diff options
Diffstat (limited to '38220-0.txt')
| -rw-r--r-- | 38220-0.txt | 9488 |
1 files changed, 9488 insertions, 0 deletions
diff --git a/38220-0.txt b/38220-0.txt new file mode 100644 index 0000000..326757a --- /dev/null +++ b/38220-0.txt @@ -0,0 +1,9488 @@ +Project Gutenberg's Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, by Henrik Scharling + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard + +Author: Henrik Scharling + +Release Date: December 4, 2011 [EBook #38220] + +Language: Danish + +Character set encoding: UTF-8 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED NYTAARSTID I NØDDEBO *** + + + + +Produced by an anonymous volunteer from scanned images of +public domain material made available by Google Books. + + + + + +Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i nedenstående +tekst er _understreg_ brugt til at angive s p a t i e r e t tekst, +mens =lighedstegn= er brugt til at angive antikvaskrift. Åbenlyse +trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er for +øvrigt bevaret, som fx variationen Øieblik/Øjeblik. + + + + + Ved Nytaarstid + i + Nøddebo Præstegaard. + + Fortælling + af + + Nicolai, + 18 Aar gammel + (Henrik Scharling.) + + Kjøbenhavn. + + C. A. Reitzels Forlag. + + 1889. + + + Niende Oplag. + + Kjøbenhavn. + Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). + + + + +Forord til niende Oplag. + + +Da i sin Tid »Nøddebo Præstegaard« dukkede op for min Phantasi i sine +allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at +bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den +Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske +Arbeide (»Moderne Christendom«, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde +nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort +Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en +Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til +Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som +ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke +og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var +ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet. + +Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at »Nøddebo Præstegaard« +skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa »de Brædder, som +betyde Verden«. Dette skete mange Aar senere -- Bogen havde alt +fejret sit Jubilæum -- og uden nogensomhelst Foranledning eller +Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret +havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig +dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for +sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og +lade Sagen gaae sin egen Gang. Nærstaaende Venner foreholdt mig +imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for +den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske +Ansvar for Bearbeidelsen. + +Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i »Berlingske +Tidende« og »Dagbladet« (17-18 October 1888). Men nu begyndte Røret +først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling +overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket +tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer +Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade. + +Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse. +Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at +maatte bearbeide »Nøddebo Præstegaard« for Scenen. Heller ikke her +blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk +Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer +fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets, +der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af +Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig +frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en +dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum +og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus. +Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en +forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det +efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere, +end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev +nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at »Nøddebo Præstegaard« +fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i +Aarenes Løb har erhvervet sig. + + Oktober 1889. + + Forf. + + + + +1862-1887. + + + =Eheu fugaces, Nicolai! Nicolai! + Anni labuntur! -- --= + +udbryder Præsten i Nøddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og +tyve Aar rullede henover »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard«. Det +har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde +ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens +første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt, +hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse. I Aar kan +altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som +man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det +Svundne og mindes de fordums Dage -- saa kan det maaske være paa sin +Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige +Vilkaar, hvorunder den blev til. + +Allerførst kan da her bemærkes det besynderlige Modsætningsforhold, +som finder Sted mellem Fortællingens Tilblivelse og det over samme +hvilende Grundpræg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrængt af Fred +og Ro og Hjemmets Glæde, er bleven til under Forhold af ganske modsat +Natur. Den er skreven under et stærkt omtumlet Reiseliv og et ikke +mindre bevæget indre Sjæleliv. Den har først og fremmest havt den +Betydning at være et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og +det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for +mangfoldige Andre. Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm +Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i +denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige +Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede +under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og +Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give. + +Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortællingen +optrædende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er +dette Spørgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham +Breve fra Udlandet derom. + +Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortælling er gjennemgaaende +bygget paa et nøie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok +ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget høirøstet Æsthetik +tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er +den paa ingen Maade: havde den været det, vilde den neppe have kunnet +vedligeholde Interessen i saa mange Aar. Den Art Skildringer, der +tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det +nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vække en +øieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae +ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjøre den +Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give +et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres +fattige Nøgenhed, den er det ikke værd at offre synderlig Tid eller +Penge paa. + +Hvad nu først de i Fortællingen optrædende Personer angaaer, da er +det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have +staaet Forfatteren nær. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at +være Portræter, og Vedkommende vilde være i deres fulde Ret, om de +protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider +eller Charaktertræk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere +blevne videre udførte ved Phantasiens Hjælp saaledes, at de kom til +at passe ind i Fortællingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at +betragte som frie Omdigtelser end som Portrætligheder. + +Det Samme gjælder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i +Fortællingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund, +ligesom ogsaa de Sjælstilstande, der skildres, hyppig ere +Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen +bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i +Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjøre med +hinanden, i Fortællingen ere bragte ind under et fælles digterisk +Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmæltede til Enhed. Og +det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne +æsthetiske Doctriner kalder Poesi. + +Hvad nu Fortællingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra +Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i +Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende +Art, men den stod for mig i de løseste Omrids. Det var først efter at +have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den +fast Form og Skikkelse. + +I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltræde en længere +Udenlandsreise i videnskabelige Øiemed, der kom til at vare henimod +halvfjerde Aar. Strasburg blev det første Sted, hvor jeg gjorde et +længere Ophold for at høre Forelæsninger ved det derværende, den Gang +franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her +førte, vaagnede Længselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede +ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortællingen for at +frigjøre mig for Hjemveens Tryk. Gjenstanden for den skulde være de +første Elskovsrørelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som +Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfører. Bogens +Navn skulde være »Mit første Felttog i Amors Regiment« -- en Titel, +som dog maaske var lidt søgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen +skulde henlægges til en Præstegaard: til disse havde jeg ganske godt +Kjendskab paa Grund af talrige Besøg i adskillige af dem, og mange +glade Minder knyttede sig til dem. Jeg valgte Navnet Nøddebo +Præstegaard efter først at have forvisset mig om, at der vel findes +en Kirke i Nordsjælland af dette Navn, ovenikjøbet en af de ældste i +Danmark, men derimod ingen Præstegaard. Endelig blev Fortællingen +lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder +Elskoven sig i sin første umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa +Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjælsrørelser, som først ytre +sig i en modnere Alder. Hermed var det givet, at hele Fortællingen +kunde holdes i en let og munter Tone. + +Samtidig med, at jeg hørte tydske og franske theologiske +Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa +Fortællingen. De Omgivelser, hvorunder jeg færdedes, vare vel +skikkede til at sætte mig i den rette Stemning. Elsaß er et frugtbart +og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange +Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke +Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae +Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker +hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at +jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de +lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde +gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevægelse. Og hvad +der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint +mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og +navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter, +men kun ringe Ære som Menneske. Jeg læste de paagjældende Steder i +hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den +store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det +skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim. +Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de +samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der +fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved +hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger +og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling. + +Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod +jeg Strasburg for at tiltræde en længere Reise til Grækenland og +Palæstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor +der slet ikke kunde være Tale om at skrive Andet end de nødvendige +Breve til Hjemmet. Først i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees +fra de vidunderlige Mindesmærker og de skjønne Naturomgivelser er +Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes +den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til +Studier af forskjellig Art og til Digtning. Vistnok vare alle +Omgivelser i høi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortællingen var +jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det +gjaldt kun om at holde den fast og føre den videre i samme Retning. +Aftenerne, der begyndte at længes, udfyldtes ved Samtaler med min +kjære Reisefælle, Valdemar Schmidt, der var stødt til mig i Triest. +Han, der selv er Præstesøn, havde endnu bedre Kjendskab til +Præstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der +var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af +Fortællingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger +Hertzog, der samtidig var i Athen og jævnlig besøgte os, saae +tilfældigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrød, +formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: »De +er dog en flittig Mand!« -- men heller ikke han fik noget at vide +derom. + +Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte +Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder, +store og herlige Skjønhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et +Æventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forfølger særlige +videnskabelige eller kunstneriske Øiemed, vil dog efter nogle Dages +Forløb have nok af dette Æventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter +en Uges Tids Forløb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie +en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen. I en halv Snes Dage +var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store +brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jævnlig spadserede jeg +gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til +de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den +modsatte Bred. Under alle disse fremmede æventyrlige Indtryk kunde +der paakomme mig en stærk Længsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og +saa tyede jeg ind i Nøddebo Præstegaard. + +Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, især naar den ikke, +hvad nuomstunder er Tilfældet, foretages paa en Dampbaad, men paa en +Dahabieh (d. e. ægyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der +speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa +en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er +contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske +Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling. De sidste Sider +skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tændte Lys. Da den sidste +Side var skreven, gik jeg op paa Dækket. Det var blevet Nat; en +pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over +mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede +jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver +blev trykt som en Hilsen til Hjemmet. + +Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig. Den strakte +sig over Palæstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz, +saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen -- et +fortræffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten -- endelig +en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nøddebo +Præstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny +gjennemlæst, pyntet og pudset. + +I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad +der drev mig hjem, var Længselen efter at gjensee mine Kjære efter to +Aars Fraværelse og Ønsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det +sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var +tvivlraadig, om jeg skulde sætte mit Navn paa Titelbladet eller +udgive den pseudonymt. Forlæggeren raadede til det Sidste, og det var +vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde +faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn. + +I October 1862 reiste jeg atter bort -- denne Gang gjaldt Reisen +Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg +tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med +hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog +hørte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske +Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at høre Noget, efterdi +jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed +at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været +mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen +mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de +første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine +Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter. Og nu fik +jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet. + +I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens +Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig +Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt +Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for +seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke +mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med +faa Aars Mellemrum. + +Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I +England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr -- i Sverig og Tydskland +fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste +autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen +i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den +nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en +Oversættelse i =Bibliothèque universelle=. + +Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort +Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette +ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder +Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre +Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det +ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning +(»Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter« 1866 -- andet Opl. 1886). +Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende +Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt +optaget Universitets-Virksomhed, »Min Hustru og jeg« (begyndt i Juli +1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag +umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog +ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til +Nøddebo Præstegaard. Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens +første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave +at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og +Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske +Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en +svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet +Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser; +den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen. + +Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til: +Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens +Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et +Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter +Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige +Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet +Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i +kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad +Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom. + + Kjøbenhavn, October 1887. + + Henrik Scharling. + + + + +Til mine Kjære i Hjemmet! + + + Ombord paa Nilfloden, i Februar 1861. + + Dagen nu svinder, og Solen nedglider + Hisset bag Palmernes skyggende Hang, + Nilfloden vugger mod Baadens Sider, + Mumler saa tyst en underlig Sang. + Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle + Tusinde Stjerner i underfuld Pragt, + Aftenens Skygger, de tause og dunkle, + Over den speilklare Flod har sig lagt. + + Ene jeg sidder, langt borte fra Eder, + Tankerne flyve da op imod Nord, + Ile mod Danmarks de elskede Steder, + Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer. + Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme + Straatækte Hus og den duftende Vang, + Krogede Pil omkring Søen derhjemme, + Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang. + + Stille -- jeg lytter -- jeg synes at høre + Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst, + Og som et Echo møder mit Øre + Toner, der juble af Liv og af Lyst -- + Ja det er Eders, nu kjender jeg atter + Stemmernes gamle fortrolige Klang, + Ordet, der lyder i Spøg og i Latter, + Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang. + + Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled, + Hastig jeg nedskrev de vingede Ord. + Lidt efter lidt der sig danned et Billed, + Da var min Glæde usigelig stor; + Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel + Laa paa mit Sind som et tyngende Bly, + Da tog jeg Billedet frem -- og mit Fængsel + Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny. + + Nu dog til Eder mit Billed jeg sender, + Kjærlige Tanker har fostret det frem, + Tag det som Hilsen til Venner og Frænder, + Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem! + Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle + Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt, + Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle + Over den speilklare Flod har sig lagt. + + + + +Du stille, venlige Præstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den +blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Græs, +saaledes skjuler Du Dig bag de mægtige Lindes skyggende Bladehang, og +Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vægge titte frem bag det +grønne Løv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte +Du bærer i dit Skjød. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig! Jeg kom +til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brændende +henad den støvede Landevei, og hvert Græsstraa gispede efter en +forfriskende Regndraabe; træt og mødig var jeg, men indenfor dine +Vægge fandt jeg Skygge og Ly, naar Døtrene modtoge mig med en munter +Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvægende Lædskedrik. +Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm +hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker, +men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og +som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge, +døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min +Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig -- +vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog +skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde +dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage høiere op for min Tanke +end Ægyptens høieste Pyramide. + + * * * * * + +Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed +hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel +af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at +nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet +det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer +det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede +Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid følte +jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb +med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus +Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor +Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa +temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først +meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv +Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede +jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris +tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah +kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg +ventede paa min Bogs Tilbagekomst -- men jeg turde ikke spørge. Paa +den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: »Ja der bliver +jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit +trykke!« Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i +Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at +appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans +Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget +Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel +ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade +trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de +maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte +de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen +blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille +Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture. Herover blev jeg +heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom +til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der: +og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver +man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter +Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager. + +Thi ligesaa høitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strænge, ligesaa +muntert og let agter jeg at røre dem. Om Nogen skulde vente at finde +dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller +maaskee endog dæmoniske Tanker her, han vilde blive høilig skuffet. +Nei, der er saamænd ikke det mindste Dæmoniske hverken ved mig eller +ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjør +sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Værre var +det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke +var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens +Natur, for en Præstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts +Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke +-- man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog +handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg +fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig +Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat +lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine +og spørger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortælle, at mine Ord maa +løbe som den rislende Bæk: Ingen veed, hvor den kommer fra, og Ingen +veed, hvor den løber hen, man hører den kun surre og surre og surre +-- saaledes netop vil jeg fortælle, og falder saa ogsaa En og Anden i +Søvn, nu vel, saa lad ham sove og -- drømme! + +Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent +glemt at sige -- det er mine to ældre Brødre. Det forstaaer sig, de +er da ikke døbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt +dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere +nemlig tre Brødre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten +Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student, +det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun +Rus. Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen +Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog +Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i +mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg +burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund +har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa +længe som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er +meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen +ved Bedømmelsen af min Bog. Gamle er min ældste Broder, han hedder +egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Første, +fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle +theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er +ligesom man saae den spirende Velærværdighed allerede begynde at +udfolde sig. Dernæst er han min Manuductør, eller rettere min +vordende Manuductør, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa +Theologien. Endelig er han som den Ældste øverste Bestyrer af Huset, +den, til hvem der appelleres i alle Tvivlsspørgsmaal, og hvis Dom da +staaer ved Magt uden at kunne ændres. Med Hensyn til Temperamentet +kunde jeg næsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt, +at jeg gjør ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade, +som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa. +Endelig Corpus Juris er den Næstældste og hedder egentlig Frederik, +han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til +Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans +Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen +Tvivl om: =fiat justitia, pereat mundus=! det er hans Valgsprog. Naar +jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg +Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig. Gamle er 24 +Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et +Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. »Ja saa bliver de +det saamænd heller aldrig«, sagde jeg mange Gange til mig selv, »for +naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa +mere at betænke sig paa?« Men jeg ærgrede mig i mit stille Sind +derover, for da jeg ingen Søster har, vilde jeg dog i det Mindste +gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra, +naar mine Brødre ikke vilde forlove sig? Engang, da vi havde drukket +vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar -- Corpus Juris var i +usædvanlig godt Humør -- lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg +syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle +svarede ganske rolig: »Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa, +Nicolai« -- hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt +inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom. Hvad mig selv +angaaer, da tør jeg ikke forlove mig som Student -- thi Gamle har +mange Gange sagt, at det er det Fordærveligste, som et Menneske kan +gjøre -- men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om +Formiddagen har været oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om +Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og +blive en gammel Pebersvend som mine to ældre Brødre. + +Vi tre Brødre ere Sønner af en Herredsfoged ovre i Jylland. For sex +Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde +nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg +herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer, +saa at jeg endnu, skjøndt jeg har været her i fem Maaneder, kan gaae +i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de +mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage +mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. -- +Vi boe paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller +som man nok pleier at sige, paa Qvisten. Jeg er meget vel fornøiet +med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over +Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig +overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i +den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder +mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel fornøiet med +Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion, +man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved. Gamle endelig +siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjælderen +eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted. + +Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os, +at Gamle som den Ældste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden +vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk +og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad +uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden +efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus +Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden +fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt. Dog maa jeg +sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger, +hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie, +hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste +har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til +at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor +meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting. +Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphærer er +fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i +Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strængt overholder, +at vi hver Søn- og Helligdag gaae i Kirke. Det Æsthetiske er mig +anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant, +hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i +den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige +Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og +bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer. Corpus Juris staaer +for det Politiske; det vil sige, han læser hver Dag Aviserne, og +meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belærende Foredrag over, +hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae: +begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os +nogensinde læser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver +Dag skal passe sine Forelæsninger og Informationer, være i +Studenterforeningen og desuden være til Stede ved alle mulig +forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjøbet studere lidt, hvor +skulde man saa faae Tid til at læse Aviserne? Gamle læser ikke +Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer +mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen +ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en +synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap +og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det +omgængeligste og behageligste Menneske. Men nu er det en af Gamles +Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortødsle Folks Tid: +i gamle Dage, siger han, baade skrev og læste man store Bøger, +nuomstunder gjør man ingen af Delene, bare fordi man skal læse +Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa høit, som om al +aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed +jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min +Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og før kun deri, at de +Folk, som nu blot læser Aviserne, læste i gamle Dage slet Ingenting. +Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker, +saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at +Alle blive gode Christne, og naar dette først er Tilfældet, saa er +det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet +staaer ved Roret, thi »Naar hver sin Dont ret gjøre vil, Saa staaer +det vel i Huset til«, det gjælder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu +saamange underlige Meninger. Men det er naturligt, at disse +Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til +jævnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet, +som jeg overhovedet har lagt Mærke til, at Folk ere altid meest +oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man +meget mere føielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke +en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund, +overlader jeg til Psychologerne at bedømme, men Enhver vil vist have +Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemærkning. +Men naar dette undtages, da leve vi forøvrigt sammen i broderlig +Samdrægtighed, som sig hør og bør. Engang imellem hændes det jo, naar +jeg ikke længer kan styre den overstrømmende Glæde, som boer i mig, +at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk +Matrosvise, som jeg engang har hørt dem synge ude paa Toldboden: + + »Hive langsomt fra Land -- hive langsomt fra Land! + De bergenske Møer snart vi møde kan -- + Ohi--ohøi! ohi--ohøi!« + +hvorpaa Gamle hæver sit majestætiske Hoved fra Bogen og siger: +»Stille, Nicolai!« -- eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse +over ikke at kunne forstaae Propædeutiken, aftegner den philosophiske +Professor hængende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng +Straffeprædiken af Corpus Juris, der finder det høist upassende at +aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori +jeg ogsaa maa give ham Ret -- saadanne Smaasammenstød have vi flere +af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke +for Noget. + +Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare +forbi. Klokken var henimod fire; Tusmørket var begyndt at rykke frem, +alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der +kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifærd med at løse sig op i +Mørket og selv blive til bare Mørke. Gamle laa henne paa Sophaen i +den mørkeste Deel af Værelset; man kunde kun kjende ham paa noget +Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det Øvrige var paa Grund +af Mørket blevet til Eet med Sophaen. Han laa i sine egne +Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans +Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben +i Munden, for saa tænker man bedre, siger han -- men naar han saa +begynder at tænke, gaaer Piben ud og skal tændes paa Ny, hvorfor jeg +er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker +end til Tobak. Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i +Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvægede +sig øiensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Læsningen +heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de +dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede +ganske sagte paa Ruden: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer +snart vi møde kan -- ohi--ohøi!« + +Paa en Gang siger Gamle: »Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til +Nøddebo imorgen?« + +»Nicolai har vist ingen Penge«, svarede Corpus Juris. + +Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre +jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor +er det saa muligt at have en Skilling i Lommen? + +»Har Nicolai ingen Penge«, sagde Gamle, »saa vil jeg betale Reisen +for ham«. + +Jeg blev høilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der +kom saa aldeles uventet. + +»Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til +Uleilighed«, indvendte Corpus Juris. + +»I Nøddebo Præstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst +Nogen af Faders Sønner.« + +Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nøddebo, i hvad +saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle +_vilde_ det. + +»Men Nicolais Tøi er heller ikke i Orden«, yttrede Corpus Juris, der +endnu ikke vilde give tabt. + +»Saa laane vi ham Noget af vort«, svarede Gamle, og dermed var Sagen +afgjort. + +Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen +overdreven Lyst til at komme til Nøddebo. -- Nøddebo Præstegaard +ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Præsten +her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde +tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret +hyppig aflagt Besøg. Jeg havde aldrig gjæstet Nøddebo og var heller +ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart +der var derude, svarede han mig, at Præsten havde saadant et godt +Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der +ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig +Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten +var Bibliotheket særdeles godt forsynet. Efter paa et Par nærmere +Forespørgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og +Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nøddebo Præstegaard, at man +ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere +Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjøre det +hjemme i Kjøbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen værd at drage +derud. Men da nu Gamle tilbød at betale Reisen, og da jeg ikke ret +vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv i Juleferien, naar Brødrene +vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee +ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde særlig +interessere mig. + +Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert +og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at +komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg +faaer Lyst til at reise. + +Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var +Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden. Corpus Juris foer +i Veiret: »Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op, +Christopher! op, Nicolai!« Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst +til at blive liggende i Sengen og synge: »Hive langsomt fra Land! +hive langsomt fra Land« -- men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte +op af Sengen. For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle +op, istemmede jeg med kraftig Røst det gamle Bjarkemaal: »Vaagner, +vaagner, danske Helte! Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!« men blev +afbrudt af Corpus Juris: »Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo +ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!« Jeg taug, +for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu, +men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: »Sæt, de nu ikke +holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i +daarligt Humør hele Dagen igjennem!« -- ja havde der bare været Tid, +saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al +Fald kunde have dem at læse derude. Men der var ingen Tid at give +bort, vi maatte klæde os paa i størst mulige Fart. Corpus Juris stod +allerede i fuld Reiseklædning med Haanden paa Laasen og skyndede paa +os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trække +Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig. Ja i sin +Iver for at komme afsted væltede Corpus Juris et tomt Blækhus og tog +deraf Leilighed til at skænde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde +glemt at komme Blæk i det, hvad der dog virkelig under de nærværende +Omstændigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjønnelse. Omsider +vare vi alle færdige og forlode Værelset. + +Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det +var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var +endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul +og gusten saae den ud, som En, der har været paa Svir hele Natten +igjennem. Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik; +imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet, +kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for +det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring +mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi +vare ved Valby. -- Om selve Jernbanefarten er der forøvrigt ikke +videre at fortælle, og hvad skulde der vel ogsaa være at fortælle om +en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjører akkurat som den anden? +Vi tre Brødre vare alene i Coupéen: Gamle og Corpus Juris satte sig +hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at være synderlig +conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung +Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par +lyseblaae Øine, som man kan tænke sig, hvorfor jeg naturligvis satte +mig ligeoverfor hende og havde den største Lyst at tale til hende, +men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte +hinanden. Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg +da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog Øinene op og saae +paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mærket, at jeg +havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud +ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig. +»Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig«, tænkte jeg +og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det +andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig. Saa kunde jeg +en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa +mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at +føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden, +saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den +Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen +ud, og den unge Pige fulgte bagefter. Idet hun gik forbi mig, kunde +jeg ikke lade være at sige »Farvel« til hende. »Farvel!« svarede hun +med saa sød en Stemme, at jeg bitterlig fortrød, at jeg ikke før +havde talt til hende. Men nu var det for silde: endnu kunde jeg +skimte hendes blaae Silkehat skinne frem mellem Folkemængden, og saa +var hun borte. + +Vi Andre stege nu ogsaa ud og gik hen for at see, om Præstens Vogn +var der -- jo, der holdt den; ved at see os reiste Kudsken sig, og +idet han med den ene Haand holdt et Par stolte Brune i Ave, tog han +til den lodne Peltshue med den anden. + +»Goddag Niels«, raabte Corpus Juris, »hvordan staaer det til i +Præstegaarden?« + +»Tak, ellers Godt«, svarede Niels, »de har længe ventet paa +Herrerne.« + +»Derfor komme vi ogsaa tre Mand stærk, for naar det kommer, saa +kommer det Alt paa een Gang.« + +»Ja saa«, svarede Niels, »det var ellers slemt nok.« + +»Hvorfor det? Er der ikke Plads i Præstegaarden?« + +»Jo, der er Plads til tyve endnu, om det skulde være -- men her paa +Vognen« -- og Niels saae sig betænksomt om -- »jeg har gjort nogle +Indkjøb idag og derfor -- --« + +»Er der ikke Andet i Veien«, raabte jeg, »den Sag skal vi snart +klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa sætter jeg +mig paa den.« + +»Ja det kan vi«, raabte Corpus Juris og sprang op, »kom nu! hurtig!« + +»Vi vil først hen at see Domkirken«, svarede Gamle rolig, »Nicolai +har ikke seet Domkirken endnu.« + +»Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke +Niels vente længer.« + +»Nicolai skal see Domkirken«, lød Gamles Svar, »Niels venter nok for +min Skyld saa længe.« + +»For _min_ Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?« +og Corpus Juris blinkede hen til Gamle. + +»Nicolai skal see Domkirken«, svarede Gamle, der selv begyndte at lee +og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen +for at følge os. + +En af Dørene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken. +Corpus Juris førte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle +derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt +øjeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg +savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det +Skjønne og Herlige, som jeg saae. Jeg tænkte paa alle de navnkundige +Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander +omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de +svundne Tiders Stordaad. Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg +lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig, +som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde +os imøde -- jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus +Juris endelig sagde: »Ja nu tør vi ikke blive længer.« Det var mig, +som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg +tilbage til Nutiden. + +»Men hvor er Christopher?« spurgte jeg. + +»Der kommer han henne, nu er han færdig.« + +»Har han da virkelig siddet og studeret Aarstal i al den Tid?« + +»Ja han har«, svarede Corpus Juris smaaleende, »Du veed, at han +interesserer sig for Sligt.« + +»Han arbejder maaskee paa en Afhandling desangaaende?« + +»Ja, han arbejder af alle Kræfter derpaa«, svarede Corpus Juris, idet +han med Møie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men +han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i +Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter, +ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt. + +Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa +den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden +ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag +i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sæde, men +ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange +sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa +vilde Corpus Juris hjælpe ham, og ved fælles Bestræbelser lykkedes +det dem tilsidst at brække Rygstykket paa Agestolen itu. + +»Nej veed Du hvad, Christopher«, raabte jeg, »lad Du før mig sidde +hos Niels, saa kan Du sætte Dig op paa Kufferten her.« Saaledes +skete det da, og vi rullede afsted. + +Da vi vare komne udenfor Byen, maatte jeg idelig vende mig om for at +betragte Domkirken, der havde fængslet alle mine Tanker. Der stod den +med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft høit over +alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to +Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store +Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og +Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til +Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og +tænkte. + +»Det er dog underligt med Gamle«, sagde jeg til mig selv, »altid +tænker og tænker og tænker han. Hvad kan han dog have saa meget at +tænke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tænker paa Domkirken, paa +Aarstallet, som han har fundet derinde?« + +»Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen«, raabte Niels. Jeg blev +ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den +Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest. + +»Hedder den Gamle?« spurgte jeg forundret. + +»Ja han gjør.« + +»Hvor gammel er den da?« + +»Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende +og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen. Men det +maae vi curere ham for«, og Niels slog et Knald med Pidsken, der +bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i +Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere. + +Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal +begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen +synderlig stor Hestekjender, søgte jeg at dreje Samtalen bort herfra +for at faae noget at vide om Præstegaarden, hvilket interesserede mig +ulige mere. + +»Præsten er vel en meget lærd Mand?« + +»Aa ja det kan nok hænde sig.« + +»Har han mange Bøger?« + +»Ja flere, end jeg kan læse«, (derfor behøvede Bibliotheket nu ikke +at være saa grumme stort). + +»Men han har aldrig været gift?« + +»Ja, hvorfor ikke?« + +Jeg blev noget forundret over dette Spørgsmaal, thi jeg kunde da ikke +vide Grunden, hvorfor Præsten ikke havde giftet sig. + +Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: »Ellesens er Præsten +da gift.« + +»Er han gift?« udbrød jeg, »han har maaskee Børn?« + +»To Døtre.« + +To Døtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din +skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om! + +»Er de smukke?« + +»Aa ja«, svarede Niels med et polisk Smil. + +»Og muntre?« + +»Ja nu kan Herren jo selv see.« + +To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun +og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa +høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise, +at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste. + +Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en +Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden. Om +det var Præstens Døtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke +-- nok, det forekom mig i samme Øieblik, som om det pludselig blev +mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt +udsprungne og dækkede med deres skyggende Løv over Bænken, og paa +Bænken sad (ja, jeg behøver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side +en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis +sagte rislende Bølger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de +saae ind i hinandens Øine og -- + +»Holdt, her vil jeg af«, raabte Corpus Juris. + +»Hvad nu«, sagde Gamle, »vil Du maaskee ogsaa studere Aarstal?« + +»Ja vist, ja vist«, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var +oppe paa Toppen af Bakken, undersøgte omhyggeligt Barken paa et +gammelt Lindetræ deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen +fortsattes. Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt +i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke +Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare +fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja +vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi +da i Fortiden, slet ikke i Nutiden? Og skal den hele Verden kun være +en stor Bog, hvori vi læse om hvad Forfædrene have gjort, medens vi +reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo, +det kunde blive nogle fornøielige Dage, vi skulde tilbringe i Nøddebo +-- formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og støve op i +gamle Folianter! + +Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste Æmne, som +havde været Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg søgte +at faae lidt nærmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels +iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med +Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide, +var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea +Margrethe og var atten Aar gammel. + +Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og +Glæde. Thi jeg har lagt Mærke til en forunderlig Egenskab, som jeg +har, og som jeg næsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den +bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som +jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden, +hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde +nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige +omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det være, fordi +de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal +vælge. Thi ved at foretrække En kommer jeg til at tilsidesætte ti +Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig +ordentlig en vis Beroligelse at høre, nu er enten denne eller hin +bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vælge imellem. +Men hvad hjælper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for +hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lærer jeg +ti andre at kjende, og saa er Nøden lige stor. Jeg er ofte bange for, +at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans Æsel, især da +Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilfælles med samme +Æsel. Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved +Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke +kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket +i dem Alle tilhobe, men Gamle trøstede mig med, at jeg kun skulde +være rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det +skulde være. Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at +der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. -- Men nu +skulde jeg atter lære to unge Piger at kjende, og det var at +forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den +anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til +mig: »Trøst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have +Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer +Alt, hvad Du hidtil har seet. Hvad Du længe har søgt og søgt +forgæves, skal Du nu finde -- al din Tvivl skal have Ende.« Denne +Stemme lød med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles +overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed +jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min +Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug +næsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne +gjøre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et +Menneskehjerte? + +Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig, +en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte +jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine +Lungers fulde Kraft: + + »Paa Landet i den stille Vraa + _Studentens_ Ankomst er en Fest, + Men, smukke Glut, pas bare paa, + Han bliver Dig saa dyr en Gjæst, + Du gjerne ham vil beværte -- + Om lidt han be'er, + Men tager meer, + Indtil i dit aabne Hjerte + Fundet han har sit Qvarteer.«[1] + + [1] Efter Hostrup. + +Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen, +for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et +svært Bums bagved. + +»Vi spildte vist Herren paa Kufferten«, sagde Niels. + +Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af +Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til +Skade -- -- nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa +Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen. +Men Corpus Juris skjændte: »Kan Du da ikke engang sidde fast paa en +Vogn, Christopher?« -- ja han havde godt ved at snakke, han sad fast +og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp +af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris +paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde +hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus +Juris: »Holder Du?« og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men +Gamle: »Ja, jeg holder«, som om det skulde hindre Kufferten fra at +falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank! + + * * * * * + +Det var dog et ganske mageløst Veir! Himlen bredte sit straalende +klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode +Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene +og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var, +ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min +Yndlingssang: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land«, -- +selv Corpus Juris istemmede: »De bergenske Møer snart vi møde kan«, +medens Gamle brummede Omkvædet: »Ohi--ohøi! ohi--ohøi!« med sine +halvanden Tone, for mere har han ikke. -- Nu dreiede vi ind til Høire +og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden +laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels +pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt +Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store +Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet +affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren +maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det +grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider. Jeg saae nøie paa den: +den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til +at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek -- men +maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran +Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa +Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder +tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa +Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende +paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os +velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der +havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i +Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet +af Lænkehundens høie Gjøen. + +»Der er Andrea Margrethe«, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris, +idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, »og der er +Emmy!« hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung +Pige nærmede sig den første. »Velkommen! Velkommen!« lød det oppe fra +Forstuedøren, og »Hurra!« raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig +gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse +at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af +Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned +af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række +Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte +begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen. +Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at +bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men +som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden, +saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod +Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise +for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og +trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed +fordrer. + +»Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet +Dem i Juledagene«, sagde Andrea Margrethe. + +»De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag«, sagde Emmy til +Gamle. + +»Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.« + +»Ja saaledes gaaer det jo«, sagde Andrea Margrethe, »De lover og +lover, men --« + +»Det maa Du ikke sige«, sagde Emmy, »Du veed jo ikke, hvad +Christopher har havt at bestille i denne Tid.« + +Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord! +Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort -- saaledes maa det +jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde -- endnu sagde de +»De« til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde +ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed +og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde +jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men +hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt +Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille +eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom. +Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider +over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et +usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel, +men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget +Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg +egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var +iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun; +hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive. +Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at +han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder +af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler +altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke +forstaaer sig paa. + +Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi, +kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa +Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu +Ungdommens Herlighed. »=Tandem venere bubulci=«, raabte han med en +Stemme, saa Vinduerne klirrede, »er det en Tid at holde Jul paa, naar +baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade, +men det er Eders egen Skyld.« + +Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at +præsentere mig som det yngste Medlem af Familien. + +»Altsaa tredie Udgave«, svarede Præsten, »formodentlig fuld af +Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste +Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt +indbunden. Hvad er Titlen?« + +»Nicolai, theologisk Student«, svarede jeg. + +»Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie +Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?« + +»Mener De, om jeg er Mormon?« spurgte jeg, for jeg forstod ikke +Præsten. + +»Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven, +hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er +theologisk Student?« + +Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle +sig imellem ved at sige: + +»Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage +til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i +det andet Capitel.« + +»Her er Manden«, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage: +»ὥδε ἡ σοφία ἐστίν: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede +med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for +en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og +Fattigregnskaber efter. -- Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa +kom ind og faae Foder«, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor +Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme +venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa +hjertelig, som om hun kunde være vor Moder. + +»Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for«, +sagde Præsten. »Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de +unge Mennesker, saa er hun fornøiet: _jeg_ kan skjøtte mig selv. -- +Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min +Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg +opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.« + +»Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig«, sagde +Præstekonen. + +»Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele +Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet +Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.« + +»Det er jo ikke sandt Fa'er«, sagde Andrea Margrethe, »den har jeg +længe gaaet med.« + +»Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa +Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I +fornøiede. »Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir«, +synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst +synger I: »men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde«, +det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens +Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.« + +»Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil +man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.« + +»Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad, +Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner, +for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.« + +Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet +for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise. + +»Spis nu, kjære Venner«, sagde Præstekonen, »og tag til Takke med, +hvad Huset formaaer.« + +»Ja spis, spis«, sagde Præsten, »især vil jeg anbefale Dem denne Ost, +det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.« + +»Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.« + +»Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi +ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i +otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den +vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved +den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.« + +Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten +feilede Intet. + +»De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger«, sagde Andrea +Margrethe, »Osten er meget god.« + +»Ja naar Du siger det, saa tier jeg«, sagde Præsten. »=Mulier taceat +in ecclesia=, det er udlagt: »i Kirken taler Fa'er, og vi tier: +hjemme taler vi, og Fa'er tier.«« + +»Nu kan vore Gjæster jo selv høre«, sagde Emmy, »hvem der taler meest +herhjemme.« + +»Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det +Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde +komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det +gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea +Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg +stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.« + +Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad +aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige +staae og commandere -- og Præsten, denne svære, stærke Mand med en +Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for +at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun +sagde: »Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan +De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.« + +»Ja det haaber jeg ogsaa«, sagde Præsten, »og saa kan De fortælle os +Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant +at meddele mig.« + +Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten +vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske +opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg. + +»Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i +Forveien«, sagde Præsten, »men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg. +Jurist, =quid novi ex Africa=?« + +»Hvad behager?« foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale +med Andrea Margrethe. + +»Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde +blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.« + +»Ja der er jo --« og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de +seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde +holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en +Tilhører: »Ja alt det veed jeg«, udbrød han, »det kan jeg jo selv +læse i Aviserne.« + +»Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.« + +»Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den +hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar. +Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et +lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne: +»Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv +mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai, +blev hængt paa en Lygtepæl.« See saadant Noget, det kunde more mig! +Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er +Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste +Fornøielige ved. -- Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt +paa Eders Reise herud idag?« + +»Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde«, sagde Gamle, +»jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste +Agestol itu.« + +»Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden +derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae +itu, hvis han ikke sørgede for at sætte den ordentlig i Stand. Niels +meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det +er jeg Dem meget taknemlig for. -- Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom +De ikke herud anden Juledag at prædike for mig, som De havde lovet?« + +Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Løfte: men blot +lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prædike for Præsten. +Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for +ham anden Juledag. + +»Prædikede De da for ham?« spurgte Præsten. + +»Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.« + +»Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg +kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan +ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i +Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at +De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder +De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres +Sopha. -- Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det +mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis, +istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.« + +Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed. + +»Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det +nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost +i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? -- ja det skulde da +være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne +hende.« + +Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle, +jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem +den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost +forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne +Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det! + +»Men jeg veed nok, hvad der var i Veien«, vedblev Præsten, »De vilde +heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og +flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde +en ærbar og sømmelig Jul.« + +-- -- Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles +Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt. + +Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne +vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i +hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler. +Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg, +at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise +Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at +maatte besee det. + +»Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?« + +Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bøger og Bogsamlinger. + +»Naa saaledes!« udbrød Præsten; »De hører altsaa ogsaa til de kjære +Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i +en Bog!« + +Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for +Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig. + +»Et ungt Menneske som De«, vedblev Præsten, »han skal see sig om i +Verden og Livet -- den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig +blind over Bøgerne.« + +Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte -- +det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav +med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag, +men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for +Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende. + +»Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!« sagde Præsten, +idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i +Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde +nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo +Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles +Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger -- men her +fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa +een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt +saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: »Er det +Alt?« + +»Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem, +saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.« + +»Men -- men Kirkeretten --« stammede jeg. + +»Kirkeretten? den staaer her: »Provst Møllers Haandbog for Præster« +-- mere Kirkeret behøver jeg ikke.« + +»Men Frederik -- Frederik havde sagt mig, at De -- De besad saa mange +Bøger over -- i Kirkeretten.« + +»Frederik? Ja nu forstaaer jeg -- det er Juristen, som kommer med sin +Kirkeret forat faae Præst og Menighed i Proces med hinanden, og saa +kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at +vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brødre -- +det er vor Kirkeret. -- Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det +kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers +Haandbog for Præster.« + +Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke +nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab. + +»Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?« sagde Præsten, +»ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke +vare saa overdrevent ivrige.« + + * * * * * + +Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og +Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar +med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en +munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor. +Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi +naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner, +hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor +Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er, +og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man +rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm +Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde +aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang +ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne, +havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor. +-- Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med +sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden +af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom +Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet +den bedste Plads! + +Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde +sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over +Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i +Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først +har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord. + +»Jo«, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene, +»Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for -- for jeg skal +sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af +Bøgerne.« + +»Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok +saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?« + +»Ja -- han har -- han har jo kun et Par, men det er ogsaa de +allerfortrinligste Værker i den Retning.« + +»Nei han har kun een, kun een eneste een!« raabte jeg triumferende, +for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris. + +»Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den +rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.« + +»Ja hvad er det da for en?« + +»Det er -- det er Kolderup Rosenvinges -- --« + +»Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster«, raabte jeg, stolt +af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa +uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for +tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea +Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede +over hendes Faders Bibliothek. + +»Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket«, sagde jeg, +»det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at +Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher +have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden +herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten +herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har +anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De +dertil?« + +Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa +at der opstod en Pause. Jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode herved, +thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for +hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek, +for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret, +hvorledes jeg skulde gjøre det godt igjen. + +Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee +Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader. + +»Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see«, +indvendte Præstekonen. »De skal komme herud igjen til Sommer, +Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.« + +»Jo vist er der Noget at see«, svarede Andrea Margrethe, »der er +Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk, +og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan +tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.« + +Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte +jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea +Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til +Siberien som en lille Sommerudflugt. + +Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse +paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik +vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede +i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af +Begeistring. + +»Her commanderer jeg ude«, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en +vis Stolthed saae sig omkring. + +»Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,« tilføiede +jeg. + +»Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt +Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan +ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i +hendes Uge.« + +»Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige +Forretninger?« spurgte jeg. + +»Nei, hun holder mere af at læse.« + +»Holder De da ikke af at læse?« + +»Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men -- see der kommer +Gamle for at faae Brød.« + +Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget +Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det +aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom +Talen var. + +Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og +talte godt for den. + +»Hvor gammel er den egentlig?« spurgte jeg. + +»Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fødselsdag sammen.« + +»Hvorledes høitideligholder da Gamle sin Fødselsdag?« + +»Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og +som den bagefter faaer Lov til at æde. -- -- Men kom nu ind og see +Fadeburet!« + +Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og +Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig +i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor +Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder. + +»Holder De af Jødekager?« spurgte Andrea Margrethe mig. + +Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder +af Alt, hvad der ender paa -kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja. + +»Saa tag nogle af disse her -- dem har jeg selv bagt: smage de ikke +godt?« + +»Udmærket«, svarede jeg med Munden fuld af Kage, »men de ere noget +tørre.« + +»Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,« sagde Andrea Margrethe, idet +hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt, »see nu kan De +bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjød og spiser +Jødekager.« + +»Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier«, tænkte jeg, men jeg turde +ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som +gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter, +skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning. + +»Nu skal vi ned i Mælkestuen -- denne Vei -- hold Dem godt fast i +Rækværket, Trappen er steil« -- men selv løb Andrea Margrethe ned af +den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de +øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet -- +min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med +Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende +Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun +stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt -- +jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden +Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg +fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket, +og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens +Bibliothek. -- Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, »for De +skal vide Besked med Alt«, sagde Andrea Margrethe, »De vil jo selv +være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en +Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.« + +Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa +hvordan min Præstekone skulde see ud. + +»See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem«, sagde +Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe. + +»Men det kan vente til siden«, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet +ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe. +»Lad os nu gaae ud at see Haven.« + +Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der +var særlige Hindringer at overvinde -- der var hverken Bjerge eller +Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være +derude i to Minutter -- men der var saa meget paa Vejen, der maatte +undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og +i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af +dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde +spinde og »susse«, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt +begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi +forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg +havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea +Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd +var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den +bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men +det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned, +om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg +kaste et Blik op til Storkereden, »at jeg kunde see, at det var en +rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en +Storkerede«, som Andrea Margrethe sagde -- dernæst fik jeg at vide, +at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet +den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned. + +Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af +Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at +skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og +høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I +Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men +Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen. +Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser -- i dette Bed, +der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var +Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene -- -- ja det var ligesom +om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg +vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den +yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier. + +»Her raader De vel ogsaa ude?« spurgte jeg, thi jeg havde +uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden +Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for +hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og +Piger, Alt var der kun forat tjene hende. + +Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei. + +»Ikke det?« + +»Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov +til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange +udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.« + +»Hvad vilde De da have forandret?« + +»Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle +Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt +herfra udover Fjorden.« + +»Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge +Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.« + +»De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde +blive en udmærket Græsplaine«, meente Andrea Margrethe. + +»Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive +en aaben fri Plads.« + +Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til +at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men +godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de +vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det +gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels +var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea +Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt +lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det +første. + +»Men det Allerbedste har De ikke seet«, sagde Andrea Margrethe, »det +er Lindehøien -- kom nu derhen.« Saa gik vi til Lindehøien, der laa +yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe +paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis +blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem +de sneedækte Banker paa begge Sider. »Sæt Dem nu ned paa min Bænk, +saa skal De see en udmærket Udsigt« -- -- jeg saae mig omkring, men +kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. »Nei De skal op i Træet«, +sagde hun endelig, »der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette +Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De +derop -- jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.« +Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, +før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min +Side. »Tænk Dem nu, naar det er Sommer«, sagde hun, »og en sagte +Vind gynger Træet frem og tilbage -- kan De tænke Dem noget lifligere +end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom +i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring -- ja det maa +De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De +altid ud med Deres Brødre?« -- Jo det kunde Andrea Margrethe være +ganske vis paa. »Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse«, vedblev +hun. + +»Og læse?« spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg +saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden. + +»Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun +ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne +Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og +hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule +Blommer. -- -- Men jeg fryser«, afbrød hun pludselig, idet hun sprang +ned, »kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.« + +Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om +Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om +Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens +paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke, +thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo +være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde +jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte +tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at +flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte +anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare +vi ved Valnøddetræet -- den, der kunde svinge først om det, havde i +Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor +gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et +Spring endnu og da -- falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig +ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den +anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse. + +»Jeg kom først, jeg kom først«, raabte Andrea Margrethe, idet hun +dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne +Fjende, »ikke sandt, Frederik, jeg kom først?« + +»Jo vist kom De først«, svarede han, »og derfor kommer jeg ogsaa +forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem, +som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig +Skjønhed.« + +»Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler. +Tak, Frederik, tak -- vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil +blive ligesaa glad som jeg.« + +»Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu«, sagde jeg. + +»Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!« + +Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra +første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter -- og foer afsted, saa +Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod +mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig +for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet -- afsted +over Stok og Steen -- nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde +jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig -- det var, som om hun blev +baaren af usynlige Aander -- i samme Øjeblik naaede vi begge til +Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg +tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet -- med et +voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske +roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe. +Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg +og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden. + +»Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!« raabte Præsten, saa at Præstekonen, +Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme +Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad +Forstuedøren. + +»Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?« + +»Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!« + +»Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?« + +»Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil +gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher +holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. -- -- Og +see min Pibe -- min deilige Pibe -- nei Nicolai, Nicolai -- at De +vilde slaae _mig_ ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et +syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har +voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det +tilgiver jeg Dem ikke!« + +»Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker«, sagde +Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, »vi kan binde dem +sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt +igjen.« + +»Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai +med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige +med det Stykke Arbeide til Middag«, sagde Præsten, idet han gik. + +»Blev han vred?« hviskede jeg til Andrea Margrethe. + +»Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden +Maade -- nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.« -- -- + +»See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig«, +sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen. + +»Og see her, hvad Christopher har bragt mig«, sagde Emmy, idet hun +rakte en Bog til Andrea Margrethe. + +»Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De +gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg +veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa +fortræffelig -- see her om Sjælens Udødelighed -- -- Spinoza -- -- +Jacobi -- det er bestemt altfor lærd for mig -- det forstaaer jeg +ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?« + +»Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt +Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt -- men jeg +hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa +over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne +den.« + +»Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at +den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er +da Noget, som jeg kan forstaae. -- Nei men Mo'er, Du skulde blot +høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa +skee Forandringer i Haven.« + +»Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?« spurgte +Præstekonen med et venligt Smil. + +»Og han gik langt videre end jeg«, vedblev Andrea Margrethe, »han vil +ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men +ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.« + +»Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De +bestemt ikke«, sagde Emmy. + +Nei vist meente jeg det ikke -- det kunde jeg strax mærke blot ved at +høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord. + +»Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!« vedblev Emmy. »Hvad skulde der saa +blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og +samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.« + +Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte +være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige +Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre +hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; +jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg +havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven +ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening. + +»Forandre Mening!« udbrød Andrea Margrethe, »jo De er en trofast +Hjælper -- udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De +skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti. +Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den +allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den +anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.« + +»Holder De saa meget af det Gamle?« spurgte jeg Emmy. + +»Ja«, svarede hun, »jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt +paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et +Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter +sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine +Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle +Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da +er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider -- +hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?« + +»Men jeg elsker det Nye«, sagde Andrea Margrethe ivrigt, »deri er Liv +og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af +samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire +Aarstider, men kun een.« + +»Havde Vorherre været af din Mening«, svarede Emmy, »da havde han vel +den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor --« + +»Knak!« sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde +siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong +Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev +til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han +rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy +tusinde Gange om Forladelse. + +»O det gjør Intet«, svarede denne, »Saxen var gammel og sløv.« + +»Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.« + +»Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.« + +Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer +næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu. + +Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. +»Skal vi have en Sang?« spurgte han. + +»O ja, en Sang, en Sang!« istemmede Andrea Margrethe strax. + +»Kan De synge?« spurgte jeg. + +»Ja naturligvis kan vi synge«, svarede Andrea Margrethe ligesaa +forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale. + +»Hvad kan De da synge?« + +»Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.« + +»De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?« + +»Ja dem kan vi rigtignok -- de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg +sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad +og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud +fra Hald -- vi kan alle syvogfirsindstyve Vers -- eller vil De høre: +Svend Vonved sidder i Bure -- eller Svend Feldings Vise?« + +»Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden«, sagde Corpus Juris, +der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. »Lad os +begynde med Svend Vonved.« + +Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om +Jomfru Kirsten -- Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge +dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man +ikke synger alle Versene, sagde hun. + +»Se her holder De altsaa dog af det Gamle«, sagde jeg til hende. + +»Men de Viser ere heller ikke gamle«, svarede hun, »de blive aldrig +gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at +jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder +gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller +for fjorten Aarhundreder siden -- blot de ere smukke, saa holder jeg +af dem.« + +»De har Ret«, sagde Corpus Juris, »de Sange blive aldrig gamle. I +hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med +Digtekunsten.« + +»Det veed jeg dog ikke«, meente Gamle, »tvertimod skulde jeg mene, at +hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore +Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og +klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og +svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun +formaaede svagt at fremstamme.« + +Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og +Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, +underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende +Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, +der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var +temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det +just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han +vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte +Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden +naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han +blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre +muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, +var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt +under denne hæftige Debat traadte Præsten ind. + +»Skal vi saa have Middagsmad?« spurgte han. + +»Strax«, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud. + +»Hvorom dreiede Striden sig?« spurgte Præsten, idet han tog Plads i +den store Lænestol. + +Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte +opmærksomt efter. »Ja jeg holder med Christopher,« sagde Præsten +tilsidst, »jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de +Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med +aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, +at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, +uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske +Behandling. -- De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De +derom?« + +»Ja«, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, +da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei. + +»Det var fornuftig meent«, sagde Præsten. »De sidder nok og tænker +paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer +Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den +Ære?« og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i +Sophaen ved Siden af sig. + +»Nei der skal Christopher sidde som den Ældste«, indvendte +Præstekonen. + +»Nei, Nicolai skal sidde her«, svarede Præsten, »han vilde slaae mig +ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire +Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.« + +Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen +Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig +veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og +Emmy. + +Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige +til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde +Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn. + +»Hør Nicolai«, sagde Præsten efter endt Bordbøn, »det er nu strax en +Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger +man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.« + +»Men det kunde Nicolai jo ikke vide«, sagde Præstekonen. + +»Derfor siger jeg ham det ogsaa«, svarede Præsten. + +Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt +oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet +her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og +Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at +kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid +ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb +hendes husmoderlige Stolthed. + +»Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig +tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for +siden at overraske dem desto mere.« + +»Anretningen er tarvelig, men god«, svarede Andrea Margrethe. +»=Persicos odi semper separatus=.« + +»=Apparatus=«, rettede Gamle. + +»Saa? Fader siger altid =Separatus=.« + +»Taler De tidt Latin?« spurgte jeg. + +»Ja«, svarede Andrea Margrethe, »der gaaer aldrig en Tallerken itu, +uden at jeg siger: =sic transit gloria mundi=, og naar jeg vil bede +Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: =sic volo, sic jubeo, +stat pro natione voluntas=.« + +»=Ratione=, ikke =natione=«, rettede atter Gamle, »=natione= giver jo +ingen Mening.« + +»Ja men Fader siger altid =natione=.« + +»Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin«, +sagde Præsten, »naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at +have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig +Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og +Rygte.« -- + +Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev +mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par +Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt +angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for +Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende. + +»Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han +med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle +Landeveie af dem.« + +»Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med +en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa +er man fri for at see paa dem.« + +»Ikke i Fængsel, men i Fattighuus«, svarede Corpus Juris, »der er +rigelig Understøttelse til dem.« + +»Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets +Opsyn«, spurgte Gamle, »siden Du taler om den »rigelige« +Understøttelse?« + +»Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads«, lød Svaret, »men +det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man +istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro +og Mag til Fordærvelse for det Hele.« + +Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det +Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor +Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea +Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere +dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes +kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen, +Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige +efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare +eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham, +saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en +Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand +mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var +umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig +rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde +Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den +Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om +han vilde sige: »Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!« +Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi +Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde +benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange +uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal +øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed -- saa blev +Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe +og sagde: »Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for +paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg +virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale +Halte-Ane to Mark.« Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark, +hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie +Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke +flere Disputer at frygte for denne Dag. + + * * * * * + +Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter +sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, +der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse -- snart +faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte +an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som +ledede den. + +»Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu«, sagde Andrea Margrethe +til mig. + +»Og heller ikke Deres«, svarede jeg. + +»O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at +være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.« + +»Har De Lyst til at see mit Værelse«, sagde Emmy, »saa skal De gaae +derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.« + +Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes +Værelse. »Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem«, +sagde hun til mig, »ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.« Og +dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt +drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem +alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. »Buk Dem, at De +ikke støder Deres Hoved«, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren +til Værelset op; »smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies +med Lidet.« + +Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt. +Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen +kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med +forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede +saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det +næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som +om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede +sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode +Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et +Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og +bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg +satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider, +det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg +saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa +Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en +Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen, +uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik. + +»De seer paa den Violin«, sagde Emmy til mig, »De vil maaskee vide, +hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor +gjemmer jeg den.« + +»Ja saa -- spillede han paa Violin?« spurgte jeg -- det var egentlig +et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste +ikke selv, hvad det skulde være. + +»Ja han gjorde -- jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar +gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og +kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han +kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor +gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle«, +tilføiede hun med et stille Smil. + +»Ja det veed jeg«, svarede jeg, »men jeg veed ikke, hvorledes De +faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke +paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger +foran mig, saa meget, som skal udrettes -- hvad der ligger bagved +mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.« + +»Saaledes gaaer det vel de Fleste«, sagde Emmy, »men derfor føle de +saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og +Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi +tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da +ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først +naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da +forstaae vi at leve paa den rette Maade.« + +Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød +næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end +som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene +i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et +Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til +mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en +Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor +der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede +sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den +synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa +bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende; +der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var +denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom +at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende +Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade +sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig +umuligt at finde -- hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg, +at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede +mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare, +sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig. + +Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning +tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv +Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer, +jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i +dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og +Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette +Øieblik til for mig. + +»Hvor er Manddræberen Nicolai henne?« lød pludseligt en stærk Stemme +nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret -- disse Ord dannede +en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette +Øieblik bevægede sig i mig. + +»Det er Fader, der kalder paa Dem«, sagde Emmy, idet hun reiste sig, +»kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.« + +Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det +var mig, som om min gode Engel førte mig. + +Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og +Gamle. »Naa er De der«, raabte Præsten mig imøde, »hvad for Mørkets +Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa +skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile +efter endt Dagværk.« + +Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at +blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til +Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han +satte Lampen fra sig: »De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?« +Det var min mindste Kunst. »Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De +holder mere af en Cigar?« Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at +jeg foretrak en Cigar. »Ih fy skam Dem«, sagde Præsten, »saa De hører +altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode +til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels +Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men +siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg -- +--« her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at +undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: »at jeg har Cigarer« +-- men Præsten fortsatte: »at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde +nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. -- Værs'go, der staaer +Piberne -- tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.« -- + +»De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek«, sagde Præsten, idet +han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe. +»Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven +megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange +end ti middelmaadige Bøger een Gang -- det er min Grundsætning i saa +Henseende«. + +»Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst +i at brænde alle Bogsamlinger«, sagde Gamle. + +»En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke +synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for +sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan +man lære mere og bedre end af Bøgerne. + +»Men det er en tung og besværlig Vei«, indvendte Gamle, »og mangen En +vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide, +hvordan han skulde lære.« + +»Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse +saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige +at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte: +det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til +kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte +jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor +mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være +Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor +Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig +i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men +hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig +havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være +Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?« + +»Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae«, sagde Gamle, +»der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.« + +I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind. +Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: »Bliv kun siddende, +det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd. +-- Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?« + +»Jo Tak, som saa«, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. »Jeg +kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge«. + +»Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.« + +»Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med +dem.« + +»Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig +vred. -- Hvordan har Konen og Børnene det?« + +»Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.« + +»Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har +det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket +Armen: jo det var en Nød og Elendighed, -- men iaar, da I er sund og +stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af +Jert ganske Hjerte?« + +»Jo«, svarede Peer noget skamfuld, »men vi er jo ikke altid, som vi +burde være.« + +»Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa +er det vor egen Skyld -- Vorherre sender os kun Godt, det er os selv, +der vender det til det Onde.« Præsten gik et Par Gange i Taushed op +og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget +nøiere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over +til et heelt andet Æmne, sagde han: »Læser I noget i Aviserne, som +jeg sender Jer?« + +»Jo Tak skal Præsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornøielse +af.« + +»Læser I dem nu ogsaa rigtig grundig?« + +»Jo vi gjør, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der +ere døde, og Følgetongen -- Altsammen læser vi.« + +»Det var Ret. -- Nu Gud være med Jer, Peer, hils Konen fra mig.« + +»Tak Fa'er, farvel!« og med et høfligt Skrabud gik Peer bort. + +»Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude«, sagde Præsten +til os, »vi læser Aviserne forlæns og baglæns, hvad siger De dertil?« + +Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Præsten kunde +have valgt for sine Sognebørn, thi efter Gamles Mening ere jo +Aviserne den pure Fordærvelse. Dog indskrænkede Gamle af Hensyn til +Præsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Læsning for +Bonden end Aviserne. + +»Det forstaaer sig«, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have +langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham +Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik. + +»Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man +kan udbrede blandt Almuen«, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af +Præstens Yttring. + +»Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange +Andagtsbøger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man +overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebøger og Prædikener og +Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som +Bagerbørn af Hvedebrød. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad +Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.« + +»Ja hvad skal man da give dem at læse?« spurgte Gamle. + +»Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold, +som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre, +hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille +over Aviserne. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østerrig, +og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller +ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa, +hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, endelig er der stor +Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud, +fordi han har givet os saa rig en Høst. Idag var Peer ikke rigtig +oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang +forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg. Det kommer +overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man læser, som hvordan man +læser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der læste saa meget i Biblen, +at han tilsidst ved velvillig Understøttelse af et Par Baptister fik +ud, at han var besat af Djævelen. Følgelig vilde han ikke arbeide, +for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens +Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg +saa curerede ham?« + +»Nei?« + +»Ved Hjælp af »Jeppe paa Bjerget«. Jeg gik hen til ham, tog Biblen +og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en +Forandring læse »Jeppe paa Bjerget«. Manden saae jo noget forbauset +paa mig, men da han har stor Respect for mig, adlød han. Dagen efter +kom jeg atter til ham, og »Jeppe paa Bjerget« havde foreløbig gjort +sin Virkning: Manden havde for Øieblikket glemt Djævelen og tænkte +kun paa »Jeppe paa Bjerget«. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om +at hjælpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for +Folkene herude ere meget tjenstvillige. Derpaa laante jeg ham et Par +Smaafortællinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget +som »Jeppe paa Bjerget«. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han +havde læst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide +igjen, de mørke Griller svandt bort, og tilsidst var hele +Djævlehistorien glemt.« + +Gamle lod sig dog endnu ikke ganske overbevise, men meente, at i al +Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen +læse dem. + +»Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer +Bonden til at læse Sligt. Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander +Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven +Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei +man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere +leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og +studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det først kommer an paa, +det er at vække Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil +ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte +dem paa rette Maade -- siden kan man altid bygge videre.« + +Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede: +det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt +han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som +Præsten og Peer. + +»Overhovedet«, begyndte Præsten atter efter en lille Pause, »skal vi +huske vel paa, at vi Mennesker ere skrøbelige Kar og smaa Kar, der +saare let løbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjælder +derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa +Henseende: ogsaa paa mine Døtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig +for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde +svært at tælle de Bøger, som Andrea Margrethe har læst, og dog er jeg +vis paa, at hun skal nok kunne hjælpe sig igjennem Verden med den +Ladning Visdom, som hun har ombord.« + +»Men Emmy --« sagde jeg, idet jeg endnu dvælede i den blide rolige +Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende. + +»Med Emmy er det en anden Sag«, svarede Præsten, »hun har altid gaaet +sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har +opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bøgerne -- i +Begyndelsen søgte jeg vel at sætte en Stopper derfor, men det kom der +ikke noget ud af: nu, tænkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae +sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg +hende beholde sine Bøger i Fred. Men især siden Christopher er +begyndt at komme her, er det blevet langt værre, og han har meget paa +sin Samvittighed: han slæber den ene Bog til Huse efter den anden, +saa tilsidst bliver jeg vel nødt til at bygge et lille Udhus, for at +skaffe Plads til de mange Bøger.« + +Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsøg paa +at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sædvanlig, og han selv +lod ogsaa til at være gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens +Præsten begyndte at fortælle om forskjellige Bryderier, som han havde +havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med +et yderst fornøieligt Ansigt, som om dette glædede ham særdeles, og +legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe +de behørige »Saa?« »Nei virkelig?« etc. paa de forskjellige passende +Steder. Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Præsten ikke +mærkede Gamles Aandsfraværelse, før denne ulykkeligvis selv fik en +Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis +Deeltagelse, og derfor netop ligesom Præsten havde endt en lang +Skildring af den Bevægelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele +Menigheden, spurgte, om man havde mærket Noget til Mormonerne her i +Egnen. Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede +allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige +Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor +Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis +paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte +ved mig selv: »Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai --!« + +Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for +Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke +længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe +Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg +Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifærd med at +læse nogle lyriske Digte høit, dog lod det ikke til, at han var +kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig, +spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde. Jeg +svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme +Compagni, men at han iøvrigt ikke skulde lade sig forstyrre i +Oplæsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til +at fortsætte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring, +men læste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at læse i +hans Sted. Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og +han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at +vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om +ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør. +Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i +saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og +oprømt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at +bringe Freden tilbage, men forgæves, nu var Corpus Juris engang +kommen i sit kritiske Hjørne, og saa Vee over, hvad der falder i hans +Hænder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra +Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en +god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke +længer min Oplæsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde +læst høit. Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med +de Ord: »Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover«, et Digt, som jeg +altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare +ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier: + + »Har Du ei lyttet til mangefold Smerte + »Selv hos den fjedrede Flok? + »Sig et Godnat til mit bævende Hjerte! + »Sig det, Du veed det jo nok!« + +»Bævende Hjerte!« udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om +det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, »hvad er det +for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det +Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal +saa den sidste Linie betyde: »Sig det, Du veed det jo nok« -- skal +Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?« + +»Ordene ere lidt utydelige«, tillod jeg mig at indvende, »dog troer +jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens +eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af +hans Digte, hvor han siger: »Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du +da?«« + +»Hvad er det for en Snak«, raabte Corpus Juris; »jeg kan begribe, at +En kan sige til sin Kjæreste: »mit søde lille Hjerte«, men at ville +sige til hende: »mit bævende Hjerte«, det er reent Nonsens.« + +I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelægge ham +Spørgsmaalet. Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede +han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var +ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde +træffe hos vore Digtere. Denne rolige Dom var imidlertid saa langt +fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tværtimod gød ny Olie i +Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen +Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi +naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de +sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo +umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen +Mening var i, hvad de sagde. Ja han meente endog, at man, naar man +vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlægge Sag imod Digterne +for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening +i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri. (Ved mig selv +tænkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlægge Sag mod Corpus +Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at være, i hvad han +sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at +fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var +nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og +kom nu tilbage med Julekage og Mjød i Haab om paa denne Maade bedst +at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgæves, thi +hvad enten det var den liflige Mjød, eller det var Andrea Margrethes +milde, klare Øine, som det var umuligt at see paa uden at komme i +godt Humør, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklærede, at +der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var +allerede en stor Indrømmelse fra hans Side, da han ellers før vilde +lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder +sin »rigtige Overbevisning.« + + * * * * * + +Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet, +med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag +Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine +reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden +kunde høre hendes muntre Stemme. + +»Naa Nicolai«, sagde Præsten til mig, »hvor mange Gange har De saa +været paa Dandsebod i Vinter?« + +»Paa Dandsebod?« spurgte jeg forundret. + +»Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord?« sagde Præstekonen, +»Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tænke om os -- min Mand +mener, om De har været mange Gange paa Bal i Vinter.« + +»Aa Nicolai veed saamænd nok, hvad det vil sige at komme paa +Dandsebod. Jeg holder mest af at nævne Tingen ved sit rette Navn. Vi +skal ikke gjøre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod +her paa Søndag til Forargelse for hele Menigheden.« + +»Skal her være Bal?« spurgte jeg overrasket. + +»Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig +paa? Se, hvor Øinene spille som Stjerner i Hovedet paa ham -- jo +Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for +mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glæde for Andrea +Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand -- nu +kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea +Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo nødt til at føie +mig efter hende.« + +Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet +han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornøielse. + +»Ogsaa Du min Søn Brutus!« sagde Præsten, »ja jeg vidste det jo nok, +at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa +vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver +jeg efter, for vi Mennesker ere svage Væsener alle tilhobe, især naar +man har en Datter som Andrea Margrethe.« + +Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glæde. At komme paa Bal, at +dandse med Emmy og Andrea Margrethe -- det var ganske mageløst! + +»Hvad tænker De paa?« sagde Præsten til mig, »De seer saa erotisk ud, +De tænker da vel aldrig paa at forlove Dem?« + +»Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser«, sagde +Præstekonen, »det er jo bare at sætte dem Griller i Hovedet.« + +»Siger jeg, at de skal forlove sig?« spurgte Præsten, »nei her kan +Christopher og Frederik være mine Vidner -- har jeg ikke tidt og +mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til +Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg +har faaet een Kone og to Døtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste +Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter +og atter: Kjære Venner, spis, men forspis Jer ikke -- lov, men forlov +Jer ikke!« + +»Men Du vedbliver dog at tale saalænge derom, at de virkelig tilsidst +gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til +Nicolai derom.« + +»Med Nicolai«, sagde Præsten, »er det en anden Sag. Saadant et +Menneske, der forsøger paa at slaae mig ihjel, snakker høit under +Bordbønnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden +Redning, end at han maa forlove sig. -- Se der sidder Andrea +Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde sætte +Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid +saa meget derved.« + +Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det +Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student, +thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. -- + +Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa +bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den +Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at +vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe +forsikkrede mig, at det var slet ikke nødvendigt: Præstens +Sovekammer laa to Værelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa +at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde +tale altfor høit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik +Præstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskærpet os +Nødvendigheden af at tale sagte. + +Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea +Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mødtes. + +»De kan troe, at jeg har kæmpet en haard Dyst« sagde Andrea +Margrethe, »og saa maatte jeg som sædvanlig staae ganske alene, thi +Emmy tør aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.« + +»Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betænkeligheder«, svarede +Emmy, »Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid +ville tale mod Fader og med Glæde gribe enhver Leilighed til at dadle +ham.« + +»Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger«, meente Andrea +Margrethe, »saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen +Verdens Ting.« + +»Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at +han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.« + +»Men det er bare Overtro hos Fader«, sagde Andrea Margrethe, »hvad +Ondt skulde der være i at dandse? Det Allersimpleste er, at man +lader, som om man ikke mærker det, og gjør, som man vil.« + +Nu -- Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen. +Jeg brød mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea +Margrethe kom, de vare mig =instar omnium=, og for ikke at komme for +seent bad jeg strax hver især af dem om to Dandse. + +»To Dandse«, sagde Andrea Margrethe, »og jeg har ogsaa lovet Frederik +to og Christopher een!« + +»Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to -- hvorfor +skulde han have flere end jeg?« + +Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme. + +»Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To«, vedblev jeg. + +»Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik«, +sagde Andrea Margrethe. + +»Og jeg skal dandse den med Christopher«, sagde Emmy. + +»Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men sætter mig midt +imellem Dem begge To«, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv +følgende Overslag: »to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe, +det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa +er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg +ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea +Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele +Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe -- o det lader sig ypperlig +gjøre!« + +»Holder De meget af at dandse?« spurgte jeg Andrea Margrethe. + +»O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde +aldrig blive træt«, sagde hun. + +»Det mener Du ikke«, sagde Emmy. + +»Jo vist mener jeg det -- og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør +ikke sige det af Frygt for Fader.« + +»Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse«, svarede +Emmy. + +»Hver Gang vi blive budne til Bal, gjør Du dog Vanskeligheder.« + +»Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi +blev hjemme.« + +»Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er +Fader dog altid glad.« + +»Hør, skulle vi ikke prøve en lille Dands?« spurgte jeg Andrea +Margrethe. + +»Nei det gaaer ikke an, saa vække vi Fader.« + +»Men vi kan dandse ganske sagte -- Frederik, dands Du med Emmy, saa +dandser jeg med Andrea Margrethe -- Christopher, Du kan synge: »Ach +du lieber Augustin« for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det +kan Ingen høre.« + +»Men ganske sagte«, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae +Fristelsen. »Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og +dandse i Maaneskin.« Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak +Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os. + +Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at +dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og +brummede: »Ach du lieber Augustin« paa en ren feil Melodi. + +»Du synger falsk, Christopher«, raabte jeg, og nu begyndte Andrea +Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter +lidt høiere og høiere: + + Ach du lieber Augustin, + Alles ist væk, væk, væk! + +»Hurtigere!« raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu +stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig +høiere og høiere og hurtigere og hurtigere: + + Alles ist væk, væk, væk -- + Væk, væk, væk, væk, væk, væk, + Alles ist væk! + +Men hvor høit vi end raabte det sidste »Væk«, var der dog en Stemme +henne i Døren, der raabte det endnu høiere -- vi vendte os +forskrækkede om -- der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og +stirrede paa os som en Død fra Graven. + +»Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!« raabte han, »ja det kan jeg +rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard +havde sat hinanden Stævne! Og Nicolai som sædvanlig i Spidsen! Og saa +slukker I ovenikjøbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mørkets +Gjerninger I bedrive!« + +»Kunde Du virkelig høre det?« spurgte Andrea Margrethe, der var den +første, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale. + +»Om jeg kunde høre det? Jeg skal love for, at det kan høres hele +Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat +oppe i Præstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i +den hellige Juleuge!« + +»Det gjør mig ondt«, begyndte Gamle -- + +»Ja det gjør mig ondt«, afbrød Præsten ham, »at jeg seer mig nødsaget +til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode +de høie Herskaber om at forføje sig til Sengs. God rolig Nat!« og +dermed gik han. + +»Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs«, sagde Andrea Margrethe +med et lille Suk. »Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til +det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i +Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.« + +Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng, +ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne +Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae +ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det +blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede +over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi +nylig havde gjort. Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den +klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde +bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over +Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi +kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille; +der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brød Corpus Juris ud: + + »Den stille Vinteraften alt + »I Nattens Favntag glider, + »Og sagte hviskes overalt: + »Nu er det paa de Tider. + »Beskjærm os Alle, tause Nat, + »Naar vi paa Leiet ligge -- + +Her faldt Gamle pludseligt ind: + + »Og drømmer Nogen om sin Skat -- + »Vi bede: væk ham ikke.«[2] + + [2] H. Hertz. + +Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og +ilede bort. + +Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa +Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min +Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der +kastede et blaalighvidt, spøgelseagtigt Skær over Alt, deres Kinder +dog blussede i hæftig Rødme. Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig +som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre -- jeg ledte +efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg +kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad -- dog i dette Øieblik +var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare +forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa -- sagde jeg Godnat og +gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed. + +Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale +sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en +gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i +Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom +derop. -- -- Der var tre Gjæsteværelser, hver med egen Udgang til +Corridoren, som løb forbi dem, men tillige førte Døre fra det ene ind +til det andet, og disse Døre lode vi staae aabne for større +Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som +yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat +og gik derpaa Hver til Sit. + +Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsøg, dog gik denne +Forstemthed snart over. Thi for det Første ligger det ikke i min +Characteer at fange Griller og for det Andet frembød denne min første +Dag i Nøddebo Præstegaard saamange smukke Erindringer, der i +bestandig vexlende Rækker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg +ikke kunde falde i Søvn. Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted +denne Præstegaard, hvilken Munterhed og Glæde boede ikke her -- og +hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prægtige +Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvælede mine Tanker ved +Døtrene. Jeg tænkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den +Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede +over mig; bestandig klang hendes Ord for mine Øren: »jeg elsker det +Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile!« Ja i +Erindringen boer Fred, det følte ogsaa jeg nu, da jeg mønstrede den +lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg +tænkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor +hun kunde lee, ja det var dog ganske mærkeligt! Men Gamle siger +ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf +har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger være de +fuldkomneste af alle Mennesker. Den berømte =Dr.= Swift har nemlig +sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan +lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee, +des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa +maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker. Men hertil siger +Corpus Juris, at i denne Slutning ere Præmisserne ligesaa falske som +Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan +Feilslutning. + +Jeg kunde ikke falde i Søvn, jeg laa og tænkte paa Præstegaarden, +hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod +det lyst og klart for min Sjæl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde +anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: »Nicolai, +her skal Du blive forlovet!« Ja saaledes maatte det være, det var der +ingen Tvivl om! Derfor havde Præstegaarde altid staaet for min Tanke +i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved +at høre det Ord »Præstegaard« -- fordi jeg engang skulde blive +forlovet i en Præstegaard. Og netop en Præstegaard som denne maatte +det være, det kunde jeg ganske bestemt mærke paa mig selv. Hvad var +det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra første Øieblik +havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Søn af Huset, de havde +bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her. Ja +Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel +havde han sagt det i Spøg, men =hæ nugæ ad seria ducunt=: den Dag +skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide +det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge +imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i +de Aar skulde der arbeides, arbeides strængt, men saa kommer Lønnen. +Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren +er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er +færdig, kjører jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2½ til +Roskilde -- nei det er sandt, Examen ender jo først Kl. 4, nu vel, +saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl. 8 er jeg i Roskilde -- der +skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en mageløs Ridetour i den +stille Sommeraften langs Roskildefjorden -- Skridt for Skridt rider +jeg med tankefuldt Sind -- indtil jeg nærmer mig Præstegaarden, da +sætter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Døren ved det dundrende +Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortæller, hvordan det er gaaet +mig, og saa siger jeg -- -- -- ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret +udtænkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til +Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden +og kommer til Præstegaarden og svinger mig af Hesten -- og saa atter +tilbage til Roskilde -- og saaledes vedblev jeg at fare frem og +tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg +tilsidst faldt i Søvn og drømte, jeg skulde springe paa Hesten i +Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjøre det afgjørende Spring, +spændte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte +forsøge forfra igjen med samme Resultat. + + * * * * * + +»Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad?« -- +ved disse Ord vaagnede jeg næste Morgen, idet tillige et Par kolde +Draaber Vand, som faldt ned paa min Næse, mældte mig, at der ikke +overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret -- der stod +Præsten og holdt Vandkanden over mit Hoved. + +»Klokken -- Klokken er vist ikke ni endnu«, sagde jeg, idet jeg +strakte mig velbehagelig i Sengen. + +»Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til høit op +ad Formiddagen?« lød Svaret. »Vi andre christne Mennesker har +allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis +ikke.« + +»Er Gam- er Christopher, vilde jeg sige, og Frederik allerede oppe?« + +»Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? -- +Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal +vise Dem Byen Nøddebos Mærkværdigheder.« + +Da det lod til, at Præsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, førend +jeg var bleven paaklædt, saa gjorde jeg mig i Hast færdig. Gamle var +allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Værelse, saae +jeg, hvorledes han laa nok saa sødelig og sov derinde. Jeg havde den +største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han +have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: +»Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.« + +Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe. Hun syntes +at være i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjøkkenforklæde havde hun +bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornøielig ud end Dagen i +Forveien. »Godmorgen«, sagde hun til mig, »vil De ikke først drikke +en Kop The, inden De gaaer ud?« + +»Nicolai skal først gaae med mig og betragte Nøddebos +Mærkværdigheder«, sagde Præsten, »saa kan han altid siden komme hjem +og drikke Thevand.« + +Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg brød mig ikke det Mindste om +Nøddebos Mærkværdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og +drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mærket, at det gik +ikke an at sige Præsten imod, og derfor fulgte jeg ham. + +»Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa«, begyndte Præsten. +»Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen +dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være +meget gammelt.« + +»Hvor er Lænkehunden henne?« spurgte jeg. + +»Lænkehunden gaaer frit omkring og lever af at æde Kyllinger.« + +»Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring?« spurgte jeg +forundret. + +»Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille. +Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone +og Børn.« + +Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at +hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik +efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem +med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde +derom. + +»Ja saa«, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig +med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til +Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt +Smil om hans Læber. »Saa det er Deres meget ærede Mening? -- Naar De +kan lade være at sladdre af Skole, skal jeg fortælle Dem en +Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille, +gjør man bedst i ikke at fortælle dem, hvormeget man holder af dem, +for det kan de ikke godt taale at høre. Men det hører nu ogsaa til de +Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift.« Dermed +dreiede han sig rask omkring og gik videre. + +Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave +Pileallee, der førte op til Præstegaarden, og som om Sommeren var +ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestrøet +fra øverst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brøde +sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa +Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav. + +»Luk nu Øinene op og see Dem rigtig omkring«, sagde Præsten til mig, +»og tak Vorherre, der har givet Dem Øine til at see paa al den +Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke Øinene op. Se nu +der«, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker +og den frosne Fjord: + + =»Vides, ut alta stet nive candidum + Nøddebo, nec jam sustineant onus + Silvæ laborantes, geluqve + Flumina constiterint acuto[3].«= + + [3] Hor. Od. I, 9. + +Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere +hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og +Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var +dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad +Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere. + +»Opad Dagen?« sagde Præsten, »nu det er sandt, jeg har jo reent +glemt, at De har været til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De +før vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille +Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse +Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul +paa.« + +Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over +dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget +glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den +allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt. + +»Det er meget fornuftig talt«, sagde Præsten, »det er rigtignok lige +det Modsatte af, hvad De sagde for et Øieblik siden, men det gjør jo +ikke Noget.« + +Vi vare nu komne ned ad Skrænterne til Fjorden. Langs med denne løb +en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske. + +»Her seer De Langelinie«, sagde Præsten, »om Formiddagen møder De her +Nøddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Døtre, thi Byens +øvrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.« + +Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Præsten +vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven. + +»Aa ja, paa en Maade«, svarede jeg tøvende, thi trods alle Corpus +Juris' Bestræbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine +politiske Anskuelser. + +»Naa De veed det ikke rigtig selv«, sagde Præsten. »Ellers vilde jeg +have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvæge Dem ved Samtaler med +en Aandsbeslægtet. Peder Sørensen, som boer her, er Stadens første +Politikus, hvem det vil være en sand Glæde i et belærende Foredrag at +udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave +Kræmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens +Livgarde, og at Præsterne burde sættes til at vogte Gæs. Hvad det +Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage, +saalænge som vi har mange af Peder Sørensens Kompagni hos os.« + +Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over +Markerne og nærmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tæt ved Siden +af hverandre; hist og her steg en Røgsøile ganske langsomt i Veiret. +Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis +gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide +Gaarde rundtomkring. + +»Det er vel Skolen?« spurgte jeg, idet jeg pegede derop. + +»Det er Universitetet«, svarede Præsten corrigerende. »Der kommer en +af Pallas Athenes Sønner, en ung Rus«, tilføiede han, idet han pegede +paa en fire Aars Purk, der kom os i Møde, gnavende paa et stort Æble. + +»Goddag, min Dreng«, sagde Præsten til ham, »værs'go at tage +Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa +smukt.« Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os +med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. »Hvordan har din +Fa'er det? er han nu bleven rask igjen?« vedblev Præsten. Drengen +svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han +staaende uforandret i samme Stilling. + +»Ja lad os ikke forstyrre ham«, sagde Præsten, idet han greb mig i +Armen og trak videre afsted med mig. »Som De seer, er han fordybet i +sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke +Forandringer Valgloven bør underkastes for paa bedste Maade at kunne +svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en +Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til +Allehaande. -- -- Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen +høie Person«, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand +i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik +traadte ud af Døren paa Skolehuset. »Han er ikke uniformeret, men +illumineret, som De seer.« + +»Drikker han?« spurgte jeg. + +»Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar +han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.« + +I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os +tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad +nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den. + +Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en +lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven. +Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men +for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen, +over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op. + +Kirken selv havde ikke noget Særegent ved sig, den saae ud som alle +vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmærksomhed, var et +lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Præsten, om Skolelæreren spillede +godt paa Orgel. + +»Han spiller ikke ilde«, svarede denne, »kun har han vel megen Lyst +til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske +mærkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes +til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt: +»lingelingelingeling«, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer +han ganske langsomt og alvorligt: »bim--bam, bim--bam, bim--bam.«« + +»Hvorfor ringer han saaledes?« spurgte jeg. + +»Manden er Philosoph«, svarede Præsten, »han har selv været gift i +atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlægger i +sin Klokkeringning.« + +Jeg fik Lyst til selv at prøve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det, +medens Præsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjøndt Orgelet +kun var lille, løde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under +Kirkehvælvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier +igjennem, tilsidst »Hvo ikkun lader Herren raade«, gik jeg atter ned +i Kirken, hvor jeg fandt Præsten siddende meget alvorlig, med Hovedet +støttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker. + +»Ja, hvo ikkun lader Herren raade!« udbrød han, da jeg kom hen til +ham, »men det er en svær Kunst at lære. Vi ville selv raade for Alt, +og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar +ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og +gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og +mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen. +Kjøbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lærde vil skrive saa +og saa mange Bøger, Statsmanden vil gjennemføre disse og hine +Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige +Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se, +derover har jeg nu prædiket alle de Aar, jeg har været her, og dog +saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger +Luftkasteller og lægger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar +de ikke lykkes mig -- for jeg kan nok prædike rigtig, men jeg kan +ikke handle rigtig.« + +»Ja«, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tænkte paa mine egne +Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forløbne Nat, og som ogsaa +strakte sig temmelig langt ud i Tiden, »det er dog nødvendigt, at man +lægger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo +handle blindthen blot efter Øieblikkets Indskydelse.« + +»Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig +benægtet, men vi skulle ikke sætte os altfor fast i Hovedet, at det +netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er +den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed +kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den +Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme, +som derimod den Omstændighed, at _vor_ Villie ikke sættes igjennem, +at _vi_ ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og +hvad ere saa alle vore mange Planer? Daarligdom og Usselhed -- galt +nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det +skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som +har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi +ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!« + +Med denne noget pludselige Vending reiste Præsten sig, og vi gik ud +af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem +den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at +tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende +Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke +engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man +saa tage sig til? Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til +at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden +som i en stor Trædemølle -- saa maa man dog virkelig en Gang imellem +til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal være, naar vi +engang blive Herrer og komme til at raade. + +Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet +sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed +Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved +Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale +faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede +over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i +hendes Nærhed. Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig +lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som +sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han +uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de +Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af +Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør. Han +talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden +Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen. +Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen, +vi tilbragte i Nøddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskværdig, og +det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Præsten holdt ikke +Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea +Margrethe, der nu udøvede samme Virkning paa ham, som tidligere +Dagbladet, ja endog i langt høiere Grad, thi medens han altid maatte +studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i +godt Humør, saa behøvede han kun at see paa Andrea Margrethe et +eneste Øieblik, og strax blev han et nyt Menneske. + +Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den +i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken +jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig +ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men +dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humør, og han begyndte +atter at blive gnaven og fortrædelig. Først klagede han over, at jeg +traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig, +fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig +paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at +jeg ikke længer var et Barn, men nok selv vidste at opføre mig paa +den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opførsel imod mig +i de Dage mig paafaldende. Hjemme paa Vestergade vare vi altid de +bedste Venner af Verden, her i Nøddebo kunde jeg derimod ikke komme +ham tre Skridt nær, førend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det +var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde være hertil; jeg +gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om +jeg muligvis kunde have stødt ham med Et eller Andet -- men forgæves, +jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det +naturligt, at en saa uvenlig Opførsel fra Corpus Juris' Side maatte +fremkalde en lignende Stemning hos mig. Ja, jeg begyndte paa en +Maade at føle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte +op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Præsten, kunde +Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strække sig af +Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med +Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev +jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, -- det var dog ingen broderlig +Handlemaade! Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa +muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig +Stemning kunde længe vedvare. + +Idet jeg hændelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den før +omtalte Lænkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea +Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter +Præstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger. + +»Den er ikke slem til at tage Kyllinger«, svarede Andrea Margrethe, +»kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling +og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.« + +»Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig længe«, meente Præsten, »for det +er ikke længere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hønsehuset +og maatte jage den ud deraf.« + +»Ja det var for at tage Rotter«, svarede Andrea Margrethe, der aldrig +var forlegen for Svar, »der er saa mange Rotter i Hønsehuset.« + +»Rotter?« sagde Præsten, »ja det er nok tobenede Rotter med Vinger +paa -- gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! -- +Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?« vedblev han, idet han +saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, »har Trofast +maaskee ogsaa taget den for en Rotte?« + +»Der kommer den jo«, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en +prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad +Porten og sluttede sig til den øvrige Flok. + +»Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr«, sagde Præsten, idet han +vendte sig om til mig, »Mage til den Hane finder De ikke i hele +Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem +alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler +her i Præstegaarden.« -- Ved Synet af denne Hane foer pludselig en +Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed +hos mig. + +Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: »Ja nu er det +vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti. +Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i +Seng igjen?« + +»Jeg vil blive hvor jeg er«, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa +min Plads. + +»Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg +sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil +træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag. +Lykke paa Reisen, Nicolai!« + +Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske +forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet +voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe +og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var +sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi +hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea +Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie +stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog +sædvanlig uforsagt til Gjenmæle. Nu derimod taug hun stille, det var +da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de +begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee, +men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da +der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes +Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som +om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes +imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige +Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter +paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at +spadsere. + +»Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden«, sagde Andrea +Margrethe, »for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?« + +»Ja«, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen +Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der +turde jeg ogsaa følge med. + +»Det var deiligt«, sagde Andrea Margrethe, »thi der er ingen af Deres +Brødre, der kan.« + +»Jo«, svarede Corpus Juris, »nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.« + +Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig +seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben. + +Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var +Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod +sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at +lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke +allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op +igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. -- En ny Vanskelighed +opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade +Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem +tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af +samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa +Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans +Sønners Skøjter. + +Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger, +der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være +forsigtig. + +Vi gik ned igjennem Pilealleen. »Se, disse gamle Piletræer«, sagde +Andrea Margrethe, »at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae +saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden -- var det nu ikke langt +bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?« + +De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. »Mellem disse +gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund«, sagde +hun, »og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester -- +og nu vil Du hugge dem om?« + +»Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra +Bedstefaders Tid«, meente Andrea Margrethe, »saa bleve vi da tilsidst +nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg +ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle +Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?« + +»Jo vist har De Ret«, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev +et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at +det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. »Men det er desværre ikke +alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af +det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den +gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde: + + »Wann wird doch das Blatt sich wenden, + Und das Reich der Alten enden?« + +Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae +noget Andet at see: den har Kraft til at -- til at --« + +»Til at skrive Aviser«, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone. +Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive +liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus, +og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt. + +Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den. + +»Se en Maage, en Maage!« raabte Andrea Margrethe. + +»Er det saa mærkeligt?« spurgte jeg. + +»Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en +Maage uden at misunde den.« + +»Hvorfor misunder De den?« + +»Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see +fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!« Og Andrea +Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke. + +Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig +undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og +Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en +Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om +Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa. + +»Nu skal jeg løbe mit Navn«, raabte Andrea Margrethe ind til os, og +nu løb hun i kjække raske Svingninger et =Andrea Margrethe= -- »og nu +Deres«, raabte hun op til Corpus Juris -- og øieblikkelig stod der et +zirligt =Frederik= ved Siden af. + +»Vil De ogsaa løbe mit Navn«, bad jeg. + +»Det kan De selv komme ud og skrive«, var hendes Svar, »De har da vel +ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.« + +Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst +til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som +gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han +roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo +heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris +erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa +Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde +han strax ile til Hjælp. Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde +ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at +spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen -- og Lykken hjælper de +Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over, +saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget +usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm, +men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea +Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg +kunne løbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg +skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde, +der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind +paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere +fløi vi -- nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi +ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi +syntes, at hun raabte: »En Maage! en Maage!« Dette fandt vi ikke var +nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde +imidlertid raabt: »En Vaage! en Vaage!« idet der nemlig befandt sig +en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens +Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde +see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen, +om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb +ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig +en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg +var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig +atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde +meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden, +hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han +var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før. +Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst +forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa +Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed, +var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men +Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis +kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden +Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang +skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da +Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen, +saa begave vi os paa Hjemveien. + +Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv. +Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var +mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der +var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde +sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have, +at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i +Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle +satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar +vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget +lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea +Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste +vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den, +ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor. +Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende, +men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen; +hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle +eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe +ganske alene derude med Andrea Margrethe. + + * * * * * + +Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde +undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt, +opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg +meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en +Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være +saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see +Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af +Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med +Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i +al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at +spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige +Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale +til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom +Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed +ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære +sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var +Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun +uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles +Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund +til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie +mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til +Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun +truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for +Corpus Juris. Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev +nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden +var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod +aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive +vækkede. -- Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den +Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og +før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og +bemægtige os Hanen. Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da +var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det +ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde +røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris. + +Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes +altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og +saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det +Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde +strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld +var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde +det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu +en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede +nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine +Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var +bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe, +hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae +ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris +øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe +ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i +Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da +jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde +hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge +hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun +hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i +Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes +det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt +for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi +kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa +at vi i den Henseende kunde være rolige. + +Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven +funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse +Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over +Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men +der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare +lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see +Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os +til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin +Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at +frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en +Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede +vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi +Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og +sov med Hovederne skjulte under Vingerne -- oppe paa Hjalet sad +Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi +aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, +eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men +Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte +jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren +og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede +ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi. +Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen +let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at +see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde +lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til +at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle +høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod +en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med +Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med +deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette +hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud +i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset +igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!« +Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage +Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at +blive overraskede af Niels i en =tête à tête= inde i Hønsehuset, +besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende +Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os +til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at +komme ubemærket bort. »Lad os skjule os herinde, følg blot mig!« +hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig +bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os. +Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde +ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at +vi To kunde staae derinde. + +Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men +det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de +oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte +Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over +til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være +løben bort. »Ja, ja«, lød Svaret, »saa kan Du give ham nogle Prygl, +naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren +godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!« + +Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han +fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested +-- men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed +stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til +Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde +Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren, +gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den +Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller +Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den +gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør. Jeg foreslog, at vi +skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken +maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i +Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af +vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive +den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde +blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi +skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man +bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten +Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge +efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa +gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt: +Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde, +Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde +Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at +fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge +og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at +gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette +vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at +høre, om Ingen skulde komme. Forgæves -- det syntes, som om hele +Gaarden var uddød. Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min +Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe +ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa +hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til +-- for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee +Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand +støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et +gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i +tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede +paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel +havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det +Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere +Bælmørke. Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg +ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg +ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et +Dommedagsslag paa Døren -- da i det Samme en af Dørene i den +modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde +Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke +Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte +vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten -- saa blev +Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei, +der kom Ingen -- Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før. +Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at +søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden +at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller +ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa +for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod +Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte +lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een +Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og +Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette +Fodtrin ile forbi. »Halloh«, raabte jeg, saa høit jeg kunde -- -- den +Forbiilende standsede -- nok et »Halloh«, der blev besvaret med et +»Hvor?« -- det var Corpus Juris' Stemme. »Her, her«, raabte jeg -- +»ja hvor? hvor?« blev der raabt tilbage -- »her, her i Hønsehuset!« +»I Hønse-!« men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab, +stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en +Død -- nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne +atter bliver aabnet. »Men hvor -- hvor er Andrea Margrethe?« spurgte +Corpus Juris forfærdet -- »der«, svarede jeg, idet Andrea Margrethe, +som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik +der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde +taget Skade paa sin Forstand -- han var lige ved at kaste sig paa Knæ +for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af +usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte, +som: Is -- løbe paa Skøiter -- Vaage -- drukne o. s. v. Saaledes trak +han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han +egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Præsten op +og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der +venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af +Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet +Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. »Her er de!« raabte +Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en +seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig. + +»Hvor kommer I fra?« spurgte Præsten overrasket. + +»Fra Hønsehuset!« svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om +det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens +han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an. + +»Fra Hønsehuset!« udbrød Præsten, »og hvad« -- mere fik han ikke sagt, +thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os +igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget +Tilstand, -- og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare +Øie. + +Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa +var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan +Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem +Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da +fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig. +Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro +derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da +en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa +de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da +han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde +nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede +ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig +Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke, +at vi muligvis kunde være der -- men der var intet Svar kommet paa +Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi +vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee, +at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa +Skøjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det +kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede +han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han +til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente +vel, at det havde ingen Fare, for »Ukrudt forgaaer ikke saa let«, +men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til +Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han +atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at +vi vare druknede. Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange +Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter +os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra +vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse +Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage +til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det +var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne +fundne. + +Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren +op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til +nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store +Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme +rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og +i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire +Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men +neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede +mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af +ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis +standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage +hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om, +hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at +man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist +om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og +Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han +snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde +forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre, +indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare. + +Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at +sige, hvem af os der saa værst ud. + +»Se der staaer Originalen«, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle, +»og der staaer Copien«, idet han pegede paa mig -- »Ligheden er +slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er +opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt +med den herlige Opfindelse.« + +Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles +Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge +op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde +hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken +kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris' +Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde +han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik +atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et +Øieblik. »Endnu er der Tid«, sagde jeg til mig selv, »Slaget er ikke +tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide, +vort Forehavende er ikke blevet røbet. Endnu kan det udføres: nu +kjender Du Leiligheden derovre -- Du kan i Hast løbe derover og tage +Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at +Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.« Som tænkt, saa +gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig +omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten +skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke +atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa +tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab, +som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst +gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et +lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe. +Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behøver da heller ikke +at have det saa forskrækkelig magelig, og des før vilde den vaagne og +glæde Corpus Juris med sine natlige Toner. + +Da jeg atter kom ned, fandt jeg Familien ved Aftensbordet. + +»Hør Nicolai«, sagde Præsten til mig, »kunde jeg nu ikke faae at +vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hønsehus?« + +Jeg havde ikke troet, at jeg paa Ny skulde blive underkastet noget +Forhør desangaaende og havde derfor ikke i Tide været betænkt paa +Svaret. Jeg maatte nu søge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde, +men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mærke, at min +Beretning blev temmelig usammenhængende og meningsløs. + +»Ja saa«, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, »og slige +Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven, +jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en +fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i +saa ung en Alder at være saa fordærvet! Igaar søgte De at slaae +Faderen ihjel, idag holder De natlige Stævnemøder med Datteren i +Hønsehuset. Men saa er det bedst strax at gjøre en Ende derpaa; nu +har De uden videre Tøven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea +Margrethe.« + +Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne +blev dømt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde +jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og +syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie, +men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt. Ikke desmindre +troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening +var upaatvivlelig den samme, som den havde været i Formiddags, da +Præsten havde berørt det samme Æmne: nu kan det ikke skee, men engang +om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa +kan der tales for Alvor derom. + +Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af +disse mærkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris +herude. Hjemme i Kjøbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at +spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa +Sophaen og læse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa +Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi +undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i +Nøddebo vilde han hvert Øieblik ud at spadsere. Navnlig nu for +Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over +otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden, +da han søgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen +tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe +derimod var af samme Mening som Corpus Juris. + +»Hvor skal vi da gaae hen?« spurgte jeg, der altid var rede til at +gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae. + +»Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden«, svarede denne. + +»Hvad skal vi paa Kirkegaarden?« + +»Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser +derude.« + +»Kan De see Spøgelser?« spurgte jeg, »jeg har aldrig været saa +lykkelig.« + +»Ja men jeg er et Søndagsbarn«, svarede Andrea Margrethe, »jeg er +født en Søndag, og derfor kan jeg see Spøgelser og Utysker.« + +»Se Dig selv i Speilet, saa seer Du strax eet Utyske«, sagde Præsten. + +»Skal vi saa gaae?« spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu +atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat. + +»Gaaer Du ikke med, Emmy?« spurgte Andrea Margrethe. + +»Ja jeg veed ikke ret -- gaaer De med, Christopher?« + +»Jeg er træt«, svarede Gamle, »jeg har mere Lyst til at blive her hos +Deres Forældre.« + +»Christopher er et godt Menneske«, sagde Præsten, »han tænker paa os +Gamle; I Andre tænke bare paa at føjte og more Eder -- vi Gamle kan +smukt sidde hjemme og kjede os.« + +Emmy erklærede, at hun vilde ogsaa blive hjemme. + +»Geneer Dig ikke«, sagde Præsten, »gaa kun med, det har Du alligevel +mest Lyst til.« + +Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig +rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og +først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa +vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus +Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab. + +Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris +kom mig i Forkjøbet. Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde +ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten +slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at +indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var +bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og +Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk +af hendes Tanker, der var rene og skjønne som de klare, hvide +Maanestraaler. Alt, hvad hun talte om, blev ligesom hævet op i en +lysere, skjønnere Verden, det var, som forstod hun at opfatte +Harmonien i Alt, saa at enhver Dissonants, enhver Uoverensstemmelse +og Strid forsvandt. Meget, der hidtil ikke havde vakt min +Opmærksomhed, forstod hun at aabne mit Blik for, saa at jeg pludselig +saae det i et heelt andet Lys. Som den kyndige Juveleer veed at +skatte den kostelige Ædelsteen, der for den Uindviede tager sig ud +som en ringe og uanseelig Kiselsteen, saaledes vidste hun strax at +paaskjønne, hvad godt og smukt der kunde være hos et Menneske, medens +Andre ikke kunde see noget Usædvanligt deri. Blandt Andet kom vi til +at tale sammen om Gamle, og jeg blev i høi Grad overrasket ved at +høre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde +Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa +meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjøre mig selv +Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed. Gamle var +min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget særdeles +Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham. +Anderledes med Emmy, hun var nærved at betragte Gamle som et Slags +høiere Væsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt +Skjønt og Stort, hans rige Kundskaber, hans ædle og medfølende Hjerte +for Andres Nød og Kummer. Jeg svarede hertil, at uden at ville +nedsætte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine +egne Drømmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden, +der omgav ham. + +»Og det siger De«, svarede Emmy med en Iver, jeg ikke før havde seet +hos hende, »det siger De, der endnu i Dag har havt Beviser paa den +Kjærlighed, hvormed han tænker paa Dem.« + +»Hvorledes det?« spurgte jeg. + +»Har De da allerede glemt, hvilken Skræk han har udstaaet i Aften for +Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var +borte, hvor han -- ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var +faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var +han af Tanken om Dem. Og nu hans Glæde over at gjensee Dem, agtet De +heller ikke den for Noget?« + +»Ja det var nu saadan en høitidelig Leilighed«, indvendte jeg, »han +troede, jeg var druknet, og saa var det da ikke saa underligt, at han +blev glad ved at finde mig levende: det Samme vilde jeg have gjort i +hans Sted uden at regne mig det til synderlig Fortjeneste. Men De +skulde see ham til Dagligdags, saa kan han gaae undertiden hele Timer +indesluttet i sig selv uden at sige et eneste Ord.« + +»Og er det da de bedste Mennesker, som tale meest? Troer De, at den, +som har mange Ord, ogsaa gjemmer Meget i Hjertet?« + +»Det troer jeg just ikke, men jeg mener dog, at man gjerne kan tale +lidt sammen engang imellem, uden at det just behøver at være saa +uhyre dybsindigt. Ellers kunde man tilsidst staae Fare for ikke at +tale et eneste Ord den hele lange Dag. Og naar han virkelig gjemmer +saa meget i sig, som De troer, hvorfor meddeler han da ikke os Andre +lidt af sin megen Visdom? Saalænge han beholder den for sig selv, er +den dog kun en død Skat.« + +»Har De da nogensinde bedet ham derom, og han har afslaaet det? Har +De nogensinde begyndt en Samtale med ham, og han har viist Dem +uvillig bort?« + +Jeg begyndte næsten at frygte for, at jeg havde gjort Emmy vred. Jeg +havde just heller ikke tilsigtet et saadant bestemt Angreb paa Gamle, +thi jeg nærede ingenlunde ringe Tanker om ham, men ifølge den +Modsigelsesaand, som boer i os Mennesker, kunne vi aldrig høre Nogen +roses paa særdeles Maade, uden vi strax føle os opfordrede til at +fremdrage Skyggesiderne og mangen Gang dvæle mere ved disse, end vi +egentlig havde betænkt fra først af. + +Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange +omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mærke dertil. Nu +standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at +have været altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset +saa temmelig uanseelig ud, syntes at være voxet i Maanelyset. Dens +hvide Mure, som kastede de blege Maanestraaler tilbage, havde ligesom +et aandeagtigt Udseende. Rundt om laa Gravhøi ved Siden af Gravhøi, +dækkede af det hvide Snelagen: ikke et Græsstraa var at see, ikke en +Fugl var at høre -- her havde den blege Død opreist sin Throne: Alt +var Kulde, Død og Taushed. En stærk Modsætning hertil var det +pludselig at høre Latter og høirøstet Tale; det var Corpus Juris og +Andrea Margrethe, som ligeledes vare gaaede Kirkegaarden rundt og nu +atter kom os i Møde. De vare i en hæftig Ordstrid sammen, men i al +Venskabelighed, thi de lo ligesaameget som de talte. Efterhaanden som +de kom nærmere, kunde vi bedre forstaae, hvad de sagde. + +»Deri gjorde hun Ret«, paastod Andrea Margrethe, »jeg vilde have +gjort det Samme i hendes Sted.« + +»Hvilket?« tillod jeg mig at spørge, da de i det Samme standsede lige +foran os. + +»Frederik har netop fortalt mig en Historie om en ung og deilig +Ridderjomfru, der boede paa en gammel Borg paa den anden Side af +Fjorden, og som sagde Nei til syv Beilere.« + +»Hvorfor gjorde hun det?« + +»For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den +Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det +Samme.« + +»Ja saa«, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter +Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter: +»Kjender De Visen om »Roselil og hendes Moder«?« + +»Ja vist saa«, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde +hen. + +»Vil De ikke synge den for os?« + +»Jo gjerne«, svarede Andrea Margrethe noget forundret over dette +pludselige Forlangende. Først da hun kom til Slutningen af Sangen, og +jeg ovenikjøbet havde den Dristighed at stemme i med ganske sagte: +»Roselil blev saa rød som et dryppende Blod« -- -- først da forstod +hun, hvad jeg havde meent. Hun standsede imidlertid ikke, men sang +rolig Visen ud og sagde derpaa til mig: »Den Hr. Peder syntes De vel +sagtens godt om?« + +»Ja«, svarede jeg uden Betænkning. + +»Det kan jeg tænke, men kjender De ogsaa Visen om »der arme Peter«?« + +»Nei den kjender jeg ikke.« + +»Nu vel, saa skal jeg ogsaa synge den for Dem« -- -- og nu begyndte +hun at synge: + + »Der Hans und die Grethe tanzen herum + Und jauchzen vor lauter Freude. + Der Peter steht so still und stumm + Und ist so blaß wie Kreide. + + Der Hans und die Grethe sind Bräutigam und Braut + Und blitzen im Hochzeitsgeschmeide. + Der arme Peter die Nägel kaut + Und geht im Werkeltagskleide.«[4] + + [4] H. Heine. + +Derpaa vendte hun sig om mod mig og sagde: »Hvad synes De om den Hr. +Peter?« + +»Nei den Peter synes jeg rigtignok ikke om.« + +»Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem paa samme Maade. -- Kom, lad os +gaae hjem«, sagde hun derpaa til Corpus Juris, og de To gik hurtig i +Forveien. + +Jeg blev staaende og grublede over, hvad Andrea Margrethe havde sagt +til mig. Hvad meente hun egentlig med disse Ord? Vare de en +Tilbagevisning, at jeg skulde vogte mig og ikke altfor dristig trænge +mig frem, eller vare de en Opmuntring, at jeg skulde tale, medens det +endnu var Tid, at jeg ikke siden maatte fortryde min Taushed? Disse +Gaader formaaede jeg ikke at løse, men der opstod i dette Øieblik en +vis Bitterhed hos mig mod Andrea Margrethe, fordi ogsaa hun, som jeg +hidtil havde holdt for saa aaben og ærlig, syntes at høre blandt dem, +der gjerne føre tvetunget Tale. + +»Skal vi ikke ogsaa gaae hjem?« spurgte Emmy. + +Lyden af denne blide Røst stemte mig atter mildere. Her, tænkte jeg +ved mig selv, her ved din Side staaer i det Mindste Een, hvis Sjæl +er aaben og reen, Een, som ikke kjender til skuffende og tvetunget +Tale, men hvis Ord ere rene og klare som hendes Tanker. + +»Se nu falder De jo selv i Tanker og lever i Deres egne Drømme«, +sagde Emmy til mig, »og det var netop det, som De før anklagede +Christopher for.« + +Ja Gamle, hvad havde han at falde i Tanker over? Men naar man har +faaet en saadan Sphinxgaade at løse som den, der nys var forelagt +mig, saa var det vel ikke underligt, om man tænkte saalænge over den, +at man tilsidst blev til Steen. At dette ikke hændtes mig, derfor +kunde jeg takke Emmys milde og livsalige Tale. + +Da vi nærmede os Præstegaarden, saae vi Corpus Juris og Andrea +Margrethe staae og titte ind ad Vinduet til Dagligstuen. Vi gik ogsaa +derhen og saae Præsten, Præstekonen og Gamle sidde derinde om en stor +Punschebolle. =Edite, bibete, collegiales!= sang Præsten ud til os, +og idet han hævede det fulde Glas i Veiret, raabte han til os: »Se +saaledes gaaer det de artige Børn, som smukt blive hjemme; de faae +Punsch at drikke, medens de uartige kan staae udenfor med tørre +Munde. Se Nicolai, hvor han seer ulykkelig ud -- ja saa faae vi vel +forbarme os over Eder og tage Eder til Naade. Kom da ind, saa skal I +ogsaa faae Landets Goder at smage!« + +Saa kom vi ind og toge Alle Plads om Punschebollen. -- »Smager den +Punsch ikke godt? for jeg har lavet den!« spurgte Andrea Margrethe +mig. »Udmærket!« svarede jeg med inderlig Glæde; ikke over Punschens +Godhed, men fordi jeg af Andrea Margrethes Ord til mig kunde see, at +der Intet var i Vejen mellem os, men at vi begge atter vare gode +Venner som forhen. -- Ogsaa Præsten var i udmærket Humør. Han +fortalte gamle Historier fra sine Studenterdage, hvorlunde de, naar +de exercerede, vare tre Mand om at stille een Uniform, hvorledes de +paa Hjemmarschen stillede Fanen ind i Porten og selv gik op til +Conditoren og drak Toddy o. s. v. Jeg sad i fuld Henrykkelse og +lyttede til og tænkte: »ak ja, det var de gode, gamle, lykkelige +Dage, hvem der dog levede i dem!« + +Andrea Margrethe var den, som først afbrød Præsten. Hun havde jo +overhovedet ikke megen Sympathi for de gode gamle Dage, og det var +vel sagtens heller ikke første Gang, at hun hørte disse Fortællinger. +Nu foreslog hun, at vi alle tilsammen skulde skrive et Rimbrev. + +»Ja det vil vel sige«, sagde Præsten, »at _jeg_ skal skrive et +Rimbrev, for I Andre pleie altid smukt at tie stille ved den +Leilighed.« + +»Christopher kan godt skrive Vers«, sagde Emmy, »han har tidligere +viist mig Digte, som han har skrevet.« + +»Og Frederik kan ogsaa rime«, sagde Andrea Margrethe, »saa Du kan +faae Hjælp nok, naar Du først vil begynde.« + +»Ja hvorom skal vi da skrive?« spurgte Præsten. Det var vanskeligt +nok at finde et Thema: den ene foreslog dette, den anden hint, men de +foreslagne Æmner befandtes at være ubrugbare. Endelig sagde Præsten: +»Nu har jeg fundet et Æmne, der er værdigt at besynges. Vi ville +skrive et Rimbrev over til Nicolais Fader og fortælle ham om Nicolais +Forlovelse med Andrea Margrethe, det vil bestemt glæde ham at høre, +hvilke Fremskridt hans Søn gjør herovre.« + +Dette Æmne var ikke efter Andrea Margrethes Smag, men hun blev nødt +til at give efter. Præsten beordrede nu almindelig Stilhed, for at vi +kunde blive inspirerede: jeg fik Pen og Papir og blev udnævnt til +Secretair, »thi«, som Præsten sagde, »jeg var vistnok altfor bevæget +til selv at kunne udtrykke mine Tanker.« + +Der indtraadte nogle Minuters dybe Taushed, hvori jeg havde +tilstrækkelig Tid til at betragte de forskjellige Ansigter. +Præstekonen og de to Døtre vare sysselsatte med deres Haandarbeider +og lode ikke til at ville tage activ Deel i Forfatterskabet. Præsten +sad med en meget dybsindig Mine og blæste den ene tykke Røgsky ud af +sin Pibe efter den anden, saa at han tilsidst forekom mig som en stor +Dampmaskine, der arbeidede og arbeidede for at fabrikere Vers. Corpus +Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa +Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa +Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et +vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i +Tanker og reent havde glemt det Hele. Men denne Gang havde jeg dog +gjort ham Uret, thi han var endog den Første, som begyndte. »Skriv, +Nicolai«, sagde han til mig, og derpaa begyndte han at dictere: + + »Vi binde i Rimenes festlige Klang + »Den Nyhed, vi har Dig at bringe, + »Thi mægtig fra Hjertet frembruser vor Sang, + »Og ei vi formaae den at tvinge. + »To elskende Hjerter -- -- to elskende Hjerter -- + +det er dog kjedeligt, nu har jeg glemt Slutningen«, sagde Gamle, idet +han forgæves søgte efter i sin Hukommelse. + +»Saa kan Nicolai skrive saaledes«, sagde Præsten: + + »To elskende Hjerter, der længtes saa svart, + »Har fundet hinanden -- det gik i en Fart.« + +Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra +ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor +den blev staaende. + +En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Præsten: »Skriv +Nicolai: + + »Dog mange Lyder + »Besidder _Han_, + »Og snart hans Dyder + »Man tælle kan: + »Sort er hans Øje, + »Og sort hans Sjæl; + »Vi maae ham kalde + »En Laban fæl.« + +Jeg havde endnu ikke faaet sat Punktum, før Corpus Juris raabte: +»Skriv Nicolai!« og nu dicterede han saa hurtig, at jeg knap kunde +følge ham: + + »Men _Hendes_ Dyder + »Er uden Tal, + »Og ingen Lyder + »Man finde skal. + »Klart hendes Øie, + »Lyst hendes Sind, + »Frisk hendes Tale + »Som Morgenvind.« + +Andrea Margrethe bøjede sig ned over sit Sytøj og syede saa ivrig, at +det undrede mig, at hun ikke stak sig i Fingrene; men Præsten udbrød: +»Nei see til Juristen, hvor han kunde galloppere afsted, da han først +kom op paa Vingehesten; det havde jeg aldrig troet. Det forstaaer +sig: det Meste deraf var jo Plagiat efter mig.« + +»Nei«, raabte Corpus Juris, »Plagiat er det sandelig ikke; Formen var +maaskee den samme, men Indholdet var nyt, og det er ikke Formen, men +Indholdet, som det kommer an paa.« + +»Hu ha, jeg tier, jeg tier«, sagde Præsten, »før mig bare ikke en +Proces paa Halsen, saa jeg bliver nødt til at gaae fra Hus og Hjem. +Deres Vers ere ganske splinternye, og det er mine, som er Plagiat +efter Deres: er De saa fornøiet med den Erklæring?« + +»Men Du har været altfor stræng mod Nicolai«, sagde Præstekonen, »det +Vers maa Du lave om.« + +»Nei saamænd gjør jeg ej«, svarede Præsten, »Nicolai er et skændigt +Menneske, der burde afmales med endnu sortere Farver. Saadan en +attenaars Don Juan -- det er jo græsseligt! -- -- Men hvem +fortsætter?« + +»Nu maa De komme med Noget«, sagde Corpus Juris, idet han bøjede sig +over mod Præstekonen. + +»Ja lad nu Mo'er ogsaa komme frem«, sagde Præsten, »hendes bliver +bestemt det Bedste af det Altsammen, -- saa faae vi saadan en smuk +Slutning.« + +Præstekonen vilde i Begyndelsen ikke, men da Corpus Juris blev ved at +trænge ind paa hende, begyndte hun først lidt frygtsomt, men senere +mere roligt: + + »Dog vistnok din Længsel maa være stor, + »De Elskendes Navne at vide, + »Thi skikke vi did da det vingede Ord, + »Og sikkert derpaa tør Du lide: + »Thi Bruden er Jomfru Andrea saa skjøn --« + +Her afbrød Præsten hende pludselig: + + »Men Labanen det er din egen Søn!« + +Alle Præstekonens Indsigelser hjalp ikke, Præsten paastod, +understøttet af Corpus Juris, at denne Slutning skulde blive +staaende, og vilde tage Brevet til sig for næste Dag at sende det +afsted. »Jeg skal love for, at Deres Fader vil blive fornøiet, naar +han faaer slige Nyheder at høre«, sagde Præsten. + +Jeg beholdt imidlertid Brevet, idet jeg paastod, at der skulde tages +en Afskrift, thi det nærværende Exemplar var skrevet altfor utydelig, +til at det kunde bortsendes, og under dette Paaskud gjemte jeg Brevet +i min Tegnebog med den stille Beslutning, at det skulde aldrig komme +videre -- men maaskee nok et lignende af samme Indhold, dog i en +anden Form. + +Den Aften blev vi ikke siddende længe oppe for ikke at forstyrre +Præstens Nattero, kun en ganske kort Tid bleve vi endnu sammen, +efterat Præsten var gaaet bort fra os, og derpaa skiltes vi fra +hverandre. Corpus Juris havde endnu Noget at sige Andrea Margrethe, +hvorfor jeg skyndte mig i Forveien op paa hans Værelse for at see +efter, om Hanen endnu var der -- jo der sad den oppe lunt og godt og +sov, uden at Nogen kunde mærke dens Tilstedeværelse: men imorgen +tidlig -- sikken et Spektakel, der vil blive, naar Hanen begynder at +gale og Corpus Juris at skænde! + + * * * * * + +Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg atter vaagnede; mit Blod var +i stærk Uro, og mine Tanker i ikke mindre. Jeg maatte tænke paa det +Rimbrev, vi havde skrevet. Jeg var aldrig rigtig paa det Rene med, om +Præsten talte Spøg eller Alvor, thi hans Ansigt var sædvanlig aldeles +uforandret. Kunde han dog nu ikke have meent noget mere med dette +Brev end en blot Spøg? Kunde det dog ikke være som et hemmeligt Vink +om, at jeg skulde blot ikke være bange; naar jeg kun dristigt gik +frem, turde jeg nok være vis paa Sejr. Jeg gjennemgik i Erindringen +Alt, hvad Præsten havde sagt den Aften, og des mere blev jeg +bestyrket i denne min Overbevisning. Jeg vilde vente fire eller fem +Aar, til jeg havde faaet min Embedsexamen: saaledes havde jeg tænkt +den foregaaende Aften -- men hvorfor vilde jeg vente saalænge? Fordi +Gamle havde sagt det -- men var da Gamle ufeilbar i sine Meninger og +Domme? Der var jo mange Mennesker, der havde forlovet sig i samme +Alder som den, hvori jeg var, og som dog vare blevne meget lykkelige +Ægtemænd. Kan man overhovedet bestemme nogen Alder for et Menneske, +hvori han skal forlove sig? -- -- -- Fire eller fem Aar: det er en +lang Tid -- hvem veed, hvad der kan skee imidlertid? Kunde ikke en +Anden komme mig i Forkjøbet? Ja denne Anden kunde jo komme inden et +halvt Aar, inden en Maaned, og saa kunde jeg hele mit Liv igjennem +angre min Uforsigtighed, at jeg nu havde forsømt det gunstige Øjeblik +og ikke talt, medens det endnu var Tid. Thi at det nu netop var den +rette Tid til at tale, det var klart af Alt: havde ikke Andrea +Margrethe selv sagt til mig, at jeg skulde vogte mig, at det ikke +gik mig som den arme Peter. Naar jeg tænkte paa hele hendes Opførsel +imod mig, hvorledes vi, der før slet ikke havde anet hinandens +Tilværelse, nu i Løbet af to Dage havde stiftet et saa nøie +Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Søster -- hvad kunde hun +vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden, +at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den +arme Peter. -- -- Men jeg gjorde maaskee dog bedst i at vente lidt +endnu, at betænke mig ret, at jeg om fornødent endnu i Tide kunde +trække mig tilbage -- -- nei, nei, en rigtig Elsker tænker aldrig paa +at trække sig tilbage, han kaster enhver Bro af bagved sig og iler +kun fremad, indtil han finder enten Sejr eller Undergang. + +Jeg kunde ikke blive liggende rolig, jeg sprang op af Sengen, gik +hen og aabnede et Vindue. Jeg saae op mod den stille, klare +Stjernehimmel; men atter vendte mine gamle Tvivl tilbage. Gamle havde +sagt, at det var den største Taabelighed at forlove sig som Student, +tidligere havde jeg altid fulgt Gamles Raad og befundet mig vel +derved, hvorfor vilde jeg da ikke gjøre det nu? -- -- I det Samme +faldt et stort og prægtigt Stjerneskud: »nei, nei«, sagde jeg til mig +selv, »Du skal ikke tvivle og ikke frygte, der seer Du Tegnet paa +dine Ønskers Opfyldelse, gaa kun freidig frem og stol dristig paa din +Lykke!« + +Disse sidste Ord maa jeg formodentlig have sagt høit, thi Corpus +Juris raabte ind til mig: »Hvad er der paa Færde, Nicolai? Snakker Du +i Søvne?« -- og da han reiste sig op og saae mig staae i det aabne +Vindue, gav han sig til at skænde og heftig bebreide mig min +Uforsigtighed. Nu begyndte ogsaa Gamle at røre sig. »Nicolai, +Nicolai, hvad har Du for?« og da han saae mig i det aabne Vindue: +»men er Du gaaet fra Forstanden? I aabent Vindue midt om Natten ved +Juletider uden at være paaklædt -- -- vil Du paa Øjeblikket gaae i +Seng igjen. Du kan forkjøle Dig og blive syg, faae Brystsyge og +Tæring deraf« -- -- »og Koldfeber og Typhus«, tilføiede Corpus Juris, +»og smitte hele Huset; vil Du nu strax gaae i Seng.« Saa maatte jeg +lukke Vinduet og gaae i Seng; lidt efter kunde jeg atter høre Gamles +og Corpus Juris' dybe Aandedrag, der tilkjendegav mig, at de begge +vare faldne i en sød Slummer. »Og saadanne Menneskers Raad vil Du +følge?« sagde jeg til mig selv, »Mennesker, der kun tænke paa at +forkjøle sig og blive syge; hvad forstaaer de dem paa at forlove sig? +Men det er Følgen af at gaae og blive en gammel Pebersvend: saa +tænker man kun paa Brystsyge og Tæring og Typhus og Koldfeber -- -- +saadanne to Ærkephilistre!« og i dette Øjeblik følte jeg mig optændt +af saa heftig Vrede mod Gamle og Corpus Juris, at jeg næsten kunde +have Lyst til at paadrage mig en Typhus eller Koldfeber bare for at +have den Fornøielse at smitte dem. Ved en meget naturlig +Tankeforbindelse kom jeg til at tænke paa Hanen, som jeg havde +anbragt inde hos Corpus Juris, thi denne vilde dog vist blive +ærgerlig derover, og selv Gamle var istand til at blive gnaven. Denne +Tanke virkede saa beroligende paa mig, at jeg atter faldt i Søvn. +Efter nogle Timers Forløb vaagnede jeg med den samme Tanke, hvormed +jeg var slumret ind: Hanen. Men det undrede mig, at jeg slet ikke +havde hørt Noget til den endnu: det maatte dog bestemt snart være +Morgen. Jeg tog mit Uhr ned og følte paa Viserne, Klokken maatte være +henved sex. Men hvad er det dog for en Syvsover af en Hane, der ikke +havde galet endnu? Eller skulde den have galet, medens jeg sov, uden +at jeg havde hørt det? nei det var umuligt. Eller skulde den endelig +være spadseret bort af sig selv -- nei det kunde den jo heller ikke, +thi Udgangsdøren var lukket. Jeg maatte op at see, hvordan det kunde +hænge sammen. Jeg stod atter op og listede mig ganske sagte over +Gulvet ind til Corpus Juris og stak Haanden op over det store Skab -- +jo ganske rigtig, Hanen sad deroppe endnu. Jeg gav et lille Puf til +den for at vække den, men i det Samme begyndte Corpus Juris at +strække sig i sin Seng, og jeg skyndte mig hurtig tilbage af Frygt +for, at han skulde vaagne og see mig. Saa laa jeg ganske stille og +ventede paa, at Hanen skulde begynde at gale, men der var ikke +mindste Tegn til, at det vilde skee. Man kunde næsten fristes til at +troe, at Hanen havde været til Julesvir i de sidste Nætter og nu var +i Færd med at sove Rusen ud. Medens jeg laa og speculerede over, hvor +vidt der kunde være nogen Sandsynlighed herfor, eller hvad anden +Grund der vel kunde findes til denne mærkværdige Taushed, faldt jeg +paa Ny i Søvn. + +Da jeg atter vaagnede, var det højlys Dag, Solen skinnede muntert ind +af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine Øjne; min første +Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Værelse +-- Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation. Det var +dog altfor mærkeligt, nu maatte jeg have Forklaring, og i eet Spring +var jeg inde hos Corpus Juris: Hanen sad der endnu. »Dit uforskammede +Dyr«, raabte jeg, idet jeg rakte Haanden op og tog den ned, »hvor tør +Du vove at -- --« forskrækket standsede jeg: Vinger og Hoved hang +slappe ned -- -- den var død. Forgæves rystede jeg den, forgæves +vendte jeg den paa alle Ender og Kanter: den var og blev død. Nu +faldt det mig pludselig ind, at jeg den foregaaende Aften havde +maattet anbringe et lille Tryk paa dens Hoved for at faae Plads til +den, at dette Tryk muligvis havde været for stærkt, og at den +saaledes var bleven qvalt. Jeg lod den falde ned paa Gulvet og hengav +mig til Betragtninger, der vare af en mindre glædelig Art. Allerede +det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min +Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjøndt jeg trøstede mig med, +at den upaatvivlelig var død en hurtig Død, og at dens Skæbne vel +neppe nogensinde vilde være bleven at døe Straadød. Men den var +Præstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil? Og +paa hvad Maade skulde jeg bedst fortælle, hvad der var skeet -- thi +det er dog yderst ubehageligt, naar man vil optræde som Elsker og som +Frier, da at skulle bede om Forladelse som en kaad Skoledreng, der +har gjort dumme Streger. Et Øjeblik tænkte jeg paa, om det maaskee +ikke var bedst at afgjøre det Hele paa en flot Maade -- f. Ex. naar +Præsten spurgte om, hvor Hanen dog kunde være bleven af, da at sige i +en let henkastet Tone: »den har jeg saamænd slaaet ihjel« -- men +denne Plan opgav jeg igjen, thi jeg følte, at den var umulig for mig +at gjennemføre, navnlig naar Emmy eller Andrea Margrethe var +tilstede. Imidlertid blev jeg ikke klogere af at staae her; jeg skød +derfor Hanen til Side og gik ned i Haab om, at der vilde aabne sig en +eller anden Udvei for mig. + +Da jeg kom ned i Dagligstuen, fandt jeg den tom, der var Ingen +tilstede. Themaskinen stod paa Bordet og snurrede, den var ifærd med +at gaae af Kog; jeg kunde see, at Alle havde drukket The og vare +formodentlig gaaede ud at spadsere ovenpaa. Saa skænkede jeg mig selv +en Kop The og satte mig hen i Sophaen. I det samme gik Døren op, og +Andrea Margrethe traadte ind med blussende Kinder og straalende Øjne; +frisk og livsalig saae hun ud som den unge Morgen. + +»Godmorgen Nicolai«, sagde hun, »men det var dog forskrækkeligt, saa +længe De har sovet idag.« + +»Aa ja«, svarede jeg kort, idet jeg rørte om med Theskeen i min Kop. + +»Frederik og jeg har spadseret en mageløs Morgentour sammen«, vedblev +Andrea Margrethe. Men denne Efterretning var just ikke skikket til at +sætte mig i bedre Humør, og jeg svarede derfor ganske kort: »Saa?« + +»»Aa ja« -- og »saa«, hvad skal det sige?« spurgte Andrea Margrethe. +»De er i daarligt Humør; er der gaaet Dem noget imod?« + +Disse Ord bleve sagte i en saa hjertelig Tone, at jeg samlede Alt mit +Mod og fortalte, hvad der var skeet. + +»Ja det var rigtignok meget slemt, meget slemt«, sagde Andrea +Margrethe, idet hun rystede paa Hovedet, »det vilde jeg ønske, De +ikke havde gjort.« + +»Troer De, at Deres Fader vil blive vred derover?« + +»Vred bliver han vel ikke, men han vil komme i daarligt Humør, og det +er saa kjedeligt for os Andre.« + +»Det var maaskee bedst, om jeg strax fortalte ham Alt«, sagde jeg. + +»Nei gjør bare ikke det«, sagde Andrea Margrethe, »saa bliver han jo +strax i daarligt Humør. Nei lad os hellere vente, saa finde vi +maaskee paa een eller anden Udvei.« Og hun lagde Fingeren paa Hagen +og saae heel eftertænksom ud. »Der falder mig Noget ind«, sagde hun +lidt efter, »Naboens har en Hane, der ligner vor, kun er den noget +mindre: den kunde vi maaskee laane.« + +»Ja hvad kan det hjælpe? Det er jo kun Galgenfrist.« + +»Det kan hjælpe meget, for Fader er noget kortsynet og vil ikke lægge +Mærke dertil, saa kan vi altid vente, til De er reist til Kjøbenhavn, +og saa først fortælle ham Sagens rette Sammenhæng.« + +»Men saa bliver han jo alligevel i daarligt Humør«, indvendte jeg. + +»O det gjør ikke Noget, for saa ere vi alene med ham; jeg skal +desuden nok snakke godt for ham igjen.« Og dermed gik Andrea +Margrethe ud for at laane Naboens Hane. Lidt efter kom hun atter +tilbage med den; vi fik den sat ud i Gaarden, hvor den nok saa strunk +spankulerede op og ned, slog med Vingerne og galede, akkurat, som +det kunde have været den gamle Hane. + +Nu kom Præsten ind, fulgt af Præstekonen og Corpus Juris, lidt efter +kom Gamle og Emmy. Jeg blev slet ikke glad ved at see hele Selskabet +samlet, thi jeg frygtede for, at mit Uheld skulde opdages nu, da Alle +vare tilstede, og jeg saaledes komme til at staae offentlig Skrifte; +i saa Fald kunde jeg da vente en lang Straffeprædiken af Gamle, og at +Corpus Juris vilde lee mig dygtig ud. + +»Godmorgen Syvsover!« raabte Præsten, idet han kastede sin med +Rimfrost dækkede Hue hen i Ansigtet paa mig, »den Kunst at sove +forstaaer De udmærket; De kan da blive Professor deri, hvad Øjeblik +det skal være.« + +»Ja jeg har sovet udmærket«, svarede jeg, idet jeg behagelig strakte +mig tilbage i Sophaen. + +»_Har_ sovet«, sagde Præsten, »jeg troer næsten, at De kunde med +ligesaa god Grund bruge Præsensformen. -- Nu, hvad for Ulykker har De +betænkt at anrette idag?« + +»Jeg kunde nok have Lyst til at ryge lidt Tobak«, svarede jeg hurtig, +thi jeg begyndte at frygte for, at Andrea Margrethes Plan dog ikke +vilde lykkes, og jeg foretrak derfor at faae Præsten over i hans +Studereværelse, for der at fortælle ham Alt i Enrum, fremfor at staae +aabenlyst Skrifte i Dagligstuen. + +»Tobak? ja det er jo en meget nyttig Gjerning; kom da over med mig«, +og med disse Ord gik Præsten henimod Døren, medens jeg hurtig sprang +op for at følge ham. Men idet Præsten lagde Haanden paa Laasen, +standsede han pludselig og saae opmærksomt udaf Vinduet. + +»Det er da underligt med den Hane; den seer ud, som om den var bleven +mindre end igaar.« + +»Det er, fordi den gaaer saa langt borte, den er jo ovre i den anden +Ende af Gaarden, derfor seer den saa lille ud«, skyndte Andrea +Margrethe sig at sige, men jeg kunde see paa hendes Ansigt, at hun +kæmpede en haard Kamp med sig selv for ikke at briste i Latter. + +»Aa hvad er det for en Snak«, svarede Præsten; »kom Mo'er og see: er +den Hane nu ikke bleven mindre end igaar? -- Hør Nicolai«, vedblev +han, idet han pludselig vendte sig om imod mig, »De har bestemt spist +Lidt af den igaar, da de var inde i Hønsehuset.« + +Nu kunde Andrea Margrethe ikke tvinge sig længer, men brast i Latter. + +»Hvad skal det betyde?« spurgte Præsten, og nu var der ikke Andet for +mig at gjøre end at gaae til Bekjendelse. + +»De er et forskrækkeligt Menneske, Nicolai«, sagde Præsten, da jeg +havde endt min Beretning, »De holder jo ikke Fred, før De har slaaet +baade Mennesker og Dyr ihjel i Præstegaarden. Det er bedst, De strax +kommer over at faae noget Tobak, saa er jeg da sikker, at De i al +Fald saa længe ikke anretter Ulykker.« + +Jeg var hjertelig glad over at slippe for saa godt Kjøb, men det +Værste stod endnu tilbage. Thi for det Første maatte jeg siden, hvad +jeg nok havde frygtet, høre en lang Straffeprædiken af Gamle, hvori +han foreholdt mig mine Pligter mod Dyrene. Disse kjendte jeg +rigtignok meget vel, og tilmed havde jeg jo ikke dræbt Hanen med +Forsæt, men jeg holdt det dog for rigtigst at tie stille, thi ellers +vilde Gamle blot have vedblevet endnu længer. Men langt utaaleligere +opførte Corpus Juris sig. Han overdængede mig med en Mængde +Spottegloser og Stiklerier om at slaae Haner ihjel, om at ville vække +andre Folk og selv sove over sig o. s. v. o. s. v. Navnlig hver Gang +jeg nærmede mig Andrea Margrethe og vilde begynde en Samtale med +hende, var han utrættelig i at angribe mig med den Slags Vittigheder. +Tilsidst blev jeg kjed af at høre herpaa, tog Kaskjet og Vinterfrakke +og gik ud paa Marken. Efterat have vandret noget omkring der ude, +faldt der mig en ny Hævnplan ind mod Corpus Juris. Jeg gik atter +tilbage, listede mig op paa hans Værelse, tog de underste +Sengebrædder ud af hans Seng og gjemte dem i Skabet og stillede +derpaa Matrasser og Dyner saa kunstig sammen igjen, at det var +umuligt at see, at der fattedes Noget. Naar da Corpus Juris om +Aftenen forføjede sig til Sengs, vilde han ufeilbarlig falde paa +Gulvet. Efterat have fuldført denne Bedrift gik jeg atter ned til de +Andre og taalte nu rolig alle Corpus Juris' Drillerier, idet jeg +trøstede mig med, at i Aften kom Touren til mig til at lee, og den +som leer sidst, han leer bedst. + +Alligevel var jeg ikke ganske vel tilmode den Dag. De Planer, som jeg +havde ruget over om Natten, fremstillede sig atter for mig, uden at +jeg ret havde Mod til at gjennemføre dem. Jeg var adspredt og gav +forkeerte Svar, naar jeg blev tiltalt, hvilket end mere gav Corpus +Juris Lejlighed til at afskyde sine Vittighedspile paa mig. Saa gik +jeg ud paa Kirkegaarden for at faae Fred; _der_ havde jeg Ro nok til +at tænke efter. Og dertil kunde jeg trænge, for det var store Sager, +jeg havde at tænke over. Mine Tanker vare ligesom det oprørte Hav, +hvor det ene Bølgeslag følger efter det andet, det ene større end det +andet, og det sidste er det allerstørste. Hvergang jeg havde +gjennemtænkt een Tankerække og meente, at nu var jeg færdig med den +og kunde rolig lægge den til Side, saa dukkede pludselig en ny op, +som var endnu vanskeligere at behandle. Saaledes meente jeg +tilstrækkelig at have godtgjort, at det var paa Tide, at jeg +forlovede mig, men pludselig opstod det Spørgsmaal hos mig, om det nu +ogsaa var afgjort, at jeg skulde forlove mig med Andrea Margrethe. +Over denne Tvivl blev jeg i høi Grad forbauset, thi jeg var netop +gaaet ud fra den Tanke, at jeg burde forlove mig med Andrea +Margrethe, og først derfra var jeg kommen til det Resultat, at det +netop nu var paa Tide, at jeg forlovede mig. Men nu omstyrtede jeg +atter Præmisserne, og saa maatte Slutningen nødvendigvis ogsaa falde +bort, og dermed var da al min hidtidige Eftertænken spildt Arbeide. +Imidlertid tog jeg dog atter fat paa det sidst opkastede Spørgsmaal, +om jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, men hvorledes kunde +jeg finde noget afgjørende Bevis for Rigtigheden heraf? Jeg tænkte og +tænkte, men jo mere jeg tænkte, desmindre kom der ud af min Tænken, +og tilsidst vidste jeg hverken ud eller ind. + +Solen, der hidtil havde skinnet klart og muntert, var efterhaanden +gaaet bag nogle Skyer, hvorved Alt havde faaet et vist sørgeligt og +mørkt Anstrøg. »Solen har maaskee ogsaa Noget at tænke paa«, sagde +jeg til mig selv, »derfor bliver den nu ligesaa taageindhyllet som +mine Tanker. Men det var, som om Solen kunde have gjættet denne +Formodning og nu vilde retfærdiggjøre sig, thi pludselig brød den +frem i al sin Glands gjennem Skyerne og kastede sine klare Straaler +henover den hvide Kirkemur. I det samme Øjeblik var det mig, som om +mine egne Tanker brøde frem af de Tvivlens Taager, hvori de havde +været hyllede, thi nu erindrede jeg mig paa een Gang følgende Ord fra +min philosophiske Propædeutik: »Enhver Forbindelse, der indgaaes +mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel +fremgaae af Tilbøjelighed som være begrundet i et Fornufthensyn.« Der +havde jeg jo det Bevis, som jeg søgte, og som soleklart godtgjorde, +at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe. Thi denne Forbindelse +fremgik af Tilbøjelighed, eftersom jeg virkelig var forelsket i +Andrea Margrethe, og tillige var den begrundet i et Fornufthensyn, +thi at Andrea Margrethe engang vilde blive en udmærket Præstekone, +derom vidnede hendes Bestyrelse af Huset, som jeg allerede i min +første Samtale med hende havde overtydet mig om. Altsaa: her var +baade Tilbøjelighed og et Fornufthensyn, følgelig burde jeg +forlove mig med Andrea Margrethe, og burde jeg forlove mig med +Andrea Margrethe, saa burde jeg forlove mig strax: =qvod erat +demonstrandum=. Det var, som om en tung Steen var falden fra mit +Hjerte, jeg følte mig saa fri og let som en Fugl i Luften, og idet +jeg atter gik gjennem Haven tilbage til Præstegaarden, sang jeg af +fuld Hals: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde +kan -- ohi ohøi!« + +Ved min Indtrædelse i Dagligstuen fandt jeg Corpus Juris og Gamle i +en heftig Disput; Emmy og Andrea Margrethe sadde som tavse Tilhørere. +Striden dreiede sig om de danske Studenter og Tonen mellem disse. +Begge to vare de enige i, at Studenterlivet ingenlunde var, hvad det +burde og kunde være, men i at forklare Aarsagen til dette Phænomen +vare de højst uenige. Gamle meente nemlig, at den maatte søges deri, +at Studenterne nuomstunder gave sig altfor _meget_ af med Politik, +Corpus Juris søgte den derimod deri, at Studenterne gave sig altfor +_lidet_ af med Politik. Gamle godtgjorde Sandheden af sin Paastand +ved at henvise til hine lykkelige Tider, da man efter endt Dagværk +samledes som trofaste Brødre uden Partistrid og Partihad og i et +ubundent Ungdomslune slog sig løs fra alle Trivialitetens Sorger og +Bekymringer. Corpus Juris meente, at det var en svunden Tid, som ikke +mere lod sig tilbagekalde, nu var Folket vaagnet til Frihed, og det +var Studenternes Sag at klare og udvikle denne Bevidsthed, det var +deres Sag at gaae fremmest i Kampen og ikke fejgt og dorsk at trække +sig tilbage i et gemytligt Philisteri med Nathuen ned over begge +Øren. Striden var her nærved at gaae over til Personligheder, om ikke +Andrea Margrethe havde givet den en anden Vending ved at spørge mig +om min Mening. + +»Jeg«, svarede jeg, »jeg mener, at Livet mellem Studenterne er i +enhver Henseende, hvad det bør og skal være og aldeles upaaklageligt. +Jeg kommer aldrig op i Studenterforeningen, uden at jeg træffer gode +Venner og Bekjendte og morer mig udmærket.« + +»Der mærker man da strax, at det er Russen, der taler«, sagde Corpus +Juris med en vis haanlig Betoning, »han seer Alt i et rosenrødt +Skær.« + +»Saa gid alle Studenter vilde vedblive at være Russer«, raabte jeg, +»men naar man gaaer hen og bliver en gammel vranten« -- Pebersvend, +vilde jeg have sagt, men blev afbrudt af Andrea Margrethe, der sagde, +at det glædede hende, at jeg befandt mig saa vel blandt Studenterne, +men om jeg ogsaa virkelig var vis paa, at Alt var saa fortræffeligt? + +»Jo det er jeg vis paa«, svarede jeg med stor Iver, thi jeg +begyndte at komme i Hede, »i Studenterne boer Ungdomslivet og +Ungdomsfriskheden, og fra dem skal det udbrede sig over hele Folket +-- -- de danske Studenter, de kan, hvad de _vil_«, tilføjede jeg med +stærkt Eftertryk, idet jeg tænkte paa det Forsæt, som jeg havde +fattet ude paa Kirkegaarden, og hvori jeg nu var urokkelig. Striden +var imidlertid bleven ført bort fra sin egentlige Gjenstand, og +Samtalen vendte sig til andre Æmner. + + * * * * * + +Muligvis kunde En og Anden forarge sig over de hyppige Disputer, der +fandt Sted mellem os tre Brødre, og mene, at Broderkjærligheden just +ikke kan være saameget stor mellem os. Men jeg maa hertil svare, at +vi ikke mene hinanden det saa slemt: det er Noget, der nu engang +ligger i vor Natur, og som vi maaskee have arvet fra vore gamle +Forfædre, der først maatte slaae Arme og Been itu paa hinanden, inden +de kunde blive rigtig gode Venner. Dertil kommer, at denne +Disputeresyge fremtraadte langt stærkere i hine Dage, vi tilbragte i +Nøddebo Præstegaard, end den ellers plejer. Man skulde have ventet +det Modsatte, nemlig at den Fredens og Kjærlighedens Aand, som +herskede her, ogsaa havde meddeelt sig til os. Dette skete imidlertid +ikke. Meest Brøde, troer jeg, paahvilede Corpus Juris; han var i hine +Dage højst pirrelig, han var, om det maa være mig tilladt at bruge en +uskjøn, men meget træffende Talemaade, ligervis som et raaddent Æg. +Man kunde sige, hvad man vilde: strax fandt Corpus Juris det +fornødent at opponere. Overfor Gamle var dette vel sjeldnere +Tilfældet, thi for denne havde han en vis Respect, men desto +hyppigere gik det ud over mig, som jeg alt har anført flere Exempler +paa. -- Efter denne lille Apologi vender jeg atter tilbage til min +Fortælling. + +Da vi om Eftermiddagen sadde samlede i Dagligstuen: Præstekonen, Emmy +og Andrea Margrethe hver sysselsat med et Haandarbejde, og Gamle, +Corpus Juris og jeg sad og saae derpaa, traadte Præsten ind og indbød +mig til et Parti Schach. + +Jeg modtog Tilbudet, men i mit stille Sind opkastede jeg det +Spørgsmaal, hvorfor Præsten ikke ligesaa gjerne kunde have indbudt +Corpus Juris til at spille Schach. Andrea Margrethe bragte +Schachbrættet og Brikkerne frem, og vi satte os ned for at begynde +Spillet. + +Uheldigvis havde jeg mine Tanker mere ved Andrea Margrethe end ved +Schachspillet, og Følgen var, at jeg mistede den ene Officeer efter +den anden. + +»De troer nok, at vi spille »Først af Brættet««, sagde Præsten -- +»Mat!« + +For dog at lade, som om jeg havde fulgt Spillet med nogen Interesse, +maatte jeg forlange Revanche. Men det gik mig ikke bedre anden Gang, +og tilmed kom jeg uforvarende, idet Præsten sagde mig Mat, til at +støde min Dronning ned paa Gulvet, saa hun gik midt over. + +»Saa«, sagde Præsten, »begynder De nu at gaae løs paa mine stakkels +Schachbrikker. Nej med Dem er der intet Udkomme, det er jo et +fuldstændigt Ødelæggelsesprincip, der har taget Bolig i Dem. +Christopher og Frederik, kom De og lad os faae en fornuftig Schach en +=quatre=; jeg skal spille med den blinde Mand.« + +»Aa lad mig være med som den fjerde Mand«, bad Andrea Margrethe. + +»Du?« sagde Præsten, »see Du at faa et Slag Hanrej eller Sortepeer +med Nicolai, det er Noget for Jer To.« + +Andrea Margrethe vedblev imidlertid sin Begjæring og blev saa kraftig +understøttet af Corpus Juris, der bestemt fordrede hende til Makker +istedenfor Gamle, saa Præsten tilsidst maatte give efter: han og +Gamle bleve Makkere, og Corpus Juris og Andrea Margrethe dannede +Modpartiet. De havde netop indtaget deres Pladser, da vi hørte en +Vogn rumle ind ad Porten. + +»Hvem er det?« spurgte Præsten, idet han lagde Haanden bag Øret for +at opfatte de Kommendes Stemmer (thi vi havde alt tændt Lys og +rullet Gardinerne ned). + +Andrea Margrethe løb hen til Vinduet og kiggede ud bag Rullegardinet. +»O vee, o vee, o vee!« raabte hun, »det er Forpagter Kjeldborg med +hele sin Familie!« + +»Er det saadanne græsselige Mennesker, siden De raaber tre Gange +Vee?« spurgte jeg. + +»De ere saa græsselig kjedsommelige, saa der er ingen Ende derpaa«, +sagde Andrea Margrethe. »Faderen og Sønnen har kun tre Æmner til +Samtale; det første er Heste, og det andet er Heste, og det tredie er +ogsaa Heste, og Moderen og de to Døttre har slet ikke Noget, de kan +tale om!« + +»Ja kunde De nu finde paa en eller anden lille Ulykke at more os med +i Aften, Nicolai«, sagde Præsten, »saa skulde jeg endda tilgive Dem +al den øvrige Fortræd, De har voldet mig.« + +Vi gik ud i Forstuen, jeg ikke lidet spændt paa, hvordan disse +græsselig kjedsommelige Mennesker kunde see ud, idet jeg ved mig selv +tænkte, at det skulde dog være sært, om jeg ikke formaaede at sætte +Liv i dem og derved vise, hvad de danske Studenter ere istand til. + +Da vi kom ud, kunde jeg ved den urolig flammende Lampes Skind i +Begyndelsen ikke see Andet end lutter Peltsfrakker, uldne Tørklæder, +Kaaber og Schawler, men lidt efter lidt udviklede menneskelige +Skikkelser sig af disse uformelige Masser. Men disse uformelige +Masser havde noget Kæmpemæssigt ved sig, saa at jeg næsten kunde +fristes til at antage dem for henhørende til en anden Menneskerace +end vi selv. Selv Præsten, der var af en ganske anseelig Højde, kom +til at see lille ud ved Siden af den svære Forpagter, thi jeg vil nu +slet ikke tale om Gamle og Corpus Juris, der saae ud som et Par nette +Smaadrenge ved Siden af Forpagterens Søn, Hr. Hans, som han +almindelig blev kaldet. + +»Goddag og Velkommen«, sagde Præsten, idet han rakte Forpagteren +Haanden: »det var smukt af Dem at komme over at see til os. Hvor +Godtfolk er, kommer Godtfolk til: her træffer De tre Kjøbenhavnere, +hvoraf den ene er Theolog og kan lære Dem, hvad De _bør_ gjøre, den +anden er Jurist og kan lære Dem, hvad De _skal_ gjøre, den tredie +hedder Nicolai og kan lære Dem, hvad De hverken bør eller skal +gjøre.« + +»Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tænke«, +sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg +troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme. Men der +var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav +dets Voldsomhed, skjøndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange, +inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre +endnu. + +Vore Gjæster bleve førte ind i Dagligstuen, hvor der bødes +Forpagteren og Hr. Hans hver en Pibe, og ved kraftig Understøttelse +af Præsten og mig var Stuen snart indhyllet i tætte Røgskyer, men, +som Præsten hviskede til mig, det var saadant et godt Præservativ mod +at falde i Søvn. + +»Er Kjørselen gaaet godt og vel?« spurgte Præsten. + +»Jo Tak, vel nok«, lød Svaret, »skjøndt den Nærmer gjorde mig det +broget nok. Det er et Pokkers stridigt Sind, der stikker i hende. +Altid vil hun gjøre det Modsatte af, hvad man vil have hende til. +Igaar vilde jeg have, at hun skulde gaae lidt langsomt, for +Pigebørnene skulde kjøre hende, men saa foer hun afsted, som om +Jorden brændte under hende. Idag vilde jeg derimod gjerne lidt rask +afsted, for idag kjørte jeg hende selv, og jeg kan nok magte hende, +men saa var hun knap til at faae af Stedet. Men jeg tænker nok, jeg +skal faae kureret hende, naar jeg har havt hende et halvt Aars Tid +endnu. Det er forresten curiøst nok, for det er accurat ligesom +Pastorens Røde.« + +»Ja«, svarede Præsten. Jeg kunde see paa ham, at han alt for længe +siden havde tabt Traaden, og at hans Tanker vare andensteds henne. + +»Ja den Røde blev Pastoren da trukken godt til Vands med. Men det var +Deres egen Skyld, hvorfor vilde De ikke tage mig paa Raad med? Jeg +havde netop dengang en prægtig Fux, som jeg vilde af med; den skulde +De have faaet for halv Pris, men nu blev den solgt til Morten +Jensen.« + +»Saa?« sagde Præsten og gabede, saa jeg kom ogsaa til at gabe, +hvorfor jeg besluttede at søge lidt Afvexling i Underholdningen. Jeg +saae, at Hr. Hans var ifærd med at underholde Corpus Juris paa det +Ivrigste, og at denne lyttede til med tilsyneladende spændt +Opmærksomhed. Saa gik jeg da hen til dem i Haab om her at finde lidt +Aandrigheds Føde, men blev høilig skuffet i min Forventning, idet jeg +nemlig fandt Hr. Hans ifærd med meget omstændelig at beskrive alle de +fortræffelige Egenskaber, som bemældte Fux, der var bleven solgt til +Morten Jensen, havde besiddet. Efter nogen Tid at have hørt herpaa, +paakom der mig atter en heftig Trang til at gabe, og jeg saae mig +om, hvor jeg kunde finde en ny Adspredelse, medens Corpus Juris med +en sand Procuratorudholdenhed vedblev at følge Hr. Hans' Foredrag. + +Gamle havde taget det fornuftigste Parti; med sin sædvanlige +Ugeneerthed havde han opsøgt sig en stille Krog, hvor han sad og +læste. Men dette forekom mig dog at stride altfor meget mod de +selskabelige Pligter: saa satte jeg mig hen til Damerne, idet jeg +haabede der at kunne faae mere Leilighed til at udfolde mit +Conversationstalent. + +Andrea Margrethe var her i Færd med at holde Samtalen i Gang, hvilket +ingenlunde var nogen let Sag. Idet jeg satte mig ved Siden af hende, +kastede hun et skjælmsk Blik til mig, som om hun vilde sige: »lad os +nu see, hvad de danske Studenter ere istand til.« + +Jeg trak op i min Flipper for ligesom ret at ruste mig og begyndte: +»Har De seet den unge Skuespiller, der nylig er optraadt i Kjøbenhavn +og har vakt almindelig Beundring?« + +Et bredt »Næh« var Svaret. + +»De har maaskee ikke været i Kjøbenhavn i Vinter?« + +»Næh.« + +»De kommer maaskee overhovedet ikke ofte til Kjøbenhavn?« + +»Næh.« + +»Det gaaer jo udmærket«, hviskede Andrea Margrethe til mig, »det er +jo Vaudevillen »Nei«, De spiller for os -- den har jeg saa længe +ønsket at see.« + +»Noch ist Polen nicht verloren«, hviskede jeg til hende, og begyndte +derpaa atter: »De lever altsaa bestandig paa Landet?« + +»Ja.« + +»Og De holder meget af Landlivet?« + +»Ja.« + +»Men Bylivet har dog ogsaa sine Behageligheder?« + +»Ja.« + +»Saa det er i Grunden vanskeligt at sige, hvad der er det Bedste.« + +»Ja.« + +Jeg begyndte at længes tilbage efter Hr. Hans' Conversation, der +havde i det Mindste den Fordeel, at man kunde forholde sig passiv. +Jeg rømmede mig, taug et Par Øjeblikke stille og rejste mig derpaa +fra min Stol. + +»Der kom nok =finis Poloniæ=«, hviskede Andrea Margrethe. Jeg taug og +trøstede mig med den gode Bevidsthed, at jeg havde gjort, hvad jeg +kunde. + +Samtalen mellem Hr. Hans og Corpus Juris var endnu paa samme +Standpunkt. Jeg maatte skjænke Corpus Juris min fulde Beundring: ved +at see ham staae uforandret i samme Stilling med Præget af den meest +spændte Opmærksomhed i sit Ansigt, kom jeg til at tænke paa hin +romerske Skildvagt ved Pompeji, der under Vesuvs Udbrud, medens +Taarne og Mure styrtede ned rundt omkring ham, og Himmel og Jord +syntes at ville forgaae, dog blev staaende paa sin Post, fordi der +var Ingen kommen til Afløsning endnu. Saaledes stod Corpus Juris og +hørte med ufravendt Opmærksomhed paa Hr. Hans; vel kom jeg nu til +Afløsning, men Corpus Juris ansaae det dog for rigtigst at blive, og +godt var det, for jeg havde ikke i ti Minutter hørt fortælle om +Morten Jensens Fux, før min sidste Rest af Taalmodighed var sluppen +op. Jeg saae paa mit Uhr: Klokken var Sex -- »Herrejeh«, tænkte jeg, +»hvordan i al Verden skal Du dog faae denne Aften lykkelig og vel +bragt til Ende!« Allerede tænkte jeg paa den sidste Udvej, nemlig at +følge Gamles Exempel, der med den roligste Mine af Verden sad og +læste i sin Krog, som om Fuxer og Skimler og Morten Jensen og +Forpagter Kjeldborgs aldrig havde været til -- da jeg fik et let Slag +paa Skulderen og ved at vende mig om saae Andrea Margrethe staae +bagved mig. + +»Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet«, sagde hun, »har De Lyst +at følge med?« + +Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus +Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans +holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort. + +»Jeg maatte forbarme mig over Dem«, sagde Andrea Margrethe, da vi +havde lukket Døren i efter os, »De saae saa elendig ud.« + +»Puh ha«, svarede jeg stønnende, »hvordan skal vi dog faae denne +Aften til at gaae?« + +»Er det de danske Studenter, der kan alt, hvad de vil, som allerede +tabe Modet? Fy skamme Dem!« + +»Ja«, svarede jeg, »men jeg havde heller aldrig troet, at noget +Menneske kunde være saa kjedsommelig -- der er jo ingen Ende derpaa.« + +»Der kan De see, hvad jeg sagde. Men forresten maa De huske paa, at +jo større Arbeidet og Anstrængelsen er, des større er ogsaa Æren, +naar man naaer Maalet.« + +»Ja, ja«, sagde jeg, »Aftenen er jo heller ikke gaaet endnu. Hvem +veed, maaskee kan jeg faae en eller anden lykkelig Idee, der +pludselig kan sætte Liv i hele Selskabet.« + +»Ja gid De kunde faae saadan en lykkelig Idee, det vilde være højligt +at ønske«, sagde Andrea Margrethe, idet vi traadte ind i Fadeburet. +»Nu skal jeg skænke Dem et Glas Mjød, det kan maaskee inspirere Dem; +og der har De Jødekager, at De kan styrke Dem efter de havte +Anstrængelser.« + +Saa trak vi to Træstole frem og satte os ned i al Ro og Mag og drak +Mjød og spiste Jødekager, idet vi lode de Andre derovre skjøtte sig +selv og slaae Tiden ihjel, som de bedst kunde. + +»Forresten«, sagde Andrea Margrethe, idet hun atter fyldte mit Glas, +som jeg havde tømt, »kunde De have godt af at tage Exempel af +Frederik; se hvor opmærksomt han stod og hørte paa Hr. Hans' +Fortællinger, skjøndt de har vist neppe været til at lee sig ihjel +af, om jeg ellers kjender Hr. Hans ret.« + +»Det kan Frederik have godt af«, meente jeg, »han har gaaet og +drillet mig hele Dagen med den tossede Hane, nu er det en retfærdig +Straf, der kommer over ham.« + +»Men De er ogsaa altfor ømfindtlig, Nicolai, De kan slet ikke taale +Spøg.« + +»Den Slags Spøg holder jeg rigtignok ikke af; men jeg skal sige Dem +Noget: Frederik er meget drillesyg.« + +»Nei, der gjør De Frederik Uret, han er det godmodigste Menneske paa +Jorden« -- og nu begyndte Andrea Margrethe en Lovtale over Corpus +Juris, der var et fuldstændigt Sidestykke til den, som jeg igaar +havde hørt af Emmy over Gamle. + +»Hillemænd«, tænkte jeg ved mig selv, »er Gamle og Corpus Juris saa +godt anskrevne her, hvad maa de da saa ikke synes om Dig?« Og det +faldt mig ind, om det ikke var bedst nu, da vi sadde alene sammen i +Fadeburet og under fortrolig Samtale spiste Jødekager og drak Mjød, +om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket og betroe Andrea +Margrethe, hvad jeg havde paa Hjerte. Men jeg vidste ikke ret, +hvorledes jeg skulde begynde -- om jeg pludselig skulde slaae ind paa +en alvorlig høitidelig Tone, der kunde passe til den Sags Vigtighed, +som jeg havde for -- eller om jeg skulde fortsætte den lette, +spøgefulde Samtale og da pludselig ved en aandrig Vending udtale mine +Ønsker. + +»De seer saa eftertænksom ud, Nicolai«, bemærkede Andrea Margrethe, +»begynder den store Idee maaskee at komme, den, som skal sætte Liv i +hele Selskabet?« + +»Ja«, tænkte jeg ved mig selv, »det kunde rigtignok være en stor +Idee, der kunde sætte Liv i hele Selskabet, om jeg nu kom over og +fortalte, at jeg havde forlovet mig med Andrea Margrethe.« + +I det Samme hørte jeg Fodtrin udenfor, og Corpus Juris traadte +ilfærdig ind. + +»Nei det gaaer paa ingen Maade an«, sagde han, »Christopher sidder +hele Tiden og læser, og nu er De og Nicolai løbet her ud; hvad maa +Kjeldborgs dog tænke derom? De maa virkelig strax komme tilbage med +mig.« + +»Vil De ikke have et godt Glas Mjød, Frederik«, spurgte Andrea +Margrethe, »vi sad just og talte om Dem, saa der kunde man da +rigtignok sige, at naar man taler om Solen, saa skinner den.« + +»Tak skal De have«, sagde Corpus Juris, idet han tog mod Glasset og i +Mangel af en Stol satte sig op paa Bordet, »saa De talte om mig? Hvad +var det da, om jeg maa være saa fri at spørge?« + +»Nicolai klagede over Dem og sagde, at De var saa drillesyg.« + +»Saa?« sagde Corpus Juris, idet han rolig blev siddende paa Bordet og +ikke syntes at ville forhaste sig. »Har jeg været saa slem til at +drille Dig i Dag, Nicolai?« + +»Det synes jeg ikke, Du behøver at spørge om -- jeg har jo ikke +kunnet gaae et Øjeblik i Fred for Dig.« + +»Nu, nu, jeg meente det ikke saa ilde.« + +»Det kan gjerne være, Du ikke meente det saa ilde, men for mig har +det været meget ubehageligt.« + +»Ja det er ikke værd at tale mere om den Sag«, sagde Andrea +Margrethe, »skeet er skeet og lader sig ikke ændre. Men nu bør De +smukt drikke paa Forlig og Broderskab.« + +»Nu som De vil«, sagde Corpus Juris: »paa Forlig og Broderskab -- fra +imorgen af«, føiede han til, idet han stødte sit Glas imod mit. + +»Fra i_morgen_ af«, gjentog jeg med stærk Betoning, thi i det Samme +faldt det mig ind, hvad jeg havde gjort ved Corpus Juris' Seng, og +den Spas vilde jeg dog nødig lade gaae fra mig. + +Her bleve vi afbrudte ved Emmy, der traadte ind, fulgt af Gamle. + +»Sidder De Allesammen her?« spurgte Emmy, »men det gaaer ikke an +saaledes at lade vore Fremmede blive alene. Andrea Margrethe, Du maa +i det Mindste gaae ind igjen -- hvad maa dog Kjeldborgs tænke om os?« + +»De er saa græsselig kjedsommelige«, sagde Andrea Margrethe med et +Suk. + +»Ja det kan gjerne være, men nu ere de engang vore Gjæster, og saa +bør vi ogsaa udøve Gjæstfrihedens Pligter mod dem.« + +»Christopher, vil De ikke behage at tage Plads«, sagde Andrea +Margrethe, idet hun trak en tom Smørfjerding frem, hvorpaa Gamle tog +Sæde med ligesaa megen Alvor og Værdighed, som om det havde været en +Fløiels Lænestol med forgyldte Arme, der var bleven sat frem til ham. + +Emmy skyndede paa os, at vi skulde gaae. »Nei, Christopher maa +virkelig først have et Glas Mjød«, sagde Andrea Margrethe: og saavel +Gamle som Corpus Juris og jeg befandt os saa vel, at vi bleve +siddende trods alle Emmys Paamindelser, saa at denne tilsidst ogsaa +slog sig til Ro. + +»Ja Du har det godt, Christopher«, sagde Corpus Juris, »Du sidder nok +saa magelig og læser og overlader til os Andre at underholde +Kjeldborgs.« + +»Naar en Samtale hverken er til Nytte eller til Fornøielse«, svarede +Gamle, »saa synes jeg ligesaa gjerne man kan tie stille og passe sig +selv.« + +»Ja det har De sandelig Ret i«, udbrød Andrea Margrethe, »gid +Kjeldborgs vilde være ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her +og hjemsøge os og ødelægge en deilig Aften for os i Juleferien.« + +»Saadant Noget maa Du ikke sige«, bemærkede Emmy; »der er meget godt +ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.« + +»Ja saa er det aldrig lykkedes mig at betragte dem paa den rette +Maade, for jeg har altid fundet dem ubeskrivelig kjedsommelige og i +Aften over al Maade, ikke sandt, Nicolai?« + +Jeg istemmede dette Vidnesbyrd af mit ganske Hjerte, men Emmy +vedblev: »Da veed Du meget godt, at der er Ingen saa villig til at +hjælpe de Fattige, som netop Kjeldborgs. Naar der er en eller anden +Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjælpe paa anden +Maade, saa behøver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax +bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer +tomhændet bort fra dem.« + +»Ja det kan være meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere. +Jeg vilde holde ti Gange saa meget af dem, naar de blot vilde holde +sig indenfor deres egne Vægge eller i al Fald kun besøge os, naar vi +ere alene.« + +»Og saa skulde Du betænke den Interesse, de nære for os«, indvendte +Emmy, »og den Deeltagelse, hvormed de følge os i Sorg og i Glæde. Har +Du glemt, hvorledes ifjor Vinter, da Du var syg, der ikke hengik +nogen Dag, uden at de lode spørge til dit Befindende? Overhovedet +troer jeg neppe, at Du skal finde Mange med saamegen Hjertelighed og +varm Medfølelse for Andre som Kjeldborgs.« + +Jeg tænkte paa Forpagterens Haandtryk, hvoraf jeg endnu syntes at +kunne føle Svien, og begyndte at give Emmy Ret, idet jeg fattede den +Beslutning at gjøre alt mit for at opmuntre Selskabet. + +Nu kom Præstekonen: »Nei nu har jeg aldrig seet saa galt! sidder I +Allesammen herude? Og Emmy -- og Andrea Margrethe -- jo det er smukt: +nu sidder Fa'er ganske alene derinde med Kjeldborgs.« + +»Nu komme vi, nu komme vi«, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi +afsted. + +Der herskede Dødsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven +træt af at fortælle om sine Heste, og Præsten lod til at have opgivet +ethvert Forsøg paa at føre Samtalen hen paa andre Gjenstande. Begge +sadde de ganske tause og skød de lange Røgskyer fra sig, medens +Frøkenerne Kjeldborg sadde saa stille som de forstenede Prindsesser i +Æventyret om det fortryllede Slot. + +»Naa er I endelig der!« raabte Præsten os i Møde: »hvor kommer I fra? +Har I maaskee igjen været i Høn-« + +»Jeg var ude at besørge Noget i Kjøkkenet«, afbrød Andrea Margrethe +ham hurtig. Og nu blev Themaskinen bragt ind, og der blev skjænket +The rundt, og glad var jeg, for saa gik den Tid. Men alle mine gode +Forsætter om at opmuntre Selskabet bleve ikke bragte til Udførelse, +og jeg sad og ærgrede mig over mig selv. Hvorfor kunde jeg da i det +Mindste ikke tale med Emmy og Andrea Margrethe, som jeg plejede, og +lade, som om Kjeldborgs slet ikke var tilstede? Men det vilde ikke +lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig. +For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg +ikke lystigere. + +En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind. + +»Hvad vil Du?« spurgte Præsten. + +»Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast +og givet ham sine Prygl.« + +»Hvad for Prygl?« spurgte Præsten forundret. + +»Ih de Prygl, som Pastoren sagde igaaraftes, han skulde have, fordi +han havde været i Hønsehuset.« + +Andrea Margrethe udbrød i høje Beklagelser over den ulykkelige +Trofast, der maatte lide saa uskyldig, men Niels trøstede hende med, +at havde Trofast denne Gang faaet Prygl uden at have været i +Hønsehuset, saa havde han nok tidligere været i Hønsehuset, uden at +faae Prygl, saa det kunde akkurat gaae lige op. + +»Det kommer nu over dit og Nicolais Hoved«, sagde Præsten. + +»Ja ja«, svarede Andrea Margrethe, »saa skal jeg give Trofast en +dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesløs.« + +Da Niels var gaaet, spurgte Forpagteren, hvad det var for en +Historie. + +»Det var en ganske mærkelig Historie, der passerede her igaar Aftes. +Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe --« + +»Aa Fa'er, det er aldrig værd at fortælle«, udbrød den Sidste ivrig. + +»Naa saa Du vil, at det skal være en Hemmelighed? ja saa tier jeg«, +sagde Præsten. + +»Hvad for Noget?« udbrød Forpagteren, idet han forundret saae fra +Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, »ja +jeg tænkte da nok, at de Kjøbenhavnere ikke vare herude for +Ingenting.« + +»Tys, tys, jeg har Ingenting sagt«, sagde Præsten. »Ti bare stille, +ellers faaer jeg Skjænd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.« + +For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad +hende tage Thetøjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet. +Præsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke +tye til. Andrea Margrethe fik den ene Frøken Kjeldborg anbragt ved +Pianofortet, hvor hun spillede en lang Sonate, der var ligesaa +kjedelig som hun selv. Det er overhovedet mærkeligt med den Evne, som +kjedsommelige Folk have til at gjøre alt muligt kjedeligt: ved at +høre Frøken Kjeldborg spille, maatte man troe, at hun af alle mulige +kjedelige Sonater havde udvalgt den allerkjedeligste og den +allerlængste. Det var en Række af Løb, Triller og Trimulanter, som +syntes aldrig at ville faae Ende. Tilsidst reiste jeg mig fra min +Stol, for at gaae hen til Corpus Juris og fortælle ham, at jeg var +lige paa Nippet til at falde i Søvn; men han kom mig imøde paa +Halvveien for at gjøre mig den samme Meddelelse med Hensyn til sig +selv. Saa stillede jeg mig op ad Døren og kneb mig selv af og til i +Armen for at holde mig vaagen. + +Andrea Margrethe kom hen til mig: »De er vist meget søvnig, Nicolai?« + +»Ja det er kun med Nød og Neppe, at jeg kan holde mine Øjne aabne.« + +»Nu skal jeg lære Dem noget Nyt: vi vil spjælke vore Øjne -- det er +saadant et ypperligt Middel til at holde sig vaagen.« + +»Hvad er det at spjælke sine Øjne?« spurgte jeg forundret. + +»Ja giv nu lidt Tid, saa skal De faae at see --« og hun gik hen til +Brændekurven og kom tilbage med en lille Pind i Haanden. »Seer De: nu +skære vi en ganske fin lille Pind heraf og sætter op i Øjelaaget -- +saaledes -- see nu sidder den og stikker, og saa kan man ikke falde i +Søvn.« + +»Ja det er ypperligt«, udbrød jeg, »lad mig ogsaa spjælke mine Øjne.« + +Men desværre blev der ikke Noget deraf, thi Præstekonen, der havde +seet, hvad vi havde for, kom og skændte paa os, for det lignede ikke +Noget at spjælke sine Øjne, naar man havde Fremmede. Saa maatte jeg +da holde ud, saa godt som jeg kunde; Sonaten vedblev, den forekom mig +at være ligesaa lang som Kong Xerxes' Hær, der brugte syv Dage og syv +Nætter til at gaae over Hellespont. Alt havde faaet Præg af Søvnighed +og Kjedsommelighed; jeg saae hen paa Præsten, han saae ud, som om han +havde vaaget i de tre sidste Nætter; jeg saae hen paa Corpus Juris, +han stod og bed sig i Underlæben, hvilket sandsynligvis var et +Surrogat for at spjælke sine Øjne; jeg saae hen paa Gamle, han sad og +nikkede med Hovedet, som om han slog Takt til Musiken. Ja selv Lampen +begyndte at ose og at true med at gaae ud. Mit eneste Haab stod til +Aftensmaden, om mulig den kunde bringe lidt Liv i Gemytterne. Men +ogsaa det Haab blev skuffet: Aftensmaden blev anrettet, og vi +begyndte at spise, men uden at der indtraadte nogensomhelst +Forandring til det Bedre. Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand +først har gjennemtrængt Alle, da er det næsten umuligt at fordrive +den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til +den Anden, og der er ingen Lægedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr. +Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi +andre og nød deres Aftensmad. Det var næsten, som vi feirede et +Gravøl, og det var ogsaa et Slags Gravøl, tænkte jeg, et Gravøl over +det gode Humør og Lyst og Liv og Fornøjelighed. Og hvem var saa +egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke være det, i al Fald ikke +Forpagteren og Hr. Hans, de havde jo efter bedste Evne givet deres +Skærv til den almindelige Underholdning og talt om Heste og atter +Heste i det Uendelige og først tiet stille, da der ikke længer var +Nogen, som vilde høre paa dem. Mon Præsten og hans Familie da var +Skyld deri? Men fra dem var jo hidtil alt Liv og Munterhed udgaaet, +hvor var det da muligt, at de paa een Gang kunde blive Kilden til +almindelig Kjedsomhed og Søvnighed? Eller var jeg maaskee selv Aarsag +deri? Ganske frikjende mig for Skyld turde jeg ikke, thi jeg havde +ikke engang gjort saameget som Corpus Juris, der, om han end ikke +selv havde givet Noget til Bedste, dog i det Mindste med ufortrøden +Opmærksomhed havde hørt paa Hr. Hans' Foredrag over Morten Jensens +Fux. Jeg var derimod gaaet min Vei og havde med mit slette Exempel +forført de Andre til at gjøre ligervis, og derved vare Forpagteren og +Hr. Hans blevne forstemte, da deres Auditorium saaledes lidt efter +lidt forlod dem, og saa taug de ogsaa stille. Og nu -- nu sad jeg, +jeg Repræsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde +bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og +taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig +Philister. Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig -- +kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bære +Vidnesbyrd om, at en af de »Herrer i Aandernes Rige« var tilstede? +Eller var jeg end selv for fattig til at finde paa Noget, kunde jeg +da i det Mindste ikke laane lidt af den Rigdom af Lune og Vid, der +som et sprudlende Væld var strømmet fra begeistrede Læber, naar vi en +Lørdagaften sadde samlede om den dampende Punschebolle hist i de +tilrøgede Haller, og vor rungende Latter og vor jublende Sang bragte +Bud til Naboer og Gjenboer, at det danske Studenterlune var ikke død +endnu? + +Jeg søgte og søgte og tænkte og tænkte -- men om det var Tanken, der +var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i +Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale +Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae +over, men det blev værre og værre: jeg kunde ikke trække Veiret. Jeg +vilde raabe om Hjælp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med. I min +Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed, +at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu +kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en +Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget. Den +Ene gav sine gode Raad saavel som den Anden, Alle raabte i Munden paa +hverandre og Præstekonen løb efter Hofmannsdraaber. Allerede begyndte +det at sortne for mine Øjne, og Enden vilde formodentlig være bleven, +at jeg aldrig meer havde spist Kartofler, om ikke Andrea Margrethe +midt under den almindelige Forvirring havde havt Aandsnærværelse nok +til at give mig et vel anbragt Stød i Ryggen, der havde til Følge, at +Kartoflen fløj ud ligervis som en Steen af en Kastemaskine og satte +sig paa Døren ligeoverfor. + +Jeg aandede dybt, og jeg aandede tungt som En, der atter vender +tilbage til Livet. De Andre kom ogsaa til Ro efter den store +Forskrækkelse og toge atter Plads, medens Forpagteren fortalte os, at +for tre Uger siden var ganske det Samme skeet med en af hans Heste, +der ogsaa havde forslugt sig paa en Kartoffel, men saa havde han +taget en Tøjrepæl og drevet ned i Halsen paa den og flækket Kartoflen +og derved frelst Dyret. + +»Det var Skade, at De ikke sagde det før«, bemærkede Præsten, »saa +kunde vi have forsøgt den samme Cur paa Nicolai.« + +Og hvad blev nu Følgen af denne Begivenhed? den blev, at den store +Opgave, paa hvis Løsning jeg forgæves havde arbeidet, nu var løst paa +en meget simpel Maade. Jeg havde jo siddet og speculeret paa, +hvorledes jeg skulde bringe Liv i Selskabet, og nu var der kommet Liv +i Selskabet. Thi ikke blot jeg selv fornam, hvorledes med Livskraften +og Livsfølelsen mit forrige gode Humør vendte tilbage, men det Samme +var Tilfældet med alle de Andre. Det er jo bekjendt, at naar man +lykkelig og vel har overstaaet en stor Fare, saa forvandler den +tidligere Skræk sig til en næsten overstadig Lystighed. Folk ere +aldrig saa gemytlige, saa snaksomme og saa meddelsomme, som naar de +have undgaaet en Ulykke, der truede med almindelig Fordærvelse. +Enhver har Noget at fortælle, Enhver har Noget at sige, og det sees +ret, hvorledes Glæden løsner Tungerne. Saaledes gik det ogsaa nu! Den +Skræk, hvori Alle havde været for min Skyld, havde tilveiebragt den +hidtil savnede Spænstighed i Gemytterne. Vi snakkede og vi loe, og om +end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun +end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortælle Historier om +sine Heste, og Præsten begyndte at fortælle Historier fra sine +Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor +Taknemlighed. Nu var det Tidspunkt kommet, jeg saa længe havde ventet +paa, det Tidspunkt, da jeg skulde optræde og hævde de danske +Studenters Ære, og jeg foreslog derfor, at vi skulde lege +Ordsprogsleg, hvilket Forslag blev modtaget med almindelig Jubel. + +Borde og Stole bleve flyttede til Side, og saa begyndte vi. Det +Værste var, at vi vare saa Faa; vi kunde jo kun være fire paa hvert +Parti (thi Præsten og Præstekonen ligesom Forpagteren og hans Kone +vilde kun være Tilskuere), men vi vare nu komne i saa godt Humør, at +vi meente, vi kunde gjøre, hvad det skulde være. Saa blev det +overdraget til Corpus Juris og mig at vælge hver sit Parti, hvorfor +jeg skyndte mig at vælge Andrea Margrethe. Men herimod protesterede +Corpus Juris, idet han paastod, at han som den Ældre havde Ret til at +vælge først, og at han vilde vælge Andrea Margrethe. Jeg vilde ikke +give efter, thi jeg kunde indsee, at uden Andrea Margrethe vilde det +være mig plat umuligt at gjøre Nogetsomhelst, og saaledes kunde der +gjerne være opstaaet en ny trojansk Krig mellem Corpus Juris og mig, +om ikke Andrea Margrethe selv havde afgjort Sagen ved at bestemme, at +hun skulde høre til begge Partier, idet hun kunde gaae over fra det +ene til det andet skiftevis og saaledes hjælpe begge. Hermed vare vi +tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle +og den ene Frøken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden +Frøken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet +Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjælpe mig. +Skulde jeg saaledes f. Ex. forestille Gud Thor, der kom agende ind +paa sin Karre, trukken af to Bukke, saa maatte jeg nøjes med een, for +jeg havde jo kun een Gedebuk, nemlig Hr. Hans. Men Hr. Hans vidste at +trampe i Gulvet for fire Gedebukke, saa Virkningen blev den samme. +Jeg befandt mig overhovedet i samme Stilling som Tordenskjold, der +kun havde een Mand, og han græd. Thi Hr. Hans havde vel den bedste +Villie af Verden, men hans Evner stode ingenlunde i Forhold til den +gode Villie. Det vil sige, alle firbenede Roller udførte han paa en +fuldkommen tilfredsstillende Maade, men de tobenede skilte han sig +kun maadelig fra. Det var en Selvfølge, at han ikke kunde bruges, +hvor der skulde tales, det være sig nu meget eller lidet; men ikke +engang til stumme Roller kunde han benyttes. Saaledes var han engang +i en Pantomime udnævnt til at være Troldmanden, der ved et Trylleslag +forstener Alle; men han kom meget for tidlig ind, inden vi endnu ret +havde begyndt, saa at jeg, der var Harlekin, maatte bede ham gaae ud +og komme igjen om to Minuter for at forstene os. I Begyndelsen var +jeg derfor i stor Forlegenhed med, hvad jeg egentlig skulde bruge ham +til, indtil det endelig ved en reen Hændelse blev overdraget ham at +være Hest. Her var Hr. Hans i sit Element: han kunde vrinske som en +Hest, og han kunde sparke som en Hest, og han kunde pruste som en +Hest: kort Alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Hest, det +kunde Hr. Hans ogsaa gjøre. Han blev ogsaa belønnet med stormende +Bifald og var saa tilfreds med sig selv, at han for Fremtiden kun +vilde spille lutter Hesteroller, saa at jeg nu maatte stadig see at +finde paa Noget, hvori vi havde Brug for en Hest. -- Med hans Søster +var jeg derimod endnu værre faren, for hun kunde jo ikke engang +bruges til at være Hest. Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød +-- hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der »komme +Fremmede«, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at +komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa +Bordet og raabte »Kom ind!« og løb hen og lukkede Døren op, saa var +Frøken Kjeldborg nødt til at komme. Og naar Frøken Kjeldborg glemte, +hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea +Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til +Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb +tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige. +Men derfor havde vi ogsaa den Triumph, at Modparten aldrig kunde +gjætte, hvad det skulde betyde, som vi havde udført. + +Efter Ordsprogslegene begyndte vi paa Pantelegene, for det er dog de +egentlig gode, gamle Julelege. En stor Mængde Panter samlede vi ind, +især fra Hr. Hans, der næsten uafbrudt var paa Gulvet. Thi var han +først kommen derud, saa kom han næsten aldrig ind igjen, for han +vidste ikke, hvad han skulde sige. En Gang blev han staaende et helt +Qvarteer og saae paa Andrea Margrethe, indtil Præsten fortalte ham, +at slig »stum Tilbedelse« var ikke tilladt. -- Da nu Panterne skulde +indløses og Dommene afsiges, fik jeg pludselig en Idee. Emmy bar +nemlig Panterne om, og jeg skulde afsige Dommen; men da Emmy ikke +havde holdt Pantet skjult med tilstrækkelig Omhu, kunde jeg see, at +det var et af dem, som Andrea Margrethe havde afgivet. Idet jeg nu +tænkte efter, hvad Dom der vel kunde være mest passende for hende, +faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at +hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spøgelse. +Jeg dømte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa +Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller +hun see sin Tilkommende. Da nu Andrea Margrethe maatte erkjende +Pantet for sit, gjorde hun vel nogle Vanskeligheder ved at +efterkomme denne Dom, men da jeg foreholdt hende, at hun jo selv +havde sagt, at hun kunde see Spøgelser og nu ogsaa maatte vise, at +hun havde Mod dertil, saa gav hun efter. Imedens hun gik ud for at +tage Hat og Kaabe paa, listede jeg mig ubemærket bort og løb hurtig +gjennem Haven op til Kirkegaarden, hvor jeg skjulte mig bag en stor +Busk. Maanen var netop gaaet bag nogle Skyer, saa at der hvilede et +usikkert Dæmringslys over Alt omkring mig. Jeg sad bag min Busk og +ventede og frøs dygtig, thi det var meget koldt, og jeg havde ikke +givet mig Tid til at tage Overtøi paa. Ogsaa følte jeg mig noget +uhyggelig tilmode: min Phantasi begyndte allerede at foregjøgle mig +alle Slags Billeder af Dødningeknokler og Beenrade, som beredte sig +til at opføre deres klapprende Dands rundt om mig. Hist henne bag en +nys opkastet Grav forekom det mig, som om der var Noget, der rørte +sig, ja een Gang syntes det mig endog, som om jeg saae noget Sort +bevæge sig frem og tilbage og derpaa atter forsvinde. Hvad kunde det +vel være? Rigtignok var Klokken først henved Ni, og der var altsaa +endnu længe til den frygtelige Midnatstime, men hvem kunde vide, hvad +for en urolig Aand, der muligvis kunde faae i Sinde at spadsere sig +en ensom Aftentour henover Gravene i det stille Maaneskin? Jeg gav +nøie Agt: i et Par Øjeblikke bemærkede jeg Intet, men saa hørte jeg +et dybt Suk, der kom netop fra den nye Grav. Jeg fornam, hvorledes +Blodet stivnede i mig; jeg strøg mig med Haanden over Panden for +ligesom at forjage alle overtroiske Tanker, men min egen Haand var +ligesaa kold som en Dødningehaand. Atter hørte jeg et dybt Suk, og +nu havde jeg upaatvivlelig skyndsomst taget Flugten, naar jeg ikke i +det Samme havde hørt Andrea Margrethes lette, hurtige Fodtrin nærme +sig. Hvor hun kunde være, turde jeg vel ogsaa være, og jeg besluttede +derfor at blive, skjøndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere +Spøgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En, +der er bestemt paa ikke at lade sig afskrække af Noget, derpaa +standsede hun netop tæt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette +Øjeblik var Alt ganske stille. Derpaa begyndte hun at raabe, første +Gang med en noget skjælvende Stemme, men de to sidste Gange med rolig +og sikker Stemme: »Andrea Margrethe! Andrea Margrethe! Andrea +Margrethe!« Men neppe havde hun fuldført det sidste Raab, før en dump +Stemme svarede »her!« og i det Samme saae jeg en lang sort Skikkelse +reise sig fra den nye Grav. Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var +lige ved at styrte næsegrus til Jorden, da et højt Skrig fra Andrea +Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at +forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spøgelser, men snublede +over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive. Hurtig var jeg +imidlertid oppe igjen, i et Par Spring havde jeg naaet hen til hende, +og -- -- saae ikke noget huløjet Spøgelse, som jeg havde ventet, +ifærd med at bortføre Andrea Margrethe, men derimod Corpus Juris i +egen høie Person, der i de lidenskabeligste Udtryk skjældte sig selv +for et taabeligt, ubesindigt Menneske, som burde straffes med Fængsel +og Tugthus og Galge, medens Andrea Margrethe, der strax havde +gjenvundet sit gamle Mod, søgte at berolige ham ved at sige, at det +Hele havde ikke noget at betyde. Dog var min Forbauselse stor over at +see Corpus Juris her, saa var hans sandelig ikke mindre over at see +mig. + +»Hvor kommer Du fra, Nicolai?« spurgte han. + +»Jeg kommer henne fra Busken der; men hvor kommer Du fra?« + +»Jeg -- jeg --« svarede Corpus Juris stammende, »jeg kommer -- ja det +kan være det Samme, hvor jeg kommer fra, men hvad vilde Du bag Busken +der?« + +Jeg tøvede noget med Svaret. »Jeg vilde«, sagde jeg endelig, »jeg +vilde see --« + +»Du vilde see, hvor forskrækket Andrea Margrethe blev, og derfor var +det, Du havde udklækket hele den Plan. Men det er uforsvarligt«, +vedblev Corpus Juris med stigende Heftighed, idet han nu lod det +Uveir, hvormed han før havde raset mod sig selv, bryde løs over mit +Hoved, »det er skammeligt, at Du har kunnet være saa letsindig ikke +at betænke, hvilken Ulykke Du kunde have anrettet med den dumme +Spøg.« + +»Men hvorfor kom De da herud, Frederik?« afbrød Andrea Margrethe ham +med et Smil. Corpus Juris mumlede nogle uforstaaelige Ord til Svar. +»Og saa har De ovenikjøbet«, fortsatte Andrea Margrethe, »glemt, at +De har drukket Forlig og Broderskab med Nicolai? Jo, De bærer Dem +rigtignok smukt ad!« + +»Nu ja«, sagde Corpus Juris i en mere nedslaaet Tone, »jeg blev +maaskee lidt for hidsig -- men det var kun af Omsorg for Dem, Andrea +Margrethe. -- Der er min Haand, Nicolai, fra imorgen af ville vi +være Brødre og Venner.« + +»Ja, fra _imorgen_ af«, gjentog jeg med Eftertryk ligesom tidligere. + +Da vi atter traadte ind i Dagligstuen, blev Andrea Margrethe +bestormet med Spørgsmaal, om hun nu virkelig havde seet sin +Tilkommende, men hun svarede ganske rolig, at hun kun havde seet +Corpus Juris og mig. Nu vendte Spørgsmaalene sig til os To, hvad vi +havde at bestille ude paa Kirkegaarden, hvortil Corpus Juris svarede, +at han havde villet passe paa, at Andrea Margrethe ikke kom Noget +til, og jeg meente da, at jeg kunde afgive samme Erklæring. + +Forpagteren begyndte nu at tale om, at det var paa Tide at tænke paa +Hjemfarten, men med ligesaa stor Glæde vi vilde have modtaget dette +Budskab for et Par Timer siden, ligesaa ukjært var det os nu, da +Lystigheden var i fuld Gang, og jeg erklærede Forpagteren, at det +hørte med til god gammel Skik og Brug, at Ungdommen ikke skiltes fra +hverandre før efter en Dands. + +»Da har det aldrig før været Skik og Brug i Nøddebo Præstegaard«, +bemærkede Forpagteren. + +»Og jeg haaber heller aldrig, at det skal blive Skik og Brug +herefter«, sagde Præsten, »men jeg har jo alt een Gang sagt Dem om +Nicolai, at han kan lære Dem, hvad De hverken skal eller bør gjøre.« + +Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig +Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frøkenerne +Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sædvanlig ved +slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil +han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde være saa +naadig at dandse med. Denne Gang varede det meget længe, inden Nogen +kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst +Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy +op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han +dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne, +idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne. Med +de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det første dandsede +han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men først +fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Præsten +bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjælpe med til +at slaae Katten af Tønden, thi deri maatte han vist være en sand +Mester. + +Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Døren, og nu +maatte vi da høre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at +hjælpe vore Gjæster Reisetøiet paa, hvilket var højst fornødent, da +det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa +forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden, +saa det var vanskeligt at afgjøre, hvad der var vort, og hvad der var +Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt +indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med +kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den +store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der +hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som +utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den øvrige Familie kom +nu til Sæde, og som fem mægtige Kolosser sadde de paa Vognen. +Forpagteren slog et højt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore +Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujævne Steenbro. +Endnu kunde vi høre Ordet »Heste«, hvilket Forpagteren tilraabte os, +men de øvrige Ord bleve overdøvede af Vogntummelen, saa at dette Ord +blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid +fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans +Levevisdom. + +Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa +Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving, +og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde +Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og +Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme +Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive -- +derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn. + +»Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt«, sagde Præsten, +idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet. + +»Ja, jeg har virkeligt moret mig ypperligt«, bemærkede Præstekonen. + +»Ypperligt!« gjentoge alle vi Andre i eenstemmigt Chor. + +»Og hvis er nu Skylden?« spurgte Præsten, »hvem kan vi takke herfor? +-- See her, her staaer Manden«, vedblev han, idet han lod sin Haand +falde ned paa min Skulder, »her staaer Ridderen uden Frygt og +Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et +sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Døde, ellers havde vi +maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Søvnighed. -- Men hvor +er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Døren ligervis som +de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med +forgyldte Bogstaver: =Nicolaus fecit=. Ja Nicolai, at De har slaaet +min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De +har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en =corona +civica= burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist +Kartoffel: saaledes var det Ret at hædre Dig, Du meget opfindsomme +Nicolai! -- -- Godnat!« + +Og uden at sige et Ord mere gik Præsten bort, medens vi Andre bleve +staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der +først brød Tausheden. »Ja Nicolai«, udbrød hun, »i Aften har De viist +os, hvad de danske Studenter due til!« + +Jeg blev heel overrasket over al den Ære og Berømmelse, der saa +uventet strømmede ned over mig, men Corpus Juris bemærkede haanligt: +»Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!« + +»Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!« svarede jeg ivrigt, thi +skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig +stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte +hvorledes de Andre roste mig. + +»Ja det kan I skjændes om i Morgen«, sagde Gamle, »nu vil vi gaae i +Seng, for det er jo snart Midnat.« + +Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg +forføjede os op til vore Soveværelser. Da vi gik op ad Trappen +sammen, var Corpus Juris' Opførsel mig heel gaadefuld: han skiftede +paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og +fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde +seet ham. Jeg gik derimod og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faae +ham lokket til at gaae i Seng uden at mærke, hvad jeg havde havt for. +Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud. + +»Hør Nicolai«, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Døren, »om +Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal +vi da nu i Aften prøve, hvem af os der kan først komme i den?« + +»Det kan vi gjerne«, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad +Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over +Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage, +idet han sagde: »Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore +Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os +hurtig af, og -- een, to, tre, springe vi rask i Seng!« + +»Ja det er fortræffeligt!« sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus +Juris selv gik i den Fælde, som jeg havde opstillet for ham. + +Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og +begyndte at klæde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg +vilde gjerne overvære Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjøre +sit Saltomortale. + +»Hvorfor tøver Du?« spurgte denne, der bemærkede min Langsomhed, »er +Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?« + +»Nei paa ingen Maade«, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig +færdig. Vi vare afklædte paa samme Tid, og -- een, to -- fore vi over +Gulvet og: tre -- forsvandt vi hver især i et Hav af Dyner. Corpus +Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle +Brædderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans. + +»I er to store Børn begge To«, sagde Gamle, der kom ind for at hjælpe +os op af den Mængde Puder og Lagener, hvori vi laae og væltede os. + +Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To, +thi nu havde vi skaffet vor længe dulgte Harme Luft. Den Uveirssky, +der hidtil havde svævet mørk og truende mellem os, havde nu faaet +Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstød Sted. Da vi +atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og +lovede fra nu af at være Venner og Brødre. + +Jeg sov udmærket den Nat og drømte, at jeg spiste Corpus Juris, men +fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale +over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og +bleve levende igjen. + + * * * * * + +Da jeg vaagnede næste Morgen, var min første Tanke: »idag vil Du +forlove Dig, Nicolai!« Jeg sprang ud af min Seng for at see, +hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre først +undersøger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer +jeg det ogsaa for nødvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal +udføre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfører godt +og frisk Humør, og godt og frisk Humør maa man have, hvad enten man +nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var +det imidlertid graat og diset, ja der svævede endog Taager over Mark +og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tøveir. Det var +slet ikke, som jeg ønskede det, thi sligt taaget Veir gjør En ganske +mørk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv, +thi ogsaa Dagen er det værd at lægge Mærke til ved slige Leiligheder. +Det var jo den 31te December, Sylvesterdag -- ja saa var det dog +aldeles nødvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det +gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa +ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldført ind i det nye Aar. Saa +gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi +Sylvesterdag maa altid være taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar +er ifærd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt +og ubestemt, derfor skal der svæve Taager foran dets Komme. + +Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg +lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet +Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans +Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede +mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig +godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang +sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet. Saaledes +bære Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humør og +synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften, +saa lang som Dagen er. + +Da vi havde endt Psalmen, sagde Præsten til mig: »God Morgen Nicolai! +-- men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres +Gjenfærd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?« + +»Nei det er mig selv«, svarede jeg, idet jeg rakte Præsten min Haand. + +»Kjød og Blod har De idetmindste -- men saa er Miraklernes Tid jo +begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af +Dagen. -- Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?« + +»Ja, det har jeg nok.« + +»Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De +med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men +ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belønnes: see her«, og han trak +en Cigar op af Lommen, »den fandt jeg igaar hændelsesvis i min +Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse +bør paaskjønnes. -- -- Gaaer De med, Christopher?« + +»Nei jeg vil heller blive her«, svarede denne, idet han saae hen paa +Emmy. + +»Ja, ja da«, sagde Præsten til Gamle, »nu skal De faae Lov at gjøre, +hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at +glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra +ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. -- Kom nu, +Nicolai!« + +»De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem«, raabte +Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren. + +»Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars«, sagde Præsten, +»først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i +Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang, +thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min +Prædiken til i Morgen.« + +Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin +Prædiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i +vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde +tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden. + +»See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for«, sagde +Præsten, »hvad har De nu gaaet og tænkt paa?« + +»Aa paa forskjellige Ting!« svarede jeg. + +»Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. -- Gaa +De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har +jeg faaet saa mange Kræfter, at jeg tænker, jeg kan nok vedblive at +arbeide til Middag. Farvel, hils Familien!« og dermed gik han over +til sit Værelse. + +I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde +overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste +Dag, da vi skulde have »Dandsebod«, som Præsten kaldte det. + +»Er Frederik ikke kommen op endnu?« spurgte jeg. + +»Han er nok ude at hjælpe Andrea Margrethe«, svarede Gamle. + +»Saa vil jeg ud at hjælpe med.« + +»Een kan vist være nok«, sagde Gamle tørt. + +»Ja jeg vil dog derud«, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea +Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris. + +»Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik«, sagde jeg. + +»Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det +Første.« + +Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an. + +»Nei, De maa ikke spille i Dag«, sagde Andrea Margrethe. + +»Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?« + +»Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i +Præstegaarden, veed De nok.« + +»Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire +eller fem lukkede Værelser imellem os.« + +»Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug +hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.« + +»Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes. +-- Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke +engang maa spille?« + +»Den Bemærkning er just ikke meget smigrende for os«, sagde Andrea +Margrethe. + +»Men De har saa travlt«, sagde jeg undskyldende, »De skal jo være +hele Dagen i Kjøkkenet.« + +»Saa slemt er det dog heller ikke -- nu skal jeg f. Ex. kjøre til +Roskilde for at gjøre nogle Indkjøb; har De Lyst at kjøre med, saa +kan De komme til at kjøre i Slæde.« + +»Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane -- og jeg maa kjøre +med Dem?« + +»Ja saamænd maa De saa, hvis De har Lyst.« + +Hvem der var glad, det var mig -- det var jo den allerønskeligste +Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest +farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det +blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil -- alene sammen med +Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour! + +Jeg saae ud af Vinduet: »hvad er det for et gammelt Skrumpelskud, +Niels der trækker frem?« + +»Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den«, sagde +Andrea Margrethe leende. + +»Ja saa«, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde +vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi +vare alene. + +»Men De har rigtignok Ret«, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk, +det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en +saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.« + +»Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?« spurgte +Corpus Juris. + +»Fy Frederik!« sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren, +»begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre +med.« + +»Hvad for Noget? kjører Du med, Frederik?« spurgte jeg forskrækket. + +»Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?« + +»Men Fattigregnskabet, som Præsten talte om?« + +»Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher +først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham«. + +»Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt«, +sagde Gamle. + +Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den +blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra, +men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var +charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden. + +»Der er Niels med Slæden«, sagde Andrea Margrethe, »saa maa vi skynde +os at blive færdig.« Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat. + +»Skal Niels være Kudsk?« spurgte jeg, idet jeg steg op i Slæden. + +»Nei Frederik vil selv kjøre«, svarede Andrea Margrethe. + +»Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?« + +»Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham +Veien.« + +»Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?« + +»Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee +et eller andet Uheld.« + +Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus +Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var +ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og +opgjøre Fattigregnskabet for Gamle. + +Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: »Hvad er +det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med +Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?« + +»Det skal jeg nok besørge, naar jeg kommer hjem igjen.« + +»Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. -- kjender De den +Vise? -- -- Skal De være Kudsk?« + +»Ja«, svarede Corpus Juris, idet han slog et mægtigt Knald med +Pidsken. + +»Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal +Niels komme ud for at samle Dem op igjen.« + +»Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen«, sagde Corpus +Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang +frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted, +at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden +tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb +med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring. + +»Lad heller mig kjøre, Frederik«, sagde jeg, »jeg forstaaer det +bedre.« + +»Nei vist ikke nei«, svarede han, »det var kun en Begyndelse: nu +gaaer det bedre.« + +Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de +kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig +Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea +Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i +Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men +Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for +Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed. + +»Ja bi Du min Bro'er«, tænkte jeg ved mig selv, »det er sidste Gang, +vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig, +der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at +sidde bag i Slæden og synge »der arme Peter!« + +Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og +Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man +snart begynder at fryse -- Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var +»den Røde«, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i +Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde +berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde +nogetsomhelst Interessant ved »den Røde«, i mine Tanker saae den ud +som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden +Hest, det var »Gamle«, thi den syntes mig at svare ganske til sit +Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige +Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem +tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea +Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre +at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit +Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier +at rømme sig, naar han vil begynde en Tale. + +»Ja bare Gamle vilde tale«, tænkte jeg, »saa skulde Corpus Juris faae +en Prædiken, som han længe vilde mindes.« + +Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom +den vilde sige: »han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke +hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.« Og Gamle gik ganske +langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter. + +»Kjør dog lidt til, Frederik«, raabte jeg, thi det syntes mig, som om +den Slædetour aldrig fik Ende; »vi kjøre saa langsomt, som om vi +fulgte Lig.« + +»Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges«, var Svaret. + +»Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see, +hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.« + +»Det forfrisker«, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap +af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted. + +Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte +fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg +havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes +Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne +Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han +pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop. +Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien, +hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende +Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle +derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket +Tømmerne til den anden Side. + +»Der vare vi nær væltede, Frederik«, sagde hun leende. Jeg vilde sige +hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde +Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet +og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme +Bemærkning. + +Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en +Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved +Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus +Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret +komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre +svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg +for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at +spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde +Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af +os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort »Saa?« eller +»Nei virkelig?« til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod +Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus +Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet +Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde +Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi -- og der havde Corpus +Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde +hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den +syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at +see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi +Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde +ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa +Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe +vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og +atter kunde berede os til Hjemreisen. + +Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den +Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at +Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus +Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad, +og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde +have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det +var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og +forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig +tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det +bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris. + +Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg +havde Sneen lige i Ansigtet. »Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi +sandelig komme hjem i en Fart«, sagde jeg til mig selv, og jeg +svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt +Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge +Sider. + +»Hvordan er det, Du kjører?« raabte Frederik til mig, »bliver du ved +paa den Maade, saa vælte vi.« + +»Jeg kjører, som jeg skal kjøre«, svarede jeg, »pas Du blot Dig +selv«, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den +ulykkelige Gamle. + +»Nicolai, De er jo ond mod Dyrene«, sagde Andrea Margrethe til mig. + +Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod +for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang +komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid +tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med +deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine +Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at +naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert +Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte +kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at +dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte +have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de +tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde +mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg +saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde +see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte +ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke +noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig +at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer +inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg +begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde +begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til +Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt +derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre +hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og +talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig +omkring. + +»Ja hvad er det?« udbrød hun, »vi er jo aldeles paa feil Vei; de to +Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt«, vedblev hun og saae +op mod Himlen. »Hvor er Solen nu henne -- den er ganske dækket af +Skyer -- jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi +jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.« + +»Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig +Veien«, sagde jeg. + +»Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød«, meente Andrea +Margrethe. »Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem, +hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for +saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs +boer -- De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? -- ja nu kjender +jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei +fra Strømbygaard.« + +»Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?« spurgte jeg +forbauset. + +»Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De +gjorde før. -- Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei +tilbage.« + +»Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg +nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at +flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.« + +»Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder -- +foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal +nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.« + +Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det +Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god +Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig +over mig og sagde: »Kan De see den store Kampesten derhenne -- der +sidder tre Krager paa den -- ja nu fløi de bort -- men der hvor +Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.« + +Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg +see Kirketaarnet lige for mig. »Men nu maa De kjøre lidt forsigtig«, +sagde Andrea Margrethe til mig, »for Veien er ujævn og fuld af +Steen.« + +»Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være +fornødent«, bad jeg atter. + +»De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er +lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.« + +Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg +mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og +lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i +strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert +Øjeblik truedes med at kastes omkuld. + +»Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt«, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet +hun greb mig i Armen -- jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene +fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag -- og vi +laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore +indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig. + +I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i +Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. »Ja +sagde jeg det ikke nok«, udbrød han, da han saae os krybe frem af +Snedriven og ryste Sneen af os, »men det er Jeres egen Skyld! hvorfor +vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde +samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet +her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!« + +Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og +Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele +Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og +ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere +blive skjult. + +»Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik«, sagde Præsten, »De var +saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde +ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.« + +»Men det var ikke mig, der kjørte«, tog Frederik til Gjenmæle, »det +var Nicolai.« + +»Nicolai!« udbrød Præsten, »den meget opfindsomme Nicolai! var +det -- --« + +»Aa det var den dumme Slæde!« sagde jeg med ilde dulgt Harme. + +»Ja De har Ret«, sagde Præsten, »det er nederdrægtigt, hvor disse +Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig +lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er +formelig en raffineret Grusomhed.« + +»Jeg kan ikke begribe det«, tog jeg atter til Orde; »vi har kjørt saa +udmærket hele Tiden.« + +»Ja da kan jeg godt begribe det«, sagde Andrea Margrethe, »for vil De +blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De +kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.« + +»Og det er netop den Steen«, udbrød Corpus Juris, »for hvilken Du i +Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.« + +Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre. +Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke +omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste +Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den +Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint +Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring +havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som +han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var +han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at +modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og +eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi +tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte +mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade. + +Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort +sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg +derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og +Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til +Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og +gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i +uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg +ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for +en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag +paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen +havde sagt til mig selv: »Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!« var nu +borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde +nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod +Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for +at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og +var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en +saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen +Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere +Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette +Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist +Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom +om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager +sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var +det jo Lørdag -- Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag, +hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man +bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan +aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var +det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og +Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det +var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen -- jo det var meget +bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om +Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden -- saa kunde +det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for +en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig +op og udbragte: »De Nyforlovedes Skaal!« + +I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig +over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig +tilbords, da jeg kom. + +»Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?« spurgte +Præsten. + +Jeg svarede, at jeg havde været ovre i hans Værelse for at læse +Noget. + +»Hvad har De da læst?« + +»Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.« + +»De _troer_: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning +til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale +sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai, +hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men +jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere +alle Trykfeilene i Dem.« + +Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed. + +»Er der gaaet Dem Noget imod?« spurgte Præsten atter, »jeg synes, De +er saa taus.« + +»Nei«, svarede jeg kort. + +»Det er ikke rigtig fat med Dem«, vedblev Præsten, »De har bestemt +havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al +Fortrolighed«, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske +sagte til mig: »der har da vel ikke været Noget i Veien med +Kjæresten?« + +»Aa Fa'er«, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, »jeg vilde +virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.« + +»Ja tænkte jeg det ikke«, raabte Præsten, »jeg syntes nok, Nicolai +saae saa melancholsk ud.« + +»Aa vist ikke nei«, vedblev Andrea Margrethe, »men det er virkelig +ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare +her -- hvad maa de ikke tænke om os?« + +»Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels +Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe +ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.« + +Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige. + +»Stakkels Nicolai!« begyndte Præsten atter, -- »nu forstaaer jeg, +hvorfor De væltede Slæden -- det var en Slags Desperation; De vilde +absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med +denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte +Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok: +=philosophia est consolatio omnis doloris=. Ja Nicolai, nu kan De +sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge: + + »Ak Roskilde, ak Roskilde, du gode gamle Stad, + Du grusomt har bedraget mangen brav Soldat--da--dat!« + +Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde +Visen faae en anden Lyd. + + * * * * * + +Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til +Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene +Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i +Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid +og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig +om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom +den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet +Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een +Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde +da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af +nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa +det Hele. + +Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin +sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en +Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers +Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu +stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja +læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa, +hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der +imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte +jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret. + +»Det er et kjedeligt Veir idag«, sagde jeg derfor, idet jeg lagde +Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel. + +»Det passer godt til Dagen«, svarede Emmy, »Sylvesterdag maa ligesom +Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.« + +»Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa +kjedeligt som det Andet.« + +»Kalder De Sylvesterdag for kjedelig?« spurgte Emmy forundret. + +»Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den +har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle +Aar.« + +»Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?« + +»Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem +har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov +at længes efter noget Nyt.« + +»Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem«, sagde Emmy, +idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle +sine Kræfter til at gaae imod mig. »Det gamle Aar forekommer mig +altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er +jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom +jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere +skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?« + +»Nei«, svarede jeg, »skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget, +vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi +os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae +vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.« + +Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun +rystede paa Hovedet: »Det mener De vist ikke, Nicolai.« Et Øjeblik +taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og +begyndte derpaa atter: »Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding +af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det +Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og +Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en +Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og +inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt -- men +naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til +det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis +Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt +ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig +at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.« + +Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet +jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker +paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at +sige hende imod. »Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag«, +sagde jeg, »men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette +og foretage i det.« + +Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde +see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide +Maade: »Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai -- De gjør Dem selv +værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort +uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt +Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.« + +Jeg følte mig beskæmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele +Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke +havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt +forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt +om alle Andre. -- Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad +halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy +-- Andrea Margrethe -- Andrea Margrethe -- Emmy. Der var saa stille i +Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store +bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik -- tak, tik -- tak. +Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved +Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde. +Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give +deres Bifald tilkjende med Emmys Tale. + +Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var +optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han +saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at +see ham. + +»Bringer Du godt Budskab, Christopher?« spurgte jeg, »Du seer saa +glad ud.« + +»Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig«, svarede Gamle, »Du +som har været her, hvor der altid er godt at være.« + +»Blev De færdig med Fattigregnskabet?« spurgte Emmy. + +»Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.« + +»Idag har De ogsaa været flittig«, sagde Emmy, »De har jo næsten +uafbrudt været sysselsat dermed.« + +»Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. -- Og som +Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en +Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.« + +»Ja det vil jeg gjerne«, svarede Emmy, idet hun reiste sig: »De gaaer +vel med, Nicolai?« + +Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og +Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage. + +»Hvad har Du der?« spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir, +hvorpaa jeg havde siddet og skrevet. + +»Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.« + +»Ja saa«, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk, +idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy -- Emmy -- Emmy, +medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden +selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden +Retning end den, de hidtil havde fulgt? + +Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os +siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage +Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at +være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre +lovede. + +Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild +og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy +under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg +gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og +Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen, +men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men +hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg +hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea +Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor +hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa +fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en +Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad +der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i +nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog, +som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode +hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter +fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en +stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse +og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel +hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom +mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt +det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi +jeg havde lært Emmy at kjende. + +Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen, +det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa +Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der +mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende +Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham +blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike +for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun +forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i +sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end +jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle +kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der +vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom +springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i +tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at +hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med. + +»Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?« +spurgte jeg tilsidst. + +»Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.« + +»Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den +anden?« spurgte jeg Emmy, »Jeg synes, at de seer allesammen eens ud, +guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det +er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.« + +»Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende«, +svarede Emmy. + +»Men saadan en Mængde«, sagde jeg, »og det er jo ikke alene Børnene, +men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle! +der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik +Madsen -- det er jo umuligt at finde Rede i.« + +»Jo seer De«, sagde Emmy, »jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt +alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og +saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her« -- og +hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy +den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke +Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget +til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side -- »ham har +jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn -- -- og Dig skulde jeg have +glemt?« og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet -- »men Du maa give +mig den høire Haand og ikke den venstre -- saaledes.« + +I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: »Seer De +der«, sagde Emmy, »der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa +Armen. -- Ikke sandt, Peer Olsen«, sagde hun, idet hun gik hen til +ham, »I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?« + +»Jo vel saa, jo vel saa«, sagde den Gamle, »men den Gang var jeg +raskere end nu.« + +»Hvordan gaaer det med Helbreden?« spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa +Lyst til at gjøre mig populær. + +»Otte og halvfjerdsindstyve Aar«, var Svaret. + +»De maa tale høiere til ham, thi han er noget døv«, sagde Emmy. + +»Men jeg taler jo ligesaa høit som De.« + +»Mig kjender han«, svarede Emmy, »derfor kan han omtrent see paa min +Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke +forstaae Dem.« Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: »Se det er +to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.« + +»Ja saa, ja saa -- kjøn Fyr«, mumlede Peer Olsen, »saadan en Mand +skulde Jomfruen have.« Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige +Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da +Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr. + +»Det haster ikke«, meente Emmy, »jeg er ung endnu. -- Se imorgen skal +Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen +rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.« + +»Ak ja, ak ja«, sukkede Peer Olsen, »gid Vorherre snart vilde løse op +for mig!« + +»Det maa Peer Olsen ikke sige«, irettesatte Emmy ham. + +»Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?« +klagede den Gamle. + +»Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen +altid til Nytte.« + +»Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord«, sagde Peer Olsen og +kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham. + +»Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?« spurgte Emmy mig. + +»Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.« + +»Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu +har De lært en af de Gamle at kjende -- nu skal De ogsaa lære en af +de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle +boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger +ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader +for sin Kone.« + +»Hvorledes det?« + +»Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig +Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han +Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance, +Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end +med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og +rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke +sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i +Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader +overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som +Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive +trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter +det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare +haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik +Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at +dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at +tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa +pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og +foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn +efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det +gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra +Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog +tilsidst Datteren.« + +»Men det er jo en heel lille Roman«, udbrød jeg forbauset. + +»Dem har vi mange af«, svarede Emmy, »men desværre ere de ikke altid +saa glædelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan +lille Landsby kan der ikke være Noget at lægge Mærke til, og saa er +der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi, +som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres +Glæder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne +skille os fra dem igjen. Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte +fast ved os -- og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig +Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.« + +Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor +glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at +Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og +kaldte Hunden til sig. + +Den Første, vi dernæst mødte, var en lille gullokket Pige, der kom +løbende mod os. »Goddag, lille Bodil«, sagde Emmy, idet hun bøiede +sig ned og kjærtegnede Barnet, »er Fa'er og Mo'er hjemme?« + +Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et +Par store brune Øjne ud og bød os Velkommen og førte os ind i Stuen, +hvor Anders Sørensen sad og læste i en Bog. Saasnart han saa os, +reiste han sig øjeblikkelig op og lukkede Bogen i. + +»Guds Fred og Velkommen«, sagde han, idet han gav os hver især et +djærvt Haandtryk, »saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra +Præstens at see hos os; det er da ogsaa længe siden. Værs'go at tage +Plads!« + +Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som +det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe. + +»Nu ja, ja«, sagde Manden, »denne Stue er da ogsaa meget pæn«, og han +kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode +opstillede langs Væggen. »Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at +vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen +istand til Dem.« + +Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smørrebrød +bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi +ogsaa smage Anders Sørensens Øl og drikke hans Vin. Jeg spiste som en +Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Sørensens +Gjæstfrihed, der vedblev at nøde mig saalænge, at jeg tilsidst maatte +erklære, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone +førte os dernæst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetræs +Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det +andet -- det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det +skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja +lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den +Herlighed. Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet +med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort. +Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. »Er det nu +ikke en mageløs Kone, jeg har«, hviskede han til Gamle, »hendes Lige +finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da +ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som +Præsten siger, at vi har allermest Glæde af det, som Vorherre først +lader os døie en Deel Ondt for, inden han giver os det.« + +Det begyndte nu at blive mørkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og +Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store +Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et +Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra +Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk +til Afsked. + +»Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide«, sagde jeg til +Emmy. + +»Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?« + +»Ja det tror jeg nok.« + +»Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man +ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og +tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres +Navne ligesaa godt som jeg selv.« + +Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den +lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee +hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag +ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig +derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til +Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men +dengang havde Klokkeren formodentlig været sysselsat med sin +Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu +med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Høien og saae nedover +Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil +var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en +samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig, +Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds +Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille +Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne. +Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Søn og Helligaand -- stærkt +og kraftig løde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bæve +gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille. + +»Det var for sidste Gang i det gamle Aar«, sagde Emmy, idet hun +foldede sine Hænder, »Gud være lovet og takket for alt Godt, som han +har givet os.« + +En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny: +»Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de +gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres +Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og +Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.« + +»Og Mere begjærer De ikke?« spurgte jeg. + +»Nei.« + +»De har virkelig slet ikke Mere at ønske?« + +»Nu, det forstaaer sig«, svarede Emmy, og trods det dæmrende Mørke +saae jeg en flygtig Rødme dække hendes Kinder, »Ønsker og Begjæringer +have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel +Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort +Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret +paa os. Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke +hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de +fæste blivende Bo derinde.« + +Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs +Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var +bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket. + +»Nu er her jo ikke Meget at see«, sagde Emmy, »men om Sommeren, naar +Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man +til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa +er her velsignet.« + +»Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har +her tæt ved Præstegaarden«, indvendte jeg. + +»Men netop derfor er den mig desto kjærere. Som det gik med Folkene +oppe i Landsbyen, saaledes her med Træerne; der er ikke et Træ, ja +knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm +Sommerdag sidder her ude paa de græsklædte Brinker med mit +Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed +dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa +fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortælle. Tro mig, Nicolai, +jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.« + +»Det er et sandt Ord«, bemærkede Gamle, »derfor siger ogsaa Apostelen +Paulus, »at det er godt at nøies med det, man haver«, og: »Tragter +ikke efter det Høie, men holder Eder til det Lave.« Det er to gode +Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte.« + +»Ja men det er to græsselig kjedelige Leveregler«, indvendte jeg, »og +hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa, +ja falde reent i Søvn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og +Hvile, men det er Bevægelse og Fremadstræben, Kamp og Anstrængelse -- +»har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt« -- se det er at +leve paa den rette Maade.« + +»Ja det mene jo de Fleste«, svarede Gamle, »og derfor klage de ogsaa +over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over +deres Umættelighed og Begjærlighed. Saa skeer der dem heller ingen +Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: »Forgangen Nat Vor +gamle Kat En ung og lækker Muus fik fat« o. s. v.« + +Ak ja, jeg tror næsten, at Gamle havde Ret! -- -- Anders Sørensen +sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men +han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang, +men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod -- -- ak ja, +hvem der var saa lykkelig som Anders Sørensen! + + * * * * * + +Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren +laaset af. »De kan ikke komme ind«, raabte Andrea Margrethe indenfor, +»De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.« + +»Hvad skal der gaae for sig?« spurgte jeg Emmy. + +»Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos +os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.« + +Ovre hos Præsten fandt vi Præstekonen og Corpus Juris. + +»Det var godt, at De kom, Nicolai«, raabte Præsten mig i Møde, »jeg +har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.« + +»Hvad er det?« spurgte jeg forundret. + +»Jeg har fundet en ny Kjæreste til Dem, siden det ikke vil gaae med +den gamle, men hun koster tyve Daler.« + +»Hvad skal det sige?« + +»Det skal sige, at Christen Madsen har været her for at sælge sin +Kjæreste, men hun koster som sagt tyve Daler.« + +Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Præsten +sagde. Denne sad i sin store Lænestol med den meest alvorlige Mine og +blæste den ene tykke Røgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden. +Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens +gaadefulde Tale. »De veed nok, Nicolai,« begyndte hun, »at det gaaer +ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de +navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene +end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag +mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn +Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar været forlovet med en +Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes +gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var +egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet +er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har +Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og +vil derfor hæve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane +ikke give sit Samtykke til og først efter flere Underhandlinger har +hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord +tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.« + +»Og nu mener jeg«, fortsatte Præsten, »at De, Nicolai, skulde betale +de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde +De selv tage gamle Ane -- hun har noget paa Kistebunden, og hun er +ikke fyrretyve Aar endnu.« + +»Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler?« spurgte +Corpus Juris. + +»Nei«, svarede Præsten, »han synes, at det er for Meget; han mener, +at han er ikke tyve Daler værd, og det har han ogsaa ganske Ret i, +men at ti Daler ogsaa kunde gjøre det.« + +»Det er altsaa gyldigt Ægteskabsløfte?« spurgte Corpus Juris atter +med ægte juridisk Betoning. + +»Ja vist er det gyldigt«, svarede Præsten, »Ægteskabsløftet er nu syv +Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen +Madsen kan paa ingen Maade benægte det.« + +Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin +Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde +gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des +større Virkning. Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for +at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom +over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par +Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En -- To -- +Tre! rev hurtig Døren op, og -- Alt var ganske mørkt derinde, kun et +Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med +deres rødlige Tander. + +»Hu ha«, raabte Præsten, »hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede +bleven ganske blind deraf -- jeg kan slet ingen Ting see.« + +Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne +Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? -- Omsider fik +vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og +laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld +heri? + +»Trækvinden kan umulig have gjort det«, meente Andrea Margrethe, »for +alle Vinduer og Døre ere lukkede.« Vi undersøgte nøie Træet: det var +øiensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knækkede, +som om man med Voldsomhed havde stødt til det. Men hvem kunde have +været saa ondskabsfuld at gjøre dette? Andrea Margrethe havde været +ganske alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik, som hun havde +forladt Stuen. + +»Hier liegt der Hund begraben!« raabte endelig Præsten, »Du skulde +have husket det gamle Ord: =cave canem=! saa havde Du ikke havt den +Sorg.« + +Ja Trofast maatte være Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl +være: en stor Honningkage, der havde været anbragt i Toppen af Træet, +var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne +Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa +Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette +voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev +aabnet. + +»Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort, +som den maa have seet deroppe«, sagde Præsten. + +Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig +have været. + +»Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det«, +sagde Præsten, »men Nicolai kan bevise sit =Alibi=, for han har været +ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan +bevise sit =Alibi=«. + +Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind +slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist +Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med +Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa +frisk Gjerning. + +»Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine +Prygl forleden Aften«, sagde Niels triumferende. + +»Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din +Skyldighed«, sagde Præsten. + +»Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan +man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker«, +sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne +hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den. + +»Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang«, sagde Præsten, »siden det +er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud +forleden Aften.« Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud +sammen med Niels. + +Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig +Fornedrelsestilstand paa Gulvet. Vi reiste det atter op, Lysene bleve +tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var +ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig +skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa +paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig +en stor Bog. Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet: +»Lyriske Digte af Nicolai«, forøvrigt var den fuld af lutter tomme +hvide Blade. + +»Hvad skal jeg med den?« spurgte jeg. + +»De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar +paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en berømt +Mand.« + +»Ja De kan da aldrig mangle Stof«, sagde Præsten, »alene den +Roskildetour maa kunne fylde den første Halvdeel af Bogen med +ulykkelige Kjærlighedsdigte, den anden kan De saa fylde med lykkelige +Kjærlighedsdigte. Saa kommer Bogen til at bestaae af to Parter, +hvoraf den første skal hedde: »Ulykkelig Kjærlighed i Roskilde« og +den anden »Lykkelig Kjærlighed i Nøddebo« -- saa faaer Publikum +noget af begge Tønder, og det vil det helst have, og Bogen kommer til +at gjøre stormende Lykke, især hvis De lader gamle Anes Portræt +aftrykke foran.« + +»Nei vist ikke nei«, sagde Præstekonen, »Nicolai skal hverken synge +om lykkelig eller ulykkelig Kjærlighed. Vil De være Digter, saa skal +De lære af ham her«, og hun tog et smukt lille Homerhoved ned og gav +mig, »det er min Gave til Dem. Lær at synge som han, simpelt og +enfoldig, men sandt og naturlig, om hvad der rører sig i Folkene og i +det enkelte Menneskehjerte, og da skal De ogsaa altid finde dem, der +gjerne vil lytte til Deres Sang.« + +»Vil Nicolai være Digter?« spurgte Gamle meget forundret. + +»Nu saadan egentlig Digter behøver han jo ikke at blive«, sagde Emmy, +der stod ved Siden af Gamle, »men har De ikke selv sagt, at naar man +er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv +givet Bevis paa.« + +»Ja jeg havde tænkt paa«, sagde Præsten, »at forære Nicolai gamle +Ane, men hun var for stor til at hænge paa Juletræet, og saa maatte +jeg lade hende blive udenfor.« + +Da Lysene omsider var nærved at brænde ud, bleve de slukkede, og +Juletræet flyttet til Side. + +Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare +borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi +atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem +os som sædvanlig. + +»Se nu forsvinder der atter et Aar«, bemærkede Præsten. »=Eheu +fugaces, Nicolai, Nicolai, labuntur anni= -- men hvor de Aar løbe fra +os, det er mig ubegribeligt. Mangen Gang kan man synes, at man er +endnu ung og frisk, indtil man seer alt det Smaakrat, der er voxet op +omkring En, være ifærd med at blive store Træer, saa opdager man +pludselig, at man selv er bleven en gammel Cavaleer. Naar jeg tænker +paa Deres Fader, Christopher, da er det mig, som var det kun tre +eller fire Dage, siden vi sad paa Skolebænk sammen, og nu sidder her +tre voxne Sønner af ham. Navnlig Nicolai, hvis Existents jeg for et +Par Dage siden knap anede, han er pludselig skudt op for mine Øine +som en stor Paddehat.« + +»Ja«, sagde Præstekonen, »men det er godt, at vi ikke selv kunne +mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden +ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi +blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig +ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt.« + +»Det har Du Ret i, Mo'er«, sagde Præsten. »Ja Mo'er siger ikke meget, +men det hun siger, er altid godt. Saaledes skulde De ogsaa bære Dem +ad, Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har De haft for Tanker paa +Aarets sidste Dag?« + +Jeg havde ikke Lyst til saaledes at staa aabenbart Skrifte og svarede +derfor undvigende: »Aa, jeg har tænkt paa, at imorgen er det +Nytaarsdag.« + +»Det var en dyb Tanke«, sagde Præsten, »den er sin Ophavsmand værdig. +Det er bestemt ogsaa Dem Nicolai, som den nyere Tid skylder hin +mærkelige Opdagelse, at naar de gamle Grækere havde fyldt det +nittende Aar, saa gik de ind i det tyvende. -- Jeg gad dog vidst, om +I Andre have havt ligesaa dybsindige Tanker som Nicolai. Lad mig nu +engang høre, hvad har Du tænkt idag, Andrea Margrethe?« + +»Jeg har tænkt«, svarede Andrea Margrethe, idet hun hurtig reiste sig +for at gaae ud, »at det kunde være godt at hente noget Mælkepunsch +til at drikke det gamle Aars Skaal i.« + +»Ja pyt«, sagde Præsten, »men saaledes slipper Du rigtignok ikke fra +os. Du maa bestemt have tænkt noget meget Rart, siden Du ikke vil +rykke ud med Sproget. Ja gaa Du kun og hent din Mælkepunsch: den skal +vi med al Fornøielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du +sandelig fortælle os, hvad Du har tænkt.« + +Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Præsten Emmy: »Nu hvad +har Du tænkt paa idag?« + +»Jeg har tænkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og +takket Gud derfor«, svarede Emmy. + +»Det var smukt tænkt af Dig; Du er din Faders Datter.« + +Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mælkepunschen, og Præsten spurgte +hende paa Ny, hvad hun havde tænkt. + +»Jeg har tænkt det samme som Emmy«, svarede Andrea Margrethe hurtig. + +»Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun +har tænkt? Nei Du har bestemt tænkt noget, som ikke er rigtig, siden +Du ikke vil fortælle os det. Men det forstaaer sig, Tanker ere +toldfrie, og tvinge Dig kan vi jo ikke. -- Nu De, Frederik, hvad har +De tænkt?« + +»Jeg«, svarede Corpus Juris tøvende, som om han søgte at finde paa +Noget, »jeg -- jeg har havt saa travlt med det Fattigregnskab idag, +at jeg ikke har havt Tid til at tænke paa Andet.« + +»Ja det kan De bilde Andre ind, men De skal ikke mene, at jeg troer +det. De skal ikke bilde mig ind, at De saaledes er gaaet op i mine +Anliggender, at De slet ikke har passet Deres egen lille Gryde imens. +Men vil De ikke sige, hvad De har tænkt, saa skal jeg sige det. De +har tænkt, om De ikke muligvis kunde gjøre nogle Hokuspus med det +Fattigregnskab, saaledes at De kunde faae Sogneforstanderskabet og +Menigheden sat op imod mig og muligvis bringe tre-fire Processer i +Stand. Jeg har ikke glemt den Kirkeret, som Nicolai talte saa meget +om, strax da han kom, og jeg veed nok Deres onde Hensigter. +Formodentlig skal Nicolai og Andrea Margrethe staae Dem bi i dette +Foretagende, og derfor vil de heller ikke sige, hvad de har tænkt. Ja +muligvis er det derom, at de har lagt Raad op i Roskilde, medens +Nicolai, den sorte Sjæl, har søgt at lede mine Tanker i en anden +Retning. Saa sidder jeg stakkels Mand da omgiven af lutter Forrædere, +der alle søge at bedaare mig med deres falske Tale. -- Nu da, +Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad +har De tænkt paa?« + +»Jeg har tænkt paa Verdens Undergang«, svarede Gamle med sin +sædvanlige Alvor. + +»Paa Verdens Undergang!« udbrød jeg forbauset og var lige ved at +briste i Latter. + +»Ja paa Verdens Undergang«, sagde Præsten, »det skulde De ogsaa have +tænkt paa, men De har naturligvis meent, at dette syndige Leben, som +De fører herude i Nøddebo, med at ryge Cigarer, spise Pebernødder, +forlove Dem og slaae op igjen, at det skulde vedblive bestandig, men +det tager De Feil i. -- Men hvad har De tænkt om Verdens Undergang, +Christopher?« + +»Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i +Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden +har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde +falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt +med hine Skildringer i Evangelierne.« + +»Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?« +spurgte Andrea Margrethe. + +»Umuligt er det i al Fald ikke«, svarede Gamle. »Der behøver blot at +skee en Sagtning i Maanens Rotation paa Grund af en større Modstand i +Ætheren, der atter har sin Grund i en eller anden os ubekjendt +Aarsag. Men naar Maanens Rotation formindskes, saa bliver atter +Følgen heraf, at den ikke længer vil formaae at modstaae Jordens +Tiltrækningskraft saa stærkt som tidligere, og Jorden vil da +bestandig drage den nærmere og nærmere til sig, indtil tilsidst +Tiltrækningskraften bliver saa stærk, at Maanen falder ned paa +Jorden.« + +»Og slaaer os Alle ihjel?« afbrød Andrea Margrethe ham. + +»Det behøver den ikke strax at gjøre; thi eftersom Havet indtager den +største Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned +i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over +sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da, +hvad der staaer skrevet om, at Himlens Kræfter skulle røres, om +Havets Brusen og Menneskenes Skræk og Fortvivlelse. Hertil kommer, at +da, som De veed, Jordskorpen kun er meget tynd, og indenfor denne +brænder den vulkanske Ild, saa vil Maanen ved sin Tyngde slaae Jorden +itu, saa at de underjordiske Flammer bryde frem, og da vil det +ligeledes skee, hvad der staaer skrevet om, at Elementerne ville +komme i Brand og opløses. Og saaledes kan man ogsaa tænke sig den +almindelige Forfærdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op +paa de høie Bjerge for at undgaae Havets Bølger og da mødes af de Alt +fortærende Flammer.« + +»Hu ha, det var græsseligt«, sagde Andrea Margrethe, »det maa være +rædsomt at leve paa de Tider.« + +»Det vil det ogsaa blive«, sagde Gamle, »navnlig den Tid, der gaaer +forud, naar Maanen bestandig rykker nærmere og nærmere og stedse +bliver større og større, saa at den om Natten staaer som en uhyre +blodrød Skive, der dækker den halve Himmelhvælving, og om Dagen som +en kulsort Masse, der hindrer Solens Straaler i at komme til os, thi +da skal det ogsaa opfyldes, hvad skrevet staaer, at Solen skal +forvandles til Mørke og Maanen skal blive til Blod, og Stjernerne +skulle kun give svagt Skin. Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for +Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre +stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden. Og hvor de end +flygte hen, kunne de ikke undgaae den, ja da vil det være Tid at +raabe: »Falder over os, I Bjerge! skjuler os I Høie!« og med Alt +dette ville de dog ikke omvende sig, men vedblive i deres Ugudelighed +at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes Søn kommer +og skal sees ligesom Lynet, der lyser fra Øster til Vester.« + +»Men nu de andre Stjerner«, sagde Corpus Juris, »hvad har Du vel +tænkt, der skulde blive af dem, Christopher?« + +»Hvad der skal blive af de andre Stjerner, kommer ikke os ved«, +svarede Gamle. + +»Og egentlig talt heller ikke, hvad der skal blive af Jorden«, sagde +Præsten. »Alt, hvad Christopher der har udspeculeret, kan være godt +nok, men om det er rigtigt, kan dog Ingen sige. Naar vi blot ere fast +overbeviste om, at Herren een Gang vil komme for at dømme Jorden, saa +er det nok, og vi behøve ikke at vide, hverken hvornaar eller +hvorledes han vil komme. Men vi ville bede ham om, at hvad enten han +kommer tidlig eller sildig, vi da maa være blandt dem, hvis Navne ere +opskrevne i Livets Bog. Og kom nu og lad os synge vor Psalme og takke +Vorherre, fordi han har holdt sin Haand over os og naadigen bevaret +os i det gamle Aar.« + +Derpaa reiste Præsten sig ligesom vi Andre, og vi gik hen til +Pianofortet, hvor Emmy spillede Psalmemelodien, medens Præsten førte +an med sin kraftige Basstemme, og vi Andre stemmede i med: + + Det gamle Aar henrinder, + Saa sagtelig det svinder + Og synker i sin Grav. + Mens Alt er tyst og stille, + En Takkesang vi ville + Ham bringe, som det gav. + + Hans stærke Haand har ledet + Os sikkert frem og fredet + Om os jo hver en Dag. + Var Hjertet angst og bange + I Timer mørke, lange, + Han antog sig vor Sag. + + Ja sluktes alle Sole, + Blev alle Stjernepole + Saa mørk som Natten hist -- + Din lyse Sol ei slukkes, + Og aldrig skal tillukkes + Din Naade, Herre Christ! + + Din Stjernelil oprinder + Og Mørkets Magter binder + Hver Julenat paa Ny; + Ja altid klart den brænder, + Saa tidt som Du os sender + Det unge Nytaarsny. + + O hvilken salig Glæde, + Naar een Gang skal indtræde + Det store Juleaar, + Naar Himmelklokken ringer + Og Nytaarsbud os bringer + Om Evighedens Vaar. + + Ja naar den Time kommer, + Da Evighedens Sommer + Skal bryde herlig frem, + Du Fader os bønhøre + Og naadigen os føre + Til Himlens lyse Hjem! + +»Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af +Eder i det gamle Aar«, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen. +»Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar -- men Dem, +Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more +Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi +ikke her i Præstegaarden.« Og med denne Formaning forlod Præsten os, +ledsaget af Præstekonen. + +Vi Andre bleve tilbage; vi skulde sidde oppe til Midnat for at +oppebie det nye Aars Komme. Jeg ventede, at vi skulde have os en +fornøielig Samtale, men det syntes, som om dette Haab skulde blive +skuffet. Thi for det Første skilte Corpus Juris og Andrea Margrethe +sig fra os Andre, idet de satte sig hen i Vinduesfordybningen ved det +lille Bord for, som de sagde, at spille et Parti Schak. Og det lod +til at være et meget morsomt Parti Schak, for de hviskede idelig +sammen og havde hvert Øjeblik Noget at lee af. Men da jeg gik hen til +dem for at see, hvad det vel kunde være, der var saa morsomt, vare de +endnu ikke komne videre, end at hver af dem havde trukket to Bønder +frem. Jeg undrede mig herover, men Corpus Juris sagde, at de havde +Tiden for sig, men nu vilde de forøvrigt ogsaa begynde at spille for +Alvor, og nu taug de pludselig stille for ret at hellige Spillet al +deres Opmærksomhed. Saa satte jeg mig hen i Sophaen ved Siden af +Emmy. Paa den anden Side af Emmy sad Gamle og læste i sit lille nye +Testamente formodentlig om Verdens Undergang. Men hans Andagt kunde +ikke være synderlig stor, for jeg kunde ikke tale to Ord til Emmy, +uden at Gamle strax gav sit Besyv med, ja tilsidst bemægtigede han +sig hele Samtalen, saa at jeg ogsaa blev tilovers her. Jeg reiste mig +og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, idet jeg ønskede af mit +ganske Hjerte, at Klokken snart maatte blive Tolv, for jeg kjedede +mig i Grunden dygtig. Læse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa +det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu -- hvad +skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg +begyndte at blive søvnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig. + +»De kjeder Dem, Nicolai«, sagde Andrea Margrethe til mig. + +»Ja det er da ikke saa underligt«, svarede jeg, »jeg gaaer her som +femte Hjul paa en Vogn og er aldeles tilovers.« + +»Saa maae vi see at finde paa Noget at more Dem med. Emmy vil vistnok +fortælle os en Historie, naar vi bede hende derom.« + +»Kan Emmy fortælle Historier?« + +»Ja hun kan fortælle smukke Historier. I de lange Vinteraftener, naar +Fader mangen Gang har travlt og ikke har Tid at læse høit for os, saa +sidder Mo'er og Emmy og jeg ganske alene herovre, og saa fortæller +Emmy Historier for at more os.« + +»Er det morsomme Historier?« spurgte jeg. + +»De er just ikke til at lee af«, svarede Andrea Margrethe, »men +man kan altid lære Noget deraf, og det er da i hvert Fald bedre +end at gaae og kjede sig. -- Emmy, vil Du ikke nok fortælle os en +Historie?« -- + +Emmy holdt ikke af at sige Nei, naar hun blev anmodet om Noget, +og hun indvilligede derfor strax. Andrea Margrethe gjemte +Schakbrikkerne, Gamle lukkede sin Bog i, og vi toge Alle Plads om +Emmy, der efterat have tænkt et Øjeblik efter begyndte at fortælle. + + * * * * * + +»Ovre paa Samsø boede engang en vild Vikingehøvding, der hed Knud. +Hans Borg var opført paa Toppen af en høi Brink og skuede vide ud +over Havet. Knud havde en Søn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun +tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde +Møie med at tvinge ham. Men dette glædede Knud, thi »haard er +Fjeldets Væg, men haardere skal Mandens Sind være«, pleiede han at +sige. Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og +hun græd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trællene. +Paa den Tid begyndte Læren om den hvide Christ at udbrede sig i +Norden, men Knud hadede denne Lære, thi den tyktes ham at være en Tro +for Qvinder og ikke for Mænd. Han troede paa de gamle Guder, og hver +Morgen offrede han til Odins Øie, naar det blankt og straalende +hævede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf +troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen, +og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og +hendes Søn. Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede +de Christne til Døden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede. +Engang spurgte Knud ham: »Hvad vilde Du gjøre ved den hvide Christ, +om Du nogensinde mødte ham?« -- »Jeg vilde gjøre saa ved ham«, +svarede Drengen og jog sin Kniv til Hæftet ind i Bordpladen. »Derfor +skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst«, svarede +Knud glad. Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var +Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham, +at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det. + +Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader. Men Thjodolf +vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen; +han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark, +der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf +mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne, +og Landet var fuldt af Kirker og Klostre. Men Thjodolf stormede +Kirkerne og brændte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens +Hær var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa +tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To +Blod sammen og bleve Fostbrødre. Sigvald havde en Søster, Astrid, der +var blaaøiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog +hende til Hustru. Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en +elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og +Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind +boede endnu stedse i ham. Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til +Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved +hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja +mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som +faldt, vare ikke Guld. Da Astrid mærkede dette, bad hun Sangeren, som +var tilstede for at forherlige deres Bedrifter ved sine Sange, om at +synge et Qvad. Denne gjorde, som hun bød, og qvad et Drapa til Ære +for Sigvald, hvori han priste ham som den gjæveste og tappreste af +alle Mænd. Da han havde endt, lønnede Sigvald ham med en herlig +Guldring, men Thjodolf sagde: »Det tykkes mig underligt at synge om +Glænten, naar Ørnen er tilstede.« »Jeg synger nu, som jeg har Lyst +til«, svarede Sangeren. Astrid bøiede sig over mod ham og bad ham +ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans +Ære. »Havde Ord kunnet dræbe mig, var jeg for længe siden død«, sagde +Sangeren, »og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund.« »Saa frygt hans +Haand«, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sæde og slyngede +sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham. +»Derfor lever ligefuldt den Mand, som er større end Du«, sagde +Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet. +»Men nu troer jeg ikke, han lever længer«, sagde Thjodolf, idet han +hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede død til Jorden. »En Daare +er den Mand, som dræber sin bedste Ven«, sagde Astrid. »Men større +Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde«, sagde Thjodolf, og +dermed rendte han sit Sværd gjennem Astrid. Men med det Samme kom han +til Besindelse og saae nu, hvilken skændig Daad han havde fuldbragt: +han havde myrdet sin Hustru og dræbt sin bedste Ven, og det ikke i +ærlig Tvekamp, men som en feig Stimand. Saa tyktes det ham da, at han +var ikke længer værd at leve mellem Mænd. Saa gik han ned til +Strandbredden og gik mange, mange Dage der ganske alene og saae ud +over det mørke Hav og den tunge, graae Himmel. Ofte havde han Lyst +til at styrte sig i sit eget Sværd for strax at ride til Valhalla og +der atter at samles med Sigvald og Astrid, men saa meente han atter, +at til slig Usselkarl som ham var der ingen Plads i Valhalla. En Dag +mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der +fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. »Men jeg veed, hvad der fattes +Dig«, sagde den Gamle. »Du har dræbt din Hustru og myrdet din +Fostbroder. Men det er ikke Dig, der har dræbt dem, men den Herre +Christus, paa det at Du maa erkjende dine Synder og omvende Dig til +ham og troe paa ham.« »Er Christus slig en Troldkarl, at han har +forledt mig til at dræbe min Hustru og min bedste Ven, da hører han +til de onde Jætter, og jeg vil Intet have at skaffe med ham«, sagde +Thjodolf og vendte den Gamle Ryggen. Men Thjodolfs Had til den hvide +Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham +ind, at det var den bedste Maade at gjøre sig værdig til Valhalla +paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og dræbe +saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg +og sine Mænd, der modtoge ham med høie Jubelraab. Han spurgte dem, om +de atter vilde følge ham i Ledingsfærd, og de sloge paa deres Skjolde +og raabte, at de vilde følge ham til Verdens Ende. + +Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog +nu ned til Syden, til Vælstland og Grækland, thi der nede fra var jo +Læren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at +begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode. Thjodolf blev +heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og +fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit +taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og søde Frugter, som +han aldrig havde kjendt før. Men derfor bleve hverken Thjodolf eller +hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn, +og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi +Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen +hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han +Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han +i Søen. + +En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var +ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det +dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf +laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet +der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte. +Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa +ham. Da syntes det ham pludselig, som om hin lille Sky kom nærmere +og nærmere, indtil den tilsidst standsede ved hans Side og en Mand +traadte ud deraf, der saae ud som en Engel, thi hans Øine tindrede +som to Stjerner, og rundt om det kastaniebrune Haar, der faldt glat +ned til begge Sider, straalede en Lysglorie. »Tro paa mig, saa vil +jeg give Dig det evige Liv«, sagde han til Thjodolf. »Hvem er Du?« +spurgte Thjodolf. »Jeg er den, for hvem Helte skulle bøie Knæ, og som +Konger skulle tilbede«, lød Svaret. »Saa er Du Christus«, raabte +Thjodolf, idet han hurtig sprang op og skjød en Pil af imod ham. Men +i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky +langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra +Skibet. »Hvorfor skjød Du den Pil bort?« spurgte en af Thjodolfs Mænd +ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen +saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang. + +Næste Dag blev det en rasende Storm, tunge mørke Skyer dækkede +Himlen, og Skibet dreves afsted, Ingen vidste hvorhen. I fire Dage +varede Stormen, da blev det atter klart og smukt Veir som tidligere. +Thjodolf befandt sig nu udenfor et Land, som han ikke kjendte, men +Alt havde et aldeles fremmed Udseende for ham. Langs Kysten voxede +høie Træer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen; +underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt større +end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen. +Thjodolfs Mænd gik i Land efter Sædvane og gjorde rigt Bytte, som de +bragte tilbage til Skibet. De havde ogsaa fanget en Yngling, som de +førte med sig; han var iført en hvid Linkjortel, hans lange +kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans Øine +tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mænd spurgte, om de skulde offre +ham til Odins Øje, som de ellers gjorde med alle christne Fanger. Men +Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bød sine Mænd at føre +Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der. Siden gik +Thjodolf selv ned til ham. »Troer Du paa Christus?« spurgte han +Ynglingen. »Ja«, svarede denne. »Hvis Du vil fornægte Christus og +troe paa Odin og Thor, da vil jeg skænke Dig Livet og atter føre Dig +tilbage til din Hjemstavn, og give Dig saameget Gods og Guld, som Du +vil«, sagde Thjodolf. »Christus har aldrig fornægtet mig, hvorfor +skulde jeg da fornægte ham?« sagde Ynglingen. Thjodolf taug en liden +Stund stille, derpaa sagde han: »Fortæl mig noget om din Christus«, +thi han havde endnu aldrig hørt Christi Historie. Ynglingen fortalte +ham det da Altsammen, fortalte om, hvorledes han af egen fri Villie +var gaaet Døden i Møde og endnu paa Korset havde bedet for sine +Fjender. »Det var smukt gjort af ham«, sagde Thjodolf, »det var mere +end jeg kunde have gjort; men troe paa ham vil jeg alligevel ikke.« +»Din Time er ikke kommen endnu«, svarede Ynglingen, »men giv vel Agt +paa, hvad jeg siger. Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og +den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme +flyvende, den skal Du følge. Den skal føre Dig hen til et stort Hus, +foran hvilket der staaer to Træer, inde i hint Hus boer en gammel +Mand med et langt hvidt Skjæg; han skal forkynde Dig om Christus, og +da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er større end +din Daarskab.« Thjodolf var bleven mere blød i Hu end sædvanlig ved +Ynglingens Fortælling; men da han atter kom op paa Dækket, saae han, +hvorledes Solen gik ildrød ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins +Øie, der mørkt og truende saae paa ham. »Det er dog idel +Kjærlingesnak Altsammen«, meente da Thjodolf, »og jeg er en Daare, at +jeg laaner Øre dertil.« Han befalede sine Mænd at gaae ned og hente +Ynglingen op for at offre ham til Odins Øie, men hans Mænd kom +tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden. Thjodolf gik da +selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu +meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen, +som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de +gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde +hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker. + +Thjodolf vilde ikke vende tilbage til Danmark, thi han huskede, hvad +Ynglingen havde sagt til ham, og han vilde ikke, at disse Ord skulde +gaae i Opfyldelse, han havde en hemmelig Frygt for, at der laa noget +Kogleri skjult under dem. Saa vedblev han at hærje paa Middelhavets +Kyster, hans Skib var fuldt af Guld og Kostbarheder, og hans Navn var +frygtet overalt. Men tilsidst blev Længslen ham dog for stærk, og han +kunde ikke længere modstaae. For nu ikke at komme tilbage til +Danmark, besluttede han at drage til England, thi der saae dog ud +omtrent som i Danmark. Saa seilede han atter ud paa det store vilde +Hav og styrede ad England til. Der var Taage og Kulde, Regn og Sne, +og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig +selv, thi en Mand maatte ikke være saa blødhjertet. Endnu havde +Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfærdelig Storm, der +atter drev ham ud paa den aabne Sø. I syv Dage drev Stormen Skibet +afsted, Thjodolf vidste ikke, hvorhen han kom, thi han kunde +intetsteds opdage Land, og mørke Skyer dækkede Himlen, saa at han +hverken kunde see Sol eller Stjerner. Først paa den ottende Dag saae +han Land, men nu blev Skibet drevet med en saadan Voldsomhed ind mod +Kysten, at det stødte mod en Sandbanke, og Bølgerne splintrede det. +Thjodolf og hans Mænd sprang overbord, de kunde Alle svømme i fuld +Rustning, om det saa skulde være. Men de stærke Bølger reve dem atter +tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle +druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Bølge kastede op paa Landet. +Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var +for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede +nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en +Faareskindspels, og til ham gik han hen for at spørge, hvad det var +for et Land. »Landet hedder Danmark, og denne Ø hedder Samsø«, +svarede Manden. Da vilde Thjodolf strax drage bort igjen, men nu +havde han intet Skib længer og var da nødt til at blive. Dog vilde +han ikke gaae op i Landet, men besluttede at blive hos hin Mand, som +han havde truffet, til han muligvis kunde see et Skib, som seilede +forbi, og saa seile afsted med det. + +Næste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en +stor hvid Søfugl komme flyvende, og atter maatte han tænke paa, hvad +Ynglingen havde sagt til ham. »Du skal i al Fald ikke blive min +Veiviser«, sagde han og skjød en Pil efter Fuglen, men traf den ikke. +Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik +derfor hen for at tage den op. Men da han kom hen til Pilen, saae han +Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsøge +anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf +harmfuld over, at han ikke kunde træffe bedre, og vedblev at forfølge +Fuglen uden at tænke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst +standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to høie +Lindetræer. Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog +fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde +derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han +vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han +vinkede ad Thjodolf. »Denne Gang skal Du ikke undgaae mig«, sagde +Thjodolf, og han drog sit Sværd og gik ind i Gaarden. Men han kunde +ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de +kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de +havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der, +indtil han engang fik hin Yngling at see. + +Den Bygning, som Thjodolf var kommen til, var et stort Kloster, og +Thjodolf levede nu mellem lutter Munke; Munkelivet huede ham ikke, +det tyktes ham værre end et Trælleliv. Men han kunde ikke komme bort +derfra, thi han havde intet Skib og maatte derfor vente til Foraaret, +om han da kunde blive optaget af et eller andet Skib, som seilede +forbi. Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til +saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene +om at fortælle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art +Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld +derover. Han havde alt hørt det een Gang før, men denne Gang greb det +ham fast endnu mere. Thi Historien var ganske anderledes, end han +havde tænkt sig den. Navnlig det, som han tidligere havde spottet +meest over, at Christus var opstaaet fra de Døde, syntes ham nu at +være ganske i sin Orden; thi var Christus virkelig Guds Søn, saa +maatte han ogsaa kunde seire over Alt, selv over Døden. Den gamle +Munk med det lange hvide Skæg talte saa indtrængende: Thjodolf sad +ganske stille og hørte efter og ridsede med sit Sværd allehaande +Figurer i Sandet -- det var en god Tidsfordriv, han der havde fundet +paa, thi Dagene bleve til Uger, og Ugerne bleve til Maaneder, og før +han ret vidste det, var det blevet Foraar. Men Thjodolf havde ikke +Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den +gamle Munk: »nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive +døbt.« Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i +Klostret. Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til +fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i +sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel +Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive træt deraf. + +Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Sværd var forlængst +fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun været +der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tænke +over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var første Gang, at han var +syg, men han følte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste +Gang. I tidligere Dage vilde han have betragtet det som den største +Vanære at døe Straadød, men nu dømte Thjodolf anderledes om den Ting, +som om saamange andre Ting. Han laa stille og taalmodig, hans største +Glæde var at samtale med de andre Munke om den Herlighed, som han +snart skulde skue. + +Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod +aabent, de store Lindetræer udenfor duftede saa stærkt, Solen var nær +sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue, +han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel -- langt borte kunde han +see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham +pludselig igjen i Hu. Og atter syntes det ham nu som dengang, at den +lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad +det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to +Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. »Troer Du +nu?« -- »Ja Herre, nu troer jeg«, svarede Thjodolf. »Saa har Du +vundet Livet« -- og saa døde Thjodolf.« + + * * * * * + +Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa. Det var mig næsten, som hørte +jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare +blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. +»Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy«, sagde hun, »men +jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortællinger ende med, at +Helten gaaer i Kloster. Havde jeg været i Thjodolfs Sted, da var jeg +ikke bleven siddende i det Kloster, men jeg var atter dragen ud +ligesom tidligere over Land og Hav, for at forkynde Christus +overalt.« + +»Men jeg kan dog ogsaa nok tænke mig«, svarede Emmy, »at En, hvis +hele Liv havde været en Række af Misgjerninger, som Thjodolfs jo +havde været, at han kunde synes sig selv at være altfor stor en +Synder til, at han turde tiltage sig en Evangelist' Gjerning.« + +»Deri kan jeg dog ikke give Dem Ret«, sagde Gamle, »thi havde Paulus +været af den Mening og overhovedet Apostlene, saa var Christendommen +aldrig kommen videre end til Christus og de tolv Apostle. Deri +bestaaer jo netop Christendommens Naadebud, at alle vore tidligere +Synder, de være store eller smaae, ere udslettede, og vi agtes for +hellige og retfærdige af Gud. Men ikke destomindre havde jeg vist i +Thjodolfs Sted handlet ligesom han og var bleven i Klostret, thi det +er ikke Enhvers Sag at blive en Paulus, og det gjælder dog først og +fremmest at frelse sin egen Sjæl, inden man tænker paa at frelse de +Andres.« + +»Men Klokken, Klokken!« udbrød Andrea Margrethe, »den mangler kun to +Minutter.« + +»Ja hvad saa?« spurgte jeg. + +»Hvad saa? det nye Aar er istand til at komme, uden at vi lægge Mærke +dertil; vi maae op at tage imod det.« + +»Hvordan skal vi da bære os ad for at tage mod det nye Aar?« + +»Det skal jeg vise Dem: vi lukke først Vinduet op og see op mod +Himlen og Stjernerne; naar saa Klokken slaaer Tolv, saa veed vi, at +det nye Aar kommer ned fra Himlen til os, og saa ønske vi hverandre +glædeligt Nytaar.« + +Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre +fulgte hende. Atter stode vi som hin første Aften i det aabne Vindue +og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dækkede af det +hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige +Straaler som et Tryllenet over Alt. + +»Se, hvor smukt Maanen skinner ned til os«, sagde Andrea Margrethe. +»Jeg er næsten vred paa Dem, Christopher, for alt det Onde, De har +fortalt mig om Maanen; før kunde jeg altid saa godt lide den, den +forekom mig at være saadan en god gammel Ven, der nikkede saa mildt +ned til os: men efter hvad De har sagt, saa er den jo egentlig en +lumsk Røver og Bandit, der kun sidder og lurer paa en bekvem +Leilighed til at falde ned paa Jorden og slaae den ihjel.« + +»Nu«, svarede Gamle, »Maanen er kun Bud for Ham, der maaler Tid og +Time for os. Snarere kan De derfor betragte Maanen som en god +Juleengel, der kommer for at fortælle os, at den gamle Tid med al +sin Kummer og Smerte er forbi, og at den nye Tid med Evighedens +Salighed skal oprinde for os.« + +Andrea Margrethe lagde Fingeren paa Munden og tyssede paa ham, thi +den gamle Bornholmer begyndte at slaae sine tolv Slag. Vi taug ganske +stille og lyttede efter -- ni -- ti -- elleve -- tolv! »Glædeligt +Nytaar!« udbrød Andrea Margrethe, »se nu er det nye Aar kommet! +glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar Allesammen!« Vi +Andre besvarede hendes Glædesudbrud med det samme: »glædeligt +Nytaar!« + +»O hvor jeg er glad«, sagde Andrea Margrethe, »at det nye Aar er +kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med +-- det er mageløst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?« + +»Ja vist«, svarede jeg, »det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg +Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!« + +»Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nær glemt at sige. Vi har +kun kjendt hinanden i ganske kort Tid, Nicolai, men alligevel ere vi +dog blevne godt bekjendte med hinanden, og i det næste Aar ville vi +være som Broder og Søster.« + +»Ja vi ville være som Broder og Søster«, svarede jeg, idet jeg rakte +Haanden til Emmy og Andrea Margrethe -- »og lidt til!« tilføjede jeg +i mine egne Tanker. + +Nu havde vi jo gjort vor Pligt og taget mod det nye Aar, som sig hør +og bør, nu kunde vi altsaa gjerne forføie os til Sengs. Saa skiltes +vi fra hinanden, men endnu i Døren vedbleve vi at tilraabe hinanden: +»Glædeligt Nytaar og Tak for det gamle Aar.« + +-- Ja det var deiligt at være i Nøddebo Præstegaard, Alt var saa +hyggeligt, og Alt, hvad man havde Lyst til, kunde man gjøre -- nei +det er sandt, een Ting kunde jeg ikke: sove. Thi de Dage, som jeg +tilbragte derude, vare saa indholdsrige, at jeg som oftest maatte +tage et Stykke af Natten med for ret at tænke over dem. Saaledes +ogsaa denne Nat. Thi jeg var om Morgenen staaet op med det bestemte +Forsæt at forlove mig med Andrea Margrethe, og nu gik jeg i Seng med +det bestemte Forsæt at forlove mig med Emmy. Thi saaledes var det, +det kunde ikke nytte at skjule det for mig selv. Jeg havde den Dag +ret lært Emmy at kjende, jeg havde seet saameget Skjønt og Yndefuldt +hos hende, at jeg -- ja jeg kan ligesaa gjerne sige det kort og godt +-- jeg elskede hende. Og naar jeg nu tænkte paa den Sætning af +Propædeutiken, der Dagen i Forveien havde overbevist mig om, at jeg +burde forlove mig med Andrea Margrethe, saa lod denne sig ligesaa +godt anvende med Hensyn til Emmy. Thi denne Sætning sagde jo: »Enhver +Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal +svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være +begrundet i et Fornufthensyn« -- men dette lod sig udmærket anvende +med Hensyn til Emmy. Thi hvad Tilbøieligheden angik, saa var jeg jo +virkelig forelsket i Emmy, og hvad Fornufthensynet angik, saa var der +jo ingen Tvivl om, at Emmy vilde blive en fortræffelig Præstekone: +derpaa havde jeg jo havt Beviser nok under vor Vandring igjennem +Landsbyen. Hvad nu endelig Alderen angik (thi dertil maa man vel +ogsaa fornuftigvis tage Hensyn), saa var Emmy tyve Aar og jeg atten +Aar: det passede ogsaa meget godt. Forsaavidt var Alt i sin Orden, +thi der var jo Intet til Hinder for, at jeg næste Dag forlovede +mig med Emmy, men Ulykken var, at jeg kunde ikke glemme Andrea +Margrethe. Thi Andrea Margrethe besad dog et Liv og en Friskhed og +Fornøielighed, hvori jeg stemte saa godt med hende. Saaledes skete +det, at hver Gang Emmys Billed fremsteg for mine Tanker, saa kom +Andrea Margrethes strax bagefter. Men hvorledes skulde jeg da +lykkelig og vel komme ud af denne =casus mixtus et quidem +compositus=? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig, +da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel +som oftest høre en lang Prædiken af ham, men til Slutning fik jeg dog +ogsaa et godt Raad, som jeg kunde følge. Men her kunde jeg ikke +raadspørge Gamle, thi Gamle kunde dog virkelig ikke sige mig, om jeg +var meest forelsket i Emmy eller i Andrea Margrethe, saa Følgen vilde +kun blive, at jeg vel fik en lang Prædiken, men intet godt Raad. +Corpus Juris kunde det heller ikke nytte at tale til, thi han vilde +lee mig ud og kalde det Hele for Børnestreger. + +-- -- Hør hvor Gamle og Corpus Juris snorkede omkap ved Siden af! De +lykkelige Mennesker, de kunde sagtens sove trygt og rolig; de kjendte +Intet til Kjærligheds Uro og Kjærligheds Vee. Men jeg derimod! jeg, +som havde troet, at her i Nøddebo skulde al min Uro faae Ende, jo her +begyndte den først ret. Thi i Kjøbenhavn, hvor jeg var forelsket i +dem Alle tilhobe, der havde jeg ingen Nød, men her, hvor jeg kun var +forelsket i To -- ja nu vidste jeg, hvad ulykkelig Kjærlighed vil +sige. Thi Folk troe i Almindelighed, at ulykkelig Kjærlighed er at +være forelsket i _Een_, som man ikke kan erholde -- bah, det har +Intet at sige, thi man har dog altid det Haab, at man ved en eller +anden Lykkens Omvexling kan vinde hende. Nei ulykkelig Kjærlighed, +det er at være forelsket i To -- thi sæt ogsaa det allerlykkeligste +Tilfælde, at jeg vinder den Ene, saa er dog den Anden, som jeg ogsaa +elsker, tabt for mig. + +»Tikke-tik! tikke-tik! tikke-tik!« sagde mit lille Lommeuhr, der hang +paa Væggen over min Seng: det lød akkurat, som om det sagde: »Skynd +dig lidt! skynd Dig lidt! skynd Dig lidt!« Ja skynde mig, det maatte +jeg. Thi hvem kunde vide, hvormange og hvor farlige Rivaler jeg +havde! Jeg kjendte slet ikke Familiens Omgangskreds; hvilken Skare af +Fættere og Husvenner kunde der ikke være, der lumskelig snege sig +frem og snappede baade Emmy og Andrea Margrethe bort fra mig, medens +jeg spildte Tiden med mine Grublerier. Imorgen ved Dandsen marscherer +vel sagtens hele Mandskabet op, og da kunde jeg mønstre dem og skulde +snart finde ud, hvor Rivalerne var henne, men imorgen ved Dandsen -- +hvad kunde der ikke skee imidlertid! Nei der var intet Andet for -- +jeg maatte haste saameget som mulig: inden fire og tyve Timer maatte +jeg være forlovet -- og dog, ulykkelige Nicolai: sæt, Du bliver +forlovet med den Ene og er forelsket i den Anden! + + * * * * * + +Klokken var vistnok henved To, inden jeg faldt i Søvn, men saa sov +jeg til Gjengjæld til den lyse Morgenstund. Jeg sprang hurtig ud af +Sengen for ligesom den foregaaende Dag at iagttage Veiret; det var +ganske efter Ønske: store Isblomster dækkede Ruderne, men udenfor +skinnede den unge klare Nytaarssol saa lyst og velsignet, Himlen var +saa reen og blaa, at jeg følte alt mit gamle freidige Mod vende +tilbage. Nattens Tanker vare forsvundne med Nattens Mørke: jeg var +enig med mig selv om, hvad jeg vilde gjøre: jeg vilde lade Lykken +raade. Thi det er Lykken, som skaber den berømmelige Feltherre, det +er Lykken, som fremkalder den store Kunstner, og det er Lykken, som +hjælper den ulykkelige Elsker. Saaledes vare mine Tanker. Jeg +behøvede ikke længer at plage mig selv med allehaande Tvivl og +Betænkeligheder: jeg vilde ganske lade Tilfældet raade -- det var det +allerbeqvemmeste. Om da Emmy eller Andrea Margrethe skulde blive den +Udkaarede, det kom til at beroe paa, hvem af dem jeg først kunde faae +i Tale. + +I Forstuen mødte jeg Præsten. »Glædeligt Nytaar, Nicolai«, sagde han, +»og en Kjæreste, inden Aaret er omme!« + +»Ja jeg haaber, inden Dagen er omme«, tænkte jeg, men det sagde jeg +naturligvis ikke høit. + +»Har De i Sinde at gaae i Kirke idag, eller bruger de maaskee ikke at +gaae i Kirke om Søndagen?« spurgte Præsten. + +»Jo det bruger jeg dog.« + +»Ja man kunde jo ikke vide det -- Folk finder paa saa mange nye +Skikke derinde i Kjøbenhavn. Gudstjenesten begynder forøvrigt +Klokken Ni, ifald Deres mange Forretninger tillade Dem at komme til +den Tid«, og dermed gik Præsten over til sit Værelse, medens jeg gik +ind i Dagligstuen. + +Her traf jeg Corpus Juris, der talte ivrig sammen med Emmy og Andrea +Margrethe. Den Sidste vilde imidlertid gaae bort, da jeg traadte ind. + +»Det er da vel ikke for min Skyld, at De gaaer«, sagde jeg, thi det +forekom mig at være et ondt Varsel, at Andrea Margrethe gik, ligesom +jeg kom. + +»Nei det er ikke«, svarede Andrea Margrethe, »men i Dag har jeg saa +travlt med at faae Alt bragt i Stand til i Aften, saa De faaer mig +vist neppe at see hele Dagen«, og med disse Ord gik hun ud i +Kjøkkenet. + +»Saa bliver det altsaa Emmy«, tænkte jeg, »det er jo Skjæbnens +Villie.« + +Men det lod heller ikke til at være Skjæbnens Villie, at det skulde +være Emmy, thi ogsaa denne reiste sig og gik bort for at blive færdig +i rette Tid til at gaae i Kirke. Saa blev jeg alene tilbage med +Corpus Juris, ham kunde jeg tale med, ligesaameget som jeg lystede, +men det var just ikke hans Selskab, som jeg attraaede. Imidlertid +besluttede jeg dog at drage saamegen Nytte deraf som mulig. Det faldt +mig nemlig ind, at naar jeg vilde bære mig lidt fiffig ad, kunde jeg +maaskee faae Corpus Juris til at sige mig, hvem der i Grunden var at +foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, uden at han kunde ane, +hvorfor jeg spurgte ham derom. Corpus Juris havde taget Plads i den +store Lænestol og sad og læste, dog heldigvis var det ikke +Dagbladet, han læste, thi da havde jeg aldrig vovet at tale til ham +om slige Bagateller, men det var en gammel Roman, han havde fundet. + +»Hør Frederik«, sagde jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham, +»sig mig engang, hvem synes Du bedst om, Emmy eller Andrea +Margrethe?« + +»Hvad mener Du dermed?« spurgte Corpus Juris, idet han med et uroligt +Blik saae hen paa mig som En, der har en ond Samvittighed. + +»Jeg mener, hvem af de to unge Piger tiltaler Dig meest?« + +»Det forstaaer jeg ikke«, sagde Corpus Juris, idet han reiste sig op +fra sin Stol og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet -- men det +er aldrig gode Tegn, naar Corpus Juris begynder at spadsere op og ned +ad Gulvet. + +Alligevel tabte jeg ikke Modet, men vedblev med en vis +Haardnakkethed: »Det synes jeg dog ikke, er saa svært at forstaae: +jeg vil vide, hvem Du giver Fortrinet, Emmy eller Andrea Margrethe.« + +»Det er jo noget Nonsens«, svarede Corpus Juris. »Fordi jeg synes +godt om den Ene, kan jeg jo gjerne synes godt om den Anden, og fordi +jeg mener, at Andrea Margrethe -- aa det er jo noget reent Nonsens« +-- og dermed spadserede Corpus Juris udaf Døren, idet han lod mig +forblive i Uvished, hvorvidt det var mine eller hans egne Ord, han +kaldte for Nonsens. Dog nærede jeg en hemmelig Frygt for, at Corpus +Juris skulde have gjættet Hensigten af mine Spørgsmaal, og istedenfor +nu at tale lige ud med sin forblommede Tale vilde give mig at +forstaae, at han i høieste Grad misbilligede mit Forehavende. + +Lidt efter kom Gamle ind, og jeg besluttede da ogsaa at forelægge ham +dette vanskelige Spørgsmaal, thi Gamle havde vel næppe været saa +skarpsynet som Corpus Juris, og i alt Fald var han mere rolig end +denne. + +»Sig mig engang, Christopher«, sagde jeg derfor, »hvem holder Du +egentlig meest af, Emmy eller Andrea Margrethe?« + +»Jeg holder meest af Emmy«, svarede Gamle -- se det var reen og klar +Besked, som jeg der fik! + +»Men hvorfor holder Du meest af Emmy?« spurgte jeg videre, thi det +var jo egentlig dette, som jeg vilde have at vide. + +»Nu Sligt kan der ikke gives Grunde for, det er en Følelsessag og +følgelig noget aldeles Individuelt, men det Individuelle kan der ikke +gives almengyldige Grunde for, thi dermed vilde det ophøre at være +individuelt og derimod blive noget Universelt.« + +Ak vee! nu trak Gamle sig tilbage indenfor sine philosophiske +Forskandsninger og slap bort fra mig netop i samme Øjeblik, som jeg +meente at have fanget ham. + +Dog besluttede jeg at gjøre endnu et Forsøg og sagde derfor: »Ja men +selv om det er noget Individuelt, som Du siger, saa maa Du dog have i +det Mindste din individuelle Grund dertil, og den vilde jeg gjerne +vide.« + +»Nu da«, sagde Gamle med uforstyrrelig Rolighed, »for at jeg skal +sige det kort og godt: jeg harmonerer med Emmy. Ethvert Menneske +bærer i sig et Ideal, som han stræber at realisere, men han føler +tillige, at han er for svag dertil. Men hver Gang noget af dette +Ideal (jeg siger _noget_, thi det ganske Ideal faaer han aldrig at +see i denne Forkrænkelighedens Verden), hver Gang noget af dette +Ideal træder ham imøde i et andet Menneske, da harmonerer han med +dette Menneske, og jo mere af dette Ideal han seer, des større er +Harmonien, thi det er jo ligesom sit eget bedre Jeg, han faaer at +see. Men det ligger nu i Sagens Natur, at denne Følelse af Harmoni +maa have en gjensidig Tiltrækning til Følge, og denne gjensidige +Tiltrækning er det, vi kalde Kjærlighed.« + +Aha! der fik vi det at vide: den af dem, med hvem jeg harmonerer +meest, hende elsker jeg meest. Ja jeg tænkte nok, at jeg kunde faae +Besked derom hos Gamle, og nu havde jeg ovenikjøbet baaret mig saa +snildt ad, at jeg denne Gang fik det gode Raad at høre og slap for +Prædikenen, som ellers pleier at gaae forud. + +»Se man taler nu«, vedblev Gamle (thi ligesaa vanskeligt som det er +at faae Gamle til at tale, ligesaa vanskeligt er det at faae ham til +at holde op igjen, naar han først har begyndt), »saameget om +ulykkelig Kjærlighed, men her ligger en stor Misforstaaelse til +Grund. Thi hvis kun den ene Part føler sig tiltrukken, men den anden +ikke, og det er jo sædvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjærlighed, +da er dette Tegn til, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men +hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjærlighed, og +følgelig heller ingen ulykkelig Kjærlighed. Hin første Part er da +bleven skuffet og har troet at see Noget i den anden, som i +Virkeligheden ikke var der. Om han nu ikke stivsindet vil fastholde, +hvad der kun er et Blændværk af hans egen Phantasie, da vil han ogsaa +efter nogen Tids Forløb komme til Erkjendelse af sin Feiltagelse og +dermed være helbredet. Det eneste Tilfælde, hvor en virkelig +ulykkelig Kjærlighed kan finde Sted, det er, hvor en Mand og en +Qvinde (thi fra at tale om Kjærlighed i Almindelighed ere vi jo nu +komne over til at tale om det særegne Kjærlighedsforhold, som vi +kalde Elskov), altsaa hvor en Mand og en Qvinde, der virkelig +harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden, +først mødes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en +Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan +finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjærlighed. +Om nu ikke begge Parter skulle gaae til Grunde, da maae de styrke sig +i Bøn til Ham, som har Lægedom for al vor Hjertesorg og trøste sig +ved det Haab, at de atter kunne mødes i en anden Verden under +lykkeligere Forhold, end som her faldt i deres Lod. Og i dette Haab +kunne de vel atter tildeels vinde deres tidligere Ro tilbage, skjøndt +de ville begge altid have en vis Følelse af Tomhed og Savn, der endog +til sine Tider, og fornemmelig naar Anledning gives, kan gaae over +til bitter og voldsom Smerte. Forøvrigt kan ogsaa det kaldes en +ulykkelig Kjærlighed, hvor to Elskende virkelig have fundet hinanden, +men den ene bortrives af Døden -- for den Tiloversblevne gjælder da +det Samme, som i det foregaaende Tilfælde.« + +Kun halvt om halvt hørte jeg paa Gamles Foredrag over ulykkelig +Kjærlighed, thi jeg var i dette Øjeblik nærmest beskjæftiget med min +egen lykkelige Kjærlighed: jeg havde nu fundet, hvorpaa det kommer +an, nemlig at man harmonerer med hinanden, og var altsaa kommen ud +over mine tidligere Tvivl. Dog varede Glæden herover ikke længe, thi +da jeg nu ifølge dette Kjendemærke skulde til at afgjøre, hvem jeg +vilde foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, saa kom jeg til det +Resultat, at jeg harmonerede lige godt med dem begge To, saa jeg var +altsaa ikke kommen videre end før. + +Da jeg skulde gaae i Kirke, kom Andrea Margrethe hen for at spørge +mig, om jeg havde nogen Psalmebog. Det havde jeg ikke, hvorfor hun +tilbød mig at laane hendes, da hun havde altfor travlt, til at hun +kunde gaae i Kirke. Jeg takkede hende, da hun gik ud for at hente +den. Da hun atter kom tilbage med den, vare vi tilfældigvis alene i +Dagligstuen, og jeg tænkte derfor, om det ikke var bedst nu at gribe +Øjeblikket: blot to Ord, og saa var jeg ude over alle mine Tvivl og +Betænkeligheder. Men det var, ligesom Tungen klæbede til Ganen, det +var mig umuligt at faae de to Ord frem; taus og stum stod jeg og +vendte op og ned paa Psalmebogen. + +»De seer saa nøie paa min Psalmebog«, sagde Andrea Margrethe, »De +synes maaskee, den seer noget forslidt ud?« + +»Nei«, svarede jeg uden dog ret at have hørt, hvad hun havde sagt. + +»Ja for jeg skal sige Dem«, vedblev Andrea Margrethe, »den +allerbedste Roes for en Psalmebog, det er at see rigtig forslidt ud: +derimod naar Guldsnittet skinner altfor stærkt paa Siderne, det er +ikke noget godt Tegn.« + +»Nu eller aldrig!« sagde jeg til mig selv; jeg gjorde en voldsom +Kraftanstrængelse for at strække min Haand ud og gribe Andrea +Margrethes og -- Gamle traadte ind. + +»Har De en Psalmebog, Christopher?« spurgte Andrea Margrethe. + +»Jo, jeg har laant Emmys«, svarede Gamle. + +»Men saa har Emmy jo ingen.« + +»Nei det er sandt, det har jeg rigtignok ikke tænkt paa!« + +»Men nu skal jeg gaae over og laane en Psalmebog til Dem hos Fader«, +sagde Andrea Margrethe, »saa kan Emmy faae sin tilbage.« + +»Nei lad mig beholde Emmys -- Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun +sagt mig, saa hun behøver ingen Psalmebog.« + +Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. »Jeg faaer +vel Lov til at laane Deres som sædvanlig«, sagde han til Andrea +Margrethe. + +»Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i +dette Øjeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.« + +»Den kan Nicolai faae, saa tager jeg Deres -- Nicolai giv mig +Psalmebogen.« + +»Nei saamænd gjør jeg ikke nei«, svarede jeg, »jeg har laant den og +har lovlig Ret til den.« + +»Vist ikke; det er mig, der har Ret til den, for jeg pleier ellers +altid at laane den. Kom nu med den!« + +»Nei Du faaer den ikke -- Du kan ligesaa gjerne tage den anden.« + +»Men De maa dog skamme Dem«, udbrød Andrea Margrethe, »to voxne +Brødre, der kommer op at skjændes -- og det ovenikjøbet om en +Psalmebog. Det er dog virkelig altfor galt. Vil De endelig begge To +laane min, saa kan De see sammen i den, det er den simpleste Maade at +afgjøre Striden paa.« + +Corpus Juris mumlede noget om, at han var saa kortsynet, at han +nødvendigvis maatte have en egen Psalmebog, men gav dog alligevel +efter, tog mig under Armen -- (sagtens for at jeg ikke skulde løbe +bort med Psalmebogen), og saa gik vi til Kirke sammen. + +Kirken var kold og fugtig, men det gjør ikke Noget, naar man bringer +et varmt Hjerte med. Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine +Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke, +hvor de skulde være. + +Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men +Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og +Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde +tale. Jeg kunde see paa Præsten, at han begyndte at blive utaalmodig, +selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Bælgetræderen +utaalmodig, thi han ophørte med sin Virksomhed, saa at Skolelæreren +pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende. Saa +begyndte Præsten at tale, stærk og kraftig var hans Stemme, men dog +ikke kraftig nok til at vække mig af min Dvale: den første Halvdeel +af Prædikenen hørte jeg ikke et Ord af. Men nu begyndte Præsten at +see stivt ned paa mig, og hvad han sagde, passede saa ganske paa mig, +at jeg blev nødt til at høre efter, enten jeg vilde eller ikke. Han +sagde nemlig, at ligesom det nye Aar begynder i Jesu Navn, saaledes +maa ogsaa al vor Gjerning begynde i dette Navn, om den ret skal blive +til Velsignelse for os. Derfor maae vi stedse prøve ved Alt, hvad vi +ville foretage, om vi kunne gjøre det i Jesu Navn; og kunne vi ikke +det, saa kunne vi ogsaa være visse paa, at der stikker noget Urigtigt +derunder, og vi handle derfor rigtigt i ikke at gjøre det. -- Se der +fik jeg et nyt Kriterium paa, hvorvidt mit Forehavende var rigtigt, +foruden de to Kriterier, som jeg alt tidligere havde; men jeg kan +ikke nægte, at de to gamle Kriterier, som jeg selv havde fundet paa, +huede mig bedre end det, som Præsten gav mig. Thi naar jeg vil være +ganske ærlig og oprigtig mod mig selv, maatte jeg dog tilstaae, at +hvad jeg nu havde for, det vilde jeg hverken gjøre i Jesu Navn eller +Vorherres Navn, men slet og ret i mit eget Navn. Alligevel gav jeg +ikke tabt endnu. »Det er en af disse ideale Fordringer«, sagde jeg +til mig selv, »som Christendommen stiller til os, men som vi ikke +kunne efterkomme i Virkeligheden. Præsten selv, der nu staaer og +prædiker saa ivrig om, at man skal handle i Jesu Navn, han handler +saamænd heller ikke selv altid derefter. Se nu f. Ex. i Aften har +han jo givet Lov til, at vi maa have Dands i Præstegaarden, og det +uagtet han mener, at det ikke er rigtigt. Men naar ikke engang +Præsten, der er saa gammel og saa erfaren en Mand, handler i Jesu +Navn, hvor vil Du saa tænke paa? Nei det er som sagt en af disse +ideale Fordringer, som Christendommen stiller til os, men som intet +Menneske efterkommer.« -- Det er overhovedet mærkeligt, saa stor en +Dialektiker man pludselig bliver, naar man vil gjøre Noget, som er +Uret; selv det dummeste Menneske bliver til en sand Sokrates ved den +Leilighed, der ved at gjøre saamange Spørgsmaal paa Kryds og paa +Tværs og at snoe sig med en saadan dialektisk Færdighed, at enhver +Anden end Samvittigheden vilde give tabt. Men Samvittigheden besidder +en fast endnu mærkeligere Seighed, i det Mindste besidder min det, +thi trods alle mine Argumenter og Beviser vedblev den at gjentage med +en Catos Ufortrødenhed: »_Præterea censeo_, at Nikolai vil gjøre +Noget, som er urigtigt.« -- + +Da vi atter vare komne tilbage til Præstegaarden og sadde om +Kaffebordet, sagde Præsten til mig: »Har De nu hørt vel efter min +Prædiken, Nicolai?« + +»Jo jeg har.« + +»Hvad synes De saa om den?« + +»Godt«, svarede jeg, for Andet kunde jeg da ikke vel sige. + +»Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke +alene være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere. De er ung endnu, +lad mig derfor see, at De staaer som et lysende Exempel for os Andre. +-- Hvad synes Du om min Prædiken, Andrea Margrethe?« + +»Jeg har ikke været i Kirke i Dag.« + +»Det kan jeg godt lide Dig for; det er saadan en smuk Maade at +begynde det nye Aar paa med ikke at gaae i Kirke.« + +»Jeg skulde blive hjemme og passe Huset.« + +»Huset kan nok passe sig selv saalænge; kunde Emmy komme i Kirke, +kunde Du vel ogsaa.« + +»Men hvad vilde Du sige, om vore Gjæster kom i Aften og Intet fik at +spise?« + +»Vore Gjæster lide ingen Nød, de spise snarere for Meget end for +Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende +Svindsot i de sidste Dage! Jeg havde glædet mig til, at den skulde +holde ud til Paaske, men det bliver der ikke Noget af, det har +Juristen sørget for. Se, hvor han nu sidder og huler i den: tag +Skorpen, min Fa'er, tag Skorpen! den er saa god for unge Tænder. -- +Saa, nu skal Nicolai have den, ja saa er det nok snart forbi med »die +letzten Zehn vom vierten Regiment«! -- Det er da godt, at De skal +dandse i Aften, Nicolai; for om otte Dage vil De vist næppe være +istand dertil -- saa tænker jeg, at selv min Slobrok vil være for +snæver til Dem!« -- + + * * * * * + +Noget efter gik Præsten over paa sit Værelse for at hvile sig, Andrea +Margrethe gik atter tilbage til sin Virksomhed og tog denne Gang Emmy +og Præstekonen med sig til Hjælp, Gamle begyndte at læse, og Corpus +Juris og jeg begyndte at kjede os. Efter et forgjæves Forsøg paa +at spille Schak, der mislykkedes, fordi vi begge vare lige +aandsfraværende, fandt Corpus Juris paa, at vi skulde aflægge et +Nytaarsbesøg hos Skolelæreren. Skjøndt jeg just ikke ventede mig +synderlig Opmuntring heraf, saa var det dog altid en Forandring. Men +en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelæreren +befandtes at være alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde. +Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen +morsom Mand, og da vi havde været der nogen Tid, begyndte jeg at +fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjøre Anders Sørensen et +Nytaarsbesøg. Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige +Bemærkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til +Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsøgte at lede Talen +hen paa Politik, men Skolelæreren interesserede sig ikke for Politik. +Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen +for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges +Noget om. Mine Øine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg +spurgte Skolelæreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug +blandt Bønderne. + +»Jo«, svarede han, »Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det +er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hørt +saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lære, +ifald det ikke er altfor vanskeligt -- det er L'hombre.« + +»L'hombre!« udbrød Corpus Juris og jeg i Munden paa hinanden, »da +hører der saamænd ikke Hexeri til at lære det. Har De Lyst dertil, +skal vi gjerne strax lære Dem Grundreglerne.« + +Det er vanskeligt at sige, hvem der blev meest glad, Skolelæreren ved +Udsigten til endelig at lære L'hombre, eller Corpus Juris og jeg ved +endelig at blive satte i Virksomhed. Det gamle Spil Kort kom frem, og +Undervisningen begyndte. Havde Skolelæreren ligesaa stort Talent til +alt Andet, som han havde til at lære L'hombre, saa har Styrelsen +tildelt ham en altfor ringe Plads i Livet. Inden en halv Time kunde +han selv raade for sine Kort uden fremmed Hjælp, og som Lykken altid +hjælper Begynderen, saaledes vandt Skolelæreren som oftest, medens +Corpus Juris og jeg sadde i Uheld, hvilket ikke gjorde ham saa lidt +kry, medens vi to Andre bleve mere ivrige. + +Nu kastede Corpus Juris de to sorte Esser frem. + +»Hvad betyder det?« spurgte Skolelæreren. + +»Ja det har vi ikke lært Dem endnu: det er =grand tourné=«, sagde +jeg. »Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lægge dem frem +og spille =grand tourné=, hvilket er ganske som =tourné=, kun at +Vindingen er noget større. Men om De kan, handler De bedre i at +spille Solo, thi =grand tourné= er et farligt Spil.« + +Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. »Ja for jeg +skal sige Dem«, vedblev jeg, »De kan meget let faae et Kort op i en +Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive +beet.« + +»Deres Velærværdighed --« begyndte Skolelæreren, men jeg lod mig ikke +afbryde, men fortsatte: »Har De derimod Manille og Kongen sjette i +en vis Farve, saa bør De før spille Solo, thi da har De altid de tre +Matadorer sikkre og tør nok haabe at være saa heldig at faae to Stik +endnu, saafremt ikke netop alle de øvrige Trumfer sidde samlede hos +den ene Modstander, thi da kan det gaae Dem ilde nok.« + +Skolelæreren kunde ikke længer styre sin Uro; forlegen sad han og +famlede mellem Kortene, medens hans Blik ufravendt stirrede hen paa +Noget bag min Stol. Jeg vendte mig om og fik Øie paa Præsten, der med +korslagte Arme stod og saae ned paa mig. + +»Lad Dem endelig ikke forstyrre«, sagde han, »De har jo et Foredrag, +som en Rigsdagsmand kunde misunde Dem.« + +»Vi skulle bare lære Skolelæreren at spille L'hombre«, sagde jeg. + +»Ja det seer jeg, og dertil vælger De Nytaarsdag og Søndagformiddag +-- De kunde virkelig ikke vælge nogen mere passende Tid. Og det var +Dem, som skulde gaae ud og lade deres Lys skinne for Menigheden! Saa +faaer De ovenikjøbet Juristen med Dem -- jo det er to deilige +Apostle, jeg der har udsendt til at forkynde sand Christendom! Men +det maa man lade Dem, at De forstaaer at begynde Deres Reformation +fra Grunden af. Først træder De op inde i Præstegaarden og faaer mine +Pigebørn til at dandse Julia Hopsasa den hele udslagne Nat igjennem, +og dernæst gaaer De ind til min skikkelige Skolelærer og faaer ham +til at sidde og spille L'hombre ved høilys Dag. Formodentlig har De +nu i Sinde at gaae Sognet rundt fra Gaard til Gaard og fra Hus til +Hus, indtil man tilsidst overalt kun seer Kortspil fra Morgen til +Aften og dernæst hører Heidudeldum fra Aften til Morgen. De er +rigtignok et forskrækkeligt Menneske, Nicolai; i de fire eller fem +Dage, De har været herude, har De voldt mig mere Bryderi end +Alverdens Mormoner vilde gjøre i et heelt Aar.« + +»Men Deres Velærværdighed maa betænke, at det kun er en uskyldig +Tidsfordriv«, indvendte Skolelæreren. + +»Uskyldig Tidsfordriv!« udbrød Præsten, »ja De har Ret: næste Søndag +vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more +mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel, +saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor +uskyldige Tidsfordriv.« + +»Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig +op i Dag.« + +»Nei det har De ganske Ret i; thi stod det til Dem, saa tænker jeg, +vi sad endnu Allesammen inde i Kirken og hørte paa Deres +Orgelconcert. Hvor tidt har jeg dog ikke sagt Dem, at det gaaer ikke +an med alle de Triller og Trimulanter, hvormed De døver vore Øren.« + +»Jeg vilde dog gjerne sætte nogle Ornamenter til Deres +Velærværdigheds Prædiken«, sagde Skolelæreren. + +»Ja det er meget smukt af Dem, men De maa huske paa, at det er mig og +ikke Orgelet, som skal prædike. Dog lad det nu være godt, jeg haaber, +at jeg ikke oftere skal faae Anledning til at klage derover. -- Men +disse to Spillefugle her tager jeg hjem med mig, for at de kunne +gjøre mit Fattigregnskab færdigt, saa har jeg dem i sikker Forvaring +saalænge.« + +Saa bleve Corpus Juris og jeg anbragte ved Fattigregnskabet, hvor vi +tilbragte hele Formiddagen og største Delen af Eftermiddagen. I +Begyndelsen var denne Beskæftigelse just ikke efter min Smag, men +siden fandt jeg mig bedre deri, thi mine Tanker havde nu faaet noget +Bestemt at sysle med, saa Tiden gik temmelig hurtig for mig, og før +jeg ret vidste af det, blev det mørkt. + +Jeg gik over i Dagligstuen -- der fandt jeg Emmy og Andrea Margrethe +syslende med at binde Sløifer til Dandsen. Jeg vilde tage en Stol og +sætte mig ned ved Siden af dem, men de reiste sig begge. + +»Hvorfor gaaer De fra mig?« spurgte jeg. + +»De vil da ikke have, at vi skal dandse i denne Dragt?« sagde Andrea +Margrethe. + +»Men De har jo Tid nok, Klokken er knap halvfire.« + +»Og Klokken fem kommer vore Fremmede,« svarede Andrea Margrethe, »De +seer, at det er paa høie Tid.« + +»Hvad for Noget? allerede Klokken Fem -- og saa faae vi Lov til at +dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er +mageløst!« + +»Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hører Herligheden +op, og Hver gaaer hjem til Sit.« + +»Klokken tolv? Nu har jeg aldrig hørt saa galt -- det er paa den Tid, +vi pleie at begynde inde i Kjøbenhavn, og saa vil De allerede ende +her, det er jo at vende op og ned paa Alting.« + +»Ja da kan De vide, at jeg har kæmpet som en Løve for at faae Lov af +Fader til at blive ved saalænge. Fader vilde have, at vi skulde høre +op allerede Klokken Ti.« + +»Det er da vel aldrig muligt?« + +»Jo saamænd er det saa; han sagde, at han vilde ikke vide Noget af +det Nattesværmeri, og at vi skulde skilles fra hinanden i god +borgerlig Tid. Det var først langt om længe, at han gav efter, da jeg +sagde ham, at saa kunde han ligesaa gjerne reent forbyde os at holde +Bal, for vi vilde blive til Spot og Skandale for al Verdens +Mennesker, naar de fik at høre, at vi havde hørt op at dandse +allerede Klokken Ti.« + +Da jeg nu havde faaet at vide, at vore Gjæster kom Klokken Fem, +besluttede jeg ogsaa selv strax at begynde min Omklædning, thi det +var en Handling, der vilde tage Tid, eftersom der skulde anvendes den +størst mulige Umage derpaa. Et Øjeblik tænkte jeg endog, om det ikke +var bedst, at jeg barberede mig, men jeg opgav dog atter dette +Forehavende ved Tanken om, at jeg aldrig havde foretaget denne +Operation før, og at min uøvede Haand derfor saare let kunde +bibringe mig et Skaar, der ingenlunde vilde tjene til mit Aasyns +Forskjønnelse. Men den Omhu, som ikke blev viist Skægget, blev +tildeelt Haaret i fuldt Maal. Ja de gamle Spartanere have vist næppe +smykket deres Hovedhaar med saa stor Iver før Slaget ved Thermopylæ +som den, hvormed jeg smykkede mit. Thi jeg skulde jo ogsaa til at +slaae et Thermopylæslag, og som jeg haabede, med bedre Held end +Spartanerne. Næst efter Haaret var det det hvide Halstørklæde, paa +hvilket jeg særlig henvendte min Opmærksomhed. Desværre havde jeg kun +faaet tre med mig, og efter at have krøllet dem alle tre ligemeget, +var jeg dog nødt til at tage til Takke med det første. Men stor Sorg +voldte min Kjole mig: den var bleven aldeles forkrøllet i Kufferten. +Forgjæves anvendte jeg en halv Time til at stænke Vand paa den og +trække i den paa alle Ledder og Kanter: det vilde ikke lykkes mig at +faae den til at straale i sin tidligere Glands. + +Jeg aabnede dernæst Døren og traadte ind til Corpus Juris; han trak +netop sin Kjole paa; det var Puppen, der var ifærd med at blive til +Sommerfugl. Thi nogen større Forandring kan ikke tænkes end den, som +foregaaer med Corpus Juris, naar han bortlægger Hverdagsdragten og +ifører sig Høitidsdragten og det hvide Halstørklæde. Hvert Spor af +Gnaveri og Vrantenhed, kortsagt hvert Spor af Juristen forsvinder, og +den fuldendte Selskabsmand staaer der i hele sin kongelige Glorie. Ja +vil man lære Corpus Juris at kjende fra hans meest kavaleermæssige +Side, saa maa man see ham mellem unge Damer, jo flere, des bedre. I +Sandhed, det er et Syn for Guder at see ham staae der med den ene +Haand indenfor Vesten, med den anden frit gesticulerende eller +strygende sit mørke Haar bort fra Panden, og nu henvender han Ordet +snart til den ene og snart til den anden, ikke een er der, som han +forglemmer -- alle Muser og Chariter have lagt deres Honning paa hans +Tunge. I saadanne Øjeblikke pleier jeg at stille mig bagved ham og at +lytte til hans Tale, taus og ærefrygtsfuld, som Disciplen lytter til +sin Mester. + +Da Corpus Juris var færdig, gik vi sammen ind til Gamle for at see, +hvorvidt han var kommen. Han var fuldt paaklædt; han sad paa en Stol +og var falden i Tanker. I det Øjeblik vi traadte ind, løftede han +Hovedet i Veiret -- Herre Jemini, sikken en Knude han havde slaaet +paa sit Halstørklæde! Havde Gamle havt til Hensigt at hænge sig selv, +kunde han ikke have bundet en mere haandfast Knude! Corpus Juris gav +sig øjeblikkelig til at binde den om igjen, og Gamle fandt sig med +stor Taalmodighed heri. Om Gamle gjælder lige det Modsatte af, hvad +jeg har sagt om Corpus Juris. Han er uforandret den Samme, hvad Slags +Dragt han end ifører sig. Heller ikke overfor unge Damer foregaaer +der nogensomhelst Forandring med Gamle. »De er jo ogsaa Mennesker«, +pleier han at sige, »hvorfor skulde jeg saa tale anderledes til dem +end til andre fornuftige Væsener?« Jeg har tidt og mange Gange talt +med ham derom, men Gamle besidder i visse Henseender et Stivsind, der +gjør, at han ikke paa nogen Maade viger fra sin een Gang fattede +Mening. Engang paa et Bal i Efteraaret gjorde han mig det dog altfor +broget: i en halv Time udviklede han for sin Dame, hvad man forstaaer +ved det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Jeg kunde see paa den +stakkels Pige, at hun kjedede sig ganske forskrækkelig. Bagefter +talte jeg til Gamle derom: »Hvor kan Du dog falde paa Sligt? det kan +jo aldrig more hende.« »Ja men saa morer det mig«, svarede Gamle, »og +altsaa morer i al Fald den ene Part sig, istedenfor at ved den +sædvanlige Balconversation kjede begge Parter sig lige meget.« -- +Nei Gamle forstaaer sig slet ikke paa at omgaaes unge Piger! + +»Har Du nu dine Handsker, Christopher?« spurgte Corpus Juris. + +»Handsker?« udbrød jeg, »det har jeg aldeles ikke tænkt paa!« + +»Ja hvorfor har Du ikke det?« sagde Corpus Juris. + +»Hvor kunde jeg vide, at her skulde være Bal -- men det er din Skyld, +Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt -- nu +er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.« + +»Hvad vil Du med een Handske?« + +»Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har +Handske, jeg vil -- jeg vil -- aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil«, +udbrød jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde, +hvad kunde saa al min øvrige Herlighed hjælpe mig? + +Midt i min Jammer og Fortvivlelse blev Gamle min Hjælper og +Redningsmand. »Der har Du et Par«, sagde han pludselig, idet han trak +et Par Handsker op af Lommen til mig. + +»Christopher, Du er dog det meest velsignede af alle Mennesker«, +udbrød jeg, »har Du virkelig tænkt paa mig?« + +»Nei det vil jeg dog ikke sige, at jeg har, men jeg fandt et Par i +min Lomme, som jeg formodentlig maa have glemt ved en tidligere +Leilighed«, svarede Gamle. Handskerne vare ganske nye, de passede +mig, som vare de syede til mig. =All right=! sagde jeg til mig selv, +nu kunde jeg begynde Slaget, naar det skulde være. + +Alle Tre gik vi ned i Dagligstuen, hvor vi fandt Familien ventende +paa de Fremmede. Emmy og Andrea Margrethe vare iførte hvide +Balkjoler; Emmy havde en hvid Perlesnor flettet i sit sorte Haar, +Andrea Margrethe bar en Krands af Roser. Præsten stod midt paa +Gulvet, iført Kjole, hvidt Halstørklæde og Manschetter. Andrea +Margrethe var ifærd med at rette paa Halstørklædet, hvilket Præsten +havde bundet paa samme solide Maade som Gamle. + +»Se saa, lad det nu være godt«, sagde Præsten til Andrea Margrethe, +»nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist +ondt ved at kjende mig igjen.« + +Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Præsten, thi hele den +stive Høitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Væsen. + +»Ja hvad gjør man ikke for Kone og Børn!« sagde Præsten, idet han +trak i de stive Manschetter. »Nu synes jeg ellers det var paa Tide, +at vore Gjæster indfandt sig.« + +»Du maa ikke være saa utaalmodig«, bad Andrea Margrethe, »Klokken er +halv fem, og vore Gjæster ere først indbudne til fem.« + +»Ja hvorfor har I saa pyntet mig saa tidlig?« spurgte Præsten. »Nu +gaaer jeg her og spilder Tiden. Kom Nicolai, lad os gaae over og faae +os en fornuftig Pibe Tobak.« + +Men det vilde Andrea Margrethe paa ingen Maade vide af, thi saa vilde +vi bringe al Tobakslugten tilbage med os. Andrea Margrethe havde +overhovedet nok at gjøre med at berolige Præstens Utaalmodighed. Thi +da han ikke kunde faae Lov at ryge Tobak, begyndte han at spise af de +smaa Tvebakker, der vare satte frem, og indbød mig til at gjøre det +Samme. + +»Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er«, formanede Andrea Margrethe, +»hvad maae vore Gjæster tænke, naar de see, at vi have begyndt at +spise, inden de komme!« + +»Ja hvad skal jeg da tage mig til?« sagde Præsten. »Der seer De selv, +hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: »det vilde Dyr, som i Skoven +gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue«, saaledes er det at være +Ægtemand. Nei vil De følge mit Raad, saa gift Dem aldrig, ikke engang +med gamle Ane, thi De kommer til at fortryde det bagefter.« + +Til al Held og Lykke rullede i dette Øjeblik den første Vogn ind i +Gaarden, og snart fulgtes den af flere. Lidt efter lidt fyldtes Stuen +med Mennesker. Men det var lutter fremmede Ansigter: der var ikke +eet, som jeg kjendte. Dog det brød jeg mig ikke om; jeg saae ikke +engang ret paa Damerne, thi jeg havde kun i Sinde at dandse med Emmy +og Andrea Margrethe. Men med hvem af dem skulde jeg dandse den første +Dands? Det var det store Spørgsmaal, paa hvis Afgjørelse mit Livs +Fremtid skulde beroe. Thi jeg havde nu fuldt og fast besluttet, at +den af dem, som jeg dandsede første Dands med, hende vilde jeg frie +til. Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des +umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjørelse. Naar jeg +havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en +indre Stemme, som sagde til mig: »nei Du skal gaae til Emmy«, og +vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: »nei Du +skal gaae til Andrea Margrethe.« + +I dette Øjeblik standsede Andrea Margrethe, som havde meget travlt +med at tage mod Gjæsterne, foran mig og sagde: »De er da vel ikke +syg, Nicolai? De seer saa lidende ud.« + +»Det er Skjæbnens Vink«, sagde jeg til mig selv, og uden at svare paa +Andrea Margrethes Spørgsmaal sagde jeg: »De dandser vel den første +Dands med mig?« + +»Nei det kan jeg virkelig ikke«, var Svaret, »thi den har jeg lovet +Frederik, men anden eller tredie Dands vil jeg gjerne dandse med +Dem.« + +Men kunde jeg ikke dandse første Dands med Andrea Margrethe, saa +vilde jeg slet ikke dandse med hende. I det Samme traadte et Par nye +Fremmede ind, og Andrea Margrethe ilede fra mig for at tage imod dem. + +Nu kunde jeg spare mig mine Overveielser og gik derfor uden Videre +hen til Emmy, der i dette Øjeblik talte sammen med Gamle. + +»De erindrer vel, at De har lovet mig den første Dands«, sagde jeg +til Emmy. + +»Nei det tager De Feil i«, svarede hun, »thi den har jeg for længe +siden lovet Christopher. Men hvilken af de følgende Dandse, De +ønsker, skal jeg gjerne dandse med Dem.« + +Men jeg vilde ikke dandse de følgende Dandse, thi jeg var i høieste +Grad opbragt over det andet Afslag. »Saa er det dog sandt«, sagde jeg +til mig selv, »at Qvinden er ikke Andet end Løgn og Falskhed og +Bedrag og Coquetteri. Men saa vil jeg slet ikke dandse i Aften, saa +kan de have det saa godt; ja om de saa paa deres Knæer vilde bede mig +om at dandse, vilde jeg dog sige Nei. Jeg vil sige, at jeg har en +daarlig Fod eller Hovedpine -- eller -- eller -- aa jeg vil sige lige +ud, at jeg _vil_ ikke dandse.« + +I det Samme begyndte Musiken at spille op. Ellers pleier det at være +et af mine lykkeligste Øjeblikke, og den deiligste Concert lyder ikke +saa godt for mine Øren som de første Toner fra Violinerne, der kalde +op til Dands. Denne Aften var det anderledes: Musiken lød i mine Øren +som ynkelig Fjællebodsmusik. Jeg stod i en Vinduesfordybning, halvt +skjult bag de lange Gardiner, og saae det ene Par drage forbi mig +efter det andet. Da Alle vare dragne ind i den store Sal, stillede +jeg mig op i Døren og underkastede de Dandsende en human og billig +Kritik, der uden Naade og Barmhjertighed fordømte dem Alle. Gamle +dandsede som en Dragkiste, Corpus Juris som en Ildtang; den unge Dame +der med de flagrende Baand saae ud som en pyntet Kanehest, og hun der +med det blege Ansigt og det rødlige Haar saae ud som Risengrød med +Kaneel paa. Saaledes gjorde jeg mine Bemærkninger ved hver især. Det +er nok forøvrigt det, som man kalder at skumle, og Mange have +forsikkret mig, at det er den største Nydelse, man kan have paa et +Bal; dog kan jeg ikke sige, at jeg havde synderlig Glæde deraf, men +maaskee det kom af, at jeg var alene derom. + +Ret længe fik jeg imidlertid ikke Ro til disse Betragtninger, thi +Præsten kom hen til mig og sagde: »Hvorfor staaer De ledig paa +Torvet, Nicolai?« + +»Aa jeg bryder mig ikke om at dandse.« + +»Det var altsaa nødtvungen, De dandsede forleden Aften? Stakkels +Nicolai!« + +»Jeg har desuden en daarlig Fod.« + +»Den Sygdom er kommen pludselig over Dem, for et Qvarteer siden +feilede De jo ikke Noget.« + +»Der er heller ikke flere Damer tilovers.« + +»Hvad kalder De da det Hvide, der sidder henne i Sophaen? Nei +jeg mærker nok, De staaer og speculerer paa en eller anden +Underfundighedsplan, og forat forebygge det maa jeg anmode Dem om, at +De strax gaaer hen og byder En af de unge Piger der op til Dands. +=Hic Rhodus, hic salta=!« + +Denne Opfordring udtalte Præsten saa høit, at jeg var nødt til at +efterkomme den. Jeg gik derhen, bukkede stivt for den første den +bedste uden en Gang at see op og modtog hendes Haand for at føre +hende ind i Salen. Bestandig gik jeg med Øinene fæstede mod Gulvet, +idet jeg i mit stille Sind sagde: »Du skal saamænd ikke faae stor +Fornøielse af at dandse med mig.« + +Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Dørtrinnet, derved +kom jeg til at see op og -- Himmel, Jord og sexten Elementer: det var +jo min Lysblaaøiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev +saa forskrækket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: »Er det -- er +det virkelig Dem?« + +»Ja hvem skulde det ellers være?« spurgte hun med det yndigste Smil, +man kunde tænke sig. »Men jeg troede, De havde glemt mig.« + +»O De maa tilgive mig, men jeg er -- --« og nu begyndte jeg paa en +Strøm af Ord, som jeg ikke anseer det for Umagen værd at opskrive. +Heller ikke hvad hun sagde, vil jeg meddele, thi for ret at forstaae +det, var det aldeles nødvendigt at høre hende selv sige det. Men jeg +var bleven til et heelt nyt Menneske. Alt i mig var Sang og Klang og +Jubel. Jeg talte og jeg lo og jeg dandsede, og jeg dandsede og jeg lo +og jeg talte -- bestandig med den Lysblaaøiede. + +Man fortæller, at en af vore Philosopher, der har speculeret meget +over Elskovsforholdet, skal have sagt, at forat more sig rigtig godt +paa et Bal maa man være forelsket i en af Damerne. Han har Ret, den +velsignede Mand, han har Ret, det erfarede jeg hin Aften. Thi den +Kamp, som man maa udstaae for at komme til at dandse med hende, de +tusinde Paaskud, man maa finde paa, for at fjerne alle Medbeilere -- +o derom har den ingen Anelse, som ikke har forsøgt det. Med den +Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg havde bedt hende om, og +med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg ikke havde bedt +hende om, og kom der Andre, som gjorde deres Fordringer gjældende, +saa sagde jeg, at hun havde tidligere lovet Dandsen til mig, og hun +-- ja hun sagde, at hun kunde ikke rigtig huske, hvem hun havde +lovet den, og jeg greb hendes Haand, og jeg førte hende ind i +Dandsen, fulgt af vrede Blik og knubbede Ord -- o jeg morede mig +mageløst den Aften! + +Blandt Andet fortalte hun mig, at hendes Fader var Justitsraad, og +hun havde en Broder, som var Student, og jeg lovede mig selv, at var +denne Broder end det kjedeligste og ubehageligste Menneske, saa +skulde han dog blive min Staldbroder, min Jonathan og min +Hjertensven. + +Andrea Margrethe kom og spurgte, naar jeg vilde dandse med hende; jeg +svarede, at jeg havde ikke flere Dandse tilovers; Emmy kom og gjorde +samme Spørgsmaal, jeg gav hende det samme Svar. Jeg kunde see paa dem +Begge, at de vare fortrydelige derover, men det forhøiede kun min +Glæde. Før var det dem, der havde de høieste Kort og sadde i +Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde +dreie Spillet, som jeg vilde. + +_Hun_ var naturligvis min Borddame. Ved et andet Bord lidt fra os +saae jeg, at Gamle og Corpus Juris sadde, den første havde faaet +Emmy, den anden Andrea Margrethe til Bords. Men nu misundte jeg dem +ikke længer, thi jeg havde faaet den til Borddame, som var bedre end +baade Emmy og Andrea Margrethe. For hun kunde disputere, og det kunde +hverken Emmy eller Andrea Margrethe gjøre. Thi den Sidste søgte helst +at undgaae al Disput, og den Første disputerede med al for stor Alvor +og kun forat komme til Erkjendelse af, hvad der er sandt. Men jeg +disputerer ikke forat erkjende, hvad der er sandt; thi det er mig +ligemeget, om det, som jeg forsvarer, er sandt eller usandt, ja jeg +vil endogsaa helst have, at det skal være usandt, for saa kræves der +en større Snildrighed forat vinde Seir -- jeg disputerer kun for at +disputere. Thi denne Kamp med Tanker og Ord, hvor man uafbrudt maa +være paa sin Post og veie hvert Ord, som man siger, for ikke at give +Modparten Leilighed til nogetsomhelst uventet Angreb, medens man paa +den anden Side passer paa hver uklar Tanke, hvert tvetydigt Ord, som +Modparten gjør sig skyldig i, for øjeblikkelig at kaste sig over det +og give det den Vending, som han netop ikke vilde tillægge det, og +saaledes mangen Gang i det Øjeblik, da den Anden troer sig sikker paa +Seiren og har udtalt sit =quod erat demonstrandum=, da at vise ham, +at han har netop bevist det, som han ikke vilde bevise, og at han har +sagt Noget, som han i Grunden aldrig har tænkt paa at sige, og saa at +see hans Forbauselse over den uventede Ende, som Striden fik -- o det +er en kongelig Fornøielse! Og den Lysblaaøiede kunde disputere næsten +endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens +hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae Øine og glemte reent, +hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev nødt +til atter at sige Noget blot for at have den Fornøielse at høre hende +tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mærkede, +at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der +talte. Jeg vendte mig om og saae, at Corpus Juris havde reist sig +for at holde en Tale. Ved dette Syn greb en heftig Angst mig, thi jeg +havde aldrig før hørt Corpus Juris holde en Tale. Og jeg veed ikke +noget ubehageligere end at høre En begynde paa en Tale, og at han saa +bliver stoppende i Midten og søger efter Ordene -- o man bliver saa +flau, saa flau paa hans Vegne, saa man kunde gjerne krybe ned under +sin Stol forat skjule sig. Og naar nu denne uheldige Taler er Ens +egen Broder -- og hun saa vender sig om til mig for at spørge: »hvad +er det dog for et ulykkeligt Menneske, der er kommen saa galt +afsted?« og saa at maatte svare: »det er min Broder!« -- o det er +græsseligt! Og Corpus Juris vilde gaae fra sin Tale, maaskee inden +han endnu fik begyndt, thi se, hvor hans Blik svæver usikkert +omkring, som om han søgte efter Noget, se, hvor han med sin venstre +Haand griber krampagtig om Servietten, som den Druknende griber efter +en Planke, forat holde sig fast i. Og dog -- jeg fatter atter Mod, +thi nu kaster Corpus Juris sit Hoved tilbage, han fæster sit Blik +skarpt og bestemt paa Præsten, der staaer henne i Døren, og begynder +med saa rolig og sikker en Stemme, at min Frygt og Angst øjeblikkelig +forsvandt, thi allerede paa de første Ord kunde jeg høre, at han +vilde nok komme lykkelig igjennem indtil Enden. + +»Mine Damer og Herrer!« saaledes begyndte han, »idet jeg seer mig og +saamange af mine Jævnaldrende forsamlede her, vi, som tillægge os det +stolte Navn af de Herrer i Aandernes Rige, da rinder det mig i Hu, +hvad en af vore Digtere har sagt: + + »En Mester i Tankernes Riger + Heel tidt er i Aanden forsagt, + En Spot for de deilige Piger + Og dristige Svendes Foragt.«[5] + + [5] Poul Møller. + +Ingenlunde vil jeg dermed sige, at Nogen af os Unge, som her er +tilstede, skulde vove at kalde sig for en Mester i Tankernes Riger, +men jeg mener, at naar selv han, der har udtalt disse Ord, og som +tilvisse var en Mester i Tankernes Riger, naar selv han har følt sig +»en Spot for de deilige Piger og dristige Svendes Foragt«, hvorledes +skal det da gaae os, vi som ikke engang tør kalde os for Svende, ja +knap for Drenge i Tankernes Riger? Ja vel maae vi frygte for, at vi i +den stille Tankeverden ved Lampens svage Skin skulle selv blive +støvede og ormstukne som de gamle Folianter, at vi skulle frygte +Livet og Lyset som Pallas Athenes lysskye Ugle. Muligvis vil En og +Anden trøste sig med, »at vi see ved Lampen Musernes Dands«, men +hertil vil jeg svare, at det blev ikke givet Nogen ved Lampens Skin +at see Musernes Dands, om ikke først Virkelighedens klare Sol havde +viist ham Gratiernes Leg. Dog Pallas Athene seer og kjender sine +Sønners Nød, og det var ikke godt, om ikke hun, den lysblaaøiede +Visdomsgudinde, skulde vide at afhjælpe den. Saa har hun da udsendt +en Skare venlige Alfer og Genier rundt om i det ganske Land, at de +maatte tage Bolig ved hvert Arnested og drage hendes Sønner fra de +tause Bøger ud til det friske, fyldige Liv. Mangt et Sted blev disse +Pallas Athenes Udsendinge bortjagne, og man lukkede Døren haardt i +for dem, men der var ogsaa mangt et Sted, hvor man modtog dem med en +gjæstfri Velkomsthilsen og bød dem fæste Bo og fulgte deres Kald. +Ogsaa til det Hus, hvor vi i Aften have forsamlet os, kom en saadan +Alfeskare, og ikke blev den vist tilbage, ei heller var man døv for +dens Ord. Og mangen Gang have de venlige Genier ført os herud, det +være sig nu til den Tid, da Bøgen iførte sig sin Brudedragt, og de +klare Solstraaler spillede liflig gjennem det lysegrønne Løv, eller +til den Tid, da det hvide Snelagen havde bredt sig over Mark og Eng +-- tidt og mangen Gang kom vi hertil, og af det friske Livets Væld, +som sprudler herude, drak vi Sundhed og Kraft til vor Gjerning. Men +den, som har modtaget Meget, bør det ogsaa at takke meget, og derfor +er det, jeg griber denne Leilighed, da vi Alle ere forsamlede her, +for i Alles Navn, at udtale vor Tak til den gjæve Præstemand og hans +elskelige Hustru, at de ikke bortstødte de venlige Alfer og Genier, +men gjæstfrit skjænkede dem Ly og Bo og fulgte deres Kald!« + +Et almindeligt Bravoraab belønnede Corpus Juris for hans Tale. Jeg +undrede mig kun over, hvorfor han ved Siden af Præstens elskelige +Hustru ikke ogsaa nævnede hans elskelige Døtre, for det vilde jeg +have gjort, men det gjorde Corpus Juris nu ikke, og Grunden dertil +maa han selv vide. + +»Hvem var det, der holdt den Tale?« spurgte den Lysblaaøiede mig. + +»Det er min Broder«, svarede jeg, idet mit Hjerte bankede af Stolthed +-- alt mit gamle Nag mod Corpus Juris var forsvundet; jeg kunde i +dette Øjeblik gjerne være gaaet i Ilden for ham. + +»Jeg vidste slet ikke af, at De havde nogen Broder«, svarede hun, +»ham maa De gjøre mig bekjendt med.« + +»Ja gjerne«, svarede jeg, idet jeg øjeblikkelig reiste mig forat +efterkomme hendes Opfordring, thi det var jo bedst, at hun lærte sin +tilkommende Svoger at kjende, og ved en saadan Leilighed vidste jeg, +at Corpus Juris vilde vide at optræde paa en Maade, saa at jeg skulde +have Ære af ham. Idet jeg kom hen til ham, stødte han netop sit Glas +mod Andrea Margrethes, hans Kinder blussede, og der brændte Ild i +hans Øie. + +»Frederik«, sagde jeg til ham, »min Borddame ønskede gjerne, at jeg +skulde forestille Dig for hende.« + +Corpus Juris saae paa mig som En, der vaagner op af en Drøm. »Aa det +kan jo vente til siden«, sagde han. + +»Hvad er det for et Svar at give til en ung Dame? Kom nu strax og +følg med mig!« + +Corpus Juris reiste sig da og fulgte mig, skjøndt med synlig Uvillie. +Han traadte hen foran den Lysblaaøiede, gjorde et keitet Buk for +hende, talte Noget om at have den Fornøielse, gjorde derpaa nok et +keitet Buk og gik hurtig bort. Jeg stod og stirrede forfærdet efter +ham: jo det var rigtignok en Broder, som jeg kunde have Ære af! Om +det saa havde været Gamle, vilde han dog ikke have baaret sig saa +galt ad! + +Dog hun, den Eiegode, saae min Forlegenhed og vidste strax at finde +paa en Undskyldning. »Det var heller ikke rigtigt af Dem«, sagde +hun, »saaledes strax at bede ham komme herhid. Han maa vist endnu +være anstrængt efter den Tale, som han har holdt.« + +»Anstrængt!« udbrød jeg i stor Harme, »skal han være anstrængt blot +efterat have -- --« men heldigvis blev jeg afbrudt derved, at der +blev deelt en Sang rundt, som vi Alle sang, og som lød saaledes: + + Vi mindedes Alle tidt og mangen Gang + Den unge og lyse Skjærsommer, + Vi hilste saa tidt med en jublende Sang + De Roser og yndige Blommer. + + Og ofte sig vuggede Tankernes Strøm + Mod skyggende kjølig Skjærsommer, + End oftere drømte vort Hjerte sin Drøm + Om Roser og yndige Blommer. + + Dog Vinteren haardt med sin Kulde os bandt + Og bortjog den varme Skjærsommer, + Og sjældent jo kun i vor Midte vi fandt + De Roser og yndige Blommer. + + Iaften de begge os gjæstede dog, + Først kom de Roser og Blommer, + Men sammen med dem strax i Huset inddrog + Den unge og lyse Skjærsommer. + + Lad Skoven staae klædt i sin lysgrønne Dragt + I Vaar og i løvrig Skjærsommer, + Den udfolder ikke saa herlig en Pragt + Som her vore Roser og Blommer. + + Og Nathimlens Stjerner vel funkle med Glands + I stille og kjølig Skjærsommer, + Dog skjønnere funkler vor straalende Krands + Af Roser og yndige Blommer. + + Blandt alle de Stjerner er een dog, hvis Skjær + Er klareste Lys i Skjærsommer, + Blandt alle de Roser er een dog især + Den Rose for Alle de Blommer. + + Gud give, vi Alle, som samled os her, + Imellem de Roser og Blommer + Maae finde den Rose, vort Hjerte har kjær, + Saa grønnes først ret vor Skjærsommer! + +Jeg var i høieste Grad begeistret over denne Sang, thi den udtalte +saa aldeles mine egne Følelser, at jeg ikke selv havde kunnet udtale +dem bedre. Thi ogsaa jeg havde søgt mellem alle de Roser og Blommer +uden at kunne finde, men nu havde jeg fundet, og nu sad hun ved min +Side, hun, Rosen for alle de Blommer! + +»Hvem har skrevet den Sang?« spurgte hun mig. + +»Det veed jeg ikke, men jeg skal strax faae det at vide«, svarede +jeg, idet jeg ilede hen til Gamle, der stod ved Emmys Side ikke langt +fra mig. Men jeg havde nær ikke kjendt ham igjen -- -- var det +virkelig Gamle, min egen Gamle med de drømmende Øine og det lidt +foroverbøiede Hoved, var det ham, den ranke Ungersvend, der stod der +og havde grebet Emmys Haand, som om han aldrig mere vilde slippe den? +Eller havde Emmy havt Ret, da hun paastod, at jeg kjendte ikke Gamle, +men den Gamle, som jeg kjendte, og om hvem jeg talte, var en ganske +anden end den Christopher, som hun kjendte, og om hvem hun talte? + +Dog jeg ihukom mit Ærinde og spurgte derfor: »Christopher, veed Du +ikke, hvem der har skrevet denne Sang?« + +Gamle svarede ikke, han vedblev uforandret at see paa Emmy, som om +han var fortryllet. + +»Emmy, kan De sige mig, hvem der har skrevet denne Sang?« spurgte jeg +da videre. + +Heller ikke Emmy svarede, hun saae kun et Øjeblik paa mig, og derpaa +pegede hun hen paa Christopher. + +»Christopher, men er det virkelig« -- -- udbrød jeg, men blev afbrudt +i det Samme: »Tag Dig i Agt, Nicolai, at Du ikke vælter Vinflasken +der!« -- jo det var Gamle, min rigtige gamle Gamle, som der talte +-- nu kjendte jeg ham igjen. + +Jeg skyndte mig tilbage til den Lysblaaøiede og fortalte hende, at +det var min ældste Broder, der havde skrevet Sangen. + +»Men hvormange Brødre har De da?« udbrød hun forbauset. »Ham maa De +virkelig ogsaa gjøre mig bekjendt med!« + +»Ja siden!« svarede jeg, thi efterat Corpus Juris havde baaret sig +saa keitet ad, kunde jeg vente mig alt Muligt af Gamle, og jeg antog +derfor, at det var bedst, at hun foreløbig kun lærte sine Svogre at +kjende paa Afstand, thi saa tage Folk sig altid bedst ud: siden kunde +hun jo have den Fornøielse at stifte et nærmere Bekjendtskab. + +Jeg sad og tænkte paa, at nu var Touren til mig at tale, thi nu havde +begge mine Brødre talt. Jeg kunde udbringe Damernes Skaal, thi den +var ikke udbragt endnu, og i den Skaal kunde jeg tale om og til den +Lysblaaøiede alene, uden at Nogen skulde kunne ane det, men hun vilde +vel nok forstaae mig. Rigtignok havde jeg aldrig holdt Tale før, men +siden Corpus Juris var kommen saa godt fra sin Tale, kunde jeg vel +ogsaa gjøre mig Haab om et lignende Held. Dog jeg veed ikke, hvad det +var for et Kogleri: men hver Gang jeg vilde reise mig fra min Stol og +slaae paa mit Glas, da var det mig, som om usynlige Baand holdt min +Haand tilbage og lænkede mig fast til Stolen. Tre Gange forsøgte jeg +det, og tre Gange maatte jeg opgive Forsøget; det var mig umuligt at +røre mig af Pletten. Da sagde endelig den Lysblaaøiede til mig: »Vil +De nu ikke ogsaa holde en Tale?« + +»=Omen accipio=«, sagde jeg til mig selv, og for strax at gjøre Ende +paa al Betænkelighed, skjød jeg min Stol tilbage med saadan +Voldsomhed, at den væltede om paa Gulvet, og uden at slaae paa mit +Glas eller paa anden Maade tilkjendegive Selskabet min Hensigt, +begyndte jeg pludselig: »Mine Damer og Herrer! eller -- forat jeg +skal tale i Blomstersproget -- mine Roser og Torne -- -- --« videre +kom jeg ikke, thi her reiste hele Selskabet sig, og der opstod en +saadan Larm, at det var mig umuligt at overdøve den. Som jeg siden +fik at vide, havde man nemlig antaget den heftige Maade, hvorpaa jeg +havde reist mig, for Signal til almindelig Opbrud. Jeg ærgrede mig +høiligen derover, men havde dog den Trøst, at den Lysblaaøiede +beklagede af ganske Hjerte, at jeg var bleven afbrudt, thi alene ved +at høre Begyndelsen, sagde hun, kunde hun mærke, at det maatte blive +en udmærket Tale. Hermed slog jeg mig til Ro, thi da Talen jo +egentlig kun skulde holdes for hende, og hun erklærede sig tilfreds +blot med at høre Begyndelsen, saa var Hovedsagen jo opnaaet. + +Og nu begyndte vi atter at dandse, og vi dandsede Cotillon, og hun +gav mig sin Sløjfe, og jeg gav hende min Sløjfe, og jeg var i den +syvende Himmel, og jeg begyndte tilsidst at synge ganske høit: »hive +langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde kan -- ohi -- +ohøi!« indtil Gamle kom hen til mig og sagde, at jeg maatte være +stille, akkurat, som han pleier at gjøre hjemme paa Vestergade, naar +vi sidde paa vort Værelse og læse sammen, og jeg pludselig begynder +at synge. Andrea Margrethe kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede +med hende, og Emmy kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med +hende, for jeg var ikke længer vred paa dem, jeg var ikke længer vred +paa noget Menneske, jeg kunde gjerne have kysset dem alle tilhobe -- +og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg morede mig, +og jeg morede mig, og jeg morede mig, o det var en ganske mageløs +Aften! + + * * * * * + +-- -- O Du lede Uhyre, Du sorte Trold, som med dine gulgrønne Øine +stirrer paa Alt, til det forsvinder, som med dine ormstukne Tænder +opæder Alt, til det ikke mere sees, Du, hvis Navn er Forgængelighed, +Du nærmede Dig ogsaa den Gang og rev hin straalende Aften bort fra +mig uden at ændse mine Bønner og min Jammer! + +Da Klokken slog Tolv, gik Præsten gjennem Salen og sang: + + »Hou Vægter, Klokken er slagen Tolv, + Nu er det paa de Tider, + Man føier sig til Sengs.« + +Forgjæves vare mine Bønner og Forestillinger, forgjæves bad jeg om en +eneste Dands endnu, blot een eneste lille bitte Dands, den skulde +ikke vare mere end eet Qvarteer, kun ti Minutter, kun fem Minutter, +forgjæves, Præsten var ubønhørlig. »For idag«, sagde han, »har jeg +som hin spartanske Konge ladet Loven sove, men begynde vi nu atter at +dandse ind paa den næste Dag, saa kommer Loven til at sove i to Dage, +og saa var den istand til at falde saa dybt i Søvn, at den aldrig +vaagner mere op igjen.« -- Saa rullede Vognene frem for Døren. +Præsten hjalp selv vore Gjæster Tøiet paa, for at de kunde komme hjem +i ordentlig Tid, og bad dem komme snart igjen. Og jeg hjalp den +Lysblaaøiede Kaaben paa, og jeg sagde Farvel til hende, og hun sagde +Farvel til mig, og hun satte sig op i Vognen, -- og Vognen rullede ud +af Porten -- men jeg blev staaende alene tilbage. + +Ja jeg blev staaende alene -- det følte jeg ret. Alt det Liv og Lyst +og Herlighed, der for et Øjeblik siden havde fyldt mit Bryst og +næsten truet med at sprænge det ved sin overvættes Fylde, var +forsvundet i et Nu som ved et Trylleslag af en ond Aand. -- Jeg +traadte ind i den store Sal, der nu stod øde og tom: Stolene stode i +Uorden hist og her, Lysene brændte døsig i Lysekronen, et tykt Lag +Støv laa over Alt. Og hun, hun er borte, hun er her ikke mere -- +disse Ord løde mig i Møde som et Echo fra alle Sider. Se derhenne ved +Kakkelovnen havde jeg sidste Gang talt med hende; ved Siden af Døren +der sad jeg, da hun kom og rakte mig sin Sløjfe, og i hin +Vinduesfordybning bag de lange Gardiner havde vi siddet saa længe og +talt sammen -- o nu var det Alt forbi -- Øde, Tomhed, Kulde og Død var +der overalt. Jeg satte mig paa en Stol og skjulte mit Ansigt i mine +Hænder, jeg vilde ikke see paa den Uhyggelighed, som herskede rundt +omkring mig. + +»Hvad mon det kan være, som sidder paa denne Stol?« + +Jeg foer i Veiret og saae Præsten staae ved Siden af mig. »Det er +mig«, svarede jeg i en mat Tone. + +»Er det virkelig Nicolai, den meget opfindsomme Nicolai, som sidder +der! Ja hvis De ikke selv sagde det, saa vilde jeg have ondt ved at +troe, at det samme Menneske, der for et Qvarteer siden raabte og +skreg herinde, saa jeg frygtede for, at min stakkels Præstegaard +skulde falde sammen over Hovedet paa os, at han nu sidder og seer saa +mørk ud som Hannibals Skygge blandt Carthagos Ruiner.« + +Jeg svarede Intet, men sad og pillede paa min Uhrkjæde. + +»Men jeg kan nok tænke, hvad der er i Veien«, vedblev Præsten, »for +jeg kan see Dem lige ind i Hjertet, Nicolai; og veed De, hvordan +Deres Hjerte seer ud? det seer ud akkurat som den store Skive paa +Exerceerpladsen, naar Husarerne har skudt til Skive hele Dagen +igjennem.« + +»Ja saa«, sagde jeg, for dog at sige Noget. + +»Men den Sag skal De ikke tage Dem altfor nær. Gaa De nu i Seng, saa +skal Mo'er sende Dem en varm Kop The op imorgen tidlig, og saa kan De +komme ned til mig og læse lidt i Provst Møllers Haandbog for Præster, +som De jo interesserer Dem saameget for, saa skal De see, at det +gaaer nok over. -- Godnat, Nicolai, og god Bedring!« + +Da Præsten var gaaet, besluttede jeg i al Stilhed at liste mig bort +uden at sige Godnat til Nogen af de Andre, thi jeg ønskede ikke +gjerne at høre flere saadanne Taler som den, Præsten havde holdt til +mig. Jeg kom ogsaa ubemærket op paa mit Værelse, og efterat have +tændt mit Lys lukkede jeg begge Dørene, thi jeg vilde være alene. +Derpaa gik jeg hen og aabnede Vinduet og saae ud i den tause, stille +Nat. Den kolde Natteluft viftede mig imøde, men den gjorde mig godt, +thi jeg trængte til at afkjøles. _Hendes_ Billed stod for mine +Tanker, jeg tænkte og drømte intet Andet end hende. Naar skulde jeg +atter see hende? hvor lang Tid vilde der forløbe, inden jeg atter +skulde mødes med hende? Thi nu stod min Beslutning fast, der var ikke +længer Tvivl og Uklarhed over mig -- hende skulde det være, hende og +ingen Anden. Det var jo selve Skjæbnens Styrelse, der havde ført mig +hende imøde, netop i det Øjeblik, da jeg tænkte at binde mig for +bestandig, ret som om Skjæbnen vilde sige til mig: »Se her, Nicolai, +her skal Du see, hvad der er Dig forbeholdt, om Du formaaer at give +Tid og at vente.« + +Dog bag ved hendes lyse Skikkelse saae jeg to andre Skikkelser, blege +og sorrigfulde, det var Emmys og Andrea Margrethes. »Os har Du først +talt til, og nu forlader Du os«, syntes de at sige til mig. -- »Men +det er ikke mig, der forlader Eder, det er Eder, der har forladt +mig«, svarede jeg. -- »Det er ikke Tilfældet; vi vilde kun, at Du +skulde være mere besindig og ikke storme altfor ubesindig frem, men +Du er troløs som Veir og Vind.« + +Jeg begyndte at blive urolig. Thi hvis jeg nu dog havde taget Feil, +hvis Emmy og Andrea Margrethe virkelig havde fæstet deres Hu til mig? +Jeg mindedes Andrea Margrethe, hvor forundret hun havde seet ud, da +jeg ikke vilde dandse med hende, og hvorledes hun havde spurgt mig, +om jeg var vred paa hende? -- Hvis det virkelig forholdt sig saa, var +det da en ridderlig Handlemaade af mig, at jeg først vakte Ønsker og +Forhaabninger og derpaa pludselig trak mig tilbage, naar jeg saae, at +det vilde blive Alvor? Var det ikke Usselhed og Feighed? Saa havde +Præsten dog havt Ret, naar han forleden Dag havde kaldt mig en +attenaars Don Juan. Og paa den anden Side, hvor var det muligt, at +jeg kunde fare fort, som jeg havde begyndt, naar der var en Anden, +hvem mit Hjerte tilhørte? + +Min indre Uro blev tilsidst saa stor, at jeg maatte have en Fortrolig +at udtale mig for. Jeg besluttede at gaae ind og tale til Gamle, thi +han pleier at være min Raadgiver ved alle vigtige Leiligheder. +Rigtignok vidste jeg, at Gamle ikke vilde lade mig døe i Synden, men +selv om han vilde prædike for mig til den lyse Morgenstund, foretrak +jeg dog det fremfor saaledes at gaae og pine mig selv. + +Jeg gik da ind i Gamles Værelse. Der var ganske mørkt derinde, saa +jeg troede, at han ikke var kommen derop endnu. Men snart saae jeg, +at der stod En henne i det aabne Vindue. Jeg kunde rigtignok aldrig +troe, at det var ham, thi det lignede slet ikke Gamle at staae i +aabent Vindue ved Nytaarstide midt om Natten. Men da jeg kom nærmere, +saae jeg dog, at det var ham: han stod med foldede Hænder, og saae op +mod de blinkende Stjerner, hans Ansigt var ganske blegt, og hans +Læber bevægede sig sagte. To Gange maatte jeg kalde paa ham, inden +han bemærkede mig. Jeg sagde ham nu, saa godt jeg kunde, hvad jeg +havde paa Hjerte, Gamle hørte rolig paa mig, medens et underligt Smil +spillede om hans Læber. Da jeg var færdig, lagde han sin Haand paa +mit Hoved, og strøg mit Haar tilbage, idet han sagde: »Nu Nicolai, +din Nød er ikke saa stor, som Du troer. Hold Dig kun til Vorherre, og +giv vel Agt paa, hvorledes han vil føre Dig, saa kan din Sorg faae +Ende, førend Du aner det.« Derpaa bød han mig Godnat, og jeg gik +atter ind paa mit Værelse, idet jeg ikke noksom kunde undre mig over, +hvad der gik af Gamle, at han slet ingen Prædiken havde holdt for +mig, men affærdiget mig saa kort. Imidlertid følte jeg mig ikke +roligere i Sindet, og jeg besluttede derfor at gaae ind til Corpus +Juris og betroe ham, hvad jeg havde paa Hjerte. Vel maatte jeg være +forberedt paa, at han vilde lee mig dygtig ud og muligvis i de næste +Dage forfølge mig med sine Spotterier, men det forekom mig ogsaa, at +det kunde være en Slags retfærdig Straf, som jeg taalmodig maatte +underkaste mig. + +Jeg aabnede Døren og traadte ind til ham. Men var der bælmørkt inde +hos Gamle, saa straalede Alt af Lys hos Corpus Juris. De to Lys foran +Speilet havde han antændt, og et tredie, som han formodentlig selv +havde bragt op med sig, havde han sat paa Bordet. Midt imellem disse +Lys spadserede Corpus Juris frem og tilbage, som om han havde +anstillet denne Illumination til Ære for sig selv. En stor rød Sløjfe +holdt han i Haanden, og han gesticulerede hæftig med begge Arme +omtrent som En, der indøver en Tale, han skal holde. + +»Hvad vil Du?« spurgte han mig. + +Jeg satte mig paa en Stol og begyndte at fortælle min Historie, +medens Corpus Juris vedblev at spadsere frem og tilbage. + +»Ja hvad mener Du derom?« sagde jeg, da jeg var færdig, og han +vedblev sine Vandringer uden at svare mig. + +»Hvorom?« spurgte Corpus Juris, idet han pludselig holdt inde med sin +Marsch og standsede foran mig. + +»Om det, som jeg nu har fortalt Dig.« + +»Ja Du maa undskylde, men jeg var saa optagen af mine egne Tanker, at +jeg slet ikke har hørt, hvad Du har sagt.« + +Jeg maatte da begynde forfra igjen, og Corpus Juris skjænkede mig nu +større Opmærksomhed. Men neppe var jeg færdig, før han kastede sig +ned paa en Stol ved Siden af mig og brød ud i en høi Latter. »Ha ha +ha! nei det er mageløst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha +ha ha!« + +Jeg blev noget stødt herover og foreholdt ham, at det var ingen smuk +Handlemaade af ham, naar jeg kom for at aabne mit Hjerte i +Fortrolighed for ham, at han da, istedenfor at staae mig bi med Raad +og Daad, kun svarede mig med Spotterier. + +»Du maa ikke blive vred, Nicolai«, svarede han, »men det er virkelig +altfor morsomt. Nu kan jeg ikke sige Dig mere, men jeg er vis paa, at +Du vil selv lee ligesaa meget deraf, som jeg nu -- Godnat og sov +vel!« + +Atter gik jeg ind paa mit Værelse og overlod mig til mine +Betragtninger. Dog følte jeg min Samvittighed noget beroliget derved, +at hverken Gamle eller Corpus Juris havde følt sig kaldet til at gaae +strængt i Rette med mig. Muligvis havde jeg dog ikke baaret mig saa +ilde ad. -- + +Der var Nogen der talte sammen inde hos Corpus Juris; var det maaske +Corpus Juris selv, der begyndte at tale i Søvne? -- Nei, der var to +Stemmer, kunde jeg høre -- hvad mon Gamle og Corpus Juris kunde have +at forhandle sammen? Nei det var heller ikke Gamles Stemme, og -- +hvad var det? -- det lød akkurat ligesom et Kys. Hvad i al Verden mon +Corpus Juris tager sig til? tænkte jeg og lyttede nøie efter -- han +kan da ikke kysse sig selv, veed jeg. Men nu blev der ganske stille +derinde -- derimod begyndte det at rasle ganske sagte ude i den lange +Gang. Det maa jeg see, hvad er -- og jeg ud i Gangen: der var ganske +mørkt derude; men nu hørte jeg lette Fjed ned ad Trappen. Jeg hen til +Trappen: i det Øjeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om +Hjørnet nedenfor. »Hvem er det?« raabte jeg, saa høit jeg kunde, men +fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Døren og +raabte til mig: »Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du +gjør! Du vækker jo hele Huset.« »Men her var Nogen herude i Gangen«, +svarede jeg. »Aa det har vel været en Kat -- gaa nu i Seng! Klokken +er jo over Et.« + +Ja saa var det vel bedst at gaae i Seng; jeg forføiede mig til Ro og +slukkede mit Lys. Og nu stod atter _hendes_ Billed saa lyst og klart +for min Tanke -- hvor hendes Stemme var blød, og hendes Haand var +fin, og hendes Øine vare klare! Og hin Definition, der alt to Gange +havde været min Trøst og Husvalelse, den gjorde mig nu atter for +tredie Gang sikker i min Sag. »Enhver Forbindelse, der indgaaes +mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel +fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn.« Ja +det er dog en skjønne Ting at kunne lidt Philosophi, thi det hjælper +os til at overhugge mangen Knude, som ellers vilde være uopløselig +for os. Med Hensyn til hende var jeg nu ganske vis i min Sag, for +Tilbøieligheden var der og Fornufthensynet ogsaa, thi der var ingen +Tvivl om, at hun vilde engang i Tiden blive en ypperlig Præstekone. + +»Dog hvad er ustadigt som Menneskets Sind og Tanke? Thi da jeg i +nogen Tid ret havde qvæget min Sjæl ved Beskuelsen af hendes Billed, +saa fremstege pludselig atter Emmys og Andrea Margrethes Billeder for +mine Tanker, og denne Gang ikke blege og sorrigfulde som før, men +leende og muntre og friske og straalende, saaledes som de vare i +Virkeligheden. Og næsten troer jeg, at de har været ude at hente +Hjælpetropper, for de førte med sig en heel Skare af unge Piger, som +jeg alle tidligere havde kjendt og alle tidligere havde elsket. +Bestandig kom der flere og flere: der var Etatsraadens Datter i +Kjøbenhavn og Amtmandens Datter i Aarhus og Biskoppens Datter i Ribe +og Doctorens to Døttre i Ringsted og Præstens tre Døttre i Slagelse +og -- -- -- ja der var saamange, saamange, at jeg blev ganske svimmel +deraf. Og Allesammen sagde de til mig: »det er mig, Nicolai!« men +vilde jeg gribe en af dem, saa var der strax ti andre bagved mig, der +hviskede til mig: »Du ta'er Feil, Nicolai! Du ta'er Feil, Nicolai!« +-- o det var til at fortvivle over. Forgjæves søgte jeg Hjælp hos +Philosophien for at faae at vide, hvem det egentlig skulde være, +forgjæves fremtog jeg atter hin Definition for at see, paa hvem af +dem den bedst passede, thi jeg opdagede til min Forskrækkelse, at den +passede lige godt paa dem Allesammen. Thi der var ikke een af dem, +uden at jeg jo elskede hende, og der var ikke een af dem, uden at hun +jo med Tiden kunde blive en fortræffelig Præstekone. -- Saa søgte jeg +min Redning i Flugten, men de fulgte Alle efter mig, bestandig +omsvævende, ombølgende og omdandsende mig, indtil jeg tilsidst faldt +i Søvn og drømte, at jeg var Ridder Oluf, der i den maaneklare +Sommernat bliver forfulgt af Ellepigerne. Jeg red hele Natten +igjennem, først i den lyse Morgenstund vaagnede jeg og fandt mig til +min Forundring i min Seng, badet i Sved af det voldsomme Ridt. + +Klokken var henimod Ni; jeg stod derfor op, thi jeg vidste, at +Præsten var ingen Ven af, at man blev liggende længe om Morgenen. Men +jeg var heel fortumlet og havde Hovedpine, og hele Tiden havde jeg en +Fornemmelse af, at jeg havde gjort noget Urigtigt. Mine mørke +Betragtninger fra den foregaaende Aften med Hensyn til Emmy og Andrea +Margrethe vendte atter tilbage. »Der er ikke Andet for«, sagde jeg +til mig selv: »jeg maa afbryde dette Forhold. Imorgen reise vi jo +herfra, og jeg kommer da aldrig mere her tilbage. Hver Gang Brødrene +komme herud, ville Emmy og Andrea Margrethe spørge: »Kommer Nicolai +da aldrig mere?« -- men Nicolai kommer aldrig mere. Og Glandsen i +Emmys Øine slukkes, og Andrea Margrethes friske Kinder bleges, og en +Dag bæres to sorte Kister ud fra Præstegaarden. Saa kommer Nicolai. +Og i den milde Sommeraften, naar de stille Aftenvinde vifte sagte +gjennem Grædepilens Grene, vandrer han ud til deres Hvilested. +»Grusomme Skjæbne, hvorfor adskiller Du, hvad der hører sammen? Thi +_min_ var Skylden ikke!« siger han, og med sine Taarer vander han de +hvide Roser paa deres Grave. Og Solens rødlige Straaler belyse de +hvide Marmorkors med et gyldent Skjær, og Nicolai bøier sig og bryder +en Rose af hver af Gravene og siger: »Stakkels unge Roser, hvorfor +visnede I saa tidlig, hvorfor -- -- --«« + +Nu trak Corpus Juris sine Støvler paa i Værelset ved Siden af og rev +mig ud af mine Phantasimalerier. Thi ved denne Leilighed pleier +Corpus Juris at trampe saaledes i Gulvet, saa man kunde fristes til +at troe, at der var et heelt Regiment Dragoner inde hos ham. Hvor +gjerne jeg end vilde vende tilbage til den lyse Phantasiverden, +hvori jeg nys havde qvæget mig, saa vilde det dog ikke lykkes mig, +thi Corpus Juris' Støvler havde atter kaldt mig tilbage til den raa +Virkelighed. Jeg fuldendte min Paaklædning og gik ned. + +Hele Familien var som sædvanlig forsamlet om Thebordet. + +»Godmorgen, Nicolai«, sagde Præstekonen til mig. + +»Godmorgen«, svarede jeg mekanisk, aldeles fordybet i mine egne +sørgelige Betragtninger. + +»Godmorgen, Nicolai«, sagde Emmy og Gamle. + +»Godmorgen«, svarede jeg i den samme mekaniske Tone, som før. + +»Godmorgen, Nicolai«, raabte Præsten med en Stemme, der kunde kalde +en Død frem af Graven. + +»Godmorgen«, svarede jeg, idet jeg atter kom til mig selv, og -- + +»Godmorgen, _Svoger_«, sagde Andrea Margrethe, idet hun rakte mig en +Kop The. + +»Hvad -- hvad for Noget?« og Kopperne faldt paa Gulvet og gik i +tusinde Stykker. + +Corpus Juris holdt Andrea Margrethe i Haanden, og Gamle sad i Sophaen +og holdt Emmy i Haanden. Jeg saae fra den Ene til den Anden og fra +den Anden til den Ene. + +»Men er det -- er det nu ogsaa virkelig sandt?« + +»Nei det er ikke«, sagde Præsten. »De skal ikke troe et Ord deraf. +Det er bare Julespøg og Nytaarsløier Altsammen, ligesom iforgaars med +Dem og Andrea Margrethe. Imorgen lave vi det Altsammen om igjen.« + +Men jeg kunde nok see paa Gamle og Corpus Juris, at det ikke var +Løier og Comediespil. + +»Er Du saa længer vred, fordi jeg lo igaaraftes?« spurgte Corpus +Juris. + +»Om jeg er vred?« og jeg foer hen til dem og omfavnede dem og knugede +dem og trykkede dem, som om jeg ikke havde seet dem i mange, mange +Aar. + +»Men sig mig dog en Gang, _naar_ er det da skeet?« spurgte jeg, men +det kunde jeg ikke faae at vide. Thi Gamle sagde, at Sligt skeer ikke +paa een Gang, for man kan godt forstaae hinanden, uden at man har +talt til hinanden, saa man er i Grunden forlovet, længe inden man +bliver forlovet. Dette syntes mig at være lidt meningsløst; men man +maa ikke være altfor nøieregnende med, hvad Gamle sagde den Dag. Jeg +vilde dog i det Mindste gjerne vide, om der ikke var skeet Noget paa +hin Slædefart til Roskilde, men heller ikke det kunde jeg faae at +vide, thi Andrea Margrethe sagde, at det kunde være akkurat det +Samme, om det var skeet igaar eller iforgaars: Hovedsagen var, at det +var skeet. Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien +randt mig i Hu, og jeg fik da at vide -- ja det kan jeg vel gjerne +lade være at fortælle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe, +hvad det har været for en Slags Aarstal, han behøver heller ikke at +vide det. + +»Men hvad gjør vi nu med Dem, Nicolai«, sagde Præsten, »for jeg har +ikke mere end to Døttre. Men alligevel, hvis De vil have gamle Ane, +saa skal jeg gjerne laane Dem tyve Daler i rentefrit Laan, som De +først skal tilbagebetale paa Bryllupsdagen.« + +Men jeg vilde hverken have gamle Ane eller halte Ane. Thi nu tænkte +jeg ikke mere paa at forlove mig; nu havde jeg paa een Gang faaet to +Svigerinder, og det to Svigerinder som Emmy og Andrea Margrethe. + +-- -- -- Ja her ender min Beretning om hine mærkelige Dage i Nøddebo +Præstegaard, for jeg kan ikke huske Mere. Jeg erindrer blot, at vi +gik om som i en halv Ruus og saae paa hverandre og talte med +hverandre og loe ad hverandre, men hvad vi talte om og hvad vi loe +ad, det har jeg glemt. + +Hvor Gamle dog saae lykkelig ud! det var, ligesom han var bleven til +et heelt nyt Menneske, og saa faldt han ikke mere i Tanker. Og Corpus +Juris var saa elskværdig, som jeg aldrig har seet ham før, han sagde +mig ikke mere imod, og hvert af mine Ønsker søgte han paa Øjeblikket +at efterkomme. Kun kunde han ikke lide, at jeg vilde spadsere alene +med Andrea Margrethe, men tilbød altid sit Følgeskab ved slige +Leiligheder. Og Emmy og Andrea Margrethe! -- hvor det var morsomt at +sige »Du« til dem, skjøndt i Begyndelsen sagde jeg rigtignok hele +Tiden »De« og maatte idelig rette mig selv. + +Og jeg selv -- ja jeg var saa glad, saa glad, som jeg aldrig før +havde været. Ja selv naar hin store Dag kommer, da jeg om Formiddagen +tager min Embedsexamen, og om Eftermiddagen gaaer ud og forlover mig, +troer jeg neppe, at jeg kan blive mere glad, end jeg var det i hine +Dage. + +Men hvor jeg havde været blind, at jeg slet Intet havde mærket og +slet intet havde seet -- ja det er rigtignok et sandt Ord, at det +Første, man bliver blind paa, det er paa Øinene. Nu forstod jeg det +Altsammen, nu forstod jeg hele Corpus Juris' Opførsel mod mig, thi +naar Folk først har trukket Frierhandskerne paa, saa ere de ikke +længer til at spøge med. Og nu Gamle -- jeg Daare, som ikke havde +kunnet ane, at Emmy, der holdt saa meget af det Gamle, ogsaa maatte +holde af Gamle! Og nu forstod jeg ogsaa, hvem det var, som Emmy altid +havde bragt mig i Tanker, uden at jeg dog ret kunde klare det for +mig: det var Gamle, som jeg kjendte ham i hans lykkeligste og bedste +Timer, ja Emmy var Gamle i forbedret Udgave, om jeg maa tale i +Præstens Lignelser. + +-- -- -- Ved Middagsbordet, hvor den bedste Rødvinsflaske var bragt +frem, udbragte Præsten de Forlovedes Skaal. Da jeg nu den foregaaende +Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt +jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsømte. +Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke nægte mig den +Fornøielse at meddele den her. Den lød, om jeg husker ret, omtrent +saalunde: + +»Kjære Venner! Man pleier i Almindelighed at lykønske Folk, der +heldigen have overstaaet deres Embedsexamen, thi nu have de jo ikke +flere Examiner tilbage. Men det er i mine Tanker en stor Feiltagelse; +thi i Reglen staaer baade den farligste og den vanskeligste Examen +tilbage. Den farligste kalder jeg den, thi ved alle andre Examiner, +naar man har det Uheld at blive rejiceret eller, som =terminus +technicus= lyder, at falde igjennem, saa kan man dog altid forsøge +sin Lykke paa Ny i Haab om næste Gang at have bedre Held. Men sligt +gaaer ingenlunde an her, og den, som een Gang er bleven rejiceret, +tillades det ikke at indstille sig paa Ny, og alt, hvad man formaaer +at gjøre, det er at bære sig ad som de tydske Studenter, der, naar de +ere blevne viste tilbage fra et Universitet, søge hen til et nyt, for +der at finde bedre Optagelse. Men ikke alene, at denne Examen er saa +farlig, den er ogsaa overordentlig vanskelig, og atter heri adskiller +den sig fra alle andre saadanne Prøver. Thi om disse gjælder det, at +jo mere man læser, des mere Udsigt har man til et heldigt Udfald, men +her er det lige omvendt, saa at man gjerne kunde fristes til at +udraabe med Berlinerstudenten: »ach wai mir, je länger ich lese, +desto dümmer werde ich!« saaledes seer man ikke saa sjeldent, at +medens mangen Skomagersvend, og Skræddersvend i en Haandevending +bestaaer denne Examen, saa blive derimod velstudeerte Folk, der +gjerne kunde tage Doctorhatten i alle mulige Faculteter, ynkelig +rejicerede, saasnart de indstille sig til denne Prøve. Da nu dette +forholder sig saa, kan man vel begribe min Hjertensglæde over, at +mine to Brødre havde havt saadant Held med sig. Thi et Held er det +jo, og det være langt fra mig at tilregne dem det som nogen særegen +Fortjeneste, at de have bestaaet, nei Ære den, som Ære bør -- ikke +for Christopher og Frederik udbringer jeg denne Skaal, men for de +klare Øine og de venlige Smil -- eller hvad jeg vilde sige, for +=Professoribus et Censoribus= ved de to Universiteter, hvorved de +have bestaaet deres sidste og vanskeligste Examen!« + +Hermed stødte jeg mit Glas mod Emmys og Andrea Margrethes. +Præstekonen lo saa mildt til mig, og Præsten rakte Præstekonen +Haanden, idet han sagde til hende: »Jo Mo'er, den Skaal vil vi To +drikke med. Thi Nicolai har Ret: den sidste Examen, jeg havde at +bestaae, var den værste, og jeg takker Gud, at jeg ikke blev +rejiceret.« + + * * * * * + +Og saa har jeg altsaa fortalt om mit første Felttog i Amors Regiment, +men det bliver vist neppe mit sidste. Om Nogen skulde mene ligesom +Corpus Juris, at jeg har baaret mig meget barnagtig ad, og at den +hele Historie ikke geraader mig til synderlig Ære, saa at det var +meget bedre, om jeg taug stille dermed, istedenfor ovenikjøbet at +lade den sætte paa Tryk, saa vil jeg bede enhver Saadan mindes den +første Gang, da han selv drog ud i samme Hensigt, og da vil han vel +ikke mere dømme mig saa strængt. Den, som er fri for Skyld, kaste den +første Steen! + +-- -- Forøvrigt gaae Tingene hjemme paa Vestergade deres gamle Gang. +Gamle ligger endnu bestandig paa Sophaen og falder i Tanker; kun har +han ikke som forhen sin Pibe i Haanden, men et lille Portræt af Emmy, +som denne har foræret ham. Corpus Juris udvikler sine politiske +Anskuelser med samme Iver som altid. Den Nydelse, som han stedse har +fundet i Studiet af Dagbladet, er ingenlunde bleven formindsket, +fordi han er bleven forlovet. Tværtimod, han har endog ved Andrea +Margrethes Hjælp faaet Dagbladet indført i Nøddebo Præstegaard. Og +jeg selv -- ja jeg studerer philosophisk Propædeutik og søger ved +dens Hjælp at fordrive alle Elskovsgriller. Og nu synger jeg ikke +længer: »hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde +kan -- ohi -- ohøi!« men naar Dagen er til Ende, og Propædeutiken +bliver lagt til Side, saa staaer jeg i Vinduet og seer, hvorledes +Solen sagte synker bag Voldens Træer, og idet jeg trommer med +Fingrene paa Ruden, synger jeg ganske sagte, saa hverken Gamle eller +Corpus Juris kan høre det: + + »Ak bare jeg havde Examen endt! + For saa kommer Solen og saa kommer Lykken, + Og saa vil jeg strax vende Sorgerne Ryggen; + Og saa vil jeg gaae -- vil jeg gaae + Med en Guldring paa!«[6] + + [6] Chr. Richardt. + +Hver Søndag drager jeg med Brødrene ud til Nøddebo Præstegaard. Og +jeg ved ingen større Glæde, end naar mine Bekjendte om Mandagen +spørge mig: »Hvor var Du henne igaar, Nicolai?« -- da at svare dem: +»Jeg var ude at besøge mine _Svigerinder_.« + +Men er det nu ganske vist, at jeg selv først forlover mig om fem Aar, +naar jeg har taget Embedsexamen? Ja bestemt love det vil jeg ikke, +for jeg er jo kun et Menneske, men for Tiden vil jeg kun tænke paa +den philosophiske Propædeutik. Og siden jeg har seet, at Gamle og +Corpus Juris, om hvem jeg reent havde opgivet Haabet, at de +nogensinde skulde blive forlovede, i al Fald ikke i denne Verden, +virkelig omsider ere blevne forlovede og det med saadanne Piger som +Emmy og Andrea Margrethe, ja saa skulde jeg næsten troe, at man gjør +bedst i at vente, thi jo længere man venter, des bedre bliver det. + +Men den Lysblaaøiede da? -- Ak tal ikke om hende, for saa blive strax +alle mine gode Forsætter til Intet. Jeg vil kun sige saameget, at +igaaraftes drak jeg Dus med hendes Broder i Studenterforeningen, og +at han er et meget vakkert Menneske, men dog ikke saa elskværdig som +Søsteren. + +Og nu Farvel -- dog det er sandt, Eet har jeg endnu at sige. Dersom +Nogen af dem, som læser, hvad jeg her har fortalt, skulde være saa +ulykkelig, aldrig at have været i nogen Præstegaard, da vil jeg sige +til enhver Saadan: »Reis derud, reis strax, reis heller i Dag end i +Morgen, thi ligesom den, der ikke har været i Danmark, ikke kjender +det Bedste i Verden, saaledes kjender heller ikke den, som ikke har +været i en Præstegaard, det Bedste i Danmark. Og dog -- hvad kan det +nytte, at Du reiser til denne eller hin Præstegaard? -- nei Du maa +komme netop til saadan en Præstegaard som Nøddebo Præstegaard, og +netop til saadan en Præstemand og til saadan en Præstekone og fremfor +Alt til _saadanne to Præstedøtre_!« + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, by +Henrik Scharling + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED NYTAARSTID I NØDDEBO *** + +***** This file should be named 38220-0.txt or 38220-0.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/8/2/2/38220/ + +Produced by an anonymous volunteer from scanned images of +public domain material made available by Google Books. + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |