diff options
Diffstat (limited to '33562-h/33562-h.htm')
| -rw-r--r-- | 33562-h/33562-h.htm | 12779 |
1 files changed, 12779 insertions, 0 deletions
diff --git a/33562-h/33562-h.htm b/33562-h/33562-h.htm new file mode 100644 index 0000000..85ab856 --- /dev/null +++ b/33562-h/33562-h.htm @@ -0,0 +1,12779 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> + <title>Minna, by Karl Gjellerup; an eBook from Project Gutenberg</title> + <style type="text/css"> + /* <![CDATA[ */ +body { + margin: auto 10%; +} +.nomarg { margin: auto -12.5%; } + +h1,h2,h3,h4,h5,h6 { + text-align: center; + clear: both; +} + +p { + margin: .75em auto; + text-align: justify; +} + +hr { + width: 33%; + margin: 2em auto; + clear: both; +} + +table { + margin-left: auto; + margin-right: auto; +} + +.pagenum { + /*visibility: hidden;*/ + color: #999; + position: absolute; + left: 92%; + font-size: smaller; + text-align: right; + font-variant: normal; + font-weight: normal; + text-transform: none; + text-decoration: none; +} /* page numbers */ +a[title].pagenum:after { content: attr(title); } + +em { + letter-spacing: .2em; + margin-right: -.2em; + font-style: normal; + font-weight: normal; + text-decoration: none; + font-variant: normal; +} + +.center { text-align: center; } +.caps { text-transform: uppercase; } +.smaller { font-size: smaller; } +.larger { font-size: larger; } +.italic { font-style: italic; } + +/* Images */ +img { border: 1px solid black; } + +.figcenter { + margin: auto; + text-align: center; +} + +/* Footnotes */ +.footnote { margin: auto 10%; font-size: 0.9em; } +.footnote .label { position: absolute; right: 84%; text-align: right; } + +.fnanchor { + /*vertical-align: super;*/ + font-size: 80%; + text-decoration: none; +} +h2 .fnanchor { font-size: 60%; font-weight: normal; } + +/* Poetry */ +.poem { margin: auto 10%; text-align: left; } +.poem br { display: none; } +.poem .stanza { margin: 1em 0em; } +.poem span.i { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; } +.poem span.i0 { margin-left: 0em; } +.poem span.i2 { margin-left: 1em; } +.poem span.i4 { margin-left: 2em; } +.poem span.i12 { margin-left: 6em; } + +/***/ +h2 { text-transform: uppercase; } + +.trnote { + font-family: sans-serif; + background-color: #ccc; + color: #000; + border: black 1px dotted; + margin: 2em 10%; + padding: .6em; +} +.trnote ul li { list-style-type: none; } +.trnote ul.toc { margin: 0 15% auto 15%; } +.trnote ul ul { margin: 0; padding: 0; display: inline; } +.trnote ul ul li { display: inline; } +.trnote h2 { text-transform: none; } + +.letter { margin: 1.2em 15%; } +.date { text-align: right; } +.letter .head { padding-left: 3em; } +.sig { text-align: right; padding-right: 2em; } +.sig1 { padding-right: 2em; } + +p.theend { text-align: center; margin-top: 3em; margin-bottom: 1.5em; letter-spacing: .2em; } +.topmarg { margin-top: 4em; } + +hr.chapbreak { width: 25%; } +hr.partbreak { width: 85%; } +hr.tb, .w65 { width: 65%; } +.w45 { width: 45%; } +.w25 { width: 25%; } +hr.asterism { width: 45%; color: silver; } +.dashes { text-align: center; margin: auto 0%; } + +a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ } + +.gyldendal { margin: auto -12.5%; } +.gyldendal div { margin: auto 22%; } +.gyldendal h2 { font-family: fantasy; } +.gyldendal ul { padding-left: 0; } +.gyldendal li { list-style-type: none; text-indent: -3.5em; padding-left: 3.5em; } +.gyldendal li span { position: relative; padding-left: 3.5em; padding-right: 4em; } +.gyldendal li span.nr { position: absolute; padding: 0; left: 22%; text-indent: 0; } +.gyldendal li span.nopad { padding-right: 0; } +.gyldendal .right { position: absolute; padding-right: 0; right: 22%; } +.gyldendal .subinfo { font-style: italic; padding: 0; } + /* ]]> */ + </style> + </head> +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Minna, by Karl Gjellerup + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Minna + +Author: Karl Gjellerup + +Release Date: August 28, 2010 [EBook #33562] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MINNA *** + + + + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + + + + + +</pre> + + +<div class="trnote"> +<h2>Afskriverens bemærkninger</h2> +<ul><li>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens (inkonsistente) + stavning er i øvrigt bevaret. En <a href="#rettelsesliste">ordliste med + rettelser</a> er placeret sidst i bogen.</li> +<li>For at lette adgangen til de enkelte kapitler gives her en oversigt.</li> +</ul> +<ul class="toc"> +<li>Første Bog: +<ul> +<li><a href="#I_I">I</a></li> +<li><a href="#I_II">II</a></li> +<li><a href="#I_III">III</a></li> +<li><a href="#I_IV">IV</a></li> +<li><a href="#I_V">V</a></li> +<li><a href="#I_VI">VI</a></li> +<li><a href="#I_VII">VII</a></li> +<li><a href="#I_VIII">VIII</a></li> +<li><a href="#I_IX">IX</a></li> +<li><a href="#I_X">X</a></li> +</ul></li> +<li>Anden Bog: +<ul> +<li><a href="#II_I">I</a></li> +<li><a href="#II_II">II</a></li> +<li><a href="#II_III">III</a></li> +<li><a href="#II_IV">IV</a></li> +<li><a href="#II_V">V</a></li> +<li><a href="#II_VI">VI</a></li> +<li><a href="#II_VII">VII</a></li> +<li><a href="#II_VIII">VIII</a></li> +<li><a href="#II_IX">IX</a></li> +<li><a href="#II_X">X</a></li> +</ul></li> +<li>Tredie Bog: +<ul> +<li><a href="#III_I">I</a></li> +<li><a href="#III_II">II</a></li> +<li><a href="#III_III">III</a></li> +<li><a href="#III_IV">IV</a></li> +<li><a href="#III_V">V</a></li> +</ul></li> +<li>Fjerde Bog: +<ul> +<li><a href="#IV_I">I</a></li> +<li><a href="#IV_II">II</a></li> +<li><a href="#IV_III">III</a></li> +<li><a href="#IV_IV">IV</a></li> +<li><a href="#IV_V">V</a></li> +<li><a href="#IV_VI">VI</a></li> +<li><a href="#IV_VII">VII</a></li> +<li><a href="#IV_VIII">VIII</a></li> +<li><a href="#IV_IX">IX</a></li> +</ul></li> +<li>Femte Bog: +<ul> +<li><a href="#V_I">I</a></li> +<li><a href="#V_II">II</a></li> +<li><a href="#V_III">III</a></li> +<li><a href="#V_IV">IV</a></li> +<li><a href="#V_V">V</a></li> +<li><a href="#V_VI">VI</a></li> +<li><a href="#V_VII">VII</a></li> +<li><a href="#V_VIII">VIII</a></li> +</ul></li></ul> +</div> + +<div class="figcenter"><img alt="Bogomslag" src="images/cover.jpg" width="389" height="600" /></div> + + +<h2 class="topmarg caps">Karl Gjellerup</h2> + +<h1 class="caps">Minna</h1> + +<p class="center caps w45 topmarg">Gyldendalske Boghandel — Nordisk +Forlag — Kjøbenhavn og Kristiania<br /> +MDCCCCXVIII</p> + +<hr class="w65" /> + +<p class="center">Krohns Bogtrykkeri.</p> + +<hr class="w65" /> + +<p class="italic center caps smaller"> +Helliget Erindringen<br /> +om min uforglemmelige Ven Kammerjunker<br /> +<span class="larger">F. V. Berregaard</span><br /> +kgl. Skovrider i Hanenau paa Falster</p> + + + + +<hr class="partbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a></p> +<h2>Første Bog</h2> + + + +<h3><a name="I_I" id="I_I"></a>I</h3> + + +<p>Semestret ved Polytechnicum havde været temmelig anstrengende, +og det begyndte at blive utaalelig hedt i Dresden, +hvor jeg desuden boede i en af Altstadts mindre Gader, +der vel var renlig og net, men ikke just synderlig luftig. Jeg +følte ofte en hjemlig Længsel efter det danske Sund. Hvor +smukke end Aftenerne ved Elben vare, saa bragte de dog kun +ringe Afkjøling, og naar man endnu mellem ni og ti slæbte +sig op paa den Brühlske Terrasse og gispede efter en Luftning, +viste Thermometret endnu sine fem-sexogtyve Grader +Reaumur. Dette var for saa vidt trøstende, som det godtgjorde, +at man havde en utvivlsom Menneskeret til at svede, og at det +var en undskyldelig Extravagance, hvis man nød en Portion +Is udenfor Cafféen, hvor der var behageligt at sidde mellem +Søilerne og høre Brudstykker af Concerten i »<span lang="de">Wienergarten</span>« +hinsides Floden.</p> + +<p>Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige +Beslutning at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. +Mig selv forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig +dristig, da jeg baade var nødsaget og vant til at leve +meget økonomisk. Jeg var strax paa det Rene med, at jeg +maatte ud i Sachsisk Schweiz, og den sidste Bid Is var endnu +ikke smeltet i Munden paa mig, da jeg havde bestemt mig for +det lille Rathen, som havde efterladt et lokkende idyllisk Indtryk +hos mig, skjøndt jeg, i Lighed med de fleste Reisende, kun +havde seet det i Forbigaaende og tilmed ved Skumringstid, paa +Nedveien fra Bastei.</p> + +<p>Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den +lille Station og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. +Elben bugter sig her om et frodigt Agerland, der efterhaanden +<a class="pagenum" name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a> +hæver sig i jævne Bakker, mørke af Granskov, hvorover enkelte +Klippeblokke rage op, medens det løber fladt ud mod +Floden. Her breder Øvre-Rathen sig med velhavende spredte +Bøndergaarde, og et løst Væv af Frugttræskroner spænder sig +over Kornmarkerne og de grønne Enge. Den hinsidige Bred +er een stor Bjergbue, med en eneste Gjennembrydning midtveis, +den lille Dal, hvor det uanselige Nedre-Rathen er klemt +inde, og næsten kun præsenterer sig med de to Gjæstgivergaarde, +den nøgne ny og den overgroede gamle, hver paa sin +Side af Bækken, som blinkende munder ud i den store forbiglidende +Flod. Tilvenstre for denne Dal hæver sig Basteis +blaagraa, lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og +Bøgeløv, og derefter lyser Rækken af de store Sandstensbrud, +de smukkeste i hele Landet; de danne dèr enkeltstaaende gulige +Væggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod høie. Til +den anden Side af Rathen derimod strække de sig som en +vedvarende Gjennemskjæring af Bakkedraget, og oppe over +dets Skovbølger seiler Lilienstein som et uhyre Pantserskib. —</p> + +<p>Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over +Strømmen, der selv drev den frem; thi den var tøiret til en +Tønde, der vippede et halvthundred Fod længer fremme, og +Færgemanden havde ikke Andet at gjøre, end et Par Gange +at stramme <span title="sic">Kjæden</span>, der løb gjennem en Tridse oppe i den +lille Mast. Ikke desto mindre tørrede han bestandig med sit +Skjorteærme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrændt, +at han kom vor Forestilling om en Rødhud betydelig nærmere, +end de Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende +Aften havde set producere sig i den zoologiske Have. Men +her, midt i hans Rige, kunde man ikke undre sig derover; det +blinkende Vand rundt om syntes mindre at sprede Kjølighed +end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine mange +nøgne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspeil, hvis +Brændpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv +og Færgemanden om, at det ikke var noget kjøligt Opholdssted, +jeg havde udset mig. Men der var jo ikke langt ind til +de svale »Grunde«; — og desuden, naar jeg en Gang har sat +mig Noget i Hovedet, kommer jeg ikke saa let derfra igjen. +Kan hænde, at ogsaa Skjæbnen havde sin Finger med i Spillet +denne Gang. Sagen viste sig at være vigtig nok til, at den +kunde have gjort sig den Uleilighed. Forresten var det da +ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrød, at jeg ikke lod mig +afskrække. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den +Dag idag — det er nu fem Aar siden — er jeg ikke i Stand +til at besvare dette Spørgsmaal.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a> +En eller anden Digter — det er vist forresten nok en meget +berømt en, — skal have sagt, at der er Intet saa sørgeligt +som i tunge Tider at mindes lykkelige Dage. Jeg tør naturligvis +ikke sætte mine Ord mod hans, især da de ere gjentagne +saa tidt, at de næsten ere Alverdens; men ellers vilde +jeg mene, at det i saadanne Tider var endnu sørgeligere, naar +man slet ingen lykkelige Øieblikke havde at se tilbage paa. +Og saa vil jeg da, i denne Anskuelse, saa godt jeg kan, søge +at hensætte mig til hine Rathener-Dage og til dem, der fulgte +efter.</p> + +<p>Det viste sig strax forbundet med nogen Vanskelighed at +finde et Logis. De to Gjæstgivergaarde havde kun de allerringeste +Værelser tilbage til temmelig dyre Priser. Jeg blev +vist fra Herodes til Pilatus og maatte mangfoldige Gange gaa +over den lille klare Bæk og opad de smaa Trappe-Stier — fra +en Skomager paa den ene Side til Bageren paa den anden, +over igjen til Vægteren og tilbage til Kjøbmanden; men enten +var Værelset udleiet, eller der var to forbundne, som blev mig +for kostbare. Tilsidst var Skolen levnet mig som det eneste +Haab; den laa bagest, hvor Fyrreskoven begyndte.</p> + +<p>Det var ikke Skoletid, og jeg bankede derfor trøstig paa +Døren til Lærerens Privatbolig. En lille Dreng lukkede op. +Han vidste ikke, om Læreren var hjemme, forsvandt et Øieblik +og foer mig derpaa forbi og op ad Trappen for at vende +tilbage med et Par Støvler i Haanden; derefter brød han endnu +en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke. Snart viste Skolelæreren +sig, prydet med disse Eiendele, og med et halvt søvnigt, +halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt. Han +havde ganske rigtig to Værelser ledig, men de leiedes kun ud +under et og kostede halvhundrede Mark om Maaneden. Jeg +beklagede skuffet, at jeg til ingen Nytte havde gjort ham Uleilighed, +og han trøstede mig med, og jeg sikkert kunde faa et +enkelt Værelse i den nye Pensions-Villa ved Siden af.</p> + +<p>Den Villa, som jeg nu nærmede mig til, saae meget elegant +ud: den havde grønne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, +Espalier op ad Muren og en løvrig Loggia. Den laa lidt tilveirs, +og Haven, som jeg allerede var kommen ind i, gik i +Terrasser op ad Bjerget med grusbelagte Gange mellem blomstrende +Buske. Hvor tiltrækkende nu end alt dette var, saa +virkede det dog tillige i samme Grad afskrækkende paa en +fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det mindste +Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus +overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjertelig kjed +<a class="pagenum" name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a> +af saaledes at løbe om og banke paa alle Husdøre. Et Selskab +af Herrer og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, — det +saae mig mindre og mindre pensionsagtigt ud, og jeg følte mig +lettet, da en Tjenestepige, som ved en Omdreining af Gangen +nær var løbet paa mig, kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, +ganske vist paa en noget overlegen og spottende +Maade: — nei, her leiede de rigtignok ingen Værelser ud; +det Hus, jeg mente, kunde jeg se dèr øverst oppe paa Bakken. +Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig +ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over den +og præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig +Nøgenhed, uden saa meget som en Busk i Nærheden +af sig, og saa skinnende nyt, som om det aldrig kunde beboes.</p> + +<p>Jeg maatte ned igjen i Dalen, to Gange over Bækken, og +kravle en halvandethundred Fod tilveirs ad et System af Stier +og Stentrapper til Randen af Bakken. Nærved saae Huset ikke +synderlig beboeligere ud; der laa Grusdynger, Stenaffald og +Brædder rundt om; de fleste Vinduer manglede. Indenfor var +der en afskyelig Træk. Døre smeldede i, og fra Kjelderen +hørtes en grov Kjællingerøst, der ødslede med herlig lange +Eder og Forbandelser, som vulgært Tysk besidder. En Mand +laa og pudsede Sten-Trappen med Pibelér — aabenbart for +første Gang; en ung Pige, der skurede Gulv i en Corridor, +vendte Hovedet ved mit Komme og viste mig et kjønt, blegt +Ansigt med en rød Plet paa den ene Kind, som om hun nylig +havde faaet en vældig Ørefigen. Da jeg spurgte efter Vært +eller Værtinde, løb hun hurtig bort paa sine bare Fødder, +der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt +ned i Kjelderen. Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en +firskaaren Kjælling, hvis brede Mund aabenbart havde været +Udgangsport for de omtalte Eder, og hvis store Labber, som +hun tørrede i sit Forklæde, jeg strax mistænkte for at have +været i nær Berørelse med Pigens Kind. Under det opkiltrede +Skjørt havde hun bare Ben, der var ganske krumme, +med flade og ligesom udtraadte Fødder.</p> + +<p>— Naa, Herren vil have et Værelse her, sagde hun — ja, +saa er det saamænd paa Tide, for der er kun et tilbage, — naar +det skal være enkelt .... Naa, se til, du kan faa fat i +Gulvskruppen, tossede Tøs! er det maaske dig, der skal vise +Herren om? .... Det er oppe paa anden Sal, — vær saa god.</p> + +<p>Vi traadte ind i et temmelig rummeligt Værelse. Lyst og +navnlig luftigt kunde det sagtens være, for der var ingen +Vinduer sat i; Rammerne var ikke engang malede. Derimod +<a class="pagenum" name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a> +var der graat Tapetpapir paa Væggene, med nogle Fugtighedspletter +paa; trods Luftigheden syntes jeg ogsaa, at der +lugtede en Smule muggent.</p> + +<p>Inden jeg imidlertid kunde gjøre en Bemærkning herom, +begyndte hun at rose Værelsets Fortræffelighed og tale om, +hvor tilfredse de tidligere Logerende havde været, — uanseet +at vi begge meget vel vidste, at Huset ikke før havde været +beboet. — Jeg spurgte om Prisen; den var en halv Snes Mark +høiere, end jeg mente at kunne gaa. Hun forsvor sig paa, at +det var Spotpris, ikke dyrere end andre Steder, trods det at +her var langt bedre; der var ikke Flodtaage som nede ved +Elben, eller lummert som i Dalen, man nød den rene Schweizerluft +og havde en Udsigt som ingen andre Steder; og endelig +var der de herlige, skyggefulde Promenader, som hørte til +Huset, og hvor de Logerende kunde spadsere, naar de ikke +vilde gaa længer bort. Til disse »Promenader« kom hun bestandig +tilbage, idet hun roede om i Luften med sine snavsede +Labber, for at antyde deres overordentlige Udbredelse, og +idelig gjentog Ordene: »<span lang="de">da'rim und dort'nim</span>«.</p> + +<p>Enden paa det blev, at vi mødtes paa Halvveien. Hun lovede, +at Alt skulde være fix og færdig, naar jeg kom otte Dage +senere, ved Feriens Begyndelse. Jeg gav hende en Thaler i +Haandpenge, og gik, meget glad over at være kommen til et +Resultat.</p> + +<p>Da jeg traadte ud, maatte jeg sande Kjællingens Ord om +den smukke Udsigt. Tilhøire saae man ind over et klippebegrændset, +skovrigt Dalstrøg; ligefor førte en Sidevei af Byen +ind til en hyggelig Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, +der snart lukkede sig om det klare Vand med sine grønne +Graner og graa Stenmasser; tilvenstre aabnede Elbdalen sin +Krumning under de solede Stenbrud, der kastede deres Speilstøtter +ned over Floden, hvor Tømmerflaader og et Par sorte +Baade med store Seil <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="langomt">langsomt</a> gled bort med Strømmen. Nedenunder +En laa alle de tegltækte Træhuse og Bindingsværksbygninger, +der for største Delen var næsten overgroede af +Vin; af Villaer fandtes der, foruden de to omtalte, heldigvis +kun en, som tilmed var beskedent skjult; fra alle Skorstene +krusede blaa Røg sig op og flød ud i Luften, hvor der dannedes +et tyndt Slør tvers over Dalen, og langs igjennem den blinkede +Bækkevandet mellem glindsende Pileblade og dunkelt +Elleløv. Hvor det var idyllisk, og hvor det var tydsk! Jeg +følte mig usigelig lykkelig over at skulle bo en hel Maaned +ude i denne Herlighed og begyndte uvilkaarlig at synge: +<a class="pagenum" name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a> +»<span lang="de">Guten Morgen, schöne Müllerin</span>!« Saa tav jeg igjen for i fulde +Drag at fylde Brystet med den friske, krydrede Luft, — Schweizerluften, +som Kjællingen havde kaldet den. Men jeg +maatte le ved Tanken om hendes »herlige, skyggefulde Promenader«, +da man heroppe kun saa spredte Frugttræer paa den +høie Mark og lige ved Skrænten et Par Birke, hvis lange +Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i Sollyset.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Da jeg havde spist paa Elbterrassen og saa mig om efter +Opvarteren, traf jeg ham i Samtale med min Bekjendt, Skolelæreren. +Denne røg af en Pibe med store Kvaster og et Par +Hjortetakskroner, som ingen Student behøvede at skamme sig +over, og som aabenbart var hans Stolthed. Kanasteren lugtede +behagelig — det var, som han siden betroede mig, af den ægte +gamle Altstädter — og han drak Münchenerøl: — altsammen +ubedragelige Tegn paa en Mand af finere Smag og Levemaade. +Han hilste strax paa mig og lykønskede mig til at have fundet +Logis. Jeg kunde ikke have valgt noget bedre Sted i hele +Sachsisk Schweiz end Rathen; der var Udflugter i Mængde +herfra, som var lidet kendte; jeg skulde blot se ind til ham, +saa vilde han give mig Anvisning. Derpaa spurgte han mig +om, hvad for Landsmand jeg var, og da han hørte, at jeg +var Dansk, bemærkede han strax ganske fornøiet, at han +ogsaa havde været i Danmark — i fireogtreds; og hermed +var det aabenbart slet ikke hans Mening at sige mig noget +Ubehageligt, men blot at bringe et Berøringspunkt tilveie, hvilket +ogsaa for saa vidt fandtes, som jeg var godt kjendt i +Koldingegnen, hvor han i længere Tid havde ligget i Kvarter. +Nu blev han helt ivrig i at spørge, om jeg kunde huske <em>den</em> +Gaard og <em>det</em> Hus, <em>den</em> Skov og <em>de</em> Bakker — han angav +med Pibespidsen den gjensidige Beliggenhed paa den brogede +Dug — og det var ham magtpaaliggende at faa at vide, om +den tykke Ole Larsen endnu havde Gaarden med Kampestenslængerne +og det grønne Stakit, eller om den var gaaet over til +Sønnen Hans, der havde ligget paa Lazaret sammen med ham +i Flensborg.</p> + +<p>Saa begyndte han at tale om den Træfning, som han var +bleven saaret i.</p> + +<p>Jeg kan ikke sige, at denne Samtale var mig enten ganske +behagelig eller egentlig pinlig. Der var noget Tiltalende i den +Ligefremhed, hvormed Tydskeren talte om den Tid paa, og i at +mærke, hvor liden personlig fjendtlig Stemning saadanne Krige +<a class="pagenum" name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a> +efterlade — og alligevel var der en Følelse af, at Alt ikke +var, som det skulde være.</p> + +<p>Jeg benyttede derfor et Øiebliks Pause til at spørge om, +hvad det var for en fin Villa, jeg havde forvildet mig op til.</p> + +<p>— Det er Kammerherre v. Zedlitz's, sagde han; de boer +her hver Sommer, naar han ikke maa være hos Kongen i Pillnitz. +En fornem Familie, som man ikke ser videre til; men de +bidrager godt til Skolekassen — Gud bevares .... Og de har +en lille Lærerinde, — naa, ja det vil De nok selv opdage, — en +nydelig Pige! Hun er lidt i Familie med mig, — ikke +fordi jeg ellers kjender synderlig til hende. Det er saamænd +Synd at sige, at hun er paatrængende, hun kunde være det en +hel Del mer, uden at jeg just skulde tage hende det ilde op.</p> + +<p>I det samme lød Dampskibspiben nede fra Floden. Jeg bød +Skolelæreren Farvel og skyndte mig ned paa Broen.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="I_II" id="I_II"></a>II</h3> + + +<p>En Uge derefter tog jeg afsted Klokken otte om Morgenen.</p> + +<p>Som sædvanlig kom jeg ombord i det sidste Øieblik. Da +jeg havde faaet mine Pakkenelliker anbragte og begyndte at +se mig om, vare vi allerede ved Albertsbroen; Byen havde +faaet sin Profil med de smukke Taarne over den Brühlske +Terrasse. De ragede op mod klar Himmel, men over os var +der disigt, og fremefter endogsaa temmelig mørkt. Det trak +kjøligt; jeg spændte min Plaid ud af Remmen. Da vi dampede +hen under de tre Slotte, var det knap, at man kunde se +Byen mer, og da vi naaede Loschwitz, begyndte det at regne. +Det vil sige, regne gjorde det egentlig ikke — men — —</p> + +<p>— »<span lang="de">Nu, — es nieselt ä Bissel</span>«, — sagde en tyk »<span lang="de">Dräsener</span>« +til sin Ægtehalvdel, der spørgende stak Hovedet ud af Kahytsdøren.</p> + +<p>Da vi lagde til <span title="sic">skraas</span> over for Blasewitz, gik de Nyankomne +strax ned i Kahytten, og Damerne forsvandt fra det +vaade Dæk. Snart fortrak ogsaa Herrerne, en efter en. Den +sørgelige Sandhed lod sig ikke længer skjule: det øsede ned.</p> + +<p>Jeg tændte en Cigar og gik ned i Røgkahytten. Den var +fuld baade af Mennesker og af Røg. Overalt dreiede Samtalen +sig om Veiret. En langhaaret Professor, der fik sig sin »<span lang="de">Frühschoppen</span>«, +udviklede for en Kreds Andægtige, at naar det +<a class="pagenum" name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a> +efter en saadan Varme paa denne Tid begyndte at regne, saa +blev det aldrig ordentlig Veir før til September. Imidlertid +trommede Regnen paa Taget, indtil den holdt op med at +tromme og begyndte at plaske. Det blev saa dunkelt om En, +at man følte sig ligesom blændet af det unaturlige Mørke. +Gjennem de drivende Kahytsvinduer kunde man neppe skjælne +Vin-Terrasserne og Haverne paa Bredden.</p> + +<p>Da jeg havde røget ud, gik jeg ind i Salonen. Derinde +fandtes der ikke en ledig Plads, og desuden var der saa beklumret, +at jeg ikke følte mig fristet til at hente en Tabouret +ind. Jeg traadte ud i For-Rummet, hvorfra Trappen gik op +til Dækket. En ung Dame med et Par Smaapiger havde taget +Plads herude. Jeg tog en Tabouret ned fra Stablen, hyllede +mig ind i Plaiden og satte mig ligeoverfor Trappen.</p> + +<p>Det friske, fugtige Lufttræk var mig behageligt, skjøndt +det ofte førte et lille Bad med sig, hvis Draaber blev hængende +i Plaidens Uld. De øverste Trin vare pjask-vaade; i +Hjørnet af en sort Persenning, som paa Dækket var bredt over +noget Reisegods, maatte der have dannet sig en Pyt; for der +sprøitede bestandig et lille Springvand op derfra.</p> + +<p>Den unge Dame, der sad paa den anden Side af Salondøren, +trak et lille Bind op af sin Taske og fordybede sig i Læsning.</p> + +<p>Men hun fik ikke megen Ro; for den mindste af Smaapigerne, +et meget pyntet lille Væsen med hørgule Lokker, gav +sig til at tude, og skjøndt det paa en Maade virkelig var det +mest passende, man kunde gjøre under disse Omstændigheder, +maatte Gouvernanten jo tale hende til Rette. »Lisbeth vil +høre mer,« sagde den ældre Pige, og den Lille bekræftede +denne Formodning ved at klynke: »Videre om Peter! Videre +om Peter!«</p> + +<p>— »Skam dig dog for den fremmede Herre, Lisbeth!« hviskede +den unge Pige; »troer du, han har Lyst til at høre om +Peter?«</p> + +<p>Den Lille suttede snøftende paa sin Pegefinger og betragtede +mig med store misfornøiede Øine. Dette Barneblik, som +saa tydelig sagde: »Hvorfor kan du ikke skrubbe af?« generede +mig i høi Grad. Jeg følte mig som En, der havde trængt +mig ind og frygtede for, at jeg maaske kunde gjøre Situationen +vanskelig for den nette, unge Gouvernante; sandsynligvis havde +hun været glad ved at være ene herude med sine forkjælede +Myndlinge.</p> + +<p>Jeg gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nærværelse, +<a class="pagenum" name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a> +men den unge Pige tilkastede mig i det samme +et skjælmsk Blik — <em>hvor</em> skjælmsk, vidste hun vel neppe +selv — der tydelig nok sagde, at mit Selskab var hende behageligt, +skjøndt just ikke paa en for mig synderlig smigrende +Maade: hun længtes ikke efter at berette »videre om +Peter«. Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med +et forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med +stoisk Ro et langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var +mig meget behagelig, paa saa billig en Maade at kunne gjøre +min smukke Naboerske en lille Tjeneste.</p> + +<p>Hun var nemlig smuk, ja paa sin eiendommelige Vis endogsaa +en lille Skjønhed, det havde jeg ved denne Leilighed +tilstrækkelig opdaget. Hendes Ansigt hørte til den firkantede +Type; det var meget regelmæssigt, og da hun var brunet, +havde det, overfladisk seet, noget sydlandsk ved sig. Men +Næsen var ægte tydsk: kort, lige og saare beskeden. Ved +Læberne var der det Særlige, at Modellering og Farve +faldt fuldkommen sammen og vare lige væsentlige, +medens man ellers saa ofte ser, at Læberne enten kun ere +modellerede eller kun malede, eller ogsaa at Farven træder +ud over Formen eller ikke slaar til, saa at de snarere forvirre +end understøtte hinanden. Hvis man kunde tvivle om, +at der var tilstrækkelig Ben i Næsen, saa modsagde dette +Læbepar bestemt al Sigtelse for Karakterløshed. Hagen og +Kindrundingen var noget af det Fineste, som jeg har seet. —</p> + +<p>Hun syntes at være af Middelhøide og snarere lidt mager +end fyldig. Hendes Paaklædning var ikke synderlig moderne, +hvilket jeg godt kunde lide; men hvad der især tiltalte mig, +var hendes Hovedbedækning. Det Aar var nemlig nogle +skrækkelig høie og spidse Hatte paa Moden, besatte med +kunstige Blomster, og jeg havde netop inde i Salonen haft +Leilighed til at forbavses over den Grad af Smagløshed, som +de kunde udvikle sig til. Men hun bar en lille baret-agtig Straahat +med blaat Fløil paa Skyggen og et sølvgraat Slør.</p> + +<p>At gaa med et smukt Slør paa en Tid, da det ikke netop er +Mode, viser altid en Dames gode Smag — og en Smule elskværdig +Behagelyst. Jeg kan heller ikke tænke mig hos den +Tilbedte nogensinde at savne Sløret, denne Livsseiladsens +Festvimpel, der fra det Fjerne og i Trængsel viser, hvor man +skal styre hen, som altid faar vort Hjerte til at banke, undertiden +skuffer os .... Saa, nu taler jeg allerede om Forelskelse, +hvad jeg dog den Gang slet ikke tænkte paa. Skjøndt — naar +<a class="pagenum" name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a> +tænker man ikke paa det? Kvindeverdenen deler sig dog for os +i to Dele: — dem, som det er mer eller mindre muligt for +En at forelske sig i, — og alle de Andre, blandt hvilke man +egentlig føler sig som i Mandfolkeselskab. — Og denne Gang +var jeg tydelig nok i Kvindeselskab.</p> + +<p>Vi vare seilet et godt Stykke, inden jeg havde samlet dette +første Indtryk; for jeg turde naturligvis kun i Ny og Næ +kaste stjaalne Blikke derhen. Alligevel gjorde jeg det dog maaske +hyppigere, end der strengt taget kunde findes Paaskud til. I +alt Fald bemærkede jeg, at hun blev rød paa Halsen lige under +Øret og bøiede sig dybere ned over Bogen, som ingenlunde var +en Foliant, skikket til at skjule sig bag.</p> + +<p>Denne lille Tyksak af et Bind begyndte at plage min Nysgjerrighed, +en ægte Reise-Regnveirs-Nysgjerrighed, der kaster +sig over enhver Gjenstand i Nærheden. Gamle tydske Oversættelser +af Cooper og Walter Scott have omtrent dette Format, +og jeg havde allerede dømt hendes Lekture til at henhøre +under denne agtværdige Kategori, da en pludselig Dreining +af den røbede, at den tilhørte en endnu agtværdigere: — det +var et Lomme-Lexicon.</p> + +<p>Denne Opdagelse gav mig endnu mere Interesse for den +unge Pige, og jeg betragtede hende med en vis Rørelse. Jeg +forestillede mig, hvorledes trykkende Omstændigheder havde +tvunget hende til at tage imod en af disse ubarmhjertige Gouvernante-Pladser, +hvor der fordres alt muligt og lidt til, saa at +hun var nødsaget til at benytte ethvert ledigt Øieblik til at forøge +sine Kundskaber ad den korteste og tørreste Vei, og maatte +indtage en vis Dosis Gloser daglig <i>in natura</i>, som en bedsk men +styrkende Medicin under denne Torne-Vandring.</p> + +<p>Naar en saa skjøn Ungdommelighed faar de trange Kaars +dunkle Baggrund, kan den derved kun vinde i Glands og +Relief; hvis hun havde været en forkjælet Frøken, som slog +Tiden ihjel med en Leiebibliotheks-Roman, saa vilde hun have +interesseret mig langt mindre.</p> + +<p>Skjøndt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, +at den ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, +oprigtig talt, ikke paa Andet end paa at gjøre det og faa +en Samtale i Stand. Det er ydmygende at maatte tilstaa det, +men min Opfindsomhed drev det ikke til videre end til to +Gange at gaa op ad Kahytstrappen, i den Forudsætning, at +den unge Pige vilde spørge mig, om det klarede (hvad det forresten +absolut ikke gjorde). Da dette Spørgsmaal udeblev, +var jeg lige vidt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a> +Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den +mindste Pige begyndte at klynke over, at hun frøs. Den stakkels +Lærerinde saae ingen anden Udvei, end at tage sit eget +Shawl af og svøbe hende ind deri. Da jeg selv er temmelig +kuldskjær, kunde jeg levende føle, hvad det maatte være +for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde lagt +Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene +og puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder.</p> + +<p>Jeg følte, at min Tid nu var kommen, og tilbød hende +ridderlig min Plaid. —</p> + +<p>Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; — jeg +trængte jo selv til den og vilde sikkert forkjøle mig.</p> + +<p>Da jeg saa meget mindre kunde benægte dette, som jeg +plagedes af en Snue, der allerede et Par Gange havde faaet +mig til at nyse saa voldsomt, at den lille Pige var bleven +bange og den større havde haft sin Nød med ikke at briste i +Latter, saa vidste jeg ingen anden Udvei, for dog ikke at +slippe altfor flovt fra det, end at sige, at jeg vilde ind i +Røgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for Plaiden.</p> + +<p>Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede +mig i at ryge her, men jeg holdt fast ved, at jeg +paa ingen Maade vilde plage hende med Tobaksrøg, hvorved +jeg smykkede mig med en hensynsfuld Finfølelse, som slet ikke +tilkom mig. Jeg havde desuden nu trukket frisk Luft, og det +blev mig i Længden dog en Smule for kjøligt, føiede jeg til; +det lykkedes mig saaledes at tiltræde mit Tilbagetog, efterladende +min Plaid som — <em lang="fr">sans comparaison</em> — Joseph +sin Kjortel.</p> + +<p>Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bænk i det lille +kvalmende Rum, havde tændt mig en Cigar og faaet et Glas +Øl sat foran mig, kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit +første Forsøg paa en Tilnærmelse egentlig ikke havde været +synderlig snedigt, da en saa grundig Fjernelse var bleven dets +umiddelbare Følge. En lidt dristigere Cavaler havde maaske +faaet maget det saaledes, at man var enedes om Brugen af det +meget lange Shawl, eller hvis det var utænkeligt, saa kunde +den lille Pige være bleven sat ved Siden af mig og dækket +til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig Dumrian, +fandt jeg, og jeg ærgrede mig saa meget mere derover, +som det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, +og jeg mente allerede at spore Anlæg til Hovedpine.</p> + +<p>Det gav et Stød, og vi laa stille. Ovenover slæbtes der +<a class="pagenum" name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a> +med Kofferter og Kasser. Det var Pirna. Jeg saae ligegyldig +ud paa Kjøbstadens Smaahuse med de mange grønne Træer og +paa Kirkens høie, teltagtige Tegltag — og mindre følelsesløst +paa dens Akropolis, Sonnenstein, tidligere en Fæstning og +nu en stor Sindssygeanstalt. Canalettos Pensel har mangfoldige +Gange forherliget dette Billed, men altid i bedre Belysning +end det nu havde. Men som om Naturen vilde bøde +paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over Slotsgavlen.</p> + +<p>Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var +ligesom om en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for +at henlede min Opmærksomhed paa den og røre mit Hjerte +med en Anelse om de Følelser, med hvilke jeg senere skulde +betragte den — med hvilke jeg nu, da jeg skriver dette, ser +den for min Sjæls Øie, indtil mit legemlige blændes af Taarer, +og jeg er nødt til at lægge Pennen fra mig. Men den +Gang betød denne pegende Straale intet andet for mig end et +glædeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis +stærkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at +bevæge sig og langsomt glide tilhøire. Jeg skimtede endogsaa +en Smule blaa Luft over dem, og idet Kirketaget forsvandt, +havde det en mat Blyglands. Men saa vaskede Regnen igjen +ned ad Ruden.</p> + +<p>Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen +mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt +den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa.</p> + +<p>Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne +blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden +at man ret vidste hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, +der her ere ganske brunrøde, syntes at have faaet Fernis, og +af den bakkede Bred tilhøire lyste en bleggrøn Skovtop gjennem +Regntaagen — vistnok et godt Stykke borte. Regnen, +der næsten var holdt op et Øieblik, blev tættere igjen, men +samtidig tog ogsaa Lysningen til.</p> + +<p>Jeg gik ned ad Kahytstrappen og traf ganske rigtig mit +Selskab i Forrummet. Gouvernanten læste ikke længer, men +fortalte heller ikke Historier, da hendes lille Plageaand var +falden i sød Slummer. Denne Gang afventede jeg ikke Spørgsmaalet, +om det klarede? men fortalte strax, at det saae ud til +at blive godt Veir. Den unge Pige smilede ganske fornøiet, +og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig til +at lægge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en +<a class="pagenum" name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a> +lille Selskabsdug, maatte jeg hjelpe hende dermed, og vakte +hendes Munterhed ved at tage keitet fat; der var netop saa +megen Plads, at vi kunde stramme den ud i hele dens Længde, +og saa manøvrerede vi henimod hinanden paa den bekjendte +Maade, til vore Hænder mødtes. Men før jeg kunde faa sagt +Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede sprunget op +ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre den +Lille op.</p> + +<p>Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende +Dæk, hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene. +Kun enkelte Draaber glimtede gjennem Luften, som var ganske +fugtig varm; oventil blaanede Himlen, Floddalen stod +endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa Klippeterrasserne +dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en lille +Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig tilveirs og opløste +sig i Solglandsen.</p> + +<p>Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man +saae allerede et Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis +lodrette Fjeldmure og bagved dem en underlig vild og +sønderrevet Klippemasse, Gamrigsstenen, som jeg havde bemærket +fra mit Vindue.</p> + +<p>Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som +endelig fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes +havde jeg ikke faaet Tid til at se mig mere om efter den +smukke Reisefælle, da Raabet lød: »<span lang="de">Rathen, am Steuer absteigen</span>,« +og jeg fik travlt med at trænge mig agterud med +mine Sager. Da jeg naaede derhen, saae jeg til min Glæde +det graa Slør vimple forrest i Rækken, og strax efter gik hun +over Landgangsbroen med sine Smaafolk.</p> + +<p>Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig +af Syne.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="I_III" id="I_III"></a>III</h3> + + +<p>Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest +fremragende Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for +den Mand, som har opfundet det skrækkelige Navn: »Sachsisk +Schweiz«. Sikkert er det, at Ingen har skadet den smukke +lille Klippe-Egn mer, end ikke »Bjergforeningerne«. Nu kommer +enhver Besøgende hertil enten med en Erindring eller et Phantasibillede +<a class="pagenum" name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a> +af Schweiz som Maalestok, sammenligner og vrager, +og gjør sig vigtig med, at han har seet eller tænkt sig +noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land jo slet +ikke har bedt ham om.</p> + +<p>Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og +tager Landet som det er — fremfor Alt, naar man ikke tager +det i Turiststormskridt, men lægger sig smukt hen for at leve +og nyde, — hvilken Rigdom af Naturskjønhed byder det En +da ikke, fuld af Modsætninger, som ere forsonede i en ganske +eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og frodig Fylde, +vild og steil Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger findes +Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende +Hede træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og +<em>hvor</em> udvider Lungerne sig i en friskere og mere sund +krydret Luft end den, der stryger hen over disse Høider og +fylder disse Skove og Klippedale?</p> + +<p>Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig +ind i denne Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke +er et Bjergland, man færdes i, men en Høislette, som ved +Vandflod er bleven kløvet, gjennemgravet og udskyllet, hvorved +Stenen er kommet frem snart som Furernes Vægge, snart +som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre danne den +ophøiede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor +undres man i Begyndelsen over at se en frodig grøn Mark runde +sig oppe over en brat Klippevægs ru Stenhud, som en Fløielssadel +paa en Elefant, og man forbavses ved, efter at have +gaaet gjennem bølgende Rugmarker, under sine Fødder at se +et af disse vilde og forrevne Klippepartier med en Uendelighed +af Tinder og Taarne og hundred Fod høie Sandstenskegler. +I Begyndelsen ærgrer man sig næsten lidt over denne +Modsætning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa +denne Høislette med et Klippeland under sig, er saa igjen +disse enkelte Bjerge skudt op, der paa Afstand væsentlig give +Landet dets Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tør +bruge et uædelt Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de +mest af Alt Kjæmpevorter, disse »Stene«, enten de nu kaldes +Kongestenen, Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; +ja selv det totusind Fod høie, uendelig langstrakte Snebjerg +er kun en mere storartet Variation. — Enkelte, som de forbundne +Vinterbjerge, emancipere sig ganske vist fra Typen +men de ere ogsaa lige <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="pa">paa</a> Grændsen, og efterhaanden som man +kommer ind i »det Böhmiske«, bliver en almindeligere Bjergnatur +fremherskende. Rigtignok ligger allerede »<span lang="de">Schneeberg</span>« +<a class="pagenum" name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a> +inde i Böhmen, og overhovedet er Grændsen mellem Bjergformerne +ikke trukken saa skarpt som den mellem Kaffe-Kvaliteterne: +for denne er i den første bøhmiske Flække saa +fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man +i den sidste sachsiske drikker den berømte »<span lang="de">Bliemchen-Kaffee</span>«, +et Dekogt, der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem +det kan se en lille Blomst, som er malet i Bunden at +Koppen.</p> + +<p>Jeg havde netop efter Middagen nydt det sædvanlige Maal +af denne Drik, der paa ingen Maade truer med Hjertebanken. +Den foregaaende Dag havde jeg smagt paa den bøhmiske i +Prebischthor og to Dage før — — kort sagt, jeg havde rørt +mig ganske godt og var ikke oplagt til nogen længere Udflugt. +Jeg sad og døsede ved mit Vindue og overveiede, om +jeg gad være over at gaa ned i Amselgrunden. Det var meget +varmt og blikstille. <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="Det">De</a> lette Skyer, der vare ligesom tværede +ud i den graablaa Himmel, havde et rødligt Skjær. Det +solbeskinnede Græs og Løv straalede ikke, men havde en mere +intensiv grøn Farve end ellers; Skyggen mellem Klipperne var +uigjennemsigtig, og Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, +havde ingen skarpe Rande. Ovre i Grunden kukkede en +Gjøg uafbrudt, hvad den allerede havde gjort i timevis, og +denne regelmæssige Lyd bidrog til hele Naturens søvndyssende +Virkning .... Jeg havde afgjort ikke Lyst til at gaa +mange hundrede Skridt bort; — men sove kunde jeg ikke, +læse gad jeg ikke, og om at skrive Breve kunde der ikke +være Tale.</p> + +<p>I denne Raadvildhed faldt de »skyggefulde Promenader« +mig ind. Jeg havde hidtil ikke savnet dem, men nu vilde +det nok have været mig kjært, om de havde haft en nyttigere +Existens end den i Værtindens Praleri. I det samme faldt +mit Blik paa en lille Allé af unge Birke; den begyndte ganske +pludselig en halvhundrede Skridt fra mit Vindue, som den +stilede imod; men snart bøiede den om og forsvandt bag den +kratbevoxede Rand af Bakken, der temmelig brat sænkede sig +ned mod en lille Kjedeldal. Jeg havde ment, at denne Birke-Allé +hørte til den fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, +at den ikke ved nogen Art Gjærde var adskilt fra +denne Jordlod, der hørte til vort Hus, og som var optaget af +et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle Rækker Ærteris +og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede +for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa +Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rækværk. +<a class="pagenum" name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a> +Det var altsaa muligt, at ogsaa det øverste af Afhanget +tilhørte min Værtinde, og at den saa pludselig afbrudte Allé +kun ventede paa en Fuldendelse af det paabegyndte Anlæg for +at forene sig med en Gang fra Huset; dernede kunde følgelig +de skyggefulde Promenader befinde sig. Jeg gjorde i Tanken +den brave Kone Afbigt, fordi jeg saa vantro havde spottet +dem, og besluttede strax at benytte mig af min saa høit lovpriste +Rettighed som Logerende til at gaa »<span lang="de">da'rim und +dort'nim</span>«.</p> + +<p>Jeg gik ikke hen til Birke-Alléen, men skraaede over til +Krattet, der viste sig at bestaa af Hassel og Tjørn. Markgræsset, +der var fuldt af Bellis og traadfligede Nelliker, trængte +ind ad Aabningerne mellem de temmelig spredte Buske, men +standsedes snart af en grusbelagt Gang. Paa den anden Side +af denne Gang sænkede Græsskraaningen sig temmelig brat +ned mod en lille Sidedal, der var fuld af ung Naale- og Birkeskov. +Tilhøire afløstes Grusgangen snart af en beskeden Fodsti, +der tabte sig inde mellem Granstammerne; jeg fulgte den +tilvenstre for at gjøre mig bekjendt med Anlægget.</p> + +<p>Neppe var jeg gaaet en Snes Skridt, før jeg stod foran en +net lille Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saae man +paa denne Bakke kun Græstørv og Sand, men her var Stenen +brudt igjennem, og idet den ludede noget fremover, som om +den havde løbet Panden gjennem Jordlaget, og trængte lidt +frem ved Siderne, ligesom med fremskudte Skuldre, havde den +af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der næsten hele +Dagen var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par Havebænke, +og midt paa Stenvæggen stod malet »<span lang="de">Sophien-Ruhe</span>«.</p> + +<p>Et Øieblik blev jeg staaende ganske imponeret; jeg havde +ikke tiltroet Madam Richter at have saadan en Trumf i Baghaanden. +Saa tog jeg Plads paa den magelige Bænk; men jeg +følte mig dog ikke helt vel tilmode, og det blev mig mer og +mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa havde Ret til at være +her. Medens jeg plagede mig med disse Tanker, fik jeg Øie +paa en lille Bog, der laa paa Bænken. Jeg tog den op og +bladede i den og opdagede til min Forbavselse, at det var et +tydsk-dansk Lexikon. Jeg vidste ikke af, at jeg havde nogen +Landsmand i »Pensionen« — hvad denne Caserne-Villa kaldtes +tiltrods for, at den kun havde og kun kunde have Logerende. +Hvem kunde det vel være, der havde den i Tydskland yderst +sjældne Passion at studere Dansk? .... Ved det slidte Bind +var der mig for Resten noget Bekjendt.</p> + +<p>Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Idet jeg hævede +<a class="pagenum" name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a> +Hovedet, traadte en ung Pige frem paa Gangen. Det var den +smukke Lærerinde fra Skibet.</p> + +<p>Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, +at der ikke var blevet Tid til at længes efter at forny +dette flygtige Bekjendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde +jeg slet ikke tænkt paa hende. I dette Øieblik faldt det mig +ind, at Skolelæreren havde talt om en smuk lille Gouvernante +hos Kammerherrens i den fine Villa.</p> + +<p>Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe +Nogen, for hun udstødte uvilkaarligt et lille Skrig. Jeg var +naturligvis sprunget op og krammede en hel Mængde Beklagelser +og Undskyldninger ud: Yttringer af min Værtinde om vore +skyggefulde Promenader havde givet mig Anledning til at tro +.... men jeg mærkede nu, at jeg, meget mod min Villie havde +trængt mig ind paa fremmed Grund .... jeg beklagede dette +saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen +Forskrækkelse.</p> + +<p>Den unge Pige smilede forlegen:</p> + +<p>— Deres Feiltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig +ikke Noget at gjøre Undskyldning for — og heller ikke at +beklage — for min Skyld.</p> + +<p>Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min +Forvirring stod og dreiede mellem Fingrene. I det samme +blev hun ganske rød i Hovedet.</p> + +<p>— Maaske er det Deres Bog?</p> + +<p>— Jeg kom netop for at hente den.</p> + +<p>— Saa maa jeg gjøre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var +saa næsvis at blade i den .... Det var en underlig Overraskelse, +— jeg er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem.</p> + +<p>— Det veed jeg nok, svarede hun, jeg kunde høre det paa +de første Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden.</p> + +<p>Denne Erklæring var ikke just smigrende for mig, thi jeg +nærede det lønlige Haab, at mit Tydsk var saa godt, at en +Inden-Tydsker kunde holde mig for en fjern Landsmand.</p> + +<p>— Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg.</p> + +<p>— Jeg har kjendt enkelte Landsmænd af Dem, svarede hun, +og saae pludselig helt alvorlig ud.</p> + +<p>— Og dette Bekjendtskab har ført til, at Frøkenen gjorde +sig bekjendt med et saa lidet læst Sprog?</p> + +<p>— Ja, svarede hun lidt langtrukkent og som om hun overveiede, +hvorledes hun hurtigst kunde afslutte denne Samtale.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a> +— Dersom jeg maaske paa nogen Maade kunde være Frøkenen +behjelpelig ....</p> + +<p>— Nei, — desværre! Det vil sige, der har nemlig været +Tale om, at jeg skulde som Gouvernante til en Familie i +Danmark, men det er nu opgivet.</p> + +<p>Denne nøiagtige Meddelelse om Noget, der jo slet ikke vedkom +mig, var mig overraskende, og jeg ventede allerede, at +hun skulde føre Samtalen videre, da hun i en reserveret Tone +sagde:</p> + +<p>— Det vilde gjøre mig meget ondt at være den, der forjog +Dem fra denne behagelige Siddeplads. Men De behøver virkelig +slet ikke at gaa, for jeg kjender Husets Skik: der kommer +aldrig Nogen i Haven eller Anlægget paa denne Tid. Det var +ogsaa derfor, at jeg blev lidt forskrækket, da jeg saae Nogen +sidde her, jeg er temmelig nerveus. Farvel!</p> + +<p>Jeg var ved at vove et Forsøg paa at faa hende til at +blive, da jeg altsaa vidste, at vi kunde være uforstyrrede; men +i hendes Blik, der søgte bort, bemærkede jeg en altfor fugtig +Glands, som i Forbindelse med en rød Plet paa Næsen og en +Trækning ved Mundvigen overbeviste mig om, at hun var lige +paa Nippet til at briste i Graad, en Opdagelse, der gjorde mig +fuldstændig confus. Jeg fremmumlede Noget om hendes store +Venlighed og om, at jeg dog ikke vilde misbruge den ved at +blive, i alt Fald — vovede jeg at tilføie — naar hendes Selskab +ikke længer ....</p> + +<p>Men borte var hun allerede.</p> + +<p>Forresten blev jeg dog siddende i nogen Tid, ligesom fortumlet +af det uventede Møde, og forsøgte at fastholde Billedet +af den unge Pige, som denne anden Gang havde gjort et endnu +stærkere Indtryk paa mig. Jeg var nu ganske paa det Rene +med, at hun var den nydeligste Pige, som jeg havde seet. +Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede sig om +Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde +derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høi og +velformet. Men især havde de Øine været mig paafaldende, +som husedes temmelig dybt inde under denne Hvælving. Naar +hun lukkede dem helt op, var der næsten ingen Afstand mer +mellem Vipper og Bryn — af hvilke ingen var fremtrædende — saa +skarpt og sikkert var Øienhulen skaaren ind. Øinene +selv vare mere paafaldende ved deres Glands end ved deres +Størrelse og havde en eiendommelig hurtig Bevægelse, som +om de smuttede et andet Sted hen. Deres Iris, hvor +gule og grønlige Straaler spillede over den brune Grundfarve, +<a class="pagenum" name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a> +gjorde et Indtryk, som naar man i en skyggefuld Skovkløft +ser ned i en Bæk, hvor dæmpede Solglimt lege nede +paa Bunden, og Blikket vexlede ligesaa hurtig Udtryk, som +et saadant Vand gjør det under Løvets og Skyernes Bevægelser.</p> + +<p>Jeg kunde slet ikke glemme dem.</p> + +<p>Og saa var dette Træf med det danske Lexikon mig høist +paafaldende. Det forekom mig som et Fingerpeg, en Styrelse, +eller kort sagt, Noget, der havde sin Betydning og ikke kunde +blive staaende saaledes isoleret. Jeg troede ikke rigtig paa +hendes Forklaring, at hun skulde have været som Lærerinde +til Danmark; skjøndt, hvorfor skulde hun da have sagt det? +Men fremfor Alt, hvorfor havde hun været lige ved at græde, +uden optænkelig Grund!</p> + +<p>Alt dette tænkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede +mig ind i Kløften, og gjennem den store Naaleskov +gik helt over til Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i +Walthersdorfer-Møllen. Det Trykkende i Heden havde fortaget +sig, og det var blevet det skjønneste Eftermiddags-Veir.</p> + +<p>Jeg nød ogsaa Naturen, men paa en anden Maade end de +foregaaende Dage, ikke med denne ligefrem modtagende Ro, +men med en aandelig Prikken og Vibreren, der svarer til en +lignende mere legemlig Fornemmelse, naar man har drukket +en Del god Vin. Den er paa ingen Maade ubehagelig, men +samtidig med, at den gjør Opfattelsesevnen lettere paavirkelig, +gjør den den ogsaa mindre distinkt. Derved bliver det da +lettere for den »kjære stadige Tanke« at forbinde sig med +alle Indtryk.</p> + +<p>Saae jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa +erindrede mig dens grønlig brune Skjær med gyldne Blink af +Eftermiddagssolen om hendes underlige Øine. Jeg opdagede +nogle smukke Blomster, og strax tænkte jeg: naar jeg nu +allerede stod paa en saadan Fod med hende, at hun gjerne +modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en steil Skrænt og +hørte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg +nu var Digter, saa vilde jeg vist i dette Øieblik blive inspireret +til et Digt, som kunde vække hendes Beundring, og hvori +jeg ogsaa kunde lade mine Følelser komme til Orde. Jeg +fandt endogsaa paa et Indhold: hun var en Gaade, som jeg +bestandig maatte gruble over; og »det bares mig for« — dette +Udtryk fandt jeg særdeles poetisk — at hvis jeg kunde finde +Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der »hævede +livets Skat«. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at +<a class="pagenum" name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a> +rime, end sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse.</p> + +<p>Da jeg kom tilbage til Rathen, var der temmelig mørkt. +En smal Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, +paa hvilken Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet +ved Bækken sværmede Ildfluerne. Stilfærdig svævede de +smaa Gnister hid og did, steg og dalede, som om det var bitte +Lamper, der blev baarne af usynlige Alfer; undertiden lyste +enkelte Blade af en Busk op omkring en, der var helt skjult; +af og til fløi en saa høit, at man saae den op imod Himlen +som en Stjerne, der bevægede sig. Andre Stjerner viste sig +heller ikke; det var atter blevet lummert og stille. —</p> + +<p>Ogsaa de foregaaende Aftener havde jeg nydt dette forunderlige +ætheriske Fænomen af Natur-Erotikken, og det +var vel ikke blot, fordi det var rigest denne Gang, at det nu +betog mig paa en ganske anden Maade og satte mig i en +ubeskrivelig Stemning. Og ærlig talt, hvad har det at betyde +med disse evige Analyser af Stemninger, som moderne Forfattere +føle sig forpligtede til at diske op med? Som om +Nogen f. Ex. kunde gjøre sig en Forestilling om Vand, fordi +han fik at vide, at det bestod af Ilt og Brint i et Forhold af +en til to, om han saa nok saa godt kjendte baade Ilt og Brint! +det maatte da være Vor-Herre selv, og saa havde han vel <em>eo ipso</em> +skabt Vandet, saa det takker Pokker ham for. Kun saa meget +kan jeg sige, at jeg havde Hjertebanken, mens jeg steg op +ad Bakken og hyppig standsede for at se ned over Dalen, hvor +de smaa Lyspunkter bevægede sig imellem hverandre; enkelte +Steder lyste ogsaa Løvrammen om en lille blank Rude, og +rundt om mere fornam end saae Blikket de steile Klippemasser, +der alle syntes at være lige nær.</p> + +<p>Paa Stentrinene op til Døren saae jeg endnu en lille ensom +Glød sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svovlstik af og +opdagede en lille graa og lodden Klump, der atter gav Plads +for en Gnist, da Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange +for at forstyrre den, thi jeg havde en mystisk Følelse overfor +denne Sct. Hansorm, som jeg nu tre Aftener i Træk havde +seet sidde nøiagtig paa den samme Plet, i det indre Hjørne +af Trinet lige ved et Kjeldervindue; og jeg havde udtrykkelig +forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad foregik +der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften +fandt den bestemte Vei til sit Stevnemøde? eller maaske +var den hver Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin +<a class="pagenum" name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a> +erotiske Diogenes Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde +fundet: et Menneske, men en Hun, og sad dèr i Tillid til, at +dens brændende Kjærlighed her paa sit ophøiede Stade nok +skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde maaske ogsaa +hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en uimodstaaelig +Magt, selv om man her kun figurlig talt kan »se Hjertet +brænde gjennem Vesten«?</p> + +<p>Man skulde tro, at jeg havde haft en særlig Brug for en +saadan overordentlig Kraft, for medens jeg kastede mig om +paa mit Leie (der altid var en Smule klamt), tænkte jeg bestandig +paa den lille forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker +spillede den ogsaa en Rolle i mine temmelig forvildede Drømme.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="I_IV" id="I_IV"></a>IV</h3> + + +<p>Da jeg den næste Morgen gik ud, saae jeg nøie efter, ikke +blot paa Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; +men Sct. Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med +mig selv, at hvis den fandtes der igjen om Aftenen, skulde det +være et Varsel om, at der vilde udvikle sig et nærmere Forhold +mellem mig og min smukke Naboerske.</p> + +<p>Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig +om at besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, — og +som var en fjern Slægtning af hende.</p> + +<p>Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjøkkenhaven foran Huset, +hvor han arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa +Hovedet. Han blev øiensynlig glad ved Besøget. Da vi havde +vexlet de behørige Bemærkninger om det gode Veir, der saae +ud til at ville holde sig, udspurgte han mig om, hvor jeg havde +været, og fandt snart en Tour, som var mig ubekjendt, og som +jeg ikke let vilde kunne gjøre alene. Jeg tog naturligvis +gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen strax efter +Middag.</p> + +<p>Underveis var han — ja, der er ikke andet Ord derfor end +det tydske »<span lang="de">kreuzfidel</span>«. Det viste sig, at han en lang Tid +havde studeret, formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, +og Minderne fra den Tid var hans Livs Stolthed. +Han sang den ene Studentervise efter den anden fra »Kommers-Bogen«, +<a class="pagenum" name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a> +der oftest udmærkede sig ved deres fuldstændige Meningsløshed, +saasom:</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">Auf der Mauer<br /></span> +<span class="i i0">auf der Lauer<br /></span> +<span class="i i0">sitz 'ne alte Wanze.<br /></span> +<span class="i i0">Sieh' mir doch die Wanze an,<br /></span> +<span class="i i0">wie die Wanze tanzen kann. —<br /></span> +</div></div> + +<p>Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser +fra Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen +tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa +et sachsisk Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i12">Immer langsam voran,<br /></span> +<span class="i i12">immer langsam voran,<br /></span> +<span class="i i0">dass der österreich'sche Landsturm auch nachfolgen kann.<br /></span> +</div></div> + +<p>Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i4">Du Hannemann,<br /></span> +<span class="i i4">geh du voran,<br /></span> +<span class="i i0">du hast so lange Stiefeln an.<br /></span> +</div></div> + +<p>At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« +ikke kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog +den noget tykhudede Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae +han saa godmodig ud derved, at jeg, trods nogle patriotiske +Anfægtelser, ikke kunde tage ham det ilde op.</p> + +<p>Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter +fra sin Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt +gjerne var af forholdsvis fredelig Art.</p> + +<p>— Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, +sagde han, idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, +nu skal De ellers høre en pudsig Historie, som er passeret mig +med den Tobak, det vil sige, den Gang var den rigtignok bedre, +end som den er bleven paa de sidste Aar; — den var ligefrem +berømt over hele Tydskland, den Altstädter Ziegel-Tobak. — Altsaa +det var den Gang, — jeg har vist fortalt Dem, at jeg +laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet en Kugle oppe +i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg Lov +til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg +er barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun +<a class="pagenum" name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a> +sendte mig jevnlig et og andet, — vi havde jo fri Forsending, — og +der var saa altid noget af denne extra Tobak med +i Pakken. Naa, jeg faar altsaa Piben tændt, og neppe er Tobakken +kommen i Glød, før min Sidemand, det var en Dansker, +som de havde taget ved Düppel, — han var kommen en +Bajonet for nær, — han reiser Hovedet saadan lidt op fra +Puden og begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at +Røgen ikke generede ham, for han formelig gottede sig. Naa, +jeg bakker jo alt hvad Pibetøjet vil holde. Han bliver ved +at snuse og saadan aande ind. »Det var som Fanden,« siger +han saa. »Hvorfor det,« siger jeg, »lugter den kanske af +Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget ordentligt +Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter +Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den +Gang,« siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak +fra?« »Jo, den skulde jeg da nok kjende,« svarer han +saa, »for jeg har været to Aar i Altstadt, den Gang da jeg +reiste paa Professionen, for jeg er Uhrmager. Siden har +jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter den, er det +akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet og +Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger +jeg, og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« +svarer han. — »Men saa har du jo været i Lære hos min egen +Fader!« Ja, vil De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke +rigtig sammen, kunde jeg ogsaa nok huske ham, skjøndt han +havde lagt sig et stort Skjæg til, et rigtigt Hannemann-Skjæg +.... Naa, jeg gav ham en Kardus af Tobakken, men det kunde +jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var kommen til at +give ham en varm Kugle.</p> + +<p>Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden — hvis +man kunde sige, at der var en saadan — til at udspørge ham +om hans Familieforhold, og efter at have døiet flere baade +kjedelige og indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes +jeg endelig ved, at vi naaede frem til Minna Jagemann, +— »hende, den lille kjønne Lærerinde hos Kammerherren, som +De vel nok har seet.« —</p> + +<p>I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget +almindelig og nøgtern Karakter.</p> + +<p>Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var +død for et Aars Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, +og hun selv tjente lidt ved Informationer, navnlig ved at undervise +Fremmede i Tydsk, give Conversationstimer og lignende. +For Tiden havde hun undtagelsesvis taget mod denne Gouvernanteplads, +<a class="pagenum" name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a> +som var godt lønnet; ellers boede hun sammen +med Moderen i en af Dresdens Smaagader.</p> + +<p>Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en +Gang sat mig i Hovedet, at der maatte hvile en romantisk +Skjebne over hende.</p> + +<p>— Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, +navnlig til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, +bemærkede han og stoppede Asken ned i Pibehovedet.</p> + +<p>— Saa —? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De +det?</p> + +<p>— Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre +med, og det kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det +skulde være.</p> + +<p>— Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?</p> + +<p>— Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten +en Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da +sidde, og det havde hun saa vist ikke fortjent af ham.</p> + +<p>— Ja saa! De havde altsaa været forlovede?</p> + +<p>— Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg +ikke saa nøie inde i det; — jeg har det fra Tante Sophie, hende, +husker De maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig +.... En Slags Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. +Alverden troede, at de skulde giftes; men han reiste bort, og +siden har han ikke ladet høre fra sig. Forresten undrer det +mig slet ikke, for han havde været i Paris og lært at male, +og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke fordi Dresden heller +er saadan helt — — ja, det har De Vel nok lagt Mærke til. +Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt — Alt +hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være +der, saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive +vores Øl, de kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de +saa vilde! Nu har Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik +tæt ved Grændsen, fordi den tilhørte en Tydsker. Det kan +jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke vare mange Aar, før +vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, — læste De, hvad Bismarck +havde sagt forleden? — — —</p> + +<p>Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.</p> + +<p>Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt +mere, hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde +med den danske Maler, end om jeg kunde have faaet den mest +authentiske Underretning om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne +<a class="pagenum" name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a> +vilde rykke ind i Paris. Jeg spurgte ham forgjæves, +om han ikke kunde huske Malerens Navn.</p> + +<p>Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, +som jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. +Paa den ene Side var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse +for min Nysgjerrighed og at være kommen ind +paa et Spor, hvor jeg anede, at der fandtes et, — men paa den +anden Side syntes jeg ikke rigtig om den Historie, skjøndt den +ganske vist ikke vedkom mig, — ikke det mindste — men +alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille Træk +med den danske Lommebog, der syntes at være hendes Yndlingslekture +og at ledsage hende baade paa Reiser og paa +Spadsereture; jeg anede, at det var en <i lang="fr">Postillon d'amour</i>, der +kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de +simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast +ved en kjær Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, +som var hans Modersmaal, — eller forberedte hun sig bestandig, +i det Haab, at det ogsaa skulde blive <em>hendes</em> ved Adoption? +Maaske vidste hun det ikke selv.</p> + +<p>Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad +saa trolig, Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud +i Natten efter en Fælle.</p> + +<p>Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske +rigtig imøde fra Hjørnet af Stentrinnet. —</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="I_V" id="I_V"></a>V</h3> + + +<p>For den, der elsker den tydske Musik — og hvem elsker +ikke den! — eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en +Stemningsrigdom, der kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns +Mandskor synes at strømme En imøde ud fra Granernes +Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i Bjergskoven, den klare +forelrige Møllebæk risler en Schubertsk Melodi, og Webers +Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra dens »Ulvesvælg« +op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være +lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver +Rhinegnenes større Sceneri.</p> + +<p>Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille +Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par +tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg +der var malet den imponerende Indskrift »<span lang="de">Wotans Ruhe</span>«.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"></a> +Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld +Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?</p> + +<p>Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end — Frøken +Jagemann.</p> + +<p>Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet +Menneske kunde sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af +et lettere Stof. Den unge Pige havde foretrukket et solidere +Sæde: — en stor Klippeblok, der paa den anden Side af Stien +skjød sig langt frem over den kraftige, sprudlende Bæk.</p> + +<p>Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den +dannede ligesom en lille Ø, og da der desuden groede et Krat +foran, kunde jeg let være gaaet forbi, uden at bemærke hende, +saa meget mer, som jeg under Betragtningen af »<span lang="de">Wotans Ruhe</span>« +havde vendt Ryggen til hende.</p> + +<p>Men hun røbede sig selv — om med eller mod sin Villie? +— ved at blande sin friske ungdommelige Latter i den, som +jeg uvilkaarlig brød ud i.</p> + +<p>— Ligemeget, svarede hun, — i begge Tilfælde fortjener +han at blive leet ud!</p> + +<p>Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; +den anden laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de +smukke Blomster, der i saa mangeartet Rigdom findes i disse +Grunde.</p> + +<p>Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget +op over Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds +Skyld, Armen i Skjødet saae blændende hvid ud, medens den +anden imod det saftig grønne Græs viste en brunlig rød Yderside +med en Linie af fine, krummede Dunhaar, der lyste i den +streifende Solstraale; med sine runde, bløde Former gjorde +den det barnlige Indtryk, der virker saa underlig rørende hos +en voxen Kvinde.</p> + +<p>De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder +af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde +slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa +den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes +Tænder ikke som ellers.</p> + +<p>— De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede +jeg; De kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....</p> + +<p>— I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at +blive leet ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, +og dèr kender man nok ikke synderlig til Wagner, — det +har jeg da hørt sige.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"></a> +Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse +Ord, og jeg troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, +som bag ved dem sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede +sin Skygge over hendes Træk.</p> + +<p>Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt +havde mig mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en +pludselig Misstemning, og jeg tav lige som hun.</p> + +<p><a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="Met">Med</a> eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et +forbavset Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu +ogsaa han i Staa, og hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig +ud?« og i det samme fornam jeg, at der ved mine Læber +var noget fortrukkent i Retning af et ærgerligt og lidt spottende +Smil. Det var først derved, at jeg blev opmærksom paa +min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg snart +var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end +Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg +i Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, +og sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at +kjende.</p> + +<p>Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt +at lade Munden løbe.</p> + +<p>Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at +lære Wagners senere Værker at kjende, og at de havde særlig +Interesse for en Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet +et Stof fra vore egne Oldkvad.</p> + +<p>Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, +skyndte jeg mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt +i Sproget, at hun havde læst Noget af vore Digterværker.</p> + +<p>— Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; +den stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa +Gloser og lidt Grammatik.</p> + +<p>— Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?</p> + +<p>— Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; +især enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst +ærgrede det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde +sig videre om denne Driver med alt hans Slumpeheld.</p> + +<p>Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen +og om den danske og tydske Nationalcharakter, — dels +Noget, som jeg for lang Tid siden havde læst i et eller andet +Tidsskrift, — dels ogsaa, hvad der faldt mig ind i Øieblikket, +hvilket sidste sagtens ikke havde megen Værdi.</p> + +<p>— Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, +det De dèr siger, bemærkede hun.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"></a> +Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig +ind.</p> + +<p>— Ja, veed De hvad, begyndte jeg, — oprigtig talt, synes +De egentlig, at Faust er saa tiltalende? — jeg mener, naar +man ser lidt nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til +Fanden, forlokke en ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder +i en høist tvivlsom Duel — —</p> + +<p>— Det veed jeg nok — men alligevel —. De er jo Protestant? +spurgte hun pludselig med et triumferende Smil, som +om hun nu havde fundet paa noget rigtig godt.</p> + +<p>— Ja — ? —</p> + +<p>— Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende +efter deres Gjerninger.</p> + +<p>— Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er +nogen stor Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok +oversætter Biblen.</p> + +<p>— Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved +denne Herr Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart +at have indskudt dette spottende »Herr« i Mangel af et +Argument. Et saadant behøvedes for øvrig egentlig ikke, da +jeg i Grunden var af hendes Mening.</p> + +<p>— Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, +bemærkede jeg.</p> + +<p>Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv — hvad +hun ogsaa syntes at føle — endskjøndt hun, ialt Fald i sit +Ydre, slet ikke svarede til den traditionelle Forestilling om +dette tydske Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg +kom til at smile ved Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, +som hver eneste Gang vi mødte en blond Pige +puffede til mig og sagde: »<span lang="de">Gretchen!</span>« ligegyldig om det saa +forresten var en lille Gravso eller et langt Fugleskræmsel, +en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med impertinent +Mine; bestandig: »<span lang="fr">voilà Gretchén</span>«, med dette umulige ch!</p> + +<p>Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu +mindre Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have +Resoluthed nok til at tilbyde mig som Ledsager.</p> + +<p>Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte +at blive lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier +tvers over en Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre +paa hendes lille Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.</p> + +<p>Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig +udbrød:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a> +— Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog +endelig vil snakke med dig?</p> + +<p>Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet +for mig at gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid +for mig at komme hjemad.</p> + +<p>Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg +snart igjen maatte have ligesaa godt Held med mig.</p> + +<p>Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede +jeg om, stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis +atter og atter til »<span lang="de">Wotans Ruhe</span>« — forgjæves.</p> + +<p>Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels +Hjerne for at finde et Paaskud, en Vei, et Middel — ligegyldigt +hvad — til at sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! +— jeg kunde ligesaa godt have forsøgt paa at skrive en +Novelle, troer jeg. —</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="I_VI" id="I_VI"></a>VI</h3> + + +<p>Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver +Dag henved eet til Middag i »<span lang="de">Erbgericht</span>« paa en smuk Terrasse +ved Floden, overskygget af prægtige Ahorntræer; deres +forneden fladt klippede Kroner dannede et grønt Loft, som kastede +et behageligt Skjær og lod Solpletter dirre paa Dugene +og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.</p> + +<p>En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. +Jeg saa mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit +Navn blive raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille +Bord for sig selv, vinkede til mig. Det var et af mine faa +Dresdner-Bekjendtskaber, og tilmed et kjært. Jeg blev meget +glad over paa en saa behagelig Maade at være revet ud af +min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige Ægtepar, +foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.</p> + +<p>Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. +Formen af den stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det +sparsomme, lidt strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor +tykke Læber, af hvilke den underste var helt nedhængende; +naar den bevægede sig, idet han talte, gjorde den et Indtryk, +som om den søbede Noget op. Den syntes ogsaa at genere +hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene skyggede +de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede +Poser; deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig +<a class="pagenum" name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a> +godmodigt. Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der +saae mere sydlandsk end egentlig jødisk ud; hendes friske +Ansigt, der bestandig smilede — omtrent som Malerier fra +Empire-Tiden smile — havde paa gammeldags Maade til begge +Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste, som om de +vare af Metalspaaner.</p> + +<p>Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem +jeg havde sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere +Aar ældre end jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg +var strax kommen i Gunst hos den gamle, ved at nære en +hyklet Interesse for hans Samlinger. Han var Bibliophil, +men hans største Passion var dog Haandskrifter af berømte +Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther +og til vor Tid, — jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann +havde efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat +i det. Det laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; +og i Protokoller af Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og +en særlig garanteret Blæksort (for Evighedens Skyld), var +ved hvert Numer Alt anført vedrørende Ægtheden, samt Henvisninger +til biografiske Værker, Brevsamlinger og til egne +Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok +med at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant +lille Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt +havde opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv +det hørte hen, og ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne +løses af sig selv, var der hele Commentarer at skrive angaaende +de Personer, der omtaltes, de Forhold, der sigtedes til, +alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. v. Og saaledes pegede +denne Passion, ligesom den var udgaaet af virkelig Kjærlighed +til Litteraturen atter tilbage paa den og paa Historien, +fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt +og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa +langt fra at være en tom Mani hos ham, — hvad den jo ofte +udarter til — at den snarere var et levende Udtryk af hans +Væsen, idet den samtidig tilfredsstillede hans høieste aandelige +Interesser og hans ordenskjære Forretningsvaner.</p> + +<p>I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret +i Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden +Grund kaldes. Han havde været Kjøbmand i Königsberg, hvor +han var født, og til hvis Handels-Aristokrati han hørte. Dette +Hjem havde sat sit uudslettelige Mærke i hans Natur og Udvikling. +Königsberg er en Handelsstad, som har faaet sit +<a class="pagenum" name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a> +eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand, hvilket +kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, +til hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og +Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære +Sfærer. Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt +mer er Kant for Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, +dels ogsaa fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, +end at de nulevende ældre Königsbergere ere Børn af de +Familier, i hvilke han færdedes; og dette var netop Tilfældet +med Hertz. — Den store Philosoph omgikkes gjerne med sin +Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en kostelig +Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede +paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er +Handelsstanden egen, — en Stamme, som ydede ham selv en +god Støtte under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger +da af sig selv, at Kant fremfor Alle var hans Helgen. +Hvor dybt han stak i den kantiske Philosophi, kunde jeg naturligvis +ikke bedømme, men der klang en næsten rørende +Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store Bysbarns +Navn.</p> + +<p>Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa +Grund af Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa +for det ansete Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, +og saa naturligvis fordi det er Tydsklands skjønneste +By. Men dets aandelige Physiognomi behagede ham slet ikke. +Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af litterær Mand +saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet vindskibelige +Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati breder sig; +han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt Dresden for +en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr — men +nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget +isoleret; mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav +Kühne, en Veteran fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer +Hertz næsten alle havde kjendt. — — —</p> + +<p>Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige +Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, +som om vi vare gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt +Træk hos dette Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. +Jeg lagde ogsaa Mærke til, at de Unge af begge Kjøn ligesom +uvilkaarlig viste dem en ærbødig Opmærksomhed, som +man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at være +rundhaandet med overfor de Ældre.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a> +Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst +beskedent, ja endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at +volde Uleilighed eller lægge for meget Beslag paa Andre.</p> + +<p>De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, +men havde leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse +nede ved Elben og boede her allerede paa tredie Dag.</p> + +<p>Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist +paa en anden Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu +samme Dag til Kaffe.</p> + +<p>— Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle +alene.</p> + +<p>— De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.</p> + +<p>— Men hvad tænker De dog paa?</p> + +<p>— Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, +især herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have +Lyst til med Deres unge Ben. Men der kommer en ung Dame, +hvem vi netop ogsaa gjerne vil skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, +end vi selv kan byde.</p> + +<p>— Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab — haaber +jeg da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et +skjælmsk Blik.</p> + +<p>— Her fra Stedet? foer det ud af mig.</p> + +<p>Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.</p> + +<p>— Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig +Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.</p> + +<p>— Heller ingen Königsbergerinde.</p> + +<p>— Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. +Hertz, har nu virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst +»<span lang="de">Kritik der reinen Vernunft</span>«?</p> + +<p>— Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst +»<span lang="de">Kritik der Urtheilskraft</span>«, som de dog trængte saa meget til. +Forresten har jeg i min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt +Auditorium — — —</p> + +<p>Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels +for at affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende +Emne, dels ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede +for at blive revet altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet +hos mig. Men den gamle Dame havde gjennemskuet +mig.</p> + +<p>— Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af +Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge +Dame end om min Mands Foredrag.</p> + +<p>Den Gamle lo.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a> +— Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en +Menneskekjender, en ren Lavater.</p> + +<p>Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.</p> + +<p>— Naa, ja, ja da? er hun kjøn?</p> + +<p>— Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! +Ja, det vil sige — ikke saadan — paa den Maade, — men +meget mer. Hun er en Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske +borgerlig, en Lotte, en Frederikke Brion, — skjøndt heller ikke +— ikke Præstedatteren paa Landet — hvor idyllisk det forresten +er — en Kätchen, allersnarest en Kätchen!</p> + +<p>— Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske +Poesi tilhjælp, — du vækker jo overdrevne Forestillinger paa +den Maade. —</p> + +<p>— Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! +Nemlig: der er kun eet, som er bedre end den tydske Poesi —</p> + +<p>— Det er Kants Kritik?</p> + +<p>— Nei, det er tydske Kvinder — naar de er gode. Men +Spøg til Side, det er en fortræffelig Pige.</p> + +<p>— Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er +en Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt +Dem, at jeg er Dresdnerinde.</p> + +<p>Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde +altsaa ikke være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels +saae hun slet ikke jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem +Skolelæreren erfaret tilstrækkelig om hendes Afstamning +til at vide, at hun ikke var Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende +paa Fru Hertz's Udredning af Familiebaandets Knuder +uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.</p> + +<p>Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:</p> + +<p>— Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, +for efter hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. +Hun er for Tiden Gouvernante — — —</p> + +<p>Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig +var det i det første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end +den bestemte Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! +Jeg manglede i den Grad Overblik over Situationen, at +jeg svarede, jeg troede ikke, at jeg havde seet hende, idet jeg +gik ud fra, at dette maatte være den forsigtigste Taktik. Men +neppe vare Ordene ude af Munden, før det faldt mig ind, at +min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at jeg derved +vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt Lys. +Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men +det kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig +<a class="pagenum" name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a> +saa distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. +Hertz.</p> + +<p>Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min +Forfjamskelse gav jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, +hvilket indbragte mig et meget høfligt Buk fra Kellneren og +faderlige Formaninger fra Hr. Hertz, om at være mere økonomisk +overfor tjenende Aander.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="I_VII" id="I_VII"></a>VII</h3> + + +<p>Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst +betro mig til Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke +at kjende det mindste til mig? I Begyndelsen syntes dette +Indfald mig ganske umuligt, snart forekom det mig mindre afskrækkende +og tilsidst saa tillokkende, at jeg ikke engang længer +fortrød min Dumhed.</p> + +<p>Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. +Idet jeg hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme +Sted hen. Da hun hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde +hun muntert:</p> + +<p>— Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for +hinanden.</p> + +<p>— Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg +har en lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om +De slet ikke kjender noget til mig — jeg mener, som om De +aldrig har truffet mig.</p> + +<p>— Det kan jeg gjerne — men hvorfor egentlig?</p> + +<p>Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:</p> + +<p>— Er De altid saa distrait?</p> + +<p>— Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig +gik op for mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen +med.</p> + +<p>Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske +rød og vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare +veltilfreds.</p> + +<p>— Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit +Bjerg og hente Nøglerne, — det gik jo heller ikke an, at vi +kom sammen, — — —</p> + +<p>Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre +Smaahuse, som ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. +Da jeg gik op ad de mange smaa Stentrin, som føre derhen +<a class="pagenum" name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a> +fra Bredden, saae jeg det lille Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus +øverst paa Trappen, der ligesom største Delen af +det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med Vinløv. +Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede Frugttræernes +Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug +med den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det +lille Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.</p> + +<p>Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige +stive Anstand; men idet hun derpaa bød mig en Kop, +sagde hendes halvskjulte Smil mig, at hun morede sig ligesaa +godt som jeg over, at vi i al Skikkelighed havde de gode Gamle +en Smule til Bedste. Den lille Fortrolighed imellem os forekom +mig — og maaske ogsaa hende — større end den egentlig +var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde kunne bevare en +langt større og sødere Hemmelighed, end dette Bekjendtskab +var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde komme +til at gjøre det.</p> + +<p>— Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde +du rigtig øve dig, bemærkede Fru Hertz.</p> + +<p>Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen +Forbavselse, som jeg i en Fart raadede over.</p> + +<p>Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, +som »der havde været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante +hos, men i hendes Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, +som bestyrkede mig i min Mistanke om, at det ikke +forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav mig Grund til at tro, +at Fru Hertz vidste Besked dermed.</p> + +<p>— Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab +med vor Litteratur? spurgte jeg.</p> + +<p>Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og +vi reproducerede nu hele vor Samtale fra »<span lang="de">Wotans Ruhe</span>« om +Faust og Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en +velindstuderet Scene gik mer flydende fra Haanden og bares +af en ungdommelig Kaadheds Understrøm, der hist og her +førte et lykkeligt Indfald med; og en saadan Improvisation i +Rollen ansporede strax den Anden til heller ikke at staa tilbage, +men ligeledes foretage et Sidespring med et triumferende +Smil: »<span lang="de">Kommst du mir so, komm' ich dir so</span>«, — saa at +Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os +ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede +virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde +til mig: »Som De kunde faa den lille Minna til at snakke, hun +er ellers ikke saadan skaaret for Tungebaandet;« og senere +<a class="pagenum" name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a> +betroede hun mig, at Fruen havde sagt til hende: »Der har +Du rigtignok fundet En, som Du kan snakke med.«</p> + +<p>Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, +og jeg troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale +gjorde den ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede +godt for hinanden. Da de — som Tydskerne sige — havde +»sluttet os begge i deres Hjerter«, var det derfor ikke saa +underligt, at de gjerne gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab +kunde sluttes, — saa meget mere som de mente, +at Minna trængte til at faa altfor smertelig søde Erindringer +skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, — hvad jeg +allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes +ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden +hos dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften +kunde hun temmelig let faa fri fra sine Gouvernantepligter, og +hvad mig angik, saa havde jeg selvfølgelig aldrig »noget +Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf hende.</p> + +<p>Hver af disse Aftener forløb — fraseet den voxende Fortrolighed +— omtrent som hin første, og den væsentligste Variation +var, at Heden undertiden drev os ind i Grundene. Som +oftest holdt vi os dog ved Floden, hvilket var bekvemmest for +de Gamle. Naar Solen begyndte at stjæle sig ind i Lysthuset, +var det Signal til at spadsere. Skyggerne af Liliensteins +Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes Kanter +traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende +Speilstriber i Floden; — nedenunder paa Stenbruddenes lange, +gule Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede +frem som en underlig Kileskrift om industrielle +Bedrifter. Speilet i Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa +dens Glands gled lange Tømmerflaader, som krummede sig +efter dens Bugtning, og hvis mastelange Aarer, fire-fem i +Rad forude og agter, bevægede sig blinkende. Eller der kom +drivende et Par »<span lang="de">Ziller</span>«, tungtlastede Dækspramme, omtrent +af en Skonnerts Størrelse, — kullede sorte Skrog, der lignede +uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op, som lyste langt +bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var usynlig. +Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper +med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, +hvæsende og stønnende, medens den vandt den undersøiske +Jernkjede op over sin flade Stavn med en øredøvende Raslen, +der dog paa Afstand blev en behagelig Klokkeklang.</p> + +<p>Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne +et lille Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og +<a class="pagenum" name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a> +belyste et Par skjæggede Ansigter, eller der silhouetterede +sig foran det en kraftig Skikkelse, som foroverbøiet stemmede +den skraa Stang fast mod Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev +en hel Illumination, der bugtede sig om Næsset tæt ind under +de mørke Bastei-Klipper, som en Procession af lodrette gyldne +Stave med store Knapper foroven, anførte af en Rubin og +Smaragdstok.</p> + +<p>Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men +sendte af og til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den +anden Side, med Piben og Bræmsning ved den lille Station, +indtil henad halvti det lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, +uden blot at mindske Farten, som en flygtig Lysning inde +mellem Træerne, — og underrettede os om, at det var paa +Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det +hedder — mod Sædvane rigtig citeret —: »<span lang="de">Die Uhr schlägt +keinem Glücklichen</span>«.</p> + +<p>Ja, vi vare lykkelige, — ikke jeg alene. Det Skjær af +Tungsind, der fra først af havde hvilet over hende, veg mer +og mer for barnlig aaben Munterhed, og at det endnu holdt +sig i Baggrunden af Sjælen, kunde snart kun anes af de fremmedartede +Reflexer, der af og til faldt over hendes lyseste +Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive +mig selv Andel i denne Forandring. Det elskværdige +Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den +antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse, +hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde +Livet. Mig irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes +kun at føle en vis Hygge derved.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel +glide forbi os, som man i lykkelige Tider lader Livet +glide forbi, uden at haabe, at det skal føre En videre eller +bringe En Noget.</p> + +<p>Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte +mig om Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor +deres Dagværk er en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, +som end ikke levner dem Tid til at spise, før de gaa i +Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa godt jeg +kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den travle +Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne +ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig +i Floden og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad +den, fik os til at tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder +<a class="pagenum" name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a> +det lille Stenland. Det var mig paafaldende, at i dens +Pragt-Bygninger syntes de utilhugne Sten at stilisere medfødte +Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at Rococobyen +passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur til +de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser +til Landets uhyre Sletter og tunge, terrassebyggede +Bjergmasser. Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye +for hende, ligesom hendes Kundskaber i Architektur vare +meget primitive, medens jeg altid særlig havde følt mig tiltrukken +af denne Kunst, som jeg vel ogsaa havde viet mig +til, hvis Forholdene havde tilladt det.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="I_VIII" id="I_VIII"></a>VIII</h3> + + +<p>En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna +mig en Bog med hvide Blade og bad mig om at tegne de +doriske og joniske Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag +og skrive de for hende høist mærkelige Navne ved Siden +af. Medens jeg spidsede en Blyant, bladede Vinden tilbage, +og jeg saae paa den forudgaaende Side en ængstelig Tegning +af det samme.</p> + +<p>— Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet +og med den bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. — De +ler mig kun ud! Jeg skal nok selv se efter, om det +er rigtigt; det er det naturligvis ikke, og Navnene kunde +jeg slet ikke huske.</p> + +<p>Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav +mig i Lag med mit eget, som jeg forsikrede hende vilde +komme galt nok afsted, naar en Architekt skulde kritisere +det. Det varede heller ikke længe, før jeg begyndte at famle; +for det er godt nok at vide hvad Architraver, Triglypher og +Metoper vil sige, — naar man for første Gang skal anskueliggjøre +det sort paa hvidt, reiser der sig mange Detaillespørgsmaal, +som det ikke er saa let at klare. Det var mig +derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe +hende med at bære Kopperne op og vadske dem af. Hun +havde sat sig ved Siden af mig, aabenbart for at bevogte mig, +og havde sikkert gjort Regning paa ikke at blive kaldet bort, +før Tegningen var færdig. Et Øieblik tøvede hun med at +efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig syntes hun +et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke +kunde komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige +<a class="pagenum" name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a> +Blik tydelig nok om ikke at forske i den hemmelighedsfulde +Bog, der paa sit tarvelige Shirtingsbind med meget klodsede +Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«, — og jeg beroligede hende +med et Smil.</p> + +<p>Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, +hvorvidt Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, +da Trækvinden igen bladede om, og denne Gang længer tilbage +til beskrevne Egne. Baade Prosa og Strofer aabenbarede +sig. Jeg havde ikke min Veninde mistænkt for selv +at have spillet Forfatter, men desto større var min Lyst +efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun +her havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til +hendes Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg +Fristelsen. Men et større Prosastykke blev liggende saa +længe, at jeg halvt imod min Villie opfangede en Sætning, der +altfor meget pirrede min Nysgjerrighed.</p> + +<p>Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste +paa Tydsk følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa +gothisk Skrift:</p> + +<p>»Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk +dannet, kan intet bidrage til en skjønnere Forening, +end naar Pigen er lærvillig og Ynglingen belærende. Der +opstaar derved et ligesaa grundigt som behageligt Forhold. +Hun ser i ham Skaberen af hendes aandelige Tilværelse, og +han i hende en Skabning, som skylder sin Fuldendelse ikke +Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en gensidig +Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke +kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, +af en saadan Sammentræffen af to Naturer er udsprunget +de mægtigste Lidenskaber og ligesaa megen Lykke som +Ulykke.«</p> + +<p>Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa +blive lukket og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg +bladede hastigt om og tegnede <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="resulut">resolut</a> en eendelt Architrav +med Triglypherne over: Regulae glemte jeg rigtignok, og +Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand rystede. Men +om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst, +eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjøre.</p> + +<p>Minna satte sig med et Sytøi hos mig og lod meget tilfreds +ved at se mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde +hele Dagen været trykkende Luft, nu var der kommet Skyer +op, og jeg var neppe bleven færdig med de to Skitser, før det begyndte +<a class="pagenum" name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a> +at tordne ikke saa langt borte, og snart viste der sig +ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne. Jeg hjalp +Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de +Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os +i deres Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod +Syd og Vest med et Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen +den i denne Sommervarme utaalelig hed. Mellem +det ene Par Vinduer stod en lille haardt og høitstoppet +Sofa, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over det hang +tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under +dem havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en +Slags Penat: det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt +Königsberger-Træsnit med blege Farvetoner. Philosophen var +fremstillet i hel Figur, staaende ved en langbenet Skrivepult, +i den Grad duknakket og skutrygget, at man skulde tro, en +usynlig Haand trykkede hans Ansigt ned mod Papiret; fra +den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk op over +den høie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende +saa underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller +Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitræs Ramme, spredte +en vis Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en +sand Lerbygning af en fremspringende Kakkelovn, som vistnok +optog en ottende Del af Rummet.</p> + +<p>Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod +Vinduerne for ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste +Flodens rødbrune Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor +blændende om hende eller naar Tordenskraldet var saa +voldsomt, at Huset rystede med klirrende Ruder, foer hun +sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig, skjøndt hun +øiensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig. +Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med +moderlige Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, +hun kunde, men dog endnu med Angst for den næste Rystelse +præget paa det blege Ansigt. Den gamle Hertz saae deltagende +op fra sin Avis, som han iøvrig, paa Grund af alle +disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i.</p> + +<p>Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille +Vindue, hvilket Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. +Mine Tanker syslede udelukkende med, hvad jeg havde læst +i »Poesiebogen«. Jeg kjendte ikke Stedet, skjøndt jeg nok +syntes, det lignede Goethes Udtryksmaade; da jeg senere — for +ikke saa længe siden — læste »<span lang="de">Aus meinem Leben</span>« og i +den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte paa disse +<a class="pagenum" name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a> +velkjendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke +med dem ind over min Sjæl! I »<span lang="de">Wahrheit und Dichtung</span>« kom +jeg ikke videre, men forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør +ved at begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som +vel kun kan gjøre Fordring paa første Led af hin betydningsfulde +Titel.</p> + +<p>Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun +lidet Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg +havde vel bemærket, at Minna i vore Samtaler undertiden +røbede kunstneriske Kundskaber, som hun neppe havde fra +Skole og Institut og heller ikke let direkte kunde have erhvervet +sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke Forestillinger +jeg skulde gjøre mig om Kilden. Var hin Betragtning afskrevet +den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under +den; ved en temmelig stor Lakune var den skilt fra det +Blad, som jeg maatte tegne paa, men det var ikke undgaaet +min Opmærksomhed, at dette Prosastykke stod langt friskere +i Blækket end de foregaaende Digte, som vare daterede et +Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig — og +det kunde være en Feiltydning.</p> + +<p>Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der +efter den forsvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en +graa Stenkrukke og gik ned for at hente Vand, og jeg fulgte +hende. — Vandforsyningen paa dette Sted var meget romantisk; +der var hverken Brønd eller Post, men alt Vand hentedes +fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor Huset; +lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den +rindende Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille +Basin med klart Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede +fra de smaa Kiselstene og fra en Sandplet, der rørte sig, som +om den var fuld af smaa levende Væsner. Vi kaldte den +spøgende for Ungdomskilden, efter et Eventyr, som den +gamle Hertz en Aften havde fortalt.</p> + +<p>Luften, der slog os imøde, var frisk og gjennemrenset, +med en sund Lugt af Engmuld, syret af det vaade Løvs og +Græssets Dunster og krydret af forstærket Blomsterduft, især +af Kaprifolier — en Luft, der af Lungerne inddrikkes i dybe +Drag, ligesom man nyder en ædel Vin. Skydækket var splittet; +her rullede det sig bort som massive sodmørke Røgmasser, +hist opløste det sig som lysere Damp eller flød ud i +tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igjennem, +længer nede vare Lufthullerne sart grønne, og der aabnede +sig gyldne Striber langs Horisonten i Vest. Mellem de +<a class="pagenum" name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a> +lavere Skylag med deres stærkt blaanende eller rødlig graa +Stenfarver, saaes overalt høiere Skyer, der lyste med kjødfarvede +Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af Lilienstein +viste sig en bred Regnbuestøtte, der bestandig blev mere straalende. +Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme +Bjerg laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, +ganske som naar man for Spøg puster Tobaksrøg +øverst oppe i Hovedet paa en krølhaaret Dreng. Bakkerne +over det lange Brud havde et mat Solglimt; over alle de +steile Klippekegler rundt om var der et kjøligt blaanende +Skjær. Floden var endnu uigjennemsigtig rødbrun inde i +Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. +Af og til glimtede det mat ude over det aabne Land, og +Tordenen rullede langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige +Ekko.</p> + +<p>— Se! udbrød Minna, — hvilken Belysning! det er jo en +ren Poussin!</p> + +<p>Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet. +Du gode Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige +har ham paa rede Haand til at citere. Forresten var det +ganske træffende. Nuvel, naar hun da havde sagt: »Det ligner +et Billede af Poussin oppe paa Galleriet«. Men dette: »Det +er en ren Poussin«, det var til at blive rasende over! Jeg +havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber Roller, +og raabe: »<span lang="de">Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus +einer Menschenseele hervorgeholt! — — — sondern aus einer +Maler-do.</span>«</p> + +<p>Men hun løb allerede i Forveien ned ad den lange Række +blankvaade Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg følte, +eller om hun af sig selv var bleven flov over at have smykket +sig med en Andens Frase, det veed jeg ikke, men det var +aabenbart, at hun løb fra sin Poussin.</p> + +<p>Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede Stenkrukken +paa det underste Trin ved Kilden og vendte sig til en +kjøn lille tolvaars Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det +var en Søn af Husets Eier. Denne var Partner i et af de +store Stenbrud, hvis Række begynder under Basteiklipperne, +der groede op af deres Flader; det fjerneste og største tegnede +sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjerg, kløvet +op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste +Fyrrer syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig +Rand. Som det næstnæste derfra udpegede Drengen os det, +der var Faderens Eiendom.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a> +Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmølle, +som han havde lavet ved Afløbet fra Kilden. Gjennem +et lille umodent Æble havde han stukket en Pind som +en Axe; og derpaa havde han i en Kreds af smaa Indsnit befæstet +store Vinger, som han havde skaaret ud af Træ. Løbet +havde han dæmmet op, saa der blev en lille Mølledam, +hvorfra der var tilstrækkeligt Fald; og dèr snurrede saa +Hjulet rundt, som rigtignok intet Værk drev. Fra Lysthuset +og oppe fra Vinduet havde jeg set den snurrige Tingest +dreie sig uafbrudt. Nu havde det voldsomme Regnskyl gjennembrudt +Opdæmningen; det var Istandsættelsen, der optog +ham, og det mislykkedes endnu at faa Axen til at hvile saaledes, +at den ikke bragtes i Klemme.</p> + +<p>— Jeg vilde saa gjerne have det rigtig i Stand, til naar +Fader kommer fra Arbeide, sagde han og saae troskyldig op +paa Minna. For det morer altid Fader, naar jeg finder paa +saadan Noget, og jeg vil saa gjerne have, at han skal være +i godt Humeur i Aften, for saa vil jeg bede ham om at +maatte være med ved Sprængningen imorgen.</p> + +<p>— Skal de sprænge oppe i Stenbruddet?</p> + +<p>— Ej ja! en hel lille Væg.</p> + +<p>— Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna.</p> + +<p>— Du kan jo spørge Fader derom.</p> + +<p>— Det vil passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal +besøge en Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke +ogsaa Lyst til at overvære det Skuespil?</p> + +<p>Man kan vel tænke sig, at jeg ikke havde Noget imod +dette Forslag.</p> + +<p>Et langt »Aa«, som den lille Dreng brød ud i, fik os til +at se bort fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuestøtten +var voxet til en fuldstændig Bue, og udenom denne dannede +der sig just en Speilbue, der endnu kun stod klart ved Støttepunkterne +men dæmrede oppe i Hvælvingen og havde Brist +hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt, og de to Buer +dannede den indre og den ydre Straalebræm af et bredt +violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund +mørkere end oppe over den, hvor det Blaa snart <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="skinende">skinnede</a> +igjennem; paa denne dunkle Grund lige midt under den +straalende Portal og belyst af Solstraalerne, der trængte frem +under Skyerne og gjennemstrømmede hele Dalen, stod Lilienstein, +bestandig med den lille Sky hvilende paa sin Overflade, +som et rygende Stenalter.</p> + +<p>Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille Drengs +<a class="pagenum" name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a> +Phantasi, for han sagde, ganske tabt i Beskuelsen: — »Det +er ligesom i Lærerens Billedbibel, dèr hvor Noah ofrer.«</p> + +<p>I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning +greb Minna sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige +Form ingen gammel-tydsk Maler vilde have betænkt +sig paa at give en Rebekka i Haanden, hvorimod hendes blaa +Kjole, som hun løftede høit op med den anden Haand, nok +kunde have været Gjenstand for Indvendinger, skjøndt den +hverken havde Opheftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig +ned over Kilden og vilde trykke den noget gjenstridige Krukke +ned i Vandet, gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl +paa den vaade Sten, og hun vilde have faaet et koldt og +dybt Fodbad, hvis jeg ikke havde grebet hende om Livet og +holdt hende fast. Hun slap Krukken, der svømmede paa Vandet; +Speilet viste mig et Smil i hendes Ansigt, der syntes +mere skjælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde Krukken +drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den +en Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu +fundet Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende — som +om det lille Væld var en Afgrund — til at skynde +mig at slippe hende, ja, jeg havde endogsaa en Følelse af, at +jeg i dette gunstige Øieblik kunde have tilladt mig mere end +denne Tøven og et let Tryk, der kunde bortforklares, — havde +Omgivelserne været heldigere. Men et Par Skridt fra +os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager, +og Vinduerne vare ikke saa langt borte.</p> + +<p>Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og +sprang op paa Stien. — Det er sandt, Vandet!</p> + +<p>Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter +hende.</p> + +<p>Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi +ud for at forespørge om Sprængningen. Den skulde ganske +rigtig finde Sted næste Dag, og vi vilde være velkomne som +Tilskuere. Det blev aftalt, at den lille Hans, der lykkelig +havde faaet sin Ansøgning igjennem, skulde føre os til +Bruddet.</p> + +<p>Maanen var imidlertid kommen op over Skovhøiderne hinsides +Floden. Den blinkede i en Hvirvel midtveis og mellem +Stenene helt inde ved Bredden. Himlen var næsten klar, kun +bag Lilienstein, som skimtedes dunkelt, holdt der sig en mørk +Dis. Til den anden Side stod Klippernes Konturer klart mod +den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa deres Masser at +faa Liv, Blokkene sprang frem, Kløfterne skyggede sig ind, og +<a class="pagenum" name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a> +Bruddenes Flader lyste mat. — Paa »<span lang="de">Erbgerichts</span>« Terrasse +straalede mange Lamper under Løvet; høit oppe paa Bastei +skinnede et bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne +Toner af en Wiener-Vals lød deroppe fra.</p> + +<p>Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt +det var for vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe +paa Trappen foran Huset og underholdt os med de skikkelige +Værtsfolk. Den smukke, lidt firskaarne Kone gyngede en +Lille paa Armen; Hans sad paa et af Trinene og snittede nye +Vinger til sin Vandmølle; Manden red paa Rækværket og +dampede af sin Pibe, himmelglad over Uveiret og den Afkjøling, +som det havde bragt: de kunde vel trænge dertil, +oppe i Stenbruddene var Solen ved Middagstid steget til +fireogfyrretyve Grader Reaumur — og saa dertil haardt Arbeide! +Den gamle Hertz udspurgte ham om Fortjenesten og +Priserne. Værtinden fortalte om Vanskelighederne under Foraarshøivandet +og om en enkelt Aargang, da Floden var steget +næsten til Foden af Trappen.</p> + +<p>En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en +forbijagende Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, +gav det sædvanlige Tegn til Opbrud. Jeg fulgte — som altid +— Minna hjem.</p> + +<p>Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igjennem med en +vis urolig Forventning imødeseet denne lille Maaneskinsvandring. +Det forekom mig, at jeg havde Noget tilgode — fra +hint Øieblik ved Kilden; men i saa Tilfælde var Forfalds-Tiden +aabenbart ikke kommen. Til Trods for Maane, Bæk +med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed »<span lang="de">zu zweien</span>« — lutter uforkastelige +sentimentale Ingredienser — vilde hun ikke komme +i den sværmeriske Stemning. Naar hun endda havde været +tavs! men hun pludrede paa en allerkjæreste Maade om lutter +Ting, der ikke stod i fjerneste Forbindelse med Forelskelse. +Hun kunde pludselig Intet forstaa: jeg gjorde en fin Hentydning +til Kilden, og hun fandt deri kun Stof til at overveie, +hvor vanskeligt det maatte være for Beboerne, naar +Floden oversvømmede den ved Foraarstid, og til grundig at +undersøge, hvilket der da var det nærmeste Sted, som de +kunde hente Vand fra; sandsynligvis »<span lang="de">Erbgericht</span>«; men maaske +der ogsaa var en høiere liggende Brønd i det gamle +Værtshus »<span lang="de">Zum Rosengarten</span>«, — det var der ganske vist!</p> + +<p>Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuld, +som om der hverken var Ungdomskilder eller Feiltrin +til.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a></p> +<h3><a name="I_IX" id="I_IX"></a>IX</h3> + + +<p>Et Par Timer efter Middag begav vi os paa Vei, anførte af +den sjæleglade Hans, som bar en Madkurv, og ledsagede af +en Mængde Formaninger til Forsigtighed.</p> + +<p>Veien førte langs Elben, og snart havde vi paa høire Haand +den lange Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der +jevnt som en Bastion fører en halvhundrede Fod eller mer +op til Bruddenes Plateau og nedadtil begrændses ved en Mur +i noget over Mands Høide. Hist og her — en Gang for hvert +Brud — giver denne Plads for en Træbane, der fra den høitliggende +Arbeidsplads fører ned til Bredden, og ad hvilken de +tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slæder; ved en af +disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt +fyldt med sin tunge Last; nogle sværlemmede Karle aflæssede +en Slæde, hvis Efterfølger stod rede til sin Fart øverst paa +Banen, tæt ved Gangspillet.</p> + +<p>Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille +ved en Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær +klatrede vi op til Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og +mønstrede med et tvivlende Blik den Sti, der skulde hjelpe os +op, og neppe kunde skimtes som en lysere Zigzag-Streg paa +den steile, smudsig-graa Flade. Ved nærmere Eftersyn opdagedes +ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten, eller +blot uddybede ved et Spadestik, men disse saae ud, som om de +var rede til at skride bort under En. — Hans, der allerede var +kommen et Stykke tilveirs, saae sig forundret om efter os. —</p> + +<p>— Men De maa gaa først, sagde Minna og blev rød.</p> + +<p>— Nei, Frøken, det gaar ikke an. Glider De ud her, saa +er der slet ikke Noget at faa fat i. Men jeg skal nok holde +mig fast og kan støtte Dem, saa snart De vakler, — De behøver +ikke at være bange for at rive mig med og i alt Fald —</p> + +<p>— Aa, naar De nu blot vilde gaa! —</p> + +<p>— Herregud, lad os dog sætte os ud over saadanne Taabeligheder! +Skal De for den Sags Skyld udsætte Dem for at +knække Halsen? For Pokker, der maatte da ogsaa gives en +anden Vei, de dumme Folk! Forresten, det har ingen Fare, +naar De nu blot vilde gjøre, som jeg siger. Naa, lad saa det +Snerperi fare!</p> + +<p>Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og ærgerlig, +end jeg i Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst. +Det voldte mig et kildrende Behag at tilrettevise hende som +<a class="pagenum" name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a> +den Overlegne og navnlig at lade haant om et af Jomfruelighedens +Yderværker og saa overhovedet at tyrannisere hende i +Velfærdets Navn.</p> + +<p>— Jeg veed, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem +heller ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og +saae alvorlig paa mig. — Paa en Maade har De Ret, og De +vilde have det helt, hvis det var Skaberi og Affektation fra +min Side. Men nu har jeg uheldigvis den Følelse, og det i en +saadan Grad, at jeg veed, den vilde genere hver Bevægelse +ligesaa meget som de Kjeder, Modedukkerne i sin Tid havde +mellem Støvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til at slaa +Kolbøtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmærket +egnet til. Hvis De derimod gaar foran, og lader mig +skjøtte mig selv og klatre op saa ugraciøst, som det netop +kan falde sig, saa lover jeg Dem, at den værste Ulykke skal +være, at jeg skraber mine Knæ lidt — og finder De, at jeg +er en Stivnakke, saa trøst Dem med, at jeg skal naa ligesaadan +derop.</p> + +<p>Ved den Bestemthed, blandet med elskværdigt Lune, hvormed +hun afgav denne Erklæring, rev hun mig hovedkulds ned +fra min Overlegenheds Piedestal og gjorde mig, sandt at sige, +saa lille, at jeg gjerne kunde være krøbet i et Musehul. Da +der intet saadant fandtes, krøb jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, +og tog den dødelige Angst for, at der skulde tilstøde +min Ledsagerinde Noget, som en retfærdig Straf.</p> + +<p>Vi naaede begge i god Behold op til Randen.</p> + +<p>Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den +søndersprængte Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet +Tempelplads. Som mægtige Tromler af faldne Søiler +laa Møllestene dèr i lange Rækker, og regelmæssig hugne +Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til stykkevise +Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskjærver havde +hist og her dannet Bakker, som gjennemskar Terrainet; nogle +bar hele Smaaskove, mest af amerikansk Hyld, hvis skarlagenrøde +Bærklaser glødede mellem de brændende hvide Stenmasser. +Til den ene Side saae man et Tegltag med en rygende +Skorsten; det var Smedien, som hører til ethvert af disse +Brud.</p> + +<p>Efter at være steget over et saadant Høidedrag, befandt +vi os i den bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her +stod Eieren og et Par Arbeidere. Vor Vært tog sin Træpibe +ud af Munden, lettede paa sin Kasket og sagde, at vi +kom i rette Tid; de vare lige blevne færdige. En stor Mand +<a class="pagenum" name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a> +i næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren Skjorte +stod med Ryggen mod os bøiet frem mod Stenfladen, +hvor han syntes at undersøge Noget; han dreiede et +Øieblik sit rødskjæggede Hoved med et gemytligt Nik, medens +en ganske lille Fyr med et gnomeagtigt Ydre og dækket +af nogle smudsige Pjalter skulede sky til os, idet han fjernede +noget Værktøi. En halv Snes Skridt derfra slog et Par Arbeidere +smaa Jernkiler paalangs ind i en stor Sten, der skulde +flækkes. Længere borte fra hørtes Lyd af Hakker og Stemmer.</p> + +<p>Manden i de tærnede Benklæder traadte tilbage fra Stenen; +der viste sig en tyk, nedhængende Snor ligesom Halen +af et Dyr, som var krøbet ind i et Hul. Den hang knap et Par +Alen fra Jorden paa en fremspringende Del af Sprængningsfladen, +en Snes Fod i Høiden, der allerede ved en smal Revne +havde løsnet sig fra den øvrige Mur. Denne steg i sin hvidgule +Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs, hvor saa +de mørke, ru Klippeformer med Krat og Naaletræer paa alle +Afsatser og i alle Furer groer ud af den — som om Bjerget +var et uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket +forneden.</p> + +<p>Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, +der laa til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede +en Mand bort, der kom fra Smedien med et Par Hakker +paa Skuldren, satte Hænderne for Munden og raabte Varsko. +Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet, dampede +stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede Lunten +ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede +saa rolig hen til os, bestandig rygende og med Hænderne +stukne ind under det store Skjødeskind. Gløden forsvandt, en +tynd Røg piblede ud af Stenen. Minna og jeg saae paa hinanden +med det underlige Smil af nerveus Spænding, i Forventning +om den storartede Explosion. Endelig lød et temmelig +svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille +Støv- og Røgsky spredte sig — og Stenblokken blev staaende, +skjøndt stærkt undergravet. Eieren bandede; Manden med de +tærnede Benklæder ragede nogle løsnede Stykker ud med +sin Hakke; midt i en Flænge af Stensaaret viste sig det sorte +Spor af Minen.</p> + +<p>— Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imøde.</p> + +<p>Medens vi betragtede Stedet paa nærmere Hold, og de undersøgte, +hvor det var hensigtsmæssigst at bore, havde jeg +taget en Hakke og huggede paa et af de afsprængte Stykker, +<a class="pagenum" name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a> +der løsnede sig let og i lige Flager under mine Hug. Pludselig +følte jeg mig greben og bunden med et Stykke af den +Bast, som de brugte til Forladning, medens en mægtig Latter +rungede i mine Øren, og et rødskjægget Ansigt bøjede sig +frem over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den +flove og tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; +rigtignok gav den lystige Røver en Forklaring, men paa +saa bredt Sachsisk og sandsynligvis i den Forudsætning, at +jeg vidste Besked, saa jeg blev ikke klogere derved.</p> + +<p>Minna lo hjertelig ved at se mig saaledes i Armene paa +Kjæmpen og vel endnu mer over dette komiske Udtryk i mit +Ansigt af gjerne at ville »være med«, men ikke kunne det; — endelig +betvang hun sin Munterhed, som mod min Villie +ærgrede mig ikke saa lidt: —</p> + +<p>— Han forlanger, at De skal kjøbe Dem fri, og han har +Ret, sagde hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar +Nogen fusker en Haandværker i Arbeidet, saa har denne Lov +til at tage ham fangen, saadan som De nu er bleven.</p> + +<p>Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en +ubehjælpsom Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tydsk +Udtryk. Det var første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget +paa mit Modersmaal, og det overraskede mig paa en smigrende +Maade, da det for os Danske egentlig hver Gang paany +er en Gaade, naar en Fremmed kan gjøre sig forstaaelig i +et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed mistænkt +for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste +Tid, skjøndt hun ikke havde talt derom.</p> + +<p>Jeg betalte med Fornøielse min Bøde saa rigelig, at der +foruden »Prisepenge« til den Rødskjæggede ogsaa blev en +Drikkeskilling for de Andre, — men det er ikke usandsynligt, +at Minnas Nærværelse havde nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. +Den gemytlige Røver befriede mig, stak med et høfligt +Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav sig efter +denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den +stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede +for at se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer +drev hans Jernstang ind i Stenen.</p> + +<p>Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa +rundt i Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprængninger +og glædede os over, hvor let behandlelig den skjøre, kornede +Stenmasse var for de dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os +paa den mindre techniske Tidsfordriv at plukke en Del af de +smukke Blomster, der groede rundt om mellem Blokkene; men +<a class="pagenum" name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a> +da Minna fandt et Par farvede, næsten gjennemsigtige Kiselstene, +foretrak hun at lede efter saadanne, og tilsidst lagde +hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at være +kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog +Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle +Buske.</p> + +<p>— Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin +Haand hen imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae +paa mig med missende Øine, blændet af alt det hvide Lys.</p> + +<p>— Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?</p> + +<p>— Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skjøndt, ærlig +talt, jeg vil nok beholde dem selv .... De synes, det er vel +barnligt? Ja, men det er netop, fordi jeg mindes om min +Barndom — som om der var noget Synderligt <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="dér">dèr</a> at mindes! +Og dog gjør jeg det gjerne. Det er underligt, hvor det kan +være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt, hvad der blot +ligger lidt tilbage i den, — det er altid en Trøst: een Gang +bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa.</p> + +<p>— Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag — maaske +vil man en Gang finde den næsten smertelig skjøn, og kun +bebreide sig, at man ikke i Øieblikket satte nok Pris derpaa, +og dog vilde det egentlig være uretfærdigt, i alt Fald for mit +Vedkommende.</p> + +<p>Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene +ned i Lommetørklædet til det øvrige Fund.</p> + +<p>— Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg +havde en Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en +Prindsesse, og det var mine Ædelstene. Den lille Amalie, +sagde jeg, at jeg vilde give dem til? hun var saamænd i +Stand til at blive fornærmet paa mig, og hendes taabelige Fader +kunde godt falde paa at give hende ægte Ædelstene +for at raade Bod derpaa.</p> + +<p>— Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde +for saadanne forkjælede Børn .... De selv har nok +faaet en fornuftigere Opdragelse.</p> + +<p>— Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede +det nedfaldne Haar bort fra Øinene. Fornuften, — den +var nok ikke synderlig med i Spillet.</p> + +<p>— Deres Hjem var meget tarveligt?</p> + +<p>— Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt +og glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det +var dog ikke deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, +jeg var fjorten Aar, før jeg nogensinde havde været saa meget +<a class="pagenum" name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a> +som ude i Loschwitz. Naturligvis kom vi af og til op paa +Terrassen. En stor Fest for mig og min Broder var det, naar +Fader tog os med ud til Plauen, hvor han undertiden drak sit +Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der var saa yndigt +i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at kunne +klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt saadanne +smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han +ogsaa undertiden Moder med hen paa en Ølstue; det var en +Rest fra deres Ægteskabs første Tid, da hun hver Aften havde +ledsaget ham. Og hvis De nu, naar De kommer ind til Byen, +gaar hen i »<span lang="de">Zur Katze</span>« i Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa +kan De i den inderste Stue se en gammel Kone, der efter Sigende +ligner mig lidt, sidde dèr med sit Glas Øl, og dersom +hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok tilsidst udbrede +sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun har haft +dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets +Hyggeligheds-Erindringer logere »<span lang="de">Zur Katze</span>«, saa kan De omtrent +regne ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og +mig! Vi gik i ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor +Opdragelse. Fader gav sig slet ikke af med os, — og det var +stor Skade, for han var ikke blot en dannet Mand — han underviste +i Latin —, men han var ogsaa veltænkende og strengt +retskaffen, det har jeg først lært at indse, da jeg blev ældre, +og overhovedet har jeg kun af spredte Træk faaet Noget at +vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet; med +Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Veir, +og undertiden efter Læsningen af Avisen skjændtes de lidt om +Politik. Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og +hadede Preusserne; hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den +store Enhed var godt for, og paastod, at vi kun kunde takke +den for tungere Skattebyrde. Ellers havde de, som sagt, ikke +Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg forstaaet Meget +af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han med en +anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader, +og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der +gjorde, at han under Samlivet med Moder trak sig mer og +mer tilbage i sig selv og ligesom skrumpede ind til en saadan +Særling. Sær var han rigtignok over al Maade, og det gik +navnlig ud over os Børn. Allermest plagende var hans — man +kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et fremmed +Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet +sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer +han ned og kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar +<a class="pagenum" name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a> +det kom indenfor Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig +Tale om, at jeg kunde se en Veninde hos mig paa den Tid, +da han var hjemme. En Gang, da det var min Fødselsdag, — jeg +blev elleve Aar — havde Moder givet mig Lov til at have +et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi vidste, han +skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen +lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, +foer ud til os med Rædsel malet i alle sine Træk, og hele det +lille Selskab maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. +De kan nok tænke Dem, at han paa den Maade blev en +ren Bussemand for os, og at vi sluttede os sammen imod ham +med Moder, der virkelig ogsaa havde mere Hjerte for os. +Desværre førte dette Forhold til, at alt hans blev os forhadt +eller mistænkeligt, og at vi skjulte meget for ham med Moders +Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse +ellers vilde have lært os at sky, — medens den nu overalt kun +syntes os et ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige +sig udenom .... Men hvorfor trætter jeg Dem egentlig ved +at fortælle Dem alt dette?</p> + +<p>— De fortæller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet +ikke trætter mig, og at der neppe for Øieblikket er noget, som +kunde interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv +har jeg haft en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske +saa meget dybere føle, hvad De har tabt. Men De har saa +meget at indhente i Deres Ungdom af Livets lysere Side, og +tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.</p> + +<p>Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke +Stene, som hun havde skrabet sammen.</p> + +<p>— De nævnede en Broder, — jeg har aldrig hørt ham omtale. +Er han maaske ikke mer i Dresden?</p> + +<p>— Han døde for et Par Aar siden.</p> + +<p>— Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have +været et tungt Slag for Dem.</p> + +<p>— Aa, jeg brød mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham. +Han var ikke nogen god Dreng og bidrog ikke just til at gjøre +min Barndom lykkeligere. Siden, da han blev voxen — ja, saa +var han temmelig ivrig med at indvinde, hvad der var forsømt +af »Livets lysere Side«. Vi havde neppe faaet megen Glæde af +ham.</p> + +<p>Hun saa paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde +sige: »Jeg kan nok tænke, at De finder mig haardhjertet. Naa, +for mig gjerne! Skulde jeg elske ham, blot fordi han var min +<a class="pagenum" name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a> +Broder, naar han ellers ikke fortjente det? .... Forresten skal +De heller slet ikke tro, at jeg er saa god og skikkelig.«</p> + +<p>— Var der slet ingen andre Paarørende, som De kunde have +noget Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det +pinlige Emne.</p> + +<p>— Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i +den Egenskab følte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun +holdt endogsaa af mig paa sin Maade — desværre var det en +temmelig ubehagelig Maade, som skræmmede mig bort. Altid +skjændte hun, havde at udsætte paa alt, lige til min Frisure +— jeg maatte den Gang gaa med en Mængde Krøller, saa hun +havde Ret i <em>det</em> som i det meste andet. Det gik mig med +hende paa lignende Maade som med Fader, — kun at hun virkelig +gav sig af med mig; — først langt senere kunde jeg erkjende +det Agtværdige ved dem, der hos hende skjulte sig under +Barskhed og hos ham under Ligegyldighed. Hun var en Særling +ligesom han, og havde meget tilovers for ham, hvorimod +hun saae ned paa Moder og derfor skjævt til Alt hos mig, som +kunde hidrøre fra hende. Naar hun skjænkede mig Noget, var +det gjerne med en Trudsel; saaledes lod hun mig subskribere +paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til Indbindingen +— hun gjorde overhovedet Intet halvt —, det er et lille +Bibliothek paa henved hundrede Bind —, og da hun gjorde det, +sagde hun til mig: »Hvis du nogensinde, selv i den yderste +Nød, skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg +er død, komme som Spøgelse og plage dig,« og jeg tvivler ikke +om, at hun vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til +Frygt, og jeg har heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; +alene for den Gaves Skyld har jeg meget at takke hende for. +Jeg havde altid god Læsning lige ved Haanden, og da jeg ikke +havde saa megen Adspredelse som andre unge Piger, eller rettere +slet ingen, som stjal Tiden umærkelig bort, saa fik jeg en +Del læst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, — ganske +vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet +med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pædagogiske +Tante ind, at de gode Klassikere indeholdt et og andet, +som ikke egner sig til Læsning for fjortenaarige Piger, — ældre +var jeg ikke, da Subskriptionen begyndte; men enten var +hendes litterære Hukommelse noget udvisket eller ogsaa var +Begrebet »tydske Klassikere« for hende noget i den Grad over +al Maade Ophøiet, at en saadan Tanke slet ikke kunde komme +op. Saaledes læste jeg i den Alder »Oberon«, — ja, det er +<a class="pagenum" name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a> +sandt, den kjender De vel neppe. Alt i Alt troer jeg ikke Skaden +derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og læste i +de store Digtere, efter at Moder forlængst var sovet ind, var +de første lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end +lykkelige, men ogsaa derved mindre, for naar de lyste med +mange skjønne Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig +Selverkjendelse med som en mørk Skygge. Jeg indsaae, +at der gaves en hel anden Verden, — jeg mener ikke af ydre +Kaar, men af Tanker og Følelser, helt andre Synsmaader for, +hvad der havde Værd og ikke havde det, end det Væv, som Moder +havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let +anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og +himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til +at kaste et Slør over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg +maatte lære dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig +Undervisning; det var ikke Læresætninger, jeg manglede, men +af Livet selv saae jeg rundt om i vor lille Omgangskreds ikke +Noget, der kunde kaldes, jeg vil ikke sige Stort, men Ædelt og +Rent. Det var naturligvis kun Moders Familie vi saae, og af +den var hun endda den bedste; de blev neppe nok taalt af Fader, +men kom, naar han var ude, Søstre, Tanter og Fætre, +eller de smuttede ind i Kjøkkenet og holdt dèr deres lidet opbyggelige +Faddersladder. Aa, hvor jeg væmmes ved at tænke +paa alt det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Præsten, +hos hvem jeg gik til Confirmation, og hvis Prædikener Moder +græd over, ikke havde det bedste verdslige Ry. Nu maatte +Goethe og Schiller prædike for mig, og de vare ikke de sletteste +Profeter. Men naturligvis bragte dette en voldsom Gjæring, +Splid og megen Tvivl med sig, som tog stærkt paa mig. +Da jeg maatte tidlig op og hjælpe til i Husholdningen, saa var +denne Aftenlæsning, der ofte blev Nattelæsning, meget anstrengende +for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og +endnu mere ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en +Maade sultet i hele min Opvæxt. Jeg led af Blodmangel og +Nerveusitet, og Alt dette slog sig nu sammen, saa at jeg i disse +Aar aldrig var rask. Jeg blev svimmel, bedst som jeg gik paa +Gaden, fik pludselig ubestemte Ængstelser, forekom mig undertiden +som et Udskud af Menneskeheden og frygtede tidt for min +Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar, saa følte jeg +vel nu, at jeg vistnok kunde have en Støtte hos min Fader; men +Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop +paa den Tid forøgede Svagelighed hans utilgjængelige Væsen. +Han døde, for et Aars Tid siden, uden at jeg var kommen ham +<a class="pagenum" name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a> +nærmere; en Del af Skylden laa vel ogsaa hos mig selv. At han +aldrig havde bekymret sig om, hvad der boede i mig, gjorde +mig trodsig, og jeg følte, at ogsaa jeg havde lukket mig inde +overfor ham. Ofte besluttede jeg at nærme mig fortrolig og +kjærlig, men naar det kom til Stykket, forbittredes jeg ved Følelsen +af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan Beslutning, +en Anstrengelse var bleven nødvendig mellem Fader og +Datter, og jeg tav i det afgjørende Øieblik. Sidste Gang, da +jeg var inde hos ham, kyssede han mig og sagde: »Bliv altid +ved at være en brav Pige.« Jeg var ved at briste i Graad og +overlade mig helt til Øieblikkets Følelse, men den gamle Stemme +inden i mig hviskede: »Hvad har du gjort for, at jeg kunde +blive det? og hvor veed du, om jeg er det endnu?« — Det Hele +endte med et tørt Løfte og en kold Omfavnelse. Da jeg et Par +Timer senere kom hjem fra mine Informationer, var Fader død.</p> + +<p>Minna tav længe og saae ned for sig; hendes Mundvig dirrede, +og jeg ventede hvert Øieblik, at hun skulde briste i heftig +Graad. Pludselig slog hun Øinene op og saae paa mig med et +taareløst, men forunderlig alvorligt og gjennemtrængende Blik, +der syntes at efterforske Virkningen paa mig af det Fortalte. +Hun sagde ganske vist til sig selv: »Nu finder De mig vel +rigtig hæslig! Jeg vilde inderlig ønske, at jeg var bedre, men +i alt Fald vil jeg ikke besmykke mig for Dem.« Hendes Ansigt +var uendelig kummerfuldt, og jeg var overbevist om, at denne +Tanke havde en endnu større Andel i dette Udtryk end de smertelige +Erindringer, som hun havde revet op i.</p> + +<p>Selv var jeg stærkt bevæget og havde gjerne i det mindste +grebet hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og +Arbeiderne vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have +ladet hende opfatte hele Dybden af min Medfølelse bedre end +Ord, der ved saadanne Leiligheder hildes i Skam over deres +egen Afmagt. Jeg sagde hende, at jeg længe havde anet, at +noget Sørgeligt i hendes Fortid trykkede hende, men ikke havde +tænkt mig, at det strakte sig saa dybt ned gjennem hele hendes +Barndom og Udvikling.</p> + +<p>Ved denne Bemærkning fik hendes Ansigt et eiendommeligt +mistænksomt og næsten spottende Udtryk, som jeg godt +kjendte.</p> + +<p>— Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mørke +Sider, bøiede jeg af. Hvor kan det være, at De slet ikke +har talt om Hertz? De var dog allerede den Gang i Dresden.</p> + +<p>— Ja, men jeg lærte dem først den Gang at kjende, netop +ved min Faders Begravelse. .... Slægtskabet med Tante Thea +<a class="pagenum" name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a> +var saa langt ude, — egentlig var der intet .... Desto bedre +maaske! .... Deres Hus blev for mig et andet Hjem, — nei, +»<em>Hjem</em>« skulde jeg slet ikke kalde det, — Noget langt mer +.... De veed det jo forresten .... Og efter hvad De nu har +hørt, kan De langt bedre skjønne, hvad disse prægtige Mennesker +har været for mig ....</p> + +<p>Hun sagde dette langsommere og ligesom adspredt, maaske +træt af at fortælle eller endogsaa fortrydelig over at have +meddelt saa Meget.</p> + +<p>Forøvrig blev vi nu afbrudt ved Værkeierens Anmodning +om at indtage vor forrige sikre Plads, da Alt var færdigt +til det nye Sprængningsforsøg.</p> + +<p>Jeg havde næsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var +der; enkelte af hendes Yttringer med deres triste og ofte +bitre Stemmeklang gjenlød bestandig for mig, som de gjør det +endnu i dette Øieblik. Hvad selve hendes Fortælling angaar, +saa har den naturligvis i min Erindring formet sig lidt +mere sammenhængende, end den i hin Time kom fra hendes +Læber, og det er sandsynligt, at et og andet Træk i Virkeligheden +først blev mig fortalt en af de følgende Dage; men paa +Hovedindtrykket havde disse Smaa-Unøiagtigheder i alt Fald +ingen Virkning. Hvad der især slog mig, var den bevidste +og reflekterende Maade, hvorpaa hun omtalte og bedømte sine +Forhold; det var aabenbart, at hun atter og atter havde gjennemgaaet +alle Enkeltheder og deres Forbindelser, efterforskende +baade Aarsager og Virkninger. Jeg saae heri et +Vidnesbyrd om, at hun var en mere ægte melancholsk Natur, +end jeg havde antaget. Thi jeg var tilsidst bleven skuffet +af den ungdommelige Munterhed, som ofte brød igjennem hos +hende.</p> + +<p>Den nye Sprængning forløb ganske som den første; Klippestykket +blev staaende, skjøndt det nu næsten var helt undergravet, +saa det svævede frit ligesom en Karnap. Den rødskjæggede +Arbeider nærmede sig forsigtig og ragede med +sin Hakke de søndersprængte Stykker ud, som Explosionen +ikke havde bortslynget. I Baggrunden var der ved Hjørnerne +endnu nogle halvt-revnede Blokke, som støttede den lidt. Medens +Eieren og den pjaltede Arbeider holdt Øie med Klippestykket +for at gjøre Anskrig ved dets mindste Bevægelse, gav +den dristige Mand sig nu til at føre sine vægtige Hug mod +disse Steder. I Begyndelsen holdt han inde efter hvert Slag, +rede til at springe bort, men lidt efter lidt veg Forsigtigheden +for Iveren. Hakken bed sig ind, Hug i Hug, og Smaaskjærver +<a class="pagenum" name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a> +sprang om ham; han syntes grebet af et Raseri mod denne +stædige Modstander. Det saae frygtelig farligt ud; Øiet, som +var træt af at stirre paa den blændende Flade og neppe turde +blinke, mente hvert Øieblik at se Kolossens Rand bevæge sig. +Et Par Gange blev der varskoet, og efter den skuffende Pause +begyndte Angrebet igjen, heftigere og med en voxende Fare +svævende over sig.</p> + +<p>Minna var ganske bleg og kneb Læberne sammen. Da nu +ogsaa jeg, sløvet af den lange Ventetid, gik flere Skridt nærmere +for ret at se Virkningen af disse Kjæmpeslag, sprang +hun efter mig og med et krampagtigt Greb i min Arm rev +hun mig voldsomt tilbage. I det samme lød der et Raab; +jeg saae en stor bevægelig Lysning over mig og lidt til Siden, +og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par Favne +fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. +Mit første Blik søgte den flinke Arbeider; han stod i god +Behold lidt til Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, +og nikkede til os med et Smil, som om han vilde sige: »Den +var lige nær nok.« Jeg understøttede Minna, som rystede +over hele Kroppen, og fik hende til at sætte sig paa en Sten.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="I_X" id="I_X"></a>X</h3> + + +<p>Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, +men ud over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, +og Regnen begyndte nu pludselig at falde med saa store +Draaber, at dens uveirsagtige Karakter ikke lod sig miskjende, +og vi vare nødte til at skynde os over de smaa +kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne Anstrengelse +gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut +før neppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen +de sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet +ikke vare blevne rystede.</p> + +<p>Høist eiendommeligt var det, fra det store lyse Rum med +hvide Klipper i blændende Sollys at træde ind til sodet og +kulstøvet Dunkelhed, brudt af røde, gnistrende Luer, i et +ganske lille Kammer, der snart blev stoppende fuldt af Arbeidere. +En ung, paafaldende smuk Mand stod ved Essen; +hans muskelflettede Arm strakte sig i Veiret, greb en Tovende +og gyngede den lange, bøiede Vippestang, som satte +Blæsebælgen i Bevægelse. Kuldyngen glødede livligere op, +<a class="pagenum" name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a> +han rodede om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en +Hakke med den sløvede Jærnspids i den og trak en anden ud +med glorødt Næb; spyttede derpaa paa Fingren og lod den +fare hen over det glødende Metal, og dyppede saa Hakken i +et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om +ham.</p> + +<p>Minna lo: —</p> + +<p>— Før saae vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har +vi ham jo lyslevende i Skovsmedien.</p> + +<p>Hun havde igjen tiltalt mig paa Dansk, og Arbeiderne saa +nysgjerrige paa os, forundrede over dette Kluddervælsk. Smeden +syntes dog ikke at lægge Mærke dertil; han lagde netop +den atter graanende Hakkespids paa Ambolten og bearbeidede +den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om os, og vi +traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et +Velbehag, som jeg slet ikke syntes om.</p> + +<p>— Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han +staar der ved sit Arbeide, kan man dog ikke tænke sig +noget mere malerisk. Naar blot Gudehus<a name="FNanker_1" id="FNanker_1"></a><a href="#Fodnote_1" class="fnanchor">[1]</a> saae saadan ud!</p> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1"></a><a href="#FNanker_1"><span class="label">[1]</span></a> Wagnersanger (Siegfried) i Dresden.</p></div> + +<p>— Vist er han kjøn, men De ødelægger ham jo ved at +se saadan paa ham; han bliver naturligvis saa forfængelig, +at de stakkels smaa Landsbypiger slet ikke kan gjøre ham +tilpas mer.</p> + +<p>— Han er optagen af sit Arbeide, — han bemærker det +sikkert ikke.</p> + +<p>— Saa skal de Andre nok sige ham det.</p> + +<p>— Men du kjære Gud! det er saa herligt at se noget rigtig +Skjønt.</p> + +<p>Hvor berettiget end denne Yttring kunde være, saa var +den mig dog ikke helt behagelig.</p> + +<p>— Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter.</p> + +<p>— Nei, Frøken! jeg er en Slesviger, svarede Arbeideren +ganske rolig paa Dansk, idet han slængede Hakken hen i Krogen +og gav sig til at røre Blæsebælgen.</p> + +<p>Man skulde tro, at den blæste til en Glød paa hendes Kind, +saa blussende rød blev hun. Arbeiderne rundt om smaalo og +syntes at forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed +som en passende lille Hevn; men jeg fik snart ondt af +hende, da hun virkelig ikke syntes at turde løfte Øinene mer +fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis dryppede det nu kun ganske +fint udenfor. Vi tog Afsked med vor forekommende Vært og +<a class="pagenum" name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a> +med den rødskjæggede Kjæmpe, — Gnomen kukkelurede i en +Krog, Smediens Adonis sendte et fornøiet »Farvel« efter os.</p> + +<p>Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned, som +vi vare kravlede op, — hvis det endda vilde gaa saa godt. +Den lille Hans blev beordret til at vise os Veien gjennem +Nabobruddene, men jeg undgik, skjøndt ikke uden Vanskelighed, +at belemres med denne Fører: jeg skulde nok selv +finde igjennem.</p> + +<p>De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne. Man saae +overalt de samme hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, +ruinagtige Rækker af tilhugne Sten og kyklopiske +Volde af raa Blokke, og hist og her hele væltede Klippestykker, +Rester af de langt mere omfattende Vintersprængninger, +ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at holde os saa +nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt uden +lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud +adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter +Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor +der ofte var Leilighed til at understøtte Minna, som skreg +og lo paa den usikre Grund, idet hun strakte Armene ud +efter mig for at finde Støtte, eller naar hun saae mig vakle. +De sørgelige Erindringer, som hun havde dvælet i, den nerveuse +Spænding, mens Klippestykket fældedes, og endelig Forlegenheden +i Smedien: alt dette syntes kun at have dæmmet +op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere sprudlende +frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis +stødte kun jeg mig en Smule; Minna reiste sig leende +og hjalp mig op, uden at der viste sig nogen Undseelse. I +dette Øieblik vilde hun maaske endogsaa have glemt at sende +mig foran, hvis vi skulde klatre op ad Bjerget; hun syntes +virkelig ikke at have Tanke for andet end sit ypperlige Lune, +og maaske for mit med og en Smule for hele Naturens, — der +duftede og kvidrede os imøde fra Bjergskoven, som vi nu +traadte ind i.</p> + +<p>Den stærke, røgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen +paa denne Skrænt, var forfrisket af den Duft, som +Regnbadet syntes at have sprængt rundt om, og berusede +deraf sang Fuglene op, som om det havde været ved Foraarstid. +Aftensolen straalede ind mellem Granerne, hvis buede, +frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af Stjerner. +Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende +Lys, og høit oppe over de sagte nikkende Trætoppe løftede +barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaalige +<a class="pagenum" name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a> +Bræm af forkrøblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. +Af og til lød deroppefra en Brusen, der nærmede sig som en +Bølge; store Draaber dryssede ned over En og Minnas Kjole +flagrede til Siden. Den var blegt chamoisfarvet, af et let +og blødt Stof, der uden Ophæftninger i lange Folder sænkede +sig glat ned over Figuren fra det sorte Læderbelte, — en +Dragt, der lod hende tage sig slankere og høiere ud end ellers. +Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den +havde holdt sig tør, var glat af Naale og Kogleskjæl; ofte gled +hun og strakte da med et lille Skrig den høire Arm ud i Luften, +saa det vide Ærme gled helt op over Albuens Smilehul, +medens den anden med sin ubehandskede, solbrændte Haand +greb fat i Mosset.</p> + +<p>Pludselig brast jeg i Latter, og da hun vendte sig med +et spørgende Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med +en tyk, uformelig Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade +ved Siden af hende; hun svarede med en endnu hjerteligere +Latter, idet hun viste paa min Skygge, som mere langbenet +end en Stork strakte sig op ad en Skraaning. Vi kunde +længe ikke komme fra Stedet, thi ved den første Bevægelse +gebærdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi endelig +gik videre, hvor en Indsænkning gav Skoven Lov til at brede +sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs +hen over Grønsværet og snart hoppede fra Stamme til Stamme, +springende umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt +fra os, til en, som lyste langt inde i Tykningen.</p> + +<p>— Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke +er en Peter Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget.</p> + +<p>— Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa?</p> + +<p>— Ja, — saa —? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være +hyggelig derved.</p> + +<p>Hendes lille Øre blev ganske rødt — og det kunde dog +ikke være gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag +ved os. Mit Hjerte hoppede af Glæde, for jeg havde ingen +Tvivl om, at hun tænkte paa det Sted i den udødelige Bog +om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl om Natten spadserer +i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træde ud +paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kun <em>hendes</em> Skygge +strækker sig ud fra deres Fødder. Hun havde ogsaa strax +forstaaet, at mit tilsyneladende høist enfoldige »og saa?« ikke +var slet saa dumt, som det var frækt; thi hun havde just selv +i disse Dage laant mig Bogen — et Bind af hin Klassiker-Udgave, +som hun havde fortalt mig om. Ja, hvis jeg nu +ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og jeg +<a class="pagenum" name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a> +havde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa +levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjergskov — hvad +var der da i Veien? Jeg havde saa vist ingen uudtømmelig +Penge-Taske i Lommen, men min Skygge havde jeg +i Orden. Stod den ikke netop nu hist paa en brat Stenflade, +Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument om min Ægthed, +og den lille Øreflip foran, der var saa dryppende rød, +fortalte om, at den tilhørte en Kvinde, som var mig saare +god, — hvorfor skulde saa ikke Hjertet hoppe i mig af +Glæde?</p> + +<p>— Hør, sig mig! er De lige saa tørstig som jeg? spurgte +Minna pludselig.</p> + +<p>— Det veed jeg ikke, men tørstig er jeg.</p> + +<p>— Ja, for dèr ser jeg mange Blaabær, og jeg veed egentlig +ikke, hvorfor vi skulde lade dem tørre hen til ingen +Nytte.</p> + +<p>Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at +plyndre de smaa Buske omkap. Da det snart blev for besværlig +at staa og bøie sig, lagde vi os paa Knæ og krøb fra den +ene Busk til den anden paa alle Fire. Saa blev det os for +omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev Stilke af og +trak dem igjennem Munden; først nu, da vi slukkede Tørsten, +mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig, +ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. +Da hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre +og nappede med Læberne Bærrene af Busken, uden at hjelpe +sig med Hænderne, der trippede om paa Jorden som Poter. +Saa kikkede hun op paa mig, med et uhyre pudsigt Udtryk, idet +hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et Par frie Smaakrøller +dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske +sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu +dette landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, +end min Respekt før havde fundet den, eller om +denne Farve som et Tegn paa vort barnlige Lune kom min +naturlige Frygtsomhed til Hjelp — nok er det, at jeg ved +dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse hende. I dette +Øieblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et lille +Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu +lo og ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter +trykkede mine Læber et langt Kys paa hendes, medens mit +Blik borede sig ind i hendes Øine, som blev ganske smaa, +og i hvilke der inderst inde spillede et Glimt af de sidste gyldne +Solstraaler. Kun vore Læber berørtes, vore Arme støttede +<a class="pagenum" name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a> +mod Jorden, som Forben; og just da jeg vilde gjøre den mere +menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes Skulder, +halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys, sprang +hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende, +havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde +komme paa Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen +steil. I Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.</p> + +<p>— Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt.</p> + +<p>Hun syntes ikke at høre det.</p> + +<p>— Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, — siden +De pludselig løber fra mig. Se blot tilbage, skal De +se, jeg har den endnu, skjøndt den er bleven meget blegere, +men det er Deres ogsaa.</p> + +<p>Intet Svar.</p> + +<p>— Er De vred paa mig?</p> + +<p>Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saae +det mindste tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget +mig; jeg vidste ikke mer at sige, og turde heller ikke +plage hende, skjøndt denne tavse Marsch i Hælene paa hinanden +var mig rædsom pinlig. Endelig nærmede vi os det +Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste Graner sænkede +sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang +fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk +at se.</p> + +<p>Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun +sig nu om imod mig:</p> + +<p>— Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og +De skal ikke følge mig længer.</p> + +<p>— Men hvorfor ikke? Hvad mener De?</p> + +<p>— Lad mig være! lad mig gaa for mig selv denne Gang, +det er det eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov — tog Dem Lov —</p> + +<p>— Men saa sig mig i alt Fald — —</p> + +<p>— Farvel, farvel!</p> + +<p>Hun løb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten +og hen over Enggræsset, hvor hendes Skridt blev lydløse; kun +Læderbeltet om hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevægelse. +Saaledes havde det ogsaa knirket, mens hun krøb +om mellem Blaabærrene; jeg blev helt modfalden, da jeg ikke +længer kunde høre det. Thi dèr stod jeg endnu paa samme +Sted og stirrede efter hende lige saa længe, som jeg kunde +se hendes lyse Kjole.</p> + + + +<hr class="partbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a></p> +<h2>Anden Bog</h2> + + + +<h3><a name="II_I" id="II_I"></a>I</h3> + + +<p>Længe drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drømmende +end vaagen. —</p> + +<p>Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig +med større Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde +sikkert bestandig været det, ja hun kjendte maaske ikke mer +til Hjertekval, end jeg selv gjorde. Det var taabeligt af mig, +at jeg havde været skinsyg paa den smukke Arbeider i Smedien, +men endnu langt taabeligere havde jeg dog været, da +jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der kaldtes +»den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun +Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk +»ikke var saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv +udtalt sig om disse Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.</p> + +<p>Hun maatte blive min — var hun det ikke allerede? Jeg +følte hendes Kys paa mine Læber, — men hvorfor havde +hun saa pludselig forladt mig, hvad skulde det sige, at jeg +ikke maatte følge hende? Pige-Luner, — hvo kan beregne +dem, og hvem vil undvære dem?</p> + +<p>Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede +Øiet, saa man neppe kunde skjælne Afstandene i den +dunkle Forgrund. Oppe paa Klipperandene var der endnu +et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes +der at have spændt sig et graat Spindelvæv.</p> + +<p>Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en +Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der +gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb +Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden.</p> + +<p>— Her er Deres Brev, raabte han.</p> + +<p>— Mit Brev?</p> + +<p>— Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, +sagde Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.</p> + +<p>— Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der +blev boret, sagde Hans.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a> +Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var +ganske fugtigt.</p> + +<p>Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere +den noget udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. +Jeg vilde se endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften +var den rigtige, — men det flimrede for mine Øine.</p> + +<p>— Ja, det er godt, Tak skal I have. — Farvel! —</p> + +<p>Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse +havde præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig +halvt saa koldt ned ad Ryggen.</p> + +<p>Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. +Hvem af os kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste +Propheter? — og det var mig foreløbig en Trøst, at jeg +ikke havde med et Geni at gjøre. Kjendte ham, — det vil sige, +jeg havde en Gang truffet ham paa en Café, huskede et meget +net Genrebillede af ham paa Udstillingen og havde undertiden +hørt Tale om ham, — ikke just altid i den bedste Mening, da +han gik for at være temmelig løs paa Traaden. Men hvad +der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den Omstændighed, +at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, +havde en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder +berettet om samme Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps +gjorde frygtelig Haneben« for en ung Dame af vor Omgangskreds, +en meget rig, men ikke just skjøn ung Dame, hvis +Portrait han var kommen til at male, hvad han havde gjort +paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien +var meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som +havde særlig Grund til at finde Behag deri, det var den, for +hvem det var bestemt: en nybagt Søofficer, hvis lykkelige +Examen nu skulde belønnes med Declarationen af Forlovelsen.</p> + +<p>Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, +og aabenbart ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens +Udsagn kunde jeg skjønne, at det maatte være et +Par Aar siden, at Minna havde kjendt ham i Dresden, og dog +stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det betyde andet +end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse eller +Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri, +dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: +hvorledes kunde det forenes med et saadant Forhold hos +en Pige, der ikke havde en letsindig Charakter?</p> + +<p>Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere +forekom de mig.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a> +Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige +Lyd fra en Kjededamper.</p> + +<p>Det var ganske mørkt.</p> + +<p>Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides +Floden; dens Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man +kunde ikke se Skibene; men Rækken af deres Lanterner med +de lange Speilstriber bevægede sig langsomt som en Procession +af gyldne Stave med store Knapper, anført af en Rubin- +og en Smaragdstok.</p> + +<p>Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige +Samliv her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om +Hjertet.</p> + +<p>Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre +Brev i Haanden.</p> + +<p>Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte +det nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten +kun klæbede fast paa et enkelt Punkt.</p> + +<p>Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den +op og i, uden at det kunde sees af Nogen.</p> + +<p>Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det +angst paa Bordet og blev ved at gaa rundt i Værelset og +skotte til det.</p> + +<p>Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen +ved Sammenføiningen; men som om det blot havde været en +Distraktion, dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.</p> + +<p>Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var +»en ægte Minna Jagemann«, saa maatte den grumme snart +forsvinde.</p> + +<p>Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; +Adressen var skreven med lignende rødligt og lidt grumset +Blæk som hint Prosastykke af Goethe i Poesibogen, — formodentlig +et Fluidum, der førtes af den Rathener-Kjøbmand. +I saa Fald var der ingen Tvivl om, at det var mig selv, +der havde givet Anledning til, at det var blevet ført til Protokols, +og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt roligere +stemt overfor det slemme Brev.</p> + +<p>Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at +dette Brev, som hun maatte have tabt, var blevet fundet og +bragt mig, men at jeg ikke udenvidere vilde lægge det i +en Postkasse, da det syntes at have lidt en Del af Fugtigheden, +ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at hun +maaske vilde foretrække at afsende et andet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a> +Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede +det og gik strax ud for at bringe det ned i Postkassen +paa »<span lang="de">Erbgericht</span>«, — saa havde jeg Fristeren og Urostifteren +ude af Huset.</p> + +<p>Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, +af hvilken kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, +tindrende med deres Smaaruder; — høit over dem stod Krandsen +af de steile Klipper, tættere og mere sammensmeltet end +ellers, med bløde, dæmrende Former.</p> + +<p>Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og +jeg kunde skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen +sammen.</p> + +<p>Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, +og den understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig +lod sig mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod +min Bjergborg.</p> + +<p>Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, +i Forventning om »de Ting, som skulde komme.«</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="II_II" id="II_II"></a>II</h3> + + +<p>Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og +bragte en Flaske Blæk med tilbage som formentligt <em>corpus +delicti</em>. Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at +saavel Brevet som Afskriften i Poesibogen var begaaet med +dette <em>instrumento</em>. Denne Vished lod mig strax se lysere +paa Sagerne.</p> + +<p>Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, der <em>kunde</em> +komme«. Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der +vilde følge en Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i +Tvivl om, og det forekom mig sandsynligt, at hun vilde +vælge den skriftlige Form. Om hun vilde sende et Bud direkte +op til mig med sit Brev? Det vilde let give Anledning +til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig +færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne +Dag maatte altsaa vies til Taalmodigheden.</p> + +<p>Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte +jeg paa at foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være +prisgiven til mine egne Tanker og dømt til at skulle vende og +dreie de samme Spørgsmaal i det Uendelige. Jeg foretrak +at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk Familie-Roman af +<a class="pagenum" name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a> +de reneste Intentioner og med et Indhold, som den forbarmende +Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. — Middagsmaden +lod jeg hente.</p> + +<p>Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen +Luft gjennem de aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke +blev kastet efter det andet, og tilsidst laa jeg i bar Skjorte +paa Sengen, hvilket ikke var hensynsfuldt overfor de indtil +Bunden af deres Sjæl ærbare og anstændige Romanpersoner, +som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke at risikere: den +gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs. Pludselig +foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! +Det var utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop +være forberedt paa det Utrolige.</p> + +<p>Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde +det med megen Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet +mig, hvis ikke Solen havde staaet saa blændende paa. Idet +mit Blik faldt paa det lille Stykke Birke-Allé, fik jeg et nyt +Indfald: — Grotten »<span lang="de">Sophien-Ruhe</span>«. Hun havde sagt, at paa +denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr; hvad, +om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede +mig dèr! Hun gjorde det sikkert, — det var som en Aabenbaring! +og afsted styrtede jeg.</p> + +<p>Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre +over min Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten +en høi Herre med Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet +Blik.</p> + +<p>— Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter — muligvis +er dette et privat Anlæg — —</p> + +<p>— Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede +Mand i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes +fra hans ophøiet-misfornøiede Blik.</p> + +<p>Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa +Hovedet i Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende +Sted fik jeg atter en Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz — hvorfor +var det ikke faldet mig ind? Rigtig, hun havde +igaar sagt, at hun vilde være forhindret. Og atter slog +Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit urolige +Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov +bort fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.</p> + +<p>Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi —</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">Die Post bringt keinen Brief für dich,<br /></span> +<span class="i i4">mein Herz, mein Herz! —<br /></span> + +<a class="pagenum" name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a></div></div> + +<p>Jeg paakaldte Romanens tredie Bind — à 500 Sider. Da +det var gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede +streifede den ene Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; +thi naar der blandt Hoved-Eventualiteterne befinder sig +en øm Scene — særdeles af et ungt og sart Forhold — er +en velbarberet Tilstand høilig at anbefale. Den anden og sidste +Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg turde slet ikke tænke +paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den skuffede mig, og +dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det.</p> + +<p>Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, +da min Haand kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte +lægge Kniven bort. Grunden dertil var, at jeg saa det lange, +magre Postbud, der i sin Uniformsfrakke og med militær +Kasket lignede slette Billeder af Moltke, skridte op ad Bakkens +Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning blev jeg staaende +ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved Husets Hjørne, +lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede endnu +forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den +steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, +og jeg kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende +Skridt af bare Fødder i Korridoren, og der blev banket +paa min Dør, som var aflaaset paa Grund af det dybe Negligé, +hvori jeg under Romanlæsningen havde befundet mig. Saasnart +Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand et tykt +Brev ind til mig.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="II_III" id="II_III"></a>III</h3> + + +<p>Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og +trak flere beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et +mindre Brev — det til Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne +Udlevering undrede mig, men syntes at være et godt Varsel; +naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke Tid til at undersøge det +nærmere.</p> + +<p>Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, +lød i Oversættelse saaledes:</p> + +<div class="letter"> +<p class="head">Kjære Hr. Fenger!</p> + +<p>Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, — jeg er +vis paa, at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. +Jeg forstaar jo ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte +Brevet bort, saa var det ikke just fordi det var blevet vaadt, +<a class="pagenum" name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a> +men det betyder saa meget, som om De holdt det hen for mig og +spurgte: Hvad skal det sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har +Ret til at forlange en Forklaring af mig, eller i alt Fald til +at vente den. Ogsaa uden dette Tilfælde, vilde jeg have grebet +den første passende Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald +det meste af dette Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, +om det ikke var bedst at tale med Dem — her er jo ensomme +Spadsereture nok, og Børnene kunde altid være med — men +jeg troer dog, det vil gaa bedre at skrifte for Dem med Pennen, — for +det er virkelig en Slags Skrifte. Naar det er forbi, +vil De tænke ringere om mig, end De hidtil har gjort. Men +netop af den Grund er det en Nødvendighed for mig, at De +lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at forstyrre +Illusioner, som komme mig til Gode.</p> + +<p>Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem +temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde +var det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede +havde besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, +og saa maatte det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder +Dem derfor om at samle saa Meget deraf, som De mindes; det +Væsentlige vil nok have givet Dem et bestemt Indtryk, selv om +ogsaa min Fremstilling har været lidt forvirret. Uden det +vilde De bedømme mig langt haardere, end jeg maaske fortjener.</p> + +<p>Saa vil jeg altsaa begynde. — Ak, gid De dog heller +sad her lige over for mig! det er dog saa svært at skrive +derom.</p> + +<p>Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde +sex Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos +hvem især Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig +Del i Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. +Noget Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen +og Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden +Døtrene med sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, +de fik, og den har ikke baaret gode Frugter. (Det er dog +godt, at jeg <em>skriver</em> nu). De fem af dem havde Børn, inden +de blev gifte, kun min Moder og hendes yngre Søster vare +af den Mening, at Alt var tilladt, naar man ikke begik denne +Forseelse.</p> + +<p>Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med +frygtelig Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun +mig til sin Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens +Fader aldrig talte med mig. Allerede som ganske lille Pige +<a class="pagenum" name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a> +hørte jeg hende fortælle sine Kjærlighedshistorier, og jeg +voxede op i den Tanke, at jo flere Tilbedere man havde, desto +høiere steg man i Andres Øine.</p> + +<p>Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med +en tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. +Vore Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte +over til sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, +sendte mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, +og hun fortalte mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det +maatte jeg ikke sige til hendes Moder. En Dag saae to Herrer +ud ad Vinduet, — »Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde +neppe tro mine egne Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg +fortalte det altsammen til min Moder, og det morede hende. +Hvorledes det gik til, veed jeg ikke mer, men der blev aftalt +et Stevnemøde, ved hvilket min Moder fulgte med, og jeg kan +endnu ganske tydelig forestille mig den blandede Følelse af +Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik ved Siden af det fremmede +Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg var ikke ældre +end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig og kyssede +mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære Ven! +det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det +skulde saa være, — det Menneske var mig saa skrækkelig +imod. Saa reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden +— Gud maa vide hvorom. Jeg levede bestandig med en +usikker Følelse af, at det Hele ikke var rigtigt, især da der +altid blev løiet for min Fader.</p> + +<p>Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker +flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte +jeg ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, +end Nogen af de Andre havde gjort, og jeg fik ham — desværre +— meget kjær, men dog — og nu beder jeg Dem, kjære +Hr. Fenger! i Alt at skjænke mig fuldkommen Tiltro — paa +en fuldstændig barnlig Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde +høre, at han var i Færd med at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet +paa for at udrette et Ærinde for min Moder, i det Haab, at +jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden med ham. En Dag +blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og Cousiner; jeg +bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde ikke +have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme. +Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz, +hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev +der løiet, som sædvanlig.</p> + +<p>Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken +<a class="pagenum" name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a> +han skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede +mig ved. Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig +ind til ham under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig +gjentagne Gange om Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede +jeg ham virkelig saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige +Alders Begreb troede, jeg vilde aldrig kunne faa et +Menneske kjærere. Nu begyndte hint andet Forhold at pine +mig skrækkelig; men jeg vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen +snart i staa.</p> + +<p>Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun +svarede, jeg var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale +om Sligt. Snart efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb +med at forlove sig med en Anden — hvilket dog nok var en +Feiltagelse — og min Fortvivlelse var grændseløs. Han tog +imidlertid bort fra os, og fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen +leiet. Paa den Dag, han reiste bort, knælede jeg paa +Gulvet og rev nogle visne Kviste til Erindring af en Guirlande, +som han havde faaet ved en Skyttefest.</p> + +<p>Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde +han kun for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig +ikke syntes om. Han var altsaa allerede indtagen i mig og +betragtede mig, som han senere betroede mig, som et overjordisk +Væsen, hvem man ikke turde nærme sig til. (Jeg maa +dog, til begge disse Mænds Ære, bemærke, at Ingen af dem +havde forsøgt paa nogen uhøflig Tilnærmelse, — jeg har +derfor senere saa godt kunnet forstaa Mignons Lidenskab, der +ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).</p> + +<p>Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom +Musikeren en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg +fulgte ham ud til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til +Afsked, det gjorde jeg ogsaa, og Stephensen — [et begyndt +Axel var her overstreget] — havde allerede i Skinsyge lyttet +ved Døren. Senere har han fortalt mig, at han fra det +Øieblik af betragtede mig som alle Andre, og nu vilde han, +at jeg skulde blive hans paa den Maade, som hans Væsen +forlangte det.</p> + +<p>Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes +havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint +Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte +mig selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige +Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, +hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde +staaet saa høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, +<a class="pagenum" name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a> +men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa +dybt! Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer +derover. Min eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, +at jeg selv ikke kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har +tænkt derover, er det dog forekommet mig, at naar en Mand +havde faaet saa skjønt og rent et Indtryk, hvilket jo dog kun +kunde komme fra hans egen Natur, saa skulde han ikke ved en +eneste løsreven Iagttagelse saaledes slaa om til en næsten +cynisk Modsætning, men, saasnart han var kommen lidt til Ro, +undersøge, om jeg da var saa fordømmelig, som jeg saae ud; +og naar han fandt nogen Undskyldning, dels i dette Forholds +Barnlighed, dels ogsaa i det Forkerte ved min Opdragelse og +ved Omgivelsernes Exempel: — saa syntes jeg, at en ægte +Kjærlighed ikke skulde have stødt mig bort, men søgt at bevare +mig for sig og at hæve mig til det, som han strax havde anseet +mig for. Men det er vel en umulig Fordring, og det er +maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne, at jeg ræsonnerer +saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De, idet De +læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at De +føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.</p> + +<p>Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De +havde kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, +hvem De havde kysset, og at det langt fra — ak, saa langt +fra! var mit første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et +Bevis paa, at han havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske +havde De ogsaa opdaget det, og det var derfor, De troede +at kunne gjøre det. Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem +efter den Maade, vi have omgaaedes; og saa kysser man heller +ikke saaledes. Det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, +men ikke et af Kjærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, +jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for +os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjertet +skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.</p> + +<p>Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte +nu meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de +forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han +aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind +igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken +han fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann +fra Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske +har læst om, var af vor Familie, og min Fader havde selv, +som ung, beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham +omkring i vort herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. +<a class="pagenum" name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a> +Under alt dette blev han mer og mer lidenskabelig, +hvilket var mig skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, +fordi jeg holdt saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det +Haab, at han vilde gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte +at faa mig snakket fra. Han havde ingen Midler, og hans +Kunst vilde lide under økonomiske Sorger, sagde han, og naar +jeg saa lovede at blive saa god en Husmoder, at det ikke vilde +koste ham mer, end naar han var ugift, saa mente han, at et +saadant Baand ikke var heldigt for en Kunstner, at han maatte +reise om, helt kunne ofre sig for sit Arbeide og sine Ideer, og +han vilde overbevise mig om, at alt dette var Filisteri og Egoisme +fra min Side, og at et frit Forhold mellem Mand og +Kvinde, under saadanne Forhold, var baade det værdigste og +idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind paa, og naar +han med Rette var begyndt at finde min moralske Opdragelse +meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans Moral +noget slap; — maaske var det en Fordom, men jeg kunde i +alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed +jeg dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men +derimod en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, +at hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig +som min; ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg +kun havde <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="den">ham</a> alene.</p> + +<p>Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den +Mening, at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive +til hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle +ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde +komme paa gale Veie.</p> + +<p>Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg +egentlig var? Afsky for min Moder, — det Kjæreste i denne +Verden, den Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt +mig, og jeg havde ikke engang Ret til at længes efter ham. +Jeg forsøgte at optage mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn +Melodi gjorde mig saa usigelig melankolsk, at jeg maatte holde +op igjen.</p> + +<p>Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok +fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at +kjende. Hos dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig +fra den i mit Hjem, som fra den artistiske, der var traadt +mig i Møde hos Deres Landsmand, og den bidrog uendelig til, +at jeg kom saa meget til Ro, som det vel var muligt for mig. +Men jeg kan aldrig glemme, at det er Hr. Stephensen, som ved +sin Deltagelse og Interesse for mig først ruskede min egen +<a class="pagenum" name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"></a> +Værdighedsfølelse vaagen og hindrede mig i at døse hen i +den usunde Luft, som vistnok var paa gode Veie til at ødelægge +mig.</p> + +<p>Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og +mindre Mellemrum fortsat sig indtil nu — over halvandet Aar. +Han har altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt +mig om at skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig +et Blad af sin Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For +at De kan overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance +er, beder jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede +har været i Deres Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære +nogen Mistanke, som jeg derved kunde rense mig for; De vil +ikke misforstaa dette Indfald, selv om De maaske ikke forstaar +det. Jeg forstaar det maaske neppe selv, men veed kun, at +jeg ønsker, at De skal kjende det; det forekommer mig endog, +som om Tilfældet har givet Dem en Slags Ret dertil, og som +om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen at rive det i +Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som De vil +se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var vis +paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten +skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til +ham.</p> + +<p>Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig +træt. Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor +strengt efter disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige +mig ganske ærlig, hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa +Dem, og ikke af Skaansomhed besmykke dette, — thi hvad +Gavn har jeg af denne Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole +paa, at den besvares oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres +Dom, kan De jo nok i Forveien vide, og De vil ogsaa se det +af mit Brev til Hr. Stephensen.</p> + +<p class="sig">Deres Veninde Minna Jagemann.</p> +</div> + +<p>Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels +modsatte Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig +i, saa forsøgte jeg dog ikke først at komme til Klarhed, men +aabnede strax dette Brev, som jeg et Par Døgn før havde +været saa fristet til at <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="forgibe">forgribe</a> mig paa. Jeg tvivlede ikke om, +at det maatte indeholde Udtalelser om mig selv.</p> + +<p>Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige +Undskyldninger for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende +Bemærkninger om Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed +skjænkede jeg en kortfattet, ikke synderlig rosende +<a class="pagenum" name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"></a> +Skildring af den kammerherrelige Familie, og jeg lagde +Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa at være novellistisk +pikant, hvilket unge brevskrivende Damer — navnlig +af Gouvernante-Faget — ellers i slige Tilfælde have en stærk +Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende +Linier:</p> + +<p>»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved +Navn Fenger, en Landsmand til dig. Det var — som du vel +nok kan tænke — denne Egenskab, der først anbefalede ham +hos mig og gjorde, at vi noget hurtigere stiftede Bekjendtskab, +end det vel ellers havde været Tilfældet. Jeg træffer ham meget +ofte hos Hertz. Han er ikke smuk, men har et af de +aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især naar +det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet; +undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig +stærkt, — det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en +saadan Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, +at han sætter megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer +end et flygtigt Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, — +han er jo endnu saa ung, — fireogtyve Aar; men han gjør +et langt yngre Indtryk, som om han endnu var temmelig uberørt +af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved jeg ikke, hvorledes +jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en saadan Vending, +og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over +Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min +Natur altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En +paa, at man har »opmuntret« en ung Mand, — det er jo Udtrykket +— eller endogsaa koketteret med ham, — hvilket ofte +kun vil sige at have været munter, naturlig, hengivet sig til en +Stemning, — og saa dog, naar det kom til Stykket, har trukket +sig tilbage, det vil sige, ikke har fulgt ham til Verdens Ende: +— ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i alt Fald et temmelig +fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode Gud! hvor latterligt +og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik og ikke +turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt +for at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa +kunde de muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, +eller endog Venskab — for der kan dog bestaa Venskab +mellem Mand og Kvinde — og hvis der endelig var vakt Kjærlighed, +er det jo heller ikke afgjort, at den var bleven saa +ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan beregnet Forsigtighed, +saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv ikke +blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og pretentiøs. +<a class="pagenum" name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"></a> +— Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr. Fenger, +og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange +Henseender lærerig. — Men nu synes du maaske, at jeg er, +om ikke paa gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!«</p> + +<p>Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift — din +Veninde — ingen Hilsener, naturligvis.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="II_IV" id="II_IV"></a>IV</h3> + + +<p>Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse +det Ord for Ord.</p> + +<p>Ved den første Læsning havde jeg været betaget af en knugende +Angst for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde +komme Noget for Dagen, som maatte sætte hende mindre høit +i mine Øine, en Angst, der jog mig rastløs fra Linie til Linie, +bestandig med eet Øie forude.</p> + +<p>Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk +sig; hendes næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige +Forvildelser fik mig til at smile halvt medlidende, og naar +mine Bryn trak sig sammen, var det af Uvillie mod denne +Stephensen, — og dog følte jeg en vis Taknemlighed, fordi +han ikke havde taget hende.</p> + +<p>Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden +om, at hun med dette Brev lagde sin Skjæbne i mine +Hænder. Det var helt igjennem dikteret af den Følelse, at +vi stod foran et afgjørende Skridt, og af den redelige Beslutning, +at der intet Uopklaret maatte lades tilbage paa denne +Side af det.</p> + +<p>Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, +inden jeg lod det komme saa vidt.</p> + +<p>Naar jeg altsaa nu sagde — og hvor dybt følte jeg ikke, +at jeg kunde, <em>maatte</em> sige det: — Nu vel, efter at have hørt +alt dette, tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, +fordi jeg kjender og forstaar Dem bedre, — hvorledes +skulde hun da kunne trække sig tilbage?</p> + +<p>Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale +Kjærlighedens Sprog? —</p> + +<p>Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en +Forening, skjøndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var +ganske tilfredsstillende. Men det var først i det sidste Par +Uger, at vi Dag for Dag vare komne hinanden nærmere, og i +hendes Fremhævelse af, at Brevet var fjorten Dage gammelt, +<a class="pagenum" name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a> +saae jeg en Antydning af, at disse Bemærkninger ikke længer +skulde betragtes som gyldige.</p> + +<p>Jeg vilde strax skrive til hende.</p> + +<p>Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig +Tid til at barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet +endnu sad ganske indtørret; thi Solen, der allerede streifede +Vinduesposten, vilde ellers snart have gjort denne nødvendige +Operation meget vanskelig. Under dette Arbeide ordnede +mine Tanker sig noget, og jeg kunde med flyvende Pen skrive +følgende Brev:</p> + +<div class="letter"> +<div class="date">Rathen den 14de August 188..</div> +<p class="head">Kjæreste Veninde!</p> + +<p>I hvilken Grad Deres yndige Brev har rørt mig, og hvor +langt det er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, +der kunde andet end fuldstændiggjøre og uddybe det skjønne +Billede, som jeg allerede havde af Dem, det har jeg kun eet +Middel til at overbevise Dem om.</p> + +<p>De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg +vil foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemærkningen +om, at De frygter for, at mit Bryst skulde være +svagt, hvilket jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet.</p> + +<p>Derpaa skulde De da — efter mit Forslag — fortsætte:</p> + +<p>Han havde allerede viist mig saa megen Opmærksomhed, +at jeg ikke godt kunde være i Tvivl om hans Følelser overfor +mig. Det kom mig derfor heller ikke ganske overraskende, da +han idag anholdt om min Haand. Han har ingen Formue, men +vil sikkert allerede om et Par Aar kunne skaffe os et anstændigt +Udkomme, rimeligvis i England, hvor han har en Onkel, +som vil sætte ham i Vei. Jeg var ikke et Øieblik i Tvivl om, +at jeg burde forene min Skjæbne med hans etc.</p> + +<p>Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa +kom idag til Hertz til sædvanlig Tid. Hvis jeg ikke seer Dem +der, naar jeg kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, +at jeg skal savne Dem bestandig, og at mit Venskab med Dem +i Stedet for at være Indledningen til en livsvarig Lykke kun +var en flygtig, men velsignet Drøm.</p> + +<p>I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig.</p> + +<p class="sig"><span class="sig1">Deres trofaste</span><br /> +Harald Fenger.</p> +</div> + +<p>Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en +Convolut og sendte en lille Dreng over til Villaen med det.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a></p> +<h3><a name="II_V" id="II_V"></a>V</h3> + + +<p>Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. — Tiden +var allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, +hen ad Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den +lille Gyde imellem Havemurene, der mundede ud i den straalende +lyse Elbdal. Men for hvert Skridt her, som førte mig +nærmere til Afgjørelsen — og der var ikke mange ialt — blev +min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da jeg saae +de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle Engstrøg +førte op til Huset. Ved den mindste Bevægelse maatte jeg nu +vente at se Hus-Hjørnet med det fremspringende Tremmelysthus +komme frem bag Kronen af et Frugttræ i Nabohusets Have. +Det var, som om Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at +blive borte under mig ....</p> + +<p>Dèr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag +— Vin-Espalieret — Slagskyggen af Trækronen med Lysthuset, +hvor den graagrønne Dug havde en skraa Stribe af gult +Sollys; — jeg saae paa denne Stribe meget længe — en Del af +et Sekund eller et halvt Minut — for at opsætte Afgjørelsen; +nogle Blade af Frugttræet skjulte Hjørnet af Dugen; over den +steg Dampen fra Maskinen op. En hvidskjægget Mand havde +jeg allerede opdaget — nu ogsaa den gamle Dame — Andre +var der ikke.</p> + +<p>Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme +tilsyne. Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, +men jeg var atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe +havde været. Først tænkte jeg paa at liste mig bort, for jeg +tvivlede ikke om, at hvis hun vilde være kommen, saa havde +hun allerede været der. Men maaske var hun gaaet op for +at hente noget til Kaffebordet, eller hun havde været forhindret, +og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette foresnakkede +jeg mig og forkastede det strax igjen som Ynkeligheder +af min svage Sjæl, der ikke turde se Sagen lige i Øinene.</p> + +<p>En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, +der bevægede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned +mod Floden. Dèr, ved den lille Kilde, neppe halvhundred Skridt +fra mig, reiste en Skikkelse sig i Veiret —</p> + +<p>Det var Minna.</p> + +<p>Jeg vilde ile hende imøde. Men Hertz havde allerede opdaget +mig og raabte efter mig: »Hr. Fenger, skynd Dem, skynd +Dem dog!« Jeg saae ogsaa, at han vinkede ad mig, og skjøndt +<a class="pagenum" name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a> +jeg ikke kunde begribe, hvad denne Iver skulde sige, adlød jeg +den meget villig. Da jeg med to Trin i Springet naaede op +paa Trappeafsatsen, kom et langt, knoglet Fruentimmer farende +ud af Døren med en Haandkoffert og en Plaidrulle i Hænderne, +saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld.</p> + +<p>— Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz.</p> + +<p>— Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men +Minna paastod, at De kom ganske bestemt.</p> + +<p>— Ja, vil De tænke Dem, — vi reiser til Prag i Aften, ja +om et Øieblik.</p> + +<p>— Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber +vi, at De følger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke +her, saa vi maa tage til Schandau, og det vil vi gjøre med +Skibet, Veiret er jo nu deiligt. Saa kunde De gjerne gjøre den +Tur med, — der gaar Tog tilbage Klokken ni, — Minna har +allerede lovet det.</p> + +<p>Naturligvis skyndte jeg mig at gjøre det samme.</p> + +<p>Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et Øieblik tilhvisket +mig den Mulighed, at mit Brev slet ikke var blevet afleveret, +saa at Minnas Nærværelse var uden Betydning og Alt endnu +vilde opløse sig i Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna +havde paastaaet, jeg kom sikkert, beroligede mig. Nu kom +hun selv op ad Trappen. Hun bar den samme lette, chamoisfarvede +Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare sammen +i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usædvanligt langt og fast +Haandtryk — hun havde en ejendommelig inderlig Maade at +give En Haanden paa — smilede hun, men kun med Øinene, og +saae mig helt ind i Sjælen med et Blik, der var ligesaa forskjelligt +fra alle tidligere, som »du« er fra »De«. Alt Blodet +strømmede mig til Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede +den, og ogsaa mine Knæ rystede. Først nu, da hun gav mig +Vished, og jeg følte mig ganske rolig og lykkelig, kunde jeg +physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og Angsten havde +taget paa mig.</p> + +<p>Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile +ganske hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens +hun skjænkede Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som +han altid satte megen Pris paa at faa til sin Kaffe — det var +ligesom i en Café. Og alt imedens han nippede snart til Kaffen, +snart til Vandet, snakkede han paa sin ivrige Maade: —</p> + +<p>— De maa nemlig vide, — ja det vil forresten interessere +Dem — maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag — naa, +ikke? Ja, ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar +<a class="pagenum" name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a> +Følgeskab tilbage, og Dem tør vi nok betro hende til. .... Altsaa +der er i Prag fundet et Manuskript til Faust — til <em>Faust</em>, +kjære, unge Mand, — det vil sige, til en Del af de første +Scener — og afvigende, det er det uhyre interessante! naturligvis +kun i Smaating, men alligevel; det skal iøvrigt være +djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de første Udkast. +.... Det er en gammel Særling — pensioneret Oberst — der +for Gud ved hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante +eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe — ja, +hvor nær, det veed jeg saamænd ikke, he he! og det kan +jo ogsaa være det samme. Dèr har De forresten vort moderne +militære Tydskland! Arver en Kiste med Breve og Papirer, +blandt hvilke han, hvis han da ikke havde været saa uvidende, +kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe derimellem; +gider af lutter Foragt for alt Litterairt ikke saa meget som +lukke Kisten op; er i Pengeforlegenhed — Ødeland naturligvis — maa +kaste sig i Armene paa Aagerkarle — og har en Skat +paa sit Loft, som han kunde kjøbe et lille Fyrstendømme for. +.... Og hvis han endda ingen Vink havde faaet, men vi anede +jo noget saadant, om ikke just et Manuskript, saa dog Breve, +Oplysninger — jeg har selv skrevet til ham — men nei: Familiepapirer, +maaske kompromiterende Hemmeligheder, og de +skulde udleveres til »forbandede Litterater«, saadan har han +naturligvis raisonneret. Altsaa: men nøjes med Johannisberger-Dorf +i sin Kjelder — det er notorisk, at han var en passioneret +Vinkjender — og et Fyrstendømme paa Loftet, — det er Nemesis! +Aa, saa den Karl har ærgret os! Nu er han altsaa død, +Gudskelov, og Manuskriptet findes. At jeg dog ikke var tilstede. +Naa, men jeg fik Brev idag, blev tilkaldt som — saa +at sige — en Slags Autoritet, kjære Ven! og De kan tænke — +....</p> + +<p>Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af +hendes Bevægelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste +Ord af denne Beretning. Jeg følte en Vidde og Elasticitet i +Sindet, som om det paa een Gang kunde rumme alle mulige +Indtryk, der blot vare tiltalende og rene. Den Gamle har aldrig +haft en opmærksommere og mere deltagende Tilhører, ja, +han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation. Min +Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone +endnu vidunderligere. Og medens jeg lykønskede ham til denne +interessante og ærefulde Reise, fremsatte Spørgsmaal og besvarede +hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som +Minna havde skjænket og rakt mig, og langt fra at finde den +<a class="pagenum" name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a> +»brune Nektar«, skjænket af elskede Hænder, uforlignelig, afgjorde +jeg i mit stille Sind, at Minna i sin Egenskab af Sachserinde +lavede »<span lang="de">Bliemchen-Kaffee</span>«, og at den Tid vilde komme, +da hun maatte vænne sig til at omgaas mindre økonomisk med +Bønnerne.</p> + +<p>Jeg havde dog neppe haft Hjerte til at afslaa en anden Kop, +hvis jeg ikke fra Floden havde hørt den dumpe Lyd af Dampmaskinens +Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, +men snart efter saae vi over de grønne Marker Skibets +Skorsten, der som en sort Streg rykkede frem paa den lyse +Baggrund af Affaldsskraaningen under Stenbruddene. ....</p> + +<p>Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset +glide os forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af +Lysthuset. Vi seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder +Königstein, der nu traadte frem ligeoverfor den, med +Sollys paa sin Murrand og paa de smaa Vagttaarne. Skjæret +af de gule Stenbrud flammede henover Vandet, og hver rød +Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang dirrende +Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Frugttræer +deres grønne Speil i Floden. Fra den pløiende Stavn +gled lange, muslingformede Bølger ud til Siden, og eftersom +de naaede ind mod Bredden, flød Speilfarverne ind i deres glasurblaa +Dale, — ligesom en Vædske, der pludselig finder en Kanal — og +trak Billedet ud i en langstrakt Forvridning, indtil Alt +blandedes i et vibrerende Mellemhverandre af tungede og spiraldreiede +Farver, alle lyse og glasklare.</p> + +<p>Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om +Prags Mærkværdigheder; om den eiendommelige Teyn-Kirke, +hvor min berømte Landsmand Tycho Brahe laa begravet, — om +det smudsige Jødekvarter med sin skumle Synagoge og den +overgroede Kirkegaard, hvor de simple orientalske Gravstene, +skjæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad hinanden, som +om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, om Hradschin, +det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op +ad dets Bjergside — lutter Herligheder, som jeg vilde kunne +beundre den næste Dag, hvis jeg lod mig overtale til at tage +med dem i Aften. Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, +at jeg tilsidst vilde give efter, og han gottede sig godmodig over, +at mine Undskyldninger, trods den bestemte Forsikring om +det ganske Umulige heri, ikke just havde noget synderlig overbevisende +Indhold. Men bestandig endte han med at sige: »Ja, +ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab, skjøndt jeg +er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem.« Saa begyndte +<a class="pagenum" name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a> +naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette +Vovestykke, og at jeg »endelig ikke for hendes Skyld« maatte +give Afkald paa denne fornøielige Udflugt, nu, da der tilbød +sig saa gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab. Og +imens hun drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, +hvad jeg skulde svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, +blinkende Øine. Vi morede os hjertelig over, at den skikkelige +Mand, alt imens han mente at have os til Bedste, i Virkeligheden +blev holdt for Nar af os, da han dog umulig kunde ane, +hvor absolut jeg netop denne Aften var forhindret i at forlade +hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken ligefor os, rystede +undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede os med et +overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men +tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed +under denne Ordleg.</p> + +<p>I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften +i en Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz +mindede om Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden +til Jernbanen regelmæssig gik et Kvarter før Togets Afgangstid, +som vi vidste sikkert fra Reisebogen. Da Stationen +nemlig ligger paa den anden Side af Floden, og godt en halv +Fjerdingvei fra Hotelbyens Centrum og Landingsplads, iværksættes +Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne Combination +foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa Reisefeber +og hvert Øieblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af +Lommen.</p> + +<p>Endelig indrømmede Minna, at det kunde være paa Tiden +at bryde op. —</p> + +<p>Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte +Vand med et Skjær over sig af Lygtelys, der samlede sig i +Hvirvlerne, jog frit forbi dens tomme Bjælkelag, hvor der ikke +stod saa meget som en Vadsæk eller Haandkoffert.</p> + +<p>— Nu er vi da nok komne til den feile Bro, det maa være +Dampskibsbroen, mente Fru Hertz.</p> + +<p>— Vist ikke, vi er blot for tidlig paafærde, svarede Minna, +lidt stødt over denne Mistro.</p> + +<p>Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste +sig Noget eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der +tjente til Ventesal, og satte sig. I det ene Hjørne sad en tarvelig +Mand og sov med Hatteskyggen nedkrampet over Panden, +for den osende Petroleumslampe lyste netop tilstrækkelig +til at skjære En i Øinene. Efter endnu et Par Gange at have +<a class="pagenum" name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a> +raadført sig med sit Uhr, stod Hertz op, nærmede sig til den +Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald — og +spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede +paa Dampbaaden til Dresdener-Toget.</p> + +<p>— <span lang="de">Nach Brag</span>! snøvlede den Adspurgte mekanisk, uden at +se op, maaske ogsaa uden at være vaagnet.</p> + +<p>Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saae en Lastdrager +komme slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham +og spurgte. — Baaden til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter +siden. Glædesstraalende indvendig, og saa ærgerlig +som mulig at se til, gik jeg hen til Damerne med mit Budskab. +De stod lige ved den lille Lampe, og jeg kunde se, at Minnas +Ærgrelse over at blive beskjæmmet i sin Sikkerhed, havde en +haard Kamp at bestaa med en Glæde, som lykkeligvis ikke var +mig uforklarlig. Hun syntes med Villie at undgaa mit Blik.</p> + +<p>— Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert — han har +blot ikke vidst rigtig Besked .... Se, er det ikke den derude?</p> + +<p>En rød Lanterne nærmede sig paa Floden fra den Side, +hvor Stationen maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, +og Dampen, drevet frem af Vinden over Skibet, der +langsomt gik op mod Strømmen, svævede foroven som en lille +Rosensky. Man hørte Stempelslagene.</p> + +<p>Jeg følte mig usigelig flov og kastede et ærgerligt Blik +paa den gamle Hertz, der udbrød i et beroliget »Gudskelov« +og ilede i Forveien ned paa Broen, som om der ingen Tid +var at spilde, som om det var ham, der skulde til Dresden.</p> + +<p>Baaden skilte sig ud fra Mørket, Piben skingrede, et Raab +derudefra besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten foer +en Lasso, der var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og +plaskede ned nogle Alen bagved ham. Den lille Damper +laa ved Broen, endnu dirrende i sit kulstøvede Skrog; paa den +smudsige, lave Kahytsvæg faldt Lys fra Maskinrummet, hvor +det endnu pumpede med en langsom Futten; en vamlende +Varme og en branket Oliestank, blandet med Kulos, strømmede +ud i den friske Natteluft.</p> + +<p>— Til <span title="sic">Dresdenertoget</span>?</p> + +<p>— Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her næsten +en halv Time.</p> + +<p>— Ja, men Toget til Dresden?</p> + +<p>— Det har vi lige sat Folk over til.</p> + +<p>— Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en +Baad til at sætte En over?</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a> +— Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich — er +her nogen Baad at faae?</p> + +<p>— Nei, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren +og spyttede ned i Vandet, — Folk kan jo være her, +naar Damperen gaar.</p> + +<p>Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, +at ogsaa Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet +ud; han følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at +have trukket os ud i den vide Verden og forlade os der +midt om Natten.</p> + +<p>— Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa +paastaaelig? Man skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, +— og Reglementer kan jo forandres fra Aar til Aar — det +burde jeg ogsaa have betænkt. Det er virkelig høist fortrædeligt.</p> + +<p>— Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, egentlig er +vel Ulykken ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, +men Hoteller er der da nok af her i Schandau, der er jo snart +ikke Andet.</p> + +<p>Denne praktiske Bemærkning beroligede ham.</p> + +<p>— Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. +Men maaske vil de dog savne dig.</p> + +<p>— Aa, jeg kommer saamænd, før Nogen er oppe.</p> + +<p>Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz +mig lidt til Side: —</p> + +<p>— Sig mig, kjære Hr. Fenger, — De kom jo saa uforberedt +med paa denne Udflugt — og desuden tænkte vi jo ikke paa +at overnatte — jeg mener, har De — tilfældigvis — ikke +saa mange Penge hos Dem?</p> + +<p>Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da +jeg — virkelig »tilfældigvis« — havde et mer end tilstrækkeligt +Beløb hos mig.</p> + +<p>Den Gamle saae forundret paa mig og stak tøvende sin +Portemonnaie, som han allerede havde taget frem, ned i sin +uhyre dybe Lomme, mens han bevægede sin Underlæbe, som +om han endnu vilde sige Noget.</p> + +<p>— Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte +Styrmanden fra Damperen, — der gaar ikke flere Tog nordpaa.</p> + +<p>— Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag.</p> + +<p>— Men De spurgte jo om Dresdener-Toget.</p> + +<p>Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold.</p> + +<p>En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende +<a class="pagenum" name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a> +Leddyr gled et Tog forbi, hvæsende og bræmsende. Det var +det, der skulde have ført os tilbage til Rathen. Jeg stod +alene med Minna, og da jeg mente, at Ingen bemærkede os, +gav jeg efter for min Kaadhed og rakte lang Næse ad Toget. +Minna brast i Latter, — og en noget raa Bas, lidt til Siden +for os, stemmede med i. — Jeg vendte mig næsten forskrækket; +det var Drageren, der syntes at have opfattet Situationen.</p> + +<p>— Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz.</p> + +<p><a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="Hertz">Hertz's</a> fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som +om der var Fare for, at Damperen skulde gaa fra dem. De +blev staaende ved Rælingen, og vi talte endnu et Kvarterstid +sammen, med lange Pauser, søgende efter Ordene, Allesammen +kjede af Ventetiden. Hertz anbefalede os et Hotel, der +var godt og »maadeholdent« i sine Priser. Endelig ringede +Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i Ventesalen.</p> + +<p>— Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden.</p> + +<p>Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, +der fulgte mig brummende. Saa snart han var +gaaet over Landgangsbrættet, blev det halet ind, Dampbaaden +gled bort, svingede langsomt og forsvandt i Mørket. Minna +blev ved at vifte med sit Lommetørklæde.</p> + +<p>Jeg var lige ved at omfavne hende, — men udefra kunde +de maaske endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt +borte, overskrævs paa Rækværket.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="II_VI" id="II_VI"></a>VI</h3> + + +<p>Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der +en af de store blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev +op af Lommen og holdt det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. +Og idet hun saae paa mig med et spørgende Blik, +der sagde: »skal jeg?« strakte hun Haanden ud og stak den +ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i den +tomme Kasse. Skjøndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte +den hos mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget +Ondt varslende ved den. Denne flygtige og tilsyneladende helt +umotiverede Følelse erindrer jeg endnu ganske levende, skjøndt +jeg ikke et Øieblik hengav mig til den. For jeg havde allerede +draget hende ind til mig og følte snart min Omfavnelse +gjengjældt med en Heftighed, der mindre havde Charakter af +<a class="pagenum" name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a> +Lidenskab end af inderlig Ømhed. Disse kraftige Pigearme +syntes, idet de knugede mig ind til hende, at ville holde mig +rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igjen. Da +hun mærkede, at jeg snappede efter Veiret, slap hun mig +pludselig: —</p> + +<p>— Har jeg gjort dig Fortræd? jeg er saa voldsom? —</p> + +<p>Hendes Ansigt havde et saa forfærdet Udtryk, — som om +jeg virkelig kunde være gaaet i Stykker mellem Armene paa +hende — at jeg uvilkaarlig brast i Latter og bedækkede det +med Kys, indtil hun tyssede paa mig med en Forskrækkelse af +en ganske anden skjælmsk og fornøiet Art tittende ud af de +opspilede Øine og hviskende fra de halvaabne Læber, som +hun lagde Fingren paa. Men der var ingen i Nærheden, og +Hjørnet af Skuret gjemte os i en trekantet Skygge.</p> + +<p>Endelig forlod vi den. Jeg vilde føre hende videre ud +langs Floden, men dèr blev det hende for mørkt; hun vilde +indad Byen til. »Vi kan jo være fornuftige,« sagde hun. Men +vore Ord blev mindre Samtale end oversatte Kjærtegn.</p> + +<p>Vi gik langsomt Arm i Arm paa den brede Quai henimod +Byens Lys, der tilvenstre i spredte Gnister steg op imod +Stjernerne og forrest ud imod Flodbugten samlede sig i en +gyldenstraalende Bort, indlagt med Hotelhavernes grønne Emaille. +Paa den anden Bred saaes intet andet Lys end et Par +kulørte Signallygter, og den mørke Bjergmasse viste sig kun +som en stjærneløs Del af Himlen.</p> + +<p>Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men +netop nu begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under +Lysningen traadte en mørk Bjergbue frem. Masterne af et +Par Elbpramme tegnede sig paa Himlen. Glansen blev hurtig +rødere som af en Ildebrand — havde man været ved +Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjældet lysbrændende, +der hævede sig som en glødende Kuppel over Winterbergs +jævne Skovaas, just hvor Hakket midtveis silhouetterede sig. +Faa Minutter, og Maanen svævede frit, bestandig mindre gylden +og mere krystallisk, over Bjerglandskabet med Flodens +Krumning, et Landskab, som den selv syntes at skabe af +Nattens Chaos og at fuldkommengjøre mer og mer.</p> + +<p>Det var for skjønt til, at man kunde tænke paa at skilles. +Og vi blev ved at gaae frem og tilbage ved Floden fra det +lille ensomme Venteskur, til vi kom saa nær ved den første +Hotelhave, at vi saae de sorte Frakker og brogede Damehatte +bevæge sig under Løvet.</p> + +<p>Alene paa dette fremmede Sted, forekom vi os som et nygift +<a class="pagenum" name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a> +Par, der er paa Bryllupsreise. Jeg priste det lykkelige +Tilfælde, der havde tvunget os til at overnatte.</p> + +<p>— Jeg var ganske vist ogsaa glad derover strax, sagde +Minna, men snart efter blev jeg rigtignok betænkelig, for jeg +havde det jo dog paa en Maade paa min Samvittighed, — jeg +burde ikke have været saa paastaaelig. Selv havde jeg kun +et Par Mark hos mig. Hvis du nu ikke havde haft mer, saa +havde min Letsindighed bragt os i en slem Forlegenhed. Der +faldt en Sten fra mit Hjerte, da jeg saae Hertz og dig i en +praktisk <em lang="fr">tête à tête</em>, og forstod, at du ikke behøvede at +laane Noget af ham. Jeg var allerede ganske hed om Ørene +.... Ak, de Penge, Harald! Det var maaske en Mindelse om, +hvormeget man altid bør tænke paa dem ved alle Planer.</p> + +<p>Og vi fordybede os i de pekuniære Fremtids-Udsigter og Beregninger +over, hvor Lidt der kunde gjøres tilstrækkeligt ved +økonomisk Kunst, — et tilsyneladende meget prosaisk Emne, +men som i Virkeligheden for unge Kjærestefolk, der er ligesaa +fattige som forelskede, har større Tiltrækning end den +mest ophøiede Romantik. Ja, hvor sværmeriske vi end vare, +tvivler jeg dog meget om, at det Guld, som Maanen lod blinke +hen over Flodmørket, forekom os mere poetisk end det, som +vort Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og +man maa ogsaa indrømme, at begge Arter foreløbig vare lige +uvirkelige og billedlige.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="II_VII" id="II_VII"></a>VII</h3> + + +<p>Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel. +Det hørte ikke til dem, der præsenterede sig ud mod Floden, +men laa med sin Façade ud til det samme Torv, som hine fornemmere +Brødre vendte Ryggen til, — en aflang Plads, halvt +overskygget af Kirken paa den østlige Kortside. Tolvslagene +rungede netop ned fra dens Taarn, hvis smaa Teglsten tindrede +som vaade Skjæl.</p> + +<p>En døsig Lygte oplyste Porthvælvingen. Paa Trappen var +der allerede slukket. En »<span lang="de">Hausknecht</span>« med Hanke-Øren og +et Ansigt fuldt af Philippenser skelede med et Drikkepenge-vurderende +Blik paa os, og med et andet efter den totalt +manglende Bagage, kløede sig i et Par gullerods-røde Haartotter +og svarede, idet han blinkede paa en ganske særlig uforskammet +Maade med det ene Grise-Øie: —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a> +— To Værelser? og de skal vel være sammen? — ja, jeg +veed saamænd ikke —</p> + +<p>— Saa skaf Dem det at vide — i to Etager, for mig gjerne — men +hurtigt, her er Hoteller nok i Schandau, sagde jeg +barsk, idet jeg betvang en mægtig Lyst til at ruske det ene +Øre af ham. Minna, der var bleven ganske rød ved hans Uforskammethed, +saa helt forskrækket paa mig.</p> + +<p>Oppe i andet Stokværk bøiede et kvindeligt Ansigt sig frem +i Rembrandtsk Belysning. Flere Numre tonede op og ned ad +Trappegangen med den forskjelligste Betoning; derpaa antog +vor Hausknecht pludselig en diplomatisk Stilling og indbød +os med en naadig Haandbevægelse til at vove os op ad den +med en gjennemslidt Kokusmaatte belagt Trappe og betro os +til den kvindelige Genius med Lyset, som dryppede store +Stearinklatter ned paa den noget rødlig-graa Skulder af hans +Diplomatkjole, alt imens han i en dyb Mavetone frembragte +de to udkaarne Numre. Vi fulgte denne Opfordring efter indstændig +at have paalagt ham at lade os vække til Morgentoget.</p> + +<p>Værelserne laa ganske rigtig ved Siden af hinanden, og +skjøndt jeg nok saa rask havde erklæret, at de for mig gjerne +kunde ligge i forskjellige Etager, blev jeg unægtelig meget +fornøiet ved dette umiddelbare Naboskab; de stod endogsaa +i Forbindelse. Jeg veed ikke, om det var tilfældigt, at vi +begge samtidig satte vort Skotøi ud i Korridoren. Den var +tom og mørk; kun langt henne ved en Omdreining var der +et Skjær af en skjult Lampe. Vi listede os paa Hosesokker +ud paa den neutrale Grund og gav hinanden et langt Kys til +Godnat.</p> + +<p>Da jeg igjen var i mit Værelse og gav mig til at trække +Frakke og Vest af, bemærkede jeg, at Nøglen sad i Døren +ind til hendes Værelse. Denne Opdagelse satte mig straks i +en tiltalende nerveus <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="Spæding">Spænding</a>, men bragte tillige Ærgrelse og +Uvillie, idet jeg erindrede det ækle Opvarter-Smil med det +sammenknebne Griseøie. Derved kom jeg imidlertid til at +erindre, hvor rød hun var bleven den Gang, jeg saae ganske +tydelig hendes fornærmede og forskrækkede Mine, og dette +Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver +med Vesten hængende over den ene Arm og stirrede ufravendt +paa denne betydningsfulde Nøgle. Var den dreiet om +eller ikke? Jeg listede mig hen og rørte ved den, men turde +ikke dreie den, for ikke at gjøre hende forskrækket.</p> + +<p>Jeg gik tilbage i Værelset og fortsatte Afklædningen, idet +<a class="pagenum" name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a> +jeg dog bestandig skelede til Nøglen, ligesom jeg to Aftener +iforveien havde skelet til hendes Brev. Men jeg havde ladet +det være uantastet, og allerede idag havde jeg faaet det tilsendt +aabnet, med Ret til at læse det. Dette tydelige Bevis paa +Dydens Belønning styrkede min Samvittighed. »Ogsaa denne +Skillevæg vil jo en Gang falde af sig selv, blot jeg giver +Tid, og vi ville Intet have at bebreide os.«</p> + +<p>Lige da jeg havde slukket Lyset og lagt mit Hoved paa +Puden, skræmmedes jeg op ved en sagte Banken. Jeg var ved +at springe ud af Sengen, da jeg besindede mig paa, at det +var paa Væggen, der blev banket, lige ved mit Hovedgjerde, +og jeg huskede, at hendes Seng stod ved samme Væg. Hurtig +svarede jeg, og hun gjensvarede; sagte og stærkere, med +Knoen og Haandfladen, gjennem alle Tempoer og i forskjellige +Rythmer, fortsatte Telegrapheringen sig, som om det var to +spiritistiske »Banke-Aander«, der underholdt sig med hinanden, +og denne Samtale uden Ord, der tydeligere end Ord kunde have +gjort det, udtrykte vor adskilte Samværen, vort Savn og vort +Haab, — efterlod mig i en rolig og lykkelig Stemning.</p> + +<p>Jeg vidste, at paa begge Sider af denne uaflaasede og lidet +klosterlig-strenge Væg, havde der rørt sig de samme Stemninger, +Følelser og Tanker, — om de end ikke hos hende havde +antaget Form af en Fristelse eller af bestemte Forestillinger. +Denne Time forekom mig paa en hemmelighedsfuld Maade at +have ført os nærmere sammen; og medens al min Glæde hidtil +havde været Bevidstheden om at have Lov til at elske, gjennemstrømmedes +jeg nu af den salige Følelse, at <em>være</em> elsket, +selv at være Gjenstand for den Andens Længsler og forborgne +Ønsker.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="II_VIII" id="II_VIII"></a>VIII</h3> + + +<p>I det lille Restaurations-Cabinet traf jeg Minna ventende +paa mig. Hun skjænkede Kaffen af den anløbne Kande, og vi +satte os til Bords som et Par unge Ægtefolk, ganske som om +de delikate Karlsbader Horn paa Bakken var et sandt Symbol +paa vore Hvedebrødsdage. Det var endnu temmelig dunkelt i +Værelset; Taagen blindede Vinduet som et hvidt Rullegardin. +Jeg var lidt tung i Hovedet af den uvant tidlige Morgentime +og noget febrilsk.</p> + +<p>Udenfor kunde man ikke se Kirken og kun skimte Gjenbohusene +som en Masse. Brostenene vare fedtede, Minna gled og +<a class="pagenum" name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a> +tog min Arm. Et Par Gadefeiere bevægede sig grotesk i det +mælkehvide Medium.</p> + +<p>Under Barberskiltet, der syntes at være en fritsvævende +Maane, klirrede en Glasdør, som blev lukket op med et Spark.</p> + +<p>Ved Kramboden paa Hjørnet havde en paa een Gang krydret +og snusket Lugt imprægneret Taagen paa et bestemt Strøg: +man traadte pludselig ind i den og ligesaa pludselig ud igjen.</p> + +<p>Vi kom i passende Tid til Damperen.</p> + +<p>Neppe havde den lagt ud, saa var ogsaa Bredden forsvunden, +og man kunde gjerne tro, at man var midt ude paa Verdenshavet.</p> + +<p>Kun lige i Nærheden saae man de smaa Bølger blinke +skjælagtig; Taagen drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen +slog den sodede Kulrøg ned over Dækket. Piben lød +uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i korte, stakate Hvin +og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller et langt +Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et Spøgelse-Skib.</p> + +<p>Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm:</p> + +<p>»Der kan da ikke ske Sammenstød?«</p> + +<p>»Vist ikke!«</p> + +<p>Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad +kunne blive seilet i Sænk? og man drukner lige saa let midt +paa Elben som midt paa Atlanterhavet.</p> + +<p>Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrømme. +Men den samme Taage, der havde fremkaldt den, +forjog den snart ved at gjennemisne os. I Angsten for Snue +og Hoste druknede den romantiske Frygt og Haabet om at +forenes i en pludselig Død.</p> + +<p>Saa forvirrende var denne Fart, med ligesom et Bind af +Lys om Øinene, at da et Stød forkyndte, at vi vare lagt til, +ventede vi Bredden paa den anden Haand og troede, at vi vare +vendte tilbage til Schandau-Siden.</p> + +<p>Og da vi stod paa Perronen, og Dresdener-Toget bruste +frem, mente vi, at det maatte være et, der gik ad Bodenbach +til.</p> + +<p>Alt befandtes imidlertid at være i bedste Orden.</p> + +<p>Takket være en velanvendt Drikkeskilling, befandt vi os +snart ene i en anden Klasses Coupé. Over Vinduets hvide +Tavle foer skyggegraa Billeder af Blade, Grene og Buske, og +den ene Draabe efter den anden søgte Vei ned over den.</p> + +<p>Under den rystende Bevægelse stødte vore Skuldre bestandig +sammen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a> +Men mit Haandtryk besvarede Minna neppe, og hun var +meget ordknap.</p> + +<p>Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til +Siden og pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formørkedes +af Conducteuren.</p> + +<p>Da han havde taget Billetterne, og jeg efter at have lukket +Vinduet vendte mig om, glad ved, at vi nu skulde være uforstyrrede, +reiste Minna sig. En Dreining af Wagonen kastede +mig ned paa det bløde Hynde, og i det samme laa hun paa +Knæ for mine Fødder. Leende vilde jeg løfte hende op, men +standsedes af et ængsteligt og bønligt Udtryk i hendes Ansigt.</p> + +<p>— Harald! jeg har Noget, jeg maa sige dig. Men lov mig +ikke at blive vred .... Nei, nei, du skal Intet love, maaske +kan du ikke andet.</p> + +<p>— Men, Minna dog! Hvad skal det sige? — reis dig, Kjære!</p> + +<p>— Nei, nei! hør først, jeg har været saa styg igaar .... +jeg har narret jer — løiet ogsaa for dig —</p> + +<p>— Hvad mener du dog — naar da?</p> + +<p>— Aner du det ikke — kan du ikke gjætte det?</p> + +<p>— Nei, jeg forsikrer dig.</p> + +<p>— Se! udbrød hun med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet, +du kan slet ikke tænke dig, at jeg kan være saa falsk .... +Og naar du hører det, vil du maaske frygte, at jeg altid er +saadan —</p> + +<p>— Men hvad er det da? du har jo endnu slet ikke sagt +mig det.</p> + +<p>— Ja, det var jo igaar Aftes, da vi kom for sent til Færgedamperen, +det var min Skyld — jeg vidste godt, at den +gik tidligere til det Tog — og det benyttede jeg mig af.</p> + +<p>— Og det er det Hele? udbrød jeg leende.</p> + +<p>— Du ler mig ud! du skulde meget heller banke mig, — er +det rart at faa en Kone, der saadan kan lyve og bedrage? +.... Synes du da slet ikke, det er stygt?</p> + +<p>— Men Herregud!</p> + +<p>— Og den rare gamle Hertz, der blev saa bekymret — han +følte aabenbart Ansvar ved saaledes at have faaet os +ud paa Eventyr. Ja, naar det er for sent, kan man sagtens +angre. Jeg havde heller slet ikke tænkt paa, at jeg uden +Tilladelse disponerede over din Pung, at du maaske ikke +havde Penge nok hos dig og kom i Forlegenhed. Alt det +var meget urigtigt. Men det værste var dog, da du selv begyndte +at tale om den heldige Feiltagelse, og jeg ikke turde +<a class="pagenum" name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a> +bekjende det, men blev ved at lyve — for min egen kjære Ven — da +blev jeg saa led ved mig selv.</p> + +<p>— Men hvorfor turde du da ikke »bekjende det«, som du kalder +det?</p> + +<p>— Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade +være, skjøndt det egentlig var min Beslutning aldrig at sige +det, eller i alt Fald meget, meget senere .... Ak, du kan +maaske slet ikke forstaa det! Men — ikke sandt — det var +dog saa yndigt at være uforstyrret sammen, vi havde jo slet +ikke faaet talt sammen endnu — i Stedet for at skulle færges +over i en Dampbaad fuld af Folk og puttes ind i et ækelt Jernbanetog — det +Tog er altid opfyldt — tænk dig! — Og saa — (hendes +Stemme blev ganske hviskende, og hun skjulte Hovedet +i mit Skjød) — var det ikke ogsaa lidt — en ganske +lille Smule — sødt, pludselig at bo saadan Dør om Dør?</p> + +<p>Jeg bøiede mig ned til hende.</p> + +<p>— Og da du bankede paa Væg —</p> + +<p>— Tys! udbrød hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine +Læber og betragtede mig med et pudsigt, forskræmt Udtryk. +Men strax forandrede det sig næsten indtil Surmuleri: —</p> + +<p>— Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, +om Værelserne kom til at ligge i hver sin Etage —</p> + +<p>— Men overfor Opvarteren, Kjære —</p> + +<p>— Ja — ja, jeg veed nok — —</p> + +<p>Hun foer op og gav mig et Kys, pludselig og kort, — det +var, som om jeg havde faaet en Bold i Ansigtet.</p> + +<p>— Er du saa ikke vred mer?</p> + +<p>Jeg løftede hende helt op paa Sophaen.</p> + +<p>— Mer? men jeg forsikrer dig, Minna, jeg har slet ikke —</p> + +<p>— Ja, men, du <em>maatte</em> jo ogsaa gjerne være vred, du +skulde jo være vred paa mig —</p> + +<p>— Aa Snak! jeg synes blot, at det er langt skjønnere nu, +da jeg veed, at det ikke var et Tilfælde, men din Villie —</p> + +<p>— Dig er der da heller slet ikke noget Udkomme med, +du vil absolut forkjæle mig, hvad skal det blive til! udbrød +Minna og trykkede sig ømt ind til mig. — Men se, hvor det +klarer, — det bliver dog smukt Veir idag.</p> + +<p>Udenfor, paa den hvide Taagedug, der var spændt for +Vinduet, tegnede sig dunkle Kroner af Frugttræer, spidse +Grantoppe, en Tagrand med en blinkende Skraarude — alt +uden Grændse nedad og skyggeagtigt, ligesom Laternamagica-Billeder, +der begynde at fæstne sig.</p> + +<p>Og oppe over alt dette svævede en mørk Masse; det var +<a class="pagenum" name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a> +Liliensteins Klippeplateau, der svømmede som en Ø i Luften, +med Taagestrømmen skyllende om sine runkne Stensider med +de lange dybviolette Kløfter, og med en Mylr af smaa Granspir +pegende op imod Luften, der foroven blaanede igjennem med +Skjær som af en Opal.</p> + +<p>— Og hvad skal vi saa gjøre idag? spurgte jeg. — Imorgen +Eftermiddag træffes vi jo hos Hertz's —, men vi maa da +virkelig sees før.</p> + +<p>— Ak ja, vi maa benytte Tiden —, »<span lang="de">Die schönen Tage in +Aranjuez</span> —«, længer citerer jeg ikke, ellers bliver det, som +bekjendt, forkert. .... Altsaa iovermorgen reiser du virkelig?</p> + +<p>— Ja, søde Minna, — det er dog det bedste. Ferien er ude, +og Værtinden har ogsaa leiet ud igjen.</p> + +<p>— Naa, om en Uge er jeg ogsaa fri som en Fugl .... Lad +mig se, jeg vil faa Børnene <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="ud med">med ud</a> at spadsere. Du kan — hvis +dine mange Forretninger ikke hindrer dig — saa kan +du vente mig paa Skovveien, du veed, som gaar af tilvenstre +strax forbi Skolen. Jeg gaar hen ad den, indtil jeg træffer dig.</p> + +<p>Toget peb og holdt. Det var allerede Rathen.</p> + +<p>Da vi gik ned til Færgen, flagrede Taagen kun som Laser +af Spindelvæv over det vaade Græs, der skinnede i Solen.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="II_IX" id="II_IX"></a>IX</h3> + + +<p>Selvforstaaeligt, at jeg i mer end god Tid befandt mig paa +den betegnede Vei.</p> + +<p>Det var mit første Stævnemøde. Jeg veed ikke, om min +Henrykkelse var større end min Undren, naar jeg tænkte paa, +hvorledes jeg for knap fire Uger siden var streifet om baade +paa denne og lignende Veie i det forgjæves Haab at møde +Minna — og nu — du gode Gud! Og allerede den Gang havde +Solen leet og gjennemildnet Luften, Skyggen husvalet, Bjergskoven +duftet, Fuglekvidren jublet og den friske, lette Vind +brust igjennem de høie Kroner — hvor maatte da ikke nu den +samme Natur, der var saa sommerlig straalende som nogensinde, +fortrylle mine overberuste Sandser! Jeg kastede min +Hat tilveirs — den skulde som en Hilsen være fløiet op i +Himlen, men naaede neppe til den underste Gren af en af disse +gigantiske Graner. En lille Rødkjælk, der kvidrede paa en af +Søilestammernes tørre Kviste, tilraabte jeg overmodig: »Ei, ei, +du Smaa! venter du ogsaa paa Nogen? jeg venter paa min +Elskede, paa min Kjæreste, paa Minnchen.«</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a> +Strax kiggede jeg lidt forskrækket tilbage, om Nogen skulde +have været Vidne til min Barnagtighed. I det samme viste +Minna sig med sit lille Følge ved en Bøining af Veien. Jeg +ilede hende imøde, dog betydelig mere adstadig i mit Væsen.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>— Her er jeg med min Sauve-Garde, sagde Minna. Og +hurtig føiede hun til: husk paa at sige »De«, og hvis du bliver +fristet til at sige Noget, de ikke maa høre, saa tal Dansk, +jeg skal nok forstaa det.</p> + +<p>— Smaa Krukker har nok ogsaa Øren, bemærkede jeg.</p> + +<p>Minna lo høit og pegede paa den ældste af Smaapigerne, +som gik foran os; hun var netop prydet med et Par ægte +Hankeøren, der glødede i Transparent af Sollyset.</p> + +<p>Hvor Minna var munter og freidig! Skjøndt hun ellers +snarere saae lidt ældre ud, end hun var, gjorde hun nu et +saa barnligt Indtryk, at jeg uvilkaarlig sagde til mig selv: er +det muligt, at det er denne Pige, der elsker dig som en Kvinde +elsker, ja, som — desværre! — end ikke elsker for første +Gang? Hun havde den kalescheformede Havehat paa af sort +Straa, som jeg kjendte fra »<span lang="de">Sophienruhe</span>«, en praktisk Hovedbedækning, +da den kastede Skygge ned til midt paa Kinden; — fra +denne rolige Skygge, der havde grønligt Skjær af Skoven, +kiggede de smaa blanke Øine sorgløst ud paa Naturen +og paa mig. En blaa- og hvidstribet Kjole af let Stof sluttede +sig tæt til Livet og faldt i lange Folder ned under et lyseblaat +Silkebaand, som erstattede det sædvanlige Belte.</p> + +<p>Jeg havde allerede i et Par Minutter udtalt mig paa Dansk +om flere temmelig neutrale Ting, da det af hende forudsete +Tilfælde indtraf: — jeg blev saa overvældet af mine Følelser, +at jeg udbrød: »Men Minna, hvor den Dragt dog klæder dig, +hvor du er sød saadan!« Men da jeg allerede havde vænnet +mig til at fremsætte mine Elskovserklæringer paa Tydsk, saa +var det ogsaa iført denne klædelige Dragt at den lille Amorin +»undslap mig Tændernes Gjærde«, — hvilket jeg først mærkede, +da Minna greb mig voldsomt i Armen, og det ene Hankeøre +foran mig forsvandt, medens det andet dreiede Bredsiden +mere til.</p> + +<p>Minna bed sig i Læben. Den mindste Pige vendte sig i det +samme om og holdt sin Dukke henimod Minna.</p> + +<p>— Frøken! kommer vi ikke snart i Skygge! ellers faar +Caroline Fregner.</p> + +<p>Vi greb med Begjærlighed denne Anledning til at lade vor +Latter bryde løs. Den Lille saae dybt fornærmet paa os:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a> +— Saa siger jeg, det er din Skyld, og saa maa Mama give +Caroline af sit Toilet-Vand.</p> + +<p>— God Dag, Cousine Minna! lød det bag ved os, — nei, +hvor lystig! — Ih, se god Dag, Hr. — Hr. Fenger! Det var +Skolelæreren, der havde indhentet os. Han kom marscherende +i Skjorteærmer, med Frakken hængende paa sin Stok over +Skuldren. Minna hilste — lidt mindre familiært.</p> + +<p>— Ah, er det Dem, Hr. Storch! udbrød jeg med en Følelse, +som om jeg var bleven grebet i Noget.</p> + +<p>— Ja, akkurat, svarede han og blinkede med det ene Øie, +der synlig sagde: »Ah, saa De har opdaget hende, den lille +Lærerinde, min smukke Cousine Minna! ja, jeg sagde Dem +det jo.«</p> + +<p>— Prægtigt Veir, men varmt — puh! Det er min sidste +Feriedag, føiede han til med et Suk.</p> + +<p>— Og hvorhen gaar Reisen?</p> + +<p>— Til Hohenstein .... Gaar De med?</p> + +<p>— Ellers Tak, — ikke denne Gang.</p> + +<p>— For min Skyld skal De virkelig ikke, Hr. Fenger — begyndte +Minna.</p> + +<p>— Gud bevares! Optaget er optaget, og bedre er bedre. I +Deres Sted gik jeg heller ikke med .... »<span lang="de">Warum in die Ferne +schweifen, sieh' das Gute liegt so nah!</span>« .... Gud ske Lov, +man kan da sine Klassikere. Saalænge man kan citere Goethe, +drikke Münchener Øl, ryge Altstädter Ziegel-Tobak, klatre op +og ned ad Bjergene og een Ting endnu, som jeg ikke tør tale +om, naar Cousine Minna hører derpaa, saalænge er Polen +ikke fortabt, om man ogsaa sex Timer om Dagen maa tærpe +Lærebog med nogle dumme Unger — hvad jeg vilde sagt: arbeide +i Folkeoplysningens ædle Tjeneste. Naa, god Morgen!</p> + +<p>Han fjernede sig hurtig, trallende paa en lystig Vise:</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">So leben wir, so leben wir,<br /></span> +<span class="i i0">so leben wir alle Tage — — — —<br /></span> +</div></div> + +<p>— Sikken En! udbrød den Mindste, og han kaldte dig Cousine! — »Bagerens +Tinka siger, at han giver dem saa mange +Ørefigen,« tilføjede den Ældre. — »En deilig Fætter! saadan +en snavset Skjorte, han havde paa!«</p> + +<p>— Mama siger, vi skal sige »Chemise«.</p> + +<p>— Ikke om saadan en, Fie!</p> + +<p>Minna kastede ikke det venligste Blik efter Ærmerne af +det omtvistede Klædningsstykke, der lyste mellem <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="Stemmerne">Stammerne</a>.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a> +— Hvor kommer det sig, at du staar paa saa fortrolig Fod +med min værdige Slægtning? spurgte hun.</p> + +<p>Jeg fortalle hende om vort Bekjendtskab, om Grunden til, +at jeg havde gjort en Spadseretur sammen med ham og om mit +Udbytte deraf.</p> + +<p>— Naa, du har allerede den Gang anstillet Undersøgelser +om mig, sagde hun, idet hun truede med Fingeren og smilede +ganske fornøiet dertil. — Det skulde jeg blot have vidst.</p> + +<p>— Hvad saa?</p> + +<p>Minna smaalo, slog sin Parasol ned og pegede med den +ned ad en skyggefuld Sidevei, der formelig aandede et kjøligt +Pust ud i Solheden. — Lad os gaa her ned ad, saa slipper +Caroline for Fregner, og vi forhaabentlig for Turister.</p> + +<p>Veien var helt overgroet af frodigt Græs, som tilslørede +Hjulsporene. Grøfterne opfyldtes af en fin Mosart, der voxede +saa yppig, at den dannede en løs purret Masse af grønne +Smaastjerner, i hvilke Draaber af Morgentaagen endnu tindrede, +og over de olivenbrune Mospuder, der svulmede paa +den hinsidige Rand, bøiede sig en hel Hæk af forskjelligartede +Bregner.</p> + +<p>— Nei se, hvor nydeligt! udbrød Minna og pegede paa nogle +Bregner, der kun bestod af en enkelt Ribbe med lancetformige +Sideflige. Ellers saae man dem sjelden høiere end knap et +Spand, men af disse vare Nogle godt og vel en Fod høie. — Gid +jeg kunde faa et Par saadanne — med Rod paa — jeg +har allerede mange Bregner — her staar forresten en, den er +ogsaa smuk.</p> + +<p>Hun trak sine Silkehandsker af og knælede ned. Det lykkedes +mig at springe over paa den anden Side.</p> + +<p>— Blot vi kan faa dem rigtig op! Har du en Kniv?</p> + +<p>— Nei. Men vi siger paa Dansk: fem Fingre er ligesaa +gode som en Baadshage.</p> + +<p>Hun lo, idet hun rystede det nedfaldne Haar bort, — grov +og borede. Endelig fik vi Planterne op. Jeg kom med en +vaad Fod over Grøften igjen. Minna svøbte Bregnerne omhyggelig +i sit Lommetørklæde for ikke at miste Noget af det +Muld, der hang ved Rodtrævlerne. Vi præsenterede hinanden +vore jordede Hænder og lo som et Par Børn, mens vi skyndte +os efter de Smaa, der næsten var komne os af Syne og nu gav +sig til at raabe.</p> + +<p>Oppe over Granernes mørke Toppe høinede Himlen sig +rødligblaa. Inde i den dybe brunlige Skygge mellem deres +graa Stammer borede sig hist og her en skarp Solstraale +<a class="pagenum" name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a> +skraat ned som en gylden Stang; dæmpet Lys skjælvede sølvglindsende +paa en eller anden Bregne derinde, som lignede de +udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste +Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, +der laa umotiveret midt imellem Træerne, ligesom et +Hus, med en lille Have af Bregner og ung Bøg paa sit flade, +let hældende Tag. Der duftede af Gran og af Svampe.</p> + +<p>Jeg veed ikke, hvad det var for en længere Udvikling, som +jeg kom ind paa, men hvis Emnet har været interessant, saa +var det i alt Fald spildt Umage: — jeg bemærkede, at Minna +ufravendt stirrede paa mig med et eiendommeligt uopmærksomt +Smil, der næsten havde lidt Drilsk ved sig, og tog til, +ligesom et Lys, der breder sig.</p> + +<p>— Hvorfor ler du? spurgte jeg lidt flov. Synes du ikke?</p> + +<p>— Hvilket?</p> + +<p>— Naa — naturligvis —</p> + +<p>— Jeg veed ikke, jeg har ikke hørt Noget, jeg aner ikke, +hvad du talte om, jeg bryder mig heller ikke om det — (Ordene +kom med en rivende Fart) — men bliv ved, bliv blot ved — jeg +hører paa din Stemme — jeg har ingen Tanke til at forstaa +med, jeg hører blot, og ser paa din Mund — og paa din +Profil — veed du, at du har en kjøn Profil? — og din Mund +er saa morsom, naar du taler, Underlæben træder frem — saadan — ved +enhver Pause — ja, men det klæder dig, og +Hagekløften fordybes, og Næsen krummer sig ude i Spidsen, +og det er det allerbedste — det er en Schiller-Næse, og du +er ogsaa saadan en Idealist som han — aa, du!</p> + +<p>Hun skottede hurtig fremad efter Børnene og kyssede mig +heftig.</p> + +<p>— Men Minna, — det kan du dog ikke mene!</p> + +<p>Jeg var ganske beruset af denne søde Smiger. Det var +første Gang i mit Liv, at min physiske Forfængelighed blev +kildret. Tværtimod havde jeg altid maattet høre for min »Snabel +af en Næse«, og fordi jeg havde lidt Underbid — virkelig +slet ikke meget, fandt jeg selv, — og nu! at denne smukke +Pige kunde finde noget kjønt hos mig, og netop ved <em>det</em> — det +var som et Æventyr. Jeg følte mig i den syvende Himmel, +og Gud maa vide, hvor taabelig jeg havde gebærdet mig, hvis +ikke Børnene vare komne løbende for at underrette os om, +at der i denne syvende Himmel fandtes deilige modne Hindbær.</p> + +<p>Det var en Lysning i Skoven med Smaakrat mellem store +mossede Stenblokke. Veien, som vi havde fulgt, snevrede sig +<a class="pagenum" name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a> +ind til en Sti. Lidt til Side for den leirede vi os i Skyggen +af saadan et Klippebarn, medens Smaapigerne kravlede om +imellem Buskene. Minna tog sin Hat af, lagde sig helt tilbage +og saae op i den dybe Himmel. Pludselig brast hun +i en kort Latter.</p> + +<p>— Hvad er der?</p> + +<p>Hun reiste sig halvt op, støttende sig paa den ene Arm.</p> + +<p>— Kan du huske, Harald, — paa Zwinger, dèr er der saadan +nogle smaa — Fauner, er det vist de hedder — med Bukkeben, +veed du, Børn — ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale —</p> + +<p>— Naa?</p> + +<p>— Det faldt mig ind: — hvis nu saadan en lille Fyr kom +springende her — hvor sødt! jeg vilde tage ham paa Skjødet +og kjæle for ham.</p> + +<p>— Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En!</p> + +<p>— Er <em>jeg</em>? spurgte hun med et pudsigt lille Hvin paa »jeg«.</p> + +<p>I det samme rørte der sig noget Levende inde mellem Buskene +i store Sæt. Den mindste Pige gav sig til at skrige: en +Hønsehunds skikkelige Hoved stak frem og aandede tørmundet +med den lange Tunge dinglende ud til den ene Side. I det +næste Øieblik stod en skjægget Forstmand med Bøsse over +Skuldren paa Stien et Par Skridt fra os og mønstrede os med +et saa vrantent Blik, at jeg strax sluttede, han maatte være +blottet for menneskelig Følelse, siden han kunde se saadan +paa min Minna, som hun sad dèr, med Livet strammet af de +opløftede, halvblottede Arme, idet hun satte sin Hat tilrette +paa Haaret, der var kommet i Ulave. En ren Skovtrold!</p> + +<p>— Hvad skal I her? spurgte han barsk. Det er ingen Vei +for Turister.</p> + +<p>— Saa? ja, De maa undskylde, men der stod ingen Afviser +med »forbuden Vei« dèr, hvor den gik ind.</p> + +<p>— Som om De ikke kunde se, at det er en Skovvei! .... +Der er saagu lavet Gangstier nok for Publikum.</p> + +<p>— Maa man da ikke gaa et Skridt udenfor de afstukne Spadsereveie +her? det er dog for galt! raabte jeg og begyndte at +blive arrig.</p> + +<p>— Nei, Gu' minsæl maa De ikke nei! brølede han, kobberrød +i Ansigtet.</p> + +<p>— Vi vidste det virkelig ikke, ellers var vi ikke gaaet her, +sagde Minna venlig, men bestemt. Men jeg troer, at vi kan ikke +have gjort den mindste Skade.</p> + +<p>— Saa er det ikke Deres Skyld, brummede han — en Kjende +mindre gnaven. — Et Par Skridt længere fremme staar der +<a class="pagenum" name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a> +det ene Grantræ ved det andet, ikke større end en Negl. Ungerne +dèr ser sig i alt Fald ikke for, hvor De træder, og De +har vel ogsaa Andet at tænke paa. — Og ærgerlig over at +have ladet sig formilde saa meget, at han nedlod sig til en +Forklaring, snerrede han til mig: »Ja, nu veed De, hvad De +har at rette Dem efter«.</p> + +<p>Derpaa fløitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede +ind til Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, +om vi nu ogsaa gik tilbage.</p> + +<p>Det gjorde vi — lidt slukørede, som man altid er efter en +Overhaling, enten den er beføiet eller ikke.</p> + +<p>— Det var en deilig gammel Pan, der kom dèr og skræmmede +os bort, i Stedet for den Panisk, du havde drømt om.</p> + +<p>— Saadan en Brumbjørn! surmulede hun — og hun efterlignede +vrængende hans veirslagne Bas.</p> + +<p>Børnene lo af fuld Hals.</p> + +<p>— Naa, forresten havde han vel Ret — skjøndt de burde +sætte en Afviser, sagde hun. Hvis jeg var Skovmand, vilde +jeg ogsaa blive gal i Hovedet over alle disse Folk, der kommer +løbende ud i Skovene. Men egentlig maa du jo kunne føle det +bedre end jeg, som Søn af en Forstmand — har din Fader +været lige saadan, Harald?</p> + +<p>— Min Fader var kongelig Skovrider, dette var jo en +ubehøvlet Betjent.</p> + +<p>— Aristokrat!</p> + +<p>— Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, +der tager i Skoven.</p> + +<p>— Det er en hel anden Sag.</p> + +<p>— Nei, slet ikke —.</p> + +<p>Saaledes smaaskjændtes og spøgede vi hele Resten af Veien. +Ja, tilsidst gav vi os endogsaa til at lege Tagfat med Børnene, +saa vi kom hjem, ophedede og forpustede og i det bedste Humeur +af Verden.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="II_X" id="II_X"></a>X</h3> + + +<p>Den følgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille +Bord i Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette +med sin Avis, indfandt vi os Arm i Arm og røbede saaledes +allerede langveis fra vor Hemmelighed.</p> + +<p>Den kunde ikke være bleven modtagen med hjerteligere +Glæde, om Minna havde været deres Datter, og jeg havde været +<a class="pagenum" name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a> +Millionær. En Flaske <span lang="de">Liebfrauenmilch</span> blev hentet fra Hotellet +og tømt paa vor Lykke i det lille Trappelysthus, hvor +Aftensolen listede sig ind mellem Bladene og blinkede gyldent +i de brunlig grønne Glas. Hertz talte meget om det interessante +Faust-Manuscript, hvis Ægthed han ikke drog i Tvivl; +derimod vare Varianterne færre og mindre betydelige, end +han havde ventet. Dette førte ganske naturlig til en Drøftelse +af, hvorvidt det er rigtigt at offentliggjøre saadanne tidligere +og efter Digterens egen Dom ufuldkomne Udkast til et berømt +Digterværk, og den Gamle fremsatte mange gode og træffende +Bemærkninger imod dem, der af altfor stor Pietet mod det +Fuldendte ville undertrykke Tilløbene, som dog have en dyb +menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning for al +kunstnerisk Psychologi. — Men han talte langsommere og besværligere +end ellers og afbrødes ofte af en pinlig Hoste, der +synlig bekymrede hans Kone. — Den Taage, som ved Elben +havde været saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte +Rhintaage nær, havde heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og +dèr havde den i det snevre Prag holdt sig til høit op paa +Dagen, gjennemtrængende Alt med sin klamme Kulde. Dertil +kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft, hvor +denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understøttet +af en frygtelig Træk. Ingen havde endnu haft Omtanke til +at befordre den mærkelige Kistes Indhold ned til beboeligere +Rum, og desuden var der endnu mange Bogkasser og Skrin, +som ikke lod Hertz finde Hvile, og i hvilke det ogsaa lykkedes +ham at opstøve et og andet: Billetter fra Carl August og Erkehertuginde +Amalia, Originaludgaver af et Par Bøger af Wieland +og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende. +Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og han viste os +dem med stor Glæde, da <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="vil">vi</a> lidt før Solnedgang gik op i Leiligheden; +men man kunde ikke høre denne Hoste afbryde hans +fornøiede Bemærkninger uden en Frygt for, at han havde kjøbt +disse Skatte for dyrt.</p> + +<p>Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin +Bekymring Luft: —</p> + +<p>— Hertz er svag, og han taaler ikke meget. —</p> + +<p>— Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke +strax at frygte det Værste. —</p> + +<p>— Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind +vil faa meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg +altid Forskud, og jeg synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, +<a class="pagenum" name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a> +nu er jeg i Virkeligheden næsten lige saa nedslaaet, som om +den kjære gamle Mand allerede var gaaet bort.</p> + +<p>— Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans +gode Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig +set saa nydeligt et Forhold mellem Fader og Søn — der er +noget saa eiendommelig patriarkalsk —</p> + +<p>— Ak ja! <em>mig</em> kunde det sagtens røre, det var saa forskjelligt +fra, hvad jeg fandt i mit eget Hjem.</p> + +<p>— Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan +en god Fyr.</p> + +<p>— Ja, vist saa, — rigtig rar —</p> + +<p>Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget +kort om Hertz's Søn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han +aldrig havde fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste +Gang, naar jeg besøgte ham, havde set hende. Hun maatte +paa den Tid være kommen mindre tidt til Hertz's eller paa bestemte +Tider af Dagen. Forresten var det kun i det sidste +Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort Bekjendtskab var +blevet saa fortroligt.</p> + +<p>Jeg vilde gjerne have fortsat dette Æmne, men Minna var +allerede bøiet af: —</p> + +<p>— Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger +du jo min Moder — jeg har skrevet til hende — og hør! — bedøm +hende ikke strax altfor skarpt —</p> + +<p>— Men, kjæreste Ven, hvor kan du frygte —?</p> + +<p>— Ja, ja, jeg har jo ikke selv — spændt dine Forventninger +høit. Men der er ogsaa meget Godt ved hende — hun gjør +visselig Ingen Fortræd med sin gode Villie, og hun holder meget +af mig, — det gjør hun.</p> + +<p>— Det sidste er nok for mig.</p> + +<p>— Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa +glad over.</p> + +<p>— Naa —?</p> + +<p>— Men du skal ikke blive saa fornøiet, — det er slet +ikke kjønt af mig, det er frygtelig egenkjærligt. Ser du, jeg +er glad over, at du ingen Forældre har i Live.</p> + +<p>— Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig —</p> + +<p>— Nei, nei, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. — Hvor +skulde de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske +anden Svigerdatter, og det havde de Ret til. Men nu er der +ingen Andre end du, der har Krav til mig, naar du blot vil +være tilfreds med mig, som jeg er —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a> +— Min egen, elskede Hustru! Men du græder? udbrød jeg, +da mine Læber blev vaade paa hendes Kind.</p> + +<p>— Det er det samme! Men det lød saa sødt, — siig det +igjen!</p> + +<p>— Min Hustru! —</p> + +<p>Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gjennem +den lille Landsby. Det var mørk Nat. Enkelte oplyste Ruder, +spredte paa begge Sider af den mørke Dal, bidrog mere +til Hygge end til Lys. Oppe over Høienes og Klippernes Mulm +tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og af og til strøg et +Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hørte foruden vore +egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og fra Tid +til anden en forbifarende Bevægelse i Pilene paa dens +Bred, som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede +sig.</p> + +<p>Da vi nu for tredie Gang nærmede os til de Lys, der vinkede +ovre fra Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere.</p> + +<p>— Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod +vor Villie, vare gaaet helt istaa.</p> + +<p>— Det er Noget ligesom en Anelse, — jeg kan ikke gjøre +for det — det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen — jeg +føler mig beklemt — jeg er bange, troer jeg.</p> + +<p>— Vi har været lykkelige her. Men det er min egen kjære +By, vi skal ind til, — dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om +med dig.</p> + +<p>— Det er blot — vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der +er voxet her, — og nu skal den omplantes.</p> + +<p>Minna lo — en mild og klog Latter: —</p> + +<p>— Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, +der har Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn.</p> + +<p>Efter en lang — lang Omfavnelse gled hendes Skikkelse fra +mig og forsvandt i Mørket, allerede mens den spinkle Spange +endnu knirkede under hendes Skridt, som saa trippede paa +Grusgangen. Pludselig hørte de op.</p> + +<p>— <span lang="de">Gute Nacht, Lieb</span>! lød hendes klare, høie Stemme overraskende +nær.</p> + +<p>— <span lang="de">Gute Nacht, Seelchen</span>!</p> + +<p>Og vel et Minut senere tonede det fjernt, som med en Aandestemme, +derovre fra: —</p> + +<p>— <span lang="de">Gute Nacht</span>!</p> + + + +<hr class="partbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a></p> +<h2>Tredie Bog</h2> + + + +<h3><a name="III_I" id="III_I"></a>I</h3> + + +<p>Den følgende Dag ved Femtiden var jeg i Dresden. Saasnart +jeg havde pakket mine Sager ud og spist til Middag i min +sædvanlige Restauration, tænkte jeg paa at opsøge min ubekjendte +Svigermoder, — ikke saa meget af Høflighedspligt eller +af Nysgjerrighed, men fordi jeg derved paa indirekte Maade +satte mig i Forbindelse med Minna.</p> + +<p>Der var ikke mange Minutters Gang hen til »<span lang="de">Röhrhofsgasse</span>«, +hvor Fru Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine +Naboer og Gjenboer. Gjennem den aabne Gadedør kom man +ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som ligeoverfor mundede ud i +en Have, og fra hvilken midtveis den reglementerede Stenvindeltrappe, +pudset med Pibeler, førte op til Etagerne. Paa +den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og saae +ud. Ligesom allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig, +saaledes kjendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, +hvor jeg havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den +var stereotyp for et smaaborgerligt Dresdener-Hjem.</p> + +<p>Haven stødte paa alle tre Sider op til andre Haver, og disse +igjen til Nabohaver, saa at de dannede een stor Have-Firkant, +begrændset af de temmelig lave toetages Huse. Ved dette Anlæg +skaffer Dresdneren sig Luft og Lys selv i de gamle, +snevre Stadsdele. Den lave Eftermiddagssol straalede over +disse mangeartede Trækroner, medens Gange og Smaaplainer +laa i ensformig Skygge. I en Nabohave »turnede« nogle unge +Fyre, i en anden legede en Mængde Smaapiger; et Sted viftede +noget ophængt Linned ganske sagte. Den lille Have +nedenunder var tom. I et Bed foran Vinløv-Lysthuset blomstrede +et Par Roser; en Akacie og et smukt Kirsebærtræ +strakte deres Grene næsten over hele Rummet, og man savnede +heller ikke Hylden, »<span lang="de">der Hollunder</span>«, uden hvilken man +siden Kleist ikke kan tænke sig tydsk Erotik, og med hvilken +man ikke kan undlade at tænke sig den. Ganske vist var +den ikke blomstrende, men det var jo nu — sidst i August — egentlig +ikke dens Skyld.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a> +Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille +Ramme, at Gymnasiallærer Jagemann boede dèr. Jeg ringede +paa den ene Gang efter den anden, men Ingen rørte sig. Da +jeg ikke kunde beslutte mig til at forlade dette Sted, der var +det eneste i den smukke Stad, hvor jeg fandt Noget af Minna, +gik jeg ned i Haven og satte mig i Lysthuset. —</p> + +<p>Der var næsten saa stille, som om man havde været ude +paa Landet. Kun en sjelden Gang lod Byen sig høre med en +tung Rumlen af en Fragtvogn. Fra en af de nærmeste Haver +lød Smaapigernes Stemmer uafbrudt: —</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">M'r woll'n ä mal spazieren gehn<br /></span> +<span class="i i0">von einer Stadt zur andern:<br /></span> +<span class="i i4">Ri-ra-rutsch —<br /></span> +<span class="i i0">m'r fahren mit der Kutsch. —<br /></span> +</div></div> + +<p>Denne Børneleg satte mig en halv Snes Aar tilbage i Tiden.</p> + +<p>En af disse Stemmer var Minnas, og det var hendes lyserøde +Kjole, som jeg gjennem Buskene saae dreie rundt som +en Top, hver Gang de raabte »Rutsch«. Hun var ovre hos en +Veninde, — her turde hun jo ikke lege med andre Børn for +Faderens Skyld. Men een Gang havde han nær grebet hende +i denne Forbrydelse, og jeg gav mig til at overveie, hvilken af +de to tilstødende Haver det vel var, som de da vare flygtet ind i. +Bagved mig var der et Plankeværk, den Vei var saa temmelig +udelukket; tilvenstre var der bag Stakittet en Tjørnehæk, men +den saae ikke ud til at være saa gammel, ligeoverfor mig var +Stakittet lidt høiere, men ved Hjørnet høinede Terrænet sig, +saa der var lettere at slippe over, og det var desuden mest +af Veien fra den, der kom gjennem Gadedøren. Alt dette +drøftede jeg ligesaa omhyggelig, som en Historiker kunde +undersøge Lokaliteterne ved Pharsalae for at komme paa det +Rene med Caesars Slagorden. Det kostede mig ikke mindre +Hovedbrud at bestemme mig for, hvilket Nabohus og hvilket +Vindue der vel kunde være det, som Venindens Skat og dennes +Ven, hendes første Tilbeder, havde hilst ned fra.</p> + +<p>Tilsidst tiltrak dog Hylden sig hele min Opmærksomhed. +Den stod i et Hjørne op mod Nabohaven og overskyggede en +lille Bænk, der var slaaet sammen af et Par Brædder og saae +meget gammel ud. Jeg ombyttede min Plads i Lysthuset med +denne. Ikke just noget mageligt Sæde for en ældre Herre, +der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende for et +ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til Magelighed. +<a class="pagenum" name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a> +Og saa den romantiske »Hollunder« — den stod ikke i +Blomst nu, men den havde blomstret — for ham! Som en +Skygge fra denne Busk lagde Skinsygen sig over min Sjæl, +denne Skinsyge, som min Lykkeligheds-Følelse og Minnas +Nærhed hidtil havde holdt borte. Jeg vilde have hende helt, +ønskede at have seet hende som Barn, forestillede mig, at hun +forlod sine Legekammerater for at komme hen og slynge sine +smaa runde Arme om min Hals, — hvis der var en Præexistens, +syntes jeg, at man skyldte mig ogsaa den, — og ikke +saa meget som hendes første Ungdom eiede jeg! En Anden +havde dette skjønne Brudstykke af hendes Liv og gjemte det +som et Smykke for sin Forfængelighed. Men tilsidst var det +dog mig, der hævede Skatten, medens han havde været blind +nok til at nøjes med et Par Skuepenge — denne Tanke trøstede +mig saa meget mer, som den smigrede min Forfængelighed.</p> + +<p>Jeg reiste mig og gik ud paa Gaden. Skumringen var falden +paa. Til den ene Side stod et gyldent Aftenskjær om +nogle mørke Trætoppe over en Havemur, — til den anden +var der helt dunkelt mellem Husene, hvis øverste Ruder +tindrede gyldent, medens Lygterne tændtes ved deres Fod. +Da jeg intet Maal havde, gik jeg henimod Lysningen.</p> + +<p>Paa Hjørnet var der en Ølkneipe — naturligvis. En gammel +Mo'erlil, der trods Varmen var indsvøbt i et tykt Uldshawl, +tridsede derind. Jeg kom derved til at huske paa, +at Minna havde fortalt mig, at hendes Moder jævnlig henad +Aften drak sit Øl i »<span lang="de">Zur Katze</span>« — Stedet havde jeg erindret, +da jeg godt kjendte dets komiske Skilt.</p> + +<p>Jeg styrede altsaa min Gang mod Byens Centrum og naaede +snart den glimrende oplyste <span lang="de">Schloss-Strasse</span>, hvor der +vrimlede af Mennesker.</p> + +<p>I den lille Restaurants-Sal sad der flere aldrende Herrer. +Man saae strax, at det ikke var en Beværtning, der kunde +haabe at lokke Mange ind fra Gaden, men at den levede saa +jævnt af Stamgjæster. En af dem, der havde en Bunke Aviser +og Mapper foran sig, skjævede arrig til mig, da jeg nærmede +mig, ligesom en Hund, der snerrer, naar man kommer dens +Benfad for nær. En velkonserveret, glatraget Herre underholdt +i en Krog temmelig høirøstet et Par Philistre med den +sidste Skandale ved Hoftheatret.</p> + +<p>Døren stod aaben til et mindre Værelse. Jeg kiggede derind +og saae en gammel Kone sidde lige ved Døren; ligeoverfor +hende hang et gammeldags Consolspeil. Da jeg vilde kunne +<a class="pagenum" name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a> +betragte hendes Billede deri uforstyrret, trak jeg mig hurtig +tilbage og forskrækkede atter alvorlig Avislæseren, idet jeg +satte mig ved Siden af ham. Jeg greb for et Syns Skyld den +Avis, som han havde lagt fra sig; selv dette tillod han kun +med en misfornøiet Brummen. Kellneren satte et Glas Øl +foran mig.</p> + +<p>Men den gode Kone derinde kunde dog neppe være min +tilkommende Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen +Lighed imellem dem, og det var mig umuligt at udfinde +Spor af en saadan. Panden var slet ikke høi, men stærkt +buet, Øinene laa ikke dybt, og Læberne vare tykke og formløse, — hvad +iøvrig hele det graaladne Ansigt var; det saae +ud som en Ting, der længe har ligget i Vand, saa den er +bleven udblødt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske +vist let markere en Lighed med et ungdommeligt Ansigt.</p> + +<p>Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han +ikke kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme +dèr. »Hun sidder inde i det lille Værelse,« svarede han. Jeg +reiste mig og gik derind. Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, +og da jeg traadte hen og hilste, saae hun saa skrækslagen +ud, at man mindst skulde tro, hun befandt sig ene +med mig i en Jernbanecoupé.</p> + +<p>Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gjennem +Brev —</p> + +<p>— Ja vist saa — Gudbevares — Minna har skrevet — det +kjære Barn — ak, Gud ja. .... Det — det glæder mig — +overmaade. .... De er altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger —</p> + +<p>— Fenger —</p> + +<p>— Rigtig — Fenger — ganske vist — De maa endelig undskylde. +Det var jo i et Brev og — Bogstaverne ligner hinanden — mine +Øjne er heller ikke saa gode — og saa skriver +Minna virkelig lidt utydeligt. .... Finder De ikke ogsaa? .... +Min salig Mand skrev saadan en tydelig Haand, — han har +ogsaa undervist i Skjønskrift. Ellers var det Latin og Græsk — ak +Gud, ja, han var virkelig meget lærd .... Minna har +ogsaa gode Kundskaber — det er ganske anderledes end i +min Tid — overhovedet Ungdommen! — Men vil De ikke tage +Plads, De maa dog endelig sætte Dem ned. —</p> + +<p>Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saae, at +hun tænkte paa at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme +hende i Forkjøbet.</p> + +<p>— De er virkelig altfor venlig — jeg veed sandelig ikke — maaske +for Selskabs Skyld — men kun et lille Glas. .... Ja, De +<a class="pagenum" name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a> +kan vel drikke mange Glas, — unge Mennesker — salig Jagemann +var ogsaa en stærk Øldrikker — fra Studenterdagene af, +veed De. .... Drikker de ogsaa meget Øl hos Dem i Danmark?</p> + +<p>Forgjæves søgte jeg at faa en fornuftig Samtale i Stand, +medens vi drak vort Øl. Snart faldt hun i Staver, stirrede +sløvt paa mig, og svarede ikke Andet end »Ak Gud, ja,« — og +umiddelbart efter gav hun sig til, som Tydskerne sige, at +snakke det Blaa ned fra Himlen, — ikke af Snaksomhed, +aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst for at +blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det +forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte +formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. +Undertiden, naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, +betragtede hun mig forskende, som om hun tænkte: »Hvad er +nu det for en Fyr, Minna dèr har faaet fat i?« — naar jeg da +saae paa hende, foer hun i Hast med Glasset op til Læberne og +spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad det sorte Shawl, paa +hvilket man saae, at det var blevet farvet.</p> + +<p>Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte +paa ingen Maade gjøre den Omvei, og desuden havde hun flere +Ærinder underveis. Hun forsvandt i det første mørke Sidestræde, +dog ikke før jeg havde givet det Løfte eller den +Trudsel — jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede det, — at +besøge hende næste Dag. —</p> + +<p>Jeg gik derhen lige fra <span title="sic">Polytechnikum</span>.</p> + +<p>Da jeg ringede anden Gang, mærkede jeg, at i et Vindue, +der gik ud til Trappegangen, bevægede et lille smudsigt Gardin +sig lidt ved det ene Hjørne, og fra Mørket bagved det kiggede +et Øie ud paa mig, hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine +gamle Folder. Efter endnu at have ventet en god Stund, hørte +jeg slæbende Skridt, og endelig aabnedes Døren af Fru Jagemann, +hvis Ansigt havde et forskræmt Udtryk, som om jeg +mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige ved at +spørge: »Herregud, hvad er der gaaet Dem imod?« — da det +faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til +at have glemt, at jeg vilde besøge hende eller ogsaa havde +hun taget det som en tom Høflighedsphrase. Det sortfarvede +Shawl, som jeg kjendte fra den foregaaende Aften, indhyllede +hende og lod til at være kastet over Chemisen, og Nederdelen +syntes snarere at være et Skjørt end at tilhøre en Kjole. Hun +førte mig med mange Undskyldninger ind i Dagligstuen og +forsvandt derpaa en halv Time »for at byde mig en Kop Kaffe«.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a> +Det temmelig lille Værelse var venligt og lyst, da det +vendte ud til den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af +Sol. Men Meublementet var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, +men det Hele vidnede om en fuldstændig Mangel paa Ordenssands. +Klappen af det sorte opretstaaende Clavér var helt +graa af Støv, og oppe paa dets Plade stod der ovenpaa en +Bunke Noder en Tallerken med en halv røget Sild. Det har +altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for +jeg opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, +men hele den udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment +mørke Kjøkken, hvor hun tilberedte og spiste sine +Maaltider, sov og læste »<span lang="de">Dresdener-Nachrichten</span>«. I et Hjørne +stod en Reol næsten helt fuld af grønne Bind, hvilke jeg strax +gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat, Gaven fra hin barske +Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis hun nogensinde +skildte sig ved dem. En Dør midt paa den ene Væg var +dækket med et grønt Tæppe, og en Sopha stod foran den; +paa dette Tæppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saae +en Del af et Fiskerleie under lave Klitter ved en Havbugt. +I Forgrunden sad et Par unge Piger og knyttede Net, medens +de samtidig gjorde Jav med en Hovedstads-Laps, der var signaliseret +ved Hjælp af en Malerkasse og havde en umiskjendelig +Lighed med Stephensen. Ved hans pegende Haandbevægelse +og de unge Pigers leende Blik var det aabenbart antydet, +at der i denne Knytten-Net skulde lægges en dybere Betydning. +Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet +som flovt tænkt, var der en Del Friskhed og Naturstudie i +Stranden og Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige +lyse Farver straalede formelig i den lille Stue, til hvis +mer end tarvelige Bohave det stod i en paafaldende Modsætning. +Enhver maatte uvilkaarlig spørge sig selv, hvorledes +er det dog kommet herind? og til mig, for hvem dette Spørgsmaal +paa Forhaand var besvaret, talte det paa en anmassende +Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han satte dog +sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden +han efter Aars Forløb sendte hende et saa gjennemarbeidet +Billede. Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til +<em>hende</em> at antyde sig selv som Courmager hos et Par unge +Fiskerpiger! — hvilke Stemninger maatte det ikke vække +hos en tydsk Pige, hvis Hjerte var fuldt af Kjærlighed til den +danske Maler, og hvis Fantasi er fuld af Heineske Digte: — »<span lang="de">Du +schönes Fischermädchen</span>« og »<span lang="de">Das Meer erglänzte weit +hinaus</span>« maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse +<a class="pagenum" name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"></a> +Farver og vakt en uendelig Længsel efter <em>hans</em> Hjemstavns +ubekjendte Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret +Selvbehag og en dum Hjerteløshed syntes mig at have tegnet +dette pralende Monogram paa en Sten, som Lapsen satte sin +Støvle paa, — en Støvle, der iøvrig var saa blank, at den +umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den støvede Vei.</p> + +<p>Foruden dette Billede var der i Værelset endnu to andre, +der hidrørte fra samme Haand. De hang under hinanden mellem +Vinduet og Chatollet: et Pastel-Portrait af Minna og en +Blyantstegning af en midaldrende Mand med en høi Pande, +lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i Forbindelse +med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øine gav +ham et misfornøiet og bittert Udseende, tyndt Haar og store +Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage +være fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden +med Minna paafaldende. Og naar man saae nøiere til, var +ogsaa Læbernes Form oprindelig den samme; derimod var +hendes Næse noget kortere og bredere. Denne Tegning var +dygtig udført og vidnede om en god solid Skole.</p> + +<p>Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet. +Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. +Hun havde en sort Kjole paa uden det mindste Hvidt eller +Farvet, hvorved hendes betydelig overdrevne Bleghed blev +endnu mere paafaldende, og Alt dette svømmede bort i en blaa +Taage, saa man skulde tro, det var en ung tobaksrygende +Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp — kun at denne +ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse +Læber, men snarere ud af de vage, udtryksløse Øine — en +Kunst, der, som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne +Slags taagede Billeder var dengang lige komne i Mode. Og +det var en Mand, der havde malet sin Elskede! Hvor var den +kjærlige Fordybelse i Enkelthederne, den gjerrige Omhu, der +værner om det Mindste, fordi den ser det Største bagved det, +den selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, den Forelskelsens +Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende +Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten blot er +betænkt paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet +af dette; Alt var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen +over med en Harefod for at viske det ud i en Mode-Maneer, +der i Stedet for et menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk +»<span lang="fr">vue</span>«. Jo længer jeg saae paa dette Portrait, desto stærkere +fyldtes jeg af Foragt og Raseri mod ham, der havde malet +hende saaledes, denne Artist, der saa frækt havde sat sig hen +<a class="pagenum" name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"></a> +og lavet et Billede til efter den sidste Recept — Motivet fra +hans Elskede — snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt hvad +der var at forstaa og gjøre Rede for. Det forekom mig, at hvis +han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trække +ham hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe +ham ind i Ørene: — »Hvad er du dog i Grunden for en ækel +moderniseret og artistisk bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, +hvilket fordømt Skræmsel af en Farveløgn du har +lavet med den herligste Guds-Skabning for Øiet, og i Hjertet +med, skulde man tro dig!« Og atter hørte jeg ham svare: +»Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjøre? Jeg har +dog i det mindste kunnet male et Portrait af hende, som man +til Nød kan kjende, som Enhver vil finde forestiller en smuk +Pige, og hvori en Kunstner ser et talentfuldt Arbeide. .... +<i lang="fr">Maintenant à vous, monsieur!</i> tag Farver og Lærred og sæt Dem +hen med Deres »selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, Deres +Forelskelses-Realisme«, og se saa, hvilket Uglebillede De +faar frem. Men lige meget, — forsøg alligevel; det er behagelige +Timer, forsikrer jeg Dem; De har det søde Pigebarn +siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De +vil; hun bliver rød derover, — derfor maa De moderere lidt +paa Farven — jeg vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne +lidt kjøligere end man sædvanlig gjør — — — —«. Paa denne +Maade irriterede jeg mig selv op til en saadan Grad af skinsygt +Raseri, at jeg maaske havde forgrebet mig paa Billedet +og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru Jagemann nu endelig var +kommen ind med Kaffen.</p> + +<p>Det voldte hende en heftig Forskrækkelse at se mig staa +lige op og ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bænket +i den lille Sopha bag det noget medtagne Mahognibord, paa +hvilket hun anrettede den sachsiske Drik. Der var foregaaet +en betydelig Forandring med hende, og hun havde nu et ganske +værdigt Matrone-Ydre i en mørkeblaa, hvidprikket Kattuns-Kjole +og kronet af en stor Kappe med lilla Baand. Hun +satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og søbede +langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til +Koppen.</p> + +<p>Jeg havde allerede i nogen Tid bemærket en sødlig kvalmende +Lugt, som nu bestandig blev stærkere, og det gik op +for mig, at der hinsides denne tæppebelagte Dør maatte blive +røget en meget tarvelig Kanaster. Fru Jagemann syntes at +gjætte mine Tanker; hun gav sig til at hoste:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a> +— Ak ja, ak Gud, ja — det er denne Tobaksrøg, den +trænger altid herind. Derinde bor vor Logerende, et meget +net Menneske, men han ryger evig og altid. Ryger De ikke +ogsaa? De maa endelig ikke genere Dem, det smager saa +godt til Kaffen, siger de. — Vi har nemlig Logerende, ellers +kunde vi ikke beholde denne Leilighed, forstaar De nok, og +naar man en Gang er godt vant — — men det har sine Ulemper. +Som nu denne Tobaksrøg. — Ganske vist, man kan ogsaa +faa Logerende, som ryger mindre, eller som ikke er saa +meget hjemme, — der gives endog dem, som slet ikke ryger, +men saa kan der jo være andre Ubehageligheder. Ak Gud, ja, +Hr. Fenger, der er mange slette Mennesker til! Som f. <span title="sic">Eks.</span> +denne Logerende, ham er der saamænd ikke noget videre at +sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt trækker ud +til henimod Slutningen af den næste Maaned, men hvad skal +man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem +har jeg haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover +naturligvis, at de skal komme og betale. .... Ak Gud, ja, slette +Mennesker, Hr. Fenger! ....</p> + +<p>Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende +Portrait og gjentog i Tankerne mit Udbrud: »Hvad er du dog +for en ækel, artistisk fordærvet og gjennemløiet Karl —!« Og +Fru Jagemann, der saae, hvor jeg var henne, skyndte sig høflig +at indhente mig: —</p> + +<p>— Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, — det +ligner jo ogsaa — næsten som et Photographi, ak Gud, ja! +saadan Kunstfærdighed! — Alt hvad man nu kan gjøre, Hr. +Fenger! i Amerika kan de nok nu photographere med Farver, +det stod at læse om i Avisen — Herre Gud, hvordan skal det +saa gaa de stakkels Malere, men hvad skal man sige — Kunsten +stiger, — Høg over Høg — den Enes Død den Andens +Brød, hedder det jo. — Ak ja! — Det er forresten en Landsmand +af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, +— — Hr. Stephensen hed han saamænd — han boede +her et halvt Aar — —</p> + +<p>Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede +mig med et Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve +Øine kunde udsende.</p> + +<p>— Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, +hun holder ikke Noget hemmeligt for mig.</p> + +<p>— Nei, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikjøbet +en Kunstner, — det har De naturligvis hørt om, sagde +<a class="pagenum" name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a> +hun hurtig, aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde +mig, men frygtelig angst for, at vi skulde komme ind paa et +pinligt Omraade. — Ak ja, saadan et Talent, det maa De nok +sige! — (Jeg havde slet ikke sagt noget Lignende). — Og et +net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han betalte mig altid +punktlig, endogsaa forud undertiden, — ikke fordi jeg bad ham +derom, men det var knappe Tider, og han var saa fintfølende. +Han røg kun Cigaretter, — det var noget Andet end vor nuværende +Logerende, — han er forresten ogsaa Maler, det vil sige, — han +er fra Holsten — det er Lokaler han dekorerer, Lofte og +Vægge. .... Men Hr. Stephensen røg kun Cigaretter, — aa, +naar man dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De +kunde lugte Røgelsen i den katholske Kirke. Ja, dèr har De +da været? min Gud, saa høit der er til Loftet, og alle de Lys +paa Altret, — ak, og saadan som de synger! det er ligesom +man hørte Englene, — jeg har været der med Minna, — hun +sagde, det var Latin de sang. .... Ellers gaar jeg i Anna-Kirken +her henne, det er en mageløs Præst, vi har, forleden +tog han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, — han +har konfirmeret hende — forresten kan hun ikke lide ham — hun +er tidt lidt vanskelig, det vil sige, — saadan — med Mennesker, +hun faar let Noget at udsætte. .... Naa, naturligvis har +hun Ret, paa sin Maade, — der er mange slette Mennesker til, +men hvad skal man sige, Herregud! derfor har vi Religionen, — hvad +var vi uden Religionen, Hr. <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="Fengre">Fenger</a>!</p> + +<p>— Ja, jeg maa desværre bekjende, at jeg ikke er saa meget +kirkelig, men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende —</p> + +<p>— Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, — da jeg var ung, — det +var akkurat det samme, — da tænker man kun paa at more +sig, — naa, naar man blot ikke gjør noget Ondt! —</p> + +<p>— Jeg tænker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, +og jeg haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan +gifte os. Jeg har en Onkel, som er Fabrikant i England, og +han vil gjerne have mig derover. —</p> + +<p>— Til England, ih nei da! jeg havde saamænd en Søster, +som var flere Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde +fortælle! Det maa jo være en skrækkelig By, London! Al den +Taage og Kulrøg. Dèr boer de ogsaa i flere Etager, og hele +Familien spiser til Middag ude i Kjøkkenet. ....</p> + +<p>Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt +resolut kunde opgive ethvert Forsøg paa at lede Samtalen ind +<a class="pagenum" name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a> +i et fornuftigt Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, +som hun kunde bedst, og gjorde kun af og til et Par understøttende +Bemærkninger. I Begyndelsen havde hun talt temmelig +rent, men efterhaanden som hun kom i Aande, indfandt +Provinsialismerne sig; hun sagde »<span lang="de">m'r</span>« for »<span lang="de">wir</span>« og »<span lang="de">sein</span>« for +»<span lang="de">sind</span>«, kjendte kun bløde »P«er og »T«er og spækkede sin +Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da +morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden +for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til +at ligne sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja +selve Ansigtstrækkene, — og jeg var derfor en saa taalmodig +og opmærksom Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig.</p> + +<p>Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsøg paa +at holde mig tilbage, men fulgte mig til Dørs med mange Knix +og Komplimenter.</p> + +<p>Jeg havde altsaa lært min tilkommende Svigermoder at +kjende, og var i Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, +hvor langt det end i og for sig var fra at kunne kaldes glimrende. +Sagen var, at jeg altid, naar jeg tænkte mig Fremtiden +og udmalede mig den Lykke at føre en elsket Kvinde hjem +som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om Svigermoder og +overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift ind i en +Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny Tante- +og Onkelbesætning etc. etc. p. p. — Om Familie var her nu +aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af +Penge, saa bragte hun mig heller ingen af »<span lang="de">Sippen und Magen</span>«. +Hvad Moderen angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en +sjelden, men heldig Kritik, saa lod hun til at være et meget +beskedent Væsen, som sikkert helst vilde kukkelure i Fred +ude i sit Kjøkken og nikke ind i »<span lang="de">Zur Katze</span>«, og var saa fastgroet +i sine Dresdener-Vaner, at der neppe vilde blive Tale om +at faa hende med til England. Naar man nu havde faaet en +statelig Dame til »Mama«, der omfavnede En moderlig, kritiserede +Ens Vaner, var misfornøiet med Udsigterne, blandede +sig i Husvæsenet, satte Datteren op imod En, saa vidt det +lod sig gjøre, forlangte Visitter, regelmæssige Aftener — du +gode Gud, hvor jeg dog var sluppen heldig med denne tarvelige +Mo'erlil!</p> + +<p>Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: +— »Beroliget, — Svigermoder uskadelig«.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a></p> +<h3><a name="III_II" id="III_II"></a>II</h3> + + +<p>Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis +var jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. +Medens vi gik sammen gjennem Gaderne forekom det mig, +at der var Noget, som tyngede paa hendes Sind, men jeg vilde +ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme. Iøvrig tænkte jeg mig, +at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde havde forværret sig.</p> + +<p>Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet +os være ene, blev det kjære Barn mer og mer tavs. Undertiden +saae hun paa mig med et langt, tungsindigt Blik, der var +lige ved at faa mig til at græde; snart efter begyndte hun at +stirre, som om hendes Tanker var langt borte, og jeg fik da +en Følelse af Uhygge.</p> + +<p>— Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? +spurgte jeg endelig.</p> + +<p>— Ja, det er jeg nok, du skal se, han dør af det .... Og +hvorfor ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter +i Prag, at han paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der +slaar ham ihjel, der er noget kjønt deri.</p> + +<p>— Men hans stakkels Kone!</p> + +<p>Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet.</p> + +<p>Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille +Have. Den lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med +sit Præg af Alvor og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre +Kvinde. Brystfolderne af den lette Kjole hævede og sænkede +sig stærkt og uregelmæssigt. Den høire Haand, som hang ned, +krammede et lille Lommetørklæde, et Par Gange hævede hun +den anden for at skygge, som om hun vilde se efter noget Bestemt, +men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra Panden +eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen.</p> + +<p>Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes +Skulder.</p> + +<p>— Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? —</p> + +<p>— Jeg har faaet Brev — fra ham — Svar paa det, jeg +sendte bort den Aften.</p> + +<p>— Naa?</p> + +<p>— Det har gjort mig saa ondt, — det var slet ikke, som +jeg havde ventet. Han tænker ikke paa mig, som en god Ven. +.... Det er ligesom han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke.</p> + +<p>— Hvad har han da skrevet, Minna?</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a> +— Ja, nu skal du selv se.</p> + +<p>Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille +Haandkuffert, som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe +tog hun et Brev frem og rakte mig. Det var skrevet paa meget +elegant Papir og indeholdt kun nogle ubetydelige Linier som +Indledning til et Digt af Heine, hvilket jeg ikke kjendte. Det +lød saaledes: —</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">Schon wieder bin ich fortgerissen<br /></span> +<span class="i i2">vom Herzen, dass ich innig liebe, —<br /></span> +<span class="i i0">schon wieder bin ich fortgerissen,<br /></span> +<span class="i i2">o wüsstest du, wie gern ich bliebe!<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i i0">Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,<br /></span> +<span class="i i2">der Fluss darunter fliesst so trübe;<br /></span> +<span class="i i0">ich scheide wieder von dem Glücke,<br /></span> +<span class="i i2">vom Herzen, das ich innig liebe.<br /></span> +</div><div class="stanza"> +<span class="i i0">Am Himmel jagen hin die Sterne,<br /></span> +<span class="i i2">als flöhen sie vor meinem Schmerze. —<br /></span> +<span class="i i0">Leb' wohl, Geliebte! In der Ferne,<br /></span> +<span class="i i2">wo ich auch bin, blüht dir mein Herze.<br /></span> +</div></div> + +<p>— Dumt Tøi, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret +mellem Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet +ud ad Vinduet, vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til +at glatte paa det.</p> + +<p>— Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som +jeg ikke formaaede at holde tilbage.</p> + +<p>Hun saae bebreidende paa mig: —</p> + +<p>— Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det +end var med langt bitrere Ord, vil jeg gjøre ligesaa med dit +Brev, Harald! og hun gjemte atter Brevet i Mappen.</p> + +<p>Den rørende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede +ud af hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev +dog et Bundfald af Uvillie tilbage.</p> + +<p>— Jeg havde Uret, tilgiv, — men det er et Brev, der kunde +faa en Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund +Sands deri.</p> + +<p>— Ja <em>jeg</em> forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke +vilde staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede +mig til at gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han +mig det.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a> +— Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han +ikke selv sine Følelser? — et Digt af Heine, — ja, naar det +saa endda havde passet til Situationen, men aldeles ikke!</p> + +<p>— Nei, ikke sandt! det var ogsaa det, der berørte mig saa underlig, +ligesom en falsk Tone, — ellers vilde det have gjort mig +endnu mere ondt — eller maaske vilde det ogsaa tvertimod +have virket forsonende, men dette kunde jeg ikke lade være at +ærgre mig over.</p> + +<p>— Hans Forfængelighed er bleven stødt over, at du kunde +glemme ham for en Anden, det er det Hele. Derfor har han +heller ikke selv haft Noget at sige, — en tarveligere Mand +havde grebet til en Brev-Formular.</p> + +<p>— Og alligevel — hvis han dog elskede mig endnu, og led! +udbrød hun og knugede de foldede Hænder sammen.</p> + +<p>— Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! +Hvorfor forlod han dig?</p> + +<p>— For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer +værd end jeg?</p> + +<p>— Nei, tusind Gange nei! For Kunstens Skyld! dum Frase! +Saadan en Ynkelighed! hvor tror han, han kan gjøre Kunst, +som duer noget, naar han er en sølle Pjalt, som ikke engang +tør tage et Tag med Livet, og hvordan skulde han kunne sidde +og pensle Følelser frem, naar han leger baade med sine og +med Andres?</p> + +<p>— Men hvis han kun havde sagt saaledes, — hvis han for +en Tid havde maattet arbeide ene, og saa ikke vilde binde mig, +men stolede paa, at min Kjærlighed var fast og udholdende nok +til at holde ud, og han selv havde ventet trofast, arbeidet, og nu +var bleven skuffet?</p> + +<p>Jeg gik heftig frem og tilbage i det lille Værelse. Den Tanke, +at Hr. Axel Stephensen skulde sidde oppe i Danmark som den +trofaste Elsker, arbeidende for at kunne forene sit Liv med +hendes, — forekom mig efter Alt, hvad jeg havde hørt om ham, +at være i en saa komisk Contrast med Virkeligheden, at jeg +var ved at le haansk; men et Blik paa den elskede Pige, hvis +Tiltro just i hendes Feiltagelse gjorde hendes Sjæl saa megen +Ære, afvæbnede min Bitterhed og kun et dybt, smerteligt Suk +pressede sig frem.</p> + +<p>Minna stod endnu tæt ved Vinduet med Ryggen mod det, +op mod en gammeldags Commode, der var fuld af værdiløse +Nipssager og af afblegede, tilsmudsede Photographier. Til dens +Kant støttede hun sig med begge Hænder og saae ned paa +Gulvet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a> +— Jeg skal være ulykkelig og gjøre Andre ulykkelige, +mumlede hun, som om hun talte med sig selv.</p> + +<p>— Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede +foran hende, og strakte Armene ud imod hende. — Det maa du +ikke sige, hos mig og til mig kan du dog ikke sige det.</p> + +<p>Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet uden at se op.</p> + +<p>— Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han +i alt Fald ikke. Han maa kunne forstaa mig —</p> + +<p>— Du vil dog ikke skrive til ham efter dette?</p> + +<p>— Jo, Harald, det vil jeg.</p> + +<p>— Hvorfor dog, kjæreste Ven! hvad kan der komme ud +deraf andet end Pinligheder for os Alle! Lad det være nok +med den Brevvexling, den har varet altfor længe.</p> + +<p>— Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det +sidste.</p> + +<p>— Jeg beder dig saa meget, Minna! lad være for min Skyld, — jeg +kan ikke forklare dig, jeg veed ikke selv hvorfor — men +det gjør mig angst —</p> + +<p>— Jeg <em>maa</em>, svarede hun med en Klang af fatalistisk Overbevisning. +.... Han og jeg kan ikke skilles saaledes.</p> + +<p>— Gid I aldrig var mødtes, udbrød jeg.</p> + +<p>Hun saae længe paa mig med et underligt uforstaaende Blik, +som om hun ikke kunde overse Rækkevidden af denne Forestilling. +Saa lagde hun sig ind til mig med Armen om min +Hals: —</p> + +<p>— Ja, Gud give, vi aldrig var mødtes! Hvorfor maatte du +ikke komme den Gang! Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden +at kjende, — da var Alt blevet saa godt!</p> + +<p>— Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og +kyssede hende paa Panden.</p> + +<p>Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om +det kjære Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, +som jeg havde sendt hende for et Par Dage siden, havde forvexlet +to Udsigtspunkter. Jeg benægtede, og forlangte, at vi +skulde efterse Kildestedet.</p> + +<p>— Det er saamænd ikke Umagen værdt, Enhver kan jo +komme til at skrive feil, sagde hun, og det forekom mig, at +hun blev noget forvirret.</p> + +<p>— Men jeg er vis paa, at jeg ikke har gjort det. Lad mig +dog se Brevet.</p> + +<p>— Saa lad <em>mig</em> da have læst feil, for mig gjerne, svarede +hun og blev rød. Det var tydeligt, at hun havde en Grund til +ikke at komme frem med Brevet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a> +Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret +i mig, siden hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brød +nu frem med en skinsyg Mistanke om, at hun havde behandlet +<em>mit</em> mere skødesløst og nu ikke vidste, hvor det var at finde. +Jeg var ikke ædelmodig nok til at skaane hende, skjøndt jeg +kunde have sagt mig selv, at selv det dyrebareste Brev kan +forsvinde ved hundrede Tilfælde, især naar man reiser.</p> + +<p>— Du kan da ikke være bekjendt at være saa doven. Din +Mappe ligger jo dèr paa Bordet.</p> + +<p>— Nei, dèr er det ikke, svarede hun og reiste sig. — Stivnakke! +Jeg maa umage mig ud i Entréen efter min Reisetaske.</p> + +<p>Nei, den tog jeg ind; den hænger dèr ved Døren.</p> + +<p>Hun gik hen og saae efter i Tasken.</p> + +<p>— Saa maa det vel dog være i Kufferten, bemærkede hun +med et Skuldertræk. — <i lang="fr">Tant de bruit pour une omelette!</i></p> + +<p>— Tak! sagde jeg med en spydig Forstemthed, som hun +overhørte, thi hun lo muntert, medens hun lagde sig paa Knæ +og gav sig til at rode op i Kufferten. Men mig forekom denne +Latter forstilt, da hun dog saa aabenbart befandt sig i en pinlig +Situation.</p> + +<p>— Du maa ikke se herhen, Harald, hører du! her er saadan +en Uorden.</p> + +<p>— Gud bevares, sagde jeg, og kiggede ærgerlig ud ad Vinduet. +Endelig hørte jeg hende reise sig og komme hen til mig. +Hun rakte mig Brevet. Det temmelig stive Papir var krammet, +uden at være lagt i egentlige Folder, buklet og krummet +paa en underlig Maade.</p> + +<p>— Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og +holdt det hen imod hende.</p> + +<p>Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt +Smil, der klædte hende fortryllende, og som, samtidig med at +det irriterede mig, gjorde mig dødelig forelsket.</p> + +<p>— Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med +samme Omhu, eller gjemmer dem lige saa godt som denne Hr. +Stephensens!</p> + +<p>Minna bed sig i Læben og kiggede op paa mig med et +drillende og dog kjærtegnende Blik. Jeg forstod slet ikke, at +hun kunde tage denne Sag saaledes, og vilde sikkert være +bleven vred som en Tyrk, hvis jeg ikke havde faaet en Følelse +af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg spillede en komisk +Rolle.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a> +— Men du glemmer jo helt at se efter, Harald, sagde hun, +da jeg vedblev at række Brevet hen til hende.</p> + +<p>— Du har Ret, afgjorde jeg, uden at værdige Dokumentet +et Blik, og kastede det paa Gulvet.</p> + +<p>Minna bukkede sig ganske rolig og tog det op.</p> + +<p>Hun saae paa mig med et bebreidende Blik, der fik mig til +at se beskjæmmet til Siden, skjøndt jeg endnu mente at være i +min gode Ret. Og uden at vende Blikket fra mig, men med et +bestandig ømmere Smil, knappede hun det øverste af Kjolen +op, løsnede Chemisen foroven og lod Brevet glide ned paa sit +Bryst, hvor det forsvandt med et rosenrødt Skjær af de sidste +Solstraaler som gjennemglødede det lille Værelse.</p> + +<p>Jeg sluttede hende heftig i mine Arme og bedækkede hendes +Ansigt og Hals med Kys, alt imens jeg fremstammede Undskyldninger +for mit urimelige Væsen, min Skinsyge og min +taabelige Mistanke, for hvilken hun paa en saa rørende Maade +havde beskjæmmet mig. Denne Anger og endnu mere den +lykkelige Følelse, at være saa inderlig og skjønt elsket, fik +mine Taarer til at strømme saa rigelig, at Minna spøgende +frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare +Brev. Ogsaa i hendes Øine blinkede det, — vi lo og græd paa +een Gang og kyssede hinanden Taarerne af Kinden.</p> + +<p>Men inden vi saae os for, var Moderen kommen ind i Stuen. +Vi gav forlegne Slip paa hinanden, og Minna søgte ved en +hurtig Dreining at skjule sit lidt uordentlige Toilette. Den +Gamle hostede undskyldende, og selv de forsigtige Skridt af de +næsten gjennemtraadte Slæbere, syntes, da hun listede ud med +Kaffekopperne, at hviske ganske sagte: »Gjør ikke noget, Børnlille, +jeg er selv ingen Nonne, — har ogsaa været ung! Næbbes +I kun! Herregud, naar man blot ikke gjør noget Ondt!«</p> + +<p>Det ærgrede mig, at vi skulde være Gjenstand for en moralsk +Overbærenhed, som vi ikke trængte til, og især at der +blev lagt et uædlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. +Minna maa have følt noget Lignende; thi medens hun knappede +den øverste Knap, trak hun paa Skuldren og mumlede +med en komisk Fortrydelighed: —</p> + +<p>»<span lang="de">Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereingelatscht</span>!« —</p> + +<p>— Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, — jeg har endnu +slet ikke hørt dig spille, og jeg har glædet mig saa meget +dertil.</p> + +<p>Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. +Der var endnu Dagslys nok til at se Noderne. Hun +<a class="pagenum" name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a> +slog et Schubert-Hefte op og spillede et <em lang="fr">moment musical</em>, +ikke uden Følelse, men saa ængstelig, som om hun frygtede for +at røre ved Tangenterne.</p> + +<p>— Det er skrækkeligt, udbrød hun, lige da hun havde taget +den sidste Akkord .... Maa jeg ikke holde op? Du kan da +ikke paastaa, at det er en Fornøielse at høre paa det.</p> + +<p>— Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke være +bekjendt at være ængstelig for mig.</p> + +<p>— Ængstelig? jeg ryster over hele Kroppen!</p> + +<p>— Du kan heller ikke se rigtig nu. Jeg vil hente en Lampe.</p> + +<p>— Nei, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde <em>den</em> +Undskyldning.</p> + +<p>Det sprudlende livlige og samtidig dog saa sværmeriske og +dybt bevægede Impromptu, som hun nu tog fat paa, behandlede +hun lidt friere og dristigere, og skjøndt det brast et Par Steder, +havde jeg en inderlig Glæde af det ægte musikalske Foredrag. +Jeg havde ventet, at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet +paa at maatte bede længe og indstændig for at faa hende +til at blive ved, men neppe havde hun faaet Hænderne fra +Tangenterne, før hun tog Beethovens Sonater ned fra Clavér-Pladen.</p> + +<p>— Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød +hun muntert. Man kan lige saa gjerne være fræk. Du maa +gjerne hente Lampen, Harald, at jeg kan se alle de Noder, som +falde under Claveret.</p> + +<p>Jeg havde ventet, at hun skulde spille »Sørgemarschen«, +første Sats af »Maaneskins-Sonaten« eller et lignende nogenlunde +overkommeligt Stykke, et af dem, om hvilke man kan +sige, at de ere naturaliserede i Dagligstuerne; men til min +Forundring hørte jeg, medens jeg ude i Entréen tændte den +lille Lampe, at det var den vældige C-Dur Sonate, som hun +styrtede sig ind i, og det uden at slaa det Mindste af paa Voldsomheden. +Hun havde aabenbart sendt mig ud efter Lampen +for at kunne begynde, mens jeg var borte, i Tillid til, at naar +man først er sprunget ud, hvor man ikke kan bunde, saa er +man nødt til at svømme. Og hun svømmede virkelig; selve +Dybden og Bølgebevægelsen hjalp til at bære. Da jeg traadte +ind, just idet hun fra vildsomme Løb og heftig Oktav-Stigning +naaede over til den rolige, i rige Akkorder syngende +Hymne-Melodi, — blev jeg et saa eiendommeligt Udtryk vaer +i hendes Ansigt af Energi og Begeistring, en Beethovensk Forklarelse +af alle hendes Træk, at en spøgende Opmuntring, som +jeg havde paa Læben, forstummede af sig selv. Jeg stillede +<a class="pagenum" name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a> +ganske sagte Lampen paa Commoden bag ved hende, og da et +stort Stykke af Kuplen var gaaet af, dreiede jeg den saaledes, +at Lyset gjennem dette Hul straalede hen paa Noderne, hvilket +nok kunde behøves; thi glimrende lyste denne Lampe sikkert +ingensinde, og den saae ud, som om den ikke havde været +renset i Løbet af Sommeren. Selv tog jeg Plads længer tilbage +i Stuen, hvor jeg ikke kunde forstyrre hende, men saae hendes +Nakke, hvis Haarknude glinsede i Lampelyset, og den blødt +skyggede Kindrunding, medens jeg fortabte mig i en Nydelse, +som maaske er den ædleste af alle: at faa Beethoven forespillet +af sin Elskede. I denne Stemning blev selv det Ufuldkomne ved +Udførelsen snarere til Gavn end til Skade; de yderst beskedne +Omgivelser stemmede ikke til Concert-Fordringer, og saa glædede +man sig saa meget mer over Beseiringen af Vanskeligheder, +selv om disse Seire ikke vandtes uden Mandefald i Node-Hæren. +Og trods Alt, blev hendes Spil kunstnerisk, fordi hun +var helt fortabt i det, — hun spillede som en Musiker, der +har faaet et vanskeligt Partitur paa Nodestolen; af og til +knurrede hun af Ærgrelse over at være snublet, undertiden, +naar hun havde slaaet med Fynd ved Siden af, sendte hun +efter den falske Tone et Udbrud, der ikke var fjernt fra en lille +Ed, og blev Hænderne tilbage for den inspirerede Villie, saa +sang hun med høi Røst Melodien, ligesom for at skamme Fingrene +ud og tvinge dem til at komme med. Saaledes var hun +stormet gjennem Allegroens stolte, solrige Bjergland og sænkede +sig hvilende i Adagioens Eneboerdal med den dybe Skygge +om det stille, blanke Vandspeil, hvor Sindet samler sig indadvendt, +men dog med Blikket forventningsfuldt hævet mod en +anet Herlighed, — for saa at svinge sig op til de ætheriske +Regioner, hvor Rondoen lever i et overjordisk Lys og en uforstyrrelig +Glans, jublende Triller ud, som var den en Lærke, der +havde hjemme, ikke blandt Skyer, men blandt Stjerner.</p> + +<p>Minna kastede sig tilbage i Stolen; jeg gik hen til hende +og trykkede et langt Kys paa hendes Pande. »Tak,« hviskede +jeg.</p> + +<p>— Det var ogsaa Noget at takke for, sagde hun og saae +forundret paa mig, som om hun frygtede, at jeg gjorde Nar.</p> + +<p>— Hvor kan du sige det! jeg er helt overrasket! Jeg vidste +nok, at du var musikalsk, men jeg havde dog ikke tænkt, at +du kunde spille saaledes.</p> + +<p>En pludselig, sjælfuld Glæde straalede op til mig fra hendes +Blik; men hun slog det strax ned, og hendes Læber krusede +sig til et godmodigt ironisk Smil.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a> +— Ja, ikke sandt! til at slaa ved Siden af er jeg en ren +Rubinstein!</p> + +<p>— Hvorfor spotter du? jeg veed dog selv nok, at du ikke +helt kunde magte den. Men du spillede smukt alligevel.</p> + +<p>— Ak! det er det, som gjør mig næsten fortvivlet, hver +Gang jeg spiller — at høre det saa smukt og ikke kunne faa +det frem. Og især det, at jeg undertiden synes, jeg maatte +kunne være kommen til at spille ganske ordentlig, hvis jeg +havde kunnet drive det rigtig vedholdende.</p> + +<p>— Naa, det er da ikke for sent endda, jeg synes, du har +Livet for dig.</p> + +<p>— Maaske, — men der er det samme i Veien endnu, — jeg +kan ikke taale det, du aner ikke, hvor det angriber mig: Nu har +jeg mindst spillet min Nattero bort. Hvorfor er man ogsaa +saadan en Pjalt! Ja, hvis du kunde forestille dig den Melankoli, +som jeg i disse Aar spillede mig ind i, hver Gang jeg +rørte Claveret! det var ligesom Noget, der slog sammen om +mig, og jo skjønnere Musikken var, desto mørkere blev det om +mig. Undertiden kunde jeg ikke lade være, men det kunde ogsaa +blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer.</p> + +<p>— Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven! — Jeg +skal nok faa dig sund og stærk, og naar du spiller mig glad, +vil du ogsaa selv føle dig lykkelig derved. Jeg er et taknemligt +Publikum, selv om du ikke driver det saa meget videre, +end du nu er. Men saa vil du ogsaa kunne dyrke Musikken +rigtig.</p> + +<p>Mine Ord lod ikke til at gjøre synderligt Indtryk paa hende. +Hun stillede Lampen hen paa Bordet, satte sig i den Stol, som +jeg havde reist mig fra, og støttede Panden i sin Haand.</p> + +<p>— Jeg kan mærke det i mit Hoved, det spænder og mylrer +derinde. — Hun lo op, som ad et pudsigt Indfald: — Veed du +hvad, hvis jeg nogensinde ønsker at blive af med min Smule +Forstand, saa troer jeg, at jeg kunde spille den bort.</p> + +<p>— Hvad er det for en Idé!</p> + +<p>— Nu ja, det var ogsaa en Maade at begaa Selvmord paa. +Det er det Frants-Moorske, at ødelægge Legemet gjennem Aanden, +anvendt paa Selvmordet.</p> + +<p>— Minna, du maa ikke tale saadan, det er en daarlig Spøg.</p> + +<p>— En grov Spøg i alt Fald, naar der gjøres Alvor af den. +Men man veed ikke, hvilke Kunster man kan faa Brug for i +Livet. »Det var en Kunst, der fortjente at Have dig til Opfinder,« +— deklamerede hun med komisk Efterligning af en +Mode-Skuespiller. — Har du seet det her paa Hoftheatret? hvor +<a class="pagenum" name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a> +han var affekteret! hu ha! .... Hun satte sig i Positur, som +Frants Moor i Begyndelsen af anden Akt, og lagde sit Ansigt +i saa pudsige reflekterede Skurkefolder, at jeg ikke kunde lade +være at le. Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at efterligne +det falske Effektmiddel, som den paagjældende Skuespiller +havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give +Spørgsmaal og Svar med to forskjellige Stemmer, en høi fistelagtig, +og en dyb Bugtalerrøst, idet hun samtidig vendte sig snart +til den ene, snart til den anden Side: — »Hvilke Art Følelser +skulde jeg vælge? .... <em>Vrede?</em> denne hungrige Ulv æder sig +for hurtig mæt! — <em>Sorg?</em> denne Orm nager mig for langsomt! +— <em>Græmmelse?</em> denne Snog sniger sig for trægt! — +<em>Frygt?</em> Haabet tillader den ikke at gribe om sig .... Hvad? +er Dødens Arsenal allerede udtømt? — Hvorledes? Nei! — Ha! +Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, +skulde den ikke kunne slaa en Minna ihjel!«</p> + +<p>Hun lo muntert og omfavnede mig.</p> + +<p>— Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig +og takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde +Ven! Men jeg skjønnede ogsaa paa det, skjøndt jeg kom med +al den Snak, — jeg kan ikke gjøre for det, tidt piner det mig +saa meget, det maatte være saa herligt at være Kunstnerinde, +synes jeg, at kunne faa Andre til at elske og beundre, hvad +der bevæger En selv saa dybt .... Men jeg skal nok blive +en flink Husmoder! — Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde +før — saalænge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg +mig jo ikke med denne søde Gift — men, Harald! hvis du +holder mer af en Anden —</p> + +<p>Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, — ganske vist ikke +noget synderlig logisk Argument, men i dette Tilfælde maaske +tilsidst dog det mest overbevisende.</p> + +<p>Moderen kom ind med The og Franskbrød, til hvilket hun +havde kjøbt Honning i Voxkager og usaltet Smør for at gjøre +os tilgode. Da vi havde spist, satte hun sig hen i en Krog i +en underlig trekantet Lænestol med lodrette Sider; — den var +egentlig et Hjørnestykke af en tredelt Sopha, hvis <em>disjecta +membra</em> vare fordelte rundt i Leiligheden. I dens Varetægt +blundede hun næsten øieblikkelig ind.</p> + +<p>Minna var ogsaa træt efter Reisen. Da det hæslige, Alabast-søilede +Taffeluhr paa Commoden efter en lang, truende +Snurren besluttede sig til at slaa fire Slag, der gjenlød i Claveret +med en lang Tone, — og derved gjorde os opmærksomme +<a class="pagenum" name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a> +paa, at »Klokken var slagen ti«, holdt jeg paa, at hun skulde +til Ro.</p> + +<p>Vi lod den Gamle sove. Minna lyste mig ud. Til hendes +store Skræk gik jeg »med Nakken paa Ryggen«, — som hun +sagde, — ned ad den steile Vindeltrappe, uden at kunne vende +Øinene fra hende, som hun stod deroppe, bøiet over Rækværket, +med det smilende Ansigt stærkt belyst af den fremstrakte +Lampe.</p> + +<p>Helt nede blev jeg længe staaende og sendte Kys op til +hende, indtil hun gav sig til at skjænde, og da det ikke nyttede, +begyndte hun pludselig at skjære Grimacer og frembringe saa +græsselige Carricatur-Ansigter à la Wilhelm Busch, — at jeg +endelig tog Flugten med en høi Latter.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="III_III" id="III_III"></a>III</h3> + + +<p>Den følgende Dag viste Minna mig et Udkast til et Brev, +som hun vilde sende Stephensen.</p> + +<p>Vi læste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde +indfundet sig en af de Tanter, som »ikke var saa rigtig heldige«, +og for hvis Selskab Minna gjerne vilde forskaane mig +saa vel som sig selv.</p> + +<p>Brevet beroligede mig, da det syntes mig at være vel skikket +til at gjøre Ende paa hele hint uklare Forhold. Det var +uden al Bitterhed og frit for hvert Spor af Sentimentalitet, +værdigt og holdt i en rolig, sikker Tone, som jeg ikke havde +tiltroet hende i en Sag, der satte saa mange Følelser og Minder +i den stærkeste Bevægelse.</p> + +<p>Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg +undertiden glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen +smukke By, og jeg mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.</p> + +<p>Vi gik gjennem flere smaaborgerlige Gader og Stræder, der +alle lignede hinanden; med deres fuldstændige Flise-Fortove, +uden Rendestene og Kjældertrapper, gjøre de et nettere og +renligere Indtryk, end en Dansk venter sig af saadanne Kvarterer. +De to-etages Huse variere kun den graa eller gulige +Farve en Smule, men af og til breder der sig en lavstammet +Bygning, hvis store indsunkne Tag kigger ned paa Gaden gjennem +mange af disse ægte sachsiske Loftsvinduer, der ere formede +som sammenknebne Øine, og som, naar de staa tæt sammen, +faar Tegltaget til at gjøre en lang Bølgebevægelse. Det +<a class="pagenum" name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a> +er gamle Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige +Tider siden her befandt sig i Byens Udkant.</p> + +<p>Overalt herskede en ret velgjørende familiær Ugenerthed. +Ved det aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit +Barn Bryst; <span title="sic">skraas</span> overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, røg +en Mand i Skjorteærmer sin Pibe og stirrede op paa Gjenbotaget, +hvor en hvid Kat balancerede. En velklædt Mand, der +saae ud som en Studerende, kom med et Glaskrus skummende +fuldt af Øl, som han havde hentet i Hjørnebeværtningen.</p> + +<p>Smaabørnene, der legede foran Gadedørene, hilste paa +Minna, og en lille Skjælm af en Pige, paa tre-fire Aar, med +krøllet Paryk og et Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende +paa sine stakkels nøgne Ben, der vare saa krumme som Sabler, +og gav sig ikke tilfreds, før Minna havde forfulgt hende ind +paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange.</p> + +<p>Mindre tiltalende var Opmærksomheden fra de større Børns +Side. En lang barhovedet Tøs, med de smudsige Strømper stikkende +i udtraadte Pampusser, blev ved at raabe efter Minna: +»Hvad er han for En?« og en Skomagerdreng, som gik midt +ad Gaden og — til min Forbavselse — fløitede Skuespillermarschen +af »En Skjærsommernatsdrøm«, saa det skingrede +i hele Nabolaget, maa have fundet noget Jødisk i mit Ydre, for +han afbrød pludselig hin Beskjæftigelse for at blive ved at +raabe »Itzig« efter mig. Undertiden overdøvedes alle Stemmer +af en af de uhyre Fragtvogne, hvis tøndeformige Ruf rokker +oppe i Høide med Vinduerne i første Etage. Et Par svære +Heste med tykke Halse og fede, kløftede Kryds trække den i en +jordvindende Skridtgang, medens de ryste deres blinkende Messingpynt +af Ringe og Halvmaaner; <span title="sic">Kjæderne</span> klirre, det knager +i alle Spanter, Hjulene pibe, og under den uhyre bevægede +Masse drøner Stenbroen, saa at man er fristet til at holde sig +for Ørene, og faar Svar i Øst, naar man spørger i Vest. — Intet +af alt dette var nyt for mig, men idet jeg gjennemvandrede +det med Minna, fik det en anden, fortrolig Belysning, og jeg +betragtede de mindste Smaating med Kjærlighed, fordi de +hørte med til det Hele, som fra Barnsben af havde omgivet +hende og præget hendes Fantasi.</p> + +<p>Dette hyggelige Stykke Gammelstad overskares pludselig af +den fornemme Pragerstrasse, Residentsens moderne Pulsaare, +med sit nerveuse Liv af rullende Equipager, en pyntet Vrimmel +og glimrende Boutikker. Og vi kom ind i nye brede +Gader, hvis øde Perspektiver kun viser En et Par enkelte Fodgængere +<a class="pagenum" name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a> +og en sneglende Droske. Blomsterrækkerne paa Balkonerne +er den eneste oplivende Farve i den graa Masse. +Der er saa godt som ingen Boutikker; paa hveranden Port +staar »Pension«, og over dens Naboer »Hotel garni«. Dette +var ikke Noget for os; for at naa til Villa-Strøget og »se paa +Leilighed« vilde vi have valgt den korteste Vei, hvis ikke i +dette rektangulære Kvarter alle Veie havde været lige lange.</p> + +<p>Snart havde vi fint Grus under vore Fødder og overskyggedes +af en lille Allés Ahornblade. Mørke Akacier, glinsende +Sølvpopler, gjennemsigtige Birkekroner, tætte Platankupler, +Lindeløv og Blodbøge, blandede med en uendelig Mangfoldighed +af sjældne Buske og Træer, hævede sig til begge Sider +over Gitre, Hækker og lave Mure med smaa Gjennembrydninger. +Hist og her skinnede en Statues hvide Lemmer inde mellem +Blomster og Blade, eller en fin Straale steg og sank med +sagte Plasken midt i en yppig Bladgruppe. Og Villa fulgte +efter Villa, pragtfulde Mellemting mellem Landhuse og Paladser, +med fine Façader af gulig Sandsten, som endnu eiede +Noget af sin kornede Glans. Hvor de store Speilglas-Vinduer +stod aabne, bevægede det yderste Fag af de crême-farvede, netagtige +Gardiner sig sagte, ligesom i Drømme, og inde i Værelsets +Dunkelhed blinkede en Lysekrones Prismer, eller Kanten +af en Guldramme straalede dæmpet. I en dorisk Søile-Loggia, +med pompejansk malede Vægge og Casset-Loft, drak +et Selskab Kaffe. En slank Dame, med Ridekjolens Slæb over +Armen, ledsagedes af en Cavalér i bronze-brunt Fløiel ned ad +en Dobbelttrappe, som i Zig-zag omsluttede en frodig Plantegruppe. +I en Underkjørsel, der paa Siden af en Villa dannede +en prægtig Bueportal, kopieret efter Villa d'Este, ventede +en Landauer, hvis Spand Guldfuxe trippede utaalmodig og +skrabede i det røde Grus.</p> + +<p>Denne Slags Underkjørsler behagede os særlig, og vi vilde +paa ingen Maade lade os nøie med en af Jern og Glas. Der +var jo ingen Tvivl om, at vi maatte have Equipage til den +Tid, naar disse luxurieuse Planer iværksattes. De omtalte +Guldfuxe tiltalte os meget, men vi havde iøvrig ogsaa et Sværmeri +for kulsorte »Rappen«. Megen Vægt lagde vi naturligvis +paa Villaens Stil; og vor Smag stemmede overens, idet vi foretrak +en ikke altfor rig Renaissance. Et Ideal af denne Art +fandt vi paa et Hjørne ud imod Stadsparken. Det var en kraftig +Bygning af betydeligt Omfang, præget af en ægte aristokratisk +Simpelhed, uden Spor af parvenu-agtigt Koketteri, med imponerende +<a class="pagenum" name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a> +store og ædle Forhold; den syntes at være bygget af +Semper selv eller en af hans bedste Disciple.</p> + +<p>»Dèr er den, det er <em>vor</em> Villa!« udbrød Minna strax. Hun +lo overgivent af denne Tankeleg, men jeg tog den allerede alvorligere. +Hvorfor var det endelig saa utænkeligt? det var +ingen brødløs Kunst, jeg drev, jeg havde Protection og vilde +maaske arve. Hvorfor skulde man ikke tilsidst efter et Liv +fuldt af Arbeide, kunne trække sig tilbage her som en hovedrig +Mand? Mit ungdommelige Overmod følte en ubegrændset +Kraft i sig. Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af det, der +er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme +at kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende +Frugt. Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var +en Mistro til min Dygtighed og Energi.</p> + +<p>— Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, +at jeg vilde passe til det. Tænk dig, hvad der hører til for +at fylde i en saadan Leilighed, — alt det Tyende, som man +vilde have at tumle med .... Jeg synes ogsaa, man maatte +gaa i en evig Bekymring for, at man ogsaa anvendte sine +Penge rigtig og forsvarlig, naar man havde saadan en Mængde +.... Og saa maatte man føre stort Hus og se Mange hos sig. +Jeg er vis paa, at alt dette ikke vilde ligge for mig, og at jeg +vil finde mig langt mere tilfreds ved at holde sammen paa en +lille, tarvelig Husholdning. Men derfor er jeg heller slet ikke +misundelig paa de Rige, men jeg glæder mig tvertimod over, +at Andre, hvem det passer for, kan have det saa smukt, og +naar jeg er egoistisk, saa forestiller jeg mig, at det egentlig +altsammen er til for min Skyld, for at jeg kan have saa meget +kjønt at se paa, naar jeg spadserer med min Skat, og det kan +give os Stof til saadan taabelig Passiar som denne.</p> + +<p>Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i »<span lang="de">Grosser +Garten</span>«, hvor vi valgte de mindst befærdede, skovagtige Veie, +der krummede sig mellem høie Graner og brede Ege. Endelig +tog vi Plads paa en lille Udsigtshøi nord for Herkules-Alléen, +hvis mægtige Linde kastede deres Skygge langt hen over Stubbemarken +foran os. Tilvenstre laa Høidedraget paa den hinsidige +Elbbred stærkt solbeskinnet, med sine Skovbanker og +Indsænkninger, underbygget af Landsbyerne, der ved Villaernes +Hjelp næsten gro sammen til een lang Bort af Haver og Huse, — med +de steile Skraaninger gjennemstregede af Vignernes +Terrasser og Mure, mellem hvilke der hæver sig gamle Gaarde +med høie Tage, omgivne af spidse Pyramidepopler, medens +<a class="pagenum" name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a> +Høiene foroven ere besatte med Vingaardsmændenes Smaahuse, +der se ud som Vagttaarne. Alle disse Enkeltheder gjentog sig +bestandig mindre, utydeligere og nærmere ved hinanden, indtil +de smeltede sammen i en næsten ubestemmelig Farvetone, dèr +hvor Aasen som en Pynt sænkede sig ned mod Sletten. Denne +blaanede langveis bort, og yderst ude viste sig Bjergformer, +skyggeagtige og svævende, snarere som et Bundfald af Luftens +Blaa end som en Stigning af Jordens. Men eftersom Skyggerne +paa Marken blev længere, traadte Omridsene legemligere frem, +og vi kjendte tydelig Liliensteins fortrolige Profil. Og samtidig +med at ovre paa den høie Loschwitzer-Bred den ene Rude +efter den anden tindrede som i en begyndende Illumination, +kunde man skjælne Liliensteins Stenbrud som en lysere Streg +forneden. Det var underligt at tænke, at i dette Bjergbillede, +der var saa liliput-agtigt, at det kunde males paa en Lillefingers +Negl, kunde man med en Naal udpege det Punkt, der +havde rummet saa megen Lykke for os. Vi trykkede tavse +hinandens Haand, og vore Øine fyldtes med Taarer, mens vi +stirrede derud imod; — det forekom os begge, at hin Idyl var +groet fast derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, +og at vi havde forladt den tillige med Stedet og først +hist kunde gjenfinde den, — og en uendelig Hjemve opfyldte og +forenede os.</p> + +<p>Hvorvel kun et Par Døgn skilte os fra hin Fortid, — skjøndt +vi sade sammen ligesaa lykkelig som nogensinde i hine Dage, — og +uagtet vi haabede lutter glædeligt Samliv imøde: — trods +Alt dette forekom det os begge, at vi saae et tabt Paradis +aabne sig derude i Glansen af den dalende Lykke-Sol med +rosenrøde Smaaskyer som Amorinfjer svævende over sig i den +lyse, farveløse Luft, for saa lidt efter lidt at glide bort, ind +under Skyggen af Nattens bløde Vinger, som fandt os siddende +paa samme Plet med Armen om hinandens Liv.</p> + +<p>Denne staaende Vemod i Tilbageblikket — er den kun +Virkningen af en Idealiserings-Kraft, som Erindringen selv besidder, +eller stammer den maaske snarere fra Menneskets evige +Frygt, den uendelige Usikkerhedsfølelse overfor en ukjendt +Skjæbne, der ved et Lune kan røve En Alt, undtagen hvad man +har oplevet — som ikke blot truer ude fra, men ogsaa synes +at raade i vort Indre, og mod hvilken kun vort Selvs dulgte +Kjerne i sjeldne Gjennembruds-Øieblikke maaske kan stille en +jevnbyrdig Magt op?</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a></p> +<h3><a name="III_IV" id="III_IV"></a>IV</h3> + + +<p>Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak +Minna sin Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: —</p> + +<p>— Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. +Jeg vil nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om +Bygningsstil og især om Rococoen. Nu skal vi repetere det i +den rigtige store Billedbog.</p> + +<p>Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skjøn +Eftermiddag — til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner +og Gallerier, der er et Epopé i Sten fra en Tid, som var altfor +livslysten til at bryde sig om andre Digte end denne solide +Slags, hvori man kan røre sig og nyde, drikke, danse, fægte, +elske, ride Carrousel og bade i Springvandsbasiner under aaben +Himmel — dette Mesterstykke af en yppig og fantasifuld Stil, +som en fad Afsmag af Empiren har lært en Epigonslægt at se +ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu atter overalt +kommer til Hæder og Værdighed, — Zwinger — som synes +bygget af sachsiske Gnomer, anførte af en Faun, der var forelsket +i en Muse. — —</p> + +<p>Andre Dage besøgte vi vor guddommelige Værtinde fra +Rathen, »<span lang="de">die Mutter Elbe</span>«, i hendes Byresidens, hvor hun er +indlogeret mellem begge Stadsdele i en prægtig Leilighed, der +af de tre Broers Pillerækker deles i to lange Sale. Paa den +berømte Brühlske Terrasse berusede vi os ved Solnedgangs-Tid +i de straalende metalliske Farver, der blinkende dirrer mellem +hverandre i Flodens Strømhvirvler, indtil den længst ude +krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende Vinbjerge.</p> + +<p>Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Række +krøllede smaa Poppeltræer, som synes at være tagne ud af +et Brobdingnagbarns Legetøis-Æske.</p> + +<p>Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øieblik brød +frem under Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination +flammede ned over Strømmen; det var, som om Moder Elben +havde afsløret sin Festhal — en Kolonnade af vundne Søiler +drevne af det pureste Dukatguld.</p> + +<p>Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene og +seilede ud til det idylliske, vigne-hængte Loschwitz — »Don +Carlos«'s Fødeby, eller til Schillerhaven i dens Gjenbo, Blasewitz, +hvor »Leirens« Gustel har hjemme.</p> + +<p>Paa Tilbageveien gjennem Byen maatte Minna sædvanlig +gjøre nogle Indkøb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Pølseslagterens +<a class="pagenum" name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a> +pyntelige Boutik, mens hun handlede ved Marmordisken.</p> + +<p>En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen +gaaet ud, og Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget +sultne; da vi havde varme Pølser med, betænkte vi os ikke +længe; Minna løb til Bageren paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen +paa det andet, og vi mødtes triumferende, medbringende +en »<span lang="de">Zeilen-Semmel</span>« og et Krus »<span lang="de">Kulmbacher</span>« som Bytte. I +den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det +mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været +med til.</p> + +<p>Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig +paa Bane, og jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække +pinlige Minder. Men vi gik flere Gange i den fortræffelige +Samling af Gibsafstøbninger, hvor den antikke Kunst viser sig +overskuelig i alle sine Stadier.</p> + +<p>Jeg overraskedes ved Minnas medfødte Kunstsans og over +hendes Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig over »Ægineternes« +staaende Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede +tillige, hvor vidt Kunsten allerede her var fremskredet +i Behandling af Legemet og dets Bevægelse; det slog +hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa et saadant +Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa eet Omraade, +medens der er noget Høiere, over for hvilket den endnu +staar barnlig famlende, — og hun opkastede det Spørgsmaal, +om dette ikke ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, +som vi ansaa for fuldkommen Kunst. — I Parthenonssalen imponeredes +hun især af Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest +følte hun sig grebet af den efterklassiske Kunst, Værker som +»Galleren«, »Sliberen«, »Venus fra Milo« — de fleste andre +Aphroditestatuer saae hun ligegyldig hen over. Hun gjorde +mig opmærksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke selv +havde haft Øie for, paa det levende Virkelighedspræg af en +Haand eller en Fod, idet hun bemærkede, at paa Statuer af +moderne Kunstnere, som hun havde seet, var dette ofte gjort +»altfor kjønt«.</p> + +<p>Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske +Studier: »Hvem der dog havde saadan en yndig, lige +græsk Næse!« sukkede hun flere Gange, — »saa vilde du elske +mig endnu mer — jo, det maatte du gjøre.«</p> + +<p>Og efter at have mønstret en hel Gudindeforsamling: »De +har da ikke saa tynde Arme!«</p> + +<p>— »Hvorfor skulde de have det?«</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a> +— »Jeg troede, det var grimt at have stærke Arme,« svarede +hun rød i Hovedet og vendte sig bort.</p> + +<p>Men vore Kunstnydelser — i denne By, hvor man <em>kan</em> +nyde Kunst! — kulminerede extatisk, da vi hørte Wagners Valkyrie +sammen. Dette Vølsungepars ædle og tungsindige Elskov, +forklaret i en Toneskjønhed, hvis Inderlighed har Evighedens +klare Dybde — hvor gjennemtrængte den ikke vore +Sjæle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor +Kjærlighed speilede sig i dette hellige Tonevæld som en +Narkissos — og elskede sig selv.</p> + +<p>I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud +til hinanden; senere tav vi.</p> + +<p>Minna trykkede min Haand ved Ordene: »<span lang="de">Als in frostig öder +Fremde — zuerst den Freund ich ersah</span>«; — og da Sieglinde +<a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="sang"></a> — tydelig, saa hver Stavelse hørtes i det dødstille Theater +og med en Betagethed, som kun Wagner har inspireret en +Operasangerinde til — sang: »<span lang="de">Wie dir die Stirn — so offen +steht, — in den Schläfen der Adern — Geäst sich schlingt! — Mir +zagt's vor der Wonne, — die mich entzückt —</span>« — — da +saae hun mig ind i Øiet med et Blik, som jeg veed, jeg vil +føle paa mit Dødsleie. Og da nu Tæppet — ikke faldt, men +drog sig sammen — o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, +klappende af alle Livsens Kræfter, med tindrende Øine og et +fugtigt Taarespor paa den blussende Kind, skjønnere end jeg +nogensinde havde seet hende, mere sjælelig skjøn end Noget, +som jeg har seet eller faar at se! —</p> + +<p>Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og +Søiler straalede i det sene Dagslys.</p> + +<p>Der vrimlede af pyntede Folk.</p> + +<p>Minnas Dragt var tarvelig, skjøndt ikke <em>saa</em> tarvelig, at +den blev paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende.</p> + +<p>Hun var for bevæget til at mærke det og generes deraf.</p> + +<p>Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft +slog os velgjørende imøde. Den aabne smukke Plads, +omgiven af monumentale Bygninger, bredte sig stille og næsten +ubefærdet under os, medens det vrimlede hen over Elbbroen; +de skovbevoxede Høider laa badede i Sollys og syntes +ganske nær. En Følelse af uendelig Lykke og Rigdom +overvældede mig.</p> + +<p>— Du sukker! sagde Minna, der lænede sig til mig.</p> + +<p>— Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end +jeg fortjener, svarede jeg. Veed du hvad, — jeg var dog ret +letsindig, at jeg den Gang kunde fri til dig.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a> +Hun saae paa mig med et spørgende Smil.</p> + +<p>— Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig — jeg +skulde have ventet, til jeg kjendte dig som nu — hver +Dag opdager jeg nye Skatte — bliver rigere og rigere. —</p> + +<p>Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit +Bryst.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="III_V" id="III_V"></a>V</h3> + + +<p>Hr. og Fru Hertz vare nu komne tilbage fra Landet.</p> + +<p>Vi havde begge hver for sig besøgt dem; de vilde se os en +Eftermiddag sammen til Kaffe, efter vor Rathener-Skik. Om +Aftenen maatte den Gamle have Ro og Hvile. Hoste og Smerte +i Brystet vedblev at plage ham; han var kun oppe midt paa +Dagen, og selv dette var snarere Følgen af en Halsstarrighed, +som ikke vilde give tabt, end det var, fordi han følte sig vel +ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren helst vilde have +holdt ham.</p> + +<p>Fru Hertz var temmelig bekymret for ham, og mente i +Grunden, at vi burde vente en Uges Tid, men den Gamle vilde +ikke høre Noget derom:</p> + +<p>»Hvorfor dog? da ikke for min Skyld, som om jeg ikke +kunde tage imod Nogen! Vist skal de komme imorgen, men +jeg sender dem bort, naar jeg bliver træt. .... Jeg bliver +nemlig gjerne træt lidt tidlig paa Aftenen nu,« tilføiede han +forklarende til mig.</p> + +<p>Vi begav os altsaa — Dagen efter at vi havde hørt Valkyrien — henad +Klokken fire ind i Hjertet af Altstadt, hvor +man endnu glædes ved Synet af gamle Rococohuse med knækkede +Tage og skjæve Konkylie-Ornamenter og af Smaapalaier +i Barokstil med Pilaster-stribet Façade, der smykkes af Medailloner +med hjælmbeklædte og parykbeprydede Marser og +Athener. Imellem disse findes tarveligere Huse i en temmelig +ubestemmelig Stil men med et inderligt tydsk Præg; deres hyggelige +Karnapper danne en Række Skabe langs ad Gaden, og +ved Hjørnerne springe de frem som store sexkantede Udbygninger, +der nedad forlænge sig i en Form som et omvendt +Kirkespir eller som en Kegle, besat med Annanas-Knubber i +spiraldreiede Rækker. Flere af disse Huse have Stuk-Ornamenter +af Blomster-Guirlander, eller forstenede Drapperier +<a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="hænge">hængende</a> ned fra deres Vinduer; hist og her sees ogsaa en ofte +overmalet Frise med uhyre fede Englebørn, saa uformelige, at +<a class="pagenum" name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a> +man ved et flygtigt Syn antager det Hele for et Stykke <em>natura +morte</em> af Kaalhoveder, Æbler og tykke Grene.</p> + +<p>I et saadant Hjørnehus, hvor fire Gader stødte sammen, +boede de gamle Folk paa første Sal. Der var et evigt Bulder +af store teltdækkede Landvogne, Fragt-Vogne fra Godsbanen og +alle mulige Forretningskjøretøier, — og det var aabenbart +denne Larm af en flittig Færdsel, som tiltalte den gamle Königsberger-Kjøbmand +og lod ham foretrække dette Sted for luftigere, +men mere døde Qvarterer.</p> + +<p>Kaffebordet var dækket i Hertz's Studereværelse, hvor han +holdt mest af at opholde sig. Han kom sjelden ind i Dagligstuen, +men saae gjerne, at hans Kone satte sig ind til ham med +sit Haandarbeide. Det var et middelstort Værelse med gamle +Mahognimeubler, blandt hvilke der ellers ikke fandtes nogen +bekvem Stol, men nu var en Lænestol bleven flyttet ind fra +Dagligstuen.</p> + +<p>Ved den ene Væg stod et almindeligt Skrivebord med otte +spinkle Ben, et Tobaksbord og et Bogskab. Lige overfor var +der en Pult af samme Slags som den, ved hvilken Kant var afbildet; +(dette gamle Farvetryk indtog nu atter sin behørige +Plads over Skrivebordet). Til begge Sider for Pulten hang et +Par værdifulde Oliemalerier, Ungdomsportraiter af Beethoven +og Frederik den Store i Legemsstørrelse. Over den befandt sig +nogle Daguerreotypier, af hvilke man dog aldrig opdagede Andet +end nogle skinnende Metalpletter.</p> + +<p>Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, men det +i sit Ydre tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede +Læderrygge og forrevne eller smudsige Papstykker, bestod +af lutter Originaludgaver, blandt hvilke — paa de midterste +Hylder — en stor Del af Goethes og alle Schillers Værker, +ligefra »<span lang="de">zwoote verbesserte Auflage</span>« af »Røverne«, med den +steilende Løve til Vignet og Indskriften »In tirannos«, til en +»Wilhelm Tell« med en Tilegnelse, skreven af Schiller selv. +Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af Nysgjerrighed — thi +det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig for os — end +fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle.</p> + +<p>Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe +i Skrivebordet og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det +var en Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en +temmelig stor, cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var +malet et nydelig udført Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. +Hertz fandt deri en Lighed med mig Uværdigste, navnlig +<a class="pagenum" name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a> +ved den lange Hals og Næsen, — en Opdagelse, der gjorde +Minna saa henrykt, at hun kyssede ham.</p> + +<p>Det begyndte at regne, og der blev pludselig saa dunkelt +i Værelset, som om det kunde være Skumring. Den blaalige +Spritflamme, der slikkede om Kobberkjedlen, lyste i den +gamle Mands hvide Skjæg og paa den fugtige Underlæbe, medens +han fortalte — langsomt læspende og afbrudt af Hoste — om +Livet i Riga, hvor han et Par Aar havde været i Handelslære: — Paa +Børsen havde de haft den ældgamle Skik, at Fallenten +maatte sætte sig paa en Slags Forundringsstol, medens +der blev ringet med en Armesynderklokke — en Slags moralsk +Execution.</p> + +<p>— Man leer af saadanne gamle symbolske Skikke og finder +dem barbariske. Men maaske har de ogsaa haft noget Godt +ved sig. Hvor tydelig mindes jeg ikke den Gang, da Moses +Meier maatte standse sine Betalinger. Han var Chef for et af +de to rigeste jødiske Handelshuse og havde ødelagt sig i +Konkurrence med Wolff — de havde altid været Uvenner. Der +var et frygteligt Røre paa Børsen, Nogle vare skadefro, men +Jøderne vare Alle meget nedslaaede. »Mon Wolff vil komme!« +spurgte man overalt, — men de Fleste mente, at han +dog ikke vilde være tilstede ved Rivalens Ydmygelse. Klokken +slog tolv, — saa skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden +vilde allerede ringe med Klokken, — da kjørte Wolffs Wienervogn +for i Galop, Wolff styrtede ind i Salen og raabte aandeløst: — »Der +skal ikke ringes, Meier skal ikke paa <a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="Falentstolen">Fallentstolen</a>.« +Han havde i sidste Øieblik — sikkert efter en haard +Kamp — besluttet sig til at forstrække Rivalen med det Nødvendige +for at afværge denne Skam for den jødiske Menighed; — og +de to gamle Mænd græd i hinandens Arme.</p> + +<p>Vi stirrede forbavsede paa denne Olding; han syntes os +i dette Øieblik endnu ærværdigere ved sine Minder fra en +Tid, som havde et saa fremmedartet og patriarkalsk Præg.</p> + +<p>Med hvilken Andagt betragtede vi ikke noget Støv og +Smaasten i en Flaske: — Jord fra det hellige Land, som en +gammel Jøde fra Riga, der paa sin Fod var vandret til Jerusalem, +havde bragt med hjem i et Lommetørklæde.</p> + +<p>Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes +Rolle i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig +om Heine.</p> + +<p>Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe +tage frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til +Digteren, nogle Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a> +Jeg fik fat i en af Korrekturerne, og da det endnu var +meget mørkt ved Bordet, traadte jeg hen til Vinduet for at +finde ud af et stærkt overstreget Sted.</p> + +<p>Jeg kom til at se ned paa Gadehjørnet og foer sammen: +det forekom mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, +denne slanke, meget moderne klædte Herre, med spidst og +stærkt dreiet blondt Skjæg; men nei, — han var høiere og +ældre end den danske Maler, — da han netop tog sin Hat af +for en Bekjendt, viste det sig endog, at han var skaldet.</p> + +<p>Jeg følte mig beroliget.</p> + +<p>Men i det samme begyndte Hertz med sin svage, sprukne +Stemme at læse op af et Manuskriptblad: —</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">»Schon wieder bin ich fortgerissen<br /></span> +<span class="i i0">vom Herzen, das ich innig liebe —«<br /></span> +</div></div> + +<p>Minna og jeg vexlede et betydningsfuldt Blik; hun blev bleg — hvilket +viste sig endnu tydeligere i det uveirsagtige Lys, +der syntes at trænge gjennem en Askeregn, saa snavset og +graagult var det.</p> + +<p>— Det er et kjønt Digt, sagde Hertz. Kjender du det?</p> + +<p>— Ja, vi kjender det.</p> + +<p>— Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjerter, — udbrød +Fru Hertz. — En skjøn Tid!</p> + +<p>Snart efter tog vi Afsked.</p> + +<p>Vi gik ad »<span lang="de">Grosser Garten</span>« til, Regnen var hørt op. Da vi +havde gaaet lidt, udbrød Minna:</p> + +<p>— Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet +til det Digt!</p> + +<p>— Ja, et besynderligt Tilfælde!</p> + +<p>— »<span lang="de">Es giebt keinen Zufall!</span>«</p> + +<p>Men da vi vare midt i den smukke Platan-Allé, der skraar +over Marken mellem den gamle Palais-Have og »<span lang="de">Grosser-Garten</span>«, +kom jeg i Tanke om, at Ringene, som vi havde +bestilt, var lovet os bestemt færdige til ieftermiddag.</p> + +<p>Vi vare strax enige om at gaa tilbage, skjøndt det førte +os helt ind i det Bykvarter, som vi kom fra. Det var ingen +af de store Guldsmedeboutikker, men et Værksted oppe paa +anden eller tredie Sal, som Minna kjendte.</p> + +<p>Ringene vare færdige, og den gamle Kone, der gav os +dem, ledsagede dem med mange Lykønskninger og Velsignelser, +til hvilke hun endnu føiede Hilsener til Minnas »Fru +Mama«.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a> +Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde +tynget os, siden hint usalige Digt var blevet berørt, veg for +Ringvexlingens gyldne Magi. Det var blevet det skjønneste +Solskinsveir; vi besluttede at nyde det oppe paa den nære +Terrasse.</p> + +<p>Heroppe vrimlede det af Spadserende, <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="om">som</a> altid paa denne +Dagstid i godt Sommer-Veir. Man hørte Toner fra Concerten +i <span lang="de">Wienergarten</span> hinsides Floden; det var Slutningen af +»Valkyrien«, — vi stod stille og lyttede.</p> + +<p>Afstanden udslettede Udførelsens Mangler: Forsagelses-Motivet, +under hvilket Wotan kysser Guddomskraften af Brynhild, +saa den lange Afmagtssøvn sænker sig over hende — tonede +klart herover i sin tungsindige Svulmen og Synken.</p> + +<p>— Det hørte jeg ogsaa heroppe den Aften, da jeg besluttede +mig til at tage paa Landet i Rathen, sagde jeg.</p> + +<p>— En velsignet Aften har det været for mig, svarede +Minna — skjøndt jeg den Gang intet kunde ane derom. Det +er underligt at tænke paa, at et ganske ubekjendt Menneskes +Beslutning saaledes kan forandre Ens hele Liv — derfor troer +jeg heller ikke paa Tilfælde — i saadanne Ting.</p> + +<p>— En Velsignelse har det været for os begge, udbrød jeg, +og velsignet skal ogsaa Stedet være. Nu skal jeg vise dig, +hvor jeg sad — derhenne udenfor den lille Caffé, mellem Søilerne — seer +du, dèr hvor <em>den</em> Herre, nei — ikke den Gamle, +men ham, som nu reiser sig og betaler Opvarteren —</p> + +<p>Jeg følte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen.</p> + +<p>Minna var standset og stirrede — — men du gode Gud! +hvilket Udtryk i hendes Ansigt! hun var ikke bleg, men +hendes Øine aabnede sig unaturligt, — saaledes kunde Macbeth +have seet paa Banquos Aand, da Hofmanden anviste ham +Plads.</p> + +<p>Jeg fulgte dette Blik did, hvor jeg selv havde faaet det +til at rette sig hen.</p> + +<p>Herren, der havde betalt Opvarteren, saae henimod os og +tog hurtigt sin høie Silkehat af. — —</p> + + + +<hr class="partbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a></p> +<h2>Fjerde Bog</h2> + + + +<h3><a name="IV_I" id="IV_I"></a>I</h3> + + +<p>Denne elegante Herre — det var Axel Stephensen.</p> + +<p>Han nærmede sig med elastiske Skridt, idet han trak +Handsken af sin høire Haand. Ogsaa Minna gav sig til at +knappe sin op; den var snever, og hun sled endnu i den, +da han standsede foran os.</p> + +<p>— Aa — jeg beder, Minna, gjør dig dog ikke den Uleilighed — mellem +gamle Bekjendte — —.</p> + +<p>Men Minna vedblev haardnakket at stirre — med et ubestemt +Smil — ned paa Handsken, hvis Gjenstridighed hun +maaske var ret taknemlig for. Endelig fik hun Haanden fri, +den Haand, der nu bar min Ring; — det forekom mig, at hun +kjærtegnede den med et Blik, og at Stephensen skjænkede den +et vrantent Øiekast. Hun saae flygtig paa ham, idet hun gav +ham Haanden og med en Haandbevægelse, der fik Ringen +til at blinke, præsenterede hun os for hinanden.</p> + +<p>— Min <em>Forlovede</em>, Harald Fenger. —</p> + +<p>Vi bukkede begge næsten <em>for</em> høflig og erklærede, at det +var os en Fornøielse og Ære, men jeg lagde Mærke til, at +han kom betydelig behændigere derfra end jeg, hvilket forøgede +den Irritation, som hans Tilsynekomst strax havde sat +mig i.</p> + +<p>— Du er kommen her — — Minna var lige ved at gjøre +den samme overflødige Bemærkning, som Moderen havde givet +til Bedste overfor mig, men havde Aandsnærværelse til at +skyde et »pludselig« ind: — Du er kommen <em>pludselig</em> til +Dresden. Og idet hun gjenvandt sin Fatning og for første +Gang saae sikkert paa ham, tilføiede hun: »I det Brev, som du +sendte mig for en fjorten Dages Tid siden, stod der Intet +derom.«</p> + +<p>Det er i Tydskland ikke saa ualmindeligt som hos os, at +unge Piger er »dus« med unge Mænd — Venner af deres +Brødre, fjerne Slægtninge eller ogsaa blot gode Bekjendte — og +Minna kunde derfor ikke føle, at Stephensen, ved endnu +at benytte sig af denne Ret, efter at hun var forlovet med en +<a class="pagenum" name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a> +Landsmand af ham, aabenbart overfor mig understregede Betydningen +af deres Bekjendtskab og nivellerede Forholdene.</p> + +<p>Hun vendte sig og begyndte at gaa langsomt tilbage imod +Trappen. Vi fulgte hende hver paa sin Side. Det berørte +aabenbart Stephensen ubehageligt, at dette Brev blev omtalt +i min Nærværelse, — saa meget mer, som jeg satte en udfordrende +Mine op, som om jeg vilde sige: »Jo, jo, min Herre! +jeg kjender nok Deres nydelige Heineske Udgydelse.«</p> + +<p>— Det er ganske rigtig, sagde han, jeg fik først Bestillingen +senere. Det er nemlig for at copiere Correggios Magdalene, +at jeg er kommen. Du husker nok den Copi, jeg +gjorde af den for et Par Aar siden, Minna, — du var saa elskværdig +at interessere dig for den og besøge mig ved mit Arbeide, — her +smidskede han i Skjægget med et forfængeligt og +indsmigrende Smil, som bragte mit Blod i et vildt Opkog. — — Jeg +idetmindste har ikke kunnet glemme de behagelige Timer, +vi den Gang tilbragte sammen paa Galleriet. — Han saae op +i Luften med et ubestemt svømmende Blik, idet han gjorde +en Pause, for at give Minna Tid til at ytre sig samstemmende. +Men da hun blev ved at se tavs ned for sig, fortsatte han i +en lettere Conversationstone: —</p> + +<p>— Jeg solgte, som jeg vist skrev dig til, det Billede til +en Grosserer. Nu har en af vore Mæcener været ukritisk +nok til at gaa hen og forelske sig i det.</p> + +<p>— De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man +ret kan fæste Lid til Deres Beskedenhed, — især da der vel +ingen Grund er til den. — Det sidste tilføiede jeg, fordi Minna +sendte mig et bebreidende Blik, som om hun frygtede for, at +Samtalen skulde antage en spydig og personlig Charakter.</p> + +<p>Stephensen lo og strøg sig om Skjægget: —</p> + +<p>— Naa, i det mindste har jeg Grund til at ønske, at den +nye Bestiller ikke maa være for kritisk, for to Gange lykkes +saadan et Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det +dog godt at vide, hvad man skal afbilde, og jeg har forlængst +afluret Correggio, at den gode Dame ikke læser i Biblen, +men i en eller anden ikke altfor anstændig Hyrde-Roman.</p> + +<p>Skjøndt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende +og ikke kunde lade være at trække paa Smilebaandet, +var der noget saa Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt +ved den velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede +den, at jeg følte den mest levende Lyst til at gribe +ham i Kraven og støde ham ned ad den store Trappe, som +vi nu standsede ved. Jeg overveiede, om der i saa Fald var +<a class="pagenum" name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a> +Sandsynlighed for, at han vilde knække Halsen, jeg udmalede +mig Minnas Forfærdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes +Politibetjenten greb mig —</p> + +<p>Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig +i Lovtaler over den Byskjønhed, der udbredte sig foran os. +Især var han begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden +hævede sin Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten +i en ædel Barokstils elegante Former; mellem det aabne +Taarns Søilebundter skinnede den gule Aftenluft, og over +Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem Ballustraden som en +grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af Statuerne sig +skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger. Stephensen mindede +Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en +Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt +udstrakt paa Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt.</p> + +<p>— Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig +her og paa denne Tid, og det forekom mig altid, som om +den Arm vinkede ad mig, — noget vel ogsaa paa Grund af +den dyrebare Erindring, som knyttede sig til den. Men hvad +er det ogsaa for en herlig Plads! Dette Klenodie af en +Kirke — og lige bag ved den Slotstaarnet, som er saa kjernekraftigt +og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvægterens Lys +tændt deroppe — kan du huske, hvor tidt vi har philosopheret +over det eiendommelige Liv deroppe, høit over Menneskenes +travle Færdsel? .... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk +mylre ud og ind dèr af Georgsporten og gaa ind i Byen +gjennem et Hus .... Og saa til den anden Side Flodpartiet, — med +den gamle Bro under os, og Mariebroen, der spænder +sig i hele sin Længde over det blanke Vand, og Lösnitzer-Bjergene, +violette og saa yndefulde i Formen, — de minder +mig altid om Janiculus-Høiene ved Tiberen. Forresten — det +er en Uting med disse Sammenligninger. Man kalder +Dresden for Elb-Florents, — men Florents selv har ingen Plads +ved Arno, som kan maale sig med denne, ikke paa langt +nær. —</p> + +<p>En saadan Compliment havde jeg som den ubereiste Mand +aldrig kunnet sige Minna, — og al Ros over hendes elskede By +faldt i god Jord hos hende. Hun sendte ham for første Gang et +velvilligt Blik, som han opfangede uden at vende Øinene imod +hende, tilsyneladende ganske fortabt i Beskuelsen af Byen; +han udbredte endog et Øieblik Armene med en Gestus, som om +han vilde omfavne den, — og denne Enthousiasme, der maaske +ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a> +— At man ikke boer her og daglig har det for Øie! En +Kunstner maa leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg +føler det hver Gang, jeg kommer bort fra Kjøbenhavn, man +forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa, at Kjøbenhavn er en +skrækkelig By?</p> + +<p>— Modbydelig, svarede jeg, skjøndt jeg egentlig aldrig +havde tænkt synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, +overtrumfe ham.</p> + +<p>— Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var +her, bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede +Stentrin, som vi langsomt gik ned ad med lange Skridt.</p> + +<p>— Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! —</p> + +<p>— Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted +som her for at producere.</p> + +<p>— Rigtigt, men man skal ogsaa sælge. Og Kunstværker +sælges bedst, hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab; +det er ikke smigrende for os, men det er sandt. Det var med +et tungt Hjerte, jeg tog Afsked den Gang, — og jeg føler det +dobbelt ved Gjensynet. Nei, hvis jeg var saa lykkelig at være +født her — —</p> + +<p>— Saa havde De saamænd nok fundet Veien til Berlin, +sagde jeg ærgerlig.</p> + +<p>Minna fik Taarer i Øinene ved hans sidste Ord, og det +var maaske for at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: —</p> + +<p>— Ak ja, det bliver drøit, naaer man en Gang skal forlade +sin søde By.</p> + +<p>— Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort — hvor +du saa end tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen +med en særlig understregende Betoning.</p> + +<p>— Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilføiede +jeg hurtig. Hvis det ikke skulde være muligt at forlægge +min Virksomhed hertil — jeg skal ganske vist ikke gaa i +Middagsselskab for Varernes Skyld, men det er kanske endnu +nødvendigere, at <em>jeg</em> er personlig paa Pletten — men i alt +Fald, naar vi bliver gamle Folk, og jeg kan trække mig tilbage +med god Samvittighed — og lidt Formue, saa vil vi +ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har +endogsaa allerede seet os om efter en Leilighed, og for det +Tilfælde, at jeg skulde blive en Crøsus, har vi bestemt os for +en prægtig Villa i Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa +Dem til — for gammelt Venskabs Skyld — at komme og +dekorere den for os.</p> + +<p>Skjøndt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig +<a class="pagenum" name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a> +nok til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element +stak altfor umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrød ogsaa +strax, at jeg havde sagt det, især da Minna skottede til mig +med et forskrækket Blik.</p> + +<p>— Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt. +Men strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige +Verdensmandssmil og fortsatte: — De skal forresten +ikke se noget Nedsættende deri, det vilde give Dem en falsk +Forestilling om mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist +en Fordom mod Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler — jeg +deler overhovedet ikke mange af vore danske Fordomme. +Tvertimod, jeg sætter Dekorationsfaget høit, og naar Mange +lader, som om de ere for store til at indlade sig derpaa, saa +er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi. +Det er ogsaa Tilfældet med mig — det vil sige, kun at jeg +ikke lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan +med hele Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere +Livet, derfor afbilder vi det blot og lader saa, som om det +var af lutter Ærbødighed og Kjærlighed til Livet. Nonsens! +For det første er vi jo Pessimister, har følgelig hverken Ærbødighed +eller Kjærlighed til Livet, og desuden, hvis vi dog +har det — for <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="inconkeqvente">inconseqvente</a> er vi naturligvis ogsaa — <em lang="fr">La +vie c'est une femme</em>, og de vil altid gjerne flatteres. +Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er i +Grunden en <em lang="fr">maitre de plaisir</em> i Olympen. Men dekorere, — du +gode Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu +er vi for meget Alvorsmænd, det vil sige, vi er gnavne, og det +med Grund, fordi vi er blodfattige og nerveuse og faa Tømmermænd, +naar vi svirer en Nat igjennem. Vi vil ikke lege +med mere og gjør os værdige, men i Virkeligheden er vi blot +for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke +disse Anskuelser, jeg veed nok, de er ikke i Cours — —</p> + +<p>— Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, — skjøndt +jeg kun tildels var det, men det glædede mig at skuffe hans +Haab om en Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive +den Overlegne. Forresten følte jeg godt, at han slet ikke +mente noget Alvorligt med al denne Snak, men at han fra +først af kun havde villet vise, at han var Selskabsmand nok +til ikke at forstaa min Spydighed og saa, fremfor Alt, brillere +for Minna. Han kiggede ogsaa bestandig hen til hende med +sine missende Øine, og det selvtilfredse Smil syntes at sige: +»Lagde du Mærke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen +og føre den bort fra de Skjær, hvor den Klodrian var lige +<a class="pagenum" name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a> +ved at sætte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. +Og hvor aandrig kan jeg ikke philosophere over Kunst! +Det skulde han prøve paa, men han tier klogelig. Forresten +kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at blive trættende. +<em lang="fr">Assez d'esthétique comme ça</em>.«</p> + +<p>Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer +frem paa et Par Foyer-Balkoner. Jeg tænkte paa igaar, — paa +denne Tid, — da jeg stod deroppe selvanden og roste +min uhyre, min bestandig voxende Rigdom. — »<span lang="de">Er stand auf +seines Daches Zinnen</span>« — Polykrates, Polykrates! ....</p> + +<p>— Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, — din +Moder har jeg da gjort en Visit, og det glædede mig at +finde hende saa rask og rørig.</p> + +<p>— Har du allerede —? og du kom igaar?</p> + +<p>— Nei, idag — med Formiddagstoget.</p> + +<p>— Og reiser igjen? foer det ud af mig.</p> + +<p>— Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil.</p> + +<p>— Jeg troede det næsten, sagde jeg tørt, siden De var saa +hurtig med Deres Visit.</p> + +<p>— Og Billedet! det bliver da ikke færdigt paa een Dag, +bemærkede Minna.</p> + +<p>— Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har +allerede aftalt Alt med Custoden, og imorgen tænker jeg at +tage fat.</p> + +<p>Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, +at det havde han ogsaa.</p> + +<p>Vi vare spadseret langsomt gjennem Zwinger og gik nu +gjennem Anlæget henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier +med hældende Stammer bredte en Lygte, der kjæmpede +med det sidste Dagskjær, en mat, gulig Lystaage, af hvilken +Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal dukkede frem, +medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke +Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel +af ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu +straalede i en sart Rosaglød. Jeg havde paa mine Aftenture +ofte seet Stedet i denne indtagende Belysning, og nu skulde +til min Krænkelse Stephensen udpege den og ligesom tilegne +sig den med sin Maler-Autoritet:</p> + +<p>— Se, hvor det staar fint dèr — det er jo en ren <em>van +der Neer</em>.</p> + +<p>— Man ser smukke Belysninger her, bemærkede jeg. Forleden +saae vi ude i Sachsisk Schweiz »en ren Poussin«.</p> + +<p>Minna bed sig i Læben. Stephensen, der ikke kunde ane +<a class="pagenum" name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a> +en bestemt Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans +Maler-Udtryk.</p> + +<p>— Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver +ved hvert Skridt. Men — <em lang="fr">nous voilà</em>. Jeg boer i Hotel +Weber, og vil tage Afsked — maaske har jeg allerede været +for paatrængende.</p> + +<p>Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede +sig med elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.</p> + +<p>Tavse gik vi hjemad. I Nærheden af Posthuset vrimlede +der af de gule Vogne, der søgte hjem som Bier til deres +Kuber, og hvert Øieblik skingrede et Hornsignal.</p> + +<p>Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvæsen og Brevskriveri.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="IV_II" id="IV_II"></a>II</h3> + + +<p>Moderen lukkede os op med et temmelig altereret Væsen. +Hun trak Minna tilside i den mørke Entré og hviskede Noget +til hende, og idet jeg lukkede Døren til Dagligstuen, hørte +jeg Minna sige:</p> + +<p>— Ja, ja, vi har selv truffet ham.</p> + +<p>— Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin +stupide Maade.</p> + +<p>Dette satte mig ikke i bedre Humør. Jeg blev ved at gaa +op og ned ad Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg +med knyttet Næve ad Stephensens <em>alter ego</em> paa Strandbilledet. +Jeg greb mig selv i denne Bevægelse, idet Døren gik +op, og hurtig foer min Haand ned i Lommen.</p> + +<p>Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: —</p> + +<p>— Hvad vil han mig! udbrød hun i en forpint Tone.</p> + +<p>— Dig? Han er jo kommen her for at male.</p> + +<p>Hun rystede paa Hovedet.</p> + +<p>— Han vil tage mig igjen, det er det, han vil.</p> + +<p>— Hvad er det for et Indfald — hvor kan du tro det?</p> + +<p>— Du har selv tænkt det Samme, sagde hun og saae +forskende paa mig.</p> + +<p>— Maaske et Øieblik — hvad kan der ikke gaa En gjennem +Hovedet under en saa besynderlig Situation? Forresten er +der jo ikke Spor af Grund —.</p> + +<p>— Lagde du Mærke til, saadan som han sagde <em>det</em> til mig: +»Hvor du saa kommer til at tage hen, naar du reiser til dit +<a class="pagenum" name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a> +nye Hjem.«? — Det var saa godt som rene Ord, jeg kjender +hans Maade altfor godt.</p> + +<p>— Men det vilde dog være for frækt. Ligesom vi ere +blevne forlovede! — Nei, naar vi endda havde været gift et +Par Aar, saa vilde jeg snarere tro, at en Fyr med hans letfærdige +Begreber mente, at der kunde være Haab —</p> + +<p>— Fy, det er stygt sagt, saadan har du ikke Ret til at +tale om ham.</p> + +<p>— Du tager ham i Forsvar!</p> + +<p>— Er det saa underligt, du veed dog selv, at det er urigtigt — desuden +burde du tænke paa, at det maa krænke mig, +naar du sætter ham saa lavt, jeg har jo dog holdt af ham — og +forresten — holde af ham, det gjør jeg naturligvis endnu +.... Og du har slet ikke været skikkelig i Eftermiddag, hele +Tiden gik du og stiklede paa ham, og jeg var saa bange; du +gjorde det ikke lettere for mig, og det var dog svært nok i +Forveien.</p> + +<p>— Du har Ret, Minna! tilgiv mig — jeg følte det selv, men +du kan nok vide, — i den Sindsstemning og saadan en Situation —</p> + +<p>— Det viser, at du har været bange for ham, du har frygtet +det samme som jeg — hele Tiden, ikke blot et Øieblik, +som du sagde.</p> + +<p>— Nei, det har jeg ikke. Forresten viser det da kun, at +jeg føler mig irriteret i Nærværelse af den Mand, som eier +en Del af din Fortid, og at jeg maa hade ham.</p> + +<p>— Det er netop det, han eier min Fortid, — Alt, hvad +der har nogen Værd i den, — og han mener, at det giver ham +Ret til mig — maaske har han det ogsaa —</p> + +<p>— Minna, Minna! hvad er det, du siger!</p> + +<p>— Ak, jeg veed hverken ud eller ind.</p> + +<p>— Veed du ikke, at du tilhører mig og jeg dig!</p> + +<p>Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og +kneb Læberne sammen.</p> + +<p>— Og at du elsker mig, veed du ikke ogsaa det? —</p> + +<p>Minna reiste sig og omfavnede mig inderlig.</p> + +<p>— Jo, min Elskede, — det veed jeg.</p> + +<p>— Men saa er der jo Intet at være i Tvivl om, — for ham +ikke heller. Han kjender dig jo dog godt nok til at vide, +at du ikke indlader dig paa et Fornuftgiftermaal, og om mig +veed han da ogsaa, at jeg hverken er Hertug eller Millionair.</p> + +<p>Jeg talte længe beroligende for hende, medens vi sad med +<a class="pagenum" name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a> +Armen om hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var +saa mørkt, at jeg neppe kunde se hende. Hun svarede sjælden, +og jeg var i Tvivl om, hvorvidt hun egentlig hørte efter, eller +om hendes Tanker ikke gik deres egne Veie. Pludselig trykkede +hun min Haand og sagde: —</p> + +<p>— Lad os reise herfra, Harald! strax — imorgen.</p> + +<p>— Reise — men hvorhen?</p> + +<p>— Ud i Bjergene, til Erzgebirge eller til Bloksbjerg — for +mig gjerne, gid jeg sad der! Og hun lo med den naturlige +Overgivenhed, der altid var rede til at bryde frem hos +hende.</p> + +<p>— Ja men, Minna, vilde det ogsaa være forsigtigt —</p> + +<p>— Jeg tør godt, — jeg har tænkt over det altsammen — jeg +har ingen Familie, som jeg bryder mig om at tage Hensyn +til — jeg er min egen Herre, og jeg tør.</p> + +<p>— Det er godt nok, og jeg sætter ogsaa Pris paa, at du i +Nødsfald kan sætte dig ud over — over saadanne Begreber +og Vedtægter, men jeg synes dog, i dette Tilfælde — du kan +jo nok tænke, at dit Rygte er mig det dyrebareste af Alt, — og +jeg kan dog ikke se, at det er nødvendigt.</p> + +<p>— Jo, jo! udbrød hun bestemt, næsten heftig. Derefter +lagde hun sine Læber til mit Øre og hviskede med den mest +indsmigrende Stemme: »Skal vi, Harald, — sig ja!«</p> + +<p>— Hm, — ja, Kjæreste — —</p> + +<p>— Ja?! —</p> + +<p>— Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage +bort imorgen —</p> + +<p>— Ja, ja! hvad saa?</p> + +<p>— Jeg har næsten slet ingen Penge, og jeg veed ikke, +hvordan jeg med saa kort Frist — jeg kender jo kun faa her — den +eneste skulde være Hertz — —</p> + +<p>— Nei, for Guds Skyld! — Hertz — hvad vilde de sige +dertil? Dem har jeg slet ikke tænkt paa — hvor jeg maa +være forvirret.</p> + +<p>— Ja, der ser du, — og det er dog en vigtig Sag, hvor +alle Sider maa være nøie overveiede; man kommer til at bøde +længe for et overilet Skridt.</p> + +<p>Den Vending, Sagen havde taget, var mig ret kjærkommen.</p> + +<p>Jeg blev ved at tale beroligende for hende og var allerede +af den Mening, at jeg havde faaet hende helt bort fra +hin Idé, da hun pludselig sagde: —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a> +— Hvis vi havde Penge hos os, vilde jeg dog gjøre det .... +At de ogsaa skal have saadan en Magt — det er skrækkeligt! —</p> + +<p>I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev +slaaet ved det Udtryk af Skræk, som viste sig paa Minnas +Ansigt, maaske forstærket derved, at det <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="pludselig">pludselige</a> Lys blændede +hende. Hun syntes med Anstrengelse at se en uundgaaelig +Skjæbne imøde, og jeg fik selv en Følelse af Angst og +Uhygge som ved en overhængende Fare, endda jeg ikke kunde +skjønne, at en saadan virkelig var for Haanden. Thi hvor +pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage +Stephensen og høre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugtesløse +Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som +man kommer over, og Intet i selve Sagen forekom mig uklart.</p> + +<p>Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer +lod jeg disse Fornuftgrunde komme til Orde.</p> + +<p>Minna lod til at give mig Ret.</p> + +<p>Da vi talte Dansk, følte den Gamle sig overflødig og vilde +paa sin stilfærdige Maade liste ud igjen, men Minna fik hende +til at blive; hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og +smaaborgerlig Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige +Sprog spasede hun saa fornøielig, alt imens hun satte de +mærkeligste Ansigter op, at jeg snart ganske glemte den +Stemning, der nylig havde trykket os, og Moderen lo de klare +Taarer ud af Øinene.</p> + +<p>Da den Gamle efter The nikkede ind, satte Minna sig ved +Claveret og spillede en <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="Berçeuse">Berceuse</a> af Chopin. Hun begyndte +ogsaa paa en Vals, men den gik et Par Gange i Stykker.</p> + +<p>— Jeg er ikke oplagt, sagde hun og kom hen til mig, — saa +vil jeg heller læse for dig.</p> + +<p>Hun tog »<span lang="de">Kätchen von Heilbronn</span>«, som vi var begyndt paa +og haabede at faa at se i denne Uge.</p> + +<p>Vi kom snart til det nydelige Genre-Billede, hvor Kätchen +ikke vil kiltre sig op for at vade over Bækken, og den gamle +Tjener raaber:</p> + +<p>»Kun til Anklen, Barn — til den yderste, underste Kant +af Saalen, Kätchen« — men hun løber bort for at finde en +Spange.</p> + +<p>— Ja, Hertz havde rigtignok Ret, da han kaldte dig en +Kätchen, afbrød jeg hende — kan du huske ved Stenbruddene, — da +vi skulde op?</p> + +<p>— Aa jo, det kan jeg sagtens huske. — Hvor du var +vigtig og utaalelig! Og saa skulde du blot have anet, hvor +<a class="pagenum" name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a> +komisk det klædte dig, — aldeles som om du havde faaet +en Maske paa, der slet ikke passede — —</p> + +<p>Hun læste videre: den mest rørende og i al sin Naivetet +den dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske +Literatur besidder: Kätchen sovende, i en halvt somnambul +Slummer, under Hyldebusken, og besvarende Grevens +Spørgsmaal.</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">»Verliebt ja, wie ein Käfer, bist du mir«.<br /></span> +</div></div> + +<p>— Det er til dig! udbrød Minna, — det kunde jeg ogsaa +have sagt dig allerede den Gang.</p> + +<p>Vi lo og kyssedes.</p> + +<p>Efter at have læst flydende omtrent en halv Times Tid, +standsede hun pludselig og blev rød i Hovedet; men neppe +havde jeg opdaget dette, før jeg fik Bogen i Ansigtet; hun +havde kun villet kaste den fra sig, men da jeg sad lige foran +hende, havde den ramt mig — maaske gav hun ogsaa ubevidst +efter for en Fortrydelighed over, at jeg ventede paa, +at hun skulde fortsætte.</p> + +<p>— Hvad har jeg gjort! udbrød hun, idet hun sprang op og +kastede sig paa Knæ hos mig — jeg er dog ogsaa en Trold — gjorde +det ondt?</p> + +<p>Jeg forsikrede hende leende, at jeg nærmest var bleven +lidt overrasket.</p> + +<p>— Jeg kunde ikke læse det for dig, hvorfor skriver han +saadan Noget — og jeg havde ikke Aandsnærværelse til at +springe over —</p> + +<p>Jeg vilde tage Bogen, men hun snappede den, glattede +lidt paa de krøllede Blade og lukkede den inde i Bogskabet.</p> + +<p>— Du Stakkel! og saa maa du undgjælde!</p> + +<p>— Ja, ligesom jeg ser op — Klask —</p> + +<p>Og vi brast i en ustandselig Latter. Den Gamle vaagnede — det +havde allerede givet et Sæt i hende, da jeg fik +Bogen i Hovedet.</p> + +<p>— I gjør jo et Spektakkel, Børnlille! saa at Vægteren +snart maa komme herop, sagde hun. Det er allerede sent. Ak +Gud, ja! Hvem der laa i sin Seng!</p> + +<p>Hun tændte en lille Stump Lys, der stod paa Commoden, +og sjokkede af.</p> + +<p>Det var paa den Tid, da jeg pleiede at gaa, og jeg overholdt +den ret nøiagtig, da jeg vidste, at Minna skulde tidlig +op om Morgenen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a> +Men hun bad mig om at blive, — sove kunde hun dog +ikke i de første Timer.</p> + +<p>— Nu har jeg læst for dig, — saa kan du fortælle mig +Historier, sagde hun og tog Plads ved Siden af mig i den +lille Sopha. — Jeg har fortalt dig saa meget fra min egen +Barndom, og langtfra hørt nok om din. Fortæl.</p> + +<p>Jeg fortalte om det stille, ensomme Liv i den sydsjællandske +Skovridergaard. Min Moder kunde jeg neppe huske, men +min fornylig afdøde Fader skildrede jeg med al den Vemod, +som overvældede mig ved Tanken om, at han vilde have +faaet min Minna kjær, og at hun i ham vilde have fundet +en anden Fader. Han var lidt af en Særling, en gammel +Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Feide med Egnens +Præster, som havde en Mani for at omvende ham. Jeg +delte hans Enebo, og han opdrog mig, til Egnens Forargelse, +i sine frie Anskuelser. Minna sang det Sted af »Valkyrien«, +hvor Siegmund beretter om sin Ungdom:</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">Geächtet floh<br /></span> +<span class="i i0">der Alte mit mir,<br /></span> +<span class="i i0">lange Jahre<br /></span> +<span class="i i0">lebte der Junge<br /></span> +<span class="i i0">mit Wolfe im wilden Wald —!<br /></span> +</div></div> + +<p>— Har I forresten Ulve i Danmark?</p> + +<p>— Ih ja, og Isbjørnene løber paa Skøiter dèr.</p> + +<p>Minna slog mig over Fingrene:</p> + +<p>— Det var da ikke umuligt! I Polen er der Ulve. Jeg +har været i Besøg hos min Cousine, som er gift dèr, og +har hørt dem hyle. Ja, se kun paa mig, — saadan En er jeg! — Hvorfor +blev du forresten ikke Forstmand? Jeg vilde +gjerne være Skovriderkone!</p> + +<p>— Ja, det skulde du have ladet mig vide den Gang. Forresten — saa +havde vi slet ikke faaet hinanden.</p> + +<p>— Hvorfor ikke! du kunde jo være kommen paa Akademiet +i Tharandt. De, der skal træffes, de træffes nok.</p> + +<p>— Fatalist!</p> + +<p>— Ja, det veed du da, jeg er. Men alvorlig talt, det +maatte dog have passet godt for dig.</p> + +<p>— Jeg vilde ogsaa gjerne — det var først senere, jeg +sværmede for at blive Architekt — og det var allerede bestemt, +men saa tilbød min Morbroder, som er Directeur for en +stor Fajancefabrik i London, at tage sig af mig, naar jeg +vilde være Polytechniker. Naa, det var jo fordelagtigere, og +<a class="pagenum" name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a> +min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra os. Han +mente desuden, at jeg vilde have godt af at komme ind i det +praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og +Drømmer, som han beskyldte sig selv for at være.</p> + +<p>— Det bliver du saamænd alligevel. Du er min søde Sværmer. +Og med alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem +du har sværmet for. Veed du ikke, at alle ordentlig Forlovede +strax praler for hinanden med deres tidligere Flammer. At +jeg har skriftet <em>før</em> Forlovelsen, er en Undtagelse, som bekræfter +Reglen, men du lader til at tro, at du helt kan bryde +den.</p> + +<p>— Slet ikke. Det være dig tilstaaet under syv Segls Hemmelighed, +at jeg i min grønneste Ungdom sukkede i Løn for +Skovfogdens Datter.</p> + +<p>— Ei! det er jo en hel Idyl!</p> + +<p>— Nei, kun en halv. For hun var saa styg, at det tidt +kostede mig stor Anstrengelse at holde Illusionen vedlige. +Men jeg syntes, jeg maatte have En, hvis Navnetræk jeg +kunde skjære ind i Træernes Bark med et flammende Hjerte +ovenover.</p> + +<p>— Ja, bagefter kan I altid ironisere over eders Kjærlighed, +og saa er det os, der maa holde for. — Og hvem var +saa den næste?</p> + +<p>— Saa er der ingen fler.</p> + +<p>— Hvad for noget? Hør, Harald! Harald!</p> + +<p>— Ja, ja — jeg forsikrer dig, — Ingen, som jeg kan nævne. +Jeg har maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, +som jeg saae paa Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller.</p> + +<p>— Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er +vis paa, at du narrer mig.</p> + +<p>— Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, +har truffet saa faa Damer.</p> + +<p>— Ja, det skulde være det. Det er altsaa derfor, at du +holder af mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre —</p> + +<p>— Men det er du jo ikke.</p> + +<p>— Naar du ikke kjender dem —!</p> + +<p>— Det er jeg vis paa, — det er umuligt andet .... Forresten, +hvad kommer de Andre mig ved?</p> + +<p>Minna lo hjertelig og trykkede mig ind til sig.</p> + +<p>— Det var et godt Ord, og fra Hjertet kom det ogsaa, +derfor skal du have et Kys .... Naar du kun bestandig vil +mene det! Nei, lov ikke Noget, hvad nytter det — kys mig!</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a> +Taarnuhret i <span lang="de">Kreuzkirche</span> slog Tolv, — det var paa Tide +at skilles.</p> + +<p>Gadedøren var naturligvis forlængst lukket. Minna maatte +med ned og lukke mig ud.</p> + +<p>I den kjølige, kjælderagtige Gang gav vi hinanden en lang +Omfavnelse; derimod maatte jeg ikke opholde hende, naar hun +lukkede Døren op, men smutte hurtig ud, at ingen Forbigaaende +eller sentvaagne Naboer skulde se hende.</p> + +<p>Men Trækvinden blæste Folderne af hendes Kjole ud, da +hun vilde smække Døren i, og medens jeg hjalp hende fri, +kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at kysse hende — og +det skjøndt jeg havde seet, at der gik en Mandsperson paa +det andet Fortov.</p> + +<p>Lyset fra den lille Lampe, som hun havde stillet fra sig +paa Gangen, omstraalede hendes mørke Skikkelse med en +urolig Glans, der pludselig slukkedes.</p> + +<p>— Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Døren faldt i.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="IV_III" id="IV_III"></a>III</h3> + + +<p>Jeg skridtede rask ud — »<span lang="de">im Herzen ein' Traum, auf +den Lippen den letzten Kuss</span>«, som en eller anden tydsk +Lyriker synger. Med Velbehag aandede jeg den friske Aftenluft; +min Stok klang mod Fliserne, og den øde Gade gjenlød +af mine faste Skridt. Elastiske Trin af let knirkende +Støvler fulgte med ovre paa det andet Fortov. I hele den +lille Gade brændte kun et Par Lygter, og det paa min Side; +jeg skottede forgjæves over til den Fremmede, der formodentlig +havde været Vidne til den lille ømme Scene. Pludselig +skraaede han over Gaden, rømmede sig og lettede paa Hatten. +Det gav et Sæt i mig, da jeg kjendte Stephensen.</p> + +<p>— Undskyld, Hr. Fenger! begyndte han — De undrer Dem +maaske paa denne Tid — det kunde have Udseende af — — naa, +hvorfor ikke være ligefrem: jeg har passet Dem op.</p> + +<p>— Ja saa. Da maa De virkelig have slidt Brosten i en +længere Tid.</p> + +<p>— Akkurat saa længe, som De kommer senere end sædvanlig +fra Deres Forlovede. .... Det viser, at det var mig +meget magtpaaliggende at træffe Dem.</p> + +<p>— Altfor megen Ære. .... De ønsker —?</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a> +— Jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale med Dem, — om +et Æmne, som er af den største Vigtighed for os begge.</p> + +<p>— Meget gjerne.</p> + +<p>— Hm. Hvis De synes saa, kunde vi maaske drikke et +Glas Øl paa et Sted, hvor jeg er kjendt, og vi vil kunne +være alene.</p> + +<p>— Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig +ligegyldigt, som det var mig muligt, skjøndt jeg fik en Følelse, +som om En havde foreslaaet mig at drikke Gift sammen med +ham.</p> + +<p>— De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- +eller Münchener-Øl? Hvad <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="min">mig</a> angaar, saa kan jeg slet ikke +mer forlige mig med vort danske Øl.</p> + +<p>— Nei, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin +i.</p> + +<p>— Fuldkommen min Smag! og det er vi stolte af! Naa <em lang="fr">à +la bonheur</em>, som Tydsken siger, det har i alt Fald bragt +os nogle Statuer. Hm. Jeg tænker, vi gaar hen i »<span lang="de">Drei +Raben</span>«, — ja, <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="dér">dèr</a> er De vel ogsaa kjendt?</p> + +<p>— Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang.</p> + +<p>— Virkelig! Jeg gik næsten hver Aften derhen — fra den +selvsamme Gadedør, som De nu kom ud fra. .... De veed +maaske, at jeg logerede dèr? Jeg havde naturligvis min egen +Gadedørsnøgle og havde derfor ikke Anledning til at blive +lukket ud paa en saa behagelig Maade. Apropos — kjender +De det Udtryk: »Et Geni, som aldrig har haft sin egen +Gadedørsnøgle«. Jeg finder det overordentlig træffende for +vore danske Begavelser — stødte paa det forleden hos en +eller anden af vore nyere Forfattere. De følger vel med vor +Literatur? ikke? Aa, man kan ikke nægte, at der er en +Del Fart i den — ellers læser jeg mest franske Romaner. — Naa, +her er vi hos de tre Natte-Ravne, — de er komne +i Transparent, det er noget Nyt. — Vær saa artig.</p> + +<p>Han lod mig gaa først ind i den oplyste Gang og førte +mig derpaa tilvenstre gjennem en Billardstue, hvor en fem, +sex Herrer gik og spillede i Skjorteærmer, ind i et mindre +Cabinet, der var tomt. Inden vi endnu havde hængt vort +Overtøi fra os, indfandt der sig en meget fed, bleg Opvarter +med Carbonade-formede Whiskers. Han foer hen til +Stephensen og trak hans Paletot af ham med et:</p> + +<p>— Velkommen, Hr. Professor! — Og sandsynligvis for at +der ikke skulde kunne blive nogen Tvivl tilbage om hans +<a class="pagenum" name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"></a> +Personalkundskab — tilføiede han skyndsomt: Kommen fra +Danmark for at male her igjen, kan jeg tænke?</p> + +<p>— Netop. Naa, hvordan staar det sig hos de tre Ravne, +Heinrich?</p> + +<p>— Ved det Gamle, — ved det gode Gamle, Gudskelov! Hr. +Professor. Kun hørte vi ifjor op med at skjænke det böhmiske +Øl, som Professoren undertiden drak. Naa, det forstaar +sig, i Personalet er der ogsaa —. Professoren husker +nok Frants, den høie med det røde Skjæg?</p> + +<p>— Ja vel, — er han her ikke?</p> + +<p>— Han aabnede til Paaske en Beværtning i Friedrichsstadt — det +skal gaa ham meget godt, men jeg mener dog, +man veed hvad man har.</p> + +<p>— Ja, det har De Ret i. Det gaar heller ikke an, at De +forlader »<span lang="de">Drei Raben</span>«, vi kan jo slet ikke undvære Dem. +Hør — kan vi være ene her, Heinrich?</p> + +<p>— Gud bevares, Hr. Professor! — Det skal vel være Pilsener —?</p> + +<p>— Ja to, — og —</p> + +<p>— med Dæksel, naturligvis, Hr. Professor, forekom Kellneren +ham, idet han bukkede og svippede Servietten op under +Armen, hvorpaa han hurtig fjernede sig.</p> + +<p>Jeg satte mig i den lille Fløielssopha med den trykkende +Følelse af Underlegenhed, som man faar paa et offentligt +Sted i Selskab med en Stamgjæst, der behandles halvt som +en Fyrste, halvt som en Kammerat af de tjenende Aander, +medens der kun som en ren Naadesag falder Noget af til +os andre Dødelige. Og hvilken Stamgjæst! Kommer her +efter et Par Aars Fraværelse, og modtages som om han +var gaaet herfra igaar Aftes. Stephensen (Hr. Professoren!) +nød ogsaa aabenbart sin Triumph, idet han strakte Benene +ud, kastede et Blik i Consolspeilet over Sophaen og lod +Fingrene gaa frem og tilbage mellem Halsen og den lille +stive Flip.</p> + +<p>— Forbavsende Personal-Hukommelse, disse Kellnere har, +udbrød han. — Dèr kan han nu huske, at jeg altid forlangte +Pilsener-Øllet skjænket i et Glas med Laag, — det er jo +formelig latterligt! — Jeg havde ogsaa et komisk Tilfælde +i Berlin med en Portier. — —</p> + +<p>Han gav sig til at fortælle et Par Anekdoter, for at fylde +Ventetiden ud. Jeg havde en Følelse af, at han legede med +mig, som en Kat med en Mus, og følte mest Lyst til at reise +<a class="pagenum" name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"></a> +mig og gaa. Fra Sideværelset hørtes den ensformige Tællen. +En hæs Stemme brølede:</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">»Ich bin lüderlich,<br /></span> +<span class="i i0">du bist lüderlich,<br /></span> +<span class="i i0">sein m'r lüderliche Leide«.<br /></span> +</div></div> + +<p>Kellneren kom ind med Øllet og forsvandt øieblikkelig.</p> + +<p>Stephensen hilste med Kruset og tog sig en lang Slurk.</p> + +<p>— Altsaa, begyndte han, det var — det er sandt, ryger De?</p> + +<p>— Ikke saa sent om Aftenen, svarede jeg, skjøndt jeg følte +stor Lyst til at spore Tobakkens beroligende Virkning paa +Nerverne; men jeg havde Intet hos mig, og den Tanke at +modtage Noget af ham vakte Modbydelighed.</p> + +<p>— Ah, De har Principper, henkastede han, idet han tændte. — Det +er forresten med dem, som med al Reisebagage, — man +skal ikke slæbe for meget af dem med sig. .... Der +er nu f. Ex. Kunstprincipper .... Naa, men det var vel vort +Anliggende, vi skulde tale om.</p> + +<p>— Ja, jeg synes snart det var paa Tide, bemærkede jeg +irriteret. .... Er der Noget, hvormed jeg kan være Dem behjælpelig?</p> + +<p>Stephensen smilede paa en eiendommelig Maade.</p> + +<p>— Det kunde De vel nok, men det er ikke det, der er +Tale om. .... Hm. .... Jeg sagde — oppe paa Terrassen, +at jeg var kommen her for at male.</p> + +<p>— Det kunde ikke undre mig, da De jo er Maler.</p> + +<p>— Meget rigtigt. .... Jeg vil ogsaa male — men det er +ikke derfor, jeg er kommen. .... Aarsagen til min Reise +var et Par Breve, som jeg modtog fra Minna, og i hvilke +hun meddelte mig sin Forlovelse med Dem.</p> + +<p>— Jeg forstaar blot ikke, hvorledes det kan bringe Dem +til Dresden.</p> + +<p>— Maaske dog, naar De erfarer, hvilken Art Forhold, der +har bestaaet mellem Minna og mig.</p> + +<p>— Jeg veed Alt angaaende dette Forhold, men det gjør +mig kun Deres Nærværelse endnu gaadefuldere.</p> + +<p>— Virkelig! Da synes jeg dog, De maa kunne forstaa, at +den Efterretning, at hun pludselig havde forlovet sig med en +Anden, maatte komme mig høist overraskende, og at jeg —</p> + +<p>— Tillad mig: Overraskende? og hvorfor? jeg synes tvertimod, +at De maatte være forberedt derpaa, og at det burde +være Dem kjært at høre det. De har i sin Tid gjort Cour +<a class="pagenum" name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"></a> +til hende, desværre ikke uden Held; De har naaet at overbevise +Dem om hendes Gjenkjærlighed; da det ikke lykkedes +Dem at gjøre hende til Deres Elskerinde —</p> + +<p>— Hr. Fenger, denne Beskyldning — jeg maa paa det +bestemteste tilbagevise den Insinuation —</p> + +<p>— Det gjør mig ondt, men De kan neppe fortænke mig i, +at jeg sætter større Lid til Minnas Forsikring end til Deres. +Da De paa den anden Side savnede moralsk Mod til at paatage +Dem de Forpligtelser, som en Forlovelse medfører —</p> + +<p>— En Forlovelse! Det manglede blot. Gode Hr. Fenger, +De er ung, og formodentlig dansk nok endnu til at sværme for +vore fire-fem-sex-aarige Forlovelser, — hvad mig angaar, kan +jeg forsikre Dem, at jeg ikke gjør det. Jeg er i Stand til +meget for Minnas Skyld, men kalde den Latterlighed over mit +Hoved at gaa om som en ægte patenteret dansk Forlovet — nei!</p> + +<p>— Meget vel — De har altsaa ogsaa Deres Principper. +Det er kun Skade, at da Forlovelser ikke er stort anderledes +beskafne i Tydskland, har hendes tydske Hjerte og Forstand +maaske ikke tilfulde kunnet vurdere denne Bevæggrund. +Men hvad der er endnu mere Skade, det er, at De ikke sørgede +for, at hun fik denne Forstaaelse af Situationen, men +at hun tvertimod troede, at der slet intet Baand skulde være +imellem hende og Dem.</p> + +<p>— Og deri troede hun fuldkommen rigtig. .... Jeg vilde +naturligvis, at hun skulde have sin Frihed —</p> + +<p>— Og De Deres — navnlig det sidste.</p> + +<p>— Hvad mener De med det?</p> + +<p>— Der er ingen Tvivl om, at De har benyttet Deres Frihed — saa +meget mindre, som jeg kunde nævne en bestemt +Dame, der var tilstrækkelig »vel aflagt« til at inspirere Dem +et Ægteskabs-Ønske. —</p> + +<p>Stephensen lo spodsk, idet han lidt nervøst strøg sig med +Pegefingeren mellem Hals og Krave.</p> + +<p>— Jeg maa sige, at Kjøbenhavns gamle Ry for at være +et Sladderhul fornægter sig ikke, siden Sladderen finder Ekko +helt nede i Sachsen. Jeg kan tænke, at De ikke har forholdt +Minna denne »<span lang="de">Ohren-Schmaus</span>« — —</p> + +<p>— Tænk hvad De vil, hvad kommer det mig ved! Men +tillad mig at gjøre Dem opmærksom paa, at De ikke er +synderlig konsekvent, naar De forbavses og forarges over, at +hun paa sin Side endelig har gjort Brug af sin Frihed.</p> + +<p>Stephensen var aabenbart yderlig irriteret over den Retning, +<a class="pagenum" name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"></a> +som Samtalen havde faaet; men han tvang det bidske +Udbrud tilbage, der allerede bevægede hans Læber. Længe +tav han, stirrede op i Loftet med optrukken Pandehud, aandede +dybt og sukkende. »Hvad skal nu det betyde,« tænkte +jeg. Stemmerne i Billardværelset vare blevne mere støiende; +det musikalske Medlem sang med sentimental Bæven paa de +lange Toner »<span lang="de">Gute Nacht, du mein herziges Kind</span>«, og Flere +stemmede med i, tudende Stavelsen »<span lang="de">herz—</span>« ud i en uendelig +Disharmoni. — Stephensen smilede, strøg sig over Øinene og +saae pludselig ligesom aandsfraværende paa mig: —</p> + +<p>— De forstaar mig ikke, begyndte han, og hans læspende +Stemme havde atter faaet sin blide, lidt forkælede Tone. — Hvad +var det, De bemærkede? Rigtig: at hun blot havde +benyttet sin Frihed, og at det ikke burde forarge mig. — Men +det er her jo slet ikke Tale om! Jeg føler mig paa ingen +Maade forurettiget. Og det er heller slet ikke det, at hun har +brugt sin Frihed — som De træffende udtrykte Dem — Aldeles +ikke. Hvis jeg havde hørt, at hun havde forlovet sig +med en ung Mand, som hun længe havde kjendt, hvis Familie +hun havde omgaaedes, og som var i en saadan Stilling, at +han snart kunde gifte sig — f. Ex. Sønnen af denne Jøde, +som hun kommer saa meget hos — jeg husker ikke —</p> + +<p>— Hertz, mener De formodentlig. Som et spottende Chorus +hylede det derindefra: — »<span lang="de">he-rz-iges Kind</span>«.</p> + +<p>— Rigtig, Hertz — hun kunde naturligvis have faaet ham, +og hvorfor ikke? Intet glimrende Parti, men solidt. Naa, +jeg havde altsaa resigneret, — tiet og samtykket — hvor ganske +vist Ingen spurgte om eller behøvede mit Samtykke, tilføiede +han med en lidt lapset Selvironi.</p> + +<p>— Deres sidste Bemærkning forekommer mig særdeles +sund; skulde den ikke gjælde ogsaa for nærværende Tilfælde?</p> + +<p>— Ikke ganske. .... Sæt Dem en Gang i mit Sted .... +Minna og jeg skiltes fra hinanden som Venner, der veed, at +de er mer for hinanden end Venner, med fuldkommen Frihed +ganske vist, men ogsaa med den gjensidige Villie ikke at tabe +hinanden af Syne. Som Følge deraf har vi — hvad De vel +forresten veed — corresponderet i halvandet Aar, jevnlig og +ret regelmæssig. .... Naa, — jeg er ikke just »genegen til +Sentimentalitet«, og selv om vor Veninde maaske kan have en +Rem af Huden, saa fulgte det dog af sig selv, at Ingen af +os overvældede den Anden med Hjerte-Udgydelser og ømme +Forsikringer. Imidlertid, der gives jo heldigvis en Kunst, +som hedder at læse mellem Linierne, og i Kraft af den kan +<a class="pagenum" name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"></a> +jeg uden at prale forsikre Dem, at de Breve, som jeg modtog +for en tre-fire Maaneder siden, skrev sig fra en Dame, som +var forelsket i mig.</p> + +<p>Jeg kom til at tænke paa det lille danske Lexikon, som +var hendes Yndlingslekture, og vovede ikke at modsige ham.</p> + +<p>— Saa faar jeg altsaa pludselig hendes fortrolige Meddelelse +om, at hun har forlovet sig med en ung Mand, hvem +hun kun har kjendt en tre Ugers Tid, og som — tag mig +ikke denne Bemærkning ilde op — som ikke er i en saadan +Stilling, at han snart kan gifte sig og byde hende et Hjems +Velvære og Tryghed. Undskyld — jeg maa gjentage det, — det +er mig naturligvis pinligt at berøre Deres økonomiske +Stilling, — jeg veed, at den Tanke, at man ikke er i Stand +til at ernære en Familie snart, eller i alt Fald ikke sikre den et +rigeligt Udkomme, har noget Ydmygende i og for sig og dobbelt, +naar den fremsættes af Andre, — men ser De, jeg lægger +en Hovedvægt paa dette Moment, da det viser, at det ikke var +et Fornuftparti, som hun indlod sig paa.</p> + +<p>— Netop denne Bemærkning gjorde jeg til Minna, — nemlig, +at De maatte indse dette og altsaa — at De som en Følge +deraf ikke — De maatte indse, at det var Alvor — —</p> + +<p>Jeg stammede i det, ærgerlig over, at jeg havde røbet, at +vi havde talt sammen om den Mulighed, at han haabede paa +at sprænge vor Forbindelse, og Stephensen, der tog sig en +lang Slurk, kiggede med et lurende Blik fra det ene Øie forbi +Laaget hen paa mig, og sugede derpaa Øllet af Skjægget paa +en særlig velbehagelig Maade, som om han lo: O, ho, min Ven! +der plumpede du net i! Saa man taler allerede om Chancerne!</p> + +<p>— Alvor? aa ja. —</p> + +<p>— Ja, det vil sige, at — at vi begge — — kort sagt, +at der ikke var Noget for Dem at gjøre, brød jeg brutalt igjennem +Nettet, og sendte ham et ondt Blik.</p> + +<p>— <span lang="de">Je nach dem, je nach dem</span>, Høistærede! Deres Slutning +holder ikke ganske Stik .... Forresten ser jeg meget +vel, hvad der fører Dem paa Vildspor. De ser naturligvis +noget Nedsættende i Udtrykket »Fornuft-Ægteskab«, og glemmer, +at jeg ikke deler de specific danske Fordomme — heller +ikke alle kosmopolitiske forresten .... Tvertimod, jeg anser — saadan +i det Hele taget — de saakaldte Fornuftpartier for +at være dem, der har mest Udsigt til at lykkes — bortset +fra, at Ægteskabet overhovedet er et — jeg vil ikke sige +Onde — men en Anomali .... Men det er der altsaa her ikke +<a class="pagenum" name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"></a> +Tale om; — her prætenderes — Pardon! — Lidenskab, Betagethed, +Forelskelse — hvad De vil kalde det. — Ja, ja, misforstaa +mig ikke — jeg tvivler ikke om, at det for <em>Deres</em> +Vedkommende finder Sted, og jeg vil gaa videre: jeg vil indrømme, +at Minna ogsaa føler Kjærlighed for Dem, endogsaa — for +mig gjerne! — er forelsket i Dem — kun kommer det +an paa, af hvilken Art denne Forelskelse er.</p> + +<p>— Var det ikke det naturligste, at overlade det til hende +selv at afgjøre dette Spørgsmaal?</p> + +<p>— Hvor vil De hen! Det kan hun jo slet ikke .... Jeg +er saaledes overbevist om, at en vis Utaalmodighed efter at +komme ud af et Forhold, som var hende uklart og utilfredsstillende, +har bidraget ikke saa lidt til denne pludselige ny +Kjærlighed. Saa har jeg ogsaa en Mistanke om, at den — ganske +tilfældige Omstændighed — at De var Landsmand af +mig Uværdige, har lettet Overførelsen af visse Følelser, Stemninger —</p> + +<p>Jeg kom til at tænke paa en Ytring i hendes første Brev +til Stephensen, der unægtelig bekræftede denne Formodning, +og slog forvirret Øinene ned for hans speidende Blik.</p> + +<p>— De gunstige Omgivelser, Ensomheden ere komne til — og +saa — det tvivler jeg aldeles ikke om — mange fortræffelige +og elskværdige Egenskaber hos Dem selv —</p> + +<p>— Kunde vi ikke lade det være nok med den Passiar, udbrød +jeg og reiste mig pludselig. — Jeg forstaar jo meget +godt Deres Mening, — men hvad Fanden skal jeg med den? +Jeg anerkjender ikke, at De har nogen Ret til at optræde som +Minnas Formynder.</p> + +<p>— Og hvad Fanden skal jeg med Deres Anerkjendelse? — det +er jo slet ikke den, det dreier sig om. Jeg <em>har</em> simpelthen +Ret til at gjøre mit for at hindre, at Minna begaar +en af de Dumheder, som ikke let gjøres om igjen, — og da +det er min egen Opførsel overfor hende, der tildels er Aarsag +til denne Overilelse, er det endogsaa min Pligt .... Jeg +veed ikke, hvad De mener med den haanlige Latter, som De +affekterer —?</p> + +<p>— Jeg troede, Pligtfølelsen hørte til de kosmopolitiske +Fordomme, som De ikke delte.</p> + +<p>— Tværtimod, den hører til dem, som jeg deler .... Men der +er et Motiv, som formodentlig paavirker mig stærkere; det +er den Omstændighed, at jeg elsker hende — elsker hende!</p> + +<p>Ogsaa han havde reist sig; vi stod lige over for hinanden, +med det lille Bord imellem os og stirrede hinanden fast i +<a class="pagenum" name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"></a> +Øinene. Den Tanke faldt mig ind, at det naturligste — og +til syvende og sidst værdigste — vilde være, om vi sprang paa +hinanden som et Par Tigerkatte og forsøgte, hvem der først +kunde bide Struben over paa den Anden, — og at vi i Stedet +for at gjøre dette vilde blive ved at diskutere, maaske endog +drikke vort Øl sammen og sige høflig Godnat, naar vi gik. +Denne Overveielse gjorde mig saa ærgerlig over Situationen, +at jeg saa temmelig gjenvandt min Fatning. »Lad os da spille +Komedien til Ende, siden vi er begyndt,« tænkte jeg. Med et +Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, +i hvilken jeg følte mig som beleiret, og begyndte at gaa op og +ned ad Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begeistring +»<span lang="de">Die Wacht am Rhein</span>«.</p> + +<p>— Hvad er det da, for Pokker, De vil? udbrød jeg endelig. +Troer De maaske, De kan faa mig til at afstaa hende?</p> + +<p>— Aa nei — jeg forlanger ikke Umuligheder.</p> + +<p>— Dog ikke! De indser altsaa virkelig, at det er umuligt?</p> + +<p>— Naturligvis, af samme Grund, hvorfor Nürnbergerne +ikke kunde hænge Nogen: — de maatte først have dem.</p> + +<p>— Jeg mener at have Minna, ligesaavel som jeg mener, +at hun har mig.</p> + +<p>— Det er Fraser og tilmed forældede Fraser. — Intet +Menneske kan have det andet. Troer De virkelig, De kan +imponere mig med Deres Forlovelse? Som om jeg ikke for +længe siden kunde have været hendes Forlovede.</p> + +<p>— Desto dummere af Dem, at De ikke er blevet det!</p> + +<p>— Maaske kan De have Ret deri. Men jeg kan blive det +endnu, og hun maa vælge imellem os.</p> + +<p>— Hun har valgt.</p> + +<p>— Nei, det er netop det, hun ikke har. Hun har givet +Dem et Løfte i den Tro — under den Forudsætning — at +jeg ikke vilde gifte mig med hende .... Tør De nægte, at hvis +hun Dagen før De friede til hende, havde faaet Vished for, +at jeg elskede hende, og kun længtes efter at forene min +Skjæbne med hendes, — at De da vilde have faaet en Kurv? +.... Nu vel, Forudsætningen var altsaa falsk, og hvis De +er en Mand af Ære, vil De ikke kunne binde hende ved et +Løfte, som er givet under saadanne Omstændigheder.</p> + +<p>— Det kunde aldrig falde mig ind — under hvilke Omstændigheder +det saa var — at betragte hende som bunden +ved et Løfte, naar hun ikke selv følte det som bindende.</p> + +<p>— Ja, <span lang="de">da liegt der Hase im Pfeffer</span>, Høistærede! — Jeg +tvivler ikke om, at Minna har de fleste af disse agtbare Fordomme, +<a class="pagenum" name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"></a> +der udgjør en af Hovedprydelserne for vort smukke +Kjøn, — ja virkelig, jeg mener det i fuldt Alvor, — jeg for +min Part vilde ikke undvære disse Fordomme hos Kvinderne, +skjøndt det upaatvivlelig vilde gjøre os Livet lettere og behageligere. +Det er en kostbar Luxus, men hvad skal man +sige, — saadanne Modsigelser rummer den moderne Natur .... +Altsaa, det er meget sandsynligt, at Minna er tilbøielig til +at betragte Forlovelsen som en Forskrivning for Tid og Evighed — hun +er vel ikke just, hvad man kalder en Karakter, +men en Natur — og en trofast Natur — og det vil derfor være +let for Dem, uden just at gjøre Fordringer gjældende eller +appellere til hendes Bestandighed dog at holde denne noget +bornerede — skjøndt elskværdige — Pligtfølelse i Aande hos +hende til Gunst for Dem, og ikke stramme Baandet, men dog +indirekte holde det fast, — saa længe som hun gjør det. Hvad +jeg forlanger er, at De skal give slip selv — forstaa mig vel — ikke +afstaa hende, som De sagde — men kun ikke benytte +det Forspring, som denne halvlegitime Stilling giver Dem. +Jeg forlanger det af Dem som Gentleman — og vel at mærke +ikke for min Skyld — De vilde naturligvis gjerne se mig +hængt! — men for Minnas Skyld. De kan ikke ønske — jeg +vil ikke tro det om en Mand, som Minna har givet et saadant +Løfte — at De skulde kunne ønske, at hun gik med Dem af +Tvang — var det endog af <em>indre</em> Tvang, medens hun lønlig +begræd, at hun ikke kunde gaa med <em>mig</em>. Hvis De mærker — eller +blot fatter Mistanke om — at hun er i Begreb med +at gjøre en saadan Daarskab, vil De vide, at det er Deres Pligt +ikke at modtage et saadant Offer, men i fornødent Fald aabne +hendes Øine og give hende den Frihed tilbage, som hun ikke +selv har Mod til at tage. Det er muligt, at De har fortrængt +mig af hendes Hjerte — i saa Fald er Sagen paa Forhaand +afgjort. Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os begge — hver +paa sin Maade — i saa Fald vil hun ganske vist have +en frygtelig Kamp at gjennemgaa for at træffe en Afgjørelse, +men hun maa kjæmpe den ud alene, og vi bør allermindst +gjøre hende Striden pinligere ved at trænge ind paa hende +og drage hende hver til sin Side .... Minna maa vælge imellem +os; for hun <em>har</em> ikke valgt, og ingen Magt paa Jorden +kan eftergive hende Valget: — Men hun skal vælge <em>frit</em>, — det +er Alt, hvad jeg forlanger.</p> + +<p>— Jeg skal ikke lægge hendes Frihed nogen Hindring i +Veien, hverken direkte eller indirekte, — og jeg vil bøie mig +for hendes egen Afgjørelse, uden Forsøg paa at rokke den, — +<a class="pagenum" name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"></a> +det samme stoler jeg paa, at De gjør .... Og da <em>det</em> vel +var Deres Formaal med denne Sammenkomst, at opnaa en +saadan Erklæring af mig, antager jeg, at vi nu kan skilles — i +Fjendskab.</p> + +<p>— Men i alt Fald som ærlige Fjender, der er i aaben +Feide og fægter med lige Vaaben.</p> + +<p>Jeg tog min Hat ned fra Knagen, — bukkede stift og forlod +Værelset. I Billardstuen var Spillet ophørt; et Par af +de skjorteærmede Herrer stod med Hænderne paa hinandens +Skuldre og forsikrede hinanden om deres »absolutte« Hengivenhed +og »enorme, kvalificerede« Agtelse. Det musikalske +Medlem, der sad paa Hjørnet af Billardet, intonerede: »<span lang="de">Ein +feste Burg ist unser Gott</span>«. — Jeg sluttede med Rette heraf, +at man var naaet til Drukkenskabens sublimeste Tinde, og +at det maatte være meget sent.</p> + +<p>Heldigvis lykkedes det mig at faa fat i den fede Opvarter +og betale mit Øl.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="IV_IV" id="IV_IV"></a>IV</h3> + + +<p>Der kom ingen Søvn i mine Øine den Nat.</p> + +<p>Jeg hørte Uhret paa <span lang="de">Kreuzkirche</span> slaa det ene Kvarterslag +efter det andet, medens jeg væltede mig om paa Leiet. Undertiden +begyndte vel mine Tanker at flakke paa den villieløse +Maade, som indvarsler Slummeren, men saa gik der en Strøm +af Feberhede igjennem mig, og jeg var strax lysvaagen. En +dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt for tabt, fik mer +end een Gang mine Taarer til at flyde.</p> + +<p>Jo umuligere en Ulykke synes, desto nærmere er den ved +Virkeligheden, saasnart den blot bliver mulig; thi da den +allerede har gjort Springet over den største Afgrund, kan +man ikke tvivle om, at den ogsaa vil have Kraft til at sætte +over det mindre Svælg; da den fra Intet er bleven Noget, +hvorfor skulde den saa ikke kunne blive Alt? — Der gives +Visheder, som staa saa uanfægtelige for os, at de næsten +ere afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med +deres Uanfægtelighed synes deres inderste Væsen at forsvinde.</p> + +<p>Hvad kan være en vissere Besiddelse, fjernere fra enhver +Fare, end en trofast Kvindes Kjærlighed? Jeg følte, +at Minna elskede mig, jeg vidste, at hun — som ogsaa +Stephensen havde sagt —, var en trofast Natur.</p> + +<p>Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed +<a class="pagenum" name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"></a> +vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab +mod ældre Følelser, der manedes op mod den til de yngre, +ved hvilke hun var bunden til mig.</p> + +<p>Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke!</p> + +<p>Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han +haabede at rive den fra mig.</p> + +<p>Men jeg da? havde jeg leet ham ud eller vendt ham Ryggen +som en stakkels Nar?</p> + +<p>Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham — som om +min Lykke trængte til at forsvares — værre endnu; jeg havde +formelig truffet Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst +burde forholde sig fra begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet +Muligheden af, at han kunde seire, havde tilstaaet, at +jeg slet ikke eiede denne Lykke, men først skulde vinde den.</p> + +<p>Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var +over mig, — og jeg stønnede under den som under et Mareridt.</p> + +<p>Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog +forekom det mig nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet +en Fare, og at der stedse var draget en Skygge hen over +denne Tids klareste Solskin. Jeg erindrede, hvorledes hint +mistænkelige Brev havde vakt mig af Salighedsrusen efter +det første Kys; jeg følte atter den pludselige, ugrundede Skræk, +som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hørte <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="hende">hendes</a> Brev +falde i Postkassen; ved mit første ensomme Besøg i hendes +Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, +der nu forekom mig spøgelseagtig; neppe havde jeg nydt +Gjensynets Glæde, før den forbitredes ved Minnas Mismod og +ved hans bebreidende Brev, der havde fremkaldt hos mig en +urimelig Skinsyge og en mindre taabelig Angst; hvor indstændig +havde jeg ikke bedet hende om at lade det ubesvaret, +og hun havde sagt: jeg <em>maa</em> — med den hende eiendommelige +Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. +Og den følgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette +Brev, og vi saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshøien i +»<span lang="de">Grosser Garten</span>« og øinede det fjerne Lilienstein, — gled der +da ikke over vore Hjerter en Tungsinds-Skygge, som om vi +stirrede ud imod et tabt Lykkeland? —</p> + +<p>Saaledes syntes en fjendtlig Skjæbne at være født samtidig +med vor Pagt og at have nærmet sig truende, indtil den +nu — efter Beethovens Udtryk — »bankede paa vor Tilværelses +Port«. Og den vilde nok vide at skaffe sig Adgang, — den +stærke truer ikke forgjæves.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"></a> +Jeg glemte, at netop, naar »Skjæbnen banker paa«, er det +Tid til at vise, at man er Karl for at tage imod den og i +fornødent Fald kaste den ned ad Trapperne; ellers kan let +Omstændighederne falde paa at spøge under Skjæbnens Kappe, +i Tillid til vor Svaghed.</p> + +<p>Under saadanne mistrøstige Betragtninger var jeg sunket +hen i en lethargisk Døs og fastholdtes lige saa meget i denne +som jeg opskræmmedes ved en physisk Skræk, et Syn eller +snarere en Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der +graalig skilte sig ud fra Mørket og nærmede sig langsomt +og ustandselig; — ja, selv disse vage Udtryk give maaske et +vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk var ubeskriveligt, +ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del af vor +Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at +kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre +Rum, som Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads +blandt de nulevende Arter.</p> + +<p>Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, +klædte mig paa og gik ud.</p> + +<p>Det var en kold Morgendæmring med Taage og Støvregn.</p> + +<p>Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en +Timestid, — ør og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, +som følger med en altfor aarle Opstandelse.</p> + +<p>Endelig fandt jeg en Café, hvor der blev luftet ud og vasket +Gulv.</p> + +<p>Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde <em>sin</em> +Mening om min Morgenduelighed, foreslog »en Sodavand«.</p> + +<p>— »Kaffe«, beordrede jeg barsk.</p> + +<p>Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte +vente.</p> + +<p>Det var en ægte — skjøndt ikke behagelig — Reisestemning, +med Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget.</p> + +<p>Reise — bort herfra — —! det var jo det, Minna vilde +igaar Aftes; da havde jeg snakket hende derfra — og nu, +hvor vilde jeg ikke ønske, at vi allerede vare underveis — at +hun sad hos mig og Drosken var bestilt — Morgentoget — hvorhen? +lige meget — blot afsted!</p> + +<p>Men <em>nu</em> var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge. +Stephensen havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme +mig — hvilket vel ogsaa havde været hans Hensigt, om han +end ikke anede, at vi kunde tænke paa at reise hemmelig bort. +Det var ikke saa meget det, at min Stolthed vægrede sig ved +<a class="pagenum" name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"></a> +at fly, skjøndt den Tanke var mig meget imod, at Stephensen +med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig over +min Handlemaade; værre var Frygten for en bestandig Følelse +af, at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig +Maade, og værst den Mulighed, at jeg endogsaa kunde +begaa en Uret imod hende. Fra min Side havde denne Flugt +jo kun Mening under den Forudsætning, at Minna efter modent +Overlæg vilde have foretrukket Stephensen.</p> + +<p>Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan +Afgjørelse, selv om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse?</p> + +<p>Og hvis det viste sig at være en Overilelse, — dersom +hun senere opdagede, at hun havde taget feil af sine Følelser, +hvor bitter vilde da ikke den Anger være, der kom +for sent!</p> + +<p>Nei, vi maatte blive og lade <em>det</em> ske, som skulde ske. Og +dog var der en indre Stemme, som vedblev at hviske: »Reis +bort! hun vil sikkert endnu.«</p> + +<p>Dernæst kom Dagsordenen for. Det store Spørgsmaal var, +om jeg strax, saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa +til hende.</p> + +<p>Min Længsel og Ængstelse drev paa, men Kritikken sagde: +»Hvorfor overløbe hende paa en usædvanlig Tid, det vil virke +opskræmmende og foruroligende paa hende, og hun behøver +netop al sin Besindighed og Klarhed. Desuden viser det, at +du selv er ude af de vante Folder, det lader dig synes +bange, maaske endogsaa mistroisk.</p> + +<p>Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, +at han faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke +forhindre, saa lige saa godt først som sidst .... Ja, de +maa jo endogsaa tale sammen, du kan da for Pokker ikke fri +for ham. Altsaa: enten løb bort med hende, eller ogsaa — lad +være med at spille Argus.«</p> + +<p>Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig +og først besøge Minna efter Middag.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="IV_V" id="IV_V"></a>V</h3> + + +<p>Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved +det aabne Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som +hun vendte imod mig, at hun havde grædt meget.</p> + +<p>— Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg +holdt hendes skjælvende Haand mellem mine.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"></a> +— Ja.</p> + +<p>Hun lod mig beholde sin høire Haand og pressede den +anden, der knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, +som om hun havde Sting.</p> + +<p>— Hvad han har sagt dig, kjære Minna, — det kan jeg +jo nok vide efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde +med ham .... Han — altsaa — du havde Ret igaar, — i +alt Fald, hvad Hensigten med hans Komme angik — desværre — skjøndt +det er maaske egenkjærligt af mig at sige —</p> + +<p>Jeg vidste neppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende +Ord stod ikke længer til min Raadighed — kvaltes i min +sammensnørede Strube. Jeg speidede efter Udtrykket i hendes +bortvendte Blik, ventede paa et Ord, — da rev hun pludselig — efter +et fast Haandtryk — sin Haand ud af mine, +sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig Hulken, +med Ansigtet skjult i Hænderne. Denne hjerteskærende +Lyd og det rørende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes +af Graadens elementære Kraft, betog mig saaledes, at jeg +glemte alt Andet. Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af +hende, omfavnede og trykkede hende fast ind til mig, raabte +atter og atter hendes Navn og tiggede hende med taabelige +Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes, om +at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer +lige saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen +af, hun smilede mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, +der var vaadt af hendes Taarer, og medens hun +ømt trykkede min Haand, hviskede hun flere Gange: —</p> + +<p>— Min kjære, gode Ven.</p> + +<p>— Det er jeg, Minna, — det er jeg, hvad der saa sker +.... Men du maa ikke tage det saaledes, hører du! Du maa +ikke føle dig ulykkelig, for du skal ikke blive ulykkelig .... +Jeg vil heller taale Alt, end se dig saaledes, heller miste dig, — og +det vil han ogsaa, det er jeg vis paa .... Vi maa være +fornuftige, og du maa gjøre dig stærk .... du skal slet ikke +tænke paa mig .... tænk blot paa dig selv, hvad der er +bedst for dig .... ikke sandt! det maa jo ogsaa være bedst +for os .... Naar du blot vælger det Rigtigste og gaar +efter din egen Natur, det er det, det gjælder om .... Vi +vil begge være glade, naar du blot bliver lykkelig.</p> + +<p>— Mig selv, — nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst +burde tænke paa .... Aa, hvis jeg kunde gjøre jer lykkelige +med at give Afkald paa jer begge, saa troer jeg, — ja, jeg +er vis paa, at jeg kunde bringe dette Offer — heller end at +<a class="pagenum" name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"></a> +skuffe Nogen af jer .... Og nu kan jeg ikke give den Ene +min Haand, uden at tage den fra den Anden, — hvor skulde jeg +saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke Tale om.</p> + +<p>— Jo, Kjæreste! det maa der alene være Tale om, og det +kan der ogsaa. Ganske vist, det vil gjøre et stort Skaar i +din Lykke fra først af at maatte volde saa dyb en Smerte, +det veed jeg, men Lykken har Tid, det gjælder jo hele Livet +.... Naar du vælger det Bedste, vil du efterhaanden føle dig +tilfreds, — og den, der ikke faar Ret til at kalde dig sin, — han +vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med, hvad der ikke +kunde være anderledes. Kun hvis du vælger urigtigt, — hvis +du tager feil af dine Følelser, — ja, saa vil du gjøre os Alle +ulykkelige.</p> + +<p>— Det er frygteligt! At være stillet for et saadant Valg +.... Naar dog en Anden kunde vælge for En, — blot der +gaves et Pligtbud i dette Tilfælde, som sagde: det <em>bør</em> du +gjøre, ellers synder du! .... Men jeg synder, hvad jeg saa +gjør, — for jeg har allerede syndet, og det bliver ved.</p> + +<p>— Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! +Føi dog ikke den Slags Skrupler til alt det —</p> + +<p>— Harald! udbrød hun, idet hun reiste sig og saae mig +fast ind i Øinene, tør du vælge for mig? Har du Mod — forstaa +mig ret — jeg mener: er din Overbevisning saa stærk, +at du med rolig <a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="Samvitighed">Samvittighed</a> kan sige: »Din Pligt er at +gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og jeg kan ikke +give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at hvis du +handler anderledes, vilde det blive til dit Fordærv« — —? —</p> + +<p>Der gik en Gysen af Glæde igjennem mig, da jeg saaledes +pludselig saae vor Skjæbne lagt i mine Hænder, og den +trygge Bevidsthed, at jeg kun behøvede at gribe til, lod mig +for et Øieblik glemme Ansvarets Alvor. Men inden jeg kunde +svare, strakte Minna Haanden ud, som om hun vilde lægge +den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik fortsatte +hun:</p> + +<p>— Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der +elsker dig, og som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, — ak, +det veed jeg — men maaske dog aldrig kan gjøre dig +lykkelig, En, der har et indre Saar, der aldrig vil læges helt, +og som hun maaske forbløder af. Jeg vil aldrig kunne tilgive +mig selv, at jeg har forraadt min første Kjærlighed .... +Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane Skræmmebilledet +af ham, hvem jeg skylder min første Bevidsthed, mine første +Tanker, min Selvstændighed, Vækkelsen af mine bedste og +<a class="pagenum" name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"></a> +skjønneste Følelser — et Liv og Følelser, der tilhørte ham +med Rette — ak, hvor har hans Billed ikke været mig kjært +og dyrebart — og nu maatte det komme som et Spøgelse og +anklage mig for at have skjænket alt dette til en Anden, medens +han ventede i Tillid til mig — arbeidede for os begge — for +vor Fremtid! — Nei, nei — aldrig kan jeg blive virkelig +lykkelig eller gjøre dig det, saadan som du fortjente!</p> + +<p>Jeg stod forfærdet og ligesom bedøvet ved Fortvivlelsen +i dette Udbrud; mit Blik søgte bort fra hendes, medens jeg +søgte at samle mine Tanker og faa Rede paa mine kjæmpende +Følelser. Det var mig fuldt forstaaeligt, at en Pige +med hendes rene og tillidsfulde Natur, maatte give Stephensens +Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i Anledning +af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat +den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar +havde jeg heller ikke været i Tvivl om, at han netop — benyttende +sin Kundskab til hendes Hjerte — vilde lade dette +høist flatterende, næsten melodramatiske Lys falde paa det +dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad mig angik, saa betragtede +jeg dette gjennem meget nøgterne Øienglas, der betog +det enhver romantisk Glands, og det forekom mig, at med +Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igjennem ogsaa +for hende, hvorfor heller ikke Faren med Spøgelset syntes +mig slet saa stor, som hun fremstillede den. Men desværre +var ikke engang jeg ganske sikker i min Sag, og jeg maatte +sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en meget naturlig +Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa umuligt, at +den forledte mig til at gjøre ham Uret. Og i saa Fald — —</p> + +<p>Jeg vaklede endnu — og allerede var det gunstige Øieblik +undflyet mig.</p> + +<p>— Se, du betænker dig — du tør ikke, udbrød hun. Og +dog har du kun os to at tænke paa. Den Tredie, hvem du +vil gjøre den største Skade, det er jo for dig kun en Fremmed, +ja endogsaa en Mand, hvem du hader .... Døm saa om, hvor +frygteligt dette Valg maa være for mig, da jeg veed, at til +hvilken Side jeg saa vender mig, gjør jeg een ulykkelig, som +jeg elsker.</p> + +<p>— Ja, det er dette, som netop gjør det saa vanskeligt for +mig at vælge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette .... Du +elsker mig, siger du, — jeg føler det, jeg vil ikke tvivle +derom, — men saa mener du tillige, at du elsker Stephensen. +Det er mig en Gaade; jeg troer, at det ikke er Forelskelse, +<a class="pagenum" name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"></a> +men Erindringen derom, hvad du føler for Stephensen, og det +er for lidt til at binde sig paa for Livet, — især da, naar en +ny Lidenskab staar imod den — den levende Følelse maa have +sin Ret.</p> + +<p>Minna rystede paa Hovedet.</p> + +<p>— Du skulde elske — virkelig elske to Mænd? — Umuligt.</p> + +<p>— Jeg veed jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, +min Ven! men overvei Alt, hvad du selv veed, og sig saa, +om du ikke kan indse, at jeg <em>maa</em> elske ham. Jeg har jo +vist dig, saa godt jeg kunde, hvad han har været for mig, — du +veed, at min Kjærlighed holdt sig under den lange Adskillelse, +ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans Følelse +havde faaet en anden Charakter — du saae — det var det +Første, du saae af mig, — hvorledes selv et stakkels Lexikon +kunde give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at +lære mig Ord af hans Sprog, og sætte mig i den Illusion, at +jeg lærte det for at tale det med ham .... Og nogle <em>Uger</em> derefter +skulde jeg saa være bleven ligegyldig for ham! Ja, +hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget Nedsættende om ham +eller ogsaa, at han elskede en Anden — men hvad har jeg +hørt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der +bød ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Følelse +trofastere end jeg, der var henvist til den alene! — O, hvor +lavt og ynkværdigt har jeg ikke opført mig! Naar han saa +foragtede og forkastede mig — ak, jeg har ikke Hjerte til at +ønske det og dog var det maaske det bedste for os Alle! men +i Stedet derfor kommer han her, som om hans Livs Lykke +afhang af min Kjendelse — <em>min</em>! jeg Elendige! At saa +megen Kjærlighed skal kunne blive en Forbandelse for En — det, +som ellers er den største Velsignelse!</p> + +<p>Hun vendte sig bort. Graaden kjæmpede for at bryde +frem.</p> + +<p>— Kjæreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden +paa hendes sitrende Skulder, — du har Ret, jeg kunde have +sagt mig Alt dette — og det burde jeg .... Nu troer jeg +snarere, at det er din Følelse for <em>mig</em>, som mindre er Kjærlighed +end sværmerisk Venskab.</p> + +<p>— Hvorfor — udbrød hun og vendte sig mod mig med +taarefyldt Blik — hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? +.... Jeg gjør det vel paa forskjellig Maade — I er jo ikke +ens — og Forholdene er ogsaa nu helt anderledes. Maaske +jeg i Grunden elsker dig mest —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"></a> +— Aa — Minna!</p> + +<p>— Og er mest forelsket i ham, tilføiede hun sagte, idet +hun saae ned.</p> + +<p>Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som +om jeg havde faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge +bestandig hemmelig frygtede elementære Magt rette sig imod +mit Haab, alle mine næsten kronede Anstrengelser, — denne +Elskovs ubekjæmpelige Førstefødselsret. Men allerede var +jeg omfavnet med inderlig Ømhed.</p> + +<p>— Nei, tag det ikke saaledes, Harald, — o Gud, jeg har +saaret dig, og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt +mig kun ind, men alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi +mener .... Maaske er det slet ikke saaledes, jeg veed ikke, +jeg forstaar Intet længer. Jeg føler kun, at I begge hører med +til mit Liv, — jeg bliver revet til to Sider o min Gud! hvad +skal der blive af mig!</p> + +<p>— Et sundt og sandt Menneske, min egen kjære Pige, +naar du først kommer igjennem disse Kampe og Brydninger — ved +egen Kraft .... Gud veed, jeg stod dig saa gjerne bi, +men du ser, jeg kan ikke. Der er slet Ingen, som kan det, — neppe +engang Fru Hertz, hvor moderlig hun end føler +for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gjøre +hende til din Fortrolige, — der er i alt Fald størst Sandsynlighed +for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det +faar ikke hjelpe, — jeg tror ikke, du bør spørge Andre end +dig selv, — din egen Natur vil maaske pludselig instinktmæssig +vælge, hvad der er til Bedste for den .... Fremfor +Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg forøge dine +Sindsbevægelser og navnlig ikke — som idag — ved vor +Nærværelse snart faa den ene, snart den anden Vægtskaal +til at synke. Det kan du ikke holde ud, — og sandsynligvis +vilde det ende med en hovedkuls Afgjørelse, som det var lige +ved før. Vi har nu hver for sig været hos dig og ført vor +Sag — fra nu af —</p> + +<p>— Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa +mig; men, kjæreste Harald — det har du jo slet ikke gjort.</p> + +<p>— Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. — Synes du, at +jeg tager det for roligt —</p> + +<p>— Nei, nei, min søde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du +er saa øm og kjærlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner +mig for Alt, hvad du kunde sige af Bebreidelser, — men +vær vis paa, at desto mer siger jeg mig selv dem.</p> + +<p>— Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har +<a class="pagenum" name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"></a> +du ingen Ret til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, — som +om jeg vilde ønske denne Tid borte, selv om den ikke +fører Fremtid med sig. Jeg er dig dog saa taknemlig for +den Kjærlighed, jeg har følt —</p> + +<p>— Nei, Harald! sig dog ikke det —</p> + +<p>— Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu +mindre kunde det falde mig ind at skræmme dig ved at udmale +sørgelige Følger af et saadant Tab for mig .... Hvad +der skal bæres, maa bæres, og jeg vil tvertimod love dig, +at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme sundt over +det — og — skjøndt jeg ikke kan forsøge paa at glemme dig — heller +ikke vil — — —. Mine Læber skjælvede og Øinene +fyldtes med Taarer. — — Nei, nei, afbrød jeg, — det var jo +ikke dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig +det Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra +nu af maa Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig +mere, indtil Alt er afgjort. Bedst var det, om du selv i den +Tid kunde tage bort fra Byen — hvis du havde Slægtninge +paa Landet, som du kunde besøge — —</p> + +<p>— Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen — hendes Mand +har en Gaard dèr, — dem kunde jeg godt besøge — de bad +mig endnu i Sommer, og jeg behøver ikke engang at skrive +først.</p> + +<p>— Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?</p> + +<p>— Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.</p> + +<p>— Saa gjør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. +Og naar du saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du +vel din Bestemmelse.</p> + +<p>Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved +Vinduet og stirrede ud paa Haverne.</p> + +<p>Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem +Hænderne og ventede paa, at hun skulde vende sig om imod +mig. Endelig nærmede jeg mig og berørte hendes Skulder. +Hun dreiede Hovedet og saae med <a class="corr" name="rett_27" id="rett_27" title="sin">sine</a> forgrædte Øine forbavset +paa min udstrakte Haand og paa den anden, der nerveust +krammede Hatten.</p> + +<p>— Hvad er det? du vil da ikke gaa?</p> + +<p>— Jo, Minna, — jeg skal — det er allerede — jeg mener, +naar du skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og +pakke sammen.</p> + +<p>— Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser.</p> + +<p>— Ja men, jeg skulde gaa — hen at tale —</p> + +<p>— Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret +<a class="pagenum" name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"></a> +i at gaa og lade mig være noget ene, skjøndt det er jeg netop +bange for, men jeg maa jo vænne mig til det .... Naar kommer +du igjen?</p> + +<p>— Nei, jeg kommer ikke igjen.</p> + +<p>Hun sprang op: —</p> + +<p>— Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke +være denne Aften hos mig?</p> + +<p>— Jeg troer ikke, det vilde være rigtigt — vi er jo ikke +længer forlovede.</p> + +<p>— Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, — saa længe — i +alt Fald — der er jo endnu ikke sket Noget —</p> + +<p>— Endnu — indtil du maaske »slaar op med mig«. Men du +skal ikke være nødt dertil, du maa ikke have den Følelse, +at du hæver en Forbindelse, — hvilken Bestemmelse du end +tager, saa knytter du derved et nyt Forhold. Det er mig, der +har hævet vor Forlovelse, — du maa føle dig fri.</p> + +<p>— Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde +have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun +stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede +Hænderne sammen.</p> + +<p>— Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af +en heroisk Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud +over Knoen.</p> + +<p>— Nei, ikke <em>det</em>, raabte hun og lagde sin Haand hindrende +paa min, aa, giv mig ikke Ringen tilbage — forlang ikke din! — hvorfor +skal vi være saa grusomme mod hinanden?</p> + +<p>Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede +den — taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede +os for en unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem +alle, fordi den vækker alle Forholdets Følelser i een Sum +ved at røre ved dets magiske Symbol. Hvor mangen Adelsmand +har ikke følt Forkyndelsen af den vanærende Dom mindre +frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens Hænder.</p> + +<p>— Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, +vi er jo dog de samme.</p> + +<p>— Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen +Overvindelse det vil koste mig at blive borte, — jeg veed +virkelig neppe, hvad jeg skal gjøre af mig selv, naar jeg +rigtig tænker paa, at det maaske er den sidste Aften, da jeg +kunde være hos dig ....</p> + +<p>Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne +sammen, og idet jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, +<a class="pagenum" name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"></a> +fæstede mit Øie sig ved en støvleformet Plet paa det tarvelige +graa Tapetpapir. Det var Synd at sige, at der var noget +særlig Skjønt ved den, og alligevel var der en sand Rædsel +i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at se. — Minna +saae hjælpeløst paa min Smerte, — jeg mærkede det, skjøndt +jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, +før jeg kunde fortsætte: —</p> + +<p>— Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi +er de samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, +og det maa blive pinligt for os. Desuden er det ogsaa det +rigtigste, nu da vi har truffet en saadan Bestemmelse — jeg +mener overfor Stephensen ser det korrektest ud. —</p> + +<p>— Men hvis nu han kommer til os i Aften!</p> + +<p>— Har han talt om det?</p> + +<p>— Nei, — jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske +blot for at du ikke skal være ene med mig, — han troer vel, +at du kommer som sædvanlig. —</p> + +<p>— Du har Ret — nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa +Pladsen til .... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, — der +er vel nok En eller Anden, som du kan faa til at løbe det +lille <a class="corr" name="rett_28" id="rett_28" title="Styke">Stykke</a> Vei .... Bi, — se, her er min Lommebog, den +lader jeg blive her. Faar jeg den sendt hen, saa veed jeg, +at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du sender den +til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke kommer +ukaldet .... Farvel, min Elskede, — det kan da Ingen +forbyde mig at kalde dig.</p> + +<p>Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt +imens hun borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt +og spørgende Smil, og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt — maaske +umærkelig for hende selv. Da drog jeg hende ind +til mit Bryst og vore Læber mødtes i et langt Kys, som om +enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig for at +have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun +slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu +stedse med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe +kunde støtte paa Benene, — hendes Hoved sank ned paa +Skuldren, hun gispede efter Veiret og rystede. Jeg ledte hende +forsigtig de Par Skridt hen til den lille Sopha, hvor jeg lod +hende glide ned og skubbede Puden til Rette under hendes +Nakke.</p> + +<p>Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der +strax dukkede frem af Kjøkkenets Dunkelhed og atter forsvandt +deri for at hente Vand, da hun hørte, at Minna ikke +<a class="pagenum" name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"></a> +var vel. Vims og forfjamsket, bestandig sammendukket, lige +som en Underjordisk paa Scenen, foer hun ind i Dagligstuen; +det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove Ansigtstræk +endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig +Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.</p> + +<p>Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, +skyndte jeg mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var +den vigtigste Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe +Minna til Ro.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="IV_VI" id="IV_VI"></a>VI</h3> + + +<p>Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene +med engelsk, det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte +begge Haandskrifterne og aabnede hurtig min Onkels Brev.</p> + +<p>Han skrev — som sædvanlig kort og forretningsmæssig — at +paa Grund af et Personskifte ved Fabrikken var det +bedst, at jeg allerede om fire Uger reiste til ham i London. +Jeg maatte da opgive at fuldende mine Studier ved Polytechnicum +og tage min Examen, men det vilde ikke gjøre +min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at forsømme +denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk +Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning +paa et Beløb, der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde +ekvipere mig og bestride Reiseomkostningerne. Han udbad +sig omgaaende Svar, for at han kunde se, at jeg rigtig havde +modtaget hans Brev.</p> + +<p>Denne Meddelelse — rettere Ordre — satte mig i stor Uro.</p> + +<p>Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis +Forholdet mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde +der ikke kunne hændes mig noget Ønskeligere — (saafremt +der da overhovedet længer kunde være Tale om Ønsker og +Haab!) — end hurtigst muligt at blive flyttet bort fra disse +Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder — og hvor +jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende —, +for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, +der vilde fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis +dvælede mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, +der havde en saa pinlig Forudsætning.</p> + +<p>Paa den anden Side: — naar hun valgte mig, vilde det +være saa ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende +allerede et Par Uger derefter, medens hun endnu var rystet +<a class="pagenum" name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"></a> +af disse Sindsbevægelsers Dønninger og sikkert mer end +nogensinde trængte til en trofast Støtte, til en bestandig fornyet +og bestyrket levende Følelse af, at den Kjærlighed, som +hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan vige fra hende — lade +hende alene, maaske paa Aaremaal, atter henvist til +Brevvexling og — den danske Ordbog!</p> + +<p>Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, +vilde naa frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes +mig ikke at opveie det Mislige i en Adskillelse netop +paa dette Tidspunkt.</p> + +<p>Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte — eller +ikke kjendte — gjennem Breve, var ikke saaledes, at +jeg turde tænke paa at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, +og desuden var jeg netop for Øieblikket, da der skulde +svares, ganske afskaaren fra at vise ham Fortrolighed.</p> + +<p>Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt +Saar, — og hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort +fra den tilkjæmpede Lykke — det var dette Brevs ikke just +henrykkende Forjættelser. — Jeg følte mig endnu mere mismodig, +end da jeg traadte ind i Værelset.</p> + +<p>Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede +Kamret saa stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for +at kunne læse det andet Brev — fra min Ven Immanuel +Hertz — han var opkaldt efter Kant — i Leipzig.</p> + +<p>Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse — han +undskyldte, at Lykønskningen kom lidt sent — mange Forretninger — skrev +han, at han var bleven bekymret ved at +høre gjennem Moderen, at hans kjære gamle Fader endnu ikke +var bleven af med den Forkjølelse, som han havde paadraget +sig i Prag, — han frygtede, at Moderen maaske for ikke at +gjøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig +om uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.</p> + +<p>Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne +Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme +mig skjæbnesvanger.</p> + +<p>Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, +derimod granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans +indledende Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent.</p> + +<p>Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig +Interesse for mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde +<a class="pagenum" name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"></a> +undgaaet at tale om ham, og Stephensens Ytring den foregaaende +Aften om Minna og ham syntes, skjøndt fremsat ganske +exempelvis, at have Noget bagved sig. Alt dette pegede i +samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna at kjende +og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet, at +min Formodning ikke var længe om at blive til Vished.</p> + +<p>Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! — hvorledes han vel +var kommen over det?</p> + +<p>Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere +fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret +vel neppe været ulægeligt.</p> + +<p>Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald +ogsaa sikkert for ham været Midlet.</p> + +<p>Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde +faa Brug for dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig +dog efterhaanden ind i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, +der rigtignok oversprang den vigtigste Side — Virksomheden — som +noget Underforstaaet, men til Gjengjæld viste +mig mit eget kjære Jeg, et Par Aar ældre, galopperende med +i en prægtig Cavalkade gjennem <span lang="en">Hyde-Park</span> (hvilken jeg forestillede +mig som »<span lang="de">Grosser Garten</span>«), dandsende paa Baller, der +straalede af alle »<span lang="en">high-life</span>«s Diamanter og Stjerner, eller som +Gjæst paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige +Skove og Dyrehaver, — en feiret Gjæst, første Mand ved +<span lang="en">Lawn-Tennis</span>, ikke sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis +mødende paa Signalet af Middagsklokken, »Sjælens Stormklokke«, +som Byron kalder den; — og naturligvis: baade i +<span lang="en">Hyde-Park</span>, i Balsalen og paa Herregaarden var jeg omringet +af disse »Misser« der berømmes som Verdens deiligste Kvinder, +Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige +for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skjønheden +og Elskværdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet +af Minna traadte ret levende frem for mig paa denne Baggrund, +der fremhævede dets fordringsløse, borgerlige Ynde, +som et dunkelt skimtet Tapet af phantastiske yppige Gobelins, +der af den effektsøgende Kunstnerhaand er malet bag ved +Portraitstudiet af en mørk og stille Kvindeskikkelse: — saa +opløste hine Drømme sig strax i deres Intethed. Ikke fordi +jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv deres Virkeliggjørelse +maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til dette +milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i +mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke +og bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"></a> +Skamfuld over, at jeg i dette Øieblik havde ladet mig +troløst forlede til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg +dem til et Offer paa hendes Alter, og jeg skyndte mig at give +Afkald paa disse Herligheder (der naturligvis maatte ligge +saadan lige paa en Præsenter-Bakke for en Polytechniker i +subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), — for udelt at give +mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller Smerten over +hendes Tab.</p> + +<p>Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende.</p> + +<p>Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at +sidde hele Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters +Gang derfra.</p> + +<p>Det var allerede kjendelig mørkere, og det lod ikke til, at +jeg vilde blive hentet.</p> + +<p>Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig +oppe med det Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde +nødvendiggjøre min.</p> + +<p>Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til +min Onkel.</p> + +<p>I det samme ringede det.</p> + +<p>Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet — eller +snarere udenfor Bordet, og hørte den klingre paa Gulvet, +inden jeg naaede Døren, som jeg aabnede paa Klem. Det lod +til at være en Kuldrager, som der var bleven lukket op for.</p> + +<p>Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smække min Dør i, +da jeg hørte en spæd Barnestemme, der vexlede nogle Ord +med Tjenestepigen, af hvilke et havde en fjern Lighed med +mit Navn.</p> + +<p>Aandeløs lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nærmede sig, +og der blev pikket ganske sagte paa Døren.</p> + +<p>Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en +syv-otte Aar med et forgrædt Ansigt, som jeg kjendte, — hun +boede i samme Hus som Jagemanns, og den gamle Kone gav +sig meget af med hende og hendes mindre Søster.</p> + +<p>— Vil du mig Noget, min lille Ven?</p> + +<p>Barnet saae ned og snøftede.</p> + +<p>— Skal du sige mig Noget — eller bringe mig Noget?</p> + +<p>Nu hylede hun, og gned sig rundt i Øinene med den ene +Haand; den anden holdt hun indsvøbt i et Tørklæde. Jeg trak +hende indenfor.</p> + +<p>— Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille +Bog?</p> + +<p>Men nu brølede hun formelig.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"></a> +»Herregud, hvad skal det dog sige,« tænkte jeg og trippede +om i utaalmodig Fortvivlelse.</p> + +<p>— Jeg kan ikke .... gjøre for det, begyndte hun endelig. — Jeg +havde — jeg skulde — det var den lille Jagemann — hun +gav mig den lille Bog — og den store Jagemann gav mig +en Kage — til at spise paa Veien — og saa var det — —</p> + +<p>Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre +Haand ind under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog +hen imod mig.</p> + +<p>— Jeg kan ikke gjøre for det — det var en ækel Dreng — han +skubbede — og saa faldt den lille Bog — i en Pyt — u +hu! paa <span lang="de">Dibbelswalder-Platz</span> — hu! —</p> + +<p>Jeg skyndte mig at finde en Sølvgroschen, som jeg stak i +hendes lille vaade Næve, og foer ud af Døren forbi Pigen og +Kuldrageren, hvis Latter fulgte mig ned ad Trappen.</p> + +<p>I faa Minutter — hvor vare de alle kostbare nu! — naaede +jeg Röhrhofsgasse.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="IV_VII" id="IV_VII"></a>VII</h3> + + +<p>Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og +hviskede: — Tak, fordi du kom.</p> + +<p>Jeg traadte straks ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. +Der var tændt Lampe. Stephensen sad og konverserede +Fru Jagemann, der havde sin Kattunskjole og den agtbare +Kappe paa. Det var aabenbart, at den illegitime Frier foer +under Familiebesøgets neutrale Flag. Hun underholdt ham +om deres Logerende: »Slette Mennesker, Hr. Stephensen! Ja, +vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igjen. Men, +Gud bevares, ham nu er der ikke Noget at sige paa, — han er +ogsaa Maler, det vil sige, paa en anden Maade — Dekorationsfaget.«</p> + +<p>Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget høflig paa +hinanden, og jeg overvandt mig endogsaa til at give ham +Haanden, — Minna havde ham jo dog saa kjær, og hendes +Følelser maatte beskytte ham mod min Uvillie. Hans magre +og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske — ifølge det +gamle Mundheld — desto varmere.</p> + +<p>Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og +efter at have ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, +henvendte jeg mig til Minna: —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"></a> +— Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog — det +var derfor —</p> + +<p>— Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi +tænkte nok, De vilde savne den.</p> + +<p>— Saa? — ja, saa tager min Værtinde nok imod den.</p> + +<p>Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er +det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed?</p> + +<p>— Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede +Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem.</p> + +<p>— Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig +gemytligt, sagde Moderen.</p> + +<p>Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.</p> + +<p>Paa Vindues-Brættet var den lange Urtepotte med Bregnerne +stillet ud. Midt i sin Hjertekval havde Minna dog haft +Omsorg for, at de skulde nyde godt af Regnen. De enkeltbladede +Bregner, som vi havde fundet sammen, stod i Midten +og bevægede nikkende deres slanke Plante-Legemer. — Nogle +Akacieblade og et Stykke kroget Kirsebær-Gren glinsede i det +udstrømmende Lys. Den tætte, fine Regn lød som en sagte +Hvisken, — en Vandrende blandede sin Pludren deri. Fra +den dunkle Baggrund lyste uregelmæssig spredte Ruder, mellem +hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte +Lyskolonner. — Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en +underlig knugende Følelse af Menneskelivets Tristhed og +Kjedsommelighed; det var mig en høist besynderlig Tanke, at +disse Lys vare Tegn paa lige saa mange Existenser i hvilke +der maaske ikke fandtes andet Fælles end Smaakaar, Skuffelser +og Tomhed, en kummerlig og glandsløs Skjæbne, lig denne +ensformige Dunkelhed, der paa een Gang isolerede og samlede +Lysene. — »Men« — tænkte jeg — »mon der i nogen af +disse Stuer findes et saa underligt Selskab samlet som dette!«</p> + +<p>»Gemytlig« kunde ikke egentlig være den træffende Betegnelse +for Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, +som om hun ikke havde megen Lyst til at spille, men +dog vilde bidrage sit til at sprede Stilheden. Moderen, der var +gaaet istaa, sukkede dybt — det var hendes Bidrag. Jeg følte +trykkende Nødvendigheden af at sige Noget, men Stephensen +kom mig i Forkjøbet.</p> + +<p>Er der smukt dèr i Meissener-Egnen? spurgte han — aabenbart +for at lade mig vide, at han kjendte Bestemmelsen.</p> + +<p>— Aa nei, det kan jeg ikke sige, — det er det modsatte af +sydpaa, hvor Sachsen bliver smukkere, jo længere man kommer +ned. Kjender du ikke vort smukke Rim: +<a class="pagenum" name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"></a></p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">Denn gleich hinter Meissen —<br /></span> +<span class="i i0">Pfui Spinne! — kommt Breissen.<a name="FNanker_2" id="FNanker_2"></a><a href="#Fodnote_2" class="fnanchor">[2]</a><br /></span> +</div></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2"></a><a href="#FNanker_2"><span class="label">[2]</span></a> »<span lang="de">Breissen</span>« ɔ: Preussen.</p></div> + +<p>Hun sagde dette — trods en vis nerveus Anstrengthed — saa +pudsigt, at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen.</p> + +<p>— Ak ja, klynkede hun, mens hun tørrede Taarerne af sin +store Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé +at besøge Wilhelmine, — nu har du været borte hele Sommeren — du +maa dog have faaet Landluft nok! Jeg troer nu, +at man ogsaa gjør for meget Væsen af dette med den friske +Luft.</p> + +<p>Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgjørende, — skjøndt +jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske +ægte. Dersom Ingen af os havde staaet udenfor Situationen, +var den bleven altfor pinlig, og vi havde haft en Følelse af, at +vi ligesaa godt kunde tale rent ud om, hvad vi Alle vidste. +Den skikkelige Kones Nærværelse satte os i de mere selskabelige +Folder, som ere saa vel skikkede til at skjule de virkelige +Bevægelser.</p> + +<p>— Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte +Fru Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i +Stand. Kan De huske, Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os +dermed, da De logerede her og min salig Mand endnu levede? +.... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer — saadan en +Familiekreds, — hm! — saa at sige .... Jeg blev rigtignok +altid skjældt ud af min Makker.</p> + +<p>— Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrød Stephensen hende +med sit elskværdigste Smil.</p> + +<p>— Gud, nei, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld +og fintfølende .... Men min salig Mand var tidt slem, han +blev ogsaa vred, naar Spillet gik ham imod, — ja, det veed +Gud han gjorde, ak ja! Modgang — det var ikke for salig +Jagemann.</p> + +<p>— Han var en dygtig Spiller, husker jeg. —</p> + +<p>— Dygtig, ja, det maa De nok sige, — han var saamænd +dygtig til Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann .... +Men det er ligesom i Spil — hvad hjælper det, naar man ingen +gode Kort faar? — —</p> + +<p>»Eller har en enfoldig Makker,« tænkte jeg.</p> + +<p>— Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven +Andet end en fattig Gymnasiallærer — hvad skal man sige — +<a class="pagenum" name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"></a>slette +Mennesker, Hr. Stephensen — ak ja — og saa Skjæbnen, +veed De nok, Modgang. —</p> + +<p>Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde +ikke vendt Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, +men halvt vendt imod os. Det var aabenbart, at denne +Snak irriterede hende; Smilet om hendes Læber blev mer og +mer spottende, og hun trak et Par Gange paa Skuldren: — og +den »var ikke for ham«, det var virkelig Skade! udbrød hun. — Forresten +har jeg aldrig hørt, hvori den bestod.</p> + +<p>— Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i deres +Billede dèr af Jagemann, bemærkede jeg.</p> + +<p>— Aa ja, der er kommet noget af den gamle »Biedermann« +deri, skjøndt han nok kunde se venligere ud.</p> + +<p>— Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna.</p> + +<p>— Ak Gud, ja, ak ja!</p> + +<p>— Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, +men Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget +Bryderi, er rigtignok et slemt Billede — jeg burde egentlig +ikke tillade, at det hang paa en Væg.</p> + +<p>— Gud, Hr. Stephensen — hvor kan De sige — det nydelige +Maleri — vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver — det +vil sige, her var nok et med to smaa Børn i en Baad — og +jeg syntes saamænd, det var rigtig kjønt, — men Minna vilde +ikke tillade, at det var her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret +.... Naa, senere var De jo saa god at sende det deilige +Billede her over Sophaen .... Men Minnas Billede, nei, det +maa De ikke sige — man kan da ogsaa tydelig se, hvem det +skal være —</p> + +<p>— Men kun høist utydelig, hvem det er, sagde Minna.</p> + +<p>— Aa, du er rigtig et stygt Barn!</p> + +<p>Stephensen lo.</p> + +<p>— Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa +godmodig — Billedet kan ikke reddes — men man kunde gjøre +et nyt — f. Ex. netop saadan en Blyantsskitse.</p> + +<p>— Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte +jeg.</p> + +<p>— Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun +grise Lærredet lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal +se paa det hvide Tøi.</p> + +<p>— Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk +om deres Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører +aldrig andet af jer, end at I »griser«, »klatter« eller, naar +det kommer høit, »smører«.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"></a> +— Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, — det er en +temmelig udbredt artistisk <em lang="fr">façon de parler</em>; — der ligger +lidt Selvkritik deri — og endnu mere Affektation og +maaske omvendt Forfængelighed. Jeg skal se at lægge den +Vane af. Forresten har I Damer noget Lignende, naar I taler +om eders Klimpren — hvad du før gjorde. —</p> + +<p>— Aa — det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød +Minna, fornærmet paa hans <a class="corr" name="rett_29" id="rett_29" title="Kunst">Kunsts</a> Vegne. — Det er jo at gjøre +Nar af mig.</p> + +<p>Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor +med Spillet. Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et +Nodehefte op og begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen +gik ud i Forstuen og kom tilbage med sin Skitsebog +i Haanden. Jeg tænkte, at han vilde tegne Minna ved Claveret — rigtignok +saae han hende temmelig meget bag fra — men +snart mærkede jeg, at det var mig selv, der var Gjenstanden. +Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, +men Stephensen smilede — der kunde unægtelig være noget +Indtagende i hans Smil — og pegede med Blyanten hen paa +Minna. »Er det virkelig til hende, han vil tegne mig,« tænkte +jeg, — »det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske +kjønt.« Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne.</p> + +<p>Det ene Præludium fulgte efter det andet. Hun spillede +adspredt og langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man +kunde neppe have ventet Andet, men jeg var kjed derover; for +jeg var saa forfængelig paa hendes Vegne, at jeg gjerne havde +seet, at hun havde glimret — selv overfor Stephensen. Forøvrig +var han neppe en synderlig opmærksom Tilhører, da +han tegnede ivrig, idet han af og til bøjede sig frem for at se +bedre eller maalte med Blyanten i Luften.</p> + +<p>Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig +imod os:</p> + +<p>— Maa det nu være nok? — Uden at vente paa Svar, sprang +hun op og udbrød: »Hvad er det I dèr har for?«</p> + +<p>— Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede +Stephensen over Skuldren, — det ligner nok. —</p> + +<p>— Saamænd — hm.</p> + +<p>— Ih, nei — se! Allerkjæreste! udbrød Moderen —</p> + +<p>— Naar blot — jeg troer —</p> + +<p>— Hvilket? spurgte Stephensen og saae op.</p> + +<p>— Nei, maaske er det feil — og det er saa anmassende.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"></a> +— Vist ikke! et frisk Øie opdager let Noget — og du kjender +jo Ansigtet bedre end jeg.</p> + +<p>— Jeg troer, at Hagen skal være større.</p> + +<p>— Virkelig! — Stephensen maalte, viskede ud og rettede, +bøiede sig frem for at se, rettede igjen. — Ja vist blev det +bedre, jeg troer endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du +har et godt Blik, Minna! —</p> + +<p>— Maaske skulde du ogsaa lade Adams-Æblet træde lidt +stærkere frem, det er saa karakteristisk for ham. — Se nu, +hvor det har hjulpet!</p> + +<p>Jeg reiste mig, nysgjerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen +var kun flygtig gjennemført, men sikker og let i +Linierne. Da man ikke kjender sig selv i Profil, kunde jeg +ikke have nogen synderlig Mening om Ligheden. Men Minna +var tilfreds, og det glædede mig hemmelig, at hun havde +haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil røbede den +barnlige Glæde, som en Kunstner altid føler, naar Noget er +lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, løsnede +Bladet med sin Pennekniv og gav det til Minna.</p> + +<p>— Tak! sagde hun hjertelig, men uden at vise nogen Overraskelse. — Det +er jeg uhyre glad over! Der er dog noget +mere Tilfredsstillende ved saadan en Tegning end ved et Photographi, — mere +Stemning, jeg veed ikke ret, hvori det bestaar, +men jeg troer, det bringer mig til at tænke paa ældre +Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photographier af sig i +Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekjendte, og da +Folk har været saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan +en Afbildning af en Person, som de havde kjær.</p> + +<p>— Det er ikke før faldet mig ind, sagde Stephensen, — for +mig ligger det nærmere at tænke paa Kunstværdien, men der +er Meget i, hvad du dèr siger.</p> + +<p>— Ganske vist, bemærkede jeg, det er den Afbildningsmaade, +som altid har existeret, og den har ikke blot de mange +Aners Aristokrati, men er ogsaa fri for den kjedelige demokratiske +Egenskab, at Creti og Pleti har det samme Billede, +der er os dyrebart.</p> + +<p>— Ak ja! udbrød Fru Jagemann, — Verden er rigtignok +gaaet frem, siden jeg var ung! Photographien er en mageløs +Opfindelse, og den ligner jo ogsaa allerbedst.</p> + +<p>Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke +anede, at det stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, +som det mente at slutte sig til.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"></a> +— Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrømmede Stephensen +med sin smidige Villighed til at opløse Dissonanser, — kun +er der Noget i Photographkunsten, der hedder Retouchering, +og som rigtignok kan frembringe mærkelige Resultater.</p> + +<p>— Har du aldrig forsøgt paa at tegne dig selv? spurgte +Minna.</p> + +<p>— Endnu ikke. Der er — mærkværdigt nok — ikke kommet +nogen Opfordring fra Uffici-Galleriet i Florents om at +forøge dets enestaaende Samling af Selvportraiter.</p> + +<p>— Og naar jeg nu beder dig derom?</p> + +<p>— Saa skal jeg gjøre Forsøget — i disse ensomme Aftener, +hvis da ikke Hotelspeilet gjør mig altfor skjæv .... Men nu +maa jeg tage Tiden i Agt og tegne dig.</p> + +<p>— Skal jeg virkelig <em>sidde</em>? det er Noget af det Værste +for mig.</p> + +<p>— I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede +Stephensen sagtmodig og med en sælsom vemodig Stemmeklang, +der var ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: +»og hvem veed, om jeg nogensinde mer kommer til det!«</p> + +<p>Minna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par +Gange Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig +til at tegne. Snart holdt han inde, misfornøiet med Lyset; jeg +flyttede Lampen til Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at +den gamle Kuppel med Skaaret var bleven erstattet med en ny — til +Ære for Stephensen, som det syntes, men om det var +Minna eller Moderen, der havde været saa øm over hans Skønhedssans, +kunde der være Tvivl om. Det var sandsynligt, at +Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en +Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot +en dyb Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis +moderlig Ømhed fra den Tid, da han var deres Logerende. +Hun tilkastede ham af og til kjærlige Sideblikke, medens hun +rokkede det store Hoved over Strikkestrømpen, som om hun +sagde ved sig selv: »Ak Gud, ja! sidder du nu her igjen! ja, +Herregud! hvorfor kom du ikke før?« —</p> + +<p>Jeg nærede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhængt +af hende, kunde jeg ligesaa godt være gaaet strax. Og skjøndt +jeg vel vidste, hvor langt Minna var fra at ville raadføre sig +med hende, og at hun imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, +saa havde jeg dog hele Tiden en pinlig Fornemmelse +af denne Mangel paa Gunst.</p> + +<p>Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge +paa en naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, — som +<a class="pagenum" name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"></a> +om det slet ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes +imellem sine to Beilere, af hvilke enhver syntes at have det +samme Krav paa hendes Fremtid. Ligesom hun neppe havde +ytret sin Glæde over at have en Tegning af mig, før hun bad +Stephensen om at tegne en af sig selv til hende, saaledes lod +hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den Andens +Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne +Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og +instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge — Samtalen +dreiede sig om tydsk Theater og Skuespilkunst, — men da hun +blev tegnet i halv Profil, kunde hun kun sjelden se hen til +Stephensen, og selv naar hun svarede ham, maatte hendes +Blik og Miner for det meste henvende sig til mig. Han var +meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at hun talte, +for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.</p> + +<p>Kun da han tegnede det vigtige Parti om Munden, maatte +hun sidde tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den +gamle Tid ved Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun +nogensinde havde været nogen synderlig Theatergængerske, +men hun havde sværmet for Devrient, som hun havde seet +mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og hvad +hun havde hørt af Andre, der havde mere Sands for Kunst, +blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen +med det Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, +som om hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes +Tempel.</p> + +<p>— Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde +De have seet vores Theater, Hr. Stephensen! Davison — ja, +ham har De da hørt om? De veed nok, den smukke Villa, +som han byggede — lige overfor den bøhmiske Banegaard — den +Gang var det noget Nyt — nu er der jo saa mange. Ja, +han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene værd. Som +Mephistopheles — rystende — nu turde jeg ikke se det for +aldrig det — han blev for Resten ogsaa vanvittig, veed De +nok. Og saa Emil Devrient — aa! det var nu paa en hel +anden Maade — ophøiet, idealsk — Max i Wallenstein — man +blev løftet — det kan Nutiden slet ingen Forestilling gjøre +sig om — det sagde ogsaa salig Jagemann — han vilde slet +ikke meer gaa i Theatret — De husker nok, naar De roste +Noget, som De havde seet her, saa sagde han altid: nei, da +skulde De have seet <em>den</em> og <em>den</em>. <em>Hans</em> Sværmeri var nu +Madam Schrøder-Devrient, — ja, hende husker jeg da ogsaa — storslaaet +tragisk — Plastik — klassisk Plastik, sagde salig +<a class="pagenum" name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"></a> +Jagemann, han forsømte aldrig en Aften, naar hun spillede — det +var før vi blev gift — hun kom fra Theatret før halvtreds — ak +Gud, ja — saadanne Kunstnere — det var rigtignok en +Glandsperiode.</p> + +<p>— Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark +siger ogsaa den ældre Generation, at den ikke længer kan +holde ud at gaa i Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt +Komediespil at se.</p> + +<p>— Nu ja, der seer De, — daarlige Tider, Hr. Stephensen! +.... Nei, det var noget Andet den Gang — da var der godt her +i Dresden — da saae man ikke alt dette stive preussiske Militair — der +var ikke al den Told og de mange Skatter — ak, +hvad kunde man ikke faa for Pengene — Kjødet er nu blevet +over en Trediedel dyrere — ej, ja, ja!</p> + +<p>Og hun reiste sig hovedrystende, med et dybt Suk, — og +gik henimod Døren.</p> + +<p>Minna lo og reciterede: —</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">— Wie Lieb' und Treu und Glauben<br /></span> +<span class="i i0">verschwunden aus der Welt,<br /></span> +<span class="i i0">und wie so theuer der Kaffee,<br /></span> +<span class="i i0">und wie so rar das Geld. —<br /></span> +</div></div> + +<p>— Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen.</p> + +<p>— Ih nei, udbrød hun ivrig.</p> + +<p>Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab, +og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. +Minna, der syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. +Stephensen lagde Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage +med Hænderne under Nakken.</p> + +<p>Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet +at være førte tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi +følte, hvor umuligt det var at konversere os fra den.</p> + +<p>Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op +for at hjelpe hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste +ikke med saa megen Appetit, som vor Taushed kunde tyde +paa. —</p> + +<p>Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The +tog Stephensen fat igjen.</p> + +<p>— Saa, nu faar det være godt, — det er ogsaa snart sent, +og Minna skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter +at have tegnet et Kvarters Tid.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"></a> +Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et Beundrings-Udbrud. +Tegningen var ikke saa sikker og dristig +udført som den af mig, men selve denne Ængstelighed gav det +en vis elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, +fordi det var givet næsten antydningsvis let; man anede endnu +Noget foruden det Sete.</p> + +<p>— Det kunde blive bedre — men selv om der var Tid, vilde +jeg frygte for en »<span lang="de">Besser-Machen</span>«.</p> + +<p>Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.</p> + +<p>— Og hvem skal saa have <em>det</em>? spurgte Minna.</p> + +<p>Stephensen rakte hende det:</p> + +<p>— Du, — for at give det til den af os, som du mener kommer +til at trænge mest dertil.</p> + +<p>Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der +skjælvede ganske lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. +Det var den eneste Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet +til den forestaaende Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end +Stephensen været betænkt paa at holde Samtalen i saadanne +uskadelige Spor, der løbe udenom Situationen. Den uventede +Ligefremhed forskrækkede os næsten — ham selv maaske ikke +mindst — men jeg i det mindste glædede mig strax derefter +over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løiet os bort fra Alvoren, +men et enkelt Sekund seet den lige i Øinene: — det var +som en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en +vis Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som +han havde viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter +Følelse deri — Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var +vis paa, at havde jeg forsøgt paa at sige noget Saadant, saa +var det mislykkedes, — det var sket paa en keitet, stødende +Maade og havde kun efterladt pinlig Misstemning, medens der +nu ligesom fulgte et friere Aandedrag. Ligesom det baade +igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham at holde +Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af det +samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med +dristig Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være +»tabu«. Dette Held beroede kun paa hans Sikkerhed, og det +var den, der afnødte mig den tause Tilstaaelse — den pinligste +af alle overfor en Medbeiler —: at han var mere af en Mand +end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv, at det var kun den +ydre, tilsyneladende Mandighed, der i Virkeligheden kun vidner +om større Bevandring i det selskabelige Liv; men beskjæmmende +og foruroligende blev det ligefuldt.</p> + +<p>Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. +<a class="pagenum" name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"></a> +Hun lagde det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg +udlagde dette Naboskab som et godt Varsel.</p> + +<p>Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa +Tapetpapiret — den var ved denne Belysning ikke saa let at +finde — for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint +Indfald, da jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig +mere denne Plet at se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte +den, kunde det jo gjælde endnu! Jeg var i disse Dage saa +overtroisk som en gammel Kjælling, fordi kun mine Forhold +existerede, og Alt maatte have Betydning for dem.</p> + +<p>Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; +hun forstod Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede +mekanisk:</p> + +<p>— Allerkjæreste — Ak Gud, ja — det kan man rigtignok +kalde Talent.</p> + +<p>Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, — for +at forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs.</p> + +<p>Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben.</p> + +<p>Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han +tog Hatten af, strakte han den høire Haand ud imod mig.</p> + +<p>— De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som +Fjender. Se, nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig +sammen. Vi kan i Virkeligheden ikke hade hinanden; for +hvem af os, der end bliver den Begunstigede, saa vil den Anden +være det Menneske, der mest af Alle ønsker ham Lykke — for +hendes Skyld.</p> + +<p>— De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. +Farvel!</p> + +<p>Vi gik hver til sit.</p> + +<p>Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede +hist og her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade +Brostene og Flisefortovene skinnede langt bort med en øde +og trist Glands.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="IV_VIII" id="IV_VIII"></a>VIII</h3> + + +<p>Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. +Men forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.</p> + +<p>Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven +Efterretning om Faderens Befindende. — Den gamle Mand laa +i Sengen; han hostede og havde lidt Feber.</p> + +<p>Hertz spurgte strax efter Minna — hvorfor hun ikke var +med?</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"></a> +— Vi mente, I var uadskillelige, tilføiede Fru Hertz.</p> + +<p>Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den +Smerte, som dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven +paafaldende. Jeg syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, +og at Veiret gik fra mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig +Tone, som jeg kunde overkomme, fortalte jeg, hvor hun var +taget hen og hilste fra hende.</p> + +<p>De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa +pludselig var reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars +havde hun ikke engang vidst Noget derom!</p> + +<p>— Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. — Cousinen +ønskede saa meget, at hun skulde komme strax — hun var +ikke rask — Humeursyge troer jeg.</p> + +<p>— Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen; +Minna er altid saa mageløs, naar Nogen feiler Noget.</p> + +<p>— Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, +klagede Hertz. — Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen +i disse Dage, hun havde nok spillet lidt for mig, — Døren +kunde staa paa Klem ind til Dagligstuen — hun spiller saa +kjønt.</p> + +<p>Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte +om min Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til +England, end jeg havde ventet.</p> + +<p>— Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. — Ja, +Dresden er som et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden +reiser. Kun saadanne gamle Folk, som vi, sidder fast, til +man en Gang begraver os her. Ifjor flyttede Maleren Hoym +til Berlin, og Professor Grimm, der var en meget lærd Kantianer, +kom til Hamborg for et Par Aar siden .... Naa, De er +jo ung og maatte ud at virke — et Aarstid før eller senere.</p> + +<p>— Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke +har saa lidt at sige, bemærkede Fruen.</p> + +<p>— Ja, Minna — stakkels —. Han afbrødes ved et Anfald +af den tørre Hoste, som af og til havde besværliggjort hans +Tale.</p> + +<p>— Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, — den Tanke +allerede at skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. +Jeg har tænkt meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min +Onkel til at opgive denne Bestemmelse. —</p> + +<p>— Nei, nei, kjære Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte +Haanden ud — ikke det — Arbeidet kan ikke rette sig efter — efter +vor Tilbøielighed .... Pligten først — Virksomhed jo +<a class="pagenum" name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"></a> +før jo heller — Mandens Kjærlighed arbeider — og Kvindens +bier. —</p> + +<p>— Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men +saaledes er det, — ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin +Tid .... Vær ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig +Pige og en trofast Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til +Dem .... De kan tro, hun vil komme lettere gjennem Ventetiden, +end De nu tænker Dem.</p> + +<p>— Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, +at De altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament +end Minna, og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre +ved en saadan Adskillelse.</p> + +<p>— Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, — for Minna — vil det +falde tungere .... Men — vi maa alle kjæmpe — hver med sit — og +det bliver til vort eget Bedste. —</p> + +<p>— I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker +under i, sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der +er at frygte, og Strabadserne, veed De nok, kommer man over. — Og +eet kan De være vis paa, at vi skal være Alt hvad vi kan +for den kjære Pige, og hun kommer ikke til at mangle Venner, +for saa vidt som et Par gamle Folk som vi kan være det.</p> + +<p>— Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er +mig det mest beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor +hun altid finder Forstaaelse, og hvor der er fredet om de +kjære Minder, som vi har sammen.</p> + +<p>Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.</p> + +<p>— Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, — jeg +vilde ønske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer +hjem, skriver jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en +frisk Hilsen.</p> + +<p>— Ja, hils ham — og — at han ikke gjør sig Bekymringer, — jeg +mener, — han er jo saadan en kjærlig Søn, — men De +ser selv, det er ikke Noget — af Betydning.</p> + +<p>Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.</p> + +<p>— Det er kjønt af Dem, at de strax tænker paa at fortælle +Immanuel det, — nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og +han holder meget af Dem, — De maa besøge ham paa Veien.</p> + +<p>— Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! —</p> + +<p>Jeg havde under denne Samtale et Øieblik glemt den frygtelige +Usikkerhed, hvori min Kjærlighed nu levede. Men +skjøndt denne Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom +Faren mig dog ringere, og jeg var mere tilbøielig til at +se lyst paa Fremtiden, end jeg havde været det siden min +<a class="pagenum" name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"></a> +Samtale med Minna. Billedet af dette elskværdige gamle Ægtepar +var saa sammenvævet med vor Kjærligheds fredelige Idyl, +at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens Farver +til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. +Jeg havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles +Lykke som før, nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg +tog denne Tillid for endnu bedre Varer, fordi den beroede paa +Uvidenhed — hvilket ganske vist i Andres Øine vilde have +forringet dens Værdi; men jeg trængte just til et Støttepunkt, +der ikke engang havde følt Noget til Rystelsen. »De vil ikke +blive skuffede,« sagde jeg til mig selv, »Alt vil vende sig til +det Bedste, — den gamle Hertz dør ikke, og jeg mister ikke +Minna.«</p> + +<p>Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den +havde været det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, +hvis jeg havde været mindre optagen af min egen Skjæbne, +have bemærket Meget, der lod befrygte, at en stærkere Disputator — den +stærkeste! — vilde sige sit: <i>Nego majorem</i>. —</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="IV_IX" id="IV_IX"></a>IX</h3> + + +<p>Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud +at spadsere.</p> + +<p>Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. +Det var skyet og blæste raakoldt, som om man var i November. +Jeg drev om i Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor +de latterlig udmaiede kolossale Ammer promenerede med +Børnevogne, og <a class="corr" name="rett_30" id="rett_30" title="sjennemstreifede">gjennemstreifede</a> <span lang="de">Grosser-Garten</span>, — idet jeg +bestandig opsøgte de Veie og Gangstier, hvor vi havde gaaet +sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøien. Det var +ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden; +men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man øinede Intet +til de fjerne Høider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; +den sangvinske Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget +hos Hertz's var forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige +Tilbøielighed til at anse Alt for tabt havde indtaget +dens Plads; jeg var opfyldt af en underlig sløv Uro.</p> + +<p>Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha — jeg +maatte lægge Benene op over det ene Armlæn paa en +smudsig Antimarcasse, saa lille var den. Lampen tændte jeg +ikke; en Gadelygte og en Studerelampe hos Gjenboen kastede +saa meget Lys ind i Stuen at man kunde skjelne Gjenstandene +<a class="pagenum" name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"></a> +og ikke plagedes af Mørket; man fristedes hverken til at sove +eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i timevis gjennemgik +jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de sidste +Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos Jagemanns +og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med +Stephensen — længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg +gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, +Fagter og Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om +jeg havde et bestemt Formaal dermed, — som om der f. Ex. +et Sted bag ved mig havde siddet en Sekretair, hvem jeg skulde +diktere det Alt i Pennen.</p> + +<p>Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang +var sat i Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet +for som før at rykke frem i Orden, efter Række og Geled, til +en overskuelig Mønstring, trængte den sig nu oprørsk frem, +idet hver Enkelt vilde gjøre sig gjældende, og de Sidste vilde +være de Første. Dersom alle Soldater i Kong Mithridates' +Hær samtidig havde appelleret til hans berømte Personal-Hukommelse +og vare styrtet frem over hinanden for at gribe fat +i ham og raabe: — »Husker du ogsaa mig? — hvad hedder jeg? +hvad er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? +hvor fik jeg dette Ar?« — saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner +have befundet sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, +som den der holdt mig vaagen, indtil det begyndte at +lysne i Værelset.</p> + +<p>Høit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig +Tunghed i Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; +de sidste Ugers Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden +kunde jeg neppe huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens +Forelæsninger. Jeg gik ud i det Haab at forjage min +Hovedpine og drev om ved Zwinger og paa Theaterpladsen. +Men jeg var ikke vant til at se Byen i Formiddagsbelysning +sammen med Minna, og den forekom mig derfor stemningsløs +og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig, ligesom +det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i +Berlin eller i Kjøbenhavn.</p> + +<p>Paa en Theaterplakat stod »<span lang="de">Kätchen von Heilbronn</span>« — vi +skulde have seet den sammen i Aften!</p> + +<p>Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mæssige Uhygge +ophævede Begrebet »Omgivelser« og isolerede mig i et tomt +Rum. Saa laa jeg dèr paa min Seng — Sophaen var for radbrækkende — og +holdt Revue over disse tæt sammentrængte +<a class="pagenum" name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"></a> +utallige Minder, som en døende Alexander, der tager Afsked +med sine Soldater; — de ledsagede mig som et Sørgefølge paa +min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede sig til +ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, — og da jeg endelig sov +ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. —</p> + +<p>Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, +og modløs imødesaae jeg denne Hær af Plageaander, som jeg +havde besvoret og ikke kunde mane bort igjen.</p> + +<p>Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen.</p> + +<p>»Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,« +tænkte jeg, »eller undfly sig selv og alle sine egne +Tanker.«</p> + +<p>Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den +Gang en bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab.</p> + +<p>Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte +»De tre Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig.</p> + +<p>Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en +tyk Bog op, som laa paa Disken.</p> + +<p>Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«.</p> + +<p>»Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt +dog alle hans Betænkeligheder« — jeg husker Sætningen ordret +endnu.</p> + +<p>Jeg bladede om, slog op hist og her — næsten overalt +Minna: — hun seilede paa en Bjergsø i Maaneskin — — klædte +sig paa til Bal — sank grædende og sødt blussende i +sin Moders Arme.</p> + +<p>»Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom +med Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne +med hjem. Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet +efter, — baade det og Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold +og Stil angaar, saa var min Rathener-Roman et sandt Mesterværk +i Sammenligning hermed, og jeg vilde ganske vist have +slængt den bort efter at have læst en Snes Sider, dersom Heltinden +havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu læste jeg den +trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig tilbagevendende +Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjørende +Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, +der vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte +min Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker +borte.</p> + +<p>Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for +at gaa hen til Hertz's.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"></a> +— Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle +Tjenestepige, der lukkede op.</p> + +<p>— Vist gjør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, +svarede den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at +gaa ind i Dagligstuen, Hr. Fenger, — jeg skal kalde paa Fruen, +det vil glæde hende, at De er kommet.</p> + +<p>Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og +af Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage +ikke benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa +en af dem var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, +nærmest Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, +glatte og i de samme Folder, som de have ved Afleveringen. +Lufttrækket fra det aabne Vindue havde blæst et +aabent Brev ned paa Gulvet. — Hvor naturligt end Alt dette +var, saa forøgede det dog den uhyggelige Fornemmelse, der +havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede Væsen; +en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle +Slags Kjøretøier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet.</p> + +<p>Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz +efter et Par Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede — maaske +forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun +af Vane at være paa Læberne.</p> + +<p>— Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav +mig Haanden, — det er slet ikke godt med ham. —</p> + +<p>— Er det blevet værre?</p> + +<p>— Ja, Feberen er taget til — han har ogsaa Smerte i Siden, +naar han hoster — den ene Lunge er angrebet.</p> + +<p>— Min Gud! — men De troer dog ikke, at der er Fare —!</p> + +<p>Jeg blev ganske kold af Skræk — ikke saa meget, fordi den +gode Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, +der havde konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og +min Kjærlighed.</p> + +<p>»Du gode Gud,« tænkte jeg, »skulde han dog dø, og skulde +jeg miste Minna?«</p> + +<p>Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, +ansaae naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for +at være et rent Tegn paa Deltagelse og Venskab for hendes +Mand; hun takkede mig med et inderligt Blik, idet hun svarede: —</p> + +<p>— Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en +gammel og svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det +værste.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"></a> +Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden +af sig.</p> + +<p>— Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler +saa rolig og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min +Natur, men jeg troer ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig +ganske anderledes skræmmende ud for en ung Person, end for +En, der dog i alt Fald kun kan have kort Tid til at overleve og +savne i. De tænker nu ved Dem selv: hvis jeg stod Fare for +at miste Minna, hvor ganske anderledes sønderknust vilde jeg +da ikke være, — hun maa dog have et koldt Hjerte.</p> + +<p>Jeg saae ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes +faldt hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende +paa Læberne, Ord, som paa en ganske anden Maade, end hun +kunde ane, vare lige paa Sporet af mine hemmeligste Tanker! +Var det ikke som en Inspiration, en Varselstemme? Maaske +betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg kunde ikke +blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst: —</p> + +<p>— Vist ikke — hvor kan De tro! — noget Saadant er aldrig +faldet mig ind.</p> + +<p>— Se, nu har De allerede Taarer i Øinene! udbrød hun og +klappede mig moderlig, — De er meget følsom — ualmindelig, +men skam Dem ikke over det, i alt Fald ikke overfor en +Kvinde, De vil blive en god Ægtemand .... Hvor jeg kan tro +det? Fordi det er naturligt for Dem at tænke saaledes; men +hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med Minna, og I +begge var graanet i Kjærlighed — det kan man nemlig, uden +at den tager Skade deraf — tro mig, saa vilde Døden forekomme +Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort +Skilsmisse, ja neppe det engang, — — ja, De er vel ikke Materialist, +Fenger?</p> + +<p>— Materialist — nei, det kan man vist ikke kalde mig, — men —</p> + +<p>— Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske +har De heller ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har +De gjort Ret: Livet kan endnu længe byde Dem mer end nok +at tænke over .... Hvad mig angaar, saa har jeg altid ønsket, +at jeg maatte komme til at lukke min Mands Øine. Skulde jeg +dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at jeg skulde +lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for en +gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive +hygget om og sørget for — vi Kvinder veed nu en Gang bedre +at skjøtte os, — saa har jeg jo ogsaa Immanuel — Gud ske +Lov! —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"></a> +— Det er kjærligt og smukt tænkt af Dem, Fru Hertz —, +men I vil nok begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres +Ønske jo endda blive opfyldt.</p> + +<p>— Maaske. — Kommer Minna nu snart hjem?</p> + +<p>— Jeg veed ikke.</p> + +<p>— Har De ikke haft Brev endnu?</p> + +<p>Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf +maatte være aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru +Hertz lo:</p> + +<p>— Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun +tog bort, saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra +Dem, hvordan Hertz havde det, da De var her sidst?</p> + +<p>— Nei, — jeg — har virkelig endnu ikke faaet skrevet.</p> + +<p>— Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger.</p> + +<p>Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig +anede, at det ikke forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, +og dersom hendes egen Bekymring ikke havde optaget hende +saa stærkt, havde min Forlegenhed ganske sikkert røbet mig, +og hun havde faaet Alt ud af mig.</p> + +<p>Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun +glemte strax sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.</p> + +<p>— Jeg vil netop skrive iaften, — jeg opsatte det, til jeg +havde været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad +De har sagt. Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, +hun hører direkte fra Dem, hvorledes det staar, — hun vil +sikkert strax komme — øieblikkelig. —</p> + +<p>— Jeg ønsker meget, at hun kom, — men det er mig for +pinligt at kalde hende hertil som for at tage Afsked — jeg +<em>tør</em> ikke, det er maaske Overtro, men man skal ikke male +Fanden paa Væggen. —</p> + +<p>— Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme —?</p> + +<p>Alt mit Haab flammede op, jeg øinede en ufeilbar Vei til +Frelse, naar jeg inden Afgjørelsen fik hende indenfor dette +Hus. Alt vilde her tale min Sag — stumt men indtrængende, +hvis hun tav, veltalende og overbevisende, hvis hun betroede +sig. Hvad var Stephensen her? — En syg, maaske en døende +Oldings Velsignelse vilde besegle hendes Forbindelse med mig. +Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende til at søge +Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod mig +sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være +et Fingerpeg af Skjæbnen.</p> + +<p>— Ja, skriv, kjære Ven! Men de maa sørge for ikke at +<a class="pagenum" name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"></a> +overdrive Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjære Barn! +det vil gaa hende nær! Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, +hvad hun skal gjøre, træng derfor ikke for stærkt paa, at hun +kommer — maaske hendes Cousine trænger endnu mer til +hende. —</p> + +<p>— Aa, det har vist ikke saa meget at sige.</p> + +<p>— Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere +Dage af de Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De +har altsaa ikke fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart +til England?</p> + +<p>— Jeg har — iaften vilde jeg netop skrive det — jeg +kunde dog ikke kalde hende hjem den næste Dag — men +begge Efterretninger vil jo nu faa hende til at komme strax — iovermorgen +formodentlig .... Siig mig nu, kan jeg ikke +hjælpe Dem med Noget — hente Medicin — ikke? men maaske +komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham?</p> + +<p>— Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en +Vaagekone — en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om +De trængte til Hvile — De maa være overanstrengt, Kjære! det +er vel for at forjage Kjedsomheden, mens Minna er borte, at +De overdriver Studierne, men det maa De ikke, hører De! +Farvel!</p> + +<p>Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet.</p> + +<p>Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive +til hende!</p> + +<p>Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men +jeg tillod kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at +meddele hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse +i mit Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse +medførte.</p> + +<p>Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning +tilbage, indtil hun havde truffet sin Afgjørelse, og saa — naar +hun havde bestemt sig for mig — fortalt hende det mundtlig.</p> + +<p>Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det.</p> + +<p>Skjøndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine +Følelser Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig +Tone i Brevet, der røbede hele min fortvivlede og angstfulde +Længsel efter hende. Det slog mig ved Gjennemlæsningen, at +jeg var glad derover. —</p> + +<p>Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det +ikke mer kunde komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt +kunde have puttet det i en Brevkasse.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"></a> +Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i +Forbindelse med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen +vilde kunne dadle mig derfor.</p> + +<p>Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.</p> + +<p>Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var +nu stilnet af, som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg +talte kun med Pigen — Fru Hertz hvilede sig. Om Aftenen +vilde jeg igjen høre derhen.</p> + +<p>Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til +Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: — »Nu +maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... +Der gaar sikkert endnu Tog hertil fra Meissen — (jeg fik +Avisen hos Værtinden og forvissede mig derom) — og hun +har kun en halv Mils Vei at kjøre til Stationen. — Maaske — ja, +sandsynligvis — kommer hun altsaa i Aften — og det er +muligt — ja, det er næsten sikkert, at jeg vil træffe hende hos +Hertz's, — hun vil nok strax ile derhen .... Hun vil blive +stærkt bevæget — den moderlige Fru Hertz vil behandle os +som Forlovede — maaske den Gamle er ved Bevidsthed og +glæder sig over at se os sammen. — Lidt ud paa Aftenen +eller Natten skal hun hjem, jeg følger hende naturligvis — det +er jeg jo ligefrem nødt til — og det Hele ordner sig af sig +selv, som om der aldrig havde været nogen Stephensen til.</p> + +<p>Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, — aldrig +maaske har en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end +jeg gjorde det den Dag. Men de gled sporløst forbi, — efter +den sidste Termin aandede jeg op, som en Befriet.</p> + +<p>Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at +gaa hen til Hertz.</p> + +<p>Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til +Dem,« sagde Pigen og stak noget Hvidt ind.</p> + +<p>Jeg blev ganske stiv af Skræk — paa denne Tid, det er jo +umuligt!</p> + +<p>Brevet var meget stort og stift, — det beroligede mig.</p> + +<p>Hurtig strøg jeg en Svovlstik af — og gav i det samme et +Skrig fra mig: det var Minnas Haand.</p> + + + +<hr class="partbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"></a></p> +<h2>Femte Bog</h2> + + + +<h3><a name="V_I" id="V_I"></a>I</h3> + + +<p>Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende +Haand fik Lampen tændt.</p> + +<p>Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige +Brev paa Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død — eller +hvad der syntes mig langt herligere og uendelig skrækkeligere +end Livet og Døden. Et Øieblik havde jeg størst Lyst til at +løbe min Vei. Saa rev jeg febrilsk Omslaget af.</p> + +<p>Det første, der mødte mit Blik, var Blyantstegningen af +Minna.</p> + +<p>Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede +Bassanio hans lykkelige Valg, — ligesaa pludselig forkyndte +disse elskede Træk mig min usalige Lod.</p> + +<p>Stuen dreiede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen +og greb hendes Brev. Bogstaverne dandsede og flød ud, det +varede et Par Minutter, inden jeg kunde læse:</p> + +<div class="letter"> +<p class="head">Min kjære, inderlig elskede Ven!</p> + +<p>Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede +gjerne endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. +Der kommer ingen Kraft op i mig til at bryde med min første +Ungdom, til at gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv.</p> + +<p>Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og +jeg synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa +sagt Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig +igjen, at efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, +og forresten veed du det altsammen. Der er kun een +Ting, som jeg maa sige, for at du ikke skal misforstaa mig.</p> + +<p>Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil +blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod — nei, +det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, — maaske +har du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er +ikke Hensynet til mig selv, der har bestemt mig, og — ja, jeg +mener især — det var derfor, jeg skrev »tvertimod«! — at +hvis der ingen Fortid var, ingen Bebreidelser at føle eller, kort +<a class="pagenum" name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"></a> +sagt, hvis det var noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg +være langt sikrere paa at blive lykkelig med dig end med +ham. Men, ser du, <em>nu</em> — som det en Gang er — vilde jeg ikke +kunne gjøre dig lykkelig, som du fortjener. Jeg vilde føle mig +som en Forræderske mod min første Kjærlighed; — det er +sandt, at denne Følelse maaske kunde fortage sig, men der +kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde den helt +sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde du da +komme til at lide usigelig derunder.</p> + +<p>Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger +om Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget +at bebreide mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed +meget vel, at han ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at +man neppe engang vilde kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, +skjøndt han virkelig elsker mig lidenskabelig, — men maaske +vilde jeg dog gjøre ham ubodelig Skade. En Natur som +hans er udsat for mange Farer. Det er vanskeligt at gjøre det +klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan let synes at være forfængelig, +indbildsk eller overvurdere min Indflydelse — skjøndt +nei, du tænker jo endnu langt bedre om mig, end jeg fortjener, +maaske tænker du til Gjengjæld for ringe om ham. Jeg kan +kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et Samliv med +mig — og <em>kun</em> med mig — maa virke forædlende (jeg skammer +mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget +Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har +jeg selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just +saaledes — kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt +for en Kunstner, ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme +hans Kunst — jeg udtrykker mig kun daarlig, men +du forstaar det nok — men den Gang (vi har nemlig ligefrem +disputeret derom, da han boede her, og jeg haabede, at han +vilde ægte mig) den Gang hævdede han altid, at en Kunstner +maatte være fri, uden saadanne Baand, han havde saa meget at +kjæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: — nu er han kommen +til min Anskuelse, han har erfaret — siger han — at han +ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har Intet at +leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand har +selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump — og +nu skulde jeg —! nei, nei! — Du ser, det er min Pligt, +det er min Bestemmelse, — ja, min Bestemmelse.</p> + +<p>Gud give, at vi kunde træffes og være sammen — om mange +Aar, naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan +den ikke berøre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden. +<a class="pagenum" name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"></a> +Men du kommer vel til at leve i Udlandet, — det var for +megen Lykke at have dig i Nærheden som Ven.</p> + +<p>Farvel — min elskede Ven — Farvel!</p> + +<p class="sig">Minna.</p> +</div> + +<p>Jeg læste Brevet flere Gange igjennem. Dets kjærlige Tone +beroligede min Smerte, ja, der var endogsaa et Øieblik, da det +indgjød mig en vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>— »Nei, jeg vil ikke — jeg anerkjender ikke denne Afgjørelse! +Hvad er det dog? <em>mig</em> er det jo, som hun elsker — mig! +Det med ham er jo kun Riminiscens, og Pligt — ja og +»Bestemmelse«. En deilig Bestemmelse: at lægge sit friske, +varme Liv som et Plaster paa hans blasserede Tilværelse .... +Forresten er det altsammen min Skyld — hvorfor har ikke <em>jeg</em> +taget Afgjørelsen paa mig? — Hvor jeg har været en Pjalt — al +denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for, at Vind +og Sol blev skiftet lige — det var jo ikke Andet end Skalkeskjul +for Mangel paa Villie — og jeg lod mig imponere dertil +af ham. Men han havde saamænd »talt sin Sag«, som hun +sagde den Dag; han kan ikke undvære hende — nei, det troer +jeg, naar han er bleven led ved de facile Piger og narret af +Koketterne — saa er han kommen i Tanker, om ikke »den +Bedste skulde være tilfals« — for gamle Minder, — eller blot: +han kunde ikke taale, at en Anden fik hende, det er nok Sagen! +.... Ja, jeg har været en Pjalt, en dum Dreng! vilde maaske +en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?«</p> + +<p>Saaledes hudflettede jeg mig selv, — ja, jeg bebreidede mig +endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til +hende og havde forlokket hende — saa vilde hun have været +min, og intet Valg stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for +at dette kunde være sket, maatte vi begge have været andre +Naturer. Thi jo mere en Handlemaade synes at ligge den +modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den Naturel-Hindring, +der skiller dem.</p> + +<p>Men nu — hvad var der at gjøre? Opsøge hende, tage Alt +tilbage, binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar +for Alt — Fortid og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde +hende? Det var sandsynligt, at hun allerede ikke længer var i +Meissen — eller at jeg i alt Fald imorgen ikke vilde finde +hende dèr.</p> + +<p>Mit Hoved værkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk +hid og did. Det var mig ikke muligt at holde Noget +fast. Hvor jeg trængte til at raadføre mig med En, helst en +<a class="pagenum" name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"></a> +ældre, overlegen Person! Min moderlige Veninde, Fru Hertz, +syntes mig den eneste Tilflugt.</p> + +<p>Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="V_II" id="V_II"></a>II</h3> + + +<p>I dette Øieblik gik Døren op, og Immanuel Hertz traadte +ind.</p> + +<p>Hans skikkelige, men uskjønne Ansigt havde et høist bestyrtet +Udtryk.</p> + +<p>— Hertz — er du her! Din Fader er da ikke —</p> + +<p>— Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra +Moder — lige tidsnok til at komme med Toget .... Fader +kjendte mig, men han laa i stærk Feber — jeg er bange — at +han — gaar bort.</p> + +<p>Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig +den mest levende Smerte, men nu var min første Tanke den: +hvorledes skal jeg kunne besvære Fru Hertz med min egen +Sorg, naar hendes Mand ligger paa Dødsleiet? At Hertz døde, +syntes mig at være ganske naturligt og nødvendigt, og samtidig +følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg forsøgte imidlertid +de sædvanlige opmuntrende Fraser.</p> + +<p>— Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... +Kom med hjem, Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil +glæde Fader at se dit Ansigt —</p> + +<p>Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og +slukkede Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas +Billede.</p> + +<p>— Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske +dig til Lykke, du forstaar nok — i et saadant Øieblik — men +nu gjør jeg det af Hjertet — for det kan jeg jo — det er ikke +et af de Tilfælde, hvor man siger det saadan tomt hen — Minna — ja, +det kan man rigtignok kalde Lykke!</p> + +<p>Han trykkede min Haand som i en Skruestik.</p> + +<p>— Tak, kjære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra +det svage Skjær, som Lygten kastede ind i Værelset, — det +er saa kjønt af dig, at du midt i din Bekymring — jeg veed jo, +hvor meget du tager Del — —</p> + +<p>Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om +Minnas Fortræffelighed. »Naa,« tænkte jeg, »du gjør rigtignok +ingen Røverkule af dit Hjerte.« Og det gjorde han virkelig +ikke; — aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme +Egenskaber hos Andre: —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"></a> +— Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig — Minna — saadan +en Pige! hvor jeg misunder dig — ja, det vil +sige, ikke egentlig misunder, skjøndt ganske vist — ja, Minna +har vel nok sagt dig, at jeg holdt meget af hende — mer end +blot som en Ven —?</p> + +<p>— Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget — hun har +overhovedet talt meget lidt om dig, skjøndt jeg veed, at hun +kan godt lide dig, — men jeg maa tilstaa — da du nu selv +berører det — at jeg har haft en Anelse —</p> + +<p>— Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, +erklæret mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nei, jeg — holdt +min Følelse for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var +den Gang ikke modtageligt for saadanne Følelser — hendes +Fader var nylig død, for Resten var der ogsaa Andet — men +maaske veed du bedre Besked med det .... Min Moder, som +jeg betroede mig til, — det kan jo heller ikke nytte at skjule +Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja — hende kan +man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa +af den Mening, — hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende +til Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg +glemmer hende aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad +jeg er over, at det netop er dig, som hun faar.</p> + +<p>Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at +skrige, hvis dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi +kom til Hjørnet, hvor Hertz's boede, og han gav sig til at +klage over Faderen: saa forandret, han havde seet ud, ganske +hulkindet!</p> + +<p>Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru +Hertz — eller snarere mærke paa hende — at hun ikke havde +meget Haab. — Han laa bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende +høit.</p> + +<p>Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg +erindrede et Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et +Par Dage var næsten opgiven af Lungebetændelse, og som +dog kom sig; det faldt mig ogsaa ind, at jeg havde hørt af en +Læge, at netop Jøder havde en stærk Livskraft til selv i høi +Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme med. Det opmuntrede +synlig min sangvinske Ven.</p> + +<p>Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller +længere derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte +jeg med, men den meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, +sammensunken i en Stol, sløv og ærgerlig. Jeg var i et +Sorgens Hus uden at kunne deltage i Sorg og Bekymring, jeg +<a class="pagenum" name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"></a> +var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke. Det var saa +sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig ligegyldigt +og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og +havde en Følelse af, at jeg maatte gjøre det bestandig, at det +vilde blive kjedeligere og kjedeligere, indtil Døden tilsidst tog +En. Jeg havde gjerne byttet med Hertz, — hvis man overhovedet +kunde have sagt, at der var Noget, som jeg gjerne +vilde.</p> + +<p>Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en +Sløvheds Døs end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom +ind og sagde:</p> + +<p>— Han har kjendt mig — Fader er ved sin Bevidsthed, — kom +med ind.</p> + +<p>Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære +Fenger!« — »Minna,« mumlede han kort efter.</p> + +<p>— Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.</p> + +<p>— Saa vil hun spille for Dem, føiede jeg til, skjøndt det var +mig, som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.</p> + +<p>— Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øinene.</p> + +<p>Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede +hun; Thermometret var sunket til lidt under 41° C.</p> + +<p>Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var +Anskuelsesformer, men Sjælen var en »<span lang="de">Ding an sich</span>«, en Substans, +et Noumenon — Intelligibile — disse Ord blev han ved +at gjentage.</p> + +<p>Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som +syntes at dreie sig om Døden, greb hans Haand og sagde:</p> + +<p>— Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig.</p> + +<p>— Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere +sammen, sagde Fru Hertz.</p> + +<p>— Imorgen! sukkede han — med en ganske eiendommelig +Betoning.</p> + +<p>Fru Hertz vendte sig bort: —</p> + +<p>— Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre +end vi.</p> + +<p>— Noumenon, sagde den Gamle.</p> + +<p>— Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, +han havde paakaldt en Helgen — eller maaske en af Propheterne.</p> + +<p>Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være +med at trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg +endnu kunde finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end +<a class="pagenum" name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"></a> +Hertz selv have moret sig over den Humor, som laa i denne +Feiltagelse, men han var allerede død for Omverdenen.</p> + +<p>Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. +De Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var +hensat til sine Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange +hørte jeg ham sige: »Der skal ikke ringes« — hvad jeg mente +skrev sig fra den Børshistorie, som han sidst havde fortalt os. +Jeg saae hele den hyggelige Kaffescene i det dunkle Regnveirslys +med Skjæret fra Spritflammen flakkende over Minnas +kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og smilede saa fortrolig. +Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og trykkede +min Haand, rørt over min Deltagelse.</p> + +<p>Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i +Søvn inde i Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at +hans Hustru, der ikke veg fra hans Seng eller havde Øinene +fra ham, kunde sige, naar Døden var indtraadt.</p> + +<p>Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="V_III" id="V_III"></a>III</h3> + + +<p>Hertz blev begravet tre Dage efter paa »<span lang="de">Der weite Kirchhof</span>«.</p> + +<p>Jeg veed ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde +sig strengt til den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe +Familie forlængst var traadt ud af Synagogen. Dengang +tænkte jeg ikke derover, jeg tænkte over Intet, — jeg sandsede +neppe. Jeg har derfor heller ingen Anelse om, hvorvidt +der blev holdt Tale, eller om det var en jødisk eller christen +Præst, som forrettede Ceremonien — vil et Øienvidne paastaa, +at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gjerne. +Det Hele staar for mig som en forvirret Drøm. Jeg husker, +at Kjæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at nogle +Smaafugle kvidrede i det skarpe, kjølige Sollys. Og saa ser +jeg, lidt foran mig tilhøire, Minnas sortklædte Skikkelse. Det +var for mig — for hende med, kan jeg tro — ikke saa meget +den gode, gamle Ven, vi begravede, som vort eget korte og +lykkelige Samliv, hele vor Kjærlighed. Ved Kirkegaardsporten +trykkede vi hinanden i Haanden fast og længe — for sidste +Gang i mange Aar.</p> + +<p>Minna havde fortalt Fru Hertz Alt.</p> + +<p>— De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig +den følgende Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald +<a class="pagenum" name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"></a> +troet at handle rigtig. Men det gjør mig frygtelig ondt og +ikke mindst for hende.</p> + +<p>Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om +faa Dage for at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde +følge efter. Selv tænkte jeg kun paa at komme bort. Min +Onkel havde ikke Noget imod, at jeg kom allerede nu, og en +Uge efter gamle Hertz's Død var jeg reisefærdig.</p> + +<p>Fru Hertz forærede mig ved Afskeden det lille Manuskript +af Heines Digt — hvor bittert sandt passede det nu paa mig! +og dog var det mig saa dyrebart. Jeg har bevaret det som +en Helligdom, hvis Ufalbarhed bragte engelske Samlere til +Fortvivlelse.</p> + +<hr class="asterism" /> + +<p>Der gik Aar hen efter Aar med anspændt, næsten rastløs +Virksomhed. I Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg +neppe saae Andre end Fabrikkens Arbeidere og Funktionærer, — derefter +var det blevet mig til en Vane, som tiltalte mig. +Med min Onkel kom jeg godt ud af det, uden at vi dog blev +fortrolige. Han fandt Behag i min Arbeidsdygtighed. Efter +et Par Aars Forløb frygtede han, at jeg skulde overdrive den, +blive »Forretnings-Pebersvend«, som han kaldte det. Han opfordrede +mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en saadan +Stilling bør skabe sig Forbindelser.</p> + +<p>Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis +noget.</p> + +<p>Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader i <span lang="en">Hyde-Park</span> +eller om Ferieren paa Herregaarde, men jeg lærte en Del brave +Borgerfamilier at kjende — næsten alle velstaaende Fabrikanter. +De unge Damer vare ikke Arvinger til Millioner, men +ikke mindre smukke for det — de, der <em>var</em> smukke — og +tomhændet vilde Ingen af dem komme til at gaa ind i Ægteskabet. +Forresten behagede den langagtige engelske Type mig +ikke særlig — jeg havde et andet Ideal i Hjertet — og min +Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den +for Hykleri.</p> + +<p>Endelig lærte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist +Indtryk paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at +hun ikke var ligegyldig overfor mig, — en Paastand, som +unægtelig smigrede mig i høi Grad. Hun var eneste Barn +af en Klæde-Fabrikant, som var mer end velhavende, i alt +Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen Venlighed +<a class="pagenum" name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"></a> +om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just +vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god +Villie maatte kunne vinde hendes Hjerte med tilhørende Haand, +men jeg tænkte mig Muligheden deraf. Jeg ønskede det halvveis +og begyndte at glide over i et mindre »selskabeligt« +Forhold.</p> + +<p>Det var lige efter Jul — den fjerde, efter at jeg havde +forladt Dresden.</p> + +<p>Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven +blev præsenteret for en tydsk Musiker, som vel kunde være +et Par Aar ældre end jeg, maaske ogsaa mer.</p> + +<p>Han havde spillet en Violin-Cavatine, — det var en mindre, +halvt privat Concert; paa større Concerter optraadte han sjelden, +skjøndt han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde +sit rigelige Udkomme ved at undervise i Violin- og Claverspil. +I hans Ydre var der noget Distingveret og ikke saa lidt Slapt.</p> + +<p>Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tydskeren var +meget snaksom, han gjorde tykt Nar ad de gode Englænderes +Musikalskhed og fortalte med en Del Humor flere Anekdoter, +blandt Andet om en ung, rig Miss, der havde indfundet sig hos +ham for paa otte Dage at lære at spille »Maaneskinssonaten« +(naturligvis første Sats) — hun havde aldrig rørt et Claver.</p> + +<p>Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte +Ale. »<span lang="de">Prost</span>,« sagde jeg og drak ham til, — »det er +dog en herlig Drik!« — »Saamænd,« brummede Tydskeren og +strøg et Par Draaber af Knebelsbarten — »men jeg siger dog: +Hvem der sad i »<span lang="de">Drei Raben</span>« med et godt Glas <span lang="de">Spaten-Bräu</span> +foran sig, som jeg paa denne Tid af Døgnet har gjort mangen +god Gang.« — »De er kjendt i Dresden!« foer det ud af mig. +<span lang="de">Drei Raben</span>! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for +mig. — Tydskeren smaalo: »Det skulde jeg mene, men jeg +vidste ikke af, at De havde været dèr. Længere Tid?« — »Et +Par Aar, jeg gik paa Polytechnicum — det er nu fire Aar +siden jeg tog derfra«. — »Hm. Jeg var der et Par Aar før — spillede +hos Lauterbach .... Det var noget Andet end London — saadan +en Opera! Ak ja, ja, ja!«</p> + +<p>Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drømmende +ud for sig: »Opvarter — <span lang="de">Johannisberger Schloss</span>! — til +tydske Minder, tydsk Vin!«</p> + +<p>Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. — Han +hænger ogsaa ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad +kunne de være imod mine!</p> + +<p>Vinen kom; han skjænkede i: »En Skaal for vore Elb-Florentiske +<a class="pagenum" name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"></a> +Dage!« Vi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse +hen for os.</p> + +<p>»De kom vel ogsaa tidt hos Renner — i »<span lang="de">Drei Raben</span>«, +mener jeg?« spurgte han i en aandsfraværende Tone. — »Nei, +jeg har kun været der en enkelt Gang. Maaske boede De i +Nabolaget?« — »Ja, lige tæt derved.« — »Hvor?« foer det ud +af mig — mit Hjerte bankede stærkt. — »Hvis De kan huske +en lille Gade — Röhrhofsgasse.« — »Röhrhofsgasse!« gjentog +jeg og stirrede paa ham. Han smilede: »Har De maaske ogsaa +boet dèr? det var et underligt Træf!« — »Nei, boet dèr har +jeg just ikke, men jeg havde dèr min jevnlige Gang — jeg +kom til en Familie dèr.« — »Ja saa! Hm! .... i disse Smaagader +kjender jo Alle hinanden, maaske har De tilfældigvis +hørt Noget om de Folk, som jeg logerede hos, — det var en +Gymnasiallærer —.« »Jagemann!« udbrød jeg. Musikeren førte +just et fyldt Glas til sine Læber og spildte, saa de gyldne +Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. »Ja, det var hos dem +jeg boede,« sagde han og tørrede sig omhyggelig. Nu vidste +jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første halvt-barnlige +Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet +hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« +sagde jeg; »det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen +og Datteren.« — »Minna, — det var en smuk Pige!« Vi stirrede +begge ned i vore Glas, som om vi med Heine saae Alt +deri —</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">vor Allem aber das Bild der Geliebten,<br /></span> +<span class="i i0">das Engelköpfchen auf Rheinweingoldgrund.<br /></span> +</div></div> + +<p>»Veed De, om hun — Minna Jagemann — om hun siden — er +bleven gift?« spurgte han endelig.</p> + +<p>Jeg fortalte, at hun havde ægtet en dansk Maler, gjorde +nogle Bemærkninger om hans Stilling og Omstændigheder og +berettede det Lidet, jeg havde hørt om dem gjennem Bekjendte — at +hun havde faaet en Datter, som var død for et Aarstid +siden.</p> + +<p>Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tømte hyppig sit Glas +og huskede ikke altid at skjænke for mig — han havde bestilt +en Flaske til og indviet den med et Glas for »<span lang="de">Die schöne +Jagemann</span>«. Ogsaa jeg tav — »<span lang="de">wir schwiegen uns aus</span>«, som +Schumann en Gang skal have sagt. —</p> + +<p>Da jeg denne Nat lagde mig til Hvile, var jeg paa det +Rene med, at jeg havde været i Færd med halvt i Sløvhed +at begaa en Uhæderlighed og en Dumhed, skjøndt Ingen vilde +<a class="pagenum" name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"></a> +have kaldt det det første og Alle vilde have kaldt det klogt. +Fra den Dag af trak jeg mig tilbage fra Klædefabrikantens +Hus.</p> + +<p>Min Onkel besværede sig over min lunefulde Opførsel. +Jeg klagede over Hjemve, — trængte til at besøge mine gamle +Bekjendte. — En Uge derefter var jeg i Kjøbenhavn.</p> + +<hr class="asterism" /> + +<p>Mine Bekjendte i Danmark vare ikke mange, og Ingen +af dem havde direkte Omgang med Stephensens. Men takket +være vor Hovedstads Sladderagtighed, hørte jeg dog en Del +om dem paa anden, tredie Haand. At jeg spurgte mig for om +en Dresdener-Bekjendts Skjæbne i Danmark, kunde neppe være +paafaldende, og hvis Nogen anede en dybere Interesse, saa bekymrede +jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide Besked.</p> + +<p>Den almindelige Mening var, at de levede lykkelig sammen, +det var jo et Passions-Giftermaal, en Ungdoms-Kjærlighed — maaske +en første. Men Andre sagde, at hans Courmageri — en +skarp Tunge kaldte det Liaisoner — neppe kunde undgaa +hendes Opmærksomhed, og at hun rimeligvis var meget lidenskabelig +og heftig. Tvertimod, paastod Enkelte, hun var blid, +men enfoldig. »Enfoldig!« udbrød Flere, »hun kan jo sprudle +af originale Indfald, — men de er ikke altid behagelige for Alle, +hun har et meget skarpt Blik for Folks Feil.« »Hun er i +alt Fald interessant,« sagde en ældre Mand. »Men hun er uden +Interesser,« bemærkede en yngre Litterat. Men en Dame, der +boede ovenover Stephensens, oplyste, at hun i alt Fald var +en passioneret Musik-Elsker, da hun som oftest spillede den +halve Dag. Det forundrede Alle, da de aldrig i Selskaber +havde hørt hende røre Claveret, og hun kun sjelden viste sig +ved Concerterne. Hendes Ydre var man temmelig enig om at +beundre.</p> + +<p>Jeg havde snart været i Kjøbenhavn i fjorten Dage, og +endnu ikke seet et Glimt af hende. Skulde jeg ligefrem gaa +op og besøge hende? Jeg overveiede dette Spørgsmaal for +Gud veed hvilken Gang, da jeg temmelig sent om Aftenen +traadte ind i Café <a class="corr" name="rett_31" id="rett_31" title="á">à</a> Porta. I det forreste Værelse var der +kun et Par Gjæster. Idet jeg saae mig om for at vælge +min Plads, hørte jeg fra Side-Cabinettet en Stemme, der ikke +var til at tage Feil af: det var Stephensens — kun en Grad +mere læspende sød end tidligere. Jeg satte mig, saa stille som +muligt, dèr, hvor jeg bedst maatte kunne overse Cabinettet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"></a> +Af det livlige Selskab derinde kjendte jeg kun — Minna, +som jeg saae i Profil — en Smule »tabt« Profil, neppe en +halv Snes Skridt fra mig. Stephensen maatte sidde inde i +en Hjørnesopha, der kun viste sig med Lidt af det fjerneste +Armlæn. En lattermild Blondine støttede sin Arm paa det, +og underholdt sig aabenbart med ham; hendes Ansigt havde +en vis vulgair Skjønhed; hvert Øieblik lagde hun Hovedet +paa Siden, saa det rødlige Haar rørte ved hendes halvblottede +Skulder, der dæmrede under en bred Bort af sorte Kniplinger. +De smilende Blikke, som hun bestandig lod spille +ind imod det skjulte Hjørne, hvorfra Stephensens Røst lød, +vidnede om, at hun var — jeg vil ikke sige just i Solskinshumeur, +men snarere i en Tilstand af elektrisk Illumination. +En af Herrerne tiltalte hende med et Navn, som jeg allerede +havde hørt Sladderen sætte i Forbindelse med Stephensen. +Minna sad tilbagelænet og syntes at se ned for sig, men det +var aabenbart, at hun hele Tiden holdt Øie med dem. Opvarteren +traadte hen til mig for at modtage min Bestilling. +Jeg var i Forlegenhed, da jeg frygtede for, at min Stemme +strax skulde blive kjendt af Minna. Men netop nu brast hele +Selskabet — undtagen Minna — i en Latter af den Art, der +pleier at lønne mindre smagfulde end træffende Vittigheder, — og +dækket af denne Støi fik jeg uden at røbe mig opfyldt +min Pligt som Cafégjæst.</p> + +<p>En høi, skjægget Mand, der sad ved Siden af Minna, +havde strax været mig paafaldende. Hvo kjendte ikke — i +alt Fald fra Billeder — vor store Lyrikers Kjæmpeskikkelse +og Vikingeaasyn? Paa Selskabets Vegne forargede han sig +over Minnas Tilbageholdenhed, men paa en jovial Maade, der +endogsaa havde noget Hjerteligt ved sig: — »Hvorfor sidder +De her midt imellem os som en smuk Billedstøtte, Fru Stephensen? +Tag det bredt og <a class="corr" name="rett_32" id="rett_32" title="være">vær</a> ingen tydsk Philister .... +De er jo mellem Kunstnere .... Tøm Deres Glas.« — »Jeg +er blot træt,« sagde Minna. — »Saa skal De netop drikke.« — »Men +jeg kan ikke lide Champagne.« — »A ha! for fransk, +let og spirituøs — ikke for Dem. Men Rhinskvin maa De +da kunne lide? .... hvad? .... Godt! .... Karl!« — Opvarteren +styrtede derind. — »Lad det nu være nok med de +Narrestreger!« sagde hun, halvt uvillig, halvt leende. — »For +Alvor? jeg maa ikke —?« — »Nei, men jeg takker for den +gode Villie .... Lad mig blot sidde og skjøtte mig selv — jeg +er saa træt og har Hovedpine.« — »Du vil da ikke allerede +hjem?« lød Stephensens Røst — denne Gang meget gnaven. +<a class="pagenum" name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"></a> +Minna svarede ikke, men gabede i sit Lommetørklæde, +lænede sig tilbage og saae ned til Siden. Hun saae virkelig +ud, som om hun var træt — ikke med en akut, men med en +chronisk Træthed. Ansigtet var næsten uforandret, kun var +Kinden lidt mindre rund. Jeg havde bemærket, at hun talte +overraskende rent Dansk, — den fremmede Accent var ganske +let.</p> + +<p>Conversationen rundt om hende blev nu meget livlig. Den +dreiede sig om Æsthetik, — hvis man vil kalde den saaledes. +Navne som Ibsen, Zola, Dostojewskij, Wagner, Berlioz, Millet, +Bastien-Lepage, ja endogsaa videnskabelige som Darwin +og Stuart Mill formelig smældede En om Ørene. Skjøndt +det gik usædvanlig broget til, undrede det mig endda ikke saa +meget, da jeg under mit korte Ophold her havde lært Tonen +noget at kjende. Ganske vist, i Begyndelsen havde den imponeret +mig overordentlig: Du gode Gud, hvad maa de Folk +ikke have læst og hørt, saadan en Dannelse og Indsigt og saa +mange Interesser! Men snart blev jeg mere kritisk, jeg anede, +at de, der snakkede mest, interesserede sig mindst, og at +mange, der æsthetiserede høit, ikke engang stak saa meget +dybere end jeg selv, der havde haft Andet at bestille end at +»følge med«, og hvis Læsning ved det engelske Liv var bleven +henvendt paa ganske andre Forfattere end dem, der var Mode +i Danmark. Jeg havde endogsaa en Mistanke om, at dette var +Tilfældet med den gode Stephensen selv, der nu blev mer og +mer veltalende; han vilde formodentlig gjerne glimre for Blondinen, +der virkelig ogsaa syntes at være ved at daane af Beundring. +Den Herre, der havde villet bestille Rhinskvin til +Minna — en førladen Mand med et prægtigt blondt Skjæg — ophidsede +ham til en bestandig mere yderliggaaende Radikalisme, +og syntes mig overhovedet at have det ganske Compagni +tilbedste.</p> + +<p>Stephensens veltalende Replikker udartede endelig til en +fuldstændig Harangue om Fremtidskunsten. Han slog om sig +med Floskler som »den demokratiske Formel i Kunsten« — »en +videnskabelig Illustration af Livet — i Modsætning til dekorativ +Luxus«, om at Penslen skulde i den sande Kunstners Haand +være en Sonde i Samfundssaaret. —</p> + +<p>— Saa vil jeg raade dig til at skylle dem godt rene, indskjød +Lyrikeren.</p> + +<p>Latterens Bølger overskyllede en Tid Diskussionen, men +Stephensens hule Svada flød ovenpaa som Kork. Minna hævede +sit Blik og saae paa ham. — Skulde hun virkelig lade sig +<a class="pagenum" name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"></a> +imponere af dette Gallimathias? tænkte jeg; Udtrykket i hendes +bortvendte Øie kunde jeg ikke se. Men saa dreiede hun Hovedet +om i mer end Profil med halvt sænket Blik — og jeg blev +næsten forskrækket over det Smil af kold Foragt, der laa om +Læberne og den Uvillie, som formørkede Panden og lyste ud +af Øinene. Saaledes havde hun betragtet ham og havde vendt +sig bort, fordi hun mærkede, at disse Følelsers Udtryk blev for +synligt. Lidet anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der +kunde læse dets Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, +medens hine Andre høist kunde tyde et Par Ord af dem, der +ere ens i alle Sprog. »Pjalt,« hviskede disse faste Læber, +»Løgner, Floskelmager!« raabte denne aabne Pande, »Troløse!« +udbrød de klare Øine, der kunde se saa ømt og nu stirrede +saa haardt, men hele det forgræmmede Ansigt sukkede: +»og <em>han</em> var min Ungdoms store Kjærlighed!«</p> + +<p>— Men Rafael? indvendte et ungdommeligt Medlem af Selskabet — ham +kan man da ikke saadan helt — —</p> + +<p>— Bah! Rafael — en Distanceblænder, lød det forklarende +fra det store, godmodig smilende sorte, lidt graasprængte Vikingeskjæg. +Aarhundredernes Afstand, det er det, der gjør +det. Lad blot Stephensen ligge et Par hundred Aar i Blød, saa +skal du bare se, hvad han bliver til for en Karl.</p> + +<p>— Ja, men — udbrød Blondinen — saa maatte jo ogsaa alt +dette — det vi nu — <em>vor</em> Kunst — den maatte jo ogsaa blive +forældet, ligesom den gamle er det nu —?</p> + +<p>— O Logik! raabte den Skjæggede, — dit Navn er <i>simplicitas +profana</i>! Ak ja, Frøken! Alt er relativt! selv vor store Stephensen +er ikke helt absolut — tag Dem derfor i Agt for at +tage ham <em>for</em> meget <i lang="fr">au sérieux</i>!</p> + +<p>— Aa du, med dine Flauser, sagde Stephensen. Ja, lad Alt +være relativt, — men <em>vi</em> —</p> + +<p>Da bragtes han til Taushed — endog han! — af en Latter, +der syntes at gjennemisne hele Selskabet, og som jeg aldrig vil +glemme. Det var Minna, der lo. Hun reiste sig, holdt Lommetørklædet +for Munden og brast igjen ud, idet hun vendte sig +bort fra Selskabet.</p> + +<p>— Hvad er der dog at le saadan ad? lød Stephensens +Stemme, dybt irriteret.</p> + +<p>— »<span lang="de">Nein, es ist <em>zu</em> drollig!</span>« mumlede Minna. I det samme +gled hendes Blik henover mig, men hvis det standsede, var det +et saadant Tids-Atom, at det ikke var mig muligt at afgjøre, +om hun havde set og kjendt mig. Hun gik langsomt ind imod +<a class="pagenum" name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"></a> +det tilstødende tomme Værelse, hvor Gassen allerede var +slukket.</p> + +<p>— Hvor gaar du hen? spurgte Stephensen.</p> + +<p>— Man kvæles jo herinde, svarede hun og forsvandt i det +mørke Rum. Jeg hørte hende lukke et Vindue op.</p> + +<p>Den utrættelige Stephensen tog fat paany. Strax efter reiste +Digterens Kjæmpeskikkelse sig og gik ind i det mørke Værelse. +Jeg tog min Pels paa — ogsaa jeg kvaltes herinde. +Idet jeg betalte Opvarteren, kaldte en stærk Mands-Stemme fra +det yderste Værelse: »Karl! et Glas Vand.«</p> + +<p>Strax efter traadte Digteren ind til Selskabet:</p> + +<p>— Lad det nu være nok med det Præk, Stephensen. Din +lille Kone er ikke vel, og hun er sgu mere værd end hele din +»Fremtidskunst«.</p> + +<hr class="asterism" /> + +<p>Den næste Dag fik jeg et Brev fra min Onkel, hvori han +bad mig om, naar jeg kunde rive mig løs fra Danmark, at tage +til Stockholm og St. Petersborg, hvor han havde Forretningsvenner, +som han gjerne vilde have mig gjort bekjendt med.</p> + +<p>Ja, jeg kunde rive mig løs fra Danmark, jeg havde seet +mer end nok, — hjelpe kunde jeg ikke. Flygte fra Stedet kunde +jeg, men ikke fra det fortvivlende Indtryk, som jeg havde +modtaget; det fulgte mig Dag og Nat. Kun Søsygen paa den +bottniske Bugt havde Ur-Styrke nok til at overvinde det for +en Nat. I St. Petersborg blev jeg en Maanedstid, kjørte i +Troika paa Newa og var hveranden Nat i Selskab til Klokken +tre om Morgenen. Jeg beklagede, at mit Hjerte ikke var frit, +saa jeg kunde tabe det til en af disse russiske Damer — de +behagede mig i Grunden mer end Englænderinderne.</p> + +<p>Det faldt næsten af sig selv, at jeg, inden jeg vendte tilbage +til Øriget, skulde besøge en Del Fabrikker i Tydskland. Saaledes +kom jeg ogsaa til Sachsen, og Dresden tiltrak mig uimodstaaelig; — jeg +undskyldte mig med, at jeg vilde bese »<span lang="de">Kunstgewerbe-Schule</span>« +og slutte Forbindelse med dens Bestyrelse.</p> + +<p>Paa Veien besøgte jeg Immanuel Hertz i Leipzig. Han +var gift med en fyldig Jødinde, der havde skjænket ham flere +Børn. I hans Væsen var <a class="corr" name="rett_33" id="rett_33" title="det">der</a> kommet noget mere Forjaget; — for +Resten var han den samme bløde Fyr. Han fik Taarer i +Øinene, naar han talte om Moderen, der havde boet hos ham +og var død for et halvt Aar siden, hvad han allerede havde +<a class="pagenum" name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"></a> +tilskrevet mig. Hun laa begraven i Dresden ved Siden af sin +Mand.</p> + +<p>»Og Minna?« spurgte han. — »Vi havde Brev fra hende, da +Moder var død, men dèr talte hun saa lidt om sig selv. Har +du seet hende?« »Kun i Forbigaaende, hun bemærkede mig +ikke.« »Hm. Troer du, hun — er lykkelig?« »Det er hun vel +nok. Det vil sige, hun har haft Sorg — mistet et Barn.« — »Ja — den +Gang skrev hun til Moder! Ak ja, det maa være +skrækkeligt for en Moder!« — Derpaa gav han sig til at tale +om en liberal Avis, som han var Medeier af, og om Oppositionen +mod Bismarck. —</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="V_IV" id="V_IV"></a>IV</h3> + + +<p>I Dresden gik jeg strax hen i <span title="sic">Røhrhofsgasse</span>. Fru Jagemann +var forlængst flyttet derfra, og Folk i Huset vidste ikke +længer, hvor hun boede. Jeg kastede et vemodigt Blik paa +Lysthuset i den lille Have — hvor Alt var uforandret — og gik +hen i »<span lang="de">Zur Katze</span>« for at spørge, om Enkefru Jagemann ikke +kom der mer. Her vidste de bedre Besked: Minnas Moder var +død for et Par Aar siden.</p> + +<p>Jeg gik rundt i Byen, — det var mig en uundværlig Nydelse +at opsøge vore dyrebare Steder; ikke alle vare uberørte af +Tiden. Paa Terrassen havde de nedrevet den lille Søile-Caffé, +hvor jeg havde faaet den Idé at tage til Rathen, og hvor vi +havde truffet Stephensen; de Gader, som vi vare gaaet igjennem +den sidste Gang, da vi spadserede sammen, existerede +ikke mer, og man kunde neppe finde deres Spor i det nye +Kvarter af fordringsfulde Pragtbygninger. I <span lang="de">Grosser Garten</span> +og Parken begyndte Buskenes Knopper at grønnes stærkt — vi +vare i Slutningen af Marts — og Alt tog sig anderledes ud; +men paa de sorte Stammer læste jeg endnu de samme Navne-Plader, +som vi den Gang havde studeret sammen, — een af +dem havde et høist exotisk Navn, der formodentlig faldt mundret +nok for en Maorier eller Tahitianer, men hvis Udtale forvoldte +Minna de pudsigste Grimacer. Jeg blev staaende meget +længe, stirrende paa disse tørre Grene og Kviste og paa denne +lille Tavle, som om det var en Gaade, der skulde og maatte +løses, men ikke kunde løses. Og virkelig: jeg havde en Følelse +af ikke at kunne begribe det Hele: jeg begreb ikke, at +denne Plante endnu stod her og havde det samme uudtalelige +Navn, — begreb endnu mindre, at jeg selv var her, og allermindst, +at Minna ikke var her, eller at jeg ikke kunde gaa +<a class="pagenum" name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"></a> +hen i »<span title="sic">Røhrhofsgasse</span>« og omfavne hende. Slet Intet forstod +jeg.</p> + +<p>Da jeg endelig vendte mig om, saae jeg nogle Børn en halv +Snes Skridt borte stikke Hovederne sammen, le og løbe deres +Vei. De troer aabenbart, at jeg er gal — og hvem veed, af +Børn skal man høre Sandheden!</p> + +<p>Paa Tilbageveien kom jeg forbi den smukke Renaissance-Villa, +som Minna og jeg spøgende havde kaldet vor. En ny +Gaade! Den Gang havde det været selvforstaaeligt, at vi to +byggede et Hjem sammen, men det var en vild og latterlig +Drøm, at vi nogensinde skulde kunne gøre det i en saadan +Pragtbolig. Og nu var det mere muligt, at jeg kunde blive i +Stand til at kjøbe denne Bygning, end at jeg kunde føre Minna +ind i det beskedneste Hjem. Ubegribeligt! Var det maaske +allerede en Galskab dette, at jeg havde en Følelse af ikke at +kunne forstaa Noget, hvor der vel i Virkeligheden Intet var at +forstaa, hvor Alt for en nøgtern Forstand var soleklart, +<em>maatte</em> være saaledes, — og for mig <em>kunde</em> det ikke være +saaledes! Galskab! Sonnenstein! Og hvorfor ikke? — bliver +jeg indlogeret dèr, er det dog altid en Fordel, at der ikke +kommer en Napoleon og jager En ud, — tænkte jeg. —</p> + +<p>Ved Solnedgang knaldede et Signalskud, der forkynder, at +Elben stiger usædvanlig. Den næste Morgen, da jeg endnu +laa i Halv-Slummer, allarmeredes jeg af det andet Skud, hvorved +Faren for Oversvømmelse indvarsles. Jeg stod strax op. +Da jeg boede i Hotel »Bellevue«, var jeg lige ved Floden. Fra +om Aftenen af — fortalte Portieren — havde der staaet Folk +paa Broen, som hele Natten igjennem havde moret sig med at +iagttage Vandets Stigen, og den var nu helt sort af Menneskemængden. +Men selve denne Bro! ellers løftede den sig stolt +over Floden paa de høie Piller, og nu saae man kun en Række +lave Buer spænde sig hen over den mudrede Masse, der jog +afsted ikke som en Flod, men som en Lavastrøm, hvirvlende +og malende, bedækket med kæntrede Joller, Bjælker og Tømmerstokke, +Tønder og Buske, der vippede, dukkede under og +skjød op igjen. Jeg trængte mig op paa Broen. Hele Quaien +var forsvunden og ligeledes det lille Engstrøg foran <span lang="de">Neustadt</span>; +derovre stod Haverne under Vand, og her skummede Bølger og +Hvirvler op ad Terrassemuren.</p> + +<p>Ak, vort stakkels lille Rathen! tænkte jeg, — hvorledes +mon det ser ud dèr? Mon det kjære Hus, hvor vi havde oplevet +saa meget sammen, skulde være oversvømmet, ja maaske blive +revet bort! —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"></a> +Jeg kunde ikke modstaa min Trang til at skaffe mig Overbevisning, +og faa Timer efter bragte Toget mig til Pirna, — inde +i sachsisk Schweiz kunde der jo ikke være Tale om at +komme over Elben. Da jeg var gaaet over Broen, vendte jeg +mig og kastede et Blik paa Byen: jeg havde ikke seet den siden +hin Dag paa Henreisen til Rathen, da den havde vist sig i +Kahytsvinduets Ramme, blank-vaad af Sommerregnen og med +en forjættende Lysning over Sonnensteins Gavle. Nu laa Stad +og den sørgelige, af Sindssvage beboede Fæstning i Sollys, +men et koldt, trættende Lys, der intet Vaarligt havde ved sig.</p> + +<p>Jeg gik over <span lang="de">Dorf-</span> og <span lang="de">Stadt-Wehlen</span> og steg op igjennem +den berømte Zscherre-Grund, som passeres af alle Tourister, +men nu var ganske øde. Den fortrolige sachsiske Bjergnatur +med sine barokke og steile Former satte mig i en stærkt +bevæget, men fortrædelig Stemning. Jeg ønskede — eller bildte +mig det i alt Fald ind — at en af disse udhængende Klippeblokke +vilde styrte ned over mig. Ved Firetiden naaede jeg +endelig til Bastei, traadte ud paa Platfonden og saae Ødelæggelsens +Vederstyggelighed for mine Fødder.</p> + +<p>Af <span lang="de">Erbgerichts</span> Terrasse vare kun Lindekronerne med deres +Toppe oven Vande — et stort Krat i Randen af Strømmen, der +næsten helt havde opslugt Medbeileren »<span lang="de">Rosengarten</span>«. Imellem +dem var Floden strømmet ind i Rathener Dalen, som ellers +sendte sin beskedne Bæk ud til den. De tre smaa Huse, der +bag ved nogle Kviste af »<span lang="de">Rosengarten</span>« vare betrængte mellem +den ubevægelige Klippe og den rivende Strøm, frembød det +ynkeligste Skue. Det første stod halvt i Vand; Værkeierens +Hus, der laa lidt høiere og desuden havde en Sokkel paa tre-fire +Alen, havde endnu Indgangsdøren fri — men kun for En, +der vilde bade sig; Vandet skummede mod den skjulte Stentrappe +som mod et Rev, — Træstilladset med det lille Lysthus, +hvor vi saa ofte havde siddet, var revet bort, — kun et enkelt +Bræt strittede ud — lidt til Siden for Døren — og vippede et +Par Fod over Vandet, som et Svømmebræt. Det tredie Hus +stod atter mere under Vand. Takket være min gode Reisekikkert +saae jeg alt dette ganske nøiagtig. Paa den flade, +hinsidige Bred, om hvilken Floden krummede sig, var der +intet Andet at bemærke, end at den var traadt længer tilbage, +og at Græsset uden bestemt Linie groede ud i Vandet.</p> + +<p>Et trist Syn — saa meget mer som det intet Vildt havde +ved sig. Seet fra dette overlegne Stade syntes denne unaturlig +brede Flod ikke — jeg vil ikke sige at rase, men ikke engang +at have Hast; kun anede man den uhyre, uimodstaaelige Bevægelsesmængde. +<a class="pagenum" name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"></a> +Stille og fredelig var den i sin Tid gledet +forbi vor Idyl, som det bevægede, af sig selv optagne Liv +strømmer de lykkelige Existenser forbi, der Intet begjære af +det; den var brudt ind i denne Idyl, nedrivende og bortskyllende; +men lidenskabsløst havde den øvet sit Ødelæggelsesværk, +og ligegyldig jog den forbi det — som Livet, som +Skjæbnen!</p> + +<p>Det blæste koldt, var blevet overtrukket — ja, begyndte +endog at sne lidt. Et trist — nedknugende — Skue men jeg +vilde ikke have bortbyttet det for et <a class="corr" name="rett_34" id="rett_34" title="Bilk">Blik</a> ud over smilende +Egne, gjennemstrømmede af en befærdet Flods brede Vei. +Dette behagede mig, som det behager En at bide i en øm +Tand. Saaledes kunde jeg taale at gjense Rathen. Jeg var +ogsaa glad over, at jeg aldrig havde været heroppe med Minna.</p> + +<p>En prosaisk Omstændighed hindrede mig forøvrig i at hengive +mig for meget til den elegiske Stemning: jeg var næsten +syg af Sult. Da jeg havde spist, syntes jeg, det var for sent +at gaa ned til Rathen, og jeg opsatte dette til den følgende +Dag. Jeg steg ned imod Elben ad en Skovvei, som gaar af +fra Rathener-Nedstigningen, men betegner sig selv som »forbuden +Vei«. Jeg kom til at tænke paa den barske Skovbetjent +og ønskede at møde ham. Denne Sti maatte føre mig ned paa +<em>den</em>, som Minna og jeg havde fulgt paa Hjemveien fra Stenbruddene. +Men den gjennemtrængende Vind, der pjaskede mig +bestandig tættere Tøsne i Ansigtet, jo længer jeg kom ned, fik +mig snart til at vende om. Oppe paa Høiden var det ganske +vist let at finde Læ, men overalt var der ubehageligt, og jeg +selv var mindre sørgmodig end ærgerlig: hele denne Udflugt +forekom mig at være en Dumhed. Saasnart Solen var gaaet +ned — farveløst — trak jeg mig tilbage til mit Værelse, hvor +det trak afskyelig, og faldt endelig i Søvn ved den ensformige +Vuggesang af susende Fyrrer.</p> + +<p>Den næste Dag var det rent Foraarsveir. Udsigten var +ganske uforandret, men der blev sagt, at Floden var begyndt +at falde. Da jeg vilde til at gaa, reiste en enlig Gjæst sig fra +sit Bord og raabte: — »Nei, er det Dem, Hr. — Hr. Professor! +syntes jeg ikke nok!« — Det var Skolelæreren, Hr. Storch. +Jeg veed ikke, om jeg blev glad eller ærgerlig over at se ham, +men vist er det, at jeg ønskede ham Pokker i Vold, da det +viste sig, at han hængte paa som en Burre og vilde »slaa +Følgeskab« med mig. Han havde givet Ferie paa Grund af +Oversvømmelsen og var nu vandret op paa Bastei for at »faa +et Overblik«. Der var ikke andet at gjøre end at tage imod +<a class="pagenum" name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"></a> +Følgeskabet, jeg havde ikke Tid til at opsætte Turen, — med +mindre jeg vilde overnatte een Gang til paa Bastei. —</p> + +<p>— Se, De faar Selskab til Middag — det kan maaske blive +helt <i lang="fr">table d'hôte</i>, udbrød han, idet vi gik ned mod Broen, og +pegede tilbage paa en Wienervogn, som et Par dampende +Heste trak hen foran Hotellet. — »De kommer fra Pirna — jeg +kjender Kjøretøiet — det er en <span lang="de">Spitzbub</span> af en Vognmand, — han +trækker de Reisende frygtelig op.«</p> + +<p>En Damehat stak ud af Vinduet og lod et langt sort Slør +flagre til Siden.</p> + +<p>— Ei — Damer er der ogsaa med — en ung, tør jeg vædde +paa — det er nok Noget for Dem. —</p> + +<p>— Kom nu, sagde jeg uvillig og skyndte mig ud paa Klippebroen.</p> + +<p>I Stormskridt gik det nedad det første Stykke; da vi vare +komne paa lidt jævnere Vei, begyndte han, som jeg havde +ventet, strax at tale om Minna, idet han lod, som om han var +uvidende om, at vi havde været forlovede — maaske var han +det ogsaa.</p> + +<p>— De kan jo nok huske Minna Jagemann? — o, saamænd +kan De — jeg saae jo, hvor De gik og gjorde Kur til hende +paa Skovveien .... Naa, det gjorde De ret i .... Ja, tænk Dem, +hun blev dog gift med den Maler, som jeg fortalte Dem om, +Deres Landsmand — man kan ogsaa gjøre en Skjelm Uret. +De har vel ikke glemt, at jeg fortalte Dem, hun havde haft en +Slags —</p> + +<p>— Ja, ja, jeg husker det Altsammen meget godt.</p> + +<p>— Og De har ikke seet hende i Danmark? — Landet er da +ikke saa stort.</p> + +<p>— Jeg har hele Tiden levet i England.</p> + +<p>— Ei, ei! ja, jeg syntes nok, der var kommet saadan — ligesom +noget Engelsk ved Dem.</p> + +<p>Jeg fik ham til at tale om Oversvømmelsen, og hvad Skade +den tilføiede de stakkels Beboere. Det var dog nok kun de to +Gjæstgivere og Eierne af de tre Huse ved Floden, der kom til +at lide noget Tab.</p> + +<p>Da vi kom ned i selve Rathen, bød jeg Farvel, idet jeg lod +den »engelske« Side af mit Væsen træde saa stærkt frem, at +den brave Tydsker ikke følte Lyst til at paanøde mig sit Selskab +længer.</p> + +<p>Elbens Oversvømmelse var ikke trængt saa langt ind, men +Bækken var stærkt opsvulmet. De simple Spanger, der førte +over den, holdt dog endnu. Jeg gik over til Kammerherrens +<a class="pagenum" name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"></a> +Villa, der naturligvis var lukket, kom forbi den lille Birke-Allée, +og stod pludselig ved mit Maal: Grotten »<span lang="de">Sophien-Ruhe</span>«. +Bænkene vare tagne ind; jeg satte mig paa Bordets Stenplade. +Rundt om kvidrede Smaafuglene lystig, Buskene syntes at +aande Vaarluften ind med en Mængde smaa grønne Gjæller, og +Træernes Knopper straalede i Sollyset hvidt mod den blaa +Himmel.</p> + +<p>Atter havde jeg denne underlige Følelse af ikke at kunne +forstaa Noget: jeg forstod ikke — enten at jeg var her, eller +ogsaa at hun ikke var her. Jeg kom til at tænke paa den lille +Sct. Hansorm, som Aften efter Aften havde siddet paa det +samme Hjørne af Stentrinet, lysende efter en Mage; og det +forekom mig, at hvis jeg med al min Villieskraft koncentreret i +mit Savn kunde blive siddende her, saa maatte jeg med Naturnødvendighed +trylle Minna til mig.</p> + +<p>Man paastaar, at en Døende i et Nu skal kunne gjennemleve +sit hele Liv i alle dets Hovedtræk, som om hans Bevidsthed +allerede var hævet over Tidsfølgens jordiske Betingelse. +I dette Øieblik døde min Ungdom i mig, og den gjennemlevede +til Afsked hele min Kjærligheds Forløb, Alt hvad jeg har +betroet til disse Blade og endnu mange halvt forglemte Smaatræk — det +forekom mig, at jeg saae det Altsammen paa een +Gang og fra oven, ligesom jeg oppe fra Klippetinden havde +overskuet hele dens Fødeegn. Og derved sprang een Ting mig +i Øinene, som jeg før ikke havde bemærket, — den Omstændighed, +at vi Alle havde ladet os lede og drive næsten villieløst +med Omstændighedernes Strøm, uden paa noget Punkt at gribe +energisk ind med et: saaledes skal det være! Selv Stephensens +Optræden, der ganske vist gav sig Udseende af en vis +Selvstændighed, havde i sit Inderste den samme Charakter: +han havde aabenbart givet efter for sin skinsyge Længsel efter +at se Minna, inden hun var uigjenkaldelig tabt, og med den +Tanke: lad os se, hvad der kan komme ud deraf — hvem veed — maaske +tilfalder hun dog mig.</p> + +<p>Men nu? kunde det ikke nu blive anderledes? var der ikke +Tid endnu til at træde imellem med et: »jeg vil«? Et Ægteskab +er ikke længer uopløseligt, — hendes var ulykkeligt. Jeg +vidste det vissere, end om hun havde sagt mig det med Ord: +at Alt, hvad hun havde haabet, var uoprettelig tabt, at han var +gjennemskuet, veiet og fundet for let, — medens han selv paa +sin Side forlængst var kjed af hende. Han var jo desuden, +som han tidt nok pralede af, en Mand, der ikke delte de gængse +Fordomme, og mindst af Alt vilde han vel kunne paastaa, at +<a class="pagenum" name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"></a> +et mislykket Ægteskab ikke med Rette skulde kunne opløses, +eller at det var forsvarligt at holde paa en Hustru, der ikke +vilde blive. Ganske vist ere Frihedstheorierne ikke altid velkomne, +naar de vendes imod Frihedsmændene selv, men om +ogsaa hans Forfængelighed krympede sig — <em>kunde</em> han +endelig modsætte sig, naar <em>hun</em> vilde og naar <em>jeg</em> vilde?</p> + +<p>Vilde <em>hun</em>? — Hun havde gjort Prøven, og den var mislykket. +Hvorfor ikke opgive det Umulige og virkeliggjøre det +Mulige? At hun havde bevaret sin Kjærlighed og sin Tillid +til mig, følte jeg med en usvigelig Vished.</p> + +<p>Vilde <em>jeg</em>? ja! — Jeg vil! jeg sagde det for første Gang +i vort Forhold, — sagde det med Jubel. Imorgen Aften kunde +jeg være i Kjøbenhavn, og om to Dage skulde jeg tale med +hende.</p> + +<p>Sælsomme Drømmer-Natur i Mennesket! Maaske har jeg +aldrig, medens jeg i hine Dage havde Minna ved min Side, følt +mig saa lykkelig, som i dette Øieblik, da jeg saae tilbage over +vor første ungdommelige Elskov og frem imod dens Fuldendelse +i en prøvet ægteskabelig Kjærlighed, og disse to Dele +i min Villie sluttede sig sammen til eet Liv.</p> + +<p>Saa sande ere Mytherne om det tabte og det tilkommende +Paradis: Lykken er en Erindring og et Haab.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="V_V" id="V_V"></a>V</h3> + + +<p>I dette Øieblik <a class="corr" name="rett_35" id="rett_35" title="hændtes">hændte</a> der Noget, som den Gang forekom +mig overnaturligt, og som gjør det ogsaa nu, da jeg gjenoplever +det.</p> + +<p>Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Jeg foer sammen. +Situationen var saa lig den Gang, da jeg sad her og +Minna kom, at jeg fuldt og fast troede, det maatte være en +Hallucination — og virkelig, det lød ganske som om det var +en Gjentagelse — en Copi, kunde jeg næsten sige, — af hine +Skridt. »Hvis denne Hallucination bliver ved og er konsekvent, +tænkte jeg, — saa faar jeg hende at se — og hvad skal +der saa blive af mig! Min Gud! skulde jeg virkelig være ved +at blive afsindig, som jeg sagde igaar i Spøg — — —</p> + +<p>Jeg sprang ned fra Bordet med et Skrig, og med et Skrig +standsede Minna foran Grotten — ja, Minna, hun selv, intet +Phantasibillede.</p> + +<p>Vi havde endnu ikke fattet os, da Stephensen viste sig og +hilste med et overrasket, men tillige lidt ironisk Smil, der +<a class="pagenum" name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"></a> +tydelig nok sagde: dette er virkelig et Tilfælde, der ser ud +som en Tanke.</p> + +<p>De behørige Udbrud: »Er du her?« »Det kalder jeg en +Overraskelse!« »Jeg troede, De var i England.« »Jeg tænkte +mig Dem i Kjøbenhavn,« maskerede i et Par Minutter den +gjensidige pinlige Forlegenhed.</p> + +<p>Efter den første nerveuse Henrykkelse havde sat sig, som +det pludselige Syn af Ens Elskede uudblivelig medfører, følte +jeg en smertelig Skuffelse. Herren og Fruen paa Lystreise +sammen, — hvor lidet passede det til det Forhold, jeg havde +tænkt mig imellem dem, til den Plan, der havde begeistret mig!</p> + +<p>— Formodentlig underveis sydpaa, til Italien?</p> + +<p>— Nei, vi vil indskrænke os til Sachsen.</p> + +<p>— Du har vel Forretninger i Dresden?</p> + +<p>Minna var — mærkelig nok — aabenbart den af os, som +hurtigst fandt sig tilrette i Situationen, — hun vedblev kun at +aande hurtigt og uregelmæssig.</p> + +<p>Hendes Smil og Stemme, ja endogsaa hendes Bevægelser +udtrykte en levende Glæde over dette Gjensyn.</p> + +<p>— Du skal vel tilbage til Pirna? Det var udmærket, saa +kan du kjøre med os.</p> + +<p>— Ja, der er god Plads, sagde Stephensen. — Det er ingen +Kaleche. Og for Resten, hvis det var en, skulde jeg gjerne +sætte mig op paa Bukken.</p> + +<p>Han udkommanderede sit sædvanlige Høfligheds-Smil; Læberne +lystrede, men Øinene ikke. Han var tydelig nok irriteret; +men Minna bemærkede det ikke, — eller brød sig ikke +derom: —</p> + +<p>— Ja, det kan saamænd godt være, at vor Passiar kommer +til at kjede dig, vi har meget at tale om — efter saa mange +Aars Forløb.</p> + +<p>Vi begav os straks paa Tilbageveien. I et Vindue paa +Skolebygningen stod Læreren. Han hældede sig langt ud af +det og blev ved at følge os med Øinene. Minna lo:</p> + +<p>— Naa, min Herr Fætter existerer ogsaa endnu! kan du +huske, da han traf os paa Skovveien! Gud veed, hvad han +gjør sig for Tanker! Bare han ikke stirrer sig Øinene helt +ud af Hovedet.</p> + +<p>Hun blev ved at le og spøge — lidt exalteret, syntes jeg.</p> + +<p>— Dèr har vi den rare gamle Savmølle, hvor jeg kom med +Smaapigerne om Morgenen og drak nymalket Mælk. Hvorfor +var du aldrig dèr? Men paa den Tid sov du naturligvis paa +dit grønne Øre, — saadan er I jo altid.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"></a> +— Men du havde aldrig sagt mig, at du var der paa den +Tid?</p> + +<p>— Skal I da have Alting ind med Skeer?</p> + +<p>— Jeg for min Part spiser helst solide Sager og med +Gaffel, sagde Stephensen.</p> + +<p>Minna saae forbavset — ikke just paa ham, men i den +Retning, hvor han befandt sig, som om det undrede hende, at +der kunde komme nogen Bemærkning derfra.</p> + +<p>Da det begyndte at gaa opad, døde Samtalen snart hen. +Stigningen faldt Minna besværlig, hun maatte hvert Øieblik +standse paa Grund af Aandenød og Hjertebanken. Stephensen +gik et Par Skridt foran, — hun tog min Arm og støttede sig +til mig.</p> + +<p>Ved Bordet var Samtalen temmelig træg og intetsigende. +Men da Vognen rullede afsted med os, trykkede Minna sig +magelig til Rette i Hjørnet og sagde: —</p> + +<p>— Se saa, Harald! nu maa du fortælle mig, hvordan det er +gaaet dig i disse Aar — Alt muligt — løst og fast.</p> + +<p>Jeg efterkom Opfordringen, saa godt jeg kunde. Minna +betragtede mig uafbrudt, saa hendes Blik undertiden bragte +mig ud af Fatning, — hun smilede ogsaa bestandig, men undertiden +paa en Maade, som om hun tænkte paa helt andre +Scener. Undertiden lo hun, ja hun drillede mig endogsaa lidt +med de engelske Skjønheder.</p> + +<p>— Aa hvad, udbrød jeg lidt ærgerlig — Skjønheder! jeg +har Ingen seet, der var saa smuk som du.</p> + +<p>Minna kastede sig tilbage og lo med Lommetørklædet for +Munden.</p> + +<p>— Naa, dèr fik du da en Compliment, der kan forslaa Noget, +henkastede Stephensen.</p> + +<p>Han sad paa Forsædet, saae for det meste ud af Vinduet +og tændte den ene Cigaret ved den anden. Naar han indskjød +en Bemærkning eller et Spørgsmaal — om Kunstforhold i +London eller Sligt — saae Minna paa ham med hint forundrede +og haarde Blik: saaledes ser man paa et Barn, der har været +uartigt, og uden at have bedt om Forladelse troer at kunne +lade, som om der Intet var i Veien, og blande sig i Samtalen. +Det var aabenbart, at denne Behandling generede ham i høi +Grad: han tav virkelig hver Gang snarest muligt. Men ogsaa +mig generede den; hvor pinligt det end vilde have været for +mig at blive Vidne til en kjærlig Fortrolighed imellem dem, +saa snørede det dog Hjertet sammen paa mig at se <a class="corr" name="rett_36" id="rett_36" title="ders">deres</a> ulykkelige +<a class="pagenum" name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"></a> +Forhold afsløret saa aabenlyst, og jeg forstod ikke, at hun +vilde gjøre det — selv overfor mig.</p> + +<p>Egentlig havde jeg villet fortie mit Møde med den tydske +Musiker, men da det kom til Stykket, fortalte jeg det dog. +Minna sagde Intet, men stirrede ud af Vinduet. —</p> + +<p>— Komisk, saa Verden dog er lille, bemærkede Stephensen. +Man støder altid paa hinanden igjen, enten direkte eller indirekte.</p> + +<p>— Og saa var det, du reiste? spurgte Minna pludselig, idet +hun dreiede Hovedet, hurtig som en Fugl, og saae paa mig +med et gjennemtrængende Blik.</p> + +<p>Denne Vending overraskede mig fuldstændig.</p> + +<p>— Ja — saa, saa reiste jeg, stammede jeg og blev rød i Hovedet.</p> + +<p>Stephensen betragtede os med et uendelig ironisk Blik, som +om han sagde: »Nu kommer der vel snart en Erklæring <i>in +optima forma</i>, — ja jeg skal saamænd ikke høre Noget, gener +jer blot ikke.« Minna tilkastede ham et kort Blik, og han holdt +strax op med at smile.</p> + +<p>— Sig mig, Harald, spurgte hun og lænede sig frem paa +Armen, — hvorfor kom du ikke ind til os — den Aften — paa +Cafféen?</p> + +<p>— Hvilken Caffé?</p> + +<p>— Det veed du jo godt .... Du troede ikke, at jeg havde +seet dig? Jo, jeg gjorde saamænd — men først tilsidst — du +husker nok — da jeg lo ad Stephensen — og ad — ad dem +allesammen forresten. —</p> + +<p>Stephensen satte et høist værdigt Ansigt op og strøg sig +mellem Flippen og Halsen — en Yndlingsgestus. Minna vendte +sig endnu mere bort fra ham og saae paa mig med et lidt drillende +Smil.</p> + +<p>— Jeg kjendte jo ingen Andre af Selskabet — og — desuden —</p> + +<p>— ønskede du ikke at træffe mig i det Selskab — det gjorde +du sandelig ret i. —</p> + +<p>Men nu følte Stephensen, at det var paa høie Tid at holde +paa Værdigheden.</p> + +<p>— Jeg maa sige, det er en høist mærkelig Maade, hvorpaa +du omtaler det Selskab, som vi har omgaaedes. —</p> + +<p>— Du — ikke jeg. Jeg har maattet finde mig i at være der.</p> + +<p>— Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe +dig det bedre! Det var imidlertid næsten lutter Folk af de +aandrigste Kredse — —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"></a> +— Maaske. Jeg hørte ikke hjemme i det Selskab, og Harald +altsaa heller ikke.</p> + +<p>Stephensen kneb Læberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt +Blik.</p> + +<p>— Du maa selv bedst vide, hvor du hører hjemme.</p> + +<p>Minna foer sammen og trykkede Haanden ind under Brystet, +som om hun havde faaet et Stik. Jeg anede, at der i +disse Ord maatte ligge en skjult Gift. Den Forestilling faldt +mig ind, at jeg sad her som en Præst, der kjører med en +Dødsdømt til Skafottet, og at det var en Politiofficiant, som +sad dèr ligeoverfor mig.</p> + +<p>Jeg led usigelig — men jeg følte, at Samtalen for enhver +Pris maatte dreies ind paa et ufarligt Spor. Vi havde lige +faaet Pirna i Sigte, og jeg spurgte, om de vilde overnatte dèr, +eller tog med til Dresden.</p> + +<p>— Nei, vi overnatter — maaske — tager vi lidt til Bøhmen, +svarede Stephensen. Minna, der næsten havde bøiet +sig ud af Vinduet, vendte sig strax efter om imod mig; hendes +Ansigt var farveløst og næsten fortrukket:</p> + +<p>— Bliver du nogle Dage i Dresden? — men dette Spørgsmaal +ledsagedes af et Blik, der rettede det til en Bøn.</p> + +<p>Mit Svar lod vente paa sig. Skulde jeg ikke benytte Leiligheden +til at vise mine Kort en Smule? Hvis jeg vilde +gjøre det, var der ingen Tid at spilde.</p> + +<p>»Da De overraskede mig i »Sophiero««, sagde jeg langsomt +og eftertrykkelig — »var jeg ganske vist kommen til +den Beslutning, endnu iaften at reise til Kjøbenhavn.«</p> + +<p>Ved de sidste Ord gjorde Stephensen en uvilkaarlig Bevægelse. +Saa tog han sig sammen, og hans Træk lagde sig +i høist misbilligende Folder. Skuddet havde truffet i Centrum. +Det saae jeg ganske tydelig, skjøndt mine Øine vare +fæstede paa Minnas, der ufravendt betragtede mit Ansigt. I +deres vidunderlige olivenbrune Dyb bemærkede jeg et gyldent +Lysglimt, som bestandig blev mere tindrende.</p> + +<p>— Jeg forstaar, sagde hun — eller snarere hun aandede +de to Ord ud, næsten uden at bevæge Læberne.</p> + +<p>— Men nu vil jeg naturligvis forandre mine Planer. Jeg +har nok at gjøre i Dresden til at beskjæftige mig i et Par +Uger. I <em>flere</em> Uger, om det skal være.</p> + +<p>— Det glæder mig, sagde Minna.</p> + +<p>Stephensen tog Tilflugt til sin Yndlingsbevægelse — (Pegefingeren +mellem Hals og Krave) — og syntes at være oplagt +til at gjøre en skarp Bemærkning, saasom at jeg for +<a class="pagenum" name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"></a> +<em>deres Skyld</em> ikke behøvede at træffe andre Bestemmelser; +men han betænkte sig.</p> + +<p>Ingen af os sagde et Ord mer.</p> + +<p>Jeg havde allerede i Begyndelsen bemærket, at jeg boede +i Hotel Bellevue. Jeg vidste altsaa, at Minna kunde sætte +sig i Forbindelse med mig, naar det passede hende. Og jeg +tvivlede ikke om, at hun vilde gjøre det. Paa <em>det</em> Punkt +var jeg beroliget. Derimod forvoldte denne underlige Reise +mig ikke ringe Ubehag.</p> + +<p>»Hvad mon de egentlig vil her?« tænkte jeg. — »Det er +aabenbart at de ikke tager til Bøhmen.«</p> + +<p>Hvorfor jeg fandt det aabenbart, vilde det have været +vanskeligt for mig at forklare. Jeg følte det ....</p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,<br /></span> +<span class="i i0">der Fluss darunter fliesst so trübe,<br /></span> +<span class="i i0">ich scheide wieder von dem Glücke,<br /></span> +<span class="i i0">vom Herzen, das ich innig liebe.<br /></span> +</div></div> + +<p>Saasnart vi vare komne over Broen, lod Stephensen Vognen +holde.</p> + +<p>Jeg trykkede længe Minnas Haand, hilste paa ham og +skyndte mig hen til Banegaarden.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="V_VI" id="V_VI"></a>VI</h3> + + +<p>Da jeg kom til Dresden, kunde jeg ikke beslutte mig til +at forlade den bøhmiske Banegaard. Jeg havde en Mistanke +om, at de begge to eller En af dem vilde komme tilbage fra +Pirna.</p> + +<p>Aftentoget brusede ind, og jeg saae Stephensens Ansigt +i et Coupee-Vindue. Han steg ud — alene. Jeg styrtede hen +imod ham.</p> + +<p>— Hvor er Minna?</p> + +<p>Stephensen saae koldt paa mig, som om han vilde frabede +sig uvedkommende Forespørgsler. Men han betænkte sig.</p> + +<p>— De har Ret, Hr. Fenger, — De bør vide det. Hun +er paa Sonnenstein.</p> + +<p>— Sonnenstein! mumlede jeg, som om jeg ikke forstod +det. Det svimlede for mig; Tumlen rundt om af Passagerer +og Dragere paa den halvmørke Perron gjorde mig syg. — Sonnenstein — hvad +skal det sige? Jeg greb fat i hans +<a class="pagenum" name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"></a> +Frakke, dels for at støtte mig, dels for at han ikke skulde +slippe fra mig. — De vil dog ikke sige, at hun — at Minna — —</p> + +<p>— Naa, tag det ikke saa pathetisk! sagde Stephensen med +et Anstrøg af Godmodighed. Hun er jo ikke saadan sindssvag +eller egentlig forvirret, kun meget melankolsk og lidt exalteret. — De +har jo selv seet — kort sagt, det var det rigtigste, +at hun gav sig under Lægebehandling — hvad er der i det? — i +vor nerveuse Tid — det gjør jo saa Mange .... Sonnenstein +foretrak hun, fordi ogsaa hendes Hjemve var noget sygelig — og +saa naturligvis ogsaa for at undgaa Snakken i Kjøbenhavn — nu +hedder det, at hun besøger sin Familie — skjøndt, +som sagt, det er jo nu saa almindeligt, alle oplyste +Folk er jo komne ud over disse Fordomme —.</p> + +<p>Min sløve Vantro var under denne Redegjørelse veget for +et fuldtud forstaaende Raseri.</p> + +<p>— Det er Dem, der har gjort det, De — De —</p> + +<p>Min Stemme kvaltes. Jeg rystede min knyttede Haand foran +hans Ansigt; han sled sig løs. En Gendarm gjorde et Par +Skridt henimod os. Stephensen hviskede et Par Ord til ham, +trak paa Skuldren og forsvandt i Stimlen. Jeg lænede mig +til en Pille; rundt om styrtede forsinkede Folk afsted, Betjentene +raabte, Fløite og Pibe skingrede ....</p> + +<p>Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevægelse, +spurgte jeg Portieren, om der gik noget Tog til +Pirna; men jeg maatte vente til næste Morgen.</p> + +<p>Med det første Tog var jeg i Pirna, naaede aandeløs op +til Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlægen i Tale. +Jeg forestillede mig som en Ven af Fru Stephensen og hendes +Mand, hvilken sidste jeg igaar Aftes havde truffet, og +hvem jeg havde lovet jevnlig at skaffe Underretning om, hvorledes +det gik hans Hustru, da jeg opholdt mig længere Tid +i Dresden. Men da jeg ogsaa selv var meget bekymret for +min Veninde, og kun havde kunnet tale et Par Minutter med +Stephensen, var jeg strax ilet derud og bad ham nu indstændig +at sige mig hele Sandheden.</p> + +<p>Overlægen beroligede mig foreløbig, der var neppe Grund +til øieblikkelig Frygt, det var et af de Tilfælde, med hvilke +man i ældre Tider aldrig havde tænkt paa at henvende sig +til en Læge, og hvor Hospitalet væsentlig tjente til at isolere +Patienten fra de aandelige Smitstoffer. Nærmere Oplysning +kunde han først give mig, naar han en Uges Tid havde haft +hende under Tilsyn, men vilde da ogsaa være meget villig +dertil.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"></a> +Da jeg altsaa otte Dage senere opsøgte ham, erklærede +han, at Minna ganske vist var sindslidende, men ikke udsat +for Sindssyge, i alt Fald ikke, naar hun blev rigtig behandlet +og levede under de gunstige Betingelser, som et Hospital sikrede +hende, saalænge indtil hun var kommen ganske til Ro. +Hun var i en Tilstand af meget stærk nerveus Ophidselse. Men +hendes egentlige Fare var en Hjertesygdom, til hvilken Spiren +maatte være lagt allerede for flere Aar siden. Hun kunde +blive gammel med denne Sygdom, men den kunde ogsaa pludselig +medføre hendes Død. Fremfor Alt gjaldt det om at +undgaa Sindsbevægelser, som han mente hidtil jevnlig havde +givet Ondet Næring.</p> + +<p>— Sig mig, sagde han pludselig, — De er en Ven af hende +og hendes Mand, — levede de lykkelig <a class="corr" name="rett_37" id="rett_37" title="sammmen">sammen</a>?</p> + +<p>Jeg betænkte mig et Øieblik, om jeg havde Ret til at +være oprigtig. — Nei, svarede jeg, jeg tør næsten sige, at +de ikke gjorde det.</p> + +<p>— Dèr har vi det! eller i alt Fald en Hovedside af Sagen. +Det vil uden Tvivl være det bedste, at hun ikke vender tilbage +til ham. Det vil sige, hvis det kan ske uden stor Smerte +paa hendes Side — naar Tiden kommer. Hvad ham angaar — han +syntes mig at være en forstandig Mand. — Hvad mener +De?</p> + +<p>— Jeg er ganske af Deres Mening.</p> + +<p>Min Bevægelse var for stærk til at undgaa den erfarne +Mands Opmærksomhed. Han smilede og saae fast paa mig +med lidt sammenknebne Øjne: —</p> + +<p>— Men det har endnu lange Udsigter. Jeg har sagt hende, +at De har været her, og skal hilse Dem fra hende. De bliver +foreløbig i Dresden? Det er godt. En Gang om Ugen ser +jeg gjerne, at De hører herud, — jeg troer, det virker beroligende +paa hende, men der vil hengaa en rum Tid, inden jeg +tør lade Dem tale med hende.</p> + +<p>Jeg vendte tilbage med godt Mod og fast besluttet paa at +indvie hele mit Liv til Minna — gift med hende eller ei — paa +hvilken Maade det bedst kunde forenes med hendes Velvære +og Sundhed — tilfreds med at bidrage alt mit til at gjøre +hende saa lidt ulykkelig som muligt, hvis hun ikke længer +kunde blive lykkelig (skjøndt, hvorfor skulde hun ikke kunne +blive det endnu?), uden Hensyn til, hvilken Skade det vilde +gjøre min Carriere: — havde hun bedst af at leve i sin +Fødeby, saa maatte jeg sørge for at faa en Stilling i Dresden, +trængte hun til et sydligt Klima, maatte jeg finde Udvei +<a class="pagenum" name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"></a> +til at leve i Syden, — det sidste var iøvrig ikke sandsynligt, +ja det Rimeligste var endogsaa, at England som et fuldkommen +nyt Sted vilde være det sundeste. Men alt dette voldte +mig ikke stor Bekymring. Hvad der fik mig til at gyse, var +denne Bevidsthed, at der hang et Damoklessværd over hendes +Hoved — var det maaske i dette Øieblik allerede faldet? — og +det vilde blive der bestandig, selv naar Lægen udskrev +hende — ja, selv om det var taget bort, vilde min Frygt +blive ved at se det .... Men jeg tilsvor mig selv, at denne +Skræk kun skulde gjøre min Kjærlighed fastere, min Ømhed +bestandigere, — hvorledes kunde jeg nogensinde forlade hende +i Vrede eller blot i en taabelig Surmulen efter en huslig +Strid, naar en indre Stemme tilhviskede mig, at maaske naar +jeg vendte tilbage for at gribe hendes Haand og læse Kjærlighed +i hendes Blik, var Haanden kold og Blikket brustent!</p> + +<p>Min Onkel maatte indvillige i, at jeg tog Orlov — foreløbig +paa et Aarstid. Jeg leiede et tarveligt Værelse som i gamle +Dage og kastede mig ind i et vidtløftigt keramisk Studium, +som jeg haabede vilde blive til Nytte for vor Fabrik, og +for hvilket der her baade i praktisk og literær Henseende +frembød sig den gunstigste Leilighed.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="V_VII" id="V_VII"></a>VII</h3> + + +<p>Om Eftermiddagen den tredie Mai, da næsten Alt var grønt +i Haver og Anlæg, gik jeg min sædvanlige Tur ud til »<span lang="de">Grosser +Garten</span>«.</p> + +<p>I Begyndelsen af »<span lang="de">Bürgerwiese</span>« fængsledes mit Blik af et +Portrait, der hang i en Antiqvitethandlers Vindue.</p> + +<p>Jeg styrtede der over: rigtig, det var Stephensens Pastelbillede +af Minna.</p> + +<p>Men hvorledes var det dog kommet til at se ud! —</p> + +<p>Farvestøvet var drysset af det i store Pletter, især af +Haaret, men ogsaa et Sted af Panden og af Kinden, og hvor +det ene Øie skulde have været, grinede Lærredet lyst igjennem.</p> + +<p>Det var sat i en ormædt, afskrabet Ramme i slet Rococostil, +og under det stod der paa en Seddel: Ubekjendt Mester — Midten +af forrige Aarhundrede.</p> + +<p>Jeg traadte ind i den mørke Bod, hvor man neppe kunde +røre sig for gammelt Skrammel.</p> + +<p>Antiqvitetshandleren, en lang, mager Olding, der sikkert +<a class="pagenum" name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"></a> +paa mit Tysk kunde høre Udlændingen, ja maaske endog veirede +noget Engelsk, nævnede en ublu Pris; det var, forklarede +han, et af de ægte Billeder, som nu blev sjeldnere og sjeldnere, +rimeligvis en Mengs. —</p> + +<p>Jeg tog snart Modet fra ham, og kjøbte Billedet, rigtignok +endnu adskillig dyrere end det fortjente.</p> + +<p>Med den store Pakke under Armen gad jeg ikke gaa ud +i »<span lang="de">Grosser Garten</span>«.</p> + +<p>Men jeg trængte til at røre mig og drev ned ad Johannesgade.</p> + +<p>Naturligvis havde jeg ikke kjøbt Portraitet for at eie +det, men kun fordi det var mig en fuldstændig utaalelig Tanke, +at det skulde staa der i Gabestokken og senere hænge hos +Fremmede — som en Mengs! —</p> + +<p>Jeg tænkte at tage det med hjem og brænde det.</p> + +<p>Men da jeg pludselig befandt mig ud for Albertsbroen, +faldt det mig ind: Hvorfor ikke kaste det i Elben, saa slipper +jeg for at lukke op for det og se det igjen.</p> + +<p>Der var kun et Par Fodgjængere paa Broen.</p> + +<p>Jeg traadte ud til Brystværnet af den midterste Pille — imod +Strømmen; det var endnu noget Høivande.</p> + +<p>Hurtig saae jeg mig om, der var Ingen i Nærheden; jeg +lod Billedet falde; det forsvandt under Vandet, og jeg hørte +det knuses mod Pillens Isbryder.</p> + +<p>Nedslaaet gik jeg hjem.</p> + +<p>Paa mit Bord laa der et Brev — fra Overlægen.</p> + +<p>Minna var død om Morgenen, ganske uventet — af et +Hjerteslag.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h3><a name="V_VIII" id="V_VIII"></a>VIII</h3> + + +<p>Den næste Morgen fik jeg en lille Pakke med Minnas Udskrift +og med Hospitalets Segl.</p> + +<p>Øverst laa fire Brevark, tæt beskrevne, kun havde det +sidste to tomme Sider.</p> + +<p> +Sonnenstein, den 17de April 188..<br /> +<br /> +Kjæreste Ven!<br /> +</p> + +<p>Lægen har fortalt mig, at du har været her, og hilst +mig fra dig, — han har ogsaa lovet at hilse dig, naar du +kommer igjen. Det trøster mig uendelig at vide, at du er +mig nær.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"></a> +Jeg vil skrive til dig — lidt af og til, for det bevæger +mig altid stærkt, og Lægen har paalagt mig fremfor Alt +at undgaa saadanne Tanker, som sætte mig i Sindsbevægelse, +hvad jeg ogsaa ellers gjør. Men skrive maa jeg, fordi jeg +kun derved kan undgaa en bestandig Uro. Jeg har nemlig +den Tanke, at jeg kan dø pludselig; — Lægen ler mig ud, +naar jeg siger det, men det forekommer mig, at jeg kan se +paa ham, at han selv mener det Samme. Dog, maaske er +det ogsaa Sygelighed. Saa vil det dog være mig til Beroligelse +at vide, at du faar en Hilsen fra mig, hvis det +skulde ske.</p> + +<p>Jeg har saa meget paa Hjerte, som jeg maa have sagt +dig. Jeg har samlet dine Breve og nogle Smaating sammen, +som jeg ikke vil have skal falde i Andres Hænder, og hver +Gang, jeg har skrevet paa dette Brev, vil jeg lægge det ned +i den Pakke, som jeg allerede har adresseret.</p> + +<p>Maaske vil vi en Gang le sammen ad dette Indfald. Gud +give det!</p> + +<p>Nu kan jeg ikke godt taale at skrive mer i Aften. God +Nat, min Ven.</p> + +<p> +18de April.<br /> +</p> + +<p>Veed du, hvad der bevægede mig til at sætte igjennem +(med stor Vanskelighed iøvrig), at vi gjorde den Udflugt +til Rathen, inden Hospitalet lukkede sig bag mig, — og hvorfor +jeg kom til Grotten? Ikke blot det, der ogsaa drev dig +derhen, men tillige den Forestilling, at der maatte hændes mig +noget Overordentligt dèr. Dog ikke det, som skete — dette +var i Virkeligheden endnu mere forunderligt, — nei, jeg +troede, at Sindbevægelsen ved at komme dèr vilde blive mig +for stærk, — enten dræbe mig eller gjøre mig afsindig — selv +dette vilde jeg foretrække for den Sindstilstand, hvori jeg var.</p> + +<p>Men hvor det var velsignet at møde dig dèr, Harald! jeg +saae, at du var den samme, og du følte ogsaa, at jeg var det — overfor +dig. Overfor <em>ham</em> visselig ikke.</p> + +<p>Jeg mærkede godt, at det var dig pinligt, at min Uvillie +mod ham viste sig saa tydelig, og dog kunde jeg ikke være +anderledes. Saa ond er jeg allerede bleven, saa megen Bitterhed, +ja Had er der kommet op i mig.</p> + +<p>Dette kan du vistnok ikke forstaa.</p> + +<p>Hvor er det muligt at afsky et Menneske, som man har +elsket?</p> + +<p>Eller jeg vil snarere spørge (thi det er vist <em>det</em>, som er +<a class="pagenum" name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"></a> +dig uforklarligt): — hvorledes kan man elske et Menneske, +som man kommer til at se i den Grad ned paa, naar man +ved dagligt Samliv lærer hans Charakter til Bunds at kjende? +Og her er jo ikke Tale blot om en flygtig Forelskelse, thi +jeg kjendte jo dog lidt til ham.</p> + +<p>Denne Sag har jeg tænkt mer over end over noget Andet, +og for at du ret kan forstaa mig, maa jeg sige dig, hvad jeg +mener derom.</p> + +<p>En Natur som Stephensen, i hvilken der dog fra først af +er nogle ædle Spirer — uden dem vilde han vel heller ikke +være bleven Kunstner, ikke engang den Kunstner han er, — naar +en saadan Natur, endnu ung og ikke helt fordærvet, fatter +Kjærlighed til en ung Pige, saa forfines og forædles han, +og hun lærer en Anden at kjende — og at elske — end den, +han hidtil har været.</p> + +<p>Dog er dette ikke noget Bedrag; tvertimod, hun kjender +og elsker ham jo netop saadan, som han skal blive ved +deres Forhold, — og hos hende foregaar der noget Tilsvarende, +hun faar mere Indhold, Charakteren styrkes og +Synet udvider sig.</p> + +<p>Alt dette er smukt og rigtigt.</p> + +<p>Men saa er det Forskjellen mellem de forskjellige Naturer +indtræder i Tidens Løb: saadanne Mænd, hos hvem de +ædlere Spirer ere stærke nok, de udvikle sig virkelig imod +dette Ideal og befæstes mer og mer deri, men de Andre +kunne ikke holde sig paa den Høide, som de ere løftede op +til, de synke endogsaa under.</p> + +<p> +20de April.<br /> +</p> + +<p>Hvad jeg skrev sidst anstrengte og betog mig meget. Det +var saa trist at tænke paa og vanskeligt at faa sagt. Igaar +kunde jeg Intet skrive.</p> + +<p>Jeg vil ikke forsøge at udvikle denne Opfattelse videre — skjøndt +det er af stor Vigtighed for mig, at du rigtig forstaar +mig, thi det er i dette Punkt alene, at min Undskyldning +ligger.</p> + +<p>Men du har nok forstaaet mig. Jeg tør ikke paastaa, at +det passer i Almindelighed, men i dette Tilfælde maa det være +saaledes.</p> + +<p>Det var om mit Liv i Danmark, at jeg vilde fortælle dig +Noget.</p> + +<p>Ak ja! Husker du, hvad Sieglinde siger om sit Liv med +Hunding: — +<a class="pagenum" name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"></a></p> + +<div class="poem" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i i0">Fremdes nur sah ich von je,<br /></span> +<span class="i i0">freundlos war mir das Nahe;<br /></span> +<span class="i i0">als hätt' ich nie es gekannt<br /></span> +<span class="i i0">war was immer mir kam.<br /></span> +</div></div> + +<p>Det var dog ikke, fordi jeg var »Fremmed« i national +Forstand, skjøndt det vel ogsaa har gjort sit. Forresten veed +du jo, at der er meget ved det tydske Væsen ogsaa i vor +Kunst — naar man ser bort fra de Store — som jeg aldrig +har kunnet med.</p> + +<p>I Begyndelsen fandt jeg virkelig ogsaa Alt herligt, — frisindet, +oplyst og jeg veed ikke hvad.</p> + +<p>Men snart mærkede jeg, hvor hul Kjernen var, — jeg +havde jo ogsaa en Kvintessens af det Hele i Stephensen at +betragte paa altfor nært Hold. Det var jo endelig intet Under, +at jeg ikke passede i denne Kreds, eftersom det var min +Mands Venner — i alt Fald af Navn. Enkelte syntes jeg +naturligvis bedre om. Men Ingen af dem lignede dig. Naar +jeg af og til traf en for mig sympathetisk Person, saa var det +gjerne en, der hørte til en anden Sphære, kun kom til at +berøre vor og trak sig snart tilbage. At vor Kreds iøvrig var +den aandfuldeste i Danmark og repræsenterede Landets høieste +Intelligens, hørte jeg næsten hver Gang, vi kom sammen. +Ja, den var ogsaa den hæderligste; thi de andre vare ikke +blot mer eller mindre Idioter, men ogsaa svorne eller endogsaa +meensvorne Fjender af Sandhed og Ret. Ja, jeg kan +skrive meget aandrig om disse Ting, for jeg har en god +Hukommelse og har hørt mange prægtige Taler!</p> + +<p>Der var en Tid, da jeg forsøgte at finde mig til Rette og +give efter — det var jo min Pligt, sagde Stephensen. Jeg +sagde, at maaske havde <em>de</em> Ret og ikke jeg, det kunde jo +være, at jeg var sær og urimelig. Jeg trak med de Andre +paa Skuldren ad Ting, som jeg fandt ædle og ophøiede, forsøgte +at beundre, hvad der inderst æklede mig, lod som om +jeg troede, at Egenskaben Dyd var Hykleri og Ordet en Latterlighed — nei, +en Uanstændighed, som en af Stephensens +aandrige Veninder sagde. Kort sagt, jeg forsøgte at tude +med de Ulve, jeg var iblandt (I har jo dog Ulve i Danmark — kan +du huske, da du gjorde Nar af mig? — men ingen Løver). +Det lykkedes mig ikke at faa min Stivnakke bøiet — maaske +har du Hovedskylden, og det er ikke det Mindste, jeg har at +takke dig for.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"></a> + +26de April.<br /> +</p> + +<p>Vi levede meget selskabeligt, da Stephensen havde en sand +Mani for at adsprede sig, og denne Selskabelighed varede +ofte til langt ud paa Natten. Da jeg skulde tidlig op — jeg +var efter tydsk Skik en ganske flittig Husmoder og maatte +forresten være det, hvis det ikke skulde gaa galt, — saa +bidrog dette ikke lidt til at ødelægge mit Helbred.</p> + +<p>Undertiden forsøgte jeg at unddrage mig, hvilket altid +gjorde Stephensen meget opbragt. Tilsidst havde jeg maaske +dog sat min Krig igjennem, hvis ikke eet havde været: min +Skinsyge.</p> + +<p>Hvad jeg har lidt af Skinsyge, kan jeg neppe gjøre dig +begribeligt. Jeg troer ikke, at nogen Mand kan forstaa det, +skjøndt eders Kjøn jo skal have frembragt Othelloer.</p> + +<p>Man skulde tro, at naar en Hustru har tabt saa megen +Agtelse og Kjærlighed for Manden, og naar der næsten intet +virkelig Samliv er, saa maatte hun næsten med Ligegyldighed +kunne se ham løbe efter Andre. Med mig gik det snarere omvendt. +Jo kjøligere jeg følte for ham, desto mere brændende +blev min Skinsyge. Som Maler-Hustru havde jeg endda en +særlig Fjende: Modellerne. Jeg har nedværdiget mig til at +lure ved Døren, naar han havde kvindelig Model. Intet Under, +at jeg udholdt at kjæmpe med Søvnen i utaalelige Selskaber +for at holde Øie med ham.</p> + +<p>Disse Anstrengelser kronedes desværre med et frygteligt +Held. Jeg havde længe haft den blonde Dame mistænkt, som +du saae paa <a class="corr" name="rett_38" id="rett_38" title="Caffèen">Cafféen</a>. En Dag — kort efter hin Aften — greb +jeg ham i at have lukket sig inde med hende paa Atelieret +under Paaskud af, at han havde kvindelig Model. Jeg trængte +saa haardt ind paa ham, at han tilstod. Da han nu en +Gang var kommen i en Slags snakkesalig Angerfuldhed — plaprede +han ud med meget mer, end jeg havde anet. Det +viste sig, at hans Troløsheder gik tilbage til de første Aar, — ja, +indtil den Periode, da han allermest — —</p> + +<p>Nei, jeg kan ikke skrive derom.</p> + +<p>Hvor jeg hader ham.</p> + +<p> +30te April.<br /> +</p> + +<p>Da mit Barn døde, sørgede jeg meget, men der var ikke +gaaet et Aar, før jeg betragtede det som en Lykke. Jeg har +jo fortalt dig saa meget om min Fader; ser du, jeg frygtede +for, at jeg kunde være bleven ligesaadan en Moder. For jeg +<a class="pagenum" name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"></a> +mærkede i mig den samme Forstening begynde, som den, hvis +Virkninger jeg som Barn havde følt, og som jeg senere havde +forstaaet.</p> + +<p>Nu var der ingen Pligt, der hindrede mig i at slutte mig +inde i mig selv. Mit eneste Liv var at læse vore store Digtere +og dyrke Musik — især Beethoven og Wagner, hvis +Claverpartiturer jeg eiede — det var en Verden efter mit +Hjerte og saa forskjellig fra Alt, hvad jeg var fordømt til +at komme i Berøring med.</p> + +<p>Du veed, hvor lidenskabelig jeg elsker Musik, men ogsaa +hvor stærkt det angriber mig nerveust at spille meget. Jeg +sagde en Gang til dig i Spøg, at hvis jeg ønskede at dræbe +min Forstand, kunde jeg gjøre det ved Claverspil. Maaske +har jeg virkelig forsøgt aandelig at tage mig af Dage ved +denne himmelske Gift.</p> + +<p>Havde jeg øinet noget Lys, havde jeg vidst, hvad jeg nu +veed, da havde jeg sikkert skaanet mig mere.</p> + +<p> +2den Mai.<br /> +</p> + +<p>Jeg vilde ønske, at jeg rigtig vidste, hvad du tænker om +Døden. Troer du paa et Gjensyn? Det er vanskeligt at forestille +sig, men jeg kan dog ikke forstaa, at jeg selv helt +skulde være slukket ud.</p> + +<p>Jeg tænker tidt paa gamle Hertz og paa, hvad jeg har +hørt ham sige derom. Alt kunde jeg ikke forstaa. Blandt +Andet sagde han, at Goethe havde sagt: »Intet dygtigt Menneske +tvivler om, at han er udødelig«. Men jeg er rigtignok +ikke noget »dygtigt Menneske«, saa det giver mig ingen Ret +til at tro derpaa.</p> + +<p>I alt Fald føler jeg, at vi høre hinanden til. Jeg er din +og var aldrig hans.</p> + +<p>Men hvorfor taler jeg om at dø? Det er underligt, for jeg +har længe — længe ikke været saa let tilmode og saa fortrøstningsfuld +som idag.</p> + +<p>Veiret er saa yndigt. Jeg har siddet hele Formiddagen i +Overlægens Have og syet. Det er en prægtig Mand.</p> + +<p>Imorgen vil jeg fortælle dig mer om, hvorledes Tiden gaar +her.</p> + +<p>Men iaften skriver jeg ikke længer, jeg vil læse i Schiller; +forleden, da jeg bladede i det sidste Bind, fik jeg saadan +en Lyst til at prøve, om jeg kunde forstaa »<span lang="de">Ueber das +Erhabene</span>«. Overlægen siger, at den Slags Ting maa jeg +allerhelst læse, endnu bedre skal historiske Skrifter være. +<a class="pagenum" name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"></a> +Jeg begyndte ogsaa at læse hans »Trediveaars-Krig«, men det +kjedede mig saa frygtelig. Jeg kan ikke gjøre for det, saaledes +var det allerede i Skolen, alt Historisk kjedede mig.</p> + +<p>God Nat, Harald!</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Læsningen af disse Meddelelser havde rystet mig altfor +dybt og stemt mig for høitidelig til, at jeg kunde finde Lettelse +i Taarer; jeg havde endnu ikke grædt efter hendes +Død.</p> + +<p>Men da jeg endelig greb efter Pakkens øvrige Indhold +og fik et sælsomt krammet og buklet Brev i Haanden — hint +Brev fra mig, som hun havde gaaet med paa sit Bryst, — saa +trykkede jeg det mod mine Læber og hulkede som et Barn.</p> + +<p class="dashes">— — — — — — — + — — — — —<br />— — — — + — — — — — — — —</p> + +<p>Jeg har gjennemlæst de første af disse Blade. Hvor kunde +jeg dog skrive disse taabelige Ord: —</p> + +<p>»Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag +idag — det er nu fem Aar siden — er jeg ikke i Stand til at +besvare dette Spørgsmaal!«</p> + +<p>Som om jeg for nogen Pris i Verden vilde give Afkald +paa vor Kjærlighed, paa Erindringen om Minna — som om +nogen Lykke kunde blive mig saa dyrebar som min Sorg!</p> + +<p class="dashes">— — — — — — — + — — — — —<br />— — — — + — — — — — — — —</p> + +<p>Jeg paatog mig egenmægtig at sørge for Begravelsen. +Til min Glæde — ja, jeg glædede mig virkelig — fik jeg +en Grav paa »<span lang="de">Der weite Kirchhof</span>«, ganske tæt ved Hertz's +og hans Hustrus Hvilested, under en af de kjæmpestore Popler.</p> + +<p>Paa Graven lod jeg sætte en afbrudt Søile af det smukkeste +sachsiske Serpentin, uden anden Indskrift end Navnet:</p> + +<p class="theend caps">Minna.</p> + +<hr class="partbreak" /> + +<div class="gyldendal"><div> +<h1>GYLDENDALS<br /> +BILLIGE<br /> +BØGER</h1> + +<h2>1 · Krones · Bøger</h2> + +<ul> +<li><span class="nr">Nr. 1.</span> <span>Arnold Bennett: Levende Begravet.</span> <span class="right">Udsolgt.</span> +<br /><span class="subinfo">(500 Eksemplarer paa bedre Papir à 3 Kr.)</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 2.</span> <span class="nopad">Frank Norris: En Kvindes Magt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 3.</span> <span class="nopad">Herman Bang: Ludvigsbakke.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 4.</span> <span>Olive Wadsley: Flammen.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 5.</span> <span class="nopad">Florence Warden: Huset ved Floden.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 6.</span> <span class="nopad">Cynthia Stockley: Under Afrikas glødende Sol.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 7.</span> <span class="nopad">Svend Leopold: Prinsesse Charlotte af Danmark.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 8.</span> <span class="nopad">C. N. og A. M. Williamson: Den blaa Bil.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 9.</span> <span class="nopad">W. M. Harg og Edwin Balmer: Den blinde Mands Øjne.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 10.</span> <span class="nopad">Katharine Susannah Prichard: Pionererne.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 11.</span> <span class="nopad">Karl Gjellerup: Minna.</span></li> +</ul> + + +<h2>50 · Øres · Bøger</h2> + +<ul> +<li><span class="nr">Nr. 1.</span> <span>Laurids Bruun: Van Zantens lykkelige Tid.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 2.</span> <span>Steffen Ahlm: Maurerpigen.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 3.</span> <span>Frank Norris: Blix.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 4.</span> <span>Jack London: Fortællinger fra Klondyke.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 5.</span> <span>Pierre Loti: Tyrkiske Kvinder.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 6.</span> <span>Honoré Willsie: Ørkenens Magt.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 7.</span> <span>J. Blicher-Clausen: Farbror Frans.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 8.</span> <span>Anny Wothe: Kvinderne paa Sundsvalgaarden.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 9.</span> <span>E. Phillips Oppenheim: Kærlighed og Politik.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 10.</span> <span>F. Hume: En Hansom-cabs Hemmelighed.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 11.</span> <span>M. B. Cooke: Bambi.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 12.</span> <span>Balduin Groller: Dagoberts Bedrifter.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 13.</span> <span>Bjørnstjerne Bjørnson: Mary.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 14.</span> <span>Tristan Bernard: Skriget i Natten.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 15.</span> <span>Max Pemberton: Eventyret i Fontainebleau.</span> <span class="right">Udsolgt.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 16.</span> <span class="nopad">W. W. Jacobs: Paa Frierfod.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 17.</span> <span class="nopad">Henry Gréville: Den lille Fyrstinde.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 18.</span> <span class="nopad">Sophus Bauditz: Sporsne.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 19.</span> <span class="nopad">E. Phillips Oppenheim: De skæbnesvangre Breve.</span></li> +<li><span class="nr">Nr. 20.</span> <span class="nopad">Theodor Ewald: Bajadser.</span></li> +</ul> + +<p class="center">Krohns Bogtr.</p> +</div></div> + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="rettelsesliste" id="rettelsesliste"></a>Afskriverens rettelser</h2> +<ul> +<li><a href="#rett_1">p. 11</a>: Baade med store Seil langsomt[langomt] gled bort med Strømmen. Nedenunder</li> +<li><a href="#rett_2">p. 20</a>: men de ere ogsaa lige paa[pa] Grændsen, og efterhaanden som man</li> +<li><a href="#rett_3">p. 21</a>: varmt og blikstille. De[Det] lette Skyer, der vare ligesom tværede</li> +<li><a href="#rett_4">p. 33</a>: Med[Met] eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et</li> +<li><a href="#rett_5">p. 45</a>: bladede hastigt om og tegnede resolut[resulut] en eendelt Architrav</li> +<li><a href="#rett_6">p. 49</a>: mørkere end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede[skinende]</li> +<li><a href="#rett_7">p. 56</a>: Barndom — som om der var noget Synderligt dèr[dér] at mindes!</li> +<li><a href="#rett_8">p. 79</a>: kun havde ham[den] alene.</li> +<li><a href="#rett_9">p. 80</a>: været saa fristet til at forgribe[forgibe] mig paa. Jeg tvivlede ikke om,</li> +<li><a href="#rett_10">p. 91</a>: Hertz's[Hertz] fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som</li> +<li><a href="#rett_11">p. 94</a>: en tiltalende nerveus Spænding[Spæding], men bragte tillige Ærgrelse og</li> +<li><a href="#rett_12">p. 99</a>: mig se, jeg vil faa Børnene med ud[ud med] at spadsere. Du kan — hvis</li> +<li><a href="#rett_13">p. 101</a>: det omtvistede Klædningsstykke, der lyste mellem Stammerne[Stemmerne].</li> +<li><a href="#rett_14">p. 106</a>: dem med stor Glæde, da vi[vil] lidt før Solnedgang gik op i Leiligheden;</li> +<li><a href="#rett_15">p. 118</a>: var vi uden Religionen, Hr. Fenger[Fengre]!</li> +<li><a href="#rett_16">p. 137</a>: [sang] — tydelig, saa hver Stavelse hørtes i det dødstille Theater</li> +<li><a href="#rett_17">p. 138</a>: hængende[hænge] ned fra deres Vinduer; hist og her sees ogsaa en ofte</li> +<li><a href="#rett_18">p. 140</a>: skal ikke ringes, Meier skal ikke paa Fallentstolen[Falentstolen].«</li> +<li><a href="#rett_19">p. 142</a>: Heroppe vrimlede det af Spadserende, som[om] altid paa denne</li> +<li><a href="#rett_20">p. 147</a>: har det — for inconseqvente[inconkeqvente] er vi naturligvis ogsaa — <em>La</em></li> +<li><a href="#rett_21">p. 152</a>: Ansigt, maaske forstærket derved, at det pludselige[pludselig] Lys blændede</li> +<li><a href="#rett_22">p. 152</a>: Claveret og spillede en Berceuse[Berçeuse] af Chopin. Hun begyndte</li> +<li><a href="#rett_23">p. 157</a>: eller Münchener-Øl? Hvad mig[min] angaar, saa kan jeg slet ikke</li> +<li><a href="#rett_24">p. 157</a>: Raben«, — ja, dèr[dér] er De vel ogsaa kjendt?</li> +<li><a href="#rett_25">p. 167</a>: som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hørte hendes[hende] Brev</li> +<li><a href="#rett_26">p. 171</a>: at du med rolig Samvittighed[Samvitighed] kan sige: »Din Pligt er at</li> +<li><a href="#rett_27">p. 175</a>: Hun dreiede Hovedet og saae med sine[sin] forgrædte Øine forbavset</li> +<li><a href="#rett_28">p. 177</a>: lille Stykke[Styke] Vei .... Bi, — se, her er min Lommebog, den</li> +<li><a href="#rett_29">p. 186</a>: Minna, fornærmet paa hans Kunsts[Kunst] Vegne. — Det er jo at gjøre</li> +<li><a href="#rett_30">p. 195</a>: Børnevogne, og gjennemstreifede[sjennemstreifede] Grosser-Garten, — idet jeg</li> +<li><a href="#rett_31">p. 213</a>: traadte ind i Café à[á] Porta. I det forreste Værelse var der</li> +<li><a href="#rett_32">p. 214</a>: Tag det bredt og vær[være] ingen tydsk Philister ....</li> +<li><a href="#rett_33">p. 217</a>: Børn. I hans Væsen var der[det] kommet noget mere Forjaget; — for</li> +<li><a href="#rett_34">p. 221</a>: vilde ikke have bortbyttet det for et Blik[Bilk] ud over smilende</li> +<li><a href="#rett_35">p. 224</a>: I dette Øieblik hændte[hændtes] der Noget, som den Gang forekom</li> +<li><a href="#rett_36">p. 226</a>: saa snørede det dog Hjertet sammen paa mig at se deres[ders] ulykkelige</li> +<li><a href="#rett_37">p. 231</a>: og hendes Mand, — levede de lykkelig sammen[sammmen]?</li> +<li><a href="#rett_38">p. 237</a>: du saae paa Cafféen[Caffèen]. En Dag — kort efter hin Aften — greb</li> +</ul> +</div> + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Minna, by Karl Gjellerup + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MINNA *** + +***** This file should be named 33562-h.htm or 33562-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/3/5/6/33562/ + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + +</body> +</html> |