolde Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne,
+og henne ved Indgangen trængtes Folk allerede
+for at komme ind.</p>
+
+<p>Da de naaede Kirkegaardsporten standsede<span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"></a></span>
+Banner, førte ligesom uvilkaarlig Haanden til
+Panden og sagde i en Tone, der formelig dirrede
+af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!»</p>
+
+<p>Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes
+ærbødig og mumledes mangt et glædeligt Jul.
+Banner gik med Hatten i Haanden gennem den
+nysgerrige, ventende Flok.</p>
+
+<p>De gik op gennem Kirken, der var straalende
+oplyst; thi det var en gammel Ret, at dette bekostedes
+af Godsejeren. De naaede de øverste
+Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa
+Døren, hvor Bænkene bar Spor af forhenværende
+unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten i
+Form af udskaarne Hjærter med deres og deres
+udvalgtes Navnetræk, eller Damspil, afridsede paa
+Sæderne. Langs de nøgne Mure hang Votivtavler
+med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende
+Giveren og hele hans Familie, Fader og
+Moder i Midten, tolv&mdash;fjorten Børn i nedadgaaende
+Størrelse til begge Sider og de døde Børn liggende
+foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken
+meget tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel,
+som gamle Erik Banner havde bekostet for at gøre
+sit til at fremme Gudsfrygten hos Menigmand.</p>
+
+<p>Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste
+Krog, som for at unddrage sig de andres Opmærksomhed;
+men Judith sad helt ude ved <span class="sic" title="[sic]">Midtgangen</span>
+og saa op mod Alteret, der straalede af
+Lys. Hun indsugede den festlige Stemning og
+fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og Glæde.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"></a></span></p>
+
+<p>Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker.
+Her havde han siddet som Dreng, stolt som en
+Prins med Verden liggende aaben for sig, her
+havde han siddet med sin unge Brud, fuld af
+Forhaabninger om Lykke, her havde han &mdash;
+smerteligst af alt &mdash; for to Aar siden siddet med
+sin lille nysgerrige, glade Dreng.</p>
+
+<p>Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle
+jublende Julesalme, gik der som et Sæt igennem
+ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst men
+nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han
+tvang sit oprørte Sind til Ro; thi ikke for alt vilde
+han give efter i sine undergivnes Nærværelse.
+Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger
+ind over ham, han bøjede Hovedet og led resigneret.
+«Et Barn er født» sang de jublende. Ja,
+hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt,
+men endnu bedre Spaadommen til Marie:
+«Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd gennemtrænge.»</p>
+
+<p>Men i Judith genfødtes al den Glæde, de
+sang om; for første Gang i mange, mange Aar
+holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud
+for al den Lykke, som var født i hende.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_33" id="KAPITEL_33"></a>XXXIII.</h2>
+
+
+<p>De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme
+Hus, aldrig saa ensomt for ham som netop en saadan
+Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde faaet
+deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen,<span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"></a></span>
+medens Gildet og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen.
+Hvor tomt, hvor tomt det hele!</p>
+
+<p>De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst,
+da de ikke kunde give hinanden noget, som
+de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte
+hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og
+dog syntes Judith denne Aften, at hans Gave var
+et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed.</p>
+
+<p>Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved
+saadanne Lejligheder var gaaet hen og havde
+kysset sin Mand til Tak, som den naturligste
+Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre
+det, nej, ikke om det saa gjaldt hendes Liv. De
+sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun
+mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun
+var glad over hans Nærhed, glad ved at se ham
+og indaande samme Luft som han. Men Banner
+var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken
+om, at de næste Dag vilde faa Gæster, kom
+som en hel Lettelse.</p>
+
+<p>Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.</p>
+
+<p>Han var Mester i Spillet, det eneste han i det
+hele taget brød sig om at spille. Hun spillede
+ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at
+vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været
+hende imod, naar han foreslog et Parti; thi der
+var noget deprimerende, ja formelig ydmygende i
+bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget
+hende kærkomment.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"></a></span></p>
+
+<p>Spillet interesserede Banner. Han plejede at
+lægge sin Plan i Forvejen og gennemføre den
+med stor Overlegenhed. Hun spillede just, som
+han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand,
+daarlig nok til aldrig at kunne ødelægge
+hans Planer. Naar han havde omringet hende,
+bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort
+hendes Forsvar og saa til sidst styrtede sig
+over hende med sit Mat! kunde han triumfere et
+Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde
+<span class="sic" title="[sic]">for fra</span>. Hun havde hadet denne Methode, hans
+Sikkerhed og Triumf havde altid før irriteret hende,
+men denne Aften var det hende en Tilfredsstillelse
+at lade sig overvinde, at anerkende ham som den
+overlegne.</p>
+
+<p>De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners
+Schak! &mdash; Madame! og hans sidste Mat! Saasnart
+Spillet var forbi, stillede han Brikkerne op
+til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og
+Timerne gled. Uformærket forløb Julenatten og
+de spillede stadig. Men til sidst blev Judith træt;
+hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var
+Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed,
+de frugtesløse Forsøg paa at forsvare sig, havde
+udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at være
+ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var
+vegen for en svimlende Træthed.</p>
+
+<p>Klokken slog fire, da han stillede et nyt
+Spil op.</p>
+
+<p>Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"></a></span>
+da hun skulde flytte Bønderne ud, rystede hendes
+Haand. Hans Blik opfangede det og gled fra
+Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og
+saa meget anstrængt ud. Da trak han hurtig sit
+Uhr op og saa studsende paa det.</p>
+
+<p>«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv
+mig min Hensynsløshed,» og med lidt Anger
+over sig selv og Beundring for hende tilføjede
+han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa
+være min Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet
+sammen og rejst sig op; han rakte hende
+nu Haanden til god Nat.</p>
+
+<p>«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,»
+sagde hun sagte.</p>
+
+<p>«Maa jeg takke!» &mdash; han bøjede sig høflig
+&mdash; «ogsaa for Din overordentlige Taalmodighed.»</p>
+
+<p>«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han
+smilende, «vi har jo allerede Julemorgen.»</p>
+
+<p>Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa
+trak han sig tilbage.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_34" id="KAPITEL_34"></a>XXXIV.</h2>
+
+
+<p>Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom
+virkelig den følgende Dag. Den første var en
+korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk
+i Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis
+strøget bag Ørene og et stort Skæg. Hans
+første Entrée satte Judith i ikke ringere Forbavselse
+end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af<span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"></a></span>
+Vognen, omfavnede han Banner i Kuskens og
+Tjenerens Nærværelse &mdash; Banner fandt sig noget
+forlegent i denne Venskabsytring &mdash; og derpaa
+hilste han hende som en god gammel bekendt,
+hvem i Grunden kun særegne Omstændigheder
+havde forhindret i at blive dus med.</p>
+
+<p>«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da
+her tøjret til den nydeligste Tøjrepæl af Verden
+og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske
+sig. Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham
+vel dresseret? De kan tro, han var en forfløjen
+Fyr i sine unge Dage. Ak ja &mdash; det var den
+Tid, man selv var en slank Yngling,» og han
+skottede mistrøstig ned ad sin runde Person.
+«Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille
+Duodezudgave af Menneskeheden &mdash; hvad behager?»
+Og han slog sin Nevø paa Skulderen,
+hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August
+Strøm, Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede
+kun lidt i de tre Alen og ragede et godt
+Stykke op over sin lille Onkel.</p>
+
+<p>Han var et usædvanlig smukt Menneske med
+en prægtig Figur, krøllet brunt Haar, og en lang
+Knevelsbart, med et livsglad, næsten overmodigt
+Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom
+og Styrke i enhver af sine Bevægelser. «Han
+ligner saadan en ung græsk Halvgud,» plejede
+den beundrende Onkel at sige.</p>
+
+<p>Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"></a></span>
+reves med, i Begyndelsen vistnok lidt modvillig,
+af deres Gæsters Munterhed.</p>
+
+<p>«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax
+&mdash; hvad Johan? Men endelig noget bedre, end da
+vi sidste Gang spiste sammen i Paris &mdash; husker Du?
+Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet
+er dækket. Vel min Ven, jeg vil ikke haabe,
+Ænderne ere brændte?»</p>
+
+<p>Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren,
+som havde al sin Velopdragenhed nødig for ikke
+at røbe sin Forbavselse.</p>
+
+<p>«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen,
+saa kan de unge følge <span class="sic" title="[sic]">bag efter</span>.» Og Komponisten
+greb Banners Arm og trak ham med sig, medens
+Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet
+med Arrangementet, fulgte efter med Judith.</p>
+
+<p>«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor
+Du paa, at Du aldrig vilde gifte Dig. Men jeg
+var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg
+sagde: «Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver
+fanget Johan og lagt i Kærlighedens Rosenlænker.<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span>
+Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte Aar
+siden, og hvor længe har Du nu været gift?»</p>
+
+<p>«Syv Aar.»</p>
+
+<p>«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det
+otte Aar siden, han forelskede sig, det vil sige
+samme Aar, som han svor paa, at han aldrig
+vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne.
+Naa Johan, skammer Du Dig?»</p>
+
+<p>«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"></a></span></p>
+
+<p>«Du har for Resten forandret Dig meget.
+Hvor er de sidste Lokker blevne af, og hvorfor
+Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet
+i Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu
+smykker Din Isse.»</p>
+
+<p>«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil
+og strøg sig om sit graanende Skæg.</p>
+
+<p>«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er
+Din Frue, der sætter Dig graa Haar i Hovedet &mdash; eller
+Skægget maa man vel sige.»</p>
+
+<p>«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner
+alvorlig, «Du ved maaske, at jeg har mistet en
+Søn.»</p>
+
+<p>«Ja &mdash; ja,» sagde Hellman med pludselig
+Alvor. «Det vidste jeg og burde have tænkt paa.
+Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel &mdash;»
+Resten forsvandt i en Brummen.</p>
+
+<p>Banner skød sin Stol tilbage og ønskede sine
+Gæster vel bekomme! Dermed blev al videre
+Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde Hellman
+fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod
+sin Nevø til Fruen. Herover følte August Strøm
+sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i hende
+en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog
+kunde hun undertiden sige et og andet, der
+røbede en hos Kvinder usædvanlig Smag og Interesse
+for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke
+mindst dog, fordi han i hende syntes at have
+truffet en af de skønneste Kvinder, han nogen
+Sinde havde set.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"></a></span></p>
+
+<p>Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning,
+og da man drak Kaffe i Dagligstuen, gjorde hendes
+Nærværelse ham næsten begejstret veltalende.</p>
+
+<p>«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,»
+lød da Hellmans muntre Stemme, «for nu vil
+jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han
+sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet
+var godt og nylig stemt, men det blev aldrig benyttet.
+Der var derfor i Begyndelsen noget haardt
+i Klangen, men da Hellman pludselig, efter at
+have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog
+de første mægtige Akkorder i Ouverturen til «Don
+Juan», tabte al Skarphed sig, og Mozarts herlige
+Musik brød som et brusende Væld af Toner frem
+under hans øvede og kraftige Hænder. Nu var
+han ikke længer den joviale, gemytlige Tyksak,
+men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og
+medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang
+han dem ind under sit Spils Fortryllelse.</p>
+
+<p>Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun
+mærkede, hvorledes Musiken berusede hende og
+rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs
+til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet,
+men med Sanserne. Hun droges til ham, den
+livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men
+med hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne
+alene, havde hun ikke formaaet at staa imod, hun
+havde kastet sig for hans Fødder og tilstaaet ham
+den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes
+Stol stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken<span class="pagenum"><a name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"></a></span>
+og den skønne Kvinde, han stod hos, og ved
+Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes
+skikket til at forsvinde i et Aandesyn.</p>
+
+<p>Banner havde lænet sig fremad, hans Arme
+hvilede paa hans Knæ, under de halvsænkede
+Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at
+der var noget i Vejen med hende, at hun ligesom
+var nervøs eller ude af Ligevægt, og han undrede
+sig over, hvad der vel kunde være Grunden dertil.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_35" id="KAPITEL_35"></a>XXXV.</h2>
+
+
+<p>Da Hellman og Strøm om Aftenen traadte
+ind i deres fælles Dagligstue, som laa mellem
+deres Soveværelser, fandt de den opvarmet og
+oplyst. Dette fristede dem til at slaa sig til Ro
+endnu en Times Tid for ved Cigaren at drøfte
+Dagens Indtryk.</p>
+
+<p>«Det forbavser mig,» sagde Strøm, «at finde
+noget saa vidt forskelligt fra, hvad jeg havde
+ventet. Er det virkelig den Fusentast, Du har
+omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke
+en Gang kan tø op i godt Selskab.»</p>
+
+<p>«Ja, han har forandret sig meget, men det
+forbavser egentlig ikke mig. Midt i al Vildskaben
+var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa den
+Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet
+var jeg egentlig den eneste, han omgikkes.
+Og heroppe maa da nødvendigvis sligt udvikle
+sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"></a></span>
+maaske fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed
+for at holde Folk tre Skridt fra Livet.»</p>
+
+<p>«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun
+har næsten overrasket mig endnu mer. Husker
+Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i
+hendes Pigedage og syntes, at hun var temmelig
+ubehagelig og egentlig slet ikke smuk.»</p>
+
+<p>Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en
+Lænestol, men ved Strøms Ord rettede han sig
+og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter.</p>
+
+<p>«Naa, saa <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: du">Du</a> vil være Kender af Kvindehjærtet,
+August? Frøkenens Ord tydede jo netop
+paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer
+vil jo aldrig erkende det andets Skønhed<span class="corr" title="var: ?">.</span>
+Frøken Blight har Teint som en Reseda, følgelig
+ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har
+gult, glat Haar opsat <span xml:lang="fr" lang="fr">à la chinoise</span>, altsaa finder
+hun et lokket, brungyldent Hoved skrækkeligt;
+hendes Øjne minder mig om sammenløben Mælk,
+hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners,
+der jo kan modne sure Stikkelsbær ved et
+eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke, at hun
+var smuk, Banner har altid haft en god Smag.»</p>
+
+<p>«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er
+henrivende, har Du set hendes Næse og hendes
+Hage, og sikken Figur!»</p>
+
+<p>«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse
+saa vigtige Legemsdele som en Næse eller en
+Hage, med mindre de da skulde mangle; men<span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"></a></span>
+for øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er &mdash; ret
+net!» Og Komponisten brast paany i Latter.</p>
+
+<p>«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at
+de lever godt sammen? Der er saadan en forunderlig
+Kulde mellem dem.»</p>
+
+<p>«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman,
+«jeg har observeret, at naar Du opdager ulykkelige
+Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne charmeret
+i Konen. Er Du maaske allerede leveret?»</p>
+
+<p>«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt,
+om hun var bleven ked af denne blaserede,
+<span xml:lang="fr" lang="fr">ci-devant Roué</span>, Gud ved, om hun overhovedet
+nogensinde har vidst, hvad det er at elske.»</p>
+
+<p>«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære
+hende det. Men det skulde Du for Resten være
+lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til
+at spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa
+nok være, at Du ellers kom til kort, naar Du
+prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var
+altid en farlig Mund for Kvinderne.»</p>
+
+<p>«Maaske for ti Aar siden.»</p>
+
+<p>«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.»</p>
+
+<p>«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne,
+magre, skaldede Mand &mdash; &mdash;»</p>
+
+<p>«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse.
+Man skulde virkelig ikke tro, Du var
+Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for Yderlinjer.
+Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at
+ihvorvel han ikke har Din Garderhøjde og Dine
+Bjørnekræfter, er han elegant og smukt skabt,<span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"></a></span>
+hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine &mdash; han
+er mindst lige saa smuk som sin Hustru.»</p>
+
+<p>«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags
+Overdrivelser?»</p>
+
+<p>«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller
+har engang Ret til at betvivle, at Fru Banner
+elsker sin Mand; han er af det Slags Mennesker,
+man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden
+Side ved Du ikke, hvad Skade det uskyldigste
+Kurmageri kan afstedkomme i et Forhold som
+dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit
+Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke
+inden det.»</p>
+
+<p>«Hvad for noget! Har han ikke kendt til
+Lykke &mdash; han, som har været baade rig og smuk
+og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v.
+Det var ellers en underlig Skæbne til at gøre en
+ulykkelig!»</p>
+
+<p>«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig
+heftig og sprang op, «hvori Ulykken ligger.
+Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg
+mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en
+ung, levedygtig Slægt og Stand; vort Blod løber
+rask, vort Mod grænser til Overmod, vort Liv er
+Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt
+Slægt, der <em>har</em> levet og nu kun har sin svundne
+Storhed at leve paa. Naar en Stand eller en Tidsalder
+gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger
+som Banner. Vi sejler med Strømmen
+for fulde Sejl, vi Arbejdere og Kunstnere er Nutidens<span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"></a></span>
+Adel, men han kæmper mod Strømmen og
+Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen,
+men fordi det nu en Gang ligger ham i Blodet.
+Og saa ser han sine Haab briste paa alle Hold.
+Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde.
+Slægten er mærket og dødsdømt, det ved han.
+Se dette er den virkelige Ulykke, og den skal vi
+lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig,
+at jeg kunde elske ham ene og alene derfor.»</p>
+
+<p>«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem
+Hellmans Ord dog virkelig havde gjort noget Indtryk.
+«Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer
+er derefter; men en ung Kvinde!»</p>
+
+<p>«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun
+vilde kunne blive lykkelig derved.»</p>
+
+<p>«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke
+Mærke til, at Din Spøg over deres ægteskabelige
+Forhold generede hende?»</p>
+
+<p>Hellman var atter bleven rolig, han havde
+paany sat sig ned og svarede nu i sin sædvanlige
+muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt af,
+Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham.
+Derimod kunde Dit ungdommelige Sværmeri let
+gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage Dig i
+Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe
+ind i Forhold, man ikke kender og forstaar. Det
+kan synes saa uskyldigt og dog anrette ubodelig
+Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition,
+som man ikke skal pille ved. Det var,
+som om en Fusker vilde korrigere en Mesters<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"></a></span>
+Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa
+vi rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han
+ikke forstaar, hvorledes Dissonantserne hører med
+til Stykkets Karakter.» &mdash; Nu var Hellman kommen
+ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet
+Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører
+til de Kompositioner, man maa vænne sig til; han
+er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at
+forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende,
+men, naar man først har lært den at kende, ubeskrivelig
+tiltrækkende med al sin Smerte, sin Kamp
+og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man
+vil se dybere og dybere i den, man lider ved det,
+man forstaar, men man elsker dog. Ja, Du hører
+nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det samme.
+Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder
+her, er vi to færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde,
+gør Du, det nægter jeg ikke, Du er ung,
+livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa
+ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg
+og Smerte. Nu er jeg træt af at tale og længes
+efter Sengen, behag derfor at trække Dig tilbage
+&mdash; Godnat!»</p>
+
+<p>August Strøm saa op med et Smil og sagde:
+«Sig mig kun Onkel, hvad Musik ligner da hun?»</p>
+
+<p>«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt
+skød sin Nevø ud af Døren, «lad os sige en Fuga
+af Bach. Er Du saa tilfreds?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"></a></span></p>
+
+<p>Efter at den første Tilbageholdenhed og Generthed
+fra Banners Side og den første forcerede
+Lystighed fra Komponistens var overvundet, øvede
+de to forskellige Naturer samme Tiltrækning paa
+hinanden som for mange Aar siden i Udlandet.
+Plebejeren, der ved sit Geni havde svunget sig op
+til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret
+den Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer
+dem, som skylde sig selv alt, droges hemmelig
+til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling og Finfølelse
+saa at sige var medfødte, medens Banner paa
+den anden Side blev tiltrukken af Kunstnerens
+Dygtighed, glade Sind og elskværdige Djærvhed.
+Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig havde
+rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes
+deres gamle Kammeratskab at fødes paa ny.
+Banner var paafaldende forandret, hans Livsaander
+syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra
+sine unge Aar, saadan som Judith aldrig havde
+kendt ham. Han disputerede med Hellman, saa
+Værelserne genlød deraf, de opfriskede Ungdomsminder
+og lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor
+Døren. Hellman havde vendt op og ned paa
+al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden,
+talte til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne
+i Kinden, naar han mødte dem paa Gangene, ja
+han gav endog Banner saadanne respektstridige
+Betegnelser som: Tørvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon
+m. m. Han drillede sin Nevø paa enhver
+tænkelig Maade, og gjorde Løjer med Judith; han<span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"></a></span>
+hørte til de Mennesker, der kan sige og gøre alt,
+uden at fornærme.</p>
+
+<p>Og <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: Ahnbjærggaard">Ahnbjerggaard</a> var som det fortryllede
+Slot i «Tornerose», der er vakt af en hundredaarig
+Søvn. Den genoplivede Prinsesse var Judith, thi
+var Forandringen stor for alt andets Vedkommende,
+var den dog størst for hendes. Endelig elskede
+hun, endelig var Foraaret, Livet og Lykken kommet,
+og Munterheden og Musikken om hende var kun
+en Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for
+det, der opfyldte hende. Hun kunde sidde smilende
+og lade sig vugge ind i glade Fantasier af Musikkens
+Toner, og naar den unge Arkitekt talte
+til hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens
+Herlighed og Lykke, var det som et nyt
+Akkompagnement til alt, hvad hun drømte om,
+det vidunderlige, der skulde komme.</p>
+
+<p>August Strøm havde ikke formaaet at følge
+sin Onkels Raad. Han lod sig Time for Time rive
+mere med af sin Beundring, hans unge Sind overgav
+sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde
+lært hende at kende, just som Forvandlingen foregik,
+da Puppen bristede og hendes længe slumrende
+Kærlighed endelig udfoldede de straalende
+Vinger og jublende steg mod Lyset, da hvert af
+hendes <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: Blik">Blikke</a> talte om Lykke, hvert Smil aandede
+Kærlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det
+alt gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med
+rivende Hurtighed for sine Øjne, og han troede,<span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"></a></span>
+at det var ham, der havde vakt Livet og Kærligheden
+i denne skønne, unge Kvinde.</p>
+
+<p>Hun tænkte slet ikke paa ham, thi for hende
+existerede der kun <em>en</em> Mand i Verden. Hun hørte
+kun paa ham, thi hun holdt af at høre denne Tale
+om Lykke og Skønhed, den passede ind i hendes
+egne Tanker, men ofte lukkede hun Øjnene og
+drømte, at det var en anden, der talte til hende.</p>
+
+<p>Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage,
+hendes Kærlighedsforaar, de første lykkelige Dage
+i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker,
+der var omkring hende og ligesom delte og var
+Vidne til hendes Fryd. Hun fandt Hellman elskværdig,
+prægtig og munter, Strøm behagelig, veltalende,
+begavet. I Virkeligheden havde hun saa
+liden Tanke for dem, at den ene var hende lige
+saa kærkommen som den anden. Sandsynligvis
+vilde hun i disse Dage have fundet endog sin
+Stedfader elskværdig.</p>
+
+<p>Banner kunde ikke undgaa at lægge Mærke
+til den Forandring, der var indtruffen med hans
+Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag
+Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa
+næsten fra Dag til Dag, og hendes Væsen udfoldede
+sig for ham i en hidtil ukendt Skikkelse,
+spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog
+hende hemmelig, han saa hende yngre og smukkere
+end nogensinde, hvad var der foregaaet med hende?
+For faa Dage siden vilde det have været ham ligegyldig,
+han vilde maaske slet ikke have bemærket<span class="pagenum"><a name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"></a></span>
+det; men Hellmans Nærværelse havde kaldt noget
+af hans gamle Jeg til Live, og Interessen for hende
+var vaagnet med det samme. Var det muligvis
+hendes egentlige, inderste Væsen, der nu brød
+frem? En Gang for flere Aar siden havde han tænkt
+sig, at han skulde kunne fremkalde en saadan
+Forvandling hos hende, men al Umage havde været
+spildt. Var det da nu sket paa fire, fem Dage?
+Men hvorledes?</p>
+
+<p>Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen
+kastede sine sidste skarpe Straaler ind mellem
+Træerne, hen over Bygningens Facade. Strøm
+spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur
+ned i Haven for at se paa denne Illumination, og
+hun var strax villig til at følge med. Banner
+stod ved Vinduet og saa efter dem.</p>
+
+<p>Hun gik, indsvøbt i sin Pelsværks Kaabe, ved
+Siden af Arkitekten gennem de af Sneen pudrede
+Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og skænkede
+den øjensynlig ikke en Tanke; deres smukke,
+høje Skikkelser nærmede eller fjærnede sig ubetydelig
+til og fra hinanden, eftersom Vejens Indsnævringer
+bød det. De standsede trods Kulden og Sneen.
+Strøm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig
+stod han der. Og her stod Banner, gammel, graahaaret,
+udlevet, som en Lampe, der er blusset op
+endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes
+saa han sig selv over for de to unge der nede.
+Og ikke som ved et Lyn, der slog ned i ham,
+men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"></a></span>
+to Mennesker elskede hinanden. Som noget, der
+faldt af sig selv, vakte det ej engang hans Vrede.
+Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at der
+var Mennesker, som endnu troede paa saadant
+noget som Lykke og Kærlighed.</p>
+
+<p>Flammen i Lampen sænkedes ganske lavt,
+den var lige ved at slukkes. Han følte sig som
+en Olding. Hans Liv var saa langt &mdash; aa, saa
+langt tilbage, havde ingen Fordringer mere
+for sig selv, ingen Ønsker heller. Og et Nu var
+den Tanke der: «De elsker hinanden, hvorfor skal
+jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glæde
+er forbi, saa lad det hele være forbi. Hvorfor
+trække det længer ud, det sker jo alligevel en Gang,
+og saa gør jeg dog nogen lykkelig her i Livet.»</p>
+
+<p>Nede i Haven bød Strøm Judith Armen for
+at støtte hende paa den glatte Gang. Hun tog
+imod den. Strøm bøjede sig fortrolig ned over
+hende, og hun veg ikke tilbage. &mdash; Det gav et Sæt
+i Banner, da han saa det. Dette var dog for
+meget, for ugenert. Hans Stolthed og Selvfølelse
+blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet.
+Guds Død! Vovede denne Dreng at forelske sig
+i hans, Johan Banners Hustru, at usurpere hans
+Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde
+formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til
+Side som en, man har Lov at bedrage. Han
+gjorde ikke selv Fordring paa hendes Kærlighed,
+men hvor vovede hun at give den til en anden.
+Regnede de paa hans Død? Han var ikke død<span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"></a></span>
+endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev
+ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom
+over ham igen. Hun havde ikke villet bøje sig
+under hans Godhed, nu skulde han ydmyge hende
+ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham
+den, ja hun skulde. Han vilde ikke bebrejde
+hende noget, kun straffe hende ved selve Tilstaaelsen
+om hendes Svaghed. Hans slappe Sjæl
+ansporedes af Tanken. Han vilde ydmyge hende,
+han vilde, han vilde!</p>
+
+<p>Han hørte sig selv udtale disse Ord, der havde
+jaget ham hans hele Liv, og Lyden af dem vakte
+ham til Eftertanke om, hvorfor han egentlig var
+saa vis i sin Sag; det hele kunde jo være Hjærnespind.
+Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise
+ham derom.</p>
+
+<p>Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle
+hans Tanker.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_36" id="KAPITEL_36"></a>XXXVI.</h2>
+
+
+<p>«Vi vil ha' Gilde i Aften,» sagde Hellman,
+«stort Gilde paa fire Personer. Vi burde maaske
+have ventet til Sylvesterdag, men hvem ved, om
+vi lever i Morgen. Nu vil jeg være Festmarschal
+og ordne det hele. Hvad er det nu, Din Tjener
+hedder &mdash; Peter, ikke sandt? &mdash; Saa ringer vi
+paa Peter.»</p>
+
+<p>Tjeneren kom.</p>
+
+<p>«Naa Peter, har De dygtig med Lys og Petroleum
+hjemme?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"></a></span></p>
+
+<p>Tjeneren stod lige indenfor Døren i første
+Position med slapt nedhængende Arme og et ubevægeligt,
+alvorligt Ansigt. Ved Hellmans Ord
+skottede han forsigtig til sin Herre for at læse en
+Bekræftelse i hans Ansigt.</p>
+
+<p>«Naa, svar! Har De?»</p>
+
+<p>«Ja.»</p>
+
+<p>«Godt, saa tænd alle Lamper og Lysekroner,
+Kandelabrer og Lampetter, fyr op i alle Kaminer
+og oplys hele Huset. Derefter dækker De et overdaadigt
+Middagsbord, henter os den bedste Vin
+og overlader saa Resten til os. Har De forstaaet?»</p>
+
+<p>Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt
+Nik betegnede ham, at han havde at adlyde, og
+i næste Nu trak han sig lydløst tilbage med et
+dybt Buk.</p>
+
+<p>«Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal
+tage os for, medens der gøres i Stand til Festen.
+Du har vel Kaner nok til saa stort et Selskab?
+Saa kører vi i Kane!»</p>
+
+<p>Banners Blik havde søgt Arkitekten og Judith,
+der spillede Schak henne i Vinduesfordybningen.
+Hellman maatte gentage sit Spørgsmaal.</p>
+
+<p>«Ja, Kaner har jeg; men de har ikke været
+benyttede i lang Tid.»</p>
+
+<p>«Hvad gør det? Saa trænger de jo netop
+til at røres. Vi maa have Peter frem igen ligesom
+Lampens Aand i «Aladdin». Jeg har en
+Fornemmelse af, at han er en Automat, der<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"></a></span>
+springer frem, naar jeg trykker paa denne Knap.
+Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg
+hjemme vil have Pigen til at gøre noget, maa jeg
+gennemløbe en hel Skala af blide og rørende
+Toner: «lille Stine, søde Stine, rare Stine,» og
+saa kommer hun endda ikke altid. &mdash; Men der
+har vi Peter. &mdash; To Kaner i Orden! Kanetæpper,
+Klokkespil og Bjælder, Fjertoppe, Kanenet, Piske,
+Kaaber, Pelse, Bjørneskind o. s. v.!»</p>
+
+<p>Og Peter forsvandt atter.</p>
+
+<p>«Jeg vilde ønske Johan, at Du vilde opdrage
+min Stine. Hun er mit Livs eneste Sorg. Hvorledes
+det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig forstaaet
+at sætte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet,
+kan Du ikke lære mig det?»</p>
+
+<p>Banner svarede ikke, hans Blik havde atter
+søgt de spillende, og Hellman opgav at faa Svar
+paa Spørgsmaalet for denne Gang.</p>
+
+<p>Efter en halv Times Forløb holdt Kanerne
+for Døren.</p>
+
+<p>«Vi er nu to Damer,» sagde Hellman, «Fru
+Banner og jeg. Vil Du køre for Din Kone Johan?»</p>
+
+<p>«Tak, jeg vil gærne være Din Kavaler.»</p>
+
+<p>«Gud &mdash; tør jeg?» læspede Hellman. «De
+maa i alt Fald love mig ikke at benytte Dem af
+Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig,
+skriger jeg.»</p>
+
+<p>Banner stod allerede bag paa Kanen i sin
+store Forværkspels, med Tømmerne i den ene og
+en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen<span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"></a></span>
+foran dem sad Judith tilbagelænet, og bag hende
+stod Strøm med en høj Pelshue paa sit krøllede
+Hoved, med Tømmerne løftede højt og Pisken
+knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder.</p>
+
+<p>«Kør forsigtig,» raabte Banner i en næsten
+bydende Tone, og saa fløj Kanerne ud af Porten.</p>
+
+<p>«Han er en prægtig Fyr, ikke sandt?» spurgte
+Hellman.</p>
+
+<p>«Jo &mdash; naar han bare vilde køre med lidt
+Maadehold. Han kender ikke Hestene, og de er
+bange for Klokkerne. Kan han styre et Par
+Heste?»</p>
+
+<p>«Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set
+det Spand Heste, han ikke kunde magte. Sikken
+Ungdom og Kraft &mdash; hvad? Vi to gamle bliver
+helt misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder
+af ham, som var han min egen Søn.»</p>
+
+<p>De kørte langs ad de hvide Veje og saa ud
+over det udstrakte, snedækte Landskab. Langt
+borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved
+Vejkanten bøjedes under deres bløde Byrde, nu
+og da gled et Stykke ned og spredtes som Dun i
+Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod Sædvane
+ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt;
+bag den hævede fjærne Bakkestrøg sig i blaagraa
+Fortoninger.</p>
+
+<p>«Hvor langt gaar din Ejendom?» spurgte
+Hellman.</p>
+
+<p>«Saa langt som Du kan se, helt over til
+Skoven der,» sagde Banner, idet han med Pisken<span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"></a></span>
+beskrev en stor Bue ud over det hele. «Alt dette
+er mit.»</p>
+
+<p>« Ja, Du er lykkelig,» svarede Hellman gennemrislet
+af en behagelig Følelse ved Tanken om en
+saadan Rigdom. «Naa,» fortsatte han, slaaende
+over i en anden Tonart, «lad os saa se til Vintersæden,
+den maa staa fordømt godt, for Vinter
+har vi da nok af.»</p>
+
+<p>Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder
+og ned i Sneen. De fløj afsted med klingende
+Bjælder, hurtig som Vinden, og dog stadig i samme
+Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om
+Banner gærne vilde indhente den.</p>
+
+<p>«Se det kalder jeg Liv,» udbrød Hellman,
+«det er <em>det</em>, jeg længes efter, naar jeg sidder og
+kukkelurer derovre i København. En Herremands
+Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker
+over alt, hvad Du kan overse; af Dig afhænger
+Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa sker det,
+Du taler, saa staar det der. Du kender ingen
+Modstand, ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din
+egen Vilje, for hvilken alt bøjer sig.»</p>
+
+<p>Da tænkte Banner paa Judith, og medens hans
+Hjærte fyldtes af Magtglæde ved den andens Ord,
+følte han, at der dog var <em>et</em> Forhold, hvori hans
+Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander,
+han endnu ikke havde kunnet bøje.</p>
+
+<p>De kom til en Korsvej, hvor Strøm efter
+Judiths Ønske vendte Kanen; den fløj forbi
+Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter,<span class="pagenum"><a name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"></a></span>
+hørte deres muntre Tilraab, saa var de
+atter langt borte. Hans Vilje hidsedes paany,
+han vilde herske, ogsaa der, som alle andre
+Steder. Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte.
+Solen var i Færd med at gaa ned, dens
+sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rødme
+under deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste
+rødgule over til det violette og blygraa, efterhaanden
+som den straalende Kugle forsvandt bag
+de fjærne Skove og Højder.</p>
+
+<p>«Ønsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det
+i Opfyldelse,» sagde Hellman.</p>
+
+<p>«Saa gid da &mdash;» udbrød Banner, men standsede
+midt i Sætningen.</p>
+
+<p>«Det var snedig ønsket; det gaar nok i Opfyldelse!
+Nej, jeg ønsker, at Maden maa staa paa
+Bordet, naar vi kommer hjem.»</p>
+
+<p>Nu hævede Gaarden sig for dem som et Fepalads,
+gennem de Hundreder af Ruder strømmede
+Skæret fra Lysekronerne ud imod dem.</p>
+
+<p>«Naa, er det nu ikke kønt? Ja, var jeg ikke
+Komponist, tror jeg, jeg vilde være Godsejer. Det
+maa dog være ganske behageligt.»</p>
+
+<p>Den anden Kane var alt inde i Gaarden.
+Strøm stod i Sneen og klappede den store Hund,
+som mod Sædvane venlig sprang op ad ham.
+Judith lænede sig til Stentrappens Gelænder og
+talte med ham, Staldkarlen var beskæftiget ved
+de dampende Heste.</p>
+
+<p>Banner kastede Tømmerne til Karlen, sprang<span class="pagenum"><a name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"></a></span>
+ned fra sit Sæde og kaldte med en let Fløjten
+Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at den lod
+sig kærtegne af andre.</p>
+
+<p>Salene og Stuerne, fra de største til de
+mindste, var oplyste og opvarmede; det var en
+smuk Suite af Værelser, og Hellman gik igennem
+dem, gnidende sig i Hænderne og nydende al den
+Luxus, Skønhed og Komfort, der omgav ham.
+Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med
+dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer ombølgede
+ham, smaa Sølvskaale med Røgelse, som
+hang ned foran Ilden, udbredte en svag Duft;
+Tæpperne var saa bløde, at hans Fødder sank
+ned i dem. Gammeldags, rigt udskaarne Møbler
+vexlede med elegante, moderne Salonstykker;
+Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske
+Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde,
+skøntformede Skaale og Opsatser mødte Øjet,
+hvorhen man saa. Heller ikke paa sjældne og
+kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den
+tarvelig vante Mand nød Indtrykket af alt dette; han
+var endog saa fortabt i Beskuelsen, at han glemte
+Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen
+og sagde: «Naa Hellman, Dit Ønske er opfyldt,
+Maden staar paa Bordet. Maa jeg have
+den Ære.» Og han førte ham med stor Højtidelighed
+til Bords.</p>
+
+<p>Et Bord, som funklede af Sølv og sleben
+Krystal, af Frugter, Blomster og fint Porcelæn.
+Banner havde givet Ordre til at fremsætte det<span class="pagenum"><a name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"></a></span>
+kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for
+at fremvise det, men fordi han vidste, det vilde
+glæde hans Gæst. Hvor Hellman svælgede i alt
+dette! «Jeg elsker Pragt,» sagde han, «jeg vilde
+gærne i det mindste en Gang om Aaret spise paa
+Sølv, selv om det saa kun var et Kyllingeben og
+en Mundfuld Kompot.»</p>
+
+<p>Men her var noget mere ved denne Fest,
+som Banner gav for sin Ungdomsven. Opvartningen
+gik lydløst, selv Hellman undlod at give
+Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Følelse
+af, at det ikke vilde være passende. Vinen perlede
+i Glassene, Stemningen var animeret, og muntrest
+af alle var Husets Frue, bedaarende i sin Skønhed,
+ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om.
+Arkitekten sad ved Siden af hende, gennemildnet
+af Beundring; hun forekom ham som en Skønhedens
+Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik
+eller Tanke fra hende. Ogsaa Banner spøgte og
+lo, men han tabte ikke sin Hustru og hendes
+unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans
+Livsfølelse, anspændte hans Sanser; hun syntes
+ham skønnere, mere attraaværdig end nogen Sinde
+før, og nu var hun maaske i Færd med uigenkaldelig
+at tabes for ham. Det skulde ikke ske,
+ikke med hans gode Vilje.</p>
+
+<p>Stemningen steg. Hellman havde forvundet
+sit første højtidelige Indtryk, holdt humoristiske
+Taler og opfriskede gamle Historier. Banner supplerede
+dem og glemte sig hverken som Ven eller<span class="pagenum"><a name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"></a></span>
+Vært. Strøm blev mere og mere betagen af Situationen,
+Vinen og den skønne Kvinde ved hans
+Side, og holdt en begejstret Tale til Skønhedens
+Pris. Aldrig havde disse gamle Mure været Vidne
+til et saa livfuldt Gæstebud. Man rejste sig fra
+Bordet med hedere Kinder og hurtigere Pulsslag
+og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbød til
+stille nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en
+Lænestol og stirrede tilsyneladende tankeløst frem
+for sig. Judith sad ogsaa tilbagelænet i sin Stol
+og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og
+da tilhviskede hende, medens han stod bøjet over
+Stolens Ryg, indaandende Duften fra hendes Haar
+og Dragt og stedse viljeløsere givende sig hen i
+sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort
+Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som
+han plejede at gøre det efter Middagsbordet. Han
+greb nogle Akkorder og gjorde nogle Løb som for
+at samle sig, og saa begyndte han at spille. De
+andre sad tavse og lyttende; aldrig havde han
+spillet saa skønt og beaandet som nu.</p>
+
+<p>Det var, som om hans Spil fortalte om al
+den Higen og Længsel, et Menneske kan betages
+af. Et skærende sørgmodigt Ledemotiv vendte tilbage
+atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig;
+et Øjeblik løftede det sig atter vildt og
+heftig som til en fortvivlet Bøn, et Raab om Hjælp,
+og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse;
+men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa
+blød, saa højtidelig, at man næppe vovede at trække<span class="pagenum"><a name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"></a></span>
+Vejret, stedse mere opløftende og gribende, indtil
+den endte som en jublende Lov- og Takkesang
+fra et Kor af salige, forløste Aander.</p>
+
+<p>Hellman sad et Øjeblik stille, efter at han
+havde ophørt at spille. «Det er,» sagde han sagte,
+«et Brudstykke af mit Oratorium «Dommedag».
+Saaledes tænker jeg mig det, naar Sjælene paa
+Dommens Dag, da alt aabenbares, lærer at kende
+det Værk, hvorpaa de her i Jordelivet blindt har
+arbejdet, naar al <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Jordlivets">Jordelivets</a> Higen, Kamp og Smerte
+til sidst opløser sig i en Lov- og Takkesang for
+det fuldendte Værk.»</p>
+
+<p>Der blev ikke svaret. Banner havde hele
+Tiden under Spillet siddet tavs og med lukkede
+Øjne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der
+syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med
+dets Skuffelser, Tvivl og Kamp indtil denne Tid,
+da de oprørte Vande var stilnede, dog ikke til
+lykkelig Fred, men til kold, livløs Ro. Da Musikken
+gengav de saliges Jubel, reves han et Øjeblik
+med af denne Stemning, der lysnede et Haab,
+et Ønske i ham, om at der endnu maatte være
+noget tilbage for ham at leve for, en eller anden
+uberegnet Lykke, der paa ny kunde give hans Liv
+Indhold, og som naturligt var, kom han til at
+tænke paa Judith og sit Forhold til hende. Da
+jog der igennem ham en snærende, pinende Smerte,
+en Blanding af Vrede og Skinsyge &mdash; han saa op
+&mdash; der var de igen sammen, hinanden saa nær,
+som om han ikke existerede. Nej, dette var for<span class="pagenum"><a name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"></a></span>
+galt, det vilde han dog ikke taale, saa heller Krig,
+om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt
+derved.</p>
+
+<p>For Judith havde Musikken indeholdt en rig
+Forjættelse, der fyldte hende med Fryd og Forvisning;
+det var jo hele hendes Kærligheds Historie,
+og den sluttede med en jublende Tak. Hvor
+lidet tænkte hun dog paa den unge Mand, der
+stod bag hendes Stol og drømte om at tage hende
+i sine Arme og føre hende bort i Triumf.</p>
+
+<p>«Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske
+fra 30erne, Du lovede os,» lød Hellmans Stemme,
+og dermed hævedes Fortryllelsen for dem alle.
+Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede,
+men da havde kun Hellman det rette Humør; Judith
+var hensunken i Drømmerier, og Banner syntes
+urolig eller utaalmodig.</p>
+
+<p>Klokken slog ti. «Nu bryder vi op for i
+Aften og saa Tak for Dagen, Banner, jeg skal
+længe mindes den.»</p>
+
+<p>Hellman var lidt træt af den lange Køretur,
+det rigelige Maaltid og den svære Vin. Hans Nevø
+var gærne bleven lidt længere, men Komponisten
+trak ham med sig, enten han vilde eller ej.</p>
+
+<p>Da de var borte, saa Judith sig endnu engang
+rundt i Værelset med den vemodige Følelse,
+hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes;
+derpaa bøjede hun sig let for sin Mand og sagde
+god Nat. Han bemærkede det næppe, han var i
+heftig Kamp med sig selv.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"></a></span></p>
+
+<p>Hun gik hen mod Døren for at ringe paa
+Tjeneren, som skulde bringe Værelserne i Orden,
+da hørte hun hans Trin bag sig, og i det
+samme greb han Haanden, hun rakte frem for at
+ringe. Hun foer sammen ved Berøringen, vendte
+sig og saa forundret paa ham.</p>
+
+<p>«Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par
+Ord med Dig, om Du behager.» Han var aabenbart
+i Forlegenhed med, hvorledes han skulde udtrykke
+sig.</p>
+
+<p>Hun gik tilbage i Værelset, men hun mærkede,
+at hendes Knæ rystede, og hun støttede sig
+til en Stol.</p>
+
+<p>«Du er bleven saa forandret i disse Dage.»
+Ordene kom stødvis og meget tvungent. Han
+havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede
+nu foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod
+sig glide ned i Stolen.</p>
+
+<p>«Du er jo selv meget forandret,» svarede hun
+sagte.</p>
+
+<p>«Det lader sig let forklare, det er Hellmans
+Skyld. Men hvad har forandret Dig?» Det usikre
+i hans Stemme var nu borte, den var skarp og
+lidt bydende som sædvanlig.</p>
+
+<p>«Det muntre Selskab, antager jeg.»</p>
+
+<p>«Virkelig? Jeg tror det ikke.» Nu hvilede
+hans Blik fast og inkvisitorisk paa hende. «Jeg
+har, som Du ved, haft god Lejlighed til at studere
+Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer
+en Kvinde sig ikke uden dybere Aarsag.» Han<span class="pagenum"><a name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"></a></span>
+standsede atter uvis om, hvorledes han skulde
+fortsætte, saa kom det uventet, ligesom med et
+Spring: «Elsker Du?»</p>
+
+<p>Hun blev ligesom lammet. «Hvorfor spørger
+Du?» sagde hun et Øjeblik efter tungt, klangløst.</p>
+
+<p>«Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret;
+jeg er ikke skinsyg, lige saa lidt som Du nogen
+Sinde har været det, men det kunde interessere
+mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har
+knyttet Dig til mig. Elsker Du, eller rettere, er
+Du forelsket i &mdash; ham, Strøm?»</p>
+
+<p>Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde
+kun forekomme hende latterlig, hun havde ikke
+drømt, ikke anet, at det var dertil, han sigtede.
+Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil.</p>
+
+<p>«Hvad forpligter mig til at svare derpaa?»</p>
+
+<p>«Det, at jeg <em>vil</em> det; jeg ønsker at vide, om
+det er dette, der har forvandlet Dig, om Du,»
+føjede han spodsk til, «endelig har nedladt Dig til
+at elske nogen.»</p>
+
+<p>«Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille
+Din Nysgerrighed.»</p>
+
+<p>«Du <em>skal</em>!» sagde han endnu mere heftig.
+«Jeg forlanger det som Din Ægtemand. Du kan
+være rolig, jeg skal hverken blive vred eller skinsyg,
+men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa
+mig det.»</p>
+
+<p>«Nej, jeg gør ikke, Du kommer ingen Vegne
+paa den Maade. En Mand kan forlange meget
+af sin Hustru, som hun ikke tør nægte ham;<span class="pagenum"><a name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"></a></span>
+men hendes Sjæls inderste Tanker, dem beholder
+hun som sin Ejendom, og dem fravrister ingen
+hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen
+Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.»</p>
+
+<p>Han vidste det, og det æggede ham, og hendes
+Trods og Skønhed æggede ham endnu mere.
+Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede
+Vilje voxede ved at tørne mod dette ubøjelige.
+Han greb hende om Haandleddet og trak
+hende tæt hen til sig, idet han saa hende stift i
+Øjnene; men han manglede Ord, der kunde give
+Befalingen Kraft og tvinge eller skræmme hende
+til at lystre. Han havde kun sit fattige: «Du <em>skal</em>
+sige mig det, jeg raader Dig til at gøre det, hvis
+Du &mdash; hvis Du ikke vil angre det. Du <em>skal</em> &mdash;
+jeg <em>vil</em> have det.»</p>
+
+<p>Uden at han vidste det, knugede han fastere
+om hendes Haandled, men hun agtede ikke derpaa;
+hun gengældte hans Blik fast og rolig og
+svarede koldt: «Du vil maaske en Gang faa det
+at vide, men ikke, naar Du spørger mig saaledes.»</p>
+
+<p>Hans Træk slappedes, hans Ansigt fik sit vante
+Udtryk, hans Hænders Greb løsnedes og han traadte
+et Par Skridt tilbage: «Undskyld min Heftighed,
+jeg har forløbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over
+for en Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig
+Smerte.» Han bukkede for hende og gik, gik, for
+at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da hans
+Heftighed havde lagt sig, ærgrede han sig over det
+hele Optrin, der ikke havde bragt ham Maalet et<span class="pagenum"><a name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"></a></span>
+Skridt nærmere. Saa blussede Heftigheden atter
+op i ham: «Hun skal, hun skal tvinges, hvad
+det saa end skal koste!»</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_37" id="KAPITEL_37"></a>XXXVII.</h2>
+
+
+<p>Judith gik ikke i Seng, hun satte sig i en
+Lænestol og overlod sig til sine Tanker. Hun saa
+paa sit Haandled, der bar Mærker af hans Heftighed,
+og hun smilte ved Synet: «Var det muligt,
+var han da skinsyg, hvad andet kunde denne uvante
+Heftighed betyde? Han maatte være skinsyg; saa
+var hun ham altsaa ikke ligegyldig.» Man tror
+lettest det, man gærne vil tro, og nu paatrængte
+den Tanke sig hende: «Sæt, at han kunde komme
+til at elske mig! Ak, skete det, da skulde hele
+mit Liv blive viet ham til Gengæld.» Hidtil havde
+hun næppe tænkt sig Muligheden deraf, men den
+sidste Times Hændelser havde givet hende et Haab
+derom, der nu blev stærkere og stærkere, et Haab
+om, at den Kærlighed, han havde næret for Erik,
+kunde blive overført paa hende. «Blive skinsyg
+paa dette ubetydelige Menneske! Jeg ved jo
+næppe, hvorledes han ser ud. Forelsket i denne
+Arkitekt, naar man er gift med ham!» Hun
+maatte atter smile.</p>
+
+<p>Men turde hun bruge denne Skinsyge mod
+ham &mdash; og burde hun? Hun vidste det ikke.
+Der var kommet en Følelse hos hende af, at hendes
+Livs Lykke nu var hende ganske nær, og at<span class="pagenum"><a name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"></a></span>
+det kun gjaldt om at gribe den. Men om hun
+nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den
+helt. &mdash; Han var gaaet vred fra hende. Turde
+hun atter vække denne Vrede? Hvad skulde hun
+dog gøre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste
+den Lykke, der syntes hende saa nær? Den pinligste
+Frygt og Uvished greb hende. Hun turde
+ikke tale til nogen, ikke spørge nogen til Raads.
+«Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man
+kunde betro sin Sag!» Men hun havde forlængst
+opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og
+dog &mdash; hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa
+Kærlighed og Lykke, og saa var de alligevel til
+&mdash; om der nu over hende var en Gud, der holdt
+hendes Skæbne i sin Haand og havde besluttet:
+«Lad hende ydmyge sig og komme til mig, saa
+skal jeg ogsaa nok hjælpe hende».</p>
+
+<p>Da randt det gamle Salmevers hende i Minde:</p>
+
+<div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">Befal Du Dine Veje<br /></span>
+<span class="i0">og al Din Hjærtesorg<br /></span>
+<span class="i0">til hans trofaste Pleje,<br /></span>
+<span class="i0">som bor i Himlens Borg.<br /></span>
+<span class="i0">Han, som kan Stormen binde<br /></span>
+<span class="i0">og lede Bølgen blaa,<br /></span>
+<span class="i0">han kan og Vejen finde,<br /></span>
+<span class="i0">hvorpaa Din Fod kan gaa.<br /></span>
+</div></div>
+
+<p class="noindent">Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert
+Ord forekom hende at være skrevet for hende.
+Ak, om hun nu i fuld Fortrøstning kunde lægge
+sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde
+ikke troet paa ham i mange, mange Aar. Og dog<span class="pagenum"><a name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"></a></span>
+&mdash; hendes seneste Liv havde jo været en fortsat
+Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette
+sidste Skridt? Hun bedækkede Øjnene med sine
+Hænder: «Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg skal
+gøre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er
+der en almægtig og barmhjærtig Gud, saa beder
+jeg Dig, gør Du Kastet for mig!»</p>
+
+<p>«Er der?» var det den rette Maade at bede
+paa? Hvis han nu var der og straffede hende for
+hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske
+været en Straf, fordi hun havde dynget Trods
+paa Trods og aldrig ydmyget sig, og nu var den
+sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knække
+hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn,
+hun skulde følge det og aldrig mere svigte.</p>
+
+<p>Først hen paa Morgenstunden faldt hun til
+Ro, hun sov i Lænestolen og vaagnede først, da
+Solen faldt ind i hendes Værelse, Sylvesterdags
+blege Sol, som kæmpede mod det hendøende Lysskær
+fra hendes Lampe.</p>
+
+<p>Hun var utilpas og frøs, hun klædte sig om
+og tog et Bad, men var stadig lige mat og nedslaaet.
+Hun tænkte først paa at gaa ned til
+Frokost Klokken elleve, men da det kom til
+Stykket, turde hun ikke. Hun vilde tage sig et
+eller andet for, thi hun holdt ikke ud at gruble
+længer. Det faldt hende ind, at hun skulde
+skrive til sin Moder, hun havde skrevet hyppigere
+og venligere til hende i den senere Tid; men
+om alt det, der nu bevægede hende, kunde hun<span class="pagenum"><a name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"></a></span>
+ikke skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad
+stirrende ud over de hvide Marker, over Haven,
+hvor Rimen hang som Koraller i Træerne og
+funklede i Solskinnet.</p>
+
+<p>Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun
+tog imod.</p>
+
+<p>Hendes Tanker søgte strax ham; hun rejste
+sig med et Sæt: «Hvem &mdash; min Mand?»</p>
+
+<p>«Nej, det er Sognepræsten.»</p>
+
+<p>«Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer
+vel i Fattiganliggender. Spørg, om det ikke kan
+vente.» &mdash; Men saa betænkte hun sig, hun turde
+ikke undlade at hjælpe nu, da hun selv saa
+haardt trængte til Hjælp.</p>
+
+<p>«Nej, hør! Han kan godt blive. Bed ham
+gaa ind i den lille Salon, jeg skal strax komme.»</p>
+
+<p>Pastor Bang var en Mand af den gamle
+Skole, der havde saadan sin egen humane Maade
+at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede
+han ubetinget paa gode Gerningers og et hæderligt
+Livs saliggørende Kraft, nærede en urokkelig
+Tro paa Guds Barmhjærtighed og mente, at Menneskene
+ikke var saa uhelbredelige Syndere, som
+det i Almindelighed antoges. Derfor paastod Nabopræsterne,
+baade Grundtvigianerne og den indre
+Missions Mænd, der ellers ikke var enige om
+noget som helst, at han ødelagde sin Menighed.
+Det være nu, som det vil; Pastor Bang var lige
+saa elsket af sine Undermænd som agtet af sine
+Overmænd. Han havde en Lidenskab, det var<span class="pagenum"><a name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"></a></span>
+hans Sogns Vel. Han kunde gøre hvad som
+helst, hvis der var Udsigt for ham til at skaffe
+sine Sognebørn en eller anden Fordel i Retning
+af et Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende.
+Det var hans Ærgerrighed at gøre sit Sogn rigere,
+mere lykkeligt i saa Henseende end Nabosognene,
+muligvis for paa denne Maade at imødegaa de
+andre Præsters Ringeagt for ham som Rationalist
+og «Kødmenneske».</p>
+
+<p>Hos Banner var han altid velset, især i den
+senere Tid, da Fruen havde faaet en Iver og Interesse
+for Sognets Anliggender, der frydede den
+gamle Menneskevens Hjærte. Judith havde aldrig
+overfor ham lagt Skjul paa sin Vantro, men han
+modtog alligevel hendes Hjælp med Tak, og sagde
+ikke, at hun til Trods for sin Godgørenhed var
+fordømt. Han besværede hende aldrig med Omvendelsesforsøg
+eller lignende, han mente, at sligt
+vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv sørge
+for. Naar han besøgte Judith, var det næsten
+altid kun for at tale om rent verdslige Sager, om
+at sende Hjælp til denne eller hin trængende,
+eller for at bede godt for en Husmand, der var
+kommen i Restance med Afgifterne. Han gik
+aldrig forgæves, og derfor mente han i sit Hjærtes
+Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller
+anden Maade maatte være kristen, siden hun
+handlede som saadan.</p>
+
+<p>Judith modtog ham endnu mere forekommende
+end sædvanlig. Hun hørte paa hans Fortælling<span class="pagenum"><a name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"></a></span>
+om Jens Peter, der havde stjaalet Brænde i Skoven
+og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg
+og ude af Stand til at skaffe Brødet, medens
+Manden sad, kort om al den Elendighed, en Overtrædelse
+af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige
+Love kan bringe over en hel Familie.</p>
+
+<p>«Jeg skal hjælpe dem,» svarede hun venlig, «de
+Stakler skal da ikke lide for den enes Forseelse.
+Men saaledes er det ofte; den jordiske Retfærdighed
+kan undertiden synes lidt tvivlsom.»</p>
+
+<p>«For vort korte Syn,» tilføjede Præsten.</p>
+
+<p>«De mener, at Retfærdigheden vil ske Fyldest
+i Himlen.»</p>
+
+<p>«Nej, jeg mener tværtimod, at den fuldt ud
+sker Fyldest her paa Jorden. Man taler saa
+meget om ustraffet Slethed, om uopdagede Forbrydelser.
+Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer
+sig selv, og faar Samfundet ikke Lejlighed til at
+kræve Forbryderen til Regnskab, skal hans onde
+Samvittighed nok gøre det. Nej, Verden og Menneskene
+er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som
+styres af en algod Gud, maa der findes meget
+godt, meget smukt og meget retfærdigt.»</p>
+
+<p>«Har De Tid,» udbrød hun med en pludselig
+Indskydelse, «vil De høre mig og raade mig, jeg
+er maaske lige saa trængende som Deres fattigste
+Sognebarn.»</p>
+
+<p>Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over
+Præstens Ansigt. Var Guds Time nu maaske
+slaaet?</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"></a></span></p>
+
+<p>«Om jeg vil &mdash; hvor kan De spørge?»</p>
+
+<p>«De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hører til
+de troende.»</p>
+
+<p>En svag Hovedbøjning.</p>
+
+<p>«Men der kommer Øjeblikke i ens Liv, da
+man trænger til kraftigere Hjælp end den, man
+kan yde sig selv, saa vender man sig om efter
+guddommelig Hjælp.»</p>
+
+<p>«Jeg har hørt det samme før.»</p>
+
+<p>«Men kan en Tro, som man kun griber til af
+Nødvendighed og Trang, hvad der egentlig er
+Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse,
+kan den tages for gyldig?»</p>
+
+<p>«Jeg tror det &mdash; ja. Om den er aldrig saa
+svag, naar den blot er oprigtig, er jeg vis paa,
+at den barmhjærtige Gud, for hvem al vor Gerning
+er Svaghed, vil tage den for gyldig.»</p>
+
+<p>«Og hvis et Menneske, der stadig havde
+vendt sig fra Gud, kom til ham i sin Nød og
+bad om Hjælp, vilde han saa blive bønhørt?»</p>
+
+<p>«Ja &mdash; jeg tror, at Gud vilde bønhøre enhver,
+der om end aldrig saa sent kom til ham
+og bøjede sig for ham.»</p>
+
+<p>«Bøjede sig &mdash; altid skal man bøje sig.»</p>
+
+<p>«Ja Frue, thi det at bøje sig, enten det er for
+Forholdene og bære dem paa rette Maade, eller
+for Menneskene og heller taale end gøre Uret,
+eller for Gud og rolig lægge alt i hans Haand,
+forekommer mig at være Indbegrebet af al Levevisdom.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"></a></span></p>
+
+<p>«Resignere med andre Ord.»</p>
+
+<p>«Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre
+eller opnaa, det er den Fred, som staar i
+Modsætning til den evige, utilfredsstillede Higen
+hos dem, som kun følger deres egne Lyster.»</p>
+
+<p>«For at naa en saadan Lykke behøves der
+ingen Gud.»</p>
+
+<p>«Han belønner Resignationen.»</p>
+
+<p>«Men der gives en anden Lykke, en højere
+og saligere, nemlig naar den Higen og Tragten,
+der er det bedste, det naturligste i Mennesket,
+tilfredsstilles &mdash; det nytter Dem ikke at tale derimod,
+thi jeg ved det &mdash; sig mig, hvis jeg nu
+vendte mig til Deres Gud og bad ham skænke
+mig denne Lykke, vilde han saa bønhøre mig?»</p>
+
+<p>Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale
+om Resignation vilde være spildt, han indskrænkede
+sig til at spørge: «Er De vis paa, det er en
+sand Lykke?»</p>
+
+<p>«For mig er det den højeste. Hvis den blev
+mig skænket, skulde hele mit Liv blive en Tak
+til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa
+meget om en Sjæl, at han vil give mig denne
+Lykke til Gengæld?»</p>
+
+<p>«Hvis han ikke mener, at det modsatte
+snarere vil føre Deres Sjæl til ham.»</p>
+
+<p>«Sig ikke «hvis». I dette Øjeblik maa De
+give mig noget bestemt. Der er den ene Vej for
+mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjæl
+være frelst. Tror De, han gør det?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_240" id="Side_240" title="[S. 240]"></a></span></p>
+
+<p>«Jeg kender ikke hans Beslutninger.»</p>
+
+<p>«Men De ved,» svarede hun næsten bønfaldende,
+«om Gud førhen har gjort noget saadant,
+om han bryder sig saa meget om en
+Menneskesjæl.»</p>
+
+<p>«Det gør han visselig.»</p>
+
+<p>«Og naar jeg nu bøjer mig for ham, naar
+jeg nu erkender min Ringhed, naar jeg nu beder
+ham om Hjælp, vil han saa hjælpe mig?»</p>
+
+<p>Præsten grundede en kort Tid. Saa løftede
+han Hovedet og saa paa hende: «Jeg tror, at De,
+hvis De beder Gud om Hjælp, ikke vil bede forgæves,
+selv om Deres Bøn er meget svag og
+Deres Tro ringe, ja, jeg tror det.»</p>
+
+<p>«Jeg stoler paa Deres Ord,» udbrød hun
+med funklende Øjne. «Jeg vilde klynge mig til
+et Halmstraa nu.»</p>
+
+<p>Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham
+Haanden: «Dersom jeg bliver lykkelig, saa stol
+paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der staar
+i min Magt for ogsaa at gøre alle om mig
+lykkelige.»</p>
+
+<p>Han trykkede hendes Haand hjærtelig, bukkede
+og gik. Da han var borte, stod hun en Tid hensunken
+i sine Tanker. Saa gik hun hen og
+laasede Døren.</p>
+
+<p>Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet
+for at sætte sig i den kastede hun sig paa Knæ
+foran den og begyndte med Hovedet støttet i sine
+Hænder at bede &mdash; men bestandig med Forbehold:<span class="pagenum"><a name="Side_241" id="Side_241" title="[S. 241]"></a></span>
+«Hvis Du er til, om Du hører mig» &mdash; thi
+inderst i hendes Hjærte laa stadig Tvivlen. Saa
+forskrækkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad
+paa ny, ganske vist uden dette «hvis» paa Læben,
+men stadig med det i Hjærtet. Nej, hun kunde
+ikke bede. Hun mærkede, at Tankerne gled fra
+Bønnen, hun kunde ikke styre dem, ikke samle
+sig i Inderlighed, træt og slap som hun var efter
+den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank
+dybere; hun saa sin Mand, hørte hans Stemme,
+og hun rakte Armene ud og bad til ham, bønfaldt
+ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende,
+at elske hende fra nu og til evig Tid. &mdash; Hun
+vaagnede op af sin Døs og forfærdedes over, hvad
+hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine
+Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte
+paa ny sin Bøn. Og endelig lykkedes det hende
+at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes
+at bøje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der
+holder Verdener i sin Haand.</p>
+
+<p>«Du, der gør det umulige muligt, giv mig
+dette ene. Du, der er saa rig og god, giv mig
+det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjæl,
+som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede,
+skal blødgøres af Lykken og ydmyges under Din
+ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil, giv
+mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker
+mig. Lad mig høste det, jeg ikke saaede, lad
+mig vinde, hvad jeg ikke attraaede; jeg fortjener
+det ikke, men jeg skal stræbe at gøre mig fortjent<span class="pagenum"><a name="Side_242" id="Side_242" title="[S. 242]"></a></span>
+dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror,
+det er det, saa udfør det. Udslet af min Bevidsthed,
+hvad jeg var daarlig nok til at tro paa,
+at jeg selv bestemmer og har bestemt min Skæbne,
+at hver Handling drager en ny med sig, saa det
+hele bliver en ubrydelig Kæde af Konsekvenser,
+som jeg selv har knyttet. Lær mig, at Din er
+Magten og Æren i al Evighed. Amen!»</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_38" id="KAPITEL_38"></a>XXXVIII.</h2>
+
+
+<p>Man havde for længst spist Frokost, da Judith
+kom ned i Dagligstuen. Hendes Hjærte bankede,
+da hun aabnede Døren; hun vidste næppe, om
+det var en Lettelse eller en Skuffelse, da hun
+traf Hellman ene i Stuen. Banner var reden ud,
+Strøm var gaaet ned til Kirken for at aftegne
+de udskaarne Egetræsdøre paa Herskabsstolene.
+Hellman lagde Bogen, hvori han læste, fra sig ved
+hendes Indtrædelse.</p>
+
+<p>«God Morgen, Frue! &mdash; Solen kommer noget
+sent paa Himlen i Dag, synes mig.»</p>
+
+<p>Hun smilte og trak en Stol hen til Kaminen
+lige over for ham. «Og De sidder her ganske
+ene? Man kan just ikke sige, vi behandler vore
+Gæster hensynsfuldt.»</p>
+
+<p>«Aa, Banner sørgede for min Underholdning,
+inden han forlod mig,» &mdash; og han pegede paa
+Bogen.</p>
+
+<p>«Hvad er det for en Bog?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_243" id="Side_243" title="[S. 243]"></a></span></p>
+
+<p>«Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man
+kan lære alle de raffinerede Maader at kende,
+hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige
+Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man
+har Valget imellem at flaas som Marsyas eller
+lægges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller spændes
+over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt
+vanskeligt.»</p>
+
+<p>«Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt
+i de gamle Sagn.»</p>
+
+<p>«Det har De Ret i,» sagde Hellman alvorligere,
+«jeg kender baade Tantaloser, Sisyphoser og
+Ixioner, og glæder mig over, at jeg ikke deler
+deres Skæbne, men lever tilfreds og fornøjet med
+min egen mere beskedne Lod.»</p>
+
+<p>«Det er vanskeligt altid at kunne være tilfreds
+med den.»</p>
+
+<p>«Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa
+to Maader her i Livet, nemlig ved at &mdash;»</p>
+
+<p>«Resignere,» faldt Judith ham i Talen.</p>
+
+<p>«Aa nej &mdash; slet ikke, det er noget, Præster
+og Filosofer har hittet paa. Nej, ved at udrette
+noget og ved at elske nogen rigtig inderlig og
+uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar
+aabne for enhver.»</p>
+
+<p>Hun blev ligesom lidt bange ved at komme
+ind paa dette Æmne. Hun drejede af og sagde:
+«Apropos, hvad foretrækker De saa, de græske
+eller nordiske guddommelige Straffemaader?»</p>
+
+<p>«Naar galt skal være, de nordiske,» svarede<span class="pagenum"><a name="Side_244" id="Side_244" title="[S. 244]"></a></span>
+Hellman. «Sagen er, at Ixion ligger dernede
+alene paa sit Hjul, og ingen rækker ham en
+Finger til Hjælp; men hos Loke staar Sigyn mild
+og kærlig.»</p>
+
+<p>Blodet skød op i Judiths Kinder; hun anede,
+hvad der vilde komme.</p>
+
+<p>«Beundrer De Sigyn saa meget?» spurgte hun
+blot for at sige noget.</p>
+
+<p>«Ja, sandelig gør jeg det. Se, Loke elsker
+hende ikke, og siger hende maaske næppe et
+taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og
+trofast for at skaane ham for Smerten, saa meget
+hun formaar.»</p>
+
+<p>«De mener maaske, at Sigyns Liv er det
+rette Sindbillede paa Kvindens Liv, at vi er til
+for at tjene og ofre os for Manden?»</p>
+
+<p>«Nej, slet ikke,» sagde Hellman med større
+Munterhed, «jeg hører ikke til dem, der fordrer
+Kvindens Underkuelse, men hvor jeg træffer ren
+og offerberedvillig Kærlighed, det være sig hos
+Mand eller Kvinde, der bøjer jeg mig i Ærbødighed
+og siger: den lykkelige, der kan nære en saadan
+Følelse.»</p>
+
+<p>«De burde heller sige: den lykkelige, som
+er Genstand derfor.»</p>
+
+<p>«Vil De hellere være den fattige, som maa
+modtage, end den rige, der kan give?»</p>
+
+<p>Hun vilde slaa det hen i Spøg: «Hvorledes
+kan <em>De</em> tale om alle disse smukke Følelser, De,
+der selv har helliget Dem den ugifte Stand.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"></a></span></p>
+
+<p>«Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu
+elsker andre end mig selv. Jeg elsker August
+f. Ex., skønt Gud skal vide, det er en noget egen
+Maade, han gengælder denne Kærlighed paa. Han
+gaar bare og tænker paa at bortgive sit Hjærte
+til enhver blaaøjet Skønhed, han møder, og saa
+er han oven i Købet saa grusom at tage mig med
+paa Raad, hver Gang han agter at bortskænke
+dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan jeg
+ikke lade være at holde af ham.»</p>
+
+<p>«Det er i alle Tilfælde en stor Lykke at blive
+elsket saaledes.»</p>
+
+<p>«Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem
+jeg inderlig kunde ønske en saadan Kærlighed;
+Mennesker, hvis egen Kærlighedskilde ganske vist
+synes udtørret, fordi den aldrig har faaet nogen
+rigtig Næring. Mennesker, der har været Offer
+for deres Forældres Forfængelighed, for deres
+elskedes Troløshed, for deres Venners Egoisme
+og Havesyge. Jeg har kendt saadanne Mennesker,
+men desværre ikke staaet dem nær nok til at
+kunne blive noget for dem. Havde det været
+Tilfældet, skulde de have faaet hele min Kærlighed;
+thi de trænger til den.»</p>
+
+<p>«Uden Gengæld?» spurgte hun sagte.</p>
+
+<p>«Gengæld &mdash; fordrer sand Kærlighed Gengæld,
+fordrer sand Kærlighed noget som helst?
+Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at
+man ikke skal gnie med den og kun give <em>en</em>
+Mønt ud for at faa en anden igen. Den, der<span class="pagenum"><a name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"></a></span>
+har sand Kærlighed i sig, trænger til at dele den
+ud med rund Haand og har let ved at glemme
+Stolthed og Fordringer i Glæden over at kunne
+skænke Lykke og Velsignelse.» Han havde talt sig
+op i formelig Begejstring, som han stundom kunde
+det. Hun sad og saa paa ham, og hans varme
+Tro paa Kærlighedens Almagt betog ogsaa hende.</p>
+
+<p>«Men selv om en saadan Kærlighed blev tilbudt,
+vilde den saa blive modtagen?»</p>
+
+<p>«Vil den sultne spise, vil den tørstige drikke,
+vil den febersyge gærne finde Hvile &mdash; vilde Loke
+maaske ikke helst være fri for Giften, der dryppede
+ham i Ansigtet? &mdash; Ja, De ser, kære Frue, mit
+Livs Bestemmelse er egentlig at være Præst, og
+var jeg bleven det, skulde jeg nok hver Søndag
+have tordnet over Evangeliet: «Det er saligere at
+give end at tage.»»</p>
+
+<p>«Det er et smukt Ord.»</p>
+
+<p>«Og et sandt oven i Købet.» Han rejste sig:
+«Gud ved for Resten, hvor August bliver af. Han
+fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole, at
+han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad.
+For jeg skulde da aldrig tro, at en
+agerdyrkende Sirene har forlokket ham. «En voldsom
+Uro griber nu mit Hjærte»,» deklamerede den
+lille Mand og slog sig pathetisk for Brystet.</p>
+
+<p>«Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke &mdash;»</p>
+
+<p>«Noget Barn? Jo, min Frue, det er han
+netop. Jeg maa være i Hælene paa ham og holde
+Formaningstaler til ham uophørlig, ellers gør han<span class="pagenum"><a name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"></a></span>
+dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar
+ud og ser efter ham?»</p>
+
+<p>«Aldeles ikke.»</p>
+
+<p>«Tak! De forstaar &mdash; et Moderhjærte &mdash; og
+det eneste Lam!»</p>
+
+<p>«Jeg troede næsten,» sagde Judith, da han
+var ved Døren, «at De holdt lige saa meget af
+min Mand som af Deres Nevø.»</p>
+
+<p>«Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden
+at holde af ham?» spurgte Hellman, men gik inden
+Spørgsmaalet besvaredes.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_39" id="KAPITEL_39"></a>XXXIX.</h2>
+
+
+<p>Hun gik op og ned ad Gulvet i den heftigste
+Sjælekamp. Hun holdt begge Hænder mod Panden,
+tæt knugede, ligesom for at dulme en stærk
+Smerte.</p>
+
+<p>Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert
+falsk Haab, hvormed hun havde bedraget
+sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke
+kunde elske. Saalænge hun var ene om at tænke
+dette, havde hun formaaet at døve Tanken, hun
+havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn,
+men da den udtaltes af en anden, kunde hun ikke
+længer tvinge den fra sig. Hun vaandede sig
+under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke
+lidt saa meget derved; men den sidste Nat havde
+saa levende foregøglet hende den attraaede, ubeskrivelige
+Lykke, og Samtalen med Præsten og<span class="pagenum"><a name="Side_248" id="Side_248" title="[S. 248]"></a></span>
+Bønnen havde ligesom givet hende Forvisning om
+Muligheden derfor, hvor forfærdeligt var det saa
+ikke nu at opdage, at det dog alt var en Illusion.
+Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de,
+at hun alligevel skulde elske ham, skænke ham
+sin Kærlighed &mdash; og hvorfor? Fordi det var
+saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde
+ikke forstaa det. «Jeg skulde gaa til ham og tilstaa
+ham min Kærlighed uden at fordre Gengæld,
+tilstaa, tilbyde ham en Kærlighed, som han ikke
+gengælder, ydmyge mig, kun fordi han trænger til
+Kærlighed. Nej, jeg kan det ikke.»</p>
+
+<p>Men atter steg den drømte, den attraaede
+Kærlighedslykkes Billeder op i hendes Sjæl og
+fristede hende. «Om de andre nu dog tog fejl,
+om al min Kærlighed alligevel kunde kalde hans
+til Live. Er det da saa forfærdeligt at ydmyge
+sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig
+og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg
+kaste mig for hans Fødder. Men selv gaa til
+ham og maaske møde hans kolde, hoverende
+Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker
+ham. Han vilde maaske haane min Sjæls dyreste
+Hemmelighed, hvis jeg røbede den. Lad saa heller
+alt blive som førhen, lad mig resignere, nøjes
+med at se og høre ham og lad ham saa tro sig
+ikke elsket, lad ham tørste ved Siden af Kilden,
+lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen
+rækker en Haand ud for at hjælpe ham. Ak,
+nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa, hvad<span class="pagenum"><a name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"></a></span>
+kan jeg, hvad skal jeg dog gøre?» Hun stod ved
+Vinduet med Panden trykket mod Vinduesstolpen
+og Hænderne knugede om Hovedet, som om hun
+frygtede for, at Hovedet skulde sprænges og Tænkeevnen
+svigte.</p>
+
+<p>Der lød Hovslag i Gaarden, og Banner red
+langsomt ind ad Porten. Tøjlen hang løs om
+Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa
+Banner sad bøjet, næsten sammensunken. Det
+bydende i hans Væsen var i dette Øjeblik ganske
+borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og
+livstræt over ham.</p>
+
+<p>Da udbrød hun pludselig højt: «Jo, jeg kan
+gøre det, jeg kan ofre ogsaa min Stolthed for
+denne trætte, bedrøvede, ulykkelige Mand, jeg kan
+ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end
+aldrig vilde være kommen til mig; thi jeg elsker
+ham, aa, saa ubeskrivelig, saa ufattelig!»</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_40" id="KAPITEL_40"></a>XL.</h2>
+
+
+<p>Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet.
+Judith var for optagen af en eneste
+Tanke til at kunne underholde de andre. Banner
+lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil.
+Var nu denne Tilbageholdenhed og Tavshed
+en Følge af hendes saarede Stolthed eller maaske
+af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at
+der undertiden var noget sky og frygtsomt i hendes
+Blik. Var hun bange? Og han pintes af en<span class="pagenum"><a name="Side_250" id="Side_250" title="[S. 250]"></a></span>
+prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa
+Løsning paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm
+var urolig. Hvad betød hendes Tavshed, var hun
+vred paa ham, eller var hun maaske bange for
+at røbe sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet
+noget mellem hende og hendes Mand. Banners
+mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle
+ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning
+maaske var rigtigst.</p>
+
+<p>Hellman alene havde tilsyneladende bevaret
+sin joviale Gemytlighed; dog vilde en skarp Iagttager
+have bemærket, at ogsaa han stundom glemte
+Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed
+snart paa Banner snart paa Husets unge Frue.
+«Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes, Banner?
+Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for
+højeste Ret.» Banner svarede ikke, han tumlede
+stadig med samme Tanke. Havde han overrumplet
+hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en
+Gang længtes efter, da han virkelig skulde faa
+Lejlighed til at ydmyge hende? Tanken behagede
+hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede
+deraf, der endnu var tilbage. Men paa den anden
+Side. Hvis hun nu overlistet af hans Skarpsyn
+blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa
+sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa
+vundet derved? Var det da ikke et Nederlag saa
+vel for ham som for hende? Nej, gid han havde
+hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog
+ikke skyldig. Gid hun paa en eller anden Maade<span class="pagenum"><a name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"></a></span>
+kunde overbevise ham om, at han havde taget
+fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde
+dog ikke miste hende, det sidste, der gav hans
+Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa
+var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu
+en Gang prøve Styrke med hende, han skulde vel
+ikke atter komme til kort. Da de rejste sig fra
+Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme,
+følte han, at den rystede; samtidig hvilede hendes
+Øjne med et forunderlig ængsteligt Udtryk paa
+ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig
+og hviskede, medens han beholdt hendes Haand
+i sin: «Jeg vil tale endnu en Gang med Dig, nu
+i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.»</p>
+
+<p>Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen
+gik kun trevent. Da Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse
+var fastsat, følte hun en Angst, ikke fordi
+hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse
+Angst, man faar, naar et alvorligt og afgørende
+Skridt skal tages og ikke længer kan opsættes.
+Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige
+mig», genlød i hendes Øre, og hun prøvede at
+gøre det, at forme de Ord, hun skulde sige, men
+det var hende umuligt. Hellman gjorde Kraftanstrængelser
+for at muntre Selskabet. Hans Midler
+var just ikke de fineste. Blandt andet fik han
+den Ide at behandle sin Nevø som et lille Barn.
+Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld
+Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte
+døje.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"></a></span></p>
+
+<p>«Ikke drikke for megen Vin, August. Du
+ved, smaa Drenge kan ikke taale det. Din Moder
+bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa
+Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn
+godt» o. s. v.</p>
+
+<p>Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille
+i Stedet for at gaa ind paa Spøgen, og viste temmelig
+tydelig sin Ærgrelse.</p>
+
+<p>«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse,
+vent til Du kommer op paa Dit eget Værelse,»
+og saa lo Hellman atter, ja selv Banner
+gik ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke
+skænke for meget i Din Nevøs Glas, Vin og Kærlighed
+gaar let Ungdommen til Hovedet,» hvorefter
+han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.</p>
+
+<p>Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige
+og trøstede sig med, at Judith dog ikke syntes
+at finde Behag i den Maade, hvorpaa han blev
+behandlet.</p>
+
+<p>Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde:
+«Nu skal August i Seng. Sig nu pænt god Nat
+og Tak for i Dag.»</p>
+
+<p>«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith,
+der blegnede, da hun følte det afgørende
+Øjeblik nærme sig.</p>
+
+<p>«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et
+Kvarter endnu; tak for det, min Dreng.»</p>
+
+<p>Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens
+langsomme Gang &mdash; tretten Minutter, ti,
+fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen<span class="pagenum"><a name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"></a></span>
+kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der
+ikke befandt sig vel, naar han kom for sent i
+Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage ham
+med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige
+«pænt god Nat». Han vendte sig mod Judith og
+rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes kold
+og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk
+i hendes blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som
+bragte hans lønlige Haab til at blusse op stærkere
+end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med
+sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker
+mig, jeg er vis derpaa, men hun er bange og lider
+derunder.» Hans ungdommelige Hjærte svulmede
+ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde
+lært at elske, var bleven erobret af ham i mindre
+end syv Dage.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="KAPITEL_41" id="KAPITEL_41"></a>XLI.</h2>
+
+
+<p>Da Hellman og hans Nevø var borte, betragtede
+hun forventningsfuldt sin Mand. Han troede,
+at hun var bange, og det forvoldte ham en hemmelig
+Nydelse, han havde da altsaa i det mindste
+faaet Bugt med hendes Selvsikkerhed. Øjeblikket
+var gunstigt, nu skulde hun tvinges til Oprigtighed
+med det onde eller med det gode, hun <em>skulde</em>
+aabne sig for ham.</p>
+
+<p>Han standsede foran hende og saa paa hende.
+Hun mødte hans Blik med et ubeskriveligt Udtryk
+af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord, kun
+et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men<span class="pagenum"><a name="Side_254" id="Side_254" title="[S. 254]"></a></span>
+hendes tilsyneladende Svaghed fristede ham til at
+bruge Haardhed, og han spurgte skarpt:</p>
+
+<p>«Elsker Du denne Dreng?»</p>
+
+<p>Hun svarede ikke.</p>
+
+<p>«Jeg vil vide det. For mit Navns og min
+Æres Skyld fordrer jeg at faa det at vide.»</p>
+
+<p>«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette
+Dit Navn eller Din Ære.»</p>
+
+<p>Han vidste, at det var sandt.</p>
+
+<p>«Jeg har Ret til at forlange det som Din
+Husbond og Herre.»</p>
+
+<p>«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede
+hun sagte. Hvis han blev ved i denne Tone,
+hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen?</p>
+
+<p>«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny
+næsten ude af sig selv.</p>
+
+<p>«Har Du da virkelig Interesse for mig eller
+mine Følelser?»</p>
+
+<p>Da tog han sig sammen, han følte, han var
+gaaet for vidt: «Hør mig,» sagde han mildt og
+satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg spørger,
+fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager
+fejl, hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede
+mig fra Begyndelsen af ved Din Kulde, Din
+Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed Du
+nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du
+interesserede mig, fordi jeg vidste, Du var ulykkelig,
+fordi jeg anede, at der bag Din Kulde og
+Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring
+for alt, hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede,<span class="pagenum"><a name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"></a></span>
+men som jeg alligevel dybest i mit Hjærte beundrede
+og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere
+at kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men
+Du undveg mig bestandig. Det æggede mig og
+drev mig til at opbyde alt for at naa mit Maal.
+Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg
+kunde vende og krænge Dig alt efter mit Behag.
+Det lykkedes mig ikke, og det var vistnok heldigt,
+thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde
+jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om
+det, jeg saa ivrig efterstræbte. &mdash; Du ser, jeg er
+aabenhjærtig, og jeg vil vedblive dermed. Da Erik
+blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den
+Tid, han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende
+Kærlighed til Barnet. Da han døde, vendte jeg
+mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men
+bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav
+jeg alt. Jeg var for træt til længer at efterstræbe
+noget; jeg troede mig aandelig død, og mente, at
+ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for
+mig. Jeg længtes dog stadig mod Dig, men Du
+kom mig aldrig i Møde. &mdash; Saa fik vi Gæster og
+jeg oplivedes atter &mdash; maaske kun for at slukkes
+helt, naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du
+forvandledes under dette Besøg. Jeg saa pludselig
+det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde haabet
+at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg
+maatte da sige mig selv, at det var kaldt til Live
+af en anden. Denne Tanke pinte mig, maaske
+kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over,<span class="pagenum"><a name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"></a></span>
+at en anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde
+kæmpet for i Aar. Jeg vilde gerne tro, at jeg tog
+fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig derfor
+om at ende den, men ikke engang <em>det</em> vilde Du,
+ikke engang saa meget kunde jeg opnaa af Dig.</p>
+
+<p>Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din
+Kærlighed, jeg har ingen Ret dertil, jeg, der kun
+har levet for mig selv, maa ikke vente noget af
+andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg
+virkelig har tabt, om jeg skal lade dette Haab
+følge alle de andre brustne Illusioner. Beder jeg
+Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette,
+kun at ville have Vished om sit Nederlag, for ikke
+at fortsætte en tom Tilværelse. Vil Du gøre saa
+meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har næret
+andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig,
+om det er kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene
+er tilovers, men endogsaa i Vejen for andres
+Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig
+mig, om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om
+Du elsker, om Du elsker &mdash; ham?»</p>
+
+<p>Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed,
+fordi han havde gjort hende Tilstaaelsen
+saa let. Naar han var saaledes, saa blød, saa
+ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham
+alt. Og det skulde gøres nu strax, han skulde
+ikke et Øjeblik længer tro paa sit Nederlag. Fordi
+han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres
+til Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han
+kunde vente og haabe.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"></a></span></p>
+
+<p>«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned
+foran ham paa Gulvet og knælede ved hans Fødder.
+«Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet, elsker
+en Mand højere end noget andet i Verden, højere
+end mig selv, elsker saaledes, at jeg aldrig vil
+kunne ophøre dermed, saa længe jeg lever. Men
+ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig
+elsker jeg og elskede jeg, jeg tror fra første Gang,
+jeg saa Dig. Men da Du syntes at spotte mig,
+bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den
+i de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede
+den. Vidste Du, hvor jeg led, medens Erik
+levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa vilde
+Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede
+Dig. Først lang Tid efter har jeg selv forstaaet
+det. Den Gang gjorde den stadige Lidelse
+mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom
+til mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min
+Smerte og Fortvivlelse. Jeg stødte Dig fra mig.
+Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret, blev
+jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed,
+fordi Du atter var bleven saa kold og
+fremmed.</p>
+
+<p>Det var <em>mig</em>, som tog Dit Billed, og jeg har
+kysset det Tusinder af Gange. En Nat, da jeg
+blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg
+mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du
+levede, og da jeg følte den ubeskriveligste Glæde
+derover, indsaa jeg, at Modstand var umulig, og jeg
+overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den<span class="pagenum"><a name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"></a></span>
+Dag blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du
+har set hos mig. Hvor kunde Du tro, at jeg
+kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke
+paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din
+Hustru. Nu skænker jeg Dig den Kærlighed, Du
+ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over, at
+Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt,
+Du har gjort mig lykkelig, Dit Liv er ikke spildt,
+Du har lært mig at elske, Du er ikke ene, thi Du
+har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig.</p>
+
+<p>Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg
+haaber inderlig, inderlig endnu at kunne være
+noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har
+et Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa,
+at Du har gjort det lykkeligt for en anden. Og
+tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte mine Pligter,
+at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa
+længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver
+mig, at Du tager mod min Kærlighed, saa haaber
+og ønsker jeg intet mere.»</p>
+
+<p>Hun var skøn, som hun laa der foran ham.
+Men han løftede hende ikke op i sine Arme, han
+hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et
+Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa
+træt, saa udlevet, at han slet intet formaaede, intet
+haabede, intet brød sig om. Men lidt efter lidt
+lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for
+sin egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham.
+Og som det gaar i Æventyrene, naar Trylleordet
+udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes syntes nu<span class="pagenum"><a name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"></a></span>
+ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over
+hans Liv, at opløse sig ved hendes Ord. Den
+gled som en Byrde af hans forpinte Sjæl, som en
+svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes
+formelig, at han sank hen i den blide, velgørende
+Træthed, der følger paa en overstaaet heftig Lidelse.
+Han var elsket, saaledes som han havde smægtet
+efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld,
+uden Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som
+dog stod ham nærmest af alle.</p>
+
+<p>Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun
+mene, hvad hun sagde; forstod hun, at hun <em>ofrede</em>
+sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.</p>
+
+<p>Da hun tav, sagde han langsomt og blidt:
+«Ved Du, hvad Du siger og gør, husker Du, at
+jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden,
+et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig
+vil kunne gøre fuld Gengæld for Din Kærlighed?
+Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit Liv lidt
+Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da
+er jeg endnu saa egenkærlig» &mdash; han smilte svagt
+&mdash; «at jeg tager mod Din Kærlighed, skønt jeg
+ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har
+fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster;
+til dem hører jeg. De opnaar intet. Kunde
+de kun en <em>Gang</em> elske en anden højere end sig
+selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det
+ikke. Ikke engang mit Barn elskede jeg fuldt ud
+for dets egen Skyld, men kun som mit genopstandne
+Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde<span class="pagenum"><a name="Side_260" id="Side_260" title="[S. 260]"></a></span>
+have kunnet elske, da var det Dig, men jeg var
+for fordærvet allerede den Gang, jeg lærte Dig at
+kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed.
+Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og
+foragte mig? Vil Du virkelig ødsle Dit Hjærtes
+varme Kærlighed paa mig for dermed at formilde
+Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke
+kan det, da giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har
+lært mig lidt af det, der hedder at opofre sig, men
+jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min Egenkærlighed.»</p>
+
+<p>Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som
+Hellman havde brugt: «Det er saligere at give end
+at tage.»</p>
+
+<p>«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig
+ønske det anderledes. Min Husbond, Du ved ikke,
+hvilken Lykke det er at elske!»</p>
+
+<p>Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem
+sine og lagde dem paa sin hede Pande, trykkede
+dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa
+sagte lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede
+han dem gentagne Gange, og det var første Gang
+i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne
+Hyldest.</p>
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
+<ul>
+<li><a href="#rett_1">s. 11</a>: forskellige[forskjellige] religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal.</li>
+<li><a href="#rett_2">s. 26</a>: engang Junisolens klare Straaler formaaede[formaaade] at</li>
+<li><a href="#rett_3">s. 29</a>: Den nedgaaende Sol glødede i[glødede] dens Hundreder af</li>
+<li><a href="#rett_4">s. 46</a>: Det var en Morgen i August[Avgust]. Høstsolen skinnede</li>
+<li><a href="#rett_5">s. 46</a>: af Haven, derfra[der fra] kunde man se udover de</li>
+<li><a href="#rett_6">s. 80</a>: ham[bam] formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte Vognen</li>
+<li><a href="#rett_7">s. 99</a>: Savn og Ubehageligheder[Uhehageligheder], til en smilende</li>
+<li><a href="#rett_8">s. 101</a>: havde de saa at bebrejde[bedrejde] hende? Misundte de</li>
+<li><a href="#rett_9">s. 116</a>: den ska'[ska] kun bruges til det samme. Og so meget</li>
+<li><a href="#rett_10">s. 152</a>: Tilfælde konsulterer[konsulerer] en anden Læge. Jeg er bange</li>
+<li><a href="#rett_11">s. 208</a>: «Naa, saa Du[du] vil være Kender af Kvindehjærtet,</li>
+<li><a href="#rett_12">s. 214</a>: Og Ahnbjerggaard[Ahnbjærggaard] var som det fortryllede</li>
+<li><a href="#rett_13">s. 214</a>: hendes Blikke[Blik] talte om Lykke, hvert Smil aandede</li>
+<li><a href="#rett_14">s. 227</a>: arbejdet, naar al Jordelivets[Jordlivets] Higen, Kamp og Smerte</li>
+</ul>
+</div>
+
+
+
+
+
+
+
+
+<pre>
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Judith Fürste, by Adda Ravnkilde
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FÜRSTE ***
+
+***** This file should be named 39510-h.htm or 39510-h.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/3/9/5/1/39510/
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This file was produced from images
+generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
+at http://adl.dk)
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License available with this file or online at
+  www.gutenberg.org/license.
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation information page at www.gutenberg.org
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
+North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
+contact links and up to date contact information can be found at the
+Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit www.gutenberg.org/donate
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+
+</pre>
+
+</body>
+</html>
diff --git a/39510-h/images/cover.jpg b/39510-h/images/cover.jpg
new file mode 100644
index 0000000..9ec0c98
--- /dev/null
+++ b/39510-h/images/cover.jpg
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..b6dd1fd
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #39510 (https://www.gutenberg.org/ebooks/39510)