diff options
Diffstat (limited to '34747-0.txt')
| -rw-r--r-- | 34747-0.txt | 7918 |
1 files changed, 7918 insertions, 0 deletions
diff --git a/34747-0.txt b/34747-0.txt new file mode 100644 index 0000000..236b1b7 --- /dev/null +++ b/34747-0.txt @@ -0,0 +1,7918 @@ +The Project Gutenberg EBook of Under Nordenvindens Svøbe, by Knud Rasmussen + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Under Nordenvindens Svøbe + +Author: Knud Rasmussen + +Release Date: December 24, 2010 [EBook #34747] + +Language: Danish + +Character set encoding: UTF-8 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK UNDER NORDENVINDENS SVØBE *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by The Internet Archive) + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret, herunder +en del varierende stavemåder for stednavne. + + + + + KNUD RASMUSSEN + + UNDER + NORDENVINDENS + SVØBE + + + KJØBENHAVN OG KRISTIANIA + + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + + + FORLAGETS BOGTRYKKERI + + 1906 + + + + +VESTGRØNLÆNDERE + + + + +INDHOLD + + + Side + + Storfangeren Ojuvainath 1 + + Mens Jordemoderen venter 13 + + Da gamle Eva smagte paa Døden 20 + + Fattigfolk mellem „De onde Vindes Fjælde“ 25 + + En moderne Jomfru Maria 38 + + Moses 44 + + Koglerier fra gamle Dage 50 + + Udstedsliv 74 + + I Hvalrosfangernes Lejr 84 + + Manasse 96 + + Den store Vækkelse i Evighedsfjorden 106 + + + + + Vort Land har vide Grænser; den er endnu ikke født, som har + omrejst det. + + Og det bærer Hemmeligheder i sit Skød, som ingen hvid Mand har + Anelse om. + + Vi heroppe, lever to Slags Liv: om Sommeren under Solens Fakkel, + om Vinteren under Nordenvindens Svøbe. + + Men Mørket og Kulden er det, som giver os mest at tænke paa. + + Og naar det store Mørke lægger sig over Landene, aabenbarer mange + skjulte Ting sig, og da gaar Menneskets Tanker ofte vildsomme + Veje .... + + _Blinde Ambrosius, + kaldet „Mellemgulvet“._ + + + + +STORFANGEREN OJUVAINATH + + +„Hallo! Solen er godt paa Vej opefter!“ + +En inderlig Gaben var Svaret. + +„Op med jer! Vi skal videre!“ + +Et Par stive Arme straktes ledknagende i Vejret, og to søvndrukne +Skikkelser kravlede frem fra en lille Fjældhule. + +„Tænd op og lav Kaffe, Alafitdle!“ + +„Kaffen er færdig!“ + +Ah -- qujanaq! Den sidste Replik virkede. Vor Gaben blev til Latter, +og Kuldegysene skylledes hurtigt ned med den varme Drik. Efter en 14 +Timers Rejse i Kajak sammen med to Fangere fra Kangamiut, Carl og +Alafitdle, havde jeg søgt Hvile paa det lange, flade Næs, der danner +Skællet mellem Søndre-Strømfjord og Kangerdluarsunguark. Turen havde +været anstrengende og Overfarten over Strømfjorden meget trættende. +Den 25 Mil lange Fjord munder ganske smalt ud med en Elvs rivende +Strøm. Skønt det, da vi satte over, var ganske stille, slog +Strømsøerne dog over Kajakerne, og der stod et Brus ind over Fjorden +som fra et oprørt Hav. + +Vi havde lagt os ind lige ved Mundingen, og et Stykke fra os kogte +Strømmen i Hvirvler. + +„Hører du den?“ sagde Alafitdle og saa ud over Fjorden. „Det er som +Lyden af et Vandfald langt borte. Den kan kun befares med Strømmen; +derfor maa vi rejse Dag og Nat i Træk, naar vi skal ind til Bunden, +og sover da kun, mens vi venter paa Strømkæntring. De 25 Mil kan vi +rutche igennem paa tre Dage under heldige Forhold. Det er en vovelig +Fart om Efteraaret, naar det begynder at blive mørkt. Jeg husker en +Nattetur, hvor det var saa mørkt, at vi knapt kunde skimte hinanden i +Baaden. Vandet fossede om os, og vi fløj af Sted. Jeg var Styrer. Vi +kunde ikke se Land og hørte ikke andet end Strømbruset, og saa min +Stemme, naar jeg gav en Kommando. Hele Besætningen havde tabt Mælet +og sad ganske tavse i Baaden. Det galdt om at holde sig midtsøs -- +paa maa og faa bare, og Skær og Drejninger kunde jeg jo ikke se noget +til i Mørket, blot et Strejf, saa var der Hul i Baaden. + +Saadan gled vi Natten igennem ned ad Strømmen, og da det lysnede, og +vi begyndte at skimte Kystens Omrids, fløj vi saa ikke nok saa +nydeligt af Sted lige midtsøs! Og gladest af alle var vist +Styrmanden, men heller ikke saa lidt vigtig.“ + +Kun et lille Stykke af Strømfjorden var synlig fra vor Lejrplads; +høje, spidstakkede Fjælde med Topsne spærrede Udsigten. Fjorden saa +næsten ud som en stor Elv, der snoede sig mellem Klippestykker. + +Man fik en nysgerrigs Lyst til at komme ind bag disse Fjælde, der +skjulte Rensjægernesfrodige Land, -- men Rejseplanen lød paa: ret +frem og videre Nord paa. Vinterkvarteret laa over 100 Mil mod Nord, +og det skulde naas, inden Efteraarsstormene blev alt for vilde. -- Vi +fik Kajakerne paa Hovedet og bar dem ned til den lille Sø, som +gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et Stykke over Land +og var saa endelig nede ved den Fjord, som var vor Rejses endelige +Maal. Inde i Bunden, en god Mils Vej indefter, havde Storfangeren, +Ojuvainath, sin Teltlejr. Og det var ham, vi skulde besøge. + +Fjorden laa blank og stille; vore Kajaker skød lydløst gennem Vandet. +Solen var allerede højt over Fjældene, og Kingatsiaqs røde Stenrauser +kastede et flimrende Farveskær over Søen. En Delfin dukkede op +forude. Carl satte efter den; men den saa ham og forsvandt. Langsomt +gled vi indefter uden at tale videre sammen. Aareslagene skræmmede +ikke engang de Søfugle bort, som svømmede rundt om vore Kajaker. Unge +Maager lettede sig nysgerrigt og sejlede lige ind paa os; men ingen +Fuglepil blev løftet, intet Skud blev løsnet. + +„Aah, det kan jo være det samme i Dag,“ sagde mine Kajakmænd, hver +Gang Vildtet var ved at friste dem. + +„Saadan stod vist Solen, da den dræbte den gamle Mand fra Arsuk,“ +sagde Alafitdle. + +„Ja, du kender vel Sagnet? Da han saa Solen over sin egen Hjemstavn, +følte han en saadan Glæde, at hans Hjærte brast.“ + +Næs for Næs roede vi om, langsomt, saaledes som Mennesker, der nyder. +Endelig gik en hvid Røgsøjle til Vejrs forude; den kom fra +Teltlejren. + +„Nu sætter de Velkomstgryden over Kog,“ sagde mine Kammerater og +satte Farten op. Lidt efter lod vi vore Kajaker løbe langt op i det +hvide Sand ved Siden af den Elv, hvor Ojuvainath havde slaaet sig ned +for Sommeren. I fem Dage var jeg hans Gæst, og i den Tid blev der +fortalt mig mange Historier fra Grønlændernes Sommerliv. + +Ojuvainath var 40 Aar, men saa ud som en Mand paa knapt 30. Han var +dansk-grønlandsk Blanding, middelhøj og ualmindelig harmonisk bygget. +Hans Ansigtstræk var ikke stærkt markerede, men fine; et sort, kruset +Haar faldt ned over en høj, hvælvet Pande; Øjnene var brune og +spillende, Næsen skarp, næsten lige, og den energiske Mund var halvt +dækket af et tætklippet, rødblond Fuldskæg. Hans Gang var spændstig, +Holdningen statelig. Han var stærk og forstod at benytte sig deraf; +hans Tanker var klare, og han gav dem altid Udtryk i et elegant +grønlandsk. Mod havde han i Overflod og lagde heller ikke Skjul +derpaa. Sine Landsmænd var han overlegen i alt, hvad der vedrørte +Kajakfangst, og han var sig sin Position bevidst. Han førte sig med +en Værdighed, der ellers er Grønlænderen ganske fremmed, og man +mærkede uvilkaarligt, at ingen af hans Landsmænd godvilligt turde gaa +ham imod i noget, og hvor han bød, fulgte øjeblikkelig Handling. + +Til mange velhavende Beundrerinders Raseri havde han giftet sig med +en fattig Pige, som selvfølgelig dyrkede ham som sin Gud; der var +noget sydlandsk over den underdanige Glæde, hvormed hun adlød hans +mindste Vink. De havde en lille Søn og en Datter, som endnu ikke var +fyldt Aar. + +Sønnen, den vordende Storfanger, var deres Stolthed; allerede i hans +tredie Aar vilde Faderen lave ham hans første Kajak. + +Ojuvainath var en lykkelig Mand; Hjemmet, Børnene og Konen tog alle +hans Tanker og al den Tid, han ikke var paa Fangst. + +„Du har vist lagt Mærke til, at jeg altid er glad,“ sagde han en Dag +til mig, „det er deres Skyld der, Smaabørnene og saa min Kone.“ + +Han nævnte altid Konen efter Børnene. + +„For nogle Aar siden var det ikke saadan. Da var Glæden gledet bort +mellem Fingrene paa mig, og den var svær at fange igen. Ser du, lige +efter hinanden døde min Fa'r og Mo'r, som jeg altid havde været hos, +og som jeg holdt meget af; og lige efter min første Kone, uden at +have givet mig nogen Søn. Jeg var alene lige med eet, og selv mine +Fangstkammerater saa sjældent noget til mig. Da var alle mine Tanker +sørgelige, det mørknede om mig, og jeg troede, at jeg var bleven +gammel med det samme. + +Skulde det engang gaa dig paa samme Maade, saa skynd dig at fange +friske Tanker, saa længe du endnu har dine friske Kræfter. Man tror, +det er umuligt; men det er bare, fordi man ikke vil tro andet. + +Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; og i Sandhed, +jeg kom mig, som man kommer sig efter en en Sygdom. Nu begriber jeg +ikke længere min Sorg, ikke engang naar jeg tænker paa mine Forældre +og min afdøde Kone, -- de, som før sad mig i mit Aandedræt og min +Graad. + +Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig kun Sandhed. +Saadan er vi: vi glemmer. Med mine Børn og min anden Kone blev jeg +ung igen; jeg føler kun Glæde om mig, og selv om jeg mindes dem, jeg +engang begræd, saa er det med Glæde; og hvorfor ikke med Glæde, for +det er jo da kun gode Minder. + +Derfor siger jeg dette: I Sandhed, Sorg kan du komme til at føle; men +husk da, at den Glæde, du mistede, ikke er Livets eneste, -- og tror +du det, og det vil du en Tid, saa skal du senere forstaa, at det +sværeste og tungeste i din Sorg var din egen Stædighed.“ + + * * * * * + +Ojuvainath boede i et rummeligt Skindtelt; den brede Briks, hvor vi +laa om Natten, han selv, hans Kone, Børn og jeg, var tæppelagt med +Renskind, der gjorde den blød og behagelig. I et Hjørne af Teltet, +paa højre Side af Briksen, stod en stor Vægstenslampe, som brændte +baade Dag og Nat. + +„Herinde sover man godt,“ plejede han at sige. -- „Elven synger os i +Søvn alle sammen. Hør efter, naar du lægger dig, saa skal du se, hvor +dens Plasken lukker Øjnene paa dig.“ + +Et halvt hundrede Skridt fra Teltet faldt den skummende ud i Fjorden. +Langs Elvkanten opefter gik Børnene Dagen igennem og stangede Laks +med en Slags lange Hager; det var morsomt at se de smaa, barbenede +Drenge springe rundt om paa de vaade Sten midt i Fossesprøjtet med en +Mands Sikkerhed. Ude ved Mundingen var de store Garn udspændte, som +tog Laksene, naar de gik op i Elven ved Højvande. I Juli og August +søger Laksene op i to med hinanden forbundne Fjældsøer for at gyde +deres Rogn. I disse Søer, særlig den øverste og største, -- den er +godt og vel en halvanden Mil lang -- holder Laksene til Vinteren +over, nogle hele Aaret. En Del af dem gaar tidligt om Foraaret ud i +Fjorden, og naar de, fede deraf, vender tilbage, fanges de ved Elven. +I omtrent tyve Aar er der af Ojuvainaths Fader og siden af ham selv +ført Regnskab over den aarlige Fangst. + +Langt fra at tage af synes de tvertimod at være i Tiltagende. Den +aarlige Fangst (Tidsrummet 15. Juli til Slutningen af August) +varierer mellem 60 og 100 Tønder -- med en daglig Fangst af to-fem +Tønder. + +Selvfølgelig er det kun en meget ringe Del af de Laks, der gaar op, +som fanges. De to Søer bliver derfor ligesom store Beholdere, der +aldrig tømmes. Paa en Kajaktur gennem dem saa jeg, særlig i den +øverste, vældige Laksestimer, der kunde gøre Søens Bund fuldstændig +usynlig. + + * * * * * + +Vort Telts Beliggenhed var overordentlig smuk. Til den ene Side laa +Fjorden, omgiven af lave Fjælde; langt nede ved Mundingen skimtedes +det aabne Hav. Bag ved os laa Søen med en vild og storslaaet +Fjældmark som Baggrund. Og der var lunt derinde, og frodigt som i +alle Fjordbunde, fuldt af brogede Blomster, Krækebær og Blaabær. + +Dagen gik med Laksefangst; tidligt om Morgenen purredes der ud, og +Vagter udsattes ved Garnene. Ojuvainath havde en hel Baadbesætning +til sin Raadighed af lejede Folk. Naar Arbejdet var endt, efter +Aftenflod, samledes vi enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved +Tøndestablen. Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse +bag sig. Og det havde de alle sammen. + +Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv og sad en saadan +Friaften ude og lod dem fortælle. + +Kolonierne og Udstederne, ikke at tale om de smaa Bopladser, er +næsten mennesketomme om Sommeren her i Sydgrønland. Rensjægerne +tager ind til Fjordenes Opland, andre tager paa Laksefangst ved Elve, +nogle igen paa Havkatfangst i Vigene. Fiskene vindtørres og hengemmes +som Vinterforraad: Renskødet ligeledes. Man drager ud mod Midten og +Slutningen af Juni, bliver ude hele Sommeren i Teltlejr og kommer som +Regel først hjem igen med Efteraaret i September. Grønlænderne elsker +dette omstrejfende Liv, og naar Talen falder paa Oplevelserne, kommer +der Fart i Beretningerne. Fortælleren opildnes af de mange Øjne, der +rettes mod ham; han gestikulerer illustrerende til sin Tekst, der +snart paahøres i aandeløs Stilhed, snart ledsages af Latter og +Tilraab. Det er ikke en tillæst Viden, der opremses, det er en Stump +af hans eget rastløse Liv, der repeteres for Kammeraterne, -- og +Emnet er det for Grønlænderne evigt aktuelle, derfor samler Ordene +altid Stimmel og Liv -- eller ogsaa Andagt. + +Ojuvainath sad paa en af sine Laksetønder og pustede Piberøgen ud for +sig i Ringe. Arbejdet var endt, og Folkene stod rundt omkring ham. + +Ved at se paa ham, kom der over mig en besynderlig Stemning fra gamle +Dage, som jeg straks ikke rigtigt kunde gøre Rede for. + +Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke Mand med de stærke +Skuldre, det solbrændte Ansigt med den skarpe Profil, jo, nu forstod +jeg det! Han mindede mig om gamle Homers Kraftkarle. Saadan tror jeg, +de saa ud. + +Og den stolte, hidsige og smukke Storfanger Ojuvainath, den vældige +Harpunkaster, den fodrappe Rensjæger -- Akilles, Akilles! Og jeg +kunde aldrig siden faa dette Billede ud af Hovedet. + +„Fortæl os lidt om dine Rensjagter, Ojuvainath!“ + +„Det er vanskeligt saadan ligetil,“ svarede han og saa hen for sig. +„Og der er jo ikke saadan noget mærkeligt at fortælle; bagefter synes +man jo, at det ene Aar var lige som alle de andre. Og dog er jo hver +Dag ny i selve Jagttiden; hver Dag har sine egne Glæder, Skuffelser +og Strabadser. + +Jeg har jaget i 20 Somre. Knapt 14 Aar begyndte jeg. Den Gang var jeg +i den Alder, hvor man vil kappes med de raskeste, og da der gik +Frasagn om Nordgrønlænderne, tog jeg derop sammen med en Onkel -- som +simpel Roer i hans Konebaad. Det var til Nordre-Strømfjord, helt ind +i Bunden. Næste Aar rejste jeg Nord paa igen, denne Gang som Herre og +Styrer i min egen Konebaad. Jeg var da 15 Aar. Til mit 36. Aar har +jeg hver Sommer været paa Rensjagt her i vore egne Distrikter ved +Søndre-Strømfjord; og det er først nu, at jeg har slaaet mig paa +Laksefangsten. Det betaler sig bedre. + +Nordgrønlænderne, maa jeg sige, er raskere til Bens og livligere end +vi Sydgrønlændere; de er næsten for kappelystne. I Kajaken derimod er +vi de dygtigste. Isen lukker jo Havet for dem om Vinteren. + +Men Rensjagterne i Søndre-Strømfjord! + +Det er vist det bedste Rendistrikt i hele Sydgrønland, især naar man +tager helt ind til Bunden. Og det er en Tur, man ikke glemmer. Den +kan kun foretages i Konebaad. Du vil faa en Fornemmelse af, at din +Baad staar stille -- og at hele Fjorden rutcher forbi dig i svimlende +Fart. Og Farten vil vokse et Stykke indefter. Og naar du nærmer dig +Fjordbunden, og Landet om dig bliver fladere og frodigere, vil det +ligesom pludseligt blive lyst om dig, og du vil synes at glide ind i +et Land, der er lysere og skønnere end det, du forlod. Bag ved dig -- +langt, langt ude -- ser du Mundingsfjældene, høje og mørke; +Fjældryggene tegner sig indefter, bugtende med Fjorden, som en Revne +i et eneste, vældigt Fjæld, der skraaner indefter; og helt inde +kommer saa Bunden, som en bred og frodig Dal, der løber lige op i +Indlandsisen. + +Dernede gaar vi paa Rensjagt med Kone og Børn fra Juni til September. +Konebaaden lægges op paa Land, fortøjes forsvarligt og forlades for +et Par Maaneder. Som Regel medføres intet uden Bøsserne, Kaffe og +Tobak; undertiden ogsaa et lille Tøjtelt. Naar man paa Vandringerne +kommer til gode Renfelter, slaar man Lejr. Kvinder og Børn +efterlades, og Mændene gennemstrejfer i flere Dage Omegnen. Byttet +bæres hjem til Lejren, og Kødet skæres i tynde Kager, der lægges til +Vindtørring paa Klipperne. Et helt Rensdyr paa Ryggen en hel Dag +igennem -- over et besværligt Bakkedrag -- regnes ikke for noget, +naar det da ikke er en alt for stor Tyr. + +Ved de forskellige Lejrpladser -- man drager jo længere og længere +ind i Landet -- dannes Forraadsdepoter af det tørrede Kød, som paa +Hjemvejen bæres ned til Konebaaden. Det er lange Dagsmarcher -- fra +tidlig Morgen til sen Aften -- og ofte kan det jo være haardt nok for +5-6 Aars Purke; men de bliver ogsaa Rensjægere, før de har staaet for +Præsten. + +Kvinderne døjer ogsaa ondt, før de faar øvet sig op; de maa jo bære +adskillige Pund paa deres Rygstykker. Saa hænder det ikke sjældent, +at de læner Byrden mod en Sten og giver tabt. Og naar man saa vil +være rigtig ondskabsfuld, behøver man blot at sige til dem: „I +stakkels Kvinder, der maa døje saa meget ondt! Tænk bare paa dem +derhjemme, der driver paa Briksen uden at være det mindste trætte!“ +-- Saa brister de i Graad og er ikke saadan at trøste. Og de +forbander Jagtlivet og lover sig selv, aldrig at ville tage med mere. +Men snart vænner de sig til at ligge ude uden Telt, til at gaa langt +og bære meget, og saa glemmes alle Genvordigheder og Løfter med det +samme. Og næste Aar, ved første Rensjagt, er Kvinderne altid de +første, som vil med. Og naar Konebaadsbesætningen saa er fuldtallig, +og vi forlader Husene, saa er der mange, der græder, af de Kvinder, +der ikke kom med. + +En Række Solskinsdage, hvor man nyder Livet; Regnvejrsdagene enten i +Telt eller i Klippehule, hvor man maa holde Humøret oppe; Dage, hvor +der fanges i Overflod; Dage, hvor man jager forgæves; Held og Uheld; +Livsfare engang imellem; ja, en hel Bunke af den Slags Ting ind +imellem hinanden -- det er det Liv, vi Rensjægere lever. Alle sammen +elsker vi denne Tid, og vi længes efter at komme af Sted hvert +Foraar.“ + +„Ja, det er sandt nok, men vi er ogsaa glade ved at komme hjem igen“, +faldt Alafitdle ind og fortsatte leende: „I husker nok den Tid, da +Kaffen for længe siden er drukket, og vore gamle Piber forlængst er +udstykkede som Skraa. Aah, en lille Pibeflis, blot saa meget, som kan +dække en Kindtand, er ikke til at betale med Renkød. Og naar de gamle +først har faaet knust deres Kridtpiber og snust dem op, saa kan det +saamænd være sløjt nok. Men alligevel, jeg har ikke været paa +Rensjagt i Aar og længes derind, nu da jeg ser Fjældene.“ + +„Aa ja, Rensjagttiden!“ sagde en ung Pige, og der kom Liv i hendes +Øjne, „langt, langt derinde, nær Isblinkene, bag ved høje, høje +Fjælde og store Søer, der ser ud som vældige Gryder, fyldte med +Vand.“ + +„Ja, der er mærkeligt derinde, og der er mange Ting derinde, som man +aldrig bliver rigtig klar over,“ sagde en gammel Mand. „Som nu det, +gamle Evale og hans Kone fortalte. De saa mange mærkelige Ting i +Renlandet, de to gamle. Hver Sommer tog de derind, til sidst ganske +alene, da deres Børn var døde. Hjemme vilde de slet ikke blive, naar +det først blev Sommer, og saa levede de inde i Fjorden ganske alene +til Efteraaret. Selv da han blev for gammel til at jage, tog han +derind alligevel. + +En Nat, da de laa og sov under en stor Sten -- helt oppe i Bunden af +Kangerdluarsuak -- hørte gamle Evale pludselig en Lyd, han ikke +forstod. Den kom, syntes han, oppe fra den Sten, hvorunder de laa. +Lyden voksede. Den blev til en Musik saa dejlig, at han grædende +vækkede sin Kone, for at ogsaa hun kunde høre den. Og hun lagde sit +Øre mod Stenen og hørte det samme som sin Mand. Det var, ligesom +Melodierne drev i Taage et Sted langt borte, fortalte de. + +Og som de lyttede, liggende paa Jorden, sprang mellem Tonerne en +enkelt, som blev kraftigere og stærkere end de andre. Og den voksede, +kom dem nærmere og nærmere, og til sidst forstod de, at den Lyd kom +fra et Menneske, der sang; men der var mange, der fulgte hans Sang +med Spil. Og de hørte Ord, Sangens Tekst, og forstod den. Og Manden, +som sang, ligesom sang for de to gamle; for han blev ved med at +gentage samme Sang og samme Ord. Til sidst lærte gamle Evale den og +gav sig til at synge med -- Ord og Melodi. + +„Sangen, de lærer os, er deres Gave,“ sagde de til hinanden, og deres +Glæde var stor. + +Saa med eet tager Konen sin Mand i Armen og raaber: „Se der!“ Og de +saa begge frem for sig et Land, vidunderligere og frodigere, end de +nogen Sinde før havde set. Og saa drev det -- ligesom Sangen -- i +Taage gennem Luften. + +Og de to gamle raabte hinandens Navne af Glæde og blev ved med at le +og at le. Og de vilde gaa henimod det, men da gled det om bag +Fjældene og blev borte; og Sangen døde bort. + +Endnu en Gang sang gamle Evale den nye Sang for sin Kone; og han sang +den med alle Ordene. Saa følte de sig trætte af alt, hvad de havde +hørt og set, og lagde sig til at sove. Men da de vaagnede næste +Morgen, havde de glemt Sangen begge to, ganske som man om Morgenen +kan glemme det, man drømte om Natten. Og alt, hvad de huskede, var, +at den var saare dejlig. + +Og om de nu virkelig bare havde drømt det hele, -- visselig, da havde +jo Mand og Kone drømt den samme Drøm paa samme Tid, og heller ikke +det forstaar vi.“ + +„Men ogsaa andre Gange har jo gamle Eval og hans Kone oplevet Ting +paa deres Rensjagter, som de aldrig kom til Klarhed over,“ sagde en +anden. „I kender vel Historien om den store Sten med Indskriften? En +Dag fandt de paa et Sted, hvor de ofte havde været, en stor Sten, som +de aldrig før havde set. Stenens ene Side var ganske glat og +fuldstændig overskreven med en Mængde Tegn, de ikke forstod. Stenen +var sort og meget fint forarbejdet. Da de kom hjem, fortalte de om +deres Fund, og man medgav dem næste Aar, da de rejste, Papir og +Blyant, for at de kunde tegne Stenen efter. + +Men da de kom til det Sted, hvor den havde ligget, fandt de den knust +i smaa bitte Stumper. Ikke et Bogstav var at finde igen, alt var +tilintetgjort. Man havde vist ikke villet, at den skulde komme i +Menneskeeje. + +Og gamle Evale havde sin egen Mening om den Sag. Han troede, at der +derinde levede Væsner, som kun vilde Grønlænderne godt. Stenen havde +sikkert været meget kostbar, sagde han; og begyndte man først at +finde Kostbarheder i Grønland, vilde sikkert fremmede Folk komme til +Landet. Og da vilde det gaa Grønlænderne ilde, og de vilde maaske +snart ikke findes mere. Derfor holdes Kostbarhederne skjulte for +Menneskene!“ -- + +„Visselig, saadan er det,“ sagde mange i Munden paa hinanden. „Vi har +jo hørt om, at det er gaaet mange Folk saaledes. Og det er ikke længe +siden, at vi hørte, at man langt Syd paa var ved at udrydde et helt +Folk, fordi deres Land var rigt paa Guld. Den stærke tager fra den +svage. Og vi er jo kun faa heroppe. Derfor vaages der over vort Land. +Vel, om der aldrig maa findes kostbare Stene heroppe. Os vil de intet +godt bringe.“ + +-- -- -- Solen var gaaet ned. Et koldt Pust strøg ind over Fjorden og +mindede Menneskene om, at Nat afløste Dag. + +„Aah, -- de Rensjagter, de Rensjagter!“ sagde Ojuvainath, da vi gik +ind i hans Telt. + + + + +MENS JORDEMODEREN VENTER + + +Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen i tunge Byger og +tømte sig ud over Jorden, sang det hen over Fjældene af smeldende +Draaber. + +Den sommertørre Jord kunde ikke suge al Himmelens Overflod i sig; +Smaasøer gik over deres Bredder, og grumsede Elve jog ind i Pløret +mellem Husene. + +Regndraaberne faldt saa tæt og tungt, at de slog sære Klange af +Havet, der vred sig i lange Dønninger. Hundene luskede om med vaade +Pelse og krumme Rygge og smaapeb; de gad ikke engang æde af de friske +Affaldsdynger paa Møddingerne. + +Kun Menneskene tog slet ikke Regnen højtideligt, men styrtede +festklædte fra Hus til Hus. Unge Piger med Silkeanoraker, +Spragleskinds Bukser og lange hvide Støvler trippede over Elvene +og forsvandt i Husgangene, -- unge Mænd fulgte efter. + +Alle de lange, smalle Skorstene pulsede Røg i Vejret, og hver Gang +Vinden stod paa, lugtede det saa voldsomt af brændte Kaffebønner, at +man snerrede Næseborene sammen. + +Paa Pladsens eneste offentlige Bygning vajede Dannebrog; thi det +lille Udsted havde Besøg af sin Præst, og i Dag fejrede man +Konfirmationsfest ..... + +Præsten var saa hensynsfuld at holde Konfirmation om Efteraaret under +det gode Hvalrostræk; saa havde alle godt om Kontanter. Dagen +forinden var hele Konebaadsladninger med Spæk førte til Handelsstedet +for at omsættes i Festmad, brogede Tøjer og Tørklæder. I alle Huse +var der Overflod paa Kød, Laller og sejge Tyggestrimler af +Hvalroshud. Lige siden den hellige Akt var afsluttet i Kirken om +Middagen, havde man „arbejdet“ rundt om ved Gildebordene; der var rig +Lejlighed til Overmættelse, og Kaffen smagte saa dejligt efter alt +det grove Kød. + +Men nu var Aftenen kommen, og Dansen skulde begynde. + +Raab engang en Indbydelse til Dans ud over en grønlandsk Boplads! +Raab det, hvis du vil se en hel lille Bys Indbyggere vælte ud af +Husgange og trimle hen ad Vejene i ubehersket Henrykkelse. Raab det, +hvis du en mørk og stille Aften vil opleve at høre Grønlands gamle +Grundfjælds-Klipper ryste paa Hovedet i Ekko over unge Kvinders +Glædeshyl. Og følg saa Strømmen, bland dig med de unge, og dans +halvpaaklædt i den trykkende Hede, saa længe du har Kræfter til at +svinge de glade Piger ..... + +Bødkerværkstedet var renset i Dagens Anledning; og da Tranlamperne +blev tændte, og Harmonikaen lod sin første Vals høre, var der +allerede saa fuldt med Mennesker, at de, der vilde danse, maatte +tilkæmpe sig Plads med Albuerne; Luften i Rummet blev snart saa +fortættet, at man kunde bide i den. + +Da det blev uudholdeligt, var vi hen paa Aftenen nogle Par, der +svigtede det officielle Lokale for at søge et bedre ude i Byen. Det +var ravende mørkt, og Regnen smeldede ned. Kvindernes kostbare +Festdragter blev vaade, de lo blot deraf; vi traadte ud i Mudderpøle, +vi ikke kunde se, og vi endte med at tage vore Damer paa Armene og +bære dem over de mange nydannede Elve; det var en besværlig +Ekspedition, men Humøret gik ikke i Rette med Genvordighederne. Hvad +gjorde det saa forøvrigt, at jeg faldt ned ad en Fjældskraaning og +sammen med min Dame rullede ud over en Afsats ned i en tom Trantønde! + +Guderne -- hvor saa vi ud, da vi kravlede op! + +Man standsede uden for Malakias's Hus, det var det største paa +Pladsen, og derinde vilde vi danse. Man blev enig om, at min Baldame +og jeg skulde gaa ind og parlamentere med Familien. Det var jo +allerede sen Aften. + +Vi krøb ind gennem den lange, opblødte Husgang og kom ind. Paa +Briksen sad et Par gamle halvnøgne Mænd og deres Koner. De gloede +forbavset paa os, da vi kom ind, og slog maabende Mundene op, da vi +frembar vort Ærinde; det varede længe, før de kunde samle sig til et +Svar. Saa var der endelig en af de gamle Kællinger, der rejste sig, +gik hen til en af Lamperne og pillede Vægen højere op af Trannen; -- +da først havde hun faaet kædet sine Tanker sammen til Svar. Hun +stillede sig lige foran os, pegede ind paa Briksen og hviskede +hovedrystende: + +„Tja -- det kommer jo noget an paa hende der; for vi sidder jo bare +her og venter paa, at hun skal faa Brug for Jordemoderen!“ + +Min glade Rebekka saa sønderknust paa mig: + +„Det er sandt!“ mumlede hun, „Barbara ligger jo for Barsel!“ + +„Der findes da ogsaa andre Huse!“ foreslog Kællingen paa Gulvet. + +„Jah -- men Malakias's Hus var jo det største,“ sukkede Rebekka. + +„Saa forsøg paa at gaa til Malakias selv,“ foreslog den gamle, som +hed Medea. + +Og det gjorde vi saa. + +Malakias fandt vi blandt Danserne i Bødkerværkstedet. Han var en +fornuftig Mand, det nok gik an at forhandle med; men ak -- Smilet +stivnede om hans Mund, da han hørte vort Forslag, og der laa Alvor i +hans Stemme, da han sagde: + +„Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage kun har ventet +paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! Spørg først hende!“ + +Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe, +Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. Ogsaa hun var +blandt de dansende. + +„Vi skulde spørge dig fra Malakias, om -- -- --“ + +„Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa altid -- --“ + +Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter. + +„Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i +Aften?“ + +Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde +Tilladelsen med det samme. + +„Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ mente hun. + +-- -- Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og +lagde sig paa Briksen. + +Men Musiken -- der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle +Essaias reddede nu Situationen. Han havde en Violin; det var flere +Aar siden, at han havde spillet paa den; og da den blev hevet frem +fra hans store Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men +Instrumentet blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede +Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde Dansen +endelig begynde ..... + +Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al Livets Møje i en +Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes Ekstase ind i en Reel! + +Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de kaadeste +Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde aldrig blive træt. Og +Aftenen igennem var der over hans rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt +og forklaret, som om han sad fordybet i Andagt. + +Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning, +tømtes Malakiæ gæstfri Hus. + +Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven +Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa +Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren +havde budt os ind paa en Romtoddy. + +Ja, sandelig -- en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, gennemvaad og +svedt som man var! + +Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at „Udliggeren“ var gaaet +i Seng; men i sin Stue havde den gode Mand ladet Lampen brænde, og +paa Bordet stod varmt Vand, Sukker, Rom og Cigarer! + +Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi blandede os +en Drik og hilste paa hinanden. + +Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i Grønland! + +Det havde været en bevæget Dag i Dag -- med alle disse +Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. Saaledes sad vi en +Times Tid. + +Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg foran mig. + +„Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?“ spurgte jeg +beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte ham med hans +Efternavn. + +„Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt. +Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen. + +„Min Kone -- ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke +Kommandoen, men alligevel -- -- --“ + +Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit +Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme. + +„Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade -- -- ganske vist, +min Kone har ikke Kommandoen hos os --“ + +Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning +og slaar sig for Brystet. + +„Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde og urimelige; +de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“ + +Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser mig bønfaldende +ind i Øjnene, da han siger: + +„Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte med mig hjem i +Aften.“ + +Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset. + +„Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige.“ + +Han pegede paa Romflasken. + +„Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone -- -- og den og +jeg i Forening, -- ikke sandt?“ + +Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj +Romtoddy. + +„Hi, hi, hi! -- Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har +Kommandoen alligevel!“ + +Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi +velbeholdne foran Malakias's Hus. + +„Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen; +jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt inde i Husgangen, raaber +han højt: + +„Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, den var +ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke glemt dig!“ + +Og han rakte hende straalende Toddy'en ud. + +Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og var i bar Særk. +Frederiksen var saa overgiven over den gode Modtagelse, at han lo saa +højt, at hele Huset vaagnede. + +Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden. + +Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange tilrejsende havde +søgt Ly her for Natten. + +Judithe, der følte sig oplivet af Toddyen, gav sig til at fortælle +Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse Mand nu først +vækket dem allesammen, saa maatte hun vel efter gammel eskimoisk Skik +forsøge at fortælle dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem +Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage +paa Briksen. + +Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn. + +Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige +vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje og vraltede hen til den +store Urinspand henne under Vinduet og satte sig paa Kanten; jeg gned +Øjnene, jo sandelig -- hun var falden i Søvn derhenne! + +Det saa foruroligende ud, og jeg rejste mig over Ende; men i det +samme blandede en beroligende Hvisken sig i den almindelige Snorken, +og Ordene lød, som følger: + +„Sov kun! Jordemoderen vaager!“ + +Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets Gæst med god +Samvittighed kunde føje ogsaa min Snorken til det store Kor -- i den +sikre Forvisning om, at intet vilde komme bag paa os. + +Jordemoderen ventede ... + + + + +DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN + + +„Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!“ var der en, der raabte. + +„Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!“ skreg de unge Piger i Munden paa +hinanden. + +Et Par store Sten rullede ned ad Fjældet, og Ekkoet drønede ud over +Fjorden; det var Vardetinden, der blev væltet, og tunge, duftende +Lyngduske dannede Top i Stedet. Brændende Kvas dængedes over, og +frisk Lyng kastedes paa. + +En tyk, hvid Røgsøjle slog lige op mod Himlen, og spillende Ildtunger +slikkede hen over Vardens Sten. + +Røde Skyer flammede op i Horisonten, og Hjortetaksfjældet skød sin +hvide Hue ned i Nakken og strakte sig i Morgenrøden. + +Fjorden laa hvid af Storis; og Skosserne, der langsomt drev indefter, +legede med deres Skygger i det blanke Vand. + +-- -- Der for et sitrende Gys gennem den lette Morgenluft, og +Lyngbaalets Ild blegnede, da Solen gled op over Fjældene og dyppede +alle Tinder i sit Lys ... + +-- -- -- -- -- + +Der havde været Dans ved Kolonien, og hen paa Morgenen var alle unge +gaaet til Fjælds for at koge Morgenkaffe. Sammen med Solen kom gamle +Eva opover; hun skulde langvejs ud for at samle Kvas, men da hun saa +de unge og lugtede deres Kaffe, lagde hun Vejen op over Fjældet; og +hun satte sig straks ned iblandt os for at vente paa sin Omgang. + +„Hør, Eva, du skulde fortælle os om den Gang, „du smagte paa Døden“!“ +foreslog en. + +„Saa skal du faa Kaffe af første Kog!“ føjede en anden til. + +Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og uden +Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle: + +„Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg har aldrig lidt +af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor altid været let til Bens +og fornøjet. -- -- + +Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, I vilde høre lidt. +Ja, det kunde du saamænd godt lave en svær Bunke Skriverier om og +tjene mange Penge paa,“ sa' hun leende, henvendt til mig. + +„Ser I det blaa Fjæld der? Det var jeg gaaet over. Naturligvis havde +jeg Kaffe med mig, og det varede jo ikke længe, før jeg fik Lyst til +at ta' mig en Taar, og saa gjorde jeg Ild op. + +Nu lægger jeg Mærke til, at det begyndte at trække op; Himlen var +bleven en hel anden; men da jeg var gaaet ud for at plukke Kvaner og +var meget lysten efter dem, gik jeg blot videre uden at bryde mig om, +hvad der gik for sig i Skyerne. Vi gik og gik -- jeg havde Sofia +Lisbath med mig --; vi gik nedad mod Fjældet, hvor vi skulde plukke +Kvaner, kom til en meget stor Slette, satte over den og landede ved +Fjældene paa den modsatte Side. Saa gav vi os til at plukke Kvaner, +medens Regnen begyndte at falde og ganske langsomt sivede gennem vort +Tøj. Vi plukkede og plukkede, gjorde vor Bunke noget vel drabelig og +vandrede saa hjemad. + +Da vi kom op i Fjældet, var det, lige som om man garvede tørre +Vandskind omkring os; det var Kastevindene! Allerede paa Toppen +klistrede alt vort Tøj fast til Kroppen; og saa lang en Vej vi havde +igen! + +Da ser vi en Rype med sine Kyllinger, lader Kvanerne ligge og giver +os til at forfølge dem, men vi fik dem naturligvis ikke. + +Saa gik vi videre med vore Kvaner, opad og opad, til vi blev siddende +paa en Skrænt uden at kunne komme videre; -- saa ned igen gennem +Elven, da der ikke var anden Vej; her maatte vi slæbe Kvanerne med os +og hisse dem ned ad Fjældsiden. + +Saa kom vi ned til en stor Sø og tog den langs Bredden mod Solsiden. +Vi gik og gik ad Smaaelvene; de vaade Kamikker søgte vi at snøre +fast, men det lod sig ikke gøre: vore Fødder blev kolde. -- Saa kom +vi til en Fos; det var det bare Skumsprøjt! + +„Vi har ingen anden Vej,“ sagde jeg til Sofia Lisbath, „vi maa midt +ud i den.“ + +Jeg snørede mine Støvler fast oven over Knæene, tog Kvanerne paa +Ryggen og plumpede ud. Straks vi kom ud, var det umuligt at se frem +for sig; Fossen havde alt for stærk Fart, og Regndraaberne ovenfra +løb ligesom oven i hinanden som en Straale, der aldrig knækkede over. +Fossen var os egentlig lovlig bred og dyb, Vandet gik os til Livet, +men vi kom dog over; saa var det ogsaa, ligesom om vort Tøj selv var +bleven til Fosse, saadan drev Vandet af os. Og da jeg jo var en +gammel Kælling, begyndte jeg at fryse, og jeg mærkede, Kræfterne +svigtede mig. + +„Ja, nu er jeg ikke ganske sikker paa mig selv mere,“ sagde jeg til +Sofia Lisbath, „jeg tror næsten, dette her er Død for mig.“ + +Men op ad Fjældet slæbte jeg dog Benene og kravlede til sidst helt op +til Toppen. Jeg kunde ikke gaa paa Benene og krøb derfor videre paa +Knæene, men endnu havde jeg dog mine Kvaner paa Ryggen; og hvorfor +skulde jeg vel ogsaa kaste dem fra mig? + +Det sidste Fjæld, vi skulde over, kom nu til Syne. Jeg kravlede +fremad, Fjældet var temmelig højt. Jeg lagde Mærke til, at Sofia +Lisbath gav sig til at plukke Lyng, -- som jeg siden fik at vide, for +at putte det ind paa Kroppen under det vaade Tøj; selv var jeg for +udmattet til at gøre det. Da vi kom op paa Toppen, kunde vi se Landet +om Godthaab. Vinden blæste saa stærkt, at det lød, som om man slæbte +gamle, tørre Konebaadsskind hen over Fjældene. Og Regnen! -- Ja, det +var, som om man sparkede løs paa mig. Men jeg kravlede bare +fremefter. + +„Gaa du bare forud, Sofia Lisbath,“ raabte jeg saa til sidst, „Amos +vil blive alt for bedrøvet, hvis ogsaa du bliver heroppe.“ + +Men hun vilde ikke forlade mig og gav sig til at stoppe mit Tøj ud +med Lyng. Jeg havde endnu mine Kvaner paa Ryggen; give tabt vilde jeg +ikke, og jeg gav mig til at ryste Skuldrene ligesom i Vrede. + +„Gaa nu hjem, Sofia Lisbath.“ + +Men hun vilde ikke gaa ned til Godthaab, fordi hun ikke mente, at man +vilde finde mig levende. Og naar jeg talte til hende, gik hun bare +baglæns uden om mig. Saa til sidst maatte jeg standse, jeg havde ikke +flere Kræfter; og det kunde man jo ikke sige noget til, skønt det nu +skulde koste mig Livet. + +„Gaa nu hjem, Sofia Lisbath!“ raabte jeg igen, og for at ikke ogsaa +hun skulde lægge sig til at dø heroppe, gav jeg mig til at skælde +hende ud: + +„Du har dog en Broder, Sofia Lisbath, jeg har jo ingen! Du vil bare +bedrøve ham. Og hvis vi begge to bliver borte, vil de ikke finde os. +Vi gik jo over Kruersuk-Fjældet, -- og her gaar vi nu hjem ad +Kvanevejen!“ + +Men hun gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde ikke gaa hjem. + +Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, at jeg syntes, +min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. Baandet var gledet af min +Haartop, og Haaret var faldet ned. + +Sofia Lisbath gav sig til at græde, da jeg igen sagde til hende, at +hun skulde gaa hjem, og med Hænderne for Øjnene forsvandt hun +hulkende bag et Fjæld. Et Øjeblik standsede hun dog og saa sig om +efter mig. Det var, sagde hun senere, for at se mig sidste Gang i +Live. -- Ja, og saa lod hun mig tilbage. + +Da jeg nu var alene, blev jeg snart søvnig. Jeg brød mig ikke mere om +mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede +efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til +mig selv: „Naa, lad mig saa blot sove!“ Og saa lagde jeg mig ned. Det +var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere. + +Jeg sov og sov meget længe, men da jeg saa skulde til at aabne Øjnene +-- en Fugl var det ikke, det var Menneskestemmer! Og saa Stormen, der +peb! Jeg drejede mig om paa Maven og saa fire Mennesker; tre af dem +havde hvide Anorakker, den fjerde var min lille Søster. Hun brast i +Graad, hun begræd mig allerede. + +Jeg var saa vaad som en druknet Kajakmand. Mit Haar havde skilt sig, +mine Hænder var opsvulmede, og der var dybe Furer i Huden. Det var, +ligesom jeg havde vasket en hel Dag; men saadan var jeg forøvrigt +over hele Kroppen. + +De trak Tøjet af mig og gav mig andet paa, og saa bar de mig hjemad. +Det blev ved med at regne. Jeg mistede atter Bevidstheden. + +Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad -- og se: jeg havde over +mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var +Himlen. Men saa hører jeg en sige: „Eva, skal du ikke smage paa disse +Lækkerier?“ og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker +har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde +fastet en Nat og to Dage. + +Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen. + +Her ender min Fortælling. + +Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner uden at lade mig +skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej mellem Fjælde deroppe, kan I +tro, saa smukt ved Solnedgangstide! Folk ler ofte ad mig, naar jeg +siger det, men hvad gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør +det jo ikke saa meget, at man er en Nar.“ + + + + +FATTIGFOLK MELLEM „DE ONDE VINDES FJÆLDE“ + + + Ikamiut, 8. August 1902. + +Et lille bitte Hus. + +Døren ind til Husrummet er ikke større end et Æskelaag; man kommer +kun ind gennem den, kravlende sidelæns paa Kant. Rummet er saa lavt, +at man siddende har Hovedet i Loftet. Gulvet er Kampesten. Væggene +Tørv og Sten. Loftet brede Tørvestykker, lagte over Flydetræ. Briksen +paa tværs saa smal, at man kun kan sidde tre Side om Side, Kakkelovn +findes ikke. Lys og Varme kommer fra en Vægstensskaal, hvis lille +Transø er kranset med Væger. + +Stedet hedder Ikamiut og hører ind under Sukkertoppens Distrikt. Her +bor for Tiden fem Familier, fordelte i tre smaa Jordhuse og en lille +Tue, der ikke kan kaldes for Hus. + +Jeg kom hertil efter en halv Dags Rejse i Kajak fra Sukkertoppen. + +Manden, jeg bor hos, hedder Vittoralak; Familien er meget fattig, men +de giver mig det bedste, de har: tørret Torsk og Lodder, Krækebær i +Leversylte. Kaffe medbringer jeg selv. + +Husets ældste Datter er atten Aar; hun gik om bag Huset og græd af +Befippelse over det usædvanlige Besøg. + +Vittoralak sætter smilende Mad frem til mig; jeg nikker, spiser og +ler ad ingenting. Saadan skal en Gæst være, siger Grønlænderne. + +Vi gaar tidligt til Ro, kravler op paa Briksen og lægger os til +Rette; Vittoralak, hans Søn, Kone, Datter og jeg. Jeg ligger noget +uden at kunne falde i Søvn. De synger, liggende paa Briksen, en +Aftensalme; sjældent har jeg overværet Salmesang med større Andagt! + + + Ikamiut, 9. August. + +Vi kom ikke af Sted i Dag. Til en Begyndelse var det ikke saa let at +lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig +Himmel, Solskin, -- og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret +lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen +med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink. + +Naa, ja -- saa maatte vi se Tiden an! + +Frokost: vindtørret Sælkød, tørrede Lodder, to kogte Tejstunger, +tørrede Torsk og Kaffe! + +For at faa Tiden til at gaa gik jeg op til Udsigtsfjældet, sammen med +Vittoralak's Søn, Anase, en ung Mand paa tyve Aar. Herop gaar +Fangerne for at holde Udkig, naar Vejret bliver uroligt; herfra +afgøres det, om det er Fangstdag, Fiskevejr eller „Overliggerdag“. +Udsigten er Bestigningsbesværlighederne værd. + +Ned for sig mod Sydøst har man Isblinks-Vigen med en stor revnefuret +Bræ, der taber sig ind over Indlandsisen som en hvidblaa Taage. Vigen +er klemt inde mellem høje Alke- og Maagefjælde, der er toppede med +grønlige Jøkler. + +Mod Sydvest: Imarssuaq, en bred Bugt, der munder lige ud i det aabne +Hav, som en magelig Landevej for Sydvestbølgerne. + +Rundt til Siderne høje, stejle Fjælde. Der var „Krumknivsfjældet“ og +„Syltinden“, for blot at nævne de højeste. Kangerdluarsukfjorden mod +Øst med en Mur af Fjælde bag sig; og langt nede en lille, flad Tange +med nogle smaa Jordtuer, der ser ud som Vorter heroppefra: det er +Ikamiut, som ligger der, omsust af „de onde Vinde“ fra Fjældkæmperne +rundt omkring. + +Anase fortæller mig om det Liv, som leves dernede; og hans Fortælling +kommer uvilkaarligt til at handle om Kamp og Død. Fjældenes Aande er +Død for Menneskene, siger Anase. + +„I den Vig der blev Amose pludselig kæntret af en Kastevind; han blev +derude en Novemberdag. + +Derude brød i Vinter nedstrømmende Kastevinde ud over Isen, som +sønderflængedes; det kostede Sebat Livet. + +Her i Isblinksvigen roede for mange Aar siden to Venner ind paa +Sælfangst i smukt Magsvejr. En Sydveststorm brød pludselig ned fra +Krumknivsfjældet og piskede Havet hvidt. Vennerne var Stedets bedste +Kajakroere, de kunde tage de stærkeste Braadsøer, kæntrede, med +Bunden af deres Kajak i Vejret. Men alligevel, Menneskearm magter +ikke Kastevindspresset. Hele Fjorden kan den gøre til en rivende Fos, +hvis hvide Braadkamme sprænges i Knald mod hinanden. Den ene af +Vennerne blev slaaet ind paa en mennesketom Kyst og maatte blive der +et Par Dage, til Stormen lagde sig. Den anden, for Resten den yngste +og stærkeste, blev der. Han brød sin Aare under en Kæntring mod en +Braadsø, og man fandt ham siden fastsurret til Kajakken, med en +knækket Aare stukket ind i Kajakremmene. Han havde forsøgt at binde +Stumperne sammen; Forsøget var mislykkedes. Saa havde han surret sig +fast med sin Fangerem, for at man engang kunde finde ham og faa ham +begravet. + +Saadan er Vindene her; de hænger over os, selv i stille Vejr. Derfor +har man kaldt Ikamiut for „Landet med de onde Vinde“. I gamle Dage +skal det have været endnu værre. Vore ældste mener, at Verden bliver +gammel og ligesom svagere af Ælde ... + +Ser du det store Fjæld deroppe? Tinden er skarp som en Harpunspids: +Det er Glemselens Fjæld. Med dens Kastevinde mistede for mange Aar +siden en gammel Mand sin eneste Søn. Af Sorg unddrog han sig +Menneskene og gik til Fjælds. Og for at glemme Ulykken gav han sig +til at klatre op ad det ubestigelige Fjæld. Han vilde bringe sig selv +i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde han. + +Og deraf har Fjældet siden faaet Navn. + +Ude paa Næsset staar der to Varder, der lige skimtes heroppefra. Dem +byggede to Venner. Den af dem, som levede længst, skulde mindes den +afdøde, hver Gang han saa Varderne.“ + +Og medens Anase fortæller, vokser Vinden; Den kaster sig ned fra +Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud over Fjordene. Det er +Norden for Sylspidsfjældet og Østen for Isblinkvigen, der prøver +Kræfter. Men langt ude over Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over +Land. Bugten er allerede hvid yderst ude. Det er den haardeste og +stædigste af alle Vindene, Sydvesten, der nu kommer brølende ude fra +Davisstrædet. I eet Nu er Taagen inde. De sidste Solglimt forsvinder +ind over Indlandsisen, der længe lyser solbeskinnet gennem Taagen. + +Men snart styrter Regnen ned. Tre Vinde mødes; Syltoppens Norden og +Isblinkens Østen smækkes ligesom til Bunds i den skummende Fjord, og +Sydvesten brøler sin Sejr ud over Fjældene. Den piber hvislende og +gurglende op af en Kløft lige neden for os, og vi hører et Skrig som +fra et Menneske. + +„Er det Vinden?“ spørger jeg Anase. + +Men han er ligbleg sprungen op og giver sig til min store Forbavselse +til at raabe ned mod Kløften: + +„Haa, haa! Vi er kristent Folk! Du skræmmer os ikke med dit Hyl. Kom +kun, hvis du tør!“ + +Jeg springer op og løber hen til ham. + +„Hørte du ham ikke ganske tydeligt?“ raabte han stakaandet. „Ja, kom +kun frem, vi er ikke bange! Bilder du dig maaske ind, at du skræmmer +os som Tøse eller som Hedninger? Kom kun og tag Tag, om du tør!“ + +Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede slet ikke paa +mine Spørgsmaal. + +„Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, skal vi +nok faa ham fat; men er han allerede solgt, saa kan han gøre sig +usynlig, selv om han staar lige imellem os. Aa, det er dig, dit +Spøgelse, som er Skyld i alt dette daarlige Vejr. Kom bare frem, hvis +du ikke allerede er djævlebunden -- for saa tør du jo ikke vise dig +for kristne!“ + +„Hvem, hvem?“ + +„Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop Sønden fra.“ + +Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse var +saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud af ham med saadan en +Oprigtighed, at det hele begyndte at virke paa min Fantasi. Nu troede +jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, -- et Spøgelse eller +en Aand eller ... + +„Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg. + +Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde +af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os. + +„Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig selv. „Kom nu +bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!“ + +Nu saa jeg ogsaa selv Hulen. Jeg var efterhaanden bleven saa ophidset +af Anase's Raab, at jeg virkelig, da jeg nærmede mig Hulen, selv +ventede, at der skulde være Troldtøj derinde. Og Anase's stadige +Tilraab om, at jeg skulde være meget forsigtig, overbeviste mig om, +at jeg gik en Tvekamp i Møde. Jeg trak min lange Bjørnekniv frem og +stillede mig ved Indgangen, rede til alt! + +„Vaaben bider ikke paa saadan noget!“ raabte Anase, „hvis du ikke +bliver bange, skal du bare brydes med ham.“ + +Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa snæver, at jeg +ikke kunde presse mig igennem. Jeg stak Hovedet derind, der lugtede +klamt og fugtigt. + +„Pas paa, at han ikke smadrer Hovedet paa dig med en Sten!“ raabte +Anase forskrækket og kom løbende ned til mig. Han stillede sig hen +for Hulen og raabte Kristi Navn. Det gav et rungende Ekko derinde, +saa han, forskrækket over sin egen Stemme, røg et Par Skridt tilbage. + +„Han skal ud!“ skreg han, tog en Sten og slyngede den derind; den peb +ind i Mørket og faldt raslende ned et Sted langt inde. Humøret havde +ganske forladt Anase. Fjældmanden kom ikke, og vi forlod Hulen, efter +at han først havde fyldt Indgangen til med store Sten. + +„Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede han, da han +gik. + +Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar jeg spurgte ham +om noget, svarede han ikke engang. Saa standsede han med eet og saa +igen op mod Hulen, der gloede paa os som et stort Øje i Fjældet. + +„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han. + +„Jo! -- men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til, +„Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“ + +Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene. +Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod +Hulen og sagde lige som for sig selv: + +„Jeg tror, det var Fanden selv!“ + +„Fanden! Hvad mener du?“ + +„Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! Han +forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. Vi ser ham +aldrig, vi hører ham blot.“ + +Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været efter ham +oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt mærke, hvorledes han hoppede +om ham, saa det hvæsede hen over Stenene. Somme Tider var det som +Jern, der slæbtes hen over Stenene, somme Tider som en Rævs Murren og +Gøen. Til sidst mærkede han en Haand under sin Trøje. + +„Jeg blev saa angst,“ fortalte han, „at jeg begyndte at ryste over +hele Kroppen; jeg troede, at han allerede var kravlet ind paa mig og +havde forgiftet mig med sin Ondskab; -- for det er det, han vil, +fortæller de gamle. Og saa gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt +jeg kunde -- og alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske +rolig igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig.“ + +-- -- -- „Arit!“ (Der kan du se!) sagde mine to Kajakmænd til mig, da +jeg gennemblødt kravlede ind i Hytten. „Om vi var komne af Sted i +Dag, havde Syltindens Kastevinde været stive, kan du tro.“ + +Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa Briksen. + +„Du faar det trist i Dag,“ sagde Vittoralak, „vi har ingen Spæk til +Lampen, og det bliver tidligt mørkt.“ + +„Saa meget desto bedre! Saa kan I fortælle uhyggelige Historier om +Fjældmennesker; vi har lige set en.“ + +„Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne fra +Pigebørnene?“ sagde Vittoralak. Og saa fortalte Anase løs. Man hørte +paa ham med stor Opmærksomhed, og selv mine Kajakmænd var meget ilde +berørte deraf. Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden +Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi +det følger altid med dem. + +„Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de. + +Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater, +bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe +mellem Fjældene. En saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes +hurtigt langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle; +thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske ... + +Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt mørkt. Spækket +er sluppet op, Lampen staar tom. Vejret tager til. Kastevindene slaar +ned mod Huset, og Regnen siver gennem Tagtørvene. + +Vi ligger halvnøgne oppe paa Briksen og hører paa den ene, som taler. +En Gang imellem rejser den gamle stakaandede Alina sig op, gnider +sine røde, rindende Øjne med Haanden og bøjer sig hen over mig og +stopper noget Tagdryp med en Tørv eller en gammel Klud. Saa sætter +hun sig ned paa Briksen igen -- paa Hug, bøjet forover med Hovedet +mellem Benene og falder i Søvn. + +„Det er først, naar Djævlen kryber ind i Qivitoken, at han bliver +farlig,“ siger Vittoralak; „men det sker før eller senere med dem +alle. Man har ganske vist fundet døde Qivitoker, der har endt deres +Liv som gode kristne, men det er sjældent. De findes da gerne i en +Bjergkløft, vendte mod Øst, med Hænderne foldede over Brystet. + +Saaledes blev for flere Aar siden en Fanger fra Kangek, Boas, +Qivitok. En Stormdag om Vinteren blev han set af Fangerne uden for +Sukkertoppen, langt til Søs, uden for Isen, paa Flugt Nord efter. Men +ingen turde vove sig saa langt ud i Stormen, og han blev borte for +dem ude mellem Søerne. Et Aarstid efter fandt man ham inde i Bunden +af en af Fjordene i Holstensborgs Distrikt, en 60 Mil fra min +Hjemstavn, oppe i en Fjældkløft, med Hænderne foldede over Brystet og +Hovedet vendt mod Øst. Han var død som en kristen. Men det hænder kun +sjældent. For i Reglen bliver de saa onde, at de ikke engang kan dø, +og saa tager Fanden dem levende til sig.“ + +„Ja, men tror du ikke, at mange af de Qivitoker, som I kalder for +djævlebesatte og udødelige, ganske simpelt er forsvundne -- +forulykkede til Fjælds eller til Søs?“ + +„Nej!“ svarer Vittoralak bestemt, „det forholder sig, som jeg siger, +og du behøver ikke at være bange for, at vi farer med løs Tale. +Fjældmennesket forlader altid Menneskene i Vrede, og derfor har Satan +let Spil med ham Og desuden vil de fleste Qivitoker gerne i Lag med +Fanden; thi de ved, at han giver dem store Trolddomsevner. De kan +løbe som Rener og flyve op ad de stejleste Fjælde som Fugle, -- og de +kan forvandle sig til Dyr. Mange har set dem forvandle sig til Ræve +og pludselig forsvinde i Jorden. + +Og at de ikke kan dø, det ved vi ogsaa. Mange har talt med dem, før +de for stedse drog bort til deres eget Land; thi naar de bliver +meget gamle, rejser de langt mod Nord -- til et Land, hvor alle +Fjældmennesker samles. Der er idel Mørke, aldrig Lys. Men før de +drager derop, maa de skrifte deres Synder for et Menneske. De maa +angive sig selv, sige, hvem de er, og hvorfor de gik til Fjælds. Naar +de har faaet sagt det, kan de drage mod Nord og vil da aldrig siden +blive set af noget Menneske. + +Sidste Gang et Fjældmenneske skal vise sig, behøver man ikke at være +bange, thi han vil da intet ondt. Først fløjter han længe som en +Fugl; han har glemt at tale som et Menneske. Derefter begynder han at +fremstamme enkelte Ord; og under meget Besvær faar han endelig Magt +over sin Tunge. Han beder da først det Menneske, han skal tale med, +om at gaa et Stykke bort fra sig, helt op mod Vinden, helst paa et +Fjæld; selv stiller han sig paa Læsiden nedenfor. Alt dette gør han, +for at ikke nogle af hans slette Tanker med Vinden skal føres hen til +Mennesket og smitte. Saa angiver han sig, skrifter og tager Afsked +med Menneskene. + +Folk, som har set dem, mener, at de i dette Øjeblik fortryder alt det +onde, de har gjort; det er Herrens Vrede, der hviler over dem, thi de +vrider deres Ansigt og deres Krop -- ganske som om Huden snevrede ind +og sved. Og de stønner og ryster over hele Kroppen. De græder ogsaa, +men uden Taarer, under stærke Smerter; thi Huden om Øjnene er +sprængt. + +Et saadan Møde ender altid med, at Fjældmanden pludselig giver et +Hop i Vejret, som greben af en usynlig Haand, og løber til Fjælds +nordefter med en underlig kaglende Lyd“ ... + +Der lægger sig altid efter dystre Fortællinger en Uhyggefølelse over +Tilhørerne. Da Vittoralak tav, blev der stille i Huset. Man forsøgte +at tale om andre Ting, men altid endte man i de lange Pavser, der +følger efter alle Spøgelseshistorier. + +„Kan I ikke synge en Sang?“ spurgte Datteren. + +„Jo, det skal jeg!“ sagde gamle Alina og rettede paa sig. „Jeg skal +synge en Sang, som vi sang her ved Ikamiut, da jeg var Barn; jeg kan +kun lidt af den, min Hukommelse svigter mig.“ + +Og saa gav hun sig til at nynne. Stemmen kom langt borte fra, og det +anstrengte hende at faa den frem. Det var underligt at høre dette +gamle, nedbrudte Menneske synge. Hun sad halvnøgen paa Briksen med +korslagte Ben; det var, som om hendes Knogler skulde bore sig igennem +Huden, saa mager var hun. Øjnene lukkede hun halvt til, medens hun +vuggede Hovedet frem og tilbage og sang. Det var en høj Fistel, der +somme Tider knækkede over, skrøbelig og skælvende som hun selv. Og +dog fyldte den Mørket om os med Toner; en vemodig Melodi, der greb os +i hendes simple Foredrag. Hun sang: + + „Naar du kommer til Ikamiut Norden fra, + vil et stort Fjæld komme til Syne; + stejlt falder det i Havet. + Tinden staar i Skyer. + En dejlig Kvinde + styrtede fordum ned fra Tinden. + Derfor er Fjældet endnu blodigrødt.“ + +„Moder, kan du ikke mere af den Sang?“ spurgte Datteren. + +„Nej, nu har jeg glemt den, men Sangens Indhold kan jeg fortælle jer: + +I gamle Dage boede der her ved Ikamiut en Mand, Ordlêna, som havde en +meget smuk Kone, Panôna. Skønt han holdt meget af hende, handlede han +dog ilde mod hende, maaske af Skinsyge, fordi alle beundrede hendes +Skønhed. Værst blev det, da han begyndte at pine hende. Han stak +hende med sin Kajakkniv, saa Blodet flød. Men da han til sidst tog +sin takkede Hvalkniv og jog den i hendes Krop, flygtede hun bort. Hun +løb op ad „Syltinden“ her lige overfor. -- Deres Huse laa ved Foden. +-- Men Manden satte efter. Hun var svanger og skulde snart føde, +derfor gik det kun langsomt op ad det stejle Fjæld. Og Manden vandt +ind paa hende. Han raabte hendes Navn og lovede, at han herefter +altid vilde være god imod hende. Hun naaede Toppen, og før han kunde +faa hende fat, tog hun Tilløb og styrtede sig ud over Afgrunden. Hun +knustes, og hendes Blod randt ned ad Bjergets Side. „Syltinden“ +kender I jo alle. Tindens Sten er røde; man siger, at Panôna's Blod +farvede dem. Og det staar der jo ogsaa i Sangen.“ .... + +Vi var allerede faldne i Søvn, da et Raab gennem Vinduet bød mig til +kogt Helleflynder hos Evali's, inde i Huset ved Siden af. Det var +blot nogle faa Spring fra Husgang til Husgang, saa var jeg derovre. + +Deres Hus var større, det dryppede ikke fra Taget, og der var et +vældig Blus paa deres Vægstenslampe. Paa Gulvet i et stort Lerfad +stod Fisken og dampede. Saa langede vi til med Fingrene og naaede +snart Fadets Bund. Vi var komne til Kaffen, da Evali's Kone giver et +Skrig fra sig: + +„Der er nogen ved Vinduet!“ + +Og halvnøgen farer hun gennem Husgangen. Et Øjeblik efter kommer hun +ind med en ung Kvinde, jeg ikke før havde set. Stormen havde revet +hendes Haartop løs, og det vaade Haar hang ned over hendes Ansigt. +Hun havde bare Ben, og hendes Fødder var svulne af Kulde og Vand. Da +hun rystede sig henne ved Døren, stod der en Sø paa Gulvet. Men hun +saa slet ikke forkommen ud og lo over hele Ansigtet, da hun fortalte, +at hun hørte til en Konebaadsbesætning, der var taget ud fra en af +Fjordene til Morgen, medens Vejret endnu var godt. Op ad Dagen var +Stormen faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig langt +inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut. + +Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget hos mine +Kajakmænd og spiste vore Levninger med den glubende Appetit, en Dags +Rejse i Storm og Regn giver ..... + +Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de alle. Hen +under Taget over mit Leje var med rørende Omhu fastbundet smaa Daaser +for at beskytte mig mod Tagdryp. + +Midt om Natten vaagnede jeg ved, at nogen puslede over mig. Det var +gamle Alina, som ikke undte sig selv Nattero for at tømme Daaserne, +naar Tagdryppet havde fyldt dem til Randen. Saa bøjede hun sig ned +over mig for at se, om jeg sov, og krøb saa sammen i sin Krog, paa +Hug med Hovedet mellem Benene. Jeg rejste mig op og forsikrede hende, +at jeg ikke brød mig det mindste om Tagdryp, og bad hende om at lægge +sig ordentligt til Ro. Hun rejste sig og lagde sig ved Siden af sin +Mand. Men lidt efter, da hun troede, at jeg var falden i Søvn igen, +saa jeg hende rejse sig og liste hen i sin Krog. + +Gamle Alina vilde vaage, og hun ofrede den Hvile, hendes gamle Lemmer +saa haardt trængte til, for at skærme sin Gæst mod Stænkene fra Taget +..... + + + Kangâmiut d. 11. August 1902. + +Endnu en Dag maatte jeg ligge over i Ikamiut. Vinden var taget af, +men Regnen vedblev. Først i Nat Kl. 3 blev jeg vækket af mine +Kajakmænd, der havde været til Fjælds og nu endelig meldte godt Vejr. +Solen var ikke oppe endnu. Havet var stille, og Himlen klar. + +Saa kogte Alina Kaffe, og Klokken halv fem sad jeg i min Kajak. + +Den fattige Familie, jeg havde boet hos, tog en rørende Afsked med +mig. Af de faa Madvarer, de ejede, gav de os det bedste med. Og ned i +Kajakerne puttede de tørrede Lodder, Torsk og en tørret Alk. + +Da jeg sagde Farvel, havde de to gamle Taarer i Øjnene. + +„Jeg skal tænke paa dig og din Moder til Vinter, naar det bliver +koldt og mørkt, og jeg skal bede til Gud, at du maa komme rask hjem +til dem, du holder af,“ stammede gamle Alina. + +„Mine Tanker kender du,“ sagde Vittoralak, „jeg behøver ikke at sige +dig noget.“ + +Da vi var komne ud paa Fjorden, faldt der et Skud, hvis Ekko sprang +ind over Fjældene. + +Det var Vittoralak's Farvel, -- og jeg vidste, det var hans sidste +Knaldhætte. + + + + +EN MODERNE JOMFRU MARIA + + +Det var engang, at jeg kom langvejs fra til en lille afsides Boplads +i Nordgrønland. + +Bopladsen fejrede Gæstens Ankomst, og der blev kogt Bjørnekød og +Kaffe hele Aftenen igennem. Da vi alle var mætte og glade, kom der +Bud fra det mindste og yderste af Husene; ogsaa der vilde man gerne +se den fremmede og høre nyt. De bød mig paa kogte Ulke -- det eneste +og det bedste de havde. + +Samtalen var levende, og der blev let rundtom i Huset. Men somme +Tider kom der en Hosten inde fra det inderste af Briksen -- helt +derinde fra, hvor der altid er mørkt, og den tørre sviende Hoste +kunde blive saa voldsom, at den ofte overdøvede vor Tale. + +„Hvem er den syge, der sidder derinde?“ spurgte jeg til sidst. Jeg +skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden Skikkelse, der sad +paa Hug; de knoglede Ben var krummede, og et Par indfaldne Kinder +hvilede paa Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun +ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse Øjne lyste røde +af Betændelse. + +„Ej -- kender du ikke hende?“ svarede man forbavset. + +„Næh!“ + +„Det er jo Jomfru Maria!“ sagde en og fniste. + +„Tys! -- Tys! Det er Synd, hun kunde jo dog høre det!“ afbrød en +anden. + +„Ork nej! Hun er jo syg og døv og begriber intet mere. Og for Resten +-- sandt er det jo!“ ... + +Men her blev Samtalen afbrudt af en ny Besøgsslæde, og vi kom ikke +til at tale mere om den gamle, syge Jomfru Maria. Næste Morgen forlod +jeg Bopladsen og rejste til Upernivik ... + +Jeg havde ganske glemt den syge Kvinde, da jeg en Aften sad og talte +med den gamle grønlandske Præst om alt det, der gennem mange Aar var +hans brogede Oplevelser. + +„Ja, men det mærkeligste af alt det, jeg har været med til, var dog +den Gang for mange, mange Aar siden, da en Kvinde i min Menighed +bildte sig ind, at hun havde født Frelseren til Verden.“ + +„Var det Jomfru Maria?“ + +„Ja netop! Det var hende, der kaldte sig Jomfru Maria.“ + +„Aa, fortæl endelig om hende! Jeg har set hende og vilde saa gerne +høre noget om hende.“ + +„Jeg husker ikke længere Enkelthederne i denne mærkelige Sag, men jeg +skal læse min gamle Dagbog for dig, hvis du vil høre det,“ sagde +Præsten; og saa fik han et gammelt, gult Hefte frem og begyndte at +læse af det. + +Jeg fik senere en Udskrift baade af Dagbogen og af Kirkebogen, og jeg +skal i det følgende gengive det, som den gamle Præst selv kalder „en +uhyggelig Tildragelse“, med hans egne Ord, paa hans noget stive, +højtidelige Dansk: + +„I mit første Præsteaar 1875, omtrent midt i Januar Maaned, havde vi +faaet Efterretninger Nord fra, der havde lydt forunderlige, nemlig, +-- at en ung Pige ved Udstedet Tasiusaq havde faaet Folk til at tro, +at hun til Fjælds havde født et dødt Barn, der talede og kaldte sig +selv Jesus; og disse uhyggelige Rygter stadfæstedes et Par Dage +derefter, idet jeg havde modtaget to Skrivelser, skrevne af Læseren +ved Tasiussaq efter Pigens Ønske og Diktat. + +Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes: + +„Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et Barn, der er +udgaaet af Aanden, af Gud, sagde: + +„Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.“ + +Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen ikke Maria, men +Jonasine Annine Amalie, født i 1852. + +„Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud. Dersom Præsten +ikke tror det, skal Danskernes Land forgaa. Præsten maa tro disse +Penge, thi dem har Jesus lovet hende.“« + +I Skrivelsen havde hun videre sagt, at Barnet talte, da det blev +undfanget i Moderens Liv, og dersom hun ikke fik sine Penge, skulde +Himlen og Jorden forgaa, Gud skulde borttage Sæden paa Marken i +Danskernes Land. Da Barnet blev født, svøbte Moderen det i en Klud, +og det talte. Hun havde ogsaa sagt, at Barnet sov, da hun tog det, +men det var dødt. Det sagde dog uden at aabne Øjnene: + +„Moder, Faderen velsigner dig, et Barn aabenbarer sig paa Jorden; +Moder, det er mig, Jesus, din Søn. Nu forlader jeg dig, fordi du +skammer dig ved din Sygdom (Fødsel), og fordi Faderen kalder mig.“ + +Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes dette var sket, hørte hun en Røst, +som sagde: + +„Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed. +Faderen velsigner dig til evig Tid.“ + +Moderen skulde efter Barnets Sigende bo ved Kolonien, naar Præsten +tror hende, fordi Faderen har sagt det; og naar hun fik disse Penge +af Præsten (hun havde bildt Folk ind, at jeg som Formand for +Forstanderskabet vilde lade hende faa Penge af Kolonikassen), saa +vilde Gud give de danske Sæd og Penge og Grønlænderne Sælhunde. + +I en anden Skrivelse havde hun sagt: + +„Naar Barnets Ord høres ved Upernivik, maa Præsten adlyde dem, +saafremt han da kender de tre Trosartikler. + +Barnet vil, at der skal skydes med Kanoner tre Gange. + +Da alle nu ere døbte, skulle Menneskene ikke mere gøre onde +Gerninger. Barnet har udgydt den Helligaand. Barnet vil ikke bryde +sig om Menneskene, naar de gøre det onde; han frelste dem ved sin +Lidelse paa det, at de ikke skulde fortabes. Naar de ere fortabte, +støder han dem ud fra sig og lader dem komme til Pine i Djævelens +Rige. Djævelen er en stor Slange, en Forfører; han kommer til +Menneskene med sine Fristelser; hans Gerning er at fordærve. Han +fristede ogsaa Jesus ved sin onde Tale; han er ikke Gud, men en ond +Aand til evig Tid. + +Jesus Kristus vil ikke, at Menneskene skulle adlyde Djævelen, fordi +de som Guds Skabninger skulle tjene ham alene; han bespiser dem med +sit sande Legem og Blod, fordi de ere kristne. + +Da Jesus steg op af Vandet, blev hans Daab ogsaa Menneskenes; og han +blev al Skabningen til Frelse. De skulle besjæles af den Helligaand, +og naar de ikke følge deres onde Lyster og Begærligheder, skulle de +faa det gode, Salighed. Barnet har sagt det. Og Barnet er kommet for +at velsigne Menneskene. Den hellige vil komme til at lide alene. + +Mange Kateketelever skulle tro Barnets Ord; de forføre sig selv, naar +de følge deres egne Lyster og adlyde deres Præst. + +Barnet vilde, at Ordene sluttes her.“ + +Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen havde talt, og som +ere oversatte ordret fra det grønlandske. + +Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling, +bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen sammesteds, +Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, Kolonibestyreren og mig. I +dette Møde oplæstes de Skrivelser, som hun havde dikteret, og det +blev, dels ved det Pigen underkastede Forhør, dels gennem de af de to +tilstedeværende Mænd fra Tasiussaq afgivne Forklaringer, konstateret: + +1) at Pigen, da hun var ene paa Fjældet, havde aborteret, nedgravet +Fosteret under for faa Stene, saa det ikke senere kunde findes og +maatte formodes at være spist af Hunde; + +2) at hun ikke kunde antages at have lidt af nogen Sindssygdom, men +at hun kun i interesserede Øjemed havde ladet sin løgnagtige og +frække Karakter træde tydeligt frem; + +3) at alle Grønlændere ved Tasiussaq havde troet paa hende, ikke +alene paa, hvad hun gennem Skrivelserne havde spaaet, men paa meget +andet; og at de i eet og alt havde adlydt hendes Befalinger, af +hvilke navnlig skulde fremhæves den, at alle Kvinder uden Undtagelse +skulde nedlægge deres Top og anlægge Fletninger for at tilintetgøre +deres Daab. + +Da Fruentimmeret selv sluttelig erkendte at have løjet for at undgaa +Miskendelse over sin Frugtsommelighed, og da Afgørelsen af denne Sag +laa over Forstanderskabets Kompetence, blev hun af Kolonibestyreren +og mig foreløbig tilbageholdt her ved Upernivik, hvor hun var +udelukket fra alle Handelens og Missionens Bygninger -- Kirken alene +undtagen -- og afventede sin endelige Dom. + +Men idet jeg maatte erklære, at der efter alt oplyst ikke forelaa +noget egentligt Tilfælde af Barnefødsel i Dølgsmaal, men en slet og +ret Abort, havde jeg i Forening med Kolonibestyreren ganske +henstillet Sagen til Inspektørens Overvejelse og Afgørelse. + +Foranstaaende er taget af min Dagbog, som den Gang blev sendt til +Kirkeministeriet. + +Da Inspektoratets Bestemmelse var modtaget, blev hun straffet med +Slag og med at skære hendes Top af, ikke under hejset Flag, men inde +i Værkstedet. Jeg havde kæmpet imod hendes Uvæsen og tilintetgjort +det. + +Hun levede siden efter den Tid skikkeligt og har været gift. Nu er +hun Enke og har Børn, som avledes i Ægteskabet.“ + + * * * + +Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor +Jonasine Amalie boede. + +Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke. +Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg +saa hende. + +Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg +kunde hjælpe hende med. Det gav et Ryk i den gamle Jonasine Amalie, +og hun rakte mig sin knoglede Haand. + +„Tak! -- Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer en gammel +Synderinde .... Men ser du: Klæder trænger jeg ikke til; jeg vil +aldrig mere faa Himlen og Havet at se! Og Mad behøver min Krop næsten +heller ikke; det er kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven. + +Men -- men -- bliv ikke vred! Du er jo en fin Herre!“ Og atter rakte +hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene ned af Undseelse, da hun +langsomt hviskede: + +„Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa længe, længe siden +...“ + +Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske. + + + + +MOSES + + +Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets Tid. Naar +Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset ikke længer nogen +Rolle. Selv midt paa Dagen skal Lamperne dog brænde, om et eller +andet Arbejde skal udføres. Skal Grønlænderne paa Fangst, slaar Dagen +heller ikke til. Det vilde være mørkt, inden han havde naaet sit +Fangstdistrikt, om han vilde slaa sin Lid til den Smule Lys, der i +den mørke Tid kastes ud over Landet. + +Han maa vænne sig til det matte Skær, der ydes af Maane og Nordlys, +og blot søge at udnytte Dagslyset, saa længe han er paa selve +Fangstpladsen. Han maa tage ud og tilbage i Mørke. + +Det er en Kendsgerning, at intet i Længden virker paa den grønlandske +Fantasi med en saa stor Magt, som det dæmpede Maanelys. Alt ude +bliver fantastisk og hemmelighedsfuldt. De vældige Fjælde bliver +endnu stummere, de store Isørkener endnu mere uendelige. + +Der lægger sig en højtidelig Stilhed over Naturen. Og Skyggerne! -- +Fjældene kaster mørke Spøgelser om sig, og Slæden eller Mennesket, +som bevæger sig ude, forfølges af sin sorte Skygge i den hvide Sne. + +De grønlandske Nætter kan være dejlige; men de faar dog en trykkende +Magt over de Mennesker, der stadig skal opleve dem. Stilheden og +Ensomheden lægger sig over Sindene. Hos de danske heroppe bliver det +til Nervøsitet, hos Grønlænderne til Overtro. + +Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mændene hjem med +deres Fangst, som flænses og koges. Efter Maden -- og der spises i +Reglen saa meget, at der kommer et sandt Mættelses-Velvære over hele +Huset -- klæder Kvinder og Mænd sig halvnøgne og kravler op paa +Briksen. Mændene anbringer sig i magelige Stillinger, Kvinderne +trækker deres fine Skindbroderier frem fra Dragkisterne, og medens +Kvinderne arbejder og Mændene hviler ud til næste Dag, fortælles der +for at faa Aftenen til at gaa. Og det varer sjældent længe, før +Fantasierne er vel ophidsede. + +I Vinterens Løb har jeg tilbragt mange Aftner saaledes i grønlandsk +Hjemmehygge; og de fleste af mine ejendommeligste Indtryk skriver sig +fra disse Fortælle-Aftner. Snart er det Sagn, -- og Handlingen i +disse Sagn er Udslag af den vildeste Fantasi: Stærke Mænd, der +udfører mærkelige Bedrifter; Troldmænd, der kogler en hel Boplads +sønder og sammen; Historier om underjordiske, om Dværge, Kæmper og +Menneskeædere. -- Snart er det Selvoplevelser: Fangsthistorier, +Spøgelseshistorier eller andet overnaturligt og utroligt. +Grønlænderne føler Trang til at gyse; Fantasi har de, og en +Spøgelseshistorie forstaar de at udlægge saaledes, at Dødsstilhed +følger efter. + +Engang opholdt jeg mig nogen Tid ved Udstedet Claushavn i +Nordgrønland. + +En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til mine Hunde, og +da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen bag Claushavnshusene, tager en +lille Fyr -- Moses tror jeg, han hed -- fat i mine Slædeopstandere og +beder mig, om han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse +af, at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg ikke før +har været. + +Moses var en lille, snavset Fyr, daarligt klædt og værre vant. Han +var uden Forældre og behandledes som et overflødigt Lem af alle sine +Husfæller, der kun taalte ham iblandt sig, fordi han dog Dag imellem +kunde fiske nogle Ulke. Jeg anslog ham til at være ti Aar gammel, men +det viste sig senere, at han var sytten. Intet lod til at være ham +undt i denne Verden, ikke engang det at vokse. + +Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne +om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm +til Jakobshavns Isfjord. + +Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje, +taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig, +Hundene i Galopade-Humør. Moses bliver højtideligt stemt af Stilheden +om os og de høje Fjælde med de bratte Vægge, der i Halvmørket synes +at hælde helt ud over os. Og han giver sig til at fortælle. + +„Har du hørt tale om Hulen langt inde mellem Fjældene her? Der skal +bo et Uhyre deroppe. Man har fundet halvspiste Rensdyr i Nærheden, +men ingen har vovet sig helt hen til Hulen. Man mener, det er en +Kæmpe, der forstaar sig paa Trolddom.“ + +„Skal vi slaa Hundene deropefter, Moses?“ + +Han værdiger mig ikke Svar paa sligt halsløst Forslag. + +Lidt efter begynder han igen. Han kan ikke lide, at ingen af os +taler. Men mod hans Vilje tvinger hans Fantasi ham stadig ind paa, +hvad han nødigt i Øjeblikket vil beskæftige sig med. + +„Kan du se Uren om os? Fortrinlig egnet til Fjældaands-Huler!“ + +Han flytter sig nærmere hen til mig. Hundene galloperer med strakte +Haler og lyttende Øren. + +Og saa fortæller Moses en Historie om en stor, hvid Mand, der engang +kom svømmende op ad den samme Sø, som vi kørte paa, medens nogle +Bærplukkere opholdt sig ved Kanten. Han saa dem ikke og lagde sig ned +for at sole sig lige i Nærheden. Han havde langt, lyst Haar, blaa +Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over +Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden +opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord. + +En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene halser af Sted, og +Moses, der stadig synes at finde Stilheden trykkende, begynder paa en +anden Historie: + +„Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for alle den Slags +Væsner, som man ikke kan blive klog paa. Du har vel hørt Otto +fortælle om ...“ + +Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker lige ind til +mig. + +„Fortæl, Moses!“ + +„Hør du! Det er ikke, fordi jeg er bange for Fjældmennesker; du skal +ikke le ad mig. Jeg er ikke det mindste bange, det er vist Usandhed +alt sammen, hvad man fortæller. -- -- -- Men sig mig bare, synes du +ikke, at det er en mærkelig Sten, den der foran os? Den bevæger sig, +den rører sig; kan du ikke se, den forandrer sig?“ + +„Fortæl nu bare videre om Ottos Kapkørsel! Hvad du ser foran os, er +en Sten. Forstaar du ikke, Moses, at det er os, som bevæger os?“ + +„Naa, ja, du har Ret! He -- he! Ottos Kapkørsel, det er noget af det +ufatteligste. Det var Nytaarsaften, Otto vilde ud at se til sine +Sælgarn. + +„Du skal ikke køre ud Højhelligdagsaften, for saa er der saa meget +unaturligt paa Færde; du vil opleve noget uhyggeligt!“ siger Moderen. + +„Mo'r, har du set mig bange nogen Sinde?“ siger Otto og kører ud. + +Han faar tilset sine Garn, fanger en Sæl og er paa Hjemvejen, da det +sker. Allerbedst som han kører, giver Hundene sig til at gø, stikker +Halen mellem Benene, standser pludselig og er ikke til at drive af +Stedet. Otto vender sig om, men kan intet se. Med eet stikker saa +Hundene af i vildt Løb, stadig hylende af Angst og med sænkede Haler. +Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men +opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han +er lige ved at slippe sit Tag, men snor et Stykke af Snærten om sit +Haandled og rykker den saaledes løs igen. + +Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre for sig -- alt +Djævelpak kommer altid fra venstre -- og han vender sig om og ser en +Skikkelse skyde frem foran Opstanderen hen mod Hundene. Det var +umuligt at blive klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor, +og Hovedet var bøjet ned mod Brystet .... + +Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede. Særlig +Støvlerne havde forbavset Otto. De var flettede af Straa med et meget +smukt Mønster. Manden for af Sted, men ingen Bevægelse var at mærke; +det ene Ben holdtes løftet i bøjet Stilling, og saaledes skar han +ganske lydløst gennem Luften. Somme Tider naaede Skikkelsen helt frem +til venstre Fløjhund, og denne snerrede og knurrede da og pilede af. + +Aanden fulgte længe med Slæden; til Tider søgte den at komme helt ind +over Manden, men det lykkedes aldrig. Først nede ved Angmalortoq -- +Bakken ganske nær ved Husene -- var Otto igen alene. + +„Hvad tror du nu, at det kunde være for noget?“ spørger Moses mig +hviskende. + +„Tror du ikke, at Otto har været træt, og at hans Øjne har narret +ham?“ foreslaar jeg. + +„Men Hundene da? Hvad tror du, det kunde være, de gøede saa voldsomt +ad?“ spørger Moses indtrængende. + +„Asukiaq!“ (Det ved jeg ikke!) var det Svar, Moses maatte lade sig +nøje med denne Gang; jeg var optagen af at styre Hundene. + +Vi fløj hen over Isen. Hundene slikkede hverandre om Snuden, viftede +med Halerne og strakte ud i Galop. De var i det rette Farthumør, og +det var en Fornøjelse at køre med dem.“ + +Men Moses, som ikke har mere at fortælle, fortaber sig i +Betragtninger over alt det, hans lille Hjerne ikke kan begribe. + +Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, som ikke +kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser dæmpet over Landet, der er +saa ufattelig skønt i sit vilde Øde. Fjældene ruger om os; det er, +som om de med et stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af +Sted for deres Fødder .... + + + + +KOGLERIER FRA GAMLE DAGE + + +„DET AABNE ØJE“ + +Gamle Beate havde ligget i mange Aar paa sin Briks og ventet paa, at +Døden skulde komme og tage hende. Det var saa længe siden, hun havde +været ude, at hun nu kun ejede Sengetøj. Hun sad længst tilbage i +Huset, bøjet sammen med korslagte Ben, og rettede sig kun ud, naar +hun skulde sove. Hendes Øjne saa ikke mere, og Stemmen var bleven +hviskende af Ælde. + +Dagen igennem hørte ingen hende nogen Sinde tale; men en Gang +imellem, ud paa Aftnerne, kunde hun endnu leve op. Det var, naar +hendes Børn og Børnebørnsbørn samlede sig om hende og bad hende +fortælle Sagn fra gamle Dage. + +Da rettede hun sig op i Sædet, førte de hentørrede, knoglede Fingre +hen over de rindende Øjne og hostede anstrengt for at faa fat paa sin +sidste Smule Rest af Stemme. + +Gamle Beate levede ikke længere med de levende Mennesker, og naar hun +vaktes til Live, var det kun for at tale om dem, som længe havde +været døde. + +Men for os andre manede hun sin første Samtids Genfærd frem, hver +Gang hendes hæse Stemme begyndte at skælve i Ekstase over Minderne; +da kunde der komme en sær Glans over de blinde Øjne, de slappe, magre +Arme fik Kræfter til malende Gestus, og der laa Aarhundreders Mystik +over hvert eneste af hendes Ord ..... + +-- -- -- + +Det var hen paa Efteraaret -- under de korte Dage og det gode +Klapmydsetræk. Grønlænderne levede i foreløbig Overflod og var +glade. Den store Kødgryde havde staaet over Ilden hele Eftermiddagen +og havde mættet mange Munde. Nu var det Aften. Gamle Beate +havde lovet at fortælle, og det store Hus var fuldt af Gæster. +Kaffekopperne havde lige været Omgangen rundt. Alle tav stille, da +Beate begyndte at fortælle: + +„I min Moders Barndom var hendes Bopladsfæller, som boede ved +Isunguaq paa Disko, engang tagne paa Rensjagt til Oplandet ved Sarqaq +paa Nugsuaqhalvøen. + +Under Jagterne der havde en faderløs Dreng nedlagt et Dyr, og hans +Moder blev saa glad over denne hans Første-Ren, at hun sønderskar +Kødet og delte det ud, for at alle kunde smage det. + +Men der var mange Mennesker, og ved en Fejltagelse glemte hun ganske +at give en gammel Kælling noget. + +Kællingen blev vred og gav sig til at synge Tryllesange over Blod og +Sælknogler. Saaledes skabte hun en „Ulykkes-Sæl“, som skulde ombringe +Drengen, naar han en Dag var ude i Kajak. + +Men nu hændte det, at Tryllesangen tog saa voldsomt paa Kællingen, at +hun døde, samme Dag som hun fik sat sin Sæl ud i Havet. Sælen var +lige ved at falde sammen, da hun døde, men den kom sig dog igen og +forfulgte nu daglig Drengen. + +Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunde forstaa, hvad der +gik af ham, bestemte man sig til at sende Bud efter en stor +Aandemaner; og straks udsendte de to Kajaker, der skulde hente +Uvinep, „det aabne Øje“, som var bekendt for at være en stor +Troldmand. + +Endelig hørte man dem komme -- flere Konebaade i Følge kom de roende; +Besætningerne sang Trommesange i Kor. Saa kom de frem, lagde til +Land, gik op i Husene og ventede paa, at det skulde blive Aften. + +Det var paa de Tider, da allerede nogle af Menneskene var døbte. + +Ud paa Aftenen anbragte man derfor alle de kristne paa Sidebriksen +henne ved Vinduet og hængte Skindtæpper for, saa de intet kunde se. +Man tændte en stor, spækfyldt og vægekranset Lampe inde hos dem og +satte frem for dem et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden, +hvis de blev skræmte af Aandebesværgelserne. + +Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede. + +„Det aabne Øje“ hængte et gennemtørret Vandskind for Indgangshullet +og begyndte sine Besværgelser, siddende paa Gulvet. Men ingen +forstod, hvad han sagde; det var, som om det var en Dansker, der +talte. + +„Solen -- Solen!“ var det eneste, de forstod; og det blev han ved med +at gentage. + +Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren begyndte, gemte +hun sig bag sin Moder af Skræk og gav sig til at hulke. Men Bedstemor +talte hende til Rette og bad hende om endelig ikke at græde -- og saa +turde hun ikke andet end slubre Graaden i sig. + +Min Onkel, som havde lagt sig paa Briksen mellem Bedstemors Ben, var +derimod straks falden i Søvn; -- det var Englene, som holdt deres +Haand over ham, at han ikke skulde se de formastelige; thi ikke lang +Tid efter at dette havde fundet Sted, blev han omvendt til +Kristentroen. + +Men min Bedstefader, Ugtokoq, der ikke troede paa Uvineq's +Trolddomsmagt, havde sat sig nede ved Husgangen og haanede det, som +gik for sig. + +„Det aabne Øje“ besvor sine Hjælpeaander; det var, som om han var ved +at omkomme af Kulde, saadan klaprede Tænderne i Munden paa ham. + +Moder vendte nu tilfældigt Hovedet i Vejret, og se: Husets Tag +løftede sig, og Himlen kom til Syne! + +Men oppe fra Himlen dalede en underlig Skikkelse ned; Hænderne var +som Sælluffer, vredne indefter, og Haandfladerne var dødbringende. +Den, som de berørte, maatte dø! + +Nu svævede Trolden om i Huset og begyndte at kredse hen over +Menneskene. Til sidst stak den sine frygtelige Hænder ind under +Brikseskindet og løftede alle Menneskene op! + +Hu! -- Hu! Hele Huset genlød af Skrig. + +Og hver Gang Menneskene løftedes op, raabte alle Hjælpeaanderne i +Munden paa hinanden, og Huset rystede. + +Midt under alt dette begyndte ogsaa Husstolperne at give Lyd fra sig; +det var, som om man stak dem ned i frossen Sne og kørte dem rundt, +saadan fløjtede de! + +Alle rystede af Skræk og holdt sig for Ørene. + +Men nu hændte der noget, der spilede alle Øjnene op mod det Sted, +hvor den vantro Ugtukoq sad. En forfærdelig Stemme lod sig høre, og +se: Et Genfærd viste sig i Døren. Det var „det aabne Øjes“ Oldemoder: +Underkæben var falden ned, og det afskyelige Gab savlede. + +„He -- he -- he! Hvor er den vantro?“ hvidskede hun; og saa strakte +hun sine døde Fingre ud i Mørket. + +Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord; +saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn +af Spyt over hans Ansigt. + +Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han; +han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet. + +Saa forsvandt Genfærdet. + +Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig. Og de +kristne kunde igen komme frem fra deres Skjul. Ingen af dem havde set +eller hørt noget. + +Derpaa fortalte Uvineq om, hvad han havde faaet ud af sine +Aandebesværgelser. Det blev opklaret, at det var den afdøde Kælling, +der havde lavet Ulykkes-Sælen; Drengen vilde en Tid sygne hen, men +saa vilde der pludselig komme en Bedring i hans Tilstand, og han +vilde blive rask. + +Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte ham Gaver for +det, han havde gjort. + +Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede først hen; hans ene +Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort, og alle Senerne laa +blottede. En Dag, da det var aller værst, skulde man se til det: Ia +-- ia -- ia! Tænk, da faldt der store Maddiker af den Slags, som +plejer at være paa Menneskelig, ud af Saaret. + +Men fra den selvsamme Dag begyndte Bedringen. Der dannede sig nu +friskt Kød; i Begyndelsen fine smaa Prikker som Naalehoveder; +saaledes voksede det ud. Dog blev Benet aldrig saa tykt som det +raske, og Drengen blev halt ... + +Ja -- alt det kom der ud af en gammel Kællings Misundelse!“ + +-- -- -- Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe for at klare +Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt i sig. Der var ingen af +de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun +igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det +var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige, +hypnotiserende Hvisken -- og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der +syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede +sig gennem alt -- ned til det, vi andre ikke kunde se. + +Beates Hvisken fangede atter al Opmærksomhed. + +„Min Bedstemoder hed Mamuaq. + +Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere undersøgte hende, +opdagede man, at hun havde spist Ting, som var hendes afdøde Navne +forbudte. Maven blev stenhaard, og Livsaanden gik somme Tider helt +fra hende. + +Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livsaande; man kunde høre, +hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom +den tilbage igen. + +Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange +Aar tilbage. + +Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabtes det pludselig fra +Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd. + +Hu! -- Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord. + +Men Bedstemor rejste sig og gik ud. + +Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden med hende. De +løb og løb -- og med eet løber de lige ned i Jorden; der løb de +videre. Og nu kommer de til en stor rullende Sten. Den var fuld af +Blod; det saa ud, som om det var Sælblod. + +Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber videre; +Bedstemor fulgte efter. + +Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; men de strøg +bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle Mænd, der var ude at skyde +Ravne med Bue; men de standsede ikke, før de kom frem til Hus. + +De gik ind. + +Der var fuldt af Mennesker, og Bedstemor genkendte øjeblikkelig sin +Oldemoder; hun kendte ogsaa mange af de andre afdøde. + +Henne ved Husindgangen stod en vanskabt Kælling; Kroppen var vreden +om paa hende, og saa manglede hun Fødder. + +Hun fikserede Bedstemor saadan, at det kildrede inden i hendes Marv, +og saa sagde hun: + + „For tidligt spiste du Lunge -- + for tidligt spiste du Luffer -- + Se paa mine Fødder!“ + +-- -- -- Alle Tæerne manglede. + +Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et +Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne. + +„Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af +Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end +de andre. + +„Skynd dig nu! Man taber dig ganske af Syne deroppe, og din Slægt paa +Jorden begræder dig!“ raabte nu Tvillingesøsteren ind ad Vinduet. +Bedstemor for sammen og turde ikke røre sig af Stedet. + +Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over Ryggen: + +„Nu maa du gaa; du kan jo komme igen,“ sagde hun. + +Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af en Døs; hun sprang +op og flygtede ud. Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb +de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever, +rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak. + +„Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande +tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren. + +Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa +at hun ikke kunde faa Vejret. + +Ej -- eja -- ej! ... Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt. +Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en +Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun +skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var +som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det +hende at hviske: + +„Græd ikke, jeg skal ikke dø!“ + +Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave. + +„Nej, se -- se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!“ +raabte de pludselig. + +Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger +med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til +Urinspanden. + +Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab -- for det, der kom, +fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der +faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt, +som om det lige var skaaret ud af en Sæl. + +Aa -- ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske“ .... + +-- -- -- + +Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig +halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt +Tilhørerne til at rykke tættere sammen. + +De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik +gennem vor Rygmarv. + +Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede, +og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen +strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, -- hendes +indfaldne Kinder var feberrøde. + +Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en +Aabenbaring ... + +Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen +ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede +paa den barmhjertige Død. + +Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset +... + + +„STØVLEMANDEN“ + +Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“, +fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd. + +Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide +Mænd fast boende iblandt os. + +En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs +Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange +Rævespor. + +„Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!“ tænkte han; og da han +var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og +byggede sig en Fælde af store Sten. + +Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider. + +Der gik nogle Dage, -- saa tog han ud for at se til sin Rævefælde, +fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en +saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han +kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde. + +Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde +han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik +rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei -- ej! Ha -- +ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede! + +„Støvlemanden“ slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin +Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede +Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte. +Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden +Side og kiggede ind. Men hva'? Der var jo ingen! + +Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig +om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to. + +Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og +saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før. + +Saa roede han hjem med sin Fangst. + +„Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet. + +„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ sagde Moderen; +„de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv.“ + +„Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde +dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste +Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser. + +Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da +Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede „Støvlemanden“ +sig en Konebaad. + +Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en +meget smuk Datter. „Støvlemanden“ havde længe gaaet og set paa hendes +svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt, +fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren +selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere +var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været „stærke +Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen +selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde +„Støvlemanden“ længe været tavs. + +Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager +paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig. + +En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene +Haand hen over de blanke Haar. + +„Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide +Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet, +medens han lavede Konebaaden. + +„Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd,“ svarede +Moderen. + +Den Aften gjorde „Støvlemanden“ sig rejseklar. + +Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden paa Pladsen, og +han gik frem og tilbage mellem Husene, som om han tænkte paa noget. +Fangerne vaagnede og tog paa Fangst; men da ogsaa „den stærke Mand“ +var tagen ud, satte „Støvlemanden“ sin Konebaad i Vandet og bad sin +Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte +endnu en Aare ud, spurgte Moderen: + +„Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro.“ + +Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde +ind i „den stærke Mand“s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske, +og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjeblik efter kom han ud, +og da havde han „den stærke Mand“s smukke Datter under den ene Arm, +ganske som om det kunde være en Bylt Skind. Pigen raabte og skreg. +„Støvlemanden“ lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra +Land og bad sin Moder om at ro til. „Den stærke Mand“s Datter laa i +Bunden af Konebaaden og vrælede. + +Da de kom ud i rum Sø, syntes „Støvlemanden“, at det kunde være nok, +og sagde: + +„Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!“ + +Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, tog sin +Aare og begyndte at ro. + +De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og slog Lejr. Da +Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde „Støvlemanden“ vel +Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de +største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til +næste Morgen. Moderen, som vidste, at „den stærke Mand“ vilde sætte +efter dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde. +Endelig kom hun ind og sagde: + +„„Den stærke“ er i Sigte!“ + +Sønnen var lige glad og rørte sig ikke af Stedet. Først da Moderen +kom ind og sagde, at „den stærke Mand“ var lige inde under Land, +rejste han sig fra sit Leje, tog sin lille Tarmskinds Trøje paa og +gik ud. + +Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned, +saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det, standsede han og +satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft +Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen +ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele. + +Saa greb „den stærke“ sin tunge og aldrig svigtende Lænser og drev +den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Ogsaa den faldt magtesløs og +brudt tilbage. + +Da vendte „den stærke Mand“ sin Kajak om og roede hjem uden at have +været i Land; men Folk, som stimlede til, saa, at de vældige Kast +ikke engang havde sat Mærker i „Støvlemandens“ Tarmskinds Skjorte. + +Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig rejseklar. Han +satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og +smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at kny. + +„Hun kan jo nok komme tilbage engang,“ sagde han og roede bort. + +Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny Dagsrejse +en Roerske. + +Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at +anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede mange +Mennesker ned for at tage imod ham. Han fik knapt Tid til at lægge +til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han fik næppe +vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og +mange kom og indbød ham til Madgilde, og „Støvlemanden“ gik fra Hus +til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte kun paa det, som +nu skulde hænde ham med de hvide Mænd. + +Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle Mennesker styrtede +ud af Husene, og „Støvlemanden“ forstod ikke, hvad der gik for sig. +Men med eet hørte han inde i Raabene Ordet: Skib! -- -- -- + +Da „Støvlemanden“ kom til sig selv igen, sad han ganske alene paa et +Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for Anker lige ud for hans +Telt. Det var Nat, og alle Mennesker sov ... + +Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig Ræveskindet og +et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod saa højt paa Himlens Bue, at +han ansaa et Besøg paa Skibet for passende, roede han ud. Han lagde +sig ved Siden af Skibet og ventede længe, før nogen viste sig. + +Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og „Støvlemanden“ +viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom stærk Begærlighed over +Matrosens Øjne, og han rev Skindet til sig. Nu stimlede der flere og +flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt +i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain +skulde høre det. Tiden gik, og til sidst mente „Støvlemanden“, at det +var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der kunde blive noget +af Handelen. Han holdt Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved +Synet af den helt ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de +skulde blive hørte af Kaptainen. + +Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og Kaptainen stod +blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til ham. Han spurgte, hvad +der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med +deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne. +Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem. +Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne +halede ham op i Kajaken. + +Næppe stod „Støvlemanden“ paa Dækket, før han faldt i dybe Tanker +over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem Skibsskrog og +Master. Saadan noget havde han aldrig før set. + +„Det var dog besynderligt,“ tænkte han. Til sidst blev han ganske +svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig ved et Vræl +lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven utaalmodig, og +som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin Kahyt, for at de +kunde handle. + +Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af Forbavselse over +alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa +alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa en lille +Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa +at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig +i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele +Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes +han kunde være inde i to Rum paa samme Tid. + +„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette +Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som +bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det +var et Ur, men saadan noget havde „Støvlemanden“ aldrig set, og han +faldt igen i Staver. + +„Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og blev staaende, +gloende, midt paa Gulvet. + +Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa en +Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han havde talt +og gestikuleret, men „Støvlemanden“ havde været saa optaget af alt +det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Til +sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser +ned. + +Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde sig, følte han +sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han +var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt +det rart at blive baaren. + +„Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig“, +tænkte han. + +Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb +om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav +sig til at hale i et Reb alle sammen. + +Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man begyndte +at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne +raabte, skreg, -- men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de +sig til at synge en Opsang: + + „Evinigo didambisto! + Hulla, hulla! + Miardo ardluarsuk! + Evinigo didambisto!“ + +Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige op i Bramraaen. +Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen forsvandt ned og kom op igen +med Favnen fuld af Bøsser, som han delte om til Matroserne. Der blev +ladet, og saa kommanderede han, at de efter Tur skulde skyde til +Maals efter „Støvlemanden“. + +De unge begyndte, men ingen kunde gøre „Støvlemanden“ noget; alle +Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med Ryggen mod Bramraaen og +grinte af alle deres Anstrengelser. + +Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. De skottede til +hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig nogen Sinde i +deres Liv fyret en Bøsse af. + +Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse, plejede han at +kalde den ældste og fedeste af Matroserne for „Skabningen“. + +„Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men da han +skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet bort fra +Løbet. Bøssen, der af de mange Skud var bleven fuld af Sod, gav ham +et saadant Slag, at han røg bagover og satte sig paa Enden, lige idet +Bøssen gik af, og „Støvlemanden“ tog sig et ordentligt Grin oppe i +Masten. Saa kom den anden gamle frem. Han havde vist hørt de unge +snakke om, at det undertiden kunde hænde, at Knaldperlerne ved +Knaldet røg op i Øjnene, og han holdt derfor sin Bøsse saa langt til +Siden, at Skuddet gik hen over Dækket og nær havde ramt Kaptainen. + +Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando til, at man skulde +skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket og løb +een for een hen over Dækket. I det Øjeblik de kom hen under +„Støvlemanden“, skulde de fyre lige op i Luften. + +Det gik meget godt -- det vil sige, der var ingen, der ramte -- +indtil „Skabningen“s Tur kom. Han greb sin Bøsse og for hen over +Dækket; men han var saa optaget af „Støvlemanden“ oppe i Masten, som +han nu ansaa for en meget stor Troldmand, at han slet ikke saa sig +for, hvor han traadte, og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa +Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem Matroserne. + +Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere for hans egne +Folk end for „Støvlemanden“, der hang oppe i Masten og lo af det +hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at skælde alle +sine Folk Huden fuld. Derpaa gik han hen og løste en Tovende og +hejste „Støvlemanden“ ned paa Dækket. + +Nu var han bleven venlig og spurgte igen „Støvlemanden“ om, hvad han +vilde have for sit Ræveskind. „Støvlemanden“ pegede paa Bøsserne, +Kaptainen kom med dem alle sammen, og han valgte sig den bedste ud. +Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og +alle de hvide Mænd frembar een for een deres Gaver. „Støvlemanden“ +puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke +vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i; saa kravlede +han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod +sig hejse ned i Vandet af Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da +man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned +af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til, +saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet. + +Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke +til ham, da hans Moder pludselig raabte: + +„Se der, der kommer „Støvlemanden“!“ + +Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet. Saa +stødte han mod Land, og Moderen trak ham op. + +Dette var „Støvlemandens“ store Oplevelse paa de hvide Mænds Skib. + +Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads. Undervejs +afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I Nærheden af +sin Boplads hørte han, at „den stærke Mand“ var bleven syg af Sorg +over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da de naaede hjem. + +„Støvlemanden“ bar nu Liget op paa et Fjæld for at stensætte det, og +han lagde saa store og saa tunge Sten hen over Liget, at Blodet til +sidst flød hen ad Klipperne. + +„Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa disse Sten +er dig vel undte!“ sagde „Støvlemanden“, da han var færdig, og derpaa +gik han hjem. + +Siden efter levede han mange Aar i Glæde med „den stærke“s Datter og +blev gammel. + + Fortalt af + _Gamle Jua_ + fra Kangeq. + + +KVINDEN, SOM BLEV TIL ILD + +Der var engang to unge Piger, som altid boede sammen. De var fra +Atanikerdluk, og den ene hed „Langsom“, den anden „Let“. + +Paa de Tider, da Bærrene modnes, var de altid oppe i Fjældene. + +Alle troede, at de gik derop alene for at samle Bær; ingen anede, at +de øvede sig i Trolddomskunster. + +Men hver Gang de saa et lille Dyr, kappedes de i Løb for at faa det +til Hjælpeaand. + +„Den skal være min Hjælpeaand!“ sagde den ene. + +„Og her er noget til mig!“ raabte den anden. + +Og saaledes løb de om i Fjældene og gjorde sig usaarlige for de +Ulykker, der plejer at ramme Menneskene. + +Engang var de som sædvanlig oppe i Fjældene for at plukke Bær, og da +de havde samlet alt, hvad de kunde bære, gav de sig paa Hjemvejen. +Pludselig stod de stille begge to og lyttede; de var langt fra Husene +og Havet, men den Lyd, de hørte, var som Bølgers Skvulp mod +grundstødte Isfjælde. + +Lyden kom fra Husene; det var Kys fra elskende, der efter gammel Skik +af Undseelse favnede hinanden under Briksen. + +Saa forfarne i Trolddomskunst var de nu, at de hørte alt paa de +længste Afstande. + +Det stundede mod Foraar, og Folk gjorde sig rede til de store +Rensjagter ved Ivugsugssat, Vesten for Atanikerdluk. + +De to Kvinder bad, om de maatte følge med, og saa drog de bort med +Mændene. + +Da de kom ud i Rendistriktet, spredte Jægerne sig ud over Jagtmarken, +og det varede ikke længe, før de to Kvinder blev borte for dem. + +Pigerne søgte nu tilbage til Fjældhulen, hvor Rensjægerne plejede at +sove; men Mændene blev borte, og til sidst havde de intet at spise. + +De gik ude paa en Slette og spejdede efter dem, der skulde komme +tilbage, da de med eet faar Øje paa to fremmede Mænd, som kom lige +hen imod dem; de var store som Kæmper. Pigerne blev forfærdelig bange +og flygtede hen i Hulen, da de fremmede forsvandt ned i en Dal. Saa +bange var de, at de sloges; ingen af dem vilde være øverst, den ene +vilde stadig gemme sig under den anden. + +Da Kæmperne standsede foran Hulen, mistede begge Bevidstheden. + +„Langsom“ vaagnede op af sin Afmagt inde i et stort Hus; man havde +trukket Tøjet af hende og med snærende Baand surret hendes nøgne +Legeme fast til Husstolpen. + +Hun gav sig nu til at kalde sine Hjælpeaander frem, een for een. Men +hver Gang de nærmede sig, skræmte Kæmpen hende med et Raab. Til sidst +kunde „Langsom“ ikke huske flere af sine Hjælpeaander. Men da kom hun +pludselig til at tænke paa en Hjælpeaand, hun havde faaet af sin +Bedstefader; det var Indlandsisens vældige Aand, som ikke kendte +Nederlag. Ham anraabte hun. + +Der lød et Bulder oppe fra Bræen; og Lyden, som rystede Fjældene, kom +nærmere og nærmere. Snart begyndte Husets Stenmure at vakle; men hver +Gang en Sten faldt ned, kastede Kæmpen den ud. + +Buldret kom stadig nærmere; flere og flere Sten ramlede ned, og +Kæmpen fik travlt, men ikke et Ord mælede han. + +Pludselig begyndte det at synge i den Kobberem, der holdt „Langsom“ +fastbunden til Husstolpen; med en saadan Fart løsnede den sig i Sving +om Stolpen. + +Saaledes slap „Langsom“ fri og styrtede ud af Huset, nøgen som hun +var. Udenfor løb hun lige paa „Let“, der ogsaa var nøgen, og de +flygtede nu sammen, alt hvad de kunde. + +Med eet hørte de Susen bag efter sig; Lyden kom nærmere og nærmere. + +Da de vendte sig om, saa de deres Bukser komme flyvende gennem +Luften. De tænkte blot, at det kunde være rart at have dem paa, og +straks sad de om deres Lænder, uden at de havde standset deres Løb. + +Saaledes kom ogsaa deres Støvler flyvende gennem Luften, og lidt +efter deres Pelse; og saa var de igen fuldstændig paaklædte. + +Paa deres Vej kom de til et Hus og gik derind. De traf en gammel +Mand, hans Kone og deres Børn. Man satte et lille Fad for dem, for at +de kunde spise. + +„Aa, spis det endelig ikke op;“ bad de, „vi har haft det i mange, +mange Aar, uden at det er sluppet op.“ + +Det var noget sødt noget, som mindede om Honning. + +Saa spiste de ganske lidt af det og skød Fadet fra sig; derpaa tog de +Afsked og løb videre. + +Det var Bier i Menneskeskikkelse, de havde besøgt. + +Da de igen kom til et Hus, standsede de. Udenfor stod der en Kvinde, +og hun bad dem gaa ind. + +Inde i Huset var der lutter Kvinder; paa Briksen laa der noget, man +havde dækket med Skind, men de kunde ikke blive kloge paa, hvad det +var. Husets Beboere var meget alvorlige. Den Kvinde, som havde bedt +dem om at komme ind, satte nu et lille Fad for dem og bad dem om at +spise; det mindede om Indholdet af en Rypekro. + +„Spis ikke for meget, for saa vil I faa Mavepine,“ sagde Kvinden. + +Da de havde spist, sagde hun videre. + +„Jeres Slægt vil snart begræde jer! Skynd jer nu hjem; hvis vore Mænd +træffer jer her, vil de vist ikke lade jer leve.“ + +Saa gik de ud og løb videre. + +Det var Ryper i Menneskeskikkelse, de havde været hos. De antog nu, +at det, de havde set tildækket med Skind paa Briksen, maatte være +Menneskelig. + +I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk, og var +fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og +„Langsom“ sagde: + +„Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at +det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“ + +„Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“. + +Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede +sammen til lutter Smaastykker. + +„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de +vil se saa dejlige ud!“ + +Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land, +trak den dem med sig ud i Havet. + +„Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun +kom til sig selv, var „Let“ borte. + +Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes +Skulder og førte hende af Sted. Hun kendte Stemmen, det var hendes +Bedstefaders; han hjalp hende. Nu kom de gennem en Flok Myg, der +kløede og kildrede, saa det var forfærdeligt; det var Tanglus. + +Saa kom de gennem store Skove, og i Skovene gik Hunde; det var +Tangplanter og Hajer. Et Øjeblik blev hun svimmel igen og dukkede op +tæt ved Stranden; da hun saa sig om, var „Let“ lige ved Siden af +hende. Og saa kravlede de op. + +Først trak de Tøjet af sig for at faa det tørret en Smule, inden de +gik ind; men de gad dog ikke vente, til det blev tørt, og kravlede +ind, som de var. + +Derinde lagde slet ingen Mærke til dem; de havde ikke spist i saa +lange Tider, at der nu kun var Skygger tilbage af dem. Saa gik de ud +igen og fandt en Gryde. Den var fuld af Sælsuppe, og oven i Suppen +havde der samlet sig et tykt Lag Fedt; de stak nu begge Fingrene ned +i Gryden og slikkede noget af den fede Suppe i sig. Det gjorde dem +atter synlige. + +Saa gik de ind igen, og „Langsom“s Moder vaagnede ved deres Komme; +hun rejste sig fra sin Soveplads og bad dem lægge sig. + +„Hvorfor er jeres Klæder saa vaade?“ spurgte Moderen. + +„Aa, vi har haft vort „maanedlige“«, svarede de. + +Næste Morgen rejste de atter tilbage til Atanikerdluk. + +Inden ret længe giftede baade „Let“ og „Langsom“ sig med to Mænd, der +ligesom de selv var store Troldmænd. + + * * * + +De to Kvinder var forlængst blevne gamle, da „Langsom“ en Morgen +vækkede „Let“ og sagde: + +„Jeg har haft en Drøm!“ + +„Saa fortæl mig den!“ svarede „Let“. + +„Jeg drømte,“ fortalte saa „Langsom“, „at jeg skal dø tre Gange, før +jeg faar Hvile i min Grav. Man fortalte, at Frelseren ikke vilde tage +mig til sig, fordi jeg havde givet mig saa meget af med Trolddom.“ + +Denne Historie gik nemlig for sig, dengang man var ved at indføre +Kristendommen i Grønland. + +Men „Langsom“ gik det, ganske som hun havde drømt. + +Hun blev syg og døde. + +Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig hendes +Aarer at svulme, og snart levede hun op igen. + +Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg og døde. + +Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en Drøm paa sit Leje. + +Hun drømte, at nogen sagde til hende: + +„Naar du nu dør, og man lægger dig i Ligskindene, maa de give dig et +Stykke brændt Spæk fra Lampen i Munden, og derpaa skal de brede et +Edderfugleskind over dit Ansigt. De skal dernæst støde dig mod +Briksen og føre dig tre Gange rundt til venstre om Husstolpen; og +naar Folkene saa fører dig ud af Huset, skal en bære et Ben derop paa +din Grav. Paa dette Ben skal siden din Sjæl ride ud i Havet.“ + +Denne Drøm fortalte hun til „Let“, blev derpaa syg og døde, og man +begravede hende. + +Men en saadan Rædsel efterlod „Langsom“ blandt Menneskene, at der var +gaaet fire Dage og fire Nætter der paa Pladsen, uden at nogen havde +lukket et Øje. + +Hendes Mand var den eneste, som et Øjeblik lukkede Øjnene; men da han +gav sig til at skrige i et Mareridt, skyndte man sig at vække ham. Da +han vaagnede, sagde han: + +„Nu maa vi flygte til Tartunaq. I Nat vil hendes Genfærd komme. Men +naar vi skal forlade Bopladsen her, maa Kvinderne trække deres +Støvler af og vade over det Sted ved Fjæren her, hvor Vandet plejer +at gaa op ved Flod. Men Mændene skal blotte deres venstre Fod i deres +Kajaker.“ + +Thi det er almindelig Tro heroppe, at naar man blotter den venstre +Fod, „kan intet ondt komme frem der, hvor man har traadt“. + +Saa rejste de bort. + +Mændene kastede en Affaldsspand uden for Huset, da de skulde +efterlade deres Hunde; og saa gik to Mænd gennem Huset og Husgangen, +den ene væbnet med en Kamiutstok (anvendes til at blødgøre +Sælskindsstøvler med, gør her samme Virkning, som hvis man hos os +vilde væbne sig med en Støvleknægt), og den anden med et Stykke Træ, +som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa pryglede de løs, +den ene fremefter, den anden bagud hele Huset igennem og Husgangen +med, som for at jage den onde Luft ud. + +Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene +deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes +naaede de vel frem. + +Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet, +og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled +den ned under Søerne, snart var den synlig over dem. + +Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved Konebaadsstilladset, +snart over Huset, og ofte lyste den som en Regnbue, der strakte sig +fra Huset til den friske Grav. Til sidst gik Genfærdet ind i Huset, +og saa stærkt var Lyset fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som +om det var af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter +Mennesker og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet. + +Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte +den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med +deres venstre Fod. + +Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med +Skræk, da Flammen nærmede sig. + +„Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man. + +Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde. + +Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide. + +Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at +holde onde Aander borte. + +Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem +Trolddom var bleven glødende. + +Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde +til Tartunaq. + +I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Atanikerdluk og først paa +den sjette fik man Fred. + +Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt +inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske +ned. + + * * * + +Da „Langsom“ nu var død, flyttede „Let“ til Bopladsen ved Nugssuaq, +og her hændte der hende det samme, som tidligere var gaaet forud for +„Langsom“s Død. + +Hun drømte, at Frelseren talte til hende og forkyndte hende, at hun +tre Gange skulde dø. Først naar hun havde afkastet alle sine +Hjælpeaander og aflagt sine gamle Synder, vilde han tage hende til +sig; og det vilde ske, at hun vilde skifte Hud, og hendes nye Hud, +der skulde være skær som et Barns, skulde være hende Tegn paa hendes +Syndsforladelse. + +Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at fortælle sine +Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv havde begaaet. Thi man +svækkede den ondes Kraft ved at skrifte. Og om Aftnerne, naar +Kajakmændene kom hjem fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus +for at høre paa hendes Skriftemaal. + +Endelig blev hun syg og døde. + +Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var +hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun +sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd. + +Her ender denne Historie. + +Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder „store Daniel“, som er +„Langsom“s Barnebarn. Da han var et lille Barn, plejede han altid om +Nætterne at varme sig ved „Langsom“s Legeme. + + Fortalt af + _Den blinde Ambrosius_, + kaldet Aqajak (Mellemgulvet), + fra Ujarasugssuk. + + + + +UDSTEDSLIV + + +Den første Sne er falden, og Efteraaret er allerede inde. Ude blæser +den friske Norden, og i den tidlige Morgen staar alt hvidt af +Rimfrost. Det er Kulden, som vender tilbage, og Vinteren, som nu lidt +efter lidt bider sig fast i Jorden. Sommeren er borte; den fløj fra +os, som lyse Nætter flyver fra Ungdom. + +Men Mennesker har en stædig Trang til at mindes det, som er forbi, og +som aldrig kommer igen. Og nu, da jeg sidder i Fugleskindstimiaken og +mærker Kulden sive op til mig gennem Gulvet, vil jeg mindes nogle af +de Dage, da Solen brændte hedest, og -- Myggene bed ubarmhjertigst. + +Det var en af vore første Udflugter efter vor Ankomst til Landet. +Grev Moltke og jeg viftede Farvel til vore Kammerater en varm +Sommerdag i Slutningen af Juni og satte Kursen over Fjorden mod +Udstedet og Fangstpladsen Kangeq. Stedet laa ikke mere end et Par Mil +fra Godthaab, men Storisen, der laa tæt sammenskruet over hele +Fjorden, gjorde Udflugten derover til det meste af en Dagsrejse. +Langsomt stagede vi os ud gennem Isen med vor Kajakmand søgende Vej. +Jeg havde taget en af Aarerne og lod den afløste Grønlænder sætte sig +i Bunden af Baaden og fortælle løs, Sagn og Selvoplevelser, alt hvad +han gad. Og saaledes drev Dagen hurtigt hen. Imidlertid traf vi mere +og mere Is. Baaden blev siddende en Gang imellem, fast indeklemt +mellem store Flager, og vi maatte da springe ud paa Isen og +sønderhugge den med Baadshager. + +Det var begyndt at blæse op til Sydvest, og Ismængden voksede. En +Kajak fra Kangeq, som vi mødte, meldte yderligere, at Landet om +Udstedet var ufarbart for Baad. Saa holdtes der Raadslagning, og det +bestemtes, at vi foreløbig skulde se at naa frem til et Udsigtsfjæld. +Herfra saa vi en Rende, der var stor nok til, at vi kunde slippe +igennem; og saa stagede vi os frem. + +Klk. 8 om Aftenen var Lejren slaaet, og endnu samme Aften aflagde vi +Pladsens Embedsmand, „Udliggeren“, et Besøg. Han var dansk-grønlandsk +Blanding, nærmest dansk i Udseende, men fuldstændig grønlandsk i +Lader. Huset var indrettet paa eskimoisk Vis. Frem for os satte man +megen Mad og imponerede os til sidst med en rigtig dansk Snaps, som +ellers er en sjælden Vare heroppe. Vi lod os intet byde forgæves, og +da vi ud mod Midnat forlod vore nye bekendte, var alle Formaliteter +forlængst overflødige. + +Ganske tidligt næste Morgen fik vi Melding om, at Stedets unge +Kateket, Jørgen Brønlund, -- forøvrigt samme Mand, som senere fulgte +Ekspeditionen -- skulde holde Morgentjeneste i Baletikka's Hus Klk. +8. Efter et flygtigt Toilette i Elven, der løb forbi vort Telt, gik +vi op til Huset. Det var en temmelig stor Jordhytte af den +almindelige grønlandske Type: fladt Tag, lang, smal og lav Husgang, +alt bygget af Jord og Sten. Da vi krybende var komne Husgangen +igennem, var Huset allerede fyldt med Kirkegængere. Inde paa den +brede Sidebriks laa og sad Mennesker i Lag. Der var en kvælende Hede +derinde. + +Paa Væggene var overalt ophængt udpustede Æggeskaller som Prydelser, +og midt imellem disse stak ganske besynderligt af et stort Olietryk +af Fridtjof Nansen. Dette Billede var Familiens Stolthed. + +Gudstjenesten tog sin Begyndelse. Kateketen fremsagde Fadervor og +sang for. Salmesangen var flerstemmig. Koret begyndte ganske piano +med faa Stemmer; men Stemmerne voksede i Tal og Styrke. Mændene +brummede deres Basser dybt og klangfuldt, og Kvindernes høje, klare +Stemmer smeltede smukt sammen med dem. + +Efter Prædikenen fulgte Barnedaab. Døbefonden var en gammel +Dragkiste, Kummen en Kaffespølkum; primitivt, men praktisk -- for +den, som ikke har andet; og virkningsfuldt ved den Andagt, Kateket og +Menighed lagde i Handlingen. + +Ved Middagstid gav Ekspeditionen en stor Koncert i Udliggerens Hus. +Programmet bejlede til enhver Smag, og „Udførelsen lønnedes med +Ovationer“. Wagners „Pilgrimskor“ maatte gentagne Gange gives dacapo, +og de mest begejstrede udtalte Ønsket om at faa den indlemmet som +Julesalme i den grønlandske Kirke. Men den lettere Musik, som „Dragas +Mazurka“ og „Kom Karoline“, gjorde ikke mindre Lykke. Og mangen en +Melodi lever nu sikkert dernede i de lokale Harmonikaer som en „Gave“ +fra Ekspeditionen. Thi hver den, som giver en ny og hidtil ukendt +Melodi fra sig, betragtes som Giver heroppe. Melodier -- saavelsom +Sagn forøvrigt -- har deres Herrer og Ejermænd heroppe. En Grønlænder +fortalte mig saaledes en Dag med stor Selvfølelse, at han ved en +Barnedaab havde mødt op med en Melodi som Faddergave. Han havde selv +„lavet“ den og spillede den første Gang, da Barnedaabsdansen +aabnedes. Melodien gjorde stor Lykke og blev øjeblikkelig lært +af alle. Og inden ret længe nød Komponisten den Skaberglæde, +at Kajakmænd førte den fra Sted til Sted, saaledes at selv +fjerntliggende Kolonier annekterede den som deres populæreste +Dansemelodi. + +Men tilbage til vor Koncert! For det var virkelig en Forestilling, +som med Rette kunde gøre Krav paa at imponere vort Publikum. Store +Orkesternumre f. Eks. havde man jo aldrig før hørt her ved Kangeq. Og +saa tilmed den gaadefulde og mystiske Maade, hvorpaa det hele +foregik! Et lille, rapt Maskineri og saa en gemen Tragt, som kunde +synge, fløjte, le, græde, aflevere Orkesternumre og tale alle mulige +Verdenssprog, selv grønlandsk! Saaledes hørte jeg en Grønlænder +karakterisere vor Fonograf. + +Til en Begyndelse var Talerne, særlig de grønlandske, det, som +forekom dem at have mest med „den sorte Kunst“ at gøre. Ingen var +rigtig glad ved at staa ganske nær ved Tragten. + +„Pas paa, at han ikke spytter dig!“ hørte jeg en sige, og en mere +gemytligt anlagt foreslog mod Slutningen, at man som en ringe +Anerkendelse for Anstrengelsen burde give „Manden derinde“ en lille +Skraa. + +Under Forestillingen blev der naturligvis givet dem en Forklaring af +Fænomenet, -- noget, som kun gjorde Forbavselsen endnu større. +Orkestre, der havde spillet i New-York eller i København engang for +længe siden, sad man nu og hørte paa i en Grønlænderhytte i Kangeq! +Og Noderne -- „Musikbeholderne“, som de kaldte dem, -- var oven i +Købet ikke større end Fluespor. Vi viste dem Edisons Billede; det +betragtedes med stor Andagt. „Saadan et Kunststykke gør man vist ikke +bedre i Himlen,“ var der en, der sagde. + +„Ja, hvis jeg ejede den Eftersnakker,“ sagde en anden, „vilde jeg +lade den spille for mig Nat og Dag igennem, glemme alt andet og til +sidst sulte ihjel.“ + +Allerede kort efter Middag traf man Forberedelser til +Barnedaabsdansen, der skulde holdes i det fri. Udliggeren, hvis +smukke Døtre var stærkt interesserede i Festen, udlaante Raabrædder; +et fortræffeligt Dansegulv tømredes hurtigt sammen og lagdes over en +stor, flad Klippe. Ganske vist vilde de dansende ikke komme til at +føle videre fast Grund under Fødderne, thi Gulvet var lige saa +levende som de dansendes Ben og gav efter for alle Tramp; desuden +knagede det under ens Fødder som Tyndis. Men det forhøjede jo bare +Morskaben. + +Klokken var tre om Eftermiddagen, da de første Toner kaldte +Kangeqboerne til Dans. Musikken, en Harmonika og en trestrenget +Violin, spillede for en tæt Tilhørerskare nede ved Dansefjældet. De +unge Piger kom leende og raabende frem fra Husene og løb ned mod +Dansepladsen; Mændene bagefter, langsomt, næsten som om de ikke gad, +med Hænderne dybt i Bukselommerne. + +Alle Balgæster samles paa et Øjeblik, og Musikken kiler løs med sine +raske Dansemelodier. Men der er langt endnu til, at Dansen tager sin +Begyndelse. Først skal det grønlandske Koketteri udspilles. Alle har +siden foregaaende Dag glædet sig til Dansen, ingen har talt om andet +selve Dagen; men nu, da Timen er inde, skal de først kokettere. Ingen +vil være den første, der danser ud. Pigerne gemmer sig bag hinanden; +Mændene ser ligegyldige ud. + +„Jeg har aldrig sagt, at jeg havde Lyst til at danse.“ + +„Næh, hvem gider ogsaa svinge saadan en Fedtklump i denne Varme!“ + +Saaledes taler de, og dog banker alle Hjerter af Danselyst. Men +gammel Skik fordrer, at der skal gaa det meste af en Time „til +Spilde“, og imedens sidder Musikken taalmodigt og aflirer sine +Melodier hen i Vejret ... + +Det var en dejlig Eftermiddag. Søen laa blank som smeltet Bly +(grønlandsk Udtryk), Solen bagte ubarmhjertigt, og Storisen, der laa +pakkende tæt ind til Land, straalede. Vandet om Flagerne lagde sig +ganske lysegrønt ind i de mørkeblaa Huler og Fordybninger, som Søen +havde ædt. + +Vor flittige Maler havde været ude for at tage en Skitse, og jeg, som +altid er den letsindige, havde slæbt ham fra hans Arbejde ned mod +Dansen. Vi standsede paa et Fjæld og saa ned over Dansepladsen og ud +over Havet. Ingen af os sagde noget, vi saa blot paa hinanden og +rystede paa Hovedet. + +Malerens Ansigt lyste igen af Arbejdsenergi, og jeg fik en Anelse om, +hvad der foregik i hans Indre. Men før han endnu kunde faa Tid til at +besinde sig, havde jeg et kraftigt Tag i hans Skulder og fløj med +ham bort fra det Sted som vilde forlede ham til at svigte det +Danseløfte, han havde givet Udliggerens smukke Datter. + +Vi „trak os“ hver en Pige og svingede os ud paa „den gyngende Grund“. +Og straks var den fulde Dansestemning oppe med det samme. Man sprang +omkring, trampede og sled sine Kamiker saaleløse i Reel'erne. +Kvinderne fniste og lo, og Mændene hujede for at faa Fart i Dansen. + +Runddansene er Hviledanse, de fordrer ingen Kraftanstrengelse; +men Fodtrampene og Sprællene i en Reel er Mænd værdige, mener +Grønlænderne. -- Og man dansede hele Eftermiddagen og Aftenen med til +Midnat; saa holdt man inde, thi da var Harmonikamandens Tommel +følelsesløs. + +Tidligt næste Dag rejste vi paa Æggetogt til Cook-Øerne, et Par +hundrede Smaaøer, som laa et Par Mil fra Kangeq. Vor Besætning bestod +af fem Roersker, en Styrer og en Kajakmand; desuden medtog vi til +fælles Underholdning Stedets kostelige Fortæller og Komediant -- Jua. + +I Konebaad satte vi Kursen ud mod Storisen, Kajakmanden fandt +Renderne, og uden større Besværligheder naaede vi over til Øerne. + +Konebaaden er ellers ikke noget synderlig paalideligt Fartøj, naar +Storisen ligger tæt; thi dens simple Bygning taaler ingen stærkere +Berøring med Isen. Den bestaar jo af et tyndt Træskelet, overtrukket +med Skind, der er saa stærkt spændt, at man kan se Vandet igennem +det. I stærkere Bølgegang vrider Baaden sig ganske efter Søernes +Pres, men taaler dog meget, da intet er fastnaglet, men sammenbundet +saaledes, at det kan give efter uden at brydes. I Reglen medfører man +paa længere Konebaadsrejser et Stykke Spæk, der anvendes som +foreløbig Prop, saafremt der skulde gaa Hul. + +Vi roede fra Ø til Ø og samlede Terneæg til Middagsmad. Ternerne fløj +skræmte over vore Hoveder og protesterede. Luften dirrede af Skrig. + +Da vi havde tilstrækkeligt til et større Middagsmaaltid, roede vi +over til en frodigere Ø, hvor der baade var Kviste og Vand i Mængde. +Og medens Æggene kogte og Kaffen varmedes, fortalte Jua Historier. + +Han gestikulerede, vred sit runde Gummiansigt i snurrige Grimacer, +raabte og lo, og Roerskerne trimlede om af Latter. + +Hele Eftermiddagen igennem roede vi rundt mellem Øerne. Edderfugle +suste i Træk om Baaden, Terner skreg og vrængede ad os i Luften, og +Tejsterne dukkede under og legede Skjul med os, saa saare vi kom dem +nær. + +Hen imod Aften slog vi Lejr paa Angisok-Øen. Jeg havde fulgt +Konebaaden i Kajak, og en lille Læk i Bunden havde gennemblødt mine +Benklæder. Da det jo galdt om at faa dem tørre inden Nat, hjalp +Grønlænderne mig paa en lige saa praktisk som virkningsfuld Maade. Et +Par store Baal antændtes, og da de blussede godt løs, lagdes et Par +flade Sten over Ilden, og Tøjet stegtes over disse. Det blev +øjeblikkelig tørt, men jeg tør dog alligevel ikke anbefale Metoden. + +Dagens Fangst -- Edderfugle, Tejster og Maager -- tilberedtes nu paa +særlig grønlandsk Vis: „stenkogtes med Mosdyner“. Fuglene indsvøbtes +i Mosdynerne, der var friske og vædedryppende, kogtes saa, eller +rettere stegtes, over flade Sten uden at blive brændte; og Røgen, der +stadig stod om dem, gav dem en røget Bismag, der var yderst +tiltalende. + +Vi medførte kun et lille Telt, og i dette sov vi nu 13 Mennesker, +Mænd og Kvinder imellem hverandre. Frisk Lyng erstattede Sengetøj. + +Om Morgenen tidligt gik jeg ind paa Øen for at undersøge nogle +Hedningegrave. Maleren var, medens det endnu var halvmørkt, gaaet til +Fjælds for at male. Gravene var meget interessante, og Undersøgelsen +af en enkelt bragte et Resultat af ni Kranier og nogle Knogler, som +vi til Grønlændernes store Forfærdelse bragte ned til Teltene. + +De gamle Eskimoer har anvendt et stort Arbejde paa deres Grave. Store +Kampesten var sammenbragte og byggede op i Dynge paa Toppen af et +lille Fjæld lige ud mod Søen. De virkede øde og triste i deres +Omgivelser, og det var en egen skummel og forladt Stemning, der ved +Aftenstid i Halvmørket hvilede over disse store, kolde Kampesten, der +dækkede over de hensmuldrende Eskimorester ... + +Imidlertid begyndte det at blæse op, en frisk Sydvest, der pakkede +Isen sammen ind mod Land. Og vor Styrer, Sebat, der havde været paa +Udkig, bragte Melding om, at vi inden Aften maatte være tilbage i +Kangeq, hvis ikke Tilbagevejen skulde afskæres os. + +Men først skulde en Eskimoruin, der fandtes lige ved vor Lejrplads, +undersøges. Fortælleren, der var den sagkyndige, opgav, at den skulde +have været en Sagnhelts, Kagnagssuaq's, Hus. Omtalte Ruin, hvis Plan +blev opmaalt og tegnet, er sikkert en af de største Eskimoruiner, der +hidtil er fundne heroppe. Det eneste Rum, hvoraf hele Huset bestod, +har været beboet af en 70-80 Mennesker, og Planen giver et +fortræffeligt Indtryk af, hvorledes alt var indrettet i gamle Dage. +Ved Siden af Huset fandtes Forraadskamre, nogle byggede op mod selve +Husmuren, andre derimod op ad selve Fjældskraaningen ved Siden af, en +Snes i Tallet. Og paa en frodig lille Dal Syd for Tomten fandtes 6-7 +Teltpladser, som var bleven benyttede om Sommeren, naar Husene +udluftedes. + +Men medens Tiden løb fra os med disse interessante Undersøgelser, +drev mere og mere Is ind fra Davisstrædet. Og da vi endelig stak +Konebaaden i Søen, var det smalle Løb, vi skulde igennem, saa +fuldtpakket med Is, at vi maatte hugge os Vej udefter. + +Angisoq-Øen, hvor vi havde overnattet, var en af de yderste Øer i den +store Øgruppe; det var derfor bleven Aften, inden vi naaede frem til +det Sund, der førte over til Kangeq. Der gik lidt Sø, og Konebaaden +vred sig; men vi skød dog alligevel en god Fart, da Hjemlængselen +havde øget vore Roerskers Kræfter. + +Vi talte netop om et lille Ankomstgilde, Udliggeren havde lovet os, +da den forreste af Roerskerne, Abrahams Kone Elina, springer op i +Baaden og peger fremefter. + +„En Blære!“ raaber hun. + +Og langt ude ser vi noget komme og svinde i Bølgerne. Der blev stille +i Baaden, og al Latter hørte op. En herreløs Fangeblære varsler altid +Død heroppe. Vor Kajakmand roede efter den og kom tilbage med den. +Alle kendte den, og der blev dobbelt stille i Baaden; det var Elina's +Søn, Samuel's, Blære, og Fangeremmen var sprængt. + +Ingen gav en Lyd fra sig, Elina heller ikke. Man skyndte sig bare +indefter. + +Saa snart vi naaede Land, rejste Elina sig op i Baaden og raabte ind, +om Samuel var kommen hjem. Samuel var ikke kommen hjem. Saa udstødte +hun et hæst Skrig, dobbelt uhyggeligt og skærende efter den lange +Maalløshed, faldt om og blev baaren ind i sit Hus. + +Nogle gamle Koner kom springende frem fra Husgangen, gav vilde Hyl +fra sig og løb klagende ned til Elina's Hus for at begræde hendes +Søn. Skrigene gav Genlyd mellem Fjældene og fyldte det lille Udsted +med Uhygge. + +Inde mellem Husene løb Samuel's ældre Broder, Andreas, fredløs som en +vanvittig. Han klatrede op paa Fjældene, saa ud over Havet og +udstødte lange, monotone Hyl. Saa løb han ned til Husene igen, +løftede sin lille fireaarige Broder op til sig, kyssede og omfavnede +ham, trykkede ham krampagtigt ind til sig og raabte ham ind i Ørene, +at Samuel var kommen bort, og at han aldrig mere kom tilbage. Den +lille, som ikke forstod, hvad det skulde sige, blev bange for +Broderen og brast i Graad. + +En uhyggelig Mumlen rejste sig blandt Mændene, der stod nede ved +Fjæren: Abraham, Abraham! Der kommer Faderen! Og Abraham kom roende +om Næsset uden at ane noget. Men han faar straks Øje paa Andreas, +der kommer løbende ned til ham, og forstaar med det samme, hvad der +er sket. Han giver en stønnende Lyd fra sig, som en Mand, der bedøves +af et Slag. Overkroppen falder tungt forover paa Kajaken; han er +bevidstløs ved at kæntre om, men trækkes i Land og bæres op i sit +Hus. + +I flere Dage viser ingen af dem sig for deres Landsmænd, og hverken +Fader eller Søn gaar paa Fangst. Først naar Selvopholdelsesdriften +vækker dem af deres Sorg, gaar de paa Fangst i det Hav, der tager og +giver saa meget. -- -- + + + + +I HVALROSFANGERNES LEJR + + +I Holstensborgs nordre og Egedesmindes søndre Distrikt drives i +September store Hvalrosjagter af Nordgrønlændere. Paa denne Tid søger +nemlig Hvalrosserne fra det aabne Hav ind til Land og samler sig paa +Smaaøerne i Hundredvis. Det er særlig Egnen mod Nordre-Strømfjord, +der er Samlingssted. Her optræder de til Tider i saa store Flokke, at +Konebaade, som ligger paa Rensjagt inde i Fjorden, afskæres +Tilbagevejen Uger igennem. + +Flokken kan danne hele Smaaøer ude i Fjorden, og Dyrenes lange, +spidse Stødtænder gør det skæbnesvangert for Konebaade at komme i +Nærheden. I Kajak derimod er den dygtige Hvalrosfanger sjældent bange +for dem, naar de da ikke optræder i alt for overvældende Mængde. +Træffer man en Flok paa Land, -- og Hvalrosserne kan bestige hele +Smaafjælde -- afskærer man dem ved Ebbetid Tilbagevejen og anretter +vældige Blodbad paa Dyrene, der kun bevæger sig langsomt hen over +Fjældene. I Løbet af en Time kan man under heldige Forhold dræbe +indtil et halvt Hundrede Stykker. Og det giver vedkommende +Grønlændere en god Fortjeneste. + +Det er Efteraar nu, og Hvalrostrækket gaar nu netop over Tassaralik +ved Nordre-Strømfjord. Jeg er Gæst hos Storfangeren David, en af de +dristigste Hvalrosdræbere. Lejren tæller 8 Telte, alle beboede af +Grønlændere fra Egedesmindes søndre Distrikt. Jagten er endnu ikke +begyndt; man venter paa, at Hvalrosserne skal gaa paa Land. + + +_Igdluerungneq, d. 17. Sept. 1902._ + +Intet er mere anstrængende for en rejsende end overdreven +Gæstfrihed, og Indbydelserne har regnet ned over mig i Dag; men den +nordgrønlandske Værtsglæde er ogsaa berømt; selv Sydgrønlænderne, som +nødigt vil staa tilbage i noget, taler derom. Kommer en fremmed til +en Boplads, skal han se og ses -- straks første Dag. Og det anstaar +sig ingen Husmoder af Ære at lade en Gæst træde over sin Tærskel uden +at bespise ham. De Goder, man byder paa i de forskellige Telte, kan +af gode Grunde ikke varieres: først Kød, -- Sælhundekød eller, som +her, Hvalroskød -- og siden Kaffe. En Behagelighed er det, naar man +skal mange Steder, at man ikke behøver at opholde sig længere Tid +blandt sine Værtsfolk end den, der medgaar til at spise og drikke. Er +man færdig hermed, har man gjort sin Pligt og kan roligt gaa. Men at +indtage til Eksempel otte kraftige Kødretter med tilhørende Kaffe +lige efter hinanden -- er noget, man først vænner sig til, naar man +har levet en god Tid blandt Grønlændere. + +Da jeg i Løbet af 2-3 Timer havde indtaget mine 8 Maaltider raabtes +der til Fodbold, med den udtrykkelige Motivering, at det var „for at +faa Maden til at sætte sig“. Fodbold spilledes med stort Liv af baade +Mænd, Kvinder og Børn. Flere Mødre deltog med deres Børn i Bærepose, +og det virkede ganske komisk at se dem springe om med de smaa +skrigende paa Ryggen. Kom en af de mindste Deltagere til at sparke +til Bolden, brød et Latterkor løs fra de gamle Koner, som saa til. + +„Perûk! Perûk!“ + +„Gør ham det efter! Gør ham det efter!“ + +Og man kunde da se gamle gigtsvage Bedstemødre kaste sig ind i +Vrimlen og hæsblæsende springe om efter Bolden -- bare for at komme +til at „perûvokke“ en eller anden Kæledægge. + +Fodboldspillet trak længe ud og spilledes med stor Iver. Særlig var +jeg meget overrasket over Kvindernes Udholdenhed. Man holdt først op +ved Mørkets Frembrud. + +Da jeg sent paa Aftenen kravlede ind i Davids Telt for at lægge mig +til Hvile, var det ikke uden en stille Bekymring over de Fordringer, +gode Mennesker kunde stille til ens Fordøjelsesorganer. + + +_19. September._ + +Det har blæst en Sydveststorm i Nat, og alle har været paa Benene. Vi +vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid +til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder +løb skrigende og kaldende om mellem hinanden. + +„Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en. + +„Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden. + +„Konebaaden blæser i Søen!“ + +Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til +Konebaaden. Mænd kommanderede, Kvinder skreg, og Børn græd. I +Halvmørket skimtede man den vildeste Forvirring: Telte, der +flyttedes, Konebaade, der bares i Læ, forfjamskede Mennesker, der +faldt over hinanden. + +Men Stormen tog sine Tilløb uden at ænse de travle Mennesker, og drev +Søerne ind i den lille Havn, saa Fjæren stod hvid af Skumfraade. + +Til Morgen var det ikke til at finde Rede i de forskellige Telte. +Alle var flyttede, og Lejren havde ganske forandret Karakter. + +Det er ikke Fangstdag, alle er hjemme. + +Davids Svigermoder skænker Kaffen rundt til os. Vi tager den, +liggende paa Maven, og mens der drikkes og ryges, snakkes der om, +hvad der falder de forskellige i Munden. Det haster ikke med at komme +op i Dag; Søvnen var kun tynd i Nat. + +„Jeg er nu en gammel Mand med voksne Børn,“ siger David; „men jeg har +dog endnu ikke opnaaet at blive Herre i mit Hus. Svigermoder regerer +os alle sammen. Hun faar alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes +Sag at bruge Pengene; men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente +med hendes Regimente.“ + +Svigermoder ler, alle ler, Morgenhumøret er straalende. + +Et Vindpust river Teltforhænget op og viser os det fraadende Hav lige +udenfor. Det er snetykt og koldt. + +„Man bliver gammel,“ siger David og peger ud paa Søen. „I mine unge +Dage var det saadant Vejr, jeg holdt af at lege i; nu bliver jeg +liggende i Dynerne og bælger mig paa Gammelmandsvis med Kaffe.“ + +„Fortæl om dine Kajakture, David!“ + +„Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men om min Kammerat +Ové's Fangstture; dem kender jeg, for vi var altid sammen siden vor +første Ungdom.“ + +„Fulgtes I altid ad, Ové og du?“ + +„Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; han var jo min +Fangstkammerat.“ + +„Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, du kommer til +at fortælle.“ + +„Du har Ret,“ siger David med et Smil; „men om du havde set ham i +Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb om hans Kæmpekræfter, saa +vilde du forstaa, at jeg hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa, +jeg husker, at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En +rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde om os. Hver +af os havde en Hvalros paa Slæb. Du véd, at en Fangerem er tre Favne +lang, og vi bugserede dem i hele Længden. Naar Remmen pludselig +strammedes og slyngede os tilbage i hele Linens Længde, hen over +Søtoppene til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar +Søerne slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt at miste +Vejret -- da skulde du bare have set Ové! Engang blev han slugt af en +Sø, der rullede ham ind i sig. Det varede længe, før vi saa noget til +ham. Vi troede næsten, den havde taget Vejret fra ham, da han saa +endelig blev spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine +Næsebor; da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, og +skreg af Glæde, lige til en Sø tog mig med sig og stoppede Munden paa +mig.“ + +Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød frem for os. + +„Det var saa rart at faa lidt Ballast i Maven, før man stod op,“ +mente hun. + +Og vi langede til og gav os til at spise. + +„Det er nu vort Brød,“ siger David; „og vor største Glæde har vi, +naar vi forfølger disse Dyr. Jeg plejer at sige til Kvindfolkene her: +„Naar den Tid er inde, da vi dræber Hvalrossen med Harpunen alene, +langt til Søs -- Bøsser dur ikke i Søgang -- saa glemmer jeg baade at +ryge og at drikke Kaffe!“ Saa stor en Tosse er jeg endnu.“ + +„Du holder meget af Søen, David!“ + +„Ja, det gør jeg, fordi jeg har Søens Vaner; -- aldrig i Ro længe ad +Gangen. Altid flakker jeg omkring; i Konebaad, naar der er frit +Farvand; med Hundeslæde, naar Isen lægger sig. + +I April, saa snart Isen bryder, forlader vi Vinterkvarteret og er +først tilbage igen i November. Vor første Udfart gælder Sælhunde i +Almindelighed -- nu og da blandede med Hvalros -- ved Mundingen af +Strømfjorden. I Juni drager vi paa Angmassætfangst i Omegnen af +Igniarfik. Saa kommer Natârnaqfiskeriet ved Tasseralik, og siden, i +September, efter at have hjembragt de indsamlede Forraad -- tilbage +til Tasseralik efter Hvalros. + +Alt, hvad vi saaledes samler ind -- tørret Kød, tørrede Angmassætter +og Natârnaq -- lever vi af om Vinteren, naar det bliver vanskeligt +med Storfangst. Vinterfangsten bestaar i Garnfangst og Jagt ved +Strømhuller. I Reglen kan vi gaa i Kajak her i Distriktet indtil +December. + +Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-Fangst, naar +Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. Og -- saa har vi været +Aaret rundt.“ + +„Fortæl noget om din Fangstkammerat!“ + +„Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. Det eneste, der +holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm. Men saa morede vi os i +Stedet med at lade Braadsøerne under Land tumle med vore Kajaker. +Dengang forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak +Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet og lod os +begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. Ingen ængstede +sig for os. „For vi to var nu eengang bestemte til at leve,“ mente +man, og ganske rigtigt. Ové er først død for nylig i en fremrykket +Alder. Og jeg, jeg lever jo endnu, trods alt. + +Aa, du skal høre mere om Ové, det vil more dig. En Sommer vi sejlede +med Konebaad, Ové og jeg fulgte med i Kajak, saa hændte det, at -- -- +-- --“ + +„Kaffebud fra Ejalik's til Kunut!“ raabtes der udefra. + +„Saa lad mig bare sluge denne Historie,“ afbryder David. + +„Ja, indtil videre,“ -- og saa i Tøjet og ud til Dagens +Besværligheder. -- -- -- + + +_21. September._ + +Lejren er meget optagen af nogle Spor, Lûtivik har set oppe i +Nærheden af Kingigtok-Fjældet. De var to Gange Fodsbredde, men +aflange. Bjørnespor kunde det altsaa ikke være. Og til at være +Renspor -- alt for store. Ved at følge Sporene et Stykke fandt han en +ganske frisk, halvspist Hare. Det kunde kun være ganske faa Timer +siden, at den var bleven forladt. Da det heraf maatte følge, at Dyret +maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde vide, at +Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, ingen nogen Sinde +var bleven rigtig klog paa, havde Lûtivik bestemt sig til hellere at +forlade Sporene og begive sig hjem, af Frygt for, at det skulde være +en „Qapiarfik“ eller „Kilivfak“, som den ogsaa kaldes. Det var et +glubsk Rovdyr, saa stort, at det kan løbe med en Rentyr i Gabet. +Skyder man et saadant Dyr, kan man længe leve højt derpaa. Tre Gange +kan man spise dets Kød, naar man blot passer paa ikke at beskadige +Benene; saa mange Gange vokser Kødet ud igen. + +I Løbet af Natten var der falden en let Nysne over Kingigtok. +Fortræffelig Sporsne! Og sammen med et Par unge Fyre bestemte jeg mig +til Dagen efter at forsøge min Lykke. Vi skulde ro i Kajak over en +Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6-7 Mil lang Sø og +saa ro lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af vor +Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding. + +Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor Jagthistorier +afløste hinanden. Man sad rundt om paa Teltgulvet. Kvinderne sad i +Nærheden af Lampen og syede. Ude var det maanelyst og stille. Der +hørtes kun svage Bølgeskvulp nede fra Fjæren. + +Malanga fortalte. + +Han var en lille Mand paa et halvhundrede Aar -- hurtig i sine +Bevægelser og behændig i sin Tale. + +„Der er jo nogle af de unge, der agter sig til Kingigtok i Morgen. +Det er et underligt Fjæld. Lûtivik, hører jeg, har i Gaar set +mærkelige Spor deroppe. Han er ikke den første. Kender I Sagnet om +„den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“? + +Jeg skal fortælle det. + +Der gaar Sagn om, at der engang herskede stor Nød ved Husene i +Igdluerungneq. Saa udpinte var de til sidst af Sult, at ingen mere +forlod Sovebriksen. Jo, een var der, som jagede for dem alle, og det +var en lille forældreløs Dreng. Naar han fangede en Rype, delte han +den med sine Landsmænd. Fangede han to, kunde Glæden ikke have været +større, om han havde bragt to Sælhunde til Huse. Meget blev der ikke +til hver, men de fik dog altid Smag paa deres tørre Tunger. + +En Dag gik han som sædvanlig paa Jagt. Han gik den ganske Dag uden at +støde paa noget levende. Dagen hældede mod Aften, da han naaede +Kingigtok, og han var ved Toppen, uden endnu at have set nogen Rype. +Det begyndte at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa +uden Bytte. + +Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring Øje paa +et Hus. Og han vidste, at der ikke havde været noget Hus der paa det +Sted tidligere. Han nærmer sig det, ser ingen Mennesker og smutter +til sidst ind gennem Husgangen. + +Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som en Mand, men havde +kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse over Mødet var ikke mindre end +Drengens. + +„Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. „Sæt dig ned!“ + +Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret Kød. + +„Spis nu, saa meget du orker,“ sagde han og satte Kødet frem. Drengen +spiste, og hans Sult var afløst af Mæthed, uden at Madbunken syntes +at være bleven mindre. Saa meget var der. + +„Nu skal du sove her i Nat. I Morgen skal du gaa hjem, naar du har +hvilet ud. Du skal sove uden at vente noget ondt.“ + +Saa tilbragte de da Aften og Nat sammen. Da han endelig skulde til at +begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham lige saa meget Renskød, han +kunde bære. + +„Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig til at spise, maa +du sige dem, at hvor stor Lyst de end maatte føle til at tage lidt +Spæk til Kødet, maa de paa ingen Maade gøre dette. Ikke saa meget som +en eneste Mundbid. Gør de dette, vil du aldrig mere finde mig, hvor +meget du end søger. Følger I derimod mit Raad, saa vil du kunne finde +mig, saa ofte I trænger til min Hjælp.“ + +Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, da han kom +hjem. Og de rettede sig alle efter, hvad Kæmpen havde sagt. Et Par +Gange var der rigtignok nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale +om Spæk. + +„I -- î -- î, om man kunde spise lidt Spæk til -- î -- bare en eneste +Mundbid!“ Men de andre, som hørte dem tale saa, skammede dem ud og +hindrede dem i at følge deres Lyst. + +Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. Han fandt Huset, +gik ind og blev endnu bedre modtaget end forrige Gang. Under hans +Briks saa han et Kæmperibben, ganske hvidt af den lækreste Talg. + +„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde Kæmpen og pegede paa +Ribbenet. + +Drengen begreb ikke, hvad det var. + +„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde han endelig, og da først +forstod Drengen det. + +Kæmpen gav sig nu til at skære noget af Kødet fra og kogte Drengen et +forsvarligt Maaltid. + +„Det er vanskeligt at finde lidt Adspredelse heroppe. Bliv her i +Aften!“ sagde Kæmpen. + +Og det gjorde Drengen. + +Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig -- til Angakokleg. + +„I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, og jeg skal +deltage. Følg med!“ siger han til Drengen. + +Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, at Drengens +Tanker strittede mod Forslaget. + +„Vi skal nok være derovre før Daggry,“ sagde Kæmpen beroligende, da +han mærkede hans Betænkelighed. Saa gik Drengen ind paa Forslaget. + +Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste Dragt paa og +begyndte at forklare Drengen, hvorledes han skulde forholde sig. + +„Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjnene. Aabner du +dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen vender sig i dig, og du +vil falde ned.“ + +Saa gik de sammen til en Afgrund -- det skal nok have været paa +Kingigtok's øverste Tinde -- og der fik Drengen Ordre til at klamre +sig fast til Kæmpens Hals. + +Nu gav den eenøjede sig til at svinge med Armene og lave Kredsløb +ganske som en Fugl, der er ved at lette. Naa, og saa bar det af. +Drengen lukkede Øjnene. En vældig Susen, ganske som om han var midt i +en Storm. Det var alt, hvad han sansede. + +„Nu er vi ved Erkrûtit,“ sagde Kæmpen. Drengen syntes knap at have +faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var det gaaet. Han +aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, sorte Prikker langt, +langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte nu at dale ned, idet han +bevægede sig i en Rundkreds. + +„Der i det Hus skal Angakokfesten holdes,“ sagde han og pegede paa et +stort, stærkt oplyst Hus. Han spilede nu Armene ud og sejlede gennem +Luften, uden Vingeslag, saadan som store Fugle gør, naar de skal +sætte sig. Saa var de ved Husgangen. + +Da de kom ind i Huset, var man allerede færdig til Aandefesten. Hele +Natten gik. De fornemste Angakokker sang og manede, idet de stadig +afløste hinanden. + +Først mod Gry fløj de atter tilbage til Kingigtok. + +„Sov nu først,“ sagde Kæmpen, „hvil dig uden Uro, op ad Dagen kan du +saa gaa hjem.“ + +Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og blev. Da han siden +skulde gaa, fik han med sig saa meget Kilivfak-Kød, som han kunde +bære; men paa samme Vilkaar som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk +til, hvis han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad. + +Der blev stor Glæde og megen Undren, da Drengen kom hjem. + +„Har du fanget et Rensdyr?“ raabte nogle i Munden paa hinanden. + +„Nej,“ sagde Drengen, „det er Kæmpen paa Kingigtok's Tinde, der har +fanget en Kapiarfik.“ + +Og saa sagde han dem, hvad Kæmpen havde betinget sig og formanede dem +meget til at være fornuftige. + +„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han +give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“ + +Og alle gav sig til at spise med stor Appetit. + +Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle +gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde +være, om man turde spise lidt Spæk til. Men de andre, som hørte denne +Tale, blev vrede og skammede dem ud. + +Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, og +Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle Kællinger havde +bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk i Munden. Og Kæmpen stod +neden for Vinduerne og raabte ind i Vrede: + +„Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter mine Ord. +Ingen skal oftere finde mit Hus, hvormeget I end vil søge!“ + +Og saa hørte de kun et Sus i Luften, da han fløj. + +Drengen søgte siden ofte efter Kæmpens Hus -- men ikke engang en +Murtørv var der at opdage paa det Sted, hvor det havde staaet. + +Her ender denne Fortælling.“ + +-- -- -- Gennem Teltaabningen kunde man skimte Kingigtok, der stor og +stejl hævede sig over alle andre Fjælde i Omegnen. + +Alles Øjne søgte uvilkaarligt derop. + +„I mine unge Dage var Fjældet deroppe Renernes Hjemsted om Sommeren. +Der havde de deres nedtraadte Stier, der løb fra Madsted til Madsted +langs Fjældets Skraaninger. Og ingen gik forgæves paa Rensjagt til +Kingigtok!“ + +Det var Ajunge, en gammel Kone paa 60 Aar, som talte. Hun laa +krumbøjet af Gigt paa Briksen, og hendes hviskende Stemme skjalv, +naar hun blev ivrig. Hun havde siddet halvsovende med lukkede Øjne, +saa længe Malanga talte. Da han tav, vaagnede hun pludselig op. +Hendes Panderynker foldede sig ud og ind, naar hun bevægede sin +blodfattige, blaalige Mund, og en hentørret, knoglet Haand aftørrede +den Taarestrøm, der stadig randt fra hendes hudløse Øjne. Hun +hostede, vædede med Tungen sine tørre Læber og talte: + +„Jeg mindes endnu saa tydeligt den Tid, da jeg var ung og deltog i +Rensjagterne som Kødbærerske. Det er længe siden, men jeg er dog +endnu i Stand til at faa alle de gamle Oplevelser til at vaagne. Ak, +det er længe siden, at jeg ophørte at leve; alt, hvad jeg har set, er +nu paa Afstand, saa langt, langt borte. Men gennem Tankerne kan alt +dog endnu rykke helt tilbage, ganske som om jeg saa mit Liv i +Kikkert. Det fjærne bliver nær. + +I min Ungdom kunde selv Kvinder fange Rensdyr. Vi var gaaede ud for +at plukke Bær, ikke langt herfra, da en stor Renflok kom hen imod os. +Vi lagde os blot ned i Lyngen. De kom travende lige hen over os, og +da var det, at gamle Lisbeth greb en lille Kalv i Benet og fangede +den. Aa, hvor husker jeg al den Morskab, vi havde med at trække den +hjem.“ -- -- -- + +Gamle Ajunge har talt for ivrigt, -- et Hosteanfald kvæler hendes +Ord. -- -- -- + +Aftenen er stille og maanelys. Teltlampernes Skær falder ud over Søen +og taber sig i Natten som bugtende Ildslanger. + +De unge har samlet sig uden for Teltene og synger. Langsomt, hvilende +i Klangen, fører Basser og høje Sopraner Melodierne igennem. + +Og Tonerne glider ud mellem Fjældene, som høje og stumme tager mod +Maanens Lys, Havets Skvulp og glade Menneskers Sang. + + + + +MANASSE + + +„Ele -- ele -- le -- le!“ skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans +tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over +Isen. + +„Ja -- saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen om min +Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for +Spring!“ -- -- + +Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og +dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter +bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs +Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik. + +Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste Hundekuske i +Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere Hunde end tre, men ikke +mange med Forspand paa ti skulde indlade sig paa Kapkørsel med ham. +Det vidste jeg, og derfor lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring, +greb min Pisk og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med +mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen +peb under Slædemederne. + +Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver. +Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner +bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde +..... + +Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og +gaar hen til ham. + +„Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke.“ + +„Rygter lyver altid! Forstaar du -- mine Hunde er bare i +Galgenhumør; deres Anspændelse er som døende Dyrs sidste Trækninger!“ +svarer Manasse med ægte grønlandsk Forstillelse; samtidig sender han +dog et straalende Blik til de Hunde, hvis Humør og Kræfter han er en +Mester i at udnytte. + +Vi fortsætter og er snart inde i Bunden af Sydost-Bugten. Over +et jævnt skraanende Bakkestrøg med frodig Græsvækst kommer vi +op til de store Lersletter, der er berygtede for deres Sne og +barske Østen paa denne Aarstid. Tvers over Sletterne kommer vi over +Tassiusarssuaq-Fjorden med Indlandsisen i Baggrunden. Vi kører Dagen +igennem paa gammel, jævn Is, og først ved Mørkets Frembrud sætter vi +op paa Land og slaar Lejr for Natten. + +Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen rundt om +Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi er kravlede ned i dem +og ligger nu paa Maven, Side om Side, og delikaterer os med tørrede +Angmassætter og Spæk. Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i +denne Kulde, Legemet trænger til Fedt. + +Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med Spæk, som Manasse +har gennemtygget og gylpet ud for at gøre den flydende. Hele +Panderanden er kranset med Væger, Lyset er blændende, Varmen +velgørende. + +Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at tø, Lyngbunden +kommer frem, og Lyng- og Bærduft fylder Teltet. Manasse snuser Luften +ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet +med Øjnene. + +„Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde, +jeg skal imens faa Vandet i Kog.“ + +Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen +Respekt. + +„Er det sandt, at der ogsaa findes fattige i de hvide Mænds Land?“ +spørger han pludselig. „Vi tror, at de er rige Herrer allesammen, +saadan som vi er vante til at se dem heroppe i vort Land.“ + +Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, og +hans Forbløffelse kendte ingen Grænser. + +„Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde Folk, som dør af +Sult, og andre, som har mange Penge liggende, -- Penge, der blot er +til for at føde andre Penge?“ + +„Ja, Manasse!“ + +„Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde jo da hjælpe deres +Folk .... + +Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, nogle lidet, somme +intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det ikke saa tungt at leve. Hos +jer synes det at være anderledes. Jeg har Medlidenhed med eders +fattige; deres Sind maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de +er Vidne til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være +Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu større +Forbandelse.“ + +Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede os en stærk Kop +Te. + +Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det +var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i +Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets +Troldmænd stræbte ham efter Livet. + +Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige, +italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn. Jeg +falder i Søvn under en af hans Historier. + +Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg, +vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var +blikstille med klar Himmel: Fartsdag! + +„Manasse -- Manasse!“ + +Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det +eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse. + +„Manasse, det er Morgen!“ + +En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler i Søvne: + +„Du er min Herre, jeg fulgte dig for at lyde dig; hvad vil du mig?“ + +„Kog Te!“ + +Saa kom Spækket frem, og Angmassætterne. Og vi spiste os mætte efter +en lang og fast Søvn. + +Sammen med Lyset brød vi op med vore Slæder og trængte videre Syd paa +over Land, indtil vi ved Kysten standsedes af aabent Vand. Vi kunde +den Gang være en 8 Mil fra Aulatsivik, og det var derfor ikke med +synderlig glade Ansigter, at vi slog Hundene om og gjorde Venderejse. +Over Naternak-Sletten vilde vi nu søge at trænge frem i sydvestlig +Retning til Bopladsen Niaqornarsuk, hvorfra vi kunde sættes over til +Aulatsivik i Konebaad. + +Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk Kulde, der gav +Frost i Næsen. Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig +over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind +paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod +Hundene, da Huden stivnede til Is. + +Manasse vender sig om imod mig og raaber: + +„Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“ + +Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af +at tø Ansigtet op. + +Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, at jeg nær var +kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen og sprænger frem i +afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi ved friske Renspor. + +Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast til Slæden, der +farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, svinger til Siderne, +løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes som Røg op fra Hundenes +Bagben; der er ikke længere Tale om at vælge nogen Vej, -- bare +gennem ondt og godt over Rensporene. + +Denne vilde Kørsel og den vaagnende Jagtiver faar Svedperlerne til at +hagle ned over Ansigtet paa mig, trods Kulde og Blæst, og Hue og +Vanter stikkes ind under Slædens Surreremme. + +Vi kunde nu se hele Flokken; der var tretten, to store Bukke førte +an. Manasse, som mente, at vi ikke i det vanskelige Terræn vilde +kunne forfølge Renerne med vore Hunde, stoppede sit Spand og bandt +Forbenene op. Jeg forsøgte at gøre ligesaa, men mægtede ikke at +stoppe mit Spand, der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min +Ledsagers. + +Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat fat i Forremmen, +da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse blev øjeblikkelig reven omkuld +og slæbtes af Sted som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der +rejste sig om ham. Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde +Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne. + +Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne spændte +listede vi os frem over en Bakkekam for at faa Flokken paa Skudhold. + +I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største af Bukkene +og udmalede os med et Smil den Modtagelse, man vilde give os, naar vi +kom hjem med Dyr. Men kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet +os eller maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem. + +Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor Jagt og flove +og tavse vendte tilbage til vore Hunde. + +„Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi nu blot havde +kørt Renerne op med Hundene, saa havde vi vist haft bedre Held +alligevel. Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde.“ + +„Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom Mine. „Havde +du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig +jo for at lyde dig; -- men nu er det visselig for sent.“ + +Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os. Men +Maanelys er farligt Lys at køre i over ukendt Land; man ser ingen +Skrænter, alt gaar ud i eet. Vi styrtede med Slæderne ned over en +Skrænt og fandt det derefter raadeligst at slaa Telt. + +Hundene er fodrede, og vi ligger atter som foregaaende Aften i vore +Poser. Stegepandens Spæk lyser og varmer, og Vandet i Kedlen begynder +at snurre. + +„Fortæl nu ligesom i Gaar!“ foreslaar Manasse med Munden drivende af +Lampespæk. Vi var nu igen ved at se Livet lysere i Teltets Hygge og +bestræbte os ærligt hver især for at glemme Renjagtens Ærgrelser. + +Det gik atter syndigt ud over Røvere og Missionærer, og Manasse var +utrættelig i sit Videbegær. Han vil selv ud som Missionær, og en +Aabenbaring har vakt hans Kaldsfølelse. Han er rede til at forlade +Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne. + +Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom +Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham +ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare +Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette. Og den ældste af de +to, en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide Lokker, der +falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham: + +„Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og onde imellem +hinanden; dem skal du lede paa deres Gang her i Livet.“ + +Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med de Ord: + +„Af den skal du, og siden de andre, lære!“ + +Og den gamle forsvinder. + +Nu begiver Manasse sig ned til de Mennesker, der er bleven ham +anviste; men Vejen ned til dem er lang og besværlig. Saa leder han +Flokken frem gennem mange Genvordigheder. Efter lang Tids Vandring +kommer de til en lang og smal Gennemgang, hvorigennem de alle skal. +Kun de færreste kommer igennem. Paa den anden Side træffer han den +gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og +siger: + +„Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“ + +Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed. + +Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han +fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn. + +Sagnet kan vel -- efter vor Maalestok -- ikke kaldes synderlig +smagfuldt; men jeg gengiver det dog, fordi den Hjerne, som oprindelig +har skabt det, har været saa typisk eskimoisk. + + +SAGNET OM PIGSSIK, DEN STORE MENNESKEÆDER + +Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der havde mange +Brødre, og at han tog Land, hvor disse boede. + +Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes efter sit forrige +Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to +Børn i sin Konebaad og rejste hjem paa Besøg. + +Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog +Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller. +Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl +Stank om ham. Hans Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt +at mærke paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han i +lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet ondt derover. + +En Dag foreslog han, at de alle skulde tage ind til Bopladsen, og saa +rejste de. Han havde paa Forhaand lovet dem et stort Maaltid. + +De kom til Land og blev elskværdigt modtagne, men da Konen paa Vejen +til Huset kom forbi deres Madskur, fandt hun der ophængt en stor +Mængde Menneskelaar, og da begreb hun, at hun var kommen til +Menneskeædere. + +Da de kom ind i Huset, gav man dem en Smule Angmagssætter, det var +alt. Først ud paa Aftenen var der en gammel Kælling, der fra en af +Husets mørke Kroge hviskede noget om Menneskelaar. De bragtes ind og +sattes frem. + +„Men Spæk af et ældre Menneske skulde vi vel have hertil,“ bemærkede +en anden gammel Kælling, ligeledes fra en Krog, og det bragtes ind. +Saa gammelt var dette Spæk, at det var bleven helt gult. + +Konen lagde Mærke til, hvorledes Pigssik aad. Naar han skulde dyppe +en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, stak han af bare Iver hele +Haanden ned, og han slikkede den bagefter, saa hele hans Ansigt +skinnede. + +Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der var hængt til +Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om det, og man bad +Pigssik's Kone, som ikke var vant til denne Spise, om at gaa udenfor, +saa længe det stod paa. Da hun siden blev kaldt ind igen, saa hun sin +Mand endnu i Færd med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin +Langemand gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret Hul i +Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smadskende Hjernen i sig. + +Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa Fangst. Men en +Morgen trak de dog deres Vandpelse paa og gik ud. Pigssik's Kone blev +glad, thi nu troede hun, at hun endelig skulde faa Sælkød at spise. +Det viste sig imidlertid, at de kun gik uden for Husene for at lege. + +„Saa, saa! En ung Mand har faaet Tag i en ældre Mand!“ udbrød en +Kvinde, som stod ved Vinduet. „Han har kastet ham om!“ + +„Kom ud med Reb!“ raabtes der, og hun skyndte sig ud med en Kobberem, +og lidt efter kom de slæbende ind med en død Mand. Han blev spist den +Aften. + +Pigssik havde en smuk Datter, som nu netop var i sin bedste Alder. +Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand efter. Han lavede sig en +Trækølle af den Slags, som Folk der brugte til at knuse Pandeskaller +med. + +En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse Lampespæk; selv vilde +han hjælpe hende med at holde Hundene borte. De var neppe komne ud, +før Konen hørte et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede +dræbt. + +„Slæb hende ind, og kog hende til mig!“ raabte Manden. + +Konen stak i at græde og formaaede ikke at gøre noget. + +„Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov at gaa samme Vej!“ brølte +han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren ind. + +„Jeg længes efter at smage hende,“ vedblev han, „skynd dig nu med at +flænse hende!“ + +Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at knuse Hovedet +paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet. + +Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede det i Gryden. Ved +et Tilfælde var Hænderne komne øverst, og da Senerne kom i det varme +Vand, greb Fingrene fast i Gryderanden, ganske som om de var blevne +levende og vilde op igen. Og hver Gang hun stødte dem ned, kom de +lidt efter op igen. + +Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde blive spist, +tog saa, uden at nogen mærkede det, Urinspanden og hældte den over +Kødet. Da det saa senere blev sat frem, kunde ingen spise det, og +Moderen kunde saaledes bringe det til Side, uden at nogen havde rørt +ved det. + +Samme Nat tog hun Hævn for sin Datter, dræbte Manden sovende med hans +egen Kølle og flygtede med sine to endnu levende Børn til sine +Brødre. Der turde Menneskeæderne ikke tage Hævn over hende, og man +hørte siden aldrig noget til dem. + +-- -- -- Da jeg sent ud paa Natten forsvinder i min Pose for at +sove, har min Hjerne svært ved at udrede alle Dagens Indtryk: +Nattelejren paa Naternak-Sletten, hvor intet Menneske ellers plejer +at komme saaledes i Vinterens Hjerte, Renjagten, Væddekørslen, +Historier om Røvere og Missionærer, Aabenbaringer og Profetier, +Menneskeædersagn, -- og jeg sover ind med en fast Overbevisning om, +at intet Land i Verden byder den rejsende en saadan Overdaadighed af +Oplevelser som Grønland. + + + + +DEN STORE VÆKKELSE I EVIGHEDSFJORDEN + + +Denne sandfærdige Historie foregik i Aaret 1790 i Evighedsfjorden i +Sydgrønland; og man vil kunne fortælle den paa følgende Maade: + +Der var engang en Mand, som hed Habakuk. Han havde to Børn, en Søn og +en Datter. En Dag, da Drengen sammen med Pladsens Børn løb om og +legede med Fuglepile, kom han ved et Pilekast til at ramme sin lille +Søster i Næseborene, saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding. +Pigen faldt øjeblikkelig om. Broderen løb hen til hende og forsøgte +straks at trække Pilen ud; men Pilespidsen havde store Modhager, og +da disse holdt igen, maatte han lægge Knæene paa Søsterens Hoved og +trak den saaledes ud. En tyk Blodstraale ramte ham lige i Ansigtet, +og Søsteren udaandede med det samme. + +Det var denne store Sorg, som ramte Habakuk og hans Kone Marie +Magdalene; og det var denne Begivenhed, der gav Anledning til det, +jeg nu skal fortælle om. + +Dette foregik jo for mange Aar siden paa de Tider, da Menneskenes +Sorger var voldsommere end nu. Det var derfor ikke saa underligt, +at det begyndte at gaa Habakuk og hans Kone galt efter denne +Tildragelse. De fik saa mange Syner og saa mange mærkværdige Drømme, +og alt sammen kom det fra Himlen, sagde de. Og da deres Sind saaledes +var blevet sygt, magtede de ikke længere at skelne mellem Løgn og +Sandhed. Men deres Tale bredte sig blandt Folkene, og deres Ord fik +saare stor Magt over alle. + +Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller, +bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være fælles for Menneskene; +alt Bytte, al Fangst skulde bringes til Habakuk, der uddelte det til +dem, der trængte til det. + +Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, og det blev +Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst. + +Da alle Bopladsfællerne sluttede sig til Habakuk, faldt ogsaa +Kateketen fra sin Kristendom og sluttede sig til de andre. + +Kateketen var en Efterkommer af en dansk Mand, som havde boet ved +„gamle Sukkertoppen“ og hed Bertel Larsen. Kateketen selv hed Josef; +og snart blev der ikke givet ham andet Arbejde end at nedskrive +Habakuks og Marie Magdalenes Spaadomme. Til sidst slap alt Papir paa +Pladsen op, og han maatte nedtage Husets Skindtapeter og skrive paa +dem. + +Alle Fangerne var snart saa optagne af alt det, der gik for sig hos +Habakuk, at de ikke mere tog paa Fangst, men levede af deres +Vinterforraad. Kun en enkelt Mand sluttede sig aldrig til Profeten; +det var Sem. + +En Dag, da der som sædvanlig var Møde, og Profeten talte om sine +Aabenbaringer, gik han ind i Huset for at høre derpaa. Han fortæller, +at da han kom ind, slog en underlig Lugt af Orm op i Næseborene paa +ham. + +„Hvorfor lugter I alle sammen?“ sagde han til dem, da han gik, og +søgte dem aldrig siden. + +Men min Bedstemoder har fortalt mærkelige Ting om, hvad de foretog +sig hos Habakuk. Naar en eller anden af Tilhængerne uden nogen som +helst Grund følte Trang til at græde, brast hele Forsamlingen i en +forfærdelig Graad, og de græd, saa Snottet stod dem ud af Næsen, og +de slyngede det op paa Væggene, der efter en saadan fælles Graad +kunde være ganske slimede. Men naar saa pludselig en i Forsamlingen +slog sig paa Maven og gav sig til at le, gjorde alle de andre det +samme. Og de kunde da le saaledes, at man skulde tro, Alvor aldrig +mere kunde falde over dem. + +Naar Habakuk holdt sine Taler, kunde Forsamlingen gribes saadan af +Længsel efter det evige Liv, at de begyndte at hoppe i Vejret, der +hvor de sad, og min Bedstemoder fortæller, at de nøgne Kvinder kunde +sidde og hoppe saa inderligt op mod Himlen, at hele Huset genlød af +Svup fra fede Bryster. -- -- -- Det var jo i de Tider, da man ikke +gik med Uldtrøje ... + +Pludselig kunde saa Habakuk standse sin Tale, nævne et Navn og +erklære, at den og den nu var kommen paa den rette Vej; og straks for +alle Mænd ud af Huset, greb deres Bøsser og saluterede, for at Himlen +kunde høre, at Menneskene var glade over den store Frelse. + +Somme Tider søgte de ogsaa op til Kirkegaarden, tog hinanden i +Haanden, sluttede Kreds om Gravene og sang Salmer for de døde. + +Paa den Tid var der ved Pladsen en Kvinde, der ikke længere var +ung. Man fortalte, at hun altid gik smukt klædt i en hvid +Faareskindstrøje. Det var i de Tider, da Faareskind var Handelsvare +deroppe. Men en Dag begyndte man at beskylde denne Kvinde for at fare +med Trolddom og Hekseri; og Forargelsen voksede. Til sidst kastede +Mændene sig over Kvinden for at dræbe hende, og de førte hende ned +til Havet under alle Haande Pinsler; der var dem, der gik med lange +Teltstænger og stødte hende i Skridtet og Underlivet. Ved Havet bandt +de en Sten om Halsen paa hende og kastede hende ud. Da hun var meget +fed, gik hun ikke til Bunds, men Stenen holdt Legemet lodret i Vandet +indtil Navlestedet; hun sprællede et Øjeblik med Benene og druknede. + +Ud paa Aftenen kom en Fangstmand ved Navn Hosias hjem. Da han saa +Liget svømme paa Havet, bugserede han det til Land, trak det op og +gav sig til at hamre paa hendes Hænder med en Sten, indtil Arm og +Haand lignede en Vandmand. Saa kastede han hende ud i Havet og lod +hende føre bort af Strømmen. + +Der var en anden Kvinde, som de ogsaa beskyldte for Hekseri; hun +havde en Søn ved Navn Paulus. Men da Kvinden vidste, at de en Dag +vilde falde over hende og myrde hende ved Pinsler, bestemte hun sig +til hellere selv at dø. + +Og en Morgen tidlig gik hun hen og vækkede sin Søn og spurgte ham: + +„Paulus, maa jeg springe i Havet?“ + +„Ja!“ svarede Sønnen, som søvndrukken ikke vidste, hvad der blev +sagt, og Kvinden løb ud og kastede sig i Havet. + +Men Sønnen, som nu pludselig begreb det skete, styrtede ud efter +Moderen, men fandt hende aldrig siden. Hun havde kastet sig ind under +Isfoden ved Fjorden. + +Men Bedstemoder fortalte ogsaa, at Marie Magdalene, naar Folk kom for +at bevidne hende deres Agtelse ved at trykke hendes Haand, altid +skelnede skarpt mellem dem, hun gav sin hele Haand, og dem, hun blot +berørte med sin lille Finger. + +Paa den Tid, da den store Vækkelse greb stærkest og vildest om sig, +rejste Bertel Larsens anden Søn, Frederik Bertelsen, som dengang var +Kateket ved „gamle Sukkertoppen“, ind og talte med sin Broder Josef +og foreholdt ham og sine Landsmænd det formastelige i deres Færd; men +hans Formaninger nyttede intet. + +Men da ingen Præsts Formaninger kunde gøre Indtryk paa Befolkningen, +hændte der hen mod Foraaret noget, som vakte Folks Fornuft. + +Man havde nemlig lagt Mærke til, at Profeten lang Tid igennem havde +haft saadan en besynderlig Trang til at lade sig lyske af unge +Kvinder, og han lagde da ofte sin Haand paa Steder, som ikke sømmede +sig for en Profet. + +Se, den Slags Ting begyndte Mand og Mand imellem at tale om, og det +varede ikke længe, før Frafaldet blev aabenlyst. En Dag, da en Mand, +som hed Justus, kom bugserende med en Hvidhval, og Habakuk som +sædvanlig kom ud og raabte, at han skulde lægge til uden for hans +Hus, lo Justus og svarede, at Habakuk vist for Fremtiden maatte nøjes +med at kommandere over den Fangst, han selv bragte til Land. Denne +Hændelse blev det store Adskillelsens Tegn, og snart var Habakuk og +Marie Magdalene igen ganske almindelige Mennesker, som ingen tog +Hensyn til. + +Og et Tilfælde blev Aarsagen til, at Habakuks Lære og mange +Aabenbaringer ganske gik tabt for Efterverdenen; thi da Frederik +Bertelsens yngste Søn fangede sin første Sæl, samlede man hele den +Bibel, Habakuk og Marie Magdalene havde dikteret Josef, og brugte den +til at koge Gildesuppen paa. + + Fortalt af + „_Gamle Sidse_“ + fra Holstensborg. + + + + +ØSTGRØNLÆNDERE + + + + +INDHOLD + + + Side + + Indledning 113 + + Ægteskabsdramaet i Lindenowsfjord 121 + + Sakua's Død 124 + + Mordet paa Katiaja 126 + + Aviaja og hans Slægt 130 + + Aandemaneren Autdaruda 133 + + En Sjæleraners Saga 169 + + Den usaarlige Uase 173 + + Manden, som holdt for meget af sin Kone 182 + + En Historie om Hungersnød 186 + + En Fristelse 189 + + Fanden plager dem 195 + + + + +I Sommeren og Efteraaret 1904 traf jeg -- dels i de nærmeste +Distrikter Nordvesten for Kap-Farvel, dels ved Kangigdlinguaq, Sønden +for Prins Christians-Sund paa Østkysten, -- østgrønlandske Stammer +fra Bopladserne Syd for Angmagssalik-Gebetet, -- Stammer, som i +forskellige Hold var indvandrede til Vestkysten for at lade sig døbe. + +Alle disse forhenværende Østgrønlændere var trods deres Daab meget +lidt aandeligt paavirkede og talte endnu deres egen Dialekt. Efter +inderste Overbevisning ansaa de vel den kristne Lære for bedre og +visere end deres egen, derfor havde de jo antaget den; men de havde +paa ingen Maade i Hjertet erklæret Hedningetroen for et Bedrag, men +tog den nu nærmest som noget, der var forbudt af Hensyn til den nye +Tro. + +Alle de hedenske Mysterier, alle de overnaturlige Kræfter, der +tidligere var Aandemanernes Hjælpere, eksisterede endnu, men _turde_ +eller _vilde_ blot ikke mere aabenbare sig for dem, efter at de havde +forraadt dem til de kristne gennem deres Omvendelse. + +Der var tidligere mange Mennesker langs Østkysten, fortalte de; de +boede i store Huse, der kunde rumme flere Konebaadslag. Om Vinteren +især levedes der et broget Samliv, hvor man Aftnerne igennem +underholdt sig med Aandebesværgelser, Sangkampe, Smædeviser og +Sagnfortællinger. + +Det var en glad Tid -- men ogsaa en farlig Tid! + +I alle de øvrige Aarstider arbejdedes der strengt for at skaffe +Forraad og Klæder. Da laa man i spredte Teltlejre rundt om paa de +gode Fangstpladser. Hver Dag havde sine Begivenheder. Mændene var +optagne af deres Jagter, Kvinderne flækkede Kød til Tørring og +beredte Skind. Alle sled sig trætte, sov tungt og havde kun Lyst til +at være gode mod hinanden. + +Men om Vinteren derimod, naar mange Mennesker samledes, og +Forraadskamrene stod fulde, og alles Ønsker kun gik ud paa at korte +de lange, daadløse Vinternætter, da kunde Menneskene blive helt +anderledes. Megen Mad og Stillesidden, Lyst til Handling og +Forandring fik dem til at yppe Klammerier; gamle Mellemværender +opgravedes, Haan og giftige Ord æggede til Hidsighed, og midt ind i +Vinterens Madgilder kunde da fremkaldes Begivenheder, hvor +Menneskene, hidsede af Ærgerrighed og Bopladsfællernes Tilskyndelse, +glemte al Medfølelse med hinanden og ofte under de besynderligste +Paaskud undsagde hinanden i Smædeviser, opførte Tvekampe og begik de +afskyeligste Mord. + +Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, til Sindssyge; +og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som jeg hørte hos disse +nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, der er vidt forskellige fra de +Forestillinger, man ellers gør sig om de fredsommelige Eskimoer. + +Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, fordi de +skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret Stammes Liv. + +Alle Sydøstgrønlænderne er nu, paa een Familie nær, indvandrede +til Vestkysten og døbte; og de vil snart gaa fuldstændig op i +Befolkningen der. + +Jeg nedskrev under mit Ophold iblandt dem en Del af deres Traditioner +og Sagn, foruden en mindre Ordsamling. + +De sidst indvandrede ankom i Sommeren 1900, og de fortalte, at der +endnu var een Familie tilbage i deres Land: det var den gamle +Kunigsarfik -- „Kyssetøjet“ --, hans Kone, to Sønner, tre Døtre og en +Svigersøn. Den gamle Husfader havde faaet en Undsigelse af Autdârutâ +-- „Konebaaden“ --, de sidst ankomnes Fører, der beskyldte ham for at +have røvet hans Søskendes Sjæle; og den gamle, som ikke havde turdet +modtage Udfordringen, var flygtet Nord paa, da alle andre rejste +bort, og siden havde man intet hørt om dem. Enten lever de endnu paa +en eller anden afsides lille Plads, ganske alene paa den vældige, +folketomme Kyst; eller ogsaa er de sultede ihjel i et ugunstigt +Fangstaar. + +Om Vestkystrejserne i Almindelighed skal jeg her blot meddele, at de, +efter gamle Nuissartoq's -- nu døbt Rosine's -- Opgivelse, har fundet +Sted, saa længe Østkysten fra Umîvik og Syd efter var befolket; men +efter Nâlangarajik's (d. v. s. Graah) Ophold iblandt dem begyndte de +at drage Vest paa for at bosætte sig og lade sig døbe. Graah havde +opfordret dem dertil, og flere Konebaade fulgte efter ham. Det hændte +ogsaa, at der kom Folk helt oppe fra Angmagssalik for at handle paa +Vestkysten; men det var sjældnere, da disse maatte være tre til fire +Aar om Rejsen frem og tilbage. De indskrænkede sig derfor i Reglen +til at tiltuske sig Varer hos sydligere-boende, der havde været ved +Handelssted. + +Rosine fortalte, at Angmagssalikerne var de nordligst-boende, hun +kendte. Hun havde ganske vist hørt fortælle, at der endnu længere mod +Nord skulde leve mærkelige Mennesker uden Rumpe; de spiste ikke, men +sugede blot Næring til sig af Kød. Men gennem mange Slægtled har +ingen set noget til dem, og nu kender man dem kun fra Sagnene. + + * * * + +I det følgende skal jeg skildre nogle Episoder fra Livet i +Sydøstgrønland under Opløsnings- og Udvandringstiden. + +Da jeg har ment, at Eskimoernes egne Skildringer og Opfattelse af +Forholdene havde størst almenmenneskelig Interesse, holder min +Fremstilling sig nøje til mine forskellige Kilders Fortællinger og +Udtryk. Kun saaledes, synes jeg, kunde Beretningen om disse +Menneskeskæbner faa deres fulde kulturelle Betydning. + +Disse Bemærkninger forudskikker jeg udtrykkeligt, for at ingen skal +tro, at jeg har „lavet Literatur“ paa visse opsamlede Fakta. + +Det var til en Begyndelse ikke nogen let Sag at faa noget +sammenhængende at vide. Disse Mennesker havde jo dels selv fortrudt +deres Fortid, og dels havde de nu lange Tider igennem faaet deres +hedenske Handlinger fordømte af Præst og nye Landsmænd. + +Rygterne svirrede om mig, da jeg kom til Lejren -- for det +meste kolporterede af gamle kristne Koner, der trængte til lidt +Tungegymnastik. Og Rygterne overdrev naturligvis og løj som alle +Rygter. Saa bestemte jeg mig til foreløbig intet at gøre, blot leve +sammen med dem, selv være saa meddelsom som muligt og forøvrigt blot +vente paa en Lejlighed, da Trangen til at fortælle overvandt +Reservationen. + +Det lykkedes mig omsider at vinde de nydøbtes Tillid, og de gav mig +under mit Samvær, uden Omsvøb, Skildringer af de Begivenheder, der +havde været hovedbestemmende til deres Indvandring til Vestkysten og +den dermed følgende Omvendelse til Kristendommen; Skildringer, som +giver det grelleste Billede af et lille Samfunds Opløsning. Sjældent +er mere dyriske Handlinger bleven øvede af Mennesker, som af Naturen +havde ufordærvede Hjerter; aldrig har Øde, Isolation og aandelig +Stagnation drevet gode Mennesker til mere afsindige Raaheder. + +Men jeg føler det som min Pligt, før jeg gaar nærmere ind paa +Fortællingerne, at understrege, at jeg sjældent paa mine Rejser har +levet sammen med gladere, mere medgørlige og godmodige Mennesker end +disse Østgrønlændere, der, om de havde levet i en civiliseret Stat, +vilde have været hjemfaldne til Skafottet for de grusomste Mord ... + +Belysningen af de Tragedier, der er bleven udspillede mellem disse +ensomme Stammer paa Grønlands Østkyst, har ogsaa en videnskabelig +Betydning; _thi disse Tragedier, der berettes af Øjenvidner, viser, +at de gamle eskimoiske Sagn i langt højere Grad, end man tidligere +har troet, er Eskimoernes egen Historie_, der traditionsvis er +overleveret til Slægterne. Man har før ment, at de fleste af Sagnene, +der aabenbarede saa megen Grusomhed, var Fantasifostre, der kun havde +deres Oprindelse i en eller anden yderst spinkel Tildragelse, som var +bleven udpyntet til fælles Underholdning. De mange Hjerteløsheder, +der omtales, „Mænd, der spiser deres Koner“, „forældreløse, der +mishandles“, „hensynsløse Blodbad paa Kvinder“, -- Emner, der +behandles meget hyppigt i de eskimoiske Sagn, -- er sikkert alt +sammen Oplevelser, der samvittighedsfuldt er bleven berettede fra +Generation til Generation. De nye Fortællinger fra Østkysten godtgør +dette. + +Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens +Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med Eskimoernes. + +Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden, Fredsommeligheden +som den Egenskab, der mest karakteriserede Eskimoerne. + +De var saa gode og skikkelige! + +Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred -- trods alt! +Saa meget desto mere beundringsværdige! Men glem derfor ikke, at de +dog først og fremmest er Mennesker, der i egentligste Forstand formes +af den Natur, der omgiver dem. + +Eskimoens Sind kan være blankt og solmættet, som Vandet en +Sommerdag i de dybe, varme Fjorde. Men det kan ogsaa være vildt og +skaanselsløst, som selve Verdenshavet, der æder sig ind i hans Land! + + * * * + +Sofie Poulsen var den, der gav mig de første Oplysninger. Hun hed +oprindelig Besuk. Da hun kom til Vestkysten sammen med tre +Konebaadsbesætninger i 1900, var hun Neqigssanoq's anden Kone. +Neqigssanoq har i Daaben faaet Navnet Emanuel. Sofies Medhustru var +hendes ældre Søster Singime, i Daaben kaldet Helene. + +Da det var deres Agt at lade sig døbe, blev det dem meddelt, at de +skulde slaa sig ned i Frederiksdal, det gamle Hernhutersted, Sønden +for Julianehaab, og der skulde de gaa til Daabsundervisning hos +Præsten. Straks maatte da Emanuel give Afkald paa den Kone, han sidst +havde taget. Det var nemlig en gammel Praksis hos Missionærerne der +paa Stedet, at Kirken kun anerkendte den første Kone som en Mands +eneste retmæssige, ganske uden Hensyn til Mandens Sympatier; +Medhustruen blev erklæret for at være Enke. + +Saaledes skete det, at Sofie, der altid havde været sin Mands +Favoritkone, maatte trække sig tilbage til Fordel for sin ældre +Søster og anlægge det sorte Topbaand, der i Grønland bæres af Enker. + +Sofie saa sig nu pludselig uden Forsørger, og hendes lille Datter, +der blev hos hende, regnedes for faderløs. Fra offentlig Side blev +der ingen Understøttelse tilstaaet hende; ja, det skulde da være +Forstanderskabets nedværdigende Fattighjælp, om det skulde gaa saa +vidt. (Det er jo Sagen uvedkommende, at Præsten privat var meget +godgørende over for Sofie.) + +Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen af +Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser mod sin +forhenværende Hustru og Datter. Der blev nu anvist de to en Familie, +de kunde tage ind hos; der fik de Kosten, mod at Moderen skulde gøre +alt Pigearbejde i Huset. Klæder maatte hun selv se at skaffe sig, og +det var ikke altid saa let. + +Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der kommer ned til +nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke Spæk af Mavepartiet, paa +en tre-fire Tommers Længde og en god Tommes Bredde, med Skindet paa. +Det spises raat med Hud og Haar og kaldes Tamorassâq: „Tyggebid“, +fordi det er saa behageligt at tygge; man kan blive ved at tygge en +saadan Tamorassâq en hel Time igennem. Det er meget yndet af +Kajakmænd paa lange Fangstrejser; der paastaas, at naar man har en +Tamorassâq i Munden, bliver man hverken tørstig eller sulten. + +Disse Smaaparter, som hun kunde faa ved at gaa ned til Stranden, naar +Fangst bugseredes ind, samlede hun sammen om Foraaret i Klapmydstiden +og solgte dem. Paa denne Maade skaffede hun sig nogle Smaaskillinger, +som hun anvendte til Tøi; men det kneb selvfølgelig med at faa +Pengene til at slaa til, og hun maatte derfor i Reglen nøjes med +gamle, aflagte Klæder, som hun lappede sammen. + +Skilsmissen havde gjort et dybt Indtryk paa Sofie, og hun hader nu af +et oprigtigt Hjerte baade sin Søster og Mand. For Resten har +Forholdet til Søsteren aldrig været godt, da de begge var meget +skinsyge. + +„„Jeg vil have ham alene for mig!“ sagde jeg til min Søster; men det +samme sagde hun naturligvis til mig, og da min Mand i Reglen foretrak +mig, fordi jeg var yngre, var min Søster altid ond imod mig,“ +forklarede Sofie. + +Derfor kan hun ikke tilgive sin Mand, at han svigtede hende. „Tal +ikke om den skamløse!“ siger hun, naar man nævner ham. Men paa den +anden Side syntes Emanuel heller ikke at være falden ganske til Ro +ved Kirkens Afgørelse. Det viser følgende lille Tildragelse, som +Sofie fortalte mig: + +Engang sidste Vinter, da hun en mørk Aften skulde hente Vand ved det +fælles Vandsted, hørte hun Knirken i Sneen bag sig. Da hun vendte sig +om, saa hun en Mand komme løbende efter; hun genkendte straks +Emanuel. + +Hun blev bange, vendte sig om og raabte: + +„Nej, nej! Jeg vil ikke mere have noget med dig at gøre!“ Og saa gav +hun sig til at løbe, alt hvad hun kunde. Han satte efter hende, skød +en Genvej, naaede hende og var ved at gribe hende i den ene Skulder; +men hun sprang til Side, snoede sig fra ham og løb videre. + +„Vent, vent dog; jeg har noget at sige dig!“ raabte Emanuel. + +„Nej, du har ikke mere noget at sige mig!“ svarede Sofie og gav sig +nu til at skrige for at paakalde Folks Opmærksomhed. Saa først +standsede Emanuel og raabte efter hende: + +„Man kan mærke, at det ikke er dig, som gaar med Graaden i Halsen!“ + +Og siden har han ikke søgt hende ..... + + * * * * * + +Under mit Ophold i Teltlejren fortalte denne Sofie mig efterhaanden +hele sin Stammes skæbnesvangre Historie fra de sidste Aar paa +Østkysten. Og da jeg saaledes først havde visse Fakta at gaa ud fra, +faldt det mig siden ikke saa vanskeligt gennem Spørgsmaal at faa de +Oplysninger, jeg søgte. + +I de følgende Beretninger har jeg søgt at gaa de originale eskimoiske +Fremstillinger saa nær, som det var mig muligt i en dansk +Oversættelse. + + + + +ÆGTESKABSDRAMAET I LINDENOWS-FJORD. + + +Besuk fortæller. + +„Der var en Mand, som hed Oqartaqangitseq, „den tungeløse“, og han +boede ved Lindenowsfjord; vi havde dengang Vinterplads ved Nunagssuk +lige i Nærheden. + +Oqartaqangitseq havde tre Koner: Atarajik, Qiorartoq og Katiaja, og +de levede i et stadigt Uvenskab og Jalousi. + +En Aften blev Katiaja, den yngste af Konerne, rasende over, at deres +Mand ikke vilde ligge ved Siden af hende -- han havde nemlig lagt sig +hos Atarajik -- og saa sprang hun op paa Briksen, nedskar en +Remmesæls Urinblære, der var fyldt med Krudt, smed den paa Gulvet, +sprættede den op med en Krumkniv og satte en brændende Vægepind til. + +Der lød et forfærdeligt Brag. Huset blev sprængt i Luften, og et af +de Mennesker, som befandt sig derinde, blev slynget helt ud i Sneen. +Alle, som var i Huset, mærkeligt nok paa Katiaja nær, blev aldeles +forbrændte, ganske sorte i Kødet, og al Huden var sveden af dem. + +Oqartaqangitseq og Atarajik, der havde to smaa Børn, tænkte ikke et +Øjeblik paa sig selv, skønt de var de mest forbrændte. De bar deres +smaa Børn ud i Sneen og gned deres hudløse Legemer med den bløde Sne; +først da de var ved at fryse ihjel, tog de dem igen op til deres +Legemer for at aande dem varme. + +Huset var ødelagt. De kunde ikke straks komme ind for kvælende +Krudtrøg; men efterhaanden som Røgen trak ud, kravlede man ind og +tændte Lys. Det viste sig nu, at Atarajik's Krop var fuldstændig +afsveden; al Huden var flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa +stærkt medtagne. I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag +forlod de Bopladsen i Konebaad og kom op til os. + +Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa afkræftet, at +hun ikke kunde føres ned til Konebaaden. + +En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der +saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt. + +Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt +sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om +hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik! +Ingen havde kastet hende i Havet! + +Hendes Mand, som de havde faaet ned til Nunagssuk, fik derimod en +anstændig Død. Da de kom med ham, laa han i Bunden af Konebaaden med +nogle Skind over sin brændte Krop. Han led forfærdeligt, kunde næsten +ikke tale, og man maatte lægge Øret helt ned til hans Mund, naar man +skulde forstaa ham. + +Han laa nogle Dage i Huset og stønnede af Smerte. Men saa blev han +træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til +Havet. + +De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i +Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred +Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar +Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet. + +Det blæste en Sydvest og var et stygt Vejr; en stærk Brænding brød +mod Land. + +Man fortæller nu, at han, da han sad sammenkrøben deroppe paa +Klippen, havde betænkt sig et Øjeblik, da han saa ned i de brydende +Braadsøer. + +Da hans Koner saa dette, havde de foreslaaet at føre ham ind i Huset +igen. De vilde saa gerne beholde ham som Mand, da han var saadan en +god Fanger. + +Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i +Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham. + +„Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa +havde han styrtet sig ud i Havet. + + * * * + +Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med +lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens +hun var ugift, sammen med Mændene. Hun havde i Reglen flere Hunde end +disse. + +Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst, +før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende +hjem igen med en stor „befostret“ Remmesæl paa Slæden. Da var Mændene +knapt komne paa Benene; og denne store Sæl (vejer c. 6-700 Pund) +havde hun ganske ene trukket op paa Isen. + +I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda +heldigere i sin Fangst end Mændene. Ja, hun var en mærkelig Kvinde, +morsom at være sammen med, men farlig! + +Da hun blev gift, hørte hun op med at gaa paa Fangst. Efter Mordet +paa sin Mand og sin Medhustru begik hun endnu et Mord. Det var +Ijajup's Enke; jeg kan ikke rigtig huske, hvad hun hed, det var vist +Niarajuak. + +Enken var ganske uskyldig, men Katiaja beskyldte hende alligevel for +at skade sine Landsmænd ved Aandebesværgelser. + +Det var Løgn. + +En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men +dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, men faldt, da hun var +kvæstet. Og saa lod Katiaja hende ligge blødende ude i Sneen, uden at +have slaaet hende helt ihjel. + +Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, tog en stor +Sten og knuste hendes Hoved. + + + + +SAKUA'S DØD. + +Vi boede dengang paa Fangstplads sammen med min Mands to Brødre, Adam +og Christian. + +Christian hed dengang Autdârutâ; han var Aandemaner og en hidsig og +farlig Mand. Han tog Sakua til Medhustru netop paa den Tid. Sakua +var en af dem, der var sluppen levende fra Husbrændingen ved +Lindenows-Fjord. + +Hun var en rar Pige, og Christian holdt meget af hende; men der +herskede dog et underligt Forhold mellem Christian og hende. Til +Tider var han stærkt optagen af hende og favoriserede hende paa sin +første Kones Bekostning. Til andre Tider forskød han hende og jog +hende ud af sit Hus. Han bebrejdede hende navnlig, at hun ingen Børn +fødte ham. + +Saa en Dag de havde været oppe at skændes, for han pludselig ind paa +hende i vildt Raseri og smed hende ud. Hun gik grædende op mod +Fjældet lige ved vor Boplads, da Christian griber sin Bøsse og +styrter ud efter hende. + +Da hun saa ham, standsede hun og vendte sig imod ham. + +„Hvad vil du?“ spurgte hun. + +„Du er en elendig Kvinde, der ikke kan føde din Mand Børn“ raabte +Christian, spyttende af Arrigskab. „Du fortjener ikke at leve.“ + +Og saa fyrede han paa hende. + +Skuddet ramte hende i Brystet uden at dræbe hende. + +„Hvorfor gør du dette?“ sagde hun, da hun styrtede om. + +Uden Ord og vild af Vrede kastede han sig over hende og slog hende i +Hovedet med Bøssekolben; men da heller ikke det hjalp, raabte han paa +en lille Dreng, der legede i Nærheden af Huset med en Fuglepil. +Drengen bragte ham Pilen, og med den gennemborede Christian hendes +Strube, saa at hun endelig døde. + +Derpaa flænsede han hende, gennemskar alle Leddene, skilte Hovedet +fra Kroppen og kastede det ud i Havet. + +Men inden han forlod Liget, udskar han hendes varme Hjerte og spiste +det ..... + +Saa slængte han hende hen paa Jorden, et Stykke fra Fjæren, og lod +hende blive liggende der. + +Der saa jeg hende, smidt paa Maven ude i Sneen. + +Dagen efter forlod vi alle Pladsen paa Fangstrejse. + + + + +MORDET PAA KATIAJA. + + +Menneskeblodet havde gjort Christian afsindig; han var ikke rigtig +sig selv; det var ikke saa længe efter Mordet paa Sakua, at vi igen +kunde mærke, at Christian nu atter havde ondt i Sinde. Han havde talt +om, at Katiaja ikke burde leve, hun, som havde myrdet saa mange +Mennesker. Og en Dag var det saa, at han gik ind til hende og sagde: + +„Gid du en Dag maa faa en smertefuld Død, du, som bilder dig ind, at +du alene skal leve!“ + +Katiaja kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel, for nu vidste +hun, at hun skulde dræbes, og at hun kun havde tilbage at vente. + +Nogle Dage før et Menneske skal myrdes, plejer man at lade en Ytring +falde, som kan lade Ofret forstaa, at det snart skal dø. Dette gør +man for at pine sine Fjender med Dødsangst. + +Christian havde, allerede kort efter at Katiaja havde sprængt sin +Mand og sin Medhustru i Luften, erklæret, at han nok skulde vide at +tage Hævn over Kvinden. Vi andre havde saaledes længe vidst, at hun +skulde dræbes, men ingen af os havde turdet sige det til hende, saa +at hun i Tide kunde flygte til andre Mennesker; thi om nogen sladrer +til en, der er udpeget til at dø, maa vedkommende selv dræbes. +Saaledes gaar det til, at det er umuligt for en dødsdømt at flygte +bort, thi der passes nøje paa. + +Katiaja sad i to Dage tavs og sammenkrøben paa sin Briks og skjalv af +Dødsangst; man kunde høre, hvorledes hendes Tænder slog i Munden paa +hende. + +Christians Moder var utrættelig i at ophidse ham til Drabet. + +„Dræb hende, hun alene vil jo leve!“ gentog hun. Katiaja havde nemlig +engang i Vrede sagt, at hun egentlig var den eneste, der fortjente at +leve. + +Dagen efter at Katiaja havde faaet at vide, at hun skulde dø, gav +Christian sig til at raadspørge sine Hjælpeaander. Han gjorde det +sammen med Qiorartoq, Katiaja's forhenværende Medhustru. Vi hørte ham +tale derinde med sine Hjælpeaander; og Angst greb os, for nu vidste +vi, at Katiaja ikke havde langt igen. + +Min Mand kom hen til mig, mens jeg stod henne ved Husgangen, og +sagde: + +„Gaa ud af Huset, for nu kommer Mordlysten over Christian.“ + +Alle gik ud, ingen turde rigtig tale; man gik hvileløst om mellem +Husene og for sammen ved den mindste Lyd. + +Adam Poulsen, Christians ældre Broder, var sammen med sin Familie +rejst bort Dagen før; han vilde ikke være ved Bopladsen, naar Mordet +skulde øves. + +Med eet stod de alle stille ude i Sneen og holdt Aandedrættet +tilbage. Christian havde pludselig afbrudt sin Sang, og vi hørte ham +raabe; og hans Stemme lød med en saadan Kraft, at man skulde tro, han +var den eneste levende paa hele Kysten: + +„De siger alle, at hun skal dræbes i Dag .... I Dag skal hun dø!“ + +Saa gik Christian ud og ladede sin Bøsse; og det saa ud, som om en +vældig Vrede var bleven Herre over ham. Han løb hen til Katiaja's Hus +og kiggede ind ad Vinduet; men han kunde ikke opdage, hvor hun havde +gemt sig. Saa gik han ind i Husgangen, men heller ikke herfra kunde +han se hende; hun var krøben sammen i et Hjørne af Briksen. Han vilde +ikke gaa ind til hende; det var, som om han med eet var bleven bange +for hende. Saa gik min Mand, Emanuel, op paa Huset og gav sig til at +rive Taget op; han frembragte en Aabning, og derfra kunde de se, hvor +hun sad. + +Saa løb Christian hen til Vinduet igen og skreg ind til hende i +Ophidselse: + +„Du bildte dig ind, at du alene skulde leve; derfor dræbte du andre +Mennesker. Hør saa, Katiaja! Nu skal du selv dø! Og gid du maa +udaande dit Liv med Smerte!“ + +Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden og fyrede +fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa hende, men hun gav ikke en +Lyd fra sig. + +Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte den døende +Katiaja ud. + +Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel en fire Aar +gammel. Hun forstod ikke, hvad det var, der gik for sig, og gav sig +til at skrige, da hun saa dem slæbe af med Moderen. + +Uden for Huset skar Christian Liget op og sønderlemmede det, ganske +som han havde gjort ved Sakua. Ogsaa Katiaja's Hjerte spiste han; +dette gjorde han for at forebygge, at den dødes Aand skulde hævne sig +paa ham. Derpaa tildækkede han Liget med nogle Sten. + +Da Katiaja nu var dræbt, gik alle rundt og sagde til Morderen: +„Qujanaq! Isumangnaeqingigput!“ (Tak! Tak! Nu er hun ude af vore +Tanker.) Dette sagde de for at smigre Christian, for alle var bange +for ham. + +Man bestemte nu, at den myrdedes Datter ogsaa skulde dø. Ingen gad +have hende hos sig, ingen gad føde og klæde hende, ingen brød sig om +den forældreløse. Den lille Pige hed Katiarajik, omtrent som Moderen. + +En Aften, efter at det var blevet mørkt, tog saa en af Kvinderne +Katiarajik ved Haanden og førte hende ud mellem Fjældene et Stykke +fra Husene og efterlod hende der, for at hun kunde omkomme af Kulde +eller af Sult. + +Stakkels lille Katiarajik! Inde i Huset kunde vi høre hende skrige, +og hun raabte paa sin Moder. Hun skreg sig hæsere og hæsere, og saa +til sidst blev der stille; vi troede, at hun endelig var gaaet vild i +Fjældene i den mørke Nat. + +Men saa var det, at Døren med eet sprang op; den lille havde fundet +hjem, og nu stod hun der paa Gulvet, rystende af Angst og Kulde. + +Der blev et Øjeblik stille i Huset; saa sprang Qitsuala -- hun er nu +døbt og bor her ved Handelsstedet -- op fra Briksen, greb den lille +Pige ved Armen og førte hende ud igen. + +Et Stykke fra Husene knuste hun Katiarajik's Hoved mod en skarp Sten +og lod hende blive liggende ude i Sneen ... + +Dette skete om Vinteren; ud paa Foraaret brød alle op og rejste ned +til Vestkysten for at lade sig døbe.“ + + + + +AVIAJA OG HANS SLÆGT. + + +En Aften efter Mørkets Frembrud var jeg gaaet en Tur til Fjælds +sammen med Puarajik, i Daaben kaldet Henrik, en ung Mand paa 19 Aar. + +Det havde Dagen igennem blæst en stiv Norden med Dis og Regn, men +henimod Aften var Solen kommen frem, og Vinden var løjet af. Det var +svært at finde Vej i Mørket, og vi plaskede gentagne Gange ud i +Vandpytter, vi ikke kunde se. Det var en dejlig Aften! Et bredt +Nordlysbælte skød frem over Baggrundsfjældene og kastede et flakkende +Skær ud over det dønende Hav. + +„Det er de døde, der spiller Bold“, sagde Henrik om Nordlysene. „Man +siger, at de løber omkring deroppe uden Bukser paa ..... Se, hvor de +farer af Sted!“ + +„Aa, man har det saa trygt her mellem de kristne,“ vedblev den +nydøbte Henrik, „for her gaar man da ikke i den stadige Uro for at +blive myrdet. Jeg var aldrig rigtig sikker paa Østkysten, jeg var jo +faderløs. Det var stygt med alle de Mord; naar de først begyndte at +myrde, blev de helt afsindige. + +Der var engang en Morder, der gav sig til at drikke sit Offers Blod; +han spiste Tangplanter dertil. Til sidst lykkedes det ham virkelig at +tømme Liget. + +Jeg gik altid og var bange for Christian derovre. Ganske vist -- det +var jo min Fader, som havde oplært ham til Aandemaner; men alligevel +-- man kunde jo ikke vide ... + +Nu skal du høre, hvorledes en hel Familie blev udryddet i Løbet af en +Vinter: + +Oqartaqangitseq havde mistet flere Børn, der var døde af Sygdom lige +efter hinanden. Han var en stor Aandemaner og holdt i den Anledning +Aandebesværgelser; og hans Hjælpeaander fortalte ham, at det var en +Mand paa Pladsen, Aviaja, der havde røvet hans Børns Sjæle. + +Oqartaqangitseq myrder derpaa Aviaja, og Christian var ham +behjælpelig. + +De sønderskar som sædvanlig Liget, puttede Hovedet i en Kajakblære og +kastede det ud i en Sø. Resten af det sønderlemmede Legeme blev +dækket til med Sten. + +Men Øjnene havde de skaaret ud af Hovedet, og gamle Perujuvatsiak, +Christians Moder, havde dem hele Vinteren igennem i sin +Vægstenslampe. Det var for at blinde Sjælen, hvis den skulde ville +hævne sig ..... + +Aftenen efter Mordet kommer Aviaja's Kone fortvivlet og spørger efter +sin Mand; hun vidste intet om det, der var sket. + +„Han er vist myrdet!“ raabte hun grædende ind ad Vinduet og løb saa +sin Vej for at søge efter ham. Først ud paa Natten kom hun jamrende +tilbage; nu havde hun fundet ham .... + +Og saa lukkede hun sig inde i sit Hus sammen med sine seks Børn for +at sørge. + +Vi boede dengang ved Anoritôq; det var langt ud paa Efteraaret, da +Aviaja blev myrdet. Hen paa Vinteren udbrød der Hungersnød paa +Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen Fangst! Vi maatte æde vore +Kajakskind, og et Bjørneskind, som ellers var hengemt som +Handelsvare, blev sønderskaaret og spist. + +Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem. Ingen af de +andre hjalp hende og hendes seks Børn, -- nej, det er sandt, det +mindste af Børnene havde hun dræbt kort efter Mordet; hun knuste det +lille Barns Bryst mod en Sten og begravede det hos Faderen. + +Da Konen indsaa, at de maatte komme til at dø af Sult inden ret +længe, foretrak hun at dræbe sine Børn og sig selv. De var allerede +dengang stærkt medtagne af Sult og havde svært ved at rejse sig. De +to ældste, de var næsten voksne, styrtede sig selv ud i Havet, da +Moderen bad dem om det; de andre maatte Moderen kaste ud. + +Ja, og saa var der den yngste lille Søn, han løb selv ned til +Stranden; han var den, der var mindst medtagen af Sult, fordi de +ældre stadig havde givet ham Mad af deres Rationer. + +Moderen forklarede ham nu, at han skulde ned til de døde, der levede +uden Nød og uden Sorger under Havet; han skulde blot springe ud i +Søen, saa skulde Moderen følge efter. + +Det gjorde Drengen og druknede. + +Men Moderen selv gik op paa en Klippe, vendte Ryggen mod Havet og +kastede sig ud .... + +Saaledes døde Aviaja og hele hans Familie.“ + +-- -- -- Henrik har fortalt sin Oplevelse; vi sidder nu hver paa sin +Sten og tier. + +En Mand skyder frem gennem Mørket og bliver staaende paa en Fjældkam. +Han har ikke set os og raaber vore Navne. + +Det var Christian, der kom for at byde os til Maaltid paa friskfanget +Sæl ..... + + + + +AANDEMANEREN AUTDARUTA. + + +Mærkeligt nok havde jeg læst om Christian, før jeg selv traf ham; i +et lille Missionsblad havde jeg set et Par Linier, som gav mig Lyst +til selv at lære ham at kende. + +I en Dagbog, hans Præst havde ført under Daabsforberedelserne, stod +skrevet under en Dato, jeg ikke længere husker: + +„Undertiden overfaldes jeg af en uforklarlig Uro, naar jeg skal læse +med Christian. Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den +skinbarlige Satan, jeg har for mig. + +Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen +greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og +jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i +Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud.“ + +Tilfældet førte mig sammen med denne Christian, og gennem nogen Tids +Samvær lykkedes det mig at vinde hans Fortrolighed. + +Men helt klar over ham blev jeg dog aldrig. Hans Øjne gjorde mig +altid usikker. + +Kun hos anskudte Rener mindes jeg at have set dette sky, fortvivlede +Blik! + +Der kunde pludselig over hans Ansigt fare en Trækning, der gav ham en +mærkelig Lighed med et træt og tæmmet Rovdyr ..... + +Og saadan forholdt det sig vel ogsaa. Den hjerteløse Drabsmand var en +Dag bleven skræmt af sine egne Handlinger; og nu var han tæmmet, -- +hvad enten det var Præsten eller hans egne Handlinger, der havde avet +ham ... + + * * * + +Før jeg forlod Distriktet, fik jeg Lejlighed til at foretage en Rejse +sammen med Christian. Rejsen strakte sig over en Maaned, og +Christian, som imidlertid havde sluttet sig stærkt til mig, vilde +endnu have fulgt mig, hvis han ikke var bleven saa stærkt angreben af +Fnat, at han maatte lade sig indlægge paa Sygehuset i Julianehaab. + +Vi boede en Tid lang alene paa et Kirkeloft, og navnlig i den Tid fik +vi talt meget sammen. + +Christian havde jo paa Østkysten været Aandemaner, og naar han talte +om den Tid, fik jeg det bestemte Indtryk, at han endnu troede paa +Eksistensen af visse overnaturlige Kræfter og Væsner, som han kunde +tvinge ind under sin Vilje. Over for mig havde han ingen som helst +Grund til at lyve; tvertimod var han som nydøbt interesseret i at +slaa en Streg over sin Fortid. + +Han fortalte mig følgende om sin Uddannelse som Aandemaner: + +„Da min Fader var død, gik jeg ofte ud paa Vandringer; jeg gik lange +Ture i Fjældene, fordi jeg følte, at jeg var bleven alene. Det var +paa de Tider, da Stenurterne vokser frem, og jeg plukkede dem til +Spæksyltning for Vinteren. + +En Dag oppe mellem Fjældene hørte jeg nogen bryde ud i Sang; jeg +søgte, men fandt ingen Mennesker. + +Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg ved mig selv og +gik hjem. + +Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, og da hørte +jeg det samme; der var nogen, som brød ud i Sang. + +Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser jeg to Mænd +komme hen imod mig. Det var Indlandsboer. + +„Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor kommer vi for +at hjælpe dig,“ sagde de, og saa blev de mine første Hjælpeaander. +Jeg begyndte nu at blive Aandemaner, men talte ikke om det til nogen. +Aaret efter flyttede vi Syd paa; det var paa de Tider, da Smaafuglene +kommer, og vi tog Land sammen med en gammel anset Aandemaner. Han +kunde ikke staa oprejst paa sine Ben og kunde kun gaa ved at stive +sine Laar af med Armene. Han kunde ikke selv bære sin Kajak op og +ned, og det kom jeg saa til at hjælpe ham med. + +En Dag kommer han og siger til mig: + +„Rejs med mig Øster ud, saa skal jeg lære dig noget; du kan nok +trænge til Hjælp, du lille faderløse.“ + +Saa rejste vi sammen, og han fortalte undervejs, at han vilde gøre en +stor Aandemaner ud af mig. Inde i en Fjord gik vi paa Land lige ved +en Hule, og den gamle lagde sine Klæder og krøb derind. Og han bad +mig lægge nøje Mærke til, hvad der nu vilde hænde. Jeg laa skjult et +Stykke derfra og ventede. Det varede ikke længe, før jeg saa en stor +Bjørn komme svømmende, kravle paa Land og nærme sig Aandemaneren. Den +kastede sig over ham, maste ham Led for Led og aad ham. Derpaa +kastede den ham op igen og svømmede bort. + +Da jeg nu kom hen til Hulen, laa den gamle og stønnede. Han var meget +medtaget, men kunde dog selv ro hjem. Paa Hjemvejen fortalte han mig, +at han, for hver Gang han lod sig æde levende af Bjørnen, fik større +Magt over sine Hjælpeaander. + +Nogen Tid efter tog han mig igen ud paa en Rejse, og det var, for at +jeg selv kunde blive spist af Bjørnen; det var nødvendigt, for at jeg +skulde blive til noget. Vi roede af Sted og kom frem til Hulen; den +gamle bad mig om at tage Tøjet af, og jeg var unægtelig noget +uhyggelig til Mode ved Tanken om, at jeg nu skulde ædes levende. + +Jeg havde ikke ligget længe, før jeg hørte Bjørnen komme; da skælvede +jeg af Angst. Den kastede sig over mig og knaste mig Led for Led, +men mærkeligt nok gjorde det slet ikke ondt; først da den bed mig i +Hjertet, gjorde det forfærdelig ondt. + +Fra den Dag af følte jeg, at jeg beherskede mine Aander. Jeg fik nu +mange nye Hjælpeaander, og ingen Fare kunde længere true mig, fordi +jeg altid var beskyttet. + +Engang havde jeg været ude paa Kajakfangst langt til Søs og kom +bugserende med en stor Remmesæl indefter mod Land; intet anende roede +jeg langsomt fremefter. Havet laa ganske stille. Da bliver jeg med +eet omringet af mange Kajaker, og jeg saa, at en Konebaad kom roende +hen imod mig. + +„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ raabte de, og +straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens +Bugserline. + +Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for +over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig. + +Da opstod der lige med eet et stort Røre blandt de fremmede Kajaker; +de hørte til Ildfolket, der bor i et Land, som skal ligge inde mellem +Havet og den faste Jord. + +Ildfolkene begyndte at flygte, og da jeg skulde til at se nøjere til, +saa jeg, at de var forfulgte af en Kajak, der havde et besynderligt +Udseende. Forstavnen paa den var formet som et Gab, der stadig +aabnede og lukkede sig; og var Modstanderne ikke hurtige i Vendingen, +blev de ganske simpelt klippede over. Jeg tror, at Konebaaden og alle +Kajakerne gik til Bunds i Havet, for med eet var de borte. Det er en +Egenskab, Ildfolkene har; pludselig kan de vise sig, men lige saa +pludselig kan de forsvinde igen. + +Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig og fortalte +mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han blot havde hjulpet +mig, fordi han vidste, at jeg var en stor Aandemaner. Siden blev han +min Hjælpeaand. + +Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de var mig ofte +til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller Uvejr. +Da jeg bestemte mig til at rejse til Vestkysten for at lade mig døbe, +aabenbarede de sig for mig og raadede mig fra. Men jeg gjorde +alligevel, hvad jeg vilde. Siden har de ikke vist sig for mig, fordi +jeg forraadte dem ved min Daab.“ -- -- -- + +Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, sad +han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr fra Østkysten. +Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad det var, vi havde for, +naar vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige +Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne. + +Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede ikke længe, +før alle Pladsens gamle og unge samledes uden for vort Loft for at +lytte. De fik Lov til at komme ind, og nu kom der god Fart over +Christians Fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende Klynger +rundt om i det store halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv +af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og +illustrerende Maade. + +Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham selv +mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om Ravnen. +Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn, og han +plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: „Naa, din gamle +Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?“ Og naar +Ravnen skreg, brølte han efter den: „Nej, mig skal du ikke faa til at +hoppe paa dine Løgne!“ + +Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler: + + +DA RAVNENE KUNDE TALE. + +Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale. + +Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt +Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og saaledes sagde de +altid det modsatte af, hvad de mente. + +Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand, +som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige. + +Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den Dag i Dag fulde af +Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed. + + +RAVNEN OG ØMMERTEN. + +Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? Det skylder +den sin Stædighed. Nu skal du bare høre: + +Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres Farve og Mønster +i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten og blev enige om at smykke +hinanden. + +Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med smukke hvide +Mønstre. + +Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld og tegnede +Ravnens Dragt ganske som sin egen. + +Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; og Ømmerten, +som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede den sort over det +hele. + +Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort. + + +RAVNEN OG GAASEN. + +En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til Kone, +men Gaasen vilde ikke. + +„Du er for tung en Flyver,“ sagde den, „du vil ikke kunne følge os, +naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder, hvor +du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne.“ + +Men Ravnen var stædig og forelsket. + +„Der findes i Verden intet, som kan trætte mig,“ sagde den vigtigt. +Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens +Kone. + +Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige: + +„Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, +og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig +paa vor Fart over det store Hav.“ + +„Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet i Verden kan +trætte mig!“ + +Og saa favnede den bare igen. + +Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad +Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa +at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse. + +„Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt og fløj blot +meget mere omkring. + +Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med. + +Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det +store Hav, sagde Gæssene til Ravnen: + +„Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal +sætte over det store Hav.“ + +Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig. + +„Intet i Verden kan trætte mig!“ sagde Ravnen selvbevidst og fløj om +i Luften, medens de andre hvilede sig. + +Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de var komne +Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog +somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i +Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til +Vejrs igen. + +De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen +gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere. + +Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet og bredte den +Vinge, der vendte ud til Sidemanden -- venstre for den ene og højre +for den anden -- ud, saaledes at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde +hvile sig. + +Der satte Ravnen sig. + +Men den var træt og tung, og da den havde siddet der lidt, faldt den +igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt; +først Fødderne -- saa gik Vandet den til Hoften -- saa til Livet -- +saa til Halsen -- saa til Skægget -- --. Konen havde faaet ham hen +til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende +søgte at holde hans Hoved oppe. + +Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i +Vejret, da Ravnen sank. + +Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs. + +Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede +Aander, og for ham fortalte den sin Historie. + +Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var +druknet paa Vej over det store Hav. + +Angakoken fortalte siden Historien til Menneskene, og derfra har vi +den. + + * * * + +Det er selvforstaaeligt vanskeligt at gengive eskimoiske Sagn paa +Dansk. De Midler, der anvendes i disse for at skabe Virkning og vække +Latter, er saa ganske forskellige fra dem, vi ellers er vante til, at +man i en Oversættelse let løber Fare for at virke raa just der, hvor +der for Eskimoer ligger en Pointe. + +Man maa vel erindre, at det, der af de forfinede Kulturmennesker +opfattes som stødende Raahed, ingenlunde virker saaledes paa +Eskimoen, hvis naturlige Ligefremhed lader ham fuldstændig +uforstaaende over for det, vi kalder en Sjofelhed. Man kan tale højt +om det, uden at det bliver uanstændigt. + +Endelig er Sagnene beregnede paa at skulle høres, ikke læses; og en +god Fortæller formaar at lægge saa meget Liv i sin Fremstilling, sin +Mimik, at blot det at betragte ham bliver en Nydelse. + +Jeg har dog ment i denne Sammenhæng yderligere at burde give nogle af +Christians Sagn, valgte i Flæng, baade fordi de bedre end Skildring +giver et Indtryk af vor Underholdnings sære Art -- paa Kirkeloftet -- +og fordi de saa drastisk giver Udtryk for Eskimoernes frodige +Fantasi. + +Saaledes bliver de Drømme, der undfanges i Kulde og Vintermørke, +saaledes arbejder Hjærnen deroppe, naar de for en Aften slipper +Tanken om Madstrævet for at korte de Nætter, der er for lange til at +soves ud ... + + +DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND. + +Der var engang en Dreng, som hed Qalanganguase; hans Forældre boede +ved et stærkt Strømsted. En Dag spiste de Tang og døde deraf. Saa var +der kun en Søster til at passe paa Qalanganguase; men det varede ikke +længe, før ogsaa hun døde, og saa var der kun fremmede Mennesker til +at passe ham. + +Qalanganguase var ganske kraftesløs, hans Underkrop var død; og saa +en Dag, da Folkene tog ud paa Fangstrejse, blev han ene tilbage i +Huset. Han sad ganske alene, da han med eet hører en Lyd. Bange blev +han, og med stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et +andet ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. Her +sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte der et +Genfærd ind. + +„Ai! Her er Mennesker!“ + +Genfærdet gik hen til Vandspanden og tømte Øsen to Gange. + +„Tak, at jeg, som tørstede, fik Drikke! Dengang man var Jordboer, +plejede man at drikke saaledes,“ sagde Genfærdet og gik ud. + +Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles uden for Huset, +og de begyndte at kravle ind gennem Husgangen. + +„Qalanganguase er her ikke,“ sagde de, da de kom ind. + +„Jovel er han saa,“ sagde Drengen; „jeg har gemt mig herinde, da et +Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden.“ + +Da Folkene skulde se til Vandspanden, var den halvt fyldt af Lus; alt +i den var i Bevægelse. + +Siden hændte det igen, at Folkene tog paa Fangstrejse, og saa blev +Qalanganguase igen alene tilbage. Han sad der ganske alene i Huset, +da Vægge og Støtter med eet begyndte at ryste, og en Mængde Genfærd +faldt ned i Huset, det ene efter det andet; og det sidste genkendte +ham; det var hans Søster, der for nylig var død. + +Midt paa Gulvet begyndte nu alle Genfærdene at lege; de brødes, de +fortalte Historier og lo i eet væk. + +I Begyndelsen var Qalanganguase bange for dem, men til sidst blev de +ham en behagelig Tidkort i Natten, og først da man begyndte at høre +de kommende Bopladsfolk, for de ud af Huset. + +„Vogt dig vel for at sladre! Saa vil din Underkrop faa Kræfter, og +intet skal mere være dig umuligt!“ sagde Genfærdene, og en for en +faldt de ud af Husgangen. Kun Qalanganguase's Søster kunde ikke komme +ud; det var, fordi hendes Broder havde passet hendes lille Barn, +havde rørt ved det. Og Folkene var lige ved Husgangen, da hun endelig +faldt ud, Søsteren. Man fik lige set Skyggen af et Par Fødder. + +„Aj, hvad var det? Det var, som om jeg saa et Par Fødder forsvinde +der,“ var der en, der sagde. + +„Ja, nu skal I bare høre!“ sagde Qalanganguase, som allerede var +begyndt at komme til Kræfter. „Her har været fuldt af Mennesker, og +hele Natten kortede de for mig, og nu, siger de, skal jeg begynde at +blive rask.“ + +Næppe havde Drengen sagt dette, før Kræfterne atter langsomt forlod +hans Legeme, der nu som før levede ved Aanden. + +„Man vil udfordre Qalanganguase til Sangkamp!“ hørte han dem sige, +som han laa der. Og saa bandt de Drengen fast til Husstolpen og lod +ham svinge frem og tilbage, alt medens han forsøgte at slaa paa +Trommen. Siden gjorde Folkene sig rejseklare og tog ud paa Sangkamp, +men den lamme Dreng lod man blive tilbage i Huset. Der laa han ganske +alene, da hans Moder, som længst var død, kom ind sammen med hans +Fader. + +„Hvorfor er du alene?“ spurgte de. + +„Jeg er jo lam,“ svarede Drengen; „og da mine Bopladsfæller tog ud +paa Rejse for at udfordre til Sangkamp, maatte jeg blive tilbage.“ + +„Rejs med os!“ sagde Forældrene. + +„Ja!“ sagde Drengen. + +Og saa førte de ham ud og bragte ham til Genfærdenes Land og Hus, og +saaledes blev Qalanganguase selv et Genfærd. + +Man fortæller, at Qalanganguase blev til en Kvinde, da han +forvandledes til et Genfærd. Men hans Bopladsfæller fandt ham aldrig +siden. -- -- -- + + +DE TO BRØDRE. + +Der var engang to Brødre, som hed Ilimageq og Poulineq. De havde en +Moder og en Søster. + +Poulineq var en stor Aandemaner, og han havde sig en Kone. + +En Dag gav han sig til at flaa de Sæler, som han hele og uflænsede +havde hengemt til Vinteren; han var bleven bange for, at Haarene +skulde falde af. + +Moderen saa ham flænse dem og gik hen og sagde til Datteren: „Hent et +Hoved til mig, jeg vil koge det.“ + +Datteren gik hen og sagde det til sin Broder, men han svarede: + +„Nej, det er Sæler, som jeg har gemt til Vinteren.“ + +Og det sagde Søsteren saa til sin Moder. + +„Hvor mon han nu tænker at drage hen,“ sagde Moderen, „siden han vil +have Kødoplag liggende til os?“ + +Og saa gik hun ud og afskar selv et Hoved; det var oven i Købet det +største, hun havde søgt ud. + +Det fortælles, at Poulineq's Kone havde vendt sig mod en gammel +Pebersvend. Ham levede hun hos, naar hendes Mand var paa +Fangstrejser. Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem +ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, +men han var stærkere end andre der paa Pladsen. + +Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og +saa var det Vinter en skønne Dag. + +En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik +Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen. + +„Jeg vil foretage en Aandeflugt!“ raabte han. + +Saa kom de alle for at høre, og Poulineq begyndte at besværge sine +Hjælpeaander. + +Med eet gav han sig til at lette paa sig, flyve op i Vejret, og da +han var kommen saa vidt i sine Besværgelser, sagde han til sin Kone: + +„Naar jeg nu er kommen ud, kan I to jo ligge sammen!“ Og efter disse +Ord for han ud af det ene Vindueshjørne. + +Han fløj indefter mod Land, og han kom videre og videre fremefter og +fik et stort Fjæld i Sigte, et Fjæld med en Syltinde. Han dalede lige +ned paa Tinden og hvilede sig paa den med sin ene Fod, idet han +snurrede rundt. + +Han saa nedefter, og se: et Hus fangede hele hans Opmærksomhed. Han +stirrede derned og kunde se, at en Kvinde stod paa Gulvet og +flænsede. Ved Siden af hende stod en af de enligt vandrende (Piger) +og ventede. Han lettede og sprang derned. + +„Aa, jeg synes, det slog Gnister lige her ved Siden af!“ sagde Konen. + +„Ja, hvem kan det være?“ svarede Manden. + +Og den unge Kvinde, som var deres Datter, blev bange, men hendes +Forældre gav sig til at mane Aanderne. + +„Tja, det kunde jo være en Hund,“ sagde Manden, da han var færdig, og +den unge Kvinde var atter rolig og tog Spækket for at bringe det ud +af Huset. Da hun kom ud, kastede Poulineq sig over hende og greb +hende bagfra. + +„Her er han! Det er en Mand!“ skreg Pigen. + +„Gaa ind og hent et Par Bukser til mig!“ sagde Poulineq. + +Naar de flyver gennem Luften, er de altid nøgne. + +„En Mand uden Bukser! Han beder om Bukser!“ raabte Pigen. + +Saa kom de ud med Faderens Bukser, der var saa store, at de gik ham +helt op til Brystet. Dem trak han paa og gik ind. + +Og Poulineq tog den unge Pige til Kone og blev hos dem. -- -- -- + +Men imedens sad hans Husfæller og Landsmænd og ventede paa ham. + +Endelig blev det lyst. Da Dagen for anden Gang rejste sig over dem, +skiltes de og gik. + +Ilimageq faldt i Sorg, da hans Broder ikke kom hjem, og det endte +med, at han gav sig til at mane Aander. + +En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de Sæler, han havde +gemt for Vinteren, og det samme hændte: + +Man kom ud og bad ham om et Hoved. + +„Det er Forraad for Vinteren!“ sagde han. + +Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind. + +„Hvorfor græder du?“ spurgte Moderen. + +„Han svarer, at det er Vinterforraad!“ + +„Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for deres Forsvinden,“ +sagde Moderen og begyndte ogsaa at græde. + +Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og +saa var det Vinter en skønne Dag. + +Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de Tider, da Mørket +faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte Bopladsfællerne sammen. + +„Jeg vil foretage en Aandeflugt,“ sagde han. + +Bopladsfællerne kom, og Lamperne slukkedes. Han begyndte nu at hæve +sig i Vejret og for som Broderen ud af et Hjørne i Vinduet. Og han +fulgte sin Broders Vej ind i Landene. Broderens Bane i Luften var som +en stor, udspilet Tarm, som Vinden blæste igennem. Endelig fik han +Syltinden i Sigte og satte sig der. Han saa ned og sagde: + +„Ikke troede jeg længere, at der var noget Gensyn for os; jeg, som +troede, at han var død!“ + +Og da han lod sine Øjne falde nedefter, saa han Broderen sidde +afklædt i et Hus og gnave af en Bjørnefod. Han lettede og sprang lige +ned foran Broderen. + +„Aj, der var noget, der slog Gnister her lige ved Siden af!“ sagde +Broderkonen. + +„Nu skal jeg engang gemme mig, saa kan du jo søge efter mig,“ sagde +Manden, der vidste, at Broderen var kommen. Og saa gik han ud og +gemte sig, og Konen gav sig til at søge efter ham. Hun hørte noget +tale fra en Fjældspalte, men hun saa intet og gik ind. + +De to Brødre talte nu længe sammen. + +„Naar Foraaret kommer, skal jeg besøge jer!“ sagde Poulineq. „Jeg +skal tage min Kone med og komme paa Slæde. En Dag, naar en Falk +kredser over dit Hoved, skal du søge Land, og da skal jeg komme til +dig!“ + +Derpaa for Ilimageq hjem. + +Da Foraaret kom, rejste han ud til Egne, hvor Isen laa jævn, for at +fange og for at afvente Broderens Komme. Der var aabent Vand lige ud +for Land, men inde i Fjorden laa Isen, og han spejdede ofte efter +kommende Slæder. + +En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham. +Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og +kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op. + +„Man kan vel forsøge at tage en Sæl,“ sagde han til sig selv og gik +ud paa Isen. Han gik indefter mod Land, smed sig til sidst lige ned +paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder. + +Oppe paa Bræen fæstnede hans Opmærksomhed sig ved noget sort. Landet +var saaledes formet, at der mellem to Fjælde var en Bræ, der løb lige +ud paa Isen. Den lille, sorte Prik kom nærmere ned paa Isen, og se: +en Slæde kørte lige løs paa ham. + +Det var hans Broder og dennes Kone. Konen bar et lille Barn paa +Ryggen. Slæden var lige i Nærheden, da han rejste sig op. Hundene +havde faaet Færten af ham, og han rejste sig i Flugt hen over Isen. + +Da hans Broderkone saa ham, blev hun bange og satte Foden saa +voldsomt i Isen foran Slæden, at den standsede, og Hundene faldt +bagover. + +„Jamen det er jo min Broder, som vi skal besøge!“ sagde Manden. + +Og da faldt Konens Frygt. + +Nu rejste de sammen videre, og Ilimageq gik foran og viste Vej. + +„Se, Ilimageq kommer sammen med fremmed Følge,“ sagde Folk, da de +nærmede sig Land. Og fra alle Huse styrtede Folk ud, og de fremmede +kørte op paa Land og kom ind i Husene. De sad endnu og spiste, da +Poulineq's forhenværende Kone kom ind. + +„Der var noget tørret Kød, som du skulde komme ud og spise,“ sagde +hun. + +„Man er mæt!“ sagde Poulineq. + +Morgenen kom, og Aftenen fulgte paa. + +Atter kom hans tidligere Kone ind og sagde: + +„Det tørrede Kød laa til dig, skulde jeg sige!“ + +Ja, saa rejste han sig og fulgte med hende. De kom ind i Huset. + +„Sæt dig her!“ sagde Konen og kælede for Pladsen ved Siden af sig med +Haanden. + +Han satte sig, og hun gav ham det tørrede Kød. + +Han havde sin Kone og sit Barn med sig. + +Nu peger hans forrige Kone paa sin lille Taske til Syringe; der laa +noget deri, som lignede et Stykke Tørv til at tænde op med. Det tog +hun og gav til Barnets Moder og sagde: + +„Giv dog endelig det lille Barn noget at spise!“ + +Og Moderen tog det, og Barnet spiste. + +Og lige efter skete det, at Moderen faldt i Afmagt, og Barnet døde. + +Faderen tog Barnet, skar det op og sønderlemmede Liget for at finde +Dødsaarsagen. Men han fandt intet, og de førte Barnets Lig ud. + +Men nu døde ogsaa Moderen, og atter tog Poulineq sin Kniv og skar +hende op. + +Men saa kom Broderen til og sagde: + +„Lad mig søge!“ + +Fra hendes Strube borttog han et Stykke tørret Kød, og hun levede op +igen. + +Da hun atter var bleven levende, fik hun meget Hastværk, nu da hendes +Barn var dødt, og hun sagde til sin Mand: + +„Lad os rejse hjem!“ + +„Ja,“ sagde Manden og samlede sine Hunde, og Folk kom ned til deres +Slæder, da de rejste. + +Men før Manden rejste, halede han sin højre Fløjhund ind, spændte den +fra og sagde til den: + +„Anden Hævner faar jeg vel ikke; gaa du op og dræb det forbandede +Ægtepar!“ + +Som et Nordlys's farende Skygge styrtede alle Mennesker ind gennem +Vinduer og Husgange for at gemme sig. + +Hunden var stor, først kunde den hverken komme gennem Vindu eller +Husindgang. Endelig pressede den sig dog ind. + +Alle Mennesker havde samlet sig i et Hus og havde kastet sig over +hinanden i Rædsel. Men Hunden, som ikke vilde dræbe uskyldige, bøjede +sine Kløer opefter og rodede op i Menneskebunken. + +Ja, ganske rigtigt! Allerunderst laa de! + +Først bed Hunden sig fast i hendes Bryster og rev dem op, helt ned i +Underlivet. Hun gav ikke en Lyd fra sig. + +Derpaa sprang Hunden ud og kastede Brysterne op for sin Herre. + +„Fik du dem begge to?“ spurgte Manden. + +Hunden vendte ham blot Ryggen og for op mod Konebaaden paa +Stilladset, hvor Manden havde gemt sig. + +Et Øjeblik efter kom Hunden tilbage og kastede Mandens Testikler op +foran sin Herre. Fra Pebersvenden hørte man ingen Lyd. + +Saa spændte Manden sine Hunde for og kørte bort. -- -- -- + + +FJÆLDKLØFTEN, SOM LUKKEDE SIG. + +Et stort Fjæld. Midt paa det en Kløft. I Kløften en Dal. I Dalen et +Hus. + +Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, der bar et Barn +paa Ryggen. Det var den eneste voksne mellem Børnene. + +Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede paa, at Sæler +skulde drage Aande. Sælerne kredsede under Isens Flager, men ingen +turde stikke Snuden op mod Flagen, for de hørte Lyd af glade +Mennesker. + +Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa han hørte +Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og vendte sig ind mod Land +og raabte: + +„Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!“ + +Men Børnene legede, og Børnene skreg. + +Og den gamle gik hjem. + +Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, og der stod +han og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Men Børnene, der var +glade og ikke tænkte paa Mad, legede i Kløften, og atter skræmte +deres Skrig alle Fangstdyr bort fra Flagerne. + +Da blev den gamle vred for Alvor og raabte ned mod Klippen: + +„Klippe! luk dig over dem, der leger derinde!“ + +Og straks nærmede Klippesiderne sig til hinanden, ganske som en Mund, +der slutter Læberne efter Raab. + +Og inden Børnene fik tænkt en Tanke, var Klippen lukket som en +sammenbidt Mund. Og Aftenen kom, og Fædre og Mødre ventede paa deres +Børn. Men Børnene kom ikke. + +Saa gik de op paa Fjældet for at kaste Kød ned til dem, men Aabningen +i Fjældet var smal og gav ingen Plads for Kød. Saa gik de hjem og +hentede Blærer med Blod, og ned gennem Fjældaabningen hældte de +Blodet, og det randt ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det. +Men Fjældet tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene +øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres Sult, og +de græd. Men da Graaden lød stærkest, kom en gammel Kone løbende fra +Fjæren, hvor der laa nyfanget Sæl, og i sin Haand havde hun hele +Sælens Tarm, fyldt med Blod. Men Tarmens Ende havde hun bundet med +Garn, og intet Blod flød, før Tarmen var løst. + +De sænkede Tarmen ned gennem Fjældspalten, Børnene løste for +Aabningen, og Blodet løb ned i deres Munde. + +Saa kom Dagen derpaa. + +„Hvordan har I det dernede?“ raabte man derned. + +Da hørte man et Raab, og det kom fra den Kvinde, der bar Barnet paa +Ryggen: + +„Barnet har begyndt at die min Nakke, snart borer Benene sig ud +gennem Hud og Kød!“ + +Da sagde den gamle, som var Skyld i Ulykken: + +„Ja, de skræmte min Sæl, og saa var det, at Vreden voksede i mig og +fødte min Hævn. Da lukkede Klippen sig. Men vil I vente, saa skal jeg +aabne det lukkede i Morgen gennem en Tryllesang.“ + +Da Menneskene vaagnede Dagen efter, kom en gammel Kvinde ud, og den +gamle Mand kom hen og spurgte hende: + +„Tror du, at Himlen vil staa blaa i Dag?“ + +„Selvfølgelig! Solen vil skinne!“ svarede hun. + +„Hvorfor?“ spurgte den gamle Mand atter. + +Da saa Konen ind i den gamle Troldmands Ansigt og sagde stille for at +vække hans Samvittighed: + +„Selvfølgelig fordi Barnet i Dag maa æde sig ind i hendes Nakke.“ + +Men den gamle, der blev vred over det Svar, tryllede ikke +Klippestykkerne fra hinanden, og alle Børnene sultede ihjel derinde. + +Og saa maa den Historie ende her. -- -- -- + + * * * + + +MENNESKEÆDERSKEN. + +Det hændte nu som sædvanligt, at Kajaker, som roede Øster paa, aldrig +kom tilbage. Til sidst var der kun en af Fangerne tilbage; ogsaa han +roede en Dag Øster paa for at se efter sine Landsmænd. Da han kom +rundt om et Næs, blev der raabt til ham: + +„Kom op!“ + +„Nej, jeg kommer ikke op!“ + +„Men saa kom dog op!“ + +Og da hun var saa stædig, saa gik han i Land. + +„Bær din Kajak op!“ + +„Nej, jeg bærer den ikke op!“ + +„Jamen saa bær den dog op!“ + +Og da hun var saa stædig, saa bar han den op. + +„Tag Redskaberne op af din Kajak!“ + +„Nej, jeg tager ikke Redskaberne op!“ + +„Men saa tag dog Redskaberne op af din Kajak!“ + +Og da hun var saa stædig, saa tog han dem op. + +„Vend Bunden i Vejret paa din Kajak!“ + +„Nej, jeg vender den ikke op!“ + +„Men saa vend dog Bunden i Vejret!“ + +Og da hun var saa stædig, saa vendte han den op. + +„Læg Stenen paa Kajaken!“ + +„Nej!“ + +„Men saa læg dog Stenen paa Kajaken!“ + +Og saa gjorde han det. + +„Gaa nu ind!“ + +„Nej!“ + +„Men saa gaa dog ind!“ + +Og saa gjorde han det. + +„Træk din Pels af!“ + +„Nej!“ + +„Men saa træk den dog af!“ + +Og saa gjorde han det. + +„Tag dine Støvler af!“ + +„Nej!“ + +„Men saa tag dog dine Støvler af!“ + +Og saa gjorde han det. + +Og hun hængte dem op til Tørring. + +„Men hvad skal man da give ham at spise?“ + +Og saa gav hun sig til at rense et stort, rundt Træfad og gik siden +ud for at hente Mad. + +Da han saa sig om i Huset, opdagede han, at hun havde hans tidligere +Husfæller som Billeder i sit Hus, idet hun havde klistret +Ansigtshuden op paa Væggen. + +Konen kom ind med en Pose med Bær. Manden gav sig til at spise, men +da han greb ned i Posen, fik han fat i en kogt Menneskehaand, og da +han saa den, sagde han: + +„Saadan noget kan jeg ikke spise!“ + +Da det blev Aften, gik de til Ro. + +Manden lod, som om han sov, og naar han snorkede en Smule, lagde han +Mærke til, at hun tog sin Krumkniv; men naar han saa lod, som om han +vaagnede, hørte han Klang af Jern. Saadan smed hun sit Vaaben fra +sig. + +Men endelig til sidst faldt Menneskeædersken i Søvn. Manden greb sit +Tøj, tog sine Kamiker paa, fik sin Kajak under Armen og løb ned mod +Stranden. Han kom ned i Kajaken, og Konen, som satte efter ham, fik +lige rørt ved ham; men hun fik ham dog ikke fat. + +Ved sin Hjemkomst fortalte han: + +„Intet Under, at de, som drager Øster paa, aldrig kommer tilbage. Det +er en Menneskeæderske, som lever af dem.“ + +Da næste Dag gryede, roede han tilbage til hende, og da han kom ned +for hendes Hus, raabte hun: + +„Kom saa op!“ + +Og han svarede: + +„Men det var jo dig, der nær havde dræbt mig i Gaar!“ + +„Ja, men saa kom dog op! Det var ikke mig, men hende deroppe, som nær +havde myrdet dig.“ + +„Ja, men Barnet i Rygposen har jo farlige Negle!“ raabte Kajakmanden +op til hende. + +Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, og da det faldt +ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. Øjenbrynene blev til +Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, Haaret til Havplanter. + +Nu blev Kællingen vred og busede ud: + +„Gid man kunde stikke ham dernede!“ + +Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage: + +„Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!“ + +Kvinden var lige ved at falde om. + +„Gid man kunde stikke ham dernede!“ raabte hun igen. + +Og han var lige ved at kæntre. + +„Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun tvers igennem +hende!“ raabte han tilbage. + +Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens hun kastede sin +Krumkniv: + +„Gid man kunde ramme ham dernede!“ + +Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var han ved at kæntre. +Men saa roede han blot fra hende og rejste hjem. + +Og her vil jeg ende denne Historie. + + +RYPEN OG HAVLITEN. + +Der var engang en Havlit, som roede Øster ud langs med Landene. Og +saa ser han opefter mod Fjældene og faar Øje paa en Rype, der +kredsede oven over dem. Det var, som om den alene ønskede at fange al +Opmærksomhed. + +Saa raaber Havliten opefter: + +„Hvad i Alverden skal du deroppe oven over mig?“ + +Og Rypen svarer højt oppe fra Fjældet: + +„Aa, det er saamænd bare af Omsorg for dig, at jeg kredser hen over +dig.“ + +„Jamen hvorfor skal du altid være oven over mig, du deroppe med de +røde Bukser?“ + +Rypen vendte sig mod Havliten og raabte ned: + +„Ja, hvorfor har du med de røde Skindlapper dog de lange Styrefjer?“ + +„Jamen hvorfor skal du dog altid kredse over mig, du, der dog aldrig +vover dig ned i Vandet?“ raabte Havliten op. + +„Men hvilken Grund har du dog til altid at skælde mig ud, du, som +slet ikke kan maale dig med mig?“ svarede Rypen. + +Saa vendte Havliten sig imod den og sagde: + +„Hvor tør du dog raabe til mig, du deroppe, som har det klodsede +Næb?“ + +„Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde Næb!“ svarede +Rypen. + +Og saa begyndte de for Alvor at skændes. + +„At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de flækkede +Fødder!“ + +„Du da med de hele Plader!“ + +„Saa skulde du vække min Vrede!“ raabte Havliten og gik i Land, løb +Rypen op og greb den. + +„Av! Slip mig dog!“ skreg Rypen. + +„Nej aldrig!“ svarede Havliten. Og saa førte den Rypen ned mod +Havet. + +„Ak, og det er mig her,“ sagde Rypen, „som aldrig før nærmede mig +Havet, saa snart Isen løsner sig ved Sommertide.“ + +Rypen var bleven saa medgørlig. + +„Nu kan du jo give dig til at vræle, nu er det Tid at raabe!“ skreg +Havliten, der havde grebet Rypen i Armen. + +Men Rypen var saa angest, at den sank sammen, selv om den fik +Fodfæste paa Fjældhylderne. + +„Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er saa angest for +Havet!“ skreg Rypen. + +Plump! -- Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt og blev borte, og +Solen flyttede sig paa sin Bane, og det gik ud over den Tid, +Klapmydserne holder Vejret, naar de søger i Dybet for at finde Æde. + +Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og dens hvide Bryst +var øverst. + +Den var død. -- Men hvor blev den anden af? + +Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød +Rypen med en Rødfisk i Munden. + +„Qaqe-qa-qaoq!“ (Saa kom man da med Nød og Næppe op igen.) + +Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den: + +„Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle +Vrede.“ + +Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene. + +Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet. + +Her ender denne Historie, og lad ham da som sædvanlig lyske sit +Mavebælte! + + +INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN. + +Der var engang en Pebersvend. + +Saadan er det jo, man plejer at begynde en Fortælling. + +Han plejede altid at løbe ned til de unge Piger, naar han saa dem +lege ude. Og de unge Piger flygtede altid straks for ham ind i +Husene. + +Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene levede i +Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt over sig, hver Gang +han bestemte sig til tage paa Fangst. Først naar Solen var gaaet ned +under Horisonten, og Fangstmændene bugserede deres Bytte mod Land, +plejede han at vaagne. + +Engang da han som sædvanlig først var vaagnet ved Solnedgangstid, +krøb han dog alligevel i sin Kajak og roede ud. Han var knapt kommen +uden for Husenes Synsvidde, før han hørte en Mand raabe: + +„Jeg er kæntret! Hjælp mig!“ + +Han roede derhen og fik rejst ham paa ret Køl og saa, at det var en +af de næseløse, Ildfolket. + +„Du skal faa alle mine Kobberemme med al Besætningen af Hvalrostand,“ +sagde den kæntrede. + +„Nej, de Ting bør jeg ikke tage. Det eneste, jeg ikke magter, er min +sørgelige Søvnighed!“ svarede han. + +„Nu skal du først følge mig til mit Land,“ sagde Ildmanden, og saa +slog de Følge. + +Da de kom frem, sagde den næseløse: + +„Den Mand, frelste mit Liv, da jeg var lige ved at dø!“ + +„Ja, jeg frelste dig, fordi min Kurs skar din; det var saamænd for +første Gang i lange Tider, at jeg var kommen i Kajak,“ sagde +Pebersvenden. + +„Kun eet Bytte maa du vælge dig, naar du farer hjemefter. Og vogt dig +siden vel for at omtale, hvad du har oplevet. Ellers vil du siden faa +Uheld til Fangst.“ + +Det var Ildmandens Ord. Og saa roede Pebersvenden hjem. + +Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte de ledige +unge Piger allerede at glæde sig over hans Forlis. Han var saa ond, +syntes de. + +Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets Pynt, raabte alle: + +„Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!“ + +Og saa løb alle kisimîtuatsait (de, som er saa heldige at være ene: +de unge Piger) ind i Husene. + +„Og Pebersvenden har Fangst med!“ var der en, der raabte. + +Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste +Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. +Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem +med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud. + +Saaledes randt nu Pebersvendens Dage. Tidligt paa Morgenen rejste han +ud, og naar Solen blot begyndte at hæve sig op over Himlen, kom han +hjem med Fangst. + +Da begyndte de enlige Piger at tale sammen: + +„Hvad gaar der dog af Pebersvenden?“ sagde de, og saa begyndte de at +kappes om ham. + +„Lad mig! Lad mig!“ raabte de allesammen. + +Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte han sig den +bedste i Flokken. + +Nu levede de sammen, Pebersvenden og Kvinden, og hver Dag flænsede +hun friskfanget Sæl. Til sidst blev hun træt og gav sig til at raabe: + +„Men hvorfor fanger du ogsaa saa fortvivlende meget?“ + +„Tja, Sælerne tilbyder sig, og saa fanger jeg dem,“ svarede +Pebersvenden. + +Men da Kvinden blev ved med at udspørge ham, sagde han: + +„Ja, der var engang -- -- --“, og da dette var undsluppet ham, gik +han til Hvile. Men det varede længe, før han faldt i Søvn. Og først +da Solen stod lige paa Bopladsens Huse, vaagnede han og roede ud. + +Den Dag fangede han kun een Sæl. + +Om Aftenen begyndte Konen igen at fritte ham ud, og da hun ikke lod +sig stille til Ro, fortalte han: + +„Der var engang, ja -- -- -- jeg var vaagnet hen paa Aftenen og var +roet ud, da jeg hørte en Mand raabe paa Hjælp. „Jeg er kæntret!“ +raabte han, og saa roede jeg hen til ham og bragte ham paa ret Køl; +og da jeg skulde se til, var det en af de næseløse. + +„Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene,“ sagde den +næseløse til mig. + +„Naa, jeg var saamænd lige kravlet i Kajaken,“ sagde jeg.“ + +-- -- -- Og saaledes fortalte han alt, hvad der var hændet, og +mistede fra den Dag af Evnen til at fange, thi hans sørgelige +Søvnighed tog nu ligesom tidligere al Fangstlejlighed fra ham. + +Til sidst havde han ikke længer Skind at give sin Kone til Klæder, og +saa løb hun fra ham. Manden satte efter hende, men Konen undslap ind +gennem en Fjældrevne, som Manden ikke kunde presse sig igennem. + +Pebersvenden lagde sig paa Lur, og han hørte det hviske inde fra +Klipperevnen: + +„Gaa du nu ud til ham!“ + +Og saa kravlede en Spyflue ud og sagde: + +„Tag mig!“ + +„Dig vil jeg ikke have,“ sagde Pebersvenden, „du suger jo Næring af +Skarn.“ + +Saa lo Spyfluen og kravlede ind i Fjældsprækken, og Manden hørte den +sige: + +„Næ, mig vilde han ikke have, fordi jeg sugede Næring af Skarn.“ + +Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen: + +„Gaa du nu ud!“ + +Og saa kom en Flue ud. + +„Du kan faa mig,“ sagde den. + +„Nej, dig gider jeg ikke have,“ sagde Manden, „fordi du ganske +planløst lægger Æg. Dig vil jeg ikke have; dine Øjne er saa usselig +store.“ + +Da lo Fluen og gik ind med samme Besked som før. + +Igen hviskede de sammen derinde, og saa kom et Stankelben ud. + +„Tag mig!“ sagde Stankelbenet. + +„Nej, du har saadan lange Ben,“ sagde Pebersvenden, og Stankelbenet +gik leende ind. + +Saa kom Tusindbenet ud. + +„Tag mig!“ sagde Tusindbenet. + +„Nej, dig vil jeg ikke have,“ svarede Pebersvenden, „du har alt for +mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved Jorden paa dine mange Ben, og +dine Øjne er fæle.“ + +Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind. + +Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom Myggen ud. + +„Tag mig!“ sagde Myggen. + +„Nej, du bider jo,“ sagde Manden, og Myggen gik leende ind. + +Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, nu da han ikke +vilde have nogen af alle de andre, og med Nød og Næppe pressede han +sig ind gennem Fjældsprækken og tog hende igen til Kone. + +„Lysk mig!“ sagde Pebersvenden glad. + +Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham: + +„Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, indtil man +hører Lyd af Fugleunger!“ + +Og Pebersvenden faldt i Søvn. + +Da han endelig engang vaagnede, laa han ganske alene. Jorden var +bleven blaa af Sommer, og Stormfuglen larmede ved Fuglefjældet. Det +var Vinter, da han krøb ind i Fjældsprækken. + +Da han gik ned til sin Kajak, var Skindet opløst af Ælde. + +Ja, og saa hændte det som sædvanlig, at han gav sig til at lyske sit +Mavebælte. + + +PEBERSVENDEN, SOM GIFTEDE SIG MED EN RÆV. + +Det er den gamle Historie igen om en Pebersvend. Hans Landsmænd +opfordrede ham til at gifte sig, men han vilde ikke. + +En Dag satte han en Rævefælde op. Da han saa til den, havde han +fanget en Ræv, og den slog han ihjel. + +Næste Gang han saa til sin Fælde, havde han igen fanget, denne Gang +en Hunræv. + +Den tog han med hjem og havde den som Hund i Huset under Vinduet. +Naar han holdt Maaltid, gav han Ræven Kødbenene, og saa laa den +derhenne og gnavede. + +Saaledes havde han det med Ræven, og saa en Morgen tog han ud paa +Kajakfangst. + +Der var ikke gaaet lang Tid, før Skindene af de Sæler, han fangede, +var beredte, naar han kom hjem; ja til sidst var de endogsaa hængte +til Tørring paa Stilladset ude. + +Senere lagde han ogsaa Mærke til, at hans Lampe blev passet, medens +han var ude, og aldrig gik ud. Ved sin Hjemkomst fandt han Gryden +kogende over Lampeilden uden at der var et Menneske i Stuen. + +Da han ikke kunde begribe, hvorledes det hang sammen med disse Ting, +gemte han sig en Dag bag et Fjæld for at holde Udkig, og se: + +En dejlig Kvinde med en stor Top og brede Hofter. Det var Ræven, der +kunde skabe sig til et Menneske. + +Da den gik ind, sprang Pebersvenden efter hende. Inde i Huset saa han +blot noget mørkt forsvinde ind under Vinduet. Gryden var vendt, men +ikke et Menneske i Huset. + +Dagen efter gemte han sig igen, og atter kom der ud af Huset en +Kvinde med en dejlig stor Top. Da hun gik ind igen, løb han efter +hende og fik fat paa hende, inden hun kom ind under Vinduet. Og nu +tog han hende til Kone. + +Hun var saa smuk, at hun lignede de hvide Mænds Kvinder! + +Medens han nu levede der med hende som Kone, kom der en Mand paa +Besøg. + +„Skal vi to ikke bytte Koner?“ sagde den fremmede engang paa en +Kajaktur. + +„Umuligt! Hun er saa let til at blive skinsyg!“ + +Og den fremmede maatte rejse bort uden at faa sin Vilje. + +Pebersvenden havde ikke villet laane sin Kone ud, fordi der var den +Ejendommelighed ved hende, at hun kom til at lugte af Ræv, naar hun +blev svedt. + +Men en Dag kom den fremmede igen paa Besøg, atter for at foreslaa +Konebytning; og da Pebersvenden ingen Udveje saa, indvilgede han til +sidst. + +En Dag tog han saa i Kajak over til den fremmedes Kone; men inden han +rejste, bad han denne om endelig ikke at komme med Bemærkninger, hvis +hans Kone skulde komme til at lugte af Ræv. Hun var saa hidsig! + +Den fremmede lagde sig nu paa hendes Leje, og det varede ikke længe, +før Kvinden kom til at svede; og hun, som var smukkere end andre +Kvinder, kom til at lugte af Ræv. + +Manden anstrengte sig længe for intet at sige; men da Lugten blev +strammere og strammere, brast det til sidst ud af ham: + +„Men hvor kommer dog den Rævestank fra?“ + +Da hørte han Skrig fra en Ræv: Ka, ka, ka, ka! + +Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. Manden for efter +hende, men han saa kun en Ræv springe ind over Fjældene. + +Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet. + +„Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet +maatte sige, hvis hun kom til at lugte?“ sagde Manden og skældte ham +ud. + +Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun skulde komme +tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, at han gaar om i Fjældene +endnu og kalder paa hende. + + * * * + +Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian forstaaeligt +nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de Drab, han havde øvet, +rystede han paa Hovedet og sagde: + +„Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var +farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af +Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller.“ + +Det var altsaa, hvad Christian sagde til mig; men jeg havde dog altid +gennem hans Minespil et Indtryk af, at han forsøgte at dække over +noget, han ikke vilde være ved. Senere har jeg ogsaa hørt, at han i +et Anfald af Samvittighedsnag har været inde hos sin Præst og +skriftet. + +Den eneste Tildragelse fra Østkysten, som han altid med stor Glæde og +en vis Stolthed holdt af at tale om, var hans Udfordring til den +gamle Aandemaner, Kunigsarfik. + +Naar han var i rigtig godt Humør, plejede han at synge sine +Udfordringssange, der smædede over den gamle. + +I Smædeviserne opgjorde Eskimoerne alle deres Mellemværender. Naar to +Mænd var komne i Fjendskab med hinanden, var det deres Form for en +Duel. Man sammenkaldte alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i +Nærvær af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa i +Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter. + +Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, og han var den +første, der havde Ordet. Inden han sang sin Modstander paa, bandt han +ham forsvarligt med snærende Baand til Husstolpen, og der maatte han +saa staa hele Aftenen igennem, prisgiven Sangerens og Tilskuernes +Haan. Hans Modstander havde Lov til at benytte sig af alle tænkelige +Midler for at ophidse ham; han havde Lov til at spytte ham i +Ansigtet, til at fylde hans Mund med svedne Spækstykker, saa han +ikke kunde faa Vejret; og under Udslyngelsen af sine værste +Skældsord skulde han springe ind paa ham og med sin Pande slaa ham +frygtelige „Skaller“, hvor i Ansigtet han havde Lyst. Disse Skaller +indstilledes ikke, før Modstanderens Ansigt var bleven saa ophovnet, +at „Kinderne gik sammen med Panden og lukkede Øjnene“. + +Under alt dette maatte den bagbundne ikke med et Ord eller nogen Mine +lade sig mærke med, at Sangerens Haan eller Mishandlinger gjorde +fjerneste Indtryk paa ham; tvertimod skulde der spille et overlegent +Smil paa hans Læber, og hans Ansigt skulde udtrykke Medlidenhed med +Modstanderens mislykkede Forsøg paa at bringe hans Sind i Oprør, saa +at han kunde forløbe sig. + +Hans Dag kom først, naar hans Ansigtssaar var lægte; da kunde han +tage sin Hævn. + +Det var kun særlig stærke og modige Mænd, der kunde udfordre til +Smædekampe af den Art, for de fordrede forstaaeligt ikke blot +Kræfter, men ogsaa en ualmindelig Selvbeherskelse. Man plejede i den +Tid, der gik forud for Kampen, at hærde sin Pande paa følgende Maade: +Kraniet af en Remmesæl blev fastbundet til Husstolpen, og dette +skulde man blive ved med at rende Panden imod, indtil Pandehuden var +bleven saa hærdet, at det ikke mere gjorde ondt. Der var dem, der +kunde opnaa en saadan Færdighed, at de kunde splintre et Sælkranium, +fortalte Christian. -- + +I det følgende skal jeg give et Uddrag af et Par af Christians +Smædesange, -- Christian hed dengang „Konebaaden“. + + +„KONEBAADEN“S UDFORDRINGSSANG TIL „KYSSETØJET“, +DER HAVDE RØVET FIRE AF HANS SØSKENDES SJÆLE. + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Jeg undser mig vel, + Da jeg skal udfordre i Sang ... + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + En vældig Mand + Skal blive min Fjende, + En gevaltig Mand! + Det er det store Kyssetøj ... + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Hvorfor bryster du dig? + Du, som slet ikke er saa vældig. + Lad de store bryste sig! + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Naar du drabelig + Besværger Aander, + Gemmer du dig i Dynen + Bag din Kone ... + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Rygtet gaar -- -- + Er det sandt, + Du store Kyssetøj? + Din Kone hældte Vand + Over Fjæset paa dig, + Og du -- ha--jai--ja ... + Snapped' efter Vejret, + Da du for op af dit Leje! ... + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja. + Jeg faar vel et kort Liv, + Du, som er den vældige, + Jeg, som er den lille Aandemaner! + Dræb mig nu + Og røv min Sjæl! + Jeg forældreløse + Er jo saa ufarlig ... + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Livet var vel det eneste, + Jeg holdt af; + Derfor søgte jeg Livskraft + I en Hund, jeg skabte til Kvinde + Og tog til Kone. + Derfor magter du ikke Død + Over mig, + Der tog Hund til Kone ... + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Lær Visdom af Ynglingen, + Du forældede gamle! + Sjæle røvede du, + Saa du til sidst savnede Mennesker + Og maatte stjæle Svigersønner ... + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Jeg undsaa mig i Begyndelsen + Til Sangkamp! + Jeg var en ung Mand, + Og min Modstander + Saa forældet ... + Derned og Syd paa ... + + Derned og Syd paa ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Men du er jo som et sølle Barn, + Naar du græder + Over Mangel paa Mænd til dine Døtre. + Du skulde sætte et Laag + Over dit Fjæs, + Der er modbydeligt af Smuds. + Jeg beklager din Kone, + Naar du brister i Graad, + Og hun skammer sig, + Du store Kyssetøj. + Ha--jai--ja, ha--jai--jai ... + Skjul dit Fjæs ... + Derned og Syd paa ... + + Opad og Øster ud ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Land søgte jeg Nord paa, + Da Vreden fyldte mig. + Min Slægt var udryddet, + Mine Søskende myrdede, + Og Vreden fylder mig, + Og Land søger jeg Nord paa. + Nu venter jeg kun paa dig, + Kyssetøj! + Opad og Øster ud ... + + * * * + + Opad og Øster ud ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Jeg vil smædesynge dig! + Hvis jeg ikke synger dig en Smædesang, + Maa jeg myrde dig. + Jeg skal harpunere dig + I Skulderbladet; + Jeg øvede mig + I Kast paa Klapmydser. + Nu fælder jeg dem i eet Kast ... + Paa et Skær har jeg ogsaa øvet mig; + Harpunen gik langt ind i Klippen, + Og de rullende Søer skyllede over den. + Nu venter jeg kun paa dig, + Kyssetøj! ... + Opad og Øster ud ... + + * * * + + Opad og Øster ud ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Nord paa søgte jeg Land, + Da min Slægt var udryddet. + Jeg længtes og var uden Søvn. + Nu er jeg fattig, + Fordi jeg er barnløs ... + Opad og Øster ud ... + + Opad og Øster ud ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Hvis jeg skulde træffe dig, + Sipulortaq, + Som før var min Svoger, + Du, som ligger + Hos Kunigsarfik's Datter, + Vil jeg neppe lade dig leve. + Lad din Vrede rejse sig + Paa din Søsters Vegne! + Jeg har forskudt hende ... + Opad og Øster ud ... + + Opad og Øster ud ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Lad din Vrede vaagne! + Mindes du, + Da du kejtet kæntrede i Kajak + Og halvdød blev bragt hjem af mig? + Men lad nu din Vrede vaagne! + Tænk paa din Søster, + Saa skal jeg tænke paa min. + Og lad os saa mødes. + Du er jo den ældste. + Hvem troer du, + Vil blive den, som lever? ... + Opad og Øster ud ... + + Opad og Øster ud ... + Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... + Da du skulde betvinge Aander, + Hoppede du kejtet i Vejret. + Da maatte din Kone skamme sig. + Skammelig er du, + Derfor smædesynger jeg dig. + En ond Smædesang skal jeg synge dig, + Og du skal faa dig en Skalle, + Saa du kreperer af en Fejltagelse ... + Opad og Øster ud ... + + + + +EN SJÆLERANERS SAGA. + +Jeg skal fortælle dig om Ilisimartoq, den største Drabsmand, jeg har +kendt. Hvor mange Sjæle han røvede, ved jeg ikke, men deres Tal var +stort. + +Han var nede fra Angmagssalikegnen, men drog Nord paa for at handle +paa Vestkysten; saa gjorde han Holdt ved Igdluluarssuit, hvor der +dengang var mange Mennesker og god Fangst. Han kom sent paa Aaret, og +saa passede det lige, at han overvintrede der. + +Vinteren igennem artede han sig vel. Saa kom Sommeren, og han rejste +stadig ikke Nord paa for at handle. Det lod til, at han havde opgivet +sin Handelsrejse. Den følgende Vinter var det saa, at Drabslysten kom +over ham. + +To unge Mænd var ude paa Fangst i Kajak, Quperneq og Ukugssulik. Den +ene af dem, den yngste, var en spædlemmet lille Fyr; men den ældre +Broder var stærk og farlig at komme i Lag med. + +Disse to Brødre møder Ilisimartoq paa hjemgaaende. Quperneq havde +fanget to Remmesæler. Saa er det, at Ilisimartoq ror til bagfra lige +ind paa Quperneq, der ikke saa ham, før han allerede havde løftet sin +Harpun. Han vidste nu, at han var nærmere Døden end Livet; det var +for sent at forsøge nogen Modstand, og saa vendte han bare Siden til +og ventede Kastet ... + +Han kæntrede, i samme Øjeblik som han blev ramt, og Fuglepilen +trængte fra hans Øje helt ind i Hjernen. + +Hans yngre Broder, der forsøgte at flygte, nøjedes Drabsmanden blot +med at slaa i Hovedet, saa at han kæntrede. + +Ilisimartoq tog derpaa Quperneq's Fangst og hans Haarprydelse af +Perler og roede hjem. + +Ved sin Hjemkomst sagde han intet om Drabet, for saa vilde han jo +have skaffet sig aabenlyse Fjender i den dræbtes Familie. Men da de +to Brødre ikke kom hjem, vidste alle dog, at Ilisimartoq havde dræbt +dem; denne lagde heller ikke Skjul derpaa, han sagde det blot ikke +lige rent ud. + +Naar en Mand pønser paa Drab, plejer han altid at sætte en ny +Jernspids paa sin Pil eller Harpun; der er dem, der har ganske +bestemte Spidser til Mennesker. + +Da Ilisimartoq derfor en Dag satte en ny Spids paa sin Harpun, vidste +alle, at han nu atter tænkte paa Drab, og man vogtede derfor nøje paa +ham. + +Hans Svoger, Igsiavik („Stolen“), der var ked af, at han nu atter +vilde skaffe dem nye Fjender paa Halsen, bestemte sig til at komme +ham i Forkøbet. + +En Dag roede Fangerne ud sammen i Kajak, fem i Følge; blandt disse +Ilisimartoq og hans to Svogre, Igsiavik og Isângassoq; de havde i +Forvejen aftalt, at i Dag skulde Ilisimartoq dræbes. + +Ude ved en af de yderste Øer gik Ilisimartoq i Land for at hvæsse sin +Harpunspids, og saa vidste de andre, at det gjaldt om at passe paa. +Men for at lade som intet, gav de sig til at synge Trommeviser, +siddende i deres Kajaker. + +Ilisimartoq var en stor Aandemaner. De havde ikke ladet ham ane noget +i deres Holdning, men ikke desto mindre blev han med eet mistænksom +og urolig, saa sig om, alt medens han hvæssede Harpunspidsen, rejste +sig til sidst pludselig op og roede bort uden at sige et Ord. + +Saaledes var han lige ved at undslippe, uden at de havde faaet +Lejlighed til at myrde ham; men saa var det, at en af Kajakmændene +gik hen til det Sted, hvor Ilisimartoq havde hvæsset sin Harpunspids, +og gav sig til at mane ham tilbage. Ilisimartoq var allerede kommen +langt bort, da han gav sig til at mane; men saa stærk en Magt fik +Tryllesangen over ham, at han vendte om, rolig og intet anende, +ganske som det var ham indgivet af Formularen; saa gik han atter i +Land og gav sig til at hvæsse sin Harpunspids. + +Igsiavik listede sig nu bag paa ham; Ilisimartoq sad bøjet forover og +sleb Jernspidsen til, og inden han fattede Mistanke, gav Svogeren ham +bagfra et Skud, der gik ind gennem Skulderen og ud gennem Hovedet. + +Saa styrtede de fire andre frem og greb fat i Ilisimartoq; men saa +stærk var han i sin Dødskamp, at de alle blev slyngede tilbage, og +det lykkedes ham saaledes at faa Tid til at stryge sin Haand hen over +Skudsaaret, saa det lægtes. + +Ilisimartoq var en vældig Troldmand; stor var hans Magt, og meget +ondt havde han i sig, og det onde hjalp ham, da han altid havde +villet det onde (den nyomvendte Nukarajua's Ræsonnementer). + +De andre kastede sig imidlertid øjeblikkelig over ham igen, da de fik +samlet sig efter Forskrækkelsen, og en af dem gned Spæk hen over +Saaret. + +Da Spækket nu hindrede Ilisimartoq i at læge Saaret ved Trolddom, fik +de hurtigt Bugt med ham. To holdt ham i Armene, og en tredje stak en +Fuglepil ind i Endetarmen paa ham. Han jog Jernspidsen ind i +Aabningen, stødte den ind i Underlivet og rørte om i hans Tarme ... + +Saa gav Ilisimartoq sig da endelig lidt efter lidt; han vred sig i +Dødskrampe, krympede sig sammen i stærke Trækninger og laa endelig +stiv og ubevægelig, med Næverne knyttede i Døden. + +Og saa havde ingen mere Grund til at frygte Død fra Ilisimartoq. + +Isângassoq gav sig nu til at græde, da det ligesom med eet gik op for +ham, at han havde været med til at myrde sin Svoger. Han kom til at +tænke paa sin Søster, og megen Medlidenhed havde han med hende, nu da +de havde dræbt hendes Mand og Forsørger; og han brød ud i høje +Veklager over Ilisimartoq og begræd hans Død. + +Men Igsiavik, hans Broder, gik hen til ham og sagde: + +„Og saa dræber vi dig, hvis du ikke straks holder op med dine dumme +Veklager.“ + +Da tav Isângassoq, thi Igsiavik var hans ældre Broder. Derpaa skar +man alle Leddene over paa den myrdede for at hindre Sjælens Hævn. +Hovedet puttede man i en Fangeblære, slæbte det op til en Bræ og lod +det falde ned i en dyb Spalte; thi saa mægtig var Ilisimartoq, at man +var bange for ham, selv efter at Liget var sønderlemmet. + +Og man fortæller, at mange, der siden kom forbi den Bræ, hørte Raab +dernedefra. + +Saa stor var hans Magt, og derfor var Menneskene bange for at lade +ham leve ... + + Fortalt af + _Nukarajua_, + der indvandrede til Vestkysten for + c. 15 Aar siden for at lade sig + døbe sammen med sin Slægt. + + + + +DEN USAARLIGE UASE. + + +QINGAJAQ FORTÆLLER. + +Fortællersken er c. 60 Aar og indvandrede til Igdlukasik paa +Vestkysten for c. 20 Aar siden og fik i Daaben Navnet Susanne. + +Hun er Søster til Pinertoq, døbt Noah, og Pangagkarwik, døbt Hedvig; +disse bor nu ved Qernertoq Øst for Kap-Farvel. De har oprindelig +været 7 Søskende, de øvrige er døde. Deres Moder, Qujâq, var fra +Tingmiarmiut, deres Fader, Ingersia fra Inugssuarmiut, Norden for +Umanaq paa Østkysten. + +Den gamle Ingersia tænkte engang paa at tage ned til Vestkysten for +at lade sig døbe; men hans Sønner raadede ham derfra, idet de sagde: + +„Du kan ikke staa dig ved at blive døbt; det vil blot gaa dig ilde. +Ingnerssuit (Mennesker uden Næse, der bor i et Land, der skal ligge +inde mellem Jorden og Havet; man kommer derind ved at gaa ned i Havet +ved Kysten) har fortalt os, at naar han, som de døbte kalder Jesus, +viser sig ved Verdens Undergang (om Verdens Undergang havde de hørt +paa deres Rejser til Vestkysten) for at holde Dom over døbte og +Hedninger, saa vil Timersit, store Indlandsboer, og Ingnerssuit og +Akilinermiut (Folk, der bor paa den anden Side det store Hav og +ligesom Indlandsboerne skal være meget store) slaa sig sammen i Kamp +mod denne Jesus og dræbe ham; og da skal de døbte blive forladte i +Kløfter og Afgrunde, medens Hedningerne selv vil bane sig Vej op til +Himlen.“ -- -- + +Faderen bestemte sig derfor til ikke at lade sig døbe. Qingajâq +skildrer sin Fader som en Kæmpe; han havde udviklet sine Kræfter +ganske særligt, fordi han i sine unge Dage var bleven undsagt af +nogle Fjender og derfor Resten af sit Liv maatte være forberedt paa +Overfald. + +Hendes Faders ældre Søster har oplevet en to Aars uafbrudt Vinter +(ukiut mardluk nipitartut), hvor de drevne af Hungersnød maatte spise +hinanden. + +Hendes Moders yngre Søster havde været gift med en af deres Hunde og +havde efter Moderens Udsagn faaet tre Hvalpe, men var død, kort efter +at Fødselen var overstaaet. + + * * * + +„Naa, det var om Uase, jeg skulde fortælle; jeg har kendt ham og boet +hos ham i tre Vintre. Han var en meget stor Aandemaner, som de ikke +fik Bugt med, dengang de vilde dræbe ham. Hans Søn, Ukugssulik, har +jeg ogsaa kendt; han var ganske lille, da man stræbte Faderen efter +Livet. Jeg har ogsaa truffet ham, efter at han var bleven voksen, han +var lille af Legeme, men stærk, morsom og underholdende at være +sammen med. Han var ganske ung dengang, men havde alligevel en gammel +Mands Snille og Forstand. Hans ene Øje var lukket; det saa derfor +altid ud, som om han lo med den ene Halvdel af Ansigtet. + +Aa ja, hvor jeg husker Ukugssulik tydeligt! Han blev senere +snigmyrdet sammen med sin Broder fra et Baghold i Kajak af +Ilisimartoq, Sanimuinaq's yngre Broder. Men det, jeg nu skal fortælle +dig om, gik for sig, dengang Ukugssulik var ganske lille. + +Uase havde engang i Spøg sagt, at han vilde tage Kagssanîp's unge +Datter til Medhustru, skønt hun egentlig var bestemt for en ugift ung +Mand. + +Uase var ene, uden Brødre, uden Slægt, og det vil sige uden Hævnere. +Der var derfor ingen Risiko ved at myrde ham; og det var der da ogsaa +tre Mænd, der fik Lyst til, idet de foregav at være opbragte over, +at Uase vilde berøve en ung Mand den Kvinde, han skulde have til +Hustru. De vidste iøvrigt godt, at det hele var sagt i Spøg; men man +skulde tage Vare paa sine Ord i de Tider ... + +De tre Mænd hed: Qaratsuk, Angiamineq og Sorqiaq; de havde forøvrigt +slet ikke noget Mellemværende med Uase, men misundte ham blot hans +store Styrke. Alle disse Mænd var nede fra Angmagssalikegnen og var +paa Handelsrejse Syd paa. Uase havde foreløbig taget Land ved +Kingatak, i Nærheden af Umîvik. + +En Dag han var ene ude i Kajak, passede de ham op ved Perserajuk. De +foregav, at de var paa en længere Fangstudflugt, og havde megen Mad +med. De bød ham op paa et Maaltid. Uase aad dygtigt, lagde nok Mærke +til, at de andre ingen Madlyst havde, men blev dog ikke betænkelig +derved. Efter Maaltidet, da Uase var bleven rigtig mæt og madtung, +siger de andre pludselig, at de vil forsøge at løbe om Kap op ad +Perserajuk-Fjældet. + +Uase var ganske vist ikke meget oplagt til Løb nu, men vilde dog ikke +undslaa sig, og saa benede de af opefter. Men Uase stod længe før de +andre oppe paa Fjældtoppen og morede sig med at se de andre mase +opefter. + +„Ja, saadan er han, og derfor er jeg aldrig rigtig hyggelig til Mode +ved at se ham med Tanke om Drab,“ sagde Angiamineq til de to andre. +Han havde oprindelig slet ikke haft Lyst til at dræbe Uase, men de +andre havde dels tvunget dels betalt ham til at gaa med. + +Saa gik de atter ned ad Fjældet og hen til deres Kajaker. Men i det +Øjeblik Uase skulde til at gaa i sin Kajak, han stod med det ene Ben +paa Land og det andet i Kajaken, var der en af de andre, der raabte: + +„En Sæl! En Sæl lige her udenfor!“ + +Da han nu ser ud over Havet, faar han et Stød i den ene Skulder, saa +han tumler ud i Søen, og inden han kan faa Tid til at samle sig, faar +han en Lænser stødt ind mellem Skulderbladene med en saadan Kraft, +at Odden gaar ud mellem Brystbenene. + +Det sortnede og gnistrede for Uase's Øjne, og han blev et Øjeblik saa +forvirret, at han gav sig til at hale i Odden, saa han derved blot +fik Lænseren trukket længere ind i Kroppen paa sig. Men i et Ryk +fik Angiamineq den ud igen og kastede den nu ind i Skulderen, +saa voldsomt, at det gav et Knæk, da Odden borede sig ind i +Skulderbladet. + +Det var, fortalte Uase, som om han nu for første Gang i sit Liv +begreb, hvad Smerte var. Det gjorde saa ondt, at hans Øjne saa Ild! +Men han var jo en mægtig Aandemaner, og da han blot kom saa meget til +Besindelse, at han kunde stryge sig hen over Saarene med Haandfladen, +blev disse lægte; kun det i Ryggen kunde han ikke naa. + +Det var mest Angiamineq, der drev ham Stødene. Qaratsuk kom ogsaa +til, og nu fik Uase et Stik lige i Hjertekulen. Han var ved at segne, +men fik det lægt ved at stryge Haandfladen hen over det. + +Et Stik, som ramte ham i Maven, havde nær dræbt ham, thi Stødet blev +ført med en saadan Voldsomhed, at Indvoldene faldt ud af Siden paa +ham, da Mavesækken blev sprættet op. Alt det Spæk, han kort forinden +havde spist, flommede ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk +hindrer en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor Uase +umuligt at faa helet det sidste. + +For at vinde Tid gav han sig nu til at sprøjte Vand op i Ansigtet paa +Angiamineq, og denne veg uvilkaarligt nogle Skridt tilbage, saaledes +at Uase kunde faa Fodfæste paa Land, og nu var det Angiamineq's Tur +at blive kastet i Søen. Men ved den pludselige Bevægelse, Uase maatte +gøre, styrtede Blodet ud af hans Underlivssaar, og al den Mad, han +nylig havde spist, faldt ned paa Klippen med et Klask! + +Uase, som nu var ude af Stand til at bevæge sig, reddede sig ved en +Løgn. + +„Hej -- Hjælp! Kom, du Kajak dernede!“ brølte han. „Qaratsuk og hans +Ledsagere myrder mig!“ + +Qaratsuk, som troede, at der virkelig var en Kajak i Nærheden, bøjede +sig ned mod Jorden for ikke at blive set, krøb hen til sin Kajak, fik +Angiamineq, som endnu befandt sig i Vandet, paa Slæb og roede af al +Kraft ud til en lille Ø. Sorqiaq stak til Fjælds og gemte sig. + +Lidt efter kom der virkelig to Kajaker forbi, og dem raabte Uase an. +Et Stykke af en Halvpels blev klasket om Mavesaaret, efter at +Indvoldene var stoppede ind, og en Helpels af Vandskind blev presset +ned over hans Krop, saaledes at alle Saarene blev dækkede; og saa +bugserede de ham hjem. + +Det er Skik paa Østkysten, at man skal beholde en Forbinding paa i +fem Døgn; men inden Uase endnu havde faaet sin Helpels af, fik han +Underretning om, at hans tre Fjender var flygtede Syd over til et +Handelssted paa Vestkysten. + +Saaret i Underlivet var længe om at blive lægt. Maven bulnede ud, +underløben af Materie, stram og udspilet som et Trommeskind! Uase kom +til at se ganske besynderlig ud; det var, som om Maven og det øvrige +Legeme ikke hørte sammen; thi samtidig med at Underlivet bulnede ud +og blev uformeligt, skrumpede Manden ind og blev til Skind og Ben. + +Naar han førtes uden for sit Telt, maatte han blive siddende stille +og ubevægelig; ikke engang Armene kunde han røre. Han lignede en stor +Sten, og Fuglene kom og satte sig paa hans Hoved og lyskede ham. Han +var ikke i Stand til at hæve Armene for at faa dem skræmt bort. + +Det varede længe, men til sidst kom han sig fuldstændigt. De Mænd, +som havde forsøgt at myrde ham, skulde imidlertid selv faa et kortere +Liv; man siger, at Uase manede Undergang over dem med Tryllesange. + +De var fire Konebaade i Følge, alle fra Angmagssalik, paa +Handelsrejse Syd paa. Vi var paa den Tid ogsaa paa Handelsrejse, +ligeledes Syd paa, men alle fra Syddistriktet. Da vi kom til Itivdleq +paa Hjemgaaende, traf vi „Nordboerne“ paa Vej til Pamiagdluk. Det +Aar var der megen Sygdom paa Vestkysten, og de østgrønlandske +Konebaadsbesætninger blev smittede. Jeg mistede paa den Rejse min +Fader, to gifte Brødre og to gifte Søstre. + +Aa ja, der var engang, man maatte græde, hver Gang man blot kom til +at tænke paa den Rejse; nu er det længe siden, og man fortæller +derom, som var det blot et Sagn, der ikke kom en ved. + +Af vore fire Konebaade vendte kun de tre tilbage med ganske udtyndede +Besætninger; der var til sidst næsten ingen til at ro Baadene. Den +fjerde Konebaadsbesætning uddøde ganske, paa min Søster nær, som var +bleven Enke, og saa to halvvoksne Søskende, en Dreng og en Pige. De +var ved at sulte ihjel, da de tilfældigvis blev trufne af Nakuaq, +Kuania's Fader, og optagne. + +Sygdom dræbte Folk; Sygdomme, som vi ikke havde kendt til, +før man begyndte at besøge Handelsstederne. Ikke engang de +Forkølelsessygdomme, som fulgte efter et Ophold paa Vestgrønland, +havde vi kendt før; og alt det Fnat, som alle, der er gaaede Sønden +om Landet („Uvijarnerit“), er saa befængte med, var ogsaa ukendt +tidligere. + +Pesten gik dengang særlig ud over Baadlagene fra Angmagssalik. Af de +fire Konebaade vendte kun den ene tilbage, og det var Qaratsuk's, en +af Uase's Fjender. + +Men Angmagssalikerne optraadte ogsaa uden Skaansel over for dem, som +havde mistet deres Forældre eller nærmeste paarørende. Baade +halvvoksne og Børn efterlod de paa den øde Kyst, da de ikke vilde +have Besvær med at underholde dem. De blev kastede i Land, naar de +forsøgte at komme med, og der opstod paa den Maade hele Slagsmaal, +hver Gang en Lejrplads skulde forlades. De, der af Førerne var udsete +til at blive ladte tilbage, kastede sig over Konebaadene, naar disse +stødte fra Land. Men Besætningerne slog dem med Aarerne, saa at de, +bedøvede af Slagene, tumlede tilbage og efterlodes for engang at +sulte ihjel, hvis de ikke af Fortvivlelse forinden kastede sig i +Havet ... + +Aaret efter disse Tildragelser kom jeg til at bo hos Nakuaq, der +ogsaa kaldtes Agssaqange, fordi han var uden Fingre og Tæer; det var +ved Umîvik, og i samme Telt var ogsaa Uase. + +Medens vi endnu var ved Umîvik, kom Qaratsuk forbi paa Nordgaaende. +Uase blev bleg og tavs, da hans gamle Fjende lagde til Land. Qaratsuk +blev ogsaa alvorlig, for han troede, at Uase nu vilde øve Hævn. Men +Nakuaq, som vilde hindre Manddrab, gik om i Teltet, hvor der var +fuldt af Gæster, overstadig lystig og kaad, for at sætte Humør i +Folkene og lede deres Tanker bort fra Hævnlysten. Han gik ligefrem og +kælede for dem, der var derinde. + +„Hvorfor er du saa tavs, Uase? Se, Teltet er fuldt af Gæster; lad os +glæde Gæsterne ved vor Tale!“ sagde han til Uase. + +Uase svarede ikke, saa ikke op og førte en frygtelig Kamp med sig +selv. Han svedte af Vrede; det dryppede ned paa Gulvet fra hans Hage, +og hans Haar dampede. Alt hvad Nakuaq lo og talte, kunde han dog ikke +faa et Ord presset frem. Vi andre sad spændte af Nysgerrighed, for vi +troede ganske bestemt, at vi skulde blive Vidne til Kampen; -- bare +ikke denne Nakuaq's Overstadighed skulde forpurre det! + +Men Qaratsuk sad og skælvede af Angst ... + +Saa vender Nakuaq sig pludselig direkte til Uase og siger ham lige +rent ud: + +„Hør, Uase, du tænker da vel ikke paa at hævne dig paa vor Gæst?“ + +Vi saa alle hen paa Uase. Sveden dryppede ned fra hans Hage, og der +stod Damp af hans Haar. + +Endelig saa Uase op for første Gang, og idet han rettede sine Øjne +mod Qaratsuk, der sad og krøb sammen og blev til slet ingenting, +sagde han: + +„Fra en Mand uden Slægt behøver vel ingen at frygte Hævn!“ Og for at +haane Qaratsuk, der ikke havde kunnet myrde ham selvtredje, fortsatte +han: + +„Og forøvrigt øver ingen Drab uden først at have prøvet sin Fjendes +Styrke!“ („Kisermaugama toqutsinaviangilanga; kisiat inoqativta +nukinga misiligsimalerângavtingo, toquniartarparput“). + +Og derpaa forlod han Teltet. + +Da han lidt efter kom ind igen, havde Vreden forladt ham. Hans +Fjendes Ydmygelse havde gjort ham forsonlig, og Resten af Aftenen +talte og spøgede han, som om han ikke et Øjeblik havde tænkt paa at +myrde; for det havde dog været Uase's faste Forsæt, da han atter +stødte sammen med sin Dødsfjende. Det var blot Nakuaq's dumme +Narrestreger, der havde faaet ham til at lade være. + +Og siden efter har jeg ofte i Tankerne været gal i Hovedet paa den +rare, gamle Nakuaq, for det var ene og alene hans Skyld, at jeg ikke +kom til at overvære Mordet paa Qaratsuk. + +Og det var vi alle kede af.“ .... + + * * * + +Det var oppe paa Kirkeloftet ved Igdlukasik, at gamle Susanne +fortalte denne Historie; foruden hende sad der Rosine, Sabine og +Bathseba, lutter gamle Kvinder, der alle var forhenværende Østboer og +Hedninger, men som nu alle i Daabens Pagt havde faaet Løfte paa det +evige Liv. + +Ved Susannes Fortælling flammede det gamle Hedenskab atter op i dem, +og der kom et utæmmet, rovgridsk Udtryk i deres rynkede Ansigter, da +deres Fantasi kom i Bevægelse. + +„Ja, ja, at der dog ikke blev noget af Drabet!“ sagde Rosine. + +„Ja tænk, saa kunde du nu have fortalt os derom,“ sukkede Sabine. + +„Ja, saa kunde jeg nu have haft en artig Fortælling at give til +Bedste,“ sluttede Susanne. + +Disse rynkede, rødøjede Kællingefjæs -- det var byttebegærlige +Gribbe, der tørstede efter at mæske sig i Lig ... + + + + +MANDEN, SOM HOLDT FOR MEGET AF SIN KONE. + + +GAMLE SABINE FORTÆLLER. + +Ved Itivdlerssuaq, Norden for Umanaq, levede der engang for mange Aar +tilbage en Mand, som af Skinsyge vaagede meget nøje over sin Kone. +Han kunde ikke taale, at Konen gik ud, naar han ikke selv gik med, og +plejede derfor, naar han tog ud paa Fangst, at gemme hendes Fodtøj. + +Men hændte det, at han alligevel fik Mistanke om, at hun havde været +ham utro, tog han sin Kniv og stak hende i Benene. Dette gjorde dog +ikke saa ondt, sagde Konen, men naar han tog to sammenhængende +Muslingeskaller og kneb Stykker af Laarkød ud, da først maatte hun +skrige af Smerte. + +Da Konen imidlertid ikke kunde udholde sin Mands Mishandlinger, løb +hun til Fjælds en Dag, da han var ude i Kajak. Oppe paa Fjældet +vendte hun sig ud mod Havet og gav sig til at anraabe de mægtige +hvide Mænd om Hjælp. + +Et stort Isfjæld blev straks synligt ude til Søs og kom drivende mod +Land. Da det kom nærmere, viste det sig at være et af de hvide Mænds +Skibe. Ud paa dette flygtede nu Kvinden. + +Da Manden kom hjem, var hans Kone forsvunden, og han faldt straks hen +i heftig Sorg; thi han holdt meget af sin Kone, der var smuk og havde +en dejlig, lyserød Krop ... + +Han gav sig til at søge og erfarede snart, at de hvide Mænd var komne +med et stort Skib og havde røvet hende. + +Han roede straks ud til Skibet, men Matroserne havde borttaget +Faldrebet og alle nedhængende Tove. Rasende roede han rundt om +Skibet, men fandt overalt kun en brat Væg, han ikke kunde komme op +ad. Endelig saa han under Sprydstagen et Reb, som man havde glemt at +fjerne; det greb han fat i og gav sig til at klatre op ad det i +Armene alene, siddende i sin Kajak. Men saa snart Matroserne opdagede +dette, skar de Rebet over, saa at han faldt ud i Søen igen. + +Da han forgæves havde roet nogle Gange rundt om Skibet, vendte han +hjem og græmmede sig saare over Tabet af sin smukke Kone. + +Dagen efter hørte han, at de hvide Mænd havde sat hende op paa en høj +og eneknejsende Fjældtinde oppe ved Itivdlerssuaq; og der stod nu +Konen oppe! Han gik derhen, men kunde ikke klatre derop. Nede fra +tryglede han forgæves sin Kone om at komme ned, hun svarede ham blot: + +„Ser du, havde du ladet dig nøje med at stikke mig med Kniven i +Benene, saa var jeg aldrig flygtet bort; først da du begyndte at +klippe mit Laarkød ud med Blaamuslingeskaller, flygtede jeg fra dig.“ + +Og hun nægtede at komme ned til ham; han, som før ikke engang kunde +udholde, at hans Kone blot forlod ham en Smule, var nu ganske ude af +sig selv af Sorg over Tabet ... + +Da Manden kom igen den næste Dag, havde Konen gravet sig ned i +Jorden. Hun havde gravet Hulen saaledes, at den gik helt gennem +Jorden som en underjordisk Gang. + +Jeg har selv set denne Hule; naar man stod i den søndre Indgang og +kastede en Sten derind, hørte man Stenens Plask i Havet; kastede man +den derimod fra den nordre Indgang, hørte man, at Stenen faldt paa +Land. + +Dybt inde i denne Hule gemte Konen sig, saa Manden ikke kunde finde +hende. Han forsøgte at krybe derind, forsynet med en velspækket og +vægekranset Lampe, men naar han kom et Stykke ind, gik Lampen ud. +Ogsaa den Dag maatte han opgive at faa fat i sin Kone. + +Dagen efter kom de hvide Mænd til Manden og sagde: + +„Hør, hvis det virkelig er sandt, at du holder saa meget af din Kone, +saa vil du vel med Glæde give dig ud paa et Vovestykke, naar du blot +derved opnaar at faa fat i din Kone! Se, vi har spilet et Tov ud +mellem de to Fjældtinder; dette skal du entre over i bøjede Arme. +Lykkes dette for dig, skal vi give dig din Kone tilbage.“ + +Oppe ved Iterdlagssuaq var der to meget høje Fjældtinder. Mellem +disse blev Linen udspændt. Nedenunder var der en stor Sø; blev Manden +træt undervejs og slap Grebet i Tovet, maatte han drukne i Søen. + +Da de hvide Mænd havde ført Manden ud til Linen, var der en af dem, +der entrede over for at vise ham, hvorledes han skulde bære sig ad. + +„Det var svært godt gjort! Men kan en hvid Mand gøre det, kan vel +ogsaa jeg!“ tænkte Manden. + +Ved Linens ene Ende saa han en Økse, og den kastede han først ud i +Søen, da han var bange for, at man skulde hugge Tovet over, naar han +var kommen ud. + +Saa entrede han ud i Armene, og det gik let for ham, da han var meget +stærk; men der var langt mellem de to Fjældtinder ... + +Da han var kommen midtvejs ud, giver de hvide Mænd sig pludselig til +at svinge Tovet; Manden, der nær havde mistet Taget, slyngede nu +ogsaa Benene om Linen og holdt sig saaledes fast, skønt han +efterhaanden blev ganske ør i Hovedet. + +De hvide Mænd, der saa, at han holdt sig godt fast, gav sig nu til at +svinge Tovet med stor Voldsomhed. Og derude, midtvejs mellem de to +Fjældtinder, hang Manden; først da Linen skar sig dybt ind i hans +Armhuler og slappede alle Muskler, mistede han Taget og styrtede ud i +Søen. + +Saaledes dræbte de hvide Mænd den Mand, som holdt saa meget af sin +Kone, at han ikke engang taalte, at hun forlod hans Hus; og siden +giftede de sig med hans Kone. + +Fra denne Kvindes Efterkommere stammer alle Blandinger paa Østkysten; +og de hvide Mænds Ophold skyldes det, at Folk ved Anoritôq taler en +saa mærkelig Dialekt. + + + + +EN HISTORIE OM HUNGERSNØD. + + +Rosine, en gammel Kone ved Igdlukasik, Nordvest for Kap-Farvel, gav +mig efterfølgende Beretning, som hun havde hørt af sin Moder, da hun +levede paa Østkysten. + +„En Gang for mange Aar siden hændte det paa Østkysten, at to Vintre +fulgte lige efter hinanden uden at blive afbrudte af Foraar, Sommer +og Efteraar. Menneskene fik ikke Lejlighed til at samle Forraad, en +frygtelig Hungersnød brød ud, og mange Bopladser døde ud. + +Allerede ud paa Efteraaret, før Islæget endnu normalt skulde komme, +kunde man mærke, at noget usædvanligt maatte ske, da store Isstykker +begyndte at skyde op af Havet; og det syntes, som om Havets Bund var +bleven beklædt med Is. + +I Begyndelsen var der dog en Del Sæler, og disse holdt sig meget i +Overfladen, maaske fordi det var for koldt for dem at dukke ned. + +Men snart lagde Is sig over hele Havet, og den blev hurtigt saa tyk, +at det blev umuligt at slaa Hul for at fange. Hertil kom meget stærke +Snefald; Sneen faldt saa tæt, at dybe Kløfter dækkedes, og Fjælde +lagdes lige med Sletter. Alt levende døde, og ingen kunde færdes paa +Land eller Is. + +Man tærede paa de Forraad, man havde, og de strakte længe til. Paa de +Tider kendte man ellers sjældent til Nød. Naar Vinteren var omme, var +der i Stensætningerne ofte Forraad, som aldrig blev spiste. Men +dengang samlede man ogsaa store Mængder af Bær og Stenurter, som +syltedes i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne +før ud paa Vinteren. + +Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb taaleligt; +men da den Tid var inde, da ellers Foraar og Sommer skulde falde ind, +kom Varmen ikke. Sneen smeltede ikke, og Isen blev liggende paa +Havet. Og paa denne Vintersommer fulgte en endnu drøjere Vinter. + +Da slog Nød og Skræk alle Østboerne, thi Forraadene var opbrugte, og +man havde intet Haab for Vinteren. Det varede heller ikke længe, før +Hungersnød og Sultedød begyndte at hærge Menneskene. + +Først spiste man alt det, man sædvanlig tyr til som Sultekost: hvad +der kunde være spiseligt: Skindklæder, Kajakskind og Konebaadsskind. +De mere forsigtige, som endnu havde Haab om, at det dog eengang +maatte falde ind med Varme og Foraar, nøjedes med at skære det +øverste af Konebaadsskindene af, saaledes at Bunden og et lille +Stykke af Siden blev tilbage. Og det fortælles, at da der endelig +engang kom frit Vand, lagde Konebaade ud uden Sideskind, saa at man +kunde se Roerskernes Ben tvers igennem Baaden. + +-- -- -- Men de fleste troede, at det aldrig mere vilde blive Sommer +igen, og at alle Mennesker skulde dø. + +Da man ikke havde mere at spise og dog ikke vilde dø, begyndte man at +spise Lig. Naar nogen døde, blev de flænsede og fortærede; og de +overlevende aad saaledes deres Husfæller, Forældre spiste deres Børns +Lig, og Børn deres Forældre. + +Men det hændte, at mange blev grebne af Vanvid, naar de havde spist +den, de holdt af. Dog saa stærkt klamrede de faa sig til Livet, nu da +det syntes, at Døden skulde blive fælles for alle den Vinter, at de +hellere spiste deres kære fremfor selv at blive Føde ... + +Værst af alt var Menneskelever. De, som spiste den, mistede +Forstanden; og selv om de kom sig igen, mistede de Haaret. + +Og som Vinteren skred frem, voksede ogsaa Nøden; man kunde til sidst +ikke længere nøjes med de selvdøde; de stærkere myrdede dem, som +savnede Kræfter til Forsvar. + +Men da Menneskene havde lidt, og de fleste var døde, standsede +Kulden, og Sommeren kom og frelste dem, der var tilbage. + +Det er nu mange Aar siden, det hændte, at to Vintre fulgte paa +hinanden uden Sommer; men alle vi, som fulgte efter, kom saaledes til +at stamme fra Menneskeædere ...“ + + + + +EN FRISTELSE + + +I Fangerlejren ved Kangigdlinguaq, Nordøst for Kap-Farvel, boede den +gamle Jomfru, Majuvartariaq („Opgangsstedet“), som i Daaben havde +faaet Navnet Nikoline; hun var c. 40 Aar, skeløjet, med begyndende +Stær paa begge Øjnene, stumpnæset og skævmundet af for megen Skraa. + +Naar hun lo, aabnede hun for de gule Tænder, og de Viskelæders Kinder +samlede sig i en Klump ud for Kindbenet, saa Skraasavlet drev ned ad +hendes Hage. + +Hun var saa grim, at man paa Forhaand fik Medfølelse med hende. + +En Aften efter Mørkets Frembrud gik jeg op over den lille Fjældkam +bag vort Telt for at aflægge den gamle Jomfru et Besøg. Jeg medtog et +Lys -- jeg vidste, at der vilde være mørkt i hendes Telt -- +Tændstikker, en Rulle Skraa og en Beskøjt. Disse Gaver vilde gøre +hende lykkelig. + +Det varede noget, før jeg fandt hendes beskedne Telt: et gammelt +Konebaadsbetræk, der var rejst over et Par Aarer; i Mørket løb det +ganske sammen med Jorden, saa jeg opdagede det ikke, før jeg var lige +ved at træde op i det. + +„Aa, at du dog kommer med alt dette! Nej, se dog! Taknemlighed +fortærer mig arme Udskudsmenneske!“ stammede Nikoline. + +Jeg satte mig ind hos hende, hun tog sig øjeblikkelig en frisk Skraa +og tændte Lyset. Da vi havde siddet lidt sammen og talt om +ligegyldige Ting, bad jeg hende fortælle lidt om den Tid, hun var +Hedning paa Østkysten. + +„Blot nogle uskyldige Sagn!“ foreslog jeg. + +Nikoline satte et forfærdet Ansigt op og slog afværgende ud med +Haanden. + +„Næh, ved du nu hvad! Nu er jeg bleven døbt, og jeg har, lige siden +jeg blev et kristent Menneske, anstrengt mig for at glemme alt det, +der hørte mit Hedenskab til -- og saa skulde jeg give mig til at +fortælle Sagn nu! Nej, dem er det virkelig lykkedes mig at glemme. +Det hjælper mig aldrig til noget godt, naar jeg kommer ind paa det, +jeg nu eengang har vendt Ryggen. Jeg holdt engang meget af at synge +Trommesange, og saa en Dag, efter at jeg var bleven døbt, gav jeg +efter for en pludselig Lyst til at synge en af mine gamle Sange. Jeg +gjorde det, og tænk dig! bagefter var det nær aldrig lykkedes mig at +faa den ud af Hovedet igen. Selv om min Mund stod lukket, og min +Stemme tav, svirrede Melodien dog rundt i Hovedet paa mig og vilde +slet ikke forlade mig ... + +En Dag, længe efter at jeg var bleven døbt, kom en Konebaad fra +Østkysten paa Handelsrejse til Qernertoq; det var Christians. Dengang +var han jo udøbt og Aandemaner. + +De laa i Teltlejr et Stykke fra Husene, og mange Mennesker havde +samlet sig om dem. Da gav Christian sig pludselig til at synge +Aandeviser, og de Kvinder, som fulgte ham, stemte i med. + +Jeg hørte det og løb min Vej, for jeg kunde mærke, hvorledes den +gamle Melodi fik Magt over mig igen. + +Men saa kom Folk hen til mig og sagde, at det jo bare var +Trommesange, saa det kunde jeg da nok høre paa; og saa lod jeg mig +overtale og gik hen til det Telt, hvor de sang. + +Jeg stillede mig hen ved Indgangen og blev ved med at lytte og lytte. +Jeg troede til sidst, jeg drømte, og at jeg var paa Østkysten; jeg +troede, jeg var hjemme igen, at jeg endnu var Hedning og aldrig havde +været døbt ... + +Og det var blot, fordi jeg hørte de gamle Trommesange! Men saa +vanskeligt kan det onde være at faa Bugt med, naar man først engang +har ejet det. + +Ja, nu har man faaet andre Vaner og nye Tanker, og det giver Livet +større Glæder, end jeg før kunde vente, synes jeg. Nu ved jeg +bestemt, jeg skal gense min afdøde Slægt, og den Tanke fylder mig med +saa megen Trøst, at jeg gerne glemmer alt det gamle. + +Af alle de døde savner jeg mest en Søster; hun er nu død som døbt og +begravet ved Qernertoq. Aa, jeg havde vist endnu haft gode Klæder, +hvis hun havde været i Live. Somme Tider gaar jeg op til hendes Grav, +og da maa jeg synke min Graad ... + +-- -- -- Hvad siger du? Fortælle, fortælle om de gamle Tider, da vi +endnu var „uvidende“, da det onde endnu var i os? -- Ja, men du vil +jo stadig have mig til at tale om det, jeg ikke længere vil huske; +jeg har virkelig glemt det alt sammen! + +Dengang jeg skulde oplæres til Daaben, var det mig i Begyndelsen +umuligt at begribe det, man vilde forklare mig. Jeg kunde heller slet +ikke lære „dem, man skal kunne faa til at tale“ (Bogstaverne). + +„Har du nogen Sinde befattet dig med noget ondt?“ spurgte min Lærer, +en tysk Ny-Hernhuter Præst. „Maaske der er noget, som hindrer dig i +at optage det hellige; du maa skrifte, tal bare ud!“ + +Jeg tænkte mig om, men der var ikke andet end Trommeviserne, og saa +angav jeg dem. Jeg troede, at det var det værste, jeg havde givet mig +af med. Men det hjalp ikke, at jeg fortalte om Trommeviserne og om +min Glæde over dem, dengang jeg var uvidende og ikke kendte det gode. + +Der maatte være noget andet, som hindrede mig i at annamme Læren om +det gode. Og saa kom jeg pludselig til at tænke paa, at en gammel +Aandemaner, Qanguatse, engang havde forsøgt paa at oplære mig i +Trolddom; det havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg +Dumrian! -- Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var gaaet +til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det onde. + +Fra den Dag forstod jeg med Lethed alt, hvad der blev mig forklaret, +og selv Bogstaverne fik jeg nogenlunde lært. + +Nu skal du faa mit Skriftemaal! + +Det var ved Igdluluarssuit paa Østkysten; Maja og jeg legede sammen i +et stort, tomt Hus. Det var om Efteraaret, Folk laa endnu i Telt. Det +var mørkt derinde, og vi legede Skyggeleg (tarqajaq). + +„Tarqajauvutit“, („du er en Skygge“) raabte vi til hinanden, „ata -- +ata -- ata!“ Og saa løb vi skræmte om i det mørke Hus, skrigende og +skubbende til hinanden. + +„Du er Skyggen! Atata -- ata -- ata!“ skreg vi og snublede om i +Mørket. + +Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt med vor +Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede os. -- + +„Hvad er det, I bestiller?“ sagde pludselig en inde i Huset, og vi +kendte ham paa Stemmen; det var den store Aandemaner Qanguatse. + +„Vi leger Skygge,“ svarede vi. + +„Narrestreger!“ sagde han, „Legeværk! Der er ingen virkelig Morskab +ved blot og bar Leg. Nej, lidt Trolddomskunst er der noget ved; det +er det eneste, som virkelig er Morskab.“ + +Det gøs i mig. „Hvad mon han nu har for med os?“ tænkte jeg, og jeg +blev bange, for jeg havde allerede dengang i Tankerne bestemt, at jeg +skulde ned til de døbte. + +„Kom, saa skal jeg lære jer noget morsomt,“ sagde han og førte os ind +i en Krog af Huset, hvor der var mørkt. Han satte sig ned og gav sig +til at gnide imod en Sten, mod venstre naturligvis, ad det ondes +Retning. + +Straks hørte vi en underlig Snurren, og flere Stemmer talte i Munden +paa hinanden. Det var hans Hjælpeaander, der kom til. Bier surrede +rundt omkring ham, og vi hørte nede fra Gulvet, langt nedefra under +Jorden, et Kor, der sang Aandeviser. Det lød dejligt, ja som +Salmesangen i Kirken hernede ... + +Jeg rystede af Angst. Hans Hjælpeaander gav sig surrende og brummende +til Kende fra Loftet, fra Husmuren og helt nede fra Gulvet. Ja, det +hele var ubegribeligt! + +„Saa, nu kom Amarsiniôq,“ sagde han endelig, og vi hørte en stærk +Larm inde fra Huset. Ingen af os sagde et Ord; jeg skælvede af Angst +og jeg havde en Fornemmelse af, at man flaaede Huden af mig, ganske +langsomt trak Skindet af mig oppe fra Hovedet og nedefter. + +„Er min Amarsiniôq ikke her i Huset?“ sagde Qanguatse. Vi kunde ikke +faa et Ord frem af Skræk og turde heller ikke flygte gennem det +lange, mørke Hus. + +„Amarsiniôq“ er et stort Uhyre med aaben Ryg, klædt i Netsideskind; +ja, han har et helt Hul i Ryggen! Og naar han ser Børn alene, røver +han dem og stikker dem ned i sin hule Ryg. + +Vi hørte Uhyret rumstere inde i Huset, men kunde ikke se det, da det +var mørkt. Saa holdt Qanguatse pludselig op med at gnide paa Stenen, +og der blev igen stille i Huset. + +„Ser I, det er nok Umagen værd at lære den Slags Kunster; det er +noget andet end at tosse om og lege. Jeg er forældreløs ligesom I og +har aldrig haft rigtig hjemme mellem Mennesker. Man brød sig ikke om +mig, og saa gik jeg lange Ture alene for at blive Aandemaner. + +Der lever mange sære Væsner oppe mellem Fjældene og nede ved Havet +under Fjæren; de blev mine Hjælpeaander. Til Fjælds mellem disse er +jeg mere hjemme end blandt Menneskene. Kom med op i Fjældene, saa +skal jeg lære dig mange Ting!“ sagde han til mig. + +„Vi gaar hen til en udtømt Sø, og jeg skal gnide min Sten mod +venstre, saa vil Vandet pludselig strømme op fra Jorden og fylde +Bassinet. Først vil det ferske Vand ligge stille uden Bevægelse; saa +vil det siden kruses, naar mørke Skygger farer hen over det; saa +rejser det sig i høje Bølger, og et Uhyre, der ligner en Hund af +Ydre, vil dukke op i Midten. Det vil kaste sig over mig og æde mig, +trykke mig, knuse mig Led for Led. Saadan vil det ogsaa gøre ved dig. +Men det vil kaste os op igen, ganske som vi var, før det aad os, +og vi er da blevne større Aandemanere, end vi var før. Saaledes +har dette Uhyre ofte ædt mig, for at jeg kunde vokse i min +Aandemanermagt. Det kommer frem af en Stendysse midt i en Sø; det +ser fælt ud, men man skal ikke være bange.“ + +Jeg kunde nu mærke, at han vilde have mig til Medhjælp og at han +vilde oplære mig i sin Kunst. + +„Du er et forældreløst Barn ligesom jeg, og jeg tænkte at jeg kunde +hjælpe dig,“ sagde han venligt. + +Men jeg var saa angest for ham, at jeg løb min Vej og skjulte mig.“ +-- -- -- + + + + +FANDEN PLAGER DEM. + + +En Aften sad jeg i mit Telt, træt af Sagn og led ved Overtro, og +skulde have lidt Hvile, da der kom Indbydelse fra gamle Susanne. Jeg +kom .... + +Man gav mig kogt Havtorsk, der havde været hengemt til Forraadnelse, +og gammel selvløben Tran til Dyppelse. Raaddent Kød smager mig, men +raadden Fisk har jeg aldrig kunnet vænne mig til. Maaltidet var mig +modbydeligt. Og saa var der desuden saa utilladelig skiddent i Huset. + +Gamle Susanne rendte rundt i sin bare Særk, der var laset og sort af +Smuds. Hvor man ikke havde Særken, havde man det skidne Legeme. Da +jeg sad og spiste den raadne Fisk, der var lagt ned paa et +uappetitligt Gulv, hvor der blandt andet henstod Urinspande, blev et +lille Barn holdt frem over Gulvet; jeg maatte tage min Mad til mig, +for at det ikke skulde stænke derpaa; samtidig skulde jeg underholde +mig med min livlige Værtinde, og det forekom mig et Øjeblik, maaske +fordi jeg var træt, at ens Arbejde mellem primitive Folk ikke altid +er idel Behagelighed. Man maa leve sammen med dem, man vil skildre. +Er de nogle Svin, maa man leve med dem i Svineriet. Under et +Rejseophold faar man ikke Tid til at reformere. Vilde man begynde at +bebrejde dem deres Levemaade, vilde de øjeblikkelig blive fornærmede +og trække sig tilbage; og saa faar man ikke Lejlighed til at gøre dem +gode igen. + +Susanne var imidlertid en fortræffelig Fortællerske, saa man gik +alligevel en god Del igennem for at være gode Venner med hende. Hun +skulde fortælle mig noget om en Djævlebesættelse ved Igdlukasik. Og +da jeg havde faaet sat min raadne Torsk til Livs, slog hun mig paa +Skulderen og udtalte sin Glæde over, at jeg havde taget til Takke med +hendes simple Retter. Og saa kastede hun sig ind i sin Fortælling. + + * * * * * + +„Intet er mærkeligt af alt det, jeg har oplevet paa Østkysten; jeg +har rejst alle Pladser igennem, lige fra de sydlige helt op til +Pikiutdleq, i Angmagssaliks Nærhed mod Nord. Jeg har været sammen med +de sydligere Østboere, dengang de var mange, og jeg har levet sammen +med Angmassalikere; men intet mærkeligt har jeg oplevet sammen med +disse, naar jeg kommer til at tænke paa de Tider, da Fanden plagede +Beboerne her ved Igdlukasik. + +De Nætter i Træk havde jeg Drømme, som varslede om, at mærkelige Ting +vilde ske! + +Første Nat drømte jeg, at en hvid Mand kom ind i vort Hus; han havde +en stor Pels paa af lutter spraglede Skind, og saa spurgte han efter +Nukerujuk: „Den senede“. + +Hvad skulde det sige? „Den senede“ var en forlængst afdød Angakok fra +Østkysten. + +„Han er gaaet ind i Silas' Hus,“ skyndte jeg mig at svare. Det var +den bare Løgn, men jeg var bange; -- ja, og saa forsvandt Manden. + +Næste Dag fortalte jeg mine Husfæller Drømmen, men ingen kunde tyde +den ... + +Natten derpaa havde jeg igen en Drøm: En Mand traadte ind i vort Hus +og blev staaende midt paa Gulvet. + +„Det er dog uhyggeligt,“ tænkte jeg, „hvad mon han vil?“ -- Og jeg +syntes, at jeg maatte gemme mig. Men nu gik den fremmede lige hen til +Sofie, en ung Pige, som laa ved Siden af mig, og saa gav han hende et +Kys og forsvandt. + +Om Morgenen fortalte jeg mine Husfæller, hvad jeg havde drømt. + +„Aj, aj!“ sagde Sofie, „det var dog uhyggeligt! Tænk, jeg vaagnede +selv ved Kysset!“ -- Ja, det sagde Sofie selv. + +Ser du, disse Drømme var nu blot Indledningen; men der kom siden til +at foregaa mærkelige Ting ved Igdlukasik. + +En Konebaad var tagen paa Bærtogt ind til „store Rude“-Fjord +(Ingalârssuaq) her lige Øster for, -- og Sofie var med. + +Allerede Dagen efter, at de var tagne bort, kom de tilbage igen. Det +havde været galt fat med Sofie; hele Natten igennem havde hun +gebærdet sig paa en saadan Maade, at Mændene -- flere ad Gangen -- +maatte skiftes til at holde hende fastklemt ned mod Jorden. Siden, da +det lod til, at Træthed endelig var falden over hende, havde de +skyndt sig tilbage til Bopladsen. + +Det var en mærkelig Nat, vi nu kom til at opleve sammen med Sofie. +Hun var ganske vild. Folk begyndte nu at tale om, at det længe havde +været galt fat med hende; hun befattede sig med det onde. En Onkel af +hende havde forsøgt at lære hende Angakokkunster, skønt hun i Daaben +havde lovet at forsage Djævlen og alt hans Væsen. Sofie var kommen +herned som lille fra Østkysten. + +Ud paa Aftenen begyndte den onde igen at faa Tag i hende. Jeg var +ganske ung dengang, nylig kommen fra Østkysten, og havde ikke Begreb +om, hvad det egentlig var, som foregik. Jeg troede bare, at hun var +syg, og var slet ikke bange. Først da mine Husfæller begyndte at +bebrejde mig min Ligegyldighed, kom jeg til at tænke over, at der +maaske kunde være noget usædvanligt paa Færde. De andre var jo gamle +kristne og vidste bedre Besked end jeg. + +„Bah, tror du, du endnu er paa Østkysten?“ sa' de, „ser du ikke, at +det er den onde, som har besat Pigen?“ + +Jeg vidste ikke, hvad det skulde sige, men forstod jo nok, at det var +noget uhyggeligt noget. Det blev værre og værre med Sofie. De holdt +hende fast nedstemt imod Briksen, og hun vaandede sig voldsomt. + +„Ser du ikke, hvor Djævlen plager hende?“ sagde de andre. „Ja, du er +nu ogsaa en ren Hedning endnu, saa lidet troende og saa uvidende.“ + +Jeg blev helt skamfuld derved. + +..... Nu kunde den Mand, som holdt hendes ene Arm, ikke mere, og man +bad mig afløse ham. Jeg greb fast om hendes Haandled, der var saa +smaa og smalle, at jeg kunde fatte helt om dem. Jeg var ung og stærk +dengang og tænkte, at det skulde dog gaa haardt til, om jeg ikke +skulde kunne holde den Arm nede. + +..... Men saa var det, at Pigen pludselig begyndte at vokse. Brystet +svulmede op, og hendes Lemmer bulnede ud; Haandledene blev saa svære, +at jeg ikke længer kunde fatte om dem. + +„Der kan du se! Se, se!“ sa' de andre til mig. + +Og saa begyndte det jo alligevel at gaa op for mig, at der maatte +være noget galt paa Færde ..... + +Man bad mig løbe hen efter Kateketen. Da jeg kom ud, var der Opløb +mellem Husene. + +„Djævlen har besat Sofie! Sofie er falden fra!“ skreg man til dem, +der endnu ikke vidste noget. + +Saa kom Kateketen ind; ja, hvor det var besynderligt, for det var +netop ham, jeg havde drømt om, -- Silas! + +Han stillede sig hen foran Pigen og gav sig til at tale med Skriftens +Ord. Hans Ord var mange, og jeg forstod dem ikke alle. Han bebrejdede +Pigen, at hun havde givet sig den onde i Vold, og han søgte at drive +ham ud ved Kristi Navn. + +Kateketens Tale hjalp; Pigen blev tavs og mere medgørlig, men hun var +endnu langtfra kommen sig og laa længe derefter sløv og halvtosset +hen. + +Se, det var nu bare Begyndelsen, dette med Pigen, -- det, som kom +bagefter, var meget forunderligere ..... + +To Kajaker havde været ved Iluiteq for at sælge Spæk. Da de kom hjem, +var de ganske fra Forstanden. Til en Begyndelse paastod de, at de +havde mistet Forstanden, fordi de havde drukket Brændevin hos den +danske Assistent; men senere hen blev det ganske anderledes. + +Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, hvor de boede; og +da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, løb ogsaa jeg derhen +sammen med min Mand. + +Der var fuldt af Mennesker, som alle var stærkt grebne af, hvad der +foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, det hele; det mindede +mig om vore Aandebesværgelser, dengang vi var Hedninger, hjemme paa +Østkysten. + +De to Mænd var lille David og Ananias. + +Begge gav sig til at bekende tidligere Frafald og skrifte, at de +havde givet sig af med Trolddom. + +De var egentlig ikke helt fra Forstanden; men deres Fornuft var +ligesom lammet, og Ordene boblede ud af Munden paa dem, nej, de skød +op af Hjernen paa dem, uden Sammenhæng, ustandseligt, som Isstumper +skyder op af Havet, naar et Isfjæld kalver. + +Deres Ord greb om sig; flere og flere bekendte tidligere Frafald, og +mange Mennesker, som vi alle havde anset for gode Kristne, bekendte +mærkelige Synder. + +Jeg husker ganske tydeligt en gammel Kone, der stod og skænkede +Kaffe, pludselig sige til Ananias: + +„Ak, kære Ananias, jeg har forgæves stræbt dig efter Livet som +forgjort Sæl; men hver Gang jeg skulde dræbe dig, kom min Søn mig +altid i Vejen i en Hajs Skikkelse; og saa turde jeg ikke nærme mig. + +Ikke sandt, forholder det sig ikke saa?“ sagde hun saa, henvendt til +Sønnen, og han nikkede til Svar. + +„Synes du saa ikke,“ vedblev den gamle, henvendt til Ananias, „at du +skylder min Søn en Belønning, fordi han har reddet dit Liv?“ + +„Skulde man ikke give noget for sit Liv, hvad skulde man saa +overhovedet give noget for?“ svarede Ananias. + +„Og hvad vil du saa give?“ spurgte den gamle. + +„Min Kajak!“ svarede Ananias. + +„Og ikke mere?“ spurgte den gamle. + +„Jo, min nye Riffel kan følge med,“ sa' Ananias. + +Og dermed var baade den gamle og Sønnen tilfredse. + +Der var en Talen, Bekenden og Spørgen derinde, saa man næsten ikke +kunde høre, hvad der blev sagt. Jeg, som ikke var vant til noget +saadant fra Østkysten, spilede ordentlig baade Øjne og Øren op. + +David var nu færdig med at bekende og raabte pludselig: „Ja, nu er +jeg ren og uden Synd; min Synd har jeg tvættet af mig.“ + +Og han kastede sig paa Gulvet, strakte Armene op mod Himlen og +raabte: + +„Herre Jesus, endelig ser jeg den Stige, som fører til Himlen!“ + +Det, som nu hændte, skal jeg aldrig glemme. + +Sofie, som var løben til for at overvære Bekendelserne, havde sat sig +paa et Par Brædder, der var lagte over en Urinbalje, saa stor som en +overskaaren Tønde, fyldt til Randen med Urin. + +Da David falder paa Knæ og raaber til Himlen, bliver hun saa ivrig, +at hun vipper de Brædder, hun sidder paa, i Vejret. + +Plask! Der ligger hun i Urinbaljen, der gaar fra hinanden, saa at +Urinen skyller ud over Gulvet og hen over David, som laa paa Knæ +..... + +Da Sofie og den knælende David rejste sig, drev Urinen af dem, og en +ulidelig Stank bredte sig over Huset. + +Men ikke een i hele Forsamlingen fortrak en Mine eller sagde et Ord +derom. + +Ud paa Natten blev Mødet vildere og vildere. Det var som en Sygdom, +der smitter. Flere og flere vilde bekende, og David prædikede som +Præst. + +Men nu blev Kateketen bange. Han havde søgt at gendrive Djævelens +Handlinger, men havde ikke længere Magt over Folkene, der beskyldte +ham for at være lunken i Tro. Og Kateketen, der frygtede, at alle +skulde falde fra, gav Ordre til at sætte Konebaaden ud i Vandet, for +at David kunde blive ført til Missionæren i Frederiksdal. -- Jeg +meldte mig som Roer. + +Men da man bragte David ned til Baaden, flygtede alle andre op af +den. + +„Bort med ham! Bort med ham!“ skreg de. „Han smitter os alle sammen!“ + +Og saa stor en Magt havde den onde nu over David, at han var bleven +ganske sort i Ansigtet, under Øjnene og under Munden. Han saa fæl ud. + +Saaledes var ogsaa alle de andre besatte. + +Jeg, som var ganske uvidende om den Slags Ting dengang, syntes, at de +saa forfærdelig grinagtige ud; det var, som om de havde sværtet sig +med Sod for at se morsomme ud. Og da jeg mødte gamle Rosine, lo jeg +hende lige op i hendes sorte Ansigt. + +Naa, da man ikke vilde sidde i Konebaad sammen med David, saa maatte +han jo puttes i en Kajak; men da han først var kommen ned i den, +nægtede han at ro. + +Saa maatte da min Mand Josva og Davids yngre Broder Zakarias bugsere +ham helt ned til Frederiksdal. + +Undervejs gjorde han megen Kvalm; ja, han vilde ikke ro samme Vej som +Konebaaden. + +„Jeg besmittes af deres syndige Aand,“ sagde han; og saa maatte de +bugsere ham langt til Søs for at føje ham. + +I Frederiksdal nægtede han at gaa op til Missionæren. Han sled +sig løs og løb op mod Elven. Der stod han og pegede op mod +Stenurts-Fjældet og fortalte, at han kunde se et stort, hvidt Slot +med lysende Vinduer. Mange smukke Fugle kredsede om Slottet, og +Englene vinkede ad ham. + +..... Men saa kom Missionæren og tog David med sig hjem ..... + +Ja, ser du, det var, dengang Fanden plagede vore Bopladsfæller; og +som jeg sagde dig før, Mage til besynderlige Ting har jeg aldrig +oplevet paa Østkysten. + +Men det havde jo ogsaa sin Rimelighed, for vi var jo dengang kun +uvidende Hedninger, som ikke forstod os paa Djævlebesættelser .....“ + +Det her skildrede foregik ved Igdlukasik for en Snes Aar tilbage. + + + + + Det her behandlede Materiale er indsamlet paa + „Den danske literære Grønlandsekspeditions“ + Rejse 1902-1904. + + + + + +End of Project Gutenberg's Under Nordenvindens Svøbe, by Knud Rasmussen + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK UNDER NORDENVINDENS SVØBE *** + +***** This file should be named 34747-0.txt or 34747-0.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/4/7/4/34747/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by The Internet Archive) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |