diff options
| author | Roger Frank <rfrank@pglaf.org> | 2025-10-14 20:02:13 -0700 |
|---|---|---|
| committer | Roger Frank <rfrank@pglaf.org> | 2025-10-14 20:02:13 -0700 |
| commit | bf08c77c232312b94e495eb7f67d8597c2517106 (patch) | |
| tree | a0ff59488c3f190b098a80bae5e4dec15ccfc727 /34747-h | |
Diffstat (limited to '34747-h')
| -rw-r--r-- | 34747-h/34747-h.htm | 9046 | ||||
| -rw-r--r-- | 34747-h/images/logo.png | bin | 0 -> 2363 bytes |
2 files changed, 9046 insertions, 0 deletions
diff --git a/34747-h/34747-h.htm b/34747-h/34747-h.htm new file mode 100644 index 0000000..bc15e49 --- /dev/null +++ b/34747-h/34747-h.htm @@ -0,0 +1,9046 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> + <title>Under Nordenvindens Svøbe, by Knud Rasmussen; an eBook from Project Gutenberg</title> + <style type="text/css"> + /* <![CDATA[ */ +body { + margin: auto 10%; +} + +h1,h2,h3,h4,h5,h6 { + text-align: center; + clear: both; +} +h4 { + text-align: left; + font-style: normal; + text-decoration: none; + font-variant: normal; + padding-top: .8em; +} +h4.right { font-size: 90%; text-align: right; font-style: italic; font-weight: normal; } +h4.italics { font-weight: normal; font-style: italic; } + +p { + margin: .75em auto; + text-align: justify; +} + +hr { + width: 33%; + margin: 2em auto; + clear: both; +} + +.pagenum { + /*visibility: hidden;*/ + color: #999; + position: absolute; + left: 92%; + font-size: smaller; + text-align: right; + font-variant: normal; + font-style: normal; + font-weight: normal; + text-transform: none; + text-decoration: none; + letter-spacing: normal; +} /* page numbers */ +a[title].pagenum:after { content: attr(title); } + +.blockquot { + margin: auto 15%; + font-size: 90%; +} + +em { + letter-spacing: .2em; + margin-right: -.2em; + font-style: normal; + font-weight: normal; + text-decoration: none; + font-variant: normal; +} + +em.italics { letter-spacing: 0; margin-right: 0; } +.center { text-align: center; } +.italics { font-style: italic; } +.caps { text-transform: uppercase; } +.smaller { font-size: 85%; } +.larger { font-size: 115%; } + +/* Images */ +img { border: none; } + +.figcenter { + margin: auto; + text-align: center; +} + +/* Poetry */ +.poem { margin: auto 10%; text-align: left; } +.poem br { display: none; } +.poem .stanza { margin: 1em 0em; } +.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; } + +.poem hr.tbstars { text-align: left; margin: 0 auto 0 2em; width: 8%; } + +/***/ + +.trnote { + font-family: sans-serif; + font-size: 90%; + background-color: #ccc; + color: #000; + border: black 1px dotted; + margin: 2em 10%; + padding: 1em; +} +ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } +.trnote ul li { list-style-type: none; } +.trnote ul.center li { text-align: center; } + +.toc { margin: 0 25% auto 25%; } +p.toc { font-size: 80%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; } +.toc li { padding: 0 2em 0 0; list-style-type: none; font-variant: small-caps; } +.toc li p { margin-top: 0; padding-top: 0; text-align: left; } +.toc .num { position: absolute; right: 30%; top: auto; font-variant: normal; } + +.topmarg { margin-top: 4em; } + +.w65 { width: 65%; } +hr.chapbreak, .w45 { width: 45%; } +hr.tb { width: 25%; } +hr.tbstars { width: 15%; margin: 0.2em auto .5em auto; } + +.byline50 { text-align: center; margin-right: 2em; width: 20em; } +.byline50 .left { padding-right: 16em; } +.byline33 { text-align: left; margin-right: 2em; width: 15em; } +.byline33 .left { margin-left: -2em; } + +a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ } + + /* ]]> */ + </style> + </head> +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Under Nordenvindens Svøbe, by Knud Rasmussen + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Under Nordenvindens Svøbe + +Author: Knud Rasmussen + +Release Date: December 24, 2010 [EBook #34747] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK UNDER NORDENVINDENS SVØBE *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by The Internet Archive) + + + + + + +</pre> + + +<div class="trnote"> +<h2>Afskriverens bemærkninger</h2> +<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning +er i øvrigt bevaret, herunder en del varierende stavemåder for stednavne. +Bogen indeholder to dele, med hver sin indholdsfortegnelse:</p> +<ul class="center"> +<li><a href="#VESTGROENLAENDERE">VESTGRØNLÆNDERE</a></li> +<li><a href="#OESTGROENLAENDERE">ØSTGRØNLÆNDERE</a></li> +</ul> +<p>En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret +sidst i bogen.</p> +</div> + + + +<h1 class="caps topmarg"><span class="smaller">Knud Rasmussen</span><br /> + +Under Nordenvindens Svøbe</h1> + +<div class="figcenter topmarg"><img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="100" height="87" /></div> + +<p class="center caps">Kjøbenhavn og Kristiania</p> + +<p class="center caps larger">Gyldendalske Boghandel<br /> +Nordisk Forlag</p> + +<p class="center caps smaller">Forlagets Bogtrykkeri</p> + +<p class="center">1906</p> + + +<hr class="w65" /> +<h2><a name="VESTGROENLAENDERE" id="VESTGROENLAENDERE"></a>VESTGRØNLÆNDERE</h2> + +<hr class="w45" /> + +<h4 class="center">INDHOLD</h4> + +<p class="toc"> <span class="num">Side</span></p> + +<ul class="toc"> +<li><p><a href="#STORFANGEREN_OJUVAINATH">Storfangeren Ojuvainath</a> <span class="num">1</span></p></li> +<li><p><a href="#MENS_JORDEMODEREN_VENTER">Mens Jordemoderen venter</a> <span class="num">13</span></p></li> +<li><p><a href="#DA_GAMLE_EVA_SMAGTE_PAA_DOEDEN">Da gamle Eva smagte paa Døden</a> <span class="num">20</span></p></li> +<li><p><a href="#FATTIGFOLK_MELLEM">Fattigfolk mellem „De onde Vindes Fjælde“</a> <span class="num">25</span></p></li> +<li><p><a href="#EN_MODERNE_JOMFRU_MARIA">En moderne Jomfru Maria</a> <span class="num">38</span></p></li> +<li><p><a href="#MOSES">Moses</a> <span class="num">44</span></p></li> +<li><p><a href="#KOGLERIER_FRA_GAMLE_DAGE">Koglerier fra gamle Dage</a> <span class="num">50</span></p></li> +<li><p><a href="#UDSTEDSLIV">Udstedsliv</a> <span class="num">74</span></p></li> +<li><p><a href="#I_HVALROSFANGERNES_LEJR">I Hvalrosfangernes Lejr</a> <span class="num">84</span></p></li> +<li><p><a href="#MANASSE">Manasse</a> <span class="num">96</span></p></li> +<li><p><a href="#DEN_STORE_VAEKKELSE">Den store Vækkelse i Evighedsfjorden</a> <span class="num">106</span></p></li> +</ul> + + +<hr class="w45" /> + + +<div class="blockquot"><p>Vort Land har vide Grænser; den er endnu ikke +født, som har omrejst det.</p> + +<p>Og det bærer Hemmeligheder i sit Skød, som ingen +hvid Mand har Anelse om.</p> + +<p>Vi heroppe, lever to Slags Liv: om Sommeren under +Solens Fakkel, om Vinteren under Nordenvindens +Svøbe.</p> + +<p>Men Mørket og Kulden er det, som giver os mest +at tænke paa.</p> + +<p>Og naar det store Mørke lægger sig over Landene, +aabenbarer mange skjulte Ting sig, og da gaar Menneskets +Tanker ofte vildsomme Veje ....</p> + +<p class="byline33 italics"><span class="left">Blinde Ambrosius,</span><br /> +kaldet „Mellemgulvet“.</p> +</div> + + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"></a></p> +<h3><a name="STORFANGEREN_OJUVAINATH" id="STORFANGEREN_OJUVAINATH"></a>STORFANGEREN OJUVAINATH</h3> + + +<p>„Hallo! Solen er godt paa Vej opefter!“</p> + +<p>En inderlig Gaben var Svaret.</p> + +<p>„Op med jer! Vi skal videre!“</p> + +<p>Et Par stive Arme straktes ledknagende i Vejret, og to +søvndrukne Skikkelser kravlede frem fra en lille Fjældhule.</p> + +<p>„Tænd op og lav Kaffe, Alafitdle!“</p> + +<p>„Kaffen er færdig!“</p> + +<p>Ah — qujanaq! Den sidste Replik virkede. Vor Gaben +blev til Latter, og Kuldegysene skylledes hurtigt ned med +den varme Drik. Efter en 14 Timers Rejse i Kajak sammen +med to Fangere fra Kangamiut, Carl og Alafitdle, havde +jeg søgt Hvile paa det lange, flade Næs, der danner Skællet +mellem Søndre<span class="corr" title="—">-</span>Strømfjord og Kangerdluarsunguark. Turen +havde været anstrengende og Overfarten over Strømfjorden +meget trættende. Den 25 Mil lange Fjord munder +ganske smalt ud med en Elvs rivende Strøm. Skønt det, da +vi satte over, var ganske stille, slog Strømsøerne dog over +Kajakerne, og der stod et Brus ind over Fjorden som fra +et oprørt Hav.</p> + +<p>Vi havde lagt os ind lige ved Mundingen, og et Stykke +fra os kogte Strømmen i Hvirvler.</p> + +<p>„Hører du den?“ sagde Alafitdle og saa ud over Fjorden. +„Det er som Lyden af et Vandfald langt borte. Den +kan kun befares med Strømmen; derfor maa vi rejse Dag +og Nat i Træk, naar vi skal ind til Bunden, og sover da +kun, mens vi venter paa Strømkæntring. De 25 Mil kan +vi rutche igennem paa tre Dage under heldige Forhold. Det<a class="pagenum" name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"></a> +er en vovelig Fart om Efteraaret, naar det begynder at +blive mørkt. Jeg husker en Nattetur, hvor det var saa mørkt, +at vi knapt kunde skimte hinanden i Baaden. Vandet fossede +om os, og vi fløj af Sted. Jeg var Styrer. Vi kunde +ikke se Land og hørte ikke andet end Strømbruset, og saa +min Stemme, naar jeg gav en Kommando. Hele Besætningen +havde tabt Mælet og sad ganske tavse i Baaden. Det +galdt om at holde sig midtsøs — paa maa og faa bare, og +Skær og Drejninger kunde jeg jo ikke se noget til i Mørket, +blot et Strejf, saa var der Hul i Baaden.</p> + +<p>Saadan gled vi Natten igennem ned ad Strømmen, og da +det lysnede, og vi begyndte at skimte Kystens Omrids, fløj +vi saa ikke nok saa nydeligt af Sted lige midtsøs! Og gladest +af alle var vist Styrmanden, men heller ikke saa lidt +vigtig.“</p> + +<p>Kun et lille Stykke af Strømfjorden var synlig fra vor +Lejrplads; høje, spidstakkede Fjælde med Topsne spærrede +Udsigten. Fjorden saa næsten ud som en stor Elv, der snoede +sig mellem Klippestykker.</p> + +<p>Man fik en nysgerrigs Lyst til at komme ind bag disse +Fjælde, der skjulte Rensjægernesfrodige Land, — men Rejseplanen +lød paa: ret frem og videre Nord paa. Vinterkvarteret +laa over 100 Mil mod Nord, og det skulde naas, inden +Efteraarsstormene blev alt for vilde. — Vi fik Kajakerne +paa Hovedet og bar dem ned til den lille Sø, som +gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et +Stykke over Land og var saa endelig nede ved den Fjord, +som var vor Rejses endelige Maal. Inde i Bunden, en god +Mils Vej indefter, havde Storfangeren, Ojuvainath, sin Teltlejr. +Og det var ham, vi skulde besøge.</p> + +<p>Fjorden laa blank og stille; vore Kajaker skød lydløst +gennem Vandet. Solen var allerede højt over Fjældene, og +Kingatsiaqs røde Stenrauser kastede et flimrende Farveskær +over Søen. En Delfin dukkede op forude. Carl satte efter +den; men den saa ham og forsvandt. Langsomt gled vi indefter<a class="pagenum" name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"></a> +uden at tale videre sammen. Aareslagene skræmmede +ikke engang de Søfugle bort, som svømmede rundt om +vore Kajaker. Unge Maager lettede sig nysgerrigt og sejlede +lige ind paa os; men ingen Fuglepil blev løftet, intet Skud +blev løsnet.</p> + +<p>„Aah, det kan jo være det samme i Dag,“ sagde mine +Kajakmænd, hver Gang Vildtet var ved at friste dem.</p> + +<p>„Saadan stod vist Solen, da den dræbte den gamle Mand +fra Arsuk,“ sagde Alafitdle.</p> + +<p>„Ja, du kender vel Sagnet? Da han saa Solen over sin +egen Hjemstavn, følte han en saadan Glæde, at hans Hjærte +brast.“</p> + +<p>Næs for Næs roede vi om, langsomt, saaledes som Mennesker, +der nyder. Endelig gik en hvid Røgsøjle til Vejrs +forude; den kom fra Teltlejren.</p> + +<p>„Nu sætter de Velkomstgryden over Kog,“ sagde mine +Kammerater og satte Farten op. Lidt efter lod vi vore Kajaker +løbe langt op i det hvide Sand ved Siden af den Elv, +hvor Ojuvainath havde slaaet sig ned for Sommeren. I fem +Dage var jeg hans Gæst, og i den Tid blev der fortalt mig +mange Historier fra Grønlændernes Sommerliv.</p> + +<p>Ojuvainath var 40 Aar, men saa ud som en Mand paa +knapt 30. Han var <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="dansk-grønlansk">dansk-grønlandsk</a> Blanding, middelhøj og +ualmindelig harmonisk bygget. Hans Ansigtstræk var ikke +stærkt markerede, men fine; et sort, kruset Haar faldt ned +over en høj, hvælvet Pande; Øjnene var brune og spillende, +Næsen skarp, næsten lige, og den energiske Mund var halvt +dækket af et tætklippet, rødblond Fuldskæg. Hans Gang var +<a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="spænstig">spændstig</a>, Holdningen statelig. Han var stærk og forstod +at benytte sig deraf; hans Tanker var klare, og han gav +dem altid Udtryk i et elegant grønlandsk. Mod havde han +i Overflod og lagde heller ikke Skjul derpaa. Sine Landsmænd +var han overlegen i alt, hvad der vedrørte Kajakfangst, +og han var sig sin Position bevidst. Han førte sig +med en Værdighed, der ellers er Grønlænderen ganske fremmed,<a class="pagenum" name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"></a> +og man mærkede uvilkaarligt, at ingen af hans Landsmænd +godvilligt turde gaa ham imod i noget, og hvor han +bød, fulgte øjeblikkelig Handling.</p> + +<p>Til mange velhavende Beundrerinders Raseri havde han +giftet sig med en fattig Pige, som selvfølgelig dyrkede ham +som sin Gud; der var noget <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="sydlansk">sydlandsk</a> over den underdanige +Glæde, hvormed hun adlød hans mindste Vink. De +havde en lille Søn og en Datter, som endnu ikke var fyldt +Aar.</p> + +<p>Sønnen, den vordende Storfanger, var deres Stolthed; +allerede i hans tredie Aar vilde Faderen lave ham hans første +Kajak.</p> + +<p>Ojuvainath var en lykkelig Mand; Hjemmet, Børnene +og Konen tog alle hans Tanker og al den Tid, han ikke +var paa Fangst.</p> + +<p>„Du har vist lagt Mærke til, at jeg altid er glad,“ sagde +han en Dag til mig, „det er deres Skyld der, Smaabørnene +og saa min Kone.“</p> + +<p>Han nævnte altid Konen efter Børnene.</p> + +<p>„For nogle Aar siden var det ikke saadan. Da var Glæden +gledet bort mellem Fingrene paa mig, og den var svær +at fange igen. Ser du, lige efter hinanden døde min Fa'r +og Mo'r, som jeg altid havde været hos, og som jeg holdt +meget af; og lige efter min første Kone, uden at have givet +mig nogen Søn. Jeg var alene lige med eet, og selv mine +Fangstkammerater saa sjældent noget til mig. Da var alle +mine Tanker sørgelige, det mørknede om mig, og jeg troede, +at jeg var bleven gammel med det samme.</p> + +<p>Skulde det engang gaa dig paa samme Maade, saa +skynd dig at fange friske Tanker, saa længe du endnu har +dine friske Kræfter. Man tror, det er umuligt; men det er +bare, fordi man ikke vil tro andet.</p> + +<p>Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; +og i Sandhed, jeg kom mig, som man kommer sig efter en +en Sygdom. Nu begriber jeg ikke længere min Sorg, ikke<a class="pagenum" name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"></a> +engang naar jeg tænker paa mine Forældre og min afdøde +Kone, — de, som før sad mig i mit Aandedræt og min +Graad.</p> + +<p>Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig +kun Sandhed. Saadan er vi: vi glemmer. Med mine Børn +og min anden Kone blev jeg ung igen; jeg føler kun Glæde +om mig, og selv om jeg mindes dem, jeg engang begræd, +saa er det med Glæde; og hvorfor ikke med Glæde, for +det er jo da kun gode Minder.</p> + +<p>Derfor siger jeg dette: I Sandhed, Sorg kan du komme +til at føle; men husk da, at den Glæde, du mistede, ikke +er Livets eneste, — og tror du det, og det vil du en Tid, +saa skal du senere forstaa, at det sværeste og tungeste i +din Sorg var din egen Stædighed.“</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Ojuvainath boede i et rummeligt Skindtelt; den brede +Briks, hvor vi laa om Natten, han selv, hans Kone, Børn +og jeg, var tæppelagt med Renskind, der gjorde den blød +og behagelig. I et Hjørne af Teltet, paa højre Side af Briksen, +stod en stor Vægstenslampe, som brændte baade Dag +og Nat.</p> + +<p>„Herinde sover man godt,“ plejede han at sige. — „Elven +synger os i Søvn alle sammen. Hør efter, naar du lægger +dig, saa skal du se, hvor dens Plasken lukker Øjnene paa +dig.“</p> + +<p>Et halvt hundrede Skridt fra Teltet faldt den skummende +ud i Fjorden. Langs Elvkanten opefter gik Børnene Dagen +igennem og stangede Laks med en Slags lange Hager; det +var morsomt at se de smaa, barbenede Drenge springe rundt +om paa de vaade Sten midt i Fossesprøjtet med en Mands +Sikkerhed. Ude ved Mundingen var de store Garn udspændte, +som tog Laksene, naar de gik op i Elven ved +Højvande. I Juli og August søger Laksene op i to med +hinanden forbundne Fjældsøer for at gyde deres Rogn. I<a class="pagenum" name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"></a> +disse Søer, særlig den øverste og største, — den er godt +og vel en halvanden Mil lang — holder Laksene til Vinteren +over, nogle hele Aaret. En Del af dem gaar tidligt +om Foraaret ud i Fjorden, og naar de, fede deraf, vender +tilbage, fanges de ved Elven. I omtrent tyve Aar er der +af Ojuvainaths Fader og siden af ham selv ført Regnskab +over den aarlige Fangst.</p> + +<p>Langt fra at tage af synes de tvertimod at være i Tiltagende. +Den aarlige Fangst (Tidsrummet 15<span class="corr" title="tilføjet .">.</span> Juli til Slutningen +af August) varierer mellem 60 og 100 Tønder — med +en daglig Fangst af to—fem Tønder.</p> + +<p>Selvfølgelig er det kun en meget ringe Del af de Laks, +der gaar op, som fanges. De to Søer bliver derfor ligesom +store Beholdere, der aldrig tømmes. Paa en Kajaktur gennem +dem saa jeg, særlig i den øverste, vældige Laksestimer, +der kunde gøre Søens Bund <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="fulstændig">fuldstændig</a> usynlig.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p><a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="Vor">Vort</a> Telts Beliggenhed var overordentlig smuk. Til den +ene Side laa Fjorden, omgiven af lave Fjælde; langt nede +ved Mundingen skimtedes det aabne Hav. Bag ved os laa +Søen med en vild og storslaaet Fjældmark som Baggrund. +Og der var lunt derinde, og frodigt som i alle Fjordbunde, +fuldt af brogede Blomster, Krækebær og Blaabær.</p> + +<p>Dagen gik med Laksefangst; tidligt om Morgenen purredes +der ud, og Vagter udsattes ved Garnene. Ojuvainath +havde en hel Baadbesætning til sin Raadighed af lejede +Folk. Naar Arbejdet var endt, efter Aftenflod, samledes vi +enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved Tøndestablen. +Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse bag +sig. Og det havde de alle sammen.</p> + +<p>Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv +og sad en saadan Friaften ude og lod dem fortælle.</p> + +<p>Kolonierne og Udstederne, ikke at tale om de smaa +Bopladser, er næsten <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="mennnesketomme">mennesketomme</a> om Sommeren her<a class="pagenum" name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a> +i Sydgrønland. Rensjægerne tager ind til Fjordenes Opland, +andre tager paa Laksefangst ved Elve, nogle igen paa Havkatfangst +i Vigene. Fiskene vindtørres og <span class="corr" title="hengemme ssom">hengemmes som</span> +Vinterforraad: Renskødet ligeledes. Man drager ud mod +Midten og Slutningen af Juni, bliver ude hele Sommeren i +Teltlejr og kommer som Regel først hjem igen med Efteraaret +i September. Grønlænderne elsker dette omstrejfende +Liv, og naar Talen falder paa Oplevelserne, kommer der +Fart i Beretningerne. Fortælleren opildnes af de mange Øjne, +der rettes mod ham; han gestikulerer illustrerende til sin +Tekst, der snart paahøres i aandeløs Stilhed, snart ledsages +af Latter og Tilraab. Det er ikke en tillæst Viden, der opremses, +det er en Stump af hans eget rastløse Liv, der repeteres +for Kammeraterne, — og Emnet er det for Grønlænderne +evigt aktuelle, derfor samler Ordene altid Stimmel og +Liv — eller ogsaa Andagt.</p> + +<p>Ojuvainath sad paa en af sine Laksetønder og pustede +Piberøgen ud for sig i Ringe. Arbejdet var endt, og Folkene +stod rundt omkring ham.</p> + +<p>Ved at se paa ham, kom der over mig en besynderlig +Stemning fra gamle Dage, som jeg straks ikke rigtigt kunde +gøre Rede for.</p> + +<p>Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="Maud">Mand</a> +med de stærke Skuldre, det solbrændte Ansigt med den +skarpe Profil, jo, nu forstod jeg det! Han mindede mig om +gamle Homers Kraftkarle. Saadan tror jeg, de saa ud.</p> + +<p>Og den stolte, hidsige og smukke Storfanger Ojuvainath, +den vældige Harpunkaster, den fodrappe Rensjæger — Akilles, +Akilles! Og jeg kunde aldrig siden faa dette Billede ud +af Hovedet.</p> + +<p>„<a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="Fotæl">Fortæl</a> os lidt om dine Rensjagter, Ojuvainath!“</p> + +<p>„Det er vanskeligt saadan ligetil,“ svarede han og saa +hen for sig. „Og der er jo ikke saadan noget mærkeligt +at fortælle; bagefter synes man jo, at det ene Aar var lige +som alle de andre. Og dog er jo hver Dag ny i selve Jagttiden;<a class="pagenum" name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a> +hver Dag har sine egne Glæder, Skuffelser og Strabadser.</p> + +<p>Jeg har jaget i 20 Somre. Knapt 14 Aar begyndte jeg. +Den Gang var jeg i den Alder, hvor man vil kappes med +de raskeste, og da der gik Frasagn om <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="Norgrønlænderne">Nordgrønlænderne</a>, +tog jeg derop sammen med en Onkel — som simpel Roer +i hans Konebaad. Det var til Nordre-Strømfjord, helt ind +i Bunden. Næste Aar rejste jeg Nord paa igen, denne Gang +som Herre og Styrer i min egen Konebaad. Jeg var da 15 +Aar. Til mit 36. Aar har jeg hver Sommer været paa Rensjagt +her i vore egne Distrikter ved Søndre-Strømfjord; og +det er først nu, at jeg har slaaet mig paa Laksefangsten. +Det betaler sig bedre.</p> + +<p>Nordgrønlænderne, maa jeg sige, er raskere til Bens +og livligere end vi Sydgrønlændere; de er næsten for kappelystne. +I Kajaken derimod er vi de dygtigste. Isen lukker +jo Havet for dem om Vinteren.</p> + +<p>Men Rensjagterne i Søndre-Strømfjord!</p> + +<p>Det er vist det bedste Rendistrikt i hele Sydgrønland, +især naar man tager helt ind til Bunden. Og det er en +Tur, man ikke glemmer. Den kan kun foretages i Konebaad. +Du vil faa en Fornemmelse af, at din Baad staar stille — og +at hele Fjorden rutcher forbi dig i svimlende Fart. Og +Farten vil vokse et Stykke indefter. Og naar du nærmer +dig Fjordbunden, og Landet om dig bliver fladere og frodigere, +vil det ligesom pludseligt blive lyst om dig, og du +vil synes at glide ind i et Land, der er lysere og skønnere +end det, du forlod. Bag ved dig — langt, langt ude — ser +du Mundingsfjældene, høje og mørke; Fjældryggene tegner +sig indefter, bugtende med Fjorden, som en Revne i et +eneste, vældigt Fjæld, der skraaner indefter; og helt inde +kommer saa Bunden, som en bred og frodig Dal, der løber +lige op i Indlandsisen.</p> + +<p>Dernede gaar vi paa Rensjagt med Kone og Børn fra +Juni til September. Konebaaden lægges op paa Land, fortøjes<a class="pagenum" name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a> +forsvarligt og forlades for et Par Maaneder. Som Regel +medføres intet uden Bøsserne, Kaffe og Tobak; undertiden +ogsaa et lille Tøjtelt. Naar man paa Vandringerne kommer +til gode Renfelter, slaar man Lejr. Kvinder og Børn efterlades, +og Mændene gennemstrejfer i flere Dage Omegnen. +Byttet bæres hjem til Lejren, og Kødet skæres i tynde +Kager, der lægges til Vindtørring paa Klipperne. Et helt +Rensdyr paa Ryggen en hel Dag igennem — over et besværligt +Bakkedrag — regnes ikke for noget, naar det da +ikke er en alt for stor Tyr.</p> + +<p>Ved de forskellige Lejrpladser — man drager jo længere +og længere <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="inde">ind</a> i Landet — dannes Forraadsdepoter af det +tørrede Kød, som paa Hjemvejen bæres ned til Konebaaden. +Det er lange Dagsmarcher — fra tidlig Morgen til sen Aften — og +ofte kan det jo være haardt nok for 5—6 Aars +Purke; men de bliver ogsaa Rensjægere, før de har staaet +for Præsten.</p> + +<p>Kvinderne døjer ogsaa ondt, før de faar øvet sig op; de +maa jo bære adskillige Pund paa deres Rygstykker. Saa +hænder det ikke sjældent, at de læner Byrden mod en Sten +og giver tabt. Og naar man saa vil være rigtig ondskabsfuld, +behøver man blot at sige til dem: „I stakkels Kvinder, der +maa døje saa meget ondt! Tænk bare paa dem derhjemme, +der driver paa Briksen uden at være det mindste trætte!“ — Saa +brister de i Graad og er ikke saadan at trøste. Og +de forbander Jagtlivet og lover sig selv, aldrig at ville tage +med mere. Men snart vænner de sig til at ligge ude uden +Telt, til at gaa langt og bære meget, og saa glemmes alle +Genvordigheder og Løfter med det samme. Og næste Aar, +ved første Rensjagt<span class="corr" title="tilføjet ,">,</span> er Kvinderne altid de første, som vil +med. Og naar Konebaadsbesætningen saa er fuldtallig, og +vi forlader Husene, saa er der mange, der græder, af de +Kvinder, der ikke kom med.</p> + +<p>En Række Solskinsdage, hvor man nyder Livet; Regnvejrsdagene +enten i Telt eller i Klippehule, hvor man maa<a class="pagenum" name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a> +holde Humøret oppe; Dage, hvor der fanges i Overflod; +Dage, hvor man jager forgæves; Held og Uheld; Livsfare +engang imellem; ja, en hel Bunke af den Slags Ting ind +imellem hinanden — det er det Liv, vi Rensjægere lever. +Alle sammen elsker vi denne Tid, og vi længes efter at +komme af Sted hvert Foraar.“</p> + +<p>„Ja, det er sandt nok, men vi er ogsaa glade ved at +komme hjem igen“, faldt Alafitdle ind og fortsatte leende: +„I husker nok den Tid, da Kaffen for længe siden er drukket, +og vore gamle Piber forlængst er udstykkede som Skraa. +Aah, en lille Pibeflis, blot saa meget, som kan dække en +Kindtand, er ikke til at betale med Renkød. Og naar de +gamle først har faaet knust deres Kridtpiber og snust dem +op, saa kan det saamænd være sløjt nok. Men alligevel, jeg +har ikke været paa Rensjagt i Aar og længes derind, nu +da jeg ser Fjældene.“</p> + +<p>„Aa ja, Rensjagttiden!“ sagde en ung Pige, og der kom +Liv i hendes Øjne, „langt, langt derinde, nær Isblinkene, +bag ved høje, høje Fjælde og store Søer, der ser ud som +vældige Gryder, fyldte med Vand.“</p> + +<p>„Ja, der er mærkeligt derinde, og der er mange Ting +derinde, som man aldrig bliver rigtig klar over,“ sagde en +gammel Mand. „Som nu det, gamle Evale og hans Kone +fortalte. De saa mange mærkelige Ting i Renlandet, de to +gamle. Hver Sommer tog de derind, til sidst ganske alene, +da deres Børn var døde. Hjemme vilde de slet ikke blive, +naar det først blev Sommer, og saa levede de inde i Fjorden +ganske alene til Efteraaret. Selv da han blev for gammel +til at jage, tog han derind alligevel.</p> + +<p>En Nat, da de laa og sov under en stor Sten — helt +oppe i Bunden af Kangerdluarsuak — hørte gamle Evale +pludselig en Lyd, han ikke forstod. Den kom, syntes han, +<a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="nede">oppe</a> fra den Sten, hvorunder de laa. Lyden voksede. Den +blev til en Musik saa dejlig, at han grædende vækkede sin +Kone, for at ogsaa hun kunde høre den. Og hun lagde sit<a class="pagenum" name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a> +Øre mod Stenen og hørte det samme som sin Mand. Det +var, ligesom Melodierne drev i Taage et Sted langt borte, +fortalte de.</p> + +<p>Og som de lyttede, liggende paa Jorden, sprang mellem +Tonerne en enkelt, som blev kraftigere og stærkere end de +andre. Og den voksede, kom dem nærmere og nærmere, +og til sidst forstod de, at den Lyd kom fra et Menneske, +der sang; men der var mange, der fulgte hans Sang med +Spil. Og de hørte Ord, Sangens <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="Test">Tekst</a>, og forstod den. Og +Manden, som sang, ligesom sang for de to gamle; for han +blev ved med at gentage samme Sang og samme Ord. Til +sidst lærte gamle Evale den og gav sig til at synge med — Ord +og Melodi.</p> + +<p>„Sangen, de lærer os, er deres Gave,“ sagde de til hinanden, +og deres Glæde var stor.</p> + +<p>Saa med eet tager Konen sin Mand i Armen og raaber: +„Se der!“ Og de saa begge frem for sig et Land, vidunderligere +og frodigere, end de nogen Sinde før havde set. Og +saa drev det — ligesom Sangen — i Taage gennem Luften.</p> + +<p>Og de to gamle raabte hinandens Navne af Glæde og +blev ved med at le og at le. Og de vilde gaa henimod det, +men da gled det om bag Fjældene og blev borte; og Sangen +døde bort.</p> + +<p>Endnu en Gang sang gamle Evale den nye Sang for sin +Kone; og han sang den med alle Ordene. Saa følte de sig +trætte af alt, hvad de havde hørt og set, og lagde sig til at +sove. Men da de vaagnede næste Morgen, havde de glemt +Sangen begge to, ganske som man om Morgenen kan glemme +det, man drømte om Natten. Og alt, hvad de huskede, +var, at den var saare dejlig.</p> + +<p>Og om de nu virkelig bare havde drømt det hele, — visselig, +da havde jo Mand og Kone drømt den samme +Drøm paa samme Tid, og heller ikke det forstaar vi.“</p> + +<p>„Men ogsaa andre Gange har jo gamle <span class="sic" title="[sic]">Eval</span> og hans +Kone oplevet Ting paa deres Rensjagter, som de aldrig kom<a class="pagenum" name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a> +til Klarhed over,“ sagde en anden. „I kender vel Historien +om den store Sten med Indskriften? En Dag fandt de paa +et Sted, hvor de ofte havde været, en stor Sten, som de +aldrig før havde set. Stenens ene Side var ganske glat og +fuldstændig overskreven med en Mængde Tegn, de ikke +forstod. Stenen var sort og meget fint forarbejdet. Da de +kom hjem, fortalte de om deres Fund, og man medgav dem +næste Aar, da de rejste, Papir og Blyant, for at de kunde +tegne Stenen efter.</p> + +<p>Men da de kom til det Sted, hvor den havde ligget, +fandt de den knust i smaa bitte Stumper. Ikke et Bogstav +var at finde igen, alt var tilintetgjort. Man havde vist ikke +villet, at den skulde komme i Menneskeeje.</p> + +<p>Og gamle Evale havde sin egen Mening om den Sag. +Han troede, at der derinde levede Væsner, som kun vilde +Grønlænderne godt. Stenen havde sikkert været meget kostbar, +sagde han; og begyndte man først at finde Kostbarheder +i Grønland, vilde sikkert fremmede Folk komme til +Landet. Og da vilde det gaa Grønlænderne ilde, og de vilde +maaske snart ikke findes mere. Derfor holdes Kostbarhederne +skjulte for <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="Menneskener">Menneskene</a>!“ —</p> + +<p>„Visselig, saadan er det,“ sagde mange i Munden paa +hinanden. „Vi har jo hørt om, at det er gaaet mange Folk +saaledes. Og det er ikke længe siden, at vi hørte, at man +langt Syd paa var ved at udrydde et helt Folk, fordi deres +Land var rigt paa Guld. Den stærke tager fra den svage. +Og vi er jo kun faa heroppe. Derfor vaages der over vort +Land. Vel, om der aldrig maa findes kostbare Stene heroppe. +Os vil de intet godt bringe.“</p> + +<p>— — — Solen var gaaet ned. Et koldt Pust strøg ind +over Fjorden og mindede Menneskene om, at Nat afløste +Dag.</p> + +<p>„Aah, — de Rensjagter, de Rensjagter!“ sagde Ojuvainath, +da vi gik ind i hans Telt.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a></p> +<h3><a name="MENS_JORDEMODEREN_VENTER" id="MENS_JORDEMODEREN_VENTER"></a>MENS JORDEMODEREN VENTER</h3> + + +<p>Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen +i tunge Byger og tømte sig ud over Jorden, sang det hen +over Fjældene af smeldende Draaber.</p> + +<p>Den sommertørre Jord kunde ikke suge al Himmelens +Overflod i sig; Smaasøer gik over deres Bredder, og grumsede +Elve jog ind i Pløret mellem Husene.</p> + +<p>Regndraaberne faldt saa tæt og tungt, at de slog sære +Klange af Havet, der vred sig i lange Dønninger. Hundene +luskede om med vaade Pelse og krumme Rygge og smaapeb; +de gad ikke engang æde af de friske Affaldsdynger +paa Møddingerne.</p> + +<p>Kun Menneskene tog slet ikke Regnen højtideligt, men +styrtede festklædte fra Hus til Hus. Unge Piger med Silkeanoraker, +<span class="sic" title="[sic]">Spragleskinds Bukser</span> og lange hvide Støvler +trippede over Elvene og forsvandt i Husgangene, — unge +Mænd fulgte efter.</p> + +<p>Alle de lange, smalle Skorstene pulsede Røg i Vejret, +og hver Gang Vinden stod paa, lugtede det saa voldsomt +af brændte Kaffebønner, at man snerrede Næseborene sammen.</p> + +<p>Paa Pladsens eneste offentlige Bygning vajede Dannebrog; +thi det lille Udsted havde Besøg af sin Præst, og i +Dag fejrede man Konfirmationsfest .....</p> + +<p>Præsten var saa hensynsfuld at holde Konfirmation om +Efteraaret under det gode Hvalrostræk; saa havde alle godt +om Kontanter. Dagen forinden var hele Konebaadsladninger +med Spæk førte til Handelsstedet for at omsættes i<a class="pagenum" name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a> +Festmad, brogede Tøjer og Tørklæder. I alle Huse var der +Overflod paa Kød, Laller og sejge Tyggestrimler af Hvalroshud. +Lige siden den hellige Akt var afsluttet i Kirken +om Middagen, havde man „arbejdet“ rundt om ved Gildebordene; +der var rig Lejlighed til Overmættelse, og Kaffen +smagte saa dejligt efter alt det grove Kød.</p> + +<p>Men nu var Aftenen kommen, og Dansen skulde begynde.</p> + +<p>Raab engang en Indbydelse til Dans ud over en grønlandsk +Boplads! Raab det, hvis du vil se en hel lille Bys +Indbyggere vælte ud af Husgange og trimle hen ad Vejene +i ubehersket Henrykkelse. Raab det, hvis du en mørk og +stille Aften vil opleve at høre Grønlands gamle Grundfjælds-Klipper +ryste paa Hovedet i Ekko over unge Kvinders Glædeshyl. +Og følg saa Strømmen, bland dig med de unge, og +dans halvpaaklædt i den trykkende Hede, saa længe du har +Kræfter til at svinge de glade Piger .....</p> + +<p>Bødkerværkstedet var renset i Dagens Anledning; og +da Tranlamperne blev tændte, og Harmonikaen lod sin første +Vals høre, var der allerede saa fuldt med Mennesker, +at de, der vilde danse, maatte tilkæmpe sig Plads med Albuerne; +Luften i Rummet blev snart saa fortættet, at man +kunde bide i den.</p> + +<p>Da det blev uudholdeligt, var vi hen paa Aftenen nogle +Par, der svigtede det officielle Lokale for at søge et bedre +ude i Byen. Det var ravende mørkt, og Regnen smeldede +ned. Kvindernes kostbare Festdragter blev vaade, de lo blot +deraf; vi traadte ud i Mudderpøle, vi ikke kunde se, og +vi endte med at tage vore Damer paa Armene og bære +dem over de mange nydannede Elve; det var en besværlig +Ekspedition, men Humøret gik ikke i Rette med Genvordighederne. +Hvad gjorde det saa forøvrigt, at jeg faldt ned +ad en Fjældskraaning og sammen med min Dame rullede +ud over en Afsats ned i en tom Trantønde!</p> + +<p>Guderne — hvor saa vi ud, da vi kravlede op!</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a> +Man standsede uden for Malakias's Hus, det var det +største paa Pladsen, og derinde vilde vi danse. Man blev +enig om, at min Baldame og jeg skulde gaa ind og parlamentere +med Familien. Det var jo allerede sen Aften.</p> + +<p>Vi krøb ind gennem den lange, opblødte Husgang og +kom ind. Paa Briksen sad et Par gamle halvnøgne Mænd +og deres Koner. De gloede forbavset paa os, da vi kom +ind, og slog maabende Mundene op, da vi frembar vort +Ærinde; det varede længe, før de kunde samle sig til et +Svar. Saa var der endelig en af de gamle Kællinger, der +rejste sig, gik hen til en af Lamperne og pillede Vægen højere +op af Trannen; — da først havde hun faaet kædet sine +Tanker sammen til Svar. Hun stillede sig lige foran os, pegede +ind paa Briksen og hviskede hovedrystende:</p> + +<p>„Tja — det kommer jo noget an paa hende der; for vi +sidder jo bare her og venter paa, at hun skal faa Brug for +Jordemoderen!“</p> + +<p>Min glade Rebekka saa sønderknust paa mig:</p> + +<p>„Det er sandt!“ mumlede hun, „Barbara ligger jo for +Barsel!“</p> + +<p>„Der findes da ogsaa andre Huse!“ foreslog Kællingen +paa Gulvet.</p> + +<p>„Jah — men Malakias's Hus var jo det største,“ sukkede +Rebekka.</p> + +<p>„Saa forsøg paa at gaa til Malakias selv,“ foreslog den +gamle, som hed Medea.</p> + +<p>Og det gjorde vi saa.</p> + +<p>Malakias fandt vi blandt Danserne i Bødkerværkstedet. +Han var en fornuftig Mand, det nok gik an at forhandle +med; men ak — Smilet stivnede om hans Mund, da han +hørte vort Forslag, og der laa Alvor i hans Stemme, da +han sagde:</p> + +<p>„Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage +kun har ventet paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! +Spørg først hende!<span class="corr" title="tilføjet “">“</span></p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a> +Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe, +Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. +Ogsaa hun var blandt de dansende.</p> + +<p>„Vi skulde spørge dig fra Malakias, om — — —“</p> + +<p>„Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa +altid — —“<span class="corr" title="fjernet ."></span></p> + +<p>Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter.</p> + +<p>„Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse +derhenne i Aften?“</p> + +<p>Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde +Tilladelsen med det samme.</p> + +<p>„Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ +mente hun.</p> + +<p>— — Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste +klædte sig af og lagde sig paa Briksen.</p> + +<p>Men Musiken — der fandtes kun en eneste Harmonika +paa Pladsen! Gamle Essaias reddede nu Situationen. Han +havde en Violin; det var flere Aar siden, at han havde +spillet paa den; og da den blev hevet frem fra hans store +Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men Instrumentet +blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede +Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde +Dansen endelig begynde .....</p> + +<p>Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al +Livets Møje i en Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes +Ekstase ind i en Reel!</p> + +<p>Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de +kaadeste Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde +aldrig blive træt. Og Aftenen igennem var der over hans +rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt og forklaret, som om +han sad fordybet i Andagt.</p> + +<p>Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op +til Afdansning, tømtes Malakiæ gæstfri Hus.</p> + +<p>Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre +Mand, min Ven Mikael Frederiksen, kom hen og slog<a class="pagenum" name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a> +mig hemmelighedsfuldt paa Skulderen. Han trak mig til +Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren havde budt os ind +paa en Romtoddy.</p> + +<p>Ja, sandelig — en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, +gennemvaad og svedt som man var!</p> + +<p>Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at „Udliggeren“ +var gaaet i Seng; men i sin Stue havde den gode +Mand ladet Lampen brænde, og paa Bordet stod varmt +Vand, Sukker, Rom og Cigarer!</p> + +<p>Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi +blandede os en Drik og hilste paa hinanden.</p> + +<p>Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i +Grønland!</p> + +<p>Det havde været en bevæget Dag i Dag — med alle +disse Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. +Saaledes sad vi en Times Tid.</p> + +<p>Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg +foran mig.</p> + +<p>„Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?“ +spurgte jeg beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte +ham med hans Efternavn.</p> + +<p>„Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet +fra hans Ansigt. Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: +Jordemoderen.</p> + +<p>„Min Kone — ganske vist! forstaar du? Min Kone har +ganske vist ikke Kommandoen, men alligevel — — —“<span class="corr" title="fjernet ."></span></p> + +<p>Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver +over til sit Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud +med det samme.</p> + +<p>„Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade — — ganske +vist, min Kone har ikke Kommandoen hos +os —“<span class="corr" title="fjernet ."></span></p> + +<p>Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine +Ords Virkning og slaar sig for Brystet.</p> + +<p>„Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde<a class="pagenum" name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a> +og urimelige; de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“</p> + +<p>Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser +mig bønfaldende ind i Øjnene, da han siger:</p> + +<p>„Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte +med mig hjem i Aften.“</p> + +<p>Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset.</p> + +<p>„Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige.“</p> + +<p>Han pegede paa Romflasken.</p> + +<p>„Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone — — +og den og jeg i Forening, — ikke sandt?“</p> + +<p>Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og +bryggede en høj Romtoddy.</p> + +<p>„Hi, hi, hi! — Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der +har Kommandoen alligevel!“</p> + +<p>Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig +stod vi velbeholdne foran Malakias's Hus.</p> + +<p>„Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog +Frederiksen; jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt +inde i Husgangen, raaber han højt:</p> + +<p>„Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, +den var ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke +glemt dig!“</p> + +<p>Og han rakte hende straalende <span class="sic" title="[sic]">Toddy'en</span> ud.</p> + +<p>Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og +var i bar Særk. Frederiksen var saa overgiven over den +gode Modtagelse, at han lo saa højt, at hele Huset vaagnede.</p> + +<p>Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden.</p> + +<p>Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange +tilrejsende havde søgt Ly her for Natten.</p> + +<p>Judithe, der følte sig oplivet af <span class="sic" title="[sic]">Toddyen</span>, gav sig til at +fortælle Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse +Mand nu først vækket dem allesammen, saa maatte +hun vel efter gammel eskimoisk Skik forsøge at fortælle<a class="pagenum" name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a> +dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem Klyngerne paa +Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage paa +Briksen.</p> + +<p>Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn.</p> + +<p>Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den +frugtsommelige vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje +og vraltede hen til den store Urinspand henne under Vinduet +og satte sig paa Kanten; jeg gned Øjnene, jo sandelig — hun +var falden i Søvn derhenne!</p> + +<p>Det saa foruroligende ud, og jeg rejste mig over Ende; +men i det samme blandede en <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="beroligen">beroligende</a> Hvisken sig i den +almindelige Snorken, og Ordene lød, som følger:</p> + +<p>„Sov kun! Jordemoderen vaager!“</p> + +<p>Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets +Gæst med god Samvittighed kunde føje ogsaa min +Snorken til det store Kor — i den sikre Forvisning om, at +intet vilde komme bag paa os.</p> + +<p>Jordemoderen ventede ...</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a></p> +<h3><a name="DA_GAMLE_EVA_SMAGTE_PAA_DOEDEN" id="DA_GAMLE_EVA_SMAGTE_PAA_DOEDEN"></a>DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN</h3> + + +<p>„Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!“ var der +en, der raabte.</p> + +<p>„Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!“ skreg de unge Piger +i Munden paa hinanden.</p> + +<p>Et Par store Sten rullede ned ad Fjældet, og Ekkoet +drønede ud over Fjorden; det var Vardetinden, der blev +væltet, og tunge, duftende Lyngduske dannede Top i Stedet. +Brændende Kvas dængedes over, og frisk Lyng kastedes paa.</p> + +<p>En tyk, hvid Røgsøjle slog lige op mod Himlen, og spillende +Ildtunger slikkede hen over Vardens Sten.</p> + +<p>Røde Skyer flammede op i Horisonten, og Hjortetaksfjældet +skød sin hvide Hue ned i Nakken og strakte sig i Morgenrøden.</p> + +<p>Fjorden laa hvid af Storis; og Skosserne, der langsomt +drev indefter, legede med deres Skygger i det blanke Vand.</p> + +<p>— — Der for et sitrende Gys gennem den lette Morgenluft, +og Lyngbaalets Ild blegnede, da Solen gled op over +Fjældene og dyppede alle Tinder i sit Lys ...</p> + +<p>— — — — —</p> + +<p>Der havde været Dans ved Kolonien, og hen paa Morgenen +var alle unge gaaet til Fjælds for at koge Morgenkaffe. +Sammen med Solen kom gamle Eva opover; hun skulde +langvejs ud for at samle Kvas, men da hun saa de unge og +lugtede deres Kaffe, lagde hun Vejen op over Fjældet; og hun +satte sig straks ned iblandt os for at vente paa sin Omgang.</p> + +<p>„Hør, Eva, du skulde fortælle os om den Gang, „du +smagte paa Døden“!“ foreslog en.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a> +„Saa skal du faa Kaffe af første Kog!“ føjede en anden til.</p> + +<p>Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og +uden Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle:</p> + +<p>„Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg +har aldrig lidt af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor +altid været let til Bens og fornøjet. — —</p> + +<p>Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, +I vilde høre lidt. Ja, det kunde du saamænd godt lave en +svær Bunke Skriverier om og tjene mange Penge paa,“ +sa' hun leende, henvendt til mig.</p> + +<p>„Ser I det blaa Fjæld der? Det var jeg gaaet over. Naturligvis +havde jeg Kaffe med mig, og det varede jo ikke +længe, før jeg fik Lyst til at ta' mig en Taar, og saa gjorde +jeg Ild op.</p> + +<p>Nu lægger jeg Mærke til, at det begyndte at trække op; +Himlen var bleven en hel anden; men da jeg var gaaet ud +for at plukke Kvaner og var meget lysten efter dem, gik +jeg blot videre uden at bryde mig om, hvad der gik for sig +i Skyerne. Vi gik og gik — jeg havde Sofia Lisbath med +mig —; vi gik nedad mod Fjældet, hvor vi skulde plukke +Kvaner, kom til en meget stor Slette, satte over den og +landede ved Fjældene paa den modsatte Side. Saa gav vi +os til at plukke Kvaner, medens Regnen begyndte at falde +og ganske langsomt sivede gennem vort Tøj. Vi plukkede +og plukkede, gjorde vor Bunke noget vel drabelig og vandrede +saa hjemad.</p> + +<p>Da vi kom op i Fjældet, var det, lige som om man garvede +tørre Vandskind omkring os; det var Kastevindene! +Allerede paa Toppen klistrede alt vort Tøj fast til Kroppen; +og saa lang en Vej vi havde igen!</p> + +<p>Da ser vi en Rype med sine Kyllinger, lader Kvanerne +ligge og giver os til at forfølge dem, men vi fik dem +naturligvis ikke.</p> + +<p>Saa gik vi videre med vore Kvaner, opad og opad, til +vi blev siddende paa en Skrænt uden at kunne komme<a class="pagenum" name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a> +videre; — saa ned igen gennem Elven, da der ikke var anden +Vej; her maatte vi slæbe Kvanerne med os og hisse +dem ned ad Fjældsiden.</p> + +<p>Saa kom vi ned til en stor Sø og tog den langs Bredden +mod Solsiden. Vi gik og gik ad Smaaelvene; de vaade +Kamikker søgte vi at snøre fast, men det lod sig ikke gøre: +vore Fødder blev kolde. — Saa kom vi til en Fos; det var +det bare Skumsprøjt!</p> + +<p>„Vi har ingen anden Vej,“ sagde jeg til Sofia Lisbath, +„vi maa midt ud i den.“</p> + +<p>Jeg snørede mine Støvler fast oven over Knæene, tog +Kvanerne paa Ryggen og plumpede ud. Straks vi kom ud, +var det umuligt at se frem for sig; Fossen havde alt for +stærk Fart, og Regndraaberne ovenfra løb ligesom oven i +hinanden som en Straale, der aldrig knækkede over. Fossen +var os egentlig lovlig bred og dyb, Vandet gik os til +Livet, men vi kom dog over; saa var det ogsaa, ligesom +om vort Tøj selv var bleven til Fosse, saadan drev Vandet +af os. Og da jeg jo var en gammel Kælling, begyndte +jeg at fryse, og jeg mærkede, Kræfterne svigtede mig.</p> + +<p>„Ja, nu er jeg ikke ganske sikker paa mig selv mere,“ +sagde jeg til Sofia Lisbath, „jeg tror næsten, dette her er +Død for mig.“</p> + +<p>Men op ad Fjældet slæbte jeg dog Benene og kravlede +til sidst helt op til Toppen. Jeg kunde ikke gaa paa Benene +og krøb derfor videre paa Knæene, men endnu havde jeg +dog mine Kvaner paa Ryggen; og hvorfor skulde jeg vel +ogsaa kaste dem fra mig?</p> + +<p>Det sidste Fjæld, vi skulde over, kom nu til Syne. Jeg +kravlede fremad, Fjældet var temmelig højt. Jeg lagde Mærke +til, at Sofia Lisbath<span class="corr" title="fjernet ,"></span> gav sig til at plukke Lyng, — som +jeg siden fik at vide, for at putte det ind paa Kroppen under +det vaade Tøj; selv var jeg for udmattet til at gøre det. +Da vi kom op paa Toppen, kunde vi se Landet om Godthaab. +Vinden blæste saa stærkt, at det lød, som om man slæbte<a class="pagenum" name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a> +gamle, tørre Konebaadsskind hen over Fjældene. Og Regnen! — Ja, +det var, som om man sparkede løs paa mig. Men +jeg kravlede bare fremefter.</p> + +<p>„Gaa du bare forud, Sofia Lisbath,“ raabte jeg saa til +sidst, „Amos vil blive alt for bedrøvet, hvis ogsaa du bliver +heroppe.“</p> + +<p>Men hun vilde ikke forlade mig og gav sig til at stoppe +mit Tøj ud med Lyng. Jeg havde endnu mine Kvaner paa +Ryggen; give tabt vilde jeg ikke, og jeg gav mig til at ryste +Skuldrene ligesom i Vrede.</p> + +<p>„Gaa nu hjem, Sofia Lisbath.“</p> + +<p>Men hun vilde ikke gaa ned til Godthaab, fordi hun ikke +mente, at man vilde finde mig levende. Og naar jeg talte til +hende, gik hun bare baglæns uden om mig. Saa til sidst +maatte jeg standse, jeg havde ikke flere Kræfter; og det +kunde man jo ikke sige noget til, skønt det nu skulde koste +mig Livet.</p> + +<p>„Gaa nu hjem, Sofia Lisbath!“ raabte jeg igen, og for +at ikke ogsaa hun skulde lægge sig til at dø heroppe, gav +jeg mig til at skælde hende ud:</p> + +<p>„Du har dog en Broder, Sofia Lisbath, jeg har jo ingen! +Du vil bare bedrøve ham. Og hvis vi begge to bliver borte, +vil de ikke finde os. Vi gik jo over Kruersuk-Fjældet, — og +her gaar vi nu hjem ad Kvanevejen!“</p> + +<p>Men hun gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde +ikke gaa hjem.</p> + +<p>Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, +at jeg syntes, min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. +Baandet var gledet af min Haartop, og Haaret var faldet ned.</p> + +<p>Sofia Lisbath gav sig til at græde, da jeg igen sagde til +hende, at hun skulde gaa hjem, og med Hænderne for Øjnene +forsvandt hun hulkende bag et Fjæld. Et Øjeblik standsede +hun dog og saa sig om efter mig. Det var, sagde hun +senere, for at se mig sidste Gang i Live. — Ja, og saa lod +hun mig tilbage.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a> +Da jeg nu var alene, blev jeg snart søvnig. Jeg brød mig +ikke mere om mig selv, jeg havde kun ondt af min lille +Søster, der skulde lede efter mig. Men da jeg til sidst ikke +kunde andet, sagde jeg bare til mig selv: „Naa, lad mig saa +blot sove!“ Og saa lagde jeg mig ned. Det var lige i en +Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.</p> + +<p>Jeg sov og sov meget længe, men da jeg saa skulde til +at aabne Øjnene — en Fugl var det ikke, det var Menneskestemmer! +Og saa Stormen, der peb! Jeg drejede mig om +paa Maven og saa fire Mennesker; tre af dem havde hvide +Anorakker, den fjerde var min lille Søster. Hun brast i +Graad, hun begræd mig allerede.</p> + +<p>Jeg var saa vaad som en druknet Kajakmand. Mit Haar +havde skilt sig, mine Hænder var opsvulmede, og der var +dybe Furer i Huden. Det var, ligesom jeg havde vasket en +hel Dag; men saadan var jeg forøvrigt over hele Kroppen.</p> + +<p>De trak Tøjet af mig og gav mig andet paa, og saa bar +de mig hjemad. Det blev ved med at regne. Jeg mistede +atter Bevidstheden.</p> + +<p>Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad — og se: jeg +havde over mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg +var død, og at det var Himlen. Men saa hører jeg en sige: +„Eva, skal du ikke smage paa disse Lækkerier?“ og saa +kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker har til +Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde +fastet en Nat og to Dage.</p> + +<p>Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen.</p> + +<p>Her ender min Fortælling.</p> + +<p>Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner +uden at lade mig skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej +mellem Fjælde deroppe, kan I tro, saa smukt ved Solnedgangstide! +Folk ler ofte ad mig, naar jeg siger det, men hvad +gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør det jo +ikke saa meget, at man er en Nar.“</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a></p> +<h3><a name="FATTIGFOLK_MELLEM" id="FATTIGFOLK_MELLEM"></a>FATTIGFOLK MELLEM +„DE ONDE VINDES FJÆLDE“</h3> + + +<h4 class="right">Ikamiut, 8. August 1902.</h4> + +<p>Et lille bitte Hus.</p> + +<p>Døren ind til Husrummet er ikke større end et Æskelaag; +man kommer kun ind gennem den, kravlende sidelæns +paa Kant. Rummet er saa lavt, at man siddende har Hovedet +i Loftet. Gulvet er Kampesten. Væggene Tørv og Sten. +Loftet brede Tørvestykker, lagte over Flydetræ. Briksen paa +tværs saa smal, at man kun kan sidde tre Side om Side, +Kakkelovn findes ikke. Lys og Varme kommer fra en Vægstensskaal, +hvis lille Transø er kranset med Væger.</p> + +<p>Stedet hedder Ikamiut og hører ind under Sukkertoppens +Distrikt. Her bor for Tiden fem Familier, fordelte i +tre smaa Jordhuse og en lille Tue, der ikke kan kaldes for +Hus.</p> + +<p>Jeg kom hertil efter en halv Dags Rejse i Kajak fra +Sukkertoppen.</p> + +<p>Manden, jeg bor hos, hedder Vittoralak; Familien er +meget fattig, men de giver mig det bedste, de har: tørret +Torsk og Lodder, Krækebær i Leversylte. Kaffe medbringer +jeg selv.</p> + +<p>Husets ældste Datter er atten Aar; hun gik om bag +Huset og græd af Befippelse over det usædvanlige Besøg.</p> + +<p>Vittoralak sætter smilende Mad frem til mig; jeg nikker, +spiser og ler ad ingenting. Saadan skal en Gæst være, siger +Grønlænderne.</p> + +<p>Vi gaar tidligt til Ro, kravler op paa Briksen og lægger<a class="pagenum" name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a> +os til Rette; Vittoralak, hans Søn, Kone, Datter og jeg. Jeg +ligger noget uden at kunne falde i Søvn. De synger, liggende +paa Briksen, en Aftensalme; sjældent har jeg overværet +Salmesang med større Andagt!</p> + + +<h4 class="right">Ikamiut, 9. August.</h4> + +<p>Vi kom ikke af Sted i Dag. Til en Begyndelse var det +ikke saa let at lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, +blikstille, rolig Himmel, Solskin, — og dog vilde de ikke +af Sted og bad mig se Vejret lidt an; de ventede Regn og +Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen med mig passere +Syltops-Fjældet med dets Isblink.</p> + +<p>Naa, ja — saa maatte vi se Tiden an!</p> + +<p>Frokost: vindtørret Sælkød, tørrede Lodder, to kogte +Tejstunger, tørrede Torsk og Kaffe!</p> + +<p>For at faa Tiden til at gaa gik jeg op til Udsigtsfjældet, +sammen med Vittoralak's Søn, Anase, en ung Mand paa tyve +Aar. Herop gaar Fangerne for at holde Udkig, naar Vejret +bliver uroligt; herfra afgøres det, om det er Fangstdag, Fiskevejr +eller „Overliggerdag“. Udsigten er Bestigningsbesværlighederne +værd.</p> + +<p>Ned for sig mod Sydøst har man Isblinks-Vigen med +en stor revnefuret Bræ, der taber sig ind over Indlandsisen +som en hvidblaa Taage. Vigen er klemt inde mellem høje +Alke- og Maagefjælde, der er toppede med grønlige Jøkler.</p> + +<p>Mod Sydvest: Imarssuaq, en bred Bugt, der munder lige +ud i det aabne Hav, som en magelig Landevej for Sydvestbølgerne.</p> + +<p>Rundt til Siderne høje, stejle Fjælde. Der var „Krumknivsfjældet“ +og „Syltinden“, for blot at nævne de højeste. +Kangerdluarsukfjorden mod Øst med en Mur af Fjælde +bag sig; og langt nede en lille, flad Tange med nogle smaa +Jordtuer, der ser ud som Vorter heroppefra: det er Ikamiut, +som ligger der, omsust af „de onde Vinde“ fra Fjældkæmperne +rundt omkring.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a> +Anase fortæller mig om det Liv, som leves dernede; og +hans Fortælling kommer uvilkaarligt til at handle om Kamp +og Død. Fjældenes <span class="sic" title="[sic]">Aande</span> er Død for Menneskene, siger +Anase.</p> + +<p>„I den Vig der blev Amose pludselig kæntret af en Kastevind; +han blev derude en Novemberdag.</p> + +<p>Derude brød i Vinter nedstrømmende Kastevinde ud over +Isen, som sønderflængedes; det kostede Sebat Livet.</p> + +<p>Her i Isblinksvigen roede for mange Aar siden to Venner +ind paa Sælfangst i smukt Magsvejr. En Sydveststorm +brød pludselig ned fra Krumknivsfjældet og piskede Havet +hvidt. Vennerne var Stedets bedste Kajakroere, de kunde +tage de stærkeste Braadsøer, kæntrede, med Bunden af deres +Kajak i Vejret. Men alligevel, Menneskearm magter ikke +Kastevindspresset. Hele Fjorden kan den gøre til en rivende +Fos, hvis hvide Braadkamme sprænges i Knald mod hinanden. +Den ene af Vennerne blev slaaet ind paa en mennesketom +Kyst og maatte blive der et Par Dage, til Stormen +lagde sig. Den anden, for Resten den yngste og stærkeste, +blev der. Han brød sin Aare under en Kæntring mod en +Braadsø, og man fandt ham siden fastsurret til Kajakken, +med en knækket Aare stukket ind i Kajakremmene. Han +havde forsøgt at binde Stumperne sammen; Forsøget var +mislykkedes. Saa havde han surret sig fast med sin Fangerem, +for at man engang kunde finde ham og faa ham begravet.</p> + +<p>Saadan er Vindene her; de hænger over os, selv i stille +Vejr. Derfor har man kaldt Ikamiut for „Landet med de +onde Vinde“. I gamle Dage skal det have været endnu +værre. Vore ældste mener, at Verden bliver gammel og ligesom +svagere af Ælde ...</p> + +<p>Ser du det store Fjæld deroppe? Tinden er skarp som +en Harpunspids: Det er Glemselens Fjæld. Med dens Kastevinde +mistede for mange Aar siden en gammel Mand sin +eneste Søn. Af Sorg unddrog han sig Menneskene og gik<a class="pagenum" name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a> +til Fjælds. Og for at glemme Ulykken gav han sig til at +klatre op ad det ubestigelige Fjæld. Han vilde bringe sig +selv i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde +han.</p> + +<p>Og deraf har Fjældet siden faaet Navn.</p> + +<p>Ude paa Næsset <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="der staar">staar der</a> to Varder, der lige skimtes +heroppefra. Dem byggede to Venner. Den af dem, som levede +længst, skulde mindes den afdøde, hver Gang han saa +Varderne.“</p> + +<p>Og medens Anase fortæller, vokser Vinden; Den kaster +sig ned fra Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud +over Fjordene. Det er Norden for Sylspidsfjældet og Østen +for Isblinkvigen, der prøver Kræfter. Men langt ude over +Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over Land. Bugten +er allerede hvid yderst ude. Det er den haardeste og stædigste +af alle Vindene, Sydvesten, der nu kommer brølende ude +fra Davisstrædet. I eet Nu er Taagen inde. De sidste Solglimt +forsvinder ind over Indlandsisen, der længe lyser solbeskinnet +gennem Taagen.</p> + +<p>Men snart styrter Regnen ned. Tre Vinde mødes; Syltoppens +Norden og Isblinkens Østen smækkes ligesom til +Bunds i den skummende Fjord, og Sydvesten brøler sin +Sejr ud over Fjældene. Den piber hvislende og gurglende +op af en Kløft lige neden for os, og vi hører et Skrig som +fra et Menneske.</p> + +<p>„Er det Vinden?“ spørger jeg Anase.</p> + +<p>Men han er ligbleg sprungen op og giver sig til min +store Forbavselse til at raabe ned mod Kløften:</p> + +<p>„Haa, haa! Vi er kristent Folk! Du skræmmer os ikke +med dit Hyl. Kom kun, hvis du tør!“</p> + +<p>Jeg springer op og løber hen til ham.</p> + +<p>„Hørte du ham ikke ganske tydeligt?“ raabte han stakaandet. +„Ja, kom kun frem, vi er ikke bange! Bilder du dig +maaske ind, at du skræmmer os som Tøse eller som Hedninger? +Kom kun og tag Tag, om du tør!<a class="pagenum" name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a>“</p> + +<p>Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede +slet ikke paa mine Spørgsmaal.</p> + +<p>„Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, +skal vi nok faa ham fat; men er han allerede solgt, +saa kan han gøre sig usynlig, selv om han staar lige imellem +os. Aa, det er dig, dit Spøgelse, som er Skyld i alt +dette daarlige Vejr. Kom bare frem, hvis du ikke allerede +er djævlebunden — for saa tør du jo ikke vise dig for +kristne!“</p> + +<p>„Hvem, hvem?“</p> + +<p>„Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop +Sønden fra.“</p> + +<p>Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse +var saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud +af ham med saadan en Oprigtighed, at det hele begyndte +at virke paa min Fantasi. Nu troede jeg selv, at det var et +Menneske, vi havde hørt, — et Spøgelse eller en Aand eller ...</p> + +<p>„Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg.</p> + +<p>Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde +Udkig i Tilfælde af, at nogen skulde forsøge at smutte uden +om os.</p> + +<p>„Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig +selv. „Kom nu bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere +Skjul!“</p> + +<p>Nu saa jeg ogsaa selv Hulen. Jeg var efterhaanden bleven +saa ophidset af Anase's Raab, at jeg virkelig, da jeg +nærmede mig Hulen, selv ventede, at der skulde være Troldtøj +derinde. Og Anase's stadige Tilraab om, at jeg skulde +være meget forsigtig, overbeviste mig om, at jeg gik en Tvekamp +i Møde. Jeg trak min lange Bjørnekniv frem og stillede +mig ved Indgangen, rede til alt!</p> + +<p>„Vaaben bider ikke paa saadan noget!“ raabte Anase, +„hvis du ikke bliver bange, skal du bare brydes med ham.“</p> + +<p>Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa<a class="pagenum" name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a> +snæver, at jeg ikke kunde presse mig igennem. Jeg stak +Hovedet derind, der lugtede klamt og fugtigt.</p> + +<p>„Pas paa, at han ikke smadrer Hovedet paa dig med en +Sten!“ raabte Anase forskrækket og kom løbende ned til +mig. Han stillede sig hen for Hulen og raabte Kristi Navn. +Det gav et rungende Ekko derinde, saa han, forskrækket +over sin egen Stemme, røg et Par Skridt tilbage.</p> + +<p>„Han skal ud!“ skreg han, tog en Sten og slyngede den +derind; den peb ind i Mørket og faldt raslende ned et Sted +langt inde. Humøret havde ganske forladt Anase. Fjældmanden +kom ikke, og vi forlod Hulen, efter at han først havde +fyldt Indgangen til med store Sten.</p> + +<p>„Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede +han, da han gik.</p> + +<p>Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar +jeg spurgte ham om noget, svarede han ikke engang. Saa +standsede han med eet og saa igen op mod Hulen, der gloede +paa os som et stort Øje i Fjældet.</p> + +<p>„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte +han.</p> + +<p>„Jo! — men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede +jeg til, „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang +derud!“</p> + +<p>Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned +over Fjældene. Men Anase værdigede mig ikke et Svar. +Endnu en Gang saa han op mod Hulen og sagde lige som +for sig selv:</p> + +<p>„Jeg tror, det var Fanden selv!“</p> + +<p>„Fanden! Hvad mener du?“</p> + +<p>„Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! +Han forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. +Vi ser ham aldrig, vi hører ham blot.“</p> + +<p>Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været +efter ham oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt +mærke, hvorledes han hoppede om ham, saa det hvæsede<a class="pagenum" name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a> +hen over Stenene. Somme Tider var det som Jern, der slæbtes +hen over Stenene, somme Tider som en Rævs Murren +og Gøen. Til sidst mærkede han en Haand under sin Trøje.</p> + +<p>„Jeg blev saa angst,“ fortalte han, „at jeg begyndte at +ryste over hele Kroppen; jeg troede, at han allerede var +kravlet ind paa mig og havde forgiftet mig med sin Ondskab; — for +det er det, han vil, fortæller de gamle. Og saa +gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt jeg kunde — og +alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske rolig +igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig.“</p> + +<p>— — — „<span lang="kl">Arit</span>!“ (Der kan du se!) sagde mine to Kajakmænd +til mig, da jeg gennemblødt kravlede ind i Hytten. +„Om vi var komne af Sted i Dag, havde Syltindens Kastevinde +været stive, kan du tro.“</p> + +<p>Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa +Briksen.</p> + +<p>„Du faar det trist i Dag,“ sagde Vittoralak, „vi har ingen +Spæk til Lampen, og det bliver tidligt mørkt.“</p> + +<p>„Saa meget desto bedre! Saa kan I fortælle uhyggelige +Historier om Fjældmennesker; vi har lige set en.“</p> + +<p>„Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne +fra Pigebørnene?“ sagde Vittoralak<span class="corr" title=":">.</span> Og saa fortalte +Anase løs. Man hørte paa ham med stor Opmærksomhed, +og selv mine Kajakmænd var meget ilde berørte deraf. Alle +blev til sidst enige om at give Fjældmanden Skylden for det +daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi det +følger altid med dem.</p> + +<p>„Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de.</p> + +<p>Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med +sine Kammerater, bliver han Qivitok: han forlader Menneskene +og lever som Eneboer oppe mellem Fjældene. En +saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes hurtigt +langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle; +thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske ...</p> + +<p>Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt<a class="pagenum" name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"></a> +mørkt. Spækket er sluppet op, Lampen staar tom. Vejret +tager til. Kastevindene slaar ned mod Huset, og Regnen siver +gennem Tagtørvene.</p> + +<p>Vi ligger halvnøgne oppe paa Briksen og hører paa den +ene, som taler. En Gang imellem rejser den gamle stakaandede +Alina sig op, gnider sine røde, rindende Øjne med +Haanden og bøjer sig hen over mig og stopper noget Tagdryp +med en Tørv eller en gammel Klud. Saa sætter hun +sig ned paa Briksen igen — paa Hug, bøjet forover med +Hovedet mellem Benene og falder i Søvn.</p> + +<p>„Det er først, naar Djævlen kryber ind i Qivitoken, at +han bliver farlig,“ siger Vittoralak; „men det sker før eller +senere med dem alle. Man har ganske vist fundet døde Qivitoker, +der har endt deres Liv som gode kristne, men det +er sjældent. De findes da gerne i en Bjergkløft, vendte mod +Øst, med Hænderne foldede over Brystet.</p> + +<p>Saaledes blev for flere Aar siden en Fanger fra Kangek, +Boas, Qivitok. En Stormdag om Vinteren blev han set af +Fangerne uden for Sukkertoppen, langt til Søs, uden for Isen, +paa Flugt Nord efter. Men ingen turde vove sig saa langt +ud i Stormen, og han blev borte for dem ude mellem Søerne. +Et Aarstid efter fandt man ham inde i Bunden af en +af Fjordene i Holstensborgs Distrikt, en 60 Mil fra min +Hjemstavn, oppe i en Fjældkløft, med Hænderne foldede +over Brystet og Hovedet vendt mod Øst. Han var død som +en kristen. Men det hænder kun sjældent. For i Reglen bliver +de saa onde, at de ikke engang kan dø, og saa tager +Fanden dem levende til sig.“</p> + +<p>„Ja, men tror du ikke, at mange af de Qivitoker, som +I kalder for djævlebesatte og udødelige, ganske simpelt er +forsvundne — forulykkede til Fjælds eller til Søs?“</p> + +<p>„Nej!“ svarer Vittoralak bestemt, „det forholder sig, +som jeg siger, og du behøver ikke at være bange for, at vi +farer med løs Tale. Fjældmennesket forlader altid Menneskene +i Vrede, og derfor har Satan let Spil med ham<a class="pagenum" name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"></a> +Og desuden vil de fleste Qivitoker gerne i Lag med Fanden; +thi de ved, at han giver dem store Trolddomsevner. +De kan løbe som Rener og flyve op ad de stejleste Fjælde +som Fugle, — og de kan forvandle sig til Dyr. Mange har +set dem forvandle sig til Ræve og pludselig forsvinde i Jorden.</p> + +<p>Og at de ikke kan dø, det ved vi ogsaa. Mange har talt +med dem, før de for stedse drog bort til deres eget Land; +thi naar de bliver meget gamle, rejser de langt mod Nord — til +et Land, hvor alle Fjældmennesker samles. Der er idel +Mørke, aldrig Lys. Men før de drager derop, maa de skrifte +deres Synder for et Menneske. De maa angive sig selv, +sige, hvem de er, og hvorfor de gik til Fjælds. Naar de +har faaet sagt det, kan de drage mod Nord og vil da aldrig +siden blive set af noget Menneske.</p> + +<p>Sidste Gang et Fjældmenneske skal vise sig, behøver +man ikke at være bange, thi han vil da intet ondt. Først +fløjter han længe som en Fugl; han har glemt at tale som +et Menneske. Derefter begynder han at fremstamme enkelte +Ord; og under meget Besvær faar han endelig Magt over +sin Tunge. Han beder da først det Menneske, han skal tale +med, om at gaa et Stykke bort fra sig, helt op mod Vinden, +helst paa et Fjæld; selv stiller han sig paa Læsiden +nedenfor. Alt dette gør han, for at ikke nogle af hans slette +Tanker med Vinden skal føres hen til Mennesket og smitte. +Saa angiver han sig, skrifter og tager Afsked med Menneskene.</p> + +<p>Folk, som har set dem, mener, at de i dette Øjeblik fortryder +alt det onde, de har gjort; det er Herrens Vrede, +der hviler over dem, thi de vrider deres Ansigt og deres +Krop — ganske som om Huden snevrede ind og sved. Og +de stønner og ryster over hele Kroppen. De græder ogsaa, +men uden Taarer, under stærke Smerter; thi Huden om +Øjnene er sprængt.</p> + +<p>Et <span class="sic" title="[sic]">saadan</span> Møde ender altid med, at Fjældmanden pludselig<a class="pagenum" name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"></a> +giver et Hop i Vejret, som greben af en usynlig Haand, +og løber til Fjælds nordefter med en underlig kaglende +Lyd“ ...</p> + +<p>Der lægger sig altid efter dystre Fortællinger en Uhyggefølelse +over Tilhørerne. Da Vittoralak tav, blev der stille +i Huset. Man forsøgte at tale om andre Ting, men altid +endte man i de lange Pavser, der følger efter alle Spøgelseshistorier.</p> + +<p>„Kan I ikke synge en Sang?“ spurgte Datteren.</p> + +<p>„Jo, det skal jeg!“ sagde gamle Alina og rettede paa sig. +„Jeg skal synge en Sang, som vi sang her ved Ikamiut, da +jeg var Barn; jeg kan kun lidt af den, min Hukommelse +svigter mig.“</p> + +<p>Og saa gav hun sig til at nynne. Stemmen kom langt +borte fra, og det anstrengte hende at faa den frem. Det +var underligt at høre dette gamle, nedbrudte Menneske synge. +Hun sad halvnøgen paa Briksen med korslagte Ben; det +var, som om hendes Knogler skulde bore sig igennem Huden, +saa mager var hun. Øjnene lukkede hun halvt til, medens +hun vuggede Hovedet frem og tilbage og sang. Det +var en høj Fistel, der somme Tider knækkede over, skrøbelig +og skælvende som hun selv. Og dog fyldte den Mørket +om os med Toner; en vemodig Melodi, der greb os i hendes +simple Foredrag. Hun sang:</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">„Naar du kommer til Ikamiut Norden fra,<br /></span> +<span class="i0">vil et stort Fjæld komme til Syne;<br /></span> +<span class="i0">stejlt falder det i Havet.<br /></span> +<span class="i0">Tinden staar i Skyer.<br /></span> +<span class="i0">En dejlig Kvinde<br /></span> +<span class="i0">styrtede fordum ned fra Tinden.<br /></span> +<span class="i0">Derfor er Fjældet endnu blodigrødt.“<br /></span> +</div></div> + +<p>„Moder, kan du ikke mere af den Sang?“ spurgte Datteren.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a> +„Nej, nu har jeg glemt den, men Sangens Indhold kan +jeg fortælle jer:</p> + +<p>I gamle Dage boede der her ved Ikamiut en Mand, +Ordlêna, som havde en meget smuk Kone, Panôna. Skønt +han holdt meget af hende, handlede han dog ilde mod +hende, maaske af Skinsyge, fordi alle beundrede hendes +Skønhed. <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="Væst">Værst</a> blev det, da han begyndte at pine hende. +Han stak hende med sin Kajakkniv, saa Blodet flød. Men +da han til sidst tog sin takkede Hvalkniv og jog den i hendes +Krop, flygtede hun bort. Hun løb op ad „Syltinden“ +her lige overfor. — Deres Huse laa ved Foden. — Men +Manden satte efter. Hun var svanger og skulde snart føde, +derfor gik det kun langsomt op ad det stejle Fjæld. Og +Manden vandt ind paa hende. Han raabte hendes Navn og +lovede, at han herefter altid vilde være god imod hende. +Hun naaede Toppen, og før han kunde faa hende fat, tog +hun Tilløb og styrtede sig ud over Afgrunden. Hun knustes, +og hendes Blod randt ned ad Bjergets Side. „Syltinden“ +kender I jo alle. Tindens Sten er røde; man siger, at Panôna's +Blod farvede dem. Og det staar der jo ogsaa i +Sangen.“ ....</p> + +<p>Vi var allerede faldne i Søvn, da et Raab gennem Vinduet +bød mig til kogt Helleflynder hos Evali's, inde i Huset +ved Siden af. Det var blot nogle faa Spring fra Husgang +til Husgang, saa var jeg derovre.</p> + +<p>Deres Hus var større, det dryppede ikke fra Taget, og +der var et vældig Blus paa deres Vægstenslampe. Paa Gulvet +i et stort Lerfad stod Fisken og dampede. Saa langede +vi til med Fingrene og naaede snart Fadets Bund. Vi var +komne til Kaffen, da Evali's Kone giver et Skrig fra sig:</p> + +<p>„Der er nogen ved Vinduet!“</p> + +<p>Og halvnøgen farer hun gennem Husgangen. Et Øjeblik +efter kommer hun ind med en ung Kvinde, jeg ikke før +havde set. Stormen havde revet hendes Haartop løs, og det +vaade Haar hang ned over hendes Ansigt. Hun havde bare<a class="pagenum" name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a> +Ben, og hendes Fødder var svulne af Kulde og Vand. Da +hun rystede sig henne ved Døren, stod der en Sø paa Gulvet. +Men hun saa slet ikke forkommen ud og lo over hele +Ansigtet, da hun fortalte, at hun hørte til en Konebaadsbesætning, +der var taget ud fra en af Fjordene til Morgen, +medens Vejret endnu var godt. Op ad Dagen var Stormen +faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig +langt inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut.</p> + +<p>Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget +hos mine Kajakmænd og spiste vore Levninger med den +glubende Appetit, en Dags Rejse i Storm og Regn giver .....</p> + +<p>Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de +alle. Hen under Taget over mit Leje var med rørende Omhu +fastbundet smaa Daaser for at beskytte mig mod Tagdryp.</p> + +<p>Midt om Natten vaagnede jeg ved, at nogen puslede +over mig. Det var gamle Alina, som ikke undte sig selv +Nattero for at tømme Daaserne, naar Tagdryppet havde fyldt +dem til Randen. Saa bøjede hun sig ned over mig for at +se, om jeg sov, og krøb saa sammen i sin Krog, paa Hug +med Hovedet mellem Benene. Jeg rejste mig op og forsikrede +hende, at jeg ikke brød mig det mindste om Tagdryp, +og bad hende om at lægge sig ordentligt til Ro. Hun rejste +sig og lagde sig ved Siden af sin Mand. Men lidt efter, +da hun troede, at jeg var falden i Søvn igen, saa jeg hende +rejse sig og liste hen i sin Krog.</p> + +<p>Gamle Alina vilde vaage, og hun ofrede den Hvile, hendes +gamle Lemmer saa haardt trængte til, for at skærme +sin Gæst mod Stænkene fra Taget .....</p> + + +<h4 class="right">Kangâmiut d. 11. August 1902.</h4> + +<p>Endnu en Dag maatte jeg ligge over i Ikamiut. Vinden +var taget af, men Regnen vedblev. Først i Nat Kl. 3 blev +jeg vækket af mine Kajakmænd, der havde været til Fjælds +og nu endelig meldte godt Vejr. Solen var ikke oppe endnu. +Havet var stille, og Himlen klar.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a> +Saa kogte Alina Kaffe, og Klokken halv fem sad jeg i +min Kajak.</p> + +<p>Den fattige Familie, jeg havde boet hos, tog en rørende +Afsked med mig. Af de faa Madvarer, de ejede, gav de os +det bedste med. Og ned i Kajakerne puttede de tørrede +Lodder, Torsk og en tørret Alk.</p> + +<p>Da jeg sagde Farvel, havde de to gamle Taarer i Øjnene.</p> + +<p>„Jeg skal tænke paa dig og din Moder til Vinter, naar +det bliver koldt og mørkt, og jeg skal bede til Gud, at du +maa komme rask hjem til dem, du holder af,“ stammede +gamle Alina.</p> + +<p>„Mine Tanker kender du,“ sagde Vittoralak, „jeg behøver +ikke at sige dig noget.“</p> + +<p>Da vi var komne ud paa Fjorden, faldt der et Skud, +hvis Ekko sprang ind over Fjældene.</p> + +<p>Det var Vittoralak's Farvel, — og jeg vidste, det var +hans sidste Knaldhætte.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a></p> +<h3><a name="EN_MODERNE_JOMFRU_MARIA" id="EN_MODERNE_JOMFRU_MARIA"></a>EN MODERNE JOMFRU MARIA</h3> + + +<p>Det var engang, at jeg kom langvejs fra til en lille afsides +Boplads i Nordgrønland.</p> + +<p>Bopladsen fejrede Gæstens Ankomst, og der blev kogt +Bjørnekød og Kaffe hele Aftenen igennem. Da vi alle var +mætte og glade, kom der Bud fra det mindste og yderste af +Husene; ogsaa der vilde man gerne se den fremmede og +høre nyt. De <span class="sic" title="[sic]">bad</span> mig paa kogte Ulke — det eneste og det +bedste de havde.</p> + +<p>Samtalen var levende, og der blev let rundtom i Huset. +Men somme Tider kom der en Hosten inde fra det inderste +af Briksen — helt derinde fra, hvor der altid er mørkt, +og den tørre sviende Hoste kunde blive saa voldsom, at +den ofte overdøvede vor Tale.</p> + +<p>„Hvem er den syge, der sidder derinde?“ spurgte jeg +til sidst. Jeg skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden +Skikkelse, der sad paa Hug; de knoglede Ben +var krummede, og et Par indfaldne Kinder hvilede paa +Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun +ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse +Øjne lyste røde af Betændelse.</p> + +<p>„Ej — kender du ikke hende?“ svarede man forbavset.</p> + +<p>„Næh!“</p> + +<p>„Det er jo Jomfru Maria!“ sagde en og fniste.</p> + +<p>„Tys! — Tys! Det er Synd, hun kunde jo dog høre +det!“ afbrød en anden.</p> + +<p>„Ork nej! Hun er jo syg og døv og begriber intet mere. +Og for Resten — sandt er det jo!“ ...</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a> +Men her blev Samtalen afbrudt af en ny Besøgsslæde, +og vi kom ikke til at tale mere om den gamle, syge Jomfru +Maria. Næste Morgen forlod jeg Bopladsen og rejste til +Upernivik ...</p> + +<p>Jeg havde ganske glemt den syge Kvinde, da jeg en +Aften sad og talte med den gamle grønlandske Præst om +alt det, der gennem mange Aar var hans brogede Oplevelser.</p> + +<p>„Ja, men det mærkeligste af alt det, jeg har været med +til, var dog den Gang for mange, mange Aar siden, da en +Kvinde i min Menighed bildte sig ind, at hun havde født +Frelseren til Verden.“</p> + +<p>„Var det Jomfru Maria?“</p> + +<p>„Ja netop! Det var hende, der kaldte sig Jomfru Maria.“</p> + +<p>„Aa, fortæl endelig om hende! Jeg har set hende og +vilde saa gerne høre noget om hende.“</p> + +<p>„Jeg husker ikke længere Enkelthederne i denne mærkelige +Sag, men jeg skal læse min gamle Dagbog for dig, +hvis du vil høre det,“ sagde Præsten; og saa fik han et +gammelt, gult Hefte frem og begyndte at læse af det.</p> + +<p>Jeg fik senere en Udskrift baade af Dagbogen og af +Kirkebogen, og jeg skal i det følgende gengive det, som den +gamle Præst selv kalder „en uhyggelig Tildragelse“, med +hans egne Ord, paa hans noget stive, højtidelige Dansk:</p> + +<p>„I mit første Præsteaar 1875, omtrent midt i Januar +Maaned, havde vi faaet Efterretninger Nord fra, der havde +lydt forunderlige, nemlig, — at en ung Pige ved Udstedet Tasiusaq +havde faaet Folk til at tro, at hun til Fjælds havde +født et dødt Barn, der talede og kaldte sig selv Jesus; og +disse uhyggelige Rygter stadfæstedes et Par Dage derefter, +idet jeg havde modtaget to Skrivelser, skrevne af Læseren +ved Tasiussaq efter Pigens Ønske og Diktat.</p> + +<p>Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes:</p> + +<p>„Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et +Barn, der er udgaaet af Aanden, af Gud, sagde:</p> + +<p>„Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.<a class="pagenum" name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a>“</p> + +<p>Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen +ikke Maria, men Jonasine Annine Amalie, født i 1852.</p> + +<p>„Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud. +Dersom Præsten ikke tror det, skal Danskernes Land forgaa. +Præsten maa tro disse Penge, thi dem har Jesus lovet +hende.“<span class="corr" title="tilføjet “">“</span></p> + +<p>I Skrivelsen havde hun videre sagt, at Barnet talte, da +det blev undfanget i Moderens Liv, og dersom hun ikke fik +sine Penge, skulde Himlen og Jorden forgaa, Gud skulde +borttage Sæden paa Marken i Danskernes Land. Da Barnet +blev født, svøbte Moderen det i en Klud, og det talte. Hun +havde ogsaa sagt, at Barnet sov, da hun tog det, men det +var dødt. Det sagde dog uden at aabne Øjnene:</p> + +<p>„Moder, Faderen velsigner dig, et Barn aabenbarer sig +paa Jorden; Moder, det er mig, Jesus, din Søn. Nu forlader +jeg dig, fordi du skammer dig ved din Sygdom (Fødsel), +og fordi Faderen kalder mig.“</p> + +<p>Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes dette var sket, hørte +hun en Røst, som sagde:</p> + +<p>„Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed. +Faderen velsigner dig til evig Tid.“</p> + +<p>Moderen skulde efter Barnets Sigende bo ved Kolonien, +naar Præsten tror hende, fordi Faderen har sagt det; og +naar hun fik disse Penge af Præsten (hun havde bildt Folk +ind, at jeg som Formand for Forstanderskabet vilde lade +hende faa Penge af Kolonikassen), saa vilde Gud give de +danske Sæd og Penge og Grønlænderne Sælhunde.</p> + +<p>I en anden Skrivelse havde hun sagt:</p> + +<p>„Naar Barnets Ord høres ved Upernivik, maa Præsten +adlyde dem, saafremt han da kender de tre Trosartikler.</p> + +<p>Barnet vil, at der skal skydes med Kanoner tre Gange.</p> + +<p>Da alle nu ere døbte, skulle Menneskene ikke mere +gøre onde Gerninger. Barnet har udgydt den Helligaand. +Barnet vil ikke bryde sig om Menneskene, naar de gøre +det onde; han frelste dem ved sin Lidelse paa det, at de<a class="pagenum" name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a> +ikke skulde fortabes. Naar de ere fortabte, støder han dem +ud fra sig og lader dem komme til Pine i Djævelens Rige. +Djævelen er en stor Slange, en Forfører; han kommer til +Menneskene med sine Fristelser; hans Gerning er at fordærve. +Han fristede ogsaa Jesus ved sin onde Tale; han +er ikke Gud, men en ond Aand til evig Tid.</p> + +<p>Jesus Kristus vil ikke, at Menneskene skulle adlyde +Djævelen, fordi de som Guds Skabninger skulle tjene ham +alene; han bespiser dem med sit sande Legem og Blod, +fordi de ere kristne.</p> + +<p>Da Jesus steg op af Vandet, blev hans Daab ogsaa Menneskenes; +og han blev al Skabningen til Frelse. De skulle +besjæles af den Helligaand, og naar de ikke følge deres +onde Lyster og Begærligheder, skulle de faa det gode, Salighed. +Barnet har sagt det. Og Barnet er kommet for at +velsigne Menneskene. Den hellige vil komme til at lide +alene.</p> + +<p>Mange Kateketelever skulle tro Barnets Ord; de forføre +sig selv, naar de følge deres egne Lyster og adlyde deres +Præst.</p> + +<p>Barnet vilde, at Ordene sluttes her.“</p> + +<p>Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen +havde talt, og som ere oversatte ordret fra det grønlandske.</p> + +<p>Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling, +bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen +sammesteds, Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, +Kolonibestyreren og mig. I dette Møde oplæstes de Skrivelser, +som hun havde dikteret, og det blev, dels ved det Pigen +underkastede Forhør, dels gennem de af de to tilstedeværende +Mænd fra Tasiussaq afgivne Forklaringer, konstateret:</p> + +<p>1) at Pigen, da hun var ene paa Fjældet, havde aborteret, +nedgravet Fosteret under for faa Stene, saa det ikke +senere kunde findes og maatte formodes at være spist af +Hunde;</p> + +<p>2) at hun ikke kunde antages at have lidt af nogen<a class="pagenum" name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a> +Sindssygdom, men at hun kun i interesserede Øjemed havde +ladet sin løgnagtige og frække Karakter træde tydeligt frem;</p> + +<p>3) at alle Grønlændere ved Tasiussaq havde troet paa +hende, ikke alene paa, hvad hun gennem Skrivelserne havde +spaaet, men paa meget andet; og at de i eet og alt havde +adlydt hendes Befalinger, af hvilke navnlig skulde fremhæves +den, at alle Kvinder uden Undtagelse skulde nedlægge +deres Top og anlægge Fletninger for at tilintetgøre deres +Daab.</p> + +<p>Da Fruentimmeret selv sluttelig erkendte at have løjet for +at undgaa Miskendelse over sin Frugtsommelighed, og da +Afgørelsen af denne Sag laa over Forstanderskabets Kompetence, +blev hun af Kolonibestyreren og mig foreløbig tilbageholdt +her ved Upernivik, hvor hun var udelukket fra +alle Handelens og Missionens Bygninger — Kirken alene +undtagen — og afventede sin endelige Dom.</p> + +<p>Men idet jeg maatte erklære, at der efter alt oplyst ikke +forelaa noget egentligt Tilfælde af Barnefødsel i Dølgsmaal, +men en slet og ret Abort, havde jeg i Forening med Kolonibestyreren +ganske henstillet Sagen til Inspektørens Overvejelse +og Afgørelse.</p> + +<p>Foranstaaende er taget af min Dagbog, som den Gang blev +sendt til Kirkeministeriet.</p> + +<p>Da Inspektoratets Bestemmelse var modtaget, blev hun +straffet med Slag og med at skære hendes Top af, ikke under +hejset Flag, men inde i Værkstedet. Jeg havde kæmpet +imod hendes Uvæsen og tilintetgjort det.</p> + +<p>Hun levede siden efter den Tid skikkeligt og har været +gift. Nu er hun Enke og har Børn, som avledes i Ægteskabet<span class="corr" title="“.">.“</span></p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille +<a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="Boelsplads">Boplads</a>, hvor Jonasine Amalie boede.</p> + +<p>Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som<a class="pagenum" name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a> +sædvanlig af Ulke. Konen var endnu mere forkommen og +sammenfalden end første Gang, jeg saa hende.</p> + +<p>Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke +var noget, jeg kunde hjælpe hende med. Det gav et Ryk i +den gamle Jonasine Amalie, og hun rakte mig sin knoglede +Haand.</p> + +<p>„Tak! — Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer +en gammel Synderinde .... Men ser du: Klæder trænger +jeg ikke til; jeg vil aldrig mere faa Himlen og Havet at +se! Og Mad behøver min Krop næsten heller ikke; det er +kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven.</p> + +<p>Men — men — bliv ikke vred! Du er jo en fin Herre!“ +Og atter rakte hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene +ned af Undseelse, da hun langsomt hviskede:</p> + +<p>„Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa +længe, længe siden ...“</p> + +<p>Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a></p> +<h3><a name="MOSES" id="MOSES"></a>MOSES</h3> + + +<p>Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets +Tid. Naar Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset +ikke længer nogen Rolle. Selv midt paa Dagen skal Lamperne +dog brænde, om et eller andet Arbejde skal udføres. +Skal Grønlænderne paa Fangst, slaar Dagen heller ikke til. +Det vilde være mørkt, inden han havde naaet sit Fangstdistrikt, +om han vilde slaa sin Lid til den Smule Lys, der i +den mørke Tid kastes ud over Landet.</p> + +<p>Han maa vænne sig til det matte Skær, der ydes af +Maane og Nordlys, og blot søge at udnytte Dagslyset, saa +længe han er paa selve Fangstpladsen. Han maa tage ud +og tilbage i Mørke.</p> + +<p>Det er en Kendsgerning, at intet i Længden virker paa +den grønlandske Fantasi med en saa stor Magt, som det +dæmpede Maanelys. Alt ude bliver fantastisk og hemmelighedsfuldt. +De vældige Fjælde bliver endnu stummere, de +store Isørkener endnu mere uendelige.</p> + +<p>Der lægger sig en højtidelig Stilhed over Naturen. Og +Skyggerne! — Fjældene kaster mørke Spøgelser om sig, +og Slæden eller Mennesket, som bevæger sig ude, forfølges +af sin sorte Skygge i den hvide Sne.</p> + +<p>De grønlandske Nætter kan være dejlige; men de faar +dog en trykkende Magt over de Mennesker, der stadig skal +opleve dem. Stilheden og Ensomheden lægger sig over Sindene. +Hos de danske heroppe bliver det til Nervøsitet, hos +Grønlænderne til Overtro.</p> + +<p>Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mændene<a class="pagenum" name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a> +hjem med deres Fangst, som flænses og koges. Efter +Maden — og der spises i Reglen saa meget, at der kommer +et sandt Mættelses-Velvære over hele Huset — klæder +Kvinder og Mænd sig halvnøgne og kravler op paa Briksen. +Mændene anbringer sig i magelige Stillinger, Kvinderne +trækker deres fine Skindbroderier frem fra Dragkisterne, +og medens Kvinderne arbejder og Mændene hviler ud til +næste Dag, fortælles der for at faa Aftenen til at gaa. Og +det varer sjældent længe, før Fantasierne er vel ophidsede.</p> + +<p>I Vinterens Løb har jeg tilbragt mange Aftner saaledes +i grønlandsk Hjemmehygge<span class="corr" title=":">;</span> og de fleste af mine ejendommeligste +Indtryk skriver sig fra disse Fortælle-Aftner. Snart +er det Sagn, — og Handlingen i disse Sagn er Udslag af +den vildeste Fantasi: Stærke Mænd, der udfører mærkelige +Bedrifter; Troldmænd, der kogler en hel Boplads sønder +og sammen; Historier om underjordiske, om Dværge, Kæmper +og Menneskeædere. — Snart er det Selvoplevelser: +Fangsthistorier, Spøgelseshistorier eller andet overnaturligt +og utroligt. Grønlænderne føler Trang til at gyse; Fantasi +har de, og en Spøgelseshistorie forstaar de at udlægge saaledes, +at Dødsstilhed følger efter.</p> + +<p>Engang opholdt jeg mig nogen Tid ved Udstedet Claushavn +i Nordgrønland.</p> + +<p>En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til +mine Hunde, og da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen +bag Claushavnshusene, tager en lille Fyr — Moses tror jeg, +han hed — fat i mine Slædeopstandere og beder mig, om +han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse af, +at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg +ikke før har været.</p> + +<p>Moses var en lille, snavset Fyr, daarligt klædt og værre +vant. Han var uden Forældre og behandledes som et overflødigt +Lem af alle sine Husfæller, der kun taalte ham +iblandt sig, fordi han dog Dag imellem kunde fiske nogle +Ulke. Jeg anslog ham til at være ti Aar gammel, men det<a class="pagenum" name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a> +viste sig senere, at han var sytten. Intet lod til at være +ham undt i denne Verden, ikke engang det at vokse.</p> + +<p>Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken +Grønlænderne om Sommeren tager paa Fangstrejser +op til Tassiusaq, en dyb Sidearm til Jakobshavns Isfjord.</p> + +<p>Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som +Taage foran os. Høje, taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen +er fortræffelig, Hundene i Galopade-Humør. Moses +bliver højtideligt stemt af Stilheden om os og de høje Fjælde +med de bratte Vægge, der i Halvmørket synes at hælde +helt ud over os. Og han giver sig til at fortælle.</p> + +<p>„Har du hørt tale om Hulen langt inde mellem Fjældene +her? Der skal bo et Uhyre deroppe. Man har fundet +halvspiste Rensdyr i Nærheden, men ingen har vovet sig +helt hen til Hulen. Man mener, det er en Kæmpe, der +forstaar sig paa Trolddom.“</p> + +<p>„Skal vi slaa Hundene deropefter, Moses?“</p> + +<p>Han værdiger mig ikke Svar paa sligt halsløst Forslag.</p> + +<p>Lidt efter begynder han igen. Han kan ikke lide, at +ingen af os taler. Men mod hans Vilje tvinger hans Fantasi +ham stadig ind paa, hvad han nødigt i Øjeblikket vil beskæftige +sig med.</p> + +<p>„Kan du se Uren om os? Fortrinlig egnet til Fjældaands-Huler!“</p> + +<p>Han flytter sig nærmere hen til mig. Hundene galloperer +med strakte Haler og lyttende Øren.</p> + +<p>Og saa fortæller Moses en Historie om en stor, hvid +Mand, der engang kom svømmende op ad den samme Sø, +som vi kørte paa, medens nogle Bærplukkere opholdt sig +ved Kanten. Han saa dem ikke og lagde sig ned for at +sole sig lige i Nærheden. Han havde langt, lyst Haar, blaa +Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne +flygter over Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, +vender sig om og ler. Aanden opdager dem og forsvinder +lige ned i den bare Jord.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a> +En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene +halser af Sted, og Moses, der stadig synes at finde Stilheden +trykkende, begynder paa en anden Historie:</p> + +<p>„Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for +alle den Slags Væsner, som man ikke kan blive klog paa. +Du har vel hørt Otto fortælle om ...“</p> + +<p>Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker +lige ind til mig.</p> + +<p>„Fortæl, Moses!“</p> + +<p>„Hør du! Det er ikke, fordi jeg er bange for Fjældmennesker; +du skal ikke le ad mig. Jeg er ikke det mindste +bange, det er vist Usandhed alt sammen, hvad man fortæller. +— — — Men sig mig bare, synes du ikke, at det er +en mærkelig Sten, den der foran os? Den bevæger sig, den +rører sig; kan du ikke se, den forandrer sig?“</p> + +<p>„Fortæl nu bare videre om Ottos Kapkørsel! Hvad du +ser foran os, er en Sten. Forstaar du ikke, Moses, at det +er os, som bevæger os?“</p> + +<p>„Naa, ja, du har Ret! He — he! Ottos Kapkørsel, det +er noget af det ufatteligste. Det var Nytaarsaften, Otto vilde +ud at se til sine Sælgarn.</p> + +<p>„Du skal ikke køre ud Højhelligdagsaften, for saa er der +saa meget unaturligt paa Færde; du vil opleve noget uhyggeligt!“ +siger Moderen.</p> + +<p>„Mo'r, har du set mig bange nogen Sinde?“ siger Otto +og kører ud.</p> + +<p>Han faar tilset sine Garn, fanger en Sæl og er paa +Hjemvejen, da det sker. Allerbedst som han kører, giver +Hundene sig til at gø, stikker Halen mellem Benene, standser +pludselig og er ikke til at drive af Stedet. Otto vender +sig om, men kan intet se. Med eet stikker saa Hundene af i +vildt Løb, stadig hylende af Angst og med sænkede Haler. +Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser +intet, men opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om +nogen trak i den. Han er lige ved at slippe sit Tag, men<a class="pagenum" name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a> +snor et Stykke af Snærten om sit Haandled og rykker den +saaledes løs igen.</p> + +<p>Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre +for sig — alt <span class="sic" title="[sic]">Djævelpak</span> kommer altid fra venstre — og +han vender sig om og ser en Skikkelse skyde frem foran +Opstanderen hen mod Hundene. Det var umuligt at blive +klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor, og Hovedet +var bøjet ned mod Brystet ....</p> + +<p>Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede. +Særlig Støvlerne havde forbavset Otto. De var +flettede af Straa med et meget smukt Mønster. Manden for +af Sted, men ingen Bevægelse var at mærke; det ene Ben +holdtes løftet i bøjet Stilling, og saaledes skar han ganske +lydløst gennem Luften. Somme Tider naaede Skikkelsen +helt frem til venstre Fløjhund, og denne snerrede og knurrede +da og pilede af.</p> + +<p>Aanden fulgte længe med Slæden; til Tider søgte den +at komme helt ind over Manden, men det lykkedes aldrig. +Først nede ved Angmalortoq — Bakken ganske nær ved +Husene — var Otto igen alene.</p> + +<p>„Hvad tror du nu, at det kunde være for noget?“ spørger +Moses mig hviskende.</p> + +<p>„Tror du ikke, at Otto har været træt, og at hans Øjne +har narret ham?“ foreslaar jeg.</p> + +<p>„Men Hundene da? Hvad tror du, det kunde være, +de gøede saa voldsomt ad?“ spørger Moses indtrængende.</p> + +<p>„<span lang="kl">Asukiaq</span>!“ (Det ved jeg ikke!) var det Svar, Moses +maatte lade sig nøje med denne Gang; jeg var optagen af +at styre Hundene.</p> + +<p>Vi fløj hen over Isen. Hundene slikkede hverandre om +Snuden, viftede med Halerne og strakte ud i Galop. De +var i det rette Farthumør, og det var en Fornøjelse at køre +med dem.<span class="corr" title="tilføjet “">“</span></p> + +<p>Men Moses, som ikke har mere at fortælle, fortaber sig i +Betragtninger over alt det, hans lille Hjerne ikke kan begribe.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a> +Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, +som ikke kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser +dæmpet over Landet, der er saa ufattelig skønt i sit vilde +Øde. Fjældene ruger om os; det er, som om de med et +stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af Sted +for deres Fødder ....</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a></p> +<h3><a name="KOGLERIER_FRA_GAMLE_DAGE" id="KOGLERIER_FRA_GAMLE_DAGE"></a>KOGLERIER FRA GAMLE DAGE</h3> + + +<h4>„DET AABNE ØJE“</h4> + +<p>Gamle Beate havde ligget i mange Aar paa sin Briks +og ventet paa, at Døden skulde komme og tage hende. Det +var saa længe siden, hun havde været ude, at hun nu kun +ejede Sengetøj. Hun sad længst tilbage i Huset, bøjet sammen +med korslagte Ben, og rettede sig kun ud, naar hun skulde +sove. Hendes Øjne saa ikke mere, og Stemmen var bleven +hviskende af Ælde.</p> + +<p>Dagen igennem hørte ingen hende nogen Sinde tale; +men en Gang imellem, ud paa Aftnerne, kunde hun endnu +leve op. Det var, naar hendes Børn og Børnebørnsbørn +samlede sig om hende og bad hende fortælle Sagn fra gamle +Dage.</p> + +<p>Da rettede hun sig op i Sædet, førte de hentørrede, +knoglede Fingre hen over de rindende Øjne og hostede +anstrengt for at faa fat paa sin sidste Smule Rest af Stemme.</p> + +<p>Gamle Beate levede ikke længere med de levende Mennesker, +og naar hun vaktes til Live, var det kun for at tale +om dem, som længe havde været døde.</p> + +<p>Men for os andre manede hun sin første Samtids Genfærd +frem, hver Gang hendes hæse Stemme begyndte at +skælve i Ekstase over Minderne; da kunde der komme en +sær Glans over de blinde Øjne, de slappe, magre Arme fik +Kræfter til malende Gestus, og der laa Aarhundreders Mystik +over hvert eneste af hendes Ord .....</p> + +<p>— — —</p> + +<p>Det var hen paa Efteraaret — under de korte Dage og +det gode Klapmydsetræk. Grønlænderne levede i foreløbig<a class="pagenum" name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a> +Overflod og var glade. Den store Kødgryde havde staaet +over Ilden hele Eftermiddagen og havde mættet mange Munde. +Nu var det Aften. Gamle Beate havde lovet at fortælle, og +det store Hus var fuldt af Gæster. Kaffekopperne havde +lige været Omgangen rundt. Alle tav stille, da Beate begyndte +at fortælle:</p> + +<p>„I min Moders Barndom var hendes Bopladsfæller, som +boede ved Isunguaq paa Disko, engang tagne paa Rensjagt +til Oplandet ved Sarqaq paa Nugsuaqhalvøen.</p> + +<p>Under Jagterne der havde en faderløs Dreng nedlagt et +Dyr, og hans Moder blev saa glad over denne hans Første-Ren, +at hun sønderskar Kødet og delte det ud, for at alle +kunde smage det.</p> + +<p>Men der var mange Mennesker, og ved en Fejltagelse +glemte hun ganske at give en gammel Kælling noget.</p> + +<p>Kællingen blev vred og gav sig til at synge Tryllesange +over Blod og Sælknogler. Saaledes skabte hun en „Ulykkes-Sæl“, +som skulde ombringe Drengen, naar han en Dag var +ude i Kajak.</p> + +<p>Men nu hændte det, at Tryllesangen tog saa voldsomt +paa Kællingen, at hun døde, samme Dag som hun fik sat +sin Sæl ud i Havet. Sælen var lige ved at falde sammen, +da hun døde, men den kom sig dog igen og forfulgte nu +daglig Drengen.</p> + +<p>Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunde +forstaa, hvad der gik af ham, bestemte man sig til at sende +Bud efter en stor Aandemaner; og straks udsendte de to +Kajaker, der skulde hente Uvinep, „det aabne Øje“, som +var bekendt for at være en stor Troldmand.</p> + +<p>Endelig hørte man dem komme — flere Konebaade i +Følge kom de roende; Besætningerne sang Trommesange +i Kor. Saa kom de frem, lagde til Land, gik op i Husene +og ventede paa, at det skulde blive Aften.</p> + +<p>Det var paa de Tider, da allerede nogle af Menneskene +var døbte.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a> +Ud paa Aftenen anbragte man derfor alle de kristne paa +Sidebriksen henne ved Vinduet og hængte Skindtæpper for, +saa de intet kunde se. Man tændte en stor, spækfyldt og +vægekranset Lampe inde hos dem og satte frem for dem +et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden, hvis de +blev skræmte af Aandebesværgelserne.</p> + +<p>Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede.</p> + +<p>„Det aabne Øje“ hængte et gennemtørret Vandskind for +Indgangshullet og begyndte sine Besværgelser, siddende paa +Gulvet. Men ingen forstod, hvad han sagde; det var, som +om det var en Dansker, der talte.</p> + +<p>„Solen — Solen!“ var det eneste, de forstod; og det +blev han ved med at gentage.</p> + +<p>Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren +begyndte, gemte hun sig bag sin Moder af Skræk +og gav sig til at hulke. Men Bedstemor talte hende til Rette +og bad hende om endelig ikke at græde — og saa turde +hun ikke andet end slubre Graaden i sig.</p> + +<p>Min Onkel, som havde lagt sig paa Briksen mellem +Bedstemors Ben, var derimod straks falden i Søvn; — det +var Englene, som holdt deres Haand over ham, at han ikke +skulde se de formastelige; thi ikke lang Tid efter at dette +havde fundet Sted, blev han omvendt til Kristentroen.</p> + +<p>Men min Bedstefader, Ugtokoq, der ikke troede paa +Uvineq's Trolddomsmagt, havde sat sig nede ved Husgangen +og haanede det, som gik for sig.</p> + +<p>„Det aabne Øje“ besvor sine Hjælpeaander; det var, +som om han var ved at omkomme af Kulde, saadan klaprede +Tænderne i Munden paa ham.</p> + +<p>Moder vendte nu tilfældigt Hovedet i Vejret, og se: Husets +Tag løftede sig, og Himlen kom til Syne!</p> + +<p>Men oppe fra Himlen dalede en underlig Skikkelse ned; +Hænderne var som Sælluffer, vredne indefter, og Haandfladerne +var dødbringende. Den, som de berørte, maatte dø!</p> + +<p>Nu svævede Trolden om i Huset og begyndte at kredse<a class="pagenum" name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a> +hen over Menneskene. Til sidst stak den sine frygtelige Hænder +ind under Brikseskindet og løftede alle Menneskene op!</p> + +<p>Hu! — Hu! Hele Huset genlød af Skrig.</p> + +<p>Og hver Gang Menneskene løftedes op, raabte alle Hjælpeaanderne +i Munden paa hinanden, og Huset rystede.</p> + +<p>Midt under alt dette begyndte ogsaa Husstolperne at +give Lyd fra sig; det var, som om man stak dem ned i +frossen Sne og kørte dem rundt, saadan fløjtede de!</p> + +<p>Alle rystede af Skræk og holdt sig for Ørene.</p> + +<p>Men nu hændte der noget, der spilede alle Øjnene op +mod det Sted, hvor den vantro Ugtukoq sad. En forfærdelig +Stemme lod sig høre, og se: Et Genfærd viste sig i Døren. +Det var „det aabne Øjes“ Oldemoder: Underkæben var falden +ned, og det afskyelige Gab savlede.</p> + +<p>„He — he — he! Hvor er den vantro?“ hvidskede hun; +og saa strakte hun sine døde Fingre ud i Mørket.</p> + +<p>Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham +med Skældsord; saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, +at der faldt en sand Støvregn af Spyt over hans Ansigt.</p> + +<p>Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at +nu troede han; han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede +over hele Legemet.</p> + +<p>Saa forsvandt Genfærdet.</p> + +<p>Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han +var færdig. Og de kristne kunde igen komme frem fra deres +Skjul. Ingen af dem havde set eller hørt noget.</p> + +<p>Derpaa fortalte Uvineq om, hvad han havde faaet ud +af sine Aandebesværgelser. Det blev opklaret, at det var den +afdøde Kælling, der havde lavet Ulykkes-Sælen; Drengen +vilde en Tid sygne hen, men saa vilde der pludselig komme +en Bedring i hans Tilstand, og han vilde blive rask.</p> + +<p>Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte +ham Gaver for det, han havde gjort.</p> + +<p>Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede +først hen; hans ene Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort,<a class="pagenum" name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a> +og alle Senerne laa blottede. En Dag, da det var aller værst, +skulde man se til det: Ia — ia — ia! Tænk, da faldt der +store Maddiker af den Slags, som plejer at være paa Menneskelig, +ud af Saaret.</p> + +<p>Men fra den selvsamme Dag begyndte Bedringen. Der +dannede sig nu friskt Kød; i Begyndelsen fine smaa Prikker +som Naalehoveder; saaledes voksede det ud. Dog blev +Benet aldrig saa tykt som det raske, og Drengen blev halt ...</p> + +<p>Ja — alt det kom der ud af en gammel Kællings Misundelse!“</p> + +<p>— — — Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe +for at klare Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt +i sig. Der var ingen af de mange Gæster, der mælede +et Ord; man sad og ventede paa, at hun igen skulde tage +fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det var ikke +saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige, hypnotiserende +Hvisken — og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der +syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om +de borede sig gennem alt — ned til det, vi andre ikke kunde se.</p> + +<p>Beates Hvisken fangede atter al <a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="Opmæksomhed">Opmærksomhed</a>.</p> + +<p>„Min Bedstemoder hed Mamuaq.</p> + +<p>Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere +undersøgte hende, opdagede man, at hun havde spist Ting, +som var hendes afdøde Navne forbudte. Maven blev stenhaard, +og Livsaanden gik somme Tider helt fra hende.</p> + +<p>Ja, det var saa mærkeligt med hendes <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="Livaande">Livsaande</a>; man +kunde høre, hvorledes den gik ned i Jorden, længere og +længere ned, og saa kom den tilbage igen.</p> + +<p>Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var +død for mange Aar tilbage.</p> + +<p>Da Bedstemor skreg højest af Smerte, <span class="sic" title="[sic]">raabes</span> det pludselig +fra Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens +Genfærd.</p> + +<p>Hu! — Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; +ingen sagde et Ord.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a> +Men Bedstemor rejste sig og gik ud.</p> + +<p>Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden +med hende. De løb og løb — og med eet <span class="sic" title="[sic]">løber</span> de lige +ned i Jorden; der løb de videre. Og nu <span class="sic" title="[sic]">kommer</span> de til en +stor rullende Sten. Den var fuld af Blod; det saa ud, som +om det var Sælblod.</p> + +<p>Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber +videre; Bedstemor fulgte efter.</p> + +<p>Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; +men de strøg bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle +Mænd, der var ude at skyde Ravne med Bue; men de standsede +ikke, før de kom frem til Hus.</p> + +<p>De gik ind.</p> + +<p>Der var fuldt af Mennesker, og Bedstemor genkendte +øjeblikkelig sin Oldemoder; hun kendte ogsaa mange af de +andre afdøde.</p> + +<p>Henne ved Husindgangen stod en vanskabt Kælling; +Kroppen var vreden om paa hende, og saa manglede hun +Fødder.</p> + +<p>Hun fikserede Bedstemor saadan, at det kildrede inden +i hendes Marv, og saa sagde hun:</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">„For tidligt spiste du Lunge —<br /></span> +<span class="i0">for tidligt spiste du Luffer —<br /></span> +<span class="i0">Se paa mine Fødder!“<br /></span> +</div></div> + +<p>— — — Alle Tæerne manglede.</p> + +<p>Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og +saa trak hun et Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt +som Sne.</p> + +<p>„Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, +rystende af Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, +der saa venligere ud end de andre.</p> + +<p>„Skynd dig nu! Man taber dig ganske af Syne deroppe, +og din Slægt paa Jorden begræder dig!“ raabte nu Tvillingesøsteren<a class="pagenum" name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a> +ind ad Vinduet. Bedstemor for sammen og turde +ikke røre sig af Stedet.</p> + +<p>Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over +Ryggen:</p> + +<p>„Nu maa du gaa; du kan jo komme igen,“ sagde +hun.</p> + +<p>Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af +en Døs; hun sprang op og flygtede ud. Tvillingesøsteren +tog hende ved Haanden, og nu løb de opad mod Jorden. +Til sidst standsede de foran en ganske snever, rund Aabning, +der lignede Mandshullet i en Kajak.</p> + +<p>„Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din +Livsaande tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren.</p> + +<p>Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede +sig sammen, saa at hun ikke kunde faa Vejret.</p> + +<p>Ej — eja — ej! ... Aah! Endelig slap hun igennem og +aandede tungt. Men i samme Øjeblik var det, som om hun +begyndte at vaagne af en Drøm; hun hørte Graad omkring +sig og Hvisken; til sidst kunde hun skelne de enkelte Ord. +Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var som +Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes +det hende at hviske:</p> + +<p>„Græd ikke, jeg skal ikke dø!“</p> + +<p>Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes +Mave.</p> + +<p>„Nej, se — se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen +falder!“ raabte de pludselig.</p> + +<p>Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, +som ofte følger med Mavepine; og man løftede hende op +og bar hende hen til Urinspanden.</p> + +<p>Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab — for +det, der kom, fulgte med hendes Vand og kom slet ikke +gennem Tyktarmen. Plump! der faldt Lungen og Lufferne +ud af hende. Og tænk! det var saa friskt, som om det lige +var skaaret ud af en Sæl.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a> +Aa — ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde +ske“ ....</p> + +<p>— — —</p> + +<p>Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate +rejst sig halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige +Fagter fik uvilkaarligt Tilhørerne til at rykke tættere sammen.</p> + +<p>De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes +Hvisken gik gennem vor Rygmarv.</p> + +<p>Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne +var forkullede, og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte +Rum. Maanen strøg ind gennem Vinduet og faldt +paa Beates Ansigt, — hendes indfaldne Kinder var feberrøde.</p> + +<p>Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde +forkyndt Folket en Aabenbaring ...</p> + +<p>Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart +sad hun igen ubevægelig paa sin Briks, som den gamle +Oldemoder, der blot ventede paa den barmhjertige Død.</p> + +<p>Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for +at faa Lys i Huset ...</p> + + +<h4>„STØVLEMANDEN“</h4> + +<p>Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt +„Støvlemanden“, fordi han engang kom til Rigdom gennem +hvide Mænd.</p> + +<p>Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke +havde hvide Mænd fast boende iblandt os.</p> + +<p>En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede +ud langs Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne +paa Jorden, og han saa mange Rævespor.</p> + +<p>„Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!“ tænkte han; +og da han var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, +gik han i Land og byggede sig en Fælde af store Sten.</p> + +<p>Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a> +Der gik nogle Dage, — saa tog han ud for at se til sin +Rævefælde, fuld af Nysgerrighed og Spænding<span class="sic" title="[sic]">!</span> for han havde +aldrig før ejet en saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen +var falden i. Han kiggede ind i Fælden, og to +blanke Øjne stirrede ham i Møde.</p> + +<p>Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men +hvordan skulde han faa den ud? For han turde ikke rigtig +tage fat i den. Han gik rundt om Fælden og kiggede ind +fra den anden Side. Ei — ej! Ha — ha! Der sad jo ogsaa +en Ræv og gloede!</p> + +<p>„Støvlemanden“ slog sig paa Laarene af Glæde og løb +ned til sin Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa +gik han op igen, løftede Indgangsstenen og stødte sin lange +Lænser lige ind i Rævens Hjerte. Forsigtigt lod han nu Stenen +falde til igen og gik om paa den anden Side og kiggede +ind. Men hva'<span class="corr" title="!">?</span> Der var jo ingen!</p> + +<p>Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde +bare drejet sig om i Fælden, saa at han havde troet, at der +var to.</p> + +<p>Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt +den op i Halen og saa længe paa den. Saadan en havde +han aldrig set før.</p> + +<p>Saa roede han hjem med sin Fangst.</p> + +<p>„Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet.</p> + +<p>„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ +sagde Moderen; „de hvide Mænd skal nok være rent +tossede efter Blaaræv.“</p> + +<p>„Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens +Ord gjorde dog et stærkt <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="Indsryk">Indtryk</a> paa ham; for det +havde længe været hans højeste Ønske engang at blive +Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.</p> + +<p>Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider +var inde, da Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, +lavede „Støvlemanden“ sig en Konebaad.</p> + +<p>Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe,<a class="pagenum" name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a> +som havde en meget smuk Datter. „Støvlemanden“ havde +længe gaaet og set paa hendes svulmende Barm og hendes +dejlige Lænder, men han havde aldrig talt, fordi han vidste, +at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren selv +vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere +var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været +„stærke Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar +deres Ærinde, havde Pigen selv taget dem i Skuldrene og +kastet dem ud af Huset. Derfor havde „Støvlemanden“ længe +været tavs.</p> + +<p>Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da +Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, +og Konebaaden var færdig<span class="corr" title=",">.</span></p> + +<p>En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og +strøg sin ene Haand hen over de blanke Haar.</p> + +<p>„Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe +og de hvide Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han +havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.</p> + +<p>„Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide +Mænd,“ svarede Moderen.</p> + +<p>Den Aften gjorde „Støvlemanden“ sig rejseklar.</p> + +<p>Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden +paa Pladsen, og han gik frem og tilbage mellem Husene, +som om han tænkte paa noget. Fangerne vaagnede og tog +paa Fangst; men da ogsaa „den stærke Mand“ var tagen +ud, satte „Støvlemanden“ sin Konebaad i Vandet og bad +sin Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; +men da han satte endnu en Aare ud, spurgte Moderen:</p> + +<p>„Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro.“</p> + +<p>Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen +saa ham forsvinde ind i „den stærke Mand“s Hus, blev +hun bange for, hvad der vilde ske, og begyndte at ryste +over hele Kroppen. Et <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="Øjebik">Øjeblik</a> efter kom han ud, og da +havde han „den stærke Mand“s smukke Datter under den +ene Arm, ganske som om det kunde være en Bylt Skind.<a class="pagenum" name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a> +Pigen raabte og skreg. „Støvlemanden“ lagde hende ned i +Bunden af Konebaaden, stødte fra Land og bad sin Moder +om at ro til. „Den stærke Mand“s Datter laa i Bunden af +Konebaaden og vrælede.</p> + +<p>Da de kom ud i rum Sø, syntes „Støvlemanden“, at det +kunde være nok, og sagde:</p> + +<p>„Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!“</p> + +<p>Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, +tog sin Aare og begyndte at ro.</p> + +<p>De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og +slog Lejr. Da Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, +lagde „Støvlemanden“ vel Mærke til Kvinderne og udsøgte +sig i Stilhed den, som havde de største Bryster og de bredeste +Hofter. Saa gik de til Ro og sov til næste Morgen. +Moderen, som vidste, at „den stærke Mand“ vilde sætte efter +dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde. +Endelig kom hun ind og sagde:</p> + +<p><span class="corr" title="tilføjet „">„</span>„Den stærke“ er i Sigte!“</p> + +<p>Sønnen var lige glad og rørte sig ikke af Stedet. Først +da Moderen kom ind og sagde, at „den stærke Mand“ var +lige inde under Land, rejste han sig fra sit Leje, tog sin lille +Tarmskinds Trøje paa og gik ud.</p> + +<p>Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet +og smed sig ned, saa lang han var. Da „den stærke Mand“ +saa det, standsede han og satte Odden paa sin Harpun; og +saa kastede han med al sin Kraft Harpunen lige ind imellem +„Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen ramte, men faldt +tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.</p> + +<p>Saa greb „den stærke“ sin tunge og aldrig svigtende +Lænser og drev den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. +Ogsaa den faldt magtesløs og brudt tilbage.</p> + +<p>Da vendte „den stærke Mand“ sin Kajak om og roede +hjem uden at have været i Land; men Folk, som stimlede +til, saa, at de vældige Kast ikke engang havde sat Mærker +i „Støvlemandens“ Tarmskinds Skjorte.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a> +Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig +rejseklar. Han satte en tredje Aare ud, og da han gik op +og tog den største og smukkeste Kvinde, var der ikke een +paa Pladsen, som vovede at kny.</p> + +<p>„Hun kan jo nok komme tilbage engang,“ sagde han og +roede bort.</p> + +<p>Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for +hver ny Dagsrejse en Roerske.</p> + +<p>Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd +plejede at anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, +styrtede mange Mennesker ned for at tage imod +ham. Han fik knapt Tid til at lægge til, saa var Konebaaden +allerede trukken paa Land; han fik næppe vendt sig om, saa +var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og mange kom +og indbød ham til Madgilde, og „Støvlemanden“ gik fra +Hus til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte +kun paa det, som nu skulde hænde ham med de hvide Mænd.</p> + +<p>Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle +Mennesker styrtede ud af Husene, og „Støvlemanden“ forstod +ikke, hvad der gik for sig. Men med eet hørte han +<a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="ind">inde</a> i Raabene Ordet: Skib! — — —</p> + +<p>Da „Støvlemanden“ kom til sig selv igen, sad han ganske +alene paa et Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for +Anker lige ud for hans Telt. Det var Nat, og alle Mennesker +sov ...</p> + +<p>Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig +Ræveskindet og et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod +saa højt paa Himlens Bue, at han ansaa et Besøg paa Skibet +for passende, roede han ud. Han lagde sig ved Siden +af Skibet og ventede længe, før nogen viste sig.</p> + +<p>Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og +„Støvlemanden“ viste ham det smukke Sortsideskind. Der +kom stærk Begærlighed over Matrosens Øjne, og han rev +Skindet til sig. Nu stimlede der flere og flere Matroser sammen +paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt i Munden<a class="pagenum" name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a> +paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain +skulde høre det. Tiden gik, og til sidst mente „Støvlemanden“, +at det var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der +kunde blive noget af Handelen. Han holdt Ræven op i Luften, +og Matroserne rakte sig ved Synet af den helt ud over +Havet, stadig hviskende af Angst for, at de skulde blive +hørte af Kaptainen.</p> + +<p>Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og +Kaptainen stod blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke +til ham. Han spurgte, hvad der var i Vejen, og da ingen +svarede ham, men alle fortsatte med deres Hvisken, drev han +dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne. Matroserne +røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem. +Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa +Dækket. Matroserne halede ham op i Kajaken.</p> + +<p>Næppe stod „Støvlemanden“ paa Dækket, før han faldt +i dybe Tanker over alle de snildt ophængte Remme, der +var mellem Skibsskrog og Master. Saadan noget havde han +aldrig før set.</p> + +<p>„Det var dog besynderligt,“ tænkte han. Til sidst blev han +ganske svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig +ved et Vræl lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som +var bleven utaalmodig, og som nu tog ham i Skulderen og +førte ham ned i sin Kahyt, for at de kunde handle.</p> + +<p>Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af +Forbavselse over alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede +rundt i Rummet og saa paa alle de ubegribelige Ting, der +var derinde. Han fik Øje paa en lille Indgang, som førte +ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa at trænge +derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede +sig i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at +skælve over hele Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, +og han begreb ikke, hvorledes han kunde være inde i to +Rum paa samme Tid.</p> + +<p>„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over<a class="pagenum" name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a> +alt dette Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom +paa noget, som bevæger sig frem og tilbage paa +Væggen under en stadig Dikken. Det var et Ur, men saadan +noget havde „Støvlemanden“ aldrig set, og han faldt +igen i Staver.</p> + +<p>„Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og +blev staaende, gloende, midt paa Gulvet.</p> + +<p>Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa +at slaa en Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; +han havde talt og gestikuleret, men „Støvlemanden“ +havde været saa optaget af alt det besynderlige, +at han hverken havde hørt eller set noget. Til sidst tabte +Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser +ned.</p> + +<p>Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde +sig, følte han sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren +op paa Dækket; men han var endnu saa betaget af alt Trolderiet +paa Skibet, at han kun fandt det rart at blive baaren.</p> + +<p>„Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte +rundt med mig“, tænkte han.</p> + +<p>Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt +ham et tykt Reb om Livet. Derpaa samlede de sig i en +Klump et helt andet Sted og gav sig til at hale i et Reb +alle sammen.</p> + +<p>Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, +at man begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde +han sig haard. Matroserne raabte, skreg, — men de rokkede +ham ikke af Stedet. Til sidst gav de sig til at synge en Opsang:</p> + +<div class="poem" lang="kl"><div class="stanza"> +<span class="i0">„Evinigo didambisto!<br /></span> +<span class="i0">Hulla, hulla!<br /></span> +<span class="i0">Miardo ardluarsuk!<br /></span> +<span class="i0">Evinigo didambisto<span class="corr" title="“!">!“</span><br /></span> +</div></div> + +<p>Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige +op i Bramraaen. Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen<a class="pagenum" name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a> +forsvandt ned og kom op igen med Favnen fuld af Bøsser, +som han delte om til Matroserne. Der blev ladet, og saa +kommanderede han, at de efter Tur skulde skyde til Maals +efter „Støvlemanden“.</p> + +<p>De unge begyndte, men ingen kunde gøre „Støvlemanden“ +noget; alle Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med +Ryggen mod Bramraaen og grinte af alle deres Anstrengelser.</p> + +<p>Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. +De skottede til hinanden og saa forlegne ud, for de havde +vist aldrig nogen Sinde i deres Liv fyret en Bøsse af.</p> + +<p>Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse, +plejede han at kalde den ældste og fedeste af Matroserne +for „Skabningen“.</p> + +<p>„Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, +men da han skulde til at trykke af, blev han nervøs +og vendte Hovedet bort fra Løbet. Bøssen, der af de mange +Skud var bleven fuld af Sod, gav ham et saadant Slag, at +han røg bagover og satte sig paa Enden, lige idet Bøssen +gik af, og „Støvlemanden“ tog sig et ordentligt Grin oppe +i Masten. Saa kom den anden gamle frem. Han havde vist +hørt de unge snakke om, at det undertiden kunde hænde, +at Knaldperlerne ved Knaldet røg op i Øjnene, og han +holdt derfor sin Bøsse saa langt til Siden, at Skuddet gik +hen over Dækket og nær havde ramt Kaptainen.</p> + +<p>Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando +til, at man skulde skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen +paa Agterdækket og løb een for een hen over Dækket. I det +Øjeblik de kom hen under „Støvlemanden“, skulde de fyre +lige op i Luften.</p> + +<p>Det gik meget godt — det vil sige, der var ingen, der +ramte — indtil „Skabningen“s Tur kom. Han greb sin Bøsse +og for hen over Dækket; men han var saa optaget af „Støvlemanden“ +oppe i Masten, som han nu ansaa for en meget +stor Troldmand, at han slet ikke saa sig for, hvor han traadte,<a class="pagenum" name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a> +og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa Dækket. Skuddet +gik af midt ind imellem Matroserne.</p> + +<p>Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere +for hans egne Folk end for „Støvlemanden“, der hang oppe +i Masten og lo af det hele, saa gik han midt ud paa Dækket +og gav sig til at skælde alle sine Folk Huden fuld. Derpaa +gik han hen og løste en Tovende og hejste „Støvlemanden“ +ned paa Dækket.</p> + +<p>Nu var han bleven venlig og spurgte igen „Støvlemanden“ +om, hvad han vilde have for sit Ræveskind. „Støvlemanden“ +pegede paa Bøsserne, Kaptainen kom med dem alle sammen, +og han valgte sig den bedste ud. Der var slet ingen Ende +paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og alle de hvide +Mænd frembar een for een deres Gaver. „Støvlemanden“ +puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han +ikke vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere +i; saa kravlede han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede +den godt sammen og lod sig hejse ned i Vandet af Matroserne. +Der steg Bobler op af Havet, da man slap ham, og +alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned af alt +det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere +til, saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet.</p> + +<p>Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land +havde lagt Mærke til ham, da hans Moder pludselig raabte:</p> + +<p>„Se der, der kommer „Støvlemanden“!“</p> + +<p>Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i +Vandet. Saa stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.</p> + +<p>Dette var „Støvlemandens“ store Oplevelse paa de hvide +Mænds Skib.</p> + +<p>Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads. +Undervejs afleverede han alle de unge Kvinder, han havde +laant. I Nærheden af sin Boplads hørte han, at „den stærke +Mand“ var bleven syg af Sorg over Tabet af sin Datter, +og han var lige død, da de naaede hjem.</p> + +<p>„Støvlemanden“ bar nu Liget op paa et Fjæld for at<a class="pagenum" name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a> +stensætte det, og han lagde saa store og saa tunge Sten hen +over Liget, at Blodet til sidst flød hen ad Klipperne.</p> + +<p>„Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; +ogsaa disse Sten er dig vel undte!“ sagde „Støvlemanden“, +da han var færdig, og derpaa gik han hjem.</p> + +<p>Siden efter levede han mange Aar i Glæde med „den +stærke“s Datter og blev gammel.</p> + +<p class="byline33"> +<span class="left">Fortalt af</span><br /> +<span class="larger italics">Gamle Jua<br /></span> +fra Kangeq. +</p> + + +<h4>KVINDEN, SOM BLEV TIL ILD</h4> + +<p>Der var engang to unge Piger, som altid boede sammen. +De var fra Atanikerdluk, og den ene hed „Langsom“, +den anden „Let“.</p> + +<p>Paa de Tider, da Bærrene modnes, var de altid oppe i +Fjældene.</p> + +<p>Alle troede, at de gik derop alene for at samle Bær; +ingen anede, at de øvede sig i Trolddomskunster.</p> + +<p>Men hver Gang de saa et lille Dyr, kappedes de i Løb +for at faa det til Hjælpeaand.</p> + +<p>„Den skal være min Hjælpeaand!“ sagde den ene.</p> + +<p>„Og her er noget til mig!“ raabte den anden.</p> + +<p>Og saaledes løb de om i Fjældene og gjorde sig usaarlige +for de Ulykker, der plejer at ramme Menneskene.</p> + +<p>Engang var de som sædvanlig oppe i Fjældene for at +plukke Bær, og da de havde samlet alt, hvad de kunde +bære, gav de sig paa Hjemvejen. Pludselig stod de stille +begge to og lyttede; de var langt fra Husene og Havet, men +den Lyd, de hørte, var som Bølgers Skvulp mod grundstødte +Isfjælde.</p> + +<p>Lyden kom fra Husene; det var Kys fra elskende, der +efter gammel Skik af Undseelse favnede hinanden under +Briksen.</p> + +<p>Saa forfarne i Trolddomskunst var de nu, at de hørte +alt paa de længste Afstande.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a> +Det stundede mod Foraar, og Folk gjorde sig rede til +de store Rensjagter ved Ivugsugssat, Vesten for Atanikerdluk.</p> + +<p>De to Kvinder bad, om de maatte følge med, og saa +drog de bort med Mændene.</p> + +<p>Da de kom ud i Rendistriktet, spredte Jægerne sig ud +over Jagtmarken, og det varede ikke længe, før de to Kvinder +blev borte for dem.</p> + +<p>Pigerne søgte nu tilbage til Fjældhulen, hvor Rensjægerne +plejede at sove; men Mændene blev borte, og til sidst havde +de intet at spise.</p> + +<p>De gik ude paa en Slette og spejdede efter dem, der +skulde komme tilbage, da de med eet faar Øje paa to fremmede +Mænd, som kom lige hen imod dem; de var store +som Kæmper. Pigerne blev forfærdelig bange og flygtede +hen i Hulen, da de fremmede forsvandt ned i en Dal. Saa +bange var de, at de sloges; ingen af dem vilde være øverst, +den ene vilde stadig gemme sig under den anden.</p> + +<p>Da Kæmperne standsede foran Hulen, mistede begge +Bevidstheden.</p> + +<p>„Langsom“ vaagnede op af sin Afmagt inde i et stort +Hus; man havde trukket Tøjet af hende og med snærende +Baand surret hendes nøgne Legeme fast til Husstolpen.</p> + +<p>Hun gav sig nu til at kalde sine Hjælpeaander frem, een +for een. Men hver Gang de nærmede sig, skræmte Kæmpen +hende med et Raab. Til sidst kunde „Langsom“ ikke +huske flere af sine Hjælpeaander. Men da kom hun pludselig +til at tænke paa en Hjælpeaand, hun havde faaet af +sin Bedstefader; det var Indlandsisens vældige Aand, som +ikke kendte Nederlag. Ham anraabte hun.</p> + +<p>Der lød et Bulder oppe fra Bræen; og Lyden, som rystede +Fjældene, kom nærmere og nærmere. Snart begyndte +Husets Stenmure at vakle; men hver Gang en Sten faldt +ned, kastede Kæmpen den ud.</p> + +<p>Buldret kom stadig nærmere; flere og flere Sten ramlede<a class="pagenum" name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a> +ned, og Kæmpen fik travlt, men ikke et Ord mælede +han.</p> + +<p>Pludselig begyndte det at synge i den Kobberem, der +holdt „Langsom“ fastbunden til Husstolpen; med en saadan +Fart løsnede den sig i Sving om Stolpen.</p> + +<p>Saaledes slap „Langsom“ fri og styrtede ud af Huset, +nøgen som hun var. Udenfor løb hun lige paa „Let“, der +ogsaa var nøgen, og de flygtede nu sammen, alt hvad de +kunde.</p> + +<p>Med eet hørte de Susen bag efter sig; Lyden kom nærmere +og nærmere.</p> + +<p>Da de vendte sig om, saa de deres Bukser komme flyvende +gennem Luften. De tænkte blot, at det kunde være +rart at have dem paa, og straks sad de om deres Lænder, +uden at de havde standset deres Løb.</p> + +<p>Saaledes kom ogsaa deres Støvler flyvende gennem Luften, +og lidt efter deres Pelse; og saa var de igen fuldstændig +paaklædte.</p> + +<p>Paa deres Vej kom de til et Hus og gik derind. De +traf en gammel Mand, hans Kone og deres Børn. Man satte +et lille Fad for dem, for at de kunde spise.</p> + +<p>„Aa, spis det endelig ikke op;“ bad de, „vi har haft det +i mange, mange Aar, uden at det er sluppet op.“</p> + +<p>Det var noget sødt noget, som mindede om Honning.</p> + +<p>Saa spiste de ganske lidt af det og skød Fadet fra sig; +derpaa tog de Afsked og løb videre.</p> + +<p>Det var Bier i Menneskeskikkelse, de havde besøgt.</p> + +<p>Da de igen kom til et Hus, standsede de. Udenfor stod +der en Kvinde, og hun bad dem gaa ind.</p> + +<p>Inde i Huset var der lutter Kvinder; paa Briksen laa +der noget, man havde dækket med Skind, men de kunde ikke +blive kloge paa, hvad det var. Husets Beboere var meget +alvorlige. Den Kvinde, som havde bedt dem om at komme +ind, satte nu et lille Fad for dem og bad dem om at spise; +det mindede om Indholdet af en Rypekro.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a> +„Spis ikke for meget, for saa vil I faa Mavepine,“ sagde +Kvinden.</p> + +<p>Da de havde spist, sagde hun videre.</p> + +<p>„Jeres Slægt vil snart begræde jer! Skynd jer nu hjem; +hvis vore Mænd træffer jer her, vil de vist ikke lade jer +leve.“</p> + +<p>Saa gik de ud og løb videre.</p> + +<p>Det var Ryper i Menneskeskikkelse, de havde været +hos. De antog nu, at det, de havde set tildækket med Skind +paa Briksen, maatte være Menneskelig.</p> + +<p>I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="Atanekerdluk">Atanikerdluk</a>, +og var fremme ved Havet. De satte sig ned et +Stykke fra Stranden, og „Langsom“ sagde:</p> + +<p>„Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld +dernede, saa at det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“</p> + +<p>„Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“.</p> + +<p>Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, +og det kalvede sammen til lutter Smaastykker.</p> + +<p>„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, +som rejses; de vil se saa dejlige ud!“</p> + +<p>Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden +Gang mod Land, trak den dem med sig ud i Havet.</p> + +<p>„Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det +over, og da hun kom til sig selv, var „Let“ borte.</p> + +<p>Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der +tog fat i hendes Skulder og førte hende af Sted. Hun kendte +Stemmen, det var hendes Bedstefaders; han hjalp hende. +Nu kom de gennem en Flok Myg, der kløede og kildrede, +saa det var forfærdeligt; det var Tanglus.</p> + +<p>Saa kom de gennem store Skove, og i Skovene gik Hunde; +det var Tangplanter og Hajer. Et Øjeblik blev hun +svimmel igen og dukkede op tæt ved Stranden; da hun saa +sig om, var „Let“ lige ved Siden af hende. Og saa kravlede +de op.</p> + +<p>Først trak de Tøjet af sig for at faa det tørret en Smule,<a class="pagenum" name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a> +inden de gik ind; men de gad dog ikke vente, til det blev +tørt, og kravlede ind, som de var.</p> + +<p>Derinde lagde slet ingen Mærke til dem; de havde ikke +spist i saa lange Tider, at der nu kun var Skygger tilbage +af dem. Saa gik de ud igen og fandt en Gryde. Den var +fuld af Sælsuppe, og oven i Suppen havde der samlet sig +et tykt Lag Fedt; de stak nu begge Fingrene ned i Gryden +og slikkede noget af den fede Suppe i sig. Det gjorde dem +atter synlige.</p> + +<p>Saa gik de ind igen, og „Langsom“s Moder vaagnede +ved deres Komme; hun rejste sig fra sin Soveplads og bad +dem lægge sig.</p> + +<p>„Hvorfor er jeres Klæder saa vaade?“ spurgte Moderen.</p> + +<p>„Aa, vi har haft vort „maanedlige““, svarede de.</p> + +<p>Næste Morgen rejste de atter tilbage til Atanikerdluk.</p> + +<p>Inden ret længe giftede baade „Let“ og „Langsom“ sig +med to Mænd, der ligesom de selv var store Troldmænd.</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>De to Kvinder var forlængst blevne gamle, da „Langsom“ +en Morgen vækkede „Let“ og sagde:</p> + +<p>„Jeg har haft en Drøm!“</p> + +<p>„Saa fortæl mig den!“ svarede „Let“.</p> + +<p>„Jeg drømte,“ fortalte saa „Langsom“, „at jeg skal dø +tre Gange, før jeg faar Hvile i min Grav. Man fortalte, at +Frelseren ikke vilde tage mig til sig, fordi jeg havde givet +mig saa meget af med Trolddom.“</p> + +<p>Denne Historie gik nemlig for sig, dengang man var +ved at indføre Kristendommen i Grønland.</p> + +<p>Men „Langsom“ gik det, ganske som hun havde drømt.</p> + +<p>Hun blev syg og døde.</p> + +<p>Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig +hendes Aarer at svulme, og snart levede hun op igen.</p> + +<p>Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg +og døde.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a> +Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en +Drøm paa sit Leje.</p> + +<p>Hun drømte, at nogen sagde til hende:</p> + +<p>„Naar du nu dør, og man lægger dig i Ligskindene, maa +de give dig et Stykke brændt Spæk fra Lampen i Munden, +og derpaa skal de brede et Edderfugleskind over dit Ansigt. +De skal dernæst støde dig mod Briksen og føre dig tre +Gange rundt til venstre om Husstolpen; og naar Folkene saa +fører dig ud af Huset, skal en bære et Ben derop paa din +Grav. Paa dette Ben skal siden din Sjæl ride ud i Havet.“</p> + +<p>Denne Drøm fortalte hun til „Let“, blev derpaa syg og +døde, og man begravede hende.</p> + +<p>Men en saadan Rædsel efterlod „Langsom“ blandt Menneskene, +at der var gaaet fire Dage og fire Nætter der paa +Pladsen, uden at nogen havde lukket et Øje.</p> + +<p>Hendes Mand var den eneste, som et Øjeblik lukkede +Øjnene; men da han gav sig til at skrige i et Mareridt, +skyndte man sig at vække ham. Da han vaagnede, sagde +han:</p> + +<p>„Nu maa vi flygte til Tartunaq. I Nat vil hendes Genfærd +komme. Men naar vi skal forlade Bopladsen her, maa +Kvinderne trække deres Støvler af og vade over det Sted +ved Fjæren her, hvor Vandet plejer at gaa op ved Flod. +Men Mændene skal blotte deres venstre Fod i deres Kajaker.“</p> + +<p>Thi det er almindelig Tro heroppe, at naar man blotter +den venstre Fod, „kan intet ondt komme frem der, hvor +man har traadt“.</p> + +<p>Saa rejste de bort.</p> + +<p>Mændene kastede en Affaldsspand uden for Huset, da +de skulde efterlade deres Hunde; og saa gik to Mænd gennem +Huset og Husgangen, den ene væbnet med en Kamiutstok +(anvendes til at blødgøre Sælskindsstøvler med, gør +her samme Virkning, som hvis man hos os vilde væbne sig +med en Støvleknægt), og den anden med et Stykke Træ,<a class="pagenum" name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a> +som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="plyglede">pryglede</a> +de løs, den ene fremefter, den anden bagud hele Huset +igennem og Husgangen med, som for at jage den onde +Luft ud.</p> + +<p>Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede +Mændene deres Harpuner op i Luften for at holde det +onde borte. Saaledes naaede de vel frem.</p> + +<p>Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig +ude paa Havet, og den bevægede sig i Retning af Husene +ved Atanikerdluk. Snart gled den ned under Søerne, snart +var den synlig over dem.</p> + +<p>Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved +Konebaadsstilladset, snart over Huset, og ofte lyste den som +en Regnbue, der strakte sig fra Huset til den friske Grav. +Til sidst gik Genfærdet ind i Huset, og saa stærkt var Lyset +fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som om det var +af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter Mennesker +og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet.</p> + +<p>Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers +Spor, maatte den vende om, naar den kom til de Steder, +hvor de havde vadet med deres venstre Fod.</p> + +<p>Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq +blev slaaede med Skræk, da Flammen nærmede sig.</p> + +<p>„Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man.</p> + +<p>Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet +i Møde.</p> + +<p>Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide.</p> + +<p>Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i +alle Retninger at holde onde Aander borte.</p> + +<p>Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, +der gennem Trolddom var bleven glødende.</p> + +<p>Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte +glødende Hunde til Tartunaq.</p> + +<p>I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="Antanikerdluk">Atanikerdluk</a> +og først paa den sjette fik man Fred.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a> +Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede +Huse, var alt inde i Husene opbrændt. Naar man +stødte til Murene, dryssede der Aske ned.</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>Da „Langsom“ nu var død, flyttede „Let“ til Bopladsen +ved Nugssuaq, og her hændte der hende det samme, som +tidligere var gaaet forud for „Langsom“s Død.</p> + +<p>Hun drømte, at Frelseren talte til hende og forkyndte +hende, at hun tre Gange skulde dø. Først naar hun havde +afkastet alle sine Hjælpeaander og aflagt sine gamle Synder, +vilde han tage hende til sig; og det vilde ske, at hun vilde +skifte Hud, og hendes nye Hud, der skulde være skær +som et Barns, skulde være hende Tegn paa hendes Syndsforladelse.</p> + +<p>Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at +fortælle sine Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv +havde begaaet. Thi man svækkede den ondes Kraft ved at +skrifte. Og om Aftnerne, naar Kajakmændene kom hjem +fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus for at +høre paa hendes Skriftemaal.</p> + +<p>Endelig blev hun syg og døde.</p> + +<p>Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede +op til Liv, var hendes Hud skær og fin som et nyfødt +Barns. Saaledes afkastede hun sin Synd og døde saa endelig, +misundt af alle sine Landsmænd.</p> + +<p>Her ender denne Historie.</p> + +<p>Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder „store +Daniel“, som er „Langsom“s Barnebarn. Da han var et lille +Barn, plejede han altid om Nætterne at varme sig ved +„Langsom“s Legeme.</p> + +<p class="byline50"> +<span class="left">Fortalt af</span><br /> +<span class="larger italics">Den blinde Ambrosius,<br /></span> +kaldet Aqajak (Mellemgulvet),<br /> +fra Ujarasugssuk. +</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a></p> +<h3><a name="UDSTEDSLIV" id="UDSTEDSLIV"></a>UDSTEDSLIV</h3> + + +<p>Den første Sne er falden, og Efteraaret er allerede inde. +Ude blæser den friske Norden, og i den tidlige Morgen +staar alt hvidt af Rimfrost. Det er Kulden, som vender tilbage, +og Vinteren, som nu lidt efter lidt bider sig fast i Jorden. +Sommeren er borte; den fløj fra os, som lyse Nætter +flyver fra Ungdom.</p> + +<p>Men Mennesker har en stædig Trang til at mindes det, +som er forbi, og som aldrig kommer igen. Og nu, da jeg +sidder i Fugleskindstimiaken og mærker Kulden sive op til +mig gennem Gulvet, vil jeg mindes nogle af de Dage, da +Solen brændte hedest, og — Myggene bed ubarmhjertigst.</p> + +<p>Det var en af vore første Udflugter efter vor Ankomst +til Landet. Grev Moltke og jeg viftede Farvel til vore Kammerater +en varm Sommerdag i Slutningen af Juni og satte +Kursen over Fjorden mod Udstedet og Fangstpladsen Kangeq. +Stedet laa ikke mere end et Par Mil fra Godthaab, +men Storisen, der laa tæt sammenskruet over hele Fjorden, +gjorde Udflugten derover til det meste af en Dagsrejse. Langsomt +stagede vi os ud gennem Isen med vor Kajakmand +søgende Vej. Jeg havde taget en af Aarerne og lod den afløste +Grønlænder sætte sig i Bunden af Baaden og fortælle +løs, Sagn og Selvoplevelser, alt hvad han gad. Og saaledes +drev Dagen hurtigt hen. Imidlertid traf vi mere og mere +Is. Baaden blev siddende en Gang imellem, fast indeklemt +mellem store Flager, og vi maatte da springe ud paa Isen +og sønderhugge den med Baadshager.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a> +Det var begyndt at blæse op til Sydvest, og Ismængden +voksede. En Kajak fra Kangeq, som vi mødte, meldte yderligere, +at Landet om Udstedet var ufarbart for Baad. Saa +holdtes der Raadslagning, og det bestemtes, at vi foreløbig +skulde se at naa frem til et Udsigtsfjæld. Herfra saa vi en +Rende, der var stor nok til, at vi kunde slippe igennem; +og saa stagede vi os frem.</p> + +<p>Klk. 8 om Aftenen var Lejren slaaet, og endnu samme +Aften aflagde vi Pladsens Embedsmand, „Udliggeren“, et +Besøg. Han var dansk-grønlandsk Blanding, nærmest dansk +i Udseende, men fuldstændig grønlandsk i Lader. Huset var +indrettet paa eskimoisk Vis. Frem for os satte man megen +Mad og imponerede os til sidst med en rigtig dansk Snaps, +som ellers er en sjælden Vare heroppe. Vi lod os intet byde +forgæves, og da vi ud mod Midnat forlod vore nye bekendte, +var alle Formaliteter forlængst overflødige.</p> + +<p>Ganske tidligt næste Morgen fik vi Melding om, at Stedets +unge Kateket, Jørgen Brønlund, — forøvrigt samme +Mand, som senere fulgte Ekspeditionen — skulde holde Morgentjeneste +i Baletikka's Hus Klk. 8. Efter et flygtigt Toilette +i Elven, der løb forbi vort Telt, gik vi op til Huset. +Det var en temmelig stor Jordhytte af den almindelige grønlandske +Type: fladt Tag, lang, smal og lav Husgang, alt bygget +af Jord og Sten. Da vi krybende var komne Husgangen +igennem, var Huset allerede fyldt med Kirkegængere. Inde +paa den brede Sidebriks laa og sad Mennesker i Lag. Der +var en kvælende Hede derinde.</p> + +<p>Paa Væggene var overalt ophængt udpustede Æggeskaller +som Prydelser, og midt imellem disse stak ganske besynderligt +af et stort Olietryk af Fridtjof Nansen. Dette Billede +var Familiens Stolthed.</p> + +<p>Gudstjenesten tog sin Begyndelse. Kateketen fremsagde +Fadervor og sang for. Salmesangen var flerstemmig. Koret +begyndte ganske piano med faa Stemmer; men Stemmerne +voksede i Tal og Styrke. Mændene brummede deres Basser<a class="pagenum" name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a> +dybt og klangfuldt, og Kvindernes høje, klare Stemmer smeltede +smukt sammen med dem.</p> + +<p>Efter Prædikenen fulgte Barnedaab. Døbefonden var en +gammel Dragkiste, Kummen en Kaffespølkum; primitivt, +men praktisk — for den, som ikke har andet; og virkningsfuldt +ved den Andagt, Kateket og Menighed lagde i +Handlingen.</p> + +<p>Ved Middagstid gav Ekspeditionen en stor Koncert i +Udliggerens Hus. Programmet bejlede til enhver Smag, og +„Udførelsen lønnedes med Ovationer“. Wagners „Pilgrimskor“ +maatte gentagne Gange gives dacapo, og de mest begejstrede +udtalte Ønsket om at faa den indlemmet som Julesalme +i den grønlandske Kirke. Men den lettere Musik, +som „Dragas Mazurka“ og „Kom Karoline“, gjorde ikke +mindre Lykke. Og mangen en Melodi lever nu sikkert dernede +i de lokale Harmonikaer som en „Gave“ fra Ekspeditionen. +Thi hver den, som giver en ny og hidtil ukendt Melodi +fra sig, betragtes som Giver heroppe. Melodier — saavelsom +Sagn forøvrigt — har deres Herrer og Ejermænd heroppe. +En Grønlænder fortalte mig saaledes en Dag med stor Selvfølelse, +at han ved en Barnedaab havde mødt op med en +Melodi som Faddergave. Han havde selv „lavet“ den og +spillede den første Gang, da Barnedaabsdansen aabnedes. +Melodien gjorde stor Lykke og blev øjeblikkelig lært af alle. +Og inden ret længe nød Komponisten den Skaberglæde, at +Kajakmænd førte den fra Sted til Sted, saaledes at selv +fjerntliggende Kolonier annekterede den som deres populæreste +Dansemelodi.</p> + +<p>Men tilbage til vor Koncert! For det var virkelig en Forestilling, +som med Rette kunde gøre Krav paa at imponere +vort Publikum. Store Orkesternumre f. Eks. havde man jo +aldrig før hørt her ved Kangeq. Og saa tilmed den gaadefulde +og mystiske Maade, hvorpaa det hele foregik! Et lille, +rapt Maskineri og saa en gemen Tragt, som kunde synge, +fløjte, le, græde, aflevere Orkesternumre og tale alle mulige<a class="pagenum" name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a> +Verdenssprog, selv grønlandsk! Saaledes hørte jeg en Grønlænder +karakterisere vor Fonograf.</p> + +<p>Til en Begyndelse var Talerne, særlig de grønlandske, +det, som forekom dem at have mest med „den sorte Kunst“ +at gøre. Ingen var rigtig glad ved at staa ganske nær ved +Tragten.</p> + +<p>„Pas paa, at han ikke spytter dig!“ hørte jeg en sige, +og en mere gemytligt anlagt foreslog mod Slutningen, at +man som en ringe Anerkendelse for Anstrengelsen burde +give „Manden derinde“ en lille Skraa.</p> + +<p>Under Forestillingen blev der naturligvis givet dem en +Forklaring af Fænomenet, — noget, som kun gjorde Forbavselsen +endnu større. Orkestre, der havde spillet i New-York +eller i København engang for længe siden, sad man nu +og hørte paa i en Grønlænderhytte i Kangeq! Og Noderne +— „Musikbeholderne“, som de kaldte dem, — var oven i +Købet ikke større end Fluespor. Vi viste dem Edisons Billede; +det betragtedes med stor Andagt. „Saadan et Kunststykke +gør man vist ikke bedre i Himlen,“ var der en, der +sagde.</p> + +<p>„Ja, hvis jeg ejede den Eftersnakker,“ sagde en anden, +„vilde jeg lade den spille for mig Nat og Dag igennem, +glemme alt andet og til sidst sulte ihjel.“</p> + +<p>Allerede kort efter Middag traf man Forberedelser til +Barnedaabsdansen, der skulde holdes i det fri. Udliggeren, +hvis smukke Døtre var stærkt interesserede i Festen, udlaante +Raabrædder; et fortræffeligt Dansegulv tømredes hurtigt +sammen og lagdes over en stor, flad Klippe. Ganske +vist vilde de dansende ikke komme til at føle videre fast +Grund under Fødderne, thi Gulvet var lige saa levende som +de dansendes Ben og gav efter for alle Tramp; desuden +knagede det under ens Fødder som Tyndis. Men det forhøjede +jo bare Morskaben.</p> + +<p>Klokken var tre om Eftermiddagen, da de første Toner +kaldte Kangeqboerne til Dans. Musikken, en Harmonika og<a class="pagenum" name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a> +en trestrenget Violin, spillede for en tæt Tilhørerskare nede +ved Dansefjældet. De unge Piger kom leende og raabende +frem fra Husene og løb ned mod Dansepladsen; Mændene +bagefter, langsomt, næsten som om de ikke gad, med Hænderne +dybt i Bukselommerne.</p> + +<p>Alle Balgæster samles paa et Øjeblik, og Musikken kiler +løs med sine raske Dansemelodier. Men der er langt endnu +til, at Dansen tager sin Begyndelse. Først skal det grønlandske +Koketteri udspilles. Alle har siden foregaaende Dag glædet +sig til Dansen, ingen har talt om andet selve Dagen; +men nu, da Timen er inde, skal de først kokettere. Ingen +vil være den første, der danser ud. Pigerne gemmer sig bag +hinanden; Mændene ser ligegyldige ud.</p> + +<p>„Jeg har aldrig sagt, at jeg havde Lyst til at danse.“</p> + +<p>„Næh, hvem gider ogsaa svinge saadan en Fedtklump i +denne Varme!“</p> + +<p>Saaledes taler de, og dog banker alle Hjerter af Danselyst. +Men gammel Skik fordrer, at der skal gaa det meste +af en Time „til Spilde“, og imedens sidder Musikken taalmodigt +og aflirer sine Melodier hen i Vejret ...</p> + +<p>Det var en dejlig Eftermiddag. Søen laa blank som smeltet +Bly (grønlandsk Udtryk), Solen bagte ubarmhjertigt, og +Storisen, der laa pakkende tæt ind til Land, straalede. Vandet +om Flagerne lagde sig ganske lysegrønt ind i de mørkeblaa +Huler og Fordybninger, som Søen havde ædt.</p> + +<p>Vor flittige Maler havde været ude for at tage en Skitse, +og jeg, som altid er den letsindige, havde slæbt ham fra +hans Arbejde ned mod Dansen. Vi standsede paa et Fjæld +og saa ned over Dansepladsen og ud over Havet. Ingen af +os sagde noget, vi saa blot paa hinanden og rystede paa +Hovedet.</p> + +<p>Malerens Ansigt lyste igen af Arbejdsenergi, og jeg fik +en Anelse om, hvad der foregik i hans Indre. Men før han +endnu kunde faa Tid til at besinde sig, havde jeg et kraftigt +Tag i hans Skulder og fløj med ham bort fra det Sted<a class="pagenum" name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a> +som vilde forlede ham til at svigte det Danseløfte, han +havde givet Udliggerens smukke Datter.</p> + +<p>Vi „trak os“ hver en Pige og svingede os ud paa „den +gyngende Grund“. Og straks var den fulde Dansestemning +oppe med det samme. Man sprang omkring, trampede og +sled sine Kamiker saaleløse i Reel'erne. Kvinderne fniste +og lo, og Mændene hujede for at faa Fart i Dansen.</p> + +<p>Runddansene er Hviledanse, de fordrer ingen Kraftanstrengelse; +men Fodtrampene og Sprællene i en Reel er +Mænd værdige, mener Grønlænderne. — Og man dansede +hele Eftermiddagen og Aftenen med til Midnat; saa holdt +man inde, thi da var Harmonikamandens Tommel følelsesløs.</p> + +<p>Tidligt næste Dag rejste vi paa Æggetogt til Cook-Øerne, +et Par hundrede Smaaøer, som laa et Par Mil fra Kangeq. +Vor Besætning bestod af fem Roersker, en Styrer og en +Kajakmand; desuden medtog vi til fælles Underholdning +Stedets kostelige Fortæller og Komediant — Jua.</p> + +<p>I Konebaad satte vi Kursen ud mod Storisen, Kajakmanden +fandt Renderne, og uden større Besværligheder naaede +vi over til Øerne.</p> + +<p>Konebaaden er ellers ikke noget synderlig paalideligt +Fartøj, naar Storisen ligger tæt; thi dens simple Bygning +taaler ingen stærkere Berøring med Isen. Den bestaar jo +af et tyndt Træskelet, overtrukket med Skind, der er saa +stærkt spændt, at man kan se Vandet igennem det. I stærkere +Bølgegang vrider Baaden sig ganske efter Søernes +Pres, men taaler dog meget, da intet er fastnaglet, men sammenbundet +saaledes, at det kan give efter uden at brydes. +I Reglen medfører man paa længere Konebaadsrejser et +Stykke Spæk, der anvendes som foreløbig Prop, saafremt +der skulde gaa Hul.</p> + +<p>Vi roede fra Ø til Ø og samlede Terneæg til Middagsmad. +Ternerne fløj skræmte over vore Hoveder og protesterede. +Luften dirrede af Skrig.</p> + +<p>Da vi havde tilstrækkeligt til et større Middagsmaaltid,<a class="pagenum" name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"></a> +roede vi over til en frodigere Ø, hvor der baade var Kviste +og Vand i Mængde. Og medens Æggene kogte og Kaffen +varmedes, fortalte Jua Historier.</p> + +<p>Han gestikulerede, vred sit runde Gummiansigt i snurrige +Grimacer, raabte og lo, og Roerskerne trimlede om af +Latter.</p> + +<p>Hele Eftermiddagen igennem roede vi rundt mellem +Øerne. Edderfugle suste i Træk om Baaden, Terner skreg +og vrængede ad os i Luften, og Tejsterne dukkede under +og legede Skjul med os, saa saare vi kom dem nær.</p> + +<p>Hen imod Aften slog vi Lejr paa Angisok-Øen. Jeg +havde fulgt Konebaaden i Kajak, og en lille Læk i Bunden +havde gennemblødt mine Benklæder. Da det jo galdt om +at faa dem tørre inden Nat, hjalp Grønlænderne mig paa +en lige saa praktisk som virkningsfuld Maade. Et Par store +Baal antændtes, og da de blussede godt løs, lagdes et Par +flade Sten over Ilden, og Tøjet stegtes over disse. Det blev +øjeblikkelig tørt, men jeg tør dog alligevel ikke anbefale +Metoden.</p> + +<p>Dagens Fangst — Edderfugle, Tejster og Maager — tilberedtes +nu paa særlig grønlandsk Vis: „stenkogtes med +Mosdyner“. Fuglene indsvøbtes i Mosdynerne, der var friske +og vædedryppende, kogtes saa, eller rettere stegtes, +over flade Sten uden at blive brændte; og Røgen, der stadig +stod om dem, gav dem en røget Bismag, der var yderst +tiltalende.</p> + +<p>Vi medførte kun et lille Telt, og i dette sov vi nu 13 +Mennesker, Mænd og Kvinder imellem hverandre. Frisk +Lyng erstattede Sengetøj.</p> + +<p>Om Morgenen tidligt gik jeg ind paa Øen for at undersøge +nogle Hedningegrave. Maleren var, medens det endnu +var halvmørkt, gaaet til Fjælds for at male. Gravene var +meget interessante, og Undersøgelsen af en enkelt bragte et +Resultat af ni Kranier og nogle Knogler, som vi til Grønlændernes +store Forfærdelse bragte ned til Teltene.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"></a> +De gamle Eskimoer har anvendt et stort Arbejde paa +deres Grave. Store Kampesten var sammenbragte og byggede +op i Dynge paa Toppen af et lille Fjæld lige ud mod +Søen. De virkede øde og triste i deres Omgivelser, og det +var en egen skummel og forladt Stemning, der ved Aftenstid +i Halvmørket hvilede over disse store, kolde Kampesten, +der dækkede over de hensmuldrende Eskimorester ...</p> + +<p>Imidlertid begyndte det at blæse op, en frisk Sydvest, +der pakkede Isen sammen ind mod Land. Og vor Styrer, +Sebat, der havde været paa Udkig, bragte Melding om, at +vi inden Aften maatte være tilbage i Kangeq, hvis ikke Tilbagevejen +skulde afskæres os.</p> + +<p>Men først skulde en Eskimoruin, der fandtes lige ved +vor Lejrplads, undersøges. Fortælleren, der var den sagkyndige, +opgav, at den skulde have været en Sagnhelts, +Kagnagssuaq's, Hus. Omtalte Ruin, hvis Plan blev opmaalt +og tegnet, er sikkert en af de største Eskimoruiner, der hidtil +er fundne heroppe. Det eneste Rum, hvoraf hele Huset +bestod, har været beboet af en 70—80 Mennesker, og +Planen giver et fortræffeligt Indtryk af, hvorledes alt var +indrettet i gamle Dage. Ved Siden af Huset fandtes Forraadskamre, +nogle byggede op mod selve Husmuren, andre +derimod op ad selve Fjældskraaningen ved Siden af, en +Snes i Tallet. Og paa en frodig lille Dal Syd for Tomten +fandtes 6—7 Teltpladser, som var bleven benyttede om +Sommeren, naar Husene udluftedes.</p> + +<p>Men medens Tiden løb fra os med disse interessante +Undersøgelser, drev mere og mere Is ind fra Davisstrædet. +Og da vi endelig stak Konebaaden i Søen, var det smalle +Løb, vi skulde igennem, saa fuldtpakket med Is, at vi maatte +hugge os Vej udefter.</p> + +<p>Angisoq-Øen, hvor vi havde overnattet, var en af de +yderste Øer i den store Øgruppe; det var derfor bleven +Aften, inden vi naaede frem til det Sund, der førte over til +Kangeq. Der gik lidt Sø, og Konebaaden vred sig; men vi<a class="pagenum" name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"></a> +skød dog alligevel en god Fart, da Hjemlængselen havde +øget vore Roerskers Kræfter.</p> + +<p>Vi talte netop om et lille Ankomstgilde, Udliggeren havde +lovet os, da den forreste af Roerskerne, Abrahams Kone +Elina, springer op i Baaden og peger fremefter.</p> + +<p>„En Blære!“ raaber hun.</p> + +<p>Og langt ude ser vi noget komme og svinde i Bølgerne. +Der blev stille i Baaden, og al Latter hørte op. En herreløs +Fangeblære varsler altid Død heroppe. Vor Kajakmand +roede efter den og kom tilbage med den. Alle kendte den, +og der blev dobbelt stille i Baaden; det var Elina's Søn, +Samuel's, Blære, og Fangeremmen var sprængt.</p> + +<p>Ingen gav en Lyd fra sig, Elina heller ikke. Man skyndte +sig bare indefter.</p> + +<p>Saa snart vi naaede Land, rejste Elina sig op i Baaden +og raabte ind, om Samuel var kommen hjem. Samuel var +ikke kommen hjem. Saa udstødte hun et hæst Skrig, dobbelt +uhyggeligt og skærende efter den lange Maalløshed, +faldt om og blev baaren ind i sit Hus.</p> + +<p>Nogle gamle Koner kom springende frem fra Husgangen, +gav vilde Hyl fra sig og løb klagende ned til Elina's +Hus for at begræde hendes Søn. Skrigene gav Genlyd mellem +Fjældene og fyldte det lille Udsted med Uhygge.</p> + +<p>Inde mellem Husene løb Samuel's ældre Broder, Andreas, +fredløs som en vanvittig. Han klatrede op paa Fjældene, +saa ud over Havet og udstødte lange, monotone Hyl. +Saa løb han ned til Husene igen, løftede sin lille fireaarige +Broder op til sig, kyssede og omfavnede ham, trykkede +ham krampagtigt ind til sig og raabte ham ind i Ørene, at +Samuel var kommen bort, og at han aldrig mere kom tilbage. +Den lille, som ikke forstod, hvad det skulde sige, blev +bange for Broderen og brast i Graad.</p> + +<p>En uhyggelig Mumlen rejste sig blandt Mændene, der +stod nede ved Fjæren: Abraham, Abraham! Der kommer +Faderen! Og Abraham kom roende om Næsset uden at ane<a class="pagenum" name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a> +noget. Men han faar straks Øje paa Andreas, der kommer +løbende ned til ham, og forstaar med det samme, hvad der +er sket. Han giver en stønnende Lyd fra sig, som en Mand, +der bedøves af et Slag. Overkroppen falder tungt forover +paa Kajaken; han er bevidstløs ved at kæntre om, men trækkes +i Land og bæres op i sit Hus.</p> + +<p>I flere Dage viser ingen af dem sig for deres Landsmænd, +og hverken Fader eller Søn gaar paa Fangst. Først +naar Selvopholdelsesdriften vækker dem af deres Sorg, gaar +de paa Fangst i det Hav, der tager og giver saa meget. — —</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a></p> +<h3><a name="I_HVALROSFANGERNES_LEJR" id="I_HVALROSFANGERNES_LEJR"></a>I HVALROSFANGERNES LEJR</h3> + + +<p>I Holstensborgs nordre og Egedesmindes søndre Distrikt +drives i September store Hvalrosjagter af Nordgrønlændere. +Paa denne Tid søger nemlig Hvalrosserne fra det aabne +Hav ind til Land og samler sig paa Smaaøerne i Hundredvis. +Det er særlig Egnen mod Nordre-Strømfjord, der er +Samlingssted. Her optræder de til Tider i saa store Flokke, +at Konebaade, som ligger paa Rensjagt inde i Fjorden, afskæres +Tilbagevejen Uger igennem.</p> + +<p>Flokken kan danne hele Smaaøer ude i Fjorden, og Dyrenes +lange, spidse Stødtænder gør det <a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="skæbnesvangeret">skæbnesvangert</a> for +Konebaade at komme i Nærheden. I Kajak derimod er den +dygtige Hvalrosfanger sjældent bange for dem, naar de da +ikke optræder i alt for overvældende Mængde. Træffer man +en Flok paa Land, — og Hvalrosserne kan bestige hele +Smaafjælde — afskærer man dem ved Ebbetid Tilbagevejen +og anretter vældige Blodbad paa Dyrene, der kun bevæger +sig langsomt hen over Fjældene. I Løbet af en Time kan +man under heldige Forhold dræbe indtil et halvt Hundrede +Stykker. Og det giver vedkommende Grønlændere en god +Fortjeneste.</p> + +<p>Det er Efteraar nu, og Hvalrostrækket gaar nu netop +over Tassaralik ved Nordre-Strømfjord. Jeg er Gæst hos +Storfangeren David, en af de dristigste Hvalrosdræbere. +Lejren tæller 8 Telte, alle beboede af Grønlændere fra +Egedesmindes søndre Distrikt. Jagten er endnu ikke begyndt; +man venter paa, at Hvalrosserne skal gaa paa Land.</p> + + +<p><a class="pagenum" name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a></p> +<h4 class="italics">Igdluerungneq, d. 17. Sept. 1902.</h4> + +<p>Intet er mere anstrængende for en rejsende end overdreven +Gæstfrihed, og Indbydelserne har regnet ned over +mig i Dag; men den nordgrønlandske Værtsglæde er ogsaa +berømt; selv Sydgrønlænderne, som nødigt vil staa tilbage +i noget, taler derom. Kommer en fremmed til en Boplads, +skal han se og ses — straks første Dag. Og det anstaar sig +ingen Husmoder af Ære at lade en Gæst træde over sin +Tærskel uden at bespise ham. De Goder, man byder paa +i de forskellige Telte, kan af gode Grunde ikke varieres: +først Kød, — Sælhundekød eller, som her, Hvalroskød — og +siden Kaffe. En Behagelighed er det, naar man skal mange +Steder, at man ikke behøver at opholde sig længere Tid +blandt sine Værtsfolk end den, der medgaar til at spise og +drikke. Er man færdig hermed, har man gjort sin Pligt og +kan roligt gaa. Men at indtage til Eksempel otte kraftige Kødretter +med tilhørende Kaffe lige efter hinanden — er noget, +man først vænner sig til, naar man har levet en god Tid +blandt Grønlændere.</p> + +<p>Da jeg i Løbet af 2—3 Timer havde indtaget mine 8 +Maaltider raabtes der til Fodbold, med den udtrykkelige Motivering, +at det var „for at faa Maden til at sætte sig“. Fodbold +spilledes med stort Liv af baade Mænd, Kvinder og +Børn. Flere Mødre deltog med deres Børn i Bærepose, og +det virkede ganske komisk at se dem springe om med de +smaa skrigende paa Ryggen. Kom en af de mindste Deltagere +til at sparke til Bolden, brød et Latterkor løs fra de +gamle Koner, som saa til.</p> + +<p>„Perûk! Perûk!“</p> + +<p>„Gør ham det efter! Gør ham det efter!“</p> + +<p>Og man kunde da se gamle gigtsvage Bedstemødre kaste +sig ind i Vrimlen og hæsblæsende springe om efter Bolden — bare +for at komme til at „perûvokke“ en eller anden +Kæledægge.</p> + +<p>Fodboldspillet trak længe ud og spilledes med stor Iver.<a class="pagenum" name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a> +Særlig var jeg meget overrasket over Kvindernes Udholdenhed. +Man holdt først op ved Mørkets Frembrud.</p> + +<p>Da jeg sent paa Aftenen kravlede ind i Davids Telt for +at lægge mig til Hvile, var det ikke uden en stille Bekymring +over de Fordringer, gode Mennesker kunde stille til +ens Fordøjelsesorganer.</p> + + +<h4 class="italics">19. September.</h4> + +<p>Det har blæst en Sydveststorm i Nat, og alle har været +paa Benene. Vi vækkedes ved, at Skindteltet var ved at +blæse om. Der var ikke Tid til Paaklædning, blot et Par +Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder løb skrigende +og kaldende om mellem hinanden.</p> + +<p>„Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en.</p> + +<p>„Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden.</p> + +<p>„Konebaaden blæser i Søen!“</p> + +<p>Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre +sig fast til Konebaaden. Mænd kommanderede, Kvinder skreg, +og Børn græd. I Halvmørket skimtede man den vildeste +Forvirring: Telte, der flyttedes, Konebaade, der bares i Læ, +forfjamskede Mennesker, der faldt over hinanden.</p> + +<p>Men Stormen tog sine Tilløb uden at ænse de travle +Mennesker, og drev Søerne ind i den lille Havn, saa Fjæren +stod hvid af Skumfraade.</p> + +<p>Til Morgen var det ikke til at finde Rede i de forskellige +Telte. Alle var flyttede, og Lejren havde ganske forandret +Karakter.</p> + +<p>Det er ikke Fangstdag, alle er hjemme.</p> + +<p>Davids Svigermoder skænker Kaffen rundt til os. Vi +tager den, liggende paa Maven, og mens der drikkes og ryges, +snakkes der om, hvad der falder de forskellige i Munden. +Det haster ikke med at komme op i Dag; Søvnen var +kun tynd i Nat.</p> + +<p>„Jeg er nu en gammel Mand med voksne Børn,“ siger +David; „men jeg har dog endnu ikke opnaaet at blive Herre<a class="pagenum" name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a> +i mit Hus. Svigermoder regerer os alle sammen. Hun faar +alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes Sag at bruge +Pengene; men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente med +hendes Regimente.“</p> + +<p>Svigermoder ler, alle ler, Morgenhumøret er straalende.</p> + +<p>Et Vindpust river Teltforhænget op og viser os det fraadende +Hav lige udenfor. Det er snetykt og koldt.</p> + +<p>„Man bliver gammel,“ siger David og peger ud paa Søen. +„I mine unge Dage var det saadant Vejr, jeg holdt af at +lege i; nu bliver jeg liggende i Dynerne og <span class="sic" title="[sic]">bælger</span> mig paa +Gammelmandsvis med Kaffe.“</p> + +<p>„Fortæl om dine Kajakture, David!“</p> + +<p>„Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men +om min Kammerat Ové's Fangstture; dem kender jeg, for +vi var altid sammen siden vor første Ungdom.“</p> + +<p>„Fulgtes I altid ad, Ové og du?<span class="corr" title="tilføjet “">“</span></p> + +<p>„Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; +han var jo min Fangstkammerat.“</p> + +<p>„Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, +du kommer til at fortælle.“</p> + +<p>„Du har Ret,“ siger David med et Smil; „men om du +havde set ham i Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb +om hans Kæmpekræfter, saa vilde du forstaa, at jeg +hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa, jeg husker, +at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En +rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde +om os. Hver af os havde en Hvalros paa Slæb. Du véd, +at en Fangerem er tre Favne lang, og vi bugserede dem i +hele Længden. Naar Remmen pludselig strammedes og slyngede +os tilbage i hele Linens Længde, hen over Søtoppene +til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar Søerne +slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt +at miste Vejret — da skulde du bare have set Ové! Engang +blev han slugt af en Sø, der rullede ham ind i sig. Det +varede længe, før vi saa noget til ham. Vi troede næsten,<a class="pagenum" name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a> +den havde taget Vejret fra ham, da han saa endelig blev +spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine Næsebor; +da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, +og skreg af Glæde, lige til en Sø tog mig med sig og stoppede +Munden paa mig.“</p> + +<p>Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød +frem for os.</p> + +<p>„Det var saa rart at faa lidt Ballast i Maven, før man +stod op,“ mente hun.</p> + +<p>Og vi langede til og gav os til at spise.</p> + +<p>„Det er nu vort Brød,“ siger David; „og vor største +Glæde har vi, naar vi forfølger disse Dyr. Jeg plejer at sige +til Kvindfolkene her: „Naar den Tid er inde, da vi dræber +Hvalrossen med Harpunen alene, langt til Søs — Bøsser +dur ikke i Søgang — saa glemmer jeg baade at ryge og at +drikke Kaffe!<span class="corr" title=" „">“ </span>Saa stor en Tosse er jeg endnu.“</p> + +<p>„Du holder meget af Søen, David!“</p> + +<p>„Ja, det gør jeg, fordi jeg har Søens Vaner; — aldrig i +Ro længe ad Gangen. Altid flakker jeg omkring; i Konebaad, +naar der er frit Farvand; med Hundeslæde, naar Isen +lægger sig.</p> + +<p>I April, saa snart Isen bryder, forlader vi Vinterkvarteret +og er først tilbage igen i November. Vor første Udfart +gælder Sælhunde i Almindelighed — nu og da blandede +med Hvalros — ved Mundingen af Strømfjorden. I Juni drager +vi paa Angmassætfangst i Omegnen af Igniarfik. Saa +kommer Natârnaqfiskeriet ved Tasseralik, og siden, i September, +efter at have hjembragt de indsamlede Forraad — tilbage +til Tasseralik efter Hvalros.</p> + +<p>Alt, hvad vi saaledes samler ind — tørret Kød, tørrede +Angmassætter og Natârnaq — lever vi af om Vinteren, naar +det bliver vanskeligt med Storfangst. Vinterfangsten bestaar +i Garnfangst og Jagt ved Strømhuller. I Reglen kan vi gaa +i Kajak her i Distriktet indtil December.</p> + +<p>Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-Fangst,<a class="pagenum" name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a> +naar Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. +Og — saa har vi været Aaret rundt.“</p> + +<p>„Fortæl noget om din Fangstkammerat!“</p> + +<p>„Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. +Det eneste, der holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm. +Men saa morede vi os i Stedet med at lade Braadsøerne +under Land tumle med vore Kajaker. Dengang +forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak +Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet +og lod os begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. +Ingen ængstede sig for os. „For vi to var nu eengang +bestemte til at leve,“ mente man, og ganske rigtigt. Ové er +først død for nylig i en fremrykket Alder. Og jeg, jeg lever +jo endnu, trods alt.</p> + +<p>Aa, du skal høre mere om Ové, det vil more dig. En +Sommer vi sejlede med Konebaad, Ové og jeg fulgte med +i Kajak, saa hændte det, at — — — —“</p> + +<p>„Kaffebud fra Ejalik's til Kunut!“ raabtes der udefra.</p> + +<p>„Saa lad mig bare sluge denne Historie,“ afbryder David.</p> + +<p>„Ja, indtil videre,“ — og saa i Tøjet og ud til Dagens +Besværligheder. — — —</p> + + +<h4 class="italics">21. September.</h4> + +<p>Lejren er meget optagen af nogle Spor, Lûtivik har set +oppe i Nærheden af Kingigtok-Fjældet. De var to Gange +Fodsbredde, men aflange. Bjørnespor kunde det altsaa ikke +være. Og til at være Renspor — alt for store. Ved at følge +Sporene et Stykke fandt han en ganske frisk, halvspist Hare. +Det kunde kun være ganske faa Timer siden, at den +var bleven forladt. Da det heraf maatte følge, at Dyret +maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde +vide, at Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, +ingen nogen Sinde var bleven rigtig klog paa, havde +Lûtivik bestemt sig til hellere at forlade Sporene og begive +sig hjem, af Frygt for, at det skulde være en „Qapiarfik<a class="pagenum" name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a>“ +eller „Kilivfak“, som den ogsaa kaldes. Det var et glubsk +Rovdyr, saa stort, at det kan løbe med en Rentyr i Gabet. +Skyder man et saadant Dyr, kan man længe leve højt derpaa. +Tre Gange kan man spise dets Kød, naar man blot +passer paa ikke at beskadige Benene; saa mange Gange +vokser Kødet ud igen.</p> + +<p>I Løbet af Natten var der falden en let Nysne over +Kingigtok. Fortræffelig Sporsne! Og sammen med et Par unge +Fyre bestemte jeg mig til Dagen efter at forsøge min Lykke. +Vi skulde ro i Kajak over en Bugt, bære Kajaken et +Stykke over Land op til en 6—7 Mil lang Sø og saa ro +lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af +vor Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding.</p> + +<p>Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor +Jagthistorier afløste hinanden. Man sad rundt om paa Teltgulvet. +Kvinderne sad i Nærheden af Lampen og syede. +Ude var det maanelyst og stille. Der hørtes kun svage Bølgeskvulp +nede fra Fjæren.</p> + +<p>Malanga fortalte.</p> + +<p>Han var en lille Mand paa et halvhundrede Aar — hurtig +i sine Bevægelser og behændig i sin Tale.</p> + +<p>„Der er jo nogle af de unge, der agter sig til Kingigtok +i Morgen. Det er et underligt Fjæld. Lûtivik, hører jeg, har +i Gaar set mærkelige Spor deroppe. Han er ikke den første. +Kender I Sagnet om „den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“?</p> + +<p>Jeg skal fortælle det.</p> + +<p>Der gaar Sagn om, at der engang herskede stor Nød +ved Husene i Igdluerungneq. Saa udpinte var de til sidst af +Sult, at ingen mere forlod Sovebriksen. Jo, een var der, som +jagede for dem alle, og det var en lille forældreløs Dreng. +Naar han fangede en Rype, delte han den med sine Landsmænd. +Fangede han to, kunde Glæden ikke have været +større, om han havde bragt to Sælhunde til Huse. Meget +blev der ikke til hver, men de fik dog altid Smag paa +deres tørre Tunger.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a> +En Dag gik han som sædvanlig paa Jagt. Han gik den +ganske Dag uden at støde paa noget levende. Dagen hældede +mod Aften, da han naaede Kingigtok, og han var ved +Toppen, uden endnu at have set nogen Rype. Det begyndte +at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa uden +Bytte.</p> + +<p>Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring +Øje paa et Hus. Og han vidste, at der ikke havde +været noget Hus der paa det Sted tidligere. Han nærmer +sig det, ser ingen Mennesker og smutter til sidst ind gennem +Husgangen.</p> + +<p>Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som +en Mand, men havde kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse +over Mødet var ikke mindre end Drengens.</p> + +<p>„Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. +„Sæt dig ned!“</p> + +<p>Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret +Kød.</p> + +<p>„Spis nu, saa meget du orker,“ sagde han og satte Kødet +frem. Drengen spiste, og hans Sult var afløst af Mæthed, +uden at Madbunken syntes at være bleven mindre. Saa meget +var der.</p> + +<p>„Nu skal du sove her i Nat. I Morgen skal du gaa +hjem, naar du har hvilet ud. Du skal sove uden at vente +noget ondt.“</p> + +<p>Saa tilbragte de da Aften og Nat sammen. Da han endelig +skulde til at begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham +lige saa meget Renskød, han kunde bære.</p> + +<p>„Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig +til at spise, maa du sige dem, at hvor stor Lyst de end +maatte føle til at tage lidt Spæk til Kødet, maa de paa ingen +Maade gøre dette. Ikke saa meget som en eneste Mundbid. Gør +de dette, vil du aldrig mere finde mig<span class="corr" title=".">,</span> hvor meget du end +søger. Følger I derimod mit Raad, saa vil du kunne finde +mig, saa ofte I trænger til min Hjælp.<a class="pagenum" name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a>“</p> + +<p>Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, +da han kom hjem. Og de rettede sig alle efter, +hvad Kæmpen havde sagt. Et Par Gange var der rigtignok +nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale om Spæk.</p> + +<p>„I — î — î, om man kunde spise lidt Spæk til — î — +bare en eneste Mundbid!“ Men de andre, som hørte dem +tale saa, skammede dem ud og hindrede dem i at følge deres +Lyst.</p> + +<p>Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. +Han fandt Huset, gik ind og blev endnu bedre modtaget +end forrige Gang. Under hans Briks saa han et Kæmperibben, +ganske hvidt af den lækreste Talg.</p> + +<p>„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik<span class="corr" title="tilføjet ,">,</span>“ sagde Kæmpen og +pegede paa Ribbenet.</p> + +<p>Drengen begreb ikke, hvad det var.</p> + +<p>„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde han endelig, +og da først forstod Drengen det.</p> + +<p>Kæmpen gav sig nu til at skære noget af Kødet fra og +kogte Drengen et forsvarligt Maaltid.</p> + +<p>„Det er vanskeligt at finde lidt Adspredelse heroppe. +Bliv her i Aften!“ sagde Kæmpen.</p> + +<p>Og det gjorde Drengen.</p> + +<p>Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig — til +Angakokleg.</p> + +<p>„I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, +og jeg skal deltage. Følg med!“ siger han til Drengen.</p> + +<p>Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, +at Drengens Tanker strittede mod Forslaget.</p> + +<p>„Vi skal nok være derovre før Daggry,“ sagde Kæmpen +beroligende, da han mærkede hans Betænkelighed. Saa gik +Drengen ind paa Forslaget.</p> + +<p>Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste +Dragt paa og begyndte at forklare Drengen, hvorledes han +skulde forholde sig.</p> + +<p>„Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjnene.<a class="pagenum" name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a> +Aabner du dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen +vender sig i dig, og du vil falde ned.“</p> + +<p>Saa gik de sammen til en Afgrund — det skal nok have +været paa Kingigtok's øverste Tinde — og der fik Drengen +Ordre til at klamre sig fast til Kæmpens Hals.</p> + +<p>Nu gav den eenøjede sig til at svinge med Armene og +lave Kredsløb ganske som en Fugl, der er ved at lette. +Naa, og saa bar det af. Drengen lukkede Øjnene. En vældig +Susen, ganske som om han var midt i en Storm. Det +var alt, hvad han sansede.</p> + +<p>„Nu er vi ved Erkrûtit,“ sagde Kæmpen. Drengen syntes +knap at have faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var +det gaaet. Han aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, +sorte Prikker langt, langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte +nu at dale ned, idet han bevægede sig i en Rundkreds.</p> + +<p>„Der i det Hus skal Angakokfesten holdes,“ sagde han +og pegede paa et stort, stærkt oplyst Hus. Han spilede nu +Armene ud og sejlede gennem Luften, uden Vingeslag, saadan +som store Fugle gør, naar de skal sætte sig. Saa var +de ved Husgangen.</p> + +<p>Da de kom ind i Huset, var man allerede færdig til +Aandefesten. Hele Natten gik. De fornemste Angakokker +sang og manede, idet de stadig afløste hinanden.</p> + +<p>Først mod Gry fløj de atter tilbage til Kingigtok.</p> + +<p>„Sov nu først,“ sagde Kæmpen, „hvil dig uden Uro, op +ad Dagen kan du saa gaa hjem.“</p> + +<p>Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og +blev. Da han siden skulde gaa, fik han med sig saa meget +Kilivfak-Kød, som han kunde bære; men paa samme Vilkaar +som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk til, hvis +han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad.</p> + +<p>Der blev stor Glæde og megen Undren, da Drengen +kom hjem.</p> + +<p>„Har du fanget et Rensdyr?“ raabte nogle i Munden paa +hinanden.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a> +„Nej,“ sagde Drengen, „det er Kæmpen paa Kingigtok's +Tinde, der har fanget en Kapiarfik.“</p> + +<p>Og saa sagde han dem, hvad Kæmpen havde betinget +sig og formanede dem meget til at være fornuftige.</p> + +<p>„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu +mere vil han give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“</p> + +<p>Og alle gav sig til at spise med stor Appetit.</p> + +<p>Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende +Aften, at nogle gamle Kællinger gav sig til at snakke +om, hvor dejligt det dog vilde være, om man turde spise +lidt Spæk til. Men de andre, som hørte denne Tale, blev +vrede og skammede dem ud.</p> + +<p>Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, +og Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle +Kællinger havde bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk +i Munden. Og Kæmpen stod neden for Vinduerne og raabte +ind i Vrede:</p> + +<p>„Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter +mine Ord. Ingen skal oftere finde mit Hus, hvormeget I +end vil søge!“</p> + +<p>Og saa hørte de kun et Sus i Luften, da han fløj.</p> + +<p>Drengen søgte siden ofte efter Kæmpens Hus — men +ikke engang en Murtørv var der at opdage paa det Sted, +hvor det havde staaet.</p> + +<p>Her ender denne Fortælling.“</p> + +<p>— — — Gennem Teltaabningen kunde man skimte Kingigtok, +der stor og stejl hævede sig over alle andre Fjælde +i Omegnen.</p> + +<p>Alles Øjne søgte uvilkaarligt derop.</p> + +<p>„I mine unge Dage var Fjældet deroppe Renernes Hjemsted +om Sommeren. Der havde de deres nedtraadte Stier, +der løb fra Madsted til Madsted langs Fjældets Skraaninger. +Og ingen gik forgæves paa Rensjagt til Kingigtok!“</p> + +<p>Det var Ajunge, en gammel Kone paa 60 Aar, +som talte. Hun laa krumbøjet af Gigt paa Briksen, og hendes<a class="pagenum" name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a> +hviskende Stemme skjalv, naar hun blev ivrig. Hun +havde siddet halvsovende med lukkede Øjne, saa længe +Malanga talte. Da han tav, vaagnede hun pludselig op. Hendes +Panderynker foldede sig ud og ind, naar hun bevægede +sin blodfattige, blaalige Mund, og en hentørret, knoglet Haand +aftørrede den Taarestrøm, der stadig randt fra hendes hudløse +Øjne. Hun hostede, vædede med Tungen sine tørre Læber +og talte:</p> + +<p>„Jeg mindes endnu saa tydeligt den Tid, da jeg var ung +og deltog i Rensjagterne som Kødbærerske. Det er længe +siden, men jeg er dog endnu i Stand til at faa alle de gamle +Oplevelser til at vaagne. Ak, det er længe siden, at jeg ophørte +at leve; alt, hvad jeg har set, er nu paa Afstand, saa +langt, langt borte. Men gennem Tankerne kan alt dog endnu +rykke helt tilbage, ganske som om jeg saa mit Liv i Kikkert. +Det fjærne bliver nær.</p> + +<p>I min Ungdom kunde selv Kvinder fange Rensdyr. Vi +var gaaede ud for at plukke Bær, ikke langt herfra, da en +stor Renflok kom hen imod os. Vi lagde os blot ned i Lyngen. +De kom travende lige hen over os<span class="corr" title=".">,</span> og da var det, at +gamle Lisbeth greb en lille Kalv i Benet og fangede den. +Aa, hvor husker jeg al den Morskab, vi havde med at +trække den hjem.“ — — —</p> + +<p>Gamle Ajunge har talt for ivrigt, — et Hosteanfald kvæler +hendes Ord. — — —</p> + +<p>Aftenen er stille og maanelys. Teltlampernes Skær falder +ud over Søen og taber sig i Natten som bugtende Ildslanger.</p> + +<p>De unge har samlet sig uden for Teltene og synger. +Langsomt, hvilende i Klangen, fører Basser og høje Sopraner +Melodierne igennem.</p> + +<p>Og Tonerne glider ud mellem Fjældene, som høje og +stumme tager mod Maanens Lys, Havets Skvulp og glade +Menneskers Sang.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a></p> +<h3><a name="MANASSE" id="MANASSE"></a>MANASSE</h3> + + +<p>„Ele — ele — le — le!“ skreg Manasse og smed sig paa +Slæden. Hans tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde +og Mand med sig ud over Isen.</p> + +<p>„Ja — saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen +om min Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde +et rapt Tempo for Spring!“ — —</p> + +<p>Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille +Frost og dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over +de store Lersletter bag Sydost-Bugten i Christianshaabs +Distrikt for om muligt langs Indlandsisen at trænge frem til +Bopladsen Aulatsivik.</p> + +<p>Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste +Hundekuske i Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere +Hunde end tre, men ikke mange med Forspand paa ti skulde +indlade sig paa Kapkørsel med ham. Det vidste jeg, og derfor +lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring, greb min Pisk +og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med +mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, +saa Frostsneen peb under Slædemederne.</p> + +<p>Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte +Frostfarver. Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, +og Maane og Stjerner bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde +Skær ud over Is og Fjælde .....</p> + +<p>Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser +mine Hunde og gaar hen til ham.</p> + +<p>„Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke.“</p> + +<p>„Rygter lyver altid! Forstaar du — mine Hunde er<a class="pagenum" name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a> +bare i Galgenhumør; deres Anspændelse er som døende +Dyrs sidste Trækninger!“ svarer Manasse med ægte grønlandsk +Forstillelse; samtidig sender han dog et straalende +Blik til de Hunde, hvis Humør og Kræfter han er en Mester +i at udnytte.</p> + +<p>Vi fortsætter og er snart inde i Bunden af Sydost-Bugten. +Over et jævnt skraanende Bakkestrøg med frodig Græsvækst +kommer vi op til de store Lersletter, der er berygtede for +deres Sne og barske Østen paa denne Aarstid. Tvers over +Sletterne kommer vi over Tassiusarssuaq-Fjorden med Indlandsisen +i Baggrunden. Vi kører Dagen igennem paa gammel, +jævn Is, og først ved Mørkets Frembrud sætter vi op paa +Land og slaar Lejr for Natten.</p> + +<p>Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen +rundt om Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi +er kravlede ned i dem og ligger nu paa Maven, Side om +Side, og delikaterer os med tørrede Angmassætter og Spæk. +Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i denne +Kulde, Legemet trænger til Fedt.</p> + +<p>Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med +Spæk, som Manasse har gennemtygget og gylpet ud for at +gøre den flydende. Hele Panderanden er kranset med Væger, +Lyset er blændende, Varmen velgørende.</p> + +<p>Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at +tø, Lyngbunden kommer frem, og Lyng<span class="corr" title=" —">-</span> og Bærduft fylder +Teltet. Manasse snuser Luften ind i sine Næsebor, der er +sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet med Øjnene.</p> + +<p>„Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu +kan du begynde, jeg skal imens faa Vandet i Kog.“</p> + +<p>Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham +med saa megen Respekt.</p> + +<p>„Er det sandt, at der ogsaa findes fattige i de hvide Mænds +Land?“ spørger han pludselig. „Vi tror, at de er rige Herrer +allesammen, saadan som vi er vante til at se dem heroppe +i vort Land.<a class="pagenum" name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a>“</p> + +<p>Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, +og hans Forbløffelse kendte ingen Grænser.</p> + +<p>„Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde +Folk, som dør af Sult, og andre, som har mange Penge +liggende, — Penge, der blot er til for at føde andre Penge?“</p> + +<p>„Ja, Manasse!“</p> + +<p>„Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde +jo da hjælpe deres Folk ....</p> + +<p>Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, +nogle lidet, somme intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det +ikke saa tungt at leve. Hos jer synes det at være anderledes. +Jeg har Medlidenhed med eders fattige; deres Sind +maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de er Vidne +til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være +Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu +større Forbandelse.“</p> + +<p>Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede +os en stærk Kop Te.</p> + +<p>Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse +for, og det var: Missionærer og Røvere. Hans Fader +havde været Missionær i Cumberland, men havde maattet +flygte fra sin Menighed, fordi Stedets Troldmænd stræbte +ham efter Livet.</p> + +<p>Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med +frygtelige, italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske +Sagn. Jeg falder i Søvn under en af hans Historier.</p> + +<p>Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste +med en gulbleg, vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet +rørte sig ikke. Det var blikstille med klar Himmel: Fartsdag!</p> + +<p>„Manasse — Manasse!“</p> + +<p>Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig +Snorken var det eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse.</p> + +<p>„Manasse, det er Morgen!“</p> + +<p>En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler +<a class="corr" name="rett_27" id="rett_27" title="">i </a>Søvne:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a> +„Du er min Herre, jeg fulgte dig for at lyde dig; hvad +vil du mig?“</p> + +<p>„Kog Te!“</p> + +<p>Saa kom Spækket frem, og Angmassætterne. Og vi spiste +os mætte efter en lang og fast Søvn.</p> + +<p>Sammen med Lyset brød vi op med vore Slæder og trængte +videre Syd paa over Land, indtil vi ved Kysten standsedes +af aabent Vand. Vi kunde den Gang være en 8 Mil fra +Aulatsivik, og det var derfor ikke med synderlig glade Ansigter, +at vi slog Hundene om og gjorde Venderejse. Over +Naternak-Sletten vilde vi nu søge at trænge frem i sydvestlig +Retning til Bopladsen Niaqornarsuk, hvorfra vi kunde +sættes over til Aulatsivik i Konebaad.</p> + +<p>Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk +Kulde, der gav Frost i Næsen. Føret var daarligt, en haard +Skorpe havde lagt sig over Sneen, og Hundenes Poter led +derunder. Vinden strøg koldt ind paa Kroppen, og det var +svært at holde Ansigtet frem efter mod Hundene, da Huden +stivnede til Is.</p> + +<p>Manasse vender sig om imod mig og raaber:</p> + +<p>„Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“</p> + +<p>Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig +optagne af at tø Ansigtet op.</p> + +<p>Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, +at jeg nær var kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen +og sprænger frem i afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi +ved friske Renspor.</p> + +<p>Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast +til Slæden, der farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, +svinger til Siderne, løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes +som Røg op fra Hundenes Bagben; der er ikke længere +Tale om at vælge nogen Vej, — bare gennem ondt og godt +over Rensporene.</p> + +<p>Denne vilde Kørsel og den vaagnende Jagtiver faar Svedperlerne +til at hagle ned over Ansigtet paa mig, trods Kulde<a class="pagenum" name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a> +og Blæst, og Hue og Vanter stikkes ind under Slædens +Surreremme.</p> + +<p>Vi kunde nu se hele Flokken; der var tretten, to store +Bukke førte an. Manasse, som mente, at vi ikke i det vanskelige +Terræn vilde kunne forfølge Renerne med vore +Hunde, stoppede sit Spand og bandt Forbenene op. Jeg forsøgte +at gøre ligesaa, men mægtede ikke at stoppe mit Spand, +der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min Ledsagers.</p> + +<p>Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat +fat i Forremmen, da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse +blev øjeblikkelig reven omkuld og slæbtes af Sted +som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der rejste sig +om ham. Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde +Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne.</p> + +<p>Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne +spændte listede vi os frem over en Bakkekam for +at faa Flokken paa Skudhold.</p> + +<p>I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største +af Bukkene og udmalede os med et Smil den Modtagelse, +man vilde give os, naar vi kom hjem med Dyr. Men +kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet os eller +maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem.</p> + +<p>Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor +Jagt og flove og tavse vendte tilbage til vore Hunde.</p> + +<p>„Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi +nu blot havde kørt Renerne op med Hundene, saa havde +vi vist haft bedre Held alligevel. Rener skal jo kunne vise +sig tamme over for Hunde.“</p> + +<p>„Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom +Mine. „Havde du ønsket det før, saa var jeg ogsaa +gaaet ind derpaa; jeg følger dig jo for at lyde dig; — men +nu er det visselig for sent.“</p> + +<p>Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord +imellem os. Men Maanelys er farligt Lys at køre i over<a class="pagenum" name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a> +ukendt Land; man ser ingen Skrænter, alt gaar ud i eet. +Vi styrtede med Slæderne ned over en Skrænt og fandt +det derefter raadeligst at slaa Telt.</p> + +<p>Hundene er fodrede, og vi ligger atter som foregaaende +Aften i vore Poser. Stegepandens Spæk lyser og varmer, +og Vandet i Kedlen begynder at snurre.</p> + +<p>„Fortæl nu ligesom i Gaar!“ foreslaar Manasse med +Munden drivende af Lampespæk. Vi var nu igen ved at se +Livet lysere i Teltets Hygge og bestræbte os ærligt hver +især for at glemme Renjagtens Ærgrelser.</p> + +<p>Det gik atter syndigt ud over Røvere og Missionærer, og +Manasse var utrættelig i sit Videbegær. Han vil selv ud +som Missionær, og en Aabenbaring har vakt hans Kaldsfølelse. +Han er rede til at forlade Kone og Hus naarsomhelst +for at drage ud til Hedningerne.</p> + +<p>Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. +Paa en ensom Vej møder han to gamle Mænd med langt, +hvidt Skæg. Disse fører ham ind i et lille Hus og viser +ham gennem dettes Vinduer en stor Skare Mennesker, der +er samlede ude paa en stor Slette. Og den ældste af de to, +en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide +Lokker, der falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham:</p> + +<p>„Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og +onde imellem hinanden; dem skal du lede paa deres Gang +her i Livet.“</p> + +<p>Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med +de Ord:</p> + +<p>„Af den skal du, og siden de andre, lære!“</p> + +<p>Og den gamle forsvinder.</p> + +<p>Nu begiver Manasse sig ned til de Mennesker, der er +bleven ham anviste; men Vejen ned til dem er lang og besværlig. +Saa leder han Flokken frem gennem mange Genvordigheder. +Efter lang Tids Vandring kommer de til en +lang og smal Gennemgang, hvorigennem de alle skal. Kun +de færreste kommer igennem. Paa den anden Side træffer<a class="pagenum" name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a> +han den gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine +Arme højt over ham og siger:</p> + +<p>„Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“</p> + +<p>Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i +Tavshed.</p> + +<p>Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden +paa Gled, og han fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.</p> + +<p>Sagnet kan vel — efter vor Maalestok — ikke kaldes +synderlig smagfuldt; men jeg gengiver det dog, fordi den +Hjerne, som oprindelig har skabt det, har været saa typisk +eskimoisk.</p> + + +<h4>SAGNET OM PIGSSIK, DEN STORE MENNESKEÆDER</h4> + +<p>Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der +havde mange Brødre, og at han tog Land, hvor disse +boede.</p> + +<p>Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes +efter sit forrige Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa +satte han sin Kone og sine to Børn i sin Konebaad og rejste +hjem paa Besøg.</p> + +<p>Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden +paa Land, slog Telt, efterlod Familien og begav sig +alene til sine Fangstfæller. Først sent ud paa Aftenen kom +han tilbage, og da stod der en fæl Stank om ham. Hans +Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt at mærke +paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han +i lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet +ondt derover.</p> + +<p>En Dag foreslog han, at de alle skulde tage ind til Bopladsen, +og saa rejste de. Han havde paa Forhaand lovet +dem et stort Maaltid.</p> + +<p>De kom til Land og blev elskværdigt modtagne, men +da Konen paa Vejen til Huset kom forbi deres Madskur,<a class="pagenum" name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a> +fandt hun der ophængt en stor Mængde Menneskelaar, og +da begreb hun, at hun var kommen til Menneskeædere.</p> + +<p>Da de kom ind i Huset, gav man dem en Smule Angmagssætter, +det var alt. Først ud paa Aftenen var der en +gammel Kælling, der fra en af Husets mørke Kroge hviskede +noget om Menneskelaar. De bragtes ind og sattes +frem.</p> + +<p>„Men Spæk af et ældre Menneske skulde vi vel have +hertil,“ bemærkede en anden gammel Kælling, ligeledes fra +en Krog, og det bragtes ind. Saa gammelt var dette Spæk, +at det var bleven helt gult.</p> + +<p>Konen lagde Mærke til, hvorledes Pigssik aad. Naar han +skulde dyppe en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, +stak han af bare Iver hele Haanden ned, og han slikkede +den bagefter, saa hele hans Ansigt skinnede.</p> + +<p>Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der +var hængt til Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om +det, og man bad Pigssik's Kone, som ikke var vant til denne +Spise, om at gaa udenfor, saa længe det stod paa. Da hun +siden blev kaldt ind igen, saa hun sin Mand endnu i Færd +med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin Langemand +gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret +Hul i Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smadskende +Hjernen i sig.</p> + +<p>Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa +Fangst. Men en Morgen trak de dog deres Vandpelse paa +og gik ud. Pigssik's Kone blev glad, thi nu troede hun, at hun +endelig skulde faa Sælkød at spise. Det viste sig imidlertid, +at de kun gik uden for Husene for at lege.</p> + +<p>„Saa, saa! En ung Mand har faaet Tag i en ældre Mand!“ +udbrød en Kvinde, som stod ved Vinduet. „Han har kastet +ham om!“</p> + +<p>„Kom ud med Reb!“ raabtes der, og hun skyndte sig +ud med <a class="corr" name="rett_28" id="rett_28" title="">en </a>Kobberem, og lidt efter kom de slæbende ind med +en død Mand. Han blev spist den Aften.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a> +Pigssik havde en smuk Datter, som nu netop var i sin +bedste Alder. Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand +efter. Han lavede sig en Trækølle af den Slags, som Folk +der brugte til at knuse Pandeskaller med.</p> + +<p>En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse +Lampespæk; selv vilde han hjælpe hende med at holde +Hundene borte. De var neppe komne ud, før Konen hørte +et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede dræbt.</p> + +<p>„Slæb hende ind, og kog hende til mig!“ raabte Manden.</p> + +<p>Konen stak i at græde og formaaede ikke at gøre noget.</p> + +<p>„Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov at gaa samme +Vej!“ brølte han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren +ind.</p> + +<p>„Jeg længes efter at smage hende,“ vedblev han, „skynd +dig nu med at flænse hende!“</p> + +<p>Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at +knuse Hovedet paa hende med, og saa gav hun sig grædende +i Lag med Arbejdet.</p> + +<p>Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede det +i Gryden. Ved et Tilfælde var Hænderne komne øverst, +og da Senerne kom i det varme Vand, greb Fingrene fast +i Gryderanden, ganske som om de var blevne levende og +vilde op igen. Og hver Gang hun stødte dem ned, kom de +lidt efter op igen.</p> + +<p>Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde +blive spist, tog saa, uden at nogen mærkede det, Urinspanden +og hældte den over Kødet. Da det saa senere blev sat frem, +kunde ingen spise det, og Moderen kunde saaledes bringe +det til Side, uden at nogen havde rørt ved det.</p> + +<p>Samme Nat tog hun Hævn for sin Datter, dræbte Manden +sovende med hans egen Kølle og flygtede med sine +to endnu levende Børn til sine Brødre. Der turde Menneskeæderne +ikke tage Hævn over hende, og man hørte siden +aldrig noget til dem.</p> + +<p>— — — Da jeg sent ud paa Natten forsvinder i min<a class="pagenum" name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a> +Pose for at sove, har min Hjerne svært ved at udrede alle +Dagens Indtryk: Nattelejren paa Naternak-Sletten, hvor intet +Menneske ellers plejer at komme saaledes i Vinterens Hjerte, +Renjagten, Væddekørslen, Historier om Røvere og Missionærer, +Aabenbaringer og Profetier, Menneskeædersagn, — og +jeg sover ind med en fast Overbevisning om, at intet +Land i Verden byder den rejsende en saadan Overdaadighed +af Oplevelser som Grønland.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a></p> +<h3><a name="DEN_STORE_VAEKKELSE" id="DEN_STORE_VAEKKELSE"></a>DEN STORE VÆKKELSE +I EVIGHEDSFJORDEN</h3> + + +<p>Denne sandfærdige Historie foregik i Aaret 1790 i Evighedsfjorden +i Sydgrønland; og man vil kunne fortælle den +paa følgende Maade:</p> + +<p>Der var engang en Mand, som hed Habakuk. Han +havde to Børn, en Søn og en Datter. En Dag, da Drengen +sammen med Pladsens Børn løb om og legede med Fuglepile, +kom han ved et Pilekast til at ramme sin lille Søster +i <a class="corr" name="rett_29" id="rett_29" title="Næseborerne">Næseborene</a>, saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding. +Pigen faldt øjeblikkelig om. Broderen løb hen til hende +og forsøgte straks at trække Pilen ud; men Pilespidsen +havde store Modhager, og da disse holdt igen, maatte han +lægge Knæene paa Søsterens Hoved og trak den saaledes +ud. En tyk Blodstraale ramte ham lige i Ansigtet, og Søsteren +udaandede med det samme.</p> + +<p>Det var denne store Sorg, som ramte Habakuk og hans +Kone Marie Magdalene; og det var denne Begivenhed, der +gav Anledning til det, jeg nu skal fortælle om.</p> + +<p>Dette foregik jo for mange Aar siden paa de Tider, da +Menneskenes Sorger var voldsommere end nu. Det var derfor +ikke saa underligt, at det begyndte at gaa Habakuk og +hans Kone galt efter denne Tildragelse. De fik saa mange +Syner og saa mange mærkværdige Drømme, og alt sammen +kom det fra Himlen, sagde de. Og da deres Sind saaledes +var blevet sygt, magtede de ikke længere at skelne mellem +Løgn og Sandhed. Men deres Tale bredte sig blandt Folkene, +og deres Ord fik saare stor Magt over alle.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a> +Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller, +bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være +fælles for Menneskene; alt Bytte, al Fangst skulde bringes +til Habakuk, der uddelte det til dem, der trængte til det.</p> + +<p>Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, +og det blev Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst.</p> + +<p>Da alle Bopladsfællerne sluttede sig til Habakuk, faldt +ogsaa Kateketen fra sin Kristendom og sluttede sig til de +andre.</p> + +<p>Kateketen var en Efterkommer af en dansk Mand, som +havde boet ved „gamle Sukkertoppen“ og hed Bertel Larsen. +Kateketen selv hed Josef; og snart blev der ikke givet +ham andet Arbejde end at nedskrive Habakuks og Marie +Magdalenes Spaadomme. Til sidst slap alt Papir paa Pladsen +op, og han maatte nedtage Husets Skindtapeter og skrive +paa dem.</p> + +<p>Alle Fangerne var snart saa optagne af alt det, der gik +for sig hos Habakuk, at de ikke mere tog paa Fangst, men +levede af deres Vinterforraad. Kun en enkelt Mand sluttede +sig aldrig til Profeten; det var Sem.</p> + +<p>En Dag, da der som sædvanlig var Møde, og Profeten +talte om sine Aabenbaringer, gik han ind i Huset for at høre +derpaa. Han fortæller, at da han kom ind, slog en underlig +Lugt af Orm op i Næseborene paa ham.</p> + +<p>„Hvorfor lugter I alle sammen?“ sagde han til dem, da +han gik, og søgte dem aldrig siden.</p> + +<p>Men min Bedstemoder har fortalt mærkelige Ting om, +hvad de foretog sig hos Habakuk. Naar en eller anden af +Tilhængerne uden nogen som helst Grund følte Trang til +at græde, brast hele Forsamlingen i en forfærdelig Graad, +og de græd, saa Snottet stod dem ud af Næsen, og de slyngede +det op paa Væggene, der efter en saadan fælles Graad +kunde være ganske slimede. Men naar saa pludselig en i +Forsamlingen slog sig paa Maven og gav sig til at le, gjorde +alle de andre det samme. Og de kunde da le saaledes,<a class="pagenum" name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a> +at man skulde tro, Alvor aldrig mere kunde falde over +dem.</p> + +<p>Naar Habakuk holdt sine Taler, kunde Forsamlingen +gribes saadan af Længsel efter det evige Liv, at de begyndte +at hoppe i Vejret, der hvor de sad, og min Bedstemoder +fortæller, at de nøgne Kvinder kunde sidde og hoppe saa +inderligt op mod Himlen, at hele Huset genlød af Svup fra +fede Bryster. — — — Det var jo i de Tider, da man ikke +gik med Uldtrøje ...</p> + +<p>Pludselig kunde saa Habakuk standse sin Tale, nævne +et Navn og erklære, at den og den nu var kommen paa +den rette Vej; og straks for alle Mænd ud af Huset, greb +deres Bøsser og saluterede, for at Himlen kunde høre, at +Menneskene var glade over den store Frelse.</p> + +<p>Somme Tider søgte de ogsaa op til Kirkegaarden, tog hinanden +i Haanden, sluttede Kreds om Gravene og sang Salmer +for de døde.</p> + +<p>Paa den Tid var der ved Pladsen en Kvinde, der ikke +længere var ung. Man fortalte, at hun altid gik smukt +klædt i en hvid Faareskindstrøje. Det var i de Tider, da +Faareskind var Handelsvare deroppe. Men en Dag begyndte +man at beskylde denne Kvinde for at fare med Trolddom +og Hekseri; og Forargelsen voksede. Til sidst kastede Mændene +sig over Kvinden for at dræbe hende, og de førte +hende ned til Havet under alle Haande Pinsler; der var +dem, der gik med lange Teltstænger og stødte hende i Skridtet +og Underlivet. Ved Havet bandt de en Sten om Halsen +paa hende og kastede hende ud. Da hun var meget fed, +gik hun ikke til Bunds, men Stenen holdt Legemet lodret +i Vandet indtil Navlestedet; hun sprællede et Øjeblik med +Benene og druknede.</p> + +<p>Ud paa Aftenen kom en Fangstmand ved Navn Hosias +hjem. Da han saa Liget svømme paa Havet, bugserede han +det til Land, trak det op og gav sig til at hamre paa hendes +Hænder med en Sten, indtil Arm og Haand lignede<a class="pagenum" name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a> +en Vandmand. Saa kastede han hende ud i Havet og lod +hende føre bort af Strømmen.</p> + +<p>Der var en anden Kvinde, som de ogsaa beskyldte for +Hekseri; hun havde en Søn ved Navn Paulus. Men da +Kvinden vidste, at de en Dag vilde falde over hende og +myrde hende ved Pinsler, bestemte hun sig til hellere selv +at dø.</p> + +<p>Og en Morgen tidlig gik hun hen og vækkede sin Søn +og spurgte ham:</p> + +<p>„Paulus, maa jeg springe i Havet?“</p> + +<p>„Ja!“ svarede Sønnen, som søvndrukken ikke vidste, hvad +der blev sagt, og Kvinden løb ud og kastede sig i Havet.</p> + +<p>Men Sønnen, som nu pludselig begreb det skete, styrtede +ud efter Moderen, men fandt hende aldrig siden. Hun +havde kastet sig ind under Isfoden ved Fjorden.</p> + +<p>Men Bedstemoder fortalte ogsaa, at Marie Magdalene, +naar Folk kom for at bevidne hende deres Agtelse ved at +trykke hendes Haand, altid skelnede skarpt mellem dem, +hun gav sin hele Haand, og dem, hun blot berørte med sin +lille Finger.</p> + +<p>Paa den Tid, da den store Vækkelse greb stærkest og +vildest om sig, rejste Bertel Larsens anden Søn, Frederik +Bertelsen, som dengang var Kateket ved „gamle Sukkertoppen“, +ind og talte med sin Broder Josef og foreholdt +ham og sine Landsmænd det formastelige i deres Færd; +men hans Formaninger nyttede intet.</p> + +<p>Men da ingen Præsts Formaninger kunde gøre Indtryk +paa Befolkningen, hændte der hen mod Foraaret noget, som +vakte Folks Fornuft.</p> + +<p>Man havde nemlig lagt Mærke til, at Profeten lang Tid +igennem havde haft saadan en besynderlig Trang til at lade +sig lyske af unge Kvinder, og han lagde da ofte sin Haand +paa Steder, som ikke sømmede sig for en Profet.</p> + +<p>Se, den Slags Ting begyndte Mand og Mand imellem +at tale om, og det varede ikke længe, før Frafaldet blev<a class="pagenum" name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a> +aabenlyst. En Dag, da en Mand, som hed Justus, kom bugserende +med en Hvidhval, og Habakuk som sædvanlig kom +ud og raabte, at han skulde lægge til uden for hans Hus, +lo Justus og svarede, at Habakuk vist for Fremtiden maatte +nøjes med at kommandere over den Fangst, han selv bragte +til Land. Denne Hændelse blev det store Adskillelsens Tegn, +og snart var Habakuk og Marie Magdalene igen ganske +almindelige Mennesker, som ingen tog Hensyn til.</p> + +<p>Og et Tilfælde blev Aarsagen til, at Habakuks Lære og +mange Aabenbaringer ganske gik tabt for Efterverdenen; thi +da Frederik Bertelsens yngste Søn fangede sin første Sæl, +samlede man hele den Bibel, Habakuk og Marie Magdalene +havde dikteret Josef, og brugte den til at koge Gildesuppen +paa.</p> + +<p class="byline33"> +<span class="left">Fortalt af</span><br /> +<span class="larger italics">„Gamle Sidse“<br /></span> +fra Holstensborg. +</p> + + + +<hr class="w65" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a></p> +<h2><a name="OESTGROENLAENDERE" id="OESTGROENLAENDERE"></a>ØSTGRØNLÆNDERE</h2> + + + +<hr class="w45" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a></p> +<h4 class="center">INDHOLD</h4> + +<p class="toc"> <span class="num">Side</span></p> +<ul class="toc"> +<li><p><a href="#INDLEDNING">Indledning</a> <span class="num">113</span></p></li> +<li><p><a href="#AEGTESKABSDRAMAET">Ægteskabsdramaet i Lindenowsfjord</a> <span class="num">121</span></p></li> +<li><p><a href="#SAKUAS_DOED">Sakua's Død</a> <span class="num">124</span></p></li> +<li><p><a href="#MORDET_PAA_KATIAJA">Mordet paa Katiaja</a> <span class="num">126</span></p></li> +<li><p><a href="#AVIAJA_OG_HANS_SLAEGT">Aviaja og hans Slægt</a> <span class="num">130</span></p></li> +<li><p><a href="#AANDEMANEREN_AUTDARUTA">Aandemaneren Autdaruda</a> <span class="num">133</span></p></li> +<li><p><a href="#EN_SJAELERANERS_SAGA">En Sjæleraners Saga</a> <span class="num">169</span></p></li> +<li><p><a href="#DEN_USAARLIGE_UASE">Den usaarlige Uase</a> <span class="num">173</span></p></li> +<li><p><a href="#MANDEN_SOM_HOLDT_FOR_MEGET">Manden, som holdt for meget af sin Kone</a> <span class="num">182</span></p></li> +<li><p><a href="#EN_HISTORIE">En Historie om Hungersnød</a> <span class="num">186</span></p></li> +<li><p><a href="#EN_FRISTELSE">En Fristelse</a> <span class="num">189</span></p></li> +<li><p><a href="#FANDEN_PLAGER_DEM">Fanden plager dem</a> <span class="num">195</span></p></li> +</ul> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a> +<a name="INDLEDNING" id="INDLEDNING"></a> +I Sommeren og Efteraaret 1904 traf jeg — dels i de nærmeste +Distrikter Nordvesten for Kap-Farvel, dels ved +Kangigdlinguaq, Sønden for Prins Christians-Sund paa Østkysten, +— østgrønlandske Stammer fra Bopladserne Syd for +Angmagssalik-Gebetet, — Stammer, som i forskellige Hold +var indvandrede til Vestkysten for at lade sig døbe.</p> + +<p>Alle disse forhenværende Østgrønlændere var trods deres +Daab meget lidt aandeligt paavirkede og talte endnu +deres egen Dialekt. Efter inderste Overbevisning ansaa de +vel den kristne Lære for bedre og visere end deres egen, +derfor havde de jo antaget den; men de havde paa ingen +Maade i Hjertet erklæret Hedningetroen for et Bedrag, men +tog den nu nærmest som noget, der var forbudt af Hensyn +til den nye Tro.</p> + +<p>Alle de hedenske Mysterier, alle de overnaturlige Kræfter, +der tidligere var Aandemanernes Hjælpere, eksisterede +endnu, men <em>turde</em> eller <em>vilde</em> blot ikke mere aabenbare sig +for dem, efter at de havde forraadt dem til de kristne gennem +deres Omvendelse.</p> + +<p>Der var tidligere mange Mennesker langs Østkysten, fortalte +de; de boede i store Huse, der kunde rumme flere +Konebaadslag. Om Vinteren især levedes der et broget Samliv, +hvor man Aftnerne igennem underholdt sig med Aandebesværgelser, +Sangkampe, Smædeviser og Sagnfortællinger.</p> + +<p>Det var en glad Tid — men ogsaa en farlig Tid!</p> + +<p>I alle de øvrige Aarstider arbejdedes der strengt for at +skaffe Forraad og Klæder. Da laa man i spredte Teltlejre +rundt om paa de gode Fangstpladser. Hver Dag havde sine<a class="pagenum" name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a> +Begivenheder. Mændene var optagne af deres Jagter, Kvinderne +flækkede Kød til Tørring og beredte Skind. Alle sled +sig trætte, sov tungt og havde kun Lyst til at være gode +mod hinanden.</p> + +<p>Men om Vinteren derimod, naar mange Mennesker samledes, +og Forraadskamrene stod fulde, og alles Ønsker kun +gik ud paa at korte de lange, daadløse Vinternætter, da +kunde Menneskene blive helt anderledes. Megen Mad og +Stillesidden, Lyst til Handling og Forandring fik dem til at +yppe Klammerier; gamle Mellemværender opgravedes, Haan +og giftige Ord æggede til Hidsighed, og midt ind i Vinterens +Madgilder kunde da fremkaldes Begivenheder, hvor +Menneskene, hidsede af Ærgerrighed og Bopladsfællernes +Tilskyndelse, glemte al Medfølelse med hinanden og ofte +under de besynderligste Paaskud undsagde hinanden i Smædeviser, +opførte Tvekampe og begik de afskyeligste Mord.</p> + +<p>Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, +til Sindssyge; og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som +jeg hørte hos disse nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, +der er vidt forskellige fra de Forestillinger, man ellers gør +sig om de fredsommelige Eskimoer.</p> + +<p>Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, +fordi de skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret +Stammes Liv.</p> + +<p>Alle Sydøstgrønlænderne er nu, paa een Familie nær, indvandrede +til Vestkysten og døbte; og de vil snart gaa fuldstændig +op i Befolkningen der.</p> + +<p>Jeg nedskrev under mit Ophold iblandt dem en Del af +deres Traditioner og Sagn, foruden en mindre Ordsamling.</p> + +<p>De sidst indvandrede ankom i Sommeren 1900, og de +fortalte, at der endnu var een Familie tilbage i deres Land: +det var den gamle Kunigsarfik — „Kyssetøjet“ —, hans Kone, +to Sønner, tre Døtre og en Svigersøn. Den gamle Husfader +havde faaet en Undsigelse af Autdârutâ — „Konebaaden“ —, +de sidst ankomnes Fører, der beskyldte ham for at have<a class="pagenum" name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"></a> +røvet hans Søskendes Sjæle; og den gamle, som ikke havde +turdet modtage Udfordringen, var flygtet Nord paa, da alle +andre rejste bort, og siden havde man intet hørt om dem. +Enten lever de endnu paa en eller anden afsides lille Plads, +ganske alene paa den vældige, folketomme Kyst; eller ogsaa +er de sultede ihjel i et ugunstigt Fangstaar.</p> + +<p>Om Vestkystrejserne i Almindelighed skal jeg her blot +meddele, at de, efter gamle Nuissartoq's — nu døbt Rosine's — Opgivelse, +har fundet Sted, saa længe Østkysten fra Umîvik +og Syd efter var befolket; men efter Nâlangarajik's (ɔ: Graah) +Ophold iblandt dem begyndte de at drage Vest paa for at bosætte +sig og lade sig døbe. Graah havde opfordret dem dertil, +og flere Konebaade fulgte efter ham. Det hændte ogsaa, at +der kom Folk helt oppe fra Angmagssalik for at handle paa +Vestkysten; men det var sjældnere, da disse maatte være tre +til fire Aar om Rejsen frem og tilbage. De indskrænkede +sig derfor i Reglen til at tiltuske sig Varer hos sydligere-boende, +der havde været ved Handelssted.</p> + +<p>Rosine fortalte, at Angmagssalikerne var de nordligst-boende, +hun kendte. Hun havde ganske vist hørt fortælle, at +der endnu længere mod Nord skulde leve mærkelige Mennesker +uden Rumpe; de spiste ikke, men sugede blot Næring +til sig af Kød. Men gennem mange Slægtled har ingen set +noget til dem, og nu kender man dem kun fra Sagnene.</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>I det følgende skal jeg skildre nogle Episoder fra Livet +i Sydøstgrønland under Opløsnings- og Udvandringstiden.</p> + +<p>Da jeg har ment, at Eskimoernes egne Skildringer og +Opfattelse af Forholdene havde størst almenmenneskelig Interesse, +holder min Fremstilling sig nøje til mine forskellige +Kilders Fortællinger og Udtryk. Kun saaledes, synes jeg, +kunde Beretningen om disse Menneskeskæbner faa deres +fulde kulturelle Betydning.</p> + +<p>Disse Bemærkninger forudskikker jeg udtrykkeligt, for<a class="pagenum" name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"></a> +at ingen skal tro, at jeg har „lavet Literatur“ paa visse opsamlede +Fakta.</p> + +<p>Det var til en Begyndelse ikke nogen let Sag at faa noget +sammenhængende at vide. Disse Mennesker havde jo +dels selv fortrudt deres Fortid, og dels havde de nu lange +Tider igennem faaet deres hedenske Handlinger fordømte +af Præst og nye Landsmænd.</p> + +<p>Rygterne svirrede om mig, da jeg kom til Lejren — for +det meste kolporterede af gamle kristne Koner, der trængte +til lidt Tungegymnastik. Og Rygterne overdrev naturligvis +og løj som alle Rygter. Saa bestemte jeg mig til foreløbig +intet at gøre, blot leve sammen med dem, selv være saa meddelsom +som muligt og forøvrigt blot vente paa en Lejlighed, +da Trangen til at fortælle overvandt Reservationen.</p> + +<p>Det lykkedes mig omsider at vinde de nydøbtes Tillid, +og de gav mig under mit Samvær, uden Omsvøb, Skildringer +af de Begivenheder, der havde været hovedbestemmende +til deres Indvandring til Vestkysten og den dermed +følgende Omvendelse til Kristendommen; Skildringer, som +giver det grelleste Billede af et lille Samfunds Opløsning. +Sjældent er mere dyriske Handlinger bleven øvede af Mennesker, +som af Naturen havde ufordærvede Hjerter; aldrig +har Øde, Isolation og aandelig Stagnation drevet gode Mennesker +til mere afsindige Raaheder.</p> + +<p>Men jeg føler det som min Pligt, før jeg gaar nærmere +ind paa Fortællingerne, at understrege, at jeg sjældent paa +mine Rejser har levet sammen med gladere, mere medgørlige +og godmodige Mennesker end disse Østgrønlændere, der, +om de havde levet i en civiliseret Stat, vilde have været +hjemfaldne til Skafottet for de grusomste Mord ...</p> + +<p>Belysningen af de Tragedier, der er bleven udspillede +mellem disse ensomme Stammer paa Grønlands Østkyst, +har ogsaa en videnskabelig Betydning; <em class="italics">thi disse Tragedier, +der berettes af Øjenvidner, viser, at de gamle eskimoiske +Sagn i langt højere Grad, end man tidligere har troet, er<a class="pagenum" name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a> +Eskimoernes egen Historie</em>, der traditionsvis er overleveret +til Slægterne. Man har før ment, at de fleste af Sagnene, +der aabenbarede saa megen Grusomhed, var Fantasifostre, +der kun havde deres Oprindelse i en eller anden +yderst spinkel Tildragelse, som var bleven udpyntet til fælles +Underholdning. De mange Hjerteløsheder, der omtales, +„Mænd, der spiser deres Koner“, „forældreløse, der mishandles“, +„hensynsløse Blodbad paa Kvinder“, — Emner, +der behandles meget hyppigt i de eskimoiske Sagn, — er +sikkert alt sammen Oplevelser, der samvittighedsfuldt er bleven +berettede fra Generation til Generation. De nye Fortællinger +fra Østkysten godtgør dette.</p> + +<p>Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens +Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med +Eskimoernes.</p> + +<p>Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden, +Fredsommeligheden som den Egenskab, der mest karakteriserede +Eskimoerne.</p> + +<p>De var saa gode og skikkelige!</p> + +<p>Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred — trods +alt! Saa meget desto mere beundringsværdige! Men glem +derfor ikke, at de dog først og fremmest er Mennesker, der +i egentligste Forstand formes af den Natur, der omgiver dem.</p> + +<p>Eskimoens Sind kan være blankt og solmættet, som Vandet +en Sommerdag i de dybe, varme Fjorde. Men det kan +ogsaa være vildt og skaanselsløst, som selve Verdenshavet, +der æder sig ind i hans Land!</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>Sofie Poulsen var den, der gav mig de første Oplysninger. +Hun hed oprindelig Besuk. Da hun kom til Vestkysten +sammen med tre Konebaadsbesætninger i 1900, var hun +Neqigssanoq's anden Kone. Neqigssanoq har i Daaben faaet +Navnet Emanuel. Sofies Medhustru var hendes ældre Søster +Singime, i Daaben kaldet Helene.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a> +Da det var deres Agt at lade sig døbe, blev det dem +meddelt, at de skulde slaa sig ned i Frederiksdal, det gamle +Hernhutersted, Sønden for Julianehaab, og der skulde de +gaa til Daabsundervisning hos Præsten. Straks maatte da +Emanuel give Afkald paa den Kone, han sidst havde taget. +Det var nemlig en gammel Praksis hos Missionærerne der +paa Stedet, at Kirken kun anerkendte den første Kone som +en Mands eneste retmæssige, ganske uden Hensyn til Mandens +Sympatier; Medhustruen blev erklæret for at være +Enke.</p> + +<p>Saaledes skete det, at Sofie, der altid havde været sin +Mands Favoritkone, maatte trække sig tilbage til Fordel for +sin ældre Søster og anlægge det sorte Topbaand, der i Grønland +bæres af Enker.</p> + +<p>Sofie saa sig nu pludselig uden Forsørger, og hendes +lille Datter, der blev hos hende, regnedes for faderløs. Fra +offentlig Side blev der ingen Understøttelse tilstaaet hende; +ja, det skulde da være Forstanderskabets nedværdigende +Fattighjælp, om det skulde gaa saa vidt. (Det er jo Sagen +uvedkommende, at Præsten privat var meget godgørende +over for Sofie.)</p> + +<p>Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen +af Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser +mod sin forhenværende Hustru og Datter. Der +blev nu anvist de to en Familie, de kunde tage ind hos; +der fik de Kosten, mod at Moderen skulde gøre alt Pigearbejde +i Huset. Klæder maatte hun selv se at skaffe sig, +og det var ikke altid saa let.</p> + +<p>Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der +kommer ned til nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke +Spæk af Mavepartiet, paa en tre—fire Tommers Længde +og en god Tommes Bredde, med Skindet paa. Det spises +raat med Hud og Haar og kaldes Tamorassâq: „Tyggebid“, +fordi det er saa behageligt at tygge; man kan blive ved at +tygge en saadan Tamorassâq en hel Time igennem. Det er<a class="pagenum" name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a> +meget yndet af Kajakmænd paa lange Fangstrejser; der paastaas, +at naar man har en Tamorassâq i Munden, bliver man +hverken tørstig eller sulten.</p> + +<p>Disse Smaaparter, som hun kunde faa ved at gaa ned +til Stranden, naar Fangst bugseredes ind, samlede hun sammen +om Foraaret i Klapmydstiden og solgte dem. Paa denne +Maade skaffede hun sig nogle Smaaskillinger, som hun anvendte +til Tøi; men det kneb selvfølgelig med at faa Pengene +til at slaa til, og hun maatte derfor i Reglen nøjes med +gamle, aflagte Klæder, som hun lappede sammen.</p> + +<p>Skilsmissen havde gjort et dybt Indtryk paa Sofie, og +hun hader nu af et oprigtigt Hjerte baade sin Søster og +Mand. For Resten har Forholdet til Søsteren aldrig været +godt, da de begge var meget skinsyge.</p> + +<p><span class="corr" title="tilføjet „">„</span>„Jeg vil have ham alene for mig!“ sagde jeg til min Søster; +men det samme sagde hun naturligvis til mig, og da +min Mand i Reglen foretrak mig, fordi jeg var yngre, var +min Søster altid ond imod mig,“ forklarede Sofie.</p> + +<p>Derfor kan hun ikke tilgive sin Mand, at han svigtede +hende. „Tal ikke om den skamløse!“ siger hun, naar man +nævner ham. Men paa den anden Side syntes Emanuel heller +ikke at være falden ganske til Ro ved Kirkens Afgørelse. +Det viser følgende lille Tildragelse, som Sofie fortalte mig:</p> + +<p>Engang sidste Vinter, da hun en mørk Aften skulde +hente Vand ved det fælles Vandsted, hørte hun Knirken i +Sneen bag sig. Da hun vendte sig om, saa hun en Mand +komme løbende efter; hun genkendte straks Emanuel.</p> + +<p>Hun blev bange, vendte sig om og raabte:</p> + +<p>„Nej, nej! Jeg vil ikke mere have noget med dig at gøre!“ +Og saa gav hun sig til at løbe, alt hvad hun kunde. Han +satte efter hende, skød en Genvej, naaede hende og var +ved at gribe hende i den ene Skulder; men hun sprang til +Side, snoede sig fra ham og løb videre.</p> + +<p>„Vent, vent dog; jeg har noget at sige dig!“ raabte Emanuel.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a> +„Nej, du har ikke mere noget at sige mig!“ svarede +Sofie og gav sig nu til at skrige for at paakalde Folks Opmærksomhed. +Saa først standsede Emanuel og raabte efter +hende:</p> + +<p>„Man kan mærke, at det ikke er dig, som gaar med +Graaden i Halsen!“</p> + +<p>Og siden har han ikke søgt hende .....</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Under mit Ophold i Teltlejren fortalte denne Sofie mig +efterhaanden hele sin Stammes skæbnesvangre Historie fra +de sidste Aar paa Østkysten. Og da jeg saaledes først havde +visse Fakta at gaa ud fra, faldt det mig siden ikke saa vanskeligt +gennem Spørgsmaal at faa de Oplysninger, jeg søgte.</p> + +<p>I de følgende Beretninger har jeg søgt at gaa de originale +eskimoiske Fremstillinger saa nær, som det var mig +muligt i en dansk Oversættelse.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a></p> +<h3><a name="AEGTESKABSDRAMAET" id="AEGTESKABSDRAMAET"></a>ÆGTESKABSDRAMAET +I LINDENOWS-FJORD.</h3> + + +<p>Besuk fortæller.</p> + +<p>„Der var en Mand, som hed Oqartaqangitseq, „den tungeløse“, +og han boede ved Lindenowsfjord; vi havde dengang +Vinterplads ved Nunagssuk lige i Nærheden.</p> + +<p>Oqartaqangitseq havde tre Koner: Atarajik, Qiorartoq +og Katiaja, og de levede i et stadigt Uvenskab og Jalousi.</p> + +<p>En Aften blev Katiaja, den yngste af Konerne, rasende +over, at deres Mand ikke vilde ligge ved Siden af hende — han +havde nemlig lagt sig hos Atarajik — og saa sprang hun +op paa Briksen, nedskar en Remmesæls Urinblære, der var +fyldt med Krudt, smed den paa Gulvet, sprættede den op +med en Krumkniv og satte en brændende Vægepind til.</p> + +<p>Der lød et forfærdeligt Brag. Huset blev sprængt i Luften, +og et af de Mennesker, som befandt sig derinde, blev slynget +helt ud i Sneen. Alle, som var i Huset, mærkeligt nok paa +Katiaja nær, blev aldeles forbrændte, ganske sorte i Kødet, +og al Huden var sveden af dem.</p> + +<p>Oqartaqangitseq og Atarajik, der havde to smaa Børn, +tænkte ikke et Øjeblik paa sig selv, skønt de var de mest +forbrændte. De bar deres smaa Børn ud i Sneen og gned +deres hudløse Legemer med den bløde Sne; først da de var +ved at fryse ihjel, tog de dem igen op til deres Legemer +for at aande dem varme.</p> + +<p>Huset var ødelagt. De kunde ikke straks komme ind +for kvælende Krudtrøg; men efterhaanden som Røgen trak +ud, kravlede man ind og tændte Lys. Det viste sig nu,<a class="pagenum" name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a> +at Atarajik's Krop var fuldstændig afsveden; al Huden var +flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa stærkt medtagne. +I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag forlod +de Bopladsen i Konebaad og kom op til os.</p> + +<p>Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa +afkræftet, at hun ikke kunde føres ned til Konebaaden.</p> + +<p>En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det +ødelagte Hus; der saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt.</p> + +<p>Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes +Krop var helt sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa +hende og spist Partiet om hendes Skuldre, saa de hvide +Knogler stak frem. Stakkels Atarajik! Ingen havde kastet +hende i Havet!</p> + +<p>Hendes Mand, som de havde faaet ned til Nunagssuk, +fik derimod en anstændig Død. Da de kom med ham, laa +han i Bunden af Konebaaden med nogle Skind over sin +brændte Krop. Han led forfærdeligt, kunde næsten ikke +tale, og man maatte lægge Øret helt ned til hans Mund, +naar man skulde forstaa ham.</p> + +<p>Han laa nogle Dage i Huset og stønnede af Smerte. +Men saa blev han træt til sidst og sagde til sine Koner, at +de skulde føre ham til Havet.</p> + +<p>De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa +klædte de ham i Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre +ved Lig. Han vred Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen +ned over de dybe Saar; saa bar Konerne ham ud og satte +ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.</p> + +<p>Det blæste en Sydvest og var et stygt Vejr; en stærk +Brænding brød mod Land.</p> + +<p>Man fortæller nu, at han, da han sad sammenkrøben +deroppe paa Klippen, havde betænkt sig et Øjeblik, da han +saa ned i de brydende Braadsøer.</p> + +<p>Da hans Koner saa dette, havde de foreslaaet at føre ham +ind i Huset igen. De vilde saa gerne beholde ham som +Mand, da han var saadan en god Fanger.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a> +Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede +sig i Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over +ham.</p> + +<p>„Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han +sagt, og saa havde han styrtet sig ud i Havet.</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var +høj og smuk med lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som +en Mand og gik paa Fangst, medens hun var ugift, sammen +med Mændene. Hun havde i Reglen flere Hunde end disse.</p> + +<p>Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet +paa Fangst, før det var bleven lyst. Dagen havde neppe +gryet, før hun kom kørende hjem igen med en stor „befostret“ +Remmesæl paa Slæden. Da var Mændene knapt +komne paa Benene; og denne store Sæl (vejer c. 6—700 +Pund) havde hun ganske ene trukket op paa Isen.</p> + +<p>I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun +var endda heldigere i sin Fangst end Mændene. Ja, hun var +en mærkelig Kvinde, morsom at være sammen med, men +farlig!</p> + +<p>Da hun blev gift, hørte hun op med at gaa paa Fangst. +Efter Mordet paa sin Mand og sin Medhustru begik hun +endnu et Mord. Det var Ijajup's Enke; jeg kan ikke rigtig +huske, hvad hun hed, det var vist Niarajuak.</p> + +<p>Enken var ganske uskyldig, men Katiaja beskyldte hende +alligevel for at skade sine Landsmænd ved Aandebesværgelser.</p> + +<p>Det var Løgn.</p> + +<p>En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. +Hun skød, men dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, +men faldt, da hun var kvæstet. Og saa lod Katiaja hende +ligge blødende ude i Sneen, uden at have slaaet hende helt +ihjel.</p> + +<p>Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, +tog en stor Sten og knuste hendes Hoved.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a></p> +<h3><a name="SAKUAS_DOED" id="SAKUAS_DOED"></a>SAKUA'S DØD.</h3> + +<p>Vi boede dengang paa Fangstplads sammen med min +Mands to Brødre, Adam og Christian.</p> + +<p>Christian hed dengang Autdârutâ; han var Aandemaner +og en hidsig og farlig Mand. Han tog Sakua til Medhustru +netop paa den Tid. Sakua var en af dem, der var sluppen +levende fra Husbrændingen ved Lindenows-Fjord.</p> + +<p>Hun var en rar Pige, og Christian holdt meget af hende; +men der herskede dog et underligt Forhold mellem Christian +og hende. Til Tider var han stærkt optagen af hende +og favoriserede hende paa sin første Kones Bekostning. Til +andre Tider forskød han hende og jog hende ud af sit Hus. +Han bebrejdede hende navnlig, at hun ingen Børn fødte +ham.</p> + +<p>Saa en Dag de havde været oppe at skændes, for han +pludselig ind paa hende i vildt Raseri og smed hende +ud. Hun gik grædende op mod Fjældet lige ved vor Boplads, +da Christian griber sin Bøsse og styrter ud efter +hende.</p> + +<p>Da hun saa ham, standsede hun og vendte sig imod ham.</p> + +<p>„Hvad vil du?“ spurgte hun.</p> + +<p>„Du er en elendig Kvinde, der ikke kan føde din Mand +Børn“ raabte Christian, spyttende af Arrigskab. „Du fortjener +ikke at leve.“</p> + +<p>Og saa fyrede han paa hende.</p> + +<p>Skuddet ramte hende i Brystet uden at dræbe hende.</p> + +<p>„Hvorfor gør du dette?“ sagde hun, da hun styrtede om.</p> + +<p>Uden Ord og vild af Vrede kastede han sig over hende +og slog hende i Hovedet med Bøssekolben; men da heller +ikke det hjalp, raabte han paa en lille Dreng, der legede i +Nærheden af Huset med en Fuglepil. Drengen bragte ham +Pilen, og med den gennemborede Christian hendes Strube, +saa at hun endelig døde.</p> + +<p>Derpaa flænsede han hende, gennemskar alle Leddene, +skilte Hovedet fra Kroppen og kastede det ud i Havet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a> +Men inden han forlod Liget, udskar han hendes varme +Hjerte og spiste det .....</p> + +<p>Saa slængte han hende hen paa Jorden, et Stykke fra +Fjæren, og lod hende blive liggende der.</p> + +<p>Der saa jeg hende, smidt paa Maven ude i Sneen.</p> + +<p>Dagen efter forlod vi alle Pladsen paa Fangstrejse.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a></p> +<h3><a name="MORDET_PAA_KATIAJA" id="MORDET_PAA_KATIAJA"></a>MORDET PAA KATIAJA.</h3> + + +<p>Menneskeblodet havde gjort Christian afsindig; han var +ikke rigtig sig selv; det var ikke saa længe efter Mordet +paa Sakua, at vi igen kunde mærke, at Christian nu atter +havde ondt i Sinde. Han havde talt om, at Katiaja ikke +burde leve, hun, som havde myrdet saa mange Mennesker. +Og en Dag var det saa, at han gik ind til hende og sagde:</p> + +<p>„Gid du en Dag maa faa en smertefuld Død, du, som +bilder dig ind, at du alene skal leve!“</p> + +<p>Katiaja kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel, +for nu vidste hun, at hun skulde dræbes, og at hun kun +havde tilbage at vente.</p> + +<p>Nogle Dage før et Menneske skal myrdes, plejer man +at lade en Ytring falde, som kan lade Ofret forstaa, at det +snart skal dø. Dette gør man for at pine sine Fjender med +Dødsangst.</p> + +<p>Christian havde, allerede kort efter at Katiaja havde +sprængt sin Mand og sin Medhustru i Luften, erklæret, at +han nok skulde vide at tage Hævn over Kvinden. Vi andre +havde saaledes længe vidst, at hun skulde dræbes, men ingen +af os havde turdet sige det til hende, saa at hun i Tide +kunde flygte til andre Mennesker; thi om nogen sladrer til +en, der er udpeget til at dø, maa vedkommende selv dræbes. +Saaledes gaar det til, at det er umuligt for en dødsdømt +at flygte bort, thi der passes nøje paa.</p> + +<p>Katiaja sad i to Dage tavs og sammenkrøben paa sin Briks +og skjalv af Dødsangst; man kunde høre, hvorledes hendes +Tænder slog i Munden paa hende.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a> +Christians Moder var utrættelig i at ophidse ham til +Drabet.</p> + +<p>„Dræb hende, hun alene vil jo leve!“ gentog hun. Katiaja +havde nemlig engang i Vrede sagt, at hun egentlig +var den eneste, der fortjente at leve.</p> + +<p>Dagen efter at Katiaja havde faaet at vide, at hun skulde +dø, gav Christian sig til at raadspørge sine Hjælpeaander. +Han gjorde det sammen med Qiorartoq, Katiaja's forhenværende +Medhustru. Vi hørte ham tale derinde med sine +Hjælpeaander; og Angst greb os, for nu vidste vi, at Katiaja +ikke havde langt igen.</p> + +<p>Min Mand kom hen til mig, mens jeg stod henne ved +Husgangen, og sagde:</p> + +<p>„Gaa ud af Huset, for nu kommer Mordlysten over +Christian.“</p> + +<p>Alle gik ud, ingen turde rigtig tale; man gik hvileløst +om mellem Husene og for sammen ved den mindste Lyd.</p> + +<p>Adam Poulsen, Christians ældre Broder, var sammen +med sin Familie rejst bort Dagen før; han vilde ikke være +ved Bopladsen, naar Mordet skulde øves.</p> + +<p>Med eet stod de alle stille ude i Sneen og holdt Aandedrættet +tilbage. Christian havde pludselig afbrudt sin Sang, +og vi hørte ham raabe; og hans Stemme lød med en saadan +Kraft, at man skulde tro, han var den eneste levende +paa hele Kysten:</p> + +<p>„De siger alle, at hun skal dræbes i Dag .... I Dag +skal hun dø!“</p> + +<p>Saa gik Christian ud og ladede sin Bøsse; og det saa +ud, som om en vældig Vrede var bleven Herre over ham. +Han løb hen til Katiaja's Hus og kiggede ind ad Vinduet; +men han kunde ikke opdage, hvor hun havde gemt sig. Saa +gik han ind i Husgangen, men heller ikke herfra kunde han +se hende; hun var krøben sammen i et Hjørne af Briksen. +Han vilde ikke gaa ind til hende; det var, som om han med +eet var bleven bange for hende. Saa gik min Mand, Emanuel,<a class="pagenum" name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a> +op paa Huset og gav sig til at rive Taget op; han +frembragte en Aabning, og derfra kunde de se, hvor +hun sad.</p> + +<p>Saa løb Christian hen til Vinduet igen og skreg ind til +hende i Ophidselse:</p> + +<p>„Du bildte dig ind, at du alene skulde leve; derfor dræbte +du andre Mennesker. Hør saa, Katiaja! Nu skal du selv dø! +Og gid du maa udaande dit Liv med Smerte!“</p> + +<p>Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden +og fyrede fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa +hende, men hun gav ikke en Lyd fra sig.</p> + +<p>Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte +den døende Katiaja ud.</p> + +<p>Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel +en fire Aar gammel. Hun forstod ikke, hvad det var, der +gik for sig, og gav sig til at skrige, da hun saa dem slæbe +af med Moderen.</p> + +<p>Uden for Huset skar Christian Liget op og sønderlemmede +det, ganske som han havde gjort ved Sakua. Ogsaa +Katiaja's Hjerte spiste han; dette gjorde han for at forebygge, +at den dødes Aand skulde hævne sig paa ham. Derpaa +tildækkede han Liget med nogle Sten.</p> + +<p>Da Katiaja nu var dræbt, gik alle rundt og sagde til +Morderen: „<span lang="kl">Qujanaq! Isumangnaeqingigput!</span>“ (Tak! Tak! Nu +er hun ude af vore Tanker.) Dette sagde de for at smigre +Christian, for alle var bange for ham.</p> + +<p>Man bestemte nu, at den myrdedes Datter ogsaa skulde +dø. Ingen gad have hende hos sig, ingen gad føde og klæde +hende, ingen brød sig om den forældreløse. Den lille Pige +hed Katiarajik, omtrent som Moderen.</p> + +<p>En Aften, efter at det var blevet mørkt, tog saa en af +Kvinderne Katiarajik ved Haanden og førte hende ud mellem +Fjældene et Stykke fra Husene og efterlod hende der, +for at hun kunde omkomme af Kulde eller af Sult.</p> + +<p>Stakkels lille Katiarajik! Inde i Huset kunde vi høre<a class="pagenum" name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a> +hende skrige, og hun raabte paa sin Moder. Hun skreg sig +hæsere og hæsere, og saa til sidst blev der stille; vi troede, +at hun endelig var gaaet vild i Fjældene i den mørke Nat.</p> + +<p>Men saa var det, at Døren med eet sprang op; den lille +havde fundet hjem, og nu stod hun der paa Gulvet, rystende +af Angst og Kulde.</p> + +<p>Der blev et Øjeblik stille i Huset; saa sprang Qitsuala — hun +er nu døbt og bor her ved Handelsstedet — op fra +Briksen, greb den lille Pige ved Armen og førte hende ud +igen.</p> + +<p>Et Stykke fra Husene knuste hun <a class="corr" name="rett_30" id="rett_30" title="Atarajik's">Katiarajik's</a> Hoved mod +en skarp Sten og lod hende blive liggende ude i Sneen ...</p> + +<p>Dette skete om Vinteren; ud paa Foraaret brød alle op +og rejste ned til Vestkysten for at lade sig døbe.“</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a></p> +<h3><a name="AVIAJA_OG_HANS_SLAEGT" id="AVIAJA_OG_HANS_SLAEGT"></a>AVIAJA OG HANS SLÆGT.</h3> + + +<p>En Aften efter Mørkets Frembrud var jeg gaaet en Tur +til Fjælds sammen med Puarajik, i Daaben kaldet Henrik, +en ung Mand paa 19 Aar.</p> + +<p>Det havde Dagen igennem blæst en stiv Norden med +Dis og Regn, men henimod Aften var Solen kommen frem, og +Vinden var løjet af. Det var svært at finde Vej i Mørket, +og vi plaskede gentagne Gange ud i Vandpytter, vi ikke +kunde se. Det var en dejlig Aften! Et bredt Nordlysbælte +skød frem over Baggrundsfjældene og kastede et flakkende +Skær ud over det dønende Hav.</p> + +<p>„Det er de døde, der spiller Bold“, sagde Henrik om +Nordlysene. „Man siger, at de løber omkring deroppe uden +Bukser paa ..... Se, hvor de farer af Sted!“</p> + +<p>„Aa, man har det saa trygt her mellem de kristne,“ vedblev +den nydøbte Henrik, „for her gaar man da ikke i den +stadige Uro for at blive myrdet. Jeg var aldrig rigtig sikker +paa Østkysten, jeg var jo faderløs. Det var stygt med alle +de Mord; naar de først begyndte at myrde, blev de helt +afsindige.</p> + +<p>Der var engang en Morder, der gav sig til at drikke +sit Offers Blod; han spiste Tangplanter dertil. Til sidst +lykkedes det ham virkelig at tømme Liget.</p> + +<p>Jeg gik altid og var bange for Christian derovre. Ganske +vist — det var jo min Fader, som havde oplært ham +til Aandemaner; men alligevel — man kunde jo ikke vide ...</p> + +<p>Nu skal du høre, hvorledes en hel Familie blev udryddet +i Løbet af en Vinter:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a> +Oqartaqangitseq havde mistet flere Børn, der var døde +af Sygdom lige efter hinanden. Han var en stor Aandemaner +og holdt i den Anledning Aandebesværgelser; og hans +Hjælpeaander fortalte ham, at det var en Mand paa Pladsen, +Aviaja, der havde røvet hans Børns Sjæle.</p> + +<p>Oqartaqangitseq myrder derpaa Aviaja, og Christian var +ham behjælpelig.</p> + +<p>De sønderskar som sædvanlig Liget, puttede Hovedet i +en Kajakblære og kastede det ud i en Sø. Resten af det +sønderlemmede Legeme blev dækket til med Sten.</p> + +<p>Men Øjnene havde de skaaret ud af Hovedet, og gamle +Perujuvatsiak, Christians Moder, havde dem hele Vinteren +igennem i sin Vægstenslampe. Det var for at blinde Sjælen, +hvis den skulde ville hævne sig .....</p> + +<p>Aftenen efter Mordet kommer Aviaja's Kone fortvivlet +og spørger efter sin Mand; hun vidste intet om det, der var +sket.</p> + +<p>„Han er vist myrdet!“ raabte hun grædende ind ad Vinduet +og løb saa sin Vej for at søge efter ham. Først ud +paa Natten kom hun jamrende tilbage; nu havde hun fundet +ham ....</p> + +<p>Og saa lukkede hun sig inde i sit Hus sammen med sine +seks Børn for at sørge.</p> + +<p>Vi boede dengang ved Anoritôq; det var langt ud paa +Efteraaret, da Aviaja blev myrdet. Hen paa Vinteren udbrød +der Hungersnød paa Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen +Fangst! Vi maatte æde vore Kajakskind, og et Bjørneskind, +som ellers var hengemt som Handelsvare, blev sønderskaaret +og spist.</p> + +<p>Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem. +Ingen af de andre hjalp hende og hendes seks Børn, — nej, +det er sandt, det mindste af Børnene havde hun dræbt kort +efter Mordet; hun knuste det lille Barns Bryst mod en Sten +og begravede det hos Faderen.</p> + +<p>Da Konen indsaa, at de maatte komme til at dø af Sult<a class="pagenum" name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a> +inden ret længe, foretrak hun at dræbe sine Børn og sig selv. +De var allerede dengang stærkt medtagne af Sult og havde +svært ved at rejse sig. De to ældste, de var næsten +voksne, styrtede sig selv ud i Havet, da Moderen bad dem +om det; de andre maatte Moderen kaste ud.</p> + +<p>Ja, og saa var der den yngste lille Søn, han løb selv +ned til Stranden; han var den, der var mindst medtagen af +Sult, fordi de ældre stadig havde givet ham Mad af deres +Rationer.</p> + +<p>Moderen forklarede ham nu, at han skulde ned til de +døde, der levede uden Nød og uden Sorger under Havet; +han skulde blot springe ud i Søen, saa skulde Moderen +følge efter.</p> + +<p>Det gjorde Drengen og druknede.</p> + +<p>Men Moderen selv gik op paa en Klippe, vendte Ryggen +mod Havet og kastede sig ud ....</p> + +<p>Saaledes døde Aviaja og hele hans Familie.“</p> + +<p>— — — Henrik har fortalt sin Oplevelse; vi sidder nu +hver paa sin Sten og tier.</p> + +<p>En Mand skyder frem gennem Mørket og bliver staaende +paa en Fjældkam. Han har ikke set os og raaber vore +Navne.</p> + +<p>Det var Christian, der kom for at byde os til Maaltid +paa friskfanget Sæl .....</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a></p> +<h3><a name="AANDEMANEREN_AUTDARUTA" id="AANDEMANEREN_AUTDARUTA"></a>AANDEMANEREN AUTDARUTA.</h3> + + +<p>Mærkeligt nok havde jeg læst om Christian, før jeg selv +traf ham; i et lille Missionsblad havde jeg set et Par Linier, +som gav mig Lyst til selv at lære ham at kende.</p> + +<p>I en Dagbog, hans Præst havde ført under Daabsforberedelserne, +stod skrevet under en Dato, jeg ikke længere +husker:</p> + +<p>„Undertiden overfaldes jeg af en uforklarlig Uro, naar +jeg skal læse med Christian. Jeg har somme Tider en Følelse +af, at det er den skinbarlige Satan, jeg har for mig.</p> + +<p>Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, +blev jeg igen greben af denne Angst for at staa Ansigt til +Ansigt med Christian; og jeg maatte lade dem vente, medens +jeg gik ned til Havet for i Ensomhed at styrke mig +i en Bøn til den almægtige Gud.“</p> + +<p>Tilfældet førte mig sammen med denne Christian, og +gennem nogen Tids Samvær lykkedes det mig at vinde hans +Fortrolighed.</p> + +<p>Men helt klar over ham blev jeg dog aldrig. Hans Øjne +gjorde mig altid usikker.</p> + +<p>Kun hos anskudte Rener mindes jeg at have set dette +sky, fortvivlede Blik!</p> + +<p>Der kunde pludselig over hans Ansigt fare en Trækning, +der gav ham en mærkelig Lighed med et træt og tæmmet +Rovdyr .....</p> + +<p>Og saadan forholdt det sig vel ogsaa. Den hjerteløse +Drabsmand var en Dag bleven skræmt af sine egne Handlinger;<a class="pagenum" name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a> +og nu var han tæmmet, — hvad enten det var +Præsten eller hans egne Handlinger, der havde avet ham ...</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>Før jeg forlod Distriktet, fik jeg Lejlighed til at foretage +en Rejse sammen med Christian. Rejsen strakte sig over +en Maaned, og Christian, som imidlertid havde sluttet sig +stærkt til mig, vilde endnu have fulgt mig, hvis han ikke +var bleven saa stærkt angreben af Fnat, at han maatte lade +sig indlægge paa Sygehuset i Julianehaab.</p> + +<p>Vi boede en Tid lang alene paa et Kirkeloft, og navnlig +i den Tid fik vi talt meget sammen.</p> + +<p>Christian havde jo paa Østkysten været Aandemaner, og +naar han talte om den Tid, fik jeg det bestemte Indtryk, +at han endnu troede paa Eksistensen af visse overnaturlige +Kræfter og Væsner, som han kunde tvinge ind under sin +Vilje. Over for mig havde han ingen som helst Grund til +at lyve; tvertimod var han som nydøbt interesseret i at slaa +en Streg over sin Fortid.</p> + +<p>Han fortalte mig følgende om sin Uddannelse som Aandemaner:</p> + +<p>„Da min Fader var død, gik jeg ofte ud paa Vandringer; +jeg gik lange Ture i Fjældene, fordi jeg følte, at jeg var bleven +alene. Det var paa de Tider, da Stenurterne vokser frem, +og jeg plukkede dem til Spæksyltning for Vinteren.</p> + +<p>En Dag oppe mellem Fjældene hørte jeg nogen bryde ud +i Sang; jeg søgte, men fandt ingen Mennesker.</p> + +<p>Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg +ved mig selv og gik hjem.</p> + +<p>Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, +og da hørte jeg det samme; der var nogen, som brød +ud i Sang.</p> + +<p>Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser +jeg to Mænd komme hen imod mig. Det var Indlandsboer.</p> + +<p>„Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor<a class="pagenum" name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a> +kommer vi for at hjælpe dig,“ sagde de, og saa blev de +mine første Hjælpeaander. Jeg begyndte nu at blive Aandemaner, +men talte ikke om det til nogen. Aaret efter flyttede +vi Syd paa; det var paa de Tider, da Smaafuglene +kommer, og vi tog Land sammen med en gammel anset +Aandemaner. Han kunde ikke staa oprejst paa sine Ben og +kunde kun gaa ved at stive sine Laar af med Armene. Han +kunde ikke selv bære sin Kajak op og ned, og det kom +jeg saa til at hjælpe ham med.</p> + +<p>En Dag kommer han og siger til mig:</p> + +<p>„Rejs med mig Øster ud, saa skal jeg lære dig noget; +du kan nok trænge til Hjælp, du lille faderløse.“</p> + +<p>Saa rejste vi sammen, og han fortalte undervejs, at +han vilde gøre en stor Aandemaner ud af mig. Inde i en +Fjord gik vi paa Land lige ved en Hule, og den gamle +lagde sine Klæder og krøb derind. Og han bad mig lægge +nøje Mærke til, hvad der nu vilde hænde. Jeg laa skjult et +Stykke derfra og ventede. Det varede ikke længe, før jeg +saa en stor Bjørn komme svømmende, kravle paa Land og +nærme sig Aandemaneren. Den kastede sig over ham, maste +ham Led for Led og aad ham. Derpaa kastede den ham +op igen og svømmede bort.</p> + +<p>Da jeg nu kom hen til Hulen, laa den gamle og stønnede. +Han var meget medtaget, men kunde dog selv ro +hjem. Paa Hjemvejen fortalte han mig, at han, for hver Gang +han lod sig æde levende af Bjørnen, fik større Magt over +sine Hjælpeaander.</p> + +<p>Nogen Tid efter tog han mig igen ud paa en Rejse, og +det var, for at jeg selv kunde blive spist af Bjørnen; det +var nødvendigt, for at jeg skulde blive til noget. Vi roede +af Sted og kom frem til Hulen; den gamle bad mig om +at tage Tøjet af, og jeg var unægtelig noget uhyggelig til +Mode ved Tanken om, at jeg nu skulde ædes levende.</p> + +<p>Jeg havde ikke ligget længe, før jeg hørte Bjørnen komme; +da skælvede jeg af Angst. Den kastede sig over mig og<a class="pagenum" name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a> +knaste mig Led for Led, men mærkeligt nok gjorde det +slet ikke ondt; først da den bed mig i Hjertet, gjorde det +forfærdelig ondt.</p> + +<p>Fra den Dag af følte jeg, at jeg beherskede mine Aander. +Jeg fik nu mange nye Hjælpeaander, og ingen Fare +kunde længere true mig, fordi jeg altid var beskyttet.</p> + +<p>Engang havde jeg været ude paa Kajakfangst langt til +Søs og kom bugserende med en stor Remmesæl indefter +mod Land; intet anende roede jeg langsomt fremefter. Havet +laa ganske stille. Da bliver jeg med eet omringet af mange +Kajaker, og jeg saa, at en Konebaad kom roende hen imod +mig.</p> + +<p>„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ +raabte de, og straks lagde de sig op ad min Kajak +og begyndte at løsne Sælens Bugserline.</p> + +<p>Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der +vilde ske, for over for saa mange var det jo umuligt at forsvare +sig.</p> + +<p>Da opstod der lige med eet et stort Røre blandt de +fremmede Kajaker; de hørte til Ildfolket, der bor i et Land, +som skal ligge inde mellem Havet og den faste Jord.</p> + +<p>Ildfolkene begyndte at flygte, og da jeg skulde til at se +nøjere til, saa jeg, at de var forfulgte af en Kajak, der havde +et besynderligt Udseende. Forstavnen paa den var formet +som et Gab, der stadig aabnede og lukkede sig; og var +Modstanderne ikke hurtige i Vendingen, blev de ganske simpelt +klippede over. Jeg tror, at Konebaaden og alle Kajakerne +gik til Bunds i Havet, for med eet var de borte. Det er en +Egenskab, Ildfolkene har; pludselig kan de vise sig, men lige +saa pludselig kan de forsvinde igen.</p> + +<p>Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig +og fortalte mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han +blot havde hjulpet mig, fordi han vidste, at jeg var en stor +Aandemaner. Siden blev han min Hjælpeaand.</p> + +<p>Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de<a class="pagenum" name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a> +var mig ofte til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden +af Storm eller Uvejr. Da jeg bestemte mig til at rejse til +Vestkysten for at lade mig døbe, aabenbarede de sig for +mig og raadede mig fra. Men jeg gjorde alligevel, hvad jeg +vilde. Siden har de ikke vist sig for mig, fordi jeg forraadte +dem ved min Daab.“ — — —</p> + +<p>Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, +sad han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr +fra Østkysten. Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad +det var, vi havde for, naar vi nægtede os hjemme, Christian +og jeg, til de hyppige Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne.</p> + +<p>Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede +ikke længe, før alle Pladsens gamle og unge samledes uden +for vort Loft for at lytte. De fik Lov til at komme ind, og +nu kom der god Fart over Christians Fortælling. Han lod +sig inspirere af de lyttende Klynger rundt om i det store +halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv af at faa +gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og +illustrerende Maade.</p> + +<p>Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede +ham selv mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle +handler om Ravnen. Christian kom altid til at le, naar +han bare saa en Ravn, og han plejede ofte at raabe efter +den, som f. Eks.: „Naa, din gamle Lurifaks, hvad er det nu +for en Gavtyvestreg, du har for?“ Og naar Ravnen skreg, +brølte han efter den: „Nej, mig skal du ikke faa til at hoppe +paa dine Løgne!“</p> + +<p>Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler:</p> + + +<h4>DA RAVNENE KUNDE TALE.</h4> + +<p>Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene +kunde tale.</p> + +<p>Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene +havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte<a class="pagenum" name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a> +de ud; og saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad +de mente.</p> + +<p>Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang +en gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og +derfor kan Ravnene kun skrige.</p> + +<p>Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den +Dag i Dag fulde af Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed.</p> + + +<h4>RAVNEN OG ØMMERTEN.</h4> + +<p>Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? +Det skylder den sin Stædighed. Nu skal du bare høre:</p> + +<p>Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres +Farve og Mønster i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten +og blev enige om at smykke hinanden.</p> + +<p>Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med +smukke hvide Mønstre.</p> + +<p>Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld +og tegnede Ravnens Dragt ganske som sin egen.</p> + +<p>Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; +og Ømmerten, som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede +den sort over det hele.</p> + +<p>Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort.</p> + + +<h4>RAVNEN OG GAASEN.</h4> + +<p>En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have +hende til Kone, men Gaasen vilde ikke.</p> + +<p>„Du er for tung en Flyver,“ sagde den, „du vil ikke +kunne følge os, naar vi drager bort over det store Hav; +der findes ingen Steder, hvor du kan hvile dig; bliver du +træt, vil du drukne.“</p> + +<p>Men Ravnen var stædig og forelsket.</p> + +<p>„Der findes i Verden intet, som kan trætte mig,“ sagde +den vigtigt. Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav +sig og blev Ravnens Kone.</p> + +<p>Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a> +„Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for +meget af dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog +engang skal miste dig paa vor Fart over det store Hav.“</p> + +<p>„Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet +i Verden kan trætte mig!“</p> + +<p>Og saa favnede den bare igen.</p> + +<p>Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække +bort, bad Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde +hvile sig nogle Dage, saa at han kunde være rigtig udhvilet, +naar de skulde rejse.</p> + +<p>„Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt +og fløj blot meget mere omkring.</p> + +<p>Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte +med.</p> + +<p>Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at +sætte over det store Hav, sagde Gæssene til Ravnen:</p> + +<p>„Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, +naar du skal sætte over det store Hav.“</p> + +<p>Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig.</p> + +<p>„Intet i Verden kan trætte mig!“ sagde Ravnen selvbevidst +og fløj om i Luften, medens de andre hvilede sig.</p> + +<p>Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de +var komne Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i +sin Flugt; den slog somme Tider ganske vildt med Vingerne +og var lige ved at styrte i Havet. Men endnu kunde den +ved Vingernes Hjælp lade sig føre til Vejrs igen.</p> + +<p>De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til +Land, da Ravnen gav sig til at raabe om Hjælp. Den var +dødtræt og kunde ikke mere.</p> + +<p>Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet +og bredte den Vinge, der vendte ud til Sidemanden — venstre +for den ene og højre for den anden — ud, saaledes +at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde hvile sig.</p> + +<p>Der satte Ravnen sig.</p> + +<p>Men den var træt og tung, og da den havde siddet der<a class="pagenum" name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a> +lidt, faldt den igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, +lidt efter lidt; først Fødderne — saa gik Vandet den +til Hoften — saa til Livet — saa til Halsen — saa til Skægget +— —. Konen havde faaet ham hen til et Stykke Nyis, +hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende søgte +at holde hans Hoved oppe.</p> + +<p>Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde +Bobler steg i Vejret, da Ravnen sank.</p> + +<p>Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med +de øvrige Gæs.</p> + +<p>Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, +som netop manede Aander, og for ham fortalte den sin Historie.</p> + +<p>Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og +at den var druknet paa Vej over det store Hav.</p> + +<p>Angakoken fortalte siden Historien til Menneskene, og +derfra har vi den.</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>Det er selvforstaaeligt vanskeligt at gengive eskimoiske +Sagn paa Dansk. De Midler, der anvendes i disse for at +skabe Virkning og vække Latter, er saa ganske forskellige +fra dem, vi ellers er vante til, at man i en Oversættelse let +løber Fare for at virke raa just der, hvor der for Eskimoer +ligger en Pointe.</p> + +<p>Man maa vel erindre, at det, der af de forfinede Kulturmennesker +opfattes som stødende Raahed, ingenlunde virker +saaledes paa Eskimoen, hvis naturlige Ligefremhed lader +ham fuldstændig uforstaaende over for det, vi kalder en +Sjofelhed. Man kan tale højt om det, uden at det bliver uanstændigt.</p> + +<p>Endelig er Sagnene beregnede paa at skulle høres, ikke +læses; og en god Fortæller formaar at lægge saa meget +Liv i sin Fremstilling, sin Mimik, at blot det at betragte +ham bliver en Nydelse.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a> +Jeg har dog ment i denne Sammenhæng yderligere at +burde give nogle af Christians Sagn, valgte i Flæng, baade +fordi de bedre end Skildring giver et Indtryk af vor Underholdnings +sære Art — paa Kirkeloftet<span class="corr" title=","> —</span> og fordi de saa drastisk +giver Udtryk for Eskimoernes frodige Fantasi.</p> + +<p>Saaledes bliver de Drømme, der undfanges i Kulde og +Vintermørke, saaledes arbejder Hjærnen deroppe, naar de +for en Aften slipper Tanken om Madstrævet for at korte +de Nætter, der er for lange til at soves ud ...</p> + + +<h4>DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND.</h4> + +<p>Der var engang en Dreng, som hed Qalanganguase; +hans Forældre boede ved et stærkt Strømsted. En Dag +spiste de Tang og døde deraf. Saa var der kun en Søster +til at passe paa Qalanganguase; men det varede ikke længe, +før ogsaa hun døde, og saa var der kun fremmede Mennesker +til at passe ham.</p> + +<p>Qalanganguase var ganske kraftesløs, hans Underkrop +var død; og saa en Dag, da Folkene tog ud paa Fangstrejse, +blev han ene tilbage i Huset. Han sad ganske alene, +da han med eet hører en Lyd. Bange blev han, og med +stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et andet +ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. +Her sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte +der et Genfærd ind.</p> + +<p>„Ai! Her er Mennesker!“</p> + +<p>Genfærdet gik hen til Vandspanden og tømte Øsen to +Gange.</p> + +<p>„Tak, at jeg, som tørstede, fik Drikke! Dengang man +var Jordboer, plejede man at drikke saaledes,“ sagde Genfærdet +og gik ud.</p> + +<p>Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles +uden for Huset, og de begyndte at kravle ind gennem +Husgangen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a> +„Qalanganguase er her ikke,“ sagde de, da de kom ind.</p> + +<p>„Jovel er han saa,“ sagde Drengen; „jeg har gemt mig +herinde, da et Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden.“</p> + +<p>Da Folkene skulde se til Vandspanden, var den halvt +fyldt af Lus; alt i den var i Bevægelse.</p> + +<p>Siden hændte det igen, at Folkene tog paa Fangstrejse, +og saa blev Qalanganguase igen alene tilbage. Han sad der +ganske alene i Huset, da Vægge og Støtter med eet begyndte +at ryste, og en Mængde Genfærd faldt ned i Huset, +det ene efter det andet; og det sidste genkendte ham; det +var hans Søster, der for nylig var død.</p> + +<p>Midt paa Gulvet begyndte nu alle Genfærdene at lege; +de brødes, de fortalte Historier og lo i eet væk.</p> + +<p>I Begyndelsen var Qalanganguase bange for dem, men +til sidst blev de ham en behagelig Tidkort i Natten, og +først da man begyndte at høre de kommende Bopladsfolk, +for de ud af Huset.</p> + +<p>„Vogt dig vel for at sladre! Saa vil din Underkrop faa +Kræfter, og intet skal mere være dig umuligt!“ sagde Genfærdene, +og en for en faldt de ud af Husgangen. Kun Qalanganguase's +Søster kunde ikke komme ud; det var, fordi +hendes Broder havde passet hendes lille Barn, havde rørt +ved det. Og Folkene var lige ved Husgangen, da hun +endelig faldt ud, Søsteren. Man fik lige set Skyggen af et +Par Fødder.</p> + +<p>„Aj, hvad var det? Det var, som om jeg saa et Par +Fødder forsvinde der,“ var der en, der sagde.</p> + +<p>„Ja, nu skal I bare høre!“ sagde Qalanganguase, som +allerede var begyndt at komme til Kræfter. „Her har +været fuldt af Mennesker, og hele Natten kortede de for +mig, og nu, siger de, skal jeg begynde at blive rask.“</p> + +<p>Næppe havde Drengen sagt dette, før Kræfterne atter langsomt +forlod hans Legeme, der nu som før levede ved Aanden.</p> + +<p>„Man vil udfordre Qalanganguase til Sangkamp!“ hørte +han dem sige, som han laa der. Og saa bandt de Drengen<a class="pagenum" name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a> +fast til Husstolpen og lod ham svinge frem og tilbage, alt +medens han forsøgte at slaa paa Trommen. Siden gjorde +Folkene sig rejseklare og tog ud paa Sangkamp, men den +lamme Dreng lod man blive tilbage i Huset. Der laa han +ganske alene, da hans Moder, som længst var død, kom +ind sammen med hans Fader.</p> + +<p>„Hvorfor er du alene?“ spurgte de.</p> + +<p>„Jeg er jo lam,“ svarede Drengen; „og da mine Bopladsfæller +tog ud paa Rejse for at udfordre til Sangkamp, +maatte jeg blive tilbage<span class="corr" title="“.">.“</span></p> + +<p>„Rejs med os!“ sagde Forældrene.</p> + +<p>„Ja!“ sagde Drengen.</p> + +<p>Og saa førte de ham ud og bragte ham til Genfærdenes +Land og Hus, og saaledes blev Qalanganguase selv et +Genfærd.</p> + +<p>Man fortæller, at Qalanganguase blev til en Kvinde, da +han forvandledes til et Genfærd. Men hans Bopladsfæller +fandt ham aldrig siden. — — —</p> + + +<h4>DE TO BRØDRE.</h4> + +<p>Der var engang to Brødre, som hed Ilimageq og Poulineq. +De havde en Moder og en Søster.</p> + +<p>Poulineq var en stor Aandemaner, og han havde sig +en Kone.</p> + +<p>En Dag gav han sig til at flaa de Sæler, som han hele +og uflænsede havde hengemt til Vinteren; han var bleven +bange for, at Haarene skulde falde af.</p> + +<p>Moderen saa ham flænse dem og gik hen og sagde til +Datteren: „Hent et Hoved til mig, jeg vil koge det.“</p> + +<p>Datteren gik hen og sagde det til sin Broder, men han +svarede:</p> + +<p>„Nej, det er Sæler, som jeg har gemt til Vinteren.“</p> + +<p>Og det sagde Søsteren saa til sin Moder.</p> + +<p>„Hvor mon han nu tænker at drage hen,“ sagde Moderen, +„siden han vil have Kødoplag liggende til os?<a class="pagenum" name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a>“</p> + +<p>Og saa gik hun ud og afskar selv et Hoved; det var +oven i Købet det største, hun havde søgt ud.</p> + +<p>Det fortælles, at Poulineq's Kone havde vendt sig mod +en gammel Pebersvend. Ham levede hun hos, naar hendes +Mand var paa Fangstrejser. Naar han ude paa Havet kom +roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa +Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var +stærkere end andre der paa Pladsen.</p> + +<p>Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod +Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag.</p> + +<p>En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, +gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.</p> + +<p>„Jeg vil foretage en Aandeflugt!“ raabte han.</p> + +<p>Saa kom de alle for at høre, og Poulineq begyndte at +besværge sine Hjælpeaander.</p> + +<p>Med eet gav han sig til at lette paa sig, flyve op i Vejret, +og da han var kommen saa vidt i sine Besværgelser, +sagde han til sin Kone:</p> + +<p>„Naar jeg nu er kommen ud, kan I to jo ligge sammen!“<span class="corr" title="fjernet ."></span> +Og efter disse Ord for han ud af det ene Vindueshjørne.</p> + +<p>Han fløj indefter mod Land, og han kom videre og videre +fremefter og fik et stort Fjæld i Sigte, et Fjæld med +en Syltinde. Han dalede lige ned paa Tinden og hvilede +sig paa den med sin ene Fod, idet han snurrede rundt.</p> + +<p>Han saa nedefter, og se: et Hus fangede hele hans +Opmærksomhed. Han stirrede derned og kunde se, at en +Kvinde stod paa Gulvet og flænsede. Ved Siden af hende +stod en af de enligt vandrende (Piger) og ventede. Han +lettede og sprang derned.</p> + +<p>„Aa, jeg synes, det slog Gnister lige her ved Siden af!“ +sagde Konen.</p> + +<p>„Ja, hvem kan det være?“ svarede Manden.</p> + +<p>Og den unge Kvinde, som var deres Datter, blev bange, +men hendes Forældre gav sig til at mane Aanderne.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a> +„Tja, det kunde jo være en Hund,“ sagde Manden, da +han var færdig, og den unge Kvinde var atter rolig og tog +Spækket for at bringe det ud af Huset. Da hun kom ud, +kastede Poulineq sig over hende og greb hende bagfra.</p> + +<p>„Her er han! Det er en Mand!“ skreg Pigen.</p> + +<p>„Gaa ind og hent et Par Bukser til mig!“ sagde Poulineq.</p> + +<p>Naar de flyver gennem Luften, er de altid nøgne.</p> + +<p>„En Mand uden Bukser! Han beder om Bukser!“ raabte +Pigen.</p> + +<p>Saa kom de ud med Faderens Bukser, der var saa +store, at de gik ham helt op til Brystet. Dem trak han paa +og gik ind.</p> + +<p>Og Poulineq tog den unge Pige til Kone og blev hos +dem. — — —</p> + +<p>Men imedens sad hans Husfæller og Landsmænd og +ventede paa ham.</p> + +<p>Endelig blev det lyst. Da Dagen for anden Gang rejste +sig over dem, skiltes de og gik.</p> + +<p>Ilimageq faldt i Sorg, da hans Broder ikke kom hjem, +og det endte med, at han gav sig til at mane Aander.</p> + +<p>En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de +Sæler, han havde gemt for Vinteren, og det samme hændte:</p> + +<p>Man kom ud og bad ham om et Hoved.</p> + +<p>„Det er Forraad for Vinteren!“ sagde han.</p> + +<p>Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind.</p> + +<p>„Hvorfor græder du?“ spurgte Moderen.</p> + +<p>„Han svarer, at det er Vinterforraad!“</p> + +<p>„Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for +deres Forsvinden,“ sagde Moderen og begyndte ogsaa at +græde.</p> + +<p>Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod +Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag.</p> + +<p>Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de +Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte +Bopladsfællerne sammen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a> +„Jeg vil foretage en Aandeflugt,“ sagde han.</p> + +<p>Bopladsfællerne kom, og Lamperne slukkedes. Han begyndte +nu at hæve sig i Vejret og for som Broderen ud +af et Hjørne i Vinduet. Og han fulgte sin Broders Vej ind +i Landene. Broderens Bane i Luften var som en stor, udspilet +Tarm, som Vinden blæste igennem. Endelig fik han +Syltinden i Sigte og satte sig der. Han saa ned og sagde:</p> + +<p>„Ikke troede jeg længere, at der var noget Gensyn for +os; jeg, som troede, at han var død!“</p> + +<p>Og da han lod sine Øjne falde nedefter, saa han Broderen +sidde afklædt i <a class="corr" name="rett_31" id="rett_31" title="">et </a>Hus og gnave af en Bjørnefod. Han +lettede og sprang lige ned foran Broderen.</p> + +<p>„Aj, der var noget, der slog Gnister her lige ved Siden +af!“ sagde Broderkonen.</p> + +<p>„Nu skal jeg engang gemme mig, saa kan du jo søge +efter mig,“ sagde Manden, der vidste, at Broderen var +kommen. Og saa gik han ud og gemte sig, og Konen gav +sig til at søge efter ham. Hun hørte noget tale fra en +Fjældspalte, men hun saa intet og gik ind.</p> + +<p>De to Brødre talte nu længe sammen.</p> + +<p>„Naar Foraaret kommer, skal jeg besøge jer!“ sagde +Poulineq. „Jeg skal tage min Kone med og komme paa +Slæde. En Dag, naar en Falk kredser over dit Hoved, skal +du søge Land, og da skal jeg komme til dig!“</p> + +<p>Derpaa for Ilimageq hjem.</p> + +<p>Da Foraaret kom, rejste han ud til Egne, hvor Isen +laa jævn, for at fange og for at afvente Broderens Komme. +Der var aabent Vand lige ud for Land, men inde i Fjorden +laa Isen, og han spejdede ofte efter kommende Slæder.</p> + +<p>En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at +kredse over ham. Han sagde intet, men vendte Kajaken og +roede indefter. Han roede og kom ind til den faste Is. +Der lagde han til og gik op.</p> + +<p>„Man kan vel forsøge at tage en Sæl,“ sagde han til +sig selv og gik ud paa Isen. Han gik indefter mod Land,<a class="pagenum" name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a> +smed sig til sidst lige ned paa Isen og gav sig til at se +efter sin Broder.</p> + +<p>Oppe paa Bræen fæstnede hans Opmærksomhed sig +ved noget sort. Landet var saaledes formet, at der mellem +to Fjælde var en Bræ, der løb lige ud paa Isen. Den lille, +sorte Prik kom nærmere ned paa Isen, og se: en Slæde +kørte lige løs paa ham.</p> + +<p>Det var hans Broder og dennes Kone. Konen bar et +lille Barn paa Ryggen. Slæden var lige i Nærheden, da han +rejste sig op. Hundene havde faaet Færten af ham, og han +rejste sig i Flugt hen over Isen.</p> + +<p>Da hans Broderkone saa ham, blev hun bange og satte +Foden saa voldsomt i Isen foran Slæden, at den standsede, +og Hundene faldt bagover.</p> + +<p>„Jamen det er jo min Broder, som vi skal besøge!“ +sagde Manden.</p> + +<p>Og da faldt Konens Frygt.</p> + +<p>Nu rejste de sammen videre, og Ilimageq gik foran og +viste Vej.</p> + +<p>„Se, Ilimageq kommer sammen med fremmed Følge,“ +sagde Folk, da de nærmede sig Land. Og fra alle Huse +styrtede Folk ud, og de fremmede kørte op paa Land og +kom ind i Husene. De sad endnu og spiste, da Poulineq's +forhenværende Kone kom ind.</p> + +<p>„Der var noget tørret Kød, som du skulde komme ud +og spise,“ sagde hun.</p> + +<p>„Man er mæt!“ sagde Poulineq.</p> + +<p>Morgenen kom, og Aftenen fulgte paa.</p> + +<p>Atter kom hans tidligere Kone ind og sagde:</p> + +<p>„Det tørrede Kød laa til dig, skulde jeg sige!“</p> + +<p>Ja, saa rejste han sig og fulgte med hende. De kom +ind i Huset.</p> + +<p>„Sæt dig her!“ sagde Konen og kælede for Pladsen +ved Siden af sig med Haanden.</p> + +<p>Han satte sig, og hun gav ham det tørrede Kød.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a> +Han havde sin Kone og sit Barn med sig.</p> + +<p>Nu peger hans forrige Kone paa sin lille Taske til Syringe; +der laa noget deri, som lignede et Stykke Tørv til +at tænde op med. Det tog hun og gav til Barnets Moder +og sagde:</p> + +<p>„Giv dog endelig det lille Barn noget at spise!“</p> + +<p>Og Moderen tog det, og Barnet spiste.</p> + +<p>Og lige efter skete det, at Moderen faldt i Afmagt, og +Barnet døde.</p> + +<p>Faderen tog Barnet, skar det op og sønderlemmede Liget +for at finde Dødsaarsagen. Men han fandt intet, og de førte +Barnets Lig ud.</p> + +<p>Men nu døde ogsaa Moderen, og atter tog Poulineq sin +Kniv og skar hende op.</p> + +<p>Men saa kom Broderen til og sagde:</p> + +<p>„Lad mig søge!“</p> + +<p>Fra hendes Strube borttog han et Stykke tørret Kød, +og hun levede op igen.</p> + +<p>Da hun atter var bleven levende, fik hun meget Hastværk, +nu da hendes Barn var dødt, og hun sagde til sin Mand:</p> + +<p>„Lad os rejse hjem!“</p> + +<p>„Ja,“ sagde Manden og samlede sine Hunde, og Folk +kom ned til deres Slæder, da de rejste.</p> + +<p>Men før Manden rejste, halede han sin højre Fløjhund +ind, spændte den fra og sagde til den:</p> + +<p>„Anden Hævner faar jeg vel ikke; gaa du op og dræb +det forbandede Ægtepar!“</p> + +<p>Som et Nordlys's farende Skygge styrtede alle Mennesker +ind gennem Vinduer og Husgange for at gemme sig.</p> + +<p>Hunden var stor, først kunde den hverken komme gennem +Vindu eller Husindgang. Endelig pressede den sig dog ind.</p> + +<p>Alle Mennesker havde samlet sig i et Hus og havde +kastet sig over hinanden i Rædsel. Men Hunden, som ikke +vilde dræbe uskyldige, bøjede sine Kløer opefter og <a class="corr" name="rett_32" id="rett_32" title="roede">rodede</a> +op i Menneskebunken.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a> +Ja, ganske rigtigt! Allerunderst laa de!</p> + +<p>Først bed Hunden sig fast i hendes Bryster og rev dem +op, helt ned i Underlivet. Hun gav ikke en Lyd fra sig.</p> + +<p>Derpaa sprang Hunden ud og kastede Brysterne op for +sin Herre.</p> + +<p>„Fik du dem begge to?“ spurgte Manden.</p> + +<p>Hunden vendte ham blot Ryggen og for op mod Konebaaden +paa Stilladset, hvor Manden havde gemt sig.</p> + +<p>Et Øjeblik efter kom Hunden tilbage og kastede Mandens +Testikler op foran sin Herre. Fra Pebersvenden hørte +man ingen Lyd.</p> + +<p>Saa spændte Manden sine Hunde for og kørte bort. — — —</p> + + +<h4>FJÆLDKLØFTEN, SOM LUKKEDE SIG.</h4> + +<p>Et stort Fjæld. Midt paa det en Kløft. I Kløften en Dal. +I Dalen et Hus.</p> + +<p>Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, +der bar et Barn paa Ryggen. Det var den eneste voksne +mellem Børnene.</p> + +<p>Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede +paa, at Sæler skulde drage Aande. Sælerne kredsede under +Isens Flager, men ingen turde stikke Snuden op mod Flagen, +for de hørte Lyd af glade Mennesker.</p> + +<p>Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa +han hørte Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og +vendte sig ind mod Land og raabte:</p> + +<p>„Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!“</p> + +<p>Men Børnene legede, og Børnene skreg.</p> + +<p>Og den gamle gik hjem.</p> + +<p>Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, +og der stod han og ventede paa, at Sæler skulde drage +Aande. Men Børnene, der var glade og ikke tænkte paa +Mad, legede i Kløften, og atter skræmte deres Skrig alle +Fangstdyr bort fra Flagerne.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a> +Da blev den gamle vred for Alvor og raabte ned mod +Klippen:</p> + +<p>„Klippe! luk dig over dem, der leger derinde!“</p> + +<p>Og straks nærmede Klippesiderne sig til hinanden, ganske +som en Mund, der slutter Læberne efter Raab.</p> + +<p>Og inden Børnene fik tænkt en Tanke, var Klippen lukket +som en sammenbidt Mund. Og Aftenen kom, og Fædre og +Mødre ventede paa deres Børn. Men Børnene kom ikke.</p> + +<p>Saa gik de op paa Fjældet for at kaste Kød ned til dem, +men Aabningen i Fjældet var smal og gav ingen Plads for +Kød. Saa gik de hjem og hentede Blærer med Blod, og +ned gennem Fjældaabningen hældte de Blodet, og det randt +ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det. Men Fjældet +tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene +øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres +Sult, og de græd. Men da Graaden lød stærkest, kom +en gammel Kone løbende fra Fjæren, hvor der laa nyfanget +Sæl, og i sin Haand havde hun hele Sælens Tarm, +fyldt med Blod. Men Tarmens Ende havde hun bundet +med Garn, og intet Blod flød, før Tarmen var løst.</p> + +<p>De sænkede Tarmen ned <a class="corr" name="rett_33" id="rett_33" title="gemmen">gennem</a> Fjældspalten, Børnene +løste for Aabningen, og Blodet løb ned i deres Munde.</p> + +<p>Saa kom Dagen derpaa.</p> + +<p>„Hvordan har I det dernede?“ raabte man derned.</p> + +<p>Da hørte man et Raab, og det kom fra den Kvinde, +der bar Barnet paa Ryggen:</p> + +<p>„Barnet har begyndt at die min Nakke, snart borer +Benene sig ud gennem Hud og Kød!“</p> + +<p>Da sagde den gamle, som var Skyld i Ulykken:</p> + +<p>„Ja, de skræmte min Sæl, og saa var det, at Vreden +voksede i mig og fødte min Hævn. Da lukkede Klippen +sig. Men vil I vente, saa skal jeg aabne det lukkede i Morgen +gennem en Tryllesang.“</p> + +<p>Da Menneskene vaagnede Dagen efter, kom en gammel +Kvinde ud, og den gamle Mand kom hen og spurgte hende:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a> +„Tror du, at Himlen vil staa blaa i Dag?<span class="corr" title="tilføjet “">“</span></p> + +<p>„Selvfølgelig! Solen vil skinne!“ svarede hun.</p> + +<p>„Hvorfor?“ spurgte den gamle Mand atter.</p> + +<p>Da saa Konen ind i den gamle Troldmands Ansigt og +sagde stille for at vække hans Samvittighed:</p> + +<p>„Selvfølgelig fordi Barnet i Dag maa æde sig ind i +hendes Nakke.“</p> + +<p>Men den gamle, der blev vred over det Svar, tryllede +ikke Klippestykkerne fra hinanden, og alle Børnene sultede +ihjel derinde.</p> + +<p>Og saa maa den Historie ende her. — — —</p> + +<hr class="tbstars" /> + + +<h4>MENNESKEÆDERSKEN.</h4> + +<p>Det hændte nu som sædvanligt, at Kajaker, som roede +Øster paa, aldrig kom tilbage. Til sidst var der kun en af +Fangerne tilbage; ogsaa han roede en Dag Øster paa for +at se efter sine Landsmænd. Da han kom rundt om et +Næs, blev der raabt til ham:</p> + +<p>„Kom op!“</p> + +<p>„Nej, jeg kommer ikke op!“</p> + +<p>„Men saa kom dog op!“</p> + +<p>Og da hun var saa stædig, saa gik han i Land.</p> + +<p>„Bær din Kajak op!“</p> + +<p>„Nej, jeg bærer den ikke op!“</p> + +<p>„Jamen saa bær den dog op!“</p> + +<p>Og da hun var saa stædig, saa bar han den op.</p> + +<p>„Tag Redskaberne <a class="corr" name="rett_34" id="rett_34" title="">op </a>af din Kajak!“</p> + +<p>„Nej, jeg tager ikke Redskaberne op!“</p> + +<p>„Men saa tag dog Redskaberne op af din Kajak!“</p> + +<p>Og da hun var saa stædig, saa tog han dem op.</p> + +<p>„Vend Bunden i Vejret paa din Kajak!“</p> + +<p>„Nej, jeg vender den ikke op!“</p> + +<p>„Men saa vend dog Bunden i Vejret!<a class="pagenum" name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a>“</p> + +<p>Og da hun var saa stædig, saa vendte han den op.</p> + +<p>„Læg Stenen paa Kajaken!“</p> + +<p>„Nej!“</p> + +<p>„Men saa læg dog Stenen paa Kajaken!“</p> + +<p>Og saa gjorde han det.</p> + +<p>„Gaa nu ind!“</p> + +<p>„Nej!“</p> + +<p>„Men saa gaa dog ind!“</p> + +<p>Og saa gjorde han det.</p> + +<p>„Træk din Pels af!“</p> + +<p>„Nej!“</p> + +<p>„Men saa træk den dog af!“</p> + +<p>Og saa gjorde han det.</p> + +<p>„Tag dine Støvler af!“</p> + +<p>„Nej!“</p> + +<p>„Men saa tag dog dine Støvler af!“</p> + +<p>Og saa gjorde han det.</p> + +<p>Og hun hængte dem op til Tørring.</p> + +<p>„Men hvad skal man da give ham at spise?“</p> + +<p>Og saa gav hun sig til at rense et stort, rundt Træfad +og gik siden ud for at hente Mad.</p> + +<p>Da han saa sig om i Huset, opdagede han, at hun havde +hans tidligere Husfæller som Billeder i sit Hus, idet +hun havde klistret Ansigtshuden op paa Væggen.</p> + +<p>Konen kom ind med en Pose med Bær. Manden gav +sig til at spise, men da han greb ned i Posen, fik han fat +i en kogt Menneskehaand, og da han saa den, sagde han:</p> + +<p>„Saadan noget kan jeg ikke spise!“</p> + +<p>Da det blev Aften, gik de til Ro.</p> + +<p>Manden lod, som om han sov, og naar han snorkede +en Smule, lagde han Mærke til, at hun tog sin Krumkniv; +men naar han saa lod, som om han vaagnede, hørte han +Klang af Jern. Saadan smed hun sit Vaaben fra sig.</p> + +<p>Men endelig til sidst faldt Menneskeædersken i Søvn. +Manden greb sit Tøj, tog sine Kamiker paa, fik sin Kajak<a class="pagenum" name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a> +under Armen og løb ned mod Stranden. Han kom ned i +Kajaken, og Konen, som satte efter ham, fik lige rørt ved +ham; men hun fik ham dog ikke fat.</p> + +<p>Ved sin Hjemkomst fortalte han:</p> + +<p>„Intet Under, at de, som drager Øster paa, aldrig kommer +tilbage. Det er en Menneskeæderske, som lever af dem.“</p> + +<p>Da næste Dag gryede, roede han tilbage til hende, og +da han kom ned for hendes Hus, raabte hun:</p> + +<p>„Kom saa op!“</p> + +<p>Og han svarede:</p> + +<p>„Men det var jo dig, der nær havde dræbt mig i Gaar!“</p> + +<p>„Ja<span class="corr" title=".">,</span> men saa kom dog op! Det var ikke mig, men hende +deroppe, som nær havde myrdet dig.“</p> + +<p>„Ja, men Barnet i Rygposen har jo farlige Negle!“ +raabte Kajakmanden op til hende.</p> + +<p>Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, +og da det faldt ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. +Øjenbrynene blev til Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, +Haaret til Havplanter.</p> + +<p>Nu blev Kællingen vred og busede ud:</p> + +<p>„Gid man kunde stikke ham dernede!“</p> + +<p>Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage:</p> + +<p>„Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!“</p> + +<p>Kvinden var lige ved at falde om.</p> + +<p>„Gid man kunde stikke ham dernede!“ raabte hun igen.</p> + +<p>Og han var lige ved at kæntre.</p> + +<p>„Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun +tvers igennem hende!“ raabte han tilbage.</p> + +<p>Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens +hun kastede sin Krumkniv:</p> + +<p>„Gid man kunde ramme ham dernede!“</p> + +<p>Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var +han ved at kæntre. Men saa roede han blot fra hende og +rejste hjem.</p> + +<p>Og her vil jeg ende denne Historie.<a class="pagenum" name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a></p> + + +<h4>RYPEN OG HAVLITEN.</h4> + +<p>Der var engang en Havlit, som roede Øster ud langs +med Landene. Og saa ser han opefter mod Fjældene og +faar Øje paa en Rype, der kredsede oven over dem. Det +var, som om den alene ønskede at fange al Opmærksomhed.</p> + +<p>Saa raaber Havliten opefter:</p> + +<p>„Hvad i Alverden skal du deroppe oven over mig?“</p> + +<p>Og Rypen svarer højt oppe fra Fjældet:</p> + +<p>„Aa, det er saamænd bare af Omsorg for dig, at jeg +kredser hen over dig.“</p> + +<p>„Jamen hvorfor skal du altid være oven over mig, du +deroppe med de røde Bukser?“</p> + +<p>Rypen vendte sig mod Havliten og raabte ned:</p> + +<p>„Ja, hvorfor har du med de røde Skindlapper dog de +lange Styrefjer?“</p> + +<p>„Jamen hvorfor skal du dog altid kredse over mig, du, +der dog aldrig vover dig ned i Vandet?“ raabte Havliten op.</p> + +<p>„Men hvilken Grund har du dog til altid at skælde mig +ud, du, som slet ikke kan maale dig med mig?“ svarede +Rypen.</p> + +<p>Saa vendte Havliten sig imod den og sagde:</p> + +<p>„Hvor tør du dog raabe til mig, du deroppe, som har +det klodsede Næb?“</p> + +<p>„Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde +Næb!“ svarede Rypen.</p> + +<p>Og saa begyndte de for Alvor at skændes.</p> + +<p>„At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de +flækkede Fødder!“</p> + +<p>„Du da med de hele Plader!“</p> + +<p>„Saa skulde du vække min Vrede!“ raabte Havliten +og gik i Land, løb Rypen op og greb den.</p> + +<p>„Av! Slip mig dog!“ skreg Rypen.</p> + +<p>„Nej aldrig!“ svarede Havliten. Og saa førte den Rypen +ned mod Havet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a> +„Ak, og det er mig her,“ sagde Rypen, „som aldrig før +nærmede mig Havet, saa snart Isen løsner sig ved Sommertide.“</p> + +<p>Rypen var bleven saa medgørlig<span class="corr" title=",">.</span></p> + +<p>„Nu kan du jo give dig til at vræle, nu er det Tid at +raabe!“ skreg Havliten, der havde grebet Rypen i Armen.</p> + +<p>Men Rypen var saa angest, at den sank sammen, selv +om den fik Fodfæste paa Fjældhylderne.</p> + +<p>„Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er +saa angest for Havet!“ skreg Rypen.</p> + +<p>Plump! — Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt +og blev borte, og Solen flyttede sig paa sin Bane, og det +gik ud over den Tid, Klapmydserne holder Vejret, naar +de søger i Dybet for at finde Æde.</p> + +<p>Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og +dens hvide Bryst var øverst.</p> + +<p>Den var død. — Men hvor blev den anden af?</p> + +<p>Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op +af Havet skød Rypen med en Rødfisk i Munden.</p> + +<p>„<span lang="kl">Qaqe-qa-qaoq</span>!“ (Saa kom man da med Nød og Næppe +op igen.)</p> + +<p>Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet +raabte den:</p> + +<p>„Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder +jeg at føle Vrede.“</p> + +<p>Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene.</p> + +<p>Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.</p> + +<p>Her ender denne Historie, og lad ham da som sædvanlig +lyske sit Mavebælte!</p> + + +<h4>INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN.</h4> + +<p>Der var engang en Pebersvend.</p> + +<p>Saadan er det jo, man plejer at begynde en Fortælling.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a> +Han plejede altid at løbe ned til de unge Piger, naar +han saa dem lege ude. Og de unge Piger flygtede altid +straks for ham ind i Husene.</p> + +<p>Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene +levede i Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt +over sig, hver Gang han bestemte sig til tage paa Fangst. +Først naar Solen var gaaet ned under Horisonten, og Fangstmændene +bugserede deres Bytte mod Land, plejede han +at vaagne.</p> + +<p>Engang da han som sædvanlig først var vaagnet ved +Solnedgangstid, krøb han dog alligevel i sin Kajak og roede +ud. Han var knapt kommen uden for Husenes Synsvidde, +før han hørte en Mand raabe:</p> + +<p>„Jeg er kæntret! Hjælp mig!“</p> + +<p>Han roede derhen og fik rejst ham paa ret Køl og saa, +at det var en af de næseløse, Ildfolket.</p> + +<p>„Du skal faa alle mine Kobberemme med al Besætningen +af Hvalrostand,“ sagde den kæntrede.</p> + +<p>„Nej, de Ting bør jeg ikke tage. Det eneste, jeg ikke +magter, er min sørgelige Søvnighed!“ svarede han.</p> + +<p>„Nu skal du først følge mig til mit Land,“ sagde Ildmanden, +og saa slog de Følge.</p> + +<p>Da de kom frem, sagde den næseløse:</p> + +<p>„Den Mand<span class="corr" title=", der"> der,</span> frelste mit Liv, da jeg var lige ved +at dø!“</p> + +<p>„Ja, jeg frelste dig, fordi min Kurs skar din; det var +saamænd for første Gang i lange Tider, at jeg var kommen +i Kajak<span class="corr" title=".">,</span>“ sagde Pebersvenden.</p> + +<p>„Kun eet Bytte maa du vælge dig, naar du farer hjemefter. +Og vogt dig siden vel for at omtale, hvad du har +oplevet. Ellers vil du siden faa Uheld til Fangst.“</p> + +<p>Det var Ildmandens Ord. Og saa roede Pebersvenden hjem.</p> + +<p>Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte +de ledige unge Piger allerede at glæde sig over +hans Forlis. Han var saa ond, syntes de.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a> +Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets +Pynt, raabte alle:</p> + +<p>„Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!“</p> + +<p>Og saa løb alle <span lang="kl">kisimîtuatsait</span> (de, som er saa heldige +at være ene: de unge Piger) ind i Husene.</p> + +<p>„Og Pebersvenden har Fangst med!“ var der en, der +raabte.</p> + +<p>Knap gik <a class="corr" name="rett_35" id="rett_35" title="Aften">Aftenen</a> paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; +næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst +længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet +sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. +Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud.</p> + +<p>Saaledes randt nu Pebersvendens Dage. Tidligt paa Morgenen +rejste han ud, og naar Solen blot begyndte at hæve +sig op over Himlen, kom han hjem med Fangst.</p> + +<p>Da begyndte de enlige Piger at tale sammen:</p> + +<p>„Hvad gaar der dog af Pebersvenden?“ sagde de, og +saa begyndte de at kappes om ham.</p> + +<p>„Lad mig! Lad mig!“ raabte de allesammen.</p> + +<p>Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte +han sig den bedste i Flokken.</p> + +<p>Nu levede de sammen, Pebersvenden og Kvinden, og +hver Dag flænsede hun friskfanget Sæl. Til sidst blev hun +træt og gav sig til at raabe:</p> + +<p>„Men hvorfor fanger du ogsaa saa fortvivlende meget?“</p> + +<p>„Tja, Sælerne tilbyder sig, og saa fanger jeg dem,“ svarede +Pebersvenden.</p> + +<p>Men da Kvinden blev ved med at udspørge ham, sagde han:</p> + +<p>„Ja, der var engang — — —“, og da dette var undsluppet +ham, gik han til Hvile. Men det varede længe, før +han faldt i Søvn. Og først da Solen stod lige paa Bopladsens +Huse, vaagnede han og roede ud.</p> + +<p>Den Dag fangede han kun een Sæl.</p> + +<p>Om Aftenen begyndte Konen igen at fritte ham ud, og +da hun ikke lod sig stille til Ro, fortalte han:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"></a> +„Der var engang, ja — — — jeg var vaagnet hen paa +Aftenen og var roet ud, da jeg hørte en Mand raabe paa +Hjælp. „Jeg er kæntret!“ raabte han, og saa roede jeg hen +til ham og bragte ham paa ret Køl; og da jeg skulde se +til, var det en af de næseløse.<span class="corr" title="fjernet “"></span></p> + +<p>„Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene,“ +sagde den næseløse til mig.</p> + +<p>„Naa, jeg var saamænd lige kravlet i Kajaken,“ sagde +jeg.“</p> + +<p>— — — Og saaledes fortalte han alt, hvad der var +hændet, og mistede fra den Dag af Evnen til at fange, thi +hans sørgelige Søvnighed tog nu ligesom tidligere al Fangstlejlighed +fra ham.</p> + +<p>Til sidst havde han ikke længer Skind at give sin Kone +til Klæder, og saa løb hun fra ham. Manden satte efter +hende, men Konen undslap ind gennem en Fjældrevne, +som Manden ikke kunde presse sig igennem.</p> + +<p>Pebersvenden lagde sig paa Lur, og han hørte det hviske +inde fra Klipperevnen:</p> + +<p>„Gaa du nu ud til ham!“</p> + +<p>Og saa kravlede en Spyflue ud og sagde:</p> + +<p>„Tag mig!“</p> + +<p>„Dig vil jeg ikke have,“ sagde Pebersvenden, „du suger +jo Næring af Skarn.“</p> + +<p>Saa lo Spyfluen og kravlede ind i Fjældsprækken, og +Manden hørte den sige:</p> + +<p>„Næ, mig vilde han ikke have, fordi jeg sugede Næring +af Skarn.“</p> + +<p>Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen:</p> + +<p>„Gaa du nu ud!“</p> + +<p>Og saa kom en Flue ud.</p> + +<p>„Du kan faa mig,“ sagde den.</p> + +<p>„Nej, dig gider jeg ikke have,“ sagde Manden, „fordi +du ganske planløst lægger Æg. Dig vil jeg ikke have; dine +Øjne er saa usselig store.<a class="pagenum" name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"></a>“</p> + +<p>Da lo Fluen og gik ind med samme Besked som +før.</p> + +<p>Igen hviskede de sammen derinde, og saa kom et +Stankelben ud.</p> + +<p>„Tag mig!“ sagde Stankelbenet.</p> + +<p>„Nej, du har saadan lange Ben,“ sagde Pebersvenden, +og Stankelbenet gik leende ind.</p> + +<p>Saa kom Tusindbenet ud.</p> + +<p>„Tag mig!“ sagde Tusindbenet.</p> + +<p>„Nej, dig vil jeg ikke have,“ svarede Pebersvenden, +„du har alt for mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved +Jorden paa dine mange Ben, og dine Øjne er fæle.“</p> + +<p>Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind.</p> + +<p>Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom +Myggen ud.</p> + +<p>„Tag mig!“ sagde Myggen.</p> + +<p>„Nej, du bider jo,“ sagde Manden, og Myggen gik leende +ind.</p> + +<p>Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, +nu da han ikke vilde have nogen af alle de andre, og med +Nød og Næppe pressede han sig ind gennem Fjældsprækken +og tog hende igen til Kone.</p> + +<p>„Lysk mig!“ sagde Pebersvenden glad.</p> + +<p>Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham:</p> + +<p>„Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, +indtil man hører Lyd af Fugleunger!“</p> + +<p>Og Pebersvenden faldt i Søvn.</p> + +<p>Da han endelig engang vaagnede, laa han ganske alene. +Jorden var bleven blaa af Sommer, og Stormfuglen larmede +ved Fuglefjældet. Det var Vinter, da han krøb ind i Fjældsprækken.</p> + +<p>Da han gik ned til sin Kajak, var Skindet opløst af +Ælde.</p> + +<p>Ja, og saa hændte det som sædvanlig, at han gav sig +til at lyske sit Mavebælte.</p> + + +<p><a class="pagenum" name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"></a></p> +<h4>PEBERSVENDEN, SOM GIFTEDE SIG MED EN RÆV.</h4> + +<p>Det er den gamle Historie igen om en Pebersvend. Hans +Landsmænd opfordrede ham til at gifte sig, men han vilde ikke.</p> + +<p>En Dag satte han en Rævefælde op. Da han saa til +den, havde han fanget en Ræv, og den slog han ihjel.</p> + +<p>Næste Gang han saa til sin Fælde, havde han igen +fanget, denne Gang en Hunræv.</p> + +<p>Den tog han med hjem og havde den som Hund i +Huset under Vinduet. Naar han holdt Maaltid, gav han +Ræven Kødbenene, og saa laa den derhenne og gnavede.</p> + +<p>Saaledes havde han det med Ræven, og saa en Morgen +tog han ud paa Kajakfangst.</p> + +<p>Der var ikke gaaet lang Tid, før Skindene af de Sæler, +han fangede, var beredte, naar han kom hjem; ja til sidst +var de endogsaa hængte til Tørring paa Stilladset ude.</p> + +<p>Senere lagde han ogsaa Mærke til, at hans Lampe blev +passet, medens han var ude, og aldrig gik ud. Ved sin +Hjemkomst fandt han Gryden kogende over Lampeilden +uden at der var et Menneske i Stuen.</p> + +<p>Da han ikke kunde begribe, hvorledes det hang sammen +med disse Ting, gemte han sig en Dag bag et Fjæld +for at holde Udkig, og se:</p> + +<p>En dejlig Kvinde med en stor Top og brede Hofter. +Det var Ræven, der kunde skabe sig til et Menneske.</p> + +<p>Da den gik ind, sprang Pebersvenden efter hende. Inde +i Huset saa han blot noget mørkt forsvinde ind under Vinduet. +Gryden var vendt, men ikke et Menneske i Huset.</p> + +<p>Dagen efter gemte han sig igen, og atter kom der ud +af Huset en Kvinde med en dejlig stor Top. Da hun gik +ind igen, løb han efter hende og fik fat paa hende, inden +hun kom ind under Vinduet. Og nu tog han hende til Kone.</p> + +<p>Hun var saa smuk, at hun lignede de hvide Mænds Kvinder!</p> + +<p>Medens han nu levede der med hende som Kone, kom +der en Mand paa Besøg.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"></a> +„Skal vi to ikke bytte Koner?“ sagde den fremmede +engang paa en Kajaktur.</p> + +<p>„Umuligt! Hun er saa let til at blive skinsyg!“</p> + +<p>Og den fremmede maatte rejse bort uden at faa sin Vilje.</p> + +<p>Pebersvenden havde ikke villet laane sin Kone ud, +fordi der var den Ejendommelighed ved hende, at hun +kom til at lugte af Ræv, naar hun blev svedt.</p> + +<p>Men en Dag kom den fremmede igen paa Besøg, atter +for at foreslaa Konebytning; og da Pebersvenden ingen +Udveje saa, indvilgede han til sidst.</p> + +<p>En Dag tog han saa i Kajak over til den fremmedes +Kone; men inden han rejste, bad han denne om endelig +ikke at komme med Bemærkninger, hvis hans Kone skulde +komme til at lugte af Ræv. Hun var saa hidsig!</p> + +<p>Den fremmede lagde sig nu paa hendes Leje, og det +varede ikke længe, før Kvinden kom til at svede; og hun, +som var smukkere end andre Kvinder, kom til at lugte af Ræv.</p> + +<p>Manden anstrengte sig længe for intet at sige; men da +Lugten blev strammere og strammere, brast det til sidst +ud af ham:</p> + +<p>„Men hvor kommer dog den Rævestank fra?“</p> + +<p>Da hørte han Skrig fra en Ræv: Ka, ka, ka, ka!</p> + +<p>Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. +Manden for efter hende, men han saa kun en Ræv springe +ind over Fjældene.</p> + +<p>Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone +var flygtet.</p> + +<p>„Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og +at du intet maatte sige, hvis hun kom til at lugte?“ sagde +Manden og skældte ham ud.</p> + +<p>Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun +skulde komme tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, +at han gaar om i Fjældene endnu og kalder paa hende.</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"></a> +Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian +forstaaeligt nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de +Drab, han havde øvet, rystede han paa Hovedet og sagde:</p> + +<p>„Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de +fik, for de var farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke +af Lyst til Mord, men af Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller.“</p> + +<p>Det var altsaa, hvad Christian sagde til mig; men jeg +havde dog altid gennem hans Minespil et Indtryk af, at +han forsøgte at dække over noget, han ikke vilde være ved. +Senere har jeg ogsaa hørt, at han i et Anfald af Samvittighedsnag +har været inde hos sin Præst og skriftet.</p> + +<p>Den eneste Tildragelse fra Østkysten, som han altid +med stor Glæde og en vis Stolthed holdt af at tale om, var +hans Udfordring til den gamle Aandemaner, Kunigsarfik.</p> + +<p>Naar han var i rigtig godt Humør, plejede han at synge +sine Udfordringssange, der smædede over den gamle.</p> + +<p>I Smædeviserne opgjorde Eskimoerne alle deres Mellemværender. +Naar to Mænd var komne i Fjendskab med +hinanden, var det deres Form for en Duel. Man sammenkaldte +alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i Nærvær +af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa +i Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter.</p> + +<p>Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, +og han var den første, der havde Ordet. Inden han sang +sin Modstander paa, bandt han ham forsvarligt med snærende +Baand til Husstolpen, og der maatte han saa staa +hele Aftenen igennem, prisgiven Sangerens og Tilskuernes +Haan. Hans Modstander havde Lov til at benytte sig af alle +tænkelige Midler for at ophidse ham; han havde Lov til at +spytte ham i Ansigtet, til at fylde hans Mund med svedne +Spækstykker, saa han ikke kunde faa Vejret; og under Udslyngelsen +af sine værste Skældsord skulde han springe ind +paa ham og med sin Pande slaa ham frygtelige „Skaller“, +hvor i Ansigtet han havde Lyst. Disse Skaller indstilledes<a class="pagenum" name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"></a> +ikke, før Modstanderens Ansigt var bleven saa ophovnet, +at „Kinderne gik sammen med Panden og lukkede Øjnene“.</p> + +<p>Under alt dette maatte den bagbundne ikke med et Ord +eller nogen Mine lade sig mærke med, at Sangerens Haan +eller Mishandlinger gjorde fjerneste Indtryk paa ham; tvertimod +skulde der spille et overlegent Smil paa hans Læber, +og hans Ansigt skulde udtrykke Medlidenhed med Modstanderens +mislykkede Forsøg paa at bringe hans Sind i +Oprør, saa at han kunde forløbe sig.</p> + +<p>Hans Dag kom først, naar hans Ansigtssaar var lægte; +da kunde han tage sin Hævn.</p> + +<p>Det var kun særlig stærke og modige Mænd, der kunde +udfordre til Smædekampe af den Art, for de fordrede forstaaeligt +ikke blot Kræfter, men ogsaa en ualmindelig Selvbeherskelse. +Man plejede i den Tid, der gik forud for Kampen, +at hærde sin Pande paa følgende Maade: Kraniet af +en Remmesæl blev fastbundet til Husstolpen, og dette skulde +man blive ved med at rende Panden imod, indtil Pandehuden +var bleven saa hærdet, at det ikke mere gjorde ondt. +Der var dem, der kunde opnaa en saadan Færdighed, at +de kunde splintre et Sælkranium, fortalte Christian. —</p> + +<p>I det følgende skal jeg give et Uddrag af et Par af +Christians Smædesange, — Christian hed dengang „Konebaaden“.</p> + + +<h4>„KONEBAADEN“S UDFORDRINGSSANG +TIL „KYSSETØJET“, DER HAVDE RØVET +FIRE AF HANS SØSKENDES SJÆLE.</h4> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Jeg undser mig vel,<br /></span> +<span class="i0">Da jeg skal udfordre i Sang ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<a class="pagenum" name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"></a><br /></span> +<span class="i0">En vældig Mand<br /></span> +<span class="i0">Skal blive min Fjende,<br /></span> +<span class="i0">En gevaltig Mand!<br /></span> +<span class="i0">Det er det store Kyssetøj ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Hvorfor bryster du dig?<br /></span> +<span class="i0">Du, som slet ikke er saa vældig.<br /></span> +<span class="i0">Lad de store bryste sig!<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Naar du drabelig<br /></span> +<span class="i0">Besværger Aander,<br /></span> +<span class="i0">Gemmer du dig i Dynen<br /></span> +<span class="i0">Bag din Kone ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Rygtet gaar — —<br /></span> +<span class="i0">Er det sandt,<br /></span> +<span class="i0">Du store Kyssetøj?<br /></span> +<span class="i0">Din Kone hældte Vand<br /></span> +<span class="i0">Over Fjæset paa dig,<br /></span> +<span class="i0">Og du — ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Snapped' efter Vejret,<br /></span> +<span class="i0">Da du for op af dit Leje! ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja.<a class="pagenum" name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"></a><br /></span> +<span class="i0">Jeg faar vel et kort Liv,<br /></span> +<span class="i0">Du, som er den vældige,<br /></span> +<span class="i0">Jeg, som er den lille Aandemaner!<br /></span> +<span class="i0">Dræb mig nu<br /></span> +<span class="i0">Og røv min Sjæl!<br /></span> +<span class="i0">Jeg forældreløse<br /></span> +<span class="i0">Er jo saa ufarlig ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Livet var vel det eneste,<br /></span> +<span class="i0">Jeg holdt af;<br /></span> +<span class="i0">Derfor søgte jeg Livskraft<br /></span> +<span class="i0">I en Hund, jeg skabte til Kvinde<br /></span> +<span class="i0">Og tog til Kone.<br /></span> +<span class="i0">Derfor magter du ikke Død<br /></span> +<span class="i0">Over mig,<br /></span> +<span class="i0">Der tog Hund til Kone ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Lær Visdom af Ynglingen,<br /></span> +<span class="i0">Du forældede gamle!<br /></span> +<span class="i0">Sjæle røvede du,<br /></span> +<span class="i0">Saa du til sidst savnede Mennesker<br /></span> +<span class="i0">Og maatte stjæle Svigersønner ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Jeg undsaa mig i Begyndelsen<br /></span> +<span class="i0">Til Sangkamp!<br /></span> +<span class="i0">Jeg var en ung Mand,<a class="pagenum" name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"></a><br /></span> +<span class="i0">Og min Modstander<br /></span> +<span class="i0">Saa forældet ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Men du er jo som et sølle Barn,<br /></span> +<span class="i0">Naar du græder<br /></span> +<span class="i0">Over Mangel paa Mænd til dine Døtre.<br /></span> +<span class="i0">Du skulde sætte et Laag<br /></span> +<span class="i0">Over dit Fjæs,<br /></span> +<span class="i0">Der er modbydeligt af Smuds.<br /></span> +<span class="i0">Jeg beklager din Kone,<br /></span> +<span class="i0">Naar du brister i Graad,<br /></span> +<span class="i0">Og hun skammer sig,<br /></span> +<span class="i0">Du store Kyssetøj.<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—jai ...<br /></span> +<span class="i0">Skjul dit Fjæs ...<br /></span> +<span class="i0">Derned og Syd paa ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Land søgte jeg Nord paa,<br /></span> +<span class="i0">Da Vreden fyldte mig.<br /></span> +<span class="i0">Min Slægt var udryddet,<br /></span> +<span class="i0">Mine Søskende myrdede,<br /></span> +<span class="i0">Og Vreden fylder mig,<br /></span> +<span class="i0">Og Land søger jeg Nord paa.<br /></span> +<span class="i0">Nu venter jeg kun paa dig,<br /></span> +<span class="i0">Kyssetøj!<br /></span> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +</div> +<hr class="tbstars" /> +<div class="stanza"> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Jeg vil smædesynge dig!<a class="pagenum" name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"></a><br /></span> +<span class="i0">Hvis jeg ikke synger dig en Smædesang,<br /></span> +<span class="i0">Maa jeg myrde dig.<br /></span> +<span class="i0">Jeg skal harpunere dig<br /></span> +<span class="i0">I Skulderbladet;<br /></span> +<span class="i0">Jeg øvede mig<br /></span> +<span class="i0">I Kast paa Klapmydser.<br /></span> +<span class="i0">Nu fælder jeg dem i eet Kast ...<br /></span> +<span class="i0">Paa et Skær har jeg ogsaa øvet mig;<br /></span> +<span class="i0">Harpunen gik langt ind i Klippen,<br /></span> +<span class="i0">Og de rullende Søer skyllede over den.<br /></span> +<span class="i0">Nu venter jeg kun paa dig,<br /></span> +<span class="i0">Kyssetøj! ...<br /></span> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +</div> +<hr class="tbstars" /> +<div class="stanza"> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Nord paa søgte jeg Land,<br /></span> +<span class="i0">Da min Slægt var udryddet.<br /></span> +<span class="i0">Jeg længtes og var uden Søvn.<br /></span> +<span class="i0">Nu er jeg fattig,<br /></span> +<span class="i0">Fordi jeg er barnløs ...<br /></span> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Hvis jeg skulde træffe dig,<br /></span> +<span class="i0">Sipulortaq,<br /></span> +<span class="i0">Som før var min Svoger,<br /></span> +<span class="i0">Du, som ligger<br /></span> +<span class="i0">Hos Kunigsarfik's Datter,<br /></span> +<span class="i0">Vil jeg neppe lade dig leve.<br /></span> +<span class="i0">Lad din Vrede rejse sig<br /></span> +<span class="i0">Paa din Søsters Vegne!<br /></span> +<span class="i0">Jeg har forskudt hende ...<br /></span> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<a class="pagenum" name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"></a><br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Lad din Vrede vaagne!<br /></span> +<span class="i0">Mindes du,<br /></span> +<span class="i0">Da du kejtet kæntrede i Kajak<br /></span> +<span class="i0">Og halvdød blev bragt hjem af mig?<br /></span> +<span class="i0">Men lad nu din Vrede vaagne!<br /></span> +<span class="i0">Tænk paa din Søster,<br /></span> +<span class="i0">Saa skal jeg tænke paa min.<br /></span> +<span class="i0">Og lad os saa mødes.<br /></span> +<span class="i0">Du er jo den ældste.<br /></span> +<span class="i0">Hvem troer du,<br /></span> +<span class="i0">Vil blive den, som lever? ...<br /></span> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +<span class="i0">Ha—jai—ja, ha—jai—ja ...<br /></span> +<span class="i0">Da du skulde betvinge Aander,<br /></span> +<span class="i0">Hoppede du kejtet i Vejret.<br /></span> +<span class="i0">Da maatte din Kone skamme sig.<br /></span> +<span class="i0">Skammelig er du,<br /></span> +<span class="i0">Derfor smædesynger jeg dig.<br /></span> +<span class="i0">En ond Smædesang skal jeg synge dig,<br /></span> +<span class="i0">Og du skal faa dig en Skalle,<br /></span> +<span class="i0">Saa du kreperer af en Fejltagelse ...<br /></span> +<span class="i0">Opad og Øster ud ...<br /></span> +</div></div> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"></a></p> +<h3><a name="EN_SJAELERANERS_SAGA" id="EN_SJAELERANERS_SAGA"></a>EN SJÆLERANERS SAGA.</h3> + +<p>Jeg skal fortælle dig om Ilisimartoq, den største Drabsmand, +jeg har kendt. Hvor mange Sjæle han røvede, ved +jeg ikke, men deres Tal var stort.</p> + +<p>Han var nede fra Angmagssalikegnen, men drog Nord +paa for at handle paa Vestkysten; saa gjorde han Holdt +ved Igdluluarssuit, hvor der dengang var mange Mennesker +og god Fangst. Han kom sent paa Aaret, og saa passede +det lige, at han overvintrede der.</p> + +<p>Vinteren igennem artede han sig vel. Saa kom Sommeren, +og han rejste stadig ikke Nord paa for at handle. Det +lod til, at han havde opgivet sin Handelsrejse. Den følgende +Vinter var det saa, at Drabslysten kom over ham.</p> + +<p>To unge Mænd var ude paa Fangst i Kajak, Quperneq +og Ukugssulik. Den ene af dem, den yngste, var en spædlemmet +lille Fyr<span class="corr" title=":">;</span> men den ældre Broder var stærk og farlig +at komme i Lag med.</p> + +<p>Disse to Brødre møder Ilisimartoq paa hjemgaaende. +Quperneq havde fanget to Remmesæler. Saa er det, at Ilisimartoq +ror til bagfra lige ind paa Quperneq, der ikke saa +ham, før han allerede havde løftet sin Harpun. Han vidste +nu, at han var nærmere Døden end Livet; det var for sent +at forsøge nogen Modstand, og saa vendte han bare Siden +til og ventede Kastet ...</p> + +<p>Han kæntrede, i samme Øjeblik som han blev ramt, og +Fuglepilen trængte fra hans Øje helt ind i Hjernen.</p> + +<p>Hans yngre Broder, der forsøgte at flygte, nøjedes Drabsmanden +blot med at slaa i Hovedet, saa at han kæntrede.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"></a> +Ilisimartoq tog derpaa Quperneq's Fangst og hans Haarprydelse +af Perler og roede hjem.</p> + +<p>Ved sin Hjemkomst sagde han intet om Drabet, for saa +vilde han jo have skaffet sig aabenlyse Fjender i den dræbtes +Familie. Men da de to Brødre ikke kom hjem, vidste +alle dog, at Ilisimartoq havde dræbt dem; denne lagde heller +ikke Skjul derpaa, han sagde det blot ikke lige rent ud.</p> + +<p>Naar en Mand pønser paa Drab, plejer han altid at +sætte en ny Jernspids paa sin Pil eller Harpun; der er dem, +der har ganske bestemte Spidser til Mennesker.</p> + +<p>Da Ilisimartoq derfor en Dag satte en ny Spids paa sin +Harpun, vidste alle, at han nu atter tænkte paa Drab, og +man vogtede derfor nøje paa ham.</p> + +<p>Hans Svoger, Igsiavik („Stolen“), der var ked af, at +han nu atter vilde skaffe dem nye Fjender paa Halsen, bestemte +sig til at komme ham i Forkøbet.</p> + +<p>En Dag roede Fangerne ud sammen i Kajak, fem i +Følge; blandt disse Ilisimartoq og hans to Svogre, Igsiavik +og Isângassoq; de havde i Forvejen aftalt, at i Dag skulde +Ilisimartoq dræbes.</p> + +<p>Ude ved en af de yderste Øer gik Ilisimartoq i Land +for at hvæsse sin Harpunspids, og saa vidste de andre, at +det gjaldt om at passe paa. Men for at lade som intet, +gav de sig til at synge Trommeviser, siddende i deres +Kajaker.</p> + +<p>Ilisimartoq var en stor Aandemaner. De havde ikke ladet +ham ane noget i deres Holdning, men ikke desto mindre +blev han med eet mistænksom og urolig, saa sig om, alt +medens han hvæssede Harpunspidsen, rejste sig til sidst +pludselig op og roede bort uden at sige et Ord.</p> + +<p>Saaledes var han lige ved at undslippe, uden at de havde +faaet Lejlighed til at myrde ham; men saa var det, at en +af Kajakmændene gik hen til det Sted, hvor Ilisimartoq +havde hvæsset sin Harpunspids, og gav sig til at mane ham +tilbage. Ilisimartoq var allerede kommen langt bort, da han<a class="pagenum" name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"></a> +gav sig til at mane; men saa stærk en Magt fik Tryllesangen +over ham, at han vendte om, rolig og intet anende, ganske som +det var ham indgivet af Formularen; saa gik han atter i +Land og gav sig til at hvæsse sin Harpunspids.</p> + +<p>Igsiavik listede sig nu bag paa ham; Ilisimartoq sad +bøjet forover og sleb Jernspidsen til, og inden han fattede +Mistanke, gav Svogeren ham bagfra et Skud, der gik ind +gennem Skulderen og ud gennem Hovedet.</p> + +<p>Saa styrtede de fire andre frem og greb fat i Ilisimartoq; +men saa stærk var han i sin Dødskamp, at de alle blev +slyngede tilbage, og det lykkedes ham saaledes at faa Tid +til at stryge sin Haand hen over Skudsaaret, saa det +lægtes.</p> + +<p>Ilisimartoq var en vældig Troldmand; stor var hans Magt, +og meget ondt havde han i sig, og det onde hjalp ham, da +han altid havde villet det onde (den nyomvendte Nukarajua's +Ræsonnementer).</p> + +<p>De andre kastede sig imidlertid øjeblikkelig over ham +igen, da de fik samlet sig efter Forskrækkelsen, og en af +dem gned Spæk hen over Saaret.</p> + +<p>Da Spækket nu hindrede Ilisimartoq i at læge Saaret +ved Trolddom, fik de hurtigt Bugt med ham. To holdt ham +i Armene, og en tredje stak en Fuglepil ind i Endetarmen +paa ham. Han jog Jernspidsen ind i Aabningen, stødte den +ind i Underlivet og rørte om i hans Tarme ...</p> + +<p>Saa gav Ilisimartoq sig da endelig lidt efter lidt; han vred +sig i Dødskrampe, krympede sig sammen i stærke Trækninger +og laa endelig stiv og ubevægelig, med Næverne knyttede +i Døden.</p> + +<p>Og saa havde ingen mere Grund til at frygte Død fra +Ilisimartoq.</p> + +<p>Isângassoq gav sig nu til at græde, da det ligesom +med eet gik op for ham, at han havde været med til at +myrde sin Svoger. Han kom til at tænke paa sin Søster, +og megen Medlidenhed havde han med hende, nu da de<a class="pagenum" name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"></a> +havde dræbt hendes Mand og Forsørger; og han brød ud +i høje Veklager over Ilisimartoq og begræd hans Død.</p> + +<p>Men Igsiavik, hans Broder, gik hen til ham og sagde:</p> + +<p>„Og saa dræber vi dig, hvis du ikke straks holder op +med dine dumme Veklager.“</p> + +<p>Da tav Isângassoq, thi Igsiavik var hans ældre Broder. +Derpaa skar man alle Leddene over paa den myrdede for +at hindre Sjælens Hævn. Hovedet puttede man i en Fangeblære, +slæbte det op til en Bræ og lod det falde ned i en +dyb Spalte; thi saa mægtig var Ilisimartoq, at man var bange +for ham, selv efter at Liget var sønderlemmet.</p> + +<p>Og man fortæller, at mange, der siden kom forbi den +Bræ, hørte Raab dernedefra.</p> + +<p>Saa stor var hans Magt, og derfor var Menneskene bange +for at lade ham leve ...</p> + +<p class="byline50"> +<span class="left">Fortalt af</span><br /> +<span class="larger italics">Nukarajua,</span><br /> +der indvandrede til Vestkysten for<br /> +c. 15 Aar siden for at lade sig<br /> +døbe sammen med sin Slægt. +</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"></a></p> +<h3><a name="DEN_USAARLIGE_UASE" id="DEN_USAARLIGE_UASE"></a>DEN USAARLIGE UASE.</h3> + + +<h4>QINGAJAQ FORTÆLLER.</h4> + +<p>Fortællersken er c. 60 Aar og indvandrede til Igdlukasik +paa Vestkysten for c. 20 Aar siden og fik i Daaben Navnet +Susanne.</p> + +<p>Hun er Søster til Pinertoq, døbt Noah, og Pangagkarwik, +døbt Hedvig; disse bor nu ved Qernertoq Øst for Kap-Farvel. +De har oprindelig været 7 Søskende, de øvrige er +døde. Deres Moder, Qujâq, var fra Tingmiarmiut, deres +Fader, Ingersia fra Inugssuarmiut, Norden for Umanaq paa +Østkysten.</p> + +<p>Den gamle Ingersia tænkte engang paa at tage ned til +Vestkysten for at lade sig døbe; men hans Sønner raadede +ham derfra, idet de sagde:</p> + +<p>„Du kan ikke staa dig ved at blive døbt; det vil blot gaa +dig ilde. <span lang="kl">Ingnerssuit</span> (Mennesker uden Næse, der bor i et +Land, der skal ligge inde mellem Jorden og Havet; man +kommer derind ved at gaa ned i Havet ved Kysten) har +fortalt os, at naar han, som de døbte kalder Jesus, viser sig +ved Verdens Undergang (om Verdens Undergang havde de +hørt paa deres Rejser til Vestkysten) for at holde Dom over +døbte og Hedninger, saa vil <span lang="kl">Timersit</span>, store Indlandsboer, og +<span lang="kl">Ingnerssuit</span> og <span lang="kl">Akilinermiut</span> (Folk, der bor paa den anden <span class="sic" title="[sic]">Side</span> +det store Hav og ligesom Indlandsboerne skal være meget +store) slaa sig sammen i Kamp mod denne Jesus og dræbe +ham; og da skal de døbte blive forladte i Kløfter og Afgrunde, +medens Hedningerne selv vil bane sig Vej op til Himlen.“ — —</p> + +<p>Faderen bestemte sig derfor til ikke at lade sig døbe.<a class="pagenum" name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"></a> +Qingajâq skildrer sin Fader som en Kæmpe; han havde +udviklet sine Kræfter ganske særligt, fordi han i sine unge +Dage var bleven undsagt af nogle Fjender og derfor Resten +af sit Liv maatte være forberedt paa Overfald.</p> + +<p>Hendes Faders ældre Søster har oplevet en to Aars uafbrudt +Vinter (<span lang="kl">ukiut mardluk nipitartut</span>), hvor de drevne af +Hungersnød maatte spise hinanden.</p> + +<p>Hendes Moders yngre Søster havde været gift med en +af deres Hunde og havde efter Moderens Udsagn faaet tre +Hvalpe, men var død, kort efter at Fødselen var overstaaet.</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>„Naa, det var om Uase, jeg skulde fortælle; jeg har +kendt ham og boet hos ham i tre Vintre. Han var en meget +stor Aandemaner, som de ikke fik Bugt med, dengang de +vilde dræbe ham. Hans Søn, Ukugssulik, har jeg ogsaa kendt; +han var ganske lille, da man stræbte Faderen efter Livet. +Jeg har ogsaa truffet ham, efter at han var bleven voksen, +han var lille af Legeme, men stærk, morsom og underholdende +at være sammen med. Han var ganske ung dengang, +men havde alligevel <a class="corr" name="rett_36" id="rett_36" title="">en </a>gammel Mands Snille og Forstand. +Hans ene Øje var lukket; det saa derfor altid ud, som +om han lo med den ene Halvdel af Ansigtet.</p> + +<p>Aa ja, hvor jeg husker Ukugssulik tydeligt! Han blev +senere snigmyrdet sammen med sin Broder fra et Baghold +i Kajak af Ilisimartoq, Sanimuinaq's yngre Broder. Men det, +jeg nu skal fortælle dig om, gik for sig, dengang Ukugssulik +var ganske lille.</p> + +<p>Uase havde engang i Spøg sagt, at han vilde tage Kagssanîp's +unge Datter til Medhustru, skønt hun egentlig var +bestemt for en ugift ung Mand.</p> + +<p>Uase var ene, uden Brødre, uden Slægt, og det vil sige +uden Hævnere. Der var derfor ingen Risiko ved at myrde +ham; og det var der da ogsaa tre Mænd, der fik Lyst til,<a class="pagenum" name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"></a> +idet de foregav at være opbragte over, at Uase vilde berøve +en ung Mand den Kvinde, han skulde have til Hustru. +De vidste iøvrigt godt, at det hele var sagt i Spøg; men +man skulde tage Vare paa sine Ord i de Tider ...</p> + +<p>De tre Mænd hed: Qaratsuk, Angiamineq og Sorqiaq; +de havde forøvrigt slet ikke noget Mellemværende med Uase, +men misundte ham blot hans store Styrke. Alle disse Mænd +var nede fra Angmagssalikegnen og var paa Handelsrejse +Syd paa. Uase havde foreløbig taget Land ved Kingatak, i +Nærheden af Umîvik.</p> + +<p>En Dag han var ene ude i Kajak, passede de ham op +ved Perserajuk. De foregav, at de var paa en længere Fangstudflugt, +og havde megen Mad med. De bød ham op paa +et Maaltid. Uase aad dygtigt, lagde nok Mærke til, at de +andre ingen Madlyst havde, men blev dog ikke betænkelig +derved. Efter Maaltidet, da Uase var bleven rigtig mæt og +madtung, siger de andre pludselig, at de vil forsøge at løbe +om Kap op ad Perserajuk-Fjældet.</p> + +<p>Uase var ganske vist ikke meget oplagt til Løb nu, men +vilde dog ikke undslaa sig, og saa benede de af opefter. +Men Uase stod længe før de andre oppe paa Fjældtoppen +og morede sig med at se de andre mase opefter.</p> + +<p>„Ja, saadan er han, og derfor er jeg aldrig rigtig hyggelig +til Mode ved at se ham med Tanke om Drab,“ sagde +Angiamineq til de to andre. Han havde oprindelig slet ikke +haft Lyst til at dræbe Uase, men de andre havde dels tvunget +dels betalt ham til at gaa med.</p> + +<p>Saa gik de atter ned ad Fjældet og hen til deres Kajaker. +Men i det Øjeblik Uase skulde til at gaa i sin Kajak, han +stod med det ene Ben paa Land og det andet i Kajaken, +var der en af de andre, der raabte:</p> + +<p>„En Sæl! En Sæl lige her udenfor!“</p> + +<p>Da han nu ser ud over Havet, faar han et Stød i den +ene Skulder, saa han tumler ud i Søen, og inden han kan +faa Tid til at samle sig, faar han en Lænser stødt ind mellem<a class="pagenum" name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"></a> +Skulderbladene med en saadan Kraft, at Odden gaar +ud mellem Brystbenene.</p> + +<p>Det sortnede og gnistrede for Uase's Øjne, og han blev +et Øjeblik saa forvirret, at han gav sig til at hale i Odden, +saa han derved blot fik Lænseren trukket længere ind i +Kroppen paa sig. Men i et Ryk fik Angiamineq den ud +igen og kastede den nu ind i Skulderen, saa voldsomt, at +det gav et Knæk, da Odden borede sig ind i Skulderbladet.</p> + +<p>Det var, fortalte Uase, som om han nu for første Gang +i sit Liv begreb, hvad Smerte var. Det gjorde saa ondt, at +hans Øjne saa Ild! Men han var jo en mægtig Aandemaner, +og da han blot kom saa meget til Besindelse, at han kunde +stryge sig hen over Saarene med Haandfladen, blev disse +lægte; kun det i Ryggen kunde han ikke naa.</p> + +<p>Det var mest Angiamineq, der drev ham Stødene. Qaratsuk +kom ogsaa til, og nu fik Uase et Stik lige i Hjertekulen. +Han var ved at segne, men fik det lægt ved at +stryge Haandfladen hen over det.</p> + +<p>Et Stik, som ramte ham i Maven, havde nær dræbt ham, +thi Stødet blev ført med en saadan Voldsomhed, at Indvoldene +faldt ud af Siden paa ham, da Mavesækken blev sprættet +op. Alt det Spæk, han kort forinden havde spist, flommede +ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk hindrer +en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor +Uase umuligt at faa helet det sidste.</p> + +<p>For at vinde Tid gav han sig nu til at sprøjte Vand op +i Ansigtet paa Angiamineq, og denne veg uvilkaarligt nogle +Skridt tilbage, saaledes at Uase kunde faa Fodfæste paa +Land, og nu var det Angiamineq's Tur at blive kastet i Søen. +Men ved den pludselige Bevægelse, Uase maatte gøre, styrtede +Blodet ud af hans Underlivssaar, og al den Mad, han +nylig havde spist, faldt ned paa Klippen med et Klask!</p> + +<p>Uase, som nu var ude af Stand til at bevæge sig, reddede +sig ved en Løgn.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"></a> +„Hej — Hjælp! Kom, du Kajak dernede!“ brølte han. +„Qaratsuk og hans Ledsagere myrder mig!“</p> + +<p>Qaratsuk, som troede, at der virkelig var en Kajak i +Nærheden, bøjede sig ned mod Jorden for ikke at blive set, +krøb hen til sin Kajak, fik Angiamineq, som endnu befandt +sig i Vandet, paa Slæb og roede af al Kraft ud til en lille +Ø. Sorqiaq stak til Fjælds og gemte sig.</p> + +<p>Lidt efter kom der virkelig to Kajaker forbi, og dem +raabte Uase an. Et Stykke af en Halvpels blev klasket om +Mavesaaret, efter at Indvoldene var stoppede ind, og en +Helpels af Vandskind blev presset ned over hans Krop, saaledes +at alle Saarene blev dækkede; og saa bugserede de +ham hjem.</p> + +<p>Det er Skik paa Østkysten, at man skal beholde en +Forbinding paa i fem Døgn; men inden Uase endnu havde +faaet sin Helpels af, fik han Underretning om, at hans tre +Fjender var flygtede Syd over til et Handelssted paa Vestkysten.</p> + +<p>Saaret i Underlivet var længe om at blive lægt. Maven +bulnede ud, underløben af Materie, stram og udspilet som +et Trommeskind! Uase kom til at se ganske besynderlig +ud; det var, som om Maven og det øvrige Legeme ikke +hørte sammen; thi samtidig med at Underlivet bulnede ud +og blev uformeligt, skrumpede Manden ind og blev til Skind +og Ben.</p> + +<p>Naar han førtes uden for sit Telt, maatte han blive siddende +stille og ubevægelig; ikke engang Armene kunde +han røre. Han lignede en stor Sten, og Fuglene kom og +satte sig paa hans Hoved og lyskede ham. Han var ikke +i Stand til at hæve Armene for at faa dem skræmt bort.</p> + +<p>Det varede længe, men til sidst kom han sig fuldstændigt. +De Mænd, som havde forsøgt at myrde ham, skulde +imidlertid selv faa et kortere Liv; man siger, at Uase manede +Undergang over dem med Tryllesange.</p> + +<p>De var fire Konebaade i Følge, alle fra Angmagssalik,<a class="pagenum" name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"></a> +paa Handelsrejse Syd paa. Vi var paa den Tid ogsaa paa +Handelsrejse, ligeledes Syd paa, men alle fra Syddistriktet. +Da vi kom til Itivdleq paa Hjemgaaende, traf vi „Nordboerne“ +paa Vej til Pamiagdluk. Det Aar var der megen Sygdom +paa Vestkysten, og de østgrønlandske Konebaadsbesætninger +blev smittede. Jeg mistede paa den Rejse min +Fader, to gifte Brødre og to gifte Søstre.</p> + +<p>Aa ja, der var engang, man maatte græde, hver Gang +man blot kom til at tænke paa den Rejse; nu er det længe +siden, og man fortæller derom, som var det blot et Sagn, +der ikke kom en ved.</p> + +<p>Af vore fire Konebaade vendte kun de tre tilbage med ganske +udtyndede Besætninger; der var til sidst næsten ingen til at +ro Baadene. Den fjerde Konebaadsbesætning uddøde ganske, +paa min Søster nær, som var bleven Enke, og saa to halvvoksne +Søskende, en Dreng og en Pige. De var ved at sulte +ihjel, da de tilfældigvis blev trufne af Nakuaq, Kuania's Fader, +og optagne.</p> + +<p>Sygdom dræbte Folk; Sygdomme, som vi ikke havde +kendt til, før man begyndte at besøge Handelsstederne. Ikke +engang de Forkølelsessygdomme, som fulgte efter et Ophold +paa <a class="corr" name="rett_37" id="rett_37" title="Vestgrøndland">Vestgrønland</a>, havde vi kendt før; og alt det Fnat, +som alle, der er gaaede Sønden om Landet („<span lang="kl">Uvijarnerit</span>“), +er saa befængte med, var ogsaa ukendt tidligere.</p> + +<p>Pesten gik dengang særlig ud over Baadlagene fra Angmagssalik. +Af de fire Konebaade vendte kun den ene tilbage, +og det var Qaratsuk's, en af Uase's Fjender.</p> + +<p>Men Angmagssalikerne optraadte ogsaa uden Skaansel +over for dem, som havde mistet deres Forældre eller nærmeste +paarørende. Baade halvvoksne og Børn efterlod de +paa den øde Kyst, da de ikke vilde have Besvær med at +underholde dem. De blev kastede i Land, naar de forsøgte +at komme med, og der opstod paa den Maade hele Slagsmaal, +hver Gang en Lejrplads skulde forlades. De, der af +Førerne var udsete til at blive ladte tilbage, kastede sig over<a class="pagenum" name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"></a> +Konebaadene, naar disse stødte fra Land. Men Besætningerne +slog dem med <a class="corr" name="rett_38" id="rett_38" title="Aarene">Aarerne</a>, saa at de, bedøvede af Slagene, +tumlede tilbage og efterlodes for engang at sulte ihjel, hvis +de ikke af Fortvivlelse forinden kastede sig i Havet ...</p> + +<p>Aaret efter disse Tildragelser kom jeg til at bo hos Nakuaq, +der ogsaa kaldtes Agssaqange, fordi han var uden Fingre +og Tæer; det var ved Umîvik, og i samme Telt var +ogsaa Uase.</p> + +<p>Medens vi endnu var ved Umîvik, kom Qaratsuk forbi +paa Nordgaaende. Uase blev bleg og tavs, da hans gamle +Fjende lagde til Land. Qaratsuk blev ogsaa alvorlig, for han +troede, at Uase nu vilde øve Hævn. Men Nakuaq, som vilde +hindre Manddrab, gik om i Teltet, hvor der var fuldt af +Gæster, overstadig lystig og kaad, for at sætte Humør i +Folkene og lede deres Tanker bort fra Hævnlysten. Han +gik ligefrem og kælede for dem, der var derinde.</p> + +<p>„Hvorfor er du saa tavs, Uase? Se, Teltet er fuldt af +Gæster; lad os glæde Gæsterne ved vor Tale!“ sagde han +til Uase.</p> + +<p>Uase svarede ikke, saa ikke op og førte en frygtelig +Kamp med sig selv. Han svedte af Vrede; det dryppede +ned paa Gulvet fra hans Hage, og hans Haar dampede. Alt +hvad Nakuaq lo og talte, kunde han dog ikke faa et Ord +presset frem. Vi andre sad spændte af Nysgerrighed, for +vi troede ganske bestemt, at vi skulde blive Vidne til Kampen; — bare +ikke denne Nakuaq's Overstadighed skulde +forpurre det!</p> + +<p>Men Qaratsuk sad og skælvede af Angst ...</p> + +<p>Saa vender Nakuaq sig pludselig direkte til Uase og +siger ham lige rent ud:</p> + +<p>„Hør, Uase, du tænker da vel ikke paa at hævne dig +paa vor Gæst?“</p> + +<p>Vi saa alle hen paa Uase. Sveden dryppede ned fra hans +Hage, og der stod Damp af hans Haar.</p> + +<p>Endelig saa Uase op for første Gang, og idet han rettede<a class="pagenum" name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"></a> +sine Øjne mod Qaratsuk, der sad og krøb sammen og +blev til slet ingenting, sagde han:</p> + +<p>„Fra en Mand uden Slægt behøver vel ingen at frygte +Hævn!“ Og for at haane Qaratsuk, der ikke havde kunnet +myrde ham selvtredje, fortsatte han:</p> + +<p>„Og forøvrigt øver ingen Drab uden først at have prøvet +sin Fjendes Styrke!“ („<span lang="kl">Kisermaugama toqutsinaviangilanga; +kisiat inoqativta nukinga misiligsimalerângavtingo, +toquniartarparput</span>“).</p> + +<p>Og derpaa forlod han Teltet.</p> + +<p>Da han lidt efter kom ind igen, havde Vreden forladt +ham. Hans Fjendes Ydmygelse havde gjort ham forsonlig, +og Resten af Aftenen talte og spøgede han, som om han +ikke et Øjeblik havde tænkt paa at myrde; for det havde +dog været Uase's faste Forsæt, da han atter stødte sammen +med sin Dødsfjende. Det var blot Nakuaq's dumme Narrestreger, +der havde faaet ham til at lade være.</p> + +<p>Og siden efter har jeg ofte i Tankerne været gal i Hovedet +paa den rare, gamle Nakuaq, for det var ene og alene +hans Skyld, at jeg ikke kom til at overvære Mordet paa +Qaratsuk.</p> + +<p>Og det var vi alle kede af.“ ....</p> + +<hr class="tbstars" /> + +<p>Det var oppe paa Kirkeloftet ved Igdlukasik, at gamle +Susanne fortalte denne Historie; foruden hende sad der Rosine, +Sabine og Bathseba, lutter gamle Kvinder, der alle +var forhenværende Østboer og Hedninger, men som nu alle +i Daabens Pagt havde faaet Løfte paa det evige Liv.</p> + +<p>Ved Susannes Fortælling flammede det gamle Hedenskab +atter op i dem, og der kom et utæmmet, rovgridsk Udtryk +i deres rynkede Ansigter, da deres Fantasi kom i Bevægelse.</p> + +<p>„Ja, ja, at der dog ikke blev noget af Drabet!“ sagde +Rosine.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"></a> +„Ja tænk, saa kunde du nu have fortalt os derom,“ sukkede +Sabine.</p> + +<p>„Ja, saa kunde jeg nu have haft en artig Fortælling at +give til Bedste,“ sluttede Susanne.</p> + +<p>Disse rynkede, rødøjede Kællingefjæs — det var byttebegærlige +Gribbe, der tørstede efter at mæske sig i Lig ...</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"></a></p> +<h3><a name="MANDEN_SOM_HOLDT_FOR_MEGET" id="MANDEN_SOM_HOLDT_FOR_MEGET"></a>MANDEN, SOM HOLDT FOR MEGET +AF SIN KONE.</h3> + + +<h4>GAMLE SABINE FORTÆLLER.</h4> + +<p>Ved Itivdlerssuaq, Norden for Umanaq, levede der engang +for mange Aar tilbage en Mand, som af Skinsyge vaagede +meget nøje over sin Kone. Han kunde ikke taale, at +Konen gik ud, naar han ikke selv gik med, og plejede +derfor, naar han tog ud paa Fangst, at gemme hendes +Fodtøj.</p> + +<p>Men hændte det, at han alligevel fik Mistanke om, at +hun havde været ham utro, tog han sin Kniv og stak hende i +Benene. Dette gjorde dog ikke saa ondt, sagde Konen, men +naar han tog to sammenhængende Muslingeskaller og kneb +Stykker af Laarkød ud, da først maatte hun skrige af +Smerte.</p> + +<p>Da Konen imidlertid ikke kunde udholde sin Mands +Mishandlinger, løb hun til Fjælds en Dag, da han var ude +i Kajak. Oppe paa Fjældet vendte hun sig ud mod Havet +og gav sig til at anraabe de mægtige hvide Mænd om Hjælp.</p> + +<p>Et stort Isfjæld blev straks synligt ude til Søs og kom +drivende mod Land. Da det kom nærmere, viste det sig at +være et af de hvide Mænds Skibe. Ud paa dette flygtede +nu Kvinden.</p> + +<p>Da Manden kom hjem, var hans Kone forsvunden, og +han faldt straks hen i heftig Sorg; thi han holdt meget af +sin Kone, der var smuk og havde en dejlig, lyserød Krop ...</p> + +<p>Han gav sig til at søge og erfarede snart, at de hvide +Mænd var komne med et stort Skib og havde røvet hende.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"></a> +Han roede straks ud til Skibet, men Matroserne havde +borttaget Faldrebet og alle nedhængende Tove. Rasende roede +han rundt om Skibet, men fandt overalt kun en brat +Væg, han ikke kunde komme op ad. Endelig saa han under +Sprydstagen et Reb, som man havde glemt at fjerne; det +greb han fat i og gav sig til at klatre op ad det i Armene +alene, siddende i sin Kajak. Men saa snart Matroserne opdagede +dette, skar de Rebet over, saa at han faldt ud i Søen +igen.</p> + +<p>Da han forgæves havde roet nogle Gange rundt om Skibet, +vendte han hjem og græmmede sig saare over Tabet +af sin smukke Kone.</p> + +<p>Dagen efter hørte han, at de hvide Mænd havde sat +hende op paa en høj og eneknejsende Fjældtinde oppe ved +Itivdlerssuaq; og der stod nu Konen oppe! Han gik derhen, +men kunde ikke klatre derop. Nede fra tryglede han forgæves +sin Kone om at komme ned, hun svarede ham blot:</p> + +<p>„Ser du, havde du ladet dig nøje med at stikke mig med +Kniven i Benene, saa var jeg aldrig flygtet bort; først da +du begyndte at klippe mit Laarkød ud med Blaamuslingeskaller, +flygtede jeg fra dig.“</p> + +<p>Og hun nægtede at komme ned til ham; han, som før +ikke engang kunde udholde, at hans Kone blot forlod +ham en Smule, var nu ganske ude af sig selv af Sorg +over Tabet ...</p> + +<p>Da Manden kom igen den næste Dag, havde Konen gravet +sig ned i Jorden. Hun havde gravet Hulen saaledes, at +den gik helt gennem Jorden som en underjordisk Gang.</p> + +<p>Jeg har selv set denne Hule; naar man stod i den søndre +Indgang og kastede en Sten derind, hørte man Stenens +Plask i Havet; kastede man den derimod fra den nordre +Indgang, hørte man, at Stenen faldt paa Land.</p> + +<p>Dybt inde i denne Hule gemte Konen sig, saa Manden +ikke kunde finde hende. Han forsøgte at krybe derind, forsynet +med en velspækket og vægekranset Lampe, men naar<a class="pagenum" name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"></a> +han kom et Stykke ind, gik Lampen ud. Ogsaa den Dag +maatte han opgive at faa fat i sin Kone.</p> + +<p>Dagen efter kom de hvide Mænd til Manden og sagde:</p> + +<p>„Hør, hvis det virkelig er sandt, at du holder saa meget +af din Kone, saa vil du vel med Glæde give dig ud paa +et Vovestykke, naar du blot derved opnaar at faa fat i din +Kone! Se, vi har spilet et Tov ud mellem de to Fjældtinder; +dette skal du entre over i bøjede Arme. Lykkes dette +for dig, skal vi give dig din Kone tilbage.“</p> + +<p>Oppe ved Iterdlagssuaq var der to meget høje Fjældtinder. +Mellem disse blev Linen udspændt. Nedenunder var +der en stor Sø; blev Manden træt undervejs og slap Grebet +i Tovet, maatte han drukne i Søen.</p> + +<p>Da de hvide Mænd havde ført Manden ud til Linen, +var der en af dem, der entrede over for at vise ham, hvorledes +han skulde bære sig ad.</p> + +<p>„Det var svært godt gjort! Men kan en hvid Mand gøre +det, kan vel ogsaa jeg!“ tænkte Manden.</p> + +<p>Ved Linens ene Ende saa han en Økse, og den kastede +han først ud i Søen, da han var bange for, at man skulde +hugge Tovet over, naar han var kommen ud.</p> + +<p>Saa entrede han ud i Armene, og det gik let for ham, +da han var meget stærk; men der var langt mellem de to +Fjældtinder ...</p> + +<p>Da han var kommen midtvejs ud, giver de hvide Mænd +sig pludselig til at svinge Tovet; Manden, der nær havde +mistet Taget, slyngede nu ogsaa Benene om Linen og holdt +sig saaledes fast, skønt han efterhaanden blev ganske ør +i Hovedet.</p> + +<p>De hvide Mænd, der saa, at han holdt sig godt fast, gav +sig nu til at svinge Tovet med stor Voldsomhed. Og derude, +midtvejs mellem de to Fjældtinder, hang Manden; først +da Linen skar sig dybt ind i hans Armhuler og slappede +alle Muskler, mistede han Taget og styrtede ud i Søen.</p> + +<p>Saaledes dræbte de hvide Mænd den Mand, som holdt<a class="pagenum" name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"></a> +saa meget af sin Kone, at han ikke engang taalte, at hun +forlod hans Hus; og siden giftede de sig med hans Kone.</p> + +<p>Fra denne Kvindes Efterkommere stammer alle Blandinger +paa Østkysten; og de hvide Mænds Ophold skyldes +det, at Folk ved Anoritôq taler en saa mærkelig Dialekt.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"></a></p> +<h3><a name="EN_HISTORIE" id="EN_HISTORIE"></a>EN HISTORIE +OM HUNGERSNØD.</h3> + + +<p>Rosine, en gammel Kone ved Igdlukasik, Nordvest for +Kap-Farvel, gav mig efterfølgende Beretning, som hun havde +hørt af sin Moder, da hun levede paa Østkysten.</p> + +<p>„En Gang for mange Aar siden hændte det paa Østkysten, +at to Vintre fulgte lige efter hinanden uden at blive +afbrudte af Foraar, Sommer og Efteraar. Menneskene fik +ikke Lejlighed til at samle Forraad, en frygtelig Hungersnød +brød ud, og mange Bopladser døde ud.</p> + +<p>Allerede ud paa Efteraaret, før Islæget endnu normalt +skulde komme, kunde man mærke, at noget usædvanligt +maatte ske, da store Isstykker begyndte at skyde op af Havet; +og det syntes, som om Havets Bund var bleven beklædt +med Is.</p> + +<p>I Begyndelsen var der dog en Del Sæler, og disse holdt +sig meget i Overfladen, maaske fordi det var for koldt for +dem at dukke ned.</p> + +<p>Men snart lagde Is sig over hele Havet, og den blev +hurtigt saa tyk, at det blev umuligt at slaa Hul for at fange. +Hertil kom meget stærke Snefald; Sneen faldt saa tæt, at +dybe Kløfter dækkedes, og Fjælde lagdes lige med Sletter. +Alt levende døde, og ingen kunde færdes paa Land eller Is.</p> + +<p>Man tærede paa de Forraad, man havde, og de strakte +længe til. Paa de Tider kendte man ellers sjældent til Nød. +Naar Vinteren var omme, var der i Stensætningerne ofte +Forraad, som aldrig blev spiste. Men dengang samlede +man ogsaa store Mængder af Bær og Stenurter, som syltedes<a class="pagenum" name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"></a> +i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne +før ud paa Vinteren.</p> + +<p>Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb +taaleligt; men da den Tid var inde, da ellers Foraar og +Sommer skulde falde ind, kom Varmen ikke. Sneen smeltede +ikke, og Isen blev liggende paa Havet. Og paa denne +Vintersommer fulgte en endnu drøjere Vinter.</p> + +<p>Da slog Nød og Skræk alle Østboerne, thi Forraadene +var opbrugte, og man havde intet Haab for Vinteren. Det +varede heller ikke længe, før Hungersnød og Sultedød begyndte +at hærge Menneskene.</p> + +<p>Først spiste man alt det, man sædvanlig tyr til som Sultekost: +hvad der kunde være spiseligt: Skindklæder, Kajakskind +og Konebaadsskind. De mere forsigtige, som endnu +havde Haab om, at det dog eengang maatte falde ind med +Varme og Foraar, nøjedes med at skære det øverste af +Konebaadsskindene af, saaledes at Bunden og et lille Stykke +af Siden blev tilbage. Og det fortælles, at da der endelig +engang kom frit Vand, lagde Konebaade ud uden Sideskind, +saa at man kunde se Roerskernes Ben tvers igennem +Baaden.</p> + +<p>— — — Men de fleste troede, at det aldrig mere vilde +blive Sommer igen, og at alle Mennesker skulde dø.</p> + +<p>Da man ikke havde mere at spise og dog ikke vilde dø, +begyndte man at spise Lig. Naar nogen døde, blev de flænsede +og fortærede; og de overlevende aad saaledes deres +Husfæller, Forældre spiste deres Børns Lig, og Børn deres +Forældre.</p> + +<p>Men det hændte, at mange blev grebne af Vanvid, naar +de havde spist den, de holdt af. Dog saa stærkt klamrede +de faa sig til Livet, nu da det syntes, at Døden skulde blive +fælles for alle den Vinter, at de hellere spiste deres kære +fremfor selv at blive Føde ...</p> + +<p>Værst af alt var Menneskelever. De, som spiste den, mistede +Forstanden; og selv om de kom sig igen, mistede de Haaret.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"></a> +Og som Vinteren skred frem, voksede ogsaa Nøden; +man kunde til sidst ikke længere nøjes med de selvdøde; de +stærkere myrdede dem, som savnede Kræfter til Forsvar.</p> + +<p>Men da Menneskene havde lidt, og de fleste var døde, +standsede Kulden, og Sommeren kom og frelste dem, der +var tilbage.</p> + +<p>Det er nu mange Aar siden, det hændte, at to Vintre +fulgte paa hinanden uden Sommer; men alle vi, som fulgte +efter, kom saaledes til at stamme fra Menneskeædere<span class="corr" title="“ ..."> ...“</span></p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"></a></p> +<h3><a name="EN_FRISTELSE" id="EN_FRISTELSE"></a>EN FRISTELSE</h3> + + +<p>I Fangerlejren ved Kangigdlinguaq, Nordøst for Kap-Farvel, +boede den gamle Jomfru, <span lang="kl">Majuvartariaq</span> („Opgangsstedet“), +som i Daaben havde faaet Navnet Nikoline; hun +var c. 40 Aar, skeløjet, med begyndende Stær paa begge +Øjnene, stumpnæset og skævmundet af for megen Skraa.</p> + +<p>Naar hun lo, aabnede hun for de gule Tænder, og de +Viskelæders Kinder samlede sig i en Klump ud for Kindbenet, +saa Skraasavlet drev ned ad hendes Hage.</p> + +<p>Hun var saa grim, at man paa Forhaand fik Medfølelse +med hende.</p> + +<p>En Aften efter Mørkets Frembrud gik jeg op over den +lille Fjældkam bag vort Telt for at aflægge den gamle Jomfru +et Besøg. Jeg medtog et Lys — jeg vidste, at der vilde +være mørkt i hendes Telt — Tændstikker, en Rulle Skraa +og en Beskøjt. Disse Gaver vilde gøre hende lykkelig.</p> + +<p>Det varede noget, før jeg fandt hendes beskedne Telt: +et gammelt Konebaadsbetræk, der var rejst over et Par +Aarer; i Mørket løb det ganske sammen med Jorden, saa +jeg opdagede det ikke, før jeg var lige ved at træde op i det.</p> + +<p>„Aa, at du dog kommer med alt dette! Nej, se dog! +Taknemlighed fortærer mig arme Udskudsmenneske!“ stammede +Nikoline.</p> + +<p>Jeg satte mig ind hos hende, hun tog sig øjeblikkelig +en frisk Skraa og tændte Lyset. Da vi havde siddet lidt +sammen og talt om ligegyldige Ting, bad jeg hende fortælle +lidt om den Tid, hun var Hedning paa Østkysten.</p> + +<p>„Blot nogle uskyldige Sagn!“ foreslog jeg.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"></a> +Nikoline satte et forfærdet Ansigt op og slog afværgende +ud med Haanden.</p> + +<p>„Næh, ved du nu hvad! Nu er jeg bleven døbt, og jeg +har, lige siden jeg blev et kristent Menneske, anstrengt mig +for at glemme alt det, der hørte mit Hedenskab til — og +saa skulde jeg give mig til at fortælle Sagn nu! Nej, dem +er det virkelig lykkedes mig at glemme. Det hjælper mig +aldrig til noget godt, naar jeg kommer ind paa det, jeg +nu eengang har vendt Ryggen. Jeg holdt engang meget +af at synge Trommesange, og saa en Dag, efter at jeg var +bleven døbt, gav jeg efter for en pludselig Lyst til at synge +en af mine gamle Sange. Jeg gjorde det, og tænk dig! bagefter +var det nær aldrig lykkedes mig at faa den ud af +Hovedet igen. Selv om min Mund stod lukket, og min +Stemme tav, svirrede Melodien dog rundt i Hovedet paa +mig og vilde slet ikke forlade mig ...</p> + +<p>En Dag, længe efter at jeg var bleven døbt, kom en +Konebaad fra Østkysten paa Handelsrejse til Qernertoq; +det var Christians. Dengang var han jo udøbt og Aandemaner.</p> + +<p>De laa i Teltlejr et Stykke fra Husene, og mange Mennesker +havde samlet sig om dem. Da gav Christian sig pludselig +til at synge Aandeviser, og de Kvinder, som fulgte +ham, stemte i med.</p> + +<p>Jeg hørte det og løb min Vej, for jeg kunde mærke, +hvorledes den gamle Melodi fik Magt over mig igen.</p> + +<p>Men saa kom Folk hen til mig og sagde, at det jo bare +var Trommesange, saa det kunde jeg da nok høre paa; og +saa lod jeg mig overtale og gik hen til det Telt, hvor de +sang.</p> + +<p>Jeg stillede mig hen ved Indgangen og blev ved med +at lytte og lytte. Jeg troede til sidst, jeg drømte, og at jeg +var paa Østkysten; jeg troede, jeg var hjemme igen, at jeg +endnu var Hedning og aldrig havde været døbt ...</p> + +<p>Og det var blot, fordi jeg hørte de gamle Trommesange!<a class="pagenum" name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"></a> +Men saa vanskeligt kan det onde være at faa Bugt med, +naar man først engang har ejet det.</p> + +<p>Ja, nu har man faaet andre Vaner og nye Tanker, og +det giver Livet større Glæder, end jeg før kunde vente, +synes jeg. Nu ved jeg bestemt, jeg skal gense min afdøde +Slægt, og den Tanke fylder mig med saa megen Trøst, at +jeg gerne glemmer alt det gamle.</p> + +<p>Af alle de døde savner jeg mest en Søster; hun er nu +død som døbt og begravet ved Qernertoq. Aa, jeg havde +vist endnu haft gode Klæder, hvis hun havde været i Live. +Somme Tider gaar jeg op til hendes Grav, og da maa jeg +synke min Graad ...</p> + +<p>— — — Hvad siger du? Fortælle, fortælle om de gamle +Tider, da vi endnu var „uvidende“, da det onde endnu var +i os? — Ja, men du vil jo stadig have mig til at tale om +det, jeg ikke længere vil huske; jeg har virkelig glemt det +alt sammen!</p> + +<p>Dengang jeg skulde oplæres til Daaben, var det mig +i Begyndelsen umuligt at begribe det, man vilde forklare +mig. Jeg kunde heller slet ikke lære „dem, man skal kunne +faa til at tale“ (Bogstaverne).</p> + +<p>„Har du nogen Sinde befattet dig med noget ondt?“ +spurgte min Lærer, en tysk Ny-Hernhuter Præst. „Maaske +der er noget, som hindrer dig i at optage det hellige; +du maa skrifte, tal bare ud!“</p> + +<p>Jeg tænkte mig om, men der var ikke andet end Trommeviserne, +og saa angav jeg dem. Jeg troede, at det var +det værste, jeg havde givet mig af med. Men det hjalp +ikke, at jeg fortalte om Trommeviserne og om min Glæde +over dem, dengang jeg var uvidende og ikke kendte det +gode.</p> + +<p>Der maatte være noget andet, som hindrede mig i at +annamme Læren om det gode. Og saa kom jeg pludselig +til at tænke paa, at en gammel Aandemaner, Qanguatse, +engang havde forsøgt paa at oplære mig i Trolddom; det<a class="pagenum" name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"></a> +havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg Dumrian! +— Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var +gaaet til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det +onde.</p> + +<p>Fra den Dag forstod jeg med Lethed alt, hvad der blev +mig forklaret, og selv Bogstaverne fik jeg nogenlunde lært.</p> + +<p>Nu skal du faa mit Skriftemaal!</p> + +<p>Det var ved Igdluluarssuit paa Østkysten; Maja og jeg +legede sammen i et stort, tomt Hus. Det var om Efteraaret, +Folk laa endnu i Telt. Det var mørkt derinde, og vi legede +Skyggeleg (<span lang="kl">tarqajaq</span>).</p> + +<p>„<span lang="kl">Tarqajauvutit</span>“, („du er en Skygge“) raabte vi til hinanden, +„<span lang="kl">ata — ata — ata</span>!“ Og saa løb vi skræmte om i +det mørke Hus, skrigende og skubbende til hinanden.</p> + +<p>„Du er Skyggen! <span lang="kl">Atata — ata — ata</span>!“ skreg vi og snublede +om i Mørket.</p> + +<p>Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt +med vor Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede +os. —</p> + +<p>„Hvad er det, I bestiller?“ sagde pludselig en inde i +Huset, og vi kendte ham paa Stemmen; det var den store +Aandemaner Qanguatse.</p> + +<p>„Vi leger Skygge,“ svarede vi.</p> + +<p>„Narrestreger!“ sagde han, „Legeværk! Der er ingen +virkelig Morskab ved blot og bar Leg. Nej, lidt <a class="corr" name="rett_39" id="rett_39" title="Troldomskunst">Trolddomskunst</a> +er der noget ved; det er det eneste, som virkelig er +Morskab.“</p> + +<p>Det gøs i mig. „Hvad mon han nu har for med os<span class="corr" title="“?">?“</span> +tænkte jeg, og jeg blev bange, for jeg havde allerede dengang +i Tankerne bestemt, at jeg skulde ned til de døbte.</p> + +<p>„Kom, saa skal jeg lære jer noget morsomt,“ sagde han +og førte os ind i en Krog af Huset, hvor der var mørkt. +Han satte sig ned og gav sig til at gnide imod en Sten, +mod venstre naturligvis, ad det ondes Retning.</p> + +<p>Straks hørte vi en underlig Snurren, og flere Stemmer<a class="pagenum" name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"></a> +talte i Munden paa hinanden. Det var hans Hjælpeaander, +der kom til. Bier surrede rundt omkring ham, og vi hørte +nede fra Gulvet, langt nedefra under Jorden, et Kor, der +sang Aandeviser. Det lød dejligt, ja som Salmesangen i +Kirken hernede ...</p> + +<p>Jeg rystede af Angst. Hans Hjælpeaander gav sig surrende +og brummende til Kende fra Loftet, fra Husmuren +og helt nede fra Gulvet. Ja, det hele var ubegribeligt!</p> + +<p>„Saa, nu kom Amarsiniôq,“ sagde han endelig, og vi +hørte en stærk Larm inde fra Huset. Ingen af os sagde +et Ord; jeg skælvede af Angst og jeg havde en Fornemmelse +af, at man flaaede Huden af mig, ganske langsomt +trak Skindet af mig oppe fra Hovedet og nedefter.</p> + +<p>„Er min Amarsiniôq ikke her i Huset?“ sagde Qanguatse. +Vi kunde ikke faa et Ord frem af Skræk og turde +heller ikke flygte gennem det lange, mørke Hus.</p> + +<p>„Amarsiniôq“ er et stort Uhyre med aaben Ryg, klædt i +Netsideskind; ja, han har et helt Hul i Ryggen! Og naar +han ser Børn alene, røver han dem og stikker dem ned i +sin hule Ryg.</p> + +<p>Vi hørte Uhyret rumstere inde i Huset, men kunde +ikke se det, da det var mørkt. Saa holdt Qanguatse pludselig +op med at gnide paa Stenen, og der blev igen stille +i Huset.</p> + +<p>„Ser I, det er nok Umagen værd at lære den Slags +Kunster; det er noget andet end at tosse om og lege. Jeg +er forældreløs ligesom I og har aldrig haft rigtig hjemme +mellem Mennesker. Man brød sig ikke om mig, og saa gik +jeg lange Ture alene for at blive Aandemaner.</p> + +<p>Der lever mange sære Væsner oppe mellem Fjældene +og nede ved Havet under Fjæren; de blev mine Hjælpeaander. +Til Fjælds mellem disse er jeg mere hjemme end +blandt Menneskene. Kom med op i Fjældene, saa skal jeg +lære dig mange Ting!“ sagde han til mig.</p> + +<p>„Vi gaar hen til en udtømt Sø, og jeg skal gnide min<a class="pagenum" name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"></a> +Sten mod venstre, saa vil Vandet pludselig strømme op fra +Jorden og fylde Bassinet. Først vil det ferske Vand +ligge stille uden Bevægelse; saa vil det siden kruses, naar +mørke Skygger farer hen over det; saa rejser det sig i +høje Bølger, og et Uhyre, der ligner en Hund af Ydre, +vil dukke op i Midten. Det vil kaste sig over mig og æde +mig, trykke mig, knuse mig Led for Led. Saadan vil det +ogsaa gøre ved dig. Men det vil kaste os op igen, ganske +som vi var, før det aad os, og vi er da blevne større +Aandemanere, end vi var før. Saaledes har dette Uhyre +ofte ædt mig, for at jeg kunde vokse i min Aandemanermagt. +Det kommer frem af en Stendysse midt i en Sø; +det ser fælt ud, men man skal ikke være bange.“</p> + +<p>Jeg kunde nu mærke, at han vilde have mig til Medhjælp +og at han vilde oplære mig i sin Kunst.</p> + +<p>„Du er et <a class="corr" name="rett_40" id="rett_40" title="forældreløs">forældreløst</a> Barn ligesom jeg, og jeg tænkte +at jeg kunde hjælpe dig,“ sagde han venligt.</p> + +<p>Men jeg var saa angest for ham, at jeg løb min Vej og +skjulte mig.“ — — —</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"></a></p> +<h3><a name="FANDEN_PLAGER_DEM" id="FANDEN_PLAGER_DEM"></a>FANDEN PLAGER DEM.</h3> + + +<p>En Aften sad jeg i mit Telt, træt af Sagn og led ved +Overtro, og skulde have lidt Hvile, da der kom Indbydelse +fra gamle Susanne. Jeg kom ....</p> + +<p>Man gav mig kogt Havtorsk, der havde været hengemt +til Forraadnelse, og gammel selvløben Tran til Dyppelse. +Raaddent Kød smager mig, men raadden Fisk har jeg aldrig +kunnet vænne mig til. Maaltidet var mig modbydeligt. +Og saa var der desuden saa utilladelig skiddent i Huset.</p> + +<p>Gamle Susanne rendte rundt i sin bare Særk, der var +laset og sort af Smuds. Hvor man ikke havde Særken, havde +man det skidne Legeme. Da jeg sad og spiste den raadne +Fisk, der var lagt ned paa et uappetitligt Gulv, hvor der +blandt andet henstod Urinspande, blev et lille Barn holdt +frem over Gulvet; jeg maatte tage min Mad til mig, for at +det ikke skulde stænke derpaa; samtidig skulde jeg underholde +mig med min livlige Værtinde, og det forekom mig +et Øjeblik, maaske fordi jeg var træt, at ens Arbejde mellem +primitive Folk ikke altid er idel Behagelighed. Man maa +leve sammen med dem, man vil skildre. Er de nogle Svin, +maa man leve med dem i Svineriet. Under et Rejseophold +faar man ikke Tid til at reformere. Vilde man begynde at +bebrejde dem deres Levemaade, vilde de øjeblikkelig blive +fornærmede og trække sig tilbage; og saa faar man ikke +Lejlighed til at gøre dem gode igen.</p> + +<p>Susanne var imidlertid en fortræffelig Fortællerske, saa +man gik alligevel en god Del igennem for at være gode +Venner med hende. Hun skulde fortælle mig noget om en<a class="pagenum" name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"></a> +Djævlebesættelse ved Igdlukasik. Og da jeg havde faaet sat +min raadne Torsk til Livs, slog hun mig paa Skulderen +og udtalte sin Glæde over, at jeg havde taget til Takke +med hendes simple Retter. Og saa kastede hun sig ind i +sin Fortælling.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>„Intet er mærkeligt af alt det, jeg har oplevet paa Østkysten; +jeg har rejst alle Pladser igennem, lige fra de sydlige +helt op til Pikiutdleq, i Angmagssaliks Nærhed mod +Nord. Jeg har været sammen med de sydligere Østboere, +dengang de var mange, og jeg har levet sammen med +Angmassalikere; men intet mærkeligt har jeg oplevet sammen +med disse, naar jeg kommer til at tænke paa de Tider, +da Fanden plagede Beboerne her ved Igdlukasik.</p> + +<p>De Nætter i Træk havde jeg Drømme, som varslede +om, at mærkelige Ting vilde ske!</p> + +<p>Første Nat drømte jeg, at en hvid Mand kom ind i vort +Hus; han havde en stor Pels paa af lutter spraglede Skind, +og saa spurgte han efter Nukerujuk: „Den senede“.</p> + +<p>Hvad skulde det sige? „Den senede“ var en forlængst +afdød Angakok fra Østkysten.</p> + +<p>„Han er gaaet ind i Silas' Hus,“ skyndte jeg mig at +svare. Det var den bare Løgn, men jeg var bange; — ja, +og saa forsvandt Manden.</p> + +<p>Næste Dag fortalte jeg mine Husfæller Drømmen, men +ingen kunde tyde den ...</p> + +<p>Natten derpaa havde jeg igen en Drøm: En Mand traadte +ind i vort Hus og blev staaende midt paa Gulvet.</p> + +<p>„Det er dog uhyggeligt,“ tænkte jeg, „hvad mon han +vil?“ — Og jeg syntes, at jeg maatte gemme mig. Men nu +gik den fremmede lige hen til Sofie, en ung Pige, som laa +ved Siden af mig, og saa gav han hende et Kys og forsvandt.</p> + +<p>Om Morgenen fortalte jeg mine Husfæller, hvad jeg +havde drømt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"></a> +„Aj, aj!“ sagde Sofie, „det var dog uhyggeligt! Tænk, jeg +vaagnede selv ved Kysset!“ — Ja, det sagde Sofie selv.</p> + +<p>Ser du, disse Drømme var nu blot Indledningen; men +der kom siden til at foregaa mærkelige Ting ved Igdlukasik.</p> + +<p>En Konebaad var tagen paa Bærtogt ind til „store Rude“<span class="corr" title="—">-</span>Fjord +(<span lang="kl">Ingalârssuaq</span>) her lige Øster for, — og Sofie var +med.</p> + +<p>Allerede Dagen efter, at de var tagne bort, kom de tilbage +igen. Det havde været galt fat med Sofie; hele Natten +igennem havde hun gebærdet sig paa en saadan Maade, at +Mændene — flere ad Gangen — maatte skiftes til at holde +hende fastklemt ned mod Jorden. Siden, da det lod til, at +Træthed endelig var falden over hende, havde de skyndt +sig tilbage til Bopladsen.</p> + +<p>Det var en mærkelig Nat, vi nu kom til at opleve sammen +med Sofie. Hun var ganske vild. Folk begyndte nu at +tale om, at det længe havde været galt fat med hende; hun +befattede sig med det onde. En Onkel af hende havde forsøgt +at lære hende <a class="corr" name="rett_41" id="rett_41" title="Angakokkunstner">Angakokkunster</a>, skønt hun i Daaben +havde lovet at forsage Djævlen og alt hans Væsen. Sofie +var kommen herned som lille fra Østkysten.</p> + +<p>Ud paa Aftenen begyndte den onde igen at faa Tag i +hende. Jeg var ganske ung dengang, nylig kommen fra +Østkysten, og havde ikke Begreb om, hvad det egentlig var, +som foregik. Jeg troede bare, at hun var syg, og var slet +ikke bange. Først da mine Husfæller begyndte at bebrejde +mig min Ligegyldighed, kom jeg til at tænke over, at der +maaske kunde være noget usædvanligt paa Færde. De andre +var jo gamle kristne og vidste bedre Besked end jeg.</p> + +<p>„Bah, tror du, du endnu er paa Østkysten?“ sa' de, +„ser du ikke, at det er den onde, som har besat Pigen?“</p> + +<p>Jeg vidste ikke, hvad det skulde sige, men forstod jo +nok, at det var noget uhyggeligt noget. Det blev værre og +værre med Sofie. De holdt hende fast nedstemt imod Briksen, +og hun vaandede sig voldsomt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"></a> +„Ser du ikke, hvor Djævlen plager hende?“ sagde de +andre. „Ja, du er nu ogsaa en ren Hedning endnu, saa lidet +troende og saa uvidende.“</p> + +<p>Jeg blev helt skamfuld derved.</p> + +<p>..... Nu kunde den Mand, som holdt hendes ene Arm, +ikke mere, og man bad mig afløse ham. Jeg greb fast om +hendes Haandled, der var saa smaa og smalle, at jeg kunde +fatte helt om dem. Jeg var ung og stærk dengang og tænkte, +at det skulde dog gaa haardt til, om jeg ikke skulde kunne +holde den Arm nede.</p> + +<p>..... Men saa var det, at Pigen pludselig begyndte at +vokse. Brystet svulmede op, og hendes Lemmer bulnede +ud; Haandledene blev saa svære, at jeg ikke længer kunde +fatte om dem.</p> + +<p>„Der kan du se! Se, se!“ sa' de andre til mig.</p> + +<p>Og saa begyndte det jo alligevel at gaa op for mig, at +der maatte være noget galt paa Færde .....</p> + +<p>Man bad mig løbe hen efter Kateketen. Da jeg kom ud, +var der Opløb mellem Husene.</p> + +<p>„Djævlen har besat Sofie! Sofie er falden fra!“ skreg +man til dem, der endnu ikke vidste noget.</p> + +<p>Saa kom Kateketen ind; ja, hvor det var besynderligt, +for det var netop ham, jeg havde drømt om, — Silas!</p> + +<p>Han stillede sig hen foran Pigen og gav sig til at tale +med Skriftens Ord. Hans Ord var mange, og jeg forstod +dem ikke alle. Han bebrejdede Pigen, at hun havde givet +sig den onde i Vold, og han søgte at drive ham ud ved +Kristi Navn.</p> + +<p>Kateketens Tale hjalp; Pigen blev tavs og mere medgørlig, +men hun var endnu langtfra kommen sig og laa længe +derefter sløv og halvtosset hen.</p> + +<p>Se, det var nu bare Begyndelsen, dette med Pigen, — det, +som kom bagefter, var meget forunderligere .....</p> + +<p>To Kajaker havde været ved Iluiteq for at sælge Spæk. +Da de kom hjem, var de ganske fra Forstanden. Til en<a class="pagenum" name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"></a> +Begyndelse paastod de, at de havde mistet Forstanden, fordi +de havde drukket Brændevin hos den danske Assistent; +men senere hen blev det ganske anderledes.</p> + +<p>Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, +hvor de boede; og da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, +løb ogsaa jeg derhen sammen med min Mand.</p> + +<p>Der var fuldt af <a class="corr" name="rett_42" id="rett_42" title="Mennnsker">Mennesker</a>, som alle var stærkt grebne +af, hvad der foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, +det hele; det mindede mig om vore Aandebesværgelser, dengang +vi var Hedninger, hjemme paa Østkysten.</p> + +<p>De to Mænd var lille David og Ananias.</p> + +<p>Begge gav sig til at bekende tidligere Frafald og skrifte, +at de havde givet sig af med Trolddom.</p> + +<p>De var egentlig ikke helt fra Forstanden; men deres +Fornuft var ligesom lammet, og Ordene boblede ud af Munden +paa dem, nej, de skød op af Hjernen paa dem, uden +Sammenhæng, ustandseligt, som Isstumper skyder op af +Havet, naar et Isfjæld kalver.</p> + +<p>Deres Ord greb om sig; flere og flere bekendte tidligere +Frafald, og mange Mennesker, som vi alle havde anset for +gode Kristne, bekendte mærkelige Synder.</p> + +<p>Jeg husker ganske tydeligt en gammel Kone, der stod og +skænkede Kaffe, pludselig sige til Ananias:</p> + +<p>„Ak, kære Ananias, jeg har forgæves stræbt dig efter +Livet som forgjort Sæl; men hver Gang jeg skulde dræbe +dig, kom min Søn mig altid i Vejen i en Hajs Skikkelse; +og saa turde jeg ikke nærme mig.</p> + +<p>Ikke sandt, forholder det sig ikke saa?“ sagde hun saa, +henvendt til Sønnen, og han nikkede til Svar.</p> + +<p>„Synes du saa ikke<span class="corr" title="?">,</span>“ vedblev den gamle, henvendt til +Ananias, „at du skylder min Søn en Belønning, fordi han +har reddet dit Liv?“</p> + +<p>„Skulde man ikke give noget for sit Liv, hvad skulde +man saa overhovedet give noget for?“ svarede Ananias.</p> + +<p>„Og hvad vil du saa give?“ spurgte den gamle.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"></a> +„Min Kajak!“ svarede Ananias.</p> + +<p>„Og ikke mere?“ spurgte den gamle.</p> + +<p>„Jo, min nye Riffel kan følge med,“ sa' Ananias.</p> + +<p>Og dermed var baade den gamle og Sønnen tilfredse.</p> + +<p>Der var en Talen, Bekenden og Spørgen derinde, saa +man næsten ikke kunde høre, hvad der blev sagt. Jeg, som +ikke var vant til noget saadant fra Østkysten, spilede ordentlig +baade Øjne og Øren op.</p> + +<p>David var nu færdig med at bekende og raabte pludselig: +„Ja, nu er jeg ren og uden Synd; min Synd har jeg +tvættet af mig.“</p> + +<p>Og han kastede sig paa Gulvet, strakte Armene op mod +Himlen og raabte:</p> + +<p>„Herre Jesus, endelig ser jeg den Stige, som fører til +Himlen!“</p> + +<p>Det, som nu hændte, skal jeg aldrig glemme.</p> + +<p>Sofie, som var løben til for at overvære Bekendelserne, +havde sat sig paa et Par Brædder, der var lagte over +en Urinbalje, saa stor som en overskaaren Tønde, fyldt til +Randen med Urin.</p> + +<p>Da David falder paa Knæ og raaber til Himlen, bliver +hun saa ivrig, at hun vipper de Brædder, hun sidder paa, +i Vejret.</p> + +<p>Plask! Der ligger hun i Urinbaljen, der gaar fra hinanden, +saa at Urinen skyller ud over Gulvet og hen over David, +som laa paa Knæ .....</p> + +<p>Da Sofie og den knælende David rejste sig, drev Urinen +af dem, og en ulidelig Stank bredte sig over Huset.</p> + +<p>Men ikke een i hele Forsamlingen fortrak en Mine +eller sagde et Ord derom.</p> + +<p>Ud paa Natten blev Mødet vildere og vildere. Det var +som en Sygdom, der smitter. Flere og flere vilde bekende, +og David prædikede som Præst.</p> + +<p>Men nu blev Kateketen bange. Han havde søgt at gendrive<a class="pagenum" name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"></a> +Djævelens Handlinger, men havde ikke længere Magt over +Folkene, der beskyldte ham for at være lunken i Tro. Og +Kateketen, der frygtede, at alle skulde falde fra, gav Ordre +til at sætte Konebaaden ud i Vandet, for at David kunde +blive ført til Missionæren i Frederiksdal. — Jeg meldte mig +som Roer.</p> + +<p>Men da man bragte David ned til Baaden, flygtede alle +andre op af den.</p> + +<p>„Bort med ham! Bort med ham!“ skreg de. „Han smitter +os alle sammen!“</p> + +<p>Og saa stor en Magt havde den onde nu over David, +at han var bleven ganske sort i Ansigtet, under Øjnene og +under Munden. Han saa fæl ud.</p> + +<p>Saaledes var ogsaa alle de andre besatte.</p> + +<p>Jeg, som var ganske uvidende om den Slags Ting dengang, +syntes, at de saa forfærdelig grinagtige ud; det var, +som om de havde sværtet sig med Sod for at se morsomme +ud. Og da jeg mødte gamle Rosine, lo jeg hende lige +op i hendes sorte Ansigt.</p> + +<p>Naa, da man ikke vilde sidde i Konebaad sammen med +David, saa maatte han jo puttes i en Kajak; men da han +først var kommen ned i den, nægtede han at ro.</p> + +<p>Saa maatte da min Mand Josva og Davids yngre Broder +Zakarias bugsere ham helt ned til Frederiksdal.</p> + +<p>Undervejs gjorde han megen Kvalm; ja, han vilde ikke +ro samme Vej som Konebaaden.</p> + +<p>„Jeg besmittes af deres syndige Aand,“ sagde han; og saa +maatte de bugsere ham langt til Søs for at føje ham.</p> + +<p>I Frederiksdal nægtede han at gaa op til Missionæren. +Han sled sig løs og løb op mod Elven. Der stod han og +pegede op mod Stenurts-Fjældet og fortalte, at han kunde +se et stort, hvidt Slot med lysende Vinduer. Mange smukke +Fugle kredsede om Slottet, og Englene vinkede ad ham.</p> + +<p>..... Men saa kom Missionæren og tog David med sig +hjem .....</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"></a> +Ja, ser du, det var, dengang Fanden plagede vore Bopladsfæller; +og som jeg sagde dig før, Mage til besynderlige +Ting har jeg aldrig oplevet paa Østkysten.</p> + +<p>Men det havde jo ogsaa sin Rimelighed, for vi var jo +dengang kun uvidende Hedninger, som ikke forstod os +paa Djævlebesættelser .....“</p> + +<p>Det her skildrede foregik ved Igdlukasik for en Snes +Aar tilbage.</p> + + +<p><a class="pagenum" name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"></a></p> + +<p class="blockquot topmarg">Det her behandlede Materiale er indsamlet paa +„Den danske literære Grønlandsekspeditions“ +Rejse 1902—1904.</p> + + +<div class="trnote topmarg"> +<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2> +<ul> +<li><a href="#rett_1">s. 3</a>: knapt 30. Han var dansk-grønlandsk[dansk-grønlansk] Blanding, middelhøj og</li> +<li><a href="#rett_2">s. 3</a>: spændstig[spænstig], Holdningen statelig. Han var stærk og forstod</li> +<li><a href="#rett_3">s. 4</a>: som sin Gud; der var noget sydlandsk[sydlansk] over den underdanige</li> +<li><a href="#rett_4">s. 6</a>: der kunde gøre Søens Bund fuldstændig[fulstændig] usynlig.</li> +<li><a href="#rett_5">s. 6</a>: Vort[Vor] Telts Beliggenhed var overordentlig smuk. Til den</li> +<li><a href="#rett_6">s. 6</a>: Bopladser, er næsten mennesketomme[mennnesketomme] om Sommeren her</li> +<li><a href="#rett_7">s. 7</a>: Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke Mand[Maud]</li> +<li><a href="#rett_8">s. 7</a>: „Fortæl[Fotæl] os lidt om dine Rensjagter, Ojuvainath!“</li> +<li><a href="#rett_9">s. 8</a>: de raskeste, og da der gik Frasagn om Nordgrønlænderne[Norgrønlænderne],</li> +<li><a href="#rett_10">s. 9</a>: og længere ind[inde] i Landet — dannes Forraadsdepoter af det</li> +<li><a href="#rett_11">s. 10</a>: oppe[nede] fra den Sten, hvorunder de laa. Lyden voksede. Den</li> +<li><a href="#rett_12">s. 11</a>: Spil. Og de hørte Ord, Sangens Tekst[Test], og forstod den. Og</li> +<li><a href="#rett_13">s. 12</a>: skjulte for Menneskene[Menneskener]!“ —</li> +<li><a href="#rett_14">s. 19</a>: men i det samme blandede en beroligende[beroligen] Hvisken sig i den</li> +<li><a href="#rett_15">s. 28</a>: Ude paa Næsset staar der[der staar] to Varder, der lige skimtes</li> +<li><a href="#rett_16">s. 35</a>: Skønhed. Værst[Væst] blev det, da han begyndte at pine hende.</li> +<li><a href="#rett_17">s. 42</a>: Boplads[Boelsplads], hvor Jonasine Amalie boede.</li> +<li><a href="#rett_18">s. 54</a>: Beates Hvisken fangede atter al Opmærksomhed[Opmæksomhed].</li> +<li><a href="#rett_19">s. 54</a>: Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livsaande[Livaande]; man</li> +<li><a href="#rett_20">s. 58</a>: Ord gjorde dog et stærkt Indtryk[Indsryk] paa ham; for det</li> +<li><a href="#rett_21">s. 59</a>: over hele Kroppen. Et Øjeblik[Øjebik] efter kom han ud, og da</li> +<li><a href="#rett_22">s. 61</a>: inde[ind] i Raabene Ordet: Skib! — — —</li> +<li><a href="#rett_23">s. 69</a>: I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk[Atanekerdluk],</li> +<li><a href="#rett_24">s. 72</a>: som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa pryglede[plyglede]</li> +<li><a href="#rett_25">s. 72</a>: I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Atanikerdluk[Antanikerdluk]</li> +<li><a href="#rett_26">s. 84</a>: lange, spidse Stødtænder gør det skæbnesvangert[skæbnesvangeret] for</li> +<li><a href="#rett_27">s. 98</a>: som fra en Mand, der taler [i ]Søvne:</li> +<li><a href="#rett_28">s. 103</a>: ud med [en ]Kobberem, og lidt efter kom de slæbende ind med</li> +<li><a href="#rett_29">s. 106</a>: i Næseborene[Næseborerne], saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding.</li> +<li><a href="#rett_30">s. 129</a>: Et Stykke fra Husene knuste hun Katiarajik's[Atarajik's] Hoved mod</li> +<li><a href="#rett_31">s. 146</a>: sidde afklædt i [et ]Hus og gnave af en Bjørnefod. Han</li> +<li><a href="#rett_32">s. 148</a>: vilde dræbe uskyldige, bøjede sine Kløer opefter og rodede[roede]</li> +<li><a href="#rett_33">s. 150</a>: De sænkede Tarmen ned gennem[gemmen] Fjældspalten, Børnene</li> +<li><a href="#rett_34">s. 151</a>: „Tag Redskaberne [op ]af din Kajak!“</li> +<li><a href="#rett_35">s. 157</a>: Knap gik Aftenen[Aften] paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro;</li> +<li><a href="#rett_36">s. 174</a>: men havde alligevel en []gammel Mands Snille og Forstand.</li> +<li><a href="#rett_37">s. 178</a>: paa Vestgrønland[Vestgrøndland], havde vi kendt før; og alt det Fnat,</li> +<li><a href="#rett_38">s. 179</a>: slog dem med Aarerne[Aarene], saa at de, bedøvede af Slagene,</li> +<li><a href="#rett_39">s. 192</a>: virkelig Morskab ved blot og bar Leg. Nej, lidt Trolddomskunst[Troldomskunst]</li> +<li><a href="#rett_40">s. 194</a>: „Du er et forældreløst[forældreløs] Barn ligesom jeg, og jeg tænkte</li> +<li><a href="#rett_41">s. 197</a>: at lære hende Angakokkunster[Angakokkunstner], skønt hun i Daaben</li> +<li><a href="#rett_42">s. 199</a>: Der var fuldt af Mennesker[Mennnsker], som alle var stærkt grebne</li> + +</ul> +</div> + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of Project Gutenberg's Under Nordenvindens Svøbe, by Knud Rasmussen + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK UNDER NORDENVINDENS SVØBE *** + +***** This file should be named 34747-h.htm or 34747-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/4/7/4/34747/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by The Internet Archive) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + +</body> +</html> diff --git a/34747-h/images/logo.png b/34747-h/images/logo.png Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..19b3ba4 --- /dev/null +++ b/34747-h/images/logo.png |
