diff options
Diffstat (limited to '35102-8.txt')
| -rw-r--r-- | 35102-8.txt | 11033 |
1 files changed, 11033 insertions, 0 deletions
diff --git a/35102-8.txt b/35102-8.txt new file mode 100644 index 0000000..48adf24 --- /dev/null +++ b/35102-8.txt @@ -0,0 +1,11033 @@ +The Project Gutenberg EBook of Udvalgte Digtninger, by Johan Ludvig Heiberg + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Udvalgte Digtninger + +Author: Johan Ludvig Heiberg + +Release Date: January 29, 2011 [EBook #35102] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK UDVALGTE DIGTNINGER *** + + + + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men +forfatterens stavning er i øvrigt bevaret i denne e-bog. Symbolet # +er brugt til at angive s p a t i e r e t tekst i originalen, mens _ +er brugt til at vise kursiv tekst. Græsk tekst i originalen (en +enkelt forekomst) er angivet med +. + + + + + UDVALGTE DIGTNINGER + + + + + JOHAN LUDVIG HEIBERG + + + UDVALGTE DIGTNINGER + + + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + KØBENHAVN OG KRISTIANIA + 1905 + + + + + Efter #J. L. Heibergs Samlede Skrifter, Poetiske Skrifter#, + VIII-X Bd. (1862). + + + Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri + København + + + + +INDHOLD + + + _"Nye Digte"._ Side + + En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie 3 + De Nygifte. En Romance-Cyclus 69 + Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie 107 + Protestantismen i Naturen. En Mysterie 120 + + + _Udvalgte Digte._ + + #I. Lyriske Digte:# + + Foraar om Vinteren 129 + Til Lærken 131 + Aftenvandring 135 + Panisk Skræk 138 + Vaaren og Freden 143 + Efteraarsfølelse 145 + I et Exemplar af min Psyche 147 + Den 9de November 1811 149 + Hjemkomst 151 + Himmelsk Kjærlighed 154 + Hvad er Elskov 157 + + #II. Romancer og Viser:# + + Uranienborg 163 + Tycho Brahes Farvel 166 + Fiskersang 168 + Liden Kirsten 169 + Fiskeren og Havfruen 170 + Eensomhed 172 + Serenade 173 + Barcarole 174 + Kjærligheds Drømme 175 + Konning Volmer 176 + Kong Valdemars Jagt 177 + Erotiske Sange 1-8 178 + Tordenveir 187 + Sommerregn 188 + + #III. Blandede Digte:# + + Den hellige Anders. Legende 193 + Amor og Bacchus 200 + Kunstreisen. Et Eventyr 204 + Sangfuglene. En Fabel 209 + Tjenstagtighed. En Fabel 213 + Maanen 216 + Cantate ved Universitetets Reformationsfest 221 + Lanterna-magica 228 + Til Lanterna-magica-Doublanten i Sorøe 238 + Danske Localiteter: + Danmark 250 + Christiansborg 253 + Fredriksberg 255 + Amalienborg 256 + Rosenborg. En Monolog 257 + Frue Kirke 259 + Thorvaldsens Museum 260 + Børsen 263 + Skuespilhuset. En Dialog 266 + Nicolai Taarn 277 + Bredgaden 280 + Ryssensteens Bade 284 + Toldboden 287 + Charlottenlund. En Skovscene 288 + Sorgenfri 300 + Kronborg 303 + Fredriksborg. En Roman i to Capitler 306 + Roeskilde Domkirke 323 + Vallø, eller: En ung Piges Betænkeligheder 326 + Valdemars Taarn i Vordingborg 330 + Møens Klint 332 + + + + +"NYE DIGTE" + + + + +I December 1840 udkom "#Nye Digte af Johan Ludvig Heiberg#", +indeholdende: Gudstjeneste -- En Sjæl efter Døden -- De Nygifte +-- Protestantismen i Naturen. + + + + +EN SJÆL EFTER DØDEN + +EN APOCALYPTISK COMEDIE + + + + +FØRSTE ACT + + + #Chor af de Efterlevende.# + En værdig Mand er død! I kraftig Alder + Han gik fra Børn og Hustru, Kjødets Gang. + Vor tunge Taare paa hans Aske falder, + Imens vi synger en fiirstemmig Sang. + En trofast Ægtemand, en kjærlig Fader, + En ærlig Ven, en Borger som kun Faa, + Er tabt for os og Landet; han forlader + Vor Tornesti, for til sin Fred at gaae. + Nu har han Himlens Salighed i Eie, + Det siger Præsten, og det er bekjendt. + Fred med hans Støv! Vi bringe skal tilveie + Ved Subscription et kostbart Monument. + + #Sjælen.# + Hvad plager dog mig Stakkel + For Lirumlarum! Fanden til Spektakel! + Hei, Kone, heida, Mille! + Siig Børnene, de smukt skal være stille; + Og er det Liremanden, + Saa bed ham om at spille + I Gaarden hos en Anden, + Der ei er syg og daarlig + Som jeg, og søvnbegjærlig og alvorlig. -- + Men hillemænd! jeg seer, jeg ikke ligger + I min Mahogniseng, men som en Tigger + Paa Jorden, paa den bare! + Hvorledes kan min Kone Sligt forsvare? -- + Lad see, om jeg kan reise mig ...... Med Møie + Det lykkedes! -- Men hvad har jeg for Øie? + Af Undren fast forgaaer jeg! + Paa Kirkegaarden staaer jeg, + Og ved et pragtfuldt Monument ...... Bevares! + Paa denne Luxus kunde Meget spares. + Hvad staaer derpaa? Lad see! ... "Herunder hviler" ... + Men er det muligt? Jeg mit Navn jo læser! + Hvad er det for Fadaiser? + Mens Øiet op jeg spiler, + Jeg til den sikkre Mening har mig stavet, + At det er mig, som ligger her begravet! ... + Saa maa jeg være død! ... Hvad skal man sige! + Den Vei skal jeg og alle mine Lige. + Men jeg vil ikke mere, + Da Tingen ei kan ændres, raisonnere, + Men see at liste mig til Himmerige. + Jeg seer det alt derhenne, + Jeg feiler ikke, det er let at kjende; + Og som jeg seer og mærker, + Der staaer en Portner ved dets Udenværker; + Til ham jeg kan mig med et Spørgsmaal vende, + At ikke jeg forgjæves ind skal rende. -- + Hei, Faer! vil Han mig sige, + Om ikke dette Slot er Himmerige. + + #Sanct Peder.# + Min Ven! tal med Respect; jeg er Sanct Peder. + + #Sjælen.# + Ak! ydmygst om Forladelse jeg beder; + For første Gang jeg er paa disse Steder; + jeg har mig hid begivet + Som Fremmed, var her aldrig før i Livet; + Og lettelig da hænder, + Man Stedets Mandskab ei saa nøie kjender. + Men at jeg traf paa jer, den Sag er vigtig, + Thi Veien, som jeg tog, var altsaa rigtig: + Jeg skal til Himlen. Luk mig ind, Herr Peder, + Med Nøglen, som jeg seer, I har hos eder. + + #Sanct Peder.# + Først lad mig see Beviset + For, at du virkelig skal ind i Paradiset. + + #Sjælen.# + Det er jo klart som Dagen: + Jeg er jo død. + + #Sanct Peder.# + Det seer jeg nok, men Sagen + Ei dermed afgjort er. + + #Sjælen.# + Man er forvisset + Hos os, at Den, som døer, skal leve hisset. + + #Sanct Peder.# + Vel sandt, men andre Steder + Der gives, end det Sted, du nu betræder. + Hvorledes kan du være da saa sikker + Paa, at det just er her? + + #Sjælen.# + Naar man sig skikker, + Som det sig bør, mod sig og sine Lige, + Saa veed jeg, man har Ret til Himmerige. + + #Sanct Peder.# + Har du det gjort? + + #Sjælen.# + Jeg er, saavidt jeg skjønner, + Nok værdig til, at Herren mig belønner. + Jeg har mig ærlig næret, + Jeg aldrig har min Næstes Gods begjæret, + Gav Hvermand Sit, erhverved ufortrøden, + Har ingen Gjæld mig efterladt ved Døden, + Men tvertimod Formue, + Saaledes, at min Frue, + Naar hun vil leve tarvelig som Enke, + -- og det jeg tiltroer Konen -- + Har ingen Trang til Hjelp, og kan Pensionen + Til de forarmede Finanser skjænke. + + #Sanct Peder.# + Alt saare godt! Dog Mere der behøves. + + #Sjælen.# + Hvad da? + + #Sanct Peder.# + Du først maa prøves. + + #Sjælen.# + Ak Herregud! Skal jeg nu prøves mere? + + #Sanct Peder.# + Vær uden Frygt! Det gaaer kun dig som Flere. + + #Sjælen.# + Men er jeg da paa Jorden + Ei noksom prøvet vorden? + Hos os man troer: hvergang et Dødsfald hænder, + Er Pinens Tid forbi og Prøven ender. + + #Sanct Peder.# + Man heri, som i Andet + Stor Fordom har, det har jeg ofte sandet. + Kun saare Faa kan lige + Fra Verdens Vei gaae ind i Himmerige; + De Allerfleste, før herind de drage, + Et Værk maae overtage, + Hvorved de sig i Fromhed kunne styrke + Og vise, hvilken Gud det er, de dyrke. + Den Ene faaer det ene, + Den Anden andet Hverv, alt som vi mene, + Han til at prøves trænger. + Altsaa, for ei at spilde Tiden længer, + Giv Agt, saa skal du høre, + Hvad Arbeid dig nu paalagt er at gjøre. + Du skal til Palæstina dig forføie; + (Den lange Vei dig koster liden Møie, + Thi lettet efter Døden + Dig Foden blev, gak derfor ufortrøden). + Fra Nazareth din Vandring skal begynde, + Hvor Englen monne Frelseren forkynde. + Derfra du dig til Bethlehem begiver, + Hans Fødeby, og følger nu med Iver + Hvert Spor, som, mens han leved + Blandt Mennesker, af ham betraadt er blevet, + Alt i den samme Orden, + Hvori han selv betraadte det paa Jorden, + Alt som til Herrens Glorie + Det skildres i den hellige Historie; + Og paa hvert Sted du nøie, + Hvad der sig tildrog, have maa for Øie. + Du med din Frelser til Egypten drage, + Du vende til Jerusalem tilbage, + Til Templet, hvor han offrer Turtelduer, + Og hvor du Simeon og Anna skuer. + Fra Nazareth, som du paany besøgte, + Du snart igjen ledsage + Til Templet ham tilbage, + Hvor han begynder alt sit Kald at røgte. + Til Jordan du ham følge, + Og tænke paa hans Daab i Flodens Bølge, + Til Ørknen du dig driste, + Hvor Djævlen ham forgjæves maatte friste; + Og naar saa i Capernaum han fæster + Sin Bo, du følger ham og der ham gjæster, + Ledsager ham i hele Galilæa, + Samaria, Judæa, + Paa Markens Veie, som paa Havets Vover, + Til Bjerget, hvor han præker, og henover + Den Sø Tiberias til Gergesener, + Saa og til Cana, Nain, Bethania, + Sichem, Genesareth og Cæsaria, + Hvor mig med Himlens Nøgler han forlener. + Paa Toget til Jerusalem du følge + Langs Jordans Bred. Du staaer ved Stadens Grændser, + Naar Jericho, naar Betfage sig dølger. + Træd ind i Templets Hal, som Herren renser, + Og gak hver Aften over Kedrons Bølger + Til Oliebjerget, hvor du overnatter. + Palladset, som af Caiphas beboedes, + Du søger, og forfølger Sporet atter, + Som leder til Pilatus fra Herodes. + Gak saa til Golgatha, betragt bedrøvet + Det store Gravsted, som har Gud dig røvet; + Men see ham saa tilbagevendt til Livet, + Naar du til Emaus dig har begivet. + Vend om igjen til Staden, for at høre + Hans Ord, naar han, tiltrods for lukte Døre, + Paany sig aabenbarer; + Og lad dig saa til Galilæa føre, + For ham at see, naar han til Himlen farer. -- + Og dermed Nok! Har denne Vei du vandret, + Da er dit Sind i Meget vist forandret, + Da har du styrket dig i fromme Tanker. + Kom saa kun hid! Naar du paa Porten banker + Jeg kommer ud og venter, + At Intet meer vil hindre, + At jeg til Himmerigets Fryd dig henter. + + #Sjælen.# + Ak! kan jeg ikke gjøre det med Mindre? + + #Sanct Peder.# + Umuligt! + + #Sjælen.# + Jeg er træt i Fod og Tanke, + Og glæded mig til Hvile, + Men skal nu atter ile, + Skal fra det Ene til det Andet vanke. + Dog, hvis det ei kan anderledes være, + Ifald jeg end skal reise for at lære, + -- Og selv jeg Reiser ynder, + Ved dem sig ofte danner en Begynder -- + Da send mig idetmindste til en Stjerne, + En anden Klode hisset i det Fjerne, + aa det jeg maa erfare, + Om hist og er af Mennesker en Skare. + Hvad heller, hvis jeg skal nødvendig blive + Paa samme Klode, hvor jeg var ilive, + Saa lad mig (o jeg beder!) + Helst reise til America, Herr Peder! + Jeg altid længtes efter + At see det Land, som har saa store Kræfter, + Det Land, hvor man paa Friheds Jordbund triner, + Og Alt udrette kan med Dampmaskiner. + Kort før jeg døde, havde jeg isinde + Tilsidst mig at forbinde + Med Stolemager Dessau, for at drage + Med ham derhen; dog blev jeg holdt tilbage + Fra dette Vovestykke, + Og sagtens til min Lykke. + Men nu -- thi Reisen mig bestandig frister -- + Nu, da jeg ingen Grund har til at frygte + For Skibets Læk og Plyndring af Carlister, + Nu var det godt, om Stedet jeg besøgte. + O lad derhen mig drage! + Jeg mere dannet komme skal tilbage, + Saa man mig vist i Himlen op vil tage. + + #Sanct Peder.# + Jeg kan dig ikke føie, + Du maa dig efter Himlens Villie bøie, + Og Alt, hvad jeg befalte, følge nøie. + + #Sjælen.# + Men bliv ei vred, Herr Peder, + I nævnte mig en mægtig Hoben Steder; + Jeg neppe dem beholder + I min Erindring, hvilket let forvolder, + At Et og Andet glemmes, + Som ei saa rigtigt nemmes, + At Meget overspringes, + Og Intet ordentligt tilendebringes. + Hvor let kan det sig hænde, + At jeg begynder der, hvor jeg skal ende? + + #Sanct Peder.# + Da veed jeg dog, at du den Vei maa kjende, + Hvis Gang jeg har beskrevet? + + #Sjælen.# + Jeg kjender den, men ikke just saa nøie. + + #Sanct Peder.# + Saa du har ei i Tanken gjennemlevet + Din Frelsers Liv, hans Vandring havt for Øie + I Rummet og i Tiden? + + #Sjælen.# + Det er saa længe siden + At jeg blev confirmeret, + Og jeg har ei min Lærdom repeteret + I moden Manddoms-Alder. + Desuden maa jeg sige: tyndt det falder + Hos os med Underviisning + I Christendom. Man aandelig Bespiisning + Nu faaer i det Reale, + Som os alene redder + Fra alt det meget Øvrige, Fatale. + Herr Peder! hør, jeg vædder, + Den bedste Confirmand kan ei fuldføre + Det Værk, som I forlanger, jeg skal gjøre. + + #Sanct Peder.# + Saa staaer det daarligt til, det kan jeg høre. + + #Sjælen.# + Men er det da saa vigtigt, + Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt? + Om hvert et Navn man mindes, + Og til en chronologisk Orden bindes? + Detaillen og det Mindre + -- Saa synes mig -- kan glemmes efterhaanden, + Naar blot man kan erindre + Det Større, mens man holder sig til Aanden. + + #Sanct Peder.# + Vel muligt, lad saa være! + Siig da, hvad Aanden er i Christi Lære. + + #Sjælen.# + Det kan jeg just saa lige + Jer ei, Herr Peder, sige, + Thi Aanden lader ei i Ord sig fange. + + #Sanct Peder.# + Og dog var Ordet Gud. + + #Sjælen.# + Ak! tusind Gange + Jeg om Undskyldning beder; + Jeg husked ikke mine Bibelsteder. + Men sagtens allegorisk + Det Sted forklares maa. Det er notorisk, + At Aanden blot kan føles, men ei siges, + Thi Aand og Bogstav uophørlig kriges. + + #Sanct Peder.# + Det skeer hos jer, desværre, + Men ei i Paradiset hos vor Herre. + Jo meer sig Aanden klarer, + Desmindre vistnok den paa Ordet sparer. + Hvo ei med Ord kan sige + Sin Tanke, kommer ei i Himmerige. + + #Sjælen.# + Det var da sært! Hvem kunde sligt vel gjætte? + + #Sanct Peder.# + Imidlertid, for Sagen dig at lette: + Du veed dog Christi Bud til alle Sjæle? + + #Sjælen.# + Jeg veed, Herr Peder, man bør ikke stjæle. + + #Sanct Peder.# + Et Bud af Loven du paa Læben fører, + Men Evangeliet jeg ikke hører. + + #Sjælen.# + Ih nu! jeg veed forresten, + Man Pligter har mod Gud, sig selv og Næsten. + + #Sanct Peder.# + Men du tilsidesatte + Din Pligt mod Gud; du vil ham ikke fatte. + + #Sjælen.# + Han er ufattelig; saadan man lærer + Enhver, som Videnskab om ham begjærer. + + #Sanct Peder.# + Hvad vil du da hos os? Siig, hvorfor sparer + Du dig da Veien ikke + Til Gud, naar han dog ei sig aabenbarer? + + #Sjælen.# + Det er just heri, Sagens Knuder stikke. + Paa Jorden kun iblinde + Vi gaae, men hist, i Himmelen derinde + Begynder vor Begriben; + Saadan hos os man hjelper sig af Kniben. + Maaskee og paa en anden Verdensklode + Vi blive mere kloge, mere gode, + Og fatte Gud ad Aare. + + #Sanct Peder.# + Hvorfor ei i America, du Daare? -- + Har end i Jordelivet + Du Keiseren, hvad der ham tilkom, givet, + Du har dog Gud formenet + Din Skat af Det, som han dig har forlenet. + Gak bort fra disse Steder! + En Sjæl, som du, ei Himmerig betræder. + + #Sjælen.# + Og jeg, som troede, jeg bestod med Hæder, + Skal gaae reject? + + #Sanct Peder.# + Vær rolig! + Dit Sind dig fører til en anden Bolig. + + #Sjælen.# + Gud hjelpe mig for den! + + #Sanct Peder.# + Du skal ei frygte. + Du finder hvad du søgte, + Naar denne Vei du følger, + Som fører til en Skov ved Strandens Bølger; + Der boe de Gode, som før Christi Tider + I Verden leved, Hedningskarer fromme; + Til dem du vist kan komme, + Saa tænker jeg, og faae en Plads omsider. + Vel finder du hos dem ei Saligheden, + Men dog et jordisk Eden, + Hvor kjølig Søluft gjennem Skoven vifter, + Hvor Sol og Maane sees bag Skyens Rifter, + Hvor Løvets Buegange + Gjenlyde høit af skjønne græske Sange, + Hvor man til glade Fester + Forsamler sig, mens for de muntre Gjæster, + Som sig med Viinløv krandse, + Ved Strængeleg de lette Piger dandse. + + #Sjælen.# + Fortræffeligt, Herr Peder! + For den Anviisning ret jeg takker eder. + Jeg har ei vidst, at her var slige Steder; + Jeg ellers ikke havde jer besværet, + Og ikke til Uleilighed jer været, + Thi bedre synes mig -- det maa jeg sige -- + Det Sted, som I beskrev, end Himmerige. + + #Sanct Peder.# + Hver taler, som han føler, + Forskjellig er jo Smagen. + Men skynd dig nu, thi Dagen + Alt helder, og det hjelper ei, du nøler. + + #Sjælen.# + Ja, I har Ret; jeg vil mig + Paa Veien strax begive. + Men I, som her kom til mig, + Og monne mig mit Paradiis beskrive, + See, ædle Mand, see Taaren i mit Øie, + Mit rørte Hjertes varme Tak du tage! + Farvel; Nu vil jeg mig afsted forføie. + + #Sanct Peder.# + Farvel, min Ven! Gid Lykken dig ledsage! + + + + +ANDEN ACT + + + #Aristophanes.# + Det er lystigt nok at staae + Ved Elysium som Vægter, + Og besee de mange Slægter, + Som ad Landeveien gaae; + Mangen christelig Fornægter + Kommer hid og banker paa. + Hver af os har her sin Uge, + Hvori han maa gjøre Vagt; + Touren er til mig; min Magt + Jeg med Fynd og Klem skal bruge, + Skal nok tage mig iagt, + Før jeg aabner Lem og Luge. + Og idag en Rector alt + Har jeg havt den Fryd at drille; + Alle Philologer ville + Hid til os, og for Gevalt + Have Noget at bestille + Med at grave attisk Salt. + Men jeg skal dem expedere + Til et Sted, hvor de kan staae + Paa det Tørre, naar de maae + Mine Skyer commentere. -- + Men der seer jeg En at gaae + Henad Veien og spadsere. + Hvis ei Synet mig bedrog, + Vistnok herhen styrer Manden. + Ja, der er han. Som den Anden + Er han sagtens Philolog. -- + Heida, Landsmand! + + #Sjælen.# + Saa for Fanden + Eders Brøl med Skræk betog + Mig paa disse tause Steder. + + #Aristophanes.# + Siig, hvad søger du? + + #Sjælen.# + Min Ven! + Til en rolig Havn jeg hen + Mig begiver, og hos eder + Haaber jeg at finde den. + Hid jeg sendes af Sanct Peder; + Han har viist mig til et Sted, + Hvor de gode Hedningsjæle, + Som ei lyve, som ei stjæle, + Boe saa godt ved Søens Bred, + Og ved glade Fester dvæle, + Hvor man kan i salig Fred + Synge, drikke, sig bekrandse, + More sig saa godt man vil, + Mens til muntert Strængespil + Mange vakkre Piger dandse; + Kort, er Stedet bare til, + Har det, saavidt jeg kan sandse, + Megen Lighed med vor Jord, + Dog af Plager sagtens færre. + + #Aristophanes.# + Kan du Græsk? + + #Sjælen.# + Nei, strenge Herre. + + #Aristophanes.# + Men Latin da? + + #Sjælen.# + Knap et Ord. + + #Aristophanes.# + Det er godt. + + #Sjælen.# + Ak nei, desværre! + + #Aristophanes.# + Som jeg siger. + + #Sjælen.# + Hvad? I troer? ... + + #Aristophanes.# + Jeg er meget glad ved Dette, + Thi saa veed jeg heraf strax, + At der ei paa din Syntax + Er Uendeligt at rette, + Ei Udtalen af den Slags, + Som vi kalde her den slette. + Uden alt grammatisk Spind, + Uden Vaner maa du være; + Saadan er det godt, min Kjære, + Thi naar først du kommer ind, + Kan du paa vort Sprog at lære + Siden altid lægge Vind. + + #Sjælen.# + Gud skee Lov! det var jo prægtigt! + Saa luk op, jeg er parat. + + #Aristophanes.# + Giv lidt Tid, vær moderat! + + #Sjælen.# + Undskyld, men jeg længes mægtigt. + + #Aristophanes.# + Dette Hastværk, Herr Krabat, + Forekommer mig fordægtigt. + Giv dig Tid, og tal. Velan, + Lad mig høre dine Grunde, + Hvorfor du til os vil stunde; + Thi at ikke Græsk du kan, + Er en Grund, som ingenlunde + Kan forslaae, min gode Mand! + + #Sjælen.# + Ak! I gjør mig heel urolig! + Nys I sagde, godt det var. + + #Aristophanes.# + Ja, saafremt du ellers har + Anden Adkomst til vor Bolig. + Er din Oldtids Tanke klar? + Er med Hellas du fortrolig? + + #Sjælen.# + Herre! jeg har ei studeert, + Jeg blev, som saa mangen Anden, + Strax bestemt for Handelsstanden. + + #Aristophanes.# + Meget pudsigt og forkeert + Svarer du. + + #Sjælen.# + Jeg troer, at Manden + Blot vil have mig fixeert. + + #Aristophanes.# + Hvorfor troer du her at passe? + Classisk Kunst du søger da, + Classisk Viisdom? + + #Sjælen.# + Classisk? Ja, + Jeg har gaaet i Handelsclasse. + + #Aristophanes.# + Det gjør Intet til og fra. + Nævn kun i den hele Masse, + Knyttet til Athen og Rom, + Eet, som fængsler dine Tanker, + Eet, hvorfor dit Hjerte banker, + For hvis Skyld du kom til os. + + #Sjælen.# + Atter en Examen vanker + Her ved denne Helligdom. + + #Aristophanes.# + Er det maaskee Længsel efter + Alle hine store Mænd, + Som dig drager til os hen? + Siig, hvorved din Tanke hæfter, + Om Homer tiltrækker den + Med de mageløse Kræfter, + Eller Platos Aand dig har + Draget efter ham i Døden? + + #Sjælen.# + Saadan er det. Ufortrøden + I Historien jeg var, + Og har altid skummet Fløden + Af Begivenhedens Kar. + Og endskjøndt jeg lytter heller + Til det Nyt, som min Avis + Mig fra London og Paris + Paa den sidste Postdag melder, + Sætter jeg dog ogsaa Priis + Paa hvad Oldtid os fortæller. + Jeg har Intet imod den, + Uden Det, den er saa gammel; + Derved blev den mig lidt vammel; + Men jeg agter den igjen, + Naar jeg husker, den en Skammel + Var for os med sine Mænd. + Dem at see jeg har isinde; + Og især jeg gjerne fik + Mig af Socrates et Blik. + + #Aristophanes.# + Socrates? Han er herinde. + + #Sjælen.# + Ham jeg kjender paa en Prik! + Han gaaer aldrig mig af Minde, + Stakkels Mand! Han Giften drak, + Som en Flok Athenienser, + Skurkepak, som Lov ei ændser, + Tylded i ham. + + #Aristophanes.# + Mange Tak, + At du ei din Dom begrændser, + Kalder mine Landsmænd Pak! + + #Sjælen.# + Nu ... jeg troede ... + + #Aristophanes.# + Hvad? + + #Sjælen.# + Jeg mindes, + At der var en Gjøgler med, + Som ham gjorde stor Fortræd, + Og sig lod af Pøblen vindes; + Aristophanes han hed. + Men bestukken af en Qvindes + Deilighed, han snart blev from. + + #Aristophanes.# + Er det muligt? Hvad er Dette? + Hvo har kunnet dig berette + Saadan en løgnagtig Dom? + + #Sjælen.# + Saadan lyder just den rette + Kundskab, hvortil sidst vi kom. + + #Aristophanes.# + Tal da! Lad mig høre Mere + Om hvad Gjøgleren har gjort! + + #Sjælen.# + I er altfor god, men stort + Vil det ei interessere. + + #Aristophanes.# + Jo tilvisse! far kun fort! + + #Sjælen.# + Jeg vil nødig jer genere, + Men saafremt I vil ... + + #Aristophanes.# + Velan! + + #Sjælen.# + Nu, saa lyder jeg paa Pletten. -- + Viid, Begyndelsen til Trætten + Denne var: Den onde Mand + Skrev Artikler i Raketten + Imod Socrates ... + + #Aristophanes.# + Hvordan? + + #Sjælen.# + Undskyld, om jeg gjør Fadaiser, + Men jeg mener kun et Blad, + Som er fuldt af Ondt og Had, + Og som altid giver Næser; + Hvad det kaldes i jer' Stad, + Veed jeg ikke, thi jeg læser + Ikke Græsk. Nu da, som sagt, + Denne kaade Ven af Latter + Seer just Socratesses Datter, + Og forknyt ved Elskovs Magt, + Gaaer han til den gamle Fatter, + Som han har i Bladet bragt, + Og ham siger: "Du betænke, + Avind har kun ført min Pen; + Men jeg agter dig igjen, + Og du Agtelse mig skjænke + Jeg forsørge skal som Ven + Dine Børn som og din Enke. + #Du# er stor, og #jeg# er stor, + Vi kan Begge være store, + #Du# kan gavne, #jeg# kan more; + #Jeg# erkjender #dig#, og troer, + At du vil til Gjengjæld spore, + At i #mig# Genie der boer." + Kort og godt, i et Par Timer + Var det Hele bragt i Stand; + Til sit Bryst den store Mand + Trykker kjærligt ham, som rimer, + Og som selv er stor som han. + + #Aristophanes.# + Ha ved Styx! jeg troer, du primer! + Handled jeg paa saadan Viis? + + #Sjælen.# + I? + + #Aristophanes.# + Just jeg, med hvem du taler, + Og hvis Billed saa du maler, + At du værdig blev til Riis! + + #Sjælen.# + Herregud! I selv jo haler + Ud mig paa saa glat en Iis. + Men jeg har just eders Billed + Saadan seet i Kjøbenhavn + Paa en Orlogs-Digter-Stavn, + Dengang Socrates blev spillet. + + #Aristophanes.# + Tys ... du nævner der et Navn, + For min Tanke selsomt stillet. + Jeg har hørt om denne By, + Hvor en Kunstner har tilbage + Kaldet Hellas gyldne Dage, + For dets Hæder at fornye, + Hvor en Digter uden Mage + Snart i Storm og Tordensky + Nordens Guders Vogn tør kjøre. + Snart, med sagte Vind i Seil + Gyngende paa Bækkens Speil, + Strængelegen blidt kan røre, -- + Stor i Fortrin, stor i Feil. + Siig mig altsaa, lad mig høre, + Er du fra hiin Stad i Nord, + Hvor Antikens ædle Stamme, + Pleiet ved Geniets Flamme, + I barbarisk Jordbund groer, + Og hvor stolte Værker bramme + Med et Navn, som kom fra Thor? + + #Sjælen.# + Jeg din Mening, skjøndt forblummet, + Fatter, og har Ja til Svar. + + #Aristophanes.# + Altsaa nu Antiken har, + Da den længe var forstummet, + Al sin Fylde, dyb og klar, + I dit Folks Begeistring rummet, + Og du selv nu kommer hen, + Greben af det Ord, den taler, + For at see dens Idealer? + Er det saadan? Siig, min Ven! + + #Sjælen.# + Jeg har givet sex Rigsdaler + Til Musæet. + + #Aristophanes.# + Hillemænd! + + #Sjælen.# + Det var sagtens ei saa farligt, + Mangen En dog Mindre gav. + + #Aristophanes.# + Flyt nu kun din Vandringsstav + Andre Steder hen, thi klarligt + Seer jeg, at du ei har Krav + Paa vor Bolig. + + #Sjælen.# + Uforsvarligt + Handles med mig! Siig, hvorhen + Skal jeg mig da nu begive? + + #Aristophanes.# + Lad mig høre, hvad ilive, + Du har virket ved din Pen + Eller Tunge. Kan du skrive, + Kan du tale for os Mænd? + + #Sjælen.# + Om jeg kan? Ved mangt et Gilde, + I en Kreds dog fremfor Alt, + Trykkefriheds-Selskab kaldt, + Sprudlede min Tales Kilde; + Og i Folkebladet alt + Anonymt jeg skrev; -- dog ilde + Var, om røbet blev mit Spil; + Redacteuren kun og eder + Har jeg det betroet. Jeg beder, + At I nu mig sige vil, + Hvor jeg mig et Sted bereder. + + #Aristophanes.# + Sjæl, gaa du ad Helved til! + + + + +TREDIE ACT + + + #Sjælen.# + Det er en gammel Sandhed, ofte prøvet + I Livets byrdefulde Hurlumhei, + At Supplicanten faaer sin Taalmod øvet, + Naar han begiver sig paa Naadens Vei. + Det hjælper ikke, paa sin Ret han pukker, + Nei, trygles maa der, krybes, gjøres Cour, + Indtil man Døren for hans Næse lukker, + Og siger: "Denne Gang var ei din Tour." + Paa Jorden idetmindste dog man skjænker, + Naar Afslag gives os, et høfligt Svar; + Men her en Grobian endogsaa krænker + Al høflig Form, og holder Folk for Nar. + Han simpel er, hans Ord det selv forraade, + Han siger, man kan gaae ad Helved til; + Hos os er Sligt en Pøbel-Talemaade, + Som ingen Dannet sig tillade vil. + Jeg mærker nok, Culturen er tilbage + Her i den anden Verden fremfor hist; + Jeg frygter, at man her om Aar og Dage + Gaaer Krebsgang i sin Dannelse tilsidst. + Man hylder her en tom Idealisme, + Og det Reale knap man kjender til. + Gud veed, om ei tillige Nepotisme + Hos Embedsmanden driver smudsigt Spil, + Om ei, for Salighed at faae til Aanden, + Man maa bestikke med en god Douceur, + Og hvis man Intet give vil paa Haanden, + Det nytter ei til Noget at man døer. + Men efter de betydelige Summer, + Som knap til god Begravelse forslaae, + Det dybt maa fylde Borgeren med Kummer, + Om han i Himlen Meer betale maa. + Dog har jeg læst, dengang jeg var ilive, + At, for at naae sin Plads, naar man var død, + Man maatte Penge til en Baadsmand give + Og fore et Slags Toldbodhund med Brød. + Der gives Misbrug her, som allevegne, + Det har jeg lært, og det er mig til Gavn. + Men sagtens er her andre Himmelegne, + Jeg tænker nok, jeg finde skal min Havn. + + Seer jeg ret? Nu belønnes jeg stort! + Hvilken ganske fortræffelig Port! + I dens Form hvilken skjøn Symmetrie! + Der er Smag, der er Kunstsands deri! + Hvilken Vei! den saa bred er som tre! + Ganske vist en mac'adamsk Chaussee! + Hvor man mageligt vandrer derpaa! ... + Ind ad Porten jeg vover at gaae, -- + Hvis kun her ingen Portner igjen, + Lig en Hund fra sit Huus, farer hen, + Viser Tænder og gjøer sit "Gaa væk!" ... + -- Nei, det gik; uden Grund var min Skræk; + Her er Ingen, som spørger om Pas, + Udentvivl man til Alle har Plads; + Det er smukt! Man er her liberal. -- + Men endnu jeg den skjønne Portal, + Før jeg videre gaaer, maa besee, + Thi en Indskrift den bærer maaskee, + Som mig nævner det Sted, hvor jeg kom. + Nu velan! jeg da blot vender om, + I et Spring jeg derudenfor staaer ... + + #Mephistopheles.# + Man kun ind her, men ud ikke gaaer. + + #Sjælen.# + Serviteur! + + #Mephistopheles.# + Vær saa artig, min Ven, + At gaae, hvor det behager dig, hen + I det hele vidtløftige Land; + Du maa tage din Plads, hvor du kan. + Denne Port bliver ei lukket til, + Her kan komme saa Mange, som vil. + + #Sjælen.# + Nu, saa bliver jeg her ei til Nar; + Jeg et Sted dog erhvervet mig har. + + #Mephistopheles.# + Og et Sted, hvor den høflige Vert + Til at tjene sin Gjæst er alert, + Og til Hver, som vil vise sin Hæl, + Siger venligt: Bliv her, kjære Sjæl! + + #Sjælen.# + I er gjæstfrie, saa synes det, her? + + #Mephistopheles.# + Vi er rørende stemt mod Enhver. + + #Sjælen.# + Og her spørges om Forkundskab ei? + + #Mephistopheles.# + Nei, Enhver kan betræde vor Vei. + + #Sjælen.# + Ei med Prøver man frister vort Sind? + + #Mephistopheles.# + Nei, Enhver løber lige herind. + + #Sjælen.# + Det er ypperligt, ganske charmant! + + #Mephistopheles.# + Det er mageligt nok, ikke sandt? + Vær du glad, om du Intet forstaaer + Af hvad Verden har kjendt før igaar, + Thi da passer du godt mellem os, + Hvor man byder Betingelsen Trods. + Her forkaster man Alt, som har Grund, + Her er Flader, men aldrig en Bund; + Her er Alt selvstændigt og frit, + Ingen Forskjel paa Kul eller Kridt, + Her er Frihed og Lighed parat, + Her er Alt en begyndende Stat, + Som, hvor meget den skynder sig fort, + Kommer ei fra Begyndelsen bort, + Thi det enkelte, korte Moment, + For at være tilgavns præsent, + Fra det forrige skiller sig brat, + Lig den første Lysning fra Nat, + Og begynder sit Evigheds _A_, + Som dog ei noget _B_ kommer fra. + + #Sjælen.# + Jeg forstaaer dig ei ganske. + + #Mephistopheles.# + Lad gaae! + Du har godt af at høre derpaa. + Her er Alt kun sig selv og discret, + Og i Alt dog kun Continuitet; + Her er Næring af Ørkenens Brød, + Her er Alting saa jevnt som en Grød, + Og dog kantet og stivnet dernæst, + Som en stakaandet, haard Anapæst. + + #Sjælen.# + Anapæst? hvad er Det? + + #Mephistopheles.# + Kjære Ven, + Det er Det, du nu taler igjen. + + #Sjælen.# + Det er stygt ... + Jeg ændre vil min Tale. + + #Mephistopheles.# + Ja, gjør det, du har at befale. + + #Sjælen.# + Hvad du har sagt mig, er jo godt; + Dog er der Eet, et Eneste blot, + Som synes mig underligt at være: + Hvorfor er det forbudt at gaae ud? + + #Mephistopheles.# + Det skal jeg sige dig, min Kjære: + Det er nu saadant et gammelt Bud, + Hvis Nødvendighed er som Dagen klar. + Det ligger i, hvad jeg sagt dig har, + At her er Begyndelsens evige Land, + Som ingen Baggrund fordrage kan. + Derfor ei Nogen tilbage skrider. + Thi Begyndelsen har jo ingen Bag; + Man maa blive her til evige Tider. + + #Sjælen.# + Ja saa! det er en anden Sag. + + #Mephistopheles.# + Ifald du forstod Philosophie, + Jeg skulde Sagen dig let forklare: + Vort Rige er det Umiddelbare, + Som ingen Evighed kan befrie, + Fordi der er ingen Grund deri, + Fordi, da det intet _Prius_ har, + Det evig kun bliver hvad det var ... + Med opspiilt Øie du mig betragter, + Og gjør til min Tale sære Fagter ... + Min Ven, du skal ikke gruble derpaa, + Det er Noget, som Ingen dog kan forstaae. + Kun lad mig sige dig til din Trøst: + Næsten Alle blive her med Lyst, + Næsten Ingen, som først har været herinde, + At forlade Stedet har faaet isinde. + + #Sjælen.# + Til Gunst for Stedet det taler meget, + Min Forventning er alt betydelig steget. + Behag at sige mig, kjære Mand, + Paa hvad Maade man lever i dette Land. + Hvad har man egenlig at bestille? + Kan man paa Børsen og i Klubben gaae, + Kan man spise, drikke, sin L'Hombre spille, + Og kan man Aviser at læse faae? + Har Stedet ingen Mærkværdigheder, + Som af den Reisende bør besees? + Er her ogsaa Theater? ... Undskyld, jeg beder, + Mine mange Spørgsmaal! + + #Mephistopheles.# + Og var det en Snees, + Jeg skulde besvare dem accurat. + Man lever egenlig i vor Stat + Paa samme Viis som hos jer dernede; + Man finder igjen sin gamle Rede, + Og var man med Hverdagslivet tilfreds, + Man bliver det atter i denne Kreds, + Thi her er som hos jer. + + #Sjælen.# + Min bedste Herre, + Vel glæder det mig, her er ikke værre, + Men egenlig havde jeg Næsen spidset + Paa at faae det lidt bedre her end hisset. + Man siger hos os, at til bedre Kaar + Vi skal forfremmes, naar Livet ender. + + #Mephistopheles.# + Man siger saa Meget! Du selv nu staaer + Ved det Maal, hvor man Sandhed tilsidst erkjender; + Du dømme nu selv, men rimelig vær. + Du bør ikke vente for Meget her, + Thi kommer du med for stor Forventning, + Saa bringer dit Haab kun slet Forrentning, + Men stemmer du lidt din Fordring ned, + Saa vil du finde dig vel derved. + Du her kan spise din bedste Ret, + Og spise dig i den ganske mæt, + Men at her den just er bedre lavet, + End du fik den, inden du blev begravet, + Jeg ikke bestemt dig love kan. + Det er ogsaa for Meget forlangt, kjære Mand! + Du faaer den Viin, som du gjerne drak, + Du faaer din forrige Røgtobak, + Men at Varen er bedre her end paa Jord, + Det maa jeg sige, jeg ikke troer. -- + Vistnok er her Børs og Klubber i Mængde, + Og Aviser af hver en Brede og Længde; + Kjøbenhavnsposten ligger og paa vort Bord, + Men du feiler, om her du den bedre troer, + Det er ganske den samme som hist paa Jord, + Den taler ganske paa samme Viis. + Du her og finder din Adresavis, + Dog først for nylig man her den fik; + Tilforn, jeg veed ei, hvordan det gik, + Men paa Veien hertil den blev til Intet, + Og dens Indholds Flesk, behørigen tintet + Med Asylprospecter + Og Vandprojecter + I Bedemandsstiil af Contorets Vægter, + Underveis var slettet aldeles ud, + Og den kom som en reent ulæselig Klud. + Men nu, da Papiret er mere fast, + Og Trykkersværten er uden Last, + Og især da Sibbern skriver deri, + Er der god Forslag i dens Maskepi. + Desuden holde vi Sibbern her, + Vi besidde hans Bøger, een og hver, + Hans Kjærlighed mellem Mand og Qvinde, + Hans Værker om Hegels Philosophie, + Hans Contemplation og Ironie; + Kort sagt, det Hele fandtes herinde, + Ved Adresavisen det blev complet. + + #Sjælen.# + Det kalder jeg Orden, det er net. + Men "Dagen" mangler vel? + + #Mephistopheles.# + Ingenlunde; + Den holde vi med, og af trende Grunde: + For det Første som Mønster paa slet Redaction, + For det Andet af Godhed for Rostocks Person, + Som den nidske Skjæbne, kun lidet blid, + Nu har i syv Redacteurers Tid + Forfulgt som et mærkeligt Exemplar + Af Syndebuk, der ei Mage har. + Og endelig for det Tredie, min Ven, + Til Ære for Sibbern holdes den, + Fordi den har Bidrag af hans Elev, + Som af Mesteren overhalet blev + I Philosophie og Politik, + I Theologie og Æsthetik, + Og dyppet i selvbehagelig Salvelse, + Som smøres tykt over Tankernes Halvelse. + + #Sjælen.# + Men siig mig, er ei Den Frisindede her? + Thi fremfor Alle var den mig kjær. + Den gaaer saa fortrinligt i det Smaa, + Og holder saa godt sig fra det Store, + Fra Det, som ei Alle strax kan forstaae. + + #Mephistopheles.# + Ja, i hver en Lyd, som den lader gaae, + Er slet ingen Reflexion at spore: + Saa er den tillige saa deilig bar + Paa Kundskab om Alt, hvad som er og var. + + #Sjælen.# + Jeg sætter den høit over Fædrelandet, + Som ofte bliver mig saa forbandet + Aristocratisk i lærd Forstand, + At ingen Djævel det læse kan. + Jeg Sandheden den Erklæring skylder, + At Rosenhoff jeg for Alle hylder. + Thi ved ham jeg blev hvad jeg blive kan, + Og dernæst ved Siesby, den brave Mand. + + #Mephistopheles.# + Min gode Ven, du kan være rolig, + Thi du finder her i din nye Bolig, + Saavist som jeg staaer her hos dig og taler, + Fleertalet af de danske Journaler, + Fast hver Avis, hvert politisk Blad, + Lærde Tidsskrifter, Morskabslecture + Enten med frisk eller opkogt Mad, + Enten af originale Fyre + Eller af et Oversætter-Uhyre. + Men hør nu noget Interessant, + Et Punct, hvori du ved Flytning vandt: + Du veed jo nok, at i mangen Gade, + Som ligger paa Strøget, man faar sine Blade + Vel hele Timer før andre Steder; + Nu vel, paa det Sted, du idag betræder, + Man skyder en saa mærkelig Fart, + For at fange det Nye ret hurtigt og snart, + At man anticiperer det kommende Bud, + Og faaer sine Blade længe forud, + Saa man her dem læser en Tidlang før + Manuscriptet er færdigt og Skriften tør. + + #Sjælen.# + Det gefaller mig godt. + + #Mephistopheles.# + Jeg selv det lider, + Det er ei uvigtigt i vore Tider. + Hvad Nyhedsposten derved maa vinde, + Du selv ved Eftertanke vil finde, + Som og, at vi her os tage det let + Med Bladenes Postforsendelses-Ret. -- + Men vi tale formeget om Journaler, + Og mod min Villie jeg forhaler + Svarene, som jeg give kan + Paa hvad du forresten spurgte. Velan, + Her er ogsaa Theater; og Det er det Bedste, + Man slipper for at høre, man seer sig mæt: + Der spille kun Dandserinder og Heste, + Det kommer af Det, der er Hofparket. + Man viser ogsaa dresseerte Lopper, + Men uden Lænke, som Dyret stopper. + + #Sjælen.# + Saa man giver ei rigtige Skuespil? + + #Mephistopheles.# + Jo, engang imellem, naar Folk det vil. + Men det samme Princip dog stedse gjælder: + I Skuespillet man hører ei heller, + Thi uagtet der tales af alle Kræfter, + Saa er der dog Intet at høre efter. + + #Sjælen.# + Hvad spilles iaften? + + #Mephistopheles.# + Det er Mulatten + Og Maurerpigen. + + #Sjælen.# + Hvordan? dem begge? + + #Mephistopheles.# + Ja, sagtens gaaer det lidt ud paa Natten, + Men siden kan man sig ogsaa lægge + Med desto bedre Samvittighed. + + #Sjælen.# + I Sandhed, jeg glædes ved den Besked, + Thi heraf slutte jeg tør omtrent, + At Andersen her nu bliver erkjendt. + + #Mephistopheles.# + Hvorfor ikke her som andre Steder? + Alt længe skinner hans Berømmelses Maane + Over hele det store Kongerige Skaane, + Og i Tydskland nyder han alt en Hæder, + Som nedenfor Hundsrück mon begynde, + Og ender ovenfor Swinemünde. + I Constantinopel han snart vil trykke + Midt i Seraillet et Mesterstykke; + Da staaer han i Litteraturens Hegn + Som det orientalske Spørgsmaals Tegn, + Og mens Stor-Eunuchen hans Isse kroner, + Og dybt af Inferieurerne knæles, + Læser han Mulatten for Sultans Koner, + Og Maurerpigen for Dem, som skal qvæles. + + #Sjælen.# + Jeg seer, man kjender ham her; og hvordan + Man end bedømmer den sjeldne Mand, + Det alt vil glæde ham, kjendt at være. + Og sandelig, det er og en Ære, + I er saa dannede, litterære. + + #Mephistopheles.# + Det er intet Under; du vilde røres, + Om du vidste, hvad her for Dannelsen gjøres. + Her er et stort Universitet, + Hvor man bliver til Livet forberedt + Ved at lære Det, som er bestemt + Til just i Livet at vorde glemt, + Og hvor der sørges for alle Klasser, + Saa Hver kan finde det Sted, han passer, + Thi af Hovedløse man gjør Pedeller, + Direction af Aandløse. + + #Sjælen.# + Fanden heller! + + #Mephistopheles.# + Her findes og lærde Societeter, + Hvor Jens og Mads og Poul og Peter, + Naar han ikke længer kan producere, + Sig lader paa Livstid balsamere, + Og her er Livstiden evig lang. + + #Sjælen.# + Til Intet af Dette jeg føler Trang; + Det interesserer mig mere for Tiden, + Hvad der gjøres for den reale Viden. + Er her nu for Exempel et Sted, + Hvor man kan sætte sin Søn i Skole? + + #Mephistopheles.# + Mangfoldige; derpaa kan du stole. + Og Bøger her er i Overflødighed, + Vort Bibliothek er uhyre stort, + Her kommer fast Alt, som paa Hvidt har Sort; + Dog de bedste Bøger, det maa jeg sige, + Til Bibliotheket i Himmerige + Forsendes og gaae forbi vor Næse; + Men ligemeget, vi Mængden faae; + Her er ei heller Tid til at læse + For Den, som vil Øieblikket forstaae. + De bedste Poeter, for Exempel, + De gaae til Himlen og faae et Stempel, -- + At sige: de Værker, de have skrevet, + Thi Poeten selv, som han gik og leved, + Han faaer gemeenlig hos os sin Plads. + + #Sjælen.# + Ih nu! det kommer mig vel tilpas, + Thi jeg bekymrer mig ikke stort + Om Værket, som en Poet har gjort, + Men tidt jeg føler mit Hjerte brænde + Af Begjærlighed efter ham selv at kjende, + At vide, hvordan han spiser og drikker, + Hvordan han nyser, hvordan han hikker, + Kort sagt, at kjende ham ret privat. + + #Mephistopheles.# + Nu vel, den Lykke dig er parat. + Og jeg fortænker dig ei deri, + At du søger Personen, gaaer Værket forbi, + Thi paa de fleste Poeter man mærker, + At de er bedre end deres Værker. + Men anderledes det sig forholder + Med de faa, som spille de store Roller, + Som øse dybt af Musernes Elv: + Deres Værker er bedre end de selv; + De gode Værker tager vor Herre, + Personen sender han os desværre. + Kun naar Poeten saaledes bliver, + At i evige Værker sig selv han giver, + Saa Værk og Person i Samklang staae, + Han selv i Himmelen ind tør gaae, -- + Om forresten det hændes nogensinde, + Jeg skal ikke det sige, jeg var aldrig derinde. + + #Sjælen.# + Men er det billigt? er det retfærdigt? + + #Mephistopheles.# + Min gode Ven, det er Forsynet værdigt + At lede det Slette til idel Godt, + Og jeg vil sige dig, hvis du blot + Mig ei beskylder for fræk Cynisme, + At det er Forsynets Jesuitisme + At bruge det slette Middel til Godt. + Hvad skal man forstaae ved den store Mand, + Det være Poeter, hvorom man taler, + Philosopher, Ministere, Generaler, + Etcetera, hvad man nævne kan{}?{sic} + Jeg troer, at den store Mand er han, + Som blev et Redskab i Herrens Hænder; + Men den Ild, som i hans Begeistring brænder, + Er ei hans egen; kun inspireert + Han lyder en Magt, han ikke kjender; + Og derfor, naar han har fremmet Maalet + Som Middel, bliver han selv casseert; + Men hans Virkning kaster man ei paa Baalet, + Den bliver i Himlen registreert. + Og heri maa jeg vor Herre berømme, + Thi kommer hans Aand i et usselt Kar, + Hvi skulde han Karret ikke tømme, + Naar til hans Plan det ham nyttet har? + Og heri vil Alle som jeg nok dømme: + Af Person er Geniet gemeenlig Nar, + Forfængeligt, svagt, sig selv en Gud, + Til det Gode sædvanlig ei capabelt, + Og, sletter man Inspirationen ud, + Som Menneske sjelden respectabelt. + Og sandelig -- dog, det er selsomt, Kjære, + At det just er mig, som forkynder den Lære -- + Kun det Gode skjænker Personlighed, + Men Geniets øvrige hele Sphære, + Hvad en Kunstner skaber, en Tænker veed, + Det Skjønne, det Sande, hvad man det kalder, + Er #fremmed# Stræben, hvorved man falder + I Pantheisme til Halsen ned. + Den eneste Trøst for de arme Stakler, + For hvilke man Livet her forqvakler, + Idet de skilles fra deres Værker, + Deres Hjertes eneste Mindesmærker, + Er, som de sige, den visse Haaben, + At for dem en Udgang tilsidst er aaben, + Naar, efter Personens Luttring i Flammer, + Hans Værk sig ei meer ved Mesteren skammer. + Jeg tilstaaer, jeg kan ikke forstaae, + Hvorledes Nogen kan haabe derpaa; + Saameget er vist, det er Hjernespind, + Ifald man vil ud, hvor man kom ind, + Thi som jeg sagde dig, Porten her + Er rigtignok Indgang for Enhver, + Men Ud- og Tilbagegang for Ingen. + Og gaaer man de Folk med Spørgsmaal paa Klingen, + Saa væve de om en anden Vei, -- + Men hvor? og hvilken? ja, det er Tingen; + Jeg troer, selv Fanden kjender den ei. -- + Der kommer en Digter! ... Han os ikke saae; ... + Han gjør Mine til at synge; hør nu efter, + Hvad hans Sang bekjender. Jeg tør bande paa, + At i Eet og Alt den mit Ord bekræfter. + + #Digteren.# + Hvis jeg var god, jeg digted slet, + Men jeg er slet, og digter godt, + Den Lod har mig min Musa givet; + Hun vil, at jeg især af Det + Skal røres, som i Stort og Smaat + Mig selv just manglet har i Livet. + Om ei mig selv jeg havde lukt + Fra Godhed og fra Fromhed ud, + Da toned ei mit Qvad af Længsel, + Da sang jeg ikke nær saa smukt + Om Sjælens Higen efter Gud, + Med Røst som Fuglens i dens Fængsel. + Om ei min Vantro var saa stærk, + At den mig rev fra Kirkens Bryst + Og kastede mig ud fra Reden, + Da gjenlød ei mit Digterværk + Af Længselstonen i min Røst, + Af Sukket efter Menigheden. + Var ei mit Hjerte koldt og haardt, + Saa lukket til, at mangengang + Jeg dybt bedrøvede de Fromme, + Da gav jeg Følelsen jo bort, + Som nu, bevaret for min Sang, + Skal til forstærket Udbrud komme. + Den Mening er vist uden Grund, + At hist i Herrens Paradiis + Et Chor af Salige man hører; + Nei, Saligheden har ei Mund; + I Tanken blot, paa stille Viis, + Den i sin egen Kreds sig rører. + Men han, som udenfor mon staae, + Med Anelser om Himlens Fryd, + Kun han om Paradiis kan sjunge; + Hvad ei han har, men seer kun paa, + Det tolker han ved Strængens Lyd, + Og Savnet bæver paa hans Tunge. + For Engle digtes ikke let, + Men for de faldne Slægter blot + Med selvforskyldte Savn i Livet; + Og var jeg god, jeg digted slet, + Men jeg er slet, og digter godt, + Den Lod har mig min Musa givet. + + #Mephistopheles.# + Nu gik han sin Vei; ja lad ham gaae, + Det Vaas er ei værdt at høre paa. + At han selv er slet, er det Visse i Sagen, + Men om Digtet er godt, kommer an paa Smagen. + Nu, troer han, vil Digtet til Paradiis gaae, + Uagtet han udenfor selv maa staae. + Ja, han selv har Lyst at komme derind, + Men han veed det ei i sit dumme Sind; + Der gaaer igjennem hans hele Sang + Efter Saligheden en Længselsklang, + Paa samme Tid som han selv bekjender, + At kun udenfor den hans Gnist sig tænder. + Det kalder jeg mærkelig Inconsequens. + + #Sjælen.# + Det taler ei for hans Intelligens. + + #Mephistopheles.# + Det hører nu med til det Taabelige, + Til gammel Fordom, at ville hige + Saa ubændig stærkt efter Himmerige; + Man har det jo meget bedre her. + Jeg priser lykkelig dig og Hver, + Som Skjæbnen ikke præget har + Med Stemplet af Genie og Nar, + Thi om eder man haaber, om ikke veed, + At I blive her kan i Evighed; + Og her er det bedre, det skal du kjende, + End hvor man sidder med blottet Ende + Paa en Sky, Saa vaad og saa kold som Vand, + Og blæser Trompet det bedste man kan. + + #Sjælen.# + Jeg finder, at du har ganske Ret, + Jeg har store Tanker om denne Plet. + Men siig mig, om jeg da her vil møde + Mine gamle Venner, som alt er døde. + + #Mephistopheles.# + Ja, det kan du ganske stole paa, + Og de levende vil du med Tiden faae. + + #Sjælen.# + Det glæder mig meget! Men troer du, min Kone + Vil ogsaa komme til denne Zone? + Vel skændtes vi tidt og mangengang, + Naar vi gjorde hinanden Tiden lang, + Dog savner jeg nødig Millemoer, -- + At sige, naar hendes Tid er omme, + Det har ingen Hast. Hvad troer du? + + #Mephistopheles.# + Jeg troer, + At jeg tør love dig, hun skal komme. + + #Sjælen.# + Og mine Børn da? + + #Mephistopheles.# + Det veed man ikke, + Det kommer an paa, hvordan de sig skikke. + + #Sjælen.# + Saa gid de maae sig værdige gjøre, + Til det samme lyksalige Liv at føre! + + #Mephistopheles.# + Dit Ønske kan let opfyldes maaskee. -- + Af hvad jeg har sagt dig, du vil nu see, + At du faaer her det samme Liv omtrent, + Som det, der fra Jorden dig er bekjendt. + Da jeg afskyer at lyve, hader at prale, + Saa har du erfaret af min Tale, + At du faaer det ei bedre her end hist, + Men heller ei værre; det er altid Noget, + Ei sandt, min Gode? + + #Sjælen.# + Jo, ganske vist? + Jeg tidt har tænkt, naar mit Liv blev broget: + Hvem veed, hvordan det i Døden gaaer! + Man veed hvad man har, men ei hvad man faaer. + + #Mephistopheles.# + Du seer, du vidste dog hvad du fik. + + #Sjælen.# + Ja, det er mærkeligt! paa en Prik! + + #Mephistopheles.# + Forresten maa jeg endnu dig sige, + Hvad af min Beskrivelse kjendes kan, + At her er Kjedsommeligheds Rige, + Man gaber meget i dette Land. + + #Sjælen.# + Saa man kjeder sig her? Men det er slemt! + + #Mephistopheles.# + Nei tvertimod, det er høist beqvemt. + I Paradiset, saavidt jeg kan spore, + Skal man just heller ikke sig more. + Men Rigdom af Morskab have vi, + Dog skjuler sig Kjedsomheden deri; + Og naar du vil betænke det blot, + Saa vil du finde det saare godt. + Jeg nægter ikke, hos jer histneden + Den kunde mistes foruden Tab; + Men her, hvor man udfylder Evigheden, + Hvad kaster man vel i sligt et Gab? + Og selv hos jer Enhver jo veed, + At Intet er sundt som Kjedsomhed, + Den er maaskee den eneste Føde, + Hvori Ingen forspiste sig, saa han døde; + Det er tvertimod den, som Livet forlænger, + Og det er kun Tid, hvortil Livet trænger, + Saa, hvis I kun havde Kjedsomhed brav, + Paa Jorden den alt jer Evighed gav. + + #Sjælen.# + Nu vel, jeg er vant til mig at kjede. + + #Mephistopheles.# + Saa er du som skabt for denne Plads. + I det Hele vil Alt, hvad du lærte dernede, + Meget komme dig her tilpas. + + #Sjælen.# + Det tænkte jeg nok; man siger medrette: + Det jordiske Liv er en Skole for dette. + + #Mephistopheles.# + Forstaaer sig; det er Forberedelsen hist, + Som aabner jer Adgang her tilsidst. + + #Sjælen.# + Men Eet endnu: Maa jeg spørge dig om, + Hvad Stedet kaldes, hvortil jeg kom. + + #Mephistopheles.# + Paa dit Spørgsmaal kan jeg dig lettelig svare, + Men hvad nytter det dig et Navn at erfare? + Et Navn er en Lyd, paa Mening tom. + + #Sjælen.# + Det er dog naturligt, man vide vil, + Hvad Stedet hedder, man kommer til. + + #Mephistopheles.# + Men jeg frygter, det bliver dig ei til Gavn, + Om strax du erfarede Stedets Navn. + See først at blive hos os lidt hjemme, + Jeg er bange for, Navnet vil dig skræmme. + + #Sjælen.# + Du skræmmer mig alt! Hvad kan det være? + Nu maa du det endelig sige. + + #Mephistopheles.# + Kjære, + Jeg skal det sige, men vær nu Mand! + Helvede kaldes dette Land. + + #Sjælen.# + Helvede{}!{sic} + + #Mephistopheles.# + Sa' jeg det ikke nok? + Du staaer jo forvandlet til en Blok! + Der seer man, hvad Fordom virke kan, + Endog paa en ellers oplyst Mand. + + #Sjælen.# + Men Gud bevares! hvordan gaaer det til? + I Helved jeg ikke være vil; + Jeg vist af Vanvare kom derhen. + Jeg har altid været en skikkelig Mand, + Og agtet som Borger i mit Land. + + #Mephistopheles.# + Just derfor kommer du der, min Ven! + + #Sjælen.# + Skal man da straffes for sine Dyder? + + #Mephistopheles.# + Du straffes ikke. + + #Sjælen.# + Det er jo bekjendt, + At i Helvede bliver man stegt og brændt. + + #Mephistopheles.# + Det er Kjellingesnak, som Intet betyder; + Man vrøvler hos jer om de tusind Ting, + Hvoraf Ingen kjender det rette Sving. + Vel sandt, her findes adskillige Gryder + For Dem, som leved med store Lyder; + For Mordere, Tyve, samt andre Skjelmer + Der brænder en Ild, som aldrig helmer. + Men Pluraliteten er de Honnette, + Og de behandles honnet medrette. + Saaledes gaaer det nu dig og Dine: + For jer beredes der ingen Pine; + I finde, som sagt, det samme Liv, + Den samme Travlhed og Tidsfordriv, + Som forhen i det jordiske Rige; + Det kommer deraf, maa jeg dig sige, + At du, min Ven, og dine Lige + Alt, mens I leved, i Helvede vare; + Og deraf kan du dig selv forklare, + At eders Tilstand forandres ei, + Men er samme Virken ad samme Vei. + + #Sjælen.# + Var #jeg# i Helved? + + #Mephistopheles.# + Som næsten Alle; + Kun plejer man ei saadan at kalde + Det fede, phlegmatiske Liv paa Jord, + Hvori man paa det Reale troer, + Og faaer ei det mindste Glimt at see + Af den magre Beenrad, man kalder Idee. + Men det er netop det bedste Levnet, + Hvori man det Magre stolt foragter, + Og spiser sig mæt, som en tyk Forpagter, + I Realitet, til man er revnet. + Og er man nu let at ærgre tillige, + Og Verdens Gang giver vrantne Tanker, + Saa man skjændes med Konen og Barnet banker, + Og smidsker til sin Tjenestepige, + Og tages af hende ved Næsen fat, + Mens man skjuler for Konen Dit og Dat, + Da er man i Fuldendelsen moden, + Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden, + Du fatter da nu i din Lykkes Havn, + At du ikke bør skræmmes ved et Navn. + Du finder jo kun det Gamle, Vante, + Og sagtens var du den største Fjante, + Om ei du villig gik paa din Sti. + + #Sjælen.# + Nu vel, jeg vil see at finde mig deri. + + #Mephistopheles.# + Og for at bevise til Tydelighed, + At Helved sig strækker over Jorden ned, + Saa lad os gjøre til Jorden en Tour; + Deraf du seer, til vort Rige den hører, + Thi udenfor denne Boligs Muur, + Har jeg sagt dig alt, at Ingen dig fører. + + #Sjælen.# + Skal jeg nu tilbage til Jorden igjen? + + #Mephistopheles.# + For et Øieblik vil vi gaae derhen, + At sige, hvis du har Lyst, min Ven. + En Skuespiller idag vi vente, + Som Døden just er ifærd med at hente. + Ved vort Theater han savnedes længe; + De sige, de høilig til ham trænge, + Og at mangt et Stykke kan ikke gaae, + Førend de ham engageret faae. + Da nu selv du nylig døde derhjemme, + Saa tænker jeg, det dig muntre kan + At see en Anden i samme Klemme. + + #Sjælen.# + Ja, mange Tak skal du have. + + #Mephistopheles.# + Velan, + Jeg breder ud min sorte Kappe, + Som Doctor Faust har seilet paa; + Igjennem Luften gaae vi rappe, + Og flux vi skal paa Jorden staae. + + + + +FJERDE ACT + + + #Skuespilleren.# + Det banker paa Døren. Kom ind! + + #Døden.# + God Dag! + + #Skuespilleren.# + Hvem er De? Hvad vil De? Hvad er til Behag? ... + Ih fy for Pokker! den stygge Maske! + + #Døden.# + Du tager feil, du stakkels Aske! + Jeg har saamænd ikke Costume paa. + + #Skuespilleren.# + Hvad vil du da? + + #Døden.# + Det er let at forstaae, + Jeg kommer herind for dig at hente. + + #Skuespilleren.# + Saa beklager jeg dig, thi du kommer til at vente, + Du maa vide, min Sygdom er ikke sand; + Du kjender vel ikke til vort Theater, + Du blev nok narret af de røde Placater. + + #Døden.# + Det faaer ikke hjelpe, min gode Mand! + Selv de Sunde jo Døden hente kan, + Og dig har den just idag fundet værdig, + Derfor maa jeg bede dig: gjør dig færdig. + + #Skuespilleren.# + Ih nu! jeg har ikke saa Meget derimod; + Jeg haaber, Directionen vil være saa god, + Med en Sørgefest at hædre mit Minde, + Og om min Buste lade Krandse vinde, + Og at Mange vil ærgre sig, naar de see + Mit Portrait ophænges i vor Foyer. + Tro ikke, dit Aasyn mig Skræk forvolder; + Jeg er vant til at døe: I Helteroller + Over hundrede Gange døde jeg alt; + Men det forstaaer sig, naar Teppet faldt, + Jeg reiste mig atter, og Haandtryk og Tak + Belønned mig for den Hals jeg brak. + Jeg rigtignok gjerne vide vil, + Om det her paa samme Maade gaaer til, + Om samme Belønning os bliver givet, + Naar Teppet falder for Jordelivet. + + #Døden.# + Derom jeg ikke kan sige Stort; + Med Dommen jeg Intet har at bestille, + Jeg bringer de Døde til Himlens Port, + Der pleier man Buk fra Faar at skille, + Og de, som ikke for gode tages, + Maae drage til Helved, hvor aldrig de vrages. + Du maa vide, jeg er kun et simpelt Bud + I det store Collegium hos Gud; + Men tidt kan et Bud, som tjente med Iver, + Vide, hvad Resolutionen bliver. + Maaskee jeg kan sige dig, hvor du skal boe; + Det kommer jo meget an paa din Tro. + + #Skuespilleren.# + Min Tro er af høist forskjellig Art: + Snart paa Christus jeg troede, paa Jupiter snart, + Og snart ved Mahomeds Maane jeg svoer, + Snart dyrked jeg Brama, snart Odin og Thor. + Men derfor vil Fanden mig ikke spise, + Thi jeg har lært af Nathan den Vise, + At man kan i hver en Religion + Dannes til en agtværdig Person. + + #Døden.# + O ja! jeg tænker, hvis du er god, + Kan du gjerne være ved freidigt Mod. + + #Skuespilleren.# + Men det er Knuden! Jeg veed ikke ret, + Om jeg bør kaldes god eller slet. + Det gjør mig lidt underlig tilmode, + At, skjøndt jeg begeistres for det Gode, + Er min Begeistring, saavidt jeg troer, + For det Onde dog ikke mindre stor. + Paa den ene Aften jeg lover forvist, + At Dyden skal evig seire tilsidst, + Jeg tordner med min brølende Stemme + Mod Verdens Tyranner, som Pligten glemme, + Mod lumske Munke, mod Præsidenter, + Som snyde den Fattige for hans Renter, + Jeg falder paa Knæ med en Bøn til Gud, + Og seer imidlertid saa rørende ud, -- + Men den næste Aften jeg gaaer omkring + Med skulende Blik og gjør fæle Ting, + Jeg piner og plager skikkelige Folk, + Jeg myrder dem baade med Gift og Dolk, + Jeg maner Helvedes Aander frem, + Og glæder mig ret til at omgaaes dem, + Og føler mig stolt og en rigtig Ka'l, + Idet jeg trodser den evige Qval. + + #Døden.# + Jeg kan tænke, du taler om dine Roller, + Men derpaa kommer det her ei an; + Kun Det, som du selv for Sandhed holder, + Til Gud eller Djævlen dig føre kan. + + #Skuespilleren.# + Min bedste Død! hvor kan du troe, + At man ved Theatret har Tid og Ro + Til selv at tænke, til selv at mene? + Man siger, hvad Digteren har befalt, + (Hvis man lærer sin Rolle, notabene), + Men veed ei, om det er sandt eller galt. + + #Døden.# + Men hvad ei man seer af de enkelte Dele, + Det seer man lettelig af det Hele. + En Digter lader til Orde komme + Gode som Onde, Frække som Fromme; + Men den Mening, han selv om Begge har, + Af hele Værket maa blive klar. + + #Skuespilleren.# + Min bedste Død! hvor kan du dog troe, + At man ved Theatret har Tid og Ro + Til at sætte sig ind i det hele Værk? + Den Fordring er sandelig altfor stærk. + Det er sjeldent, man rigtig kjender sit Eget; + At kjende de Andres er altfor Meget. + Desuden vil du fordetmeste see, + At Poeten har ingen bestemt Idee; + De fleste veed ikke selv hvad de vil; + De erfare det først, naar de see vort Spil. + + #Døden.# + Det gjælder vel om de slette, men ei om de gode? + + #Skuespilleren.# + Men det er de slette, jeg holder mig til; + Ved de andre føler jeg mig fremmed tilmode, + Men af de daarlige just jeg holder, + Thi af dem faaer man netop de bedste Roller. + + #Døden.# + Ja, naar man er daarlig Skuespiller. + + #Skuespilleren.# + Jeg beder dig, skaan mig for alle Piller! + Min Kunst har for længe siden mig adlet, + Jeg har Hævd paa, aldrig at blive dadlet. + For de Andre kan en Visker være fornøden, + Men jeg er uforbederlig, det er bekjendt. + Jeg hader Recensenter som Døden, + Og hader ogsaa Døden som Recensent. + + #Døden.# + Jeg recenserer dig ikke, min Bro'er, + Jeg fik kun en Skrupel ved dine Ord. + + #Skuespilleren.# + Og hvilken Skrupel? + + #Døden.# + Jeg tænkte paa, + Du vil sagtens nødig til Helvede gaae; + Men efter hvad du har yttret her, + Ligger den Tanke mig temmelig nær, + At du er som Kunstner et daarligt Subject, + Men i saa Fald gaaer du i Himlen reject, + Thi Enhver, som røgter sit jordiske Kald + Paa daarlig Maade, staaer hist for Fald. + Jeg selv har ofte Sanct Peder hørt, + Naar de Døde jeg har til Himmerig ført, + At sige til En og Anden: "Gaa bort! + "Du gjorde dit Fag, dit Embede Tort, + "Var daarlig Poet, var daarlig Dreier, + "Var daarlig Minister eller Skorsteensfeier," + Eller hvad det nu var. Og gav han til Svar: + "Jeg veed, at min Villie dog ærlig var, + "Og at Feilen kun i min Evne stak," + Gjensvarede Petrus: "Det er tosset Snak! + "Med den gode Villie man finder en Plads, + "Hvor man Gud, sig selv og Verden er tilpas, + "Men Forfængeligheden maa tidt forskylde, + "At man ikke kommer paa sin rette Hylde." + Saaledes talte han, den Guds Mand. + + #Skuespilleren.# + Men det er jo forskrækkeligt! Siig, hvordan + Skal jeg da gjøre, for mig at frie? + Vel tvivler jeg ikke paa mit Genie, + Thi jeg bliver beklappet hver evige Dag, ... + Men sæt, man i Himlen har en anden Smag? + + #Døden.# + Derfor jeg netop spurgte dig om, + Til hvad Mening du selv i Livet kom, + Thi hvis du blot er et Instrument, + Hvorpaa snart en Fusker og snart en Mester + Sin Vise spiller ved alskens Fester, + Da er det med din Salighed slet bevendt. + + #Skuespilleren.# + Nei, hvad det betræffer, har det ingen Nød. + Jeg var ei som et Instrument passiv, + Jeg gav min Spiller active Stød. + Jeg kan sværge dig til: i mit hele Liv + Blev aldrig noget Skuespil prøvet, + Hvorpaa jeg som Criticus ei mig øved, + Og viste de Andre paa en Prik, + At det var usselt, at det var daarligt, + Og især den Rolle, som selv jeg fik, + Jeg gjennemheglede ret alvorligt. + Men Stridighed var dog ei min Sag, + Thi naar Stykket vandt Publicums Behag, + Og jeg selv til Applaus i Rollen kom, + Forandrede jeg ret gjerne min Dom. + + #Døden.# + Jeg er bange for, det vil ikke forslaae + Til at lade dig ind i Himlen gaae; + Jeg vil derfor bede dig tænke paa, + Om du ei foruden din Kunstnersphære, + I en anden Kreds har virket med Ære. + Var der Intet, som lokkede dig til Hæder, + Undtagen at staae paa de vante Bræder? + + #Skuespilleren.# + Jeg har Færdighed i at cabalere, + Jeg føler Evne til at regjere, + Jeg finder Lydighed triviel; + Jeg offrede gjerne Kunstnerkronen, + Ifald jeg som Medlem af Directionen + Kunde raade for Kunstens Vee og Vel. + + #Døden.# + Jo mere jeg hører, jo mere du snakker, + Desmere jeg frygter, at Petrus vil + Betragte dig som en daarlig Makker, + Og sende dig glat ad Helvede til. + + #Skuespilleren.# + Saa er jo den gamle Mening sand, + At Skuespilleren ikke kan + I Himlen komme, men bliver sendt + Til Helvedes Ild og evig brændt? + Er det Retfærdighed? svar! + + #Døden.# + Ih nu! + Ifald den hele Stand er som du, + Har Sagen jo nogen Rimelighed. + Men saadan er det dog ikke. Jeg veed, + At Scenens i Sandhed glimrende Navne + Faae Tilladelse til i Himlen at havne. + Jeg bragte dog Nogle til Himlens Port, + Til hvilke Sanct Peder sagde: "Kom ind! + "Her samler sig Alt, som er ædelt og stort, + "Men ingen Forfængelighed og Vind." -- + Men som sagt, jeg forstaaer mig kun lidt derpaa; + Du vil snart erfare det. Kom, lad os gaae! + Bed dit Fadervor, forinden du døer. + + #Skuespilleren.# + Det kan jeg ikke, jeg har ingen Souffleur. + + #Døden.# + Du klingende Bjelde, du lydende Malm, + Bered dig paa Helvedes hede Qvalm! + + + + +FEMTE ACT + + + #Mephistopheles.# + See saa: Nu er vi her tilbage. + Paa min Befordring troer jeg vist, + At du vil ikke kunne klage. + + #Sjælen.# + Men siig mig engang: Jeg hørte hist + En Yttring, som gjorde mig angst og bange. + + #Mephistopheles.# + Hvad var det for en? Jeg hørte saa mange. + + #Sjælen.# + Et Skrækkebilled mig Døden malte, + Da om Helvedes hede Qvalm han talte. + Jeg tænkte som saa: det bliver ei Spøg, + Thi hvis der er Ild, hvor der er Røg, + Saa findes den og, hvor der er Hede; + Saa brænder det i Grunden dernede, + Og engang, naar Flammen en Udgang faaer, + Fortærer den os med Hud og Haar. + + #Mephistopheles.# + Hvad er det nu værdt at bryde sig om + Hvad Døden siger? Han aldrig kom + Her indenfor Porten, han ikke veed + Om vor Indretning mindste Besked; + Paa Jorden han lærte den dumme Snak, + Som lugter af borgerlig Thee og Tobak. + Nei, stol paa mit Ord som paa et Factum, + Jeg bryder aldrig det givne Pactum; + Vær du kun rolig, det har ingen Nød. -- + Men da Forord ingen Trætte brød, + Lad mig sige dig Eet, som jeg glemte nys: + Du faaer nu Kost og Logis og Lys + Og Brændsel og Vask og alskens Journaler + Og Plads i Theatret engang om Ugen + Og Andet, hvorpaa man er forslugen, + Og for det Hele du Intet betaler. + Til Erstatning derfor man kun begjærer, + At du skal Arbeid gjøre paa Tour. + + #Sjælen.# + Hvordan? Med Arbeid man os besværer? + + #Mephistopheles.# + O! Møien skal ei dig blive suur, + Den gode Borger desuden tærer + Ei som en Klinte paa Statens Korn, + Han forsmaaer Overflødighedens Horn, + Han vil ikke fødes og klædes frit + Og gaae gratis paa Comedie tidt, + Men han offrer sit Arbeid og sin Sved + For at bøde paa Statens Elendighed. + + #Sjælen.# + Jeg giver dig Ret, thi som jeg troer, + Det stod i Kjøbenhavnsposten for ifjor. + + #Mephistopheles.# + Det gjorde det vistnok, og det staaer + Endog i den for næste Aar. + + #Sjælen.# + Nu vel, jeg er villig; saa lad mig høre, + Hvad det er for Arbeid, som jeg skal gjøre. + Her er vel almindelig Værnepligt + Og nogen Brandskat? + + #Mephistopheles.# + Nei, intet Sligt; + Men vor Stat har et eneste fælles Med, + Som skal naaes ved Alles Arbeidsomhed; + Jeg tvivler ei paa, at hørt du har + Om Danaidernes store Kar; + Det er et Vaskerkar, frygtelig stort, + Som i Verdens første Tider blev gjort; + Men den Bødker har været en rigtig Hund, + Thi han maged, at Karret blev uden Bund. + Nu er vor hele Stræben, med Vand + At fylde det til den øverste Rand; + Men engang har et kløgtigt Hoved beregnet, + At kun ved uendelig Manges Flid + Kan det fyldes i en uendelig Tid. + Dermed er vort hele Formaal betegnet, + Og derfor maa hver Qvind eller Mand + Paa Omgang helde deri sin Spand. + + #Sjælen.# + Det er Sjouer-Arbeid. + + #Mephistopheles.# + Hvor vil du hen! + Jeg vil slet ikke tale, min kjære Ven, + Om de halvhundred Prindsessehænder + (Endog multipliceerte med To, + For at tale correct), som vort Arbeid hylde, + Og i Aartusinder Karret fylde; + Men du vil finde her Professores, + Magistre, Licentiater, Doctores, + I hvert et Fag de fleste Skribenter, + Poeter i Tusindtal, Recensenter + Og Belletrister, en Masse Studenter, + Som endog har ført op ved fine Baller + Og spilt Comedie taalelig godt, + Kort sagt, Personer af hver en Alder, + Hver Stand, hvert Kjøn, og dertil blot + Hvad pene Folk man sædvanlig kalder. + Det er et Selskab, der sandelig ham, + Der slutter sig til det, ei gjør Skam. + Og tys! ... hør efter! ... Du hører en Sang, + Som lyder høit over Stad og Vang. + Det er fra Stedet hvor Karret staaer, + At Lyden hen til dit Øre naaer; + Danaider det er, som hisset synge, + Til dem sig slutter den øvrige Klynge. + Du mærker, dem Arbeidet ei gjør ondt, + Da ved Sang de forrette deres Dont. + + #Chor af Danaider.# + Evig Hast! + Ingen Rast! + Hurtig, hurtig, Møer og Svende! + Aldrig faaer vort Arbeid Ende, + Tidens Hjul staaer aldrig fast. + Timen gaaer, + Tusind Aar + Ud i bundløs Afgrund ile, + Her er ingen Ro og Hvile, + Mens den store Klokke slaaer. + Stræb og Taal! + Intet Maal + Opnaaes kan i Evigheden. + Vent ei Nydelsen og Freden, + Vent ei Lønnens fyldte Skaal. + Haab ei Sligt! + Stolt og rigt + Er mit Værk fra Formens Side, + Naar du kun til evig Tide + Uden Nytte gjør din Pligt. + Ingen Grund! + Ingen Bund! + Hid med Spanden, hid med Øsen! + Travlhed, Travlhed er vort Løsen + Indtil Verdens sidste Stund. + + #Sjælen.# + Hvad jeg hørte, har alt forandret min Tanke, + Jeg føler mit Hjerte høiere banke; + Det vil mig meget interessere, + Til det fælles Maal at concurrere. + Jeg agter desuden Foreningsaanden, + Ved den, saa troer jeg, er Staten stærk, + Og det er herligt at række Haanden + Til sligt uendeligt Kæmpeværk. + + #Mephistopheles.# + Velan min Ven, saa siger jeg Top. + Og gaa nu kun ad Gaden op, + Saa vil sig de mange Gjenstande vise, + Som nylig du hørte mig at prise. + En liden Stund maa du ene dvæle, + Jeg kan ikke saa godt blive her længer, + Jeg maa hen og hilse paa andre Sjæle. + Hvis tætte Flok sig mod Porten trænger. + Jeg har saa travlt med saa mange Ting. + Farvel! nu gaa kun og see dig omkring; + Jeg haaber, dig Alt skal være tilpas. + + #Sjælen.# + Hvor heldigt, at jeg endelig fandt min Plads! + + #Chor af de Efterlevende.# + Ved denne Borgerfest, hvorved saa mangen + Høithædret Mand blev omtalt ved en Skaal, + Ei glemme vi den Ven, som forudgangen + Os vinker til sig fra sin Banes Maal. + Nu er han salig i sin Himmels Glæde, + Han skuer ned fra Frihedslandet hist, + Og skjænker os, som her ved Glasset græde, + Den blide Trøst: vi samles nok tilsidst. + + + + +DE NYGIFTE + +EN ROMANCE-CYCLUS + + + + +I + +ANKOMSTEN + + + #Vilhelm.# + Vær uden Frygt, min unge Viv! + Paa Hjulet din Fod du sætte! + Jeg holder Armen om dit Liv, + Skal ned fra Vognen dig lette. + + See saa! nu hurtigt i Huset ind, + Som med gjæstfrit Herberg os trøster! + Lad saa kun Regnen og Nattens Vind + Rase saa meget dem lyster! + + #Marie.# + Men tør vi og mod Nattetid + Fremmede Folk besvære, + Med vaade Kapper komme hid, + Og maaskee til Byrde være? + + #Gertrud.# + Tag her tiltakke, jeg kjender Dem ei, + De mit Navn ei heller kan vide, + Men gjennem Skoven den mørke Vei + Er farlig ved Nattetide. + + Naar ude buldrer en Tordensky, + Har man det bedre herinde; + I det fattige Huus dog finder Ly + Veifarende Mand og Qvinde. + + Her er et Gjæstekammer, træd ind, + Min Leilighed er kun ringe, + Dog kan De her med nøisomt Sind + Natten tilendebringe. + + Jeg henter Qviste, jeg henter Ved, + I Ovnen et Baal jeg tænder; + Saa kan De varmes og tørres derved, + Mens Ilden gnistrende brænder. + + Imidlertid et tarveligt Bord + Jeg i Stuen herude bereder, + Og kalder saa paa Dem, ifald De troer, + At kun ei vort Selskab Dem kjeder. + + Jeg venter min Søn hvert Øieblik, + Han agter ei Nattens Fare, + Han jager i Skoven, og vist han fik + Til Kjøknet en Fugl eller Hare. + + Nu gaaer jeg og passer mit Arbeid snildt, + Og skal ikke forstyrre Dem, førend + Mit Bord er dækket og stegt mit Vildt, + Saa banker jeg sagte paa Døren. + + + + +II + +I GJÆSTEKAMMERET + + + #Marie.# + Hvor er hun alt mit Hjerte kjær, + Den gamle venlige Qvinde! + Saa mildt hun pusler om os her, + Saa hyggeligt er herinde. + + Naar Livets Olie brænder saa klar, + Er Aarenes Tal et Gode, + Og Alderdommen en Skjønhed har, + Som ei man skulde formode. + + O maatte jeg selv i sildig Tid, + Ifald jeg lever saa længe, + Naar Panden fures, naar Lokken er hvid, + Og jeg slaaer paa de sidste Strænge, -- + + O maatte jeg da med rystende Haand + Saa milde Toner bevæge! + O maatte jeg med saa venlig Aand + Ungdommen vederqvæge! + + #Vilhelm.# + Min unge Hustru, min Rosenbrud! + Jeg kan ei gammel dig tænke; + Jeg seer dig i Ungdoms friske Skrud + Utvungen af Tidens Lænke. + + Hvor selsomt! gjennem et Tordenbrag + Vor Fremtid sig forkynder, + Og vort Samliv paa sin første Dag + Med et Eventyr begynder. + + Fra Landsbykirken, hvor Brylluppet stod, + Vi reiste, mens Himlen smiilte, + Men iaften blev den en Styrteflod, + Og i natligt Mørke den hviilte. + + Og mellem de røde, knittrende Lyn, + Som skræmmede Kudsk og Heste, + Jeg skimted et Lys, et oplivende Syn, + Fra Huset, som nu vi gjæste. + + Jeg banked paa Ruden, jeg bad om Ly, + Da kom den venlige Qvinde, + Saa mildt hun bød os hid at tye; + Saa hyggeligt er herinde. + + #Marie.# + Men Vilhelm! siig ei de fremmede Folk, + At idag vort Bryllup mon stande. + + #Vilhelm.# + Vist ikke! Jeg fatter dit Ord og dets Tolk + Paa din rødmende Kind og Pande. + + Jeg vil sige, det alt iforgaars var, + At vi tændte Hymens Flammer; + Vist Ingen da gjætter, at her man har + Beredet vort Brudekammer. + + #Marie.# + Ti stille! ... Din Randsel er lukket til, + Jeg en anden Krave maa søge. + + #Vilhelm.# + Der har du Kraverne; jeg dem vil + Med Strømper og Skoe forøge. + + #Marie.# + Men Vilhelm! see dog ei paa mig nu! + Dit Blik mig ganske forvirrer, + Jeg kan ei klæde mig om, naar du + Her staaer ved Siden og stirrer. + + #Vilhelm.# + Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm, + Med mit Hoved over dig bøiet! + Kun et bævende Kys paa din blottede Barm! + See saa! nu lukker jeg Øiet. + + #Marie.# + Men Vilhelm! nu har du mig dog fixeert, + I Speilet du seer! + + #Vilhelm.# + Paa min Ære, + Nu vender jeg Ryggen til. + + #Marie.# + Hvor geneert, + I et fælles Kammer at være! + + #Vilhelm.# + Jeg seer ikke meer. + + #Marie.# + Det er ret en Skam! + Jeg havde saa fast besluttet ... + Det banker paa Døren! + + #Vilhelm.# + Tak, Madam! + Nu komme vi paa Minutet. + + + + +III + +AFTENSMAALTIDET + + + #Vilhelm.# + Ved dette muntre, gjæstfrie Bord + Er Kredsen saa fortrolig; + En venlig Skov-Alf har, jeg troer, + Lokket os til sin Bolig. + + Jeg tømmer Glasset med en Bøn + For vor gamle, brave Vertinde, + Og for vor Vert, hendes unge Søn, + Saa alvorsfuld i Sinde. + + En Vildbrad har han fra Skoven bragt, + Saa kostelig har han os madet, + Men selv han sidder som halv forsagt, + Og langer neppe til Fadet. + + Skjænk i, tøm Glasset, min unge Ven! + I Vinen drukner man Griller; + Hvo veed, om atter vi sees igjen, + Naar imorgen Skjæbnen os skiller? + + #Fredrik.# + Vel sandt, jeg tier den hele Tid, + Mig nægtedes Talens Gaver. + + #Gertrud.# + Her komme saa sjældent fremmede hid, + Af Undren han falder i Staver. + + #Fredrik.# + Af Undren? O ja! den qvæler min Røst, + Men af Øiet den levner mig Brugen. + + #Marie.# + Vil De klinke med mig? + + #Fredrik.# + Med største Lyst! + + #Gertrud.# + Min Søn, du spildte paa Dugen. + + Jeg kalder min Fredrik Søn, thi jeg veed, + Som en Søn jeg den Kjære betragter; + Dog er han det ei, og sand Besked + Til Dem at sige jeg agter. + + De ere saa venlige begge To, + Saa mildt De tage tiltakke; + Hvi skulde jeg gode Folk ei troe, + Og af Hjertet med Dem snakke? + + Desuden har De vel Krav, jeg troer, + Paa at kjende Vert og Vertinde; + Nu vel, om os selv et lidet Ord + At sige Dem, har jeg isinde. + + Paa Jyllands Heder min Mand var Præst, + Ved Døden jeg tidligt ham tabte; + En eneste Søn var min Lykkes Rest, + Men ak! kun Sorg han mig skabte. + + Hans vilde, hans uregjerlige Sind + Forvoldte mig stadig Kummer; + O Gud! naar hans Skjæbne falder mig ind, + Mit Hjerte sin Sorg ei rummer. + + Da han fyldte sit tre og tyvende Aar, + Da misted jeg ham, -- han døde! ... + O Gud! jeg føler det gamle Saar + Ved Mindet derom at bløde. + + Jeg begriber ei, hvordan det gaaer til, + At ikke man døer af Sorgen, + At Hjertet ikke briste vil, + Men haaber end paa imorgen. + + Og dog, til at haabe havde jeg Grund, + Thi blev mit Haab ikke lønnet? + En anden Søn har min Aftenstund + Med sønlig Ømhed forskjønnet. + + Han bragtes mig som forældreløs, + Da hiin jeg nys havde mistet; + Jeg veed ei, hvordan den liden Knøs + Blev ind i min Stue listet. + + Han laae i et Svøb, men intet Spor + Mig Kundskab gav om den Spæde. + Nu er han voxen, nu er han stor, + Nu er han min sidste Glæde. + + Han skikker sig vel, han er Forst-Elev, + Snart tager han Forst-Examen; + Af Jægermesteren rost han blev, ... + Men jeg kjeder vist Herren og Damen. + + #Vilhelm.# + Nei ingenlunde! + + #Marie.# + Hvor kan De troe ... + + #Vilhelm.# + Endnu maa De berette, + Hvorlunde De her kom til at boe + Paa Sjællands blomstrende Slette. + + #Gertrud.# + Hvad skulde jeg meer paa Heden hist, + Da min Mand og min Søn vare døde? + Erindring gjorde mit Hjerte trist, + Og Egnen var mørk og øde. + + Et Huus jeg havde, det solgte jeg da + For otte hundrede Daler, + Og drog med lettet Sind derfra, + Som fra Mindet om fordums Qvaler. + + Jeg drog til Sjælland, her op mod Nord, + Thi jeg er født her paa Øen; + Saa kjøbte jeg Huset, hvor nu jeg boer + I Skoven herinde ved Søen. + + #Vilhelm.# + I Deres Fortælling tage vi Deel, + Og Gjengjæld vil vi gjøre; + Fortroligheden skal vorde heel, + Naar De min Beretning vil høre. + + De sagde nylig, vi havde Krav + Paa at kjende Vert og Vertinde; + Saa bør og Disse, som Huus os gav + Til Oprigtighed os forbinde. + + Thi lad mig sige Dem, hvad jeg har + Ei hidtil villet fortælle: + At det er et lykkeligt Brudepar, + Som sidder hos Dem i Qvelde. + + Iforgaars var det, vort Bryllup stod + I Sognekirken derhenne; + Os Brudeskaren i Hast forlod, + Da Vielsen var til Ende. + + Med Glæde vi saae, at Papa og Mama + Og Slægt og Venner saa kjære + Sagde Farvel og kjørte derfra, + Og lod ene sammen os være. + + For Kirkeporten en Vogn der holdt, + Den monne vi To bestige; + Al Verden vendte vi Ryggen koldt, + Kun fremad monne vi hige. + + Thi rundt om Søens fortryllende Bred + Langsomt vilde vi drage, + For at nyde landlig Eensomhed + I de første Hvedebrødsdage. + + Saa sparer man sig Trossets Morgenbesøg, + Naar det stolper omkring og tramper, + Nysgjerrige Blikke, upassende Spøg + Og Chocolade-Slampamper. + + Saa har man dog Fred, saa har man Ro + For de Paatrængendes Miner, + Som vil see, hvordan de Nygifte boe, + Og hvad de har for Gardiner. + + I det skjønneste Veir omkring vi drog + Og beundred saa Meget i Egnen, + Indtil iaften vor Skræk os jog + I Ly for Tordenregnen. + + Imorgen tidlig vi drage bort, + Thi lad os da nu forføie + Til vort Kammer os hen; Natten er kort, + Og Søvn behøver vort Øie. + + #Marie.# + Jeg er ikke søvnig, det har ingen Hast. + + #Vilhelm.# + Men Hvilen kan ikke skade. + + #Fredrik.# + Er den Beslutning da saa fast, + Os imorgen at forlade? + + Egnen er skjøn, det siger De jo, + Saa skulde De blive her længer; + Naar jeg er Fører, det kan De troe, + Til ingen anden De trænger. + + Saa let det hændes, De gaaer forbi + Alle de smukkeste Steder, + Men jeg skal vise den skjulte Sti, + Som kun sjelden en Fod betræder. + + I Haven voxe de Blomster smaa, + Som min Moder pleier dernede; + Naar den unge Frue til dem vil gaae, + Da skal hun neppe sig kjede. + + Og De, min Herre, paa Jagt maaskee + Har De Lyst en Riffel at prøve; + Saa følges vi ad, saa skal De see, + Jeg skal i Kunsten Dem øve. + + Vi finde jo nok paa Tidsfordriv + For en Dag, for to, for trende. + De vil ikke fortryde det; derfor bliv, + Bliv kun imorgen til Ende! + + #Gertrud.# + See saa! nu fik du Tungen paa Gang, + Min Søn, det godt mig hover. + Men Tiden vil falde de Fremmede lang, + Tiltrods for Alt, hvad du lover. + + Et eensomt Levnet fører jeg, + Vort Tilbud er overflødigt, + Fremmede Folk blive her ei + Længer, end de har nødigt. + + #Marie.# + Saa beskeden Venlighed røre maa; + Hvordan skal vi takke Dem Begge? + + #Vilhelm.# + Nu vel, saa lad os sove derpaa, + Og imorgen det overlægge. + + Vi vil ei reise saa tidligt bort, + Saa faae vi Tid til at tale. + Men nu lad os gaae; Natten er kort, + Og Øiet trænger til Dvale. + + #Gertrud.# + God Nat! Gid Søvnen maa være blid! + + #Marie.# + Men skal vi dog lidt ei bie? + + #Vilhelm.# + God Nat! Jeg troer, det er Sengetid. + Nu kom, min elskte Marie! + + + + +IV + +NATTETANKER + + + #Fredrik.# + Nu hviler den tause, dæmrende Nat + Over de sorte Skove; + Hvi flyer da Søvnen mit Øie brat? + Hvorfor kan jeg ikke sove? + + Hvi drages min Tanke stedse hen + Til den unge deilige Qvinde? + Nu hviler hun hos en lyksalig Ven + I Gjæstekamret derinde. + + Mon engang den Lykke vil vorde min, + En elsket Viv at eie, + At vugges i Søvn paa en Arm saa fiin, + Og ei paa et eenligt Leie? + + Men hende, hende bliver det ei, + Som staaer for de drømmende Blikke; + Og hvor jeg søger paa Livets Vei, + Hendes Lige finder jeg ikke. + + Der ulmer i hendes Blik en Glød, + Som til Flamme sig let forstærker; + Men Undseelse farver Kinden rød, + Naar sit Øies Virkning hun mærker. + + Der gynger paa Barmens Tvillingepar + En Amor, som saligt bæver; + Men hun rødmer bly, naar hun mærket har, + At et Suk ham høiere hæver. + + Snart seer hun forelsket og snart igjen + Med Frygt paa sin Ægtemage; + Snart lader det til, at hun drages hen, + Snart, at hun stødes tilbage. + + Men han? Ja, hans Attraa er ligesaa hed + Som min egen ... Hvad er det, jeg siger? ... + Plagende Tanker! lader mig i Fred, + Fra mit natlige Leie viger! -- + + Vide jeg gad, om Andre det gaaer + Som mig, og paa samme Maade: + Saa Meget skeer, som for Tanken staaer + Lig en mørk, uløselig Gaade. + + Meget, som hændes mig første Gang, + Synes mig et dunkelt Minde, + Det klinger for Øret som en gammel Sang, + Hvis Ord man ikke kan finde. + + Hvor ofte, naar jeg i Skoven kom, + Og en Lysning faldt gjennem Løvet, + Var det, som jeg maatte huske mig om! + Og altid blev jeg bedrøvet. + + Og traf min Kugle den flygtende Raa, + Min Samvittighed følte sig bebyrdet, + Jeg græd over Dyret, jeg tænkte paa, + Ifald jeg en Ven havde myrdet. + + Aldrig tilforn jeg sværmet har + Som idag, for en deilig Qvinde; + Og dog, dog er det, som Hjertet var + Fuldt af et gammelt Minde. + + Jeg er vaagen, dog stige Syner herned + Fra Drømmenes hemmelige Riger ... + Plagende Tanker! lader mig i Fred, + Fra mit natlige Leie viger! -- + + Bestandig mit Øie stirre maa + Paa den Lysning paa Bøgen derude. + Skjøndt langt fra Vinduet mit Leie mon staae, + Seer jeg den gjennem min Rude. + + Det er Lyset hos det reisende Par; et Skin + Falder paa de mørke Skove. + Nu blev det slukket! ... Lettet er mit Sind, + Maaskee jeg nu kan sove. + + + + +V + +PROMENADEN + + + #Vilhelm.# + Seer De nu? De har vundet Deres Sag: + De fik os til at blive; + Vi er her alt paa tredie Dag, + Og kan neppe løs os rive. + + #Fredrik.# + Men den unge Frue kjeder sig vist, + Desværre, det seer jeg af Minen. + + #Marie.# + Det er Træthed kun, og Deres Moder hist + Venter os ved Theemaskinen. + + #Vilhelm.# + Det er intet Under, om hun er træt, + Kun sjeldent hun Foden rører. + Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet, + Tak være vor gode Fører. + + #Fredrik.# + Imorgen Fruen sig hvile maa, + Mens vi Andre paa Jagten drage. + + #Marie.# + Men vil De paa Jagt virkelig gaae? + + #Vilhelm.# + Er det nu Grund til Klage? + + En Mand har en Attraa i sit Bryst + Til tusinde Ting at prøve, + Og Jagten er just en mandig Lyst, + Som det sømmer sig ham at øve. + + #Fredrik.# + Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae, + Jeg skyder en Gjenvei herneden; + I aften jeg Kugler støbe maa, + Thi jeg brugte den sidste forleden. + + Men De maae vandre her ligefrem + Mellem de tvende Høie; + Stien fører til min Moders Hjem. + + #Marie.# + O ja! vi kjende den nøie. + + #Fredrik.# + Farvel! Vi mødes om en liden Stund. + + #Marie.# + O Vilhelm! nu er vi alene, + Skrækken binder ei meer min Mund. + + #Vilhelm.# + Hvad er det? hvad kan du mene? + + #Marie.# + O tjen mig deri! gaae ikke paa Jagt! + Lad os reise herfra itide! + + #Vilhelm.# + Men siig mig, hvad gjør dig saa forsagt? + + #Marie.# + O Gud! ... man kan ikke vide ... + + Man hører om uforsigtige Skud, ... + Hvor let kan et Uheld sig føie! ... + Og den unge Mand ... o! han seer ud ... + Saa forvildet er hans Øie! + + #Vilhelm.# + Min bedste Marie! jeg troer, du seer + Spøgelser midt om Dagen. + + #Marie.# + O Vilhelm! skal jeg bede dig meer? + + #Vilhelm.# + Du bliver saa hvid som et Lagen! + + Hvad er det? hvad feiler dig? Sæt dig ned, + Her en Træstub Rødderne strækker; + Og siig mig nu i Fortrolighed: + Hvad er der skeet, som dig skrækker? + + #Marie.# + O spørg mig ikke! der er Intet skeet, + Du maa ingen Forklaring forlange, + Jeg har Intet hørt, jeg har Intet seet, + Kun en Anelse gjør mig bange. + + Den Tordenluft, hvori vi kom, + Er endnu bestandig den samme. + Der drager et Uveir paa Himlen om, + Og jeg frygter, et Lyn vil ramme. + + Maaskee det kun er Indbildningens Spil, + Maaskee kun Frygt mig forleder, + Men den første Bøn ei nægte du vil, + Hvorom din Hustru dig beder. + + #Vilhelm.# + Min elskte Marie, nei visselig, nei! + Mod dit Ønske jeg ikke strider, + Endskjøndt jeg troer -- jeg det nægter ei -- + At af sygelig Frygt du lider. + + Men ligemeget! For at lette dit Sind, + Lad os reise tidligt imorgen. + Nu vender Rødmen tilbage til din Kind; + Ja, min Elskede, glem nu Sorgen. + + Saa vil vi til Staden, til vort Hjem + Rundt om Søen drage. + Men de Andre? ... Intet vi sige dem, + Naar nu vi vende tilbage. + + Der vanker ellers saa mangen Bøn + Om imorgen over at tøve, + Og baade Konen og hendes Søn + Vort Afslag vil bedrøve. + + Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt + -- Og det lover os Aftenrøden -- + Saa lade vi Vognen komme blot, + Og Undskyldning er ei fornøden. + + Men nu lad os gaae, thi du er varm + Og Aftenens Taager begynde. + Støt dig paa mig, giv mig din Arm, + Nu vil vi os hjemad skynde. + + + + +VI + +MODER OG SØN + + + #Fredrik.# + For silde jeg seer det, jeg kom tilkort, + Jeg føler, hun mig foragter; + Hun vender med Afsky Hovedet bort, + Hvergang jeg hende betragter. + + Alt er stille, det er atter Nat, + I Huset slumre nu Alle, + Jeg vaager atter, eensom, forladt, + Og lader Modet falde. + + Dog nei! I Mismods dunkle Sky + Jeg vil mig inat ei svøbe. + Nu brænd, min Lampe! nu smelt, mit Bly! + Kuglerne vil jeg støbe. + + Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud! + Hvor synes den ussel og ringe! + Og dog hvor findes Mage til Bud, + Naar det gjælder Budskab at bringe? + + Og lige villig og med samme Lyst + Den lader sig lydig sende + Til ham, som hviler ved et deiligt Bryst, + Og til mig, som spottes af hende. + + Til mig? ... O ja! det var besørget snart, + Og maaskee det just var paa Tide, + Maaskee der blev for os alle spart + Megen kommende Qvide. + + Men tys! ... det pusler jo ved min Dør; + Jeg skimter et Lys, der flammer ... + Min Moder? ... Hvordan? Du sagde jo før + Godnat og gik til dit Kammer. + + #Gertrud.# + Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt, + Det var som om Luften brændte, + Og jeg følte mig saa ængstelig stemt, + Som om en Ulykke hændte. + + Med stærke Skridt jeg hørte dig gaae + Her i Natten, den stille, + Og ei Ro jeg havde, før jeg saae, + Hvad du monne bestille. + + #Fredrik.# + Kjær Moder min, vær uden Frygt! + Imorgen skal jeg jage, + Et Par Kugler at støbe har jeg forsøgt, + Da jeg fleer ei havde tilbage. + + #Gertrud.# + Lad imorgen fare den vilde Færd, + Den bliver os ei til Baade. + Saa længe de fremmede Folk er her, + Lad mildere Glæder raade. + + #Fredrik.# + Men lovet jeg har den fremmede Mand + At jage med ham i Skove. + + #Gertrud.# + Saa siig, at uvant med Jagten er han, + Og Du tør ikke det vove. + + #Fredrik.# + Men hvad er det, Moder? hvad er det, du troer? + Troer du, jeg vil ham skyde? + + #Gertrud.# + O ti dog! Hvilket afskyeligt Ord! + Nei, det vil Gud forbyde. + + #Fredrik.# + Nu vel, til hvad Frygt har du da Grund, + Naar for hans Liv jeg vil svare? + + #Gertrud.# + O jeg veed ikke selv! men denne Stund + Ligesom truer med Fare. + + O Fredrik! lad ei min Bøn være spildt! + Du er saa selsomt forvirret, + Aldrig dit Øie har seet saa vildt, + Aldrig det saa har stirret. + + #Fredrik.# + Indbildning, Moder! + + #Gertrud.# + Nei, altfor klar + Er Aarsagen til min Smerte: + Et Tidsrum af trende Dage har + Forvandlet dit Sind og dit Hjerte. + + Du tier, du fælder Taarer i Løn, + Jeg seer dem paa Kinden trille. + Min stakkels Fredrik, min gode Søn, + Lad kun Graad din Smerte formilde! + + Kom, sæt dig hos mig ved dette Bord, + Hvor den natlige Lampe brænder, + Lad os tale sammen et fortroligt Ord, + Som gamle, prøvede Venner. + + O Gud! jeg trænger jo selv til Trøst, + Og inat er mit Sind ei modigt; + Til mit Øre sig nærmed en rædsom Røst, + Til mit Blik et Syn, som var blodigt. + + Saa tidt, naar jeg lægger mit Hoved ned, + Mens de natlige Timer ile, + Forstyrrer den rædsomme Røst min Fred, + Det blodige Syn min Hvile. + + Og inat, tiltrods for min Aftenbøn, + Plaged de mit Blik og mit Øre. + Jeg har aldrig fortalt dig det før, min Søn, + Men nu, nu skal du det høre. + + Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro, + Naar til dig om min Skjæbne jeg taler; + Maaskee det lettes, naar vi er To + Om at bære de hemmelige Qvaler. + + Den Søn, som mit Ægteskab mig gav, -- + O, du veed ei, hvordan han døde! ... + Bødlen hugged hans Hoved af, + Paa Skafottet maatte han bløde. + + Forskudt af en ung og deilig Mø, + Som var døv for hans Beilen og Tragten, + Lod han en lykkelig Elsker døe + For en Morderkugle paa Jagten. + + Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom -- + Endnu var det neppe daget, -- + Traadte Slutteren ind, og sagde: "Kom! + "Klokken er nu paa Slaget." + + Da sank han for sidste Gang til mit Bryst, + Og udbrød: "Et Ord du mig give, + "Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst + "Paa min sidste Gang ilive!" + + Og jeg sagde ... Men Fredrik! du skræmmer mig! Siig ... + Du reiser dig ... hvad har du isinde? + Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ... + + #Fredrik.# + O Moder! Moder! hold inde! + + Du sagde: "Naar du for din Frelser staaer, + "Da siig: Min Gud og min Broder! + "Tilgiv mig for dine Martyrsaar, + "For min Anger og for min Moder!" + + #Gertrud.# + Ha! hvoraf veed du det? + + #Fredrik.# + Mig det var! + Først nu mig selv jeg fatter: + Det er din virkelige Søn, du har, + Og nu lever han Livet atter. + + #Gertrud.# + O Fredrik! har Vanvid grebet dit Sind? + + #Fredrik.# + Nei Moder vær ikke bange! + Men hidtil gik jeg som en Blind + Igjennem Aarene lange. + + Min Bevidsthed vaktes i denne Stund, + Nu mig selv jeg gjennemskuer, + Nu seer jeg mit Liv i dets første Grund, + Og paa eengang haaber og gruer. + + Ha! jeg føler igjen min dybe Skræk, + Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde, + Men af min Tanke dog ei gik væk + Det Trøstens Ord, du sagde. + + Ved Øxens Fald min Bevidsthed forgik, + Men jeg vaagned paa fremmede Steder, + Og paa min Vandring Øie jeg fik + Paa en Mand i hvide Klæder. + + Jeg veed ei ... maaskee det min Frelser var, + Men ak! jeg kjendte ham ikke, + Og min Bøn for ham ei frem jeg bar, + Skjøndt Mildhed var i hans Blikke. + + Han langsomt mig imøde kom, + Og nu saae jeg hans Haar at skinne; + Han strakte sin Haand og sagde: "Vend om! + "Din Plads er ikke herinde. + + "Paa Jorden Forbryderens Død du led, + "Her ingen Straf er tilbage, + "Saa gak da til Jorden atter ned, + "Lev om igjen dine Dage." + + Da vendte jeg om paa frygtsom Fod, + Da vandrede jeg saa længe; + Min Kraft var mattet, tabt mit Mod, + Til Hvile monne jeg trænge. + + Da sov jeg en Søvn saa dyb, saa haard, + Og Intet veed jeg, som hændte, + Men da jeg vaagned i Barndoms Aar, + Jeg som en Anden mig kjendte. -- + + Og Moder! skjænk mig et Øiekast! + Din Trøst kan jeg nu behøve; + Ei anden Gang, det lover jeg fast, + Skal din Søn dit Hjerte bedrøve. + + Hun svarer mig ei! Hendes Stemme lød + Dog tilforn, for Sønnen at raade ... + Hun drager saa tungt et Suk ... Hun er død! + Nu see Gud til mig i Naade! + + + + +VII + +MORGENEN + + + #Fredrik.# + Undskyld, om jeg Dem vækker for brat, + Om for tidligt min Røst De fornemmer, + Men min gamle Moder er død inat, + Og Fogden skal forsegle hendes Gjemmer. + + #Vilhelm.# + Hvad siger De{}!{sic} Død{}!{sic} + + #Marie.# + Forbarmende Gud! + + #Byfogden.# + Ak ja! det er Verdensløbet. + + #Fredrik.# + Hendes Hjerte brast, hendes Lys gik ud. + + #Byfogden.# + Og her er Fattigdom ovenikjøbet. + + #Vilhelm.# + O hvilket Budskab! + + #Marie.# + Jeg skjælver af Skræk! + + #Byfogden.# + De er Slægtninge, kan jeg formode; + Jeg troer at bemærke Familietræk. + + #Vilhelm.# + O nei! + + #Byfogden.# + Ikke det? Jeg troede. + + Men Grunden til Sorg er jo ligesaa god, + Naar man kjendte den Afdøde nøie. + + #Vilhelm.# + For fire Dage siden hun stod + Den første Gang for vort Øie. + + #Byfogden.# + Men saa skal De ikke tage Dem det nær, + Saa behøves ikke den Jammer. + Undskyld forresten, om jeg gjør Dem Besvær + Med at undersøge Deres Kammer. + + Det er ei stort Andet end en Formalitet, + Thi her er kun Lidt at skrive. + Af Testamentet har jeg seet, + At Sønnen skal Arving blive. + + Men sin Myndigheds Tid maa han vente dog, + Før han Alt i Besiddelse tager, + Og derfor man forsegler eller fører til Bog + Hvad her findes af rørlige Sager. + + Min Dame! min Herre! bryd Dem ikke derom; + Jeg er færdig strax paa Minutet ... + I Skabet er kun Lidt, Commoden er tom. + Her er nu Forretningen sluttet. + + Skyldige Tjener! Paa Loftet nu jeg gaaer. + + #Marie.# + Jeg staaer, som af Skrækken knuset! + Husker du, jeg sporede Tordenen igaar? + Nu har Lynet slaaet ned her i Huset! + + #Vilhelm.# + Ja, dobbelt forfærder et Slag, som saa brat + Kommer, for uventet at dræbe. + Jeg favnede min Hustru i en lykkelig Nat, + Min Læbe søgte hendes Læbe; + + Saa lyksalig var mig hos min Hjertenskjær + Natten i den fredelige Hytte; + Men imidlertid kom os Døden saa nær, + Og greb sit uventede Bytte. + + #Fredrik.# + Jeg kommer igjen, for et Ord endnu + At sige mine Gjæstevenner: + Ifald til at reise staaer Deres Hu, + Jeg strax Deres Vogn Dem sender. + + Men vil De tøve hos mig her + I de første sørgelige Dage, + Da begriber De vel, Deeltagelsen er kjær + For ham, som er ene tilbage. + + #Vilhelm.# + Jeg nødigt forlader en bedrøvet Ven; + Hvad er din Mening, Marie? + + #Marie.# + Uden Spørgsmaal derom, vi blive her end, + Og Begravelsen oppebie. + + Mildt hun qvæged os paa vor Vei, + Den gamle venlige Qvinde; + Saa forlade vi Huset heller ei, + Saalænge hun er herinde. + + Før mig til det kolde Leie, hvorpaa + Den Døde nu slumrer rolig; + Hendes venlige Træk, hendes Smiil mig maae + Gjøre med Døden fortrolig. + + #Fredrik.# + Ja kom! jeg fører Dem Begge derhen, + Og lover ved min Moders Minde: + At betragte Dem som en broderlig Ven, + Og Dem ... som en søsterlig Veninde. + + + + +VIII + +I STORSTUEN + + + #Vilhelm.# + Marie, nu kom! hvad venter du paa? + Alt Uhret Midnat viste. + + #Marie.# + Men gjennem Storstuen skal vi gaae, + Og der staaer den sorte Kiste. + + #Vilhelm.# + Gjennem Mørket skal jeg lede dit Fjed ... + Træd ikke paa Buxbom-Planten ... + Nu er vi ved Kisten, lige derved, + Stød dig ikke paa Kanten. + + Fat Mod! Her er vor Kammerdør, + Du Lyset derinde kan skue. + Med andre Følelser gik vi før + Dertil gjennem denne Stue. + + See, her er vor første, fortrolige Bo, + Vor Omfavnelses hellige Vugge; + Men udenfor har en dybere Ro + Lønnet dybere Sukke. + + + + +IX + +PAA KIRKEGAARDEN + + + #Vilhelm.# + I denne Kirke din Haand du mig gav, + Vort Baand vi her monne knytte. + + #Marie.# + Vi staae her igjen, men en aaben Grav + Gaber efter sit Bytte. + + #Vilhelm.# + I Alt, som forkynder vor Sjæletrang, + Til den mægtige Kirke vi træde. + Klokkerne ringe med samme Klang + Til Ligfærd og Bryllupsglæde. + + #Marie.# + Som Klokkernes Klang er Blomsternes Pragt + De smykke Liget som Bruden. + Her lægger jeg Krandsen, min Haand har bragt, + Hos den Døde paa Hovedpuden. + + #Fredrik.# + Før Laaget mig røver dit sidste Spor, + Et Kys paa din fromme Pande! + + #Præsten.# + Af Jord er du kommen, du bliver til Jord, + Men af Jorden op skal du stande. + + #Chordrengene.# + See, Tiden saa meget hastigt gaaer; + Hvo veed, hvor nær er min Ende? + At bort herfra jeg at vandre faaer, + Hvor let, hvor snart kan det hænde! + + #Fredrik.# + Vort Hverv er endt, nu drage vi hjem, + Og Deres Vogn bestilles. + Et Øieblik jeg da taler med Dem, + Og saa for stedse vi skilles. + + + + +X + +AFREISEN + + + #Fredrik.# + Sadl op min Hest og træk den frem! + Jeg vil ud i Verden ride; + Ei meer jeg bliver i mit Hjem, + For at savne, længes og lide. + + Afsted! afsted! Min Hu staaer til + De vilde, fremmede Lande; + Ved høie Bjerge skilles jeg vil + Fra mit Hjem og ved dybe Vande. + + Du Stork, som gjennem Luften gaaer, + Laan mig din brede Vinge! + Du Lærke, som under Skyen slaaer, + Lad din Sang i mit Hjerte klinge! + + Marie! Vilhelm! Jeg skilles fra Dem, + Nu rider jeg bort, naar De kjører; + Øde bliver mit Ungdomshjem, + Og fra mig vist aldrig De hører. + + Men naar Jorden er kastet over os tilsidst, + Som idag over min stakkels Moder, + Da skal vi hos Ham mødes forvist, + Som er vor Gud og vor Broder. + + Et Haandtryk, Vilhelm! Det er Afskedsbud ... + Marie! Deres Haand De mig række! + Jeg trykker et Kys paa dens Liliehud ... + Lad Kysset Dem ei forskrække! + + O lad mig holde den en liden Stund! + Tilgiv mig denne Dvælen! + Lad mig fæste den til min brændende Mund! + O kunde jeg udaande Sjælen! + + Nu slipper jeg den strax; und mig min Lod; + Betragt mig ikke saa bange! + O var der dog en dræbende Braad + Hos denne skinnende Slange! + + Marie! see, jeg giver Dem den + Tilbage, med Taarer vædet! -- + Og nu afsted! i det Fjerne hen! + Lad mig flye fra Dem og fra Stedet! + + Der kommer Deres Vogn, nu stiger De derop, + Og jeg til Hest for at ride. + Farvel, farvel! -- Galop, Galop! + Ud i Verden den vide! + + #Vilhelm.# + Beklag, Marie, den unge Mand! + Til dig har han sat sit Hjerte. + Jeg længe mærket har, at han + Led af forelsket Smerte. + + Men hidtil har jeg det ikke sagt, + Du skulde det først erfare, + Naar Veien var tilbagelagt, + Naar i vort Hjem vi vare. + + #Marie.# + Saa du troer, du lærer mig noget Nyt? + Jeg selv ei skulde det mærke? + Har du glemt forleden vor Dispyt + Og mine Anelser stærke? + + #Vilhelm.# + Hvordan? du meente? ... + + #Marie.# + Tal ei derom! + Jeg drømmer endnu, skjøndt vaagen; + Jeg har drømt fra den Stund, jeg hertil kom, + Og nu først spreder sig Taagen. + + #Vilhelm.# + Drømmen er glemt, Solen herned + Skinner gjennem Bøgetoppen. + + #Marie.# + End seer jeg Støvet i Rytterens Fjed, + End hører jeg fjernt Galoppen. + + #Vilhelm.# + Vær uden Frygt, min unge Viv! + Paa Hjulet din Fod du sætte! + Jeg holder Armen om dit Liv, + Skal op i Vognen dig lette. + + Nu sidde vi sammen, vi er ene, vi er frie; + Vil du taale min Arm under Kaaben? -- + Kjør, Postillon! blæs din Melodie! + Fremad! Verden er os aaben. + + + + +GUDSTJENESTE + +EN FORAARS-PHANTASIE + + + #Digteren.# + Pindsemorgen! o hvor skjøn! + Skoven vinker lysegrøn + Bort fra Staden, i hvis Gader + Pene Folk af begge Kjøn + Vandre stadseligt i Rader. + Stadens Kirkeklokkers Klang + End mig følger paa min Gang; + Men til Skoven gaaer min Vei, + Der jeg meer dem hører ei; + Der mit Blik kun hviler paa + Tusind stumme Klokker smaa, + Nogle hvide, andre blaae, + Som i Ly for Solens Flammer + I det friske Skovgræs staae + Hos de mosbegroede Stammer. + Hist, hvor Skoven breder ud + Majestætisk sine Kroner, + Der er Templet for min Gud, + Der har Fuglen Orgeltoner + Paa Naturens Pindsefest, + Og der præker bedre Præst + End i hine skumle Haller, + Hvor prosaisk Dagslys falder + Gjennem matte Ruder ind, + Medens her ved sagte Vind + Under Løvet Lyset spiller + I et gjennemsigtigt Grønt, + Tusind Gange mere skjønt + End blandt hvide Kirkepiller. + Her, Natur, er Tabernaklet, + Hvor din Helligaand jo boer, + Som gjør Pindsedags-Miraklet, + Hvorom hist kun føres Ord; + Thi det Sprog, som dine Tunger + Tale med en evig Røst, + Over hele Verden runger, + Og forstaaes af hvert et Bryst. + + #Pan.# + Vær velkommen til min Bo, + Til min tause, dybe Ro! + Her er tyst og her er stille; + Vil du dig fra Mængden skille, + Kom, o Digter, da herud! + + #Digteren.# + Ha! hvo taler her? + + #Pan.# + Din Gud. + + #Digteren.# + Min? + + #Pan.# + Ja, din. + + #Digteren.# + Jeg seer ham ikke. + + #Pan.# + Nei, thi selv om du er kjæk, + Du betoges dog af Skræk, + Hvis han stod for dine Blikke. + Men min hemmelige Stemme + Til dit Digter-Øre naaer, + Og mit Ord skal du fornemme, + Mens du for mit Alter staaer. + + #Digteren.# + Mere jeg forlanger ikke; + Det er Nok, naar kun jeg veed, + At jeg i min Eensomhed + Sees af dine Guddomsblikke; + Det er Nok, naar paa min Gang, + Hvergang jeg til dig tør tale, + Du med Svar mig vil husvale + Og begeistre mig til Sang. + + #Pan.# + Husk dog: kun paa eensom Vei + Kan og vil din Bøn jeg høre; + Har du Selskab, da mit Øre + Lukkes, og jeg svarer ei. + + #Digteren.# + Just saaledes er det Ret: + Vil jeg mig med Gud forene, + Søger jeg en eensom Plet, + Hvor med Gud jeg er alene. + Der min Andagt ei forhindres + Af en dum og døsig Flok; + Der jeg i mit eget Indres + Tanker finder Selskab nok; + Der min Gang til Gud er lettet, + Ikke mig besværlig gjort; + Uden Agt paa Klokkeslettet + Gaaer jeg ind ad Templets Port; + Disse hvalte Søilegange, + Mere dybe, mere lange, + Aabne staae ved Nat og Dag. + Ja, hvis i vor Stad derhenne + Kirken aaben stod, som denne, + O, det var en anden Sag! + Ofte snart ved Dagens Lue, + Snart ved Nattens laante Skin, + Gik jeg da med Lyst derind, + For til Alteret at skue, + For, med Blik til Kupplens Bue, + Fromt at hæve der mit Sind. + Helst jeg valgte da den Stund, + Naar ei Sværmen var derinde, + Og naar ikke Præstens Mund + Fik min Andagt til at svinde; + Kun hvor eensom Taushed boer, + Kan min Barm af Fromhed gløde. + + #Pan.# + Ogsaa der jeg skulde møde, + For at svare paa dit Ord. + + #Digteren.# + Du i Kirken? + + #Pan.# + Selv i den, + Naar den kun er tom og øde, + Er jeg villig til at møde + Den, som drages til mig hen. + Overalt, hvor Een tør bygge, + Skjult af Dunkelhed og Skygge, + Uden Selskab af en Ven, + I det Eenlige, det Tomme, + I det Tause vil jeg komme. + Hvor kun paa den fælles Vei + Een sig skiller fra de Andre + I mit Navn, for taus at vandre, + Er tilstede hos ham jeg. + + #En Stemme fra Skoven.# + Din Hu du bort fra Eensomheden vende! + Thi hvor To eller Trende + I Navn af mig foreente sammentræde, + Der er jeg selv imellem dem tilstede. + + #Digteren.# + Ha! hvilken Stemme toner + Fra Bøgeskovens Kroner, + Og taler modsat Mening, + Og raader eenlig Vandrer til Forening? + + #Samme Stemme.# + En Engels Røst du høre! + Din Frelsers Ord han bringer til dit Øre. + + #Digteren.# + O Fugl med stærke Vinger, + Som nu fra Træet dig til Jorden svinger, + Imens din hulde Sang i Luften klinger! + Jeg under Løvets Buer + Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer. + + #Engelen.# + Digter! hvorfor vil du søge + Paa en eensom Vei din Gud? + Kun i Skoven, mellem Bøge + Vil du lytte til hans Bud? + Du vil stedes for ham ene, + Da først hører du hans Ord, + Og dig nærmere tør mene, + End i samlet Broderchor. + Troer du da, Gud i sin Himmel + Fører Liv som Eremit, + Siden du i Brødres Vrimmel + Ei kan tale til ham frit? + Troer du, han sig aabenbarer + Heller for en eenlig Aand, + End han sine Sønner svarer, + Samlede ved fælles Baand? + Altsaa kalder du din egen + Frelser til dig i din Bøn, + Ikke ham, som ned er stegen + Til det hele faldne Kjøn, + Ham, som vilde jordisk fødes, + For, som Menneske, skjøndt reen, + Med den hele Slægt at mødes, + Og ei skille sig fra Een? -- + Gjør som han, udøv herneden + Kjærlighed som første Bud, + Slut dig selv til Menigheden, + Og igjennem den til Gud. + + #Digteren.# + Til Sandhed du mig hæver, + Men vanskeligt er Offret, som du kræver. + Ak! skamfuld jeg bekjender: + Poeten let mod Hedenskab sig vender; + Selv naar for Gud han knæler, + Den gamle Adam ikke reent han qvæler. + Vel kan man sig husvale + I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale; + Vel er det skjønt at virke + Til fælles Øiemed i Stat og Kirke, + Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene, + Sin egen Kraft med Manges at forene. + O! men et Blik af Solen + Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen, + En sagte kruset Vove, + En kjølig Luftning i de tætte Skove, + En flygtig Sky, som svæver + Paa Himlen og for Maanens Straale bæver, + Og dybt i Skov og Dale + Den høitidsfulde Sang af Nattergale, -- + Alt Dette taler med saa stærk en Stemme, + At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. -- + Ak! jeg bør ikke nægte, + Min Christendom er vistnok langt fra ægte, + Thi Livet, som Naturen mig bebuder, + Er helst i Samqvem med de gamle Guder. + Jeg taler med Dryader + I Træets Løv, i Bækken med Najader; + Ved Dagens hede Lue + Jeg seer Apollo med hans gyldne Bue, + Og seent i Aftenstunden + Jeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden, + I Kreds af hendes Terner, + Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner. + Mod alle Skikkelser min Tanke haster, + Og hvad den nylig greb, den atter kaster, + Indtil den Hvile finder + Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder, + Ham, som fra Skabningstiden + Stod det helleniske Parnas ved Siden, + En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger, + Og som gjør alle Guderne til Skygger, + Thi naar de alle drage + Fra Tanken bort, saa bliver han tilbage, + Som den Uendelige, + Der bliver, naar de Endelige vige. + Jeg fatter meer og mere, + At, vil man om sin Gud philosophere, + Da kommer man til Pan. Paa Indras Himmel + Han skjuler sig imellem Guders Vrimmel, + Men kommer til Bramanen, som i Ørken, + Paa hede Sand, i Tørken, + Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler, + I eensom Selvbetragtning Himlen maaler. + Som Sphinx for alle Tider, + Han slumrer i Egyptens Pyramider. + Og i det Skjønheds-Rige, + Hvor Hellas satte de Udødelige, + Hvor Digteren har hjemme, + Som i Naturen hører deres Stemme, + Der hvisker han i Løvet, + I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet, + I Nattevindens Susen, + I Kildens Tonefald, i Havets Brusen, + I Dyrets qvalte Toner, + I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner. + Thi naar Naturen nødes + Til, skilt fra Guderne, som i den bygge, + I eensom Majestæt sig selv at smykke, + Med ham tilsidst vi mødes, + Der hersker, naar de Andre maae forstødes. + For Socrates de mange Guder svinde, + Han troer kun paa sin Genius derinde; + Og dennes indre Seen + Hos Plato hæves panisk til Ideen. + Endogsaa Mosaismen, + Som fra Naturen skiller + Sin Gud, og fjernt ham stiller, + Har jo Spinoza endt i Pantheismen. -- + Jeg veed, kun Christi Lære + Kan sikkert Hjem for Tankens Grublen være; + Kun den har Skov og Huler + Og Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler. + Men ogsaa der er Gjærdet + Ei allevegne lukket; + Man troer, at protestantisk man har bukket + For Gud, -- men det var Pan! man staaer forfærdet. + Thi Gud man atter fjerner + Fra Verden, fra Naturen, + Forskandser sig mod ham ved Prosamuren, + Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner. + Men dog for ham at ære, + Man samles, for maaskee ham at behage, + Paa visse Timer og paa visse Dage; + Hans Tjeneste skal en Forretning være. -- + Nei! kald ham hid tilbage, + Og sæt hans Naades dyrebare Mærker + Iblandt Naturens ubevidste Værker: + Lad Korset plantes mellem vilde Bøge, + At Skovens Sanger til dets Green kan søge, + Gjør hver en Bakke til et Golgatha; + Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden, + Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden, + Mens Andagt kalder Sjælene herfra; + Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter, + Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest, + Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter, + Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst! + Da vil og Digteren til Festen komme, + Med hellig Andagt og med Tanker fromme. + O Alles Gud, i dine Helligdomme, + Hvor selv Naturen føres + Til dig, og helliggjøres, + Og det Profane stoler + Paa Stemplet af de hellige Symboler. + Men her, hvor ei man vil Catholicisme, + Hvor hvert et ydre Holdningspunct kun svigter, + Her kan en stakkels Digter + Ei undgaae Pantheisme. + Hos ham ei Feilen stikker, + Det Secten er, som skranter; + I Himlen er vist alle Catholiker. + + #Engelen.# + Nei, vi er Protestanter. + Du, som om Naturen sjunger + Med begeistret Røst, og troer + At forstaae dens tusind Tunger + Som et eneste Guds Ord, + Klares lad dit Sind, dit Øie, + See den Stræben i hvert Blad + Imod Korset sig at bøie, + Sole sig i Naadens Bad. + Hvorfor plante Kors i Skoven? + Er ei Korset overalt, + Her paa Jorden og foroven, + I hver levende Gestalt? + See det, som sig bør en Sanger, + I din stille Tankes Læ + Neppe du da meer forlanger + Her at skue det af Træ. + Du, som fører Ord paa Læben, + Veed du ei om Det Besked, + Hvorom i sin tause Stræben + Ubevidst Naturen veed? + Troer du ei, den dunkelt mærker, + Fra den Tid, da Christus her + Gjorde sine Underværker, + Har den faaet et større Værd? + Troer du ei, den dunkelt længes + Efter den Forløsningsstund, + Da, naar Alt for Thronen trænges, + Ogsaa den af Herrens Mund + Høre skal det Ord, som lyder: + "Gjør min Villie! følg mit Bud! + "Jeg din tunge Lænke bryder, + "Løser dig af Fængslet ud." -- + Digter! see med Digter-Øie, + Og med Digter-Øre hør, + Og Naturen vil sig bøie + Mod dit Blik, med kastet Slør, + Den vil klinge for dit Øre, + Med Sordinen taget bort, + Og et Spil dig lade høre, + I hvis Klang du kjender vort. + See dig om! Naturen sørger + I sin Ro, sin Eensomhed: + Aabnes Blomsten, dig den spørger, + Om du ei dens Frelse veed; + Aftenrøden, naar den skriver + Sit Godnat i Skyers Lag, + Spørger, om ei snart den bliver + Forbud for en salig Dag. + Sine halvt forstaaede Tanker, + Dunkel Smerte, dunkel Lyst + Vil Naturen for et Bryst + Skrifte, hvori Hjertet banker; + Sine hemmelige Skatte + Den med Uskyld peger paa; + Kunde Mennesket kun fatte! + Kunde Mennesket forstaae! + O! da hørte han i Løvet + Og paa Lufts og Bølgers Vei + Kun en Stemme, som bedrøvet + Klager, at den høres ei. + Hør den, Digter! lyt derefter! + Det er dig, den taler til, + For at du de dunkle Kræfter + Klare skal ved Strængespil. + Al Naturen dine Blikke + Søger og din Kjærlighed; + Elsker du din Broder ikke, + O saa fly Naturen med! + + #Chor fra Skoven.# + Hele Naturen har Trang til Forening, + Stræber mod Mennesket, før end mod Gud; + Digteren fatter dens lønlige Mening, + Synger ved Lyren dens Længseler ud. + Alt i Naturen vil skues og høres + Af det forstaaende, kjærlige Bryst, + Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føres + Frelsen imøde, til Frihedens Lyst. + + + + +PROTESTANTISMEN I NATUREN + +EN MYSTERIE + + +I + + Det gjælder Kamp paa Liv og Død, + Imod det Ydre ruster sig det Indre, + Thi Hiint os længe Trældom bød, + Men Dette -- Tanken -- har begyndt at tindre; + Den trodser hvad den forhen lød, + Og har den bragt det første Stød, + Den lader sig ei meer forhindre, + Den vil erobre Verden, ikke Mindre. + + Den tegner Banen + Med stærke Træk, + Snart Seiersfanen + Den planter kjæk. + + +II + + O men fornem de sorrigfulde Sukkes + Klagende Strøm! + See, hvor de skjønne Phantasier vugges + Bort, lig en Drøm! + Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner, + Sandsernes Verdens gyldne Trylleri + Flygter og forsvinder; + Alt er forbi! + + Troen ei meer til Syn af Gud sig hæver, + Tillidsfuld, stærk; + Kun som en Tanke han usynlig svæver + Bag ved sit Værk. + Ak! og Naturen ikke længer smiler + Huldt som den Dragt, hvori hans Væsen kom; + Skilt fra Gud den hviler + Aandløs og tom. + + Frelseren vil sit Billed ei besjæle, + Tegnet er dødt; + Fromhed ei længer for ham selv tør knæle, + Sværmende sødt. + Markernes Krands til Korset ei man bringer, + Helgenens Alter kun forladt man seer, + Ei til Messe ringer + Skovklokken meer. + + Verden af tusind glade Phantasier! + Ak, du forgaaer! + Luften forstummer, Kildevældet tier, + Eensom jeg staaer. + Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel? + Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst? + Hvor i dette Fængsel + Toner min Trøst? + + +III + + Vend mod dit Indre dit Blik! + Hvad i din Verden forgik, + Vil i din Tanke du finde. + Alt det Forsvundne derinde + Liv og Tilværelse fik. + + +IV + + Den Gud, du søger, er din egen Gud; + Hvad vil du mere? + Han træder ikke som en Gjenstand ud + Blandt andre, flere. + Du føler ham, hvergang dit Hjerte hanker + Af hellig Lyst; + Du hører ham i dine bedste Tanker + Som evig Røst. + Idet du søger, du ham alt har fundet, + Idet du spørger, er alt Svaret vundet. + + Naturen, smykket i sin hele Pragt, + Er altfor ringe + Til ved sin stille Flid en værdig Dragt + For ham at bringe. + Men tom og aandløs er den derfor ikke, + Og ei forladt: + Den skuer mod hans Sol med tusind Blikke + Fra Støvets Nat, + Med tusind Tunger tolker den sin Stræben, + Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben. + + +V + + Aandens Lys i Sjælens Kammer + Glimter med stærke Lyn, + Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer, + I det samme Syn. + Og ved Lyset, der, lig en Stjerne, + Opgik i Menneskets Bryst, + Skal Naturen til det yderste Fjerne + Vorde klar og løfte sin Røst, + Og skal Mennesket besvare, + Som forgjæves spurgte den nys, + Og sit Liv aabenbare + Som en Stræben mod Frihedens Lys. + + + + +UDVALGTE DIGTE + + + + +I + +LYRISKE DIGTE + + + + +#FORAAR OM VINTEREN# + + Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen, + Og nu straaler idag varm den oplivende Sol, + Deilige Foraarsdag! Har Chariten bragt dig fra Syden? + Er alt Vinterens Kuld jaget mod Nordpolens Iis? + See, hvor Himlen er blaa! Hist svæver en eneste Sky, som + Gjennemsigtig og klar ligner et løsrevet Slør. + Herlige Syn! Du vinker mig ud i den vide Natur, hvor + Tidt i Sommerens Tid ene jeg vanked omkring. + Men hvor Alt er forandret! Det sølvblaa, vuggende Hav er + Tvunget af Vintrens Magt, jevnt og forvandlet til Land. + Langt fra Landet jeg seer det vælte de skummende Bølger; + Langs med Kysten det er Vandreren givet til Priis. + Jorden er længer ei blød, bekrandset af Græs og af Urter, + Nøgen, frossen og stiv trætter den Vandrerens Fod. + Rundt Naturen har bredet sit underligt spraglede Teppe, + Spættet med Sort og Hvidt, Blanding af Mørkhed og Lys. + Liden Snee var kun falden, dog laae den ei glat over Jorden; + Vinden, skjøndt rolig nu, før havde splittet den ad. + Sneen rugede her, hist tittede længselfuld Jorden + Gjennem det dvælende Slør, Maanen bag Skyerne lig. + Saadan Alt er forandret, forandret Havet og Jorden; + Himlen med Solskin dog straaler idag som i Vaar. + Thi det Jordiske vexler, ustadigt det fødes og svinder, + Men den himmelske Gnist qvæger bestandig vor Sjæl. + Dog er det Jordiske skjønt, thi derfra skue vi Himlen; + Gjennem det jordiske Liv kan vi det evige see. + Derfor jeg glædes idag, thi under en vinterlig Larve + Aner jeg Sommerens Tid, troer jeg, at Vaaren er nær. + Spurvenes muntre Qviddren mig spaar alt Lærkernes Komme; + Vinterfuglen, som taus sidder og fryser paa Qvist, + Lover mig snarlig en Tid, da Marken og Skoven og Busken + Lydt gjentager i Chor tusinde Sangeres Røst. + Mennesker lokkes nu bort fra Stadens taagede Vrimmel; + Hisset en Moder jeg seer gaae med sit pyntede Barn. + See, under Linden hun staaer, de nøgne Grene hun bøier + Ned med forsigtig Haand, viser den Lille en Knop. + Hvilken en Glæde! See, Træet har Knopper! En Qvist jeg nu plukker, + Bringer til Staden den hjem: "Glæder jer! Nu har vi Vaar!" + Men naar Solen nu sænker sig ned bag brunrøde Tage, + Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind, + Naar i de lange Nætter de dobbelt funklende Stjerner + Ned til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjær, + Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner, + Om det forenende Bord spøgende sætte sig ned, + Ak! da mærker jeg klart, at Vintren dvæler med Afsked; + Og dog ønsker jeg da: Vinter, forlad os ei end! + + +#TIL LÆRKEN# + + Velkommen igjen, + Du Vaarens Prophet! + Min sjungende Ven + Paany jeg har seet! + Saa mangen en Gang + Har du qviddret for mig: + Til Gjengjæld min Sang + Skal tone for dig. + + Du Vaarens Sanger, + Begeistrede Fugl! + O siig, hvor du fanger + Om Vinteren Skjul? + Hvad lykkeligt Land + Modtager dig, naar + Til den blomstrende Strand + Du med Vingerne slaaer, + Mens i vinterligt Vær + Vi Andre maae her + Forladte staae? + + Eller siig, mon du laae + Ved den tilfrosne Sø, + Mellem vindtørre Siv, + Under lunende Hø, + Hvor dit elskede Liv, + Sødt dysset i Slum, + Lig Cicaden i Skum, + Skal vækkes paany + Med forynget Lyst, + For i Markernes Ly + At sjunge din Trøst? + + Thi Solen har neppe + Til Jorden seet, + Og over Sneemarkens Teppe + Sine Straaler spredt, + Før din stigende Røst + Høit toner i Sky. + Med bævende Lyst + Du hæver dit Øie + Mod Himlenes Ly, + Og bringer saa mild + Til det straalende Høie + Din Foraarssang. + I din salige Ild + Husker du ei, + At Marker og Vang, + Som du nylig forlod, + Ere dækte med Snee, + Som en Dødning at see, + Dybt under din Fod. + + Vel smelter du ei + Med bævende Røst + Paa maanelys Vei + Det elskende Bryst, + Philomele lig. + Thi Amor har ei + I sødtsmeltende Honning + Dyppet din Tunge; + Og Kjærligheds Dronning + Har ei elskovsrig + Indblæst i din Lunge + Sin Nectarduft. + + Men i Foraarsluft + Har Ceres mild + Ved de elskovsfulde, + Af Guddomsild + Svulmende Bryster + Fra Vinterens Kulde + Varmet dig op. + Snart vil hendes Søster, + Blomsternes Gudinde, + Med Zephyrernes Trop + Komme ned fra parnassiske Tinde, + Og ved Varmen i Solen, + Ved din Sang, under flyvende Dands + Fremkalde Violen, + Og flette sin Sanger en Krands. + + Vel sees du ei ene + I dæmrende Nat + I Poppelens Grene + At klage forladt, + Philomele lig. + + Men glædesrig + I Morgenen, den klare, + Naar Solen gryer, + Vi høre dig fare + Mod de guldgule Skyer. + I et Glædes-Chor + Over Marken du svæver, + Og begeistret dig hæver, + Til Øiet ei meer + Under Himlen dig seer, + Men usynlige Toner + Forkynde, at glad + Til den Eviges Throner + Du bringer dit Qvad + Paa din Himmelgang, + Og paa Menneskets Viis + I en flammende Sang + Besynger hans Priis. + + Vær hilset igjen, + Du følende Fugl! + Vær hilset igjen + I Markernes Skjul! + Hver Gang naar jeg vanker + Ved Naturens Bryst, + Naar mit Hjerte banker + Af salig Lyst, + Lad mig see dig at bringe + Til Himlen dit Qvad + Paa den udstrakte Vinge, + At bævende, glad, + Jeg maa føle, hvad nu + Min uvingede Læbe + Forgjæves vil stræbe + At tolke som du! + + +#AFTENVANDRING# + + Ei den høie Himmelbue + Straaler meer ved gyldne Lue, + Phøbus alt er dalet ned. + Thetis i sin Favn ham dølger, + Kjøler ham i Havets Bølger, + Skjænker Guddomsflammen Fred. + + Fulgt af tusind Stjerners Vrimmel, + Høit paa Nattens tause Himmel + Staaer Selene høitidsfuld. + Underlige Skygger male + Sig i Bøgeskovens Sale + I det lyse Maaneguld. + + Underligt mit Hjerte flammer, + Mens i høie Bøgestammer + Philomele herligt slaaer: + Ha! hvorfor vil Hjertet grue, + Mens den kjælne Turteldue + Kurrende paa Grenen staaer? + + Veed du, hvorfor Hjertet banker, + Naar alene saa du vanker + Mellem Træer i Maaneglands? + Veed du, hvorfor Sjælen bæver, + Hvorfor Frygten sagte svæver + Om din neppe vaagne Sands? + + Dybt i Skovens mørke Indre, + Der hvor ingen Stjerner tindre, + Pleier Artemis at gaae. + Arme! Om du hende møder? + Husk, hvordan Actæon bøder, + Som den stærke Guddom saae. + + Mellem Skovens tætte Grene + Vanker hun i Qveld alene, + Jagtens frygtelige Mø, + Med sit Kogger og sin Bue, + Ved sin Fakkels blege Lue; + Hvem hun møder, han maa døe! + + Mens hun vildt i Skoven iler, + Venlig hun fra Himlen smiler, + Lad det ei forundre dig! + Selv til Underverdnens Riger + Som Persephone hun stiger, + Viser som treenig sig. + + Thi det Dybe, Hemmelige, + Hvad du ei formaaer at sige, + Ingen Læbe nævne kan, + Er det ei i Skovens Bue? + Er det ei i Maanens Lue? + Er det ei bag Gravens Rand? + + Men i Skoven, naar hun træder + Henad dunkle, tause Steder, + Frygtelig er Artemis: + Paa Kronions Tordenkile + Har hun hvæsset sine Pile, + Hendes Arm er stærk og vis. + + Og ved Gudens Lynildsflamme, + Den som altid veed at ramme, + Hun sin Fakkel antændt har: + Troer du, Mennesket kan taale + Synet af den stærke Straale, + Som Giganters Dødsbud var? + + Een var kun den fromme Hyrde, + Som uagtet Støvets Byrde + Blev berørt af hendes Haand. + Men de saliggjorte Blikke + Skued Guddommen dog ikke, + Lukkede ved Morpheus Baand. + + Naar den straalende Gudinde + Saae ham ligge som iblinde, + Dysset ind i Søvnens Blund, + Sagte hun til Jorden svæved, + Lykkens Yndlings Læber bæved + Ved Gudindens Purpurmund. + + Vil du derfor alt herneden + See et Glimt af Herligheden, + Sku mod Nattens Stjernekrands! + Drøm i Maanens blege Lue + Hvad du aldrig faaer at skue + Vaagen under Solens Glands! + + Men er først din Støvdragt borte, + Har til Underverdnens Porte + Hermes vinket med sin Stav, + Da kan du dig nærme rolig + Til Gudindens mørke Bolig + Under Urnen i din Grav. + + Thi forklaret Psyche svinger + To udødelige Vinger, + Som af Larven spire frem. + Orcus tør hun frit betræde, + Iler fra Gudindens Sæde + Til sin Eros atter hjem. + + Dog, mens Livet fyrigt gløder, + Lad mig flye, hvis Øiet møder + Artemis-Persephone! + Kun Selene vil jeg kaare + Under Smiil og under Taare, + Til at sees af og at see. + + Ei i Skovens mørke Indre, + Der hvor ingen Stjerner tindre, + Men i lysen Maaneguld, + Her hvor Skyggerne sig male, + I de høie Bøgesale, + Vil jeg vandre længselfuld! + + +#PANISK SKRÆK# + + Høit alt monne Solen staae, + Fast til Halm den Græsset brænder: + Skyggerne blir ganske smaa, + Hede Pile Phøbus sender. + + Til sit venlige Paulun + Huldt mig Bøgeskoven vinker. + Gjennem Toppen sval og luun + Kun en enkelt Straale blinker. + + Dobbelt frit jeg aander her. + Under disse hvalte Toppe + Sees kun blide Farveskjær + Af det stærke Lys deroppe. + + Muntre Fugle kan jeg ei, + Ingen Qviddren her fornemme, + Men alvorlig hører jeg + Hist en enkelt Fuglestemme. + + I det tæt begroede Krat + Sjunger den med sig alene, + Sidder der i Skovens Nat + Paa de skyggefulde Grene. + + Her, hvor Solens stærke Magt + Ikke svier Alt tildøde, + Lever Blomsters Farvepragt, + Hvide, gule, blaae og røde. + + Dybt og dybere jeg gaaer, + (Hvo kan Middagsheden taale?) + Snart jeg Skovens Indre naaer, + Skjermet for den hede Straale. + + Ingen Vei med Sand og Støv + I den dybe Skov jeg følger, + Mange Aars affaldne Løv + Som et Teppe Jorden dølger. + + Medens jeg i Ro og Mag + Rundt omkring i Løvet vanker, + Pludselig med stærke Slag + Skjælver jeg, og Hjertet banker. + + Sveden sprækker iiskold ud, + Ikke veed jeg, hvi jeg frygter; + Jeg befaler mig til Gud, + Og tilbage hurtig flygter. + + Og jeg ikke seer mig om, + Flyer, som truet af en Drage ... + Først da jeg paa Marken kom, + Standsed jeg og saae tilbage. + + Mon en Snog sin lumske Mund + Under Løvet monne skjule? + Nei det var jo Blomster kun, + Røde, hvide, blaae og gule. + + Har en Morder paa min Gang + Luret bag de tætte Grene? + Nei der var jo Fuglesang + Og Uskyldighed alene. + + Store Pan! Maaskee jeg kom, + Da jeg dybt i Skoven vanked, + Altfor nær din Helligdom, + Derfor saa mit Hjerte banked. + + Thi jeg veed, at uden Rast + Du omkring i Skoven vandrer, + Aldrig staaer din Bolig fast, + Du den idelig forandrer. + + Med din krumme Hyrdestav + Hvert et Blad du frem jo bringer, + Derpaa til den mørke Grav + Som et visnet Løv det tvinger. + + Paa den sørgelige Rest + Af din Elskede du spiller, + Lokker, som du kan det bedst, + Af din Syrinx søde Triller. + + Og hvergang du i dit Sind + Tænker paa den skjønne Pige, + Suser sagte Nattens Vind, + Tunge Suk fra Hjertet stige. + + Og dit Bukkeskind saa vred + Kaster du omkring din Skulder, + Sætter dig ved Søen ned, + Hører paa, hvor Bølgen ruller; + + Lytter til de grønne Siv, + Naar de hvislende forklare + Sagn fra deres fordums Liv + For den travle Bølgeskare. + + I den tause Nat man kan + Høre tidt et sagte Bulder: + Det er Pan; fra fjerne Strand + Bølgen hid hans Klage ruller. + + Mangengang i tause Nat + Kan man høre fjerne Stemmer: + Det er Pan; de vidne, at + Aldrig han sin Syrinx glemmer. + + Hvo, som seer ham paa hans Vei, + For sin Dristighed maa bøde. + Stærke Guddom! Lad mig ei + Paa min Vandring her dig møde! + + Men min Bøn du høre mild: + Hyrdeliv som du jeg fører, + Gaaer i Skoven taus og vild, + Og paa Kildens Rislen hører. + + Lad dit grønne Tempel staae + Aabent for mig dybt og længe! + Lad mig under Bøgen slaae + Glædesrig min Lyras Strænge! + + See, jeg lover: Hver en Gang + I din Skov at Strængen toner, + Lyde skal for dig min Sang, + Hvirvlet under Skovens Kroner. + + Den skal hvirvles hen til dig; + Phøbus vil den Vinger laane: + Eensomhed du skjænke mig, + For dit Syn du mig forskaane! + + Sangen vil sig bedre tee, + Naar i Anelser den svømmer: + Lad mit ydre Blik ei see + Det hvorom min Tanke drømmer. + + +#VAAREN OG FREDEN# + + Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker, + Vinteren, flyer: + Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker, + Livet fornyer. + Kampen var haard, men den Freden mon bringe; + Seiren skal klinge, + Løftet paa Tonernes mægtige Vinge + Høit mod de purpurne Skyer. + + Digteren, vakt af de første Violers + Yndige Blad, + Aabner sin Barm for de himmelske Straalers + Qvægende Bad, + Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen, + Flagrer mod Himlen + Over Convallernes hilsende Stimlen, + Vinget, forynget og glad. + + Ind under Bøgenes grønnende Kroner, + Salig i Aand, + Vandrer han hen over Skov-Anemoner, + Lyren i Haand. + Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier; + Og naar den tier, + Hilser han Vaaren med Vaarmelodier, + Løsnet af Vinterens Baand. + + Vinterens Sorger og Glæder nu dølger + Glemselens Flor. + Flora kun vinker ham nu, og han følger + Glad hendes Spor. + Vintren er flygtet og Striden herneden + Bort fra det Eden, + Hvor hendes Smaa om et Alter for Freden + Samles i duftende Chor. + + Derfor om Vaaren og Freden hans Sange + Gjenlyde nu. + Fiendskab, hiin sorte, kun fostret i lange + Nætter med Gru, + Flye med den flygtende Vinter mod Polen! + Varmen af Solen + Udklækker Hjerternes Blomst med Violen, + Fred i vor Sang og vor Hu. + + Nympher og Fauner ved Lyren han atter + Samler om den; + Hellige Taarer, begeistrede Latter + Vækker han end. + Satyren bringer ham vingede Pile, + Gyldne, der smile; + See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile, + Himlen og Jorden igjen! + + Saares der Nogen, da huske han, Striden + Blot er en Fest, + Smile ved Saaret, og drage fra Siden, + Sadle sin Hest! + Thi har vi Fred, kun i krigerske Leire + Bør vi den feire: + Stedse Turnering og festlige Seire + Freden forherliged bedst. + + Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale, + Høit paa din Gang, + Hersker af Solen, og Drot af Castale, + Smiil til min Sang! + Nær i mit Hjerte den Flamme, du tænder! + Lær mine Hænder + Dobbelte Greb i din Stræng, naar den sender + Pilens og Tonernes Klang! + + +#EFTERAARSFØLELSE# + + Hvor sørgelig dog Skoven bliver! + Dens nylig rige Krone nøgen staaer; + Man træder nu og gaaer + Paa al den forhen grønne Pragt, + Som død og gusten driver + Omkring for alle Vindes Magt. + Jeg paa de kjendte Steder vandrer, + Og seer, hvorledes Alting sig forandrer. + + Ved Søens klare Bred deroppe, + Hvor tidt jeg i det lille Lysthuus sad, + Imellem Blomster glad, + Jeg kun de grønne Fyrretræer + Og røde Bøgetoppe + Kan øine blandt hverandre der; + Og fra den sjeldne Gruppe stige + Halvdunkle, svage Skygger, underlige. + + Det er, som om de tyde vilde + Paa den almindelige, store Død, + Hvis Lov nu Alting lød. + Saadan vil og de kjære Baand + Engang maaskee sig skille, + Som bandt til Andre her min Aand; + Maaskee vil efter samme Love + Mit Venskab falme, som de grønne Skove. + + Maaskee det sig engang vil hænde, + Naar hid jeg kommer, at da Meget sig + Forandret har om mig; + At Kulde jeg og Alvor seer, + At neppe jeg kan kjende + De aabne, muntre Hjerter meer. + Da vil tilgavns de før saa kjære + Bekjendte Steder sørgelige være! + + Og Ingen vide kan tilfulde, + Om ikke Sligt engang vil hænde sig; + Thi skjøndt de elske mig, + Er dog kun fremmed al min Lyst; + Og ak! med fremmed Kulde + Gjengjælder Verden tidt det varme Bryst. + Kun der, hvor man har rigtig hjemme, + Gjentoner Kjærlighedens vante Stemme. + + Held Den, som har et Hjem tilbage, + En venlig Havn, hvorhen han tryg kan flye, + Som aabner ham sit Ly, + Naar han fra fjerne Kyster, kjed + Af Stormene, vil drage + Til Moderhjemmets kjære Fred, + Hvor intet fremmed Sprog man taler, + Men ham hans Barndoms kjendte Lyd husvaler. + + Held mig! Om og Naturen falmer, + Groe stedse Foraars-Urter i mit Hjem; + Ei Høsten kuer dem: + En elsket Moder aabner der, + Bag Hjemmets brede Palmer, + For Sønnen, som hun har saa kjær, + Den blide, fredelige Skygge, + Hvori alene han kan boe og bygge. + + +I ET EXEMPLAR AF MIN PSYCHE + + Nu, da snart, paa Floras Bud + Vintren flyer for Vaar og Sommer, + Nu, da hver en Trækfugl kommer, + Nu, da Zephyrs unge Brud + Klækker Martsviolen ud, + Nu, da snart en Hær af Psycher + Himmel, Jord og Blomster smykker, + Flyver du, o min Veninde, + Bort paa milde Foraarsvinde + Til dit Hjems de kjendte Skygger. + + Ak! og jeg, der ogsaa skulde + Bryde Larvens Baand, som tynge, + Og i Solskin munter synge, + Glad befriet for Vintrens Kulde, + Seer mig selv, den Længselfulde, + Staae paa den forladte Strand, + Blikket vendt mod fjerne Land, + Over Havets sølvblaa Vugge, + Sende Vinden mine Sukke, + Og min Graad det falske Vand. + + Thi den sjeldne Trækfugl, som + Fløi med Vintren hid til Landet, + Og som har min Vinter dannet + Til et yndigt Foraar om, + Hæver nu, da Vaaren kom, + Anden Gang en flygtig Vinge, + Vil til Hjemmet bort sig svinge; + Ak! og naar jeg ene staaer, + Veed jeg vist, den unge Vaar + Vil for mig en Vinter bringe. + + Naar jeg gaaer i Skov og Dale + Mellem Vaarens Fugles Sang, + Hvo vil paa min stille Gang + Venlig med mit Hjerte tale? + Hvo, naar Solen ned mon dale. + Og en Stjerne staaer i Nord, + Vise mig, hvor Trøsten boer, + Læge huldt, hvad Andre saare, + Og begribe af min Taare + Meer end Andre af mit Ord? + + Naar min Psyche fri sig svinger + Over Bølgen hjem med dig, + Hendes Digter, Larven lig, + Bliver her, ak! uden Vinger. + Ingen Zephyr da ham bringer + Til dit Trylleslot med sig. + Men lad Digtet bringe mig! + I hver Klang af Psyches Længsel + Hør et Suk, som fra mit Fængsel + Vestenvinden bringer dig! + + +DEN 9DE NOVEMBER 1811[1] + + [1] Moderens, Thomasine Gyllembourgs, Fødselsdag. + + Hulde Natur, ved hvis bankende Hjerte + Engang jeg laae uden Sorg eller Savn! + Førend jeg kjendte til Fryd eller Smerte, + Gjemtes jeg alt i din kjærlige Favn. + Dybt af den evige Kjærlighed runden, + Kom du fra Lyset; til Jorden forbunden, + Er du en Qvinde, og Moder dit Navn. + + Vakt af min Slummer, men kold som den Døde, + Suged jeg Kjærligheds Ild af dit Bryst. + Livets og Ungdommens Roser saa røde + Offred du gjerne den Spæde til Lyst. + Mens du ved Tornene selv maatte sukke, + Strøede du Bladene mild paa min Vugge, + Gjød i mit Hjerte din salige Trøst. + + Selv i den jordiske Kulde hernede + Dræbtes jeg ikke af Stormen saa vild. + Dybt i dit Hjerte du bygged en Rede, + Varmet af Kjærligheds evige Ild. + Ikke den gjemte den Spæde alene, + Ogsaa endnu har jeg Plads i dens Grene, + Ogsaa endnu er den aaben og mild. + + Du, som med høiere Væsner fortrolig, + Eier et reent og ungdommeligt Sind, + Du, som din simple men yndige Bolig + Vier til Tempel for Muserne ind: + Enten din Livstraad er stor eller liden, + Kan du dog aldrig forkues af Tiden, + Hyldet af Musen i Foraarsluft ind. + + Vel er det dine de blomstrende Dage, + Hvorved jeg blomstrer, min Stamme er grøn; + Mig er det givet paa Jorden at smage + Hvad der var dit og din Kjærligheds Løn: + Men naar du vinkes til lysere Glæde, + Da skal du vinde det høiere Sæde: + Gjem saa den ringere Plads til din Søn! + + +HJEMKOMST[2] + + [2] Skrevet i Sverige 1812. + + Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende, + Den er forbi den altfor korte Lyst, + Tilbage skal jeg til mit Danmark vende, + Jeg ventes der ved mangt et elsket Bryst. + Jeg dig, min Sang, vil som mit Forbud sende, + At hilse venligt paa den danske Kyst, + Og bede Sjølunds vinterlige Bølger + At tage mildt mod ham, som efterfølger. + + Jeg ligner Vandreren, som har med Møie + Til Bjergets skovbegroede Spidse naaet. + Der staaer jeg nu, og dvælende mit Øie + Betragter Veien, som jeg nys er gaaet. + Jeg spørger selv: Hvad kunde mig fornøie, + Hvad mægtig Attraa har hos mig formaaet + At fjerne mig fra Fødeland og Venner + Til dette Land, hvis blotte Navn jeg kjender? + + Her er en ny Natur i disse Lande, + En ny Natur, og majestætisk stor; + Ei Danmarks milde, blomsterklædte Strande, + En venlig Bøgeskov, en dyrket Jord; + Men frygtelig de steile Klipper stande, + Om Toppen sig den ranke Granskov snoer, + Hvis tause Mørke høitidsfuld bebuder: + End leve her de gamle Valhals Guder. + + Selv Kunsten med Naturen sig forbinder, + Og gjør mig paa forgangne Tider klog. + Betydningsfulde staae de gamle Minder, + Og tale deres halvforglemte Sprog. + I Mark, i Skov, i Dal, paa Bjergetinder + Jeg læse kan som i en gammel Bog, + Hvor Saga har for Evigheden skrevet + Et Træk af Det, som fordum her har levet. + + Af dyb Beundring høit mit Hjerte luer; + Men ak! jeg er endnu ei rigtig glad. + Forgjæves at jeg Hjertets Længsel kuer, + Og iler til den store Hovedstad, + En fremmed Pragt og Herlighed beskuer, + Og selv er fremmed i den stolte Rad. + Kan Stadens Larm, kan Menneskenes Trængsel + Da stille Hjertets ubevidste Længsel? + + Jeg glædes ei ved disse høie Fjelde, + Der stande som en trofast Klippemuur, + Ved disse Graner, som ved Væxt og Ælde + Forkynde Frihed og en stolt Natur. + Thi Ingen jeg min Glæde kan fortælle: + Den stolte Frihed er et Fangebuur, + Hvori jeg lever ene med mit Hjerte, + Og deler med mig selv min Lyst, min Smerte. + + Nei Glæden er en Fugl, som har den Nykke, + Med vild Ustadighed at flagre om; + Den ligner heri tidt den blinde Lykke, + Den flyver bort, saa hurtig som den kom. + Den vil kun stadig boe og stadig bygge + I tvende Stammer, hvor den ene from + Omkring den anden Armene mon brede: + I slige Træer der bygger den sin Rede. + + Og Kjærlighed, det er det Navn, som gives + Det skjønne Træ, saa sjeldent paa vor Jord. + En ukjendt Røst mig hvisked, at det trives + I Kuldens Hjem, det iisbedækte Nord; + Det ikke blot af Solens Ild oplives, + I Bjergets Kløft, i hviden Snee det groer. + Jeg greb min Stav, og iilte for at finde + Det sjeldne Træ, og for dets Frugt at vinde; + + Og troede snart at have Træet fundet, + Og var lyksalig for et Øieblik; + Og drømte snart at have Frugten vundet, + Men ak! den gav mig ingen Lædskedrik. + At see mit Haab lidt efter lidt forsvundet, + Var al den Løn, jeg for min Stræben fik. + Jeg Daare, som saa ganske kunde glemme, + At Træet voxer allerfrodigst hjemme! + + Der er et Væsen i min stille Bolig, + Jeg mægtig i dets skjulte Fremtid staaer; + Det er med mig som med sig selv fortrolig, + Min Magt til Grunden af dets Hjerte naaer; + Foruden mig det ei er glad og rolig; + Det kjender mig, og venligt mig forstaaer; + Det føler med mig, ved min Fryd sig glæder, + Og naar jeg sørger, ved min Sorg det græder. + + Og hvis du troer, det er en elsket Pige, + Du tager feil, og dog, ifald jeg veed, + Hvad Ordet Kjærlighed vil rigtig sige, + Saa kan vel Dette kaldes Kjærlighed. + Ja det er Følelsens vidtstrakte Rige, + Og Kjernen af dens hele Salighed. + Hvem er det da, om ei en Søster, Broder? + Du kan ei gjætte det: Det er min Moder. + + O du, som med en evig Ungdoms Varme + For mig en trofast Elskerinde var! + Modtag din Søn, og tilgiv huldt den Arme, + Som søgte fjernt hvad alt i dig han har. + Du aabner atter dine milde Arme, + Paa hvilke du saa tidt den Spæde bar. + Modtag mig da! Lig Cirkelen jeg vender + Til Punktet om, hvor jeg mit Udspring kjender. + + +#HIMMELSK KJÆRLIGHED# + + Jord og Himmel ere skilt som tvende; + Lad ei daarligt os forvexle dem! + Himlens Lys de gyldne Straaler sende + Ned til Jorden, til vort mørke Hjem. + O, at Jordens Børn da ogsaa vilde + Fæste deres Blik paa Lysets Kilde, + Ikke stirre blindt i Dybet ned! + + Kjærlighed! Ved dig jeg klog er vorden! + Nu jeg seer at ogsaa du er to. + Skjøndt I begge throne her paa Jorden, + Ei hos hver de samme Glæder boe. + Paa den ene Jordens Mørke ruger, + Mens den anden Himlens Klarhed suger, + Og om Himlen minder Jordens Børn. + + Ofte, Amor, har mig Arme saaret + Snart din ene, snart din anden Piil, + Dog de Piger, som mit Hjerte kaared, + Brændte kun ved jordisk Elskovs Smiil. + Fast til Jorden var mit Øie bundet, + Himmelsk Kjærlighed var aldrig fundet + Paa mit Hjertes lange Vandringsvei. + + Amor! Lad dig takkes af din Slave! + Nu jeg stirrer ei til Jorden ned: + Du har givet mig din bedste Gave, + Du har lært mig himmelsk Kjærlighed! + Lad mig Elskovs Taarer her dig yde, + Tusind Krandse skal dit Altar pryde, + Og forherlige din Festens Dag. + + Elskte! Det var dig, som Guden kaared + Til at vække mig med Englesmiil! + Det var dig, ved hvem saa dybt han saared + Mig med aldrig forhen følte Piil. + Det var dig, o søde Lærerinde! + Som mig himmelsk Elskov først lod finde; + Held mig! Thi min Aand er født paany. + + Hulde! Skulde du formaae at røre + Med en jordisk Vellyst vel mit Sind? + Paradisets rene Engle sløre + Dig i Uskylds hvide Lagen ind. + Samme Lilier, som paa Kinden boe, + De bevare ogsaa Hjertet tro, + Virke som en hellig Talisman. + + Lig en Sommerfugl i Solens Luer, + Let du dandser gjennem Livet hen; + Dybt og vist din lyse Aand dog skuer, + Skjøndt elskværdig Letsind pryder den. + Gratien maa friske Blomster vække, + Og en nordisk Mø de Krandse række, + Som hun fletted af en sydlig Urt. + + Vee mig, at den korte Tid er svunden, + Som ved muntert Spøg blev alt for kort! + Livets Timeglas er snart udrunden, + Livets Glæde flygter hurtig bort. + Maatte jeg den korte Stund da nyde, + Søge dig min Kjærlighed at tyde, + Og belønnes af et kjærligt Smiil! + + Thi du Elskte! Hvad er Elskov ene, + Naar den mødes ei af Elskovs Fryd? + Mon vel Fuglen sang i Træets Grene, + Hvis dens Mage svared ei dens Lyd? + Kan jeg haabe, at en Gnist du kjendte + Af den Ild, du i mit Indre tændte, + At du bortgik med et Suk for mig? + + Søde Haab! O lad min Sjæl dig favne! + Lad mig fast dig knytte til mit Bryst; + Ei skal jeg min Elskte længer savne, + Skjøndt os skiller tvende Rigers Kyst. + Phantasiens Vinger skal mig bære + Didhen, hvor min Aand skal evig være, + Hvor mit Hjerte har sit rette Hjem! + + +#HVAD ER ELSKOV?# + + Det Billed af din Skjønheds hulde Glands, + Som dette Hjerte dybt og trofast gjemmer, + Som er mit Liv, min Følelse, min Sands, + Som hver en Nat befaler mig at vaage, + Og hver en Dag at gaae i Drømmes Taage -- + Det Billed troer du, at engang jeg glemmer! + + Saa skrøbelig du troer din egen Lænke! + Dit Billed da saa flygtigt synes dig! + Hvor lidet kjender du dig selv! -- og mig! + Troer du, min Aand forglemme kan at tænke? + Troer du, min Puls at banke glemme vil? + Min Barm at aande? føle Lyst og Smerte? + Troer du, jeg glemme kan, jeg har et Hjerte? + Siig, troer du, jeg kan glemme, jeg er til? + + Hvis det er Elskov, kun i din Idee + At leve, men med ingen anden Tanke: + Naar dig jeg seer, at føle Hjertet banke: + At græde helst, og tvungen kun at lee: + At rødme, naar man nævner mig dit Navn; + Og naar man ikke nævner mig det, blive + Mismodig ved det alt for lange Savn: + Naar Solens Straaler første Lysning give, + At længes efter Nattens mørke Favn, + Og naar knap Mørket er begyndt at falde, + Med Utaalmodighed paa Dagen kalde: + At vandre natlig, skjult af Mørkets Vinger, + Igjennem Storm og Regn og Iis og Snee, + For kun den lykkelige Vogn at see, + Som til dit Hjem om Aftenen dig bringer; + Og siden, naar i Søvnen Alle hvile, + Hen til dit Huus, til dine Vindver ile, + Og stirre længselfuld til sorten Rude, + Hvis Lys er slukt, hvor du ei sidder meer, + Men slumrer indenfor i bløde Fjer, + Og drømmer ei om ham, som staaer derude: + En Alpejæger lig paa steile Fjelde, + At søge ængstelig hvert lille Spor, + Hvorved jeg muligviis at ledes troer + Til den kun alt for flygtige Gazelle: + At have modigt Forsæt, dristig Tanke + Og kjække Planer -- naar jeg ei dig seer; + Men sees du fjernt, ei være Helten meer, + Og nærmes du, alt føle Hjertet banke: + En evig Længsel i min Barm at bære, + Som Intet stille kan, men Alt maa nære, + Som aldrig slumrer noget Øieblik, + Men voxer selv ved mindste Lædskedrik, + Som jeg af Lykken og din Villie fik -- + Hvis Dette man med Ret bør Elskov kalde, + Da elsker jeg -- og ene dig blandt Alle! + + Bebreid mig ei, min Elskte, nogen Brøde! + Viid, Troskab adler Kjærlighed til Dyd. + Derfor fat Mod, og Øieblikket nyd, + Thi jeg er tro blandt Levende, som Døde. + + + + +II + +ROMANCER OG VISER + + + + +#URANIENBORG#[3] + + [3] Af "Tycho Brahes Spaadom." Skrevet 1812 eller 1813. + + Du Vandringsmand ved Søen, + O stands din raske Gang! + Vend hisset dig mod Øen, + Og hør min Mindesang! + Vend derhen dine Tanker, + Din Længsel og din Sorg! + Paa hine gule Banker + Stod før en Ridderborg. + + I længst forsvundne Dage + Var den i Glands og Magt, + Nu er der knap tilbage + Ruiner af dens Pragt. + Men i de gamle Tider + Da var den høi og stor, + Og saaes til alle Sider, + Og kneisede fra Jord. + + Den ikke monne være + For nogen Viking bygt. + Urania til Ære + Den reiste sig saa trygt. + Fra Menneskenes Vrimlen + Ved Havet skilt den laae, + Og hæved sig mod Himlen, + Og mod de Stjerner smaa. + + I Volden var befæstet + Mod Øst en Port saa stor, + En anden imod Vester, + Og Spiir i Syd og Nord. + Høit kneiste Borgetinden, + Dens ranke Spiir derhos; + Der dreied sig for Vinden + En gylden Pegasus. + + Forunderlige Taarne + I Nord og Syd man saae, + Af stærke Piller baarne + Og med Altaner paa. + Der man til alle Kanter, + Ihvor man og mon gaae, + De mægtige Qvadranter + Og store Sphærer saae. + + Fra Borgen see man kunde + Saa vide over Ø, + Saa mange grønne Lunde, + Den store salte Sø. + De Sale monne prange + Med skjønne Farveskjær; + Af Haver var der mange + Med Blomster og med Træer. + + Men sluktes Dagens Lue, + Og Nattetid faldt paa, + Man Stjerner fik at skue + Paa hele Himlens Blaae. + Alt fjernt man høre kunde, + Naar derpaa man gav Agt, + De fire store Hunde, + Som holdt om Natten Vagt. + + Den fromme Ridder trængte + Sig ei i Ledingsfærd, + Paa Væggen bort han hængte + Sit Harnisk og sit Sværd. + Fra Jorden og dens Jammer + Han gjerne flygte gad, + Naar i sit stille Kammer + Ved Midnatstund han sad. + + Da hæved han sit Øie, + Alt i den Nat saa lang, + Og spored i det Høie + De lyse Stjerners Gang. + Og Stjernerne hans Rygte + Bar over Land og Sø, + Saa Konger selv besøgte + Ham paa den lille Ø. + + Men Stjernerne de blinked + Til andre Lande hen. + Hans Skjæbne bort ham vinked, + Han kom ei meer igjen. + Alt længst de stolte Mure + Er sjunkne hen i Gruus, + Og Ploven monne fure, + Urania! dit Huus. + + Men hvergang Solen daler, + Seer den til Hveen huld, + Hvor Aftenrøden maler + Sig end erindringsfuld. + Veemodig Maanen iler + Forbi sin elskte Kyst, + Og Freyas Stjerne smiler + Med hellig Elskovs Lyst. + + Da røres det og tindrer + I Borgens dybe Grund: + Den troer, at den erindrer + En gammel Aftenstund: + For nogle Øieblikke + Den gjerne frem sig skjød, + Men ak! det kan den ikke, + Den synker i sin Død! + + +TYCHO BRAHES FARVEL[4] + + [4] Af "Tycho Brahes Spaadom". + + Solen sank bag grønne Lund, + Og den lyse, fulde Maane + Mellem Sjølunds Kyst og Skaane + Straaled over Øresund. + Hvælved om Uranienborg + Sig den lyse Stjernebue. + Tycho stod i Maanens Lue, + Monne Landet rundt beskue, + Tankefuld med dæmpet Sorg. + + Og han sagde: Fædreland! + Siig mig dog, hvad var min Brøde, + Da din Søn du bort at støde + Fra dit Hjerte nænne kan? + Har du glemt min Kjærlighed? + Det var mig, som monne bære + Op til Stjernerne din Ære; + Hele Himlen kan jo være + Vidne til min Sønlighed. + + Mit Chaldæa her jeg fandt. + Ak! I elskte danske Sletter + Vise jo i lange Nætter + Himmelen til hver en Kant. + Derfor, elskte Fædrejord, + Fremfor alle Verdens Lande + Har jeg elsket dine Strande, + Og paa dem bør Templet stande + For det lyse Stjernechor. + + Men Urania sin Ven + Vil et andet Hjem berede, + Hvorved hendes Kunst kan brede + Sig til andre Lande hen. + Dunkelt jeg kun Veien seer, + Stjernerne maae den betegne, + Ligemeget, hvad for Egne! + Er ei Himlen allevegne? + Hvad behøver jeg saa meer? + + +#FISKERSANG# + + Nattens Dunkelhed er svundet, + Morgensolen alt oprundet + Herlig over Østerhav. + Glade vi fra Søen drage + Til vort stille Hjem tilbage, + Med den Fangst, os Lykken gav. + + Hav, som rigelig belønner + Alle dine kjære Sønner, + Og dem skjænker Liv og Lyst! + Rige Hav! Vor fælles Moder! + Lad bestandig dine Goder + Strømme til den danske Kyst. + + +#LIDEN KIRSTEN# + + De Bølger rulle saa tungt afsted, + Liden Kirsten stander ved Havets Bred. + Hun stirrer saa dybt i Bølgen blaa, + For at see hvad aldrig hun forhen saae + Alt i de kjølige Bølger. + + Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt! + Der lever i Havet en ukjendt Magt. + De bygge og boe i den dybe Grund, + De leve saa trygt paa Havets Bund + Alt i de kjølige Bølger. + + Der stander en Borg saa vid, saa stor, + Og Himlen er som et Sølverflor, + Og Sol og Maane af røden Guld, + Og Marken af tusinde Perler fuld + Alt i de kjølige Bølger. + + Et Væsen boer i den dybe Borg, + Det kjender, som jeg, til Fryd og Sorg; + Et Menneskehjerte slaaer i dets Bryst, + Det føler en evigt vexlende Lyst + Alt i de kjølige Bølger. + + Og om den Havmand saa Meget veed, + Saa kjender han ogsaa til Kjærlighed; + Da har han sagtens elsket engang, + Og stiller sin Længsel ved Harpens Klang + Alt i de kjølige Bølger. + + Du Havmand! Vær mig da god og huld, + Jeg bliver, jeg bliver saa længselfuld; + Mit Hjerte føler en ukjendt Ild, + Den brænder saa stærkt, jeg slukke den vil + Alt i de kjølige Bølger. + + Liden Kirsten synker paa Havets Bund, + Men Havmanden kysser den Rosenmund; + Han aabner hende sin vaade Favn, + Hun nævner sagte sin Frelsers Navn + Alt i de kjølige Bølger. + + +FISKEREN OG HAVFRUEN + + Den Fisker han monne ved Strandbredden gaae, + De Bølger saa sagtelig rinde. + En Havfrue dandser paa Bølgen blaa, + Der kruses af Sommervinde. + Hvi ganger du der, + Min Ungersvend kjær? + O siig, hvad du haver isinde! + + Jeg fæste mig vil saa deilig en Brud, + Dog ikke jeg beiler alene, + Thi om at elske en Mø saa prud + Sig tusinde Svende forene, + Og bringe i Mag + Hver evige Dag + Hende Smykker og Ædelstene. + + Jeg fattige Fisker har intet Guld + At byde min elskede Pige; + O Havfru! Din prægtige Borg er jo fuld + Af Perler, som groe i dit Rige. + Mit Liv er tilfals, + Om den deilige Hals + Du skjænker et Halsbaand af slige. + + Nei, Perler vil sandelig ikke forslaae + At binde din Kjærligheds Lænke; + Til Fæstensgave du give maa + Det Bedste, som du kan tænke: + Det himmelblaa Hav, + Din Vugge, din Grav, + Det maa du din Elskede skjænke. + + Og kunde du fange ved snedig List + Freyas funklende Stjerne, + Da vilde din Mø sig glæde forvist, + Thi Elskende skue den gjerne. + Er Havet din Lyst, + Er Stjernen din Trøst, + Da vinker dit Haab i det Fjerne. + + Men Fiskeren mærker den Havfrues Ord; + Flux iler han hjem i sin Have; + Der voxer en Aster, Stjerne paa Jord + Blandt ringere Blomster og lave. + Hans trofaste Haand + Med et himmelblaat Baand + Den giver i Fæstensgave. + + Nu bringe de Andre Klenodier frem, + Hun tager dem, neier og smiler, + Dog knap med et Blik betragter hun dem, + Paa Blomsten Øiet kun hviler. + Dig Freya har sendt, + Jeg Stjernen har kjendt! + Og flux i hans Arme hun iler. + + I Vuggen af Havet vaagnede op + Kjærligheds hulde Gudinde; + Fra Havet steg hun til Himlens Top, + Hvor hun som Stjerne mon skinne. + O Beiler, din Haand + Med Blomst og med Baand + End Kjærligheds Rige kan vinde. + + +#EENSOMHED# + +(Efter #Tieck# i Genoveva. Til Musik af Weyse.) + + Hist i Kreds af nøgne Fjelde, + Hvor de dunkle Pile staae, + Hvor de stille Kilder vælde, + Ønsker jeg min Grav at faae. + Hist i Eensomhedens tause Dal + Ro jeg søger for mit Hjertes Qval. + + Grumt forskjød hun en Bedrøvet, + Og hun var saa sød, saa smuk. + Tusind Taarer randt i Støvet, + Hun foragted Bøn og Suk. + Søg da Ro for dette Hjertes Qval, + Søg en Grav i denne stille Dal! + + Ak! jeg haabed! Nu mig slipper + Haabet selv, jeg stoled paa. + Hist i Kreds af nøgne Klipper, + Hvor de dunkle Pile staae, + I den kjølige, den fjerne Dal + Find en Grav, og end dit Hjertes Qval! + + +#SERENADE# + + Vaagn, du Søde! + Over Dalen tindrer Nattens Stjerne, + Smiler til det hulde Stævnemøde, + Hvor de To forenes gjerne. + Bag ved hine dugbesprængte Høie + Vinker Elskovs Rige. + Følg mig did, o Elskte! Lad dit Øie + Aabnes huldt, og lad dets Blik mig sige: + "Jeg vil ei for dine kjælne Sukke + Hjertet lukke." + + Kom, o Søde! + See paa Blomsterne ved Elskovs Stjerne! + Deres lukte Bægere sig møde + Til et Brudekys, som Amor gjerne + Skuer fra Olympens gyldne Høie. + Al Naturens Rige + Sværmer, ene seet af Himlens Øie. + O, vaagn op! Hvad kan en Drøm dig sige? + Vil du, medens Skovens Duer sukke, + Øiet lukke? + + Hviil kun, Søde, + Paa dit dunkle Bolster, lig en Stjerne! + Drøm om mig! Mit Suk skal Drømmen møde, + Begge To skal favnes ømt og gjerne, + Og min Sang skal Drømmens Lyst forhøie. + Digtekunstens Rige + Aabner helst sig for et lukket Øie. + Hvad du end imorgen monne sige, + Ingen, Ingen kan for Sang og Sukke + Hjertet lukke. + + +#BARCAROLE#[5] + + [5] Af "Prinsesse Isabella". + + Lette Bølge! naar du blaaner, + Gjennemsigtig, lys og klar, + Himlens Farveskjær du laaner, + Selv du ingen Farve har. + Himlen ei, kun Himlens Billed + Hviler i din dybe Favn; + Aldrig er din Længsel stillet, + Den er evig, som dit Savn. + + Bølge! hvor du klarest rinder, + Speiles Himlen i dit Bad; + Ak! din Længsel Hjertet minder + Om hvad Skjæbnen skiller ad. + Hjerte! du bør ikke klage! + Selv Naturen føler Savn; + Trøst dig, hvis du har tilbage + Kun et Billed og et Navn. + + +KJÆRLIGHEDS DRØMME[6] + + [6] Af "Prinsesse Isabella". + + Hvad toner gjennem Skoven + I Nattens Vind? + Hvad risler gjennem Voven + I Maaneskin? + Om Elskov Fuglen synger + Med smeltet Røst, + Den hvide Bølge gynger + Med Elskovs Lyst. + + Hvorfor mon Skyen svæver + Hen over Jord? + Hvad mægtig Længsel hæver + Dens lette Flor? + Naar taarefuld den svømmer + Paa Himlens Vei, + Om Kjærlighed den drømmer, + Men veed det ei. + + Søvngjængere paa Himlen + I natlig Dands, + Ved Lys af Stjernevrimlen + Og Maanens Glands! + Min Længsel Eder kaarer, + Den er Jer lig: + Den drømmer, og i Taarer + Udgyder sig. + + +KONNING VOLMER[7] + + [7] Af "Syvsoverdag". + + Konning Volmer drager afsted paa Jagt, + Hannem følge hundrede Svende; + Duggen har sig paa Marken lagt, + Skoven lufter sin grønne Pragt, + For kjølig Hilsen at sende. + Kongen er bedrøvet, Kongen er taus. + + Konning Volmer drager ad lønlig Sti + Under Løvet, som skygger foroven. + Tyst ham svæver en Skygge forbi, + Følge han vil, han naaer det Fri, -- + Men Skyggen svinder i Skoven. + Kongen er bedrøvet, Kongen er taus. + + Konning Volmer vanker ved Søens Bred, + Hvor i Sivene Skummet bruser, + Nærved hører han kjendte Fjed, + Vender sig snelt, -- kun et øde Sted + Han øined, hvor Vinden suser. + Kongen er bedrøvet, Kongen er taus. + + Kong Volmer vanker i Rosenslund + Under Aftnens Rose paa Himlen, + Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund; + Kommer han atter ved natlig Stund, + Da lyser ham Stjernevrimlen. + Kongen er bedrøvet, Kongen er taus. + + Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad, + Som da Volmer skiltes fra Tove! + Trøst ei findes i Rosens Blad, + Stjernernes Glimten, Duggens Bad; + Hvad hjelpe de grønne Skove? + Kongen er bedrøvet, Kongen er taus. + + +KONG VALDEMARS JAGT[8] + + [8] Af "Syvsoverdag". + + Ved Qveld, ved Nat, + I Skov, i Krat + Jægerne fare. + Hornene klinge, Hundene gjøe, + Hør Echo svare + Fra Gurre-Sø! + Afsted! uforsagt! + Her er Kong Valdemars vilde Jagt! + + I Bøg, i Eg, + Til Hornets Leg + Uglerne tude. + Sæden paa Marken trampe vi ned, + Lad Alt bebude + Vort tunge Fjed! + Afsted! uforsagt! + Her er Kong Valdemars vilde Jagt! + + Vi storme vildt, + Vi fange snildt + Dyret i Hule. + Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng, + Lad Barnet skjule + Sig ræd i Seng! + Af sted! uforsagt! + Her er Kong Valdemars vilde Jagt! + + + + +#EROTISKE SANGE# + + +1.[9] + + [9] Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager". + +Mel.: Tyrolervise: Vom Wald bin i füra. + + Skjøn Jomfru, som sidder + I Vinduet hist, + Og lytter til Qvidder + Af Fuglen paa Qvist, + Eia! Eia! + O glem dog din Kulde, + Formild dog dit Sind, + Og luk mig, du Hulde + I Kammeret ind! + Eia! + + Hr. Ridder i Vaaben, + Hvi klynker du saa? + See, Døren er aaben, + Den kjender ei Slaa. + Eia! Eia! + Men Veien at kjende + Først lære du maa: + Ved Kirken derhenne + Der banker du paa. + Eia! + + Den Vei er besværlig, + O Jomfru saa prud! + En Stige du kjærlig + Kan hænge herud! + Eia! Eia! + Nei, Ridder, saa Mangen + Fra Stiger faldt ned; + Men Kirkedørs-Gangen + Er sikker og bred. + Eia! + + +2.[10] + + [10] Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager". + +Mel.: _Reposons nous ici tous deux._ + + Det, som min Læbe stammer svagt, + Har dig forlængst mit Øie sagt. + O, hvis du kjender Elskovs Magt, + Saa veed du hvad jeg har at sige! + Lyt kun til al Naturens Rige! + Hør, Fuglen synger det i Qveld, + Hør det i Luft, i Kildevæld! + Og du vil spørge mig endnu? + :,: Du veed det, du veed det! + Min Hemmelighed kjender du! :,: + + Det, som din Læbe stammer svagt, + Har mig forlængst dit Øie sagt. + O, hvis du kjender Elskovs Magt, + Saa veed du hvad jeg har at svare! + Hvad kan jeg meer dig aabenbare? + Lyt til hver Klang i Skov og Krat, + Ved lyse Dag, ved mørke Nat! + Og du vil spørge mig endnu? + :,: Du veed det, du veed det! + Min Hemmelighed kjender du! :,: + + Hvad du mig sagde huld og øm, + Alt længe var mit Hjertes Drøm. + Jeg hørte det i Luft, i Strøm; + Tidt spurgte jeg derom i Dalen, + Og Svaret gav mig Nattergalen. + O, men du selv nu svarer mig! + Huldt toner det: jeg elsker dig! + Jeg vil ei spørge meer -- o nei! + :,: Jeg veed det, jeg veed det! + Din Hemmelighed kjender jeg! :,: + + +3.[11] + + [11] Af "Aprilsnarrene". + +Mel.: Ich kenn' ein Mädchen zart und fein. + + Der er i Himlen en Dreng saa smuk, + Troe du mig! + Han hører alle Smaapigers Suk, + Troe du mig! + Han fører dem + Til Himlen hjem. + + Naar Midnat hviler paa Mark og Eng, + Troe du mig! + Saa staaer han venlig ved Barnets Seng, + Troe du mig! + I Favn saa tæt + Han tager det. + + Og flyver med det til Himlen blaa, + Troe du mig! + Høit over alle de Stjerner smaa, + Troe du mig! + Der er en Sal + Saa høi og sval. + + Og tænk kun ikke, vi lege der! + Troe du mig! + Fornuftigt taler han med Enhver, + Troe du mig! + Hvad her er glemt, + Hist læres nemt. + + Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar, + Troe du mig! + Fast Intet dog jeg at vide faaer, + Troe du mig! + Det Lidt jeg kan, + Mig lærte han. + + +4.[12] + + [12] Af "Aprilsnarrene". + +Melodie af #Borchorst#. + + O fly for Amors Snare, + Betragt ei Gudens Glands! + Hver Straale bringer Fare, + Forvirrer strax din Sands. + O vogt dig, vogt dig, Pige, + Vær for hans Straaler blind, + Thi gjennem Øiet snige + De sig i Hjertet ind. + + O flye for Amors Snare, + Hør ei hans Smiger-Ord! + Hvert af dem bringer Fare, + Hvis deres Lyd du troer. + O vogt dig, vogt dig, Pige, + For dem dit Øre luk, + Thi gjennem Øret snige + Sig Løfte, Bøn og Suk. + + +5.[13] + + [13] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have". + +Melodie af #Weyse#. + + Amor gaaer omkring og tigger, + Lig en fattig Dreng og blind, + Som med simple Svovelstikker + Lister sig i Huset ind. + Rundt i alle Byens Gader, + Over Torve, Promenader, + Gaaer han, selv i Østenvind, + Rødmende med frossen Kind. + + Nu gjør han mangt et ydmygt Buk, + Og veed saa nette Ting at sige. + Han drager dybt et Hjertesuk, + Og siger: Hjelp mig, smukke Pige! + Og giv saa Lidet som du vil! + Jeg siger aldrig Nei dertil. + + "Blinde Dreng!" man hører sige! + "Bliv fra mig med Bøn og Suk! + "Hvoraf veed du, jeg er Pige? + "Hvoraf veed du, jeg er smuk? + "Smukke, Stygge, Piger, Koner, + "Unge, Gamle, Børn, Matroner, + "For dem Alle staaer du frem, + "Ramser Lectien op for dem." + + O kjære Dame! bliv ei vred: + Saa svarer han: Du huld tilgive! + Nei, hvad du er, jeg ikke veed, + Men vel hvad du for mig kan blive. + Thi hver som føler ved mit Suk, + Enhver som lindrer ømt min Smerte, + Er altid ung, er altid smuk, + Er altid Pige -- for mit Hjerte. + + Derfor bør man ikke skjænde + Paa den Bedende med Had, + Thi hvor let kan det sig hænde, + At det Amor var, som, bad? + Siger ei den gyldne Lære, + At du skal barmhjertig være? + Thi du selv, før du det veed, + Trænger til Barmhjertighed. + + +6.[14] + + [14] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have". + +Melodie af #Weyse#. + + En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer? + Saa stor en Fortræd jeg ikke deri seer. + Og selv om man engang sit Hjerte lod fange, + Man døer ei strax deraf, ... min Søster, vær ei bange! + + See Kjærlighedsguden! som Betler han gaaer, + Og samler det Lidt, som han af Mildhed faaer. + For ham, som for Enhver, er Tiderne trange, + Han nøies med en Skjærv, ... min Søster, vær ei bange! + + Et følende Smiil, et medlidende Svar + Kan gives af Den, som ellers Intet har; + Og hvis alligevel han Meer tør forlange, + Viis ham til Andre hen, ... min Søster, vær ei bange! + + +7.[15] + + [15] Af "Kjøge Huuskors". + +Mel.: _N'oubliez pas l'heure du rendez-vous_. + + Naar Aftenglands og Morgenrøde + Til Brudekys ved matte Stjerneskjær + Samles i korte, fortrolige Møde, + Da er det Tid, og da mødes vi her. + + Naar svage Lys i Sommernatten glimte, + Naar Sangerskaren er taus i Mark og Træer, + Naar fjerne Seil vi paa Bugten kun skimte, + Da er det Tid, og da mødes vi her. + + Glem Tiden ei! -- Hvis det sukker i Lunden, + Vanker et Gjenfærd mellem disse Træer, + Hæves urolig din Barm i Midnatsstunden, + Da er det Tid, thi da spøger jeg her. + + Elskendes Tanker ved Afsked sig nærme, + Nærheden blender, den skiller kun ad. + Frastandens Nat! ved din Maane de sværme; + Da er det Tid, og da mødes man glad. + + +8.[16] + + [16] Af "De Danske i Paris". + +Mel.: En spansk Bolero. + + I Dandsen du mig møder, + Farvel! du flyer igjen. + Den Lov, som drog dig hen, + Dig nu tilbage støder. + + I hver en Tone spilles + "Farvel" med sagte Klang. + Vi samles paa vor Gang, + Kun for igjen at skilles. + + Man mister hvad man finder; + Farvel! det er forbi. + Paa Livets korte Sti + Man løser hvad man binder. + + Vi tabe hvad vi kaare; + "Farvel" er Livets Ord; + I hvert et flygtigt Spor + Er lagt en Elskovstaare. + + Du bort fra mig dig fjerner; + Farvel! forlad din Ven! + Din Vei dig fører hen + I Lys af andre Stjerner. + + + + +TORDENVEIR[17] + + [17] Af "De Uadskillelige". + + +Mel.: _O pescator dell' onda, fidelin_. + + Nu Tordenskyen trækker + Ad den Kant. + Ei meer den os forskrækker; + Den forsvandt. + Med fjerne Brag og Lyn + Hen ad Sverrig til den driver, + Himlen aabner sine Bryn, + Og opliver + Sit Syn. + + O gid jeg flyve kunde + Som en Sky, + Hen over grønne Lunde + Langt fra By! + Var jeg i slet Humeur, + Vilde jeg min Vredes Torden + Slynge ned paa Folk og Køer, + Gjøre Jorden + Lidt ør. + + Men nu maa jeg desværre + Visselig, + See til at blive Herre + Over mig. + Nu faaer jeg vente her, + Hvor en Tordenregn mig dypper, + Og endskjøndt den standset er, + Det dog drypper + Fra Træer. + + Snart Solen Vand vil drikke + Ud af Sky. + Man snart behøver ikke + Paraply. + Snart aander Alting frit; + Ene jeg staaer som i Fængsel, + Lytter efter hvert et Skridt; + Ja min Længsel + Gaaer vidt! + + + + +#SOMMERREGN#[18] + + [18] Af "De Uadskillelige". + + +Mel.: Auf, es dunkelt. (#Spohr#.) + + Himlen smiler, + Solen iler + Ned mod Vest bag fjerne Træer, + Mens i Øst en Bro er bygget, + Farvesmykket + I violblaat Aftenskjær. + Mildt det lufter, + Græsset dufter, + Perler dække hvert et Blad, + Blomst til Blomst er kjærlig klynget, + Frisk, forynget + Ved det kolde Styrtebad. + + Efter Varmen + Aander Barmen + Luften, som er sval og ny. + Hjertet haaber paa det Fjerne, + Flagrer gjerne + Mod den lyse Purpursky. + Himlen, aaben + For vor Haaben, + Er en Udsigt viid og skjøn, + Og dens fjerne Violette + Siger dette: + Haabet selv er Haabets Løn. + + + + +III + +BLANDEDE DIGTE + + + + +#DEN HELLIGE ANDERS# + +LEGENDE + + + Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge + Ad Landeveien gjennem Sjælland gaaer, + Da seer han, naar til Slagelse han naaer, + En lille Høi paa blomsterklædte Vænge. + Et Kors af Træ har staaet paa Høien længe: + Endnu idag paa samme Sted det staaer. + Dets Hellighed, saa godt, som jeg formaaer, + Jeg eder tolke vil ved Harpens Strænge. + Af Troens Kraft besjælet, jeg forsøger + Enfoldeligen at fortælle her, + Hvad jeg har læst derom i gamle Bøger. + Saa laaner mig da villig eders Øre! + Forsamler jer ved disse høie Træer, + Og lader Sangen eders Hjerter røre! + + * * * * * + + Der var engang i længst forsvundne Dage + I Slagelse en Præst, som Anders hed. + I Dyd og Fromhed ei han havde Mage, + Han forestod Sanct Petri Menighed. + Ham længtes til Jerusalem at drage, + Og knæle ved sin Frelsers Gravhøi ned, + Thi drog han bort fra Herthas grønne Skove, + Selv tolvte Mand, hen over mørken Vove. + + Den lette Snekke skjød sig hurtigt frem, + De seiled dagligen et mægtigt Stykke, + Og naaede snarlig til Jerusalem, + Og takked Gud for deres gode Lykke, + Til Christi Grav de strax begave dem, + At løses fra de Synder, som dem trykke. + Med fromme Taarer Frelseren de bade, + At Synderne han vilde dem forlade. + + Da nu Husvalelse og Trøst de finge, + Gik de fra Graven, og forlode den. + Til verdslig Dont de Pillegrimme ginge, + Men Anders vendte dagligen igjen. + Hvergang som Klokkerne til Messe ringe, + Saa vandrer han til Jesus-Graven hen. + De Andre tabe sig i jordisk Handel, + Han tænker blot paa Jesu Christi Vandel. + + Sær da Skærtorsdag og Langfredag kom, + Da kunde han sig ei fra Graven skille. + Da mon han Jesu Lidelser og Dom + Med fromme Taarer sig for Øie stille: + Gethsemane med Petrus, Judas, som + Forraadte ham; hvordan han bar saa stille + Det bittre Kors, den tunge Martyrkrone, + Hvorved han maatte Gud med os forsone. + + Den næste Dag forsvandt, og Solen stod + Nu Paaskemorgen over Havets Flade. + Da kom de Andre: Vinden er os god, + Nu maae vi strax Jerusalem forlade! + Saa raabte de med Munterhed og Mod, + Og Anders om at skynde sig de bade. + Vel, svared Anders, jeg vil ikke dvæle, + Dog lad os først engang ved Graven knæle. + + Nei, raabte de, det blive vil for silde; + En Time fast har Solen været oppe; + Nu kan vi ei med Knælen Tiden spilde. -- + Saa vandrer da iforveien til Joppe, + Var Anders Ord, om ei I bede ville. + #Jeg# ventes under hine Palmetoppe, + Hvor efter Torsdags- og Langfredags-Sorgen + Jeg Glæden nyde vil paa Paaskemorgen. + + Saa talt, han vandrede til Graven hen; + Der var en Sværm af fromme Mænd tilstede; + Den kjendte Anders, og han kjendte den, + Thi deelte han med den sit Hjertes Glæde. + Han talte for den om Opstandelsen, + Og læste Messer og af Fryd mon græde. + Da sagde han Farvel, og gik til Joppe, + Men Solen høit paa Himmelen var oppe. + + Da did han kom paa lysen Formiddag, + Ak see! da var det danske Skib jo borte! + De haarde Hjerter, som en verdslig Sag + Saa tidlig havde ført fra Jorsals Porte, + Forlode ham. Han saae det røde Flag + At vugges fjernt paa Bølgerne de sorte. + Alene stod han og forladt tilbage, + Betroede Vindene sin bittre Klage. + + Ei kunde han sin dybe Sorg fordølge, + Hans Taarer runde ned i salten Sø. + Ak, sukked han, jeg eder ei skal følge + Tilbage til min elskte Fædreø, + Ei skue meer den danske Skov og Bølge! + O hulde Frelser, lad mig heller døe! + Lad blidt mig slumre hen i dine Arme! -- + Saa bad han høit med Taarer og med Varme. + + Men Vinden spotter ad den Armes Klage, + Og fører Skibet bort alt meer og meer. + Fuldendt er snart den saligste blandt Dage, + Thi Solen alt fra Vesterhimlen leer. + Veemodig Anders, vandrende tilbage, + Mod Staden gaaer, da pludselig han seer, + Mens Noget rasler ved hans høire Side, + En venlig Herre paa et Æsel ride. + + Hans Kjortel simpel var, men lys og reen, + Hans Miner saare venlige og milde, + Og i sin Haand han holdt en Palmegreen, + Og sagde: Kjære Ven, det bliver silde, + Og jeg kan mærke, du har trætte Been, + Du kunde snart i Skoven dig forvilde. + Kom, sæt dig op, om du med mig vil være; + Det samme Dyr os begge To kan bære. + + Forundret stirred Anders længe frem, + Og sagde: Siig, hvorhen vil du da ride? -- + Min Ven, jeg rider til Jerusalem, + Gjensvarte han. Da ved den Herres Side + Sig Anders satte. Æslet gik med dem + Ad Veien hen. Den Herre saae saa blide + Paa Anders, at han glemte fast sin Kummer, + Og i hans Arme fandt en rolig Slummer. + + Men da om føie Tid han vaagned op, + Da laae han paa en Høi i grønne Dale; + Sig friske Blomster hvælved om hans Krop, + Udsprungne nys paa Markerne de svale. + Han øined Bøgeskovens lyse Top; + Hist monne Lærken slaae, her Gjøgen gale: + De travle Bier sig omkring ham svinge, + Han hører fjernt en Aftenklokke ringe. + + Han reiste sig, men maatte atter segne + Tilbage, studsende, jo meer han saae. + Thi velbekjendt ham syntes allevegne + Hver Gjenstand, som hans Øiekast faldt paa, + Hvorhen han stirred i de skjønne Egne. + Paa Marken monne trende Hyrder gaae: + De kom og talte til ham. Da først ganske + Forbaustes han; thi deres Ord var danske. + + Han blev saa underlig, han troer ei hvad + Hans Øren høre, hvad hans Øine skue. + Han reiser sig, han seer forskrækket, glad + En velkjendt By i Aftensolens Lue. + O store Gud! Det er hans Fødestad! + See Spiret af Sanct Peder og vor Frue, + Hans eget og de andre Præsters Sogne! + Han ikke kan af sin Forundring vaagne. + + Han hører end den samme Klokkeklang, + Det er Sanct Petri Taarn, hvis Klokker ringe, + Og samle Sognets Folk til Aftensang. + De kjendte Toner i hans Øre klinge, + Han kan ei længer standse nu sin Gang; + Til Byen iler han paa Andagts Vinge, + Og følger Veien med de mange andre + Andægtige, som hen til Kirken vandre. + + Forundret see paa ham de fromme Sjæle, + Og Alle kjende deres Præst igjen, + De Gamle bukke sig, de Unge knæle, + Og raabe lydt: Velkommen hjem igjen! -- + Han tale vil, men Glædestaarer qvæle + Hans Stemme. Taus igjennem Sværmen hen + Til Kirken gaaer han. Hele Mængden følger + Med Ilen, lig et Havs oprørte Bølger. + + Og Prækestolen Ingen at bestige + Sig vover, siden Anders nu kom hjem, + Og alle Folk med Længsel uden Lige + Forlange høit, at Anders skal staae frem, + Og at han atter nu Guds Ord skal sige. + Han kan ei dvæle, han maa lyde dem: + Han træder frem. I en begeistret Tale + Han monne fyrigen sin Andagt male. + + Paa samme Dag han i Jerusalem + Holdt Messen, og kom til sit Sogn tilbage + I Slagels og holdt Aftensang med dem. -- + Først efter flere Maaneder og Dage + De andre Elleve kom atter hjem, + Da først de havde udstaaet mangen Plage + Af Storm og Uveir, før den vrede Vove + Dem vilde bringe hjem til Sjællands Skove. + + Men da de skued her den fromme Mand, + Som i Jerusalem endnu de troede, + Især da man fortalte dem, at han, + Paa samme Dag, som de ham grumt forlode, + Var kommen hjem fra Joppes fjerne Strand, + Da bleve de heel underlig tilmode, + Da gik af det Mirakel Ord og Rygte, + Og tusind Fromme Helgenen besøgte. + + Og Gud forundte ham at leve længe, + Og gav ham Helgenkraft heel meget rar, + Paa Solskin kunde han sin Handske hænge; + Et nattegammelt Føl ham baaret har, + Hvorpaa han indred Byens Mark og Enge + Til stor Forundring for Kong Valdemar, + Med meget Meer, som min uvante Tunge + Ei værdig er at nævne eller sjunge. + + Tilsidst han flygted til den dunkle Skov, + Og boede der i Klostrets stille Bolig, + Indtil han bort fra Verdens Tummel sov + Hen i en salig Slummer, mild og rolig. + Endnu man kalder Slottet Andersskov, + Til Minde om den fromme Anders Bolig. + I Slagelse, sin Fødeby, med Iver + Som Helgen og Patron han dyrket bliver. + + Sanct Anders hviler nu i Dødningskriin + I Petri Kirke. Men den Høi, hvorpaa + Han vaagned trøstet op af Søvnen sin, + End kaldes Hvilehøi. Et Kors mon staae + Deroppe med en Indskrift paa Latin, + Som halv er slettet ud, men lød som saa: + Til Minde om Sanct Anders, som i Joppe + Indslumrede, men vaagnede heroppe. + + + + +#AMOR HOS BACCHUS# + + + #Bacchus.# + Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmer + Hid til min Arne? O vær hilset, uventede Gjæst! + + #Amor.# + Ikke jeg kommer som Gjæst; jeg har mig i Skoven forvildet, + Da jeg til Tartarus nys søgte den eensomme Sti. + Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgte + Hid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Løv; + Og jeg hørte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her. + Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei! + + #Bacchus.# + Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton? + + #Amor.# + Lethes qvægende Flod søger mit brændende Blik. + + #Bacchus.# + Kjære, hvad vil du ved den? + + #Amor.# + Ak, jeg vil drikke dens Bølge! + + #Bacchus.# + Siig mig, spøger du, Barn? + + #Amor.# + Nei, jeg er tørstig og hed. + + #Bacchus.# + Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bæger af Kilden. + + #Amor.# + Nei, det rindende Vand kan ikke lædske min Tørst. + Lethes rolige Flod kan ene dæmpe min Flamme. + Før mig til Bølgen, thi stærkt trænger min Læbe dertil. + + #Bacchus.# + Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien. + Men den er lang; du her hvile forinden dig ud, + Thi du er træt og mat. Kom! Sæt dig lidt under Ranken, + Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft. + + #Amor.# + Giv mig Crateren! + + #Bacchus.# + Der! -- Du Arme, du ryster paa Haanden! + + #Amor.# + Tak! Det smagte mig godt. + + #Bacchus.# + Drik da lidt mere deraf! -- + Iler, Mænader, her hid, og dækker Bordet i Skyggen, + Krandser Pocalen med Løv, fylder den saa til dens Rand + Med den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet! + Kom, og gjør Løier, Silen! Følger, Satyrer, med ham! + Skynd dig, du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Fløite, + Kom tilbage med den, blæs os et Stykke derpaa! + Alt skal forherlige Festen til Ære for Amor, thi aldrig + Før den vingede Gud har Dionysos besøgt. -- + Men hvor har du din Bue? Hvor er dit Kogger? Du pleier + Ei dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret. + + #Amor.# + Ak, det er sandt! Jeg glemte dem før hos min Moder i Gnidus; + Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig. + + #Bacchus.# + Drik, og vær lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe. + Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat! + + #Amor.# + Herlig qvæger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen; + Thi Ambrosia kun nød jeg og Nectar tilforn, + Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i Haven + Mangen surrende Bi, røvende Sækken fra den. + Men jo sødere Næring, desmeer kun voxte min Flamme. + Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til. + Nei, den styrker mit Mod, og hæver Kraften, som synker; + I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany. + Hvor forunderligt! Før, naar i Skovens Mørke jeg lytted + Til de Toner, som Pan lokked af Rørene frem, + Blev jeg bedrøvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg følte + Hjertet at banke, jeg græd, uden at vide, hvorfor; + Dog nu hører jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx, + Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang, + See, hvor Mænaderne dandse dertil, og Satyrerne springe! + Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands. + Venter! Krandser mig først med Vedbendranker og Viinløv! + Ordner jer! Følger mig! Nu Amor skal føre jert Chor. + Giv mig Pocalen i Haand! Jeg efter Tacten besprænger + Jer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang! + Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands! + Evoë! Evoë! Hil Druernes mægtige Gud! + + #Bacchus.# + Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus; + Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er! + See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bægret! + Dog nu standser han. Træt har ham Bevægelsen gjort, + Thi han sætter sig; alt hans Øienlaage sig lukke; + Langsomt synker han ned i det beduggede Græs. + Stille! Han sover! Nu, rører jer ei! Tys! Løfter ham sagte + Op paa Æslet! -- Silen, bliv ikke vred for saa lidt! + Selv du efter kan løbe, kan holde dit Æsel i Halen, + Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei. + Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypper + Den i Vinen, og vaad slynger forsigtig den om + Begge hans Tindinger og de guldguult bølgende Lokker! + Pidsker paa Æslet! Afsted! Ordner jer! følger med mig; + Hen til Gnidus vi gaae, og søge Cypressen i Lunden, + Hvor han sin Bue har hængt. Sagte vi lægge ham der + Under de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle. + Naar han da vaagner, og seer Buen at hænge paa Qvist + Med det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drømte + Hele sit Ophold hos mig, eller han tænker maaskee, + At ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet, + Siger han: "Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig. + Drømte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drømmen? + Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som ei + Slukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten, og giver + Mod til at taale paany stærkere blussende Glød." -- + Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukket + Ved Forglemmelsens Flod, vaagne bedrøvet og tom! + Dog nu vil, naar Søvnen er endt, han trøste sig over, + At han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjærlighed følt, + Vil sin Livstid heller af haabløs Flamme fortæres, + End een eneste Dag leve med Sundhed og fri. + + + + +#KUNSTREISEN# + +ET EVENTYR + +(Fremsagt af Madame Wexschall den 26. Februar 1826.) + + + Det var en gammel Skik i disse Lande, + Naar Vinterstormen raste, Sneen fyged, + At samle sig ved Arnens muntre Lue, + Og ved et Eventyr forkorte Tiden. + Dog denne Skik forsvandt, som mangen anden. + Nu samler man sig før i Kunstens Tempel, + Hvor Arnens Lue blev en Alterild, + Usynlig vel for Øiet, men dog qvægsom + For Aand og Hjerte, som den ofte varmer, + Saa her man og iblandt forglemmer Tiden, + Og trodser Stormen, som derude raser. + Tør jeg da her den gamle Skik fornye, + Og medens Aftnens sidste Timer hælde, + Dem end et simpelt Eventyr fortælle? + + Hvo kjender ei Provences milde Dale, + Om ei af Andet, dog af Navn? Provence, + Ei ene kjendt af sine skjønne Roser, + Men af Clementia Isauras Sange, + En Rose selv i Landets Digterkrands! + Provence var den Vugge, hvori vaagned + Fra Barbariets Nat til gjenfødt Liv + De nye Tiders Kunst og Poesie. + I Elskovs Ledebaand den spøgte længe, + Men snart den Stemme fik og Fuglevinger, + Og fløi i Troubadourers spæde Sange + Den hele Verden rundt, og glæded Mange. + + I dette Land, for ikke længe siden, + En Yngling leved, som var rigt begavet + Med Alt hvad Fødsel og Natur kan skjænke. + Men just den store Rigdom i hans Aand + Ham gjorde let med Verden utilfreds. + Som Barn alt vandred han i Mark og Skov, + Og tabte sig i sværmeriske Drømme. + Thi naar han skued op til Himlens Hvælving, + Da saae han Purpurskyen aabne sig, + Og i dens Midte stod en deilig Dreng, + Og smiilte til ham. Paa sit Hoved bar han + En Krands af Laurbær, i sin Haand en Cithar, + Og yndigt sang han til dens klare Toner: + "O følg mig! Jeg er Kunstens Genius." -- + Og vandred Barnet ind i Skovens Dybde, + Kom ham igjen det hulde Syn imøde; + Og lagde han sig ned ved Kildens Bred, + Da skued han det samme Syn fra Vandet; + Det hvisked til ham gjennem hver en Bølge: + "See, jeg er Kunstens Aand; vil du mig følge?" -- + + Men som han ældre blev, det skjønne Syn + Sig meer og mere sjeldent aabenbarte. + Tilsidst forsvandt det ganske. Længselfuldt + Nu speided han i Skove, Marker, Dale, + Paa Bjergetinder, rundt omkring. Forgjæves! + Den yndige Gestalt ei meer sig nærmed. + Fortvivlet svoer han, Landet at forlade, + Og vandre Verden rundt, fra Land til Land, + Fra Stad til Stad, og ei paa Veien hvile, + Før Kunstens Aand ham atter monne smile. + + Som sagt, saa gjort. Til Frankrigs Hovedstad, + Culturens Centrum, skjønne Kunsters Midtpunkt, + Han sig begav, og spurgte, strax han kom der: + Er Kunstens Genius ei her tilstede? -- + Jo, raabte Hver og Een, han derom spurgte: + Her er hans Throne, her han boer og hersker. -- + En sagde: Gaa i Opera iaften; + En Anden: Nei, gaa i Tragedien; + En Tredie: Nei, til Herr von A, Fru B, + Til Frøken C, i Theecirklen hos D, + Og saadan Alphabetet heelt igjennem. + Han kom, han gik, han kom igjen, gik atter, + Men ingensteds han finder hvad han søger, + Thi Politiken her er Kunsters Kunst, + Og fast den eneste som ret man priser; + Hver anden her fortrænges af Aviser. + + I London samme Spørgsmaal, samme Svar, + Men ogsaa samme frugtesløse Søgen. + Snart kjed deraf, udraaber han: + "Her fødtes Scenens Mesterværker, + Og dog i Shakspeares Fødeland + Til Shakspeares Aand jeg Intet mærker." + + Men snart i Dresden og Berlin + Hans Smule Mod end meer sig kjølte, + Thi der var Følelsen saa fiin, + At man, for lutter Fiinhed, Intet følte. + Og da nu endelig han kom til Wien, + Og tænkte: her det er, til Punkt og Prikke, -- + Saa fandt han mindre Kunst, end Mad og Drikke. + + Italien ham vinkte. Her han fandt -- + Saa tænkte han -- sit Haab med Renters Renter; + Men see, paa Tromme slog hver Musikant, + Og alle Stemmer sang som Instrumenter. + + Jeg vil ei trætte Dem med at fortælle, + Hvor mange Steder han besaae i Verden. + Han var i hvert et Land, i hver en Stad; + Ja Krøniken beretter at endogsaa + Han ei Constantinopel har forsømt, + Ja, hvad som meer er, og utroligt klinger, + At han til Hamborg kom, og gjorde selv + En Tour lidt over Grændsen, længer opad, + Men vendte strax, paa første Miil, tilbage. + Det være som det vil; kort at fortælle, + Han fandt paa hvert et Sted sit Haab bedraget, + Og vendte seent, med skuffet Exspectance, + Mismodig hjem igjen til sit Provence. + + Det var en deilig Sommeraftenstund, + Da han betraadte sine Fædres Jord. + Han skued henrykt i det røde Skjær + Af Solen som gik ned bag dunkle Myrter; + Han lyttede til Nattergalens Triller, + Og følte sig saa lykkelig tilmode. + "O!" raabte han, "jeg vil ei Kunsten søge; + Jeg glemme vil min Ungdoms Drømmerier; + De skal ei længer sætte Splid i Hjertet + Imellem mig og Verden; jeg vil leve + I venlig Harmonie med al Naturen." -- + Mens saa han talte, saae han en Hyrdinde, + Som sad paa Marken mellem hvide Lam, + Der græssed yndigt ved den Huldes Fod. + Han saae paa hende, Pigen saae paa ham; + Han nærmed sig, og begge To de rødmed; + Han stammede med Møie frem et Ord, + Hun svarte ham med en undseelig Mine; + Han sank for hendes Fødder ned, hun bøied + Sig venlig over ham, ham kjærlig hørte, + Og snart hans Læbe hendes Læbe rørte. + + Men Skyen aabned sig ved sagte Torden, + Og Kunstens Genius, den længe søgte, + Sig aabenbarte, med sin Laurbærkrands + Om Tindingen, og Citharen i Haanden, + Og talte saa: "Du Daare, som mig søgte + Paa fjerne Steder, mig som er dig nær, + Og hvem du finder i dit eget Hjerte, + Hvergang du seer med Aandens Blik deri! + Viid, Kunsten skal ei søges, som man søger + En sjelden Steen og Plante. Var den ikke + Fra Vuggen af bestandig i din Barm, + Du fandt den ei, hvor meget du den søgte. + Nei, lev med aabent Øie for Naturen, + Giv i dit Hjerte Kjærligheden Adgang, + Og du besidder ei blot Kunstens Nøgle, + Men Kunsten selv. Natur og Kjærlighed + Er ikke blot et Stof for Sang og Digt; + Nei, det er selv Musik og Poesie." -- + Saa talte han, og monne bort sig vende, + Og hermed er mit Eventyr tilende. + + Dog -- det er sandt! jeg havde nær forglemt + At sige Dem, at paa sin lange Reise + Kom og den unge Mand til Kjøbenhavn, + Og fandt -- om ei den Genius han søgte + Dog #Kjærlighed#, til Kunsten, Overbæren + Med mange Feil, Opmuntring til det Gode. + Det -- siger Krøniken -- han fandt; og grundet + Er vist dens Ord, thi jeg har og det fundet. + + + + +#SANGFUGLENE# + +EN FABEL + +(Fremsagt af Jomfru Pätges den 4de Marts 1827.) + + + Det er bekjendt, at Sangens Gud, + #Apollo#, gik i gamle Dage, + Høist misfornøiet fra Olympen ud, + Hvor Sangen vilde meer ei Guderne behage, + Og at han derfor ned til Jorden kom, + Hvor han som ydmyg Hyrde vandred om, + Med Fløiten i sin Haand, hvis ømme Klage + Opfyldte Mark og Eng og Skovens Helligdom. + Ja, kan man Rygtet troe, der gives Mange som + Forsikkre, han endnu ei kommen er tilbage. + + Det være som det vil! Paa denne Tid + Han vilde prøve Menneskenes Øre. + "De stolte Guder vil mig ikke høre? + "Velan, min Fløite, ton da blid + "Til Jordens Sønners travle Flid! + "En menneskelig Barm er let at røre." + Saa tænkte han; men paa sin hele Gang + Han Bonden saae med Sved sin Plov at kjøre, + Despoter som en blodig Svøbe svang, + Og Slaver, som misundte deres Rang. + Kort: overalt, for Øieblikkets Trang, + (Hvis Ledebaand endnu maa hele Slægten føre), + Fik Ingen mindste Tid at lytte til hans Sang. + + Til Fuglene han vendte da sin Hu, + Og kaldte dem i Skoven sammen: + "I have Tid dertil endnu; + "I synge nemlig selv med Lyst og Gammen. + "I ere lykkelige, frie, + "Thi eders Arbeid er jo kun at bygge Rede, + "Og under lystig Melodie + "Om et Par Korn paa Marken lede. + "Velan jeg stifter et Academie, + "Conservatorium for Sang og Poesie; + "I ere Medlemmer deri, + "Jeg selv er eders Præsident hernede. + "Og for at Tingen komme maa i Gang, + "Jeg vil en Priis-Opgave strax bestemme: + "Jeg krone skal den bedste Sang + "Til Vaaren, som idag sig lader just fornemme. + "Jeg kunde sætte jer en lang Termin, + "Et Aar, halvandet, eller mere; + "Sligt er vel gammel Skik, men jeg har min; + "Og jeg forlanger ei, at I skal reflectere; + "Lad Sangen sprudle frem som ædel Viin; + "Lad Hver frit og naturligt synge sin; + "Thi hvis I have lang Betænkning nødig, + "Da, synes mig, er Prøven overflødig." + + Knap havde Guden talt sit Ord, + Før hver en Fuglestrube slog og bæved, + Og tusind Triller op til Himlen svæved, + Og hele Skoven gjenlød af et Chor, + Som Vaarens Priis mod Solens Bane hæved. + + Men da Concerten var forbi, + Stod Guden frem og sagde: "Saare deiligt! + "Hver sunget har sin bedste Melodie! + "At dømme her, mig kommer ubeleiligt. + "Først lyttede jeg helst til Nattergalens Klage; + "Den lignede min egen Fløites Klang, + "Og smeltede mit Hjerte mangen Gang + "Med Minder fra de svundne Dage. + "Men Lærken som mod Skyen steg, + "Og lod i Flugten selv sin Trille høre, + "Og Droslen i den gamle Eg, + "Bogfinken hist paa gule Neg, + "Alt Dette maa mig tvivlsom gjøre. + "Selv Turtelduen mig behager, + "Ja, Gjøgen tier ei endnu, + "Dens Vise simpel er, men den gjentager + "Et melancholsk, et sværmerisk Kuku. + "Jeg ikke bedre veed, + "For ud at rede mig af min Forlegenhed, + "End at udsætte Prisfordelingstiden, + "Saameget meer + "Som Svalen, om jeg ellers rigtig seer, + "Var ikke med i Væddestriden." + + Et gammelt Fængsel nær ved Skoven laae; + Der mangen Fange sukked i sin Lænke: + Han Skovens Pragt fra Vindves-Gittret saae, + Og maatte paa sin tabte Frihed tænke. + Han skjelned neppe mellem Vaar og Høst: + Thi Nattergalens, Lærkens, Droslens Stemme, + Og Gjøgens, Finkens, Turtelduens Røst + Sig aldrig nærmed til det skumle Gjemme. + Den gamle Fangevogter gik just nu, + Med Nøgleknippet ved sin Side, + I dybe Tanker, mod i Hu, + Ind under grønne Lide, + Og hørte Fuglene for Prisen stride. + Men da han havde hørt Apollos Bud, + Fremtreen han for den høie Dommer, + Og sagde: "Viid, o Sangens Gud; + "At til din Væddekamp ei Svalen kommer! + "Den har sin Rede bygget paa mit Fængsel; + "O kald den ikke til dig hen! + "Hvis mine stakkels Fanger savned den, + "Saa døde de forvist af Længsel." + + Ved disse Ord sig Gudens Kinder malte, + Hans Øie flammed, og hans Hjerte slog, + Han Fløiten i sin Haand som Scepter tog, + Og traadte majestætisk frem og talte: + + "Jeg kjender ikke Svalens Røst, + "Men den har Prisen vundet fremfor Alle. + "Faaer Jorden Digtere til Livets Trøst, + "Man denne Fugl skal deres Mønster kalde: + "Thi Mennesket er stedse her i Fængsel; + "Men Den, som flagrer over Fangens Buur, + "Som vækker ham til hellig Længsel, + "Til Haabet om en fri Natur, + "Han synger som han bør for Jordens Fanger, + "Og ham jeg kalde vil den bedste Sanger." + + + + +#TJENSTAGTIGHED# + +EN FABEL + +Fremsagt af Hr. Winsløw jun. den 19de Februar 1832. + + + Tjenstagtighed det er en herlig Dyd; + Ei sandt, Enhver er af den Mening? -- + At offre sin for Andres Fryd, + Til Hjelp at komme ved den mindste Lyd, + Forhindre Splid og virke til Forening, -- + Den Dyd, hos Qvinde, som hos Mand, + Vist aldrig nok berømmes kan. + + Men her det gaaer dog som med andre Dyder: + Hos Den, som ei har Indsigt eller Smag, + De vorde meget let til Lyder, + Og Andre kun til lidt Behag. + Det er ei nok, at Dyden øves; + Paa Maaden kommer Meget an, + Og til Tjenstagtighed behøves, + At Villien er parret med Forstand. + Ved Tjenester, en uopdragen Herre + Beviser os, vi komme let tilkort; + De ligne Curen, som er stundom værre + End Sygen, der skal jages bort. + En Anecdot maaskee bevise kunde + Den Sætning mere klart, end alle Grunde. + + I Sverrig var en rig Magnat, + Som levede paa Landet, indgetogen; + Han brød sig ei om Hof og Stat, + Og ingen Omgang havde han med Nogen. + Han ugift var, og _ergo_ uden Børn. + Thi tog han i sit Huus en Bjørn, + (Maaskee af Lyst, til Næsten at begave, + Maaskee fordi han vilde Selskab have), + Kort sagt: en laplandsk Bjørn, som under trange Kaar + Var gaaet lidt Syd paa, for at søge Næring, + Men fandt den samme knappe Tæring, + Og lod af Sult sig fanges ved hans Gaard. + Han opdrog den med Flid og Møie, + Han spared Intet paa en god Dressur; + Den havde selv en ypperlig Natur, + Som lod sig efter Mandens Ønske bøie. + Med den han deelte nu sin Velstands Goder, + Den blev hans Omgang, blev hans Ven, + Den blev hans Søn, den blev hans Broder; + Og Bjørnen, som var god, gjengjældte det igjen. + Den blev ei indbildsk over al den Ære, + Den holdt sig ei for fornem eller stor + Til, som nu Leiligheden kunde være, + At varte op ved Herrens Bord, + At bære Vand, at hente Brænde, + At trække Støvler af og paa, + At stoppe Piber, Fidibus at tænde, + Og bag paa Herrens Vogn at staae; + Thi Bjørnen fandt, ved Lyset af Forstanden: + Den ene Villighed er værd den anden. + + Engang -- det var en deilig Sommerdag -- + Fik Herren Lyst til at spadsere; + Den gode Bjørn gik efter ham i Mag, + Og bar hans Kappe, Paraply, med mere. + Omsider, paa en yndig, græsklædt Plet + Tog Manden, som af Vandringen var træt, + Et landligt Leie, hviilte, som han kunde, + Og lukked Øinene, som for at blunde, + Mens den paapasselige Bjørn fik Lov, + At vaage ved hans Side, mens han sov. + Tjenstagtig var den; saadan her man seer 'en, + Det hører ganske med til Characteren. + + Om lidt var Manden sovet ind. + Da hørte Bjørnen Noget summe; + Det var en lille Myg i Aftnens Vind. + Den gode Bjørn begyndte stærkt at brumme; + Men Myggen satte sig paa Mandens Kind, + Og uforstyrret af det barske Væsen, + Den fløi fra Kinden lige hen paa Næsen. + Da tænkte Bjørnen i sit stille Sind: + "Du vil dig ikke pakke med det Gode? + "Nu vel, saa skal jeg slaae dig ned for Fode. + "Hvad jeg min Herre skylder, vel jeg veed; + "Nu skal han Prøve faae paa min Tjenstagtighed." + + Som tænkt, saa gjort. -- Sin Pote høit den hæved, + Og slog et Slag, hvorved selv Jorden bæved, + Og traf -- ja, Myggen var i samme Stund + Til sine Fædre gaaet; -- men Manden? -- + O vee! Hans Øine, Næse, Mund, + Ja Hagen selv og Panden, + Var ikke til at skjelne fra hinanden. + + Den gode Mening, adskilt fra Forstand, + Vist aldrig kommer i sit rette Hjørne. + #Moral#: Saafremt du det undvære kan, + Tag aldrig imod Tjenester -- af Bjørne! + + + + +#MAANEN# + +(Fremsagt af Fru Heiberg den 9de Februar 1834.) + + + Ved Himmalayas Fod, ved Ganges Kilder + En Hytte stod, hvori en viis Bramin, + Som havde Verdens Tummel Ryggen vendt, + Nu søgte Sjælefreden, + Fortrolig med sig selv og Eensomheden. + Og ikke sjelden kom et Verdensbarn, + Hvis Drøm om Lykke Livet havde skuffet, + Hvis Væsen Skjæbnen havde splittet ad, + Og søgte hos den Gamle + Ved Viisdoms Tale det paany at samle. + + En Aftenstund det banked paa hans Dør; + Han aabned den, og for hans Øine stod + En Mand i fremmed Dragt, + Ei længer ung, dog gammel heller ikke, + Med Sværd og Spyd bevæbnet, som til Jagt, + Men med Fortvivlelsen i sine Blikke. + + Hvad Sorg den Fremmede paa Hjertet tynged, + Man veed ei ret; men for Braminen skrifted + Han hemmeligt et skuffet Haab, en Længsel, + Som Verden og dens Løb ei havde stillet. + Den Gamle saae paa ham med Alvors Mine, + Og grunded dybt, og talte derpaa saa: + Hør efter, og jeg skal fortælle dig + Hvad selv jeg har oplevet i min Ungdom. + Dog ei blot med dit #Øre#, + Med #Tanken# maa du min Fortælling høre. + + Som Yngling alt i Bramas Tjeneste, + Jeg saae kun sjelden mine Fædres Arne; + Men naar det hændte sig, at jeg besøgte + Den fjerne Hytte, hvor de Gamle boede, + Da bragte jeg sædvanlig sjeldne Gaver, + Ei ene til Forældrene, men ogsaa + Til mine Søskende, hvoraf den Yngste + Var let nok at fornøie: + Det var en tre Aars Dreng med muntert Øie. + + Engang paa Veien til min Faders Hytte, + Kom nogle Røvere, som plyndred mig, + Og mig berøvede de skjønne Gaver, + Hvormed jeg vilde glædet mine Kjære. + Tomhændet kom jeg hjem, fortalte Tingen, + Og Alle maatte finde sig deri, + At denne Gang jeg Intet kunde bringe. + Den lille Dreng alene blev urolig, + Og fordrede med hæftig Graad og Skrig, + At jeg en Gave skulde skjænke ham, + Saaledes som jeg pleied, naar jeg kom. + Forgjæves at berolige den Spæde + Jeg søgte, dog jeg fik ei Ro, ei Rist; + Han vedblev med at skjænde, med at græde, + Og Støien blev utaalelig tilsidst. + + Det var just Aften, og den fulde Maane + Paa Himlen stod. Da slynged jeg min Arm + Om Drengen, og ham satte paa mit Knæ, + Og sagde: "Græd ei længer, vær nu artig! + Det var kun Spøg; jeg har en Gave til dig; + See Maanen hist! hvor deilig, blank og klar, + Af pure Guld! den vil jeg dig forære." -- + "Hvorledes!" raabte Drengen: "er det Alvor!" + Og strakte sine Hænder alt mod Himlen, + Som om han vilde tage mig paa Ordet. + "Ja," svared jeg, "herefter er den din, + Men du kan ikke faae den ned i Stuen, + Den pletter let, saasnart man rører ved den; + Men du kan see paa den, saa tidt du vil, + Og tænke ved dig selv, at den er din, + Og selv for Andre prale med din Skat. + Men lad dig ei forføre! + Husk paa mit Ord: Nok see, men ikke røre!" -- + + Forskrækket trak han Armene tilbage, + Til Tegn paa Lydighed. Nu var han glad, + Og raabte: "Broder har forært mig Maanen! + Og jeg skal aldrig røre ved den, bare + Jeg maa betragte den, saa tidt jeg vil, + Og naar kun Ingen vil den fra mig tage, + Og heller ei den laane, + Men huske paa, det er min egen Maane." -- + + Nu var det godt. Den næste Dag forlod jeg + Min Fædrebolig. Da jeg kom igjen + Om nogen Tid, kom Drengen mig imøde + Bedrøvet og med misfornøiet Mine, + Og sagde: "Broder! tænk engang! den Røver, + Som tog forleden dine skjønne Gaver, + Har daglig filet i min Maane, skaaret + Bestandig Meer og Mere fra; omsider + Han tog den sidste Stump, som var tilovers." -- + "Jeg veed det," svared jeg: "men har du seet, + At jeg har ladet gjøre dig en ny? + Den var just ikke strax paa Timen færdig; + Min Guldsmed har arbeidet længe paa den, + Lidt efter lidt han fik den dog istand." -- + "Ja," sagde Drengen, "det er ganske sandt; + Men da den nu var færdig, klar og blank, + Maa Nogen have rørt den, trods dit Forbud, + Thi den blev svinet til, saa det var Skam." -- + "Jeg veed det nok mit Barn: det var en Aften, + Da Maanen var formørket, som det kaldes; + Men saae du ikke strax, hvorledes jeg + Lod den polere, saa den blev igjen + Saa blank og straalende som nogensinde?" -- + "Ak jo! men saa kom Røveren igjen, + Og filede paany!" -- "Ja vist, men trøst dig! + Thi nu har jeg igjen bestilt en anden; + Om nogle Dage skal du bare see den!" -- + "Ja," svared Drengen, "det er ganske godt; + Men siden man saa let kan den polere, + Ja, selv naar den er stjaalen, faae en ny, + Saa har jeg Lyst til selv at røre ved den, + Og klappe den, og kysse den paa Munden, + Thi jeg har seet, der er et Ansigt i den. + Tidt seer den ned paa mig med milde Blikke, + Som om den vilde sige: jeg er din. + Men det forslaaer dog ikke! + Hvad kan det hjelpe mig, at den er min? + At #see# paa den, mig trøster ikke længer; + Nu til at #favne# den, mit Hjerte trænger." -- + + Den Lille Dag for Dag blev meer urolig, + Og da jeg nu en Aften vandred med ham + Langs Flodens Bred, mens Maanen stod fornyet + I fulde Glands paa den azurblaae Himmel, + Da fordred han paany med Graad og Skrig, + Jeg skulde Maanen drage ned fra Himlen. + Jeg sagde: "Tag den selv! jeg dig tillader + At røre den." -- "Jeg kan ei!" skreg han vildt: + "Jeg har det tidt forsøgt, det lykkes aldrig." -- + Da slog han Øiet ned igjen, fortvivlet; + Men i det Samme standsede hans Blik + Paa Flodens Bølger, i hvis klare Speil + Fordobblet ham hans Længsels Gjenstand vinkte. + "O!" raabte han, "nu har jeg ingen Nød! + Jeg har ei Vinger, kan ei opad flyve, + Men ned i Dybets Rige + Formaaer jeg til mit Ønskes Maal at stige." -- + + Som sagt, saa gjort! Han styrted sig i Floden. + Men piilsnar sprang jeg efter, greb ham, svømmed + Til Bredden med ham -- han var halv bedøvet -- + Og bragte ham til Hytten, hvor jeg hurtig + Hans vaade Klæder skiftede med tørre. + Nu stod han da forundret ved min Side, + Af Kulde skjælvende, og med en Mine, + Som om han vilde samle sine Tanker. + "Nu?" spurgte jeg: "fik du da Maanen fat?" -- + "Nei!" sukked han: "den mellem mine Hænder + I tusind Stykker gik, og borte blev; + Og jeg blev kold, min Attraa var forsvunden; + Den Ild, mit Hjerte følte, + Den stærke Flod med sine Bølger kjølte." -- + + "See," svared jeg, og pegede mod Himlen: + "End sidder Maanen lige heel og skjøn, + Og minder dig ved Synet af sin Glands, + At du tør vel besidde den i Tanken, + Naar den sit Lys dig sender, + Men ei du gribe tør den Himmelske med Hænder." -- + + Braminen taug; den Fremmede forstod ham; + Men om han fulgte Raadet, veed man ikke. + Et er, at fatte Talen, + Et Andet, at tilegne sig Moralen. + + + + +#CANTATE# + +VED + +UNIVERSITETETS AARLIGE FEST I ANLEDNING AF +REFORMATIONENS INDFØRELSE SAMT RECTORSKIFTET + +Musiken af Weyse. + + +I + + Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld, + Som har i trende Secler funklet, + Som aldrig vorde skal fordunklet, + Men sprede Klarhed, Liv og Held! + Du strømmed ind i Verdens Øie, + Og Tanken for sig selv blev klar, + Og Gud for Tanken aabenbar; + De monne sig til Eenhed føie, + Lig Bækken med sit Udsprings Elv, + Thi Tanken opsteg til det Høie, + Dengang den nedsteg i sig selv. + + * * * * * + + Stjernen stod paa Nattens Himmel, + Og fordunkled alle dem, + Som til Krands om Bethlehem + Slynged sig i talløs Vrimmel. + Vise Mænd ved Stjernens Magt + Droges hen ad fjerne Veie, + Knælte ved det ringe Leie, + Hvorpaa Frelseren var lagt. + + Stjernen svandt; paany den glimter + Efter femten hundred Aar; + Dog paa Himlen ei den staaer, + Mennesket i sig den skimter; + Og den leder vise Mænd + Did, hvor over alle Throner + End den himmelske Forsoner + Sees i Lysningen af den. + + * * * * * + + Men hiin hellige Stjerne, + Som nu flammer i Menneskets Bryst, + Skal den ei i det Ydre, det Fjerne + #Lyse# til Menneskets Trøst? + + * * * * * + + Jo! det Lys, der flammer i det Indre, + Skal med ydre stærke Straaler tindre. + See, det blusser, tændt af Luthers Hænder! + Lyset har forvandlet sig til Ild; + Baalet flammer, Pavens Bulle brænder, + Røgen slaaer mod Himlen vred og vild. + Det er Tegnet, som til Kamp er givet, + Tegn til Kamp for Troen og for Livet. + + Ras kun, Flamme! Graadig du dig slynge + Om det Aag, som tør paa Kirken tynge! + Vredens Element, som ei betænker, + Hvad du griber med dit røde Blus, + Viis, du kan fortære Troens Lænker, + Du, som har fortæret Johan Huss! + See! din Straale slynges af en Svane; + Romas Ørn dig tabte paa sin Bane. + + * * * * * + + Det Helliges Forkynder skal ei længer + Sig sondre fra den Verden Gud har kjær; + Man Klostrets Døre sprænger, + Og Munk med Nonne sig til Altret trænger, + At knytte Pagten, som for Gud har Værd. + + Som første Par, der Troskabs-Eden bringer, + Gaaer Martin selv ved Catharinas Haand, + Og Kirkeklokken ringer, + Og Præsten vier dem, og Sangen klinger, + Og Pagten signet er af Herrens Aand. + + Og Stat og Kirke sig foreente finde + Ved Kjærlighedens elskelige Bud. + Det Baand, som Hjerter binde, + Den frie Pagt imellem Mand og Qvinde, + Familien er helliget for Gud. + + * * * * * + + Men hiin hellige Stjerne, + Som nu flammer i Menneskets Bryst, + Skal den ei til det Ydre, det Fjerne + #Tale# med flammende Røst? + + * * * * * + + Jo, Lyset vorde skal til Ord, + Som Ordet forhen Lys er blevet; + Man læse skal paa viden Jord, + Hvad Aanden har med Flammer skrevet. + Og lyste Stjernen fordum hen + Til Evangeliet i Vugge, + Saa skal den lyse nu igjen + For Dem, som efter Ordet sukke. + + * * * * * + + I Saxernes Land en mægtig, + Skovgroet Klippe staaer, + Derpaa en fordum prægtig, + Stor og fyrstelig Gaard. + Som ringe Fuglerede + Den hænger i Klippens Favn; + Wartburg monne den hedde, + Wartburg er Slottets Navn. + + Fra liden Celle derinde, + Vendt mod en Afgrund brat, + Saae man et Lys at skinne + Gjennem den mørke Nat. + Der sad den Troens Opliver, + Med Lampen paa sit Bord, + Og tolked med hellig Iver + Herrens hellige Ord. + + Saa vidt i Dalene trænger + Lyset fra Vinduets Baal, + Men Ordet flyver dog længer, + Baaret af Folkets Maal. + Det lyder for hvert et Øre, + Det toner i hvert et Bryst, + Det lader sin Fylde høre + Med fyldig, levende Røst. + + For Evangeliets Fugle, + Wartburg, en Rede du var, + Hvori du mod Ravn og Ugle + De Fjerløse vogtet har. + Da voxte den spæde Vinge + Den folded sig ud paa Stand, + Da monne sig Fuglene svinge + Over det ganske Land. + + * * * * * + + Ha! men Kampens Torden ruller, + Vaabenbulder + Ryster Kirkens faste Grund. + Ikke Nok, at Pen og Mund + Vundne Frihed vil forsvare; + Friheds Fare + Samler Verdens Folk i blodig Stund. + + * * * * * + + Hil Dem, som kæmped, som med Ord og Vaaben + Iilte til Strid! + Freden er vunden, Himlen er nu aaben, + Luften er blid. + Stjernen paany i stille, klare Nætter + Kaster paa Kirken uformørket Glands. + Menigheden fletter + Frihedens Krands. + + Fædreland, hil dig! Stjernen dine Strande + Hilste med Lyst, + Speilte sit Billed i de sølvblaae Vande + Trindt om din Kyst. + Sletternes Kirke Spiret mod den vendte, + Snart som en Sol den funkled over Strand; + Sandhed du erkjendte, + Fædreneland! + + Lyset i Sjælen voved ud at stræbe, + Skranken blev sprængt, + Ordet nu toned paa den danske Læbe, + Længe fortrængt. + Tanken med egen Frihed sig forkyndte, + Mægtig den voxer paa den danske Vang. + Morgenen begyndte, + Dagen er lang. + + * * * * * + + Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld, + Som har i trende Secler funklet, + Som aldrig vorde skal fordunklet, + Men sprede Klarhed, Liv og Held! + Din stærke Straale gjennembryder + Hver Skal om Livets Lyst og Sorg. + Og i din rige Glands det lyder: + "Vor Gud han er saa fast en Borg." + + +II + + Videnskabens Tempel! I din Hal + Takkesangen høit sig hæve skal, + Mindet dvæle ved den gode Stund, + Da Friheds ædle Ceder + Blev plantet dybt i Kirkens Grund, + Hvori den voxte til en Lund, + Som nu om Skolen freder. + + Hæv dit ranke Spiir mod høien Sky, + Lad dit indre Liv sig frit fornye + Fra den Slægt som gik, til den som kom, + Og ført paa Troens Vinge, + Din Viden vorde dyb og from, + At Tanken fra din Helligdom + Sig kan mod Himlen svinge. + + +III + + Hellige Flamme, + Styrk i din Glands + Alle, som kæmpe for Musernes Krands! + Kundskab, din Stamme + Blomstrende staae, + Evig, mens Tiderne vexlende gaae! + + + + +#LANTERNA-MAGICA#[19] + + [19] "Flyvende Post", 1830, Nr. 1. + + +#Prolog.# + + Komme hvo som komme kan! + Kommer, Mand og Qvinde! + Fra det Forbigangnes Land + Jeg en Krands vil binde. + Blomster fra det Aar, som svandt, + Lidet Alvor, meget Tant, + :,: Skal I see paa Væggen. :,: + + Da jeg i det svundne Aar + Ikke kunde tale, + Vil jeg nu, hvis jeg formaaer, + Et og Andet male, + Som i hiin Tid er passeert, + Og af mig blev observeert, + :,: Skjøndt jeg Intet sagde. :,: + + I skal see i Kraft-Extract + Aaret Ni og Tyve. + Kommer derfor, giver Agt! + Jeg skal ikke lyve. + Naar jeg saa har fremviist jer + Hvert af Aarets Billeder, + :,: Har jeg fyldt min Pause. :,: + + +#Første Billede.# + + Førstkommende Maidag Trolovelsen staaer, + Den skjønneste blandt vore Dage. + Den skjønneste? Nei; den selv os jo spaaer + En skjønnere, som er tilbage. + Med festlige Travlhed gaaer Sommeren hen, + Men Høsten den bringer os Vaaren igjen. + + Førstkommende Høstdag! dit Navn er August; + Her staaer det, med Blomster omslynget. + Hvad Navnet betyder, det er du os just; + I dig har vor Mai sig forynget. + Saalænge som Skjoldungestammen har Læ, + Omslynge Kjærminder det ældgamle Træ. + + +#Andet Billede.# + + Jeg er en Mand, der har saa vidt omvandret, + At Ingen meer bereist man nævne kan, + Endskjøndt jeg har mit Opholdssted forandret + :,: Paa Jorden ei, men kun i Luftens Land. :,: + + Men aldrig saae jeg paa min Vandring Magen + Til disse to Figurer, som I see: + Den Ene lang og kridhvid som et Lagen, + :,: Den Anden kort og grøn, men kold som Snee. :,: + + Den lange Mand det er vor lange Vinter, + Den korte Mand vor korte Sommer er. + Hiin puster Ild i grønne, vaade Splinter, + :,: Den Anden gaaer blandt grønne, vaade Træer. :,: + + Den Første fordrer Sceptret af den Anden; + Han er forknyt, og siger tvungen Ja; + Men siden græder uophørligt Manden; + :,: Gud veed, hvor al den Vædske kommer fra. :,: + + +#Tredie Billede.# + + Huset maatte styrte sammen, + Fik vi længe saadan Slud, + Dybt i Kassen koger Flammen, + Ja det seer fortvivlet ud. + Kun naar Sørgespil man spiller, + Kan man komme til at lee, + Thi de sidste Vaudeviller + Selv ei gratis vil man see. + Er der ingen bedre Vei? + Nei, nei, nei! etc. + Det er Frosten, som os driller; + Den faaer Skylden, skal I see. + + Sligt som Essex, Carl den Store, + Kan vel aldrig gjøre godt. + Skal os Isabella more? + Ak! hun selv er bankerot. + Glemsel med de franske Stykker, + Syete til det tydske Maal, + Slutter, da de gaae paa Krykker, + Tidt Fornuftens Giftermaal. + Er der ingen bedre Vei? + Nei, nei, nei! + Naar først Kunsten gaaer paa Krykker, + Faaer man snart paa Kassen Kaal. + + +#Fjerde Billede.# + + Herre! hvad skal Enden blive? + Isabella kommer ei! + Hvortil hjalp det, den at skrive, + :,: Hvis den gaaer al Kjødets Vei? :,: + + See, hvor her hun staaer og gaber! + Ak! og Alle gabe maae, + O du milde Gud og Skaber! + :,: Er her ingen Ende paa? :,: + + Kast dog ud en anden Angel! + Sæt en bedre Krog deri! + Tænk, om Honorarets Mangel + :,: Bragte Dem i Slutteri! :,: + + +#Femte Billede.# + + _En avant deux, en arrière!_ + Det, min Ven, maa du nok! + Men forresten som en Blok + Blandt os _il faut se taire_. + _Queue de chat!_ Til Kattens Hale + Hold dig smukt, lad vær' at tale! + Ellers Katten, kan du troe, + River dig med skarpen Klo! + Ti! Ti! + Ja, ti du kun stille! Saavidt jeg seer og troer, + Saa taler din Taushed lidt meer end Mangens Ord. + + +#Sjette Billede.# + + Hver Gang jeg vanker + Ved Hjemmets Strande, + Mit Hjerte banker + Mod hine Lande. + Vil du mig laane + Din gamle Kikkert? + I den jeg sikkert + Kan see til Skaane. + Ja Fanden ta' mig, + Kan jeg see derhen! + O la' mig, la' mig, + Min Faders Ven! + + Godt Folk forleden + Saae hen ad Sundet, + Og strax var Freden + Hos dem forsvundet. + Hvorom de talte, + Det hjalp dem ikke, + For deres Blikke + Sig Laurbær malte. + Ja Fanden ta' mig, + Man trak mig med! + Man vilde ha' mig + Til Skaanes Bred. + + Jeg der ei vented, + Tog Vogn paa Rullen. + En Hat man hented, + Med Krands om Pulden; + I den tilvisse + Boer al min Lykke, + Bestandig smykke + Den skal min Isse. + Ja Fanden ta' mig, + Man fik den fat! + Jeg maatte ha' mig + En Doctorhat. + + +#Syvende Billede.# + + Held! Held! Held os! en Folkefest! + Sven- Sven- Svensken er her til Gjæst. + Nu nu nu lad os vise ham, + At vi kan prise ham + Alle som bedst! + + Dra- dra- drager fra Axels By! + Ju- ju- jubler i vilden Sky! + Vi- Vi- Vinen er Kraftens Bad, + Giv dem Midaftensmad + Paa Bellevu'! + + Le- Le- Ledermand, Trop og Brandt! + Vær vær vær vor Repræsentant! + Er er er man ei Ødeland, + Faaer ei vort Fødeland + Anden Gesandt. + + Bis- Bis- Bispen med venligt Smiil + Fø- fø- føres en Fjerdingmiil, + Tak- tak- takker saa Førerne, + Ambassadeurerne + Hos Kirsten Piil. + + Vi vi vi skal min Salighed + Nok nok nok gjøre ham Besked. + Skarp- Skarp- Skarpskyt, forsvar dig dog! + Svensken har taer dig, Fjog, + Før du det veed. + + +#Ottende Billede.# + + Hvad ligner, o Sorø, din critiske Glæde, + Naar Posten er kommen fra kongelig Stad? + Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Stræde + Du bærer dig ganske forunderligt ad. + Du skriver og skriver og skriver og skriver, + Du skriver, vil skrive, har skrevet og skrev; + Men Skriftet i _poste restante_ forbliver, + Og Publicum har der et uindløst Brev. + Lalala, lalala etc. + + Dit Auxiliair-Corps du lader marchere + Med to Generaler og een Adjudant. + Mens Hine paa Prosa kun polemisere, + Flankerer mig Denne paa Riim saa galant, + Blandt Muserne hverver han syv militaire, + Og dog har han ikke syv niende Deel, + Thi selv han et Minus til Summen maa bære, + Og følgelig mangler der Stort i en Heel. + Lalala, lalala etc. + + +#Niende Billede.# + + Vil du troe, + Disse to + Har han end skrevet til, + Jeg neppe begribe det kan, + O nei! + Men især + Dette her + Jeg dog læse dig vil; + See, Titelen er: Don Juan. + "Kjære Ven! jeg er Satan i Sjæl og i Krop, + "Intet Menneske fører sig saaledes op. + "Jeg er gal, + "Er fatal, + "Som en Djævel saa dum; + "O gid jeg tillige var stum?" + + +#Tiende Billede.# + + Dannevang med grønne Bred, + Siig, hvad gaaer der a' dig? + Synker du i Dybet ned? + Gaaer Balancen fra dig? + Ha! det knager! hvilket Stød! + Det var vist Cometen, + Som, bebudende din Død, + Slog dig paa Planeten. + + Flade Kyster uden Hegn, + Som i Blæsten snoe jer! + Skove, som i evig Regn + Uophørlig toe jer! + Vil I drive Narrespil? + Kan man ikke troe jer? + Fik I Jordskjælvs-Vanen til, + Maatte Fanden boe her. + + Vor Natur er Poesie, + Deri Knuden stikker: + Den er ei for Luner fri, + Men forresten sikker: + Selv i Lidenskabens Ruus + Regelret den prater, + Og i Jordskjælvs Suus og Duus + Gjør den ei Hiater. + + +#Ellevte Billede.# + + Gud skee Lov, min Mand var død! + Selv Konens Død maa mig glæde. + Nu kan jeg lave min Iis saa sød + I Peder-Hvidtfelds-Stræde. + :,: Tingen sagtens var bleven slem, + Havde der end været Liv i dem. :,: + + Hvis de vare min Eiendom, + Jeg solgte dem til Theatret. + Hvo veed? maaskee der en Digter kom, + Som før har Døde kalfatret. + :,: Med en Helt har man ingen Nød, + Som, før Stykket begynder, er død. :,: + + Et Forslag gjorde jeg nok dertil, + Hvorom vist Mange bade: + De godt kan bruges, ifald man vil, + Til Store Carl og Fastrade. + :,: Saa vil Stykket faae bedre Held, + Intet kan slaae de Døde ihjel. :,: + + +#Tolvte Billede.# + + Herligt, en Sommernat + Drage til Elverkrat, + Hvile ved Kilden, den svale! + Bedre ved Vintertid + Vandre paa Sneen hvid + Derhen, hvor Muserne tale. + + Her concerterer man, + Her declamerer man; + Hør kun, hvor Moscheles spiller! + Hør dog, hør efter nu! + Hør kun, hvor smukt Guillou + Slaaer sine Nattergals-Triller! + + Her Madam Milder staaer, + Hun just ei Triller slaaer. + Ellers har Stemmen Courage. + Her vil jeg, med Forlov, + Vise jer Fürstenau; + Hør, hvilken deilig Passage! + + Ak! men for Øiet jeg + Maler, for Øret ei; + Synlig jer Kunsten maa røre; + Vist mange Hjerter den + Drog til Concerter hen, + Meer for at see end at høre. + + +#Epilog.# + + Nu skal De ha' saa mange Tak! + Bliv dog ei vred for Dette! + Lad denne hensigtsløse Snak + Ei give Stof til Trætte! + I hver Lanterna magica + Sees Folk med store Næser, + Ja selv de største Tragica + Sees der som smaa Fadaiser. + + + + +TIL + +LANTERNA-MAGICA-DOUBLANTEN I SORØE[20] + + [20] "Flyvende Post", 1830, Nr. 8. (J. L. Heibergs Svar paa + "Doublet-Billeder til den nye Lanterna-magica", af Chr. Wilster. + "Kjøbenhavnsposten", 1830, Nr. 9.) + + + Fætter! hvad skal Enden blive, + Farer du saaledes fort? + Vil du flere Viser skrive? + Sidste Gang kom du tilkort. + + Dog, det Intet vil betyde, + Skriv kun flere, Sligt er Skjers, + Jeg vil gjerne Landser bryde + Med en Mand som skriver Vers. + + Om han stikler, om han høvler, + Gjør han mig dog mere glad, + End saa mangen Prosa-Vrøvler + I det kjøbenhavnske Blad. + + Sligt jeg som en Fest betragter, + Som et ædelt Ridderspil, + Jeg, mod hvem saa mangen Slagter + Bare Næver bruge vil. + + Sagtens kunde jeg ham spørge, + Hvor han fik Doubletter fra, + Thi jeg selv kan godt besørge + Min Lanterna magica. + + Hvis og Uheld mon cassere + Mig et Billed eller to, + For dem selv at reparere + Er jeg Mester, kan du troe. + + Høres ei fra tusind Kanter + (Og jeg troer, at man har Ret), + At et Stykke med Doublanter + Gaaer gemeenlig noget slet? + + Ligemeget! lad saa være! + Brug kun min Lanternes Lys; + Den skal tjene dig, min Kjære, + Som mig selv den tjente nys. + + Himlen veed, at min Lanterne + Kun er svag og lidt bevendt, + Mens dens ringe Lys vil gjerne + Gjøre dig lidt meer bekjendt. + + Derfor styr til mig kun Kaasen, + Jeg har Plads vel for en Snees; + Kom du kun, og nærm dig Praasen, + For at ogsaa du kan sees. + + Faaer jeg Vittighed at høre, + O! saa har du vundet Spil, + Og da kan du ved mig gjøre + Næsten Alt hvad kun du vil. + + Som du seer, min kjære Fætter, + Jeg er ei saa grov som du; + Thi jeg haaber, at du gjætter + Hvad jeg vil dig sige nu. + + Jeg vil ikke debitere, + Dine Vers er uden Salt, + (Skjøndt ifald de havde mere, + Var det ikke just saa galt). + + Tvertimod, hav Tak for Føden! + Thi mig var din Takforsidst + Manna midt i Hungersnøden + Hos den evige Copist. + + Du kan dog det Danske skrive, + Saa en Dansk kan det forstaae; + Du kan dog en Skose give, + Som er værd at svare paa. + + Du har dog et Glimt af Tanke, + Og af Vittighed et Sving. + Sligt ei pleier der at vanke; + Himmel! det er store Ting. + + Hvo har gjort et saadant Under? + Svar oprigtig hvem du troer? -- + Min er Æren! O misunder + Mig den ei! den er ei stor. + + _Sorae tenebris demersus_,[21] + Nød du tynd Celebritet; + _Facit indignatio versus_,[22] + Jeg har gjort dig til Poet. + + [21] Neddykket som du var i Sorø's Mørke. + + [22] Harmen skaber Vers. + + Hvis din Barm en Gnist kun gjemmer + Af Erkjendtlighedens Blus, + Hvad du skylder mig, du glemmer + Aldrig paa din Pegasus. + + Husk, at paa Academiet + Var der fordum Kiv og Tvist; + Jeg har det fra Splid befriet, + Gav jer Fredens Olieqvist. + + Først i Faren vil man skatte + Brodersind og Enighed; + Mellem Hunde selv og Katte + Sluttes fordeelagtig Fred. + + Thi lig Bruti tynde Grene, + Hver af jer kan knækkes let; + Men naar Alle sig forene + Til et Riis, da holder det. + + Altsaa, da jeg har Meriter + Af dit Compagnie, som dig, + Tillad, at lidt nær jeg titter + Paa de Vers, du skjænkte mig. + + Just fordi det mangler ikke + Dem paa Vid -- det Hvermand seer -- + Lad mig vise dine Blikke, + Hvor der kunde findes meer. + + Isabella du citerer + Som et Plagium fra Spansk; + Husk, at selv du plagierer + Denne Sludder fra en Dansk. + + Hvoraf mon "_Poëta_"[23] komme? + Af +poieîn+,[24] saavidt jeg veed; + Derfor har en Digters Domme + Productiv Selvstændighed. + + [23] Digter. + + [24] at skabe. + + Døm som Digter da i Tvisten, + Siig, om det er Plagiat; + Gjør dog ikke, som Copisten, + Dig til litterær Castrat. + + Naar du siger i din Tale, + At om jeg ved Elverhøi + Hviler mig, saa kommer Dvale + Ned til Folket, -- vist du løi. + + Thi jeg veed nok, at jeg Stakkel + Ikke Chinas Keiser er; + Han kan gjøre sligt Mirakel, + Men man saae det aldrig her. + + Hvergang han har Øiet lukket, + Saa er ogsaa Folket træt; + Og naar han har spiist og drukket, + Saa er ogsaa Folket mæt. + + Væn dig af, at sammenjaske + Halve Tanker, for Gevalt; + Siig ei: naar du mig vil vaske, + Spilder Humle du og Malt. + + Thi hvis Ondskab hos jer finder + Knap af Geist et Fingerbøl, + Slutter den, at Sorøes Qvinder + Vaske deres Mænd i Øl. + + Bedst i Sæbevand man tvætter; + Selv som indre Medicin + Giv ei Musen Øl, min Fætter, + Heller lidt Champagneviin. + + Dog det er kun Bagateller, + Ting som kun har liden Vægt, + Og man fordrer vist ei heller, + At Du være skal correct. + + I Begeistring og i Vrede + Sættes let en Nonsens-Beet; + Sligt, jeg troer, hos jer dernede + Kaldes Genialitet. + + Bedre dog, om du herefter + Ikke gjør for mangen Buk, + Øver bedre dine Kræfter, + Træffer bedre med dit Hug. + + Det er ikke mig det Samme, + Om at fægte du forstaaer, + Thi af Udfald, der ei ramme, + Selv jeg ingen Ære faaer. + + Men en anden Ting resterer, + Som har mere Klem og Fynd: + Du mit Sindelag tracterer + Noget haardt, og det er Synd. + + Hvorfor siger du, at Avind + Til Satire mig formaaer? + Ha! der tabte du dit Glavind, + Og med plumpe Næver slaaer. + + Hold dig smukt til Facta, Kjære! + Lad Motiverne gaae frie! + Du bør ikke Plathed lære + I de Andres Compagnie. + + Siig mig, kjære Fætter, svoer du + Ikke til Apollos Pen? + Eller, idetmindste, troer du + Ikke nok, du svor til den? + + Du, det lille Sorøes Irisk, + Sanger af saa mangen Sang, + Er du ikke selv satirisk, + Eller troer det mangen Gang? + + Naar saa er, jeg spørger atter: + Er Satiren dig saa ny, + At du ei dens Frihed fatter? + Skam dig, Digter! skam dig! fy! + + Hvis jeg før mit sjette Billed + Havde sagt: "O Publicum! + "I hvad her er forestillet + "See en Spøg, og vær ei dum! + + "Dybt mit danske Hjerte skjønner + "Paa det ærefulde Kald, + "At og Sveas Laurbær lønner + "Nordens Guders høie Skjald: + + "Hædrer man hans Digt og Sange, + "Faaer vor fælleds Bane Glands; + "Selv jeg har alt mange Gange + "Flettet Laurbær i hans Krands: + + "Men da sagtens Alt i Livet + "Og en comisk Side har, + "Og det mig især blev givet, + "Den i Alt at blive vaer; + + "Da man og for den Lanterne, + "Som har Navnet af Magie, + "Ikke maler just saa gjerne + "Raphaelisk Maleri; + + "Og da nu den tørre Karpe + "Om en Kikkert og en Ven + "Efter den tegnérske Harpe + "Tonede saa fattigt hen: + + "Thi da han i Nabolandet + "Var vor Digtekunsts Gesandt, + "Kunde han dog talt om Andet + "End sig selv og Fjas og Tant; + + "Da nu Dette, som og Mere, + "Dygtig Vand i Blodet slog, + "Lidt med Tingen at raillere + "Jeg mig ydmygst Frihed tog: + + "Og fra Arilds Tid forresten + "(Dette mærk, o Publicum!) + "Overalt Satiren næsten + "Har et Privilegium: + + "Du har vist lidt Lærdom pillet, + "Du har sagtens læst etsteds, + "At selv Socrates blev drillet + "Slemt af Aristophanes: + + "Er der langt fra mine Streger + "Til Aristophan's Format, + "Er dog vistnok Oehlenschläger + "Endnu længer fra Socrat;" -- + + Hvis jeg havde talt saalunde, + Vilde hver en Digter svart: + "Hvad du sagde der, det kunde + "Du dig gjerne have spart; + + "Muligt at det Hoben øver, + "Thi den fatter vanskeligt; + "Men hvo Digter er, behøver + "Sagtens ei at lære Sligt." -- + + Altsaa, Fætter, hør nu atter: + Mon du rigtig Digter er, + Naar du ei forstaaer, ei fatter, + Ei begriber Dette her? + + Du, som taler om at "skaane", + Føler du i Sandhed Kald + Til dit svage Værn at laane + Ham, du kalder Dannerskjald? + + Dig jeg skaane vil, min Kjære! + Og jeg troer, du mærker det; + Han kan vel et Angreb bære, + Thi han rokkes ei saa let. + + Selv jeg har saa stærke Volde + Bygget om hans faste Plads, + At jeg tænker, de skal holde; + Dine springe vil, som Glas. + + Hver en Skjald erobrer bare + Nyt Terrain bag eget Skjold; + Men for Grændsen at forsvare + Byggedes Critikens Vold. + + Hvis engang Vandalers Flokke, + Uden Kundskab, uden Smag, + Vil den store Digter rokke, + -- Og det hændes vist en Dag; + + Skal man raabe til dem: "Frække! + "Veed I, hvad I prøve paa? + "Her til Grændsen kan I række: + "Længer kan I ikke gaae." + + O men du, som dreier Liren, + Fætter! kjender du Critik, + Du som ei engang Satiren + Skuet har med Digterblik? + + Troer du, at den døde Regel + Er Philosophiens Bæk? + Siig, hvad kjender du til Hegel, + Skjøndt du nævner ham saa kjæk? + + Siden du vil Sværdet føre, + Maa du virke noget Stort. + Kom da hid, og lad os høre: + Hvad har Du for Skjalden gjort? + + Har du gjort ham mere sikker + Ved dit Gedebukkespring? + Var du meer end Spytteslikker + Af hans jammerligste Ting? + + Du har panegyriseret + Hans utrolige Roman, + Og har Qvalmerne formeret + Med bestandig Marsepan. + + Dog, hvad nytte disse Trætter? + Hver beholde maa sin Tro. + Saa farvel da, kjære Fætter! + Verden rummer nok os To. + + Hvis paany vi træffe sammen + Paa de danske Musers Kyst, + Skal det være Fryd og Gammen + At forsøge nok en Dyst. + + Lad os stærkt hinanden klemme, + Fast i Sadlen, rank til Hest, + Men for Alting ikke glemme, + Vor Turnering er en Fest! + + + + +DANSKE LOKALITETER[25] + + [25] Oprindelig i "Danmark. Et malerisk Atlas. Tegnet efter Naturen + af C. F. Christensen, ledsaget med poetiske Vignetter af J. L. + Heiberg". Kbhvn. 1842. Senere under Titlen "Danske Lokaliteter" i + J. L. Heibergs Poetiske Skrifter, VII Bind, 1849. + + +INDHOLD: + +1. Danmark. -- 2. Christiansborg. -- 3. Fredriksberg. -- 4. +Amalienborg. -- 5. Rosenborg. En Monolog. -- 6. Frue Kirke. -- 7. +Thorvaldsens Museum. -- 8. Børsen. -- 9. Skuespilhuset. En Dialog. +-- 10. Nicolai Taarn. -- 11. Bredgaden. -- 12. Ryssensteens Bade. -- +13. Toldboden. -- 14. Charlottenlund. En Skovscene. -- 15. Sorgenfri. +-- 16. Kronborg. -- 17. Fredriksborg. En Roman i to Capitler. -- +18. Roeskilde Domkirke. -- 19. Vallø, eller: En ung Piges +Betænkeligheder. -- 20. Valdemars Taarn i Vordingborg. -- 21. Møens +Klint. + + + + +DANMARK + + + Hvor Bøgeskoven svæver + I Favn af salten Sø; + Hvor som Bouquet sig hæver + Af Havet Ø ved Ø; + Hvor intet Bjerg os hindrer + At sende Blikket ud + Mod fjerne Lys, der tindrer + Herned som Himmelbud: + + Der er den Jord, vi kalde + Vort Hjem, vort Fædreland, + Besjungen høit af Skjalde + Alt for sin Skov og Strand, + Sit Folk, det roligt snilde, + Saa langt fra Harm og Had, + Sit Sprog, det kraftigt milde, + Hvori saa skjønne Qvad. + + Af Danmark har Naturen + Selv dannet med sin Haand + Den Mark, hvis Rug i Furen + Skal nære Nordens Aand. + Lad Sverrig og lad Norge + Kun Styrkens haarde Bark + Og Kraftens Jern os borge, + Mod Pant fra danske Mark. + + Mens vor Natur os glæder + Med Øieblikkets Lyst, + Tiltale hundred Steder + Os end med Fortids Røst; + Thi blandt Naturens Værker, + I Ly af Græs og Green, + Staae Kunstens Mindesmærker, + En Aarbog lig af Steen. + + Om Fædrenes Bedrifter + Snart melder Kæmpehøi, + Snart Skyen, i hvis Rifter + Sees Kongeborgens Fløi. + Om Frode Drot fortæller + Et Sagn os Værebro; + Hvor Roars Kilde vælder, + De tusind Minder boe. + + Fra Saxo Klerks Annaler + Staae Skygger frem i Soer; + Hist Gaasetaarnet taler + Om Atterdag i Nord; + I Ringsted Dagmar gjemmes, + Hiin tabte Lilievaand; + Paa Fredriksborg fornemmes + End Fjerde Christians Aand. + + Jeg nævner Sjælland ene + Thi der jeg fæsted Rod, + Og Sjælland kan forlene + Mig Træk i Overflod; + Men hver af Rigets Dele + Har samme Skjønheds Art, + Og i det skjønne Hele + Har hver en lige Part. + + Og Axelstad, hiin gamle, + Saa venlig, skjøndt saa stor, + Hvor Danmarks Aander samle + Sig i et udsøgt Chor, + Har gamle Mindesmærker, + Som tale Sagas Røst, + Har nye, stolte Værker, + Som kneise til dens Lyst. + + Paa Kysten herligt grundet, + Den aabner Øiet Flugt + I Udsigt over Sundet + Og over Kjøgebugt; + Mod Norden grønne Skove, + Som huse Hjort og Hind, + Og Duft og Kjøling love + Det længselfulde Sind. + + Hvo har ei kjære Minder + Fra Land saavelsom Stad? + Dog fastere dem binder + Et svagt Erindringsblad. + Her Kunsten Eder giver + En Krands fra Dannevang; + Hvert Blad i Krandsen bliver + Et Billed og en Sang. + + + + +CHRISTIANSBORG + + + Phønix, du, som nys begravet + I din Aske laae, + Og nu frem af Flammehavet + Stiger mod det Blaa! + Ei ved Elementers Vrede + Oftere du døe! + Kneis kun fra din høie Rede + Over Land og Sø! + + Borg, der selv er uden Mage + Mellem Borges Chor, + Sku de lykkeligste Dage + Hilse Danmarks Jord! + Fra din Tinde, nær ved Himlen, + See langs Codans Flig + Fredelige Masters Vrimlen, + Birman-Skoven lig. + + Og naar ei dit Blik sig hæver + Over salten Flod, + Men mod Jorden nedad svæver + Til din Kæmpefod: + See paa Pladser og i Gader + Livlig Virksomhed, + Og endog paa lave Stader + Lykke, Fryd og Fred. + + Og du selv skal i dit Indre, + I din Høisal stor, + See det snevre Rum, det mindre, + Hvori Lykken boer. + Lykken alt med Kjærligheden + Flyttet er derind, + Den har fæstet Svalereden + Til din høie Tind. + + Her paa lykkelige Dage + Kongeparret skal, + Med sit Folk forenet, drage + Til din høie Hal, + Medens Tusinder af Kjerter + Straale Lyset ud, + Medens Tusinder af Hjerter + Følge Glædens Bud. + + + + +FREDRIKSBERG + + + Den er forbi, den Tid, hvorpaa + Din Himmel, + O Fredriksberg! med Smilen saae + En Vrimmel, + Hvori sig flokked Lav og Stor + I Haven, + Omkring den Konge, som nu boer + I Graven. + + Da klang Musiken ofte fra + Terrassen, + Af Uniformer myldred da + Paa Pladsen. + Ei flagre nu de røde Fjer + Paa Hatten; + Hver Dag den samme Tomhed seer, + Som Natten. + + End Svanen langs Canalens Rand + Dog seiler; + End Træet i det stille Vand + Sig speiler; + End Maanen over Sletten gaaer + Saa stille, + Mens Nattergal i Busken slaaer + Sin Trille. + + Naturen gaaer ad vante Vei + Sin Vandring; + #Den# trofast er, #den# elsker ei + Forandring. + Den smiilte til den glade Borg, + Nu smiler + Den til det Sted, hvor Savn og Sorg + Sig hviler. + + Ak! her er intet #Sorgenfri#! + Dog træder + Den simple Borger ei forbi + De Steder, + Hvor svundne Syner for hans Blik + Fremstode + Ved Mindet om Kong Frederik + Den Gode. + + + + +AMALIENBORG + + + Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier, + Her er #Kongens Palais#, atter #Amalias Borg#. + Saae du alle de Bønner, Forhaabninger, Ønsker og Klager, + Som omcirkle det Sted, neppe da Stedet du saae; + Snart som flagrende Sylfer, og snart som klavrende Nisser, + Snart som sværmende Myg, vilde de skjule dets Muur. + Glæd dig, at ikke du seer den hele forvirrede Skare, + At, som din Fod, saa dit Blik rækker til Kongens Palais. + O! men Kongen dem seer, de tidt forjage ham Søvnen, + Naar for hans Øie de staae, staae for hans prøvende Sjæl. + Men ved Stjernernes Lys i Kongernes søvnløse Nætter + Spirer, som Natviol, Folkenes drømmende Tak. + + + + +ROSENBORG + +EN MONOLOG + + + #Slottet taler.# + Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid, + Og skued gjennem Secler snart Himlen mørk, snart blid. + Hvor mangen sær Omskiftning var jeg dog Vidne til! + Meget kan jeg fortælle, naar man mig spørge vil. + + Med Stolthed jeg min Ungdom for Tanken seer at staae, + Hver Dag jeg skued Fester, bar Lys i hver en Vraa. + Hvad nu mig vil belyse, -- ja, nok maa jeg mig skamme -- + Det er den Nar, den Figaro, med sin bengalske Flamme. + + Orangetræer foran min sydvestlige Façade + Tilforn mig sendte Duften fra sine Blomsterblade; + Til Exerceerplads blev min Orangelund changeert, + Drivhuset til et Huus, hvor der bliver exerceert. + + For hver en Blomst, som fryded mit kongelige Sind, + Da fik jeg til Erstatning et garvet Kalveskind, + Og ved dets Øredøven jeg skued ofte nok + En frifødt Mand at garves med Sabel eller Stok. + + Ugjerne seer jeg Pladsen, hvor Stok og Sabel brak, + Hvor #Roat# gik til Spiret og Vovehalsen knak. + Med Afsky tidt mit Øie sig vendte fra Sydvest, + Men i sydøstlig Retning der huer det mig bedst. + + Der seer jeg rig Erstatning for hvad mig ærgred hist: + Jeg seer de gamle Lindetræer med unge Løv paa Qvist; + Vi have fælleds Fader, den danske Patriark, + Hvis Navnetræk usynligt er præget i deres Bark. + + Hos mig det stander synligt, i Stenen hugget ind, + Men Træerne det hviske hørligt i Aftnens Vind! + Vor fælleds Fader drog sit sidste Suk i min Favn, + Mine Brødre hviske gjerne hans elskelige Navn. + + I Skyggen af de Stammer, som ere Fortids Tolk, + Seer jeg ret med Velbehag de fordringsløse Folk, + Som efter Dagens Arbeid i revne Gange gaae, + Glade, naar Blomsten dufter, og Himlen kun er blaa. + + Velsignelsen jeg skjænker til den beskedne Lyst, + Velsignelsen til hvert et blottet Moderbryst, + Velsignelsen til hver af de diende Smaa, + Og til hver en hyret Amme, som trolig passer paa. + + Og som jeg gjerne skuer, hvad gjerne skues vil, + Lukker jeg for Adskilligt Øiet villig til. + Du forelskede Par, som til dunkle Skygge flyer, + Jeg seer ei og røber ikke dit Elskovs-Eventyr. + + Ved Dryaders Fortrolighed kan Meget passere; + Jeg tænker da: Lad gaae! hvad er det saa Mere? + Desuden er det godt, at under Green og Blad + Hjerter kunne mødes, der i Stuen skilles ad. + + Du stakkels Borgerpige, som sidder i din Krog + Ved Rokken, og maa skjule gesvindt din Morskabsbog, + Naar Moder eller Grandmama i Kamret træder ind, + For at mærke sig, hvor vidt du er kommen med dit Spind; + + Og du, som til Brodering anvender al din Tid, + Og tjener tyve Skilling ved otte Dages Flid: + Naar Skumringen er indtraadt, og du har syet dig blind, + Kom hid: mit Grønne qvæger dit Øie som dit Sind. + + Og ved Dryaders Bistand kan Meget passere; + Men jeg tænker: Lad gaae! hvad er det saa Mere? + Din Ven, som maa dig undflye, hvor du med Andre boer, + Dig møder under Løvet, og Armen om dig snoer. + + Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid, + Og skued gjennem Secler Menneskenes Id. + Meget, som Ingen aner, var jeg Vidne til, + Jeg fortælle kan om Meget, om Meget jeg tie vil. + + + + +FRUE KIRKE + + + Hvilken Bygning er her? Er Det en christelig Kirke? + Naar Portalen man seer, finder man Stilen antik; + Sidefaçader og Taarn, man veed ei, hvad de bebude, + Helligt eller Profant; Korset det siger tilsidst, + Hvis Frontispicen det ei forkynder; men Øine som Lossens + Og en Hals som en Hjorts fordres, naar den man vil see. + Træd i Hallen dog ind. Colossal, men abstract i sin Storhed! + Langs med Siderne staae hvide Figurer i Rad. + Hvilken uhyggelig Bo, hvor Aanden selv er forstenet! + Kan, hvor #den# er af Steen, Ordet da vorde til Brød? + Frygten føler jeg vel, men Kjærligheden er borte, + Ingen romantisk Aand hvisker sit mystiske Suk, + Solen bryder sig ei gjennem farvede Ruder, og intet + Malet Kunstværk man seer, Alt er saa hvidt og saa tomt. + Træd dog nærmere; see! til Altret #Frelseren# kalder, + Og hans #Apostle# forbi du til det Helligste gaaer, + Og i hans aabnede Favn, mens Sjælen holder sit Indtog, + Holder foroven sit Tog #Han#, for at frelse din Sjæl. + Viid, Paradiset er her, dog ei i sin spillende Farve, + Ei i Bevægelsens Kraft, kun i sin salige Ro. + Viid, Antiken sig kjæk med Romancias Ynde formælte, + Formen er græsk, men dybt præget med christelig Aand. + Viid, en Genius har -- og det gjør en Genius altid -- + Til Ideens Triumf her #det Umulige gjort#. + + + + +THORVALDSENS MUSEUM + + + Meget i vor Tid er slappet, + Meget i vort Land er smaat, + Meget flikket, Meget lappet, + Meget, som er ikke godt. + + Stærkt man trænger til det Store, + For at hæves fra det Smaa, + Aanden trænger til en Spore, + Før den søvnig gaaer istaa. + + Hæv dig over Prosamuren + Til en kæmpekraftig Aand, + Som, et Billed af Naturen, + Virker med dens sikkre Haand. + + Som Naturen aldrig feiler, + Gaaer sin faste Bane hen: + Kunst, hvori Natur sig speiler, + Selv ufeilbar er som den. + + Som Natur, af Roes og Dadel + Uanfægtet, sikker gaaer: + Kunsten, sikker paa sin Adel, + Uberørt af begge staaer. + + Thi til Mængden siger Aanden: + "Skal vi vandre samme Vei, + "Faaer jeg tage dig i Haanden, + "Thi du vakler, ikke jeg. + + "Hvis jeg dvæler, hvis jeg haster, + "Hold da Skridt; vor Vei er lang. + "Om du roser, om du laster, + "Det forandrer ei min Gang. + + "Om du kan mit Væsen fatte, + "Blive maa din egen Sag; + "Ere dine Kræfter matte, + "Saa forlad mig alt idag. + + "Men min Gang kan paa vor Vandring + "Ikke lempes efter din; + "Skal der heri skee Forandring, + "Din det bliver ikke min." -- + + Saadan Aanden kjæk bebuder + Hvad den af Naturen fik, + Mens den stiller Oldtids Guder + Frem for et forbauset Blik. + + Mængden stirrer paa de store + Gjæster fra et fremmed Land, + Spørger: Kan mig Dette more? + Kan det danne min Forstand? + + Men af intet Ord bevæget, + Som Naturen fast og kjæk, + Støtten staaer, i Stenen præget, + Og forandrer intet Træk. + + Snart i disse høie Haller + Skal de samles, Rad paa Rad, + Deres Røst til Templet kalder + Alle fra den store Stad. + + Lærer her, selvkloge Stakler, + Hvad mod Aanden I formaae; + Lærer, at den gjør Mirakler, + Og at I kun see derpaa. + + Hver, som Dommerord at tordne + Raad at give har for Skik, + Lære her at underordne + Sin unyttige Critik. + + Stjernerne med faste Blikke + Den bestemte Bane gaae; + Ændre den, det kan du ikke, + Nu, saa prøv den at forstaae! + + + + +BØRSEN + + + O! hvem der dog var en Handelsmand! + O! hvem der dog var Grosserer! + En Anden saa let ei #handle# kan, + I det Samme, han #speculerer#. + Hvor er det herligt, paa Børsen gaae, + Og Vexel- og Coursberegning forstaae + Og Alt, hvad i Handlen passerer! + + Men Den, som engang er slaaet til Poet, + Blev aldrig i Handlen en Daler; + Og blev han imellem paa Børsen seet, + Var det aldrig med Capitaler. + Idethøieste gik han til Schubothe hen, + Og bragte Frugten af Blæk og Pen, + Som Hr. Langhoff contant betaler. + + Poeten derfor, og Hver, som fik + Ligesaa fattige Frugter, + Betragter Børsen med andet Blik, + End Han, som Profiten lugter: + Han beundrer Bygningens Architectur, + De gamle Zirater paa røde Muur + Og paa Spiret Slangernes Bugter. + + Og tænker Kjøbmanden ene paa + Imorgen og kommende Dage, + Saa lader Digteren Blikket gaae + Til de svundne Tider tilbage. + Han skuer Christian den Fjerdes Aand, + Og kysser i Tanken den Skjoldunghaand, + Hvis Værker er uden Mage. + + Men troer dog ikke, Poeten kan + Blot vugge sig i Chimairer; + Nei, naar det gjælder, saa kjender han + Vel ogsaa til Børs-Affairer; + Og om just selv han ikke dem gjør, + Han Andres Virksomhed skue tør, + Og ved den sig gjerne belærer. + + Hvad derom jeg melder, er vist og sandt, + Skjøndt Sagen synes utrolig: + Viid, Amor er selv en Børs-Speculant, + Og gjør Kjøbmandsbarmen urolig. + Jeg selv har seet ham engang paa min Vei, + For mig var han synlig, for Andre dog ei, + Thi med Digteren er han fortrolig. + + Jeg spurgte med Latter: "Men hvad gjør du?" -- + Han svarte: "Jeg speculerer." -- + -- "Hvori?" -- "Jeg veed ei rigtig endnu; + "Kun Hjerternes Cours jeg noterer." -- + -- "Men den rige Grosserer har Barmen tom; + "Langt før til den fattige Digter kom! + "Han gjerne dig inviterer." -- + + -- "En Digter," sagde han, "hjelper sig nok, + "Jeg altid en Piil ham laaner; + "Men en Kjøbmand er saa stiv som en Stok, + "Han gjerne min Magt forhaaner. + "Men pas nu paa! han vogter sig ei, + "Jeg skyder ham midt paa hans Handelsvei; + "Du veed nok, Ingen jeg skaaner." -- + + Jeg tænkte: Gud veed, hvad nu vil skee, + Ei Gudens Forsæt jeg gjætter. + En Pige traadte da frem, og see! + Hun falbød friske Bouquetter. + Hendes Øine var selv Violer blaae, + Og af Rosenknopper, voxende, smaa, + Paa sit Bryst hun skjuler Doubletter. + + Hun kunde vel være femten Aar, + -- En Alder, skjønnest af alle, -- + Hun bar Kjærminder i flettet Haar, -- + Contrast man maatte det kalde, + Thi Kjolen pjaltet om Skuldren hang, + Saa løselig kasted, saa lidet trang, + Som om den let kunde falde. + + Nu skulde man see den Kjøbmandsflok + Og Mæglernes Hær tillige! + Da kjøbtes der af Bouquetter en Skok + Hos den blomstrende Blomsterpige. + Tilsidst paa Bouquetter lens hun var, + Da solgte hun den, hun i Haaret bar, + Til en Kjøbmand, en af de rige. + + Men alle de Mange, som ingen fik, + Bestormed Pigen om flere; + Hun raabte, da gjennem Klyngen hun gik: + "Jeg har ikke Blomster mere." + -- "Jo vist! den sidste du gjemmer endnu; + "Jeg skimter, i Kjolen den skjuler du, + "O lad den hos mig florere!" -- + + Da svarte hun: "Har jeg en enkelt gjemt, + "Min Kjæreste venter den længe; + "Og fik han den aldrig, da var det slemt, + "Maaskee han vilde sig hænge." -- + Nu smiilte hun med ironisk Blik, + Og triumferende bort hun gik, + Thi Lommen var fuld af Penge. + + Da blev der en støiende Mumlen derom, + Et formeligt Charivari, + Som Amor, der frem af Krogen kom, + Jublende blanded sit Svar i. + Og en Piil han greb, og skjøndt han er blind, + Paa den sorte Tavle ridsed han ind: + "Idag var Coursen #al pari#." + + + + +SKUESPILHUSET + +EN DIALOG + + + #Publicum.# + Her driver jeg paa Torvet om, + Og føler mig saa tanketom. + Jeg Intet seer, som mig fornøier, + Intet, som mig oplive kan, + Intet Opløb og ingen Løier, + Ei saa Meget som en drukken Mand. + Der hersker ret en kjedelig Ro, + Her er ingen Ting, hvorpaa jeg kan gloe. + Det er en Sommer-Helligdag, + Færdselen er kun tynd og svag, + Theatret selv er lukket i, + Har hverken Placat eller Politie. + Dog Røg af den ene Skorsteen staaer; -- + Jeg kan tænke, det er en Røg, som gaaer + Af et mageløst Sommer-Skuespil, + Som nu man sig bereder til, + Og som "Figaro", "Dagen" og andre Journaler + Bebude med eccentriske Taler, + Saa dem Fribilletten af Halsen staaer, + Som Røg, der ud af en Skorsteen slaaer. -- + Ih nu! al Røg er dog Ildens Bud; + Og ryger Theatret, saa maa det være, + Fordi der er noget Stort igjære, + Som ulmer i det og snart slaaer ud, -- + Med mindre (thi her man vanker i Taager) + Det er Portnerkonen, som Theevand koger. + + Men i Sandhed, hvad der var allerbedst, + Det var, om lidt Ild, til en Extrafest, + Tog fat i hele den gamle Kasse, + Som ei til mit Dannelsestrin vil passe. + Saa fik jeg en anden Bygning, maaskee + Saa stor som saadanne Rønner tre; + Saa fik jeg Heste ved mangen Handling, + Større Balletter og bedre Forvandling, + Kanskee #van Amburghs# Menagerie + Og Stykker med Tigerjagter i, + Og slap for det dumme Skuespil, + Hvori man maa lægge sit Øre til, + Og være stille, for at forstaae. -- + Ja, denne Bygning er gammel og graa; + Der staaer det Skrammel og ryger som et Kul, + Gid Fanden ta' ved det gamle Hul! + + #Thalia.# + Forvorpne! stands din Frækheds Ord! + Respect for Templet, hvor jeg boer! + + #Publicum.# + Nei see! hvad er det for en Dame? + I Dragt hun synes udenlandsk ... + Nu har jeg det: ja, hun er fransk, ... + Velan: Madame, Ihr werther Name? + + #Thalia.# + Hold inde med de dumme Fagter! + Jeg Musen er, som dig foragter, + Uværdig er du til min Gunst. + Du sidder dorsk paa Templets Bænke, + Kan ikke høre, ikke tænke, + For dig er Aanden kun en Dunst. + Du pjatter, dømmer dumt og sikkert, + Og seer i alenlange Kikkert + Alt, ikkun ei den ædle Kunst. + + #Publicum.# + Om Forladelse! Har jeg mig forløbet? + Det hændes iblandt, at jeg bliver Beet, + Naar jeg giver min egen Dom i Kjøbet, + Inden jeg har spurgt hos en Autoritet. + + #Thalia.# + Men hvorfor er du slig en Fjante, + Som gaaer til Onkel eller Tante + Med Spørgsmaal om, hvad selv du vil? + Er i dit Bryst ei egen Stemme? + Har Brystet kun en Steen i Gjemme, + Som, for at flyttes af sin Klemme, + Maa løftes ved et Ankerspil? + Forsøg, uhildet at fornemme, + Og lad Critiken blive hjemme, + Den duer du dog ikke til. + + #Publicum.# + Ak nei! desværre! det veed jeg nok; + Men derfor er jeg saadan en Blok: + Jeg vil mig nødig prostituere, + Og derfor taler jeg ikke frit, + Før jeg har spurgt mig for hos Flere, + Eller læst i Bladene, Sort paa Hvidt, + En motiveret, fornuftig Dom, + Der siger, hvad jeg skal synes om. + + #Thalia.# + Hvordan, stoltladende Krabat, + Er det nu med din Stolthed fat, + Da du vil lade Raad dig give + Af alle Fuskere, som skrive? + Du, som har leet saa tidt af #Trop#, + Nu slider du jo selv dig op + I Sold hos hans uægte Sønner, + Hvoraf en udbredt Flok man skjønner: + Som for Exempel "Figaro", + Hvem i en Ruus han avlet har + Med Madame Voltisubito, + Hvorfor og Sønnen blev en Nar; -- + Saa den saakaldede "Corsar", + En Providerings Commissar, + Som lægger Magaziner an + Af Vittigheder, bitte smaa, + Tilbedste for det stakkels Land, + Ifald det Dyrtid skulde faae; -- + Fremdeles "Dagen", blid og tam + I Theater-Critik, et uskyldigt Lam, + Der sig og Læseren vederqvæger + Ved Stykkernes Indhold, mens det bræger, + At Den og Den hinanden faae, + (Det er sandt, de Andre gjør ligesaa); -- + Videre: den numeriske "Berling", + Hvem Qvantitetens Categorie + Ei blot ved Rigsbankdaler og Sterling, + Men og i Æsthetiken staaer bi, + Idet dens Criticus, ligesaa klog + Som Faderen, fører det ind i sin Bog, + Hvor Mange der slide Theatrets Trapper, + Og hvor ofte Publicummet klapper; -- + Saa den agende "Post", som i Kunst-Critiker + Har gammelt Ord for at være sikker; -- + Etcetera, der er endnu Fleer, + Som ligne Faderen i Maneer. + Men alle Disse, som man siger, + Har Trop med diverse Opvartningspiger: + Corsaren med den frækkeste Tøs, + Som var paa Traaden aldeles løs, + Og blev Moder til en lignende Knøs; + De Andre med mere skikkelige Tasker, + Som vare paa Retour og flaue derved. + Nu spørger jeg dig: hvad nytte mine Masker, + Naar Verden aldrig kommer i Led? + Skal ingen Virkning af Scenen spores, + Da er det en skinhellig Røst, + Som har sagt: "_Castigat ridendo mores_",[26] + Og siger nu: "Ei blot til Lyst." + Din Trop har du længe betragtet nok, + Dog troer du nu paa hans Børneflok, + Som faldt saa grumme nær ved Stammen. + Siig, hvis er Skylden? hvis er Skammen? + + [26] Ved Latter og Spot bedrer man Sæderne. + + #Publicum.# + Men er jeg vaagen i denne Stund? + Jeg taber Næse saavelsom Mund! + Er det en Muse, der saadan snakker? + En pæn Gudinde! jo, jeg takker! + Til mig du taler som til en Skrælling, + Og bruger Ord som en Fiskerkjelling. + + #Thalia.# + Jeg kjender dig paa dit Skaberi, + Din Affectation, dit Coquetterie. + Af Snørliv og snevre Skoe forpiint, + Du fordrer, at Alt skal være saa fiint. + Men hermed kommer du ingen Vei, + Thi er det fiint, saa forstaaer du det ei, + Og hvad du tager for Fiint, er en Stump + Af fiint Papiir om den værste Klump, + Der smager dig som den bedste Ret, + Naar bare Kræmmerhuset er net. + Comediens Muse -- det maa du vide -- + Taler med Fynd og et Ord itide; + Hun hilser dig i et andet Sprog, + End det, som vanker i en Epilog, + Hvori man smigrer dig arme Skrog, + Og bilder dig ind, du er superklog. + Det er kun en Formel, aldeles tom, + Der er Ingen, som stoler paa din Dom; + Dine Penge det er, man fange vil, + Din Berømmelse lidet man beiler til, + Thi saadan som du nu er skabt, + Har man Respecten for dig tabt; + Og intet Under: Selv du jo + Har tabt Respecten for det Skjønne, + Har til Ideer ingen Tro, + Og agter Kunsten lig en Bønne. + Respect er hvad det skorter paa, + Indprentes maa den i din Hu, + Og du dig underordne maa + For Det, som er lidt Meer end du. + Respect for Kunstens ædle Hal! + Thi den er ingen Snakkebørs + Og ingen Ænders, Faars og Køers + Urene Sti og lumre Stald. + Et Tempel er den og en Skole, + Hvori ei blot med Søndagskjole, + Men ogsaa med et Søndagssind + Du træde skal ærbødig ind, + I glad Forventning af den Gave, + Som dølges bag et Forhængs Fold, + Og som du heel og holden skal have, + Naar du giver dig Nydelsen i Vold. + Erhverv dig lidt Beskedenhed; + Tro ikke, man fra Scenen ned + Med Bæven seer til din dovne Krop; + Nei, #du# skal se til Scenen #op#, + Som til et bedre, høiere Stade, + End det, du kommer fra paa din Gade. + Paa din Dom ei altid du pukke med Trods + Husk paa, du skal opdrages hos os, + Og lære Meget, som ei du kjender, + Men troer at holde med begge Hænder. + "_Sicut infantes audi nos_", + Paa Dansk: Tag din Critik tilfange, + Den er dog ikke stort bevendt, + Og lyt som et Barn til vore Sange, + Det kan du være godt bekjendt. + Respect, som sagt! thi nu har du ingen; + Respect for Stedet, Respect for Tingen! + Og _à propos_, da jeg gjør dig den Ære, + Her midt paa Torvet dig at belære, + Saa begynd paa Respecten i denne Stund, + Og tag Cigaren af din Mund. + + #Publicum.# + Cigaren? Nu har jeg hørt saa galt! + Nei, den har jeg kjøbt og ærligt betalt. + Cigaren mig Ingen forbyde kan, + Thi jeg er ingen ufri Mand; + Ved den jeg viser, jeg er Student + Og paa "Corsaren" Abonnent. + Jeg haaber, man kommer snart saa vidt, + At i Theatret man røger frit. + + #Thalia.# + Ja hvorfor ikke? Saadanne Moder + Passe godt til de andre Noder, + Hvormed du belemrer mit arme Huus! + Og du, som ønsker, det laae i Gruus, + For at et større du kunde faae! + Kortsynede! kan du dig selv ei spaae, + At jo større Huus dig Thalia giver, + Desmeer forstokket og slet du bliver? + Sex Aar dog kunde du ventet end, + Før du slynged Forbandelsen hen: + Aar atten hundred og fyrgetyve + Samt otte til, er det hundred Aar, + Siden jeg grunded det Huus, her staaer. + + #Publicum.# + Tillad, jeg beskylder dig for at lyve, + Eller og, at Historien du glemte, + Thi Huset er bygget af Fredrik den Femte, + Og følgelig kan du ikke sige ... + + #Thalia.# + Men hvad en Konge virker til Gavn + For Kunstens, kort sagt, for Ideens Rige, + Den ædle Tanke, den udødelige, + Den præger Musen i hans Favn. + + #Publicum.# + Ifald du her har Sandhed sagt, + Ifald du besidder en saadan Magt, + Saa gaa til Theaterdirectionen, + Og inspireer den med nye Tanker; + Maaskee du saa forandrer Tonen, + Saa at mindre Grovhed til mig der vanker; + Thi viid, at naar jeg bliver slet, + Naar jeg vanslægter fra Nationen, + -- Kloge Folk forsikkre mig det -- + Saa ligger Skylden hos Directionen. + + #Thalia.# + Ja vistnok er det beqvemt og let + At skyde Skylden over paa Næsten + For Det, man selv har forskyldt. Forresten, + Jeg kjender Directionen ei, + Og var desuden altid bange + For administrerende Autoriteter, + De høre nødigt Musernes Sange. + + #Publicum.# + Nu vel, der gives en anden Vei; + Henvend dig da til vore Poeter. + Jeg har ofte hørt -- dog troer jeg det ei -- + At kun en Poet kan Miraklet gjøre, + Det Hele fra Ruin at føre. + + #Thalia.# + Tilvisse, herlige Raad du giver! + Jeg skulde takke dig for din Iver, + Om kun ei den manglede sund Fornuft. + Du maler dig et Billed i taaget Luft, + Og at virkeligt det er, du bilder dig ind. + Hvor findes Poeter med saa fromt et Sind, + At offre de vil Inspirationen + Til Ære for dig og Directionen? + Jeg taler ei om et enkelt Stykke, + Selv om det gjør, hvad man kalder Lykke; + En enkelt Svale gjør ingen Sommer; + Men Den, som vil rense mit Tempel, kommer + Til at offre sin Tanke, sit Liv derpaa; + Men saalunde som nu Sagerne staae, + Maatte Den, der satte sin Capital + I slig en Handel, være bindegal; + Thi hvo vil stille sine Værker frem, + For at Sjouere skal bedømme dem? + Nei, Poeten, naar han sin Fordeel kjender, + Da skriver han langt heller en Bog; + Vel falder den i mangen smudsig Krog, + Men den kommer og i de rette Hænder, + Hvor den erholder sit rette Stempel. + I Litteraturens store Tempel + Hersker Forvirring kun en stakket Frist, + Thi Ordet beholde de Bedste tilsidst. + Men viid, i Theatret gjælder Momentet, + Kun af Øieblikket blev Lønnen hentet, + Men der har ikke de Bedste Magt, + Nei, de Sletteste just: du selv, kort sagt. -- + + Naar jeg tænker paa, hvad det blive kunde, + Mit kjære Tempel, som her staaer, + Ved de Midler, hvorover det formaaer, + Mens nu det langsomt gaaer tilgrunde + Paa Veien til sit Jubel-Aar: + Da fyldes Hjertet af en Harm, + Som rummes kun i Musers Barm, + Og i vred Begeistring Gudinden spaaer + Den Skjæbne, som dig forestaaer: + Om føie Tid har du ingen Scene, + At sige, som fortjener dette Navn; + I en Ruus vil du tumle dig om, og mene, + At Alt, som kun er nyt, stiller dit Savn. + Det Eneste, som du forud har + For næsten hele Verdens Nationer, + Det Eneste, som dit #eget# var, + Din comiske Muses kjække Skud, + Som trivedes i de kolde Zoner + Saa godt, at gjennem den gamle Hud + Sprang nye Knopper og Blomster ud, + Vil regnes til Fabelens Traditioner. + I Lunet din egen Aand du fandt, + Men du offrer den op for fremmed Tant, + For svulstigt Præk, for grov Finesse + Fra den udenlandske Theaterpresse, + For Alt, som besidder et hyklet Skin, + Og er, lig en Blære, fyldt med Vind. + Da staaer du snart, i Nationers Ring, + I Kunsten saa graa som i andre Ting; + Og mener du end, du er Karl for din Hat, + Som alt det Fremmedes Abekat, + Saa vil det dog svie til din Hud, + Naar dit eneste Præg skal slettes ud. + Gid Himlen en Vækker dig sende vilde! + Jeg kan det ikke, det er for silde. + Jeg flyer til mine Søstres Chor; + Farvel, du Sløve! betænk mit Ord! + + + + +NICOLAI TAARN + + + Som tabte Herligheders Rest, + Som Affald af en prægtig Fest, + Som en ærværdig Mindestøtte + Fornedret til at gjøre Nytte, + Man daglig skuer paa sin Vei + Sanct Nicolai. + + Ak! Ingen veed i Livets Aar + Den Skjæbne, som ham forestaaer, + Men først i Døden vil sig vise, + Om han sig lykkelig tør prise! + Og herfra selv undtages ei + Sanct Nicolai. + + Hans Bygning saae sin Grundsteen lagt + Til den catholske Kirkes Pragt, + Men før den var til Ende kommen + Bestemtes den til Lutherdommen; + For Kjætteri sig hytted ei + Sanct Nicolai. + + Her første Gang i Kirkens Skjød + En evangelisk Præken lød, + Til Orglet sang den hele Klynge, + Og selv du maatte til at synge, + Om det dig lysted eller ei, + Sanct Nicolai! + + Dog af og til han lidt forsagt + End skottede til Pavens Magt: + En Time daglig Orglet rørtes, + Uagtet ingen Præken hørtes, + Og denne Skik afskaffed ei + Sanct Nicolai. + + Det var et modsat Kjætteri. + Tænk, hvilken farlig Liturgie, + Naar Andagt midt i Tonestrømme + Selv raader for, hvor den vil svømme! + Der var du paa den gale Vei, + Sanct Nicolai! + + Dog i den første store Brand + Hans Gudsfrygt holdt mod Luen Stand, + Men i den næstes Skjærsilds-Piner + Hans Legem brændtes til Ruiner, + Og Glemsel greb dit Conterfei, + Sanct Nicolai! + + Nu staaer du paa din Plads igjen, + Men degradeert, min arme Ven! + Dit Hoved, før Ideens Moder, + Nu kneiser mellem Slagterboder; + Du staaer paa Realismens Vei, + Sanct Nicolai! + + Som Zions Vægter ikke meer, + Som Gadevægter man dig seer, + Som Oldermand i Vægtergilde; + Du speider aarle, speider silde + Paa Land og Hav, paa Himlen ei, + Sanct Nicolai! + + Du minder strax om Ildebrand, + Din Lygte skaffer Sprøitevand; + Dit Blik mod Horizonten sværmer, + Og naar sig fjerne Dampskib nærmer, + Dit røde Flag du glemmer ei, + Sanct Nicolai! + + Du staaer som Midtpunkt i vor Stad; + Og er den traurig eller glad, + Beruset, ædru, sindig, galen, + Paa Hov'det falden, traadt paa Halen, + Du seer dens Gang paa hver en Vei, + Sanct Nicolai! + + Og ved den Daarskab, som du seer, + Du slipper for at græde meer; + Nu har du Lov at lee og smile, + Thi nu din Stand er den civile, + Og Geistlig er du længer ei, + Sanct Nicolai! + + Men bliv dog paa din Post ei ør! + Du er ei Stadens Gouverneur, + Dens Argus ei, men kun hans Øie. + Saa gid dit Syn sig da fornøie + Saa vide paa sin Vægtervei, + Sanct Nicolai! + + + + +BREDGADEN + + + Det mylrer i Norgesgade + Med pyntede Damer og Mænd; + "Gentilernes Promenade", + Saaledes døbte man den. + Herrer i Snørliv, pudsige nok, + I Munden Cigar, i Lommen en Stok, + Her offre hele Personen + Til Modens Afgud paa Thronen. + + Har Hankjønnet vakt din Latter + Ved mangen Caricatur, + Forlyster Øiet sig atter + Ved Damernes nette Figur, + Thi lydende Modens Herskerbud, + De see dog alle som Mennesker ud, + Og baade ved Drift og Vane + Man drages mod det Humane. + + Før Sværmen har naaet det Grønne, + Spadserer den her forbi + Saa mange Bygninger skjønne: + Chirurgisk Academie, + Det catholske Capel, som nybygt staaer, + Hospitalet og Søcadetternes Gaard; + Saa er man ved Enden af Gaden, + Og vanker i Esplanaden. + + Til Langelinie vende + Sig nu de hurtige Skridt, + Hvor Bølgerne Kjøling sende, + Hvor Brystet kan aande frit. + Her standser man lidt sin Hverdagsgang + Ved det skummende Sunds melodiske Sang, + Ved Horizonten den vide, + Hvor som Skygger Seilerne glide. + + Saa høi og blendende skinner + Hveen, vor Stolthed og Sorg; + Paa Klinten Sanct Ib du finder, + Men ei Uranienborg. + Malmøes Fæstning saa skummel staaer, + Den sees over Saltholms Holmegaard, + Men let mod Skyerne baarne + Sees Lunds de luftige Taarne. + + Og see det lyse Landskrone, + Saa tæt under Hveen lagt; + Det smiler i rødlig Tone + Til Sjællands grønnende Pragt. + Og følger Øiet det skaanske Land, + Da møder det langs den krumme Strand, + Hvor hvide Bølger sig kruse, + Bakker, Møller og Huse. + + Saa nær for Øiet de ligge, + Og dog saa fjernt for din Fod, + Thi, ak! den bærer dig ikke + Hen over salten Flod. + Tag Kikkerten frem og stir dig blind, + Du seer i en fremmed Verden ind, + Saa nær og saa fjern tillige, + Et synligt, unaaeligt Rige. + + Bemærk hist Huset det lave, + Det hvide, tækket med Straa; + Maaskee det gjemmer en Gave, + Men som du aldrig skal faae; + Maaskee du fandt under simple Tag + Hvad der stod for din Længsel Nat og Dag, + Men aldrig skal du betræde + Det Sted, som gjemmer din Glæde. + + I Huset boer vel en Jæger, + Hvis Datter, den Lilievand, + Modtager med Velkomstbæger + Indtrædende Vandringsmand. + En huuslig Moder med trippende Skridt + Gaaer ud og ind; den Unge saa blidt + Nu breder Dugen, mens bøiet + Over Bordet, hun nedslaaer Øiet. + + Da høres Gjøen af Hunde, + Og Faderen kommer hjem + Fra Jagt i de grønne Lunde, + Og tager sit Bytte frem. + Han hilser Gjæsten med Venlighed, + Om Bordet sætte sig Alle ned, + Den Fremmedes Øine spille, + Og Pigen rødmer saa stille. + + Du vilde vel gjerne være + Blandt saadanne Vandringsmænd? + Du Stederne seer saa nære, + Men kommer dog ei derhen. + Snart kommer en Anden langveisfra, + Og Pigen giver ham da sit Ja, + Thi nær er fjerneste Frier, + Men fjern den Nære, som bier. + + Den Lov har Skjæbnen os givet, + Og alt paa Vuggen den skrev: + Hvad nærmest os er i Livet, + Meest uopnaaeligt blev. + Saa nyd da Synets Rose, min Ven, + Trods Afstandens Torn, som vogter den; + Nedsænk i Stranden din Klage, + Vend resigneret tilbage. + + + + +RYSSENSTEENS BADE + + + Himlen er mild, nu har vi Mai, + Bølgen er svagt af Vinden kruset, + Folk nu vandre til Badehuset + Hen ad den smukke Fæstningsvei. + Langs med Vandet paa Voldens Banke + Piger og Drenge Violer sanke, + Mens de dem binde. + Fast paa lange, kløvede Pinde. + Alt nu smiler med Foraarslyst + Ved Floras duftende Bryst. + + Bort nu med din trykkende Dragt! + Heden er tung ved Middagstide; + Lad den smidige Nereide + Kryste dig i sin Favn med Magt. + Smukke Piger og smukke Koner! + Eder belurer en Sværm af Tritoner, + Ak! men forgjæves + Vente de paa, naar Gittret hæves, + Som jer fjerner i lukket Buur + Fra Søens vilde Natur. + + O! men Bølgen er som Crystal + Gjennemsigtig for Vandets Guder; + Let ved Gittret som gjennem Ruder + See de Skuldrenes runde Fald, + Barmen, som sig vuggende hæver, + Naar den, baaren af Bølgen, svæver ... + Muse, ti stille! + Havets Væsner ei røbe ville + Hvad de skued i Dybets Rum, -- + Saa vær da lige saa stum! + + Bort herfra! thi Vandet er Ild + Nær ved de flydende Jomfrubure. + Følg med Svømmerne hist, som fure + Koldere Bølge paa Strømmen vild! + Der er Kjøling for Hjertets Qvaler, + Bølgen i vældige Toner taler, + Bruser og rinder, + Tonende stolte Fortidsminder, + Syder og skummer i mægtig Flugt + Fra Stevns og fra Kjøgebugt. + + Dukker jer dybt i salten Bad, + Alle, som Livets Qvalmer trænge, + Alle, som mat med Hovedet hænge, + Alle, hvis Sjæl er splittet ad, + Alle, hvis Forhold er trykkende Smaahed, + Alle, som haardt berøres af Raahed! + Havet kun kjender + Storhed, og klapper med bløde Hænder, + Havet styrker det matte Sind + Og gyder sin Kraft derind. + + Du som trættes paa Vei til dit Maal, + Eller omsonst om Elskov sukker! + Bølgen, der om din Isse sig lukker, + Skjænker fornyet Mod og Taal. + Selv I Stakler, som bankede bleve, + Mens om Theatret paa Torvet I dreve, + Hidtil I kunde + Ryste jer blot som Pudelhunde; + Badet nu lindrer Svien, imens + I vaske jer' Intelligens. + + Søen er just et Middel mod Alt, + Hvoraf Smagen er fersk og vammel; + Giver man Intelligensen "en Gammel", + Dukker den op med bedre Salt. + Naar da truende den sig løfter, + Skræmmes en Aal, en Sælhund snøfter; + Selv den sig speiler + Næsten gigantisk for Hundesteiler; + Vandet har alle Farver som Graat, + Og lange Skygger af Smaat. + + Ligheds-Principet har Søen havt + Stedse: den hæver Alle som Helte, + Enten de løftes af Svømmebælte, + Eller de bæres af egen Kraft. + Lige fornøiet paa Nakken den bærer + Orlogsfregatten og Skuden med Pærer. + Ei Differenser + Kjender dens Magt eller indre Grændser. + Gjæstfri har den til Alle Rum, + Og krandser dem Alle med Skum. + + Kommer da hid, Store og Smaa, + Glade, Bedrøvede, Fattige, Rige! + Her er den Ene den Andens Lige, + Alle jer favner Søen den blaa. + Perler jer bydes i skummende Skaaler, + Guld er paa Randen, som Solen bestraaler, + Skyerne svømme + Høit over Svømmernes Isser, og drømme + Lettere Drøm, end den higende Lyst, + Som drømmer i Menneskets Bryst. + + + + +TOLDBODEN + + + Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne, + Skjøndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun. + Vist ei vredes du vil, at et prosaisk Stof + Rhythmisk hæve sig tør, flagre fra Strængene; + Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det. + Dog du, Gode, min Haand øver i Citherspil, + Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok, + Siger: Husk, at jeg selv hører til Guderne. + Saadan hver en forsøgt Mester i Toneleg, + Hvilket Thema man vil, frit varierer det; + "Petersilie grün" eller et Vægtervers + Formes under hans Haand villigt som Arien. + Skjalden prøver sig, og skaber som Virtuos + Selv det flygtige Stof, hvilket man giver ham. + Her besynger han ei Det, som vel Mængdens Blik + Først sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra, + Hvergang Eskildsens Baad tvinger en Passageer + Til et "Gid jeg var Hest" skinsyg at ønske sig. + Ei besynger han her Plagen med Pas-Control, + Ei tilreisende Møes Gysen for Tolderen. + Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal. + Men hiin selsomme Tact, Bølgen sig vugger i, + Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig, + Laaner selv af et kort asclepiadisk Vers + Først begyndende Kraft, siden Afmægtighed. + Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste? + Her sig strækker en Bro længer og længere, + Til Brasiliens Kyst eller til Indiens. + Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere, + Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund. + Vel! saa følger jeg dig gjerne paa Lystighed, + Indtil Tummel og Støv gjøre dig kjed deraf. + Da først søges det blidt hvilende Sorgenfri, + Hvor melodisk i Qveld fløiter en Nattergal. + + + + +CHARLOTTENLUND + +EN SKOVSCENE + + + #Digteren.# + Saa Dette kaldes i Skoven gaae? + Er slig en Promenade, + Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa, + Vel Andet end Østergade? + + Østergade nok saa nemt + Bliver paa Landet flyttet, + Intet af Inventariet glemt, + Alene Localet byttet. + + Hver en Driver, som pleier hist + Daglig at paradere, + Sees igjen under grønne Qvist + Med Stokken at manoeuvrere. + + Hver en Dame, saa dukketam, + Som sees paa Gaden at trine, + Møder i Skoven dobbelt stram, + Og sukker sin Snørlivspine. + + For en enkelt Time, maaskee for to, + Lad os betragte det sammen. + Det former sig dog til et smukt Tableau + For Enhver, som er udenfor Rammen. + + Du siger, i Vrimlen man blande sig bør, + For at skue dens enkelte Dele; + #Jeg# troer, man bliver i Hovedet ør, + Naar man ei staaer over det Hele. + + I Afstand bør Betragteren staae, + Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen; + Da vil han først Effecten forstaae + Af et Publicum, Skoven og Himlen. + + Men siden du vil, lad os nærmere gaae; + Den store Masse da sikkert + Løser sig op i Atomer smaa, + Som en Taageplet i en Kikkert, + + Smaa Fragmenter af den store Sum + Vil Synet forbi os føre, + Og enkelte Lyd af Massens Brum + Drage forbi vort Øre, + + Med det Samme synger dog Finken glad, + Lærken qviddrer foroven, + Luften suser i Bøgens Blad, + Gjøgen kukker i Skoven. + + Det Hele danner en broget Contrast, + Danner det Pittoreske ... + Min Ven! du lægge mig ikke til Last, + At jeg taler for min Æske. + + En Digter vænner sig gjerne til + Æsthetiske Categorier. + Vær rolig! jeg veed det, du nyde vil, + Jeg Reflexionen fortier. + + #En Herre.# + Deres Dom jeg gjerne vide vil + Om det sidste nye Stykke. + + #En anden Herre.# + Jeg suspenderer min Dom, indtil + Forfatteren lader det trykke. + + #Den første.# + Saa siig om Tragedien Deres Dom, + Om den, som i Trykken er kommen. + + #Den anden.# + Saalænge den ei paa Scenen kom, + Suspenderer jeg Dommen. + + #En Dame.# + Der gaaer den velsignede stærke Mand, + Hver Slagters piinlige Smerte! + O hvilken Nød, at det ikke gaaer an + At trykke ham til mit Hjerte! + + #En anden Dame.# + Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae, + Kan høre, hvad du taler. + + #Den første.# + Vi stakkels Piger skjule maae + Vor Sværmen for Idealer. + + #En Herre.# + Ei sandt? jeg er klædt som den fineste Mand? + + #En anden Herre.# + Fortræffeligt sidder din Kjole. + + #Den første.# + Ja vist, paa min Skrædder jeg stole kan. + + #Den anden.# + Og din Skrædder paa dig kan stole. + + #En Dame.# + Som sagt, jeg finder det Stykke for frit. + + #En Herre.# + Men De saae jo kun det danske. + Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit, + Hvis De saae det hos de Franske. + + #Damen.# + Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt, + Det Sprog er glat som en Salve, + + #Herren.# + Og det Værste selv er neppe slemt, + Naar man kun forstaaer det Halve. + + #Vaffelbageren.# + Kommer ind til mig! I min Boutik + Serveres varme Vafler; + Man dem spiser af Haanden, det er Skik, + Man sparer Kniv og Gafler. + + #Trop.# + Saa giv mig nogle til mine Smaa, + Men varme maae de være. + + #Vaffelbageren.# + O store Mand! nu skal De faae; + O hvilken udsøgt Ære! + + #Trop.# + Mine Børn ei finde dem fede nok, + De behøve desuden flere. + + #Vaffelbageren.# + Hvad de Smaa behøve, for enkelt Kok + Umuligt er at præstere. + + #Gjøgen.# + Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal! + Er her Ingen, som vil erfare, + Hvor lang Tid end han leve skal? + Sandfærdigt vil jeg svare. + + #En Litteratus.# + Nu vel, jeg Længden spørger dig om + Af mit Liv i Litteraturen. + + #Gjøgen.# + Du dødfødt jo til Verden kom, + Dit Spørgsmaal er mod Naturen. + + #En Flok Skoledrenge.# + Vi kom herud i Omnibus, + Mens vi fik Cigarernes Patte. + Afveien, Folk, for den vordende Rus! + I maae lære hans Værd at skatte. + + Vi danne den Stamme, som evig skal staae, + Besjælet af Guddomsflammen. + En Stamme kan ei afveien gaae, + Derfor afveien for Stammen! + + Er Artium endt, saa bliver et Blad + Af Stammen produceret. + Det er det Samme som Doctorgrad, + Saa er man habiliteret. + + #En Journalist.# + O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab! + Hører du Klokkernes Klemten? + Fornemmer du hele Nationens Raab + I mit Nummer To hundred og femten? + + Lehmann har svigtet den gode Sag, + Og hjelper ei du til Seier, + Da kommer det snarlig for en Dag, + At jeg er den sidste Plebeier. + + Betragt vort Land, det er fladt som faa, + Det mangler aldeles Bjerge; + Vor Natur ikke vil, her være maa + Forskjel paa Kjæmper og Dværge. + + Hver høiere Væxt til vanligt Maal + At forkortes vi strengt befale; + Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal, + Det gjælder for det Normale. + + I Krogen bort dine Bøger kast! + + #Flokken.# + O ja! det længes jeg efter. + + #Journalisten.# + Saa nivellere vi Løst og Fast. + + #Flokken.# + O ja! med forenede Kræfter. + + #Industrielle.# + For Pokker! Jeg hører, Autoritet + Er Lehmann ikke mere. + Nu frygter jeg for, vi blive Beet + Med de Varer, vi fabrikere. + + Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til? + Hvordan med Lehmanns Kanaster? + Snart Kunden, som jeg dem byde vil, + Mig dem i Hovedet kaster. + + Saa nylig man spændte hans Heste fra, + Og lod ham paa Skilter male; + Hvor kunde jeg troe, der var Fare da + For det fuselfri Nationale? + + Velan, fra Varerne tage jeg maa + Hans Billed bort, for at sætte + Balthazar Christensens Ansigt paa; + Jeg veed nok, han er den Rette. + + #En Bonde.# + Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei! + Kommer hid og hører min Bue! + Politik i Skoven det passer ei, + Saa lidet monne det due. + + Jeg spiller kun for den nærværende Stund, + Og vil man om Fremtiden spørge, + Kun det eneste Svar giver min Mund: + Jeg lader Fiolen sørge. + + See, det er min Politik, saa sandt + Som Solen og Maanen vandre; + Og spiller jeg og lidt falsk iblandt, + Saa gjør jeg kun som de Andre. + + #Fuglenes Chor.# + Vi synge, tiltrods for Mængdens Pjat; + Og vil den for meget støie, + Da flygte vi til det stille Krat, + Og den stille Vandrer fornøie. + + Og finder Hoben, vor Sang er slet, + Da synge vi den kun atter; + Tilsidst man finder den ganske net, + Naar man lytter og ikke pjatter. + + #En Oxe.# + Nei hør til den uforskammede Flok, + Som pukker paa sine Sange! + Jeg staaer her tøiret, det veed den nok, + Ellers jeg vilde den stange. + + I sin Flugt den seer paa mig som en Visk, + Hvem ei Vingen af Skuldren voxer; + Men gives der ikke flyvende Fisk? + Hvorfor ei da flyvende Oxer? + + #En Landskabsmaler.# + Hør, Oxen brøler! Slig landlig Lyd + Til Taarer Mangen rører; + Dog er det maaskee Maleriets Dyd, + At man seer den, men ikke den hører. + + #En Herre.# + Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa. + + #En Dame.# + Min Herre! læs i mit Øie! + + #Herren.# + I det ene jeg seer Chocolade staae, + I det andet ... jeg veed ikke nøie ... + + Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer, + At min Stræben sig tør tillade ... + + #Damen.# + Nei, Gud bevar os! I det andet staaer + En anden Kop Chocolade. + + #En Sangerinde.# + Enhver, som finder min Stemme raa, + Kan ved min Skjønhed fornøies, + Og finder han Skjønheden ligesaa, + Vil Stemmens Værdi forhøies. + + I pene Herrer! paa flygtig Gang + I bør ikke forbi mig ile. + Kommer hid, kommer hid for at see min Sang, + Kommer hid for at høre mig smile! + + Jeg finder mig i, hvordan det gaaer, + Og siger man, at jeg hverken + Har Skjønhed eller Talent, saa faaer + Jeg dog Noget paa min Tallerken. + + #En Herre.# + Musiken toner! Du Søde, kom, + O kom til Skovløberhuset! + Saa svinger jeg dig i Dandsen om, + Af min Kjærlighed vildt beruset. + + #Hans Kjæreste.# + En Beruset falder i Dandsen omkuld, + Og strax en Klods man ham kalder. + Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld, + Og med dig jeg staaer eller falder. + + #Chor af Publicum.# + O hvilken Nydelse! hvilken Dag! + Det kalder man sig fornøie! + Som reen Profit for mit Syn og min Smag, + Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie. + + #Digteren.# + Endnu er Tummelen ei forbi, + Der er længe, til Mængden sig fjerner. + Saa vandre vi nu til Sorgenfri + Ved Glimt af tidlige Stjerner. + + #Stjernehimlen.# + Jeg ruller mig om min faste Pol, + Og bliver stedse den samme. + I Vest nu synker den matte Sol, + Saa begynder i Øst min Flamme. + + Endnu jeg selv kun glimter svagt, + Mine første Lys kun tindre + Som Forbud om den kommende Pragt, + Naar jeg tænder de talløse mindre. + + Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa, + Der er Ingen, som mig betragter; + Alt Andet gaaer man og gaber paa, + Men paa mig saa lidet man agter. + + Paa Maaneskinnet man giver Agt, + For Karretens Lygter at spare, + Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt + Lidet man tager vare. + + Naar Sværmen er draget i Staden ind, + Sit forskende Blik den sender + Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin, + Hvor en Lampe bag Skiven brænder. + + Paa det evige Uhr den aldrig seer, + Som den evige Tid os tyder, + Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer, + Men Aartusinders Klokke lyder. + + Mængden kravler i Blindhed om + Mellem lave, smaalige Sysler; + Min ustandsede Gang er Tidens Dom + Over Hver, som pusler og nysler. + + Men du, som ønsker i Fred at boe, + Uforstyrret af planløs Iver, + Hæv dig til mig, og prøv den Ro, + Som min rolige Rhythmus giver. + + Og er du døvet af Mængdens Raab, + Af de Stemmer, som huje, som skrige, + Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab + I det stille Hav i mit Rige. + + Mine Stjerner tie paa deres Gang, + Ei høres Lyd eller Stemmer; + Kun Tanken sporer en stille Sang, + Som Øret ikke fornemmer. + + Hos mig du lever et Liv, som svandt, + Du lever med Guder og Helte, + Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt + Til mit brede, funklende Belte. + + Her Fablens Konger og Dronninger staae, + Med dens Udyr, Drager og Slanger, + Hvis Navne lød fra den oldtidsgraa + Totusindaarige Sanger. + + O Menneskebørn, som foragte min Skat! + Eders Amme jeg er, tør jeg mene: + Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat, + Og I sove derved som Stene. + + + + +SORGENFRI + + + Ogsaa her et Selskab promenerer, + Men med mindre Støi; + Hist ved Slottet Vagten musicerer + Ved dets ene Fløi. + O! men Skoven har og stille Skygger, + Hvor en taus Betragtning gjerne boer, + Hvor en blomstrende Natur betrygger + Mangt et eensomt Spor. + + Ubemærkt af Mængdens Forskerøie, + I sin Ungdomslund + Over disse Dale, disse Høie + Vandrer ofte Hun, + Som om Issen Dronningkronen bærer, + Men i Hjertet barnlig Ydmyghed; + Her sin fromme Kjærlighed hun nærer + I Naturens Fred. + + Ja, hvad denne Skov i Løndom taler: + Aftenvindens Vift, + Nattergalens Slag, naar Solen daler, + Skyens Purpurskrift, + Ordet, som i Aftenklokken lyder, + Mens en eenlig Stjerne staaer i Øst, -- + Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyder + Hver en dunkel Røst. + + Her hun ved #Naturen# har erfaret, + I den stille Qveld, + #Kunstens# Ideal, som aabenbaret + Blev for Rafael: + Tidt i Aftenrøden stod en Engel, + Barnlig skjøn, med Smiil af salig Aand, + Og med Fredens Bud, en Liljestengel, + I sin Liljehaand. + + Og den Samme skuer hun herefter + I de mange Smaa, + Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter, + Som forladte gaae; + Og mod Klyngen Armene hun breder, + Dem, som skabtes til en Konges Favn: + "Kommer hid! En Moder jeg for eder + Er i Herrens Navn." + + Lykkelige Smaa, som hun beskjærmer! + Eders Barnlighed + Aner ei Velsignelsen, der nærmer + Sig i hendes Fjed. + Først med Tiden, naar I blive store, + Vil I tænke: Gid vi vare smaa! + Gid os end den Stjerne kunde spore, + Som vor Barndom saae! + + Men da staaer den, ak! saa høit paa Himlen; + Tiden er forbi, + Dengang ned den steg til jer i Vrimlen, + Og nu længes I. + Fjern og pragtfuld Øiet nu den blender, + Mens den vandrer ad sin Bane hen, + Og forgjæves rækkes eders Hænder + Atter efter den. + + Ja, hvis end som Børn I kunde blive, + Skulde Stjernen staae + Jer saa nær som før, og atter give + Lys i eders Vraa. + Men hiin Salige, fra Fabeltiden, + Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord, + Fandt sig fra sin Himmel udstødt siden + Paa den mørke Jord. + + Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen, + Som om Issen staaer, + Seer kun Skjønhed bære Herskerkrandsen + Paa sit gyldne Haar. + Dog, hvad ei den Spæde kunde sande, + Fattes vil af Den, som bliver stor: + At en Krone hørte til den Pande, + Hvorpaa Høihed boer. + + Stille Lund med dine dunkle Skygger! + Vindens Pust i Qveld! + Lille Sangfugl, som i Busken bygger! + Klare Kildevæld! + Vækker ofte med de milde Stemmer + Gjenklangstonen i et ædelt Bryst, + Naar Amalia hos jer fornemmer + Kjærlighedens Røst! + + + + +KRONBORG + + + Kjøbenhavner! reis dig op + Af din Morgensøvn, den tunge, + Mens de første Svaler sjunge + Vækkersang fra Redens Top. + Gnid dit Øie, ryst din Krop, + Kast din Hue hen i Krogen, + For at vise, du er vaagen. + Speid igjennem klare Ruder, + Hvilket Veirlig dig bebuder + Solen under Morgentaagen. + + Tag saa Hat og Støvler paa, + Tag i Haanden Vandringsstaven. + Ikke dog til Dyrehaven, + Som sædvanlig, skal du gaae; + Hvad du forhen ikke saae, + Kun fordi din Tanke blunder, + Mangen Skjønhed, lig et Under + Voxet op af Øen her, + Vinker dig og er dig nær, + Mens dig Verden det misunder. + + Muligt er du slig en Nar, + At, hvad Andersen fortæller + Om de skjønne Dardaneller + I sin tyrkiske Bazar, + Du med Undren grebet har, + Mens du, tung af Inertie, + Gik vort eget Sund forbi, + Som ei mindre Blikket fryder, + Og hvor ingen Klage lyder + Fra det miskjendte Genie. + + Gak til Nordens Dardaneller, + Bedste Pryd for Herthas Ø! + Kattegat med Østersø + Her i samlet Bølge vælder. + Vidtbereiste Mand fortæller + Om det Syn, som her han saae: + Ei ved Mälarns Bølger smaa, + Lissabon, den wienske Prater, + Napolis Amphitheater + Han et bedre kunde faae. + + See den stærke Nordenvind + Tusind Master frem at fyge; + See dem alle Flaget stryge + For den høie Borgetind, + Som med stolt, alvorligt Sind + Kneiser fra sin tunge Skandse, + Hvorom lette Bølger dandse; + Det er Sundets Dronning stor, + Om hvis Throne Nymphers Chor + Slynger hvide Blomsterkrandse. + + Herfra seer du #Hveens# Land, + Af en trofast Himmel favnet, + Som endnu bevarer Navnet + Af den vidtberømte Mand, + Jaget fra sin Fødestrand. + Hist fra #Rungsted# Hilsen bringer + Aftnens Vind paa sagte Vinger, + Hvisker dig en Gjenlyd af + Sangen om sortladne Hav, + Som fra brustne Harpe klinger. + + #Ewalds Høi# er sat i Syd, + Og mod Nord er #Odins Høi#; + Bragi mellem begge fløi, + Balder kom ved Strængens Lyd, + Hother fulgte med sit Spyd, + Græd med Nanna Jordens Fangers + Bittre Taare, Sorgs og Angers. + End i Qveld bestandig vanker + Balder mellem begge Banker, + Fra sin Faders til sin Sangers. + + Har i Vest sig Solen lagt, + Hør i Luften Stemmer surre, + Hør, i selsom Klang fra #Gurre#, + Valdemars den vilde Jagt. + Men om Dagen hvilken Pragt! + #Helsingborg# saa nær du skuer, + #Kullen# staaer saa mørk og truer + Ad vor Kyst, som ad en Dværg, + Men for #Kronborg#, Kunstens Bjerg, + Selv den ikke mindre gruer. + + Dog, med slige Tanker væk! + Over Øresundet glider + Venligt Blik fra begge Sider, + Lyner ei med Død og Skræk. + Det er Nutids bedste Træk: + Sundet blev en Flydebro, + Ved hvis Ender Brødre boe; + Snart, i Forbund mellem Riger, + Op af Bølgen Kronborg stiger + Som et Værn for begge to. + + Kjøbenhavner! tro dog ikke, + Jeg har glemt din Heltestamme, + Men jeg mindes med det Samme, + At foruden Mad og Drikke + Kan en Helt sig aldrig skikke. + Gak til #Helsingør# i Qveld, + Lad hos #Briggs# dig styrkes vel + Ved hans Bord, hans Viin den blanke, + Og vær smigret ved den Tanke: + Danmark har et godt Hotel. + + + + +FREDRIKSBORG + +EN ROMAN I TO CAPITLER + + +Første Capitel. + + "Det er dog grumme smukt, ved Gud! + "At du vil os befordre + "Paa denne lille Lysttour ud + "I Sjælland, i det nordre. + "Det er en Ynk, det er en Sorg, + "Saa Lidt af Verden seer man! + "Vi aldrig var paa Fredriksborg, + "Og derfor os beleer man." -- + + Saa talte hun, den vakkre Glut, + Som mig paa Gaden mødte, + Hvor med sin Moder hun lidt mut + Saaes Foden langsomt at flytte. + Jeg med en Ven i sagte Skridt + Just drev og promeneerte, + Men ønsked her, jeg var ham qvit, + Thi her han mig geneerte. + + Med stort Spectakel paa vor Vei + En Vogn forbi nu kjørte; + Da til den Smukke talte jeg, + I Haab, at Ingen hørte: + "Charlotte! du er ret en Strik! + "Som om du ikke vidste, + "Hvor kjært mig er hvert Øieblik, + "Som jeg hos dig tør friste. + + "Gid jeg imorgen faae det Held + "At sidde ved din Side!" ... + Hun afbrød mig: "O! derom vel + "Er ikke værdt at stride! + "Du bryder dig" ... Hun taug, -- og jeg + Mit Svar ei kunde bringe, + Thi Vognen var et Stykke Vei + Forbi, og Larmen ringe. + + Men uden Ophold til Mama + Jeg dristig vendte Talen: + "Imorgen tidlig henter da + "Jeg Dem og Hr. Gemalen. + "Jeg kun en Jagtvogn byder Dem, + "De tage maae tiltakke, + "Men let den ruller lige frem + "Og op og ned ad Bakke. + + "Der er kun tvende Stole paa: + "Den bageste den bedste; + "Den foran, hvor jeg sidde maa, + "Som Kudsk for mine Heste, + "Den støder, den er ikke rar, + "Jeg tidt den bande maatte; + "Det gjør mig ondt, jeg ikke har + "En bedre til Charlotte." -- + + -- "Det gjør aldeles ingen Ting!" + Udbrød med Smiil den Lille, + Idet en Rødme foer omkring + De fine Træk, de milde. + "Nei, ganske vist!" gjentog Mama: + "Er man i hendes Alder, + "Gjør Sligt ei til, ei heller fra, + "Man ta'er det, som det falder." -- + + Vi skiltes ad; dog før vi gik, + For Hver til Sit at drage, + Forsømtes ei den danske Skik, + Hinandens Haand at tage. + Den unge Piges Haand jeg tog, + Som just var uden Handske, + Og tænkte: Der er Meget dog + At rose ved det Danske. + + Og mens den hvide Haand jeg greb, + Og fast i min den klemte, + Jeg lod, som om -- det var et Kneb -- + Jeg nylig Noget glemte, + Og talte nu, jeg veed ei hvad, + Erindred om Adskilligt, + Mens Haandens fine Lilieblad + I min sig hviilte villigt. + + Nu stod jeg ene med min Ven, + Som, mens han Øiet sendte + Mod Damerne, der vandred hen, + Idet Charlotte vendte + Sit Hoved om i flygtigt Nik, + Som jeg til Indtægt førte, + Mig sagde med ironisk Blik: + "Jeg saae, skjøndt just ei hørte! + + "Jo jo, min Ven! den Sag er klar, + "Jeg gjætter dine Tanker, + "Og hos den unge Pige har + "Dit Hjerte kastet Anker. + "Jeg dig fortænker ei deri, + "Jeg siger intet Mere; + "Naar Sjællandsreisen er forbi, + "Jeg vist kan gratulere." -- + + -- "Du tager feil," ham svarte jeg: + "Jeg kan mig ikke tænke, + "At jeg paa Ægtestandens Vei + "Saa snart mig lader lænke. + "Desuden er hun sexten Aar + "Og nylig confirmeret; + "Jeg hendes første Frier spaaer, + "Han bliver rejiceret. + + "Hun er -- jeg veed ei ret, hvordan -- + "I Slægt med mig og Mine; + "Hun er -- jeg ikke huske kan -- + "Hun er et Slags Cousine. + "Men hun er et velsignet Barn, + "Der har Forstand som Store; + "Hun har mig fanget i sit Garn, + "Det synes hende more. + + "Hvor er det sødt at gjøre Cour + "Til En, hvis unge Vinge + "Forsøger fra sin Barndoms Buur + "Sig første Gang at svinge! + "Den Tanke tryller hvert et Sind, + "At her man er den Første, + "Som plante tør den Lærdom ind, + "Hvorefter Alle tørste. + + "Og sligt et Barn har tidt Forstand, + "Der Voxnes gjør til Skamme; + "Ja, mangen Gang forbauses man + "Ved denne spæde Flamme. + "Hun Alting _a priori_ veed, + "Og trænger ei til Andet + "End Stemplet af Erfarenhed + "Paa Det, hun alt har sandet. + + "Hun lærer ikke noget Nyt, + "Men vil bekræftet høre + "Den Aabenbaring, som har lydt + "I hendes Jomfru-Øre. + "Hun fatter overmaade godt + "Enhver forelsket Retning, + "Og naar et Ord man nævner blot, + "Begriber hun en Sætning. + + "Men Eet, hvorpaa det kommer an, + "Maa man i Anslag bringe: + "Vist aldrig lykkes vil den Mand, + "Som ikke kan sig tvinge. + "Forsigtighed man øve maa, + "Maa Skaansomhed bebude, + "Thi ellers vil det ilde gaae, + "Og snart er Spillet ude. + + "Den unge Pige har en Tact, + "Hvorved hun Meget gjætter: + "Hun af en Scene snart en Act + "I Tanken sammensætter; + "Og dertil er hun fiin og bly, + "Og ei saa let at gjække: + "Et Ord kan gjøre hende sky, + "En Mine hende skrække. + + "Det gjælder da hvert Øieblik, + "At ikke Meer man prøver, + "End Det, man seer med Kjenderblik, + "At Hjertet just behøver. + "Ved hver en nok saa ringe Gunst, + "Om givet eller fundet, + "Man lade maa -- det er en Kunst -- + "Som var nu Maalet vundet. + + "Det gjælder just i dette Spil, + "At ingen Yttring dølger + "En anden, som den fører til, + "Som til de næste Følger. + "Det synes maa ved dette Spil, + "At Hjertets bly Veninde + "Kan ende Legen, naar hun vil, + "Som dens Beherskerinde. + + "Men ogsaa dristig, ogsaa fri + "Man være tør. Alene + "Maa sig et ømt Galanterie + "Med Dristighed forene. + "Tag hendes Haand og kys paa den, + "Maaskee hun saa vil skrige, + "Thi slig en Hyldest aldrig end + "Var budt den unge Pige. + + "Men snart, med Purpur paa sin Kind, + "Hun tænker: ""Hvad saa Mere? + ""Det viser et ærbødigt Sind, + ""Og det maa jo flattere. + ""Ifald det Nogen havde seet, + ""Da blev jeg vel til Latter, + ""Men det er heldigviis ei skeet."" -- + "Saaledes hun sig fatter. + + "Men tro nu ei, at strax du kan + "Et Kys paa Munden trykke; + "Nei, saadan gaaer det ikke an, + "Det spilder dig din Lykke. + "Den unge Pige fatter let, + "Et Kys betyder Mere, + "Og derfor vil hun ei ved det + "Saa rask sig engagere. + + "Det gjælder om, at Hjertets Leg + "Maa hende selv behage, + "Saa hver en Frygt af Barmen veg + "For Tanker, som kan plage. + "Du maa en god Samvittighed + "Til hendes Trøst bevare: + "I Følelsen af den hun veed, + "At det har ingen Fare. + + "Derfor Uskyldigheden maa + "Med hver en Stræben parres, + "Og Intet maa forsøges paa, + "Hvorved Forældre narres. + "Correspondance duer ei, + "Et Rendezvous maa frygtes, + "Men søg blot Leilighedens Vei, + "Som om den aldrig søgtes. + + "Aftaler dog man gjerne gjør, + "Men kun utydelige, + "Saa hun sig altid sige tør, + "At ei hun veed af slige, + "Men at kun sympathetisk Tro + "Samt Hjertets Forsyn lader + "Dem ofte mødes _à propos_ + "I Selskab og paa Gader. + + "Naar fri hun føler sig og let + "I dette Forholds Lænker, + "Da kan hun ei undvære det, + "Ihvad hun vil og tænker. + "Naar let hun føler sig og fri, + "Som i en Livs-Forklaring, + "Da snart hun vælger Slaveri, + "Til Frihedens Bevaring." -- + + Her slog min Ven en Latter op, + Da just jeg endte Talen; + Han saae paa mig, og sagde: "Stop! + "Det kneb nok med Moralen? + "En heel _Ars amatoria_ + "Du dundrer i mit Øre. + "Og Resultatet bliver da: + "Du Pigen vil forføre." -- + + -- "Forføre! Skam dig! hvilket Ord! + "Nei, hun er altfor yndig + "Til blot at nære mindste Spor + "Af Hensigt, som var syndig." -- + -- "Nu vel," han svarte, "men dog ei + "Herved stor Trøst erhverves, + "Thi hun kan let paa denne Vei + "I Bund og Grund fordærves." -- + + -- "Vist ei! Galanterie, min Ven, + "Er just en Pigeskole, + "Og Aanden dannes først i den, + "Derpaa du trygt kan stole. + "Du glemmer nok, jeg er Poet, + "Og trænger til at sværme? + "Nu er Charlotte den Magnet, + "Sig mine Tanker nærme. + + "O! hvis jeg ikke sværme maa, + "Da kan jeg ikke digte, + "Da vil Apollo mig forsmaae, + "Og Muserne mig svigte. + "Jeg aander kun ved denne Trang, + "Den i min Lyre klinger, + "Den bæver i min Digtersang, + "Den giver Verset Vinger. + + "Thi der er Intet dog saa sødt, + "Som med en saadan Pige, + "Der end har Hjertet ungt og blødt, + "At gjæste Drømmes Rige! + "En Dødelig fordybes ei + "I Sværmeriets Grotter, + "Undtagen en Poet, som jeg, + "Med saadanne Charlotter. + + "Forelsket Stræben Lønnens Fryd + "Her øieblikligt finder: + "Erkjendtlighed er just en Dyd + "Hos disse smaa Veninder. + "Sin første Lærer altid man + "Hans Møie prompt erstatter; ... + "Men ikke meer jeg tøve kan -- + "Farvel! vi sees vel atter." + + +Andet Capitel. + + Den næste Morgen rask det gik, + Tiltrods for Støv og Hede. + Alt svinder Lyngby for vort Blik, + I Rudersdal vi bede. + Snart Bloustrød er bag Hestehov + Med Ilen lagt tilbage, + Og i den sidste lange Skov + Fornøiede vi drage. + + Charlotte ved min Side sad, + Mens Øiet saaes at tindre; + Hun var saa glad, saa sjæleglad, + Og jeg var ikke mindre. + Jeg hvisked hende mangt et Ord, + Hvori sig skjulte Sødmen, + Og saae paa Kinden mangt et Spor + Af mangen flygtig Rødmen. + + "Du kjører over Steen og Stok," + Hun sagde, skjelmsk i Blikke: + "Men du er vist forsigtig nok, + "Og vælter os vel ikke?" -- + -- "Du kan, mit Barn, paa denne Tour + "Dig frit mig overlade; + "Ved mig din yndige Figur + "Skal ikke tage Skade." -- + + -- "Men see vi Fredriksborg ei snart?" + Saa spurgte nu de Tvende, + Som bag mig sad: "Trods denne Fart, + "Faaer Skoven ingen Ende." -- + -- "Ja vistnok er den meget lang, + "Men giv nu bare Stunder, + "Man snart faaer Udsigt ... See engang! + "Der seer De Skovens Under!" -- + + -- "O hold dog stille! lad os see! + "Det Syn er uvurdeerligt!" + Da holdt jeg, medens alle Tre + Sig glæded umaneerligt. + Men det er og et Tryllesyn, + Naar pludseligt i Skoven + Man Slottet seer, som ved et Lyn, + Der farer ned fra oven. + + O Danmarks første Patriarks + Uglemmelige Skygge, + Som svæver her, hvor Dannemarks + Skov-Alfer gladest bygge! + I dette Syn du stiger frem, + Ei Dødens Baand dig binde; + Her staaer du levende blandt Dem, + Som studse ved dit Minde. + + Men fremad higer nu vort Sind, + For Alt ret nær at skue. + Paa Abels Vertshuus tages ind, + Hvis rummelige Stue + Til Vindvet drager Alle hen; + Man kan sig ikke skille + Derfra, man seer og seer igjen + Paa Slottet Solen spille. + + Det staaer, som paa en Skueplads, + For Øiet nær og lige, + Det stiger, som et Feepallads, + Op af Undiners Rige ... + Men tys! paa Døren banket blev; + Forstyrrende vor Iver, + Indtræder Pigen med et Brev, + Og til Papa det giver. + + Han læser med Forundring stor + Ved Vindvesfagets Ruder: + ""En Ven, som her i Byen boer, + ""Dem sit Besøg bebuder. + ""Ret strax han kommer til Dem hjem, + ""Hvor han paa Deres Stue + ""Et Haandtryk venter sig af Dem, + ""Et Smiil af Deres Frue."" + + "Hvem er han vel, den Ven saa sær? + "Jeg her jo kjender Ingen; + "Og hvoraf veed han, jeg er her? + "Heel mærkelig er Tingen!" -- + Charlotte griber hurtig til + Sin Parasol, og beder: + "Min Fætter nok mig følge vil + "Lidt om paa disse Steder? + + "Thi det er ikke værdt, at vi + "Forstyrre Sammenkomsten; + "Lad os da gaae hiin grønne Sti, + "Hvor Busken staaer med Blomsten. + "Her er vist mangen deilig Vei, + "Hvor man kan promenere." -- + -- "Ja kom! Jeg siger ikke Nei, + "Jeg ønsker Intet mere." -- + + Som sagt, saa gjort: Af Døren ud + Vi os med Glæde skyndte; + Hun smiilte som en Rosenbrud, + Da vi vor Tour begyndte. + Vi gjennem Slottets Gaarde gik, + Betragted Alting nøie, + Men ogsaa jeg imellem fik + Et Glimt af hendes Øie. + + Om lidt vi vare komne paa + Den smukke Promenade, + Som over Bakker monne gaae + Til Byens brede Gade. + Her Slottet mere fjernt man seer + I Søen sig at speile. + At Den, som vandred her, ei meer + Det glemmer, ei kan feile. + + "Charlotte! giv mig her din Arm, + "Du til en Støtte trænger, + "Thi du er træt og du er varm, + "Og med dit Hoved hænger." -- + Hun saae sig om ... "Slaa dig til Ro, + "Her er jo Intet vovet; + "Du frygter vel, at man skal troe, + "Du er med mig forlovet? + + "Men Ingen kjender os jo her, + "Her frygtes ingen Snakken. + "Jeg fører dig til hine Træer, + "Hvor Bænken staaer paa Bakken; + "Der kan du sidde ret i Mag, + "I Skjerm af Løv foroven, + "Der kan du see med Velbehag + "Paa Slottet og paa Skoven." -- + + Med flygtig Rødmen fiint og let + Sin Arm i min hun lagde; + Jeg til min Barm den trykte tæt, + Mens meget Smukt jeg sagde; + Og med den matte Haand, der hang + Ved Armenes Forgrening, + Min egen Haand heel mangen Gang + Indgik en sød Forening. + + Paa Bænken paa den lille Høi + Jeg satte mig hos hende, + Saa nær, saa tæt, -- da ved en Støi + Jeg maatte Hov'det vende: + En Mand jeg skued iilsomt gaae + Op ad den samme Bakke, + Han bar Moustacher, ganske smaa, + Og var i Lieutenants-Frakke. + + Han styrted til Charlottes Fod, + Og raabte: "Kjære Pige! + "Nu er du min, nu har jeg Mod, + "Alverden det at sige. + "Min Fader talte nu med din, + "Og begge To det ville; + "I Evighed er du nu min, + "Og os kan Intet skille." -- + + Charlotte høit fra Bænken sprang, + Og favnede ham kjærligt; + Tilsidst hun saae paa mig engang -- + Gud! hendes Blik var ærligt! -- + "Min Elskte! see min Fætter her! + "Han var saa god imod mig, + "Han har mig altid været kjær, + "Thi han saa godt forstod mig." + + Jeg sad som En, der seer en Aand, + Naar mindst han Aander venter. + Den unge Lieutenant tog min Haand, + Og sagde Complimenter; + Og derpaa, til Charlotte vendt, + Han sagde: "Lad os vandre, + "Thi efter hvad der nu er hændt, + "Vi ventes af de Andre. + + "I blive skal hos os inat, + "Og naar I hjem vil drage, + "Paa Vognen jeg min søde Skat + "Til Staden tør ledsage." -- + Nu gik de. Pigen i en Fart + Tilraabte mig. "Kom efter!" -- + -- "Jeg kommer," svarte jeg, "saasnart + "Jeg lidt har samlet Kræfter." -- + + Mit Øie længe fulgte dem, + Mens bort de monne vandre, + Mens Arm i Arm de hasted frem, + Og hvisked til hverandre. + Nu stedse længer bort de gik, + Indtil bag fjerne Grene + De ganske skjultes for mit Blik, -- + Da følte jeg mig ene. + + Jeg kasted mig paa Jorden ned, + Og mig fortvivlet vælted; + Jeg troer, at jeg i Græsset bed, + Af Sorg og Harme smeltet. + Saa laae paa Ryggen jeg en Stund, + Langs Skraaningen af Høien, + Og saae i Søens klare Bund, + Hvor Slottet speiled Fløien. + + Da brød jeg ud: Henfarne Drot, + Hvis Minder her vi følge! + Du grunded dette Kæmpeslot + Midt i ustadig Bølge, + Og dog det staaer Aar ud, Aar ind; + Men tidt du prøve maatte, + At, bygged du paa Qvindesind, + Da sank de bedste Slotte. + + Hvad vilde jeg herude vel? + Jeg tidt nok maatte prøve, + At her et eller andet Held + Mig Skjæbnen skulde røve. + Tidt fik jeg Regnveir, daarlig Mad, + Af Smaa-Chicaner flere. + Hvad Rart er her? -- Et Slot? -- Men hvad, + Hvad er her ellers Mere? + + Det kjedelige Stutteri, + Hvorom Enhver jo melder, + Og Gader uden Folk deri, + Og daarlige Hoteller, + Forresten mange gamle Træer + Med melancholske Kroner, + Og saa det store Værksted her + For Flemmers Recensioner. + + Afsted, afsted til Staden hjem, + Fra Sjælland, fra det nordre! + Nu blive jo paa Vognen Fem, + Jeg kan dem ei befordre. + En Extrapostvogn til Behag + Stationen vel dem sender; + Det faaer nu være deres Sag, + Jeg vasker mine Hænder. + + Jeg af min Tour mig rose kan! + Jeg kjører tom tilbage, -- + Hvis ei en trættet Vandringsmand + Jeg byder op at age. + Ja, Fredriksborg! af Hjertens Grund + Din Deilighed jeg skatter, + Men dog det vare skal en Stund, + Før her jeg kommer atter. + + + + +ROESKILDE DOMKIRKE + + + Du, Danmarks ældste Kirke, + Du, Slettens Fjeld, hvorpaa to ranke Birke! + Begeistrer verdslig Digter du til Sang? + Kun Lyrens tynde Strænge + Jeg slaaer, men her min Gjenstand kunde trænge + Til Orglets fulde Klang. + + Til dig for længe siden, + En Skjald, hvis Navn ei slettes ud af Tiden, + Af Laurbærkrandsen offret har et Blad. + I Dantiske Terziner, + Som speile steenudhugne Kongers Miner, + Han om din Storhed qvad. + + Lad Andre sig tillade + Forsøg i posthomerisk Iliade; + Jeg kan det ikke, Musen mig beleer. + Jeg kun med ham kan høre, + At "Nøglen rasler i de tunge Døre," + Og kun ved ham jeg seer. + + Dog jo! -- Et Syn der stander, + Som han ei saae, som ei ved ham jeg sander: + I Kirkens #Hvælving# Fredrik skrinlagt blev; + Paa Kongers Nattehimmel + Een Stjerne meer nu glimter i den Vrimmel, + Som Digteren beskrev. + + Til Kistens Laag jeg sender + Kun hurtig Hilsen, derpaa bort mig vender; -- + Frygt ei, min Læser, for en Elegie! + Jeg veed, i disse Tider + Gaaer Blikket, vendt mod Livets travle Sider, + En Konges Grav forbi. + + Og Kirken ikke heller + Den Gjenstand er, hvorom man helst fortæller + En Slægt, som nødig hæve vil sit Blik. + Gak hen og see dens Piller, + Naar #Weyse#, #Hartmann# eller #Hansen# spiller + En Dommedags-Musik. + + Men her, hvor Tonen tier, + Som til en anden Verden Sjælen vier, + Seer Mængden ei paa Kirken med Behag, + Men lader Øiet glide + Med hæftig Attraa mod den venstre Side, + Til Stænderhusets Tag. + + Det lavt og ydmygt ligger + Ved Kirkens Fod, som for en Rig en Tigger, + Og Danmarks Fremtid dog det klare vil, + Og gjør det, hvis det styrkes + Af Ham, som gav, naar han i Sandhed dyrkes, + Velsignelsen dertil. + + Men først maa Blikket hæve + Sig mere frit, og meer uhildet svæve, + Og undflye Hverdags-Tanken, smaalig lav, + Som troer, paa flade Grunde + At ankre, hvor Ideen blot kan bunde + I Meningernes Hav. + + Det skeer, det er forhaanden! + Vort lille Land vil samle sig i Aanden, -- + Den #Eneste#, hvis Magt er evig stærk, + Og paa hvis Side kæmper + Den Gud, som alle slette Vaaben dæmper, + Og hævder Aandens Værk. + + + + +VALLØ, + +ELLER: + +EN UNG PIGES BETÆNKELIGHEDER + + + I Vallø Kloster + Der vil hun døe, + Min kjære Moster, + Den bedagede Mø. + Paa Jorden giftet + Hun ikke blev, + Derfor i Stiftet + Hun ind sig skrev. + + Vel er der deiligt + I Skov og Slot, + Man boer beleiligt, + Man lever godt. + Jeg var hos Moster + Forgangen Aar, + Det hele Kloster + For mit Øie staaer. + + Jeg seer hver Snirkel + Og Taarnenes Par, + Det ene som en Cirkel + Rundhed har, + Det andet er kantet, + Ligner et Skuur, + Det er en fjantet + Architectur. + + Men høist massive + De begge staae, + Og taust beskrive + Hvad før de saae, + Da Hjelm og Pandser + Dem blev tildeel + Hos Rosenkrandser, + Hos Thott og Scheel. + + Naar Peder Oxe + De nævne vil, + Jeg troer, at de voxe + Nogle Favne til, + At de sig strække, + Stolte ved ham, + Hvis Frøer qvække + I den lille Dam. + + Man sagtens leder + Om Mage til Sted, + Dog Betænkeligheder + Jeg har derved. + Mig ogsaa min Fader + Indskrevet har, -- + Det aldrig skader, + Den Sag er klar. + + Men naar man tæller + Kun atten Aar, + Man venter heller + Paa bedre Kaar. + Og tænk nu Qvalen + Og tænk min Skræk, + Hvis Capitalen + Var kastet væk! + + Da jeg Moster besøgte, -- + Jeg veed ei ret -- + Der var Noget, jeg søgte + Paa hver en Plet, + Men aldrig fandtes + For Savnet Raad, + Mens Længslen spandtes + Med lønlig Traad. + + I Havens Gange + Under Løvets Tag + Lød Fuglesange + Ved Nat, ved Dag; + Det sused og det lufted + I gamle Træer, + Blomsterne dufted + I farvet Skjær. + + Men Blomsterduften, + Det farvede Blad, + Suusning af Luften + Og Fuglens Qvad + I Grenes Kløfter + Paa beskygget Vei, -- + Alt var som Løfter, + Der holdes ei. + + Meget, jeg bekjender, + Man her kan faae; + Men hvis Hjertet brænder, + Hvad gjør man saa? + Kan med dets Crater + Man vel faae Bugt + Ved Deputater + Af Vildt og Frugt? + + Til glade Miner + Mon det forslaaer, + At i to Terminer + Man Hævning faaer, + Naar Hævning af Barmen + Under Silken fiin + Ved Hjertevarmen + Er uden Termin? + + Moster! jeg kommer + Paa Besøg igjen, + Jeg vil til Sommer + Til Vallø hen + Og i Haven spadsere; + Men -- gaaer det an, + Maa du logere + Mig og min Mand. + + + + +VALDEMARS TAARN + +I VORDINGBORG + + + Paa Himlen et Uveir truer, + Solen synker i Vest + Og kaster de sidste Luer + Paa Borgens den sidste Rest. + + Den hilser Kongeborgen, + Den farver Taarnets Tag, + Den siger: "God Nat! Imorgen + "Vorder det Atterdag." + + Paa Taget Duerne kurre, + Snart jager Høgen dem bort, + Da rider #fra Gurre til Borre# + Konning Volmer i Natten sort. + + Foran ham Uglerne drage + Med selsomt varslende Sang, + Om Spiret Sæde de tage, + Hvor før Guldgaasen hang. + + Da hører man Pidskeknalden + Og Vrinsken og Hundeglam; + Paa den sorteste Hest fra Stalden + Rider den Herre gram. + + Og hundrede Svende følge, + Enhver paa hurtig Hest, + De fare som brusende Bølge, + Som Nattens vildene Blæst. + + Paa Hestene Manken lyser, + Og det lyser af Næsebor, + Bonden af Rædsel gyser, + Og i Sengen sig sikker troer. + + Men Skjalden og Den, hvis Øie + Staaer aabent i drømmende Blund, + Vil ikke tilsengs forføie + Sig i Synernes bedste Stund. + + Han gaaer til Borgens Ruiner, + Og seer med studsende Sind, + At Kongen med Følget triner + I den inderste Borggaard ind. + + Af Grunden Borgen sig hæver, + Den staaer som i fordums Tid, + Maanen over den svæver + Ligesaa sølverhvid. + + Guldgaasen Spiret krandser, + Konning Volmer skuer den kjæk, + Og tænker paa alle de #Hanser#, + Som Gaasen voldede Skræk. + + Ret som ved de gamle Fester + Det mylrer paa hvert et Sted, + Kjøkken- og Kjeldermester + Have saa travlt derved. + + Til Randen fyldt et Bæger + Bringer en Mø saa fiin, + Og den døde Konge sig qvæger + Ved Livets kraftige Viin. + + "Mit Danmark!" saadan han taler: + "Jeg elskede dig forvist. + "Og endnu til Gud dig befaler + "Mod Slavers og Venders List. + + "Og vorder det Nat, oprunden + "Da vorde dig Atterdag!" + Saa sætter han Bægret for Munden, + Tømmer det til sidste Drag. + + Da klinge, som i gamle Tider, + Hundrede Slag paa Skjold, + Og fra Borre til Gurre rider + Igjen den Herre bold. + + Nu synker i Grunden saa fage + Borgen til det sidste Spor, + Kun Taarnet bliver tilbage, + Som Pant paa Kong Volmers Ord. + + + + +MØENS KLINT + + + "Nu hviler #Grøn# med #Fane# sin, + "Som trættede Hjort og rasken Hind. + "Tak, Bonde, nu den gode Gud, + "At du gaaer tryg af Havnen ud." + + Saadan i et gammelt Riim det lyder, + Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder. + Hiin #Grøn# var Jæger, dertil Søhane, + Hans deilige Hustru kaldtes #Fane#. + + Og #Fane# gav, da hun end var Mø, + #Møens# Navn til den danske Ø, + Som vender mod Havet sin høie Side, + Den jomfrurene, den blendende hvide. + + Og mellem Møens og Falsters Jord + Fik Vandet Navn af #Fanefjord#, + Og Kirken derved med sit røde Tag + Har samme Navn den Dag idag. + + Men efter #Grøn# har Bondens Mund + Benævnet det samme Vand #Grønsund#, + Og det Navn end gjælder i vore Tider + For Færgestedet paa begge Sider. + + Ved #Frenderup# By, nær ved et Krat, + Vises en Grav, med Stene sat, + I Alenlængde hundred og halvfjerds, + For de To, som mindes i det gamle Vers. + + Den vældige #Grøn# har Navn af Jette, + Og fra Upsala regnes hans Æt medrette; + Thi kaldtes han længe paa Møens Land + #Jetten af Upsal#, en farlig Mand. + + Under Navn af #Klintekonge# han gaaer, + Nær ved Klinten hans Voldsted staaer, + Og i fordums Tid ved Høstgildets Leg + Ham Bonden offred en Havreneg. + + Han offred den største, den, som var bedst; + Saa vented man, at den vilde Hest, + Hvorpaa han rundt i Landet red, + Ei trampede Sæden paa Marken ned. + + Fra #Dronningestolen#, hvid som Snee, + Eller #Aborrebjerget#, kan man see, + Naar Luften er klar, til forskjellig Side + To andre Klinter af samme Kride. + + #Stevns# er den ene, den staaer i Nord, + Den anden, i Syd, er #Rygens# Jord. + Om dem alle tre det Sagn man har, + At en eneste Klint tilforn de var. + + Tre Klintekonger -- saa Sagnet beretter -- + Beherskede dem, tre Upsals-Jetter; + Men Landet blev, ved Kongernes Had, + I trende Parter splittet ad. + + Nu skiltes de fra hinanden ved Søen, + Men Venskab blev mellem ham paa Møen + Og ham paa Stevns; foreente med Held + Sloge de Rygens Drot ihjel. + + Og stedse bestaaer en Pagt iløn + Mellem Kongen paa Stevns og Møens #Grøn#; + Som danske Brødre de føle sig Begge, + Og Armene mod hinanden strække. + + Men han paa Rygen fra Vennemødet + Er udelukt, af de Andre dødet; + Han er død for #Danmark#, det vil det sige, + Nu hører han til det romerske Rige. + + Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev, + Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev; + Deri bestaaer det, at han er død, + Thi forresten lider han ingen Nød. + + Men Møen stander som Danmarks Pryd, + Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd, + Saa skinnende hvid som #Fane# skjøn, + Om Issen krandset af Jetten #Grøn#. + + + + + +End of Project Gutenberg's Udvalgte Digtninger, by Johan Ludvig Heiberg + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK UDVALGTE DIGTNINGER *** + +***** This file should be named 35102-8.txt or 35102-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/5/1/0/35102/ + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |