diff options
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 36430-0.txt | 7321 | ||||
| -rw-r--r-- | 36430-0.zip | bin | 0 -> 178847 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 36430-8.txt | 7321 | ||||
| -rw-r--r-- | 36430-8.zip | bin | 0 -> 177913 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 36430-h.zip | bin | 0 -> 216638 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 36430-h/36430-h.htm | 8623 | ||||
| -rw-r--r-- | 36430-h/images/portrait.jpg | bin | 0 -> 28243 bytes | |||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 |
10 files changed, 23281 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/36430-0.txt b/36430-0.txt new file mode 100644 index 0000000..0c83ce2 --- /dev/null +++ b/36430-0.txt @@ -0,0 +1,7321 @@ +The Project Gutenberg EBook of Af mit Levned, by Johan Louis Ussing + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Af mit Levned + +Author: Johan Louis Ussing + +Release Date: June 15, 2011 [EBook #36430] + +Language: Danish + +Character set encoding: UTF-8 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret, herunder +varierende stavemåder som igjennem/igennem og offre/ofre. En enkelt +rettelse noteret i slutningen af den trykte bog er indført i e-bogens +tekst. + + + + + J. L. USSING + + AF MIT LEVNED + + UDGIVET AF HANS SØNNER + + KJØBENHAVN OG KRISTIANIA + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + + MDCCCCVI + + + FORLAGETS BOGTRYKKERI + + 1906 + + + + +INDHOLD. + + + I. BARNDOM (1820-36). Side 1. + + II. STUDENTERAAR (1836-44). " 23. + + III. ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER (1844-47). " 39. + + IV. REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD. " 81. + + V. FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. REISER. " 105. + + VI. FORFATTERSKAB. " 119. + + VII. SKOLEVIRKSOMHED. PÆDAGOGIK. RETSKRIVNING. " 126. + + VIII. KOLLEGER OG VENNER. " 144. + + IX. UNIVERSITETET. " 157. + + X. ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN. " 172. + + XI. SKANDINAVISME. " 189. + + XII. POLITIK. " 199. + + XIII. BIBELREVISION. " 208. + + XIV. SLUTNING. " 218. + + EFTERSKRIFT " 231. + + + + +I. + +BARNDOM. + +(1820-1836). + + +Den Dag, da jeg fyldte mit 70. Aar, modtog jeg et Brev fra Johannes +Fibiger, hvori der stod: "Nu skulde Du skrive Dit Levned, som Mynster +siger man skal skynde sig at gøre, naar man har naaet de 70, og +hvorom Goethe siger, at den, der gjør det, er det høfligste af alle +Mennesker, medens den, der brænder sine Efterladenskaber, er den +uhøfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var +særlig mærkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget, +som var værdt at fortælle, saa var min Hukommelse ikke stærk, og +Dagbog havde jeg kun sjælden ført. Desuden syntes jeg, at saalænge +jeg var i mit Embede, burde min Tid anvendes til videnskabelige +Arbejder; der var endnu Adskilligt af den Art, jeg kunde ønske at +udføre. + +Og dog -- der kommer ledige Timer, da det videnskabelige Arbejde maa +hvile; saa kan jeg jo gjerne prøve paa at nedskrive, hvad jeg kan +huske. Maaske det kan more mine Børn og Børnebørn at læse det, og +maaske de kunne finde, at Et og Andet deraf kan egne sig til +Offentliggjørelse. Men udgive de Noget, maa de gjøre det paa deres +eget Ansvar; mit Raad og min Bøn er, at de hellere udgive for Lidt +end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen falsk eller +urigtig Fremstilling eller fælde nogen uretfærdig Dom om Nogen, da +haaber jeg, at Sligt maa blive rettet eller udeladt. Goethes Paradox +om Høfligheden kan jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tværtimod det er +uhøfligt at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale. + + * * * * * + +Jeg er født i Kjøbenhavn d. 10. April 1820; men min Slægt er fra +Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan jeg regne baade Hans +Tavsen og Anders Sørensen Vedel iblandt mine Forfædre. Hans Tavsens +Datterdatter, Mette Hansdatter Laugesøn var gift med A. S. Vedel, og +deres Sønnesøns Datterdatter Ane Jensdatter Lauridsen blev i Aaret +1704 gift med Niels Jensen, der efter sin Eiendom Ussinggaard antog +Navnet Ussing, som hans Efterkommere have beholdt. Han havde været +Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som +Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og +Mæringgaard. + +I den tilhørende Sognekirke Korning har han efterladt sig et +Monument, der paa samme Tid, som det skulde være en Prydelse for +Kirken, ogsaa kunde være et Epitaphium for ham og hans Hustruer; thi +han havde været to Gange gift, før han ægtede Ane Jensdatter. Det er +en stor Chorskranke -- Indskriften kjender ikke dette Navn, men +kalder det kun "dette mellem Choret og Kirken" -- med rige +architektoniske Prydelser, større og mindre udskaarne Figurer, +Malerier og Indskrifter. Den fyldte hele Chorbuen fra nederst til +øverst. Under Gudstjenesten aabnedes de midterste Gitterdøre, forat +Altret kunde blive helt synligt for Menigheden. Disse Chorskranker +vare en Overlevering fra Katholicismens Tid; men som Prydelser +beholdtes de endnu under den protestantiske Gudstjeneste, skjøndt de +ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paa Grund af +deres Størrelse meget forstyrrende. De ere derfor ogsaa for det Meste +forsvundne, hvor de have været, og da Chorskranken i Korning nu +(1890) var temmelig forfalden og maatte restaureres, blev den tillige +efter Præstens Ønske flyttet hen til Kirkens vestre Endevæg lige over +for Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, og ogsaa +Monumentet -- takket være Professor Magnus Petersens fortrinlige +Restauration -- er kommet til at gjøre en smuk Virkning. + +Efter Indskrifttavlens Angivelse havde Niels Jensen Ussing med sin +første Hustru 3 Sønner og 1 Datter, med sin anden 1 Søn, og med sin +tredie 6 Sønner og 1 Datter. Ingen af Sønnerne har beholdt Faderens +Eiendomme; de fleste af dem bleve Præster. Den ældste af dem alle var +Præst i Løsning og Korning, den ældste af Ane Jensdatters Børn, Bagge +Nielsen Ussing blev Præst i Lille Lyndby i Sjælland. Dennes ældste +Søn, Niels var min Farfar; hans næstældste Søn, Henrich, bekendt som +Forfatter til "Kirkeforfatningen i de danske Stater" (Kbhavn +1786-1789), blev Fader til Generalprokurør, Konferentsraad Tage +Algreen Ussing. + +Min Farfar har havt mere Lyst til verdslig end til geistlig +Virksomhed. Han nedsatte sig i Ribe, hvor hans Faders to +Tvillingbrødre beklædte anselige Stillinger, den ene som Præsident, +den anden som Raadmand. Der blev han Hospitalsforstander, men drev +samtidig forskjellige praktiske og industrielle Foretagender, f. Ex. +en Tobaksfabrik, der dog aldrig vilde trives. Hans Hustru Johanne +Lovise Bruun døde efter at have født sit 15de Barn. Et Skjærmbræt, +som stod foran den Nyfødtes Vugge, faldt om, og Moderen døde af +Forskrækkelse 1796. Min Fader var dengang 9 Aar gammel. Den store +Børneflok fik for en stor Del Lov til at skjøtte sig selv, og jeg har +hørt mange Fortællinger om deres frie Liv i Haven, paa Toften og paa +Engen omkring Byen, paa Aaen i Baad og om Vinteren paa Skøiter; jeg +har hørt besynderlige Historier om de Gale paa Hospitalet, som man +efter Datidens Skik ikke brød sig om at holde særlig afspærrede. Min +Fader har fortalt mig, at han engang som Dreng blev forstyrret i sin +Søvn ved, at Matrassen under ham bevægede sig; det var et galt +Fruentimmer, der havde faldet paa at lægge sig der. Der var ikke Raad +til at anvende Synderligt paa Børnenes Opdragelse. De to ældste bleve +holdte til Studeringerne; den ældste blev theologisk Kandidat og +Præst i Uldum i Nærheden af Horsens († 1861); den anden blev Jurist +og Faderens Efterfølger som Hospitalsforstander. + +Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning at +blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. Denne, W. J. A. +Moltke, der senere fik Grevetitel, fik den kjønne og raske Dreng +kjær, og da han 1815 blev forflyttet til Sjælland, tog han ham med +sig, og antog det unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa +Dansk juridisk Examen, som sin Fuldmægtig. Et Par Aar senere tilbød +Kong Frederik VI Moltke Embedet som Overpræsident i Kjøbenhavn. +Moltke svarede, at han gjerne vilde modtage det, hvis H. M. vilde +forunde ham en Naade endnu. Frederik VI foer op, som han pleiede, og +udraabte: "Stiller De Betingelser?" Moltke fortsatte, at for at kunne +udføre et betroet Embede til Kongens Tilfredshed maatte man være vis +paa at have paalidelige Underordnede; særlig gjaldt dette om +Kjøbenhavns Overformynderi, hvis store Kapitaler ikke turde betroes +nogen uprøvet Mand. Han bad derfor om, at hans hidtilværende +Fuldmægtig maatte blive Overformynderiets Kasserer og som saadan +Kontorchef under Magistraten. Hans Begjæring blev bevilget, og min +Fader fik i en Alder af 30 Aar det Embede, han vedblev at beklæde, +saa længe det bestod. Ved Overformynderiets Omordning (efter Lov af +4. Marts 1857) gik han af med Titel af Etatsraad. Han døde 13. April +1866, 79 Aar gammel. + +Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at stifte et +tarveligt Hjem, ægtede han en elskelig ung Pige, han i længere Tid +havde været forlovet med, Esperance Tolerance Balle. Hun var to Aar +yngre end han. Hendes Fader, en født Nordmand, havde været +Borgemester i Ribe; han døde som Sorenskriver i Throndhjem. Mine +Forældres Ægteskab blev velsignet med 5 Børn, alle Sønner. Den +ældste, f. 4. Marts 1818, fik Navnet _Werner Jasper Andreas_ efter +min Faders Velynder. Det var et ualmindelig hurtigt og skarpt Hoved; +som Dreng var han langt forud for sin Alder; som Mand besad han et +klart og forudseende Blik paa alle Forhold, som man maatte ønske, +Andre havde været i Besiddelse af. Han blev Høiesteretsassessor, +Direktør i Nationalbanken og kongevalgt Landsthingsmand. Han døde 2. +December 1887. Den næstældste Søn, den der nedskriver dette, blev +kaldet _Johan Louis_ efter sin Bedstemoder. Den tredie, _Carl_, f. +14. April 1823, blev juridisk Kandidat og Fuldmægtig under +Kjøbenhavns Magistrat; i Krigen 1848-49 gjorde han Tjeneste som +Lieutenant og Capitain, og faldt i Slaget ved Fredericia 6. Juli +1849. Den fjerde, _August_, f. 23. Febr. 1825, var Theolog. I 1848 +meldte han sig som Frivillig til Krigstjeneste; men efter at have +deltaget med Hæder i Slaget ved Dybbøl 5. Juni, blev han syg og +maatte forlade Hæren. Han døde som Provst og Sognepræst i Skjelskør +d. 1. Marts 1897. Den yngste, _Vilhelm_, f. 18. Mai 1830, blev +Assessor i Kriminalretten, men døde allerede 1. Juli 1871. + +Danmark var fattigt i den første Fjerdedel af det 19de Aarhundrede. +Den nærværende Slægt vilde forbavses, hvis den kunde anstille +Sammenligning imellem Nutiden og Datidens smaa og tarvelige Forhold. +Embederne lønnedes kun smaat, og der maatte spares, naar man skulde +opdrage 5 Sønner; men vort Hjem var dog net og hyggeligt, og vi +savnede Intet; det Eneste, jeg klagede over, var, at Skomageren altid +syede for smaa Støvler til mig, og jeg maatte nøjes med den Trøst, at +de bleve nok større, naar jeg fik gaaet med dem. Større Velstand +stiftede jeg Bekjendtskab med hos Slægtninge og Venner, som mine +Forældre omgikkes, saasom Isenkræmmer, senere Jernstøber Heegaard, +der dengang eiede en stor Have paa Nørrebro, Justitsraad Nyeland, der +som Proviantsforvalter for Søetaten boede ved den nu opfyldte +Tøihushavn, der hvor Generalstabens topographiske Afdeling nu er, og +raadede over et udstrakt Terrain af Gaarde og Magazinbygninger, -- en +uforlignelig Legeplads, -- samt en Have, der gik helt ned til Havnen, +og Prokurator Borup, der pleiede at ligge paa Landet paa Vesterbro; +en Gang laa de i Gæstgivergaarden Grønne Hest, der hvor nu Saxogade +begynder; det kaldte man Land dengang. + +Jeg kom til Verden paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen, men +allerede 8 Dage efter flyttede mine Forældre til Hjørnet af +Frederiksborggade og Nørrevold. Til dette Sted knytte sig mine +tidligste Minder. Det var morsomt at se paa Vognfærdselen igennem +Nørre-Port, og endnu mere at se paa alle Soldaterne, der stadig +marscherede forbi til Øvelsen paa Fælleden, iførte røde Trøier med +Rabatter af forskellig Farve for hvert Regiment, for ikke at tale om +de fixe Livjægere og Studenterne med den høie Fjer i Chakoten, eller +om det vældige Artilleri. Den lille Dreng holdt meget af at løbe over +Gaden og sætte sig paa Afviserstenen ved Foden af Voldbakken, ved +hvilken Lejlighed der ogsaa stundom kunde falde et Besøg af hos +Soldaterne i Vagtstuen. Eller jeg kunde løbe over til det andet +Gadehjørne, hvor den bredskuldrede Tømmermester Westergaard boede +paa 1. Sal. Hans Datter Albertine, der senere blev gift med +Overretsprokurator Alberti, var meget venlig imod mig; Sønnen N. L. +Westergaard stiftede jeg først mange Aar senere, som Kollega, +Bekjendtskab og inderligt Venskab med. Men den bedste Gjenbo var dog +vist Pladskommandanten, der boede oven over Nørre-Port, Major +Kathala, hvis elskværdige Familie min Broder og jeg i en lang Række +Aar vedligeholdt Forbindelse med. + +Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjørnet af +Teglgaardstræde og Volden. Her fandtes endnu Brandtomter, der laa +ubebyggede siden 1807 og afgav fortræffelig Legeplads for Børn, og +naar man var 10 Aar gammel og var pænt paaklædt, kunde man faa Lov +til at spadsere paa den ligeoverfor liggende Vold, forudsat at man +ikke gik det mindste udenfor de banede Veie; thi saa kom Skildvagten +styrtende ud fra sit Skilderhus og truede med at slaa "den Satans +Dreng" ihjel med Geværkolben. Ja fik man det Indfald, naar man gik +hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt; +man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget +paa Volden". + +Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han +helst til at færdes i det Frie. Han var i sine yngre Dage ivrig +Fisker og Jæger, og paa Fiskeriturene til Lersøen efter Aborrer, +eller ud i Øresundet efter Hvidlinger, tog han af og til sine ældre +Sønner med. Han gik lange Spadsereture med os og vi bleve vel +bekendte med Kjøbenhavns Omegn; mange Gange fik jeg Skjænd, naar jeg +knap kunde slæbe mig frem paa Hjemvejen fra Charlottenlund eller +Dyrehaven. Engang gjorde han en 3 Dages Fodreise med os til +Helsingør, Fredensborg og Frederiksborg; den staar uforglemmelig i +min Erindring. Med Sølyst ved Emilies Kilde ophørte dengang +Landstederne. Taarbæk var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby; +Skodsborg var Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord +for Vedbæk Kro ophørte al Civilisation. Man vandrede i Sand op over +Anklerne, og glædede sig over, at Marehalmen dog nogenlunde havde +bundet Sandflugten. Kun Rungstedgaard og Rungsted Kro (det nuværende +Rungstedlund) saa lidt smilende til os, og det mishandlede Sofienberg +viste endnu, navnlig med Terrasserne foran Hovedbygningen, at det +havde været et kongeligt Slot. Humlebæk tilbød atter en vederkvægende +Hvileplads, og saa var der jo kun 1½ Mil tilbage, inden Helsingørs +"Stengade" kunde afløse Strandveiens Sand. Alt dette var interessant; +men den næste Dag bragte de store Vidundere, det smukke Slot +Fredensborg, og den henrivende Udsigt over Esrom Sø fra Krohaven der, +og saa det imponerende Syn, naar man efter den lange Vandring +igjennem Skoven, pludselig ser det stolte Frederiksborg reise sig i +hele sin Majestæt og speile sig i den stille Sø; endelig Solnedgangen +fra Jægerbakken, hvor Slottets Herlighed udfoldede sig endnu +fuldstændigere. Jeg var vel 10 Aar gammel, da jeg foretog denne min +første Reise; jeg skrev strax, da jeg kom hjem, en Reisebeskrivelse; +men siden jeg skrev den, har jeg ikke set noget til den. + +Min første Undervisning modtog jeg i Hjemmet af mine Forældre selv. +Otte Aar gammel blev jeg sat i Skole hos _C. Visby_, dengang Præst +ved Domhuskapellet (ɔ: Fængselspræst), som havde en lille Skole paa +Vandkunsten, vel omtrent 30 Drenge imellem 8 og 15 Aar, fordelte paa +2 Klasser. Et nyt Liv aabnede sig her for mig ved Omgang med +Kameraterne, og skjøndt jeg kun blev to Aar i denne Skole, og vi +derefter skiltes og gik hver sine Veie, er der dog Adskillige, som +endnu staa lyslevende for mig. Nærmest sluttede jeg mig til _Aldo +Güntelberg_, Søn af den som Digter og Theateroversætter ikke +ubekjendte Carl Güntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa +mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophør endnu i et +Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi -- vi gik hver i sin Skole og boede +hver i sin Ende af Byen -- indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et +engere Baand imellem os. Han gik senere frivillig med i Krigen og +udmærkede sig særlig under Frederiksstads Beleiring. Han døde som +Stabsintendant 13. Mai 1891. + +Om Skolen selv kan jeg ikke fortælle meget. Visby var meget venlig +imod mig, især uden for Skoletiden; paa Skolen selv holdt han streng +Justits. Jeg husker engang, jeg havde faaet en daarlig Charakter i +Dansk Stil. Læreren (Mathematikeren Fallesen) bebreidede mig, at jeg +havde skrevet et lille F efter et Punktum; dette var ikke Tilfældet, +men jeg havde givet F'et en noget ualmindelig Form, saaledes som jeg +af og til saa min Fader skrive det. Da jeg bemærkede dette, fik jeg +kun det Svar: "Sludder!" og Charakteren blev daarligere endnu, end +den ellers var bleven. Da Skolebestyreren saa Charakterbogen, skulde +jeg jo have en alvorlig Irettesættelse. Jeg begyndte at forklare, "at +Hr. Fallesen troede, jeg havde skrevet et lille F; jeg havde nok +sagt, at jeg mente et stort, men saa sagde han" -- længere kom jeg +ikke; saa fik jeg et alvorligt Ørefigen ledsaget af de Ord: "Tør Du +sige _han_, naar Du taler om Din Lærer?" + +I Foraaret 1830 blev Visby Præst paa Christianshavn. Skolen blev +opløst, og Drengene fordeltes i forskjellige Skoler. Jeg skulde i +Metropolitanskolen, hvor min ældre Broder gik. Men Fader ønskede, jeg +skulde optages i 2den Klasse, hvorved jeg, som ingen Latin kunde, +vilde komme sammen med Drenge, der allerede havde læst i et Aar. +Dette skulde indhentes i Løbet af et Par Maaneder. Pastor Gad, +dengang Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Biskop i Fyen, paatog +sig at læse Latin med mig, naar jeg vilde læse sammen med en anden, 3 +Aar ældre Dreng, der gik i øverste Klasse hos Visby, og som nu skulde +ind i Borgerdydskolen i en højere Klasse. Det var Gustav Broch, den +senere saa bekjendte Høiesteretsadvokat, en Dreng, jeg holdt meget +af; men han var som et voxent Menneske i Sammenligning med mig. +Præsten læste nogle faa Timer med mig alene, men derefter læste Broch +og jeg sammen; vi læste Sallusts Catilina. At lade to saa uensartede +Elever følges ad, vilde i vore Dage betragtes som en ren Umulighed, +og jeg græd ogsaa mange modige Taarer, fordi jeg ikke kunde følge +med; men det skulde jo gjøres, og da Tiden kom, bestod jeg +Optagelsesprøven til 2. Klasse i Metropolitanskolen. + +Med Ærbødighed traadte jeg ind i den nye Skole med de store, lyse +Lokaler; thi dengang talte den endnu kun det Elevantal, hvorpaa den +fra først var beregnet, høist 100, medens man nu har maattet skaffe +Plads til henimod det tredobbelte. I de 6 Aar, jeg tilbragte der, gik +der næppe nogen Dag uden jeg glædede mig over Bygningen, om det end +væsentlig var Kameraterne, der gjorde mig Stedet saa overordentlig +kjært. Metropolitanskolen kunde dengang ikke kaldes nogen +Mønster-Skole; kun faa af Lærerne vare virkelig gode, flere under det +Middelmaadige. Hvad vi lærte, maatte vi for Størsteparten lære os +selv, og dette ikke saa meget til de daglige Undervisningstimer som +til de hyppige Examiner; thi der holdtes Examen hvert Fjerdingaar. +Resultatet var imidlertid ikke ugunstigt. Metropolitanskolens +Disciple bestode med Hæder Examen artium og bleve i Regelen senere +dygtige Embedsmænd. + +Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige +Personlighed. _Niels Lang Nissen_ var en smuk, hvidhaaret Mand, der +bevægede sig langsomt med en imponerende Holdning, som Alle +uvilkaarlig bøjede sig for. Han var vel ikke egentlig nogen Børneven; +de mindre Disciple gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i +øverste Klasse, som han udmærkede ved at tiltale med De istedetfor +Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde han paa ingen Maade +finde sig i, at Nogen var bange for ham; hans Elever burde være modne +Ynglinge, der frit kunde udtale deres Tanker, selvfølgelig i en +beskeden Form. Han var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar +studerede han vistnok aldrig. Disciplene i øverste Klasse, hvor han +læste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis de lærte +Noget, lærte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, og vilde man +lære at skrive Latinsk Stil, maatte man søge privat Undervisning hos +Overlærer Borgen. Aandrig var han heller ikke; han var en Rationalist +fra det 18. Aarhundrede, og naar han læste det nye Testamente med os, +bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige Maade. Engang +under Læsningen af Matth. 14. spurgte han en Discipel om, hvordan det +kunde gaa til, at Christus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brød og 2 +smaa Fisk. Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist +være en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes med +5000 Brød." "Ja" svarede Rektoren, "det kan jo være; men var det ikke +lovlig meget, 5000 Brød til 5 Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet +vundet; han kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers," +og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmærkede ham, var især denne +Værdighed, under hvis Scepter Skolens Orden overholdtes uden mindste +Besvær. Han var ikke, som Borgerdydens Bestyrer, den energiske M. +Nielsen, altid rede til at give et Ørefigen; han rørte aldrig en +Dreng; enkelte alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af +Custos, d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte +Udvisning af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig i en +Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan Maade; men +Rektor var af en anden Mening; Drengen fik en ringere Straf, og blev +i Skolen. Der blev klaget derover, og Kongen nedsatte en Kommission +til at undersøge Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik +VI, og bad om sin Afsked, "da han ikke længere besad sin Konges +Tillid." Kongen søgte at forestille ham, at man kun vilde give ham +Leilighed til at retfærdiggøre sig, og at saa snart dette var sket i +det første Møde, kunde Kommissionen opløse sig; men Nissen var +ubøielig: "Den Kommission maa slet ikke træde sammen. Sker det, har +min Autoritet lidt et Skaar." Og Kommissionen fik Kontraordre, og +traadte ikke sammen. + +Af de øvrige Lærere skal jeg kun omtale _Bonaparte Borgen_, der +senere blev Skolens Rektor. Han var dengang Overlærer og læste Græsk +og tildels Latin i de 4 øverste Klasser. Det var en elskværdig og +fint dannet Personlighed, en grundig Filolog og en samvittighedsfuld +Lærer. Som Lærer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi, +der kræves til at faa Alle med, og hans nervøse Hidsighed erstattede +daarlig det Manglende; men i øverste Klasse blev han ved sin klare +Fremstillingsgave en udmærket Lærer. Han skrev en smuk dansk Stil, og +blev derfor ogsaa en fortrinlig Lærer i Latinsk Stil; thi den, der +ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjønt, kan heller aldrig lære at +skrive noget andet Sprog anstændigt, og omvendt turde Bestræbelsen +for at skrive en smuk latinsk Stil være en bedre Lærer i dansk Stil, +end nogen som helst Dansk Stillære eller Haandbog i Rhetorik. Det var +en af vore største Fornøjelser, naar Borgen engang imellem lod sig +overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet for græsk +Undervisning oplæste Noget af Oehlenschlägers Tragedier. Han havde et +mesterligt Foredrag, og mange Aar senere, da hans Elever engang holdt +en Fest for ham, mindedes ogsaa disse Oplæsninger af flere af +Deltagerne, blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der hyldede +ham som sin første og egentlige Lærer i Deklamation. + +Men ved Siden af Lærerne er der en anden Faktor i Skolelivet, som +har endnu større Indflydelse paa Charakterens Udvikling, +_Kameraterne_. Allerede inden jeg betraadte Skolens Tærskel, havde +jeg Venner dér i min ældre Broders Klassekamerater, der for det Meste +vare tre Aar ældre end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens +Beundring ved deres Viser til Rektors Fødselsdag, til Rusgildet +o. s. v. Den ene, _Troels Smith_, døde 1880 som Præst i Skjelskør; +den anden var _Edvard Lembcke_, en stille, varmhjertet Personlighed, +med hvem jeg kom i nærmere Forbindelse end med Nogen af de andre. Han +blev theologisk Kandidat, men efter at han havde taget Examen, fik +han Lyst til at ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk +Examen. Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle +examinere min ældre Ven og Skolekamerat og at give ham det hædrende +Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde have modtaget af ham. +Hans senere Virksomhed som Conrector ved Haderslev Skole er +tilstrækkelig bekjendt, og hans Sang om Modersmaalet er paa alle +Danskes Læber. Efter Sønderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger +til Kjøbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lærere" oprettede en +Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde han sig en +stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved sin fortræffelige +Oversættelse af Shakespeare. Paa sine gamle Dage hjemsøgtes han af +Familiesorger. Han mistede sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin +yngste Søn, en elskværdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og +havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste Aar henlevede +han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschläger i sin +Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdøde Kjære, +som han længtes efter at møde. Han døde 20. Marts 1897. + +Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, var toaarig. +De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og Undervisningstimer +tilfælles. De Store i A saa naturligvis ned paa de Smaa i B; men i +Frikvartererne paa Legepladsen kunde Forskjellen undertiden udjævnes. +I 1830 og 31, da hele Europa ængstelig betragtede Polakkernes +Opstand, blev ogsaa Skolen delt imellem Polakker og Russere, og der +leveredes Batailler paa Legepladsen. Det var Rytterkampe; de Smaa sad +til Hest paa Ryggen af de Store. Jeg var Polak, og havde faaet en +prægtig graa Skimmel, den senere Overretsprokurator Herforth. + +Mine rigtige Klassekamerater havde jeg selvfølgelig endnu mere Glæde +af; vi vare alle gode Venner. At de ikke alle vare lige meget værd, +maatte først Tiden lære mig. De to, der i Skolens 1ste Klasse havde +indtaget de øverste Pladser, endte sørgelig. Den ene, en godmodig, +tyk Dreng, vedblev bestandig at gjøre sig til af sine Kræfter; han +omkom ved at blive kvalt i et Brydetag med en Slagtersvend. Den anden +kom i Forbedringshuset. Af de Øvrige have de Allerfleste levet et +regelmæssigt Liv og hver efter sine Evner gjort Fyldest paa sin Plads +i Samfundet. Iblandt dem maa jeg først og fremmest nævne _Bruun Juul +Fog_, den senere bekjendte Sjællands Biskop. Det var en lang, +lyshaaret Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. Skolen +kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men +fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv læste i +Hjemmet end ved Skolens Lectier. Han var som Følge deraf mere moden +end vi andre. Jeg holdt fra først af meget af ham. I en af de +følgende Klasser blev han siddende, og han blev først Student Aaret +efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene, +og endnu mere efter at han var bleven Præst og Biskop, have fælles +Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed. +Som Prædikant dannede han sig nærmest efter Mynster, og Aandens Magt +var saa stor, at der i Aarenes Løb selv fremkom en ydre Lighed +imellem dem, hvorom man tidligere aldrig skulde have drømt. Fog har +med Sandhed kunnet sige: "Nihil humani a me alienum puto", og de +Kundskaber, han indhentede allevegne fra, forstod han strax at +bearbeide og omsætte i den Mønt, han skulde bruge. Derfor blev hans +Samtale saa fængslende og lærerig, og hans Prædiken besad ved Siden +af den dybe christelige Følelse ogsaa den Evne altid at fremhæve nye +Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig Taler maa +regnes til de store Mestere. Han døde den 27. Febr. 1896. + +Da jeg kom op i 3. Klasse, 12½ Aar gammel, oprandt et nyt Liv for +mig. Der kom to nye Drenge ind, som bleve mine stadige Sidekamerater +-- vi tre indtog skiftevis de tre øverste Pladser -- og mine stadige +Omgangsvenner ogsaa udenfor Skolen. Den ene, _Theodor Borries_, var +Søn af en Grosserer i Kjøbenhavn. Hans Moder var en af de elskeligste +Kvinder, jeg har kjendt. Hans ældre Broder, Gustav, saa jeg kun lidet +til; de 2 yngre vare de sødeste Drenge, man kunde tænke sig. Den ene +af dem blev Landmand; den yngste, Carl, kom senere som Filolog i +Discipelforhold til mig. Han blev Lærer ved Slesvig Domskole, men en +tidlig Død afbrød hans lovende Bane d. 22. Aug. 1852. Theodor forlod +Studeringerne, saasnart han var bleven Student. Han blev Handelsmand, +bosatte sig i Newcastle og blev dansk Viceconsul der. Paa sine ældre +Dage trak han sig tilbage fra den travle Handelsvirksomhed. Han +opslog sin Bolig i London, men hans Tanker vare nok saa ofte i +Danmark som i England. Han døde den 13. Februar 1897. + +Den anden var _Ludvig Mynster_, den yngste Søn af daværende +Confessionarius, snart efter Sjællands Biskop, J. P. Mynster. Det var +en brunøiet Dreng, hvis mørke Haar krøllede over Panden og i Nakken. +Ansigtets livlige, aandfulde Udtryk indtog Alle, og hans glimrende +Evner syntes at spaa en stor Fremtid. Han blev min nærmeste og +fortroligste Ven; i en Række af Aar havde Ingen af os nogen Tanke +eller Følelse, uden vi delte den med hinanden. Ikke liden Betydning +for mig fik ogsaa den elskværdige Familie, jeg derved fik Adgang til. +Naar der engang imellem var stort Selskab hos Biskoppen, følte jeg +mig rigtignok tilovers og var ulykkelig, men naar Familien var ene +eller næsten ene, hvor var der da hyggeligt! Og naar saa Husfaderen +kom ind, alvorlig og værdig, men med et venligt og velvilligt Smil +paa Læberne og i Øiet, saa følte jeg mig æret ved at være sammen med +den Mand, til hvem jeg saa op med saa stor Ærbødighed, og hvis +Prædikener gjorde Søndagene til sande Festdage for mig. Hans Samtale +ved Bordet var jævn og fordringsløs; engang imellem kom en let Ironi +frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske +Modstandere, kunde han være overordentlig skarp. Han var altid rolig +og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man +bliver ikke syg, naar man ikke vil være det." Da han blev nødt til at +gaa til Sengs, var ogsaa hans Liv udrundet; hans sidste og eneste +Sygeleie varede kun to Døgn. Efter sin Død (30. Jan. 1854) er han +ikke altid bleven erindret efter Fortjeneste; men en Stormand som han +staar urokkelig i Tidens Malstrøm. Et mærkeligt Bevis herpaa er H. +Schwanenflügels Skildring af ham, 1900. + +Ludvig Mynster var kun tre Uger ældre end jeg, men han var i flere +Henseender mere udviklet. Han havde levet under store Forhold og +under den rigeste aandelige Paavirkning ikke blot i sit eget Hjem, +men ogsaa i Oehlenschlägers Hus; Oehlenschläger boede i Stueetagen i +Bispegaarden, og baade Forældrene og Børnene omgikkes stadig. Han +var godt hjemme i sin Faders store Bibliothek, og havde allerede som +12 Aars Dreng en betydelig æsthetisk Læsning. Jeg maatte nu se at +følge med; thi Poesi og Æsthetik var vor Hovedinteresse. Med +_Oehlenschläger_ gik det let nok; han var Gjenstand for vor største +Beundring. I 3. Klasse A stiftedes der et Deklamationsselskab, +hvori hele Klassen deltog. Vi oplæste Oehlenschlägers Tragedier +med Rollerne fordelte imellem os. Det var en god Øvelse, men +Kunstnydelsen var meget betinget; thi de fleste Præstationer vare +lidet heldige, og Enhver nød egentlig kun sin egen Rolle. Mindre let +gik det med den tyske Litteratur; men efterhaanden bødede Øvelsen paa +den mangelfulde Sprogundervisning, jeg havde modtaget. _Schiller_ +beundrede jeg ligesom Oehlenschläger; men naar man paastod, at +_Goethe_ var en endnu større Digter, saa vovede jeg vel ikke at +modsige det, men jeg kunde ikke forstaa det. Werthers Leiden virkede +kun uhyggeligt og frastødende paa mig, og Wilhelm Meister, som jeg +samvittighedsfuldt gjennemlæste, kjedede mig. Jeg havde ikke den +stærke dramaturgiske Interesse som min Ven, Personerne interesserede +mig kun lidet, og Betragtningerne gave mig ikke synderligt Udbytte. +Jeg sagde det ikke dengang til noget Menneske; jeg tænkte, Feilen laa +hos mig selv; men da jeg senere i en ældre Alder paa ny læste Bogen, +saa jeg, den havde ikke blot disse, men mange flere Mangler. Hermann +og Dorothea forekom mig at staa tilbage for Voss' Luise. Selv +Tragedierne gjorde ikke det Indtryk paa mig som Schillers. Med +_Shakespeare_ derimod var det en anden Sag. Skjøndt en stor Del af +Stykkerne kun vare mig tilgængelige i Schlegels tunge tyske +Oversættelse, greb de mig dog med uimodstaaelig Kraft, og det ikke +blot Tragedierne, som Macbeth, Kong Lear og Julius Cæsar, men ogsaa +Lystspillene; jeg var nær ved at være lige saa forelsket i Imogen og +Viola som Ludvig Mynster. + +Men _Theatret_ ydede os dog Høidepunktet af æsthetisk Nydelse. L. +Mynster kom der i det Mindste en Gang om Ugen; jeg maatte nøjes med +sjældnere Besøg. Det tragiske Skuespil stod høit i de Dage. Ryges +Kæmpeskikkelse og Fru Nielsens beaandede Fremstillinger, hvor Intet +syntes Kunst, men Alt Natur, og Sjælens inderste Rørelser traadte +frem med en Sandhed, saa at enhver følende Tilskuer selv maatte +gjennemleve dem, staa uforglemmelige i min Erindring. Og hvor høit +stod ikke Komedien og Vaudevillen! Hvem har ikke hørt om Frydendahl, +Rosenkilde, Fru Heiberg, Phister og mange Andre? Særlig vil jeg nævne +hende, som vi længst have havt den Glæde at se paa Skuepladsen, Fru +Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru Petersen, til +Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste sig strax et +fremragende Talent. L. Mynster blev aldeles bedaaret af hende. Det er +næppe nogen stor Indiscretion, naar jeg nu, efter over et halvt +Aarhundredes Forløb, fortæller, at han var forelsket i hende saa +stærkt som en 15-16aarig Yngling kan blive det. Det var hans første +og, jeg tror ogsaa at turde sige, hans eneste Kjærlighed. + +Vi indskrænkede os imidlertid ikke til at nyde Andres Digte; vi vilde +ogsaa selv være Digtere, eller dog forberede os til at blive det. Det +var i Skolens øverste Klasses nederste Afdeling (IV B, som det +dengang hed), at vor Produktivitet begyndte, og den tiltog og blev, +saa at sige, sat i System, da en Trediemand sluttede sig til os, der, +om han end ikke havde samme Iver og Frugtbarhed som vi andre, til +Gjengjæld besad større Modenhed. Det var _Andreas Peter Lunddahl_, +som var Dux i IV A, medens vi andre gik i IV B. Han var et Aar ældre +end vi; men hans Klassekamerater stode saa langt under ham i +Dygtighed og aandelig Interesse, at han søgte sin Tilfredsstillelse +hos Andre, selv om de vare yngre. Vi tre sluttede et trofast Venskab, +som kun Døden kunde afbryde. Lunddahl, Mynster og jeg stiftede den 2. +Mai 1835 en Forening, som vi kaldte _Lyra_. Vi skulde samles, jeg +tror, hver 14. Dag skiftevis hos hinanden og oplæse vore Arbeider. +Lunddahl indskrænkede sig til mindre Digte og smaa æsthetiske +Afhandlinger; vi Andre vare mere frugtbare. Jeg skrev saaledes +blandt andet en Tragedie i 5 Akter, som hed "Brutus og hans Sønner" +og en dramatisk Idyl "Møllen paa Volden". Heldigvis ere hverken de +eller Noget af, hvad jeg dengang førte i Pennen, bevaret; jeg vilde +vist undse mig ved at læse det nu. Jeg tør heller ikke sige, at det +dengang blev modtaget med mere end kjølig Anerkjendelse af mine to +Venner. I Mynster derimod saa vi, og næppe med Urette, et virkeligt +Digtertalent. En Tragedie, han havde skrevet, Hermion, fandt vi +særlig skjøn, og vi syntes, den fortjente at udgives. Men dertil +maatte han først have sin Faders Samtykke. Med Frygt og Bæven +leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ængstelig +Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige +Smil og den Bemærkning, at det var meget kjønt, men det egnede sig +ikke til Udgivelse; der tilføjedes ikke engang en Opfordring til at +fortsætte de poetiske Forsøg. Det var en alvorlig Skuffelse, men den +blev snart glemt. + +Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er vor +Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage i 1837. Den +gik til Frederikssund, Jægerspris og Frederiksværk, hvor jeg første +Gang saa Maleren Lundby, som siden blev en af mine bedste Venner. +Derfra gik vi til Tisvilde. Igjennem den ensomme, forblæste og +dengang endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mørknes, +vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over en Time efter +Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet til Hvile, og vi maatte +banke Folk op for at se at faa Nattely; thi der var ingen Kro paa +Stedet. Langt om længe fik vi en Mand vækket, som viste os en +Bondegaard, hvor vi nok kunde blive modtagne. Der fik vi anvist en +Stue med en Seng. Denne var bestemt til to, men vi vare tre. Jeg fik +Hæderspladsen i Midten, og over os fik vi en meget tyk Dyne. Det var +drøit; men trætte, som vi vare af den lange Dagmarsch, faldt vi dog +i Søvn. Den næste Morgen besøgte vi Helene Kilde og Grav. Denne +ligger paa en nøgen Mark, som Vinden stryger hen over; det er vistnok +det sørgeligste Kursted, der findes i Verden. Saa gik vi til Esrom, +og over Fredensborg hjem. + +Lunddahl var et sjælden begavet Menneske baade fra Intelligentsens og +fra Characterens Side. Han besad den største Lethed i Opfattelsen af +Alt, hvad der mødte ham, baade i den synlige og den usynlige Verden, +og et fint og sikkert Øie for hvad der var ægte saavel i Kunsten og +Videnskaben som i Livet; men produktiv var han ikke. Han havde stærk +Sans for det Komiske og kunde let faa sine Omgivelser til at le. Han +var i høi Grad musikalsk, og hans Domme om Billedkunstens Arbeider +vare lige saa paalidelige som om Poesiens. Ved Siden af varm Følelse +for det Udmærkede og det, hvori Geniets Glimt viste sig, anerkendte +han ogsaa det, som han mindre sympathiserede med, ligesom han +overhovedet var en mildt dømmende Mand. Han besad en uforstyrrelig +Bon sens og Ligevægt i Sindet. Naar jeg dristig paastod: "Man kan +hvad man vil", svarede han ganske tørt: "Ja, naar man vil, hvad man +kan". Naar Martensen sagde, at det Første, der krævedes af Filosofen, +var ubetinget Resignation, svarede han: "Nei Tak; maa jeg bede om en +Smule Lykke." Fremfor Alt havde han et varmt og trofast Hjerte. Vare +hans Venner mistrøstige og fortvivlede, mødte han dem ikke med +Bebreidelser eller trivielle Formaninger, men med Mildhed, og fandt +ikke sjælden det forløsende Ord, der behøvedes. Jeg husker engang, at +jeg i en tung Anfægtelses Stund betroede mig til ham. Han hørte +roligt paa mig, og da jeg var færdig, sagde han blot: "Du befinder +Dig i en unaadig Tilstand." Han havde Ret. Guds Naade var vegen +fra mig; det var den, jeg skulde søge; med dette ene Ord havde +han vist mig Veien. Han blev Theolog, Adjunkt, Skolebestyrer, +Seminarieforstander i Ranum, Præst først i Stubbekjøbing, saa i +Tølløse. Han var en ægte christelig Præst med klart Blik baade paa de +evige Sandheder og paa, hvad der bevæger sig i Menneskenes Sjæle. I +flere Aar havde en Halssygdom hindret ham i den fulde Brug af hans +Stemme, og tilsidst nødte den ham til at tage sin Afsked. I 1893 +flyttede han til Kjøbenhavn, men det forundtes os kun at leve to Aar +sammen der; han døde 17. Nov. 1895. + +I 1836 bleve Ludvig Mynster og jeg Studenter. Da Rusaaret var forbi, +begyndte han at studere Theologi og jeg Filologi. Vistnok vare vore +Interesser endnu de samme; ikke blot Æsthetik og Filosofi, men ogsaa +tildels Theologi havde vi endnu tilfælles; men Adskillelsen var der +dog. Med stigende Bekymring saa jeg, at jeg ikke mere var for ham, +hvad jeg havde været, og at vor Omgang, skjøndt den aldrig blev +afbrudt, dog maatte indskrænkes. Efterhaanden indfandt der sig et +trykkende Tungsind hos ham; hans Mod var brudt, og det var med stor +Overvindelse, at han indstillede sig til theologisk Examen. Han fik +Charakteren Admodum laudabilis; men dette gjorde ikke stor +Forandring. En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjælpe. I +Efteraaret 1845 mødtes vi i Napoli, og tilbragte nu et Par Maaneder +sammen i fælles Nydelser og i den gamle Fortrolighed. Efter hans +Hjemkomst indfandt den forrige Tungsindighed sig atter, og hans +Forstand omtaagedes. Han kom sig igjen, men blev aldrig mere den +freidige Yngling, han havde været[1]; fra nu af hvilede der en tung +Skygge over hans Liv, og han trak sig tilbage fra Verden. I de senere +Aar, da ikke blot Studier og Forretninger, men ogsaa Familielivet +lagde Beslag paa min Tid, kunde der gaa Uger, maaske endog Maaneder, +hvori vi ikke saa hinanden; men glade vare vi altid ved at træffes og +ligesom i gamle Dage meddele hinanden vore æsthetiske Betragtninger +og føle os som gamle Venner. Hans Helbred var svagt. Paa sit ensomme +Kammer syslede han stadig med Litteratur og Æsthetik. Af poetiske +Arbeider har han Intet udgivet, og vistnok heller Intet skrevet i den +senere Tid, undtagen "En Lærerinde" (1864), et Skuespil i to Akter, +der dog snarere maa kaldes en Novelle i dramatisk Form end et +virkeligt Drama. En enkelt Gang, naar Leiligheden opfordrede dertil, +kunde han ogsaa sende sine Venner en, altid vellykket, Sang. Ellers +var hans Forfatterskab litterærhistorisk og æsthetisk. Han udgav 1860 +"Breve fra og til J. P. Mynster", 1866 "Breve til og fra Sibbern"; +fremdeles "Bidrag til Litteratur og Æsthetik" (1871), "Nogle Blade af +J. P. Mynsters Liv" (1875), "Mindeblade om Oehlenschläger" (1879), +"Meddelelser om Fr. Münter og Frederikke Münters Ungdom" (1883), og +ganske kort før sin Død "Har S. Kierkegaard fremstillet de +christelige Idealer? -- Er dette Sandhed?" Hans stille litterære +Virksomhed blev belønnet med Professortitlen, et ringe Vederlag for, +hvad hans straalende Barndom og Ungdom lovede. Hans Helbred havde i +mange Aar været slet, og Kræfterne tog stadig af. I December 1883 +forlod han denne Verden og fik den Ro, han havde længtes efter. Endnu +paa Dødsleiet vidnede det blege Ansigt om, at det var en ædel Sjæl, +der havde boet deri. + + [1] Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer, + Museum 1891, S. 114 f. + + + + +II. + +STUDENTERAAR. + +(1836-1844). + + +Jeg blev Student 1836. Det første Universitetsaar, Rusaaret, var +dengang bestemt til at skulle være en, visselig høist nødvendig +Fortsættelse og Udvidelse af Skolens encyklopædiske Undervisning. Det +afsluttedes ved _Anden Examen_, der toges i to Afdelinger; den ene, i +April, var væsentlig filologisk og historisk, den anden, i Oktober, +filosofisk og fysisk. Man afskaffede den i 1871, fordi man fandt, at +Studenterne bestilte for lidt, og mente, at de vilde lære mere, naar +denne Fortsættelse blev henlagt til Skolen, og Skoletiden forlænget +et Aar. Man tænkte ikke paa, at det selvstyrende Folk ikke vilde +finde sig i, at Sønnerne gik et Aar længere i Skole end tidligere; +det tillagte Skoleaar maatte atter afskaffes, og der kom intet +Vederlag; men man begyndte paa den endeløse Række af pædagogiske +Experimenter, som endnu florerer. At mange Studenter i Rusaaret +hellere vilde more sig end studere, kan naturligvis ikke nægtes, og +det vil vel altid være saa; men for Mange, og deriblandt for mig, har +dette Aar været lærerigt og frugtbringende. + +Der var rigtignok stor Forskjel paa Professorerne. _Velschows_ +historiske Forelæsninger vare et temmelig tørt Diktat. _Ramus'_ +Mathematik var vanskelig at følge med for den, der i Skolen ikke var +kommen videre end jeg; men Noget hængte der dog ved. Jeg var meget +bange, da jeg kom op til Examensbordet; jeg syntes, jeg forstod slet +Intet; men saa begyndte han med den sidste Sætning i Stereometrien; +da jeg kunde den, tog han den næstsidste og saa fremdeles baglænds +hele Faget igennem. Han spurgte saa godt, at jeg kunde klare Alt, og +da jeg reiste mig, kunde jeg min Stereometri. _H. C. Ørsted_ derimod +var Alles Yndling. Man kunde ikke blive træt af at se paa dette aabne +elskelige Ansigt og høre ham foredrage den Videnskab, hvori han +levede med hele sin Sjæl, og se paa hans morsomme Experimenter, selv +om de en enkelt Gang ikke ret vilde lykkes; men et halvt Aar var for +kort Tid til at lære noget ordentligt, og jeg tvivler ikke paa, at +Studenterne nu til Dags kunne mere Fysik end vi. + +Filosofien slog lidt fastere Rod hos os. _Sibberns_ eiendommelige +Væsen kunde nok af og til aflokke os et Smil, og hans Logik fandt jeg +tør og triviel, men med desto større Interesse læste jeg hans +propædeutiske Skrift "Om Erkjendelse og Granskning." _Poul Møllers_ +Forelæsninger over Psychologi forekom mig som en Aabenbaring fra en +anden Verden. Det var det sidste Aar, han holdt Forelæsning; han bar +allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han +bevægede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tænker. Der var +i hans Foredrag aldrig noget Forsøg paa at være aandrig. Det vilde +have været en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin +Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt +Indtryk. _Brøndsted_ holdt en fortræffelig og interessant Forelæsning +over Böotiens gamle Geografi, hvorimod hans Gjennemgang af Euripides' +Phönicierinder trods den omhyggelige Oversættelse, han oplæste, +hverken gav os nogen Forestilling om Euripides som Digter eller +synderlig filologisk Veiledning til Forstaaelsen af det græske Sprog. +_Madvig_ derimod gav ved sin Gjennemgang af Juvenals Satirer et +fortrinligt Exempel paa filologisk Methode. Det var lidt svært, thi +Forelæsningen holdtes paa Latin, og til Examen skulde dette Sprog +bruges; Juvenal forekom mig en sær og lidet tiltalende Forfatter; men +jeg lærte en Del, og Madvigs anden Forelæsning, over latinsk +Litteraturhistorie, var mig en uafbrudt Nydelse. + +Efter Anden Examen skulde jeg begynde paa et Fagstudium. Medens jeg +gik i Skolen, var det min Tanke, at jeg vilde studere Theologi; men +jeg havde nu gjort Bekjendtskab med et Par theologiske Studerende og +set, hvorledes de svedte over de vidtløftige Kommentarer til det nye +Testamente, hvori alle mulige, baade rimelige og urimelige +Fortolkninger anførtes og drøftedes, og Undersøgelsen ofte endte uden +Resultat. Det forekom mig, at dette var et underligt Studium. Jeg +syntes, det var nok at angive den rigtige Forstaaelse af et Sted, og +naar man ikke kunde dette, maatte det komme af, at man ikke forstod +tilstrækkelig Græsk. Jeg havde hørt, at Melanchthon havde sagt: Quo +quis melior philologus, es melior theologus, og jeg mente derfor, at +jeg først burde være grundig Filolog, inden jeg tog fat paa +Theologien. Det forstaar sig, at Madvigs Forelæsninger til Anden +Examen i høi Grad styrkede mig i mit Forsæt at vælge det filologiske +Studium. + +Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev jeg dog +alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og Æsthetik. Det var +netop i den Tid, at _Martensen_ kom hjem fra sin Udenlandsreise og +gjorde saa stor Opsigt. Jeg hørte hans Forelæsninger baade over Moral +og over Dogmatik, og troede ligesom de Fleste dengang paa hans +Forsoning af Christendom og Hegelianisme. _Hegel_ syntes at have sagt +Filosofiens sidste Ord. Jeg længtes efter ret at blive bekjendt med +denne store Filosof. Fænomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge; +det vilde tage mig altfor lang Tid at sætte mig ind i den; men af +Forelæsningerne var der flere, der ligefrem berørte mit Hovedstudium, +først og fremmest den udførlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg +havde stort Udbytte. Dernæst var der den almindelig beundrede +Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor lidet denne +aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, tabte min +Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab med Æsthetiken, blev jeg +helbredet for min Hegelianisme. Men fordi jeg ikke længere kaldte +Filosofien Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens +aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke mindre +dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere have mine bedste og +nærmeste Venner været Theologer og Filosofer. Skulde jeg nævne Nogle +af dem, der særlig have staaet mig nær, vilde jeg foruden Ludvig +Mynster, Lunddahl og Fog, anføre den tidlig afdøde Theolog _Emil +Mynster_ og _Johannes Fibiger_, med hvem et nøie Venskab forenede +mig, indtil Døden bortrev ham i November 1897. I Kandidataarene, paa +Borchs Kollegium, sluttede jeg mig nærmere til Licentiat _P. E. +Lind_, senere Biskop i Aalborg, _Andreas Listov_ og _J. F. Hagen_, +der døde i en endnu ung Alder som Professor theologiæ. + +Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af +Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten +til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har fælles +med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve +Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af +dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En +af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra +Roskilde Skole. Han er tilstrækkelig bekjendt som historisk Forfatter +og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid været en trofast +og fornøielig Ven, og hans elskværdige Hustru og hans Børn have vist +mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede +han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at støtte paa +Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og især +efter hans Hustrus Død (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet +tilbage. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret, +som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af +Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for +Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere +Stiftamtmand i Kjøbenhavn. Han fik Udmærkelse til Examen Artium, +Noget man særlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var +tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en ædel og elskværdig +Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en ægte Hædersmand. +For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfører. Det er jo +Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres +Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilæumsfester. Man ønsker +at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne. +Det kan ikke nægtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og +ikke engang kjende hinanden, naar de mødes ved disse Lejligheder; men +dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel værdt at +gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over, +hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og +frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker +Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til +at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra +nu af, syntes han, burde disse Møder gjentages hvert Aar; han mente +endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde været +50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre +Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med +Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev +Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer, +Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit +Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde +til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af +Livet. + +Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det +vel næsten altid er Tilfældet, et lille Selskab til Diskussion og +Drøftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra +Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Høedt, L. +Petersen) der gik i Spidsen, og Møderne holdtes i Borgerdydskolens +Lokale. Ved Vinterens Slutning ophørte Selskabet, men det opstod +igjen næste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837 +toge Del deri. Det blev kaldet _Palæstra_. Af dette vare bl. A. Hans +Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger +Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv. +Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev +Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i +"Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og +kan rose sig af at tælle mange af Danmarks ypperste Mænd iblandt sine +Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets +Formaal var, hed det, at forøge og nære logisk Skarphed i +Diskussionen og Færdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang +udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets +Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man +elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for, +at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa +Dansk. I Tidens Løb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trængt tilbage +ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde +disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indført, i +Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophørte kort efter. Det var +ikke længere nødvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt +det sammen, idet det gav det sit Særpræg, var bristet. Det var en +lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge +gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevægede sig, føltes mere +som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt +var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt +Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage, +end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til +selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og +til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man +kunde vente af unge livlige Mænd, der følte sig som ægte Venner. Fra +de senere Aar hidrøre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid +skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Møller havde gjort i sin Tid. +Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have +Lyst til at anføre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen +havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843. + + Abierunt hiemes, + Nives abierunt; + Acres iam sunt iuvenes; + Senes qui fuerunt. + Sicci disputavimus + Olim in Lyceo, + Nunc in silva ludimus + Uvidi Lyæo. + + Logicæ cum tæduit + Et doctrinæ morum, + Ad naturam rediit + Rex philosophorum. + Lætus tum investigat + Feras animantes, + Quid delphinos moveat + Et tigres bacchantes. + + Alexander magnus iam + Huic magistro datus + Penetravit Indiam + Euius renatus. + Vivat Aristoteles! + Fratres, nos vivamus! + Alexandri similes + Fortiter bibamus. + +Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studiefælle +G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og +Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof. +theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich, +Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernør i +Vestindien) og Medicineren Ravn. I det næste Aar blev A. F. Krieger +optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Præst i Korsør) og +Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslæge i Kjøbenhavn); i +1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islænderen Gr. Thomsen, Klein, +Worsaae og Dan. Møller (senere Præst i Vonsbæk og derefter i Faxe). +Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet, +og samledes der i de nærmest følgende Aar med L. Mynster, Johnstrup +(senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sorø), M. +Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af +Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand. +philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg, +E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg +disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum +en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som +Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende +Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og ønskede Gjæsterne +Velkommen med en versificeret, selvfølgelig dansk, Tale. Hvor +gemytligt og hvor morsomt det forøvrigt gik til, har Forchhammer +beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig +af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne møde "som +Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet +jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden +Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige +Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, høre til mit Livs +allerdyrebareste Erindringer. + +Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik +det særlig filologiske Studium sin regelmæssige Gang, og jeg savnede +heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_, +senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg, +læste jeg kursorisk flere græske og særlig latinske Forfattere. Det +var fornøielige og lærerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret +efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet +de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den +filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev +anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store +Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lærerposter ved +de lærde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der +stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Græsk og Historie, hvortil kom +adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi. +Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om +fornødent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og +de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri +blev betragtet som selvfølgelig. Man kan nok tænke sig, at disse +store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste +for at nærme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos +Skrifter, jeg ikke fik gjennemlæst; men det var vel ogsaa derefter. +I 1849 blev Examen ogsaa indskrænket; den skulde kun omfatte de 3 +Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette +syntes efter nogen Tids Forløb at være for Meget. Der var +Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som +syntes de kunde undvære de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog +gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes +da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og +2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopædiske Character; man +krævede Faglærere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det +for Skolens Skyld var nødvendigt. Skjøndt det nu af og til viste sig, +at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde +bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med +hele Tidens Retning, som krævede Specialisering paa alle Punkter. +Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man +havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde +Prøven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere. +Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedømme. + +Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved +Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Græsk; _Brøndsted_ +havde en extraordinær Stilling; han holdt færre Forelæsninger, og kun +over Græsk. Jeg hørte en Forelæsning over Pindar af ham; og, var det +end først mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at læse over +Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes +jeg dog ogsaa denne Forelæsning med Glæde. Den livlige og for Hellas +begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at høre, +og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus; +jeg selv har kun været een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede +længere, saa at jeg i Tidens Løb kunde blive hans Kollega og Ven. +Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som +Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden +i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans +salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men +de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde +forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krævedes. Som +Universitetslærer skulde han docere græsk Filologi. Ved Siden af +exegetiske Forelæsninger læste han over græsk Litteraturhistorie, +græske Antikviteter (ɔ: Statsforfatning) og Mythologi. Hans +Forelæsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs +Resultater, men de vare noget tørre og vidtløftige især i +Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede +os fuldstændige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for +i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi; +men man var dengang meget slet forsynet med de nødvendige +Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med +Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; større og +nøiagtigere Gjengivelser af de antike Kunstværker, der kunde give en +virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke. + +_Madvigs_ Forelæsninger vare naturligvis mønsterværdige. +Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans +Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en +forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen +Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt +til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i +lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lærebog ikke blot herhjemme, +men ogsaa i Tyskland. Fuldstændigere og paany gjennemarbeidet +foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedværk. +Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhørere først bekjendte med +ved hans Forelæsning. Jeg havde i Skolen læst efter Baden, hvis +Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde ført mig +ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt +og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske +Forelæsninger og Øvelser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig +det System, som Madvig nu fremlagde fuldfærdigt. Det var en stor +Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lærebøger bleve +afløste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lærerne misbrugte +hans Bog, lod Skoledisciplene lære udenad, hvad der var bestemt til +at springes over, og ikke forstod at sætte sig paa Disciplenes +Standpunkt. + +Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg +kom i et nærmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar +ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved +jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være +Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og +blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø. Han var maaske ogsaa nok saa +godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne, +interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne, +saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde +en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det, +som forekom ham at være Hovedsagen. Man kunde undertiden ønske, at +han havde lært dem mere, men hvad han lærte dem, det kunde de. Hans +Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie +er et kort og klart Schema; den første Udgave led af adskillige +Unøiagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den græske +Kunsthistorie vilde jeg ønske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke +lade være at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var +ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab. + +_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar før jeg, var en stor +Modsætning til Tregder. Ogsaa han var et udmærket Hoved og havde +systematisk Talent, men han dvælede med nok saa stor Lyst ved +ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornøjelse, naar han +opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgængere. Han kunde +ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den +eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise, +hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde +udtrykke sig saa skjødesløst, at det strengt taget var meningsløst, +og med at fortælle saadanne Historier som den om en mathematisk +Professor, hvem han engang ved en Examen havde hørt forlange af +Examinanden, at han skulde lægge et Snit igennem en Kegle saaledes, +"dass die grössere Hälfte der kleineren gleich wird." Han begyndte +som klassisk Filolog, og hans første Arbeide var en "Latinsk +Sproglære til Skolebrug, især efter Billroth" (1840), en Bog, som +upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs +Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin +"Indledning til den danske Sproglære", idet Bojesen Aaret efter udgav +sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret +ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig +Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og +ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu værre gik +det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en +fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementær Plangeometri" roses, og som +Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nød stor +Anseelse blandt Fagmændene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved +Universitetet. Var det Forfængelighed, der saa tidt bragte denne +glimrende Begavelse ud af Ligevægten? Maaske. Den Orm lide vel de +fleste Mennesker af. Men hvor man end vil søge Aarsagen, jeg vil +ikke dømme, men kun beklage min Ven. Han døde 17. Aug. 1883. Et +skjønt Eftermæle har A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for +min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger +han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik +for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det +første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann +viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig +Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit særlige +Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden +verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for +tilbøielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom +danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa +Krigsstien mod alt tysk Væsen, stillede han de historiske Forhold i +et saa tilforladeligt Lys, at det her for første Gang gik op for mig, +hvad der egentlig kræves af en ædruelig Betragtning af Fortidens +Personer og Forhold." + + * * * * * + +Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mærkeaar for Universitetet. +Den gamle Universitetsbygning var brændt 1807. I mange Aar havde +de nøgne Mure staaet der som et sørgeligt Minde. Min ældste Broder +og jeg havde som Børn leget paa Pladsen imellem dem sammen med +den naturhistoriske Professor Wads Pleiesønner, som boede i +Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning færdig; den skulde +indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med +særlig Høitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation +blev indført i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor +og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu +er. De skjønne og storladne Forhold i Façaden gjorde jo ogsaa +Bygmesteren, Malling, al mulig Ære; at Lysforholdene i det Indre ikke +altid vare heldige, mærkede man først senere. Særlig uheldig var han +med det Forsøg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler +Høyer foretage, men det forsvandt ogsaa øjeblikkelig, og Constantin +Hansen og Hilker udførte den herlige Udsmykning, som jeg i mine +Studenteraar havde min Glæde af at se blive til og senere som +Professor fik det ærefulde Hverv at skulle vaage over og sørge for at +redde ved hensigtsmæssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde +skaanet den. Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at +udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han +modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet. +Da de vare færdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik +kun ud derpaa -- ønskede Studenterne at vise Mesteren deres +Taknemmelighed ved et Festmaaltid. + +Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nævne +Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor +Mørch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om +Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hædersgjæsten, og iblandt +de Sange, der hædrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger +Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk +hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det Ønske, at de to +Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne +Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes +Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at +tilveiebringe de fornødne Midler til at lade dem udføre i Marmor. +Kunstneren selv ønskede kun sine Udgifter dækkede, men det syntes dog +at være en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trøstig fat paa +Værket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk +velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa +Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som +maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at +udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjælpe, maatte vi +henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde +dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos +Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af +Mørch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de +fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke +Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrængenhed. + + + + +III. + +ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER. + + +Da jeg valgte det filologiske Studium, var det ikke alene af +Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi jeg fandt, at det var en +smuk Lod og en Stilling, jeg kunde magte, at være Skolelærer. Jeg +havde tænkt mig, at jeg skulde ende mine Dage som Skolemand, og det +var først efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig vakte +Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. Han syntes, at +han og Petersen nok kunde trænge til en yngre Medhjælper, og da baade +han og Petersen vare rent litterære Filologer, savnede man efter +Brøndsteds Død 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og +Grækenland og deres Monumenter. Thi skjøndt han altid, og med fuld +Ret, hævdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget og Historien maatte +være det Første for Filologien, miskjendte han ingenlunde +Monumenternes Betydning, og skjøndt han af og til i sin Tid havde +trukket lidt paa Smilebaandet, naar han fandt Brøndsteds Begeistring +overdreven, havde han dog den største Agtelse for hans Dygtighed. Han +følte godt, at Archæologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn, +som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at træde i +Brøndsteds Fodspor og lægge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og +Monumenter. Han anbefalede mig til Professor _Høyen_, og skjænkede +mig derved en Lærer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for +min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. Decbr. 1842, +at jeg saa _Høyen_ første Gang. Han modtog mig med stor Venlighed, og +vi havde en lang Samtale om den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I +Samtalens Løb sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar +vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig bedre Skjæbne end +Brøndsted; "det var et Studium, som ingen Interesse mødte." Hvor ere +Tiderne ikke forandrede! Han skræmmede mig dog ikke. Jeg sagde til +mig selv, som der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde +jeg ikke Andet at være bange for! Bliver jeg til Noget, skal jeg nok +finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad gaar det mig an? +Men jeg føler tilfulde Vanskeligheden af den Opgave, jeg har stillet +mig. Jeg kan Intet og vil kunne Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel +altid, men jeg kjendte næsten Intet dertil. Det var Høyen og Omgangen +med de Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit Øie for +dens virkelige Væsen, at man ogsaa igjennem den kom Guddommen +nærmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling af det Skabte følte +sig endnu mere gjennemtrængt af Kjærlighed til Skaberen; ikke som om +Sligt nogensinde udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Følelser, +jeg her søger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme +føles af enhver ægte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere og +inderligere denne Følelse er, desto mindre holder man ofte af at tale +derom. Høyens Undervisning og Samtale gik ud paa det Positive, +Opfordring til at se og studere og til at tilegne sig det Sete. Han +gav mig Anvisning paa den Litteratur, jeg burde benytte; men endnu +større Betydning havde det, at han besøgte det Kgl. Billedgalleri og +Moltkes Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lære at tegne og +skaffede mig Lundby til Tegnelærer, og da det jo særlig var Oldtidens +Kunst, jeg skulde studere, førte han mig op i Kunstakademiets Samling +af Gibsafstøbninger, viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke +lille Samling af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds Enke +eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede Christian VIII's +Vasesamling, om at give mig Adgang til denne. Her fik jeg min første +archæologiske Opgave; det blev mig overdraget at forfatte et Katalog +over Vaserne. Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde +kjøbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden havde +modtaget enkelte Forøgelser igjennem Brøndsted og Falbe; det var +Begyndelsen til den værdifulde Vasesamling, som nu findes i Statens +Antiksamling. + +Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det archæologiske +Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et saa rigt Indblik i de gamle +Grækeres Liv og Forestillingskreds som disse Industriprodukter, og +Haandværkernes Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store +Kunstneres. Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre +Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens +Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige og private +Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede til at offentliggjøre +disse Skatte og forsøge at tyde den Billedverden, der her oplod sig. +Adskilligt var der i disse Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld +Forsker som Gerhard, der kunde ægge til Modsigelse; dog var det for +det Første kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed +ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike Vaser hører det +ogsaa at give dem deres rette antike Navn. Panofka havde skrevet en +Bog, Recherches sur les véritables noms des vases Grecs, hvori han +fremdrager over 100 græske Benævnelser paa Kar og tillægger hver af +dem sin særegne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. Det +kan være bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at have saadanne Navne +til sin Raadighed, men det er meget langt fra Sandheden. Ligesom nu +til Dags en Kop eller et Blomsterglas kan have mange forskjellige +Former, uden at vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det +ogsaa Tilfældet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad der har +den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de forskjellige Former ved +at give hver sit Numer, og Modehandleren opkalder de forskjellige +Façoner efter -- jeg veed ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en +Disputats, valgte jeg at underkaste dette Spørgsmaal en nøiagtigere +Drøftelse. Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de +antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at henføre noget +af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. I Indledningen +behandlede jeg i Korthed almindelige archæologiske Spørgsmaal om +Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. Min Afhandling hed De nominibus +vasorum Græcorum, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg +erhvervede derved Værdigheden som Magister artium; Doctorgraden +opnaaede man dengang ikke uden man først var Magister. Disputatsen +foregik naturligvis paa Latin og under de gammeldags Former. Nedenfor +Kathedret, hvorpaa Præses stod, var anbragt et mindre Katheder, som +indtoges af hans Respondens, der skulde hjælpe ham at besvare de +gjorte Indvendinger. Denne Plads beklædte en yngre Ven af mig, stud. +philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm og i Nykjøbing. +Dette var naturligvis en tom Form, ligesom den hele Akt ingenlunde +havde den Alvor som nu til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min +Disputats manglede heller ikke den ret almindelige Tilsætning af +Løier, idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte +mig for at have løiet, idet jeg havde sagt, at jeg aldrig havde været +udenfor mit Fædreland, medens det var vel bekjendt, at jeg havde +deltaget i det skandinaviske Studentermøde i Upsala Aaret i Forveien. + +Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjøre mig færdig til +den store Udenlandsreise, som Understøttelse fra Fonden ad usus +publicos havde sat mig i Stand til at foretage. Nu til Dags, da det +er blevet saa let og saa almindeligt at reise, vilde man ikke kalde +denne Reise stor, men i 1844 var det anderledes. Jublende glad var +jeg i Tanken om alt det Skjønne, jeg skulde se og lære; mine Venner +priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form af +Stambogsblade. Mine Husfæller paa Borchs Kollegium holdt en munter +Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed Hagen skrev en særdeles +morsom Vise[2]. Men alt som Afreisen nærmede sig, blev jeg dog ogsaa +noget beklemt over at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg +var meget uerfaren, kun 24½ Aar gammel, og jeg saa endnu yngre ud. +Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde være en Fordel, og at jeg netop +paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en +Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjøre Krav paa. Heller ikke +Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede næppe at se +mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, kunde den stærke +Mand ikke tilbageholde Taarerne; Sligt havde jeg aldrig set før. Min +Trøst i dette Øieblik var, at jeg ved Siden af mig havde en lidt +ældre Ven, der før havde reist, og som skulde ledsage mig paa den +første Del af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram. + + [2] Borkens Lyre S. 56. + +Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, ankom vi +til _Kiel_ d. 9. Oktober 1844. Der hørte vi adskilligt om +Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. Vi lo hjertelig over +at høre, hvorledes en smuk ung dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal +havde tvunget alle Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklærede, +at hun ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor +Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i en dansk +Familie. Den næste Dag førte Jernbanen os til Hamburg; det var +første Gang, jeg prøvede den Befordring; og den følgende Aften gik +det med Diligence fra Hamburg til Bremen, hvor vi beundrede det +prægtige Raadhus. Derfra med samme lidet behagelige Befordring over +Osnabrück, Münster og Düsseldorf til _Cölln_, hvis dengang endnu +ufuldendte Domkirke gjorde et saa mægtigt Indtryk paa os, at vi +ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske Kirker i samme +By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke, +Coblenz-Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede +mig mindre Fornøielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Møens +Klint var meget smukkere, og først i _Heidelberg_ fandt jeg Noget, +jeg kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nød jeg Naturens +Skjønhed i en sydlandsk Temperatur, og medens Gram besøgte gamle +Venner, vandrede jeg langs med Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor +en Hr. Uhde, der havde Bjergværker i Mexiko, havde samlet en stor +Mængde interessante mexikanske Oldsager. + +Efter at have ydet Strassburger-Münsteren vor skyldige Beundring og +glædet os over Holbeins Portræter i Bibliotheket i Basel steg vi om +Aftenen d. 20. Okt. atter ind i en Diligence for at kjøre til +Lausanne. Jeg havde sovet et Par Timer, da jeg blev vækket af en +uvant Lyd. Vi vare i den romantiske Münsterthal, hvor det ene +Vandfald efter det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien +og glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi fra +Lausanne til Genève; vi kunde kun se de nærmeste Kyster; Alperne +gjemte sig i et uigjennemtrængeligt Mørke; først den næste Aften +viste de sig for os i al deres straalende Herlighed med Mt. Blanc +thronende i Midten. + +Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Musée Rath fandt jeg en +smuk lille Samling af ældre, navnlig hollandske Malerier og nyere +Billeder af Schweizer Kunstnere. Et smukt lille Landskab, der i +Kataloget var opført som "Ubekjendt Mester", forekom mig ved første +Øiekast at være D. Moucheron, og da jeg saa nærmere efter, stod +Navnet virkelig paa Billedet. Jeg følte mig stolt over denne +Opdagelse. Naar Lignende senere er hændt mig, har det naturligvis +ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde Mange gjøre mig +efter; Kjenderskabet er ikke det Væsentlige ved Kunstbetragtningen. +Og det har det heller ikke været for mig dengang; ellers vilde jeg +ikke kunne huske Calames prægtige Landskab "Storm i Høialperne". Jeg +bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfærdelige Naturscene, +at jeg saa og hørte Stormen piske Granerne og knække dem, saa at +selve Vandfaldets Brusen overdøvedes og Bjørnen krøb i Skjul. + +Den næste Dag skulde jeg skilles fra min kjære Ven, der hidtil havde +været mig en saa uforlignelig Støtte. Gram skulde til Aix og jeg til +Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig +gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren +til Turin. Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, men +saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden af Postføreren og +var anbetroet hans særlige Omsorg. Kureren var ingen almindelig Kusk; +det var en ung smuk og særdeles dannet Mand, der talte nydeligt +Fransk, i sin Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn +var Constantino Reta. Efter en Times Kjørsel standsede vi ved Grænsen +af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min Kuffert, og deri fandt de +-- en Del Bøger. Dette var naturligvis Contrabande, især da man ikke +kunde forstaa et Ord af dem. De bleve tagne fra mig, indpakkede og +forseglede; man lovede, jeg skulde faa dem igen i Genua, et Løfte som +rigtignok ikke blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den +danske Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt +om længe faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmændene +undersøgte Bøgerne og havde stor Møie med at opskrive den +mesopotamiske Titel paa Schouws "De italienske Naaletræer", tog Reta +fat paa et Exemplar af min Disputats, og han havde Tid nok til at +gjennemlæse de første Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik +Interesse for mig, og vi bleve særdeles gode Venner. Veien gik +igjennem de deiligste Bjerglandskaber, især fra S. Jean de Maurienne +til Vernay; men oppe paa Mt. Cenis sneede det. Jeg gik til Fods ved +Siden af Vognen, indtil det var bleven mørk Nat; saa krøb jeg atter +ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede først, da det atter +bar nedad, og et straalende Solskin varmede mit Ansigt og viste mig +Italiens Herlighed. + +Jeg havde tænkt at anvende en Dag paa at se Museet i _Turin_, men jeg +blev der i 3½; min nye Ven vilde ikke slippe mig. Jeg maatte spise +til Middag hos ham, gjøre Bekjendtskab med hans Hustru, hans Broder +og andre gode Venner, alle sammen "bons enfants" som han udtrykte +sig, og saa tilsidst kjøre med ham til Genua, naar det var hans Tur. +Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu ikke at prøve +paa at tale Italiensk; men et kjønt og tiltalende Ansigt havde hun, +om end de høie Toner, hvori Vennerne i hendes Stambog besang hende +som Madonna, forekom mig noget overdrevne. Vennerne vare livlige og +elskværdige Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den +nationale og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at "det +unge Italien" snart vilde tilkæmpe sig. Det varede længere end de +tænkte; men et Forsøg blev gjort i Genua i 1848. Der omkom +Constantinos Broder; han selv blev landflygtig og levede derefter som +Sproglærer i Genf, hvor han døde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om +ham tilbage i et Digt, han skrev i min Stambog, Inno del tramonto, og +et Par Breve. + +Ogsaa i _Genua_ blev jeg længere, end jeg havde ønsket. Jeg skulde +tage med Dampskib til Livorno; men det var i 2 Dage et saa øsende +Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa indtaget sin Ladning, og den 3. +Dag, da Regnen ophørte, var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom +jeg dog afsted, og naaede uden Uheld Livorno den næste Morgen. Ogsaa +til _Pisa_ kom jeg, skjøndt Banetoget for en stor Del maatte kjøre +igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvømmelsen al Færdsel umulig. +I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar; +men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lægge Veien om ad +Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med særlig Glæde. +Den største Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra Byens Færdsel paa +Domkirkepladsen og nød i Fred og Ro de vidunderlige Monumenter, der +vare samlede der, Domkirken, det skjæve Taarn, Baptisteriet og Campo +Santo; det var mit første Bekjendtskab med den tidligere, italienske +Kunst. + +I _Florents_ tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske alene; der +var ingen Landsmænd, og jeg gjorde saa godt som ingen nye +Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besøg hos Englænderen +Millingen. Jeg havde Lyst til at se Forfatteren til det smukke og for +sin Tid mønsterværdige Værk: Ancient Unedited Monuments. Jeg traf ham +i hans Arbeidsværelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i sine +Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille Marmortorso af en +kvindelig Figur i stærk Bevægelse, der er afbildet i det ovennævnte +Værk. Jeg besøgte Galleriets Bestyrer Migliarini, en fortræffelig +gammel Mand, som ikke bar sin Lærdom til Skue, men bedømte Alt med +sund Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, Svenskeren +Grev Gråberg de Hemsjö, fandt jeg en elskværdig gammel Mand, men han +var desværre saa døv, at man kun kunde tale med ham igjennem et +Hørerør. I min Ensomhed længtes jeg nok undertiden efter Vennerne i +Hjemmet, men det var ingen trykkende Længsel, thi jeg havde nok at +gjøre med Studierne i Florents Kirker og Museer. Og dog var dette jo +kun en Indledning; Rom skulde være mit egentlige Arbeidsfelt. I den +anden Uge af December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i +Siena ankom jeg til Rom d. 16. December. + + * * * * * + +_Rom_ i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets +Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den stille Kunstnerby, +hvor man i Ro nød Kunstens og Naturens Herlighed under hans +Helligheds og hans Tjeneres imponerende Varetægt. Nu er Staden bleven +3 Gange større og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele. +Nu kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store Stæder, +stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nød med at bane sig Vei +igennem Menneskevrimlen, med at finde sit Tøi, og er glad naar man +endelig uden Uheld og uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i +en Omnibus for at kjøre til et Hotel. Den Gang kjørte man i jævnt +Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, og man blev +høitidelig modtaget af den store Obelisk med Springvandet omkring, +hvorefter man kjørte op ad Corsoen, der vistnok ikke var mindre +kjedelig end den nu er, men som dog ikke ved Støi og moderne Glimmer +forstyrrede den Ankommendes forventningsfulde Stemning. + +Det første Sted, jeg søgte hen, var den lille mørke Café del Greco i +Via Condotti, hvor jeg skulde høre, om der var Breve fra Hjemmet, og +om der ikke var nogen Landsmænd til Stede. Jo vel var der det. +Medailleur Petersen modtog mig med stor Venlighed, og kort efter +førte han mig over i det nærliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf +flere Landsmænd, i hvis Kreds jeg øieblikkelig var som hjemme. +Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var næsten alle +yngre Mænd, nogle faa Aar ældre end jeg. Der var _Jerichau_, hvis +hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders Bryllup med Roxane" allerede +havde vakt fortjent Opmærksomhed i Danmark; det næste Aar saa jeg ham +fuldføre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt i Rom, +blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige Spørgsmaal, om +det skulde være et Forsøg paa at restaurere den belvederiske Torso +eller ikke. Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere +over, at han ikke blev paaskjønnet i Danmark; men han havde endnu +ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans +senere Dage. Han var en elskværdig Omgangsfælle, som jeg nødig rev +mig løs fra. Han tegnede med Blyant et lille Portræt af mig, som jeg +kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fødselsdag, 10. April +1845. _Holbech_ saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig +selv; derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjærer _S. S. Winther_, +der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Gert +Winther. Han modellerede en Portrætmedaillon af mig, et smukt +Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af mig, da han saa det, +antog det for et Kvindehoved og spurgte, om det skulde være en +Kleopatra; den er desværre gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther +var stærkt angrebet af Brystsyge; han led meget og døde allerede +1846. Af _Malere_ var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th. +Læssøe, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige Genremaler +Raadsig, Lunde, en fordringsløs Kunstner med fin Følelse for +Farvetonerne i Landskabet, og den i München uddannede Rohde, som med +en fin og "spirituel" Pensel malede Vinterbilleder og italienske +Landskaber. Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med sit +lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet interessant +Figur. Det var Natvægteren i Söder-Telge. "Hvorfor har De tegnet +ham?" spurgte jeg. "Den latterlige Karl," sagde han, "han raaber ved +høi lys Dag." Det var Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske +til _Tyskerne_. Han var ogsaa født i Altona, og den tyske +Kunstnerkreds var jo baade større og betydeligere end den nordiske. I +Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt nogen +Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besøgte ogsaa tyske +Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes bl. A. Düsseldorferne Riedel +og Achenbach og Frankfurteren Rethel, og i det følgende Aar Overbeck +og Cornelius. + +Af _norske_ Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; derimod var +der en anselig Kreds af _svenske_, der levede med de Danske ganske +som Landsmænd. Der var af Landskabsmalere Maaneskinsmaleren Stäck og +den døve Palm, af Figurmalere den fortræffelige Wahlbom, der +excellerede i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der +ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere ogsaa fik et +Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt Scholander, hvis +Illustrationer til Tegnèr ville være i Manges Minde. Plageman saa vi +kun lidt til; man sagde, han levede af at lave Rafaeler til engelske +og amerikanske Reisende. Den elskværdige Billedhugger Fogelberg +besøgte jeg i hans Atelier; dèr stod de kolossale Guder, Odin og +Balder. + +Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den +hjemlige Risengrød og mindes det fjerne Fædreland med dets Sne og Is +imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi +kransede os med Vedbend; men ellers var der næppe Noget, der mindede +om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, og paa +Væggen havde man med Kul tegnet Portræter af de skandinaviske +Kunstnere, der nu havde forladt Rom. + +Men saa gjerne jeg færdedes imellem Kunstnerne og besøgte deres +Atelier, var dette dog nærmest en Adspredelse for mig; min egentlige +Opgave var jo at studere Oldtidens Monumenter. Her var det Tyskerne, +jeg maatte holde mig til. Archæologien havde allerede dengang et +Midtpunkt i det af den preussiske Regjering støttede Instituto di +Corrispondenza archeologica. Det havde sit Sæde paa Capitolium, ikke +i det nuværende anselige Palads, men i den tarvelige Bygning paa +Bjergets østlige Side. Der indfandt jeg mig regelmæssig hver Fredag +Middag, da der blev holdt Foredrag og Forevisning. En sjælden Gang +vovede jeg mig ogsaa selv til at give en lille Skjærv med i Laget, og +man gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg morede +mig ikke ved disse Møder, og det var mig en større Glæde, naar jeg +efter Mødets Slutning med et Par af de andre Archæologer kunde gaa op +paa Palatinerbjerget, i Villa Mills, som da var aaben for Publikum, +og beundre den frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte. + +Institutets Første Sekretær, _Emil Braun_, modtog mig med stor +Venlighed, og jeg var oftere Gjæst i hans Hus, ikke til noget +Selskab, men til daglig Middag sammen med ham og hans aldrende +Hustru; Børn havde de ikke. Jeg holdt af den godmodige Mand, skjøndt +jeg ikke kunde sætte ham høit som Archæolog og stundom smilte ad hans +store Ord, som naar han sagde: "Wenn Böhme und ich zusammen sind, +dann wissen wir, was Styl ist." Han var oprindelig Læge. Ved længere +Tids Syslen med Antiker havde han erhvervet sig en Del Kundskab paa +dette Omraade, men da han manglede filologisk Dannelse, blev han +aldrig Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint Øie +for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre Archæologer over de +antike Skulpturer i Museerne, gav os derfor heller ikke stort +Udbytte; det var for en stor Del uklare Fraser. Han havde modtaget +mig med Lovtaler som Madvigs Discipel og ønskede, at jeg skulde +skrive en Afhandling i Institutets Annaler. Han gav mig i den +Anledning en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste for +at levere en taalelig archæologisk Afhandling i et pynteligt +italiensk Sprog. Da jeg viste ham den -- den hed Processione +trionfale di Ercole ed Iolao -- gjorde han et Par smaa Bemærkninger, +som jeg naturligvis tog til Følge, men for øvrigt fandt han det Hele +fortræffeligt. Inden den blev trykt, kom imidlertid Institutets +Direktør Gerhard til Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min +Disputats havde polemiseret imod ham. Braun søgte at undskylde mig; +om det behøvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid senere +har behandlet mig med Velvillie og Opmærksomhed; men Braun har dog +nok syntes, at han skyldte Gerhard en cadeau paa min Bekostning. +Under Trykningen af Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i +en Anmærkning. Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at +meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilføiede han +følgende Note: "Vor lærde Forfatter, som vil diktere os de +hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med hvilke han med Nød og +næppe er kommen i materiel Berørelse, tager heri groveligen feil. +Mere end ethvert filologisk Sofisteri gjælder et Faktum i +Archæologien. Førend han indlod sig med en Koryfæ som Gerhard, der +har tilbragt Halvdelen af sit ikke ørkesløse Liv imellem Potteskaar, +havde han gjort vel i at gjennemløbe Atlasset af Institutets +Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have fundet en +utvivlsom Hercules tilstedeværende ved Minervas Fødsel." (Det var +dette, jeg havde fundet umuligt). "Fortrolighed med den gamle +Litteratur i dens Helhed er den skjønneste Medgift for Archæologen, +men i Videnskaben som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom, +som gjør Ægteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprørt over +dette Overfald, og mine archæologiske Venner fandt, at jeg burde +tilsende "Augsburger Allgemeine Zeitung" en Meddelelse om denne +"exempelløse Adfærd af en Redaktør;" men efter det Forhold, jeg +havde staaet i til Braun, foretrak jeg at indskrænke mig til mundtlig +at sige ham, at jeg ikke havde ventet Sligt af ham. + +Institutets Anden Sekretær, _Henzen_, var en høist elskværdig Mand, +der aldrig havde andet end Venner. Han var en dygtig Videnskabsmand +og har indlagt sig betydelig Fortjeneste ved Behandlingen af antike +Indskrifter. Efter Brauns Død blev han Første Sekretær, og jeg har +under senere Besøg i Rom et Par Gange havt den Glæde at se ham i +denne Stilling. + +Iblandt de yngre Archæologer, der som Stipendiater havde Bolig i +Institutets Bygning, maa jeg først nævne _Theodor Mommsen_. Det var +en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide, +hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var +oprindelig Jurist, men Romerretten førte ham til Studiet af Roms +Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske +Spørgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de +latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har +sikret ham et udødeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie +har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange +Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige +Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedømmelse af Cæsar og +Cicero charakteriseres næppe tilstrækkelig, naar man kalder den +ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en +ægte Preusser, skjøndt det ikke er der, han hører hjemme; han er født +i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var +-- ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra først af ikke betragtede +mig med milde Øine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det +var efter Algreen Ussings Forslag, at Stænderne havde anmodet +Christian VIII om at udstede sin Erklæring om, at hele det danske +Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arvefølge. Dog kom vi i +det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mødtes, hvilket ikke +var saa sjældent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det +Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet +Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et +lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en +Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grænser. +Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige +Skrifter. En Dag medens jeg var beskjæftiget med denne Kollation, kom +Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog? +Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde +se noget af det Øvrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er +ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter +Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt +mit Løfte. En Gang var det dog nær kommet til et alvorligt Brud +imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte +molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig. +Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en +stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder +Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels +til Fods, dels til Æsels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var +ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et +kunstnerisk udført Diplom som Ganymed eller Mundskjænk. Det gik +lystigt til, og jeg havde min Nød med at holde mig ædru, da Alle +vilde drikke med Mundskjænken. Under en Samtale med Mommsen greb +denne, som saa ofte før, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne +Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?" +han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa +Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet +til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af +Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig. Jeg +svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den +Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet +Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i +Kjøbenhavn, som han ønskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved +Universitetsjubilæet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i +Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske +Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke længere end til +Cæsars Død. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind, +"Provinserne fra Cæsar til Diokletian", et fortrinligt og for +Historieforskningen uundværligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi +ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han, +"der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das können Sie thun." Det +skulde være en Kompliment. + +Mere stilfærdig var den 5 Aar yngre _Heinr. Brunn_ fra Bonn. Han var +ogsaa i det ydre en Modsætning til Mommsen; han var lige saa mørk, +som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev +senere Anden Sekretær ved Institutet og holdt ligesom Braun +Forelæsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen +fremragende Begavelse mærkede man ikke. Dog bør det siges, at det er +ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige +Museer opbevarede Figurer i halv Størrelse af faldende eller faldne +Giganter, Amazoner, Persere og Galler høre sammen og maa henføres til +det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa +med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han døde +som Professor i München 1888. + +_Keil_ var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand, +tør og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini. +Han døde for faa Aar siden som Professor i Halle. + +Livligere var _Hermann Hettner_, Forfatteren til det 18. Aarhundredes +Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra +Rom og Neapel; det var en behagelig Reisefælle. + +Sachseren _Ludolph Stephani_ var jødisk af Fødsel. Han levede kun i +sine Studier. Han blev en saare lærd Archæolog, Professor i Dorpat, +og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav +udførlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne +Oldsager (Compte rendu de la Commission archéologique Russe 1859-81). +Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage +ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder +ham Indvielsen i det archæologiske Reiseliv. Det var i de første Dage +af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Cività +Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og +Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino, +Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa +fat paa, og det hændte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os +bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prægtige Tempelruin +og de vældige kyklopiske Mure, som omgive Stæderne, der ligge +som Ørnereder paa Klippernes Fremspring. Vi glædede os over +Volskerbjergenes frodige Skovvæxt, og aflagde et Besøg hos en +italiensk Landmand, som vi havde mødt paa Veien og spadseret et godt +Stykke sammen med i jævn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare +de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var +derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi +ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt +Skjænderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor +Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor nødvendigt det var +altid at have sit Pas hos sig. + +Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig først i Mai +Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at være +syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lærerige Studier i +Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren +ogsaa med Udflugter i Omegnen, næsten altid i godt Selskab. Iblandt +Landsmændene bør jeg ogsaa nævne den danske Konsul _Bravo_ og cand. +jur. _Møller_ (senere Birkedommer i Hørsholm) med hans unge Hustru, +Amalie f. Stahlfest, der her søgte og fandt Hjælp imod en begyndende +Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forøget med en af mine bedste +Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere +bekjendt som theologisk Forfatter, død som Præst i Dalby i Stevns +1889. Han var bleven Huslærer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og +igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med denne +skjønne og elskværdige Kvinde og hendes to nydelige Børn, Alberto og +Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum, +men man kan ikke høre Fru Poulsen med hendes sølvklare Stemme synge: +"Gioventù di Roma bella, c'è una nuova tarantella". + +Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal +indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Træk, der tilfældig +ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse. + +"Om Søndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af +Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og +skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen +til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Præsts Opsyn gjensidig +examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke spørger +eller svarer nøiagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har +været uopmærksom og giver et Spørgsmaal, som har været givet een +Gang, eller besvarer et saadant Spørgsmaal, maa til Straf rykke et +Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux, +bliver hædret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det +er i Jesuiterskolen, kan ingen større Ære tænkes. Da modtager han +Presenter af Cardinalerne og nyder den høieste jordiske Lykke, at +fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremføre en +Begjæring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder +frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nøies med mindre. Jeg +har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe, +stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pænt +pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus. +Røde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa +Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Døren holdt Orden i den +tilstrømmende Menneskemasse." + +I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand +og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra +Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor +Skare Drenge, der opførte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv +har hørt: Klokker og Bjælder, Kobberkjedler, Kasseroller og +Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar, +hjalp sig med Deigtruge og andet Trætøi, som de hamrede løs paa, til +det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset +paa denne Maade, og Regjeringens Bestræbelser for at afskaffe denne +Skik have hidtil været magtesløse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa +taalmodig i, hvad det vidste der hørte til. De vandrede under dette +Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nøde Maaltidet under +denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem +til deres Hjem." + +Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjørte med en Vetturin til Napoli i +Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor +Cygnæus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over _Terracina_. +Medens Kusken holdt Middagshvil i Værtshuset ved Kysten, spadserede +jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som +ligger lige ved Indgangen til Byen, frembød den Dag et usædvanligt +Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der, +vare afspærrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Børn stode +samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa +Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af +Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig +tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefægtning i +det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at +plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske, +pleiede man først at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg +kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med +antike Søiler opstillede paa liggende Løver og Prædikestolen smykket +med gamle Mosaiker, og derfra høiere op endnu til Toppen af Bjerget, +hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en mageløs +Udsigt over Middelhavet. + + [3] En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K. + Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Bröchner omtaler en saadan i et Brev + fra Olevano, se Bröchners og Molbechs Brevvexling S. 41. + +I _Napoli_ boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige +udenfor mine Vinduer. De første Dage vare forfærdelig varme; men saa +blev det mildere, sjælden over 23° R., og da jeg havde lært at klæde +mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem +saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar +jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg næsten altid en svalende +Søbrise imod mig. Af Landsmænd fandt jeg her den gamle Legationsraad +Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde +Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa +en Udflugt til Ischia. + +Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren _Fr. +Hebbel_. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt +Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt +havde taget ham med; han var født Ditmarsker og altsaa dansk +Undersaat, og han reiste med Understøttelse af Christian VIII. Jeg +kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg læst, men uden at +finde særligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han +mig. Hans Samtale var pikant uden dog at være saa febrilsk, som han +selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein +Unglück," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann +ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han +var Autodidakt og havde næsten altid maattet kæmpe med Armod; men han +havde sat sig det Maal, at han vilde være Digter; dertil mente han +sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige. +Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham +Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg ønskede, der havde +været mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde +saa megen Vægt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel +betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkæmper for +den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i +Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmænd. Hans Overmod og hans +bidende Sarkasmer frastødte Mange, men jeg kunde ikke lade være at +holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som +dog nok vilde være bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad; +thi der kunde næppe tænkes to Charakterer saa forskjellige som vore. +Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet, +har aabnet mig Øinene. + +De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med +Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret; +jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som +det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjørende. Museo +Borbonico blev mig kjærere end noget romersk Museum. I _Pompeii_ +opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men +en af Opsynsmændene havde et lille Hus, hvor han udskjænkede Vin til +Arbeidere og Bønder. Der fik jeg et lille Værelse ovenpaa, ud til +Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde tørres i Solen. +Værelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev +lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjøligt Opholdssted +paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte +jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besøg +hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure. +Jeg gjorde en Mængde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor +Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersøgelser +og Beskrivelser, naturligvis ere uden Værdi. Til Afvexling gik jeg +undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med +et venligt Goddag og nød den store Glæde at se de gamle Mure træde +frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden; +ja selv en Fløidør stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra +Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var +ikke Træ, men kun Støv, som ved den første Berørelse spredtes ad. Jeg +kunde se og røre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber. +Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste +som Tønder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede +man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den næste viste man mig +Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var +virkelig Kul. + +De napoletanske Archæologer modtog mig med en Høflighed, som var +næsten forbløffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort +Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nærmere +Berørelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med +Særlingen Gargallo Grimaldi; ikkun _Giuseppe Fiorelli_ sluttede sig +nærmere til mig. Han var dengang en skjøn Yngling paa 22 Aar, men +allerede bekjendt i den archæologiske Verden ved et Værk over Greven +af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig +overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og +Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham +skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige +Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet +anskueliggøres for Nutiden igjennem Afstøbninger. Han blev senere +Senator og Direktør over alle Udgravninger i Italien. Paa senere +Reiser til Italien har jeg oftere besøgt ham, og vi have glædet os +ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer. + +Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg +maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs +Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme +Farver; men den, der vil høre Noget om den sicilianske Naturs +Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter +kunne ikke nøies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed +berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav +mig paa en Reise langs med Øens sydvestlige og dens østlige Kyst, til +Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus, +Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa +Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en +Fører med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min +Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder +noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt +Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige; +Nattesøvnen forhindredes ofte af Utøi; men Forpleiningen var +upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brød, Pølse, Ost og Vin under +en Korkeg eller et Johannesbrødtræ (carrubo), Aftensmad Maccaroni og +Fisk. Men glad var jeg ved at færdes imellem disse Naturbørn, som kun +kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prægtige +Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige +Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar +kontrasterede mærkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig +med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en +Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor +Salemi var hende lige fremmed. Hun førte mig ind i de store hvælvede +Haller, som nu vare berøvede enhver Prydelse og for det Meste kun +indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes +Datter, en kjøn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjørne og spandt, og +i et andet Hjørne Datterdatteren vævende. Jeg kom ret tilpas; thi +Familien kunde ikke læse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig +ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige +var forlovet med en ung Knøs, der var indkaldt til Militærtjeneste. +Ved en Skrivers Hjælp havde hun faaet opsat en Epistel, som med +Udeladelse af en hel Del Høflighedsudtryk kort og godt lød saaledes: +"Kjære Forlovede, har Du modtaget det Tøi, jeg sendte Dig?" Hendes +Fæstemand havde ikke behøvet at henvende sig til en Skriver; skrive +kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det +samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjære Forlovede, jeg +har modtaget det Tøi, Du sendte mig." Selv i den store By Catania +mødte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist +mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Sølvmønt, hvorover +han blev saa fornøiet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder. +Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte +mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun +den ene af Drengene op i et høit Poppeltræ, hvorfra han kom ned med +en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at +hun ikke havde Andet at byde mig. -- Røvere, hvormed man havde +skræmmet mig, mærkede jeg Intet til, og meget sjælden saa jeg et +mindre elskværdigt Træk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en +Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mør nok, +eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfærdighed +nødte mig til at forkorte mit Ophold. + +Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end +jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine +Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min +gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde +allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsøge mig. +Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glæde i et Par +Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de +Dage en stor Congres af Videnskabsmænd i Napoli. Jeg havde +naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Møder, hvorved +jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg +foretrak at gjøre en Reise med Mynster og Hettner til Pæstum, +Salerno, Amalfi og Sorrent. + +Tilbagereisen til Rom foretog vi som sædvanlig med Vetturin. +Selskabet var som en Følge deraf noget blandet. Der var blandt Andet +et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet +havde at gjøre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gaëta, var +han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde været ret +glade ved. Han var ikke bleven mæt, kaldte Vetturinen ind og holdt et +frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare +finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng +imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem. + +I Rom fandt jeg min kjære _J. T. Lundbye_. Jeg havde længtes efter +ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og +utrættelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg +følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre +vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede +i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye +Paavirkninger. Han havde længtes efter at se de store Kunstneres +Mesterværker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om; +nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjønne +Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans +Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene +skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde +ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland. +Kun to Malerier fik han udført i Italien, en Drift Oxer i Campagnen +og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstværker, og dog maa man +sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det, +Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjønhed, men aldrig +glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i +Udlændighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten +Nissen lytter til Satyrens Fortællinger, eller han paa høie Stylter +og med Kæmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den første Maaned i +Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glæde Vidne +til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved +at udholde hans sygelige Misfornøielse og Uvillie imod Danmark og +Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra +Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det +romerske Folkeliv for sine Øine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale +baade om det skjønne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu +høiere. + +Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nævne som dem, jeg særlig kom i +Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans +Hustru, dernæst Professor Clausen, Høiesteretsassessor Rottbøll og +Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof. +juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som +det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et +helt Hundrede. Stemningen var som sædvanlig hyggelig og munter. En af +de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den spræke Nordmand, som +vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en +Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en +Dame til at være med. Da ingen anden af de Tilstedeværende havde Mod +dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie +(senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glæde +Vidne til, hvor net og tækkelig hun assisterede Nordmanden, der +bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har +siden den Tid ikke været ualmindeligt, at der er blevet danset ved +Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved +samme Leilighed et ældre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter) +traadte en Dans sammen med Fru Jerichau. + +Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til Grækenland. I +_Ancona_ gik jeg ombord paa Dampskibet. Sjælden har Italien vist sig +skjønnere for mig end i dette Afskedens Øieblik. Blikstille laa det +blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grønne +Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de +snævre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrænset af +de snedækte Apenniner. Længselsfuld efter det Nye, der skulde aabne +sig for mig, indlod jeg mig strax i Samtale med de Grækere, jeg fandt +paa Skibet, skjøndt jeg endnu ikke kunde tale Nygræsk; men Rom og de +romerske Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa Skibet en +udførlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og Hebe, bestemt til +Optagelse i "Fædrelandet". En ung Italiener, der skulde i Land i +Brindisi, lovede at indlevere den paa Posthuset der; men den naaede +aldrig sin Bestemmelse. Ligesaa smilende som Reisen havde været fra +Ancona til Brindisi, ligesaa mørk og ubehagelig blev Fortsættelsen. I +Regn og Blæst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster vare +ikke til at se, og det yndige Corfu besøgte jeg i Regnveir; først i +Patræ klarede det op. Her tog en græsk Reisefælle mig med for at +besøge et Par af hans Slægtninge. Det havde tidligere undret mig, +naar jeg hørte Grækerne tale om Europa som en Modsætning til deres +eget Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var i +Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af fustanellaklædte +Mænd, der sad paa lave Divaner med Benene trukne op under sig; deres +maleriske Dragt harmonerede godt med de sølvbeslagne og smukt +ciselerede Vaaben, der hang paa Væggene. Fra nu af skulde Sligt i +over et halvt Aar daglig staa mig for Øie. I Taage seilede jeg +igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa den øde +Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, der skulde føre +mig over til Piræus. Endelig den 6. Januar 1846 (2. Juledag 1845 +efter græsk Regning) ankom jeg til mine Ønskers Maal. + +_Athen_, der 15 Aar tidligere kun havde været en tyrkisk Landsby, +var begyndt at blive en europæisk Stad, men det var endnu kun en +ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 Indbyggere. Halvdelen af Husene +havde endnu Landsbypræget. De nyopførte Boliger vare tarvelige, men +ganske nette toetages Huse, hvidtede og med grønne Vinduesjalousier, +Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mønstre. Østen for +Hermesgaden stod det kongelige Slot som en Kolos ved Siden af Dverge. +Trods al Anvendelse af pentelisk Marmor gjorde Bayreren Gärtners +Bygning dog kun et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt +sig, efter at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller +og andre større Huse have reist sig ved Siden; dengang stod den +hvide firkantede Masse underlig pretentiøs i det tomme Landskab, +som om den vilde maale sig med selve Akropolis. Hvilken Perle var +ikke i Modsætning dertil det smukke lille Observatorium, som +Theophilus Hansen havde opført ved Byens modsatte Udkant! Det var +som en Sommerfugl imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens +Universitetsbygning med den smukke ioniske Forhal gjorde et langt +ædlere Indtryk end Slottet. + +I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og Bekjendte; i +Athen blev Kredsen meget indskrænket, men til Gjengjæld blev +Forbindelsen desto inderligere. Dronning Amalia, en oldenburgsk +Prinsesse, havde taget en protestantisk Hofpræst med sig til +Grækenland. Pastor _Lüth_ var fra Eutin, men hans Hustru var dansk, +en Skovriderdatter fra Fredensborg. De havde to Børn, en Søn og en +Datter, og Fru Lüths Søster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt +Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg +strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og følte mig, som om jeg +var hjemme i Danmark. Lüth gjorde oftere større og mindre Udflugter +med mig i Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra +Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfæstning, der behersker +Passet imellem Kithæron og Parnes, hvor i gamle Dage Hovedveien gik +fra Athen til Theben. Nu benyttes denne Vej ikke mere. Den øde +Bjergegn, hvor Elven bruser frem imellem bratte, skovklædte Klipper, +besøges nu kun af Hyrder og Jægere og af Reisende, der have Lyst til +at se den gamle Fæstnings mægtige og vel bevarede Mure. + +Særdeles stor Betydning for mig fik Architekterne _Christian_ og +_Theophilus Hansen_. Disse to høit begavede Brødre havde allerede i +nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet en betydelig Virksomhed +som Bygmestre baade for Staten og for Private. De boede sammen med +den tyske Architekt _Schaubert_, der i Elskværdighed ikke stod +tilbage for nogen af Brødrene. Sammen med ham foretog jeg (23.-28. +Febr.) en høist interessant og lærerig Reise til Korinth, Sikyon og +Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, som ved Nedbrydningen af +den tyrkiske Mur foran Propylæerne opdagede, at de deri fundne +Architekturstykker vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar +siden nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste +den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse med L. Ross +udgav de en mønsterværdig Beskrivelse af deres Arbeide (Ross, C. +Hansen u. Schaubert: Der Niketempel zu Athen). Det var deres Tanke, +at dette skulde være 1. Hefte af et større Værk over Akropolis, +hvortil de havde gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af +Architekturfragmenter, hvorpaa den antike Bemaling endnu var synlig. +Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt sig i Athen, fik +igjennem Ross disse Tegninger til Laans, kopierede dem og udgav dem i +en Godtkjøbs Udgave, saa at Forlæggeren af Niketemplet ikke havde Mod +til at fortsætte Værket. Naturlig Sympathi og fælles Begeistring for +det gamle Hellas knyttede mig nøie sammen med de tre Architekter. Ved +Synet af deres Arbeider og ved Samtale med dem fik jeg Øiet aabnet +for den klassiske Architektur saa godt, som det kunde ske uden at +være virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens +Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de Maaneder, jeg +tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt Studieliv. + +Der var endnu ikke ryddet tilbørlig op paa Akropolis; Ingen anede, +hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved Erechtheet og Parthenon +skjulte; de store Museumsbygninger existerede ikke, og de ikke +synderlig mange Skulpturer, man havde fundet, opbevaredes i +Theseustemplet, i Propylæerne og ved andre antike Bygninger; men der +var nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede jeg +ikke det næsten urørte Pinakothek og Propylæernes uforlignelige +ioniske Kapitæler! Hvor var det ikke tiltrækkende at grunde paa +Erechtheets Gaader, og fremfor alt at gjennemgaa Parthenon i det +Enkelte og forfølge alle Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning, +som dengang endnu var utilstrækkelig bekjendt i den archæologiske +Verden! Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen 1688 havde +kastet til Jorden og derved bevaret for Grækenland, medens alt det +Øvrige blev bortført til London; paa disse var selve Overfladen +undertiden bevaret bedre end paa noget af de andre Stykker. Paa +Tempelcellens Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige +doriske Søiler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet blev +omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe kunde jeg komme +helt op i den vestlige Gavl, og staa Side om Side med de faa mægtige +Figurer, som Lord Elgin ikke havde fundet det Umagen værdt at tage +bort; og om alt dette havde jeg den Glæde at kunne tale med +Kunstnerne. Af Videnskabsmænd var der paa den Tid Ingen i Athen; +baade L. Ross og Köppen vare tagne bort, og de archæologiske +Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa Akropolis og +afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville maaske undre sig over, at +man paa samme Tid kan svælge i Kunstens Herligheder og pille med de +tørre Bogstaver; de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne +umiddelbare Berørelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor +ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Træk fra Oldtiden kan +komme til Syne. Med Böckhs Staatshaushaltung i Haanden gjennemgik jeg +de af ham udgivne Søvæsens-Indskrifter, og jeg havde den Glæde at se, +at næsten alle de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte +Afskrifter, stadfæstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne +tilføie et Par enkelte nye. + +Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske Billedhugger +_Siegel_. Det var Dagen efter min Ankomst til Athen. Da det var +vanskeligt at faa et ordentligt Værelse til rimelig Pris, tilbød han +mig at bo hos ham; han havde et lille Værelse, han kunde undvære. Han +boede tæt udenfor Byen, der hvor man senere opdagede den gamle +Dipylonport og de interessante Gravmonumenter. Jeg var lykkelig over +mit Værelse, hvorfra jeg over grønne Bygmarker saa hen til +Theseustemplet, der blev mig "den kjæreste af alle Bygninger paa +Jorden". Siegel var en stor, sværlemmet Mand med sort Haar og sorte +Øine, godmodig og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han +engang imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor Nauplia +havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern udhugget en +liggende Løve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Løve, et Monument over de +Bayerske Soldater, der faldt i Kampen 1833-34. Han havde meget at +fortælle, om hvad han havde maattet døie, medens han arbeidede paa +dette Monument, som Befolkningen saa skjævt til, fordi den ikke vilde +mindes om, at det var ved Fremmedes Hjælp den havde afkastet det +tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder kom det dog ikke, og +Løven ligger der endnu den Dag idag. Men vist er det, at Grækernes +Stemning imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag +saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grækere danse omkring et Baal og +synge: + + Ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ, Alle Hellener sammen, + ὅλους Φράγκους 'ς τὸ σουβλέ. Alle Franker paa Spiddet! + ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ, Alle Hellener sammen, + ὅλους κλέφταις 'ς τὸ σουβλέ. Alle Røvere paa Spiddet! + +Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, takket være den +Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod og dens Ansættelse af Tyskere +allevegne. + +Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur til _Pentelikon_. Jeg maatte jo +gjøre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, som havde leveret Stoffet +til den gamle Kunsts Mesterværker og endnu yder det moderne Athen et +Bygningsemne, som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der +med samme Lethed galopperede hen over Gjærder og oppløiede Marker som +ad den slagne Landevei, og ikke ænsede steile Skraaninger mere end +den jævne Flade, naaede vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets +lavere Terrasse, hvor prægtige store Træer lovede os et hyggeligt +Hvilested. Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske +skuffet; men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster +saa ud som en forfalden Avlsgaard. De græske Munke ere for det meste +Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i Marken, og da de langt om +længe viste sig, bød de os et Stykke daarligt Brød og Ost, og først +da vi havde givet dem en Drachme til at tænde Lys for i Kirken, fik +vi en Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige saa lidt +som om Foder til Hestene. De nuværende Marmorbrud frembød et lidet +lysteligt Syn; man sprænger med Krudt og ødelægger ofte meget mere +end man vinder. I Oldtiden sprængte man Stenen med Kiler. De gamle +Brud, der ligge et Stykke høiere oppe, frembyde et anderledes skjønt +og malerisk Skue; de lodrette Vægge minde om Stenbruddene ved +Syracus. Tæt ved dem ligger den store Drypstenshule, der strækker sig +dybt ind i Bjerget i forskjellige Retninger; men da vi ingen Lys +havde med os, maatte vi nøies med den imponerende Forhal. Det tager +næsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; men Møien +belønnes med en Udsigt, der næppe kan tænkes skjønnere. Hele Attika +med dets Bugter og Halvøer og Øerne i Havet deromkring laa udbredt +for vore Fødder, og i den vestlige Horizont øinede vi Helikon og +Parnas. Da endelig den stærke Blæst nødte os til at rive os løs fra +dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi +tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbærtræer for ikke at falde. +Vore Heste havde længtes efter os, og da vi atter sad paa deres Ryg, +og de mærkede, det gik hjemad, satte de i Galop nedad Bjerget, +skjøndt Skraaningen ikke var saa ganske lille, og hele Veien var +bedækket med Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrækkende Ridt +og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjør ikke noget; det er +græske Heste." + +Han havde ogsaa lovet at gjøre en længere Reise med mig. Vi skulde +gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage +igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25. +Marts seilede vi med Dampskibet fra Piræus til det yndige Nauplia, og +den næste Dag red vi over _Tiryns_ og _Mykenæ_ til _Argos_. Ingen +Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte +under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang +fuldstændig gaadefulde "Gallerier"; Løverne over Porten i Mykenæ +saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig +endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt sig +saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at bryde ud; han +vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde +blot, at hans Arbeider nødte ham til at vende tilbage, og han +forsikkrede, at jeg godt kunde fortsætte Reisen alene; han skulde nok +skaffe mig en paalidelig Fører. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i +Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, og +havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme disse, kom de med nye +Fordringer, som gjorde Afslaget illusorisk. Men værre endnu var det, +at jeg hørte dem tale med hinanden indbyrdes om, hvor fortræffeligt +et Bytte de havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de +gjøre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig klart, at med +den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde jeg endda havt en +Revolver med!" tænkte jeg ved mig selv. Gud ske Lov jeg ikke havde +nogen! thi den var naturligvis det Første, de havde frataget mig. Jeg +erklærede nu bestemt, at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde følge +med Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig kunde +trænge til mig. Den næste Dag red vi til Epidauros, og efter et kort +Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang var en tæt Skov, hvor kun +det gamle Theaters velbevarede Bænkerader mindede om Oldtiden, gik vi +om Aftenen ombord i en Kaik, og vare den næste Morgen i Piræus. + +Siegels Feberanfald gik over; men jeg var ærgerlig over at være gaaet +glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. Jeg besluttede at søge +Erstatning i _Böotien_ og _Delphi_ og at begive mig derhen, saasnart +jeg kunde faa en brugbar Fører. Det lykkedes at finde en saadan, en +Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d. +12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne Reise, som +jeg mente kunde interessere et større Publikum, har jeg beskrevet i +mine "Reisebilleder fra Syden" under Titelen "Parnas og den græske +Paaske"; for mig personlig havde ogsaa det Øvrige stor Interesse. Jeg +gik over Eleusis og Eleutheræ til Platææ, af hvis velbyggede Mure +endnu en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den +verdenshistoriske Slagmark, hørte jeg ved Overgangen over Bækken +Oeroe Frøerne kvække livagtig som hos Aristophanes "Brekkekeks koax +koax". Af Thespiæ (Erimokastro) var der næsten Intet at se; men i en +halv Mils Afstand hævede sig en enestaaende Stenkegle; det var +Hesiodos' Fødested Askra. Den blev tidlig ødelagt af Nabobyen; +Pausanias bemærker, at der var Intet tilbage uden et eneste Taarn; +det samme staar der endnu; det har kunnet gjøre Tjeneste som +Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstændig forsvunden, og man ser kun +nøgen Klippe, medens man arbeider sig op til Toppen. Hesiodos har +sikkert havt Ret, da han sagde om sin Fødeby, at den var slem om +Vinteren, forfærdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg red +videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne Egetræer +og over rislende Bække; det var det yndige Libethrion; og hen ad +Eftermiddagen kom jeg til Egnens nuværende Hovedstad Livadia +(Lebadea), en af de skjønneste og mest maleriske Stæder i Hellas. Den +gjennemstrømmes af den rivende Flod Herkyna. Følger man dennes Løb +opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, hvorfra den +udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' berømte, +hemmelighedsfulde Orakel, men af dette eller hvad dertil hørte, vil +man næppe kunne finde noget Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos +til den korykiske Hule paa Parnas, til Chrysò (Krissa), Amphissa og +Delphi er beskrevet i den ovenfor nævnte Bog. + +Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over Daulis og +Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved Chæronea saa jeg prægtige +Rester af den kolossale Marmorløve, der blev opreist som Monument +over de i Slaget 338 faldne Thebæer. Derefter begynder den vandrige +böotiske Slette; Broer føre over den store Flod Kephisos. Paa den +yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge laa det gamle +Orchomenos. Murene ere endnu næsten allevegne synlige; paa den +øverste Spids, der dannede en lille isoleret Akropolis, ere de særlig +stærke og mangfoldige. Ved Foden af Høien ligger den store +Kuppelgrav, man kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin ødelagte +Tilstand gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns +Udgravning, har den vist sig at være et af Kunsthistoriens +mærkværdigste Monumenter, et sjældent Vidnesbyrd om kunstnerisk Smag +og Dygtighed i hin gamle Tid, som man pleier at kalde den mykenæiske. +Om Chariternes berømte Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun +Indskrifter, der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk +Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne nøgne Mandsstatuer, der +høre til de allerældste Rester af græsk Skulptur. -- I Theben søgte +jeg at gjøre mig en Forestilling om Stadens gamle Topografi. I +Tanagra var det atter Fæstningsmurene, der fængslede mig; om de +berømte Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos' +Flodleie henrykte mig ved sin Skjønhed. I Fyrreskoven ovenover +Landsbyen Oropos kunde jeg jo tænke mig, at Amphiaraos' Helligdom +maatte ligge, men der var endnu Intet udgravet. Jeg vilde ikke vende +tilbage til Athen uden at have besøgt Rhamnus; men Ovriokastro +(Ebræokastro) eller Jødeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa +Landeveien. Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax +med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer red vi +omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom ned til Kysten og den +Høi, hvorpaa den gamle Stad havde ligget tilligemed Ruinerne af +Nemesis' Tempel. Det var sammenstyrtede Ruiner, men baade det store +og det lille Tempel laa tydelig afdækkede. Themis' Stol stod der, +skjøndt lemlæstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af +Billedhuggerarbeide, som man kunde tænke sig havde hørt til +Agorakritos' berømte Statue. Senere Udgravninger have bragt noget +mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet er bragt til Athen. -- +Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon og saa tilbage til Athen d. +25. April. + +Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at jeg godt kunde +reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; men Peloponnes havde +jeg tabt Lysten til; jeg kastede nu mine Øine paa Thessalien, et Land +som var mindre bekjendt og for saa vidt syntes at love større +Udbytte. Men Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der +uden tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes i +_Konstantinopel_. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store +Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages +Besøg, og min paafølgende Reise i Thessalien, har jeg beskrevet i +mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede ofte, at jeg ingenlunde +var tilstrækkelig forberedt eller udrustet til en saadan Reise, og +min Reisebeskrivelse er kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke +desmindre en vis Opmærksomhed, da den blev oversat paa Tysk (i +Griechische Reisen und Studien 1857), og da Thessalien i 1881 blev +indlemmet i Grækenland, blev ogsaa min lille Bog benyttet som +Hjælpemiddel til Kundskaben om det hidtil lidet kjendte Land. + +Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som ikke var +fornøieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grækenland skulde jeg +holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. Overgangen fra den uafbrudte +Bevægelse i den friske Luft til fuldstændig Stillesidden i +Forbindelse med Forandring i Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3. +Dag blev jeg syg. Lægen erklærede, at jeg havde stærk Feber, og at +han ikke kunde tillade mig at reise for det Første; men jeg havde +slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske dø her, hvor jeg var +ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa Underretning om, +hvorledes det var gaaet mig. Jeg vilde bort, og ved Hjælp af et +Guldstykke lykkedes det ogsaa at overvinde Lægens Betænkeligheder og +blive udskrevet. Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia +red jeg den følgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. Euböa. Jeg +var meget mat, og jeg var glad ved at kunne ligge i Bunden af Baaden, +medens vi seilede ned ad Strædet til Chalkis. Jeg havde dog endnu +Kræfter til at spadsere omkring i denne By en Times Tid, og henad +Aften steg jeg atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved +Nattens Anbrud traf jeg en reisende Klædehandler, og jeg overnattede +under aaben Himmel paa de store Klæderuller, han førte med sig. Jeg +vaagnede styrket af Søvnen, men jeg havde endnu 14 Timers Vei til +Athen; det var et besværligt Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig +naaede jeg Byen, og da Pastor Lüths Hus var et af de første, jeg kom +forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede jeg for +at lade mine kjære Venner vide, at jeg var kommen levende tilbage. +Det var i rette Tid. Lüths havde i Sinde at reise til Smyrna den +næste Dag; men da de saa mig, bleve de forfærdede. Jeg fik ikke Lov +til at forlade deres Hus, før de fik fat paa en Læge, og da Kongens +Hoflæge, Dr. Rösen, kom og erklærede, at det var en alvorlig Typhus, +gjorde de strax et Værelse i Stand til mig og beholdt mig under hele +min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage +vidste jeg Intet af mig selv at sige. Jeg erfarede først mange Aar +senere, at Frøken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig, +havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. Takket være +den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. Efter 14 Dages +Forløb kunde jeg staa op og gaa lidt omkring; men Athens Klima i Juli +Maaned er utaaleligt; dèr kunde jeg ikke komme til Kræfter. Jeg blev +da bragt op til Klosteret Kæsariani paa Afhanget af Hymettos, hvor +Luften var friskere. Kræfterne begyndte efterhaanden at komme, dog +ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges Tid fængslede mig til +Sengen. Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at +komme mig, skrev jeg følgende Disticha: + + Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fødelands Strande, + Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals, + Atter at favne de Kjære, med hvem jeg leved min Barndom, + Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog, + Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast + Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bægrenes Klang, + Atter at høre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte + Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed, + Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder, + Vidner om Glæde og Sorg, gribe det bankende Bryst. + Dog -- hvor iler Du hen, min Hu, som bevæget af Stormen? + Spar Din Taare en Stund; sødere rinder den da. + +Midt i August følte jeg mig endelig stærk nok til at tiltræde +_Hjemreisen_. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit +Udseende var ikke det bedste. Da jeg var kommen ombord paa +Dampskibet, som skulde føre mig til Triest, forlangte Kapitainen, at +jeg skulde gaa i Land igjen; han vilde ikke have syge Folk ombord; +saa skulde han holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse +fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke +forladt de græske Farvande, saa han kunde sætte mig i Land, hvis det +blev nødvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August +kunde stige i Land i Triest. + +Jeg var ikke den Eneste ombord, der glædede sig til at komme hjem. +Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet to Italienere, der +af Pave Gregor XVI vare forviste fra Kirkestaten, men som nu efter +den nye Paves (Pius IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det +rørende at se deres Glæde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede det +ene Punkt af deres Fædreland efter det andet! De ankom paa en skjøn +Dag. Man feirede netop i Ancona Glædesfesten i Anledning af det +omtalte Dekret. Allerede fra Søen saa man den amphitheatralsk +beliggende Stad festlig smykket med Faner og med røde, gule og grønne +Tæpper, der hang ned næsten fra hvert Vindue; og kom man ind i Byen, +saa man allevegne Plakater med Ordene: "Viva l'immortale Pio nono". +Og nu ringede Klokkerne -- i 8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke +hørt -- og ledsaget af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en +stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for den nye Pave +skulde ikke vare længe. + +Det var min oprindelige Plan fra Grækenland at lægge Hjemveien over +Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de fornødne +Penge dertil; men nu følte jeg mig altfor svag til at udføre dette +Forsæt; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, før jeg fik +samlet nye Kræfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig længtes +efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab med Wien, +Prag, Dresden og Berlin. Længst opholdt jeg mig paa det sidste Sted, +hvor jeg blev aldeles indtaget af Böckhs Elskværdighed. Han syntes +ogsaa at have Lyst til at høre mig fortælle om Grækenland og indbød +mig til Middag sammen med Franz. + +I September 1846 førte Stettinerdampskibet mig tilbage til +Kjøbenhavn. + + + + +IV. + +REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD. + + +Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle Kræfter og +brændte nu kun af Lyst til at gjøre de paa Reisen vundne Kundskaber +og Erfaringer frugtbringende. I Vinteren 1846-47 holdt jeg en +Forelæsning over Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af +mine Reiseerindringer for et større Publikum. Af mine "Reisebilleder +fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den græske Paaske) i Slutningen +af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel og Thessalien) i Midten af det +følgende Aar. Paa samme Tid udgav jeg mit første strengt filologiske +Arbeide, Inscriptiones Græcæ ineditæ, som jeg dedicerede til +Böckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskværdigt Brev. I +Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelæsning over Andokides' Tale om +Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 blev jeg udnævnt til Lector i +latinsk og græsk Filologi og Archæologi ved Universitetet og skulde +nu begynde et regelmæssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg +naturligvis ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at studere +og strax meddele mine Tilhørere Udbyttet af mine Studier nogenlunde +kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. Der var imidlertid +eet Hul i min Forberedelse, som nødvendig maatte udfyldes. Den +Kundskab til Oldtidens Monumenter, jeg havde søgt at erhverve mig i +Italien og Grækenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas +Museer, særlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemærket, min +Hensigt at foretage dette i Forbindelse med min øvrige Reise, men jeg +maatte opgive det af Helbredshensyn. Nu var denne Hindring hævet; jeg +haabede da at kunne udføre det i den nærmest følgende Sommer, og +Regjeringen bevilgede mig den dertil fornødne Orlov fra mit Embede. + +Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 døde +Christian VIII. Med stor Bekymring imødesaa man den nye Æra. Vilde +den nye Konge, saaledes som man havde talt om, imødekomme det Krav +paa større borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen? +Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen værne om den danske +Nationalitet i Sønderjylland, og tilbagevise Slesvigholstenernes +anmassende Fordringer? Folkets Ønsker udtaltes med velgjørende +Klarhed i Clausens og Schouws Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som +udkom allerede Dagen efter Christian VIII.s Død; men vilde disse +Ønsker blive opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del +Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid for +Brødrene Christian og Theophilus Hansen, som gjæstede Danmark. Under +Maaltidet kom en Embedsmand i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til +mig og fortalte mig, at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et +Reskript, hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han +tilføiede, at dette behøvede ikke at være nogen Hemmelighed. Jeg lod +mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen øieblikkelig +"den glædelige Nyhed". Havde jeg vidst, hvad der stod i Reskriptet, +havde jeg ikke været saa ivrig derfor; Offentliggjørelsen den næste +Dag bragte mig til at slaa Øinene ned. En tung og trykket Stemning +hvilede over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fædrelandet" 4. Febr. +slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paaviste han, at en saadan +Frihed, hvorved Sønderjylland blev endnu fuldstændigere koblet +sammen med Holsten end før, og i den fælles Stænderforsamling +Hertugdømmernes 840,000 Indvaanere skulde veie lige saa meget som +Kongerigets 1,350,000, ikke kunde modtages. Hans Ord fandt Gjenklang +i vide Kredse; dog var det først, efter at de holstenske og +slesvigske Stænderdeputerede i Mødet i Kiel den 17. Febr. paa det +bestemteste havde protesteret imod den foreslaaede Forfatning, at der +fremkom en lignende Erklæring fra dansk Side. Den blev vedtaget i et +Møde hos Professor Clausen af 45 Mænd, iblandt hvem ogsaa jeg +fandtes, og senere tiltraadt af Mænd i en stor Mængde Kjøbstæder og +Landdistrikter. + +Efter Februarrevolutionen i Frankrig tog Bevægelsen større Fart. Man +rustede sig paa begge Sider. D. 18. Marts samledes de fleste +Medlemmer af Holstens og Sønderjyllands Stænderforsamlinger i +Rendsborg og vedtog at skikke Sendemænd til Frankfurt og til +Kjøbenhavn for at forlange Sønderjyllands ufortøvede Løsrivelse fra +Danmark og Optagelse i det tyske Forbund, saa at det i Forening med +Holsten dannede en selvstændig Stat med sin egen Forfatning. +Saasnart Efterretningen herom kom til Kjøbenhavn, vedtog +Borgerrepræsentanterne at indgaa til Kongen med en Adresse, hvori han +bønfaldtes om at forebygge Statens truende Opløsning ved uden Ophold +at omgive Thronen med Mænd, der vare Opgavens Storhed voxne, og som +med energisk Villie og med Nationens Bistand kunde redde Danmarks Ære +og grundlægge dets Frihed. Om Aftenen d. 20. Marts indfandt +Borgerrepræsentanternes Formand L. N. Hvidt sig med denne Adresse i +Casino, hvor en Forsamling af halvtredie tusinde Mænd med levende +Bifald sluttede sig til den og vedtog i en samlet Skare at overbringe +den til Kongen den følgende Formiddag. Den næste Morgen (21. Marts) +tiltraadte Magistraten Borgerrepræsentanternes Beslutning. Kl. 11 +traadte den samlede Kommunalbestyrelse med Overpræsidenten og +Borgerrepræsentanternes Formand i Spidsen ud fra Raadhuset og +bevægede sig, fulgt af en stadig voxende Skare -- tilsidst var det +omtrent 20,000 Mennesker, -- igjennem Vimmelskaftet og over Høibro +til Christiansborg Slot. Tause og alvorlige gik vi frem, opfyldte af +Bevidstheden om, at det var et betydningsfuldt Skridt, vi gjorde, og +Mange vare maaske ikke helt rolige for, at Regjeringen ikke her som +andensteds skulde møde Toget med skarpe Skud. Men efter at +Deputationen var ankommen til Slottet, varede det ikke mange Minuter, +inden Hvidt kom tilbage med Kongens Svar, at Folkets Ønske allerede +var opfyldt; det gamle Ministerium havde taget sin Afsked. Under +Hurrahraab og almindelig Jubel skiltes Folkeskaren. Der var Glæde og +Ro allevegne; kun ved Universitetet havde en stor Skare Studenter +samlet sig, utaalmodig ventende paa Afgjørelsen og halvveis bestemte +paa at foretage et nyt Tog til Christiansborg. Jeg kom tilfældigvis +til Stede, og man opfordrede mig til at berolige dem. Fra Talerstolen +i Solennitetssalen meddelte jeg dem med et Par Ord, hvad jeg vidste +om Sagernes Stilling, og Bølgerne lagde sig, ikke paa Grund af min +Veltalenhed, som navnlig dengang var overordentlig ringe, men fordi +Studenterne selv indsaa, at en yderligere Demonstration i dette +Øieblik vilde være meningsløs. Dagen efter ankom de slesvigholstenske +Udsendinge, og samtidig Prinsen af Augustenborgs Brev til Frederik +VII, hvori han lod ham vide, at han havde stillet sig i Spidsen for +Bevægelsen, og at Hertugdømmerne, saafremt ikke alle deres +Fordringer indrømmedes inden d. 24., vare tabte for Kongen. Hermed +var Sagen afgjort. Martsministeriet blev øieblikkelig dannet; de +slesvigholstensksindede Embedsmænd skyndte sig med at komme bort fra +Kjøbenhavn, og hele det danske Folk gjennemtrængtes af en eneste +Tanke, at værge sit Land og sin Ære, det maatte koste hvad det +vilde. + +Der maatte handles hurtigt og energisk; Oprøret havde allerede faaet +fast Fod at staa paa, og ikke blot Holsten, men ogsaa Størstedelen af +Sønderjylland var i Oprørernes Vold. Den frygtelige Opstand i Berlin +d. 18.-19. Marts havde tvunget den svage Konge Frederik Wilhelm IV +til at kapitulere. Han havde reddet sig ved at love, at han vilde +lade Preussen gaa op i Tyskland og overtage Ledelsen af enhver +Bestræbelse for at hævde det tyske Landomraades Hellighed. I Tillid +til denne Støtte oprettede Slesvigholstenerne d. 28. Marts en +provisorisk Regjering i Kiel, og Dagen efter overrumpledes Fæstningen +Rendsborg af Prinsen af Noer paa den troløseste Maade. Friskarer +strømmede til fra hele Tyskland og et egenhændigt Brev fra Kongen af +Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede ham hans Bistand +til Gjennemførelse af de opstillede Fordringer. + +Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden ikke mindre. Man +kappedes om at indsende Pengebidrag, større og mindre; man tilbød +Heste og Skibe, og unge Mennesker af alle Klasser meldte sig +frivillig til Krigstjeneste. Men de Fleste vare uøvede. Der blev +derfor oprettet en Rekrutskole for i Hast at give dem den +nødvendigste Forberedelse. Ogsaa jeg følte mig forpligtet til at +stille mig i Krigernes Rækker, og deltog med flere af mine Venner i +disse Øvelser. En Eftermiddag, ligesom Øvelserne skulde begynde, +modtog vi paa Exercerpladsen en Gave af sjælden Betydning. Det var +Fabers og Hornemans Sang: "Dengang jeg drog afsted". Vi lærte den +øieblikkelig udenad og fik travlt med at meddele den til vore Venner +udenfor. Mange gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den, +havde jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under +Øvelserne var min kjære Ven, Maleren J. T. Lundby. Det var den +sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham. I Slutningen af April afgik +han til Hæren i Sundeved sammen med Sven Grundtvig og Carlo Dalgas, +og faa Dage efter faldt han som Offer for det ulykkelige Vaadeskud +paa Vedsted Mark. + +Jeg fik ikke Lov til at følge ham. Jeg var kongelig Embedsmand og +skulde altsaa have Regjeringens Tilladelse dertil. Da jeg forebragte +Kultusminister Monrad mit Ønske, fik jeg et ubetinget Afslag. "Nei," +sagde han, "det duer De ikke til." Han syntes naturligvis, at min +spinkle Person vanskelig vilde kunne taale Krigens Strabadser, +skjøndt jeg selv ikke havde nogen Frygt i den Henseende. "Reis De til +Paris," tilføiede han, "saaledes som det engang er bestemt. Der kunne +vi have Brug for Dem. Vi have lige sendt Borring derhen for at +paavirke den franske Presse og bibringe den rigtigere Forestillinger +om vore Forhold end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt +trænge til, at De hjælper ham." Jeg skulde altsaa være Journalist og +ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var strax færdig +til at reise. Udenrigsministeren bad mig at lægge Veien over +Frankfurt for at overbringe en Depeche til den danske Gesandt hos +Forbundsdagen. Den var rigtignok sendt ham een Gang, men man stolede +ikke paa Postens Paalidelighed og ønskede derfor at benytte +Leiligheden til at sende den endnu engang. + +Ligesom jeg skulde gaa ombord paa Dampskibet, der skulde føre mig til +Lübeck (om Formiddagen d. 24. April), modtog jeg Efterretningen om +Slaget ved Slesvig. Og saa skulde jeg reise! Havde jeg ikke havt et +offentligt Hverv, var jeg vendt tilbage til mit Hjem. Stum +Forfærdelse betog mig, og næsten uden at vide af, hvad der foregik +omkring mig, blev jeg landsat i den gamle Hansestad. Man kan nu til +Dags vanskelig gjøre sig en Forestilling om, hvor fanatisk Tyskernes, +særlig Holstenernes, Forbittrelse imod Danmark dengang var. Jeg var +derfor ikke helt rolig ved at skulle kjøre paa Jernbanen fra Lübeck +til Hamborg, ikke for min egen Skyld, men af Hensyn til den mig +betroede Depeche. Da derfor en ung Tysker paa Jernbanen spurgte mig +om min Herkomst, svarede jeg, at jeg var en Svensker, hvorefter han +bemærkede: "Nicht wahr? Die Dänen haben Sie doch immer sehr perfid +behandelt," hvorpaa jeg kun svarede, at det kunde jeg ikke give ham +Ret i. Jeg kom forøvrigt uden Ulempe til Frankfurt; men da jeg der +paa Hotellet indførte mit Navn i Fremmedbogen, betragtede man mig med +meget mistænksomme Øine. Jeg afleverede den næste Morgen min Depeche +til Baron Pechlin, der imidlertid ganske rigtig havde modtaget det +tidligere afsendte Exemplar, og saa kunde jeg forlade Fjendens Land. +Jeg lagde Veien over Aachen for at se Carl den Stores berømte Kirke, +og gik saa over Brüssel til Paris, hvor jeg tog ind i samme Hotel som +Borring, i Rue des vieux Augustins (imellem Rue St. Honoré -- nu +Rivoli -- og Børsen). + +Men til at paavirke den franske Presse skulde der større Kræfter, end +Borring og jeg vare i Besiddelse af. Den nye Republik havde saa meget +at gjøre med sine egne Sager, at den kun skjænkede Udlandet ringe +Opmærksomhed. Lamartine havde rigtignok paa den provisoriske +Regjerings Vegne erklæret, at Frankrig vilde hjælpe de undertrykte +Nationaliteter, men han var langt fra at gjøre Alvor af slige Løfter, +og hverken Polen eller Italien, som han i sin Tale nærmest havde +tænkt paa, mærkede noget til deres Realisation. For Danmark havde +Frankrig ingen Interesse. Man kjendte Forholdene kun fra de tyske +Blade. Da man nu i Wien og Berlin havde reist sig imod Regjeringen, +og da man i Frankfurt syntes at ville reorganisere det tyske Forbund +i liberal Retning, betragtedes det tyske Folk som en Forkæmper for +Friheden, og i det slesvigholstenske Oprør saa man et Vidnesbyrd om +det Samme[4]. Det hjalp ikke, at man gjorde opmærksom paa, at det +tværtimod var en dynastisk Reisning, beregnet paa til Fordel for en +uberettiget Prætendent yderligere at sønderlemme det Land, der havde +lidt saa haardt for sin Troskab imod Napoleon, eller at man viste +dem, at Forholdet imellem Danmark og Tyskland var ganske det samme, +som imellem Lammet og Ulven i Fabelen. Og sagde man til dem, at det +Folk, som nu vilde bemægtige sig Sønderjylland, ogsaa kunde falde paa +at kræve Elsass og Lothringen, troede de, man var gal. Borring havde +sat sig i Forbindelse med forskjellige Bladredaktører; han var bleven +modtaget med kold Høflighed, men Ingen brød sig om ham, og ikke +engang Berigtigelser af faktiske Usandheder kunde han faa indrykket i +Bladene. Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed først bleven +fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, som f. Ex. +Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjælpe, at man Dagen efter bragte +dem en sandfærdig Fremstilling efter danske Meddelelser; man vilde +gjerne tro, at den kunde være rigtig, men den Sag var jo allerede een +Gang omtalt; smaa Unøiagtigheder var det ikke værd at snakke om. Det +gjaldt om at komme først med Efterretningen, og det kunde vi Danske +ikke, da der ingen Telegraf var til. Een Gang lykkedes det dog. Det +var d. 7. Juni. Borring kom ind til mig om Morgenen og raabte +fortvivlet: "Saa! nu have de Danske igjen lidt et Nederlag." Jeg +skyndte mig hen i Læsekabinettet for at faa fat paa Bladene, og læste +i Hamburger Correspondent Beretningen om Slaget d. 5. Juni, da den +hannoveranske General Halkett tænkte at feire sin Konges Fødselsdag +ved at kaste de Danske ud af Sundeved, og Wrangel skulde hjælpe ham +dermed. Det blev naturligvis fremstillet som en Seir. Fra Time til +Time fortalte Bladet om Slagets Gang, men den triumferende Tone +stemte ikke med Kjendsgjerningerne, og engang imellem mærkede man, at +Tonen var paataget. Jeg skyndte mig altsaa med at berolige Borring, +og forfattede i al Hast en Beretning om Slaget, der tog sig ganske +anderledes ud, hvorledes Hannoveranerne om Morgenen havde angrebet +vore Forposter og trængt dem tilbage, men, saasnart der var kommen +Forstærkning, havde maattet vige, og om Aftenen vare slagne; det +viste sig senere, at min dristige Fantasi fuldstændig havde truffet +Sandheden. Borring ilede med min Artikel til Journal des Débats' +Kontor, og det var saa heldigt, at man endnu ikke havde faaet den +tyske Beretning oversat; vi kom først, og Artiklen blev optaget. + + [4] Endnu i 1872 skriver Gradis i Histoire de la Révolution de + 1848, I p. 267, hvor han giver en Oversigt over Forholdene i + Europa: "Les démocrates se soulevaient dans le grand duché de Bade, + en Saxe, en Bavière; le Sleswig voulait se séparer du Danemarck, le + duché de Posen de la Prusse etc." + +Ellers var jeg ikke saa heldig. Drøftelsen af Retsspørgsmaalet havde +Bladene ikke Lyst til at gaa ind paa. En Artikel om Danevirke, som +man lod til at ønske, blev heller ikke optaget. Da Bladet "La +Réforme" havde fortalt om en Coalition imellem alle Frihedens +Fjender, Rusland, Østerrig, Preussen og England, som ogsaa de +skandinaviske Riger vilde tiltræde, skrev jeg en Artikel, hvori jeg +viste, at Friheden netop havde hjemme i Danmark, og at man der ikke +havde mindste Sympathi for Rusland; den havde samme Skjæbne som den +tidligere. En længere orienterende Artikel "La Question du Slesvic" +viste jeg O. Lehmann, da han midt i Juni kom til Paris for at hente +sin Hustru, som af Helbredshensyn havde tilbragt Vinteren i Italien. +Han syntes meget godt om den, og Borring gjorde sit Bedste for at faa +den optaget i et af Hovedbladene, men forgjæves. Tilsidst havnede den +i et nyoprettet legitimistisk Blad, La Providence, hvor den kun fik +en lille Læsekreds. + +Med mine archæologiske og kunsthistoriske Studier gik det ikke stort +bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt som Intet set. +Malerisamlingen var dækket af de 6000 nye Malerier, som udgjorde +Aarets Udstilling, og Antikerne i Stueetagen vare dækkede med +Brædder, som man havde slaaet op, fordi Salene skulde bruges til +Valglokaler. Derimod besøgte jeg oftere Bibliotheket, hvor jeg gjorde +Bekjendtskab med den elskværdige Bibliothekar, den gamle Tysker Hase, +Udgiveren af Stephani Thesaurus linguæ Græcæ. Lexikografen havde ikke +glemt min Disputats de nominibus vasorum Græcorum; han kunde endog +huske, at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede den +lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs ypperste +Archæolog. Jeg besøgte ogsaa Le Bas, de Whitte, Raoul Rochette og +Hertugen af Luynes. + +Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfældet med Theatrene; +dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor og det politiske Røre ikke +undvære. Ogsaa jeg besøgte dem af og til. Jeg hørte Rachel synge +Marseillaisen paa Théatre Français; jeg saa den 60-aarige Bouffé paa +Théatre des Variétés spille Le Gamin de Paris, Pariserdrengen, som +jeg i Kjøbenhavn havde set Jfr. Petersen (Fru Phister) spille. Paa +Gymnase saa jeg Rosa Chery spille i La niaise de St. Flour, som E. +Bøgh har bearbeidet under Navnet "Valdbygaasen", og i Le marchand de +jouets d'enfants, en smuk Dramatisering af Dickens' "Faarekyllingen +paa Arnestedet". + +Men saa man bort fra Theatrene, var det ikke muligt i Paris at finde +den muntre og livsglade By, den havde Ord for at være. Mørk Alvor +rugede over Alt. Republiken var kommen som en Overraskelse over Alle, +og det langt overveiende Flertal af Folket ønskede den ikke. I de +første tre Maaneder havde man kun set dens Ulykker, almindelig +Stagnation i Forretningslivet og Arbeidsløshed, og Bekymringen for +det Nærværende var forbunden med Frygt for Fremtiden; det blev værre +og værre ligesom i den store Revolution i Slutningen af forrige +Aarhundrede. De Fremmede havde forladt Paris. Gaderne vare fulde ikke +af fint klædte Herrer og Damer og elegante Kjøretøier, men af +Arbeidere, der gik og drev, fordi de Intet havde at bestille; man +maatte sige, at den blaa Bluse var Frankrigs Nationaldragt. + +Jeg kom til Paris d. 4. Mai, samme Dag som det langt om længe var +lykkedes at faa en konstituerende Forsamling til at træde sammen. Den +provisoriske Regjering havde gjort alle mulige Anstrengelser for at +paavirke Folkestemningen, og dog var Resultatet af den almindelige +Stemmeret, at det ultrademokratiske og det socialistiske Parti kun +var en ringe Minoritet. Men Forholdenes Magt var uimodstaaelig; det +gik som sædvanlig: Majoriteten vovede ikke at modsætte sig +Minoritetens Villie. Nationalforsamlingen anerkjendte strax +Republiken ved Acclamation, og den Regjering (Pouvoir exécutif), som +valgtes d. 10. Mai, bestod af fuldblods Republikanere. Lamartine +havde endog sat igjennem, at ogsaa den radikale Ledru-Rollin blev +Medlem af den. Dette var en Indrømmelse til det yderste Venstre, men +Socialisterne fik ingen Plads; og dog var det væsentlig ved deres +Hjælp, d. e. ved den af Socialistførerne opagiterede Hovedstadspøbel, +at Louis Philippes Throne var omstyrtet. Den provisoriske Regjering +havde ogsaa lige i det første Øieblik lovet at sikkre alle Arbeideres +Existents; den havde lovet, at alle Arbeidere skulde faa Arbeide. Man +var rigtignok ikke saa konsekvent, at man anerkjendte "Retten til +Arbeide"; Lamartine erklærede, at dette Begreb forstod han ikke, og +vilde ikke sætte sit Navn under et Dekret, der proklamerede det. +Man vilde heller ikke indrømme Louis Blanc det forlangte +"Fremskridtsministerium"; men man gjorde ham til Formand for +en Kommission til at undersøge og ordne Arbeiderforholdene. +Kommissionen havde sit Sæde i Palais Luxembourg (Pairskammerets +forrige Lokale). Her samlede Louis Blanc Delegerede fra +Korporationerne i Paris, hvis Tal efterhaanden voxede til 6-700, og +disse antoges at kunne raade over 30-40,000 Mand. Paa den anden +Side havde Regjeringen for at indfrie sine Løfter oprettet +"Nationalværksteder" (ateliers nationaux), inddelte paa militær Vis i +Sectioner, og bevæbnede (men ikke uniformerede) som en Nationalgarde. +Enhver kunde melde sig til dem, og Staten gav dem Arbeide (væsentlig +Jordarbeider) til 2 Francs om Dagen, eller hvis dette ikke kunde +skaffes, 1½ Franc, som dog kort efter blev nedsat til 1 Franc og kun +beregnet for Søgnedagene. Den sidste Klasse, de Arbeidsløse, var over +5 Gange saa stor som den første. Udgifterne beløb sig til 95,000 +Francs om Dagen, og det udførte Arbeide var i Virkeligheden Intet +værdt. Man forstaar, hvilken Fare disse Forhold maatte medføre. +Allerede den provisoriske Regjering havde to Gange været lige ved at +blive styrtet af Socialisterne; skulde disse nu finde sig i en +Nationalforsamling og en ny Regjering, der stillede sig endnu mere +afvisende imod deres Fordringer? Umuligt! De havde jo Magten, og det +forstaar sig, at de vilde bruge den. + +Den 15. Mai skulde Nationalforsamlingen behandle en Interpellation, +om Frankrig ikke vilde komme Polen til Hjælp. Under Paaskud af at +frembære en Petition desangaaende begav en kæmpemæssig Procession sig +fra Bastillepladsen til Nationalforsamlingen. Den kom ikke uventet, +og der var givet Ordre til at standse Folkemassen ved Militær; men +Ordrerne bleve ikke udførte. Massen tiltvang sig Adgang til +Forsamlingen, erklærede denne for opløst og udnævnte en ny Regjering, +selvfølgelig lutter Socialister. Disse ilede til Hotel de Ville +og begyndte allerede at udstede Forordninger; men Glæden var +kun kort. Medens en lille Afdeling af Garde mobile befriede +Nationalforsamlingen for de ubudne Gjæster, blev Hotel de Ville +omringet af Nationalgarden, der denne Gang var trofast imod Ordenens +Sag, og Hovedmændene for Oprøret bleve fængslede, for saa vidt som +det ikke lykkedes dem at undkomme. + +Alt dette erfarede jeg først bagefter; medens det stod paa, havde jeg +ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg havde gjort mig Umage for at +faa Billet til Tilhørerpladsen i Nationalforsamlingen for at høre paa +Interpellationen, men havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien +til Bibliotheket, da jeg hørte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro +til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa Færde, men de, +jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end jeg. Paa Hovedruten, i Rue +St. Honoré fandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem +Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger +af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede +Folkemøder, hvor de Forbigaaende standsede for at høre, hvad der blev +sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. Der var for +det meste ingen særlig Ophidselse; Talerne udviklede deres Mening +simpelt og klart, og baade Store og Smaa hørte med stor Opmærksomhed +til. Et Sted drøftedes Spørgsmaalet om Intervention i Polen og +Italien. Taleren vilde ikke anbefale at hjælpe Polen. Det havde jo +een Gang været et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde det +da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet være fri, havde +Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver Mand bleven Soldat ligesom +i Frankrig; Friheden maatte altid seire. Men Polakkerne vare Slaver +ligesom Russerne. De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og +derimod havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte man om +Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at naar man vilde danne +store Associationer af Arbeidere, maatte disse jo enten være tvungne +eller frivillige. I første Tilfælde var det kun en maskeret +Kommunisme, i det andet vilde netop de dygtigste Arbeidere vægre sig +ved at gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt +frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved ophævede +Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem enkelte Mænd, vilde den +finde Sted imellem Associationerne, og var hele Frankrig forenet til +een saadan, vilde det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa +svaredes, at den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt +sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og Arbeiderne +vilde alle andre Steder forlange det Samme som i Frankrig. "Aa ja! om +20 Aar," svarede en Tredie, hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med +ham. -- Saaledes kunde man høre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og +Exaltation, som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke af det +hele Folk, ja ei engang af den største Del. + +Da Oprøret var dæmpet, bleve de værste Klubber lukkede og de +irregulære Troppekorpser opløste, medens man for at forebygge +Gjentagelse kaldte regulære Tropper til Paris og udnævnte General +Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke længe, inden +Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end +nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og +alvorligere Angreb. I Nationalværkstederne voxede Forbittrelsen. Fra +hele Frankrig strømmede Arbeidsløse derhen, og Massen forøgedes +endmere ved en stor Mængde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren +Trélat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som +før var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale. +Jeg finder Følelser, som jeg aldrig før har set hos mine Landsmænd, +ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken +fjendtlige Partier, især Legitimisterne og Louis Napoleons +Tilhængere, pustede til Ilden. Velklædte Folk gik omkring og uddelte +Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted støbtes der Kugler +og fabrikeredes Krudt. Faren var overhængende. Saa besluttede +Nationalforsamlingen sig til at indskrænke Nationalværkstederne. Den +bestemte, at alle Mænd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i +Hæren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder +og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni +om Morgenen vare Jernbanerne rede til at føre dem til deres +Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart +forestaaende. Oprørshæren fik Ordre til at møde den 23. om Morgenen +Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om +at lade Pladsen besætte af Militær; men Ordren blev misforstaaet, og +uden Hindring samlede Oprørerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10 +erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og +Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da +jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den +lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tæt besat +med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en +Geværkugle forbi mit Øre, og bag ved mig hørte jeg Raabet "Tilbage!" +(en arrière). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem +imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nærmeste Gadedør, og +næppe vare Tropperne komne forbi, førend der begyndte en hidsig Kamp, +som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg være +ørkesløs Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden +Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere +gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa Øen (la Cité), hvor et Par +Landsmænd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og +Petit Pont. En vældig Barricade spærrede den sidstnævnte, opført ikke +af væltede Omnibusser o. a. l., men af svære Kvadersten, der vare +bestemte til en stor Bygning, der skulde opføres i Nærheden. En +Afdeling af Nationalgarden og Garde républicaine var i Færd med at +angribe den, men uden Held. Der var en heftig Geværild fra begge +Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedør. Man vilde ikke lukke op; +mine Landsmænd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over +mig; jeg kom indenfor Døren, men heller ikke videre. I en mørk Gang +maatte jeg staa og høre paa Skydningen en halv Time, indtil mine +Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og +afbrød Kampen; de Kæmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere +Timer senere, da Regnen sagtnede, bød jeg mine Landsmænd Farvel for +at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist +sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af Øen, ved +Blomstertorvet, skjød man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved +Henrik IV.s Statue var en Mængde Mennesker samlede. En Ordonnants kom +gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemængden var ikke +til Sinds at ville hjælpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad, +besøgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad +der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig +Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig +kom hjem i min egen Hule, blev jeg nødt til at blive der. Paris blev +erklæret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man +maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af +Militær, og viste man sig ved Vinduet, rettedes øieblikkelig en +Bøssepibe imod En. Natten igjennem hørte jeg stadig Skildvagternes +Raab: Sentinelles, prenez garde à vous! og saa snart det dagedes, +hørte man atter baade Geværskud og Kanontorden. + +Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig +forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra et Slag i aaben +Mark, at det blev endnu frygteligere og blodigere. Paris var ikke +dengang som nu, efter Hausmanns Omdannelse, gjennemskaaret af brede +og lige Gader; de snævre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et +regelmæssigt og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage en +Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til Husene og +fyrede ovenfra paa de fremtrængende Tropper, og vilde man rense +Husene for disse farlige Fjender, forsvandt de atter, snart igjennem +gjennembrudte Vægge ind i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i +Katakomberne, hvor Huset var bygget over saadanne. Oprørerne vare i +Besiddelse af hele den østlige Del af Byen. Clos St. Lazare, Place +Maubert og Pantheon vare de stærkt befæstede Udgangssteder, hvorfra +de arbeidede sig frem for at bemægtige sig Hotel de Ville og +Nationalforsamlingens Palais. Cavaignac, hvem hele Overledelsen af +Forsvaret blev overdraget, mente først og fremmest at maatte sikkre +sig disse Steder; derfra vilde han tilbageerobre det øvrige Paris. +Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, før +han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse af de fornødne +Kræfter til at vinde en afgjørende Seir. Derfor vandt Oprørerne i +Begyndelsen stadig Terrain. Den første Dag var det saa godt som kun +Mobilgarden og Nationalgarden, der kæmpede imod dem. De kæmpede med +stor Tapperhed og Energi, men de bleve trætte; de klagede over, at +Linietropperne ikke kom dem til Hjælp, og hist og her ymtede man om +Forræderi i Regjeringen. Først sent om Aftenen og den følgende +Formiddag ankom der Forstærkning fra Provinserne, og nu gik det rask +fremad. Den 24. havde Lamoricière gjort sig til Herre over hele den +venstre Seinebred, men paa den høire rasede Kampen endnu lige stærkt. +Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med +en Proklamation til Oprørerne for at bevæge dem til at nedlægge +Vaabnene. Han blev skudt. Kampen maatte fortsættes; først d. 26. Kl. +1½ om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine. + +Da der ikke var mere at gjøre for mig i Paris, havde jeg tænkt at +reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. Jeg vilde dog +gjøre et Forsøg paa at slippe bort; men den første Betingelse var, at +jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L. +Moltke, der boede paa den anden Side af Seinen i Rue St. Germain. Den +25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den +Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede. +Han medgav mig et Par Nationalgardister, der eskorterede mig til +Vagtposten ved Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte førte mig +til den næste o. s. v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; men da +jeg kom til Rue St. Honoré, vilde man ikke lade mig komme videre; man +forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have Brug for mit Pas, da ikke et +eneste Menneske fik Lov til at forlade Byen. Den næste Dag lykkedes +det dog. Kampen var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels, +halvt ødelagte By. + + * * * * * + +Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom jeg til London +i Selskab med en elskværdig fransk Familie, der var bosat der, en ung +Skomager og hans Hustru. De boede ved Begyndelsen af Regent Street, i +Quadrant, der endnu dengang havde den smukke Søilegang foran Husene, +som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende Færdsel. +Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg glad ved at modtage +deres Tilbud om midlertidigt Ophold hos dem, indtil jeg fandt mig en +passende Pension. + +I London var der endnu mindre at gjøre for en dansk Journalist end i +Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller Underhandlinger derom; +hele Sagen var lagt i Diplomaternes Haand. Det var harmeligt at se, +hvor lidet vor brave Gesandt Reventlow formaaede ligeoverfor +Tysklands Repræsentant, den almægtige Ritter Bunsen. I Palmerston +havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. Nu +var han afløst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den engelske +Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller ønskede frem for alt Fred +og anbefalede derfor det nemmeste Middel, Eftergivenhed imod den +Mægtigere. I den Pension, hvor jeg boede, kom der engang en høi og +stærkt bygget Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af +Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det var "den +amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde forladt sit Haandværk +for at være Fredsapostel. Da han hørte, jeg var dansk, forærede han +mig en Bog, han havde skrevet, "Sparks from the anvil" (Gnister fra +Ambolten), og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at +gjøre Ende paa Krigen ved at indrømme Tyskernes Fordringer. Det blev +meget snart nødvendigt for mig at afbryde Samtalen. + +Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her var ikke lukket +for Samlingerne, og British Museums rige Skatte stod til min +Raadighed. Af engelske Lærde gjorde jeg Bekjendtskab med +Vasesamlingens Bestyrer, den elskværdige Dr. Sam. Birch, og med +Oberst Leake, hvis topografiske og geografiske Arbeider havde været +min Ledestjerne i Grækenland. Det var en høi, mager Mand, som nu paa +sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, omgivet af +Oldtidslevninger. + +Efter en Maaneds Forløb vendte jeg tilbage til mit Fædreland. Jeg +havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste +Tanke, Tanken om at værge Danmarks Ære og Liv, der fik et saa mægtigt +Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige +for Overmagten, trøstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange +Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de troløse Fjender +benyttede den til at behandle Sønderjylland som et erobret Land; +den kamplystne danske Hær var fordømt til Uvirksomhed, og det +misfornøiede Folk trøstede sig, kortsynet som det var, med at trumfe +i Bordet og raabe "det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav +denne uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel +fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den sande +Fædrelandskjærlighed Udtryk og opflammet Folket til at offre Liv +og Blod for Fædrelandets Frelse! + +Det følgende Foraar udbrød Krigen igjen, og den begyndte med den +forfærdelige Ulykke ved Eckernførde. Slaget ved Kolding var atter et +beklageligt Misgreb; vi havde ikke Andet at trøste os med, end at det +lykkedes Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at føre Hæren frelst +tilbage til det nordlige Jylland. Først den 6. Juli kom Opreisningen, +da det store Udfald fra Fredericia tilføiede Oprørshæren et +afgjørende Nederlag. Men det var en blodig Dyst, og Seiren kostede +mange Taarer. Jeg selv mistede dèr en kjær Broder, der faldt ved +Stormen paa Treldeskandsen. Atter Vaabenstilstand og pinlige, +frugtesløse Underhandlinger, der endtes med den saakaldte simple Fred +i Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod Slesvig +og det tillodes Danmark at sætte sig i Besiddelse af Hertugdømmet; +altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark og Oprørshæren. Jeg gjorde +paa den Tid med min Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge. +Vi havde Glæde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige Land fra +Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania og af at +fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye med elskværdige Mennesker, +der modtog os fuldstændig som Landsmænd; men vort Hjerte var ikke +let, og vore Tanker søgte bestandig tilbage til Sønderjylland, +hvorfra vi under Datidens Samfærdselsforhold kun fik sjældne og +sparsomme Underretninger. Først d. 5. August om Aftenen fik vi +Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.-25. Juli. Vi befandt os paa +Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var en smuk Sommeraften; Solen +havde allerede trukket sig tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de +mørke Skyer med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende +sydfra, en norsk Præst, og fortalte os, at der havde staaet et +blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet 2000 Mand. +Han var stærkt rystet over Blodbadet, og vi havde en Fornemmelse af, +at det ikke var de Danske, han havde mest Sympathi for. Eet var der +dog, han ikke kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet +General Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden troede +paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands Endeligt; det var Sagnet +om Carl XII.s Død, der gik igjen. + + * * * * * + +Jeg var imidlertid bleven udnævnt til Professor den 30. Juli 1849 og +kunde nu have Raad til at underholde en Familie. Den 10. Juli 1852 +ægtede jeg Minona Güntelberg. Hun var 3½ Aar yngre end jeg. Jeg havde +kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige +med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men +Tiden havde skilt os ad, og først efter mange Aars Adskillelse traf +jeg hende atter i en Jernbanecoupé, hvor en fælles Veninde gjorde os +bekjendte med hinanden. Barnet var blevet en skjøn ung Pige, hvis +sjælfulde Ansigt vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa +mange Aar skulde være mit Livs Lykke. Hun delte ganske mine +Interesser. Hun havde et ualmindelig fint Øie for Kunsten og var lige +saa begeistret som jeg for de store Mesteres Arbeider, medens en sund +Kritik gjorde hende ligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt. +Naar hun ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket næsten altid var +Tilfældet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom har +været lidet glædelig. Efter at en Cyklist havde kørt hende over, +sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og et apoplektisk Anfald +medførte en fuldstændig Lamhed i den venstre Side. Siden den Tid laa +hun i henved 6 Aar fængslet til Leiet uden at kunne sysselsætte sig +med nogen Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de +gamle Erindringer og i Kjærligheden til sin Mand og sine Børn. +Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, men med +fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans Naade i de 50 Aar. Endnu +et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand +blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hørte op; hun talte +lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hørte +jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit +sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes næstældste Søn et skjønt +og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare. + + * * * + +Vort Ægteskab er blevet velsignet med 3 Sønner. Den ældste, Carl +Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter +Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale +Domstol i Ægypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham +efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den næstældste +Søn, Henry Braëm, f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologiæ og +Sognepræst i Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864, +er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet. + +Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin Moder, og hendes +Fader døde i hendes 19. Aar. Den forældreløse Pige blev strax paa det +Venligste modtaget af en fjern Slægtning, Søkapitain Braëm, der +dengang eiede Rungstedgaard. Hans Stilling i Marinen nødte ham dog +til at bo i Kjøbenhavn; det var hans Søster, Elisa Braëm, en høist +elskværdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". Hun stillede +sig strax i et moderligt Forhold til den unge Pige, der bestandig +vedblev at betragte hende som sin Pleiemoder, ogsaa efter at hun +havde forladt hendes Hus for at blive Lærerinde, i hvilken Egenskab +hun opholdt sig i flere Aar, først hos et Par Præstefamilier i +Jylland (Plum i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjøbenhavn hos +Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frøken Braëm sig som Brudens +Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted blev vort almindelige +Tilflugtsted, naar Sommerheden fordrev os fra Byen og Sommerferien +opfordrede os til at søge nye Kræfter i den friske Landluft. +Rungstedgaard var bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert +og smukt beliggende Hus ved den søndre Ende af Byen, Rungstedhøi. Da +jeg havde været gift i 3 Aar, overtalte hun mig til at kjøbe den +tilstødende Eiendom, hvorpaa der stod et lille Hus, der kunde +indrettes til en tarvelig Sommerbolig for mig og Mine, medens Haven +kunde gaa i Et med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre +Sønner. + +Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og udvidet en +Smule, saa at det, uden at have forandret sin oprindelige Charakter +synderligt, endnu i dette Øieblik afgiver en bekvem Sommerbolig for +mig og min Familie. Min ældste Søn havde kjøbt en Grund paa den anden +Side af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opført en smuk +Villa, hvor hans Enke og Børn nu bo. Et lille Hus, der laa paa den +anden Side af min Eiendom, men nu er forenet med denne, er bleven +ombygget til Sommerleilighed for min yngste Søn. Jeg har saaledes en +stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand +og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den +samme Kilde til Glæde og Sundhed for Børnebørnene, som den har været +for deres Forældre og Bedsteforældre, skjøndt den stille Afkrog er +forvandlet til et stærkt besøgt Badested. + + + + +V. + +FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. -- REISER. + + +Jeg blev Universitetslærer i en meget ung Alder, kun 27½ Aar, og var +selvfølgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i +Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum +af latinsk og græsk Litteratur, som krævedes til den daværende store +filologiske Examen. Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed +og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens +Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den +Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske +Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende +Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og +græsk Filologi og Archæologi. Dette stemmede ganske med mit eget +Ønske. At Græsk og Latin ikke burde behandles som to særskilte Fag, +men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid +ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa +dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke +uden Ensidighed kunde indskrænke sig til Studiet af de gamle +Litteraturer, men ogsaa burde være bekjendt med Monumenterne udenfor +Litteraturen, med andre Ord, at Archæologien var en integrerende Del +af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningsløst, som det +er nu, at paalægge den samme Universitetslærer at docere klassisk +Filologi og Archæologi; thi Archæologien var endnu i sin Barndom, og +Ingen anede den mægtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i +Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en +Hjælpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortsætte Madvigs +Virksomhed og supplere den ved Tilføielse af dette nye Fag. + +Jeg skulde hjælpe de filologiske Professorer med deres Arbeide, og +det Første, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementære, +at holde de latinske Forelæsninger til Anden Examen, som endnu bestod +indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848), +overtog jeg ogsaa latinske Forelæsninger for Viderekomne, og efter F. +C. Petersens Død (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den +græske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det +hensigtsmæssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Løb holdt exegetiske +Forelæsninger over en betydelig Del af den latinske og græske +Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at læse 2 +Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regel +docendo discimus ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Løb at +gjennemgaa den størst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed +og Fuldstændighed, som Forelæsningen kræver. Hensynet til Studenterne +var selvfølgelig det afgjørende. For dem kunde det for det meste være +ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds +af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at +faa en Forelæsning frisk, som den lige var sprunget ud af +Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overflødigheder, som man +vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan være Feil, +som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar +jeg en enkelt Gang blev nødt til at gjentage en tidligere +Forelæsning, at jeg da ikke mødte med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde +næsten sige, med saa god Samvittighed som første Gang. Ved de +systematiske Forelæsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider, +Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik, +Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de +vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for +at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at høre dem; +men ogsaa der søgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt +Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelæsninger og Øvelser, eller +jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til særlig Behandling. +Især i _Archæologien_ var dette Tilfældet. Ved Siden af Forelæsninger +over den antike Kunsts Historie i sin Helhed søgte jeg ved Foredrag +over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede +af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det +Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have +kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har +navnlig i de senere Aar havt den Glæde, at mine Forelæsninger have +samlet en større Kreds af Tilhørere ogsaa udenfor Universitetet. Det +har lige fra først af været min Bestræbelse at give mit Foredrag en +saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig +kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der +anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i +Kundskabsmassen. + +Mindre heldig var jeg i mine Bestræbelser for at gjøre selve +_Sprogene_ mere levende. Tidens Strøm gik i den modsatte Retning, og +i Aarenes Løb tiltog den stadig i Hastighed. Græsk og Latin vare jo +døde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den +Retning, som nu fører det store Ord, Lov til at raade, ville de snart +blive nedsatte til blot at være Forsteninger ligesom fossile +Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de +Sprog, som i over to tusinde Aar have været Kulturens Bærere og have +hævet den menneskelige Tale til den Skjønhed og den Tankeklarhed, som +vi nu glæde os over at besidde. Man vil omstøbe Tankerne i et nyt +Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstøbning. +Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besværlig; man +foretrækker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjælpe sig med +Oversættelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er +en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de +Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man +bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske +Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Græsk og Latin +kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og +det græske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme +Kjærlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen +Fornøielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel +staar den første høiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at +man kjender deres Udtale, og man gjør da mere eller mindre heldige +Forsøg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret. +Naar Begynderen spørger sin Lærer om, hvordan han skal udtale +Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa +Dansk. Det skal sagtens være nemmere. Ser man da ikke, at det netop +morer Børnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun +interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven +kan da heller ikke undgaa at lægge Mærke til, at der ikke er to +levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da +tro, at Grækerne og Romerne udtalte dem som Kjøbenhavnerne? Nei, det +er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man +kan ikke undvære den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den +overleverede Udtale og udtale Latinen som Italienerne og Græsken som +Nygrækerne, vilde man baade gjøre Videnskaben og det praktiske Behov +en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man +forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en +ensidig Bevisførelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har været +mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil +Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive +indført i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder +sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lære, at det +samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved +Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophøre og +Gaaden blive løst. Ved Græsken er Forholdet tilsyneladende +vanskeligere. Det er en let Sag at gjøre sig lystig over de mange +forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mærkeligt, at man kan gjøre +det, naar man selv ikke adskiller θ fra τ og χ fra κ i sin Udtale, og +her kan dog Ingen sige, at Udtalen i Aarhundredernes Løb er bleven +forandret. Der er Ingen, der paastaar, at de gamle Grækere have +udtalt Vokalerne ligesom Nygrækerne; men alligevel mene Traditionens +Tilhængere at staa Sandheden nærmere end de, der følge den i Tyskland +vedtagne rent hypothetiske Udtale. Møder man med den ligeoverfor en +Græker, tror han, det er Chinesisk eller Irokesisk, man taler. Jeg +stod imidlertid ene med den Anskuelse, og der kunde ikke være Tale om +at føre den igjennem. Jeg benyttede da den moderne (traditionelle) +Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine Disciple opmærksom paa, +hvad der maatte antages for rigtigt i denne, og jeg tænkte mig, at +ligesom jeg selv under Brugen af denne følte Sproget mere som +levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en Anelse om det +Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at uddanne dem til +Lærere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de maatte følge den +dèr vedtagne Udtale, og ved Examinerne maatte jeg selv bruge den; +men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der derved var +gaaet tabt. + +Naar jeg paa det første nordiske Filologmøde (1876) indledede en +Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk, var det heller ikke, fordi +jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trængte til at +lette min Samvittighed og for Alvor at gjøre opmærksom paa, hvordan +Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlæser Referatet i den af +Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det første nordiske +Filologmøde" (S. 8-23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig +Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevægeligt. Man +indrømmede saaledes, at der ikke kunde være nogen Tvivl om den rette +Udtale af θ og χ, men dog mente man ikke, at den burde optages, fordi +"vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde ikke, at vi ikke +_kunde_ udtale dem, thi det forlanger man jo i Engelsk, Islandsk og +Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke gjøre sig den Uleilighed, +skjøndt man indrømmede, at det var i høi Grad praktisk. Havde jeg +indskrænket mig til at kræve denne Reform, havde jeg dog vel kunnet +fremkalde en Resolution om, at dette burde gjøres; men jeg havde jo +villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa mødte jeg det brændende +Spørgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke Øre for, at baade +Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k foran bløde +Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i Grækenland +og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort; dette er +jo det første Skridt til Sibileringen; men man forkastede denne +Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjællænderne ikke have den; og hvad +der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig +Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel, +der nødvendig krævede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de +klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel, og +det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav. +Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Cæsar, men +hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere +Slægter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords +Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed +af vor egen Erfaring kunne anføre Exempler, der ere langt mere +paafaldende. Thi det er vel det samme Fænomen, naar den danske Almue +udtaler det engelske Ord _strike_ ikke streike, men strikke, eller +naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Sønderjylland, +som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne +Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske +Udtale. + +Noget heldigere var et andet Forsøg paa at gjøre den klassiske Oldtid +og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok +ikke tør tilregne mig selv mere end en Del af Æren, _Opførelsen af +latinske Komedier_ i Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelæsning +over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhørere befandt sig 4 norske +Studenter. Det var maaske dem, der først fik den Tanke, at man kunde +opføre det nævnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske +Samfund greb Tanken og satte den i Værk. Den 4. Mai 1867 blev +Curculio opført af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale, +Østergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller +O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde +komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings +Arie. Forestillingen var særdeles fornøielig baade for Skuespillerne +og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsøget i større +Maalestok. Den 15. Marts 1873 opførte det fil.-hist. Samfund Plautus' +Menæchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange +som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets +Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde +følge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart +havde Glæde af Forestillingen. Paa samme Tid opførte man ogsaa i +Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev +holdt til Ære for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil +Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en +Oversættelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opførte de danske +Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opførtes den +13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg +forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand. +philol. Chr. Jørgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne; +Instruktionen udførtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af +Skuespiller Zinck. Det har vel tildels været Erindringen om +Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevægede +Dagmartheatrets energiske Direktør til at opføre Stykket i en dansk +Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa +Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik. + +Al den Tid, der kunde undværes fra Filologien, anvendte jeg +paa _Archæologien_. Det var en taknemmelig Opgave; mine +Tilhørere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at +tilveiebringe det fornødne Undervisningsmateriel. De værdifulde +Gibsafstøbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum +havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde +endnu større. Heller ikke den archæologiske Litteratur var +fuldstændig til Stede, og de større Værker vare kun tilgængelige paa +Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde +løsrive mig fra den traditionelle Behandling af den græske +Kunsthistorie, at lægge de litterære Kilder til Grund og bruge +Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik +det mere og mere op for mig, hvor lidet man kan stole paa de hos +Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjælden +modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundværlig +Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne +ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere +knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette +Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er +jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg +ønskede, navnlig fordi jeg ikke længere er i Stand til at foretage +Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archæologen og Kunsthistorikeren +en Nødvendighed. + + [5] Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad + kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?" + + * * * * * + +I mine første Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til +at reise udenlands som nu, Statsunderstøttelserne vare sparsomme, og +Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af +Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understøttelse til en _Reise til +Italien_, og min Hustru forstod at indskrænke Hjemmets Udgifter, +saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paafølgende Foraar +dèr. Denne Reise var ikke blot en ret nødvendig Hvile efter +anstrengende Arbeide, men den var først og fremmest en Studiereise, +der skjænkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det +fornøielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmænd, men ogsaa +den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmænd, til +Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater _Marchi_, en elskværdig +gammel Mand, der i sit Væsen og Ansigtsudtryk mindede mig om J. F. +Schouw, og især til den fortræffelige, høit fortjente _G. B. de +Rossi_, hvem jeg første Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af +Udlændinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham +opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye, +særdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlæg i Stabiægaden var +nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine +Landsmænd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860. +I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske +Udbrud, der kaste et skjærmende Dække over tusindaarige Ruiner, men +selv den moderlige Naturs regelmæssige Arbeide, naar det ikke +forstyrres, udretter det Samme, og endnu større Udbytte havde jeg af +at besøge de etruskiske Stæder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede +Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og færdedes, saa +tydeligt og fuldstændigt, at vi ere nær ved at trøste os over, at +deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte +jeg herlige og lærerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste +prægtige Levninger; efter min Hjemkomst søgte jeg at give en +Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen +gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stæder og over +Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet +indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde været lukket +for mig. + +Af mine følgende Reiser havde to nærmest filologisk Øiemed. En Reise +til _England_ i 1865 var foranlediget ved, at jeg ønskede at +konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret +1874 reiste jeg i en lignende Anledning til _Rom_. Mine andre Reiser +vare væsentlig archæologiske Studiereiser, og her havde jeg for det +meste den Glæde at ledsages af min Hustru. + +I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til _Italien_. Min Hustru +befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men +strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne +blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det +skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver +i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prædikatet +"elskværdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt +Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min +kjære, tidlig afdøde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den +bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere +Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med +sine Døttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik +o. m. a. Af Nordmænd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med +deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle +Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnér +samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger +Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en +Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit +Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk +Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes: + + Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul; + -- Her er godt at bo -- + Her holde vi den deiligste, fagreste Jul; + -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- + +Og efter at have dvælet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad, +slutter han: + + Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst + -- Her er godt at bo -- + Og naar I staa med Seir paa Fædrelandets Kyst, + -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- + + Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Træer + -- Der er godt at bo -- + Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjær. + -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- + + Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul + -- Der er godt at bo -- + Og feire i Norden igjen en fager Jul. + -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- + +Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder før +forlod sit Fædreland, følte han sig svag; men han vilde gjerne endnu +engang se Rom -- det var 45 Aar siden han havde været der -- og han +havde Intet imod at lægge sine Ben under Laurbærtræernes Skygge. +Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrættelig, og hyppig besøgte +han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besøgte ham, og vi +havde talt om vor fælles Gjerning i Hjemmet, udbrød han: "De kan tro, +det er mig en Sorg at tænke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed +faar en Efterfølger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har stræbt at +bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter +ham, men, som man ser, ikke med Glæde, og da man efter hans Død +offentlig sagde, at han havde ønsket det, fandt jeg, det var min +Pligt at gjøre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til +mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte +Erklæring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa +Spørgsmaalet om Brandes' Ansættelse[6]. + + [6] I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling + i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters + Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstændig + overensstemmende med de virkelige Forhold. + +Hauch døde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske +Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade +Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel; +jeg anede jo nok, at det var det sidste. + +Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glæde at være til Stede ved +den særlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning +af vor Konges og Dronnings Nærværelse d. 9. Marts. En Beretning derom +har jeg givet i et Brev til "Fædrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik +Reisen til Athen, og jeg havde stor Glæde af at vise min Hustru min +Videnskabs Fædreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte +jeg nogle Uger i Milano med Forsøg paa at dechiffrere den +Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald nødte +mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjøbenhavn. +Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en +Reise" 1873. + +Ti Aar senere (1881-82) fik jeg atter Leilighed til at gjøre en +lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru, +men ogsaa af min yngste Søn, som lige var bleven Student, og i Rom +stødte vore to andre Sønner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var +imidlertid _Grækenland_; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke +kjendte, og først og fremmest vilde jeg se de epokegjørende +Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes +jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; i +_Lilleasien_ havde jeg Følgeskab af min ældste Søn. Medens jeg selv +har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og +Lilleasien" 1883, har min Søn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og +1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i +Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius. + +I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi +tilbragte Februar og Marts Maaned i _Ægypten_ hos min ældste Søn, der +var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra +Nedre-Ægypten" 1889. Det var min Hensigt at lægge Hjemveien over +Athen for at se det epokegjørende Fund af archaiske Kvindestatuer, +man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold +nødte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid +eller to at kunne oprette det Forsømte; men Haabet slog feil; mit +Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen længere Reise. + + + + +VI. + +FORFATTERSKAB. + + +En Universitetsprofessors første Pligt er at være Lærer for +de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig +Skribentvirksomhed det Sekundære. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa +nok at gjøre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjøre mig til den +ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen +Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og +selvstændigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner. +Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgængerne trænge til at rettes og +oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Læreren +bliver saaledes med Nødvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad +jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine +Forelæsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre +Udførelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af +Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min +Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min +Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868). +Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prøve paa en Fremstilling +af Grækernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og +"Undervisningen hos Grækerne og Romerne" (1865), der blev oversat +paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs- und +Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset +Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygræsk af Chadzi +Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa +Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grækernes og Romernes Huse med +særligt Hensyn til de antike Benævnelser for de enkelte Rum", og 1886 +"Tiryns og de dèr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af +Homer". + +Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forløber for det større +Arbeide, som i en Række af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde +afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave +af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine +Elever et nyttigt Hjælpemiddel, men ogsaa at afhjælpe et Savn i den +filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelæsninger, dels i +Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men +Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand følte sig +maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet +til Undervisningsstof, men især Textens Beskaffenhed frastødte ham. +Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at +opføre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nøies +hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som +maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste +Forfattere, det ældste og i visse Henseender betydeligste Minde om +Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter, +hvis Lune og Komik endnu i dette Øjeblik henriver Læseren og +Tilskueren[7]. + + [7] Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske + Bearbeidere Plautus og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind + 1875. + +Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat paa denne +Forfatter, som havde været forsømt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl +havde begyndt en stor kritisk Udgave, der blev hilset som et +epokegjørende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus +at se i sin ægte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af +Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter, +hvorpaa dens Fastsættelse maatte bygges, men i selve Recensionen var +han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser +sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de +Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde +foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere +fra den virkelige Plautus end de ældre Udgaver; men det forekom mig, +at man ved en ædruelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor +Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt +Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en +fuldstændig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg +paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg +kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paafølgende Kamp +kunde blive bitter nok; men det syntes mig nødvendigt i Videnskabens +Navn at nedlægge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af +hans Landsmænd, der vare nærmest dertil, vilde gjøre det. Senere, da +jeg allerede havde udgivet to Bind af Værket, talte jeg derom med +Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig +større Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin +overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske +Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg +spurgte ham, hvor det kunde være, at Ingen af de tyske Filologer +kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en +Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjælpe +at træde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig. + +Jeg vovede altsaa Forsøget. Første Bind af min Plautus, indeholdende +Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev +naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene +i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil +dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart +udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus +i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Død have +fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo +ere langt fra at følge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine +Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men +ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og +Mercator, udkom 2. Udg. 1892. + + * * * + +I December 1851 blev jeg Medlem af _Videnskabernes Selskab_. Fra 1867 +til 1878 var jeg Redaktør af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag +vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle +skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis +Forfatteren ønskede det. Fra 1887 har jeg været Formand for den +historiske Klasse. + +Mit første Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk +Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjørelse i den romerske +Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i +Aarenes Løb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og +"Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt +ephemer Betydning. Skulde jeg fremhæve nogen enkelt, vilde jeg nævne +"Attiske Studier" 1856, hvori jeg nærmere udførte, hvad jeg først +havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque +partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias' +chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som +kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den særlige Benævnelse for +den bagved liggende Sal, hvori der opbevaredes forskjellige, +Gudinden tilhørende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev +haanet af de tyske Lærde, men en Menneskealder senere, da Dörpfeld +havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde været nogen +Forbindelse imellem de to nævnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af +ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa +Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und +Studien". + +Af epigrafiske Bidrag skal jeg nævne "Græske og latinske Indskrifter +i Kjøbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillæg til Antiksamlingens +lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte +Indskrifter fra Brøndsteds Dagbøger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om +nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af græske og latinske +Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en +ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard +havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk +blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr. +Græc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige +Feiltagelse af Th. Mommsen at tillægge Grækenlands Erobrer Mummius +en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de +interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde +jeg bl. a. opmærksom paa, at den nu til Dags saa yndede +Forholdstalsvalgmaade allerede havde været anvendt af Romerne, og i +en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879), +paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et +Bedrageri. + +I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine +Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre +vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstværker, saasom en +lille Afhandling om "Firbendræberen" (1863), som jeg mener med Urette +er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske +Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i +Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas, +en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbøielig til at +tro, at Furtwängler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er +ægte. -- Større Betydning tillægger jeg de archæologiske Afhandlinger +fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. -- Til den +egentlige Filologi henhører Afhandlingen "Om de Keiser Trajan +tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg søgte at vise, at +medens man med Urette har anfægtet Plinius' Breve til Trajan, kunne +de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, næppe +antages for ægte. + +Blandt alle mine Skrifter har intet været mig kjærere end _N. L. +Høyens Levned_. Efter at min høit elskede Lærer og Ven var død 29. +April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, særlig Ploug, mig til +at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjært Arbeide at +dvæle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at +forfølge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde +kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare +Forestillingerne om denne Mand, som skjøndt han maatte regnes iblandt +Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde været Gjenstand for +saa stor Miskjendelse. Mængden havde ondt ved at tilegne sig hans +ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihærdigt og +selvstændigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det +Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette +mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet +Kritiker og dømte ham som den, der tog Brødet ud af Munden paa dem; +man skulde jo dog leve af sin Kunst. + +Min Levnedsbeskrivelse af Høyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for +den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre kjært var det mig, at den +af Høyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide +opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og +udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og +hans uudgivne Forelæsninger, der almindelig omtaltes som Mesterværker +af Veltalenhed. Høyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871-76. + + * * * + +I Anledning af Kronprinsens Sølvbryllup (1894) besluttede +Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at +forfatte et saadant. Jeg skrev da en æsthetisk-archæologisk +Afhandling om _den græske Søilebygnings Udvikling_, hvori jeg blandt +andet søgte at rekonstruere den ældste ioniske Søileform efter de +nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze +opfordrede mig til at lade den oversætte paa Tysk, og det havde jeg +ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra +Dörpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitæler fra Neandrea, som +Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde +existeret; det var en vilkaarlig Sammensætning af to Kapitæler, der +ikke hørte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde +udkomme med det Første. Jeg besluttede da at afvente dette, en +Beslutning jeg nu fortryder; thi Dörpfelds Skrift kom aldrig. Var min +Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske været en Spore for ham til at +udføre sit Forsæt, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey +virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man +antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betænkning optaget +disse Kapitæler fra Neandrea i 2. Udgave af sin Geschichte der +Baukunst bei den Griechen. + + + + +VII. + +SKOLEVIRKSOMHED. -- PÆDAGOGIK. -- RETSKRIVNING. + + +Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg i min Ungdom +havde tænkt, Skolerne; men derfor tabte jeg ikke min Kjærlighed til +_Skolen_. Da jeg i 1856 fandt, at min Embedslønning ikke var fuldt +tilstrækkelig til min Families Underhold, søgte jeg at faa Timer i en +Skole. Skjøndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat Dimissor +havde Ord for at være en dygtig Lærer, faldt det mig dog vanskeligt +at faa saadanne, ikke fordi jeg forlangte høiere Betaling, end andre +Lærere fik, men fordi man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2 +Mark, d. e. 67 Øre, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den +nævnte Betaling at faa Undervisningen i Græsk i øverste Klasse i +Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter et Aars Forløb blev +denne Virksomhed afbrudt ved en Udenlandsreise og ikke senere +gjenoptaget. Derimod fik jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjøre +mig bekjendt med Landets Skoler i større Omfang, idet Madvig, naar +han som _Undervisningsinspektør_ reiste omkring for at kontrollere +Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som Medhjælper ved +Censuren; og da han i 1874 fratraadte det nævnte Embede, og der i +hans Sted blev indsat en Kommission af 3 Medlemmer, blev jeg den ene +af disse, hvilken Stilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev +udnævnt til Regentsprovst, og de nye Krav, der derved stilledes til +mig, nødte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. Det +havde været mig kjært ved denne Virksomhed at fornye gamle +Bekjendtskaber og stifte nye, især da jeg fandt, at der næsten +allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. Men jeg dulgte +hverken for mig selv eller for Andre, at den hele Organisation ikke +behagede mig. Den blotte Examenscensur var efter min Mening en +utilfredsstillende Kontrol, og det vilde være langt nyttigere, hvis +Undervisningsinspektøren fra Tid til anden overværede den daglige +Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af +Skolens Arbeide og bedre kunne give Lærerne veiledende Vink. + +Den lærde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine +Drengeaar. Den daværende _Skoleplan_ fandtes allerede i Trediverne +utilfredsstillende. Man krævede en fyldigere Undervisning i de +levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. Hvad der i det +første Universitetsaar til Anden Examen foredroges af Fysik, +Astronomi og høiere Mathematik, blev saa flygtig lært, at det strax +igjen blev glemt; det burde læres i Skolerne for tilbørlig at +fordøies. H. C. Ørsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmænd +for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter Forhandlinger med +dem og med tre ansete Skolemænd fastsattes en ny Skoleplan. +Universitetets præliminære Undervisningskursus (Anden Examen) skulde +ophæves og med Undtagelse af Filosofien henlægges til Skolen. Denne +blev derved forlænget med et Aar, og Lavalderen for Adgang til +Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden Side +skulde Skolens to nederste Klasser nedlægges; Undervisningen i de +gamle Sprog skulde skydes to Aar længere frem, og Børnenes +Sprogundervisning begynde med de levende Sprog. De tidligere toaarige +Klasser skulde forandres til etaarige, og Modenhedsprøven for +Adgangen til Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved +Universitetet, skulde henlægges til Skolerne. Denne Plan blev i 1845 +provisorisk indført i 3 Skoler, og i 1850 udvidet til alle. + +At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der ingen Tvivl +være. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, og særlig skete der +de tidligere forsømte Realfag og de nyere Sprog tilbørlig Fyldest. +Lærerne tog ogsaa med Iver fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes +alvorligt i Skolerne, i Førstningen maaske flere Steder for stærkt. +De mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt ved +at følge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen blev +overanstrengt. Dertil kom Misfornøielsen med, at de Studerende nu +skulde holdes et Aar længere i Skolen, hvilket undertiden havde +pekuniær Betydning for Forældrene, især da der ikke var synderlig +Udsigt til, at Studietiden ved Universitetet kunde forkortes; thi +skjøndt Anden Examen var ophævet, begyndte Studenterne dog yderst +sjælden paa deres Examensstudium strax ved Indtrædelsen i +Universitetet, hvilket havde været tilsigtet, men det første Aar +anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare betydelig +forøgede. Det syntes endnu at være et Rusaar og at lide af de +Mangler, man havde anket over ved dette. + +Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubeføiede, og Ministeriet +nedsatte en Kommission for at prøve deres Berettigelse. Den nedsatte +Kommission foreslog ogsaa nogle Lempelser i Skoleplanens Fordringer; +men disse vare altfor smaa til at tilfredsstille de Misfornøiede, og +i 1860 begyndte der et sandt Stormløb imod den nye Skoleplan. En +anonym Forfatter, E--e, skrev en Piece: "Har Indførelsen af den +nye Undervisningsplan for de lærde Skoler været en Fremgang +eller Tilbagegang?" hvori han søgte at vise, at det Sidste var +Tilfældet. Han fik en vis Støtte af en yngre Skolemand, H--h ("Om +Undervisningsplanen og Afgangsexamen ved de lærde Skoler"), der +rigtignok i Hovedsagen var aldeles uenig med ham, men havde andre +Ønsker og andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det +lærde Skolevæsen"), der søgte Hjælpen i den størst mulige Frihed. +Madvig imødegik disse Angreb i et fortrinligt lille Skrift "I +Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers +Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i Debatten ved nogle Artikler i +"Fædrelandet" 22., 24. og 25. Septbr. Jeg var overbevist om, at +Planen i det Hele var fortræffelig, men jeg havde Intet imod +Indførelse af rimelige Lempelser og Indrømmelse af en vis Frihed i +Udførelsen. Hvad jeg nærmest krævede, var dog Ophævelse af de +Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende paa +Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, der i dette Aar +skrev "Indlæg i Skolesagen", var Overlærer Fogh. Ogsaa med ham havde +jeg et lille Ordskifte i "Fædrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik +en fortræffelig Gjendrivelse af E. Holm i "Fædrel." 28. og 29. Decbr. + +I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen 2 Aar senere +end i den gamle Skole; før det 13. Aar skulde Disciplene kun lære +levende Sprog, først Tysk, siden Fransk. Man havde forsvaret dette +ved, at man burde begynde med det Letteste, Simpleste og nærmest +Liggende. Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette +Raisonnement burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget, +saasom det baade ligger Dansken nærmere, er simplere i sin Bygning og +langt lettere at lære for Børn. Efter min Mening havde ogsaa den +engelske Litteratur nok saa meget at betyde som den tyske, ligesom +Engelsk jo ogsaa i langt høiere Grad var Verdenssprog end Tysk; +Engelsk burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne +Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lærde Skolers +Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling i samme". Den er +skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs Tab. Harmen og Sorgen har +sin Del i dens Form, men ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der +paa selv samme Tid udtalte det Samme i "Fædrel." 27. Sept., ender sin +Artikel med disse Ord: + + "Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske + Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens + Bestyrelse, men som en naturlig Følge af den Plads, det engang + har indtaget i Folkets Liv og siden altfor længe bevaret i dets + Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at + Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne + Maade kan et Skolefags altfor fremtrædende Plads paa Timetabellen + blive til et haanende Trældomsmærke, hvis Udslettelse er en + national Æressag." + +Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og Ønsker; men det +kunde ikke sættes igjennem. Tysken syntes af mange Grunde lige saa +uundværlig nu som tidligere; men det varede en rum Tid, inden vi +kunde forsone os dermed. Ikke at vi vilde undvære, hvad den tyske +Videnskab og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have Udseende af +at være Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at vi vare et dybt +krænket Folk, der ikke kunde betragte dem som Brødre, før de havde +gjort i det Mindste en Del af den gjorte Uret god igjen. + +Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmænd besøgte mig, da at tale +Fransk med dem. Tankeudvexlingen led ikke derved, men de Fleste følte +sig ubehagelig berørte deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det +ganske naturligt. Jeg skal anføre et Par Exempler. I 1872 ankom min +Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionærer sad +netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af Russere og Tyskere, og +Samtalen førtes paa Tysk; men saa snart vi traadte ind og det blev +sagt, at vi vare Danske, blev Sproget efter Forslag af Professor +Gädechens fra Jena øieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere +besøgte jeg Professor Studemund i Strassburg, med hvem jeg ønskede +at drøfte et Par Spørgsmaal vedrørende Plautus. Hans første Ord til +mig var: "Sprechen Sie Deutsch oder Französisch?" Jeg svarede, at +naar jeg besøgte en Tysker i hans Hjem, talte jeg Tysk, men besøgte +han mig i Danmark, vilde jeg bede ham at tale et andet Sprog. I flere +Aar fastholdt jeg dette Princip, men i Længden lod det sig ikke +gjøre, i alt Fald ikke lige over for Videnskabsmænd, med hvem jeg kom +i nærmere Berørelse, og som jeg betragtede som virkelige Venner. + +Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, snart fra +den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle Klagerne kunde samles, +det populære Slagord Overanstrengelse. Det ene Parti ankede over, at +Mathematikens Fordringer vare altfor overdrevne, det andet over, at +de gamle Sprog krævede for meget. Tilsidst mente Kultusminister Hall, +væsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et +Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to øverste +Klasser, saaledes at Disciplene dèr henholdsvis fritoges for de Fag, +som de havde mindst Interesse og Anlæg for og antoges at faa mindst +Brug for i deres fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en +Kommission, bestaaende af Madvig som Undervisningsinspektør, +Professor Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide +et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag blev forelagt +Rigsdagen for at ophøies til Lov. Dette havde ikke været nødvendigt, +Ændringen kunde være foretaget ved kongelig Anordning. Det var et +Misgreb at give et saadant uprøvet Forsøg en Lovs Uforanderlighed, og +besynderligt var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen +drøfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og slaa dem fast, saa +at mulige Feil ikke kunde rettes uden ved en ny Lov. + +Loven af 1. April 1871 indførte efter fransk Mønster en Tvedeling +(bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, at alle +Studenter skulde være i Besiddelse af den samme almindelige Dannelse, +nu ophørte Fællesskabet med det 16. Aar, medens man først blev +Student 2 Aar senere. I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en +sproglig-historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af +hvilke den første ikke lærte Mathematik, den anden ikke de gamle +Sprog. Madvig gik kun modstræbende ind paa Tvedelingen, og dog bærer +han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget +i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var +den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstændig +forberedt som den var. Han havde troet at burde give efter for en, +som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes Ønske i den +Forventning, at der kunde bødes paa Manglerne i Principet ved de +enkelte Bestemmelser, og han tænkte ikke paa, at naar man giver en +vis Mand en Finger, tager han den hele Haand. Han havde saaledes +bestandig forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved +Afgangsexamen i den sproglig-historiske Retning; men da dette ikke +kunde sættes igjennem, erklærede han i det sidste Øjeblik at ville +nøies med, at der krævedes en fransk Stil i Stedet, og da dette var +Betingelsen for hans Stemme, blev det vedtaget. Det var en uheldig +Bestemmelse; thi i Stedet for en Fordring, som Skolen uden +Vanskelighed kunde opfylde ("en let latinsk Stil uden grove Feil") +sattes en, som den aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til +det levende Sprog selvfølgelig gik langt videre. Den franske Stil +blev ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den +latinske Stil blev gjenindført. + +Loven blev modtaget med blandede Følelser. Overanstrengelse vovede +man ikke mere at klage over; men det var dog kun Mathematikerne, som +syntes virkelig tilfredse. De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en +fyldig Mathematikundervisning, saa at Afgangsexamen i den +mathematisk-naturvidenskabelige Retning gav Adgang til den +polytechniske Læreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der var +lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophørte saa tidlig, at +det, der var lært deraf, ufeilbarlig maatte blive helt glemt, lagde +man i Begyndelsen ikke videre Mærke til. Men desto større var +Misfornøielsen paa den anden Side, hvor man ikke blot kunde +beklage sig over den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den +sproglig-historiske Retning paa Grund af Mathematikundervisningens +altfor tidlige Ophør vare utilladelig uvidende i dette Fag, men ogsaa +over, at selve de klassiske Sprog havde lidt Uret, og det tidligere +Kundskabsmaal nu ikke længere kunde naaes. + +En af de første, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr. +_Pingel_ i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han +blev imødegaaet af Madvig i samme Blad 13. Marts, men fortsatte sin +Polemik i de to følgende Aar i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved +den lærde Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lærde Skole". +Hans varme og veltalende Indlæg vare dog i flere Henseender for +uklare til at kunne udøve Indflydelse, og hans Polemik forblev +resultatløs. I de Angreb, der i sin Tid gjordes paa Skoleplanen af +1850, havde det været almindeligt at kaste Skylden for den saakaldte +Overanstrengelse paa Madvigs Grammatik. Dette var ubeføiet; men endnu +besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben imod +"Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede Ord +sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide Skolen, medens i +Virkeligheden Madvig altid havde revset og modsat sig de paaankede +Feil. Jeg fik mange Opfordringer til at svare Dr. Pingel, og jeg tog +ogsaa fat paa Arbeidet, men det blev overflødigt ved andre, fuldtud +fyldestgjørende Gjendrivelser ("Dagbladet" 1.-3. Okt. 1879, og M. +Rosing "Dr. Pingel og den lærde Skole"). + +Misfornøielsen blev imidlertid mere og mere almindelig og gav +sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. Heiberg i +det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var der ogsaa +paa et andet nærliggende og beslægtet Omraade indført en +indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. 1849 bestaaende +filologisk-historiske Embedsexamen ved Anordningen af 25. Oktbr. 1883 +var bleven afløst af en _ny Skoleembedsexamen_. Tidligere prøvedes +Kandidaten i Latin, Græsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu +indførtes der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2 +Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede lige med +de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning som Skoleloven af 1871; +den encyklopædiske Dannelse veg tilbage for den specielle. Det var en +Lettelse for de Studerende, at de kunde kaste sig udelukkende over +det Fag, som særlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig til +videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen burde dog ikke +være en Prøve for Videnskabsmænd, men for Skolemænd. Skolen er ikke +tjent med en Faglærer, som faar Lyst til at lære Disciplene specielle +Enkeltheder paa det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en +Lærer, der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er tilbøielig +til at overse sine Medlæreres Fag. + +Til Gjengjæld indførtes der en Prøve i _Pædagogik_. Kandidaten +skulde, inden han blev ansat, have øvet sig i praktisk Lærergjerning +og have gjennemgaaet et theoretisk Kursus i Pædagogik. Dette Sidste +havde Skolelærerne ofte forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale. +Naar jeg blev opfordret til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort +opmærksom paa, at Pædagogiken som Videnskab var et Kapitel af +Psychologien og havde sin Plads der, medens Børneopdragelsen og +Ungdommens Undervisning var en Kunst; at ingen Kunst læres igjennem +Theorien, men kun ved praktisk Udøvelse; og at særlig det Stof, som +Undervisningskunsten behandler, Ungdommens Sjæle, var saa mangfoldigt +og saa zart, at man burde være meget varsom med at indsnævre det i +Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som dette var, fandt det dog +liden Indgang hos Størstedelen af Skolens Lærere; de vilde nu engang +hellere være Videnskabsmænd end Kunstnere. Det faldt naturligvis +hverken mig eller nogen Anden ind at nægte, at en dygtig Pædagog +ogsaa igjennem Forelæsninger kunde give de vordende Lærere mangen +nyttig Anvisning; men havde man en saadan Mand? Derom havde man ikke +spurgt, da man anordnede, at der skulde holdes pædagogiske +Forelæsninger. Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en +af de filosofiske Professorer, og da Professor Høffding ikke vilde +indlade sig derpaa, blev det overdraget _Kroman_. Denne talentfulde +unge Mand var desværre uden praktisk Skoleerfaring, hvad der viste +sig ved det første Skrift, han udgav efter sin Ansættelse som Docent +i Pædagogik: "Om Maal og Midler for den høiere Skoleundervisning" +(1886), en Bog, der er skreven med ualmindelig Friskhed og +Veltalenhed, og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke +havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de +regnbuefarvede Taager. Bogen er stærkt polemisk. Forfatteren +fordømmer Tvedelingen i de stærkeste Udtryk; det Principmæssige var +en fælles Uddannelse for Alle. Han vilde anse det for forfeilet, om +en 13 Aars Dreng, der opdagede, at han havde mest Lyst og Anlæg for +de sproglig-historiske Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en +saadan Dreng havde tværtimod særlig Brug for et Kursus i Mathematik +og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen af 1850 ypperlig, og +der fandt ingen Overanstrengelse Sted efter den. Man burde ikke +udelukke noget af Skolefagene, men tværtimod optage en Del flere; +Disciplene burde gjøres bekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i +Livet, og dette kunde gjøres, naar man blot ikke forlangte for meget +i hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nøies med 1 Time om Ugen. Om +dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1 +ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var +lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg +fandt det nødvendigt at imødegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse +af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en +Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform og mange +Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden den Virkning, som +Bogen ved sin første Fremkomst havde gjort, tabte sig; man beholdt +kun det almindelige Indtryk, at Skoleplanen var uheldig og burde +ændres. + +Der var næppe Nogen, der følte sig mere overbevist derom end +selve Kultusministeren, _Scavenius_. Allerede i 1885 havde han +forelagt Landsthinget et Forslag til Ændringer i Loven, men det +kom ikke til Behandling. I 1889 gjorde han et nyt Forsøg. +Mathematisk-naturvidenskabelige Faglærere og Videnskabsmænd havde i +Juni s. A. holdt et Møde i Kjøbenhavn, og dèr saa godt som enstemmig +vedtaget en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne for +de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende var utilbørlig +forsømt. Der lærtes for Lidt, og dette Lidet forspildtes derved, at +Undervisningen ikke fortsattes i Skolens to øverste Klasser. Dette +maatte nødvendig forlanges; den fornødne Tid dertil vilde vindes, +naar _Oldnordisk_ og _Græsk_ blev udelukket af Skolen. Man vidste, at +Ministeren delte disse Anskuelser, skjøndt der endnu ikke forelaa +noget Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imødegaa +dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. Tid. 23.-24. Juli +en Artikel betitlet "Et Skolespørgsmaal". Jeg var enig med +Mathematikerne i, at det var en Forurettelse imod de +sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningen ophørte +saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, at man afskaffede +Oldnordisk og anvendte de to ugentlige Timer, der derved vandtes, til +Mathematik for de sproglig-historiske og til Latin for de +mathematisk-naturvidenskabelige Disciple. Men naar man ogsaa vilde +udelukke Græsken, maatte jeg nedlægge en bestemt Protest. Græsken +maatte betragtes som et nødvendigt Led af den klassiske Dannelse. +Grækenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses Vugge; dèr fandt man +de rene Kilder, hvorfra den endnu bestandig kunde forynges. Men +dertil kom, at for Theologen var Græsken uundværlig. Naar man tænkte +sig, at Theologerne kunde lære Græsk i et særskilt Kursus ved +Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlænges +betydelig, men det vilde heller ikke være muligt at opnaa en +nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke +begyndte derpaa i Skolen og fik det indøvet paa skolemæssig Maade. +Resultatet vilde blive, at den danske Kirke maatte nøies med +Lægprædikanter i Stedet for theologisk dannede Præster. + +Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig den oftere i den +følgende Diskussion. Ministeren havde nemlig allerede i Slutningen af +Juni og Begyndelsen af Juli meddelt Undervisningsinspektionen og +Skolerne sine Tanker og efter at have modtaget deres Erklæringer +udarbeidet et Forslag, som den 13. November blev sendt til +Universitetets Betænkning. Efter dette skulde der beholdes en vis +Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes +Erklæringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes +afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at lade Sagen hvile, +indtil der kunde opnaas større Enighed. + +Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lærere var der Uenighed. +Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse med Ministeren ønskede +Græsken afskaffet, kæmpede Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens +Bevarelse. _Heiberg_ erklærede, at dens Afskaffelse vilde være at +skjære Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt som +det maatte være dennes Maal gjennem Læsning af de klassiske +Forfattere at give Disciplene et levende Førstehaandsbillede af den +Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, maatte Græsken være det +Væsentlige, Latin det mindre Vigtige. En Udtalelse i denne Retning +blev tilstillet Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning +til at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening saa +klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og Stilling ikke +vente, at mine Ord skulde veie synderligt. Dog holdt jeg efter +Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om +radikal og konservativ Pædagogik, og endnu adskillige Aar senere +fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898 +tilfaldt det Professor _Gertz_ at holde Talen ved Universitetets +Reformationsfest. Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det +var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen ved +Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede med den +Udtalelse, at for Fremtiden var det nødvendigt, at Græsken helt +rømmede Skolen og Latinundervisningen indskrænkedes. Tilhørerne +studsede; man havde ikke ventet en saadan Udtalelse ved denne +Leilighed. Prof. Gertz bad mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift +"Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham, +at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald +ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i Tilskueren 1898 +(S. 987 ff.), min Anmeldelse i Nationaltidende d. 29. Decemb. s. A. + + * * * * * + +Medens Spørgsmaalet om en Reform af den lærde Skole i fulde tre +Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa Dagsordenen, og efter +forskjellige tildels modsatte Forsøg, under hæftige Partikampe, +endnu er langt fra sin Løsning, er der en anden, mindre vigtig +Reform, som har havt en lignende Skjæbne, og hvis Historie heller +ikke kan kaldes lystelig, den danske Retskrivnings Reform. + +"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede der en +dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i 1888, og deri har han +Ret. Alle nogenlunde betydelige Forfattere skrev omtrent ens, og +denne Retskrivning lærtes i Skolerne med største Lethed. Det var i +sin Helhed en god Retskrivning, hvorefter Sproget lærtes og skreves +med Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man med +Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ændres og simplificeres, +uden at Helheden blev rokket, og det skete ogsaa efterhaanden. Det +var at ønske, at man var bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde +Rask fremsat sit Forslag til en fuldstændig Omdannelse af den danske +Retskrivning, bygget paa Lydlæren og Etymologien. Det var et +videnskabeligt Arbeide, men -- Retskrivning er "en praktisk Sag". Den +modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens Haandsrækning; men +Hovedsagen er Hensigtsmæssigheden. Retskrivningen har kun sin +Betydning ved, at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers +Disciple optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa, +men at de ogsaa indførte den i deres Skolebøger, var utilbørligt. +Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal gjøre Ungdommen +bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang og dens Forudsætninger; +Fremtiden raader den ikke over. Den daværende "Direction for +Universitetet og de lærde Skoler" synes ikke at være bleven opmærksom +paa dette Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske +Retskrivning sig i en lidet heldig Opløsningstilstand. Det var et +almindeligt Ønske, at den daværende Ubestemthed maatte afløses af +bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der vare heldigere i den +Henseende. Dertil kom, at det stadig voxende Ønske om en nøiere +Tilslutning til Brødrerigerne krævede Fjernelsen af den, ganske vist +ikke betydelige, Hindring for Læsningen af svensk Litteratur, som den +forskjellige Retskrivning lagde i Veien. Ønsket om en Tilnærmelse i +denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i +Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde +træde sammen for at forhandle om en fælles Retskrivning, fandt +almindelig Tilslutning. I Kjøbenhavn valgtes 20. Marts 1869 af en +anselig Kreds af litterært interesserede Mænd[8] 5 Repræsentanter til +et saadant Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor J. +Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev forhindret i at +give Møde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden med de Norske at +tilveiebringe hensigtsmæssige Forslag til en fælles dansk-norsk +Retskrivning, der kunde ventes at trænge igjennem og afløse den nu +herskende Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med +tilsvarende Forbedringer i den svenske Retskrivning, væsentlig vilde +lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den svenske +Litteratur." + + [8] Indbyderne til Mødet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S. + Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap. + Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L. + Westergaard. Mødets Dirigent var disse Blades Forfatter. + +Mødet holdtes i Stockholm 25.-30. Juli, og Resultatet foreligger +i de af de tre Folks Sekretærer udarbeidede Beretninger. For +Danmarks Vedkommende er Beretningen forfattet af Lyngby (1870), +og i Overensstemmelse dermed udgav Sv. Grundtvig en "Dansk +Retskrivningsordbog" (Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var +udkommen, offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en +Erklæring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermødet +foreslaaede Ændringer, men anbefalede dem, som de mente vilde finde +"almindelig Imødekommen". Erklæringen er trykt i Grundtvigs "Dansk +Haandordbog" (1872) S. VII f. Videre troede man i det Øieblik ikke at +turde gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare +misfornøiede med denne halve Forholdsregel. + +Indførelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske mødte ingen +Vanskelighed; men beklageligt er det, at man forsømte denne Leilighed +til at indføre Tegnet å i Stedet for aa, saa at vi endnu idag beholde +saadanne Monstra som "paaagte", "Paaaanding". Ønskeligt havde det +ogsaa været, om man havde afskaffet Navneordenes Fremhævelse ved +store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere nu Folkets +Kjælebørn, og de fik senere en veltalende Forsvarer i E. v. d. Recke +(Store og smaa Bogstaver 1889). -- Sandheden er dog alligevel, at de +ere unødvendige og upraktiske, og det er meget uheldigt, naar man +efter de nu gjældende Regler beholder dem i Navneord, men ikke i +Tillægsord, der staa som Navneord, hvor en saadan Fremhævelse, hvis +man vil anvende dette Middel, er langt mere nødvendig. Paa den anden +Side fulgte man Stockholmermødet i Afskaffelse af Vokalfordobling og +understøttende e som Tegn for Vokallængde, uden dog at optage det +nødvendige, i den svenske Retskrivning anvendte Komplement, at +fordoble Endekonsonanten, hvor Vokalen er kort. Man indsaa nok, at i +mange Tilfælde er Betegnelsen af Forskjellen nødvendig for at +forebygge Misforstaaelse, men i saadanne Tilfælde, mente man, kunde +Vokallængden betegnes med en Akcent, et Nødmiddel, som Publikum dog +har fundet altfor fremmed og været meget uvilligt til at benytte. + +Naar jeg trods disse og flere Betænkeligheder dog satte mit Navn +under den nævnte Erklæring, var det, fordi jeg fandt, at der var ikke +Andet at gjøre. Vi maatte ud af det Uføre, hvori vi befandt os, og +det kom mindre an paa, at Retskrivningen tilfredsstillede den enkelte +Forfatter, end paa at den blev almindelig antaget. Der var Udsigt +til at dette kunde ske med de her fremsatte Regler. D. 9. August 1871 +anbefalede Kultusministeren dem for de lærde Skoler og d. 21. Febr. +1872 for alle Landets Skoler. At Underskriverne og mange Flere fulgte +dem, saa længe de kunde betragtes som raadende, er en Selvfølge. Men +vort Haab, at der derved skulde være gjort Ende paa de orthografiske +Experimenter, gik ikke i Opfyldelse. Den ny Bygning var altfor +skrøbelig til at kunne holde sig i Længden og blev efterhaanden +Gjenstand for flere og flere Angreb. Kultusminister Scavenius fandt, +at her burde Regjeringen træde ordnende til, og efter at have +raadført sig med nogle faa tilkaldte Forfattere og Sprogmænd, der saa +vidt vides, næsten alle fraraadede ham at foretage nogen Forandring, +forordnede han i 1888 "nye Retskrivningsregler", og Saaby fik den +Opgave at udarbeide en ny Retskrivningsordbog. Der havde været Grund +til et saadant Skridt, hvis man enten vilde gaa tilbage til +Retskrivningen fra Trediverne, eller omvendt havde villet tage +Skridtet helt ud og gjennemføre den Opgave, der oprindelig var bleven +sat Stockholmermødet; men de nye Regler vare ikke kvalitativt +forskjellige fra de ældre. Var der Regler, man vilde foretrække for +de tidligere, var der andre, som det modsatte var Tilfældet med. Det +er muligt, at Ministeren fra først af havde paatænkt større +Ændringer, men den almindelige Stemning nødte ham til at nøies med +dette Compromis. De nye Regler bleve ved ministerielt Magtbud +indførte i Skolerne, men havde ikke Autoritet nok til at gjøre sig +gjældende udenfor dem. + +Det gik Flere som mig, at medens vi siden 1870 samvittighedsfuldt +havde overholdt den "Grundtvigske" Retskrivning, fordi den syntes +at være en Fællesretskrivning, mente vi nu, efter at denne var +ophævet og Ingen kunde vide, hvor længe den "Saabyske" (saaledes +kaldet efter den Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte +Retskrivningsordbogen) kunde holde sig, at vi snarere burde vende +tilbage til den, vi havde fulgt i vor Ungdom. Ministerens Regler +bleve heftigt angrebne af C. St. A. Bille (Retskrivningsspørgsmaalet +1889) og E. Jensen (Kultusministeriel Orthografi s. A.); navnlig +Billes veltalende Indlæg udøvede stor Virkning paa Publikum. +Professor P. Hansen foreslog, at en mindre Kreds af danske Forfattere +og Sprogmænd, der ønskede at bevare, hvad der kunde bevares af den +traditionelle Retskrivning, skulde træde sammen for at arbeide i +denne Retning. Efter dette Forslag samledes Amtmand Bille, Prof. P. +Hansen, Prof. H. Scharling, Dr. E. Jessen, Redaktør Borchsenius og +jeg til et saadant privat Arbeide i al Stilhed. Det var efter vor +Opfordring, at Dr. E. Jessen udarbeidede sin "Dansk etymologisk +Ordbog", (1893), et Arbeide, som maaske ikke har haft synderlig +praktisk Betydning, men har beriget den danske Sprogvidenskab med et +smukt og nyttigt Værk. Scavenius' Retskrivningsregler have under hans +Eftermand Goos (27. Febr. 1892) modtaget enkelte Ændringer. Gid de +maa blive staaende, indtil man engang kan enes om en mere konsekvent +og hensigtsmæssig Retskrivning, der kan bidrage Sit til at bygge Bro +imellem Brødrerigerne! + + + + +VIII. + +KOLLEGER OG VENNER. + + +Min Ansættelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse med en +Kreds af Mænd, som jeg ærede og høiagtede, og som næsten alle vare +mange Aar ældre end jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de +modtog den unge Kollega, tillod mig ikke at føle mig fremmed iblandt +dem. Samlivet med mine Medlærere ved Universitetet er Noget af det +Skjønneste, som Livet har skjænket mig. I disse Optegnelser om mit +Levned burde de indtage den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne +til at skildre, hvad de have været for mig. De fleste af dem ere jo +ogsaa tilstrækkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale. +Jeg kan dog ikke nægte mig den Glæde at dvæle ved Erindringen om dem +og i det mindste nævne Navnene paa dem, der have staaet mig nærmest +og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling. + +Først og fremmest maa jeg nævne _Madvig_, hvem jeg skyldte min første +Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit stadige Forbillede, der, +ligesom han havde veiledet mig i Studereaarene, nu ogsaa som Kollega +skulde gjøre det i min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister +(November 1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor glemte +han mig ikke, og efter to Aars Forløb blev han igjen min Kollega. Det +er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte have følt mig trykket +af Madvigs Overlegenhed. Dette er ikke Tilfældet. Det er aldrig +faldet mig ind at sammenligne mig med ham, men jeg har været glad ved +at staa ved hans Side, og jeg tænkte mig, at mit Arbejde kunde +betragtes som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et +Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit svækkede Syn +havde set sig nødsaget til at tage sin Afsked fra Universitetet. Jeg +udtaler deri min oprigtige Sorg over, at jeg havde mistet min bedste +Støtte. Jeg havde aldrig kunnet sætte noget igjennem i Fakultetet, +naar ikke Madvig var med mig, og helst maatte det da være ham, der +gjorde Forslaget; hans Autoritet bøiede Alle sig for. Vi havde ganske +den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nævne noget Principspørgsmaal, +hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og heftigere end han, men jeg +havde Intet imod, at hans Besindighed lagde Baand paa min Ilterhed. +Paa den anden Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til +have formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers næppe +var bleven gjort. + +Da han havde udgivet sine _Emendationes Livianæ_, kunde jeg ikke +finde mig i, at denne epokegjørende Bog kun skulde staa i de Lærdes +Boghylder og bruges som Trappestige af dem, der senere vilde udgive +Livius. Jeg vilde, at han selv skulde høste Lønnen derfor og selv +gjøre Udbyttet frugtbringende, hvad dog Ingen kunde saaledes som han. +Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius, +og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjælpe ham, +Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjært og +lærerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjøre et Forslag til en +Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit +Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste +Hovedværk, _den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning_, havde +næppe set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilfælde kraftig understøttet +af Siesby, havde opfordret ham dertil. + +Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige Spørgsmaal, hvor +Madvigs Godmodighed og hans Ængstelse for at gjøre Uvenner eller +anderledes Tænkende Uret syntes mig at føre ham til en mindre rigtig +Afgjørelse. Dette var saaledes engang Tilfældet ved Bedømmelsen af en +Disputats. Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det var et +altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden paa, men da +der ikke var noget egentlig urigtigt deri, vilde han dog nok antage +den; han havde Medlidenhed med Forfatteren, der var bleven afskediget +fra sin Stilling ved en lærd Skole og nu ønskede at rehabilitere sig. +Men da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde været +en Nødvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor at fælde en +mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. Forsøget paa at finde +en tredie Censor mislykkedes. Intet af Fakultetets Medlemmer var at +bevæge til at være Opmand imellem os to. Madvig indrømmede saa, at +Disputatsen i dette Tilfælde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke +kunde betragtes som antaget. + +Et andet Tilfælde indtraf ved cand. philologiæ August Lorenz. Han +havde gjort en god Examen; han var ikke udmærket begavet, men var +overordentlig flittig og arbeidsom og nøiagtig i sine Studier. Han +søgte om et Reisestipendium for at studere i Berlin og ved andre +tyske Universiteter, og Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt +med Madvig om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen +særlig Nytte af at besøge tyske Universiteter, da disse næppe vilde +give dem Andet end, hvad de kunde finde i de trykte Bøger; jeg vilde +have, de skulde reise til Italien og Grækenland. Dog vilde jeg ikke +have havt noget imod at stemme for denne Ansøgning, hvis det ikke +havde været i Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold +og Opdragelse fuldstændig sympathiserede med det slesvigholstenske +Oprør, ønskede at forlade Danmark, fandt jeg meget naturligt; men +jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde give ham et Stipendium; +det forekom mig en Skandale, at en dansk Student i det Øjeblik vilde +studere i Berlin, medens andre Danske, der vare ansatte i Tyskland, +opgav deres Stillinger dèr for at vende hjem og tilbyde Fædrelandet +deres Tjeneste. Efter Madvigs Ønske talte jeg med Lorenz og sagde +ham, at jeg kunde ikke give ham min Stemme til at studere i Tyskland, +men jeg vilde ikke modsætte mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han +lovede mig da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og +reiste saa -- til München. Han kom naturligvis aldrig tilbage til +Danmark. Han søgte Ansættelse i Tyskland, tog Doktorgraden der og +erhvervede sig en vis Anseelse ved en flittig og omhyggelig Udgave af +Plautus' Mostellaria; han blev Gymnasiallærer i Berlin, hvor han +døde. Jeg fik dog endnu et alvorligt Mellemværende med ham. I hans +Mostellaria havde han indført et Par fortrinlige Textrettelser -- det +var det eneste Nye i Bogen -- og han høstede naturligvis Ros for dem. +De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere fremsatte af S. Bugge i +Tidsskrift for Filologi, og de vare saa eiendommelige, at der ikke +var nogen Sandsynlighed for, at Lorenz af sig selv skulde være faldet +paa de samme; han burde i alt Fald have nævnt sin Kilde; thi at han +kjendte Bugges Afhandling, var hævet over al Tvivl; med andre Ord, +her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for Bugges Skyld, +ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i en lille Artikel i +Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. under Titelen Suum +cuique. Det er muligt, at dette Plagiat ikke var bevidst. Lorenz kan, +da han læste Bugges kritiske Afhandling, have indført disse Rettelser +i sin Plautustext, og saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja +endog have troet, at det var hans egne. Sligt er hændet Andre; men +utilbørligt er det jo. At Lorenz hævnede sig ved en nedrivende Kritik +af min Udgave af Plautus, kan man nok tænke sig. + +Ogsaa Madvigs fortræffelige og opoffrende Hustru modtog mig med stor +Venlighed, og deres Børn bleve i Aarenes Løb nogle af mine og min +Families nærmeste Venner. Af lignende Art var Forholdet til min anden +Lærer, _F. C. Petersen_. Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i +Regentsprovstens Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornøielse at træffe +Digteren Heiberg, der var en Fætter til Fru Petersen, og hans Hustru, +hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen. _H. N. Clausen_ og +hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab med i Italien, og jeg var +lykkelig ved at kunne fortsætte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst. +Til Clausen var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske +Anskuelser og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det danske +Folks Ret i Sønderjylland. Med sønlig Ærbødighed betragtede jeg den +villiestærke Mand, og jeg følte mig tiltalt af den formskønne Ro, der +var udbredt over hele hans Fremtræden. _J. F. Schouw_ blev jeg noget +senere bekjendt med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han døde +allerede i Foraaret 1852. Det var Høyen, der førte mig til ham. Han +var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfærdige Mand gik og +støttede sig paa min Arm i Botanisk Have, følte jeg nok, at hans Liv +nærmede sig sin Afslutning. Hvilken Forskjel imellem ham og den +livlige _Forchhammer_, der engang imellem indbød mig til et +Lhombreparti eller sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag +til en Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretær han var. Jeg +holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvældende Indtryk, +som Budskabet om hans pludselige Død gjorde paa mig, faa Dage efter +at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik +paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn Johannes, senere Rektor paa +Herlufsholm, blev en af mine ældste og kjæreste Elever, og er mig +endnu en kjær Ven og Studiefælle. En lignende Livlighed udmærkede den +gamle Læge _O. Bang_. I Anledning af min Indtrædelse i Konsistorium +sporede han sin Yndlingsganger og sendte mig et versificeret Brev, +som jeg dog ikke skal gjentage her, da det ikke var bestemt for +Offentligheden. _H. C. Ørsted_ elskede og beundrede jeg ligesom Alle. +En smuk og tiltalende Skikkelse var Theologen _C. E. Scharling_, hvis +Sønner, Theologen Henrik og Statsøkonomen William, senere bleve mine +Kolleger og nære Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa +deres elskværdige Hustruer sluttede sig nøiere til min Hustru. Den +gamle _N. M. Petersen_ var en Type paa en stille Lærd, der levede i +Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm. En beslægtet Natur, men +mindre sygelig, var _C. F. Allen_ (f. 1811). Han blev sent ansat ved +Universitetet (1851), men han havde længe før den Tid hørt til mine +Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider vidne tilstrækkeligt +om hans varme Følelser for Fædrelandet, for Menigmands Ret og for +Danskhedens Ret i Sønderjylland. De ville for bestandig sikre ham en +fremragende Plads i det nationalliberale Partis Rækker, men han saa +klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute +Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. Han traadte +aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten arbeidede han trods +Brystsygens Lidelser trofast til sin Død (1871). Hans Efterfølger, +_Caspar Paludan-Müller_, var ældre end han. Han var Rektor i +Nykjøbing, da han blev kaldet til den Plads, som hans historiske +Arbeider havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det +kraftigste Skud af denne kraftige Slægt, som Danmark skylder saa +meget, men den i Familien arvelige Tunghørhed gjorde ham det +vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjøndt baade +jeg og andre med Glæde vilde tjene ham som Hørerør, trak han sig dog +tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde +leve. + +_Westergaard_ var kun fem Aar ældre end jeg, og vi kunde altsaa nok +betragtes som jævnaldrende. Zend og Sanskrit forstod jeg mig +rigtignok ikke paa, men der var Interesser nok, som vi havde fælles. +Hans Hustru døde tidlig og efterlod ham to Sønner og to Døttre, af +hvilke den ældste kun var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun +for Børnenes Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjærligheden +forenet med en Nøisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde være +almindelig i den nulevende Slægt. Han havde af Naturen et kraftigt +Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde +efterladt sig alvorlige Følger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men +selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar +han kom hjem fra den lille Kjøretur, som Lægen havde foreskrevet ham, +tillod han ikke Andre at hjælpe ham op ad de besværlige Trapper; han +vilde hjælpe sig selv. Han satte sig paa det nederste Trin af Trappen +og flyttede sig derfra op paa det næstnederste o. s. v., saa at han +kom siddende og baglænds op til sin Bolig paa 2. Sal. Børnene have +bevaret Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Søn er +Professor i Statistik og Nationaløkonomi ved Universitetet. -- +_Japetus Steenstrup_ (f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke saa lidt +Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet var ganske +forskjelligt. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i +hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende. +Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervøs og pirrelig imod +Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en +Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden. Med +sjælden Alsidighed søgte han at omfatte store Afsnit af Danmarks +Natur- og Oldforskning, og begge disse Videnskaber skylde ham meget. +Han var en af de første Undersøgere af den fjerne Fortids hidtil +oversete Levninger, og endnu i hans høie Alderdom var Undersøgelse af +Kjøkkenmøddinger og Moser hans kjæreste Syssel. Den nærmere +Forbindelse imellem os opstod, medens han var Sekretær og jeg +Redaktør for Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig og +fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets +Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev brudt, berøvede ham +Førligheden i en lang Række Aar. Han maatte gaa med to Stokke og +kjøre, naar Veien var lidt længere, men hans Livlighed og +Arbeidskraft var usvækket. Et større Knæk fik han, da han mistede sin +elskede Hustru og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste +Datter. Hans Søn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Række af +Aar været min Kollega og Ven. + +Mineralogen _Johnstrup_ var kun 5 Aar yngre end Steenstrup. Det var +en Kollega saa elskværdig og hyggelig som Nogen. Efter en langvarig +og smertelig Sygdom døde han Nytaarsaften 1894. -- _Holten_ blev +Ørsteds Eftermand. Der var ingen Medbeiler, der kunde gjøre ham +Pladsen stridig; men han savnede en Betingelse, som dengang var +nødvendig; han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjælpe denne +Mangel ved at underkaste sig en extraordinær Examen i Latin, og det +blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var ængstelig for Udførelsen +af dette Hverv. Holten var 3 Aar ældre end jeg, og det var ikke at +vente, at en Mand i den Alder efter den korte Forberedelse, han havde +havt, skulde kunne bestaa en ordentlig Prøve; men bestaa maatte og +skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prøven +imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en særdeles dannet +Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs Litteratur. Han +holdt af at nyde Livet og befandt sig bedst i et muntert Lag af +jævnaldrende eller yngre Kamerater, hvor hans overraskende, stundom +noget drøie Vittighed var en uudtømmelig Kilde til Morskab. -- En +fuldstændig Modsætning til ham var den anatomiske Professor _F. +Schmidt_, med hvem jeg som Regentsprovst kom i nærmere Berørelse, da +han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. Han døde allerede 1880. Hans +Eftermand i den nysnævnte Bestilling blev _C. M. Reisz_, en +fortræffelig og yndet Læge, hvis glimrende og slagfærdige Vittighed +var almindelig bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nærmere +Venner. Han døde 18. Juli 1902. + + * * * + +Ogsaa af mine nærmeste Jævnaldrende og Venner fra Studenteraarene +fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min kjære Reisefælle og +senere Husfælle _Julius Gram_ var bleven ansat kort før jeg. _A. F. +Krieger_ var det flere Aar i Forveien. I de Aar, da han var Minister, +saa jeg lidet eller intet til ham, men senere glemte han mig ikke. +Naar jeg kom ud til ham i hans ensomme Hjem i Rosenvænget, blev jeg +underkastet et skarpt Forhør om Alt muligt; thi medens han selv var +uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det fuld Besked. +I de senere Aar, da hans svækkede Syn ikke tillod ham at læse, var +han jo ogsaa endnu mere henvist til at høre. Jeg havde den Glæde +ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner +overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille +Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel græsk +Lovgivning." Han døde 1893. + +Den gamle Lyceenser _Hermansen_ fandt jeg som theologisk Professor. +Han var endnu ganske uforandret. Hans Morgendrik var "en Slurk udaf +hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brænde; +men han var med al sin Tørhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som +før. Nogle Aar senere ægtede han en Kvinde, som man sagde han havde +beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle +Forældre, saa længe de levede. Fra det Øieblik blev hans Liv saa +hyggeligt og venligt, som vi undte ham det. Han vedblev at holde +Forelæsninger, selv da Alderdommen gjorde det nødvendigt, at Pedellen +maatte hjælpe ham op paa Kathedret og Tilhørernes Tal var svundet ind +til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodes om at +søge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele ham dette. Da jeg +havde udført dette lidet behagelige Hverv, svarede han ganske +sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik saa ind og skrev Ansøgningen. + +Min Husfælle fra Borchs Kollegium, _J. F. Hagen_, blev Professor i +Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en livlig og morsom +Omgangsfælle. Desværre blev han tidlig bortreven af en Brystsygdom +(1859). En anden Borchianer, _A. Steen_, blev Professor i Mathematik +1861, og min Studenterkamerat _H. Bröchner_ blev 1857 Docent og +senere Professor i Filosofi. De ville blive omtalte nærmere i næste +Kapitel. + +Men jævnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme Studium, og med +hvem jeg kunde drøfte Videnskabens Problemer, havde jeg ingen af. +Petersen var meget ældre. Madvig var fuldt optaget af sin +videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender; +Tregder var i Sorø; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen. +Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine +Tilhørere og Elever nødte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed. +Det varede heller ikke længe, inden der, jeg tør ikke sige iblandt +mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmænd, der i +Aarenes Løb bleve mine Kolleger. Den ældste af disse er _O. Siesbye_ +(f. 1832). Det var tidlig klart, at man maatte ønske ham knyttet til +Universitetet; men Professor vilde han ikke være. Han var Jøde og +fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflægge den Ed, der +krævedes af kongelige Embedsmænd; han vilde kun modtage en +ministeriel Ansættelse som Docent. Universitetet indstillede ham til +at blive Doktor uden Disputats. Som Lærer for Studenterne har han +gjort overordentlig Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem +nærmere end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold til +ham. Positiv og nøiagtig Kundskab var hans Løsen; han stræbte ikke +efter at være aandrig og indlod sig ikke paa Spørgsmaal, der forekom +ham uløselige, som f. Ex. de homeriske Digtes Forhistorie. Han var +overhovedet ikke frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det +Meste kun Bemærkninger om enkelte sproglige Fænomener i Græsk, Latin +eller Dansk, Bemærkninger, der fik Værd ved Iagttagelsens Finhed og +Skarphed; men med den største Beredvillighed stillede han sin Viden +og sit Arbeide til Andres Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe +Oplysning om en eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig +forgjæves. + +_Edv. Holm_ studerede først Filologi. Han tog filologisk +Embedsexamen, og hans første Arbeider behandlede Emner af den +klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fædrelandet paa ham med +en høiere Røst, og han fandt i Danmarks Historie, særlig i det 18de +Aarh., et Omraade, som efter hans udtømmende Studier og lige saa +besindige som retfærdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere +Lys end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nær som +han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min bedste Ven. I alle +almindelige Spørgsmaal stemmede vore Anskuelser. I Fakultetet og i +Konsistorium stod vi stadig ved hinandens Side, og hans Stemme havde +altid meget at betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed +som Universitetslærer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var det, +fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udførelsen af det +store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, saa meget +mere som hans Stilling som Formand for Carlsbergfondets Direktion +paalagde ham et vidtløftigt administrativt Arbeide. Om den Dygtighed +og Takt, hvormed han røgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun +været een Mening, og det har været et af Lyspunkterne i mit Liv, at +jeg har været Medlem af den Direktion, som han ledede. + +Min særlige Fagkollega, _Gertz_, har ved sine kritiske Arbeider og +Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset Navn i Filologien, og +ved sine Oversættelser af klassiske Forfattere har han skjænket den +danske Læseverden en værdifuld Gave. Gid de maa finde mange Læsere, +saa at de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af +Originalerne, som den nulevende Slægt mener at kunne undvære! -- +Ogsaa _Vilhelm Thomsen_ og _L. Wimmer_ har jeg havt den Glæde at se +først som Tilhørere og senere som Kolleger; men den klassiske +Filologi blev kun et Gjennemgangstrin for dem. Det var ved +Granskningen af andre, fjernere liggende Sprog og de nordiske +Runemindesmærker, at de skulde høste deres Laurbær. -- _J. L. +Heiberg_ derimod vedblev at være en trofast Dyrker af de helleniske +Muser. Alsidig som en ægte Hellener forbandt han mathematiske og +filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og jeg har ham +at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide i de senere Aar. I +det indelukkede Liv, som Alderen paalægger mig, sætter jeg dobbelt +Pris paa Luftninger fra Videnskabens fjernere Egne. + +I _Høyen_ havde jeg, saalænge han levede, en trofast Ven og Støtte. +Havde der nogensinde været Fare for, at jeg skulde lukke mig inde i +Filologiens Lønkammer, vilde hans aandrige Omgang og hans glimrende +Forelæsninger have kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjønheden; +Kunsten vedblev at være min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og i +hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i den ovenfor +omtalte Levnedsbeskrivelse. + +Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev, _Julius Lange_, en +aandrig, ung Mand, der har udøvet stor Indflydelse ved sine talrige +kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes iblandt Danmarks ypperste +Forfattere. Hans Blik var ikke saa fint og sikkert som Mesterens, +og i Bedømmelsen af hans Samtidige savnede man undertiden +Selvstændighed, men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han +var en flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lære +meget. Han havde ikke Høyens glade Freidighed; en tidlig indtrædende +Tunghørhed og huslige Sorger kastede en Skygge over hans Liv. Hans +Foredrag var ikke saa glimrende som Høyens, men det var interessant +og undertiden vittigt. Høyen gav Resultatet af Undersøgelserne, Lange +selve Undersøgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhørerkreds, og +efter hans tidlig indtraadte Død var det en let Sag for hans Venner +at samle de fornødne Midler til at opreise et Monument for ham. Da +Høyen døde, havde man ikke forsøgt noget Saadant, dels fordi +Monumenternes Tid endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden +af den Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der +betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin høirøstede Tale +havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet et andet. Efter en +Menneskealders Forløb vovede Ingen at nægte, at han havde været en +Stormand i Aandens Verden og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det +lod sig derfor ikke gjøre at reise Lange et Monument, uden at Høyen +ogsaa fik sit. Det fornødne Beløb blev uden Vanskelighed skaffet til +Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til Nationalmuseet og +afsløredes i December 1898. Det faldt i min Lod at holde Mindetalen +over Høyen; den kan læses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899; +Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen. + + + + +IX. + +UNIVERSITETET. + + +For Aaret 1875-76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor. + +Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjær Kollega. _Hans Brøchner_ +var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg +havde strax følt mig tiltalt af denne skjønne og ædle Personlighed; +efter hans Ansættelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse +nærmere, og i det sidste Aar, da den tærende Brystsyge allerede viste +sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han døde 17. Decbr. 1875. +Dagen før sin Død havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke +begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde +foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af +Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et +Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der næppe +var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke +hertil. Jeg tilføiede, at han behøvede jo ikke at begraves fra nogen +Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag +antog han; "og", tilføiede han, "skal jeg have nogen Præst, saa lad +det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man ønskede, +at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklærede, at hvis +han skulde forrette Jordpaakastelsen, _vilde_ han ogsaa tale. Efter +min Vens sidste Udtalelse ønskede ogsaa jeg at aflægge et Vidnesbyrd, +og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg +meddeler dette saa omstændeligt, fordi Sagen har været fremstillet +anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forøvrigt fortræffelige +Artikel om Brøchner i 1. Hefte af _Norden_, Illustreret skandinavisk +Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale lød efter min samtidige Opskrift +saaledes: + + VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875. + + Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse + synes overflødig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det + ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er + nærmest foranlediget ved det sidste Ønske, vor bortgangne Ven + udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd + fra den Højskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad + dette Vidnesbyrd være en Tak fra hans Medarbeidere, ældre og + yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og + alvorlige Stræben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og + opoffrende Kjærlighed til de Unge. Lad os ikke spørge, om hans + Granskning har ført ham til det Maal, _vi_ have sat for vore + Veje; det staar for os som et ærligt og alvorligt Arbeide i + Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjæves. + Det er et svært Arbeide, den paatager sig, der prøver paa at løse + Tilværelsens første og sidste Problemer, og det gjælder om ikke + at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig + forfulgt den lange Vei igjennem Tænkernes Skrifter fra den ældste + Tid indtil nu. Hans ædle Aand kunde ikke standse i Materialismens + Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget + hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han + haabede Fremtidens Filosofi vilde lægge klart for Dagen. Han + havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham. + Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke + fornægtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brændte der en + Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen, + men den haardeste kæmpede han i sit eget Indre, og først lutret + og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og + for Dommernes Kreds. Den Skjønhed, som fra Fødselen af var + udbredt over hans hele Væsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv + som i hans Tanke var Harmonien hans Løsen. Han vidste, han var et + Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk + Indordning deri stod for ham som en ubrødelig Lov, som det var en + hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham + for den ethiske Alvor, der prægede hans Liv; den skal staa som + et Mønster for os alle, Ældre og Yngre. Og naar jeg paa de Ældres + Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket + fæstet paa de Unge, der vare hans Livs Glæde. Han fulgte ikke + blot deres Studier med aarvaagent Øie, men alle deres Livsforhold + vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slægt, der + har følt hans Velvillie og lært at se op til den alvorlige + Tænker, den Slægt som har set hans utrættelige Nidkjærhed i sin + Lærervirksomhed, der har set ham under Udøvelsen af sit Kald + trodse Sygdom og Svaghed og set Kræfterne voxe under selve + Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa + offre hans Minde en taknemmelig Taare og lægge en Laurbærkrans + paa hans Grav. Og denne Krans lægges ikke alene af dem, der hylde + hans Tænknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en + modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lært + dem at føre. + + Saa Farvel da, Du skjønne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke + ønsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav. + Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter + og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et + uforglemmeligt Billede af Dig bære vi i vor Sjæl, og i + taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Støv: Ære + være Dit Minde! + +En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten +et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa +Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste +Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa +Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som +hjemmehørende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted +og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke være Tvivl om, +og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin +Misbilligelse deraf. Nu kom Brøchners Begravelse til som den sidste +Draabe, og Stormen brød løs i al sin Styrke. + +Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af. +Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet +28. Januar, særlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lærere, +Japetus Steenstrup. Ved Siden af ham var der bleven ansat en anden +zoologisk Professor, Entomologen Schiødte, der antoges at +repræsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa +den empiriske Undersøgelse. Prof. Schiødtes Elever, der betragtede +denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en +Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Død. Det var denne +Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent, +hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere +hemmende end fremmende og bør sættes paa Pension. Det bebreides +Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har +hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, Æresposter, Legater og +Stipendier, medens den anden tilsidesættes og undertrykkes. Dette tog +jeg til Gjenmæle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod +Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles +ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger, +og hvad Steenstrups Lærervirksomhed angik, hvorom det særlig var +bleven sagt, at hans Forelæsninger for de medicinske Studenter vare +saa ubrugelige, at Prof. Panum blev nødt til at bebyrde sine +fysiologiske Forelæsninger med at gjøre hans Arbeide, erklærede Prof. +Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfældet. +Han udtalte sin varmeste Paaskjønnelse af den Maade, hvorpaa +Steenstrup udførte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som +mønsterværdig. + +Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et +_Indbydelsesskrift_ om Grækernes og Romernes Huse. Min Tale handlede +om "den klassiske Dannelses historiske Betydning". Den er trykt i det +af Rolfsen udgivne norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom". + +Den 15. Juli feirede _Madvig_ sit 50 Aars Doktorjubilæum. Jeg fik det +fornøielige Hverv at overrække ham det Festskrift, hvorved hans +Disciple ønskede at vise deres Lærer deres Taknemmelighed for, hvad +de skyldte ham (Opuscula ad Madvigium a discipulis missa). Det var +det første Exempel af denne Art her i Landet. + +Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afsløredes Tyge Brahes +Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. Hans Christian Ørsteds i +det efter ham opkaldte Haveanlæg. Den 10. September blev den +gjenopførte _Viborg Domkirke_ høitidelig indviet, og denne herlige +Bygning, som Tidens Ødelæggelser og daarlige Istandsættelser havde +skæmmet og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en +Nødvendighed, viste sig i sin ægte Skikkelse. Det var den første +fuldstændige Kirkerestauration her i Landet, og den fik stor +Betydning for alle de følgende Arbeider af denne Art, hvoraf vi med +Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide for vort lille Land, og +det havde været vanskeligt nok at faa de fornødne Pengemidler +samlede. Høyen, der var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde +ogsaa havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de brøstholdne +gamle Mure og paastod, at naar man tog dem helt ned for at reise dem +paany af et varigere Stof, var det ikke mere den virkelige Viborg +Kirke, som om det var det døde Stof og ikke den levende Form, det kom +an paa. Jeg skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie +og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane udgivne +Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse. + +Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beæret mig, var +ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhørende Landsbykirker, for saa +vidt angik Anvendelsen af de 1200 Kr., der pleiede at bevilges hvert +Aar til disse Kirkers Forskjønnelse, et Hverv der var mig +overordentlig kjært. Den interessanteste og skjønneste af dem var +_Ledøie_. Den tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde +ogsaa havt særlig Forkjærlighed for den og ladet Choret smagfuldt +dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertid lidt af Fugtighed +og trængte til at fornyes. Jeg tog derud i den Anledning. Jeg glædede +mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsøiler +og fantastiske Kapitæler, men jeg undrede mig ogsaa over dens +Lidenhed og over, at Choret var et Stykke høiere end den øvrige +Kirke. Gaaden blev imidlertid snart løst; thi da jeg kom ovenpaa, saa +jeg under Taget en høi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en +stor Bueaabning ind til dette. Jeg blev i høi Grad forbavset ved at +se disse Rester af en ældre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget +om. Det var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager med +et fælles Chor og en Aabning i Midten, af samme Slags som +Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra Herholdts Tegninger og +Høyens fortræffelige Beskrivelse. Disse to ere de eneste Kirker af +denne Art, der findes i Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det +var Slotskapeller. Den øverste Etage, der stod i Forbindelse med +Slottets Værelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, den +underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne nedrevne, +men Kirkerne ere for det meste omhyggelig restaurerede. I Sommeren +1878 foretog jeg en Reise for at se de vigtigste af disse, og efter +min Hjemkomst skrev jeg den Afhandling om Ledøie Kirke, som er +optaget i det filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af +Universitetets Jubilæum 1879. Ogsaa Ledøie Kirke var oprindelig et +Slotskapel, men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv +Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, hist +og her har bevaret middelalderlige Mursten. + +Det var mit inderlige Ønske, at ogsaa Ledøie Kirke maatte gjengives +sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke længe, inden +Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' Forslag bevilgede Pengene +dertil, og Professor Storch udførte Arbeidet med sin sædvanlige +Sagkundskab og Smag. At Ministeriet lod det udføre af den Architekt, +det havde valgt, var i sin Orden, men det havde dog været rimeligt +nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt +udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at +sørge for dets Kirkers Forskjønnelse. Konsistorium havde ikke nogen +Lyst til selvbuden at blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode +Hænder; men da det næsten var færdigt, kunde jeg dog ikke længere +styre min Lyst til at se, hvorledes det var udført. Jeg var henrykt +over Synet og glædede mig over at se, hvor smukt og naturligt +Aabningen i Midten satte Underkirken i Forbindelse med Overkirken; +men da Slottet var borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken +end en ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til een +Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af de Kirkesøgende. +Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde været +Meningen og ikke behøvedes; men jeg gjorde ham opmærksom paa, at +Overkirken slet ikke kunde undværes, da Kirken, der i sig selv var +meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser. +Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmærksom +derpaa, men havde Intet imod at opføre en bred Opgangstrappe i +Taarnet, naar han kunde faa de fornødne Midler dertil. Kultusminister +Scavenius, hvem jeg forestillede Sagen, skaffede Pengene, og nu har +baade Sognet faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af +middelalderlig Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev Kirken +indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning holdtes i +Præstegaarden, bragte jeg Professor Storch en vel fortjent Tak. + + * * * * * + +Aaret 1879 var et Høitidsaar for Universitetet; det var 400 Aar, +siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en stor Fest, saaledes +som man havde gjort i Upsala for to Aar siden og i Leyden 4 Aar +tidligere. Paa begge disse Steder havde man indbudt alle Europas +Universiteter til at deltage i Festglæden, og det syntes naturligt, +at man maatte gjøre ligesaa i Kjøbenhavn. Men her mødte en alvorlig +Vanskelighed. Det langt overveiende Antal af Gjæster, der kunde +antages at ville give Møde, vilde blive Tyskere, og vort Forhold til +Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. Dog vilde man neppe +derfor have sat sig ud over den almindelige Skik, hvis ikke et nyt +Moment var kommet til. Det var ganske kort efter, at Preussen havde +sagt sig løs fra det i Pragerfredens § 5 givne Løfte, at tilbagegive +Nordslesvig, naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde Tyskland +var det Samme som at sige, at vi brød os ikke om Nordslesvig. Sorgen +og Harmen over Traktatbruddet gjorde det umuligt. Men at indbyde de +øvrige europæiske Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig +heller ikke gjøre; det vilde blive betragtet som en ligefrem +Udfordring. Man bestemte sig da til at indskrænke Indbydelserne til +de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en sjælden skjøn og for +alle Deltagere uforglemmelig Fest. + +Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede og ordne +Festen. Dertil hørte bl. a. Bestillingen af Medaillen hos Medailleur +Conradsen. Den har paa Forsiden Christian I.s og Christian IX.s +Portræter, paa Bagsiden Athene, der kommer hen til Danmark og rækker +hende Haanden, tilligemed Indskriften: Quattuor exegit, sperat nova +sæcula vivax. Desværre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed bleve +mig overdragne, ikke altid løses uden Anstød og Sammenstød med gode +Venner, men den derved fremkaldte Misstemning forsvandt hurtig, hvor +det var klart, at Ansvaret ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om +Festdagene 4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilæum bør være. Jeg +vil ikke dvæle ved de selskabelige Sammenkomster, Universitetets og +Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., der, saa fornøielige de +vare, dog havde en mere ephemer Betydning; men jeg vil mindes +Aabningshøitideligheden i Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns +herlige Kantate blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de +lykønskende Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig +fra Talerstolen -- saaledes som han er fremstillet i C. Blochs +Portræt paa Frederiksborg -- takkede hver Enkelt i smukke og +træffende Svar. Man kunde ikke tænke sig nogen mere værdig +Repræsentant for Universitetet, og han er med Rette bleven kaldt +Festens egentlige Bærer. + +Men Tiden nærmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. Han +var nu 75 Aar gammel, og hans svækkede Syn gjorde det vanskeligt for +ham at holde Forelæsningerne saaledes, som han ønskede. Nu havde han +ogsaa været Professor i 50 Aar og søgte derfor sin Afsked. Paa hans +Jubilæumsdag, den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lykønskninger +fra alle de Institutioner, han havde staaet i Forbindelse med; men +desuden var ogsaa en Kreds af Mænd, der havde staaet ham nær i hans +politiske Virksomhed eller som Kolleger, traadt sammen for at +indsamle en Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der +kunde bære hans Navn. Den indsamlede Sum beløb sig til 20,000 Kr. Men +et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets Stifter, Brygger J. C. +Jacobsen, havde ønsket, at dertil ogsaa skulde knyttes en i denne +Anledning slaaet Guldmedaille, dog uden at det maatte vides, at den +skyldtes et særligt Bidrag fra ham. Jeg havde den Glæde at blive +taget paa Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udførte Medailleur +Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs Portræt, +paa den anden i en Laurbærkrans følgende Indskrift: Patriæ lumen, +ingenii acumine, animi sinceritate et vigore, pietate, iustitia +nemini cedens. Jeg fik det ærefulde Hverv som Komiteens Ordfører at +overrække Legatet og Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed +holdt, findes trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879. + +Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke ved en +lignende Hædersbevisning for Madvig. D. 27. Dcbr. 1883 havde han +været Medlem af Videnskabernes Selskab i 50 Aar, og Selskabet +besluttede i den Anledning at stifte en Medaille, der kunde uddeles +hvert 5. Aar som Belønning for "et Skrift af en dansk Forfatter, +hvori denne paa en udmærket Maade har behandlet Emner af de sproglige +eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg overdrog +Julius Lange og mig at forestaa Udførelsen af Medaillen. Vi enedes om +at overdrage Billedhugger Schultz Udførelsen. Den ene Side har et +Athenehoved med Indskriften τοῦ δ' ἔκλυε Πάλλας Ἀθήνη, den anden +Videnskaben, der slynger en Laurbærkrans ind i Madvigs Navn, +hvorunder Indskriften: Ad caelum scandunt non torvorum arma gigantum, +sed quos fert vigili lucis amor studio. Det første Exemplar af +Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af Professor Steen som +Selskabets Ordfører. Tre Aar efter døde Madvig. Han fik ingen +Indflydelse paa Medaillens senere Bortgivelse, der har vist sig at +være forbunden med ikke liden Vanskelighed. Efter det første Femaars +Forløb blev den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh. +Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer. + + * * * * * + +For Aaret 1885-86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets +Rektor. Universitetet var da noget ganske andet end 50 Aar tidligere, +da dets Bygning indviedes. Dengang var Studenternes Tal næppe 150 om +Aaret, nu var det omtrent 400. Samtidig var Docenternes Antal næsten +fordoblet, og Universitetets Forelæsninger besøgtes ikke blot af +Studenter, men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig +Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade Mænd og Kvinder, +undertiden i meget større Antal end Studenterne. En uundgaaelig Følge +heraf var Mangel paa Plads, især da man oven i Kjøbet forlangte, at +Universitetet skulde afgive Lokale til Præliminærexamen, +Lærerindeexamen og andre Universitetet uvedkommende Prøver. Da den nu +staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, mente man at have +faaet et rummeligt og hensigtsmæssigt Lokale for lange Tider; nu +viste det sig, at det var mindre end tarveligt, og en Udvidelse var +ikke mulig, da den gamle Universitetsgrund var fuldt ud optaget af +Universitetsbibliotheket og det zoologiske Museum. Der viste sig +imidlertid en Mulighed for at faa Nøden afhjulpen. Den polytechniske +Læreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard i St. +Pederstræde, som Læreanstalten hidtil havde benyttet, blev altsaa +ledig. Kunde Universitetet faa Raadighed over denne og faa den +ombygget, vilde i alt Fald den værste Trang være afhjulpet. +Konsistoriums Indstilling desangaaende blev bifaldet af Ministeren, +og Rigsdagen bevilgede Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en +ældre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved Opførelsen af +en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var dog en meget værdifuld +Udvidelse af Universitetet, navnlig ved de to store Auditorier, +hvoraf det ene ved sin Størrelse og det andet ved sine Lysforhold +langt overgik Hovedbygningens. + + * * * + +Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et +Indbydelsesskrift om det gamle _Tiryns_, som Schliemanns og Dørpfelds +epokegjørende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys. +Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske +Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886. + +Den 3. August og følgende Dage høitideligholdt Universitetet i +_Heidelberg_ sit _500 Aars Jubilæum_ og indbød alle andre +Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi vare i Beraad med +os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; vi havde ikke stor Lyst +dertil, og vi havde jo ikke indbudt Tyskerne til vort Jubilæum 7 Aar +tidligere. Men da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig +repræsentere, mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Møde, og +sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I de Dage +Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos Professor Osthof, og +under hele Festen var der Intet, der kunde støde en Dansk. +Storhertugen selv præsiderede som Universitetets Rektor, ikke +magnificus, men magnificentissimus. Han gav Cour i det gamle Slot, +indbød Gjæsterne til en Soirée i Carlsruhe og førte selv Forsædet ved +Studentersoldet i Turnhallen, hvor hans Nærværelse maaske nok lagde +en lille Dæmper paa Ungdommens Lystighed, men dog ikke hindrede, at +der blev "revet adskillige Salamandere". Hovedfesten holdtes i +Helligaandskirken, hvor den filosofiske Professor Kuno Fischer holdt +Festtalen, der varede i over tre Timer. Mange af Tilhørerne fandt, at +dette var lovlig længe, og ønskede at forlade Kirken, men Dørene vare +lukkede, og man fortæller, at Betjentene svarede dem, der bad om at +komme ud: "Wenn wir jetzt aufmachen, dann rennen Alle weg, und +Fischer ist noch lange nicht fertig." Jeg selv var Vidne til, at en +af hans Kolleger gjorde ham opmærksom paa, at hans Tale havde været +temmelig lang, og han saa svarede: "Man kann doch fünf Jahrhunderte +nicht kürzer abmachen." Fornøieligere var det historiske Optog den +følgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert i sit Kostume passerede +igjennem Heidelbergs Gader, samt Festens straalende Slutning, +Illuminationen af Neckarfloden og Slotsruinen. Af personlige +Oplevelser har jeg intet Nævneværdigt at omtale. Ved Universitetets +Festmiddag gjorde jeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor, +Professor Förster, nu Professor i Breslau, med den elskværdige +Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkæmper for den klassiske +Undervisning, som senere har besøgt mig i Kjøbenhavn, og med Ribbeck, +der gav mig Komplimenter for min Udgave af Theophrasts Charakterer. +Jeg besøgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min +tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjøndt det sorte Haar var blevet +hvidt. I Carlsruhe mødtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle +Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Brunn. + +Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i +Konstantinopel sit 25 Aars Jubilæum. Ogsaa hertil havde +Kjøbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi saa os ikke +i Stand til at modtage den; vi indskrænkede os til at sende en +Lykønskningsskrivelse. + +Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik og Brug +skulde gjøre Rede for Aarets Begivenheder, var der et usædvanlig +stort Antal Forandringer i Lærerpersonalet at omtale. To Professorer, +som jeg havde staaet i nærmere Forbindelse med, vare entledigede fra +31. August, Gislason og Holten. Islænderen Gislason var en grundig +Lærd, der levede stille imellem sine Bøger og helst undgik at +træde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen ved +Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage dette i hans +Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus fra Rotterdam, som er +trykt i Historisk Aarbog 1879. Holten har jeg omtalt ovenfor. Han +havde i 37 Aar været en fornøielig Kollega og var ikke mindre yndet +af de Studerende; det var en Selvfølge, at hans Afgang maatte feires +med et lystigt Gilde. + +Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske Professor +_Adolph Steens_ Død den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en +trofast Ven. I det akademiske Lærermøde, der blev holdt Dagen efter +hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om +den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lære +under hans Veiledning, og jeg mindede om den ærlige og energiske +Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i +det praktiske Liv. "Konsistorium", sagde jeg, "vil savne dette +forretningsdygtige Medlem, der ofte i tvivlsomme Tilfælde fandt en +Afgjørelse, som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med +modsatte Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, der +ikke kunde rokkes." + +Et langt større Tab led jeg dog i Slutningen af samme Aar. _Madvig_ +døde den 12. December efter et kort Sygeleie. Endnu Dagen før hans +Død sad jeg ved hans Seng og talte med ham, som jeg pleiede, men +ganske vist med den Tanke, at længe fik jeg ikke Lov at beholde ham. +Den næste Morgen døde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel +af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings Sted. Det +har jeg fastholdt saa levende, som det var mig muligt, og ogsaa det +har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. 1887 holdt jeg i +Videnskabernes Selskab et Foredrag om Madvigs videnskabelige +Betydning; det er, noget videre udført, trykt i Selskabets +Oversigter. Saalænge Madvig levede, havde jeg stadig opfordret ham +til ikke blot at udgive sine enkelte Iagttagelser eller antyde +Hovedtankerne, som saa Andre kunde udføre, men selv at fuldende de +videnskabelige Bygninger, der foresvævede hans Tanke. Det lykkedes +ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. Et +Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, hans Metrik. Den +almindelige Del havde han udgivet; den specielle følte han ingen Lyst +til at udføre. Dette fandt jeg burde gjøres, og da jeg ganske delte +hans Anskuelser, haabede jeg at kunne gjøre det i hans Aand. Men jeg +kunde ikke indskrænke mig til blot at tilføie det Manglende; ogsaa i +den almindelige Del var der Adskilligt, jeg ønskede tilføiet eller +nærmere udført. Min "_Græsk og romersk Metrik_" (1893) er mit eget +Arbeide, og jeg kan ikke gjøre min Lærer ansvarlig derfor; der er +maaske meget, som han vilde have gjort anderledes. + + + + +X. + +ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN. + + +Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Løb forskjellige under +dette henhørende administrative Hverv, navnlig Legat-Eforier. +Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen af _Elers' Kollegium_ efter +H. N. Clausen, en Stilling, jeg beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar +efter blev Regentsprovst, kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og +kunde lettere være ved Haanden, naar Eforens Nærværelse krævedes, +hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne indbyrdes +eller i Anledning af deres Forhold til Portneren. Denne sidste blev +dengang lønnet ved, at enhver af Beboerne maanedlig betalte et vist +Beløb; men da disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet, +eller for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt +halvaarsvis, erholdt Portneren sin Løn meget uregelmæssig, ja +undertiden ufuldstændig. Det burde naturligvis være Kollegiets Sag at +lønne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner, +der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa. +Skjøndt dette i Virkeligheden ikke var noget Offer, da de dog ellers +betalte Portneren det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det +lykkedes først at faa deres Samtykke, da de fik Løfte om Oprettelsen +af en Læsestue, som de længe havde ønsket, men hvortil der ogsaa +krævedes Tilskud fra Kollegiet. Dettes økonomiske Tilstand var, som +allerede antydet, ikke heldig, og det var ikke ganske let at faa +udført de nødvendige aarlige Reparationer. Først da Kollegiet skulde +feire sit 200 Aars Jubilæum (1891), lykkedes det at faa et tilbørligt +Tilskud af Staten, saa at Bygningen kunde vise sig i en værdig +Skikkelse, og Stifterens Minde holdes i Ære. D. 30. Novb. holdtes der +i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa mange af de ældre +Alumner havde indfundet sig. En af disse, cand. polit. G. E. Wad, +hædrede Dagen ved Udgivelse af et lille Mindeskrift om Stifteren, og +en af Kollegiets Beboere, daværende Kateket R. R. Vestergaard, +forfattede med Ministeriets Understøttelse en læseværdig Fremstilling +af Kollegiets Historie. + +Det var mig en kjær Opgave at skulle sørge for, at Alumnerne fik det +saa hyggeligt som muligt i den minderige Gaard; men med Undtagelse af +Inspektor, som jeg stadig havde Forhandlinger med, var det sjældent, +at jeg kom i nærmere Forbindelse med nogen af dem, skjøndt der er +Mange, som jeg stadig mindes med Glæde. Ikke faa have allerede et +anset Navn i Videnskaben eller i Kirken. Jeg skal ingen Navne nævne; +det vilde blive enten for mange eller for faa; kun een maa jeg særlig +omtale, fordi jeg kom i et nærmere Forhold til ham end til nogen af +de Andre, _Holger Pedersen_. + +Hans Fader, der var Skolelærer i det sydlige Jylland, døde, da Sønnen +var 10 Aar gammel. Gode Venner raadede Moderen til at sætte den +begavede Dreng i Ribe Skole, og den brave, stræbsomme Kvinde skyede +intet Offer for at holde ham der. Ængstelig og forlegen var han, og +han gik som en Eneboer mellem sine Kamerater; men paa Skolen fik han +aldrig nogen anden Charakter end ug. Ogsaa Afgangsexamen bestod han +med lutter ug; og det var godt, thi havde han ikke havt dette Stempel +paa sig, vilde Ingen have opdaget ham i det Musehul, hvori han af +lutter Forlegenhed gjemte sig. Jeg lærte ham at kjende paa mine +Forelæsninger og var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og +ved at faa ham til at komme i mit Hus. Han tog Skoleembedsexamen med +Egregie, men til Skolemand var han ikke skabt. Han var kaldet til +Videnskabsmand. Han stillede sig fra først af den Opgave, som han +stadig fastholdt, at undersøge Sprogenes Historie og Sammenhæng. Ved +Siden af de Fag, hans Examen havde krævet, Græsk, Latin og Dansk, +studerede han Sanskrit, Gotisk, Slavisk og Litavisk, og da han fik +Leilighed til at reise udenlands, udvidede han Kredsen endnu mere. +Ved en sjælden Sparsommelighed og Nøisomhed fik han Stipendierne til +at holde ud i 4 Aar, saa at han ikke blot kunde besøge tyske +Universiteter og studere Armenisk i Venedig, men ogsaa studere +Albanesisk i Epiros og Keltisk paa Øerne ved Irlands Vestkyst. Hans +Skrifter, der ikke alene dreiede sig om Sprogene, men ogsaa om +Almuens Eventyr og Sange, nød almindelig Anerkjendelse, og 33 Aar +gammel (l. April 1900) blev han ansat ved Universitetet som +extraordinær Docent i sammenlignende Sprogvidenskab med det særlige +Hverv at holde Forelæsninger over de Slaviske Sprog, hvori +Universitetet efter Professor Verners Død savnede en Lærer. Et Par +Maaneder tidligere havde jeg den Glæde at være Forlover ved hans +Bryllup, og snart saa jeg ham ikke blot som en lærd Gransker, men +ogsaa som en lykkelig Familiefader. En ærefuld Kaldelse til +Universitetet i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit +Fædreland skylder man Alt, hvad man kan udrette." + +D. 1. November 1876 blev jeg _Regentsprovst_. Embedet havde staaet +ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann blev Minister, og i +den Tid været bestyret af Regentsens Viceinspektør E. Jónsson under +Stipendiebestyrelsens Tilsyn. Jónsson var en stille og godmodig Mand, +der i den Tid jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjælper og +Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en Mellemmand +imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden +Embedsgjerning, og som derfor kunde færdes ganske anderledes imellem +Studenterne og gjøre nærmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham +ofte iblandt dem paa Bænken under Linden, og hans private Bolig stod +aaben for Enhver, der ønskede hans Raad eller Selskab. Især var dette +naturligvis Tilfældet med hans Landsmænd, Islænderne. Disse, der +dengang ofte udgjorde en Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere, +havde ikke ganske let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes +talte de deres eget Sprog, som de Andre meget sjælden forstod, og +mange af dem søgte hellere Samkvem med Islændere udenfor Regentsen +end med deres Medalumner. At føre tilbørligt Tilsyn med dem vilde +have været mig umuligt uden Viceprovstens Hjælp. + +Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem for 100 +ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, der senere skulle +sætte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, der tidt omtales af ældre +Mænd som de skjønneste, de have levet, de rigeste paa aandelig +Udvikling og paa Glæde i Samlivet med Andre. Det var ikke uden +Bekymring, at jeg overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en +saadan Stiftelse. Jeg havde ikke noget særligt Talent til at omgaas +unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede +Ungdommen. Dette haabede jeg skulde være nok, og jeg tog næppe ganske +feil; thi efter Alt, hvad jeg kan skjønne, holdt Regentsianerne af +mig. Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trængte til Raad og +Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjælpe dem over +pekuniære Vanskeligheder eller endnu værre Forlegenheder, som de vare +komne i. Men der er en anden Fare, som vel er sjælden, men dog oftere +end man troer, truer den Unge, der rives bort fra sit Hjem og staar +ene i Verden, henvist til anstrengende Studier, som han ikke altid +har let ved at magte, og grublende over Gaader, som intet Menneske +kan løse. Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane, +som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, føle de svagere Sjæle +sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen er nær. Da gjælder +det at gribe ind i rette Tid, om den Syge skal kunne frelses. Hvis +det en enkelt Gang skulde være lykkedes mig, takker jeg Gud, at han +ikke har ladet mig arbeide forgjæves. Men det er saare sjælden, at +man faar Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De +rette Læger ere jo ogsaa de jævnaldrende Kamerater. Det er derfor med +stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. Det +er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, at det bør anbefales, at To +bo sammen, men det er ogsaa det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke +taale et Eneboerliv; han trænger til Selskab, til Fortrolighed, hvis +hans Sjæl skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflægge +Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet den Ven, som han +boede sammen med i den røde Gaard, og hvem han meddelte sine Tanker +og sine Glæder og Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En +faaet en Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet +hæves ved den næste Omflytning, og nærmer Embedsexamen sig, saa at +det gjælder om at have uforstyrret Læsero, saa gives der Eneværelser +nok til at tilfredsstille dette Behov hos de ældre. Men i de første +Aar af Regentstiden er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen, +og det vilde være høist beklageligt, hvis man nogensinde skulde +opgive dette System. + +Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske Ynglinge, +som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, dog fik Tid til +at more sig ved Samlivet med Kameraterne og ikke lukkede sig for det +Liv, der bevægede sig udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme +derved, bleve enten oversete eller affærdigede med en Advarsel; +meget sjælden indtraf der alvorligere Tilfælde, som kunde medføre +Berøvelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet og Publikum +holdes udenfor. Regentsens Ære krævede, at Sligt ikke blev omtalt, og +der var i den Henseende et ønskeligt Sammenhold imellem Alumnerne +indbyrdes; Angiveri taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke +undgaaes, at hvad der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt +udenfor denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse +allevegne, og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget +Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf i Aaret 1881. En +medicinsk Student X havde faaet Øgenavnet Tyrken, og nogle af hans +Kamerater havde moret sig med at forære ham et tyrkisk Flag. Da saa +Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den +unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte +juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans +Vindue vendte ind til Gaarden. Det varede ikke mange Minutter, inden +en anden Regentsianer, der var bleven opmærksom derpaa, styrtede op +og rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene havde faaet +Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste Form, som om +Regentsen var en Rede af Nihilister: "en Regentsianer havde stukket +den røde Fane ud og det lige over for Regentsprovstens Vinduer." +Selvfølgelig undgik Studentens Raahed ikke tilbørlig Paatale og +Straf. Imidlertid var det nær kommet til at gaa ud over en Anden, som +var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie var kommen +paa Tale i et Selskab, yttrede En, som ønskede at ende Samtalen med +en Spøg: "Aa, det var jo ikke andet end F., der stak sit røde Ansigt +ud af Vinduet." Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt +Kongen, som om F. havde været den Skyldige, og Hans Majestæt blev +meget forarget over, at en Søn af en af hans mest betroede Embedsmænd +kunde opføre sig saaledes. + +I de Dage da Politikens Bølger gik høit her i Landet, vare +naturligvis ogsaa Regentsianerne stærkt optagne af de politiske +Spørgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige Demonstrationer +tillodes ikke, men den private Diskussion kunde jo Ingen hindre, og +selv almindelige Diskussionsmøder paa Læsesalen fandt jeg ingen +Anledning til at forbyde, naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens) +Personlighed var nogen Sikkerhed for, at den nødvendige Orden vilde +blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse til +Afholdelse af et saadant Møde; da fremkom den, der skulde indlede +Mødet, med en yderligere Begjæring om, at det maatte tillades hans +gode Ven, Folkethingsmand Jens Busk at komme til Stede for at +forklare, hvad Venstres Program egentlig gik ud paa; det var jo dog +af Vigtighed, at man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen +i Veiret om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig ikke +særlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg ogsaa sige B. +Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg maatte jo indrømme, at det +var hensigtsmæssigt, at de vidste Besked med de Spørgsmaal, de +pleiede at drøfte indbyrdes. Men, tilføiede jeg, kommer Jens Busk, +saa kommer jeg ogsaa; Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene. +Aftenen kom. J. B. holdt et længere Foredrag for at udvikle sit +Partis Standpunkt. Han blev imødegaaet af en forhenværende og to +daværende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. Den tre Timer +lange Forhandling havde en fuldstændig rolig og lidenskabsløs +Charakter, og jeg tror ikke, at den radikale Jyde vandt en eneste +Tilhænger iblandt Regentsianerne udover dem, han havde i Forveien. +Han selv var glad over, at "han havde været oppe at præke for +Studenterne" og omtalte det den følgende Dag i Folkethingssalen. Et +Par Dage senere indeholdt Høirebladet Svendborg Avis en heftig +Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen. +Foranlediget derved paalagde Kultusminister Scavenius Konsistorium +at afæske mig en Erklæring om denne Sag, særlig om "med hvad Ret jeg +havde tilladt Afholdelse af politiske Møder paa Regentsen." Jeg +svarede, at denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke +mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en +almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles Tanker, +naar jeg ved min egen Nærværelse sørgede for, at Alt forløb sømmeligt +og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, at Ministeren havde +"givet mig en Næse" for dette Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik +intet Svar fra Ministeren; men efter hans Foranledning vedtog +Stipendiebestyrelsen den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes +Fremmede at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger, +det være sig som Foredragsholdere eller som Gjæster, uden +Stipendiebestyrelsens Tilladelse. Denne Indskrænkning i min tidligere +Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa Ønsker, som jeg ikke +sympathiserede med, var mig i Virkeligheden kjærkommen. Fra samtlige +Regentsianere modtog jeg en Adresse, hvori de "takkede mig for min +humane og liberale Optræden overfor Spørgsmaalet om Tilladelse af +Foredrags- og Diskussionsfrihed paa Regentsen." + +Jeg har omtalt disse Tilfælde, fordi de igjennem Pressen bleve +bekjendte for Publikum og anførtes som Vidnesbyrd om en beklagelig +radikal Stemning hos Regentsianerne. En saadan Slutning er man ikke +berettiget til at uddrage af dem. At der iblandt 100 unge Mennesker, +udgaaede fra de forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den +yderliggaaende Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; men +der blev gjort, hvad der kunde gjøres, for at denne Stemning ikke +skulde forstyrre det rolige Studieliv eller yttre sig paa nogen for +Stiftelsen kompromitterende Maade. At være fast Medarbeider ved et +politisk Blad betragtede jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som +uforeneligt med Nydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at +skaffe de Studerende Tid og Ro til deres Studier. + +Det var ogsaa meget mere litterære og æsthetiske end politiske +Spørgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes daglige Samtaler. +Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, naar der +skulde vælges en ny Klokker, hørte man ofte det Forlangende, at den +Valgte burde sørge for, at der blev holdt Foredrag over saadanne +almenvidenskabelige Emner; men det vedblev at være et pium +desiderium. Ingen tilbød sig; Examensstudiet syntes ikke at levne +dem Tid til andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv +et Forsøg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag over +Fremstillingen af Christus i ældre christelig Kunst. Valget +var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons +"Christusbilledet" (1880), men min Behandling af Emnet var rigtignok +meget forskjellig fra hans[9]. Regentsianerne mødte fuldtallige og +hørte Foredraget med stor Interesse, men for det store Flertal var +det dog en altfor fremmed Verden, det førte dem ind i. + + [9] Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift, + utg. af Letterstedska Föreningen. 1881. S. 282 ff. + +Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium og til +politisk Farve, saa maatte det være til Gilder og Sold. I Samlivet +med Kameraterne glemtes Studiernes Tvang, og Aandens Kræfter rørte +sig frit. Gilderne vare et fremtrædende Træk i Regentsens Fysiognomi. +Man kjender det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var +dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid en Ploug +eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre begavede Aanders +Forsøg findes det, som Muserne ikke vilde skamme sig ved. Regentsens +Hovedfest var Rusgildet, som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned +til Modtagelse af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen +Munterhed og Aandrighed været dem tilstrækkelig Underholdning; men +nu begyndte man at ønske en mere nærende Føde, og det blev Skik at +indbyde en eller anden Forfatter, Skuespiller eller Sanger, helst en +forhenværende Regentsianer, som man kunde formaa til at tage Del i +Festen. Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens +Glanspunkt, og den Glæde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de +befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfældet med mig; +thi jeg var altid til Stede ved disse Fester. Provstens Nærværelse +gjorde det lettere for Klokkeren at overholde den nødvendige Orden, +hvilket undertiden kunde være svært nok, da der ikke sparedes paa +Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv gribe ind; men +da var Nødvendigheden saa indlysende, at saa godt som Alle billigede +det, og Regentsianerne vedbleve at være lige saa fornøiede med mig, +som jeg var med dem. + +Naar Vinteren var skreden længere frem og allerede nærmede sig sin +Slutning, fremkom der Ønsker om en ny og endnu større Fest; man vilde +holde Bal. Dristigt var det vel nok og i Manges Øine lidet passende +at byde unge Damer, som man satte Pris paa, til Gjæst i den gamle +Kaserne og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar +Provsten og hans Hustru vilde være Vært og Værtinde, og man ikke +stillede for store Fordringer til Udstyr og Beværtning. Læsestuen +afgav en udmærket Dansesal, Musikstuen et, rigtignok knebent, +Samlingsværelse; Bibliotheksværelset kunde tjene som Buffet, og et +større Alumnusværelse som Garderobe. Monteringen manglede, men man +fik det Fornødne til Laans fra større Magaziner og fra gode Venner. +Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde leve af +deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. Det var +derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, der deltog i Ballet; +man maatte være glad, naar der meldte sig 30, det Tal, der blev +fastsat som Betingelse for, at Ballet kunde holdes. Dertil kom den +Forstyrrelse, det foraarsagede i alle Forhold, og den betydelige +Tidsanvendelse, som alle de, der havde med Anordningen at gjøre, +maatte offre. Det var derfor ikke uden Betænkelighed, at +Overbestyrelsen tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et +saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke og fornøielige +Fester blev det. Der var ingen straalende Dametoiletter og ingen +skummende Champagne, men der var en ungdommelig Livlighed og en +umiddelbar Glæde, der ikke altid findes paa elegante Privatballer. +Studenterne var elskværdige og ridderlige Værter, og de unge, for en +stor Del ganske unge Damer morede sig fortræffelig. + +I de lumre Sommeraftener samledes af og til større eller mindre +Kredse under Linden i Gaarden, og de røde Mure gjenlød af Sang og +Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens Fødselsdag med et saakaldet +Lindegilde. I 1885, da det var 100 Aar, siden Træet blev plantet, +blev Lindegildet en stor Jubilæumsfest, hvorved ogsaa mange ældre +Regentsianere fra hele Landet gav Møde. Uagtet Festen var bleven +udsat til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende +Regnbyger nødte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men til det +paafølgende Sold kunde den talrige Kreds samles i den festlig oplyste +Gaard omkring den flagsmykkede Lind og tilbringe Aftenen i munter +Stemning under Afsyngelsen af gamle og nye Sange med tilhørende +Taler[10]. Iver Iversen havde forfattet en Kantate, og Niels Møller +oplæste en versificeret "Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud. +theol. C. Bjerre, havde været særlig virksom. Han havde blandt Andet +skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade være at meddele, +da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra +Regentsen[11]. + + [10] En fuldstændig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning + udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag + 1885). + + [11] Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36. + + (Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.). + + At kommandere en enig Hær, + Som strax paa Vinket staar paa Pinde, + Dertil kan bruges omtrent enhver; + Men hvis du derimod vil finde + En Mand, der Styr kan holde paa en Hær, + Som saadan rigtig dygtig oplagt er + Til Klammeri + Og Mytteri, -- + Da søg en "Kommandør" som vores. + + Man siger os, vi har ej faa + Af disse slemme, slemme Synder, + Men vil man deri se Tegnet paa + At Verdens Undergang begynder, + Jeg siger bare: kom da selv herind + Og se vor Enighed om Gaard og Lind -- + Og dette til: + Spørg, om De vil, + Hvad Mening vi vel har om Provsten. + + Det bliver ét kun, det Svar, De faar + Fra hver især i hele Banden; + Thi han har Kærlighed til vor Gaard + Som sikkert ikke nogen Anden. + Og det er ikke bare Hjernespind, + Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind + I fordums Tid + Plantet af Hviid, -- + Var dette blevet gjort af Ussing. + + Thi -- er det Sorg, er det Munterhed, + Der fylder disse røde Rønner, + Med Raad og Daad altid godt han ved + At hjælpe sine Plejesønner. + Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind + I kær Erindring leve i vort Sind, -- + Medens vi nu + Med Tak i Hu + Vil raabe: længe leve Provsten. + +Iblandt de indbudne Gjæster befandt sig selvfølgelig baade Ploug og +Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to Mænd var høist +forskjelligt. Hostrup var deres erklærede Yndling; ham hyldede de ved +enhver Leilighed, og da han denne Aften havde holdt en Tale for +Regentsen, var Jubelen almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske +tilbage; man mærkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok, +at om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest +Høirøstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk Renegat -- +thi med dette fuldstændig uberettigede Navn pleiede jo Venstrepressen +at stemple sin fornemste Modstander -- og at man lukkede Øiet for, at +det var ham, der var Skaberen af Regentspoesien og den Form for +Regentslivet, man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han +Selskabet, og han fik ikke den Glæde at være Vidne til, at dog en Del +af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad er Regentsen?" + +Hostrup døde 21. Nov. 1892 og blev jordfæstet paa Frederiksberg +Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. Ikke længe efter +yttredes det som et almindeligt Ønske iblandt Alumnerne at faa en +Buste af ham opstillet paa Regentsen. Ældre og yngre Regentsianere +traadte sammen for at indsamle det fornødne Beløb, og 2. Nov. 1894 +blev en Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret +af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Læsestuen og afsløret i +Nærværelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen m. Fl. samt +den nærmeste Familie. Det havde været Meningen, at Ploug skulde holde +Talen ved denne Leilighed, men Døden bortrev ham faa Dage i Forveien +(27. Oktbr.). Det blev da Hostrups ældste endnu levende Ven, Biskop +Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa een Gang hjærtelig +og værdig Tale lod han Sløret falde og overgav Monumentet til +Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed +til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans +Barndomsven var ham[12]. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og +Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham; +men Hostrup førte Hyrdestaven og Ploug Sværdet; hans hele Liv var +Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstændighed. Ogsaa Ploug var +min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens +Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det +samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid +kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn +"Fædrelandet". + + [12] En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke + havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen. + + * * * * * + +D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa Regentsen. +En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. Tre Maaneder +efter, da min Hustru og jeg feirede vort Sølvbryllup, oplivede +Regentsianerne denne Fest ved et af de extemporerede "Fakkeltog", som +dengang undertiden brugtes. I deres daglige Dragt, iførte Slaaprokker +og gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden og gik +syngende rundt omkring Træet. Da følte min Hustru og jeg, at vi vare +hjemme her, og denne Følelse af, at Regentsen var vort Hjem og +Alumnerne hørte til vor Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de +100 Studenter var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi +gjerne over til os, især om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, der +saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at bringe os dem alle +nærmere. Det var derfor ikke med let Hjerte, at vi efter 19 Aars +Forløb forlod Regentsen; men Tiden gaar sin Gang og stiller sine +Fordringer uden at spørge om Forlov. + +Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg fyldte det +Maal, man kalder Støvets Aar, havde jeg fra "danske Filologer" +modtaget en smuk Mindegave, en Bronceafstøbning af Dionysosstatuen +fra Pompeii tilligemed en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af +Carl Thomsen. Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere +bragte mig; de udtalte Ønsket om, at jeg endnu længe maatte bevare +min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde jeg takke Gud +for, at dette Ønske var bleven opfyldt. Jeg mærkede endnu ingen +Aftagen hverken af Kræfterne eller af Lysten til at arbeide, og +saavel Tilhørere som Kolleger forsikkrede mig, at de heller ikke +sporede nogen saadan. Men Videnskaben staar ikke stille. Med den +tiltagende Alder blev det mig vanskeligere at følge dens Udvikling, +især da den sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig +havde kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at det fra +først af var blevet mig paalagt at docere ikke blot Filologi, men +ogsaa Archæologi, og dette Fag, der et halvt Hundredaar tidligere +endnu var i sin Barndom, havde i de sidste Aartier baade ved Stoffets +enorme Forøgelse og ved Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at +det næppe syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det +maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa skulde +være Lærer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa forsømt Archæologien, +da den filologiske Undervisning ved Universitetet maatte være +Hovedsagen. Nu forekom det mig uforsvarligt at fortsætte dette +længere, da der fandtes en yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og +anerkjendte Lærerdygtighed gjorde ham selvskreven til at afløse mig +som filologisk Professor. Jeg søgte altsaa min Afsked fra +Universitetet. Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L. +Heiberg, ønskede jeg selv indtil videre at beholde Archæologien, og +jeg skrev i min Ansøgning, at jeg gjerne vilde vedblive som +Privat-Docent at holde Forelæsninger og Øvelser i dette Fag, indtil +der kunde blive oprettet en særskilt Lærestol for det. + +Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at være +Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor. +Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes +rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de fornødne Kræfter til +at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det +tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjældende Lovbestemmelser, +og det juridiske Fakultet erklærede, at Regentsprovsten derefter +skulde være en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister +udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig +til at henstille Spørgsmaalet til Ministeriets Afgjørelse; men dette +afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udsætte mig for, at der blev +gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger, +som havde været mit Livs Lykke. Jeg søgte altsaa min Afsked som +Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet +ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nærmede +sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter, +Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid +i Studenterforeningen. Universitetslærerne sluttede sig til dem +tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en +talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af +min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra +Udlandet forskjønnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som +jeg ikke kan nægte mig den Glæde at meddele her, skjønt Beskedenheden +vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat +sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedsløb. + + _Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing._ + + I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratræder det sidste + Hverv, som De har beklædt i vort Universitets Tjeneste, føler + Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for + Deres lange og nidkære Virksomhed. Ikke blot som Lærer og + Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets + Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til + hvem De var stillet i saa nært et Forhold, har De i en sjælden + Grad usvækket og utrættet virket med den fulde Hengivelse af al + Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en + Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en + elskværdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke længere ved + ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle + Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og + Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og + Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og + ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig + og legemlig Styrke. + + Kjøbenhavn i Marts 1896. + + H. G. Zeuthen. + H. Scharling. P. Madsen. Will. Scharling. H. Matzen. + Deuntzer. Saxtorph. C. Reisz. Christian Bohr. + A. F. Mehren. E. Holm. V. Fausbøll. Wimmer. + Joh. Steenstrup. Julius Thomsen. Thiele. + + + + +XI. + +SKANDINAVISME. + + +Mit Liv i Studenterdagene havde været indskrænket til Studerekammeret +og til Omgang med den Kreds af aandsbeslægtede Venner, jeg havde +sluttet mig til. Naar jeg besøgte Studenterforeningen eller +Akademikum, var det nærmest for at følge med Litteraturen, men ellers +havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken +været med ved Studentermøderne i Anledning af Christian VIII.s +Thronbestigelse, eller ved det paafølgende Forsøg paa at stifte et +"Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at +foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af +mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle +Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug +udtalte det, et afgjørende Moment i deres Liv. Det var, som +Upsalensernes Ordfører udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig før +havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glæde, men +paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forsætter om at arbeide for +Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette første +skandinaviske Studentermøde er saa ofte omtalt og beskrevet, særlig i +den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til +Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved +det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortælle Noget derom end +mange Andre, da mine svage Kræfter, især efter en heftig Søsyge i +Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at +udholde de Anstrængelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og +Andet staar dog endnu, efter næsten 60 Aars Forløb, tydeligt for mig, +saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Høie og den Hyldest, vi bragte +Professor Geijer. + +Allerede før min Afreise fra Kjøbenhavn havde jeg besluttet, naar +Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjøre +Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde +begyndt at studere Archæologi, havde dobbelt Betydning for mig. I +Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer, +medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige, +navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var +ophængt i et snævert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf +end et Par prægtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af +de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke +synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fædrelandet"; det var +mit første famlende Forsøg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen +havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i +Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnström +og med den fortræffelige Portrætmaler, Oberstlieutenant Södermark, og +jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en +hyggelig Fortsættelse af Studenterfesten. + +Men jeg havde ogsaa et andet Besøg at gjøre i Stockholm. Den danske +Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Søn af min Faders gamle +Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjøndt det +i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders +Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog +været mere velkommen, hvis jeg var kommen alene, end nu, da jeg kom +i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob +Oprørere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent Øie +med. Det var en kjølig Luftning; men den udøvede naturligvis ingen +Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning, +jeg modtog ved min Ankomst til Kjøbenhavn, at der var anlagt Sag imod +Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned +samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog +efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med +det Formaal "at fremme det sociale og litterære Samkvem imellem de +skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette +Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den +skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fædrelandets +mest ansete Mænd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med +det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet +vilde faa en langt større Betydning, og jeg frygtede for, at +Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lægge Hindringer i Veien +for det Større og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det +var deres Sag at tage Initiativet. Men -- det skandinaviske Samfund +blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var +naturligvis uden Virkning. Der var unægtelig hverken i det udtalte +Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt +ud loyalt, men man beraabte sig paa "de øvrige foreliggende +Omstændigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne +og deres Førere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af +September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i +Kjøbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk +Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede +Regjeringen ikke at nægte sin Autorisation. Det skandinaviske +Selskab, hvis første Bestyrelse var Professorerne H. N. Clausen, S. +A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad, +opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de +nærmest følgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals +Tjeneste[13]. + + [13] Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff. + +Det næste skandinaviske Studentermøde blev holdt i Kjøbenhavn 1845. +Jeg var dengang i Rom og mærkede kun lidet til den Begeistringens +Rus, der betog Kjøbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i +Ridehuset tog det Løfte af de Tilstedeværende, at de vilde staa Last +og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt +Sag an imod ham for denne Tale, men Høiesteret frikjendte ham. Talens +Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland +udbrød, meldte et stort Antal Nordmænd og Svenske sig som Frivillige +til den danske Hær og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for +Danmarks Velfærdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer +og hans Mægling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark +glemte dog aldrig Fostbrødrene fra Broderrigerne, der beseglede deres +Løfte med Døden. + +Da Krigen var endt, indbød Nordmændene til et nyt Studentermøde, som +blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra +Upsalamødet, som her ikke var Spor af nogen nervøs Spænding, men kun +rolig Glæde over Samlivet med Frænderne. Nordens Konger viste sig jo +ogsaa nu i høi Grad imødekommende. Upsalenserne vare desværre ved den +samtidig indtræffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Møde, +men desto livligere var Deltagelsen fra Kjøbenhavn. Mange ældre +Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle +Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne, +Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams, +Buntzen, Hauch, Høyen, Kayser, Schiern og jeg. Næsten Alt, hvad +Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Møde ved dette Stævne +og bredte Poesiens Gyldenskjær over Festen. + +I det 4. Studentermøde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da +de nordiske Studenter næste Gang samledes i Kjøbenhavn 1862, havde +jeg den Glæde som Vært at kunne modtage Frænderne, hos hvem jeg før +havde været Gjæst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at +staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik før +Stormen; men under Festens Glæde bød Gjæstfriheden os at lukke Øinene +for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nær +eller saa forfærdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen +og lemlæstet, og Glædens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for +det. Skuffelsen over, at Brødrerigerne ikke havde kunnet hjælpe os, +fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermøder; +men Ulykken kan ikke berøve dem deres historiske Betydning. Hvem kan +nægte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske +vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk +til i Fællesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken +skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til +at gro. Studentermøderne ophørte derfor heller ikke. Der holdtes +endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde +tildels en anden Charakter. Vækkelse var ikke længere fornøden; nu +gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved +Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det +gjaldt om at gjøre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre +naaes igjennem engere Møder af Fagmænd, der dyrkede det samme Studium +eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne +Møder ogsaa stadig blevne talrigere, Møder af Jurister og +Statsøkonomer, af Naturforskere og Læger, af Filologer og Skolemænd, +Lærere og Lærerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v. + +I Filologmøderne var jeg selvfølgelig en ivrig Deltager, for saa vidt +som det var mig muligt at indfinde mig der. Det første nordiske +Filologmøde holdtes i Kjøbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det +3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjøbenhavn 1892, det 5. i Christiania +1898, det 6. i Upsala 1902. I det første af disse indledte jeg en +Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk med særligt Hensyn til Brugen +ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et +Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et +Foredrag om Theaterbygningen hos Grækerne, som de nyeste +Undersøgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor +Overraskelse for de Fleste, thi Dörpfelds Bog om Theatret var endnu +ikke udkommet. Over de to første Filologmøder kastede Madvigs +Nærværelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at +de vare baade indholdsrige og i høi Grad fornøielige. + + * * * * * + +Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfærdselen +imellem Lunds og Kjøbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og +god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke være andet, end +at de to saa nær ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i +nærmere Berørelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig +besøgte hinanden. Fra det Øieblik, da det berømte Møde imellem +Oehlenschläger og Tegnèr fandt Sted, bleve disse Besøg hyppigere og +hyppigere, indtil de affødte de ovenfor omtalte store Studentertog. I +1851 var jeg Gjæst i Lund i Anledning af Indvielsen af den +akademiske Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da +Tegnèrs Statue blev afsløret. Begge Gange havde jeg den Glæde at bo +hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lærd, hvis +Væsen var den personificerede Ærlighed. Han havde en elskværdig +Hustru og 7 nydelige Døtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han +døde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i +endnu nærmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer, +_G. Ljunggren_ og _C. Cavallin_. Den Første var Professor i Æsthetik, +en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem +hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besøgte +vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage +Reisen. _Cavallin_ var Professor i Græsk, grundig Filolog og smagfuld +Oversætter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin +Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt. +Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glæde af +at arbeide sammen med ham, aftog Kræfterne stadig. Jeg mindes, at jeg +spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig. +Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar +tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i +Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i +den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et +Minde om min Ven. + + Der var saa tyst, der var saa stille + I Stuen, hvor den Lærde sad + Og tolkede med sindrigt Snille + Hvad Oldtids store Aander kvad. + Med Hælvten af sit Hjerte-Blod + Fra Hades maned han dem frem. + Og Blomster af hellenisk Rod + I Norden fik et andet Hjem. + + I Sprogets underfulde Gaade + Fordybed sig hans Forskeraand; + Den skjulte Tankes fine Traade, + Udredtes af hans Mesterhaand. + Saa gjennem Oldtids dunkle Rester + Den Unge fandt en banet Sti + Og takked tidt den gamle Mester + For Skattene, han fandt deri. + + Nu er der dobbelt tyst og stille + I Stuen, hvor den Lærde skrev, + Thi ved hans Baare Taarer trille + Og Mindet kun tilbage blev. + Men tørres Taaren, standser Sukket, + Paa Mindets Sten den Skrift skal staa: + En ædel Sjæl har Øjet lukket, + En Arbeidsmand trofast som faa. + + 14. Okt. 90. _L. U._ + +I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjøbenhavns Universitetslærere +pleiet i større Samling skiftevis at aflægge hinanden Besøg. Iblandt +dem, der gjøre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse +Fællesmøder og sat dem i Værk, tør ogsaa jeg regne mig. Det var efter +min indtrængende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og +dermed var dens Udførelse sikkret. Det første Møde blev holdt i +Kjøbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller +3 Aar fulgte efter hinanden i regelmæssig Skiften. Det var +fornøielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dèr stiftede og +udvidede Bekjendtskaber ikke bør agtes ringe. Saalænge mit Helbred +tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Møder har +jeg maattet holde mig tilbage. + +I September 1887 blev jeg indbuden til _Christiania_ for at være +Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi. +Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i længere Tid havde +virket som medhjælpende Lærer ved Universitetet, og Danskeren A. B. +Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad, +Bugge og Schjøtt, Professor Cavallin i Lund og mig. _Monrad_ var, som +den ældste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men +han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske +Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men +i sin Fritid dyrkede han Musiken -- han behandlede Violinen med +Virtuositet -- og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han +og _Sophus Bugge_, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjøbenhavn, og +med hvem jeg havde Plautus-Studiet fælles, hørte til mine kjæreste +Venner, og det Samme var Tilfældet med Cavallin. Vort Møde var derfor +særdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle +tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningssætning, at begge +Ansøgere kunde ansees for skikkede til at beklæde Posten; men dermed +ophørte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjøtt foretrak +Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man +maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnævnt til +Professor; men de ledende Mænd i Norge vare af en anden Mening. Da +Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tænkt sig, at der +vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst ønskede +valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev +efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og +man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af +det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fældede Dom. +Efter længere Tids Betænkning blev Stenersen udnævnt til Professor. +Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering +mente, at Dommerkomiteen kun havde været raadgivende, men den +almindelige Mening tillagde Dommen en større Betydning. En Del danske +Videnskabsmænd udstedte derfor en Protesterklæring, et Skridt jeg +for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have +fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid +fraværende paa en længere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet +det, først fordi jeg ikke fandt det helt retfærdigt, dernæst fordi +jeg som ivrig Skandinav maatte være bange for, at man efter et +saadant Skridt i Fremtiden vilde være mindre tilbøielig til ved +Besættelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at søge +Raad og Bistand hos Fagfæller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke +har stadfæstet sig. I den nyeste Tid har Ønsket om nøiere Forbindelse +imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Møder, hvor +udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drøfte, hvad +der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, særlig ved at +de Studerende faa fuldstændig Frihed til at studere, ved hvilket +Universitet de ville; og at Lærerposterne besættes uden alt Hensyn +til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhøre. Jeg hilser +dette Skridt med Glæde, og haaber, at man ikke vil trættes, før man +har naaet et Resultat. + + + + +XII. + +POLITIK. + + +I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde +tænkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjøndt jeg ikke vilde +holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring. + +Efter Afslutningen af den første slesvigske Krig gjaldt det om at +ordne Sønderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde +Danmark været en Storstat, vilde Alverden have paaskjønnet den +Retfærdighed, hvormed man gik frem, men Oprørspartiet var det store +Tysklands Kjælebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra +dansk Side -- hvad der jo nok kunde hænde, -- blev det udraabt som en +forfærdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var +meget vanskelig for ikke at sige uløselig, siden man ikke havde +villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Løsning, Slesvigs +Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke +gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredømmet over +Sønderjylland, hvilket det danske Folk selvfølgelig ikke kunde +tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og +Uafhængighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrænket +til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og +Helstatsministeriet (Bluhme-Ørsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54) +maatte efter 3 Aars haabløse Anstrengelser vige Pladsen. Under de +følgende Forhandlinger med Tyskland blev Spændingen bestandig større; +det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttede _Hall_, +der havde været Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut +nødvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin +Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige +Kundgjørelse om Hertugdømmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev +hilset med Glæde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette, +blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen +klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var +kastet, Skridtet maatte gjøres fuldtud, og en fælles Grundlov for +Kongeriget og Sønderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13. +November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu været +muligt at opnaa en Løsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var +død to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa løs, og +Bismarck tøvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig +havde luret paa. + +Budskabet om Frederik VII.s Død var et Tordenslag for Danmark. Man +kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og +man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han +underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fællesforfatning, men han +gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrækkelig +Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede +Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde +nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophævelsen af +Fællesforfatningen, hvilket man havde krævet, og de Mænd, med hvem +Kongen raadførte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldte +_Monrad_ sig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg +Nytaarsaften læste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven +Minister; saa anede jeg Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han +vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til +Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Sønderjylland; Monrad +havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der +tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre +Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Førerne fra 1848; man +havde frygtet noget Værre. + +Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen +skulde han modtages; men efter et Par hæderlige Forpostfægtninger +blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hæren led meget ved det +besværlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu, +hvis ikke Max Müller havde standset Forfølgerne ved Sankelmark. +Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at +man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed +Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det. +Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet? +Ingen havde oplyst os om, at Befæstningen kun var halv færdig, og +selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets +Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets +Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse +imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den +Misstemning imellem Hæren og Folket, som danner en saa paafaldende +Forskjel imellem den første og den anden slesvigske Krig. Officererne +gjorde uden Vægring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde +ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket +gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb +var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede +Overgeneralen. Den villiestærke Mand, som havde haft Mod til at +opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage +sig Ansvaret for at rømme Dybbøl, da det forlangtes af Hærens andre +Befalingsmænd og var øiensynligt, at Hærens Forbliven i de +sønderskudte Skandser kun vilde medføre et forfærdeligt og unyttigt +Blodbad (18. April). + +En Freds-Konference skulde være traadt sammen i London den 12. April, +men Preussen og Østerrig trak Tiden ud til d. 20.; de vilde først +være Herrer over den sidste Fodsbred af Sønderjyllands Jord. Paa +Konferencen dreiede Forhandlingerne sig væsentlig om en Deling af +Slesvig. Danmark vilde gaa ind paa at afstaa Landet S. for en Linie +fra Eckernförde til Frederiksstad; Preussen og Østerrig forlangte +hele Landet indtil Aabenraa-Tønder. De neutrale Stormagter foreslog +Afgjørelsen henvist til en Voldgiftsmand, der skulde fastsætte +Grændsen indenfor de nævnte Delingslinier; det var paatænkt, at +Kongen af Belgien skulde overtage dette Hverv. At Erobrerne ikke +vilde antage dette Forslag, kan man forstaa; men at ogsaa Danmark +forkastede det, er ubegribeligt. Efter Danmarks Afslag opløstes +Konferencen (25. Juni), og dermed svandt vort sidste Haab. Man skulde +have troet, at Danmark nu vilde anvende den yderste Anstrengelse og +Aarvaagenhed under Krigens Fortsættelse; men det var, som om ogsaa +den aandelige Kraft var brudt efter Dybbølslaget, og ikke engang den +ærefulde Seir ved Helgoland (9. Mai) kunde hæve den igjen. Fredericia +blev allerede rømmet 28. April, og 4 Dage efter Londoner-Konferencens +Slutning ramtes vi af den største og forsmædeligste af alle +Ydmygelser, idet Preusserne overrumplede og bemægtigede sig Als. Nu +laa Danmark knust for sin Modstanders Fødder. Den 11. Juli blev +Monrad afskediget, og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det +Hverv at slutte Freden. Ædelmodighed var ikke at vente af Seirherren. +Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark afstaa hele +Sønderjylland tilligemed Als, og Jyllands Grænse blev trukket saa +uheldigt for Danmark som muligt. Større Sorg har aldrig ramt det +danske Folk, og det gaar vel de Fleste, der have oplevet det +Ulykkens Aar 1864, som det er gaaet mig, at Hjertesaaret aldrig har +lukket sig. + +En af de sørgelige Følger af slige Ulykker er, at man kaster sig over +det lidet nyttige Spørgsmaal: hvem har Skylden? Den Enighed, der +havde samlet det danske Folk i 1848, var ikke længere til Stede. Det +ene politiske Parti kastede Skylden paa det andet, og særlig maatte +det national-liberale Parti være Syndebuk, skjøndt Sandheden var den, +at man havde vraget dettes Fører, og medens han i ængstelig Spænding +havde Øiet fæstet paa den sidste Redningsplanke, ganske rolig havde +ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden. Der fandtes endnu dem, +der mente, at man ved at ophæve Novemberforfatningen kunde have holdt +Monarchiet sammen, og som ikke kunde se, at en Personalunion imellem +Danmark og Slesvigholsten var en Dødsdom for det danske Folk; at ikke +engang dette havde kunnet opnaaes, have de senere Begivenheder +og Bismarcks uforbeholdne Udtalelser tilstrækkelig vist. +Disse "Helstatsmænd" mente altsaa, at Skylden fandtes hos det +national-liberale Parti eller rettere hos det danske Folk. De +stiftede da 23. Aug. 1864 den saakaldte _Augustforening_, der +opstillede som sit Formaal "at styrke og befæste Baandet imellem +Kongen og Folket og hævde og indskærpe Kongedømmets Betydning". Der +havde rigtignok ikke vist sig nogen som helst republikanske +Tilbøieligheder hos det danske Folk, og ligesom Kongen trofast havde +delt de onde Dage med sit Folk, havde dette vist ham al skyldig +Hengivenhed. Augustforeningen havde en ren og bar reaktionær Tendents +og bidrog Sit til at forbittre Spliden imellem de forskjellige +Elementer i Folket. Som Modsætning til denne udstedte derfor en +større Kreds af Mænd af alle Stænder -- ogsaa mit Navn findes iblandt +dem -- 25. Januar 1865 en Indbydelse til Stiftelse af en _Dansk +Folkeforening_ med det Formaal "at styrke og udvikle den nationale +Aand og Bevidsthed, at bevare den i fælles Nationalitet og +Fortidsminder begrundede Forbindelse med de danske Slesvigere og at +værne om den folkelige Friheds grundlovmæssige Bevarelse og +Udvikling." Foreningen, hvis Formand var Orla Lehmann, fandt stærk +Tilslutning; en Maaned efter dens Stiftelse talte den 1300 Medlemmer +i Hovedstaden og 600 i Filialerne. Den 6. April 1865 holdt jeg der et +Foredrag, som blev trykt: "Et Par Ord om Forholdet imellem Konge og +Folk". Det var foranlediget ved den Misbrug, man havde gjort af +Kongens Ord den 27. Febr. 1864, da han i sit Svar paa Rigsdagens +Adresse udtalte: "Jeg vil være en fri Konge over et frit Folk". Hvad +der dengang var ment om Kongens, og dermed Statens Frihed og +Uafhængighed udadtil, var senere bleven anvendt paa Kongens Forhold +til hans eget Folk. Det var særlig blevet benyttet af Finantsminister +David, der havde bedet Folkerepræsentationen betænke, at +"Folkefriheden overalt, hvor Monarchier bestaa, hviler paa Thronens +Frihed", og at "ligesom Folket ikke blot er til for Kongens Skyld, +saaledes er Kongen heller ikke til blot for Folkets Skyld", Ord som +under den smukke Indklædning kunde skjule mangen uklar og brøstholden +Tanke. Jeg fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var +til for Folkets Skyld, og anførte af Historien afskrækkende Exempler +paa den modsatte Opfattelse. Særlig dvælede jeg ved de i England +under Henrik VIII og Dronning Elisabeth og under Stuarterne fremsatte +absolutistiske Theorier, og ved Fontanes' mere end latterlige +Forgudelse af Keiser Napoleon I. + +Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningsspørgsmaalet var +afgjort, var den ene af de Opgaver, den havde stillet sig, løst. Den +anden, Danskhedens Bevarelse i Slesvig, blev overtaget af Andre; men +den Kapital, som Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev +ved dens Ophør stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendes i +dette Øiemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein og mig. + +Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkerepræsentation. Den +da indførte Forfatning angik Danmark og Slesvig i Forening og +oprettede et Rigsraad som Fælles-Organ. Danmarks særlige +Anliggender behandledes af den ved Grundloven 5. Juni 1849 indførte +Rigsdag, saaledes som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855 +vedtagne Indskrænkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte +Repræsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte nu, at +Junigrundloven uden al Indskrænkning skulde indtræde i sin gamle +Plads; men Regjeringen hævdede, at Novemberforfatningen lige saa vel +var en Grundlov, og kun kunde hæves paa grundlovmæssig Maade, d. e. +med dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke ikke +kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle Ændringer i den gamle +Grundlov, navnlig med Hensyn til Landsthingets Sammensætning. Over to +Aar hengik, inden Enighed tilveiebragtes; først 28. Juli 1866 kunde +Kongen underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det var +ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om dette +Spørgsmaal, hvis Afgjørelse var paatrængende nødvendig, og da man +opfordrede mig til at bidrage mit til at fremme Afgjørelsen, vovede +jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 2. Valgkreds, +C. Brix, var valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den +fik jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og 17. +Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede ingen +fremtrædende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, skjøndt jeg ikke +holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have et Ord at sige, saaledes i +Skole- og Universitetsspørgsmaal. En meget betydelig Lov blev +forelagt Rigsdagen i denne Samling, den almindelige borgerlige +Straffelov (stadfæstet af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der +var udarbeidet af en særlig nedsat Kommission, var først blevet +forelagt Landsthinget og havde dèr modtaget en saa omfattende og +samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede ikke +at nedsætte noget nyt Udvalg, uagtet der ved den første Forhandling +var fremkommet mangfoldige Ønsker om Ændringer, men at lade disse +Ændringsforslag uden videre blive fremsatte til Lovens anden +Behandling. Der arbeidedes derfor ufortrødent i Mellemtiden for at +samle Meningsfæller og redigere Ændringsforslagene, og mit Navn +findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse tør jeg vel sige, +at jeg har nogen Fortjeneste af. Det er § 208, hvorefter "Duel +straffes med simpelt Fængsel". Lovforslaget havde ikke fundet Duel +strafbar, naar den ikke medførte enten Død eller Legemsbeskadigelse. +Jeg og Flere med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os +i, at denne barbariske og meningsløse Selvtægt skulde godkjendes af +en civiliseret Stat. + +Efter Rigsraadets Ophør indtog Brix atter sin gamle Plads i +Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde den afslog jeg +naturligvis, og jeg søgte heller ikke nogen ny Plads, skjøndt +Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender havde tiltalt mig og jeg +heller ikke fandt, at den hindrede mig i fuldt ud at varetage min +Embedsgjerning. Efter den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det +politiske Liv, med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter +Madvigs Død nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjøbenhavns 3. +Kreds. Først anbefalede jeg General Tvermoes overfor Overretssagfører +A. Christensen, dernæst Raadmand Wassard imod Pastor Hostrup. Det var +med en egen Følelse, at jeg bekæmpede min kjære Barndomsven, som +Tiden og Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Række af +Aar havde set meget sjælden; nu stod jeg som hans politiske +Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud til ham for at lykønske +ham til hans 70 Aars Fødselsdag, blev jeg modtaget med en vis +Forundring; dog varede det ikke længe, inden denne gav Plads for det +kjærlige Smil, som jeg kjendte fra vore Ungdomsdage. + + + + +XIII. + +BIBELREVISION. + + +Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa +Udførelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for +mig som et skjønt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at +jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversættelsen +af det Nye Testamente. Det havde længe været anerkjendt, at den i +1819 autoriserede Bibeloversættelse ingenlunde var tilfredsstillende. +Sproget fandtes paa mange Steder knudret og udansk; man maatte uden +at krænke den høitidelige Bibelstil kunne gjøre det naturligere og +nærme det mere til det virkelig talte Sprog. Der var flere Steder, +navnlig i det Nye Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhængen +var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige Feil i +Oversættelsen. Allerstørst var maaske Trangen til en forbedret +Oversættelse af det Gamle Testamentes poetiske og profetiske +Skrifter. En Komité bestaaende af Professor theologiæ Hermansen, Dr. +theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. C. Rothe arbeidede i en Række af +Aar paa en ny Oversættelse af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne +autoriseret, og den indtager nu sin Plads i den gængse danske +Bibeloversættelse. Derefter henvendte man Blikket paa det Nye +Testamente. Jeg modtog en Forespørgsel, om jeg vilde være Medlem af +den Kommission, man tænkte sig nedsat for at revidere Oversættelsen +af dette, og jeg svarede med største Beredvillighed Ja; men der viste +sig Vanskeligheder ved Sammensætningen af Kommissionen, og Sagen blev +stillet i Bero. Først efter Biskop Martensens Død 4. Februar 1884 +blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede sig +levende for dette Arbeide, tænkte sig Kommissionen sammensat af +Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat Rørdam, de to theologiske +Professorer P. Madsen og Styhr, og mig; men Rørdam, som nogle Aar +tidligere gjerne havde deltaget i dette Arbeide, havde netop nu +begyndt paa en selvstændig Oversættelse af det Nye Testamente +ledsaget af Forklaring, og erklærede derfor efter nogen Betænkning, +at han ikke kunde tiltræde en Revisions-Kommission. Skjøndt man nødig +vilde undvære denne ansete og dygtige Mands Medvirken, mente man dog, +at Arbeidet vel kunde udføres ved de fire andre Medlemmer, og under +2. Mai 1885 erhvervede Kultusminister Scavenius kongelig Resolution +for at overdrage dem under Tilsyn af Sjællands Biskop at revidere den +autoriserede Oversættelse af det Nye Testamente i Overensstemmelse +med de af det kirkelige Raad fastsatte Regler, nemlig at der skulde +tages et saadant Hensyn til den ældre Gjengivelse af Guds Ord paa +Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at føle sig fremmed for den +nye Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige +Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og at textus +receptus (1633) skulde lægges til Grund for Arbeidet, og nye kritiske +Udgaver kun benyttes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i +Læsemaaden. I en senere Skrivelse tilføiede Ministeren endnu, at man +"særlig burde have Opmærksomheden henvendt paa saa vidt muligt at +frie Oversættelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord og Vendinger, +der i kun altfor høi Grad mispryde den nu autoriserede Text." + +I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddag og Aften i +hver Uge holdtes der et Fællesmøde; mere Tid kunde vi ikke afse til +saadanne, da vi alle hver for sig havde vor Embedsgjerning at +besørge, Noget som ogsaa af og til kunde medføre længere Afbrydelser +i Arbeidet. Det skred derfor langsomt frem. De opstillede Principer +havde vi i deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav +Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komité havde +vanskeligt ved at blive enig, skjønt det for det Meste ikke var +Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige og stilistiske Udtryk, +hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst mistvivlede Kommissionen om +at kunne tilendebringe Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller +Forsømmelighed kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog +vare de Stykker, den havde faaet færdig reviderede, kun Matthæus' +Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' Aabenbaring. +Da nu ogsaa Professor Styhr, der var kaldet til Biskop i +Laaland-Falsters Stift, maatte forlade Hovedstaden, besluttede +Kommissionen efter 3½ Aars Arbeide, November 1888, at bede +Ministeriet om at fritage den for det den overdragne Hverv. + +Efter at forskjellige Forsøg paa at rekonstruere Komiteen vare +strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, at det var +heldigst kun at være to eller høist tre om Arbeidet, foreslog Biskop +Fog, at Professor theologiæ F. Buhl og jeg skulde overtage det, og +Prof. Buhl erklærede sig villig dertil, hvis Slotspræst, Licent. A. +Poulsen kunde blive ansat som hans Medhjælper, da hans Tid ellers +ikke vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart +herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig Theologi i +Leipzig, og dette Tilbud, hvor betænkeligt det end i mange Henseender +forekom ham, dog ikke syntes uden videre at kunne afslaaes, fandt +Ministeren, at der ikke længere kunde være Tale om ham; han burde +erstattes af Professor Schat Petersen, hvis særlige Fag i Fakultetet +jo ogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad sig +det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det kirkelige Raad nu +paa ny overveiede Sagen, mente det at burde fastholde det sidst +stillede Forslag, men Prof. Petersen vægrede sig paa ny. Endelig +traf Kultusminister Goos 8. Januar 1892 den Afgjørelse, at +Revisionsarbeidet skulde overdrages Licentiat Poulsen og mig under +Tilsyn af Sjællands Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar, +og i den Anledning blev der tillagt Slotspræst Poulsen et Honorar af +1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som hans +Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette Arbeide. + +Det var vort Ønske at træde i den forrige Kommissions Fodspor, og vi +optog saa godt som uden Forandring de Stykker, der allerede vare +udarbeidede af denne. Biskop Fogs Tilsyn og Medvirkning gav os ikke +fuldt det Udbytte, vi havde ønsket. Han havde ubetinget Tillid til +os. Efter at vi havde drøftet Principerne i sin Almindelighed og +prøvet dem paa et Par enkelte Tilfælde, bad han os at fremme Arbeidet +uforstyrret og kun forelægge ham et eller andet Stykke, naar vi havde +gjort det færdigt. Efter et halvt Aars Arbeide fremlagde vi da +Oversættelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. I det første Øieblik fandt +han, at vore Ændringer og Rettelser havde strakt sig videre end +tilbørligt, men ved nærmere Overveielse kom han til det Resultat, at +Sagen ikke godt kunde gøres anderledes, og efter at vi havde optaget +et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han os at fortsætte +vort Arbeide og gjøre det Hele færdigt. Han vilde helst have det +liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste +Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vægt +gjorde sig gjældende, først næppe mærkelig, men efterhaanden stærkere +og stærkere; han fandt det nødvendigt at søge sin Afsked, og han fik +den fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidet +videre, og efter hans Ønske havde vi allerede i Februar 1894 erholdt +Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og lade vort +Arbeide udkomme som Prøve. Aaret efter kunde vi tilmelde Ministeriet, +at Arbeidet var udført i den os foreskrevne Tid, og at Bogen var i +Færd med at udkomme. Inden dette endnu var sket, gav Slotspræst +Poulsen 11. Marts 1895 i Kjøbenhavns Convent en Meddelelse om og +Redegjørelse for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der +stadig havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og +som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April 1895 +saaledes: + + Bispegaarden 1. April 1895. + + _Min kjære Professor Dr. L. Ussing og Slotspræst Lic. Poulsen!_ + + Rundtom har jeg læst forskjellige Stykker af Deres Oversættelse + af det Nye Testamente, og glædet mig derover af Hjertet. Jeg har + vistnok kun læst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er + kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham + læse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte + med i den gamle Oversættelse, og jeg har glædet mig over, + hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed. + Modtager min oprigtige og hjertelige Lykønskning og Taksigelse + for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig søgte Afsked, har + jeg ikke følt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt + og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke længer har nogen Magt + og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation, + hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men + Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at + det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjøre sin + Indflydelse gjældende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil + tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige + Lykønskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes + Mænd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene + Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke være forgjæves, + og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det + ubevægelige Rige. + + I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjønnelse af Eders + dygtige, betydningsfulde Arbejde + + _B. J. Fog._ + +Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, døde vor høitærede og +høitelskede Ven. + +Saasnart vor reviderede Oversættelse var udkommet, blev den anmeldt i +alle kirkelige og theologiske Organer og i de Blade, der overhovedet +havde nogen Interesse for kirkelige Spørgsmaal, og den blev +gjennemgaaende fordelagtig bedømt, selv af dem, der hørte til den +Grundtvigske Retning, og som vel i Grunden foretrak Rørdams +Oversættelse. Den ene Kritiker foreslog en, den anden en anden +Rettelse, men paa en eneste Undtagelse nær hilsede de alle Revisionen +som en glædelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid +endnu ikke være Tale. Vi henvendte os til Kultusminister Bardenfleth +med det Ønske, at han, siden Biskop Fog var død, vilde formaa Biskop +Rørdam eller, hvis denne ikke vilde paatage sig det, en anden anset +Theolog til i Forening med os at foretage den Efterrevision, som +havde været forudsat, og som vi selv fandt nødvendig; thi der var +Steder i vor Oversættelse, vi kun foreløbig havde afgjort, idet vi +ventede en yderligere Drøftelse; vi kunde ikke betragte den udgivne +Prøve som vort sidste Ord. Ministeren, for hvem jeg personlig +udviklede Sagen, fandt dog, at det var for tidligt at tage nogen +saadan Bestemmelse; han syntes, at Bogen ikke havde foreligget for +Offentligheden længe nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker +frem. Der kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum +Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tænkte mig, at han +vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, foreslog jeg min +Medarbeider, at vi selv, med tilbørligt Hensyn til de offentlig eller +privat gjorte Bemærkninger, skulde foretage en Efterrevision og +udgive Bogen paa ny i mindre Format og til en billigere Pris, +saaledes som flere af Kritikerne havde ønsket. Bibelselskabet og det +kgl. Vaisenhus, der havde ladet Oversættelsen trykke, gik ogsaa +beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. Et halvt +Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var næsten fuldendt, +overraskedes vi ved at høre, at Ministeren, efter Nogles Mening +foranlediget ved en unøiagtig Notits i "Kristeligt Dagblad", havde +sendt vor Revision til det theologiske Fakultet med Forespørgsel, om +det vilde anbefale den til Autorisation for den danske Folkekirke. +Dette var os alt andet end behageligt; vi havde jo selv erklæret, at +vi ikke ansaa den for egnet dertil i sin daværende Skikkelse. Vi bad +derfor Fakultetet om at opsætte sin Udtalelse nogle faa Uger, indtil +vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som Ministeren tog os meget +unaadigt op, medens han dog tilstod Fakultetet den ønskede Frist. +Efter langvarige, ved Examiner og Ferier afbrudte Forhandlinger +enedes Fakultetet om at foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer, +Professorerne Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den +endelige Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges. + +De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare lykkelige +Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed, +anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behøves, thi det var et nyt og +fremmed Omraade, hvorpaa jeg bevægede mig. Det var mig en sand Glæde +at arbeide sammen med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt +jeg villig bøiede mig, ligesom han ogsaa gjerne hørte paa de +sproglige Bemærkninger, Filologen kunde gjøre. Vi samstemmede i +Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen og med Hensyn til +Forstaaelsen af Skriftens Ord, og hvor dette ikke var Tilfældet, +lykkedes det saa godt som altid under Udvexlingen af vore Tanker at +komme til Enighed. + +En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at deltage i +Drøftelsen af et theologisk Spørgsmaal. Paulus' 1ste Brev til +Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske +Oversættelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet +udi. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive +fri, da vælg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa +Calvin, Erasmus og alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den +gængse Oversættelse i hele den protestantiske Christenhed indtil +Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tübingen i +Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.) +gjorde en modsat Opfattelse gjældende. Paulus skulde have sagt: "Selv +om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at være Slave." Denne +Oversættelse har siden faaet mange Tilhængere trods de grundige +Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes +Standpunkt; selv Biskop Rørdam oversatte Stedet paa samme Maade som +Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort +opmærksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes +Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imødegaaet af +H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den +evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde været +bitter nok; thi det exegetiske Spørgsmaal blev, underligt nok, gjort +til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting, +Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem +de forskjellige Stænder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var +bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end +Trældom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes +Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde +tværtimod have misbilliget en saadan Stræben; han havde jo +udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var. +Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid +med en lidt ældre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af +Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at +Clausen forsvarede den hidtil gængse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa +skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig +prædiker han ikke Oprør; det falder ham ikke ind at kæmpe imod det +Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trøster den +Slave, som er nødt til at blive i Trællestanden, med at han i Guds +Øine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme værger +sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde ønske +Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trældommen var +jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. -- Efter 40 +Aars Forløb blev nu det samme Spørgsmaal atter brændende for mig, dog +heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop +Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11. +B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjældende, +at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens +Opfattelse af disse Forhold kunde give Trællestanden en, om end nok +saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde først komme frem i Tider, da +man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den +høieste Dyd og Martyrdøden som den høieste Lykke; men jeg hævdede +ogsaa, at den græske Text slet ikke lod sig oversætte paa den angivne +Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversættelse +af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse +med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig oversætte ganske +ordret: "Er Du kaldet til Træl, det bekymre Dig ikke; _men hvis Du +ogsaa_ (d. e. lige saa godt) _kan blive fri, saa gjør helst Brug +deraf_" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive +fri). Oversættes Stedet saaledes, og det er den korrekte +Oversættelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og +jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have +beholdt den autoriserede Oversættelses Ord, da kommer det af, at vi i +Henhold til vor Instrux ikke vilde indføre Noget, der kunde forekomme +Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vække en +Mistanke, som om vi selv ikke havde været i fuld Overensstemmelse med +den gængse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening +blev fastholdt. + +Min Afhandling blev imødegaaet af Biskop Rørdam i samme Tidsskrift, +11. Bd. S. 519 ff., og i det følgende Bind paafulgte endnu et kort +Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at +gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at +gjøre endnu et Forsøg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise +den i Sammenhæng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankesæt, da +jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Præster at +holde et Par Forelæsninger om "den græsk-romerske Verdens Aandsliv i +det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelæsningerne ere trykte +i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai-Juni. + + + + +XIV. + +SLUTNING. + + +Da jeg indgav min Ansøgning om Afsked i Efteraaret 1895, følte jeg +mig fuldstændig rask og arbeidsdygtig, og allevegne fra hørte jeg, at +der var ingen Grund for mig til at trække mig tilbage; men i November +1895 blev jeg angrebet af en hæftig Underlivssygdom, og Døden syntes +nær. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paafølgende Halvaar +baade holde en lille Række Forelæsninger og sysle med et begyndt +videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren 1896 kom Sygdommen +igjen i en anden og ikke mindre betænkelig Form. Ogsaa dette Anfald +blev dog overstaaet, og efterhaanden kom Kræfterne tilbage, saa +at jeg, som jeg havde lovet, kunde holde archæologiske og +kunsthistoriske Forelæsninger paa Universitetet. Da det ikke var +Examensforelæsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, der hørte +dem, men desto større var Tallet af Udenforstaaende, baade Herrer og +Damer, der havde Lyst til at følge den gamle Professor paa hans +Vandringer mellem den klassiske Oldtids Monumenter. Efter særlig +Opfordring holdt jeg et Par Gange Forelæsninger ved det Kursus, +der i hvert Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for +Høiskolelærerne, den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen; +og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danske +Præsteforening de ovenfor (S. 217) nævnte Forelæsninger om den +græsk-romerske Verdens Aandsliv i det første Aarhundrede af vor +Tidsregning. + +Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets +Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Død (12. Dec. 1886) var +bleven Medlem, følgende Skrivelse: + + _Carlsbergfondets Direktion, + d. 25/10 1895._ + + Højtærede og kjære Kollega! + + Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne + Ansøgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som + Professor ved Kjøbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at + regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle + vide, der have den Glæde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i + Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortsætte Deres i + saa mange Aar drevne lærde og betydningsfulde Studier, og vi + haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne + nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi + nære dette Haab, er det naturligt for os tillige at ønske, at De + maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller + noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres + Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i + fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige + Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter + giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den + Understøttelse, De behøver, f. Eks. til Rejser eller til + Anskaffelse af videnskabelige Hjælpemidler -- vi tænke os 2000 + Kr. aarlig --, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og + eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids + Kunsthistorie, som De i en lang Række Aar har syslet med, og som + det vilde være meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjønne + ikke rettere, end at en Understøttelse i denne Form ikke i + mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af + Direktionen. + + E. Holm. S. M. Jørgensen. Japetus Steenstrup. Eug. Warming. + +Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjøndt jeg ikke var +blind for, at det paalagde mig endnu større Forpligtelser, end jeg +allerede havde paataget mig; thi der stilles jo meget større +Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelæsninger, +der ikke skulle udgives i Trykken. Men jeg havde dog ogsaa, i alt +Fald for det Første, Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Løfte, +jeg skulde indfrie. + +Jeg havde i lang Tid været overbevist om, at den berømte Forfatter +over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort Videnskaben saa +stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig Skade, ikke, som han +udgiver sig for, havde levet paa Keiser Augusts Tid. Jeg havde udtalt +dette bestemt i mit Universitetsprogram 1876. Man havde forlangt, at +jeg skulde bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min +Embedsvirksomhed ophørte, turde jeg ikke opsætte det længere. Jeg +vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske Sprog, som +man havde søgt at undskylde med, at han var en udannet Mand -- han +roser sig rigtignok selv af sin Dannelse -- men ogsaa hans Omtale af +Ting og Personer vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere +Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden endnu et Bevis, som +var aldeles afgjørende. Det var ikke undgaaet Fortolkerne, at en +bestemt Del af Vitruvs Værk var oversat fra en græsk Forfatter +Athenæos (Mathematicus kaldte man ham for at adskille ham fra den +bekjendte Grammatiker af samme Navn); men deri var jo intet +Paafaldende, da denne Forfatter antoges at have levet under +Ptolemæerne i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels +leilighedsvis udtalt, at dette ikke kunde være rigtigt; han maatte +have levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende +uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde oversat Athenæos, +men at begge Forfattere havde benyttet en og samme ældre Kilde[14]. +En fornyet Undersøgelse af Forholdet viste dog klart, navnlig ved de +Udeladelser og Misforstaaelser, Vitruv havde gjort sig skyldig i, at +det var selve Athenæos og ikke nogen Anden, han havde oversat, +ligesom jeg paa samme Tid kunde tilføie nye og uimodsigelige Beviser +for, at denne Athenæos havde levet i det 3. Aarh. efter Chr. Der +kunde altsaa ikke længere være Tvivl om, at den saakaldte Vitruv med +Urette havde tiltaget sig dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt +paa Augusts Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og +hvad han meddelte om græsk og romersk Bygningskunst, var ikke hans +egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ældre Forfatter, +formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine "Betragtninger over +Vitruvii de architectura libri X med særligt Hensyn til den Tid, paa +hvilken dette Skrift kan være forfattet" i Videnskabernes Selskabs +Skrifter 5. Række IV. Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den +samme Mening over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og +godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu kom den +atter frem, støttet paa filologiske og historiske Beviser. +Præsidenten for det engelske Architektselskab (Royal Institute of +British Architects) Professor Aitchison blev opmærksom paa mit Skrift +og indledte en Brevvexling med mig derom, som endte med, at han bad +mig lade Afhandlingen oversætte paa Engelsk til Udgivelse i +Institutets Tidsskrift. Jeg greb med Glæde denne Lejlighed til at +omarbeide min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms og Svagheds +Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar Nogen i Fremtiden +ønsker at gjøre sig bekjendt med mine Undersøgelser om Vitruv, beder +jeg dem derfor at benytte den engelske Bearbeidelse, Observations on +Vitruvii de architectura libri X, with special regard to the time at +which this work was written, by J. L. Ussing 1898. + + [14] Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at være bleven + opmærksom herpaa. + +I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa Behandlingen af +et andet Emne, der delte den lærde Verden i to Leire, Spørgsmaalet om +det græske Theaters Indretning. Vitruv havde jo været betragtet som +et ufeilbart Orakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var +Udgangspunktet for den Forestilling, man dannede sig derom. Efter ham +bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det cirkelrunde Orchester, +hvis bageste Del blev afskaaret til en særskilt Skueplads, Logeon, +med sin faste Bagvæg, Skene. Orchestret var Chorets, Logeet +Skuespillernes Plads, lidt ophøiet over Orchestret, i de romerske +Theatre høist 5 Fod, i de græske 10-12 Fod. Dette sidste Maal maatte +forbause Enhver, der gjorde sig nærmere Rede derfor; det Sammenspil +og den umiddelbare Berørelse, der i de klassiske Dramer fra 5. Aarh. +f. Chr. finder Sted imellem Choret og Skuespillerne, blev jo derved +umuligt. Saa udgravede man i 1881 og følgende Aar det vel bevarede +Theater ved Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige +bagved den Bagvæggen med sin Søilegang, Proskenion, foran. Men der +var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste +sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man +ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af +Orchestra. Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige +græske Theater, men det senere; den tilhørte den Tid, da Choret enten +helt var afskaffet eller dog ikke længere havde noget umiddelbart +Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette Resultat, som Dörpfeld +var kommen til ved sin Undersøgelse af Theaterruiner i Grækenland, og +som han fremstillede med overbevisende Klarhed i sit Værk "Das +griechische Theater." Denne Bog udkom først i 1896, men Dörpfelds +Anskuelse havde været kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den +Ære at aabne det nordiske Filologmøde i Kjøbenhavn, fremsatte jeg den +under almindelig Tilslutning. Men det er jo ikke Alle, der læse +Bibelen paa samme Maade; Vitruvs Beundrere kom til et andet Resultat. +I Epidauros var Proskeniet eller Søilestillingen foran Bagvæggen 11 +Fod høi; efter Vitruv var Logeet 10-12 Fod høit. Det var to +forskjellige Ting, der taltes om; men det brød man sig ikke om; +Maalet passede, altsaa maatte det være det Samme. Skuespillerne +maatte have ageret ovenpaa Søilegangen, skjøndt de dèr kun fik en +smal Plads at bevæge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran +sig; ja paa Grund af Pladsens Høide kunde de ikke engang sees +fuldstændig fra de forreste Bænke i Theatret. Denne Anskuelse blev +forfægtet med stor Iver af forskjellige Lærde, særlig af Prof. Bethe. +I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt +1897 havde jeg gjort Rede for Dörpfelds Anskuelse og dertil knyttet +en filologisk Forklaring af de overleverede græske Benævnelser paa +Theatrets Dele. Hertil føiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny, +væsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemærkninger om +det græske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg tog feil, da +jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne Polemik. Endnu 1901 er +O. Puchstein traadt i Skranken imod Dörpfeld med en anselig Bog: "Die +griechische Bühne, eine architektonische Untersuchung." Jeg fandt mig +da nødsaget til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, at +de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der kunde næppe +findes noget bedre Forsvar for Dörpfelds Theori end dette mislykkede +Forsøg paa at gjendrive den. + +Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhøre nok saa meget +Filologien som Archæologien, og det Samme gjælder ogsaa om min +Afhandling om Achilles' Skjold i Nordisk Tidsskrift for Filologi +1900. Jeg havde saaledes ikke helt taget Afsked med det Studium, der +lige fra Studenteraarene havde været min væsentligste Syssel; men nu +skulde denne jo afløses af den Søster-Videnskab, jeg havde elsket i +lige saa høi Grad, men ikke faaet tilstrækkelig Tid til at dyrke. Nu +kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende for sildig. Min +Helbredstilstand tillod mig ikke mere at gjøre længere Reiser; jeg +kunde ikke med egne Øine se og undersøge de Vidundere, der allevegne +kom frem fra Jordens Skjød, men maatte nøies med at læse og høre +derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa nok at +gjøre selv indenfor denne Begrænsning, skjøndt jeg aldrig kunde +glemme Jernstængerne. Hvilken Forskjel imellem Archæologien nu og for +50 Aar siden! Dengang var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den +lille Bæk bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen, +Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa mange +Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. Og saa kom +Naturvidenskaben til Hjælp, idet Fotografiens tro Speilbilleder søgte +at bøde paa den manglende Autopsi. Endelig var selve den +videnskabelige Behandling forandret. Hvor man dengang dilettantmæssig +prøvede sig frem, følte man sig nu sikker; der havde dannet sig en +Skole med faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt +Methode og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare Skjøn var +afløst af Maal og System. Undertiden mærkede man vel mindre +Kjærlighed til Kunsten end Videnskabens Tørhed. Skjønnere var det vel +at glæde sig over Kunstværket end at analysere dets Enkeltheder og +diskutere dets Stil; men hvem skulde ikke ære Videnskaben og bøie sig +for den? Beklageligt kun, at den ikke sjældent tiltroede sig mere, +end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod stillede sig Opgaver, +som umulig kunde løses. Tidt saa man da paa et ganske upaalideligt +Grundlag Hypothese stillet ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en +imponerende Pragtbygning, som dog nærmere set viste sig at være et +Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens +Kunsthistorie med samme Fuldstændighed og Tilforladelighed som +Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i +andre archæologiske Arbeider blev jeg derfor ofte nødt til at rette +en temmelig skarp Kritik imod denne Retning. + +Dette er dog ikke Tilfældet med min Afhandling om "Midtgruppen paa +Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs Oversigt 1895). Den er +ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Det var +allerede paavist af Andre, at den almindelige Antagelse, at det +skulde være Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet, +strider imod Figurernes Stilling og Bevægelser; men de fleste +Archæologer havde ikke villet indrømme dette. Man kunde ikke løsrive +sig fra den forud fattede Mening, saalænge man ikke havde nogen anden +Forklaring at sætte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte. Det +forestillede Emne er Forberedelsen til Gudernes Modtagelse. Det +sammenfoldede Klæde, som man antog for Gudindens Peplos, er +Purpurtæppet, der skal udbredes for Gjæsterne. Det udleveres +tilligemed de Stole, hvorpaa de skulle tænkes at tage Plads. Saasnart +min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev fra E. Curtius, hvori +han meddelte mig, at dette ogsaa var hans Opfattelse. + +I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevægelser og +Stillinger i antike Kunstværker" (Videnskabernes Selskabs Skrifter 5. +Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort dette ved nye, og som det +forekommer mig, uomstødelige Beviser. + +I en lidt større Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" (trykt i +Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) søgte jeg først at vise det ganske +Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena paa Borgen i Athen +ikke skulde være af Phidias, men af en vis Praxiteles -- den ældre +kalder man ham, -- som aldrig har existeret; endnu vedbliver han at +spøge i enkelte kunsthistoriske Skrifter, men længe vil dette dog +næppe vare. Ogsaa fra Furtwänglers af Mange saa høit priste +Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have +Gjengivelser af "den skjønneste af Phidias' Athenestatuer", +Lemnierinden, maatte jeg tage tilbørlig Afstand; men hun vil sagtens +længe vedblive at bære dette Navn, til liden Baade for vor +Forestilling om Oldtidens mægtigste Kunstneraand. Endelig søgte jeg +at vise, at Phidias' Kliduchos eller Nøglebærerske maatte antages at +være gjentaget i en i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue, +hvis Armbevægelse ikke kunde forklares, som om hun havde baaret et +Spyd; det maatte være et Redskab af anden Art, formodentlig en +Tempelnøgle, som man brugte dem i det gamle Hellas. + +Pergamos havde fra det Øieblik, da jeg i Berlinermuseet saa det +første Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig været ude af min +Tanke. Efter mit Besøg paa Stedet, i Foraaret 1882, gav jeg en lille +Skildring af Stadens Historie og Monumenter i min Bog "Fra Hellas og +Lilleasien." Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt, +og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde +tilbageholde Lysten til at give en udførligere og fuldstændigere +Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat +ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og særlig mine +Forelæsninger havde været mit Livs Glæde og den nærende Kilde for +alle mine Studier. Nu da jeg ønskede at fremlægge en Frugt af disse, +som jeg selv tillagde en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at +tænke paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums +Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet "i +taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelæsningsvirksomhed." Da Conze +havde læst Bogen, bad han mig om at oversætte den paa Tysk, og jeg +greb gjerne Leiligheden til at rette de Feil og Unøiagtigheder, jeg +var bleven opmærksom paa, og tilføie et og andet Nyt. Det +archæologiske Instituts Forlægger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede +den med en sjælden Elegance (1899). Det var kun et ringe Udtryk for +min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den til den Mand, hvem vi +frem for andre skylde Opdagelsen af det gamle Pergamos, og som ogsaa +i saa høi Grad havde støttet mine Studier derover. + +Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag "om +den rette Forstaaelse af Bevægelser og Stillinger i nogle antike +Kunstværker" (trykt i Selskabets Skrifter 6. Række, 5. Bind). Det +var nu 50 Aar, siden jeg var bleven udnævnt til Medlem af +Selskabet. Selskabets Præsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var +forhindret fra personlig at møde, tilsendte mig i den Anledning en +Lykønskningsskrivelse, som blev oplæst i Selskabet. + + * * * + +Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del været optaget af +Planer, hvis Udførelse skulde overlades Andre. + +De store Udgravninger, som i det sidste halve Hundredaar ere udførte +i Oldtidens Kulturlande, havde jo fremdraget en saadan Rigdom af +Monumenter, at den klassiske Oldtids Historie maatte fremtræde ikke +blot mere levende og fyldig, men ogsaa paa mange Maader maatte vise +sig i et helt nyt Lys. Herved maatte Archæologien komme til at spille +en Hovedrolle; det syntes at maatte være den, der skulde lægge +Grundstenen for den nye Bygning, som Videnskaben var i Færd med at +opføre. Intet Under derfor, at Alle, der elskede Oldtiden og ventede +paa at se den fremtræde i sin sande Skikkelse, vare ivrige for at +deltage i det store Oprydningsarbeide. Det Exempel, som Tyskland +havde givet, blev efterfulgt af de andre store Nationer. Frankrig, +England, Nordamerika, Rusland og Italien anvendte betydelige Summer +derpaa. Men skulde ikke ogsaa de smaa Stater, hvis Interesse og Iver +ikke var mindre end de andres, skulde ikke ogsaa de kunne yde deres +Skjærv til dette almindelige Arbeide i Kulturens Tjeneste? Og var +ikke Danmark særlig kaldet dertil, dette Land, som ikke blot ved sine +Undersøgelser paa den nordiske og forhistoriske Archæologis Omraade +indtager en Førerstilling i denne Videnskab, men ogsaa indenfor den +klassiske Archæologi baade ved videnskabelige Arbeider og ved sine +rige Museer har erhvervet sig Krav paa at tælles med i Kredsen? En +Del Filologer og Archæologer med Professor J. L. Heiberg i Spidsen +henvendte sig til Carlsbergfondets Direktion med det Spørgsmaal, om +denne Stiftelse, der nylig havde hævdet Fædrelandets Ære ved +Premierlieutenant Amdrups Opdagelser paa Grønlands Østkyst, ikke +ogsaa kunde være villig til at bekoste en Udgravning paa et eller +andet Sted i den klassiske Kulturs Lande. Hvis Pengemidlerne kunde +skaffes, vilde det ikke mangle paa Kræfter til Udførelsen af et +saadant Foretagende, idet Doktorerne C. Blinkenberg og K. F. Kinch +ved deres grundige Sagkundskab og deres praktiske Erfaring borgede +for en tilfredsstillende Udførelse deraf. Direktionen modtog +Forslaget med Velvillie og overdrog Professor Heiberg og mig at +fremsætte nærmere Forslag desangaaende. + +Vor første Tanke faldt paa Kyrene, der hidtil kun er ganske +ufuldstændig og sporadisk undersøgt. Carlsbergfondet ansøgte den +ottomaniske Regjering om Tilladelse til at foretage en videnskabelig +Undersøgelse og Udgravning der, og vi kunde ikke tænke os nogen +Grund, hvorfor denne Ansøgning ikke skulde bevilges. Dr. Kinch reiste +derhen for at foretage en foreløbig Undersøgelse af Stedet, men han +kom ikke længere end til Havnestaden Bengazi. Pasjaen i Kyrene vilde +ikke tillade ham at reise ind i Landet, før han havde faaet Sultanens +Ordre. Efter Sigende kunde denne ventes hver Dag, men den udeblev +stadig, og først da han i Konstantinopel selv søgte at faa at vide, +hvorfor det ikke var muligt at faa noget Svar, erfarede han, at der +intet vilde gives: under de nærværende Forhold vilde den ottomaniske +Regjering ikke tillade nogen Fremmed at opholde sig der. + +Det gjaldt nu om at finde et andet Sted i de græske eller tyrkiske +Lande, hvor en Udgravning kunde forsøges med grundet Haab om lønnende +Udbytte. Efter omhyggelig Afveining af de forskjellige Muligheder, +der frembød sig, valgte vi Lindos paa Øen Rhodos, en By, som i det 7. +og 6. Aarh. f. Chr. var Øens vigtigste Stad og selv, efter at den nye +Hovedstad var anlagt 408, vedblev at have Betydning som særskilt +Kommune. Beliggende paa Øens Østkyst, som Grækenlands yderste +Forpost imod S.O., har den spillet en Hovedrolle i de gamle +Handelsforbindelser med Orienten; vi læse bl. A., at den ægyptiske +Konge Amasis sendte kostbare Gaver til Athenetemplet i Lindos. +Borgen, der laa paa en isoleret Klippe lige ved Kysten, blev i +Middelalderen paa ny befæstet af Johanniterridderne, og efter at +Tyrkerne havde erobret den, ogsaa af disse bevaret som Fæstning, +indtil den c. 1840 blev opgivet. Siden den Tid ligger den ganske øde. +Den nøgne Klippe er oversaaet med Stenblokke, der have været +benyttede i Oldtiden, og som ved de indhuggede Indskrifter fortælle +os deres tidligere Historie. Imellem dem vise sig ogsaa Grundmurene +af to antike Bygninger, formodentlig Templer. Her var altsaa en rig +Mark for Undersøgelse, hvortil endnu kom, at der ogsaa i den lavere +By udenfor Borgen saas et lille Theater og andre Minder om Benyttelse +i Oldtiden, ligesom ogsaa Gravene for Størstedelen vare urørte. +Carlsbergfondets Direktion billigede vort Valg og stillede 60,000 Kr. +til vor Raadighed. Her gjorde den tyrkiske Regjering heller ingen +Vanskeligheder, og en keiserlig Irade, som tillod Udgravningen, blev +udstedt i Februar 1902. + +I Begyndelsen af April afreiste Blinkenberg og Kinch til Stedet for +foreløbig at orientere sig, foretage enkelte Forsøgsgravninger og +overhovedet forberede Alt saaledes, at Arbeidet kunde begynde, naar +Sommerens Hede var forbi. Forholdene paa Stedet syntes særdeles +heldige, og man lovede sig en heldig Kampagne; men pludselig viste +der sig nye Vanskeligheder, som truede med at faa hele Planen til at +strande. Hvad enten det hidrørte fra Fordomme hos nogle af Stedets +Beboere, der vare bange for, at de Fremmede skulde bortføre deres +Skatte, eller af en hvilkensomhelst anden Grund, trods den keiserlige +Tilladelse vilde den tyrkiske Tilsynshavende, der skulde vaage over +Udførelsen af Arbeidet, ikke tillade dem at grave paa Borgen. Udenfor +denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som +det netop væsentlig gjaldt om at faa undersøgt. Forbudet støttede sig +paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, ifølge hvilken +der ikke maatte graves i Fæstninger, og man vilde ikke høre noget om, +at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophørt at være en Fæstning. +Der krævedes altsaa en ny keiserlig Tilladelse. De militære +Autoriteter vare ingenlunde villige til at anbefale en saadan, og +først efter vedholdende Anstrengelser og lang og pinlig Venten +lykkedes det i Slutningen af August at erholde den nye keiserlige +Ordre, hvorved ogsaa denne Hindring blev ryddet af Veien. Nu synes +endelig Alt at være i Orden. Expeditionen, bestaaende af de to +Archæologer med Bistand af en Architekt og en Ingeniør, er i Færd med +at afgaa, og Arbeidet kan begynde i Oktober. Gid det maa bringe +Videnskaben Frugt og lønne al den Iver og Udholdenhed, hvormed der er +kæmpet for Iværksættelsen af denne smukke Plan! + + 14. September 1902. + + + + +EFTERSKRIFT. + + +Fader døde den 28. Oktober 1905. Hans Optegnelser ere afsluttede tre +Aar forinden; kun har han tilføjet nogle Linier om Moders Bortgang +(S. 102). Hans Arbeide i disse sidste Aar var fremfor alt helliget de +danske Udgravninger paa Rhodos, hvormed Tilsynet herhjemmefra for en +stor Del var lagt i hans Haand, og han stod til det sidste i levende +Forbindelse med de Videnskabsmænd, der arbeidede dernede. I +Videnskabernes Selskab gav han Meddelelser herom, og Mange ville +endnu mindes, hvorledes han i Geografisk Selskab den 2. Febr. 1904 +holdt en stor Forsamlings Opmærksomhed fangen ved et halvanden Times +Foredrag om Udgravningerne og deres Resultater. I Efteraaret 1904 +holdt han sidste Gang archæologiske Forelæsninger paa Universitetet, +da han gjorde Tilhørerne bekjendt med Udbyttet af de seneste Aars +Udgravninger i Delphis Grusdynger, som han selv havde besøgt og +skildret henved 60 Aar tidligere. I November maatte han afslutte +Forelæsningen, og de smertefulde Sygdomsanfald bleve nu hyppigere; +han følte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft og længtes +efter Døden. Han underkastede sig i Marts 1905 en Operation, som han +ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog overstod han den, og +endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige Lidelser glæde sig ved +Samværet med sin Familie og med Venner, gamle og unge, ligesom han +vedblev at omfatte sin Videnskabs Fremskridt med levende Interesse og +at arbeide med sin Pen indtil det sidste, to Ugers Sygeleie. + + + + + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + +WALD. BAUDITZ: Livserindringer, Kr. 4,00 ~ VILH. BERGSØE: De +forbistrede Drenge, Portraiter og Interieurer, Kr. 4,50, Krigen og +Koleraen, Kr. 3,25, Studenterleben og Studieliv, Kr. 4,00, Eventyr i +Udlandet. Kr. 4,00, Mellem Palmer og Pinier, Kr. 3,50 ~ CHARLOTTE +BOURNONVILLE: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen, Kr. 6,50, AUGUST +BOURNONVILLE: Spredte Minder i Anledning af Hundredaarsdagen, Kr. +3,50 ~ CHR. BRUUN: Biblioteks Erindringer, Kr. 2,00 ~ ERIK BØGH: +Erindringer fra mine unge Dage, Kr. 5,00, Min første Forfattertid, +Kr. 4,50 ~ H. F. EWALD og THEODOR EWALD: En Slægts Historie gennem et +Aarhundrede, I-II à Kr. 4,50 ~ CLARA RAPHAEL: Tolv Breve. Udg. af _J. +L. Heiberg_. Kr. 1,50 ~ JOHS. FIBIGER: Mit Liv og Levned, Kr. 5,00 ~ +MARGRETE FIBIGER: Clara Raphael (Mathilde Fibiger) Et Livsbillede, +Kr. 3,75, Et Kvindeliv (Ilia Fibiger), Kr. 1,75 ~ JOHANNE LOUISE +HEIBERG: Et Liv genoplevet i Erindringen, Folkeudgave, Kr. 10,00 +~ C. F. HOLTEN: Erindringer, 2. Oplag, Kr. 4,50 ~ LIVS- OG +KRIGSERINDRINGER. Af en gammel Feltpræst, Kr. 4,00 ~ W. SCHORN: Da +Voldene stod, Erindringer, Kr. 4,50. Fra gamle Skuffer, Kr. 3,50. ~ +J. W. SØDRING, f. ROSENKILDE: Erindringer I, Kr. 5,00, do. II, Kr. +3,50 ~ OTTO ZINK: Joachim Ludvig Phister, Et Theaterliv, Kr. 3,75. +Fra mit Studenter- og Theater-Liv. Kr. 5,75. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Af mit Levned, by Johan Louis Ussing + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED *** + +***** This file should be named 36430-0.txt or 36430-0.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/6/4/3/36430/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/36430-0.zip b/36430-0.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..296ef9d --- /dev/null +++ b/36430-0.zip diff --git a/36430-8.txt b/36430-8.txt new file mode 100644 index 0000000..ca5e44a --- /dev/null +++ b/36430-8.txt @@ -0,0 +1,7321 @@ +The Project Gutenberg EBook of Af mit Levned, by Johan Louis Ussing + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Af mit Levned + +Author: Johan Louis Ussing + +Release Date: June 15, 2011 [EBook #36430] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + + + + +Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret, herunder +varierende stavemder som igjennem/igennem og offre/ofre. En enkelt +rettelse noteret i slutningen af den trykte bog er indfrt i e-bogens +tekst. Grsk tekst i originalen er angivet med {krllede parenteser}. + + + + + J. L. USSING + + AF MIT LEVNED + + UDGIVET AF HANS SNNER + + KJBENHAVN OG KRISTIANIA + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + + MDCCCCVI + + + FORLAGETS BOGTRYKKERI + + 1906 + + + + +INDHOLD. + + + I. BARNDOM (1820-36). Side 1. + + II. STUDENTERAAR (1836-44). " 23. + + III. ARCHOLOGI OG UDENLANDSREISER (1844-47). " 39. + + IV. REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD. " 81. + + V. FORELSNINGSVIRKSOMHED. REISER. " 105. + + VI. FORFATTERSKAB. " 119. + + VII. SKOLEVIRKSOMHED. PDAGOGIK. RETSKRIVNING. " 126. + + VIII. KOLLEGER OG VENNER. " 144. + + IX. UNIVERSITETET. " 157. + + X. ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN. " 172. + + XI. SKANDINAVISME. " 189. + + XII. POLITIK. " 199. + + XIII. BIBELREVISION. " 208. + + XIV. SLUTNING. " 218. + + EFTERSKRIFT " 231. + + + + +I. + +BARNDOM. + +(1820-1836). + + +Den Dag, da jeg fyldte mit 70. Aar, modtog jeg et Brev fra Johannes +Fibiger, hvori der stod: "Nu skulde Du skrive Dit Levned, som Mynster +siger man skal skynde sig at gre, naar man har naaet de 70, og +hvorom Goethe siger, at den, der gjr det, er det hfligste af alle +Mennesker, medens den, der brnder sine Efterladenskaber, er den +uhfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var +srlig mrkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget, +som var vrdt at fortlle, saa var min Hukommelse ikke strk, og +Dagbog havde jeg kun sjlden frt. Desuden syntes jeg, at saalnge +jeg var i mit Embede, burde min Tid anvendes til videnskabelige +Arbejder; der var endnu Adskilligt af den Art, jeg kunde nske at +udfre. + +Og dog -- der kommer ledige Timer, da det videnskabelige Arbejde maa +hvile; saa kan jeg jo gjerne prve paa at nedskrive, hvad jeg kan +huske. Maaske det kan more mine Brn og Brnebrn at lse det, og +maaske de kunne finde, at Et og Andet deraf kan egne sig til +Offentliggjrelse. Men udgive de Noget, maa de gjre det paa deres +eget Ansvar; mit Raad og min Bn er, at de hellere udgive for Lidt +end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen falsk eller +urigtig Fremstilling eller flde nogen uretfrdig Dom om Nogen, da +haaber jeg, at Sligt maa blive rettet eller udeladt. Goethes Paradox +om Hfligheden kan jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tvrtimod det er +uhfligt at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale. + + * * * * * + +Jeg er fdt i Kjbenhavn d. 10. April 1820; men min Slgt er fra +Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan jeg regne baade Hans +Tavsen og Anders Srensen Vedel iblandt mine Forfdre. Hans Tavsens +Datterdatter, Mette Hansdatter Laugesn var gift med A. S. Vedel, og +deres Snnesns Datterdatter Ane Jensdatter Lauridsen blev i Aaret +1704 gift med Niels Jensen, der efter sin Eiendom Ussinggaard antog +Navnet Ussing, som hans Efterkommere have beholdt. Han havde vret +Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som +Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og +Mringgaard. + +I den tilhrende Sognekirke Korning har han efterladt sig et +Monument, der paa samme Tid, som det skulde vre en Prydelse for +Kirken, ogsaa kunde vre et Epitaphium for ham og hans Hustruer; thi +han havde vret to Gange gift, fr han gtede Ane Jensdatter. Det er +en stor Chorskranke -- Indskriften kjender ikke dette Navn, men +kalder det kun "dette mellem Choret og Kirken" -- med rige +architektoniske Prydelser, strre og mindre udskaarne Figurer, +Malerier og Indskrifter. Den fyldte hele Chorbuen fra nederst til +verst. Under Gudstjenesten aabnedes de midterste Gitterdre, forat +Altret kunde blive helt synligt for Menigheden. Disse Chorskranker +vare en Overlevering fra Katholicismens Tid; men som Prydelser +beholdtes de endnu under den protestantiske Gudstjeneste, skjndt de +ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paa Grund af +deres Strrelse meget forstyrrende. De ere derfor ogsaa for det Meste +forsvundne, hvor de have vret, og da Chorskranken i Korning nu +(1890) var temmelig forfalden og maatte restaureres, blev den tillige +efter Prstens nske flyttet hen til Kirkens vestre Endevg lige over +for Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, og ogsaa +Monumentet -- takket vre Professor Magnus Petersens fortrinlige +Restauration -- er kommet til at gjre en smuk Virkning. + +Efter Indskrifttavlens Angivelse havde Niels Jensen Ussing med sin +frste Hustru 3 Snner og 1 Datter, med sin anden 1 Sn, og med sin +tredie 6 Snner og 1 Datter. Ingen af Snnerne har beholdt Faderens +Eiendomme; de fleste af dem bleve Prster. Den ldste af dem alle var +Prst i Lsning og Korning, den ldste af Ane Jensdatters Brn, Bagge +Nielsen Ussing blev Prst i Lille Lyndby i Sjlland. Dennes ldste +Sn, Niels var min Farfar; hans nstldste Sn, Henrich, bekendt som +Forfatter til "Kirkeforfatningen i de danske Stater" (Kbhavn +1786-1789), blev Fader til Generalprokurr, Konferentsraad Tage +Algreen Ussing. + +Min Farfar har havt mere Lyst til verdslig end til geistlig +Virksomhed. Han nedsatte sig i Ribe, hvor hans Faders to +Tvillingbrdre bekldte anselige Stillinger, den ene som Prsident, +den anden som Raadmand. Der blev han Hospitalsforstander, men drev +samtidig forskjellige praktiske og industrielle Foretagender, f. Ex. +en Tobaksfabrik, der dog aldrig vilde trives. Hans Hustru Johanne +Lovise Bruun dde efter at have fdt sit 15de Barn. Et Skjrmbrt, +som stod foran den Nyfdtes Vugge, faldt om, og Moderen dde af +Forskrkkelse 1796. Min Fader var dengang 9 Aar gammel. Den store +Brneflok fik for en stor Del Lov til at skjtte sig selv, og jeg har +hrt mange Fortllinger om deres frie Liv i Haven, paa Toften og paa +Engen omkring Byen, paa Aaen i Baad og om Vinteren paa Skiter; jeg +har hrt besynderlige Historier om de Gale paa Hospitalet, som man +efter Datidens Skik ikke brd sig om at holde srlig afsprrede. Min +Fader har fortalt mig, at han engang som Dreng blev forstyrret i sin +Svn ved, at Matrassen under ham bevgede sig; det var et galt +Fruentimmer, der havde faldet paa at lgge sig der. Der var ikke Raad +til at anvende Synderligt paa Brnenes Opdragelse. De to ldste bleve +holdte til Studeringerne; den ldste blev theologisk Kandidat og +Prst i Uldum i Nrheden af Horsens (dd 1861); den anden blev Jurist +og Faderens Efterflger som Hospitalsforstander. + +Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning at +blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. Denne, W. J. A. +Moltke, der senere fik Grevetitel, fik den kjnne og raske Dreng +kjr, og da han 1815 blev forflyttet til Sjlland, tog han ham med +sig, og antog det unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa +Dansk juridisk Examen, som sin Fuldmgtig. Et Par Aar senere tilbd +Kong Frederik VI Moltke Embedet som Overprsident i Kjbenhavn. +Moltke svarede, at han gjerne vilde modtage det, hvis H. M. vilde +forunde ham en Naade endnu. Frederik VI foer op, som han pleiede, og +udraabte: "Stiller De Betingelser?" Moltke fortsatte, at for at kunne +udfre et betroet Embede til Kongens Tilfredshed maatte man vre vis +paa at have paalidelige Underordnede; srlig gjaldt dette om +Kjbenhavns Overformynderi, hvis store Kapitaler ikke turde betroes +nogen uprvet Mand. Han bad derfor om, at hans hidtilvrende +Fuldmgtig maatte blive Overformynderiets Kasserer og som saadan +Kontorchef under Magistraten. Hans Begjring blev bevilget, og min +Fader fik i en Alder af 30 Aar det Embede, han vedblev at beklde, +saa lnge det bestod. Ved Overformynderiets Omordning (efter Lov af +4. Marts 1857) gik han af med Titel af Etatsraad. Han dde 13. April +1866, 79 Aar gammel. + +Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at stifte et +tarveligt Hjem, gtede han en elskelig ung Pige, han i lngere Tid +havde vret forlovet med, Esperance Tolerance Balle. Hun var to Aar +yngre end han. Hendes Fader, en fdt Nordmand, havde vret +Borgemester i Ribe; han dde som Sorenskriver i Throndhjem. Mine +Forldres gteskab blev velsignet med 5 Brn, alle Snner. Den +ldste, f. 4. Marts 1818, fik Navnet _Werner Jasper Andreas_ efter +min Faders Velynder. Det var et ualmindelig hurtigt og skarpt Hoved; +som Dreng var han langt forud for sin Alder; som Mand besad han et +klart og forudseende Blik paa alle Forhold, som man maatte nske, +Andre havde vret i Besiddelse af. Han blev Hiesteretsassessor, +Direktr i Nationalbanken og kongevalgt Landsthingsmand. Han dde 2. +December 1887. Den nstldste Sn, den der nedskriver dette, blev +kaldet _Johan Louis_ efter sin Bedstemoder. Den tredie, _Carl_, f. +14. April 1823, blev juridisk Kandidat og Fuldmgtig under +Kjbenhavns Magistrat; i Krigen 1848-49 gjorde han Tjeneste som +Lieutenant og Capitain, og faldt i Slaget ved Fredericia 6. Juli +1849. Den fjerde, _August_, f. 23. Febr. 1825, var Theolog. I 1848 +meldte han sig som Frivillig til Krigstjeneste; men efter at have +deltaget med Hder i Slaget ved Dybbl 5. Juni, blev han syg og +maatte forlade Hren. Han dde som Provst og Sogneprst i Skjelskr +d. 1. Marts 1897. Den yngste, _Vilhelm_, f. 18. Mai 1830, blev +Assessor i Kriminalretten, men dde allerede 1. Juli 1871. + +Danmark var fattigt i den frste Fjerdedel af det 19de Aarhundrede. +Den nrvrende Slgt vilde forbavses, hvis den kunde anstille +Sammenligning imellem Nutiden og Datidens smaa og tarvelige Forhold. +Embederne lnnedes kun smaat, og der maatte spares, naar man skulde +opdrage 5 Snner; men vort Hjem var dog net og hyggeligt, og vi +savnede Intet; det Eneste, jeg klagede over, var, at Skomageren altid +syede for smaa Stvler til mig, og jeg maatte njes med den Trst, at +de bleve nok strre, naar jeg fik gaaet med dem. Strre Velstand +stiftede jeg Bekjendtskab med hos Slgtninge og Venner, som mine +Forldre omgikkes, saasom Isenkrmmer, senere Jernstber Heegaard, +der dengang eiede en stor Have paa Nrrebro, Justitsraad Nyeland, der +som Proviantsforvalter for Setaten boede ved den nu opfyldte +Tihushavn, der hvor Generalstabens topographiske Afdeling nu er, og +raadede over et udstrakt Terrain af Gaarde og Magazinbygninger, -- en +uforlignelig Legeplads, -- samt en Have, der gik helt ned til Havnen, +og Prokurator Borup, der pleiede at ligge paa Landet paa Vesterbro; +en Gang laa de i Gstgivergaarden Grnne Hest, der hvor nu Saxogade +begynder; det kaldte man Land dengang. + +Jeg kom til Verden paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen, men +allerede 8 Dage efter flyttede mine Forldre til Hjrnet af +Frederiksborggade og Nrrevold. Til dette Sted knytte sig mine +tidligste Minder. Det var morsomt at se paa Vognfrdselen igennem +Nrre-Port, og endnu mere at se paa alle Soldaterne, der stadig +marscherede forbi til velsen paa Flleden, ifrte rde Trier med +Rabatter af forskellig Farve for hvert Regiment, for ikke at tale om +de fixe Livjgere og Studenterne med den hie Fjer i Chakoten, eller +om det vldige Artilleri. Den lille Dreng holdt meget af at lbe over +Gaden og stte sig paa Afviserstenen ved Foden af Voldbakken, ved +hvilken Lejlighed der ogsaa stundom kunde falde et Besg af hos +Soldaterne i Vagtstuen. Eller jeg kunde lbe over til det andet +Gadehjrne, hvor den bredskuldrede Tmmermester Westergaard boede +paa 1. Sal. Hans Datter Albertine, der senere blev gift med +Overretsprokurator Alberti, var meget venlig imod mig; Snnen N. L. +Westergaard stiftede jeg frst mange Aar senere, som Kollega, +Bekjendtskab og inderligt Venskab med. Men den bedste Gjenbo var dog +vist Pladskommandanten, der boede oven over Nrre-Port, Major +Kathala, hvis elskvrdige Familie min Broder og jeg i en lang Rkke +Aar vedligeholdt Forbindelse med. + +Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjrnet af +Teglgaardstrde og Volden. Her fandtes endnu Brandtomter, der laa +ubebyggede siden 1807 og afgav fortrffelig Legeplads for Brn, og +naar man var 10 Aar gammel og var pnt paakldt, kunde man faa Lov +til at spadsere paa den ligeoverfor liggende Vold, forudsat at man +ikke gik det mindste udenfor de banede Veie; thi saa kom Skildvagten +styrtende ud fra sit Skilderhus og truede med at slaa "den Satans +Dreng" ihjel med Gevrkolben. Ja fik man det Indfald, naar man gik +hjem fra Skolen, at lgge Veien over Volden, var det lige saa galt; +man havde jo Skolebgerne under Armen, og "Ingen maatte bre Noget +paa Volden". + +Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han +helst til at frdes i det Frie. Han var i sine yngre Dage ivrig +Fisker og Jger, og paa Fiskeriturene til Lersen efter Aborrer, +eller ud i resundet efter Hvidlinger, tog han af og til sine ldre +Snner med. Han gik lange Spadsereture med os og vi bleve vel +bekendte med Kjbenhavns Omegn; mange Gange fik jeg Skjnd, naar jeg +knap kunde slbe mig frem paa Hjemvejen fra Charlottenlund eller +Dyrehaven. Engang gjorde han en 3 Dages Fodreise med os til +Helsingr, Fredensborg og Frederiksborg; den staar uforglemmelig i +min Erindring. Med Slyst ved Emilies Kilde ophrte dengang +Landstederne. Taarbk var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby; +Skodsborg var Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord +for Vedbk Kro ophrte al Civilisation. Man vandrede i Sand op over +Anklerne, og gldede sig over, at Marehalmen dog nogenlunde havde +bundet Sandflugten. Kun Rungstedgaard og Rungsted Kro (det nuvrende +Rungstedlund) saa lidt smilende til os, og det mishandlede Sofienberg +viste endnu, navnlig med Terrasserne foran Hovedbygningen, at det +havde vret et kongeligt Slot. Humlebk tilbd atter en vederkvgende +Hvileplads, og saa var der jo kun 1 Mil tilbage, inden Helsingrs +"Stengade" kunde aflse Strandveiens Sand. Alt dette var interessant; +men den nste Dag bragte de store Vidundere, det smukke Slot +Fredensborg, og den henrivende Udsigt over Esrom S fra Krohaven der, +og saa det imponerende Syn, naar man efter den lange Vandring +igjennem Skoven, pludselig ser det stolte Frederiksborg reise sig i +hele sin Majestt og speile sig i den stille S; endelig Solnedgangen +fra Jgerbakken, hvor Slottets Herlighed udfoldede sig endnu +fuldstndigere. Jeg var vel 10 Aar gammel, da jeg foretog denne min +frste Reise; jeg skrev strax, da jeg kom hjem, en Reisebeskrivelse; +men siden jeg skrev den, har jeg ikke set noget til den. + +Min frste Undervisning modtog jeg i Hjemmet af mine Forldre selv. +Otte Aar gammel blev jeg sat i Skole hos _C. Visby_, dengang Prst +ved Domhuskapellet (d. v. s. Fngselsprst), som havde en lille Skole +paa Vandkunsten, vel omtrent 30 Drenge imellem 8 og 15 Aar, fordelte +paa 2 Klasser. Et nyt Liv aabnede sig her for mig ved Omgang med +Kameraterne, og skjndt jeg kun blev to Aar i denne Skole, og vi +derefter skiltes og gik hver sine Veie, er der dog Adskillige, som +endnu staa lyslevende for mig. Nrmest sluttede jeg mig til _Aldo +Gntelberg_, Sn af den som Digter og Theateroverstter ikke +ubekjendte Carl Gntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa +mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophr endnu i et +Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi -- vi gik hver i sin Skole og boede +hver i sin Ende af Byen -- indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et +engere Baand imellem os. Han gik senere frivillig med i Krigen og +udmrkede sig srlig under Frederiksstads Beleiring. Han dde som +Stabsintendant 13. Mai 1891. + +Om Skolen selv kan jeg ikke fortlle meget. Visby var meget venlig +imod mig, isr uden for Skoletiden; paa Skolen selv holdt han streng +Justits. Jeg husker engang, jeg havde faaet en daarlig Charakter i +Dansk Stil. Lreren (Mathematikeren Fallesen) bebreidede mig, at jeg +havde skrevet et lille F efter et Punktum; dette var ikke Tilfldet, +men jeg havde givet F'et en noget ualmindelig Form, saaledes som jeg +af og til saa min Fader skrive det. Da jeg bemrkede dette, fik jeg +kun det Svar: "Sludder!" og Charakteren blev daarligere endnu, end +den ellers var bleven. Da Skolebestyreren saa Charakterbogen, skulde +jeg jo have en alvorlig Irettesttelse. Jeg begyndte at forklare, "at +Hr. Fallesen troede, jeg havde skrevet et lille F; jeg havde nok +sagt, at jeg mente et stort, men saa sagde han" -- lngere kom jeg +ikke; saa fik jeg et alvorligt refigen ledsaget af de Ord: "Tr Du +sige _han_, naar Du taler om Din Lrer?" + +I Foraaret 1830 blev Visby Prst paa Christianshavn. Skolen blev +oplst, og Drengene fordeltes i forskjellige Skoler. Jeg skulde i +Metropolitanskolen, hvor min ldre Broder gik. Men Fader nskede, jeg +skulde optages i 2den Klasse, hvorved jeg, som ingen Latin kunde, +vilde komme sammen med Drenge, der allerede havde lst i et Aar. +Dette skulde indhentes i Lbet af et Par Maaneder. Pastor Gad, +dengang Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Biskop i Fyen, paatog +sig at lse Latin med mig, naar jeg vilde lse sammen med en anden, 3 +Aar ldre Dreng, der gik i verste Klasse hos Visby, og som nu skulde +ind i Borgerdydskolen i en hjere Klasse. Det var Gustav Broch, den +senere saa bekjendte Hiesteretsadvokat, en Dreng, jeg holdt meget +af; men han var som et voxent Menneske i Sammenligning med mig. +Prsten lste nogle faa Timer med mig alene, men derefter lste Broch +og jeg sammen; vi lste Sallusts Catilina. At lade to saa uensartede +Elever flges ad, vilde i vore Dage betragtes som en ren Umulighed, +og jeg grd ogsaa mange modige Taarer, fordi jeg ikke kunde flge +med; men det skulde jo gjres, og da Tiden kom, bestod jeg +Optagelsesprven til 2. Klasse i Metropolitanskolen. + +Med rbdighed traadte jeg ind i den nye Skole med de store, lyse +Lokaler; thi dengang talte den endnu kun det Elevantal, hvorpaa den +fra frst var beregnet, hist 100, medens man nu har maattet skaffe +Plads til henimod det tredobbelte. I de 6 Aar, jeg tilbragte der, gik +der nppe nogen Dag uden jeg gldede mig over Bygningen, om det end +vsentlig var Kameraterne, der gjorde mig Stedet saa overordentlig +kjrt. Metropolitanskolen kunde dengang ikke kaldes nogen +Mnster-Skole; kun faa af Lrerne vare virkelig gode, flere under det +Middelmaadige. Hvad vi lrte, maatte vi for Strsteparten lre os +selv, og dette ikke saa meget til de daglige Undervisningstimer som +til de hyppige Examiner; thi der holdtes Examen hvert Fjerdingaar. +Resultatet var imidlertid ikke ugunstigt. Metropolitanskolens +Disciple bestode med Hder Examen artium og bleve i Regelen senere +dygtige Embedsmnd. + +Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige +Personlighed. _Niels Lang Nissen_ var en smuk, hvidhaaret Mand, der +bevgede sig langsomt med en imponerende Holdning, som Alle +uvilkaarlig bjede sig for. Han var vel ikke egentlig nogen Brneven; +de mindre Disciple gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i +verste Klasse, som han udmrkede ved at tiltale med De istedetfor +Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde han paa ingen Maade +finde sig i, at Nogen var bange for ham; hans Elever burde vre modne +Ynglinge, der frit kunde udtale deres Tanker, selvflgelig i en +beskeden Form. Han var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar +studerede han vistnok aldrig. Disciplene i verste Klasse, hvor han +lste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis de lrte +Noget, lrte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, og vilde man +lre at skrive Latinsk Stil, maatte man sge privat Undervisning hos +Overlrer Borgen. Aandrig var han heller ikke; han var en Rationalist +fra det 18. Aarhundrede, og naar han lste det nye Testamente med os, +bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige Maade. Engang +under Lsningen af Matth. 14. spurgte han en Discipel om, hvordan det +kunde gaa til, at Christus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brd og 2 +smaa Fisk. Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist +vre en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes med +5000 Brd." "Ja" svarede Rektoren, "det kan jo vre; men var det ikke +lovlig meget, 5000 Brd til 5 Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet +vundet; han kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers," +og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmrkede ham, var isr denne +Vrdighed, under hvis Scepter Skolens Orden overholdtes uden mindste +Besvr. Han var ikke, som Borgerdydens Bestyrer, den energiske M. +Nielsen, altid rede til at give et refigen; han rrte aldrig en +Dreng; enkelte alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af +Custos, d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte +Udvisning af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig i en +Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan Maade; men +Rektor var af en anden Mening; Drengen fik en ringere Straf, og blev +i Skolen. Der blev klaget derover, og Kongen nedsatte en Kommission +til at undersge Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik +VI, og bad om sin Afsked, "da han ikke lngere besad sin Konges +Tillid." Kongen sgte at forestille ham, at man kun vilde give ham +Leilighed til at retfrdiggre sig, og at saa snart dette var sket i +det frste Mde, kunde Kommissionen oplse sig; men Nissen var +ubielig: "Den Kommission maa slet ikke trde sammen. Sker det, har +min Autoritet lidt et Skaar." Og Kommissionen fik Kontraordre, og +traadte ikke sammen. + +Af de vrige Lrere skal jeg kun omtale _Bonaparte Borgen_, der +senere blev Skolens Rektor. Han var dengang Overlrer og lste Grsk +og tildels Latin i de 4 verste Klasser. Det var en elskvrdig og +fint dannet Personlighed, en grundig Filolog og en samvittighedsfuld +Lrer. Som Lrer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi, +der krves til at faa Alle med, og hans nervse Hidsighed erstattede +daarlig det Manglende; men i verste Klasse blev han ved sin klare +Fremstillingsgave en udmrket Lrer. Han skrev en smuk dansk Stil, og +blev derfor ogsaa en fortrinlig Lrer i Latinsk Stil; thi den, der +ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjnt, kan heller aldrig lre at +skrive noget andet Sprog anstndigt, og omvendt turde Bestrbelsen +for at skrive en smuk latinsk Stil vre en bedre Lrer i dansk Stil, +end nogen som helst Dansk Stillre eller Haandbog i Rhetorik. Det var +en af vore strste Fornjelser, naar Borgen engang imellem lod sig +overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet for grsk +Undervisning oplste Noget af Oehlenschlgers Tragedier. Han havde et +mesterligt Foredrag, og mange Aar senere, da hans Elever engang holdt +en Fest for ham, mindedes ogsaa disse Oplsninger af flere af +Deltagerne, blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der hyldede +ham som sin frste og egentlige Lrer i Deklamation. + +Men ved Siden af Lrerne er der en anden Faktor i Skolelivet, som +har endnu strre Indflydelse paa Charakterens Udvikling, +_Kameraterne_. Allerede inden jeg betraadte Skolens Trskel, havde +jeg Venner dr i min ldre Broders Klassekamerater, der for det Meste +vare tre Aar ldre end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens +Beundring ved deres Viser til Rektors Fdselsdag, til Rusgildet +o. s. v. Den ene, _Troels Smith_, dde 1880 som Prst i Skjelskr; +den anden var _Edvard Lembcke_, en stille, varmhjertet Personlighed, +med hvem jeg kom i nrmere Forbindelse end med Nogen af de andre. Han +blev theologisk Kandidat, men efter at han havde taget Examen, fik +han Lyst til at ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk +Examen. Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle +examinere min ldre Ven og Skolekamerat og at give ham det hdrende +Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde have modtaget af ham. +Hans senere Virksomhed som Conrector ved Haderslev Skole er +tilstrkkelig bekjendt, og hans Sang om Modersmaalet er paa alle +Danskes Lber. Efter Snderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger +til Kjbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lrere" oprettede en +Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde han sig en +stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved sin fortrffelige +Oversttelse af Shakespeare. Paa sine gamle Dage hjemsgtes han af +Familiesorger. Han mistede sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin +yngste Sn, en elskvrdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og +havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste Aar henlevede +han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschlger i sin +Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdde Kjre, +som han lngtes efter at mde. Han dde 20. Marts 1897. + +Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, var toaarig. +De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og Undervisningstimer +tilflles. De Store i A saa naturligvis ned paa de Smaa i B; men i +Frikvartererne paa Legepladsen kunde Forskjellen undertiden udjvnes. +I 1830 og 31, da hele Europa ngstelig betragtede Polakkernes +Opstand, blev ogsaa Skolen delt imellem Polakker og Russere, og der +leveredes Batailler paa Legepladsen. Det var Rytterkampe; de Smaa sad +til Hest paa Ryggen af de Store. Jeg var Polak, og havde faaet en +prgtig graa Skimmel, den senere Overretsprokurator Herforth. + +Mine rigtige Klassekamerater havde jeg selvflgelig endnu mere Glde +af; vi vare alle gode Venner. At de ikke alle vare lige meget vrd, +maatte frst Tiden lre mig. De to, der i Skolens 1ste Klasse havde +indtaget de verste Pladser, endte srgelig. Den ene, en godmodig, +tyk Dreng, vedblev bestandig at gjre sig til af sine Krfter; han +omkom ved at blive kvalt i et Brydetag med en Slagtersvend. Den anden +kom i Forbedringshuset. Af de vrige have de Allerfleste levet et +regelmssigt Liv og hver efter sine Evner gjort Fyldest paa sin Plads +i Samfundet. Iblandt dem maa jeg frst og fremmest nvne _Bruun Juul +Fog_, den senere bekjendte Sjllands Biskop. Det var en lang, +lyshaaret Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. Skolen +kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men +fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv lste i +Hjemmet end ved Skolens Lectier. Han var som Flge deraf mere moden +end vi andre. Jeg holdt fra frst af meget af ham. I en af de +flgende Klasser blev han siddende, og han blev frst Student Aaret +efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene, +og endnu mere efter at han var bleven Prst og Biskop, have flles +Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed. +Som Prdikant dannede han sig nrmest efter Mynster, og Aandens Magt +var saa stor, at der i Aarenes Lb selv fremkom en ydre Lighed +imellem dem, hvorom man tidligere aldrig skulde have drmt. Fog har +med Sandhed kunnet sige: "Nihil humani a me alienum puto", og de +Kundskaber, han indhentede allevegne fra, forstod han strax at +bearbeide og omstte i den Mnt, han skulde bruge. Derfor blev hans +Samtale saa fngslende og lrerig, og hans Prdiken besad ved Siden +af den dybe christelige Flelse ogsaa den Evne altid at fremhve nye +Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig Taler maa +regnes til de store Mestere. Han dde den 27. Febr. 1896. + +Da jeg kom op i 3. Klasse, 12 Aar gammel, oprandt et nyt Liv for +mig. Der kom to nye Drenge ind, som bleve mine stadige Sidekamerater +-- vi tre indtog skiftevis de tre verste Pladser -- og mine stadige +Omgangsvenner ogsaa udenfor Skolen. Den ene, _Theodor Borries_, var +Sn af en Grosserer i Kjbenhavn. Hans Moder var en af de elskeligste +Kvinder, jeg har kjendt. Hans ldre Broder, Gustav, saa jeg kun lidet +til; de 2 yngre vare de sdeste Drenge, man kunde tnke sig. Den ene +af dem blev Landmand; den yngste, Carl, kom senere som Filolog i +Discipelforhold til mig. Han blev Lrer ved Slesvig Domskole, men en +tidlig Dd afbrd hans lovende Bane d. 22. Aug. 1852. Theodor forlod +Studeringerne, saasnart han var bleven Student. Han blev Handelsmand, +bosatte sig i Newcastle og blev dansk Viceconsul der. Paa sine ldre +Dage trak han sig tilbage fra den travle Handelsvirksomhed. Han +opslog sin Bolig i London, men hans Tanker vare nok saa ofte i +Danmark som i England. Han dde den 13. Februar 1897. + +Den anden var _Ludvig Mynster_, den yngste Sn af davrende +Confessionarius, snart efter Sjllands Biskop, J. P. Mynster. Det var +en bruniet Dreng, hvis mrke Haar krllede over Panden og i Nakken. +Ansigtets livlige, aandfulde Udtryk indtog Alle, og hans glimrende +Evner syntes at spaa en stor Fremtid. Han blev min nrmeste og +fortroligste Ven; i en Rkke af Aar havde Ingen af os nogen Tanke +eller Flelse, uden vi delte den med hinanden. Ikke liden Betydning +for mig fik ogsaa den elskvrdige Familie, jeg derved fik Adgang til. +Naar der engang imellem var stort Selskab hos Biskoppen, flte jeg +mig rigtignok tilovers og var ulykkelig, men naar Familien var ene +eller nsten ene, hvor var der da hyggeligt! Og naar saa Husfaderen +kom ind, alvorlig og vrdig, men med et venligt og velvilligt Smil +paa Lberne og i iet, saa flte jeg mig ret ved at vre sammen med +den Mand, til hvem jeg saa op med saa stor rbdighed, og hvis +Prdikener gjorde Sndagene til sande Festdage for mig. Hans Samtale +ved Bordet var jvn og fordringsls; engang imellem kom en let Ironi +frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske +Modstandere, kunde han vre overordentlig skarp. Han var altid rolig +og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man +bliver ikke syg, naar man ikke vil vre det." Da han blev ndt til at +gaa til Sengs, var ogsaa hans Liv udrundet; hans sidste og eneste +Sygeleie varede kun to Dgn. Efter sin Dd (30. Jan. 1854) er han +ikke altid bleven erindret efter Fortjeneste; men en Stormand som han +staar urokkelig i Tidens Malstrm. Et mrkeligt Bevis herpaa er H. +Schwanenflgels Skildring af ham, 1900. + +Ludvig Mynster var kun tre Uger ldre end jeg, men han var i flere +Henseender mere udviklet. Han havde levet under store Forhold og +under den rigeste aandelige Paavirkning ikke blot i sit eget Hjem, +men ogsaa i Oehlenschlgers Hus; Oehlenschlger boede i Stueetagen i +Bispegaarden, og baade Forldrene og Brnene omgikkes stadig. Han +var godt hjemme i sin Faders store Bibliothek, og havde allerede som +12 Aars Dreng en betydelig sthetisk Lsning. Jeg maatte nu se at +flge med; thi Poesi og sthetik var vor Hovedinteresse. Med +_Oehlenschlger_ gik det let nok; han var Gjenstand for vor strste +Beundring. I 3. Klasse A stiftedes der et Deklamationsselskab, +hvori hele Klassen deltog. Vi oplste Oehlenschlgers Tragedier +med Rollerne fordelte imellem os. Det var en god velse, men +Kunstnydelsen var meget betinget; thi de fleste Prstationer vare +lidet heldige, og Enhver nd egentlig kun sin egen Rolle. Mindre let +gik det med den tyske Litteratur; men efterhaanden bdede velsen paa +den mangelfulde Sprogundervisning, jeg havde modtaget. _Schiller_ +beundrede jeg ligesom Oehlenschlger; men naar man paastod, at +_Goethe_ var en endnu strre Digter, saa vovede jeg vel ikke at +modsige det, men jeg kunde ikke forstaa det. Werthers Leiden virkede +kun uhyggeligt og frastdende paa mig, og Wilhelm Meister, som jeg +samvittighedsfuldt gjennemlste, kjedede mig. Jeg havde ikke den +strke dramaturgiske Interesse som min Ven, Personerne interesserede +mig kun lidet, og Betragtningerne gave mig ikke synderligt Udbytte. +Jeg sagde det ikke dengang til noget Menneske; jeg tnkte, Feilen laa +hos mig selv; men da jeg senere i en ldre Alder paa ny lste Bogen, +saa jeg, den havde ikke blot disse, men mange flere Mangler. Hermann +og Dorothea forekom mig at staa tilbage for Voss' Luise. Selv +Tragedierne gjorde ikke det Indtryk paa mig som Schillers. Med +_Shakespeare_ derimod var det en anden Sag. Skjndt en stor Del af +Stykkerne kun vare mig tilgngelige i Schlegels tunge tyske +Oversttelse, greb de mig dog med uimodstaaelig Kraft, og det ikke +blot Tragedierne, som Macbeth, Kong Lear og Julius Csar, men ogsaa +Lystspillene; jeg var nr ved at vre lige saa forelsket i Imogen og +Viola som Ludvig Mynster. + +Men _Theatret_ ydede os dog Hidepunktet af sthetisk Nydelse. L. +Mynster kom der i det Mindste en Gang om Ugen; jeg maatte njes med +sjldnere Besg. Det tragiske Skuespil stod hit i de Dage. Ryges +Kmpeskikkelse og Fru Nielsens beaandede Fremstillinger, hvor Intet +syntes Kunst, men Alt Natur, og Sjlens inderste Rrelser traadte +frem med en Sandhed, saa at enhver flende Tilskuer selv maatte +gjennemleve dem, staa uforglemmelige i min Erindring. Og hvor hit +stod ikke Komedien og Vaudevillen! Hvem har ikke hrt om Frydendahl, +Rosenkilde, Fru Heiberg, Phister og mange Andre? Srlig vil jeg nvne +hende, som vi lngst have havt den Glde at se paa Skuepladsen, Fru +Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru Petersen, til +Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste sig strax et +fremragende Talent. L. Mynster blev aldeles bedaaret af hende. Det er +nppe nogen stor Indiscretion, naar jeg nu, efter over et halvt +Aarhundredes Forlb, fortller, at han var forelsket i hende saa +strkt som en 15-16aarig Yngling kan blive det. Det var hans frste +og, jeg tror ogsaa at turde sige, hans eneste Kjrlighed. + +Vi indskrnkede os imidlertid ikke til at nyde Andres Digte; vi vilde +ogsaa selv vre Digtere, eller dog forberede os til at blive det. Det +var i Skolens verste Klasses nederste Afdeling (IV B, som det +dengang hed), at vor Produktivitet begyndte, og den tiltog og blev, +saa at sige, sat i System, da en Trediemand sluttede sig til os, der, +om han end ikke havde samme Iver og Frugtbarhed som vi andre, til +Gjengjld besad strre Modenhed. Det var _Andreas Peter Lunddahl_, +som var Dux i IV A, medens vi andre gik i IV B. Han var et Aar ldre +end vi; men hans Klassekamerater stode saa langt under ham i +Dygtighed og aandelig Interesse, at han sgte sin Tilfredsstillelse +hos Andre, selv om de vare yngre. Vi tre sluttede et trofast Venskab, +som kun Dden kunde afbryde. Lunddahl, Mynster og jeg stiftede den 2. +Mai 1835 en Forening, som vi kaldte _Lyra_. Vi skulde samles, jeg +tror, hver 14. Dag skiftevis hos hinanden og oplse vore Arbeider. +Lunddahl indskrnkede sig til mindre Digte og smaa sthetiske +Afhandlinger; vi Andre vare mere frugtbare. Jeg skrev saaledes +blandt andet en Tragedie i 5 Akter, som hed "Brutus og hans Snner" +og en dramatisk Idyl "Mllen paa Volden". Heldigvis ere hverken de +eller Noget af, hvad jeg dengang frte i Pennen, bevaret; jeg vilde +vist undse mig ved at lse det nu. Jeg tr heller ikke sige, at det +dengang blev modtaget med mere end kjlig Anerkjendelse af mine to +Venner. I Mynster derimod saa vi, og nppe med Urette, et virkeligt +Digtertalent. En Tragedie, han havde skrevet, Hermion, fandt vi +srlig skjn, og vi syntes, den fortjente at udgives. Men dertil +maatte han frst have sin Faders Samtykke. Med Frygt og Bven +leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ngstelig +Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige +Smil og den Bemrkning, at det var meget kjnt, men det egnede sig +ikke til Udgivelse; der tilfjedes ikke engang en Opfordring til at +fortstte de poetiske Forsg. Det var en alvorlig Skuffelse, men den +blev snart glemt. + +Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er vor +Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage i 1837. Den +gik til Frederikssund, Jgerspris og Frederiksvrk, hvor jeg frste +Gang saa Maleren Lundby, som siden blev en af mine bedste Venner. +Derfra gik vi til Tisvilde. Igjennem den ensomme, forblste og +dengang endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mrknes, +vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over en Time efter +Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet til Hvile, og vi maatte +banke Folk op for at se at faa Nattely; thi der var ingen Kro paa +Stedet. Langt om lnge fik vi en Mand vkket, som viste os en +Bondegaard, hvor vi nok kunde blive modtagne. Der fik vi anvist en +Stue med en Seng. Denne var bestemt til to, men vi vare tre. Jeg fik +Hderspladsen i Midten, og over os fik vi en meget tyk Dyne. Det var +drit; men trtte, som vi vare af den lange Dagmarsch, faldt vi dog +i Svn. Den nste Morgen besgte vi Helene Kilde og Grav. Denne +ligger paa en ngen Mark, som Vinden stryger hen over; det er vistnok +det srgeligste Kursted, der findes i Verden. Saa gik vi til Esrom, +og over Fredensborg hjem. + +Lunddahl var et sjlden begavet Menneske baade fra Intelligentsens og +fra Characterens Side. Han besad den strste Lethed i Opfattelsen af +Alt, hvad der mdte ham, baade i den synlige og den usynlige Verden, +og et fint og sikkert ie for hvad der var gte saavel i Kunsten og +Videnskaben som i Livet; men produktiv var han ikke. Han havde strk +Sans for det Komiske og kunde let faa sine Omgivelser til at le. Han +var i hi Grad musikalsk, og hans Domme om Billedkunstens Arbeider +vare lige saa paalidelige som om Poesiens. Ved Siden af varm Flelse +for det Udmrkede og det, hvori Geniets Glimt viste sig, anerkendte +han ogsaa det, som han mindre sympathiserede med, ligesom han +overhovedet var en mildt dmmende Mand. Han besad en uforstyrrelig +Bon sens og Ligevgt i Sindet. Naar jeg dristig paastod: "Man kan +hvad man vil", svarede han ganske trt: "Ja, naar man vil, hvad man +kan". Naar Martensen sagde, at det Frste, der krvedes af Filosofen, +var ubetinget Resignation, svarede han: "Nei Tak; maa jeg bede om en +Smule Lykke." Fremfor Alt havde han et varmt og trofast Hjerte. Vare +hans Venner mistrstige og fortvivlede, mdte han dem ikke med +Bebreidelser eller trivielle Formaninger, men med Mildhed, og fandt +ikke sjlden det forlsende Ord, der behvedes. Jeg husker engang, at +jeg i en tung Anfgtelses Stund betroede mig til ham. Han hrte +roligt paa mig, og da jeg var frdig, sagde han blot: "Du befinder +Dig i en unaadig Tilstand." Han havde Ret. Guds Naade var vegen +fra mig; det var den, jeg skulde sge; med dette ene Ord havde +han vist mig Veien. Han blev Theolog, Adjunkt, Skolebestyrer, +Seminarieforstander i Ranum, Prst frst i Stubbekjbing, saa i +Tllse. Han var en gte christelig Prst med klart Blik baade paa de +evige Sandheder og paa, hvad der bevger sig i Menneskenes Sjle. I +flere Aar havde en Halssygdom hindret ham i den fulde Brug af hans +Stemme, og tilsidst ndte den ham til at tage sin Afsked. I 1893 +flyttede han til Kjbenhavn, men det forundtes os kun at leve to Aar +sammen der; han dde 17. Nov. 1895. + +I 1836 bleve Ludvig Mynster og jeg Studenter. Da Rusaaret var forbi, +begyndte han at studere Theologi og jeg Filologi. Vistnok vare vore +Interesser endnu de samme; ikke blot sthetik og Filosofi, men ogsaa +tildels Theologi havde vi endnu tilflles; men Adskillelsen var der +dog. Med stigende Bekymring saa jeg, at jeg ikke mere var for ham, +hvad jeg havde vret, og at vor Omgang, skjndt den aldrig blev +afbrudt, dog maatte indskrnkes. Efterhaanden indfandt der sig et +trykkende Tungsind hos ham; hans Mod var brudt, og det var med stor +Overvindelse, at han indstillede sig til theologisk Examen. Han fik +Charakteren Admodum laudabilis; men dette gjorde ikke stor +Forandring. En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjlpe. I +Efteraaret 1845 mdtes vi i Napoli, og tilbragte nu et Par Maaneder +sammen i flles Nydelser og i den gamle Fortrolighed. Efter hans +Hjemkomst indfandt den forrige Tungsindighed sig atter, og hans +Forstand omtaagedes. Han kom sig igjen, men blev aldrig mere den +freidige Yngling, han havde vret[1]; fra nu af hvilede der en tung +Skygge over hans Liv, og han trak sig tilbage fra Verden. I de senere +Aar, da ikke blot Studier og Forretninger, men ogsaa Familielivet +lagde Beslag paa min Tid, kunde der gaa Uger, maaske endog Maaneder, +hvori vi ikke saa hinanden; men glade vare vi altid ved at trffes og +ligesom i gamle Dage meddele hinanden vore sthetiske Betragtninger +og fle os som gamle Venner. Hans Helbred var svagt. Paa sit ensomme +Kammer syslede han stadig med Litteratur og sthetik. Af poetiske +Arbeider har han Intet udgivet, og vistnok heller Intet skrevet i den +senere Tid, undtagen "En Lrerinde" (1864), et Skuespil i to Akter, +der dog snarere maa kaldes en Novelle i dramatisk Form end et +virkeligt Drama. En enkelt Gang, naar Leiligheden opfordrede dertil, +kunde han ogsaa sende sine Venner en, altid vellykket, Sang. Ellers +var hans Forfatterskab litterrhistorisk og sthetisk. Han udgav 1860 +"Breve fra og til J. P. Mynster", 1866 "Breve til og fra Sibbern"; +fremdeles "Bidrag til Litteratur og sthetik" (1871), "Nogle Blade af +J. P. Mynsters Liv" (1875), "Mindeblade om Oehlenschlger" (1879), +"Meddelelser om Fr. Mnter og Frederikke Mnters Ungdom" (1883), og +ganske kort fr sin Dd "Har S. Kierkegaard fremstillet de +christelige Idealer? -- Er dette Sandhed?" Hans stille litterre +Virksomhed blev belnnet med Professortitlen, et ringe Vederlag for, +hvad hans straalende Barndom og Ungdom lovede. Hans Helbred havde i +mange Aar vret slet, og Krfterne tog stadig af. I December 1883 +forlod han denne Verden og fik den Ro, han havde lngtes efter. Endnu +paa Ddsleiet vidnede det blege Ansigt om, at det var en del Sjl, +der havde boet deri. + + [1] Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer, + Museum 1891, S. 114 f. + + + + +II. + +STUDENTERAAR. + +(1836-1844). + + +Jeg blev Student 1836. Det frste Universitetsaar, Rusaaret, var +dengang bestemt til at skulle vre en, visselig hist ndvendig +Fortsttelse og Udvidelse af Skolens encyklopdiske Undervisning. Det +afsluttedes ved _Anden Examen_, der toges i to Afdelinger; den ene, i +April, var vsentlig filologisk og historisk, den anden, i Oktober, +filosofisk og fysisk. Man afskaffede den i 1871, fordi man fandt, at +Studenterne bestilte for lidt, og mente, at de vilde lre mere, naar +denne Fortsttelse blev henlagt til Skolen, og Skoletiden forlnget +et Aar. Man tnkte ikke paa, at det selvstyrende Folk ikke vilde +finde sig i, at Snnerne gik et Aar lngere i Skole end tidligere; +det tillagte Skoleaar maatte atter afskaffes, og der kom intet +Vederlag; men man begyndte paa den endelse Rkke af pdagogiske +Experimenter, som endnu florerer. At mange Studenter i Rusaaret +hellere vilde more sig end studere, kan naturligvis ikke ngtes, og +det vil vel altid vre saa; men for Mange, og deriblandt for mig, har +dette Aar vret lrerigt og frugtbringende. + +Der var rigtignok stor Forskjel paa Professorerne. _Velschows_ +historiske Forelsninger vare et temmelig trt Diktat. _Ramus'_ +Mathematik var vanskelig at flge med for den, der i Skolen ikke var +kommen videre end jeg; men Noget hngte der dog ved. Jeg var meget +bange, da jeg kom op til Examensbordet; jeg syntes, jeg forstod slet +Intet; men saa begyndte han med den sidste Stning i Stereometrien; +da jeg kunde den, tog han den nstsidste og saa fremdeles baglnds +hele Faget igennem. Han spurgte saa godt, at jeg kunde klare Alt, og +da jeg reiste mig, kunde jeg min Stereometri. _H. C. rsted_ derimod +var Alles Yndling. Man kunde ikke blive trt af at se paa dette aabne +elskelige Ansigt og hre ham foredrage den Videnskab, hvori han +levede med hele sin Sjl, og se paa hans morsomme Experimenter, selv +om de en enkelt Gang ikke ret vilde lykkes; men et halvt Aar var for +kort Tid til at lre noget ordentligt, og jeg tvivler ikke paa, at +Studenterne nu til Dags kunne mere Fysik end vi. + +Filosofien slog lidt fastere Rod hos os. _Sibberns_ eiendommelige +Vsen kunde nok af og til aflokke os et Smil, og hans Logik fandt jeg +tr og triviel, men med desto strre Interesse lste jeg hans +propdeutiske Skrift "Om Erkjendelse og Granskning." _Poul Mllers_ +Forelsninger over Psychologi forekom mig som en Aabenbaring fra en +anden Verden. Det var det sidste Aar, han holdt Forelsning; han bar +allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han +bevgede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tnker. Der var +i hans Foredrag aldrig noget Forsg paa at vre aandrig. Det vilde +have vret en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin +Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt +Indtryk. _Brndsted_ holdt en fortrffelig og interessant Forelsning +over Botiens gamle Geografi, hvorimod hans Gjennemgang af Euripides' +Phnicierinder trods den omhyggelige Oversttelse, han oplste, +hverken gav os nogen Forestilling om Euripides som Digter eller +synderlig filologisk Veiledning til Forstaaelsen af det grske Sprog. +_Madvig_ derimod gav ved sin Gjennemgang af Juvenals Satirer et +fortrinligt Exempel paa filologisk Methode. Det var lidt svrt, thi +Forelsningen holdtes paa Latin, og til Examen skulde dette Sprog +bruges; Juvenal forekom mig en sr og lidet tiltalende Forfatter; men +jeg lrte en Del, og Madvigs anden Forelsning, over latinsk +Litteraturhistorie, var mig en uafbrudt Nydelse. + +Efter Anden Examen skulde jeg begynde paa et Fagstudium. Medens jeg +gik i Skolen, var det min Tanke, at jeg vilde studere Theologi; men +jeg havde nu gjort Bekjendtskab med et Par theologiske Studerende og +set, hvorledes de svedte over de vidtlftige Kommentarer til det nye +Testamente, hvori alle mulige, baade rimelige og urimelige +Fortolkninger anfrtes og drftedes, og Undersgelsen ofte endte uden +Resultat. Det forekom mig, at dette var et underligt Studium. Jeg +syntes, det var nok at angive den rigtige Forstaaelse af et Sted, og +naar man ikke kunde dette, maatte det komme af, at man ikke forstod +tilstrkkelig Grsk. Jeg havde hrt, at Melanchthon havde sagt: Quo +quis melior philologus, es melior theologus, og jeg mente derfor, at +jeg frst burde vre grundig Filolog, inden jeg tog fat paa +Theologien. Det forstaar sig, at Madvigs Forelsninger til Anden +Examen i hi Grad styrkede mig i mit Forst at vlge det filologiske +Studium. + +Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev jeg dog +alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og sthetik. Det var +netop i den Tid, at _Martensen_ kom hjem fra sin Udenlandsreise og +gjorde saa stor Opsigt. Jeg hrte hans Forelsninger baade over Moral +og over Dogmatik, og troede ligesom de Fleste dengang paa hans +Forsoning af Christendom og Hegelianisme. _Hegel_ syntes at have sagt +Filosofiens sidste Ord. Jeg lngtes efter ret at blive bekjendt med +denne store Filosof. Fnomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge; +det vilde tage mig altfor lang Tid at stte mig ind i den; men af +Forelsningerne var der flere, der ligefrem berrte mit Hovedstudium, +frst og fremmest den udfrlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg +havde stort Udbytte. Dernst var der den almindelig beundrede +Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor lidet denne +aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, tabte min +Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab med sthetiken, blev jeg +helbredet for min Hegelianisme. Men fordi jeg ikke lngere kaldte +Filosofien Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens +aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke mindre +dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere have mine bedste og +nrmeste Venner vret Theologer og Filosofer. Skulde jeg nvne Nogle +af dem, der srlig have staaet mig nr, vilde jeg foruden Ludvig +Mynster, Lunddahl og Fog, anfre den tidlig afdde Theolog _Emil +Mynster_ og _Johannes Fibiger_, med hvem et nie Venskab forenede +mig, indtil Dden bortrev ham i November 1897. I Kandidataarene, paa +Borchs Kollegium, sluttede jeg mig nrmere til Licentiat _P. E. +Lind_, senere Biskop i Aalborg, _Andreas Listov_ og _J. F. Hagen_, +der dde i en endnu ung Alder som Professor theologi. + +Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af +Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten +til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har flles +med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve +Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af +dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En +af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra +Roskilde Skole. Han er tilstrkkelig bekjendt som historisk Forfatter +og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid vret en trofast +og fornielig Ven, og hans elskvrdige Hustru og hans Brn have vist +mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brkkede +han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at sttte paa +Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og isr +efter hans Hustrus Dd (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet +tilbage. Han dde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret, +som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af +Efterslgtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for +Kjbenhavn. En Tredie, som br nvnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere +Stiftamtmand i Kjbenhavn. Han fik Udmrkelse til Examen Artium, +Noget man srlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var +tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en del og elskvrdig +Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en gte Hdersmand. +For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfrer. Det er jo +Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres +Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilumsfester. Man nsker +at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne. +Det kan ikke ngtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og +ikke engang kjende hinanden, naar de mdes ved disse Lejligheder; men +dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel vrdt at +gjenkalde sig Rusaarets Flelser og Oplevelser og tnke over, +hvorledes den Strm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og +frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker +Gjst. I 1886, da vi havde vret 50 Aar Studenter, indbd han os til +at holde Jubilum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra +nu af, syntes han, burde disse Mder gjentages hvert Aar; han mente +endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde vret +50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre +Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med +Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev +Ploug sin fortrffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer, +Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit +Hjem i Kjbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde mde +til 60 Aars Jubilum. Aaret efter lukkede han sine ine trt af +Livet. + +Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det +vel nsten altid er Tilfldet, et lille Selskab til Diskussion og +Drftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra +Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Hedt, L. +Petersen) der gik i Spidsen, og Mderne holdtes i Borgerdydskolens +Lokale. Ved Vinterens Slutning ophrte Selskabet, men det opstod +igjen nste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837 +toge Del deri. Det blev kaldet _Palstra_. Af dette vare bl. A. Hans +Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger +Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv. +Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev +Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i +"Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og +kan rose sig af at tlle mange af Danmarks ypperste Mnd iblandt sine +Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets +Formaal var, hed det, at forge og nre logisk Skarphed i +Diskussionen og Frdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang +udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets +Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man vede sig deri. Man +elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for, +at de Emner, man drftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa +Dansk. I Tidens Lb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trngt tilbage +ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde +disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indfrt, i +Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophrte kort efter. Det var +ikke lngere ndvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt +det sammen, idet det gav det sit Srprg, var bristet. Det var en +lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge +gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevgede sig, fltes mere +som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt +var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt +Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage, +end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til +selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og +til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man +kunde vente af unge livlige Mnd, der flte sig som gte Venner. Fra +de senere Aar hidrre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid +skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Mller havde gjort i sin Tid. +Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have +Lyst til at anfre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen +havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843. + + Abierunt hiemes, + Nives abierunt; + Acres iam sunt iuvenes; + Senes qui fuerunt. + Sicci disputavimus + Olim in Lyceo, + Nunc in silva ludimus + Uvidi Lyo. + + Logic cum tduit + Et doctrin morum, + Ad naturam rediit + Rex philosophorum. + Ltus tum investigat + Feras animantes, + Quid delphinos moveat + Et tigres bacchantes. + + Alexander magnus iam + Huic magistro datus + Penetravit Indiam + Euius renatus. + Vivat Aristoteles! + Fratres, nos vivamus! + Alexandri similes + Fortiter bibamus. + +Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studieflle +G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og +Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof. +theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich, +Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernr i +Vestindien) og Medicineren Ravn. I det nste Aar blev A. F. Krieger +optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Prst i Korsr) og +Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslge i Kjbenhavn); i +1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islnderen Gr. Thomsen, Klein, +Worsaae og Dan. Mller (senere Prst i Vonsbk og derefter i Faxe). +Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet, +og samledes der i de nrmest flgende Aar med L. Mynster, Johnstrup +(senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sor), M. +Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af +Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand. +philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Prster, L. Warburg, +E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg +disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum +en strre Fest, hvori en stor Mngde ldre Lyceenser deltog som +Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende +Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og nskede Gjsterne +Velkommen med en versificeret, selvflgelig dansk, Tale. Hvor +gemytligt og hvor morsomt det forvrigt gik til, har Forchhammer +beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig +af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne mde "som +Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet +jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden +Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige +Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, hre til mit Livs +allerdyrebareste Erindringer. + +Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik +det srlig filologiske Studium sin regelmssige Gang, og jeg savnede +heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_, +senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg, +lste jeg kursorisk flere grske og srlig latinske Forfattere. Det +var fornielige og lrerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret +efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet +de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den +filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev +anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store +Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lrerposter ved +de lrde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der +stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Grsk og Historie, hvortil kom +adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi. +Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om +forndent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og +de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri +blev betragtet som selvflgelig. Man kan nok tnke sig, at disse +store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste +for at nrme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos +Skrifter, jeg ikke fik gjennemlst; men det var vel ogsaa derefter. +I 1849 blev Examen ogsaa indskrnket; den skulde kun omfatte de 3 +Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette +syntes efter nogen Tids Forlb at vre for Meget. Der var +Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som +syntes de kunde undvre de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog +gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes +da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og +2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopdiske Character; man +krvede Faglrere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det +for Skolens Skyld var ndvendigt. Skjndt det nu af og til viste sig, +at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde +bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med +hele Tidens Retning, som krvede Specialisering paa alle Punkter. +Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man +havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde +Prven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere. +Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedmme. + +Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved +Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Grsk; _Brndsted_ +havde en extraordinr Stilling; han holdt frre Forelsninger, og kun +over Grsk. Jeg hrte en Forelsning over Pindar af ham; og, var det +end frst mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at lse over +Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes +jeg dog ogsaa denne Forelsning med Glde. Den livlige og for Hellas +begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at hre, +og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus; +jeg selv har kun vret een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede +lngere, saa at jeg i Tidens Lb kunde blive hans Kollega og Ven. +Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som +Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden +i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans +salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men +de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde +forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krvedes. Som +Universitetslrer skulde han docere grsk Filologi. Ved Siden af +exegetiske Forelsninger lste han over grsk Litteraturhistorie, +grske Antikviteter (d. v. s. Statsforfatning) og Mythologi. Hans +Forelsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs +Resultater, men de vare noget trre og vidtlftige isr i +Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede +os fuldstndige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for +i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi; +men man var dengang meget slet forsynet med de ndvendige +Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med +Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; strre og +niagtigere Gjengivelser af de antike Kunstvrker, der kunde give en +virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke. + +_Madvigs_ Forelsninger vare naturligvis mnstervrdige. +Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans +Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en +forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen +Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt +til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i +lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lrebog ikke blot herhjemme, +men ogsaa i Tyskland. Fuldstndigere og paany gjennemarbeidet +foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedvrk. +Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhrere frst bekjendte med +ved hans Forelsning. Jeg havde i Skolen lst efter Baden, hvis +Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde frt mig +ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt +og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske +Forelsninger og velser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig +det System, som Madvig nu fremlagde fuldfrdigt. Det var en stor +Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lrebger bleve +aflste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lrerne misbrugte +hans Bog, lod Skoledisciplene lre udenad, hvad der var bestemt til +at springes over, og ikke forstod at stte sig paa Disciplenes +Standpunkt. + +Iblandt de lidt ldre filologiske Studerende var der isr to, som jeg +kom i et nrmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar +ldre end jeg, en godmodig og elskvrdig ung Mand, hvis gode Hoved +jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at vre +Petersens Efterflger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og +blev Rektor i Aalborg og senere i Sor. Han var maaske ogsaa nok saa +godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne, +interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne, +saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde +en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det, +som forekom ham at vre Hovedsagen. Man kunde undertiden nske, at +han havde lrt dem mere, men hvad han lrte dem, det kunde de. Hans +Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie +er et kort og klart Schema; den frste Udgave led af adskillige +Uniagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den grske +Kunsthistorie vilde jeg nske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke +lade vre at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var +ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab. + +_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar fr jeg, var en stor +Modstning til Tregder. Ogsaa han var et udmrket Hoved og havde +systematisk Talent, men han dvlede med nok saa stor Lyst ved +ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornjelse, naar han +opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgngere. Han kunde +ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den +eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise, +hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde +udtrykke sig saa skjdeslst, at det strengt taget var meningslst, +og med at fortlle saadanne Historier som den om en mathematisk +Professor, hvem han engang ved en Examen havde hrt forlange af +Examinanden, at han skulde lgge et Snit igennem en Kegle saaledes, +"dass die grssere Hlfte der kleineren gleich wird." Han begyndte +som klassisk Filolog, og hans frste Arbeide var en "Latinsk +Sproglre til Skolebrug, isr efter Billroth" (1840), en Bog, som +upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs +Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin +"Indledning til den danske Sproglre", idet Bojesen Aaret efter udgav +sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret +ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig +Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og +ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu vrre gik +det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en +fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementr Plangeometri" roses, og som +Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nd stor +Anseelse blandt Fagmndene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved +Universitetet. Var det Forfngelighed, der saa tidt bragte denne +glimrende Begavelse ud af Ligevgten? Maaske. Den Orm lide vel de +fleste Mennesker af. Men hvor man end vil sge Aarsagen, jeg vil +ikke dmme, men kun beklage min Ven. Han dde 17. Aug. 1883. Et +skjnt Eftermle har A. D. Jrgensen sat ham i sin "Redegjrelse for +min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelsninger" siger +han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik +for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det +frste Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann +viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig +Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit srlige +Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden +verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for +tilbielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom +danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa +Krigsstien mod alt tysk Vsen, stillede han de historiske Forhold i +et saa tilforladeligt Lys, at det her for frste Gang gik op for mig, +hvad der egentlig krves af en druelig Betragtning af Fortidens +Personer og Forhold." + + * * * * * + +Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mrkeaar for Universitetet. +Den gamle Universitetsbygning var brndt 1807. I mange Aar havde +de ngne Mure staaet der som et srgeligt Minde. Min ldste Broder +og jeg havde som Brn leget paa Pladsen imellem dem sammen med +den naturhistoriske Professor Wads Pleiesnner, som boede i +Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning frdig; den skulde +indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med +srlig Hitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation +blev indfrt i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor +og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu +er. De skjnne og storladne Forhold i Faaden gjorde jo ogsaa +Bygmesteren, Malling, al mulig re; at Lysforholdene i det Indre ikke +altid vare heldige, mrkede man frst senere. Srlig uheldig var han +med det Forsg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler +Hyer foretage, men det forsvandt ogsaa jeblikkelig, og Constantin +Hansen og Hilker udfrte den herlige Udsmykning, som jeg i mine +Studenteraar havde min Glde af at se blive til og senere som +Professor fik det refulde Hverv at skulle vaage over og srge for at +redde ved hensigtsmssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde +skaanet den. Da Malerierne vare frdige, fik Bissen det Hverv at +udfre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han +modellerede dem paa Stedet, og jeg besgte ham ofte under Arbeidet. +Da de vare frdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik +kun ud derpaa -- nskede Studenterne at vise Mesteren deres +Taknemmelighed ved et Festmaaltid. + +Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nvne +Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor +Mrch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om +Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hdersgjsten, og iblandt +de Sange, der hdrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger +Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk +hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det nske, at de to +Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne +Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes +Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at +tilveiebringe de forndne Midler til at lade dem udfre i Marmor. +Kunstneren selv nskede kun sine Udgifter dkkede, men det syntes dog +at vre en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trstig fat paa +Vrket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk +velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa +Hoftheatret gav en ret god Indtgt; men der manglede endnu Meget, som +maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at +udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjlpe, maatte vi +henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde +dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos +Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af +Mrch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de +fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke +Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrngenhed. + + + + +III. + +ARCHOLOGI OG UDENLANDSREISER. + + +Da jeg valgte det filologiske Studium, var det ikke alene af +Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi jeg fandt, at det var en +smuk Lod og en Stilling, jeg kunde magte, at vre Skolelrer. Jeg +havde tnkt mig, at jeg skulde ende mine Dage som Skolemand, og det +var frst efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig vakte +Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. Han syntes, at +han og Petersen nok kunde trnge til en yngre Medhjlper, og da baade +han og Petersen vare rent litterre Filologer, savnede man efter +Brndsteds Dd 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og +Grkenland og deres Monumenter. Thi skjndt han altid, og med fuld +Ret, hvdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget og Historien maatte +vre det Frste for Filologien, miskjendte han ingenlunde +Monumenternes Betydning, og skjndt han af og til i sin Tid havde +trukket lidt paa Smilebaandet, naar han fandt Brndsteds Begeistring +overdreven, havde han dog den strste Agtelse for hans Dygtighed. Han +flte godt, at Archologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn, +som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at trde i +Brndsteds Fodspor og lgge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og +Monumenter. Han anbefalede mig til Professor _Hyen_, og skjnkede +mig derved en Lrer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for +min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. Decbr. 1842, +at jeg saa _Hyen_ frste Gang. Han modtog mig med stor Venlighed, og +vi havde en lang Samtale om den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I +Samtalens Lb sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar +vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig bedre Skjbne end +Brndsted; "det var et Studium, som ingen Interesse mdte." Hvor ere +Tiderne ikke forandrede! Han skrmmede mig dog ikke. Jeg sagde til +mig selv, som der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde +jeg ikke Andet at vre bange for! Bliver jeg til Noget, skal jeg nok +finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad gaar det mig an? +Men jeg fler tilfulde Vanskeligheden af den Opgave, jeg har stillet +mig. Jeg kan Intet og vil kunne Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel +altid, men jeg kjendte nsten Intet dertil. Det var Hyen og Omgangen +med de Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit ie for +dens virkelige Vsen, at man ogsaa igjennem den kom Guddommen +nrmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling af det Skabte flte +sig endnu mere gjennemtrngt af Kjrlighed til Skaberen; ikke som om +Sligt nogensinde udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Flelser, +jeg her sger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme +fles af enhver gte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere og +inderligere denne Flelse er, desto mindre holder man ofte af at tale +derom. Hyens Undervisning og Samtale gik ud paa det Positive, +Opfordring til at se og studere og til at tilegne sig det Sete. Han +gav mig Anvisning paa den Litteratur, jeg burde benytte; men endnu +strre Betydning havde det, at han besgte det Kgl. Billedgalleri og +Moltkes Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lre at tegne og +skaffede mig Lundby til Tegnelrer, og da det jo srlig var Oldtidens +Kunst, jeg skulde studere, frte han mig op i Kunstakademiets Samling +af Gibsafstbninger, viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke +lille Samling af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds Enke +eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede Christian VIII's +Vasesamling, om at give mig Adgang til denne. Her fik jeg min frste +archologiske Opgave; det blev mig overdraget at forfatte et Katalog +over Vaserne. Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde +kjbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden havde +modtaget enkelte Forgelser igjennem Brndsted og Falbe; det var +Begyndelsen til den vrdifulde Vasesamling, som nu findes i Statens +Antiksamling. + +Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det archologiske +Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et saa rigt Indblik i de gamle +Grkeres Liv og Forestillingskreds som disse Industriprodukter, og +Haandvrkernes Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store +Kunstneres. Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre +Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens +Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige og private +Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede til at offentliggjre +disse Skatte og forsge at tyde den Billedverden, der her oplod sig. +Adskilligt var der i disse Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld +Forsker som Gerhard, der kunde gge til Modsigelse; dog var det for +det Frste kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed +ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike Vaser hrer det +ogsaa at give dem deres rette antike Navn. Panofka havde skrevet en +Bog, Recherches sur les vritables noms des vases Grecs, hvori han +fremdrager over 100 grske Benvnelser paa Kar og tillgger hver af +dem sin sregne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. Det +kan vre bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at have saadanne Navne +til sin Raadighed, men det er meget langt fra Sandheden. Ligesom nu +til Dags en Kop eller et Blomsterglas kan have mange forskjellige +Former, uden at vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det +ogsaa Tilfldet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad der har +den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de forskjellige Former ved +at give hver sit Numer, og Modehandleren opkalder de forskjellige +Faoner efter -- jeg veed ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en +Disputats, valgte jeg at underkaste dette Sprgsmaal en niagtigere +Drftelse. Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de +antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at henfre noget +af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. I Indledningen +behandlede jeg i Korthed almindelige archologiske Sprgsmaal om +Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. Min Afhandling hed De nominibus +vasorum Grcorum, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg +erhvervede derved Vrdigheden som Magister artium; Doctorgraden +opnaaede man dengang ikke uden man frst var Magister. Disputatsen +foregik naturligvis paa Latin og under de gammeldags Former. Nedenfor +Kathedret, hvorpaa Prses stod, var anbragt et mindre Katheder, som +indtoges af hans Respondens, der skulde hjlpe ham at besvare de +gjorte Indvendinger. Denne Plads bekldte en yngre Ven af mig, stud. +philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm og i Nykjbing. +Dette var naturligvis en tom Form, ligesom den hele Akt ingenlunde +havde den Alvor som nu til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min +Disputats manglede heller ikke den ret almindelige Tilstning af +Lier, idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte +mig for at have liet, idet jeg havde sagt, at jeg aldrig havde vret +udenfor mit Fdreland, medens det var vel bekjendt, at jeg havde +deltaget i det skandinaviske Studentermde i Upsala Aaret i Forveien. + +Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjre mig frdig til +den store Udenlandsreise, som Understttelse fra Fonden ad usus +publicos havde sat mig i Stand til at foretage. Nu til Dags, da det +er blevet saa let og saa almindeligt at reise, vilde man ikke kalde +denne Reise stor, men i 1844 var det anderledes. Jublende glad var +jeg i Tanken om alt det Skjnne, jeg skulde se og lre; mine Venner +priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form af +Stambogsblade. Mine Husfller paa Borchs Kollegium holdt en munter +Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed Hagen skrev en srdeles +morsom Vise[2]. Men alt som Afreisen nrmede sig, blev jeg dog ogsaa +noget beklemt over at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg +var meget uerfaren, kun 24 Aar gammel, og jeg saa endnu yngre ud. +Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde vre en Fordel, og at jeg netop +paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en +Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjre Krav paa. Heller ikke +Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede nppe at se +mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, kunde den strke +Mand ikke tilbageholde Taarerne; Sligt havde jeg aldrig set fr. Min +Trst i dette ieblik var, at jeg ved Siden af mig havde en lidt +ldre Ven, der fr havde reist, og som skulde ledsage mig paa den +frste Del af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram. + + [2] Borkens Lyre S. 56. + +Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, ankom vi +til _Kiel_ d. 9. Oktober 1844. Der hrte vi adskilligt om +Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. Vi lo hjertelig over +at hre, hvorledes en smuk ung dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal +havde tvunget alle Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklrede, +at hun ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor +Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i en dansk +Familie. Den nste Dag frte Jernbanen os til Hamburg; det var +frste Gang, jeg prvede den Befordring; og den flgende Aften gik +det med Diligence fra Hamburg til Bremen, hvor vi beundrede det +prgtige Raadhus. Derfra med samme lidet behagelige Befordring over +Osnabrck, Mnster og Dsseldorf til _Clln_, hvis dengang endnu +ufuldendte Domkirke gjorde et saa mgtigt Indtryk paa os, at vi +ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske Kirker i samme +By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke, +Coblenz-Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede +mig mindre Fornielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Mens +Klint var meget smukkere, og frst i _Heidelberg_ fandt jeg Noget, +jeg kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nd jeg Naturens +Skjnhed i en sydlandsk Temperatur, og medens Gram besgte gamle +Venner, vandrede jeg langs med Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor +en Hr. Uhde, der havde Bjergvrker i Mexiko, havde samlet en stor +Mngde interessante mexikanske Oldsager. + +Efter at have ydet Strassburger-Mnsteren vor skyldige Beundring og +gldet os over Holbeins Portrter i Bibliotheket i Basel steg vi om +Aftenen d. 20. Okt. atter ind i en Diligence for at kjre til +Lausanne. Jeg havde sovet et Par Timer, da jeg blev vkket af en +uvant Lyd. Vi vare i den romantiske Mnsterthal, hvor det ene +Vandfald efter det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien +og glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi fra +Lausanne til Genve; vi kunde kun se de nrmeste Kyster; Alperne +gjemte sig i et uigjennemtrngeligt Mrke; frst den nste Aften +viste de sig for os i al deres straalende Herlighed med Mt. Blanc +thronende i Midten. + +Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Muse Rath fandt jeg en +smuk lille Samling af ldre, navnlig hollandske Malerier og nyere +Billeder af Schweizer Kunstnere. Et smukt lille Landskab, der i +Kataloget var opfrt som "Ubekjendt Mester", forekom mig ved frste +iekast at vre D. Moucheron, og da jeg saa nrmere efter, stod +Navnet virkelig paa Billedet. Jeg flte mig stolt over denne +Opdagelse. Naar Lignende senere er hndt mig, har det naturligvis +ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde Mange gjre mig +efter; Kjenderskabet er ikke det Vsentlige ved Kunstbetragtningen. +Og det har det heller ikke vret for mig dengang; ellers vilde jeg +ikke kunne huske Calames prgtige Landskab "Storm i Hialperne". Jeg +bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfrdelige Naturscene, +at jeg saa og hrte Stormen piske Granerne og knkke dem, saa at +selve Vandfaldets Brusen overdvedes og Bjrnen krb i Skjul. + +Den nste Dag skulde jeg skilles fra min kjre Ven, der hidtil havde +vret mig en saa uforlignelig Sttte. Gram skulde til Aix og jeg til +Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig +gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren +til Turin. Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, men +saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden af Postfreren og +var anbetroet hans srlige Omsorg. Kureren var ingen almindelig Kusk; +det var en ung smuk og srdeles dannet Mand, der talte nydeligt +Fransk, i sin Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn +var Constantino Reta. Efter en Times Kjrsel standsede vi ved Grnsen +af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min Kuffert, og deri fandt de +-- en Del Bger. Dette var naturligvis Contrabande, isr da man ikke +kunde forstaa et Ord af dem. De bleve tagne fra mig, indpakkede og +forseglede; man lovede, jeg skulde faa dem igen i Genua, et Lfte som +rigtignok ikke blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den +danske Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt +om lnge faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmndene +undersgte Bgerne og havde stor Mie med at opskrive den +mesopotamiske Titel paa Schouws "De italienske Naaletrer", tog Reta +fat paa et Exemplar af min Disputats, og han havde Tid nok til at +gjennemlse de frste Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik +Interesse for mig, og vi bleve srdeles gode Venner. Veien gik +igjennem de deiligste Bjerglandskaber, isr fra S. Jean de Maurienne +til Vernay; men oppe paa Mt. Cenis sneede det. Jeg gik til Fods ved +Siden af Vognen, indtil det var bleven mrk Nat; saa krb jeg atter +ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede frst, da det atter +bar nedad, og et straalende Solskin varmede mit Ansigt og viste mig +Italiens Herlighed. + +Jeg havde tnkt at anvende en Dag paa at se Museet i _Turin_, men jeg +blev der i 3; min nye Ven vilde ikke slippe mig. Jeg maatte spise +til Middag hos ham, gjre Bekjendtskab med hans Hustru, hans Broder +og andre gode Venner, alle sammen "bons enfants" som han udtrykte +sig, og saa tilsidst kjre med ham til Genua, naar det var hans Tur. +Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu ikke at prve +paa at tale Italiensk; men et kjnt og tiltalende Ansigt havde hun, +om end de hie Toner, hvori Vennerne i hendes Stambog besang hende +som Madonna, forekom mig noget overdrevne. Vennerne vare livlige og +elskvrdige Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den +nationale og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at "det +unge Italien" snart vilde tilkmpe sig. Det varede lngere end de +tnkte; men et Forsg blev gjort i Genua i 1848. Der omkom +Constantinos Broder; han selv blev landflygtig og levede derefter som +Sproglrer i Genf, hvor han dde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om +ham tilbage i et Digt, han skrev i min Stambog, Inno del tramonto, og +et Par Breve. + +Ogsaa i _Genua_ blev jeg lngere, end jeg havde nsket. Jeg skulde +tage med Dampskib til Livorno; men det var i 2 Dage et saa sende +Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa indtaget sin Ladning, og den 3. +Dag, da Regnen ophrte, var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom +jeg dog afsted, og naaede uden Uheld Livorno den nste Morgen. Ogsaa +til _Pisa_ kom jeg, skjndt Banetoget for en stor Del maatte kjre +igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvmmelsen al Frdsel umulig. +I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar; +men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lgge Veien om ad +Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med srlig Glde. +Den strste Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra Byens Frdsel paa +Domkirkepladsen og nd i Fred og Ro de vidunderlige Monumenter, der +vare samlede der, Domkirken, det skjve Taarn, Baptisteriet og Campo +Santo; det var mit frste Bekjendtskab med den tidligere, italienske +Kunst. + +I _Florents_ tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske alene; der +var ingen Landsmnd, og jeg gjorde saa godt som ingen nye +Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besg hos Englnderen +Millingen. Jeg havde Lyst til at se Forfatteren til det smukke og for +sin Tid mnstervrdige Vrk: Ancient Unedited Monuments. Jeg traf ham +i hans Arbeidsvrelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i sine +Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille Marmortorso af en +kvindelig Figur i strk Bevgelse, der er afbildet i det ovennvnte +Vrk. Jeg besgte Galleriets Bestyrer Migliarini, en fortrffelig +gammel Mand, som ikke bar sin Lrdom til Skue, men bedmte Alt med +sund Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, Svenskeren +Grev Grberg de Hemsj, fandt jeg en elskvrdig gammel Mand, men han +var desvrre saa dv, at man kun kunde tale med ham igjennem et +Hrerr. I min Ensomhed lngtes jeg nok undertiden efter Vennerne i +Hjemmet, men det var ingen trykkende Lngsel, thi jeg havde nok at +gjre med Studierne i Florents Kirker og Museer. Og dog var dette jo +kun en Indledning; Rom skulde vre mit egentlige Arbeidsfelt. I den +anden Uge af December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i +Siena ankom jeg til Rom d. 16. December. + + * * * * * + +_Rom_ i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets +Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den stille Kunstnerby, +hvor man i Ro nd Kunstens og Naturens Herlighed under hans +Helligheds og hans Tjeneres imponerende Varetgt. Nu er Staden bleven +3 Gange strre og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele. +Nu kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store Stder, +stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nd med at bane sig Vei +igennem Menneskevrimlen, med at finde sit Ti, og er glad naar man +endelig uden Uheld og uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i +en Omnibus for at kjre til et Hotel. Den Gang kjrte man i jvnt +Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, og man blev +hitidelig modtaget af den store Obelisk med Springvandet omkring, +hvorefter man kjrte op ad Corsoen, der vistnok ikke var mindre +kjedelig end den nu er, men som dog ikke ved Sti og moderne Glimmer +forstyrrede den Ankommendes forventningsfulde Stemning. + +Det frste Sted, jeg sgte hen, var den lille mrke Caf del Greco i +Via Condotti, hvor jeg skulde hre, om der var Breve fra Hjemmet, og +om der ikke var nogen Landsmnd til Stede. Jo vel var der det. +Medailleur Petersen modtog mig med stor Venlighed, og kort efter +frte han mig over i det nrliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf +flere Landsmnd, i hvis Kreds jeg ieblikkelig var som hjemme. +Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var nsten alle +yngre Mnd, nogle faa Aar ldre end jeg. Der var _Jerichau_, hvis +hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders Bryllup med Roxane" allerede +havde vakt fortjent Opmrksomhed i Danmark; det nste Aar saa jeg ham +fuldfre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt i Rom, +blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige Sprgsmaal, om +det skulde vre et Forsg paa at restaurere den belvederiske Torso +eller ikke. Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere +over, at han ikke blev paaskjnnet i Danmark; men han havde endnu +ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans +senere Dage. Han var en elskvrdig Omgangsflle, som jeg ndig rev +mig ls fra. Han tegnede med Blyant et lille Portrt af mig, som jeg +kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fdselsdag, 10. April +1845. _Holbech_ saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig +selv; derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjrer _S. S. Winther_, +der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Gert +Winther. Han modellerede en Portrtmedaillon af mig, et smukt +Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af mig, da han saa det, +antog det for et Kvindehoved og spurgte, om det skulde vre en +Kleopatra; den er desvrre gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther +var strkt angrebet af Brystsyge; han led meget og dde allerede +1846. Af _Malere_ var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th. +Lsse, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige Genremaler +Raadsig, Lunde, en fordringsls Kunstner med fin Flelse for +Farvetonerne i Landskabet, og den i Mnchen uddannede Rohde, som med +en fin og "spirituel" Pensel malede Vinterbilleder og italienske +Landskaber. Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med sit +lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet interessant +Figur. Det var Natvgteren i Sder-Telge. "Hvorfor har De tegnet +ham?" spurgte jeg. "Den latterlige Karl," sagde han, "han raaber ved +hi lys Dag." Det var Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske +til _Tyskerne_. Han var ogsaa fdt i Altona, og den tyske +Kunstnerkreds var jo baade strre og betydeligere end den nordiske. I +Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt nogen +Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besgte ogsaa tyske +Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes bl. A. Dsseldorferne Riedel +og Achenbach og Frankfurteren Rethel, og i det flgende Aar Overbeck +og Cornelius. + +Af _norske_ Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; derimod var +der en anselig Kreds af _svenske_, der levede med de Danske ganske +som Landsmnd. Der var af Landskabsmalere Maaneskinsmaleren Stck og +den dve Palm, af Figurmalere den fortrffelige Wahlbom, der +excellerede i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der +ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere ogsaa fik et +Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt Scholander, hvis +Illustrationer til Tegnr ville vre i Manges Minde. Plageman saa vi +kun lidt til; man sagde, han levede af at lave Rafaeler til engelske +og amerikanske Reisende. Den elskvrdige Billedhugger Fogelberg +besgte jeg i hans Atelier; dr stod de kolossale Guder, Odin og +Balder. + +Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den +hjemlige Risengrd og mindes det fjerne Fdreland med dets Sne og Is +imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi +kransede os med Vedbend; men ellers var der nppe Noget, der mindede +om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, og paa +Vggen havde man med Kul tegnet Portrter af de skandinaviske +Kunstnere, der nu havde forladt Rom. + +Men saa gjerne jeg frdedes imellem Kunstnerne og besgte deres +Atelier, var dette dog nrmest en Adspredelse for mig; min egentlige +Opgave var jo at studere Oldtidens Monumenter. Her var det Tyskerne, +jeg maatte holde mig til. Archologien havde allerede dengang et +Midtpunkt i det af den preussiske Regjering stttede Instituto di +Corrispondenza archeologica. Det havde sit Sde paa Capitolium, ikke +i det nuvrende anselige Palads, men i den tarvelige Bygning paa +Bjergets stlige Side. Der indfandt jeg mig regelmssig hver Fredag +Middag, da der blev holdt Foredrag og Forevisning. En sjlden Gang +vovede jeg mig ogsaa selv til at give en lille Skjrv med i Laget, og +man gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg morede +mig ikke ved disse Mder, og det var mig en strre Glde, naar jeg +efter Mdets Slutning med et Par af de andre Archologer kunde gaa op +paa Palatinerbjerget, i Villa Mills, som da var aaben for Publikum, +og beundre den frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte. + +Institutets Frste Sekretr, _Emil Braun_, modtog mig med stor +Venlighed, og jeg var oftere Gjst i hans Hus, ikke til noget +Selskab, men til daglig Middag sammen med ham og hans aldrende +Hustru; Brn havde de ikke. Jeg holdt af den godmodige Mand, skjndt +jeg ikke kunde stte ham hit som Archolog og stundom smilte ad hans +store Ord, som naar han sagde: "Wenn Bhme und ich zusammen sind, +dann wissen wir, was Styl ist." Han var oprindelig Lge. Ved lngere +Tids Syslen med Antiker havde han erhvervet sig en Del Kundskab paa +dette Omraade, men da han manglede filologisk Dannelse, blev han +aldrig Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint ie +for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre Archologer over de +antike Skulpturer i Museerne, gav os derfor heller ikke stort +Udbytte; det var for en stor Del uklare Fraser. Han havde modtaget +mig med Lovtaler som Madvigs Discipel og nskede, at jeg skulde +skrive en Afhandling i Institutets Annaler. Han gav mig i den +Anledning en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste for +at levere en taalelig archologisk Afhandling i et pynteligt +italiensk Sprog. Da jeg viste ham den -- den hed Processione +trionfale di Ercole ed Iolao -- gjorde han et Par smaa Bemrkninger, +som jeg naturligvis tog til Flge, men for vrigt fandt han det Hele +fortrffeligt. Inden den blev trykt, kom imidlertid Institutets +Direktr Gerhard til Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min +Disputats havde polemiseret imod ham. Braun sgte at undskylde mig; +om det behvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid senere +har behandlet mig med Velvillie og Opmrksomhed; men Braun har dog +nok syntes, at han skyldte Gerhard en cadeau paa min Bekostning. +Under Trykningen af Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i +en Anmrkning. Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at +meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilfiede han +flgende Note: "Vor lrde Forfatter, som vil diktere os de +hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med hvilke han med Nd og +nppe er kommen i materiel Berrelse, tager heri groveligen feil. +Mere end ethvert filologisk Sofisteri gjlder et Faktum i +Archologien. Frend han indlod sig med en Koryf som Gerhard, der +har tilbragt Halvdelen af sit ikke rkeslse Liv imellem Potteskaar, +havde han gjort vel i at gjennemlbe Atlasset af Institutets +Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have fundet en +utvivlsom Hercules tilstedevrende ved Minervas Fdsel." (Det var +dette, jeg havde fundet umuligt). "Fortrolighed med den gamle +Litteratur i dens Helhed er den skjnneste Medgift for Archologen, +men i Videnskaben som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom, +som gjr gteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprrt over +dette Overfald, og mine archologiske Venner fandt, at jeg burde +tilsende "Augsburger Allgemeine Zeitung" en Meddelelse om denne +"exempellse Adfrd af en Redaktr;" men efter det Forhold, jeg +havde staaet i til Braun, foretrak jeg at indskrnke mig til mundtlig +at sige ham, at jeg ikke havde ventet Sligt af ham. + +Institutets Anden Sekretr, _Henzen_, var en hist elskvrdig Mand, +der aldrig havde andet end Venner. Han var en dygtig Videnskabsmand +og har indlagt sig betydelig Fortjeneste ved Behandlingen af antike +Indskrifter. Efter Brauns Dd blev han Frste Sekretr, og jeg har +under senere Besg i Rom et Par Gange havt den Glde at se ham i +denne Stilling. + +Iblandt de yngre Archologer, der som Stipendiater havde Bolig i +Institutets Bygning, maa jeg frst nvne _Theodor Mommsen_. Det var +en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide, +hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var +oprindelig Jurist, men Romerretten frte ham til Studiet af Roms +Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske +Sprgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de +latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har +sikret ham et uddeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie +har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange +Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige +Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedmmelse af Csar og +Cicero charakteriseres nppe tilstrkkelig, naar man kalder den +ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en +gte Preusser, skjndt det ikke er der, han hrer hjemme; han er fdt +i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var +-- ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra frst af ikke betragtede +mig med milde ine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det +var efter Algreen Ussings Forslag, at Stnderne havde anmodet +Christian VIII om at udstede sin Erklring om, at hele det danske +Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arveflge. Dog kom vi i +det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mdtes, hvilket ikke +var saa sjldent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det +Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet +Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et +lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en +Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grnser. +Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige +Skrifter. En Dag medens jeg var beskjftiget med denne Kollation, kom +Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog? +Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde +se noget af det vrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er +ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter +Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt +mit Lfte. En Gang var det dog nr kommet til et alvorligt Brud +imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte +molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig. +Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en +stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder +Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels +til Fods, dels til sels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var +ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et +kunstnerisk udfrt Diplom som Ganymed eller Mundskjnk. Det gik +lystigt til, og jeg havde min Nd med at holde mig dru, da Alle +vilde drikke med Mundskjnken. Under en Samtale med Mommsen greb +denne, som saa ofte fr, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne +Gang sagde han dog ikke: "In Dnemark trinkt man wohl viel Grtze?" +han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa +Oehlenschlger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig befiet +til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig lst noget af +Oehlenschlger." Han blev glord i Hovedet og udfordrede mig. Jeg +svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den +Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet +Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i +Kjbenhavn, som han nskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved +Universitetsjubilet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i +Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske +Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke lngere end til +Csars Dd. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind, +"Provinserne fra Csar til Diokletian", et fortrinligt og for +Historieforskningen uundvrligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi +ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han, +"der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das knnen Sie thun." Det +skulde vre en Kompliment. + +Mere stilfrdig var den 5 Aar yngre _Heinr. Brunn_ fra Bonn. Han var +ogsaa i det ydre en Modstning til Mommsen; han var lige saa mrk, +som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev +senere Anden Sekretr ved Institutet og holdt ligesom Braun +Forelsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen +fremragende Begavelse mrkede man ikke. Dog br det siges, at det er +ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige +Museer opbevarede Figurer i halv Strrelse af faldende eller faldne +Giganter, Amazoner, Persere og Galler hre sammen og maa henfres til +det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa +med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han dde +som Professor i Mnchen 1888. + +_Keil_ var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand, +tr og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini. +Han dde for faa Aar siden som Professor i Halle. + +Livligere var _Hermann Hettner_, Forfatteren til det 18. Aarhundredes +Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra +Rom og Neapel; det var en behagelig Reiseflle. + +Sachseren _Ludolph Stephani_ var jdisk af Fdsel. Han levede kun i +sine Studier. Han blev en saare lrd Archolog, Professor i Dorpat, +og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav +udfrlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne +Oldsager (Compte rendu de la Commission archologique Russe 1859-81). +Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage +ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder +ham Indvielsen i det archologiske Reiseliv. Det var i de frste Dage +af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Civit +Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og +Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino, +Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa +fat paa, og det hndte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os +bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prgtige Tempelruin +og de vldige kyklopiske Mure, som omgive Stderne, der ligge +som rnereder paa Klippernes Fremspring. Vi gldede os over +Volskerbjergenes frodige Skovvxt, og aflagde et Besg hos en +italiensk Landmand, som vi havde mdt paa Veien og spadseret et godt +Stykke sammen med i jvn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare +de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var +derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi +ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt +Skjnderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor +Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor ndvendigt det var +altid at have sit Pas hos sig. + +Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig frst i Mai +Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at vre +syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lrerige Studier i +Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren +ogsaa med Udflugter i Omegnen, nsten altid i godt Selskab. Iblandt +Landsmndene br jeg ogsaa nvne den danske Konsul _Bravo_ og cand. +jur. _Mller_ (senere Birkedommer i Hrsholm) med hans unge Hustru, +Amalie f. Stahlfest, der her sgte og fandt Hjlp imod en begyndende +Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forget med en af mine bedste +Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere +bekjendt som theologisk Forfatter, dd som Prst i Dalby i Stevns +1889. Han var bleven Huslrer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og +igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjre Bekjendtskab med denne +skjnne og elskvrdige Kvinde og hendes to nydelige Brn, Alberto og +Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum, +men man kan ikke hre Fru Poulsen med hendes slvklare Stemme synge: +"Giovent di Roma bella, c' una nuova tarantella". + +Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal +indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Trk, der tilfldig +ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse. + +"Om Sndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af +Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og +skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen +til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Prsts Opsyn gjensidig +examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke sprger +eller svarer niagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har +vret uopmrksom og giver et Sprgsmaal, som har vret givet een +Gang, eller besvarer et saadant Sprgsmaal, maa til Straf rykke et +Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux, +bliver hdret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det +er i Jesuiterskolen, kan ingen strre re tnkes. Da modtager han +Presenter af Cardinalerne og nyder den hieste jordiske Lykke, at +fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremfre en +Begjring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder +frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nies med mindre. Jeg +har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe, +stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pnt +pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus. +Rde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa +Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Dren holdt Orden i den +tilstrmmende Menneskemasse." + +I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand +og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra +Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor +Skare Drenge, der opfrte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv +har hrt: Klokker og Bjlder, Kobberkjedler, Kasseroller og +Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar, +hjalp sig med Deigtruge og andet Trti, som de hamrede ls paa, til +det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset +paa denne Maade, og Regjeringens Bestrbelser for at afskaffe denne +Skik have hidtil vret magteslse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa +taalmodig i, hvad det vidste der hrte til. De vandrede under dette +Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nde Maaltidet under +denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem +til deres Hjem." + +Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjrte med en Vetturin til Napoli i +Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor +Cygnus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over _Terracina_. +Medens Kusken holdt Middagshvil i Vrtshuset ved Kysten, spadserede +jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som +ligger lige ved Indgangen til Byen, frembd den Dag et usdvanligt +Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der, +vare afsprrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Brn stode +samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa +Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af +Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig +tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefgtning i +det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at +plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske, +pleiede man frst at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg +kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med +antike Siler opstillede paa liggende Lver og Prdikestolen smykket +med gamle Mosaiker, og derfra hiere op endnu til Toppen af Bjerget, +hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en magels +Udsigt over Middelhavet. + + [3] En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K. + Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Brchner omtaler en saadan i et Brev + fra Olevano, se Brchners og Molbechs Brevvexling S. 41. + +I _Napoli_ boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige +udenfor mine Vinduer. De frste Dage vare forfrdelig varme; men saa +blev det mildere, sjlden over 23 R., og da jeg havde lrt at klde +mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem +saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar +jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg nsten altid en svalende +Sbrise imod mig. Af Landsmnd fandt jeg her den gamle Legationsraad +Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde +Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa +en Udflugt til Ischia. + +Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren _Fr. +Hebbel_. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt +Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt +havde taget ham med; han var fdt Ditmarsker og altsaa dansk +Undersaat, og han reiste med Understttelse af Christian VIII. Jeg +kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg lst, men uden at +finde srligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han +mig. Hans Samtale var pikant uden dog at vre saa febrilsk, som han +selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein +Unglck," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann +ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han +var Autodidakt og havde nsten altid maattet kmpe med Armod; men han +havde sat sig det Maal, at han vilde vre Digter; dertil mente han +sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige. +Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham +Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg nskede, der havde +vret mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde +saa megen Vgt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel +betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkmper for +den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i +Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmnd. Hans Overmod og hans +bidende Sarkasmer frastdte Mange, men jeg kunde ikke lade vre at +holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som +dog nok vilde vre bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad; +thi der kunde nppe tnkes to Charakterer saa forskjellige som vore. +Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet, +har aabnet mig inene. + +De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med +Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret; +jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som +det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjrende. Museo +Borbonico blev mig kjrere end noget romersk Museum. I _Pompeii_ +opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men +en af Opsynsmndene havde et lille Hus, hvor han udskjnkede Vin til +Arbeidere og Bnder. Der fik jeg et lille Vrelse ovenpaa, ud til +Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde trres i Solen. +Vrelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev +lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjligt Opholdssted +paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte +jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besg +hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure. +Jeg gjorde en Mngde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor +Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersgelser +og Beskrivelser, naturligvis ere uden Vrdi. Til Afvexling gik jeg +undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med +et venligt Goddag og nd den store Glde at se de gamle Mure trde +frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden; +ja selv en Flidr stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra +Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var +ikke Tr, men kun Stv, som ved den frste Berrelse spredtes ad. Jeg +kunde se og rre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber. +Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste +som Tnder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede +man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den nste viste man mig +Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var +virkelig Kul. + +De napoletanske Archologer modtog mig med en Hflighed, som var +nsten forblffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort +Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nrmere +Berrelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med +Srlingen Gargallo Grimaldi; ikkun _Giuseppe Fiorelli_ sluttede sig +nrmere til mig. Han var dengang en skjn Yngling paa 22 Aar, men +allerede bekjendt i den archologiske Verden ved et Vrk over Greven +af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig +overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og +Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham +skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige +Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet +anskueliggres for Nutiden igjennem Afstbninger. Han blev senere +Senator og Direktr over alle Udgravninger i Italien. Paa senere +Reiser til Italien har jeg oftere besgt ham, og vi have gldet os +ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer. + +Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg +maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs +Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme +Farver; men den, der vil hre Noget om den sicilianske Naturs +Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter +kunne ikke nies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed +berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav +mig paa en Reise langs med ens sydvestlige og dens stlige Kyst, til +Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus, +Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa +Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en +Frer med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min +Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder +noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt +Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige; +Nattesvnen forhindredes ofte af Uti; men Forpleiningen var +upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brd, Plse, Ost og Vin under +en Korkeg eller et Johannesbrdtr (carrubo), Aftensmad Maccaroni og +Fisk. Men glad var jeg ved at frdes imellem disse Naturbrn, som kun +kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prgtige +Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige +Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar +kontrasterede mrkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig +med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en +Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor +Salemi var hende lige fremmed. Hun frte mig ind i de store hvlvede +Haller, som nu vare bervede enhver Prydelse og for det Meste kun +indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes +Datter, en kjn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjrne og spandt, og +i et andet Hjrne Datterdatteren vvende. Jeg kom ret tilpas; thi +Familien kunde ikke lse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig +ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige +var forlovet med en ung Kns, der var indkaldt til Militrtjeneste. +Ved en Skrivers Hjlp havde hun faaet opsat en Epistel, som med +Udeladelse af en hel Del Hflighedsudtryk kort og godt ld saaledes: +"Kjre Forlovede, har Du modtaget det Ti, jeg sendte Dig?" Hendes +Fstemand havde ikke behvet at henvende sig til en Skriver; skrive +kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det +samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjre Forlovede, jeg +har modtaget det Ti, Du sendte mig." Selv i den store By Catania +mdte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist +mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Slvmnt, hvorover +han blev saa forniet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder. +Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte +mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun +den ene af Drengene op i et hit Poppeltr, hvorfra han kom ned med +en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at +hun ikke havde Andet at byde mig. -- Rvere, hvormed man havde +skrmmet mig, mrkede jeg Intet til, og meget sjlden saa jeg et +mindre elskvrdigt Trk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en +Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mr nok, +eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfrdighed +ndte mig til at forkorte mit Ophold. + +Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end +jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine +Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min +gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde +allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsge mig. +Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glde i et Par +Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de +Dage en stor Congres af Videnskabsmnd i Napoli. Jeg havde +naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Mder, hvorved +jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg +foretrak at gjre en Reise med Mynster og Hettner til Pstum, +Salerno, Amalfi og Sorrent. + +Tilbagereisen til Rom foretog vi som sdvanlig med Vetturin. +Selskabet var som en Flge deraf noget blandet. Der var blandt Andet +et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet +havde at gjre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gata, var +han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde vret ret +glade ved. Han var ikke bleven mt, kaldte Vetturinen ind og holdt et +frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare +finch sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemng +imellem dem, hvis ikke det vrige Selskab havde lagt sig imellem. + +I Rom fandt jeg min kjre _J. T. Lundbye_. Jeg havde lngtes efter +ham. Det var en gte Kunstnersjl, fuld af Hjerte og Lune og +utrttelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrg, i hver Pennestreg +flte man hans Sjl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre +vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede +i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trngte til nye +Paavirkninger. Han havde lngtes efter at se de store Kunstneres +Mestervrker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om; +nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjnne +Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans +Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene +skjnnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde +ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fdreland. +Kun to Malerier fik han udfrt i Italien, en Drift Oxer i Campagnen +og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstvrker, og dog maa man +sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det, +Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjnhed, men aldrig +glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i +Udlndighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten +Nissen lytter til Satyrens Fortllinger, eller han paa hie Stylter +og med Kmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den frste Maaned i +Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glde Vidne +til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved +at udholde hans sygelige Misfornielse og Uvillie imod Danmark og +Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra +Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det +romerske Folkeliv for sine ine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale +baade om det skjnne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu +hiere. + +Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nvne som dem, jeg srlig kom i +Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans +Hustru, dernst Professor Clausen, Hiesteretsassessor Rottbll og +Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof. +juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som +det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et +helt Hundrede. Stemningen var som sdvanlig hyggelig og munter. En af +de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den sprke Nordmand, som +vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en +Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en +Dame til at vre med. Da ingen anden af de Tilstedevrende havde Mod +dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie +(senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glde +Vidne til, hvor net og tkkelig hun assisterede Nordmanden, der +bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har +siden den Tid ikke vret ualmindeligt, at der er blevet danset ved +Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved +samme Leilighed et ldre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter) +traadte en Dans sammen med Fru Jerichau. + +Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til Grkenland. I +_Ancona_ gik jeg ombord paa Dampskibet. Sjlden har Italien vist sig +skjnnere for mig end i dette Afskedens ieblik. Blikstille laa det +blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grnne +Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de +snvre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrnset af +de snedkte Apenniner. Lngselsfuld efter det Nye, der skulde aabne +sig for mig, indlod jeg mig strax i Samtale med de Grkere, jeg fandt +paa Skibet, skjndt jeg endnu ikke kunde tale Nygrsk; men Rom og de +romerske Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa Skibet en +udfrlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og Hebe, bestemt til +Optagelse i "Fdrelandet". En ung Italiener, der skulde i Land i +Brindisi, lovede at indlevere den paa Posthuset der; men den naaede +aldrig sin Bestemmelse. Ligesaa smilende som Reisen havde vret fra +Ancona til Brindisi, ligesaa mrk og ubehagelig blev Fortsttelsen. I +Regn og Blst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster vare +ikke til at se, og det yndige Corfu besgte jeg i Regnveir; frst i +Patr klarede det op. Her tog en grsk Reiseflle mig med for at +besge et Par af hans Slgtninge. Det havde tidligere undret mig, +naar jeg hrte Grkerne tale om Europa som en Modstning til deres +eget Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var i +Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af fustanellakldte +Mnd, der sad paa lave Divaner med Benene trukne op under sig; deres +maleriske Dragt harmonerede godt med de slvbeslagne og smukt +ciselerede Vaaben, der hang paa Vggene. Fra nu af skulde Sligt i +over et halvt Aar daglig staa mig for ie. I Taage seilede jeg +igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa den de +Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, der skulde fre +mig over til Pirus. Endelig den 6. Januar 1846 (2. Juledag 1845 +efter grsk Regning) ankom jeg til mine nskers Maal. + +_Athen_, der 15 Aar tidligere kun havde vret en tyrkisk Landsby, +var begyndt at blive en europisk Stad, men det var endnu kun en +ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 Indbyggere. Halvdelen af Husene +havde endnu Landsbyprget. De nyopfrte Boliger vare tarvelige, men +ganske nette toetages Huse, hvidtede og med grnne Vinduesjalousier, +Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mnstre. sten for +Hermesgaden stod det kongelige Slot som en Kolos ved Siden af Dverge. +Trods al Anvendelse af pentelisk Marmor gjorde Bayreren Grtners +Bygning dog kun et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt +sig, efter at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller +og andre strre Huse have reist sig ved Siden; dengang stod den +hvide firkantede Masse underlig pretentis i det tomme Landskab, +som om den vilde maale sig med selve Akropolis. Hvilken Perle var +ikke i Modstning dertil det smukke lille Observatorium, som +Theophilus Hansen havde opfrt ved Byens modsatte Udkant! Det var +som en Sommerfugl imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens +Universitetsbygning med den smukke ioniske Forhal gjorde et langt +dlere Indtryk end Slottet. + +I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og Bekjendte; i +Athen blev Kredsen meget indskrnket, men til Gjengjld blev +Forbindelsen desto inderligere. Dronning Amalia, en oldenburgsk +Prinsesse, havde taget en protestantisk Hofprst med sig til +Grkenland. Pastor _Lth_ var fra Eutin, men hans Hustru var dansk, +en Skovriderdatter fra Fredensborg. De havde to Brn, en Sn og en +Datter, og Fru Lths Sster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt +Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg +strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og flte mig, som om jeg +var hjemme i Danmark. Lth gjorde oftere strre og mindre Udflugter +med mig i Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra +Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfstning, der behersker +Passet imellem Kithron og Parnes, hvor i gamle Dage Hovedveien gik +fra Athen til Theben. Nu benyttes denne Vej ikke mere. Den de +Bjergegn, hvor Elven bruser frem imellem bratte, skovkldte Klipper, +besges nu kun af Hyrder og Jgere og af Reisende, der have Lyst til +at se den gamle Fstnings mgtige og vel bevarede Mure. + +Srdeles stor Betydning for mig fik Architekterne _Christian_ og +_Theophilus Hansen_. Disse to hit begavede Brdre havde allerede i +nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet en betydelig Virksomhed +som Bygmestre baade for Staten og for Private. De boede sammen med +den tyske Architekt _Schaubert_, der i Elskvrdighed ikke stod +tilbage for nogen af Brdrene. Sammen med ham foretog jeg (23.-28. +Febr.) en hist interessant og lrerig Reise til Korinth, Sikyon og +Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, som ved Nedbrydningen af +den tyrkiske Mur foran Propylerne opdagede, at de deri fundne +Architekturstykker vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar +siden nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste +den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse med L. Ross +udgav de en mnstervrdig Beskrivelse af deres Arbeide (Ross, C. +Hansen u. Schaubert: Der Niketempel zu Athen). Det var deres Tanke, +at dette skulde vre 1. Hefte af et strre Vrk over Akropolis, +hvortil de havde gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af +Architekturfragmenter, hvorpaa den antike Bemaling endnu var synlig. +Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt sig i Athen, fik +igjennem Ross disse Tegninger til Laans, kopierede dem og udgav dem i +en Godtkjbs Udgave, saa at Forlggeren af Niketemplet ikke havde Mod +til at fortstte Vrket. Naturlig Sympathi og flles Begeistring for +det gamle Hellas knyttede mig nie sammen med de tre Architekter. Ved +Synet af deres Arbeider og ved Samtale med dem fik jeg iet aabnet +for den klassiske Architektur saa godt, som det kunde ske uden at +vre virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens +Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de Maaneder, jeg +tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt Studieliv. + +Der var endnu ikke ryddet tilbrlig op paa Akropolis; Ingen anede, +hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved Erechtheet og Parthenon +skjulte; de store Museumsbygninger existerede ikke, og de ikke +synderlig mange Skulpturer, man havde fundet, opbevaredes i +Theseustemplet, i Propylerne og ved andre antike Bygninger; men der +var nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede jeg +ikke det nsten urrte Pinakothek og Propylernes uforlignelige +ioniske Kapitler! Hvor var det ikke tiltrkkende at grunde paa +Erechtheets Gaader, og fremfor alt at gjennemgaa Parthenon i det +Enkelte og forflge alle Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning, +som dengang endnu var utilstrkkelig bekjendt i den archologiske +Verden! Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen 1688 havde +kastet til Jorden og derved bevaret for Grkenland, medens alt det +vrige blev bortfrt til London; paa disse var selve Overfladen +undertiden bevaret bedre end paa noget af de andre Stykker. Paa +Tempelcellens Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige +doriske Siler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet blev +omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe kunde jeg komme +helt op i den vestlige Gavl, og staa Side om Side med de faa mgtige +Figurer, som Lord Elgin ikke havde fundet det Umagen vrdt at tage +bort; og om alt dette havde jeg den Glde at kunne tale med +Kunstnerne. Af Videnskabsmnd var der paa den Tid Ingen i Athen; +baade L. Ross og Kppen vare tagne bort, og de archologiske +Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa Akropolis og +afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville maaske undre sig over, at +man paa samme Tid kan svlge i Kunstens Herligheder og pille med de +trre Bogstaver; de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne +umiddelbare Berrelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor +ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Trk fra Oldtiden kan +komme til Syne. Med Bckhs Staatshaushaltung i Haanden gjennemgik jeg +de af ham udgivne Svsens-Indskrifter, og jeg havde den Glde at se, +at nsten alle de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte +Afskrifter, stadfstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne +tilfie et Par enkelte nye. + +Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske Billedhugger +_Siegel_. Det var Dagen efter min Ankomst til Athen. Da det var +vanskeligt at faa et ordentligt Vrelse til rimelig Pris, tilbd han +mig at bo hos ham; han havde et lille Vrelse, han kunde undvre. Han +boede tt udenfor Byen, der hvor man senere opdagede den gamle +Dipylonport og de interessante Gravmonumenter. Jeg var lykkelig over +mit Vrelse, hvorfra jeg over grnne Bygmarker saa hen til +Theseustemplet, der blev mig "den kjreste af alle Bygninger paa +Jorden". Siegel var en stor, svrlemmet Mand med sort Haar og sorte +ine, godmodig og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han +engang imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor Nauplia +havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern udhugget en +liggende Lve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Lve, et Monument over de +Bayerske Soldater, der faldt i Kampen 1833-34. Han havde meget at +fortlle, om hvad han havde maattet die, medens han arbeidede paa +dette Monument, som Befolkningen saa skjvt til, fordi den ikke vilde +mindes om, at det var ved Fremmedes Hjlp den havde afkastet det +tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder kom det dog ikke, og +Lven ligger der endnu den Dag idag. Men vist er det, at Grkernes +Stemning imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag +saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grkere danse omkring et Baal og +synge: + + {Holoi Hellnes maz,} Alle Hellener sammen, + {holous Phrankous 's to souble.} Alle Franker paa Spiddet! + {holoi Hellnes maz,} Alle Hellener sammen, + {holous klephtais 's to souble.} Alle Rvere paa Spiddet! + +Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, takket vre den +Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod og dens Ansttelse af Tyskere +allevegne. + +Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur til _Pentelikon_. Jeg maatte jo +gjre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, som havde leveret Stoffet +til den gamle Kunsts Mestervrker og endnu yder det moderne Athen et +Bygningsemne, som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der +med samme Lethed galopperede hen over Gjrder og oppliede Marker som +ad den slagne Landevei, og ikke nsede steile Skraaninger mere end +den jvne Flade, naaede vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets +lavere Terrasse, hvor prgtige store Trer lovede os et hyggeligt +Hvilested. Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske +skuffet; men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster +saa ud som en forfalden Avlsgaard. De grske Munke ere for det meste +Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i Marken, og da de langt om +lnge viste sig, bd de os et Stykke daarligt Brd og Ost, og frst +da vi havde givet dem en Drachme til at tnde Lys for i Kirken, fik +vi en Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige saa lidt +som om Foder til Hestene. De nuvrende Marmorbrud frembd et lidet +lysteligt Syn; man sprnger med Krudt og delgger ofte meget mere +end man vinder. I Oldtiden sprngte man Stenen med Kiler. De gamle +Brud, der ligge et Stykke hiere oppe, frembyde et anderledes skjnt +og malerisk Skue; de lodrette Vgge minde om Stenbruddene ved +Syracus. Tt ved dem ligger den store Drypstenshule, der strkker sig +dybt ind i Bjerget i forskjellige Retninger; men da vi ingen Lys +havde med os, maatte vi nies med den imponerende Forhal. Det tager +nsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; men Mien +belnnes med en Udsigt, der nppe kan tnkes skjnnere. Hele Attika +med dets Bugter og Halver og erne i Havet deromkring laa udbredt +for vore Fdder, og i den vestlige Horizont inede vi Helikon og +Parnas. Da endelig den strke Blst ndte os til at rive os ls fra +dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi +tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbrtrer for ikke at falde. +Vore Heste havde lngtes efter os, og da vi atter sad paa deres Ryg, +og de mrkede, det gik hjemad, satte de i Galop nedad Bjerget, +skjndt Skraaningen ikke var saa ganske lille, og hele Veien var +bedkket med Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrkkende Ridt +og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjr ikke noget; det er +grske Heste." + +Han havde ogsaa lovet at gjre en lngere Reise med mig. Vi skulde +gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage +igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25. +Marts seilede vi med Dampskibet fra Pirus til det yndige Nauplia, og +den nste Dag red vi over _Tiryns_ og _Myken_ til _Argos_. Ingen +Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte +under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang +fuldstndig gaadefulde "Gallerier"; Lverne over Porten i Myken +saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig +endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt sig +saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at bryde ud; han +vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde +blot, at hans Arbeider ndte ham til at vende tilbage, og han +forsikkrede, at jeg godt kunde fortstte Reisen alene; han skulde nok +skaffe mig en paalidelig Frer. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i +Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, og +havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme disse, kom de med nye +Fordringer, som gjorde Afslaget illusorisk. Men vrre endnu var det, +at jeg hrte dem tale med hinanden indbyrdes om, hvor fortrffeligt +et Bytte de havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de +gjre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig klart, at med +den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde jeg endda havt en +Revolver med!" tnkte jeg ved mig selv. Gud ske Lov jeg ikke havde +nogen! thi den var naturligvis det Frste, de havde frataget mig. Jeg +erklrede nu bestemt, at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde flge +med Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig kunde +trnge til mig. Den nste Dag red vi til Epidauros, og efter et kort +Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang var en tt Skov, hvor kun +det gamle Theaters velbevarede Bnkerader mindede om Oldtiden, gik vi +om Aftenen ombord i en Kaik, og vare den nste Morgen i Pirus. + +Siegels Feberanfald gik over; men jeg var rgerlig over at vre gaaet +glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. Jeg besluttede at sge +Erstatning i _Botien_ og _Delphi_ og at begive mig derhen, saasnart +jeg kunde faa en brugbar Frer. Det lykkedes at finde en saadan, en +Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d. +12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne Reise, som +jeg mente kunde interessere et strre Publikum, har jeg beskrevet i +mine "Reisebilleder fra Syden" under Titelen "Parnas og den grske +Paaske"; for mig personlig havde ogsaa det vrige stor Interesse. Jeg +gik over Eleusis og Eleuther til Plat, af hvis velbyggede Mure +endnu en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den +verdenshistoriske Slagmark, hrte jeg ved Overgangen over Bkken +Oeroe Frerne kvkke livagtig som hos Aristophanes "Brekkekeks koax +koax". Af Thespi (Erimokastro) var der nsten Intet at se; men i en +halv Mils Afstand hvede sig en enestaaende Stenkegle; det var +Hesiodos' Fdested Askra. Den blev tidlig delagt af Nabobyen; +Pausanias bemrker, at der var Intet tilbage uden et eneste Taarn; +det samme staar der endnu; det har kunnet gjre Tjeneste som +Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstndig forsvunden, og man ser kun +ngen Klippe, medens man arbeider sig op til Toppen. Hesiodos har +sikkert havt Ret, da han sagde om sin Fdeby, at den var slem om +Vinteren, forfrdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg red +videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne Egetrer +og over rislende Bkke; det var det yndige Libethrion; og hen ad +Eftermiddagen kom jeg til Egnens nuvrende Hovedstad Livadia +(Lebadea), en af de skjnneste og mest maleriske Stder i Hellas. Den +gjennemstrmmes af den rivende Flod Herkyna. Flger man dennes Lb +opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, hvorfra den +udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' bermte, +hemmelighedsfulde Orakel, men af dette eller hvad dertil hrte, vil +man nppe kunne finde noget Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos +til den korykiske Hule paa Parnas, til Chrys (Krissa), Amphissa og +Delphi er beskrevet i den ovenfor nvnte Bog. + +Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over Daulis og +Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved Chronea saa jeg prgtige +Rester af den kolossale Marmorlve, der blev opreist som Monument +over de i Slaget 338 faldne Theber. Derefter begynder den vandrige +botiske Slette; Broer fre over den store Flod Kephisos. Paa den +yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge laa det gamle +Orchomenos. Murene ere endnu nsten allevegne synlige; paa den +verste Spids, der dannede en lille isoleret Akropolis, ere de srlig +strke og mangfoldige. Ved Foden af Hien ligger den store +Kuppelgrav, man kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin delagte +Tilstand gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns +Udgravning, har den vist sig at vre et af Kunsthistoriens +mrkvrdigste Monumenter, et sjldent Vidnesbyrd om kunstnerisk Smag +og Dygtighed i hin gamle Tid, som man pleier at kalde den mykeniske. +Om Chariternes bermte Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun +Indskrifter, der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk +Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne ngne Mandsstatuer, der +hre til de allerldste Rester af grsk Skulptur. -- I Theben sgte +jeg at gjre mig en Forestilling om Stadens gamle Topografi. I +Tanagra var det atter Fstningsmurene, der fngslede mig; om de +bermte Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos' +Flodleie henrykte mig ved sin Skjnhed. I Fyrreskoven ovenover +Landsbyen Oropos kunde jeg jo tnke mig, at Amphiaraos' Helligdom +maatte ligge, men der var endnu Intet udgravet. Jeg vilde ikke vende +tilbage til Athen uden at have besgt Rhamnus; men Ovriokastro +(Ebrokastro) eller Jdeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa +Landeveien. Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax +med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer red vi +omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom ned til Kysten og den +Hi, hvorpaa den gamle Stad havde ligget tilligemed Ruinerne af +Nemesis' Tempel. Det var sammenstyrtede Ruiner, men baade det store +og det lille Tempel laa tydelig afdkkede. Themis' Stol stod der, +skjndt lemlstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af +Billedhuggerarbeide, som man kunde tnke sig havde hrt til +Agorakritos' bermte Statue. Senere Udgravninger have bragt noget +mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet er bragt til Athen. -- +Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon og saa tilbage til Athen d. +25. April. + +Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at jeg godt kunde +reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; men Peloponnes havde +jeg tabt Lysten til; jeg kastede nu mine ine paa Thessalien, et Land +som var mindre bekjendt og for saa vidt syntes at love strre +Udbytte. Men Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der +uden tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes i +_Konstantinopel_. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store +Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages +Besg, og min paaflgende Reise i Thessalien, har jeg beskrevet i +mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede ofte, at jeg ingenlunde +var tilstrkkelig forberedt eller udrustet til en saadan Reise, og +min Reisebeskrivelse er kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke +desmindre en vis Opmrksomhed, da den blev oversat paa Tysk (i +Griechische Reisen und Studien 1857), og da Thessalien i 1881 blev +indlemmet i Grkenland, blev ogsaa min lille Bog benyttet som +Hjlpemiddel til Kundskaben om det hidtil lidet kjendte Land. + +Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som ikke var +fornieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grkenland skulde jeg +holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. Overgangen fra den uafbrudte +Bevgelse i den friske Luft til fuldstndig Stillesidden i +Forbindelse med Forandring i Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3. +Dag blev jeg syg. Lgen erklrede, at jeg havde strk Feber, og at +han ikke kunde tillade mig at reise for det Frste; men jeg havde +slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske d her, hvor jeg var +ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa Underretning om, +hvorledes det var gaaet mig. Jeg vilde bort, og ved Hjlp af et +Guldstykke lykkedes det ogsaa at overvinde Lgens Betnkeligheder og +blive udskrevet. Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia +red jeg den flgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. Euba. Jeg +var meget mat, og jeg var glad ved at kunne ligge i Bunden af Baaden, +medens vi seilede ned ad Strdet til Chalkis. Jeg havde dog endnu +Krfter til at spadsere omkring i denne By en Times Tid, og henad +Aften steg jeg atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved +Nattens Anbrud traf jeg en reisende Kldehandler, og jeg overnattede +under aaben Himmel paa de store Klderuller, han frte med sig. Jeg +vaagnede styrket af Svnen, men jeg havde endnu 14 Timers Vei til +Athen; det var et besvrligt Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig +naaede jeg Byen, og da Pastor Lths Hus var et af de frste, jeg kom +forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede jeg for +at lade mine kjre Venner vide, at jeg var kommen levende tilbage. +Det var i rette Tid. Lths havde i Sinde at reise til Smyrna den +nste Dag; men da de saa mig, bleve de forfrdede. Jeg fik ikke Lov +til at forlade deres Hus, fr de fik fat paa en Lge, og da Kongens +Hoflge, Dr. Rsen, kom og erklrede, at det var en alvorlig Typhus, +gjorde de strax et Vrelse i Stand til mig og beholdt mig under hele +min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage +vidste jeg Intet af mig selv at sige. Jeg erfarede frst mange Aar +senere, at Frken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig, +havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. Takket vre +den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. Efter 14 Dages +Forlb kunde jeg staa op og gaa lidt omkring; men Athens Klima i Juli +Maaned er utaaleligt; dr kunde jeg ikke komme til Krfter. Jeg blev +da bragt op til Klosteret Ksariani paa Afhanget af Hymettos, hvor +Luften var friskere. Krfterne begyndte efterhaanden at komme, dog +ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges Tid fngslede mig til +Sengen. Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at +komme mig, skrev jeg flgende Disticha: + + Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fdelands Strande, + Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals, + Atter at favne de Kjre, med hvem jeg leved min Barndom, + Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog, + Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast + Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bgrenes Klang, + Atter at hre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte + Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed, + Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder, + Vidner om Glde og Sorg, gribe det bankende Bryst. + Dog -- hvor iler Du hen, min Hu, som bevget af Stormen? + Spar Din Taare en Stund; sdere rinder den da. + +Midt i August flte jeg mig endelig strk nok til at tiltrde +_Hjemreisen_. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit +Udseende var ikke det bedste. Da jeg var kommen ombord paa +Dampskibet, som skulde fre mig til Triest, forlangte Kapitainen, at +jeg skulde gaa i Land igjen; han vilde ikke have syge Folk ombord; +saa skulde han holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse +fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke +forladt de grske Farvande, saa han kunde stte mig i Land, hvis det +blev ndvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August +kunde stige i Land i Triest. + +Jeg var ikke den Eneste ombord, der gldede sig til at komme hjem. +Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet to Italienere, der +af Pave Gregor XVI vare forviste fra Kirkestaten, men som nu efter +den nye Paves (Pius IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det +rrende at se deres Glde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede det +ene Punkt af deres Fdreland efter det andet! De ankom paa en skjn +Dag. Man feirede netop i Ancona Gldesfesten i Anledning af det +omtalte Dekret. Allerede fra Sen saa man den amphitheatralsk +beliggende Stad festlig smykket med Faner og med rde, gule og grnne +Tpper, der hang ned nsten fra hvert Vindue; og kom man ind i Byen, +saa man allevegne Plakater med Ordene: "Viva l'immortale Pio nono". +Og nu ringede Klokkerne -- i 8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke +hrt -- og ledsaget af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en +stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for den nye Pave +skulde ikke vare lnge. + +Det var min oprindelige Plan fra Grkenland at lgge Hjemveien over +Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de forndne +Penge dertil; men nu flte jeg mig altfor svag til at udfre dette +Forst; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, fr jeg fik +samlet nye Krfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig lngtes +efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab med Wien, +Prag, Dresden og Berlin. Lngst opholdt jeg mig paa det sidste Sted, +hvor jeg blev aldeles indtaget af Bckhs Elskvrdighed. Han syntes +ogsaa at have Lyst til at hre mig fortlle om Grkenland og indbd +mig til Middag sammen med Franz. + +I September 1846 frte Stettinerdampskibet mig tilbage til +Kjbenhavn. + + + + +IV. + +REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD. + + +Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle Krfter og +brndte nu kun af Lyst til at gjre de paa Reisen vundne Kundskaber +og Erfaringer frugtbringende. I Vinteren 1846-47 holdt jeg en +Forelsning over Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af +mine Reiseerindringer for et strre Publikum. Af mine "Reisebilleder +fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den grske Paaske) i Slutningen +af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel og Thessalien) i Midten af det +flgende Aar. Paa samme Tid udgav jeg mit frste strengt filologiske +Arbeide, Inscriptiones Grc inedit, som jeg dedicerede til +Bckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskvrdigt Brev. I +Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelsning over Andokides' Tale om +Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 blev jeg udnvnt til Lector i +latinsk og grsk Filologi og Archologi ved Universitetet og skulde +nu begynde et regelmssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg +naturligvis ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at studere +og strax meddele mine Tilhrere Udbyttet af mine Studier nogenlunde +kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. Der var imidlertid +eet Hul i min Forberedelse, som ndvendig maatte udfyldes. Den +Kundskab til Oldtidens Monumenter, jeg havde sgt at erhverve mig i +Italien og Grkenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas +Museer, srlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemrket, min +Hensigt at foretage dette i Forbindelse med min vrige Reise, men jeg +maatte opgive det af Helbredshensyn. Nu var denne Hindring hvet; jeg +haabede da at kunne udfre det i den nrmest flgende Sommer, og +Regjeringen bevilgede mig den dertil forndne Orlov fra mit Embede. + +Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 dde +Christian VIII. Med stor Bekymring imdesaa man den nye ra. Vilde +den nye Konge, saaledes som man havde talt om, imdekomme det Krav +paa strre borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen? +Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen vrne om den danske +Nationalitet i Snderjylland, og tilbagevise Slesvigholstenernes +anmassende Fordringer? Folkets nsker udtaltes med velgjrende +Klarhed i Clausens og Schouws Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som +udkom allerede Dagen efter Christian VIII.s Dd; men vilde disse +nsker blive opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del +Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid for +Brdrene Christian og Theophilus Hansen, som gjstede Danmark. Under +Maaltidet kom en Embedsmand i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til +mig og fortalte mig, at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et +Reskript, hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han +tilfiede, at dette behvede ikke at vre nogen Hemmelighed. Jeg lod +mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen ieblikkelig +"den gldelige Nyhed". Havde jeg vidst, hvad der stod i Reskriptet, +havde jeg ikke vret saa ivrig derfor; Offentliggjrelsen den nste +Dag bragte mig til at slaa inene ned. En tung og trykket Stemning +hvilede over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fdrelandet" 4. Febr. +slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paaviste han, at en saadan +Frihed, hvorved Snderjylland blev endnu fuldstndigere koblet +sammen med Holsten end fr, og i den flles Stnderforsamling +Hertugdmmernes 840,000 Indvaanere skulde veie lige saa meget som +Kongerigets 1,350,000, ikke kunde modtages. Hans Ord fandt Gjenklang +i vide Kredse; dog var det frst, efter at de holstenske og +slesvigske Stnderdeputerede i Mdet i Kiel den 17. Febr. paa det +bestemteste havde protesteret imod den foreslaaede Forfatning, at der +fremkom en lignende Erklring fra dansk Side. Den blev vedtaget i et +Mde hos Professor Clausen af 45 Mnd, iblandt hvem ogsaa jeg +fandtes, og senere tiltraadt af Mnd i en stor Mngde Kjbstder og +Landdistrikter. + +Efter Februarrevolutionen i Frankrig tog Bevgelsen strre Fart. Man +rustede sig paa begge Sider. D. 18. Marts samledes de fleste +Medlemmer af Holstens og Snderjyllands Stnderforsamlinger i +Rendsborg og vedtog at skikke Sendemnd til Frankfurt og til +Kjbenhavn for at forlange Snderjyllands ufortvede Lsrivelse fra +Danmark og Optagelse i det tyske Forbund, saa at det i Forening med +Holsten dannede en selvstndig Stat med sin egen Forfatning. +Saasnart Efterretningen herom kom til Kjbenhavn, vedtog +Borgerreprsentanterne at indgaa til Kongen med en Adresse, hvori han +bnfaldtes om at forebygge Statens truende Oplsning ved uden Ophold +at omgive Thronen med Mnd, der vare Opgavens Storhed voxne, og som +med energisk Villie og med Nationens Bistand kunde redde Danmarks re +og grundlgge dets Frihed. Om Aftenen d. 20. Marts indfandt +Borgerreprsentanternes Formand L. N. Hvidt sig med denne Adresse i +Casino, hvor en Forsamling af halvtredie tusinde Mnd med levende +Bifald sluttede sig til den og vedtog i en samlet Skare at overbringe +den til Kongen den flgende Formiddag. Den nste Morgen (21. Marts) +tiltraadte Magistraten Borgerreprsentanternes Beslutning. Kl. 11 +traadte den samlede Kommunalbestyrelse med Overprsidenten og +Borgerreprsentanternes Formand i Spidsen ud fra Raadhuset og +bevgede sig, fulgt af en stadig voxende Skare -- tilsidst var det +omtrent 20,000 Mennesker, -- igjennem Vimmelskaftet og over Hibro +til Christiansborg Slot. Tause og alvorlige gik vi frem, opfyldte af +Bevidstheden om, at det var et betydningsfuldt Skridt, vi gjorde, og +Mange vare maaske ikke helt rolige for, at Regjeringen ikke her som +andensteds skulde mde Toget med skarpe Skud. Men efter at +Deputationen var ankommen til Slottet, varede det ikke mange Minuter, +inden Hvidt kom tilbage med Kongens Svar, at Folkets nske allerede +var opfyldt; det gamle Ministerium havde taget sin Afsked. Under +Hurrahraab og almindelig Jubel skiltes Folkeskaren. Der var Glde og +Ro allevegne; kun ved Universitetet havde en stor Skare Studenter +samlet sig, utaalmodig ventende paa Afgjrelsen og halvveis bestemte +paa at foretage et nyt Tog til Christiansborg. Jeg kom tilfldigvis +til Stede, og man opfordrede mig til at berolige dem. Fra Talerstolen +i Solennitetssalen meddelte jeg dem med et Par Ord, hvad jeg vidste +om Sagernes Stilling, og Blgerne lagde sig, ikke paa Grund af min +Veltalenhed, som navnlig dengang var overordentlig ringe, men fordi +Studenterne selv indsaa, at en yderligere Demonstration i dette +ieblik vilde vre meningsls. Dagen efter ankom de slesvigholstenske +Udsendinge, og samtidig Prinsen af Augustenborgs Brev til Frederik +VII, hvori han lod ham vide, at han havde stillet sig i Spidsen for +Bevgelsen, og at Hertugdmmerne, saafremt ikke alle deres +Fordringer indrmmedes inden d. 24., vare tabte for Kongen. Hermed +var Sagen afgjort. Martsministeriet blev ieblikkelig dannet; de +slesvigholstensksindede Embedsmnd skyndte sig med at komme bort fra +Kjbenhavn, og hele det danske Folk gjennemtrngtes af en eneste +Tanke, at vrge sit Land og sin re, det maatte koste hvad det +vilde. + +Der maatte handles hurtigt og energisk; Oprret havde allerede faaet +fast Fod at staa paa, og ikke blot Holsten, men ogsaa Strstedelen af +Snderjylland var i Oprrernes Vold. Den frygtelige Opstand i Berlin +d. 18.-19. Marts havde tvunget den svage Konge Frederik Wilhelm IV +til at kapitulere. Han havde reddet sig ved at love, at han vilde +lade Preussen gaa op i Tyskland og overtage Ledelsen af enhver +Bestrbelse for at hvde det tyske Landomraades Hellighed. I Tillid +til denne Sttte oprettede Slesvigholstenerne d. 28. Marts en +provisorisk Regjering i Kiel, og Dagen efter overrumpledes Fstningen +Rendsborg af Prinsen af Noer paa den trolseste Maade. Friskarer +strmmede til fra hele Tyskland og et egenhndigt Brev fra Kongen af +Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede ham hans Bistand +til Gjennemfrelse af de opstillede Fordringer. + +Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden ikke mindre. Man +kappedes om at indsende Pengebidrag, strre og mindre; man tilbd +Heste og Skibe, og unge Mennesker af alle Klasser meldte sig +frivillig til Krigstjeneste. Men de Fleste vare uvede. Der blev +derfor oprettet en Rekrutskole for i Hast at give dem den +ndvendigste Forberedelse. Ogsaa jeg flte mig forpligtet til at +stille mig i Krigernes Rkker, og deltog med flere af mine Venner i +disse velser. En Eftermiddag, ligesom velserne skulde begynde, +modtog vi paa Exercerpladsen en Gave af sjlden Betydning. Det var +Fabers og Hornemans Sang: "Dengang jeg drog afsted". Vi lrte den +ieblikkelig udenad og fik travlt med at meddele den til vore Venner +udenfor. Mange gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den, +havde jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under +velserne var min kjre Ven, Maleren J. T. Lundby. Det var den +sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham. I Slutningen af April afgik +han til Hren i Sundeved sammen med Sven Grundtvig og Carlo Dalgas, +og faa Dage efter faldt han som Offer for det ulykkelige Vaadeskud +paa Vedsted Mark. + +Jeg fik ikke Lov til at flge ham. Jeg var kongelig Embedsmand og +skulde altsaa have Regjeringens Tilladelse dertil. Da jeg forebragte +Kultusminister Monrad mit nske, fik jeg et ubetinget Afslag. "Nei," +sagde han, "det duer De ikke til." Han syntes naturligvis, at min +spinkle Person vanskelig vilde kunne taale Krigens Strabadser, +skjndt jeg selv ikke havde nogen Frygt i den Henseende. "Reis De til +Paris," tilfiede han, "saaledes som det engang er bestemt. Der kunne +vi have Brug for Dem. Vi have lige sendt Borring derhen for at +paavirke den franske Presse og bibringe den rigtigere Forestillinger +om vore Forhold end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt +trnge til, at De hjlper ham." Jeg skulde altsaa vre Journalist og +ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var strax frdig +til at reise. Udenrigsministeren bad mig at lgge Veien over +Frankfurt for at overbringe en Depeche til den danske Gesandt hos +Forbundsdagen. Den var rigtignok sendt ham een Gang, men man stolede +ikke paa Postens Paalidelighed og nskede derfor at benytte +Leiligheden til at sende den endnu engang. + +Ligesom jeg skulde gaa ombord paa Dampskibet, der skulde fre mig til +Lbeck (om Formiddagen d. 24. April), modtog jeg Efterretningen om +Slaget ved Slesvig. Og saa skulde jeg reise! Havde jeg ikke havt et +offentligt Hverv, var jeg vendt tilbage til mit Hjem. Stum +Forfrdelse betog mig, og nsten uden at vide af, hvad der foregik +omkring mig, blev jeg landsat i den gamle Hansestad. Man kan nu til +Dags vanskelig gjre sig en Forestilling om, hvor fanatisk Tyskernes, +srlig Holstenernes, Forbittrelse imod Danmark dengang var. Jeg var +derfor ikke helt rolig ved at skulle kjre paa Jernbanen fra Lbeck +til Hamborg, ikke for min egen Skyld, men af Hensyn til den mig +betroede Depeche. Da derfor en ung Tysker paa Jernbanen spurgte mig +om min Herkomst, svarede jeg, at jeg var en Svensker, hvorefter han +bemrkede: "Nicht wahr? Die Dnen haben Sie doch immer sehr perfid +behandelt," hvorpaa jeg kun svarede, at det kunde jeg ikke give ham +Ret i. Jeg kom forvrigt uden Ulempe til Frankfurt; men da jeg der +paa Hotellet indfrte mit Navn i Fremmedbogen, betragtede man mig med +meget mistnksomme ine. Jeg afleverede den nste Morgen min Depeche +til Baron Pechlin, der imidlertid ganske rigtig havde modtaget det +tidligere afsendte Exemplar, og saa kunde jeg forlade Fjendens Land. +Jeg lagde Veien over Aachen for at se Carl den Stores bermte Kirke, +og gik saa over Brssel til Paris, hvor jeg tog ind i samme Hotel som +Borring, i Rue des vieux Augustins (imellem Rue St. Honor -- nu +Rivoli -- og Brsen). + +Men til at paavirke den franske Presse skulde der strre Krfter, end +Borring og jeg vare i Besiddelse af. Den nye Republik havde saa meget +at gjre med sine egne Sager, at den kun skjnkede Udlandet ringe +Opmrksomhed. Lamartine havde rigtignok paa den provisoriske +Regjerings Vegne erklret, at Frankrig vilde hjlpe de undertrykte +Nationaliteter, men han var langt fra at gjre Alvor af slige Lfter, +og hverken Polen eller Italien, som han i sin Tale nrmest havde +tnkt paa, mrkede noget til deres Realisation. For Danmark havde +Frankrig ingen Interesse. Man kjendte Forholdene kun fra de tyske +Blade. Da man nu i Wien og Berlin havde reist sig imod Regjeringen, +og da man i Frankfurt syntes at ville reorganisere det tyske Forbund +i liberal Retning, betragtedes det tyske Folk som en Forkmper for +Friheden, og i det slesvigholstenske Oprr saa man et Vidnesbyrd om +det Samme[4]. Det hjalp ikke, at man gjorde opmrksom paa, at det +tvrtimod var en dynastisk Reisning, beregnet paa til Fordel for en +uberettiget Prtendent yderligere at snderlemme det Land, der havde +lidt saa haardt for sin Troskab imod Napoleon, eller at man viste +dem, at Forholdet imellem Danmark og Tyskland var ganske det samme, +som imellem Lammet og Ulven i Fabelen. Og sagde man til dem, at det +Folk, som nu vilde bemgtige sig Snderjylland, ogsaa kunde falde paa +at krve Elsass og Lothringen, troede de, man var gal. Borring havde +sat sig i Forbindelse med forskjellige Bladredaktrer; han var bleven +modtaget med kold Hflighed, men Ingen brd sig om ham, og ikke +engang Berigtigelser af faktiske Usandheder kunde han faa indrykket i +Bladene. Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed frst bleven +fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, som f. Ex. +Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjlpe, at man Dagen efter bragte +dem en sandfrdig Fremstilling efter danske Meddelelser; man vilde +gjerne tro, at den kunde vre rigtig, men den Sag var jo allerede een +Gang omtalt; smaa Uniagtigheder var det ikke vrd at snakke om. Det +gjaldt om at komme frst med Efterretningen, og det kunde vi Danske +ikke, da der ingen Telegraf var til. Een Gang lykkedes det dog. Det +var d. 7. Juni. Borring kom ind til mig om Morgenen og raabte +fortvivlet: "Saa! nu have de Danske igjen lidt et Nederlag." Jeg +skyndte mig hen i Lsekabinettet for at faa fat paa Bladene, og lste +i Hamburger Correspondent Beretningen om Slaget d. 5. Juni, da den +hannoveranske General Halkett tnkte at feire sin Konges Fdselsdag +ved at kaste de Danske ud af Sundeved, og Wrangel skulde hjlpe ham +dermed. Det blev naturligvis fremstillet som en Seir. Fra Time til +Time fortalte Bladet om Slagets Gang, men den triumferende Tone +stemte ikke med Kjendsgjerningerne, og engang imellem mrkede man, at +Tonen var paataget. Jeg skyndte mig altsaa med at berolige Borring, +og forfattede i al Hast en Beretning om Slaget, der tog sig ganske +anderledes ud, hvorledes Hannoveranerne om Morgenen havde angrebet +vore Forposter og trngt dem tilbage, men, saasnart der var kommen +Forstrkning, havde maattet vige, og om Aftenen vare slagne; det +viste sig senere, at min dristige Fantasi fuldstndig havde truffet +Sandheden. Borring ilede med min Artikel til Journal des Dbats' +Kontor, og det var saa heldigt, at man endnu ikke havde faaet den +tyske Beretning oversat; vi kom frst, og Artiklen blev optaget. + + [4] Endnu i 1872 skriver Gradis i Histoire de la Rvolution de + 1848, I p. 267, hvor han giver en Oversigt over Forholdene i + Europa: "Les dmocrates se soulevaient dans le grand duch de Bade, + en Saxe, en Bavire; le Sleswig voulait se sparer du Danemarck, le + duch de Posen de la Prusse etc." + +Ellers var jeg ikke saa heldig. Drftelsen af Retssprgsmaalet havde +Bladene ikke Lyst til at gaa ind paa. En Artikel om Danevirke, som +man lod til at nske, blev heller ikke optaget. Da Bladet "La +Rforme" havde fortalt om en Coalition imellem alle Frihedens +Fjender, Rusland, sterrig, Preussen og England, som ogsaa de +skandinaviske Riger vilde tiltrde, skrev jeg en Artikel, hvori jeg +viste, at Friheden netop havde hjemme i Danmark, og at man der ikke +havde mindste Sympathi for Rusland; den havde samme Skjbne som den +tidligere. En lngere orienterende Artikel "La Question du Slesvic" +viste jeg O. Lehmann, da han midt i Juni kom til Paris for at hente +sin Hustru, som af Helbredshensyn havde tilbragt Vinteren i Italien. +Han syntes meget godt om den, og Borring gjorde sit Bedste for at faa +den optaget i et af Hovedbladene, men forgjves. Tilsidst havnede den +i et nyoprettet legitimistisk Blad, La Providence, hvor den kun fik +en lille Lsekreds. + +Med mine archologiske og kunsthistoriske Studier gik det ikke stort +bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt som Intet set. +Malerisamlingen var dkket af de 6000 nye Malerier, som udgjorde +Aarets Udstilling, og Antikerne i Stueetagen vare dkkede med +Brdder, som man havde slaaet op, fordi Salene skulde bruges til +Valglokaler. Derimod besgte jeg oftere Bibliotheket, hvor jeg gjorde +Bekjendtskab med den elskvrdige Bibliothekar, den gamle Tysker Hase, +Udgiveren af Stephani Thesaurus lingu Grc. Lexikografen havde ikke +glemt min Disputats de nominibus vasorum Grcorum; han kunde endog +huske, at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede den +lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs ypperste +Archolog. Jeg besgte ogsaa Le Bas, de Whitte, Raoul Rochette og +Hertugen af Luynes. + +Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfldet med Theatrene; +dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor og det politiske Rre ikke +undvre. Ogsaa jeg besgte dem af og til. Jeg hrte Rachel synge +Marseillaisen paa Thatre Franais; jeg saa den 60-aarige Bouff paa +Thatre des Varits spille Le Gamin de Paris, Pariserdrengen, som +jeg i Kjbenhavn havde set Jfr. Petersen (Fru Phister) spille. Paa +Gymnase saa jeg Rosa Chery spille i La niaise de St. Flour, som E. +Bgh har bearbeidet under Navnet "Valdbygaasen", og i Le marchand de +jouets d'enfants, en smuk Dramatisering af Dickens' "Faarekyllingen +paa Arnestedet". + +Men saa man bort fra Theatrene, var det ikke muligt i Paris at finde +den muntre og livsglade By, den havde Ord for at vre. Mrk Alvor +rugede over Alt. Republiken var kommen som en Overraskelse over Alle, +og det langt overveiende Flertal af Folket nskede den ikke. I de +frste tre Maaneder havde man kun set dens Ulykker, almindelig +Stagnation i Forretningslivet og Arbeidslshed, og Bekymringen for +det Nrvrende var forbunden med Frygt for Fremtiden; det blev vrre +og vrre ligesom i den store Revolution i Slutningen af forrige +Aarhundrede. De Fremmede havde forladt Paris. Gaderne vare fulde ikke +af fint kldte Herrer og Damer og elegante Kjretier, men af +Arbeidere, der gik og drev, fordi de Intet havde at bestille; man +maatte sige, at den blaa Bluse var Frankrigs Nationaldragt. + +Jeg kom til Paris d. 4. Mai, samme Dag som det langt om lnge var +lykkedes at faa en konstituerende Forsamling til at trde sammen. Den +provisoriske Regjering havde gjort alle mulige Anstrengelser for at +paavirke Folkestemningen, og dog var Resultatet af den almindelige +Stemmeret, at det ultrademokratiske og det socialistiske Parti kun +var en ringe Minoritet. Men Forholdenes Magt var uimodstaaelig; det +gik som sdvanlig: Majoriteten vovede ikke at modstte sig +Minoritetens Villie. Nationalforsamlingen anerkjendte strax +Republiken ved Acclamation, og den Regjering (Pouvoir excutif), som +valgtes d. 10. Mai, bestod af fuldblods Republikanere. Lamartine +havde endog sat igjennem, at ogsaa den radikale Ledru-Rollin blev +Medlem af den. Dette var en Indrmmelse til det yderste Venstre, men +Socialisterne fik ingen Plads; og dog var det vsentlig ved deres +Hjlp, d. e. ved den af Socialistfrerne opagiterede Hovedstadspbel, +at Louis Philippes Throne var omstyrtet. Den provisoriske Regjering +havde ogsaa lige i det frste ieblik lovet at sikkre alle Arbeideres +Existents; den havde lovet, at alle Arbeidere skulde faa Arbeide. Man +var rigtignok ikke saa konsekvent, at man anerkjendte "Retten til +Arbeide"; Lamartine erklrede, at dette Begreb forstod han ikke, og +vilde ikke stte sit Navn under et Dekret, der proklamerede det. +Man vilde heller ikke indrmme Louis Blanc det forlangte +"Fremskridtsministerium"; men man gjorde ham til Formand for +en Kommission til at undersge og ordne Arbeiderforholdene. +Kommissionen havde sit Sde i Palais Luxembourg (Pairskammerets +forrige Lokale). Her samlede Louis Blanc Delegerede fra +Korporationerne i Paris, hvis Tal efterhaanden voxede til 6-700, og +disse antoges at kunne raade over 30-40,000 Mand. Paa den anden +Side havde Regjeringen for at indfrie sine Lfter oprettet +"Nationalvrksteder" (ateliers nationaux), inddelte paa militr Vis i +Sectioner, og bevbnede (men ikke uniformerede) som en Nationalgarde. +Enhver kunde melde sig til dem, og Staten gav dem Arbeide (vsentlig +Jordarbeider) til 2 Francs om Dagen, eller hvis dette ikke kunde +skaffes, 1 Franc, som dog kort efter blev nedsat til 1 Franc og kun +beregnet for Sgnedagene. Den sidste Klasse, de Arbeidslse, var over +5 Gange saa stor som den frste. Udgifterne belb sig til 95,000 +Francs om Dagen, og det udfrte Arbeide var i Virkeligheden Intet +vrdt. Man forstaar, hvilken Fare disse Forhold maatte medfre. +Allerede den provisoriske Regjering havde to Gange vret lige ved at +blive styrtet af Socialisterne; skulde disse nu finde sig i en +Nationalforsamling og en ny Regjering, der stillede sig endnu mere +afvisende imod deres Fordringer? Umuligt! De havde jo Magten, og det +forstaar sig, at de vilde bruge den. + +Den 15. Mai skulde Nationalforsamlingen behandle en Interpellation, +om Frankrig ikke vilde komme Polen til Hjlp. Under Paaskud af at +frembre en Petition desangaaende begav en kmpemssig Procession sig +fra Bastillepladsen til Nationalforsamlingen. Den kom ikke uventet, +og der var givet Ordre til at standse Folkemassen ved Militr; men +Ordrerne bleve ikke udfrte. Massen tiltvang sig Adgang til +Forsamlingen, erklrede denne for oplst og udnvnte en ny Regjering, +selvflgelig lutter Socialister. Disse ilede til Hotel de Ville +og begyndte allerede at udstede Forordninger; men Glden var +kun kort. Medens en lille Afdeling af Garde mobile befriede +Nationalforsamlingen for de ubudne Gjster, blev Hotel de Ville +omringet af Nationalgarden, der denne Gang var trofast imod Ordenens +Sag, og Hovedmndene for Oprret bleve fngslede, for saa vidt som +det ikke lykkedes dem at undkomme. + +Alt dette erfarede jeg frst bagefter; medens det stod paa, havde jeg +ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg havde gjort mig Umage for at +faa Billet til Tilhrerpladsen i Nationalforsamlingen for at hre paa +Interpellationen, men havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien +til Bibliotheket, da jeg hrte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro +til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa Frde, men de, +jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end jeg. Paa Hovedruten, i Rue +St. Honor fandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem +Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger +af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede +Folkemder, hvor de Forbigaaende standsede for at hre, hvad der blev +sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. Der var for +det meste ingen srlig Ophidselse; Talerne udviklede deres Mening +simpelt og klart, og baade Store og Smaa hrte med stor Opmrksomhed +til. Et Sted drftedes Sprgsmaalet om Intervention i Polen og +Italien. Taleren vilde ikke anbefale at hjlpe Polen. Det havde jo +een Gang vret et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde det +da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet vre fri, havde +Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver Mand bleven Soldat ligesom +i Frankrig; Friheden maatte altid seire. Men Polakkerne vare Slaver +ligesom Russerne. De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og +derimod havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte man om +Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at naar man vilde danne +store Associationer af Arbeidere, maatte disse jo enten vre tvungne +eller frivillige. I frste Tilflde var det kun en maskeret +Kommunisme, i det andet vilde netop de dygtigste Arbeidere vgre sig +ved at gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt +frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved ophvede +Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem enkelte Mnd, vilde den +finde Sted imellem Associationerne, og var hele Frankrig forenet til +een saadan, vilde det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa +svaredes, at den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt +sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og Arbeiderne +vilde alle andre Steder forlange det Samme som i Frankrig. "Aa ja! om +20 Aar," svarede en Tredie, hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med +ham. -- Saaledes kunde man hre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og +Exaltation, som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke af det +hele Folk, ja ei engang af den strste Del. + +Da Oprret var dmpet, bleve de vrste Klubber lukkede og de +irregulre Troppekorpser oplste, medens man for at forebygge +Gjentagelse kaldte regulre Tropper til Paris og udnvnte General +Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke lnge, inden +Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end +nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og +alvorligere Angreb. I Nationalvrkstederne voxede Forbittrelsen. Fra +hele Frankrig strmmede Arbeidslse derhen, og Massen forgedes +endmere ved en stor Mngde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren +Trlat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som +fr var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale. +Jeg finder Flelser, som jeg aldrig fr har set hos mine Landsmnd, +ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken +fjendtlige Partier, isr Legitimisterne og Louis Napoleons +Tilhngere, pustede til Ilden. Velkldte Folk gik omkring og uddelte +Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted stbtes der Kugler +og fabrikeredes Krudt. Faren var overhngende. Saa besluttede +Nationalforsamlingen sig til at indskrnke Nationalvrkstederne. Den +bestemte, at alle Mnd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i +Hren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder +og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni +om Morgenen vare Jernbanerne rede til at fre dem til deres +Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart +forestaaende. Oprrshren fik Ordre til at mde den 23. om Morgenen +Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om +at lade Pladsen bestte af Militr; men Ordren blev misforstaaet, og +uden Hindring samlede Oprrerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10 +erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og +Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da +jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den +lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tt besat +med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en +Gevrkugle forbi mit re, og bag ved mig hrte jeg Raabet "Tilbage!" +(en arrire). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem +imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nrmeste Gadedr, og +nppe vare Tropperne komne forbi, frend der begyndte en hidsig Kamp, +som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg vre +rkesls Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden +Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere +gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa en (la Cit), hvor et Par +Landsmnd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og +Petit Pont. En vldig Barricade sprrede den sidstnvnte, opfrt ikke +af vltede Omnibusser o. a. l., men af svre Kvadersten, der vare +bestemte til en stor Bygning, der skulde opfres i Nrheden. En +Afdeling af Nationalgarden og Garde rpublicaine var i Frd med at +angribe den, men uden Held. Der var en heftig Gevrild fra begge +Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedr. Man vilde ikke lukke op; +mine Landsmnd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over +mig; jeg kom indenfor Dren, men heller ikke videre. I en mrk Gang +maatte jeg staa og hre paa Skydningen en halv Time, indtil mine +Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og +afbrd Kampen; de Kmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere +Timer senere, da Regnen sagtnede, bd jeg mine Landsmnd Farvel for +at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist +sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af en, ved +Blomstertorvet, skjd man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved +Henrik IV.s Statue var en Mngde Mennesker samlede. En Ordonnants kom +gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemngden var ikke +til Sinds at ville hjlpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad, +besgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad +der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig +Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig +kom hjem i min egen Hule, blev jeg ndt til at blive der. Paris blev +erklret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man +maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af +Militr, og viste man sig ved Vinduet, rettedes ieblikkelig en +Bssepibe imod En. Natten igjennem hrte jeg stadig Skildvagternes +Raab: Sentinelles, prenez garde vous! og saa snart det dagedes, +hrte man atter baade Gevrskud og Kanontorden. + +Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig +forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra et Slag i aaben +Mark, at det blev endnu frygteligere og blodigere. Paris var ikke +dengang som nu, efter Hausmanns Omdannelse, gjennemskaaret af brede +og lige Gader; de snvre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et +regelmssigt og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage en +Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til Husene og +fyrede ovenfra paa de fremtrngende Tropper, og vilde man rense +Husene for disse farlige Fjender, forsvandt de atter, snart igjennem +gjennembrudte Vgge ind i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i +Katakomberne, hvor Huset var bygget over saadanne. Oprrerne vare i +Besiddelse af hele den stlige Del af Byen. Clos St. Lazare, Place +Maubert og Pantheon vare de strkt befstede Udgangssteder, hvorfra +de arbeidede sig frem for at bemgtige sig Hotel de Ville og +Nationalforsamlingens Palais. Cavaignac, hvem hele Overledelsen af +Forsvaret blev overdraget, mente frst og fremmest at maatte sikkre +sig disse Steder; derfra vilde han tilbageerobre det vrige Paris. +Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, fr +han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse af de forndne +Krfter til at vinde en afgjrende Seir. Derfor vandt Oprrerne i +Begyndelsen stadig Terrain. Den frste Dag var det saa godt som kun +Mobilgarden og Nationalgarden, der kmpede imod dem. De kmpede med +stor Tapperhed og Energi, men de bleve trtte; de klagede over, at +Linietropperne ikke kom dem til Hjlp, og hist og her ymtede man om +Forrderi i Regjeringen. Frst sent om Aftenen og den flgende +Formiddag ankom der Forstrkning fra Provinserne, og nu gik det rask +fremad. Den 24. havde Lamoricire gjort sig til Herre over hele den +venstre Seinebred, men paa den hire rasede Kampen endnu lige strkt. +Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med +en Proklamation til Oprrerne for at bevge dem til at nedlgge +Vaabnene. Han blev skudt. Kampen maatte fortsttes; frst d. 26. Kl. +1 om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine. + +Da der ikke var mere at gjre for mig i Paris, havde jeg tnkt at +reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. Jeg vilde dog +gjre et Forsg paa at slippe bort; men den frste Betingelse var, at +jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L. +Moltke, der boede paa den anden Side af Seinen i Rue St. Germain. Den +25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den +Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede. +Han medgav mig et Par Nationalgardister, der eskorterede mig til +Vagtposten ved Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte frte mig +til den nste o. s. v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; men da +jeg kom til Rue St. Honor, vilde man ikke lade mig komme videre; man +forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have Brug for mit Pas, da ikke et +eneste Menneske fik Lov til at forlade Byen. Den nste Dag lykkedes +det dog. Kampen var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels, +halvt delagte By. + + * * * * * + +Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom jeg til London +i Selskab med en elskvrdig fransk Familie, der var bosat der, en ung +Skomager og hans Hustru. De boede ved Begyndelsen af Regent Street, i +Quadrant, der endnu dengang havde den smukke Silegang foran Husene, +som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende Frdsel. +Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg glad ved at modtage +deres Tilbud om midlertidigt Ophold hos dem, indtil jeg fandt mig en +passende Pension. + +I London var der endnu mindre at gjre for en dansk Journalist end i +Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller Underhandlinger derom; +hele Sagen var lagt i Diplomaternes Haand. Det var harmeligt at se, +hvor lidet vor brave Gesandt Reventlow formaaede ligeoverfor +Tysklands Reprsentant, den almgtige Ritter Bunsen. I Palmerston +havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. Nu +var han aflst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den engelske +Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller nskede frem for alt Fred +og anbefalede derfor det nemmeste Middel, Eftergivenhed imod den +Mgtigere. I den Pension, hvor jeg boede, kom der engang en hi og +strkt bygget Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af +Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det var "den +amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde forladt sit Haandvrk +for at vre Fredsapostel. Da han hrte, jeg var dansk, forrede han +mig en Bog, han havde skrevet, "Sparks from the anvil" (Gnister fra +Ambolten), og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at +gjre Ende paa Krigen ved at indrmme Tyskernes Fordringer. Det blev +meget snart ndvendigt for mig at afbryde Samtalen. + +Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her var ikke lukket +for Samlingerne, og British Museums rige Skatte stod til min +Raadighed. Af engelske Lrde gjorde jeg Bekjendtskab med +Vasesamlingens Bestyrer, den elskvrdige Dr. Sam. Birch, og med +Oberst Leake, hvis topografiske og geografiske Arbeider havde vret +min Ledestjerne i Grkenland. Det var en hi, mager Mand, som nu paa +sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, omgivet af +Oldtidslevninger. + +Efter en Maaneds Forlb vendte jeg tilbage til mit Fdreland. Jeg +havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste +Tanke, Tanken om at vrge Danmarks re og Liv, der fik et saa mgtigt +Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige +for Overmagten, trstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange +Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de trolse Fjender +benyttede den til at behandle Snderjylland som et erobret Land; +den kamplystne danske Hr var fordmt til Uvirksomhed, og det +misforniede Folk trstede sig, kortsynet som det var, med at trumfe +i Bordet og raabe "det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav +denne uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel +fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den sande +Fdrelandskjrlighed Udtryk og opflammet Folket til at offre Liv +og Blod for Fdrelandets Frelse! + +Det flgende Foraar udbrd Krigen igjen, og den begyndte med den +forfrdelige Ulykke ved Eckernfrde. Slaget ved Kolding var atter et +beklageligt Misgreb; vi havde ikke Andet at trste os med, end at det +lykkedes Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at fre Hren frelst +tilbage til det nordlige Jylland. Frst den 6. Juli kom Opreisningen, +da det store Udfald fra Fredericia tilfiede Oprrshren et +afgjrende Nederlag. Men det var en blodig Dyst, og Seiren kostede +mange Taarer. Jeg selv mistede dr en kjr Broder, der faldt ved +Stormen paa Treldeskandsen. Atter Vaabenstilstand og pinlige, +frugteslse Underhandlinger, der endtes med den saakaldte simple Fred +i Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod Slesvig +og det tillodes Danmark at stte sig i Besiddelse af Hertugdmmet; +altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark og Oprrshren. Jeg gjorde +paa den Tid med min Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge. +Vi havde Glde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige Land fra +Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania og af at +fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye med elskvrdige Mennesker, +der modtog os fuldstndig som Landsmnd; men vort Hjerte var ikke +let, og vore Tanker sgte bestandig tilbage til Snderjylland, +hvorfra vi under Datidens Samfrdselsforhold kun fik sjldne og +sparsomme Underretninger. Frst d. 5. August om Aftenen fik vi +Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.-25. Juli. Vi befandt os paa +Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var en smuk Sommeraften; Solen +havde allerede trukket sig tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de +mrke Skyer med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende +sydfra, en norsk Prst, og fortalte os, at der havde staaet et +blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet 2000 Mand. +Han var strkt rystet over Blodbadet, og vi havde en Fornemmelse af, +at det ikke var de Danske, han havde mest Sympathi for. Eet var der +dog, han ikke kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet +General Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden troede +paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands Endeligt; det var Sagnet +om Carl XII.s Dd, der gik igjen. + + * * * * * + +Jeg var imidlertid bleven udnvnt til Professor den 30. Juli 1849 og +kunde nu have Raad til at underholde en Familie. Den 10. Juli 1852 +gtede jeg Minona Gntelberg. Hun var 3 Aar yngre end jeg. Jeg havde +kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige +med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men +Tiden havde skilt os ad, og frst efter mange Aars Adskillelse traf +jeg hende atter i en Jernbanecoup, hvor en flles Veninde gjorde os +bekjendte med hinanden. Barnet var blevet en skjn ung Pige, hvis +sjlfulde Ansigt vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa +mange Aar skulde vre mit Livs Lykke. Hun delte ganske mine +Interesser. Hun havde et ualmindelig fint ie for Kunsten og var lige +saa begeistret som jeg for de store Mesteres Arbeider, medens en sund +Kritik gjorde hende ligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt. +Naar hun ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket nsten altid var +Tilfldet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom har +vret lidet gldelig. Efter at en Cyklist havde krt hende over, +sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og et apoplektisk Anfald +medfrte en fuldstndig Lamhed i den venstre Side. Siden den Tid laa +hun i henved 6 Aar fngslet til Leiet uden at kunne sysselstte sig +med nogen Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de +gamle Erindringer og i Kjrligheden til sin Mand og sine Brn. +Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, men med +fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans Naade i de 50 Aar. Endnu +et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand +blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hrte op; hun talte +lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hrte +jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit +sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes nstldste Sn et skjnt +og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare. + + * * * + +Vort gteskab er blevet velsignet med 3 Snner. Den ldste, Carl +Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter +Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale +Domstol i gypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham +efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den nstldste +Sn, Henry Bram, f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologi og +Sogneprst i Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864, +er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet. + +Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin Moder, og hendes +Fader dde i hendes 19. Aar. Den forldrelse Pige blev strax paa det +Venligste modtaget af en fjern Slgtning, Skapitain Bram, der +dengang eiede Rungstedgaard. Hans Stilling i Marinen ndte ham dog +til at bo i Kjbenhavn; det var hans Sster, Elisa Bram, en hist +elskvrdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". Hun stillede +sig strax i et moderligt Forhold til den unge Pige, der bestandig +vedblev at betragte hende som sin Pleiemoder, ogsaa efter at hun +havde forladt hendes Hus for at blive Lrerinde, i hvilken Egenskab +hun opholdt sig i flere Aar, frst hos et Par Prstefamilier i +Jylland (Plum i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjbenhavn hos +Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frken Bram sig som Brudens +Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted blev vort almindelige +Tilflugtsted, naar Sommerheden fordrev os fra Byen og Sommerferien +opfordrede os til at sge nye Krfter i den friske Landluft. +Rungstedgaard var bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert +og smukt beliggende Hus ved den sndre Ende af Byen, Rungstedhi. Da +jeg havde vret gift i 3 Aar, overtalte hun mig til at kjbe den +tilstdende Eiendom, hvorpaa der stod et lille Hus, der kunde +indrettes til en tarvelig Sommerbolig for mig og Mine, medens Haven +kunde gaa i Et med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre +Snner. + +Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og udvidet en +Smule, saa at det, uden at have forandret sin oprindelige Charakter +synderligt, endnu i dette ieblik afgiver en bekvem Sommerbolig for +mig og min Familie. Min ldste Sn havde kjbt en Grund paa den anden +Side af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opfrt en smuk +Villa, hvor hans Enke og Brn nu bo. Et lille Hus, der laa paa den +anden Side af min Eiendom, men nu er forenet med denne, er bleven +ombygget til Sommerleilighed for min yngste Sn. Jeg har saaledes en +stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand +og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den +samme Kilde til Glde og Sundhed for Brnebrnene, som den har vret +for deres Forldre og Bedsteforldre, skjndt den stille Afkrog er +forvandlet til et strkt besgt Badested. + + + + +V. + +FORELSNINGSVIRKSOMHED. -- REISER. + + +Jeg blev Universitetslrer i en meget ung Alder, kun 27 Aar, og var +selvflgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i +Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum +af latinsk og grsk Litteratur, som krvedes til den davrende store +filologiske Examen. Jeg havde strbt at tilegne mig Madvigs Klarhed +og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens +Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den +Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske +Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjre den studerende +Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og +grsk Filologi og Archologi. Dette stemmede ganske med mit eget +nske. At Grsk og Latin ikke burde behandles som to srskilte Fag, +men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid +ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa +dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke +uden Ensidighed kunde indskrnke sig til Studiet af de gamle +Litteraturer, men ogsaa burde vre bekjendt med Monumenterne udenfor +Litteraturen, med andre Ord, at Archologien var en integrerende Del +af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningslst, som det +er nu, at paalgge den samme Universitetslrer at docere klassisk +Filologi og Archologi; thi Archologien var endnu i sin Barndom, og +Ingen anede den mgtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i +Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en +Hjlpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortstte Madvigs +Virksomhed og supplere den ved Tilfielse af dette nye Fag. + +Jeg skulde hjlpe de filologiske Professorer med deres Arbeide, og +det Frste, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementre, +at holde de latinske Forelsninger til Anden Examen, som endnu bestod +indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848), +overtog jeg ogsaa latinske Forelsninger for Viderekomne, og efter F. +C. Petersens Dd (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den +grske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det +hensigtsmssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Lb holdt exegetiske +Forelsninger over en betydelig Del af den latinske og grske +Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at lse 2 +Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regel +docendo discimus ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Lb at +gjennemgaa den strst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed +og Fuldstndighed, som Forelsningen krver. Hensynet til Studenterne +var selvflgelig det afgjrende. For dem kunde det for det meste vre +ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds +af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at +faa en Forelsning frisk, som den lige var sprunget ud af +Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overfldigheder, som man +vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan vre Feil, +som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar +jeg en enkelt Gang blev ndt til at gjentage en tidligere +Forelsning, at jeg da ikke mdte med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde +nsten sige, med saa god Samvittighed som frste Gang. Ved de +systematiske Forelsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider, +Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik, +Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de +vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for +at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at hre dem; +men ogsaa der sgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt +Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelsninger og velser, eller +jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til srlig Behandling. +Isr i _Archologien_ var dette Tilfldet. Ved Siden af Forelsninger +over den antike Kunsts Historie i sin Helhed sgte jeg ved Foredrag +over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede +af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det +Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have +kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har +navnlig i de senere Aar havt den Glde, at mine Forelsninger have +samlet en strre Kreds af Tilhrere ogsaa udenfor Universitetet. Det +har lige fra frst af vret min Bestrbelse at give mit Foredrag en +saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig +kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der +anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i +Kundskabsmassen. + +Mindre heldig var jeg i mine Bestrbelser for at gjre selve +_Sprogene_ mere levende. Tidens Strm gik i den modsatte Retning, og +i Aarenes Lb tiltog den stadig i Hastighed. Grsk og Latin vare jo +dde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den +Retning, som nu frer det store Ord, Lov til at raade, ville de snart +blive nedsatte til blot at vre Forsteninger ligesom fossile +Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de +Sprog, som i over to tusinde Aar have vret Kulturens Brere og have +hvet den menneskelige Tale til den Skjnhed og den Tankeklarhed, som +vi nu glde os over at besidde. Man vil omstbe Tankerne i et nyt +Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstbning. +Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besvrlig; man +foretrkker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjlpe sig med +Oversttelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er +en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de +Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man +bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske +Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Grsk og Latin +kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og +det grske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme +Kjrlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen +Fornielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel +staar den frste hiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at +man kjender deres Udtale, og man gjr da mere eller mindre heldige +Forsg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret. +Naar Begynderen sprger sin Lrer om, hvordan han skal udtale +Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa +Dansk. Det skal sagtens vre nemmere. Ser man da ikke, at det netop +morer Brnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun +interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven +kan da heller ikke undgaa at lgge Mrke til, at der ikke er to +levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da +tro, at Grkerne og Romerne udtalte dem som Kjbenhavnerne? Nei, det +er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man +kan ikke undvre den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den +overleverede Udtale og udtale Latinen som Italienerne og Grsken som +Nygrkerne, vilde man baade gjre Videnskaben og det praktiske Behov +en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man +forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en +ensidig Bevisfrelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har vret +mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil +Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive +indfrt i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder +sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lre, at det +samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved +Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophre og +Gaaden blive lst. Ved Grsken er Forholdet tilsyneladende +vanskeligere. Det er en let Sag at gjre sig lystig over de mange +forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mrkeligt, at man kan gjre +det, naar man selv ikke adskiller {theta} fra {tau} og {chi} fra +{kappa} i sin Udtale, og her kan dog Ingen sige, at Udtalen i +Aarhundredernes Lb er bleven forandret. Der er Ingen, der paastaar, +at de gamle Grkere have udtalt Vokalerne ligesom Nygrkerne; men +alligevel mene Traditionens Tilhngere at staa Sandheden nrmere end +de, der flge den i Tyskland vedtagne rent hypothetiske Udtale. Mder +man med den ligeoverfor en Grker, tror han, det er Chinesisk eller +Irokesisk, man taler. Jeg stod imidlertid ene med den Anskuelse, og +der kunde ikke vre Tale om at fre den igjennem. Jeg benyttede da +den moderne (traditionelle) Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine +Disciple opmrksom paa, hvad der maatte antages for rigtigt i denne, +og jeg tnkte mig, at ligesom jeg selv under Brugen af denne flte +Sproget mere som levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en +Anelse om det Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at +uddanne dem til Lrere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de +maatte flge den dr vedtagne Udtale, og ved Examinerne maatte jeg +selv bruge den; men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der +derved var gaaet tabt. + +Naar jeg paa det frste nordiske Filologmde (1876) indledede en +Diskussion om Udtalen af Latin og Grsk, var det heller ikke, fordi +jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trngte til at +lette min Samvittighed og for Alvor at gjre opmrksom paa, hvordan +Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlser Referatet i den af +Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det frste nordiske +Filologmde" (S. 8-23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig +Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevgeligt. Man +indrmmede saaledes, at der ikke kunde vre nogen Tvivl om den rette +Udtale af {theta} og {chi}, men dog mente man ikke, at den burde +optages, fordi "vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde +ikke, at vi ikke _kunde_ udtale dem, thi det forlanger man jo i +Engelsk, Islandsk og Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke +gjre sig den Uleilighed, skjndt man indrmmede, at det var i hi +Grad praktisk. Havde jeg indskrnket mig til at krve denne Reform, +havde jeg dog vel kunnet fremkalde en Resolution om, at dette burde +gjres; men jeg havde jo villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa +mdte jeg det brndende Sprgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke +re for, at baade Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k +foran blde Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i +Grkenland og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort; +dette er jo det frste Skridt til Sibileringen; men man forkastede +denne Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjllnderne ikke have den; og +hvad der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig +Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel, +der ndvendig krvede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de +klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel, og +det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav. +Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Csar, men +hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere +Slgter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords +Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed +af vor egen Erfaring kunne anfre Exempler, der ere langt mere +paafaldende. Thi det er vel det samme Fnomen, naar den danske Almue +udtaler det engelske Ord _strike_ ikke streike, men strikke, eller +naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Snderjylland, +som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne +Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske +Udtale. + +Noget heldigere var et andet Forsg paa at gjre den klassiske Oldtid +og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok +ikke tr tilregne mig selv mere end en Del af ren, _Opfrelsen af +latinske Komedier_ i Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelsning +over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhrere befandt sig 4 norske +Studenter. Det var maaske dem, der frst fik den Tanke, at man kunde +opfre det nvnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske +Samfund greb Tanken og satte den i Vrk. Den 4. Mai 1867 blev +Curculio opfrt af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale, +stergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller +O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde +komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings +Arie. Forestillingen var srdeles fornielig baade for Skuespillerne +og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsget i strre +Maalestok. Den 15. Marts 1873 opfrte det fil.-hist. Samfund Plautus' +Menchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange +som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets +Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde +flge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart +havde Glde af Forestillingen. Paa samme Tid opfrte man ogsaa i +Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev +holdt til re for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil +Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en +Oversttelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opfrte de danske +Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opfrtes den +13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg +forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand. +philol. Chr. Jrgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne; +Instruktionen udfrtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af +Skuespiller Zinck. Det har vel tildels vret Erindringen om +Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevgede +Dagmartheatrets energiske Direktr til at opfre Stykket i en dansk +Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa +Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik. + +Al den Tid, der kunde undvres fra Filologien, anvendte jeg +paa _Archologien_. Det var en taknemmelig Opgave; mine +Tilhrere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at +tilveiebringe det forndne Undervisningsmateriel. De vrdifulde +Gibsafstbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum +havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde +endnu strre. Heller ikke den archologiske Litteratur var +fuldstndig til Stede, og de strre Vrker vare kun tilgngelige paa +Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde +lsrive mig fra den traditionelle Behandling af den grske +Kunsthistorie, at lgge de litterre Kilder til Grund og bruge +Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik +det mere og mere op for mig, hvor lidet man kan stole paa de hos +Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjlden +modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundvrlig +Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne +ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere +knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette +Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er +jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg +nskede, navnlig fordi jeg ikke lngere er i Stand til at foretage +Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archologen og Kunsthistorikeren +en Ndvendighed. + + [5] Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad + kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?" + + * * * * * + +I mine frste Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til +at reise udenlands som nu, Statsunderstttelserne vare sparsomme, og +Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af +Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understttelse til en _Reise til +Italien_, og min Hustru forstod at indskrnke Hjemmets Udgifter, +saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paaflgende Foraar +dr. Denne Reise var ikke blot en ret ndvendig Hvile efter +anstrengende Arbeide, men den var frst og fremmest en Studiereise, +der skjnkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det +fornielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmnd, men ogsaa +den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmnd, til +Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater _Marchi_, en elskvrdig +gammel Mand, der i sit Vsen og Ansigtsudtryk mindede mig om J. F. +Schouw, og isr til den fortrffelige, hit fortjente _G. B. de +Rossi_, hvem jeg frste Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af +Udlndinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham +opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye, +srdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlg i Stabigaden var +nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine +Landsmnd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860. +I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske +Udbrud, der kaste et skjrmende Dkke over tusindaarige Ruiner, men +selv den moderlige Naturs regelmssige Arbeide, naar det ikke +forstyrres, udretter det Samme, og endnu strre Udbytte havde jeg af +at besge de etruskiske Stder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede +Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og frdedes, saa +tydeligt og fuldstndigt, at vi ere nr ved at trste os over, at +deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte +jeg herlige og lrerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste +prgtige Levninger; efter min Hjemkomst sgte jeg at give en +Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen +gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stder og over +Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet +indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde vret lukket +for mig. + +Af mine flgende Reiser havde to nrmest filologisk iemed. En Reise +til _England_ i 1865 var foranlediget ved, at jeg nskede at +konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret +1874 reiste jeg i en lignende Anledning til _Rom_. Mine andre Reiser +vare vsentlig archologiske Studiereiser, og her havde jeg for det +meste den Glde at ledsages af min Hustru. + +I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til _Italien_. Min Hustru +befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men +strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne +blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det +skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver +i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prdikatet +"elskvrdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt +Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min +kjre, tidlig afdde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den +bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere +Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med +sine Dttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik +o. m. a. Af Nordmnd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med +deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle +Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnr +samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger +Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en +Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit +Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk +Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes: + + Her voxe grnne Myrter bag Laurbr i Skjul; + -- Her er godt at bo -- + Her holde vi den deiligste, fagreste Jul; + -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- + +Og efter at have dvlet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad, +slutter han: + + Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst + -- Her er godt at bo -- + Og naar I staa med Seir paa Fdrelandets Kyst, + -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- + + Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Trer + -- Der er godt at bo -- + Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjr. + -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- + + Da skal I atter sidde bag Laurbr i Skjul + -- Der er godt at bo -- + Og feire i Norden igjen en fager Jul. + -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- + +Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder fr +forlod sit Fdreland, flte han sig svag; men han vilde gjerne endnu +engang se Rom -- det var 45 Aar siden han havde vret der -- og han +havde Intet imod at lgge sine Ben under Laurbrtrernes Skygge. +Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrttelig, og hyppig besgte +han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besgte ham, og vi +havde talt om vor flles Gjerning i Hjemmet, udbrd han: "De kan tro, +det er mig en Sorg at tnke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed +faar en Efterflger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har strbt at +bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter +ham, men, som man ser, ikke med Glde, og da man efter hans Dd +offentlig sagde, at han havde nsket det, fandt jeg, det var min +Pligt at gjre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til +mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte +Erklring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa +Sprgsmaalet om Brandes' Ansttelse[6]. + + [6] I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling + i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters + Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstndig + overensstemmende med de virkelige Forhold. + +Hauch dde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske +Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade +Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel; +jeg anede jo nok, at det var det sidste. + +Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glde at vre til Stede ved +den srlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning +af vor Konges og Dronnings Nrvrelse d. 9. Marts. En Beretning derom +har jeg givet i et Brev til "Fdrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik +Reisen til Athen, og jeg havde stor Glde af at vise min Hustru min +Videnskabs Fdreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte +jeg nogle Uger i Milano med Forsg paa at dechiffrere den +Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald ndte +mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjbenhavn. +Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en +Reise" 1873. + +Ti Aar senere (1881-82) fik jeg atter Leilighed til at gjre en +lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru, +men ogsaa af min yngste Sn, som lige var bleven Student, og i Rom +stdte vore to andre Snner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var +imidlertid _Grkenland_; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke +kjendte, og frst og fremmest vilde jeg se de epokegjrende +Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes +jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; i +_Lilleasien_ havde jeg Flgeskab af min ldste Sn. Medens jeg selv +har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og +Lilleasien" 1883, har min Sn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og +1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i +Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius. + +I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi +tilbragte Februar og Marts Maaned i _gypten_ hos min ldste Sn, der +var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra +Nedre-gypten" 1889. Det var min Hensigt at lgge Hjemveien over +Athen for at se det epokegjrende Fund af archaiske Kvindestatuer, +man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold +ndte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid +eller to at kunne oprette det Forsmte; men Haabet slog feil; mit +Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen lngere Reise. + + + + +VI. + +FORFATTERSKAB. + + +En Universitetsprofessors frste Pligt er at vre Lrer for +de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig +Skribentvirksomhed det Sekundre. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa +nok at gjre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjre mig til den +ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen +Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og +selvstndigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner. +Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgngerne trnge til at rettes og +oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Lreren +bliver saaledes med Ndvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad +jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine +Forelsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre +Udfrelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af +Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min +Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min +Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868). +Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prve paa en Fremstilling +af Grkernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og +"Undervisningen hos Grkerne og Romerne" (1865), der blev oversat +paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs- und +Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset +Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygrsk af Chadzi +Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa +Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grkernes og Romernes Huse med +srligt Hensyn til de antike Benvnelser for de enkelte Rum", og 1886 +"Tiryns og de dr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af +Homer". + +Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forlber for det strre +Arbeide, som i en Rkke af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde +afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave +af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine +Elever et nyttigt Hjlpemiddel, men ogsaa at afhjlpe et Savn i den +filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelsninger, dels i +Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men +Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand flte sig +maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet +til Undervisningsstof, men isr Textens Beskaffenhed frastdte ham. +Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at +opfre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nies +hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som +maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste +Forfattere, det ldste og i visse Henseender betydeligste Minde om +Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter, +hvis Lune og Komik endnu i dette jeblik henriver Lseren og +Tilskueren[7]. + + [7] Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske + Bearbeidere Plautus og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind + 1875. + +Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat paa denne +Forfatter, som havde vret forsmt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl +havde begyndt en stor kritisk Udgave, der blev hilset som et +epokegjrende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus +at se i sin gte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af +Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter, +hvorpaa dens Faststtelse maatte bygges, men i selve Recensionen var +han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser +sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de +Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde +foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere +fra den virkelige Plautus end de ldre Udgaver; men det forekom mig, +at man ved en druelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor +Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt +Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en +fuldstndig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg +paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg +kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paaflgende Kamp +kunde blive bitter nok; men det syntes mig ndvendigt i Videnskabens +Navn at nedlgge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af +hans Landsmnd, der vare nrmest dertil, vilde gjre det. Senere, da +jeg allerede havde udgivet to Bind af Vrket, talte jeg derom med +Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig +strre Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin +overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske +Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg +spurgte ham, hvor det kunde vre, at Ingen af de tyske Filologer +kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en +Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjlpe +at trde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig. + +Jeg vovede altsaa Forsget. Frste Bind af min Plautus, indeholdende +Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev +naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene +i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil +dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart +udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus +i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Dd have +fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo +ere langt fra at flge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine +Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men +ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og +Mercator, udkom 2. Udg. 1892. + + * * * + +I December 1851 blev jeg Medlem af _Videnskabernes Selskab_. Fra 1867 +til 1878 var jeg Redaktr af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag +vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle +skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis +Forfatteren nskede det. Fra 1887 har jeg vret Formand for den +historiske Klasse. + +Mit frste Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk +Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjrelse i den romerske +Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i +Aarenes Lb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og +"Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt +ephemer Betydning. Skulde jeg fremhve nogen enkelt, vilde jeg nvne +"Attiske Studier" 1856, hvori jeg nrmere udfrte, hvad jeg frst +havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque +partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias' +chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som +kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den srlige Benvnelse for +den bagved liggende Sal, hvori der opbevaredes forskjellige, +Gudinden tilhrende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev +haanet af de tyske Lrde, men en Menneskealder senere, da Drpfeld +havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde vret nogen +Forbindelse imellem de to nvnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af +ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa +Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und +Studien". + +Af epigrafiske Bidrag skal jeg nvne "Grske og latinske Indskrifter +i Kjbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillg til Antiksamlingens +lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte +Indskrifter fra Brndsteds Dagbger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om +nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af grske og latinske +Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en +ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard +havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk +blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr. +Grc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige +Feiltagelse af Th. Mommsen at tillgge Grkenlands Erobrer Mummius +en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de +interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde +jeg bl. a. opmrksom paa, at den nu til Dags saa yndede +Forholdstalsvalgmaade allerede havde vret anvendt af Romerne, og i +en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879), +paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et +Bedrageri. + +I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine +Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre +vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstvrker, saasom en +lille Afhandling om "Firbendrberen" (1863), som jeg mener med Urette +er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske +Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i +Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas, +en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbielig til at +tro, at Furtwngler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er +gte. -- Strre Betydning tillgger jeg de archologiske Afhandlinger +fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. -- Til den +egentlige Filologi henhrer Afhandlingen "Om de Keiser Trajan +tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg sgte at vise, at +medens man med Urette har anfgtet Plinius' Breve til Trajan, kunne +de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, nppe +antages for gte. + +Blandt alle mine Skrifter har intet vret mig kjrere end _N. L. +Hyens Levned_. Efter at min hit elskede Lrer og Ven var dd 29. +April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, srlig Ploug, mig til +at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjrt Arbeide at +dvle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at +forflge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde +kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare +Forestillingerne om denne Mand, som skjndt han maatte regnes iblandt +Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde vret Gjenstand for +saa stor Miskjendelse. Mngden havde ondt ved at tilegne sig hans +ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihrdigt og +selvstndigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det +Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette +mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet +Kritiker og dmte ham som den, der tog Brdet ud af Munden paa dem; +man skulde jo dog leve af sin Kunst. + +Min Levnedsbeskrivelse af Hyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for +den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre kjrt var det mig, at den +af Hyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide +opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og +udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og +hans uudgivne Forelsninger, der almindelig omtaltes som Mestervrker +af Veltalenhed. Hyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871-76. + + * * * + +I Anledning af Kronprinsens Slvbryllup (1894) besluttede +Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at +forfatte et saadant. Jeg skrev da en sthetisk-archologisk +Afhandling om _den grske Silebygnings Udvikling_, hvori jeg blandt +andet sgte at rekonstruere den ldste ioniske Sileform efter de +nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze +opfordrede mig til at lade den overstte paa Tysk, og det havde jeg +ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra +Drpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitler fra Neandrea, som +Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde +existeret; det var en vilkaarlig Sammenstning af to Kapitler, der +ikke hrte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde +udkomme med det Frste. Jeg besluttede da at afvente dette, en +Beslutning jeg nu fortryder; thi Drpfelds Skrift kom aldrig. Var min +Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske vret en Spore for ham til at +udfre sit Forst, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey +virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man +antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betnkning optaget +disse Kapitler fra Neandrea i 2. Udgave af sin Geschichte der +Baukunst bei den Griechen. + + + + +VII. + +SKOLEVIRKSOMHED. -- PDAGOGIK. -- RETSKRIVNING. + + +Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg i min Ungdom +havde tnkt, Skolerne; men derfor tabte jeg ikke min Kjrlighed til +_Skolen_. Da jeg i 1856 fandt, at min Embedslnning ikke var fuldt +tilstrkkelig til min Families Underhold, sgte jeg at faa Timer i en +Skole. Skjndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat Dimissor +havde Ord for at vre en dygtig Lrer, faldt det mig dog vanskeligt +at faa saadanne, ikke fordi jeg forlangte hiere Betaling, end andre +Lrere fik, men fordi man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2 +Mark, d. e. 67 re, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den +nvnte Betaling at faa Undervisningen i Grsk i verste Klasse i +Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter et Aars Forlb blev +denne Virksomhed afbrudt ved en Udenlandsreise og ikke senere +gjenoptaget. Derimod fik jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjre +mig bekjendt med Landets Skoler i strre Omfang, idet Madvig, naar +han som _Undervisningsinspektr_ reiste omkring for at kontrollere +Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som Medhjlper ved +Censuren; og da han i 1874 fratraadte det nvnte Embede, og der i +hans Sted blev indsat en Kommission af 3 Medlemmer, blev jeg den ene +af disse, hvilken Stilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev +udnvnt til Regentsprovst, og de nye Krav, der derved stilledes til +mig, ndte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. Det +havde vret mig kjrt ved denne Virksomhed at fornye gamle +Bekjendtskaber og stifte nye, isr da jeg fandt, at der nsten +allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. Men jeg dulgte +hverken for mig selv eller for Andre, at den hele Organisation ikke +behagede mig. Den blotte Examenscensur var efter min Mening en +utilfredsstillende Kontrol, og det vilde vre langt nyttigere, hvis +Undervisningsinspektren fra Tid til anden overvrede den daglige +Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af +Skolens Arbeide og bedre kunne give Lrerne veiledende Vink. + +Den lrde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine +Drengeaar. Den davrende _Skoleplan_ fandtes allerede i Trediverne +utilfredsstillende. Man krvede en fyldigere Undervisning i de +levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. Hvad der i det +frste Universitetsaar til Anden Examen foredroges af Fysik, +Astronomi og hiere Mathematik, blev saa flygtig lrt, at det strax +igjen blev glemt; det burde lres i Skolerne for tilbrlig at +fordies. H. C. rsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmnd +for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter Forhandlinger med +dem og med tre ansete Skolemnd fastsattes en ny Skoleplan. +Universitetets prliminre Undervisningskursus (Anden Examen) skulde +ophves og med Undtagelse af Filosofien henlgges til Skolen. Denne +blev derved forlnget med et Aar, og Lavalderen for Adgang til +Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden Side +skulde Skolens to nederste Klasser nedlgges; Undervisningen i de +gamle Sprog skulde skydes to Aar lngere frem, og Brnenes +Sprogundervisning begynde med de levende Sprog. De tidligere toaarige +Klasser skulde forandres til etaarige, og Modenhedsprven for +Adgangen til Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved +Universitetet, skulde henlgges til Skolerne. Denne Plan blev i 1845 +provisorisk indfrt i 3 Skoler, og i 1850 udvidet til alle. + +At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der ingen Tvivl +vre. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, og srlig skete der +de tidligere forsmte Realfag og de nyere Sprog tilbrlig Fyldest. +Lrerne tog ogsaa med Iver fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes +alvorligt i Skolerne, i Frstningen maaske flere Steder for strkt. +De mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt ved +at flge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen blev +overanstrengt. Dertil kom Misfornielsen med, at de Studerende nu +skulde holdes et Aar lngere i Skolen, hvilket undertiden havde +pekunir Betydning for Forldrene, isr da der ikke var synderlig +Udsigt til, at Studietiden ved Universitetet kunde forkortes; thi +skjndt Anden Examen var ophvet, begyndte Studenterne dog yderst +sjlden paa deres Examensstudium strax ved Indtrdelsen i +Universitetet, hvilket havde vret tilsigtet, men det frste Aar +anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare betydelig +forgede. Det syntes endnu at vre et Rusaar og at lide af de +Mangler, man havde anket over ved dette. + +Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubefiede, og Ministeriet +nedsatte en Kommission for at prve deres Berettigelse. Den nedsatte +Kommission foreslog ogsaa nogle Lempelser i Skoleplanens Fordringer; +men disse vare altfor smaa til at tilfredsstille de Misforniede, og +i 1860 begyndte der et sandt Stormlb imod den nye Skoleplan. En +anonym Forfatter, E--e, skrev en Piece: "Har Indfrelsen af den +nye Undervisningsplan for de lrde Skoler vret en Fremgang +eller Tilbagegang?" hvori han sgte at vise, at det Sidste var +Tilfldet. Han fik en vis Sttte af en yngre Skolemand, H--h ("Om +Undervisningsplanen og Afgangsexamen ved de lrde Skoler"), der +rigtignok i Hovedsagen var aldeles uenig med ham, men havde andre +nsker og andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det +lrde Skolevsen"), der sgte Hjlpen i den strst mulige Frihed. +Madvig imdegik disse Angreb i et fortrinligt lille Skrift "I +Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lrde Skolers +Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i Debatten ved nogle Artikler i +"Fdrelandet" 22., 24. og 25. Septbr. Jeg var overbevist om, at +Planen i det Hele var fortrffelig, men jeg havde Intet imod +Indfrelse af rimelige Lempelser og Indrmmelse af en vis Frihed i +Udfrelsen. Hvad jeg nrmest krvede, var dog Ophvelse af de +Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende paa +Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, der i dette Aar +skrev "Indlg i Skolesagen", var Overlrer Fogh. Ogsaa med ham havde +jeg et lille Ordskifte i "Fdrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik +en fortrffelig Gjendrivelse af E. Holm i "Fdrel." 28. og 29. Decbr. + +I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen 2 Aar senere +end i den gamle Skole; fr det 13. Aar skulde Disciplene kun lre +levende Sprog, frst Tysk, siden Fransk. Man havde forsvaret dette +ved, at man burde begynde med det Letteste, Simpleste og nrmest +Liggende. Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette +Raisonnement burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget, +saasom det baade ligger Dansken nrmere, er simplere i sin Bygning og +langt lettere at lre for Brn. Efter min Mening havde ogsaa den +engelske Litteratur nok saa meget at betyde som den tyske, ligesom +Engelsk jo ogsaa i langt hiere Grad var Verdenssprog end Tysk; +Engelsk burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne +Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lrde Skolers +Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling i samme". Den er +skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs Tab. Harmen og Sorgen har +sin Del i dens Form, men ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der +paa selv samme Tid udtalte det Samme i "Fdrel." 27. Sept., ender sin +Artikel med disse Ord: + + "Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske + Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens + Bestyrelse, men som en naturlig Flge af den Plads, det engang + har indtaget i Folkets Liv og siden altfor lnge bevaret i dets + Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at + Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne + Maade kan et Skolefags altfor fremtrdende Plads paa Timetabellen + blive til et haanende Trldomsmrke, hvis Udslettelse er en + national ressag." + +Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og nsker; men det +kunde ikke sttes igjennem. Tysken syntes af mange Grunde lige saa +uundvrlig nu som tidligere; men det varede en rum Tid, inden vi +kunde forsone os dermed. Ikke at vi vilde undvre, hvad den tyske +Videnskab og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have Udseende af +at vre Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at vi vare et dybt +krnket Folk, der ikke kunde betragte dem som Brdre, fr de havde +gjort i det Mindste en Del af den gjorte Uret god igjen. + +Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmnd besgte mig, da at tale +Fransk med dem. Tankeudvexlingen led ikke derved, men de Fleste flte +sig ubehagelig berrte deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det +ganske naturligt. Jeg skal anfre et Par Exempler. I 1872 ankom min +Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionrer sad +netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af Russere og Tyskere, og +Samtalen frtes paa Tysk; men saa snart vi traadte ind og det blev +sagt, at vi vare Danske, blev Sproget efter Forslag af Professor +Gdechens fra Jena ieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere +besgte jeg Professor Studemund i Strassburg, med hvem jeg nskede +at drfte et Par Sprgsmaal vedrrende Plautus. Hans frste Ord til +mig var: "Sprechen Sie Deutsch oder Franzsisch?" Jeg svarede, at +naar jeg besgte en Tysker i hans Hjem, talte jeg Tysk, men besgte +han mig i Danmark, vilde jeg bede ham at tale et andet Sprog. I flere +Aar fastholdt jeg dette Princip, men i Lngden lod det sig ikke +gjre, i alt Fald ikke lige over for Videnskabsmnd, med hvem jeg kom +i nrmere Berrelse, og som jeg betragtede som virkelige Venner. + +Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, snart fra +den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle Klagerne kunde samles, +det populre Slagord Overanstrengelse. Det ene Parti ankede over, at +Mathematikens Fordringer vare altfor overdrevne, det andet over, at +de gamle Sprog krvede for meget. Tilsidst mente Kultusminister Hall, +vsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et +Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to verste +Klasser, saaledes at Disciplene dr henholdsvis fritoges for de Fag, +som de havde mindst Interesse og Anlg for og antoges at faa mindst +Brug for i deres fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en +Kommission, bestaaende af Madvig som Undervisningsinspektr, +Professor Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide +et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag blev forelagt +Rigsdagen for at ophies til Lov. Dette havde ikke vret ndvendigt, +ndringen kunde vre foretaget ved kongelig Anordning. Det var et +Misgreb at give et saadant uprvet Forsg en Lovs Uforanderlighed, og +besynderligt var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen +drfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og slaa dem fast, saa +at mulige Feil ikke kunde rettes uden ved en ny Lov. + +Loven af 1. April 1871 indfrte efter fransk Mnster en Tvedeling +(bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, at alle +Studenter skulde vre i Besiddelse af den samme almindelige Dannelse, +nu ophrte Fllesskabet med det 16. Aar, medens man frst blev +Student 2 Aar senere. I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en +sproglig-historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af +hvilke den frste ikke lrte Mathematik, den anden ikke de gamle +Sprog. Madvig gik kun modstrbende ind paa Tvedelingen, og dog brer +han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget +i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var +den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstndig +forberedt som den var. Han havde troet at burde give efter for en, +som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes nske i den +Forventning, at der kunde bdes paa Manglerne i Principet ved de +enkelte Bestemmelser, og han tnkte ikke paa, at naar man giver en +vis Mand en Finger, tager han den hele Haand. Han havde saaledes +bestandig forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved +Afgangsexamen i den sproglig-historiske Retning; men da dette ikke +kunde sttes igjennem, erklrede han i det sidste jeblik at ville +nies med, at der krvedes en fransk Stil i Stedet, og da dette var +Betingelsen for hans Stemme, blev det vedtaget. Det var en uheldig +Bestemmelse; thi i Stedet for en Fordring, som Skolen uden +Vanskelighed kunde opfylde ("en let latinsk Stil uden grove Feil") +sattes en, som den aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til +det levende Sprog selvflgelig gik langt videre. Den franske Stil +blev ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den +latinske Stil blev gjenindfrt. + +Loven blev modtaget med blandede Flelser. Overanstrengelse vovede +man ikke mere at klage over; men det var dog kun Mathematikerne, som +syntes virkelig tilfredse. De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en +fyldig Mathematikundervisning, saa at Afgangsexamen i den +mathematisk-naturvidenskabelige Retning gav Adgang til den +polytechniske Lreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der var +lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophrte saa tidlig, at +det, der var lrt deraf, ufeilbarlig maatte blive helt glemt, lagde +man i Begyndelsen ikke videre Mrke til. Men desto strre var +Misfornielsen paa den anden Side, hvor man ikke blot kunde +beklage sig over den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den +sproglig-historiske Retning paa Grund af Mathematikundervisningens +altfor tidlige Ophr vare utilladelig uvidende i dette Fag, men ogsaa +over, at selve de klassiske Sprog havde lidt Uret, og det tidligere +Kundskabsmaal nu ikke lngere kunde naaes. + +En af de frste, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr. +_Pingel_ i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han +blev imdegaaet af Madvig i samme Blad 13. Marts, men fortsatte sin +Polemik i de to flgende Aar i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved +den lrde Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lrde Skole". +Hans varme og veltalende Indlg vare dog i flere Henseender for +uklare til at kunne udve Indflydelse, og hans Polemik forblev +resultatls. I de Angreb, der i sin Tid gjordes paa Skoleplanen af +1850, havde det vret almindeligt at kaste Skylden for den saakaldte +Overanstrengelse paa Madvigs Grammatik. Dette var ubefiet; men endnu +besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben imod +"Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede Ord +sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide Skolen, medens i +Virkeligheden Madvig altid havde revset og modsat sig de paaankede +Feil. Jeg fik mange Opfordringer til at svare Dr. Pingel, og jeg tog +ogsaa fat paa Arbeidet, men det blev overfldigt ved andre, fuldtud +fyldestgjrende Gjendrivelser ("Dagbladet" 1.-3. Okt. 1879, og M. +Rosing "Dr. Pingel og den lrde Skole"). + +Misfornielsen blev imidlertid mere og mere almindelig og gav +sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. Heiberg i +det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var der ogsaa +paa et andet nrliggende og beslgtet Omraade indfrt en +indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. 1849 bestaaende +filologisk-historiske Embedsexamen ved Anordningen af 25. Oktbr. 1883 +var bleven aflst af en _ny Skoleembedsexamen_. Tidligere prvedes +Kandidaten i Latin, Grsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu +indfrtes der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2 +Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede lige med +de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning som Skoleloven af 1871; +den encyklopdiske Dannelse veg tilbage for den specielle. Det var en +Lettelse for de Studerende, at de kunde kaste sig udelukkende over +det Fag, som srlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig til +videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen burde dog ikke +vre en Prve for Videnskabsmnd, men for Skolemnd. Skolen er ikke +tjent med en Faglrer, som faar Lyst til at lre Disciplene specielle +Enkeltheder paa det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en +Lrer, der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er tilbielig +til at overse sine Medlreres Fag. + +Til Gjengjld indfrtes der en Prve i _Pdagogik_. Kandidaten +skulde, inden han blev ansat, have vet sig i praktisk Lrergjerning +og have gjennemgaaet et theoretisk Kursus i Pdagogik. Dette Sidste +havde Skolelrerne ofte forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale. +Naar jeg blev opfordret til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort +opmrksom paa, at Pdagogiken som Videnskab var et Kapitel af +Psychologien og havde sin Plads der, medens Brneopdragelsen og +Ungdommens Undervisning var en Kunst; at ingen Kunst lres igjennem +Theorien, men kun ved praktisk Udvelse; og at srlig det Stof, som +Undervisningskunsten behandler, Ungdommens Sjle, var saa mangfoldigt +og saa zart, at man burde vre meget varsom med at indsnvre det i +Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som dette var, fandt det dog +liden Indgang hos Strstedelen af Skolens Lrere; de vilde nu engang +hellere vre Videnskabsmnd end Kunstnere. Det faldt naturligvis +hverken mig eller nogen Anden ind at ngte, at en dygtig Pdagog +ogsaa igjennem Forelsninger kunde give de vordende Lrere mangen +nyttig Anvisning; men havde man en saadan Mand? Derom havde man ikke +spurgt, da man anordnede, at der skulde holdes pdagogiske +Forelsninger. Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en +af de filosofiske Professorer, og da Professor Hffding ikke vilde +indlade sig derpaa, blev det overdraget _Kroman_. Denne talentfulde +unge Mand var desvrre uden praktisk Skoleerfaring, hvad der viste +sig ved det frste Skrift, han udgav efter sin Ansttelse som Docent +i Pdagogik: "Om Maal og Midler for den hiere Skoleundervisning" +(1886), en Bog, der er skreven med ualmindelig Friskhed og +Veltalenhed, og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke +havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de +regnbuefarvede Taager. Bogen er strkt polemisk. Forfatteren +fordmmer Tvedelingen i de strkeste Udtryk; det Principmssige var +en flles Uddannelse for Alle. Han vilde anse det for forfeilet, om +en 13 Aars Dreng, der opdagede, at han havde mest Lyst og Anlg for +de sproglig-historiske Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en +saadan Dreng havde tvrtimod srlig Brug for et Kursus i Mathematik +og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen af 1850 ypperlig, og +der fandt ingen Overanstrengelse Sted efter den. Man burde ikke +udelukke noget af Skolefagene, men tvrtimod optage en Del flere; +Disciplene burde gjres bekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i +Livet, og dette kunde gjres, naar man blot ikke forlangte for meget +i hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nies med 1 Time om Ugen. Om +dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1 +ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var +lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg +fandt det ndvendigt at imdegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse +af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en +Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform og mange +Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden den Virkning, som +Bogen ved sin frste Fremkomst havde gjort, tabte sig; man beholdt +kun det almindelige Indtryk, at Skoleplanen var uheldig og burde +ndres. + +Der var nppe Nogen, der flte sig mere overbevist derom end +selve Kultusministeren, _Scavenius_. Allerede i 1885 havde han +forelagt Landsthinget et Forslag til ndringer i Loven, men det +kom ikke til Behandling. I 1889 gjorde han et nyt Forsg. +Mathematisk-naturvidenskabelige Faglrere og Videnskabsmnd havde i +Juni s. A. holdt et Mde i Kjbenhavn, og dr saa godt som enstemmig +vedtaget en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne for +de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende var utilbrlig +forsmt. Der lrtes for Lidt, og dette Lidet forspildtes derved, at +Undervisningen ikke fortsattes i Skolens to verste Klasser. Dette +maatte ndvendig forlanges; den forndne Tid dertil vilde vindes, +naar _Oldnordisk_ og _Grsk_ blev udelukket af Skolen. Man vidste, at +Ministeren delte disse Anskuelser, skjndt der endnu ikke forelaa +noget Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imdegaa +dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. Tid. 23.-24. Juli +en Artikel betitlet "Et Skolesprgsmaal". Jeg var enig med +Mathematikerne i, at det var en Forurettelse imod de +sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningen ophrte +saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, at man afskaffede +Oldnordisk og anvendte de to ugentlige Timer, der derved vandtes, til +Mathematik for de sproglig-historiske og til Latin for de +mathematisk-naturvidenskabelige Disciple. Men naar man ogsaa vilde +udelukke Grsken, maatte jeg nedlgge en bestemt Protest. Grsken +maatte betragtes som et ndvendigt Led af den klassiske Dannelse. +Grkenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses Vugge; dr fandt man +de rene Kilder, hvorfra den endnu bestandig kunde forynges. Men +dertil kom, at for Theologen var Grsken uundvrlig. Naar man tnkte +sig, at Theologerne kunde lre Grsk i et srskilt Kursus ved +Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlnges +betydelig, men det vilde heller ikke vre muligt at opnaa en +nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke +begyndte derpaa i Skolen og fik det indvet paa skolemssig Maade. +Resultatet vilde blive, at den danske Kirke maatte nies med +Lgprdikanter i Stedet for theologisk dannede Prster. + +Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig den oftere i den +flgende Diskussion. Ministeren havde nemlig allerede i Slutningen af +Juni og Begyndelsen af Juli meddelt Undervisningsinspektionen og +Skolerne sine Tanker og efter at have modtaget deres Erklringer +udarbeidet et Forslag, som den 13. November blev sendt til +Universitetets Betnkning. Efter dette skulde der beholdes en vis +Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes +Erklringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes +afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at lade Sagen hvile, +indtil der kunde opnaas strre Enighed. + +Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lrere var der Uenighed. +Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse med Ministeren nskede +Grsken afskaffet, kmpede Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens +Bevarelse. _Heiberg_ erklrede, at dens Afskaffelse vilde vre at +skjre Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt som +det maatte vre dennes Maal gjennem Lsning af de klassiske +Forfattere at give Disciplene et levende Frstehaandsbillede af den +Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, maatte Grsken vre det +Vsentlige, Latin det mindre Vigtige. En Udtalelse i denne Retning +blev tilstillet Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning +til at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening saa +klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og Stilling ikke +vente, at mine Ord skulde veie synderligt. Dog holdt jeg efter +Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om +radikal og konservativ Pdagogik, og endnu adskillige Aar senere +fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898 +tilfaldt det Professor _Gertz_ at holde Talen ved Universitetets +Reformationsfest. Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det +var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen ved +Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede med den +Udtalelse, at for Fremtiden var det ndvendigt, at Grsken helt +rmmede Skolen og Latinundervisningen indskrnkedes. Tilhrerne +studsede; man havde ikke ventet en saadan Udtalelse ved denne +Leilighed. Prof. Gertz bad mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift +"Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham, +at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald +ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i Tilskueren 1898 +(S. 987 ff.), min Anmeldelse i Nationaltidende d. 29. Decemb. s. A. + + * * * * * + +Medens Sprgsmaalet om en Reform af den lrde Skole i fulde tre +Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa Dagsordenen, og efter +forskjellige tildels modsatte Forsg, under hftige Partikampe, +endnu er langt fra sin Lsning, er der en anden, mindre vigtig +Reform, som har havt en lignende Skjbne, og hvis Historie heller +ikke kan kaldes lystelig, den danske Retskrivnings Reform. + +"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede der en +dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i 1888, og deri har han +Ret. Alle nogenlunde betydelige Forfattere skrev omtrent ens, og +denne Retskrivning lrtes i Skolerne med strste Lethed. Det var i +sin Helhed en god Retskrivning, hvorefter Sproget lrtes og skreves +med Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man med +Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ndres og simplificeres, +uden at Helheden blev rokket, og det skete ogsaa efterhaanden. Det +var at nske, at man var bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde +Rask fremsat sit Forslag til en fuldstndig Omdannelse af den danske +Retskrivning, bygget paa Lydlren og Etymologien. Det var et +videnskabeligt Arbeide, men -- Retskrivning er "en praktisk Sag". Den +modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens Haandsrkning; men +Hovedsagen er Hensigtsmssigheden. Retskrivningen har kun sin +Betydning ved, at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers +Disciple optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa, +men at de ogsaa indfrte den i deres Skolebger, var utilbrligt. +Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal gjre Ungdommen +bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang og dens Forudstninger; +Fremtiden raader den ikke over. Den davrende "Direction for +Universitetet og de lrde Skoler" synes ikke at vre bleven opmrksom +paa dette Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske +Retskrivning sig i en lidet heldig Oplsningstilstand. Det var et +almindeligt nske, at den davrende Ubestemthed maatte aflses af +bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der vare heldigere i den +Henseende. Dertil kom, at det stadig voxende nske om en niere +Tilslutning til Brdrerigerne krvede Fjernelsen af den, ganske vist +ikke betydelige, Hindring for Lsningen af svensk Litteratur, som den +forskjellige Retskrivning lagde i Veien. nsket om en Tilnrmelse i +denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i +Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde +trde sammen for at forhandle om en flles Retskrivning, fandt +almindelig Tilslutning. I Kjbenhavn valgtes 20. Marts 1869 af en +anselig Kreds af litterrt interesserede Mnd[8] 5 Reprsentanter til +et saadant Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor J. +Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev forhindret i at +give Mde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden med de Norske at +tilveiebringe hensigtsmssige Forslag til en flles dansk-norsk +Retskrivning, der kunde ventes at trnge igjennem og aflse den nu +herskende Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med +tilsvarende Forbedringer i den svenske Retskrivning, vsentlig vilde +lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den svenske +Litteratur." + + [8] Indbyderne til Mdet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S. + Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap. + Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L. + Westergaard. Mdets Dirigent var disse Blades Forfatter. + +Mdet holdtes i Stockholm 25.-30. Juli, og Resultatet foreligger +i de af de tre Folks Sekretrer udarbeidede Beretninger. For +Danmarks Vedkommende er Beretningen forfattet af Lyngby (1870), +og i Overensstemmelse dermed udgav Sv. Grundtvig en "Dansk +Retskrivningsordbog" (Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var +udkommen, offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en +Erklring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermdet +foreslaaede ndringer, men anbefalede dem, som de mente vilde finde +"almindelig Imdekommen". Erklringen er trykt i Grundtvigs "Dansk +Haandordbog" (1872) S. VII f. Videre troede man i det ieblik ikke at +turde gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare +misforniede med denne halve Forholdsregel. + +Indfrelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske mdte ingen +Vanskelighed; men beklageligt er det, at man forsmte denne Leilighed +til at indfre Tegnet i Stedet for aa, saa at vi endnu idag beholde +saadanne Monstra som "paaagte", "Paaaanding". nskeligt havde det +ogsaa vret, om man havde afskaffet Navneordenes Fremhvelse ved +store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere nu Folkets +Kjlebrn, og de fik senere en veltalende Forsvarer i E. v. d. Recke +(Store og smaa Bogstaver 1889). -- Sandheden er dog alligevel, at de +ere undvendige og upraktiske, og det er meget uheldigt, naar man +efter de nu gjldende Regler beholder dem i Navneord, men ikke i +Tillgsord, der staa som Navneord, hvor en saadan Fremhvelse, hvis +man vil anvende dette Middel, er langt mere ndvendig. Paa den anden +Side fulgte man Stockholmermdet i Afskaffelse af Vokalfordobling og +understttende e som Tegn for Vokallngde, uden dog at optage det +ndvendige, i den svenske Retskrivning anvendte Komplement, at +fordoble Endekonsonanten, hvor Vokalen er kort. Man indsaa nok, at i +mange Tilflde er Betegnelsen af Forskjellen ndvendig for at +forebygge Misforstaaelse, men i saadanne Tilflde, mente man, kunde +Vokallngden betegnes med en Akcent, et Ndmiddel, som Publikum dog +har fundet altfor fremmed og vret meget uvilligt til at benytte. + +Naar jeg trods disse og flere Betnkeligheder dog satte mit Navn +under den nvnte Erklring, var det, fordi jeg fandt, at der var ikke +Andet at gjre. Vi maatte ud af det Ufre, hvori vi befandt os, og +det kom mindre an paa, at Retskrivningen tilfredsstillede den enkelte +Forfatter, end paa at den blev almindelig antaget. Der var Udsigt +til at dette kunde ske med de her fremsatte Regler. D. 9. August 1871 +anbefalede Kultusministeren dem for de lrde Skoler og d. 21. Febr. +1872 for alle Landets Skoler. At Underskriverne og mange Flere fulgte +dem, saa lnge de kunde betragtes som raadende, er en Selvflge. Men +vort Haab, at der derved skulde vre gjort Ende paa de orthografiske +Experimenter, gik ikke i Opfyldelse. Den ny Bygning var altfor +skrbelig til at kunne holde sig i Lngden og blev efterhaanden +Gjenstand for flere og flere Angreb. Kultusminister Scavenius fandt, +at her burde Regjeringen trde ordnende til, og efter at have +raadfrt sig med nogle faa tilkaldte Forfattere og Sprogmnd, der saa +vidt vides, nsten alle fraraadede ham at foretage nogen Forandring, +forordnede han i 1888 "nye Retskrivningsregler", og Saaby fik den +Opgave at udarbeide en ny Retskrivningsordbog. Der havde vret Grund +til et saadant Skridt, hvis man enten vilde gaa tilbage til +Retskrivningen fra Trediverne, eller omvendt havde villet tage +Skridtet helt ud og gjennemfre den Opgave, der oprindelig var bleven +sat Stockholmermdet; men de nye Regler vare ikke kvalitativt +forskjellige fra de ldre. Var der Regler, man vilde foretrkke for +de tidligere, var der andre, som det modsatte var Tilfldet med. Det +er muligt, at Ministeren fra frst af havde paatnkt strre +ndringer, men den almindelige Stemning ndte ham til at nies med +dette Compromis. De nye Regler bleve ved ministerielt Magtbud +indfrte i Skolerne, men havde ikke Autoritet nok til at gjre sig +gjldende udenfor dem. + +Det gik Flere som mig, at medens vi siden 1870 samvittighedsfuldt +havde overholdt den "Grundtvigske" Retskrivning, fordi den syntes +at vre en Fllesretskrivning, mente vi nu, efter at denne var +ophvet og Ingen kunde vide, hvor lnge den "Saabyske" (saaledes +kaldet efter den Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte +Retskrivningsordbogen) kunde holde sig, at vi snarere burde vende +tilbage til den, vi havde fulgt i vor Ungdom. Ministerens Regler +bleve heftigt angrebne af C. St. A. Bille (Retskrivningssprgsmaalet +1889) og E. Jensen (Kultusministeriel Orthografi s. A.); navnlig +Billes veltalende Indlg udvede stor Virkning paa Publikum. +Professor P. Hansen foreslog, at en mindre Kreds af danske Forfattere +og Sprogmnd, der nskede at bevare, hvad der kunde bevares af den +traditionelle Retskrivning, skulde trde sammen for at arbeide i +denne Retning. Efter dette Forslag samledes Amtmand Bille, Prof. P. +Hansen, Prof. H. Scharling, Dr. E. Jessen, Redaktr Borchsenius og +jeg til et saadant privat Arbeide i al Stilhed. Det var efter vor +Opfordring, at Dr. E. Jessen udarbeidede sin "Dansk etymologisk +Ordbog", (1893), et Arbeide, som maaske ikke har haft synderlig +praktisk Betydning, men har beriget den danske Sprogvidenskab med et +smukt og nyttigt Vrk. Scavenius' Retskrivningsregler have under hans +Eftermand Goos (27. Febr. 1892) modtaget enkelte ndringer. Gid de +maa blive staaende, indtil man engang kan enes om en mere konsekvent +og hensigtsmssig Retskrivning, der kan bidrage Sit til at bygge Bro +imellem Brdrerigerne! + + + + +VIII. + +KOLLEGER OG VENNER. + + +Min Ansttelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse med en +Kreds af Mnd, som jeg rede og hiagtede, og som nsten alle vare +mange Aar ldre end jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de +modtog den unge Kollega, tillod mig ikke at fle mig fremmed iblandt +dem. Samlivet med mine Medlrere ved Universitetet er Noget af det +Skjnneste, som Livet har skjnket mig. I disse Optegnelser om mit +Levned burde de indtage den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne +til at skildre, hvad de have vret for mig. De fleste af dem ere jo +ogsaa tilstrkkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale. +Jeg kan dog ikke ngte mig den Glde at dvle ved Erindringen om dem +og i det mindste nvne Navnene paa dem, der have staaet mig nrmest +og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling. + +Frst og fremmest maa jeg nvne _Madvig_, hvem jeg skyldte min frste +Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit stadige Forbillede, der, +ligesom han havde veiledet mig i Studereaarene, nu ogsaa som Kollega +skulde gjre det i min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister +(November 1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor glemte +han mig ikke, og efter to Aars Forlb blev han igjen min Kollega. Det +er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte have flt mig trykket +af Madvigs Overlegenhed. Dette er ikke Tilfldet. Det er aldrig +faldet mig ind at sammenligne mig med ham, men jeg har vret glad ved +at staa ved hans Side, og jeg tnkte mig, at mit Arbejde kunde +betragtes som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et +Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit svkkede Syn +havde set sig ndsaget til at tage sin Afsked fra Universitetet. Jeg +udtaler deri min oprigtige Sorg over, at jeg havde mistet min bedste +Sttte. Jeg havde aldrig kunnet stte noget igjennem i Fakultetet, +naar ikke Madvig var med mig, og helst maatte det da vre ham, der +gjorde Forslaget; hans Autoritet biede Alle sig for. Vi havde ganske +den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nvne noget Principsprgsmaal, +hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og heftigere end han, men jeg +havde Intet imod, at hans Besindighed lagde Baand paa min Ilterhed. +Paa den anden Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til +have formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers nppe +var bleven gjort. + +Da han havde udgivet sine _Emendationes Livian_, kunde jeg ikke +finde mig i, at denne epokegjrende Bog kun skulde staa i de Lrdes +Boghylder og bruges som Trappestige af dem, der senere vilde udgive +Livius. Jeg vilde, at han selv skulde hste Lnnen derfor og selv +gjre Udbyttet frugtbringende, hvad dog Ingen kunde saaledes som han. +Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius, +og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjlpe ham, +Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjrt og +lrerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjre et Forslag til en +Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit +Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste +Hovedvrk, _den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning_, havde +nppe set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilflde kraftig understttet +af Siesby, havde opfordret ham dertil. + +Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige Sprgsmaal, hvor +Madvigs Godmodighed og hans ngstelse for at gjre Uvenner eller +anderledes Tnkende Uret syntes mig at fre ham til en mindre rigtig +Afgjrelse. Dette var saaledes engang Tilfldet ved Bedmmelsen af en +Disputats. Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det var et +altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden paa, men da +der ikke var noget egentlig urigtigt deri, vilde han dog nok antage +den; han havde Medlidenhed med Forfatteren, der var bleven afskediget +fra sin Stilling ved en lrd Skole og nu nskede at rehabilitere sig. +Men da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde vret +en Ndvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor at flde en +mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. Forsget paa at finde +en tredie Censor mislykkedes. Intet af Fakultetets Medlemmer var at +bevge til at vre Opmand imellem os to. Madvig indrmmede saa, at +Disputatsen i dette Tilflde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke +kunde betragtes som antaget. + +Et andet Tilflde indtraf ved cand. philologi August Lorenz. Han +havde gjort en god Examen; han var ikke udmrket begavet, men var +overordentlig flittig og arbeidsom og niagtig i sine Studier. Han +sgte om et Reisestipendium for at studere i Berlin og ved andre +tyske Universiteter, og Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt +med Madvig om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen +srlig Nytte af at besge tyske Universiteter, da disse nppe vilde +give dem Andet end, hvad de kunde finde i de trykte Bger; jeg vilde +have, de skulde reise til Italien og Grkenland. Dog vilde jeg ikke +have havt noget imod at stemme for denne Ansgning, hvis det ikke +havde vret i Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold +og Opdragelse fuldstndig sympathiserede med det slesvigholstenske +Oprr, nskede at forlade Danmark, fandt jeg meget naturligt; men +jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde give ham et Stipendium; +det forekom mig en Skandale, at en dansk Student i det jeblik vilde +studere i Berlin, medens andre Danske, der vare ansatte i Tyskland, +opgav deres Stillinger dr for at vende hjem og tilbyde Fdrelandet +deres Tjeneste. Efter Madvigs nske talte jeg med Lorenz og sagde +ham, at jeg kunde ikke give ham min Stemme til at studere i Tyskland, +men jeg vilde ikke modstte mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han +lovede mig da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og +reiste saa -- til Mnchen. Han kom naturligvis aldrig tilbage til +Danmark. Han sgte Ansttelse i Tyskland, tog Doktorgraden der og +erhvervede sig en vis Anseelse ved en flittig og omhyggelig Udgave af +Plautus' Mostellaria; han blev Gymnasiallrer i Berlin, hvor han +dde. Jeg fik dog endnu et alvorligt Mellemvrende med ham. I hans +Mostellaria havde han indfrt et Par fortrinlige Textrettelser -- det +var det eneste Nye i Bogen -- og han hstede naturligvis Ros for dem. +De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere fremsatte af S. Bugge i +Tidsskrift for Filologi, og de vare saa eiendommelige, at der ikke +var nogen Sandsynlighed for, at Lorenz af sig selv skulde vre faldet +paa de samme; han burde i alt Fald have nvnt sin Kilde; thi at han +kjendte Bugges Afhandling, var hvet over al Tvivl; med andre Ord, +her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for Bugges Skyld, +ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i en lille Artikel i +Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. under Titelen Suum +cuique. Det er muligt, at dette Plagiat ikke var bevidst. Lorenz kan, +da han lste Bugges kritiske Afhandling, have indfrt disse Rettelser +i sin Plautustext, og saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja +endog have troet, at det var hans egne. Sligt er hndet Andre; men +utilbrligt er det jo. At Lorenz hvnede sig ved en nedrivende Kritik +af min Udgave af Plautus, kan man nok tnke sig. + +Ogsaa Madvigs fortrffelige og opoffrende Hustru modtog mig med stor +Venlighed, og deres Brn bleve i Aarenes Lb nogle af mine og min +Families nrmeste Venner. Af lignende Art var Forholdet til min anden +Lrer, _F. C. Petersen_. Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i +Regentsprovstens Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornielse at trffe +Digteren Heiberg, der var en Ftter til Fru Petersen, og hans Hustru, +hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen. _H. N. Clausen_ og +hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab med i Italien, og jeg var +lykkelig ved at kunne fortstte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst. +Til Clausen var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske +Anskuelser og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det danske +Folks Ret i Snderjylland. Med snlig rbdighed betragtede jeg den +villiestrke Mand, og jeg flte mig tiltalt af den formsknne Ro, der +var udbredt over hele hans Fremtrden. _J. F. Schouw_ blev jeg noget +senere bekjendt med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han dde +allerede i Foraaret 1852. Det var Hyen, der frte mig til ham. Han +var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfrdige Mand gik og +stttede sig paa min Arm i Botanisk Have, flte jeg nok, at hans Liv +nrmede sig sin Afslutning. Hvilken Forskjel imellem ham og den +livlige _Forchhammer_, der engang imellem indbd mig til et +Lhombreparti eller sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag +til en Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretr han var. Jeg +holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvldende Indtryk, +som Budskabet om hans pludselige Dd gjorde paa mig, faa Dage efter +at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik +paa Kjbenhavns Gader. Hans Sn Johannes, senere Rektor paa +Herlufsholm, blev en af mine ldste og kjreste Elever, og er mig +endnu en kjr Ven og Studieflle. En lignende Livlighed udmrkede den +gamle Lge _O. Bang_. I Anledning af min Indtrdelse i Konsistorium +sporede han sin Yndlingsganger og sendte mig et versificeret Brev, +som jeg dog ikke skal gjentage her, da det ikke var bestemt for +Offentligheden. _H. C. rsted_ elskede og beundrede jeg ligesom Alle. +En smuk og tiltalende Skikkelse var Theologen _C. E. Scharling_, hvis +Snner, Theologen Henrik og Statskonomen William, senere bleve mine +Kolleger og nre Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa +deres elskvrdige Hustruer sluttede sig niere til min Hustru. Den +gamle _N. M. Petersen_ var en Type paa en stille Lrd, der levede i +Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm. En beslgtet Natur, men +mindre sygelig, var _C. F. Allen_ (f. 1811). Han blev sent ansat ved +Universitetet (1851), men han havde lnge fr den Tid hrt til mine +Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider vidne tilstrkkeligt +om hans varme Flelser for Fdrelandet, for Menigmands Ret og for +Danskhedens Ret i Snderjylland. De ville for bestandig sikre ham en +fremragende Plads i det nationalliberale Partis Rkker, men han saa +klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute +Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. Han traadte +aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten arbeidede han trods +Brystsygens Lidelser trofast til sin Dd (1871). Hans Efterflger, +_Caspar Paludan-Mller_, var ldre end han. Han var Rektor i +Nykjbing, da han blev kaldet til den Plads, som hans historiske +Arbeider havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det +kraftigste Skud af denne kraftige Slgt, som Danmark skylder saa +meget, men den i Familien arvelige Tunghrhed gjorde ham det +vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjndt baade +jeg og andre med Glde vilde tjene ham som Hrerr, trak han sig dog +tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde +leve. + +_Westergaard_ var kun fem Aar ldre end jeg, og vi kunde altsaa nok +betragtes som jvnaldrende. Zend og Sanskrit forstod jeg mig +rigtignok ikke paa, men der var Interesser nok, som vi havde flles. +Hans Hustru dde tidlig og efterlod ham to Snner og to Dttre, af +hvilke den ldste kun var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun +for Brnenes Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjrligheden +forenet med en Nisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde vre +almindelig i den nulevende Slgt. Han havde af Naturen et kraftigt +Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde +efterladt sig alvorlige Flger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men +selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar +han kom hjem fra den lille Kjretur, som Lgen havde foreskrevet ham, +tillod han ikke Andre at hjlpe ham op ad de besvrlige Trapper; han +vilde hjlpe sig selv. Han satte sig paa det nederste Trin af Trappen +og flyttede sig derfra op paa det nstnederste o. s. v., saa at han +kom siddende og baglnds op til sin Bolig paa 2. Sal. Brnene have +bevaret Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Sn er +Professor i Statistik og Nationalkonomi ved Universitetet. -- +_Japetus Steenstrup_ (f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke saa lidt +Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet var ganske +forskjelligt. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i +hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende. +Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervs og pirrelig imod +Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en +Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden. Med +sjlden Alsidighed sgte han at omfatte store Afsnit af Danmarks +Natur- og Oldforskning, og begge disse Videnskaber skylde ham meget. +Han var en af de frste Undersgere af den fjerne Fortids hidtil +oversete Levninger, og endnu i hans hie Alderdom var Undersgelse af +Kjkkenmddinger og Moser hans kjreste Syssel. Den nrmere +Forbindelse imellem os opstod, medens han var Sekretr og jeg +Redaktr for Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig og +fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets +Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev brudt, bervede ham +Frligheden i en lang Rkke Aar. Han maatte gaa med to Stokke og +kjre, naar Veien var lidt lngere, men hans Livlighed og +Arbeidskraft var usvkket. Et strre Knk fik han, da han mistede sin +elskede Hustru og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste +Datter. Hans Sn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Rkke af +Aar vret min Kollega og Ven. + +Mineralogen _Johnstrup_ var kun 5 Aar yngre end Steenstrup. Det var +en Kollega saa elskvrdig og hyggelig som Nogen. Efter en langvarig +og smertelig Sygdom dde han Nytaarsaften 1894. -- _Holten_ blev +rsteds Eftermand. Der var ingen Medbeiler, der kunde gjre ham +Pladsen stridig; men han savnede en Betingelse, som dengang var +ndvendig; han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjlpe denne +Mangel ved at underkaste sig en extraordinr Examen i Latin, og det +blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var ngstelig for Udfrelsen +af dette Hverv. Holten var 3 Aar ldre end jeg, og det var ikke at +vente, at en Mand i den Alder efter den korte Forberedelse, han havde +havt, skulde kunne bestaa en ordentlig Prve; men bestaa maatte og +skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prven +imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en srdeles dannet +Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs Litteratur. Han +holdt af at nyde Livet og befandt sig bedst i et muntert Lag af +jvnaldrende eller yngre Kamerater, hvor hans overraskende, stundom +noget drie Vittighed var en uudtmmelig Kilde til Morskab. -- En +fuldstndig Modstning til ham var den anatomiske Professor _F. +Schmidt_, med hvem jeg som Regentsprovst kom i nrmere Berrelse, da +han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. Han dde allerede 1880. Hans +Eftermand i den nysnvnte Bestilling blev _C. M. Reisz_, en +fortrffelig og yndet Lge, hvis glimrende og slagfrdige Vittighed +var almindelig bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nrmere +Venner. Han dde 18. Juli 1902. + + * * * + +Ogsaa af mine nrmeste Jvnaldrende og Venner fra Studenteraarene +fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min kjre Reiseflle og +senere Husflle _Julius Gram_ var bleven ansat kort fr jeg. _A. F. +Krieger_ var det flere Aar i Forveien. I de Aar, da han var Minister, +saa jeg lidet eller intet til ham, men senere glemte han mig ikke. +Naar jeg kom ud til ham i hans ensomme Hjem i Rosenvnget, blev jeg +underkastet et skarpt Forhr om Alt muligt; thi medens han selv var +uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det fuld Besked. +I de senere Aar, da hans svkkede Syn ikke tillod ham at lse, var +han jo ogsaa endnu mere henvist til at hre. Jeg havde den Glde +ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner +overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille +Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel grsk +Lovgivning." Han dde 1893. + +Den gamle Lyceenser _Hermansen_ fandt jeg som theologisk Professor. +Han var endnu ganske uforandret. Hans Morgendrik var "en Slurk udaf +hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brnde; +men han var med al sin Trhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som +fr. Nogle Aar senere gtede han en Kvinde, som man sagde han havde +beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle +Forldre, saa lnge de levede. Fra det ieblik blev hans Liv saa +hyggeligt og venligt, som vi undte ham det. Han vedblev at holde +Forelsninger, selv da Alderdommen gjorde det ndvendigt, at Pedellen +maatte hjlpe ham op paa Kathedret og Tilhrernes Tal var svundet ind +til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodes om at +sge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele ham dette. Da jeg +havde udfrt dette lidet behagelige Hverv, svarede han ganske +sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik saa ind og skrev Ansgningen. + +Min Husflle fra Borchs Kollegium, _J. F. Hagen_, blev Professor i +Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en livlig og morsom +Omgangsflle. Desvrre blev han tidlig bortreven af en Brystsygdom +(1859). En anden Borchianer, _A. Steen_, blev Professor i Mathematik +1861, og min Studenterkamerat _H. Brchner_ blev 1857 Docent og +senere Professor i Filosofi. De ville blive omtalte nrmere i nste +Kapitel. + +Men jvnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme Studium, og med +hvem jeg kunde drfte Videnskabens Problemer, havde jeg ingen af. +Petersen var meget ldre. Madvig var fuldt optaget af sin +videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender; +Tregder var i Sor; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen. +Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine +Tilhrere og Elever ndte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed. +Det varede heller ikke lnge, inden der, jeg tr ikke sige iblandt +mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmnd, der i +Aarenes Lb bleve mine Kolleger. Den ldste af disse er _O. Siesbye_ +(f. 1832). Det var tidlig klart, at man maatte nske ham knyttet til +Universitetet; men Professor vilde han ikke vre. Han var Jde og +fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflgge den Ed, der +krvedes af kongelige Embedsmnd; han vilde kun modtage en +ministeriel Ansttelse som Docent. Universitetet indstillede ham til +at blive Doktor uden Disputats. Som Lrer for Studenterne har han +gjort overordentlig Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem +nrmere end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold til +ham. Positiv og niagtig Kundskab var hans Lsen; han strbte ikke +efter at vre aandrig og indlod sig ikke paa Sprgsmaal, der forekom +ham ulselige, som f. Ex. de homeriske Digtes Forhistorie. Han var +overhovedet ikke frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det +Meste kun Bemrkninger om enkelte sproglige Fnomener i Grsk, Latin +eller Dansk, Bemrkninger, der fik Vrd ved Iagttagelsens Finhed og +Skarphed; men med den strste Beredvillighed stillede han sin Viden +og sit Arbeide til Andres Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe +Oplysning om en eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig +forgjves. + +_Edv. Holm_ studerede frst Filologi. Han tog filologisk +Embedsexamen, og hans frste Arbeider behandlede Emner af den +klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fdrelandet paa ham med +en hiere Rst, og han fandt i Danmarks Historie, srlig i det 18de +Aarh., et Omraade, som efter hans udtmmende Studier og lige saa +besindige som retfrdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere +Lys end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nr som +han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min bedste Ven. I alle +almindelige Sprgsmaal stemmede vore Anskuelser. I Fakultetet og i +Konsistorium stod vi stadig ved hinandens Side, og hans Stemme havde +altid meget at betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed +som Universitetslrer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var det, +fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udfrelsen af det +store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, saa meget +mere som hans Stilling som Formand for Carlsbergfondets Direktion +paalagde ham et vidtlftigt administrativt Arbeide. Om den Dygtighed +og Takt, hvormed han rgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun +vret een Mening, og det har vret et af Lyspunkterne i mit Liv, at +jeg har vret Medlem af den Direktion, som han ledede. + +Min srlige Fagkollega, _Gertz_, har ved sine kritiske Arbeider og +Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset Navn i Filologien, og +ved sine Oversttelser af klassiske Forfattere har han skjnket den +danske Lseverden en vrdifuld Gave. Gid de maa finde mange Lsere, +saa at de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af +Originalerne, som den nulevende Slgt mener at kunne undvre! -- +Ogsaa _Vilhelm Thomsen_ og _L. Wimmer_ har jeg havt den Glde at se +frst som Tilhrere og senere som Kolleger; men den klassiske +Filologi blev kun et Gjennemgangstrin for dem. Det var ved +Granskningen af andre, fjernere liggende Sprog og de nordiske +Runemindesmrker, at de skulde hste deres Laurbr. -- _J. L. +Heiberg_ derimod vedblev at vre en trofast Dyrker af de helleniske +Muser. Alsidig som en gte Hellener forbandt han mathematiske og +filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og jeg har ham +at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide i de senere Aar. I +det indelukkede Liv, som Alderen paalgger mig, stter jeg dobbelt +Pris paa Luftninger fra Videnskabens fjernere Egne. + +I _Hyen_ havde jeg, saalnge han levede, en trofast Ven og Sttte. +Havde der nogensinde vret Fare for, at jeg skulde lukke mig inde i +Filologiens Lnkammer, vilde hans aandrige Omgang og hans glimrende +Forelsninger have kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjnheden; +Kunsten vedblev at vre min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og i +hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i den ovenfor +omtalte Levnedsbeskrivelse. + +Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev, _Julius Lange_, en +aandrig, ung Mand, der har udvet stor Indflydelse ved sine talrige +kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes iblandt Danmarks ypperste +Forfattere. Hans Blik var ikke saa fint og sikkert som Mesterens, +og i Bedmmelsen af hans Samtidige savnede man undertiden +Selvstndighed, men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han +var en flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lre +meget. Han havde ikke Hyens glade Freidighed; en tidlig indtrdende +Tunghrhed og huslige Sorger kastede en Skygge over hans Liv. Hans +Foredrag var ikke saa glimrende som Hyens, men det var interessant +og undertiden vittigt. Hyen gav Resultatet af Undersgelserne, Lange +selve Undersgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhrerkreds, og +efter hans tidlig indtraadte Dd var det en let Sag for hans Venner +at samle de forndne Midler til at opreise et Monument for ham. Da +Hyen dde, havde man ikke forsgt noget Saadant, dels fordi +Monumenternes Tid endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden +af den Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der +betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin hirstede Tale +havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet et andet. Efter en +Menneskealders Forlb vovede Ingen at ngte, at han havde vret en +Stormand i Aandens Verden og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det +lod sig derfor ikke gjre at reise Lange et Monument, uden at Hyen +ogsaa fik sit. Det forndne Belb blev uden Vanskelighed skaffet til +Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til Nationalmuseet og +afslredes i December 1898. Det faldt i min Lod at holde Mindetalen +over Hyen; den kan lses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899; +Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen. + + + + +IX. + +UNIVERSITETET. + + +For Aaret 1875-76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor. + +Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjr Kollega. _Hans Brchner_ +var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg +havde strax flt mig tiltalt af denne skjnne og dle Personlighed; +efter hans Ansttelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse +nrmere, og i det sidste Aar, da den trende Brystsyge allerede viste +sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han dde 17. Decbr. 1875. +Dagen fr sin Dd havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke +begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde +foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af +Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et +Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der nppe +var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke +hertil. Jeg tilfiede, at han behvede jo ikke at begraves fra nogen +Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag +antog han; "og", tilfiede han, "skal jeg have nogen Prst, saa lad +det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man nskede, +at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklrede, at hvis +han skulde forrette Jordpaakastelsen, _vilde_ han ogsaa tale. Efter +min Vens sidste Udtalelse nskede ogsaa jeg at aflgge et Vidnesbyrd, +og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg +meddeler dette saa omstndeligt, fordi Sagen har vret fremstillet +anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forvrigt fortrffelige +Artikel om Brchner i 1. Hefte af _Norden_, Illustreret skandinavisk +Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale ld efter min samtidige Opskrift +saaledes: + + VED BRCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875. + + Efter de Ord, vi nu have hrt, kunde en yderligere Udtalelse + synes overfldig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det + ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er + nrmest foranlediget ved det sidste nske, vor bortgangne Ven + udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd + fra den Hjskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad + dette Vidnesbyrd vre en Tak fra hans Medarbeidere, ldre og + yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og + alvorlige Strben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og + opoffrende Kjrlighed til de Unge. Lad os ikke sprge, om hans + Granskning har frt ham til det Maal, _vi_ have sat for vore + Veje; det staar for os som et rligt og alvorligt Arbeide i + Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjves. + Det er et svrt Arbeide, den paatager sig, der prver paa at lse + Tilvrelsens frste og sidste Problemer, og det gjlder om ikke + at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig + forfulgt den lange Vei igjennem Tnkernes Skrifter fra den ldste + Tid indtil nu. Hans dle Aand kunde ikke standse i Materialismens + Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget + hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han + haabede Fremtidens Filosofi vilde lgge klart for Dagen. Han + havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham. + Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke + forngtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brndte der en + Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen, + men den haardeste kmpede han i sit eget Indre, og frst lutret + og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og + for Dommernes Kreds. Den Skjnhed, som fra Fdselen af var + udbredt over hans hele Vsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv + som i hans Tanke var Harmonien hans Lsen. Han vidste, han var et + Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk + Indordning deri stod for ham som en ubrdelig Lov, som det var en + hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham + for den ethiske Alvor, der prgede hans Liv; den skal staa som + et Mnster for os alle, ldre og Yngre. Og naar jeg paa de ldres + Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket + fstet paa de Unge, der vare hans Livs Glde. Han fulgte ikke + blot deres Studier med aarvaagent ie, men alle deres Livsforhold + vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slgt, der + har flt hans Velvillie og lrt at se op til den alvorlige + Tnker, den Slgt som har set hans utrttelige Nidkjrhed i sin + Lrervirksomhed, der har set ham under Udvelsen af sit Kald + trodse Sygdom og Svaghed og set Krfterne voxe under selve + Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa + offre hans Minde en taknemmelig Taare og lgge en Laurbrkrans + paa hans Grav. Og denne Krans lgges ikke alene af dem, der hylde + hans Tnknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en + modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lrt + dem at fre. + + Saa Farvel da, Du skjnne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke + nsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav. + Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter + og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et + uforglemmeligt Billede af Dig bre vi i vor Sjl, og i + taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Stv: re + vre Dit Minde! + +En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten +et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa +Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste +Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa +Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som +hjemmehrende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted +og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke vre Tvivl om, +og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin +Misbilligelse deraf. Nu kom Brchners Begravelse til som den sidste +Draabe, og Stormen brd ls i al sin Styrke. + +Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af. +Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet +28. Januar, srlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lrere, +Japetus Steenstrup. Ved Siden af ham var der bleven ansat en anden +zoologisk Professor, Entomologen Schidte, der antoges at +reprsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa +den empiriske Undersgelse. Prof. Schidtes Elever, der betragtede +denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en +Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Dd. Det var denne +Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent, +hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere +hemmende end fremmende og br sttes paa Pension. Det bebreides +Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har +hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, resposter, Legater og +Stipendier, medens den anden tilsidesttes og undertrykkes. Dette tog +jeg til Gjenmle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod +Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles +ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger, +og hvad Steenstrups Lrervirksomhed angik, hvorom det srlig var +bleven sagt, at hans Forelsninger for de medicinske Studenter vare +saa ubrugelige, at Prof. Panum blev ndt til at bebyrde sine +fysiologiske Forelsninger med at gjre hans Arbeide, erklrede Prof. +Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfldet. +Han udtalte sin varmeste Paaskjnnelse af den Maade, hvorpaa +Steenstrup udfrte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som +mnstervrdig. + +Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fdselsdag skrev jeg et +_Indbydelsesskrift_ om Grkernes og Romernes Huse. Min Tale handlede +om "den klassiske Dannelses historiske Betydning". Den er trykt i det +af Rolfsen udgivne norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom". + +Den 15. Juli feirede _Madvig_ sit 50 Aars Doktorjubilum. Jeg fik det +fornielige Hverv at overrkke ham det Festskrift, hvorved hans +Disciple nskede at vise deres Lrer deres Taknemmelighed for, hvad +de skyldte ham (Opuscula ad Madvigium a discipulis missa). Det var +det frste Exempel af denne Art her i Landet. + +Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afslredes Tyge Brahes +Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. Hans Christian rsteds i +det efter ham opkaldte Haveanlg. Den 10. September blev den +gjenopfrte _Viborg Domkirke_ hitidelig indviet, og denne herlige +Bygning, som Tidens delggelser og daarlige Istandsttelser havde +skmmet og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en +Ndvendighed, viste sig i sin gte Skikkelse. Det var den frste +fuldstndige Kirkerestauration her i Landet, og den fik stor +Betydning for alle de flgende Arbeider af denne Art, hvoraf vi med +Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide for vort lille Land, og +det havde vret vanskeligt nok at faa de forndne Pengemidler +samlede. Hyen, der var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde +ogsaa havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de brstholdne +gamle Mure og paastod, at naar man tog dem helt ned for at reise dem +paany af et varigere Stof, var det ikke mere den virkelige Viborg +Kirke, som om det var det dde Stof og ikke den levende Form, det kom +an paa. Jeg skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie +og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane udgivne +Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse. + +Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beret mig, var +ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhrende Landsbykirker, for saa +vidt angik Anvendelsen af de 1200 Kr., der pleiede at bevilges hvert +Aar til disse Kirkers Forskjnnelse, et Hverv der var mig +overordentlig kjrt. Den interessanteste og skjnneste af dem var +_Ledie_. Den tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde +ogsaa havt srlig Forkjrlighed for den og ladet Choret smagfuldt +dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertid lidt af Fugtighed +og trngte til at fornyes. Jeg tog derud i den Anledning. Jeg gldede +mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsiler +og fantastiske Kapitler, men jeg undrede mig ogsaa over dens +Lidenhed og over, at Choret var et Stykke hiere end den vrige +Kirke. Gaaden blev imidlertid snart lst; thi da jeg kom ovenpaa, saa +jeg under Taget en hi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en +stor Bueaabning ind til dette. Jeg blev i hi Grad forbavset ved at +se disse Rester af en ldre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget +om. Det var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager med +et flles Chor og en Aabning i Midten, af samme Slags som +Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra Herholdts Tegninger og +Hyens fortrffelige Beskrivelse. Disse to ere de eneste Kirker af +denne Art, der findes i Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det +var Slotskapeller. Den verste Etage, der stod i Forbindelse med +Slottets Vrelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, den +underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne nedrevne, +men Kirkerne ere for det meste omhyggelig restaurerede. I Sommeren +1878 foretog jeg en Reise for at se de vigtigste af disse, og efter +min Hjemkomst skrev jeg den Afhandling om Ledie Kirke, som er +optaget i det filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af +Universitetets Jubilum 1879. Ogsaa Ledie Kirke var oprindelig et +Slotskapel, men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv +Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, hist +og her har bevaret middelalderlige Mursten. + +Det var mit inderlige nske, at ogsaa Ledie Kirke maatte gjengives +sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke lnge, inden +Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' Forslag bevilgede Pengene +dertil, og Professor Storch udfrte Arbeidet med sin sdvanlige +Sagkundskab og Smag. At Ministeriet lod det udfre af den Architekt, +det havde valgt, var i sin Orden, men det havde dog vret rimeligt +nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt +udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at +srge for dets Kirkers Forskjnnelse. Konsistorium havde ikke nogen +Lyst til selvbuden at blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode +Hnder; men da det nsten var frdigt, kunde jeg dog ikke lngere +styre min Lyst til at se, hvorledes det var udfrt. Jeg var henrykt +over Synet og gldede mig over at se, hvor smukt og naturligt +Aabningen i Midten satte Underkirken i Forbindelse med Overkirken; +men da Slottet var borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken +end en ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til een +Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af de Kirkesgende. +Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde vret +Meningen og ikke behvedes; men jeg gjorde ham opmrksom paa, at +Overkirken slet ikke kunde undvres, da Kirken, der i sig selv var +meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser. +Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmrksom +derpaa, men havde Intet imod at opfre en bred Opgangstrappe i +Taarnet, naar han kunde faa de forndne Midler dertil. Kultusminister +Scavenius, hvem jeg forestillede Sagen, skaffede Pengene, og nu har +baade Sognet faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af +middelalderlig Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev Kirken +indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning holdtes i +Prstegaarden, bragte jeg Professor Storch en vel fortjent Tak. + + * * * * * + +Aaret 1879 var et Hitidsaar for Universitetet; det var 400 Aar, +siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en stor Fest, saaledes +som man havde gjort i Upsala for to Aar siden og i Leyden 4 Aar +tidligere. Paa begge disse Steder havde man indbudt alle Europas +Universiteter til at deltage i Festglden, og det syntes naturligt, +at man maatte gjre ligesaa i Kjbenhavn. Men her mdte en alvorlig +Vanskelighed. Det langt overveiende Antal af Gjster, der kunde +antages at ville give Mde, vilde blive Tyskere, og vort Forhold til +Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. Dog vilde man neppe +derfor have sat sig ud over den almindelige Skik, hvis ikke et nyt +Moment var kommet til. Det var ganske kort efter, at Preussen havde +sagt sig ls fra det i Pragerfredens 5 givne Lfte, at tilbagegive +Nordslesvig, naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde Tyskland +var det Samme som at sige, at vi brd os ikke om Nordslesvig. Sorgen +og Harmen over Traktatbruddet gjorde det umuligt. Men at indbyde de +vrige europiske Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig +heller ikke gjre; det vilde blive betragtet som en ligefrem +Udfordring. Man bestemte sig da til at indskrnke Indbydelserne til +de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en sjlden skjn og for +alle Deltagere uforglemmelig Fest. + +Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede og ordne +Festen. Dertil hrte bl. a. Bestillingen af Medaillen hos Medailleur +Conradsen. Den har paa Forsiden Christian I.s og Christian IX.s +Portrter, paa Bagsiden Athene, der kommer hen til Danmark og rkker +hende Haanden, tilligemed Indskriften: Quattuor exegit, sperat nova +scula vivax. Desvrre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed bleve +mig overdragne, ikke altid lses uden Anstd og Sammenstd med gode +Venner, men den derved fremkaldte Misstemning forsvandt hurtig, hvor +det var klart, at Ansvaret ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om +Festdagene 4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilum br vre. Jeg +vil ikke dvle ved de selskabelige Sammenkomster, Universitetets og +Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., der, saa fornielige de +vare, dog havde en mere ephemer Betydning; men jeg vil mindes +Aabningshitideligheden i Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns +herlige Kantate blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de +lyknskende Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig +fra Talerstolen -- saaledes som han er fremstillet i C. Blochs +Portrt paa Frederiksborg -- takkede hver Enkelt i smukke og +trffende Svar. Man kunde ikke tnke sig nogen mere vrdig +Reprsentant for Universitetet, og han er med Rette bleven kaldt +Festens egentlige Brer. + +Men Tiden nrmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. Han +var nu 75 Aar gammel, og hans svkkede Syn gjorde det vanskeligt for +ham at holde Forelsningerne saaledes, som han nskede. Nu havde han +ogsaa vret Professor i 50 Aar og sgte derfor sin Afsked. Paa hans +Jubilumsdag, den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lyknskninger +fra alle de Institutioner, han havde staaet i Forbindelse med; men +desuden var ogsaa en Kreds af Mnd, der havde staaet ham nr i hans +politiske Virksomhed eller som Kolleger, traadt sammen for at +indsamle en Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der +kunde bre hans Navn. Den indsamlede Sum belb sig til 20,000 Kr. Men +et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets Stifter, Brygger J. C. +Jacobsen, havde nsket, at dertil ogsaa skulde knyttes en i denne +Anledning slaaet Guldmedaille, dog uden at det maatte vides, at den +skyldtes et srligt Bidrag fra ham. Jeg havde den Glde at blive +taget paa Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udfrte Medailleur +Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs Portrt, +paa den anden i en Laurbrkrans flgende Indskrift: Patri lumen, +ingenii acumine, animi sinceritate et vigore, pietate, iustitia +nemini cedens. Jeg fik det refulde Hverv som Komiteens Ordfrer at +overrkke Legatet og Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed +holdt, findes trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879. + +Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke ved en +lignende Hdersbevisning for Madvig. D. 27. Dcbr. 1883 havde han +vret Medlem af Videnskabernes Selskab i 50 Aar, og Selskabet +besluttede i den Anledning at stifte en Medaille, der kunde uddeles +hvert 5. Aar som Belnning for "et Skrift af en dansk Forfatter, +hvori denne paa en udmrket Maade har behandlet Emner af de sproglige +eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg overdrog +Julius Lange og mig at forestaa Udfrelsen af Medaillen. Vi enedes om +at overdrage Billedhugger Schultz Udfrelsen. Den ene Side har et +Athenehoved med Indskriften {tou d' eklue Pallas Athn}, den anden +Videnskaben, der slynger en Laurbrkrans ind i Madvigs Navn, +hvorunder Indskriften: Ad caelum scandunt non torvorum arma gigantum, +sed quos fert vigili lucis amor studio. Det frste Exemplar af +Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af Professor Steen som +Selskabets Ordfrer. Tre Aar efter dde Madvig. Han fik ingen +Indflydelse paa Medaillens senere Bortgivelse, der har vist sig at +vre forbunden med ikke liden Vanskelighed. Efter det frste Femaars +Forlb blev den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh. +Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer. + + * * * * * + +For Aaret 1885-86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets +Rektor. Universitetet var da noget ganske andet end 50 Aar tidligere, +da dets Bygning indviedes. Dengang var Studenternes Tal nppe 150 om +Aaret, nu var det omtrent 400. Samtidig var Docenternes Antal nsten +fordoblet, og Universitetets Forelsninger besgtes ikke blot af +Studenter, men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig +Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade Mnd og Kvinder, +undertiden i meget strre Antal end Studenterne. En uundgaaelig Flge +heraf var Mangel paa Plads, isr da man oven i Kjbet forlangte, at +Universitetet skulde afgive Lokale til Prliminrexamen, +Lrerindeexamen og andre Universitetet uvedkommende Prver. Da den nu +staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, mente man at have +faaet et rummeligt og hensigtsmssigt Lokale for lange Tider; nu +viste det sig, at det var mindre end tarveligt, og en Udvidelse var +ikke mulig, da den gamle Universitetsgrund var fuldt ud optaget af +Universitetsbibliotheket og det zoologiske Museum. Der viste sig +imidlertid en Mulighed for at faa Nden afhjulpen. Den polytechniske +Lreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard i St. +Pederstrde, som Lreanstalten hidtil havde benyttet, blev altsaa +ledig. Kunde Universitetet faa Raadighed over denne og faa den +ombygget, vilde i alt Fald den vrste Trang vre afhjulpet. +Konsistoriums Indstilling desangaaende blev bifaldet af Ministeren, +og Rigsdagen bevilgede Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en +ldre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved Opfrelsen af +en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var dog en meget vrdifuld +Udvidelse af Universitetet, navnlig ved de to store Auditorier, +hvoraf det ene ved sin Strrelse og det andet ved sine Lysforhold +langt overgik Hovedbygningens. + + * * * + +Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fdselsdag skrev jeg et +Indbydelsesskrift om det gamle _Tiryns_, som Schliemanns og Drpfelds +epokegjrende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys. +Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske +Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886. + +Den 3. August og flgende Dage hitideligholdt Universitetet i +_Heidelberg_ sit _500 Aars Jubilum_ og indbd alle andre +Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi vare i Beraad med +os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; vi havde ikke stor Lyst +dertil, og vi havde jo ikke indbudt Tyskerne til vort Jubilum 7 Aar +tidligere. Men da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig +reprsentere, mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Mde, og +sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I de Dage +Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos Professor Osthof, og +under hele Festen var der Intet, der kunde stde en Dansk. +Storhertugen selv prsiderede som Universitetets Rektor, ikke +magnificus, men magnificentissimus. Han gav Cour i det gamle Slot, +indbd Gjsterne til en Soire i Carlsruhe og frte selv Forsdet ved +Studentersoldet i Turnhallen, hvor hans Nrvrelse maaske nok lagde +en lille Dmper paa Ungdommens Lystighed, men dog ikke hindrede, at +der blev "revet adskillige Salamandere". Hovedfesten holdtes i +Helligaandskirken, hvor den filosofiske Professor Kuno Fischer holdt +Festtalen, der varede i over tre Timer. Mange af Tilhrerne fandt, at +dette var lovlig lnge, og nskede at forlade Kirken, men Drene vare +lukkede, og man fortller, at Betjentene svarede dem, der bad om at +komme ud: "Wenn wir jetzt aufmachen, dann rennen Alle weg, und +Fischer ist noch lange nicht fertig." Jeg selv var Vidne til, at en +af hans Kolleger gjorde ham opmrksom paa, at hans Tale havde vret +temmelig lang, og han saa svarede: "Man kann doch fnf Jahrhunderte +nicht krzer abmachen." Fornieligere var det historiske Optog den +flgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert i sit Kostume passerede +igjennem Heidelbergs Gader, samt Festens straalende Slutning, +Illuminationen af Neckarfloden og Slotsruinen. Af personlige +Oplevelser har jeg intet Nvnevrdigt at omtale. Ved Universitetets +Festmiddag gjorde jeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor, +Professor Frster, nu Professor i Breslau, med den elskvrdige +Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkmper for den klassiske +Undervisning, som senere har besgt mig i Kjbenhavn, og med Ribbeck, +der gav mig Komplimenter for min Udgave af Theophrasts Charakterer. +Jeg besgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min +tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjndt det sorte Haar var blevet +hvidt. I Carlsruhe mdtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle +Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Brunn. + +Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i +Konstantinopel sit 25 Aars Jubilum. Ogsaa hertil havde +Kjbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi saa os ikke +i Stand til at modtage den; vi indskrnkede os til at sende en +Lyknskningsskrivelse. + +Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik og Brug +skulde gjre Rede for Aarets Begivenheder, var der et usdvanlig +stort Antal Forandringer i Lrerpersonalet at omtale. To Professorer, +som jeg havde staaet i nrmere Forbindelse med, vare entledigede fra +31. August, Gislason og Holten. Islnderen Gislason var en grundig +Lrd, der levede stille imellem sine Bger og helst undgik at +trde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen ved +Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage dette i hans +Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus fra Rotterdam, som er +trykt i Historisk Aarbog 1879. Holten har jeg omtalt ovenfor. Han +havde i 37 Aar vret en fornielig Kollega og var ikke mindre yndet +af de Studerende; det var en Selvflge, at hans Afgang maatte feires +med et lystigt Gilde. + +Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske Professor +_Adolph Steens_ Dd den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en +trofast Ven. I det akademiske Lrermde, der blev holdt Dagen efter +hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om +den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lre +under hans Veiledning, og jeg mindede om den rlige og energiske +Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i +det praktiske Liv. "Konsistorium", sagde jeg, "vil savne dette +forretningsdygtige Medlem, der ofte i tvivlsomme Tilflde fandt en +Afgjrelse, som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med +modsatte Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, der +ikke kunde rokkes." + +Et langt strre Tab led jeg dog i Slutningen af samme Aar. _Madvig_ +dde den 12. December efter et kort Sygeleie. Endnu Dagen fr hans +Dd sad jeg ved hans Seng og talte med ham, som jeg pleiede, men +ganske vist med den Tanke, at lnge fik jeg ikke Lov at beholde ham. +Den nste Morgen dde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel +af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings Sted. Det +har jeg fastholdt saa levende, som det var mig muligt, og ogsaa det +har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. 1887 holdt jeg i +Videnskabernes Selskab et Foredrag om Madvigs videnskabelige +Betydning; det er, noget videre udfrt, trykt i Selskabets +Oversigter. Saalnge Madvig levede, havde jeg stadig opfordret ham +til ikke blot at udgive sine enkelte Iagttagelser eller antyde +Hovedtankerne, som saa Andre kunde udfre, men selv at fuldende de +videnskabelige Bygninger, der foresvvede hans Tanke. Det lykkedes +ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. Et +Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, hans Metrik. Den +almindelige Del havde han udgivet; den specielle flte han ingen Lyst +til at udfre. Dette fandt jeg burde gjres, og da jeg ganske delte +hans Anskuelser, haabede jeg at kunne gjre det i hans Aand. Men jeg +kunde ikke indskrnke mig til blot at tilfie det Manglende; ogsaa i +den almindelige Del var der Adskilligt, jeg nskede tilfiet eller +nrmere udfrt. Min "_Grsk og romersk Metrik_" (1893) er mit eget +Arbeide, og jeg kan ikke gjre min Lrer ansvarlig derfor; der er +maaske meget, som han vilde have gjort anderledes. + + + + +X. + +ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN. + + +Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Lb forskjellige under +dette henhrende administrative Hverv, navnlig Legat-Eforier. +Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen af _Elers' Kollegium_ efter +H. N. Clausen, en Stilling, jeg beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar +efter blev Regentsprovst, kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og +kunde lettere vre ved Haanden, naar Eforens Nrvrelse krvedes, +hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne indbyrdes +eller i Anledning af deres Forhold til Portneren. Denne sidste blev +dengang lnnet ved, at enhver af Beboerne maanedlig betalte et vist +Belb; men da disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet, +eller for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt +halvaarsvis, erholdt Portneren sin Ln meget uregelmssig, ja +undertiden ufuldstndig. Det burde naturligvis vre Kollegiets Sag at +lnne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner, +der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa. +Skjndt dette i Virkeligheden ikke var noget Offer, da de dog ellers +betalte Portneren det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det +lykkedes frst at faa deres Samtykke, da de fik Lfte om Oprettelsen +af en Lsestue, som de lnge havde nsket, men hvortil der ogsaa +krvedes Tilskud fra Kollegiet. Dettes konomiske Tilstand var, som +allerede antydet, ikke heldig, og det var ikke ganske let at faa +udfrt de ndvendige aarlige Reparationer. Frst da Kollegiet skulde +feire sit 200 Aars Jubilum (1891), lykkedes det at faa et tilbrligt +Tilskud af Staten, saa at Bygningen kunde vise sig i en vrdig +Skikkelse, og Stifterens Minde holdes i re. D. 30. Novb. holdtes der +i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa mange af de ldre +Alumner havde indfundet sig. En af disse, cand. polit. G. E. Wad, +hdrede Dagen ved Udgivelse af et lille Mindeskrift om Stifteren, og +en af Kollegiets Beboere, davrende Kateket R. R. Vestergaard, +forfattede med Ministeriets Understttelse en lsevrdig Fremstilling +af Kollegiets Historie. + +Det var mig en kjr Opgave at skulle srge for, at Alumnerne fik det +saa hyggeligt som muligt i den minderige Gaard; men med Undtagelse af +Inspektor, som jeg stadig havde Forhandlinger med, var det sjldent, +at jeg kom i nrmere Forbindelse med nogen af dem, skjndt der er +Mange, som jeg stadig mindes med Glde. Ikke faa have allerede et +anset Navn i Videnskaben eller i Kirken. Jeg skal ingen Navne nvne; +det vilde blive enten for mange eller for faa; kun een maa jeg srlig +omtale, fordi jeg kom i et nrmere Forhold til ham end til nogen af +de Andre, _Holger Pedersen_. + +Hans Fader, der var Skolelrer i det sydlige Jylland, dde, da Snnen +var 10 Aar gammel. Gode Venner raadede Moderen til at stte den +begavede Dreng i Ribe Skole, og den brave, strbsomme Kvinde skyede +intet Offer for at holde ham der. ngstelig og forlegen var han, og +han gik som en Eneboer mellem sine Kamerater; men paa Skolen fik han +aldrig nogen anden Charakter end ug. Ogsaa Afgangsexamen bestod han +med lutter ug; og det var godt, thi havde han ikke havt dette Stempel +paa sig, vilde Ingen have opdaget ham i det Musehul, hvori han af +lutter Forlegenhed gjemte sig. Jeg lrte ham at kjende paa mine +Forelsninger og var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og +ved at faa ham til at komme i mit Hus. Han tog Skoleembedsexamen med +Egregie, men til Skolemand var han ikke skabt. Han var kaldet til +Videnskabsmand. Han stillede sig fra frst af den Opgave, som han +stadig fastholdt, at undersge Sprogenes Historie og Sammenhng. Ved +Siden af de Fag, hans Examen havde krvet, Grsk, Latin og Dansk, +studerede han Sanskrit, Gotisk, Slavisk og Litavisk, og da han fik +Leilighed til at reise udenlands, udvidede han Kredsen endnu mere. +Ved en sjlden Sparsommelighed og Nisomhed fik han Stipendierne til +at holde ud i 4 Aar, saa at han ikke blot kunde besge tyske +Universiteter og studere Armenisk i Venedig, men ogsaa studere +Albanesisk i Epiros og Keltisk paa erne ved Irlands Vestkyst. Hans +Skrifter, der ikke alene dreiede sig om Sprogene, men ogsaa om +Almuens Eventyr og Sange, nd almindelig Anerkjendelse, og 33 Aar +gammel (l. April 1900) blev han ansat ved Universitetet som +extraordinr Docent i sammenlignende Sprogvidenskab med det srlige +Hverv at holde Forelsninger over de Slaviske Sprog, hvori +Universitetet efter Professor Verners Dd savnede en Lrer. Et Par +Maaneder tidligere havde jeg den Glde at vre Forlover ved hans +Bryllup, og snart saa jeg ham ikke blot som en lrd Gransker, men +ogsaa som en lykkelig Familiefader. En refuld Kaldelse til +Universitetet i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit +Fdreland skylder man Alt, hvad man kan udrette." + +D. 1. November 1876 blev jeg _Regentsprovst_. Embedet havde staaet +ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann blev Minister, og i +den Tid vret bestyret af Regentsens Viceinspektr E. Jnsson under +Stipendiebestyrelsens Tilsyn. Jnsson var en stille og godmodig Mand, +der i den Tid jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjlper og +Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en Mellemmand +imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden +Embedsgjerning, og som derfor kunde frdes ganske anderledes imellem +Studenterne og gjre nrmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham +ofte iblandt dem paa Bnken under Linden, og hans private Bolig stod +aaben for Enhver, der nskede hans Raad eller Selskab. Isr var dette +naturligvis Tilfldet med hans Landsmnd, Islnderne. Disse, der +dengang ofte udgjorde en Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere, +havde ikke ganske let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes +talte de deres eget Sprog, som de Andre meget sjlden forstod, og +mange af dem sgte hellere Samkvem med Islndere udenfor Regentsen +end med deres Medalumner. At fre tilbrligt Tilsyn med dem vilde +have vret mig umuligt uden Viceprovstens Hjlp. + +Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem for 100 +ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, der senere skulle +stte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, der tidt omtales af ldre +Mnd som de skjnneste, de have levet, de rigeste paa aandelig +Udvikling og paa Glde i Samlivet med Andre. Det var ikke uden +Bekymring, at jeg overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en +saadan Stiftelse. Jeg havde ikke noget srligt Talent til at omgaas +unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede +Ungdommen. Dette haabede jeg skulde vre nok, og jeg tog nppe ganske +feil; thi efter Alt, hvad jeg kan skjnne, holdt Regentsianerne af +mig. Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trngte til Raad og +Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjlpe dem over +pekunire Vanskeligheder eller endnu vrre Forlegenheder, som de vare +komne i. Men der er en anden Fare, som vel er sjlden, men dog oftere +end man troer, truer den Unge, der rives bort fra sit Hjem og staar +ene i Verden, henvist til anstrengende Studier, som han ikke altid +har let ved at magte, og grublende over Gaader, som intet Menneske +kan lse. Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane, +som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, fle de svagere Sjle +sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen er nr. Da gjlder +det at gribe ind i rette Tid, om den Syge skal kunne frelses. Hvis +det en enkelt Gang skulde vre lykkedes mig, takker jeg Gud, at han +ikke har ladet mig arbeide forgjves. Men det er saare sjlden, at +man faar Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De +rette Lger ere jo ogsaa de jvnaldrende Kamerater. Det er derfor med +stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. Det +er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, at det br anbefales, at To +bo sammen, men det er ogsaa det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke +taale et Eneboerliv; han trnger til Selskab, til Fortrolighed, hvis +hans Sjl skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflgge +Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet den Ven, som han +boede sammen med i den rde Gaard, og hvem han meddelte sine Tanker +og sine Glder og Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En +faaet en Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet +hves ved den nste Omflytning, og nrmer Embedsexamen sig, saa at +det gjlder om at have uforstyrret Lsero, saa gives der Enevrelser +nok til at tilfredsstille dette Behov hos de ldre. Men i de frste +Aar af Regentstiden er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen, +og det vilde vre hist beklageligt, hvis man nogensinde skulde +opgive dette System. + +Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske Ynglinge, +som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, dog fik Tid til +at more sig ved Samlivet med Kameraterne og ikke lukkede sig for det +Liv, der bevgede sig udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme +derved, bleve enten oversete eller affrdigede med en Advarsel; +meget sjlden indtraf der alvorligere Tilflde, som kunde medfre +Bervelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet og Publikum +holdes udenfor. Regentsens re krvede, at Sligt ikke blev omtalt, og +der var i den Henseende et nskeligt Sammenhold imellem Alumnerne +indbyrdes; Angiveri taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke +undgaaes, at hvad der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt +udenfor denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse +allevegne, og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget +Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf i Aaret 1881. En +medicinsk Student X havde faaet genavnet Tyrken, og nogle af hans +Kamerater havde moret sig med at forre ham et tyrkisk Flag. Da saa +Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den +unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte +juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans +Vindue vendte ind til Gaarden. Det varede ikke mange Minutter, inden +en anden Regentsianer, der var bleven opmrksom derpaa, styrtede op +og rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene havde faaet +Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste Form, som om +Regentsen var en Rede af Nihilister: "en Regentsianer havde stukket +den rde Fane ud og det lige over for Regentsprovstens Vinduer." +Selvflgelig undgik Studentens Raahed ikke tilbrlig Paatale og +Straf. Imidlertid var det nr kommet til at gaa ud over en Anden, som +var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie var kommen +paa Tale i et Selskab, yttrede En, som nskede at ende Samtalen med +en Spg: "Aa, det var jo ikke andet end F., der stak sit rde Ansigt +ud af Vinduet." Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt +Kongen, som om F. havde vret den Skyldige, og Hans Majestt blev +meget forarget over, at en Sn af en af hans mest betroede Embedsmnd +kunde opfre sig saaledes. + +I de Dage da Politikens Blger gik hit her i Landet, vare +naturligvis ogsaa Regentsianerne strkt optagne af de politiske +Sprgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige Demonstrationer +tillodes ikke, men den private Diskussion kunde jo Ingen hindre, og +selv almindelige Diskussionsmder paa Lsesalen fandt jeg ingen +Anledning til at forbyde, naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens) +Personlighed var nogen Sikkerhed for, at den ndvendige Orden vilde +blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse til +Afholdelse af et saadant Mde; da fremkom den, der skulde indlede +Mdet, med en yderligere Begjring om, at det maatte tillades hans +gode Ven, Folkethingsmand Jens Busk at komme til Stede for at +forklare, hvad Venstres Program egentlig gik ud paa; det var jo dog +af Vigtighed, at man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen +i Veiret om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig ikke +srlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg ogsaa sige B. +Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg maatte jo indrmme, at det +var hensigtsmssigt, at de vidste Besked med de Sprgsmaal, de +pleiede at drfte indbyrdes. Men, tilfiede jeg, kommer Jens Busk, +saa kommer jeg ogsaa; Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene. +Aftenen kom. J. B. holdt et lngere Foredrag for at udvikle sit +Partis Standpunkt. Han blev imdegaaet af en forhenvrende og to +davrende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. Den tre Timer +lange Forhandling havde en fuldstndig rolig og lidenskabsls +Charakter, og jeg tror ikke, at den radikale Jyde vandt en eneste +Tilhnger iblandt Regentsianerne udover dem, han havde i Forveien. +Han selv var glad over, at "han havde vret oppe at prke for +Studenterne" og omtalte det den flgende Dag i Folkethingssalen. Et +Par Dage senere indeholdt Hirebladet Svendborg Avis en heftig +Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen. +Foranlediget derved paalagde Kultusminister Scavenius Konsistorium +at afske mig en Erklring om denne Sag, srlig om "med hvad Ret jeg +havde tilladt Afholdelse af politiske Mder paa Regentsen." Jeg +svarede, at denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke +mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en +almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles Tanker, +naar jeg ved min egen Nrvrelse srgede for, at Alt forlb smmeligt +og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, at Ministeren havde +"givet mig en Nse" for dette Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik +intet Svar fra Ministeren; men efter hans Foranledning vedtog +Stipendiebestyrelsen den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes +Fremmede at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger, +det vre sig som Foredragsholdere eller som Gjster, uden +Stipendiebestyrelsens Tilladelse. Denne Indskrnkning i min tidligere +Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa nsker, som jeg ikke +sympathiserede med, var mig i Virkeligheden kjrkommen. Fra samtlige +Regentsianere modtog jeg en Adresse, hvori de "takkede mig for min +humane og liberale Optrden overfor Sprgsmaalet om Tilladelse af +Foredrags- og Diskussionsfrihed paa Regentsen." + +Jeg har omtalt disse Tilflde, fordi de igjennem Pressen bleve +bekjendte for Publikum og anfrtes som Vidnesbyrd om en beklagelig +radikal Stemning hos Regentsianerne. En saadan Slutning er man ikke +berettiget til at uddrage af dem. At der iblandt 100 unge Mennesker, +udgaaede fra de forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den +yderliggaaende Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; men +der blev gjort, hvad der kunde gjres, for at denne Stemning ikke +skulde forstyrre det rolige Studieliv eller yttre sig paa nogen for +Stiftelsen kompromitterende Maade. At vre fast Medarbeider ved et +politisk Blad betragtede jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som +uforeneligt med Nydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at +skaffe de Studerende Tid og Ro til deres Studier. + +Det var ogsaa meget mere litterre og sthetiske end politiske +Sprgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes daglige Samtaler. +Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, naar der +skulde vlges en ny Klokker, hrte man ofte det Forlangende, at den +Valgte burde srge for, at der blev holdt Foredrag over saadanne +almenvidenskabelige Emner; men det vedblev at vre et pium +desiderium. Ingen tilbd sig; Examensstudiet syntes ikke at levne +dem Tid til andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv +et Forsg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag over +Fremstillingen af Christus i ldre christelig Kunst. Valget +var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons +"Christusbilledet" (1880), men min Behandling af Emnet var rigtignok +meget forskjellig fra hans[9]. Regentsianerne mdte fuldtallige og +hrte Foredraget med stor Interesse, men for det store Flertal var +det dog en altfor fremmed Verden, det frte dem ind i. + + [9] Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift, + utg. af Letterstedska Freningen. 1881. S. 282 ff. + +Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium og til +politisk Farve, saa maatte det vre til Gilder og Sold. I Samlivet +med Kameraterne glemtes Studiernes Tvang, og Aandens Krfter rrte +sig frit. Gilderne vare et fremtrdende Trk i Regentsens Fysiognomi. +Man kjender det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var +dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid en Ploug +eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre begavede Aanders +Forsg findes det, som Muserne ikke vilde skamme sig ved. Regentsens +Hovedfest var Rusgildet, som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned +til Modtagelse af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen +Munterhed og Aandrighed vret dem tilstrkkelig Underholdning; men +nu begyndte man at nske en mere nrende Fde, og det blev Skik at +indbyde en eller anden Forfatter, Skuespiller eller Sanger, helst en +forhenvrende Regentsianer, som man kunde formaa til at tage Del i +Festen. Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens +Glanspunkt, og den Glde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de +befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfldet med mig; +thi jeg var altid til Stede ved disse Fester. Provstens Nrvrelse +gjorde det lettere for Klokkeren at overholde den ndvendige Orden, +hvilket undertiden kunde vre svrt nok, da der ikke sparedes paa +Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv gribe ind; men +da var Ndvendigheden saa indlysende, at saa godt som Alle billigede +det, og Regentsianerne vedbleve at vre lige saa forniede med mig, +som jeg var med dem. + +Naar Vinteren var skreden lngere frem og allerede nrmede sig sin +Slutning, fremkom der nsker om en ny og endnu strre Fest; man vilde +holde Bal. Dristigt var det vel nok og i Manges ine lidet passende +at byde unge Damer, som man satte Pris paa, til Gjst i den gamle +Kaserne og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar +Provsten og hans Hustru vilde vre Vrt og Vrtinde, og man ikke +stillede for store Fordringer til Udstyr og Bevrtning. Lsestuen +afgav en udmrket Dansesal, Musikstuen et, rigtignok knebent, +Samlingsvrelse; Bibliotheksvrelset kunde tjene som Buffet, og et +strre Alumnusvrelse som Garderobe. Monteringen manglede, men man +fik det Forndne til Laans fra strre Magaziner og fra gode Venner. +Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde leve af +deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. Det var +derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, der deltog i Ballet; +man maatte vre glad, naar der meldte sig 30, det Tal, der blev +fastsat som Betingelse for, at Ballet kunde holdes. Dertil kom den +Forstyrrelse, det foraarsagede i alle Forhold, og den betydelige +Tidsanvendelse, som alle de, der havde med Anordningen at gjre, +maatte offre. Det var derfor ikke uden Betnkelighed, at +Overbestyrelsen tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et +saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke og fornielige +Fester blev det. Der var ingen straalende Dametoiletter og ingen +skummende Champagne, men der var en ungdommelig Livlighed og en +umiddelbar Glde, der ikke altid findes paa elegante Privatballer. +Studenterne var elskvrdige og ridderlige Vrter, og de unge, for en +stor Del ganske unge Damer morede sig fortrffelig. + +I de lumre Sommeraftener samledes af og til strre eller mindre +Kredse under Linden i Gaarden, og de rde Mure gjenld af Sang og +Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens Fdselsdag med et saakaldet +Lindegilde. I 1885, da det var 100 Aar, siden Tret blev plantet, +blev Lindegildet en stor Jubilumsfest, hvorved ogsaa mange ldre +Regentsianere fra hele Landet gav Mde. Uagtet Festen var bleven +udsat til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende +Regnbyger ndte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men til det +paaflgende Sold kunde den talrige Kreds samles i den festlig oplyste +Gaard omkring den flagsmykkede Lind og tilbringe Aftenen i munter +Stemning under Afsyngelsen af gamle og nye Sange med tilhrende +Taler[10]. Iver Iversen havde forfattet en Kantate, og Niels Mller +oplste en versificeret "Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud. +theol. C. Bjerre, havde vret srlig virksom. Han havde blandt Andet +skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade vre at meddele, +da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra +Regentsen[11]. + + [10] En fuldstndig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning + udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag + 1885). + + [11] Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36. + + (Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.). + + At kommandere en enig Hr, + Som strax paa Vinket staar paa Pinde, + Dertil kan bruges omtrent enhver; + Men hvis du derimod vil finde + En Mand, der Styr kan holde paa en Hr, + Som saadan rigtig dygtig oplagt er + Til Klammeri + Og Mytteri, -- + Da sg en "Kommandr" som vores. + + Man siger os, vi har ej faa + Af disse slemme, slemme Synder, + Men vil man deri se Tegnet paa + At Verdens Undergang begynder, + Jeg siger bare: kom da selv herind + Og se vor Enighed om Gaard og Lind -- + Og dette til: + Sprg, om De vil, + Hvad Mening vi vel har om Provsten. + + Det bliver t kun, det Svar, De faar + Fra hver isr i hele Banden; + Thi han har Krlighed til vor Gaard + Som sikkert ikke nogen Anden. + Og det er ikke bare Hjernespind, + Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind + I fordums Tid + Plantet af Hviid, -- + Var dette blevet gjort af Ussing. + + Thi -- er det Sorg, er det Munterhed, + Der fylder disse rde Rnner, + Med Raad og Daad altid godt han ved + At hjlpe sine Plejesnner. + Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind + I kr Erindring leve i vort Sind, -- + Medens vi nu + Med Tak i Hu + Vil raabe: lnge leve Provsten. + +Iblandt de indbudne Gjster befandt sig selvflgelig baade Ploug og +Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to Mnd var hist +forskjelligt. Hostrup var deres erklrede Yndling; ham hyldede de ved +enhver Leilighed, og da han denne Aften havde holdt en Tale for +Regentsen, var Jubelen almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske +tilbage; man mrkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok, +at om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest +Hirstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk Renegat -- +thi med dette fuldstndig uberettigede Navn pleiede jo Venstrepressen +at stemple sin fornemste Modstander -- og at man lukkede iet for, at +det var ham, der var Skaberen af Regentspoesien og den Form for +Regentslivet, man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han +Selskabet, og han fik ikke den Glde at vre Vidne til, at dog en Del +af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad er Regentsen?" + +Hostrup dde 21. Nov. 1892 og blev jordfstet paa Frederiksberg +Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. Ikke lnge efter +yttredes det som et almindeligt nske iblandt Alumnerne at faa en +Buste af ham opstillet paa Regentsen. ldre og yngre Regentsianere +traadte sammen for at indsamle det forndne Belb, og 2. Nov. 1894 +blev en Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret +af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Lsestuen og afslret i +Nrvrelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen m. Fl. samt +den nrmeste Familie. Det havde vret Meningen, at Ploug skulde holde +Talen ved denne Leilighed, men Dden bortrev ham faa Dage i Forveien +(27. Oktbr.). Det blev da Hostrups ldste endnu levende Ven, Biskop +Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa een Gang hjrtelig +og vrdig Tale lod han Slret falde og overgav Monumentet til +Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed +til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans +Barndomsven var ham[12]. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og +Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham; +men Hostrup frte Hyrdestaven og Ploug Svrdet; hans hele Liv var +Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstndighed. Ogsaa Ploug var +min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens +Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det +samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid +kmpende under det samme Banner; det bar jo det skjnne Navn +"Fdrelandet". + + [12] En Beretning om denne Hitidelighed, hvortil E. v. d. Recke + havde skrevet en smuk Sang, lses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen. + + * * * * * + +D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa Regentsen. +En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. Tre Maaneder +efter, da min Hustru og jeg feirede vort Slvbryllup, oplivede +Regentsianerne denne Fest ved et af de extemporerede "Fakkeltog", som +dengang undertiden brugtes. I deres daglige Dragt, ifrte Slaaprokker +og gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden og gik +syngende rundt omkring Tret. Da flte min Hustru og jeg, at vi vare +hjemme her, og denne Flelse af, at Regentsen var vort Hjem og +Alumnerne hrte til vor Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de +100 Studenter var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi +gjerne over til os, isr om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, der +saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at bringe os dem alle +nrmere. Det var derfor ikke med let Hjerte, at vi efter 19 Aars +Forlb forlod Regentsen; men Tiden gaar sin Gang og stiller sine +Fordringer uden at sprge om Forlov. + +Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg fyldte det +Maal, man kalder Stvets Aar, havde jeg fra "danske Filologer" +modtaget en smuk Mindegave, en Bronceafstbning af Dionysosstatuen +fra Pompeii tilligemed en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af +Carl Thomsen. Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere +bragte mig; de udtalte nsket om, at jeg endnu lnge maatte bevare +min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde jeg takke Gud +for, at dette nske var bleven opfyldt. Jeg mrkede endnu ingen +Aftagen hverken af Krfterne eller af Lysten til at arbeide, og +saavel Tilhrere som Kolleger forsikkrede mig, at de heller ikke +sporede nogen saadan. Men Videnskaben staar ikke stille. Med den +tiltagende Alder blev det mig vanskeligere at flge dens Udvikling, +isr da den sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig +havde kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at det fra +frst af var blevet mig paalagt at docere ikke blot Filologi, men +ogsaa Archologi, og dette Fag, der et halvt Hundredaar tidligere +endnu var i sin Barndom, havde i de sidste Aartier baade ved Stoffets +enorme Forgelse og ved Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at +det nppe syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det +maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa skulde +vre Lrer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa forsmt Archologien, +da den filologiske Undervisning ved Universitetet maatte vre +Hovedsagen. Nu forekom det mig uforsvarligt at fortstte dette +lngere, da der fandtes en yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og +anerkjendte Lrerdygtighed gjorde ham selvskreven til at aflse mig +som filologisk Professor. Jeg sgte altsaa min Afsked fra +Universitetet. Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L. +Heiberg, nskede jeg selv indtil videre at beholde Archologien, og +jeg skrev i min Ansgning, at jeg gjerne vilde vedblive som +Privat-Docent at holde Forelsninger og velser i dette Fag, indtil +der kunde blive oprettet en srskilt Lrestol for det. + +Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at vre +Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor. +Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes +rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de forndne Krfter til +at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det +tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjldende Lovbestemmelser, +og det juridiske Fakultet erklrede, at Regentsprovsten derefter +skulde vre en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister +udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig +til at henstille Sprgsmaalet til Ministeriets Afgjrelse; men dette +afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udstte mig for, at der blev +gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger, +som havde vret mit Livs Lykke. Jeg sgte altsaa min Afsked som +Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet +ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nrmede +sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter, +Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid +i Studenterforeningen. Universitetslrerne sluttede sig til dem +tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en +talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af +min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra +Udlandet forskjnnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som +jeg ikke kan ngte mig den Glde at meddele her, skjnt Beskedenheden +vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat +sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedslb. + + _Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing._ + + I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratrder det sidste + Hverv, som De har bekldt i vort Universitets Tjeneste, fler + Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for + Deres lange og nidkre Virksomhed. Ikke blot som Lrer og + Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets + Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til + hvem De var stillet i saa nrt et Forhold, har De i en sjlden + Grad usvkket og utrttet virket med den fulde Hengivelse af al + Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en + Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en + elskvrdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke lngere ved + ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid fle + Dem i nrmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glde og + Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og + Krfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og + nske, at De endnu lnge maa kunne frdes iblandt os i aandelig + og legemlig Styrke. + + Kjbenhavn i Marts 1896. + + H. G. Zeuthen. + H. Scharling. P. Madsen. Will. Scharling. H. Matzen. + Deuntzer. Saxtorph. C. Reisz. Christian Bohr. + A. F. Mehren. E. Holm. V. Fausbll. Wimmer. + Joh. Steenstrup. Julius Thomsen. Thiele. + + + + +XI. + +SKANDINAVISME. + + +Mit Liv i Studenterdagene havde vret indskrnket til Studerekammeret +og til Omgang med den Kreds af aandsbeslgtede Venner, jeg havde +sluttet mig til. Naar jeg besgte Studenterforeningen eller +Akademikum, var det nrmest for at flge med Litteraturen, men ellers +havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken +vret med ved Studentermderne i Anledning af Christian VIII.s +Thronbestigelse, eller ved det paaflgende Forsg paa at stifte et +"Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at +foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af +mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle +Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug +udtalte det, et afgjrende Moment i deres Liv. Det var, som +Upsalensernes Ordfrer udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig fr +havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glde, men +paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forstter om at arbeide for +Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette frste +skandinaviske Studentermde er saa ofte omtalt og beskrevet, srlig i +den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til +Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved +det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortlle Noget derom end +mange Andre, da mine svage Krfter, isr efter en heftig Ssyge i +Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at +udholde de Anstrngelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og +Andet staar dog endnu, efter nsten 60 Aars Forlb, tydeligt for mig, +saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Hie og den Hyldest, vi bragte +Professor Geijer. + +Allerede fr min Afreise fra Kjbenhavn havde jeg besluttet, naar +Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjre +Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde +begyndt at studere Archologi, havde dobbelt Betydning for mig. I +Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer, +medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige, +navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var +ophngt i et snvert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf +end et Par prgtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af +de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke +synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fdrelandet"; det var +mit frste famlende Forsg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen +havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i +Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnstrm +og med den fortrffelige Portrtmaler, Oberstlieutenant Sdermark, og +jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en +hyggelig Fortsttelse af Studenterfesten. + +Men jeg havde ogsaa et andet Besg at gjre i Stockholm. Den danske +Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Sn af min Faders gamle +Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjndt det +i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders +Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog +vret mere velkommen, hvis jeg var kommen alene, end nu, da jeg kom +i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob +Oprrere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent ie +med. Det var en kjlig Luftning; men den udvede naturligvis ingen +Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning, +jeg modtog ved min Ankomst til Kjbenhavn, at der var anlagt Sag imod +Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned +samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog +efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med +det Formaal "at fremme det sociale og litterre Samkvem imellem de +skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette +Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den +skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fdrelandets +mest ansete Mnd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med +det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet +vilde faa en langt strre Betydning, og jeg frygtede for, at +Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lgge Hindringer i Veien +for det Strre og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det +var deres Sag at tage Initiativet. Men -- det skandinaviske Samfund +blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var +naturligvis uden Virkning. Der var ungtelig hverken i det udtalte +Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt +ud loyalt, men man beraabte sig paa "de vrige foreliggende +Omstndigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne +og deres Frere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af +September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i +Kjbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk +Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede +Regjeringen ikke at ngte sin Autorisation. Det skandinaviske +Selskab, hvis frste Bestyrelse var Professorerne H. N. Clausen, S. +A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad, +opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de +nrmest flgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals +Tjeneste[13]. + + [13] Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff. + +Det nste skandinaviske Studentermde blev holdt i Kjbenhavn 1845. +Jeg var dengang i Rom og mrkede kun lidet til den Begeistringens +Rus, der betog Kjbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i +Ridehuset tog det Lfte af de Tilstedevrende, at de vilde staa Last +og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt +Sag an imod ham for denne Tale, men Hiesteret frikjendte ham. Talens +Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland +udbrd, meldte et stort Antal Nordmnd og Svenske sig som Frivillige +til den danske Hr og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for +Danmarks Velfrdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer +og hans Mgling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark +glemte dog aldrig Fostbrdrene fra Broderrigerne, der beseglede deres +Lfte med Dden. + +Da Krigen var endt, indbd Nordmndene til et nyt Studentermde, som +blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra +Upsalamdet, som her ikke var Spor af nogen nervs Spnding, men kun +rolig Glde over Samlivet med Frnderne. Nordens Konger viste sig jo +ogsaa nu i hi Grad imdekommende. Upsalenserne vare desvrre ved den +samtidig indtrffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Mde, +men desto livligere var Deltagelsen fra Kjbenhavn. Mange ldre +Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle +Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne, +Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams, +Buntzen, Hauch, Hyen, Kayser, Schiern og jeg. Nsten Alt, hvad +Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Mde ved dette Stvne +og bredte Poesiens Gyldenskjr over Festen. + +I det 4. Studentermde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da +de nordiske Studenter nste Gang samledes i Kjbenhavn 1862, havde +jeg den Glde som Vrt at kunne modtage Frnderne, hos hvem jeg fr +havde vret Gjst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at +staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik fr +Stormen; men under Festens Glde bd Gjstfriheden os at lukke inene +for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nr +eller saa forfrdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen +og lemlstet, og Gldens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for +det. Skuffelsen over, at Brdrerigerne ikke havde kunnet hjlpe os, +fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermder; +men Ulykken kan ikke berve dem deres historiske Betydning. Hvem kan +ngte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske +vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk +til i Fllesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken +skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til +at gro. Studentermderne ophrte derfor heller ikke. Der holdtes +endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde +tildels en anden Charakter. Vkkelse var ikke lngere fornden; nu +gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved +Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det +gjaldt om at gjre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre +naaes igjennem engere Mder af Fagmnd, der dyrkede det samme Studium +eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne +Mder ogsaa stadig blevne talrigere, Mder af Jurister og +Statskonomer, af Naturforskere og Lger, af Filologer og Skolemnd, +Lrere og Lrerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v. + +I Filologmderne var jeg selvflgelig en ivrig Deltager, for saa vidt +som det var mig muligt at indfinde mig der. Det frste nordiske +Filologmde holdtes i Kjbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det +3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjbenhavn 1892, det 5. i Christiania +1898, det 6. i Upsala 1902. I det frste af disse indledte jeg en +Diskussion om Udtalen af Latin og Grsk med srligt Hensyn til Brugen +ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et +Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et +Foredrag om Theaterbygningen hos Grkerne, som de nyeste +Undersgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor +Overraskelse for de Fleste, thi Drpfelds Bog om Theatret var endnu +ikke udkommet. Over de to frste Filologmder kastede Madvigs +Nrvrelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at +de vare baade indholdsrige og i hi Grad fornielige. + + * * * * * + +Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfrdselen +imellem Lunds og Kjbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og +god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke vre andet, end +at de to saa nr ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i +nrmere Berrelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig +besgte hinanden. Fra det ieblik, da det bermte Mde imellem +Oehlenschlger og Tegnr fandt Sted, bleve disse Besg hyppigere og +hyppigere, indtil de affdte de ovenfor omtalte store Studentertog. I +1851 var jeg Gjst i Lund i Anledning af Indvielsen af den +akademiske Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da +Tegnrs Statue blev afslret. Begge Gange havde jeg den Glde at bo +hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lrd, hvis +Vsen var den personificerede rlighed. Han havde en elskvrdig +Hustru og 7 nydelige Dtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han +dde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i +endnu nrmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer, +_G. Ljunggren_ og _C. Cavallin_. Den Frste var Professor i sthetik, +en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem +hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besgte +vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage +Reisen. _Cavallin_ var Professor i Grsk, grundig Filolog og smagfuld +Overstter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin +Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt. +Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glde af +at arbeide sammen med ham, aftog Krfterne stadig. Jeg mindes, at jeg +spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig. +Min yngre Ven stttede sig til min Arm, ligesom nsten 40 Aar +tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i +Botanisk Have. Han dde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i +den Anledning, vare hans Landsmnd kjrkomne. Lad dem staa her som et +Minde om min Ven. + + Der var saa tyst, der var saa stille + I Stuen, hvor den Lrde sad + Og tolkede med sindrigt Snille + Hvad Oldtids store Aander kvad. + Med Hlvten af sit Hjerte-Blod + Fra Hades maned han dem frem. + Og Blomster af hellenisk Rod + I Norden fik et andet Hjem. + + I Sprogets underfulde Gaade + Fordybed sig hans Forskeraand; + Den skjulte Tankes fine Traade, + Udredtes af hans Mesterhaand. + Saa gjennem Oldtids dunkle Rester + Den Unge fandt en banet Sti + Og takked tidt den gamle Mester + For Skattene, han fandt deri. + + Nu er der dobbelt tyst og stille + I Stuen, hvor den Lrde skrev, + Thi ved hans Baare Taarer trille + Og Mindet kun tilbage blev. + Men trres Taaren, standser Sukket, + Paa Mindets Sten den Skrift skal staa: + En del Sjl har jet lukket, + En Arbeidsmand trofast som faa. + + 14. Okt. 90. _L. U._ + +I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjbenhavns Universitetslrere +pleiet i strre Samling skiftevis at aflgge hinanden Besg. Iblandt +dem, der gjre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse +Fllesmder og sat dem i Vrk, tr ogsaa jeg regne mig. Det var efter +min indtrngende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og +dermed var dens Udfrelse sikkret. Det frste Mde blev holdt i +Kjbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller +3 Aar fulgte efter hinanden i regelmssig Skiften. Det var +fornielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dr stiftede og +udvidede Bekjendtskaber ikke br agtes ringe. Saalnge mit Helbred +tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Mder har +jeg maattet holde mig tilbage. + +I September 1887 blev jeg indbuden til _Christiania_ for at vre +Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi. +Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i lngere Tid havde +virket som medhjlpende Lrer ved Universitetet, og Danskeren A. B. +Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad, +Bugge og Schjtt, Professor Cavallin i Lund og mig. _Monrad_ var, som +den ldste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men +han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske +Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men +i sin Fritid dyrkede han Musiken -- han behandlede Violinen med +Virtuositet -- og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han +og _Sophus Bugge_, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjbenhavn, og +med hvem jeg havde Plautus-Studiet flles, hrte til mine kjreste +Venner, og det Samme var Tilfldet med Cavallin. Vort Mde var derfor +srdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle +tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningsstning, at begge +Ansgere kunde ansees for skikkede til at beklde Posten; men dermed +ophrte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjtt foretrak +Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man +maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnvnt til +Professor; men de ledende Mnd i Norge vare af en anden Mening. Da +Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tnkt sig, at der +vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst nskede +valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev +efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og +man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af +det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fldede Dom. +Efter lngere Tids Betnkning blev Stenersen udnvnt til Professor. +Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering +mente, at Dommerkomiteen kun havde vret raadgivende, men den +almindelige Mening tillagde Dommen en strre Betydning. En Del danske +Videnskabsmnd udstedte derfor en Protesterklring, et Skridt jeg +for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have +fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid +fravrende paa en lngere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet +det, frst fordi jeg ikke fandt det helt retfrdigt, dernst fordi +jeg som ivrig Skandinav maatte vre bange for, at man efter et +saadant Skridt i Fremtiden vilde vre mindre tilbielig til ved +Besttelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at sge +Raad og Bistand hos Fagfller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke +har stadfstet sig. I den nyeste Tid har nsket om niere Forbindelse +imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Mder, hvor +udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drfte, hvad +der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, srlig ved at +de Studerende faa fuldstndig Frihed til at studere, ved hvilket +Universitet de ville; og at Lrerposterne besttes uden alt Hensyn +til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhre. Jeg hilser +dette Skridt med Glde, og haaber, at man ikke vil trttes, fr man +har naaet et Resultat. + + + + +XII. + +POLITIK. + + +I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde +tnkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjndt jeg ikke vilde +holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring. + +Efter Afslutningen af den frste slesvigske Krig gjaldt det om at +ordne Snderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde +Danmark vret en Storstat, vilde Alverden have paaskjnnet den +Retfrdighed, hvormed man gik frem, men Oprrspartiet var det store +Tysklands Kjlebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra +dansk Side -- hvad der jo nok kunde hnde, -- blev det udraabt som en +forfrdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var +meget vanskelig for ikke at sige ulselig, siden man ikke havde +villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Lsning, Slesvigs +Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke +gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredmmet over +Snderjylland, hvilket det danske Folk selvflgelig ikke kunde +tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og +Uafhngighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrnket +til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og +Helstatsministeriet (Bluhme-rsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54) +maatte efter 3 Aars haablse Anstrengelser vige Pladsen. Under de +flgende Forhandlinger med Tyskland blev Spndingen bestandig strre; +det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttede _Hall_, +der havde vret Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut +ndvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin +Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige +Kundgjrelse om Hertugdmmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev +hilset med Glde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette, +blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen +klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var +kastet, Skridtet maatte gjres fuldtud, og en flles Grundlov for +Kongeriget og Snderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13. +November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu vret +muligt at opnaa en Lsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var +dd to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa ls, og +Bismarck tvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig +havde luret paa. + +Budskabet om Frederik VII.s Dd var et Tordenslag for Danmark. Man +kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og +man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han +underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fllesforfatning, men han +gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrkkelig +Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede +Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde +nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophvelsen af +Fllesforfatningen, hvilket man havde krvet, og de Mnd, med hvem +Kongen raadfrte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldte +_Monrad_ sig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg +Nytaarsaften lste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven +Minister; saa anede jeg Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han +vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til +Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Snderjylland; Monrad +havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der +tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre +Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Frerne fra 1848; man +havde frygtet noget Vrre. + +Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen +skulde han modtages; men efter et Par hderlige Forpostfgtninger +blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hren led meget ved det +besvrlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu, +hvis ikke Max Mller havde standset Forflgerne ved Sankelmark. +Sorgen var almindelig; men strre endnu var maaske Harmen over, at +man uden Svrdslag havde opgivet Danmarks gamle Grndsevold. Nu veed +Enhver, at det var ndvendigt; dengang var der Faa, der troede det. +Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det vre andet? +Ingen havde oplyst os om, at Befstningen kun var halv frdig, og +selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets +Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets +Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse +imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den +Misstemning imellem Hren og Folket, som danner en saa paafaldende +Forskjel imellem den frste og den anden slesvigske Krig. Officererne +gjorde uden Vgring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde +ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket +gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb +var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede +Overgeneralen. Den villiestrke Mand, som havde haft Mod til at +opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage +sig Ansvaret for at rmme Dybbl, da det forlangtes af Hrens andre +Befalingsmnd og var iensynligt, at Hrens Forbliven i de +snderskudte Skandser kun vilde medfre et forfrdeligt og unyttigt +Blodbad (18. April). + +En Freds-Konference skulde vre traadt sammen i London den 12. April, +men Preussen og sterrig trak Tiden ud til d. 20.; de vilde frst +vre Herrer over den sidste Fodsbred af Snderjyllands Jord. Paa +Konferencen dreiede Forhandlingerne sig vsentlig om en Deling af +Slesvig. Danmark vilde gaa ind paa at afstaa Landet S. for en Linie +fra Eckernfrde til Frederiksstad; Preussen og sterrig forlangte +hele Landet indtil Aabenraa-Tnder. De neutrale Stormagter foreslog +Afgjrelsen henvist til en Voldgiftsmand, der skulde faststte +Grndsen indenfor de nvnte Delingslinier; det var paatnkt, at +Kongen af Belgien skulde overtage dette Hverv. At Erobrerne ikke +vilde antage dette Forslag, kan man forstaa; men at ogsaa Danmark +forkastede det, er ubegribeligt. Efter Danmarks Afslag oplstes +Konferencen (25. Juni), og dermed svandt vort sidste Haab. Man skulde +have troet, at Danmark nu vilde anvende den yderste Anstrengelse og +Aarvaagenhed under Krigens Fortsttelse; men det var, som om ogsaa +den aandelige Kraft var brudt efter Dybblslaget, og ikke engang den +refulde Seir ved Helgoland (9. Mai) kunde hve den igjen. Fredericia +blev allerede rmmet 28. April, og 4 Dage efter Londoner-Konferencens +Slutning ramtes vi af den strste og forsmdeligste af alle +Ydmygelser, idet Preusserne overrumplede og bemgtigede sig Als. Nu +laa Danmark knust for sin Modstanders Fdder. Den 11. Juli blev +Monrad afskediget, og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det +Hverv at slutte Freden. delmodighed var ikke at vente af Seirherren. +Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark afstaa hele +Snderjylland tilligemed Als, og Jyllands Grnse blev trukket saa +uheldigt for Danmark som muligt. Strre Sorg har aldrig ramt det +danske Folk, og det gaar vel de Fleste, der have oplevet det +Ulykkens Aar 1864, som det er gaaet mig, at Hjertesaaret aldrig har +lukket sig. + +En af de srgelige Flger af slige Ulykker er, at man kaster sig over +det lidet nyttige Sprgsmaal: hvem har Skylden? Den Enighed, der +havde samlet det danske Folk i 1848, var ikke lngere til Stede. Det +ene politiske Parti kastede Skylden paa det andet, og srlig maatte +det national-liberale Parti vre Syndebuk, skjndt Sandheden var den, +at man havde vraget dettes Frer, og medens han i ngstelig Spnding +havde iet fstet paa den sidste Redningsplanke, ganske rolig havde +ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden. Der fandtes endnu dem, +der mente, at man ved at ophve Novemberforfatningen kunde have holdt +Monarchiet sammen, og som ikke kunde se, at en Personalunion imellem +Danmark og Slesvigholsten var en Ddsdom for det danske Folk; at ikke +engang dette havde kunnet opnaaes, have de senere Begivenheder +og Bismarcks uforbeholdne Udtalelser tilstrkkelig vist. +Disse "Helstatsmnd" mente altsaa, at Skylden fandtes hos det +national-liberale Parti eller rettere hos det danske Folk. De +stiftede da 23. Aug. 1864 den saakaldte _Augustforening_, der +opstillede som sit Formaal "at styrke og befste Baandet imellem +Kongen og Folket og hvde og indskrpe Kongedmmets Betydning". Der +havde rigtignok ikke vist sig nogen som helst republikanske +Tilbieligheder hos det danske Folk, og ligesom Kongen trofast havde +delt de onde Dage med sit Folk, havde dette vist ham al skyldig +Hengivenhed. Augustforeningen havde en ren og bar reaktionr Tendents +og bidrog Sit til at forbittre Spliden imellem de forskjellige +Elementer i Folket. Som Modstning til denne udstedte derfor en +strre Kreds af Mnd af alle Stnder -- ogsaa mit Navn findes iblandt +dem -- 25. Januar 1865 en Indbydelse til Stiftelse af en _Dansk +Folkeforening_ med det Formaal "at styrke og udvikle den nationale +Aand og Bevidsthed, at bevare den i flles Nationalitet og +Fortidsminder begrundede Forbindelse med de danske Slesvigere og at +vrne om den folkelige Friheds grundlovmssige Bevarelse og +Udvikling." Foreningen, hvis Formand var Orla Lehmann, fandt strk +Tilslutning; en Maaned efter dens Stiftelse talte den 1300 Medlemmer +i Hovedstaden og 600 i Filialerne. Den 6. April 1865 holdt jeg der et +Foredrag, som blev trykt: "Et Par Ord om Forholdet imellem Konge og +Folk". Det var foranlediget ved den Misbrug, man havde gjort af +Kongens Ord den 27. Febr. 1864, da han i sit Svar paa Rigsdagens +Adresse udtalte: "Jeg vil vre en fri Konge over et frit Folk". Hvad +der dengang var ment om Kongens, og dermed Statens Frihed og +Uafhngighed udadtil, var senere bleven anvendt paa Kongens Forhold +til hans eget Folk. Det var srlig blevet benyttet af Finantsminister +David, der havde bedet Folkereprsentationen betnke, at +"Folkefriheden overalt, hvor Monarchier bestaa, hviler paa Thronens +Frihed", og at "ligesom Folket ikke blot er til for Kongens Skyld, +saaledes er Kongen heller ikke til blot for Folkets Skyld", Ord som +under den smukke Indkldning kunde skjule mangen uklar og brstholden +Tanke. Jeg fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var +til for Folkets Skyld, og anfrte af Historien afskrkkende Exempler +paa den modsatte Opfattelse. Srlig dvlede jeg ved de i England +under Henrik VIII og Dronning Elisabeth og under Stuarterne fremsatte +absolutistiske Theorier, og ved Fontanes' mere end latterlige +Forgudelse af Keiser Napoleon I. + +Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningssprgsmaalet var +afgjort, var den ene af de Opgaver, den havde stillet sig, lst. Den +anden, Danskhedens Bevarelse i Slesvig, blev overtaget af Andre; men +den Kapital, som Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev +ved dens Ophr stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendes i +dette iemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein og mig. + +Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkereprsentation. Den +da indfrte Forfatning angik Danmark og Slesvig i Forening og +oprettede et Rigsraad som Flles-Organ. Danmarks srlige +Anliggender behandledes af den ved Grundloven 5. Juni 1849 indfrte +Rigsdag, saaledes som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855 +vedtagne Indskrnkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte +Reprsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte nu, at +Junigrundloven uden al Indskrnkning skulde indtrde i sin gamle +Plads; men Regjeringen hvdede, at Novemberforfatningen lige saa vel +var en Grundlov, og kun kunde hves paa grundlovmssig Maade, d. e. +med dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke ikke +kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle ndringer i den gamle +Grundlov, navnlig med Hensyn til Landsthingets Sammenstning. Over to +Aar hengik, inden Enighed tilveiebragtes; frst 28. Juli 1866 kunde +Kongen underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det var +ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om dette +Sprgsmaal, hvis Afgjrelse var paatrngende ndvendig, og da man +opfordrede mig til at bidrage mit til at fremme Afgjrelsen, vovede +jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden for Kjbenhavns 2. Valgkreds, +C. Brix, var valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den +fik jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og 17. +Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede ingen +fremtrdende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, skjndt jeg ikke +holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have et Ord at sige, saaledes i +Skole- og Universitetssprgsmaal. En meget betydelig Lov blev +forelagt Rigsdagen i denne Samling, den almindelige borgerlige +Straffelov (stadfstet af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der +var udarbeidet af en srlig nedsat Kommission, var frst blevet +forelagt Landsthinget og havde dr modtaget en saa omfattende og +samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede ikke +at nedstte noget nyt Udvalg, uagtet der ved den frste Forhandling +var fremkommet mangfoldige nsker om ndringer, men at lade disse +ndringsforslag uden videre blive fremsatte til Lovens anden +Behandling. Der arbeidedes derfor ufortrdent i Mellemtiden for at +samle Meningsfller og redigere ndringsforslagene, og mit Navn +findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse tr jeg vel sige, +at jeg har nogen Fortjeneste af. Det er 208, hvorefter "Duel +straffes med simpelt Fngsel". Lovforslaget havde ikke fundet Duel +strafbar, naar den ikke medfrte enten Dd eller Legemsbeskadigelse. +Jeg og Flere med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os +i, at denne barbariske og meningslse Selvtgt skulde godkjendes af +en civiliseret Stat. + +Efter Rigsraadets Ophr indtog Brix atter sin gamle Plads i +Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde den afslog jeg +naturligvis, og jeg sgte heller ikke nogen ny Plads, skjndt +Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender havde tiltalt mig og jeg +heller ikke fandt, at den hindrede mig i fuldt ud at varetage min +Embedsgjerning. Efter den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det +politiske Liv, med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter +Madvigs Dd nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjbenhavns 3. +Kreds. Frst anbefalede jeg General Tvermoes overfor Overretssagfrer +A. Christensen, dernst Raadmand Wassard imod Pastor Hostrup. Det var +med en egen Flelse, at jeg bekmpede min kjre Barndomsven, som +Tiden og Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Rkke af +Aar havde set meget sjlden; nu stod jeg som hans politiske +Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud til ham for at lyknske +ham til hans 70 Aars Fdselsdag, blev jeg modtaget med en vis +Forundring; dog varede det ikke lnge, inden denne gav Plads for det +kjrlige Smil, som jeg kjendte fra vore Ungdomsdage. + + + + +XIII. + +BIBELREVISION. + + +Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa +Udfrelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for +mig som et skjnt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at +jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversttelsen +af det Nye Testamente. Det havde lnge vret anerkjendt, at den i +1819 autoriserede Bibeloversttelse ingenlunde var tilfredsstillende. +Sproget fandtes paa mange Steder knudret og udansk; man maatte uden +at krnke den hitidelige Bibelstil kunne gjre det naturligere og +nrme det mere til det virkelig talte Sprog. Der var flere Steder, +navnlig i det Nye Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhngen +var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige Feil i +Oversttelsen. Allerstrst var maaske Trangen til en forbedret +Oversttelse af det Gamle Testamentes poetiske og profetiske +Skrifter. En Komit bestaaende af Professor theologi Hermansen, Dr. +theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. C. Rothe arbeidede i en Rkke af +Aar paa en ny Oversttelse af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne +autoriseret, og den indtager nu sin Plads i den gngse danske +Bibeloversttelse. Derefter henvendte man Blikket paa det Nye +Testamente. Jeg modtog en Foresprgsel, om jeg vilde vre Medlem af +den Kommission, man tnkte sig nedsat for at revidere Oversttelsen +af dette, og jeg svarede med strste Beredvillighed Ja; men der viste +sig Vanskeligheder ved Sammenstningen af Kommissionen, og Sagen blev +stillet i Bero. Frst efter Biskop Martensens Dd 4. Februar 1884 +blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede sig +levende for dette Arbeide, tnkte sig Kommissionen sammensat af +Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat Rrdam, de to theologiske +Professorer P. Madsen og Styhr, og mig; men Rrdam, som nogle Aar +tidligere gjerne havde deltaget i dette Arbeide, havde netop nu +begyndt paa en selvstndig Oversttelse af det Nye Testamente +ledsaget af Forklaring, og erklrede derfor efter nogen Betnkning, +at han ikke kunde tiltrde en Revisions-Kommission. Skjndt man ndig +vilde undvre denne ansete og dygtige Mands Medvirken, mente man dog, +at Arbeidet vel kunde udfres ved de fire andre Medlemmer, og under +2. Mai 1885 erhvervede Kultusminister Scavenius kongelig Resolution +for at overdrage dem under Tilsyn af Sjllands Biskop at revidere den +autoriserede Oversttelse af det Nye Testamente i Overensstemmelse +med de af det kirkelige Raad fastsatte Regler, nemlig at der skulde +tages et saadant Hensyn til den ldre Gjengivelse af Guds Ord paa +Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at fle sig fremmed for den +nye Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige +Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og at textus +receptus (1633) skulde lgges til Grund for Arbeidet, og nye kritiske +Udgaver kun benyttes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i +Lsemaaden. I en senere Skrivelse tilfiede Ministeren endnu, at man +"srlig burde have Opmrksomheden henvendt paa saa vidt muligt at +frie Oversttelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord og Vendinger, +der i kun altfor hi Grad mispryde den nu autoriserede Text." + +I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddag og Aften i +hver Uge holdtes der et Fllesmde; mere Tid kunde vi ikke afse til +saadanne, da vi alle hver for sig havde vor Embedsgjerning at +besrge, Noget som ogsaa af og til kunde medfre lngere Afbrydelser +i Arbeidet. Det skred derfor langsomt frem. De opstillede Principer +havde vi i deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav +Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komit havde +vanskeligt ved at blive enig, skjnt det for det Meste ikke var +Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige og stilistiske Udtryk, +hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst mistvivlede Kommissionen om +at kunne tilendebringe Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller +Forsmmelighed kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog +vare de Stykker, den havde faaet frdig reviderede, kun Matthus' +Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' Aabenbaring. +Da nu ogsaa Professor Styhr, der var kaldet til Biskop i +Laaland-Falsters Stift, maatte forlade Hovedstaden, besluttede +Kommissionen efter 3 Aars Arbeide, November 1888, at bede +Ministeriet om at fritage den for det den overdragne Hverv. + +Efter at forskjellige Forsg paa at rekonstruere Komiteen vare +strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, at det var +heldigst kun at vre to eller hist tre om Arbeidet, foreslog Biskop +Fog, at Professor theologi F. Buhl og jeg skulde overtage det, og +Prof. Buhl erklrede sig villig dertil, hvis Slotsprst, Licent. A. +Poulsen kunde blive ansat som hans Medhjlper, da hans Tid ellers +ikke vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart +herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig Theologi i +Leipzig, og dette Tilbud, hvor betnkeligt det end i mange Henseender +forekom ham, dog ikke syntes uden videre at kunne afslaaes, fandt +Ministeren, at der ikke lngere kunde vre Tale om ham; han burde +erstattes af Professor Schat Petersen, hvis srlige Fag i Fakultetet +jo ogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad sig +det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det kirkelige Raad nu +paa ny overveiede Sagen, mente det at burde fastholde det sidst +stillede Forslag, men Prof. Petersen vgrede sig paa ny. Endelig +traf Kultusminister Goos 8. Januar 1892 den Afgjrelse, at +Revisionsarbeidet skulde overdrages Licentiat Poulsen og mig under +Tilsyn af Sjllands Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar, +og i den Anledning blev der tillagt Slotsprst Poulsen et Honorar af +1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som hans +Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette Arbeide. + +Det var vort nske at trde i den forrige Kommissions Fodspor, og vi +optog saa godt som uden Forandring de Stykker, der allerede vare +udarbeidede af denne. Biskop Fogs Tilsyn og Medvirkning gav os ikke +fuldt det Udbytte, vi havde nsket. Han havde ubetinget Tillid til +os. Efter at vi havde drftet Principerne i sin Almindelighed og +prvet dem paa et Par enkelte Tilflde, bad han os at fremme Arbeidet +uforstyrret og kun forelgge ham et eller andet Stykke, naar vi havde +gjort det frdigt. Efter et halvt Aars Arbeide fremlagde vi da +Oversttelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. I det frste ieblik fandt +han, at vore ndringer og Rettelser havde strakt sig videre end +tilbrligt, men ved nrmere Overveielse kom han til det Resultat, at +Sagen ikke godt kunde gres anderledes, og efter at vi havde optaget +et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han os at fortstte +vort Arbeide og gjre det Hele frdigt. Han vilde helst have det +liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste +Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vgt +gjorde sig gjldende, frst nppe mrkelig, men efterhaanden strkere +og strkere; han fandt det ndvendigt at sge sin Afsked, og han fik +den fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidet +videre, og efter hans nske havde vi allerede i Februar 1894 erholdt +Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og lade vort +Arbeide udkomme som Prve. Aaret efter kunde vi tilmelde Ministeriet, +at Arbeidet var udfrt i den os foreskrevne Tid, og at Bogen var i +Frd med at udkomme. Inden dette endnu var sket, gav Slotsprst +Poulsen 11. Marts 1895 i Kjbenhavns Convent en Meddelelse om og +Redegjrelse for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der +stadig havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og +som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April 1895 +saaledes: + + Bispegaarden 1. April 1895. + + _Min kjre Professor Dr. L. Ussing og Slotsprst Lic. Poulsen!_ + + Rundtom har jeg lst forskjellige Stykker af Deres Oversttelse + af det Nye Testamente, og gldet mig derover af Hjertet. Jeg har + vistnok kun lst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er + kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham + lse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte + med i den gamle Oversttelse, og jeg har gldet mig over, + hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed. + Modtager min oprigtige og hjertelige Lyknskning og Taksigelse + for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig sgte Afsked, har + jeg ikke flt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt + og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke lnger har nogen Magt + og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation, + hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men + Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at + det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjre sin + Indflydelse gjldende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil + tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige + Lyknskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes + Mnd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene + Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke vre forgjves, + og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det + ubevgelige Rige. + + I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjnnelse af Eders + dygtige, betydningsfulde Arbejde + + _B. J. Fog._ + +Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, dde vor hitrede og +hitelskede Ven. + +Saasnart vor reviderede Oversttelse var udkommet, blev den anmeldt i +alle kirkelige og theologiske Organer og i de Blade, der overhovedet +havde nogen Interesse for kirkelige Sprgsmaal, og den blev +gjennemgaaende fordelagtig bedmt, selv af dem, der hrte til den +Grundtvigske Retning, og som vel i Grunden foretrak Rrdams +Oversttelse. Den ene Kritiker foreslog en, den anden en anden +Rettelse, men paa en eneste Undtagelse nr hilsede de alle Revisionen +som en gldelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid +endnu ikke vre Tale. Vi henvendte os til Kultusminister Bardenfleth +med det nske, at han, siden Biskop Fog var dd, vilde formaa Biskop +Rrdam eller, hvis denne ikke vilde paatage sig det, en anden anset +Theolog til i Forening med os at foretage den Efterrevision, som +havde vret forudsat, og som vi selv fandt ndvendig; thi der var +Steder i vor Oversttelse, vi kun forelbig havde afgjort, idet vi +ventede en yderligere Drftelse; vi kunde ikke betragte den udgivne +Prve som vort sidste Ord. Ministeren, for hvem jeg personlig +udviklede Sagen, fandt dog, at det var for tidligt at tage nogen +saadan Bestemmelse; han syntes, at Bogen ikke havde foreligget for +Offentligheden lnge nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker +frem. Der kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum +Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tnkte mig, at han +vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, foreslog jeg min +Medarbeider, at vi selv, med tilbrligt Hensyn til de offentlig eller +privat gjorte Bemrkninger, skulde foretage en Efterrevision og +udgive Bogen paa ny i mindre Format og til en billigere Pris, +saaledes som flere af Kritikerne havde nsket. Bibelselskabet og det +kgl. Vaisenhus, der havde ladet Oversttelsen trykke, gik ogsaa +beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. Et halvt +Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var nsten fuldendt, +overraskedes vi ved at hre, at Ministeren, efter Nogles Mening +foranlediget ved en uniagtig Notits i "Kristeligt Dagblad", havde +sendt vor Revision til det theologiske Fakultet med Foresprgsel, om +det vilde anbefale den til Autorisation for den danske Folkekirke. +Dette var os alt andet end behageligt; vi havde jo selv erklret, at +vi ikke ansaa den for egnet dertil i sin davrende Skikkelse. Vi bad +derfor Fakultetet om at opstte sin Udtalelse nogle faa Uger, indtil +vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som Ministeren tog os meget +unaadigt op, medens han dog tilstod Fakultetet den nskede Frist. +Efter langvarige, ved Examiner og Ferier afbrudte Forhandlinger +enedes Fakultetet om at foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer, +Professorerne Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den +endelige Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges. + +De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare lykkelige +Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed, +anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behves, thi det var et nyt og +fremmed Omraade, hvorpaa jeg bevgede mig. Det var mig en sand Glde +at arbeide sammen med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt +jeg villig biede mig, ligesom han ogsaa gjerne hrte paa de +sproglige Bemrkninger, Filologen kunde gjre. Vi samstemmede i +Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen og med Hensyn til +Forstaaelsen af Skriftens Ord, og hvor dette ikke var Tilfldet, +lykkedes det saa godt som altid under Udvexlingen af vore Tanker at +komme til Enighed. + +En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at deltage i +Drftelsen af et theologisk Sprgsmaal. Paulus' 1ste Brev til +Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske +Oversttelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet +udi. Er du kaldet som Trl, det bekymre dig ikke; men kan du blive +fri, da vlg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa +Calvin, Erasmus og alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den +gngse Oversttelse i hele den protestantiske Christenhed indtil +Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tbingen i +Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.) +gjorde en modsat Opfattelse gjldende. Paulus skulde have sagt: "Selv +om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at vre Slave." Denne +Oversttelse har siden faaet mange Tilhngere trods de grundige +Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes +Standpunkt; selv Biskop Rrdam oversatte Stedet paa samme Maade som +Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort +opmrksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes +Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imdegaaet af +H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den +evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde vret +bitter nok; thi det exegetiske Sprgsmaal blev, underligt nok, gjort +til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting, +Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem +de forskjellige Stnder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var +bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end +Trldom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes +Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde +tvrtimod have misbilliget en saadan Strben; han havde jo +udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var. +Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid +med en lidt ldre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af +Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at +Clausen forsvarede den hidtil gngse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa +skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig +prdiker han ikke Oprr; det falder ham ikke ind at kmpe imod det +Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trster den +Slave, som er ndt til at blive i Trllestanden, med at han i Guds +ine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme vrger +sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde nske +Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trldommen var +jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. -- Efter 40 +Aars Forlb blev nu det samme Sprgsmaal atter brndende for mig, dog +heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop +Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11. +B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjldende, +at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens +Opfattelse af disse Forhold kunde give Trllestanden en, om end nok +saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde frst komme frem i Tider, da +man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den +hieste Dyd og Martyrdden som den hieste Lykke; men jeg hvdede +ogsaa, at den grske Text slet ikke lod sig overstte paa den angivne +Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversttelse +af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse +med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig overstte ganske +ordret: "Er Du kaldet til Trl, det bekymre Dig ikke; _men hvis Du +ogsaa_ (d. e. lige saa godt) _kan blive fri, saa gjr helst Brug +deraf_" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive +fri). Oversttes Stedet saaledes, og det er den korrekte +Oversttelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og +jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have +beholdt den autoriserede Oversttelses Ord, da kommer det af, at vi i +Henhold til vor Instrux ikke vilde indfre Noget, der kunde forekomme +Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vkke en +Mistanke, som om vi selv ikke havde vret i fuld Overensstemmelse med +den gngse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening +blev fastholdt. + +Min Afhandling blev imdegaaet af Biskop Rrdam i samme Tidsskrift, +11. Bd. S. 519 ff., og i det flgende Bind paafulgte endnu et kort +Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at +gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at +gjre endnu et Forsg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise +den i Sammenhng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankest, da +jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Prster at +holde et Par Forelsninger om "den grsk-romerske Verdens Aandsliv i +det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelsningerne ere trykte +i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai-Juni. + + + + +XIV. + +SLUTNING. + + +Da jeg indgav min Ansgning om Afsked i Efteraaret 1895, flte jeg +mig fuldstndig rask og arbeidsdygtig, og allevegne fra hrte jeg, at +der var ingen Grund for mig til at trkke mig tilbage; men i November +1895 blev jeg angrebet af en hftig Underlivssygdom, og Dden syntes +nr. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paaflgende Halvaar +baade holde en lille Rkke Forelsninger og sysle med et begyndt +videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren 1896 kom Sygdommen +igjen i en anden og ikke mindre betnkelig Form. Ogsaa dette Anfald +blev dog overstaaet, og efterhaanden kom Krfterne tilbage, saa +at jeg, som jeg havde lovet, kunde holde archologiske og +kunsthistoriske Forelsninger paa Universitetet. Da det ikke var +Examensforelsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, der hrte +dem, men desto strre var Tallet af Udenforstaaende, baade Herrer og +Damer, der havde Lyst til at flge den gamle Professor paa hans +Vandringer mellem den klassiske Oldtids Monumenter. Efter srlig +Opfordring holdt jeg et Par Gange Forelsninger ved det Kursus, +der i hvert Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for +Hiskolelrerne, den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen; +og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danske +Prsteforening de ovenfor (S. 217) nvnte Forelsninger om den +grsk-romerske Verdens Aandsliv i det frste Aarhundrede af vor +Tidsregning. + +Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets +Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Dd (12. Dec. 1886) var +bleven Medlem, flgende Skrivelse: + + _Carlsbergfondets Direktion, + d. 25/10 1895._ + + Hjtrede og kjre Kollega! + + Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne + Ansgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som + Professor ved Kjbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at + regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle + vide, der have den Glde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i + Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortstte Deres i + saa mange Aar drevne lrde og betydningsfulde Studier, og vi + haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne + nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi + nre dette Haab, er det naturligt for os tillige at nske, at De + maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller + noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres + Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i + fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige + Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter + giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den + Understttelse, De behver, f. Eks. til Rejser eller til + Anskaffelse af videnskabelige Hjlpemidler -- vi tnke os 2000 + Kr. aarlig --, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og + eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids + Kunsthistorie, som De i en lang Rkke Aar har syslet med, og som + det vilde vre meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjnne + ikke rettere, end at en Understttelse i denne Form ikke i + mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af + Direktionen. + + E. Holm. S. M. Jrgensen. Japetus Steenstrup. Eug. Warming. + +Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjndt jeg ikke var +blind for, at det paalagde mig endnu strre Forpligtelser, end jeg +allerede havde paataget mig; thi der stilles jo meget strre +Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelsninger, +der ikke skulle udgives i Trykken. Men jeg havde dog ogsaa, i alt +Fald for det Frste, Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Lfte, +jeg skulde indfrie. + +Jeg havde i lang Tid vret overbevist om, at den bermte Forfatter +over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort Videnskaben saa +stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig Skade, ikke, som han +udgiver sig for, havde levet paa Keiser Augusts Tid. Jeg havde udtalt +dette bestemt i mit Universitetsprogram 1876. Man havde forlangt, at +jeg skulde bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min +Embedsvirksomhed ophrte, turde jeg ikke opstte det lngere. Jeg +vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske Sprog, som +man havde sgt at undskylde med, at han var en udannet Mand -- han +roser sig rigtignok selv af sin Dannelse -- men ogsaa hans Omtale af +Ting og Personer vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere +Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden endnu et Bevis, som +var aldeles afgjrende. Det var ikke undgaaet Fortolkerne, at en +bestemt Del af Vitruvs Vrk var oversat fra en grsk Forfatter +Athenos (Mathematicus kaldte man ham for at adskille ham fra den +bekjendte Grammatiker af samme Navn); men deri var jo intet +Paafaldende, da denne Forfatter antoges at have levet under +Ptolemerne i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels +leilighedsvis udtalt, at dette ikke kunde vre rigtigt; han maatte +have levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende +uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde oversat Athenos, +men at begge Forfattere havde benyttet en og samme ldre Kilde[14]. +En fornyet Undersgelse af Forholdet viste dog klart, navnlig ved de +Udeladelser og Misforstaaelser, Vitruv havde gjort sig skyldig i, at +det var selve Athenos og ikke nogen Anden, han havde oversat, +ligesom jeg paa samme Tid kunde tilfie nye og uimodsigelige Beviser +for, at denne Athenos havde levet i det 3. Aarh. efter Chr. Der +kunde altsaa ikke lngere vre Tvivl om, at den saakaldte Vitruv med +Urette havde tiltaget sig dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt +paa Augusts Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og +hvad han meddelte om grsk og romersk Bygningskunst, var ikke hans +egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ldre Forfatter, +formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine "Betragtninger over +Vitruvii de architectura libri X med srligt Hensyn til den Tid, paa +hvilken dette Skrift kan vre forfattet" i Videnskabernes Selskabs +Skrifter 5. Rkke IV. Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den +samme Mening over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og +godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu kom den +atter frem, stttet paa filologiske og historiske Beviser. +Prsidenten for det engelske Architektselskab (Royal Institute of +British Architects) Professor Aitchison blev opmrksom paa mit Skrift +og indledte en Brevvexling med mig derom, som endte med, at han bad +mig lade Afhandlingen overstte paa Engelsk til Udgivelse i +Institutets Tidsskrift. Jeg greb med Glde denne Lejlighed til at +omarbeide min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms og Svagheds +Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar Nogen i Fremtiden +nsker at gjre sig bekjendt med mine Undersgelser om Vitruv, beder +jeg dem derfor at benytte den engelske Bearbeidelse, Observations on +Vitruvii de architectura libri X, with special regard to the time at +which this work was written, by J. L. Ussing 1898. + + [14] Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at vre bleven + opmrksom herpaa. + +I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa Behandlingen af +et andet Emne, der delte den lrde Verden i to Leire, Sprgsmaalet om +det grske Theaters Indretning. Vitruv havde jo vret betragtet som +et ufeilbart Orakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var +Udgangspunktet for den Forestilling, man dannede sig derom. Efter ham +bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det cirkelrunde Orchester, +hvis bageste Del blev afskaaret til en srskilt Skueplads, Logeon, +med sin faste Bagvg, Skene. Orchestret var Chorets, Logeet +Skuespillernes Plads, lidt ophiet over Orchestret, i de romerske +Theatre hist 5 Fod, i de grske 10-12 Fod. Dette sidste Maal maatte +forbause Enhver, der gjorde sig nrmere Rede derfor; det Sammenspil +og den umiddelbare Berrelse, der i de klassiske Dramer fra 5. Aarh. +f. Chr. finder Sted imellem Choret og Skuespillerne, blev jo derved +umuligt. Saa udgravede man i 1881 og flgende Aar det vel bevarede +Theater ved Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige +bagved den Bagvggen med sin Silegang, Proskenion, foran. Men der +var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste +sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man +ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af +Orchestra. Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige +grske Theater, men det senere; den tilhrte den Tid, da Choret enten +helt var afskaffet eller dog ikke lngere havde noget umiddelbart +Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette Resultat, som Drpfeld +var kommen til ved sin Undersgelse af Theaterruiner i Grkenland, og +som han fremstillede med overbevisende Klarhed i sit Vrk "Das +griechische Theater." Denne Bog udkom frst i 1896, men Drpfelds +Anskuelse havde vret kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den +re at aabne det nordiske Filologmde i Kjbenhavn, fremsatte jeg den +under almindelig Tilslutning. Men det er jo ikke Alle, der lse +Bibelen paa samme Maade; Vitruvs Beundrere kom til et andet Resultat. +I Epidauros var Proskeniet eller Silestillingen foran Bagvggen 11 +Fod hi; efter Vitruv var Logeet 10-12 Fod hit. Det var to +forskjellige Ting, der taltes om; men det brd man sig ikke om; +Maalet passede, altsaa maatte det vre det Samme. Skuespillerne +maatte have ageret ovenpaa Silegangen, skjndt de dr kun fik en +smal Plads at bevge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran +sig; ja paa Grund af Pladsens Hide kunde de ikke engang sees +fuldstndig fra de forreste Bnke i Theatret. Denne Anskuelse blev +forfgtet med stor Iver af forskjellige Lrde, srlig af Prof. Bethe. +I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt +1897 havde jeg gjort Rede for Drpfelds Anskuelse og dertil knyttet +en filologisk Forklaring af de overleverede grske Benvnelser paa +Theatrets Dele. Hertil fiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny, +vsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemrkninger om +det grske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg tog feil, da +jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne Polemik. Endnu 1901 er +O. Puchstein traadt i Skranken imod Drpfeld med en anselig Bog: "Die +griechische Bhne, eine architektonische Untersuchung." Jeg fandt mig +da ndsaget til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, at +de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der kunde nppe +findes noget bedre Forsvar for Drpfelds Theori end dette mislykkede +Forsg paa at gjendrive den. + +Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhre nok saa meget +Filologien som Archologien, og det Samme gjlder ogsaa om min +Afhandling om Achilles' Skjold i Nordisk Tidsskrift for Filologi +1900. Jeg havde saaledes ikke helt taget Afsked med det Studium, der +lige fra Studenteraarene havde vret min vsentligste Syssel; men nu +skulde denne jo aflses af den Sster-Videnskab, jeg havde elsket i +lige saa hi Grad, men ikke faaet tilstrkkelig Tid til at dyrke. Nu +kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende for sildig. Min +Helbredstilstand tillod mig ikke mere at gjre lngere Reiser; jeg +kunde ikke med egne ine se og undersge de Vidundere, der allevegne +kom frem fra Jordens Skjd, men maatte nies med at lse og hre +derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa nok at +gjre selv indenfor denne Begrnsning, skjndt jeg aldrig kunde +glemme Jernstngerne. Hvilken Forskjel imellem Archologien nu og for +50 Aar siden! Dengang var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den +lille Bk bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen, +Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa mange +Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. Og saa kom +Naturvidenskaben til Hjlp, idet Fotografiens tro Speilbilleder sgte +at bde paa den manglende Autopsi. Endelig var selve den +videnskabelige Behandling forandret. Hvor man dengang dilettantmssig +prvede sig frem, flte man sig nu sikker; der havde dannet sig en +Skole med faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt +Methode og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare Skjn var +aflst af Maal og System. Undertiden mrkede man vel mindre +Kjrlighed til Kunsten end Videnskabens Trhed. Skjnnere var det vel +at glde sig over Kunstvrket end at analysere dets Enkeltheder og +diskutere dets Stil; men hvem skulde ikke re Videnskaben og bie sig +for den? Beklageligt kun, at den ikke sjldent tiltroede sig mere, +end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod stillede sig Opgaver, +som umulig kunde lses. Tidt saa man da paa et ganske upaalideligt +Grundlag Hypothese stillet ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en +imponerende Pragtbygning, som dog nrmere set viste sig at vre et +Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens +Kunsthistorie med samme Fuldstndighed og Tilforladelighed som +Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i +andre archologiske Arbeider blev jeg derfor ofte ndt til at rette +en temmelig skarp Kritik imod denne Retning. + +Dette er dog ikke Tilfldet med min Afhandling om "Midtgruppen paa +Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs Oversigt 1895). Den er +ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Det var +allerede paavist af Andre, at den almindelige Antagelse, at det +skulde vre Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet, +strider imod Figurernes Stilling og Bevgelser; men de fleste +Archologer havde ikke villet indrmme dette. Man kunde ikke lsrive +sig fra den forud fattede Mening, saalnge man ikke havde nogen anden +Forklaring at stte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte. Det +forestillede Emne er Forberedelsen til Gudernes Modtagelse. Det +sammenfoldede Klde, som man antog for Gudindens Peplos, er +Purpurtppet, der skal udbredes for Gjsterne. Det udleveres +tilligemed de Stole, hvorpaa de skulle tnkes at tage Plads. Saasnart +min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev fra E. Curtius, hvori +han meddelte mig, at dette ogsaa var hans Opfattelse. + +I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevgelser og +Stillinger i antike Kunstvrker" (Videnskabernes Selskabs Skrifter 5. +Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort dette ved nye, og som det +forekommer mig, uomstdelige Beviser. + +I en lidt strre Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" (trykt i +Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) sgte jeg frst at vise det ganske +Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena paa Borgen i Athen +ikke skulde vre af Phidias, men af en vis Praxiteles -- den ldre +kalder man ham, -- som aldrig har existeret; endnu vedbliver han at +spge i enkelte kunsthistoriske Skrifter, men lnge vil dette dog +nppe vare. Ogsaa fra Furtwnglers af Mange saa hit priste +Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have +Gjengivelser af "den skjnneste af Phidias' Athenestatuer", +Lemnierinden, maatte jeg tage tilbrlig Afstand; men hun vil sagtens +lnge vedblive at bre dette Navn, til liden Baade for vor +Forestilling om Oldtidens mgtigste Kunstneraand. Endelig sgte jeg +at vise, at Phidias' Kliduchos eller Nglebrerske maatte antages at +vre gjentaget i en i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue, +hvis Armbevgelse ikke kunde forklares, som om hun havde baaret et +Spyd; det maatte vre et Redskab af anden Art, formodentlig en +Tempelngle, som man brugte dem i det gamle Hellas. + +Pergamos havde fra det ieblik, da jeg i Berlinermuseet saa det +frste Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig vret ude af min +Tanke. Efter mit Besg paa Stedet, i Foraaret 1882, gav jeg en lille +Skildring af Stadens Historie og Monumenter i min Bog "Fra Hellas og +Lilleasien." Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt, +og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde +tilbageholde Lysten til at give en udfrligere og fuldstndigere +Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat +ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og srlig mine +Forelsninger havde vret mit Livs Glde og den nrende Kilde for +alle mine Studier. Nu da jeg nskede at fremlgge en Frugt af disse, +som jeg selv tillagde en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at +tnke paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums +Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet "i +taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelsningsvirksomhed." Da Conze +havde lst Bogen, bad han mig om at overstte den paa Tysk, og jeg +greb gjerne Leiligheden til at rette de Feil og Uniagtigheder, jeg +var bleven opmrksom paa, og tilfie et og andet Nyt. Det +archologiske Instituts Forlgger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede +den med en sjlden Elegance (1899). Det var kun et ringe Udtryk for +min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den til den Mand, hvem vi +frem for andre skylde Opdagelsen af det gamle Pergamos, og som ogsaa +i saa hi Grad havde stttet mine Studier derover. + +Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag "om +den rette Forstaaelse af Bevgelser og Stillinger i nogle antike +Kunstvrker" (trykt i Selskabets Skrifter 6. Rkke, 5. Bind). Det +var nu 50 Aar, siden jeg var bleven udnvnt til Medlem af +Selskabet. Selskabets Prsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var +forhindret fra personlig at mde, tilsendte mig i den Anledning en +Lyknskningsskrivelse, som blev oplst i Selskabet. + + * * * + +Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del vret optaget af +Planer, hvis Udfrelse skulde overlades Andre. + +De store Udgravninger, som i det sidste halve Hundredaar ere udfrte +i Oldtidens Kulturlande, havde jo fremdraget en saadan Rigdom af +Monumenter, at den klassiske Oldtids Historie maatte fremtrde ikke +blot mere levende og fyldig, men ogsaa paa mange Maader maatte vise +sig i et helt nyt Lys. Herved maatte Archologien komme til at spille +en Hovedrolle; det syntes at maatte vre den, der skulde lgge +Grundstenen for den nye Bygning, som Videnskaben var i Frd med at +opfre. Intet Under derfor, at Alle, der elskede Oldtiden og ventede +paa at se den fremtrde i sin sande Skikkelse, vare ivrige for at +deltage i det store Oprydningsarbeide. Det Exempel, som Tyskland +havde givet, blev efterfulgt af de andre store Nationer. Frankrig, +England, Nordamerika, Rusland og Italien anvendte betydelige Summer +derpaa. Men skulde ikke ogsaa de smaa Stater, hvis Interesse og Iver +ikke var mindre end de andres, skulde ikke ogsaa de kunne yde deres +Skjrv til dette almindelige Arbeide i Kulturens Tjeneste? Og var +ikke Danmark srlig kaldet dertil, dette Land, som ikke blot ved sine +Undersgelser paa den nordiske og forhistoriske Archologis Omraade +indtager en Frerstilling i denne Videnskab, men ogsaa indenfor den +klassiske Archologi baade ved videnskabelige Arbeider og ved sine +rige Museer har erhvervet sig Krav paa at tlles med i Kredsen? En +Del Filologer og Archologer med Professor J. L. Heiberg i Spidsen +henvendte sig til Carlsbergfondets Direktion med det Sprgsmaal, om +denne Stiftelse, der nylig havde hvdet Fdrelandets re ved +Premierlieutenant Amdrups Opdagelser paa Grnlands stkyst, ikke +ogsaa kunde vre villig til at bekoste en Udgravning paa et eller +andet Sted i den klassiske Kulturs Lande. Hvis Pengemidlerne kunde +skaffes, vilde det ikke mangle paa Krfter til Udfrelsen af et +saadant Foretagende, idet Doktorerne C. Blinkenberg og K. F. Kinch +ved deres grundige Sagkundskab og deres praktiske Erfaring borgede +for en tilfredsstillende Udfrelse deraf. Direktionen modtog +Forslaget med Velvillie og overdrog Professor Heiberg og mig at +fremstte nrmere Forslag desangaaende. + +Vor frste Tanke faldt paa Kyrene, der hidtil kun er ganske +ufuldstndig og sporadisk undersgt. Carlsbergfondet ansgte den +ottomaniske Regjering om Tilladelse til at foretage en videnskabelig +Undersgelse og Udgravning der, og vi kunde ikke tnke os nogen +Grund, hvorfor denne Ansgning ikke skulde bevilges. Dr. Kinch reiste +derhen for at foretage en forelbig Undersgelse af Stedet, men han +kom ikke lngere end til Havnestaden Bengazi. Pasjaen i Kyrene vilde +ikke tillade ham at reise ind i Landet, fr han havde faaet Sultanens +Ordre. Efter Sigende kunde denne ventes hver Dag, men den udeblev +stadig, og frst da han i Konstantinopel selv sgte at faa at vide, +hvorfor det ikke var muligt at faa noget Svar, erfarede han, at der +intet vilde gives: under de nrvrende Forhold vilde den ottomaniske +Regjering ikke tillade nogen Fremmed at opholde sig der. + +Det gjaldt nu om at finde et andet Sted i de grske eller tyrkiske +Lande, hvor en Udgravning kunde forsges med grundet Haab om lnnende +Udbytte. Efter omhyggelig Afveining af de forskjellige Muligheder, +der frembd sig, valgte vi Lindos paa en Rhodos, en By, som i det 7. +og 6. Aarh. f. Chr. var ens vigtigste Stad og selv, efter at den nye +Hovedstad var anlagt 408, vedblev at have Betydning som srskilt +Kommune. Beliggende paa ens stkyst, som Grkenlands yderste +Forpost imod S.O., har den spillet en Hovedrolle i de gamle +Handelsforbindelser med Orienten; vi lse bl. A., at den gyptiske +Konge Amasis sendte kostbare Gaver til Athenetemplet i Lindos. +Borgen, der laa paa en isoleret Klippe lige ved Kysten, blev i +Middelalderen paa ny befstet af Johanniterridderne, og efter at +Tyrkerne havde erobret den, ogsaa af disse bevaret som Fstning, +indtil den c. 1840 blev opgivet. Siden den Tid ligger den ganske de. +Den ngne Klippe er oversaaet med Stenblokke, der have vret +benyttede i Oldtiden, og som ved de indhuggede Indskrifter fortlle +os deres tidligere Historie. Imellem dem vise sig ogsaa Grundmurene +af to antike Bygninger, formodentlig Templer. Her var altsaa en rig +Mark for Undersgelse, hvortil endnu kom, at der ogsaa i den lavere +By udenfor Borgen saas et lille Theater og andre Minder om Benyttelse +i Oldtiden, ligesom ogsaa Gravene for Strstedelen vare urrte. +Carlsbergfondets Direktion billigede vort Valg og stillede 60,000 Kr. +til vor Raadighed. Her gjorde den tyrkiske Regjering heller ingen +Vanskeligheder, og en keiserlig Irade, som tillod Udgravningen, blev +udstedt i Februar 1902. + +I Begyndelsen af April afreiste Blinkenberg og Kinch til Stedet for +forelbig at orientere sig, foretage enkelte Forsgsgravninger og +overhovedet forberede Alt saaledes, at Arbeidet kunde begynde, naar +Sommerens Hede var forbi. Forholdene paa Stedet syntes srdeles +heldige, og man lovede sig en heldig Kampagne; men pludselig viste +der sig nye Vanskeligheder, som truede med at faa hele Planen til at +strande. Hvad enten det hidrrte fra Fordomme hos nogle af Stedets +Beboere, der vare bange for, at de Fremmede skulde bortfre deres +Skatte, eller af en hvilkensomhelst anden Grund, trods den keiserlige +Tilladelse vilde den tyrkiske Tilsynshavende, der skulde vaage over +Udfrelsen af Arbeidet, ikke tillade dem at grave paa Borgen. Udenfor +denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som +det netop vsentlig gjaldt om at faa undersgt. Forbudet stttede sig +paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, iflge hvilken +der ikke maatte graves i Fstninger, og man vilde ikke hre noget om, +at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophrt at vre en Fstning. +Der krvedes altsaa en ny keiserlig Tilladelse. De militre +Autoriteter vare ingenlunde villige til at anbefale en saadan, og +frst efter vedholdende Anstrengelser og lang og pinlig Venten +lykkedes det i Slutningen af August at erholde den nye keiserlige +Ordre, hvorved ogsaa denne Hindring blev ryddet af Veien. Nu synes +endelig Alt at vre i Orden. Expeditionen, bestaaende af de to +Archologer med Bistand af en Architekt og en Ingenir, er i Frd med +at afgaa, og Arbeidet kan begynde i Oktober. Gid det maa bringe +Videnskaben Frugt og lnne al den Iver og Udholdenhed, hvormed der er +kmpet for Ivrksttelsen af denne smukke Plan! + + 14. September 1902. + + + + +EFTERSKRIFT. + + +Fader dde den 28. Oktober 1905. Hans Optegnelser ere afsluttede tre +Aar forinden; kun har han tilfjet nogle Linier om Moders Bortgang +(S. 102). Hans Arbeide i disse sidste Aar var fremfor alt helliget de +danske Udgravninger paa Rhodos, hvormed Tilsynet herhjemmefra for en +stor Del var lagt i hans Haand, og han stod til det sidste i levende +Forbindelse med de Videnskabsmnd, der arbeidede dernede. I +Videnskabernes Selskab gav han Meddelelser herom, og Mange ville +endnu mindes, hvorledes han i Geografisk Selskab den 2. Febr. 1904 +holdt en stor Forsamlings Opmrksomhed fangen ved et halvanden Times +Foredrag om Udgravningerne og deres Resultater. I Efteraaret 1904 +holdt han sidste Gang archologiske Forelsninger paa Universitetet, +da han gjorde Tilhrerne bekjendt med Udbyttet af de seneste Aars +Udgravninger i Delphis Grusdynger, som han selv havde besgt og +skildret henved 60 Aar tidligere. I November maatte han afslutte +Forelsningen, og de smertefulde Sygdomsanfald bleve nu hyppigere; +han flte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft og lngtes +efter Dden. Han underkastede sig i Marts 1905 en Operation, som han +ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog overstod han den, og +endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige Lidelser glde sig ved +Samvret med sin Familie og med Venner, gamle og unge, ligesom han +vedblev at omfatte sin Videnskabs Fremskridt med levende Interesse og +at arbeide med sin Pen indtil det sidste, to Ugers Sygeleie. + + + + + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + +WALD. BAUDITZ: Livserindringer, Kr. 4,00 ~ VILH. BERGSE: De +forbistrede Drenge, Portraiter og Interieurer, Kr. 4,50, Krigen og +Koleraen, Kr. 3,25, Studenterleben og Studieliv, Kr. 4,00, Eventyr i +Udlandet. Kr. 4,00, Mellem Palmer og Pinier, Kr. 3,50 ~ CHARLOTTE +BOURNONVILLE: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen, Kr. 6,50, AUGUST +BOURNONVILLE: Spredte Minder i Anledning af Hundredaarsdagen, Kr. +3,50 ~ CHR. BRUUN: Biblioteks Erindringer, Kr. 2,00 ~ ERIK BGH: +Erindringer fra mine unge Dage, Kr. 5,00, Min frste Forfattertid, +Kr. 4,50 ~ H. F. EWALD og THEODOR EWALD: En Slgts Historie gennem et +Aarhundrede, I-II Kr. 4,50 ~ CLARA RAPHAEL: Tolv Breve. Udg. af _J. +L. Heiberg_. Kr. 1,50 ~ JOHS. FIBIGER: Mit Liv og Levned, Kr. 5,00 ~ +MARGRETE FIBIGER: Clara Raphael (Mathilde Fibiger) Et Livsbillede, +Kr. 3,75, Et Kvindeliv (Ilia Fibiger), Kr. 1,75 ~ JOHANNE LOUISE +HEIBERG: Et Liv genoplevet i Erindringen, Folkeudgave, Kr. 10,00 +~ C. F. HOLTEN: Erindringer, 2. Oplag, Kr. 4,50 ~ LIVS- OG +KRIGSERINDRINGER. Af en gammel Feltprst, Kr. 4,00 ~ W. SCHORN: Da +Voldene stod, Erindringer, Kr. 4,50. Fra gamle Skuffer, Kr. 3,50. ~ +J. W. SDRING, f. ROSENKILDE: Erindringer I, Kr. 5,00, do. II, Kr. +3,50 ~ OTTO ZINK: Joachim Ludvig Phister, Et Theaterliv, Kr. 3,75. +Fra mit Studenter- og Theater-Liv. Kr. 5,75. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Af mit Levned, by Johan Louis Ussing + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED *** + +***** This file should be named 36430-8.txt or 36430-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/6/4/3/36430/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/36430-8.zip b/36430-8.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..b6e86b3 --- /dev/null +++ b/36430-8.zip diff --git a/36430-h.zip b/36430-h.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..331fe52 --- /dev/null +++ b/36430-h.zip diff --git a/36430-h/36430-h.htm b/36430-h/36430-h.htm new file mode 100644 index 0000000..afaaa31 --- /dev/null +++ b/36430-h/36430-h.htm @@ -0,0 +1,8623 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> + <title>Af mit Levned, by J. L. Ussing; an eBook from Project Gutenberg</title> + <style type="text/css"> + /* <![CDATA[ */ +body { + margin: auto 10%; +} + +h1,h2 { + text-align: center; + clear: both; +} + +p { + margin: .75em auto; + text-align: justify; +} + +hr { + width: 33%; + margin: 2em auto; + clear: both; +} + +table { + margin-left: auto; + margin-right: auto; +} + +ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } +ul.inline { text-align: center; padding-left: 0; margin-left: 0; } +ul.inline li { display: inline; padding-left: .5em; padding-right: .5em; } +ul.inline li.noinline { display: list-item; list-style-type: none; } + +.pagenum { + /*visibility: hidden;*/ + color: #999; + position: absolute; + left: 92%; + font-size: smaller; + text-align: right; + font-style: normal; + font-variant: normal; + font-weight: normal; + text-transform: none; + text-decoration: none; + letter-spacing: normal; +} /* page numbers */ +a[title].pagenum:after { content: attr(title); } + +blockquote { + margin: auto 8%; +} +p.reklamer { margin: auto 20%; } + +em { + font-style: italic; + font-weight: normal; + text-decoration: none; + font-variant: normal; +} + +.center { text-align: center; } +.right { text-align: right; } +.caps { text-transform: uppercase; } +.larger { font-size: 130%; } +.smaller { font-size: 80%; } +.italic { font-style: italic; } + +.address { padding-left: 3em; } +.signature { text-align: right; padding-right: 3em; } +.years { text-align: center; } +.fake-float-right { padding-left: 10em; } + +/* Images */ +img { border: none; } + +.figcenter { + margin: auto; + text-align: center; +} + +/* Footnotes */ +.footnotes { border: dashed 1px; } +.footnote { margin: auto 10%; font-size: .9em; } +.footnote .label { position: absolute; right: 84%; text-align: right; } + +.fnanchor { + vertical-align: top; + font-size: 70%; + text-decoration: none; +} + +h2 .fnanchor { font-size: 60%; font-weight: normal; } + +/* Poetry */ +.poem { margin: auto 10%; text-align: left; } +.poem br { display: none; } +.poem .stanza { margin: 1em 0em; } +.poem span.i0, .poem span.i4, .poem span.i6 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; } +.poem span.i0 { margin-left: 0em; } +.poem span.i4 { margin-left: 2em; } +.poem span.i6 { margin-left: 3em; } +p.i4 { padding-left: 2em; } + +/***/ + +.trnote { + font-family: sans-serif; + font-size: 90%; + background-color: #ccc; + color: #000; + border: black 1px dotted; + margin: 2em 15%; + padding: 1em; +} +.trnote ul li { list-style-type: none; } + +.toc { margin: 0 25% auto 25%; } +p.toc { font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; } +.toc li { padding: 0 4em 0 0; list-style-type: upper-roman; } +.toc li.nonum { list-style-type: none; } +.toc .num { position: absolute; right: 30%; top: auto; white-space: pre-wrap; } + +.topmarg { margin-top: 4em; } + +.w65 { width: 65%; } +hr.chapbreak { width: 45%; } +hr.tb { width: 25%; } +hr.tb_blank { width: 15%; } +hr.chapbreak { margin-bottom: 4em; } + +a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ } +.sic { /*border-bottom: 1px dotted #666;*/ } + + /* ]]> */ + </style> + </head> +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Af mit Levned, by Johan Louis Ussing + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Af mit Levned + +Author: Johan Louis Ussing + +Release Date: June 15, 2011 [EBook #36430] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + + + + + +</pre> + + +<div class="trnote"> +<h2>Afskriverens bemrkninger</h2> +<p>benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning +er i vrigt bevaret, herunder varierende stavemder som igjennem/igennem +og offre/ofre. En enkelt rettelse noteret i slutningen af den trykte +bog er indfrt i e-bogens tekst. En <a href="#afskr_rettelser">ordliste +med vrige rettelser</a> er placeret sidst i bogen.</p> +<p class="center"><a href="#Indhold">Indholdsfortegnelsen kan findes her.</a></p> +</div> + + + + +<p class="center larger caps">J. L. Ussing</p> + +<p class="center larger caps">Af Mit Levned</p> + + +<hr class="w65" /> + +<div class="figcenter topmarg"><img alt="Portrtfoto og signatur: J. L. Ussing" src="images/portrait.jpg" width="300" height="461" /></div> + +<hr class="w65" /> + + +<p class="center larger caps">J. L. Ussing</p> + +<h1 class="caps">Af mit Levned</h1> + +<p class="center caps">Udgivet af hans Snner</p> + +<p class="center topmarg caps">Kjbenhavn og Kristiania<br /> +Gyldendalske Boghandel<br /> +Nordisk Forlag</p> + +<p class="center caps smaller">Forlagets Bogtrykkeri</p> + +<p class="center smaller">1906</p> + +<hr class="w65" /> + + +<h2><a name="Indhold" id="Indhold">INDHOLD.</a></h2> + +<ol class="toc"> +<li><a href="#I">BARNDOM (1820—36).</a> <span class="num">Side 1</span></li> +<li><a href="#II">STUDENTERAAR (1836—44).</a> <span class="num">" 23</span></li> +<li><a href="#III">ARCHOLOGI OG UDENLANDSREISER (1844—47).</a> <span class="num">" 39</span></li> +<li><a href="#IV">REVOLUTIONSAARET. — FAMILIEFORHOLD.</a> <span class="num">" 81</span></li> +<li><a href="#V">FORELSNINGSVIRKSOMHED. REISER.</a> <span class="num">" 105</span></li> +<li><a href="#VI">FORFATTERSKAB.</a> <span class="num">" 119</span></li> +<li><a href="#VII">SKOLEVIRKSOMHED. PDAGOGIK. RETSKRIVNING.</a> <span class="num">" 126</span></li> +<li><a href="#VIII">KOLLEGER OG VENNER.</a> <span class="num">" 144</span></li> +<li><a href="#IX">UNIVERSITETET.</a> <span class="num">" 157</span></li> +<li><a href="#X">ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.</a> <span class="num">" 172</span></li> +<li><a href="#XI">SKANDINAVISME.</a> <span class="num">" 189</span></li> +<li><a href="#XII">POLITIK.</a> <span class="num">" 199</span></li> +<li><a href="#XIII">BIBELREVISION.</a> <span class="num">" 208</span></li> +<li><a href="#XIV">SLUTNING.</a> <span class="num">" 218</span></li> +<li class="nonum"><a href="#Efterskrift">EFTERSKRIFT</a> <span class="num">" 231</span></li> +</ol> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"></a></p> + +<h2><a name="I" id="I">I.</a><br /> +BARNDOM.</h2> + +<p class="years">(1820—1836).</p> + + +<p>Den Dag, da jeg fyldte mit 70. Aar, modtog jeg et Brev +fra Johannes Fibiger, hvori der stod: "Nu skulde Du +skrive Dit Levned, som Mynster siger man skal skynde sig +at gre, naar man har naaet de 70, og hvorom Goethe siger, +at den, der gjr det, er det hfligste af alle Mennesker, +medens den, der brnder sine Efterladenskaber, er den +uhfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit +Liv var srlig mrkeligt, og om jeg end maaske nok kunde +have oplevet Noget, som var vrdt at fortlle, saa var min +Hukommelse ikke strk, og Dagbog havde jeg kun sjlden +frt. Desuden syntes jeg, at saalnge jeg var i mit Embede, +burde min Tid anvendes til videnskabelige Arbejder; der +var endnu Adskilligt af den Art, jeg kunde nske at udfre.</p> + +<p>Og dog — der kommer ledige Timer, da det videnskabelige +Arbejde maa hvile; saa kan jeg jo gjerne prve paa +at nedskrive, hvad jeg kan huske. Maaske det kan more +mine Brn og Brnebrn at lse det, og maaske de kunne +finde, at Et og Andet deraf kan egne sig til Offentliggjrelse. +Men udgive de Noget, maa de gjre det paa deres eget +Ansvar; mit Raad og min Bn er, at de hellere udgive for +Lidt end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen +falsk eller urigtig Fremstilling eller flde nogen uretfrdig +Dom om Nogen, da haaber jeg, at Sligt maa blive<a class="pagenum" name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"></a> +rettet eller udeladt. Goethes Paradox om Hfligheden kan +jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tvrtimod det er uhfligt +at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Jeg er fdt i Kjbenhavn d. 10<span title="rettelse, tilfjet">.</span> April 1820; men min +Slgt er fra Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan +jeg regne baade Hans Tavsen og Anders Srensen Vedel +iblandt mine Forfdre. Hans Tavsens Datterdatter, Mette +Hansdatter Laugesn var gift med A. S. Vedel, og deres +Snnesns Datterdatter Ane Jensdatter Lauridsen blev i +Aaret 1704 gift med Niels Jensen, der efter sin Eiendom +Ussinggaard antog Navnet Ussing, som hans Efterkommere +have beholdt. Han havde vret Landcommissarieskriver i +Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som Eier af to store +Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og Mringgaard.</p> + +<p>I den tilhrende Sognekirke Korning har han efterladt +sig et Monument, der paa samme Tid, som det skulde vre +en Prydelse for Kirken, ogsaa kunde vre et Epitaphium +for ham og hans Hustruer; thi han havde vret to Gange +gift, fr han gtede Ane Jensdatter. Det er en stor Chorskranke — Indskriften +kjender ikke dette Navn, men kalder +det kun "dette mellem Choret og Kirken" — med rige +architektoniske Prydelser, strre og mindre udskaarne Figurer, +Malerier og Indskrifter. Den fyldte hele Chorbuen +fra nederst til verst. Under Gudstjenesten aabnedes de +midterste Gitterdre, forat Altret kunde blive helt synligt +for Menigheden. Disse Chorskranker vare en Overlevering +fra Katholicismens Tid; men som Prydelser beholdtes de +endnu under den protestantiske Gudstjeneste, skjndt de +ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paa<a class="pagenum" name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"></a> +Grund af deres Strrelse meget forstyrrende. De ere derfor +ogsaa for det Meste forsvundne, hvor de have vret, og da +Chorskranken i Korning nu (1890) var temmelig forfalden +og maatte restaureres, blev den tillige efter Prstens nske +flyttet hen til Kirkens vestre Endevg lige over for +Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, +og ogsaa Monumentet — takket vre Professor Magnus +Petersens fortrinlige Restauration — er kommet til at gjre +en smuk Virkning.</p> + +<p>Efter Indskrifttavlens Angivelse havde Niels Jensen Ussing +med sin frste Hustru 3 Snner og 1 Datter, med sin +anden 1 Sn, og med sin tredie 6 Snner og 1 Datter. Ingen +af Snnerne har beholdt Faderens Eiendomme; de fleste +af dem bleve Prster. Den ldste af dem alle var Prst i +Lsning og Korning, den ldste af Ane Jensdatters Brn, +Bagge Nielsen Ussing blev Prst i Lille Lyndby i Sjlland. +Dennes ldste Sn, Niels var min Farfar; hans nstldste +Sn, Henrich, bekendt som Forfatter til "Kirkeforfatningen +i de danske Stater" (Kbhavn 1786—1789), blev +Fader til Generalprokurr, Konferentsraad Tage Algreen +Ussing.</p> + +<p>Min Farfar har havt mere Lyst til verdslig end til geistlig +Virksomhed. Han nedsatte sig i Ribe, hvor hans Faders +to Tvillingbrdre bekldte anselige Stillinger, den ene som +Prsident, den anden som Raadmand. Der blev han Hospitalsforstander, +men drev samtidig forskjellige praktiske og +industrielle Foretagender, f. Ex. en Tobaksfabrik, der dog +aldrig vilde trives. Hans Hustru Johanne Lovise Bruun dde +efter at have fdt sit 15de Barn. Et Skjrmbrt, som stod +foran den Nyfdtes Vugge, faldt om, og Moderen dde af +Forskrkkelse 1796. Min Fader var dengang 9 Aar gammel. +Den store Brneflok fik for en stor Del Lov til at +skjtte sig selv, og jeg har hrt mange Fortllinger om +deres frie Liv i Haven, paa Toften og paa Engen omkring<a class="pagenum" name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"></a> +Byen, paa Aaen i Baad og om Vinteren paa Skiter; jeg +har hrt besynderlige Historier om de Gale paa Hospitalet, +som man efter Datidens Skik ikke brd sig om at holde +srlig afsprrede. Min Fader har fortalt mig, at han engang +som Dreng blev forstyrret i sin Svn ved, at Matrassen +under ham bevgede sig; det var et galt Fruentimmer, +der havde faldet paa at lgge sig der. Der var ikke Raad +til at anvende Synderligt paa Brnenes Opdragelse. De to +ldste bleve holdte til Studeringerne; den ldste blev theologisk +Kandidat og Prst i Uldum i Nrheden af Horsens +(† 1861); den anden blev Jurist og Faderens Efterflger +som Hospitalsforstander.</p> + +<p>Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning +at blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. +Denne, W. J. A. Moltke, der senere fik Grevetitel, +fik den kjnne og raske Dreng kjr, og da han 1815 blev +forflyttet til Sjlland, tog han ham med sig, og antog det +unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa Dansk +juridisk Examen, som sin Fuldmgtig. Et Par Aar senere +tilbd Kong Frederik VI Moltke Embedet som Overprsident +i Kjbenhavn. Moltke svarede, at han gjerne vilde +modtage det, hvis H. M. vilde forunde ham en Naade endnu. +Frederik VI foer op, som han pleiede, og udraabte: +"Stiller De Betingelser?" Moltke fortsatte, at for at kunne +udfre et betroet Embede til Kongens Tilfredshed maatte +man vre vis paa at have paalidelige Underordnede; srlig +gjaldt dette om Kjbenhavns Overformynderi, hvis store +Kapitaler ikke turde betroes nogen uprvet Mand. Han bad +derfor om, at hans hidtilvrende Fuldmgtig maatte blive +Overformynderiets Kasserer og som saadan Kontorchef +under Magistraten. Hans Begjring blev bevilget, og min +Fader fik i en Alder af 30 Aar det Embede, han vedblev +at beklde, saa lnge det bestod. Ved Overformynderiets +Omordning (efter Lov af 4. Marts 1857) gik han af med<a class="pagenum" name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"></a> +Titel af Etatsraad. Han dde 13. April 1866, 79 Aar +gammel.</p> + +<p>Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at +stifte et tarveligt Hjem, gtede han en elskelig ung Pige, +han i lngere Tid havde vret forlovet med, Esperance +Tolerance Balle. Hun var to Aar yngre end han. Hendes +Fader, en fdt <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="Normand">Nordmand</a>, havde vret Borgemester i Ribe; +han dde som Sorenskriver i Throndhjem. Mine Forldres +gteskab blev velsignet med 5 Brn, alle Snner. Den +ldste, f. 4. Marts 1818, fik Navnet <i>Werner Jasper Andreas</i> +efter min Faders Velynder. Det var et ualmindelig hurtigt +og skarpt Hoved; som Dreng var han langt forud for sin +Alder; som Mand besad han et klart og forudseende Blik +paa alle Forhold, som man maatte nske, Andre havde vret +i Besiddelse af. Han blev Hiesteretsassessor, Direktr +i Nationalbanken og kongevalgt Landsthingsmand. Han dde +2. December 1887. Den nstldste Sn, den der nedskriver +dette, blev kaldet <i>Johan Louis</i> efter sin Bedstemoder. +Den tredie, <i>Carl</i>, f. 14. April 1823, blev juridisk Kandidat +og Fuldmgtig under Kjbenhavns Magistrat; i Krigen +1848—49 gjorde han Tjeneste som Lieutenant og Capitain, +og faldt i Slaget ved Fredericia 6. Juli 1849. Den fjerde, +<i>August</i>, f. 23. Febr. 1825, var Theolog. I 1848 meldte han +sig som Frivillig til Krigstjeneste; men efter at have deltaget +med Hder i Slaget ved Dybbl 5. Juni, blev han +syg og maatte forlade Hren. Han dde som Provst og +Sogneprst i Skjelskr d. 1. Marts 1897. Den yngste, <i>Vilhelm</i>, +f. 18. Mai 1830, blev Assessor i Kriminalretten, men +dde allerede 1. Juli 1871.</p> + +<p>Danmark var fattigt i den frste Fjerdedel af det 19de +Aarhundrede. Den nrvrende Slgt vilde forbavses, hvis +den kunde anstille Sammenligning imellem Nutiden og Datidens +smaa og tarvelige Forhold. Embederne lnnedes kun +smaat, og der maatte spares, naar man skulde opdrage 5<a class="pagenum" name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"></a> +Snner; men vort Hjem var dog net og hyggeligt, og vi +savnede Intet; det Eneste, jeg klagede over, var, at Skomageren +altid syede for smaa Stvler til mig, og jeg maatte +njes med den Trst, at de bleve nok strre, naar jeg fik +gaaet med dem. Strre Velstand stiftede jeg Bekjendtskab +med hos Slgtninge og Venner, som mine Forldre omgikkes, +saasom Isenkrmmer, senere Jernstber Heegaard, +der dengang eiede en stor Have paa Nrrebro, Justitsraad +Nyeland, der som <span class="sic" title="[sic]">Proviantsforvalter</span> for Setaten boede ved +den nu opfyldte Tihushavn, der hvor Generalstabens topographiske +Afdeling nu er, og raadede over et udstrakt Terrain +af Gaarde og Magazinbygninger, — en uforlignelig +Legeplads, — samt en Have, der gik helt ned til Havnen, +og Prokurator Borup, der pleiede at ligge paa Landet paa +Vesterbro; en Gang laa de i Gstgivergaarden Grnne +Hest, der hvor nu Saxogade begynder; det kaldte man +Land dengang.</p> + +<p>Jeg kom til Verden paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen, +men allerede 8 Dage efter flyttede mine Forldre +til Hjrnet af Frederiksborggade og Nrrevold. Til dette +Sted knytte sig mine tidligste Minder. Det var morsomt at +se paa Vognfrdselen igennem Nrre-Port, og endnu mere +at se paa alle Soldaterne, der stadig marscherede forbi til +velsen paa Flleden, ifrte rde Trier med Rabatter af +forskellig Farve for hvert Regiment, for ikke at tale om de +fixe Livjgere og Studenterne med den hie Fjer i Chakoten, +eller om det vldige Artilleri. Den lille Dreng holdt +meget af at lbe over Gaden og stte sig paa Afviserstenen +ved Foden af Voldbakken, ved hvilken Lejlighed der ogsaa +stundom kunde falde et Besg af hos Soldaterne i Vagtstuen. +Eller jeg kunde lbe over til det andet Gadehjrne, +hvor den bredskuldrede Tmmermester Westergaard boede +paa 1. Sal. Hans Datter Albertine, der senere blev gift med +Overretsprokurator Alberti, var meget venlig imod mig;<a class="pagenum" name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a> +Snnen N. L. Westergaard stiftede jeg frst mange Aar +senere, som Kollega, Bekjendtskab og inderligt Venskab +med. Men den bedste Gjenbo var dog vist Pladskommandanten, +der boede oven over Nrre-Port, Major Kathala, +hvis elskvrdige Familie min Broder og jeg i en lang +Rkke Aar vedligeholdt Forbindelse med.</p> + +<p>Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til +Hjrnet af <span class="sic" title="[sic]">Teglgaardstrde</span> og Volden. Her fandtes endnu +Brandtomter, der laa ubebyggede siden 1807 og afgav fortrffelig +Legeplads for Brn, og naar man var 10 Aar gammel +og var pnt paakldt, kunde man faa Lov til at spadsere +paa den ligeoverfor liggende Vold, forudsat at man +ikke gik det mindste udenfor de banede Veie; thi saa kom +Skildvagten styrtende ud fra sit Skilderhus og truede med +at slaa "den Satans Dreng" ihjel med Gevrkolben. Ja fik +man det Indfald, naar man gik hjem fra Skolen, at lgge +Veien over Volden, var det lige saa galt; man havde jo +Skolebgerne under Armen, og "Ingen maatte bre Noget +paa Volden".</p> + +<p>Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid +anvendte han helst til at frdes i det Frie. Han var i sine +yngre Dage ivrig Fisker og Jger, og paa Fiskeriturene til +Lersen efter Aborrer, eller ud i resundet efter Hvidlinger, +tog han af og til sine ldre Snner med. Han gik +lange Spadsereture med os og vi bleve vel bekendte med +Kjbenhavns Omegn; mange Gange fik jeg Skjnd, naar +jeg knap kunde slbe mig frem paa Hjemvejen fra Charlottenlund +eller Dyrehaven. Engang gjorde han en 3 Dages +Fodreise med os til Helsingr, Fredensborg og Frederiksborg; +den staar uforglemmelig i min Erindring. Med Slyst +ved Emilies Kilde ophrte dengang Landstederne. Taarbk +var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby; Skodsborg var +Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord for +Vedbk Kro ophrte al Civilisation. Man vandrede i Sand<a class="pagenum" name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a> +op over Anklerne, og gldede sig over, at Marehalmen dog +nogenlunde havde bundet Sandflugten. Kun Rungstedgaard +og Rungsted Kro (det nuvrende Rungstedlund) saa lidt +smilende til os, og det mishandlede Sofienberg viste endnu, +navnlig med Terrasserne foran Hovedbygningen, at det +havde vret et kongeligt Slot. Humlebk tilbd atter en +vederkvgende Hvileplads, og saa var der jo kun 1 Mil +tilbage, inden Helsingrs "Stengade" kunde aflse Strandveiens +Sand. Alt dette var interessant; men den nste +Dag bragte de store Vidundere, det smukke Slot Fredensborg, +og den henrivende Udsigt over Esrom S fra Krohaven +der, og saa det imponerende Syn, naar man efter +den lange Vandring igjennem Skoven, pludselig ser det +stolte Frederiksborg reise sig i hele sin Majestt og speile +sig i den stille S; endelig Solnedgangen fra Jgerbakken, +hvor Slottets Herlighed udfoldede sig endnu fuldstndigere. +Jeg var vel 10 Aar gammel, da jeg foretog denne min +frste Reise; jeg skrev strax, da jeg kom hjem, en Reisebeskrivelse; +men siden jeg skrev den, har jeg ikke set noget +til den.</p> + +<p>Min frste Undervisning modtog jeg i Hjemmet af mine +Forldre selv. Otte Aar gammel blev jeg sat i Skole hos +<i>C. Visby</i>, dengang Prst ved Domhuskapellet (ɔ: Fngselsprst), +som havde en lille Skole paa Vandkunsten, vel omtrent +30 Drenge imellem 8 og 15 Aar, fordelte paa 2 +Klasser. Et nyt Liv aabnede sig her for mig ved Omgang +med Kameraterne, og skjndt jeg kun blev to Aar i denne +Skole, og vi derefter skiltes og gik hver sine Veie, er der +dog Adskillige, som endnu staa lyslevende for mig. Nrmest +sluttede jeg mig til <i>Aldo Gntelberg</i>, Sn af den som +Digter og Theateroverstter ikke ubekjendte Carl Gntelberg, +en livlig Dreng, der kunde finde paa mange morsomme +Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophr endnu +i et Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi — vi gik hver i sin<a class="pagenum" name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a> +Skole og boede hver i sin Ende af Byen — indtil der 20 +Aar senere skulde knyttes et engere Baand imellem os. +Han gik senere frivillig med i Krigen og udmrkede sig +srlig under Frederiksstads Beleiring. Han dde som Stabsintendant +13. Mai 1891.</p> + +<p>Om Skolen selv kan jeg ikke fortlle meget. Visby var +meget venlig imod mig, isr uden for Skoletiden; paa Skolen +selv holdt han streng Justits. Jeg husker engang, jeg +havde faaet en daarlig Charakter i Dansk Stil. Lreren +(Mathematikeren Fallesen) bebreidede mig, at jeg havde +skrevet et lille F efter et Punktum; dette var ikke Tilfldet, +men jeg havde givet F'et en noget ualmindelig Form, +saaledes som jeg af og til saa min Fader skrive det. Da +jeg bemrkede dette, fik jeg kun det Svar: "Sludder!" og +Charakteren blev daarligere endnu, end den ellers var bleven. +Da Skolebestyreren saa Charakterbogen, skulde jeg jo +have en alvorlig Irettesttelse. Jeg begyndte at forklare, +"at Hr. Fallesen troede, jeg havde skrevet et lille F; jeg +havde nok sagt, at jeg mente et stort, men saa sagde han" — lngere +kom jeg ikke; saa fik jeg et alvorligt refigen +ledsaget af de Ord: "Tr Du sige <em>han</em>, naar Du taler om +Din Lrer?"</p> + +<p>I Foraaret 1830 blev Visby Prst paa Christianshavn. +Skolen blev oplst, og Drengene fordeltes i forskjellige +Skoler. Jeg skulde i Metropolitanskolen, hvor min ldre +Broder gik. Men Fader nskede, jeg skulde optages i 2den +Klasse, hvorved jeg, som ingen Latin kunde, vilde komme +sammen med Drenge, der allerede havde lst i et Aar. +Dette skulde indhentes i Lbet af et Par Maaneder. Pastor +Gad, dengang Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Biskop +i Fyen, paatog sig at lse Latin med mig, naar jeg vilde +lse sammen med en anden, 3 Aar ldre Dreng, der gik i +verste Klasse hos Visby, og som nu skulde ind i Borgerdydskolen +i en hjere Klasse. Det var Gustav Broch, den<a class="pagenum" name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a> +senere saa bekjendte Hiesteretsadvokat, en Dreng, jeg +holdt meget af; men han var som et voxent Menneske i +Sammenligning med mig. Prsten lste nogle faa Timer +med mig alene, men derefter lste Broch og jeg sammen; +vi lste Sallusts Catilina. At lade to saa uensartede Elever +flges ad, vilde i vore Dage betragtes som en ren Umulighed, +og jeg grd ogsaa mange modige Taarer, fordi jeg ikke +kunde flge med; men det skulde jo gjres, og da Tiden +kom, bestod jeg Optagelsesprven til 2. Klasse i Metropolitanskolen.</p> + +<p>Med rbdighed traadte jeg ind i den nye Skole med +de store, lyse Lokaler; thi dengang talte den endnu kun +det Elevantal, hvorpaa den fra frst var beregnet, hist 100, +medens man nu har maattet skaffe Plads til henimod det +tredobbelte. I de 6 Aar, jeg tilbragte der, gik der nppe +nogen Dag uden jeg gldede mig over Bygningen, om det +end vsentlig var Kameraterne, der gjorde mig Stedet saa +overordentlig kjrt. Metropolitanskolen kunde dengang ikke +kaldes nogen Mnster-Skole; kun faa af Lrerne vare virkelig +gode, flere under det Middelmaadige. Hvad vi lrte, +maatte vi for Strsteparten lre os selv, og dette ikke saa +meget til de daglige Undervisningstimer som til de hyppige +Examiner; thi der holdtes Examen hvert Fjerdingaar. Resultatet +var imidlertid ikke ugunstigt. Metropolitanskolens +Disciple bestode med Hder Examen artium og bleve i +Regelen senere dygtige Embedsmnd.</p> + +<p>Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige +Personlighed. <i>Niels Lang Nissen</i> var en smuk, +hvidhaaret Mand, der bevgede sig langsomt med en imponerende +Holdning, som Alle uvilkaarlig bjede sig for. +Han var vel ikke egentlig nogen Brneven; de mindre Disciple +gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i verste +Klasse, som han udmrkede ved at tiltale med De istedetfor +Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde han<a class="pagenum" name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a> +paa ingen Maade finde sig i, at Nogen var bange for ham; +hans Elever burde vre modne Ynglinge, der frit kunde +udtale deres Tanker, selvflgelig i en beskeden Form. Han +var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar studerede +han vistnok aldrig. Disciplene i verste Klasse, hvor +han lste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis +de lrte Noget, lrte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, +og vilde man lre at skrive Latinsk Stil, maatte +man sge privat Undervisning hos Overlrer Borgen. Aandrig +var han heller ikke; han var en Rationalist fra det 18. +Aarhundrede, og naar han lste det nye Testamente med +os, bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige +Maade. Engang under Lsningen af Matth. 14. spurgte han +en Discipel om, hvordan det kunde gaa til, at Christus +kunde bespise 5000 Mand med 5 Brd og 2 smaa Fisk. +Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist +vre en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes +med 5000 Brd." "Ja" svarede Rektoren, "det kan +jo vre; men var det ikke lovlig meget, 5000 Brd til 5 +Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet vundet; han +kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers," +og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmrkede ham, var +isr denne Vrdighed, under hvis Scepter Skolens Orden +overholdtes uden mindste Besvr. Han var ikke, som Borgerdydens +Bestyrer, den energiske M. Nielsen, altid rede +til at give et refigen; han rrte aldrig en Dreng; enkelte +alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af Custos, +d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte Udvisning +af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig +i en Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan +Maade; men Rektor var af en anden Mening; Drengen +fik en ringere Straf, og blev i Skolen. Der blev klaget derover, +og Kongen nedsatte en Kommission til at undersge +Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik VI, og<a class="pagenum" name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a> +bad om sin Afsked, "da han ikke lngere besad sin Konges +Tillid." Kongen sgte at forestille ham, at man kun +vilde give ham Leilighed til at retfrdiggre sig, og at saa +snart dette var sket i det frste Mde, kunde Kommissionen +oplse sig; men Nissen var ubielig: "Den Kommission +maa slet ikke trde sammen. Sker det, har min Autoritet +lidt et Skaar." Og Kommissionen fik Kontraordre, og traadte +ikke sammen.</p> + +<p>Af de vrige Lrere skal jeg kun omtale <i>Bonaparte Borgen</i>, +der senere blev Skolens Rektor. Han var dengang +Overlrer og lste Grsk og tildels Latin i de 4 verste +Klasser. Det var en elskvrdig og fint dannet Personlighed, +en grundig Filolog og en samvittighedsfuld Lrer. +Som Lrer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den +Energi, der krves til at faa Alle med, og hans nervse +Hidsighed erstattede daarlig det Manglende; men i verste +Klasse blev han ved sin klare Fremstillingsgave en udmrket +Lrer. Han skrev en smuk dansk Stil, og blev derfor +ogsaa en fortrinlig Lrer i Latinsk Stil; thi den, der +ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjnt, kan heller aldrig +lre at skrive noget andet Sprog anstndigt, og omvendt +turde Bestrbelsen for at skrive en smuk latinsk +Stil vre en bedre Lrer i dansk Stil, end nogen som +helst Dansk Stillre eller Haandbog i Rhetorik. Det var en +af vore strste Fornjelser, naar Borgen engang imellem +lod sig overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet +for grsk Undervisning oplste Noget af Oehlenschlgers +Tragedier. Han havde et mesterligt Foredrag, og +mange Aar senere, da hans Elever engang holdt en Fest +for ham, mindedes ogsaa disse Oplsninger af flere af Deltagerne, +blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der +hyldede ham som sin frste og egentlige Lrer i Deklamation.</p> + +<p>Men ved Siden af Lrerne er der en anden Faktor i<a class="pagenum" name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a> +Skolelivet, som har endnu strre Indflydelse paa Charakterens +Udvikling, <em>Kameraterne</em>. Allerede inden jeg betraadte +Skolens Trskel, havde jeg Venner dr i min ldre Broders +Klassekamerater, der for det Meste vare tre Aar ldre +end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens Beundring +ved deres Viser til Rektors Fdselsdag, til Rusgildet o. s. v. +Den ene, <i>Troels Smith</i>, dde 1880 som Prst i Skjelskr; +den anden var <i>Edvard Lembcke</i>, en stille, varmhjertet Personlighed, +med hvem jeg kom i nrmere Forbindelse end +med Nogen af de andre. Han blev theologisk Kandidat, +men efter at han havde taget Examen, fik han Lyst til at +ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk Examen. +Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle +examinere min ldre Ven og Skolekamerat og at give ham +det hdrende Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde +have modtaget af ham. Hans senere Virksomhed som Conrector +ved Haderslev Skole er tilstrkkelig bekjendt, og +hans Sang om Modersmaalet er paa alle Danskes Lber. +Efter Snderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger til +Kjbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lrere" oprettede en +Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde +han sig en stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved +sin fortrffelige Oversttelse af Shakespeare. Paa sine +gamle Dage hjemsgtes han af Familiesorger. Han mistede +sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin yngste Sn, +en elskvrdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og +havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste +Aar henlevede han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, +hvor Oehlenschlger i sin Tid havde boet. Hans Tanker +vare for det Meste hos hans afdde Kjre, som han lngtes +efter at mde. Han dde 20. Marts 1897.</p> + +<p>Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, +var toaarig. De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og +Undervisningstimer tilflles. De Store i A saa naturligvis<a class="pagenum" name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a> +ned paa de Smaa i B; men i Frikvartererne paa Legepladsen +kunde Forskjellen undertiden udjvnes. I 1830 og 31, +da hele Europa ngstelig betragtede Polakkernes Opstand, +blev ogsaa Skolen delt imellem Polakker og Russere, og +der leveredes Batailler paa Legepladsen. Det var Rytterkampe; +de Smaa sad til Hest paa Ryggen af de Store. Jeg +var Polak, og havde faaet en prgtig graa Skimmel, den +senere Overretsprokurator Herforth.</p> + +<p>Mine rigtige Klassekamerater havde jeg selvflgelig endnu +mere Glde af; vi vare alle gode Venner. At de ikke alle +vare lige meget vrd, maatte frst Tiden lre mig. De to, +der i Skolens 1ste Klasse havde indtaget de verste Pladser, +endte srgelig. Den ene, en godmodig, tyk Dreng, vedblev +bestandig at gjre sig til af sine Krfter; han omkom +ved at blive kvalt i et Brydetag med en Slagtersvend. Den +anden kom i Forbedringshuset. Af de vrige have de Allerfleste +levet et regelmssigt Liv og hver efter sine Evner +gjort Fyldest paa sin Plads i Samfundet. Iblandt dem maa +jeg frst og fremmest nvne <i>Bruun Juul Fog</i>, den senere +bekjendte Sjllands Biskop. Det var en lang, lyshaaret +Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. +Skolen kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig +Interesse, men fordi han fandt denne mere tilfredsstillet +ved, hvad han selv lste i Hjemmet end ved Skolens Lectier. +Han var som Flge deraf mere moden end vi andre. +Jeg holdt fra frst af meget af ham. I en af de flgende +Klasser blev han siddende, og han blev frst Student Aaret +efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene, +og endnu mere efter at han var bleven Prst og +Biskop, have flles Interesser, Lighed i Anskuelser forenet +os i hjertelig Fortrolighed. Som Prdikant dannede han +sig nrmest efter Mynster, og Aandens Magt var saa stor, +at der i Aarenes Lb selv fremkom en ydre Lighed imellem +dem, hvorom man tidligere aldrig skulde have drmt.<a class="pagenum" name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a> +Fog har med Sandhed kunnet sige: "<span lang="la">Nihil humani a me +alienum puto</span>", og de Kundskaber, han indhentede allevegne +fra, forstod han strax at bearbeide og omstte i den Mnt, +han skulde bruge. Derfor blev hans Samtale saa fngslende +og lrerig, og hans Prdiken besad ved Siden af den dybe +christelige Flelse ogsaa den Evne altid at fremhve nye +Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig +Taler maa regnes til de store Mestere. Han dde den 27. +Febr. 1896.</p> + +<p>Da jeg kom op i 3. Klasse, 12 Aar gammel, oprandt +et nyt Liv for mig. Der kom to nye Drenge ind, som bleve +mine stadige Sidekamerater — vi tre indtog skiftevis de +tre verste Pladser — og mine stadige Omgangsvenner +ogsaa udenfor Skolen. Den ene, <i>Theodor Borries</i>, var Sn +af en Grosserer i Kjbenhavn. Hans Moder var en af de +elskeligste Kvinder, jeg har kjendt. Hans ldre Broder, +Gustav, saa jeg kun lidet til; de 2 yngre vare de sdeste +Drenge, man kunde tnke sig. Den ene af dem blev Landmand; +den yngste, Carl, kom senere som Filolog i Discipelforhold +til mig. Han blev Lrer ved Slesvig Domskole, +men en tidlig Dd afbrd hans lovende Bane d. 22. Aug. +1852. Theodor forlod Studeringerne, saasnart han var bleven +Student. Han blev Handelsmand, bosatte sig i Newcastle +og blev dansk Viceconsul der. Paa sine ldre Dage +trak han sig tilbage fra den travle Handelsvirksomhed. Han +opslog sin Bolig i London, men hans Tanker vare nok saa +ofte i Danmark som i England. Han dde den 13. Februar +1897.</p> + +<p>Den anden var <i>Ludvig Mynster</i>, den yngste Sn af davrende +Confessionarius, snart efter Sjllands Biskop, J. P. +Mynster. Det var en bruniet Dreng, hvis mrke Haar +krllede over Panden og i Nakken. Ansigtets livlige, aandfulde +Udtryk indtog Alle, og hans glimrende Evner syntes +at spaa en stor Fremtid. Han blev min nrmeste og fortroligste<a class="pagenum" name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a> +Ven; i en Rkke af Aar havde Ingen af os nogen +Tanke eller Flelse, uden vi delte den med hinanden. Ikke +liden Betydning for mig fik ogsaa den elskvrdige Familie, +jeg derved fik Adgang til. Naar der engang imellem var +stort Selskab hos Biskoppen, flte jeg mig rigtignok tilovers +og var ulykkelig, men naar Familien var ene eller nsten +ene, hvor var der da hyggeligt! Og naar saa Husfaderen +kom ind, alvorlig og vrdig, men med et venligt og velvilligt +Smil paa Lberne og i iet, saa flte jeg mig ret +ved at vre sammen med den Mand, til hvem jeg saa op +med saa stor rbdighed, og hvis Prdikener gjorde Sndagene +til sande Festdage for mig. Hans Samtale ved Bordet +var jvn og fordringsls; engang imellem kom en let +Ironi frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske +Modstandere, kunde han vre overordentlig skarp. +Han var altid rolig og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. +Han plejede at sige: "Man bliver ikke syg, naar man +ikke vil vre det." Da han blev ndt til at gaa til Sengs, +var ogsaa hans Liv udrundet; hans sidste og eneste Sygeleie +varede kun to Dgn. Efter sin Dd (30. Jan. 1854) er +han ikke altid bleven erindret efter Fortjeneste; men en +Stormand som han staar urokkelig i Tidens Malstrm. Et +mrkeligt Bevis herpaa er H. Schwanenflgels Skildring af +ham, 1900.</p> + +<p>Ludvig Mynster var kun tre Uger ldre end jeg, men +han var i flere Henseender mere udviklet. Han havde levet +under store Forhold og under den rigeste aandelige Paavirkning +ikke blot i sit eget Hjem, men ogsaa i Oehlenschlgers +Hus; Oehlenschlger boede i Stueetagen i Bispegaarden, +og baade Forldrene og Brnene omgikkes stadig. +Han var godt hjemme i sin Faders store Bibliothek, og +havde allerede som 12 Aars Dreng en betydelig sthetisk +Lsning. Jeg maatte nu se at flge med; thi Poesi og +sthetik var vor Hovedinteresse. Med <i>Oehlenschlger</i> gik<a class="pagenum" name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a> +det let nok; han var Gjenstand for vor strste Beundring. +I 3. Klasse A stiftedes der et Deklamationsselskab, hvori +hele Klassen deltog. Vi oplste Oehlenschlgers Tragedier +med Rollerne fordelte imellem os. Det var en god velse, +men Kunstnydelsen var meget betinget; thi de fleste Prstationer +vare lidet heldige, og Enhver nd egentlig kun sin +egen Rolle. Mindre let gik det med den tyske Litteratur; +men efterhaanden bdede velsen paa den mangelfulde +Sprogundervisning, jeg havde modtaget. <i>Schiller</i> beundrede +jeg ligesom Oehlenschlger; men naar man paastod, at <i>Goethe</i> +var en endnu strre Digter, saa vovede jeg vel ikke at +modsige det, men jeg kunde ikke forstaa det. <span lang="de">Werthers Leiden</span> +virkede kun uhyggeligt og frastdende paa mig, og +Wilhelm Meister, som jeg samvittighedsfuldt gjennemlste, +kjedede mig. Jeg havde ikke den strke dramaturgiske +Interesse som min Ven, Personerne interesserede mig kun +lidet, og Betragtningerne gave mig ikke synderligt Udbytte. +Jeg sagde det ikke dengang til noget Menneske; jeg tnkte, +Feilen laa hos mig selv; men da jeg senere i en ldre Alder +paa ny lste Bogen, saa jeg, den havde ikke blot disse, +men mange flere Mangler. Hermann og Dorothea forekom +mig at staa tilbage for <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="Voss's">Voss'</a> Luise. Selv Tragedierne +gjorde ikke det Indtryk paa mig som Schillers. Med <i>Shakespeare</i> +derimod var det en anden Sag. Skjndt en stor Del +af Stykkerne kun vare mig tilgngelige i Schlegels tunge +tyske Oversttelse, greb de mig dog med uimodstaaelig +Kraft, og det ikke blot Tragedierne, som Macbeth, Kong +Lear og Julius Csar, men ogsaa Lystspillene; jeg var nr +ved at vre lige saa forelsket i Imogen og Viola som Ludvig +Mynster.</p> + +<p>Men <em>Theatret</em> ydede os dog Hidepunktet af sthetisk +Nydelse. L. Mynster kom der i det Mindste en Gang om +Ugen; jeg maatte njes med sjldnere Besg. Det tragiske +Skuespil stod hit i de Dage. Ryges Kmpeskikkelse og<a class="pagenum" name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a> +Fru Nielsens beaandede Fremstillinger, hvor Intet syntes +Kunst, men Alt Natur, og Sjlens inderste Rrelser traadte +frem med en Sandhed, saa at enhver flende Tilskuer selv +maatte gjennemleve dem, staa uforglemmelige i min Erindring. +Og hvor hit stod ikke Komedien og Vaudevillen! +Hvem har ikke hrt om Frydendahl, Rosenkilde, Fru Heiberg, +Phister og mange Andre? Srlig vil jeg nvne hende, +som vi lngst have havt den Glde at se paa Skuepladsen, +Fru Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru +Petersen, til Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste +sig strax et fremragende Talent. L. Mynster blev aldeles +bedaaret af hende. Det er nppe nogen stor Indiscretion, +naar jeg nu, efter over et halvt Aarhundredes Forlb, fortller, +at han var forelsket i hende saa strkt som en <span class="sic" title="[sic]">15—16aarig</span> +Yngling kan blive det. Det var hans frste og, jeg +tror ogsaa at turde sige, hans eneste Kjrlighed.</p> + +<p>Vi indskrnkede os imidlertid ikke til at nyde Andres +Digte; vi vilde ogsaa selv vre Digtere, eller dog forberede +os til at blive det. Det var i Skolens verste Klasses nederste +Afdeling (IV B, som det dengang hed), at vor Produktivitet +begyndte, og den tiltog og blev, saa at sige, sat i System, +da en Trediemand sluttede sig til os, der, om han +end ikke havde samme Iver og Frugtbarhed som vi andre, +til Gjengjld besad strre Modenhed. Det var <i>Andreas Peter +Lunddahl</i>, som var Dux i IV A, medens vi andre gik i IV +B. Han var et Aar ldre end vi; men hans Klassekamerater +stode saa langt under ham i Dygtighed og aandelig +Interesse, at han sgte sin Tilfredsstillelse hos Andre, selv +om de vare yngre. Vi tre sluttede et trofast Venskab, som +kun Dden kunde afbryde. Lunddahl, Mynster og jeg stiftede +den 2. Mai 1835 en Forening, som vi kaldte <i>Lyra</i>. Vi +skulde samles, jeg tror, hver 14. Dag skiftevis hos hinanden +og oplse vore Arbeider. Lunddahl indskrnkede sig +til mindre Digte og smaa sthetiske Afhandlinger; vi Andre<a class="pagenum" name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a> +vare mere frugtbare. Jeg skrev saaledes blandt andet +en Tragedie i 5 Akter, som hed "Brutus og hans Snner" +og en dramatisk Idyl "Mllen paa Volden". Heldigvis ere +hverken de eller Noget af, hvad jeg dengang frte i Pennen, +bevaret; jeg vilde vist undse mig ved at lse det nu. +Jeg tr heller ikke sige, at det dengang blev modtaget med +mere end kjlig Anerkjendelse af mine to Venner. I Mynster +derimod saa vi, og nppe med Urette, et virkeligt +Digtertalent. En Tragedie, han havde skrevet, Hermion, +fandt vi srlig skjn, og vi syntes, den fortjente at udgives. +Men dertil maatte han frst have sin Faders Samtykke. +Med Frygt og Bven leverede han ham Manuskriptet, og +to Dage tilbragtes i ngstelig Forventning; saa fik han det +tilbage med det velbekjendte faderlige Smil og den Bemrkning, +at det var meget kjnt, men det egnede sig ikke +til Udgivelse; der tilfjedes ikke engang en Opfordring til +at fortstte de poetiske Forsg. Det var en alvorlig Skuffelse, +men den blev snart glemt.</p> + +<p>Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er +vor Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage +i 1837. Den gik til Frederikssund, Jgerspris og +Frederiksvrk, hvor jeg frste Gang saa Maleren Lundby, +som siden blev en af mine bedste Venner. Derfra gik vi +til Tisvilde. Igjennem den ensomme, forblste og dengang +endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mrknes, +vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over +en Time efter Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet +til Hvile, og vi maatte banke Folk op for at se at faa +Nattely; thi der var ingen Kro paa Stedet. Langt om lnge +fik vi en Mand vkket, som viste os en Bondegaard, hvor +vi nok kunde blive modtagne. Der fik vi anvist en Stue +med en Seng. Denne var bestemt til to, men vi vare tre<span title="rettelse, var komma">.</span> +Jeg fik Hderspladsen i Midten, og over os fik vi en meget +tyk Dyne. Det var drit; men trtte, som vi vare af den<a class="pagenum" name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a> +lange Dagmarsch, faldt vi dog i Svn. Den nste Morgen +besgte vi Helene Kilde og Grav. Denne ligger paa en +ngen Mark, som Vinden stryger hen over; det er vistnok +det srgeligste Kursted, der findes i Verden. Saa gik vi til +Esrom, og over Fredensborg hjem.</p> + +<p>Lunddahl var et sjlden begavet Menneske baade fra +Intelligentsens og fra Characterens Side. Han besad den +strste Lethed i Opfattelsen af Alt, hvad der mdte ham, +baade i den synlige og den usynlige Verden, og et fint og +sikkert ie for hvad der var gte saavel i Kunsten og +Videnskaben som i Livet; men produktiv var han ikke. +Han havde strk Sans for det Komiske og kunde let faa +sine Omgivelser til at le. Han var i hi Grad musikalsk, +og hans Domme om Billedkunstens Arbeider vare lige saa +paalidelige som om Poesiens. Ved Siden af varm Flelse +for det Udmrkede og det, hvori Geniets Glimt viste sig, +<span class="sic" title="[sic]">anerkendte</span> han ogsaa det, som han mindre sympathiserede +med, ligesom han overhovedet var en mildt dmmende +Mand. Han besad en uforstyrrelig <span lang="fr">Bon sens</span> og Ligevgt +i Sindet. Naar jeg dristig paastod: "Man kan hvad man +vil", svarede han ganske trt: "Ja, naar man vil, hvad man +kan". Naar Martensen sagde, at det Frste, der krvedes +af Filosofen, var ubetinget Resignation, svarede han: "Nei +Tak; maa jeg bede om en Smule Lykke." Fremfor Alt +havde han et varmt og trofast Hjerte. Vare hans Venner +mistrstige og fortvivlede, mdte han dem ikke med Bebreidelser +eller trivielle Formaninger, men med Mildhed, og +fandt ikke sjlden det forlsende Ord, der behvedes. Jeg +husker engang, at jeg i en tung Anfgtelses Stund betroede +mig til ham. Han hrte roligt paa mig, og da jeg var frdig, +sagde han blot: "Du befinder Dig i en unaadig Tilstand." +Han havde Ret. Guds Naade var vegen fra mig; +det var den, jeg skulde sge; med dette ene Ord havde +han vist mig Veien. Han blev Theolog, Adjunkt, Skolebestyrer,<a class="pagenum" name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a> +Seminarieforstander i Ranum, Prst frst i Stubbekjbing, +saa i Tllse. Han var en gte christelig Prst +med klart Blik baade paa de evige Sandheder og paa, hvad +der bevger sig i Menneskenes Sjle. I flere Aar havde +en Halssygdom hindret ham i den fulde Brug af hans +Stemme, og tilsidst ndte den ham til at tage sin Afsked. I +1893 flyttede han til Kjbenhavn, men det forundtes os kun +at leve to Aar sammen der; han dde 17. Nov. 1895.</p> + +<p>I 1836 bleve Ludvig Mynster og jeg Studenter. Da Rusaaret +var forbi, begyndte han at studere Theologi og jeg +Filologi. Vistnok vare vore Interesser endnu de samme; +ikke blot sthetik og Filosofi, men ogsaa tildels Theologi +havde vi endnu tilflles; men Adskillelsen var der dog. Med +stigende Bekymring saa jeg, at jeg ikke mere var for ham, +hvad jeg havde vret, og at vor Omgang, skjndt den aldrig +blev afbrudt, dog maatte indskrnkes. Efterhaanden +indfandt der sig et trykkende Tungsind hos ham; hans Mod +var brudt, og det var med stor Overvindelse, at han indstillede +sig til theologisk Examen. Han fik Charakteren +<span lang="la">Admodum laudabilis</span>; men dette gjorde ikke stor Forandring. +En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjlpe. I Efteraaret +1845 mdtes vi i Napoli, og tilbragte nu et Par Maaneder +sammen i flles Nydelser og i den gamle Fortrolighed. +Efter hans Hjemkomst indfandt den forrige Tungsindighed +sig atter, og hans Forstand omtaagedes. Han kom +sig igjen, men blev aldrig mere den freidige Yngling, han +havde vret<a name="FNanker_1" id="FNanker_1" href="#Fodnote_1" class="fnanchor">[1]</a>; fra nu af hvilede der en tung Skygge over +hans Liv, og han trak sig tilbage fra Verden. I de senere +Aar, da ikke blot Studier og Forretninger, men ogsaa Familielivet +lagde Beslag paa min Tid, kunde der gaa Uger, +maaske endog Maaneder, hvori vi ikke saa hinanden; men +glade vare vi altid ved at trffes og ligesom i gamle Dage<a class="pagenum" name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a> +meddele hinanden vore sthetiske Betragtninger og fle +os som gamle Venner. Hans Helbred var svagt. Paa sit +ensomme Kammer syslede han stadig med Litteratur og +sthetik. Af poetiske Arbeider har han Intet udgivet, og +vistnok heller Intet skrevet i den senere Tid, undtagen "En +Lrerinde" (1864), et Skuespil i to Akter, der dog snarere +maa kaldes en Novelle i dramatisk Form end et virkeligt +Drama. En enkelt Gang, naar Leiligheden opfordrede dertil, +kunde han ogsaa sende sine Venner en, altid vellykket, +Sang. Ellers var hans Forfatterskab litterrhistorisk og +sthetisk. Han udgav 1860 "Breve fra og til J. P. Mynster", +1866 "Breve til og fra Sibbern"; fremdeles "Bidrag +til Litteratur og sthetik" (1871), "Nogle Blade af J. P. +Mynsters Liv" (1875), "Mindeblade om Oehlenschlger" +(1879), "Meddelelser om Fr. Mnter og Frederikke Mnters +Ungdom" (1883), og ganske kort fr sin Dd "Har S. +Kierkegaard fremstillet de christelige Idealer? — Er dette +Sandhed?" Hans stille litterre Virksomhed blev belnnet +med Professortitlen, et ringe Vederlag for, hvad hans straalende +Barndom og Ungdom lovede. Hans Helbred havde i +mange Aar vret slet, og Krfterne tog stadig af. I December +1883 forlod han denne Verden og fik den Ro, han +havde lngtes efter. Endnu paa Ddsleiet vidnede det blege +Ansigt om, at det var en del Sjl, der havde boet deri.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a></p> +<h2><a name="II" id="II">II.</a><br /> +STUDENTERAAR.</h2> + +<p class="years">(1836—1844).</p> + + +<p>Jeg blev Student 1836. Det frste Universitetsaar, Rusaaret, +var dengang bestemt til at skulle vre en, visselig +hist ndvendig Fortsttelse og Udvidelse af Skolens +encyklopdiske Undervisning. Det afsluttedes ved <em>Anden +Examen</em>, der toges i to Afdelinger; den ene, i April, var +vsentlig filologisk og historisk, den anden, i Oktober, filosofisk +og fysisk. Man afskaffede den i 1871, fordi man +fandt, at Studenterne bestilte for lidt, og mente, at de vilde +lre mere, naar denne Fortsttelse blev henlagt til Skolen, +og Skoletiden forlnget et Aar. Man tnkte ikke paa, at +det selvstyrende Folk ikke vilde finde sig i, at Snnerne +gik et Aar lngere i Skole end tidligere; det tillagte Skoleaar +maatte atter afskaffes, og der kom intet Vederlag; men +man begyndte paa den endelse Rkke af pdagogiske +Experimenter, som endnu florerer. At mange Studenter i +Rusaaret hellere vilde more sig end studere, kan naturligvis +ikke ngtes, og det vil vel altid vre saa; men for +Mange, og deriblandt for mig, har dette Aar vret lrerigt +og frugtbringende.</p> + +<p>Der var rigtignok stor Forskjel paa Professorerne. <i>Velschows</i> +historiske Forelsninger vare et temmelig trt Diktat. <i>Ramus'</i> +Mathematik var vanskelig at flge med for den, der i Skolen +ikke var kommen videre end jeg; men Noget hngte +der dog ved. Jeg var meget bange, da jeg kom op til Examensbordet;<a class="pagenum" name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a> +jeg syntes, jeg forstod slet Intet; men saa begyndte +han med den sidste Stning i Stereometrien; da +jeg kunde den, tog han den nstsidste og saa fremdeles +baglnds hele Faget igennem. Han spurgte saa godt, at jeg +kunde klare Alt, og da jeg reiste mig, kunde jeg min Stereometri. +<i>H. C. rsted</i> derimod var Alles Yndling. Man +kunde ikke blive trt af at se paa dette aabne elskelige +Ansigt og hre ham foredrage den Videnskab, hvori han +levede med hele sin Sjl, og se paa hans morsomme Experimenter, +selv om de en enkelt Gang ikke ret vilde lykkes; +men et halvt Aar var for kort Tid til at lre noget +ordentligt, og jeg tvivler ikke paa, at Studenterne nu til +Dags kunne mere Fysik end vi.</p> + +<p>Filosofien slog lidt fastere Rod hos os. <i>Sibberns</i> eiendommelige +Vsen kunde nok af og til aflokke os et Smil, og +hans Logik fandt jeg tr og triviel, men med desto strre +Interesse lste jeg hans propdeutiske Skrift "Om Erkjendelse +og Granskning." <i>Poul Mllers</i> Forelsninger over +Psychologi forekom mig som en Aabenbaring fra en anden +Verden. Det var det sidste Aar, han holdt Forelsning; +han bar allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde +ham i Graven. Han bevgede sig langsomt; han syntes ret +en Typus paa en Tnker. Der var i hans Foredrag aldrig +noget Forsg paa at vre aandrig. Det vilde have vret +en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin Forstaaelighed +og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt +Indtryk. <i>Brndsted</i> holdt en fortrffelig og interessant Forelsning +over Botiens gamle Geografi, hvorimod hans +Gjennemgang af Euripides' Phnicierinder trods den omhyggelige +Oversttelse, han oplste, hverken gav os nogen +Forestilling om Euripides som Digter eller synderlig filologisk +Veiledning til Forstaaelsen af det grske Sprog. +<i>Madvig</i> derimod gav ved sin Gjennemgang af Juvenals +Satirer et fortrinligt Exempel paa filologisk Methode. Det<a class="pagenum" name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a> +var lidt svrt, thi Forelsningen holdtes paa Latin, og til +Examen skulde dette Sprog bruges; Juvenal forekom mig +en sr og lidet tiltalende Forfatter; men jeg lrte en Del, +og Madvigs anden Forelsning, over latinsk Litteraturhistorie, +var mig en uafbrudt Nydelse.</p> + +<p>Efter Anden Examen skulde jeg begynde paa et Fagstudium. +Medens jeg gik i Skolen, var det min Tanke, at jeg +vilde studere Theologi; men jeg havde nu gjort Bekjendtskab +med et Par theologiske Studerende og set, hvorledes +de svedte over de vidtlftige Kommentarer til det nye Testamente, +hvori alle mulige, baade rimelige og urimelige +Fortolkninger anfrtes og drftedes, og Undersgelsen ofte +endte uden Resultat. Det forekom mig, at dette var et underligt +Studium. Jeg syntes, det var nok at angive den rigtige +Forstaaelse af et Sted, og naar man ikke kunde dette, +maatte det komme af, at man ikke forstod tilstrkkelig +Grsk. Jeg havde hrt, at Melanchthon havde sagt: <span lang="la">Quo +quis melior philologus, es melior theologus</span>, og jeg mente +derfor, at jeg frst burde vre grundig Filolog, inden jeg +tog fat paa Theologien. Det forstaar sig, at Madvigs Forelsninger +til Anden Examen i hi Grad styrkede mig i mit +Forst at vlge det filologiske Studium.</p> + +<p>Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev +jeg dog alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og +sthetik. Det var netop i den Tid, at <i>Martensen</i> kom hjem +fra sin Udenlandsreise og gjorde saa stor Opsigt. Jeg hrte +hans Forelsninger baade over Moral og over Dogmatik, +og troede ligesom de Fleste dengang paa hans Forsoning +af Christendom og Hegelianisme. <i>Hegel</i> syntes at have +sagt Filosofiens sidste Ord. Jeg lngtes efter ret at blive +bekjendt med denne store Filosof. Fnomenologien maatte +jeg rigtignok lade ligge; det vilde tage mig altfor lang Tid +at stte mig ind i den; men af Forelsningerne var der +flere, der ligefrem berrte mit Hovedstudium, frst og<a class="pagenum" name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a> +fremmest den udfrlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg +havde stort Udbytte. Dernst var der den almindelig beundrede +Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor +lidet denne aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, +tabte min Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab +med sthetiken, blev jeg helbredet for min +Hegelianisme. Men fordi jeg ikke lngere kaldte Filosofien +Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens +aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke +mindre dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere +have mine bedste og nrmeste Venner vret Theologer +og Filosofer. Skulde jeg nvne Nogle af dem, der srlig +have staaet mig nr, vilde jeg foruden Ludvig Mynster, +Lunddahl og Fog, anfre den tidlig afdde Theolog <i>Emil +Mynster</i> og <i>Johannes Fibiger</i>, med hvem et nie Venskab +forenede mig, indtil Dden bortrev ham i November 1897. +I Kandidataarene, paa Borchs Kollegium, sluttede jeg mig +nrmere til Licentiat <i>P. E. Lind</i>, senere Biskop i Aalborg, +<i>Andreas Listov</i> og <i>J. F. Hagen</i>, der dde i en endnu ung +Alder som Professor theologi.</p> + +<p>Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner +ikke bestemme af Studiefaget alene. De nye Udsigter, der +aabner sig for ham, og Lysten til at tilegne sig det nye +Livs Rigdom, dette er det, han har flles med de Andre, +og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve +Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater +og mange af dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved +at faa en Samtale med. En af dem, der strax tiltalte mig +overordentlig, var <i>S. B. Thrige</i> fra Roskilde Skole. Han er +tilstrkkelig bekjendt som historisk Forfatter og som Rektor +ved Haderslev Skole; mig har han altid vret en trofast +og fornielig Ven, og hans elskvrdige Hustru og hans +Brn have vist mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt +Fald i April 1896 brkkede han Hoften, og han blev aldrig<a class="pagenum" name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a> +mere i Stand til at sttte paa Benene. Efterhaanden sygnede +ogsaa hans aandelige Liv hen, og isr efter hans Hustrus +Dd (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet +tilbage. Han dde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner +fra Rusaaret, som endnu er i Live, er <i>Chr. Brix</i>, der var +Bestyrer af Efterslgtselskabets Skole og i mange Aar +Folkethingsmand for Kjbenhavn. En Tredie, som br nvnes, +var <i>Chr. Bille Brahe</i>, senere Stiftamtmand i Kjbenhavn. +Han fik Udmrkelse til Examen Artium, Noget +man srlig beundrede ved en Privatist og en Baron; +men han var tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en +del og elskvrdig Charakter, og har i sit lange Liv +vist sig som en gte Hdersmand. For Studenterne fra +1836 blev han en Slags Bannerfrer. Det er jo Skik at +Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres +Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilumsfester. +Man nsker at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye +Ungdomsbekjendtskaberne. Det kan ikke ngtes, at Mange +ere blevne fremmede for hinanden, og ikke engang kjende +hinanden, naar de mdes ved disse Lejligheder; men dog +ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel vrdt at +gjenkalde sig Rusaarets Flelser og Oplevelser og tnke +over, hvorledes den Strm, der tog sit Udspring der, har +bredet sig og frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille +Brahe en sikker Gjst. I 1886, da vi havde vret 50 Aar +Studenter, indbd han os til at holde Jubilum paa hans +Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra nu af, syntes +han, burde disse Mder gjentages hvert Aar; han mente +endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der +havde vret 50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening +med Kammerherre Wolfhagen, den tidligere Minister +i Slesvig, en saadan Forening med Navnet Academicum, +der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev Ploug +sin fortrffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer,<a class="pagenum" name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a> +Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille +Brahe i sit Hjem i Kjbenhavn en Fest for den lille Kreds, +der endnu kunde mde til 60 Aars Jubilum. Aaret efter +lukkede han sine ine trt af Livet.</p> + +<p>Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra +1836, som det vel nsten altid er Tilfldet, et lille Selskab +til Diskussion og Drftelse af almindelig videnskabelige +Emner. Det var Studenterne fra Borgerdydskolen paa Christianshavn +(Krarup-Hansen, Hedt, L. Petersen) der gik i +Spidsen, og Mderne holdtes i Borgerdydskolens Lokale. +Ved Vinterens Slutning ophrte Selskabet, men det opstod +igjen nste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter +fra 1837 toge Del deri. Det blev kaldet <i>Palstra</i>. Af +dette vare bl. A. Hans Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, +og Johannes Fibiger Medlemmer. Men heller ikke +dette Selskab havde noget langt Liv. Ganske anderledes +var det med <i>Lyceum</i>, hvoraf jeg noget senere blev Medlem. +Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer +i "Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod +i 40 Aar, og kan rose sig af at tlle mange af Danmarks +ypperste Mnd iblandt sine Medlemmer. Det var et +latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets Formaal var, hed +det, at forge og nre logisk Skarphed i Diskussionen og +Frdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang udelukkende +brugt ved Universitetets Disputatser og tildels +ved dets Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man +vede sig deri. Man elskede ikke sit Modersmaal mindre +derfor, og man var ikke blind for, at de Emner, man drftede, +kunde behandles mere tilfredsstillende paa Dansk. I +Tidens Lb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trngt +tilbage ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at +man skulde disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette +endelig blev indfrt, i Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, +og ophrte kort efter. Det var ikke lngere ndvendigt, og<a class="pagenum" name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a> +det eiendommelige Baand, der havde holdt det sammen, +idet det gav det sit Srprg, var bristet. Det var en lille +Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge +gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevgede sig, +fltes mere som en Morskab end som et hemmende Baand, +og naar den latinske Akt var forbi, indtog man i Forening +et tarveligt og gemytligt Aftensmaaltid, hvor der ikke var +anden Levning af Latinen tilbage, end at vi alle vare Dus. +Undertiden samledes vi ogsaa til selskabelige Sammenkomster +uden Disputats, navnlig til Fastelavn og til en Skovtur +om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man kunde +vente af unge livlige Mnd, der flte sig som gte Venner. +Fra de senere Aar hidrre et Par Viser af Hostrup; i den +latinske Tid skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Mller +havde gjort i sin Tid. Uden paa nogen Maade at sammenligne +mig med ham, kunde jeg dog have Lyst til at anfre +den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen havde holdt +sig endnu den 25. Juni 1843.</p> + +<div class="poem" lang="la"><div class="stanza"> +<span class="i0">Abierunt hiemes,<br /></span> +<span class="i0">Nives abierunt;<br /></span> +<span class="i0">Acres iam sunt iuvenes;<br /></span> +<span class="i0">Senes qui fuerunt.<br /></span> +<span class="i0">Sicci disputavimus<br /></span> +<span class="i0">Olim in Lyceo,<br /></span> +<span class="i0">Nunc in silva ludimus<br /></span> +<span class="i0">Uvidi Lyo.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Logic cum tduit<br /></span> +<span class="i0">Et doctrin morum,<br /></span> +<span class="i0">Ad naturam rediit<br /></span> +<span class="i0">Rex philosophorum.<br /></span> +<span class="i0">Ltus tum investigat<br /></span> +<span class="i0">Feras animantes,<br /></span> +<span class="i0">Quid delphinos moveat<br /></span> +<span class="i0">Et tigres bacchantes.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<div><a class="pagenum" name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a></div> +<span class="i0">Alexander magnus iam<br /></span> +<span class="i0">Huic magistro datus<br /></span> +<span class="i0">Penetravit Indiam<br /></span> +<span class="i0">Euius renatus.<br /></span> +<span class="i0">Vivat Aristoteles!<br /></span> +<span class="i0">Fratres, nos vivamus!<br /></span> +<span class="i0">Alexandri similes<br /></span> +<span class="i0">Fortiter bibamus.<br /></span> +</div></div> + +<p>Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med +min Studieflle G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), +og Medicinerne Petit og Jul. Paulsen, og blev modtaget af +Chr. Hermansen (senere Prof. theol.), E. Boesen (senere +Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich, Tregder, P. E. Lind, +A. Listov, A. Birch (senere Guvernr i Vestindien) og Medicineren +Ravn. I det nste Aar blev A. F. Krieger optaget +tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Prst i Korsr) og +Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslge i +Kjbenhavn); i 1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islnderen +Gr. Thomsen, Klein, Worsaae og Dan. Mller (senere +Prst i Vonsbk og derefter i Faxe). Efter min toaarige +Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet, og samledes +der i de nrmest flgende Aar med L. Mynster, Johnstrup +(senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i +Sor), M. Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk +Maanedsskrift og af Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), +Joh. Forchhammer og Cand. philol. Carl Borries, samt de +senere bekjendte Prster, L. Warburg, E. Scharling og min +yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg disputerede +sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt +Lyceum en strre Fest, hvori en stor Mngde ldre Lyceenser +deltog som Veteraner. Det var en talrig, man kunde +gjerne sige glimrende Forsamling. Jeg var bleven valgt til +"Dictator" og nskede Gjsterne Velkommen med en +versificeret, selvflgelig dansk, Tale. Hvor gemytligt og<a class="pagenum" name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a> +hvor morsomt det forvrigt gik til, har Forchhammer beskrevet +paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte +jeg mig af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne +mde "som Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang +har gjort Brug af, idet jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde +paa Constantia i 1853, uden Tvivl det sidste, der er bleven +holdt. Men Lyceum og de fortrolige Venskabsforbindelser, +der udsprang deraf, hre til mit Livs allerdyrebareste Erindringer.</p> + +<p>Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige +Emner gik det srlig filologiske Studium sin +regelmssige Gang, og jeg savnede heller ikke her Medarbeidere +og Venner. Sammen med <i>J. G. Lund</i>, senere Rektor +i Aarhus, og <i>H. H. Lefolii</i>, senere Rektor i Viborg, +lste jeg kursorisk flere grske og srlig latinske Forfattere. +Det var fornielige og lrerige Timer. De vare begge +Studenter fra Aaret efter mig, men de spredte sig ikke +saa meget som jeg, og tog, uagtet de underviste en hel Del, +allerede efter 4 Aars Studium den filologiske Embedsexamen, +medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev anset +for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte +Store Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede +Lrerposter ved de lrde Skoler, maatte underkaste sig. +Det var store Fordringer, der stilledes i de 3 Hovedfag, +Latin, Grsk og Historie, hvortil kom adskillige Bifag, Hebraisk, +Mathematik, Theologi og Filosofi. Kandidaten skulde +vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om forndent, +kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet +og de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette +af, at Kundskab deri blev betragtet som selvflgelig. Man +kan nok tnke sig, at disse store Fordringer aldrig bleve +fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste for at nrme mig +dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos Skrifter, +jeg ikke fik gjennemlst; men det var vel ogsaa derefter.<a class="pagenum" name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"></a> +I 1849 blev Examen ogsaa indskrnket; den skulde kun +omfatte de 3 Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; +men selv dette syntes efter nogen Tids Forlb at +vre for Meget. Der var Sprogforskere, som ikke vilde +have Historien med, og Historikere, som syntes de kunde +undvre de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog +gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 +oprettedes da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde +opgives 1 Hovedfag og 2 Bifag. Man saa bort fra Skolens +encyklopdiske Character; man krvede Faglrere, og +Specialstudierne dreves langt videre, end det for Skolens +Skyld var ndvendigt. Skjndt det nu af og til viste sig, at +det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen +havde bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, +der stemmede med hele Tidens Retning, som krvede +Specialisering paa alle Punkter. Resultatet blev, at +man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man havde +begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 +gjorde Prven endnu mere "videnskabelig" og mindre +praktisk end tidligere. Om man har gjort vel deri eller ikke, +maa Fremtiden bedmme.</p> + +<p>Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved +Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Grsk; +<i>Brndsted</i> havde en extraordinr Stilling; han holdt frre +Forelsninger, og kun over Grsk. Jeg hrte en Forelsning +over Pindar af ham; og, var det end frst mange Aar +senere, da jeg selv tog mig for at lse over Pindar, at jeg +fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes jeg +dog ogsaa denne Forelsning med Glde. Den livlige og +for Hellas begeistrede Mand syntes at sidde inde med +Mere, end man fik at hre, og jeg misundte dem, der, som +Oppermann, havde Adgang til hans Hus; jeg selv har kun +vret een Gang i hans Stue. <i>F. C. Petersen</i> levede lngere, +saa at jeg i Tidens Lb kunde blive hans Kollega og<a class="pagenum" name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"></a> +Ven. Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld +Embedsmand. Som Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste +af at have bragt Orden i Styrelsen. Ungdommen +gjorde sig undertiden lystig over hans salvelsesfulde og "pedantiske" +Udtryksmaade, som man sagde; men de vidste +dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde forsvare +deres Ret og deres Interesser, naar det krvedes. Som +Universitetslrer skulde han docere grsk Filologi. Ved +Siden af exegetiske Forelsninger lste han over grsk +Litteraturhistorie, grske Antikviteter (ɔ: Statsforfatning) +og Mythologi. Hans Forelsninger vare et korrekt Referat +af den tyske Videnskabs Resultater, men de vare noget +trre og vidtlftige isr i Indledningerne. Vi kunde saaledes +ikke forstaa, hvorfor han dikterede os fuldstndige +Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for i alt +Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi; +men man var dengang meget slet forsynet med +de ndvendige Afbildninger. Millins <span lang="fr">Galerie mythologique</span>, +en lille Oktavbog med Konturtegninger, cirkulerede undertiden +i Timerne; strre og niagtigere Gjengivelser af de +antike Kunstvrker, der kunde give en virkelig Forestilling +om deres Character, fandtes ikke.</p> + +<p><i>Madvigs</i> Forelsninger vare naturligvis mnstervrdige. +Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var +hans Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte +i en forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu +ikke fandtes i nogen Litteratur, tilmed ordnet paa en let +overskuelig Maade. Den blev lagt til Grund for Bojesens +Haandbog i de romerske Antikviteter, der i lang Tid +blev benyttet som en fortrinlig Lrebog ikke blot herhjemme, +men ogsaa i Tyskland. Fuldstndigere og paany +gjennemarbeidet foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt +i hans sidste Hovedvrk. Ogsaa hans latinske Syntax bleve +hans Tilhrere frst bekjendte med ved hans Forelsning.<a class="pagenum" name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"></a> +Jeg havde i Skolen lst efter Baden, hvis Regler hverken +vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde frt mig ind +paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet +Zumpt og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs +exegetiske Forelsninger og velser allerede for en +stor Del kunnet tilegne mig det System, som Madvig nu +fremlagde fuldfrdigt. Det var en stor Velgjerning for Skolerne, +da de ubrugelige og uklare Lrebger bleve aflste +af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lrerne misbrugte +hans Bog, lod Skoledisciplene lre udenad, hvad +der var bestemt til at springes over, og ikke forstod at +stte sig paa Disciplenes Standpunkt.</p> + +<p>Iblandt de lidt ldre filologiske Studerende var der isr +to, som jeg kom i et nrmere Venskabsforhold til. <i>H. P. +Tregder</i> var 4—5 Aar ldre end jeg, en godmodig og elskvrdig +ung Mand, hvis gode Hoved jeg beundrede, og +hvem jeg betragtede som selvskreven til at vre Petersens +Efterflger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og +blev Rektor i Aalborg og senere i Sor. Han var maaske +ogsaa nok saa godt skikket dertil; thi medens han hurtig +opfattede en Sags Kjerne, interesserede det ham mindre +at se den udfolde sig i Enkelthederne, saa at han kunde +give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde en +ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og +klart det, som forekom ham at vre Hovedsagen. Man +kunde undertiden nske, at han havde lrt dem mere, men +hvad han lrte dem, det kunde de. Hans Forfattervirksomhed +svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie er et +kort og klart Schema; den frste Udgave led af adskillige +Uniagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den +grske Kunsthistorie vilde jeg nske han ikke havde skrevet. +Jeg kunde ikke lade vre at sige ham dette; men saa +ubehagelig denne Meddelelse var ham, gjorde den dog intet +Skaar i vort Venskab.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a> +<i>L. Oppermann</i>, der var bleven Student to Aar fr jeg, +var en stor Modstning til Tregder. Ogsaa han var et udmrket +Hoved og havde systematisk Talent, men han dvlede +med nok saa stor Lyst ved ubetydelige Enkeltheder. +Det var ham en stor Fornjelse, naar han opdagede en +eller anden lille Feil hos sine Forgngere. Han kunde ikke +lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det +var den eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig +med at eftervise, hvorledes selv de bedste tyske Stilister, +som Goethe, af og til kunde udtrykke sig saa skjdeslst, +at det strengt taget var meningslst, og med at fortlle +saadanne Historier som den om en mathematisk Professor, +hvem han engang ved en Examen havde hrt forlange af +Examinanden, at han skulde lgge et Snit igennem en +Kegle saaledes, "<span lang="de">dass die grssere Hlfte der kleineren +gleich wird</span>." Han begyndte som klassisk Filolog, og hans +frste Arbeide var en "Latinsk Sproglre til Skolebrug, +isr efter Billroth" (1840), en Bog, som upaatvivlelig var +bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs Grammatik var +udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin +"Indledning til den danske Sproglre", idet Bojesen Aaret +efter udgav sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham +for at have plagieret ham. Da han indstillede sig til Examen, +fik han kun en middelmaadig Anden Charakter; han +havde stolet paa sine <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="almindige">almindelige</a> Kundskaber og ikke brudt +sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu vrre +gik det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog +var han en fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementr +Plangeometri" roses, og som Mathematiker blev han optaget +i Videnskabernes Selskab og nd stor Anseelse blandt +Fagmndene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved Universitetet. +Var det Forfngelighed, der saa tidt bragte denne +glimrende Begavelse ud af Ligevgten? Maaske. Den Orm +lide vel de fleste Mennesker af. Men hvor man end vil<a class="pagenum" name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a> +sge Aarsagen, jeg vil ikke dmme, men kun beklage min +Ven. Han dde 17. Aug. 1883. Et skjnt Eftermle har A. D. +Jrgensen sat ham i sin "Redegjrelse for min Udvikling +og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelsninger" +siger han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. +Dels gav de mig Blik for Ensidighederne i den tyske Litteratur, +dels blev de for mig det frste Exempel paa et grundigt +og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann viste, hvorledes +hver enkelt Forfatter var en eiendommelig Personlighed, +tildels betinget af sin Tid, tildels af sit srlige Naturel +og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig +og uden verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte +Skemaer. Snarest for tilbielig til overalt at se Udslag af +tysk Sentimentalitet, ligesom danske Forfattere dengang +(omkring 1860) i det Hele stadig var paa Krigsstien mod +alt tysk Vsen, stillede han de historiske Forhold i et saa +tilforladeligt Lys, at det her for frste Gang gik op for mig, +hvad der egentlig krves af en druelig Betragtning af +Fortidens Personer og Forhold."</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mrkeaar for +Universitetet. Den gamle Universitetsbygning var brndt +1807. I mange Aar havde de ngne Mure staaet der som +et srgeligt Minde. Min ldste Broder og jeg havde som +Brn leget paa Pladsen imellem dem sammen med den +naturhistoriske Professor Wads Pleiesnner, som boede i +Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning frdig; +den skulde indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette +Aar feiredes med srlig Hitidelighed; det var 300 Aar +siden den lutherske Reformation blev indfrt i Danmark. +Den nye Universitetsbygning forekom os stor og anselig;<a class="pagenum" name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a> +thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu er. +De skjnne og storladne Forhold i Faaden gjorde jo ogsaa +Bygmesteren, Malling, al mulig re; at Lysforholdene i +det Indre ikke altid vare heldige, mrkede man frst senere. +Srlig uheldig var han med det Forsg paa Forhallens +Loftsdekoration, han lod Historiemaler Hyer foretage, men +det forsvandt ogsaa jeblikkelig, og Constantin Hansen og +Hilker udfrte den herlige Udsmykning, som jeg i mine +Studenteraar havde min Glde af at se blive til og senere +som Professor fik det refulde Hverv at skulle vaage over +og srge for at redde ved hensigtsmssig Restauration, da +Tidens Tand ikke havde skaanet den. Da Malerierne vare +frdige, fik Bissen det Hverv at udfre Statuerne af Athene +og Apollo ved Trappeopgangene. Han modellerede dem paa +Stedet, og jeg besgte ham ofte under Arbeidet. Da de vare +frdige i Gibs — og Bestillingen til Kunstneren gik kun +ud derpaa — nskede Studenterne at vise Mesteren deres +Taknemmelighed ved et Festmaaltid.</p> + +<p>Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad +mig nvne Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch +som Exempler. Pastor Mrch-Hansen har i "Museum" 1893 +givet en interessant Meddelelse om Festen. Chr. Molbech +holdt en smuk Tale for Hdersgjsten, og iblandt de +Sange, der hdrede ham, var ogsaa en af den svenske +Billedhugger Molin, der benyttede Bissens Navn paa en +morsom Maade, thi paa Svensk hedder Nissen "Tomtebissen". +Troels Smith udtalte det nske, at de to Gibsstatuer +snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne Udtalelse +modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes +Indbyderne til Festen for at overveie, om det var +muligt at tilveiebringe de forndne Midler til at lade dem +udfre i Marmor. Kunstneren selv nskede kun sine Udgifter +dkkede, men det syntes dog at vre en vanskelig +Opgave. Vi tog imidlertid trstig fat paa Vrket. En Maleriudstilling<a class="pagenum" name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a> +i Universitetsbygningen, hvortil Folk velvillig +laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa Hoftheatret +gav en ret god Indtgt; men der manglede endnu +Meget, som maatte skaffes ved private Bidrag. Det var +aabenbart ikke nok at udstede en almindelig Opfordring +hertil; skulde det hjlpe, maatte vi henvende os personlig +til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde dele vor +Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos +Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget +af Mrch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, +men paa de fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene +kom ind. Vi takke Giverne og haabe<a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title=""> paa</a> Tilgivelse for +vor Paatrngenhed<span title="rettelse, tilfjet">.</span></p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a></p> +<h2><a name="III" id="III">III.</a><br /> +ARCHOLOGI OG UDENLANDSREISER.</h2> + + +<p>Da jeg valgte det filologiske Studium, var det ikke +alene af Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi +jeg fandt, at det var en smuk Lod og en Stilling, jeg kunde +magte, at vre Skolelrer. Jeg havde tnkt mig, at jeg +skulde ende mine Dage som Skolemand, og det var frst +efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig +vakte Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. +Han syntes, at han og Petersen nok kunde trnge til +en yngre Medhjlper, og da baade han og Petersen vare +rent litterre Filologer, savnede man efter Brndsteds +Dd 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og +Grkenland og deres Monumenter. Thi skjndt han altid, +og med fuld Ret, hvdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget +og Historien maatte vre det Frste for Filologien, +miskjendte han ingenlunde Monumenternes Betydning, og +skjndt han af og til i sin Tid havde trukket lidt paa Smilebaandet, +naar han fandt Brndsteds Begeistring overdreven, +havde han dog den strste Agtelse for hans Dygtighed. Han +flte godt, at Archologen sad inde med Kundskaber og +med et Selvsyn, som han selv manglede. Han opfordrede +mig derfor til at trde i Brndsteds Fodspor og lgge mig +efter Studiet af Oldtidens Kunst og Monumenter. Han anbefalede +mig til Professor <i>Hyen</i>, og skjnkede mig derved +en Lrer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for<a class="pagenum" name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a> +min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. +Decbr. 1842, at jeg saa <i>Hyen</i> frste Gang. Han modtog +mig med stor Venlighed, og vi havde en lang Samtale om +den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I Samtalens Lb +sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar +vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig +bedre Skjbne end Brndsted; "det var et Studium, som +ingen Interesse mdte." Hvor ere Tiderne ikke forandrede! +Han skrmmede mig dog ikke. Jeg sagde til mig selv, som +der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde jeg +ikke Andet at vre bange for! Bliver jeg til Noget, skal +jeg nok finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad +gaar det mig an? Men jeg fler tilfulde Vanskeligheden af +den Opgave, jeg har stillet mig. Jeg kan Intet og vil kunne +Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel altid, men jeg kjendte +nsten Intet dertil. Det var Hyen og Omgangen med de +Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit ie for +dens virkelige Vsen, at man ogsaa igjennem den kom +Guddommen nrmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling +af det Skabte flte sig endnu mere gjennemtrngt +af Kjrlighed til Skaberen; ikke som om Sligt nogensinde +udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Flelser, jeg her +sger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme +fles af enhver gte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere +og inderligere denne Flelse er, desto mindre holder man +ofte af at tale derom. Hyens Undervisning og Samtale gik +ud paa det Positive, Opfordring til at se og studere og til +at tilegne sig det Sete. Han gav mig Anvisning paa den +Litteratur, jeg burde benytte; men endnu strre Betydning +havde det, at han besgte det Kgl. Billedgalleri og Moltkes +Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lre at +tegne og skaffede mig Lundby til Tegnelrer, og da det +jo srlig var Oldtidens Kunst, jeg skulde studere, frte +han mig op i Kunstakademiets Samling af Gibsafstbninger,<a class="pagenum" name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a> +viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke lille Samling +af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds +Enke eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede +Christian VIII's Vasesamling, om at give mig Adgang til +denne. Her fik jeg min frste archologiske Opgave; det +blev mig overdraget at forfatte et Katalog over Vaserne. +Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde +kjbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden +havde modtaget enkelte Forgelser igjennem Brndsted og +Falbe; det var Begyndelsen til den vrdifulde Vasesamling, +som nu findes i Statens Antiksamling.</p> + +<p>Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det +archologiske Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et +saa rigt Indblik i de gamle Grkeres Liv og Forestillingskreds +som disse Industriprodukter, og Haandvrkernes +Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store Kunstneres. +Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre +Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens +Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige +og private Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede +til at offentliggjre disse Skatte og forsge at tyde den +Billedverden, der her oplod sig. Adskilligt var der i disse +Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld Forsker som Gerhard, +der kunde gge til Modsigelse; dog var det for det +Frste kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed +ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike +Vaser hrer det ogsaa at give dem deres rette antike Navn. +Panofka havde skrevet en Bog, <span lang="fr">Recherches sur les vritables +noms des vases Grecs</span>, hvori han fremdrager over 100 +grske Benvnelser paa Kar og tillgger hver af dem sin +sregne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. +Det kan vre bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at +have saadanne Navne til sin Raadighed, men det er meget +langt fra Sandheden. Ligesom nu til Dags en Kop eller et<a class="pagenum" name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a> +Blomsterglas kan have mange forskjellige Former, uden at +vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det ogsaa +Tilfldet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad +der har den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de +forskjellige Former ved at give hver sit Numer, og Modehandleren +opkalder de forskjellige Faoner efter — jeg veed +ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en Disputats, valgte +jeg at underkaste dette Sprgsmaal en niagtigere Drftelse. +Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de +antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at +henfre noget af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. +I Indledningen behandlede jeg i Korthed almindelige +archologiske Sprgsmaal om Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. +Min Afhandling hed <span lang="la">De nominibus vasorum +Grcorum</span>, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg erhvervede +derved Vrdigheden som Magister artium; Doctorgraden +opnaaede man dengang ikke uden man frst var +Magister. Disputatsen foregik naturligvis paa Latin og under +de gammeldags Former. Nedenfor Kathedret, hvorpaa Prses +stod, var anbragt et mindre Katheder, som indtoges af +hans Respondens, der skulde hjlpe ham at besvare de +gjorte Indvendinger. Denne Plads bekldte en yngre Ven +af mig, stud. philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm +og i Nykjbing. Dette var naturligvis en tom Form, +ligesom den hele Akt ingenlunde havde den Alvor som nu +til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min Disputats manglede +heller ikke den ret almindelige Tilstning af Lier, +idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte +mig for at have liet, idet jeg havde sagt, at jeg +aldrig havde vret udenfor mit Fdreland, medens det var +vel bekjendt, at jeg havde deltaget i det skandinaviske Studentermde +i Upsala Aaret i Forveien.</p> + +<p>Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjre mig +frdig til den store Udenlandsreise, som Understttelse fra<a class="pagenum" name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a> +Fonden ad usus publicos havde sat mig i Stand til at foretage. +Nu til Dags, da det er blevet saa let og saa almindeligt +at reise, vilde man ikke kalde denne Reise stor, men i +1844 var det anderledes. Jublende glad var jeg i Tanken +om alt det Skjnne, jeg skulde se og lre; mine Venner +priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form +af Stambogsblade. Mine Husfller paa Borchs Kollegium +holdt en munter Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed +Hagen skrev en srdeles morsom Vise<a name="FNanker_2" id="FNanker_2" href="#Fodnote_2" class="fnanchor">[2]</a>. Men alt som Afreisen +nrmede sig, blev jeg dog ogsaa noget beklemt over +at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg var +meget uerfaren, kun 24 Aar gammel, og jeg saa endnu +yngre ud. Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde vre en +Fordel, og at jeg netop paa Grund af mit barnlige Udseende +undertiden blev modtaget med en Velvillie, som +jeg ellers ikke kunde gjre Krav paa. Heller ikke Skilsmissen +fra min Familie var let. Min Fader haabede nppe +at se mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, +kunde den strke Mand ikke tilbageholde Taarerne; +Sligt havde jeg aldrig set fr. Min Trst i dette ieblik var, +at jeg ved Siden af mig havde en lidt ldre Ven, der fr +havde reist, og som skulde ledsage mig paa den frste Del +af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram.</p> + +<p>Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, +ankom vi til <i>Kiel</i> d. 9. Oktober 1844. Der hrte vi +adskilligt om Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. +Vi lo hjertelig over at hre, hvorledes en smuk ung +dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal havde tvunget alle +Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklrede, at hun +ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor +Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i +en dansk Familie. Den nste Dag frte Jernbanen os til<a class="pagenum" name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a> +Hamburg; det var frste Gang, jeg prvede den Befordring; +og den flgende Aften gik det med Diligence fra Hamburg +til Bremen, hvor vi beundrede det prgtige Raadhus. Derfra +med samme lidet behagelige Befordring over Osnabrck, +Mnster og Dsseldorf til <i>Clln</i>, hvis dengang endnu ufuldendte +Domkirke gjorde et saa mgtigt Indtryk paa os, at +vi ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske +Kirker i samme By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, +hvoraf et lille Stykke, Coblenz—Boppart, tilbagelagdes til +Fods, Resten med Dampskib, ydede mig mindre Fornielse +end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Mens Klint var +meget smukkere, og frst i <i>Heidelberg</i> fandt jeg Noget, jeg +kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nd jeg +Naturens Skjnhed i en sydlandsk Temperatur, og medens +Gram besgte gamle Venner, vandrede jeg langs med +Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor en Hr. Uhde, der +havde Bjergvrker i Mexiko, havde samlet en stor Mngde +interessante mexikanske Oldsager.</p> + +<p>Efter at have ydet Strassburger-Mnsteren vor skyldige +Beundring og gldet os over Holbeins Portrter i Bibliotheket +i Basel steg vi om Aftenen d. 20. Okt. atter ind i +en Diligence for at kjre til Lausanne. Jeg havde sovet et +Par Timer, da jeg blev vkket af en uvant Lyd. Vi vare i +den romantiske Mnsterthal, hvor det ene Vandfald efter +det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien og +glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi +fra Lausanne til Genve; vi kunde kun se de nrmeste +Kyster; Alperne gjemte sig i et uigjennemtrngeligt Mrke; +frst den nste Aften viste de sig for os i al deres straalende +Herlighed med Mt. Blanc thronende i Midten.</p> + +<p>Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Muse +Rath fandt jeg en smuk lille Samling af ldre, navnlig hollandske +Malerier og nyere Billeder af Schweizer Kunstnere. +Et smukt lille Landskab, der i Kataloget var opfrt som<a class="pagenum" name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a> +"Ubekjendt Mester", forekom mig ved frste iekast at +vre D. Moucheron, og da jeg saa nrmere efter, stod +Navnet virkelig paa Billedet. Jeg flte mig stolt over denne +Opdagelse. Naar Lignende senere er hndt mig, har det +naturligvis ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde +Mange gjre mig efter; Kjenderskabet er ikke det Vsentlige +ved Kunstbetragtningen. Og det har det heller ikke vret +for mig dengang; ellers vilde jeg ikke kunne huske Calames +prgtige Landskab "Storm i Hialperne". Jeg bildte +mig ind, at jeg selv oplevede denne forfrdelige Naturscene, +at jeg saa og hrte Stormen piske Granerne og +knkke dem, saa at selve Vandfaldets Brusen overdvedes +og Bjrnen krb i Skjul.</p> + +<p>Den nste Dag skulde jeg skilles fra min kjre Ven, +der hidtil havde vret mig en saa uforlignelig Sttte. Gram +skulde til Aix og jeg til Italien. Han var vel selv heller +ikke ganske rolig for at lade mig gaa paa egen Haand, +siden han overtalte mig til at tage med Kureren til Turin. +Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, +men saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden +af Postfreren og var anbetroet hans srlige Omsorg. Kureren +var ingen almindelig Kusk; det var en ung smuk og +srdeles dannet Mand, der talte nydeligt Fransk, i sin +Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn +var Constantino Reta. Efter en Times Kjrsel standsede +vi ved Grnsen af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min +Kuffert, og deri fandt de — en Del Bger. Dette var naturligvis +Contrabande, isr da man ikke kunde forstaa et Ord af dem. +De bleve tagne fra mig, indpakkede og forseglede; man lovede, +jeg skulde faa dem igen i Genua, et Lfte som rigtignok ikke +blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den danske +Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt +om lnge faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmndene +undersgte Bgerne og havde stor Mie<a class="pagenum" name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a> +med at opskrive den mesopotamiske Titel paa Schouws "De +italienske Naaletrer", tog Reta fat paa et Exemplar af min +Disputats, og han havde Tid nok til at gjennemlse de frste +Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik Interesse for +mig, og vi bleve srdeles gode Venner. Veien gik igjennem +de deiligste Bjerglandskaber, isr fra S. Jean de Maurienne +til Vernay; men oppe paa Mt<span title="rettelse, tilfjet">.</span> Cenis sneede det. Jeg gik til +Fods ved Siden af Vognen, indtil det var bleven mrk Nat; +saa krb jeg atter ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede +frst, da det atter bar nedad, og et straalende Solskin +varmede mit Ansigt og viste mig Italiens Herlighed.</p> + +<p>Jeg havde tnkt at anvende en Dag paa at se Museet i +<i>Turin</i>, men jeg blev der i 3; min nye Ven vilde ikke +slippe mig. Jeg maatte spise til Middag hos ham, gjre Bekjendtskab +med hans Hustru, hans Broder og andre gode +Venner, alle sammen "<span lang="fr">bons enfants</span>" som han udtrykte sig, +og saa tilsidst kjre med ham til Genua, naar det var hans +Tur. Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu +ikke at prve paa at tale Italiensk; men et kjnt og tiltalende +Ansigt havde hun, om end de hie Toner, hvori Vennerne +i hendes Stambog besang hende som Madonna, forekom mig +noget overdrevne. Vennerne vare livlige og elskvrdige +Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den nationale +og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at +"det unge Italien" snart vilde tilkmpe sig. Det varede +lngere end de tnkte; men et Forsg blev gjort i Genua +i 1848. Der omkom Constantinos Broder; han selv blev +landflygtig og levede derefter som Sproglrer i Genf, hvor +han dde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om ham tilbage +i et Digt, han skrev i min Stambog, <span lang="it">Inno del tramonto</span>, +og et Par Breve.</p> + +<p>Ogsaa i <i>Genua</i> blev jeg lngere, end jeg havde nsket. +Jeg skulde tage med Dampskib til Livorno; men det var +i 2 Dage et saa sende Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa<a class="pagenum" name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a> +indtaget sin Ladning, og den 3. Dag, da Regnen ophrte, +var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom jeg dog afsted, +og naaede uden Uheld Livorno den nste Morgen. +Ogsaa til <i>Pisa</i> kom jeg, skjndt Banetoget for en stor Del +maatte kjre igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvmmelsen +al Frdsel umulig. I 3 Dage ventede jeg paa, at +Veien til Florents skulde blive farbar; men der var endnu +lange Udsigter; saa maatte jeg lgge Veien om ad Lucca. +De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med srlig +Glde. Den strste Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra +Byens Frdsel paa Domkirkepladsen og nd i Fred og Ro +de vidunderlige Monumenter, der vare samlede der, Domkirken, +det skjve Taarn, Baptisteriet og Campo Santo; +det var mit frste Bekjendtskab med den tidligere, italienske +Kunst.</p> + +<p>I <i>Florents</i> tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske +alene; der var ingen Landsmnd, og jeg gjorde saa godt +som ingen nye Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besg +hos Englnderen Millingen. Jeg havde Lyst til at se +Forfatteren til det smukke og for sin Tid mnstervrdige +Vrk: <span lang="en">Ancient Unedited Monuments</span>. Jeg traf ham i hans +Arbeidsvrelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i +sine Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille +Marmortorso af en kvindelig Figur i strk Bevgelse, der +er afbildet i det ovennvnte Vrk. Jeg besgte Galleriets +Bestyrer Migliarini, en fortrffelig gammel Mand, som ikke +bar sin Lrdom til Skue, men bedmte Alt med sund +Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, +Svenskeren Grev Grberg de Hemsj, fandt jeg en elskvrdig +gammel Mand, men han var desvrre saa dv, at +man kun kunde tale med ham igjennem et Hrerr. I min +Ensomhed lngtes jeg nok undertiden efter Vennerne i +Hjemmet, men det var ingen trykkende Lngsel, thi jeg +havde nok at gjre med Studierne i Florents Kirker og<a class="pagenum" name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a> +Museer. Og dog var dette jo kun en Indledning; Rom +skulde vre mit egentlige Arbeidsfelt. I den anden Uge af +December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i +Siena ankom jeg til Rom d. 16. December.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p><i>Rom</i> i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets +Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den +stille Kunstnerby, hvor man i Ro nd Kunstens og Naturens +Herlighed under hans Helligheds og hans Tjeneres imponerende +Varetgt. Nu er Staden bleven 3 Gange strre +og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele. Nu +kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store +Stder, stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nd +med at bane sig Vei igennem Menneskevrimlen, med at +finde sit Ti, og er glad naar man endelig uden Uheld og +uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i en Omnibus +for at kjre til et Hotel. Den Gang kjrte man i jvnt +Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, +og man blev hitidelig modtaget af den store Obelisk +med Springvandet omkring, hvorefter man kjrte op ad +Corsoen, der vistnok ikke var mindre kjedelig end den nu +er, men som dog ikke ved Sti og moderne Glimmer forstyrrede +den Ankommendes forventningsfulde Stemning.</p> + +<p>Det frste Sted, jeg sgte hen, var den lille mrke Caf +del Greco i Via Condotti, hvor jeg skulde hre, om der var +Breve fra Hjemmet, og om der ikke var nogen Landsmnd +til Stede. Jo vel var der det. Medailleur Petersen modtog +mig med stor Venlighed, og kort efter frte han mig over +i det nrliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf flere Landsmnd, +i hvis Kreds jeg ieblikkelig var som hjemme. +Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var<a class="pagenum" name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a> +nsten alle yngre Mnd, nogle faa Aar ldre end jeg. Der +var <i>Jerichau</i>, hvis hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders +Bryllup med Roxane" allerede havde vakt fortjent +Opmrksomhed i Danmark; det nste Aar saa jeg ham +fuldfre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt +i Rom, blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige +Sprgsmaal, om det skulde vre et Forsg paa at restaurere +den belvederiske Torso eller ikke. Han var allerede +dengang noget sygelig og klagede oftere over, at han +ikke blev paaskjnnet i Danmark; men han havde endnu +ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede +hans senere Dage. Han var en elskvrdig Omgangsflle, +som jeg ndig rev mig ls fra. Han tegnede med Blyant +et lille Portrt af mig, som jeg kunde sende hjem til min +Fader paa hans og min Fdselsdag, 10. April 1845. <i>Holbech</i> +saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig selv; +derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjrer <i>S. S. Winther</i>, +der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand +Dr. Gert Winther. Han modellerede en Portrtmedaillon af +mig, et smukt Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af +mig, da han saa det, antog det for et Kvindehoved og +spurgte, om det skulde vre en Kleopatra; den er desvrre +gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther var strkt angrebet +af Brystsyge; han led meget og dde allerede 1846. +Af <em>Malere</em> var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th. +Lsse, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige +Genremaler Raadsig, Lunde, en fordringsls Kunstner med +fin Flelse for Farvetonerne i Landskabet, og den i Mnchen +uddannede Rohde, som med en fin og "spirituel" +Pensel malede Vinterbilleder og italienske Landskaber. +Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med +sit lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet +interessant Figur. Det var Natvgteren i Sder-Telge. +"Hvorfor har De tegnet ham?" spurgte jeg. "Den latterlige<a class="pagenum" name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a> +Karl," sagde han, "han raaber ved hi lys Dag." Det var +Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske til <em>Tyskerne</em>. +Han var ogsaa fdt i Altona, og den tyske Kunstnerkreds +var jo baade strre og betydeligere end den nordiske. I +Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt +nogen Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besgte +ogsaa tyske Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes +bl. A. Dsseldorferne Riedel og Achenbach og Frankfurteren +Rethel, og i det flgende Aar Overbeck og Cornelius.</p> + +<p>Af <em>norske</em> Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; +derimod var der en anselig Kreds af <em>svenske</em>, der levede +med de Danske ganske som Landsmnd. Der var af Landskabsmalere +Maaneskinsmaleren Stck og den dve Palm, +af Figurmalere den fortrffelige Wahlbom, der excellerede +i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der +ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere +ogsaa fik et Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt +Scholander, hvis Illustrationer til Tegnr ville vre i +Manges Minde. Plageman saa vi kun lidt til; man sagde, +han levede af at lave Rafaeler til engelske og amerikanske +Reisende. Den elskvrdige Billedhugger Fogelberg besgte +jeg i hans Atelier; dr stod de kolossale Guder, Odin og +Balder.</p> + +<p>Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften +for at nyde den hjemlige Risengrd og mindes det fjerne +Fdreland med dets Sne og Is imellem Sydens Herligheder. +Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi kransede os med +Vedbend; men ellers var der nppe Noget, der mindede +om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, +og paa Vggen havde man med Kul tegnet Portrter af +de skandinaviske Kunstnere, der nu havde forladt Rom.</p> + +<p>Men saa gjerne jeg frdedes imellem Kunstnerne og besgte +deres Atelier, var dette dog nrmest en Adspredelse<a class="pagenum" name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a> +for mig; min egentlige Opgave var jo at studere Oldtidens +Monumenter. Her var det Tyskerne, jeg maatte holde mig +til. Archologien havde allerede dengang et Midtpunkt i +det af den preussiske Regjering stttede <span lang="it">Instituto di Corrispondenza +archeologica</span>. Det havde sit Sde paa Capitolium, +ikke i det nuvrende anselige Palads, men i den tarvelige +Bygning paa Bjergets stlige Side. Der indfandt jeg mig +regelmssig hver Fredag Middag, da der blev holdt Foredrag +og Forevisning. En sjlden Gang vovede jeg mig ogsaa +selv til at give en lille Skjrv med i Laget, og man +gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg +morede mig ikke ved disse Mder, og det var mig en strre +Glde, naar jeg efter Mdets Slutning med et Par af de +andre Archologer kunde gaa op paa Palatinerbjerget, i +Villa Mills, som da var aaben for Publikum, og beundre den +frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte.</p> + +<p>Institutets Frste Sekretr, <i>Emil Braun</i>, modtog mig med +stor Venlighed, og jeg var oftere Gjst i hans Hus, ikke +til noget Selskab, men til daglig Middag sammen med ham +og hans aldrende Hustru; Brn havde de ikke. Jeg holdt +af den godmodige Mand, skjndt jeg ikke kunde stte ham +hit som Archolog og stundom smilte ad hans store Ord, +som naar han sagde: "<span lang="de">Wenn Bhme und ich zusammen +sind, dann wissen wir, was Styl ist.</span>" Han var oprindelig +Lge. Ved lngere Tids Syslen med Antiker havde han +erhvervet sig en Del Kundskab paa dette Omraade, men +da han manglede filologisk Dannelse, blev han aldrig +Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint +ie for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre +Archologer over de antike Skulpturer i Museerne, gav os +derfor heller ikke stort Udbytte; det var for en stor Del +uklare Fraser. Han havde modtaget mig med Lovtaler som +Madvigs Discipel og nskede, at jeg skulde skrive en Afhandling +i Institutets Annaler. Han gav mig i den Anledning<a class="pagenum" name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a> +en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste +for at levere en taalelig archologisk Afhandling i et pynteligt +italiensk Sprog. Da jeg viste ham den — den hed +<span lang="it">Processione trionfale di Ercole ed Iolao</span> — gjorde han et +Par smaa Bemrkninger, som jeg naturligvis tog til Flge, +men for vrigt fandt han det Hele fortrffeligt. Inden den +blev trykt, kom imidlertid Institutets Direktr Gerhard til +Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min Disputats havde +polemiseret imod ham. Braun sgte at undskylde mig; om +det behvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid +senere har behandlet mig med Velvillie og Opmrksomhed; +men Braun har dog nok syntes, at han skyldte Gerhard +en <span lang="fr">cadeau</span> paa min Bekostning. Under Trykningen af +Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i en Anmrkning. +Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at +meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilfiede +han flgende Note: "Vor lrde Forfatter, som vil diktere +os de hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med +hvilke han med Nd og nppe er kommen i materiel Berrelse, +tager heri groveligen feil. Mere end ethvert filologisk +Sofisteri gjlder et Faktum i Archologien. Frend han +indlod sig med en Koryf som Gerhard, der har tilbragt +Halvdelen af sit ikke rkeslse Liv imellem Potteskaar, +havde han gjort vel i at gjennemlbe Atlasset af Institutets +Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have +fundet en utvivlsom Hercules tilstedevrende ved Minervas +Fdsel." (Det var dette, jeg havde fundet umuligt). +"Fortrolighed med den gamle Litteratur i dens Helhed er +den skjnneste Medgift for Archologen, men i Videnskaben +som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom, som +gjr gteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprrt over +dette Overfald, og mine archologiske Venner fandt, at jeg +burde tilsende "<span lang="de">Augsburger Allgemeine Zeitung</span>" en Meddelelse +om denne "exempellse Adfrd af en Redaktr;"<a class="pagenum" name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a> +men efter det Forhold, jeg havde staaet i til Braun, foretrak +jeg at indskrnke mig til mundtlig at sige ham, at jeg ikke +havde ventet Sligt af ham.</p> + +<p>Institutets Anden Sekretr, <i>Henzen</i>, var en hist elskvrdig +Mand, der aldrig havde andet end Venner. Han var +en dygtig Videnskabsmand og har indlagt sig betydelig +Fortjeneste ved Behandlingen af antike Indskrifter. Efter +Brauns Dd blev han Frste Sekretr, og jeg har under +senere Besg i Rom et Par Gange havt den Glde at se +ham i denne Stilling.</p> + +<p>Iblandt de yngre Archologer, der som Stipendiater +havde Bolig i Institutets Bygning, maa jeg frst nvne +<i>Theodor Mommsen</i>. Det var en overmodig Yngling paa 27 +Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide, hvor omfattende +det end var, altid gik let fra Haanden. Han var oprindelig +Jurist, men Romerretten frte ham til Studiet af Roms +Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske +Sprgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning +det Studium af de latinske Indskrifter, som blev hans Livs +Hovedarbeide, og som har sikret ham et uddeligt Navn i +Videnskaben. Hans romerske Historie har som bekjendt +gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange Oplag. +Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige +Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedmmelse +af Csar og Cicero charakteriseres nppe tilstrkkelig, +naar man kalder den ensidig. Han har trolig +fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en gte +Preusser, skjndt det ikke er der, han hrer hjemme; han +er fdt i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret +i Kiel og var — ivrig Slesvigholstener, hvorfor han +fra frst af ikke betragtede mig med milde ine. Allerede +mit Navn havde vakt hans Harme; thi det var efter Algreen +Ussings Forslag, at Stnderne havde anmodet Christian +VIII om at udstede sin Erklring om, at hele det danske<a class="pagenum" name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a> +Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arveflge. +Dog kom vi i det Hele godt ud af det med hinanden, naar +vi mdtes, hvilket ikke var saa sjldent. Jeg mindes saaledes +bl. a. en lille Samtale i det Vatikanske Bibliothek. +Jeg havde fra Professor Preller faaet Anmodning om at +conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et lille +Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en Fortegnelse +over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af +deres Grnser. Det er indbundet i et stort Bind sammen +med flere forskjellige Skrifter. En Dag medens jeg var beskjftiget +med denne Kollation, kom Mommsen hen til +mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog? +Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De +ikke vilde se noget af det vrige, der staar i den?" Dette +bejaede jeg. "Det er ellers uhyre morsomt, alt det Andet," +fortsatte han. "Det er lutter Skandalehistorier om Paverne." +Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt mit Lfte. En Gang +var det dog nr kommet til et alvorligt Brud imellem os. +De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes +Ponte molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende +sluttede sig. Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai +hvert Aar at foretage en stor Udflugt i Campagnen, til de +gamle Stenbrud, man kalder Cervara-Grotterne. Det var +en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels til Fods, dels +til sels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var ogsaa +bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et +kunstnerisk udfrt Diplom som Ganymed eller Mundskjnk. +Det gik lystigt til, og jeg havde min Nd med at holde +mig dru, da Alle vilde drikke med Mundskjnken. Under +en Samtale med Mommsen greb denne, som saa ofte fr, +Leiligheden til at drille mig lidt. Denne Gang sagde han +dog ikke: "<span lang="de">In Dnemark trinkt man wohl viel Grtze?</span>" +han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen +kom paa Oehlenschlger, brugte han nogle Ord, hvorpaa<a class="pagenum" name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a> +jeg fandt mig befiet til at svare: "Naar De kan sige dette, +har De jo aldrig lst noget af Oehlenschlger." Han blev +glord i Hovedet og udfordrede mig. Jeg svarede lidt haanligt: +"Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den Sags +Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere +vexlet Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden +i Kjbenhavn, som han nskede et Aftryk af. I +1886 traf jeg ham ved Universitetsjubilet i Heidelberg. +Medens vi spadserede sammen i Slotshaven i Karlsruhe, +ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske Historie. Som +bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke lngere end til Csars +Dd. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind, +"Provinserne fra Csar til Diokletian", et fortrinligt og +for Historieforskningen uundvrligt Arbeide. Jeg spurgte +ham nu, om vi ikke snart kunde vente det manglende 4. +Bind. "<span lang="de">Nein</span>", svarede han, "<span lang="de">der kommt nicht. Das kann +Jedermann thun; das knnen Sie thun.</span>" Det skulde vre +en Kompliment.</p> + +<p>Mere stilfrdig var den 5 Aar yngre <i>Heinr. Brunn</i> fra +Bonn. Han var ogsaa i det ydre en Modstning til Mommsen; +han var lige saa mrk, som Mommsen var blond. +Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev senere Anden +Sekretr ved Institutet og holdt ligesom Braun Forelsninger +omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men +nogen fremragende Begavelse mrkede man ikke. Dog br +det siges, at det er ham, man skylder den interessante Opdagelse, +at de i forskjellige Museer opbevarede Figurer i +halv Strrelse af faldende eller faldne Giganter, Amazoner, +Persere og Galler hre sammen og maa henfres til det +Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. +Ogsaa med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i +Heidelberg. Han dde som Professor i Mnchen 1888.</p> + +<p><i>Keil</i> var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig +lille Mand, tr og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver<a class="pagenum" name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a> +af Grammatici Latini. Han dde for faa Aar siden som Professor +i Halle.</p> + +<p>Livligere var <i>Hermann Hettner</i>, Forfatteren til det 18. +Aarhundredes Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen +med paa Udflugter fra Rom og Neapel; det var en +behagelig Reiseflle.</p> + +<p>Sachseren <i>Ludolph Stephani</i> var jdisk af Fdsel. Han +levede kun i sine Studier. Han blev en saare lrd Archolog, +Professor i Dorpat, og senere Akademiker i St. Petersborg, +i hvilken Stilling han udgav udfrlige Bearbeidelser +af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne Oldsager +(<span lang="fr">Compte rendu de la Commission archologique Russe +1859—81</span>). Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog +han dog at ledsage ham paa en Fodreise i Volsker- og +Hernikerbjergene, og jeg skylder ham Indvielsen i det archologiske +Reiseliv. Det var i de frste Dage af Marts +1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Civit +Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, +Norma og Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, +Alatri, Ferentino, Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de +Indskrifter, vi kunde faa fat paa, og det hndte kun eet +Sted, at en Eier forbittret jog os bort midt i vort Arbeide. +Vi beundrede Coris prgtige Tempelruin og de vldige +kyklopiske Mure, som omgive Stderne, der ligge som +rnereder paa Klippernes Fremspring. Vi gldede os over +Volskerbjergenes frodige Skovvxt, og aflagde et Besg +hos en italiensk Landmand, som vi havde mdt paa Veien +og spadseret et godt Stykke sammen med i jvn Samtale. +"<span lang="it">Strada facendo si discorre</span>" vare de Ord, hvormed han +indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var derimod +Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, +fordi vi ikke havde vore Passer med, og da han endelig +efter et langvarigt Skjnderi bekvemmede sig til at lade +os gaa, yderligere spildte vor Tid ved en lang, salvelsesfuld<a class="pagenum" name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a> +Tale om, hvor ndvendigt det var altid at have sit Pas +hos sig.</p> + +<p>Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig +frst i Mai Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg +havde ingen Tid til at vre syg; Livet var altfor rigt. Tiden +hengik med lrerige Studier i Museer, Bibliotheker og +imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren ogsaa med +Udflugter i Omegnen, nsten altid i godt Selskab. Iblandt +Landsmndene br jeg ogsaa nvne den danske Konsul +<i>Bravo</i> og cand. jur. <i>Mller</i> (senere Birkedommer i Hrsholm) +med hans unge Hustru, Amalie f. Stahlfest, der her +sgte og fandt Hjlp imod en begyndende Brystsyge. I +Foraaret 1845 blev Kredsen forget med en af mine bedste +Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, +senere bekjendt som theologisk Forfatter, dd som Prst i +Dalby i Stevns 1889. Han var bleven Huslrer hos Thorvaldsens +Datter Fru Poulsen, og igjennem ham fik jeg Leilighed +til at gjre Bekjendtskab med denne skjnne og +elskvrdige Kvinde og hendes to nydelige Brn, Alberto +og Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens +Museum, men man kan ikke hre Fru Poulsen +med hendes slvklare Stemme synge: "<span lang="it"><a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="Gioventu">Giovent</a> di Roma +bella, c' una nuova tarantella</span>".</p> + +<p>Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg +ikke skal indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et +Par Trk, der tilfldig ere optegnede i Breve til Hjemmet, +kunne maaske have nogen Interesse.</p> + +<p>"Om Sndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms +Gader Skarer af Drenge vandre med et Kors foran sig som +i en Procession syngende og skraalende, men lidet alvorlige; +man tror, det er en Leg. De gaa hen til Aftenskolen i +Kirken, hvor de under en Prsts Opsyn gjensidig examinere +hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke +sprger eller svarer niagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa<a class="pagenum" name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a> +den, der har vret uopmrksom og giver et Sprgsmaal, +som har vret givet een Gang, eller besvarer et +saadant Sprgsmaal, maa til Straf rykke et Numer ned; +men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux, +bliver hdret med Keisernavn (<span lang="it">imperatore dello studio</span>), +og naar det er i Jesuiterskolen, kan ingen strre re tnkes. +Da modtager han Presenter af Cardinalerne og nyder +den hieste jordiske Lykke, at fremstilles for Paven, for +hvem han har Lov til at fremfre en Begjring. I gamle +Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder frigiven +eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nies med mindre. +Jeg har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes +Ridderkappe, stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der +ikke vare fuldt saa pnt pyntede, tilligemed alle sine Presenter +udstillet i sin Faders Hus. Rde Faner hang ud af +Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa Udstillingen +forbi, og Gensdarmer i Dren holdt Orden i den tilstrmmende +Menneskemasse."</p> + +<p>I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. +"En Enkemand og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. +Da de kom ud fra Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, +bleve de modtagne af en stor Skare Drenge, der opfrte +den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv har hrt: Klokker +og Bjlder, Kobberkjedler, Kasseroller og Bradpander +imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar, +hjalp sig med Deigtruge og andet Trti, som de hamrede +ls paa, til det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter +sig, bliver hun hilset paa denne Maade, og Regjeringens +Bestrbelser for at afskaffe denne Skik have hidtil vret +magteslse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa taalmodig i, +hvad det vidste der hrte til. De vandrede under dette +Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nde +Maaltidet under denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden +og tilsidst ledsagede dem til deres Hjem."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a> +Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjrte med en Vetturin +til Napoli i Selskab med min romerske Bekjendt Hettner +og den brave Professor Cygnus fra Helsingfors. Vi havde +valgt Veien over <i>Terracina</i>. Medens Kusken holdt Middagshvil +i Vrtshuset ved Kysten, spadserede jeg op ad Bakken +til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som +ligger lige ved Indgangen til Byen, frembd den Dag et +usdvanligt Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, +der udmundede der, vare afsprrede med Reb, bag +ved hvilke Skarer af Voxne og Brn stode samlede. Pludselig +blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa Pladsen. +Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset +af Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene +og skyndte sig tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. +Det var en Tyrefgtning i det Smaa, uhyggelig at se paa +for Nordboer, der ikke ere vante til at plage Dyrene<a name="FNanker_3" id="FNanker_3" href="#Fodnote_3" class="fnanchor">[3]</a>. +Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske, pleiede +man frst at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg +kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske +Kirke med antike Siler opstillede paa liggende Lver og +Prdikestolen smykket med gamle Mosaiker, og derfra +hiere op endnu til Toppen af Bjerget, hvor man fra de +maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en magels Udsigt +over Middelhavet.</p> + +<p>I <i>Napoli</i> boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav +lige udenfor mine Vinduer. De frste Dage vare forfrdelig +varme; men saa blev det mildere, sjlden over 23 R., og +da jeg havde lrt at klde mig derefter, kunde jeg uden +Vanskelighed gaa Toledoen igjennem saavel om Morgenen, +naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar jeg gik +derfra; paa den Tid havde jeg nsten altid en svalende<a class="pagenum" name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a> +Sbrise imod mig. Af Landsmnd fandt jeg her den gamle +Legationsraad Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden +Adelgunde Herbst. Han modtog mig med stor +Venlighed og tog mig bl. a. med paa en Udflugt til Ischia.</p> + +<p>Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og +Digteren <i>Fr. Hebbel</i>. Denne Mand havde jeg allerede i Rom +stiftet et flygtigt Bekjendtskab med ved det skandinaviske +Julegilde, hvortil Gurlitt havde taget ham med; han var +fdt Ditmarsker og altsaa dansk Undersaat, og han reiste +med Understttelse af Christian VIII. Jeg kjendte kun lidet +til hans Digte; Judith havde jeg lst, men uden at finde +srligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede +han mig. Hans Samtale var pikant uden dog at vre saa +febrilsk, som han selv senere har charakteriseret den i fortrolige +Breve. "<span lang="de">Das ist mein Unglck</span>," har han sagt, "<span lang="de">dass +ich von keinem Gegenstande reden kann ohne mich in +ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren.</span>" Han +var Autodidakt og havde nsten altid maattet kmpe med +Armod; men han havde sat sig det Maal, at han vilde vre +Digter; dertil mente han sig kaldet, og for Opnaaelsen +deraf maatte alle andre Hensyn vige. Ganske blind var jeg +ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham Ret i, at +"Poesien er realiseret Filosofi". Jeg nskede, der havde +vret mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, +som han lagde saa megen Vgt paa, forekom mig ganske +intetsigende; men alligevel betragtede jeg ham som en ikke +ubetydelig Digter, "en Forkmper for den nye Tids Aand", +omtrent som man en Menneskealder senere her i Danmark +talte om de saakaldte Gjennembrudsmnd. Hans Overmod +og hans bidende Sarkasmer frastdte Mange, men jeg kunde +ikke lade vre at holde af ham. Jeg troede at have fundet +en Ven for Livet, en Tro som dog nok vilde vre bristet, +hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad; thi der kunde +nppe tnkes to Charakterer saa forskjellige som vore.<a class="pagenum" name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a> +Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, +har skrevet, har aabnet mig inene.</p> + +<p>De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere +fortrolig med Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt +anderledes koncentreret; jeg spredte mig ikke til saa mange +forskjellige Sider, og den Ro, som det mere ensartede +Studiefelt gav mig, virkede velgjrende. Museo Borbonico blev +mig kjrere end noget romersk Museum. I <i>Pompeii</i> opholdt +jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; +men en af Opsynsmndene havde et lille Hus, hvor han +udskjnkede Vin til Arbeidere og Bnder. Der fik jeg et +lille Vrelse ovenpaa, ud til Terrassen, der laa fuld af Tomater, +som skulde trres i Solen. Vrelset havde intet +Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev lukket om +Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjligt Opholdssted +paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen +tilbragte jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske +alene omkring og aflagde Besg hos de gamle Pompeianere, +men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure. Jeg +gjorde en Mngde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til +stor Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige +Undersgelser og Beskrivelser, naturligvis ere uden +Vrdi. Til Afvexling gik jeg undertiden hen til det Sted, +hvor man gravede. Jeg blev modtaget med et venligt Goddag +og nd den store Glde at se de gamle Mure trde +frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 +Aar siden; ja selv en Flidr stod der for mig, ligesom den +var udgaaet fra Snedkernes og Malernes Haand, men det +var et kortvarigt Syn; det var ikke Tr, men kun Stv, +som ved den frste Berrelse spredtes ad. Jeg kunde se og +rre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber. +Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde +samme Tjeneste som Tnder i vore Dage, stode paa deres +Plads. Den ene Dag aabnede man et saadant Lerkar fuldt<a class="pagenum" name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a> +af Korn, den nste viste man mig Blomkaal og Oliven; +sort som Kul var det, eller snarere det var virkelig Kul.</p> + +<p>De napoletanske Archologer modtog mig med en Hflighed, +som var nsten forblffende for en Nordbo, der +ikke raadede over et saa stort Antal Komplimenter, at han +kunde svare paa samme Maade. I nrmere Berrelse kom +jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med Srlingen +Gargallo Grimaldi; ikkun <i>Giuseppe Fiorelli</i> sluttede +sig nrmere til mig. Han var dengang en skjn Yngling +paa 22 Aar, men allerede bekjendt i den archologiske Verden +ved et Vrk over Greven af <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="Syracus's">Syracus'</a> Vaser. Senere +har han, som bekjendt, indlagt sig overordentlig Fortjeneste +ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og Omsorgen +for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham +skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de +ulykkelige Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, +have kunnet anskueliggres for Nutiden igjennem +Afstbninger. Han blev senere Senator og Direktr over +alle Udgravninger i Italien. Paa senere Reiser til Italien +har jeg oftere besgt ham, og vi have gldet os ved at +gjenkalde os vore Ungdomserindringer.</p> + +<p>Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til +Palermo. Jeg maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den +doriske Architekturs Fostermoder. I Breve til Hjemmet +skildrede jeg mine Indtryk med varme Farver; men den, +der vil hre Noget om den sicilianske Naturs Deilighed, +kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter +kunne ikke nies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun +i Korthed berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det +yndige Palermo begav mig paa en Reise langs med ens +sydvestlige og dens stlige Kyst, til Segesta, Salinunt, Girgenti, +Terranova (det gl. Gela), Syracus, Leontini, Catania, +Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa +Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede<a class="pagenum" name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a> +en Frer med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham +og min Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog +paa nogle Steder noget imponerende Nyt. "<span lang="it">Siete figlio d'un +principe?</span>" spurgte et ungt Menneske mig i Terranova. +Herbergerne vare heller ikke fyrstelige; Nattesvnen forhindredes +ofte af Uti; men Forpleiningen var upaaklagelig, +Frokost af det medbragte Brd, Plse, Ost og Vin under +en Korkeg eller et Johannesbrdtr (<span lang="it">carrubo</span>), Aftensmad +Maccaroni og Fisk. Men glad var jeg ved at frdes imellem +disse Naturbrn, som kun kjendte Lidet til Verden udenfor +deres Hjem. I Salemis prgtige Borgruin, der nu i Stedet +for stolte Riddere husede en Del fattige Familier, traf jeg i +Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar kontrasterede +mrkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede +mig med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg +sagde, jeg var en Napoletaner, faldt det hende ikke ind at +tvivle derpaa; Alt udenfor Salemi var hende lige fremmed. +Hun frte mig ind i de store hvlvede Haller, som nu +vare bervede enhver Prydelse og for det Meste kun indeholdt +det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad +hendes Datter, en kjn, endnu nogenlunde ung Kone, i et +Hjrne og spandt, og i et andet Hjrne Datterdatteren vvende. +Jeg kom ret tilpas; thi Familien kunde ikke lse, +og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig ankommet +Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge +Pige var forlovet med en ung Kns, der var indkaldt til +Militrtjeneste. Ved en Skrivers Hjlp havde hun faaet +opsat en Epistel, som med Udeladelse af en hel Del Hflighedsudtryk +kort og godt ld saaledes: "Kjre Forlovede, +har Du modtaget det Ti, jeg sendte Dig?" Hendes Fstemand +havde ikke behvet at henvende sig til en Skriver; +skrive kunde han, men meget veltalende var han ikke. +Han havde benyttet det samme Papir og derpaa skrevet +ganske simpelt: "Kjre Forlovede, jeg har modtaget det<a class="pagenum" name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a> +Ti, Du sendte mig." Selv i den store By Catania mdte +jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng +havde vist mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham +en lille Slvmnt, hvorover han blev saa forniet, at jeg +endelig maatte ind og se hans Moder. Det var en smuk +ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte +mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, +sendte hun den ene af Drengene op i et hit Poppeltr, +hvorfra han kom ned med en Vindrueklase, der var mindst +tre Kvarter lang. Hun beklagede, at hun ikke havde Andet +at byde mig. — Rvere, hvormed man havde skrmmet +mig, mrkede jeg Intet til, og meget sjlden saa jeg et +mindre elskvrdigt Trk, som paa en Restauration i Palermo, +hvor en Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans +Cotelet ikke var mr nok, eller ved Arethusakilden i Syracus, +hvor Vaskerpigernes Letfrdighed ndte mig til at +forkorte mit Ophold.</p> + +<p>Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle +Dage senere end jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde +skrevet for at underrette mine Venner derom, var gaaet +tabt; man var i stor Angest for mig, og min gamle Ven, +L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde +allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsge mig. +Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glde +i et Par Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. +Der var i de Dage en stor Congres af Videnskabsmnd +i Napoli. Jeg havde naturligvis ladet mig indtegne +som Medlem, men et Par Mder, hvorved jeg var tilstede, +forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg foretrak at +gjre en Reise med Mynster og Hettner til Pstum, Salerno, +Amalfi og Sorrent.</p> + +<p>Tilbagereisen til Rom foretog vi som sdvanlig med +Vetturin. Selskabet var som en Flge deraf noget blandet. +Der var blandt Andet et af den videnskabelige Congres'<a class="pagenum" name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a> +Medlemmer, som vi i Regelen Intet havde at gjre med. +Men da vi spiste til Aften i Mola di Gata, var han ikke +tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde vret +ret glade ved. Han var ikke bleven mt, kaldte Vetturinen +ind og holdt et frygteligt Hus med ham. "<span lang="it">Quando vengo a +pranzo, voglio mangiare finch sono stanco</span>," raabte han, og +det var kommet til et Haandgemng imellem dem, hvis +ikke det vrige Selskab havde lagt sig imellem.</p> + +<p>I Rom fandt jeg min kjre <i>J. T. Lundbye</i>. Jeg havde +lngtes efter ham. Det var en gte Kunstnersjl, fuld af +Hjerte og Lune og utrttelig arbeidsom. I hvert af hans +Penselstrg, i hver Pennestreg flte man hans Sjl; han +selv vilde sige: det er Instinktet; Andre vilde give det et +fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede i +ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og +trngte til nye Paavirkninger. Han havde lngtes efter at +se de store Kunstneres Mestervrker, som han hidtil kun +havde forventningsfulde Anelser om; nu fik han dem at se; +nu saa han Sydens rige Natur og de skjnne Mennesker, +der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans Skitsebog +fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, +det ene skjnnere end det andet, og dog klagede han over +Italien; han kunde ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; +det var ikke hans Fdreland. Kun to Malerier fik han udfrt +i Italien, en Drift Oxer i Campagnen og Metalsvinet +i Florents, begge herlige Kunstvrker, og dog maa man +sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye +er det, Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede +Skjnhed, men aldrig glemmer sit Hjem. Han holdt af at +fremstille sig selv som en Nisse i Udlndighed. Hvor kostelige +ere ikke disse Tegninger, hvad enten Nissen lytter +til Satyrens Fortllinger, eller han paa hie Stylter og med +Kmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den frste Maaned +i Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med<a class="pagenum" name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a> +Glde Vidne til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, +men han havde ondt ved at udholde hans sygelige +Misfornielse og Uvillie imod Danmark og Alt, hvad Dansk +var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra Jerichau, +og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde +det romerske Folkeliv for sine ine. Der havde vi mangen +hyggelig Samtale baade om det skjnne Italien og om det +Hjem, som vi elskede endnu hiere.</p> + +<p>Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nvne som dem, +jeg srlig kom i Forbindelse med, Kammerraad (senere +Etatsraad) Raffenberg og hans Hustru, dernst Professor +Clausen, Hiesteretsassessor Rottbll og Stiftamtmand Thygesen, +der alle tre havde deres Familier med, Prof. juris A. W. +Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, +som det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte +denne Gang et helt Hundrede. Stemningen var som sdvanlig +hyggelig og munter. En af de livligste var Nordmanden, +Volrath Vogt, den sprke Nordmand, som vi +kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os +en Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot +kunde faa en Dame til at vre med. Da ingen anden af de +Tilstedevrende havde Mod dertil, maatte tilsidst Professor +Clausens ganske unge Datter Sofie (senere gift med Pastor +Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glde Vidne til, +hvor net og tkkelig hun assisterede Nordmanden, der +bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". +Det har siden den Tid ikke vret ualmindeligt, at der er +blevet danset ved Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og +tyve Aar senere saa jeg ved samme Leilighed et ldre Par: +Peter Faber (Landsoldatens Forfatter) traadte en Dans sammen +med Fru Jerichau.</p> + +<p>Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til +Grkenland. I <i>Ancona</i> gik jeg ombord paa Dampskibet. +Sjlden har Italien vist sig skjnnere for mig end i dette<a class="pagenum" name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a> +Afskedens ieblik. Blikstille laa det blaa Hav for mig, +fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grnne Ryg S. +Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med +de snvre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, +begrnset af de snedkte Apenniner. Lngselsfuld efter +det Nye, der skulde aabne sig for mig, indlod jeg mig strax +i Samtale med de Grkere, jeg fandt paa Skibet, skjndt +jeg endnu ikke kunde tale Nygrsk; men Rom og de romerske +Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa +Skibet en udfrlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og +Hebe, bestemt til Optagelse i "Fdrelandet". En ung Italiener, +der skulde i Land i Brindisi, lovede at indlevere den +paa Posthuset der; men den naaede aldrig sin Bestemmelse. +Ligesaa smilende som Reisen havde vret fra Ancona til +Brindisi, ligesaa mrk og ubehagelig blev Fortsttelsen. I +Regn og Blst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster +vare ikke til at se, og det yndige Corfu besgte jeg i +Regnveir; frst i Patr klarede det op. Her tog en grsk +Reiseflle mig med for at besge et Par af hans Slgtninge. +Det havde tidligere undret mig, naar jeg hrte Grkerne +tale om Europa som en Modstning til deres eget +Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var +i Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af +fustanellakldte Mnd, der sad paa lave Divaner med Benene +trukne op under sig; deres maleriske Dragt harmonerede +godt med de slvbeslagne og smukt ciselerede Vaaben, +der hang paa Vggene. Fra nu af skulde Sligt i over +et halvt Aar daglig staa mig for ie. I Taage seilede jeg +igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa +den de Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, +der skulde fre mig over til Pirus. Endelig den 6. +Januar 1846 (2. Juledag 1845 efter grsk Regning) ankom +jeg til mine nskers Maal.</p> + +<p><i>Athen</i>, der 15 Aar tidligere kun havde vret en tyrkisk<a class="pagenum" name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a> +Landsby, var begyndt at blive en europisk Stad, men det +var endnu kun en ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 +Indbyggere. Halvdelen af Husene havde endnu Landsbyprget. +De nyopfrte Boliger vare tarvelige, men ganske +nette toetages Huse, hvidtede og med grnne Vinduesjalousier, +Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mnstre. +sten for Hermesgaden stod det kongelige Slot som en +Kolos ved Siden af Dverge. Trods al Anvendelse af pentelisk +Marmor gjorde Bayreren Grtners Bygning dog kun +et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt sig, efter +at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller +og andre strre Huse have reist sig ved Siden; dengang +stod den hvide firkantede Masse underlig pretentis i det +tomme Landskab, som om den vilde maale sig med selve +Akropolis. Hvilken Perle var ikke i Modstning dertil det +smukke lille Observatorium, som Theophilus Hansen havde +opfrt ved Byens modsatte Udkant! Det var som en Sommerfugl +imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens Universitetsbygning +med den smukke ioniske Forhal gjorde et +langt dlere Indtryk end Slottet.</p> + +<p>I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og +Bekjendte; i Athen blev Kredsen meget indskrnket, men +til Gjengjld blev Forbindelsen desto inderligere. Dronning +Amalia, en oldenburgsk Prinsesse, havde taget en protestantisk +Hofprst med sig til Grkenland. Pastor <i>Lth</i> var +fra Eutin, men hans Hustru var dansk, en Skovriderdatter +fra Fredensborg. De havde to Brn, en Sn og en Datter, +og Fru Lths Sster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt +Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt +Hjem, hvor jeg strax blev modtaget som en gammel +Bekjendt og flte mig, som om jeg var hjemme i Danmark. +Lth gjorde oftere strre og mindre Udflugter med mig i +Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra +Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfstning, der behersker<a class="pagenum" name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a> +Passet imellem Kithron og Parnes, hvor i gamle +Dage Hovedveien gik fra Athen til Theben. Nu benyttes +denne Vej ikke mere. Den de Bjergegn, hvor Elven bruser +frem imellem bratte, skovkldte Klipper, besges nu +kun af Hyrder og Jgere og af Reisende, der have Lyst +til at se den gamle Fstnings mgtige og vel bevarede +Mure.</p> + +<p>Srdeles stor Betydning for mig fik Architekterne <i>Christian</i> +og <i>Theophilus Hansen</i>. Disse to hit begavede Brdre +havde allerede i nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet +en betydelig Virksomhed som Bygmestre baade for +Staten og for Private. De boede sammen med den tyske +Architekt <i>Schaubert</i>, der i Elskvrdighed ikke stod tilbage +for nogen af Brdrene. Sammen med ham foretog jeg (23.—28. +Febr.) en hist interessant og lrerig Reise til Korinth, +Sikyon og Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, +som ved Nedbrydningen af den tyrkiske Mur foran +Propylerne opdagede, at de deri fundne Architekturstykker +vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar siden +nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste +den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse +med L. Ross udgav de en mnstervrdig Beskrivelse af +deres Arbeide (Ross, C. Hansen u. Schaubert: <span lang="de">Der Niketempel +zu Athen</span>). Det var deres Tanke, at dette skulde vre +1. Hefte af et strre Vrk over Akropolis, hvortil de havde +gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af Architekturfragmenter, +hvorpaa den antike Bemaling endnu var +synlig. Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt +sig i Athen, fik igjennem Ross disse Tegninger til +Laans, kopierede dem og udgav dem i en Godtkjbs Udgave, +saa at Forlggeren af Niketemplet ikke havde Mod +til at fortstte Vrket. Naturlig Sympathi og flles Begeistring +for det gamle Hellas knyttede mig nie sammen +med de tre Architekter. Ved Synet af deres Arbeider og<a class="pagenum" name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a> +ved Samtale med dem fik jeg iet aabnet for den klassiske +Architektur saa godt, som det kunde ske uden at vre +virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens +Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de +Maaneder, jeg tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt +Studieliv.</p> + +<p>Der var endnu ikke ryddet tilbrlig op paa Akropolis; +Ingen anede, hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved +Erechtheet og Parthenon skjulte; de store Museumsbygninger +existerede ikke, og de ikke synderlig mange Skulpturer, +man havde fundet, opbevaredes i Theseustemplet, i +Propylerne og ved andre antike Bygninger; men der var +nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede +jeg ikke det nsten urrte Pinakothek og Propylernes +uforlignelige ioniske Kapitler! Hvor var det ikke tiltrkkende +at grunde paa Erechtheets Gaader, og fremfor +alt at gjennemgaa Parthenon i det Enkelte og forflge alle +Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning, som dengang +endnu var utilstrkkelig bekjendt i den archologiske Verden! +Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen +1688 havde kastet til Jorden og derved bevaret for Grkenland, +medens alt det vrige blev bortfrt til London; +paa disse var selve Overfladen undertiden bevaret bedre +end paa noget af de andre Stykker. Paa Tempelcellens +Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige +doriske Siler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet +blev omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe +kunde jeg komme helt op i den vestlige Gavl, og staa Side +om Side med de faa mgtige Figurer, som Lord Elgin ikke +havde fundet det Umagen vrdt at tage bort; og om alt +dette havde jeg den Glde at kunne tale med Kunstnerne. +Af Videnskabsmnd var der paa den Tid Ingen i Athen; +baade L. Ross og Kppen vare tagne bort, og de archologiske +Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa<a class="pagenum" name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a> +Akropolis og afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville +maaske undre sig over, at man paa samme Tid kan svlge +i Kunstens Herligheder og pille med de trre Bogstaver; +de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne umiddelbare +Berrelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor +ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Trk fra Oldtiden +kan komme til Syne. Med Bckhs <span lang="de">Staatshaushaltung</span> +i Haanden gjennemgik jeg de af ham udgivne Svsens-Indskrifter, +og jeg havde den Glde at se, at nsten alle +de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte Afskrifter, +stadfstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne tilfie +et Par enkelte nye.</p> + +<p>Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske Billedhugger +<i>Siegel</i>. Det var Dagen efter min Ankomst til +Athen. Da det var vanskeligt at faa et ordentligt Vrelse +til rimelig Pris, tilbd han mig at bo hos ham; han havde +et lille Vrelse, han kunde undvre. Han boede tt udenfor +Byen, der hvor man senere opdagede den gamle Dipylonport +og de interessante Gravmonumenter. Jeg var +lykkelig over mit Vrelse, hvorfra jeg over grnne Bygmarker +saa hen til Theseustemplet, der blev mig "den +kjreste af alle Bygninger paa Jorden". Siegel var en stor, +svrlemmet Mand med sort Haar og sorte ine, godmodig +og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han engang +imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor +Nauplia havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern +udhugget en liggende Lve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Lve, +et Monument over de Bayerske Soldater, der +faldt i Kampen 1833—34. Han havde meget at fortlle, +om hvad han havde maattet die, medens han arbeidede +paa dette Monument, som Befolkningen saa skjvt til, fordi +den ikke vilde mindes om, at det var ved Fremmedes Hjlp +den havde afkastet det tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder +kom det dog ikke, og Lven ligger der endnu<a class="pagenum" name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a> +den Dag idag. Men vist er det, at Grkernes Stemning +imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag +saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grkere danse +omkring et Baal og synge:</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"><table summary="Grsk sang med oversttelse"> +<tr> +<td><span class="i0" title="Holoi Hellnes maz">Ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ,</span></td> +<td><span class="i0">Alle Hellener sammen,</span></td> +</tr><tr> +<td><span class="i0" title="holous Phrankous 's to souble">ὅλους Φράγκους 'ς τὸ σουβλέ.</span></td> +<td><span class="i0">Alle Franker paa Spiddet!</span></td> +</tr><tr> +<td><span class="i0" title="holoi Hellnes maz">ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ,</span></td> +<td><span class="i0">Alle Hellener sammen,</span></td> +</tr><tr> +<td><span class="i0" title="holous klephtais 's to souble">ὅλους κλέφταις 'ς τὸ σουβλέ.</span></td> +<td><span class="i0">Alle Rvere paa Spiddet!</span></td> +</tr> +</table></div></div> + +<p>Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, +takket vre den Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod +og dens Ansttelse af Tyskere allevegne.</p> + +<p>Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur til <i>Pentelikon</i>. +Jeg maatte jo gjre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, +som havde leveret Stoffet til den gamle Kunsts Mestervrker +og endnu yder det moderne Athen et Bygningsemne, +som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der +med samme Lethed galopperede hen over Gjrder og oppliede +Marker som ad den slagne Landevei, og ikke nsede +steile Skraaninger mere end den jvne Flade, naaede +vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets lavere Terrasse, +hvor prgtige store Trer lovede os et hyggeligt Hvilested. +Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske skuffet; +men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster +saa ud som en forfalden Avlsgaard. De grske Munke +ere for det meste Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i +Marken, og da de langt om lnge viste sig, bd de os et +Stykke daarligt Brd og Ost, og frst da vi havde givet +dem en Drachme til at tnde Lys for i Kirken, fik vi en +Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige +saa lidt som om Foder til Hestene. De nuvrende Marmorbrud +frembd et lidet lysteligt Syn; man sprnger med +Krudt og delgger ofte meget mere end man vinder. I +Oldtiden sprngte man Stenen med Kiler. De gamle Brud,<a class="pagenum" name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a> +der ligge et Stykke hiere oppe, frembyde et anderledes +skjnt og malerisk Skue; de lodrette Vgge minde om +Stenbruddene ved Syracus. Tt ved dem ligger den store +Drypstenshule, der strkker sig dybt ind i Bjerget i forskjellige +Retninger; men da vi ingen Lys havde med os, +maatte vi nies med den imponerende Forhal. Det tager +nsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; +men Mien belnnes med en Udsigt, der nppe kan tnkes +skjnnere. Hele Attika med dets Bugter og Halver +og erne i Havet deromkring laa udbredt for vore Fdder, +og i den vestlige Horizont inede vi Helikon og Parnas. +Da endelig den strke Blst ndte os til at rive os ls fra +dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, +hvor vi tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbrtrer +for ikke at falde. Vore Heste havde lngtes efter os, og da +vi atter sad paa deres Ryg, og de mrkede, det gik hjemad, +satte de i Galop nedad Bjerget, skjndt Skraaningen +ikke var saa ganske lille, og hele Veien var bedkket med +Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrkkende Ridt +og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjr ikke +noget; det er grske Heste."</p> + +<p>Han havde ogsaa lovet at gjre en lngere Reise med +mig. Vi skulde gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem +Arkadien og tilbage igjennem det nordlige Hellas, og +vi fik begyndt paa Turen. Den 25. Marts seilede vi med +Dampskibet fra Pirus til det yndige Nauplia, og den nste +Dag red vi over <i>Tiryns</i> og <i>Myken</i> til <i>Argos</i>. Ingen Schliemann +havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder +gjemte under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod +der med de dengang fuldstndig gaadefulde "Gallerier"; +Lverne over Porten i Myken saaes ligesom nu, og +"Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig endnu +mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt +sig saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at<a class="pagenum" name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a> +bryde ud; han vilde hjem til Athen. For mig skjulte han +den sande Aarsag; han sagde blot, at hans Arbeider ndte +ham til at vende tilbage, og han forsikkrede, at jeg godt +kunde fortstte Reisen alene; han skulde nok skaffe mig +en paalidelig Frer. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i +Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, +og havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme +disse, kom de med nye Fordringer, som gjorde Afslaget +illusorisk. Men vrre endnu var det, at jeg hrte dem tale +med hinanden indbyrdes om, hvor fortrffeligt et Bytte de +havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de +gjre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig +klart, at med den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde +jeg endda havt en Revolver med!" tnkte jeg ved mig selv. +Gud ske Lov jeg ikke havde nogen! thi den var naturligvis +det Frste, de havde frataget mig. Jeg erklrede nu bestemt, +at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde flge med +Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig +kunde trnge til mig. Den nste Dag red vi til Epidauros, +og efter et kort Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang +var en tt Skov, hvor kun det gamle Theaters velbevarede +Bnkerader mindede om Oldtiden, gik vi om Aftenen ombord +i en Kaik, og vare den nste Morgen i Pirus.</p> + +<p>Siegels Feberanfald gik over; men jeg var rgerlig over +at vre gaaet glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. +Jeg besluttede at sge Erstatning i <i>Botien</i> og <i>Delphi</i> +og at begive mig derhen, saasnart jeg kunde faa en brugbar +Frer. Det lykkedes at finde en saadan, en Mand, der +i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d. +12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne +Reise, som jeg mente kunde interessere et strre Publikum, +har jeg beskrevet i mine "Reisebilleder fra Syden" under +Titelen "Parnas og den grske Paaske"; for mig personlig +havde ogsaa det vrige stor Interesse. Jeg gik over Eleusis<a class="pagenum" name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a> +og Eleuther til Plat, af hvis velbyggede Mure endnu +en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den +verdenshistoriske Slagmark, hrte jeg ved Overgangen over +Bkken Oeroe Frerne kvkke livagtig som hos Aristophanes +"Brekkekeks koax koax". Af Thespi (Erimokastro) +var der nsten Intet at se; men i en halv Mils Afstand +hvede sig en enestaaende Stenkegle; det var Hesiodos' +Fdested Askra. Den blev tidlig delagt af Nabobyen; +Pausanias bemrker, at der var Intet tilbage uden et eneste +Taarn; det samme staar der endnu; det har kunnet gjre +Tjeneste som Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstndig forsvunden, +og man ser kun ngen Klippe, medens man arbeider +sig op til Toppen. Hesiodos har sikkert havt Ret, da +han sagde om sin Fdeby, at den var slem om Vinteren, +forfrdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg +red videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne +Egetrer og over rislende Bkke; det var det +yndige Libethrion; og hen ad Eftermiddagen kom jeg til +Egnens nuvrende Hovedstad Livadia (Lebadea), en af de +skjnneste og mest maleriske Stder i Hellas. Den gjennemstrmmes +af den rivende Flod Herkyna. Flger man dennes +Lb opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, +hvorfra den udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' +bermte, hemmelighedsfulde Orakel, men af dette +eller hvad dertil hrte, vil man nppe kunne finde noget +Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos til den korykiske +Hule paa Parnas, til Chrys (Krissa), Amphissa og Delphi +er beskrevet i den ovenfor nvnte Bog.</p> + +<p>Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over +Daulis og Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved +Chronea saa jeg prgtige Rester af den kolossale Marmorlve, +der blev opreist som Monument over de i Slaget +338 faldne Theber. Derefter begynder den vandrige botiske +Slette; Broer fre over den store Flod Kephisos.<a class="pagenum" name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a> +Paa den yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge +laa det gamle Orchomenos. Murene ere endnu nsten allevegne +synlige; paa den verste Spids, der dannede en lille +isoleret Akropolis, ere de srlig strke og mangfoldige. +Ved Foden af Hien ligger den store Kuppelgrav, man +kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin delagte Tilstand +gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns +Udgravning, har den vist sig at vre et af Kunsthistoriens +mrkvrdigste Monumenter, et sjldent Vidnesbyrd om +kunstnerisk Smag og Dygtighed i hin gamle Tid, som man +pleier at kalde den mykeniske. Om Chariternes bermte +Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun Indskrifter, +der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk +Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne +ngne Mandsstatuer, der hre til de allerldste Rester af +grsk Skulptur. — I Theben sgte jeg at gjre mig en +Forestilling om Stadens gamle Topografi. I Tanagra var det +atter Fstningsmurene, der fngslede mig; om de bermte +Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos' +Flodleie henrykte mig ved sin Skjnhed. I Fyrreskoven +ovenover Landsbyen Oropos kunde jeg jo tnke mig, at <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="Amphiaraos">Amphiaraos'</a> +Helligdom maatte ligge, men der var endnu Intet +udgravet. Jeg vilde ikke vende tilbage til Athen uden at +have besgt Rhamnus; men Ovriokastro (Ebrokastro) eller +Jdeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa Landeveien. +Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax +med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer +red vi omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom +ned til Kysten og den Hi, hvorpaa den gamle Stad havde +ligget tilligemed Ruinerne af Nemesis' Tempel. Det var +sammenstyrtede Ruiner, men baade det store og det lille +Tempel laa tydelig afdkkede. Themis' Stol stod der, skjndt +lemlstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af +Billedhuggerarbeide, som man kunde tnke sig havde hrt<a class="pagenum" name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a> +til Agorakritos' bermte Statue. Senere Udgravninger have +bragt noget mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet +er bragt til Athen. — Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon +og saa tilbage til Athen d. 25. April.</p> + +<p>Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at +jeg godt kunde reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; +men Peloponnes havde jeg tabt Lysten til; jeg kastede +nu mine ine paa Thessalien, et Land som var mindre bekjendt +og for saa vidt syntes at love strre Udbytte. Men +Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der uden +tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes i +<i>Konstantinopel</i>. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store +Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages +Besg, og min paaflgende Reise i Thessalien, har +jeg beskrevet i mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede +ofte, at jeg ingenlunde var tilstrkkelig forberedt eller +udrustet til en saadan Reise, og min Reisebeskrivelse er +kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke desmindre en vis +Opmrksomhed, da den blev oversat paa Tysk (i <span lang="de">Griechische +Reisen und Studien</span> 1857), og da Thessalien i 1881 +blev indlemmet i Grkenland, blev ogsaa min lille Bog +benyttet som Hjlpemiddel til Kundskaben om det hidtil +lidet kjendte Land.</p> + +<p>Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som +ikke var fornieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grkenland +skulde jeg holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. +Overgangen fra den uafbrudte Bevgelse i den friske Luft +til fuldstndig Stillesidden i Forbindelse med Forandring i +Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3. Dag blev jeg syg. +Lgen erklrede, at jeg havde strk Feber, og at han ikke +kunde tillade mig at reise for det Frste; men jeg havde +slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske d her, hvor jeg +var ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa +Underretning om, hvorledes det var gaaet mig. Jeg vilde<a class="pagenum" name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a> +bort, og ved Hjlp af et Guldstykke lykkedes det ogsaa at +overvinde Lgens Betnkeligheder og blive udskrevet. +Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia +red jeg den flgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. +Euba. Jeg var meget mat, og jeg var glad ved at kunne +ligge i Bunden af Baaden, medens vi seilede ned ad Strdet +til Chalkis. Jeg havde dog endnu Krfter til at spadsere +omkring i denne By en Times Tid, og henad Aften steg jeg +atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved Nattens +Anbrud traf jeg en reisende Kldehandler, og jeg overnattede +under aaben Himmel paa de store Klderuller, han +frte med sig. Jeg vaagnede styrket af Svnen, men jeg +havde endnu 14 Timers Vei til Athen; det var et besvrligt +Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig naaede jeg +Byen, og da Pastor Lths Hus var et af de frste, jeg kom +forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede +jeg for at lade mine kjre Venner vide, at jeg var +kommen levende tilbage. Det var i rette Tid. Lths havde +i Sinde at reise til Smyrna den nste Dag; men da de saa +mig, bleve de forfrdede. Jeg fik ikke Lov til at forlade +deres Hus, fr de fik fat paa en Lge, og da Kongens +Hoflge, Dr. Rsen, kom og erklrede, at det var en alvorlig +Typhus, gjorde de strax et Vrelse i Stand til mig +og beholdt mig under hele min Sygdom. Jeg blev aareladt, +og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage vidste jeg Intet af +mig selv at sige. Jeg erfarede frst mange Aar senere, at +Frken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig, +havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. +Takket vre den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. +Efter 14 Dages Forlb kunde jeg staa op og gaa +lidt omkring; men Athens Klima i Juli Maaned er utaaleligt; +dr kunde jeg ikke komme til Krfter. Jeg blev da +bragt op til Klosteret Ksariani paa Afhanget af Hymettos, +hvor Luften var friskere. Krfterne begyndte efterhaanden<a class="pagenum" name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a> +at komme, dog ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges +Tid fngslede mig til Sengen. Da dette var overstaaet, og +jeg paa ny havde faaet Haab at komme mig, skrev jeg flgende +Disticha:</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fdelands Strande,<br /></span> +<span class="i4">Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals,<br /></span> +<span class="i0">Atter at favne de Kjre, med hvem jeg leved min Barndom,<br /></span> +<span class="i4">Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog,<br /></span> +<span class="i0">Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast<br /></span> +<span class="i4">Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bgrenes Klang,<br /></span> +<span class="i0">Atter at hre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte<br /></span> +<span class="i4">Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed,<br /></span> +<span class="i0">Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder,<br /></span> +<span class="i4">Vidner om Glde og Sorg, gribe det bankende Bryst.<br /></span> +<span class="i0">Dog — hvor iler Du hen, min Hu, som bevget af Stormen?<br /></span> +<span class="i4">Spar Din Taare en Stund; sdere rinder den da.<br /></span> +</div></div> + +<p>Midt i August flte jeg mig endelig strk nok til at tiltrde +<em>Hjemreisen</em>. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, +og mit Udseende var ikke det bedste. Da jeg var +kommen ombord paa Dampskibet, som skulde fre mig til +Triest, forlangte Kapitainen, at jeg skulde gaa i Land igjen; +han vilde ikke have syge Folk ombord; saa skulde han +holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse +fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu +ikke forladt de grske Farvande, saa han kunde stte mig +i Land, hvis det blev ndvendigt, og jeg holdt mig brav, +saa at jeg d. 22. August kunde stige i Land i Triest.</p> + +<p>Jeg var ikke den Eneste ombord, der gldede sig til at +komme hjem. Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet +to Italienere, der af Pave Gregor XVI vare forviste +fra Kirkestaten, men som nu efter den nye Paves (Pius +IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det rrende +at se deres Glde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede +det ene Punkt af deres Fdreland efter det andet!<a class="pagenum" name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"></a> +De ankom paa en skjn Dag. Man feirede netop i Ancona +Gldesfesten i Anledning af det omtalte Dekret. Allerede +fra Sen saa man den amphitheatralsk beliggende Stad +festlig smykket med Faner og med rde, gule og grnne +Tpper, der hang ned nsten fra hvert Vindue; og kom +man ind i Byen, saa man allevegne Plakater med Ordene: +"<span lang="it">Viva l'immortale Pio nono</span>". Og nu ringede Klokkerne — i +8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke hrt — og ledsaget +af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en +stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for +den nye Pave skulde ikke vare lnge.</p> + +<p>Det var min oprindelige Plan fra Grkenland at lgge +Hjemveien over Paris og London, og Regjeringen havde +forsynet mig med de forndne Penge dertil; men nu flte +jeg mig altfor svag til at udfre dette Forst; jeg kunde +ikke foretage noget ordentligt Studium, fr jeg fik samlet +nye Krfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig lngtes +efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab +med Wien, Prag, Dresden og Berlin. Lngst opholdt jeg +mig paa det sidste Sted, hvor jeg blev aldeles indtaget af +Bckhs Elskvrdighed. Han syntes ogsaa at have Lyst til +at hre mig fortlle om Grkenland og indbd mig til +Middag sammen med Franz.</p> + +<p>I September 1846 frte Stettinerdampskibet mig tilbage +til Kjbenhavn.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"></a></p> +<h2><a name="IV" id="IV">IV.</a><br /> +REVOLUTIONSAARET. — FAMILIEFORHOLD.</h2> + + +<p>Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle +Krfter og brndte nu kun af Lyst til at gjre de +paa Reisen vundne Kundskaber og Erfaringer frugtbringende. +I Vinteren 1846—47 holdt jeg en Forelsning over +Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af +mine Reiseerindringer for et strre Publikum. Af mine +"Reisebilleder fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den +grske Paaske) i Slutningen af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel +og Thessalien) i Midten af det flgende Aar. +Paa samme Tid udgav jeg mit frste strengt filologiske Arbeide, +<span lang="la">Inscriptiones Grc inedit</span>, som jeg dedicerede til +Bckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskvrdigt Brev. +I Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelsning over +Andokides' Tale om Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 +blev jeg udnvnt til Lector i latinsk og grsk Filologi og +Archologi ved Universitetet og skulde nu begynde et +regelmssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg naturligvis +ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at +studere og strax meddele mine Tilhrere Udbyttet af mine +Studier nogenlunde kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. +Der var imidlertid eet Hul i min Forberedelse, +som ndvendig maatte udfyldes. Den Kundskab til Oldtidens +Monumenter, jeg havde sgt at erhverve mig i Italien og<a class="pagenum" name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"></a> +Grkenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas Museer, +srlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemrket, +min Hensigt at foretage dette i Forbindelse med +min vrige Reise, men jeg maatte opgive det af Helbredshensyn. +Nu var denne Hindring hvet; jeg haabede da at +kunne udfre det i den nrmest flgende Sommer, og +Regjeringen bevilgede mig den dertil forndne Orlov fra +mit Embede.</p> + +<p>Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. +Januar 1848 dde Christian VIII. Med stor Bekymring +imdesaa man den nye ra. Vilde den nye Konge, saaledes +som man havde talt om, imdekomme det Krav paa strre +borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen? +Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen vrne +om den danske Nationalitet i Snderjylland, og tilbagevise +Slesvigholstenernes anmassende Fordringer? Folkets nsker +udtaltes med velgjrende Klarhed i Clausens og Schouws +Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som udkom allerede Dagen +efter Christian VIII.s Dd; men vilde disse nsker blive +opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del +Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid +for Brdrene Christian og Theophilus Hansen, som +gjstede Danmark. Under Maaltidet kom en Embedsmand +i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til mig og fortalte mig, +at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et Reskript, +hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han tilfiede, +at dette behvede ikke at vre nogen Hemmelighed. +Jeg lod mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen +ieblikkelig "den gldelige Nyhed". Havde jeg +vidst, hvad der stod i Reskriptet, havde jeg ikke vret saa +ivrig derfor; Offentliggjrelsen den nste Dag bragte mig +til at slaa inene ned. En tung og trykket Stemning hvilede +over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fdrelandet" 4. +Febr. slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paaviste<a class="pagenum" name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a> +han, at en saadan Frihed, hvorved Snderjylland blev endnu +fuldstndigere koblet sammen med Holsten end fr, og i +den flles Stnderforsamling Hertugdmmernes 840,000 +Indvaanere skulde veie lige saa meget som Kongerigets +1,350,000, ikke kunde modtages. Hans Ord fandt Gjenklang +i vide Kredse; dog var det frst, efter at de holstenske +og slesvigske Stnderdeputerede i Mdet i Kiel den 17. +Febr. paa det bestemteste havde protesteret imod den foreslaaede +Forfatning, at der fremkom en lignende Erklring +fra dansk Side. Den blev vedtaget i et Mde hos Professor +Clausen af 45 Mnd, iblandt hvem ogsaa jeg fandtes, og +senere tiltraadt af Mnd i en stor Mngde Kjbstder og +Landdistrikter.</p> + +<p>Efter Februarrevolutionen i Frankrig tog Bevgelsen +strre Fart. Man rustede sig paa begge Sider. D. 18. Marts +samledes de fleste Medlemmer af Holstens og Snderjyllands +Stnderforsamlinger i Rendsborg og vedtog at skikke +Sendemnd til Frankfurt og til Kjbenhavn for at forlange +Snderjyllands ufortvede Lsrivelse fra Danmark og Optagelse +i det tyske Forbund, saa at det i Forening med +Holsten dannede en selvstndig Stat med sin egen Forfatning. +Saasnart Efterretningen herom kom til Kjbenhavn, +vedtog Borgerreprsentanterne at indgaa til Kongen med +en Adresse, hvori han bnfaldtes om at forebygge Statens +truende Oplsning ved uden Ophold at omgive Thronen +med Mnd, der vare Opgavens Storhed voxne, og som +med energisk Villie og med Nationens Bistand kunde redde +Danmarks re og grundlgge dets Frihed. Om Aftenen d. +20. Marts indfandt Borgerreprsentanternes Formand L. N. +Hvidt sig med denne Adresse i Casino, hvor en Forsamling +af halvtredie tusinde Mnd med levende Bifald +sluttede sig til den og vedtog i en samlet Skare at overbringe +den til Kongen den flgende Formiddag. Den nste +Morgen (21. Marts) tiltraadte Magistraten Borgerreprsentanternes<a class="pagenum" name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a> +Beslutning. Kl. 11 traadte den samlede Kommunalbestyrelse +med Overprsidenten og Borgerreprsentanternes +Formand i Spidsen ud fra Raadhuset og bevgede +sig, fulgt af en stadig voxende Skare — tilsidst var det +omtrent 20,000 Mennesker, — igjennem Vimmelskaftet og +over Hibro til Christiansborg Slot. Tause og alvorlige gik +vi frem, opfyldte af Bevidstheden om, at det var et betydningsfuldt +Skridt, vi gjorde, og Mange vare maaske ikke +helt rolige for, at Regjeringen ikke her som andensteds +skulde mde Toget med skarpe Skud. Men efter at Deputationen +var ankommen til Slottet, varede det ikke mange +Minuter, inden Hvidt kom tilbage med Kongens Svar, at +Folkets nske allerede var opfyldt; det gamle Ministerium +havde taget sin Afsked. Under Hurrahraab og almindelig +Jubel skiltes Folkeskaren. Der var Glde og Ro allevegne; +kun ved Universitetet havde en stor Skare Studenter samlet +sig, utaalmodig ventende paa Afgjrelsen og halvveis +bestemte paa at foretage et nyt Tog til Christiansborg. Jeg +kom tilfldigvis til Stede, og man opfordrede mig til at +berolige dem. Fra Talerstolen i Solennitetssalen meddelte +jeg dem med et Par Ord, hvad jeg vidste om Sagernes +Stilling, og Blgerne lagde sig, ikke paa Grund af min Veltalenhed, +som navnlig dengang var overordentlig ringe, +men fordi Studenterne selv indsaa, at en yderligere Demonstration +i dette ieblik vilde vre meningsls. Dagen +efter ankom de slesvigholstenske Udsendinge, og samtidig +Prinsen af Augustenborgs Brev til Frederik VII, hvori han +lod ham vide, at han havde stillet sig i Spidsen for Bevgelsen, +og at Hertugdmmerne, saafremt ikke alle deres +Fordringer indrmmedes inden d. 24., vare tabte for Kongen. +Hermed var Sagen afgjort. Martsministeriet blev ieblikkelig +dannet; de slesvigholstensksindede Embedsmnd +skyndte sig med at komme bort fra Kjbenhavn, og hele +det danske Folk gjennemtrngtes af en eneste Tanke,<a class="pagenum" name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a> +at vrge sit Land og sin re, det maatte koste hvad det +vilde.</p> + +<p>Der maatte handles hurtigt og energisk; Oprret havde +allerede faaet fast Fod at staa paa, og ikke blot Holsten, +men ogsaa Strstedelen af Snderjylland var i Oprrernes +Vold. Den frygtelige Opstand i Berlin d. 18.—19. Marts +havde tvunget den svage Konge Frederik Wilhelm IV til +at kapitulere. Han havde reddet sig ved at love, at han +vilde lade Preussen gaa op i Tyskland og overtage Ledelsen +af enhver Bestrbelse for at hvde det tyske Landomraades +Hellighed. I Tillid til denne Sttte oprettede Slesvigholstenerne +d. 28. Marts en provisorisk Regjering i Kiel, +og Dagen efter overrumpledes Fstningen Rendsborg af +Prinsen af Noer paa den trolseste Maade. Friskarer strmmede +til fra hele Tyskland og et egenhndigt Brev fra +Kongen af Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede +ham hans Bistand til Gjennemfrelse af de opstillede +Fordringer.</p> + +<p>Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden +ikke mindre. Man kappedes om at indsende Pengebidrag, +strre og mindre; man tilbd Heste og Skibe, og unge +Mennesker af alle Klasser meldte sig frivillig til Krigstjeneste. +Men de Fleste vare uvede. Der blev derfor oprettet +en Rekrutskole for i Hast at give dem den ndvendigste +Forberedelse. Ogsaa jeg flte mig forpligtet til at stille mig +i Krigernes Rkker, og deltog med flere af mine Venner i +disse velser. En Eftermiddag, ligesom velserne skulde +begynde, modtog vi paa Exercerpladsen en Gave af sjlden +Betydning. Det var Fabers og Hornemans Sang: "Dengang +jeg drog afsted". Vi lrte den ieblikkelig udenad og fik +travlt med at meddele den til vore Venner udenfor. Mange +gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den, havde +jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under +velserne var min kjre Ven, Maleren J. T. Lundby. Det<a class="pagenum" name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a> +var den sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham. I Slutningen +af April afgik han til Hren i Sundeved sammen med Sven +Grundtvig og Carlo Dalgas, og faa Dage efter faldt han +som Offer for det ulykkelige Vaadeskud paa Vedsted Mark.</p> + +<p>Jeg fik ikke Lov til at flge ham. Jeg var kongelig Embedsmand +og skulde altsaa have Regjeringens Tilladelse +dertil. Da jeg forebragte Kultusminister Monrad mit nske, +fik jeg et ubetinget Afslag. "Nei," sagde han, "det duer +De ikke til." Han syntes naturligvis, at min spinkle Person +vanskelig vilde kunne taale Krigens Strabadser, skjndt jeg +selv ikke havde nogen Frygt i den Henseende. "Reis De +til Paris," tilfiede han, "saaledes som det engang er bestemt. +Der kunne vi have Brug for Dem. Vi have lige +sendt Borring derhen for at paavirke den franske Presse +og bibringe den rigtigere Forestillinger om vore Forhold +end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt trnge +til, at De hjlper ham." Jeg skulde altsaa vre Journalist +og ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var +strax frdig til at reise. Udenrigsministeren bad mig at +lgge Veien over Frankfurt for at overbringe en Depeche +til den danske Gesandt hos Forbundsdagen. Den var rigtignok +sendt ham een Gang, men man stolede ikke paa Postens +Paalidelighed og nskede derfor at benytte Leiligheden +til at sende den endnu engang.</p> + +<p>Ligesom jeg skulde gaa ombord paa Dampskibet, der +skulde fre mig til Lbeck (om Formiddagen d. 24. April), +modtog jeg Efterretningen om Slaget ved Slesvig. Og saa +skulde jeg reise! Havde jeg ikke havt et offentligt Hverv, var +jeg vendt tilbage til mit Hjem. Stum Forfrdelse betog +mig, og nsten uden at vide af, hvad der foregik omkring +mig, blev jeg landsat i den gamle Hansestad. Man kan nu +til Dags vanskelig gjre sig en Forestilling om, hvor fanatisk +Tyskernes, srlig Holstenernes, Forbittrelse imod Danmark +dengang var. Jeg var derfor ikke helt rolig ved at<a class="pagenum" name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a> +skulle kjre paa Jernbanen fra Lbeck til Hamborg, ikke +for min egen Skyld, men af Hensyn til den mig betroede Depeche. +Da derfor en ung Tysker paa Jernbanen spurgte mig +om min Herkomst, svarede jeg, at jeg var en Svensker, +hvorefter han bemrkede: "<span lang="de">Nicht wahr? Die Dnen haben +Sie doch immer sehr perfid behandelt</span>," hvorpaa jeg kun +svarede, at det kunde jeg ikke give ham Ret i. Jeg kom +forvrigt uden Ulempe til Frankfurt; men da jeg der paa +Hotellet indfrte mit Navn i Fremmedbogen, betragtede +man mig med meget mistnksomme ine. Jeg afleverede +den nste Morgen min Depeche til Baron Pechlin, der +imidlertid ganske rigtig havde modtaget det tidligere afsendte +Exemplar, og saa kunde jeg forlade Fjendens Land. +Jeg lagde Veien over Aachen for at se Carl den Stores +bermte Kirke, og gik saa over Brssel til Paris, hvor jeg +tog ind i samme Hotel som Borring, i <span lang="fr">Rue des vieux Augustins</span> +(imellem <span lang="fr">Rue St. Honor</span> — nu Rivoli — og Brsen).</p> + +<p>Men til at paavirke den franske Presse skulde der strre +Krfter, end Borring og jeg vare i Besiddelse af. Den nye +Republik havde saa meget at gjre med sine egne Sager, +at den kun skjnkede Udlandet ringe Opmrksomhed. +Lamartine havde rigtignok paa den provisoriske Regjerings +Vegne erklret, at Frankrig vilde hjlpe de undertrykte +Nationaliteter, men han var langt fra at gjre Alvor af slige +Lfter, og hverken Polen eller Italien, som han i sin Tale +nrmest havde tnkt paa, mrkede noget til deres Realisation. +For Danmark havde Frankrig ingen Interesse. Man +kjendte Forholdene kun fra de tyske Blade. Da man nu i +Wien og Berlin havde reist sig imod Regjeringen, og da +man i Frankfurt syntes at ville reorganisere det tyske Forbund +i liberal Retning, betragtedes det tyske Folk som +en Forkmper for Friheden, og i det slesvigholstenske<a class="pagenum" name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a> +Oprr saa man et Vidnesbyrd om det Samme<a name="FNanker_4" id="FNanker_4" href="#Fodnote_4" class="fnanchor">[4]</a>. Det hjalp +ikke, at man gjorde opmrksom paa, at det tvrtimod var +en dynastisk Reisning, beregnet paa til Fordel for en uberettiget +Prtendent yderligere at snderlemme det Land, +der havde lidt saa haardt for sin Troskab imod Napoleon, +eller at man viste dem, at Forholdet imellem Danmark og +Tyskland var ganske det samme, som imellem Lammet og +Ulven i Fabelen. Og sagde man til dem, at det Folk, som +nu vilde bemgtige sig Snderjylland, ogsaa kunde falde +paa at krve Elsass og Lothringen, troede de, man var gal. +Borring havde sat sig i Forbindelse med forskjellige Bladredaktrer; +han var bleven modtaget med kold Hflighed, +men Ingen brd sig om ham, og ikke engang Berigtigelser +af faktiske Usandheder kunde han faa indrykket i Bladene. +Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed frst +bleven fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, +som f. Ex. Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjlpe, at +man Dagen efter bragte dem en sandfrdig Fremstilling +efter danske Meddelelser; man vilde gjerne tro, at den +kunde vre rigtig, men den Sag var jo allerede een Gang +omtalt; smaa Uniagtigheder var det ikke vrd at snakke +om. Det gjaldt om at komme frst med Efterretningen, og +det kunde vi Danske ikke, da der ingen Telegraf var til. +Een Gang lykkedes det dog. Det var d. 7. Juni. Borring +kom ind til mig om Morgenen og raabte fortvivlet: "Saa! +nu have de Danske igjen lidt et Nederlag." Jeg skyndte +mig hen i Lsekabinettet for at faa fat paa Bladene, og +lste i Hamburger Correspondent Beretningen om Slaget +d. 5. Juni, da den hannoveranske General Halkett tnkte +at feire sin Konges Fdselsdag ved at kaste de Danske ud<a class="pagenum" name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a> +af Sundeved, og Wrangel skulde hjlpe ham dermed. Det +blev naturligvis fremstillet som en Seir. Fra Time til Time +fortalte Bladet om Slagets Gang, men den triumferende +Tone stemte ikke med Kjendsgjerningerne, og engang imellem +mrkede man, at Tonen var paataget. Jeg skyndte mig +altsaa med at berolige Borring, og forfattede i al Hast en +Beretning om Slaget, der tog sig ganske anderledes ud, +hvorledes Hannoveranerne om Morgenen havde angrebet +vore Forposter og trngt dem tilbage, men, saasnart der +var kommen Forstrkning, havde maattet vige, og om Aftenen +vare slagne; det viste sig senere, at min dristige +Fantasi fuldstndig havde truffet Sandheden. Borring ilede +med min Artikel til Journal des Dbats' Kontor, og det +var saa heldigt, at man endnu ikke havde faaet den tyske +Beretning oversat; vi kom frst, og Artiklen blev optaget.</p> + +<p>Ellers var jeg ikke saa heldig. Drftelsen af Retssprgsmaalet +havde Bladene ikke Lyst til at gaa ind paa. En Artikel +om Danevirke, som man lod til at nske, blev heller +ikke optaget. Da Bladet "<span lang="fr">La Rforme</span>" havde fortalt om en +Coalition imellem alle Frihedens Fjender, Rusland, sterrig, +Preussen og England, som ogsaa de skandinaviske +Riger vilde tiltrde, skrev jeg en Artikel, hvori jeg viste, +at Friheden netop havde hjemme i Danmark, og at man +der ikke havde mindste Sympathi for Rusland; den havde +samme Skjbne som den tidligere. En lngere orienterende +Artikel "<span lang="fr">La Question du Slesvic</span>" viste jeg O. Lehmann, +da han midt i Juni kom til Paris for at hente sin Hustru, +som af Helbredshensyn havde tilbragt Vinteren i Italien. +Han syntes meget godt om den, og Borring gjorde sit +Bedste for at faa den optaget i et af Hovedbladene, men +forgjves. Tilsidst havnede den i et nyoprettet legitimistisk +Blad, <span lang="fr">La Providence</span>, hvor den kun fik en lille Lsekreds.</p> + +<p>Med mine archologiske og kunsthistoriske Studier gik<a class="pagenum" name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a> +det ikke stort bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt +som Intet set. Malerisamlingen var dkket af de 6000 nye +Malerier, som udgjorde Aarets Udstilling, og Antikerne i +Stueetagen vare dkkede med Brdder, som man havde +slaaet op, fordi Salene skulde bruges til Valglokaler. Derimod +besgte jeg oftere Bibliotheket, hvor jeg gjorde Bekjendtskab +med den elskvrdige Bibliothekar, den gamle +Tysker Hase, Udgiveren af <span lang="la">Stephani Thesaurus lingu +Grc</span>. Lexikografen havde ikke glemt min Disputats <span lang="la">de +nominibus vasorum Grcorum</span>; han kunde endog huske, +at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede +den lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs +ypperste Archolog. Jeg besgte ogsaa Le Bas, de Whitte, +Raoul Rochette og Hertugen af Luynes.</p> + +<p>Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfldet +med Theatrene; dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor +og det politiske Rre ikke undvre. Ogsaa jeg besgte +dem af og til. Jeg hrte Rachel synge Marseillaisen paa +<span lang="fr">Thatre Franais</span>; jeg saa den 60-aarige Bouff paa <span lang="fr">Thatre +des Varits</span> spille <span lang="fr">Le Gamin de Paris</span>, Pariserdrengen, +som jeg i Kjbenhavn havde set Jfr. Petersen (Fru Phister) +spille. Paa <span lang="fr">Gymnase</span> saa jeg Rosa Chery spille i <span lang="fr">La niaise +de St. Flour</span>, som E. Bgh har bearbeidet under Navnet +"Valdbygaasen", og i <span lang="fr">Le marchand de jouets d'enfants</span>, en +smuk Dramatisering af Dickens' "Faarekyllingen paa Arnestedet".</p> + +<p>Men saa man bort fra Theatrene, var det ikke muligt i +Paris at finde den muntre og livsglade By, den havde Ord +for at vre. Mrk Alvor rugede over Alt. Republiken var +kommen som en Overraskelse over Alle, og det langt overveiende +Flertal af Folket nskede den ikke. I de frste tre +Maaneder havde man kun set dens Ulykker, almindelig +Stagnation i Forretningslivet og Arbeidslshed, og Bekymringen +for det Nrvrende var forbunden med Frygt for<a class="pagenum" name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a> +Fremtiden; det blev vrre og vrre ligesom i den store +Revolution i Slutningen af forrige Aarhundrede. De Fremmede +havde forladt Paris. Gaderne vare fulde ikke af fint +kldte Herrer og Damer og elegante Kjretier, men af +Arbeidere, der gik og drev, fordi de Intet havde at bestille; +man maatte sige, at den blaa Bluse var Frankrigs Nationaldragt.</p> + +<p>Jeg kom til Paris d. 4. Mai, samme Dag som det langt +om lnge var lykkedes at faa en konstituerende Forsamling +til at trde sammen. Den provisoriske Regjering havde +gjort alle mulige Anstrengelser for at paavirke Folkestemningen, +og dog var Resultatet af den almindelige Stemmeret, +at det ultrademokratiske og det socialistiske Parti kun +var en ringe Minoritet. Men Forholdenes Magt var uimodstaaelig; +det gik som sdvanlig: Majoriteten vovede ikke +at modstte sig Minoritetens Villie. Nationalforsamlingen +anerkjendte strax Republiken ved Acclamation, og den Regjering +(<span lang="la">Pouvoir excutif</span>), som valgtes d. 10. Mai, bestod +af fuldblods Republikanere. Lamartine havde endog sat +igjennem, at ogsaa den radikale Ledru-Rollin blev Medlem +af den. Dette var en Indrmmelse til det yderste Venstre, +men Socialisterne fik ingen Plads; og dog var det vsentlig +ved deres Hjlp, d. e. ved den af Socialistfrerne opagiterede +Hovedstadspbel, at Louis Philippes Throne var omstyrtet. +Den provisoriske Regjering havde ogsaa lige i det frste +ieblik lovet at sikkre alle Arbeideres Existents; den +havde lovet, at alle Arbeidere skulde faa Arbeide. Man +var rigtignok ikke saa konsekvent, at man anerkjendte +"Retten til Arbeide"; Lamartine erklrede, at dette Begreb +forstod han ikke, og vilde ikke stte sit Navn under et +Dekret, der proklamerede det. Man vilde heller ikke indrmme +Louis Blanc det forlangte "Fremskridtsministerium"; +men man gjorde ham til Formand for en Kommission til +at undersge og ordne Arbeiderforholdene. Kommissionen<a class="pagenum" name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a> +havde sit Sde i Palais Luxembourg (<span class="sic" title="[sic]">Pairskammerets</span> forrige +Lokale). Her samlede Louis Blanc Delegerede fra Korporationerne +i Paris, hvis Tal efterhaanden voxede til 6—700, +og disse antoges at kunne raade over 30—40,000 +Mand. Paa den anden Side havde Regjeringen for at indfrie +sine Lfter oprettet "Nationalvrksteder" (<span lang="fr">ateliers nationaux</span>), +inddelte paa militr Vis i Sectioner, og bevbnede +(men ikke uniformerede) som en Nationalgarde. Enhver +kunde melde sig til dem, og Staten gav dem Arbeide (vsentlig +Jordarbeider) til 2 Francs om Dagen, eller hvis +dette ikke kunde skaffes, 1 Franc, som dog kort efter +blev nedsat til 1 Franc og kun beregnet for Sgnedagene. +Den sidste Klasse, de Arbeidslse, var over 5 Gange saa +stor som den frste. Udgifterne belb sig til 95,000 Francs +om Dagen, og det udfrte Arbeide var i Virkeligheden Intet +vrdt. Man forstaar, hvilken Fare disse Forhold maatte +medfre. Allerede den provisoriske Regjering havde to +Gange vret lige ved at blive styrtet af Socialisterne; +skulde disse nu finde sig i en Nationalforsamling og en ny +Regjering, der stillede sig endnu mere afvisende imod +deres Fordringer? Umuligt! De havde jo Magten, og det +forstaar sig, at de vilde bruge den.</p> + +<p>Den 15. Mai skulde Nationalforsamlingen behandle en +Interpellation, om Frankrig ikke vilde komme Polen til +Hjlp. Under Paaskud af at frembre en Petition desangaaende +begav en kmpemssig Procession sig fra Bastillepladsen +til Nationalforsamlingen. Den kom ikke uventet, +og der var givet Ordre til at standse Folkemassen ved +Militr; men Ordrerne bleve ikke udfrte. Massen tiltvang +sig Adgang til Forsamlingen, erklrede denne for oplst +og udnvnte en ny Regjering, selvflgelig lutter Socialister. +Disse ilede til <span lang="fr">Hotel de Ville</span> og begyndte allerede at udstede +Forordninger; men Glden var kun kort. Medens en +lille Afdeling af <span lang="fr">Garde mobile</span> befriede Nationalforsamlingen<a class="pagenum" name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a> +for de ubudne Gjster, blev <span lang="fr">Hotel de Ville</span> omringet af +Nationalgarden, der denne Gang var trofast imod Ordenens +Sag, og Hovedmndene for Oprret bleve fngslede, for +saa vidt som det ikke lykkedes dem at undkomme.</p> + +<p>Alt dette erfarede jeg frst bagefter; medens det stod +paa, havde jeg ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg +havde gjort mig Umage for at faa Billet til Tilhrerpladsen +i Nationalforsamlingen for at hre paa Interpellationen, men +havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien til Bibliotheket, +da jeg hrte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro +til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa +Frde, men de, jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end +jeg. Paa Hovedruten, i <span lang="fr">Rue St. Honor</span> fandt jeg Alt roligt; +Toget var gaaet igjennem Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne +og traf flere Steder Samlinger af Folk, hvori politiske +Emner diskuteredes, extemporerede Folkemder, hvor +de Forbigaaende standsede for at hre, hvad der blev +sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. +Der var for det meste ingen srlig Ophidselse; Talerne +udviklede deres Mening simpelt og klart, og baade Store og +Smaa hrte med stor Opmrksomhed til. Et Sted drftedes +Sprgsmaalet om Intervention i Polen og Italien. Taleren +vilde ikke anbefale at hjlpe Polen. Det havde jo een Gang +vret et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde +det da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet vre +fri, havde Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver +Mand bleven Soldat ligesom i Frankrig; Friheden maatte +altid seire. Men Polakkerne vare Slaver ligesom Russerne. +De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og derimod +havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte +man om Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at +naar man vilde danne store Associationer af Arbeidere, +maatte disse jo enten vre tvungne eller frivillige. I frste +Tilflde var det kun en maskeret Kommunisme, i det andet<a class="pagenum" name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a> +vilde netop de dygtigste Arbeidere vgre sig ved at +gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt +frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved +ophvede Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem +enkelte Mnd, vilde den finde Sted imellem Associationerne, +og var hele Frankrig forenet til een saadan, vilde +det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa svaredes, at +den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt +sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og +Arbeiderne vilde alle andre Steder forlange det Samme +som i Frankrig. "Aa ja! om 20 Aar," svarede en Tredie, +hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med ham. — Saaledes +kunde man hre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og Exaltation, +som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke +af det hele Folk, ja ei engang af den strste Del.</p> + +<p>Da Oprret var dmpet, bleve de vrste Klubber lukkede +og de irregulre Troppekorpser oplste, medens man +for at forebygge Gjentagelse kaldte regulre Tropper til +Paris og udnvnte General Cavaignac til Krigsminister. +Men det varede ikke lnge, inden Klubberne aabnedes paany; +Pressens Angreb blev voldsommere end nogensinde; +det var aabenbart, at der forberededes et nyt og alvorligere +Angreb. I Nationalvrkstederne voxede Forbittrelsen. Fra +hele Frankrig strmmede Arbeidslse derhen, og Massen +forgedes endmere ved en stor Mngde frigivne Galeislaver. +Arbeidsministeren Trlat sagde: "Jeg kjender ikke mere +den franske Arbeider, han som fr var saa god, saa flittig, +saa taalmodig, saa sindig i sin Tale. Jeg finder Flelser, +som jeg aldrig fr har set hos mine Landsmnd, ikke den +franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken +fjendtlige Partier, isr Legitimisterne og Louis Napoleons +Tilhngere, pustede til Ilden. Velkldte Folk gik +omkring og uddelte Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere +end eet Sted stbtes der Kugler og fabrikeredes Krudt.<a class="pagenum" name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a> +Faren var overhngende. Saa besluttede Nationalforsamlingen +sig til at indskrnke Nationalvrkstederne. Den bestemte, +at alle Mnd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres +i Hren, og en Del af de Andre sendes bort fra +Paris til Solognes Heder og andre Steder, hvor der kunde findes +Arbeide til dem. Den 22. Juni om Morgenen vare Jernbanerne +rede til at fre dem til deres Bestemmelsessteder; +men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart forestaaende. +Oprrshren fik Ordre til at mde den 23. om Morgenen +Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede +Krigsministeren om at lade Pladsen bestte af Militr; +men Ordren blev misforstaaet, og uden Hindring samlede +Oprrerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10 erfarede jeg, at +der var reist Barricader ved <span lang="fr">Porte St. Denis</span> og <span lang="fr">Porte St. +Martin</span>. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. +Da jeg kom ud i <span lang="fr">Rue St. Denis</span>, var der ikke et Menneske +at se i hele den lange Gade, men for dens nordre Ende +laa der en Barricade tt besat med Mennesker. Jeg gik et +Par Skridt op imod den, da hvinede der en Gevrkugle +forbi mit re, og bag ved mig hrte jeg Raabet "Tilbage!" +(<span lang="fr">en arrire</span>). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede +frem imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den +nrmeste Gadedr, og nppe vare Tropperne komne forbi, +frend der begyndte en hidsig Kamp, som varede et Par +Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg vre rkesls +Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden +Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; +et Par Timer senere gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa +en (<span lang="fr">la Cit</span>), hvor et Par Landsmnd af mig boede i et +lille Hotel imellem <span lang="fr">Pont St. Michel</span> og <span lang="fr">Petit Pont</span>. En vldig +Barricade sprrede den sidstnvnte, opfrt ikke af +vltede Omnibusser o. a. l., men af svre Kvadersten, der +vare bestemte til en stor Bygning, der skulde opfres i +Nrheden. En Afdeling af Nationalgarden og <span lang="fr">Garde rpublicaine<a class="pagenum" name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a></span> +var i Frd med at angribe den, men uden Held. +Der var en heftig Gevrild fra begge Sider. Jeg bankede +paa Hotellets Gadedr. Man vilde ikke lukke op; mine +Landsmnd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig +over mig; jeg kom indenfor Dren, men heller ikke videre. +I en mrk Gang maatte jeg staa og hre paa Skydningen +en halv Time, indtil mine Venner kom hjem. Saa kom der +pludselig en heftig Tordenskylle og afbrd Kampen; de +Kmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere Timer +senere, da Regnen sagtnede, bd jeg mine Landsmnd +Farvel for at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny +lignende Barricade reist sig paa <span lang="fr">Pont S. Michel</span>, og paa +den nordre Side af en, ved Blomstertorvet, skjd man +med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved Henrik IV.s +Statue var en Mngde Mennesker samlede. En Ordonnants +kom gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemngden +var ikke til Sinds at ville hjlpe Regjeringen. +Jeg begav mig langsomt hjemad, besgte underveis O. Lehmann; +han vidste ikke mere Besked med, hvad der foregik, +end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig +Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da +jeg endelig kom hjem i min egen Hule, blev jeg ndt til +at blive der. Paris blev erklret i Beleiringstilstand; Ingen +maatte forlade sit Hus, ja man maatte ei engang see ud af +sit Vindue; thi Gaden var besat af Militr, og viste man +sig ved Vinduet, rettedes ieblikkelig en Bssepibe imod +En. Natten igjennem hrte jeg stadig Skildvagternes Raab: +<span lang="fr">Sentinelles, prenez garde vous!</span> og saa snart det dagedes, +hrte man atter baade Gevrskud og Kanontorden.</p> + +<p>Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig +forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra +et Slag i aaben Mark, at det blev endnu frygteligere og +blodigere. Paris var ikke dengang som nu, efter Hausmanns +Omdannelse, gjennemskaaret af brede og lige Gader; de<a class="pagenum" name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a> +snvre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et regelmssigt +og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage +en Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til +Husene og fyrede ovenfra paa de fremtrngende Tropper, +og vilde man rense Husene for disse farlige Fjender, forsvandt +de atter, snart igjennem gjennembrudte Vgge ind +i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i Katakomberne, +hvor Huset var bygget over saadanne. Oprrerne vare i +Besiddelse af hele den stlige Del af Byen. <span lang="fr">Clos St. Lazare</span>, +<span lang="fr">Place Maubert</span> og Pantheon vare de strkt befstede +Udgangssteder, hvorfra de arbeidede sig frem for at bemgtige +sig <span lang="fr">Hotel de Ville</span> og Nationalforsamlingens Palais. +Cavaignac, hvem hele Overledelsen af Forsvaret blev overdraget, +mente frst og fremmest at maatte sikkre sig disse +Steder; derfra vilde han tilbageerobre det vrige Paris. +Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, +fr han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse +af de forndne Krfter til at vinde en afgjrende +Seir. Derfor vandt Oprrerne i Begyndelsen stadig Terrain. +Den frste Dag var det saa godt som kun Mobilgarden +og Nationalgarden, der kmpede imod dem. De kmpede +med stor Tapperhed og Energi, men de bleve trtte; de +klagede over, at Linietropperne ikke kom dem til Hjlp, og +hist og her ymtede man om Forrderi i Regjeringen. Frst +sent om Aftenen og den flgende Formiddag ankom der +Forstrkning fra Provinserne, og nu gik det rask fremad. +Den 24. havde Lamoricire gjort sig til Herre over hele +den venstre Seinebred, men paa den hire rasede Kampen +endnu lige strkt. Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac +Erkebispen af Paris, Affre, med en Proklamation til Oprrerne +for at bevge dem til at nedlgge Vaabnene. Han +blev skudt. Kampen maatte fortsttes; frst d. 26. Kl. 1 +om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine.</p> + +<p>Da der ikke var mere at gjre for mig i Paris, havde<a class="pagenum" name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a> +jeg tnkt at reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. +Jeg vilde dog gjre et Forsg paa at slippe bort; +men den frste Betingelse var, at jeg maatte have mit Pas, +som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L. Moltke, der +boede paa den anden <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="Siden">Side</a> af Seinen i Rue St. Germain. +Den 25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden +over den Afdeling af Nationalgarden, der havde +besat den Gade, hvor jeg boede. Han medgav mig et Par +Nationalgardister, der eskorterede mig til Vagtposten ved +Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte frte mig til +den nste o. s<span title="rettelse, tilfjet">.</span> v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; +men da jeg kom til <span lang="fr">Rue St. Honor</span>, vilde man ikke lade mig +komme videre; man forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have +Brug for mit Pas, da ikke et eneste Menneske fik Lov til +at forlade Byen. Den nste Dag lykkedes det dog. Kampen +var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels, halvt delagte +By.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom +jeg til London i Selskab med en elskvrdig fransk Familie, +der var bosat der, en ung Skomager og hans Hustru. De +boede ved Begyndelsen af <span lang="en">Regent Street</span>, i Quadrant, der +endnu dengang havde den smukke Silegang foran Husene, +som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende +Frdsel. Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg +glad ved at modtage deres Tilbud om midlertidigt Ophold +hos dem, indtil jeg fandt mig en passende Pension.</p> + +<p>I London var der endnu mindre at gjre for en dansk +Journalist end i Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller +Underhandlinger derom; hele Sagen var lagt i Diplomaternes +Haand. Det var harmeligt at se, hvor lidet vor brave<a class="pagenum" name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a> +Gesandt Reventlow formaaede ligeoverfor Tysklands Reprsentant, +den almgtige Ritter Bunsen. I Palmerston havde +Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. +Nu var han aflst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den +engelske Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller nskede +frem for alt Fred og anbefalede derfor det nemmeste Middel, +Eftergivenhed imod den Mgtigere. I den Pension, +hvor jeg boede, kom der engang en hi og strkt bygget +Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af +Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det +var "den amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde +forladt sit Haandvrk for at vre Fredsapostel. Da han +hrte, jeg var dansk, forrede han mig en Bog, han havde +skrevet, "<span lang="en">Sparks from the anvil</span>" (Gnister fra Ambolten), +og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at gjre +Ende paa Krigen ved at indrmme Tyskernes Fordringer. +Det blev meget snart ndvendigt for mig at afbryde Samtalen.</p> + +<p>Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her +var ikke lukket for Samlingerne, og British Museums rige +Skatte stod til min Raadighed. Af engelske Lrde gjorde +jeg Bekjendtskab med Vasesamlingens Bestyrer, den elskvrdige +Dr. Sam. Birch, og med Oberst Leake, hvis topografiske +og geografiske Arbeider havde vret min Ledestjerne +i Grkenland. Det var en hi, mager Mand, som +nu paa sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, +omgivet af Oldtidslevninger.</p> + +<p>Efter en Maaneds Forlb vendte jeg tilbage til mit Fdreland. +Jeg havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt +af en eneste Tanke, Tanken om at vrge Danmarks +re og Liv, der fik et saa mgtigt Udtryk i Sangen: "Dengang +jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige for Overmagten, +trstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange +Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de trolse<a class="pagenum" name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a> +Fjender benyttede den til at behandle Snderjylland som +et erobret Land; den kamplystne danske Hr var fordmt +til Uvirksomhed, og det misforniede Folk trstede sig, +kortsynet som det var, med at trumfe i Bordet og raabe +"det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav denne +uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel +fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den +sande Fdrelandskjrlighed Udtryk og opflammet Folket +til at offre Liv og Blod for Fdrelandets Frelse!</p> + +<p>Det flgende Foraar udbrd Krigen igjen, og den begyndte +med den forfrdelige Ulykke ved Eckernfrde. +Slaget ved Kolding var atter et beklageligt Misgreb; vi +havde ikke Andet at trste os med, end at det lykkedes +Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at fre Hren frelst +tilbage til det nordlige Jylland. Frst den 6. Juli kom Opreisningen, +da det store Udfald fra Fredericia tilfiede Oprrshren +et afgjrende Nederlag. Men det var en blodig +Dyst, og Seiren kostede mange Taarer. Jeg selv mistede +dr en kjr Broder, der faldt ved Stormen paa Treldeskandsen. +Atter Vaabenstilstand og pinlige, frugteslse Underhandlinger, +der endtes med den saakaldte simple Fred i +Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod +Slesvig og det tillodes Danmark at stte sig i Besiddelse +af Hertugdmmet; altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark +og Oprrshren. Jeg gjorde paa den Tid med min +Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge. Vi +havde Glde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige +Land fra Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania +og af at fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye +med elskvrdige Mennesker, der modtog os fuldstndig +som Landsmnd; men vort Hjerte var ikke let, og vore +Tanker sgte bestandig tilbage til Snderjylland, hvorfra vi +under Datidens Samfrdselsforhold kun fik sjldne og +sparsomme Underretninger. Frst d. 5. August om Aftenen<a class="pagenum" name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a> +fik vi Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.—25. Juli. Vi +befandt os paa Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var +en smuk Sommeraften; Solen havde allerede trukket sig +tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de mrke Skyer +med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende sydfra, +en norsk Prst, og fortalte os, at der havde staaet et +blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet +2000 Mand. Han var strkt rystet over Blodbadet, og vi +havde en Fornemmelse af, at det ikke var de Danske, +han havde mest Sympathi for. Eet var der dog, han ikke +kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet General +Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden +troede paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands +Endeligt; det var Sagnet om Carl XII.s Dd, der +gik igjen.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Jeg var imidlertid bleven udnvnt til Professor den 30. +Juli 1849 og kunde nu have Raad til at underholde en Familie. +Den 10. Juli 1852 gtede jeg Minona Gntelberg. +Hun var 3 Aar yngre end jeg. Jeg havde kjendt hende i +min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige +med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; +men Tiden havde skilt os ad, og frst efter mange +Aars Adskillelse traf jeg hende atter i en Jernbanecoup, +hvor en flles Veninde gjorde os bekjendte med hinanden. +Barnet var blevet en skjn ung Pige, hvis sjlfulde Ansigt +vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa +mange Aar skulde vre mit Livs Lykke. Hun delte ganske +mine Interesser. Hun havde et ualmindelig fint ie for +Kunsten og var lige saa begeistret som jeg for de store +Mesteres Arbeider, medens en sund Kritik gjorde hende<a class="pagenum" name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a> +ligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt. Naar hun +ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket nsten altid var +Tilfldet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom +har vret lidet gldelig. Efter at en Cyklist havde +krt hende over, sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og +et apoplektisk Anfald medfrte en fuldstndig Lamhed i +den venstre Side. Siden den Tid laa hun i henved 6 Aar +fngslet til Leiet uden at kunne sysselstte sig med nogen +Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de +gamle Erindringer og i Kjrligheden til sin Mand og sine +Brn. Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, +men med fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans +Naade i de 50 Aar. Endnu et godt Aarstid laa hun paa +det samme Sygeleie; men hendes Tilstand blev efterhaanden +roligere. De legemlige Smerter hrte op; hun +talte lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til +hendes Seng, hrte jeg de samme Ord: "Min elskede +Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit sidste Suk. Faa +Dage senere aflagde hendes nstldste Sn et skjnt og +sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare.</p> + +<hr class="tb_blank" /> + +<p>Vort gteskab er blevet velsignet med 3 Snner. Den +ldste, Carl Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, +derefter Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af +den internationale Domstol i gypten og Dr. juris. Vi havde +den store Sorg at miste ham efter et langt og smerteligt +Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="nstldte">nstldste</a> Sn, Henry Bram, +f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologi og Sogneprst i +Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864, +er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet.</p> + +<p>Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin +Moder, og hendes Fader dde i hendes 19. Aar. Den forldrelse +Pige blev strax paa det Venligste modtaget af en<a class="pagenum" name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a> +fjern Slgtning, Skapitain Bram, der dengang eiede Rungstedgaard. +Hans Stilling i Marinen ndte ham dog til at bo +i Kjbenhavn; det var hans Sster, Elisa Bram, en hist +elskvrdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". +Hun stillede sig strax i et moderligt Forhold til den unge +Pige, der bestandig vedblev at betragte hende som sin +Pleiemoder, ogsaa efter at hun havde forladt hendes Hus +for at blive Lrerinde, i hvilken Egenskab hun opholdt sig +i flere Aar, frst hos et Par Prstefamilier i Jylland (Plum +i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjbenhavn +hos Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frken Bram +sig som Brudens Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted +blev vort almindelige Tilflugtsted, naar Sommerheden +fordrev os fra Byen og Sommerferien opfordrede os til at +sge nye Krfter i den friske Landluft. Rungstedgaard var +bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert og +smukt beliggende Hus ved den sndre Ende af Byen, +Rungstedhi. Da jeg havde vret gift i 3 Aar, overtalte +hun mig til at kjbe den tilstdende Eiendom, hvorpaa der +stod et lille Hus, der kunde indrettes til en tarvelig Sommerbolig +for mig og Mine, medens Haven kunde gaa i Et +med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre +Snner.</p> + +<p>Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og +udvidet en Smule, saa at det, uden at have forandret sin +oprindelige Charakter synderligt, endnu i dette ieblik afgiver +en bekvem Sommerbolig for mig og min Familie. +Min ldste Sn havde kjbt en Grund paa den anden Side +af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opfrt en +smuk Villa, hvor hans Enke og Brn nu bo. Et lille Hus, +der laa paa den anden Side af min Eiendom, men nu er +forenet med denne, er bleven ombygget til Sommerleilighed +for min yngste Sn. Jeg har saaledes en stor Del af +min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand<a class="pagenum" name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a> +og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, +er blevet den samme Kilde til Glde og Sundhed for +Brnebrnene, som den har vret for deres Forldre og +Bedsteforldre, skjndt den stille Afkrog er forvandlet til +et strkt besgt Badested.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a></p> +<h2><a name="V" id="V">V.</a><br /> +FORELSNINGSVIRKSOMHED. — REISER.</h2> + + +<p>Jeg blev Universitetslrer i en meget ung Alder, kun +27 Aar, og var selvflgelig ingenlunde moden til +denne Plads; men jeg havde gaaet i Madvigs Skole og ret +samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum af latinsk +og grsk Litteratur, som krvedes til den davrende store +filologiske Examen. Jeg havde strbt at tilegne mig Madvigs +Klarhed og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans +frie Blik paa Oldtidens Sprog, Litteratur og Statsforfatning, +og jeg havde dertil havt den Lykke, som han ikke havde +havt, at se Sydens Natur og den klassiske Oldtids Rester, +som man nu opfordrede mig til at gjre den studerende +Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor +i latinsk og grsk Filologi og Archologi. Dette stemmede +ganske med mit eget nske. At Grsk og Latin ikke burde +behandles som to srskilte Fag, men at den samme Professor +skulde dyrke dem begge, havde jeg altid ment, og +det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at +faa dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at +Filologen ikke uden Ensidighed kunde indskrnke sig til +Studiet af de gamle Litteraturer, men ogsaa burde vre +bekjendt med Monumenterne udenfor Litteraturen, med +andre Ord, at Archologien var en integrerende Del af +Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningslst,<a class="pagenum" name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a> +som det er nu, at paalgge den samme Universitetslrer +at docere klassisk Filologi og Archologi; thi Archologien +var endnu i sin Barndom, og Ingen anede den mgtige +Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i Aarhundredets +sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en +Hjlpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortstte +Madvigs Virksomhed og supplere den ved Tilfielse af dette +nye Fag.</p> + +<p>Jeg skulde hjlpe de filologiske Professorer med deres +Arbeide, og det Frste, der saaledes blev mig paalagt, var +det mest Elementre, at holde de latinske Forelsninger +til Anden Examen, som endnu bestod indtil 1850. Men efter +at Madvig var bleven Minister (November 1848), overtog +jeg ogsaa latinske Forelsninger for Viderekomne, og efter +F. C. Petersens Dd (1859) delte jeg og min nye Kollega, +Gertz, den grske og latinske Filologi, efter som vi hver +Gang fandt det hensigtsmssigt. Jeg har saaledes i Aarenes +Lb holdt exegetiske Forelsninger over en betydelig Del af +den latinske og grske Litteratur, thi det var min Regel saa +vidt muligt aldrig at lse 2 Gange over det samme Skrift. +I Overensstemmelse med den gamle Regel <span lang="la">docendo discimus</span> +ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Lb at gjennemgaa +den strst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed +og Fuldstndighed, som Forelsningen krver. Hensynet +til Studenterne var selvflgelig det afgjrende. For dem +kunde det for det meste vre ligegyldigt, om jeg valgte +den ene eller den anden Bog af den Kreds af Skrifter, de +burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at faa en +Forelsning frisk, som den lige var sprunget ud af Studerekammeret. +Der kan i en saadan findes Overfldigheder, +som man vil udelade, naar man tager Emnet op paany; +der kan vre Feil, som senere kunne rettes; men mig har +det altid forekommet, naar jeg en enkelt Gang blev ndt +til at gjentage en tidligere Forelsning, at jeg da ikke mdte<a class="pagenum" name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a> +med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde nsten sige, med saa +god Samvittighed som frste Gang. Ved de systematiske +Forelsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider, Litteraturhistorie, +Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik, Kunsthistorie +o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de vigtigste +af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for +at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at +hre dem; men ogsaa der sgte jeg altid at finde en ny +Form eller et nyt Udgangspunkt. Jeg varierede mellem +Forelsninger og velser, eller jeg udtog en enkelt Side +eller en enkelt Del til srlig Behandling. Isr i <em>Archologien</em> +var dette Tilfldet. Ved Siden af Forelsninger over +den antike Kunsts Historie i sin Helhed sgte jeg ved Foredrag +over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. +at give et Billede af Oldtidens Liv, som det viser sig i +Monumenterne, idet jeg med det Samme gjorde det danske +Publikum bekjendt med de nye Fund, der have kastet et +saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har +navnlig i de senere Aar havt den Glde, at mine Forelsninger +have samlet en strre Kreds af Tilhrere ogsaa +udenfor Universitetet. Det har lige fra frst af vret min +Bestrbelse at give mit Foredrag en saadan Form, at det +kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig kunnet se, at +Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der anvendtes +nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i +Kundskabsmassen.</p> + +<p>Mindre heldig var jeg i mine Bestrbelser for at gjre +selve <em>Sprogene</em> mere levende. Tidens Strm gik i den modsatte +Retning, og i Aarenes Lb tiltog den stadig i Hastighed. +Grsk og Latin vare jo dde Sprog; anderledes vilde +man ikke betragte dem, og faar den Retning, som nu frer +det store Ord, Lov til at raade, ville de snart blive nedsatte +til blot at vre Forsteninger ligesom fossile Levninger fra +Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de Sprog,<a class="pagenum" name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a> +som i over to tusinde Aar have vret Kulturens Brere +og have hvet den menneskelige Tale til den Skjnhed og +den Tankeklarhed, som vi nu glde os over at besidde. +Man vil omstbe Tankerne i et nyt Stof, og man fatter +ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstbning. Man +finder den lige Vei til Kilderne for steil og besvrlig; man +foretrkker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjlpe sig med +Oversttelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, +men det er en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige +saa forskjelligt, som de Indtryk, man modtager paa en Fodreise, +ere forskjellige fra dem, man bringer hjem fra en +Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske Epigrammer +og citerede Homer og Horats; nu betragtes Grsk og Latin +kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det +latinske og det grske Sprog og vilde gjerne bibringe mine +Elever den samme Kjrlighed. Af en smuk og ren latinsk +Stil har man lige saa megen Fornielse som af en fransk +Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel staar den frste +hiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at man +kjender deres Udtale, og man gjr da mere eller mindre +heldige Forsg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har +man opgivet Evret. Naar Begynderen sprger sin Lrer +om, hvordan han skal udtale Bogstaverne, faar han det Svar, +at han skal udtale dem ligesom paa Dansk. Det skal sagtens +vre nemmere. Ser man da ikke, at det netop morer Brnene +at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette +kun interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende +for dem? Eleven kan da heller ikke undgaa at lgge Mrke +til, at der ikke er to levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales +ganske ens; hvor kan han da tro, at Grkerne og +Romerne udtalte dem som Kjbenhavnerne? Nei, det er +umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; +man kan ikke undvre den mundtlige Fortolkning. Hvis +man vilde optage den overleverede Udtale og udtale Latinen<a class="pagenum" name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a> +som Italienerne og Grsken som Nygrkerne, vilde +man baade gjre Videnskaben og det praktiske Behov en +Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; +man forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet +man efter en ensidig Bevisfrelse paastaar, at denne Udtale +ikke blot har vret mulig i en fjern Oldtid, men endog +skal have holdt sig indtil Middelalderens Begyndelse. Hvorledes +da Sibileringen har kunnet blive indfrt i alle de afledede +Sprog, forklarer man ikke, og man bryder sig ikke +om at forvirre de stakkels Disciple ved at lre, at det +samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. +Ved Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen +ophre og Gaaden blive lst. Ved Grsken er Forholdet +tilsyneladende vanskeligere. Det er en let Sag at gjre sig +lystig over de mange forskjellige Tegn for i-Lyden, men +det er mrkeligt, at man kan gjre det, naar man selv ikke +adskiller <span lang="gr" title="theta">θ</span> fra <span lang="gr" title="tau">τ</span> og <span lang="gr" title="chi">χ</span> fra <span lang="gr" title="kappa">κ</span> i sin Udtale, og her kan dog +Ingen sige, at Udtalen i Aarhundredernes Lb er bleven +forandret. Der er Ingen, der paastaar, at de gamle Grkere +have udtalt Vokalerne ligesom Nygrkerne; men alligevel +mene Traditionens Tilhngere at staa Sandheden nrmere +end de, der flge den i Tyskland vedtagne rent hypothetiske +Udtale. Mder man med den ligeoverfor en Grker, +tror han, det er Chinesisk eller Irokesisk, man taler. Jeg +stod imidlertid ene med den Anskuelse, og der kunde ikke +vre Tale om at fre den igjennem. Jeg benyttede da den +moderne (traditionelle) Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde +mine Disciple opmrksom paa, hvad der maatte antages +for rigtigt i denne, og jeg tnkte mig, at ligesom jeg selv +under Brugen af denne flte Sproget mere som levende, +saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en Anelse om det +Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at uddanne +dem til Lrere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, +at de maatte flge den dr vedtagne Udtale, og ved Examinerne<a class="pagenum" name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a> +maatte jeg selv bruge den; men jeg kunde ikke +tilbageholde et Suk over, hvad der derved var gaaet tabt.</p> + +<p>Naar jeg paa det frste nordiske Filologmde (1876) indledede +en Diskussion om Udtalen af Latin og Grsk, var +det heller ikke, fordi jeg ventede mig noget positivt Resultat +deraf, men jeg trngte til at lette min Samvittighed og +for Alvor at gjre opmrksom paa, hvordan Forholdet virkelig +var. Naar man gjennemlser Referatet i den af Wimmer +udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det frste +nordiske Filologmde" (S. 8—23), vil man se, at mine Ord +ikke fandt synderlig Gjenklang; paa dette Omraade syntes +Publikum lidet bevgeligt. Man indrmmede saaledes, at +der ikke kunde vre nogen Tvivl om den rette Udtale af +<span lang="gr" title="theta">θ</span> og <span lang="gr" title="chi">χ</span>, men dog mente man ikke, at den burde optages, +fordi "vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde +ikke, at vi ikke <em>kunde</em> udtale dem, thi det forlanger man jo +i Engelsk, Islandsk og Tysk; men ved de gamle Sprog +vilde man ikke gjre sig den Uleilighed, skjndt man indrmmede, +at det var i hi Grad praktisk. Havde jeg indskrnket +mig til at krve denne Reform, havde jeg dog +vel kunnet fremkalde en Resolution om, at dette burde +gjres; men jeg havde jo villet behandle Sagen i sin Helhed, +og saa mdte jeg det brndende Sprgsmaal om Udtalen +af c. Man havde ikke re for, at baade Svenskerne og +Jyderne udtale et j efter Bogstavet k foran blde Vokaler, +saaledes som Traditionen i Italien og tildels i Grkenland +og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have +gjort; dette er jo det frste Skridt til Sibileringen; men +man forkastede denne Udtale af c, fordi Tyskerne og +Sjllnderne ikke have den; og hvad der for Italienerne +staar som en lille og ganske naturlig Modifikation af den +samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel, der ndvendig +krvede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de +klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel,<a class="pagenum" name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a> +og det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere +end eet Bogstav. Dette blev nu k og ikke c; man skrev +altsaa Kaisar og ikke Csar, men hvordan de udtalte det, +vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere Slgter under +Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords Udtale +efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi +med Lethed af vor egen Erfaring kunne anfre Exempler, +der ere langt mere paafaldende. Thi det er vel det samme +Fnomen, naar den danske Almue udtaler det engelske +Ord <i><span lang="en">strike</span></i> ikke streike, men strikke, eller naar Holstenerne +have forvandsket danske Stednavne i Snderjylland, som +naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne +Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske +eller danske Udtale.</p> + +<p>Noget heldigere var et andet Forsg paa at gjre den +klassiske Oldtid og dens Litteratur levende, et Foretagende, +hvorfor jeg rigtignok ikke tr tilregne mig selv mere end +en Del af ren, <em>Opfrelsen af latinske Komedier</em> i Grundsproget. +Jeg havde holdt en Forelsning over Plautus' Curculio. +Iblandt mine Tilhrere befandt sig 4 norske Studenter. +Det var maaske dem, der frst fik den Tanke, at man kunde +opfre det nvnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske +Samfund greb Tanken og satte den i Vrk. Den +4. Mai 1867 blev Curculio opfrt af Medlemmer af Samfundet +i et privat leiet Lokale, stergade Nr. 15. Texten +var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller O. Zinck havde +instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde komponeret +en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings +Arie. Forestillingen var srdeles fornielig baade for Skuespillerne +og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsget +i strre Maalestok. Den 15. Marts 1873 opfrte det +fil.-hist. Samfund Plautus' Menchmi paa Hoftheatret for +Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange som Theatret +kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets<a class="pagenum" name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a> +Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed +kunde flge dets Gang, og det var et taknemmeligt +Publikum, som aabenbart havde Glde af Forestillingen. +Paa samme Tid opfrte man ogsaa i Christiania et Stykke +af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev holdt til re +for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil Sophus +Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en +Oversttelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opfrte +de danske Filologer det samme Stykke med lignende Held. +Endelig opfrtes den 13. April 1883 Miles gloriosus paa +Folketheatret. Texten havde jeg forkortet og tillempet, saaledes +som det saas af det Program, cand. philol. Chr. Jrgensen +forfattede til Veiledning for Tilskuerne; Instruktionen +udfrtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af Skuespiller +Zinck. Det har vel tildels vret Erindringen om Filologernes +Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevgede Dagmartheatrets +energiske Direktr til at opfre Stykket i en +dansk Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum +kunde faa Lungerne rystede ved den latinske Digters +uimodstaaelige Komik.</p> + +<p>Al den Tid, der kunde undvres fra Filologien, anvendte +jeg paa <em>Archologien</em>. Det var en taknemmelig Opgave; +mine Tilhrere fulgte mig med Interesse. Men det var +vanskeligt at tilveiebringe det forndne Undervisningsmateriel. +De vrdifulde Gibsafstbningssamlinger i Kunstakademiet +og Thorvaldsens Museum havde betydelige Huller, +og Nationalmuseets lille Antiksamling havde endnu strre. +Heller ikke den archologiske Litteratur var fuldstndig +til Stede, og de strre Vrker vare kun tilgngelige paa +Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax +kunde lsrive mig fra den traditionelle Behandling af den +grske Kunsthistorie, at lgge de litterre Kilder til Grund +og bruge Monumenterne som Illustration til Litteraturen; +men under Studiet gik det mere og mere op for mig, hvor<a class="pagenum" name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a> +lidet man kan stole paa de hos Plinius, Pausanias og andre +opbevarede Notitser, der ikke sjlden modbevises ved de +bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundvrlig Ledetraad, +der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne +ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale +Monumenter, der ere knyttede til bestemte Bygninger og +derfor kunne dateres<a name="FNanker_5" id="FNanker_5" href="#Fodnote_5" class="fnanchor">[5]</a>. Men dette Materiale var i min +Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er jeg for +gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg +nskede, navnlig fordi jeg ikke lngere er i Stand til at +foretage Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archologen og +Kunsthistorikeren en Ndvendighed.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>I mine frste Professoraar var det ikke saa let en Sag +at komme til at reise udenlands som nu, Statsunderstttelserne +vare sparsomme, og Carlsbergfondet existerede ikke. +Dog lykkedes det mig i Slutningen af Aaret 1857 at opnaa +nogen offentlig Understttelse til en <em>Reise til Italien</em>, og +min Hustru forstod at indskrnke Hjemmets Udgifter, saaledes +at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paaflgende +Foraar dr. Denne Reise var ikke blot en ret ndvendig +Hvile efter anstrengende Arbeide, men den var frst og +fremmest en Studiereise, der skjnkede mig blivende Udbytte. +Jeg mindes ikke blot det fornielige Samliv med +danske Kunstnere og Videnskabsmnd, men ogsaa den +Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmnd, +til Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater <i>Marchi</i>, en +elskvrdig gammel Mand, der i sit Vsen og Ansigtsudtryk<a class="pagenum" name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a> +mindede mig om J. F. Schouw, og isr til den fortrffelige, +hit fortjente <i>G. B. de Rossi</i>, hvem jeg frste Gang saa, +da han viste en indbuden Kreds af Udlndinge, hvoriblandt +ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham opdagede +Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye, +srdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlg i Stabigaden +var nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst +meddelte jeg mine Landsmnd en flygtig Beskrivelse af +dem i Filologisk Tidsskrift 1860. I Ostia saa jeg med Forundring, +hvorledes det ikke blot er vulkanske Udbrud, der +kaste et skjrmende Dkke over tusindaarige Ruiner, men +selv den moderlige Naturs regelmssige Arbeide, naar det +ikke forstyrres, udretter det Samme, og endnu strre Udbytte +havde jeg af at besge de etruskiske Stder, hvis +gamle Beboere i de vel bevarede Gravkamre have vist os, +hvorledes de boede, levede og frdedes, saa tydeligt og +fuldstndigt, at vi ere nr ved at trste os over, at deres +gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte +jeg herlige og lrerige Dage imellem den romerske Oldtids +sidste prgtige Levninger; efter min Hjemkomst sgte jeg +at give en Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift +1859. Hjemreisen gik fra Venedig igjennem Norditalien +og Sydfrankrigs Stder og over Paris, hvor jeg nu +blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet indgaaende +Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde vret +lukket for mig.</p> + +<p>Af mine flgende Reiser havde to nrmest filologisk +iemed. En Reise til <i>England</i> i 1865 var foranlediget ved, +at jeg nskede at konferere et Haandskrift af Plautus i British +Museum, og i Foraaret 1874 reiste jeg i en lignende +Anledning til <i>Rom</i>. Mine andre Reiser vare vsentlig archologiske +Studiereiser, og her havde jeg for det meste +den Glde at ledsages af min Hustru.</p> + +<p>I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til <i>Italien</i>. Min<a class="pagenum" name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"></a> +Hustru befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede +hende, men strax efter vor Ankomst til Rom fik hun +en alvorlig Nervefeber. Denne blev dog heldig overstaaet, +og hun kunde allerede deltage i det skandinaviske Juleaftensgilde. +Der var ualmindelig mange Skandinaver i Rom +den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prdikatet +"elskvrdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, +hvoriblandt Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch +med Familie, min kjre, tidlig afdde Ven, Dr. Richard +Christensen og hans Hustru, den bekjendte Blomstermalerinde +Anthonora f. Tscherning, endvidere Telegrafbestyrer P. +Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med sine +Dttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik +o. m. a. Af Nordmnd var der Jonas Lie og Billedhuggeren +Borch med deres Familier; af Svenske de to unge Venner +Grev Trolle Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu +Professor, Esaias Tegnr samt Alexandersson, nu Professor +i Lund, og den finske Billedhugger Runeberg med Familie. +Julegildet var overordentlig livligt; en Beretning derom findes +i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit Bidrag +dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en +smuk Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes:</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Her voxe grnne Myrter bag Laurbr i Skjul;<br /></span> +<span class="i4">— Her er godt at bo —<br /></span> +<span class="i0">Her holde vi den deiligste, fagreste Jul;<br /></span> +<span class="i4">— Men Veien til Hjemmet er lang.<span title="rettelse, tilfjet"> —</span><br /></span> +</div></div> + +<p>Og efter at have dvlet ved Kunstnernes Arbeide i den +evige Stad, slutter han:</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst<br /></span> +<span class="i4">— Her er godt at bo —<br /></span> +<span class="i0">Og naar I staa med Seir paa Fdrelandets Kyst,<br /></span> +<span class="i4">— Men Veien til Hjemmet er lang<span title="rettelse, tilfjet">.</span> —<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<div><a class="pagenum" name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"></a></div> +<span class="i0">Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Trer<br /></span> +<span class="i4">— Der er godt at bo —<br /></span> +<span class="i0">Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjr.<br /></span> +<span class="i4">— Men Veien til Hjemmet er lang. —<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Da skal I atter sidde bag Laurbr i Skjul<br /></span> +<span class="i4">— Der er godt at bo —<br /></span> +<span class="i0">Og feire i Norden igjen en fager Jul.<br /></span> +<span class="i4">— Men Veien til Hjemmet er lang. —<br /></span> +</div></div> + +<p>Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par +Maaneder fr forlod sit Fdreland, flte han sig svag; men +han vilde gjerne endnu engang se Rom — det var 45 Aar +siden han havde vret der — og han havde Intet imod at +lgge sine Ben under Laurbrtrernes Skygge. Trods hans +Svaghed arbeidede hans Aand utrttelig, og hyppig besgte +han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besgte +ham, og vi havde talt om vor flles Gjerning i Hjemmet, udbrd +han: "De kan tro, det er mig en Sorg at tnke paa, at +jeg nu efter al Sandsynlighed faar en Efterflger, som vil nedbryde +Alt, hvad jeg har strbt at bygge op." Han ventede, +at G. Brandes vilde blive Professor efter ham, men, som +man ser, ikke med Glde, og da man efter hans Dd offentlig +sagde, at han havde nsket det, fandt jeg, det var min +Pligt at gjre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde +sagt til mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved +den omtalte Erklring eller paa nogen anden Maade havt +Indflydelse paa Sprgsmaalet om <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="Brandes">Brandes'</a> Ansttelse<a name="FNanker_6" id="FNanker_6" href="#Fodnote_6" class="fnanchor">[6]</a>.</p> + +<p>Hauch dde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske +Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da +jeg selv skulde forlade Rom, stod jeg ved hans Sygeleie +og sagde ham et hjerteligt Farvel; jeg anede jo nok, at det +var det sidste.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a> +Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glde at vre +til Stede ved den srlige Udgravning i Pompeii, der blev +foranstaltet i Anledning af vor Konges og Dronnings Nrvrelse +d. 9. Marts. En Beretning derom har jeg givet i et +Brev til "Fdrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik Reisen +til Athen, og jeg havde stor Glde af at vise min Hustru +min Videnskabs Fdreland. Efter min Tilbagekomst til +Italien tilbragte jeg nogle Uger i Milano med Forsg paa at +dechiffrere den Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men +gjentagne Sygdomsanfald ndte mig til at afbryde Arbeidet. +Den 1. Juni var jeg igjen i Kjbenhavn. Iagttagelser +paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en +Reise" 1873.</p> + +<p>Ti Aar senere (1881—82) fik jeg atter Leilighed til at +gjre en lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke +blot af min Hustru, men ogsaa af min yngste Sn, som +lige var bleven Student, og i Rom stdte vore to andre +Snner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var imidlertid +<i>Grkenland</i>; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke +kjendte, og frst og fremmest vilde jeg se de epokegjrende +Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og +Athen ledsagedes jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger +Aarsleff og Architekt Nyrop; i <i>Lilleasien</i> havde jeg Flgeskab +af min ldste Sn. Medens jeg selv har nedlagt Udbyttet +af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og Lilleasien" +1883, har min Sn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 +og 1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi +foretog i Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand +Gregorovius.</p> + +<p>I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min +Hustru. Vi tilbragte Februar og Marts Maaned i <i>gypten</i> +hos min ldste Sn, der var Dommer i Mansurah. Fra dette +Ophold stammer min Bog "Fra Nedre-gypten" 1889. Det +var min Hensigt at lgge Hjemveien over Athen for at se<a class="pagenum" name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a> +det epokegjrende Fund af archaiske Kvindestatuer, man +havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold +ndte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om +et Aars Tid eller to at kunne oprette det Forsmte; men +Haabet slog feil; mit Helbred har ikke senere tilladt mig at +foretage nogen lngere Reise.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a></p> +<h2><a name="VI" id="VI">VI.</a><br /> +FORFATTERSKAB.</h2> + + +<p>En Universitetsprofessors frste Pligt er at vre Lrer +for de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig +Skribentvirksomhed det Sekundre. Hvad mig angaar, +havde jeg ogsaa nok at gjre med min Embedsgjerning +og med at dygtiggjre mig til den ved nye Studier, og jeg +smigrede mig ikke med at kunne spille nogen Rolle i Videnskabens +Verden, men under ethvert grundigt og selvstndigt +Studium aabner der sig af sig selv nye Syner. +Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgngerne trnge til +at rettes og oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse +maa bevises; Lreren bliver saaledes med Ndvendighed +ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad jeg har udgivet, staar +i umiddelbar Forbindelse med mine Forelsninger enten +for at benyttes ved dem eller som videre Udfrelser af det +der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af Ciceros +agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min +Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave +1879), min Udgave af Theophrasts Charakterer med +latinsk Kommentar (1868). Ligesaa mine to Universitetsprogrammer +"Prve paa en Fremstilling af Grkernes og +Romernes huslige og private Liv" (1863) og "Undervisningen +hos Grkerne og Romerne" (1865), der blev oversat +paa Tysk af Friedrichsen som "<span lang="de">Darstellung des Erziehungs- <a class="pagenum" name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a>und +Unterrichtswesens</span>" (1870) og i en forbedret, af mig +selv gjennemset Udgave 1884, samt derefter oversat paa +Nygrsk af Chadzi Konstas i Odessa 1887 (senere i anden +Udgave). Endelig ogsaa Universitetsprogrammerne 1876 "Om +Grkernes og Romernes Huse med srligt Hensyn til de +antike Benvnelser for de enkelte Rum", og 1886 "Tiryns +og de dr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af +Homer".</p> + +<p>Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forlber for +det strre Arbeide, som i en Rkke af Aar optog al den +Tid og Kraft, jeg kunde afse fra mine Embedsforretninger, +min kritiske og exegetiske Udgave af Plautus i 5 Bind. +Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine Elever et +nyttigt Hjlpemiddel, men ogsaa at afhjlpe et Savn i den +filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelsninger, +dels i Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, +men Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige +Videnskabsmand flte sig maaske ikke ret tiltalt af den +kaade Komiker og fandt ham ikke egnet til Undervisningsstof, +men isr Textens Beskaffenhed frastdte ham. Det +haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at +opfre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til +at nies hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog +var her en Opgave, som maatte tages op. Det dreiede sig +jo om en af Oldtidens allervigtigste Forfattere, det ldste +og i visse Henseender betydeligste Minde om Romernes +Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter, +hvis Lune og Komik endnu i dette jeblik henriver Lseren +og Tilskueren<a name="FNanker_7" id="FNanker_7" href="#Fodnote_7" class="fnanchor">[7]</a>.</p> + +<p>Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat +paa denne Forfatter, som havde vret forsmt i et Par +hundrede Aar. F. Ritschl havde begyndt en stor kritisk<a class="pagenum" name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a> +Udgave, der blev hilset som et epokegjrende Arbeide, +hvorved man endelig engang kunde faa Plautus at se i sin +gte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af +Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter, +hvorpaa dens Faststtelse maatte bygges, men i +selve Recensionen var han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, +og i de foretagne Rettelser sporede man ikke Plautus' +Aand. Aldeles uforsvarlige vare de Omflytninger af enkelte +Vers eller af hele Stykker, han havde foretaget. Ritschls +Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere fra den +virkelige Plautus end de ldre Udgaver; men det forekom +mig, at man ved en druelig Benyttelse af det foreliggende, +for en stor Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde +kunne naa en saa korrekt Text, som der kunde naaes, og +denne Text burde da ledsages af en fuldstndig, til Nutidens +Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg paatog mig +en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg +kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paaflgende +Kamp kunde blive bitter nok; men det syntes mig +ndvendigt i Videnskabens Navn at nedlgge Protest imod +Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af hans Landsmnd, +der vare nrmest dertil, vilde gjre det. Senere, da jeg +allerede havde udgivet to Bind af Vrket, talte jeg derom +med Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har +indlagt sig strre Fortjeneste af Plautus' Textkritik end +nogen Anden ved sin overordentlig omhyggelige Kollation +og Udgave af den Ambrosianske Palimpsest og ved sine +slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg spurgte ham, hvor +det kunde vre, at Ingen af de tyske Filologer kunde se, +at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en +Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan +det ikke hjlpe at trde op imod ham." I Principet var +han ganske enig med mig.</p> + +<p>Jeg vovede altsaa Forsget. Frste Bind af min Plautus,<a class="pagenum" name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a> +indeholdende Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, +udkom 1875. Det blev naturligvis strax angrebet paa det +Heftigste. Jeg besvarede Angrebene i Fortalen til 2. Bind +og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil dets Slutning +(1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart udspillet +deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus +i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter +hans Dd have fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som +den dygtige Plautiner Leo ere langt fra at flge dem. Min +Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine Mangler, efterhaanden +en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men ogsaa i +Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og Mercator, +udkom 2. Udg. 1892.</p> + +<hr class="tb_blank" /> + +<p>I December 1851 blev jeg Medlem af <i>Videnskabernes +Selskab</i>. Fra 1867 til 1878 var jeg Redaktr af Selskabets +Skrifter. Efter mit Forslag vedtog Selskabet, at dets Publikationer, +der efter Fundatsen skulle skrives paa Dansk, maatte +ledsages af et fransk Udtog, hvis Forfatteren nskede det. +Fra 1887 har jeg vret Formand for den historiske Klasse.</p> + +<p>Mit frste Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk +Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjrelse i den romerske +Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, +jeg i Aarenes Lb har offentliggjort i Selskabets +"Skrifter" og "Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, +og mange have kun havt ephemer Betydning. Skulde jeg +fremhve nogen enkelt, vilde jeg nvne "Attiske Studier" +1856, hvori jeg nrmere udfrte, hvad jeg frst havde +fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (<span lang="la">De Parthenone +eiusque partibus</span>), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias' +chryselephantine Statue havde staaet i den Del af +Templet, som kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var +den srlige Benvnelse for den bagved liggende Sal, hvori<a class="pagenum" name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a> +der opbevaredes forskjellige, Gudinden tilhrende Gjenstande, +en Anskuelse som i Begyndelsen blev haanet af de tyske +Lrde, men en Menneskealder senere, da Drpfeld havde +overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde vret nogen +Forbindelse imellem de to nvnte Dele af Bygningen, +blev tiltraadt af ham og derefter af Alle. Denne Afhandling +blev i 1857 udgivet paa Tysk tilligemed min Reise i Thessalien +som "<span lang="de">Griechische Reisen und Studien</span>".</p> + +<p>Af epigrafiske Bidrag skal jeg nvne "Grske og latinske +Indskrifter i Kjbenhavn" (1854), hvori jeg som et +Tillg til Antiksamlingens lidet betydelige Monumenter +meddelte en Del hidtil ukjendte Indskrifter fra Brndsteds +Dagbger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om nogle af Fr. +Rostgaard efterladte Papirsaftryk af grske og latinske Indskrifter". +Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed +antog, en ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, +men Fr. Rostgaard havde gjort det henved 200 Aar tidligere, +og ved et af disse Aftryk blev det bevist, at en bekjendt +archaisk Indskrift (Corp. Inscr. Grc. I n. 34) var et +Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige Feiltagelse af +Th. Mommsen at tillgge Grkenlands Erobrer Mummius +en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling +om de interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) +gjorde jeg bl. a. opmrksom paa, at den nu til Dags saa +yndede Forholdstalsvalgmaade allerede havde vret anvendt +af Romerne, og i en Afhandling om den tredie spanske +Lov, lex Ursonitana (1879), paaviste jeg, at den sidst +offentliggjorte Tavle af denne Lov var et Bedrageri.</p> + +<p>I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser +fra mine Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter +fra vor Antiksamling. Andre vare kritiske Behandlinger af +bekjendte antike Kunstvrker, saasom en lille Afhandling +om "Firbendrberen" (1863), som jeg mener med Urette +er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske<a class="pagenum" name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a> +Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende +Data i Overensstemmelse med Wieseler forklarede +som Seirherren over Marsyas, en Mening jeg nu ikke vover +at fastholde, da jeg er tilbielig til at tro, at Furtwngler +har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er gte. — Strre +Betydning tillgger jeg de archologiske Afhandlinger +fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. — Til +den egentlige Filologi henhrer Afhandlingen "Om de +Keiser Trajan tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg +sgte at vise, at medens man med Urette har anfgtet +Plinius' Breve til Trajan, kunne de Svar paa en Del af +disse, som Keiseren skulde have givet, nppe antages for +gte.</p> + +<p>Blandt alle mine Skrifter har intet vret mig kjrere +end <i>N. L. Hyens Levned</i>. Efter at min hit elskede Lrer +og Ven var dd 29. April 1870, opfordrede hans Familie +og Venner, srlig Ploug, mig til at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. +Det var mig et kjrt Arbeide at dvle ved +Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til +at forflge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori +jeg ikke havde kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en +ligefrem Pligt at klare Forestillingerne om denne Mand, +som skjndt han maatte regnes iblandt Danmarks Store, dog +var saa lidet kjendt og havde vret Gjenstand for saa stor +Miskjendelse. Mngden havde ondt ved at tilegne sig hans +ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihrdigt +og selvstndigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte +man det Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med +Rette eller Urette mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, +kaldte ham en ildesindet Kritiker og dmte ham som den, +der tog Brdet ud af Munden paa dem; man skulde jo dog +leve af sin Kunst.</p> + +<p>Min Levnedsbeskrivelse af Hyen udkom 1872, udgivet af +Samfundet for den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre<a class="pagenum" name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a> +kjrt var det mig, at den af Hyen stiftede og for en stor +Del ved hans personlige Arbeide opretholdte Forening for +nordisk Kunst overdrog mig at samle og udgive hans Skrifter, +der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og hans +uudgivne Forelsninger, der almindelig omtaltes som Mestervrker +af Veltalenhed. Hyens Samlede Skrifter udkom +i 3 Bind 1871—76.</p> + +<hr class="tb_blank" /> + +<p>I Anledning af Kronprinsens Slvbryllup (1894) besluttede +Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget +mig at forfatte et saadant. Jeg skrev da en sthetisk-archologisk +Afhandling om <i>den grske Silebygnings Udvikling</i>, +hvori jeg blandt andet sgte at rekonstruere den +ldste ioniske Sileform efter de nyeste Fund paa Samos, +i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze opfordrede mig til +at lade den overstte paa Tysk, og det havde jeg ogsaa +gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev +fra Drpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitler fra +Neandrea, som Koldewey havde udgivet, og som jeg havde +benyttet, aldrig havde existeret; det var en vilkaarlig Sammenstning +af to Kapitler, der ikke hrte sammen, hvilket +han vilde paavise i et Skrift, der vilde udkomme med det +Frste. Jeg besluttede da at afvente dette, en Beslutning +jeg nu fortryder; thi Drpfelds Skrift kom aldrig. Var min +Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske vret en Spore +for ham til at udfre sit Forst, og man havde kunnet faa +at vide, om Koldewey virkelig havde havt Uret. Indtil det +modsatte bevises, maa man antage, at han har Ret, og Durm +har ogsaa uden Betnkning optaget disse Kapitler fra +Neandrea i 2. Udgave af sin <span lang="de">Geschichte der Baukunst bei +den Griechen</span>.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a></p> +<h2><a name="VII" id="VII">VII.</a><br /> +SKOLEVIRKSOMHED. — PDAGOGIK. — RETSKRIVNING.</h2> + + +<p>Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg +i min Ungdom havde tnkt, Skolerne; men derfor +tabte jeg ikke min Kjrlighed til <em>Skolen</em>. Da jeg i 1856 +fandt, at min Embedslnning ikke var fuldt tilstrkkelig +til min Families Underhold, sgte jeg at faa Timer i en +Skole. Skjndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat +Dimissor havde Ord for at vre en dygtig Lrer, faldt +det mig dog vanskeligt at faa saadanne, ikke fordi jeg +forlangte hiere Betaling, end andre Lrere fik, men fordi +man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2 Mark, +d. e. 67 re, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den +nvnte Betaling at faa Undervisningen i Grsk i verste +Klasse i Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter +et Aars Forlb blev denne Virksomhed afbrudt ved en +Udenlandsreise og ikke senere gjenoptaget. Derimod fik +jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjre mig bekjendt +med Landets Skoler i strre Omfang, idet Madvig, naar han +som <em>Undervisningsinspektr</em> reiste omkring for at kontrollere +Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som +Medhjlper ved Censuren; og da han i 1874 fratraadte det +nvnte Embede, og der i hans Sted blev indsat en Kommission +af 3 Medlemmer, blev jeg den ene af disse, hvilken<a class="pagenum" name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a> +Stilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev udnvnt til Regentsprovst, +og de nye Krav, der derved stilledes til mig, +ndte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. +Det havde vret mig kjrt ved denne Virksomhed at fornye +gamle Bekjendtskaber og stifte nye, isr da jeg fandt, +at der nsten allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. +Men jeg dulgte hverken for mig selv eller for +Andre, at den hele Organisation ikke behagede mig. Den +blotte Examenscensur var efter min Mening en utilfredsstillende +Kontrol, og det vilde vre langt nyttigere, hvis +Undervisningsinspektren fra Tid til anden overvrede den +daglige Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere +Billede af Skolens Arbeide og bedre kunne give +Lrerne veiledende Vink.</p> + +<p>Den lrde Skole havde undergaaet stor Forandring siden +mine Drengeaar. Den davrende <i>Skoleplan</i> fandtes allerede +i Trediverne utilfredsstillende. Man krvede en fyldigere +Undervisning i de levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. +Hvad der i det frste Universitetsaar til +Anden Examen foredroges af Fysik, Astronomi og hiere +Mathematik, blev saa flygtig lrt, at det strax igjen blev +glemt; det burde lres i Skolerne for tilbrlig at fordies. +H. C. rsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmnd +for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter +Forhandlinger med dem og med tre ansete Skolemnd fastsattes +en ny Skoleplan. Universitetets prliminre Undervisningskursus +(Anden Examen) skulde ophves og med +Undtagelse af Filosofien henlgges til Skolen. Denne blev +derved forlnget med et Aar, og Lavalderen for Adgang +til Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden +Side skulde Skolens to nederste Klasser nedlgges; +Undervisningen i de gamle Sprog skulde skydes to Aar +lngere frem, og Brnenes Sprogundervisning begynde med +de levende Sprog. De tidligere toaarige Klasser skulde forandres<a class="pagenum" name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a> +til etaarige, og Modenhedsprven for Adgangen til +Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved +Universitetet, skulde henlgges til Skolerne. Denne Plan +blev i 1845 provisorisk indfrt i 3 Skoler, og i 1850 udvidet +til alle.</p> + +<p>At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der +ingen Tvivl vre. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, +og srlig skete der de tidligere forsmte Realfag og de +nyere Sprog tilbrlig Fyldest. Lrerne tog ogsaa med Iver +fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes alvorligt i Skolerne, +i Frstningen maaske flere Steder for strkt. De +mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt +ved at flge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen +blev overanstrengt. Dertil kom Misfornielsen med, at +de Studerende nu skulde holdes et Aar lngere i Skolen, +hvilket undertiden havde pekunir Betydning for Forldrene, +isr da der ikke var synderlig Udsigt til, at Studietiden +ved Universitetet kunde forkortes; thi skjndt Anden +Examen var ophvet, begyndte Studenterne dog yderst +sjlden paa deres Examensstudium strax ved Indtrdelsen +i Universitetet, hvilket havde vret tilsigtet, men det frste +Aar anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare +betydelig forgede. Det syntes endnu at vre et Rusaar og +at lide af de Mangler, man havde anket over ved dette.</p> + +<p>Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubefiede, og +Ministeriet nedsatte en Kommission for at prve deres Berettigelse. +Den nedsatte Kommission foreslog ogsaa nogle +Lempelser i Skoleplanens Fordringer; men disse vare altfor +smaa til at tilfredsstille de Misforniede, og i 1860 begyndte +der et sandt Stormlb imod den nye Skoleplan. En anonym +Forfatter, E—e, skrev en Piece: "Har Indfrelsen af den +nye Undervisningsplan for de lrde Skoler vret en Fremgang +eller Tilbagegang?" hvori han sgte at vise, at det +Sidste var Tilfldet. Han fik en vis Sttte af en yngre<a class="pagenum" name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a> +Skolemand, H—h ("Om Undervisningsplanen og Afgangsexamen +ved de lrde Skoler"), der rigtignok i Hovedsagen +var aldeles uenig med ham, men havde andre nsker og +andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det +lrde Skolevsen"), der sgte Hjlpen i den strst mulige +Frihed. Madvig imdegik disse Angreb i et fortrinligt lille +Skrift "I Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa +de lrde Skolers Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i +Debatten ved nogle Artikler i "Fdrelandet" 22., 24. og +25. Septbr. Jeg var overbevist om, at Planen i det Hele var +fortrffelig, men jeg havde Intet imod Indfrelse af rimelige +Lempelser og Indrmmelse af en vis Frihed i Udfrelsen. +Hvad jeg nrmest krvede, var dog Ophvelse af de +Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende +paa Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, +der i dette Aar skrev "Indlg i Skolesagen", var Overlrer +Fogh. Ogsaa med ham havde jeg et lille Ordskifte i +"Fdrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik en fortrffelig +Gjendrivelse af E. Holm i "Fdrel." 28. og 29. Decbr.</p> + +<p>I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen +2 Aar senere end i den gamle Skole; fr det 13. Aar +skulde Disciplene kun lre levende Sprog, frst Tysk, +siden Fransk. Man havde forsvaret dette ved, at man burde +begynde med det Letteste, Simpleste og nrmest Liggende. +Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette Raisonnement +burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget, +saasom det baade ligger Dansken nrmere, er +simplere i sin Bygning og langt lettere at lre for Brn. +Efter min Mening havde ogsaa den engelske Litteratur nok +saa meget at betyde som den tyske, ligesom Engelsk jo ogsaa +i langt hiere Grad var Verdenssprog end Tysk; Engelsk +burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne +Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lrde Skolers +Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling i<a class="pagenum" name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a> +samme". Den er skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs +Tab. Harmen og Sorgen har sin Del i dens Form, men +ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der paa selv +samme Tid udtalte det Samme i "Fdrel." 27. Sept., ender +sin Artikel med disse Ord:</p> + +<blockquote> +<p>"Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske +Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens Bestyrelse, +men som en naturlig Flge af den Plads, det engang har indtaget i Folkets +Liv og siden altfor lnge bevaret i dets Forestilling; den er et Udtryk af +den Betragtningsmaade, at Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; +men paa denne Maade kan et Skolefags altfor fremtrdende Plads +paa Timetabellen blive til et haanende Trldomsmrke, hvis Udslettelse er +en national ressag."</p> +</blockquote> + +<p>Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og nsker; +men det kunde ikke sttes igjennem. Tysken syntes +af mange Grunde lige saa uundvrlig nu som tidligere; +men det varede en rum Tid, inden vi kunde forsone os +dermed. Ikke at vi vilde undvre, hvad den tyske Videnskab +og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have +Udseende af at vre Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at +vi vare et dybt krnket Folk, der ikke kunde betragte dem +som Brdre, fr de havde gjort i det Mindste en Del af +den gjorte Uret god igjen.</p> + +<p>Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmnd besgte +mig, da at tale Fransk med dem. Tankeudvexlingen led +ikke derved, men de Fleste flte sig ubehagelig berrte +deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det ganske naturligt. +Jeg skal anfre et Par Exempler. I 1872 ankom min +Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionrer +sad netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af +Russere og Tyskere, og Samtalen frtes paa Tysk; men saa +snart vi traadte ind og det blev sagt, at vi vare Danske, +blev Sproget efter Forslag af Professor Gdechens fra Jena +ieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere besgte jeg<a class="pagenum" name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a> +Professor Studemund i Strassburg, med hvem jeg nskede +at drfte et Par Sprgsmaal vedrrende Plautus. Hans frste +Ord til mig var: "<span lang="de">Sprechen Sie Deutsch oder Franzsisch?</span>" +Jeg svarede, at naar jeg besgte en Tysker i hans Hjem, +talte jeg Tysk, men besgte han mig i Danmark, vilde jeg +bede ham at tale et andet Sprog. I flere Aar fastholdt jeg +dette Princip, men i Lngden lod det sig ikke gjre, i alt +Fald ikke lige over for Videnskabsmnd, med hvem jeg +kom i nrmere Berrelse, og som jeg betragtede som virkelige +Venner.</p> + +<p>Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, +snart fra den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle +Klagerne kunde samles, det populre Slagord Overanstrengelse. +Det ene Parti ankede over, at Mathematikens Fordringer +vare altfor overdrevne, det andet over, at de gamle +Sprog krvede for meget. Tilsidst mente Kultusminister +Hall, vsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at +finde et Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i +Skolens to verste Klasser, saaledes at Disciplene dr henholdsvis +fritoges for de Fag, som de havde mindst Interesse +og Anlg for og antoges at faa mindst Brug for i deres +fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="Kommmission">Kommission</a>, bestaaende +af Madvig som Undervisningsinspektr, Professor +Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide +et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag +blev forelagt Rigsdagen for at ophies til Lov. Dette havde +ikke vret ndvendigt, ndringen kunde vre foretaget +ved kongelig Anordning. Det var et Misgreb at give et +saadant uprvet Forsg en Lovs Uforanderlighed, og besynderligt +var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen +drfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og +slaa dem fast, saa at mulige Feil ikke kunde rettes uden +ved en ny Lov.</p> + +<p>Loven af 1. April 1871 indfrte efter fransk Mnster en<a class="pagenum" name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a> +Tvedeling (bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, +at alle Studenter skulde vre i Besiddelse af den +samme almindelige Dannelse, nu ophrte Fllesskabet med +det 16. Aar, medens man frst blev Student 2 Aar senere. +I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en sproglig-historisk og +en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af hvilke den +frste ikke lrte Mathematik, den anden ikke de gamle +Sprog. Madvig gik kun modstrbende ind paa Tvedelingen, +og dog brer han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, +thi den blev kun vedtaget i Landsthinget med 1 Stemmes +Majoritet. Havde han stemt imod den, var den bleven forkastet, +hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstndig forberedt +som den var. Han havde troet at burde give efter +for en, som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes +nske i den Forventning, at der kunde bdes paa Manglerne +i Principet ved de enkelte Bestemmelser, og han +tnkte ikke paa, at naar man giver en vis Mand en Finger, +tager han den hele Haand. Han havde saaledes bestandig +forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved Afgangsexamen +i den sproglig-historiske Retning; men da dette +ikke kunde sttes igjennem, erklrede han i det sidste +jeblik at ville nies med, at der krvedes en fransk Stil i +Stedet, og da dette var Betingelsen for hans Stemme, blev det +vedtaget. Det var en uheldig Bestemmelse; thi i Stedet for +en Fordring, som Skolen uden Vanskelighed kunde opfylde +("en let latinsk Stil uden grove Feil") sattes en, som den +aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til det levende +Sprog selvflgelig gik langt videre. Den franske Stil blev +ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den +latinske Stil blev gjenindfrt.</p> + +<p>Loven blev modtaget med blandede Flelser. Overanstrengelse +vovede man ikke mere at klage over; men det +var dog kun Mathematikerne, som syntes virkelig tilfredse. +De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en fyldig Mathematikundervisning,<a class="pagenum" name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a> +saa at Afgangsexamen i den mathematisk-naturvidenskabelige +Retning gav Adgang til den polytechniske +Lreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der +var lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophrte +saa tidlig, at det, der var lrt deraf, ufeilbarlig maatte +blive helt glemt, lagde man i Begyndelsen ikke videre +Mrke til. Men desto strre var Misfornielsen paa den +anden Side, hvor man ikke blot kunde beklage sig over +den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den sproglig-historiske +Retning paa Grund af Mathematikundervisningens +altfor tidlige Ophr vare utilladelig uvidende i dette Fag, +men ogsaa over, at selve de klassiske Sprog havde lidt +Uret, og det tidligere Kundskabsmaal nu ikke lngere +kunde naaes.</p> + +<p>En af de frste, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, +var Dr. <i>Pingel</i> i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. +Marts 1877. Han blev imdegaaet af Madvig i samme Blad +13. Marts, men fortsatte sin Polemik i de to flgende Aar +i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved den lrde +Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lrde Skole". +Hans varme og veltalende Indlg vare dog i flere Henseender +for uklare til at kunne udve Indflydelse, og hans +Polemik forblev resultatls. I de Angreb, der i sin Tid +gjordes paa Skoleplanen af 1850, havde det vret almindeligt +at kaste Skylden for den saakaldte Overanstrengelse +paa Madvigs Grammatik. Dette var ubefiet; men endnu +besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben +imod "Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede +Ord sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide +Skolen, medens i Virkeligheden Madvig altid havde +revset og modsat sig de paaankede Feil. Jeg fik mange Opfordringer +til at svare Dr. Pingel, og jeg tog ogsaa fat paa +Arbeidet, men det blev overfldigt ved andre, fuldtud fyldestgjrende<a class="pagenum" name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a> +Gjendrivelser ("Dagbladet" 1.—3. Okt. 1879, +og M. Rosing "Dr. Pingel og den lrde Skole").</p> + +<p>Misfornielsen blev imidlertid mere og mere almindelig +og gav sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. +Heiberg i det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var +der ogsaa paa et andet nrliggende og beslgtet Omraade +indfrt en indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. +1849 bestaaende filologisk-historiske Embedsexamen ved +Anordningen af 25. Oktbr. 1883 var bleven aflst af en <em>ny +Skoleembedsexamen</em>. Tidligere prvedes Kandidaten i Latin, +Grsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu indfrtes +der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2 +Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede +lige med de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning +som Skoleloven af 1871; den encyklopdiske Dannelse veg +tilbage for den specielle. Det var en Lettelse for de Studerende, +at de kunde kaste sig udelukkende over det Fag, +som srlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig +til videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen +burde dog ikke vre en Prve for Videnskabsmnd, men +for Skolemnd. Skolen er ikke tjent med en Faglrer, som +faar Lyst til at lre Disciplene specielle Enkeltheder paa +det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en Lrer, +der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er +tilbielig til at overse sine Medlreres Fag.</p> + +<p>Til Gjengjld indfrtes der en Prve i <em>Pdagogik</em>. Kandidaten +skulde, inden han blev ansat, have vet sig i praktisk +Lrergjerning og have gjennemgaaet et theoretisk +Kursus i Pdagogik. Dette Sidste havde Skolelrerne ofte +forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale. Naar jeg blev opfordret +til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort opmrksom +paa, at Pdagogiken som Videnskab var et Kapitel af +Psychologien og havde sin Plads der, medens Brneopdragelsen +og Ungdommens Undervisning var en Kunst; at<a class="pagenum" name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a> +ingen Kunst lres igjennem Theorien, men kun ved praktisk +Udvelse; og at srlig det Stof, som Undervisningskunsten +behandler, Ungdommens Sjle, var saa mangfoldigt +og saa zart, at man burde vre meget varsom med at indsnvre +det i Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som +dette var, fandt det dog liden Indgang hos Strstedelen af +Skolens Lrere; de vilde nu engang hellere vre Videnskabsmnd +end Kunstnere. Det faldt naturligvis hverken +mig eller nogen Anden ind at ngte, at en dygtig Pdagog +ogsaa igjennem Forelsninger kunde give de vordende +Lrere mangen nyttig Anvisning; men havde man en saadan +Mand? Derom havde man ikke spurgt, da man anordnede, +at der skulde holdes pdagogiske Forelsninger. +Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en af +de filosofiske Professorer, og da Professor Hffding ikke +vilde indlade sig derpaa, blev det overdraget <i>Kroman</i>. Denne +talentfulde unge Mand var desvrre uden praktisk Skoleerfaring, +hvad der viste sig ved det frste Skrift, han udgav +efter sin Ansttelse som Docent i Pdagogik: "Om Maal +og Midler for den hiere Skoleundervisning" (1886), en Bog, +der er skreven med ualmindelig Friskhed og Veltalenhed, +og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke +havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de +regnbuefarvede Taager. Bogen er strkt polemisk. Forfatteren +fordmmer Tvedelingen i de strkeste Udtryk; det +Principmssige var en flles Uddannelse for Alle. Han +vilde anse det for forfeilet, om en 13 Aars Dreng, der opdagede, +at han havde mest Lyst og Anlg for de sproglig-historiske +Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en saadan +Dreng havde tvrtimod srlig Brug for et Kursus i Mathematik +og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen +af 1850 ypperlig, og der fandt ingen Overanstrengelse Sted +efter den. Man burde ikke udelukke noget af Skolefagene, +men tvrtimod optage en Del flere; Disciplene burde gjres<a class="pagenum" name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a> +bekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i Livet, og dette +kunde gjres, naar man blot ikke forlangte for meget i +hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nies med 1 Time om +Ugen. Om dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver +Skolemand sige, at 1 ugentlig Time var saa godt som ingen. +Der var meget andet, der var lige saa upraktisk; men Bogen +havde vakt saa stor Opsigt, at jeg fandt det ndvendigt +at imdegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse af den i +Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en +Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform +og mange Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden +den Virkning, som Bogen ved sin frste Fremkomst havde +gjort, tabte sig; man beholdt kun det almindelige Indtryk, +at Skoleplanen var uheldig og burde ndres.</p> + +<p>Der var nppe Nogen, der flte sig mere overbevist +derom end selve Kultusministeren, <i>Scavenius</i>. Allerede i +1885 havde han forelagt Landsthinget et Forslag til ndringer +i Loven, men det kom ikke til Behandling. I 1889 +gjorde han et nyt Forsg. Mathematisk-naturvidenskabelige +Faglrere og Videnskabsmnd havde i Juni s. A. holdt et +Mde i Kjbenhavn, og dr saa godt som enstemmig vedtaget +en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne +for de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende +var utilbrlig forsmt. Der lrtes for Lidt, og dette Lidet +forspildtes derved, at Undervisningen ikke fortsattes i Skolens +to verste Klasser. Dette maatte ndvendig forlanges; +den forndne Tid dertil vilde vindes, naar <i>Oldnordisk</i> og +<i>Grsk</i> blev udelukket af Skolen. Man vidste, at Ministeren +delte disse Anskuelser, skjndt der endnu ikke forelaa noget +Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imdegaa +dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. +Tid. 23.—24. Juli en Artikel betitlet "Et Skolesprgsmaal". +Jeg var enig med Mathematikerne i, at det var en Forurettelse +imod de sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningen<a class="pagenum" name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a> +ophrte saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, +at man afskaffede Oldnordisk og anvendte de to ugentlige +Timer, der derved vandtes, til Mathematik for de +sproglig-historiske og til Latin for de mathematisk-naturvidenskabelige +Disciple. Men naar man ogsaa vilde udelukke +Grsken, maatte jeg nedlgge en bestemt Protest. Grsken +maatte betragtes som et ndvendigt Led af den klassiske +Dannelse. Grkenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses +Vugge; dr fandt man de rene Kilder, hvorfra den +endnu bestandig kunde forynges. Men dertil kom, at for +Theologen var Grsken uundvrlig. Naar man tnkte sig, +at Theologerne kunde lre Grsk i et srskilt Kursus ved +Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlnges +betydelig, men det vilde heller ikke vre muligt at +opnaa en nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige +Sprog, naar man ikke begyndte derpaa i Skolen og fik det +indvet paa skolemssig Maade. Resultatet vilde blive, at +den danske Kirke maatte nies med Lgprdikanter i Stedet +for theologisk dannede Prster.</p> + +<p>Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig +den oftere i den flgende Diskussion. Ministeren havde +nemlig allerede i Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli +meddelt Undervisningsinspektionen og Skolerne sine Tanker +og efter at have modtaget deres Erklringer udarbeidet +et Forslag, som den 13. November blev sendt til Universitetets +Betnkning. Efter dette skulde der beholdes en vis +Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes +Erklringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes +afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at +lade Sagen hvile, indtil der kunde opnaas strre Enighed.</p> + +<p>Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lrere var +der Uenighed. Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse +med Ministeren nskede Grsken afskaffet, kmpede +Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens Bevarelse.<a class="pagenum" name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a> +<i>Heiberg</i> erklrede, at dens Afskaffelse vilde vre at skjre +Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt +som det maatte vre dennes Maal gjennem Lsning af de +klassiske Forfattere at give Disciplene et levende Frstehaandsbillede +af den Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, +maatte Grsken vre det Vsentlige, Latin det mindre +Vigtige. En Udtalelse i denne Retning blev tilstillet +Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning til +at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening +saa klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og +Stilling ikke vente, at mine Ord skulde veie synderligt. +Dog holdt jeg efter Opfordring i Konservativ akademisk +Forening i 1891 et Foredrag om radikal og konservativ +Pdagogik, og endnu adskillige Aar senere fandt jeg mig +foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898 tilfaldt det +Professor <i>Gertz</i> at holde Talen ved Universitetets Reformationsfest. +Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det +var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen +ved Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede +med den Udtalelse, at for Fremtiden var det ndvendigt, at +Grsken helt rmmede Skolen og Latinundervisningen indskrnkedes. +Tilhrerne studsede; man havde ikke ventet +en saadan Udtalelse ved denne Leilighed. Prof. Gertz bad +mig om at anmelde hans <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="Indbydelseskrift">Indbydelsesskrift</a> "Stat og Statsforfatning +i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham, at +jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa +Fald ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i +Tilskueren 1898 (S. 987 ff<span title="rettelse, tilfjet">.</span>), min Anmeldelse i Nationaltidende +d. 29. Decemb. s. A.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Medens Sprgsmaalet om en Reform af den lrde Skole +i fulde tre Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa +Dagsordenen, og efter forskjellige tildels modsatte Forsg,<a class="pagenum" name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a> +under hftige Partikampe, endnu er langt fra sin Lsning, +er der en anden, mindre vigtig Reform, som har havt en +lignende Skjbne, og hvis Historie heller ikke kan kaldes +lystelig, den danske Retskrivnings Reform.</p> + +<p>"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede +der en dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i +1888, og deri har han Ret. Alle nogenlunde betydelige +Forfattere skrev omtrent ens, og denne Retskrivning lrtes +i Skolerne med strste Lethed. Det var i sin Helhed en +god Retskrivning, hvorefter Sproget lrtes og skreves med +Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man +med Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ndres +og simplificeres, uden at Helheden blev rokket, og det +skete ogsaa efterhaanden. Det var at nske, at man var +bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde Rask fremsat +sit Forslag til en fuldstndig Omdannelse af den danske Retskrivning, +bygget paa Lydlren og Etymologien. Det var et +videnskabeligt Arbeide, men — Retskrivning er "en praktisk +Sag". Den modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens +Haandsrkning; men Hovedsagen er Hensigtsmssigheden. +Retskrivningen har kun sin Betydning ved, +at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers Disciple +optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa, +men at de ogsaa indfrte den i deres Skolebger, var +utilbrligt. Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal +gjre Ungdommen bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang +og dens Forudstninger; Fremtiden raader den ikke +over. Den davrende "Direction for Universitetet og de lrde +Skoler" synes ikke at vre bleven opmrksom paa dette +Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske Retskrivning +sig i en lidet heldig Oplsningstilstand. Det var et +almindeligt nske, at den davrende Ubestemthed maatte +aflses af bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der +vare heldigere i den Henseende. Dertil kom, at det stadig<a class="pagenum" name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a> +voxende nske om en niere Tilslutning til Brdrerigerne +krvede Fjernelsen af den, ganske vist ikke betydelige, +Hindring for Lsningen af svensk Litteratur, som den forskjellige +Retskrivning lagde i Veien. nsket om en Tilnrmelse +i denne Henseende var lige saa levende i Norge og +Sverige som i Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte +fra alle tre Riger skulde trde sammen for at forhandle om +en flles Retskrivning, fandt almindelig Tilslutning. I Kjbenhavn +valgtes 20. Marts 1869 af en anselig Kreds af +litterrt interesserede Mnd<a name="FNanker_8" id="FNanker_8" href="#Fodnote_8" class="fnanchor">[8]</a> 5 Reprsentanter til et saadant +Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor +J. Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev +forhindret i at give Mde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden +med de Norske at tilveiebringe hensigtsmssige +Forslag til en flles dansk-norsk Retskrivning, der kunde +ventes at trnge igjennem og aflse den nu herskende +Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med tilsvarende +Forbedringer i den svenske Retskrivning, vsentlig vilde +lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den +svenske Litteratur."</p> + +<p>Mdet holdtes i Stockholm 25.—30. Juli, og Resultatet +foreligger i de af de tre Folks Sekretrer udarbeidede Beretninger. +For Danmarks Vedkommende er Beretningen +forfattet af Lyngby (1870), og i Overensstemmelse dermed +udgav Sv. Grundtvig en "Dansk Retskrivningsordbog" +(Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var udkommen, +offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en +Erklring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermdet +foreslaaede ndringer, men anbefalede dem, +som de mente vilde finde "almindelig Imdekommen". Erklringen<a class="pagenum" name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a> +er trykt i Grundtvigs "Dansk Haandordbog<span title="rettelse, tilfjet">"</span> (1872) +S. VII f. Videre troede man i det ieblik ikke at turde +gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare +misforniede med denne halve Forholdsregel.</p> + +<p>Indfrelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske +mdte ingen Vanskelighed; men beklageligt er det, at man +forsmte denne Leilighed til at indfre Tegnet i Stedet +for aa, saa at vi endnu idag beholde saadanne Monstra som +"paaagte", "Paaaanding". nskeligt havde det ogsaa vret, +om man <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="have">havde</a> afskaffet Navneordenes Fremhvelse ved +store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere +nu Folkets Kjlebrn, og de fik senere en veltalende Forsvarer +i E. v. d. Recke (Store og smaa Bogstaver 1889). — Sandheden +er dog alligevel, at de ere undvendige og +upraktiske, og det er meget uheldigt, naar man efter de +nu gjldende Regler beholder dem i Navneord, men ikke +i Tillgsord, der staa som Navneord, hvor en saadan Fremhvelse, +hvis man vil anvende dette Middel, er langt mere +ndvendig. Paa den anden Side fulgte man Stockholmermdet +i Afskaffelse af Vokalfordobling og understttende e +som Tegn for Vokallngde, uden dog at optage det ndvendige, +i den svenske Retskrivning anvendte Komplement, +at fordoble Endekonsonanten, hvor Vokalen er kort. Man +indsaa nok, at i mange Tilflde er Betegnelsen af Forskjellen +ndvendig for at forebygge Misforstaaelse, men i +saadanne Tilflde, mente man, kunde Vokallngden betegnes +med en Akcent, et Ndmiddel, som Publikum dog har +fundet altfor fremmed og vret meget uvilligt til at benytte.</p> + +<p>Naar jeg trods disse og flere Betnkeligheder dog satte +mit Navn under den nvnte Erklring, var det, fordi jeg +fandt, at der var ikke Andet at gjre. Vi maatte ud af det +Ufre, hvori vi befandt os, og det kom mindre an paa, at +Retskrivningen tilfredsstillede den enkelte Forfatter, end<a class="pagenum" name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a> +paa at den blev almindelig antaget. Der var Udsigt til at +dette kunde ske med de her fremsatte Regler. D. 9. August +1871 anbefalede Kultusministeren dem for de lrde Skoler +og d. 21. Febr. 1872 for alle Landets Skoler. At Underskriverne +og mange Flere fulgte dem, saa lnge de kunde +betragtes som raadende, er en Selvflge. Men vort Haab, +at der derved skulde vre gjort Ende paa de orthografiske +Experimenter, gik ikke i Opfyldelse. Den ny Bygning var +altfor skrbelig til at kunne holde sig i Lngden og blev +efterhaanden Gjenstand for flere og flere Angreb. Kultusminister +Scavenius fandt, at her burde Regjeringen trde +ordnende til, og efter at have raadfrt sig med nogle faa +tilkaldte Forfattere og Sprogmnd, der saa vidt vides, nsten +alle fraraadede ham at foretage nogen Forandring, forordnede +han i 1888 "nye Retskrivningsregler", og Saaby +fik den Opgave at udarbeide en ny Retskrivningsordbog. +Der havde vret Grund til et saadant Skridt, hvis man +enten vilde gaa tilbage til Retskrivningen fra Trediverne, +eller omvendt havde villet tage Skridtet helt ud og gjennemfre +den Opgave, der oprindelig var bleven sat Stockholmermdet; +men de nye Regler vare ikke kvalitativt forskjellige +fra de ldre. Var der Regler, man vilde foretrkke +for de tidligere, var der andre, som det modsatte var Tilfldet +med. Det er muligt, at Ministeren fra frst af havde +paatnkt strre ndringer, men den almindelige Stemning +ndte ham til at nies med dette Compromis. De nye Regler +bleve ved ministerielt Magtbud indfrte i Skolerne, men +havde ikke Autoritet nok til at gjre sig gjldende udenfor +dem.</p> + +<p>Det gik Flere som mig, at medens vi siden 1870 samvittighedsfuldt +havde overholdt den "Grundtvigske" Retskrivning, +fordi den syntes at vre en Fllesretskrivning, +mente vi nu, efter at denne var ophvet og Ingen kunde +vide, hvor lnge den "Saabyske" (saaledes kaldet efter den<a class="pagenum" name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a> +Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="Retskrivningsningsordbogen">Retskrivningsordbogen</a>) +kunde holde sig, at vi snarere burde vende +tilbage til den, vi havde fulgt i vor Ungdom. Ministerens +Regler bleve heftigt angrebne af C. St. A. Bille +(Retskrivningssprgsmaalet 1889) og E. Jensen (Kultusministeriel +Orthografi s. A.); navnlig Billes veltalende Indlg +udvede stor Virkning paa Publikum. Professor P. Hansen +foreslog, at en mindre Kreds af danske Forfattere og Sprogmnd, +der nskede at bevare, hvad der kunde bevares af +den traditionelle Retskrivning, skulde trde sammen for at +arbeide i denne Retning. Efter dette Forslag samledes Amtmand +Bille, Prof. P. Hansen, Prof. H. Scharling, Dr. E. +Jessen, Redaktr Borchsenius og jeg til et saadant privat +Arbeide i al Stilhed. Det var efter vor Opfordring, at Dr. +E. Jessen udarbeidede sin "Dansk etymologisk Ordbog", +(1893), et Arbeide, som maaske ikke har haft synderlig +praktisk Betydning, men har beriget den danske Sprogvidenskab +med et smukt og nyttigt Vrk. Scavenius' Retskrivningsregler +have under hans Eftermand Goos (27. +Febr. 1892) modtaget enkelte ndringer. Gid de maa blive +staaende, indtil man engang kan enes om en mere konsekvent +og hensigtsmssig Retskrivning, der kan bidrage Sit +til at bygge Bro imellem Brdrerigerne!</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a></p> +<h2><a name="VIII" id="VIII">VIII.</a><br /> +KOLLEGER OG VENNER.</h2> + + +<p>Min Ansttelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse +med en Kreds af Mnd, som jeg rede og +hiagtede, og som nsten alle vare mange Aar ldre end +jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de modtog +den unge Kollega, tillod mig ikke at fle mig fremmed +iblandt dem. Samlivet med mine Medlrere ved Universitetet +er Noget af det Skjnneste, som Livet har skjnket +mig. I disse Optegnelser om mit Levned burde de indtage +den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne til at skildre, +hvad de have vret for mig. De fleste af dem ere jo ogsaa +tilstrkkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale. +Jeg kan dog ikke ngte mig den Glde at dvle ved +Erindringen om dem og i det mindste nvne Navnene paa +dem, der have staaet mig nrmest og havt mest Indflydelse +paa mit Livs Udvikling.</p> + +<p>Frst og fremmest maa jeg nvne <i>Madvig</i>, hvem jeg +skyldte min frste Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit +stadige Forbillede, der, ligesom han havde veiledet mig i +Studereaarene, nu ogsaa som Kollega skulde gjre det i +min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister (November +1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor +glemte han mig ikke, og efter to Aars Forlb blev han igjen +min Kollega. Det er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte +have flt mig trykket af Madvigs Overlegenhed. Dette er<a class="pagenum" name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a> +ikke Tilfldet. Det er aldrig faldet mig ind at sammenligne +mig med ham, men jeg har vret glad ved at staa ved hans +Side, og jeg tnkte mig, at mit Arbejde kunde betragtes +som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et +Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit +svkkede Syn havde set sig ndsaget til at tage sin Afsked +fra Universitetet. Jeg udtaler deri min oprigtige Sorg over, +at jeg havde mistet min bedste Sttte. Jeg havde aldrig +kunnet stte noget igjennem i Fakultetet, naar ikke Madvig +var med mig, og helst maatte det da vre ham, der gjorde +Forslaget; hans Autoritet biede Alle sig for. Vi havde ganske +den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nvne noget +Principsprgsmaal, hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og +heftigere end han, men jeg havde Intet imod, at hans Besindighed +lagde Baand paa min Ilterhed. Paa den anden +Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til have +formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers +nppe var bleven gjort.</p> + +<p>Da han havde udgivet sine <i><span lang="la">Emendationes Livian</span></i>, kunde +jeg ikke finde mig i, at denne epokegjrende Bog kun skulde +staa i de Lrdes Boghylder og bruges som Trappestige af +dem, der senere vilde udgive Livius. Jeg vilde, at han selv +skulde hste Lnnen derfor og selv gjre Udbyttet frugtbringende, +hvad dog Ingen kunde saaledes som han. Det +var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive +Livius, og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg +skulde hjlpe ham, Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det +var mig et saare kjrt og lrerigt Arbeide. Enkelte Gange +kunde jeg gjre et Forslag til en Rettelse, som fandt hans +Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit Forslag naturligvis +bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste Hovedvrk, +<i>den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning</i>, havde nppe +set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilflde kraftig understttet +af Siesby, havde opfordret ham dertil.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a> +Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige +Sprgsmaal, hvor Madvigs Godmodighed og hans ngstelse +for at gjre Uvenner eller anderledes Tnkende Uret syntes +mig at fre ham til en mindre rigtig Afgjrelse. Dette +var saaledes engang Tilfldet ved Bedmmelsen af en Disputats. +Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det +var et altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden +paa, men da der ikke var noget egentlig urigtigt +deri, vilde han dog nok antage den; han havde Medlidenhed +med Forfatteren, der var bleven afskediget fra sin Stilling +ved en lrd Skole og nu nskede at rehabilitere sig. Men +da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde +vret en Ndvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor +at flde en mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. +Forsget paa at finde en tredie Censor mislykkedes. Intet +af Fakultetets Medlemmer var at bevge til at vre Opmand +imellem os to. Madvig indrmmede saa, at Disputatsen +i dette Tilflde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke kunde +betragtes som antaget.</p> + +<p>Et andet Tilflde indtraf ved cand. philologi August +Lorenz. Han havde gjort en god Examen; han var ikke udmrket +begavet, men var overordentlig flittig og arbeidsom +og niagtig i sine Studier. Han sgte om et Reisestipendium +for at studere i Berlin og ved andre tyske Universiteter, og +Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt med Madvig +om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen +srlig Nytte af at besge tyske Universiteter, da disse +nppe vilde give dem Andet end, hvad de kunde finde i de +trykte Bger; jeg vilde have, de skulde reise til Italien og +Grkenland. Dog vilde jeg ikke have havt noget imod at +stemme for denne Ansgning, hvis det ikke havde vret i +Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold og +Opdragelse fuldstndig sympathiserede med det slesvigholstenske +Oprr, nskede at forlade Danmark, fandt jeg meget<a class="pagenum" name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a> +naturligt; men jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde +give ham et Stipendium; det forekom mig en Skandale, at +en dansk Student i det jeblik vilde studere i Berlin, medens +andre Danske, der vare ansatte i Tyskland, opgav +deres Stillinger dr for at vende hjem og tilbyde Fdrelandet +deres Tjeneste. Efter Madvigs nske talte jeg med +Lorenz og sagde ham, at jeg kunde ikke give ham min +Stemme til at studere i Tyskland, men jeg vilde ikke modstte +mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han lovede mig +da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og +reiste saa — til Mnchen. Han kom naturligvis aldrig tilbage +til Danmark. Han sgte Ansttelse i Tyskland, tog +Doktorgraden der og erhvervede sig en vis Anseelse ved en +flittig og omhyggelig Udgave af Plautus' Mostellaria; han +blev Gymnasiallrer i Berlin, hvor han dde. Jeg fik dog +endnu et alvorligt Mellemvrende med ham. I hans Mostellaria +havde han indfrt et Par fortrinlige Textrettelser — det +var det eneste Nye i Bogen — og han hstede naturligvis +Ros for dem. De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere +fremsatte af S. Bugge i Tidsskrift for Filologi, og de vare saa +eiendommelige, at der ikke var nogen Sandsynlighed for, at +Lorenz af sig selv skulde vre faldet paa de samme; han +burde i alt Fald have nvnt sin Kilde; thi at han kjendte +Bugges Afhandling, var hvet over al Tvivl; med andre +Ord, her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for +Bugges Skyld, ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i +en lille Artikel i Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. +under Titelen <span lang="la">Suum cuique</span>. Det er muligt, at dette Plagiat +ikke var bevidst. Lorenz kan, da han lste Bugges kritiske +Afhandling, have indfrt disse Rettelser i sin Plautustext, og +saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja endog have +troet, at det var hans egne. Sligt er hndet Andre; men +utilbrligt er det jo. At Lorenz hvnede sig ved en nedrivende +Kritik af min Udgave af Plautus, kan man nok tnke sig.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a> +Ogsaa Madvigs fortrffelige og opoffrende Hustru modtog +mig med stor Venlighed, og deres Brn bleve i Aarenes +Lb nogle af mine og min Families nrmeste Venner. Af +lignende Art var Forholdet til min anden Lrer, <i>F. C. Petersen</i>. +Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i Regentsprovstens +Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornielse at trffe +Digteren Heiberg, der var en Ftter til Fru Petersen, og +hans Hustru, hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen. +<i>H. N. Clausen</i> og hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab +med i Italien, og jeg var lykkelig ved at kunne +fortstte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst. Til Clausen +var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske Anskuelser +og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det +danske Folks Ret i Snderjylland. Med snlig rbdighed +betragtede jeg den villiestrke Mand, og jeg flte mig tiltalt +af den formsknne Ro, der var udbredt over hele hans +Fremtrden. <i>J. F. Schouw</i> blev jeg noget senere bekjendt +med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han dde allerede +i Foraaret 1852. Det var Hyen, der frte mig til ham. +Han var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfrdige +Mand gik og stttede sig paa min Arm i Botanisk Have, +flte jeg nok, at hans Liv nrmede sig sin Afslutning. +Hvilken Forskjel imellem ham og den livlige <i>Forchhammer</i>, +der engang imellem indbd mig til et Lhombreparti eller +sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag til en +Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretr han var. Jeg +holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvldende +Indtryk, som Budskabet om hans pludselige Dd gjorde paa +mig, faa Dage efter at han havde undret sig over, at jeg +kunde indhente ham, som han gik paa Kjbenhavns Gader. +Hans Sn Johannes, senere Rektor paa Herlufsholm, blev +en af mine ldste og kjreste Elever, og er mig endnu en +kjr Ven og Studieflle. En lignende Livlighed udmrkede +den gamle Lge <i>O. Bang</i>. I Anledning af min Indtrdelse<a class="pagenum" name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a> +i Konsistorium sporede han sin Yndlingsganger og sendte +mig et versificeret Brev, som jeg dog ikke skal gjentage her, +da det ikke var bestemt for Offentligheden. <i>H. C. rsted</i> +elskede og beundrede jeg ligesom Alle. En smuk og tiltalende +Skikkelse var Theologen <i>C. E. Scharling</i>, hvis Snner, +Theologen Henrik og Statskonomen William, senere +bleve mine Kolleger og nre Venner, et Baand som blev +endnu fastere, da ogsaa deres elskvrdige Hustruer sluttede +sig niere til min Hustru. Den gamle <i>N. M. Petersen</i> var en +Type paa en stille Lrd, der levede i Videnskabens Idealer +og skyede Verdens Larm. En beslgtet Natur, men mindre +sygelig, var <i>C. F. Allen</i> (f. 1811). Han blev sent ansat ved +Universitetet (1851), men han havde lnge fr den Tid hrt +til mine Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider +vidne tilstrkkeligt om hans varme Flelser for Fdrelandet, +for Menigmands Ret og for Danskhedens Ret i Snderjylland. +De ville for bestandig sikre ham en fremragende +Plads i det nationalliberale Partis Rkker, men han saa +klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute +Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. +Han traadte aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten +arbeidede han trods Brystsygens Lidelser trofast til +sin Dd (1871). Hans Efterflger, <i>Caspar Paludan-Mller</i>, +var ldre end han. Han var Rektor i Nykjbing, da han +blev kaldet til den Plads, som hans historiske Arbeider +havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det kraftigste +Skud af denne kraftige Slgt, som Danmark skylder +saa meget, men den i Familien arvelige Tunghrhed gjorde +ham det vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, +og skjndt baade jeg og andre med Glde vilde tjene ham +som Hrerr, trak han sig dog tilsidst mismodig tilbage fra +den Verden, hvori han saa gjerne vilde leve.</p> + +<p><i>Westergaard</i> var kun fem Aar ldre end jeg, og vi kunde +altsaa nok betragtes som jvnaldrende. Zend og Sanskrit<a class="pagenum" name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a> +forstod jeg mig rigtignok ikke paa, men der var Interesser +nok, som vi havde flles. Hans Hustru dde tidlig og efterlod +ham to Snner og to Dttre, af hvilke den ldste kun +var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun for Brnenes +Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjrligheden +forenet med en Nisomhed og ethisk Strenghed, som ikke +vilde vre almindelig i den nulevende Slgt. Han havde +af Naturen et kraftigt Legeme, men de anstrengende Studiereiser +i hans Ungdom havde efterladt sig alvorlige Flger, +og han blev kun 63 Aar gammel. Men selv i den sidste +Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar han kom +hjem fra den lille Kjretur, som Lgen havde foreskrevet +ham, tillod han ikke Andre at hjlpe ham op ad de besvrlige +Trapper; han vilde hjlpe sig selv. Han satte sig paa +det nederste Trin af Trappen og flyttede sig derfra op paa +det nstnederste o. s. v., saa at han kom siddende og baglnds +op til sin Bolig paa 2. Sal. Brnene have bevaret +Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Sn er +Professor i Statistik og Nationalkonomi ved Universitetet. — <i>Japetus +Steenstrup</i> (f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke +saa lidt Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet +var ganske forskjelligt. Steenstrup var livligere +og interessantere. Der var i hans aandrige og gemytlige +Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende. Han var helt optaget +af Samtalens Emne, men nervs og pirrelig imod Angreb, +og han havde ikke det Held som Westergaard at leve +i en Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med +hinanden. Med sjlden Alsidighed sgte han at omfatte store +Afsnit af Danmarks Natur- og Oldforskning, og begge disse +Videnskaber skylde ham meget. Han var en af de frste Undersgere +af den fjerne Fortids hidtil oversete Levninger, og endnu +i hans hie Alderdom var Undersgelse af Kjkkenmddinger +og Moser hans kjreste Syssel. Den nrmere Forbindelse +imellem os opstod, medens han var Sekretr og jeg Redaktr<a class="pagenum" name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a> +for Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig +og fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets +Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev +brudt, bervede ham Frligheden i en lang Rkke Aar. Han +maatte gaa med to Stokke og kjre, naar Veien var lidt +lngere, men hans Livlighed og Arbeidskraft var usvkket. +Et strre Knk fik han, da han mistede sin elskede Hustru +og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste Datter. +Hans Sn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Rkke +af Aar vret min Kollega og Ven.</p> + +<p>Mineralogen <i>Johnstrup</i> var kun 5 Aar yngre end Steenstrup. +Det var en Kollega saa elskvrdig og hyggelig som +Nogen. Efter en langvarig og smertelig Sygdom dde han +Nytaarsaften 1894. — <i>Holten</i> blev rsteds Eftermand. Der var +ingen Medbeiler, der kunde gjre ham Pladsen stridig; men +han savnede en Betingelse, som dengang var ndvendig; +han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjlpe denne +Mangel ved at underkaste sig en extraordinr Examen i +Latin, og det blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var +ngstelig for Udfrelsen af dette Hverv. Holten var 3 Aar +ldre end jeg, og det var ikke at vente, at en Mand i den +Alder efter den korte Forberedelse, han havde havt, skulde +kunne bestaa en ordentlig Prve; men bestaa maatte og +skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prven +imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en srdeles +dannet Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs +Litteratur. Han holdt af at nyde Livet og befandt +sig bedst i et muntert Lag af jvnaldrende eller yngre +Kamerater, hvor hans overraskende, stundom noget drie +Vittighed var en uudtmmelig Kilde til Morskab. — En +fuldstndig Modstning til ham var den anatomiske Professor +<i>F. Schmidt</i>, med hvem jeg som Regentsprovst kom i +nrmere Berrelse, da han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. +Han dde allerede 1880. Hans Eftermand i den nysnvnte<a class="pagenum" name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a> +Bestilling blev <i>C. M. Reisz</i>, en fortrffelig og yndet +Lge, hvis glimrende og slagfrdige Vittighed var almindelig +bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nrmere Venner. +Han dde 18. Juli 1902.</p> + +<hr class="tb_blank" /> + +<p>Ogsaa af mine nrmeste Jvnaldrende og Venner fra +Studenteraarene fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min +kjre Reiseflle og senere Husflle <i>Julius Gram</i> var bleven +ansat kort fr jeg. <i>A. F. Krieger</i> var det flere Aar i Forveien. +I de Aar, da han var Minister, saa jeg lidet eller intet til +ham, men senere glemte han mig ikke. Naar jeg kom ud til +ham i hans ensomme Hjem i Rosenvnget, blev jeg underkastet +et skarpt Forhr om Alt muligt; thi medens han selv +var uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det +fuld Besked. I de senere Aar, da hans svkkede Syn ikke +tillod ham at lse, var han jo ogsaa endnu mere henvist til +at hre. Jeg havde den Glde ogsaa at kunne yde mit Bidrag +til det Festskrift, som nogle Venner overrakte ham, da +han fyldte sit 70de Aar; det var en lille Afhandling om +Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel grsk Lovgivning." +Han dde 1893.</p> + +<p>Den gamle Lyceenser <i>Hermansen</i> fandt jeg som theologisk +Professor. Han var endnu ganske uforandret. Hans +Morgendrik var "en Slurk udaf hans Vandkande", og Ilden +i hans Kakkelovn kom sent til at brnde; men han var med +al sin Trhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som fr. Nogle +Aar senere gtede han en Kvinde, som man sagde han +havde beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade +sine gamle Forldre, saa lnge de levede. Fra det ieblik +blev hans Liv saa hyggeligt og venligt, som vi undte +ham det. Han vedblev at holde Forelsninger, selv da Alderdommen +gjorde det ndvendigt, at Pedellen maatte hjlpe +ham op paa Kathedret og Tilhrernes Tal var svundet ind +til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodes<a class="pagenum" name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a> +om at sge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele +ham dette. Da jeg havde udfrt dette lidet behagelige Hverv, +svarede han ganske sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik +saa ind og skrev Ansgningen.</p> + +<p>Min Husflle fra Borchs Kollegium, <i>J. F. Hagen</i>, blev +Professor i Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en +livlig og morsom Omgangsflle. Desvrre blev han tidlig +bortreven af en Brystsygdom (1859). En anden Borchianer, +<i>A. Steen</i>, blev Professor i Mathematik 1861, og min Studenterkamerat +<i>H. Brchner</i> blev 1857 Docent og senere Professor +i Filosofi. De ville blive omtalte nrmere i nste +Kapitel.</p> + +<p>Men jvnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme +Studium, og med hvem jeg kunde drfte Videnskabens Problemer, +havde jeg ingen af. Petersen var meget ldre. Madvig +var fuldt optaget af sin videnskabelige Virksomhed, og +strax efter af Statens Anliggender; Tregder var i Sor; +Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen. Jeg +maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn +til mine Tilhrere og Elever ndte mig til at give dem Klarhed +og Afrundethed. Det varede heller ikke lnge, inden der, +jeg tr ikke sige iblandt mine, men blandt Madvigs Disciple +uddannede sig Videnskabsmnd, der i Aarenes Lb bleve +mine Kolleger. Den ldste af disse er <i>O. Siesbye</i> (f. 1832). +Det var tidlig klart, at man maatte nske ham knyttet til +Universitetet; men Professor vilde han ikke vre. Han var +Jde og fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at +aflgge den Ed, der krvedes af kongelige Embedsmnd; +han vilde kun modtage en ministeriel Ansttelse som Docent. +Universitetet indstillede ham til at blive Doktor uden +Disputats. Som Lrer for Studenterne har han gjort overordentlig +Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem nrmere +end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold +til ham. Positiv og niagtig Kundskab var hans Lsen;<a class="pagenum" name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a> +han strbte ikke efter at vre aandrig og indlod sig ikke +paa Sprgsmaal, der forekom ham ulselige, som f. Ex. de +homeriske Digtes Forhistorie. Han var overhovedet ikke +frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det Meste +kun Bemrkninger om enkelte sproglige Fnomener i +Grsk, Latin eller Dansk, Bemrkninger, der fik Vrd ved +Iagttagelsens Finhed og Skarphed; men med den strste +Beredvillighed stillede han sin Viden og sit Arbeide til Andres +Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe Oplysning om en +eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig forgjves.</p> + +<p><i>Edv. Holm</i> studerede frst Filologi. Han tog filologisk +Embedsexamen, og hans frste Arbeider behandlede Emner +af den klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fdrelandet +paa ham med en hiere Rst, og han fandt i Danmarks +Historie, srlig i det 18de Aarh., et Omraade, som +efter hans udtmmende Studier og lige saa besindige som +retfrdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere Lys +end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nr +som han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min +bedste Ven. I alle almindelige Sprgsmaal stemmede vore +Anskuelser. I Fakultetet og i Konsistorium stod vi stadig +ved hinandens Side, og hans Stemme havde altid meget at +betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed som +Universitetslrer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var +det, fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udfrelsen +af det store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, +saa meget mere som hans Stilling som Formand +for Carlsbergfondets Direktion paalagde ham et vidtlftigt +administrativt Arbeide. Om den Dygtighed og Takt, hvormed +han rgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun vret +een Mening, og det har vret et af Lyspunkterne i mit +Liv, at jeg har vret Medlem af den Direktion, som han +ledede.</p> + +<p>Min srlige Fagkollega, <i>Gertz</i>, har ved sine kritiske Arbeider<a class="pagenum" name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a> +og Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset +Navn i Filologien, og ved sine Oversttelser af klassiske +Forfattere har han skjnket den danske Lseverden en +vrdifuld Gave. Gid de maa finde mange Lsere, saa at +de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af Originalerne, +som den nulevende Slgt mener at kunne undvre! — Ogsaa +<i>Vilhelm Thomsen</i> og <i>L. Wimmer</i> har jeg +havt den Glde at se frst som Tilhrere og senere som +Kolleger; men den klassiske Filologi blev kun et Gjennemgangstrin +for dem. Det var ved Granskningen af andre, +fjernere liggende Sprog og de nordiske Runemindesmrker, +at de skulde hste deres Laurbr. — <i>J. L. Heiberg</i> derimod +vedblev at vre en trofast Dyrker af de helleniske Muser. +Alsidig som en gte Hellener forbandt han mathematiske og +filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og +jeg har ham at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide +i de senere Aar. I det indelukkede Liv, som Alderen +paalgger mig, stter jeg dobbelt Pris paa Luftninger fra +Videnskabens fjernere Egne.</p> + +<p>I <i>Hyen</i> havde jeg, saalnge han levede, en trofast Ven +og Sttte. Havde der nogensinde vret Fare for, at jeg +skulde lukke mig inde i Filologiens Lnkammer, vilde hans +aandrige Omgang og hans glimrende Forelsninger have +kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjnheden; Kunsten vedblev +at vre min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og +i hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i +den ovenfor omtalte Levnedsbeskrivelse.</p> + +<p>Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev, <i>Julius +Lange</i>, en aandrig, ung Mand, der har udvet stor Indflydelse +ved sine talrige kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes +iblandt Danmarks ypperste Forfattere. Hans Blik var ikke +saa fint og sikkert som Mesterens, og i Bedmmelsen af +hans Samtidige savnede man undertiden Selvstndighed, +men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han var<a class="pagenum" name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a> +en flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lre +meget. Han havde ikke Hyens glade Freidighed; en tidlig +indtrdende Tunghrhed og huslige Sorger kastede en +Skygge over hans Liv. Hans Foredrag var ikke saa glimrende +som Hyens, men det var interessant og undertiden +vittigt. Hyen gav Resultatet af Undersgelserne, Lange +selve Undersgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhrerkreds, +og efter hans tidlig indtraadte Dd var det en +let Sag for hans Venner at samle de forndne Midler til at +opreise et Monument for ham. Da Hyen dde, havde man +ikke forsgt noget Saadant, dels fordi Monumenternes Tid +endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden af den +Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der +betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin hirstede +Tale havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet +et andet. Efter en Menneskealders Forlb vovede Ingen at +ngte, at han havde vret en Stormand i Aandens Verden +og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det lod sig derfor +ikke gjre at reise Lange et Monument, uden at Hyen ogsaa +fik sit. Det forndne Belb blev uden Vanskelighed +skaffet til Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til +Nationalmuseet og afslredes i December 1898. Det faldt i +min Lod at holde Mindetalen over Hyen; den kan lses i +den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899; Talen over Lange +holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a></p> +<h2><a name="IX" id="IX">IX.</a><br /> +UNIVERSITETET.</h2> + + +<p>For Aaret 1875—76 blev jeg valgt til Universitetets +Rektor.</p> + +<p>Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjr Kollega. +<i>Hans Brchner</i> var halvanden Maaned yngre end jeg; vi +bleve Studenter sammen, og jeg havde strax flt mig tiltalt +af denne skjnne og dle Personlighed; efter hans Ansttelse +ved Universitetet kom vi hinanden stedse nrmere, +og i det sidste Aar, da den trende Brystsyge allerede +viste sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han +dde 17. Decbr. 1875. Dagen fr sin Dd havde han bedt +mig at komme til sig. Han vilde ikke begraves fra nogen +Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde foregaa +fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af +Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde +sige et Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige +ham, at der nppe var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium +vilde give sit Samtykke hertil. Jeg tilfiede, at han +behvede jo ikke at begraves fra nogen Kirke; det kunde +jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag antog +han; "og", tilfiede han, "skal jeg have nogen Prst, saa +lad det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig +da. Man nskede, at han ikke skulde holde nogen Ligtale; +men han erklrede, at hvis han skulde forrette Jordpaakastelsen,<a class="pagenum" name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"></a> +<em>vilde</em> han ogsaa tale. Efter min Vens sidste Udtalelse +nskede ogsaa jeg at aflgge et Vidnesbyrd, og Pastor +Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. +Jeg meddeler dette saa omstndeligt, fordi Sagen har vret +fremstillet anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forvrigt +fortrffelige Artikel om Brchner i 1. Hefte af <i>Norden</i>, +Illustreret skandinavisk Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale ld +efter min samtidige Opskrift saaledes:</p> + +<blockquote> +<p class="center">VED BRCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.</p> + +<p>Efter de Ord, vi nu have hrt, kunde en yderligere Udtalelse synes +overfldig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det ikke blot for at +tilfredsstille en personlig Trang; men det er nrmest foranlediget ved det +sidste nske, vor bortgangne Ven udtalte til mig, at der ved hans Baare +maatte lyde et Vidnesbyrd fra den Hjskole, hvortil han havde viet sin bedste +Kraft. Lad dette Vidnesbyrd vre en Tak fra hans Medarbeidere, ldre +og yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og alvorlige Strben +i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og opoffrende Kjrlighed +til de Unge. Lad os ikke sprge, om hans Granskning har frt ham til det +Maal, <em>vi</em> have sat for vore Veje; det staar for os som et rligt og alvorligt +Arbeide i Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjves. +Det er et svrt Arbeide, den paatager sig, der prver paa at lse Tilvrelsens +frste og sidste Problemer, og det gjlder om ikke at tage det letsindigt. +Troligt har han arbeidet og grundig forfulgt den lange Vei igjennem +Tnkernes Skrifter fra den ldste Tid indtil nu. Hans dle Aand kunde ikke +standse i Materialismens Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens +Evighed har han peget hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, +som han haabede Fremtidens Filosofi vilde lgge klart for Dagen. Han +havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham. Der +var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke forngtede sig +selv i Stridens Dage. Thi visselig brndte der en Ild i hans Indre, og han +veg ikke frygtsom tilbage for Kampen, men den haardeste kmpede han i +sit eget Indre, og frst lutret og renset igjennem denne traadte han frem +for sin Modstander og for Dommernes Kreds. Den Skjnhed, som fra +Fdselen af var udbredt over hans hele Vsen, fulgte ham ogsaa her. I +hans Liv som i hans Tanke var Harmonien hans Lsen. Han vidste, han +var et Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk Indordning +deri stod for ham som en <span class="sic" title="[sic]">ubrdelig</span> Lov, som det var en hellig +Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham for den ethiske<a class="pagenum" name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"></a> +Alvor, der prgede hans Liv; den skal staa som et Mnster for os alle, +ldre og Yngre. Og naar jeg paa de ldres Vegne takker ham for hans +Samvirken, da er det netop med Blikket fstet paa de Unge, der vare hans +Livs Glde. Han fulgte ikke blot deres Studier med aarvaagent ie, men +alle deres Livsforhold vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den +unge Slgt, der har flt hans Velvillie og lrt at se op til den alvorlige +Tnker, den Slgt som har set hans utrttelige Nidkjrhed i sin Lrervirksomhed, +der har set ham under Udvelsen af sit Kald trodse Sygdom +og Svaghed og set Krfterne voxe under selve Pligtopfyldelsen, hvor man +troede han maatte segne, den vil ogsaa offre hans Minde en taknemmelig +Taare og lgge en Laurbrkrans paa hans Grav. Og denne Krans lgges +ikke alene af dem, der hylde hans Tnknings Resultater, men ogsaa af dem, +der finde Hvile i en modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, +som han har lrt dem at fre.</p> + +<p>Saa Farvel da, Du skjnne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke nsket, at +noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav. Ogsaa uden det +troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter og Dine Venners Erindring. +Du har ikke taget fejl. Et uforglemmeligt Billede af Dig bre vi i +vor Sjl, og i taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Stv: +re vre Dit Minde!</p> +</blockquote> + +<p>En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten +et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller +rettere paa Universitetet. Professor A. Steen havde ved +den sidste Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et +skarpt Angreb paa Theologien, som han ikke vilde anerkjende +som Videnskab eller som hjemmehrende ved Universitetet. +At en saadan Udtalelse paa det Sted og i den +Anledning var lidet passende, kunde der ikke vre Tvivl +om, og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt +sin Misbilligelse deraf. Nu kom Brchners Begravelse +til som den sidste Draabe, og Stormen brd ls i al sin +Styrke.</p> + +<p>Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen +Notits af. Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet +i Morgenbladet 28. Januar, srlig rettet imod en +af Universitetets ypperste Lrere, Japetus Steenstrup. Ved<a class="pagenum" name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"></a> +Siden af ham var der bleven ansat en anden zoologisk Professor, +Entomologen Schidte, der antoges at reprsentere +en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa +den empiriske Undersgelse. Prof. Schidtes Elever, der +betragtede denne Retning som den ene berettigede, angreb +Steenstrup med en Heftighed, der endog har yttret sig efter +hans Dd. Det var denne Uvillie, som Morgenbladet gjorde +sig til Organ for. Som Docent, hedder det, ender han der, +hvor Videnskaben begynder; han virker mere hemmende +end fremmende og br sttes paa Pension. Det bebreides +Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger +har hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, +resposter, Legater og Stipendier, medens den anden tilsidesttes +og undertrykkes. Dette tog jeg til Gjenmle +imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod Universitetets +Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles ugrundede, +var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger, +og hvad Steenstrups Lrervirksomhed angik, hvorom +det srlig var bleven sagt, at hans Forelsninger for de +medicinske Studenter vare saa ubrugelige, at Prof. Panum +blev ndt til at bebyrde sine fysiologiske Forelsninger med +at gjre hans Arbeide, erklrede Prof. Panum selv paa +det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfldet. Han udtalte +sin varmeste Paaskjnnelse af den Maade, hvorpaa +Steenstrup udfrte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede +som mnstervrdig.</p> + +<p>Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fdselsdag +skrev jeg et <em>Indbydelsesskrift</em> om Grkernes og Romernes +Huse. Min Tale handlede om "den klassiske Dannelses +historiske Betydning". Den er trykt i det af Rolfsen udgivne +norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom".</p> + +<p>Den 15. Juli feirede <i>Madvig</i> sit 50 Aars Doktorjubilum. +Jeg fik det fornielige Hverv at overrkke ham det Festskrift, +hvorved hans Disciple nskede at vise deres Lrer<a class="pagenum" name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"></a> +deres Taknemmelighed for, hvad de skyldte ham (<span lang="la">Opuscula +ad Madvigium a discipulis missa</span>). Det var det frste Exempel +af denne Art her i Landet.</p> + +<p>Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afslredes +Tyge Brahes Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. +Hans Christian rsteds i det efter ham opkaldte Haveanlg. +Den 10. September blev den gjenopfrte <i>Viborg Domkirke</i> +hitidelig indviet, og denne herlige Bygning, som Tidens +delggelser og daarlige Istandsttelser havde skmmet +og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en +Ndvendighed, viste sig i sin gte Skikkelse. Det var den +frste fuldstndige Kirkerestauration her i Landet, og den +fik stor Betydning for alle de flgende Arbeider af denne +Art, hvoraf vi med Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide +for vort lille Land, og det havde vret vanskeligt +nok at faa de forndne Pengemidler samlede. Hyen, der +var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde ogsaa +havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de +brstholdne gamle Mure og paastod, at naar man tog dem +helt ned for at reise dem paany af et varigere Stof, var det +ikke mere den virkelige Viborg Kirke, som om det var det +dde Stof og ikke den levende Form, det kom an paa. Jeg +skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie +og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane +udgivne Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse.</p> + +<p>Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beret +mig, var ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhrende +Landsbykirker, for saa vidt angik Anvendelsen af de 1200 +Kr., der pleiede at bevilges hvert Aar til disse Kirkers +Forskjnnelse, et Hverv der var mig overordentlig kjrt. +Den interessanteste og skjnneste af dem var <i>Ledie</i>. Den +tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde ogsaa +havt srlig Forkjrlighed for den og ladet Choret smagfuldt +dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertid<a class="pagenum" name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"></a> +lidt af Fugtighed og trngte til at fornyes. Jeg tog derud i +den Anledning. Jeg gldede mig overordentlig over den +nydelige lille Kirke med sine Granitsiler og fantastiske +Kapitler, men jeg undrede mig ogsaa over dens Lidenhed +og over, at Choret var et Stykke hiere end den vrige +Kirke. Gaaden blev imidlertid snart lst; thi da jeg kom +ovenpaa, saa jeg under Taget en hi Kridtstensmur imellem +Kirken og Choret med en stor Bueaabning ind til dette. +Jeg blev i hi Grad forbavset ved at se disse Rester af en +ldre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget om. Det +var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager +med et flles Chor og en Aabning i Midten, af samme +Slags som Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra +Herholdts Tegninger og Hyens fortrffelige Beskrivelse. +Disse to ere de eneste Kirker af denne Art, der findes i +Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det var Slotskapeller. +Den verste Etage, der stod i Forbindelse med Slottets +Vrelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, +den underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne +nedrevne, men Kirkerne ere for det meste omhyggelig +restaurerede. I Sommeren 1878 foretog jeg en Reise for +at se de vigtigste af disse, og efter min Hjemkomst skrev +jeg den Afhandling om Ledie Kirke, som er optaget i det +filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af Universitetets +Jubilum 1879. Ogsaa Ledie Kirke var oprindelig et Slotskapel, +men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv +Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, +hist og her har bevaret middelalderlige Mursten.</p> + +<p>Det var mit inderlige nske, at ogsaa Ledie Kirke maatte +gjengives sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke +lnge, inden Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' +Forslag bevilgede Pengene dertil, og Professor Storch udfrte +Arbeidet med sin sdvanlige Sagkundskab og Smag. +At Ministeriet lod det udfre af den Architekt, det havde<a class="pagenum" name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"></a> +valgt, var i sin Orden, men det havde dog vret rimeligt +nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven +holdt helt udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium +overdraget at srge for dets Kirkers Forskjnnelse. +Konsistorium havde ikke nogen Lyst til selvbuden at +blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode Hnder; +men da det nsten var frdigt, kunde jeg dog ikke lngere +styre min Lyst til at se, hvorledes det var udfrt. +Jeg var henrykt over Synet og gldede mig over at se, +hvor smukt og naturligt Aabningen i Midten satte Underkirken +i Forbindelse med Overkirken; men da Slottet var +borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken end en +ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til +een Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af +de Kirkesgende. Professor Storch havde ment, at dette +heller ikke havde vret Meningen og ikke behvedes; men +jeg gjorde ham opmrksom paa, at Overkirken slet ikke +kunde undvres, da Kirken, der i sig selv var meget lille, +ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser. +Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmrksom +derpaa, men havde Intet imod at opfre en bred +Opgangstrappe i Taarnet, naar han kunde faa de forndne +Midler dertil. Kultusminister Scavenius, hvem jeg forestillede +Sagen, skaffede Pengene, og nu har baade Sognet +faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af middelalderlig +Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev +Kirken indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning +holdtes i Prstegaarden, bragte jeg Professor Storch +en vel fortjent Tak.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Aaret 1879 var et Hitidsaar for Universitetet; det var +400 Aar, siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en stor<a class="pagenum" name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"></a> +Fest, saaledes som man havde gjort i Upsala for to Aar +siden og i Leyden 4 Aar tidligere. Paa begge disse Steder +havde man indbudt alle Europas Universiteter til at deltage +i Festglden, og det syntes naturligt, at man maatte gjre +ligesaa i Kjbenhavn. Men her mdte en alvorlig Vanskelighed. +Det langt overveiende Antal af Gjster, der kunde +antages at ville give Mde, vilde blive Tyskere, og vort +Forhold til Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. +Dog vilde man neppe derfor have sat sig ud over den almindelige +Skik, hvis ikke et nyt Moment var kommet til. +Det var ganske kort efter, at Preussen havde sagt sig ls +fra det i Pragerfredens 5 givne Lfte, at tilbagegive Nordslesvig, +naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde +Tyskland var det Samme som at sige, at vi brd os ikke +om Nordslesvig. Sorgen og Harmen over Traktatbruddet +gjorde det umuligt. Men at indbyde de vrige europiske +Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig heller +ikke gjre; det vilde blive betragtet som en ligefrem Udfordring. +Man bestemte sig da til at indskrnke Indbydelserne +til de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en +sjlden skjn og for alle Deltagere uforglemmelig Fest.</p> + +<p>Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede +og ordne Festen. Dertil hrte bl. a. Bestillingen af Medaillen +hos Medailleur Conradsen. Den har paa Forsiden Christian +I.s og Christian IX.s Portrter, paa Bagsiden Athene, +der kommer hen til Danmark og rkker hende Haanden, +tilligemed Indskriften: <span lang="la">Quattuor exegit, sperat nova scula +vivax</span>. Desvrre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed +bleve mig overdragne, ikke altid lses uden Anstd og +Sammenstd med gode Venner, men den derved fremkaldte +Misstemning forsvandt hurtig, hvor det var klart, at Ansvaret +ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om Festdagene +4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilum br vre. +Jeg vil ikke dvle ved de selskabelige Sammenkomster,<a class="pagenum" name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"></a> +Universitetets og Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., +der, saa fornielige de vare, dog havde en mere ephemer +Betydning; men jeg vil mindes Aabningshitideligheden i +Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns herlige Kantate +blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de lyknskende +Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig +fra Talerstolen — saaledes som han er fremstillet i C. +Blochs Portrt paa Frederiksborg — takkede hver Enkelt +i smukke og trffende Svar. Man kunde ikke tnke sig +nogen mere vrdig Reprsentant for Universitetet, og han +er med Rette bleven kaldt Festens egentlige Brer.</p> + +<p>Men Tiden nrmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. +Han var nu 75 Aar gammel, og hans svkkede +Syn gjorde det vanskeligt for ham at holde Forelsningerne +saaledes, som han nskede. Nu havde han ogsaa vret Professor +i 50 Aar og sgte derfor sin Afsked. Paa hans Jubilumsdag, +den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lyknskninger +fra alle de Institutioner, han havde staaet i +Forbindelse med; men desuden var ogsaa en Kreds af +Mnd, der havde staaet ham nr i hans politiske Virksomhed +eller som Kolleger, traadt sammen for at indsamle en +Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der kunde +bre hans Navn. Den indsamlede Sum belb sig til 20,000 +Kr. Men et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets +Stifter, Brygger J. C. Jacobsen, havde nsket, at dertil ogsaa +skulde knyttes en i denne Anledning slaaet Guldmedaille, +dog uden at det maatte vides, at den skyldtes et srligt +Bidrag fra ham. Jeg havde den Glde at blive taget paa +Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udfrte Medailleur +Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs +Portrt, paa den anden i en Laurbrkrans flgende +Indskrift: <span lang="la">Patri lumen, ingenii acumine, animi sinceritate +et vigore, pietate, iustitia nemini cedens</span>. Jeg fik det refulde +Hverv som Komiteens Ordfrer at overrkke Legatet<a class="pagenum" name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"></a> +og Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed holdt, findes +trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879.</p> + +<p>Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke +ved en lignende Hdersbevisning for Madvig. D. 27. +Dcbr. 1883 havde han vret Medlem af Videnskabernes +Selskab i 50 Aar, og Selskabet besluttede i den Anledning +at stifte en Medaille, der kunde uddeles hvert 5. Aar som +Belnning for "et Skrift af en dansk Forfatter, hvori denne +paa en udmrket Maade har behandlet Emner af de sproglige +eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg +overdrog Julius Lange og mig at forestaa Udfrelsen +af Medaillen. Vi enedes om at overdrage Billedhugger +Schultz Udfrelsen. Den ene Side har et Athenehoved med +Indskriften <span lang="gr" class="sic" title="tou d' eklue Pallas Athn; Πάλλας er forkert og burde have vret Παλλὰς; den faktiske inskription har formentlig vret ΤΟΥ Δ'ΕΚΛΥΕ ΠΑΛΛΑΣ ΑΘΗΝΗ">τοῦ δ' ἔκλυε Πάλλας Ἀθήνη</span>, den anden Videnskaben, +der slynger en Laurbrkrans ind i Madvigs Navn, +hvorunder Indskriften: <span lang="la" class="sic" title="Teksten er gengivet her som trykt i bogen. Den faktiske medalje havde fejlagtigt: ... sed studio vigili quos fert lucis amor.">Ad caelum scandunt non torvorum +arma gigantum, sed quos fert vigili lucis amor studio</span>. Det +frste Exemplar af Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af +Professor Steen som Selskabets Ordfrer. Tre Aar efter dde +Madvig. Han fik ingen Indflydelse paa Medaillens senere +Bortgivelse, der har vist sig at vre forbunden med ikke +liden Vanskelighed. Efter det frste Femaars Forlb blev +den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh. +Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>For Aaret 1885—86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets +Rektor. Universitetet var da noget ganske andet +end 50 Aar tidligere, da dets Bygning indviedes. Dengang +var Studenternes Tal nppe 150 om Aaret, nu var det omtrent +400. Samtidig var Docenternes Antal nsten fordoblet, +og Universitetets Forelsninger besgtes ikke blot af Studenter,<a class="pagenum" name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"></a> +men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig +Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade +Mnd og Kvinder, undertiden i meget strre Antal end +Studenterne. En uundgaaelig Flge heraf var Mangel paa +Plads, isr da man oven i Kjbet forlangte, at Universitetet +skulde afgive Lokale til Prliminrexamen, Lrerindeexamen +og andre Universitetet uvedkommende Prver. Da +den nu staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, +mente man at have faaet et rummeligt og hensigtsmssigt +Lokale for lange Tider; nu viste det sig, at det var mindre +end tarveligt, og en Udvidelse var ikke mulig, da den gamle +Universitetsgrund var fuldt ud optaget af Universitetsbibliotheket +og det zoologiske Museum. Der viste sig imidlertid +en Mulighed for at faa Nden afhjulpen. Den polytechniske +Lreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard +i St. Pederstrde, som Lreanstalten hidtil +havde benyttet, blev altsaa ledig. Kunde Universitetet faa +Raadighed over denne og faa den ombygget, vilde i alt Fald +den vrste Trang vre afhjulpet. Konsistoriums Indstilling +desangaaende blev bifaldet af Ministeren, og Rigsdagen bevilgede +Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en +ldre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved +Opfrelsen af en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var +dog en meget vrdifuld Udvidelse af Universitetet, navnlig +ved de to store Auditorier, hvoraf det ene ved sin Strrelse +og det andet ved sine Lysforhold langt overgik Hovedbygningens.</p> + +<hr class="tb_blank" /> + +<p>Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fdselsdag +skrev jeg et Indbydelsesskrift om det gamle <i>Tiryns</i>, +som Schliemanns og Drpfelds epokegjrende Udgravninger +nylig havde draget frem for Dagens Lys. Min Tale handlede +om Historieskrivningen og den historiske Digtekunst. +Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"></a> +Den 3. August og flgende Dage hitideligholdt Universitetet +i <i>Heidelberg</i> sit <i>500 Aars Jubilum</i> og indbd alle +andre Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi +vare i Beraad med os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; +vi havde ikke stor Lyst dertil, og vi havde jo ikke +indbudt Tyskerne til vort Jubilum 7 Aar tidligere. Men +da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig reprsentere, +mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Mde, og +sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I +de Dage Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos +Professor Osthof, og under hele Festen var der Intet, der +kunde stde en Dansk. Storhertugen selv prsiderede som +Universitetets Rektor, ikke magnificus, men magnificentissimus. +Han gav Cour i det gamle Slot, indbd Gjsterne til +en Soire i Carlsruhe og frte selv Forsdet ved Studentersoldet +i Turnhallen, hvor hans Nrvrelse maaske nok +lagde en lille Dmper paa Ungdommens Lystighed, men +dog ikke hindrede, at der blev "revet adskillige Salamandere". +Hovedfesten holdtes i Helligaandskirken, hvor den +filosofiske Professor Kuno Fischer holdt Festtalen, der varede +i over tre Timer. Mange af Tilhrerne fandt, at dette +var lovlig lnge, og nskede at forlade Kirken, men Drene +vare lukkede, og man fortller, at Betjentene svarede dem, +der bad om at komme ud: "<span lang="de">Wenn wir jetzt aufmachen, dann +rennen Alle weg, und Fischer ist noch lange nicht fertig.</span>" +Jeg selv var Vidne til, at en af hans Kolleger gjorde ham +opmrksom paa, at hans Tale havde vret temmelig lang, +og han saa svarede: "<span lang="de">Man kann doch fnf Jahrhunderte +nicht krzer abmachen.</span>" Fornieligere var det historiske +Optog den flgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert +i sit Kostume passerede igjennem Heidelbergs Gader, samt +Festens straalende Slutning, Illuminationen af Neckarfloden +og Slotsruinen. Af personlige Oplevelser har jeg intet Nvnevrdigt +at omtale. Ved Universitetets Festmiddag gjorde<a class="pagenum" name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"></a> +jeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor, Professor +Frster, nu Professor i Breslau, med den elskvrdige +Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkmper for den klassiske +Undervisning, som senere har besgt mig i Kjbenhavn, +og med Ribbeck, der gav mig Komplimenter for min +Udgave af Theophrasts Charakterer. Jeg besgte Fru Kuno +Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min tidlige Ungdom. +Smuk var hun endnu, skjndt det sorte Haar var blevet +hvidt. I Carlsruhe mdtes jeg, som tidligere omtalt, med +to gamle Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich +Bruun.</p> + +<p>Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige +Selskab i Konstantinopel sit 25 Aars Jubilum. Ogsaa hertil +havde Kjbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi +saa os ikke i Stand til at modtage den; vi indskrnkede +os til at sende en Lyknskningsskrivelse.</p> + +<p>Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik +og Brug skulde gjre Rede for Aarets Begivenheder, var +der et usdvanlig stort Antal Forandringer i Lrerpersonalet +at omtale. To Professorer, som jeg havde staaet i +nrmere Forbindelse med, vare entledigede fra 31. August, +Gislason og Holten. Islnderen Gislason var en grundig +Lrd, der levede stille imellem sine Bger og helst undgik +at trde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen +ved Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage +dette i hans Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus +fra Rotterdam, som er trykt i Historisk Aarbog 1879. +Holten har jeg omtalt ovenfor. Han havde i 37 Aar vret +en fornielig Kollega og var ikke mindre yndet af de Studerende; +det var en Selvflge, at hans Afgang maatte feires +med et lystigt Gilde.</p> + +<p>Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske +Professor <i>Adolph Steens</i> Dd den 10. Sept. 1886. +Ogsaa jeg mistede i ham en trofast Ven. I det akademiske<a class="pagenum" name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"></a> +Lrermde, der blev holdt Dagen efter hans Begravelse, +omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om den +Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken +let at lre under hans Veiledning, og jeg mindede om den +rlige og energiske Villie, der havde sat ham i Stand til +at spille saa stor en Rolle i det praktiske Liv. "Konsistorium", +sagde jeg, "vil savne dette forretningsdygtige Medlem, +der ofte i tvivlsomme Tilflde fandt en Afgjrelse, +som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med modsatte +Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, +der ikke kunde rokkes."</p> + +<p>Et langt strre Tab led jeg dog i Slutningen af samme +Aar. <i>Madvig</i> dde den 12. December efter et kort Sygeleie. +Endnu Dagen fr hans Dd sad jeg ved hans Seng og talte +med ham, som jeg pleiede, men ganske vist med den Tanke, +at lnge fik jeg ikke Lov at beholde ham. Den nste Morgen +dde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel +af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings +Sted. Det har jeg fastholdt saa levende, som det var mig +muligt, og ogsaa det har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. +1887 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag om +Madvigs videnskabelige Betydning; det er, noget videre udfrt, +trykt i Selskabets Oversigter. Saalnge Madvig levede, +havde jeg stadig opfordret ham til ikke blot at udgive sine +enkelte Iagttagelser eller antyde Hovedtankerne, som saa +Andre kunde udfre, men selv at fuldende de videnskabelige +Bygninger, der foresvvede hans Tanke. Det lykkedes +ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. +Et Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, +hans Metrik. Den almindelige Del havde han udgivet; den +specielle flte han ingen Lyst til at udfre. Dette fandt jeg +burde gjres, og da jeg ganske delte hans Anskuelser, haabede +jeg at kunne gjre det i hans Aand. Men jeg kunde +ikke indskrnke mig til blot at tilfie det Manglende; ogsaa<a class="pagenum" name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"></a> +i den almindelige Del var der Adskilligt, jeg nskede tilfiet +eller nrmere udfrt. Min "<i>Grsk og romersk Metrik</i>" +(1893) er mit eget Arbeide, og jeg kan ikke gjre min +Lrer ansvarlig derfor; der er maaske meget, som han +vilde have gjort anderledes.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"></a></p> +<h2><a name="X" id="X">X.</a><br /> +ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.</h2> + + +<p>Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Lb +forskjellige under dette henhrende administrative Hverv, +navnlig Legat-Eforier. Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen +af <i>Elers' Kollegium</i> efter H. N. Clausen, en Stilling, jeg +beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar efter blev Regentsprovst, +kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og kunde lettere +vre ved Haanden, naar Eforens Nrvrelse krvedes, +hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne +indbyrdes eller i Anledning af deres Forhold til +Portneren. Denne sidste blev dengang lnnet ved, at enhver +af Beboerne maanedlig betalte et vist Belb; men da +disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet, eller +for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt halvaarsvis, +erholdt Portneren sin Ln meget uregelmssig, ja undertiden +ufuldstndig. Det burde naturligvis vre Kollegiets +Sag at lnne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre +de 15 Alumner, der hvert Halvaar fik et Stipendium +af 30 Kr., gav Afkald derpaa. Skjndt dette i Virkeligheden +ikke var noget Offer, da de dog ellers betalte Portneren +det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det lykkedes +frst at faa deres Samtykke, da de fik Lfte om Oprettelsen +af en Lsestue, som de lnge havde nsket, men +hvortil der ogsaa krvedes Tilskud fra Kollegiet. Dettes<a class="pagenum" name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"></a> +konomiske Tilstand var, som allerede antydet, ikke heldig, +og det var ikke ganske let at faa udfrt de ndvendige aarlige +Reparationer. Frst da Kollegiet skulde feire sit 200 +Aars Jubilum (1891), lykkedes det at faa et tilbrligt Tilskud +af Staten, saa at Bygningen kunde vise sig i en vrdig +Skikkelse, og Stifterens Minde holdes i re. D. 30. Novb. +holdtes der i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa +mange af de ldre Alumner havde indfundet sig. En af +disse, cand. polit. G. E. Wad, hdrede Dagen ved Udgivelse +af et lille Mindeskrift om Stifteren, og en af Kollegiets Beboere, +davrende Kateket R. R. Vestergaard, forfattede med +Ministeriets Understttelse en lsevrdig Fremstilling af +Kollegiets Historie.</p> + +<p>Det var mig en kjr Opgave at skulle srge for, at Alumnerne +fik det saa hyggeligt som muligt i den minderige +Gaard; men med Undtagelse af Inspektor, som jeg stadig +havde Forhandlinger med, var det sjldent, at jeg kom i +nrmere Forbindelse med nogen af dem, skjndt der er +Mange, som jeg stadig mindes med Glde. Ikke faa have +allerede et anset Navn i Videnskaben eller i Kirken. Jeg +skal ingen Navne nvne; det vilde blive enten for mange +eller for faa; kun een maa jeg srlig omtale, fordi jeg kom +i et nrmere Forhold til ham end til nogen af de Andre, +<i>Holger Pedersen</i>.</p> + +<p>Hans Fader, der var Skolelrer i det sydlige Jylland, dde, +da Snnen var 10 Aar gammel. Gode Venner raadede Moderen +til at stte den begavede Dreng i Ribe Skole, og den +brave, strbsomme Kvinde skyede intet Offer for at holde +ham der. ngstelig og forlegen var han, og han gik som en +Eneboer mellem sine Kamerater; men paa Skolen fik han +aldrig nogen anden Charakter end ug. Ogsaa Afgangsexamen +bestod han med lutter ug; og det var godt, thi havde han +ikke havt dette Stempel paa sig, vilde Ingen have opdaget +ham i det Musehul, hvori han af lutter Forlegenhed gjemte<a class="pagenum" name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"></a> +sig. Jeg lrte ham at kjende paa mine Forelsninger og +var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og ved +at faa ham til at komme i mit Hus. Han tog Skoleembedsexamen +med Egregie, men til Skolemand var han ikke skabt. +Han var kaldet til Videnskabsmand. Han stillede sig fra frst +af den Opgave, som han stadig fastholdt, at undersge Sprogenes +Historie og Sammenhng. Ved Siden af de Fag, hans +Examen havde krvet, Grsk, Latin og Dansk, studerede +han Sanskrit, Gotisk, Slavisk og Litavisk, og da han fik Leilighed +til at reise udenlands, udvidede han Kredsen endnu +mere. Ved en sjlden Sparsommelighed og Nisomhed fik +han Stipendierne til at holde ud i 4 Aar, saa at han ikke blot +kunde besge tyske Universiteter og studere Armenisk i +Venedig, men ogsaa studere Albanesisk i Epiros og Keltisk +paa erne ved Irlands Vestkyst. Hans Skrifter, der ikke +alene dreiede sig om Sprogene, men ogsaa om Almuens +Eventyr og Sange, nd almindelig Anerkjendelse, og 33 Aar +gammel (l. April 1900) blev han ansat ved Universitetet som +extraordinr Docent i sammenlignende Sprogvidenskab med +det srlige Hverv at holde Forelsninger over de Slaviske +Sprog, hvori Universitetet efter Professor Verners Dd savnede +en Lrer. Et Par Maaneder tidligere havde jeg den +Glde at vre Forlover ved hans Bryllup, og snart saa jeg +ham ikke blot som en lrd Gransker, men ogsaa som en +lykkelig Familiefader. En refuld Kaldelse til Universitetet +i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit Fdreland +skylder man Alt, hvad man kan udrette."</p> + +<p>D. 1. November 1876 blev jeg <i>Regentsprovst</i>. Embedet +havde staaet ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann +blev Minister, og i den Tid vret bestyret af Regentsens +Viceinspektr E. Jnsson under Stipendiebestyrelsens Tilsyn. +Jnsson var en stille og godmodig Mand, der i den Tid +jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjlper og +Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en<a class="pagenum" name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"></a> +Mellemmand imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid +ikke var optagen af anden Embedsgjerning, og som derfor +kunde frdes ganske anderledes imellem Studenterne og +gjre nrmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham +ofte iblandt dem paa Bnken under Linden, og hans private +Bolig stod aaben for Enhver, der nskede hans Raad eller +Selskab. Isr var dette naturligvis Tilfldet med hans Landsmnd, +Islnderne. Disse, der dengang ofte udgjorde en +Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere, havde ikke ganske +let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes talte de +deres eget Sprog, som de Andre meget sjlden forstod, og +mange af dem sgte hellere Samkvem med Islndere udenfor +Regentsen end med deres Medalumner. At fre tilbrligt +Tilsyn med dem vilde have vret mig umuligt uden +Viceprovstens Hjlp.</p> + +<p>Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem +for 100 ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, +der senere skulle stte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, +der tidt omtales af ldre Mnd som de skjnneste, de have +levet, de rigeste paa aandelig Udvikling og paa Glde i +Samlivet med Andre. Det var ikke uden Bekymring, at jeg +overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en saadan +Stiftelse. Jeg havde ikke noget srligt Talent til at omgaas +unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede +Ungdommen. Dette haabede jeg skulde vre nok, og +jeg tog nppe ganske feil; thi efter Alt, hvad jeg kan +skjnne, holdt Regentsianerne af mig. Ikke Faa have henvendt +sig til mig, naar de trngte til Raad og Veiledning, +og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjlpe dem over +pekunire Vanskeligheder eller endnu vrre Forlegenheder, +som de vare komne i. Men der er en anden Fare, som vel er +sjlden, men dog oftere end man troer, truer den Unge, der +rives bort fra sit Hjem og staar ene i Verden, henvist til anstrengende +Studier, som han ikke altid har let ved at magte,<a class="pagenum" name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"></a> +og grublende over Gaader, som intet Menneske kan lse. +Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane, +som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, fle de svagere +Sjle sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen +er nr. Da gjlder det at gribe ind i rette Tid, om den Syge +skal kunne frelses. Hvis det en enkelt Gang skulde vre +lykkedes mig, takker jeg Gud, at han ikke har ladet mig +arbeide forgjves. Men det er saare sjlden, at man faar +Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De rette +Lger ere jo ogsaa de jvnaldrende Kamerater. Det er derfor +med stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. +Det er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, +at det br anbefales, at To bo sammen, men det er ogsaa +det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke taale et Eneboerliv; +han trnger til Selskab, til Fortrolighed, hvis hans Sjl +skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflgge +Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet +den Ven, som han boede sammen med i den rde Gaard, +og hvem han meddelte sine Tanker og sine Glder og +Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En faaet en +Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet +hves ved den nste Omflytning, og nrmer Embedsexamen +sig, saa at det gjlder om at have uforstyrret +Lsero, saa gives der Enevrelser nok til at tilfredsstille +dette Behov hos de ldre. Men i de frste Aar af Regentstiden +er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen, og +det vilde vre hist beklageligt, hvis man nogensinde skulde +opgive dette System.</p> + +<p>Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske +Ynglinge, som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, +dog fik Tid til at more sig ved Samlivet med Kameraterne +og ikke lukkede sig for det Liv, der bevgede sig +udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme derved, +bleve enten oversete eller affrdigede med en Advarsel;<a class="pagenum" name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"></a> +meget sjlden indtraf der alvorligere Tilflde, som kunde +medfre Bervelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet +og Publikum holdes udenfor. Regentsens re krvede, at +Sligt ikke blev omtalt, og der var i den Henseende et nskeligt +Sammenhold imellem Alumnerne indbyrdes; Angiveri +taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke undgaaes, at hvad +der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt udenfor +denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse allevegne, +og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget +Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf +i Aaret 1881. En medicinsk Student X havde faaet genavnet +Tyrken, og nogle af hans Kamerater havde moret +sig med at forre ham et tyrkisk Flag. Da saa Efterretningen +kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde +den unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, +han maatte juble over Arvefjendens Mord og stak sit +Flag ud af Vinduet; hans Vindue vendte ind til Gaarden. +Det varede ikke mange Minutter, inden en anden Regentsianer, +der var bleven opmrksom derpaa, styrtede op og +rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene +havde faaet Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste +Form, som om Regentsen var en Rede af Nihilister: +"en Regentsianer havde stukket den rde Fane ud og det +lige over for Regentsprovstens Vinduer." Selvflgelig undgik +Studentens Raahed ikke tilbrlig Paatale og Straf. Imidlertid +var det nr kommet til at gaa ud over en Anden, +som var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie +var kommen paa Tale i et Selskab, yttrede En, som +nskede at ende Samtalen med en Spg: "Aa, det var jo +ikke andet end F., der stak sit rde Ansigt ud af Vinduet." +Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt Kongen, som +om F. havde vret den Skyldige, og Hans Majestt blev +meget forarget over, at en Sn af en af hans mest betroede +Embedsmnd kunde opfre sig saaledes.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"></a> +I de Dage da Politikens Blger gik hit her i Landet, +vare naturligvis ogsaa Regentsianerne strkt optagne af de +politiske Sprgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige +Demonstrationer tillodes ikke, men den private Diskussion +kunde jo Ingen hindre, og selv almindelige Diskussionsmder +paa Lsesalen fandt jeg ingen Anledning til at forbyde, +naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens) Personlighed +var nogen Sikkerhed for, at den ndvendige Orden +vilde blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse +til Afholdelse af et saadant Mde; da fremkom den, der +skulde indlede Mdet, med en yderligere Begjring om, at +det maatte tillades hans gode Ven, Folkethingsmand Jens +Busk at komme til Stede for at forklare, hvad Venstres +Program egentlig gik ud paa; det var jo dog af Vigtighed, at +man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen i Veiret +om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig +ikke srlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg +ogsaa sige B. Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg +maatte jo indrmme, at det var hensigtsmssigt, at de vidste +Besked med de Sprgsmaal, de pleiede at drfte indbyrdes. +Men, tilfiede jeg, kommer Jens Busk, saa kommer jeg ogsaa; +Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene. Aftenen +kom. J. B. holdt et lngere Foredrag for at udvikle sit Partis +Standpunkt. Han blev imdegaaet af en forhenvrende +og to davrende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. +Den tre Timer lange Forhandling havde en fuldstndig +rolig og lidenskabsls Charakter, og jeg tror ikke, at den +radikale Jyde vandt en eneste Tilhnger iblandt Regentsianerne +udover dem, han havde i Forveien. Han selv var +glad over, at "han havde vret oppe at prke for Studenterne" +og omtalte det den flgende Dag i Folkethingssalen. +Et Par Dage senere indeholdt Hirebladet Svendborg Avis +en heftig Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet +paa Regentsen. Foranlediget derved paalagde Kultusminister<a class="pagenum" name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"></a> +Scavenius Konsistorium at afske mig en Erklring om +denne Sag, srlig om "med hvad Ret jeg havde tilladt Afholdelse +af politiske Mder paa Regentsen." Jeg svarede, at +denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke +mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en +almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles +Tanker, naar jeg ved min egen Nrvrelse srgede for, at +Alt forlb smmeligt og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, +at Ministeren havde "givet mig en Nse" for dette +Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik intet Svar fra Ministeren; +men efter hans Foranledning vedtog Stipendiebestyrelsen +den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes Fremmede +at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger, det vre +sig som Foredragsholdere eller som Gjster, uden Stipendiebestyrelsens +Tilladelse. Denne Indskrnkning i min tidligere +Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa nsker, som +jeg ikke sympathiserede med, var mig i Virkeligheden +kjrkommen. Fra samtlige Regentsianere modtog jeg en +Adresse, hvori de "takkede mig for min humane og liberale +Optrden overfor Sprgsmaalet om Tilladelse af Foredrags- og +Diskussionsfrihed paa Regentsen."</p> + +<p>Jeg har omtalt disse Tilflde, fordi de igjennem Pressen +bleve bekjendte for Publikum og anfrtes som Vidnesbyrd +om en beklagelig radikal Stemning hos Regentsianerne. En +saadan Slutning er man ikke berettiget til at uddrage af +dem. At der iblandt 100 unge Mennesker, udgaaede fra de +forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den yderliggaaende +Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; +men der blev gjort, hvad der kunde gjres, for at denne +Stemning ikke skulde forstyrre det rolige Studieliv eller +yttre sig paa nogen for Stiftelsen kompromitterende Maade. +At vre fast Medarbeider ved et politisk Blad betragtede +jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som uforeneligt med<a class="pagenum" name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"></a> +Nydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at skaffe de +Studerende Tid og Ro til deres Studier.</p> + +<p>Det var ogsaa meget mere litterre og sthetiske end +politiske Sprgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes +daglige Samtaler. Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, +naar der skulde vlges en ny Klokker, hrte +man ofte det Forlangende, at den Valgte burde srge for, at +der blev holdt Foredrag over saadanne almenvidenskabelige +Emner; men det vedblev at vre et <span lang="la">pium desiderium</span>. Ingen +tilbd sig; Examensstudiet syntes ikke at levne dem Tid til +andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv et +Forsg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag +over Fremstillingen af Christus i ldre christelig Kunst. +Valget var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons +"Christusbilledet" (1880), men min Behandling af +Emnet var rigtignok meget forskjellig fra hans<a name="FNanker_9" id="FNanker_9" href="#Fodnote_9" class="fnanchor">[9]</a>. Regentsianerne +mdte fuldtallige og hrte Foredraget med stor Interesse, +men for det store Flertal var det dog en altfor +fremmed Verden, det frte dem ind i.</p> + +<p>Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium +og til politisk Farve, saa maatte det vre til Gilder +og Sold. I Samlivet med Kameraterne glemtes Studiernes +Tvang, og Aandens Krfter rrte sig frit. Gilderne vare et +fremtrdende Trk i Regentsens Fysiognomi. Man kjender +det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var +dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid +en Ploug eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre +begavede Aanders Forsg findes det, som Muserne ikke +vilde skamme sig ved. Regentsens Hovedfest var Rusgildet, +som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned til Modtagelse +af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen Munterhed +og Aandrighed vret dem tilstrkkelig Underholdning;<a class="pagenum" name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"></a> +men nu begyndte man at nske en mere nrende +Fde, og det blev Skik at indbyde en eller anden Forfatter, +Skuespiller eller Sanger, helst en forhenvrende Regentsianer, +som man kunde formaa til at tage Del i Festen. Det +forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens +Glanspunkt, og den Glde, de voldte Studenterne, gjorde, +at ogsaa de befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme +var Tilfldet med mig; thi jeg var altid til Stede ved +disse Fester. Provstens Nrvrelse gjorde det lettere for +Klokkeren at overholde den ndvendige Orden, hvilket undertiden +kunde vre svrt nok, da der ikke sparedes paa +Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv +gribe ind; men da var Ndvendigheden saa indlysende, at +saa godt som Alle billigede det, og Regentsianerne vedbleve +at vre lige saa forniede med mig, som jeg var +med dem.</p> + +<p>Naar Vinteren var skreden lngere frem og allerede +nrmede sig sin Slutning, fremkom der nsker om en ny +og endnu strre Fest; man vilde holde Bal. Dristigt var det +vel nok og i Manges ine lidet passende at byde unge Damer, +som man satte Pris paa, til Gjst i den gamle Kaserne +og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar +Provsten og hans Hustru vilde vre Vrt og Vrtinde, og +man ikke stillede for store Fordringer til Udstyr og Bevrtning. +Lsestuen afgav en udmrket Dansesal, Musikstuen +et, rigtignok knebent, Samlingsvrelse; Bibliotheksvrelset +kunde tjene som Buffet, og et strre Alumnusvrelse som +Garderobe. Monteringen manglede, men man fik det Forndne +til Laans fra strre Magaziner og fra gode Venner. +Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde +leve af deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. +Det var derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, +der deltog i Ballet; man maatte vre glad, naar der +meldte sig 30, det Tal, der blev fastsat som Betingelse for,<a class="pagenum" name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"></a> +at Ballet kunde holdes. Dertil kom den Forstyrrelse, det foraarsagede +i alle Forhold, og den betydelige Tidsanvendelse, +som alle de, der havde med Anordningen at gjre, maatte +offre. Det var derfor ikke uden Betnkelighed, at Overbestyrelsen +tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et +saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke +og fornielige Fester blev det. Der var ingen straalende +Dametoiletter og ingen skummende Champagne, men der +var en ungdommelig Livlighed og en umiddelbar Glde, der +ikke altid findes paa elegante Privatballer. Studenterne var +elskvrdige og ridderlige Vrter, og de unge, for en stor +Del ganske unge Damer morede sig fortrffelig.</p> + +<p>I de lumre Sommeraftener samledes af og til strre eller +mindre Kredse under Linden i Gaarden, og de rde Mure +gjenld af Sang og Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens +Fdselsdag med et saakaldet Lindegilde. I 1885, da det var +100 Aar, siden Tret blev plantet, blev Lindegildet en stor +Jubilumsfest, hvorved ogsaa mange ldre Regentsianere +fra hele Landet gav Mde. Uagtet Festen var bleven udsat +til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende +Regnbyger ndte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men +til det paaflgende Sold kunde den talrige Kreds samles i +den festlig oplyste Gaard omkring den flagsmykkede Lind +og tilbringe Aftenen i munter Stemning under Afsyngelsen +af gamle og nye Sange med tilhrende Taler<a name="FNanker_10" id="FNanker_10" href="#Fodnote_10" class="fnanchor">[10]</a>. Iver Iversen +havde forfattet en Kantate, og Niels Mller oplste en versificeret +"Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud. theol. +C. Bjerre, havde vret srlig virksom. Han havde blandt +Andet skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade +vre at meddele, da det er et af de allersmukkeste Minder, +jeg har medbragt fra Regentsen<a name="FNanker_11" id="FNanker_11" href="#Fodnote_11" class="fnanchor">[11]</a>.</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<p class="i4"><a class="pagenum" name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"></a> +(Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.).</p> +<span class="i0">At kommandere en enig Hr,<br /></span> +<span class="i0">Som strax paa Vinket staar paa Pinde,<br /></span> +<span class="i0">Dertil kan bruges omtrent enhver;<br /></span> +<span class="i0">Men hvis du derimod vil finde<br /></span> +<span class="i0">En Mand, der Styr kan holde paa en Hr,<br /></span> +<span class="i0">Som saadan rigtig dygtig oplagt er<br /></span> +<span class="i6">Til Klammeri<br /></span> +<span class="i6">Og Mytteri, —<br /></span> +<span class="i0">Da sg en "Kommandr" som vores.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Man siger os, vi har ej faa<br /></span> +<span class="i0">Af disse slemme, slemme Synder,<br /></span> +<span class="i0">Men vil man deri se Tegnet paa<br /></span> +<span class="i0">At Verdens Undergang begynder,<br /></span> +<span class="i0">Jeg siger bare: kom da selv herind<br /></span> +<span class="i0">Og se vor Enighed om Gaard og Lind —<br /></span> +<span class="i6">Og dette til:<br /></span> +<span class="i6">Sprg, om De vil,<br /></span> +<span class="i0">Hvad Mening vi vel har om Provsten.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Det bliver t kun, det Svar, De faar<br /></span> +<span class="i0">Fra hver isr i hele Banden;<br /></span> +<span class="i0">Thi han har Krlighed til vor Gaard<br /></span> +<span class="i0">Som sikkert ikke nogen Anden.<br /></span> +<span class="i0">Og det er ikke bare Hjernespind,<br /></span> +<span class="i0">Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind<br /></span> +<span class="i6">I fordums Tid<br /></span> +<span class="i6">Plantet af Hviid, —<br /></span> +<span class="i0">Var dette blevet gjort af Ussing.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Thi — er det Sorg, er det Munterhed,<br /></span> +<span class="i0">Der fylder disse rde Rnner,<br /></span> +<span class="i0">Med Raad og Daad altid godt han ved<br /></span> +<span class="i0">At hjlpe sine Plejesnner.<br /></span> +<span class="i0">Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind<br /></span> +<span class="i0">I kr Erindring leve i vort Sind, —<br /></span> +<span class="i6">Medens vi nu<br /></span> +<span class="i6">Med Tak i Hu<br /></span> +<span class="i0">Vil raabe: lnge leve Provsten.<br /></span> +</div></div> + +<p><a class="pagenum" name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"></a> +Iblandt de indbudne Gjster befandt sig selvflgelig baade +Ploug og Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to +Mnd var hist forskjelligt. Hostrup var deres erklrede +Yndling; ham hyldede de ved enhver Leilighed, og da han +denne Aften havde holdt en Tale for Regentsen, var Jubelen +almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske tilbage; man +mrkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok, at +om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest +Hirstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk +Renegat — thi med dette fuldstndig uberettigede Navn +pleiede jo Venstrepressen at stemple sin fornemste Modstander — og +at man lukkede iet for, at det var ham, der +var Skaberen af Regentspoesien og den Form for Regentslivet, +man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han +Selskabet, og han fik ikke den Glde at vre Vidne til, at +dog en Del af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad +er Regentsen?"</p> + +<p>Hostrup dde 21. Nov. 1892 og blev jordfstet paa Frederiksberg +Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. +Ikke lnge efter yttredes det som et almindeligt nske +iblandt Alumnerne at faa en Buste af ham opstillet paa Regentsen. +ldre og yngre Regentsianere traadte sammen for +at indsamle det forndne Belb, og 2. Nov. 1894 blev en +Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret +af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Lsestuen +og afslret i Nrvrelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen +m. Fl. samt den nrmeste Familie. Det havde +vret Meningen, at Ploug skulde holde Talen ved denne +Leilighed, men Dden bortrev ham faa Dage i Forveien (27. +Oktbr.). Det blev da Hostrups ldste endnu levende Ven, +Biskop Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa +een Gang hjrtelig og vrdig Tale lod han Slret falde og +overgav Monumentet til Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten +takkede og fik Leilighed til ogsaa for sit Vedkommende<a class="pagenum" name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"></a> +at vise, hvor dyrebart Mindet om hans Barndomsven +var ham<a name="FNanker_12" id="FNanker_12" href="#Fodnote_12" class="fnanchor">[12]</a>. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og +Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende +med ham; men Hostrup frte Hyrdestaven og Ploug +Svrdet; hans hele Liv var Kamp for Folkets Frihed og +nationale Selvstndighed. Ogsaa Ploug var min Ven, dog +ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens +Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv +havde havt det samme Indhold som hans. Vi havde stridt +og lidt sammen, altid kmpende under det samme Banner; +det bar jo det skjnne Navn "Fdrelandet".</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa +Regentsen. En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. +Tre Maaneder efter, da min Hustru og jeg feirede +vort Slvbryllup, oplivede Regentsianerne denne Fest ved +et af de extemporerede "Fakkeltog", som dengang undertiden +brugtes. I deres daglige Dragt, ifrte Slaaprokker og +gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden +og gik syngende rundt omkring Tret. Da flte min +Hustru og jeg, at vi vare hjemme her, og denne Flelse af, +at Regentsen var vort Hjem og Alumnerne hrte til vor +Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de 100 Studenter +var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi +gjerne over til os, isr om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, +der saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at +bringe os dem alle nrmere. Det var derfor ikke med let +Hjerte, at vi efter 19 Aars Forlb forlod Regentsen; men<a class="pagenum" name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"></a> +Tiden gaar sin Gang og stiller sine Fordringer uden at +sprge om Forlov.</p> + +<p>Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg +fyldte det Maal, man kalder Stvets Aar, havde jeg fra +"danske Filologer" modtaget en smuk Mindegave, en +Bronceafstbning af Dionysosstatuen fra Pompeii tilligemed +en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af Carl Thomsen. +Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere bragte +mig; de udtalte nsket om, at jeg endnu lnge maatte bevare +min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde +jeg takke Gud for, at dette nske var bleven opfyldt. Jeg +mrkede endnu ingen Aftagen hverken af Krfterne eller +af Lysten til at arbeide, og saavel Tilhrere som Kolleger +forsikkrede mig, at de heller ikke sporede nogen saadan. Men +Videnskaben staar ikke stille. Med den tiltagende Alder blev +det mig vanskeligere at flge dens Udvikling, isr da den +sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig havde +kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at +det fra frst af var blevet mig paalagt at docere ikke blot +Filologi, men ogsaa Archologi, og dette Fag, der et halvt +Hundredaar tidligere endnu var i sin Barndom, havde i de +sidste Aartier baade ved Stoffets enorme Forgelse og ved +Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at det nppe +syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det +maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa +skulde vre Lrer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa +forsmt Archologien, da den filologiske Undervisning ved +Universitetet maatte vre Hovedsagen. Nu forekom det mig +uforsvarligt at fortstte dette lngere, da der fandtes en +yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og anerkjendte Lrerdygtighed +gjorde ham selvskreven til at aflse mig som filologisk +Professor. Jeg sgte altsaa min Afsked fra Universitetet. +Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L. +Heiberg, nskede jeg selv indtil videre at beholde Archologien,<a class="pagenum" name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"></a> +og jeg skrev i min Ansgning, at jeg gjerne vilde +vedblive som Privat-Docent at holde Forelsninger og velser +i dette Fag, indtil der kunde blive oprettet en srskilt +Lrestol for det.</p> + +<p>Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at vre +Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor. +Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads +der, og det syntes rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde +have de forndne Krfter til at varetage de dermed forbundne +Forretninger. Men man fandt det tvivlsomt, om dette +lod sig forene med de gjldende Lovbestemmelser, og det +juridiske Fakultet erklrede, at Regentsprovsten derefter +skulde vre en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete +Jurister udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse +og opfordrede mig til at henstille Sprgsmaalet til Ministeriets +Afgjrelse; men dette afviste jeg bestemt; jeg vilde +ikke udstte mig for, at der blev gjort den mindste Rift i det +venskabelige Forhold til mine Kolleger, som havde vret +mit Livs Lykke. Jeg sgte altsaa min Afsked som Professor +fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet +ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt +nrmede sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge +Studenter, Regentsianere og Filologer" til at samles med +dem ved et Festmaaltid i Studenterforeningen. Universitetslrerne +sluttede sig til dem tilligemed adskillige gamle +Venner udenfor Universitetet. Det var en talrig Kreds, der +bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af min +Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet +og fra Udlandet forskjnnede Festen. Konsistorium +sendte mig en Adresse, som jeg ikke kan ngte mig den +Glde at meddele her, skjnt Beskedenheden vel egentlig +burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang +sat sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedslb.</p> + +<blockquote> +<p class="address italic"><a class="pagenum" name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"></a> +Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing.</p> + +<p>I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratrder det sidste Hverv, som +De har bekldt i vort Universitets Tjeneste, fler Universitetet en Trang til +at bringe Dem en hjertelig Tak for Deres lange og nidkre Virksomhed. +Ikke blot som Lrer og Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i +Universitetets Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, +til hvem De var stillet i saa nrt et Forhold, har De i en sjlden Grad +usvkket og utrttet virket med den fulde Hengivelse af al Deres Kraft, og +vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en Embedsbroder, der forenede +Arbejdsevne og Arbejdslyst med en elskvrdig Personlighed. Vi vide, at om +De end ikke lngere ved ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De +dog altid fle Dem i nrmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glde +og Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og Krfter +til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og nske, at De endnu +lnge maa kunne frdes iblandt os i aandelig og legemlig Styrke.</p> + +<p>Kjbenhavn i Marts 1896.</p> + +<ul class="inline"> +<li>H. G. Zeuthen.<br /></li> +<li>H. Scharling.</li> <li>P. Madsen.</li> <li>Will. Scharling.</li> <li>H. Matzen.</li> <li>Deuntzer.</li> +<li>Saxtorph.</li> <li>C. Reisz.</li> <li>Christian Bohr.</li> <li>A. F. Mehren.</li> <li>E. Holm.</li> +<li>V. Fausbll.</li> <li>Wimmer.</li> <li>Joh. Steenstrup.</li> <li>Julius Thomsen.</li> <li>Thiele.</li> +</ul> +</blockquote> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"></a></p> +<h2><a name="XI" id="XI"></a><a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="X">XI</a>.<br /> +SKANDINAVISME.</h2> + + +<p>Mit Liv i Studenterdagene havde vret indskrnket +til Studerekammeret og til Omgang med den Kreds +af aandsbeslgtede Venner, jeg havde sluttet mig til. Naar +jeg besgte Studenterforeningen eller Akademikum, var det +nrmest for at flge med Litteraturen, men ellers havde jeg +holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken +vret med ved Studentermderne i Anledning af Christian +VIII.s Thronbestigelse, eller ved det paaflgende Forsg paa +at stifte et "Studentersamfund". Anderledes var det, da der +i 1843 blev Tale om at foretage et almindeligt Studentertog +til Upsala; der var jeg med af mit ganske Hjerte. Pintsedagene +1843 blev jo ogsaa for alle Deltagerne et uforglemmeligt +Minde, og for Mange af dem, som Ploug udtalte det, +et afgjrende Moment i deres Liv. Det var, som Upsalensernes +Ordfrer udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig +fr havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel +og Glde, men paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige +Forstter om at arbeide for Opfyldelsen af det Maal, der +straalede i det Fjerne. Dette frste skandinaviske Studentermde +er saa ofte omtalt og beskrevet, srlig i den af den +danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget +til Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde +mig videre ved det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortlle<a class="pagenum" name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"></a> +Noget derom end mange Andre, da mine svage Krfter, +isr efter en heftig Ssyge i Begyndelsen af Turen, +undertiden gjorde det vanskeligt for mig at udholde de Anstrngelser, +der ere forbundne med en saadan Fest. Et og +Andet staar dog endnu, efter nsten 60 Aars Forlb, tydeligt +for mig, saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Hie +og den Hyldest, vi bragte Professor Geijer.</p> + +<p>Allerede fr min Afreise fra Kjbenhavn havde jeg besluttet, +naar Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm +for at gjre Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, +der nu, da jeg havde begyndt at studere Archologi, havde +dobbelt Betydning for mig. I Danmark havde vi dengang saa +godt som ingen antike Marmorstatuer, medens Stockholm fra +Dronning Christinas Tid dog besad adskillige, navnlig den +ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var ophngt +i et snvert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet +deraf end et Par prgtige Billeder af Jan Steen. Den +aarlige Udstilling af de nulevende Kunstneres Billeder interesserede +mig heller ikke synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse +af den til "Fdrelandet"; det var mit frste famlende +Forsg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen havde givet +mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i +Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger +Quarnstrm og med den fortrffelige Portrtmaler, +Oberstlieutenant Sdermark, og jeg erhvervede mig en +"Farbror" i den gamle Major Gers; det var en hyggelig +Fortsttelse af Studenterfesten.</p> + +<p>Men jeg havde ogsaa et andet Besg at gjre i Stockholm. +Den danske Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var +en Sn af min Faders gamle Velynder W. J. A. Moltke, og +han kaldte sig min Gudfader, skjndt det i Virkeligheden +ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders Moder. +Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg +havde dog vret mere velkommen, hvis jeg var kommen<a class="pagenum" name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"></a> +alene, end nu, da jeg kom i dette store Selskab, som Regjeringerne +betragtede som en Hob Oprrere, og som man +havde instrueret ham til at have et vaagent ie med. Det +var en kjlig Luftning; men den udvede naturligvis ingen +Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning, +jeg modtog ved min Ankomst til Kjbenhavn, at +der var anlagt Sag imod Ploug paa Grund af hans Tale i +Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned samledes Deltagerne +i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog efter Bestyrelsens +Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med +det Formaal "at fremme det sociale og litterre Samkvem +imellem de skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der +fraraadede dette Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre +varmt end de Andres for den skandinaviske Tanke, men +fordi man vidste, at en Del af Fdrelandets mest ansete +Mnd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med +det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes +Autoritet vilde faa en langt strre Betydning, og jeg frygtede +for, at Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lgge +Hindringer i Veien for det Strre og Vigtigere. Studenterne +mente nu imidlertid, at det var deres Sag at tage Initiativet. +Men — det skandinaviske Samfund blev forbudt af Cancelliet, +og Studenternes Appel til Kongen var naturligvis +uden Virkning. Der var ungtelig hverken i det udtalte +Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke +var fuldt ud loyalt, men man beraabte sig paa "de vrige +foreliggende Omstndigheder", med andre Ord: det kunde +ikke tillades Studenterne og deres Frere at stifte et saadant +Selskab. Men da i Begyndelsen af September en Kreds +af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i Kjbenhavn +udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk Selskab" +med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, +vovede Regjeringen ikke at ngte sin Autorisation. Det +skandinaviske Selskab, hvis frste Bestyrelse var Professorerne<a class="pagenum" name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"></a> +H. N. Clausen, S. A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand +H. P. Hansen og D. G. Monrad, opnaaede strax et betydeligt +Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de nrmest +flgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals +Tjeneste<a name="FNanker_13" id="FNanker_13" href="#Fodnote_13" class="fnanchor">[13]</a>.</p> + +<p>Det nste skandinaviske Studentermde blev holdt i +Kjbenhavn 1845. Jeg var dengang i Rom og mrkede kun +lidet til den Begeistringens Rus, der betog Kjbenhavn. Jeg +var ikke Vidne til, at Lehmann i Ridehuset tog det Lfte +af de Tilstedevrende, at de vilde staa Last og Brast sammen +i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt +Sag an imod ham for denne Tale, men Hiesteret frikjendte +ham. Talens Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter +Krigen med Tyskland udbrd, meldte et stort Antal Nordmnd +og Svenske sig som Frivillige til den danske Hr +og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for Danmarks +Velfrdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer +og hans Mgling ikke saa kraftig, som man +havde haabet, Danmark glemte dog aldrig Fostbrdrene fra +Broderrigerne, der beseglede deres Lfte med Dden.</p> + +<p>Da Krigen var endt, indbd Nordmndene til et nyt +Studentermde, som blev holdt i Christiania 1851. Det var +for saa vidt forskjelligt fra Upsalamdet, som her ikke var +Spor af nogen nervs Spnding, men kun rolig Glde over +Samlivet med Frnderne. Nordens Konger viste sig jo ogsaa +nu i hi Grad imdekommende. Upsalenserne vare desvrre +ved den samtidig indtrffende Magisterpromotion +forhindrede fra at give Mde, men desto livligere var Deltagelsen +fra Kjbenhavn. Mange ldre Studenter og Kunstnere +havde sluttet sig til Studenterne, Gamle Grundtvig og +Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne, Skuespiller +Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams, Buntzen,<a class="pagenum" name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"></a> +Hauch, Hyen, Kayser, Schiern og jeg. Nsten Alt, hvad +Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Mde ved +dette Stvne og bredte Poesiens Gyldenskjr over Festen.</p> + +<p>I det 4. Studentermde i Upsala 1856 kunde jeg ikke +tage Del, men da de nordiske Studenter nste Gang samledes +i Kjbenhavn 1862, havde jeg den Glde som Vrt +at kunne modtage Frnderne, hos hvem jeg fr havde vret +Gjst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at +staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik +fr Stormen; men under Festens Glde bd Gjstfriheden +os at lukke inene for det truende Uveir; vi anede jo heller +ikke, at det var saa nr eller saa forfrdeligt. To Aar +efter hine Festdage laa Danmark slagen og lemlstet, og +Gldens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for det. +Skuffelsen over, at Brdrerigerne ikke havde kunnet hjlpe +os, fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare +Studentermder; men Ulykken kan ikke berve dem deres +historiske Betydning. Hvem kan ngte, at de vakte den +skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske vist ikke kunde +"Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk +til i Fllesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet +dem? Tanken skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne +skulde have Tid til at gro. Studentermderne ophrte +derfor heller ikke. Der holdtes endnu saadanne i Christiania +1869 og i Upsala 1875, men de havde tildels en anden +Charakter. Vkkelse var ikke lngere fornden; nu gjaldt +det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold +ved Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte +Formaal; det gjaldt om at gjre Skandinavismen praktisk. +Men dette kunde bedre naaes igjennem engere Mder af +Fagmnd, der dyrkede det samme Studium eller arbeidede +for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne Mder +ogsaa stadig blevne talrigere, Mder af Jurister og Statskonomer, +af Naturforskere og Lger, af Filologer og Skolemnd,<a class="pagenum" name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"></a> +Lrere og Lrerinder, Theologer og christelige Studenter +o. s. v.</p> + +<p>I Filologmderne var jeg selvflgelig en ivrig Deltager, +for saa vidt som det var mig muligt at indfinde mig der. +Det frste nordiske Filologmde holdtes i Kjbenhavn 1876, +det 2. i Christiania 1881, det 3. i Stockholm 1886, det 4. i +Kjbenhavn 1892, det 5. i Christiania 1898, det 6. i Upsala +1902. I det frste af disse indledte jeg en Diskussion om +Udtalen af Latin og Grsk med srligt Hensyn til Brugen +ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt +jeg et Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, +og i det 4. et Foredrag om Theaterbygningen hos +Grkerne, som de nyeste Undersgelser havde kastet et +saa uventet Lys over. Det var en stor Overraskelse for de +Fleste, thi Drpfelds Bog om Theatret var endnu ikke udkommet. +Over de to frste Filologmder kastede Madvigs +Nrvrelse en eiendommelig Glans; men om dem alle +maa det siges, at de vare baade indholdsrige og i hi Grad +fornielige.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt +Samfrdselen imellem Lunds og Kjbenhavns Universiteter. +Saasnart der var Fred og god Forstaaelse imellem Naborigerne, +kunde det ikke vre andet, end at de to saa nr +ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i nrmere +Berrelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig +besgte hinanden. Fra det ieblik, da det bermte +Mde imellem Oehlenschlger og Tegnr fandt Sted, bleve +disse Besg hyppigere og hyppigere, indtil de affdte de +ovenfor omtalte store Studentertog. I 1851 var jeg Gjst +i Lund i Anledning af Indvielsen af den akademiske<a class="pagenum" name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"></a> +Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da +Tegnrs Statue blev afslret. Begge Gange havde jeg den +Glde at bo hos den latinske Professor Ek, en grundig og +smagfuld Lrd, hvis Vsen var den personificerede rlighed. +Han havde en elskvrdig Hustru og 7 nydelige Dtre, +der endnu alle vare i Barnealderen. Han dde i en ung +Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i endnu +nrmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer, +<i>G. Ljunggren</i> og <i>C. Cavallin</i>. Den Frste var Professor +i sthetik, en fint dannet og interessant Mand, hvis +Smag og Veltalenhed igjennem hans Skrifter ere Eftertiden +bekjendte. I vore Velmagtsdage besgte vi hinanden af og +til; nu er ingen af os i Stand til at foretage Reisen. <i>Cavallin</i> +var Professor i Grsk, grundig Filolog og smagfuld +Overstter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun +levede for sin Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og +hans Helbred var svagt. Efter Konkurrencen i Christiania +1887, hvor jeg havde stor Glde af at arbeide sammen +med ham, aftog Krfterne stadig. Jeg mindes, at jeg spadserede +med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans +Bolig. Min yngre Ven stttede sig til min Arm, ligesom +nsten 40 Aar tidligere min gamle Ven, Professor J. F. +Schouw havde gjort i Botanisk Have. Han dde den 10. +Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i den Anledning, vare +hans Landsmnd kjrkomne. Lad dem staa her som et +Minde om min Ven.</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Der var saa tyst, der var saa stille<br /></span> +<span class="i0">I Stuen, hvor den Lrde sad<br /></span> +<span class="i0">Og tolkede med sindrigt Snille<br /></span> +<span class="i0">Hvad Oldtids store Aander kvad.<br /></span> +<span class="i0">Med Hlvten af sit Hjerte-Blod<br /></span> +<span class="i0">Fra Hades maned han dem frem.<br /></span> +<span class="i0">Og Blomster af hellenisk Rod<br /></span> +<span class="i0">I Norden fik et andet Hjem.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<div><a class="pagenum" name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"></a></div> +<span class="i0">I Sprogets underfulde Gaade<br /></span> +<span class="i0">Fordybed sig hans Forskeraand;<br /></span> +<span class="i0">Den skjulte Tankes fine Traade,<br /></span> +<span class="i0">Udredtes af hans Mesterhaand.<br /></span> +<span class="i0">Saa gjennem Oldtids dunkle Rester<br /></span> +<span class="i0">Den Unge fandt en banet Sti<br /></span> +<span class="i0">Og takked tidt den gamle Mester<br /></span> +<span class="i0">For Skattene, han fandt deri.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Nu er der dobbelt tyst og stille<br /></span> +<span class="i0">I Stuen, hvor den Lrde skrev,<br /></span> +<span class="i0">Thi ved hans Baare Taarer trille<br /></span> +<span class="i0">Og Mindet kun tilbage blev.<br /></span> +<span class="i0">Men trres Taaren, standser Sukket,<br /></span> +<span class="i0">Paa Mindets Sten den Skrift skal staa:<br /></span> +<span class="i0">En del Sjl har jet lukket,<br /></span> +<span class="i0">En Arbeidsmand trofast som faa.<br /></span> + +<p class="smaller">14. Okt. 90. <span class="fake-float-right italic">L. U.</span></p> +</div></div> + + +<p>I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjbenhavns Universitetslrere +pleiet i strre Samling skiftevis at aflgge hinanden +Besg. Iblandt dem, der gjre Fordring paa at have +undfanget Ideen til disse Fllesmder og sat dem i Vrk, +tr ogsaa jeg regne mig. Det var efter min indtrngende +Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og dermed +var dens Udfrelse sikkret. Det frste Mde blev holdt i +Kjbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum +af 2 eller 3 Aar fulgte efter hinanden i regelmssig +Skiften. Det var fornielige Festdage, hvis Betydning igjennem +de dr stiftede og udvidede Bekjendtskaber ikke br +agtes ringe. Saalnge mit Helbred tillod det, var jeg en +ivrig Deltager deri; fra de sidste Mder har jeg maattet +holde mig tilbage.</p> + +<p>I September 1887 blev jeg indbuden til <i>Christiania</i> for +at vre Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat +i Latinsk Filologi. Striden stod imellem Nordmanden +Stenersen, der i lngere Tid havde virket som medhjlpende<a class="pagenum" name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"></a> +Lrer ved Universitetet, og Danskeren A. B. Drachmann. +Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, +Monrad, Bugge og Schjtt, Professor Cavallin i Lund og +mig. <i>Monrad</i> var, som den ldste, Komiteens Formand. +Han var ikke filologisk Fagmand, men han var en ivrig +Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske Arbeider, +hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men +i sin Fritid dyrkede han Musiken — han behandlede Violinen +med Virtuositet — og skrev latinske eller norske +Epigrammer. Baade han og <i>Sophus Bugge</i>, hvem jeg kjendte +fra hans Ophold i Kjbenhavn, og med hvem jeg havde +Plautus-Studiet flles, hrte til mine kjreste Venner, og +det Samme var Tilfldet med Cavallin. Vort Mde var derfor +srdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige +om. Alle tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningsstning, +at begge Ansgere kunde ansees for skikkede til at +beklde Posten; men dermed ophrte Enigheden. De to +Medlemmer, Monrad og Schjtt foretrak Stenersen, de tre, +Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man maatte +derefter antage, at den Sidste vilde blive udnvnt til Professor; +men de ledende Mnd i Norge vare af en anden +Mening. Da Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde +det tnkt sig, at der vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, +som man helst nskede valgt, men han blev ved +Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev efterfulgt af en +ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og man +kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen +af det Skridt, man havde gjort, og acquiescere +ved den fldede Dom. Efter lngere Tids Betnkning blev +Stenersen udnvnt til Professor. Det var uden Tvivl formelt +berettiget, naar den norske Regjering mente, at Dommerkomiteen +kun havde vret raadgivende, men den almindelige +Mening tillagde Dommen en strre Betydning. +En Del danske Videnskabsmnd udstedte derfor en Protesterklring,<a class="pagenum" name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"></a> +et Skridt jeg for mit Vedkommende ikke +kunde billige, og som jeg vilde have fraraadet, hvis jeg +havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid fravrende +paa en lngere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet +det, frst fordi jeg ikke fandt det helt retfrdigt, +dernst fordi jeg som ivrig Skandinav maatte vre bange +for, at man efter et saadant Skridt i Fremtiden vilde vre +mindre tilbielig til ved Besttelser af Universitetspladser +i et af de nordiske Riger at sge Raad og Bistand hos Fagfller +i de andre, en Frygt som heldigvis ikke har stadfstet +sig. I den nyeste Tid har nsket om niere Forbindelse +imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske +Mder, hvor udvalgte Professorer og Studenter komme sammen +for at drfte, hvad der kan fremme Samlivet mellem +Nordens Universiteter, srlig ved at de Studerende faa +fuldstndig Frihed til at studere, ved hvilket Universitet de +ville; og at Lrerposterne besttes uden alt Hensyn til, +hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhre. Jeg hilser +dette Skridt med Glde, og haaber, at man ikke vil +trttes, fr man har naaet et Resultat.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"></a></p> +<h2><a name="XII" id="XII">XII.</a><br /> +POLITIK.</h2> + + +<p>I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. +Jeg havde tnkt, at Andre vare mere kaldede dertil, +skjndt jeg ikke vilde holde mig tilbage, naar jeg fik nogen +Opfordring.</p> + +<p>Efter Afslutningen af den frste slesvigske Krig gjaldt +det om at ordne Snderjyllands Administration og Forfatningsforhold. +Havde Danmark vret en Storstat, vilde Alverden +have paaskjnnet den Retfrdighed, hvormed man +gik frem, men Oprrspartiet var det store Tysklands Kjlebarn, +og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra dansk +Side — hvad der jo nok kunde hnde, — blev det udraabt +som en forfrdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske +Regjerings Opgave var meget vanskelig for ikke at sige +ulselig, siden man ikke havde villet gaa ind paa den eneste +mulige definitive Lsning, Slesvigs Deling. Nu skulde hele +Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke gaa ind +paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredmmet +over Snderjylland, hvilket det danske Folk selvflgelig +ikke kunde tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at +den Frihed og Uafhngighed, der var tilsikkret det ved +Grundloven, blev indskrnket til Fordel for en Helstat. +Helstaten var saaledes en Umulighed, og Helstatsministeriet +(Bluhme—rsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54) maatte<a class="pagenum" name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"></a> +efter 3 Aars haablse Anstrengelser vige Pladsen. Under +de flgende Forhandlinger med Tyskland blev Spndingen +bestandig strre; det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. +Da besluttede <i>Hall</i>, der havde vret Minister siden +Febr. 1860, sig til det absolut ndvendige Skridt, at udsondre +det tyske Forbundsland Holsten fra sin Forbindelse +med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige Kundgjrelse +om Hertugdmmet Holstens Forfatningsforhold. +Den blev hilset med Glde af det danske Folk, der altid +havde forlangt dette, blandt andet i den store Adresse 1861. +Nu var endelig Situationen klar. Tyskland protesterede og +truede med Exekution; men Loddet var kastet, Skridtet +maatte gjres fuldtud, og en flles Grundlov for Kongeriget +og Snderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13. +November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel +endnu vret muligt at opnaa en Lsning af Knuden, hvis +ikke Kong Frederik VII var dd to Dage efter. Hermed +var Signalet givet til at slaa ls, og Bismarck tvede ikke +med at styrte sig over det Bytte, han stadig havde luret +paa.</p> + +<p>Budskabet om Frederik VII.s Dd var et Tordenslag for +Danmark. Man kjendte saa godt som Intet til den nye Konge +og hans Anskuelser, og man var ikke rolig for, hvilken +Vei han vilde slaa ind paa. Han underskrev vel den af +Rigsraadet vedtagne Fllesforfatning, men han gjorde det +ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrkkelig Tillid +til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede +Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at +finde nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophvelsen +af Fllesforfatningen, hvilket man havde krvet, og de +Mnd, med hvem Kongen raadfrte sig, raadede ham til at +beholde Hall. Saa meldte <i>Monrad</i> sig. Jeg glemmer aldrig +min Fortvivlelse, da jeg Nytaarsaften lste i den Berl. +Tidende, at Monrad var bleven Minister; saa anede jeg<a class="pagenum" name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"></a> +Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han vilde styre, og +jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til Rors, +vilde Danmark have bevaret det halve Snderjylland; Monrad +havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, +at der tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen +i et bedre Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og +en af Frerne fra 1848; man havde frygtet noget Vrre.</p> + +<p>Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen +skulde han modtages; men efter et Par hderlige +Forpostfgtninger blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hren +led meget ved det besvrlige Tilbagetog i Vinterkulden, +og vilde have lidt mere endnu, hvis ikke Max Mller havde +standset Forflgerne ved Sankelmark. Sorgen var almindelig; +men strre endnu var maaske Harmen over, at man +uden Svrdslag havde opgivet Danmarks gamle Grndsevold. +Nu veed Enhver, at det var ndvendigt; dengang var +der Faa, der troede det. Ogsaa jeg delte den almindelige +Mening, og hvor kunde det vre andet? Ingen havde oplyst +os om, at Befstningen kun var halv frdig, og selv +efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets +Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog +ellers var Ordets Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene +om Uoverensstemmelse imellem ham og Kongen og +Generalerne. Da lagdes Spiren til den Misstemning imellem +Hren og Folket, som danner en saa paafaldende Forskjel +imellem den frste og den anden slesvigske Krig. Officererne +gjorde uden Vgring deres Pligt, men ikke altid med +Lyst. De havde ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede +over, at Folket gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder +af dem. Et afgjort Misgreb var det, at man af Eftergivenhed +imod Folkestemningen afskedigede Overgeneralen. +Den villiestrke Mand, som havde haft Mod til at opgive +Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage +sig Ansvaret for at rmme Dybbl, da det forlangtes<a class="pagenum" name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"></a> +af Hrens andre Befalingsmnd og var iensynligt, at +Hrens Forbliven i de snderskudte Skandser kun vilde +medfre et forfrdeligt og unyttigt Blodbad (18. April).</p> + +<p>En Freds-Konference skulde vre traadt sammen i London +den 12. April, men Preussen og sterrig trak Tiden +ud til d. 20.; de vilde frst vre Herrer over den sidste +Fodsbred af Snderjyllands Jord. Paa Konferencen dreiede +Forhandlingerne sig vsentlig om en Deling af Slesvig. +Danmark vilde gaa ind paa at afstaa Landet S. for en Linie +fra Eckernfrde til Frederiksstad; Preussen og sterrig +forlangte hele Landet indtil Aabenraa—Tnder. De neutrale +Stormagter foreslog Afgjrelsen henvist til en Voldgiftsmand, +der skulde faststte Grndsen indenfor de nvnte +Delingslinier; det var paatnkt, at Kongen af Belgien skulde +overtage dette Hverv. At Erobrerne ikke vilde antage +dette Forslag, kan man forstaa; men at ogsaa Danmark forkastede +det, er ubegribeligt. Efter Danmarks Afslag oplstes +Konferencen (25. Juni), og dermed svandt vort sidste Haab. +Man skulde have troet, at Danmark nu vilde anvende den +yderste Anstrengelse og Aarvaagenhed under Krigens Fortsttelse; +men det var, som om ogsaa den aandelige Kraft +var brudt efter Dybblslaget, og ikke engang den refulde +Seir ved Helgoland (9. Mai) kunde hve den igjen. Fredericia +blev allerede rmmet 28. April, og 4 Dage efter Londoner-Konferencens +Slutning ramtes vi af den strste og +forsmdeligste af alle Ydmygelser, idet Preusserne overrumplede +og bemgtigede sig Als. Nu laa Danmark knust +for sin Modstanders Fdder. Den 11. Juli blev Monrad afskediget, +og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det +Hverv at slutte Freden. delmodighed var ikke at vente +af Seirherren. Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark +afstaa hele Snderjylland tilligemed Als, og Jyllands +Grnse blev trukket saa uheldigt for Danmark som muligt. +Strre Sorg har aldrig ramt det danske Folk, og det gaar<a class="pagenum" name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"></a> +vel de Fleste, der have oplevet det Ulykkens Aar 1864, +som det er gaaet mig, at Hjertesaaret aldrig har lukket sig.</p> + +<p>En af de srgelige Flger af slige Ulykker er, at man +kaster sig over det lidet nyttige Sprgsmaal: hvem har +Skylden? Den Enighed, der havde samlet det danske Folk +i 1848, var ikke lngere til Stede. Det ene politiske Parti +kastede Skylden paa det andet, og srlig maatte det national-liberale +Parti vre Syndebuk, skjndt Sandheden var +den, at man havde vraget dettes Frer, og medens han i +ngstelig Spnding havde iet fstet paa den sidste Redningsplanke, +ganske rolig havde ladet Londonerkonferencen +gaa fra hinanden. Der fandtes endnu dem, der mente, at +man ved at ophve Novemberforfatningen kunde have holdt +Monarchiet sammen, og som ikke kunde se, at en Personalunion +imellem Danmark og Slesvigholsten var en Ddsdom +for det danske Folk; at ikke engang dette havde kunnet +opnaaes, have de senere Begivenheder og Bismarcks uforbeholdne +Udtalelser tilstrkkelig vist. Disse "Helstatsmnd" +mente altsaa, at Skylden fandtes hos det national-liberale +Parti eller rettere hos det danske Folk. De stiftede da 23. +Aug. 1864 den saakaldte <i>Augustforening</i>, der opstillede som +sit Formaal "at styrke og befste Baandet imellem Kongen +og Folket og hvde og indskrpe Kongedmmets Betydning". +Der havde rigtignok ikke vist sig nogen som helst +republikanske Tilbieligheder hos det danske Folk, og ligesom +Kongen trofast havde delt de onde Dage med sit Folk, +havde dette vist ham al skyldig Hengivenhed. Augustforeningen +havde en ren og bar reaktionr Tendents og bidrog +Sit til at forbittre Spliden imellem de forskjellige Elementer +i Folket. Som Modstning til denne udstedte derfor en +strre Kreds af Mnd af alle Stnder — ogsaa mit Navn +findes iblandt dem — 25. Januar 1865 en Indbydelse til +Stiftelse af en <i>Dansk Folkeforening</i> med det Formaal "at +styrke og udvikle den nationale Aand og Bevidsthed, at<a class="pagenum" name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"></a> +bevare den i flles Nationalitet og Fortidsminder begrundede +Forbindelse med de danske Slesvigere og at vrne +om den folkelige Friheds grundlovmssige Bevarelse og +Udvikling." Foreningen, hvis Formand var Orla Lehmann, +fandt strk Tilslutning; en Maaned efter dens Stiftelse talte +den 1300 Medlemmer i Hovedstaden og 600 i Filialerne. +Den 6. April 1865 holdt jeg der et Foredrag, som blev +trykt: "Et Par Ord om Forholdet imellem Konge og Folk". +Det var foranlediget ved den Misbrug, man havde gjort af +Kongens Ord den 27. Febr. 1864, da han i sit Svar paa +Rigsdagens Adresse udtalte: "Jeg vil vre en fri Konge +over et frit Folk". Hvad der dengang var ment om Kongens, +og dermed Statens Frihed og Uafhngighed udadtil, var +senere bleven anvendt paa Kongens Forhold til hans eget +Folk. Det var srlig blevet benyttet af Finantsminister David, +der havde bedet Folkereprsentationen betnke, at +"Folkefriheden overalt, hvor Monarchier bestaa, hviler paa +Thronens Frihed", og at "ligesom Folket ikke blot er til +for Kongens Skyld, saaledes er Kongen heller ikke til blot +for Folkets Skyld", Ord som under den smukke Indkldning +kunde skjule mangen uklar og brstholden Tanke. Jeg +fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var +til for Folkets Skyld, og anfrte af Historien afskrkkende +Exempler paa den modsatte Opfattelse. Srlig dvlede jeg +ved de i England under Henrik VIII og Dronning Elisabeth +og under Stuarterne fremsatte absolutistiske Theorier, og +ved Fontanes' mere end latterlige Forgudelse af Keiser +Napoleon I.</p> + +<p>Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningssprgsmaalet +var afgjort, var den ene af de Opgaver, den +havde stillet sig, lst. Den anden, Danskhedens Bevarelse i +Slesvig, blev overtaget af Andre; men den Kapital, som +Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev ved +dens Ophr stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendes<a class="pagenum" name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"></a> +i dette iemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein +og mig.</p> + +<p>Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkereprsentation. +Den da indfrte Forfatning angik Danmark og +Slesvig i Forening og oprettede et Rigsraad som Flles-Organ. +Danmarks srlige Anliggender behandledes af den +ved Grundloven 5. Juni 1849 indfrte Rigsdag, saaledes +som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855 vedtagne +Indskrnkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte +Reprsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte +nu, at Junigrundloven uden al Indskrnkning skulde indtrde +i sin gamle Plads; men Regjeringen hvdede, at +Novemberforfatningen lige saa vel var en Grundlov, og +kun kunde hves paa grundlovmssig Maade, d. e. med +dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke +ikke kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle +ndringer i den gamle Grundlov, navnlig med Hensyn til +Landsthingets Sammenstning. Over to Aar hengik, inden +Enighed tilveiebragtes; frst 28. Juli 1866 kunde Kongen +underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det +var ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om +dette Sprgsmaal, hvis Afgjrelse var paatrngende ndvendig, +og da man opfordrede mig til at bidrage mit til at +fremme Afgjrelsen, vovede jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden +for Kjbenhavns 2. Valgkreds, C. Brix, var +valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den fik +jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og +17. Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede +ingen fremtrdende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, +skjndt jeg ikke holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have +et Ord at sige, saaledes i Skole- og Universitetssprgsmaal. +En meget betydelig Lov blev forelagt Rigsdagen i denne +Samling, den almindelige borgerlige Straffelov (stadfstet +af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der var udarbeidet<a class="pagenum" name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"></a> +af en srlig nedsat Kommission, var frst blevet forelagt +Landsthinget og havde dr modtaget en saa omfattende og +samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede +ikke at nedstte noget nyt Udvalg, uagtet der ved +den frste Forhandling var fremkommet mangfoldige nsker +om ndringer, men at lade disse ndringsforslag +uden videre blive fremsatte til Lovens anden Behandling. +Der arbeidedes derfor ufortrdent i Mellemtiden for at +samle Meningsfller og redigere ndringsforslagene, og +mit Navn findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse +tr jeg vel sige, at jeg har nogen Fortjeneste af. Det +er 208, hvorefter "Duel straffes med simpelt Fngsel". +Lovforslaget havde ikke fundet Duel strafbar, naar den ikke +medfrte enten Dd eller Legemsbeskadigelse. Jeg og Flere +med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os +i, at denne barbariske og meningslse Selvtgt skulde godkjendes +af en civiliseret Stat.</p> + +<p>Efter Rigsraadets Ophr indtog Brix atter sin gamle +Plads i Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde +den afslog jeg naturligvis, og jeg sgte heller ikke nogen +ny Plads, skjndt Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender +havde tiltalt mig og jeg heller ikke fandt, at den hindrede +mig i fuldt ud at varetage min Embedsgjerning. Efter +den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det politiske Liv, +med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter Madvigs +Dd nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjbenhavns +3. Kreds. Frst anbefalede jeg General Tvermoes overfor +Overretssagfrer A. Christensen, dernst Raadmand Wassard +imod Pastor Hostrup. Det var med en egen Flelse, +at jeg bekmpede min kjre Barndomsven, som Tiden og +Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Rkke +af Aar havde set meget sjlden; nu stod jeg som hans +politiske Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud til<a class="pagenum" name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"></a> +ham for at lyknske ham til hans 70 Aars Fdselsdag, blev +jeg modtaget med en vis Forundring; dog varede det ikke +lnge, inden denne gav Plads for det kjrlige Smil, som +jeg kjendte fra vore Ungdomsdage.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"></a></p> +<h2><a name="XIII" id="XIII">XIII.</a><br /> +BIBELREVISION.</h2> + + +<p>Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt +paa Udfrelsen af en Opgave, som i min tidlige +Ungdom havde staaet for mig som et skjnt Fremtids-Perspektiv, +men som jeg senere, efter at jeg var bleven Filolog, +havde opgivet enhver Tanke om, Oversttelsen af det Nye +Testamente. Det havde lnge vret anerkjendt, at den i +1819 autoriserede Bibeloversttelse ingenlunde var tilfredsstillende. +Sproget fandtes paa mange Steder knudret og +udansk; man maatte uden at krnke den hitidelige Bibelstil +kunne gjre det naturligere og nrme det mere til det +virkelig talte Sprog. Der var flere Steder, navnlig i det Nye +Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhngen +var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige +Feil i Oversttelsen. Allerstrst var maaske Trangen til en +forbedret Oversttelse af det Gamle Testamentes poetiske +og profetiske Skrifter. En Komit bestaaende af Professor +theologi Hermansen, Dr. theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. +C. Rothe arbeidede i en Rkke af Aar paa en ny Oversttelse +af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne autoriseret, +og den indtager nu sin Plads i den gngse danske +Bibeloversttelse. Derefter henvendte man Blikket paa det +Nye Testamente. Jeg modtog en Foresprgsel, om jeg vilde +vre Medlem af den Kommission, man tnkte sig nedsat<a class="pagenum" name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"></a> +for at revidere Oversttelsen af dette, og jeg svarede med +strste Beredvillighed Ja; men der viste sig Vanskeligheder +ved Sammenstningen af Kommissionen, og Sagen blev +stillet i Bero. Frst efter Biskop Martensens Dd 4. Februar +1884 blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede +sig levende for dette Arbeide, tnkte sig Kommissionen +sammensat af Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat +Rrdam, de to theologiske Professorer P. Madsen og Styhr, +og mig; men Rrdam, som nogle Aar tidligere gjerne havde +deltaget i dette Arbeide, havde netop nu begyndt paa en +selvstndig Oversttelse af det Nye Testamente ledsaget +af Forklaring, og erklrede derfor efter nogen Betnkning, +at han ikke kunde tiltrde en Revisions-Kommission. Skjndt +man ndig vilde undvre denne ansete og dygtige Mands +Medvirken, mente man dog, at Arbeidet vel kunde udfres +ved de fire andre Medlemmer, og under 2. Mai 1885 erhvervede +Kultusminister Scavenius kongelig Resolution for +at overdrage dem under Tilsyn af Sjllands Biskop at revidere +den autoriserede Oversttelse af det Nye Testamente +i Overensstemmelse med de af det kirkelige Raad fastsatte +Regler, nemlig at der skulde tages et saadant Hensyn til +den ldre Gjengivelse af Guds Ord paa Modersmaalet, at +Menigheden ikke kom til at fle sig fremmed for den nye +Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige +Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, +og at <span lang="la">textus receptus</span> (1633) skulde lgges til Grund for +Arbeidet, og nye kritiske Udgaver kun benyttes, hvor de +indeholdt utvivlsomme Forbedringer i Lsemaaden. I en +senere Skrivelse tilfiede Ministeren endnu, at man "srlig +burde have Opmrksomheden henvendt paa saa vidt muligt +at frie Oversttelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord +og Vendinger, der i kun altfor hi Grad mispryde den nu +autoriserede Text."</p> + +<p>I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddag<a class="pagenum" name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"></a> +og Aften i hver Uge holdtes der et Fllesmde; mere Tid +kunde vi ikke afse til saadanne, da vi alle hver for sig havde +vor Embedsgjerning at besrge, Noget som ogsaa af og til +kunde medfre lngere Afbrydelser i Arbeidet. Det skred +derfor langsomt frem. De opstillede Principer havde vi i +deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav +Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komit +havde vanskeligt ved at blive enig, skjnt det for det Meste +ikke var Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige +og stilistiske Udtryk, hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst +mistvivlede Kommissionen om at kunne tilendebringe +Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller Forsmmelighed +kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog +vare de Stykker, den havde faaet frdig reviderede, kun +<a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="Matthus">Matthus'</a> Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' +Aabenbaring. Da nu ogsaa Professor Styhr, der var +kaldet til Biskop i Laaland-Falsters Stift, maatte forlade +Hovedstaden, besluttede Kommissionen efter 3 Aars Arbeide, +November 1888, at bede Ministeriet om at fritage +den for det den overdragne Hverv.</p> + +<p>Efter at forskjellige Forsg paa at rekonstruere Komiteen +vare strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, +at det var heldigst kun at vre to eller hist tre om +Arbeidet, foreslog Biskop Fog, at Professor theologi F. +Buhl og jeg skulde overtage det, og Prof. Buhl erklrede +sig villig dertil, hvis Slotsprst, Licent. A. Poulsen kunde +blive ansat som hans Medhjlper, da hans Tid ellers ikke +vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart +herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig +Theologi i Leipzig, og dette Tilbud, hvor betnkeligt det +end i mange Henseender forekom ham, dog ikke syntes +uden videre at kunne afslaaes, fandt Ministeren, at der ikke +lngere kunde vre Tale om ham; han burde erstattes af +Professor Schat Petersen, hvis srlige Fag i Fakultetet jo<a class="pagenum" name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"></a> +ogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad +sig det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det +kirkelige Raad nu paa ny overveiede Sagen, mente det at +burde fastholde det sidst stillede Forslag, men Prof. Petersen +vgrede sig paa ny. Endelig traf Kultusminister Goos 8. Januar +1892 den Afgjrelse, at Revisionsarbeidet skulde overdrages +Licentiat Poulsen og mig under Tilsyn af Sjllands +Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar, og i den +Anledning blev der tillagt Slotsprst Poulsen et Honorar af +1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som +hans Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette +Arbeide.</p> + +<p>Det var vort nske at trde i den forrige Kommissions +Fodspor, og vi optog saa godt som uden Forandring de Stykker, +der allerede vare udarbeidede af denne. Biskop Fogs +Tilsyn og Medvirkning gav os ikke fuldt det Udbytte, vi +havde nsket. Han havde ubetinget Tillid til os. Efter at vi +havde drftet Principerne i sin Almindelighed og prvet +dem paa et Par enkelte Tilflde, bad han os at fremme Arbeidet +uforstyrret og kun forelgge ham et eller andet +Stykke, naar vi havde gjort det frdigt. Efter et halvt Aars +Arbeide fremlagde vi da Oversttelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. +I det frste ieblik fandt han, at vore ndringer og +Rettelser havde strakt sig videre end tilbrligt, men ved +nrmere Overveielse kom han til det Resultat, at Sagen +ikke godt kunde gres anderledes, og efter at vi havde optaget +et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han +os at fortstte vort Arbeide og gjre det Hele frdigt. Han +vilde helst have det liggende trykt for sig, inden han underkastede +det den sidste Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod +ikke vente paa sig. Aarenes Vgt gjorde sig gjldende, frst +nppe mrkelig, men efterhaanden strkere og strkere; +han fandt det ndvendigt at sge sin Afsked, og han fik den +fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidet<a class="pagenum" name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"></a> +videre, og efter hans nske havde vi allerede i Februar 1894 +erholdt Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og +lade vort Arbeide udkomme som Prve. Aaret efter kunde +vi tilmelde Ministeriet, at Arbeidet var udfrt i den os foreskrevne +Tid, og at Bogen var i Frd med at udkomme. Inden +dette endnu var sket, gav Slotsprst Poulsen 11. Marts 1895 +i Kjbenhavns Convent en Meddelelse om og Redegjrelse +for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der stadig +havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og +som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April +1895 saaledes:</p> + +<blockquote> +<p class="right">Bispegaarden 1. April 1895.</p> + +<p class="address italic">Min kjre Professor Dr. L. Ussing og Slotsprst Lic. Poulsen!</p> + +<p>Rundtom har jeg lst forskjellige Stykker af Deres Oversttelse af det +Nye Testamente, og gldet mig derover af Hjertet. Jeg har vistnok kun lst +Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er kommen til mig her, hvor +jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham lse et Capitel for mig nu her nu +der, imedens jeg selv fulgte med i den gamle Oversttelse, og jeg har gldet +mig over, hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed. +Modtager min oprigtige og hjertelige Lyknskning og Taksigelse for Arbejdet. +Siden jeg har faaet den af mig sgte Afsked, har jeg ikke flt Savnet +af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt og dybt som nu ved Tanken +om, at jeg ikke lnger har nogen Magt og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde +den Autorisation, hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette +Ejendom. Men Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, +at det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjre sin Indflydelse gjldende, +hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil tage. Derfor beder jeg +Dem endnu engang modtage min hjertelige Lyknskning og Tak. Tiderne +vexle og skifte og med dem Tidernes Mnd, men Herren bliver den samme. +Og vi skulle jo ikke tjene Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke +vre forgjves, og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for +det ubevgelige Rige.</p> + +<p>I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjnnelse af Eders dygtige, +betydningsfulde Arbejde</p> + +<p class="signature italic">B. J. Fog.</p> +</blockquote> + +<p>Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, dde vor hitrede +og hitelskede Ven.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"></a> +Saasnart vor reviderede Oversttelse var udkommet, blev +den anmeldt i alle kirkelige og theologiske Organer og i de +Blade, der overhovedet havde nogen Interesse for kirkelige +Sprgsmaal, og den blev gjennemgaaende fordelagtig bedmt, +selv af dem, der hrte til den Grundtvigske Retning, og som +vel i Grunden foretrak Rrdams Oversttelse. Den ene Kritiker +foreslog en, den anden en anden Rettelse, men paa en +eneste Undtagelse nr hilsede de alle Revisionen som en +gldelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid +endnu ikke vre Tale. Vi henvendte os til Kultusminister +Bardenfleth med det nske, at han, siden Biskop +Fog var dd, vilde formaa Biskop Rrdam eller, hvis denne +ikke vilde paatage sig det, en anden anset Theolog til i +Forening med os at foretage den Efterrevision, som havde +vret forudsat, og som vi selv fandt ndvendig; thi der var +Steder i vor Oversttelse, vi kun forelbig havde afgjort, +idet vi ventede en yderligere Drftelse; vi kunde ikke betragte +den udgivne Prve som vort sidste Ord. Ministeren, +for hvem jeg personlig udviklede Sagen, fandt dog, at det +var for tidligt at tage nogen saadan Bestemmelse; han syntes, +at Bogen ikke havde foreligget for Offentligheden lnge +nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker frem. Der +kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum +Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tnkte +mig, at han vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, +foreslog jeg min Medarbeider, at vi selv, med tilbrligt +Hensyn til de offentlig eller privat gjorte Bemrkninger, +skulde foretage en Efterrevision og udgive Bogen paa ny i +mindre Format og til en billigere Pris, saaledes som flere +af Kritikerne havde nsket. Bibelselskabet og det kgl. Vaisenhus, +der havde ladet Oversttelsen trykke, gik ogsaa +beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. +Et halvt Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var nsten +fuldendt, overraskedes vi ved at hre, at Ministeren, efter<a class="pagenum" name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"></a> +Nogles Mening foranlediget ved en uniagtig Notits i "Kristeligt +Dagblad", havde sendt vor Revision til det theologiske +Fakultet med Foresprgsel, om det vilde anbefale den +til Autorisation for den danske Folkekirke. Dette var os alt +andet end behageligt; vi havde jo selv erklret, at vi ikke +ansaa den for egnet dertil i sin davrende Skikkelse. Vi +bad derfor Fakultetet om at opstte sin Udtalelse nogle faa +Uger, indtil vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som +Ministeren tog os meget unaadigt op, medens han dog tilstod +Fakultetet den nskede Frist. Efter langvarige, ved Examiner +og Ferier afbrudte Forhandlinger enedes Fakultetet om at +foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer, Professorerne +Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den endelige +Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges.</p> + +<p>De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare +lykkelige Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed, +anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behves, +thi det var et nyt og fremmed Omraade, hvorpaa jeg +bevgede mig. Det var mig en sand Glde at arbeide sammen +med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt jeg +villig biede mig, ligesom han ogsaa gjerne hrte paa de +sproglige Bemrkninger, Filologen kunde gjre. Vi samstemmede +i Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen +og med Hensyn til Forstaaelsen af Skriftens Ord, og +hvor dette ikke var Tilfldet, lykkedes det saa godt som +altid under Udvexlingen af vore Tanker at komme til Enighed.</p> + +<p>En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at +deltage i Drftelsen af et theologisk Sprgsmaal. Paulus' 1ste +Brev til Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede +danske Oversttelse saaledes: "Hver blive i den Stand, +som han er kaldet udi. Er du kaldet som Trl, det bekymre +dig ikke; men kan du blive fri, da vlg hellere dette." Saaledes +gjengav Luther Stedet; ligesaa Calvin, Erasmus og<a class="pagenum" name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"></a> +alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den gngse +Oversttelse i hele den protestantiske Christenhed indtil +Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i +Tbingen i Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar +efter Chr. F.) gjorde en modsat Opfattelse gjldende. Paulus +skulde have sagt: "Selv om du kan blive fri, saa bliv hellere +ved at vre Slave." Denne Oversttelse har siden faaet +mange Tilhngere trods de grundige Gjendrivelser, der +fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes Standpunkt; +selv Biskop Rrdam oversatte Stedet paa samme Maade som +Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling +gjort opmrksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den +(i Videnskabernes Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men +han var bleven imdegaaet af H. N. Clausen i en fortrinlig +Afhandling i Ugeskrift for den evangeliske Kirke i Danmark +1857 S. 233 ff. Striden havde vret bitter nok; thi det +exegetiske Sprgsmaal blev, underligt nok, gjort til et politisk. +Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting, +Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen +imellem de forskjellige Stnder eller Samfundsklasser i +Nutiden. Man var bange for at, hvis Paulus havde sagt, at +Frihed var bedre end Trldom, skulde deri ligge en Billigelse +af de ringere Stilledes Fordringer paa borgerlig Lighed +med de bedre Stillede. Paulus skulde tvrtimod have +misbilliget en saadan Strben; han havde jo udtrykkelig +sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var. Jeg +husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig +Ordstrid med en lidt ldre theologisk Professor, et ivrigt +Medlem af Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske +Grunde, at Clausen forsvarede den hidtil gngse Opfattelse. +Oh! at Paulus ogsaa skulde benyttes i den politiske +Agitations Tjeneste! Ja visselig prdiker han ikke Oprr; +det falder ham ikke ind at kmpe imod det Uovervindelige. +Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trster den Slave,<a class="pagenum" name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"></a> +som er ndt til at blive i Trllestanden, med at han i Guds +ine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det +Samme vrger sig imod den forargelige Paradox, at Slaven +ikke skulde nske Friheden, og ikke modtage den, hvis den +blev ham budt; Trldommen var jo ikke blot et materielt, +men ogsaa et moralsk Onde. — Efter 40 Aars Forlb blev +nu det samme Sprgsmaal atter brndende for mig, dog +heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af +Biskop Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske +Folkekirke" 11. B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke +blot gjorde gjldende, at det var umuligt, at Paulus under +Datidens Samfundsforhold og dens Opfattelse af disse Forhold +kunde give Trllestanden en, om end nok saa betinget, +Anbefaling; Sligt kunde frst komme frem i Tider, da man +havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese +som den hieste Dyd og Martyrdden som den hieste +Lykke; men jeg hvdede ogsaa, at den grske Text slet +ikke lod sig overstte paa den angivne Maade. Hverken +Luther eller Baur har givet en egentlig Oversttelse af +Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse +med den Mening, de fandt i Stedet; men de +lade sig overstte ganske ordret: "Er Du kaldet til Trl, +det bekymre Dig ikke; <em>men hvis Du ogsaa</em> (d. e. lige saa +godt) <em>kan blive fri, saa gjr helst Brug deraf</em>" (nemlig af den +angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive fri). Oversttes +Stedet saaledes, og det er den korrekte Oversttelse, er der +ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og jeg alligevel +ikke have optaget dette i vor Revision, men have beholdt +den autoriserede Oversttelses Ord, da kommer det af, at vi +i Henhold til vor Instrux ikke vilde indfre Noget, der kunde +forekomme Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller +anden kunde vkke en Mistanke, som om vi selv ikke havde +vret i fuld Overensstemmelse med den gngse Opfattelse. +Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening blev fastholdt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"></a> +Min Afhandling blev imdegaaet af Biskop Rrdam i +samme Tidsskrift, 11. Bd. S. 519 ff., og i det flgende Bind +paafulgte endnu et kort Replikskifte mellem os. Det gik +naturligvis her, som det pleier at gaa, at Enhver beholdt sin +Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at gjre endnu et +Forsg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise den i +Sammenhng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankest, +da jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds +af Prster at holde et Par Forelsninger om "den grsk-romerske +Verdens Aandsliv i det 1ste Aarhundrede af vor +Tidsregning." Forelsningerne ere trykte i "Dansk Tidsskrift" +1900, Mai—Juni.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"></a></p> +<h2><a name="XIV" id="XIV">XIV.</a><br /> +SLUTNING.</h2> + + +<p>Da jeg indgav min Ansgning om Afsked i Efteraaret +1895, flte jeg mig fuldstndig rask og arbeidsdygtig, +og allevegne fra hrte jeg, at der var ingen Grund for mig +til at trkke mig tilbage; men i November 1895 blev jeg +angrebet af en hftig Underlivssygdom, og Dden syntes +nr. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paaflgende +Halvaar baade holde en lille Rkke Forelsninger +og sysle med et begyndt videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren +1896 kom Sygdommen igjen i en anden og ikke +mindre betnkelig Form. Ogsaa dette Anfald blev dog overstaaet, +og efterhaanden kom Krfterne tilbage, saa at jeg, +som jeg havde lovet, kunde holde archologiske og kunsthistoriske +Forelsninger paa Universitetet. Da det ikke var +Examensforelsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, +der hrte dem, men desto strre var Tallet af Udenforstaaende, +baade Herrer og Damer, der havde Lyst til at +flge den gamle Professor paa hans Vandringer mellem den +klassiske Oldtids Monumenter. Efter srlig Opfordring holdt +jeg et Par Gange Forelsninger ved det Kursus, der i hvert +Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for Hiskolelrerne, +den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen; +og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danske<a class="pagenum" name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"></a> +Prsteforening de ovenfor (S. 217) nvnte Forelsninger +om den grsk-romerske Verdens Aandsliv i det frste Aarhundrede +af vor Tidsregning.</p> + +<p>Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets +Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Dd (12. +Dec. 1886) var bleven Medlem, flgende Skrivelse:</p> + +<blockquote> +<p class="italic">Carlsbergfondets Direktion<span title="rettelse, var: .">,</span><br /> +d. 25/10 1895.</p> + +<p class="address">Hjtrede og kjre Kollega!</p> + +<p>Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne Ansgning +har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som Professor ved Kjbenhavns +Universitet, fra 31. December d. A. at regne. Deres Beslutning at tage +Deres Afsked staar, som alle vide, der have den Glde at kjende Dem, +ikke i ringeste Grad i Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortstte +Deres i saa mange Aar drevne lrde og betydningsfulde Studier, og vi haabe, +at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne nyde godt af Udbyttet +af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi nre dette Haab, er det naturligt +for os tillige at nske, at De maa blive sat i Stand til helt og uden +nogen Bekymring eller noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa +ved Deres Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i +fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige Virksomhed, +og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter giver Direktionen, bede +vi Dem herved om af Fondet at modtage den Understttelse, De behver, +f. Eks. til Rejser eller til Anskaffelse af videnskabelige Hjlpemidler — vi +tnke os 2000 Kr. aarlig —, for at De som fri Videnskabsmand kan +fremme og eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids Kunsthistorie, +som De i en lang Rkke Aar har syslet med, og som det vilde +vre meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjnne ikke rettere, end at +en Understttelse i denne Form ikke i mindste Maade vil kollidere med +Deres Stilling som Medlem af Direktionen.</p> + +<ul class="inline"> +<li>E. Holm.</li> <li>S. M. Jrgensen.</li> <li>Japetus Steenstrup.</li> <li>Eug. Warming.</li> +</ul> +</blockquote> + +<p>Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjndt jeg +ikke var blind for, at det paalagde mig endnu strre Forpligtelser, +end jeg allerede havde paataget mig; thi der stilles<a class="pagenum" name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"></a> +jo meget strre Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab +end til Forelsninger, der ikke skulle udgives i Trykken. +Men jeg havde dog ogsaa, i alt Fald for det Frste, +Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Lfte, jeg skulde +indfrie.</p> + +<p>Jeg havde i lang Tid vret overbevist om, at den bermte +Forfatter over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort +Videnskaben saa stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig +Skade, ikke, som han udgiver sig for, havde levet paa Keiser +Augusts Tid. Jeg havde udtalt dette bestemt i mit Universitetsprogram +1876. Man havde forlangt, at jeg skulde +bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min +Embedsvirksomhed ophrte, turde jeg ikke opstte det lngere. +Jeg vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske +Sprog, som man havde sgt at undskylde med, at +han var en udannet Mand — han roser sig rigtignok selv +af sin Dannelse — men ogsaa hans Omtale af Ting og Personer +vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere +Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden +endnu et Bevis, som var aldeles afgjrende. Det var ikke +undgaaet Fortolkerne, at en bestemt Del af Vitruvs Vrk +var oversat fra en grsk Forfatter Athenos (Mathematicus +kaldte man ham for at adskille ham fra den bekjendte Grammatiker +af samme Navn); men deri var jo intet Paafaldende, +da denne Forfatter antoges at have levet under Ptolemerne +i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels leilighedsvis +udtalt, at dette ikke kunde vre rigtigt; han maatte have +levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende +uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde +oversat Athenos, men at begge Forfattere havde benyttet en +og samme ldre Kilde<a name="FNanker_14" id="FNanker_14" href="#Fodnote_14" class="fnanchor">[14]</a>. En fornyet Undersgelse af Forholdet +viste dog klart, navnlig ved de Udeladelser og Misforstaaelser, +Vitruv havde gjort sig skyldig i, at det var<a class="pagenum" name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"></a> +selve Athenos og ikke nogen Anden, han havde oversat, +ligesom jeg paa samme Tid kunde tilfie nye og uimodsigelige +Beviser for, at denne Athenos havde levet i det 3. +Aarh. efter Chr. Der kunde altsaa ikke lngere vre Tvivl +om, at den saakaldte Vitruv med Urette havde tiltaget sig +dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt paa Augusts +Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og hvad +han meddelte om grsk og romersk Bygningskunst, var ikke +hans egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ldre +Forfatter, formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine +"Betragtninger over <span lang="la">Vitruvii de architectura libri X</span> med srligt +Hensyn til den Tid, paa hvilken dette Skrift kan vre +forfattet" i Videnskabernes Selskabs Skrifter 5. Rkke IV. +Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den samme Mening +over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og +godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu +kom den atter frem, stttet paa filologiske og historiske +Beviser. Prsidenten for det engelske Architektselskab +(<span lang="en">Royal Institute of British Architects</span>) Professor Aitchison +blev opmrksom paa mit Skrift og indledte en Brevvexling +med mig derom, som endte med, at han bad mig lade Afhandlingen +overstte paa Engelsk til Udgivelse i Institutets +Tidsskrift. Jeg greb med Glde denne Lejlighed til at omarbeide +min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms +og Svagheds Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar +Nogen i Fremtiden nsker at gjre sig bekjendt med mine +Undersgelser om Vitruv, beder jeg dem derfor at benytte +den engelske Bearbeidelse, <span lang="en">Observations on <span lang="la">Vitruvii de architectura +libri X</span>, with special regard to the time at which +this work was written, by J. L. Ussing 1898</span>.</p> + +<p>I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa +Behandlingen af et andet Emne, der delte den lrde Verden +i to Leire, Sprgsmaalet om det grske Theaters Indretning. +Vitruv havde jo vret betragtet som et ufeilbart<a class="pagenum" name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"></a> +Orakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var Udgangspunktet +for den Forestilling, man dannede sig derom. +Efter ham bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det +cirkelrunde Orchester, hvis bageste Del blev afskaaret til en +srskilt Skueplads, Logeon, med sin faste Bagvg, Skene. +Orchestret var Chorets, Logeet Skuespillernes Plads, lidt +ophiet over Orchestret, i de romerske Theatre hist 5 +Fod, i de grske 10—12 Fod. Dette sidste Maal maatte forbause +Enhver, der gjorde sig nrmere Rede derfor; det +Sammenspil og den umiddelbare Berrelse, der i de klassiske +Dramer fra 5. Aarh. f. Chr. finder Sted imellem Choret +og Skuespillerne, blev jo derved umuligt. Saa udgravede +man i 1881 og flgende Aar det vel bevarede Theater ved +Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige +bagved den Bagvggen med sin Silegang, Proskenion, +foran. Men der var intet Logeon; man maa have spillet paa +Orchestra. Det Samme viste sig kort efter i Oropos og flere +Steder; men for det Meste havde man ved senere Ombygning +tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af Orchestra. +Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige grske +Theater, men det senere; den tilhrte den Tid, da Choret +enten helt var afskaffet eller dog ikke lngere havde noget +umiddelbart Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette +Resultat, som Drpfeld var kommen til ved sin Undersgelse +af Theaterruiner i Grkenland, og som han fremstillede med +overbevisende Klarhed i sit Vrk "<span lang="de">Das griechische Theater</span>." +Denne Bog udkom frst i 1896, men Drpfelds Anskuelse +havde vret kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den +re at aabne det nordiske Filologmde i Kjbenhavn, +fremsatte jeg den under almindelig Tilslutning. Men det er +jo ikke Alle, der lse Bibelen paa samme Maade; Vitruvs +Beundrere kom til et andet Resultat. I Epidauros var Proskeniet +eller Silestillingen foran Bagvggen 11 Fod hi; +efter Vitruv var Logeet 10—12 Fod hit. Det var to forskjellige<a class="pagenum" name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"></a> +Ting, der taltes om; men det brd man sig ikke +om; Maalet passede, altsaa maatte det vre det Samme. +Skuespillerne maatte have ageret ovenpaa Silegangen, +skjndt de dr kun fik en smal Plads at bevge sig paa og +havde en 6 Alen dyb Afgrund foran sig; ja paa Grund af +Pladsens Hide kunde de ikke engang sees fuldstndig fra +de forreste Bnke i Theatret. Denne Anskuelse blev forfgtet +med stor Iver af forskjellige Lrde, srlig af Prof. +Bethe. I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes +Selskabs Oversigt 1897 havde jeg gjort Rede for Drpfelds +Anskuelse og dertil knyttet en filologisk Forklaring af de +overleverede grske Benvnelser paa Theatrets Dele. Hertil +fiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny, vsentlig imod +Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemrkninger om +det grske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg +tog feil, da jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne +Polemik. Endnu 1901 er O. Puchstein traadt i Skranken +imod Drpfeld med en anselig Bog: "<span lang="de">Die griechische Bhne, +eine architektonische Untersuchung</span>." Jeg fandt mig da ndsaget +til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, +at de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der +kunde nppe findes noget bedre Forsvar for Drpfelds +Theori end dette mislykkede Forsg paa at gjendrive den.</p> + +<p>Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhre nok +saa meget Filologien som Archologien, og det Samme +gjlder ogsaa om min Afhandling om Achilles' Skjold i +Nordisk Tidsskrift for Filologi 1900. Jeg havde saaledes +ikke helt taget Afsked med det Studium, der lige fra Studenteraarene +havde vret min vsentligste Syssel; men nu +skulde denne jo aflses af den Sster-Videnskab, jeg havde +elsket i lige saa hi Grad, men ikke faaet tilstrkkelig Tid +til at dyrke. Nu kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende +for sildig. Min Helbredstilstand tillod mig ikke mere +at gjre lngere Reiser; jeg kunde ikke med egne ine se<a class="pagenum" name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"></a> +og undersge de Vidundere, der allevegne kom frem fra +Jordens Skjd, men maatte nies med at lse og hre +derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa +nok at gjre selv indenfor denne Begrnsning, skjndt +jeg aldrig kunde glemme Jernstngerne. Hvilken Forskjel +imellem Archologien nu og for 50 Aar siden! Dengang +var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den lille Bk +bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen, +Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa +mange Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. +Og saa kom Naturvidenskaben til Hjlp, idet Fotografiens +tro Speilbilleder sgte at bde paa den manglende Autopsi. +Endelig var selve den videnskabelige Behandling forandret. +Hvor man dengang dilettantmssig prvede sig frem, flte +man sig nu sikker; der havde dannet sig en Skole med +faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt Methode +og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare +Skjn var aflst af Maal og System. Undertiden mrkede +man vel mindre Kjrlighed til Kunsten end Videnskabens +Trhed. Skjnnere var det vel at glde sig over Kunstvrket +end at analysere dets Enkeltheder og diskutere dets +Stil; men hvem skulde ikke re Videnskaben og bie sig +for den? Beklageligt kun, at den ikke sjldent tiltroede sig +mere, end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod +stillede sig Opgaver, som umulig kunde lses. Tidt saa man +da paa et ganske upaalideligt Grundlag Hypothese stillet +ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en imponerende +Pragtbygning, som dog nrmere set viste sig at vre et +Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens +Kunsthistorie med samme Fuldstndighed og Tilforladelighed +som Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift +for Filologi ligesom i andre archologiske Arbeider blev jeg +derfor ofte ndt til at rette en temmelig skarp Kritik imod +denne Retning.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"></a> +Dette er dog ikke Tilfldet med min Afhandling om +"Midtgruppen paa Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs +Oversigt 1895). Den er ikke rettet imod en ny, men +imod en gammel Vildfarelse. Det var allerede paavist af +Andre, at den almindelige Antagelse, at det skulde vre +Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet, strider +imod Figurernes Stilling og Bevgelser; men de fleste +Archologer havde ikke villet indrmme dette. Man kunde +ikke lsrive sig fra den forud fattede Mening, saalnge man +ikke havde nogen anden Forklaring at stte i Stedet. Det +var nu denne, jeg fremsatte. Det forestillede Emne er Forberedelsen +til Gudernes Modtagelse. Det sammenfoldede +Klde, som man antog for Gudindens Peplos, er Purpurtppet, +der skal udbredes for Gjsterne. Det udleveres tilligemed +de Stole, hvorpaa de skulle tnkes at tage Plads. +Saasnart min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev +fra E. Curtius, hvori han meddelte mig, at dette ogsaa var +hans Opfattelse.</p> + +<p>I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevgelser +og Stillinger i antike Kunstvrker" (Videnskabernes +Selskabs Skrifter 5. Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort +dette ved nye, og som det forekommer mig, uomstdelige +Beviser.</p> + +<p>I en lidt strre Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" +(trykt i Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) sgte jeg frst at vise +det ganske Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena +paa Borgen i Athen ikke skulde vre af Phidias, +men af en vis Praxiteles — den ldre kalder man ham, — som +aldrig har existeret; endnu vedbliver han at spge i +enkelte kunsthistoriske Skrifter, men lnge vil dette dog +nppe vare. Ogsaa fra Furtwnglers af Mange saa hit priste +Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have +Gjengivelser af "den skjnneste af Phidias' Athenestatuer", +Lemnierinden, maatte jeg tage tilbrlig Afstand; men hun<a class="pagenum" name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"></a> +vil sagtens lnge vedblive at bre dette Navn, til liden +Baade for vor Forestilling om Oldtidens mgtigste Kunstneraand. +Endelig sgte jeg at vise, at Phidias' Kliduchos +eller Nglebrerske maatte antages at vre gjentaget i en +i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue, hvis +Armbevgelse ikke kunde forklares, som om hun havde +baaret et Spyd; det maatte vre et Redskab af anden Art, +formodentlig en Tempelngle, som man brugte dem i det +gamle Hellas.</p> + +<p>Pergamos havde fra det ieblik, da jeg i Berlinermuseet +saa det frste Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig vret +ude af min Tanke. Efter mit Besg paa Stedet, i Foraaret +1882, gav jeg en lille Skildring af Stadens Historie og Monumenter +i min Bog "Fra Hellas og Lilleasien." Siden den +Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt, og der +forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde tilbageholde +Lysten til at give en udfrligere og fuldstndigere +Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg +blev ansat ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed +og srlig mine Forelsninger havde vret mit Livs Glde +og den nrende Kilde for alle mine Studier. Nu da jeg +nskede at fremlgge en Frugt af disse, som jeg selv tillagde +en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at tnke +paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums +Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet +"i taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelsningsvirksomhed." +Da Conze havde lst Bogen, bad han mig om +at overstte den paa Tysk, og jeg greb gjerne Leiligheden +til at rette de Feil og Uniagtigheder, jeg var bleven opmrksom +paa, og tilfie et og andet Nyt. Det archologiske +Instituts Forlgger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede +den med en sjlden Elegance (1899). Det var kun et ringe +Udtryk for min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den +til den Mand, hvem vi frem for andre skylde Opdagelsen<a class="pagenum" name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"></a> +af det gamle Pergamos, og som ogsaa i saa hi Grad havde +stttet mine Studier derover.</p> + +<p>Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab +et Foredrag "om den rette Forstaaelse af Bevgelser og +Stillinger i nogle antike Kunstvrker" (trykt i Selskabets +Skrifter 6. Rkke, 5. Bind). Det var nu 50 Aar, siden jeg +var bleven udnvnt til Medlem af Selskabet. Selskabets +Prsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var forhindret +fra personlig at mde, tilsendte mig i den Anledning en +Lyknskningsskrivelse, som blev oplst i Selskabet.</p> + +<hr class="tb_blank" /> + +<p>Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del vret optaget +af Planer, hvis Udfrelse skulde overlades Andre.</p> + +<p>De store Udgravninger, som i det sidste halve Hundredaar +ere udfrte i Oldtidens Kulturlande, havde jo fremdraget +en saadan Rigdom af Monumenter, at den klassiske Oldtids +Historie maatte fremtrde ikke blot mere levende og fyldig, +men ogsaa paa mange Maader maatte vise sig i et helt nyt +Lys. Herved maatte Archologien komme til at spille en +Hovedrolle; det syntes at maatte vre den, der skulde lgge +Grundstenen for den nye Bygning, som Videnskaben var i +Frd med at opfre. Intet Under derfor, at Alle, der elskede +Oldtiden og ventede paa at se den fremtrde i sin sande +Skikkelse, vare ivrige for at deltage i det store Oprydningsarbeide. +Det Exempel, som Tyskland havde givet, blev efterfulgt +af de andre store Nationer. Frankrig, England, Nordamerika, +Rusland og Italien anvendte betydelige Summer +derpaa. Men skulde ikke ogsaa de smaa Stater, hvis Interesse +og Iver ikke var mindre end de andres, skulde ikke +ogsaa de kunne yde deres Skjrv til dette almindelige Arbeide +i Kulturens Tjeneste? Og var ikke Danmark srlig +kaldet dertil, dette Land, som ikke blot ved sine Undersgelser +paa den nordiske og forhistoriske Archologis Omraade +indtager en Frerstilling i denne Videnskab, men ogsaa<a class="pagenum" name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"></a> +indenfor den klassiske Archologi baade ved videnskabelige +Arbeider og ved sine rige Museer har erhvervet sig Krav +paa at tlles med i Kredsen? En Del Filologer og Archologer +med Professor J. L. Heiberg i Spidsen henvendte sig +til Carlsbergfondets Direktion med det Sprgsmaal, om denne +Stiftelse, der nylig havde hvdet Fdrelandets re ved +Premierlieutenant Amdrups Opdagelser paa Grnlands stkyst, +ikke ogsaa kunde vre villig til at bekoste en Udgravning +paa et eller andet Sted i den klassiske Kulturs Lande. +Hvis Pengemidlerne kunde skaffes, vilde det ikke mangle +paa Krfter til Udfrelsen af et saadant Foretagende, idet +Doktorerne C. Blinkenberg og K. F. Kinch ved deres grundige +Sagkundskab og deres praktiske Erfaring borgede for +en tilfredsstillende Udfrelse deraf. Direktionen modtog Forslaget +med Velvillie og overdrog Professor Heiberg og mig +at fremstte nrmere Forslag desangaaende.</p> + +<p>Vor frste Tanke faldt paa Kyrene, der hidtil kun er +ganske ufuldstndig og sporadisk undersgt. Carlsbergfondet +ansgte den ottomaniske Regjering om Tilladelse til +at foretage en videnskabelig Undersgelse og Udgravning +der, og vi kunde ikke tnke os nogen Grund, hvorfor denne +Ansgning ikke skulde bevilges. Dr. Kinch reiste derhen +for at foretage en forelbig Undersgelse af Stedet, men han +kom ikke lngere end til Havnestaden Bengazi. Pasjaen i +Kyrene vilde ikke tillade ham at reise ind i Landet, fr han +havde faaet Sultanens Ordre. Efter Sigende kunde denne +ventes hver Dag, men den udeblev stadig, og frst da han +i Konstantinopel selv sgte at faa at vide, hvorfor det ikke +var muligt at faa noget Svar, erfarede han, at der intet vilde +gives: under de nrvrende Forhold vilde den ottomaniske +Regjering ikke tillade nogen Fremmed at opholde sig der.</p> + +<p>Det gjaldt nu om at finde et andet Sted i de grske eller +tyrkiske Lande, hvor en Udgravning kunde forsges med +grundet Haab om lnnende Udbytte. Efter omhyggelig Afveining<a class="pagenum" name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"></a> +af de forskjellige Muligheder, der frembd sig, valgte +vi Lindos paa en Rhodos, en By, som i det 7. og 6. Aarh. +f. Chr. var ens vigtigste Stad og selv, efter at den nye +Hovedstad var anlagt 408, vedblev at have Betydning som +srskilt Kommune. Beliggende paa ens stkyst, som Grkenlands +yderste Forpost imod S.O., har den spillet en +Hovedrolle i de gamle Handelsforbindelser med Orienten; +vi lse bl. A., at den gyptiske Konge Amasis sendte kostbare +Gaver til Athenetemplet i Lindos. Borgen, der laa paa +en isoleret Klippe lige ved Kysten, blev i Middelalderen +paa ny befstet af Johanniterridderne, og efter at Tyrkerne +havde erobret den, ogsaa af disse bevaret som Fstning, +indtil den c. 1840 blev opgivet. Siden den Tid ligger den +ganske de. Den ngne Klippe er oversaaet med Stenblokke, +der have vret benyttede i Oldtiden, og som ved de indhuggede +Indskrifter fortlle os deres tidligere Historie. Imellem +dem vise sig ogsaa Grundmurene af to antike Bygninger, +formodentlig Templer. Her var altsaa en rig Mark +for Undersgelse, hvortil endnu kom, at der ogsaa i den +lavere By udenfor Borgen saas et lille Theater og andre +Minder om Benyttelse i Oldtiden, ligesom ogsaa Gravene for +Strstedelen vare urrte. Carlsbergfondets Direktion billigede +vort Valg og stillede 60,000 Kr. til vor Raadighed. Her gjorde +den tyrkiske Regjering heller ingen Vanskeligheder, og en +keiserlig Irade, som tillod Udgravningen, blev udstedt i Februar +1902.</p> + +<p>I Begyndelsen af April afreiste Blinkenberg og Kinch til +Stedet for forelbig at orientere sig, foretage enkelte Forsgsgravninger +og overhovedet forberede Alt saaledes, at +Arbeidet kunde begynde, naar Sommerens Hede var forbi. +Forholdene paa Stedet syntes srdeles heldige, og man lovede +sig en heldig Kampagne; men pludselig viste der sig +nye Vanskeligheder, som truede med at faa hele Planen til +at strande. Hvad enten det hidrrte fra Fordomme hos nogle<a class="pagenum" name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"></a> +af Stedets Beboere, der vare bange for, at de Fremmede +skulde bortfre deres Skatte, eller af en hvilkensomhelst +anden Grund, trods den keiserlige Tilladelse vilde den tyrkiske +Tilsynshavende, der skulde vaage over Udfrelsen af +Arbeidet, ikke tillade dem at grave paa Borgen. Udenfor +denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa +det Sted, som det netop vsentlig gjaldt om at faa undersgt. +Forbudet stttede sig paa en almindelig Bestemmelse +for alle Udgravninger, iflge hvilken der ikke maatte graves +i Fstninger, og man vilde ikke hre noget om, at Lindos +allerede for 60 Aar siden havde ophrt at vre en Fstning. +Der krvedes altsaa en ny keiserlig Tilladelse. De +militre Autoriteter vare ingenlunde villige til at anbefale en +saadan, og frst efter vedholdende Anstrengelser og lang +og pinlig Venten lykkedes det i Slutningen af August at erholde +den nye keiserlige Ordre, hvorved ogsaa denne Hindring +blev ryddet af Veien. Nu synes endelig Alt at vre i +Orden. Expeditionen, bestaaende af de to Archologer med +Bistand af en Architekt og en Ingenir, er i Frd med at +afgaa, og Arbeidet kan begynde i Oktober. Gid det maa +bringe Videnskaben Frugt og lnne al den Iver og Udholdenhed, +hvormed der er kmpet for Ivrksttelsen af denne +smukke Plan!</p> + +<p class="smaller">14. September 1902.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h2><a name="Efterskrift" id="Efterskrift"></a>EFTERSKRIFT.</h2> + + +<p>Fader dde den 28. Oktober 1905. Hans Optegnelser ere afsluttede +tre Aar forinden; kun har han tilfjet nogle Linier om +Moders Bortgang (S. 102). Hans Arbeide i disse sidste Aar var +fremfor alt helliget de danske Udgravninger paa Rhodos, hvormed +Tilsynet herhjemmefra for en stor Del var lagt i hans Haand, og +han stod til det sidste i levende Forbindelse med de Videnskabsmnd, +der arbeidede dernede. I Videnskabernes Selskab gav han +Meddelelser herom, og Mange ville endnu mindes, hvorledes han i +Geografisk Selskab den 2. Febr. 1904 holdt en stor Forsamlings +Opmrksomhed fangen ved et halvanden Times Foredrag om Udgravningerne +og deres Resultater. I Efteraaret 1904 holdt han sidste +Gang archologiske Forelsninger paa Universitetet, da han +gjorde Tilhrerne bekjendt med Udbyttet af de seneste Aars Udgravninger +i Delphis Grusdynger, som han selv havde besgt og +skildret henved 60 Aar tidligere. I November maatte han afslutte +Forelsningen, og de smertefulde Sygdomsanfald bleve nu hyppigere; +han flte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft +og lngtes efter Dden. Han underkastede sig i Marts 1905 en +Operation, som han ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog +overstod han den, og endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige +Lidelser glde sig ved Samvret med sin Familie og med +Venner, gamle og unge, ligesom han vedblev at omfatte sin Videnskabs +Fremskridt med levende Interesse og at arbeide med sin Pen +indtil det sidste, to Ugers Sygeleie.</p> + + + +<!-- +<hr class="chapbreak" /> +<h2>RETTELSE.</h2> + +<p class="center"> +Side 169, Linie 11 f. o. Bruun ls: Brunn.<br /> +</p> +--> + + +<hr class="chapbreak" /> + +<h2>GYLDENDALSKE BOGHANDEL<br /> +NORDISK FORLAG</h2> + +<p class="reklamer">WALD. BAUDITZ: Livserindringer, Kr. 4,00 ~ VILH. +BERGSE: De forbistrede Drenge, Portraiter og Interieurer, +Kr. 4,50, Krigen og Koleraen, <span class="sic" title="[sic]">3,25</span>, Studenterleben +og Studieliv, Kr. 4,00, Eventyr i Udlandet. Kr. 4,00, +Mellem Palmer og Pinier, Kr. 3,50 ~ CHARLOTTE BOURNONVILLE: +Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen, Kr. +6,50, AUGUST BOURNONVILLE: Spredte Minder i Anledning +af Hundredaarsdagen, Kr. 3,50 ~ CHR. BRUUN: +Biblioteks Erindringer, Kr. 2,00 ~ ERIK BGH: Erindringer +fra mine unge Dage, Kr. 5,00, Min frste Forfattertid, +Kr. 4,50 ~ H. F. EWALD og THEODOR EWALD: +En Slgts Historie gennem et Aarhundrede, I-II Kr. +4,50 ~ CLARA RAPHAEL: Tolv Breve. Udg. af <i>J. L. +Heiberg</i>. Kr. 1,50 ~ JOHS. FIBIGER: Mit Liv og Levned, +Kr. 5,00 ~ MARGRETE FIBIGER: Clara Raphael (Mathilde +Fibiger) Et Livsbillede, Kr. 3,75, Et Kvindeliv (Ilia Fibiger), +Kr. 1,75 ~ JOHANNE LOUISE HEIBERG: Et +Liv genoplevet i Erindringen, Folkeudgave, Kr. 10,00 ~ C. F. +HOLTEN: Erindringer, 2. Oplag, Kr. 4,50 ~ LIVS- OG +KRIGSERINDRINGER. Af en gammel Feltprst, +Kr. 4,00 ~ W. SCHORN: Da Voldene stod, Erindringer, +Kr. 4,50. Fra gamle Skuffer, <span class="sic" title="[sic]">3,50</span>. ~ J. W. SDRING, +f. ROSENKILDE: Erindringer I, Kr. 5,00, do. II, Kr. 3,50 +~ OTTO ZINK: Joachim Ludvig Phister, Et Theaterliv, +Kr. 3,75. Fra mit Studenter- og Theater-Liv. Kr. 5,75.</p> + +<hr class="w65" /> + + +<div class="footnotes"> +<h2>Fodnoter:</h2> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1" href="#FNanker_1"><span class="label">[1]</span></a> Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer, Museum 1891, +S. 114 f.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2" href="#FNanker_2"><span class="label">[2]</span></a> Borkens Lyre S. 56.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3" href="#FNanker_3"><span class="label">[3]</span></a> En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K. Madsen, Lundby S. 165. +Ogsaa Brchner omtaler en saadan i et Brev fra Olevano, se Brchners og +Molbechs Brevvexling S. 41.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4" href="#FNanker_4"><span class="label">[4]</span></a> Endnu i 1872 skriver Gradis i <span lang="fr">Histoire de la Rvolution de 1848</span>, I p. 267, +hvor han giver en Oversigt over Forholdene i Europa: "<span lang="fr">Les dmocrates se soulevaient +dans le grand duch de Bade, en Saxe, en Bavire; le Sleswig voulait se +sparer du Danemarck, le duch de Posen de la Prusse etc.</span>"</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5" href="#FNanker_5"><span class="label">[5]</span></a> Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad kan og hvad +skal Oldtidens Kunsthistorie?"</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6" href="#FNanker_6"><span class="label">[6]</span></a> I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling i denne +Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters Protest i Nationaltidende +12. April 1899, som er fuldstndig overensstemmende med de virkelige Forhold.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7" href="#FNanker_7"><span class="label">[7]</span></a> Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske Bearbeidere +<a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="Plantus">Plautus</a> og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind 1875.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8" href="#FNanker_8"><span class="label">[8]</span></a> Indbyderne til Mdet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S. Grundtvig, +E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap. Steenstrup, M. Steenstrup, +S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L. Westergaard. Mdets Dirigent var disse Blades +Forfatter.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_9" id="Fodnote_9" href="#FNanker_9"><span class="label">[9]</span></a> Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift, utg. af Letterstedska +Freningen. 1881. S. 282 ff.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_10" id="Fodnote_10" href="#FNanker_10"><span class="label">[10]</span></a> En fuldstndig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning udgivne lille +Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag 1885).</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_11" id="Fodnote_11" href="#FNanker_11"><span class="label">[11]</span></a> Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_12" id="Fodnote_12" href="#FNanker_12"><span class="label">[12]</span></a> En Beretning om denne Hitidelighed, hvortil E. v. d. Recke havde skrevet +en smuk Sang, lses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_13" id="Fodnote_13" href="#FNanker_13"><span class="label">[13]</span></a> Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_14" id="Fodnote_14" href="#FNanker_14"><span class="label">[14]</span></a> Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at vre bleven opmrksom herpaa.</p></div> +</div> + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="afskr_rettelser" id="afskr_rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2> +<ul> +<li><a href="#rett_1">s. 5</a>: Fader, en fdt Nordmand[Normand], havde vret Borgemester i Ribe;</li> +<li><a href="#rett_2">s. 17</a>: mig at staa tilbage for Voss'[Voss's] Luise. Selv Tragedierne</li> +<li><a href="#rett_3">s. 35</a>: havde stolet paa sine almindelige[almindige] Kundskaber og ikke brudt</li> +<li><a href="#rett_4">s. 38</a>: kom ind. Vi takke Giverne og haabe [paa] Tilgivelse for</li> +<li><a href="#rett_5">s. 57</a>: med hendes slvklare Stemme synge: "Giovent[Gioventu] di Roma</li> +<li><a href="#rett_6">s. 62</a>: ved et Vrk over Greven af Syracus'[Syracus's] Vaser. Senere</li> +<li><a href="#rett_7">s. 76</a>: ovenover Landsbyen Oropos kunde jeg jo tnke mig, at Amphiaraos'[Amphiraos]</li> +<li><a href="#rett_8">s. 98</a>: boede paa den anden Side[Siden] af Seinen i Rue St. Germain.</li> +<li><a href="#rett_9">s. 102</a>: Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den nstldste[nstldte] Sn, Henry Bram,</li> +<li><a href="#rett_10">s. 116</a>: Indflydelse paa Sprgsmaalet om Brandes'[Brandes] Ansttelse.</li> +<li><a href="#rett_11">s. 120</a>: Plautus[Plantus] og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind 1875.</li> +<li><a href="#rett_12">s. 131</a>: fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en Kommission[Kommmission], bestaaende</li> +<li><a href="#rett_13">s. 138</a>: mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift[Indbydelseskrift] "Stat og Statsforfatning</li> +<li><a href="#rett_14">s. 141</a>: om man havde[have] afskaffet Navneordenes Fremhvelse ved</li> +<li><a href="#rett_15">s. 143</a>: Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte Retskrivningsordbogen[Retskrivningsningsordbogen])</li> +<li><a href="#rett_16">s. 189</a>: XI.[X.]</li> +<li><a href="#rett_17">s. 210</a>: Matthus'[Matthus] Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes'</li> +</ul> +</div> + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Af mit Levned, by Johan Louis Ussing + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED *** + +***** This file should be named 36430-h.htm or 36430-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/6/4/3/36430/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + +</body> +</html> diff --git a/36430-h/images/portrait.jpg b/36430-h/images/portrait.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..b4e1214 --- /dev/null +++ b/36430-h/images/portrait.jpg diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..34f81b0 --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for +eBook #36430 (https://www.gutenberg.org/ebooks/36430) |
