diff options
| author | Roger Frank <rfrank@pglaf.org> | 2025-10-14 20:12:57 -0700 |
|---|---|---|
| committer | Roger Frank <rfrank@pglaf.org> | 2025-10-14 20:12:57 -0700 |
| commit | 467f23feb333c6899a745497e39d892e38302627 (patch) | |
| tree | 1d9ab18c47965bbf66c13586a6d2eba0413337d7 /39507-h | |
Diffstat (limited to '39507-h')
| -rw-r--r-- | 39507-h/39507-h.htm | 7124 | ||||
| -rw-r--r-- | 39507-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 42995 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 39507-h/images/logo.png | bin | 0 -> 22642 bytes |
3 files changed, 7124 insertions, 0 deletions
diff --git a/39507-h/39507-h.htm b/39507-h/39507-h.htm new file mode 100644 index 0000000..306c254 --- /dev/null +++ b/39507-h/39507-h.htm @@ -0,0 +1,7124 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> + <title>Støv og stjærner, by Knud Hjortø; an eBook from Project Gutenberg</title> + <style type="text/css"> + /* <![CDATA[ */ + +h1,h2,h3,h4,h5,h6 { + text-align: center; + clear: both; +} +h1, h2 { + page-break-before: always; + padding-top: 2em; +} +h1 { + padding-bottom: 2em; + page-break-after: always; +} +.trnote h2 { + padding-top: .5em; +} + +p { + text-align: justify; + margin: 0 auto; + text-indent: 1em; +} +p.center { text-indent: 0; } + +hr { + width: 33%; + margin: 2em auto; + clear: both; +} + +table { + margin-left: auto; + margin-right: auto; + border-collapse: collapse; + text-align: center; +} +ol, ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } + +.pagenum { + /*visibility: hidden;*/ + color: #999; + position: absolute; + left: 92%; + font-size: smaller; + text-align: right; + font-style: normal; + font-variant: normal; + font-weight: normal; + text-transform: none; + text-decoration: none; + letter-spacing: normal; + text-indent: 0; +} /* page numbers */ +a[title].pagenum:after, .pagenum a[title]:after { content: attr(title); } + +.center { text-align: center; } +.smaller { font-size: 75%; } +.larger { font-size: 180%; } +.huge { font-size: 250%; } + +/* Images */ +img { border: 1px solid black; } +.nobord { border: none; } + +.figcenter { + margin: auto; + text-align: center; +} + +/***/ + +.front { + padding-top: 2em; +} +.front p { + text-align: center; + margin-top: .75em; + margin-bottom: .75em; + text-indent: 0; +} + +.trnote { + font-family: sans-serif; + font-size: 90%; + background-color: #ccc; + color: #000; + border: black 1px dotted; + margin-top: 1em; + padding: 1em; +} +.trnote ul li { list-style-type: none; } + +.toc td { text-align: center; font-family: serif; font-weight: bold; font-size: 110%; } + +.topmarg, .front .topmarg { margin-top: 2em; } + +hr.pagebreak, hr.partbreak { width: 65%; margin-left: 17%; } +hr.chapbreak { width: 45%; margin-left: 27%; } +hr.tb { width: 25%; margin-left: 37%; } +hr.partbreak, hr.chapbreak { margin-bottom: 4em; visibility: hidden; } +hr.partbreak { page-break-after: always; } + +a.corr { text-decoration: none; /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ } + +/* Screen-dependent settings */ +table.toc { width: 100%; } +.gesperrt { letter-spacing: .2em; margin-right: -.2em; font-style: normal; } + +@media screen { + body { margin: auto 10%; } + p { margin: .75em auto; text-indent: 0; } + .front { padding-top: 0; } + + hr.pagebreak, hr.partbreak, hr.chapbreak, hr.tb + { margin-left: auto; visibility: visible; } + + em { letter-spacing: .2em; margin-right: -.2em; + font-style: normal; font-weight: normal; + font-variant: normal; text-decoration: none; } + + .trnote { margin: 2em 15%; } + table.toc { width: auto; margin: 0 auto; } + .toc .makewide:before, .toc .makewide:after { content: "\b7"; } +} + + /* ]]> */ + </style> + </head> +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Støv og Stjærner, by Knud Hjortø¸ + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Støv og Stjærner + +Author: Knud Hjortø¸ + +Release Date: April 22, 2012 [EBook #39507] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STØV OG STJÆRNER *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur +at http://adl.dk) + + + + + + +</pre> + + + +<h1>Støv og Stjærner</h1> + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2> +<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning +er i øvrigt bevaret. +En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret +sidst i bogen.</p> + +<h3>Indhold</h3> + +<table class="toc" summary="Indholdsfortegnelse"> +<tr><td><a href="#KAPITEL_1" class="makewide">I</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_2" class="makewide">II</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_3" class="makewide">III</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_4" class="makewide">IV</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_5" class="makewide">V</a></td></tr> +<tr><td><a href="#KAPITEL_6" class="makewide">VI</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_7" class="makewide">VII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_8" class="makewide">VIII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_9" class="makewide">IX</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_10" class="makewide">X</a></td></tr> +<tr><td><a href="#KAPITEL_11" class="makewide">XI</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_12" class="makewide">XII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_13" class="makewide">XIII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_14" class="makewide">XIV</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_15" class="makewide">XV</a></td></tr> +<tr><td><a href="#KAPITEL_16" class="makewide">XVI</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_17" class="makewide">XVII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_18" class="makewide">XVIII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_19" class="makewide">XIX</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_20" class="makewide">XX</a></td></tr> +<tr><td><a href="#KAPITEL_21" class="makewide">XXI</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_22" class="makewide">XXII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_23" class="makewide">XXIII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_24" class="makewide">XXIV</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_25" class="makewide">XXV</a></td></tr> +<tr><td><a href="#KAPITEL_26" class="makewide">XXVI</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_27" class="makewide">XXVII</a></td></tr> +</table> +</div> + + +<div class="figcenter"> +<img alt="Bogomslag" src="images/cover.jpg" width="350" height="523" /> +</div> + + +<hr class="partbreak" /> + +<div class="front"> +<p class="larger">KNUD HJORTØ</p> + +<p class="huge">STØV OG STJÆRNER</p> + +<div class="figcenter topmarg"> +<img alt="Forlagets logo" class="nobord" src="images/logo.png" width="100" height="104" /> +</div> + +<p class="topmarg">KØBENHAVN<br /> +DET SCHUBOTHESKE FORLAG<br /> +<span class="smaller">J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG</span><br /> +1904</p> + + +<hr class="pagebreak" /> + +<div class="center"> +<div class="center">J. COHENS BOGTRYKKERIER</div> +<div class="center">(GEORG A. BACH).</div> +</div> +</div> + + +<hr class="partbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_1" id="KAPITEL_1"></a>I.</h2> + + +<p>Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske med +seje, langsomme bevægelser, hans ryg står <span class="sic" title="[sic]">paralelt</span> +med bakkens hældning. Da han kommer helt +op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle på +en lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. +Han går som et pust ned ad bakken, vejen står skrå +og stiv foran som et bræt, og nede, hvor den forsvinder +for øjet, står solen og venter på ham; han +kan bare køre lige ind, den er halvt nede, står dær +som en gloende buehvælving. Manden er betaget af +synet, han suser stift af sted som en keglekugle, +myggene hagler mod hans ansigt, de små hunde +langs vejen kommer meget for sent. Men nu er +solen sunket; han løfter hodet og ser sig om, farten +sagtnes. Foran ham bugter sig landevejen som en +snog, der flygter; den blir borte ved landsbyen, men +langt fremme, oppe på møllebakken, under en vinkel +på fem og fyrretyve grader, toner en stump vej +frem og ser fristende ud.</p> + +<p>Dær vil jeg op!</p> + +<p>Han ruller stille igennem landsbyen — hvad den +nu hedder. De har renset gadekær; en krans mørkeviolet +mudder ligger rundt om og står godt til det +gule, en rivende stank snærter hans næsebor, men +straks efter kommer lugten af stegt flæsk med løg.</p> + +<p>Flæsk, hm. Manden blir tvivlrådig, hans forhjul +slår volter, de små børn tar fingrene ud af<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"></a></span> +mundene og flytter sig, idet de ældre griber efter +de yngres ærmer. Alting er uhyre fredeligt. Støvet +ligger fløjelsblødt og tykt ved siden af vejen — tanken +om støv under fodsålen, op mellem tæerne, +stemmer ham idyllisk. To børn har hvert en stor +bunke, de leger med; deres ansigter er næsten ikke +til at se, da de har samme farve som den blegede +muld, men håret er hvidt. Landevejsstøv, der render +mellem fingrene som vand, er en velbehag at gribe i, +at lægge sine bare ben i, og hvad der ellers er +nøgent.</p> + +<p>Mennesket glemmer igen, at han er sulten. Her +er så megen fred at se. Løvetandens dunhoder står +som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret trækker +frøerne deres vækkeure op, en sort grævlingekøter +viser sin hvidgule bag inde på bygmarkens +grønne dun, folk snakker sammen med bagdelen +op mod en stolpe, en dreng prøver at bide nok et +stykke af en endeskorpe, han skruer tænderne sammen, +vrider nedad og opad, til sidst knækker den, +og han planter næsen midt i fedtet; ud af et gammelt +hus, hvis dør hænger skævt, kommer rokkende +en gammel kone, indhyllet som en mumie, gul og +fed som en ædderkop — hver pedalomdrejning bringer +noget nyt, han kan dårlig overkomme det.</p> + +<p>Ved landsbyens post springer han af, retter benene +og drikker vand og smiler, idet han tænker ved +sig selv: Så fik jeg da viklet den halve snes mil om +mine sikkelhjul.</p> + +<p>Uden for byen, ved en bivej, finder han en gammel +halmstak, hvor han spiser sin mad. Derefter +laver han et hul i halmen og sover ind med en arm +om siklens styr.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"></a></span></p> + +<p>Mens han ligger dær med øret op til jordens +hjærte, hører han, hvordan det skriger i det nederste +bælte, hvor menneskene bor:</p> + +<p>Riv alle trådene ud! Vi er ikke dukker, vi vil +ikke trækkes på snore og udføre de bevægelser, som +andre har udtænkt. Store fugle er vi! Med livets +blæst susende gennem vore vingefjær driver vi af +sted, med vinden, når vi synes; imod alle storme, +når det falder os ind. Vi følger med og går imod, +ingen love kender os og holder os fast. Vi går ikke +med i livets almindelige tog. Vi er ikke skinnevogne +langs ad lige og langsomt krummede baner; den lige +linje er skadelig; der skal ret mange steder være +skønne og lystelige kruseduller på vor livsbane. +Langs ad den lige vej dør fantasien.</p> + +<p>Lad vore skibe drive af sted med mange sejl og +uden ror, over ungdommens hoppende sø, hvor vinden +kommer uberegnelig fra alle sider! Alting vugger; +mange gribes af svimlen, der kommer op af det +våde hul; vi ser ikke efter dem. Vi ænser ikke de +forhåbninger, der falder i vandet; endnu mindre +tænker vi på den flade, gule strandbred forude; dær +skal vi forlise, men der er længe til. Det hele skal +løbe ud i sandet, meget skal knuses i brændingen, +før vi kommer i land, men til den tid kan vi tåle +det; for så er der magsvær i sindet, blodets dønning +har lagt sig. Så bygger vi med kolde, rynkede +hænder vor lavloftede hytte nær ved kysten, hvor +vi ser ud over det hav, som bortvaskede så mange +af de forhåbninger, vi havde lastet vort skib med, +ti overlastede sejlede vi ud, fulde til vandgangen af +anelser og begæringer, og hvad kastede vi ikke over +bord allerede i den første storm!</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"></a></span></p> + +<p>Vor sandskurede, stormrevne skude skal stå på +grund uden for vor hytte; den har en gang været +lastet med det meste af alverden.</p> + +<p>— Mennesket kravlede ud fra halmstakken og +stillede sig ret op mod himlen. Idet han fik hodet +løftet, hørte han ikke længere den tusindfoldige +attrå, der kogte op fra den underste region.</p> + +<p>Over ham stod stjærnerne som ubegribelige orakler; +een kan gå hen og tyde dem, en anden kan erklære +det for løgn; derpå kommer det ikke an; hvad +man har læst, beholder man.</p> + +<p>Han så ned mod jorden, som for lidt siden gjorde +ham urolig. Stjærnerne er skinnende, blottede +grave, lysende sarkofager, der står tomme. En lykkelig +sjæl kan nå derop og lægge sig til hvile i en +af dem.</p> + +<p>Det var nat og stille, da han siklede videre. Den +vind, han selv frembragte, brummede godmodigt i +hans øren og suste om hans kinder med en mild +friskhed, der mindede om rinskvinens smag. Hver +gang han foer gennem en landsby eller forbi en +stor have, blev det helt stille, han indhylledes i en +sød varme, men friskheden ventede på den anden +side. Månen stod over vejen og flyttede sig fra trætop +til trætop. De stævnede popler så ud, som om de +steg op af grøften, og de kom svævende hen imod +ham med en rytmeløs gang, som spøgelser. Første +gang han så en poppels forvredne gengangerkrop +med det uhyggeligt langbørstede hoved komme anstigende, +blev han uvilkårlig bange, sveden prikkede +ham langs ned ad næsen, men han besindede sig +straks og blev klar over, at det var første gang, han<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"></a></span> +så det syn. Inde fra den sorte græsmark hørtes nu +og da en fredelig skærelyd fra en drøvtyggende ko.</p> + +<p>Idet han således sad på en maskine, der adlød +ethvert tryk sikrere end den ædleste araber, fik han +en bred og grundig fornæmmelse af tilværelsens +simpelhed. Han trak været og fløj af sted. Mere +var ikke fornødent.</p> + +<p>De primitive folkeslag har ret, der satte sjælen +lig med åndedrættet. Det er lige så sandt, som at +han næsten glemte at trække været, da han søgte +efter sjæl i bøgerne. Han tænkte med uvilje på +sine bøger, men snart tænkte han på slet ingenting, +han var i ekstase, mens han vandt den ene mil efter +den anden ud af sin lydige maskine. Han følte sit +sjæleliv strakt ud i en ret linje. Nu da han kørte +her, hvor han aldrig havde været før, havde han en +mægtig, hemmelighedsfuld fornæmmelse af at drage +ind i noget gammelkendt. Han sugede sjæl til sig +fra de sorte marker og de lune trætoppe. De gav +mere end bøgerne.</p> + +<p>Han lænede sig forover og trådte til. Nu gik det +studium i sønder, og hvad mon der er på den anden +side af den bakke? Luften rejste sig imod ham, et +hårdt insekt knaldede mod hans tænder og mindede +ham om at lukke munden.</p> + +<p>Der er øjeblikke, da et menneske kan synes, at +han er hele verdens centrum, at han er faldet lige +ned i midten af verden. Han står op fra sin søvn +og går ud, fri for sorger og uden problemer. Han +kommer ud i det fri med en sjæl, der er tom og følsom +som en fotografisk plade, og indtrykkene strømmer +ind på ham fra alle sider. Øjne og øren tar +kun den mindre part, han har sanser over hele kroppen.<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"></a></span> +Foran sig tar han verden ind med øjnene, men +vældigt føler han tilværelsen bag sig; det risler ned +ad hans ryg, og hans flanker sitrer som elektriske +sugere. Han har den sjældne følelse, at verden +virkelig er på alle sider af ham, den omgiver ham +rundt om, men han kan ave den; der er ikke en +smule for meget, han får det altsammen og kan bære +det. Han er midt i verden, den graviterer om ham +og kan ikke knuse ham. Kraft stråler til ham og +fra ham, det hele er i orden; han <em>har</em> verden; den +er ordnet ligeligt rundt om ham.</p> + +<p>Mennesket glemte siklen, som han ikke længere +så; det var en slags flugt; jorden skred så villigt +under ham, den bandt ikke og stødte ikke imod som +sædvanligt; den var begyndt at blive immateriel; +ved et kraftigt afstød måtte han være i stand til at +forlade den helt og holdent. Ned ad bakkerne — det +var luft. En sten i vejen kaldte ham lejlighedsvis +tilbage til jorden.</p> + +<p>Hans sind, der idelig piskedes af indtryk, blev +varmt og løftet. Så er det svært at gå roligt på +jorden, men sikle, det kan gå an.</p> + +<p>Det blev morgen. Solrøden havde forlængst været +omme i nord, nu vandrede den øst på og var i tiltagende. +Det lysnede, markerne var atter grønne, +det hele fik et koldt, fornuftigt udseende. Mennesket +på siklen så sig forundret om og var nær ved at gå +i stå. Han var både træt og sulten, men det varede +noget endnu, inden folk var oppe. Han satte sig på +en grøftekant og følte sig hjemsøgt af en ubehagelig +nøgternhed, mens solen stod op.</p> + +<p>Men en times tid senere fandt han i en landsby +en høker, der solgte ham skinke, surbrød, radiser og<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a></span> +salt, og med en stor pakke på styret siklede han +videre ned til en lille sø for at ta et bad før frokosten.</p> + +<p>Det halve af trætheden faldt af ham tillige med +klæderne, han løb omkring som et nyt menneske, +vinden viftede ham køligt om skulderbladene. Flade +bølger gled stift foran ham, han så solbilledet hoppe +i dem med et pludseligt sæt, mens han vadede ud, +hans ben blev grønlige under vandet, og så kastede +han sig bagover. Der var en tynd hinde af varmt +vand ovenpå, og det isnede op under ryggen, hver +gang han tog et kraftigt tag. Han flød så stille som +muligt og mindedes den tid, da han første gang lå +på ryggen og så op i himlen, det var en svimmel +fornæmmelse, himlen kom nærmere ned til ham — +ja, det var den dag, han først havde begyndt at +erobre rummet. Kort derefter var det, han lærte at +stå på hodet, hvorved hans verdensanskuelse også +havde fået en tilvækst, han var ikke klar over, hvilken, +men siden han huskede det indtryk så godt, +måtte det ha haft betydning for hans udvikling; +vist var det, at den samme verden blev en anden, +når man så den stående på hodet.</p> + +<p>Nu lå han her og flød et sted på Sjælland i en +lille sø, hvis navn og beliggenhed han ikke anede, +og i sin store glæde sparkede han en masse koldt +vand op under sig. Det rev i hans venstre næsebor, +han rejste sig og vadede i land. Store, spraglede +fluer satte sig på hans ryg og drak vand af ham.</p> + +<p>Kirkeklokkerne begyndte at ringe, mens han +spiste sin frokost. Derovre et sted var der altså et +menneske; lyden dannede en bro imellem dem, ellers +var han afskåret fra al menneskelig forbindelse.<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a></span> +Ringeren begyndte arbejdet med jævnt sind, men +det holdt sig ikke; han blev hidsig, og han sløjede +af, han blev træt, han spyttede i næverne og samlede +friske kræfter, han faldt i tanker og ringede +decrescendo, og han huskede sin pligt og la kræfterne +i. Dær stod han gemt, troede han, og så sad +der langt borte et menneske og kontrollerede hans +inderste stemninger. Til sidst sluttede han af med +et ordenligt drag, der lød ganske uærbødigt og +kunde oversættes som: Har du så fået nok?</p> + +<p>Så blev det igen stille om mennesket nede ved +søen, der var ingen forbindelse med omverdenen, +undtagen at en vædder lejlighedsvis brægede tykt og +slimet gennem en gammel bronkitis. Også den tav +stille engang, ingen flere begærede ordet, mennesket +spiste sine sidste radiser og faldt i søvn.</p> + +<p>Det var hen på eftermiddagen, da han kørte videre. +Solen brændte stille, varmen lå om ham som +en kappe. Bakkerne væltede sig bort under ham +som uhyre tønder; han smed sig ned gennem hulningerne, +bivejene svingede forbi ham som lange +grå penduler; mellem stunder, ved et gammelt hus, +eksploderede en lille lænkehund ud af sit hul, valsede +rundt, slog knuder på sin børstede krop, og +så var den langt væk. Jorden måtte i sandhed være +rund, den rejste sig foran og dukkede sig bagved.</p> + +<p>— Landsbyer stiger op, først viser en husgavl sit +ansigt med taget ned i panden, som om den har +kyse på, så kommer byen, og dær ender landevejen +op mod et havegærde med en klynge sirenbuske, det +ser ud, som om han ikke kan komme længere. Men +han sætter al kraft på, og det hjælper, sirenbuskene +hummer sig til siden, landevejen skubber sig og<span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a></span> +lægger sig til rette, som om den var levende, og se: +nu gav den et spjæt; der gik hul på udsigten, en +lang bane ligger udstrakt foran ham.</p> + +<p>Det gør et symbolsk indtryk på ham; sådan åbnede +tilværelsen sig pludseligt for ham, da han +troede, at han var kommet til en grænse; noget gled +til side, ny udsigt viste sig.</p> + +<p>Alle bekymringer sparker han bagud med sine +pedaler; de ligger i støvet og kan ikke vinde med. +Måske, hvis han punkterer, så vil de rejse sig og +komme over ham, men det foreligger ikke. På den +tid, da himlen er blå, marken grøn og vejen gul, +behøver han fra nu af kun sine to gummisirkler; +oven på dem ryger han sønden om alle ærgrelser og +stridhårede køtere og alt det onde, som gud fri +os fra.</p> + +<p>Videre altså.</p> + +<p>Langs vejen står køerne og ryster fluerne af deres +sider, engang imellem slænger de hodet bagud og +lar tungen følge med, så det hele kan række længere, +og halen pisker bagfra, det kan omtrent nå sammen. +Fluerne må være slemme nu; alle køerne har et +blankt, slimet sted på begge sider oppe ved ryggen.</p> + +<p>Nok en kirke toner frem, som et firkantet stykke +skolekridt stiger den ret op af det grønne, og et +stykke kirkemur skinner hvidt som skjortestriben +på en høstkarls ryg, mellem vesten og bukserne.</p> + +<p>Jorden runder sig trindt om ham, til venstre marsjerer +en bakke frem, ujævn og hakket, en vorte +midt på jordens mave. Han går i stå i anledning af +dens underlige form, og siden han nu er nede, bestemmer +han sig til at gå op på den.</p> + +<p>Landet ligger broget og mangfoldigt omkring<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a></span> +ham. Dær krummer sig et stykke mørkegrønt havre +ned mod engen, med blade så brede som tagrørets; +længere nede blir den gul og tynd, mosejorden stikker +sine rustbrune knolde op imellem. Der er en +vandgrøft, så tilgroet med kraftig dueurt, at den +ser ud som et dige, og der er et vænge med kalve. +Se, hvordan en tyrekalv pludselig kan få et anfald! +Den sætter tværs over vænget med hals, ryg og hale +ud i en ret linje, så stanser den ved indhegningen, +løfter sit stupid-forslagne ansigt mod solen, slikker +sig tværs over mulen, først op i det ene næsebor, så +op i det andet, ryster på hodet og forstår øjensynlig +slet ikke, hvad der går af den.</p> + +<p>Tuer af stridt græs stikker deres koste op mellem +røde, stive vandflader, hjærtegræsset glimter silkeagtigt +i solskinnet. På den anden side af mosen ligger +to gamle huse med brudte ryglinjer og vinduer +og lemme anbragte på bedste beskub. Husene er +ikke lige invalide over det hele, de strammer sig op +i den ende, hvor den pæne dør er, men bægge er de +lamme i bagkroppen. Et nødtørftshus læner sig +dånefærdigt over mod en skæv brændestak; det ser +nok ud til, at de skal nå hinanden en gang.</p> + +<p>Mennesket vender sig og går over til den anden +side. Fårene nedenfor ser op med sænkede hoder, +græsdusken står stille mellem deres kæber.</p> + +<p>Firkantede og trekantede marker passer ind i +hverandre, intet blir til overs; grøfterne knibes sammen, +og der spares på vejenes bredde. En sandgrav, +der er prikket af svalehuller, ligger midt i og er +noget for sig; oven over den ser man en hulvej, der +som en gul rem snærer sig ind i bakkens runde +mave.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a></span></p> + +<p>Her har jeg aldrig været før, tænker mennesket, +og tanken gør et stærkt indtryk på ham, som om +der var noget genialt ved den.</p> + +<p>Her er ikke den gade, der har set mig komme +uvillig hjem til mine studier; her er ikke den grøftekant, +hvor jeg har siddet og været bange for at la +min sjæl råde for alting; her er ikke den vej, der så +mig vende om, ydmyg og uværdig.</p> + +<p>Her er rent og nyt, her er til at begynde forfra.</p> + +<p>Han satte sig ned og lukkede øjnene.</p> + +<p>Milliarder af meteorer rykker solen daglig ud af +deres baner og tvinger dem til at styrte ind på sig, +hvor de selv blir dele af solen. Mig har solen rykket +ud af min bane, også min sjæl skal blive en del af +solen.</p> + +<p>Da han gik ned, kom han til at tænke på en +drukken digter, der engang sad på en høj. Han tog +det ikke som et varsel, men lo, idet han rejste siklen +op.</p> + +<p>— — Nu kommer <em>jeg</em>, og udviklingens kurve skal +et sted slå et særlig bugt, der skyldes mig.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_2" id="KAPITEL_2"></a>II.</h2> + + +<p>Forfatteren hr. Kasbjerg var i fuldt arbejde med +sin nye bog, han bøjede sit spidse, blanke hoved +over papiret, og små, sirlige orme vrimlede ud af +hans pen; det var flere timer siden, han havde set +ud af vinduet, ti han var nu for attende gang i sit +liv kommet til det sted i et værk, hvor, i følge hans +teori, livets kræfter skal samle sig ligesom i et +brændpunkt, og da må en samvittighedsfuld forfatter +være blind og døv, han må ikke kunne la sig forstyrre +af indtryk ude fra. Hr. Kasbjerg fyldte sine +ark med meget åbne linjer, læste igennem, stregede +ud, lavede inde i teksten små og store cirkler med +bemærkninger i, dryssede spørgsmålstegn ned langs +margen — det vilde ikke rigtig gå.</p> + +<p>Sommeren bragte ham intet nyt, ikke engang tab +af ligevægt. Mens cellerne uden for svedte og arbejdede, +hentede og afleverede kraft, foregik der +kun lidet i hans hjærneceller. Solen gjorde ham +ikke noget: der lå en blækskorpe over hans sjæl, +som solen ikke kunde trænge igennem.</p> + +<p>Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette +rostes han for den kunstneriske omhu, der prægede +hans bøger, han blev ikke træt af at lave om, han +stred sig tappert gennem de mange døde stunder. +Men det blev ikke i dag, at han kom igennem; menneskene +vilde ikke lykkes for ham, de snakkede så +langt og træt, de talte med hverandre om, hvordan<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a></span> +intet vilde lykkes for dem — — ja det, de egenlig +talte om, var deres forfatters bitre lede ved sin egen +ævneløshed, men han var slet ikke klar over denne +uhyggelige kendsgærning.</p> + +<p>Når en kunstner er så vidt færdig med sin udvikling, +at alle omslag og væsenlige ændringer er +utænkelige, så lider han i sine stille arbejdstimer +jævnlig af en regelmæssig susen, der betyder, at +han har bunden rotasjon; hans ideer har deres +faste omdrejninger, alt kommer igen, det uforudsete +er udelukket, han er fuldt udviklet, fuldkommen +og færdig. Der er ikke mere noget nyt +under solen.</p> + +<p>Uden for Kasbjergs vinduer sad en stær, der lige +var kommet hjem til sin kasse på gavlen af villaen. +Efter at den havde fodret ungerne, gav den en forestilling +for sin egen fornøjelse. Den baskede med +vingerne og trippede nervøst omkring, mens erindringsbilleder +fra dens dags oplevelser strømmede +i et broget tonemylr ud af dens næb. Den huskede +vibens forpinte skrig og rovfuglenes skarpe stemmer, +den gengav bogfinkens triller, den smældede +hårde <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: stenlyd">stenlyde</a> af sig, som den havde hørt langs vejkanten, +og den eftergjorde amboltens metalsang. +Mellem det altsammen indførte den sine personlige +stemninger, den forfattede den ene skildring efter +den anden og fløjtede på sin egen vis, blandede objektivt +med subjektivt — som en rigtig forfatter — +og stansede ikke et øjeblik for at tænke sig om.</p> + +<p>Men Kasbjerg hørte ikke, hvad den talentfulde +lille kunstner improviserede. Han sad og skrev +med tom sjæl og stive øjne.</p> + +<p>Månen stod op, rød og tung, som et forsviret<span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a></span> +baronhoved, der med møje løfter sin røde globus op +over sengens hvide horisont. Den blev gulere, mens +den steg, og kom snart til at skinne på Kasbjergs +skaldethed, der begyndte bredt og endte i en spids, +ligesom Sydamerika.</p> + +<p>Han havde en tom fornæmmelse om mellemgulvet, +ligesom det kunde være sult. Måske trængte +han til aftensmad. Han så på uret, dette var dagens +tiende arbejdstime — den lyse tid gir kræfter. +Men da han rejste sig op, fik han et anfald af svimmelhed, +så han nær var faldet ind over bordet. +Han rynkede panden og gik lidt omkring i det store +arbejdsværelse. Det var ikke noget, men han kendte +det ellers nok: når man efter timers ihærdigt arbejde +løfter et udpresset hoved i været, er det, som +om den øverste halvdel af ens legeme pludselig blir +immaterielt.</p> + +<p>Han så ud ad vinduet. Måske var det bedst at +rejse ud i landet, til en eller anden provinsby. Ja; +i morgen skulde der stå i bladet, hvor han var anmælder: +Den bekendte forfatter, hr. Kasbjerg rejser +i dag til provinsen for at gøre studier til sin næste +bog.</p> + +<p>Disse studierejser morede ham for resten ikke. +Naturligvis havde han skitsebog med, og han anholdt +også nogle fakta: græsset er grønt, køerne +røde, støvet gulgråt, men det er endnu ikke litteratur. +Og hvad var der ellers at opdage? Det danske +land er uden karakter som dets beboere; vi er fortræffelige +mennesker, men vi er ikke interessante. +Han skrev rejsebreve til sit blad, hvori han mildt +og modent ironiserede over landets og folkets mangel<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a></span> +på ejendommelighed. Han kunde ikke se andet, +han havde lavet for meget litteratur. Blæk blinder.</p> + +<p>Han samlede sine ark og gjorde et overslag over +udbyttet. Nej, det havde været en dårlig dag, omtrent +66 p.c. udstregninger. Forandring af sted var +nødvendig.</p> + +<p>Han tog sin hat og trykkede den ned over Sydamerika. +Dog ragede Kap <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: Hoorn">Horn</a> frem forneden.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_3" id="KAPITEL_3"></a>III.</h2> + + +<p>Ivar Holt boede i den bedre ende af Saksogade. +Da han i sin tid kom til København med ny studenterhue +og gammel, sort håndkuffert, drev han +ud ad Vesterbro for at se efter et værelse. Han blev +opmærksom på gaderne med de berømte navne, der +går ud fra Vesterbrogade, tætte og snavsede som +tænderne i en redekam. Et stykke nede i Saksogade +stansede han foran et kældervindue, hvor der stod +skrevet på et stykke pap: Varm toddy 5 øre. — Det +må være et sted, hvor jeg har råd til at bo, tænkte +han og gik hen til det næste kældervindu for at +se, hvad det gjorde indtryk af. En petroleumslampe +med tragtformet blikskærm hang under loftet; i vinduet +lå fire magre sild på en tallerken (fineste norske +flommesild), to klipfisk på et bræt, en papirspose +med ildtændere, en med koks, en æske støvlebeskyttere, +en halv kasse grifler, fem dåser skosmørelse. +Han behøvede ikke at gå hen til et tredje vindu; +inden for disken stod en kone og svøbte det øverste +af en petroleumsflaske ind i et lille stykke af et toøresblad +— gaden var god nok. Papstykker med +"Værelse til leje" smilede ned til ham mange steder +fra, fem minutter efter var han lejer af et, ikke for +nær ved kælderen, og kunde nu, lettet for håndkufferten, +gå hvorhen han vilde, og more sig gratis, +hvor han kunde komme til.</p> + +<p>Humøret holdt sig nogenlunde, mens han var på<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a></span> +Vesterbro, men det faldt betydeligt, da han nåede +ind i Frederiksberggades lune atmosfære. Han betragtede +butikkerne og navnlig de spaserendes ansigter, +de imponerede ham, han måtte tænke på, +hvad han havde halvdrømt mellem Korsør og København. +Nu stod han her, hvor han havde forpligtet +sig til at blive til noget, denne by tog ham på ordet, +den vilde gærne se, om han duede til det, han selv +mente — og disse mennesker, det var altså dem, +der skulde tvinges til at lægge mærke til ham. Det +var eksamen om igen, men meget værre, han fik +kvalme ligesom den gang og ønskede, han var igennem +byen, som om alverden la mærke til ham.</p> + +<p>Også husene generede ham, de var groet sammen +i lange klumper, ikke enkelte individer som hjemme +i hans egen by, hvor der var lige så stor forskel på +huse som på mennesker; små huse og store huse, +gamle og unge huse, pralende huse og fornuftige +huse, velvoksne huse og krøblinger. Ikke at tale +om, at der var faers hus, konsulens hus, fabrikantens +hus — —</p> + +<p>Jeg er måske en ret tarvelig fyr desværre, tænkte +han, da han gik igennem Østergade. I sin egenskab +af provinsbo måtte han kigge ind gennem et kafevindu, +det kunde ligne ham! Dær så han gamle +herrers hvide overskæg spjætte under tygningen, +han kom til at tænke på får, der æder hø med en +strid dusk sparkende ud af hver mundvig. En +pegefinger beskrev en kurve på fem tommer, samtidig +gennemløb en opvarter en dermed ligedannet +kurve på femten alen. Det kendte han fra geometrien +og gik forholdsvis opmuntret Kongens Nytorv +rundt, ned til Nyhavn, der prikker ind i torvet som<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a></span> +en våd, snavset pegefinger, hvis sorte neglerand er +Bethelskibet.</p> + +<p>En garderløjtnants stramme, blå bagdel fangede +hans blik; ved hvert skridt skiftede den fysiognomi, +en dyb fold vred sig som en skæv, grinende mund, +snart opad til højre, snart opad til venstre. Det var +et blåt klownansigt. Han søgte at få indtryk af +ansigtet, i det øjeblik det var symmetrisk, uden +grin, men det lykkedes ikke, mundvigene fløj som et +lyn til højre og venstre, og han måtte følge bagefter, +indtil manden stod stille, og ansigtet var borte.</p> + +<p>Med optændt fantasi gik han smilende gennem +Kristianshavn og nåede ud på landet, hvor han +satte sig på en grøftekant, mens det blev aften.</p> + +<p>Mørket faldt over byen, lygterne tændtes forneden, +stjærnerne foroven, også månen kom frem, +rød og osende i sammenligning med buelamperne +nedenunder.</p> + +<p>Hvad har lyset der foran at byde mig? tænkte +han. Her sidder jeg med min fordring. Gamle +mænd har advaret mig; de forlangte, at jeg skulde +benytte deres skuffelser, som nu en gang er prøvede +og befundne i overensstemmelse med livets +love. Men jeg vil lave mig mine skuffelser selv, +det er min menneskelige ret. Har lyset foran brug +for en mand, der ikke ved, hvad han duer til, men +som har i sinde at følge sit kald, selv om det viser +sig, at han duer til ingenting.</p> + +<p>Han følte, at der i det sorteblå mørke var noget, +der vinkede ad ham, og hans sjæl rejste sig i ham, +den forlængedes, stjærnerne sugede den til sig. Det +var den første forbindelse mellem ham og hans<span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a></span> +skæbne — den rykkede i ham, men han sad endnu +altfor fast i jorden.</p> + +<p>En lille tør, hæslig lyd fik ham til at se ned. Det +var en utydelig skrubtusse, som med besvær <span class="sic" title="[sic]">alkede</span> +sig frem ad landevejen. Hjulsporets kant forårsagede +den uhyre møje, den kørte i luften med forbenene, +krummede ryg og trådte efter med bagbenene; +det gjorde et slimet, arbejdsomt indtryk, +men den kom over kanten og stræbte videre langs +ad hjulsporet med sin tørre skurelyd.</p> + +<p>Ivar Holt gik ind mod byen igen, stjærnerne slap +taget i ham, og der var en spænding, som tabte sig.</p> + +<p>Han fulgte den samme vej, han var gået udad, +men uden sjælelige reaksjoner. Nu skulde han +bare til at være flittig, han med sin gode eksamen.</p> + +<p>Allerede det blotte syn af rygge, der fjærner sig; +maver, der nærmer sig; ben, der bevæger sig, alt +det virker hæmmende og regulerende. Gamle tiders +eneboere kendte denne magt og frygtede for den, +de drog afsides og lod deres sjæle vokse vildt, og +da der ingen mennesker var om dem, skød deres +sjæl en uhyre stængel op mod himlen, mod poesiens +blå rum, mod stjærnerne, mod Gud — hvad de nu +kaldte det —; det blev høje sjæle uden bred menneskelighed, +astrologer, religionsstiftere, digtere, +gale. De, der blev længe nok i ensomheden og +nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de +var overmennesker, og de døde salige i den tro. +Men der var nogle, som ikke kunde udholde ensomheden +og savnet af menneskene, de vendte for tidligt +tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige +i deres samfund; men de turde heller ikke forblive +i ensomheden, hvor deres lykke dog var nærmest<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a></span> +ved at være fuldkommen. De døde som stakler, +der afvekslende følte sig større end andre — +hvad de dog aldrig turde tro på — og mindre end +andre mennesker, hvilket egenlig var den tryggeste +følelse, men også den mest ydmygende.</p> + +<p>Ivar Holt var behagelig træt, da han nåede hjem +til Saksogade. I morgen begyndte der en hel ny +tilværelse. Ligesom han vilde gå op, så han, at +der på kældertrappens øverste trin hang en gråladen +tusse; med to ben arbejdede den i luften, to andre +ben kartede hen ad trinet, så forsvandt den, og et +modbydeligt, tørt bums hørtes nede i mørket. Ivar +Holt fik ikke tid til at overveje, at en skrubtusse +ikke i løbet af en times tid kan nå fra Amager til +Saksogade; skrækken kan være hurtigere end nogen +fornuftig tanke; den besindige overvejelse kom et +godt stykke bagefter.</p> + +<p>Der er nok nogen, der er søvnig, tænkte han og +smilede, da han gik op ad sin trappe, men hans +nakke og rygrad var endnu ligesom ladede med +elektricitet.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Snart efter var Ivar Holt fuldstændig optaget af +sit sprogstudium. Regelmæssig og ihærdig læsning +virkede kanaliserende på hans stemninger; +mange små bække forsvandt, uregelmæssige løb +tørredes hen; det meste blev til een bred, snorlige +strøm. I begyndelsen gik han endnu lange ture og +søgte efter sine gamle stemninger; der mældte sig +nogle rester nu og da, men de forsvandt igen, og samtidig +blev hans spasereture kortere; ud på landet<span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a></span> +kom han meget sjældent. Inden han ret tænkte +over det, var han blevet det mest afrettede kulturmenneske, +han fik kammerater, hvad der var noget +temmelig nyt for ham, men da han kun havde +meget få penge at råde over, strakte hans omgang +sig ikke ud over de flittige, stille, halv fortrykte +eksistenser, som i længden ikke var ham til synderlig +fornøjelse. I løbet af et år faldt det også helt +bort igen.</p> + +<p>Studiet tog alle interesser fangne; til jeg-fornæmmelser +var der ikke plads mere. Men det +kunde hænde en sjælden gang, at han blev sig selv +bevidst og tænkte: Her står jeg, Ivar Holt, på Vesterbrogades +højre fortov, bestemt til Saksogade. Første +gang, da dette kom aldeles uvilkårligt, var det en +fornæmmelse af en uforklarlig forandring, af noget, +der var tabt, af en mangel på ævne til at genkende +sig selv; bagefter var han uarbejdsdygtig hele resten +af dagen og gik en lang tur ud på landet, hvorfra han +vendte tilbage med en bitter følelse af at være revet +op af jorden. Senere, når en lignende jeg-opvækkelse +foregik, skete det ikke længere ganske uvilkårligt, +virkningen blev svagere derved, at den var +forudset og forudfølt, og snart holdt det helt op.</p> + +<p>Sit hovedfag, dansk litteratur, kom han så godt +ind i, at det efter tre års forløb ikke interesserede +ham længere, og det hjalp ikke, at han vendte sig +udelukkende til fremmede litteraturer; al denne +æstetik begyndte at gøre ham trist. Værst var det, +når han om efterårsaftenerne kom hjem til sin +hybel; så kunde han stå bøjet med næverne i bordet +og se ud på lysene, mens det arbejdede mørkt og +ubegribeligt inde i ham, og i sin krumbøjede stilling<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a></span> +gjorde han indtryk på sig selv af at være en +gammel mand. Han mindedes afdøde stemninger, +mere forvovne og fantastiske end det, han nu følte, +men ikke det fjærneste bølgeslag fra den tid kom +igen nu, og i grunden var det også bedst; den Ivar +Holt, som nu levede, var mere værd, mere trist, men +også mere klog.</p> + +<p>Denne triste klogskab gik han og bar på en uges +tid. Hvad skulde han bruge den til? Det gik heldigvis +op for ham snart efter, en dag han sad og +tænkte på J. P. Jacobsen: Han vilde skrive en lille +bog.</p> + +<p>"Da så jeg poesiens engel træde trøstende hen til +mit leje," hedder det hos de gamle, og ganske vist, +den første, muligvis elendige, bog, man skriver med +frygt og bæven — — der er slet ikke noget forhold +mellem dens værdiløshed og den uhyre betydning, +den har for ens egen udvikling.</p> + +<p>Titlen på Ivar Holts bog var noget med "ung" i. +For han var jo egenlig en ung mand. Den handlede +om erotik. Forfatteren havde intet som helst praktisk +kendskab til æmnet, men hvad andet skulde han +skrive om? Helten var en fin og veg natur, der elskedes +af flere kvinder, men ikke ævnede at holde +fast på nogen; han var brystsvag, men slap for at +dø i sidste kapitel.</p> + +<p>Bogen kom ud, og anmælderne tog med varsom +hånd på det lille, forknytte opus. På een virkede +den som blå årer under hvid hud; en anden mindedes +J. P. Jacobsen. Det var der god grund til, og skønt +fortællingen ikke var nær så god som "Niels Lyhne", +havde de dog det til fælles, at de bægge passende<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a></span> +kunde betitles: En Pebersvends Formodninger om +Forholdet mellem Mand og Kvinde.</p> + +<p>Den lille bog blev pænt solgt, og som det hører +sig til, var der et par anmældere, der spåede den +unge forfatter en fremtid i den danske litteratur.</p> + +<p>Det skete om efteråret. Ivar Holt levede hele +vinteren igennem uden i mindste måde at lide tab +på sin fornuft, han var uendelig lettet og mindre +trist, og han havde endnu ikke taget den for mange +forfattere skæbnesvangre beslutning, at der skulde +komme en ny bog næste efterår og så fremdeles, så +vidt ævner og publikums tålmodighed slog til. Han +satte sine penge i sparekassen og studerede roligt +videre.</p> + +<p>Men så kom foråret.</p> + +<p>En formiddag gik han ud ad Vesterbrogade. +En siklist foer tæt forbi ham, strøg ham med albuen +og susede lydløst videre. Med en svag smærtefornæmmelse +så Ivar Holt ham forsvinde. Straks +efter gjorde det så ondt, at han måtte stå stille. +Manden på siklen var borte, men han havde taget +noget af Ivar Holt med sig, idet han siklede +forbi; et stykke af Ivar Holts sjæl fløj rimeligvis +ud ad Lampevejen i dette øjeblik, bundet til +en anden mands maskine. Smærten gik ikke over +igen, den var aldeles ikke af dem, som vi nok kender, +lad os nu bare ha et øjebliks tålmodighed, det +er straks ovre igen. Han var og blev gået i stykker.</p> + +<p>Lidt efter huskede han, at han jo også kunde +sikle, i næste øjeblik vilde han leje en sikkel, og en +halv time efter sad han på sin egen, nye maskine +og susede ud ad Vesterbrogade, bag efter sin skæbnes +mand.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a></span></p> + +<p>Penge i morgen, kontant.</p> + +<p>Ivar Holts sårede sjæl var igen blevet hel rask, +da han fløj hen ad Lampevejen på den nye "Sleipner".</p> + +<p>Rundt om siklisten blir alting levende, vejene +snor sig virkelig, højene inde på markerne skrider, +den til højre, den til venstre, de leger en stille tagfat; +træstammer danser sindig vals og fletter ben +med hinanden, gårde drejer sig om deres akse, +landsbyer åbner sig og lukker sig, en ko ses spasere +langs ad en hvid kirke; de træer, der er een nærmest, +blir pludselig løbske og styrter hen imod een, +men vender man hodet, ser man, hvordan de står +stille bagude og ser efter een, mens de langsomt går +baglæns. Vinden svulmer, og man kan få den, som +man vil ha den, kraftig eller lind; selv dens temperatur +kan man regulere. Det hele går som på snore +og blir uendelig simpelt.</p> + +<p>Men musklerne fra knæet op ad låret, de har +deres tid, da de varer ad, nu skal du hjem, og de +står i ledtog med samvittigheden, der samtidig begynder +at hviske om alt det, man nu er siklet fra, +som ligger hjemme og ophobes.</p> + +<p>Ivar Holt mærkede ikke noget til studierne, så +længe han siklede, men da han sprang af, følte han +straks, hvordan de sled i ham; desuden var han +træt; hjem igen.</p> + +<p>Når en forudbestemt alkoholist har haft sin første +rus, så bestemmer han, at næste gang — — d. v. s. +officielt beslutter han jo, at han vil aldrig drikke +mere, men bag ved, inderst inde, tar han den bestemmelse, +at han næste gang skal drikke sig en +endnu større rus, og han vil ved senere gentagne<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a></span> +forsøg stræbe at nå ud til fuldskabens yderste +grænse.</p> + +<p>I morgen, tænkte Ivar Holt, skal jeg se at nå +Roskilde, senere går turen til Korsør, og engang tar +jeg Fyen med, lige til Svendborg.</p> + +<p>Han stod op næste morgen med højt humør — +forelæsningerne fik være den dag — men han var +træt, da han nåede Roskilde, og højst elendig, da +han kom tilbage til København. Han sov nederdrægtigt +om natten og drømte i et væk om stejle +bakker, tabte pedaler, flåede ansigter og brækkede +arme.</p> + +<p>Nej, han skulde nok køre fornuftigt og passe +sine studier.</p> + +<p>Men så kom den tid, da det ikke længere gjorde +ondt under knæskallen, og de store benmuskler var +gennemhærdede. En dag kørte han lige til Sorø +uden at tænke over det, han kunde helt hengive sig +til den fornøjelse at se og at trække været. Støvet, +der bulnede op om hestenes hove og strålede frem +under hjulene; vejene, der delte sig under spidse +vinkler og ligesom uhyre, gule sakse klippede ind i +markernes grønne klæde, og den frie udsigt til alle +sider og især solskinnet — alt det vakte en uhyre +glæde hos ham. Sådan som solen skinnede ned i +højt græs ved middagstid — — han mindedes dunkelt, +at han som lille dreng havde haft det samme +syn, og nu havde han fået sine øjne igen.</p> + +<p>Da Ivar Holt kom hjem med en behagelig træthed, +hvori ny kraft lå gemt, var han led ved at læse +og havde ikke mere lyst til at skrive.</p> + +<p>Der er insekter — lige så vel som der er mennesker +—, som ynder at æde papir; når man får<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a></span> +dem ud et øjeblik, og lyset falder på dem, så piler +de travlt af sted — det gælder livet — længere ned +for atter at æde papir.</p> + +<p>Inden Ivar Holt sov ind den aften, var han +klar over, at han ikke længere vilde være papiræder, +og da han vågnede næste morgen — ti han +faldt i søvn lige oven på beslutningen — så tænkte +han nøjere over det.</p> + +<p>Mine studier har hidtil kun budt mig papir, jeg +har levet et papirliv. Altså er jeg kommet ind på +en forkert bane. Jeg vil prøve en ny sikletur.</p> + +<p>Græsset fik herefter en stor betydning for hans +udvikling. Græs og papir — det var to betydningsfulde +modsætninger. Også i litteraturen. Der var +det, der groede af sig selv, og på den anden side: +papirgræsset, papirblomsterne. Men det ærgrede +ham for resten, at han i sine betragtninger måtte +ta sit udgangspunkt i de foragtede bøger. De slap +ham alligevel ikke så let.</p> + +<p>Men nu vilde han ellers sikle fra det hele, og så +kørte han en fjorten dages tur på lykke og fromme, +Sjælland rundt, og da han en dag tilfældigvis faldt +ind i Korsør, sejlede han over bæltet og tog Fyn +med.</p> + +<p>På denne tur var det, at gennembruddet skete. +Ivar Holt vendte hjem som digter og var indtil +videre glad og løftet.</p> + +<p>Gennembrud er et relativt begreb. Når en stor +mængde nærveceller har ophobet en ensartet kraftmængde, +så opstår der et pres i een bestemt retning. +Det kaldes Længsel, Attrå, Sturm und Drang +o. s. v., og når det bryder frem inden for bevidsthedens +grænse, så er gennembruddet sket. Een ligger<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a></span> +på sofaen og grunder over et filosofisk system, +klokkerne ringer, og pludselig bryder forståelsen +igennem. Han skriver en masse ilde snak om kunst +og religion, hvori tretallet er den store, forløsende +hemmelighed. Der er ikke menneskelighed og natur +i det hele, men gennembruddet er fuldbyrdet, et +forholdsvis fornuftigt menneske blev den æstetisk +forblindede nar, han var bestemt til at blive. En +anden går en lang tur, sover uroligt om natten, +sparker dynen af sig og vågner næste morgen som +en stor digter. En blir stor, en blir gal, en blir en +tosse, det kan altsammen foregå i et gennembrud.</p> + +<p>Ved Ivar Holt var det nu det mærkelige, at han +ikke havde nogen videre skrivelyst — lige efter et +gennembrud kommer der ellers gærne en voldsom +blæk-eksplosjon — og at han heller ikke erhvervede +hin enkle, storslåede verdensopfattelse, som vi nok +ved. Det var snarere, som om tilværelsen var gået +i stykker for ham, men da hans helbred var godt, +og hans humør antageligt, så led han ikke under sin +mangel på bestemte anskuelser. Han nød solskinnet +om sommeren og gjorde den opdagelse, at musikken +er det, der bedst kan erstatte lyset i den mørke tid.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_4" id="KAPITEL_4"></a>IV.</h2> + + +<p>En <span class="corr" title="var: Dag">dag</span>, da forfatteren hr. Kasbjerg kom hjem +fra sin sædvanlige eftermiddagstur, lå der en +tyk, blå konvolut på hans skrivebord. I mangel af +bedre beskæftigelse satte han sig ned og gjorde sig +bekendt med indholdet; det viste sig at være et bidrag +til hans tidsskrift. Forfatteren syntes at være +student med dansk litteratur til hovedfag. Det var +udtrykt sådan, at nogle slette — eller måske +dumme — mennesker havde overtalt ham til at bestige +den danske litteraturs himmelbjærg; det skulde +bringe ham nærmere himlen og skaffe ham større +udsyn over jorden, bægge dele trængte han til, for +han var af dem, der higer efter poesi —</p> + +<p>Kasbjerg rejste sig og gik en omgang langs med +sine bogreoler, men de tilbød ham ikke noget læseligt, +han vendte misfornøjet tilbage til den urolige, +jaskede skrift.</p> + +<p>Bjærget så godt nok ud på afstand, det var passende +højt og imponerende bredt, og det fortonede +sig blåt. Op ad det! Det var svært. Stenene, der +var brede fliser, gled idelig bort under ham, han +svedte, været blev tyndt i hans lunger, men det var +jo også et helt bjærg. Foreløbig var der ikke andet +end sten, men al sødheden lå naturligvis på toppen.</p> + +<p>Hovedpine, tom susen for ørene, svimmelhed. Død +blødhed under kraniet, senere fortsat ned gennem +rygraden. Havde han vidst det! Men nu var han<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a></span> +snart oppe. Der var ikke tid til at se sig om efter +noget som helst.</p> + +<p>Begyndende sindsforvirring, mangel på orienteringsævne; +nu måtte han være meget nær ved toppen. +Når bare han fik vænnet sig til denne luft og +temperatur! Bægge dele var afgjort ubehagelige.</p> + +<p>Ha ha! Toppen! Først så han ned efter jorden; +forfærdelig langt borte lå den grønne jord — ja, men +den var slet ikke grøn, og havet så ud som ostevalle. +Han la sig ned og lukkede øjnene, alt imens +han bittert beklagede, at han var gået fra forstanden +i dette vigtige øjeblik. Da han atter fik mod til +at se sig om, opdagede han, at bjærget bestod af +lutter bøger, det var ikke noget rigtigt bjærg. Denne +opdagelse tog sådan på ham, at han dånede, under +suset af et dusin lyriske englevinger, og straks derpå +åbnedes bjærget under ham og slugte ham.</p> + +<p>Han vågnede, levende begravet nede mellem bjærgets +rødder. Der var mørkt, ikke en menneskelig +lyd trængte ned til ham; det meste vær, han trak, +var støv, og der lugtede nederdrægtigt; alle slags +harske, mugne, visne uddunstninger trængte med +vold ind gennem hans næsebor. Således gik der +ubestemmelige tider; nu skulde han altså dø. Havde +det endda været på åben mark! Han misundte den +mand, der kan gå ud i den grønne skov og hænge +sig, mens <em>han</em> kvaltes i en nedrig bogdød.</p> + +<p>På ryggen havde han det ligesom mere behageligt; +han masede en hånd ned og fik fat i jorden. +Ah, jorden! Hvem der bare lå på maven med næsen +i muldet! Han fik en håndfuld op og snusede til +den. Vidunderlig kraft bredte sig ufortøvet gennem<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a></span> +hele hans krop. Han snusede mange gange, livskraften +vendte tilbage. Op! Rejse sig kunde han +ikke, men med uhyre besvær lettede han sig to tommer +og skød et lag bøger ind under bagdelen. Laget +fortsattes til op under hodet. Han tog en nævefuld +jord i hver lomme for at ha noget med at styrke +sig på. Så skubbede han et nyt lag under sig og +var følgelig fire tommer højere oppe, og på den +måde blev han ved. Det tog tid, rimeligvis år, men +selv om han var en gammel mand, når han kom +op, han vilde være glad, hvis han blot slap for +at dø dernede. Det gik virkelig, muldet gav styrke, +en skønne dag rejste han sig op gennem det øverste +lag, de sidste volumina haglede ned om hans fødder, +og uden kraft til at sparke dem fra sig trillede han +halvdød ned ad hele bjærget og vågnede længe efter +med næsen i det grønneste græs, nogen har set — —</p> + +<p>Kasbjerg vendte sig i sin stol, som om han så +efter en, med hvem han kunde udveksle et forstående smil.</p> + +<p>Under skitsen stod navnet Ivar Holt. Han mindedes +utydeligt en lille forknyt bog, som han havde +anbefalet yngre kollegaer i kritikken at ta lidt læmpeligt +på. Han fandt bogen i en reol; jo, rigtigt nok. +Men manden måtte ha forandret sig en del. Dette +her var sikkert noget af hans virkelige jeg, og forknytheden +et begynderstadium. Mærkeligt nok. +Forknythed plejede ellers at være uhelbredeligt. +Han måtte se noget mere af den unge mand, ja, og +se ham selv. Måske var her tale om et gennembrud. +Det skulde han snart afgøre. Han vilde +sende et par ord af sted den aften; hr. Ivar Holt, +der sandsynligvis var ung, naiv og trængte til anerkendelse,<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a></span> +kom nok næste formiddag, hvis hans +stolthed tillod det, ti han var sikkert vanskelig og +selvfølende. Alene det træk, at han, så snart han +var kommet godt og vel ind i litteraturen, begyndte +at nedslagte ældre kollegaer! Men hr. Kasbjerg +skulde snart blive klog på ham, for når han ikke +uheldigvis havde en pen i hånden, var han en særdeles +duelig menneskekender.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Kasbjerg gættede straks, at den, der ringede, +måtte være hr. Ivar Holt. Han var gået hjemmefra, +straks han fik brevet. Den ansete forfatter +drejede sig halvt om i sin skrivestol, så at den indtrædende +fik en fornæmmelse af noget solidt, der +med besvær tog notits af hans spinkle ringhed.</p> + +<p>Det første, Kasbjerg bemærkede, var en forbavsende +solbrændthed og et meget lyst hår; dertil +kom et par alvorlige, usikre øjne og en lidt ubehersket +gang; den unge mand var vant til at slentre +omkring for sig selv.</p> + +<p>"Nå, det er Dem, der har sendt mig dette — mærkelige +bidrag."</p> + +<p>"Ja," svarede den anden ivrigt, og så smilede +han, som om der til det bidrag knyttede sig noget +morsomt, han gærne vilde fortælle.</p> + +<p>Kasbjergs ansigt forblev alvorligt. "De har skrevet +noget tidligere, ikke sandt?"</p> + +<p>"Jo," sa Ivar Holt og så misfornøjet på Kasbjergs +øjne. "Der kommer snart en bog af mig +igen."</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"></a></span></p> + +<p>Det svarede Kasbjerg ikke noget til, men ligesom +nikkede op ad loftet til.</p> + +<p>"Så vidt jeg husker, har vi ikke før haft bidrag +af Dem."</p> + +<p>Den unge mand trommede misfornøjet med alle +fem fingre på sit ene knæ, hans mund fortrak sig, +mens han så ned i gulvet og svarede affærdigende:</p> + +<p>"Nej, men jeg må gøre noget for at blive kendt. +Publikum ved ikke, at jeg eksisterer. Når de opdager +det, vil jeg blive læst."</p> + +<p>"Hm. Ja, Deres første <span class="corr" title="var: Bog">bog</span> kan jeg altså +ikke — —"</p> + +<p>"Min første bog duer ikke. Men den næste blir +bedre, og især de næste."</p> + +<p>Han så op med en svag antydning af hidsighed.</p> + +<p>"Nå. Så venter vi os noget stort af Deres næste +bog."</p> + +<p>"Nej. Det vilde være for meget sagt. De, jeg +ikke har skrevet endnu, blir de bedste."</p> + +<p>Kasbjerg følte sig en smule påvirket. Mennesket +talte øjensynlig med sig selv og var vant til det. +Han overvejede sagerne i enrum og kom til uomstødelige +resultater. Eneboere er sikre i deres trossager.</p> + +<p>"Deres ideer kommer uden vanskelighed?" spurte +Kasbjerg.</p> + +<p>"Jeg klemmer dem ikke ud. Men det, der kommer +nu, er kun det foreløbige. Jeg har vished for, +at der engang indfinder sig noget, som er — —" +Han smilede hen for sig: ansigtet fik stærkere farve. +"Nu, da jeg læser korrektur på min næste bog, ser +jeg godt, at den ikke er den rigtige."</p> + +<p>"Det må jo være trist."</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"></a></span></p> + +<p>"Det gør ikke noget. Jeg kan sagtens vente. Det +er også meget heldigt, at det bedste ikke kommer +endnu."</p> + +<p>Kasbjerg drejede sig lidt bort. Denne fanatiske +overbevisning virkede sådan på ham, at han et øjeblik +glemte sin overlegne kølighed og blev helt naturlig.</p> + +<p>"Har De en god ide til den næste bog igen?"</p> + +<p>"Det antager jeg. For resten ved jeg ikke noget +om ideen, før jeg får skrevet den ud. Jeg begynder +med ingenting, det hele kommer under vejs."</p> + +<p>Hm ja. Han vilde gærne tro det. Selv om denne +unge mands indfald ingenting var værd, de havde +den fordel, at de kom let. Kasbjerg huskede sine +allerførste bøger, de var ganske vist uden værdi, +men så til gengæld fornøjelsen ved at kunne frembringe +med denne vidunderlige lethed!</p> + +<p>"Jeg har sendt bud til Dem," sa han højt og +koldt, "for at foreslå Dem visse rettelser — ikke med +hensyn til de navne, De gør løjer med — — desuden +er det hele vel nærmest spøg, men — — jeg har sat +nogle blå mærker, hvor jeg synes, der kunde tiltrænges +ændringer. De har vist en del fantasi."</p> + +<p>Ivar Holt tog sit papir. "Det har jeg vist. Blandt +andet." Han stak papiret i lommen og rejste sig. +Kasbjerg så på hans øjne, at han kom ikke igen. +Han måtte ikke gå!</p> + +<p>"Når jeg ser Deres næste bog," sa han med en +velvilje, der gjorde hans ansigt mere ubehageligt, +end han selv vidste, "så vil jeg bedre kunne bedømme +Deres talent. Forhåbenlig kan vi til den tid +drøfte Deres bog sammen, hvis det skulde interessere +Dem, og — med hensyn til Deres bidrag, så er<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"></a></span> +jeg naturligvis villig til at la det trykke, som det er, +hvis De ikke mener, det kan formes anderledes."</p> + +<p>Ivar Holt tog sit papir frem igen og glemte at +skjule sin tilfredshed.</p> + +<p>"Nu skal vi se, om De kan bringe noget nyt i +stedet for det, De slår ned."</p> + +<p>"Det kan jeg sikkert."</p> + +<p>"Om det just allerede viste sig ved Deres første +bog — —"</p> + +<p>"Min første bog brugte jeg til at skrabe fremmed +påvirkning af mig; den tæller altså slet ikke."</p> + +<p>Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme +igen. Han udleverer sig, han er let at studere. Jeg +trænger til en levende model.</p> + +<p>"Jeg håber altså at se Dem igen, hr. Holt, når +De en anden gang har noget på hjærte."</p> + +<p>Ivar Holt smilede godmodig og afvæbnet. Vist +kom han igen.</p> + +<p>Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige <span class="corr" title="var: Arbejdsværelse">arbejdsværelse</span>. +Hvor mange år var det nu siden han +havde truffet et naivt menneske? Og dette her var +jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt +naive, de var alle forbeholdne, de led af overkultur; +der var ingen solbrændthed i hans bøger — det +havde han hørt så tit, og nu så han, at det var +sandt, men her var netop et formløst, umiddelbart +menneske, der kunde blive grundlaget for en ny +type, en række nye typer i den Kasbjergske litteratur. +Ja!</p> + +<p>Dermed satte den udmærkede forfatter sig ved +sit skrivebord og tog med fornyet iver fat på sin +ufuldendte bog; nu havde han særlig grund til at +haste med at få den færdig. Han længtes efter Ivar<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a></span> +Holt; det var noget andet end at efterligne sig selv +for tredje eller fjerde gang.</p> + +<p>Kasbjerg hørte til en gammel, anset familje, der +havde frembragt adskillige officerer og et respektabelt +antal lærde mænd. Selv følte han i sin ungdom +intet bestemt kald, men hans opdragelse og +omgang gjorde ham ganske naturligt til litterat, og +da hans faer, professoren, både var lærd og radikalismen +hengiven, og han selv ud af familiens fortræffelige +egenskaber havde reddet et alvorligt og +bydende udseende, så blev han i en tidlig alder +knyttet til et anset venstreblad.</p> + +<p>Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj +tænkerpande, der forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig +skaldethed, endvidere professorøjenbryn, +buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt +vand; der er nok, som veed at fortælle om deres overordenlige +virkning på en talerstol. Næsen var nærmest +militær, den krummede sig som ryggen på en +mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. +Munden var stram og intetsigende, men det kunde +også se ud, som om den gemte over en hel del; manden +smilte uhyre sjældent og led ikke af meddelelsestrang, +han havde fra forfædrene arvet et udtørret +gemyt. Hagen var dækket af et spidst, gult skæg, +som nu grånede stærkt; hans ungdomsvenner huskede, +hvor udtryksløs hans lille hageklump havde +været, inden skægget kom. Men altså i det hele et +imponerende hoved, der sad på en statelig krop. +Stemmen var hård og klar; på en talerstol kunde den +blive til en smældende <span class="sic" title="[sic]">komandorøst</span>. Hele manden +var skabt til at være autoritet, og det blev vedtaget +i bladets redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a></span> +den afgørende dom i alle litterære spørsmål, så vel +som i sager, der ikke helt og holdent tilhørte politik +eller det praktiske liv. Han anmældte de betydeligste +skønlitterære værker; i polemik optrådte han +som afsluttende part, og så var det uigenkaldelig +forbi, Kasbjerg dixit; han fastslog bladets endelige +dom om de betydeligste modstanderes officielle personligheder, +han blev den ansete journalist, længe +inden han var den udmærkede forfatter.</p> + +<p>Men forfatter blev han altså også. Dær forbavsede +han publikum betydeligt; man havde ventet +sig noget i retning af spartansk ruhed, og navnlig +havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner. +Hans første bøger var pinligt åndrige, sindrigt +affekterede som en ældre ung piges kærestebreve. +Der var megen erotik, og skønt der var en evig tale +om hengivelser, så var der ingen videre sanselighed, +men mange kønne ord. Humor fattedes komplet. +Det var gentlemans-realisme; Kasbjerg kom +ikke på listen over de usædelige forfattere.</p> + +<p>Men der var mange, som undrede sig, og de så +manden igennem endnu en gang. Ansigtet var +meget godt, men så gik de om bag ved ham og opdagede, +at han havde ingen nakke. Panden var af +de bekendte høje og hvælvede, men kraniet løb op +i en kegle som et indianerhoved; bag panden var +der ingen hjærnekuppel, men kun et smalt tagkammer. +Næsen var heltemæssig, men den kan i +det højeste kun opfattes som et symbol; realiteten, +baghodet, hvor karakteren skal sidde, var desværre +udeladt. Der var mennesker, som nu fik øjet op +for, hvordan en silkehat i virkeligheden sad på hr.<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a></span> +Kasbjergs hoved. Og øjenbrynene var altfor overdrevent +buskede, øjnene var rå og kolde, næsen for +bred og rimeligvis blød, den var langt mere et +snorkehorn end en hieroglyf, der skal læses: karakterfasthed.</p> + +<p>Manden var et fasademenneske; fortil havde han +et godt materiel at råde over, bagtil var der fladt. +I litteraturen viste han nakken frem.</p> + +<p>Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede +sig således en vis anciennitet, d. v. s. krav +på tiltagende længde af anmældelserne. Ti det er +retfærdighed, at en anmælder om en forfatters mislykkede +opus 10 bruger to spalter for at påvise, +hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent +der endnu er igen, mens han kan nøjes med en +tredjedel spalte, når han skal omtale et talentfuldt +begynderværk — dog modificeres denne regel naturligvis +af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold +mellem forfatter og anmælder.</p> + +<p>Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end +den leverede bogmasse; tidens rørelser gik ham ikke +sporløst forbi; midt i firserne fik hans litteratur henholdsvis +et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt +senere tog han religiøse æmner op — en omvendelse +og en skildring fra Indre Missjons mark, bægge vel +spækkede med erotik — så vakte han opsigt ved en +arbejderroman, og nu var han havnet i den noble +litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større +finhed. Der var ikke spor af groft i hans skildringer; +trætheden gjorde ham fin. Han blev mere og +mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede +hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a></span> +skrev sig bort fra virkeligheden, og det roste de +hinanden for, men de opdagede ikke, hvor lidt liv +der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen +til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, +så er der noget sygt; kunsten stiger, men livet +synker.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_5" id="KAPITEL_5"></a>V.</h2> + + +<p>Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfære +mod hr. Kasbjerg var ikke så ligefrem +en ting, som Ivar Holt havde tænkt sig. Den ældre +kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, +end forfattere plejer at være — det +var formodenlig derfor, at hans bøger var mindre +gode — og han forstod at være elskværdig på en +behagelig dæmpet måde, der efterhånden virkede +fordelende på den blanding af overlegenhed og generthed, +der var Ivar Holts omgangsform. At denne +ikke led ham, kunde han sagtens se; han <span class="corr" title="var: paa">på</span> sin side +følte heller ingen sympati for den unge mand, der +mindede ham om den egenkærlige digtertype, der +aldrig gør noget godt, og som der ikke er noget +ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt +fald kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid +at bedømme ham med billighed, efter at romantikken +har forherliget ham, og dens reaksjon har +lastet ham og næsten stillet ham i klasse med samfundets +skadedyr — Kasbjerg var manden, den ubestikkelige +vejer og måler, og litteraturen skulde få +et nyt hovedværk.</p> + +<p>En formiddag, da de var spaseret sammen ud på +Frederiksberg, inviterede Kasbjerg rent tilfældigt +på frokost. Ivar Holt tog gærne imod det; der var +i at la sig invitere noget passivt, der lå særlig for +ham.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a></span></p> + +<p>Det var altså hans næste bog, der skulde tales +om. Jo, den blev et slags kalejdoskop, ikke andet. +Alting gik i stykker for ham, han vilde helst begynde +med hele verden, senere kunde han nøjere +gå i enkeltheder.</p> + +<p>"Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig +begynderfejl — eller et tegn på magtesløshed. +Det er også ideerne, der regerer mig, ikke omvendt; +det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for +alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så +heles min verdensopfattelse; når jeg skriver, går +den i stykker igen; det er måske galt, men jeg kan +ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også fristende; +for når jeg har dyppet pennen og skrevet +en sætning, så er der stukket hul, jeg kan næsten +ikke holde op igen. Men jeg ved nok — skønt hvor +ved jeg det fra? — at først når det ikke går i den +grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal +skrive, for at der kan komme bevægelse; selv mine +sværeste fyldefornæmmelser er kun <em>tilstande</em>, de bevæger +sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive +mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er +det hæsligste."</p> + +<p>"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede +Kasbjerg; "det er ubetinget sundt at tale ud — bortset +fra, i dette tilfælde, at det interesserer mig overordenligt."</p> + +<p>"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg +er kommen i gang med at tale; det er, ligesom det +var en anden, der førte ordet inden i mig. Min +stemme blir også utydelig og usikker, som om +denne anden ikke rigtig formåede at bruge min +stemme. Det er inspirasjonen, der gør, at jeg ikke<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a></span> +ganske behersker min tunge. Moses stammede også. +Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at +komme over tømmermændene efter denne her talesvir."</p> + +<p>Han <span class="corr" title="var: saa">så</span> uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig +likør til kaffen. Men en sigar, jo tak, og så ud ad +landet til.</p> + +<p>Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom +ilende med et forekommende knæk i ryggen.</p> + +<p>Det var velgørende at komme op og gå. Blodet +strømmede igen tilbage fra hodet; bevidstheden indsnævredes, +han blev herre over sig selv og kunde +tale om andre ting; nu vilde han også være i stand +til at gå hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i +inspirasjonens højde trådte han forkert på alting.</p> + +<p>De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente +ikke, at realismens mænd havde meget at rose sig +af i den henseende.</p> + +<p>"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg.</p> + +<p>"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen +metode? Det har De ganske vist selv. De sidder +hjemme og optænker åndrigheder, så man kan +mærke, hvordan de lugter af sved — men der er +ikke et grønt græsstrå i det hele. Sådan går det +ganske vist de fleste, især alle dem, der ikke er direkte +fra landet. De pinder litteratur sammen, så +man kan se limen og sammenføjningerne, men der +vokser ikke noget af sig selv. Den slags forfattere +har allervanskeligst ved at gengive naturbilleder; +det at ligge på landet gør det i alt fald ikke. Men +for resten, hvis De vil ha en metode, kør landet +rundt, eller gå til fods, ta et ris papir med, skriv op<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a></span> +alle de hunde, gamle koner, brændestakke, børn, +fedtebrød, som De ser i landsbyerne. Studeer alle +de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og +menneskeansigter, De møder. Gå op på alle høje +bakker, beskriv landskabets linjer og hestepærernes +udseende, lige fra de rødgule til de halmgrå (for at +publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad +De ser, tusende ark; rens så ud og se, om der ikke +skulde blive ti ark tilbage, som der er noget ved! +Det er ikke min metode, men det kan godt være, +den er brugbar."</p> + +<p>Selv når Ivar Holt udtalte sig så spottende, bevarede +hans ansigt sit fredelige udtryk, som om han +ikke havde nogen anelse om, at han sårede. I virkeligheden +talte han snarere for at tilfredsstille sig +selv, end for at ramme en anden. Han følte vel +uvilje mod hr. Kasbjerg, men den var af den art, +at det vilde være utåleligt at ha fornærmet ham; +allerhelst vilde han være fri for ham, så at han +kunde foragte ham i enrum; men nu var manden +der engang, hørte på ham og lokkede, alene ved sin +opmærksomme interesse, tanker ud af ham.</p> + +<p>Noget efter bemærkede Kasbjerg: "Jeg er ikke +klar over, hvad der egenlig er udgangspunktet for +Deres nye værk."</p> + +<p>"<a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: Udganspunkt">Udgangspunkt</a> — næ. Hvad mener De eksempelvis +om en høstak? Skal vi lægge os ned for resten? +Se, hvor skyerne ligger lavt og fast i dag; verden +er ikke ret stor, den er ikke større, end jeg godt +kunde agere Vorherre over den smule, man kan se. +Så vilde jeg sidde på kanten af den sorteblå sky derovre, +der er skubbet ud på himlen som en hylde, +sidde i en høstak deroppe og dingle med benene ned<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a></span> +ad jorden til. Da måtte menneskene ta sig i agt, +skønt jeg er ikke ondskabsfuld, men jeg vil nok ha +dingleplads. Bagefter vil jeg ophøjes — når jeg +har trådt hjærnetaget ind på en skok mennesker —, +jeg vil være gud over en stjærnetåge. En spiralring, +der består af sten i størrelse fra Jupiter til almindeligt +nyregrus. Alle stenene sidder på deres +sted og følger smukt med i rotasjonen, for der er +ingen vind, der støder til dem, luften har endnu ikke +frigjort sig af den hele masse. Jeg selv sidder på +en middelstor sten. Jeg ser mig sidde midt inde +i tågen, der er forstenet af ligevægt. Omkring mig +hænger sten og støv, som om de var indkapslede i +luften, som ikke er der. Over mit hoved hænger en +klods på størrelse med Peterskirken. Hvis den gik +nedad, måtte den knuse mig, men den er fængslet +til sit sted. Under min venstre albu flyver en splint, +der ligner obelisken fra Luksor; den kunde ta mig +midt over — og der var straks et geni mindre —, +hvis den fik et skub, men skubbet er der ikke. Der +er kun inerti, alle kræfter vogter på hinanden og +holder hinanden i tømme; jeg kan ikke se noget røre +sig; vi farer vore tusende mile i sekundet og lader +som ingenting. Men der er eet brud på loven: mig. +Ingen inerti binder mig. Jeg vil lave noget. Jeg tar +obelisken om livet og gir den en bevægelse fremad. +Den adlyder uden vrangvilje og borer sig syv og +fyrretyve alen ind i det tomme rum, men den kommer +tilbage, naturkræfterne trækkes om den, den +ene kan ikke unde den anden denne sten. Derefter +får Peterskirken et spark og hummer sig uden betænkning, +og så daler den igen som en damphammer, +så jeg er nød til at springe over og ride på<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a></span> +obelisken for ikke også at blive lavet til inerti. Men +nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min +spiraltåge, så der kommer gyngning i det hele; de +store blokke knuser de små imellem sig, de spidse +borer huller i de brede, og efterhånden kommer det +hele i brand. Astronomerne nede på jorden, der +ikke kender mig, de glor op til mig og tænker: Hvad +pokker går der af spiraltågen? Mægtige enøjede +kikkerter stirrer op til mig, og i enden af hver af +dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige +hypoteser fremsættes, mens jeg sidder på +den køligste blok og ler ad alle de tre og tyve, indtil +jeg kort efter falder i søvn, mens mine naturkræfter +arbejder videre på egen hånd."</p> + +<p>Kasbjergs bifald kaldte ham ned på jorden, han +satte sig op, rynkede brynene og søgte at fiksere det +menneske, der, mærkværdigt nok, sad ved siden af +ham, men blikket kunde ikke holde ham fast.</p> + +<p>"Det vilde være et meget passende sted at falde +i søvn," bemærkede Ivar Holt, idet han lukkede +øjnene.</p> + +<p>"Vil De ikke med tilbage til byen?" spurte Kasbjerg +og rejste sig.</p> + +<p>"Nej."</p> + +<p>"Nå. Farvel da, hr. Holt, og på gensyn."</p> + +<p>"Farvel," sa Ivar Holt, stadig med lukkede øjne.</p> + +<p>Mens Kasbjerg gik bort, tænkte han: Hvordan +mon det menneske er i erotisk henseende?</p> + +<p>"Væmmelig," tænkte Ivar Holt, da den anden var +gået, "hæslig som de insekter, man træder itu, mens +man ser til den anden side." Nu kunde han lukke +øjnene op igen.</p> + +<p>Så hensank han på ny i høduft og solskin, mens<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a></span> +han lå på bunden af et hav af lyksalighed, der begyndte +rundt om ham og endte — — som ikke behøvede +at ende noget bestemt sted.</p> + +<p>Han følte, hvordan lyset skinnede helt igennem +ham og opløste ham. Han blev til en lys tågestøtte, +der skred halvbevidst fremad uden at kaste nogen +videre skygge, en søjle, der efterhånden klarnedes +helt i lyset, så at den ligesom slet ikke var til; ingen +mennesker kunde forurolige den ved at pege på den +og sige: Dette skulde egenlig ha været et menneske, +men det er ikke andet end dis fra en dekomponeret +personlighed. Men ingen ser den; den er kun til for +sin egen fornøjelses skyld.</p> + +<p>Ak ja, jeg er tyst lyksalig som en døddrukken +mand, der ingenting kan sige og ligger ned og +griner til sig selv af ikke noget.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_6" id="KAPITEL_6"></a>VI.</h2> + + +<p>En hundredkroneseddel er en mærkelig ting. Til +at begynde er den ganske vist et kortfattet og +uanseligt udtryk for en svimlende formue, men +gå ind og køb seks fine sigarer for den. Straks +yngler den beskedne lap ni andre lapper ud af sit +liv, foruden en skøn masse sølv; den blir moer til et +læs penge, der kan føles både på låret og på brystet. +Det er hundredkronesedlens geniale øjeblik. Den +blir et herligt symbol på frugtbarhed og fedme, som +en flod, der danner delta, som en so, der får grise. +En hundredkrone, der veksles, er et af livets højere +øjeblikke, ligesom forplantning, løvspring, den længste +dag o. s. v. Derefter går det nedad. Tikronerne, +der forsvinder, det er som en slægts sørgelige undergang, +livsfyldens forfald. En hundredkrone, der +veksles, er et ophøjet symbol på kulminasjon, så +skal vi nedad; til de højeste bjærge hører de dybeste +dale. Har vi toppet, må vi dale, siger en stor digter, +og hvad han siger om rigsdalerne, gælder lige så +godt om kronerne.</p> + +<p>Ivar Holt kom ud på gaden med en udmærket +syv øres sigar i munden; fem andre havde han i +lommen.</p> + +<p>Det er noget andet end at skulle indsnuse andres +sigarrøg, ti så dybt var du sunket!</p> + +<p>Løftet af en fin pengerus gik han hjem for at ta +sit bedste tøj på. Han la vejen om ad Vesterbrogade.<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a></span> +Nu skulde det være slut med studierne. Han +havde ikke rigtig været klar over, hvor vidt han studerede +længere eller ikke, for han hørte stadig nogle +forelæsninger, men fra i dag!</p> + +<p>Uh ha! Der var noget lumpent i at skulle dreje +ned ad <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: Saxogade">Saksogade</a>! Han gik videre til Valdemars, +hvor træerne kiggede ud på fortovet med deres nysgærrige +kroner. Her vilde han også bo nu.</p> + +<p>Der blev foretaget en reparasjon på Matthæuskirkens +spir. To arbejdsmænd stod deroppe og +manøvrerede med en bjælke; de lignede myrer, der +er i færd med at slæbe et halmstrå ind ad et hul. +Hvis han skulde stå derude med et reb om sig, så +vilde digteren nok forgå i ham, og han vilde blive +vanvittig af skræk, mens han i virkeligheden burde +blive endnu større digter, han, som var sådan en +linedanser på mælkevejen.</p> + +<p>Det var en underlig, ubehagelig tanke, agressiv, +som om en anden havde tænkt den for ham. Han +skyndte sig hjem og klædte sig om. Han skulde +til selskab hos Kasbjerg.</p> + +<p>Der lå en stemning af idyllisk magelighed over +det villakvarter, hvor den ansete forfatter boede. +Husene behøvede dær ikke at trykke sig flade og +magre op ad hinanden, de havde ikke nødig at rende +op som bønner og blive svimle. De var ikke kolonidyr, +ikke menneskekager med mange celler, de var +enkeltvæsner. De stod ikke, men de lå, henslængte +mellem haver og alleer, de generede ikke hinanden, +de kunde brede sig, strække deres udhuse mageligt +fra sig, skyde karnapper frem, som de syntes, uden +at gnave nogen nabo i ryggen, de kunde la deres +trappegange og verandaer vokse frit ud; der var<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a></span> +ingen fare for, at deres ekstremiteter skulde kollidere +med deres medskabningers.</p> + +<p>Kulasken på gangstien knasede under Ivar Holts +sko, solen stod ham lige i ansigtet. Bagved lå byen +med sin lysebrune atmosfære over sig som en tronhimmel. +Fra en fabriksskorsten stod en vældig røgsøjle +op, vinden tog den og bøjede den forsigtigt, +for at den ikke skulde gå itu, den strakte sig elastisk +og blev ved at krybe hen over tagene, til sidst +omspændte den hele byen som en uhyre slange og +viste menneskene sin sorte bug.</p> + +<p>Han gik op og ringede på. Husholderskens højre +øje sås i en forsigtig dørspalte, der straks efter antog +en mere gæstfri bredde.</p> + +<p>Det var ikke noget udsøgt selskab, der ventede på +ham. Kasbjerg havde i den sidste tid lagt sig efter +mindre fin omgang. Litteraturen blev mere og +mere demokratisk, den ene efter den anden tog sig +over at skrabe samfundets bund. Publikum ønskede +det, og hr. Kasbjerg bøjede sig for ønsket; han vilde +anlægge sin gentlemans-metode på de forkomne +eksistenser.</p> + +<p>Da Ivar Holt kom ind, var der allerede tre gæster, +pianisten Tornberg, tegneren Drewes og Katinka. +Tornberg spillede i en natkafe, han var en bleg ung +mand med en ansigtsfarve som marsipan; på overlæben +havde han en smule mørkt skæg, der lignede +tørvesmul. Drewes var en ældre mand og en ærlig +mand med rigtig kone og mange børn. Han var desuden +faer til adskillige af de studiehoder af skønne +mænd og kvinder, som har glædet mangen ærlig +abonnent på illustrerede blade; det var også ham, +der opfandt konfirmanden i sorte handsker og rund<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a></span> +hat (i hånden) og skytsengel bagved med skuldret +palmegren. Den skal han ha tjent betydeligt på; +samme år fik han to ægte børn. Nu havde han også +måttet lægge sig efter sultne børn, pjaltede mødre +og fulde fædre, og endelig var han humoristisk bagsideleverandør. +Katinka endelig var simpelthen Katinka, +hendes væsen var ret dameagtigt; hun var +kendt med Kasbjerg og havde dagen før fået ti +kroner af ham, hvorfor hun nu ventede sig et eller +andet, for hun vidste nok, at ti kroner ikke kommer +flagrende alene, de efterfølges af noget, eller de har +en omstændighed foran sig, de er et led af noget.</p> + +<p>Straks efter indfandt sig cand. phil. Lynggren, +tidligere stud. theol. og skolekammerat til Ivar Holt. +Han havde opgivet teologien for journalistikken og +var nu boganmælder ved et kristeligt farvet blad. +Æren for denne omlægning af løbebane tilskrev han +den gode veninde, der kom i følgeskab med ham, +en varietesangerinde, hvis plakatnavn var Miss +Irene Whiteflower, men som i en snævrere vennekres +bar det navn, Lynggren havde givet hende, +næmlig Teologine.</p> + +<p>Teologine var ung og fint skabt, havde gode tænder, +store, uskyldige øjne og en lav pande, hvorover +lyseblondt hårskum stænkede ned i rigelig +mængde. Hun havde gode engagementer og sang +ikke med benene alene. Hun var ikke uden alvor; +i ensomme timer havde hun rørende drømme om +honnet kærlighed; desuden var hun en stor beundrer +af Sherlock Holmes, men satte ikke pris på +den øvrige moderne litteratur.</p> + +<p>Der præsenteredes. Ivar Holt begyndte på et<span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a></span> +høfligt buk, men Lynggren samlede ham og Teologine +i sin favn.</p> + +<p>"Så, børn," sa han med salvelse, "nu er I to +mødtes ved mit bryst; derved har I et grundlag at +elske videre på."</p> + +<p>Forlegenheden var overstået. Kasbjerg dunkede +Teologine i ryggen for at stemme instrumentet; hun +lo ham op i næsen og rykkede ham i skægget, og +det var netop kammertonen. Tornberg smilede og +gned tørvesmullet. Drewes så mørk og mat ud; +dog bordet var dækket, han overkom et smil.</p> + +<p>Bøf, spejlæg, kold kylling, sildesalat, hummer, +sardiner — jævne retter uden udskejelser. Kasbjerg +vidste, at det var ikke retternes udsøgthed, der +vakte stemningen hos hans fornæmste forsøgsobjekt.</p> + +<p>"Drikker damerne bajer?" spurte værten og +drejede heltenæsen.</p> + +<p>"Ja," sa Teologine, "og dram!"</p> + +<p>Lynggren velsignede hende ned ad ryggen med +den ene hånd.</p> + +<p>Katinka derimod afslog drammen: hun vilde +endnu holde sig på dannet grund.</p> + +<p>Der hævedes glas og nikkedes over dem; Teologines +blottede hals gik bagover, og straks efter beskrev +hendes glas en meget stor bue ned på bordet.</p> + +<p>Stemningen var middels. Lynggren snakkede, +Teologine lo, Katinka smilede. Ivar Holt, der var +anledning til hele selskabet, ytrede sig ikke; han +så ikke, hvordan Teologine sled i ham med øjnene; +værten var misstemt, han greb til den fortvivlede +udvej at tale om litteratur, hvorover digteren blev +aldeles tungsindig, og da ingen fandt noget at bemærke, +tilfaldt ordet igen Lynggren.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a></span></p> + +<p>"Nej, som sagt, kære menighed, teologi er en farlig +medicin, der gør de bedre til fanatikere eller bespottere +og de slappe — hvis de blir præster — til +folk, der hemmeligt skammer sig, — lad mig nu se, +du snøfter pænt, Teologine. Disse mennesker er +inderligt og modbydeligt forargede over sig selv, og +så bedøver de sig med store indtægter, store middage +og mange børn — græd, Teologine! — de har +det såmænd ikke så godt. Men imidlertid — tør her +din tåre af, kære Teologine! — da så til sidst embede, +kone, børn, vrøvl og den bekendte menneskelige +dekadence, der allerede i fyrrerne begynder at +ta pippet fra os — ikke sandt, hr. børnehjemsejer? — +tvivlens og spottens pip, tænkningens pip — mener +hr. vært ikke også? — da alt det gør sin virkning, +så vender det hele sig dog omsider en gang til den +bedste, salige ende. Amen. Modtager dernæst herrens +velsignede salat, som han gerne vil ha sendt +om."</p> + +<p>"Skål, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en +bedre karl, end jeg havde tænkt."</p> + +<p>"Skål, fromme bekender. Det glæder mig, at min +forkyndelse dog i det mindste har vakt een sjæl. +Men lad os nu hellige damerne vor opmærksomhed, +det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fædreland. +Spil, slave, du er betalt."</p> + +<p>Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang +rundt om bordet med Teologine, måltidet endtes med +al mulig spetakkel; kun to forholdt sig stille; den +ene var Drewes, der havde nok at gøre med at spise.</p> + +<p>Ivar Holt stod ved en dørkarm og så til. Han følte +i sig en vis trang til noget vildt, men den blev ikke +til noget, ligesom man ikke kan finde sin egen melodi<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a></span> +mellem en kres af lirekasser. Hans eget væsen +det var en susen i højstammede træer; i denne rå +larm forekom det ham, at han ikke var andet end +høje, klare toner, der har lydt, mens gøglet brølede +rundt om; ingen har hørt dem.</p> + +<p>Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den +næste time; men da han igen kom til sig selv, bemærkede +han, at Lynggren var kendelig påvirket.</p> + +<p>"Nu vil vi sidde blødt og dybt," sa han. "Kom +her hen, Teologine, Katinka med, jeg trænger til at +elskes. I anbringer jer på hver side af mig, så jeg +delvis forsvinder under jere skørter og albuer. Det +har altid været mit ideal at sidde i et blødt hul, garneret +rundt om med kvinder, belæsset på knæer, +bryst, ryg og skuldre med kælne hænder, hofter +samt hager med smilehul. Skål, slaver, og modtag +min foragt, ti jeg er fuld. Jeg har østerlandske tilbøjligheder. +Katinka: læg kun nogle flere punds +vægt på, kvindelig tyngde gir frugtbarhedsfornæmmelser. +Jeg har overdådige aspirasjoner efter elskov +og røgelse, det har jeg lært af den åbenbarede religion. +Du skal ikke skotte efter Ivar Holt, Teologine, +hans kæreste sidder på regnbuen og dingler med sin +tøffel ned i en tordensky; han deler leje med himlens +små stjærner, men aldrig med dig, du er ham +for kødelig anlagt. Hvis han avler et barn, så blir +det med en af de højeste lammeskyer, sådan en +kraftkarl er han. Men kom alligevel her hen, Ivar +Holt, og lad dig småelske på skuldre og knæer. Se +på os og opdag, hvad du selv mangler."</p> + +<p>Ivar Holt rykkede sin lænestol hen til de andre. +Teologine faldt ligesom af sig selv over på hans +skød.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a></span></p> + +<p>"Hvad skal vi nu være enige om at drømme?" +mumlede hun op til ham.</p> + +<p>"Jeg vil være kong Salomon," erklærede Lynggren. +"Jeg sidder halv slumrende med min pibe på +en trone, der er udpolstret med kvinder."</p> + +<p>"Uha," vrissede Katinka og dunkede ham på +mellemgulvet med hodet.</p> + +<p>"Stille! Jeg er kong Salomon. I er to af mine +fem hundrede hustruer. De kvindeløse tre mandfolk +i baggrunden er mine øverste eunukker."</p> + +<p>Teologine så op til Ivar Holt med sit jomfruåsyn, +der var fuldt af lyst til sjov. "Uh, jeg gad nok vide, +hvordan De egenlig er," sa hun og ruskede i ham.</p> + +<p>Han gad også selv vide det, og i det samme faldt +det ham ind, at han kunde kysse den pige, der lå +på hans skød; det gjorde han. En lille gnist gled +fra hendes læber ned i hans krop og fulgte med +blodet, han kunde hele tiden føle i sig, hvor +den var.</p> + +<p>"Drøm så noget," bad Teologine, "om kærlighed."</p> + +<p>Hendes hår kildrede ham på halsen og krøb ned +under hans flip. Det var straks en omstændighed, +tænkte han.</p> + +<p>"Kærlighed," svarede han, "ja. Jeg vilde nok +eje en villa, og i min have går min kæreste i hvidt, +halvlange ærmer, bar hals. Livet skulde gå hen +som et stille smil. Hvis jeg var rig — ja; jeg kunde +tænke mig tilværelsen som et venligt pigeansigt +under en bred, hvid hat — —"</p> + +<p>"Ja, men opgiv så at være digter," afbrød Lynggren, +"sælg din samvittighed til et blad og tjen +penge; ellers kommer villaen ikke. Jeg er selv en<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a></span> +Schuft og står mig ved det. Når jeg er fuld, har jeg +samvittighedsnag, men sandelig! Der er noget i +kvindens favn, som gør, at jeg forsoner mig med den +måde, jeg tjener penge på."</p> + +<p>Teologine syntes at vente på noget; værten gned +hænder på den anden side af bordet, hans bryn +klaredes. Måske den levende model vilde ytre sig +erotisk.</p> + +<p>Men Ivar Holt rejste sig og lod hende glide af. +Han blev pludselig vild. "Nej, ånd!" udbrød han, +"hellig ånd! Skal vi gå op og ruske den hellige ånd +løs af treenigheden! For det er den, vi har brug +for. Inden den helt rådner op ved sin sammenvoksning +med faderen, der er færdig med verden, +og sønnen, hvis død hver dag blir mere utvivlsom. +Det er ånden, vi har fornøden, krop har vi selv, +Skabelsen er overstået, opholdelsen går af sig selv, +og døden dør vi selv med så megen væmmelse, at +det er afskyeligt, at en anden oven i købet skulde +gøre det for os, som om vi ikke gjorde det nederdrægtig +godt nok selv. Men hellig ånd, skal vi +prøve at hente ham!"</p> + +<p>Da Ivar Holt så de andres øjne, kom han til sig +selv, sa farvel og gik. Så snart han kom ud i den +friske luft, så han, at hans sjæl var ligesom oversået +med store, ildelugtende menneskepletter; der +skulde mange sikleture og megen blæst til at få dem +af igen.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_7" id="KAPITEL_7"></a>VII.</h2> + + +<p>Ivar Holt og Henriette Ravnø var en Søndag eftermiddag +kommet helt ud til Vanløse. Når de +gik alene, havde de gærne deres lillefingre hægtede +sammen; det var noget, han havde fundet på, mere +attråede han ikke. Hendes lille finger var så spæd, +og når den var rigtig varm, gjorde den et uvirkeligt +indtryk, som en sart drøm.</p> + +<p>De var meget tavse på deres lange ture, især når +været var godt. En gang imellem dinglede han +med hendes hånd, som en hvalp rusker i et lommetørklæde, +den har erhværvet, for bedre at mærke +besiddelsen, og så vekslede de måske en bemærkning. +Hun virkede så svalt på ham, han oversnakkede +sig aldrig sammen med hende, og derfor søgte +han gærne hendes selskab.</p> + +<p>"Ved De hvad," sagde han, da de nåede Damhussøen, +"det er noget, jeg har tænkt på før, jeg vil +være havnesjover i Marseille, mine bukser skal være +fløjelsbukser og min kasket en bred stråhat; jeg står +op ad en fortøjningspæl og har solen i ansigtet, +min kone er appelsinkælling og sidder ti alen fra +mig på havnepladsen."</p> + +<p>"Så gå hen og snak med hende, hun keder sig."</p> + +<p>"Jeg snakker med solen."</p> + +<p>"Men hun vil ikke ha en mand, der snakker med +solen; ham render hun fra."</p> + +<p>"Farvel, kone."</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a></span></p> + +<p>"Hvor De er sorgløs," sa hun lidt utålmodig.</p> + +<p>"Om aftenen finder vi et bjærg, der ikke er for +højt, og kryber op på det for at se ud over Middelhavet. +Det ligger dær som en blå stålklinge, der +på et sted er rødglødende; det er månen, der +står op."</p> + +<p>"Blir de dær hele natten?"</p> + +<p>"Nej — de går hjem."</p> + +<p>"Og ser til deres lille pige."</p> + +<p>"Mon de har sådan en?"</p> + +<p>"Ja. Så har konen noget at bestille, mens manden +har glemt, at hun eksisterer."</p> + +<p>"Jeg tror også," bemærkede han efter lang overvejelse, +"at det er godt at ha en lille pige. Undertiden +savner jeg en vis fornæmmelse af menneskelighed. +Ingen rod i jorden; jeg er som en afskåret +blomst, der er sat i vand."</p> + +<p>"De trænger til at blive gift," mente hun.</p> + +<p>"Ja. Hvis det er det. Jeg — —" han så fortabt +på hende og rystede på hodet; "det er mærkværdigt; +måske er jeg slet ikke noget menneske."</p> + +<p>Hun havde lært at dæmpe sin lidt robuste natur, +siden han var blevet hendes ideal af mandig finhed. +Hun forstod også at undgå at komme for plumpt med +sine praktiske bemærkninger, og når han talte på +sin betagne, åndsfraværende måde, kunde hun få +det indtryk af sig selv, at hun var en plebej, men +det var vist ikke så meget, at det stødte ham; hun +vilde også se at hjælpe på det og lære noget af ham. +Godt var det, at hun var den mest praktiske; lærde +folk trænger til praktiske koner, og det skulde ikke +undre hende, om han, der var så stille og flittig, en +gang endte som professor. Men det var egenlig<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a></span> +mærkeligt, at de endnu ikke havde talt fornuftigt +sammen en eneste gang, når han dog tog alting så +alvorligt.</p> + +<p>Han gik og så op på det fine, hvidlige slør, der +lå over den blå himmel. Det vakte et dybt velbehag +hos ham som noget beslægtet.</p> + +<p>"Hvordan må der ikke være nede i syden, dær +hvor de har opfundet Elysion, Paradiset! Å ja, hvis +jeg havde meget mere af denne sommer, så skulde +jeg også nok opfinde noget saligt, som menneskene +kunde blive mere lykkelige ved at tro på."</p> + +<p>"Jeg kan godt forstå, De får den slags indfald, +nu mens De går og har ferie."</p> + +<p>"Ja —" sa han noget efter, da han havde glemt +hendes bemærkning, "der er noget fremmed inde i +mig siden min lange sikletur. Det er, ligesom hele +verdens tanker er sluppet ind i mig og skal udvikles +dær. Jeg forstår ikke, hvad der falder mig +ind — jeg har slugt verdenssjæl — — hvad det nu +vil sige."</p> + +<p>"Mon det er heldigt for Deres studier?" spurte +hun.</p> + +<p>Det gav et ryk i ham. Spørsmålet påtrængte sig +alvorligt, nu da det blev stillet af en anden. Gør +man virkelig sådan noget? Kaster man sin sikre +fremtid over bord? Er man et alvorligt menneske +med ansvarsfølelse?</p> + +<p>Han så op og mødte hendes alvorlige blik. De +øjne — det var familiens øjne, alle fornuftige folks +øjne, der ser undrende på ham, som render fra sine +studier. Vil han virkelig ikke ta sin eksamen?</p> + +<p>Heldigvis var der endnu to måneders ferie igen, +han kunde tænke over det.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a></span></p> + +<p>"Lad os gå ud i Damhuskroen og drikke kaffe," +sa han.</p> + +<p>Tidligt på aftenen fulgte han hende tilbage til +byen og drev så selv om i gaderne, til det blev +sengetid.</p> + +<p>Det var hel mørkt, da han kom hjem. I værelset +bag ved var frelsermændenes aftenbøn i fuld gang. +Den ene ekstemporerede med forbløffende virtuositet +en grædefærdig anråbelse, mens de andre faldt ind +med hjærteskærende nødskrig: Jaaa, Herre! Å hvad, +Jæsus! — — Det tog dem et godt kvarter at forrette +deres fromme nødtørft.</p> + +<p>Det er åbenbart, tænkte Ivar Holt — lige så uanfægtet +af frelsermændenes råb som rimeligvis Vorherre +selv —, at hun holder en del af mig. Mon hun +egner sig til at være appelsinkælling i Marseille? +Solen vilde gøre hende bedre, hendes øjne er endnu +noget for kolde.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_8" id="KAPITEL_8"></a>VIII.</h2> + + +<p>For anden gang udkom der en lille bog, hvorpå +der stod navnet Ivar Holt. Den skildrede ikke +noget, der optog sindene på det tidspunkt.</p> + +<p>Det danske smør havde da for længe siden tilkæmpet +sig sin ansete plads på det europæiske marked; +der var svær drift i agerbruget, opadgående +konjunkturer; husmandssagen var alles kælebarn, +socialdemokratiet havde sine jærnbånd om hele +landets industri, og det vandt stadig flere pladser i +regeringen og i hovedstadens råd; venstre havde den +politiske overmagt; der måtte — skulde man tro — +snart komme et systemskifte.</p> + +<p>Forfatteren, cand. phil. Ivar Holt udgav en bog, +der foregik midt i universet. Verden var gået i +stykker, eller rettere sagt, den var samlet i een stor +kugle af urtåge, grå, halv gennemsigtig, og inden i +den gemtes hele resultatet af verdens hidtidige udvikling; +mennesker og menneskelig kultur hvirvledes +rundt deri og sønderdeltes; sjæle frigjordes og +maledes ud i den hele masse. Geniale ideer omslyngedes +side om side med jævne betragtninger over +spegepølse og hakkebøf. Shakespearske tankelyn +sås at slå igennem tågen, lidenskabelige, Michelangeloske +hvirvler tegnede sig glødende midt i det +grå, og brudstykker af Beethovenske akkorder fik +rotasjonens larm til at tie stille og undre sig. Men +også masser af skidenhed maledes rundt i verdensmøllen;<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a></span> +glimt af lave pander og hæslige næver +skabtes og udslettedes. Stank slog ud, banditsjæle +opløstes i det store krematorium; Meyerbeers slubbertmusik +kvalmede ud ved siden af hæse øl-eder.</p> + +<p>Verden malede videre, modstridige elementer +pressedes sammen og indgik nødtvungent forbindelse; +Lionardos lysende ånd svejtsedes sammen +med en eskimokællings trannede sjæl trods hæftig +kemisk frastødning. Beethovens fjortende kvartet +kom i nærheden af "Der Prophet", og opløsningens +vidunderlige magt loddede dem sammen under gyselige +disharmonier. Menneskenes røde og brandgule +drifter fortæredes med umenneskelige brøl til fin +aske og tav derpå stille. Rotasjonen tog fart, heden +voksede. Som tyve tusende mile lange protuberanser +flammede de halv opløste geniers sjæle ud af verdenskuglen, +men centripetalkraften sugede dem ind +igen, udjævningen fuldbyrdedes. Da alt var udbrændt, +begyndte en ny verden at danne sig.</p> + +<p>Digteren sad i Guds ene øjenkrog og stirrede ud +gennem det sorte verdensrum; dær så han en utydelig +kugle, hvis gråhed lyste i det sorte, og idet tiden +fløj forbi — tusende år som een dag — opdagede +han, hvordan kuglens overflade begyndte at bæve +uendelig svagt, den trak sig sammen og strammedes +og blev mere klar i omridset. Men medens den +grå bug arbejdede, fødte den rødsort ud af sig, +det blev til rødt og til gult, og det gule fortættedes +til hvid ild. Den hvide kugle ynglede og udsendte +andre hvide kugler, der gik baglæns i udviklingen, +blev røde og til sidst grå. En af disse valgte digteren +sig til beskuelse. Skinnende dampskyer bulnede +ud og blev sugede ind igen for atter at hvæse<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a></span> +ud et andet sted i snehvide eksplosjoner. Men det +hørte op, kuglen hang med grå og blå pletter for +digterens øje. Han så, hvordan der kastedes grønt +skum i land fra havet, det krøb op over landet, jorden +blev grøn. Senere kom et blegt slimdyr og begyndte +en udvikling, i hvis anden ende der sad +digteren selv.</p> + +<p>Stort længere kom de ihærdigste læsere ikke.</p> + +<p>På samme tid som bogen udkom, blev husmandsloven +forelagt i Folketinget, et par ministre gjorde +deres historisk bekendte skandaler, højremænd +mældte sig fra, aviserne havde travlt, der var ikke +megen plads til litteratur. Verden gik ganske vist +skævt, men alligevel i grunden hel godt; hvad skulde +man med en digter, der havde set verden gå i +stykker?</p> + +<p>Der blev ikke gjort meget grin med Ivar Holt. +Man fandt latterlighed nok i landet uden at behøve +at søge efter den hos en gal digter. Masser +af politisk dumhed lå klart for dagen; en forrykt +poet kunde ikke længere opfattes som god komik. +Derfor tav alle ordenlige anmældere stille; de kendte +desuden ikke den herre; i politisk bevægede tider må +man vide, hvor en mand har sin gang, før man indlader +sig med ham, hvad enten han er ligtornespecialist, +embedssøgende skolelærer eller poet. De +øvrige anmældere præsterede et skuldertræk og en +erklæring om, at de ikke havde forstået og ganske +vist heller ikke havde gjort sig ulejlighed for at +forstå; et par særlig reaksjonære blade, der mente, +at intet uden venstresind kunde fostre slig litteratur, +gjorde sig virkelig den ulejlighed at skælde ud. I +provinsen så det langt bedre ud, for dær havde<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a></span> +aviserne ikke så meget at underholde læserne med, +og de gjorde forfatteren til grin efter al deres ringe +ævne. Ivar Holt nød den ære at blive citeret og +begrint ved kaffeselskaber; i en enkelt by købte man +endog selve bogen. I den by, hvor han selv var fra, +nød hans forældre, der var hæderlige folk, stiltiende, +men hjærtelige beviser på agtelse og medfølelse.</p> + +<p>— "Nå, hr. Kasbjerg," spurte det mægtige blads +redaktør en dag, "hvad mener De om den nye mand, +Ivar Holt? Har han noget talent?"</p> + +<p>"Å, det kan man vist ikke afgøre endnu."</p> + +<p>"Men er han ikke nogen brugbar kraft for os? +Kan det ikke tænkes, han har en fremtid for sig?"</p> + +<p>"Jeg ved skam ikke. Noget af det første, han sa +til mig, da vi en dag talte om litteratur, det var: +Ja, De har jo ikke selv noget talent."</p> + +<p>Redaktørens overskæg bevægede sig svagt.</p> + +<p>"De kan nok forstå, at en mand, der siger det, +mangler opdragelse."</p> + +<p>"Men ikke overbevisning," smilede redaktøren.</p> + +<p>"Hm. Jeg har nu ingen overbevisning kunnet +mærke hos ham. Han er både forlegen og aggressiv. +De ved, hvordan generte mennesker undertiden kan +blive ubeherskede og sige de groveste ting, uden at +de rigtig ved af det. Jeg stoler ikke på ham. Sæt, +vi en dag slipper ham herind — vi beskytter jo de +nye talenter, der kommer frem, så skal De se: en +dag falder han os i ryggen."</p> + +<p>"Ja<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> men går det unge menneskes overbevisninger +da ikke i nogen bestemt retning?"</p> + +<p>"Det tror jeg ikke. For resten er han over fem +og tyve år. Han har svært travlt med at få sine +meninger frem. I løbet af fem minutter kan han<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a></span> +nedsable hele Schandorph og det meste af J. P. Jacobsen +og Bjørnson. Og jeg vil ikke sige, han gør +det særlig uvittigt."</p> + +<p>"Heller ikke da han nedsablede Dem selv?"</p> + +<p>"Hensynsløshed er overhodet et betegnende træk +hos ham," fortsatte hr. Kasbjerg. "Og dog siger +han sine — — flotheder med en vis naiv blidhed. +Han mener næmlig ikke noget ondt med det; jeg +tror slet ikke, der er noget ondt i ham. Også af den +grund synes jeg dårligt, vi kan bruge ham."</p> + +<p>"Det var da mærkeligt. Jeg talte i går med dr. +Rønnow, og han lod til at være temmelig interesseret +af den bog."</p> + +<p>"Dr. Rønnow anmælder den ikke."</p> + +<p>"Nej, det ved jeg. Han mente, det var bedst at +vente. Skal vi anmælde den?"</p> + +<p>"Det synes jeg absolut ikke. Han er så glubsk, +han må først disciplineres noget. De skal få mit +eksemplar, jeg har indstreget en del steder, læs +dem, de er temmelig agressive."</p> + +<p>"Virkelig! Jeg har ellers forstået, at bogen handlede +om urtåger og — —"</p> + +<p>"Ganske vist. Men den handler også en del om +ham selv og hans private meninger. I et kapittel +gør han det af med hele romantikken, nå, det er +ganske vist lige meget, men — —"</p> + +<p>"De er måske også selv med?"</p> + +<p>"Det skal jeg ikke kunne sige. Nej, la ham afklares, +lad os se, om han finder et sted at stå på, +så kan vi altid snakke med ham; at ha ham gående +her — —"</p> + +<p>"Bag kulisserne, nej, det er klart. Men derfor<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a></span> +kunde vi måske nok optage et eller andet lille +stykke ved lejlighed."</p> + +<p>"Ja — og lægge vort navn til som garanti for +hans talent."</p> + +<p>"Å hvad, det er just ikke store digtere alle de, +vi har i vore spalter — — men naturligvis, det litterære +overlader jeg som sædvanligt til Dem."</p> + +<p>"Ja, og jeg kan jo altid ved lejlighed skaffe nogle +skitser af ham ind andre steder, for selvfølgelig bør +han ha adgang til at ytre sig."</p> + +<p>"Nå, De har altså dog en vis interesse for ham."</p> + +<p>"Jeg nægter ikke, at han til en vis grad interesserer +mig."</p> + +<p>"Hm. Ja, det er jo meget uegennyttigt af Dem."</p> + +<p>Der sad en spørgende tvivl begravet i redaktørens +overskæg, idet de to erfarne mænd vekslede +et blik.</p> + +<p>Men i ethvert tilfælde, hvad hr. Kasbjerg gjorde, +skete til bladets gavn og formodenlig ikke altid til +hans egen skade.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Samme eftermiddag fik hr. Kasbjerg besøg af +Ivar Holt. Han var både nedslået og stor på det.</p> + +<p>"Hvordan er De tilfreds med virkningen af Deres +bog?" spurte den ansete forfatter.</p> + +<p>"Pressens køtere har unægtelig brændt røgelse +for mig," svarede den ubekendte forfatter, "men +det er jo kedeligt, den ikke lugter noget bedre."</p> + +<p>Hr. Kasbjerg kneb det højre øje sammen, som +om han søgte efter noget, der var faldet ham ud af +hukommelsen. Så skubbede han en sigarkasse til<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a></span> +side og halede en anden ud, der stod bagved, lod +langfingeren løbe hen over sigarerne, indtil han +fandt en, han gad tænde, skar spidsen af den og +stak den i munden, idet han løftede øjenbrynene, +som en, der kommer til at tænke på noget, der for +resten er ganske ligegyldigt, og i det samme fik han +tilfældigvis øje på Ivar Holt.</p> + +<p>"Å, undskyld, må jeg byde Dem en sigar?"</p> + +<p>Ivar Holt var blevet så medtaget, at det tog nogen +tid, inden han fik samlet sig og sagt nej tak.</p> + +<p>"Har De ikke søgt at få nogle timer her i København? +De er jo cand. mag., ikke sandt?"</p> + +<p>"Nej."</p> + +<p>"Nå ikke. Der skal jo dog noget til — for at +leve. Det at skrive bøger er jo ikke sådan nogen +levevej."</p> + +<p>"Nej, det betaler sig vist bedre at skælde ud over +dem," svarede Ivar Holt og søgte at se lidt større +ud. "Men man kunde jo gå til et skandaleblad."</p> + +<p>Hr. Kasbjerg overvejede ved sig selv, at den unge +mand kunde blive ganske brugbar til at lave skandaløse +portrætter af bekendte mænd til et toøresblad. +Men der udkrævedes megen demoralisasjon, +før han selv opdagede den ævne og fik mod til at +bruge den.</p> + +<p>"Jeg tror ikke, det er indbringende at samle ulykkestilfælde +til småblade, og andet vilde De ikke +blive brugt til."</p> + +<p>Ivar Holt så ned for sig og rynkede brynene. +Der var noget i den bevægelse, som var betegnende +for ham, tænkte hr. Kasbjerg.</p> + +<p>"De har endnu ikke anmældt min bog."</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a></span></p> + +<p>"Nej. Jeg er så stærkt optaget i denne tid. Desuden +er det jo ikke alle bøger, vi anmælder."</p> + +<p>"Nej, men De beskytter alt, hvad der kommer +frem, som er nyt og originalt. Det er almindelig +bekendt. Og da nu hele højrepressen har rakket +mig ned, så synes jeg, der er så meget mere +grund — —"</p> + +<p>Hr. Kasbjergs sigar trak dårligt, trods det at +det var en Yurak-Bat. Der måtte skæres lidt mere +spids af. Hr. Kasbjerg var for resten ilde til mode. +Det blir en gammel litterær synder undertiden, når +han under fire øjne får sin pligt at vide af en naiv +ung mand, især når det er en pligt, han selv officielt +og alvorsfuldt har vedkendt sig.</p> + +<p>"Hvordan havde De egenlig ventet, at Deres bog +skulde blive anmældt?"</p> + +<p>"Sådan," svarede Ivar Holt og trak noget papir +frem. "Jeg har i går gjort et forsøg på at sætte mig +ind i en jævn dumrians tankegang. Nu skal De +høre: Vi tror ikke, at forfatteren er egenlig gal, og +vi vil ikke påstå, at han simulerer sindsforvirring, +men vi forstår ham bare ikke. Vi tvivler ikke om, +at hans bevidsthed er løftet ud af de almindelige +menneskelige fuger og stablet op i luften; vi tror, +han er kommet op på et stillads, hvorfra han ser +andre ting, end vi ser her nede. Men vi vil ikke +med ham derop; der er jo unægtelig mennesker, der +heller går på jævn alfarvej end på en tynd line +hundrede alen over jorden, og vi hører til de mennesker. +Vi ønsker ikke at ramle sammen, som forfatteren +rimeligvis vil gøre en dag, og som vi sikkert +vilde gøre, hvis vi havde en stige op til forfatterens +verden. Og hvad er det, vi ser inde i den urtåge,<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a></span> +der drejer rundt? Et sted ser vi en knyttet næve, +men den sidder ikke på nogen arm; et andet sted +er der en pegefinger, men hvor den peger hen, kan +ikke ses, da den er revet af hånden. Vi opdager et +stykke tænkende hjærne med kunstige vindinger, +som kunde ha været interessant, hvis vi havde haft +hele det menneske, som oprindelig var ejermanden +dertil. Hvad stirrer dette udrevne øje efter, og +hvorhen skal disse herreløse brøl, der flakker om +fra ekko til ekko? Næ — vi kan nok lige kigge op +til forfatteren, alt imens vi holder på vort hoved, +men idet vi går bort med vor rygmarv elektrisk af +gysen, ønsker vi på det inderligste, at forfatteren +må beholde sin verden for sig selv. Vi ser ingen +grund til at læse flere af den slags bøger, og vi vil +ikke anbefale dem til nogen. At forfatteren byder +os sådan noget, er os ubegribeligt, da dog enhver +fornuftig mand skriver bøger, for at publikum skal +læse dem, og ikke for sin egen private fornøjelse. +Om forfatterens talent ønsker vi ikke at udtale os, +da vi ikke fra pålidelig kilde veed noget om det +himmelstrøg, hvor han hører hjemme. Det er måske +skildret med en vis energi, men det kan meget godt +være den gloende galskab, vi kender det ikke. Hvis +der en gang skulde fødes flere mennesker, der har +det på samme <span class="corr" title="var: maade">måde</span> som forfatteren, så er det at +håbe, at de vil sige os, hvorvidt han efter deres bedste +skøn er gal eller genial. Vi fordrister os ikke til +nogen afgørelse. — Se sådan," sa Ivar Holt, "bør +en fornuftig kritiker, der ikke har begreb om tingen, +udtale sig om min bog. I stedet for dømmer de rask +væk om sjælstilstande, de ikke har anelse om. I +teorien forlanger de altid noget nyt, i praksis tillader<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a></span> +de kun, at man serverer det samme på en +anden måde. Mennesker, hvis mening for mig ikke +betyder mere end det stykke hestepære, jeg kan få +på min støvlesnude ved at gå igennem Købmagergade, +de erklærer min bog for mislykket, endskønt de +ikke ved, hvordan en vellykket bog om samme +æmne skulde se ud. Men publikum stiller sig altid +på hestepærens side. Jeg ser, hvordan vore kritiske +tosser falder i to afdelinger: de, der indrømmer, at +de ikke forstår, og derfor gør nar — og de, som forstår +så udmærket, og derfor gør nar."</p> + +<p>Ivar Holt havde rejst sig op. Han var nu et +stykke højere end hr. Kasbjerg.</p> + +<p>"Men vil De ha denne anmældelse? De kan jo +optage den i Deres blad under et eller andet mærke. +Måske tror så nogen, den er af Dem selv."</p> + +<p>"Hm ja. Redaktøren mener, vi bør indtage en +afventende holdning. Som De selv så udmærket forstår +det, kan vi slet ikke bedømme Deres talent +endnu. Med Deres næste bog håber vi, at der kommer +klarhed i det spørsmål."</p> + +<p>"Derfor kan De godt optage min kritik. De kan +jo sætte mit eget navn under."</p> + +<p>"Det vilde unægtelig være temmelig barokt," +smilede hr. Kasbjerg. "Men på den anden side er +vi jo et alvorligt blad — —"</p> + +<p>"Da mangler De ellers ikke humorister."</p> + +<p>"Nej på den måde. Men De er jo selv en alvorlig +mand. Derimod vil jeg med fornøjelse optage +en eller anden ting af Dem i vort tidsskrift. Dær er +jeg jo på en måde mere enerådende."</p> + +<p>Ivar Holt gik lige hjem og la sig på sin hårde<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a></span> +sofa. Den passede bedst til de overvejelser, der nu +forestod.</p> + +<p>Det er ubehageligt at blive erklæret for ikke eksisterende. +Det, jeg har skrevet, er mig selv og må +altså være virkelighed, da jeg vel selv er et virkeligt +menneske. Men ingen har erkendt noget fælles menneskeligt +i, hvad jeg har skrevet. Jeg er hverken +dum eller forrykt, hverken genial eller talentløs — +ingen af disse fire menneskelige egenskaber tør jeg +tillægge mig. Tosserne rækker mig ingen broderhånd, +og de gale siger: Hvad er du for en? De store +opdager mig slet ikke, og de små ryster på hodet ad +mig. Jeg er altså ikke ubetinget og uden videre et +menneske. Undertiden forekommer det mig virkelig, +at jeg ikke er det. Er der noget tredje foruden +galskab og fornuft? Jeg forstår dog den gales vanvid +og den normales forstand. Jeg indser Kasbjergs +manglende talent og føler vægten af mit eget pund. +Hvad er der så i vejen med min menneskelighed? +Intet svar.</p> + +<p>Men det er ikke vinter endnu. Skal vi køre ud +og la solen skinne på os? Skal vi samle solhonning +til den lange, morderiske vinter?</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_9" id="KAPITEL_9"></a>IX.</h2> + + +<p>"Der er en plads ved en skole, som jeg er vis på, +at De kunde få, hvis De selv vil," sa frøken +Ravnø; "min onkel er næmlig bestyrer. De får dansk +som hovedfag."</p> + +<p>"Sikken en nådegave af et forår, vi har fået +denne gang!" bemærkede han længe efter. "Man +kan blive from af det: Denne er dagen, som Herren +har gjort. Når nattergalen synger om formiddagen, +da er sommeren på sit højdepunkt. Læg for resten +mærke til forskellen på stroferne i nattergalens +sang. Der er almindelig kvidren af forskellige grader, +og der er fløjtetoner, som gør nattergalen til +nummer et af alt syngende, men der er også en +ganske umusikalsk snærren — jeg antager, den er +det ældste i de forskellige udviklingslag, dens +stemme repræsenterer. Hvis jeg var nattergal, vilde +jeg blandt andet skrive en epokegørende afhandling +— sammenlignende sprogvidenskab — om de +forskellige strofer i nattergalens sang. Denne snærren +er så antik. Jeg tænker mig fuglekrybdyret — +Archæopteryx — sidde og slå sine knastørre triller +ved randen af kridthavet. Det må ha været storslået +hæsligt. Hvorfor ser De så gnaven ud? Synes +De, det er noget vrøvl? Det er det også. Men sådan +går min tid, og den går godt."</p> + +<p>"Nej, det må De virkelig ikke sige."</p> + +<p>"Nå. Men hvad vil De herude, når De er i dårligt<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a></span> +humør? Jeg vilde ønske, jeg var en gammel +krage med en stor familie, så vilde jeg skrige rundt +om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind på en +kedelig brakmark."</p> + +<p>"Hvad mener De så om den plads?"</p> + +<p>"Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om +den?"</p> + +<p>Hun ser ikke godt ud, tænkte han. Hvor menneskekød +virker råt ved siden af solbeskinnet bøgeløv!</p> + +<p>"Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet +Deres studier! Jeg forstår ikke, nogen kan +være så ligegyldig med sin fremtid."</p> + +<p>"Hvad fejler min fremtid, synes De? Gør jeg +ikke nok for den?"</p> + +<p>"Deres bog sidste efterår gjorde heller ingen +virkning."</p> + +<p>"Den gjorde den virkning, at min næste bog blir +bedre."</p> + +<p>"Og imens har De ingenting at leve af."</p> + +<p>"Jeg føler mig meget levende."</p> + +<p>"Jeg kan ikke forstå, De har meget imod at +få en ordenlig, sikker indtægt. De kan vist godt +få den plads; min onkel holder umådelig meget af +mig; han har ingen børn selv. Så har De hele eftermiddagen +og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De +engang kan leve af Deres bøger, så kan De jo ta +Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i +det?"</p> + +<p>"Alle mine formiddage ødelagte. Og hvorfor +skulde jeg gøre det?"</p> + +<p>"Jeg forstår Dem virkelig ikke," sa hun næsten +grædefærdig, og derefter tilføjede hun med et koldt,<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a></span> +klart blik: "Og så blev De da til noget rigtigt. De +kom ind i en praktisk stilling og fik andet at bestille +end at tænke Dem som nattergal."</p> + +<p>Hendes blik gjorde et dybt indtryk på ham. Han +så sig pludselig afklædt alle digterdrømme, han stod +dær foran hende som en afsløret, æstetisk tosse. Det +var kvalmt. Og så opdagede han en ting til: Det var +jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvfølgelig. +Hvorfor gik han alle de ture med hende, +hvorfor fortalte han hende alting? Han havde engageret +sig. Han mindedes noget, som nogle mennesker +har, det kaldes forsørgelsespligt; han blev +kold lige ned til mellemgulvet, og han fik næsten +vand i øjnene, ikke tårer, men vand, af noget, der +river. Han tænkte ikke på, om han var forelsket i +Henriette Ravnø. Til tider var han det, en gylden, +luftig kærlighed, uden henblik på dagligt udkomme, +uden sanselighed. Nu var den fuldstændig forsvundet, +samtidig med at det var blevet hans pligt at +gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, +som hans fiaskoer indbragte?</p> + +<p>Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. +Stik den ramme virkelighed i næsen på en rigtig +poet: han vil påstå, at det er salmiakspiritus.</p> + +<p>"Hvad mener De så?" spurte hun endelig.</p> + +<p>"Jeg ved ikke — —"</p> + +<p>Som han stod dær, lignede han et beslutningsfoster, +der er gået i stå midt i udviklingen. Han +svajede hid og did som et menneskesiv for stridige +viljers vinde.</p> + +<p>"Nu er denne dag ødelagt for mig," sa han og +stivede sig af.</p> + +<p>"Var det det hele?" udbrød hun.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a></span></p> + +<p>Han stejlede under hendes foragt som en ung +hest for et piskeslag.</p> + +<p>"Nu vil jeg hjem," erklærede han, og dermed +gik han.</p> + +<p>Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, før +hun turde spørge:</p> + +<p>"Har jeg fornærmet Dem, hr. Holt?"</p> + +<p>"Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tænke over det. +Men hvis jeg opdager, at jeg virkelig er en pjalt, +så tror jeg ikke, at jeg kan være Dem taknæmlig +for, at De har bragt mig på sporet efter den sandhed."</p> + +<p>Resten af vejen gik han alene. Da han nåede ind +ad København til, kom han til at gå bag efter to +herrer, der talte meget højt og ivrigt.</p> + +<p>"Det hele anfægter mig aldeles ikke," sa den ene. +"Så længe jeg er direktør, skal vort selskab være +første klasses, og mit personale første klasses. Vi +er forrest i konkurrencen, og det agter vi at blive +ved med. Vi tjener godt, og vi lønner godt, og det, +vi har at bestille, kan overkommes, når der arbejdes +med fuld kraft. Jeg kunde antage flere folk, så der +blev mindre at bestille, det ved jeg nok, men jeg +ved også, at et personale er bedst, når det arbejder +med fuld kraft. Hvad man udretter med halv kraft, +blir halv mislykket. Selvfølgelig antager jeg ikke +tuberkuløse, og en mand med mavekatar er eo ipso +diskvalificeret. Selvfølgelig gir jeg nødig ferie, jeg +har selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, +der kan udholde det samme som jeg. Alt det +om frisind og humanitet — — så længe jeg kan få +mine folk på <em>mine</em> betingelser, så får jeg dem. Vil +selskabet indføre et andet princip, så kan det jo ta<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a></span> +en anden direktør. Hvorfor skulde jeg forandre +principper, som jeg ved, er gode nok?"</p> + +<p>Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran +de to. Han måtte se den mægtige mand, der talte +sådan.</p> + +<p>Han huskede, hvordan han en gang som lille +dreng havde fået lov til at stå og se et tog køre +forbi. Da havde han fået en forestilling om livets +store magter, om noget, som ingen kan stanse, men +som knuser den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget +var det brutaleste, han indtil da havde set. +Han fandt tilværelsen mindre tryg fra den dag og +drømte tit vildt om nætterne. Men synet af den +ubekendte direktørs ansigt gjorde endnu stærkere +indtryk på ham. Han fik en knusende forestilling +om, hvad det vil sige at være noget og at udrette +noget. Det praktiske liv var en buldrende, hårdt +malende jærnmaskine, som brusede forbi ham og +ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at stå +ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der +blæstes omkuld og i sønder af det store sus, der +drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den mægtige +direktør la mærke til Ivar Holt, selv om han blev +nok så stor en digter. Ingen af hans slags kunde +tiltvinge sig denne mands anerkendelse; ikke engang +som kontorist under ham vilde han være brugelig; +alene udtrykket i hans øjne vilde røbe ham; han var +nu en gang forbandet til at være digter i et tomt +rum.</p> + +<p>I samme øjeblik som han opdagede det, fik han +en uhyre længsel efter den virkelige, håndgribelige +tilværelse, og denne længsel ledsagedes af forvisningen<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a></span> +om, at han var den, der stod uden for. Toget +var larmet forbi. Han kom ikke med.</p> + +<p>Han satte sig ned på en grøftekant og syntes, det +var bedst at dø. Verden har set nok af livstrætte +mennesker, der hænger sig. Burde den ikke for en +gangs skyld se en, der hænger sig, træt af mangel +på liv?</p> + +<p>Digterens lod har tabt betydeligt i værdi i den +sidste menneskealder. I gamle dage var det anderledes, +skønt digterne også den gang var lukkede +uden for virkeligheden. Dær sad Ingemann på det +slot i Vesterled, mens Paludan-Müller lurede på dybsindige +tanker i sin filosofiske luftballon — — men +deres lod var udelt, de anede vel en anden verden, +men den foragtede de, sådan som man er tilbøjelig til +at foragte, hvad man ikke forstår. De vågnede aldrig +op af deres digterkæfert, de var og blev salige. +Den prosaiske verden er intet andet end et skyggebillede +af den poetiske, dær har en digter altså +intet at gøre. Det mente også manden for det hele, +Johan Ludvig Heiberg, der var en stor svindler og +simulerede digter hele sit liv igennem. Men nu er +digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf den +ene findes på jorden, så at digteren står med et ben +i himlen og et på jorden; men det er meget ulykkeligt +at være i verden og dog ikke være der, det er +en stilling, der aldrig kan gøre sin mand tilfreds. +Dog er det uundgåeligt, at digteren nu har sit ene +ben på jorden, da denne omsider er blevet godkendt — +efter at den i en forholdsvis kort periode, dansk åndslivs +fornedrelsestid, har været mistænkeliggjort — og +angsten for at komme uden for verden er slem og +levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige<span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a></span> +så frygtelig som selve dødsangsten. Et ben oppe og +et nede, hinkende på bægge ben, det er en digters +ikke længer salige lod. Tilmed falder menneskenes +ringeagt stundom over det ben af ham, der står på +jorden, de synes, det står usikkert. Da han havde +sin verden helt for sig selv, nød han dog altid noget +af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan +han kontrolleres på det ene ben.</p> + +<p>Solen gik ned over Ivar Holt på hans grøftekant. +Hans skygge lå halet ud hen over kløvermarken, og +langt borte, på en ledstolpe, så han sit hoved opslået +med rødt om. Han fik noget smørrebrød op +af lommen og spiste. Det begyndte at blive lidt +bedre med ham. Nu fik han snart tresindstyve kroner. +Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret +beset, det at sidde ved en grøft og grine frem for sig +ud i landskabet, solo og intensivt, uden at nogen +hårdfingret hånd i hele verden har ret til at gribe +en i armen og sige: Op med dig! Vi skal forsørges! +Du har andet at bestille end at sidde og glo! — det +er unægtelig en tilværelsesform. Den forrenter sig +ikke stærkt, men er der ikke så meget grøftekant, at +den kan ernære en mand eller to? Så meget mere som +den menneskerace er i færd med at uddø.</p> + +<p>Lad så de andre slås. De behøver ikke at hade +manden på grøftekanten, han er ikke farlig. Det +sker ikke, at han en dag slår hodet i stykker på et +andet menneske; hans velvære kræver ikke knuste +hjærneskaller. Men det kan gærne være, han skal +sulte ihjel; det er meget muligt, at den, der aldrig +har haft lyst eller ævne til at slå en anden mand +ned i landevejen, selv skal dø af en tom mave.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_10" id="KAPITEL_10"></a>X.</h2> + + +<p>Forstå og beundre en mand, det gør en fornuftig +og forelsket kvinde gærne, når hun er vis på, +at han vil gifte sig med hende. Men dersom hun +ikke er det, da må han være belavet på at få kritik +i stedet for.</p> + +<p>Henriette Ravnø var en praktisk pige, der en +gang kunde blive en udmærket hustru. Hun havde +uden modstræben forelsket sig i Ivar Holt, og da +det var fuldbyrdet, var han efterhånden blevet forringet +i hendes øjne. Hun betvivlede just ikke hans +talent, og hun vidste også, at man skal ikke straks +foragte et talent, fordi det ikke er noget levebrød, +men derfor behøver det vel ikke at hindre sin ejermand +i at få et andet, virkeligt levebrød.</p> + +<p>Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsøgte +hende stadig, men havde aldrig noget at tale om. +Han søgte ikke nogen plads, studerede ikke, skrev +ikke ret meget, men det lod til, at han var meget +interesseret i at høre hende fortælle om alle sine +ubetydelige småting. Hun kom snart til at gøre en +ende på det.</p> + +<p>For ham var hun ikke længere det lyse akkompagnement +til hans syner. Nu, så længe han følte +sig som en ussel digter, var hun den, der havde opdaget +ham og givet ham et knæk i selvtilliden. Men +det kunde jo være, at hun, som havde opdaget hans +sygdom, også kunde blive hans læge.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a></span></p> + +<p>Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han +var blevet så nøgtern, og forelskelsen var gået over. +Han så hendes kolde, fordrende blik: Har du, hvad +vi skal leve af? Om natten vågnede han op af +drømme om rigeligt børn og ringe udkomme. Det var +en kur, han skulde gennemgå. Hun var af denne +verden, og han vilde over til hende, over det gabende +svælg.</p> + +<p>Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, +almindeligt menneske. Som så mange mennesker, +der dog vist ikke er digtere, kunde han ikke tåle at +tænke ordet <em>poesi</em>. Hans sjæl stod sig nok bedst +ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve +med i noget. Han formanede sig selv til nøgternhed. +Det ligger vist særligt til de senere danske +poeter. "På det jævne, på det jævne," skriger en, +som om han havde opdaget det jævne. — "Gik der +en smule digter tabt, et menneske blev bevaret," forkynder +en anden, som om det nogen sinde lykkedes +ham at smøge digteren af og blive et menneske. +Mange danske forfattere er gået så vidt, at de hadede +digteren i sig selv. I en af dem sad der en romantiker, +som ikke tav et øjeblik, og når denne hviskede: +Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver +gang vi i hans bøger finder en realistisk klat møg, +så kan vi vide, at han har brugt den til at kvæle et +romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt +sig selv i forklædning med ordet <em>digter</em>, hvilket +var det eneste ord, der svarede til hans foragt.</p> + +<p>Det er digterens forbandelse, at han ikke finder +nivoet. Han synker i jorden til op på lårene og er +ringere end andre mennesker; han når op i overmenneskelige<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a></span> +højder og regnes dog ikke for større, +men han træffer ikke selve jordens overflade.</p> + +<p>Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere +skulde få inspirerede øjeblikke. Han følte den allerstørste +trang til at være et fornuftigt menneske og +gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed, +selv om han ikke var forelsket i hende. Han +vilde også gøre noget for at sikre sin fremtid. At +han ikke havde begyndt endnu det kom udelukkende +af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, +den havde aldrig været <span class="corr" title="var: saa">så</span> udpræget som i dette år. +Den kunde også kaldes nedslåethed, for så vidt som +den berøvede ham al mulig lyst til at foretage noget +som helst, men <span class="corr" title="var: naar">når</span> humøret var kommet igen, så +skulde han til at tænke på fremtiden.</p> + +<p>Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende +gennem den høje luft; nu var den faldet ned på jorden +som en kold sten; han tænkte aldrig, den kunde +hæve sig mere.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_11" id="KAPITEL_11"></a>XI.</h2> + + +<p>Hos en livskraftig natur er der intet, som er mere +upålideligt end forknythed. Han kan ha slået +sig nok så godt til ro i resignasjon, den varer ikke +ved. Hans selvnedsættelse kan være fuldkommen +ærlig ment; men der er i hans iver efter at regne sig +selv for ingenting, et forbrug af energi, som tyder +på, at nedslåetheden ikke er andet end en hvile, +hvori han samler kræfter til et nyt opsving. Nedtrykthed +hos et sundt menneske, det er asken, der +lægges på ilden, for at den kan holde sig til næste +morgen, da det igen blir dag, og ny ild nødvendig.</p> + +<p>Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede +sig selv som det jævne menneske, så kom ånden over +ham. Han siklede en dag ud af byen, nord på, indtil +han nåede strand. Dær satte han sig. Det var +næsten vindstille; ingen bølger var at se, undtagen +at der med regelmæssige mellemrum dannedes en +rynke ti alen fra land, rynken blev til en vold, og +en bølge væltede sig ned i sandet med et brat, tungt +plask, der fortalte om mange miles rejse.</p> + +<p>Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han +sugede lyset ind i sig, og dette lys, som nu blev opmagasineret, +vilde en gang stråle tilbage igen; måske +på en regnmørk vinterdag vilde han pludselig se sig +selv vade i solskin. Han var i dette øjeblik ikke +bange for nogen vinter, han indsamlede et forråd af +lys, der var stærkere end alle nætters mørke.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"></a></span></p> + +<p>Foran ham lå havet i glat, silkeblå sorgløshed, +over ham stod solen og glemte ikke at gøre sin pligt. +Solen er umådelig god, den gør alt, hvad den kan.</p> + +<p>Han havde igen indtaget sin retmæssige plads +midt i verden, rundt om sig bandt han ved sin sjæls +kraft lyksaligheden, ligelig fordelt på alle sider som +en verdenskugle.</p> + +<p>Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og +rugede over sit ensomme afsind, kom der igen den +overfarende kulde, som han havde lært at kende i +det sidste års tid — bruddet på fuldkommenheden. +Nu kom han til at forstå den. Lykken er en kugle. +For hver en, der står med hodet opad, er der en, +der har hodet nedad. Den ene står op mod solen, +den anden vender bort fra solen, anelser farer frem +og tilbage. Når den ene om middagen bær solskinnet +på sine skuldre, ligger den anden med brækket lår +ude i natten og råber om hjælp.</p> + +<p>Disse to mænd er mig, den ene ikke mindre end +den anden, jeg har været nede, og jeg har været +oppe; bægge disse mænds lod er min lod, jeg glemmer +aldrig den ene for den anden.</p> + +<p>Han lå længe uden at kunne tænke på at røre +sig, hans sanser virkede ikke længere. Tiden rislede +forbi ham med uhørlig hast, men han var gledet af +og blevet liggende uden for tidens vej. Han mærkede +ikke sit eget legeme, <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: hans">han</a> vidste ikke, om hans +fødder lå over kors, og han kunde umuligt sige, hvordan +hans hænder var anbragt.</p> + +<p>Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der +kontrollerede den stansede maskine, en rest så lille +som infusjonsdyret, der kryber hen over den hvilende +oceandampers skrueskovle.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"></a></span></p> + +<p>Mange grublere har kendt denne sindstilstand: +det mindst mulige kvantum bevidsthed lysende over +den øvrige, bevidstløse ånd.</p> + +<p>Store, ubegribelige ord er opstået bagefter: Uendelighed, +Udødelighed, Personlighedens grænseløshed — —. +Ingen forstår dem, men der er i dem et +vældigt afsind, der river mange med. Opfinderne, +der rimeligvis senere omkom af åndelig forstrakthed, +hædredes hinsides graven som digtere og profeter.</p> + +<p>En mand vågner midt om natten i absolut mørke +og stilhed, hans sanser griber efter noget og får +intet, han kender ikke tid og sted, mærker ikke sit +legeme, men føler sig i øjeblikket som en ånd uden +krop, og i sin meningsløse angst farer han op i +sengen — legemet er der, arme og ben er rigtigt nok +fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er på +ny sprunget ind i tiden og kører med, men han forstår +livets mystik, han er i stand til at tro på sjælens +udødelighed, og han kræver kødets opstandelse: Jeg +må beholde mit legeme, at jeg ved, hvad der er +mig, og hvad der ikke er mig. Fornæmmelse af at +være blot sjæl er forfærdelig.</p> + +<p>Seeren — manden med de lukkede øjne og det +indre lys — glemmer hele sit legeme, og hans bevidsthed +svinder bort <span class="sic" title="[sic]">indtil</span> en lille lysende prik. I +ham alene foregår der intet; de døde forandres uophørligt +i deres kister, det arbejder i jordens indre, +og glødende storme hærger stjærnetågerne, men et +menneskes sjæl kan gå i stå nogle sekunder. +Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager +gud og alt andet, hvad han ikke forstår. Han er +borte et sekund, der for ham synes tusende år, han<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a></span> +rejser sig bleg og forfærdet op fra jorden og bekender: +Fra evighed til evighed er du gud!</p> + +<p>Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo +ingen været hos ham, han ved ikke, hvem han +taler til.</p> + +<p>Den ene står op fra ekstasen og bekender gud. +Det var et øjebliks afsind, men afsindet var ikke +hans, han skyder det fra sig, gud var hos ham, afsindet +var gud.</p> + +<p>Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har +været ude i uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg +kan bære denne ubegribelighed og behøver ikke at +redde min forstand ved at kaste ubegribeligheden +over på en anden. Der er ingen anden gud end mig +selv.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_12" id="KAPITEL_12"></a>XII.</h2> + + +<p>Allerede i begyndelsen af sommeren sivede det +gennem aviserne ud til publikum, at forfatteren +hr. Kasbjerg arbejdede på en stor, ny roman. Deri +var der nu ikke noget mærkeligt, da han var en +sikker mand til at komme med en bog hver jul, men +det år blev der i pressen talt <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: usædvanliig">usædvanlig</a> meget om +hr. Kasbjergs næste bog. En redaksjonssekretær ved +et stort jysk blad (fra først af medarbejder sammen +med hr. Kasbjerg) havde hørt, at bogen vilde komme +til at indtage en særegen og betydelig plads i den +ansete forfatters produksjon. En fynsk redaktør (som +skyldte hr. Kasbjerg penge) udtalte, at julemarkedet +i år vilde frembyde en ikke almindelig interesse, idet +en af litteraturens bedste mænd — for at spænde +publikums nysgærrighed skulde navnet endnu ikke +nævnes — samlede al sin kraft for at slå et hovedslag, +der sikkert vilde gi genlyd viden om. Og en +fælleskorrespondent (der skyldte hr. Kasbjerg sin +stilling) talte om de opsigtsvækkende rygter, der +gik i Københavns litterært interesserede krese om +hr. Kasbjergs næste værk, enkelte indviede påstod +endog at kunne citere sentenser deraf, efter hvilke +sentenser at dømme værket vilde blive af en mere +fantasirig flugt end den betydelige forfatters tidligere +værker. Og sådan blev det ved, succes'en forberedtes, +publikum talte de forskellige tegn på et<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a></span> +kommende storværk, men opdagede ikke den skjulte +tråd, som forbandt dem.</p> + +<p>Til sidst kunde hr. Kasbjergs eget blad ikke længere +forholde sig passivt over for de mange rygter. +Først på efteråret bragte bladet et interview af den +udmærkede digter, men skønt intervieweren, der var +i nystrøgen silkehat, forbandt en forhørsdommers +borende energi med en Sherlock Holmes' snedighed, +så fik han ikke ret meget ud af sit besøg. Den populære +forfatter svarede så vidt muligt kun med smil +og skuldertræk, men visse fakta fik manden i silkehatten +dog møjsommeligt fravristet sit offer: Det var +en moderne roman, just ingen københavnerroman +og slet ikke nogen samfundsroman; en ufrivillig +blottelse fra det til sidst udmattede offers side tydede +på, at der var vers i den; manden i silkehatten +turde derfor love sine nydelige læserinder, at romanen +kom til at handle om kærlighed. — Derefter +tog vi vor høje hat og bad undskylde; havde vi vidst, +at <em>det</em> var æmnet, skulde vi ikke ha oprevet digterens +sind ved vort lange og pinlige forhør. Kærlighedsdigtere +skal man lade i fred, de andre gør +det ikke så nøje med.</p> + +<p>Det lille interview var umådelig morsomt og blev +optrykt i mange provinsblade. Det var skrevet af +hr. Kasbjerg selv.</p> + +<p>Men samtidig artede hans levende model, Ivar +Holt, sig ikke så vel, som ønskeligt var.</p> + +<p>Fra først af havde han anlagt sin helt som den +vege, unge mand med sky, hvidspirende længsler +efter livets lyst og med en fantasi, der gik ovenud, +fanden i vold, op i den blå himmel. Men snart fordærvede +Ivar Holt dette billede for ham. Han kunde<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a></span> +være hæftig og hensynsløs; længsel var ikke noget +heldigt udtryk for hans herskende sindsstemning; der +var lidenskab i ham, ikke så lidt. Der måtte stærkere +farver til, det skulde ikke være noget kalkmaleri. Hr. +Kasbjerg vilde hellere gøre en himmelstormer ud af +ham, det første udkast måtte kasseres. Men så kunde +Ivar Holt være mild og fredsommelig, han stormede +ikke himlen, han svævede derop. Hm ja, hvordan +skal det nu tillaves i en bog? En slags forloren himmelstormer? +Jo, det gør sig vist bedre, og så har +man brug for ironi. Man kommer publikum til at +smile, mens det dog indser, at det ikke er en ren +gøgler.</p> + +<p>Hvad hr. Kasbjerg vanskelig forstod, det var Ivar +Holts nøje kendskab til jorden. Han havde megen +natursans. Hr. Kasbjergs "udpenslede" stil magtede +selvfølgelig også naturskildringer, men Ivar Holt +tog naturen ind gennem alle sanser. Endogså hans +lugtesans var overmåde fin og skelnedygtig. Han +kunde mange af Københavns gader på næsen; hans +kendskab til sjællandske provinsbyers lugt var videnskabelig +udviklet. Også hans smagsævne var meget +nuanceret. Når han talte om smags- og lugtefornæmmelser, +var hans skiftende minespil en hel +række illustrasjoner til hans ord. Og hans synsævne +— — hr. Kasbjerg havde med uro lagt mærke til, +at der hos enkelte yngre forfattere åbenbarede sig en +ejendommelig styrke i synsiagttagelser. De gjorde +overraskende opdagelser, hvor den ældre slægt +troede at ha set alt, hvad der var, men de nøjedes +ikke med synet alene, de belejrede fænomenerne med +alle sanser, og meget gammelt blev nyt. Hr. Kasbjerg +plejede — som anmælder — at udtale om dem,<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a></span> +at de manglede tanker, de havde ikke anelse om +sykologi, i virkeligheden misundte og frygtede han +dem. Heldigvis havde de endnu uhyre vanskeligt +ved at vinde frem til publikum. Ivar Holt syntes at +være en af dem. Men han var rigtignok en besværlig +fyr at benytte som levende model. Hvordan kan +een være hjemme både i himlen og på jorden? Og +frem for alt, hvordan skal det forenes i en bog, så +at publikum tror på det?</p> + +<p>Hr. Kasbjerg var ikke længe om at finde på +noget. Det spørsmål var snart faldet ham ind: +Hvordan har den unge mand det i erotisk henseende? +Og da det gik op for ham, at manden var +uerfaren, forstod han det hele: Under manglende +erotik blir fantasien vild; kvinder, det er noget, der +trækker nedad på den vilde flugt. Der var altså +ikke andet at gøre: Ivar Holt måtte studeres i erotisk +belysning. Men det blev en ubetinget fiasko. Hr. +Kasbjerg skulde ikke for hans skyld umage sig med +at invitere piger; de betød ikke noget for ham.</p> + +<p>Det var særdeles ubehageligt. Hr. Kasbjerg +skulde med fornøjelse ha skaffet den unge mand +lidt ekstra indtægt, for at han kunde overkomme at +beholde Katinka eller Teologine i nogen tid. Selv +vilde han bare betinge sig en vis ret til observasjon. +Men det mærkelige menneske syntes slet ikke erotisk +angribelig. Det var uforklarligt. Hvad skal man +stille op med et menneske, i hvem der ikke er erotik? +Frem for alt, tør man i vore dage sætte ham i en +bog? Publikum går ikke på ham; hr. Kasbjerg +kendte sine folk. Det blev nødvendigt at foretage +en sammensmæltning. Lynggren, der ellers skulde +ha været en person for sig, kom i støbeskeen sammen<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a></span> +med Ivar Holt — altså bogens hovedperson, +som derved både erhværvede frækhed og erotik. Det +begyndte at blive lidt indviklet; manuskript måtte +kasseres, der måtte igen tages fat forfra. Nå, men +indviklet, det er også meget godt, indviklet og opløst; +det sidste ord står hos Poul Møller og er udmærket, +når bare det kan laves. Hr. Kasbjerg lavede +af alle kræfter og kunde allerede la rygterne begynde +at sive ud til publikum.</p> + +<p>Hr. Kasbjerg fik heldigt lavet moralsk fordærvelse +og udskejelser, dog i et sømmeligt sprog, eftersom +dette jo var en alvorlig mands værk og måske +en gang vilde nå ind i selve sognebibliotekerne. +Dagene tog af, bogen tog til. Men nu var spørsmålet +— det blev påtrængende midt i September —: +Hvordan ender sådan et menneske? For en snes år +siden vilde det være at anbefale, at han begik selvmord, +men i vore dage tar det sig ligesom lidt gammelt +ud, vi må vogte os for det melodramatiske. +Nej, det gør sig bedre, at han slet ikke ender. Han +— — man ser ham gå bort, ud ad en pløret landevej. +November, skumring, ikke videre godt vær, han forsvinder +i regntykningen, man ser ham ikke mere, +en flok råger flyver skrigende op, vinden stønner +hæst — —</p> + +<p>Ja. Det er naturligvis udmærket; sådan noget +forstår et københavnsk publikum at gutere. Den +bratte afslutning virker brutalt og er vist heller ikke +gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder +at gå ud decrescendo, pp, ppp, fermat.</p> + +<p>Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for +de kræsne litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for +kunstens skyld, vi har et formål, vi skriver demokratisk<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a></span> +og vil helst ha det brede lag i tale; derfor +vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med +et knald, i rødt. Vi bestemmer os for selvmord.</p> + +<p>Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model +til en selvmorder; hans modløshed var upålidelig. +Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjælpe på det +ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afspærre +ham fra publikum, hvor han havde magt til +det. Men ingenting bed på ham. Efter at han en +stor del af sommeren havde været umedgørlig tavs, +var han nu blevet så ivrig med sit eget værk og så +ovenpå, at hr. Kasbjerg kom i den største forlegenhed. +Og for at ikke Ivar Holt skulde komme ham i +forkøbet med sin egen bog, blev han nød til at hente +modløsheden hos Drewes, men den var desværre ikke +af nogen rigtig god kvalitet. Der blev meget at gøre +med at smælte sammen og lave overgang; først i +midten af Oktober var helten færdig til selvmord, og +bogen gik i trykken.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_13" id="KAPITEL_13"></a>XIII.</h2> + + +<p>"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. +Kasbjergs ny bog ned som en stor sten, der slår +et stort hul i al den grønne andemad og får de bestyrtede +hundestejler og skaller til at pile forfærdede +til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte +i og for sig ikke til dette mesterværk, men en gang +for alle har han villet slå fast — — dog nej, her er +ikke tale om vilje, det er en ny åre, der er brudt +frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig +i lang tid har været forberedt til udbrud. Vi — +publikum — kender ikke de sjælelige omvæltninger, +der er gået forud for dette værk, vi aner, at der i +den ikke længere unge forfatters sind har fundet +en krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi +ser — hvad der for os er det vigtigste — at et betydeligt +digterværk er resultatet deraf. Ja netop +digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest +vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og +realistiske produksjon. Men bor der ikke en digter +selv i den mest nøgterne forfatter? Må ikke poesien +en gang bryde igennem også hos livets koldeste iagttager?</p> + +<p>Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen +handler om. Hovedpersonen er en digter, en poet, +som vor tid frembringer ham. Uden overtro og uden +fordom er forf. skredet til skildringen af sin helt. +Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a></span> +og fra neden, uden urimelig beundring, uden for +megen ringeagt, ti så forskellige er synspunkterne, +hvorunder helten stilles frem for læserne. Først ser +vi ham som et naturens barn — det siger kun lidt +at nævne Christian Winther i denne forbindelse, +men her er naturskildringer af høj skønhed, her er +den sete, ligefrem malede natur, prægtige panoramaer, +hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, +og solbeskinnede marker breder deres tavler ud for +os i alle farver og nuancer. De, der har søgt at fastslå +hr. Kasbjerg som ren Københavner, de nødes nu +til beskæmmede at indrømme, at forf. kender sit +land, sit <em>muld</em>, så godt som nogen.</p> + +<p>Den anden side af digterens karakter er hans +elskovsforhold. Vi ser, hvordan den fine unge pige, +Kaja, længes imod ham og skænker ham sin unge +elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes +at være såre skønt. Men — og her viser forf. os digterens +første brøst — han sviger hendes tillid, nej, +han sviger den ikke, ti ansvarsløs og bevidstløs, som +han er, står han uden for de moralske bestemmelser, +hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen +sorg; en dag ved han ikke længere, at hun er til, +han slipper hende, som han slipper alt andet, han +griber i blinde og slipper i blinde.</p> + +<p>Senere træffer han den kvinde, som han ikke +mere kommer fra, fordi <em>hun</em> holder ham fast, den +rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes hjælpersker, +ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun +ikke alene kan holde på ham; der må afveksling til. +Vi forudser den moralske forargelse, som disse kapitler +vil vække hos snævre sind, der ikke begriber +forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget og<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a></span> +ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger +af udsvævelser, men med rystende sandhed gives +der os et indblik i digterens blodige perversitet, ti +i perversiteten ender denne opløste type; det moderne +liv drager ham for voldsomt fra poesien, og +han formår kun at suge det moderne samfunds gifte +i sig.</p> + +<p>Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den +unge kvinde, han har forladt, men hun formår ikke +mere over ham, han er i kløerne på Messalina og — +befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske +moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig +kraft; mens karakteren opløses, og legemet nedbrydes, +svinger sjælen sig mod himlen og stjærnerne — +ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige rum, +der er forlængelsen af digterens uendelige higen. +For første gang er her gjort et alvorligt forsøg på +at forklare den samtidige tilstedeværelse af grov +sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene er ligesom +reaksjonen mod det andet, og således splittes +digterens sind mer og mere. Der findes her — i til +dels rimfri vers — syner af høj patos, som er mærkelige +i hr. Kasbjergs produksjon og et godt varsel for +fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede +her, skønheder, trodsige paradokser og store +tankeglimt, alt blandet mellem hverandre, tilsyneladende +forvirret og dog ordnet af en hånd, der +intet øjeblik ryster eller griber fejl.</p> + +<p>Således er skuet af det opløste menneske, vor +tids farligste produkt, åndens anarkist, der intet +tror og intet vil, men som spiller bold med alle sandheder. +Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel +søger digteren i længsel tilbage til den, men den er<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a></span> +nu død for ham, død som hans første, ideale kærlighed. +Og dog, hvor dybt han end er sunket, så er +der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed +glimter frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt +bøn om lykke, men forf. tror ikke på disse forsøg +på rejsning, vi tror heller ikke derpå. Med en +næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts svingninger +mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; +vi forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid +og dyriskhed kæmper med hinanden — — +indtil der en dag knalder et skud. Nu er der et geni +mindre i verden! siger han, idet han hæver revolveren +til sin højre tinding. Da han føler det kolde +stål, mindes han sin ungdoms kærlighed: En pjalt +mindre! hvisker han og trækker af.</p> + +<p>Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke +skrevet for unge piger, men dog er der for de rene +sind intet urent i den. Moralen er holdt i ære, — +man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde +paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. +Man tar ikke fejl af, hvor forf. selv står, og +det er det, der gir bogen dens sædelige ballast. Den +har en revsende betydning, der kan sammenlignes +med 'Adam Homo's — omend den er mindre almenmenneskelig —; +der er vel smuds i den, men intet +deraf kommer fra forf. selv; han er ren, mens han +gransker det urene med uforstyrreligt sind."</p> + +<p>Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af +den dybt grebne og højt ansete højskoleforstander +Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian Hostrup og +den senere Realisme"), og på denne frisindede og +alvorlige mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier +deres bogskabe for mesterværket, de<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a></span> +religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og indremissjonske, +tog imod den som halvkristelig litteratur, +og da de ledende, københavnske anmældere +istemte en lignende tone, var dens succes fastslået.</p> + +<p>Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, +købte han bogen og læste den med interesse +og væmmelse. Alle hans ideer aflurede og +lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og +side ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste +lag var ham selv, kynismen var Lynggrens, pianisten +Tornberg havde måttet levere simpelheden, +og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt +kunde ha fisket sig selv op stykkevis. Det var +frygteligt. Han huskede et billede af en hellig mand, +der får tarmene vundet ud af livet på en almindelig +garnvinde.</p> + +<p>En hel uge var han lammet efter dette rov, og +så begyndte han at tænke over det. Var det ikke +en bekræftelse på hans tidligere anelse? Han var i +sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så +lidt som han egnede sig til at skildres i en bog, +netop som han var, lige så lidt egnede han sig til +at være menneske, sådan som han var. Kasbjerg, +der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske +rigtige forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning +er umulig i litteratur. Vilde det ikke ha tjent ham +bedst, om han selv havde haft Lynggrens frække +ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed +o. s. v.? Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, +at hans egen bog vilde falde igennem. Mens +Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde Ivar +Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige +har en forfærdelig magt, der knuser undtagelsen,<span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a></span> +ti det er ikke alle undtagelser, der er pansrede fra +top til tå, så de kan træde reglen under fødder og +hæve sig bydende over den. Alting lukker sig +om den særegne, hvis der ikke er dynamit i hans +sjæl, han spærres ude fra solen og gemmes i det +mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke menneskeforagt +eller selvforagt, alt eftersom det passer +ham. Men denne afspærring er ikke nødvendig; +den særegne kan godt bruges, hvis de andre får lov +at indrette ham efter deres eget tykke, blande til +og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende +måde som hr. Kasbjerg lavede et normalt +menneske af Ivar Holt med tilsætning og fradrag. +Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt +selv var fiaskoen.</p> + +<p>En dag mødtes de to på gaden, mennesket og +hans forbedrer. Kasbjerg hilste flygtigt, Ivar Holt +stansede; den anden stod også stille, han vilde ikke +ha udseende af at rende fra det.</p> + +<p>"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de +havde set noget på hinanden.</p> + +<p>"Jo — jeg arbejder på bogen. Nu må der jo +forandres noget."</p> + +<p>Kasbjerg så studsende på ham. Var manden +ikke rasende? Kunde han bruges mere endnu?</p> + +<p>"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. +"Det vil sige slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, +om jeg kan gøre det bedre."</p> + +<p>"Ja, gør det."</p> + +<p>"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen +mangel på talent, eller var det min skyld, at De +ikke kunde skildre mig uden at blande andre mennesker +i mig?"</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a></span></p> + +<p>"Hm," sa Kasbjerg.</p> + +<p>"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve +at klynge Dem op i luften og ryste alt det lånte af +Dem. Hvad blir der tilbage af Dem, når De er bleven +raffineret for efterligning og påvirkning? Det er +vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det +nobelt affekterede, tror jeg nærmest."</p> + +<p>Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme +himmel. Hvis man kan knuse mennesker med ord, +så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt, +hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. +Det vidner også Deres nye bog om. Jeg kan se det. +Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog, vilde jeg altså +komme i forlegenhed. De er en beholder med andres +ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et +godt spunshul. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt +jeg selv er et reelt, gyldigt menneskeeksemplar; det +har De også, siden De mente, det var bedst at mikse +mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, +der er ureel, De tåler ikke kemisk rensning, for der +vilde ikke blive så meget tilbage, at det kunde gælde +for een person. Ja. Det indser jeg nu. Det er vigtigere +end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, +De eksisterer ikke. De er — en — usubstantiel — +hallunk. Det er Deres latinske artsnavn, jeg ved +ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det kan De selv +se efter."</p> + +<p>Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten +travlt," mumlede han.</p> + +<p>"Ja — hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke +omgås Dem længere. Jeg vil ingen mere pumpning +ha."</p> + +<p>Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet.<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a></span> +Så foer blodet ham pludselig op i hodet. +Bevares, han hadede jo det menneske! Det opdagede +han først, da manden ikke mere virkede hæmmende +ved sin tilstedeværelse.</p> + +<p>Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær +står han, usynlig, lige foran det lys, der ses i et +fjærnt vindu. Det er ude på landevejen, jeg kunde +godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, +høre ham skrige. Jeg kunde også trykke på en +knap, så at han langt borte forsvandt lydløst i +jorden.</p> + +<p>Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens +han gik. Det blev langt; der kom stadig nye, gode +indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til at svare, hvert +svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen +lange, hans hoved ragede op over husene, han tog +sig ikke af, om han nu og da trådte et menneske i +stykker. Han gik og gik. Til sidst nåede han vand +og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede +han og blev til et menneske af almindelig +højde, men han var ikke kuet endnu, han skulde +også træde ned og komme frem. I den næste bog +igen, det ukendte værk, som han følte vægten af i +dette øjeblik, skulde han vinde sin sejr. Han var +ramt og havde lært at slå.</p> + +<p>Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af +den slags digtere, der står på hodet i blækhuset, +så såre ånden kommer over dem.</p> + +<p>Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint +sind. En flok måger brusede op foran ham og +gik ud over sundet. Han smilede og så glad efter +dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt +gå til værs.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_14" id="KAPITEL_14"></a>XIV.</h2> + + +<p>Publikum havde god grund til at undre sig over +Ivar Holts nye bog, så meget mere som han +allerede en gang havde vakt dets undren. Det var +en jeg-bog, skønt denne fremstillingsform udtrykkelig +er forbudt af fagmænd, og ligesom den foregående +var den uden handling og egenlig uden +mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der +betegnede det som et rigtigt menneske. Det syntes +til en begyndelse at være en turist eller snarere +sjælen af en turist, der, uvist med hvilken befordring, +færdedes hen over jorden. Her var en del +naturskildringer, der kunde være gode nok, når +man blot vidste, hvad de skulde være rammen om, +men der skete ikke noget inden for dem. Til tider +syntes det, som om denne sjæl kørte på sikkel, men +længere hen i bogen var den blevet til en slags guddom, +der dog igen steg ned på jorden og tog et +unyttigt menneskes skikkelse på. Denne unyttige, +der var ejer af en grøftekant, skildredes som lykkeligere +end andre mennesker, men han var det blot +ikke ret længe. Ti — hed det — det nyttige breder +sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer +under forstkultur, grøftekantens græs har en +mand købt af kommunen, det må ikke siddes ned, +og snart er alt solskin beslaglagt til at modne frugt +og sæd med, til at tørre skjorter og underbukser, +til at drive motorer og helbrede syge, for at de igen<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a></span> +kan blive nyttige borgere, — ikke en stråle er til +overs; den unyttige, der lar sig beskinne af solen, +er en tyv, han stjæler en værdi, som han ikke har +ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre +af Grønland og ved polerne, hvis han kan finde dem. +Den unyttige drives bort og udryddes som Indianere, +Australnegre og andre af hans fæller. Og selv om +han vil leve som åbenbar tyv, der stjæler plads og +lys fra andre, så har han intet sted ro: Toget, der +farer forbi, gør ham til skamme; dampmaskinen +hujer med sin fløjten: Ned med ham!</p> + +<p>Han betragtes af menneskene som uddød, hans +tilværelse benægtes. Hvis han ytrer sig, ryster alle +på hodet: Sådan taler et menneske ikke; disse tænkeformer +er dels gået af brug, dels har de aldrig eksisteret.</p> + +<p>Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der består +i, at han er det knusende mindretal, een mod en +million, — den trøst, at han er ene om en tilfredshed, +som er større end andres. Heller ikke trænger +han til nogen medynk, fordi han hører til en race, +der skal udryddes; de stærkere former uddør uafbrudt, +mens de spinklere stadig er de sejrende.</p> + +<p>Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed +og ledende ide. Publikum mente det samme og +havde andet at bestille end at udspekulere, hvad +forfatteren egenlig vilde, for ved publikums venstre +albue ligger et bogbjerg på ni og tredive bøger i +højden og otte og halvfjerdsindstyve bøger i omkreds; +der er ikke tid til lang rettergang: lad forfatteren +sige med tydelige ord, hvad han mener, at +vi kan få ham ekspederet og komme til den næste!<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a></span> +Hvorfor kan han ikke udtrykke sig som de andre, +vi er vant til at forstå!</p> + +<p>Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed +er forfriskende. Den, der har noget +specielt på hjærte, ham vil vi høre. Frem med ham. +Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers går +vi i stå, man kan blive idiot af alle de bøger, der +ligner hverandre — — Publikum kan leksjen, den +har stået i alle landets aviser.</p> + +<p>Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre +folk omtalte ham slet ikke eller hentydede til ham +som forfatter til den og den som bekendt mislykkede +bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevægelse, +da han læste bogen. Ligheden med hans +egen var jo på visse steder påfaldende. Han læste +den virkelig helt igennem, for at se om der var udfald +mod ham personligt. Jo, der var noget, som +næppe vilde blive forstået. Men alligevel var det +ikke værd, at publikum læste bogen, og efter nogen +overvejelse bestemte han sig til at stikke anmældelsen +ind mellem to andre, helst ikke af de berømteste +forfattere. En dag så Ivar Holt sig anmældt +mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han blev +straks slået af det snedige heri; han havde ikke tiltroet +hr. Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. +Men det er netop faget. Ubehagelige individer kvæler +man under en dyne. Begravelsen foregår i al +stilhed. Det litterære frisind her i landet er ikke +til at spøge med. Vi har karle, som fælder deres +mand med bagen. De sidder modstanderne ihjæl.</p> + +<p>Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand +for en samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges +naturligvis i et konservativt blad, for dær blir man<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a></span> +dog altid flået på en standsmæssig måde; de spytter +i næverne og skælder ud. Folk, der læser det, forstår +dog så meget, at man er en mand, der har +gjort noget.</p> + +<p>Nu var der en gammel mand — han var for resten +nær ved at dø den gang, hans venner var alvorligt +bekymrede på hans vegne og opfordrede ham indtrængende +til at hvile sig og i nogen tid overlade +kritikken til yngre, pålidelige kræfter, men han vilde +ikke svigte sit hværv, så længe han kunde holde på +en pen, så stor var hans pligtiver og hans kærlighed +til litteraturen. Denne mand havde læst Ivar +Holts anden bog og fik nu også fat i den tredje. Han +huskede meget godt den anden og behøvede aldeles +ikke at læse den tredje helt igennem for at opdage, +at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. +Det var en ubehagelig bog, den fornærmede ham; +ganske vist var den ikke rettet mod ham personligt, +men den kunde udmærket godt fortolkes som hån +mod alderdommens sunde fornuft. På side 38, linje +7 fra neden stansede han, han kunde ikke mere, det +var ikke til at forlange. Ja — alderdommen er gammel, +og ungdommen er fræk —</p> + +<p>Mæ-n —</p> + +<p>Han anbragte sig i sin skrivestol — hustru og +døtre ilede til og stivede ham bekymret af med +puder — og så skrev han med skæld og smæld sin +sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, +næste morgen så han for sidste gang et eksemplar +af sit kære blad, om eftermiddagen udåndede han. +Dette skete i hans egen otte og halvfjerdsindstyvende +og i bladets et hundrede og syv og halvfemsindstyvende +årgang.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a></span></p> + +<p>Ivar Holt fik således aldrig den mand at se, og +det var et stort tab for ham; han vilde ellers lettere +ha forstået den døde modstand, som ungdom finder +så harmelig og ubegribelig.</p> + +<p>Journalist Axel Ørnberg havde et tyndt, spidst +hoved og alt sit hår i behold (manddomskraft), gråblege, +visne øjne (erfaring), en dyb, lodret grøft uden +for hver mundvig (livets alvor), samt en tør, småskændende +træstemme (hård skal, bag hvilken varmt +hjærte). Han var oprindelig cand. theol. uden +nogen tanke om at blive litterat, men da han en +gang stod ledig på torvet, erhværvedes han af det +ældgamle blads redaktør. Han var grundhæderlig, +familiefader, højremand, lidt formuende og +vilde altså være en udmærket litteraturanmælder, +navnlig i vore dage — det vil her sige i halvfjerdserne +— da det ikke er de ydre glimrende ævner, +det kommer an på (ti uvederhæftige begavelser har +vi nok af), men alvorlige mænd, hvis hoved ikke +svimler i de stride strømme, hvis øje ikke tåges af +det moderne blændværk, og hvis tag om penneskaftet +altid er fast og sikkert. Ørnberg var manden. +Hans hjærne, der var tør som en afgnavet okseskank, +forvirredes aldeles ikke. Hans hånsord var +altid de samme, og hans relative bisætninger altid +lige samvittighedsfuldt indæskede i hverandre. Han +benyttede hellere de statelige ord: påbegynde og bibeholde, +end de mere tarvelige: begynde og beholde, +og indtil sin sidste stund stavede han s-k-j-ø-n-d-t +skjøndt. Han var en karakter, det blev sagt, mens +han endnu levede, og hvor mange af os andre får +den lov, før vi er døde? Han, den alvorlige mand, +forstod ikke spøg, lige så lidt som han forstod at le.<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a></span> +Han lod sig ikke blænde af de moderne, men klassikerne +lærte han at elske gennem <span lang="de">Kurzgefasste Litteraturgeschichte</span>'r, +<span lang="de">Die Perlen der Weltlitteratur</span> og +résumé'er af <span lang="fr">la littérature classique</span>. Derfor kom +også hans store tid hver første Januar, ti så forærede +han som nytårsgave sine læsere en udsigt +over verdenslitteraturen i de to sidste århundreder. +Dær var Goethes mægtige skikkelse og Schillers ophøjede +tankeverden: dær var Heines hensynsløse genialitet +og Byron, der blottede samfundets brøst — — det +var forfærdeligt, der var eet geni (med spærret +tryk) på hver linje, og når læserne var nået gennem +dette optog, der varede fire numre, så følte de sig +styrkede til at modstå de elendige modernes nedbrydende +påvirkning hele resten af året.</p> + +<p>Han var en af de konservatives bedste mænd, og +da han nu endelig begik den sidste fortjenstfulde +handling, hvorved man indkasserer resten af den +ros, der billigvis tilkommer en — næmlig at dø, da +var det smukt at tænke på, hvordan han havde endt +sit dådrige liv med at fordømme en dådløs bog.</p> + +<p>Desværre blev denne omstændighed ikke til nogen +reklame for den dådløse digter. Ivar Holts undlivelse +hørte jo til den afdødes mindre betydningsfulde +forsøg på at redde den danske litteratur fra +undergang.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_15" id="KAPITEL_15"></a>XV.</h2> + + +<p>"Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den +er afskyelig."</p> + +<p>"Synes De?"</p> + +<p>"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog +imod ham."</p> + +<p>Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var +han optaget af ganske andre ting.</p> + +<p>"Det kan jeg vist ikke," sa han.</p> + +<p>"Hvad vil De da gøre?"</p> + +<p>"Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en +tur uden for byen?"</p> + +<p>"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. +Så kan jeg sige farvel til Dem med det samme."</p> + +<p>"Rejser De?"</p> + +<p>"I overmorgen, ja."</p> + +<p>"Nå. Hvad skal De — — Er det på besøg?"</p> + +<p>"Det er en plads. I Århus."</p> + +<p>"Ja — Århus er vist en meget god by."</p> + +<p>Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet +ikke ked af det. Han spekulerede over noget helt +andet.</p> + +<p>"De vil ikke hellere blive i København?"</p> + +<p>Frøken Ravnø lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, +jeg mener: ha noget at leve af, være fri for at dø +af sult, mener jeg."</p> + +<p>"Nå. Ja såmænd. Det kan nok være."</p> + +<p>"Det kan det. Farvel. Lev vel."</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a></span></p> + +<p>"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg — — Jeg +kan ikke forstå, hvad det var, jeg kom til at +tænke på."</p> + +<p>"Det kommer nok, når jeg er gået."</p> + +<p>"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. +Jeg synes i grunden, jeg holder meget af Dem, men +der er altid noget imellem. Hvad mon det er?"</p> + +<p>"Der er vist så meget," sa hun og vendte et blegt, +hårdt ansigt imod ham. "Tænk Dem bare, at De +skulde giftes med mig."</p> + +<p>"Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit."</p> + +<p>"Det er Dem selv, der er kold."</p> + +<p>"Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige +problemer med et knips af en finger."</p> + +<p>"Å — De er slet ikke noget problem. Derfor kan +De jo godt være en stor digter naturligvis."</p> + +<p>"Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille +det ubrugelige ud af mig. Jeg befinder mig netop i +en — — overgangstilstand, hvor De kunde være mig +til stor nytte."</p> + +<p>"Uha, hvor De ydmyger mig!"</p> + +<p>"Men det er da mærkværdigt, at De tror, det skal +være en fornærmelse. Det er jo bare en — — teori."</p> + +<p>"Ja det er vist en teori. Uf! Farvel."</p> + +<p>"Farvel. Det er ækelt, at De foragter mig. Det +klæer Dem meget grimt."</p> + +<p>"Så? For at tale om noget andet — — skal De +ikke selv ha noget at leve af — — efter Deres sidste +fiasko?"</p> + +<p>"Jeg lever da. Jeg behøver ikke andet end — ja — +formiddagen fri: klæer, det er ikke meget, og så en +smule at spise, så hvad!"</p> + +<p>"De har det vist rædsomt der hjemme!"</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a></span></p> + +<p>"Sikken et farvel-ansigt. De kunde gærne være +lidt sød den sidste dag."</p> + +<p>"Å — —" hun stampede i jorden foran ham, "undertiden +er jeg virkelig nær ved at tro, at De ikke +har den fulde brug af Deres forstand!"</p> + +<p>Han blev hel ilde til mode. Nu havde han gået og +bildt sig ind, at hun brød sig noget om ham. Det +gjorde hun ikke — med det ansigt. Hvad vilde hun +så med ham? Det havde måske moret hende. De +skulde altså heller ikke skrive til hinanden, ingenting, +bare farvel. Det var nu ikke rigtigt imod ham. +Han havde virkelig savnet hende i de tre måneder, +hun havde været borte fra København. Men nu +havde hun en plads, og dermed færdig med ham.</p> + +<p>"Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes +umådelig godt om," sa han stille som slutning på +sine egne tanker.</p> + +<p>Nu er det ikke den heldigste form for en kærlighedserklæring. +Det er muligt, den kan bruges over +for en ældre jomfru, der står på springet, men Henriette +Ravnø var varmblodig og stolt. Hun rystede +afvisende på hodet. Og dog var hun i dette øjeblik +så vidt, at hun uden hensyn til fremtid og følger +kunde ha givet ham al sin kærlighed, hvis det havde +været hende muligt at tro på hans.</p> + +<p>"Jeg vil også tænke på Dem, når De er borte."</p> + +<p>"Så? Vil De det?"</p> + +<p>"Ja."</p> + +<p>"Så sidder jeg vel oppe på en sky — ved siden +af Dem?"</p> + +<p>"Det kan vi godt sige — ja men det klæer Dem."</p> + +<p>"Nej, det gør ikke. Farvel."</p> + +<p>"Farvel. Det er kedeligt, De er vred på mig."</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a></span></p> + +<p>"Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op på en +sky, så gør det ikke Dem noget."</p> + +<p>"Ja, sådan vil jeg tænke på Dem."</p> + +<p>"Hør, tror De ikke, vi kan blive ved at stå og +snakke på den måde i det uendelige?"</p> + +<p>"Jo akkurat. Det var morsomt, at det også faldt +Dem ind."</p> + +<p>Frøken Ravnø lo. "Ved De hvad: Lad være at +tænke mere på, at De — — synes godt om mig. Det +er latterligt."</p> + +<p>"Nå. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet +ikke, hvad det er, vi snakker om. Vi er to døvstumme, +der står i tåge og mumler noget i retning +af hinanden. Før har der dog været tider, hvor vi +anderledes kunde — — der er i alt fald ingen, jeg har +talt så godt med som med Dem."</p> + +<p>Nej om det gjaldt hendes liv, kunde hun ikke +forstå meningen med hans sørgmodige udtryk! Men +nu måtte hun gå; det var ikke til at holde ud længere. +Hun vilde ikke græde, mens han så på det. +Hun måtte gå fra ham i det øjeblik, det var sværest, +fordi han endelig havde begyndt at tale som et menneske.</p> + +<p>"Farvel."</p> + +<p>"Farvel, frøken Ravnø." Han fik lige indtrykket +af en kold, død hånd, og så var hun gået.</p> + +<p>Å, hvor de første hundrede skridt var drøje! Men +bagefter var hun altid glad over, at hun havde taget +en rask beslutning; ellers havde hun måske sagt alt, +og hun vilde nødig se, hvordan hendes tilståelse blev +modtaget af hans åndsfraværende venlighed.</p> + +<p>Ivar Holt følte sig underlig lammet. Et menneske +var gået fra ham og havde ikke ladet andet tilbage +end sin foragt. Den kunde han ikke vride sig fra,<span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a></span> +den var læsset på ham; enten han vilde eller ej, var +der ikke andet for ham at gøre end undersøge sin +egen fortjeneste og værdighed. At ønske foragteren +ad helvede til — det kan man gøre, når andre hører +på det, overfor en selv er det utilfredsstillende; slige +ønsker lå desuden ikke for hans temperament.</p> + +<p>Først interesserer jeg hende, siden forlader hun +mig med et mistillidsvotum — digteri, manglende +indtægt. Hun syntes en gang, at hun så noget i +mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde +på noget oplevet og gennemtænkt; men dem har +jeg fået en nat på Mælkevejen. Et udtryk i mine +øjne, der kunde vidne om livets alvor — men det er +den særegne migske mangel på duelighed til livet. +Mennesker er væmmelse, de minder mig om, hvad +jeg er, og gir mig lyst til at være, hvad jeg ikke er.</p> + +<p>Men efterhånden som han gik, opløstes den smærtende +knude inde i ham; kun en lille hård, uforanderlig +knast blev tilbage og markerede tiden med +svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det +den gang. Det var ikke bedøvet af sult og træthed, +da han kom hjem, og da han vågnede, ellers vel til +pas, næste morgen, var hans første tanke: Hvad er +det dog, der er i vejen med mig? Og så huskede han +det straks. Men det var ellers godt vær og tegnede +til at blive en smuk dag, og da han stak hodet ud +ad vinduet og så solskinnet falde ind nede fra tværgaden, +tænkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at +jeg ikke er meget mere ulykkelig.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_16" id="KAPITEL_16"></a>XVI.</h2> + + +<p>Noget af det værste, Ivar Holt kunde huske fra +sine drengeår, var når han skulde op og i skole +i den mørke årstid. Når han ved halvotte tiden lukkede +gangdøren op og så ud i den sorte blæst og i +regnen, da forstod han det, man kalder for livets +skyggesider. Men når han fik skindhuen ned i panden +og hænderne begravede i lommerne på den lange +kappe, og regnen forgæves piskede på de tykke fedtelædersstøvler, +da fyldtes han altid af en stor hyggefølelse. +Han krøb gærne lidt sammen, lukkede øjnene +halvt og slog kraven op om ørene; så var han +utilgængelig; regn, storm og kulde belejrede ham og +erobrede ikke en tomme af ham; han havde en fjerdingvej +at gå, men kunde gærne ha gået en hel mil, +for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, +han var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke +noget; kvadratmile af snavs rundt omkring; ovenover, +et milehøjt hav af regn og mørke; han var et +uhyre lille væsen på bunden af regntykningen, men +han modstod det hele. Mon folk tænkte på, at den +våde klump, der arbejdede imod blæsten, var +fuld af varm lyksalighed indeni?</p> + +<p>Også som voksen bevarede han den ævne til at +hylle sig ind, når livet gik ham imod. Han krøb +sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og +lavede drivhus indenfor, hvor jegfølelsen skød vildt +op i den tropiske hede. Men tilværelsen slider hul<span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a></span> +på de fleste pansre, hudløsheder er uundgåelige, +et eller andet sted siver der noget ondt ind; også i +drengeårene kunde det hænde, at en støvle var utæt, +og da var glæden ufuldstændig.</p> + +<p>Ivar Holt gik og svedte og frøs, østenvinden var +slem dette forår, og livets kår var ubillige. Herregud, +at mægtig dumhed gjorde sig sådanne anstrængelser +for at slå ham ned! Skulde man ikke tro, at +han var den store og farlige, mens det tohundredårige +blad var den lille og betrængte? Dær sad en +velhavende mand ved sit brede skrivebord og slagtede +en sølle poet, der sandt at sige ikke havde +mange penge i sparekassen. Lad ham dø af sig selv, +han er ingen samfundsfare.</p> + +<p>Ude ved frihavnen mødte han Lynggren.</p> + +<p>"Nå, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at +Ørnberg er død. Dær er vist en plads for dig. Jeg +kender redaksjonssekretæren. Du var i stand til +at kunne blive anmælder. Der skal skældes ud naturligvis. +Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, +at en smule vittighed var ingen skade til. +Jeg tror, du er brugbar."</p> + +<p>"Synes du, det vilde være en passende stilling +for mig? Især nu, da — —"</p> + +<p>"Skidt. Selvfølgelig blir du nødt til at rose Kasbjerg, +men hvad, så hævner man sig og gør det lidt +ondskabsfuldt, uden at nogen lægger mærke til det. +Det er ens private tilfredsstillelse."</p> + +<p>"Ja men, hvor kan du tro, at de vil antage mig +som medarbejder, efter den behandling, de har givet +mig?"</p> + +<p>"Å — Ørnberg var jo gammel og havde lov til at +sige, hvad han tænkte. Men det vigtigste er, at du<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a></span> +er jo hverken pervers eller alt dette her; du blir med +tiden en meget renlig forfatter; det er jo noget, enhver +kan se. Det må du prøve at forklare dem. Der +er såmænd ingen dernede, der er gale på dig; gamle +Ørnberg forstod dig ikke, og så skældte han ud, du +kan vel nok forstå, at det hører til i ordenlig journalistik. +Men gå ned og snak med redaksjonssekretæren, +han er den fornuftigste, og tag noget bedre +tøj på, du kan godt låne en syl af mig, og forklar +ham, at du er et meget medgørligt menneske, og at +du bare vil ha lov at skrive om blåt og grønt og — +det kan du nok selv sige på en pæn måde."</p> + +<p>"Synes du ikke, det er en lumpenhed, du opfordrer +mig til?"</p> + +<p>"Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal +skrive falske veksler eller brække ind og stjæle +pengeskabe. Men du søger da for fanden vel nok +den plads?"</p> + +<p>"Du forstår vel ikke, Lynggren, at jeg hader det +blad?"</p> + +<p>"Nej, gu' gør jeg ej. Hvis du vælter med din sikkel +i en bunke hestepærer, så hader du vel også +dem! Hvad rager det dog det spørsmål, om man +skal leve, eller man skal dø af sult?"</p> + +<p>"Alene det at træde op dær og lave mig til — — +for resten ved hverken du eller nogen anden, hvor +medgørlig jeg er."</p> + +<p>"Når man først lærer mennesker at kende, blir +man altid medgørlig. Selv om man får lyst til at +spytte på dem, så opdager man dog, at de kan bruges +til noget, og det gør straks, at man blir mere +menneskelig."</p> + +<p>"Der må være andre udveje, Lynggren, det er<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a></span> +umuligt andet. Det kan ikke være nødvendigt, at +jeg sælger mig selv."</p> + +<p>"Hør min ven: du må sgu hellere gå til et gammelt, +konservativt blad, for dær er nu mere spillerum. +Selvfølgelig er de sure og sære, men disciplinen +er slet ikke slem; de ser og hører så dårligt. +Jeg vilde ikke anbefale dig et radikalt blad, +for dær har de nu mundering og klaptræ og alting +i orden, parolen lystres og ingen sludder i geleddet. +Du kan aldrig få nogen friere stilling end den, der +nu tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgås +nogle gamle stødere og vogte på din mund."</p> + +<p>"Jeg tør ikke, Lynggren. Jeg tør ikke sælge min +frihed. Og der er en uhæderlighed i det, som jeg +ikke skøtter om at hærde mig til."</p> + +<p>"Nå. Jeg ser, at monsøren er en stor digter på +månen, men en nar på jorden."</p> + +<p>"Å, det er slet ikke så vittigt, det kunde jeg selv +ha sagt."</p> + +<p>"Des større nar er du da. Men nu vil jeg ikke +låne ti kroner på dig. Det vil sige, hvis du trænger +til en syl — —."</p> + +<p>"Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en +slubbert, der kan købes, når jeg blir noget ældre."</p> + +<p>"Det tror jeg med, men så er det for sent. Kære +ven, gamle slubberter, dem er der ingen pris på. +Det skal være unge. Ja — og så farvel."</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_17" id="KAPITEL_17"></a>XVII.</h2> + + +<p>I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk. +Det var et ungt menneske, der trængte til at +lære retskrivning; han kom midt på eftermiddagen, +og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde +også være det samme. Det havde ikke længere nogen +betydning, at marken var grøn, og himlen blå. Siklen +stod og samlede rust, og en dag blev den solgt. +Det var en lettelse; det leddeløse dyr var en forfører. +Ivar Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede +angerfuldt sig selv med den, der drikker, og +den, der gør endnu værre ting. Han søgte også en +plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert +tredje år med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik +den ikke.</p> + +<p>Når han havde undervist sin time og sad alene +tilbage med bevidstheden om, at han nu havde råd +til at anskaffe sig for fyrretyve øre af livets bekvemmeligheder, +så tænkte han på, hvad han havde sagt +nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse. +Det faldt ham ikke ind, at lidt uhæderlighed +i dette tilfælde kunde ha været på sin plads. +Når først man er pekuniært ovenpå, får man nok +råd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede +for at komme i vej. En praktisk mand spiller sine +kort fint, bagefter afsværger han de småsnyderier, +der hører til for at komme ind i spillet.</p> + +<p>Men det tænkte Ivar Holt ikke på. Han sad<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a></span> +hjemme hos sig selv og smagte fattigdommen — den +virkede snarere som bærme end som gift — og overvejede, +hvad andre mennesker nu vilde gøre i hans +sted, men han fandt ikke på noget, han kunde efterligne. +Derimod slog det ham som noget aldeles +utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var +skabt til at være rig. Ikke for at bruge rigdommen, +men han fandt i sin sjæls hele grundstemning noget, +der var analogt med rigdom. Hvis han havde en +guldklump på otte og halvfemsindstyve pund, vilde +han grave den ned lige under en bred, magelig +kampsten, og så vilde han, hver dag det var godt +vær, gå ud og sætte sig på denne kampsten og fløjte +en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder. +Halvandet pund vilde han måske skrabe af +til at opholde livet med.</p> + +<p>Hans nætter hjemsøgtes af elendighedssyner, +og de var uregerlige, de slap ham ikke, før det blev +lyst. Om dagen kunde han trøste sig med, at det +strængt taget ikke var umuligt at slå sig igennem +livet som vagabond, men mørket tog tilliden fra +ham og nedbrød hans sind. Der kom øjeblikke, +hvor han vilde sælge sin frihed for en ringe +pris, men hvornår kom der en, der vilde købe +den?</p> + +<p>Han gik sjælden ud. Det gjorde ondt i ham, +når han så mennesker med hårde, snavsede hænder; +sådan en næve var mere værd end hans elendige +sjæl. Men så blev han igen oprørt over sin +egen selvforagt; denne følelse lå slet ikke for ham. +Han måtte le ad sig selv, når han følte sig mest +ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, +det var en misforståelse af et skammeligt tilfælde.<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"></a></span> +Hvordan han var skabt til at være, det kunde han +sige aldeles nøjagtigt, han behøvede blot at huske +en af sine sikleture i godt vær. Det var ganske forfejlet, +når sorg bankede på hos ham, han var ikke +af dem, der forrenter ulykke ved at udvise større +energi. At han skulde fortvivle, det var lige så +unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse +ihjel. Modgang var ham til ingen nytte, han blev +aldrig alvorsmand. Det var ikke fordringsfuldhed; +han måtte jo kende sin egen natur. Man forlanger +heller ikke, at et appelsintræ skal blomstre og +bære frugt i Grønland.</p> + +<p>Hans bestemmelse lå klart for dagen, den tvivlede +han ikke et øjeblik om. Hvis der altså var +nogen højere mening med, at han var indrettet, +som han var, så måtte der ske noget; det måtte +snart komme, nu da han var så langt nede. Dette +håb var hos ham om dagen; om natten kom panikken +over ham. Tiden gik, og han syntes snart, +han kunde se, hvor skrænten hældede hen ad.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_18" id="KAPITEL_18"></a>XVIII.</h2> + + +<p>Det skal nok hænde en mand — selv om han ikke +er sig nogen god gærning bevidst — at der en +dag på hans dørtærskel står en ung, <em>altopofrende</em> +kvinde med vildt hår og veltalende øjne. Så glider et +fornuftvæsen et øjeblik ud af sin bane og begår en +dårskab, som i naturens husholdning er høj, værdifuld +visdom, og hvis han er et helt uerfarent menneske, +glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde +magter, der bevirkede, at en kvindes +øjne kom til at hvile på ham med velbehag, og at +livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned +til ham, som ikke vidste, hvor han skulde gå hen +og plukke den.</p> + +<p>Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø +af tavshed og ensomhed, da det bankede på hans +dør. Hans hjærte slog hurtigere, mens han gik hen +for at lukke op.</p> + +<p>Det varede noget, før han kendte hende. Uskyldige +blå øjne, forfjamsket hår, der gjorde indtryk +af, at dets ejerinde kunde djævles hedt med en tilgængelig +mand. Det var Teologine.</p> + +<p>Nu vilde han ikke netop ha nævnt hende, om +nogen havde spurt ham, hvad han mest trængte +til i hele verden. Dog bad han hende ikke gå +pokker i vold, han var jo selv på vej derhen og +var derfor i en ydmyg forfatning.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a></span></p> + +<p>Hun vilde gærne — lidt forpustet — sige goddag +og se, hvordan han boede.</p> + +<p>Han tænkte sig om. Jo, såmænd. Nu huskede +han et varmt, rundladent faktum; hende havde +han en gang kysset. Det kys havde trukket renter, +her kom kapitalen til hævning; værsgo, kom indenfor.</p> + +<p>"Det var Dem, der var så sød den aften. De +var med Lynggren."</p> + +<p>Ja; så forklarede hun, Lynggren skrev altså i +aviserne, det var det hele med ham. Man var nødt +til at — —</p> + +<p>Hun så fornærmet ud og gik tilbage mod døren. +Han tog hendes hånd og førte hende helt hen til +vinduet og smilede til hende. Det gjorde han så nobelt. +Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham +med sine raffineret barnlige øjne.</p> + +<p>"Og De er sangerinde," sa han, mens han +tænkte på, hvor fattig en mand kan være.</p> + +<p>Ja. I dette øjeblik vilde hun gærne ha været +noget finere for hans skyld.</p> + +<p>"Men jeg kommer aldrig på varieté!"</p> + +<p>"Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget +for Dem."</p> + +<p>Han protesterede ikke mod at blive stillet uden +for mændenes almindelige hob, han var helt optaget +af at se på hende, men vidste ellers ikke, +hvad han skulde gøre. Rummet om ham var fuldt +af stille, smilende lykke; det grå loft var blå himmel, +de snavset marmorerede vægge var horisonten. +Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed, den +faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a></span> +hele horisonten strålede den ind på ham. Nu skete +der endelig noget af det, som var lovet ham for +lang tid siden.</p> + +<p>De så på hinanden, indtil der måtte ske noget. +Hun gemte sit hoved ved hans bryst, det kunde +ikke være andet, og så kom de til sæde på hans +sofa, hun på skødet af ham. Dær sad den uerfarne +mand med problemet lige over sig; hvad vilde det +nu være mest hensigtsmæssigt at gøre? Han vidste +det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm +ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge +om hendes hals, så lå det nær at klappe hende på +kinden, og det gjorde han. Virkningen var øjeblikkelig +og vidunderlig, og dog var det hans første +forsøg på rigtige kærtegn. Han sad i held den gang.</p> + +<p>Dagen gik.</p> + +<p>Verden var blevet anderledes. Sortrøde, glødende +kobberskyer dækkede himlen, vinden gik i +korte, tunge stød; der var forventning om noget, +der skulde komme. Så stod solen op, kobberskyerne +flammede skummelt, dækket rævnede langs den +østlige horisont, og gennem den blå kløft væltede +sollyset ind over den forbavsede jord, hvorpå der +stod et eneste gråt, sammenkrummet menneske. +Men nu traf lyset ham, og mens muldet flammede +mørkt, stod han ret op mod himlen som en menneskefakkel. +Det blå er forbigangent, verden er +blevet rød.</p> + +<p>For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig +ikke så stort ud, men hun så, at han var god, hun +erfarede, at han ikke blev rå eller ligegyldig bagefter,<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a></span> +og hun hørte ham sige, at han vilde gifte sig +med hende, og at han var lykkelig.</p> + +<p>Når blot han var det! Hun havde gjort, hvad +hun kunde. Teologine, det fattige barn, hun gav +den eneste skærv, hun ejede.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_19" id="KAPITEL_19"></a>XIX.</h2> + + +<p>Ivar Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af +stille latter, ligesom når han i sine drengeår +gik til skole en regnfuld vintermorgen og efterhånden +samlede en masse privat forlystelse under +sin varme frakke. Han morede sig ganske ubehersket, +mens han gik ud ad Vesterbrogade; folk +så efter ham, og enkelte forhørte sig om, hvem han +var, idet de ventede at høre et navn, der var bekendt +i landet. Hans munterhed kogte over, mens +han hviskende fløjtede sig et <span class="corr" title="var: Stykke">stykke</span> "Lohengrin"; +han underholdt sig med at repetere vittigheder, han +havde læst, og fandt dem bedre, end han tidligere +havde gjort; han fandt morskab i at stå stille og +klappe en venlig danois, og imens så det meget forstyrret +og meget lidt alvorligt ud i hans sjæl. Han +var åben som et hus, der har lukket op til alle sider; +enhver grov næve kunde komme hen og grave i +ham, han var forsvarsløs. Kun den ensomhed, han +selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over +hans ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at +gå uden om ham; de forstod, at han havde ikke +noget at dele. Den glade eneboer ligner ikke andre +glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham +gå alene.</p> + +<p>Ivar Holt tilbragte hele dagen ude på landet og +forfattede under sagte fløjten en lyksalighedsteori, +som han glemte i det øjeblik, han blev færdig med +den. Kærnen i hans teori lød ellers som følger:</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a></span></p> + +<p>Den sande lyksalighed består i at ha uendelig +megen tid til sin rådighed og ikke at mærke, at +man bruger den.</p> + +<p>Da han kom tilbage til byen og så andre menneskers +ansigter, faldt det ham ind, at også han +måtte gøre noget for sin fremtid. Han henvendte +sig til fire redaktører og fik tre afslag. Den fjerde, +som var den mindst fine, spurte, om han kendte +noget til samtidige forfatteres intimere oplevelser, +og om han kunde levere bladet en god roman om +dette æmne. Dertil mente han nej og gik.</p> + +<p>Jeg kan alligevel ikke anerkende tilværelsens +alvor, tænkte han, mens han sad hjemme og ventede +på Teologine. Jeg lærer det aldrig. Jeg kan +ikke engang lære at se på et alvorsmenneske, uden +at jeg får kvalme og ond samvittighed. Og dog +kan jeg godt se den højere styrelse, der stadig forsøger +at få et alvorligt menneske ud af mig. Den +sendte mig til København, for at jeg kunde blive +embedsmand; jeg selv gjorde mig til digter. Den +fik Kasbjerg til at skrive en bog om mig, hvoraf +jeg kunde se, i hvad retning jeg i så tilfælde burde +udvikle mig, men jeg blev i uskyldigheden, tilfældigvis. +Den højere styrelse tilbød mig Henriette +Ravnø som alvorskone, og da jeg lod hende gå, +kastede den mig Teologine om halsen; hende havde +jeg, inden jeg rigtig vidste af det, hende har jeg. +Godt. Hende beholder jeg. Men jeg må ikke ta ud +på en grøftekant og ingenting bestille, derfor er +jeg nu igen blevet straffet. Bare det kunde hjælpe +noget, at jeg kan alt det udenad, som veltænkende +mennesker mener om mig! Jeg kan holde op med<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a></span> +at skrive bøger, men jeg kan ikke holde op med at +være digter. Kunde jeg blot skabe min sjæl om til +en grovsmeds sjæl — næverne kunde endda gå an. +Men det er desværre noget vrøvl. Og her har vi +så Teologine.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>"Nå," sa hun, da de hen på aftenen var blevet +så vidt nøgterne, at de kunde tale om forretninger, +"hvor meget tjener du så ved dine bøger?"</p> + +<p>Ivar Holt pegede på en kasse ved siden af kufferten. +"Fedtebrød og cervelatpølse," svarede han.</p> + +<p>"Ja, men så indbringer det vel en del at skrive i +aviser," fortsatte hun alvorlig uden i mindste måde +at finde hans svar morsomt.</p> + +<p>"Det gør det. Men mig indbringer det ikke +noget, da jeg ikke skriver i aviser."</p> + +<p>"Hvorfor gør De ikke det?"</p> + +<p>Hvor kvinders øjne kan ligne hverandre, tænkte +han. Og nu har jeg igen ægtemandsfornæmmelser.</p> + +<p>"Og hvorfor blir Deres bøger ikke rost noget +mere? For jeg har hørt folk sige, som har forstand +på det, at De skriver udmærket."</p> + +<p>"Det kommer af, at vi her til lands ikke har litterære +kliker; nu kaldes det fagforeninger. Når +man ikke har sine papirer i orden, får man ingenting +for ulejligheden, hverken ondt eller godt."</p> + +<p>Hun så forvildet på ham. I værelset bagved afjamrede +frelsermændene deres allerindstændigste +aftenbøn.</p> + +<p>"Hvad lever De da af?"</p> + +<p>"Jeg lever ikke af noget videre. Ved De hvad,<span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a></span> +for resten? Jeg får en stilfærdig lyst til at slå de +mennesker ihjel, som spør, hvad jeg lever af."</p> + +<p>Han så panik i hendes øjne; hun var bange for +fattigdom, havde rimeligvis fået for meget af den +en gang. Frelsermændene sluttede af med et gudsjammerligt: +Amæ—n!</p> + +<p>"Nu går jeg," sa hun. "Jeg går!"</p> + +<p>"Ja vel; jo. Vist går De. Det var jo rigtig sødt, +den tid det varede. Husk nu på for fremtiden at +sætte penge i sparekassen; tænk på mig, og husk +det. Så — er det så slemt?"</p> + +<p>"De må ikke røre ved mig! Jo — det mener jeg +ikke — — De har været så god. Men jeg er bange +for Dem."</p> + +<p>"Ja. De opfatter mig symbolsk. Så er jeg heller +ikke hyggelig. Ellers er jeg rar. Det kunde blevet +godt med os. De er den eneste — — jeg må ha lov +til ikke at kunne mere for bevægelse. Men hvis De +vinder i lotteriet, så kan De komme og gifte Dem +med mig. Jeg skal ikke banke Dem, fordi det er +Deres penge."</p> + +<p>Før han kom ind igen, smilede han til noget +ude i mørket. "Det forslår endnu ikke," sa han.</p> + +<p>Fra frelsermændenes værelse trængte nu allehånde, +ganske verdslige lyde ind til ham.</p> + +<p>Han satte sig op på bordet, dinglede med det +ene ben og spidsede læberne.</p> + +<p>Her sidder jeg og fløjter, tænkte han.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_20" id="KAPITEL_20"></a>XX.</h2> + + +<p>Hvor menneskelighed er, dær er også en udvej, +selv om vort håb og vort eje er blevet fortæret +af luerne — læg så for resten mærke til, hvor forskelligt +det såkaldte menneskelige er. Ti een fylder +det umættelige rum med bønner, een begynder at +bygge op igen, een roder sig vanvid til i asken og +slæbes bort af tre stærke mænd; to knytter næver +og ryster dem mod himlen, går derefter bort, den +ene hænger sig, den anden drikker sig fuld — alt +dette er menneskeligt.</p> + +<p>Men der kan også findes den, der sætter sig på +en sten og fløjter en melodi. Hans livsbegreb er så +fordrejet — perversus kaldte Romerne det —, at +elendigheden gør ham til humorist, han bestrider +livets alvor. Han har ingens medfølelse, for ham er +der ingen udvej.</p> + +<p>Ti den hængte begraves, og den drukne — stakkels +mand — reddes af rettænkende på et drankerasyl, +den gale forsørges på en anstalt, den bedende +har valgt den bedre del, og den byggende skaffer +sig et nyt hus — deres menneskelige adfærd bragte +dem alle ud af elendigheden.</p> + +<p>Men ham, der fløjter, er der ikke noget at stille +op med. Han duer ikke. Lad ham stikke piben +ind, den nar! Han er ikke noget alvorligt menneske, +det kan man høre på hans fløjten. Han må +sejle sin egen sø. Vi kan ikke gøre noget for ham.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a></span></p> + +<p>Imidlertid — det kan jo ske, at mennesket med +fløjten er af pæn familie. Hans faer er en gammel +mand med agtværdige grå hår, hans moer er en +hæderlig kvinde. Der skaffes ham en plads på et +kontor, 900 kroner, han er reddet. Retsindige folk +glæder sig, skønt de ryster på hodet. Det kan jo +gærne være — — men han har rigtignok ikke fortjent +det.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Ved nytårstid rejste kontorist Ivar Holt ned til +sin nye plads. Det var endnu lyst, da han tog fra +København, men det blev mørkt, inden han nåede +sin lille by. Han fandt sig rolig i tilfældets venskabelige +symbolik og søgte at genkende de landskaber, +han kørte igennem, det var så længe siden, +han var blevet befordret med jærnbane. Det regnede +stort og tungt, ruderne var dækkede med de +perlesnore og køller, som regnen dannede, idet den +faldt. Markerne rejste sig udenfor som sorte mure, +vejene var gule floder. Han sank hen i en døs og +havde det hel godt; endnu var der varmt forinden, +og livet var til at holde ud. Han var ligesom pindsvinet; +når han fik rullet sig solidt sammen, kunde +de vende og dreje ham, som de vilde. Ingen slags +ondt havde adgang. Et øjeblik faldt den sandsynlighed +ham ind, at nu kom han ikke til Italien. +Farvel, fløjelsbukser og solskin. Men det gjorde +ham ikke noget, han sad usårlig i sin krog, tiden +gik umærkeligt, som noget tungt, der flyver tavst +gennem <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: mørkt">mørket</a>; ingen aner noget, før der kommer +et dumpt stød — —</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a></span></p> + +<p>Toget holdt, her skulde han ud. I samme nu var +det hans eneste ønske, at han kunde få lov til at +blive siddende, han vilde ha afstået en stor del af +sin løn for at kunne køre videre, så længe den salige +døs varede — aldrig havde han haft det så +godt; denne overgang var endnu værre end at stå +op en vintermorgen for mange år siden. Så stod +han ud.</p> + +<p>Blæsten bredte sig over perronen, regnen slog i +en bue ind under taget. Han foretog et hastigt overblik +over sit livs onde dage, hvor han uforvarende +blev lukket op, så at den dødelige kulde slap ind. +I aften var det særlig slemt; der måtte vel også nok +være en vis fremgang i det.</p> + +<p>Han vilde først se toget gå; den fornøjelse havde +han fortjent. En mand gik baglæns med en fløjte i +munden, hvinede og spyttede fløjten ud. Lokomotivet +udstødte et hyl og begyndte at hoste store +klumper hvid damp op gennem skorstenen, de første +sad godt fast. Ivar Holt gik ud på skinnerne og så +en mørk firkant, der blev mindre og snart viskedes +ud i regntågen.</p> + +<p>Han gik igennem stasjonsbygningen og kom ud +på en bred plads. De sorte, lysplettede klatter på +den anden side det var vel så byen. Ude over markerne +krøb et leddyr med svagt lysende ringe langsomt +af sted; men en lille hund forstyrrede ham i +nydelsen af synet: Væv-væv-væv! Han belønnede +dens iver ved at svinge håndkufferten efter den. +Dette gjorde den så overhånds arrig, at den gøede +væv-væv med voksende hastighed, indtil al rytme +faldt bort, og det blev til et langt, sammensmæltet +æ — —.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a></span></p> + +<p>Han klistrede sig hen ad et fortov, idet han undrede +sig over pløret. Dybden overtraf vel ikke hans +forventninger, men det bandt skoene langt stærkere, +end almindelig vejvælling gør. Han stod stille +under en lygte, løftede den ene fod og undersøgte +belægningen med en pegefinger. Det var vist +kalk, der var i.</p> + +<p>Bladløse træer og en hæk dannede grå, uredelige +bunker på den anden side af vejen, men et +sted var der et sort hul, og en svagt skinnende +stribe pløre viste vej ind i mørket, dær gik sandsynligvis +en smøge op i byen. Men først skulde han +over pløret, overgangen antydedes af en smal stribe +sten; han samlede al sin følesans i støvlesnuderne +og vovede overgangen. Der var fortov; på den ene +side en hæk, på den anden — han prøvede med en +fod og fik den til sig igen, det slap med et lille, velbehageligt +smask —: pløre. Det blev snart mørkt +igen, han lod kufferten gå i hækken, så faldt han +ikke ned til den anden side. Hov, dær var nok en +krumning, og se: langt fremme, i den anden ende +stod der en lygte og ventede på ham. Han hug øjnene +fast i lyset, og hans gang blev sikker.</p> + +<p>Se se. Her vadede han nu i mørke lige op til +øjnene, kun en lille rødlig lysplet holdt ham oppe. +Der var ikke meget igen af ham nu, det var næsten +drukning. Han stod stille i mørket, han og lygten +så på hinanden. Når han skelede, kunde han +også se sin næse, nedefter så han slet ingenting. +Mørk — obscur. En anmælder havde kaldt ham +obscur, rimeligvis på grund af hans frækhed mod +sine kollegaer. Nå, men videre. Lygten stod åbenbart +på den anden side af vejen, for nu fik han tendens<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a></span> +til at gå ned i pløret. Der måtte altså beregnes +en vis afvigelse. En mand gik forbi i mørket, +lige i hælene på ham fulgte stank af en shagpibe. +Ivar Holt fik lyst til at høre sig selv tale midt +i alt dette mørke. Vidste han, hvor skomager Andersen +boede?</p> + +<p>Jo. Manden afgav en lang og velvillig forklaring, +som han gentog flere gange. Ivar Holt sa mange tak +og fik til gengæld beliggenheden indskærpet nok +en gang. Tak, godnat. Godnat. — — Og det er det +eneste hus med frontspids, råbte manden efter ham. +Tak. Så havde han fire kendetegn på sit hus og +kunde ikke gå fejl.</p> + +<p>Fjerde hus fra apoteket, tredje fra næste tværgade, +bager Svendsen skrås overfor, frontispice. Nu +kunde han ikke rende fra det med nogen rimelig +undskyldning.</p> + +<p>Foran indgangen lå en sump, midt i sumpen en +buet træbro. På første sal boede familien selv; to +fag vinduer, hvis gamle, solbrændte gardiner lyste +gulligt som tørveaske. Ja, så —. Han tog tilløb og +sprang midt op på broen. Fra gaden faldt der lys +ind i gangen, han så en trappe, der vred sig op i +mørket. Den knagede forurettet, da han gik op ad +den. Bag en dør snakkedes der; grov, hjærtelig latter +væltede gennem de mange utætheder ud til den +fremmede, der allerede havde lavet knoen til.</p> + +<p>Her står jeg, Ivar Holt, en vældig nar for Herren, +slået, fordi jeg ikke slog; jeg tålmodige ryg, der +skal komme til at erkende albuerne på dem, som +maser sig frem over mig. — Men nu har du imidlertid +fået et levebrød, bank så på, og hold op med at mane +dig selv frem.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a></span></p> + +<p>Han bankede; værtinden kom ud, en ældre kone +med hatteknage i underkæben.</p> + +<p>"Mit navn er Ivar Holt," sa han, skønt han i øjeblikket +næsten havde tabt al mulig fornæmmelse af +sin egen identitet.</p> + +<p>Nå ja. Værelset var i stand, nu skulde hun vise +ham det. Straks efter kom hun med en lampe.</p> + +<p>"Jeg har hældt <span class="sic" title="[sic]">betrolium</span> på for i aften," og derefter +gik hun med overbevisningen om at ha fået en +pæn logerende.</p> + +<p>Han stod midt i værelset og så sig om.</p> + +<p>Fire nøgne, sømhullede vægge, en gulmalet træseng, +klædeskab og en skeletagtig servante med en +jærnring om livet. Midt på gulvet, over et rødbroget +gulvtæppe, stod et gult bord, der fik et eget fromt +udtryk ved det, at klapperne var slået ned. Det syntes +at ha kendt bedre dage, men nu havde det opgivet +alting og hang med ørene.</p> + +<p>Ivar Holt satte sig på bordet og følte sig gennemstrømmet +af et hemmelighedsfuldt Wahlverwandtschaft. +Men fy hvor det sorte vindushul gabede efter +ham som en forslugen grav! Han skyndte sig at gøre +gardinsnoren løs; en to alens ledstolpe skramlede ned +og halede et kugleblåt rektangel efter sig.</p> + +<p>Så var der ikke mere at gøre. Han satte sig igen +op på bordet og lod de fire vægges nøgne råhed +skinne på sig uden at reagere. Det var nu altså kommet +til håndgribeligheder mellem ham og tilværelsen, +og han kunde i øjeblikket ikke finde på noget, +som det vilde være hensigtsmæssigt at gøre.</p> + +<p>Med den bevidsthed sad han ubevægelig en times +tid. Lige straks havde han krusningsfornæmmelser +af kulde, men det faldt bort, efterhånden som den kaloriske<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a></span> +ligevægt kom i stand. Desuden rørte han sig +ikke, og så er kulden ufølelig. Man kan fryse ihjel +på den behageligste måde, når man kun afholder +sig fra enhver bevægelse.</p> + +<p>Men det er svært at sidde stille i længden. For +der er et sted i den menneskelige organisme, som står +i særlig forbindelse med dødsangsten, det er vist omkring +mellemgulvet. Benene kan blive kolde, hodet +tomt, det hindrer ikke; man er på vejen nedad, men +så kommer der et svagt ryk nede under hjærtet, man +springer op og griber efter livet. Kulden kan arbejde +sig nok så forsigtigt ind i ens legeme: der kommer et +øjeblik, da den røber sit slægtskab med døden, og +man slår fra sig.</p> + +<p>Ivar Holt sprang ned fra bordet og gjorde gymnastik, +indtil han fik al sin varme igen, og så gik han +i seng. Han glædede sig altid inderligt til at falde +i søvn. Så snart han var kommet under dynen og +havde skubbet sig til rette i den mest bekvemme stilling, +så var alle bekymringer forbi. Hvad der lå uden +for dynen, var fra da af ganske ligegyldigt, og han +sov altid godt.</p> + +<p>Men i aften narrede søvnen ham. Sengen var +klam, og han svedte ubehageligt. Han lå sig træt på +ryggen og på bægge sider, søvnløsheden blev en tung +byrde, som han ikke kunde kaste fra sig.</p> + +<p>Udenfor rumsterede den <span class="corr" title="var: vaade">våde</span> blæst. Den kogte +langt borte som en uhyre gryde, den kastede sig med +rabalder over husets gavl og knaldede nede i gården +som våde lagener: den kunde puste længe og jævnt +som et sundt åndedræt, og den kunde futte af i dumpe +eksplosjoner i de snævre smøger mellem husene. Den +smældede regnen ind på ruderne som et læs kosteris,<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a></span> +den peb og brummede, spillede både fløjte og kontrabas +og alle stemmerne der imellem. Den udstødte +hyl, der fik de lykkelige, sovende mennesker til at +vende sig på den anden side og sove videre, mens +de øvrige, der ikke længere havde nogen hvilestilling, +de kunde indtage, vred sig i deres træthed og +følte det blæse koldt under hjærtet. Stormen og +regnen forberedte lukkede og mørke sind til morgendagen, +meget arbejde gjort og liden glæde derved. +Nødvendigheden af, hvad der må gøres, gik som en +kold vind over det våde land; klam, muggen besindighed +dryssede ned fra den usynlige himmel. Det +blev ikke mange, der stod op med halleluja! næste +morgen.</p> + +<p>Ivar Holt lå i dvale. Han var lige træt på alle +leder og flyttede sig derfor ikke mere.</p> + +<p>I Firenze, tænkte han, dær drejer måske i dette +øjeblik et lykkeligt menneske om hjørnet af — — lad +os kalde det Rue des Oranges, da vi ikke kan italiensk. +Han knejser og har hænderne på ryggen, +aftenluften viger blødt og silkekøligt til side for ham, +idet han går. Han står åben for alverdens lykke, +han er ikke krummet af nogen bekymring. Han er +så lykkelig, at han står stille og ikke kan mere. Han +er så overhånds glad, at han knytter hænderne, tæerne +krummer sig ned i støvlesålen. Inde i skyggen, +hvor ingen kan se det, brister han i vild latter og +vrider sig, hvorefter han blir lidt mere stille og går +ud mellem de andre mennesker. Det kan godt være, +at der går sådan et menneske nede i Firenze på hjørnet +af Rue des Oranges. Hvis han har haft det ilde +(og det har han, siden han er så lykkelig), da tænker +han sig, at et sted, i et sort værelse, belejret af våd, +døsig storm, ligger et menneske, der ikke har det som<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a></span> +han. Der kan meget vel gå et saligt menneske i Firenze +og tænke på mig. Det gør kun et lille skår i +hans lykke.</p> + +<p>Han er over, hvor jeg nu er under. En står på +toppen og har den halve himmel over sig, en anden +ligger langs sin egen ryg på bunden og ser en rund +skive himmel på størrelse med en femøre.</p> + +<p>Manden nede i Firenze har som bestilling — foruden +den at indehave et betroet mål af lykke —, at +han afbalancerer mig. Sådan indretter verdensvisdommen +det. Den gang Teologine løb fra mig i +rædsel, var der i Central Afrika en neger, der +slæbte af sted med sin nykøbte kone, hjem til sin +hytte. Sligt må afpasses. Vi kan ikke ha for meget +af den ene slags på eet sted uden modvægt, jorden +fik ellers en rystelse, den slog en kolbøtte, men de +vise grækere havde ret: kuglen er det fuldkomneste +legeme, til ethvert opad må der svare et nedad.</p> + +<p>Lidt efter var Ivar Holt selv i Firenze. Han gik +ned ad Rue des Oranges: foran ham krøb hans +sorte skygge på maven, han og skyggen havde fødderne +fælles. Det viste sig, at Rue des Oranges førte +ham ned til havnen, dær satte han sig på en fortøjningspæl, +strakte sine <span class="sic" title="[sic]">fløjels bukser</span> mageligt fra +sig og strøg sig ned ad brystets stribede flonel. Med +sine nøgne fødder gravede han sand op mellem brostenene +og tesede det med stortåen og dens sidekammerat, +ti af lang vane med at gå barbenet var +hans tæer blevet yderst bevægelige, ligesom de også +havde genvundet deres velskabthed fra drengeårene. +Han rullede en sigaret på det venstre lår, hvor der +i tidens løb havde slidt sig et blankt sted, for man +må erindre, at det var på andet år, han gik med<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a></span> +de fløjels bukser; om et par måneder vilde det blive +nødvendigt at foretage rulningen på højre lår. Længere +inde på havnepladsen sad hans kæreste, der +handlede med appelsiner. Hendes hår, der skummede +luftigt ned over panden, var lysere end hendes +ansigt. De havde nylig spist frokost, appelsiner fra +hendes vogn og desuden brød, som de købte hos +deres gamle veninde, madam — — signora Carlotta. +— — Carlotta Barbiere. Om lidt skulde han rimeligvis +til at bestille så meget, at han kunde tjene sin +ene fornødne — — lira.</p> + +<p>Det var varmt. Nakken var kold og klam at føle +på, som den skulde være. Derved kom han for resten +til at tænke på et menneske, der lå langt nede i den +sorte, klagende kulde. Det vilde han ikke tænke på. +Hans ene seleknap var sprunget under frokosten, +men heldigvis var hans stilling sådan, at han uden +ubekvemhed kunde ha bukserne hængende på tre +knapper.</p> + +<p>Det var som sagt varmt, en varme, der var pakket +tæt sammen, himlen var klappet ovenpå, og +øverst i klokken stod solen og holdt ved lige. Når +han rørte benene, svalede det helt op over knæerne, +det kom af den kølige luft, som de lyse fløjels bukser +gemte i deres rummelige beholdere. Der lå en +ringe fugtighed over hans hud, det var sådan indrettet, +for at han ikke skulde få solstik; og i hans +sjæl var der svalt og stille, der var grønt og gyldent. +Nu var det nået; han skulde ikke tiere op i +stjærnetågernes forrygende hvirvler, for han havde +fundet jorden, fundet den god, han var et menneske, +han havde sin kæreste, sin egen tid og sit solskin, +hans ven solen vågede altid varmt over ham.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a></span></p> + +<p>Gamle murstens brobuer spejlede deres morderiske +farver i flodens vand: blodskum, blodskorpe +og helt ned til ådselbrunt, og der var sygelige byldefarver, +gult og et rødt, der ikke er til at sige, men +intet <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: at">af</a> det forstyrrede hans sjæls gyldne fred.</p> + +<p>Tværs over floden lå en fabriksskorsten, stiv og +ubevægelig. Men så kom der en båd, skorstenen blev +elastisk; fortykninger løb ned ad dens krop, som +var det en slange, der i umådelig fart slugte en +kalv. Båden kom nærmere, skorstenen forlængedes +og forkortedes, den fjedrede voldsomt og gik i stykker, +den blev til en række tykke, teglstensrøde orme, +der parredes og foer fra hinanden, og så gik båden +over og smadrede den fuldstændigt. Men endnu +længe efter lå skorstenen hen over floden og vred +sig med nervøse jag gennem hele legemet, førend +den faldt til ro.</p> + +<p>Ivar Holt vågnede op og huskede, hvor han havde +det fra. Det var fra Susåen; på en af sine lykkelige +dage — de stod optegnede og nummererede i hans +kalender — havde han set dette billede i Susåens +vand.</p> + +<p>Det var så mørkt inde hos ham, at han ikke formåede +at samle indtrykket af sin egen personlighed, +han smæltede hen i mørket som flydende sjæl. Han +vidste ikke, om hans hoved eller hans fødder vendte +imod vinduet. I en fart var han ude af sengen og +rullede gardinet op. Blæsten pulsede koldt ind gennem +vinduet, sveden på hans krop blev ligesom til +isslag.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_21" id="KAPITEL_21"></a>XXI.</h2> + + +<p>Igen en gang var det blevet forår. De fede kastanjeknopper, +der altid er så sangvinske, var allerede +sprunget ud og stod og frøs med deres nøgne, grønne +kroppe, mens bøgen, som er særlig dansk og kendt +med forholdene, så tiden an og krævede garantier, +før den vovede noget. Nattergalen kom også en gang, +den sad med vat om halsen hjemme i sin rede, hostede +og nøs, men i alle moser og vandhuller vikarierede +frøerne af en god vilje. Udenfor brølede vinden, +indenfor brølede ilden, men vinden var nær ved at +være den stærkeste, den trængte ind gennem sprækker +og huller som kolde knivsblade og isnende spyd, +det var ikke let at beskytte sig imod foråret. Folk +kunde ikke begribe det klima, erklærede de tyve +gange om dagen, skønt man skulde synes, de snart +måtte kunne det udenad, men det viser måske, at vi +ikke har det klima, som svarer til vort sindsanlæg.</p> + +<p>Mænd gik og holdt sig i kraven. Deres lyse sommerbenklæder +var brune på knæerne af regnen, og +bagtil havde snavset gjort dem stive som læder. I +rendestenene løb vandet så brunt som bærme. Smådrenge, +der gik med opsmøgede ærmer og syntes at +befinde sig ypperligt, jog med lange kæppe ind +under rendestensbrætterne, hvor vandet samlede sig, +og når det kom frem med alt snavset fra den tørre +tid, gav de det et hurra og skyndte sig til næste +bræt.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a></span></p> + +<p>Da Ivar Holt kom ud fra sit kontor og skulde ha +sin sædvanlige mosjon før aftensmaden, var regnen +holdt op, og vinden havde lagt sig noget. Han styrede +ud ad skoven til. De våde stier lyste i aftensolen, +landevejene lå blanke hen mellem markerne. +Det hørtes langt bort, når hjulene skar i +det våde grus.</p> + +<p>Han gik forsigtigt hen ad de faste, fedtede skovstier. +Man kunde komme til at fryse ved at se på +træernes kolde stammer, man vadede i forkølelse, +luften var drivende fuld af snue; der hang næsedryp +på enden af alle kviste. Han bredte en hånd fladt +ud på brystet og rømmede sig. Oppe i halsen havde +en bronkitis begyndt at sætte sig fast, han forstod +godt, at det var kulden, der begyndte at erobre ham, +den lod sig ikke mere drive ud; selv i de varmeste +sommernætter kværkede kulden ham, der var ingen +pardon. De første år var han kun forkølet om vinteren, +nu var han det både vinter og sommer; i dette +forår havde det begyndt at stikke længere nede i +brystet, erobringen skred frem. Han vænnede sig til +den, og for resten kunde det godt helbredes endnu; +når han en gang blev velhavende, vilde han gøre +noget alvorligt. Navnlig rejse syd på, for der måtte +jo være den varme, der kunde få kulden til at slippe +sit bid. Her hjemme fandtes den ikke.</p> + +<p>Men det tænkte han ikke så meget på nu. Tiden +efter at kontoret var blevet lukket og indtil aftensmaden +var den bedste på hele dagen; han følte da +friheden så stærkt, at han ikke behøvede at tænke +på noget, selve det at drive omkring var beskæftigelse +nok; tiden gik af sig selv. Om ikke andet +havde han dog den fornøjelse at mærke, hvordan<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a></span> +appetitten udviklede sig; under en rask tur kunde +den undertiden komme lige på en gang, den slog sig +på knæerne, han blev ganske svedt og måtte gå +langsomt hjem til pensjonatet. Aftensmåltidet tog +gærne en time. Der blev leet og talt meget, de var +så mange, at han næmt kunde forsvinde i det hele, +for han sa ikke noget, han holdt mest af at høre +stemmerne rundt om sig uden at opfatte, hvad der +blev sagt, og når han tillige så ansigter og hænder, +der bevægede sig, — det betød for ham ikke andet +end forskellige pletter og striber, der passerede hen +over hans næthinde — så kunde han lettere falde hen +i sin dvaletilstand; den var altid så tryg, når der +var en del <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: menesker">mennesker</a> til stede. Han var efterhånden +blevet ræd for ensomhed; at være alene med sig selv +— det var som at stå overfor en kreditor, der kan +få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af +lommen, men i andres nærværelse var der ikke noget +at frygte. Derfor trak han tiden ud om aftenen, +og hvis der blev nogen tilbage for at samtale +efter bordet, så gik <em>han</em> heller ikke hjem, ti nu var +der en ubehagelig overgang, der ventede på ham, +men når han kunde, så snød han den og udeblev så +længe som muligt.</p> + +<p>Men en gang kom det jo; han rejste sig og gik +hjem. Det vil sige, han kunde endnu vinde en kort +frist ved at gå sig en tur, hvad der nok kunde behøves, +da han led meget af en grødet fornæmmelse i +hodet, men han var så træt efter aftensmaden, han +tænkte ikke på andet, mens han gik, end at vælge +sig et hus, et træ eller et andet mærke, hvor han +havde lov at vende om. Når dette fandtes, havde +det lille drama nået sin kulminasjon, handlingen<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a></span> +gled jævnt hen mod sin slutning: at komme hjem +til ingenting.</p> + +<p>Det var et stakkels gammelt hus, Ivar Holt +boede i. Aldrig så snart havde han sat foden på +det første trin, før en alderssvækket jamren opstod +i det brøstfældige træværk. Det klagede sig foroven, +når han trådte forneden, og i det øjeblik, han nåede +sin egen dør, knirkede det endnu bebrejdende op +til ham nede fra dybet. Han vadede i suk og klage.</p> + +<p>Han stod inde i sit værelse og støttede bægge +hænder i bordpladen. Hvad så? Lige i tiden så han +ud ad vinduet, men om lidt, hvad så?</p> + +<p>Det går med fortvivlelse som med så mange andre +superlative begreber, man kender nok navnet, men +man ved ikke noget nærmere om dem. Ivar Holt, der +dog ikke var så meget digter, at han vilde tilsnyde +sig hævd på ualmindelige sjælslidelser, måtte indrømme, +at han ikke vidste, hvad fortvivlelse er. Det +kunde nok ske, når han om aftenen kom hjem gennem +mørke og regn og havde fundet tændstikkerne +og vidste, at han i næste øjeblik skulde se de tomme, +snavsede vægge stille sig op omkring ham i en snæver +firkant, så kunde han sige til sig selv: Dette +her er forbandet. Vil der ikke komme noget forfærdeligt, +et sværd, der går igennem min sjæl? Sker +det ikke nu, om lidt?</p> + +<p>Jo, om lidt. Han vidste godt, at eksplosjonen kom +aldrig. Han havde en gang set en kraftig, ung pige +græde på en perron, fuldstændig desperat, så det +var en skandale, tårerne løb, ansigtet var fortrukket, +der eksisterede for hende ikke andet end fortvivlelse +— — sådan noget vilde aldrig hænde ham. +Men han var også en fattig karl. Andre mistede<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a></span> +kone, børn, penge — altsammen rigtige, materielle +ulykker, hans egne sorger led af ulegemlighed, han +havde aldeles ingen respekt for dem og agtede dem +ikke værdige til det smukke, alvorsfulde ord: sorger.</p> + +<p>Mens han tændte lampen og søgte at holde styr +på den lange tunge, der altid vilde slikke glasset +sort på den ene eller den anden side, så meddelte +han sig selv, at han ubestridelig var værre stillet +end de fleste mennesker, hvorefter han løftede øjenbrynene +og trommede på bordet, som om han havde +en tilskuer til sin overlegenhed.</p> + +<p>Hans tilfredshed var i virkeligheden også tålelig. +Den betryggelse, som der ligger i 900 kr. årlig, der +med tiden kan stige til 1000 og måske til 1100 kroner, +befriede ham for pengesorger. Han kom aldrig så +dybt ned i panik som før, og reaksjonen bar ham +heller ikke mere så højt til værs. Og kontorarbejdet +regulerede hans sind. Han var skabt til at være en +nogenlunde fredelig sværmer — han var hverken +oprevet eller neurasteniker, som anmældere havde +forsikret — og mens han førte den samme tilværelse +dag efter dag, faldt der aske på hans brændende +sjæl.</p> + +<p>I den første tid havde han haft mange voldsomme +opsving, de kom altid hæftigst om formiddagen, men +så var han ved kontorarbejdet, og det skulde passes. +Da forekom han sig selv som en forbryder, der frækt +og dumt smider den tilbudte lyksalighed i rendestenen, +men han bøjede sig også for den indsigt, at +netop deri består en betydelig del af et menneskes +liv. Alt imens han passede sine tal, lavede han +smukke skriftsteder om dådløse drømmere, udelukkende<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a></span> +til sin private afbenyttelse, og samtidig gjorde +han sig klart, at han egenlig ikke var digter, ti en +retskaffen digter render fra det hele, ud på de vilde +marker, eller på hodet i blækhuset, hvis han er af +den produktive slags. Ivar Holt rendte ikke fra noget, +han passede sin gærning som en jævn og bramfri +mand, og samtidig havde han en fornæmmelse +af, at det tjente ham bedst at afkøles og falde til ro. +Det var også det, der skete, og det gjorde, at han +følte sig stærkere og mere samlet. På den måde +skulde der gå nogle år, og så — —!</p> + +<p>Årene gik også, men det, der skulde komme efter, +lod vente på sig, og han vænnede sig efterhånden +til slet ikke at tænke på det. Det mærkedes, at formiddagen +var taget fra ham, den bedste del af hans +tilværelse skåret helt bort. Imod dette tab betød fritiden +fra klokken fem kun lidt; da var dagens <span class="sic" title="[sic]">mon</span> +allerede så udpint, at der ikke kunde gro noget op, +inden han skulde i seng. Men så kom det undertiden +til gengæld midt om natten og holdt ham vågen og +slap ham ikke, før han stod op og lettede sit sind +ved hjælp af pen og blæk, men det var der ingen +glæde ved, mange gange fandt han sig hellere i søvnløsheden.</p> + +<p>Senere, da hans nætter mere blev optaget af hoste +og dårlige nærver, blev de påtrængende ideer borte, +og han kunde med frelst samvittighed blive liggende.</p> + +<p>For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af +sine ævner, troede heller slet ikke på det; så snart +han blev fri, kom alt det gamle nok igen, under +fastere former, men værre var det, at han stadig +stod så fjærn fra andre mennesker: deres ligegyldighed<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a></span> +graviterede om ham som en kold atmosfære, +hvorigennem der ingen færdsel kunde finde sted, +hverken til ham eller fra ham.</p> + +<p>Han kunde se alle, og alle kunde se ham, men +der var glas om ham.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_22" id="KAPITEL_22"></a>XXII.</h2> + + +<p>Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for +eksempel omkring Vejle, synes at tilhøre en lidt +særegen race. De er høje og bomstærke, men går +ganske godt på deres ben. Hænder og fødder tar +sig små ud i sammenligning med de kraftige lemmer. +I denne legemsstyrke bor der en blid stemme, +og de synger i reglen godt. Det kan gærne falde +dem ind at gi en lidt sentimental sang, med mange +vers, til bedste i en jærnbanekupé, hvis der da ikke +er altfor kritisk udseende mandfolk til stede, og +når de har sunget deres vise til ende, er de ikke +utilbøjelige til selv at le over den. Hvis de har +været på højskole, hvad de som regel har, så bringer +de gærne et lille harmonium med, første gang de +drager ud i verden. Deres øjne er blide som deres +stemme, og allerede før deres tyvende år har de et +udpræget moderligt udseende. Deres kinder danner +store, svagt rundede flader, de er ikke så tykkindede +som deres frænker på øerne. Deres navne vidner om +forældrenes gammeldags troskyldighed, de hedder +med forkærlighed Karen, Kirstine, Maren og Signe. +Det er stilfærdigt glade piger, som man gærne træffer +i landets højskolehjem. Når de får plads i +en by, mælder de sig straks ind i en sangforening +samt begynder at gå i kirke, bægge dele for at få +anvendelse for den smukke stemme, der gærne vil<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a></span> +bruges. De er i reglen mere andægtige under salmesangen +end under prækenen.</p> + +<p>Signe Kristjansen, datter af gårdejer Kristjansen +fra Vejlekanten, ankom første Maj med kufferter, +komode og harmonium til den lille by, hvor Ivar +Holt virkede som kontorist; hun skulde være frøkenpige +på højskolehjemmet. Det varede ikke mange +timer, før hun var klar over, at det var et godt sted +at være. Manden i huset hed fru Schmidt, hun var +gift med herr Schmidt, som røg tobak. Signe fik en +forfærdelig pæn velkomst af fru Schmidt, og herr +Schmidt, der kom nummer to som den mindst veltalende, +forsøgte også nogle venligheder, der var +bedre ment end udtrykt.</p> + +<p>Efter aftensmaden spurte Signe, hvem den tavse +herre med det lyse, spidse skæg var. Det var en +herr Holt. Fru Schmidt vilde gærne opmuntre ham +lidt, når bare hun vidste, hvordan hun skulde bære +sig ad, men han var ikke syg og heller ikke misfornøjet +med at spise der, så der var vel ikke noget at +gøre ved ham. Signe syntes, han så rar ud. Ja, +han var i det hele taget et umådelig pænt menneske. +Han havde udgivet nogle bøger en gang. Schmidts +havde købt den sidste af dem. Når man kendte ham, +så var det nu en meget god bog; der var rigtig kønne +naturskildringer i. Signe vilde gærne låne den bog, +for hun kunde allerede godt lide hr. Holt. Ja — han +var da heller ikke forlovet, men det var rigtignok en +lille løn, han fik, for et menneske i den alder.</p> + +<p>Om aftenen foredrog Signe ikke så sjældent en +salme eller en sang, der ikke gik for hurtigt, på sit +harmonium, og så samledes der gærne et lille damekor +om instrumentet. Det var så hyggeligt, syntes<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a></span> +fru Schmidt, og Schmidt ledsagede musikken med +sin tobaksrygning i den anden ende af stuen.</p> + +<p>Ivar Holt sad også gærne og hørte til. Han fik +det indtryk af sig selv, at han var blevet gammel, +siden det interesserede ham at lytte til salmesang. +Han kom virkelig i stemning ved det, og han vidste +heller ikke, hvorfor han skulde nægte sig den +luksus at blive sentimental over en flok unge piger, +der sang. Nej. En sådan stolthed passede sig +ikke for ham. Han var jo ikke en mand, der repræsenterede +noget, han behøvede altså ikke at prætendere +nogen som helst slags overlegenhed. Han +var en slagen mand mellem tredve og fyrre.</p> + +<p>Synet af den naive, glade ungdom gjorde ham +bitter. Den fortalte ham om det tabte og uopnåede. +Bagefter kunde han gå hjem i sin rå stue og med et +strøg af en tændstik tvinge sine fire vægge til at +vise sig.</p> + +<p>En aften spurte Signe, om ikke han kunde spille. +Han rejste sig overrasket og kom hurtigt hen til +harmoniet. De unge piger skiltes ad i to grupper +med rigelig plads i midten. Jo, han havde en gang +kunnet spille klaver, for mange år siden. Nå, ja +for Signe havde nogle andre stykker for harmonium, +som skulde være så kønne, vidste hun, men de var +for svære til hende. Hun vilde gærne hente dem.</p> + +<p>Og hun skyndte sig at løbe, idet hun nynnede +under vejs. Ivar Holt stod midt imellem de to grupper +unge piger, der ikke vidste, hvad de skulde gøre, +nu Signe var borte. De, der stod nærmest ved ham, +skubbede til de andre og fniste genert. Ivar Holt var +også genert, han følte stillingens urimelighed, så +længe Signe ikke var der. Men hun kom snart igen, +nynnende, og bragte et harmoniumalbum med.<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a></span> +Det kendte han naturligvis altsammen. Han bladede +det igennem og mente, han vilde forsøge at spille +"Åses død" af Grieg. Pigeflokken gled sammen i en +klump, så såre han anbragte sig ved harmoniet.</p> + +<p>"Det var kønt," sa Signe, da han var færdig.</p> + +<p>Ja, han havde kunnet spille lidt en gang, men det +var snart glemt, så længe det var siden.</p> + +<p>"Det er da en skam," sa Signe og vendte sit lyse, +hæderlige ansigt imod ham og smilede.</p> + +<p>"Å — når man aldrig har kunnet noget, så — —"</p> + +<p>De andre unge piger trak sig lidt tilbage, de kom +vist ikke til at snakke med alligevel, men de vilde +nok høre, hvad det blev til, så havde de i alt fald +noget at drille Signe med.</p> + +<p>"Nu vilde jeg ønske, jeg kunde huske begyndelsen +af 'Lohengrin', så skulde De høre —"</p> + +<p>Signe vilde forfærdelig gærne høre bare lidt, og +det viste sig virkelig, at han kunde huske en del +af det.</p> + +<p>"Det var dejligt!" Signe stirrede på ham i plakat +henrykkelse. Det blev sommer i hans sind, da denne +varme strømmede ind på ham. Han mindedes den +lysende spalte, som solen undertiden tvinger frem +mellem skyerne, idet den står op.</p> + +<p>Nu tar jeg varsel af dig, Signe. Dit ansigt skal +fælde en gudsdom over mig. Lyver det — blir det +løgn, som jeg nu tænker, så — —</p> + +<p>"Undskyld," sa han meget behersket, "jeg må +hjem. Hvis De gærne vil ha det, skal jeg spille noget +for Dem en anden gang. Godnat."</p> + +<p>Signe blev forskrækket midt i sin henrykkelse og +fik lige tid til et smil. Godnat.</p> + +<p>Han gik ud ad landet til. Det var meget mildt,<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a></span> +vindstødene kom over ham som runde baller bomuld, +svøbte ham ind og spredtes så rundt om. Himlen +var synlig, og mod vest lyste horisonten endnu svagt; +husene lå langs med den som mørke, tunge klodstørv, +i hver af dem skinnede der en rød gnist. Ved +alle gårde, han kom forbi, stod der halmstakke og +sydede i den smule blæst. Inde på en bivej kom langsomt +en siklist, der skubbede en bævrende lysvifte +foran sig.</p> + +<p>Det var en stille, hyggelig aften. Himlen hang +nær over jorden, og intet sted hørte man noget til +svære <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: lyd">lyde</a>; tilmed var det så lunt. Stormen, der gør +verden bred og vild, var faldet til en undertrykt +blæsen, og ingen regn malede hele verdensrummet +sammen til en uendelig blå røg. Verden var til at +overkomme, menneskene kunde beherske den med +øjne og øren. Det var en behagelig aften.</p> + +<p>Men der er mennesker, som reagerer, når verden +synes at skrumpe sammen om dem. De blir selv +klemt sammen, og der opstår et hæftigt modtryk inde +i dem. De får trang til at sprænge snæverheden +uden om.</p> + +<p>Ivar Holt havde udvidelsesfornæmmelser, der tog +til i styrke, jo længere han kom ud ad landevejen. +Nu var verden samlet om ham igen, men han kunde +bære den, han lod sig ikke knuse.</p> + +<p>Da han var blevet varm, kunde han gå mere stille +og tænke over det. Når han kom hjem, skulde han +huske at sætte et rødt krys og et nummer ved denne +dato. Mon det ikke var nr. 46, han var nået til, nu +i sit syv og tredfte år? Det var så længe siden, han +havde haft nogen lykkelig dag at optegne.</p> + +<p>Ja — og så var der Signe. Han stod stille og smilede<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a></span> +op i mørket. Hvorfor skulde han nu ikke tilstå +den ting for sig selv? Hvad havde han at bestille +med stolthed og selvfølelse eller bare med almindelig +fornuft? Nej, et menneske som han, der ubestrideligt +omgikkes med ene fakta og var hærdet i +kendsgærninger, ham sømmede det sig ikke at borteskamotere +en indset sag. Altså: han var forelsket i +Signe. Eller — ja vel, han var ikke forelsket, men så +blev han det i løbet af ugen.</p> + +<p>Han blev så ivrig, at han en gang imellem snakkede +højt og lo.</p> + +<p>O, Signes lykkelige, idylliske ansigt! Så skabt til +at beskinnes af solen som nogen kornmark. Der +er danske pigers ansigter, som har drukket sol, og +solskinnet i disse ansigter slukkes ikke igen.</p> + +<p>Snart mærkede han ikke mere til, at det var mørkt; +solskin, opbevaret fra forrige tider, slog ud af hans +sjæl, han kom hjem i fuld skærsommer.</p> + +<p>Klokken var ni. Han tændte lys og spaserede en +stund omkring i værelset, langs sine fire vægge. Så +bankede det pludseligt.</p> + +<p>"Godaften. Jeg så, De havde tændt lys, jeg troede +næsten ikke, jeg skulde træffe Dem, for jeg har allerede +været her en gang."</p> + +<p>Det var en ung mand, som før havde været på +slagteriet sammen med Ivar Holt, nu var han kommet +til København og havde det godt, hvad hans fine tøj, +særlig hans ny vinterfrakke, også nok tydede på.</p> + +<p>Ivar Holt stod stille i et hjørne af værelset og betragtede +ham uvillig. Dette er et menneske, tænkte +han, og alle de varme fantasier var borte med det +samme.</p> + +<p>"Værsgo og sæt Dem ned."</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a></span></p> + +<p>Disse vægge var for resten ikke en passende baggrund +til en mand der havde sådan en flot overfrakke. +Den fremmede følte det også selv, han satte +sig på et hjørne af stolesædet. Og for at afryste det +uhyggelige indtryk, som han slet ikke havde været +belavet på, begyndte han at tale om sin stilling. +Den var meget ordenlig, nu var han allerede +nået over de tre tusende kroner om året, men det +kunde blive mere endnu, måske gik han til udlandet, +forholdene her hjemme var alligevel så snævre.</p> + +<p>"Her nede går det vel ellers ved det gode gamle?"</p> + +<p>Ivar <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: Holst">Holt</a> var forlængst faldet ned fra sin højde; +han havde fundet de ydmyge steder, som det undertiden +anbefales at søge.</p> + +<p>Han gik her og blev til ingenting, sa han, og fik +ingenting for det, men indså godt, at der var +en vis logik i det forhold. Han vidste ikke, hvad øjeblik +det gik i stykker: bestyreren havde meget beklaget, +at han ikke kunde gå op til de 1200, men det +var gået tilbage, og ikke frem, som han havde ventet. +Han måtte formodenlig være glad, hvis han i det +hele taget fik lov at beholde pladsen.</p> + +<p>Mens han talte, følte han for alvor, hvordan stillingen +var; fattigdommen lå over ham som en lammelse; +han var sig bevidst, at hans stemme lød klagende.</p> + +<p>Den anden rejste sig i samme øjeblik. Ivar Holt +var færdig. Han knappede sin overfrakke om sin +diplomat og børstede sin hat med hånden. Han +måtte se at komme af sted; dette her var uhyggeligt. +Da han kom, havde han ikke tænkt sig, at han besøgte +en vordende proletar. Det var nok bedst, han +så at slippe væk. Han skrabede i al hast nogle talemåder<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a></span> +sammen: Der var jo ingen fare, slagteriet gik +jo fremad, havde han hørt, og så måtte lønnen jo +også stige. Ellers kunde han jo søge til København — +og — farvel — han havde for resten travlt.</p> + +<p>Han trykkede Ivar Holts hånd, hjærteligt og med +bortvendt ansigt, som om han frygtede for en anmodning +om pengelån. Så skyndte han sig ned ad +trappen, han vilde se at komme med nattoget, den +andens elendighed havde set så ægte ud, det var nok +ikke værd at tøve. For resten vilde han gærne ha +lånt ham halvtredsindstyve kroner en gang for alle.</p> + +<p>Imens sad Ivar Holt deroppe og forstod den velstillede +mands hastværk. Det var en hel ynk at se +ham få travlt med at slippe af sted; i det øjeblik var +han næsten den mest beklagelsesværdige af de to.</p> + +<p>Ivar Holt følte sig som en stakkel. I det øjeblik, +det duelige menneske ser sig trykket under og ikke +kan komme op, så gør han noget galt, han øver vold +mod det, der uden hans skyld knuger ham ned, eller +mod noget andet, der ikke kan gøre for det. Den +duelige mand hader aktivt, han lar det gå ud over +nogen. Staklen skammer sig og går under.</p> + +<p>Han kunde ha lyst til at rende efter den anden +og slå ham ned. Nu rejser han bort med evig, uigenkaldelig +ret til at ynkes over mig, og jeg finder mig +i det. Den, der har noget, knapper sin ny overfrakke +mod den, der ingenting har. Jeg kender det, +for mig er der knappet til. Nu venter jeg blot på den +dag, da en tilfældig, intet vidende hæl træder mig +ned. Jeg er en nøgen snegl på alfar vej.</p> + +<p>Han stod midt i værelset og stirrede, men pludselig +blev det ligesom sort omkring ham, og inde i mørket +nikkede det, usynligt og uhyggeligt, som et varsel<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a></span> +fra den ubøjelige gud, den mellemting mellem +skæbne og tilfælde, der regerer livet.</p> + +<p>Han tørrede sveden af panden og tændte sin pibe +for at kunne tænke mere koldblodigt.</p> + +<p>Tilværelsens ligegyldighed er utvivlsomt gavnlig +for de fleste. De brændende sjæle isoleres, de føles +som frastødende og naturstridige, menneskenes flertal +vender sig bort fra dem, de er usunde, kunde afstedkomme +eksplosjoner. De er heller ikke praktisk +anvendelige og stødes derfor ud i samfundets +kroge. Manden med det brændende sind kan gå hen +i en krog, vende ryggen til og gløde ind mod væggen. +Samfundet regulerer sig selv: de, der er for varme, +drives så langt ud i kulden, at de afkøles, indtil de +blir brugbare mennesker, eller indtil de fryser ihjel. +Hvis verden var indrettet som et drivhus efter nogle +enkeltes behov, så forkulledes flertallet og smuldrede +hen.</p> + +<p>Lav kunst ud af din varme, eller bliv afkølet til +et almindeligt menneske, eller frys ihjel. Menneskehedens +temperatur kan ikke ændres, livets kulde er +uforanderlig og nødvendig.</p> + +<p>Ivar Holt gik en omgang rundt i værelset, satte +sig derefter på sit bord og lukkede øjnene. Hans +sind, der i flere år havde været tomt og koldt, blev +følsomt og levende. Han fik igen en gang det fulde +udsyn over sig selv, og han anskuede det menneske, +han kunde være blevet.</p> + +<p>Der er mange, der ved, hvordan de helst vil ha +det, og der er nogle, som ved, hvordan de helst vil +være. De har haft en stærk og hel stemning, hvor +deres personlighed brød igennem, og i et nu har de +følt sig som den, de i allerbedste fald kunde udvikle<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a></span> +sig til. Senere forhold har måske hæmmet denne +udvikling, men alligevel kan de til tider få besøg af +deres jeg-mulighed.</p> + +<p>Ivar Holt huskede et forår, han huskede et menneske, +hvis lykke var en stille og uforstyrret flamme. +Samtidig så han den lykkelige mand i Firenze, hans +skæbnes mand, der en gang var siklet tæt forbi ham +og havde revet ham ud af sin bane — — nu drejede +han om ad en gade i Firenze, hvor solen skinnede +ned i al sin fylde — —.</p> + +<p>Ivar Holt sprang ned fra bordet og sa halv højt: +Men jeg gifter mig alligevel med Signe.</p> + +<p>Hvorefter han gik i seng og sov — fraregnet +hosten — som et lykkeligt menneske.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_23" id="KAPITEL_23"></a>XXIII.</h2> + + +<p>Signe Kristjansen var så ren. Det kom vel +noget af, at hun havde været mejerielev; der var +en sund, lys friskhed over hende, der mindede om +noget så ædelt som nykærnet smør. Hun var i sin +tid nydelig i mejeridragt, og endnu gik hun gærne +i kjoler, der lyste, og med hvide forklæder. Hendes +brede hænder var ikke meget modtagelige for vask +og groft arbejde, det var sådan en medfødt gave. +Hendes ansigt var blødt og bevægeligt, man kunde +ligesom modellere i det, og hun lavede villigt de tilsvarende +miner, det var morsomt. Men hvad der var +betagende ved Signe, det var den langsomme inderlighed, +hvormed hun snoede en arm om ens hals og +trak til, og hele den stilfærdige måde, hendes hænder +kom een i møde — — det var næmt at se, at Signe +var en god pige.</p> + +<p>Gårdejer Kristiansen blev ikke henrykt over forlovelsen; +han henvendte sig først til sin ven, Signes +forrige lærer, højskoleforstander Thorkildsen, der +undersøgte sagen nærmere. Til en begyndelse læste +han Ivar Holts bøger. Hm ja — de kunde rigtignok +ha været værre, og manden passede jo sin bestilling; +han vilde tale med Signe. Signe var overbevisende, +Thorkildsen blev grebet, her var knyttet et hjærtebånd, +han hilste på manden og læste bøgerne en gang +til. Der kunde siges meget om den ustyrlige fantasi, +men nu kunde han dog godt se naturskildringernes<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a></span> +betydelige skønhed, og forfatterens sædelige alvor +var der ingen tvingende grund til at drage i tvivl, +desværre var hans talent blevet aldeles miskendt. +Thorkildsen skrev til sin gode ven og kollega, den +ansete folkeopdrager og litteraturkender Børgesen; +kunde han ikke i en af sine afhandlinger tale et par +kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede +harpe? Dette lovede Børgesen. Det vilde heller ikke +være vanskeligt at skaffe Ivar Holt — med de sprogkundskaber +— en bedre plads. Forlovelsen blev deklareret.</p> + +<p>— Den mand, som en vinternat er faldet igennem +en våge og har slået sine håndled til trævler på den +bristende is, indtil han slæber sig derfra med døde +ben, han har gennem rædslen lært noget af livets +dybde at kende. Den, der har set sine kære dø, han +ved noget om liv og død; selv den, der har kæmpet +sig frem mellem gæld og spiritus og er beladt med +verdens foragt, han har i alt fald levet. Men den +stille, hæderlige mand, som af 900 kroner sparede 100, +som passede sig selv, vogtede på sin sjæl og skuede +op til stjærnerne — han, som tosser og kvinder kalder +indholdsrig, han kender ikke livet. Hvad har han +at meddele?</p> + +<p>Sådan tænkte Ivar Holt, mens Signe fortalte af +sin slægts historie. Det var folk, der havde set noget +af verden, Signe havde meget at meddele om dem, +og foruden den fælles fremtid vidste hun ikke noget +bedre at tale med sin kæreste om. Hun fortalte godt, +og han hørte til, tavs og interesseret, han, den indholdsrige, +der intet havde at berette. Signe mindede +ham om en anden ung kvinde, der også syntes at +ha haft en missjon med ham; nu påtog Signe sig<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a></span> +missjonen, efter at ti år var spildt. Han trykkede sin +hånd mod siden og hostede — — nej, ikke spildt. +Brøstfældighed spilder ikke tiden, undergang benytter +hver time; døden arbejder, om så alt andet driver +de kostbare år hen.</p> + +<p>Han pressede Signe ind til sig og blev varm. Fortæl +mere, elsk mig mere, se om du kan gøre en usselig +digter til et menneske. Ti år er spildt. Vær rask, +Signe.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Det blev forår. Ivar Holt kom sig; han rettede sig +betydeligt og blev et bedre menneske; han genfandt +selvfølelse fra forrige dage. Hans helbred bedredes, +han opdagede, at lykke er sund. Signe var strålende, +skønt han gav ikke meget igen for alt det, hun fortalte +ham og var for ham, men så kunde han også +sige: Signe! som ingen anden mand i hele landet.</p> + +<p>Han blev igen nævnt som forfatter. Der var blade, +som anmodede om bidrag. Vilde han ikke skrive +mere? spurte Signe. Han rystede på hodet og kyssede +hende.</p> + +<p>Det var forår hele Maj måned, lys og varme tog +til, og derefter blev det sommer; Juni fortsatte i +samme spor. Ivar Holt ventede snart at kunne sætte +et krys og et nummer ved en lykkelig dag, men <em>den</em> +var endnu ikke kommet, der ragede op over dagenes +almindelige geled.</p> + +<p>Den kom en Søndag eftermiddag, da han sad på +en sten nede ved fjorden. Solen stod svidende over +ham. Men han var ikke glad; han tænkte på, at om +han nu havde haft Signe hos sig, så havde han været<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a></span> +aldeles lykkelig. Det kunde han nøjes med nu, men +før havde verden været større. Snart fik han vel en +bedre stilling, en god kone, børn måske, og så skulde +han altså til at blive et menneske som andre. Men +nu da solen skinnede sådan, vidste han godt, hvad +han var, og hvad der aldrig lod sig ændre. Han tilhørte +en art mennesker, der har den opgave at uddø, +han var måske den allersidste af en udslukt stamme, +og i dette øjeblik kunde han dø uden at mærke det, +hans sjæl var lys og tom, den fungerede næsten +ikke mere.</p> + +<p>Når jeg søger at begribe mine medmennesker, +tænkte han, da slår min begriben tilbage, jeg kommer +til at spekulere over mig selv. Jeg tænker forhistorisk +og får aldrig fat i noget fælles menneskeligt, +fordi jeg er uden for alt fællesskab. I Amerika +findes min art ikke mere, i Europa er den under udryddelse. +Men måske vil mine fossile knokler en +gang få stor værdi; et af Europas store museer kan +gærne ende med at blive min fremtidige sarkofag, +og der vil blive udgivet illustrerede værker om aftrykkene +af mine hjærnevindinger.</p> + +<p>Jeg kan finde mig i at dø ud, men måtte det dog +bare forundes mig, digteren, den lykkelige stakkel, +at sidde under solen, for resten af mit liv, på en sten +ved vandet, med landet bag ved mig! Kan verdens +økonomi ikke bære det krafttab, at jeg sidder her +og intet udretter?</p> + +<p>Han huskede en mand, der var ringere og klogere +end han, og som havde sat ham i en bog for at vise +ham, hvordan han burde være, hvis han skulde +reddes for livet. Han indså bogens store sandhed. +Nu sad han her og solede sig: han havde ikke fulgt +anvisningen, var ikke blevet fordærvet eller skamløs,<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a></span> +skønt det kunde ha reddet ham menneskeligt, og +så havde han aldrig haft nødig at skyde sig som +manden i bogen. Uhæderlighed var blevet ham tilbudt, +han kunde ha solgt sin samvittighed, men han +gjorde det ikke. Nu sad han her, fladslået under resignasjon.</p> + +<p>Han målte den vej, han var sunket, og hans sind +blev vildt. Mange års tryk havde holdt ham nede, +deres mange hverdage havde drysset aske på ilden, +og ved forsigtig, jævn anvendelse af trøstesløs ensformighed +kan et menneskesind knuges uhyre dybt +ned, uden at det kvæles eller reagerer, men kommer +der pludselig noget lykkeligt til fra en anden side, +da må der ske en eksplosjon.</p> + +<p>Han mindedes en nat, da sommeren og hans ungdom +forstod hinanden. Dengang fattede han alverden. +Liv og død, der kæmpede; kraft, som styrtede, +og kraft, som steg op — alt det foregik i ham, hans +sjæl var verden. De frembrydende spirer og de vilde +lyster, døden, som henter kraft fra foråret, livet, der +søger den samme sted, — alt det husedes i ham. +Dette tilbud gjorde naturen ham: Vælg! Alt er dit. +Og han lod sig skræmme bort fra det altsammen. +Han, der bedre end nogen anden måtte forstå sommerens +kald, han havde svigtet. Han skrev en bog +om dette kald; den havde måske gjort nogle mennesker +gale, han selv blev from og bange efter den. Det +begyndte med et øjebliks panik, senere dryssede +asken ned over ham og søgte at slukke.</p> + +<p>Men endnu en gang øste solen sin ild ned på +ham, om han ellers kunde forstå det, og fra dette +lys så han ind i de mørke år, ligesom den lille +dreng står ved den yderste lygtepæl og ser med<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a></span> +angst ud over det mørke land, som han er kommet +fra; han forstår ikke, at han har haft mod til at +gå igennem det mørke, og for ingen pris gjorde +han vejen tilbage.</p> + +<p>Heller ikke jeg går igen ind i mørket. Signe, du +har opnået det modsatte af, hvad du vilde. Du har +givet mit sind ny kraft, og dermed forlader jeg dig!</p> + +<p>Ivar Holt rejste sig og gik hjem med usikre +skridt. Han samlede tingene ned fra sine fattige +vægge og fra sine hylder og pakkede sin kuffert, +og inden aften var han borte uden at ha sagt farvel +til nogen.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_24" id="KAPITEL_24"></a>XXIV.</h2> + + +<p>Salige er de, som ikke gør sig bekymring og uro +for mange ting.</p> + +<p>Alt er indsovet i lys stilhed, de dunede mælkebøtter +står forhekset ubevægelige langs vejkanten, +ikke et fnug krummes på deres hoder. Solen er +gået i stå. Lange, hvide skystriber ligger hen over +himlen som skinnende veje, der fører ind i saligheden.</p> + +<p>Dær henad vandrer nu lykkelige sjæle; hver dag +springer en ny lille skare op på de hvide veje, de +gjorde sig ikke bekymring for mange ting, nu vandrer +de ud mod solen og blomsterne. Luften glider +om dem som dun og pelsværk; op om deres fødder +står sandet så fint og blødt som mel. Mange dage +senere nåer de blomsternes store ocean; vinden stryger +over det, solstrålerne falder ned deri som gyldne +strænge. Røde, grønne og blå bølger vælter sig efter +hverandre; skum af hvide roser sprøjter op med +hvert bølgeslag, de saliges hoder forsvinder under +de højeste blomsterbølgers kamme, de evige rosers +blade risler køligt duftende ned over dem, og i dette +bad skylles jordiske sorger af de vandrende sjæle.</p> + +<p>Om morgenen sidder de salige på skyernes bløde +bjærgtoppe og ser solen hejse sig op gennem det +uhyre, blå hul. Solskinnet slår som en brænding +mod bjærgene, slikker deres sider og beskyller til +sidst de saliges fødder, og snart sidder de helt oversvømmede<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"></a></span> +af sollyset. Solen går sin gang, skønt +ingen ser den flytte sig, det <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: bli'r">blir</a> aften, og gennem +verdensrummets brønd bæres månens gule lygte op, +mens skumringens mørke vover skvulper om de saliges +knæ og bestænker deres hoder. Da mindes de +deres mindre lykkelige brødre på brøndens bund, +under månen, de svøber sig i grå erindringers flor +og sidder stille natten over, mens de tænker på, +hvordan det står til nede på bunden af mørkets +grøft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for +foden af deres bjærge.</p> + +<p>De salige! Nu knitrer mælkevejens stjærner +under deres fødder; urtåger hvisler op om deres +skinneben, mens de går. De drager ud om morgenen +og ser nye verdener dannes; stjærnestof snoes +og omhvirvles som krumme møllevinger af rummets +kræfter; de salige vader hen gennem svangre +og golde verdener; med deres venstre albu skubber +de læmpeligt en komethale til side, og med højre +hånd skyggende over brynet ser de tåger spindes +som på en rok, føde ild og skabe varme, hvoraf en +verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og +halvtredsindstyve billioner år. De vandrer videre, +mens det er aften, de flytter sig for en sol, der har +suget alle sine planeter til sig, og igen spyr dem +gloende fra sig; de gør en omvej på en halv million +mil for at komme uden om erupsjonerne.</p> + +<p>Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en +udslukt sol og prøver at mindes væsner, der kaldte +dem — de salige — dårer. De ser sig tilbage over +den vej, de har gjort; langt inde på mælkevejen +kommer der stadig flere vandrende; de kaster et +blik gennem rummet og opdager sjæle siddende på<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"></a></span> +fjærne skyer, og langt nede skimter de længselsfulde +mennesker, der ser op — endnu er der dårer +til; mange skal endnu helst ville sidde mellem solen +og vandet, med landet bag sig, gale, uduelige, lykkelige.</p> + +<p>Derefter vender rummets vandringsmænd sig og +går videre mellem faldende verdener og fejende kometer, +indtil de nåer mælkevejens yderste brink. +Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige +og ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede +sammen og blevet til lys — som en hvid, brændende +sol, og med et smil, hvori der er et suk af +lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses +til tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige +kloder.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_25" id="KAPITEL_25"></a>XXV.</h2> + + +<p>Da Signe fik at vide, hvor hensynsløst Ivar Holt +var rejst fra alting og havde ødelagt sin egen +fremtid, så forstod hun ham pludselig, som hun aldrig +havde forstået ham før. Hun havde læst hans +bøger, som han nødig talte om, og se: Nu viste det +sig, at han var den, man skulde tro. Ud af sit jævne +sind og sin første, store forelskelse fattede hun, at +han kunde — måtte — handle sådan, og mens de +andre skreg op og talte om sindssvaghed, og om +hvad de ikke havde tiltroet en alvorlig mand, så +sad hun ikke i en krog med hjælpeløse hænder og +græd; hun fortvivlede ikke nætter igennem. Det +var så højtideligt; hun følte sig berørt af tilværelsens +storhed, hun blev elsket af en mand, der ofrede +alt det timelige vel for ideen.</p> + +<p>Der kom snart brev fra ham. Køligt og nøgternt +fortalte han, at han havde sluttet akkord med flere +blade om en række artikler; det skulde være skildringer +af Danmarks land, senere blev det rimeligvis +udlandet. Derfor havde han nu taget sin frihed +med et ryk, hun skulde ikke være forskrækket.</p> + +<p>Brevet var ikke med hensigt ligegyldigt, men +han havde skrevet det lige efter en af sine store +dage, i et øjeblik, da han tilfældigvis kom til at +tænke på hende.</p> + +<p>Signe græd, mens hun læste brevet; denne skuffelse +var værre end noget andet. Hvor var begejstringen,<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"></a></span> +hvor var det store pust, der havde drevet +ham bort, og hvis fjærnere virkning hun også +havde mærket? Og hvor var det, hun inderligst +ventede at høre: at det var kærligheden til hende, +der havde givet ham kraft til at rive sig løs efter så +mange spildte år? Ti det skulde være sandt; så +måtte alt andet i verden gærne være løgn. Han +skulde blive stor, og hun skulde ha haft sin lille del +deri. Og så rejste hun ned til ham.</p> + +<p>Højskoleforstander Thorkildsen havde grund til +at sige, at Signe var den af hans elever, han ventede +sig mest af.</p> + +<p>Ivar Holt blev underlig til mode, straks han så +Signe, men da hun spurte, hvordan det gik med +hans bronkitis, så svarede han, at det gik godt, og +var hel glad for hende. De tilbragte en behagelig +dag sammen, men han talte ikke ret meget, hans +fantasi var foreløbig træt, og han følte sig så frisk +ved at gå med en tom sjæl. Det kom ikke til anden +forklaring mellem dem, end at han nu vilde slå sig +på journalistikken, og at det var dumt, han ikke +havde gjort det for længe siden. Signe tav og ventede +med fuldt hjærte, men der kom ikke mere. +Han lignede et menneske, der har glemt meget.</p> + +<p>De passede ikke sammen den dag. Han havde +fået sin lyksalighed så fuldt, at han var bragt til +et plantelivs-stade, hvor ikke engang kærligheden +var nødvendig. Han kunde sidde ved en å og ryge +sigarer og lade den glødende aske falde ned i vandet; +mere tiltrængtes ikke. Han havde det som sjælene +ved mælkevejens yderste skrænt, han havde set +og nydt alt og var færdig til opløsning. Men hun<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"></a></span> +havde kun skimtet livets herlighed; det forekom +hende, at hun havde fået løfte om hans storhed ved +hendes elskov. Hun trængte til alt, som den, der +endnu er på jorden og har haft en åbenbaring om +dens gode gaver. De forstod ikke hinanden, hun +prøvede ikke på at tale om noget, men lod ham +holde hendes hånd.</p> + +<p>Samme aften rejste hun; han skulde få lov at +være alene. Mens hun sad i toget, søgte hun at +forklare sig det hele. Hvor skjulte han sin storhed? +Kom intet af den hende til gode? Det hjalp, at hun +kom til at huske <span class="corr" title="var: paa">på</span> et foredrag om store mænd og +store mennesker. De store kan tit synes så små, +de kan være forfængelige, latterlige, ofte meget +lastefulde, og ikke sjældent kan de gøre et ganske +ubetydeligt og intetsigende indtryk, men man skal +tro på dem. Ja. Signe troede også på Ivar Holt, +men det begreb hun dog uden vaklen, at sådan er +forskellen på det himmelske og det jordiske, at +overfor det himmelske må man begynde med troen, +men overfor det jordiske dær kan man kræve noget +håndgribeligt; det kan umuligt være min pligt blot +at <em>tro</em> på et menneske; jeg må daglig se beviser for, +at han er den, jeg tror.</p> + +<p>Hun huskede, at han en dag klagede over sine +små indtægter; hvordan skulde det gå i fremtiden? +Hun havde kysset ham og sagt: Jeg har nok til os +bægge to, tag alt hvad jeg har, og mig selv med; +det er det bedste, der kan ske.</p> + +<p>Nu var han rejst. Han tog ikke noget og forstod +hende ikke. Heller ikke havde han givet kærligheden +æren for den indsigt, han nu endelig +var kommet til, og kunde han vel ha undladt at<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"></a></span> +sige det til hende, om det havde været tilfældet? +Vilde han forsømme en så herlig anledning til at +binde dem endnu fastere sammen end nogen sinde?</p> + +<p>Denne gang tog Signe ingen på råd, og før somren +var forbi, rejste hun over til en familie, hun +kendte, i Idaho, U. S. A.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_26" id="KAPITEL_26"></a>XXVI.</h2> + + +<p> +Idaho, den 24. August.<br /> +</p> + +<p>Når du læser dette brev — —</p> + +<p>Ivar Holt rev det ned og tænkte: Nu tror du +vist, du blir ulykkelig, men du ved godt, at det er +kun indbildning. Så læste han videre: hun vilde ikke +være ham til hindring, og hun kunde jo ikke være +alt for ham, vidste han nok; han måtte gå sin egen +strålende vej alene.</p> + +<p>Ja; hvorfor havde han undertiden så meget +imod at være digter? Flere gange havde han endog +helt afsvoret det, skønt han ikke slap fra det alligevel. +Signe, den fornuftige, enfoldige pige, havde +nu også peget på hans kald; vilde han ikke lyde +vinket? Der var ikke længere noget, der hindrede +ham. Nu skulde han i færd med sit digterværk; +han kunde ikke mere undslå sig.</p> + +<p>Der gik måske et år. Han levede af at skrive til +aviser; afsides købstæder og øer, mærkelige gamle +landsbyer skildrede han, det ansås for at være godt. +Men værket måtte fuldbringes.</p> + +<p>Han fandt naturen død og tillukket. Jorden var +et stort skaldyr, der har krummet sig sammen om +sine mærkværdigheder og gemt dem i sin mave; +overalt vendte den et rundt rygskjold ud imod ham, +han kunde ingenting se. Og dog skulde værket begynde +på jorden.</p> + +<p>Da han var ung, kunde han komme i stor spænding, +når han så langt ud over landet. Han mærkede +store anelser, der gik forbi; geniale ideer steg<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"></a></span> +op, bævrende som bobler, men de brød ikke gennem +bevidstheden. Den gang gjorde det ham ikke noget; +han vidste, at det, der blev nede, med tiden måtte +komme frem. Lignende anelser kom igen nu så +længe efter, det kom af den megen frihed; hans +sjæl søgte atter at udvide sig; uden om bevidstheden +lå en vidtstrakt, grå zone, hvor det nu igen +blev uhyre levende. Han kendte det så godt, dette +fantasiens dæmrings-bælte, der ligger uden om den +klare erkendelse; dær var han så tit tyet ud og +havde haft sine største øjeblikke. Men han mærkede, +at der var sket en stor forandring; der +var gået en sælsom vildskab i anelserne; ikke en +eneste lod sig gribe. Det var værst om natten; da +hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, +men ikke een blev til klarhed, ingen stor anskuelse +brød pludselig ind på hans bevidsthed; derimod +haglede det ned med lange, meningsløse ord og hele +sætninger. Så måtte han stå op, han gik om på +markerne og talte med sig selv for ikke at gå fra +forstanden.</p> + +<p>Her står jeg og mærker, at jeg har en sjæl. Jeg +vil sammenligne den med en klode, der er ved at +dannes; der er allerede en fast kærne, og uden om +svæver en verdenssky af meteorer — det er anelser, +der skal trækkes til og gøre kloden større. Jeg har +ret til disse anelser — mine tilkommende geniale +ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge dem +ind i min bevidsthed. Jeg føler dem som en blind, +der mærker, hvordan en uhyre genstand lydløst +glider ham forbi og fjærner sig igen. Jeg kan ikke +undvære disse anelser, de udgør den bedste del af +mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i bevidstheden<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"></a></span> +var kun det foreløbige; det har jeg altid vidst. +Hvorfor kommer resten ikke? Har jeg fordømmelige +menneske i de spildte år tilsat min samlingsævne? +Før har jeg ofte siddet midt i rummet med +verden rundt om mig, bundet ved min magt, nu er +denne verden ved at opløses og flygte. Her står jeg. +Ingen ved, hvad muligheder der har været i mig; +jeg kan gå rundt og fortælle, at de har været store, +ingen behøver at tro mig. De, der ikke har andet +at bestille, kan frit håne mig. Jeg hører til den +slags gale, der ikke længere har kurs. Hvis jeg +slog et par mennesker ihjel, kunde jeg måske opnå +at blive sykologisk udgransket af en tre øres journalist. +Men jeg gør det ikke. Det er min bestilling +at stå ude på den vilde mark og tale med ingen; +imens splittes min sjæl til alle sider.</p> + +<p>Han hørte den sorte storm puste rundt om sig, +da han gik hjem. Udover det mærkede han intet. +Livets kulde begyndte at angribe ham.</p> + +<p>Der kom en tid, hvor det var koldt.</p> + +<p>I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at +han frøs dygtigt om vinteren. Han hostede, skuttede +sig, gik en lang tur og kom over det; han gik i seng +og glemte det. Senere vogtede han på kulden og +holdt den fra sig, og han blev en del år ældre. +Men nu en dag kom han igen til at fryse, det var +ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller dødede +benene. Den sad inde under hjærtet og vinkede ad +kulden udenfor; den var sluppet ind og var ikke +mere til at værge sig imod. Det er forfærdeligt og +simpelt, at kulden er døden. Døden kan sidde kold +under hjærtet og røre sig, mens den venter en hjælper +udefra.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"></a></span></p> + +<p>For spøgs skyld havde han liggende på sit bord +nogle stykker rødt, blåt og grønt papir, det frister +produksjonslysten, siger man. Han iførte sig — +efter en digters eksempel — diplomat og nærmede +sig papirerne med bevæbnet hånd. Vilde det nu +komme, dette vidunderlige ryk, der får hele verden +til at synke rundt om en, så man sidder højt oppe +på en ny jord?</p> + +<p>En dag fik han så anskuelsen af sin afmagt. Den +kom på en fredeligt uhyggelig måde, og da han tog +imod den, befandt han sig tilfældigvis i en uædel +situasjon. Han gjorde sig selv opmærksom på, at +erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt +et mærkeligt øjeblik at indfinde sig i. Men sådan +er det altså. Een begriber tilværelsens uudholdelighed, +mens han stanger sine tænder; en anden bestemmer +sig for selvmord, bedst som han skær ligtorne, +og der kunde nævnes plattere eksempler på, +hvordan en betydningsfuld indsigt ikke altid ledsages +af ydre højtidelighed.</p> + +<p>Men nu var han altså færdig, han var eks-mennesket, +som jorden længes efter; han bøjede sit +hoved og følte grønsværen lukke sig over ham.</p> + +<p>Der gik tid, han regnede den ikke længere i dage +og måneder. Han led ikke mere af anelser, den +grå zone affolkedes og lod ham i ro, hans bevidsthed +slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, +når pælene rykkes op.</p> + +<p>Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende +bælte, som er uden om, det luner og holder +meget borte; dær bygges nye værn i dag, hvor +andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, +lyset brydes og splittes i mange farver — — men er<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"></a></span> +det en gang borte, så falder den rå kulde umiddelbart +ind på den værgeløse sjæl.</p> + +<p>Alligevel, når han så tilbage over sit livs fallit, +da måtte han sige til sig selv, at den kunde gærne ha +været større. Om han nu havde været gift og mistet +kone og børn. Tab af sjæl er så lidt, det er ikke +overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. +Det var hans fattigdom, at han, som intet ejede, +havde tabt altfor lidt.</p> + +<p>Det er min forbandelse, tænkte han, at jeg kan +ikke blive ulykkelig. Der er mennesker, som er +rige på ulykker. Men jeg har tabt selve tabet.</p> + +<p>I denne logiske vanskelighed tøjredes hans forstand +som et får, der har snoet rebet om pælen og +står med mulen i jorden og venter.</p> + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"></a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_27" id="KAPITEL_27"></a>XXVII.</h2> + + +<p>På brakmarken uden for byen stikker knoldene +deres grå snuder op gennem det tynde snelag +og snuser til den kolde Februarluft. Solen står op +og gør dem rosa, men ved middagstid blir de brune +og bløde oveni som chokoladeklumper i varme, og +brakjorden ser ud som en ret mælkebrød. Landevejene +gråner svagt, og på flere steder er hjulsporene +smukt strågule, men inde i byen er vejene +mørkere, og i de lune smøger ligger de hen som sort +dyppelse, der overtrækkes med skorpe, i samme nu +solen er borte.</p> + +<p>I mørkningen begynder vinden at vågne og flytte +sig rykvis, som om den ikke ved, hvad retning den +skal ta; den kaster sig hid og did og prøver musklerne. +Folk får pludselig ørene fulde af klaprende +skrald, birketræerne langs smøgen ømmer sig med +tyndt mæle, og den nye halmstak ved brænderiet tar +til at hvæse. En avis flagrer som en forfjamsket +fugl op gennem smøgen, lægger sig sammen på +den ene og den anden måde og ender til sidst i +hodet på en gammel hest, der stejler i været, mens +bagkroppen synker, så den et øjeblik minder om en +giraf.</p> + +<p>Vinden gør et par hop, der får folk til at se sig +om efter den, som om den havde skikkelse; hatte +trykkes fast, skørter samles, flagrende flige indfanges, +hoder sænkes eller knejser alt efter angrebsretningen, +en gammel kone blir et øjeblik til en<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"></a></span> +ukendelig ansamling skørter på to træskoben. Men +lidt efter blir det stille igen. Skyerne — gulsorte +som blæk, der er trådt ud på et skolegulv — er nået +frem, og nu sner det.</p> + +<p>Store klatter skynder sig ned, luften er levende. +Når man ser op, er det hele lutter lysende prikker, +der vokser i størrelse; man stirrer ind i en uhyre +gryde, hvor melflager stadig hvirvler frem i en tæt, +levende vælling. Står man ude i det hvide mørke +og ser mod en lygte eller et oplyst vindu, da er det, +som om et stort, tyndt fileret uldtæppe blev ved at +synke og synke, som var det uendelig langt. Det +er et syn, der gir varmefornæmmelser. Menneskene +ser opsvulmede ud, idet de går under en lygte; dær +rækker een sin arm frem, lige ud i tæppet, men +han kan ikke holde det fast, det synker fremdeles, +skønt han griber i det. Stemmerne lyder tykt, som +kom de nede fra en sø af bomuld. Hen gennem +luften går der tykke uldsnore, der straks forsvinder +i det vatterede mørke, det er telefontrådene, de er +blevet ganske stumme nu. Men se: Der kommer en +hvirvel på uldtæppet; der ligger totter ud i krese +som hårlaget på en hvid hest, der er svedt. Det +rykker frem og tilbage i tæppet, der kommer tyndslidte +steder på det, men ligesom det vil gå i stykker, +bødes det med tusende nye masker. Nu synker +det ikke længere, det trækkes hastigt sidelæns, og +vævningen blir finere, man kan se trådene. Stormen +er med i det, den river voldsomt i sit væv, og efter +hvert ryk blir det stærkere og tættere.</p> + +<p>Nede på jorden blir det også livligt, sneen damper +op i skyer, som når en melsæk kastes ned fra +et loft, derefter rives den med i den store vævning,<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"></a></span> +føres bort sidelæns. De tykke uldsnore ind i mørket +brister og falder hen i støv, ligesom de var +brændt til hvid aske, og hvor de forsvandt, begynder +det at synge.</p> + +<p>Snestråler sprøjter ned fra tagene; ud fra smøgerne +kommer de, på maven, som hvide slanger, og +de rejser sig og hugger de forbigående i hodet. Ned +ad tagene går sneen slagvis i åbne sirkler, som +korn, der kastes på et logulv.</p> + +<p>Sneen har travlt, ude på markerne hører man +dens hvæsen alle vegne; den lægger sig i runde +diger bag knoldene, den danner skarpe rygge bag +flintstenene, og ud fra græsstråene trækker den +tynde, hvide huder; grøfterne forsynes med tungede +tagskæg på vindsiden. Men efterhånden som blæsten +tiltager, flyver jorden bar på de højere steder, +den skarpe sne sliber toppen af knoldene, og brune +striber trækkes langt hen ad markerne.</p> + +<p>Folk skynder sig hjem. Det er et herrens vær, +siger de fromme, mens de andre kalder det fanden +til vær, men ingen vil være ude i det, for de stoler +ikke på vorherre, og de er bange for fanden. Ved +hver hus-ende passer stormen dem op og kværker +dem, og den står på lur uden for husene; så snart +en dør går op derinde, fyldes alle nøglehuller med +vræl, indtil man hører et brag af en anden, ubehersket +dør, og stormen tier pludselig, som om den +blev slået ihjel med det samme.</p> + +<p>Det blir nat; der stænges og slukkes overalt. Den +beske frost breder sig gennem alle stuer, og den +sidder på vagt oven på sengene; hvis en skulder +eller et bryst kommer frem, stikker den med sin +giftige nål og planter en spire til død i det levende.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"></a></span></p> + +<p>Uden for byen ligger der et hus, en mumie af +et gammelt, trøsket hus; stormen kender det ud +og ind, går lige igennem; menneskene går mest +uden om det. Manden derinde er ved at gå +i seng, han står bøjet over sit bord, mens han lytter +til den flyvende frost, der jager hen over jorden +som en blind, der har tabt alverden og er fordømt +til aldrig at finde det tabte igen. Kulden siver sagte +ind i ham, mens han lytter, men det varer længe, +før han mærker det, han er så betaget af den +stemme udenfor, som var det hans egen dødsdom, +han hørte oplæse. Men hosten minder ham; han +skal i seng. Han blæser lampen ud — det er ligesom +mørket brød ind fra alle sider og kastede sig +over ham. Så pakker han sig ind i sin gamle havelok +og går til ro. Underdynen og halmen huler sig +under ham som et trug, overdynens låg lukker for +oven, det er så koldt som i en ligkiste, kulden ligger +hos ham. Han fryser tålmodigt og skubber sig forsigtigt +til rette, havelokken beklager sig under dynen, +for den er mør som en pandekage. Så indfinder +alt sig i den fastsatte orden; varmen kommer først, +hosten bagefter, den harver ham indvendig, fra mellemgulvet +op til munden, krummer ham som en +fjeder og slipper ham igen; så kommer spydet, der +stikker i venstre side, og noget værre, der flænger +i højre side — intet udebliver, til sidst kommer trætheden +og søvnen.</p> + +<p>Hen imod midnat lægger stormen sig, frosten +arbejder alene. Den binder det levende vand, der +endnu rinder nøgent i åer og grøfter; fra bredderne +løber stærke, tykke ribber ud, isflader udspændes<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"></a></span> +imellem dem som huden på en svømmefugls fod; +vandet vasker imod dem, men de vokser alligevel; +fra bægge bredder bygges der isbjælker ud mod +midten; et net af usynlige hår knyttes imellem, +rives itu og knyttes om igen, maskerne i det gyngende +net blir tættere og tykkere; inden solen står +op, er det levende vand gemt.</p> + +<p>Mennesket i det lille hus rører sig uroligt i sin +seng; endnu i søvne mærker han kulden. Han har +ikke længere sin ungdoms dybe søvn, som i alt fald +for en tid svøber den pinte sjæl ind i et lag bevidstløshed, +der beskytter mod alt ondt. Kulden +nåer ham, som den nåer det rindende vand under +isdækket, hvor der sidder kamme og takker og +stanser noget af det levende element, indtil der +intet rinder mere. Mens han sover, mærker han, +hvordan han bundfryser, og han flytter sig uafbrudt, +hans bevægelser markerer tiden, som paukernes +pp-slag angiver takten under lange toner af +fløjter og violiner.</p> + +<p>Drømme kommer og forsvinder som vindstød +gennem et øde hus. Nu sikler han hen ad en bred +landevej, der forsvinder i en krumning nede i en +grøn dal. Mens han kører, synker vejen under ham +som et bræt, der vipper; farten griber ham, måske +var det endnu tid at springe af, men han træder +til. Træerne springer forbi med et sæt, køerne suser +baglæns, som om de blev blæst væk een for een. +Vejen er nu kun en sti, den krummer sig nedefter, +og dog er han højt over jorden, stormen er et hylende +orkester; foran sig ser han den skinnende +knivsryg, som han nu kører på, og så slynges han +ud — —</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"></a></span></p> + +<p>Han farer op i sengen og besinder sig straks, da +han hører vinteren arbejde udenfor. Den frosne fjord +skaber sig som et vildt dyr, store revner løber brølende +fra den ene bred til den anden.</p> + +<p>Han synker tilbage i puderne som under et uhyre +tryk, ild slår ud af hans hjærne, han ser en hånd +gøre et kast i mørket, og karlsvognens syv stjærner +springer frem på himlen og sitrer et øjeblik, inden +de hænger fast. Et menneske ligger hen over karlsvognen, +med hænderne griber han om stangen, og +han støtter fødderne mod de to bageste hjul. Der +sidder et brækket spyd i hans venstre side, af højre +side stikker en kniv frem.</p> + +<p>Det må være mig, tænker manden i sengen, idet +han forestiller sig denne smærte, og i næste øjeblik +er det virkelig ham. Kulden brænder i ham som +snehvid ild, og dybt under sig, gennem vinteren, +der som et hvidstribet mørke vælter hen over jorden, +ser han en utydelig skikkelse, der flytter sig +uroligt, en varm menneske-ø, der snart skal bortskylles +af kuldens uendelige hav. Han flår spydet af +sig, river kniven ud og bøjer vognstangen med sine +hænders kraft, mens hans fødder sprænger baghjulene +fra, han styrter ned, og de løsrevne stjærner +hviner bag efter ham.</p> + +<p>— Mon natten snart er gået? tænker han og sover +ind igen, udmattet af den anstrængelse at lukke +øjnene op. Det er mørkt, hvor han nu kommer hen, +tavst og tomt. Han forstår, at han er nede under +verden, på bunden af et hav. Ovenover er der +storme, bølger, skibe, mennesker, lykke, ulykke — +hernede: intet. Uvær kan rase deroppe, tangskovens +blade rører sig ikke. Sådan går der hundrede år<span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"></a></span> +hen. Men nu skal der ske noget; han fatter om et +træ og river i det, mens han har en ynkelig fornæmmelse +af at være eneste, almægtig gud hernede; +vandet bevæger sig, havbunden blir urolig, +den hopper som et føl, kaster ham af sig som en +vild hest. Han laver jordskælv langt borte fra menneskene, +ingen mærker det.</p> + +<p>— Han letter hodet og ser op mod vinduets lysende +firkant. Stjærnerne skinner ind, snefoget er forbi. +Vinteren har lagt sin kølle og grebet til kniven.</p> + +<p>Men i hans næste drøm blæser det. Stormen +driver en nøgen sjæl foran sig, så let som et vissent +blad. På sin flugt kommer sjælen forbi mennesker, +som ikke ænser den. De stritter imod stormen; livet +har skænket dem modstandsævne. Her kommer en, +svær af sin rigdom; en anden trækker tungt af sted +med sin gæld, bægge klæber ved jorden og blæses +ikke væk. Den sorgfulde slæber på sin modgang, +den glade kan næppe bære sin lykke, livet har +lastet dem. Den nøgne sjæl blæses forbi dem alle, +den er fragtet med intet, en tom sjæl.</p> + +<p>— Han farer op og lytter: En forfærdelig skuren, +som om et stykke af jorden rev sig løs og gled af! +Lyden kommer igen, hver gang han rører sig, langt +borte fra, men han kan tænke sig, hvordan det vilde +lyde, hvis han var midt i katastrofen. Han ryster på +hodet for at blive klar: det er dynen, der skurer +mod stolens ryg, men der er noget i denne hændelse, +som længe holder ham vågen, en dybere mening, +han gærne vilde forstå.</p> + +<p>— Lokomotivet kører frem nede ved stasjonen.</p> + +<p>Nu går han ind over markerne, hvor han ikke +møder mennesker, og søger at begribe sig selv, fatte<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"></a></span> +skæbnens logik. Men det blir kun plukværk. Mens +han stirrer på verden, går den i stykker. Han ser +med facetøjne — ti tusende billeder på en gang; hans +sjæl er et knust spejl, hvem kan samle det? — Han +går, toget kommer bagved. Da det opdager ham, +bryder det af fra sin linje og løber hen til ham. +Det står stille og ser på ham med et rundt øje, et +overmåde klogt og stort øje, det rømmer sig gnistrende +op gennem skorstenen og tier, det snurrer +med hjulene og ligesom puffer ham i siden med sine +stempelstænger. Han forstår det altsammen og bekender +sin usselhed: Du er hel, du kan ikke undvære +en nagle på din krop. Jeg har mistet det +halve af min sjæl og kaldes dog et menneske. Men +dersom jeg blot var den ringeste og skidneste af +dine tjenere, så var jeg mere værd, end jeg nu er. +Knus mig, hvis du har lyst.</p> + +<p>— Der er nogen, der taler uden for. Det er morgen +og på tide at stå op. Trætheden breder sig over +ham og trykker ham ned. En stor svimmelhed griber +ham og fører ham ind i en ny drøm.</p> + +<p>Denne gang er han blind, og hænderne er bundet +på hans ryg. En tæt stimmel færdes rundt om ham, +han forstår straks, hvad det er, og ligesom griber +efter det med skuldrene, skønt han ved, det er ikke +hans længere, det er uigenkaldelig tabt og ejes ikke +af nogen. Genfærdene fra hans fordums fremtid +taler ikke til ham, men han ved, hvad deres tavshed +siger: Hvorfor indhentede du ikke det mål, som +skæbnen i sin nåde viste dig? Livets herre, hvorfor +tvang du ikke omstændighederne til at føje sig efter +dit behov, og hvorfor ofrede du ikke alt, hvad der +tilbød sig, på det store bål, hvoraf dit geni skulde<span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"></a></span> +udsmæltes? Du begreb ikke, at geniet søger kun sit +eget, og for ham er alting kun brændsel til hans +egen ild. Hvorfor listede du dig bort med ære og +samvittighed ængstelig skjult i din lomme? Ilden +blev ikke stor nok, og du kvaltes i røgen, du, som +ikke forstod at opofre — —</p> + +<p>— Men da togets piben driver ham ud af sengen, +er alle syner forsvundet, han er en fattig, vågen +mand, der ikke engang kan holde sig varm, ti kulden +har erobret hans hjærte og kan ikke igen fordrives. +Den lammer hans hænder, mens han vasker sig, +bagefter kan han <span class="corr" title="var: daarligt">dårligt</span> komme i klæerne, +armene lægger sig dobbelt i overfrakkens ærmer.</p> + +<p>Han går ud. Luften er som glas og følsom for +den svageste lyd. Det snærper om næseborene, og +været stopper op i halsen. Frosten bider glubsk i +hans nyvaskede hænder og ansigt, og det er, som +om han gik på kunstige ben, det mærkes først oppe +ved knæet, hver gang han sætter foden til. Kulden +inde i ham stræber mod den udenfor; han ved, at +disse to en gang skal forene sig og slå ham ihjel, +men ikke endnu, ikke i dag! Og han går raskere, +indtil sveden bryder frem på hans ryg; det er, som +om han sveder is. Men så kommer hosten og holder +ham tilbage, den driver ham varmen til hodet og +lægger et blylåg oven på hans isse. Sådan lister +han forsigtigt videre. Det gør forfærdelig ondt i +bægge sider, han har en fornæmmelse af at blive +savet over, ligesom uvist hvilken hellig mand, men +det blir bedre, når han går langsomt, og det gør han +så. Han sagtner gangen så meget, at en ligevægt +mellem ham og omgivelserne kan begynde at udvikle +sig. Kulden breder sig igennem ham så stille<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"></a></span> +og indsmigrende, at han føler den som varme, og +efterhånden som den bedøver smærterne, kommer +der et stort og fredeligt velvære over ham, han kender +det og mindes gamle dage, når det var sommer, +og livet var så let at leve. Mens han går, har han +en besynderlig følelse af, at han ligger, og at noget +bær ham bort, han mærker ikke, at han bevæger +sig, og i den absolutte sindsro, der nu falder over +ham, forstår han sammenhængen i alt, hvad der er +hændet med ham. Nedgangens linjer ligger klart +for hans øjne, de viser alle hen imod det punkt, hvor +han nu befinder sig. Det har været fald på fald, og +nu fatter han betydningen af de store henrykkelser: +Når bygninger styrter sammen, rejser støvet sig +højere, end de højeste tårne har rakt; så længe der +fandtes noget i ham, der ragede op, så længe var der +stof til nye fald, og løftelser støvede op om dem i +skinnende skyer. Nu er alle rester faldet, han er +nået til vejs ende og kan begynde på en ny rejse.</p> + +<p>Dødens visdom trænger ind i ham med sin kulde, +han indser livets korthed og fuldkomne dårskab; det +er altsammen forfængelighed!</p> + +<p>Jeg har gjort jagt på faldende stjærner og fartet +om efter dem i rummet — nu ser jeg de kolde, sorte +stene, der ligger strøet hen ad jorden. Lad en dåre +samle dem op.</p> + +<p>Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve +dødsangsten dræbes under hans hjærte. — Alt mit +overmod og min håbløshed — det eneste, der har +været virkeligt i min tilværelse — har nu tilsammen +givet det facit nul, der er den fuldkomne tilfredsheds +balance.</p> + +<p>Der er ingen bitterhed i hans sind, mens han gør<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"></a></span> +regnskabet op, ti nu har han smagt verdensvisdommens +søde kærne: at livet til sidst skal synes værdiløst, +for at mennesket uden smærte kan skilles +fra det.</p> + +<p>Og da den umenneskelige kulde således har bragt +ham til den yderste grad af resignasjon, fælder den +ham ned i vejen som sit retmæssige bytte og lar +ham ligge. Han slår ansigtet ned i sneen og ved +ikke, om det er ild. Jo, det er solskin; der er høj +sommer rundt om ham, og ligesom alt er blevet +såre godt, dør han.</p> + +<p>Isnåle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser +der snart frem et underligt, frosset træ med røde +grene.</p> + +<p>Op ad dagen rejser vinden sig, fygeværet begynder +på ny, sneen koger op om mennesket som +hvid em, han forsvinder efterhånden i en langstrakt +drive, han viskes ud og ligesom blir til eet med +den kolde jord. Mere sne kommer ned oven fra, +vinden jager den over markerne og bort fra den +flade vej, kun den ene lange drive vokser uafladelig +og nåer over bægge grøfter ind på markerne. Det +damper farligt op fra den, og den lyser i halvmørket +mellem de gule knolde, der stikker op gennem sneen.</p> + +<p>Imidlertid blir det nat, og dær ligger den døde +mand i sin gravhøj og lurer på de vejfarende.</p> + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2> +<ul> +<li><a href="#rett_1">s. 13</a>: hårde stenlyde[stenlyd] af sig, som den havde hørt langs vejkanten,</li> +<li><a href="#rett_2">s. 15</a>: Dog ragede Kap Horn[Hoorn] frem forneden.</li> +<li><a href="#rett_3">s. 42</a>: "Udgangspunkt[Udganspunkt] — næ. Hvad mener De eksempelvis</li> +<li><a href="#rett_4">s. 47</a>: ned ad Saksogade[Saxogade]! Han gik videre til Valdemars,</li> +<li><a href="#rett_5">s. 81</a>: ikke sit eget legeme, han[hans] vidste ikke, om hans</li> +<li><a href="#rett_6">s. 84</a>: det år blev der i pressen talt usædvanlig[usædvanliig] meget om</li> +<li><a href="#rett_7">s. 125</a>: gennem mørket[mørkt]; ingen aner noget, før der kommer</li> +<li><a href="#rett_8">s. 134</a>: intet af[at] det forstyrrede hans sjæls gyldne fred.</li> +<li><a href="#rett_9">s. 137</a>: var en del mennesker[menesker] til stede. Han var efterhånden</li> +<li><a href="#rett_10">s. 146</a>: svære lyde[lyd]; tilmed var det så lunt. Stormen, der gør</li> +<li><a href="#rett_11">s. 148</a>: Ivar Holt[Holst] var forlængst faldet ned fra sin højde;</li> +<li><a href="#rett_12">s. 159</a>: ingen ser den flytte sig, det blir[bli'r] aften, og gennem</li> +</ul> +</div> + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Støv og Stjærner, by Knud Hjortø¸ + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STØV OG STJÆRNER *** + +***** This file should be named 39507-h.htm or 39507-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/9/5/0/39507/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur +at http://adl.dk) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + +</body> +</html> diff --git a/39507-h/images/cover.jpg b/39507-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..8aec2d8 --- /dev/null +++ b/39507-h/images/cover.jpg diff --git a/39507-h/images/logo.png b/39507-h/images/logo.png Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..4211081 --- /dev/null +++ b/39507-h/images/logo.png |
