diff options
Diffstat (limited to '33562-8.txt')
| -rw-r--r-- | 33562-8.txt | 11208 |
1 files changed, 11208 insertions, 0 deletions
diff --git a/33562-8.txt b/33562-8.txt new file mode 100644 index 0000000..f30c754 --- /dev/null +++ b/33562-8.txt @@ -0,0 +1,11208 @@ +The Project Gutenberg EBook of Minna, by Karl Gjellerup + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Minna + +Author: Karl Gjellerup + +Release Date: August 28, 2010 [EBook #33562] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MINNA *** + + + + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men +forfatterens inkonsistente stavning er i øvrigt bevaret. Symbolet # +er brugt til at angive spatieret tekst i originalen, mens _ er brugt +til at vise kursiveret tekst. + + + + + MINNA + + + + + KARL GJELLERUP + + MINNA + + GYLDENDALSKE BOGHANDEL -- NORDISK + FORLAG -- KJØBENHAVN OG KRISTIANIA + MDCCCCXVIII + + + + + Krohns Bogtrykkeri. + + + + + Helliget Erindringen om min uforglemmelige Ven Kammerjunker + F. V. BERREGAARD + kgl. Skovrider i Hanenau paa Falster + + + + +FØRSTE BOG + + + + +I + + +Semestret ved Polytechnicum havde været temmelig anstrengende, og det +begyndte at blive utaalelig hedt i Dresden, hvor jeg desuden boede i +en af Altstadts mindre Gader, der vel var renlig og net, men ikke +just synderlig luftig. Jeg følte ofte en hjemlig Længsel efter det +danske Sund. Hvor smukke end Aftenerne ved Elben vare, saa bragte de +dog kun ringe Afkjøling, og naar man endnu mellem ni og ti slæbte sig +op paa den Brühlske Terrasse og gispede efter en Luftning, viste +Thermometret endnu sine fem-sexogtyve Grader Reaumur. Dette var for +saa vidt trøstende, som det godtgjorde, at man havde en utvivlsom +Menneskeret til at svede, og at det var en undskyldelig Extravagance, +hvis man nød en Portion Is udenfor Cafféen, hvor der var behageligt +at sidde mellem Søilerne og høre Brudstykker af Concerten i +»Wienergarten« hinsides Floden. + +Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning +at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. Mig selv +forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade +var nødsaget og vant til at leve meget økonomisk. Jeg var strax paa +det Rene med, at jeg maatte ud i Sachsisk Schweiz, og den sidste Bid +Is var endnu ikke smeltet i Munden paa mig, da jeg havde bestemt mig +for det lille Rathen, som havde efterladt et lokkende idyllisk +Indtryk hos mig, skjøndt jeg, i Lighed med de fleste Reisende, kun +havde seet det i Forbigaaende og tilmed ved Skumringstid, paa +Nedveien fra Bastei. + +Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station +og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. Elben bugter sig her +om et frodigt Agerland, der efterhaanden hæver sig i jævne Bakker, +mørke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det +løber fladt ud mod Floden. Her breder Øvre-Rathen sig med velhavende +spredte Bøndergaarde, og et løst Væv af Frugttræskroner spænder sig +over Kornmarkerne og de grønne Enge. Den hinsidige Bred er een stor +Bjergbue, med en eneste Gjennembrydning midtveis, den lille Dal, hvor +det uanselige Nedre-Rathen er klemt inde, og næsten kun præsenterer +sig med de to Gjæstgivergaarde, den nøgne ny og den overgroede gamle, +hver paa sin Side af Bækken, som blinkende munder ud i den store +forbiglidende Flod. Tilvenstre for denne Dal hæver sig Basteis +blaagraa, lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og +Bøgeløv, og derefter lyser Rækken af de store Sandstensbrud, de +smukkeste i hele Landet; de danne dèr enkeltstaaende gulige +Væggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod høie. Til den +anden Side af Rathen derimod strække de sig som en vedvarende +Gjennemskjæring af Bakkedraget, og oppe over dets Skovbølger seiler +Lilienstein som et uhyre Pantserskib. -- + +Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv +drev den frem; thi den var tøiret til en Tønde, der vippede et +halvthundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at +gjøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gjennem en Tridse +oppe i den lille Mast. Ikke desto mindre tørrede han bestandig med +sit Skjorteærme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrændt, at +han kom vor Forestilling om en Rødhud betydelig nærmere, end de +Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende Aften havde set +producere sig i den zoologiske Have. Men her, midt i hans Rige, kunde +man ikke undre sig derover; det blinkende Vand rundt om syntes mindre +at sprede Kjølighed end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine +mange nøgne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspeil, hvis +Brændpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv og +Færgemanden om, at det ikke var noget kjøligt Opholdssted, jeg havde +udset mig. Men der var jo ikke langt ind til de svale »Grunde«; -- og +desuden, naar jeg en Gang har sat mig Noget i Hovedet, kommer jeg +ikke saa let derfra igjen. Kan hænde, at ogsaa Skjæbnen havde sin +Finger med i Spillet denne Gang. Sagen viste sig at være vigtig nok +til, at den kunde have gjort sig den Uleilighed. Forresten var det da +ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrød, at jeg ikke lod mig +afskrække. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag +-- det er nu fem Aar siden -- er jeg ikke i Stand til at besvare +dette Spørgsmaal. + +En eller anden Digter -- det er vist forresten nok en meget berømt +en, -- skal have sagt, at der er Intet saa sørgeligt som i tunge +Tider at mindes lykkelige Dage. Jeg tør naturligvis ikke sætte mine +Ord mod hans, især da de ere gjentagne saa tidt, at de næsten ere +Alverdens; men ellers vilde jeg mene, at det i saadanne Tider var +endnu sørgeligere, naar man slet ingen lykkelige Øieblikke havde at +se tilbage paa. Og saa vil jeg da, i denne Anskuelse, saa godt jeg +kan, søge at hensætte mig til hine Rathener-Dage og til dem, der +fulgte efter. + +Det viste sig strax forbundet med nogen Vanskelighed at finde et +Logis. De to Gjæstgivergaarde havde kun de allerringeste Værelser +tilbage til temmelig dyre Priser. Jeg blev vist fra Herodes til +Pilatus og maatte mangfoldige Gange gaa over den lille klare Bæk og +opad de smaa Trappe-Stier -- fra en Skomager paa den ene Side til +Bageren paa den anden, over igjen til Vægteren og tilbage til +Kjøbmanden; men enten var Værelset udleiet, eller der var to +forbundne, som blev mig for kostbare. Tilsidst var Skolen levnet mig +som det eneste Haab; den laa bagest, hvor Fyrreskoven begyndte. + +Det var ikke Skoletid, og jeg bankede derfor trøstig paa Døren til +Lærerens Privatbolig. En lille Dreng lukkede op. Han vidste ikke, om +Læreren var hjemme, forsvandt et Øieblik og foer mig derpaa forbi og +op ad Trappen for at vende tilbage med et Par Støvler i Haanden; +derefter brød han endnu en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke. +Snart viste Skolelæreren sig, prydet med disse Eiendele, og med et +halvt søvnigt, halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt. Han +havde ganske rigtig to Værelser ledig, men de leiedes kun ud under et +og kostede halvhundrede Mark om Maaneden. Jeg beklagede skuffet, at +jeg til ingen Nytte havde gjort ham Uleilighed, og han trøstede mig +med, og jeg sikkert kunde faa et enkelt Værelse i den nye +Pensions-Villa ved Siden af. + +Den Villa, som jeg nu nærmede mig til, saae meget elegant ud: den +havde grønne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, Espalier op ad +Muren og en løvrig Loggia. Den laa lidt tilveirs, og Haven, som jeg +allerede var kommen ind i, gik i Terrasser op ad Bjerget med +grusbelagte Gange mellem blomstrende Buske. Hvor tiltrækkende nu end +alt dette var, saa virkede det dog tillige i samme Grad afskrækkende +paa en fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det +mindste Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus +overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjertelig kjed af +saaledes at løbe om og banke paa alle Husdøre. Et Selskab af Herrer +og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, -- det saae mig mindre og +mindre pensionsagtigt ud, og jeg følte mig lettet, da en +Tjenestepige, som ved en Omdreining af Gangen nær var løbet paa mig, +kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, ganske vist paa en noget +overlegen og spottende Maade: -- nei, her leiede de rigtignok ingen +Værelser ud; det Hus, jeg mente, kunde jeg se dèr øverst oppe paa +Bakken. Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig +ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over den og +præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig Nøgenhed, +uden saa meget som en Busk i Nærheden af sig, og saa skinnende nyt, +som om det aldrig kunde beboes. + +Jeg maatte ned igjen i Dalen, to Gange over Bækken, og kravle en +halvandethundred Fod tilveirs ad et System af Stier og Stentrapper +til Randen af Bakken. Nærved saae Huset ikke synderlig beboeligere +ud; der laa Grusdynger, Stenaffald og Brædder rundt om; de fleste +Vinduer manglede. Indenfor var der en afskyelig Træk. Døre smeldede +i, og fra Kjelderen hørtes en grov Kjællingerøst, der ødslede med +herlig lange Eder og Forbandelser, som vulgært Tysk besidder. En Mand +laa og pudsede Sten-Trappen med Pibelér -- aabenbart for første Gang; +en ung Pige, der skurede Gulv i en Corridor, vendte Hovedet ved mit +Komme og viste mig et kjønt, blegt Ansigt med en rød Plet paa den ene +Kind, som om hun nylig havde faaet en vældig Ørefigen. Da jeg spurgte +efter Vært eller Værtinde, løb hun hurtig bort paa sine bare Fødder, +der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt ned i +Kjelderen. Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en firskaaren +Kjælling, hvis brede Mund aabenbart havde været Udgangsport for de +omtalte Eder, og hvis store Labber, som hun tørrede i sit Forklæde, +jeg strax mistænkte for at have været i nær Berørelse med Pigens +Kind. Under det opkiltrede Skjørt havde hun bare Ben, der var ganske +krumme, med flade og ligesom udtraadte Fødder. + +-- Naa, Herren vil have et Værelse her, sagde hun -- ja, saa er det +saamænd paa Tide, for der er kun et tilbage, -- naar det skal være +enkelt .... Naa, se til, du kan faa fat i Gulvskruppen, tossede Tøs! +er det maaske dig, der skal vise Herren om? .... Det er oppe paa +anden Sal, -- vær saa god. + +Vi traadte ind i et temmelig rummeligt Værelse. Lyst og navnlig +luftigt kunde det sagtens være, for der var ingen Vinduer sat i; +Rammerne var ikke engang malede. Derimod var der graat Tapetpapir +paa Væggene, med nogle Fugtighedspletter paa; trods Luftigheden +syntes jeg ogsaa, at der lugtede en Smule muggent. + +Inden jeg imidlertid kunde gjøre en Bemærkning herom, begyndte hun at +rose Værelsets Fortræffelighed og tale om, hvor tilfredse de +tidligere Logerende havde været, -- uanseet at vi begge meget vel +vidste, at Huset ikke før havde været beboet. -- Jeg spurgte om +Prisen; den var en halv Snes Mark høiere, end jeg mente at kunne gaa. +Hun forsvor sig paa, at det var Spotpris, ikke dyrere end andre +Steder, trods det at her var langt bedre; der var ikke Flodtaage som +nede ved Elben, eller lummert som i Dalen, man nød den rene +Schweizerluft og havde en Udsigt som ingen andre Steder; og endelig +var der de herlige, skyggefulde Promenader, som hørte til Huset, og +hvor de Logerende kunde spadsere, naar de ikke vilde gaa længer bort. +Til disse »Promenader« kom hun bestandig tilbage, idet hun roede om i +Luften med sine snavsede Labber, for at antyde deres overordentlige +Udbredelse, og idelig gjentog Ordene: »da'rim und dort'nim«. + +Enden paa det blev, at vi mødtes paa Halvveien. Hun lovede, at Alt +skulde være fix og færdig, naar jeg kom otte Dage senere, ved Feriens +Begyndelse. Jeg gav hende en Thaler i Haandpenge, og gik, meget glad +over at være kommen til et Resultat. + +Da jeg traadte ud, maatte jeg sande Kjællingens Ord om den smukke +Udsigt. Tilhøire saae man ind over et klippebegrændset, skovrigt +Dalstrøg; ligefor førte en Sidevei af Byen ind til en hyggelig +Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om +det klare Vand med sine grønne Graner og graa Stenmasser; +tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud, +der kastede deres Speilstøtter ned over Floden, hvor Tømmerflaader +og et Par sorte Baade med store Seil langsomt gled bort med +Strømmen. Nedenunder En laa alle de tegltækte Træhuse og +Bindingsværksbygninger, der for største Delen var næsten overgroede +af Vin; af Villaer fandtes der, foruden de to omtalte, heldigvis kun +en, som tilmed var beskedent skjult; fra alle Skorstene krusede blaa +Røg sig op og flød ud i Luften, hvor der dannedes et tyndt Slør tvers +over Dalen, og langs igjennem den blinkede Bækkevandet mellem +glindsende Pileblade og dunkelt Elleløv. Hvor det var idyllisk, og +hvor det var tydsk! Jeg følte mig usigelig lykkelig over at skulle bo +en hel Maaned ude i denne Herlighed og begyndte uvilkaarlig at synge: +»Guten Morgen, schöne Müllerin!« Saa tav jeg igjen for i fulde Drag +at fylde Brystet med den friske, krydrede Luft, -- Schweizerluften, +som Kjællingen havde kaldet den. Men jeg maatte le ved Tanken om +hendes »herlige, skyggefulde Promenader«, da man heroppe kun saa +spredte Frugttræer paa den høie Mark og lige ved Skrænten et Par +Birke, hvis lange Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i +Sollyset. + + * * * * * + +Da jeg havde spist paa Elbterrassen og saa mig om efter Opvarteren, +traf jeg ham i Samtale med min Bekjendt, Skolelæreren. Denne røg af +en Pibe med store Kvaster og et Par Hjortetakskroner, som ingen +Student behøvede at skamme sig over, og som aabenbart var hans +Stolthed. Kanasteren lugtede behagelig -- det var, som han siden +betroede mig, af den ægte gamle Altstädter -- og han drak +Münchenerøl: -- altsammen ubedragelige Tegn paa en Mand af finere +Smag og Levemaade. Han hilste strax paa mig og lykønskede mig til at +have fundet Logis. Jeg kunde ikke have valgt noget bedre Sted i hele +Sachsisk Schweiz end Rathen; der var Udflugter i Mængde herfra, som +var lidet kendte; jeg skulde blot se ind til ham, saa vilde han give +mig Anvisning. Derpaa spurgte han mig om, hvad for Landsmand jeg var, +og da han hørte, at jeg var Dansk, bemærkede han strax ganske +fornøiet, at han ogsaa havde været i Danmark -- i fireogtreds; og +hermed var det aabenbart slet ikke hans Mening at sige mig noget +Ubehageligt, men blot at bringe et Berøringspunkt tilveie, hvilket +ogsaa for saa vidt fandtes, som jeg var godt kjendt i Koldingegnen, +hvor han i længere Tid havde ligget i Kvarter. Nu blev han helt ivrig +i at spørge, om jeg kunde huske #den# Gaard og #det# Hus, #den# Skov +og #de# Bakker -- han angav med Pibespidsen den gjensidige +Beliggenhed paa den brogede Dug -- og det var ham magtpaaliggende at +faa at vide, om den tykke Ole Larsen endnu havde Gaarden med +Kampestenslængerne og det grønne Stakit, eller om den var gaaet over +til Sønnen Hans, der havde ligget paa Lazaret sammen med ham i +Flensborg. + +Saa begyndte han at tale om den Træfning, som han var bleven saaret +i. + +Jeg kan ikke sige, at denne Samtale var mig enten ganske behagelig +eller egentlig pinlig. Der var noget Tiltalende i den Ligefremhed, +hvormed Tydskeren talte om den Tid paa, og i at mærke, hvor liden +personlig fjendtlig Stemning saadanne Krige efterlade -- og +alligevel var der en Følelse af, at Alt ikke var, som det skulde +være. + +Jeg benyttede derfor et Øiebliks Pause til at spørge om, hvad det var +for en fin Villa, jeg havde forvildet mig op til. + +-- Det er Kammerherre v. Zedlitz's, sagde han; de boer her hver +Sommer, naar han ikke maa være hos Kongen i Pillnitz. En fornem +Familie, som man ikke ser videre til; men de bidrager godt til +Skolekassen -- Gud bevares .... Og de har en lille Lærerinde, -- naa, +ja det vil De nok selv opdage, -- en nydelig Pige! Hun er lidt i +Familie med mig, -- ikke fordi jeg ellers kjender synderlig til +hende. Det er saamænd Synd at sige, at hun er paatrængende, hun kunde +være det en hel Del mer, uden at jeg just skulde tage hende det ilde +op. + +I det samme lød Dampskibspiben nede fra Floden. Jeg bød Skolelæreren +Farvel og skyndte mig ned paa Broen. + + + + +II + + +En Uge derefter tog jeg afsted Klokken otte om Morgenen. + +Som sædvanlig kom jeg ombord i det sidste Øieblik. Da jeg havde faaet +mine Pakkenelliker anbragte og begyndte at se mig om, vare vi +allerede ved Albertsbroen; Byen havde faaet sin Profil med de smukke +Taarne over den Brühlske Terrasse. De ragede op mod klar Himmel, men +over os var der disigt, og fremefter endogsaa temmelig mørkt. Det +trak kjøligt; jeg spændte min Plaid ud af Remmen. Da vi dampede hen +under de tre Slotte, var det knap, at man kunde se Byen mer, og da vi +naaede Loschwitz, begyndte det at regne. Det vil sige, regne gjorde +det egentlig ikke -- men -- -- + +-- »Nu, -- es nieselt ä Bissel«, -- sagde en tyk »Dräsener« til sin +Ægtehalvdel, der spørgende stak Hovedet ud af Kahytsdøren. + +Da vi lagde til skraas over for Blasewitz, gik de Nyankomne strax ned +i Kahytten, og Damerne forsvandt fra det vaade Dæk. Snart fortrak +ogsaa Herrerne, en efter en. Den sørgelige Sandhed lod sig ikke +længer skjule: det øsede ned. + +Jeg tændte en Cigar og gik ned i Røgkahytten. Den var fuld baade af +Mennesker og af Røg. Overalt dreiede Samtalen sig om Veiret. En +langhaaret Professor, der fik sig sin »Frühschoppen«, udviklede for +en Kreds Andægtige, at naar det efter en saadan Varme paa denne Tid +begyndte at regne, saa blev det aldrig ordentlig Veir før til +September. Imidlertid trommede Regnen paa Taget, indtil den holdt op +med at tromme og begyndte at plaske. Det blev saa dunkelt om En, at +man følte sig ligesom blændet af det unaturlige Mørke. Gjennem de +drivende Kahytsvinduer kunde man neppe skjælne Vin-Terrasserne og +Haverne paa Bredden. + +Da jeg havde røget ud, gik jeg ind i Salonen. Derinde fandtes der +ikke en ledig Plads, og desuden var der saa beklumret, at jeg ikke +følte mig fristet til at hente en Tabouret ind. Jeg traadte ud i +For-Rummet, hvorfra Trappen gik op til Dækket. En ung Dame med et Par +Smaapiger havde taget Plads herude. Jeg tog en Tabouret ned fra +Stablen, hyllede mig ind i Plaiden og satte mig ligeoverfor Trappen. + +Det friske, fugtige Lufttræk var mig behageligt, skjøndt det ofte +førte et lille Bad med sig, hvis Draaber blev hængende i Plaidens +Uld. De øverste Trin vare pjask-vaade; i Hjørnet af en sort +Persenning, som paa Dækket var bredt over noget Reisegods, maatte der +have dannet sig en Pyt; for der sprøitede bestandig et lille +Springvand op derfra. + +Den unge Dame, der sad paa den anden Side af Salondøren, trak et +lille Bind op af sin Taske og fordybede sig i Læsning. + +Men hun fik ikke megen Ro; for den mindste af Smaapigerne, et meget +pyntet lille Væsen med hørgule Lokker, gav sig til at tude, og +skjøndt det paa en Maade virkelig var det mest passende, man kunde +gjøre under disse Omstændigheder, maatte Gouvernanten jo tale hende +til Rette. »Lisbeth vil høre mer,« sagde den ældre Pige, og den Lille +bekræftede denne Formodning ved at klynke: »Videre om Peter! Videre +om Peter!« + +-- »Skam dig dog for den fremmede Herre, Lisbeth!« hviskede den unge +Pige; »troer du, han har Lyst til at høre om Peter?« + +Den Lille suttede snøftende paa sin Pegefinger og betragtede mig med +store misfornøiede Øine. Dette Barneblik, som saa tydelig sagde: +»Hvorfor kan du ikke skrubbe af?« generede mig i høi Grad. Jeg følte +mig som En, der havde trængt mig ind og frygtede for, at jeg maaske +kunde gjøre Situationen vanskelig for den nette, unge Gouvernante; +sandsynligvis havde hun været glad ved at være ene herude med sine +forkjælede Myndlinge. + +Jeg gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nærværelse, men den +unge Pige tilkastede mig i det samme et skjælmsk Blik -- #hvor# +skjælmsk, vidste hun vel neppe selv -- der tydelig nok sagde, at mit +Selskab var hende behageligt, skjøndt just ikke paa en for mig +synderlig smigrende Maade: hun længtes ikke efter at berette »videre +om Peter«. Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med et +forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med stoisk Ro et +langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var mig meget behagelig, +paa saa billig en Maade at kunne gjøre min smukke Naboerske en lille +Tjeneste. + +Hun var nemlig smuk, ja paa sin eiendommelige Vis endogsaa en lille +Skjønhed, det havde jeg ved denne Leilighed tilstrækkelig opdaget. +Hendes Ansigt hørte til den firkantede Type; det var meget +regelmæssigt, og da hun var brunet, havde det, overfladisk seet, +noget sydlandsk ved sig. Men Næsen var ægte tydsk: kort, lige og +saare beskeden. Ved Læberne var der det Særlige, at Modellering og +Farve faldt fuldkommen sammen og vare lige væsentlige, medens man +ellers saa ofte ser, at Læberne enten kun ere modellerede eller kun +malede, eller ogsaa at Farven træder ud over Formen eller ikke slaar +til, saa at de snarere forvirre end understøtte hinanden. Hvis man +kunde tvivle om, at der var tilstrækkelig Ben i Næsen, saa modsagde +dette Læbepar bestemt al Sigtelse for Karakterløshed. Hagen og +Kindrundingen var noget af det Fineste, som jeg har seet. -- + +Hun syntes at være af Middelhøide og snarere lidt mager end fyldig. +Hendes Paaklædning var ikke synderlig moderne, hvilket jeg godt kunde +lide; men hvad der især tiltalte mig, var hendes Hovedbedækning. Det +Aar var nemlig nogle skrækkelig høie og spidse Hatte paa Moden, +besatte med kunstige Blomster, og jeg havde netop inde i Salonen haft +Leilighed til at forbavses over den Grad af Smagløshed, som de kunde +udvikle sig til. Men hun bar en lille baret-agtig Straahat med blaat +Fløil paa Skyggen og et sølvgraat Slør. + +At gaa med et smukt Slør paa en Tid, da det ikke netop er Mode, viser +altid en Dames gode Smag -- og en Smule elskværdig Behagelyst. Jeg +kan heller ikke tænke mig hos den Tilbedte nogensinde at savne +Sløret, denne Livsseiladsens Festvimpel, der fra det Fjerne og i +Trængsel viser, hvor man skal styre hen, som altid faar vort Hjerte +til at banke, undertiden skuffer os .... Saa, nu taler jeg allerede +om Forelskelse, hvad jeg dog den Gang slet ikke tænkte paa. Skjøndt +-- naar tænker man ikke paa det? Kvindeverdenen deler sig dog for os +i to Dele: -- dem, som det er mer eller mindre muligt for En at +forelske sig i, -- og alle de Andre, blandt hvilke man egentlig føler +sig som i Mandfolkeselskab. -- Og denne Gang var jeg tydelig nok i +Kvindeselskab. + +Vi vare seilet et godt Stykke, inden jeg havde samlet dette første +Indtryk; for jeg turde naturligvis kun i Ny og Næ kaste stjaalne +Blikke derhen. Alligevel gjorde jeg det dog maaske hyppigere, end der +strengt taget kunde findes Paaskud til. I alt Fald bemærkede jeg, at +hun blev rød paa Halsen lige under Øret og bøiede sig dybere ned over +Bogen, som ingenlunde var en Foliant, skikket til at skjule sig bag. + +Denne lille Tyksak af et Bind begyndte at plage min Nysgjerrighed, en +ægte Reise-Regnveirs-Nysgjerrighed, der kaster sig over enhver +Gjenstand i Nærheden. Gamle tydske Oversættelser af Cooper og Walter +Scott have omtrent dette Format, og jeg havde allerede dømt hendes +Lekture til at henhøre under denne agtværdige Kategori, da en +pludselig Dreining af den røbede, at den tilhørte en endnu +agtværdigere: -- det var et Lomme-Lexicon. + +Denne Opdagelse gav mig endnu mere Interesse for den unge Pige, og +jeg betragtede hende med en vis Rørelse. Jeg forestillede mig, +hvorledes trykkende Omstændigheder havde tvunget hende til at tage +imod en af disse ubarmhjertige Gouvernante-Pladser, hvor der fordres +alt muligt og lidt til, saa at hun var nødsaget til at benytte +ethvert ledigt Øieblik til at forøge sine Kundskaber ad den korteste +og tørreste Vei, og maatte indtage en vis Dosis Gloser daglig _in +natura_, som en bedsk men styrkende Medicin under denne +Torne-Vandring. + +Naar en saa skjøn Ungdommelighed faar de trange Kaars dunkle +Baggrund, kan den derved kun vinde i Glands og Relief; hvis hun +havde været en forkjælet Frøken, som slog Tiden ihjel med en +Leiebibliotheks-Roman, saa vilde hun have interesseret mig langt +mindre. + +Skjøndt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, at den +ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, oprigtig talt, ikke paa +Andet end paa at gjøre det og faa en Samtale i Stand. Det er +ydmygende at maatte tilstaa det, men min Opfindsomhed drev det ikke +til videre end til to Gange at gaa op ad Kahytstrappen, i den +Forudsætning, at den unge Pige vilde spørge mig, om det klarede (hvad +det forresten absolut ikke gjorde). Da dette Spørgsmaal udeblev, var +jeg lige vidt. + +Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige +begyndte at klynke over, at hun frøs. Den stakkels Lærerinde saae +ingen anden Udvei, end at tage sit eget Shawl af og svøbe hende ind +deri. Da jeg selv er temmelig kuldskjær, kunde jeg levende føle, hvad +det maatte være for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde +lagt Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og +puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder. + +Jeg følte, at min Tid nu var kommen, og tilbød hende ridderlig min +Plaid. -- + +Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; -- jeg trængte jo +selv til den og vilde sikkert forkjøle mig. + +Da jeg saa meget mindre kunde benægte dette, som jeg plagedes af en +Snue, der allerede et Par Gange havde faaet mig til at nyse saa +voldsomt, at den lille Pige var bleven bange og den større havde haft +sin Nød med ikke at briste i Latter, saa vidste jeg ingen anden +Udvei, for dog ikke at slippe altfor flovt fra det, end at sige, at +jeg vilde ind i Røgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for +Plaiden. + +Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede mig i +at ryge her, men jeg holdt fast ved, at jeg paa ingen Maade vilde +plage hende med Tobaksrøg, hvorved jeg smykkede mig med en +hensynsfuld Finfølelse, som slet ikke tilkom mig. Jeg havde desuden +nu trukket frisk Luft, og det blev mig i Længden dog en Smule for +kjøligt, føiede jeg til; det lykkedes mig saaledes at tiltræde mit +Tilbagetog, efterladende min Plaid som -- #sans comparaison# -- +Joseph sin Kjortel. + +Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bænk i det lille kvalmende +Rum, havde tændt mig en Cigar og faaet et Glas Øl sat foran mig, +kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit første Forsøg paa en +Tilnærmelse egentlig ikke havde været synderlig snedigt, da en saa +grundig Fjernelse var bleven dets umiddelbare Følge. En lidt +dristigere Cavaler havde maaske faaet maget det saaledes, at man var +enedes om Brugen af det meget lange Shawl, eller hvis det var +utænkeligt, saa kunde den lille Pige være bleven sat ved Siden af mig +og dækket til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig +Dumrian, fandt jeg, og jeg ærgrede mig saa meget mere derover, som +det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, og jeg mente +allerede at spore Anlæg til Hovedpine. + +Det gav et Stød, og vi laa stille. Ovenover slæbtes der med +Kofferter og Kasser. Det var Pirna. Jeg saae ligegyldig ud paa +Kjøbstadens Smaahuse med de mange grønne Træer og paa Kirkens høie, +teltagtige Tegltag -- og mindre følelsesløst paa dens Akropolis, +Sonnenstein, tidligere en Fæstning og nu en stor Sindssygeanstalt. +Canalettos Pensel har mangfoldige Gange forherliget dette Billed, men +altid i bedre Belysning end det nu havde. Men som om Naturen vilde +bøde paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over +Slotsgavlen. + +Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var ligesom om +en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for at henlede min +Opmærksomhed paa den og røre mit Hjerte med en Anelse om de Følelser, +med hvilke jeg senere skulde betragte den -- med hvilke jeg nu, da +jeg skriver dette, ser den for min Sjæls Øie, indtil mit legemlige +blændes af Taarer, og jeg er nødt til at lægge Pennen fra mig. Men +den Gang betød denne pegende Straale intet andet for mig end et +glædeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis +stærkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at bevæge sig og +langsomt glide tilhøire. Jeg skimtede endogsaa en Smule blaa Luft +over dem, og idet Kirketaget forsvandt, havde det en mat Blyglands. +Men saa vaskede Regnen igjen ned ad Ruden. + +Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre +heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den +Anden og hørtes trampe ovenpaa. + +Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i +et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste +hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske +brunrøde, syntes at have faaet Fernis, og af den bakkede Bred +tilhøire lyste en bleggrøn Skovtop gjennem Regntaagen -- vistnok et +godt Stykke borte. Regnen, der næsten var holdt op et Øieblik, blev +tættere igjen, men samtidig tog ogsaa Lysningen til. + +Jeg gik ned ad Kahytstrappen og traf ganske rigtig mit Selskab i +Forrummet. Gouvernanten læste ikke længer, men fortalte heller ikke +Historier, da hendes lille Plageaand var falden i sød Slummer. Denne +Gang afventede jeg ikke Spørgsmaalet, om det klarede? men fortalte +strax, at det saae ud til at blive godt Veir. Den unge Pige smilede +ganske fornøiet, og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig +til at lægge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en lille +Selskabsdug, maatte jeg hjelpe hende dermed, og vakte hendes +Munterhed ved at tage keitet fat; der var netop saa megen Plads, at +vi kunde stramme den ud i hele dens Længde, og saa manøvrerede vi +henimod hinanden paa den bekjendte Maade, til vore Hænder mødtes. Men +før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede +sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre +den Lille op. + +Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk, +hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene. Kun enkelte Draaber +glimtede gjennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede +Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa +Klippeterrasserne dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en +lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig tilveirs og +opløste sig i Solglandsen. + +Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man saae allerede et +Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjeldmure og +bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse, +Gamrigsstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue. + +Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som endelig +fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes havde jeg ikke +faaet Tid til at se mig mere om efter den smukke Reisefælle, da +Raabet lød: »Rathen, am Steuer absteigen,« og jeg fik travlt med at +trænge mig agterud med mine Sager. Da jeg naaede derhen, saae jeg til +min Glæde det graa Slør vimple forrest i Rækken, og strax efter gik +hun over Landgangsbroen med sine Smaafolk. + +Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig af Syne. + + + + +III + + +Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende +Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for den Mand, som har +opfundet det skrækkelige Navn: »Sachsisk Schweiz«. Sikkert er det, at +Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, end ikke +»Bjergforeningerne«. Nu kommer enhver Besøgende hertil enten med en +Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok, +sammenligner og vrager, og gjør sig vigtig med, at han har seet eller +tænkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land +jo slet ikke har bedt ham om. + +Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som +det er -- fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt, +men lægger sig smukt hen for at leve og nyde, -- hvilken Rigdom af +Naturskjønhed byder det En da ikke, fuld af Modsætninger, som ere +forsonede i en ganske eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og +frodig Fylde, vild og steil Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger +findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede +træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og #hvor# udvider +Lungerne sig i en friskere og mere sund krydret Luft end den, der +stryger hen over disse Høider og fylder disse Skove og Klippedale? + +Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig ind i denne +Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjergland, +man færdes i, men en Høislette, som ved Vandflod er bleven kløvet, +gjennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som +Furernes Vægge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre +danne den ophøiede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor +undres man i Begyndelsen over at se en frodig grøn Mark runde sig +oppe over en brat Klippevægs ru Stenhud, som en Fløielssadel paa en +Elefant, og man forbavses ved, efter at have gaaet gjennem bølgende +Rugmarker, under sine Fødder at se et af disse vilde og forrevne +Klippepartier med en Uendelighed af Tinder og Taarne og hundred Fod +høie Sandstenskegler. I Begyndelsen ærgrer man sig næsten lidt over +denne Modsætning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa +denne Høislette med et Klippeland under sig, er saa igjen disse +enkelte Bjerge skudt op, der paa Afstand væsentlig give Landet dets +Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tør bruge et uædelt +Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de mest af Alt +Kjæmpevorter, disse »Stene«, enten de nu kaldes Kongestenen, +Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; ja selv det totusind +Fod høie, uendelig langstrakte Snebjerg er kun en mere storartet +Variation. -- Enkelte, som de forbundne Vinterbjerge, emancipere +sig ganske vist fra Typen men de ere ogsaa lige paa Grændsen, og +efterhaanden som man kommer ind i »det Böhmiske«, bliver en +almindeligere Bjergnatur fremherskende. Rigtignok ligger +allerede »Schneeberg« inde i Böhmen, og overhovedet er Grændsen +mellem Bjergformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem +Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den første bøhmiske Flække saa +fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den +sidste sachsiske drikker den berømte »Bliemchen-Kaffee«, et Dekogt, +der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem det kan se en +lille Blomst, som er malet i Bunden at Koppen. + +Jeg havde netop efter Middagen nydt det sædvanlige Maal af denne +Drik, der paa ingen Maade truer med Hjertebanken. Den foregaaende Dag +havde jeg smagt paa den bøhmiske i Prebischthor og to Dage før -- -- +kort sagt, jeg havde rørt mig ganske godt og var ikke oplagt til +nogen længere Udflugt. Jeg sad og døsede ved mit Vindue og +overveiede, om jeg gad være over at gaa ned i Amselgrunden. Det var +meget varmt og blikstille. De lette Skyer, der vare ligesom tværede +ud i den graablaa Himmel, havde et rødligt Skjær. Det solbeskinnede +Græs og Løv straalede ikke, men havde en mere intensiv grøn Farve end +ellers; Skyggen mellem Klipperne var uigjennemsigtig, og +Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, havde ingen skarpe Rande. +Ovre i Grunden kukkede en Gjøg uafbrudt, hvad den allerede havde +gjort i timevis, og denne regelmæssige Lyd bidrog til hele Naturens +søvndyssende Virkning .... Jeg havde afgjort ikke Lyst til at gaa +mange hundrede Skridt bort; -- men sove kunde jeg ikke, læse gad jeg +ikke, og om at skrive Breve kunde der ikke være Tale. + +I denne Raadvildhed faldt de »skyggefulde Promenader« mig ind. Jeg +havde hidtil ikke savnet dem, men nu vilde det nok have været mig +kjært, om de havde haft en nyttigere Existens end den i Værtindens +Praleri. I det samme faldt mit Blik paa en lille Allé af unge Birke; +den begyndte ganske pludselig en halvhundrede Skridt fra mit Vindue, +som den stilede imod; men snart bøiede den om og forsvandt bag den +kratbevoxede Rand af Bakken, der temmelig brat sænkede sig ned mod en +lille Kjedeldal. Jeg havde ment, at denne Birke-Allé hørte til den +fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen +Art Gjærde var adskilt fra denne Jordlod, der hørte til vort Hus, og +som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle +Rækker Ærteris og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede +for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa +Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rækværk. Det +var altsaa muligt, at ogsaa det øverste af Afhanget tilhørte min +Værtinde, og at den saa pludselig afbrudte Allé kun ventede paa en +Fuldendelse af det paabegyndte Anlæg for at forene sig med en Gang +fra Huset; dernede kunde følgelig de skyggefulde Promenader befinde +sig. Jeg gjorde i Tanken den brave Kone Afbigt, fordi jeg saa vantro +havde spottet dem, og besluttede strax at benytte mig af min saa høit +lovpriste Rettighed som Logerende til at gaa »da'rim und dort'nim«. + +Jeg gik ikke hen til Birke-Alléen, men skraaede over til Krattet, der +viste sig at bestaa af Hassel og Tjørn. Markgræsset, der var fuldt af +Bellis og traadfligede Nelliker, trængte ind ad Aabningerne mellem de +temmelig spredte Buske, men standsedes snart af en grusbelagt Gang. +Paa den anden Side af denne Gang sænkede Græsskraaningen sig temmelig +brat ned mod en lille Sidedal, der var fuld af ung Naale- og +Birkeskov. Tilhøire afløstes Grusgangen snart af en beskeden Fodsti, +der tabte sig inde mellem Granstammerne; jeg fulgte den tilvenstre +for at gjøre mig bekjendt med Anlægget. + +Neppe var jeg gaaet en Snes Skridt, før jeg stod foran en net lille +Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saae man paa denne Bakke +kun Græstørv og Sand, men her var Stenen brudt igjennem, og idet den +ludede noget fremover, som om den havde løbet Panden gjennem +Jordlaget, og trængte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte +Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der +næsten hele Dagen var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par +Havebænke, og midt paa Stenvæggen stod malet »Sophien-Ruhe«. + +Et Øieblik blev jeg staaende ganske imponeret; jeg havde ikke +tiltroet Madam Richter at have saadan en Trumf i Baghaanden. Saa tog +jeg Plads paa den magelige Bænk; men jeg følte mig dog ikke helt vel +tilmode, og det blev mig mer og mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa +havde Ret til at være her. Medens jeg plagede mig med disse Tanker, +fik jeg Øie paa en lille Bog, der laa paa Bænken. Jeg tog den op og +bladede i den og opdagede til min Forbavselse, at det var et +tydsk-dansk Lexikon. Jeg vidste ikke af, at jeg havde nogen Landsmand +i »Pensionen« -- hvad denne Caserne-Villa kaldtes tiltrods for, at +den kun havde og kun kunde have Logerende. Hvem kunde det vel være, +der havde den i Tydskland yderst sjældne Passion at studere Dansk? +.... Ved det slidte Bind var der mig for Resten noget Bekjendt. + +Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Idet jeg hævede +Hovedet, traadte en ung Pige frem paa Gangen. Det var den smukke +Lærerinde fra Skibet. + +Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, at +der ikke var blevet Tid til at længes efter at forny dette flygtige +Bekjendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde jeg slet ikke tænkt +paa hende. I dette Øieblik faldt det mig ind, at Skolelæreren havde +talt om en smuk lille Gouvernante hos Kammerherrens i den fine Villa. + +Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe Nogen, for hun +udstødte uvilkaarligt et lille Skrig. Jeg var naturligvis sprunget op +og krammede en hel Mængde Beklagelser og Undskyldninger ud: Yttringer +af min Værtinde om vore skyggefulde Promenader havde givet mig +Anledning til at tro .... men jeg mærkede nu, at jeg, meget mod min +Villie havde trængt mig ind paa fremmed Grund .... jeg beklagede +dette saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen +Forskrækkelse. + +Den unge Pige smilede forlegen: + +-- Deres Feiltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig ikke +Noget at gjøre Undskyldning for -- og heller ikke at beklage -- for +min Skyld. + +Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min Forvirring stod +og dreiede mellem Fingrene. I det samme blev hun ganske rød i +Hovedet. + +-- Maaske er det Deres Bog? + +-- Jeg kom netop for at hente den. + +-- Saa maa jeg gjøre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var saa +næsvis at blade i den .... Det var en underlig Overraskelse, -- jeg +er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem. + +-- Det veed jeg nok, svarede hun, jeg kunde høre det paa de første +Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden. + +Denne Erklæring var ikke just smigrende for mig, thi jeg nærede det +lønlige Haab, at mit Tydsk var saa godt, at en Inden-Tydsker kunde +holde mig for en fjern Landsmand. + +-- Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg. + +-- Jeg har kjendt enkelte Landsmænd af Dem, svarede hun, og saae +pludselig helt alvorlig ud. + +-- Og dette Bekjendtskab har ført til, at Frøkenen gjorde sig +bekjendt med et saa lidet læst Sprog? + +-- Ja, svarede hun lidt langtrukkent og som om hun overveiede, +hvorledes hun hurtigst kunde afslutte denne Samtale. + +-- Dersom jeg maaske paa nogen Maade kunde være Frøkenen behjelpelig +.... + +-- Nei, -- desværre! Det vil sige, der har nemlig været Tale om, at +jeg skulde som Gouvernante til en Familie i Danmark, men det er nu +opgivet. + +Denne nøiagtige Meddelelse om Noget, der jo slet ikke vedkom mig, var +mig overraskende, og jeg ventede allerede, at hun skulde føre +Samtalen videre, da hun i en reserveret Tone sagde: + +-- Det vilde gjøre mig meget ondt at være den, der forjog Dem fra +denne behagelige Siddeplads. Men De behøver virkelig slet ikke at +gaa, for jeg kjender Husets Skik: der kommer aldrig Nogen i Haven +eller Anlægget paa denne Tid. Det var ogsaa derfor, at jeg blev lidt +forskrækket, da jeg saae Nogen sidde her, jeg er temmelig nerveus. +Farvel! + +Jeg var ved at vove et Forsøg paa at faa hende til at blive, da jeg +altsaa vidste, at vi kunde være uforstyrrede; men i hendes Blik, der +søgte bort, bemærkede jeg en altfor fugtig Glands, som i Forbindelse +med en rød Plet paa Næsen og en Trækning ved Mundvigen overbeviste +mig om, at hun var lige paa Nippet til at briste i Graad, en +Opdagelse, der gjorde mig fuldstændig confus. Jeg fremmumlede Noget +om hendes store Venlighed og om, at jeg dog ikke vilde misbruge den +ved at blive, i alt Fald -- vovede jeg at tilføie -- naar hendes +Selskab ikke længer .... + +Men borte var hun allerede. + +Forresten blev jeg dog siddende i nogen Tid, ligesom fortumlet af det +uventede Møde, og forsøgte at fastholde Billedet af den unge Pige, +som denne anden Gang havde gjort et endnu stærkere Indtryk paa mig. +Jeg var nu ganske paa det Rene med, at hun var den nydeligste Pige, +som jeg havde seet. Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede +sig om Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde +derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høi og velformet. +Men især havde de Øine været mig paafaldende, som husedes temmelig +dybt inde under denne Hvælving. Naar hun lukkede dem helt op, var der +næsten ingen Afstand mer mellem Vipper og Bryn -- af hvilke ingen var +fremtrædende -- saa skarpt og sikkert var Øienhulen skaaren ind. +Øinene selv vare mere paafaldende ved deres Glands end ved deres +Størrelse og havde en eiendommelig hurtig Bevægelse, som om de +smuttede et andet Sted hen. Deres Iris, hvor gule og grønlige +Straaler spillede over den brune Grundfarve, gjorde et Indtryk, som +naar man i en skyggefuld Skovkløft ser ned i en Bæk, hvor dæmpede +Solglimt lege nede paa Bunden, og Blikket vexlede ligesaa hurtig +Udtryk, som et saadant Vand gjør det under Løvets og Skyernes +Bevægelser. + +Jeg kunde slet ikke glemme dem. + +Og saa var dette Træf med det danske Lexikon mig høist paafaldende. +Det forekom mig som et Fingerpeg, en Styrelse, eller kort sagt, +Noget, der havde sin Betydning og ikke kunde blive staaende saaledes +isoleret. Jeg troede ikke rigtig paa hendes Forklaring, at hun skulde +have været som Lærerinde til Danmark; skjøndt, hvorfor skulde hun da +have sagt det? Men fremfor Alt, hvorfor havde hun været lige ved at +græde, uden optænkelig Grund! + +Alt dette tænkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede mig +ind i Kløften, og gjennem den store Naaleskov gik helt over til +Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i Walthersdorfer-Møllen. Det +Trykkende i Heden havde fortaget sig, og det var blevet det +skjønneste Eftermiddags-Veir. + +Jeg nød ogsaa Naturen, men paa en anden Maade end de foregaaende +Dage, ikke med denne ligefrem modtagende Ro, men med en aandelig +Prikken og Vibreren, der svarer til en lignende mere legemlig +Fornemmelse, naar man har drukket en Del god Vin. Den er paa ingen +Maade ubehagelig, men samtidig med, at den gjør Opfattelsesevnen +lettere paavirkelig, gjør den den ogsaa mindre distinkt. Derved +bliver det da lettere for den »kjære stadige Tanke« at forbinde sig +med alle Indtryk. + +Saae jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa erindrede +mig dens grønlig brune Skjær med gyldne Blink af Eftermiddagssolen om +hendes underlige Øine. Jeg opdagede nogle smukke Blomster, og strax +tænkte jeg: naar jeg nu allerede stod paa en saadan Fod med hende, at +hun gjerne modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en steil Skrænt +og hørte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg nu +var Digter, saa vilde jeg vist i dette Øieblik blive inspireret til +et Digt, som kunde vække hendes Beundring, og hvori jeg ogsaa kunde +lade mine Følelser komme til Orde. Jeg fandt endogsaa paa et Indhold: +hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og »det bares +mig for« -- dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk -- at hvis jeg +kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der »hævede +livets Skat«. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end +sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse. + +Da jeg kom tilbage til Rathen, var der temmelig mørkt. En smal +Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, paa hvilken +Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet ved Bækken sværmede +Ildfluerne. Stilfærdig svævede de smaa Gnister hid og did, steg og +dalede, som om det var bitte Lamper, der blev baarne af usynlige +Alfer; undertiden lyste enkelte Blade af en Busk op omkring en, der +var helt skjult; af og til fløi en saa høit, at man saae den op imod +Himlen som en Stjerne, der bevægede sig. Andre Stjerner viste sig +heller ikke; det var atter blevet lummert og stille. -- + +Ogsaa de foregaaende Aftener havde jeg nydt dette forunderlige +ætheriske Fænomen af Natur-Erotikken, og det var vel ikke blot, fordi +det var rigest denne Gang, at det nu betog mig paa en ganske anden +Maade og satte mig i en ubeskrivelig Stemning. Og ærlig talt, hvad +har det at betyde med disse evige Analyser af Stemninger, som moderne +Forfattere føle sig forpligtede til at diske op med? Som om Nogen f. +Ex. kunde gjøre sig en Forestilling om Vand, fordi han fik at vide, +at det bestod af Ilt og Brint i et Forhold af en til to, om han saa +nok saa godt kjendte baade Ilt og Brint! det maatte da være Vor-Herre +selv, og saa havde han vel #eo ipso# skabt Vandet, saa det takker +Pokker ham for. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg havde +Hjertebanken, mens jeg steg op ad Bakken og hyppig standsede for at +se ned over Dalen, hvor de smaa Lyspunkter bevægede sig imellem +hverandre; enkelte Steder lyste ogsaa Løvrammen om en lille blank +Rude, og rundt om mere fornam end saae Blikket de steile +Klippemasser, der alle syntes at være lige nær. + +Paa Stentrinene op til Døren saae jeg endnu en lille ensom Glød +sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svovlstik af og opdagede en lille +graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da +Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange for at forstyrre den, +thi jeg havde en mystisk Følelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg +nu tre Aftener i Træk havde seet sidde nøiagtig paa den samme Plet, i +det indre Hjørne af Trinet lige ved et Kjeldervindue; og jeg havde +udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad +foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften +fandt den bestemte Vei til sit Stevnemøde? eller maaske var den hver +Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes +Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en +Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kjærlighed her paa +sit ophøiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde +maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en +uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan »se Hjertet +brænde gjennem Vesten«? + +Man skulde tro, at jeg havde haft en særlig Brug for en saadan +overordentlig Kraft, for medens jeg kastede mig om paa mit Leie (der +altid var en Smule klamt), tænkte jeg bestandig paa den lille +forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker spillede den ogsaa en +Rolle i mine temmelig forvildede Drømme. + + + + +IV + + +Da jeg den næste Morgen gik ud, saae jeg nøie efter, ikke blot paa +Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct. +Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den +fandtes der igjen om Aftenen, skulde det være et Varsel om, at der +vilde udvikle sig et nærmere Forhold mellem mig og min smukke +Naboerske. + +Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig om at +besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, -- og som var +en fjern Slægtning af hende. + +Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjøkkenhaven foran Huset, hvor han +arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev +øiensynlig glad ved Besøget. Da vi havde vexlet de behørige +Bemærkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig, +udspurgte han mig om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour, +som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjøre alene. +Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen +strax efter Middag. + +Underveis var han -- ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske +»kreuzfidel«. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret, +formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra +den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter +den anden fra »Kommers-Bogen«, der oftest udmærkede sig ved deres +fuldstændige Meningsløshed, saasom: + + Auf der Mauer + auf der Lauer + sitz 'ne alte Wanze. + Sieh' mir doch die Wanze an, + wie die Wanze tanzen kann. -- + +Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra +Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen +tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk +Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds: + + Immer langsam voran, + immer langsam voran, + dass der österreich'sche Landsturm auch nachfolgen kann. + +Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det: + + Du Hannemann, + geh du voran, + du hast so lange Stiefeln an. + +At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« ikke +kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede +Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud +derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage +ham det ilde op. + +Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin +Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt gjerne var af +forholdsvis fredelig Art. + +-- Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han, +idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers +høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil +sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de +sidste Aar; -- den var ligefrem berømt over hele Tydskland, den +Altstädter Ziegel-Tobak. -- Altsaa det var den Gang, -- jeg har vist +fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet +en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg +Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er +barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig +jevnlig et og andet, -- vi havde jo fri Forsending, -- og der var saa +altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa +Piben tændt, og neppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand, +det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, -- han var kommen +en Bajonet for nær, -- han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og +begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede +ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad +Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind. +»Det var som Fanden,« siger han saa. »Hvorfor det,« siger jeg, +»lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget +ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter +Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gang,« +siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo, +den skulde jeg da nok kjende,« svarer han saa, »for jeg har været to +Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er +Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter +den, er det akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet +og Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger jeg, +og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« svarer +han. -- »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil +De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg +ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til, +et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af +Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var +kommen til at give ham en varm Kugle. + +Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden -- hvis man kunde +sige, at der var en saadan -- til at udspørge ham om hans +Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og +indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved, +at vi naaede frem til Minna Jagemann, -- »hende, den lille kjønne +Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« -- + +I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og +nøgtern Karakter. + +Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars +Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt +ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give +Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis +taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede +hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader. + +Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i +Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende. + +-- Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig +til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han +og stoppede Asken ned i Pibehovedet. + +-- Saa --? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det? + +-- Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det +kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være. + +-- Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant? + +-- Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en +Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde +hun saa vist ikke fortjent af ham. + +-- Ja saa! De havde altsaa været forlovede? + +-- Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa +nøie inde i det; -- jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De +maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags +Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at +de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet +høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været +i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke +fordi Dresden heller er saadan helt -- -- ja, det har De Vel nok lagt +Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt +-- Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der, +saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de +kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har +Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den +tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke +vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, -- læste +De, hvad Bismarck havde sagt forleden? -- -- -- + +Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken. + +Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere, +hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske +Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning +om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg +spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn. + +Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som +jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side +var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min +Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at +der fandtes et, -- men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om +den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, -- ikke det +mindste -- men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille +Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes +Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa +Spadsereture; jeg anede, at det var en _Postillon d'amour_, der +kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de +simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær +Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans +Modersmaal, -- eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det +ogsaa skulde blive #hendes# ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke +selv. + +Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig, +Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en +Fælle. + +Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra +Hjørnet af Stentrinnet. -- + + + + +V + + +For den, der elsker den tydske Musik -- og hvem elsker ikke den! -- +eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der +kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En +imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i +Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk +Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra +dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være +lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver +Rhinegnenes større Sceneri. + +Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, +hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et +haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den +imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«. + +Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld +Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte? + +Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end -- Frøken +Jagemann. + +Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde +sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge +Pige havde foretrukket et solidere Sæde: -- en stor Klippeblok, der +paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige, +sprudlende Bæk. + +Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom +en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let +være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under +Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende. + +Men hun røbede sig selv -- om med eller mod sin Villie? -- ved at +blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød +ud i. + +-- Ligemeget, svarede hun, -- i begge Tilfælde fortjener han at blive +leet ud! + +Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden +laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i +saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde. + +Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over +Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i +Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig +grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine, +krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine +runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa +underlig rørende hos en voxen Kvinde. + +De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa; +Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud +over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber +blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers. + +-- De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De +kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? .... + +-- I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet +ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man +nok ikke synderlig til Wagner, -- det har jeg da hørt sige. + +Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg +troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem +sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk. + +Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig +mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig +Misstemning, og jeg tav lige som hun. + +Med eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et forbavset +Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og +hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?« og i det samme fornam +jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukkent i Retning af et +ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev +opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg +snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end +Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i +Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og +sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at kjende. + +Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at +lade Munden løbe. + +Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners +senere Værker at kjende, og at de havde særlig Interesse for en +Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore +egne Oldkvad. + +Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg +mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun +havde læst Noget af vore Digterværker. + +-- Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den +stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt +Grammatik. + +-- Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den? + +-- Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især +enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede +det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne +Driver med alt hans Slumpeheld. + +Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den +danske og tydske Nationalcharakter, -- dels Noget, som jeg for lang +Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, -- dels ogsaa, hvad +der faldt mig ind i Øieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde +megen Værdi. + +-- Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr +siger, bemærkede hun. + +Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind. + +-- Ja, veed De hvad, begyndte jeg, -- oprigtig talt, synes De +egentlig, at Faust er saa tiltalende? -- jeg mener, naar man ser lidt +nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en +ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en høist tvivlsom Duel +-- -- + +-- Det veed jeg nok -- men alligevel --. De er jo Protestant? spurgte +hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet +paa noget rigtig godt. + +-- Ja -- ? -- + +-- Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter +deres Gjerninger. + +-- Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor +Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen. + +-- Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr +Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt +dette spottende »Herr« i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes +for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening. + +-- Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede +jeg. + +Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv -- hvad hun ogsaa +syntes at føle -- endskjøndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke +svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske +Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved +Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang +vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: »Gretchen!« +ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt +Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med +impertinent Mine; bestandig: »voilà Gretchén«, med dette umulige ch! + +Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre +Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok +til at tilbyde mig som Ledsager. + +Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive +lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en +Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille +Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an. + +Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig +udbrød: + +-- Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil +snakke med dig? + +Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at +gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid for mig at komme +hjemad. + +Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen +maatte have ligesaa godt Held med mig. + +Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om, +stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter +til »Wotans Ruhe« -- forgjæves. + +Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at +finde et Paaskud, en Vei, et Middel -- ligegyldigt hvad -- til at +sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! -- jeg kunde ligesaa godt +have forsøgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. -- + + + + +VI + + +Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved +eet til Middag i »Erbgericht« paa en smuk Terrasse ved Floden, +overskygget af prægtige Ahorntræer; deres forneden fladt klippede +Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skjær og lod +Solpletter dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler. + +En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saa +mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive +raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv, +vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og +tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade +at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige +Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl. + +Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den +stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt +strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke +den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han +talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes +ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene +skyggede de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser; +deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt. +Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end +egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede -- +omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile -- havde paa gammeldags +Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste, +som om de vare af Metalspaaner. + +Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem jeg havde +sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere Aar ældre end +jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst +hos den gamle, ved at nære en hyklet Interesse for hans Samlinger. +Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af +berømte Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther og +til vor Tid, -- jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde +efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det +laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af +Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort +(for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende +Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og +til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med +at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille +Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt havde +opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og +ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der +hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de +Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. +v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af +virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa +Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt +og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt +fra at være en tom Mani hos ham, -- hvad den jo ofte udarter til -- +at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig +tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans +ordenskjære Forretningsvaner. + +I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i +Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde +været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis +Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige +Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som +har faaet sit eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand, +hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til +hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og +Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer. +Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for +Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa +fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre +Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og +dette var netop Tilfældet med Hertz. -- Den store Philosoph omgikkes +gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en +kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede +paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er +Handelsstanden egen, -- en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte +under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at +Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske +Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en +næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store +Bysbarns Navn. + +Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af +Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete +Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis +fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi +behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af +litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet +vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati +breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt +Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr -- +men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret; +mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran +fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde +kjendt. -- -- -- + +Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige +Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare +gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette +Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at +de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig +Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at +være rundhaandet med overfor de Ældre. + +Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja +endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller +lægge for meget Beslag paa Andre. + +De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde +leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og +boede her allerede paa tredie Dag. + +Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden +Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe. + +-- Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene. + +-- De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem. + +-- Men hvad tænker De dog paa? + +-- Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især +herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres +unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil +skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde. + +-- Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab -- haaber jeg +da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik. + +-- Her fra Stedet? foer det ud af mig. + +Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo. + +-- Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig +Naivetet. Det er ingen Rathenerinde. + +-- Heller ingen Königsbergerinde. + +-- Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu +virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen +Vernunft«? + +-- Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der +Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i +min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium -- -- -- + +Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at +affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels +ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet +altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den +gamle Dame havde gjennemskuet mig. + +-- Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af +Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om +min Mands Foredrag. + +Den Gamle lo. + +-- Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en +Menneskekjender, en ren Lavater. + +Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset. + +-- Naa, ja, ja da? er hun kjøn? + +-- Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil +sige -- ikke saadan -- paa den Maade, -- men meget mer. Hun er en +Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en +Frederikke Brion, -- skjøndt heller ikke -- ikke Præstedatteren paa +Landet -- hvor idyllisk det forresten er -- en Kätchen, allersnarest +en Kätchen! + +-- Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp, +-- du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. -- + +-- Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er +kun eet, som er bedre end den tydske Poesi -- + +-- Det er Kants Kritik? + +-- Nei, det er tydske Kvinder -- naar de er gode. Men Spøg til Side, +det er en fortræffelig Pige. + +-- Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en +Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg +er Dresdnerinde. + +Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke +være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke +jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret +tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var +Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af +Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed. + +Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde: + +-- Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter +hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden +Gouvernante -- -- -- + +Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det +første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte +Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den +Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at +jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte være den +forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, før det +faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at +jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt +Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det +kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa +distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz. + +Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav +jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et +meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr. +Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander. + + + + +VII + + +Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til +Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste +til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart +forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at +jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed. + +Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg +hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun +hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert: + +-- Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden. + +-- Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en +lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke +kjender noget til mig -- jeg mener, som om De aldrig har truffet mig. + +-- Det kan jeg gjerne -- men hvorfor egentlig? + +Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo: + +-- Er De altid saa distrait? + +-- Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for +mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med. + +Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og +vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds. + +-- Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og +hente Nøglerne, -- det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, -- -- +-- + +Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som +ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange +smaa Stentrin, som føre derhen fra Bredden, saae jeg det lille +Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom +største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med +Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede +Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med +den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille +Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe. + +Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand; +men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil +mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al +Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille +Fortrolighed imellem os forekom mig -- og maaske ogsaa hende -- +større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde +kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette +Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde +komme til at gjøre det. + +-- Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve +dig, bemærkede Fru Hertz. + +Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse, +som jeg i en Fart raadede over. + +Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde +været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes +Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min +Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav +mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed. + +-- Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor +Litteratur? spurgte jeg. + +Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi +reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og +Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene +gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds +Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en +saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller +ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et +triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, -- saa at +Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os +ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede +virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: »Som De +kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan +skaaret for Tungebaandet;« og senere betroede hun mig, at Fruen +havde sagt til hende: »Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan +snakke med.« + +Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg +troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den +ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for +hinanden. Da de -- som Tydskerne sige -- havde »sluttet os begge i +deres Hjerter«, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne +gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab kunde sluttes, -- saa +meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig +søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, -- +hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes +ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos +dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let +faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg +selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf +hende. + +Hver af disse Aftener forløb -- fraseet den voxende Fortrolighed -- +omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden +undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved +Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at +stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne +af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes +Kanter traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende +Speilstriber i Floden; -- nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule +Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede frem +som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i +Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa dens Glands gled lange +Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis +mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig +blinkende. Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede +Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, -- kullede sorte +Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op, +som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var +usynlig. Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper +med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og +stønnende, medens den vandt den undersøiske Jernkjede op over sin +flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en +behagelig Klokkeklang. + +Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille +Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og belyste et Par skjæggede +Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig +Skikkelse, som foroverbøiet stemmede den skraa Stang fast mod +Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede +sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, som en +Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven, +anførte af en Rubin og Smaragdstok. + +Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og +til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med +Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det +lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten, +som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, -- og underrettede os om, +at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det +hedder -- mod Sædvane rigtig citeret --: »Die Uhr schlägt keinem +Glücklichen«. + +Ja, vi vare lykkelige, -- ikke jeg alene. Det Skjær af Tungsind, der +fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig +aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen, +kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til +faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor +ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det +elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den +antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse, +hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig +irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis +Hygge derved. + + * * * * * + +Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel glide forbi +os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe, +at det skal føre En videre eller bringe En Noget. + +Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om +Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagværk er +en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til +at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa +godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den +travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne +ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden +og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at +tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det +var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne +Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at +Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur +til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser +til Landets uhyre Sletter og tunge, terrassebyggede Bjergmasser. +Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes +Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid +særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa +havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det. + + + + +VIII + + +En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med +hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske +Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende +høist mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant, +bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en +ængstelig Tegning af det samme. + +-- Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den +bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. -- De ler mig kun ud! Jeg +skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis +ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske. + +Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med +mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar +en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke længe, før +jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver, +Triglypher og Metoper vil sige, -- naar man for første Gang skal +anskueliggjøre det sort paa hvidt, reiser der sig mange +Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig +derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at +bære Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af +mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa +ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øieblik +tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig +syntes hun et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke kunde +komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige Blik tydelig nok +om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige +Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«, +-- og jeg beroligede hende med et Smil. + +Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt +Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden +igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne. +Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde +mistænkt for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min +Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her +havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes +Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et +større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min +Villie opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min +Nysgjerrighed. + +Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk +følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift: + +»Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet, +kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er +lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa +grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes +aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin +Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en +gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke +kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan +Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og +ligesaa megen Lykke som Ulykke.« + +Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa blive lukket +og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastigt om og +tegnede resolut en eendelt Architrav med Triglypherne over: Regulae +glemte jeg rigtignok, og Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand +rystede. Men om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst, +eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjøre. + +Minna satte sig med et Sytøi hos mig og lod meget tilfreds ved at se +mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde hele Dagen været trykkende +Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven færdig med +de to Skitser, før det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og +snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne. +Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de +Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres +Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod Syd og Vest med et +Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne +Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille +haardt og høitstoppet Sofa, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over +det hang tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under dem +havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat: +det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Königsberger-Træsnit +med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur, +staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og +skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt +ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk +op over den høie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa +underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller +Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis +Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af +en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af +Rummet. + +Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for +ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste Flodens rødbrune +Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor blændende om hende eller naar +Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende +Ruder, foer hun sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig, +skjøndt hun øiensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig. +Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige +Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog +endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt. +Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa +Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i. + +Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket +Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede +udelukkende med, hvad jeg havde læst i »Poesiebogen«. Jeg kjendte +ikke Stedet, skjøndt jeg nok syntes, det lignede Goethes +Udtryksmaade; da jeg senere -- for ikke saa længe siden -- læste »Aus +meinem Leben« og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte +paa disse velkjendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke +med dem ind over min Sjæl! I »Wahrheit und Dichtung« kom jeg ikke +videre, men forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør ved at +begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gjøre +Fordring paa første Led af hin betydningsfulde Titel. + +Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet +Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemærket, +at Minna i vore Samtaler undertiden røbede kunstneriske Kundskaber, +som hun neppe havde fra Skole og Institut og heller ikke let direkte +kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke +Forestillinger jeg skulde gjøre mig om Kilden. Var hin Betragtning +afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en +temmelig stor Lakune var den skilt fra det Blad, som jeg maatte tegne +paa, men det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at dette Prosastykke +stod langt friskere i Blækket end de foregaaende Digte, som vare +daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig -- +og det kunde være en Feiltydning. + +Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den +forsvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik +ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. -- Vandforsyningen paa +dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brønd eller Post, men +alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor +Huset; lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den rindende +Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart +Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene +og fra en Sandplet, der rørte sig, som om den var fuld af smaa +levende Væsner. Vi kaldte den spøgende for Ungdomskilden, efter et +Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt. + +Luften, der slog os imøde, var frisk og gjennemrenset, med en sund +Lugt af Engmuld, syret af det vaade Løvs og Græssets Dunster og +krydret af forstærket Blomsterduft, især af Kaprifolier -- en Luft, +der af Lungerne inddrikkes i dybe Drag, ligesom man nyder en ædel +Vin. Skydækket var splittet; her rullede det sig bort som massive +sodmørke Røgmasser, hist opløste det sig som lysere Damp eller flød +ud i tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igjennem, +længer nede vare Lufthullerne sart grønne, og der aabnede sig gyldne +Striber langs Horisonten i Vest. Mellem de lavere Skylag med deres +stærkt blaanende eller rødlig graa Stenfarver, saaes overalt høiere +Skyer, der lyste med kjødfarvede Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af +Lilienstein viste sig en bred Regnbuestøtte, der bestandig blev mere +straalende. Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjerg +laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, ganske +som naar man for Spøg puster Tobaksrøg øverst oppe i Hovedet paa en +krølhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt; +over alle de steile Klippekegler rundt om var der et kjøligt +blaanende Skjær. Floden var endnu uigjennemsigtig rødbrun inde i +Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. Af og +til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede +langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige Ekko. + +-- Se! udbrød Minna, -- hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin! + +Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet. Du gode +Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige har ham paa rede +Haand til at citere. Forresten var det ganske træffende. Nuvel, naar +hun da havde sagt: »Det ligner et Billede af Poussin oppe paa +Galleriet«. Men dette: »Det er en ren Poussin«, det var til at blive +rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber +Roller, og raabe: »Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus +einer Menschenseele hervorgeholt! -- -- -- sondern aus einer +Maler-do.« + +Men hun løb allerede i Forveien ned ad den lange Række blankvaade +Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg følte, eller om hun af sig +selv var bleven flov over at have smykket sig med en Andens Frase, +det veed jeg ikke, men det var aabenbart, at hun løb fra sin Poussin. + +Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede Stenkrukken paa det +underste Trin ved Kilden og vendte sig til en kjøn lille tolvaars +Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Eier. +Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Række begynder +under Basteiklipperne, der groede op af deres Flader; det fjerneste +og største tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjerg, +kløvet op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste Fyrrer +syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig Rand. Som det +næstnæste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Eiendom. + +Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmølle, som han +havde lavet ved Afløbet fra Kilden. Gjennem et lille umodent Æble +havde han stukket en Pind som en Axe; og derpaa havde han i en Kreds +af smaa Indsnit befæstet store Vinger, som han havde skaaret ud af +Træ. Løbet havde han dæmmet op, saa der blev en lille Mølledam, +hvorfra der var tilstrækkeligt Fald; og dèr snurrede saa Hjulet +rundt, som rigtignok intet Værk drev. Fra Lysthuset og oppe fra +Vinduet havde jeg set den snurrige Tingest dreie sig uafbrudt. Nu +havde det voldsomme Regnskyl gjennembrudt Opdæmningen; det var +Istandsættelsen, der optog ham, og det mislykkedes endnu at faa Axen +til at hvile saaledes, at den ikke bragtes i Klemme. + +-- Jeg vilde saa gjerne have det rigtig i Stand, til naar Fader +kommer fra Arbeide, sagde han og saae troskyldig op paa Minna. For +det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil +saa gjerne have, at han skal være i godt Humeur i Aften, for saa vil +jeg bede ham om at maatte være med ved Sprængningen imorgen. + +-- Skal de sprænge oppe i Stenbruddet? + +-- Ej ja! en hel lille Væg. + +-- Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna. + +-- Du kan jo spørge Fader derom. + +-- Det vil passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal besøge en +Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke ogsaa Lyst til at +overvære det Skuespil? + +Man kan vel tænke sig, at jeg ikke havde Noget imod dette Forslag. + +Et langt »Aa«, som den lille Dreng brød ud i, fik os til at se bort +fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuestøtten var voxet til en +fuldstændig Bue, og udenom denne dannede der sig just en Speilbue, +der endnu kun stod klart ved Støttepunkterne men dæmrede oppe i +Hvælvingen og havde Brist hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt, +og de to Buer dannede den indre og den ydre Straalebræm af et bredt +violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mørkere +end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede igjennem; paa denne +dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af +Solstraalerne, der trængte frem under Skyerne og gjennemstrømmede +hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende +paa sin Overflade, som et rygende Stenalter. + +Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille Drengs Phantasi, +for han sagde, ganske tabt i Beskuelsen: -- »Det er ligesom i +Lærerens Billedbibel, dèr hvor Noah ofrer.« + +I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna +sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen +gammel-tydsk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i +Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede høit op med den +anden Haand, nok kunde have været Gjenstand for Indvendinger, skjøndt +den hverken havde Opheftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig ned +over Kilden og vilde trykke den noget gjenstridige Krukke ned i +Vandet, gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl paa den vaade +Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke +havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken, +der svømmede paa Vandet; Speilet viste mig et Smil i hendes Ansigt, +der syntes mere skjælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde +Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en +Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet +Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende -- som om det +lille Væld var en Afgrund -- til at skynde mig at slippe hende, ja, +jeg havde endogsaa en Følelse af, at jeg i dette gunstige Øieblik +kunde have tilladt mig mere end denne Tøven og et let Tryk, der kunde +bortforklares, -- havde Omgivelserne været heldigere. Men et Par +Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager, +og Vinduerne vare ikke saa langt borte. + +Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og sprang op paa +Stien. -- Det er sandt, Vandet! + +Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende. + +Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at +forespørge om Sprængningen. Den skulde ganske rigtig finde Sted næste +Dag, og vi vilde være velkomne som Tilskuere. Det blev aftalt, at den +lille Hans, der lykkelig havde faaet sin Ansøgning igjennem, skulde +føre os til Bruddet. + +Maanen var imidlertid kommen op over Skovhøiderne hinsides Floden. +Den blinkede i en Hvirvel midtveis og mellem Stenene helt inde ved +Bredden. Himlen var næsten klar, kun bag Lilienstein, som skimtedes +dunkelt, holdt der sig en mørk Dis. Til den anden Side stod +Klippernes Konturer klart mod den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa +deres Masser at faa Liv, Blokkene sprang frem, Kløfterne skyggede sig +ind, og Bruddenes Flader lyste mat. -- Paa »Erbgerichts« Terrasse +straalede mange Lamper under Løvet; høit oppe paa Bastei skinnede et +bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en +Wiener-Vals lød deroppe fra. + +Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt det var for +vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset +og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk. Den smukke, lidt +firskaarne Kone gyngede en Lille paa Armen; Hans sad paa et af +Trinene og snittede nye Vinger til sin Vandmølle; Manden red paa +Rækværket og dampede af sin Pibe, himmelglad over Uveiret og den +Afkjøling, som det havde bragt: de kunde vel trænge dertil, oppe i +Stenbruddene var Solen ved Middagstid steget til fireogfyrretyve +Grader Reaumur -- og saa dertil haardt Arbeide! Den gamle Hertz +udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Værtinden fortalte om +Vanskelighederne under Foraarshøivandet og om en enkelt Aargang, da +Floden var steget næsten til Foden af Trappen. + +En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en forbijagende +Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, gav det sædvanlige Tegn +til Opbrud. Jeg fulgte -- som altid -- Minna hjem. + +Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igjennem med en vis urolig +Forventning imødeseet denne lille Maaneskinsvandring. Det forekom +mig, at jeg havde Noget tilgode -- fra hint Øieblik ved Kilden; men i +saa Tilfælde var Forfalds-Tiden aabenbart ikke kommen. Til Trods for +Maane, Bæk med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed »zu zweien« -- lutter +uforkastelige sentimentale Ingredienser -- vilde hun ikke komme i den +sværmeriske Stemning. Naar hun endda havde været tavs! men hun +pludrede paa en allerkjæreste Maade om lutter Ting, der ikke stod i +fjerneste Forbindelse med Forelskelse. Hun kunde pludselig Intet +forstaa: jeg gjorde en fin Hentydning til Kilden, og hun fandt deri +kun Stof til at overveie, hvor vanskeligt det maatte være for +Beboerne, naar Floden oversvømmede den ved Foraarstid, og til grundig +at undersøge, hvilket der da var det nærmeste Sted, som de kunde +hente Vand fra; sandsynligvis »Erbgericht«; men maaske der ogsaa var +en høiere liggende Brønd i det gamle Værtshus »Zum Rosengarten«, -- +det var der ganske vist! + +Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuld, +som om der hverken var Ungdomskilder eller Feiltrin til. + + + + +IX + + +Et Par Timer efter Middag begav vi os paa Vei, anførte af den +sjæleglade Hans, som bar en Madkurv, og ledsagede af en Mængde +Formaninger til Forsigtighed. + +Veien førte langs Elben, og snart havde vi paa høire Haand den lange +Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der jevnt som en Bastion +fører en halvhundrede Fod eller mer op til Bruddenes Plateau og +nedadtil begrændses ved en Mur i noget over Mands Høide. Hist og her +-- en Gang for hvert Brud -- giver denne Plads for en Træbane, der +fra den høitliggende Arbeidsplads fører ned til Bredden, og ad +hvilken de tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slæder; ved en af +disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt fyldt med +sin tunge Last; nogle sværlemmede Karle aflæssede en Slæde, hvis +Efterfølger stod rede til sin Fart øverst paa Banen, tæt ved +Gangspillet. + +Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille ved en +Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til +Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende +Blik den Sti, der skulde hjelpe os op, og neppe kunde skimtes som en +lysere Zigzag-Streg paa den steile, smudsig-graa Flade. Ved nærmere +Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten, +eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saae ud, som om de +var rede til at skride bort under En. -- Hans, der allerede var +kommen et Stykke tilveirs, saae sig forundret om efter os. -- + +-- Men De maa gaa først, sagde Minna og blev rød. + +-- Nei, Frøken, det gaar ikke an. Glider De ud her, saa er der slet +ikke Noget at faa fat i. Men jeg skal nok holde mig fast og kan +støtte Dem, saa snart De vakler, -- De behøver ikke at være bange for +at rive mig med og i alt Fald -- + +-- Aa, naar De nu blot vilde gaa! -- + +-- Herregud, lad os dog sætte os ud over saadanne Taabeligheder! Skal +De for den Sags Skyld udsætte Dem for at knække Halsen? For Pokker, +der maatte da ogsaa gives en anden Vei, de dumme Folk! Forresten, det +har ingen Fare, naar De nu blot vilde gjøre, som jeg siger. Naa, lad +saa det Snerperi fare! + +Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og ærgerlig, end jeg i +Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst. Det voldte mig et +kildrende Behag at tilrettevise hende som den Overlegne og navnlig +at lade haant om et af Jomfruelighedens Yderværker og saa overhovedet +at tyrannisere hende i Velfærdets Navn. + +-- Jeg veed, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem heller +ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og saae alvorlig +paa mig. -- Paa en Maade har De Ret, og De vilde have det helt, hvis +det var Skaberi og Affektation fra min Side. Men nu har jeg +uheldigvis den Følelse, og det i en saadan Grad, at jeg veed, den +vilde genere hver Bevægelse ligesaa meget som de Kjeder, Modedukkerne +i sin Tid havde mellem Støvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til +at slaa Kolbøtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmærket +egnet til. Hvis De derimod gaar foran, og lader mig skjøtte mig selv +og klatre op saa ugraciøst, som det netop kan falde sig, saa lover +jeg Dem, at den værste Ulykke skal være, at jeg skraber mine Knæ lidt +-- og finder De, at jeg er en Stivnakke, saa trøst Dem med, at jeg +skal naa ligesaadan derop. + +Ved den Bestemthed, blandet med elskværdigt Lune, hvormed hun afgav +denne Erklæring, rev hun mig hovedkulds ned fra min Overlegenheds +Piedestal og gjorde mig, sandt at sige, saa lille, at jeg gjerne +kunde være krøbet i et Musehul. Da der intet saadant fandtes, krøb +jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, og tog den dødelige Angst for, +at der skulde tilstøde min Ledsagerinde Noget, som en retfærdig +Straf. + +Vi naaede begge i god Behold op til Randen. + +Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den søndersprængte +Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet Tempelplads. Som +mægtige Tromler af faldne Søiler laa Møllestene dèr i lange Rækker, +og regelmæssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til +stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskjærver havde +hist og her dannet Bakker, som gjennemskar Terrainet; nogle bar hele +Smaaskove, mest af amerikansk Hyld, hvis skarlagenrøde Bærklaser +glødede mellem de brændende hvide Stenmasser. Til den ene Side saae +man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hører +til ethvert af disse Brud. + +Efter at være steget over et saadant Høidedrag, befandt vi os i den +bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her stod Eieren og et Par +Arbeidere. Vor Vært tog sin Træpibe ud af Munden, lettede paa sin +Kasket og sagde, at vi kom i rette Tid; de vare lige blevne færdige. +En stor Mand i næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren +Skjorte stod med Ryggen mod os bøiet frem mod Stenfladen, hvor han +syntes at undersøge Noget; han dreiede et Øieblik sit rødskjæggede +Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et +gnomeagtigt Ydre og dækket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til +os, idet han fjernede noget Værktøi. En halv Snes Skridt derfra slog +et Par Arbeidere smaa Jernkiler paalangs ind i en stor Sten, der +skulde flækkes. Længere borte fra hørtes Lyd af Hakker og Stemmer. + +Manden i de tærnede Benklæder traadte tilbage fra Stenen; der viste +sig en tyk, nedhængende Snor ligesom Halen af et Dyr, som var krøbet +ind i et Hul. Den hang knap et Par Alen fra Jorden paa en +fremspringende Del af Sprængningsfladen, en Snes Fod i Høiden, der +allerede ved en smal Revne havde løsnet sig fra den øvrige Mur. Denne +steg i sin hvidgule Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs, +hvor saa de mørke, ru Klippeformer med Krat og Naaletræer paa alle +Afsatser og i alle Furer groer ud af den -- som om Bjerget var et +uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket forneden. + +Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, der laa +til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom +fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hænderne for Munden +og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet, +dampede stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede +Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede saa +rolig hen til os, bestandig rygende og med Hænderne stukne ind under +det store Skjødeskind. Gløden forsvandt, en tynd Røg piblede ud af +Stenen. Minna og jeg saae paa hinanden med det underlige Smil af +nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig +lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille +Støv- og Røgsky spredte sig -- og Stenblokken blev staaende, skjøndt +stærkt undergravet. Eieren bandede; Manden med de tærnede Benklæder +ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af +Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen. + +-- Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imøde. + +Medens vi betragtede Stedet paa nærmere Hold, og de undersøgte, hvor +det var hensigtsmæssigst at bore, havde jeg taget en Hakke og huggede +paa et af de afsprængte Stykker, der løsnede sig let og i lige +Flager under mine Hug. Pludselig følte jeg mig greben og bunden med +et Stykke af den Bast, som de brugte til Forladning, medens en mægtig +Latter rungede i mine Øren, og et rødskjægget Ansigt bøjede sig frem +over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og +tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; rigtignok gav +den lystige Røver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og +sandsynligvis i den Forudsætning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev +ikke klogere derved. + +Minna lo hjertelig ved at se mig saaledes i Armene paa Kjæmpen og vel +endnu mer over dette komiske Udtryk i mit Ansigt af gjerne at ville +»være med«, men ikke kunne det; -- endelig betvang hun sin Munterhed, +som mod min Villie ærgrede mig ikke saa lidt: -- + +-- Han forlanger, at De skal kjøbe Dem fri, og han har Ret, sagde +hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar Nogen fusker en +Haandværker i Arbeidet, saa har denne Lov til at tage ham fangen, +saadan som De nu er bleven. + +Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en ubehjælpsom +Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tydsk Udtryk. Det var +første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget paa mit Modersmaal, +og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske +egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gjøre sig +forstaaelig i et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed +mistænkt for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste +Tid, skjøndt hun ikke havde talt derom. + +Jeg betalte med Fornøielse min Bøde saa rigelig, at der foruden +»Prisepenge« til den Rødskjæggede ogsaa blev en Drikkeskilling for de +Andre, -- men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nærværelse havde +nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Røver befriede +mig, stak med et høfligt Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav +sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den +stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede for at +se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans +Jernstang ind i Stenen. + +Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa rundt i +Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprængninger og glædede os +over, hvor let behandlelig den skjøre, kornede Stenmasse var for de +dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske +Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt +om mellem Blokkene; men da Minna fandt et Par farvede, næsten +gjennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og +tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at +være kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog +Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske. + +-- Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen +imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende +Øine, blændet af alt det hvide Lys. + +-- Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til? + +-- Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skjøndt, ærlig talt, jeg vil +nok beholde dem selv .... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det +er netop, fordi jeg mindes om min Barndom -- som om der var noget +Synderligt dèr at mindes! Og dog gjør jeg det gjerne. Det er +underligt, hvor det kan være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt, +hvad der blot ligger lidt tilbage i den, -- det er altid en Trøst: +een Gang bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa. + +-- Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag -- maaske vil man en Gang +finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i +Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være +uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende. + +Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i +Lommetørklædet til det øvrige Fund. + +-- Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en +Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var +mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem +til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og +hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte +Ædelstene for at raade Bod derpaa. + +-- Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde for +saadanne forkjælede Børn .... De selv har nok faaet en fornuftigere +Opdragelse. + +-- Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede det +nedfaldne Haar bort fra Øinene. Fornuften, -- den var nok ikke +synderlig med i Spillet. + +-- Deres Hjem var meget tarveligt? + +-- Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt og +glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke +deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før +jeg nogensinde havde været saa meget som ude i Loschwitz. +Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. En stor Fest for mig +og min Broder var det, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han +undertiden drak sit Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der +var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at +kunne klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt +saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han ogsaa +undertiden Moder med hen paa en Ølstue; det var en Rest fra deres +Ægteskabs første Tid, da hun hver Aften havde ledsaget ham. Og hvis +De nu, naar De kommer ind til Byen, gaar hen i »Zur Katze« i +Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De i den inderste Stue se +en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dèr med sit +Glas Øl, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok +tilsidst udbrede sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun +har haft dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets +Hyggeligheds-Erindringer logere »Zur Katze«, saa kan De omtrent regne +ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i +ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav +sig slet ikke af med os, -- og det var stor Skade, for han var ikke +blot en dannet Mand -- han underviste i Latin --, men han var ogsaa +veltænkende og strengt retskaffen, det har jeg først lært at indse, +da jeg blev ældre, og overhovedet har jeg kun af spredte Træk faaet +Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet; +med Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Veir, og +undertiden efter Læsningen af Avisen skjændtes de lidt om Politik. +Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne; +hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og +paastod, at vi kun kunde takke den for tungere Skattebyrde. Ellers +havde de, som sagt, ikke Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg +forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han +med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader, +og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at +han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv +og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling. Sær var han rigtignok +over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende +var hans -- man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et +fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet +sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og +kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar det kom indenfor +Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en +Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var +min Fødselsdag, -- jeg blev elleve Aar -- havde Moder givet mig Lov +til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi +vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen +lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, foer ud til +os med Rædsel malet i alle sine Træk, og hele det lille Selskab +maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. De kan nok tænke +Dem, at han paa den Maade blev en ren Bussemand for os, og at vi +sluttede os sammen imod ham med Moder, der virkelig ogsaa havde mere +Hjerte for os. Desværre førte dette Forhold til, at alt hans blev os +forhadt eller mistænkeligt, og at vi skjulte meget for ham med Moders +Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse ellers +vilde have lært os at sky, -- medens den nu overalt kun syntes os et +ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige sig udenom .... +Men hvorfor trætter jeg Dem egentlig ved at fortælle Dem alt dette? + +-- De fortæller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet ikke +trætter mig, og at der neppe for Øieblikket er noget, som kunde +interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft +en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere føle, +hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af +Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem. + +Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun +havde skrabet sammen. + +-- De nævnede en Broder, -- jeg har aldrig hørt ham omtale. Er han +maaske ikke mer i Dresden? + +-- Han døde for et Par Aar siden. + +-- Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have været et tungt +Slag for Dem. + +-- Aa, jeg brød mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham. Han var +ikke nogen god Dreng og bidrog ikke just til at gjøre min Barndom +lykkeligere. Siden, da han blev voxen -- ja, saa var han temmelig +ivrig med at indvinde, hvad der var forsømt af »Livets lysere Side«. +Vi havde neppe faaet megen Glæde af ham. + +Hun saa paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde sige: »Jeg kan +nok tænke, at De finder mig haardhjertet. Naa, for mig gjerne! Skulde +jeg elske ham, blot fordi han var min Broder, naar han ellers ikke +fortjente det? .... Forresten skal De heller slet ikke tro, at jeg er +saa god og skikkelig.« + +-- Var der slet ingen andre Paarørende, som De kunde have noget +Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det pinlige Emne. + +-- Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i den Egenskab +følte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun holdt endogsaa af +mig paa sin Maade -- desværre var det en temmelig ubehagelig Maade, +som skræmmede mig bort. Altid skjændte hun, havde at udsætte paa alt, +lige til min Frisure -- jeg maatte den Gang gaa med en Mængde +Krøller, saa hun havde Ret i #det# som i det meste andet. Det gik mig +med hende paa lignende Maade som med Fader, -- kun at hun virkelig +gav sig af med mig; -- først langt senere kunde jeg erkjende det +Agtværdige ved dem, der hos hende skjulte sig under Barskhed og hos +ham under Ligegyldighed. Hun var en Særling ligesom han, og havde +meget tilovers for ham, hvorimod hun saae ned paa Moder og derfor +skjævt til Alt hos mig, som kunde hidrøre fra hende. Naar hun +skjænkede mig Noget, var det gjerne med en Trudsel; saaledes lod hun +mig subskribere paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til +Indbindingen -- hun gjorde overhovedet Intet halvt --, det er et +lille Bibliothek paa henved hundrede Bind --, og da hun gjorde det, +sagde hun til mig: »Hvis du nogensinde, selv i den yderste Nød, +skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg er død, +komme som Spøgelse og plage dig,« og jeg tvivler ikke om, at hun +vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til Frygt, og jeg har +heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; alene for den Gaves Skyld +har jeg meget at takke hende for. Jeg havde altid god Læsning lige +ved Haanden, og da jeg ikke havde saa megen Adspredelse som andre +unge Piger, eller rettere slet ingen, som stjal Tiden umærkelig bort, +saa fik jeg en Del læst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, -- +ganske vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet +med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pædagogiske Tante +ind, at de gode Klassikere indeholdt et og andet, som ikke egner sig +til Læsning for fjortenaarige Piger, -- ældre var jeg ikke, da +Subskriptionen begyndte; men enten var hendes litterære Hukommelse +noget udvisket eller ogsaa var Begrebet »tydske Klassikere« for hende +noget i den Grad over al Maade Ophøiet, at en saadan Tanke slet ikke +kunde komme op. Saaledes læste jeg i den Alder »Oberon«, -- ja, det +er sandt, den kjender De vel neppe. Alt i Alt troer jeg ikke Skaden +derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og læste i de store +Digtere, efter at Moder forlængst var sovet ind, var de første +lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end lykkelige, men +ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skjønne +Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkjendelse med +som en mørk Skygge. Jeg indsaae, at der gaves en hel anden Verden, -- +jeg mener ikke af ydre Kaar, men af Tanker og Følelser, helt andre +Synsmaader for, hvad der havde Værd og ikke havde det, end det Væv, +som Moder havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let +anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og +himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til at +kaste et Slør over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg maatte +lære dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig Undervisning; +det var ikke Læresætninger, jeg manglede, men af Livet selv saae jeg +rundt om i vor lille Omgangskreds ikke Noget, der kunde kaldes, jeg +vil ikke sige Stort, men Ædelt og Rent. Det var naturligvis kun +Moders Familie vi saae, og af den var hun endda den bedste; de blev +neppe nok taalt af Fader, men kom, naar han var ude, Søstre, Tanter +og Fætre, eller de smuttede ind i Kjøkkenet og holdt dèr deres lidet +opbyggelige Faddersladder. Aa, hvor jeg væmmes ved at tænke paa alt +det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Præsten, hos hvem jeg gik +til Confirmation, og hvis Prædikener Moder græd over, ikke havde det +bedste verdslige Ry. Nu maatte Goethe og Schiller prædike for mig, og +de vare ikke de sletteste Profeter. Men naturligvis bragte dette en +voldsom Gjæring, Splid og megen Tvivl med sig, som tog stærkt paa +mig. Da jeg maatte tidlig op og hjælpe til i Husholdningen, saa var +denne Aftenlæsning, der ofte blev Nattelæsning, meget anstrengende +for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og endnu mere +ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en Maade sultet i hele +min Opvæxt. Jeg led af Blodmangel og Nerveusitet, og Alt dette slog +sig nu sammen, saa at jeg i disse Aar aldrig var rask. Jeg blev +svimmel, bedst som jeg gik paa Gaden, fik pludselig ubestemte +Ængstelser, forekom mig undertiden som et Udskud af Menneskeheden og +frygtede tidt for min Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar, +saa følte jeg vel nu, at jeg vistnok kunde have en Støtte hos min +Fader; men Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop +paa den Tid forøgede Svagelighed hans utilgjængelige Væsen. Han døde, +for et Aars Tid siden, uden at jeg var kommen ham nærmere; en Del af +Skylden laa vel ogsaa hos mig selv. At han aldrig havde bekymret sig +om, hvad der boede i mig, gjorde mig trodsig, og jeg følte, at ogsaa +jeg havde lukket mig inde overfor ham. Ofte besluttede jeg at nærme +mig fortrolig og kjærlig, men naar det kom til Stykket, forbittredes +jeg ved Følelsen af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan +Beslutning, en Anstrengelse var bleven nødvendig mellem Fader og +Datter, og jeg tav i det afgjørende Øieblik. Sidste Gang, da jeg var +inde hos ham, kyssede han mig og sagde: »Bliv altid ved at være en +brav Pige.« Jeg var ved at briste i Graad og overlade mig helt til +Øieblikkets Følelse, men den gamle Stemme inden i mig hviskede: »Hvad +har du gjort for, at jeg kunde blive det? og hvor veed du, om jeg er +det endnu?« -- Det Hele endte med et tørt Løfte og en kold +Omfavnelse. Da jeg et Par Timer senere kom hjem fra mine +Informationer, var Fader død. + +Minna tav længe og saae ned for sig; hendes Mundvig dirrede, og jeg +ventede hvert Øieblik, at hun skulde briste i heftig Graad. Pludselig +slog hun Øinene op og saae paa mig med et taareløst, men forunderlig +alvorligt og gjennemtrængende Blik, der syntes at efterforske +Virkningen paa mig af det Fortalte. Hun sagde ganske vist til sig +selv: »Nu finder De mig vel rigtig hæslig! Jeg vilde inderlig ønske, +at jeg var bedre, men i alt Fald vil jeg ikke besmykke mig for Dem.« +Hendes Ansigt var uendelig kummerfuldt, og jeg var overbevist om, at +denne Tanke havde en endnu større Andel i dette Udtryk end de +smertelige Erindringer, som hun havde revet op i. + +Selv var jeg stærkt bevæget og havde gjerne i det mindste grebet +hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og Arbeiderne +vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have ladet hende opfatte +hele Dybden af min Medfølelse bedre end Ord, der ved saadanne +Leiligheder hildes i Skam over deres egen Afmagt. Jeg sagde hende, at +jeg længe havde anet, at noget Sørgeligt i hendes Fortid trykkede +hende, men ikke havde tænkt mig, at det strakte sig saa dybt ned +gjennem hele hendes Barndom og Udvikling. + +Ved denne Bemærkning fik hendes Ansigt et eiendommeligt mistænksomt +og næsten spottende Udtryk, som jeg godt kjendte. + +-- Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mørke Sider, bøiede jeg +af. Hvor kan det være, at De slet ikke har talt om Hertz? De var dog +allerede den Gang i Dresden. + +-- Ja, men jeg lærte dem først den Gang at kjende, netop ved min +Faders Begravelse. .... Slægtskabet med Tante Thea var saa langt +ude, -- egentlig var der intet .... Desto bedre maaske! .... Deres +Hus blev for mig et andet Hjem, -- nei, »#Hjem#« skulde jeg slet ikke +kalde det, -- Noget langt mer .... De veed det jo forresten .... Og +efter hvad De nu har hørt, kan De langt bedre skjønne, hvad disse +prægtige Mennesker har været for mig .... + +Hun sagde dette langsommere og ligesom adspredt, maaske træt af at +fortælle eller endogsaa fortrydelig over at have meddelt saa Meget. + +Forøvrig blev vi nu afbrudt ved Værkeierens Anmodning om at indtage +vor forrige sikre Plads, da Alt var færdigt til det nye +Sprængningsforsøg. + +Jeg havde næsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var der; enkelte +af hendes Yttringer med deres triste og ofte bitre Stemmeklang +gjenlød bestandig for mig, som de gjør det endnu i dette Øieblik. +Hvad selve hendes Fortælling angaar, saa har den naturligvis i min +Erindring formet sig lidt mere sammenhængende, end den i hin Time kom +fra hendes Læber, og det er sandsynligt, at et og andet Træk i +Virkeligheden først blev mig fortalt en af de følgende Dage; men paa +Hovedindtrykket havde disse Smaa-Unøiagtigheder i alt Fald ingen +Virkning. Hvad der især slog mig, var den bevidste og reflekterende +Maade, hvorpaa hun omtalte og bedømte sine Forhold; det var +aabenbart, at hun atter og atter havde gjennemgaaet alle Enkeltheder +og deres Forbindelser, efterforskende baade Aarsager og Virkninger. +Jeg saae heri et Vidnesbyrd om, at hun var en mere ægte melancholsk +Natur, end jeg havde antaget. Thi jeg var tilsidst bleven skuffet af +den ungdommelige Munterhed, som ofte brød igjennem hos hende. + +Den nye Sprængning forløb ganske som den første; Klippestykket blev +staaende, skjøndt det nu næsten var helt undergravet, saa det svævede +frit ligesom en Karnap. Den rødskjæggede Arbeider nærmede sig +forsigtig og ragede med sin Hakke de søndersprængte Stykker ud, som +Explosionen ikke havde bortslynget. I Baggrunden var der ved +Hjørnerne endnu nogle halvt-revnede Blokke, som støttede den lidt. +Medens Eieren og den pjaltede Arbeider holdt Øie med Klippestykket +for at gjøre Anskrig ved dets mindste Bevægelse, gav den dristige +Mand sig nu til at føre sine vægtige Hug mod disse Steder. I +Begyndelsen holdt han inde efter hvert Slag, rede til at springe +bort, men lidt efter lidt veg Forsigtigheden for Iveren. Hakken bed +sig ind, Hug i Hug, og Smaaskjærver sprang om ham; han syntes grebet +af et Raseri mod denne stædige Modstander. Det saae frygtelig farligt +ud; Øiet, som var træt af at stirre paa den blændende Flade og neppe +turde blinke, mente hvert Øieblik at se Kolossens Rand bevæge sig. Et +Par Gange blev der varskoet, og efter den skuffende Pause begyndte +Angrebet igjen, heftigere og med en voxende Fare svævende over sig. + +Minna var ganske bleg og kneb Læberne sammen. Da nu ogsaa jeg, sløvet +af den lange Ventetid, gik flere Skridt nærmere for ret at se +Virkningen af disse Kjæmpeslag, sprang hun efter mig og med et +krampagtigt Greb i min Arm rev hun mig voldsomt tilbage. I det samme +lød der et Raab; jeg saae en stor bevægelig Lysning over mig og lidt +til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par +Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. Mit +første Blik søgte den flinke Arbeider; han stod i god Behold lidt til +Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med +et Smil, som om han vilde sige: »Den var lige nær nok.« Jeg +understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til +at sætte sig paa en Sten. + + + + +X + + +Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud +over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu +pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uveirsagtige +Karakter ikke lod sig miskjende, og vi vare nødte til at skynde os +over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne +Anstrengelse gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut +før neppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen de +sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne +rystede. + +Høist eiendommeligt var det, fra det store lyse Rum med hvide Klipper +i blændende Sollys at træde ind til sodet og kulstøvet Dunkelhed, +brudt af røde, gnistrende Luer, i et ganske lille Kammer, der snart +blev stoppende fuldt af Arbeidere. En ung, paafaldende smuk Mand stod +ved Essen; hans muskelflettede Arm strakte sig i Veiret, greb en +Tovende og gyngede den lange, bøiede Vippestang, som satte +Blæsebælgen i Bevægelse. Kuldyngen glødede livligere op, han rodede +om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den sløvede +Jærnspids i den og trak en anden ud med glorødt Næb; spyttede derpaa +paa Fingren og lod den fare hen over det glødende Metal, og dyppede +saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om +ham. + +Minna lo: -- + +-- Før saae vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har vi ham jo +lyslevende i Skovsmedien. + +Hun havde igjen tiltalt mig paa Dansk, og Arbeiderne saa nysgjerrige +paa os, forundrede over dette Kluddervælsk. Smeden syntes dog ikke at +lægge Mærke dertil; han lagde netop den atter graanende Hakkespids +paa Ambolten og bearbeidede den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om +os, og vi traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et +Velbehag, som jeg slet ikke syntes om. + +-- Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han staar der ved sit +Arbeide, kan man dog ikke tænke sig noget mere malerisk. Naar blot +Gudehus[1] saae saadan ud! + + [1] Wagnersanger (Siegfried) i Dresden. + +-- Vist er han kjøn, men De ødelægger ham jo ved at se saadan paa +ham; han bliver naturligvis saa forfængelig, at de stakkels smaa +Landsbypiger slet ikke kan gjøre ham tilpas mer. + +-- Han er optagen af sit Arbeide, -- han bemærker det sikkert ikke. + +-- Saa skal de Andre nok sige ham det. + +-- Men du kjære Gud! det er saa herligt at se noget rigtig Skjønt. + +Hvor berettiget end denne Yttring kunde være, saa var den mig dog +ikke helt behagelig. + +-- Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter. + +-- Nei, Frøken! jeg er en Slesviger, svarede Arbeideren ganske rolig +paa Dansk, idet han slængede Hakken hen i Krogen og gav sig til at +røre Blæsebælgen. + +Man skulde tro, at den blæste til en Glød paa hendes Kind, saa +blussende rød blev hun. Arbeiderne rundt om smaalo og syntes at +forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed som en passende +lille Hevn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke +syntes at turde løfte Øinene mer fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis +dryppede det nu kun ganske fint udenfor. Vi tog Afsked med vor +forekommende Vært og med den rødskjæggede Kjæmpe, -- Gnomen +kukkelurede i en Krog, Smediens Adonis sendte et fornøiet »Farvel« +efter os. + +Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned, som vi vare +kravlede op, -- hvis det endda vilde gaa saa godt. Den lille Hans +blev beordret til at vise os Veien gjennem Nabobruddene, men jeg +undgik, skjøndt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Fører: +jeg skulde nok selv finde igjennem. + +De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne. Man saae overalt de samme +hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rækker af +tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele +væltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende +Vintersprængninger, ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at +holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt +uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud +adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter +Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte +var Leilighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den +usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde +Støtte, eller naar hun saae mig vakle. De sørgelige Erindringer, som +hun havde dvælet i, den nerveuse Spænding, mens Klippestykket +fældedes, og endelig Forlegenheden i Smedien: alt dette syntes kun at +have dæmmet op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere +sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis +stødte kun jeg mig en Smule; Minna reiste sig leende og hjalp mig op, +uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette Øieblik vilde hun +maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre +op ad Bjerget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end +sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele +Naturens, -- der duftede og kvidrede os imøde fra Bjergskoven, som vi +nu traadte ind i. + +Den stærke, røgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen paa +denne Skrænt, var forfrisket af den Duft, som Regnbadet syntes at +have sprængt rundt om, og berusede deraf sang Fuglene op, som om det +havde været ved Foraarstid. Aftensolen straalede ind mellem Granerne, +hvis buede, frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af +Stjerner. Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende +Lys, og høit oppe over de sagte nikkende Trætoppe løftede +barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaalige Bræm af +forkrøblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. Af og til lød deroppefra +en Brusen, der nærmede sig som en Bølge; store Draaber dryssede ned +over En og Minnas Kjole flagrede til Siden. Den var blegt +chamoisfarvet, af et let og blødt Stof, der uden Ophæftninger i lange +Folder sænkede sig glat ned over Figuren fra det sorte Læderbelte, -- +en Dragt, der lod hende tage sig slankere og høiere ud end ellers. +Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den havde +holdt sig tør, var glat af Naale og Kogleskjæl; ofte gled hun og +strakte da med et lille Skrig den høire Arm ud i Luften, saa det vide +Ærme gled helt op over Albuens Smilehul, medens den anden med sin +ubehandskede, solbrændte Haand greb fat i Mosset. + +Pludselig brast jeg i Latter, og da hun vendte sig med et spørgende +Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med en tyk, uformelig +Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade ved Siden af hende; hun +svarede med en endnu hjerteligere Latter, idet hun viste paa min +Skygge, som mere langbenet end en Stork strakte sig op ad en +Skraaning. Vi kunde længe ikke komme fra Stedet, thi ved den første +Bevægelse gebærdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi +endelig gik videre, hvor en Indsænkning gav Skoven Lov til at brede +sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs hen +over Grønsværet og snart hoppede fra Stamme til Stamme, springende +umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt fra os, til en, som +lyste langt inde i Tykningen. + +-- Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter +Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget. + +-- Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa? + +-- Ja, -- saa --? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig +derved. + +Hendes lille Øre blev ganske rødt -- og det kunde dog ikke være +gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os. Mit Hjerte +hoppede af Glæde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tænkte paa det +Sted i den udødelige Bog om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl +om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træde +ud paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kun #hendes# Skygge strækker +sig ud fra deres Fødder. Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit +tilsyneladende høist enfoldige »og saa?« ikke var slet saa dumt, som +det var frækt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen +-- et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om. Ja, +hvis jeg nu ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og +jeg havde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa +levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjergskov -- hvad var +der da i Veien? Jeg havde saa vist ingen uudtømmelig Penge-Taske i +Lommen, men min Skygge havde jeg i Orden. Stod den ikke netop nu hist +paa en brat Stenflade, Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument +om min Ægthed, og den lille Øreflip foran, der var saa dryppende rød, +fortalte om, at den tilhørte en Kvinde, som var mig saare god, -- +hvorfor skulde saa ikke Hjertet hoppe i mig af Glæde? + +-- Hør, sig mig! er De lige saa tørstig som jeg? spurgte Minna +pludselig. + +-- Det veed jeg ikke, men tørstig er jeg. + +-- Ja, for dèr ser jeg mange Blaabær, og jeg veed egentlig ikke, +hvorfor vi skulde lade dem tørre hen til ingen Nytte. + +Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa +Buske omkap. Da det snart blev for besværlig at staa og bøie sig, +lagde vi os paa Knæ og krøb fra den ene Busk til den anden paa alle +Fire. Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev +Stilke af og trak dem igjennem Munden; først nu, da vi slukkede +Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig, +ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da +hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre og nappede med +Læberne Bærrene af Busken, uden at hjelpe sig med Hænderne, der +trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede hun op paa mig, med et +uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et +Par frie Smaakrøller dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske +sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu dette +landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, end min +Respekt før havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa +vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjelp -- nok er +det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse +hende. I dette Øieblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et +lille Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu lo og +ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter trykkede mine +Læber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i +hendes Øine, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde +spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Læber +berørtes, vore Arme støttede mod Jorden, som Forben; og just da jeg +vilde gjøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes +Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys, +sprang hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende, +havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa +Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I +Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere. + +-- Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt. + +Hun syntes ikke at høre det. + +-- Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, -- siden De +pludselig løber fra mig. Se blot tilbage, skal De se, jeg har den +endnu, skjøndt den er bleven meget blegere, men det er Deres ogsaa. + +Intet Svar. + +-- Er De vred paa mig? + +Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saae det mindste +tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget mig; jeg vidste +ikke mer at sige, og turde heller ikke plage hende, skjøndt denne +tavse Marsch i Hælene paa hinanden var mig rædsom pinlig. Endelig +nærmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste +Graner sænkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang +fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at +se. + +Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om +imod mig: + +-- Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke følge +mig længer. + +-- Men hvorfor ikke? Hvad mener De? + +-- Lad mig være! lad mig gaa for mig selv denne Gang, det er det +eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov -- tog Dem Lov -- + +-- Men saa sig mig i alt Fald -- -- + +-- Farvel, farvel! + +Hun løb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten og hen over +Enggræsset, hvor hendes Skridt blev lydløse; kun Læderbeltet om +hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevægelse. Saaledes havde det +ogsaa knirket, mens hun krøb om mellem Blaabærrene; jeg blev helt +modfalden, da jeg ikke længer kunde høre det. Thi dèr stod jeg endnu +paa samme Sted og stirrede efter hende lige saa længe, som jeg kunde +se hendes lyse Kjole. + + + + +ANDEN BOG + + + + +I + + +Længe drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drømmende end vaagen. -- + +Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større +Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været +det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv +gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den +smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog +været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der +kaldtes »den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun +Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk »ikke var +saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse +Tanter og deres opbyggelige Faddersladder. + +Hun maatte blive min -- var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes +Kys paa mine Læber, -- men hvorfor havde hun saa pludselig forladt +mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende? +Pige-Luner, -- hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem? + +Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa +man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa +Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge +hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv. + +Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig +imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da +vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i +Haanden. + +-- Her er Deres Brev, raabte han. + +-- Mit Brev? + +-- Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde +Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark. + +-- Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret, +sagde Hans. + +Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt. + +Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget +udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se +endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, -- men +det flimrede for mine Øine. + +-- Ja, det er godt, Tak skal I have. -- Farvel! -- + +Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde +præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned +ad Ryggen. + +Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os +kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? -- og +det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at +gjøre. Kjendte ham, -- det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham +paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa +Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, -- ikke just altid +i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden. +Men hvad der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den +Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde +en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme +Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben« for +en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjøn +ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde +gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var +meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig +Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt: +en nybagt Søofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med +Declarationen af Forlovelsen. + +Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart +ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg +skjønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kjendt +ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det +betyde andet end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse +eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri, +dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: hvorledes kunde +det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en +letsindig Charakter? + +Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom +de mig. + +Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra +en Kjededamper. + +Det var ganske mørkt. + +Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides Floden; dens +Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene; +men Rækken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevægede sig +langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført +af en Rubin- og en Smaragdstok. + +Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv +her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet. + +Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre Brev i +Haanden. + +Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det +nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten kun +klæbede fast paa et enkelt Punkt. + +Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden +at det kunde sees af Nogen. + +Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet +og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det. + +Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved +Sammenføiningen; men som om det blot havde været en Distraktion, +dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften. + +Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var »en ægte Minna +Jagemann«, saa maatte den grumme snart forsvinde. + +Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var +skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint +Prosastykke af Goethe i Poesibogen, -- formodentlig et Fluidum, der +førtes af den Rathener-Kjøbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om, +at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet +ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt +roligere stemt overfor det slemme Brev. + +Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som +hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke +udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt +en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at +hun maaske vilde foretrække at afsende et andet. + +Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik +strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, -- saa +havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset. + +Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, af hvilken +kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres +Smaaruder; -- høit over dem stod Krandsen af de steile Klipper, +tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former. + +Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde +skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen. + +Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, og den +understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig +mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg. + +Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning +om »de Ting, som skulde komme.« + + + + +II + + +Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og bragte en +Flaske Blæk med tilbage som formentligt #corpus delicti#. +Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som +Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette #instrumento#. Denne +Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne. + +Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, der #kunde# komme«. +Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en +Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom +mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde +sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give +Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig +færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag +maatte altsaa vies til Taalmodigheden. + +Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at +foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne +Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det +Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk +Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den +forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. -- +Middagsmaden lod jeg hente. + +Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de +aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet, +og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var +hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og +anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke +at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs. +Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var +utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa +det Utrolige. + +Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen +Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde +staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke +Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: -- Grotten »Sophien-Ruhe«. Hun +havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr; +hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig +dèr! Hun gjorde det sikkert, -- det var som en Aabenbaring! og afsted +styrtede jeg. + +Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min +Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med +Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet Blik. + +-- Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter -- muligvis er +dette et privat Anlæg -- -- + +-- Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede Mand +i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans +ophøiet-misfornøiede Blik. + +Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i +Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en +Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz -- hvorfor var det ikke faldet +mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret. +Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit +urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort +fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre. + +Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi -- + + Die Post bringt keinen Brief für dich, + mein Herz, mein Herz! -- + +Jeg paakaldte Romanens tredie Bind -- à 500 Sider. Da det var +gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede streifede den ene +Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; thi naar der blandt +Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene -- særdeles af et +ungt og sart Forhold -- er en velbarberet Tilstand høilig at +anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg +turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den +skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det. + +Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, da min Haand +kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden +dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin +Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af +Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning +blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved +Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede +endnu forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den +steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, og jeg +kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare +Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset +paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde +befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand +et tykt Brev ind til mig. + + + + +III + + +Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere +beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev -- det til +Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men +syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke +Tid til at undersøge det nærmere. + +Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i +Oversættelse saaledes: + + Kjære Hr. Fenger! + + Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, -- jeg er vis paa, + at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo + ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var + det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa + meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det + sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en + Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden + dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende + Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette + Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst + at tale med Dem -- her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene + kunde altid være med -- men jeg troer dog, det vil gaa bedre at + skrifte for Dem med Pennen, -- for det er virkelig en Slags + Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De + hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed + for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at + forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode. + + Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem + temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var + det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde + besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte + det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at + samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have + givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har + været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt + haardere, end jeg maaske fortjener. + + Saa vil jeg altsaa begynde. -- Ak, gid De dog heller sad her lige + over for mig! det er dog saa svært at skrive derom. + + Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex + Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især + Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i + Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget + Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og + Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med + sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har + ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg #skriver# nu). + De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og + hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar + man ikke begik denne Forseelse. + + Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig + Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin + Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte + med mig. Allerede som ganske lille Pige hørte jeg hende fortælle + sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo + flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine. + + Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en + tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore + Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til + sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte + mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte + mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige + til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, -- + »Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne + Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til + min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg + ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min + Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig + den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik + ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg + var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig + og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære + Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det + skulde saa være, -- det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa + reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden -- Gud maa + vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at + det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min + Fader. + + Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker + flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg + ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af + de Andre havde gjort, og jeg fik ham -- desværre -- meget kjær, + men dog -- og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at + skjænke mig fuldkommen Tiltro -- paa en fuldstændig barnlig + Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med + at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for + min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden + med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og + Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde + ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme. + Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz, + hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet, + som sædvanlig. + + Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken han + skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved. + Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham + under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om + Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig + saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb + troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu + begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg + vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa. + + Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg + var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart + efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med + en Anden -- hvilket dog nok var en Feiltagelse -- og min + Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og + fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han + reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til + Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest. + + Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun + for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om. + Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han + senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke + turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære, + bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig + Tilnærmelse, -- jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa + Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren). + + Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren + en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud + til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde + jeg ogsaa, og Stephensen -- [et begyndt Axel var her overstreget] + -- havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han + fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle + Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade, + som hans Væsen forlangte det. + + Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes + havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint + Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig + selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige + Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, + hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa + høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var + kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind + Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min + eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke + kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det + dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og + rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen + Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse + saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart + han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa + fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen + Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det + Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: -- saa + syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig + bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som + han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig + Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne, + at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De, + idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at + De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa. + + Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde + kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De + havde kysset, og at det langt fra -- ak, saa langt fra! var mit + første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han + havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa + opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det. + Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have + omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske + barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens + Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og + jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som + om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor. + + Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu + meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de + forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han + aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind + igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han + fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra + Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om, + var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung, + beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort + herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt + dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig + skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt + saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde + gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket + fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under + økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa + god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han + var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt + for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for + sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt + dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit + Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade + det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind + paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske + Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans + Moral noget slap; -- maaske var det en Fordom, men jeg kunde i + alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg + dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod + en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at + hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min; + ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde ham + alene. + + Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening, + at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til + hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle + ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa + gale Veie. + + Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig + var? Afsky for min Moder, -- det Kjæreste i denne Verden, den + Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde + ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage + mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa + usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen. + + Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok + fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos + dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit + Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres + Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til + Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at + det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for + mig først ruskede min egen Værdighedsfølelse vaagen og hindrede + mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode + Veie til at ødelægge mig. + + Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre + Mellemrum fortsat sig indtil nu -- over halvandet Aar. Han har + altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at + skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin + Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan + overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder + jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres + Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg + derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald, + selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske + neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det; + det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags + Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen + at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som + De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var + vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten + skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham. + + Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt. + Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter + disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig, + hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af + Skaansomhed besmykke dette, -- thi hvad Gavn har jeg af denne + Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares + oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i + Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr. + Stephensen. + + Deres Veninde Minna Jagemann. + +Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte +Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg +dog ikke først at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev, +som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til at forgribe mig +paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig +selv. + +Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger +for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende Bemærkninger om +Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en +kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige +Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa +at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer -- +navnlig af Gouvernante-Faget -- ellers i slige Tilfælde have en stærk +Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende +Linier: + +»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger, +en Landsmand til dig. Det var -- som du vel nok kan tænke -- denne +Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget +hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde været +Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk, +men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især +naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet; +undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt, +-- det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan +Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter +megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt +Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, -- han er jo endnu saa ung, +-- fireogtyve Aar; men han gjør et langt yngre Indtryk, som om han +endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved +jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en +saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over +Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur +altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har +»opmuntret« en ung Mand, -- det er jo Udtrykket -- eller endogsaa +koketteret med ham, -- hvilket ofte kun vil sige at have været +munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, -- og saa dog, naar +det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har +fulgt ham til Verdens Ende: -- ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i +alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode +Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik +og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for +at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de +muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog +Venskab -- for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde -- og +hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort, +at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan +beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv +ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og +pretentiøs. -- Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr. +Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange +Henseender lærerig. -- Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa +gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!« + +Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift -- din +Veninde -- ingen Hilsener, naturligvis. + + + + +IV + + +Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse det +Ord for Ord. + +Ved den første Læsning havde jeg været betaget af en knugende Angst +for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen, +som maatte sætte hende mindre høit i mine Øine, en Angst, der jog mig +rastløs fra Linie til Linie, bestandig med eet Øie forude. + +Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes +næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig +til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var +det af Uvillie mod denne Stephensen, -- og dog følte jeg en vis +Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende. + +Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden +om, at hun med dette Brev lagde sin Skjæbne i mine Hænder. Det var +helt igjennem dikteret af den Følelse, at vi stod foran et afgjørende +Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte +lades tilbage paa denne Side af det. + +Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg +lod det komme saa vidt. + +Naar jeg altsaa nu sagde -- og hvor dybt følte jeg ikke, at jeg +kunde, #maatte# sige det: -- Nu vel, efter at have hørt alt dette, +tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg +kjender og forstaar Dem bedre, -- hvorledes skulde hun da kunne +trække sig tilbage? + +Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale +Kjærlighedens Sprog? -- + +Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en Forening, +skjøndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske +tilfredsstillende. Men det var først i det sidste Par Uger, at vi Dag +for Dag vare komne hinanden nærmere, og i hendes Fremhævelse af, at +Brevet var fjorten Dage gammelt, saae jeg en Antydning af, at disse +Bemærkninger ikke længer skulde betragtes som gyldige. + +Jeg vilde strax skrive til hende. + +Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig Tid til at +barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet endnu sad ganske +indtørret; thi Solen, der allerede streifede Vinduesposten, vilde +ellers snart have gjort denne nødvendige Operation meget vanskelig. +Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med +flyvende Pen skrive følgende Brev: + + Rathen den 14de August 188.. + Kjæreste Veninde! + + I hvilken Grad Deres yndige Brev har rørt mig, og hvor langt det + er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, der kunde + andet end fuldstændiggjøre og uddybe det skjønne Billede, som jeg + allerede havde af Dem, det har jeg kun eet Middel til at + overbevise Dem om. + + De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg vil + foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemærkningen + om, at De frygter for, at mit Bryst skulde være svagt, hvilket + jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet. + + Derpaa skulde De da -- efter mit Forslag -- fortsætte: + + Han havde allerede viist mig saa megen Opmærksomhed, at jeg ikke + godt kunde være i Tvivl om hans Følelser overfor mig. Det kom mig + derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om + min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et + Par Aar kunne skaffe os et anstændigt Udkomme, rimeligvis i + England, hvor han har en Onkel, som vil sætte ham i Vei. Jeg var + ikke et Øieblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skjæbne med + hans etc. + + Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa kom idag + til Hertz til sædvanlig Tid. Hvis jeg ikke seer Dem der, naar jeg + kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, at jeg skal savne Dem + bestandig, og at mit Venskab med Dem i Stedet for at være + Indledningen til en livsvarig Lykke kun var en flygtig, men + velsignet Drøm. + + I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig. + + Deres trofaste + Harald Fenger. + +Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og +sendte en lille Dreng over til Villaen med det. + + + + +V + + +Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. -- Tiden var +allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad +Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem +Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal. Men for +hvert Skridt her, som førte mig nærmere til Afgjørelsen -- og der var +ikke mange ialt -- blev min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da +jeg saae de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle +Engstrøg førte op til Huset. Ved den mindste Bevægelse maatte jeg nu +vente at se Hus-Hjørnet med det fremspringende Tremmelysthus komme +frem bag Kronen af et Frugttræ i Nabohusets Have. Det var, som om +Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig +.... + +Dèr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag -- +Vin-Espalieret -- Slagskyggen af Trækronen med Lysthuset, hvor den +graagrønne Dug havde en skraa Stribe af gult Sollys; -- jeg saae paa +denne Stribe meget længe -- en Del af et Sekund eller et halvt Minut +-- for at opsætte Afgjørelsen; nogle Blade af Frugttræet skjulte +Hjørnet af Dugen; over den steg Dampen fra Maskinen op. En +hvidskjægget Mand havde jeg allerede opdaget -- nu ogsaa den gamle +Dame -- Andre var der ikke. + +Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne. +Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var +atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde været. Først +tænkte jeg paa at liste mig bort, for jeg tvivlede ikke om, at hvis +hun vilde være kommen, saa havde hun allerede været der. Men maaske +var hun gaaet op for at hente noget til Kaffebordet, eller hun havde +været forhindret, og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette +foresnakkede jeg mig og forkastede det strax igjen som Ynkeligheder +af min svage Sjæl, der ikke turde se Sagen lige i Øinene. + +En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, der +bevægede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned mod +Floden. Dèr, ved den lille Kilde, neppe halvhundred Skridt fra mig, +reiste en Skikkelse sig i Veiret -- + +Det var Minna. + +Jeg vilde ile hende imøde. Men Hertz havde allerede opdaget mig og +raabte efter mig: »Hr. Fenger, skynd Dem, skynd Dem dog!« Jeg saae +ogsaa, at han vinkede ad mig, og skjøndt jeg ikke kunde begribe, +hvad denne Iver skulde sige, adlød jeg den meget villig. Da jeg med +to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt, +knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en +Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld. + +-- Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz. + +-- Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod, +at De kom ganske bestemt. + +-- Ja, vil De tænke Dem, -- vi reiser til Prag i Aften, ja om et +Øieblik. + +-- Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De +følger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa +tage til Schandau, og det vil vi gjøre med Skibet, Veiret er jo nu +deiligt. Saa kunde De gjerne gjøre den Tur med, -- der gaar Tog +tilbage Klokken ni, -- Minna har allerede lovet det. + +Naturligvis skyndte jeg mig at gjøre det samme. + +Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et Øieblik tilhvisket mig den +Mulighed, at mit Brev slet ikke var blevet afleveret, saa at Minnas +Nærværelse var uden Betydning og Alt endnu vilde opløse sig i +Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna havde paastaaet, jeg kom +sikkert, beroligede mig. Nu kom hun selv op ad Trappen. Hun bar den +samme lette, chamoisfarvede Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare +sammen i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usædvanligt langt og fast +Haandtryk -- hun havde en ejendommelig inderlig Maade at give En +Haanden paa -- smilede hun, men kun med Øinene, og saae mig helt ind +i Sjælen med et Blik, der var ligesaa forskjelligt fra alle +tidligere, som »du« er fra »De«. Alt Blodet strømmede mig til +Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede den, og ogsaa mine Knæ +rystede. Først nu, da hun gav mig Vished, og jeg følte mig ganske +rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og +Angsten havde taget paa mig. + +Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile ganske +hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skjænkede +Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som han altid satte megen +Pris paa at faa til sin Kaffe -- det var ligesom i en Café. Og alt +imedens han nippede snart til Kaffen, snart til Vandet, snakkede han +paa sin ivrige Maade: -- + +-- De maa nemlig vide, -- ja det vil forresten interessere Dem -- +maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag -- naa, ikke? Ja, +ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Følgeskab tilbage, og +Dem tør vi nok betro hende til. .... Altsaa der er i Prag fundet et +Manuskript til Faust -- til #Faust#, kjære, unge Mand, -- det vil +sige, til en Del af de første Scener -- og afvigende, det er det +uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det +skal iøvrigt være djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de +første Udkast. .... Det er en gammel Særling -- pensioneret Oberst -- +der for Gud ved hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante +eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe -- ja, hvor +nær, det veed jeg saamænd ikke, he he! og det kan jo ogsaa være det +samme. Dèr har De forresten vort moderne militære Tydskland! Arver en +Kiste med Breve og Papirer, blandt hvilke han, hvis han da ikke havde +været saa uvidende, kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe +derimellem; gider af lutter Foragt for alt Litterairt ikke saa meget +som lukke Kisten op; er i Pengeforlegenhed -- Ødeland naturligvis -- +maa kaste sig i Armene paa Aagerkarle -- og har en Skat paa sit Loft, +som han kunde kjøbe et lille Fyrstendømme for. .... Og hvis han endda +ingen Vink havde faaet, men vi anede jo noget saadant, om ikke just +et Manuskript, saa dog Breve, Oplysninger -- jeg har selv skrevet til +ham -- men nei: Familiepapirer, maaske kompromiterende Hemmeligheder, +og de skulde udleveres til »forbandede Litterater«, saadan har han +naturligvis raisonneret. Altsaa: men nøjes med Johannisberger-Dorf i +sin Kjelder -- det er notorisk, at han var en passioneret Vinkjender +-- og et Fyrstendømme paa Loftet, -- det er Nemesis! Aa, saa den Karl +har ærgret os! Nu er han altsaa død, Gudskelov, og Manuskriptet +findes. At jeg dog ikke var tilstede. Naa, men jeg fik Brev idag, +blev tilkaldt som -- saa at sige -- en Slags Autoritet, kjære Ven! og +De kan tænke -- .... + +Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af hendes +Bevægelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste Ord af denne +Beretning. Jeg følte en Vidde og Elasticitet i Sindet, som om det paa +een Gang kunde rumme alle mulige Indtryk, der blot vare tiltalende og +rene. Den Gamle har aldrig haft en opmærksommere og mere deltagende +Tilhører, ja, han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation. +Min Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone +endnu vidunderligere. Og medens jeg lykønskede ham til denne +interessante og ærefulde Reise, fremsatte Spørgsmaal og besvarede +hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som Minna havde skjænket +og rakt mig, og langt fra at finde den »brune Nektar«, skjænket af +elskede Hænder, uforlignelig, afgjorde jeg i mit stille Sind, at +Minna i sin Egenskab af Sachserinde lavede »Bliemchen-Kaffee«, og at +den Tid vilde komme, da hun maatte vænne sig til at omgaas mindre +økonomisk med Bønnerne. + +Jeg havde dog neppe haft Hjerte til at afslaa en anden Kop, hvis jeg +ikke fra Floden havde hørt den dumpe Lyd af Dampmaskinens +Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, men snart +efter saae vi over de grønne Marker Skibets Skorsten, der som en sort +Streg rykkede frem paa den lyse Baggrund af Affaldsskraaningen under +Stenbruddene. .... + +Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset glide os +forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi +seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu +traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de +smaa Vagttaarne. Skjæret af de gule Stenbrud flammede henover Vandet, +og hver rød Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang +dirrende Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Frugttræer +deres grønne Speil i Floden. Fra den pløiende Stavn gled lange, +muslingformede Bølger ud til Siden, og eftersom de naaede ind mod +Bredden, flød Speilfarverne ind i deres glasurblaa Dale, -- ligesom +en Vædske, der pludselig finder en Kanal -- og trak Billedet ud i en +langstrakt Forvridning, indtil Alt blandedes i et vibrerende +Mellemhverandre af tungede og spiraldreiede Farver, alle lyse og +glasklare. + +Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om Prags +Mærkværdigheder; om den eiendommelige Teyn-Kirke, hvor min berømte +Landsmand Tycho Brahe laa begravet, -- om det smudsige Jødekvarter +med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple +orientalske Gravstene, skjæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad +hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, om +Hradschin, det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op +ad dets Bjergside -- lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre +den næste Dag, hvis jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften. +Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde +give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger, +trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just +havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han +med at sige: »Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab, +skjøndt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem.« Saa +begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette +Vovestykke, og at jeg »endelig ikke for hendes Skyld« maatte give +Afkald paa denne fornøielige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa +gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab. Og imens hun +drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde +svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende Øine. Vi +morede os hjertelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente +at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da +han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var +forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken +ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede +os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men +tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed +under denne Ordleg. + +I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en +Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om +Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden til Jernbanen +regelmæssig gik et Kvarter før Togets Afgangstid, som vi vidste +sikkert fra Reisebogen. Da Stationen nemlig ligger paa den anden Side +af Floden, og godt en halv Fjerdingvei fra Hotelbyens Centrum og +Landingsplads, iværksættes Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne +Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa +Reisefeber og hvert Øieblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af Lommen. + +Endelig indrømmede Minna, at det kunde være paa Tiden at bryde op. -- + +Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte Vand med et +Skjær over sig af Lygtelys, der samlede sig i Hvirvlerne, jog frit +forbi dens tomme Bjælkelag, hvor der ikke stod saa meget som en +Vadsæk eller Haandkoffert. + +-- Nu er vi da nok komne til den feile Bro, det maa være +Dampskibsbroen, mente Fru Hertz. + +-- Vist ikke, vi er blot for tidlig paafærde, svarede Minna, lidt +stødt over denne Mistro. + +Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste sig Noget +eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der tjente til Ventesal, +og satte sig. I det ene Hjørne sad en tarvelig Mand og sov med +Hatteskyggen nedkrampet over Panden, for den osende Petroleumslampe +lyste netop tilstrækkelig til at skjære En i Øinene. Efter endnu et +Par Gange at have raadført sig med sit Uhr, stod Hertz op, nærmede +sig til den Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald +-- og spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede paa +Dampbaaden til Dresdener-Toget. + +-- Nach Brag! snøvlede den Adspurgte mekanisk, uden at se op, maaske +ogsaa uden at være vaagnet. + +Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saae en Lastdrager komme +slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. -- Baaden +til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende +indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til +Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg +kunde se, at Minnas Ærgrelse over at blive beskjæmmet i sin +Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glæde, som +lykkeligvis ikke var mig uforklarlig. Hun syntes med Villie at undgaa +mit Blik. + +-- Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert -- han har blot ikke +vidst rigtig Besked .... Se, er det ikke den derude? + +En rød Lanterne nærmede sig paa Floden fra den Side, hvor Stationen +maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, og Dampen, drevet +frem af Vinden over Skibet, der langsomt gik op mod Strømmen, svævede +foroven som en lille Rosensky. Man hørte Stempelslagene. + +Jeg følte mig usigelig flov og kastede et ærgerligt Blik paa den +gamle Hertz, der udbrød i et beroliget »Gudskelov« og ilede i +Forveien ned paa Broen, som om der ingen Tid var at spilde, som om +det var ham, der skulde til Dresden. + +Baaden skilte sig ud fra Mørket, Piben skingrede, et Raab derudefra +besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten foer en Lasso, der +var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og plaskede ned nogle +Alen bagved ham. Den lille Damper laa ved Broen, endnu dirrende i sit +kulstøvede Skrog; paa den smudsige, lave Kahytsvæg faldt Lys fra +Maskinrummet, hvor det endnu pumpede med en langsom Futten; en +vamlende Varme og en branket Oliestank, blandet med Kulos, strømmede +ud i den friske Natteluft. + +-- Til Dresdenertoget? + +-- Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her næsten en halv +Time. + +-- Ja, men Toget til Dresden? + +-- Det har vi lige sat Folk over til. + +-- Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en Baad til at sætte +En over? + +-- Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich -- er her nogen +Baad at faae? + +-- Nei, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren og +spyttede ned i Vandet, -- Folk kan jo være her, naar Damperen gaar. + +Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, at ogsaa +Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet ud; han +følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i +den vide Verden og forlade os der midt om Natten. + +-- Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig? Man +skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, -- og Reglementer kan jo +forandres fra Aar til Aar -- det burde jeg ogsaa have betænkt. Det er +virkelig høist fortrædeligt. + +-- Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, egentlig er vel Ulykken +ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, men Hoteller er der da +nok af her i Schandau, der er jo snart ikke Andet. + +Denne praktiske Bemærkning beroligede ham. + +-- Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. Men maaske +vil de dog savne dig. + +-- Aa, jeg kommer saamænd, før Nogen er oppe. + +Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz mig lidt til +Side: -- + +-- Sig mig, kjære Hr. Fenger, -- De kom jo saa uforberedt med paa +denne Udflugt -- og desuden tænkte vi jo ikke paa at overnatte -- jeg +mener, har De -- tilfældigvis -- ikke saa mange Penge hos Dem? + +Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da jeg -- virkelig +»tilfældigvis« -- havde et mer end tilstrækkeligt Beløb hos mig. + +Den Gamle saae forundret paa mig og stak tøvende sin Portemonnaie, +som han allerede havde taget frem, ned i sin uhyre dybe Lomme, mens +han bevægede sin Underlæbe, som om han endnu vilde sige Noget. + +-- Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden +fra Damperen, -- der gaar ikke flere Tog nordpaa. + +-- Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag. + +-- Men De spurgte jo om Dresdener-Toget. + +Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold. + +En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled +et Tog forbi, hvæsende og bræmsende. Det var det, der skulde have +ført os tilbage til Rathen. Jeg stod alene med Minna, og da jeg +mente, at Ingen bemærkede os, gav jeg efter for min Kaadhed og rakte +lang Næse ad Toget. Minna brast i Latter, -- og en noget raa Bas, +lidt til Siden for os, stemmede med i. -- Jeg vendte mig næsten +forskrækket; det var Drageren, der syntes at have opfattet +Situationen. + +-- Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz. + +Hertz's fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som om der var +Fare for, at Damperen skulde gaa fra dem. De blev staaende ved +Rælingen, og vi talte endnu et Kvarterstid sammen, med lange Pauser, +søgende efter Ordene, Allesammen kjede af Ventetiden. Hertz +anbefalede os et Hotel, der var godt og »maadeholdent« i sine Priser. +Endelig ringede Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i +Ventesalen. + +-- Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden. + +Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, der +fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrættet, +blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og +forsvandt i Mørket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetørklæde. + +Jeg var lige ved at omfavne hende, -- men udefra kunde de maaske +endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa +Rækværket. + + + + +VI + + +Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der en af de store +blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt +det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saae paa +mig med et spørgende Blik, der sagde: »skal jeg?« strakte hun Haanden +ud og stak den ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i +den tomme Kasse. Skjøndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos +mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget Ondt varslende ved +den. Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Følelse +erindrer jeg endnu ganske levende, skjøndt jeg ikke et Øieblik hengav +mig til den. For jeg havde allerede draget hende ind til mig og følte +snart min Omfavnelse gjengjældt med en Heftighed, der mindre havde +Charakter af Lidenskab end af inderlig Ømhed. Disse kraftige +Pigearme syntes, idet de knugede mig ind til hende, at ville holde +mig rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igjen. Da hun +mærkede, at jeg snappede efter Veiret, slap hun mig pludselig: -- + +-- Har jeg gjort dig Fortræd? jeg er saa voldsom? -- + +Hendes Ansigt havde et saa forfærdet Udtryk, -- som om jeg virkelig +kunde være gaaet i Stykker mellem Armene paa hende -- at jeg +uvilkaarlig brast i Latter og bedækkede det med Kys, indtil hun +tyssede paa mig med en Forskrækkelse af en ganske anden skjælmsk og +fornøiet Art tittende ud af de opspilede Øine og hviskende fra de +halvaabne Læber, som hun lagde Fingren paa. Men der var ingen i +Nærheden, og Hjørnet af Skuret gjemte os i en trekantet Skygge. + +Endelig forlod vi den. Jeg vilde føre hende videre ud langs Floden, +men dèr blev det hende for mørkt; hun vilde indad Byen til. »Vi kan +jo være fornuftige,« sagde hun. Men vore Ord blev mindre Samtale end +oversatte Kjærtegn. + +Vi gik langsomt Arm i Arm paa den brede Quai henimod Byens Lys, der +tilvenstre i spredte Gnister steg op imod Stjernerne og forrest ud +imod Flodbugten samlede sig i en gyldenstraalende Bort, indlagt med +Hotelhavernes grønne Emaille. Paa den anden Bred saaes intet andet +Lys end et Par kulørte Signallygter, og den mørke Bjergmasse viste +sig kun som en stjærneløs Del af Himlen. + +Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men netop nu +begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under Lysningen traadte +en mørk Bjergbue frem. Masterne af et Par Elbpramme tegnede sig paa +Himlen. Glansen blev hurtig rødere som af en Ildebrand -- havde man +været ved Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjældet +lysbrændende, der hævede sig som en glødende Kuppel over Winterbergs +jævne Skovaas, just hvor Hakket midtveis silhouetterede sig. Faa +Minutter, og Maanen svævede frit, bestandig mindre gylden og mere +krystallisk, over Bjerglandskabet med Flodens Krumning, et Landskab, +som den selv syntes at skabe af Nattens Chaos og at fuldkommengjøre +mer og mer. + +Det var for skjønt til, at man kunde tænke paa at skilles. Og vi blev +ved at gaae frem og tilbage ved Floden fra det lille ensomme +Venteskur, til vi kom saa nær ved den første Hotelhave, at vi saae de +sorte Frakker og brogede Damehatte bevæge sig under Løvet. + +Alene paa dette fremmede Sted, forekom vi os som et nygift Par, der +er paa Bryllupsreise. Jeg priste det lykkelige Tilfælde, der havde +tvunget os til at overnatte. + +-- Jeg var ganske vist ogsaa glad derover strax, sagde Minna, men +snart efter blev jeg rigtignok betænkelig, for jeg havde det jo dog +paa en Maade paa min Samvittighed, -- jeg burde ikke have været saa +paastaaelig. Selv havde jeg kun et Par Mark hos mig. Hvis du nu ikke +havde haft mer, saa havde min Letsindighed bragt os i en slem +Forlegenhed. Der faldt en Sten fra mit Hjerte, da jeg saae Hertz og +dig i en praktisk #tête à tête#, og forstod, at du ikke behøvede at +laane Noget af ham. Jeg var allerede ganske hed om Ørene .... Ak, de +Penge, Harald! Det var maaske en Mindelse om, hvormeget man altid bør +tænke paa dem ved alle Planer. + +Og vi fordybede os i de pekuniære Fremtids-Udsigter og Beregninger +over, hvor Lidt der kunde gjøres tilstrækkeligt ved økonomisk Kunst, +-- et tilsyneladende meget prosaisk Emne, men som i Virkeligheden for +unge Kjærestefolk, der er ligesaa fattige som forelskede, har større +Tiltrækning end den mest ophøiede Romantik. Ja, hvor sværmeriske vi +end vare, tvivler jeg dog meget om, at det Guld, som Maanen lod +blinke hen over Flodmørket, forekom os mere poetisk end det, som vort +Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og man maa ogsaa +indrømme, at begge Arter foreløbig vare lige uvirkelige og +billedlige. + + + + +VII + + +Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel. Det hørte +ikke til dem, der præsenterede sig ud mod Floden, men laa med sin +Façade ud til det samme Torv, som hine fornemmere Brødre vendte +Ryggen til, -- en aflang Plads, halvt overskygget af Kirken paa den +østlige Kortside. Tolvslagene rungede netop ned fra dens Taarn, hvis +smaa Teglsten tindrede som vaade Skjæl. + +En døsig Lygte oplyste Porthvælvingen. Paa Trappen var der allerede +slukket. En »Hausknecht« med Hanke-Øren og et Ansigt fuldt af +Philippenser skelede med et Drikkepenge-vurderende Blik paa os, og +med et andet efter den totalt manglende Bagage, kløede sig i et Par +gullerods-røde Haartotter og svarede, idet han blinkede paa en ganske +særlig uforskammet Maade med det ene Grise-Øie: -- + +-- To Værelser? og de skal vel være sammen? -- ja, jeg veed saamænd +ikke -- + +-- Saa skaf Dem det at vide -- i to Etager, for mig gjerne -- men +hurtigt, her er Hoteller nok i Schandau, sagde jeg barsk, idet jeg +betvang en mægtig Lyst til at ruske det ene Øre af ham. Minna, der +var bleven ganske rød ved hans Uforskammethed, saa helt forskrækket +paa mig. + +Oppe i andet Stokværk bøiede et kvindeligt Ansigt sig frem i +Rembrandtsk Belysning. Flere Numre tonede op og ned ad Trappegangen +med den forskjelligste Betoning; derpaa antog vor Hausknecht +pludselig en diplomatisk Stilling og indbød os med en naadig +Haandbevægelse til at vove os op ad den med en gjennemslidt +Kokusmaatte belagt Trappe og betro os til den kvindelige Genius med +Lyset, som dryppede store Stearinklatter ned paa den noget +rødlig-graa Skulder af hans Diplomatkjole, alt imens han i en dyb +Mavetone frembragte de to udkaarne Numre. Vi fulgte denne Opfordring +efter indstændig at have paalagt ham at lade os vække til +Morgentoget. + +Værelserne laa ganske rigtig ved Siden af hinanden, og skjøndt jeg +nok saa rask havde erklæret, at de for mig gjerne kunde ligge i +forskjellige Etager, blev jeg unægtelig meget fornøiet ved dette +umiddelbare Naboskab; de stod endogsaa i Forbindelse. Jeg veed ikke, +om det var tilfældigt, at vi begge samtidig satte vort Skotøi ud i +Korridoren. Den var tom og mørk; kun langt henne ved en Omdreining +var der et Skjær af en skjult Lampe. Vi listede os paa Hosesokker ud +paa den neutrale Grund og gav hinanden et langt Kys til Godnat. + +Da jeg igjen var i mit Værelse og gav mig til at trække Frakke og +Vest af, bemærkede jeg, at Nøglen sad i Døren ind til hendes Værelse. +Denne Opdagelse satte mig straks i en tiltalende nerveus Spænding, +men bragte tillige Ærgrelse og Uvillie, idet jeg erindrede det ækle +Opvarter-Smil med det sammenknebne Griseøie. Derved kom jeg +imidlertid til at erindre, hvor rød hun var bleven den Gang, jeg saae +ganske tydelig hendes fornærmede og forskrækkede Mine, og dette +Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver med +Vesten hængende over den ene Arm og stirrede ufravendt paa denne +betydningsfulde Nøgle. Var den dreiet om eller ikke? Jeg listede mig +hen og rørte ved den, men turde ikke dreie den, for ikke at gjøre +hende forskrækket. + +Jeg gik tilbage i Værelset og fortsatte Afklædningen, idet jeg dog +bestandig skelede til Nøglen, ligesom jeg to Aftener iforveien havde +skelet til hendes Brev. Men jeg havde ladet det være uantastet, og +allerede idag havde jeg faaet det tilsendt aabnet, med Ret til at +læse det. Dette tydelige Bevis paa Dydens Belønning styrkede min +Samvittighed. »Ogsaa denne Skillevæg vil jo en Gang falde af sig +selv, blot jeg giver Tid, og vi ville Intet have at bebreide os.« + +Lige da jeg havde slukket Lyset og lagt mit Hoved paa Puden, +skræmmedes jeg op ved en sagte Banken. Jeg var ved at springe ud af +Sengen, da jeg besindede mig paa, at det var paa Væggen, der blev +banket, lige ved mit Hovedgjerde, og jeg huskede, at hendes Seng stod +ved samme Væg. Hurtig svarede jeg, og hun gjensvarede; sagte og +stærkere, med Knoen og Haandfladen, gjennem alle Tempoer og i +forskjellige Rythmer, fortsatte Telegrapheringen sig, som om det var +to spiritistiske »Banke-Aander«, der underholdt sig med hinanden, og +denne Samtale uden Ord, der tydeligere end Ord kunde have gjort det, +udtrykte vor adskilte Samværen, vort Savn og vort Haab, -- efterlod +mig i en rolig og lykkelig Stemning. + +Jeg vidste, at paa begge Sider af denne uaflaasede og lidet +klosterlig-strenge Væg, havde der rørt sig de samme Stemninger, +Følelser og Tanker, -- om de end ikke hos hende havde antaget Form af +en Fristelse eller af bestemte Forestillinger. Denne Time forekom mig +paa en hemmelighedsfuld Maade at have ført os nærmere sammen; og +medens al min Glæde hidtil havde været Bevidstheden om at have Lov +til at elske, gjennemstrømmedes jeg nu af den salige Følelse, at +#være# elsket, selv at være Gjenstand for den Andens Længsler og +forborgne Ønsker. + + + + +VIII + + +I det lille Restaurations-Cabinet traf jeg Minna ventende paa mig. +Hun skjænkede Kaffen af den anløbne Kande, og vi satte os til Bords +som et Par unge Ægtefolk, ganske som om de delikate Karlsbader Horn +paa Bakken var et sandt Symbol paa vore Hvedebrødsdage. Det var endnu +temmelig dunkelt i Værelset; Taagen blindede Vinduet som et hvidt +Rullegardin. Jeg var lidt tung i Hovedet af den uvant tidlige +Morgentime og noget febrilsk. + +Udenfor kunde man ikke se Kirken og kun skimte Gjenbohusene som en +Masse. Brostenene vare fedtede, Minna gled og tog min Arm. Et Par +Gadefeiere bevægede sig grotesk i det mælkehvide Medium. + +Under Barberskiltet, der syntes at være en fritsvævende Maane, +klirrede en Glasdør, som blev lukket op med et Spark. + +Ved Kramboden paa Hjørnet havde en paa een Gang krydret og snusket +Lugt imprægneret Taagen paa et bestemt Strøg: man traadte pludselig +ind i den og ligesaa pludselig ud igjen. + +Vi kom i passende Tid til Damperen. + +Neppe havde den lagt ud, saa var ogsaa Bredden forsvunden, og man +kunde gjerne tro, at man var midt ude paa Verdenshavet. + +Kun lige i Nærheden saae man de smaa Bølger blinke skjælagtig; Taagen +drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrøg ned +over Dækket. Piben lød uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i +korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller +et langt Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et +Spøgelse-Skib. + +Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm: + +»Der kan da ikke ske Sammenstød?« + +»Vist ikke!« + +Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad kunne blive +seilet i Sænk? og man drukner lige saa let midt paa Elben som midt +paa Atlanterhavet. + +Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrømme. Men +den samme Taage, der havde fremkaldt den, forjog den snart ved at +gjennemisne os. I Angsten for Snue og Hoste druknede den romantiske +Frygt og Haabet om at forenes i en pludselig Død. + +Saa forvirrende var denne Fart, med ligesom et Bind af Lys om Øinene, +at da et Stød forkyndte, at vi vare lagt til, ventede vi Bredden paa +den anden Haand og troede, at vi vare vendte tilbage til +Schandau-Siden. + +Og da vi stod paa Perronen, og Dresdener-Toget bruste frem, mente vi, +at det maatte være et, der gik ad Bodenbach til. + +Alt befandtes imidlertid at være i bedste Orden. + +Takket være en velanvendt Drikkeskilling, befandt vi os snart ene i +en anden Klasses Coupé. Over Vinduets hvide Tavle foer skyggegraa +Billeder af Blade, Grene og Buske, og den ene Draabe efter den anden +søgte Vei ned over den. + +Under den rystende Bevægelse stødte vore Skuldre bestandig sammen. + +Men mit Haandtryk besvarede Minna neppe, og hun var meget ordknap. + +Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til Siden og +pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formørkedes af Conducteuren. + +Da han havde taget Billetterne, og jeg efter at have lukket Vinduet +vendte mig om, glad ved, at vi nu skulde være uforstyrrede, reiste +Minna sig. En Dreining af Wagonen kastede mig ned paa det bløde +Hynde, og i det samme laa hun paa Knæ for mine Fødder. Leende vilde +jeg løfte hende op, men standsedes af et ængsteligt og bønligt Udtryk +i hendes Ansigt. + +-- Harald! jeg har Noget, jeg maa sige dig. Men lov mig ikke at blive +vred .... Nei, nei, du skal Intet love, maaske kan du ikke andet. + +-- Men, Minna dog! Hvad skal det sige? -- reis dig, Kjære! + +-- Nei, nei! hør først, jeg har været saa styg igaar .... jeg har +narret jer -- løiet ogsaa for dig -- + +-- Hvad mener du dog -- naar da? + +-- Aner du det ikke -- kan du ikke gjætte det? + +-- Nei, jeg forsikrer dig. + +-- Se! udbrød hun med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet, du kan slet +ikke tænke dig, at jeg kan være saa falsk .... Og naar du hører det, +vil du maaske frygte, at jeg altid er saadan -- + +-- Men hvad er det da? du har jo endnu slet ikke sagt mig det. + +-- Ja, det var jo igaar Aftes, da vi kom for sent til Færgedamperen, +det var min Skyld -- jeg vidste godt, at den gik tidligere til det +Tog -- og det benyttede jeg mig af. + +-- Og det er det Hele? udbrød jeg leende. + +-- Du ler mig ud! du skulde meget heller banke mig, -- er det rart at +faa en Kone, der saadan kan lyve og bedrage? .... Synes du da slet +ikke, det er stygt? + +-- Men Herregud! + +-- Og den rare gamle Hertz, der blev saa bekymret -- han følte +aabenbart Ansvar ved saaledes at have faaet os ud paa Eventyr. Ja, +naar det er for sent, kan man sagtens angre. Jeg havde heller slet +ikke tænkt paa, at jeg uden Tilladelse disponerede over din Pung, at +du maaske ikke havde Penge nok hos dig og kom i Forlegenhed. Alt det +var meget urigtigt. Men det værste var dog, da du selv begyndte at +tale om den heldige Feiltagelse, og jeg ikke turde bekjende det, men +blev ved at lyve -- for min egen kjære Ven -- da blev jeg saa led ved +mig selv. + +-- Men hvorfor turde du da ikke »bekjende det«, som du kalder det? + +-- Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade være, skjøndt +det egentlig var min Beslutning aldrig at sige det, eller i alt Fald +meget, meget senere .... Ak, du kan maaske slet ikke forstaa det! Men +-- ikke sandt -- det var dog saa yndigt at være uforstyrret sammen, +vi havde jo slet ikke faaet talt sammen endnu -- i Stedet for at +skulle færges over i en Dampbaad fuld af Folk og puttes ind i et +ækelt Jernbanetog -- det Tog er altid opfyldt -- tænk dig! -- Og saa +-- (hendes Stemme blev ganske hviskende, og hun skjulte Hovedet i mit +Skjød) -- var det ikke ogsaa lidt -- en ganske lille Smule -- sødt, +pludselig at bo saadan Dør om Dør? + +Jeg bøiede mig ned til hende. + +-- Og da du bankede paa Væg -- + +-- Tys! udbrød hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine Læber og +betragtede mig med et pudsigt, forskræmt Udtryk. Men strax forandrede +det sig næsten indtil Surmuleri: -- + +-- Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, om +Værelserne kom til at ligge i hver sin Etage -- + +-- Men overfor Opvarteren, Kjære -- + +-- Ja -- ja, jeg veed nok -- -- + +Hun foer op og gav mig et Kys, pludselig og kort, -- det var, som om +jeg havde faaet en Bold i Ansigtet. + +-- Er du saa ikke vred mer? + +Jeg løftede hende helt op paa Sophaen. + +-- Mer? men jeg forsikrer dig, Minna, jeg har slet ikke -- + +-- Ja, men, du #maatte# jo ogsaa gjerne være vred, du skulde jo være +vred paa mig -- + +-- Aa Snak! jeg synes blot, at det er langt skjønnere nu, da jeg +veed, at det ikke var et Tilfælde, men din Villie -- + +-- Dig er der da heller slet ikke noget Udkomme med, du vil absolut +forkjæle mig, hvad skal det blive til! udbrød Minna og trykkede sig +ømt ind til mig. -- Men se, hvor det klarer, -- det bliver dog smukt +Veir idag. + +Udenfor, paa den hvide Taagedug, der var spændt for Vinduet, tegnede +sig dunkle Kroner af Frugttræer, spidse Grantoppe, en Tagrand med en +blinkende Skraarude -- alt uden Grændse nedad og skyggeagtigt, +ligesom Laternamagica-Billeder, der begynde at fæstne sig. + +Og oppe over alt dette svævede en mørk Masse; det var Liliensteins +Klippeplateau, der svømmede som en Ø i Luften, med Taagestrømmen +skyllende om sine runkne Stensider med de lange dybviolette Kløfter, +og med en Mylr af smaa Granspir pegende op imod Luften, der foroven +blaanede igjennem med Skjær som af en Opal. + +-- Og hvad skal vi saa gjøre idag? spurgte jeg. -- Imorgen +Eftermiddag træffes vi jo hos Hertz's --, men vi maa da virkelig sees +før. + +-- Ak ja, vi maa benytte Tiden --, »Die schönen Tage in Aranjuez --«, +længer citerer jeg ikke, ellers bliver det, som bekjendt, forkert. +.... Altsaa iovermorgen reiser du virkelig? + +-- Ja, søde Minna, -- det er dog det bedste. Ferien er ude, og +Værtinden har ogsaa leiet ud igjen. + +-- Naa, om en Uge er jeg ogsaa fri som en Fugl .... Lad mig se, jeg +vil faa Børnene med ud at spadsere. Du kan -- hvis dine mange +Forretninger ikke hindrer dig -- saa kan du vente mig paa Skovveien, +du veed, som gaar af tilvenstre strax forbi Skolen. Jeg gaar hen ad +den, indtil jeg træffer dig. + +Toget peb og holdt. Det var allerede Rathen. + +Da vi gik ned til Færgen, flagrede Taagen kun som Laser af Spindelvæv +over det vaade Græs, der skinnede i Solen. + + + + +IX + + +Selvforstaaeligt, at jeg i mer end god Tid befandt mig paa den +betegnede Vei. + +Det var mit første Stævnemøde. Jeg veed ikke, om min Henrykkelse var +større end min Undren, naar jeg tænkte paa, hvorledes jeg for knap +fire Uger siden var streifet om baade paa denne og lignende Veie i +det forgjæves Haab at møde Minna -- og nu -- du gode Gud! Og allerede +den Gang havde Solen leet og gjennemildnet Luften, Skyggen husvalet, +Bjergskoven duftet, Fuglekvidren jublet og den friske, lette Vind +brust igjennem de høie Kroner -- hvor maatte da ikke nu den samme +Natur, der var saa sommerlig straalende som nogensinde, fortrylle +mine overberuste Sandser! Jeg kastede min Hat tilveirs -- den skulde +som en Hilsen være fløiet op i Himlen, men naaede neppe til den +underste Gren af en af disse gigantiske Graner. En lille Rødkjælk, +der kvidrede paa en af Søilestammernes tørre Kviste, tilraabte jeg +overmodig: »Ei, ei, du Smaa! venter du ogsaa paa Nogen? jeg venter +paa min Elskede, paa min Kjæreste, paa Minnchen.« + +Strax kiggede jeg lidt forskrækket tilbage, om Nogen skulde have +været Vidne til min Barnagtighed. I det samme viste Minna sig med sit +lille Følge ved en Bøining af Veien. Jeg ilede hende imøde, dog +betydelig mere adstadig i mit Væsen. + + * * * * * + +-- Her er jeg med min Sauve-Garde, sagde Minna. Og hurtig føiede hun +til: husk paa at sige »De«, og hvis du bliver fristet til at sige +Noget, de ikke maa høre, saa tal Dansk, jeg skal nok forstaa det. + +-- Smaa Krukker har nok ogsaa Øren, bemærkede jeg. + +Minna lo høit og pegede paa den ældste af Smaapigerne, som gik foran +os; hun var netop prydet med et Par ægte Hankeøren, der glødede i +Transparent af Sollyset. + +Hvor Minna var munter og freidig! Skjøndt hun ellers snarere saae +lidt ældre ud, end hun var, gjorde hun nu et saa barnligt Indtryk, at +jeg uvilkaarlig sagde til mig selv: er det muligt, at det er denne +Pige, der elsker dig som en Kvinde elsker, ja, som -- desværre! -- +end ikke elsker for første Gang? Hun havde den kalescheformede +Havehat paa af sort Straa, som jeg kjendte fra »Sophienruhe«, en +praktisk Hovedbedækning, da den kastede Skygge ned til midt paa +Kinden; -- fra denne rolige Skygge, der havde grønligt Skjær af +Skoven, kiggede de smaa blanke Øine sorgløst ud paa Naturen og paa +mig. En blaa- og hvidstribet Kjole af let Stof sluttede sig tæt til +Livet og faldt i lange Folder ned under et lyseblaat Silkebaand, som +erstattede det sædvanlige Belte. + +Jeg havde allerede i et Par Minutter udtalt mig paa Dansk om flere +temmelig neutrale Ting, da det af hende forudsete Tilfælde indtraf: +-- jeg blev saa overvældet af mine Følelser, at jeg udbrød: »Men +Minna, hvor den Dragt dog klæder dig, hvor du er sød saadan!« +Men da jeg allerede havde vænnet mig til at fremsætte mine +Elskovserklæringer paa Tydsk, saa var det ogsaa iført denne klædelige +Dragt at den lille Amorin »undslap mig Tændernes Gjærde«, -- hvilket +jeg først mærkede, da Minna greb mig voldsomt i Armen, og det ene +Hankeøre foran mig forsvandt, medens det andet dreiede Bredsiden mere +til. + +Minna bed sig i Læben. Den mindste Pige vendte sig i det samme om og +holdt sin Dukke henimod Minna. + +-- Frøken! kommer vi ikke snart i Skygge! ellers faar Caroline +Fregner. + +Vi greb med Begjærlighed denne Anledning til at lade vor Latter bryde +løs. Den Lille saae dybt fornærmet paa os: + +-- Saa siger jeg, det er din Skyld, og saa maa Mama give Caroline af +sit Toilet-Vand. + +-- God Dag, Cousine Minna! lød det bag ved os, -- nei, hvor lystig! +-- Ih, se god Dag, Hr. -- Hr. Fenger! Det var Skolelæreren, der havde +indhentet os. Han kom marscherende i Skjorteærmer, med Frakken +hængende paa sin Stok over Skuldren. Minna hilste -- lidt mindre +familiært. + +-- Ah, er det Dem, Hr. Storch! udbrød jeg med en Følelse, som om jeg +var bleven grebet i Noget. + +-- Ja, akkurat, svarede han og blinkede med det ene Øie, der synlig +sagde: »Ah, saa De har opdaget hende, den lille Lærerinde, min smukke +Cousine Minna! ja, jeg sagde Dem det jo.« + +-- Prægtigt Veir, men varmt -- puh! Det er min sidste Feriedag, +føiede han til med et Suk. + +-- Og hvorhen gaar Reisen? + +-- Til Hohenstein .... Gaar De med? + +-- Ellers Tak, -- ikke denne Gang. + +-- For min Skyld skal De virkelig ikke, Hr. Fenger -- begyndte Minna. + +-- Gud bevares! Optaget er optaget, og bedre er bedre. I Deres Sted +gik jeg heller ikke med .... »Warum in die Ferne schweifen, sieh' das +Gute liegt so nah!« .... Gud ske Lov, man kan da sine Klassikere. +Saalænge man kan citere Goethe, drikke Münchener Øl, ryge Altstädter +Ziegel-Tobak, klatre op og ned ad Bjergene og een Ting endnu, som jeg +ikke tør tale om, naar Cousine Minna hører derpaa, saalænge er Polen +ikke fortabt, om man ogsaa sex Timer om Dagen maa tærpe Lærebog med +nogle dumme Unger -- hvad jeg vilde sagt: arbeide i Folkeoplysningens +ædle Tjeneste. Naa, god Morgen! + +Han fjernede sig hurtig, trallende paa en lystig Vise: + + So leben wir, so leben wir, + so leben wir alle Tage -- -- -- -- + +-- Sikken En! udbrød den Mindste, og han kaldte dig Cousine! -- +»Bagerens Tinka siger, at han giver dem saa mange Ørefigen,« +tilføjede den Ældre. -- »En deilig Fætter! saadan en snavset Skjorte, +han havde paa!« + +-- Mama siger, vi skal sige »Chemise«. + +-- Ikke om saadan en, Fie! + +Minna kastede ikke det venligste Blik efter Ærmerne af det omtvistede +Klædningsstykke, der lyste mellem Stammerne. + +-- Hvor kommer det sig, at du staar paa saa fortrolig Fod med min +værdige Slægtning? spurgte hun. + +Jeg fortalle hende om vort Bekjendtskab, om Grunden til, at jeg havde +gjort en Spadseretur sammen med ham og om mit Udbytte deraf. + +-- Naa, du har allerede den Gang anstillet Undersøgelser om mig, +sagde hun, idet hun truede med Fingeren og smilede ganske fornøiet +dertil. -- Det skulde jeg blot have vidst. + +-- Hvad saa? + +Minna smaalo, slog sin Parasol ned og pegede med den ned ad en +skyggefuld Sidevei, der formelig aandede et kjøligt Pust ud i +Solheden. -- Lad os gaa her ned ad, saa slipper Caroline for Fregner, +og vi forhaabentlig for Turister. + +Veien var helt overgroet af frodigt Græs, som tilslørede Hjulsporene. +Grøfterne opfyldtes af en fin Mosart, der voxede saa yppig, at den +dannede en løs purret Masse af grønne Smaastjerner, i hvilke Draaber +af Morgentaagen endnu tindrede, og over de olivenbrune Mospuder, der +svulmede paa den hinsidige Rand, bøiede sig en hel Hæk af +forskjelligartede Bregner. + +-- Nei se, hvor nydeligt! udbrød Minna og pegede paa nogle Bregner, +der kun bestod af en enkelt Ribbe med lancetformige Sideflige. Ellers +saae man dem sjelden høiere end knap et Spand, men af disse vare +Nogle godt og vel en Fod høie. -- Gid jeg kunde faa et Par saadanne +-- med Rod paa -- jeg har allerede mange Bregner -- her staar +forresten en, den er ogsaa smuk. + +Hun trak sine Silkehandsker af og knælede ned. Det lykkedes mig at +springe over paa den anden Side. + +-- Blot vi kan faa dem rigtig op! Har du en Kniv? + +-- Nei. Men vi siger paa Dansk: fem Fingre er ligesaa gode som en +Baadshage. + +Hun lo, idet hun rystede det nedfaldne Haar bort, -- grov og borede. +Endelig fik vi Planterne op. Jeg kom med en vaad Fod over Grøften +igjen. Minna svøbte Bregnerne omhyggelig i sit Lommetørklæde for ikke +at miste Noget af det Muld, der hang ved Rodtrævlerne. Vi +præsenterede hinanden vore jordede Hænder og lo som et Par Børn, mens +vi skyndte os efter de Smaa, der næsten var komne os af Syne og nu +gav sig til at raabe. + +Oppe over Granernes mørke Toppe høinede Himlen sig rødligblaa. Inde i +den dybe brunlige Skygge mellem deres graa Stammer borede sig hist og +her en skarp Solstraale skraat ned som en gylden Stang; dæmpet Lys +skjælvede sølvglindsende paa en eller anden Bregne derinde, som +lignede de udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste +Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, der +laa umotiveret midt imellem Træerne, ligesom et Hus, med en lille +Have af Bregner og ung Bøg paa sit flade, let hældende Tag. Der +duftede af Gran og af Svampe. + +Jeg veed ikke, hvad det var for en længere Udvikling, som jeg kom ind +paa, men hvis Emnet har været interessant, saa var det i alt Fald +spildt Umage: -- jeg bemærkede, at Minna ufravendt stirrede paa mig +med et eiendommeligt uopmærksomt Smil, der næsten havde lidt Drilsk +ved sig, og tog til, ligesom et Lys, der breder sig. + +-- Hvorfor ler du? spurgte jeg lidt flov. Synes du ikke? + +-- Hvilket? + +-- Naa -- naturligvis -- + +-- Jeg veed ikke, jeg har ikke hørt Noget, jeg aner ikke, hvad du +talte om, jeg bryder mig heller ikke om det -- (Ordene kom med en +rivende Fart) -- men bliv ved, bliv blot ved -- jeg hører paa din +Stemme -- jeg har ingen Tanke til at forstaa med, jeg hører blot, og +ser paa din Mund -- og paa din Profil -- veed du, at du har en kjøn +Profil? -- og din Mund er saa morsom, naar du taler, Underlæben +træder frem -- saadan -- ved enhver Pause -- ja, men det klæder dig, +og Hagekløften fordybes, og Næsen krummer sig ude i Spidsen, og det +er det allerbedste -- det er en Schiller-Næse, og du er ogsaa saadan +en Idealist som han -- aa, du! + +Hun skottede hurtig fremad efter Børnene og kyssede mig heftig. + +-- Men Minna, -- det kan du dog ikke mene! + +Jeg var ganske beruset af denne søde Smiger. Det var første Gang i +mit Liv, at min physiske Forfængelighed blev kildret. Tværtimod havde +jeg altid maattet høre for min »Snabel af en Næse«, og fordi jeg +havde lidt Underbid -- virkelig slet ikke meget, fandt jeg selv, -- +og nu! at denne smukke Pige kunde finde noget kjønt hos mig, og netop +ved #det# -- det var som et Æventyr. Jeg følte mig i den syvende +Himmel, og Gud maa vide, hvor taabelig jeg havde gebærdet mig, hvis +ikke Børnene vare komne løbende for at underrette os om, at der i +denne syvende Himmel fandtes deilige modne Hindbær. + +Det var en Lysning i Skoven med Smaakrat mellem store mossede +Stenblokke. Veien, som vi havde fulgt, snevrede sig ind til en Sti. +Lidt til Side for den leirede vi os i Skyggen af saadan et +Klippebarn, medens Smaapigerne kravlede om imellem Buskene. Minna tog +sin Hat af, lagde sig helt tilbage og saae op i den dybe Himmel. +Pludselig brast hun i en kort Latter. + +-- Hvad er der? + +Hun reiste sig halvt op, støttende sig paa den ene Arm. + +-- Kan du huske, Harald, -- paa Zwinger, dèr er der saadan nogle smaa +-- Fauner, er det vist de hedder -- med Bukkeben, veed du, Børn -- +ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale -- + +-- Naa? + +-- Det faldt mig ind: -- hvis nu saadan en lille Fyr kom springende +her -- hvor sødt! jeg vilde tage ham paa Skjødet og kjæle for ham. + +-- Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En! + +-- Er #jeg#? spurgte hun med et pudsigt lille Hvin paa »jeg«. + +I det samme rørte der sig noget Levende inde mellem Buskene i store +Sæt. Den mindste Pige gav sig til at skrige: en Hønsehunds skikkelige +Hoved stak frem og aandede tørmundet med den lange Tunge dinglende ud +til den ene Side. I det næste Øieblik stod en skjægget Forstmand med +Bøsse over Skuldren paa Stien et Par Skridt fra os og mønstrede os +med et saa vrantent Blik, at jeg strax sluttede, han maatte være +blottet for menneskelig Følelse, siden han kunde se saadan paa min +Minna, som hun sad dèr, med Livet strammet af de opløftede, +halvblottede Arme, idet hun satte sin Hat tilrette paa Haaret, der +var kommet i Ulave. En ren Skovtrold! + +-- Hvad skal I her? spurgte han barsk. Det er ingen Vei for Turister. + +-- Saa? ja, De maa undskylde, men der stod ingen Afviser med +»forbuden Vei« dèr, hvor den gik ind. + +-- Som om De ikke kunde se, at det er en Skovvei! .... Der er saagu +lavet Gangstier nok for Publikum. + +-- Maa man da ikke gaa et Skridt udenfor de afstukne Spadsereveie +her? det er dog for galt! raabte jeg og begyndte at blive arrig. + +-- Nei, Gu' minsæl maa De ikke nei! brølede han, kobberrød i +Ansigtet. + +-- Vi vidste det virkelig ikke, ellers var vi ikke gaaet her, sagde +Minna venlig, men bestemt. Men jeg troer, at vi kan ikke have gjort +den mindste Skade. + +-- Saa er det ikke Deres Skyld, brummede han -- en Kjende mindre +gnaven. -- Et Par Skridt længere fremme staar der det ene Grantræ +ved det andet, ikke større end en Negl. Ungerne dèr ser sig i alt +Fald ikke for, hvor De træder, og De har vel ogsaa Andet at tænke +paa. -- Og ærgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han +nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: »Ja, nu veed De, +hvad De har at rette Dem efter«. + +Derpaa fløitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til +Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, om vi nu +ogsaa gik tilbage. + +Det gjorde vi -- lidt slukørede, som man altid er efter en +Overhaling, enten den er beføiet eller ikke. + +-- Det var en deilig gammel Pan, der kom dèr og skræmmede os bort, i +Stedet for den Panisk, du havde drømt om. + +-- Saadan en Brumbjørn! surmulede hun -- og hun efterlignede +vrængende hans veirslagne Bas. + +Børnene lo af fuld Hals. + +-- Naa, forresten havde han vel Ret -- skjøndt de burde sætte en +Afviser, sagde hun. Hvis jeg var Skovmand, vilde jeg ogsaa blive gal +i Hovedet over alle disse Folk, der kommer løbende ud i Skovene. Men +egentlig maa du jo kunne føle det bedre end jeg, som Søn af en +Forstmand -- har din Fader været lige saadan, Harald? + +-- Min Fader var kongelig Skovrider, dette var jo en ubehøvlet +Betjent. + +-- Aristokrat! + +-- Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, der tager i +Skoven. + +-- Det er en hel anden Sag. + +-- Nei, slet ikke --. + +Saaledes smaaskjændtes og spøgede vi hele Resten af Veien. Ja, +tilsidst gav vi os endogsaa til at lege Tagfat med Børnene, saa vi +kom hjem, ophedede og forpustede og i det bedste Humeur af Verden. + + + + +X + + +Den følgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille Bord i +Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette med sin Avis, +indfandt vi os Arm i Arm og røbede saaledes allerede langveis fra vor +Hemmelighed. + +Den kunde ikke være bleven modtagen med hjerteligere Glæde, om Minna +havde været deres Datter, og jeg havde været Millionær. En Flaske +Liebfrauenmilch blev hentet fra Hotellet og tømt paa vor Lykke i det +lille Trappelysthus, hvor Aftensolen listede sig ind mellem Bladene +og blinkede gyldent i de brunlig grønne Glas. Hertz talte meget om +det interessante Faust-Manuscript, hvis Ægthed han ikke drog i Tvivl; +derimod vare Varianterne færre og mindre betydelige, end han havde +ventet. Dette førte ganske naturlig til en Drøftelse af, hvorvidt det +er rigtigt at offentliggjøre saadanne tidligere og efter Digterens +egen Dom ufuldkomne Udkast til et berømt Digterværk, og den Gamle +fremsatte mange gode og træffende Bemærkninger imod dem, der af +altfor stor Pietet mod det Fuldendte ville undertrykke Tilløbene, som +dog have en dyb menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning +for al kunstnerisk Psychologi. -- Men han talte langsommere og +besværligere end ellers og afbrødes ofte af en pinlig Hoste, der +synlig bekymrede hans Kone. -- Den Taage, som ved Elben havde været +saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte Rhintaage nær, havde +heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dèr havde den i det snevre Prag +holdt sig til høit op paa Dagen, gjennemtrængende Alt med sin klamme +Kulde. Dertil kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft, +hvor denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understøttet af +en frygtelig Træk. Ingen havde endnu haft Omtanke til at befordre den +mærkelige Kistes Indhold ned til beboeligere Rum, og desuden var der +endnu mange Bogkasser og Skrin, som ikke lod Hertz finde Hvile, og i +hvilke det ogsaa lykkedes ham at opstøve et og andet: Billetter fra +Carl August og Erkehertuginde Amalia, Originaludgaver af et Par Bøger +af Wieland og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende. +Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og han viste os dem med +stor Glæde, da vi lidt før Solnedgang gik op i Leiligheden; men man +kunde ikke høre denne Hoste afbryde hans fornøiede Bemærkninger uden +en Frygt for, at han havde kjøbt disse Skatte for dyrt. + +Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin Bekymring +Luft: -- + +-- Hertz er svag, og han taaler ikke meget. -- + +-- Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte +det Værste. -- + +-- Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa +meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg +synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden +næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var +gaaet bort. + +-- Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans gode +Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig set saa nydeligt +et Forhold mellem Fader og Søn -- der er noget saa eiendommelig +patriarkalsk -- + +-- Ak ja! #mig# kunde det sagtens røre, det var saa forskjelligt fra, +hvad jeg fandt i mit eget Hjem. + +-- Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr. + +-- Ja, vist saa, -- rigtig rar -- + +Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget kort om +Hertz's Søn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han aldrig havde +fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste Gang, naar jeg besøgte +ham, havde set hende. Hun maatte paa den Tid være kommen mindre tidt +til Hertz's eller paa bestemte Tider af Dagen. Forresten var det kun +i det sidste Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort +Bekjendtskab var blevet saa fortroligt. + +Jeg vilde gjerne have fortsat dette Æmne, men Minna var allerede +bøiet af: -- + +-- Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger du jo min +Moder -- jeg har skrevet til hende -- og hør! -- bedøm hende ikke +strax altfor skarpt -- + +-- Men, kjæreste Ven, hvor kan du frygte --? + +-- Ja, ja, jeg har jo ikke selv -- spændt dine Forventninger høit. +Men der er ogsaa meget Godt ved hende -- hun gjør visselig Ingen +Fortræd med sin gode Villie, og hun holder meget af mig, -- det gjør +hun. + +-- Det sidste er nok for mig. + +-- Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa glad over. + +-- Naa --? + +-- Men du skal ikke blive saa fornøiet, -- det er slet ikke kjønt af +mig, det er frygtelig egenkjærligt. Ser du, jeg er glad over, at du +ingen Forældre har i Live. + +-- Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig -- + +-- Nei, nei, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. -- Hvor skulde +de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter, +og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har +Krav til mig, naar du blot vil være tilfreds med mig, som jeg er -- + +-- Min egen, elskede Hustru! Men du græder? udbrød jeg, da mine Læber +blev vaade paa hendes Kind. + +-- Det er det samme! Men det lød saa sødt, -- siig det igjen! + +-- Min Hustru! -- + +Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gjennem den lille +Landsby. Det var mørk Nat. Enkelte oplyste Ruder, spredte paa begge +Sider af den mørke Dal, bidrog mere til Hygge end til Lys. Oppe over +Høienes og Klippernes Mulm tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og +af og til strøg et Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hørte +foruden vore egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og +fra Tid til anden en forbifarende Bevægelse i Pilene paa dens Bred, +som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede sig. + +Da vi nu for tredie Gang nærmede os til de Lys, der vinkede ovre fra +Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere. + +-- Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod vor Villie, +vare gaaet helt istaa. + +-- Det er Noget ligesom en Anelse, -- jeg kan ikke gjøre for det -- +det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen -- jeg føler mig +beklemt -- jeg er bange, troer jeg. + +-- Vi har været lykkelige her. Men det er min egen kjære By, vi skal +ind til, -- dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig. + +-- Det er blot -- vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der er voxet +her, -- og nu skal den omplantes. + +Minna lo -- en mild og klog Latter: -- + +-- Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har +Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn. + +Efter en lang -- lang Omfavnelse gled hendes Skikkelse fra mig og +forsvandt i Mørket, allerede mens den spinkle Spange endnu knirkede +under hendes Skridt, som saa trippede paa Grusgangen. Pludselig hørte +de op. + +-- Gute Nacht, Lieb! lød hendes klare, høie Stemme overraskende nær. + +-- Gute Nacht, Seelchen! + +Og vel et Minut senere tonede det fjernt, som med en Aandestemme, +derovre fra: -- + +-- Gute Nacht! + + + + +TREDIE BOG + + + + +I + + +Den følgende Dag ved Femtiden var jeg i Dresden. Saasnart jeg havde +pakket mine Sager ud og spist til Middag i min sædvanlige +Restauration, tænkte jeg paa at opsøge min ubekjendte Svigermoder, -- +ikke saa meget af Høflighedspligt eller af Nysgjerrighed, men fordi +jeg derved paa indirekte Maade satte mig i Forbindelse med Minna. + +Der var ikke mange Minutters Gang hen til »Röhrhofsgasse«, hvor Fru +Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Gjenboer. +Gjennem den aabne Gadedør kom man ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som +ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtveis den +reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, førte op til +Etagerne. Paa den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og +saae ud. Ligesom allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig, +saaledes kjendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg +havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et +smaaborgerligt Dresdener-Hjem. + +Haven stødte paa alle tre Sider op til andre Haver, og disse igjen +til Nabohaver, saa at de dannede een stor Have-Firkant, begrændset af +de temmelig lave toetages Huse. Ved dette Anlæg skaffer Dresdneren +sig Luft og Lys selv i de gamle, snevre Stadsdele. Den lave +Eftermiddagssol straalede over disse mangeartede Trækroner, medens +Gange og Smaaplainer laa i ensformig Skygge. I en Nabohave »turnede« +nogle unge Fyre, i en anden legede en Mængde Smaapiger; et Sted +viftede noget ophængt Linned ganske sagte. Den lille Have nedenunder +var tom. I et Bed foran Vinløv-Lysthuset blomstrede et Par Roser; en +Akacie og et smukt Kirsebærtræ strakte deres Grene næsten over hele +Rummet, og man savnede heller ikke Hylden, »der Hollunder«, uden +hvilken man siden Kleist ikke kan tænke sig tydsk Erotik, og med +hvilken man ikke kan undlade at tænke sig den. Ganske vist var den +ikke blomstrende, men det var jo nu -- sidst i August -- egentlig +ikke dens Skyld. + +Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille Ramme, at +Gymnasiallærer Jagemann boede dèr. Jeg ringede paa den ene Gang efter +den anden, men Ingen rørte sig. Da jeg ikke kunde beslutte mig til at +forlade dette Sted, der var det eneste i den smukke Stad, hvor jeg +fandt Noget af Minna, gik jeg ned i Haven og satte mig i Lysthuset. +-- + +Der var næsten saa stille, som om man havde været ude paa Landet. Kun +en sjelden Gang lod Byen sig høre med en tung Rumlen af en Fragtvogn. +Fra en af de nærmeste Haver lød Smaapigernes Stemmer uafbrudt: -- + + M'r woll'n ä mal spazieren gehn + von einer Stadt zur andern: + Ri-ra-rutsch -- + m'r fahren mit der Kutsch. -- + +Denne Børneleg satte mig en halv Snes Aar tilbage i Tiden. + +En af disse Stemmer var Minnas, og det var hendes lyserøde Kjole, som +jeg gjennem Buskene saae dreie rundt som en Top, hver Gang de raabte +»Rutsch«. Hun var ovre hos en Veninde, -- her turde hun jo ikke lege +med andre Børn for Faderens Skyld. Men een Gang havde han nær grebet +hende i denne Forbrydelse, og jeg gav mig til at overveie, hvilken af +de to tilstødende Haver det vel var, som de da vare flygtet ind i. +Bagved mig var der et Plankeværk, den Vei var saa temmelig udelukket; +tilvenstre var der bag Stakittet en Tjørnehæk, men den saae ikke ud +til at være saa gammel, ligeoverfor mig var Stakittet lidt høiere, +men ved Hjørnet høinede Terrænet sig, saa der var lettere at slippe +over, og det var desuden mest af Veien fra den, der kom gjennem +Gadedøren. Alt dette drøftede jeg ligesaa omhyggelig, som en +Historiker kunde undersøge Lokaliteterne ved Pharsalae for at komme +paa det Rene med Caesars Slagorden. Det kostede mig ikke mindre +Hovedbrud at bestemme mig for, hvilket Nabohus og hvilket Vindue der +vel kunde være det, som Venindens Skat og dennes Ven, hendes første +Tilbeder, havde hilst ned fra. + +Tilsidst tiltrak dog Hylden sig hele min Opmærksomhed. Den stod i et +Hjørne op mod Nabohaven og overskyggede en lille Bænk, der var slaaet +sammen af et Par Brædder og saae meget gammel ud. Jeg ombyttede min +Plads i Lysthuset med denne. Ikke just noget mageligt Sæde for en +ældre Herre, der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende +for et ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til +Magelighed. Og saa den romantiske »Hollunder« -- den stod ikke i +Blomst nu, men den havde blomstret -- for ham! Som en Skygge fra +denne Busk lagde Skinsygen sig over min Sjæl, denne Skinsyge, som min +Lykkeligheds-Følelse og Minnas Nærhed hidtil havde holdt borte. Jeg +vilde have hende helt, ønskede at have seet hende som Barn, +forestillede mig, at hun forlod sine Legekammerater for at komme hen +og slynge sine smaa runde Arme om min Hals, -- hvis der var en +Præexistens, syntes jeg, at man skyldte mig ogsaa den, -- og ikke saa +meget som hendes første Ungdom eiede jeg! En Anden havde dette +skjønne Brudstykke af hendes Liv og gjemte det som et Smykke for sin +Forfængelighed. Men tilsidst var det dog mig, der hævede Skatten, +medens han havde været blind nok til at nøjes med et Par Skuepenge -- +denne Tanke trøstede mig saa meget mer, som den smigrede min +Forfængelighed. + +Jeg reiste mig og gik ud paa Gaden. Skumringen var falden paa. Til +den ene Side stod et gyldent Aftenskjær om nogle mørke Trætoppe over +en Havemur, -- til den anden var der helt dunkelt mellem Husene, hvis +øverste Ruder tindrede gyldent, medens Lygterne tændtes ved deres +Fod. Da jeg intet Maal havde, gik jeg henimod Lysningen. + +Paa Hjørnet var der en Ølkneipe -- naturligvis. En gammel Mo'erlil, +der trods Varmen var indsvøbt i et tykt Uldshawl, tridsede derind. +Jeg kom derved til at huske paa, at Minna havde fortalt mig, at +hendes Moder jævnlig henad Aften drak sit Øl i »Zur Katze« -- Stedet +havde jeg erindret, da jeg godt kjendte dets komiske Skilt. + +Jeg styrede altsaa min Gang mod Byens Centrum og naaede snart den +glimrende oplyste Schloss-Strasse, hvor der vrimlede af Mennesker. + +I den lille Restaurants-Sal sad der flere aldrende Herrer. Man saae +strax, at det ikke var en Beværtning, der kunde haabe at lokke Mange +ind fra Gaden, men at den levede saa jævnt af Stamgjæster. En af dem, +der havde en Bunke Aviser og Mapper foran sig, skjævede arrig til +mig, da jeg nærmede mig, ligesom en Hund, der snerrer, naar man +kommer dens Benfad for nær. En velkonserveret, glatraget Herre +underholdt i en Krog temmelig høirøstet et Par Philistre med den +sidste Skandale ved Hoftheatret. + +Døren stod aaben til et mindre Værelse. Jeg kiggede derind og saae en +gammel Kone sidde lige ved Døren; ligeoverfor hende hang et +gammeldags Consolspeil. Da jeg vilde kunne betragte hendes Billede +deri uforstyrret, trak jeg mig hurtig tilbage og forskrækkede atter +alvorlig Avislæseren, idet jeg satte mig ved Siden af ham. Jeg greb +for et Syns Skyld den Avis, som han havde lagt fra sig; selv dette +tillod han kun med en misfornøiet Brummen. Kellneren satte et Glas Øl +foran mig. + +Men den gode Kone derinde kunde dog neppe være min tilkommende +Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem, +og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan. Panden var slet +ikke høi, men stærkt buet, Øinene laa ikke dybt, og Læberne vare +tykke og formløse, -- hvad iøvrig hele det graaladne Ansigt var; det +saae ud som en Ting, der længe har ligget i Vand, saa den er bleven +udblødt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske vist let markere +en Lighed med et ungdommeligt Ansigt. + +Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke +kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dèr. »Hun sidder +inde i det lille Værelse,« svarede han. Jeg reiste mig og gik derind. +Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, og da jeg traadte hen og +hilste, saae hun saa skrækslagen ud, at man mindst skulde tro, hun +befandt sig ene med mig i en Jernbanecoupé. + +Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gjennem Brev -- + +-- Ja vist saa -- Gudbevares -- Minna har skrevet -- det kjære Barn +-- ak, Gud ja. .... Det -- det glæder mig -- overmaade. .... De er +altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger -- + +-- Fenger -- + +-- Rigtig -- Fenger -- ganske vist -- De maa endelig undskylde. Det +var jo i et Brev og -- Bogstaverne ligner hinanden -- mine Øjne er +heller ikke saa gode -- og saa skriver Minna virkelig lidt utydeligt. +.... Finder De ikke ogsaa? .... Min salig Mand skrev saadan en +tydelig Haand, -- han har ogsaa undervist i Skjønskrift. Ellers var +det Latin og Græsk -- ak Gud, ja, han var virkelig meget lærd .... +Minna har ogsaa gode Kundskaber -- det er ganske anderledes end i min +Tid -- overhovedet Ungdommen! -- Men vil De ikke tage Plads, De maa +dog endelig sætte Dem ned. -- + +Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saae, at hun tænkte paa +at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme hende i Forkjøbet. + +-- De er virkelig altfor venlig -- jeg veed sandelig ikke -- maaske +for Selskabs Skyld -- men kun et lille Glas. .... Ja, De kan vel +drikke mange Glas, -- unge Mennesker -- salig Jagemann var ogsaa en +stærk Øldrikker -- fra Studenterdagene af, veed De. .... Drikker de +ogsaa meget Øl hos Dem i Danmark? + +Forgjæves søgte jeg at faa en fornuftig Samtale i Stand, medens vi +drak vort Øl. Snart faldt hun i Staver, stirrede sløvt paa mig, og +svarede ikke Andet end »Ak Gud, ja,« -- og umiddelbart efter gav hun +sig til, som Tydskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, -- +ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst +for at blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det +forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte +formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. Undertiden, +naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig +forskende, som om hun tænkte: »Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr +har faaet fat i?« -- naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med +Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad +det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet. + +Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade +gjøre den Omvei, og desuden havde hun flere Ærinder underveis. Hun +forsvandt i det første mørke Sidestræde, dog ikke før jeg havde givet +det Løfte eller den Trudsel -- jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede +det, -- at besøge hende næste Dag. -- + +Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum. + +Da jeg ringede anden Gang, mærkede jeg, at i et Vindue, der gik ud +til Trappegangen, bevægede et lille smudsigt Gardin sig lidt ved det +ene Hjørne, og fra Mørket bagved det kiggede et Øie ud paa mig, +hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine gamle Folder. Efter endnu at +have ventet en god Stund, hørte jeg slæbende Skridt, og endelig +aabnedes Døren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskræmt +Udtryk, som om jeg mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige +ved at spørge: »Herregud, hvad er der gaaet Dem imod?« -- da det +faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til at have +glemt, at jeg vilde besøge hende eller ogsaa havde hun taget det som +en tom Høflighedsphrase. Det sortfarvede Shawl, som jeg kjendte fra +den foregaaende Aften, indhyllede hende og lod til at være kastet +over Chemisen, og Nederdelen syntes snarere at være et Skjørt end at +tilhøre en Kjole. Hun førte mig med mange Undskyldninger ind i +Dagligstuen og forsvandt derpaa en halv Time »for at byde mig en Kop +Kaffe«. + +Det temmelig lille Værelse var venligt og lyst, da det vendte ud til +den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af Sol. Men Meublementet +var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, men det Hele vidnede om en +fuldstændig Mangel paa Ordenssands. Klappen af det sorte +opretstaaende Clavér var helt graa af Støv, og oppe paa dets Plade +stod der ovenpaa en Bunke Noder en Tallerken med en halv røget Sild. +Det har altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for jeg +opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den +udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment mørke Kjøkken, +hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og læste +»Dresdener-Nachrichten«. I et Hjørne stod en Reol næsten helt fuld af +grønne Bind, hvilke jeg strax gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat, +Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis +hun nogensinde skildte sig ved dem. En Dør midt paa den ene Væg var +dækket med et grønt Tæppe, og en Sopha stod foran den; paa dette +Tæppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saae en Del af et +Fiskerleie under lave Klitter ved en Havbugt. I Forgrunden sad et Par +unge Piger og knyttede Net, medens de samtidig gjorde Jav med en +Hovedstads-Laps, der var signaliseret ved Hjælp af en Malerkasse og +havde en umiskjendelig Lighed med Stephensen. Ved hans pegende +Haandbevægelse og de unge Pigers leende Blik var det aabenbart +antydet, at der i denne Knytten-Net skulde lægges en dybere +Betydning. Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet som +flovt tænkt, var der en Del Friskhed og Naturstudie i Stranden og +Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige lyse Farver +straalede formelig i den lille Stue, til hvis mer end tarvelige +Bohave det stod i en paafaldende Modsætning. Enhver maatte +uvilkaarlig spørge sig selv, hvorledes er det dog kommet herind? og +til mig, for hvem dette Spørgsmaal paa Forhaand var besvaret, talte +det paa en anmassende Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han +satte dog sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden +han efter Aars Forløb sendte hende et saa gjennemarbeidet Billede. +Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til #hende# at antyde +sig selv som Courmager hos et Par unge Fiskerpiger! -- hvilke +Stemninger maatte det ikke vække hos en tydsk Pige, hvis Hjerte var +fuldt af Kjærlighed til den danske Maler, og hvis Fantasi er fuld af +Heineske Digte: -- »Du schönes Fischermädchen« og »Das Meer erglänzte +weit hinaus« maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse +Farver og vakt en uendelig Længsel efter #hans# Hjemstavns ubekjendte +Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret Selvbehag og en dum +Hjerteløshed syntes mig at have tegnet dette pralende Monogram paa en +Sten, som Lapsen satte sin Støvle paa, -- en Støvle, der iøvrig var +saa blank, at den umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den +støvede Vei. + +Foruden dette Billede var der i Værelset endnu to andre, der hidrørte +fra samme Haand. De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet: +et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende +Mand med en høi Pande, lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i +Forbindelse med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øine gav +ham et misfornøiet og bittert Udseende, tyndt Haar og store +Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage være +fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden med Minna +paafaldende. Og naar man saae nøiere til, var ogsaa Læbernes Form +oprindelig den samme; derimod var hendes Næse noget kortere og +bredere. Denne Tegning var dygtig udført og vidnede om en god solid +Skole. + +Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet. +Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. Hun havde en sort +Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes +betydelig overdrevne Bleghed blev endnu mere paafaldende, og Alt +dette svømmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en +ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp -- kun +at denne ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse +Læber, men snarere ud af de vage, udtryksløse Øine -- en Kunst, der, +som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder +var dengang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet +sin Elskede! Hvor var den kjærlige Fordybelse i Enkelthederne, den +gjerrige Omhu, der værner om det Mindste, fordi den ser det Største +bagved det, den selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, den +Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende +Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten blot er betænkt +paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt +var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod +for at viske det ud i en Mode-Maneer, der i Stedet for et +menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk »vue«. Jo længer jeg saae +paa dette Portrait, desto stærkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri +mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frækt +havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept -- +Motivet fra hans Elskede -- snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt +hvad der var at forstaa og gjøre Rede for. Det forekom mig, at hvis +han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trække ham +hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i Ørene: +-- »Hvad er du dog i Grunden for en ækel moderniseret og artistisk +bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, hvilket fordømt Skræmsel af +en Farveløgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for Øiet, +og i Hjertet med, skulde man tro dig!« Og atter hørte jeg ham svare: +»Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjøre? Jeg har dog i det +mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nød kan kjende, +som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner +ser et talentfuldt Arbeide. .... _Maintenant à vous, monsieur!_ tag +Farver og Lærred og sæt Dem hen med Deres »selvfornægtende Fortabelse +i Gjenstanden, Deres Forelskelses-Realisme«, og se saa, hvilket +Uglebillede De faar frem. Men lige meget, -- forsøg alligevel; det er +behagelige Timer, forsikrer jeg Dem; De har det søde Pigebarn +siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De vil; hun +bliver rød derover, -- derfor maa De moderere lidt paa Farven -- jeg +vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne lidt kjøligere end man +sædvanlig gjør -- -- -- --«. Paa denne Maade irriterede jeg mig selv +op til en saadan Grad af skinsygt Raseri, at jeg maaske havde +forgrebet mig paa Billedet og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru +Jagemann nu endelig var kommen ind med Kaffen. + +Det voldte hende en heftig Forskrækkelse at se mig staa lige op og +ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bænket i den lille +Sopha bag det noget medtagne Mahognibord, paa hvilket hun anrettede +den sachsiske Drik. Der var foregaaet en betydelig Forandring med +hende, og hun havde nu et ganske værdigt Matrone-Ydre i en mørkeblaa, +hvidprikket Kattuns-Kjole og kronet af en stor Kappe med lilla Baand. +Hun satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og søbede +langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til Koppen. + +Jeg havde allerede i nogen Tid bemærket en sødlig kvalmende Lugt, som +nu bestandig blev stærkere, og det gik op for mig, at der hinsides +denne tæppebelagte Dør maatte blive røget en meget tarvelig Kanaster. +Fru Jagemann syntes at gjætte mine Tanker; hun gav sig til at hoste: + +-- Ak ja, ak Gud, ja -- det er denne Tobaksrøg, den trænger altid +herind. Derinde bor vor Logerende, et meget net Menneske, men han +ryger evig og altid. Ryger De ikke ogsaa? De maa endelig ikke genere +Dem, det smager saa godt til Kaffen, siger de. -- Vi har nemlig +Logerende, ellers kunde vi ikke beholde denne Leilighed, forstaar De +nok, og naar man en Gang er godt vant -- -- men det har sine Ulemper. +Som nu denne Tobaksrøg. -- Ganske vist, man kan ogsaa faa Logerende, +som ryger mindre, eller som ikke er saa meget hjemme, -- der gives +endog dem, som slet ikke ryger, men saa kan der jo være andre +Ubehageligheder. Ak Gud, ja, Hr. Fenger, der er mange slette +Mennesker til! Som f. Eks. denne Logerende, ham er der saamænd ikke +noget videre at sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt +trækker ud til henimod Slutningen af den næste Maaned, men hvad skal +man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem har jeg +haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover naturligvis, at +de skal komme og betale. .... Ak Gud, ja, slette Mennesker, Hr. +Fenger! .... + +Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende Portrait +og gjentog i Tankerne mit Udbrud: »Hvad er du dog for en ækel, +artistisk fordærvet og gjennemløiet Karl --!« Og Fru Jagemann, der +saae, hvor jeg var henne, skyndte sig høflig at indhente mig: -- + +-- Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, -- det ligner +jo ogsaa -- næsten som et Photographi, ak Gud, ja! saadan +Kunstfærdighed! -- Alt hvad man nu kan gjøre, Hr. Fenger! i Amerika +kan de nok nu photographere med Farver, det stod at læse om i Avisen +-- Herre Gud, hvordan skal det saa gaa de stakkels Malere, men hvad +skal man sige -- Kunsten stiger, -- Høg over Høg -- den Enes Død den +Andens Brød, hedder det jo. -- Ak ja! -- Det er forresten en +Landsmand af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, -- +-- Hr. Stephensen hed han saamænd -- han boede her et halvt Aar -- -- + +Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede mig med et +Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve Øine kunde udsende. + +-- Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun +holder ikke Noget hemmeligt for mig. + +-- Nei, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikjøbet en +Kunstner, -- det har De naturligvis hørt om, sagde hun hurtig, +aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde mig, men frygtelig +angst for, at vi skulde komme ind paa et pinligt Omraade. -- Ak ja, +saadan et Talent, det maa De nok sige! -- (Jeg havde slet ikke sagt +noget Lignende). -- Og et net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han +betalte mig altid punktlig, endogsaa forud undertiden, -- ikke fordi +jeg bad ham derom, men det var knappe Tider, og han var saa +fintfølende. Han røg kun Cigaretter, -- det var noget Andet end vor +nuværende Logerende, -- han er forresten ogsaa Maler, det vil sige, +-- han er fra Holsten -- det er Lokaler han dekorerer, Lofte og +Vægge. .... Men Hr. Stephensen røg kun Cigaretter, -- aa, naar man +dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Røgelsen i +den katholske Kirke. Ja, dèr har De da været? min Gud, saa høit der +er til Loftet, og alle de Lys paa Altret, -- ak, og saadan som de +synger! det er ligesom man hørte Englene, -- jeg har været der med +Minna, -- hun sagde, det var Latin de sang. .... Ellers gaar jeg i +Anna-Kirken her henne, det er en mageløs Præst, vi har, forleden tog +han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, -- han har konfirmeret +hende -- forresten kan hun ikke lide ham -- hun er tidt lidt +vanskelig, det vil sige, -- saadan -- med Mennesker, hun faar let +Noget at udsætte. .... Naa, naturligvis har hun Ret, paa sin Maade, +-- der er mange slette Mennesker til, men hvad skal man sige, +Herregud! derfor har vi Religionen, -- hvad var vi uden Religionen, +Hr. Fenger! + +-- Ja, jeg maa desværre bekjende, at jeg ikke er saa meget kirkelig, +men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende -- + +-- Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, -- da jeg var ung, -- det var +akkurat det samme, -- da tænker man kun paa at more sig, -- naa, naar +man blot ikke gjør noget Ondt! -- + +-- Jeg tænker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, og jeg +haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan gifte os. Jeg +har en Onkel, som er Fabrikant i England, og han vil gjerne have mig +derover. -- + +-- Til England, ih nei da! jeg havde saamænd en Søster, som var flere +Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde fortælle! Det maa jo være en +skrækkelig By, London! Al den Taage og Kulrøg. Dèr boer de ogsaa i +flere Etager, og hele Familien spiser til Middag ude i Kjøkkenet. +.... + +Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt resolut +kunde opgive ethvert Forsøg paa at lede Samtalen ind i et fornuftigt +Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, som hun kunde bedst, og +gjorde kun af og til et Par understøttende Bemærkninger. I +Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men efterhaanden som hun +kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde »m'r« for +»wir« og »sein« for »sind«, kjendte kun bløde »P«er og »T«er og +spækkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da +morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden +for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne +sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve +Ansigtstrækkene, -- og jeg var derfor en saa taalmodig og opmærksom +Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig. + +Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsøg paa at holde mig +tilbage, men fulgte mig til Dørs med mange Knix og Komplimenter. + +Jeg havde altsaa lært min tilkommende Svigermoder at kjende, og var i +Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, hvor langt det end i og +for sig var fra at kunne kaldes glimrende. Sagen var, at jeg altid, +naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en +elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om +Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift +ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny +Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p. -- Om Familie var her nu +aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge, +saa bragte hun mig heller ingen af »Sippen und Magen«. Hvad Moderen +angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en sjelden, men heldig +Kritik, saa lod hun til at være et meget beskedent Væsen, som sikkert +helst vilde kukkelure i Fred ude i sit Kjøkken og nikke ind i »Zur +Katze«, og var saa fastgroet i sine Dresdener-Vaner, at der neppe +vilde blive Tale om at faa hende med til England. Naar man nu havde +faaet en statelig Dame til »Mama«, der omfavnede En moderlig, +kritiserede Ens Vaner, var misfornøiet med Udsigterne, blandede sig i +Husvæsenet, satte Datteren op imod En, saa vidt det lod sig gjøre, +forlangte Visitter, regelmæssige Aftener -- du gode Gud, hvor jeg dog +var sluppen heldig med denne tarvelige Mo'erlil! + +Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: -- +»Beroliget, -- Svigermoder uskadelig«. + + + + +II + + +Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis var +jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen +gjennem Gaderne forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa +hendes Sind, men jeg vilde ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme. +Iøvrig tænkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde +havde forværret sig. + +Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet os være ene, +blev det kjære Barn mer og mer tavs. Undertiden saae hun paa mig med +et langt, tungsindigt Blik, der var lige ved at faa mig til at græde; +snart efter begyndte hun at stirre, som om hendes Tanker var langt +borte, og jeg fik da en Følelse af Uhygge. + +-- Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? spurgte +jeg endelig. + +-- Ja, det er jeg nok, du skal se, han dør af det .... Og hvorfor +ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han +paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er +noget kjønt deri. + +-- Men hans stakkels Kone! + +Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet. + +Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille Have. Den +lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Præg af Alvor +og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre Kvinde. Brystfolderne af +den lette Kjole hævede og sænkede sig stærkt og uregelmæssigt. Den +høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par +Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter +noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra +Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen. + +Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder. + +-- Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? -- + +-- Jeg har faaet Brev -- fra ham -- Svar paa det, jeg sendte bort den +Aften. + +-- Naa? + +-- Det har gjort mig saa ondt, -- det var slet ikke, som jeg havde +ventet. Han tænker ikke paa mig, som en god Ven. .... Det er ligesom +han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke. + +-- Hvad har han da skrevet, Minna? + +-- Ja, nu skal du selv se. + +Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert, +som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og +rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun +nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket +jeg ikke kjendte. Det lød saaledes: -- + + Schon wieder bin ich fortgerissen + vom Herzen, dass ich innig liebe, -- + schon wieder bin ich fortgerissen, + o wüsstest du, wie gern ich bliebe! + + Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke, + der Fluss darunter fliesst so trübe; + ich scheide wieder von dem Glücke, + vom Herzen, das ich innig liebe. + + Am Himmel jagen hin die Sterne, + als flöhen sie vor meinem Schmerze. -- + Leb' wohl, Geliebte! In der Ferne, + wo ich auch bin, blüht dir mein Herze. + +-- Dumt Tøi, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem +Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet ud ad Vinduet, +vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det. + +-- Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke +formaaede at holde tilbage. + +Hun saae bebreidende paa mig: -- + +-- Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med +langt bitrere Ord, vil jeg gjøre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun +gjemte atter Brevet i Mappen. + +Den rørende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede ud af +hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev dog et Bundfald +af Uvillie tilbage. + +-- Jeg havde Uret, tilgiv, -- men det er et Brev, der kunde faa en +Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri. + +-- Ja #jeg# forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde +staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at +gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det. + +-- Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine +Følelser? -- et Digt af Heine, -- ja, naar det saa endda havde passet +til Situationen, men aldeles ikke! + +-- Nei, ikke sandt! det var ogsaa det, der berørte mig saa underlig, +ligesom en falsk Tone, -- ellers vilde det have gjort mig endnu mere +ondt -- eller maaske vilde det ogsaa tvertimod have virket +forsonende, men dette kunde jeg ikke lade være at ærgre mig over. + +-- Hans Forfængelighed er bleven stødt over, at du kunde glemme ham +for en Anden, det er det Hele. Derfor har han heller ikke selv haft +Noget at sige, -- en tarveligere Mand havde grebet til en +Brev-Formular. + +-- Og alligevel -- hvis han dog elskede mig endnu, og led! udbrød hun +og knugede de foldede Hænder sammen. + +-- Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! Hvorfor forlod +han dig? + +-- For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer værd end +jeg? + +-- Nei, tusind Gange nei! For Kunstens Skyld! dum Frase! Saadan en +Ynkelighed! hvor tror han, han kan gjøre Kunst, som duer noget, naar +han er en sølle Pjalt, som ikke engang tør tage et Tag med Livet, og +hvordan skulde han kunne sidde og pensle Følelser frem, naar han +leger baade med sine og med Andres? + +-- Men hvis han kun havde sagt saaledes, -- hvis han for en Tid havde +maattet arbeide ene, og saa ikke vilde binde mig, men stolede paa, at +min Kjærlighed var fast og udholdende nok til at holde ud, og han +selv havde ventet trofast, arbeidet, og nu var bleven skuffet? + +Jeg gik heftig frem og tilbage i det lille Værelse. Den Tanke, at Hr. +Axel Stephensen skulde sidde oppe i Danmark som den trofaste Elsker, +arbeidende for at kunne forene sit Liv med hendes, -- forekom mig +efter Alt, hvad jeg havde hørt om ham, at være i en saa komisk +Contrast med Virkeligheden, at jeg var ved at le haansk; men et Blik +paa den elskede Pige, hvis Tiltro just i hendes Feiltagelse gjorde +hendes Sjæl saa megen Ære, afvæbnede min Bitterhed og kun et dybt, +smerteligt Suk pressede sig frem. + +Minna stod endnu tæt ved Vinduet med Ryggen mod det, op mod en +gammeldags Commode, der var fuld af værdiløse Nipssager og af +afblegede, tilsmudsede Photographier. Til dens Kant støttede hun sig +med begge Hænder og saae ned paa Gulvet. + +-- Jeg skal være ulykkelig og gjøre Andre ulykkelige, mumlede hun, +som om hun talte med sig selv. + +-- Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran +hende, og strakte Armene ud imod hende. -- Det maa du ikke sige, hos +mig og til mig kan du dog ikke sige det. + +Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet uden at se op. + +-- Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald +ikke. Han maa kunne forstaa mig -- + +-- Du vil dog ikke skrive til ham efter dette? + +-- Jo, Harald, det vil jeg. + +-- Hvorfor dog, kjæreste Ven! hvad kan der komme ud deraf andet end +Pinligheder for os Alle! Lad det være nok med den Brevvexling, den +har varet altfor længe. + +-- Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det sidste. + +-- Jeg beder dig saa meget, Minna! lad være for min Skyld, -- jeg kan +ikke forklare dig, jeg veed ikke selv hvorfor -- men det gjør mig +angst -- + +-- Jeg #maa#, svarede hun med en Klang af fatalistisk Overbevisning. +.... Han og jeg kan ikke skilles saaledes. + +-- Gid I aldrig var mødtes, udbrød jeg. + +Hun saae længe paa mig med et underligt uforstaaende Blik, som om hun +ikke kunde overse Rækkevidden af denne Forestilling. Saa lagde hun +sig ind til mig med Armen om min Hals: -- + +-- Ja, Gud give, vi aldrig var mødtes! Hvorfor maatte du ikke komme +den Gang! Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden at kjende, -- da var +Alt blevet saa godt! + +-- Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og kyssede +hende paa Panden. + +Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kjære +Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt +hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter. Jeg +benægtede, og forlangte, at vi skulde efterse Kildestedet. + +-- Det er saamænd ikke Umagen værdt, Enhver kan jo komme til at +skrive feil, sagde hun, og det forekom mig, at hun blev noget +forvirret. + +-- Men jeg er vis paa, at jeg ikke har gjort det. Lad mig dog se +Brevet. + +-- Saa lad #mig# da have læst feil, for mig gjerne, svarede hun og +blev rød. Det var tydeligt, at hun havde en Grund til ikke at komme +frem med Brevet. + +Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret i mig, siden +hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brød nu frem med en skinsyg +Mistanke om, at hun havde behandlet #mit# mere skødesløst og nu ikke +vidste, hvor det var at finde. Jeg var ikke ædelmodig nok til at +skaane hende, skjøndt jeg kunde have sagt mig selv, at selv det +dyrebareste Brev kan forsvinde ved hundrede Tilfælde, især naar man +reiser. + +-- Du kan da ikke være bekjendt at være saa doven. Din Mappe ligger +jo dèr paa Bordet. + +-- Nei, dèr er det ikke, svarede hun og reiste sig. -- Stivnakke! Jeg +maa umage mig ud i Entréen efter min Reisetaske. + +Nei, den tog jeg ind; den hænger dèr ved Døren. + +Hun gik hen og saae efter i Tasken. + +-- Saa maa det vel dog være i Kufferten, bemærkede hun med et +Skuldertræk. -- _Tant de bruit pour une omelette!_ + +-- Tak! sagde jeg med en spydig Forstemthed, som hun overhørte, thi +hun lo muntert, medens hun lagde sig paa Knæ og gav sig til at rode +op i Kufferten. Men mig forekom denne Latter forstilt, da hun dog saa +aabenbart befandt sig i en pinlig Situation. + +-- Du maa ikke se herhen, Harald, hører du! her er saadan en Uorden. + +-- Gud bevares, sagde jeg, og kiggede ærgerlig ud ad Vinduet. Endelig +hørte jeg hende reise sig og komme hen til mig. Hun rakte mig Brevet. +Det temmelig stive Papir var krammet, uden at være lagt i egentlige +Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade. + +-- Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og holdt det +hen imod hende. + +Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt Smil, der klædte +hende fortryllende, og som, samtidig med at det irriterede mig, +gjorde mig dødelig forelsket. + +-- Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med samme +Omhu, eller gjemmer dem lige saa godt som denne Hr. Stephensens! + +Minna bed sig i Læben og kiggede op paa mig med et drillende og dog +kjærtegnende Blik. Jeg forstod slet ikke, at hun kunde tage denne Sag +saaledes, og vilde sikkert være bleven vred som en Tyrk, hvis jeg +ikke havde faaet en Følelse af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg +spillede en komisk Rolle. + +-- Men du glemmer jo helt at se efter, Harald, sagde hun, da jeg +vedblev at række Brevet hen til hende. + +-- Du har Ret, afgjorde jeg, uden at værdige Dokumentet et Blik, og +kastede det paa Gulvet. + +Minna bukkede sig ganske rolig og tog det op. + +Hun saae paa mig med et bebreidende Blik, der fik mig til at se +beskjæmmet til Siden, skjøndt jeg endnu mente at være i min gode Ret. +Og uden at vende Blikket fra mig, men med et bestandig ømmere Smil, +knappede hun det øverste af Kjolen op, løsnede Chemisen foroven og +lod Brevet glide ned paa sit Bryst, hvor det forsvandt med et +rosenrødt Skjær af de sidste Solstraaler som gjennemglødede det lille +Værelse. + +Jeg sluttede hende heftig i mine Arme og bedækkede hendes Ansigt og +Hals med Kys, alt imens jeg fremstammede Undskyldninger for mit +urimelige Væsen, min Skinsyge og min taabelige Mistanke, for hvilken +hun paa en saa rørende Maade havde beskjæmmet mig. Denne Anger og +endnu mere den lykkelige Følelse, at være saa inderlig og skjønt +elsket, fik mine Taarer til at strømme saa rigelig, at Minna spøgende +frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare Brev. +Ogsaa i hendes Øine blinkede det, -- vi lo og græd paa een Gang og +kyssede hinanden Taarerne af Kinden. + +Men inden vi saae os for, var Moderen kommen ind i Stuen. Vi gav +forlegne Slip paa hinanden, og Minna søgte ved en hurtig Dreining at +skjule sit lidt uordentlige Toilette. Den Gamle hostede undskyldende, +og selv de forsigtige Skridt af de næsten gjennemtraadte Slæbere, +syntes, da hun listede ud med Kaffekopperne, at hviske ganske sagte: +»Gjør ikke noget, Børnlille, jeg er selv ingen Nonne, -- har ogsaa +været ung! Næbbes I kun! Herregud, naar man blot ikke gjør noget +Ondt!« + +Det ærgrede mig, at vi skulde være Gjenstand for en moralsk +Overbærenhed, som vi ikke trængte til, og især at der blev lagt et +uædlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. Minna maa have følt +noget Lignende; thi medens hun knappede den øverste Knap, trak hun +paa Skuldren og mumlede med en komisk Fortrydelighed: -- + +»Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereingelatscht!« -- + +-- Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, -- jeg har endnu slet ikke +hørt dig spille, og jeg har glædet mig saa meget dertil. + +Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. Der +var endnu Dagslys nok til at se Noderne. Hun slog et Schubert-Hefte +op og spillede et #moment musical#, ikke uden Følelse, men saa +ængstelig, som om hun frygtede for at røre ved Tangenterne. + +-- Det er skrækkeligt, udbrød hun, lige da hun havde taget den sidste +Akkord .... Maa jeg ikke holde op? Du kan da ikke paastaa, at det er +en Fornøielse at høre paa det. + +-- Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke være bekjendt at +være ængstelig for mig. + +-- Ængstelig? jeg ryster over hele Kroppen! + +-- Du kan heller ikke se rigtig nu. Jeg vil hente en Lampe. + +-- Nei, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde #den# +Undskyldning. + +Det sprudlende livlige og samtidig dog saa sværmeriske og dybt +bevægede Impromptu, som hun nu tog fat paa, behandlede hun lidt +friere og dristigere, og skjøndt det brast et Par Steder, havde jeg +en inderlig Glæde af det ægte musikalske Foredrag. Jeg havde ventet, +at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede +længe og indstændig for at faa hende til at blive ved, men neppe +havde hun faaet Hænderne fra Tangenterne, før hun tog Beethovens +Sonater ned fra Clavér-Pladen. + +-- Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød hun muntert. +Man kan lige saa gjerne være fræk. Du maa gjerne hente Lampen, +Harald, at jeg kan se alle de Noder, som falde under Claveret. + +Jeg havde ventet, at hun skulde spille »Sørgemarschen«, første Sats +af »Maaneskins-Sonaten« eller et lignende nogenlunde overkommeligt +Stykke, et af dem, om hvilke man kan sige, at de ere naturaliserede i +Dagligstuerne; men til min Forundring hørte jeg, medens jeg ude i +Entréen tændte den lille Lampe, at det var den vældige C-Dur Sonate, +som hun styrtede sig ind i, og det uden at slaa det Mindste af paa +Voldsomheden. Hun havde aabenbart sendt mig ud efter Lampen for at +kunne begynde, mens jeg var borte, i Tillid til, at naar man først er +sprunget ud, hvor man ikke kan bunde, saa er man nødt til at svømme. +Og hun svømmede virkelig; selve Dybden og Bølgebevægelsen hjalp til +at bære. Da jeg traadte ind, just idet hun fra vildsomme Løb og +heftig Oktav-Stigning naaede over til den rolige, i rige Akkorder +syngende Hymne-Melodi, -- blev jeg et saa eiendommeligt Udtryk vaer i +hendes Ansigt af Energi og Begeistring, en Beethovensk Forklarelse af +alle hendes Træk, at en spøgende Opmuntring, som jeg havde paa Læben, +forstummede af sig selv. Jeg stillede ganske sagte Lampen paa +Commoden bag ved hende, og da et stort Stykke af Kuplen var gaaet af, +dreiede jeg den saaledes, at Lyset gjennem dette Hul straalede hen +paa Noderne, hvilket nok kunde behøves; thi glimrende lyste denne +Lampe sikkert ingensinde, og den saae ud, som om den ikke havde været +renset i Løbet af Sommeren. Selv tog jeg Plads længer tilbage i +Stuen, hvor jeg ikke kunde forstyrre hende, men saae hendes Nakke, +hvis Haarknude glinsede i Lampelyset, og den blødt skyggede +Kindrunding, medens jeg fortabte mig i en Nydelse, som maaske er den +ædleste af alle: at faa Beethoven forespillet af sin Elskede. I denne +Stemning blev selv det Ufuldkomne ved Udførelsen snarere til Gavn end +til Skade; de yderst beskedne Omgivelser stemmede ikke til +Concert-Fordringer, og saa glædede man sig saa meget mer over +Beseiringen af Vanskeligheder, selv om disse Seire ikke vandtes uden +Mandefald i Node-Hæren. Og trods Alt, blev hendes Spil kunstnerisk, +fordi hun var helt fortabt i det, -- hun spillede som en Musiker, der +har faaet et vanskeligt Partitur paa Nodestolen; af og til knurrede +hun af Ærgrelse over at være snublet, undertiden, naar hun havde +slaaet med Fynd ved Siden af, sendte hun efter den falske Tone et +Udbrud, der ikke var fjernt fra en lille Ed, og blev Hænderne tilbage +for den inspirerede Villie, saa sang hun med høi Røst Melodien, +ligesom for at skamme Fingrene ud og tvinge dem til at komme med. +Saaledes var hun stormet gjennem Allegroens stolte, solrige Bjergland +og sænkede sig hvilende i Adagioens Eneboerdal med den dybe Skygge om +det stille, blanke Vandspeil, hvor Sindet samler sig indadvendt, men +dog med Blikket forventningsfuldt hævet mod en anet Herlighed, -- for +saa at svinge sig op til de ætheriske Regioner, hvor Rondoen lever i +et overjordisk Lys og en uforstyrrelig Glans, jublende Triller ud, +som var den en Lærke, der havde hjemme, ikke blandt Skyer, men blandt +Stjerner. + +Minna kastede sig tilbage i Stolen; jeg gik hen til hende og trykkede +et langt Kys paa hendes Pande. »Tak,« hviskede jeg. + +-- Det var ogsaa Noget at takke for, sagde hun og saae forundret paa +mig, som om hun frygtede, at jeg gjorde Nar. + +-- Hvor kan du sige det! jeg er helt overrasket! Jeg vidste nok, at +du var musikalsk, men jeg havde dog ikke tænkt, at du kunde spille +saaledes. + +En pludselig, sjælfuld Glæde straalede op til mig fra hendes Blik; +men hun slog det strax ned, og hendes Læber krusede sig til et +godmodigt ironisk Smil. + +-- Ja, ikke sandt! til at slaa ved Siden af er jeg en ren Rubinstein! + +-- Hvorfor spotter du? jeg veed dog selv nok, at du ikke helt kunde +magte den. Men du spillede smukt alligevel. + +-- Ak! det er det, som gjør mig næsten fortvivlet, hver Gang jeg +spiller -- at høre det saa smukt og ikke kunne faa det frem. Og især +det, at jeg undertiden synes, jeg maatte kunne være kommen til at +spille ganske ordentlig, hvis jeg havde kunnet drive det rigtig +vedholdende. + +-- Naa, det er da ikke for sent endda, jeg synes, du har Livet for +dig. + +-- Maaske, -- men der er det samme i Veien endnu, -- jeg kan ikke +taale det, du aner ikke, hvor det angriber mig: Nu har jeg mindst +spillet min Nattero bort. Hvorfor er man ogsaa saadan en Pjalt! Ja, +hvis du kunde forestille dig den Melankoli, som jeg i disse Aar +spillede mig ind i, hver Gang jeg rørte Claveret! det var ligesom +Noget, der slog sammen om mig, og jo skjønnere Musikken var, desto +mørkere blev det om mig. Undertiden kunde jeg ikke lade være, men det +kunde ogsaa blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer. + +-- Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven! -- Jeg skal nok faa +dig sund og stærk, og naar du spiller mig glad, vil du ogsaa selv +føle dig lykkelig derved. Jeg er et taknemligt Publikum, selv om du +ikke driver det saa meget videre, end du nu er. Men saa vil du ogsaa +kunne dyrke Musikken rigtig. + +Mine Ord lod ikke til at gjøre synderligt Indtryk paa hende. Hun +stillede Lampen hen paa Bordet, satte sig i den Stol, som jeg havde +reist mig fra, og støttede Panden i sin Haand. + +-- Jeg kan mærke det i mit Hoved, det spænder og mylrer derinde. -- +Hun lo op, som ad et pudsigt Indfald: -- Veed du hvad, hvis jeg +nogensinde ønsker at blive af med min Smule Forstand, saa troer jeg, +at jeg kunde spille den bort. + +-- Hvad er det for en Idé! + +-- Nu ja, det var ogsaa en Maade at begaa Selvmord paa. Det er det +Frants-Moorske, at ødelægge Legemet gjennem Aanden, anvendt paa +Selvmordet. + +-- Minna, du maa ikke tale saadan, det er en daarlig Spøg. + +-- En grov Spøg i alt Fald, naar der gjøres Alvor af den. Men man +veed ikke, hvilke Kunster man kan faa Brug for i Livet. »Det var en +Kunst, der fortjente at Have dig til Opfinder,« -- deklamerede hun +med komisk Efterligning af en Mode-Skuespiller. -- Har du seet det +her paa Hoftheatret? hvor han var affekteret! hu ha! .... Hun satte +sig i Positur, som Frants Moor i Begyndelsen af anden Akt, og lagde +sit Ansigt i saa pudsige reflekterede Skurkefolder, at jeg ikke kunde +lade være at le. Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at +efterligne det falske Effektmiddel, som den paagjældende Skuespiller +havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Spørgsmaal og Svar +med to forskjellige Stemmer, en høi fistelagtig, og en dyb +Bugtalerrøst, idet hun samtidig vendte sig snart til den ene, snart +til den anden Side: -- »Hvilke Art Følelser skulde jeg vælge? .... +#Vrede?# denne hungrige Ulv æder sig for hurtig mæt! -- #Sorg?# denne +Orm nager mig for langsomt! -- #Græmmelse?# denne Snog sniger sig for +trægt! -- #Frygt?# Haabet tillader den ikke at gribe om sig .... +Hvad? er Dødens Arsenal allerede udtømt? -- Hvorledes? Nei! -- Ha! +Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde +den ikke kunne slaa en Minna ihjel!« + +Hun lo muntert og omfavnede mig. + +-- Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og +takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven! Men jeg +skjønnede ogsaa paa det, skjøndt jeg kom med al den Snak, -- jeg kan +ikke gjøre for det, tidt piner det mig saa meget, det maatte være saa +herligt at være Kunstnerinde, synes jeg, at kunne faa Andre til at +elske og beundre, hvad der bevæger En selv saa dybt .... Men jeg skal +nok blive en flink Husmoder! -- Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde +før -- saalænge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg mig jo +ikke med denne søde Gift -- men, Harald! hvis du holder mer af en +Anden -- + +Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, -- ganske vist ikke noget +synderlig logisk Argument, men i dette Tilfælde maaske tilsidst dog +det mest overbevisende. + +Moderen kom ind med The og Franskbrød, til hvilket hun havde kjøbt +Honning i Voxkager og usaltet Smør for at gjøre os tilgode. Da vi +havde spist, satte hun sig hen i en Krog i en underlig trekantet +Lænestol med lodrette Sider; -- den var egentlig et Hjørnestykke af +en tredelt Sopha, hvis #disjecta membra# vare fordelte rundt i +Leiligheden. I dens Varetægt blundede hun næsten øieblikkelig ind. + +Minna var ogsaa træt efter Reisen. Da det hæslige, Alabast-søilede +Taffeluhr paa Commoden efter en lang, truende Snurren besluttede sig +til at slaa fire Slag, der gjenlød i Claveret med en lang Tone, -- og +derved gjorde os opmærksomme paa, at »Klokken var slagen ti«, holdt +jeg paa, at hun skulde til Ro. + +Vi lod den Gamle sove. Minna lyste mig ud. Til hendes store Skræk gik +jeg »med Nakken paa Ryggen«, -- som hun sagde, -- ned ad den steile +Vindeltrappe, uden at kunne vende Øinene fra hende, som hun stod +deroppe, bøiet over Rækværket, med det smilende Ansigt stærkt belyst +af den fremstrakte Lampe. + +Helt nede blev jeg længe staaende og sendte Kys op til hende, indtil +hun gav sig til at skjænde, og da det ikke nyttede, begyndte hun +pludselig at skjære Grimacer og frembringe saa græsselige +Carricatur-Ansigter à la Wilhelm Busch, -- at jeg endelig tog Flugten +med en høi Latter. + + + + +III + + +Den følgende Dag viste Minna mig et Udkast til et Brev, som hun vilde +sende Stephensen. + +Vi læste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde indfundet +sig en af de Tanter, som »ikke var saa rigtig heldige«, og for hvis +Selskab Minna gjerne vilde forskaane mig saa vel som sig selv. + +Brevet beroligede mig, da det syntes mig at være vel skikket til at +gjøre Ende paa hele hint uklare Forhold. Det var uden al Bitterhed og +frit for hvert Spor af Sentimentalitet, værdigt og holdt i en rolig, +sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte +saa mange Følelser og Minder i den stærkeste Bevægelse. + +Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden +glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg +mindede hende nu om ikke at spilde Tiden. + +Vi gik gjennem flere smaaborgerlige Gader og Stræder, der alle +lignede hinanden; med deres fuldstændige Flise-Fortove, uden +Rendestene og Kjældertrapper, gjøre de et nettere og renligere +Indtryk, end en Dansk venter sig af saadanne Kvarterer. De to-etages +Huse variere kun den graa eller gulige Farve en Smule, men af og til +breder der sig en lavstammet Bygning, hvis store indsunkne Tag kigger +ned paa Gaden gjennem mange af disse ægte sachsiske Loftsvinduer, der +ere formede som sammenknebne Øine, og som, naar de staa tæt sammen, +faar Tegltaget til at gjøre en lang Bølgebevægelse. Det er gamle +Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige Tider siden her +befandt sig i Byens Udkant. + +Overalt herskede en ret velgjørende familiær Ugenerthed. Ved det +aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit Barn Bryst; skraas +overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, røg en Mand i Skjorteærmer +sin Pibe og stirrede op paa Gjenbotaget, hvor en hvid Kat +balancerede. En velklædt Mand, der saae ud som en Studerende, kom med +et Glaskrus skummende fuldt af Øl, som han havde hentet i +Hjørnebeværtningen. + +Smaabørnene, der legede foran Gadedørene, hilste paa Minna, og en +lille Skjælm af en Pige, paa tre-fire Aar, med krøllet Paryk og et +Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende paa sine stakkels nøgne Ben, +der vare saa krumme som Sabler, og gav sig ikke tilfreds, før Minna +havde forfulgt hende ind paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange. + +Mindre tiltalende var Opmærksomheden fra de større Børns Side. En +lang barhovedet Tøs, med de smudsige Strømper stikkende i udtraadte +Pampusser, blev ved at raabe efter Minna: »Hvad er han for En?« og en +Skomagerdreng, som gik midt ad Gaden og -- til min Forbavselse -- +fløitede Skuespillermarschen af »En Skjærsommernatsdrøm«, saa det +skingrede i hele Nabolaget, maa have fundet noget Jødisk i mit Ydre, +for han afbrød pludselig hin Beskjæftigelse for at blive ved at raabe +»Itzig« efter mig. Undertiden overdøvedes alle Stemmer af en af de +uhyre Fragtvogne, hvis tøndeformige Ruf rokker oppe i Høide med +Vinduerne i første Etage. Et Par svære Heste med tykke Halse og fede, +kløftede Kryds trække den i en jordvindende Skridtgang, medens de +ryste deres blinkende Messingpynt af Ringe og Halvmaaner; Kjæderne +klirre, det knager i alle Spanter, Hjulene pibe, og under den uhyre +bevægede Masse drøner Stenbroen, saa at man er fristet til at holde +sig for Ørene, og faar Svar i Øst, naar man spørger i Vest. -- Intet +af alt dette var nyt for mig, men idet jeg gjennemvandrede det med +Minna, fik det en anden, fortrolig Belysning, og jeg betragtede de +mindste Smaating med Kjærlighed, fordi de hørte med til det Hele, som +fra Barnsben af havde omgivet hende og præget hendes Fantasi. + +Dette hyggelige Stykke Gammelstad overskares pludselig af den +fornemme Pragerstrasse, Residentsens moderne Pulsaare, med sit +nerveuse Liv af rullende Equipager, en pyntet Vrimmel og glimrende +Boutikker. Og vi kom ind i nye brede Gader, hvis øde Perspektiver kun +viser En et Par enkelte Fodgængere og en sneglende Droske. +Blomsterrækkerne paa Balkonerne er den eneste oplivende Farve i den +graa Masse. Der er saa godt som ingen Boutikker; paa hveranden Port +staar »Pension«, og over dens Naboer »Hotel garni«. Dette var ikke +Noget for os; for at naa til Villa-Strøget og »se paa Leilighed« +vilde vi have valgt den korteste Vei, hvis ikke i dette rektangulære +Kvarter alle Veie havde været lige lange. + +Snart havde vi fint Grus under vore Fødder og overskyggedes af en +lille Allés Ahornblade. Mørke Akacier, glinsende Sølvpopler, +gjennemsigtige Birkekroner, tætte Platankupler, Lindeløv og Blodbøge, +blandede med en uendelig Mangfoldighed af sjældne Buske og Træer, +hævede sig til begge Sider over Gitre, Hækker og lave Mure med smaa +Gjennembrydninger. Hist og her skinnede en Statues hvide Lemmer inde +mellem Blomster og Blade, eller en fin Straale steg og sank med sagte +Plasken midt i en yppig Bladgruppe. Og Villa fulgte efter Villa, +pragtfulde Mellemting mellem Landhuse og Paladser, med fine Façader +af gulig Sandsten, som endnu eiede Noget af sin kornede Glans. Hvor +de store Speilglas-Vinduer stod aabne, bevægede det yderste Fag af de +crême-farvede, netagtige Gardiner sig sagte, ligesom i Drømme, og +inde i Værelsets Dunkelhed blinkede en Lysekrones Prismer, eller +Kanten af en Guldramme straalede dæmpet. I en dorisk Søile-Loggia, +med pompejansk malede Vægge og Casset-Loft, drak et Selskab Kaffe. En +slank Dame, med Ridekjolens Slæb over Armen, ledsagedes af en Cavalér +i bronze-brunt Fløiel ned ad en Dobbelttrappe, som i Zig-zag +omsluttede en frodig Plantegruppe. I en Underkjørsel, der paa Siden +af en Villa dannede en prægtig Bueportal, kopieret efter Villa +d'Este, ventede en Landauer, hvis Spand Guldfuxe trippede utaalmodig +og skrabede i det røde Grus. + +Denne Slags Underkjørsler behagede os særlig, og vi vilde paa ingen +Maade lade os nøie med en af Jern og Glas. Der var jo ingen Tvivl om, +at vi maatte have Equipage til den Tid, naar disse luxurieuse Planer +iværksattes. De omtalte Guldfuxe tiltalte os meget, men vi havde +iøvrig ogsaa et Sværmeri for kulsorte »Rappen«. Megen Vægt lagde vi +naturligvis paa Villaens Stil; og vor Smag stemmede overens, idet vi +foretrak en ikke altfor rig Renaissance. Et Ideal af denne Art fandt +vi paa et Hjørne ud imod Stadsparken. Det var en kraftig Bygning af +betydeligt Omfang, præget af en ægte aristokratisk Simpelhed, uden +Spor af parvenu-agtigt Koketteri, med imponerende store og ædle +Forhold; den syntes at være bygget af Semper selv eller en af hans +bedste Disciple. + +»Dèr er den, det er #vor# Villa!« udbrød Minna strax. Hun lo +overgivent af denne Tankeleg, men jeg tog den allerede alvorligere. +Hvorfor var det endelig saa utænkeligt? det var ingen brødløs Kunst, +jeg drev, jeg havde Protection og vilde maaske arve. Hvorfor skulde +man ikke tilsidst efter et Liv fuldt af Arbeide, kunne trække sig +tilbage her som en hovedrig Mand? Mit ungdommelige Overmod følte en +ubegrændset Kraft i sig. Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af +det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme at +kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende Frugt. +Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var en Mistro til min +Dygtighed og Energi. + +-- Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, at jeg +vilde passe til det. Tænk dig, hvad der hører til for at fylde i en +saadan Leilighed, -- alt det Tyende, som man vilde have at tumle med +.... Jeg synes ogsaa, man maatte gaa i en evig Bekymring for, at man +ogsaa anvendte sine Penge rigtig og forsvarlig, naar man havde saadan +en Mængde .... Og saa maatte man føre stort Hus og se Mange hos sig. +Jeg er vis paa, at alt dette ikke vilde ligge for mig, og at jeg vil +finde mig langt mere tilfreds ved at holde sammen paa en lille, +tarvelig Husholdning. Men derfor er jeg heller slet ikke misundelig +paa de Rige, men jeg glæder mig tvertimod over, at Andre, hvem det +passer for, kan have det saa smukt, og naar jeg er egoistisk, saa +forestiller jeg mig, at det egentlig altsammen er til for min Skyld, +for at jeg kan have saa meget kjønt at se paa, naar jeg spadserer med +min Skat, og det kan give os Stof til saadan taabelig Passiar som +denne. + +Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i »Grosser Garten«, +hvor vi valgte de mindst befærdede, skovagtige Veie, der krummede sig +mellem høie Graner og brede Ege. Endelig tog vi Plads paa en lille +Udsigtshøi nord for Herkules-Alléen, hvis mægtige Linde kastede deres +Skygge langt hen over Stubbemarken foran os. Tilvenstre laa +Høidedraget paa den hinsidige Elbbred stærkt solbeskinnet, med sine +Skovbanker og Indsænkninger, underbygget af Landsbyerne, der ved +Villaernes Hjelp næsten gro sammen til een lang Bort af Haver og +Huse, -- med de steile Skraaninger gjennemstregede af Vignernes +Terrasser og Mure, mellem hvilke der hæver sig gamle Gaarde med høie +Tage, omgivne af spidse Pyramidepopler, medens Høiene foroven ere +besatte med Vingaardsmændenes Smaahuse, der se ud som Vagttaarne. +Alle disse Enkeltheder gjentog sig bestandig mindre, utydeligere og +nærmere ved hinanden, indtil de smeltede sammen i en næsten +ubestemmelig Farvetone, dèr hvor Aasen som en Pynt sænkede sig ned +mod Sletten. Denne blaanede langveis bort, og yderst ude viste sig +Bjergformer, skyggeagtige og svævende, snarere som et Bundfald af +Luftens Blaa end som en Stigning af Jordens. Men eftersom Skyggerne +paa Marken blev længere, traadte Omridsene legemligere frem, og vi +kjendte tydelig Liliensteins fortrolige Profil. Og samtidig med at +ovre paa den høie Loschwitzer-Bred den ene Rude efter den anden +tindrede som i en begyndende Illumination, kunde man skjælne +Liliensteins Stenbrud som en lysere Streg forneden. Det var underligt +at tænke, at i dette Bjergbillede, der var saa liliput-agtigt, at det +kunde males paa en Lillefingers Negl, kunde man med en Naal udpege +det Punkt, der havde rummet saa megen Lykke for os. Vi trykkede tavse +hinandens Haand, og vore Øine fyldtes med Taarer, mens vi stirrede +derud imod; -- det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast +derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi +havde forladt den tillige med Stedet og først hist kunde gjenfinde +den, -- og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os. + +Hvorvel kun et Par Døgn skilte os fra hin Fortid, -- skjøndt vi sade +sammen ligesaa lykkelig som nogensinde i hine Dage, -- og uagtet vi +haabede lutter glædeligt Samliv imøde: -- trods Alt dette forekom det +os begge, at vi saae et tabt Paradis aabne sig derude i Glansen af +den dalende Lykke-Sol med rosenrøde Smaaskyer som Amorinfjer svævende +over sig i den lyse, farveløse Luft, for saa lidt efter lidt at glide +bort, ind under Skyggen af Nattens bløde Vinger, som fandt os +siddende paa samme Plet med Armen om hinandens Liv. + +Denne staaende Vemod i Tilbageblikket -- er den kun Virkningen af en +Idealiserings-Kraft, som Erindringen selv besidder, eller stammer den +maaske snarere fra Menneskets evige Frygt, den uendelige +Usikkerhedsfølelse overfor en ukjendt Skjæbne, der ved et Lune kan +røve En Alt, undtagen hvad man har oplevet -- som ikke blot truer ude +fra, men ogsaa synes at raade i vort Indre, og mod hvilken kun vort +Selvs dulgte Kjerne i sjeldne Gjennembruds-Øieblikke maaske kan +stille en jevnbyrdig Magt op? + + + + +IV + + +Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak Minna sin +Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: -- + +-- Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil +nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og især om +Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog. + +Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skjøn Eftermiddag -- +til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner og Gallerier, der er et +Epopé i Sten fra en Tid, som var altfor livslysten til at bryde sig +om andre Digte end denne solide Slags, hvori man kan røre sig og +nyde, drikke, danse, fægte, elske, ride Carrousel og bade i +Springvandsbasiner under aaben Himmel -- dette Mesterstykke af en +yppig og fantasifuld Stil, som en fad Afsmag af Empiren har lært en +Epigonslægt at se ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu +atter overalt kommer til Hæder og Værdighed, -- Zwinger -- som synes +bygget af sachsiske Gnomer, anførte af en Faun, der var forelsket i +en Muse. -- -- + +Andre Dage besøgte vi vor guddommelige Værtinde fra Rathen, »die +Mutter Elbe«, i hendes Byresidens, hvor hun er indlogeret mellem +begge Stadsdele i en prægtig Leilighed, der af de tre Broers +Pillerækker deles i to lange Sale. Paa den berømte Brühlske Terrasse +berusede vi os ved Solnedgangs-Tid i de straalende metalliske Farver, +der blinkende dirrer mellem hverandre i Flodens Strømhvirvler, indtil +den længst ude krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende +Vinbjerge. + +Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Række krøllede +smaa Poppeltræer, som synes at være tagne ud af et Brobdingnagbarns +Legetøis-Æske. + +Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øieblik brød frem under +Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over +Strømmen; det var, som om Moder Elben havde afsløret sin Festhal -- +en Kolonnade af vundne Søiler drevne af det pureste Dukatguld. + +Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene og seilede ud til det +idylliske, vigne-hængte Loschwitz -- »Don Carlos«'s Fødeby, eller til +Schillerhaven i dens Gjenbo, Blasewitz, hvor »Leirens« Gustel har +hjemme. + +Paa Tilbageveien gjennem Byen maatte Minna sædvanlig gjøre nogle +Indkøb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Pølseslagterens +pyntelige Boutik, mens hun handlede ved Marmordisken. + +En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og +Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde +varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren +paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mødtes +triumferende, medbringende en »Zeilen-Semmel« og et Krus »Kulmbacher« +som Bytte. I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det +mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til. + +Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og +jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder. Men +vi gik flere Gange i den fortræffelige Samling af Gibsafstøbninger, +hvor den antikke Kunst viser sig overskuelig i alle sine Stadier. + +Jeg overraskedes ved Minnas medfødte Kunstsans og over hendes +Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig over »Ægineternes« staaende +Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede tillige, hvor vidt +Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets +Bevægelse; det slog hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa +et saadant Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa eet +Omraade, medens der er noget Høiere, over for hvilket den endnu staar +barnlig famlende, -- og hun opkastede det Spørgsmaal, om dette ikke +ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, som vi ansaa for +fuldkommen Kunst. -- I Parthenonssalen imponeredes hun især af +Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest følte hun sig grebet af den +efterklassiske Kunst, Værker som »Galleren«, »Sliberen«, »Venus fra +Milo« -- de fleste andre Aphroditestatuer saae hun ligegyldig hen +over. Hun gjorde mig opmærksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke +selv havde haft Øie for, paa det levende Virkelighedspræg af en Haand +eller en Fod, idet hun bemærkede, at paa Statuer af moderne +Kunstnere, som hun havde seet, var dette ofte gjort »altfor kjønt«. + +Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske +Studier: »Hvem der dog havde saadan en yndig, lige græsk Næse!« +sukkede hun flere Gange, -- »saa vilde du elske mig endnu mer -- jo, +det maatte du gjøre.« + +Og efter at have mønstret en hel Gudindeforsamling: »De har da ikke +saa tynde Arme!« + +-- »Hvorfor skulde de have det?« + +-- »Jeg troede, det var grimt at have stærke Arme,« svarede hun rød i +Hovedet og vendte sig bort. + +Men vore Kunstnydelser -- i denne By, hvor man #kan# nyde Kunst! -- +kulminerede extatisk, da vi hørte Wagners Valkyrie sammen. Dette +Vølsungepars ædle og tungsindige Elskov, forklaret i en Toneskjønhed, +hvis Inderlighed har Evighedens klare Dybde -- hvor gjennemtrængte +den ikke vore Sjæle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor +Kjærlighed speilede sig i dette hellige Tonevæld som en Narkissos -- +og elskede sig selv. + +I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud til +hinanden; senere tav vi. + +Minna trykkede min Haand ved Ordene: »Als in frostig öder Fremde -- +zuerst den Freund ich ersah«; -- og da Sieglinde -- tydelig, saa hver +Stavelse hørtes i det dødstille Theater og med en Betagethed, som kun +Wagner har inspireret en Operasangerinde til -- sang: »Wie dir die +Stirn -- so offen steht, -- in den Schläfen der Adern -- Geäst sich +schlingt! -- Mir zagt's vor der Wonne, -- die mich entzückt --« -- -- +da saae hun mig ind i Øiet med et Blik, som jeg veed, jeg vil føle +paa mit Dødsleie. Og da nu Tæppet -- ikke faldt, men drog sig sammen +-- o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, klappende af alle Livsens +Kræfter, med tindrende Øine og et fugtigt Taarespor paa den blussende +Kind, skjønnere end jeg nogensinde havde seet hende, mere sjælelig +skjøn end Noget, som jeg har seet eller faar at se! -- + +Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og Søiler +straalede i det sene Dagslys. + +Der vrimlede af pyntede Folk. + +Minnas Dragt var tarvelig, skjøndt ikke #saa# tarvelig, at den blev +paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende. + +Hun var for bevæget til at mærke det og generes deraf. + +Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft slog os +velgjørende imøde. Den aabne smukke Plads, omgiven af monumentale +Bygninger, bredte sig stille og næsten ubefærdet under os, medens det +vrimlede hen over Elbbroen; de skovbevoxede Høider laa badede i +Sollys og syntes ganske nær. En Følelse af uendelig Lykke og Rigdom +overvældede mig. + +-- Du sukker! sagde Minna, der lænede sig til mig. + +-- Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end jeg +fortjener, svarede jeg. Veed du hvad, -- jeg var dog ret letsindig, +at jeg den Gang kunde fri til dig. + +Hun saae paa mig med et spørgende Smil. + +-- Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig -- jeg skulde +have ventet, til jeg kjendte dig som nu -- hver Dag opdager jeg nye +Skatte -- bliver rigere og rigere. -- + +Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit Bryst. + + + + +V + + +Hr. og Fru Hertz vare nu komne tilbage fra Landet. + +Vi havde begge hver for sig besøgt dem; de vilde se os en Eftermiddag +sammen til Kaffe, efter vor Rathener-Skik. Om Aftenen maatte den +Gamle have Ro og Hvile. Hoste og Smerte i Brystet vedblev at plage +ham; han var kun oppe midt paa Dagen, og selv dette var snarere +Følgen af en Halsstarrighed, som ikke vilde give tabt, end det var, +fordi han følte sig vel ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren +helst vilde have holdt ham. + +Fru Hertz var temmelig bekymret for ham, og mente i Grunden, at vi +burde vente en Uges Tid, men den Gamle vilde ikke høre Noget derom: + +»Hvorfor dog? da ikke for min Skyld, som om jeg ikke kunde tage imod +Nogen! Vist skal de komme imorgen, men jeg sender dem bort, naar jeg +bliver træt. .... Jeg bliver nemlig gjerne træt lidt tidlig paa +Aftenen nu,« tilføiede han forklarende til mig. + +Vi begav os altsaa -- Dagen efter at vi havde hørt Valkyrien -- +henad Klokken fire ind i Hjertet af Altstadt, hvor man endnu +glædes ved Synet af gamle Rococohuse med knækkede Tage og +skjæve Konkylie-Ornamenter og af Smaapalaier i Barokstil med +Pilaster-stribet Façade, der smykkes af Medailloner med hjælmbeklædte +og parykbeprydede Marser og Athener. Imellem disse findes tarveligere +Huse i en temmelig ubestemmelig Stil men med et inderligt tydsk Præg; +deres hyggelige Karnapper danne en Række Skabe langs ad Gaden, og ved +Hjørnerne springe de frem som store sexkantede Udbygninger, der nedad +forlænge sig i en Form som et omvendt Kirkespir eller som en Kegle, +besat med Annanas-Knubber i spiraldreiede Rækker. Flere af disse Huse +have Stuk-Ornamenter af Blomster-Guirlander, eller forstenede +Drapperier hængende ned fra deres Vinduer; hist og her sees ogsaa en +ofte overmalet Frise med uhyre fede Englebørn, saa uformelige, at +man ved et flygtigt Syn antager det Hele for et Stykke #natura morte# +af Kaalhoveder, Æbler og tykke Grene. + +I et saadant Hjørnehus, hvor fire Gader stødte sammen, boede de +gamle Folk paa første Sal. Der var et evigt Bulder af store +teltdækkede Landvogne, Fragt-Vogne fra Godsbanen og alle mulige +Forretningskjøretøier, -- og det var aabenbart denne Larm af en +flittig Færdsel, som tiltalte den gamle Königsberger-Kjøbmand og lod +ham foretrække dette Sted for luftigere, men mere døde Qvarterer. + +Kaffebordet var dækket i Hertz's Studereværelse, hvor han holdt mest +af at opholde sig. Han kom sjelden ind i Dagligstuen, men saae +gjerne, at hans Kone satte sig ind til ham med sit Haandarbeide. Det +var et middelstort Værelse med gamle Mahognimeubler, blandt hvilke +der ellers ikke fandtes nogen bekvem Stol, men nu var en Lænestol +bleven flyttet ind fra Dagligstuen. + +Ved den ene Væg stod et almindeligt Skrivebord med otte spinkle +Ben, et Tobaksbord og et Bogskab. Lige overfor var der en Pult af +samme Slags som den, ved hvilken Kant var afbildet; (dette +gamle Farvetryk indtog nu atter sin behørige Plads over +Skrivebordet). Til begge Sider for Pulten hang et Par værdifulde +Oliemalerier, Ungdomsportraiter af Beethoven og Frederik den Store +i Legemsstørrelse. Over den befandt sig nogle Daguerreotypier, af +hvilke man dog aldrig opdagede Andet end nogle skinnende +Metalpletter. + +Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, men det i sit Ydre +tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede Læderrygge og +forrevne eller smudsige Papstykker, bestod af lutter Originaludgaver, +blandt hvilke -- paa de midterste Hylder -- en stor Del af Goethes og +alle Schillers Værker, ligefra »zwoote verbesserte Auflage« af +»Røverne«, med den steilende Løve til Vignet og Indskriften »In +tirannos«, til en »Wilhelm Tell« med en Tilegnelse, skreven af +Schiller selv. Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af +Nysgjerrighed -- thi det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig +for os -- end fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle. + +Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet +og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en +Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor, +cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var malet et nydelig udført +Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. Hertz fandt deri en Lighed +med mig Uværdigste, navnlig ved den lange Hals og Næsen, -- en +Opdagelse, der gjorde Minna saa henrykt, at hun kyssede ham. + +Det begyndte at regne, og der blev pludselig saa dunkelt i Værelset, +som om det kunde være Skumring. Den blaalige Spritflamme, der +slikkede om Kobberkjedlen, lyste i den gamle Mands hvide Skjæg og paa +den fugtige Underlæbe, medens han fortalte -- langsomt læspende og +afbrudt af Hoste -- om Livet i Riga, hvor han et Par Aar havde været +i Handelslære: -- Paa Børsen havde de haft den ældgamle Skik, at +Fallenten maatte sætte sig paa en Slags Forundringsstol, medens der +blev ringet med en Armesynderklokke -- en Slags moralsk Execution. + +-- Man leer af saadanne gamle symbolske Skikke og finder dem +barbariske. Men maaske har de ogsaa haft noget Godt ved sig. Hvor +tydelig mindes jeg ikke den Gang, da Moses Meier maatte standse sine +Betalinger. Han var Chef for et af de to rigeste jødiske Handelshuse +og havde ødelagt sig i Konkurrence med Wolff -- de havde altid været +Uvenner. Der var et frygteligt Røre paa Børsen, Nogle vare skadefro, +men Jøderne vare Alle meget nedslaaede. »Mon Wolff vil komme!« +spurgte man overalt, -- men de Fleste mente, at han dog ikke vilde +være tilstede ved Rivalens Ydmygelse. Klokken slog tolv, -- saa +skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden vilde allerede ringe med +Klokken, -- da kjørte Wolffs Wienervogn for i Galop, Wolff styrtede +ind i Salen og raabte aandeløst: -- »Der skal ikke ringes, Meier skal +ikke paa Fallentstolen.« Han havde i sidste Øieblik -- sikkert efter +en haard Kamp -- besluttet sig til at forstrække Rivalen med det +Nødvendige for at afværge denne Skam for den jødiske Menighed; -- og +de to gamle Mænd græd i hinandens Arme. + +Vi stirrede forbavsede paa denne Olding; han syntes os i dette +Øieblik endnu ærværdigere ved sine Minder fra en Tid, som havde et +saa fremmedartet og patriarkalsk Præg. + +Med hvilken Andagt betragtede vi ikke noget Støv og Smaasten i en +Flaske: -- Jord fra det hellige Land, som en gammel Jøde fra Riga, +der paa sin Fod var vandret til Jerusalem, havde bragt med hjem i et +Lommetørklæde. + +Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes Rolle +i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig om Heine. + +Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe tage +frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle +Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter. + +Jeg fik fat i en af Korrekturerne, og da det endnu var meget mørkt +ved Bordet, traadte jeg hen til Vinduet for at finde ud af et stærkt +overstreget Sted. + +Jeg kom til at se ned paa Gadehjørnet og foer sammen: det forekom +mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, denne slanke, meget +moderne klædte Herre, med spidst og stærkt dreiet blondt Skjæg; men +nei, -- han var høiere og ældre end den danske Maler, -- da han netop +tog sin Hat af for en Bekjendt, viste det sig endog, at han var +skaldet. + +Jeg følte mig beroliget. + +Men i det samme begyndte Hertz med sin svage, sprukne Stemme at læse +op af et Manuskriptblad: -- + + »Schon wieder bin ich fortgerissen + vom Herzen, das ich innig liebe --« + +Minna og jeg vexlede et betydningsfuldt Blik; hun blev bleg -- +hvilket viste sig endnu tydeligere i det uveirsagtige Lys, der syntes +at trænge gjennem en Askeregn, saa snavset og graagult var det. + +-- Det er et kjønt Digt, sagde Hertz. Kjender du det? + +-- Ja, vi kjender det. + +-- Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjerter, -- udbrød Fru Hertz. +-- En skjøn Tid! + +Snart efter tog vi Afsked. + +Vi gik ad »Grosser Garten« til, Regnen var hørt op. Da vi havde gaaet +lidt, udbrød Minna: + +-- Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det +Digt! + +-- Ja, et besynderligt Tilfælde! + +-- »Es giebt keinen Zufall!« + +Men da vi vare midt i den smukke Platan-Allé, der skraar over Marken +mellem den gamle Palais-Have og »Grosser-Garten«, kom jeg i Tanke om, +at Ringene, som vi havde bestilt, var lovet os bestemt færdige til +ieftermiddag. + +Vi vare strax enige om at gaa tilbage, skjøndt det førte os helt ind +i det Bykvarter, som vi kom fra. Det var ingen af de store +Guldsmedeboutikker, men et Værksted oppe paa anden eller tredie Sal, +som Minna kjendte. + +Ringene vare færdige, og den gamle Kone, der gav os dem, ledsagede +dem med mange Lykønskninger og Velsignelser, til hvilke hun endnu +føiede Hilsener til Minnas »Fru Mama«. + +Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde tynget os, +siden hint usalige Digt var blevet berørt, veg for Ringvexlingens +gyldne Magi. Det var blevet det skjønneste Solskinsveir; vi +besluttede at nyde det oppe paa den nære Terrasse. + +Heroppe vrimlede det af Spadserende, som altid paa denne Dagstid i +godt Sommer-Veir. Man hørte Toner fra Concerten i Wienergarten +hinsides Floden; det var Slutningen af »Valkyrien«, -- vi stod stille +og lyttede. + +Afstanden udslettede Udførelsens Mangler: Forsagelses-Motivet, under +hvilket Wotan kysser Guddomskraften af Brynhild, saa den lange +Afmagtssøvn sænker sig over hende -- tonede klart herover i sin +tungsindige Svulmen og Synken. + +-- Det hørte jeg ogsaa heroppe den Aften, da jeg besluttede mig til +at tage paa Landet i Rathen, sagde jeg. + +-- En velsignet Aften har det været for mig, svarede Minna -- skjøndt +jeg den Gang intet kunde ane derom. Det er underligt at tænke paa, at +et ganske ubekjendt Menneskes Beslutning saaledes kan forandre Ens +hele Liv -- derfor troer jeg heller ikke paa Tilfælde -- i saadanne +Ting. + +-- En Velsignelse har det været for os begge, udbrød jeg, og +velsignet skal ogsaa Stedet være. Nu skal jeg vise dig, hvor jeg sad +-- derhenne udenfor den lille Caffé, mellem Søilerne -- seer du, dèr +hvor #den# Herre, nei -- ikke den Gamle, men ham, som nu reiser sig +og betaler Opvarteren -- + +Jeg følte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen. + +Minna var standset og stirrede -- -- men du gode Gud! hvilket Udtryk +i hendes Ansigt! hun var ikke bleg, men hendes Øine aabnede sig +unaturligt, -- saaledes kunde Macbeth have seet paa Banquos Aand, da +Hofmanden anviste ham Plads. + +Jeg fulgte dette Blik did, hvor jeg selv havde faaet det til at rette +sig hen. + +Herren, der havde betalt Opvarteren, saae henimod os og tog hurtigt +sin høie Silkehat af. -- -- + + + + +FJERDE BOG + + + + +I + + +Denne elegante Herre -- det var Axel Stephensen. + +Han nærmede sig med elastiske Skridt, idet han trak Handsken af sin +høire Haand. Ogsaa Minna gav sig til at knappe sin op; den var +snever, og hun sled endnu i den, da han standsede foran os. + +-- Aa -- jeg beder, Minna, gjør dig dog ikke den Uleilighed -- mellem +gamle Bekjendte -- --. + +Men Minna vedblev haardnakket at stirre -- med et ubestemt Smil -- +ned paa Handsken, hvis Gjenstridighed hun maaske var ret taknemlig +for. Endelig fik hun Haanden fri, den Haand, der nu bar min Ring; -- +det forekom mig, at hun kjærtegnede den med et Blik, og at Stephensen +skjænkede den et vrantent Øiekast. Hun saae flygtig paa ham, idet hun +gav ham Haanden og med en Haandbevægelse, der fik Ringen til at +blinke, præsenterede hun os for hinanden. + +-- Min #Forlovede#, Harald Fenger. -- + +Vi bukkede begge næsten #for# høflig og erklærede, at det var os en +Fornøielse og Ære, men jeg lagde Mærke til, at han kom betydelig +behændigere derfra end jeg, hvilket forøgede den Irritation, som hans +Tilsynekomst strax havde sat mig i. + +-- Du er kommen her -- -- Minna var lige ved at gjøre den samme +overflødige Bemærkning, som Moderen havde givet til Bedste overfor +mig, men havde Aandsnærværelse til at skyde et »pludselig« ind: -- Du +er kommen #pludselig# til Dresden. Og idet hun gjenvandt sin Fatning +og for første Gang saae sikkert paa ham, tilføiede hun: »I det Brev, +som du sendte mig for en fjorten Dages Tid siden, stod der Intet +derom.« + +Det er i Tydskland ikke saa ualmindeligt som hos os, at unge Piger er +»dus« med unge Mænd -- Venner af deres Brødre, fjerne Slægtninge +eller ogsaa blot gode Bekjendte -- og Minna kunde derfor ikke føle, +at Stephensen, ved endnu at benytte sig af denne Ret, efter at hun +var forlovet med en Landsmand af ham, aabenbart overfor mig +understregede Betydningen af deres Bekjendtskab og nivellerede +Forholdene. + +Hun vendte sig og begyndte at gaa langsomt tilbage imod Trappen. Vi +fulgte hende hver paa sin Side. Det berørte aabenbart Stephensen +ubehageligt, at dette Brev blev omtalt i min Nærværelse, -- saa meget +mer, som jeg satte en udfordrende Mine op, som om jeg vilde sige: +»Jo, jo, min Herre! jeg kjender nok Deres nydelige Heineske +Udgydelse.« + +-- Det er ganske rigtig, sagde han, jeg fik først Bestillingen +senere. Det er nemlig for at copiere Correggios Magdalene, at jeg er +kommen. Du husker nok den Copi, jeg gjorde af den for et Par Aar +siden, Minna, -- du var saa elskværdig at interessere dig for den og +besøge mig ved mit Arbeide, -- her smidskede han i Skjægget med et +forfængeligt og indsmigrende Smil, som bragte mit Blod i et vildt +Opkog. -- -- Jeg idetmindste har ikke kunnet glemme de behagelige +Timer, vi den Gang tilbragte sammen paa Galleriet. -- Han saae op i +Luften med et ubestemt svømmende Blik, idet han gjorde en Pause, for +at give Minna Tid til at ytre sig samstemmende. Men da hun blev ved +at se tavs ned for sig, fortsatte han i en lettere Conversationstone: +-- + +-- Jeg solgte, som jeg vist skrev dig til, det Billede til en +Grosserer. Nu har en af vore Mæcener været ukritisk nok til at gaa +hen og forelske sig i det. + +-- De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man ret kan +fæste Lid til Deres Beskedenhed, -- især da der vel ingen Grund er +til den. -- Det sidste tilføiede jeg, fordi Minna sendte mig et +bebreidende Blik, som om hun frygtede for, at Samtalen skulde antage +en spydig og personlig Charakter. + +Stephensen lo og strøg sig om Skjægget: -- + +-- Naa, i det mindste har jeg Grund til at ønske, at den nye +Bestiller ikke maa være for kritisk, for to Gange lykkes saadan et +Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det dog godt at vide, hvad man +skal afbilde, og jeg har forlængst afluret Correggio, at den gode +Dame ikke læser i Biblen, men i en eller anden ikke altfor anstændig +Hyrde-Roman. + +Skjøndt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende og ikke +kunde lade være at trække paa Smilebaandet, var der noget saa +Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt ved den +velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede den, at jeg følte den +mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og støde ham ned ad den +store Trappe, som vi nu standsede ved. Jeg overveiede, om der i saa +Fald var Sandsynlighed for, at han vilde knække Halsen, jeg +udmalede mig Minnas Forfærdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes +Politibetjenten greb mig -- + +Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig i Lovtaler +over den Byskjønhed, der udbredte sig foran os. Især var han +begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hævede sin +Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en ædel Barokstils +elegante Former; mellem det aabne Taarns Søilebundter skinnede den +gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem +Ballustraden som en grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af +Statuerne sig skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger. +Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en +Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa +Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt. + +-- Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa +denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig, +-- noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede +sig til den. Men hvad er det ogsaa for en herlig Plads! Dette +Klenodie af en Kirke -- og lige bag ved den Slotstaarnet, som er saa +kjernekraftigt og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvægterens Lys +tændt deroppe -- kan du huske, hvor tidt vi har philosopheret over +det eiendommelige Liv deroppe, høit over Menneskenes travle Færdsel? +.... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk mylre ud og ind dèr af +Georgsporten og gaa ind i Byen gjennem et Hus .... Og saa til den +anden Side Flodpartiet, -- med den gamle Bro under os, og Mariebroen, +der spænder sig i hele sin Længde over det blanke Vand, og +Lösnitzer-Bjergene, violette og saa yndefulde i Formen, -- de minder +mig altid om Janiculus-Høiene ved Tiberen. Forresten -- det er en +Uting med disse Sammenligninger. Man kalder Dresden for Elb-Florents, +-- men Florents selv har ingen Plads ved Arno, som kan maale sig med +denne, ikke paa langt nær. -- + +En saadan Compliment havde jeg som den ubereiste Mand aldrig kunnet +sige Minna, -- og al Ros over hendes elskede By faldt i god Jord hos +hende. Hun sendte ham for første Gang et velvilligt Blik, som han +opfangede uden at vende Øinene imod hende, tilsyneladende ganske +fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et Øieblik Armene +med en Gestus, som om han vilde omfavne den, -- og denne +Enthousiasme, der maaske ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde. + +-- At man ikke boer her og daglig har det for Øie! En Kunstner maa +leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg føler det hver Gang, jeg +kommer bort fra Kjøbenhavn, man forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa, +at Kjøbenhavn er en skrækkelig By? + +-- Modbydelig, svarede jeg, skjøndt jeg egentlig aldrig havde tænkt +synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham. + +-- Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her, +bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi +langsomt gik ned ad med lange Skridt. + +-- Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! -- + +-- Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for +at producere. + +-- Rigtigt, men man skal ogsaa sælge. Og Kunstværker sælges bedst, +hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab; det er ikke smigrende for +os, men det er sandt. Det var med et tungt Hjerte, jeg tog Afsked den +Gang, -- og jeg føler det dobbelt ved Gjensynet. Nei, hvis jeg var +saa lykkelig at være født her -- -- + +-- Saa havde De saamænd nok fundet Veien til Berlin, sagde jeg +ærgerlig. + +Minna fik Taarer i Øinene ved hans sidste Ord, og det var maaske for +at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: -- + +-- Ak ja, det bliver drøit, naaer man en Gang skal forlade sin søde +By. + +-- Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort -- hvor du saa end +tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en særlig +understregende Betoning. + +-- Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilføiede jeg +hurtig. Hvis det ikke skulde være muligt at forlægge min Virksomhed +hertil -- jeg skal ganske vist ikke gaa i Middagsselskab for Varernes +Skyld, men det er kanske endnu nødvendigere, at #jeg# er personlig +paa Pletten -- men i alt Fald, naar vi bliver gamle Folk, og jeg kan +trække mig tilbage med god Samvittighed -- og lidt Formue, saa vil vi +ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har endogsaa +allerede seet os om efter en Leilighed, og for det Tilfælde, at jeg +skulde blive en Crøsus, har vi bestemt os for en prægtig Villa i +Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa Dem til -- for gammelt +Venskabs Skyld -- at komme og dekorere den for os. + +Skjøndt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig nok +til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor +umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrød ogsaa strax, at jeg havde sagt +det, især da Minna skottede til mig med et forskrækket Blik. + +-- Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt. Men +strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige +Verdensmandssmil og fortsatte: -- De skal forresten ikke se noget +Nedsættende deri, det vilde give Dem en falsk Forestilling om +mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist en Fordom mod +Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler -- jeg deler overhovedet ikke +mange af vore danske Fordomme. Tvertimod, jeg sætter Dekorationsfaget +høit, og naar Mange lader, som om de ere for store til at indlade sig +derpaa, saa er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi. +Det er ogsaa Tilfældet med mig -- det vil sige, kun at jeg ikke +lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan med hele +Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere Livet, derfor +afbilder vi det blot og lader saa, som om det var af lutter +Ærbødighed og Kjærlighed til Livet. Nonsens! For det første er vi jo +Pessimister, har følgelig hverken Ærbødighed eller Kjærlighed til +Livet, og desuden, hvis vi dog har det -- for inconseqvente er vi +naturligvis ogsaa -- #La vie c'est une femme#, og de vil altid gjerne +flatteres. Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er +i Grunden en #maitre de plaisir# i Olympen. Men dekorere, -- du gode +Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu er vi for meget Alvorsmænd, det +vil sige, vi er gnavne, og det med Grund, fordi vi er blodfattige og +nerveuse og faa Tømmermænd, naar vi svirer en Nat igjennem. Vi vil +ikke lege med mere og gjør os værdige, men i Virkeligheden er vi blot +for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke disse +Anskuelser, jeg veed nok, de er ikke i Cours -- -- + +-- Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, -- skjøndt jeg kun +tildels var det, men det glædede mig at skuffe hans Haab om en +Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive den Overlegne. +Forresten følte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med +al denne Snak, men at han fra først af kun havde villet vise, at han +var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa, +fremfor Alt, brillere for Minna. Han kiggede ogsaa bestandig hen til +hende med sine missende Øine, og det selvtilfredse Smil syntes at +sige: »Lagde du Mærke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen +og føre den bort fra de Skjær, hvor den Klodrian var lige ved at +sætte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. Og hvor aandrig +kan jeg ikke philosophere over Kunst! Det skulde han prøve paa, men +han tier klogelig. Forresten kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at +blive trættende. #Assez d'esthétique comme ça#.« + +Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer frem paa et Par +Foyer-Balkoner. Jeg tænkte paa igaar, -- paa denne Tid, -- da jeg +stod deroppe selvanden og roste min uhyre, min bestandig voxende +Rigdom. -- »Er stand auf seines Daches Zinnen« -- Polykrates, +Polykrates! .... + +-- Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, -- din Moder har +jeg da gjort en Visit, og det glædede mig at finde hende saa rask og +rørig. + +-- Har du allerede --? og du kom igaar? + +-- Nei, idag -- med Formiddagstoget. + +-- Og reiser igjen? foer det ud af mig. + +-- Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil. + +-- Jeg troede det næsten, sagde jeg tørt, siden De var saa hurtig med +Deres Visit. + +-- Og Billedet! det bliver da ikke færdigt paa een Dag, bemærkede +Minna. + +-- Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har allerede aftalt +Alt med Custoden, og imorgen tænker jeg at tage fat. + +Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, at det +havde han ogsaa. + +Vi vare spadseret langsomt gjennem Zwinger og gik nu gjennem Anlæget +henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer +bredte en Lygte, der kjæmpede med det sidste Dagskjær, en mat, gulig +Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal +dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke +Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af +ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en +sart Rosaglød. Jeg havde paa mine Aftenture ofte seet Stedet i denne +indtagende Belysning, og nu skulde til min Krænkelse Stephensen +udpege den og ligesom tilegne sig den med sin Maler-Autoritet: + +-- Se, hvor det staar fint dèr -- det er jo en ren #van der Neer#. + +-- Man ser smukke Belysninger her, bemærkede jeg. Forleden saae vi +ude i Sachsisk Schweiz »en ren Poussin«. + +Minna bed sig i Læben. Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt +Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk. + +-- Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver ved hvert +Skridt. Men -- #nous voilà#. Jeg boer i Hotel Weber, og vil tage +Afsked -- maaske har jeg allerede været for paatrængende. + +Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede sig med +elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset. + +Tavse gik vi hjemad. I Nærheden af Posthuset vrimlede der af de gule +Vogne, der søgte hjem som Bier til deres Kuber, og hvert Øieblik +skingrede et Hornsignal. + +Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvæsen og Brevskriveri. + + + + +II + + +Moderen lukkede os op med et temmelig altereret Væsen. Hun trak Minna +tilside i den mørke Entré og hviskede Noget til hende, og idet jeg +lukkede Døren til Dagligstuen, hørte jeg Minna sige: + +-- Ja, ja, vi har selv truffet ham. + +-- Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin stupide Maade. + +Dette satte mig ikke i bedre Humør. Jeg blev ved at gaa op og ned ad +Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg med knyttet Næve ad +Stephensens #alter ego# paa Strandbilledet. Jeg greb mig selv i denne +Bevægelse, idet Døren gik op, og hurtig foer min Haand ned i Lommen. + +Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: -- + +-- Hvad vil han mig! udbrød hun i en forpint Tone. + +-- Dig? Han er jo kommen her for at male. + +Hun rystede paa Hovedet. + +-- Han vil tage mig igjen, det er det, han vil. + +-- Hvad er det for et Indfald -- hvor kan du tro det? + +-- Du har selv tænkt det Samme, sagde hun og saae forskende paa mig. + +-- Maaske et Øieblik -- hvad kan der ikke gaa En gjennem Hovedet +under en saa besynderlig Situation? Forresten er der jo ikke Spor af +Grund --. + +-- Lagde du Mærke til, saadan som han sagde #det# til mig: »Hvor du +saa kommer til at tage hen, naar du reiser til dit nye Hjem.«? -- +Det var saa godt som rene Ord, jeg kjender hans Maade altfor godt. + +-- Men det vilde dog være for frækt. Ligesom vi ere blevne forlovede! +-- Nei, naar vi endda havde været gift et Par Aar, saa vilde jeg +snarere tro, at en Fyr med hans letfærdige Begreber mente, at der +kunde være Haab -- + +-- Fy, det er stygt sagt, saadan har du ikke Ret til at tale om ham. + +-- Du tager ham i Forsvar! + +-- Er det saa underligt, du veed dog selv, at det er urigtigt -- +desuden burde du tænke paa, at det maa krænke mig, naar du sætter ham +saa lavt, jeg har jo dog holdt af ham -- og forresten -- holde af +ham, det gjør jeg naturligvis endnu .... Og du har slet ikke været +skikkelig i Eftermiddag, hele Tiden gik du og stiklede paa ham, og +jeg var saa bange; du gjorde det ikke lettere for mig, og det var dog +svært nok i Forveien. + +-- Du har Ret, Minna! tilgiv mig -- jeg følte det selv, men du kan +nok vide, -- i den Sindsstemning og saadan en Situation -- + +-- Det viser, at du har været bange for ham, du har frygtet det samme +som jeg -- hele Tiden, ikke blot et Øieblik, som du sagde. + +-- Nei, det har jeg ikke. Forresten viser det da kun, at jeg føler +mig irriteret i Nærværelse af den Mand, som eier en Del af din +Fortid, og at jeg maa hade ham. + +-- Det er netop det, han eier min Fortid, -- Alt, hvad der har nogen +Værd i den, -- og han mener, at det giver ham Ret til mig -- maaske +har han det ogsaa -- + +-- Minna, Minna! hvad er det, du siger! + +-- Ak, jeg veed hverken ud eller ind. + +-- Veed du ikke, at du tilhører mig og jeg dig! + +Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og kneb Læberne +sammen. + +-- Og at du elsker mig, veed du ikke ogsaa det? -- + +Minna reiste sig og omfavnede mig inderlig. + +-- Jo, min Elskede, -- det veed jeg. + +-- Men saa er der jo Intet at være i Tvivl om, -- for ham ikke +heller. Han kjender dig jo dog godt nok til at vide, at du ikke +indlader dig paa et Fornuftgiftermaal, og om mig veed han da ogsaa, +at jeg hverken er Hertug eller Millionair. + +Jeg talte længe beroligende for hende, medens vi sad med Armen om +hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var saa mørkt, at jeg neppe +kunde se hende. Hun svarede sjælden, og jeg var i Tvivl om, hvorvidt +hun egentlig hørte efter, eller om hendes Tanker ikke gik deres egne +Veie. Pludselig trykkede hun min Haand og sagde: -- + +-- Lad os reise herfra, Harald! strax -- imorgen. + +-- Reise -- men hvorhen? + +-- Ud i Bjergene, til Erzgebirge eller til Bloksbjerg -- for mig +gjerne, gid jeg sad der! Og hun lo med den naturlige Overgivenhed, +der altid var rede til at bryde frem hos hende. + +-- Ja men, Minna, vilde det ogsaa være forsigtigt -- + +-- Jeg tør godt, -- jeg har tænkt over det altsammen -- jeg har ingen +Familie, som jeg bryder mig om at tage Hensyn til -- jeg er min egen +Herre, og jeg tør. + +-- Det er godt nok, og jeg sætter ogsaa Pris paa, at du i Nødsfald +kan sætte dig ud over -- over saadanne Begreber og Vedtægter, men jeg +synes dog, i dette Tilfælde -- du kan jo nok tænke, at dit Rygte er +mig det dyrebareste af Alt, -- og jeg kan dog ikke se, at det er +nødvendigt. + +-- Jo, jo! udbrød hun bestemt, næsten heftig. Derefter lagde hun sine +Læber til mit Øre og hviskede med den mest indsmigrende Stemme: »Skal +vi, Harald, -- sig ja!« + +-- Hm, -- ja, Kjæreste -- -- + +-- Ja?! -- + +-- Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage bort +imorgen -- + +-- Ja, ja! hvad saa? + +-- Jeg har næsten slet ingen Penge, og jeg veed ikke, hvordan jeg med +saa kort Frist -- jeg kender jo kun faa her -- den eneste skulde være +Hertz -- -- + +-- Nei, for Guds Skyld! -- Hertz -- hvad vilde de sige dertil? Dem +har jeg slet ikke tænkt paa -- hvor jeg maa være forvirret. + +-- Ja, der ser du, -- og det er dog en vigtig Sag, hvor alle Sider +maa være nøie overveiede; man kommer til at bøde længe for et +overilet Skridt. + +Den Vending, Sagen havde taget, var mig ret kjærkommen. + +Jeg blev ved at tale beroligende for hende og var allerede af den +Mening, at jeg havde faaet hende helt bort fra hin Idé, da hun +pludselig sagde: -- + +-- Hvis vi havde Penge hos os, vilde jeg dog gjøre det .... At de +ogsaa skal have saadan en Magt -- det er skrækkeligt! -- + +I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev slaaet ved det +Udtryk af Skræk, som viste sig paa Minnas Ansigt, maaske forstærket +derved, at det pludselige Lys blændede hende. Hun syntes med +Anstrengelse at se en uundgaaelig Skjæbne imøde, og jeg fik selv en +Følelse af Angst og Uhygge som ved en overhængende Fare, endda jeg +ikke kunde skjønne, at en saadan virkelig var for Haanden. Thi hvor +pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage Stephensen +og høre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugtesløse +Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over, +og Intet i selve Sagen forekom mig uklart. + +Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse +Fornuftgrunde komme til Orde. + +Minna lod til at give mig Ret. + +Da vi talte Dansk, følte den Gamle sig overflødig og vilde paa sin +stilfærdige Maade liste ud igjen, men Minna fik hende til at blive; +hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og smaaborgerlig +Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige Sprog spasede hun saa +fornøielig, alt imens hun satte de mærkeligste Ansigter op, at jeg +snart ganske glemte den Stemning, der nylig havde trykket os, og +Moderen lo de klare Taarer ud af Øinene. + +Da den Gamle efter The nikkede ind, satte Minna sig ved Claveret og +spillede en Berceuse af Chopin. Hun begyndte ogsaa paa en Vals, men +den gik et Par Gange i Stykker. + +-- Jeg er ikke oplagt, sagde hun og kom hen til mig, -- saa vil jeg +heller læse for dig. + +Hun tog »Kätchen von Heilbronn«, som vi var begyndt paa og haabede at +faa at se i denne Uge. + +Vi kom snart til det nydelige Genre-Billede, hvor Kätchen ikke vil +kiltre sig op for at vade over Bækken, og den gamle Tjener raaber: + +»Kun til Anklen, Barn -- til den yderste, underste Kant af Saalen, +Kätchen« -- men hun løber bort for at finde en Spange. + +-- Ja, Hertz havde rigtignok Ret, da han kaldte dig en Kätchen, +afbrød jeg hende -- kan du huske ved Stenbruddene, -- da vi skulde +op? + +-- Aa jo, det kan jeg sagtens huske. -- Hvor du var vigtig og +utaalelig! Og saa skulde du blot have anet, hvor komisk det klædte +dig, -- aldeles som om du havde faaet en Maske paa, der slet ikke +passede -- -- + +Hun læste videre: den mest rørende og i al sin Naivetet den +dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske Literatur +besidder: Kätchen sovende, i en halvt somnambul Slummer, under +Hyldebusken, og besvarende Grevens Spørgsmaal. + + »Verliebt ja, wie ein Käfer, bist du mir«. + +-- Det er til dig! udbrød Minna, -- det kunde jeg ogsaa have sagt dig +allerede den Gang. + +Vi lo og kyssedes. + +Efter at have læst flydende omtrent en halv Times Tid, standsede hun +pludselig og blev rød i Hovedet; men neppe havde jeg opdaget dette, +før jeg fik Bogen i Ansigtet; hun havde kun villet kaste den fra sig, +men da jeg sad lige foran hende, havde den ramt mig -- maaske gav hun +ogsaa ubevidst efter for en Fortrydelighed over, at jeg ventede paa, +at hun skulde fortsætte. + +-- Hvad har jeg gjort! udbrød hun, idet hun sprang op og kastede sig +paa Knæ hos mig -- jeg er dog ogsaa en Trold -- gjorde det ondt? + +Jeg forsikrede hende leende, at jeg nærmest var bleven lidt +overrasket. + +-- Jeg kunde ikke læse det for dig, hvorfor skriver han saadan Noget +-- og jeg havde ikke Aandsnærværelse til at springe over -- + +Jeg vilde tage Bogen, men hun snappede den, glattede lidt paa de +krøllede Blade og lukkede den inde i Bogskabet. + +-- Du Stakkel! og saa maa du undgjælde! + +-- Ja, ligesom jeg ser op -- Klask -- + +Og vi brast i en ustandselig Latter. Den Gamle vaagnede -- det havde +allerede givet et Sæt i hende, da jeg fik Bogen i Hovedet. + +-- I gjør jo et Spektakkel, Børnlille! saa at Vægteren snart maa +komme herop, sagde hun. Det er allerede sent. Ak Gud, ja! Hvem der +laa i sin Seng! + +Hun tændte en lille Stump Lys, der stod paa Commoden, og sjokkede af. + +Det var paa den Tid, da jeg pleiede at gaa, og jeg overholdt den ret +nøiagtig, da jeg vidste, at Minna skulde tidlig op om Morgenen. + +Men hun bad mig om at blive, -- sove kunde hun dog ikke i de første +Timer. + +-- Nu har jeg læst for dig, -- saa kan du fortælle mig Historier, +sagde hun og tog Plads ved Siden af mig i den lille Sopha. -- Jeg har +fortalt dig saa meget fra min egen Barndom, og langtfra hørt nok om +din. Fortæl. + +Jeg fortalte om det stille, ensomme Liv i den sydsjællandske +Skovridergaard. Min Moder kunde jeg neppe huske, men min fornylig +afdøde Fader skildrede jeg med al den Vemod, som overvældede mig ved +Tanken om, at han vilde have faaet min Minna kjær, og at hun i ham +vilde have fundet en anden Fader. Han var lidt af en Særling, en +gammel Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Feide med Egnens +Præster, som havde en Mani for at omvende ham. Jeg delte hans Enebo, +og han opdrog mig, til Egnens Forargelse, i sine frie Anskuelser. +Minna sang det Sted af »Valkyrien«, hvor Siegmund beretter om sin +Ungdom: + + Geächtet floh + der Alte mit mir, + lange Jahre + lebte der Junge + mit Wolfe im wilden Wald --! + +-- Har I forresten Ulve i Danmark? + +-- Ih ja, og Isbjørnene løber paa Skøiter dèr. + +Minna slog mig over Fingrene: + +-- Det var da ikke umuligt! I Polen er der Ulve. Jeg har været i +Besøg hos min Cousine, som er gift dèr, og har hørt dem hyle. Ja, se +kun paa mig, -- saadan En er jeg! -- Hvorfor blev du forresten ikke +Forstmand? Jeg vilde gjerne være Skovriderkone! + +-- Ja, det skulde du have ladet mig vide den Gang. Forresten -- saa +havde vi slet ikke faaet hinanden. + +-- Hvorfor ikke! du kunde jo være kommen paa Akademiet i Tharandt. +De, der skal træffes, de træffes nok. + +-- Fatalist! + +-- Ja, det veed du da, jeg er. Men alvorlig talt, det maatte dog have +passet godt for dig. + +-- Jeg vilde ogsaa gjerne -- det var først senere, jeg sværmede for +at blive Architekt -- og det var allerede bestemt, men saa tilbød min +Morbroder, som er Directeur for en stor Fajancefabrik i London, at +tage sig af mig, naar jeg vilde være Polytechniker. Naa, det var jo +fordelagtigere, og min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra +os. Han mente desuden, at jeg vilde have godt af at komme ind i det +praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og Drømmer, som +han beskyldte sig selv for at være. + +-- Det bliver du saamænd alligevel. Du er min søde Sværmer. Og med +alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem du har sværmet for. Veed +du ikke, at alle ordentlig Forlovede strax praler for hinanden med +deres tidligere Flammer. At jeg har skriftet #før# Forlovelsen, er en +Undtagelse, som bekræfter Reglen, men du lader til at tro, at du helt +kan bryde den. + +-- Slet ikke. Det være dig tilstaaet under syv Segls Hemmelighed, at +jeg i min grønneste Ungdom sukkede i Løn for Skovfogdens Datter. + +-- Ei! det er jo en hel Idyl! + +-- Nei, kun en halv. For hun var saa styg, at det tidt kostede mig +stor Anstrengelse at holde Illusionen vedlige. Men jeg syntes, jeg +maatte have En, hvis Navnetræk jeg kunde skjære ind i Træernes Bark +med et flammende Hjerte ovenover. + +-- Ja, bagefter kan I altid ironisere over eders Kjærlighed, og saa +er det os, der maa holde for. -- Og hvem var saa den næste? + +-- Saa er der ingen fler. + +-- Hvad for noget? Hør, Harald! Harald! + +-- Ja, ja -- jeg forsikrer dig, -- Ingen, som jeg kan nævne. Jeg har +maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saae paa +Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller. + +-- Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er vis paa, at du +narrer mig. + +-- Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet +saa faa Damer. + +-- Ja, det skulde være det. Det er altsaa derfor, at du holder af +mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre -- + +-- Men det er du jo ikke. + +-- Naar du ikke kjender dem --! + +-- Det er jeg vis paa, -- det er umuligt andet .... Forresten, hvad +kommer de Andre mig ved? + +Minna lo hjertelig og trykkede mig ind til sig. + +-- Det var et godt Ord, og fra Hjertet kom det ogsaa, derfor skal du +have et Kys .... Naar du kun bestandig vil mene det! Nei, lov ikke +Noget, hvad nytter det -- kys mig! + +Taarnuhret i Kreuzkirche slog Tolv, -- det var paa Tide at skilles. + +Gadedøren var naturligvis forlængst lukket. Minna maatte med ned og +lukke mig ud. + +I den kjølige, kjælderagtige Gang gav vi hinanden en lang Omfavnelse; +derimod maatte jeg ikke opholde hende, naar hun lukkede Døren op, men +smutte hurtig ud, at ingen Forbigaaende eller sentvaagne Naboer +skulde se hende. + +Men Trækvinden blæste Folderne af hendes Kjole ud, da hun vilde +smække Døren i, og medens jeg hjalp hende fri, kunde jeg ikke modstaa +Fristelsen til at kysse hende -- og det skjøndt jeg havde seet, at +der gik en Mandsperson paa det andet Fortov. + +Lyset fra den lille Lampe, som hun havde stillet fra sig paa Gangen, +omstraalede hendes mørke Skikkelse med en urolig Glans, der pludselig +slukkedes. + +-- Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Døren faldt i. + + + + +III + + +Jeg skridtede rask ud -- »im Herzen ein' Traum, auf den Lippen den +letzten Kuss«, som en eller anden tydsk Lyriker synger. Med Velbehag +aandede jeg den friske Aftenluft; min Stok klang mod Fliserne, og den +øde Gade gjenlød af mine faste Skridt. Elastiske Trin af let +knirkende Støvler fulgte med ovre paa det andet Fortov. I hele den +lille Gade brændte kun et Par Lygter, og det paa min Side; jeg +skottede forgjæves over til den Fremmede, der formodentlig havde +været Vidne til den lille ømme Scene. Pludselig skraaede han over +Gaden, rømmede sig og lettede paa Hatten. Det gav et Sæt i mig, da +jeg kjendte Stephensen. + +-- Undskyld, Hr. Fenger! begyndte han -- De undrer Dem maaske paa +denne Tid -- det kunde have Udseende af -- -- naa, hvorfor ikke være +ligefrem: jeg har passet Dem op. + +-- Ja saa. Da maa De virkelig have slidt Brosten i en længere Tid. + +-- Akkurat saa længe, som De kommer senere end sædvanlig fra Deres +Forlovede. .... Det viser, at det var mig meget magtpaaliggende at +træffe Dem. + +-- Altfor megen Ære. .... De ønsker --? + +-- Jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale med Dem, -- om et Æmne, som +er af den største Vigtighed for os begge. + +-- Meget gjerne. + +-- Hm. Hvis De synes saa, kunde vi maaske drikke et Glas Øl paa et +Sted, hvor jeg er kjendt, og vi vil kunne være alene. + +-- Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig ligegyldigt, +som det var mig muligt, skjøndt jeg fik en Følelse, som om En havde +foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham. + +-- De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller +Münchener-Øl? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig +med vort danske Øl. + +-- Nei, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin i. + +-- Fuldkommen min Smag! og det er vi stolte af! Naa #à la bonheur#, +som Tydsken siger, det har i alt Fald bragt os nogle Statuer. Hm. Jeg +tænker, vi gaar hen i »Drei Raben«, -- ja, dèr er De vel ogsaa +kjendt? + +-- Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang. + +-- Virkelig! Jeg gik næsten hver Aften derhen -- fra den selvsamme +Gadedør, som De nu kom ud fra. .... De veed maaske, at jeg logerede +dèr? Jeg havde naturligvis min egen Gadedørsnøgle og havde derfor +ikke Anledning til at blive lukket ud paa en saa behagelig Maade. +Apropos -- kjender De det Udtryk: »Et Geni, som aldrig har haft sin +egen Gadedørsnøgle«. Jeg finder det overordentlig træffende for vore +danske Begavelser -- stødte paa det forleden hos en eller anden af +vore nyere Forfattere. De følger vel med vor Literatur? ikke? Aa, man +kan ikke nægte, at der er en Del Fart i den -- ellers læser jeg mest +franske Romaner. -- Naa, her er vi hos de tre Natte-Ravne, -- de er +komne i Transparent, det er noget Nyt. -- Vær saa artig. + +Han lod mig gaa først ind i den oplyste Gang og førte mig derpaa +tilvenstre gjennem en Billardstue, hvor en fem, sex Herrer gik og +spillede i Skjorteærmer, ind i et mindre Cabinet, der var tomt. Inden +vi endnu havde hængt vort Overtøi fra os, indfandt der sig en meget +fed, bleg Opvarter med Carbonade-formede Whiskers. Han foer hen til +Stephensen og trak hans Paletot af ham med et: + +-- Velkommen, Hr. Professor! -- Og sandsynligvis for at der ikke +skulde kunne blive nogen Tvivl tilbage om hans Personalkundskab -- +tilføiede han skyndsomt: Kommen fra Danmark for at male her igjen, +kan jeg tænke? + +-- Netop. Naa, hvordan staar det sig hos de tre Ravne, Heinrich? + +-- Ved det Gamle, -- ved det gode Gamle, Gudskelov! Hr. Professor. +Kun hørte vi ifjor op med at skjænke det böhmiske Øl, som Professoren +undertiden drak. Naa, det forstaar sig, i Personalet er der ogsaa --. +Professoren husker nok Frants, den høie med det røde Skjæg? + +-- Ja vel, -- er han her ikke? + +-- Han aabnede til Paaske en Beværtning i Friedrichsstadt -- det skal +gaa ham meget godt, men jeg mener dog, man veed hvad man har. + +-- Ja, det har De Ret i. Det gaar heller ikke an, at De forlader +»Drei Raben«, vi kan jo slet ikke undvære Dem. Hør -- kan vi være ene +her, Heinrich? + +-- Gud bevares, Hr. Professor! -- Det skal vel være Pilsener --? + +-- Ja to, -- og -- + +-- med Dæksel, naturligvis, Hr. Professor, forekom Kellneren ham, +idet han bukkede og svippede Servietten op under Armen, hvorpaa han +hurtig fjernede sig. + +Jeg satte mig i den lille Fløielssopha med den trykkende Følelse af +Underlegenhed, som man faar paa et offentligt Sted i Selskab med en +Stamgjæst, der behandles halvt som en Fyrste, halvt som en Kammerat +af de tjenende Aander, medens der kun som en ren Naadesag falder +Noget af til os andre Dødelige. Og hvilken Stamgjæst! Kommer her +efter et Par Aars Fraværelse, og modtages som om han var gaaet herfra +igaar Aftes. Stephensen (Hr. Professoren!) nød ogsaa aabenbart sin +Triumph, idet han strakte Benene ud, kastede et Blik i Consolspeilet +over Sophaen og lod Fingrene gaa frem og tilbage mellem Halsen og den +lille stive Flip. + +-- Forbavsende Personal-Hukommelse, disse Kellnere har, udbrød han. +-- Dèr kan han nu huske, at jeg altid forlangte Pilsener-Øllet +skjænket i et Glas med Laag, -- det er jo formelig latterligt! -- Jeg +havde ogsaa et komisk Tilfælde i Berlin med en Portier. -- -- + +Han gav sig til at fortælle et Par Anekdoter, for at fylde Ventetiden +ud. Jeg havde en Følelse af, at han legede med mig, som en Kat med en +Mus, og følte mest Lyst til at reise mig og gaa. Fra Sideværelset +hørtes den ensformige Tællen. En hæs Stemme brølede: + + »Ich bin lüderlich, + du bist lüderlich, + sein m'r lüderliche Leide«. + +Kellneren kom ind med Øllet og forsvandt øieblikkelig. + +Stephensen hilste med Kruset og tog sig en lang Slurk. + +-- Altsaa, begyndte han, det var -- det er sandt, ryger De? + +-- Ikke saa sent om Aftenen, svarede jeg, skjøndt jeg følte stor Lyst +til at spore Tobakkens beroligende Virkning paa Nerverne; men jeg +havde Intet hos mig, og den Tanke at modtage Noget af ham vakte +Modbydelighed. + +-- Ah, De har Principper, henkastede han, idet han tændte. -- Det er +forresten med dem, som med al Reisebagage, -- man skal ikke slæbe for +meget af dem med sig. .... Der er nu f. Ex. Kunstprincipper .... Naa, +men det var vel vort Anliggende, vi skulde tale om. + +-- Ja, jeg synes snart det var paa Tide, bemærkede jeg irriteret. +.... Er der Noget, hvormed jeg kan være Dem behjælpelig? + +Stephensen smilede paa en eiendommelig Maade. + +-- Det kunde De vel nok, men det er ikke det, der er Tale om. .... +Hm. .... Jeg sagde -- oppe paa Terrassen, at jeg var kommen her for +at male. + +-- Det kunde ikke undre mig, da De jo er Maler. + +-- Meget rigtigt. .... Jeg vil ogsaa male -- men det er ikke derfor, +jeg er kommen. .... Aarsagen til min Reise var et Par Breve, som jeg +modtog fra Minna, og i hvilke hun meddelte mig sin Forlovelse med +Dem. + +-- Jeg forstaar blot ikke, hvorledes det kan bringe Dem til Dresden. + +-- Maaske dog, naar De erfarer, hvilken Art Forhold, der har bestaaet +mellem Minna og mig. + +-- Jeg veed Alt angaaende dette Forhold, men det gjør mig kun Deres +Nærværelse endnu gaadefuldere. + +-- Virkelig! Da synes jeg dog, De maa kunne forstaa, at den +Efterretning, at hun pludselig havde forlovet sig med en Anden, +maatte komme mig høist overraskende, og at jeg -- + +-- Tillad mig: Overraskende? og hvorfor? jeg synes tvertimod, at De +maatte være forberedt derpaa, og at det burde være Dem kjært at høre +det. De har i sin Tid gjort Cour til hende, desværre ikke uden Held; +De har naaet at overbevise Dem om hendes Gjenkjærlighed; da det ikke +lykkedes Dem at gjøre hende til Deres Elskerinde -- + +-- Hr. Fenger, denne Beskyldning -- jeg maa paa det bestemteste +tilbagevise den Insinuation -- + +-- Det gjør mig ondt, men De kan neppe fortænke mig i, at jeg sætter +større Lid til Minnas Forsikring end til Deres. Da De paa den anden +Side savnede moralsk Mod til at paatage Dem de Forpligtelser, som en +Forlovelse medfører -- + +-- En Forlovelse! Det manglede blot. Gode Hr. Fenger, De er +ung, og formodentlig dansk nok endnu til at sværme for vore +fire-fem-sex-aarige Forlovelser, -- hvad mig angaar, kan jeg forsikre +Dem, at jeg ikke gjør det. Jeg er i Stand til meget for Minnas Skyld, +men kalde den Latterlighed over mit Hoved at gaa om som en ægte +patenteret dansk Forlovet -- nei! + +-- Meget vel -- De har altsaa ogsaa Deres Principper. Det er kun +Skade, at da Forlovelser ikke er stort anderledes beskafne i +Tydskland, har hendes tydske Hjerte og Forstand maaske ikke tilfulde +kunnet vurdere denne Bevæggrund. Men hvad der er endnu mere Skade, +det er, at De ikke sørgede for, at hun fik denne Forstaaelse af +Situationen, men at hun tvertimod troede, at der slet intet Baand +skulde være imellem hende og Dem. + +-- Og deri troede hun fuldkommen rigtig. .... Jeg vilde naturligvis, +at hun skulde have sin Frihed -- + +-- Og De Deres -- navnlig det sidste. + +-- Hvad mener De med det? + +-- Der er ingen Tvivl om, at De har benyttet Deres Frihed -- saa +meget mindre, som jeg kunde nævne en bestemt Dame, der var +tilstrækkelig »vel aflagt« til at inspirere Dem et Ægteskabs-Ønske. +-- + +Stephensen lo spodsk, idet han lidt nervøst strøg sig med +Pegefingeren mellem Hals og Krave. + +-- Jeg maa sige, at Kjøbenhavns gamle Ry for at være et Sladderhul +fornægter sig ikke, siden Sladderen finder Ekko helt nede i Sachsen. +Jeg kan tænke, at De ikke har forholdt Minna denne »Ohren-Schmaus« -- +-- + +-- Tænk hvad De vil, hvad kommer det mig ved! Men tillad mig at gjøre +Dem opmærksom paa, at De ikke er synderlig konsekvent, naar De +forbavses og forarges over, at hun paa sin Side endelig har gjort +Brug af sin Frihed. + +Stephensen var aabenbart yderlig irriteret over den Retning, som +Samtalen havde faaet; men han tvang det bidske Udbrud tilbage, der +allerede bevægede hans Læber. Længe tav han, stirrede op i Loftet med +optrukken Pandehud, aandede dybt og sukkende. »Hvad skal nu det +betyde,« tænkte jeg. Stemmerne i Billardværelset vare blevne mere +støiende; det musikalske Medlem sang med sentimental Bæven paa de +lange Toner »Gute Nacht, du mein herziges Kind«, og Flere stemmede +med i, tudende Stavelsen »herz--« ud i en uendelig Disharmoni. -- +Stephensen smilede, strøg sig over Øinene og saae pludselig ligesom +aandsfraværende paa mig: -- + +-- De forstaar mig ikke, begyndte han, og hans læspende Stemme havde +atter faaet sin blide, lidt forkælede Tone. -- Hvad var det, De +bemærkede? Rigtig: at hun blot havde benyttet sin Frihed, og at det +ikke burde forarge mig. -- Men det er her jo slet ikke Tale om! Jeg +føler mig paa ingen Maade forurettiget. Og det er heller slet ikke +det, at hun har brugt sin Frihed -- som De træffende udtrykte Dem -- +Aldeles ikke. Hvis jeg havde hørt, at hun havde forlovet sig med en +ung Mand, som hun længe havde kjendt, hvis Familie hun havde +omgaaedes, og som var i en saadan Stilling, at han snart kunde gifte +sig -- f. Ex. Sønnen af denne Jøde, som hun kommer saa meget hos -- +jeg husker ikke -- + +-- Hertz, mener De formodentlig. Som et spottende Chorus hylede det +derindefra: -- »he-rz-iges Kind«. + +-- Rigtig, Hertz -- hun kunde naturligvis have faaet ham, og hvorfor +ikke? Intet glimrende Parti, men solidt. Naa, jeg havde altsaa +resigneret, -- tiet og samtykket -- hvor ganske vist Ingen spurgte om +eller behøvede mit Samtykke, tilføiede han med en lidt lapset +Selvironi. + +-- Deres sidste Bemærkning forekommer mig særdeles sund; skulde den +ikke gjælde ogsaa for nærværende Tilfælde? + +-- Ikke ganske. .... Sæt Dem en Gang i mit Sted .... Minna og jeg +skiltes fra hinanden som Venner, der veed, at de er mer for hinanden +end Venner, med fuldkommen Frihed ganske vist, men ogsaa med den +gjensidige Villie ikke at tabe hinanden af Syne. Som Følge deraf har +vi -- hvad De vel forresten veed -- corresponderet i halvandet Aar, +jevnlig og ret regelmæssig. .... Naa, -- jeg er ikke just »genegen +til Sentimentalitet«, og selv om vor Veninde maaske kan have en Rem +af Huden, saa fulgte det dog af sig selv, at Ingen af os overvældede +den Anden med Hjerte-Udgydelser og ømme Forsikringer. Imidlertid, der +gives jo heldigvis en Kunst, som hedder at læse mellem Linierne, og i +Kraft af den kan jeg uden at prale forsikre Dem, at de Breve, som +jeg modtog for en tre-fire Maaneder siden, skrev sig fra en Dame, som +var forelsket i mig. + +Jeg kom til at tænke paa det lille danske Lexikon, som var hendes +Yndlingslekture, og vovede ikke at modsige ham. + +-- Saa faar jeg altsaa pludselig hendes fortrolige Meddelelse om, at +hun har forlovet sig med en ung Mand, hvem hun kun har kjendt en tre +Ugers Tid, og som -- tag mig ikke denne Bemærkning ilde op -- som +ikke er i en saadan Stilling, at han snart kan gifte sig og byde +hende et Hjems Velvære og Tryghed. Undskyld -- jeg maa gjentage det, +-- det er mig naturligvis pinligt at berøre Deres økonomiske +Stilling, -- jeg veed, at den Tanke, at man ikke er i Stand til at +ernære en Familie snart, eller i alt Fald ikke sikre den et rigeligt +Udkomme, har noget Ydmygende i og for sig og dobbelt, naar den +fremsættes af Andre, -- men ser De, jeg lægger en Hovedvægt paa dette +Moment, da det viser, at det ikke var et Fornuftparti, som hun indlod +sig paa. + +-- Netop denne Bemærkning gjorde jeg til Minna, -- nemlig, at De +maatte indse dette og altsaa -- at De som en Følge deraf ikke -- De +maatte indse, at det var Alvor -- -- + +Jeg stammede i det, ærgerlig over, at jeg havde røbet, at vi havde +talt sammen om den Mulighed, at han haabede paa at sprænge vor +Forbindelse, og Stephensen, der tog sig en lang Slurk, kiggede med et +lurende Blik fra det ene Øie forbi Laaget hen paa mig, og sugede +derpaa Øllet af Skjægget paa en særlig velbehagelig Maade, som om han +lo: O, ho, min Ven! der plumpede du net i! Saa man taler allerede om +Chancerne! + +-- Alvor? aa ja. -- + +-- Ja, det vil sige, at -- at vi begge -- -- kort sagt, at der ikke +var Noget for Dem at gjøre, brød jeg brutalt igjennem Nettet, og +sendte ham et ondt Blik. + +-- Je nach dem, je nach dem, Høistærede! Deres Slutning holder ikke +ganske Stik .... Forresten ser jeg meget vel, hvad der fører Dem paa +Vildspor. De ser naturligvis noget Nedsættende i Udtrykket +»Fornuft-Ægteskab«, og glemmer, at jeg ikke deler de specific danske +Fordomme -- heller ikke alle kosmopolitiske forresten .... Tvertimod, +jeg anser -- saadan i det Hele taget -- de saakaldte Fornuftpartier +for at være dem, der har mest Udsigt til at lykkes -- bortset fra, at +Ægteskabet overhovedet er et -- jeg vil ikke sige Onde -- men en +Anomali .... Men det er der altsaa her ikke Tale om; -- her +prætenderes -- Pardon! -- Lidenskab, Betagethed, Forelskelse -- hvad +De vil kalde det. -- Ja, ja, misforstaa mig ikke -- jeg tvivler ikke +om, at det for #Deres# Vedkommende finder Sted, og jeg vil gaa +videre: jeg vil indrømme, at Minna ogsaa føler Kjærlighed for Dem, +endogsaa -- for mig gjerne! -- er forelsket i Dem -- kun kommer det +an paa, af hvilken Art denne Forelskelse er. + +-- Var det ikke det naturligste, at overlade det til hende selv at +afgjøre dette Spørgsmaal? + +-- Hvor vil De hen! Det kan hun jo slet ikke .... Jeg er saaledes +overbevist om, at en vis Utaalmodighed efter at komme ud af et +Forhold, som var hende uklart og utilfredsstillende, har bidraget +ikke saa lidt til denne pludselige ny Kjærlighed. Saa har jeg ogsaa +en Mistanke om, at den -- ganske tilfældige Omstændighed -- at De var +Landsmand af mig Uværdige, har lettet Overførelsen af visse Følelser, +Stemninger -- + +Jeg kom til at tænke paa en Ytring i hendes første Brev til +Stephensen, der unægtelig bekræftede denne Formodning, og slog +forvirret Øinene ned for hans speidende Blik. + +-- De gunstige Omgivelser, Ensomheden ere komne til -- og saa -- det +tvivler jeg aldeles ikke om -- mange fortræffelige og elskværdige +Egenskaber hos Dem selv -- + +-- Kunde vi ikke lade det være nok med den Passiar, udbrød jeg og +reiste mig pludselig. -- Jeg forstaar jo meget godt Deres Mening, -- +men hvad Fanden skal jeg med den? Jeg anerkjender ikke, at De har +nogen Ret til at optræde som Minnas Formynder. + +-- Og hvad Fanden skal jeg med Deres Anerkjendelse? -- det er jo slet +ikke den, det dreier sig om. Jeg #har# simpelthen Ret til at gjøre +mit for at hindre, at Minna begaar en af de Dumheder, som ikke let +gjøres om igjen, -- og da det er min egen Opførsel overfor hende, der +tildels er Aarsag til denne Overilelse, er det endogsaa min Pligt +.... Jeg veed ikke, hvad De mener med den haanlige Latter, som De +affekterer --? + +-- Jeg troede, Pligtfølelsen hørte til de kosmopolitiske Fordomme, +som De ikke delte. + +-- Tværtimod, den hører til dem, som jeg deler .... Men der er et +Motiv, som formodentlig paavirker mig stærkere; det er den +Omstændighed, at jeg elsker hende -- elsker hende! + +Ogsaa han havde reist sig; vi stod lige over for hinanden, med det +lille Bord imellem os og stirrede hinanden fast i Øinene. Den Tanke +faldt mig ind, at det naturligste -- og til syvende og sidst +værdigste -- vilde være, om vi sprang paa hinanden som et Par +Tigerkatte og forsøgte, hvem der først kunde bide Struben over paa +den Anden, -- og at vi i Stedet for at gjøre dette vilde blive ved at +diskutere, maaske endog drikke vort Øl sammen og sige høflig Godnat, +naar vi gik. Denne Overveielse gjorde mig saa ærgerlig over +Situationen, at jeg saa temmelig gjenvandt min Fatning. »Lad os da +spille Komedien til Ende, siden vi er begyndt,« tænkte jeg. Med et +Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, i +hvilken jeg følte mig som beleiret, og begyndte at gaa op og ned ad +Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begeistring »Die Wacht am +Rhein«. + +-- Hvad er det da, for Pokker, De vil? udbrød jeg endelig. Troer De +maaske, De kan faa mig til at afstaa hende? + +-- Aa nei -- jeg forlanger ikke Umuligheder. + +-- Dog ikke! De indser altsaa virkelig, at det er umuligt? + +-- Naturligvis, af samme Grund, hvorfor Nürnbergerne ikke kunde hænge +Nogen: -- de maatte først have dem. + +-- Jeg mener at have Minna, ligesaavel som jeg mener, at hun har mig. + +-- Det er Fraser og tilmed forældede Fraser. -- Intet Menneske kan +have det andet. Troer De virkelig, De kan imponere mig med Deres +Forlovelse? Som om jeg ikke for længe siden kunde have været hendes +Forlovede. + +-- Desto dummere af Dem, at De ikke er blevet det! + +-- Maaske kan De have Ret deri. Men jeg kan blive det endnu, og hun +maa vælge imellem os. + +-- Hun har valgt. + +-- Nei, det er netop det, hun ikke har. Hun har givet Dem et Løfte i +den Tro -- under den Forudsætning -- at jeg ikke vilde gifte mig med +hende .... Tør De nægte, at hvis hun Dagen før De friede til hende, +havde faaet Vished for, at jeg elskede hende, og kun længtes efter at +forene min Skjæbne med hendes, -- at De da vilde have faaet en Kurv? +.... Nu vel, Forudsætningen var altsaa falsk, og hvis De er en Mand +af Ære, vil De ikke kunne binde hende ved et Løfte, som er givet +under saadanne Omstændigheder. + +-- Det kunde aldrig falde mig ind -- under hvilke Omstændigheder det +saa var -- at betragte hende som bunden ved et Løfte, naar hun ikke +selv følte det som bindende. + +-- Ja, da liegt der Hase im Pfeffer, Høistærede! -- Jeg tvivler ikke +om, at Minna har de fleste af disse agtbare Fordomme, der udgjør en +af Hovedprydelserne for vort smukke Kjøn, -- ja virkelig, jeg mener +det i fuldt Alvor, -- jeg for min Part vilde ikke undvære disse +Fordomme hos Kvinderne, skjøndt det upaatvivlelig vilde gjøre os +Livet lettere og behageligere. Det er en kostbar Luxus, men hvad skal +man sige, -- saadanne Modsigelser rummer den moderne Natur .... +Altsaa, det er meget sandsynligt, at Minna er tilbøielig til at +betragte Forlovelsen som en Forskrivning for Tid og Evighed -- hun er +vel ikke just, hvad man kalder en Karakter, men en Natur -- og en +trofast Natur -- og det vil derfor være let for Dem, uden just at +gjøre Fordringer gjældende eller appellere til hendes Bestandighed +dog at holde denne noget bornerede -- skjøndt elskværdige -- +Pligtfølelse i Aande hos hende til Gunst for Dem, og ikke stramme +Baandet, men dog indirekte holde det fast, -- saa længe som hun gjør +det. Hvad jeg forlanger er, at De skal give slip selv -- forstaa mig +vel -- ikke afstaa hende, som De sagde -- men kun ikke benytte det +Forspring, som denne halvlegitime Stilling giver Dem. Jeg forlanger +det af Dem som Gentleman -- og vel at mærke ikke for min Skyld -- De +vilde naturligvis gjerne se mig hængt! -- men for Minnas Skyld. De +kan ikke ønske -- jeg vil ikke tro det om en Mand, som Minna har +givet et saadant Løfte -- at De skulde kunne ønske, at hun gik med +Dem af Tvang -- var det endog af #indre# Tvang, medens hun lønlig +begræd, at hun ikke kunde gaa med #mig#. Hvis De mærker -- eller blot +fatter Mistanke om -- at hun er i Begreb med at gjøre en saadan +Daarskab, vil De vide, at det er Deres Pligt ikke at modtage et +saadant Offer, men i fornødent Fald aabne hendes Øine og give hende +den Frihed tilbage, som hun ikke selv har Mod til at tage. Det er +muligt, at De har fortrængt mig af hendes Hjerte -- i saa Fald er +Sagen paa Forhaand afgjort. Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os +begge -- hver paa sin Maade -- i saa Fald vil hun ganske vist have en +frygtelig Kamp at gjennemgaa for at træffe en Afgjørelse, men hun maa +kjæmpe den ud alene, og vi bør allermindst gjøre hende Striden +pinligere ved at trænge ind paa hende og drage hende hver til sin +Side .... Minna maa vælge imellem os; for hun #har# ikke valgt, og +ingen Magt paa Jorden kan eftergive hende Valget: -- Men hun skal +vælge #frit#, -- det er Alt, hvad jeg forlanger. + +-- Jeg skal ikke lægge hendes Frihed nogen Hindring i Veien, hverken +direkte eller indirekte, -- og jeg vil bøie mig for hendes egen +Afgjørelse, uden Forsøg paa at rokke den, -- det samme stoler jeg paa, +at De gjør .... Og da #det# vel var Deres Formaal med denne +Sammenkomst, at opnaa en saadan Erklæring af mig, antager jeg, at vi +nu kan skilles -- i Fjendskab. + +-- Men i alt Fald som ærlige Fjender, der er i aaben Feide og fægter +med lige Vaaben. + +Jeg tog min Hat ned fra Knagen, -- bukkede stift og forlod Værelset. +I Billardstuen var Spillet ophørt; et Par af de skjorteærmede Herrer +stod med Hænderne paa hinandens Skuldre og forsikrede hinanden om +deres »absolutte« Hengivenhed og »enorme, kvalificerede« Agtelse. Det +musikalske Medlem, der sad paa Hjørnet af Billardet, intonerede: »Ein +feste Burg ist unser Gott«. -- Jeg sluttede med Rette heraf, at man +var naaet til Drukkenskabens sublimeste Tinde, og at det maatte være +meget sent. + +Heldigvis lykkedes det mig at faa fat i den fede Opvarter og betale +mit Øl. + + + + +IV + + +Der kom ingen Søvn i mine Øine den Nat. + +Jeg hørte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det +andet, medens jeg væltede mig om paa Leiet. Undertiden begyndte vel +mine Tanker at flakke paa den villieløse Maade, som indvarsler +Slummeren, men saa gik der en Strøm af Feberhede igjennem mig, og jeg +var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt +for tabt, fik mer end een Gang mine Taarer til at flyde. + +Jo umuligere en Ulykke synes, desto nærmere er den ved Virkeligheden, +saasnart den blot bliver mulig; thi da den allerede har gjort +Springet over den største Afgrund, kan man ikke tvivle om, at den +ogsaa vil have Kraft til at sætte over det mindre Svælg; da den fra +Intet er bleven Noget, hvorfor skulde den saa ikke kunne blive Alt? +-- Der gives Visheder, som staa saa uanfægtelige for os, at de næsten +ere afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med deres +Uanfægtelighed synes deres inderste Væsen at forsvinde. + +Hvad kan være en vissere Besiddelse, fjernere fra enhver Fare, end en +trofast Kvindes Kjærlighed? Jeg følte, at Minna elskede mig, jeg +vidste, at hun -- som ogsaa Stephensen havde sagt --, var en trofast +Natur. + +Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed +vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab mod ældre Følelser, +der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til +mig. + +Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! + +Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive +den fra mig. + +Men jeg da? havde jeg leet ham ud eller vendt ham Ryggen som en +stakkels Nar? + +Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham -- som om min Lykke +trængte til at forsvares -- værre endnu; jeg havde formelig truffet +Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra +begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet Muligheden af, at han +kunde seire, havde tilstaaet, at jeg slet ikke eiede denne Lykke, men +først skulde vinde den. + +Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, -- og +jeg stønnede under den som under et Mareridt. + +Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig +nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse +var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin. Jeg +erindrede, hvorledes hint mistænkelige Brev havde vakt mig af +Salighedsrusen efter det første Kys; jeg følte atter den pludselige, +ugrundede Skræk, som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hørte hendes +Brev falde i Postkassen; ved mit første ensomme Besøg i hendes +Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, der nu +forekom mig spøgelseagtig; neppe havde jeg nydt Gjensynets Glæde, før +den forbitredes ved Minnas Mismod og ved hans bebreidende Brev, der +havde fremkaldt hos mig en urimelig Skinsyge og en mindre taabelig +Angst; hvor indstændig havde jeg ikke bedet hende om at lade det +ubesvaret, og hun havde sagt: jeg #maa# -- med den hende +eiendommelige Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. Og +den følgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette Brev, og vi +saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshøien i »Grosser Garten« og +øinede det fjerne Lilienstein, -- gled der da ikke over vore Hjerter +en Tungsinds-Skygge, som om vi stirrede ud imod et tabt Lykkeland? -- + +Saaledes syntes en fjendtlig Skjæbne at være født samtidig med vor +Pagt og at have nærmet sig truende, indtil den nu -- efter Beethovens +Udtryk -- »bankede paa vor Tilværelses Port«. Og den vilde nok vide +at skaffe sig Adgang, -- den stærke truer ikke forgjæves. + +Jeg glemte, at netop, naar »Skjæbnen banker paa«, er det Tid til at +vise, at man er Karl for at tage imod den og i fornødent Fald kaste +den ned ad Trapperne; ellers kan let Omstændighederne falde paa at +spøge under Skjæbnens Kappe, i Tillid til vor Svaghed. + +Under saadanne mistrøstige Betragtninger var jeg sunket hen i en +lethargisk Døs og fastholdtes lige saa meget i denne som jeg +opskræmmedes ved en physisk Skræk, et Syn eller snarere en +Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der graalig skilte sig ud +fra Mørket og nærmede sig langsomt og ustandselig; -- ja, selv disse +vage Udtryk give maaske et vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk +var ubeskriveligt, ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del +af vor Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at +kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre Rum, som +Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads blandt de nulevende +Arter. + +Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, klædte mig paa +og gik ud. + +Det var en kold Morgendæmring med Taage og Støvregn. + +Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en Timestid, -- +ør og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, som følger med en +altfor aarle Opstandelse. + +Endelig fandt jeg en Café, hvor der blev luftet ud og vasket Gulv. + +Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde #sin# Mening om min +Morgenduelighed, foreslog »en Sodavand«. + +-- »Kaffe«, beordrede jeg barsk. + +Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente. + +Det var en ægte -- skjøndt ikke behagelig -- Reisestemning, med +Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget. + +Reise -- bort herfra -- --! det var jo det, Minna vilde igaar Aftes; +da havde jeg snakket hende derfra -- og nu, hvor vilde jeg ikke +ønske, at vi allerede vare underveis -- at hun sad hos mig og Drosken +var bestilt -- Morgentoget -- hvorhen? lige meget -- blot afsted! + +Men #nu# var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge. Stephensen +havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme mig -- hvilket vel +ogsaa havde været hans Hensigt, om han end ikke anede, at vi kunde +tænke paa at reise hemmelig bort. Det var ikke saa meget det, at min +Stolthed vægrede sig ved at fly, skjøndt den Tanke var mig meget +imod, at Stephensen med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig +over min Handlemaade; værre var Frygten for en bestandig Følelse af, +at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig Maade, og værst +den Mulighed, at jeg endogsaa kunde begaa en Uret imod hende. Fra min +Side havde denne Flugt jo kun Mening under den Forudsætning, at Minna +efter modent Overlæg vilde have foretrukket Stephensen. + +Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan Afgjørelse, selv +om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse? + +Og hvis det viste sig at være en Overilelse, -- dersom hun senere +opdagede, at hun havde taget feil af sine Følelser, hvor bitter vilde +da ikke den Anger være, der kom for sent! + +Nei, vi maatte blive og lade #det# ske, som skulde ske. Og dog var +der en indre Stemme, som vedblev at hviske: »Reis bort! hun vil +sikkert endnu.« + +Dernæst kom Dagsordenen for. Det store Spørgsmaal var, om jeg strax, +saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa til hende. + +Min Længsel og Ængstelse drev paa, men Kritikken sagde: »Hvorfor +overløbe hende paa en usædvanlig Tid, det vil virke opskræmmende og +foruroligende paa hende, og hun behøver netop al sin Besindighed og +Klarhed. Desuden viser det, at du selv er ude af de vante Folder, det +lader dig synes bange, maaske endogsaa mistroisk. + +Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, at han +faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke forhindre, saa lige +saa godt først som sidst .... Ja, de maa jo endogsaa tale sammen, du +kan da for Pokker ikke fri for ham. Altsaa: enten løb bort med hende, +eller ogsaa -- lad være med at spille Argus.« + +Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig og +først besøge Minna efter Middag. + + + + +V + + +Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne +Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at +hun havde grædt meget. + +-- Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes +skjælvende Haand mellem mine. + +-- Ja. + +Hun lod mig beholde sin høire Haand og pressede den anden, der +knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, som om hun havde +Sting. + +-- Hvad han har sagt dig, kjære Minna, -- det kan jeg jo nok vide +efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde med ham .... Han -- +altsaa -- du havde Ret igaar, -- i alt Fald, hvad Hensigten med hans +Komme angik -- desværre -- skjøndt det er maaske egenkjærligt af mig +at sige -- + +Jeg vidste neppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende Ord stod +ikke længer til min Raadighed -- kvaltes i min sammensnørede Strube. +Jeg speidede efter Udtrykket i hendes bortvendte Blik, ventede paa et +Ord, -- da rev hun pludselig -- efter et fast Haandtryk -- sin Haand +ud af mine, sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig +Hulken, med Ansigtet skjult i Hænderne. Denne hjerteskærende Lyd og +det rørende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes af Graadens +elementære Kraft, betog mig saaledes, at jeg glemte alt Andet. Jeg +kastede mig paa Knæ ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende +fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende +med taabelige Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes, +om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer lige +saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede +mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af +hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun +flere Gange: -- + +-- Min kjære, gode Ven. + +-- Det er jeg, Minna, -- det er jeg, hvad der saa sker .... Men du +maa ikke tage det saaledes, hører du! Du maa ikke føle dig ulykkelig, +for du skal ikke blive ulykkelig .... Jeg vil heller taale Alt, end +se dig saaledes, heller miste dig, -- og det vil han ogsaa, det er +jeg vis paa .... Vi maa være fornuftige, og du maa gjøre dig stærk +.... du skal slet ikke tænke paa mig .... tænk blot paa dig selv, +hvad der er bedst for dig .... ikke sandt! det maa jo ogsaa være +bedst for os .... Naar du blot vælger det Rigtigste og gaar efter din +egen Natur, det er det, det gjælder om .... Vi vil begge være glade, +naar du blot bliver lykkelig. + +-- Mig selv, -- nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tænke +paa .... Aa, hvis jeg kunde gjøre jer lykkelige med at give Afkald +paa jer begge, saa troer jeg, -- ja, jeg er vis paa, at jeg kunde +bringe dette Offer -- heller end at skuffe Nogen af jer .... Og nu +kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden, +-- hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke +Tale om. + +-- Jo, Kjæreste! det maa der alene være Tale om, og det kan der +ogsaa. Ganske vist, det vil gjøre et stort Skaar i din Lykke fra +først af at maatte volde saa dyb en Smerte, det veed jeg, men Lykken +har Tid, det gjælder jo hele Livet .... Naar du vælger det Bedste, +vil du efterhaanden føle dig tilfreds, -- og den, der ikke faar Ret +til at kalde dig sin, -- han vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med, +hvad der ikke kunde være anderledes. Kun hvis du vælger urigtigt, -- +hvis du tager feil af dine Følelser, -- ja, saa vil du gjøre os Alle +ulykkelige. + +-- Det er frygteligt! At være stillet for et saadant Valg .... Naar +dog en Anden kunde vælge for En, -- blot der gaves et Pligtbud i +dette Tilfælde, som sagde: det #bør# du gjøre, ellers synder du! .... +Men jeg synder, hvad jeg saa gjør, -- for jeg har allerede syndet, og +det bliver ved. + +-- Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Føi dog ikke +den Slags Skrupler til alt det -- + +-- Harald! udbrød hun, idet hun reiste sig og saae mig fast ind i +Øinene, tør du vælge for mig? Har du Mod -- forstaa mig ret -- jeg +mener: er din Overbevisning saa stærk, at du med rolig Samvittighed +kan sige: »Din Pligt er at gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og +jeg kan ikke give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at +hvis du handler anderledes, vilde det blive til dit Fordærv« -- --? +-- + +Der gik en Gysen af Glæde igjennem mig, da jeg saaledes pludselig +saae vor Skjæbne lagt i mine Hænder, og den trygge Bevidsthed, at jeg +kun behøvede at gribe til, lod mig for et Øieblik glemme Ansvarets +Alvor. Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om +hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik +fortsatte hun: + +-- Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og +som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, -- ak, det veed jeg +-- men maaske dog aldrig kan gjøre dig lykkelig, En, der har et indre +Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af. Jeg +vil aldrig kunne tilgive mig selv, at jeg har forraadt min første +Kjærlighed .... Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane +Skræmmebilledet af ham, hvem jeg skylder min første Bevidsthed, mine +første Tanker, min Selvstændighed, Vækkelsen af mine bedste og +skjønneste Følelser -- et Liv og Følelser, der tilhørte ham med Rette +-- ak, hvor har hans Billed ikke været mig kjært og dyrebart -- og nu +maatte det komme som et Spøgelse og anklage mig for at have skjænket +alt dette til en Anden, medens han ventede i Tillid til mig -- +arbeidede for os begge -- for vor Fremtid! -- Nei, nei -- aldrig kan +jeg blive virkelig lykkelig eller gjøre dig det, saadan som du +fortjente! + +Jeg stod forfærdet og ligesom bedøvet ved Fortvivlelsen i dette +Udbrud; mit Blik søgte bort fra hendes, medens jeg søgte at samle +mine Tanker og faa Rede paa mine kjæmpende Følelser. Det var mig +fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur, +maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i +Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat +den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg +heller ikke været i Tvivl om, at han netop -- benyttende sin Kundskab +til hendes Hjerte -- vilde lade dette høist flatterende, næsten +melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad +mig angik, saa betragtede jeg dette gjennem meget nøgterne Øienglas, +der betog det enhver romantisk Glands, og det forekom mig, at med +Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igjennem ogsaa for hende, +hvorfor heller ikke Faren med Spøgelset syntes mig slet saa stor, som +hun fremstillede den. Men desværre var ikke engang jeg ganske sikker +i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en +meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa +umuligt, at den forledte mig til at gjøre ham Uret. Og i saa Fald -- +-- + +Jeg vaklede endnu -- og allerede var det gunstige Øieblik undflyet +mig. + +-- Se, du betænker dig -- du tør ikke, udbrød hun. Og dog har du kun +os to at tænke paa. Den Tredie, hvem du vil gjøre den største Skade, +det er jo for dig kun en Fremmed, ja endogsaa en Mand, hvem du hader +.... Døm saa om, hvor frygteligt dette Valg maa være for mig, da jeg +veed, at til hvilken Side jeg saa vender mig, gjør jeg een ulykkelig, +som jeg elsker. + +-- Ja, det er dette, som netop gjør det saa vanskeligt for mig at +vælge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger +du, -- jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, -- men saa mener du +tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg troer, at +det ikke er Forelskelse, men Erindringen derom, hvad du føler for +Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, -- +især da, naar en ny Lidenskab staar imod den -- den levende Følelse +maa have sin Ret. + +Minna rystede paa Hovedet. + +-- Du skulde elske -- virkelig elske to Mænd? -- Umuligt. + +-- Jeg veed jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, min Ven! men +overvei Alt, hvad du selv veed, og sig saa, om du ikke kan indse, at +jeg #maa# elske ham. Jeg har jo vist dig, saa godt jeg kunde, hvad +han har været for mig, -- du veed, at min Kjærlighed holdt sig under +den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans +Følelse havde faaet en anden Charakter -- du saae -- det var det +Første, du saae af mig, -- hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde +give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at lære mig Ord af hans +Sprog, og sætte mig i den Illusion, at jeg lærte det for at tale det +med ham .... Og nogle #Uger# derefter skulde jeg saa være bleven +ligegyldig for ham! Ja, hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget +Nedsættende om ham eller ogsaa, at han elskede en Anden -- men hvad +har jeg hørt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der +bød ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Følelse trofastere +end jeg, der var henvist til den alene! -- O, hvor lavt og ynkværdigt +har jeg ikke opført mig! Naar han saa foragtede og forkastede mig -- +ak, jeg har ikke Hjerte til at ønske det og dog var det maaske det +bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans +Livs Lykke afhang af min Kjendelse -- #min#! jeg Elendige! At saa +megen Kjærlighed skal kunne blive en Forbandelse for En -- det, som +ellers er den største Velsignelse! + +Hun vendte sig bort. Graaden kjæmpede for at bryde frem. + +-- Kjæreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden paa hendes +sitrende Skulder, -- du har Ret, jeg kunde have sagt mig Alt dette -- +og det burde jeg .... Nu troer jeg snarere, at det er din Følelse for +#mig#, som mindre er Kjærlighed end sværmerisk Venskab. + +-- Hvorfor -- udbrød hun og vendte sig mod mig med taarefyldt Blik -- +hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? .... Jeg gjør det vel paa +forskjellig Maade -- I er jo ikke ens -- og Forholdene er ogsaa nu +helt anderledes. Maaske jeg i Grunden elsker dig mest -- + +-- Aa -- Minna! + +-- Og er mest forelsket i ham, tilføiede hun sagte, idet hun saae +ned. + +Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som om jeg havde +faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge bestandig hemmelig +frygtede elementære Magt rette sig imod mit Haab, alle mine +næsten kronede Anstrengelser, -- denne Elskovs ubekjæmpelige +Førstefødselsret. Men allerede var jeg omfavnet med inderlig Ømhed. + +-- Nei, tag det ikke saaledes, Harald, -- o Gud, jeg har saaret dig, +og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men +alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener .... Maaske er det slet +ikke saaledes, jeg veed ikke, jeg forstaar Intet længer. Jeg føler +kun, at I begge hører med til mit Liv, -- jeg bliver revet til to +Sider o min Gud! hvad skal der blive af mig! + +-- Et sundt og sandt Menneske, min egen kjære Pige, naar du først +kommer igjennem disse Kampe og Brydninger -- ved egen Kraft .... Gud +veed, jeg stod dig saa gjerne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er +slet Ingen, som kan det, -- neppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun +end føler for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gjøre +hende til din Fortrolige, -- der er i alt Fald størst Sandsynlighed +for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det faar ikke hjelpe, +-- jeg tror ikke, du bør spørge Andre end dig selv, -- din egen Natur +vil maaske pludselig instinktmæssig vælge, hvad der er til Bedste for +den .... Fremfor Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg +forøge dine Sindsbevægelser og navnlig ikke -- som idag -- ved vor +Nærværelse snart faa den ene, snart den anden Vægtskaal til at synke. +Det kan du ikke holde ud, -- og sandsynligvis vilde det ende med en +hovedkuls Afgjørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for +sig været hos dig og ført vor Sag -- fra nu af -- + +-- Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa mig; men, +kjæreste Harald -- det har du jo slet ikke gjort. + +-- Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. -- Synes du, at jeg tager det +for roligt -- + +-- Nei, nei, min søde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du er saa øm og +kjærlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner mig for Alt, hvad du +kunde sige af Bebreidelser, -- men vær vis paa, at desto mer siger +jeg mig selv dem. + +-- Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret +til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, -- som om jeg vilde +ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er +dig dog saa taknemlig for den Kjærlighed, jeg har følt -- + +-- Nei, Harald! sig dog ikke det -- + +-- Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu mindre kunde +det falde mig ind at skræmme dig ved at udmale sørgelige Følger af et +saadant Tab for mig .... Hvad der skal bæres, maa bæres, og jeg vil +tvertimod love dig, at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme +sundt over det -- og -- skjøndt jeg ikke kan forsøge paa at glemme +dig -- heller ikke vil -- -- --. Mine Læber skjælvede og Øinene +fyldtes med Taarer. -- -- Nei, nei, afbrød jeg, -- det var jo ikke +dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig det +Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra nu af maa +Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er +afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen +-- hvis du havde Slægtninge paa Landet, som du kunde besøge -- -- + +-- Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen -- hendes Mand har en Gaard +dèr, -- dem kunde jeg godt besøge -- de bad mig endnu i Sommer, og +jeg behøver ikke engang at skrive først. + +-- Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen? + +-- Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok. + +-- Saa gjør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. Og naar du +saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse. + +Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og +stirrede ud paa Haverne. + +Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem Hænderne og +ventede paa, at hun skulde vende sig om imod mig. Endelig nærmede jeg +mig og berørte hendes Skulder. Hun dreiede Hovedet og saae med sine +forgrædte Øine forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden, +der nerveust krammede Hatten. + +-- Hvad er det? du vil da ikke gaa? + +-- Jo, Minna, -- jeg skal -- det er allerede -- jeg mener, naar du +skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen. + +-- Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser. + +-- Ja men, jeg skulde gaa -- hen at tale -- + +-- Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret i at gaa og lade +mig være noget ene, skjøndt det er jeg netop bange for, men jeg maa +jo vænne mig til det .... Naar kommer du igjen? + +-- Nei, jeg kommer ikke igjen. + +Hun sprang op: -- + +-- Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke være denne +Aften hos mig? + +-- Jeg troer ikke, det vilde være rigtigt -- vi er jo ikke længer +forlovede. + +-- Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, -- saa længe -- i alt +Fald -- der er jo endnu ikke sket Noget -- + +-- Endnu -- indtil du maaske »slaar op med mig«. Men du skal ikke +være nødt dertil, du maa ikke have den Følelse, at du hæver en +Forbindelse, -- hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du +derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hævet vor Forlovelse, -- +du maa føle dig fri. + +-- Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt +sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin +Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen. + +-- Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk +Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen. + +-- Nei, ikke #det#, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min, +aa, giv mig ikke Ringen tilbage -- forlang ikke din! -- hvorfor skal +vi være saa grusomme mod hinanden? + +Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede den -- +taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en +unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vækker +alle Forholdets Følelser i een Sum ved at røre ved dets magiske +Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke følt Forkyndelsen af den +vanærende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens +Hænder. + +-- Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de +samme. + +-- Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det +vil koste mig at blive borte, -- jeg veed virkelig neppe, hvad jeg +skal gjøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er +den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig .... + +Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet +jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, fæstede mit Øie sig +ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var +Synd at sige, at der var noget særlig Skjønt ved den, og alligevel +var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at +se. -- Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, -- jeg mærkede det, +skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, +før jeg kunde fortsætte: -- + +-- Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de +samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive +pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har +truffet en saadan Bestemmelse -- jeg mener overfor Stephensen ser det +korrektest ud. -- + +-- Men hvis nu han kommer til os i Aften! + +-- Har han talt om det? + +-- Nei, -- jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at +du ikke skal være ene med mig, -- han troer vel, at du kommer som +sædvanlig. -- + +-- Du har Ret -- nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til +.... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, -- der er vel nok En +eller Anden, som du kan faa til at løbe det lille Stykke Vei .... Bi, +-- se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den +sendt hen, saa veed jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du +sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke +kommer ukaldet .... Farvel, min Elskede, -- det kan da Ingen forbyde +mig at kalde dig. + +Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun +borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt og spørgende Smil, +og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt -- maaske umærkelig for hende +selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et +langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig +for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun +slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse +med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe kunde støtte paa +Benene, -- hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter +Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til +den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til +Rette under hendes Nakke. + +Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede +frem af Kjøkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente +Vand, da hun hørte, at Minna ikke var vel. Vims og forfjamsket, +bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun +ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove +Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig +Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren. + +Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg +mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste +Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro. + + + + +VI + + +Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk, +det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og +aabnede hurtig min Onkels Brev. + +Han skrev -- som sædvanlig kort og forretningsmæssig -- at paa Grund +af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om +fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende +mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke +gjøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at +forsømme denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk +Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb, +der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og +bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at +han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev. + +Denne Meddelelse -- rettere Ordre -- satte mig i stor Uro. + +Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet +mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne +hændes mig noget Ønskeligere -- (saafremt der da overhovedet længer +kunde være Tale om Ønsker og Haab!) -- end hurtigst muligt at blive +flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder +-- og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende +--, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde +fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede +mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig +Forudsætning. + +Paa den anden Side: -- naar hun valgte mig, vilde det være saa +ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par +Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevægelsers +Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast +Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at +den Kjærlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan +vige fra hende -- lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter +henvist til Brevvexling og -- den danske Ordbog! + +Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa +frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at +opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt. + +Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte -- eller ikke +kjendte -- gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa +at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop +for Øieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise +ham Fortrolighed. + +Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, -- og +hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den +tilkjæmpede Lykke -- det var dette Brevs ikke just henrykkende +Forjættelser. -- Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg +traadte ind i Værelset. + +Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede Kamret saa +stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for at kunne læse det +andet Brev -- fra min Ven Immanuel Hertz -- han var opkaldt efter +Kant -- i Leipzig. + +Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse -- han undskyldte, at +Lykønskningen kom lidt sent -- mange Forretninger -- skrev han, at +han var bleven bekymret ved at høre gjennem Moderen, at hans kjære +gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkjølelse, som han +havde paadraget sig i Prag, -- han frygtede, at Moderen maaske for +ikke at gjøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om +uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom. + +Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne +Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig +skjæbnesvanger. + +Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, derimod +granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende +Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent. + +Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for +mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om +ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham +syntes, skjøndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig. +Alt dette pegede i samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna +at kjende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet, +at min Formodning ikke var længe om at blive til Vished. + +Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! -- hvorledes han vel var kommen +over det? + +Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere +fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel +neppe været ulægeligt. + +Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert +for ham været Midlet. + +Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for +dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind +i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, der rigtignok oversprang +den vigtigste Side -- Virksomheden -- som noget Underforstaaet, men +til Gjengjæld viste mig mit eget kjære Jeg, et Par Aar ældre, +galopperende med i en prægtig Cavalkade gjennem Hyde-Park (hvilken +jeg forestillede mig som »Grosser Garten«), dandsende paa Baller, der +straalede af alle »high-life«s Diamanter og Stjerner, eller som Gjæst +paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og +Dyrehaver, -- en feiret Gjæst, første Mand ved Lawn-Tennis, ikke +sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis mødende paa Signalet af +Middagsklokken, »Sjælens Stormklokke«, som Byron kalder den; -- og +naturligvis: baade i Hyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var +jeg omringet af disse »Misser« der berømmes som Verdens deiligste +Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige +for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skjønheden og +Elskværdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet af Minna traadte +ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhævede dets +fordringsløse, borgerlige Ynde, som et dunkelt skimtet Tapet +af phantastiske yppige Gobelins, der af den effektsøgende +Kunstnerhaand er malet bag ved Portraitstudiet af en mørk og stille +Kvindeskikkelse: -- saa opløste hine Drømme sig strax i deres +Intethed. Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv +deres Virkeliggjørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til +dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i +mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og +bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb. + +Skamfuld over, at jeg i dette Øieblik havde ladet mig troløst forlede +til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa +hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder +(der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Præsenter-Bakke for +en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), -- for +udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller +Smerten over hendes Tab. + +Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende. + +Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele +Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra. + +Det var allerede kjendelig mørkere, og det lod ikke til, at jeg vilde +blive hentet. + +Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det +Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde nødvendiggjøre min. + +Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til min Onkel. + +I det samme ringede det. + +Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet -- eller snarere udenfor +Bordet, og hørte den klingre paa Gulvet, inden jeg naaede Døren, som +jeg aabnede paa Klem. Det lod til at være en Kuldrager, som der var +bleven lukket op for. + +Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smække min Dør i, da jeg +hørte en spæd Barnestemme, der vexlede nogle Ord med Tjenestepigen, +af hvilke et havde en fjern Lighed med mit Navn. + +Aandeløs lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nærmede sig, og der blev +pikket ganske sagte paa Døren. + +Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en syv-otte Aar +med et forgrædt Ansigt, som jeg kjendte, -- hun boede i samme Hus som +Jagemanns, og den gamle Kone gav sig meget af med hende og hendes +mindre Søster. + +-- Vil du mig Noget, min lille Ven? + +Barnet saae ned og snøftede. + +-- Skal du sige mig Noget -- eller bringe mig Noget? + +Nu hylede hun, og gned sig rundt i Øinene med den ene Haand; den +anden holdt hun indsvøbt i et Tørklæde. Jeg trak hende indenfor. + +-- Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille Bog? + +Men nu brølede hun formelig. + +»Herregud, hvad skal det dog sige,« tænkte jeg og trippede om i +utaalmodig Fortvivlelse. + +-- Jeg kan ikke .... gjøre for det, begyndte hun endelig. -- Jeg +havde -- jeg skulde -- det var den lille Jagemann -- hun gav mig den +lille Bog -- og den store Jagemann gav mig en Kage -- til at spise +paa Veien -- og saa var det -- -- + +Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ind +under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog hen imod mig. + +-- Jeg kan ikke gjøre for det -- det var en ækel Dreng -- han +skubbede -- og saa faldt den lille Bog -- i en Pyt -- u hu! paa +Dibbelswalder-Platz -- hu! -- + +Jeg skyndte mig at finde en Sølvgroschen, som jeg stak i hendes lille +vaade Næve, og foer ud af Døren forbi Pigen og Kuldrageren, hvis +Latter fulgte mig ned ad Trappen. + +I faa Minutter -- hvor vare de alle kostbare nu! -- naaede jeg +Röhrhofsgasse. + + + + +VII + + +Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og hviskede: -- +Tak, fordi du kom. + +Jeg traadte straks ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. Der var +tændt Lampe. Stephensen sad og konverserede Fru Jagemann, der havde +sin Kattunskjole og den agtbare Kappe paa. Det var aabenbart, at den +illegitime Frier foer under Familiebesøgets neutrale Flag. Hun +underholdt ham om deres Logerende: »Slette Mennesker, Hr. Stephensen! +Ja, vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igjen. Men, Gud bevares, +ham nu er der ikke Noget at sige paa, -- han er ogsaa Maler, det vil +sige, paa en anden Maade -- Dekorationsfaget.« + +Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget høflig paa hinanden, og +jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, -- Minna havde +ham jo dog saa kjær, og hendes Følelser maatte beskytte ham mod min +Uvillie. Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske -- +ifølge det gamle Mundheld -- desto varmere. + +Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og efter at have +ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, henvendte jeg mig +til Minna: -- + +-- Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog -- det var derfor -- + +-- Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tænkte +nok, De vilde savne den. + +-- Saa? -- ja, saa tager min Værtinde nok imod den. + +Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for +min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed? + +-- Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned +over nogle Noder, som hun bladede igjennem. + +-- Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig +gemytligt, sagde Moderen. + +Jeg takkede og satte mig ved Vinduet. + +Paa Vindues-Brættet var den lange Urtepotte med Bregnerne stillet ud. +Midt i sin Hjertekval havde Minna dog haft Omsorg for, at de skulde +nyde godt af Regnen. De enkeltbladede Bregner, som vi havde fundet +sammen, stod i Midten og bevægede nikkende deres slanke +Plante-Legemer. -- Nogle Akacieblade og et Stykke kroget +Kirsebær-Gren glinsede i det udstrømmende Lys. Den tætte, fine Regn +lød som en sagte Hvisken, -- en Vandrende blandede sin Pludren deri. +Fra den dunkle Baggrund lyste uregelmæssig spredte Ruder, mellem +hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte Lyskolonner. -- +Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en underlig knugende +Følelse af Menneskelivets Tristhed og Kjedsommelighed; det var mig en +høist besynderlig Tanke, at disse Lys vare Tegn paa lige saa mange +Existenser i hvilke der maaske ikke fandtes andet Fælles end +Smaakaar, Skuffelser og Tomhed, en kummerlig og glandsløs Skjæbne, +lig denne ensformige Dunkelhed, der paa een Gang isolerede og samlede +Lysene. -- »Men« -- tænkte jeg -- »mon der i nogen af disse Stuer +findes et saa underligt Selskab samlet som dette!« + +»Gemytlig« kunde ikke egentlig være den træffende Betegnelse for +Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, som om hun ikke +havde megen Lyst til at spille, men dog vilde bidrage sit til at +sprede Stilheden. Moderen, der var gaaet istaa, sukkede dybt -- det +var hendes Bidrag. Jeg følte trykkende Nødvendigheden af at sige +Noget, men Stephensen kom mig i Forkjøbet. + +Er der smukt dèr i Meissener-Egnen? spurgte han -- aabenbart for at +lade mig vide, at han kjendte Bestemmelsen. + +-- Aa nei, det kan jeg ikke sige, -- det er det modsatte af sydpaa, +hvor Sachsen bliver smukkere, jo længere man kommer ned. Kjender du +ikke vort smukke Rim: + + Denn gleich hinter Meissen -- + Pfui Spinne! -- kommt Breissen.[2] + + [2] »Breissen« d. v. s. Preussen. + +Hun sagde dette -- trods en vis nerveus Anstrengthed -- saa pudsigt, +at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen. + +-- Ak ja, klynkede hun, mens hun tørrede Taarerne af sin store +Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé at besøge +Wilhelmine, -- nu har du været borte hele Sommeren -- du maa dog have +faaet Landluft nok! Jeg troer nu, at man ogsaa gjør for meget Væsen +af dette med den friske Luft. + +Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgjørende, -- +skjøndt jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske ægte. Dersom +Ingen af os havde staaet udenfor Situationen, var den bleven altfor +pinlig, og vi havde haft en Følelse af, at vi ligesaa godt kunde tale +rent ud om, hvad vi Alle vidste. Den skikkelige Kones Nærværelse +satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til +at skjule de virkelige Bevægelser. + +-- Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru +Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske, +Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og +min salig Mand endnu levede? .... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer +-- saadan en Familiekreds, -- hm! -- saa at sige .... Jeg blev +rigtignok altid skjældt ud af min Makker. + +-- Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrød Stephensen hende med sit +elskværdigste Smil. + +-- Gud, nei, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld og +fintfølende .... Men min salig Mand var tidt slem, han blev ogsaa +vred, naar Spillet gik ham imod, -- ja, det veed Gud han gjorde, ak +ja! Modgang -- det var ikke for salig Jagemann. + +-- Han var en dygtig Spiller, husker jeg. -- + +-- Dygtig, ja, det maa De nok sige, -- han var saamænd dygtig til +Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann .... Men det er ligesom +i Spil -- hvad hjælper det, naar man ingen gode Kort faar? -- -- + +»Eller har en enfoldig Makker,« tænkte jeg. + +-- Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven Andet end en +fattig Gymnasiallærer -- hvad skal man sige -- slette Mennesker, +Hr. Stephensen -- ak ja -- og saa Skjæbnen, veed De nok, Modgang. -- + +Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt +Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt +imod os. Det var aabenbart, at denne Snak irriterede hende; Smilet om +hendes Læber blev mer og mer spottende, og hun trak et Par Gange paa +Skuldren: -- og den »var ikke for ham«, det var virkelig Skade! +udbrød hun. -- Forresten har jeg aldrig hørt, hvori den bestod. + +-- Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i deres Billede dèr +af Jagemann, bemærkede jeg. + +-- Aa ja, der er kommet noget af den gamle »Biedermann« deri, skjøndt +han nok kunde se venligere ud. + +-- Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna. + +-- Ak Gud, ja, ak ja! + +-- Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, men +Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok +et slemt Billede -- jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa +en Væg. + +-- Gud, Hr. Stephensen -- hvor kan De sige -- det nydelige Maleri -- +vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver -- det vil sige, +her var nok et med to smaa Børn i en Baad -- og jeg syntes saamænd, +det var rigtig kjønt, -- men Minna vilde ikke tillade, at det var +her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret .... Naa, senere var De +jo saa god at sende det deilige Billede her over Sophaen .... Men +Minnas Billede, nei, det maa De ikke sige -- man kan da ogsaa tydelig +se, hvem det skal være -- + +-- Men kun høist utydelig, hvem det er, sagde Minna. + +-- Aa, du er rigtig et stygt Barn! + +Stephensen lo. + +-- Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig -- +Billedet kan ikke reddes -- men man kunde gjøre et nyt -- f. Ex. +netop saadan en Blyantsskitse. + +-- Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg. + +-- Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun grise Lærredet +lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Tøi. + +-- Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk om deres +Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører aldrig andet af jer, +end at I »griser«, »klatter« eller, naar det kommer høit, »smører«. + +-- Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, -- det er en temmelig +udbredt artistisk #façon de parler#; -- der ligger lidt Selvkritik +deri -- og endnu mere Affektation og maaske omvendt Forfængelighed. +Jeg skal se at lægge den Vane af. Forresten har I Damer noget +Lignende, naar I taler om eders Klimpren -- hvad du før gjorde. -- + +-- Aa -- det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød Minna, +fornærmet paa hans Kunsts Vegne. -- Det er jo at gjøre Nar af mig. + +Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet. +Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og +begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og +kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden. Jeg tænkte, at han vilde +tegne Minna ved Claveret -- rigtignok saae han hende temmelig meget +bag fra -- men snart mærkede jeg, at det var mig selv, der var +Gjenstanden. Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men +Stephensen smilede -- der kunde unægtelig være noget Indtagende i +hans Smil -- og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig +til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, -- »det var et underligt +Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en +Mus, lyttende til Tonerne. + +Det ene Præludium fulgte efter det andet. Hun spillede adspredt og +langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man kunde neppe have ventet +Andet, men jeg var kjed derover; for jeg var saa forfængelig paa +hendes Vegne, at jeg gjerne havde seet, at hun havde glimret -- selv +overfor Stephensen. Forøvrig var han neppe en synderlig opmærksom +Tilhører, da han tegnede ivrig, idet han af og til bøjede sig frem +for at se bedre eller maalte med Blyanten i Luften. + +Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig imod os: + +-- Maa det nu være nok? -- Uden at vente paa Svar, sprang hun op og +udbrød: »Hvad er det I dèr har for?« + +-- Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede +Stephensen over Skuldren, -- det ligner nok. -- + +-- Saamænd -- hm. + +-- Ih, nei -- se! Allerkjæreste! udbrød Moderen -- + +-- Naar blot -- jeg troer -- + +-- Hvilket? spurgte Stephensen og saae op. + +-- Nei, maaske er det feil -- og det er saa anmassende. + +-- Vist ikke! et frisk Øie opdager let Noget -- og du kjender jo +Ansigtet bedre end jeg. + +-- Jeg troer, at Hagen skal være større. + +-- Virkelig! -- Stephensen maalte, viskede ud og rettede, bøiede sig +frem for at se, rettede igjen. -- Ja vist blev det bedre, jeg troer +endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du har et godt Blik, +Minna! -- + +-- Maaske skulde du ogsaa lade Adams-Æblet træde lidt stærkere frem, +det er saa karakteristisk for ham. -- Se nu, hvor det har hjulpet! + +Jeg reiste mig, nysgjerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen var +kun flygtig gjennemført, men sikker og let i Linierne. Da man ikke +kjender sig selv i Profil, kunde jeg ikke have nogen synderlig Mening +om Ligheden. Men Minna var tilfreds, og det glædede mig hemmelig, at +hun havde haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil røbede +den barnlige Glæde, som en Kunstner altid føler, naar Noget er +lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, løsnede Bladet med +sin Pennekniv og gav det til Minna. + +-- Tak! sagde hun hjertelig, men uden at vise nogen Overraskelse. -- +Det er jeg uhyre glad over! Der er dog noget mere Tilfredsstillende +ved saadan en Tegning end ved et Photographi, -- mere Stemning, jeg +veed ikke ret, hvori det bestaar, men jeg troer, det bringer mig til +at tænke paa ældre Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photographier +af sig i Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekjendte, og da +Folk har været saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan en +Afbildning af en Person, som de havde kjær. + +-- Det er ikke før faldet mig ind, sagde Stephensen, -- for mig +ligger det nærmere at tænke paa Kunstværdien, men der er Meget i, +hvad du dèr siger. + +-- Ganske vist, bemærkede jeg, det er den Afbildningsmaade, som altid +har existeret, og den har ikke blot de mange Aners Aristokrati, men +er ogsaa fri for den kjedelige demokratiske Egenskab, at Creti og +Pleti har det samme Billede, der er os dyrebart. + +-- Ak ja! udbrød Fru Jagemann, -- Verden er rigtignok gaaet frem, +siden jeg var ung! Photographien er en mageløs Opfindelse, og den +ligner jo ogsaa allerbedst. + +Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke anede, at det +stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, som det mente at slutte +sig til. + +-- Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrømmede Stephensen med sin +smidige Villighed til at opløse Dissonanser, -- kun er der Noget i +Photographkunsten, der hedder Retouchering, og som rigtignok kan +frembringe mærkelige Resultater. + +-- Har du aldrig forsøgt paa at tegne dig selv? spurgte Minna. + +-- Endnu ikke. Der er -- mærkværdigt nok -- ikke kommet nogen +Opfordring fra Uffici-Galleriet i Florents om at forøge dets +enestaaende Samling af Selvportraiter. + +-- Og naar jeg nu beder dig derom? + +-- Saa skal jeg gjøre Forsøget -- i disse ensomme Aftener, hvis da +ikke Hotelspeilet gjør mig altfor skjæv .... Men nu maa jeg tage +Tiden i Agt og tegne dig. + +-- Skal jeg virkelig #sidde#? det er Noget af det Værste for mig. + +-- I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede +Stephensen sagtmodig og med en sælsom vemodig Stemmeklang, der var +ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: »og hvem veed, om jeg +nogensinde mer kommer til det!« + +Minna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par Gange +Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne. +Snart holdt han inde, misfornøiet med Lyset; jeg flyttede Lampen til +Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret +var bleven erstattet med en ny -- til Ære for Stephensen, som det +syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde været saa øm +over hans Skønhedssans, kunde der være Tvivl om. Det var sandsynligt, +at Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en +Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb +Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis moderlig Ømhed +fra den Tid, da han var deres Logerende. Hun tilkastede ham af og til +kjærlige Sideblikke, medens hun rokkede det store Hoved over +Strikkestrømpen, som om hun sagde ved sig selv: »Ak Gud, ja! sidder +du nu her igjen! ja, Herregud! hvorfor kom du ikke før?« -- + +Jeg nærede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhængt af hende, +kunde jeg ligesaa godt være gaaet strax. Og skjøndt jeg vel vidste, +hvor langt Minna var fra at ville raadføre sig med hende, og at hun +imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele +Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst. + +Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge paa en +naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, -- som om det slet +ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes imellem sine to +Beilere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes +Fremtid. Ligesom hun neppe havde ytret sin Glæde over at have en +Tegning af mig, før hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til +hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den +Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne +Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og +instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge -- Samtalen dreiede sig om +tydsk Theater og Skuespilkunst, -- men da hun blev tegnet i halv +Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun +svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig +til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at +hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed. + +Kun da han tegnede det vigtige Parti om Munden, maatte hun sidde +tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den gamle Tid ved +Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde været +nogen synderlig Theatergængerske, men hun havde sværmet for Devrient, +som hun havde seet mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og +hvad hun havde hørt af Andre, der havde mere Sands for Kunst, +blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen med det +Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om +hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel. + +-- Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde De have seet +vores Theater, Hr. Stephensen! Davison -- ja, ham har De da hørt om? +De veed nok, den smukke Villa, som han byggede -- lige overfor den +bøhmiske Banegaard -- den Gang var det noget Nyt -- nu er der jo saa +mange. Ja, han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene værd. Som +Mephistopheles -- rystende -- nu turde jeg ikke se det for aldrig det +-- han blev for Resten ogsaa vanvittig, veed De nok. Og saa Emil +Devrient -- aa! det var nu paa en hel anden Maade -- ophøiet, idealsk +-- Max i Wallenstein -- man blev løftet -- det kan Nutiden slet ingen +Forestilling gjøre sig om -- det sagde ogsaa salig Jagemann -- han +vilde slet ikke meer gaa i Theatret -- De husker nok, naar De roste +Noget, som De havde seet her, saa sagde han altid: nei, da skulde +De have seet #den# og #den#. #Hans# Sværmeri var nu Madam +Schrøder-Devrient, -- ja, hende husker jeg da ogsaa -- storslaaet +tragisk -- Plastik -- klassisk Plastik, sagde salig Jagemann, han +forsømte aldrig en Aften, naar hun spillede -- det var før vi blev +gift -- hun kom fra Theatret før halvtreds -- ak Gud, ja -- saadanne +Kunstnere -- det var rigtignok en Glandsperiode. + +-- Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark siger ogsaa +den ældre Generation, at den ikke længer kan holde ud at gaa i +Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt Komediespil at se. + +-- Nu ja, der seer De, -- daarlige Tider, Hr. Stephensen! .... Nei, +det var noget Andet den Gang -- da var der godt her i Dresden -- da +saae man ikke alt dette stive preussiske Militair -- der var ikke al +den Told og de mange Skatter -- ak, hvad kunde man ikke faa for +Pengene -- Kjødet er nu blevet over en Trediedel dyrere -- ej, ja, +ja! + +Og hun reiste sig hovedrystende, med et dybt Suk, -- og gik henimod +Døren. + +Minna lo og reciterede: -- + + -- Wie Lieb' und Treu und Glauben + verschwunden aus der Welt, + und wie so theuer der Kaffee, + und wie so rar das Geld. -- + +-- Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen. + +-- Ih nei, udbrød hun ivrig. + +Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab, +og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der +syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. Stephensen lagde +Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under +Nakken. + +Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte +tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det +var at konversere os fra den. + +Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe +hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen +Appetit, som vor Taushed kunde tyde paa. -- + +Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog +Stephensen fat igjen. + +-- Saa, nu faar det være godt, -- det er ogsaa snart sent, og Minna +skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter at have tegnet +et Kvarters Tid. + +Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et +Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udført +som den af mig, men selve denne Ængstelighed gav det en vis +elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var +givet næsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det +Sete. + +-- Det kunde blive bedre -- men selv om der var Tid, vilde jeg frygte +for en »Besser-Machen«. + +Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven. + +-- Og hvem skal saa have #det#? spurgte Minna. + +Stephensen rakte hende det: + +-- Du, -- for at give det til den af os, som du mener kommer til at +trænge mest dertil. + +Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske +lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste +Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende +Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt +paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom +Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrækkede os næsten -- ham +selv maaske ikke mindst -- men jeg i det mindste glædede mig strax +derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løiet os bort fra +Alvoren, men et enkelt Sekund seet den lige i Øinene: -- det var som +en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en vis +Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde +viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Følelse deri -- +Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg +forsøgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, -- det +var sket paa en keitet, stødende Maade og havde kun efterladt pinlig +Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag. +Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham +at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af +det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig +Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være »tabu«. Dette Held +beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den +tause Tilstaaelse -- den pinligste af alle overfor en Medbeiler --: +at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv, +at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i +Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv; +men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt. + +Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde +det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette +Naboskab som et godt Varsel. + +Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa +Tapetpapiret -- den var ved denne Belysning ikke saa let at finde -- +for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da +jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at +se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde +endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjælling, +fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for +dem. + +Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; hun forstod +Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk: + +-- Allerkjæreste -- Ak Gud, ja -- det kan man rigtignok kalde Talent. + +Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, -- for at +forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs. + +Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben. + +Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten +af, strakte han den høire Haand ud imod mig. + +-- De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se, +nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i +Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den +Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle +ønsker ham Lykke -- for hendes Skyld. + +-- De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel! + +Vi gik hver til sit. + +Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og +her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og +Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands. + + + + +VIII + + +Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men +forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel. + +Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven +Efterretning om Faderens Befindende. -- Den gamle Mand laa i Sengen; +han hostede og havde lidt Feber. + +Hertz spurgte strax efter Minna -- hvorfor hun ikke var med? + +-- Vi mente, I var uadskillelige, tilføiede Fru Hertz. + +Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som +dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven paafaldende. Jeg +syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, og at Veiret gik fra +mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde +overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende. + +De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var +reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke +engang vidst Noget derom! + +-- Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. -- Cousinen ønskede saa +meget, at hun skulde komme strax -- hun var ikke rask -- Humeursyge +troer jeg. + +-- Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen; Minna er +altid saa mageløs, naar Nogen feiler Noget. + +-- Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, klagede +Hertz. -- Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen i disse Dage, +hun havde nok spillet lidt for mig, -- Døren kunde staa paa Klem ind +til Dagligstuen -- hun spiller saa kjønt. + +Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min +Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg +havde ventet. + +-- Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. -- Ja, Dresden er som +et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden reiser. Kun saadanne +gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her. +Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var +en meget lærd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden .... +Naa, De er jo ung og maatte ud at virke -- et Aarstid før eller +senere. + +-- Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt +at sige, bemærkede Fruen. + +-- Ja, Minna -- stakkels --. Han afbrødes ved et Anfald af den tørre +Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale. + +-- Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, -- den Tanke allerede at +skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tænkt +meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne +Bestemmelse. -- + +-- Nei, nei, kjære Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte Haanden +ud -- ikke det -- Arbeidet kan ikke rette sig efter -- efter vor +Tilbøielighed .... Pligten først -- Virksomhed jo før jo heller -- +Mandens Kjærlighed arbeider -- og Kvindens bier. -- + +-- Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men saaledes +er det, -- ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin Tid .... Vær +ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast +Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til Dem .... De kan tro, hun vil +komme lettere gjennem Ventetiden, end De nu tænker Dem. + +-- Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, at De +altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna, +og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan +Adskillelse. + +-- Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, -- for Minna -- vil det falde +tungere .... Men -- vi maa alle kjæmpe -- hver med sit -- og det +bliver til vort eget Bedste. -- + +-- I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i, +sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der er at frygte, og +Strabadserne, veed De nok, kommer man over. -- Og eet kan De være vis +paa, at vi skal være Alt hvad vi kan for den kjære Pige, og hun +kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk +som vi kan være det. + +-- Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er mig det mest +beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder +Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kjære Minder, som vi har +sammen. + +Jeg stod op og rakte Hertz Haanden. + +-- Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, -- jeg vilde +ønske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer hjem, skriver +jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen. + +-- Ja, hils ham -- og -- at han ikke gjør sig Bekymringer, -- jeg +mener, -- han er jo saadan en kjærlig Søn, -- men De ser selv, det er +ikke Noget -- af Betydning. + +Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil. + +-- Det er kjønt af Dem, at de strax tænker paa at fortælle Immanuel +det, -- nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og han holder meget +af Dem, -- De maa besøge ham paa Veien. + +-- Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! -- + +Jeg havde under denne Samtale et Øieblik glemt den frygtelige +Usikkerhed, hvori min Kjærlighed nu levede. Men skjøndt denne +Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog +ringere, og jeg var mere tilbøielig til at se lyst paa Fremtiden, end +jeg havde været det siden min Samtale med Minna. Billedet af dette +elskværdige gamle Ægtepar var saa sammenvævet med vor Kjærligheds +fredelige Idyl, at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens +Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg +havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles Lykke som før, +nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg tog denne Tillid for +endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed -- hvilket ganske +vist i Andres Øine vilde have forringet dens Værdi; men jeg trængte +just til et Støttepunkt, der ikke engang havde følt Noget til +Rystelsen. »De vil ikke blive skuffede,« sagde jeg til mig selv, »Alt +vil vende sig til det Bedste, -- den gamle Hertz dør ikke, og jeg +mister ikke Minna.« + +Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde været +det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, hvis jeg havde +været mindre optagen af min egen Skjæbne, have bemærket Meget, der +lod befrygte, at en stærkere Disputator -- den stærkeste! -- vilde +sige sit: _Nego majorem_. -- + + + + +IX + + +Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at +spadsere. + +Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. Det var skyet +og blæste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i +Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor de latterlig udmaiede +kolossale Ammer promenerede med Børnevogne, og gjennemstreifede +Grosser-Garten, -- idet jeg bestandig opsøgte de Veie og Gangstier, +hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøien. +Det var ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden; +men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man øinede Intet til de +fjerne Høider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske +Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget hos Hertz's var +forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige Tilbøielighed +til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt +af en underlig sløv Uro. + +Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha -- jeg maatte +lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa +lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en +Studerelampe hos Gjenboen kastede saa meget Lys ind i Stuen at man +kunde skjelne Gjenstandene og ikke plagedes af Mørket; man fristedes +hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i +timevis gjennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de +sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos +Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med +Stephensen -- længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg +gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og +Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt +Formaal dermed, -- som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet +en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen. + +Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i +Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet for som før at rykke +frem i Orden, efter Række og Geled, til en overskuelig Mønstring, +trængte den sig nu oprørsk frem, idet hver Enkelt vilde gjøre sig +gjældende, og de Sidste vilde være de Første. Dersom alle Soldater i +Kong Mithridates' Hær samtidig havde appelleret til hans berømte +Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe +fat i ham og raabe: -- »Husker du ogsaa mig? -- hvad hedder jeg? hvad +er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? hvor fik jeg +dette Ar?« -- saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet +sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, som den der holdt mig +vaagen, indtil det begyndte at lysne i Værelset. + +Høit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i +Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers +Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg neppe +huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelæsninger. Jeg gik ud +i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og +paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i +Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor +stemningsløs og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig, +ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i +Berlin eller i Kjøbenhavn. + +Paa en Theaterplakat stod »Kätchen von Heilbronn« -- vi skulde have +seet den sammen i Aften! + +Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mæssige Uhygge ophævede +Begrebet »Omgivelser« og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dèr +paa min Seng -- Sophaen var for radbrækkende -- og holdt Revue over +disse tæt sammentrængte utallige Minder, som en døende Alexander, +der tager Afsked med sine Soldater; -- de ledsagede mig som et +Sørgefølge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede +sig til ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, -- og da jeg endelig sov +ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. -- + +Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, og +modløs imødesaae jeg denne Hær af Plageaander, som jeg havde besvoret +og ikke kunde mane bort igjen. + +Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen. + +»Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,« +tænkte jeg, »eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker.« + +Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en +bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab. + +Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte »De tre +Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig. + +Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op, +som laa paa Disken. + +Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«. + +»Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt dog alle +hans Betænkeligheder« -- jeg husker Sætningen ordret endnu. + +Jeg bladede om, slog op hist og her -- næsten overalt Minna: -- hun +seilede paa en Bjergsø i Maaneskin -- -- klædte sig paa til Bal -- +sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme. + +»Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom med +Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne med hjem. +Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet efter, -- baade det og +Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min +Rathener-Roman et sandt Mesterværk i Sammenligning hermed, og jeg +vilde ganske vist have slængt den bort efter at have læst en Snes +Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu +læste jeg den trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig +tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjørende +Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, der +vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min +Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker borte. + +Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for at gaa hen +til Hertz's. + +-- Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige, +der lukkede op. + +-- Vist gjør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, svarede +den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at gaa ind i +Dagligstuen, Hr. Fenger, -- jeg skal kalde paa Fruen, det vil glæde +hende, at De er kommet. + +Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af +Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke +benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem +var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest +Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i +de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrækket fra det +aabne Vindue havde blæst et aabent Brev ned paa Gulvet. -- Hvor +naturligt end Alt dette var, saa forøgede det dog den uhyggelige +Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede +Væsen; en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle Slags +Kjøretøier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet. + +Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par +Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede -- maaske +forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa +Læberne. + +-- Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, -- +det er slet ikke godt med ham. -- + +-- Er det blevet værre? + +-- Ja, Feberen er taget til -- han har ogsaa Smerte i Siden, naar han +hoster -- den ene Lunge er angrebet. + +-- Min Gud! -- men De troer dog ikke, at der er Fare --! + +Jeg blev ganske kold af Skræk -- ikke saa meget, fordi den gode +Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, der havde +konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kjærlighed. + +»Du gode Gud,« tænkte jeg, »skulde han dog dø, og skulde jeg miste +Minna?« + +Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae +naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn +paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et +inderligt Blik, idet hun svarede: -- + +-- Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og +svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det værste. + +Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig. + +-- Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig +og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg +troer ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig ganske anderledes +skræmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun +kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tænker nu ved Dem +selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes +sønderknust vilde jeg da ikke være, -- hun maa dog have et koldt +Hjerte. + +Jeg saae ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes faldt +hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende paa Læberne, Ord, som +paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af +mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en +Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg +kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst: +-- + +-- Vist ikke -- hvor kan De tro! -- noget Saadant er aldrig faldet +mig ind. + +-- Se, nu har De allerede Taarer i Øinene! udbrød hun og klappede mig +moderlig, -- De er meget følsom -- ualmindelig, men skam Dem ikke +over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god +Ægtemand .... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at +tænke saaledes; men hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med +Minna, og I begge var graanet i Kjærlighed -- det kan man nemlig, +uden at den tager Skade deraf -- tro mig, saa vilde Døden forekomme +Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja +neppe det engang, -- -- ja, De er vel ikke Materialist, Fenger? + +-- Materialist -- nei, det kan man vist ikke kalde mig, -- men -- + +-- Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller +ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan +endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar, +saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands +Øine. Skulde jeg dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at +jeg skulde lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for +en gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive hygget +om og sørget for -- vi Kvinder veed nu en Gang bedre at skjøtte os, +-- saa har jeg jo ogsaa Immanuel -- Gud ske Lov! -- + +-- Det er kjærligt og smukt tænkt af Dem, Fru Hertz --, men I vil nok +begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres Ønske jo endda blive +opfyldt. + +-- Maaske. -- Kommer Minna nu snart hjem? + +-- Jeg veed ikke. + +-- Har De ikke haft Brev endnu? + +Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte være +aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru Hertz lo: + +-- Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort, +saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra Dem, hvordan +Hertz havde det, da De var her sidst? + +-- Nei, -- jeg -- har virkelig endnu ikke faaet skrevet. + +-- Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger. + +Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke +forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, og dersom hendes egen +Bekymring ikke havde optaget hende saa stærkt, havde min Forlegenhed +ganske sikkert røbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig. + +Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax +sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede. + +-- Jeg vil netop skrive iaften, -- jeg opsatte det, til jeg havde +været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt. +Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hører direkte fra +Dem, hvorledes det staar, -- hun vil sikkert strax komme -- +øieblikkelig. -- + +-- Jeg ønsker meget, at hun kom, -- men det er mig for pinligt at +kalde hende hertil som for at tage Afsked -- jeg #tør# ikke, det er +maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Væggen. -- + +-- Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme --? + +Alt mit Haab flammede op, jeg øinede en ufeilbar Vei til Frelse, naar +jeg inden Afgjørelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her +tale min Sag -- stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og +overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? -- En +syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes +Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende +til at søge Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod +mig sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være et +Fingerpeg af Skjæbnen. + +-- Ja, skriv, kjære Ven! Men de maa sørge for ikke at overdrive +Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjære Barn! det vil gaa hende +nær! Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, hvad hun skal gjøre, træng +derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer -- maaske hendes Cousine +trænger endnu mer til hende. -- + +-- Aa, det har vist ikke saa meget at sige. + +-- Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de +Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke +fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England? + +-- Jeg har -- iaften vilde jeg netop skrive det -- jeg kunde dog ikke +kalde hende hjem den næste Dag -- men begge Efterretninger vil jo nu +faa hende til at komme strax -- iovermorgen formodentlig .... Siig +mig nu, kan jeg ikke hjælpe Dem med Noget -- hente Medicin -- ikke? +men maaske komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham? + +-- Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone -- +en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile -- +De maa være overanstrengt, Kjære! det er vel for at forjage +Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men +det maa De ikke, hører De! Farvel! + +Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet. + +Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende! + +Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod +kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele +hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse i mit +Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medførte. + +Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage, +indtil hun havde truffet sin Afgjørelse, og saa -- naar hun havde +bestemt sig for mig -- fortalt hende det mundtlig. + +Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det. + +Skjøndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Følelser +Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig Tone i Brevet, +der røbede hele min fortvivlede og angstfulde Længsel efter hende. +Det slog mig ved Gjennemlæsningen, at jeg var glad derover. -- + +Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde +komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i +en Brevkasse. + +Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse +med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig +derfor. + +Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's. + +Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af, +som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen -- Fru +Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen høre derhen. + +Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til +Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: -- +»Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... Der gaar sikkert +endnu Tog hertil fra Meissen -- (jeg fik Avisen hos Værtinden og +forvissede mig derom) -- og hun har kun en halv Mils Vei at kjøre til +Stationen. -- Maaske -- ja, sandsynligvis -- kommer hun altsaa i +Aften -- og det er muligt -- ja, det er næsten sikkert, at jeg vil +træffe hende hos Hertz's, -- hun vil nok strax ile derhen .... Hun +vil blive stærkt bevæget -- den moderlige Fru Hertz vil behandle os +som Forlovede -- maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig +over at se os sammen. -- Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun +hjem, jeg følger hende naturligvis -- det er jeg jo ligefrem nødt til +-- og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været +nogen Stephensen til. + +Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, -- aldrig maaske har +en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den +Dag. Men de gled sporløst forbi, -- efter den sidste Termin aandede +jeg op, som en Befriet. + +Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til +Hertz. + +Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til Dem,« sagde +Pigen og stak noget Hvidt ind. + +Jeg blev ganske stiv af Skræk -- paa denne Tid, det er jo umuligt! + +Brevet var meget stort og stift, -- det beroligede mig. + +Hurtig strøg jeg en Svovlstik af -- og gav i det samme et Skrig fra +mig: det var Minnas Haand. + + + + +FEMTE BOG + + + + +I + + +Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand +fik Lampen tændt. + +Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa +Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død -- eller hvad der syntes mig +langt herligere og uendelig skrækkeligere end Livet og Døden. Et +Øieblik havde jeg størst Lyst til at løbe min Vei. Saa rev jeg +febrilsk Omslaget af. + +Det første, der mødte mit Blik, var Blyantstegningen af Minna. + +Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede +Bassanio hans lykkelige Valg, -- ligesaa pludselig forkyndte disse +elskede Træk mig min usalige Lod. + +Stuen dreiede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen og greb +hendes Brev. Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par +Minutter, inden jeg kunde læse: + + Min kjære, inderlig elskede Ven! + + Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne + endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer + ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at + gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv. + + Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg + synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt + Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig igjen, at + efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og + forresten veed du det altsammen. Der er kun een Ting, som jeg maa + sige, for at du ikke skal misforstaa mig. + + Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil + blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod -- nei, + det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, -- maaske har + du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til + mig selv, der har bestemt mig, og -- ja, jeg mener især -- det + var derfor, jeg skrev »tvertimod«! -- at hvis der ingen Fortid + var, ingen Bebreidelser at føle eller, kort sagt, hvis det var + noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg være langt sikrere + paa at blive lykkelig med dig end med ham. Men, ser du, #nu# -- + som det en Gang er -- vilde jeg ikke kunne gjøre dig lykkelig, + som du fortjener. Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min + første Kjærlighed; -- det er sandt, at denne Følelse maaske kunde + fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde + den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde + du da komme til at lide usigelig derunder. + + Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger om + Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebreide + mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed meget vel, at han + ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde + kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjøndt han virkelig + elsker mig lidenskabelig, -- men maaske vilde jeg dog gjøre ham + ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det + er vanskeligt at gjøre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan + let synes at være forfængelig, indbildsk eller overvurdere min + Indflydelse -- skjøndt nei, du tænker jo endnu langt bedre om + mig, end jeg fortjener, maaske tænker du til Gjengjæld for ringe + om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et + Samliv med mig -- og #kun# med mig -- maa virke forædlende (jeg + skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget + Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg + selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes + -- kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt for en Kunstner, + ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme hans Kunst -- + jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok -- men den + Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her, + og jeg haabede, at han vilde ægte mig) den Gang hævdede han + altid, at en Kunstner maatte være fri, uden saadanne Baand, han + havde saa meget at kjæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: -- + nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret -- siger han + -- at han ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har + Intet at leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand + har selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump + -- og nu skulde jeg --! nei, nei! -- Du ser, det er min Pligt, + det er min Bestemmelse, -- ja, min Bestemmelse. + + Gud give, at vi kunde træffes og være sammen -- om mange Aar, + naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke + berøre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden. Men du + kommer vel til at leve i Udlandet, -- det var for megen Lykke at + have dig i Nærheden som Ven. + + Farvel -- min elskede Ven -- Farvel! + + Minna. + +Jeg læste Brevet flere Gange igjennem. Dets kjærlige Tone beroligede +min Smerte, ja, der var endogsaa et Øieblik, da det indgjød mig en +vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax. + + * * * * * + +-- »Nei, jeg vil ikke -- jeg anerkjender ikke denne Afgjørelse! Hvad +er det dog? #mig# er det jo, som hun elsker -- mig! Det med ham er jo +kun Riminiscens, og Pligt -- ja og »Bestemmelse«. En deilig +Bestemmelse: at lægge sit friske, varme Liv som et Plaster paa hans +blasserede Tilværelse .... Forresten er det altsammen min Skyld -- +hvorfor har ikke #jeg# taget Afgjørelsen paa mig? -- Hvor jeg har +været en Pjalt -- al denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for, +at Vind og Sol blev skiftet lige -- det var jo ikke Andet end +Skalkeskjul for Mangel paa Villie -- og jeg lod mig imponere dertil +af ham. Men han havde saamænd »talt sin Sag«, som hun sagde den Dag; +han kan ikke undvære hende -- nei, det troer jeg, naar han er bleven +led ved de facile Piger og narret af Koketterne -- saa er han kommen +i Tanker, om ikke »den Bedste skulde være tilfals« -- for gamle +Minder, -- eller blot: han kunde ikke taale, at en Anden fik hende, +det er nok Sagen! .... Ja, jeg har været en Pjalt, en dum Dreng! +vilde maaske en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?« + +Saaledes hudflettede jeg mig selv, -- ja, jeg bebreidede mig +endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og +havde forlokket hende -- saa vilde hun have været min, og intet Valg +stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for at dette kunde være sket, +maatte vi begge have været andre Naturer. Thi jo mere en Handlemaade +synes at ligge den modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den +Naturel-Hindring, der skiller dem. + +Men nu -- hvad var der at gjøre? Opsøge hende, tage Alt tilbage, +binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt -- Fortid +og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende? Det var sandsynligt, +at hun allerede ikke længer var i Meissen -- eller at jeg i alt Fald +imorgen ikke vilde finde hende dèr. + +Mit Hoved værkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk hid og +did. Det var mig ikke muligt at holde Noget fast. Hvor jeg trængte +til at raadføre mig med En, helst en ældre, overlegen Person! Min +moderlige Veninde, Fru Hertz, syntes mig den eneste Tilflugt. + +Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax. + + + + +II + + +I dette Øieblik gik Døren op, og Immanuel Hertz traadte ind. + +Hans skikkelige, men uskjønne Ansigt havde et høist bestyrtet Udtryk. + +-- Hertz -- er du her! Din Fader er da ikke -- + +-- Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra Moder -- lige +tidsnok til at komme med Toget .... Fader kjendte mig, men han laa i +stærk Feber -- jeg er bange -- at han -- gaar bort. + +Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest +levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg +kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger +paa Dødsleiet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og +nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg +forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser. + +-- Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem, +Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glæde Fader at se dit +Ansigt -- + +Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede +Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas Billede. + +-- Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske dig til +Lykke, du forstaar nok -- i et saadant Øieblik -- men nu gjør jeg det +af Hjertet -- for det kan jeg jo -- det er ikke et af de Tilfælde, +hvor man siger det saadan tomt hen -- Minna -- ja, det kan man +rigtignok kalde Lykke! + +Han trykkede min Haand som i en Skruestik. + +-- Tak, kjære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage +Skjær, som Lygten kastede ind i Værelset, -- det er saa kjønt af dig, +at du midt i din Bekymring -- jeg veed jo, hvor meget du tager Del -- +-- + +Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas +Fortræffelighed. »Naa,« tænkte jeg, »du gjør rigtignok ingen +Røverkule af dit Hjerte.« Og det gjorde han virkelig ikke; -- +aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos +Andre: -- + +-- Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig -- Minna -- +saadan en Pige! hvor jeg misunder dig -- ja, det vil sige, ikke +egentlig misunder, skjøndt ganske vist -- ja, Minna har vel nok sagt +dig, at jeg holdt meget af hende -- mer end blot som en Ven --? + +-- Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget -- hun har +overhovedet talt meget lidt om dig, skjøndt jeg veed, at hun kan godt +lide dig, -- men jeg maa tilstaa -- da du nu selv berører det -- at +jeg har haft en Anelse -- + +-- Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklæret +mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nei, jeg -- holdt min Følelse +for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var den Gang ikke modtageligt +for saadanne Følelser -- hendes Fader var nylig død, for Resten var +der ogsaa Andet -- men maaske veed du bedre Besked med det .... Min +Moder, som jeg betroede mig til, -- det kan jo heller ikke nytte at +skjule Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja -- hende kan +man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa af den +Mening, -- hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende til +Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende +aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det +netop er dig, som hun faar. + +Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis +dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjørnet, hvor +Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa +forandret, han havde seet ud, ganske hulkindet! + +Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru Hertz -- eller +snarere mærke paa hende -- at hun ikke havde meget Haab. -- Han laa +bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende høit. + +Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et +Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var næsten +opgiven af Lungebetændelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa +ind, at jeg havde hørt af en Læge, at netop Jøder havde en stærk +Livskraft til selv i høi Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme +med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven. + +Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere +derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den +meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol, +sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i +Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke. +Det var saa sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig +ligegyldigt og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og havde +en Følelse af, at jeg maatte gjøre det bestandig, at det vilde blive +kjedeligere og kjedeligere, indtil Døden tilsidst tog En. Jeg havde +gjerne byttet med Hertz, -- hvis man overhovedet kunde have sagt, at +der var Noget, som jeg gjerne vilde. + +Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs +end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde: + +-- Han har kjendt mig -- Fader er ved sin Bevidsthed, -- kom med ind. + +Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære Fenger!« -- +»Minna,« mumlede han kort efter. + +-- Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz. + +-- Saa vil hun spille for Dem, føiede jeg til, skjøndt det var mig, +som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem. + +-- Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øinene. + +Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede hun; +Thermometret var sunket til lidt under 41° C. + +Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var +Anskuelsesformer, men Sjælen var en »Ding an sich«, en Substans, et +Noumenon -- Intelligibile -- disse Ord blev han ved at gjentage. + +Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som syntes at +dreie sig om Døden, greb hans Haand og sagde: + +-- Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig. + +-- Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere sammen, sagde +Fru Hertz. + +-- Imorgen! sukkede han -- med en ganske eiendommelig Betoning. + +Fru Hertz vendte sig bort: -- + +-- Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi. + +-- Noumenon, sagde den Gamle. + +-- Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde +paakaldt en Helgen -- eller maaske en af Propheterne. + +Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være med at +trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde +finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end Hertz selv have moret +sig over den Humor, som laa i denne Feiltagelse, men han var allerede +død for Omverdenen. + +Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De +Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine +Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hørte jeg ham sige: »Der +skal ikke ringes« -- hvad jeg mente skrev sig fra den Børshistorie, +som han sidst havde fortalt os. Jeg saae hele den hyggelige +Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjæret fra Spritflammen +flakkende over Minnas kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og +smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og +trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse. + +Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Søvn inde i +Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke +veg fra hans Seng eller havde Øinene fra ham, kunde sige, naar Døden +var indtraadt. + +Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind. + + + + +III + + +Hertz blev begravet tre Dage efter paa »Der weite Kirchhof«. + +Jeg veed ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde sig strengt til +den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlængst +var traadt ud af Synagogen. Dengang tænkte jeg ikke derover, jeg +tænkte over Intet, -- jeg sandsede neppe. Jeg har derfor heller ingen +Anelse om, hvorvidt der blev holdt Tale, eller om det var en jødisk +eller christen Præst, som forrettede Ceremonien -- vil et Øienvidne +paastaa, at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gjerne. +Det Hele staar for mig som en forvirret Drøm. Jeg husker, at +Kjæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at nogle Smaafugle +kvidrede i det skarpe, kjølige Sollys. Og saa ser jeg, lidt foran mig +tilhøire, Minnas sortklædte Skikkelse. Det var for mig -- for hende +med, kan jeg tro -- ikke saa meget den gode, gamle Ven, vi begravede, +som vort eget korte og lykkelige Samliv, hele vor Kjærlighed. Ved +Kirkegaardsporten trykkede vi hinanden i Haanden fast og længe -- for +sidste Gang i mange Aar. + +Minna havde fortalt Fru Hertz Alt. + +-- De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende +Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig. +Men det gjør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende. + +Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for +at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte +jeg kun paa at komme bort. Min Onkel havde ikke Noget imod, at jeg +kom allerede nu, og en Uge efter gamle Hertz's Død var jeg +reisefærdig. + +Fru Hertz forærede mig ved Afskeden det lille Manuskript af Heines +Digt -- hvor bittert sandt passede det nu paa mig! og dog var det mig +saa dyrebart. Jeg har bevaret det som en Helligdom, hvis Ufalbarhed +bragte engelske Samlere til Fortvivlelse. + + * * * + +Der gik Aar hen efter Aar med anspændt, næsten rastløs Virksomhed. I +Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg neppe saae Andre end +Fabrikkens Arbeidere og Funktionærer, -- derefter var det blevet mig +til en Vane, som tiltalte mig. Med min Onkel kom jeg godt ud af +det, uden at vi dog blev fortrolige. Han fandt Behag i min +Arbeidsdygtighed. Efter et Par Aars Forløb frygtede han, at jeg +skulde overdrive den, blive »Forretnings-Pebersvend«, som han kaldte +det. Han opfordrede mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en +saadan Stilling bør skabe sig Forbindelser. + +Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis noget. + +Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader i Hyde-Park eller om +Ferieren paa Herregaarde, men jeg lærte en Del brave Borgerfamilier +at kjende -- næsten alle velstaaende Fabrikanter. De unge Damer vare +ikke Arvinger til Millioner, men ikke mindre smukke for det -- de, +der #var# smukke -- og tomhændet vilde Ingen af dem komme til at gaa +ind i Ægteskabet. Forresten behagede den langagtige engelske Type mig +ikke særlig -- jeg havde et andet Ideal i Hjertet -- og min +Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den for +Hykleri. + +Endelig lærte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist Indtryk +paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at hun ikke var +ligegyldig overfor mig, -- en Paastand, som unægtelig smigrede mig i +høi Grad. Hun var eneste Barn af en Klæde-Fabrikant, som var mer end +velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen +Venlighed om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just +vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Villie maatte +kunne vinde hendes Hjerte med tilhørende Haand, men jeg tænkte mig +Muligheden deraf. Jeg ønskede det halvveis og begyndte at glide over +i et mindre »selskabeligt« Forhold. + +Det var lige efter Jul -- den fjerde, efter at jeg havde forladt +Dresden. + +Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven blev +præsenteret for en tydsk Musiker, som vel kunde være et Par Aar ældre +end jeg, maaske ogsaa mer. + +Han havde spillet en Violin-Cavatine, -- det var en mindre, halvt +privat Concert; paa større Concerter optraadte han sjelden, skjøndt +han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde sit rigelige Udkomme ved +at undervise i Violin- og Claverspil. I hans Ydre var der noget +Distingveret og ikke saa lidt Slapt. + +Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tydskeren var meget snaksom, han +gjorde tykt Nar ad de gode Englænderes Musikalskhed og fortalte med +en Del Humor flere Anekdoter, blandt Andet om en ung, rig Miss, der +havde indfundet sig hos ham for paa otte Dage at lære at spille +»Maaneskinssonaten« (naturligvis første Sats) -- hun havde aldrig +rørt et Claver. + +Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte Ale. +»Prost,« sagde jeg og drak ham til, -- »det er dog en herlig Drik!« +-- »Saamænd,« brummede Tydskeren og strøg et Par Draaber af +Knebelsbarten -- »men jeg siger dog: Hvem der sad i »Drei Raben« med +et godt Glas Spaten-Bräu foran sig, som jeg paa denne Tid af Døgnet +har gjort mangen god Gang.« -- »De er kjendt i Dresden!« foer det ud +af mig. Drei Raben! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for +mig. -- Tydskeren smaalo: »Det skulde jeg mene, men jeg vidste ikke +af, at De havde været dèr. Længere Tid?« -- »Et Par Aar, jeg gik paa +Polytechnicum -- det er nu fire Aar siden jeg tog derfra«. -- »Hm. +Jeg var der et Par Aar før -- spillede hos Lauterbach .... Det var +noget Andet end London -- saadan en Opera! Ak ja, ja, ja!« + +Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drømmende ud for +sig: »Opvarter -- Johannisberger Schloss! -- til tydske Minder, tydsk +Vin!« + +Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. -- Han hænger ogsaa +ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad kunne de være imod mine! + +Vinen kom; han skjænkede i: »En Skaal for vore Elb-Florentiske +Dage!« Vi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse hen for os. + +»De kom vel ogsaa tidt hos Renner -- i »Drei Raben«, mener jeg?« +spurgte han i en aandsfraværende Tone. -- »Nei, jeg har kun været der +en enkelt Gang. Maaske boede De i Nabolaget?« -- »Ja, lige tæt +derved.« -- »Hvor?« foer det ud af mig -- mit Hjerte bankede stærkt. +-- »Hvis De kan huske en lille Gade -- Röhrhofsgasse.« -- +»Röhrhofsgasse!« gjentog jeg og stirrede paa ham. Han smilede: »Har +De maaske ogsaa boet dèr? det var et underligt Træf!« -- »Nei, boet +dèr har jeg just ikke, men jeg havde dèr min jevnlige Gang -- jeg kom +til en Familie dèr.« -- »Ja saa! Hm! .... i disse Smaagader kjender +jo Alle hinanden, maaske har De tilfældigvis hørt Noget om de Folk, +som jeg logerede hos, -- det var en Gymnasiallærer --.« »Jagemann!« +udbrød jeg. Musikeren førte just et fyldt Glas til sine Læber og +spildte, saa de gyldne Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. »Ja, +det var hos dem jeg boede,« sagde han og tørrede sig omhyggelig. Nu +vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første +halvt-barnlige Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet +hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« sagde jeg; +»det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren.« -- +»Minna, -- det var en smuk Pige!« Vi stirrede begge ned i vore Glas, +som om vi med Heine saae Alt deri -- + + vor Allem aber das Bild der Geliebten, + das Engelköpfchen auf Rheinweingoldgrund. + +»Veed De, om hun -- Minna Jagemann -- om hun siden -- er bleven +gift?« spurgte han endelig. + +Jeg fortalte, at hun havde ægtet en dansk Maler, gjorde nogle +Bemærkninger om hans Stilling og Omstændigheder og berettede det +Lidet, jeg havde hørt om dem gjennem Bekjendte -- at hun havde faaet +en Datter, som var død for et Aarstid siden. + +Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tømte hyppig sit Glas og huskede +ikke altid at skjænke for mig -- han havde bestilt en Flaske til og +indviet den med et Glas for »Die schöne Jagemann«. Ogsaa jeg tav -- +»wir schwiegen uns aus«, som Schumann en Gang skal have sagt. -- + +Da jeg denne Nat lagde mig til Hvile, var jeg paa det Rene med, at +jeg havde været i Færd med halvt i Sløvhed at begaa en Uhæderlighed +og en Dumhed, skjøndt Ingen vilde have kaldt det det første og Alle +vilde have kaldt det klogt. Fra den Dag af trak jeg mig tilbage fra +Klædefabrikantens Hus. + +Min Onkel besværede sig over min lunefulde Opførsel. Jeg klagede over +Hjemve, -- trængte til at besøge mine gamle Bekjendte. -- En Uge +derefter var jeg i Kjøbenhavn. + + * * * + +Mine Bekjendte i Danmark vare ikke mange, og Ingen af dem havde +direkte Omgang med Stephensens. Men takket være vor Hovedstads +Sladderagtighed, hørte jeg dog en Del om dem paa anden, tredie Haand. +At jeg spurgte mig for om en Dresdener-Bekjendts Skjæbne i Danmark, +kunde neppe være paafaldende, og hvis Nogen anede en dybere +Interesse, saa bekymrede jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide +Besked. + +Den almindelige Mening var, at de levede lykkelig sammen, det var jo +et Passions-Giftermaal, en Ungdoms-Kjærlighed -- maaske en første. +Men Andre sagde, at hans Courmageri -- en skarp Tunge kaldte det +Liaisoner -- neppe kunde undgaa hendes Opmærksomhed, og at hun +rimeligvis var meget lidenskabelig og heftig. Tvertimod, paastod +Enkelte, hun var blid, men enfoldig. »Enfoldig!« udbrød Flere, »hun +kan jo sprudle af originale Indfald, -- men de er ikke altid +behagelige for Alle, hun har et meget skarpt Blik for Folks Feil.« +»Hun er i alt Fald interessant,« sagde en ældre Mand. »Men hun er +uden Interesser,« bemærkede en yngre Litterat. Men en Dame, der boede +ovenover Stephensens, oplyste, at hun i alt Fald var en passioneret +Musik-Elsker, da hun som oftest spillede den halve Dag. Det +forundrede Alle, da de aldrig i Selskaber havde hørt hende røre +Claveret, og hun kun sjelden viste sig ved Concerterne. Hendes Ydre +var man temmelig enig om at beundre. + +Jeg havde snart været i Kjøbenhavn i fjorten Dage, og endnu ikke seet +et Glimt af hende. Skulde jeg ligefrem gaa op og besøge hende? Jeg +overveiede dette Spørgsmaal for Gud veed hvilken Gang, da jeg +temmelig sent om Aftenen traadte ind i Café à Porta. I det forreste +Værelse var der kun et Par Gjæster. Idet jeg saae mig om for at vælge +min Plads, hørte jeg fra Side-Cabinettet en Stemme, der ikke var til +at tage Feil af: det var Stephensens -- kun en Grad mere læspende sød +end tidligere. Jeg satte mig, saa stille som muligt, dèr, hvor jeg +bedst maatte kunne overse Cabinettet. + +Af det livlige Selskab derinde kjendte jeg kun -- Minna, som jeg saae +i Profil -- en Smule »tabt« Profil, neppe en halv Snes Skridt fra +mig. Stephensen maatte sidde inde i en Hjørnesopha, der kun viste sig +med Lidt af det fjerneste Armlæn. En lattermild Blondine støttede sin +Arm paa det, og underholdt sig aabenbart med ham; hendes Ansigt havde +en vis vulgair Skjønhed; hvert Øieblik lagde hun Hovedet paa Siden, +saa det rødlige Haar rørte ved hendes halvblottede Skulder, der +dæmrede under en bred Bort af sorte Kniplinger. De smilende Blikke, +som hun bestandig lod spille ind imod det skjulte Hjørne, hvorfra +Stephensens Røst lød, vidnede om, at hun var -- jeg vil ikke sige +just i Solskinshumeur, men snarere i en Tilstand af elektrisk +Illumination. En af Herrerne tiltalte hende med et Navn, som jeg +allerede havde hørt Sladderen sætte i Forbindelse med Stephensen. +Minna sad tilbagelænet og syntes at se ned for sig, men det var +aabenbart, at hun hele Tiden holdt Øie med dem. Opvarteren traadte +hen til mig for at modtage min Bestilling. Jeg var i Forlegenhed, da +jeg frygtede for, at min Stemme strax skulde blive kjendt af Minna. +Men netop nu brast hele Selskabet -- undtagen Minna -- i en Latter af +den Art, der pleier at lønne mindre smagfulde end træffende +Vittigheder, -- og dækket af denne Støi fik jeg uden at røbe mig +opfyldt min Pligt som Cafégjæst. + +En høi, skjægget Mand, der sad ved Siden af Minna, havde strax været +mig paafaldende. Hvo kjendte ikke -- i alt Fald fra Billeder -- vor +store Lyrikers Kjæmpeskikkelse og Vikingeaasyn? Paa Selskabets Vegne +forargede han sig over Minnas Tilbageholdenhed, men paa en jovial +Maade, der endogsaa havde noget Hjerteligt ved sig: -- »Hvorfor +sidder De her midt imellem os som en smuk Billedstøtte, Fru +Stephensen? Tag det bredt og vær ingen tydsk Philister .... De er jo +mellem Kunstnere .... Tøm Deres Glas.« -- »Jeg er blot træt,« sagde +Minna. -- »Saa skal De netop drikke.« -- »Men jeg kan ikke lide +Champagne.« -- »A ha! for fransk, let og spirituøs -- ikke for Dem. +Men Rhinskvin maa De da kunne lide? .... hvad? .... Godt! .... Karl!« +-- Opvarteren styrtede derind. -- »Lad det nu være nok med de +Narrestreger!« sagde hun, halvt uvillig, halvt leende. -- »For Alvor? +jeg maa ikke --?« -- »Nei, men jeg takker for den gode Villie .... +Lad mig blot sidde og skjøtte mig selv -- jeg er saa træt og har +Hovedpine.« -- »Du vil da ikke allerede hjem?« lød Stephensens Røst +-- denne Gang meget gnaven. Minna svarede ikke, men gabede i sit +Lommetørklæde, lænede sig tilbage og saae ned til Siden. Hun saae +virkelig ud, som om hun var træt -- ikke med en akut, men med en +chronisk Træthed. Ansigtet var næsten uforandret, kun var Kinden lidt +mindre rund. Jeg havde bemærket, at hun talte overraskende rent +Dansk, -- den fremmede Accent var ganske let. + +Conversationen rundt om hende blev nu meget livlig. Den dreiede sig +om Æsthetik, -- hvis man vil kalde den saaledes. Navne som Ibsen, +Zola, Dostojewskij, Wagner, Berlioz, Millet, Bastien-Lepage, ja +endogsaa videnskabelige som Darwin og Stuart Mill formelig smældede +En om Ørene. Skjøndt det gik usædvanlig broget til, undrede det mig +endda ikke saa meget, da jeg under mit korte Ophold her havde lært +Tonen noget at kjende. Ganske vist, i Begyndelsen havde den imponeret +mig overordentlig: Du gode Gud, hvad maa de Folk ikke have læst og +hørt, saadan en Dannelse og Indsigt og saa mange Interesser! Men +snart blev jeg mere kritisk, jeg anede, at de, der snakkede mest, +interesserede sig mindst, og at mange, der æsthetiserede høit, ikke +engang stak saa meget dybere end jeg selv, der havde haft Andet at +bestille end at »følge med«, og hvis Læsning ved det engelske Liv var +bleven henvendt paa ganske andre Forfattere end dem, der var Mode i +Danmark. Jeg havde endogsaa en Mistanke om, at dette var Tilfældet +med den gode Stephensen selv, der nu blev mer og mer veltalende; han +vilde formodentlig gjerne glimre for Blondinen, der virkelig ogsaa +syntes at være ved at daane af Beundring. Den Herre, der havde villet +bestille Rhinskvin til Minna -- en førladen Mand med et prægtigt +blondt Skjæg -- ophidsede ham til en bestandig mere yderliggaaende +Radikalisme, og syntes mig overhovedet at have det ganske Compagni +tilbedste. + +Stephensens veltalende Replikker udartede endelig til en fuldstændig +Harangue om Fremtidskunsten. Han slog om sig med Floskler som »den +demokratiske Formel i Kunsten« -- »en videnskabelig Illustration af +Livet -- i Modsætning til dekorativ Luxus«, om at Penslen skulde i +den sande Kunstners Haand være en Sonde i Samfundssaaret. -- + +-- Saa vil jeg raade dig til at skylle dem godt rene, indskjød +Lyrikeren. + +Latterens Bølger overskyllede en Tid Diskussionen, men Stephensens +hule Svada flød ovenpaa som Kork. Minna hævede sit Blik og saae paa +ham. -- Skulde hun virkelig lade sig imponere af dette Gallimathias? +tænkte jeg; Udtrykket i hendes bortvendte Øie kunde jeg ikke se. Men +saa dreiede hun Hovedet om i mer end Profil med halvt sænket Blik -- +og jeg blev næsten forskrækket over det Smil af kold Foragt, der laa +om Læberne og den Uvillie, som formørkede Panden og lyste ud af +Øinene. Saaledes havde hun betragtet ham og havde vendt sig bort, +fordi hun mærkede, at disse Følelsers Udtryk blev for synligt. Lidet +anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der kunde læse dets +Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, medens hine Andre høist +kunde tyde et Par Ord af dem, der ere ens i alle Sprog. »Pjalt,« +hviskede disse faste Læber, »Løgner, Floskelmager!« raabte denne +aabne Pande, »Troløse!« udbrød de klare Øine, der kunde se saa ømt og +nu stirrede saa haardt, men hele det forgræmmede Ansigt sukkede: »og +#han# var min Ungdoms store Kjærlighed!« + +-- Men Rafael? indvendte et ungdommeligt Medlem af Selskabet -- ham +kan man da ikke saadan helt -- -- + +-- Bah! Rafael -- en Distanceblænder, lød det forklarende fra det +store, godmodig smilende sorte, lidt graasprængte Vikingeskjæg. +Aarhundredernes Afstand, det er det, der gjør det. Lad blot +Stephensen ligge et Par hundred Aar i Blød, saa skal du bare se, hvad +han bliver til for en Karl. + +-- Ja, men -- udbrød Blondinen -- saa maatte jo ogsaa alt dette -- +det vi nu -- #vor# Kunst -- den maatte jo ogsaa blive forældet, +ligesom den gamle er det nu --? + +-- O Logik! raabte den Skjæggede, -- dit Navn er _simplicitas +profana_! Ak ja, Frøken! Alt er relativt! selv vor store Stephensen +er ikke helt absolut -- tag Dem derfor i Agt for at tage ham #for# +meget _au sérieux_! + +-- Aa du, med dine Flauser, sagde Stephensen. Ja, lad Alt være +relativt, -- men #vi# -- + +Da bragtes han til Taushed -- endog han! -- af en Latter, der syntes +at gjennemisne hele Selskabet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var +Minna, der lo. Hun reiste sig, holdt Lommetørklædet for Munden og +brast igjen ud, idet hun vendte sig bort fra Selskabet. + +-- Hvad er der dog at le saadan ad? lød Stephensens Stemme, dybt +irriteret. + +-- »Nein, es ist #zu# drollig!« mumlede Minna. I det samme gled +hendes Blik henover mig, men hvis det standsede, var det et saadant +Tids-Atom, at det ikke var mig muligt at afgjøre, om hun havde set og +kjendt mig. Hun gik langsomt ind imod det tilstødende tomme Værelse, +hvor Gassen allerede var slukket. + +-- Hvor gaar du hen? spurgte Stephensen. + +-- Man kvæles jo herinde, svarede hun og forsvandt i det mørke Rum. +Jeg hørte hende lukke et Vindue op. + +Den utrættelige Stephensen tog fat paany. Strax efter reiste +Digterens Kjæmpeskikkelse sig og gik ind i det mørke Værelse. Jeg tog +min Pels paa -- ogsaa jeg kvaltes herinde. Idet jeg betalte +Opvarteren, kaldte en stærk Mands-Stemme fra det yderste Værelse: +»Karl! et Glas Vand.« + +Strax efter traadte Digteren ind til Selskabet: + +-- Lad det nu være nok med det Præk, Stephensen. Din lille Kone er +ikke vel, og hun er sgu mere værd end hele din »Fremtidskunst«. + + * * * + +Den næste Dag fik jeg et Brev fra min Onkel, hvori han bad mig om, +naar jeg kunde rive mig løs fra Danmark, at tage til Stockholm og St. +Petersborg, hvor han havde Forretningsvenner, som han gjerne vilde +have mig gjort bekjendt med. + +Ja, jeg kunde rive mig løs fra Danmark, jeg havde seet mer end nok, +-- hjelpe kunde jeg ikke. Flygte fra Stedet kunde jeg, men ikke fra +det fortvivlende Indtryk, som jeg havde modtaget; det fulgte mig Dag +og Nat. Kun Søsygen paa den bottniske Bugt havde Ur-Styrke nok til at +overvinde det for en Nat. I St. Petersborg blev jeg en Maanedstid, +kjørte i Troika paa Newa og var hveranden Nat i Selskab til Klokken +tre om Morgenen. Jeg beklagede, at mit Hjerte ikke var frit, saa jeg +kunde tabe det til en af disse russiske Damer -- de behagede mig i +Grunden mer end Englænderinderne. + +Det faldt næsten af sig selv, at jeg, inden jeg vendte tilbage til +Øriget, skulde besøge en Del Fabrikker i Tydskland. Saaledes kom jeg +ogsaa til Sachsen, og Dresden tiltrak mig uimodstaaelig; -- jeg +undskyldte mig med, at jeg vilde bese »Kunstgewerbe-Schule« og slutte +Forbindelse med dens Bestyrelse. + +Paa Veien besøgte jeg Immanuel Hertz i Leipzig. Han var gift med en +fyldig Jødinde, der havde skjænket ham flere Børn. I hans Væsen var +der kommet noget mere Forjaget; -- for Resten var han den samme bløde +Fyr. Han fik Taarer i Øinene, naar han talte om Moderen, der havde +boet hos ham og var død for et halvt Aar siden, hvad han allerede +havde tilskrevet mig. Hun laa begraven i Dresden ved Siden af sin +Mand. + +»Og Minna?« spurgte han. -- »Vi havde Brev fra hende, da Moder var +død, men dèr talte hun saa lidt om sig selv. Har du seet hende?« »Kun +i Forbigaaende, hun bemærkede mig ikke.« »Hm. Troer du, hun -- er +lykkelig?« »Det er hun vel nok. Det vil sige, hun har haft Sorg -- +mistet et Barn.« -- »Ja -- den Gang skrev hun til Moder! Ak ja, det +maa være skrækkeligt for en Moder!« -- Derpaa gav han sig til at tale +om en liberal Avis, som han var Medeier af, og om Oppositionen mod +Bismarck. -- + + + + +IV + + +I Dresden gik jeg strax hen i Røhrhofsgasse. Fru Jagemann var +forlængst flyttet derfra, og Folk i Huset vidste ikke længer, hvor +hun boede. Jeg kastede et vemodigt Blik paa Lysthuset i den lille +Have -- hvor Alt var uforandret -- og gik hen i »Zur Katze« for at +spørge, om Enkefru Jagemann ikke kom der mer. Her vidste de bedre +Besked: Minnas Moder var død for et Par Aar siden. + +Jeg gik rundt i Byen, -- det var mig en uundværlig Nydelse at opsøge +vore dyrebare Steder; ikke alle vare uberørte af Tiden. Paa Terrassen +havde de nedrevet den lille Søile-Caffé, hvor jeg havde faaet den Idé +at tage til Rathen, og hvor vi havde truffet Stephensen; de Gader, +som vi vare gaaet igjennem den sidste Gang, da vi spadserede sammen, +existerede ikke mer, og man kunde neppe finde deres Spor i det nye +Kvarter af fordringsfulde Pragtbygninger. I Grosser Garten og Parken +begyndte Buskenes Knopper at grønnes stærkt -- vi vare i Slutningen +af Marts -- og Alt tog sig anderledes ud; men paa de sorte Stammer +læste jeg endnu de samme Navne-Plader, som vi den Gang havde studeret +sammen, -- een af dem havde et høist exotisk Navn, der formodentlig +faldt mundret nok for en Maorier eller Tahitianer, men hvis Udtale +forvoldte Minna de pudsigste Grimacer. Jeg blev staaende meget længe, +stirrende paa disse tørre Grene og Kviste og paa denne lille Tavle, +som om det var en Gaade, der skulde og maatte løses, men ikke kunde +løses. Og virkelig: jeg havde en Følelse af ikke at kunne begribe det +Hele: jeg begreb ikke, at denne Plante endnu stod her og havde det +samme uudtalelige Navn, -- begreb endnu mindre, at jeg selv var her, +og allermindst, at Minna ikke var her, eller at jeg ikke kunde gaa +hen i »Røhrhofsgasse« og omfavne hende. Slet Intet forstod jeg. + +Da jeg endelig vendte mig om, saae jeg nogle Børn en halv Snes Skridt +borte stikke Hovederne sammen, le og løbe deres Vei. De troer +aabenbart, at jeg er gal -- og hvem veed, af Børn skal man høre +Sandheden! + +Paa Tilbageveien kom jeg forbi den smukke Renaissance-Villa, som +Minna og jeg spøgende havde kaldet vor. En ny Gaade! Den Gang havde +det været selvforstaaeligt, at vi to byggede et Hjem sammen, men det +var en vild og latterlig Drøm, at vi nogensinde skulde kunne gøre det +i en saadan Pragtbolig. Og nu var det mere muligt, at jeg kunde blive +i Stand til at kjøbe denne Bygning, end at jeg kunde føre Minna ind i +det beskedneste Hjem. Ubegribeligt! Var det maaske allerede en +Galskab dette, at jeg havde en Følelse af ikke at kunne forstaa +Noget, hvor der vel i Virkeligheden Intet var at forstaa, hvor Alt +for en nøgtern Forstand var soleklart, #maatte# være saaledes, -- og +for mig #kunde# det ikke være saaledes! Galskab! Sonnenstein! Og +hvorfor ikke? -- bliver jeg indlogeret dèr, er det dog altid en +Fordel, at der ikke kommer en Napoleon og jager En ud, -- tænkte jeg. +-- + +Ved Solnedgang knaldede et Signalskud, der forkynder, at Elben stiger +usædvanlig. Den næste Morgen, da jeg endnu laa i Halv-Slummer, +allarmeredes jeg af det andet Skud, hvorved Faren for Oversvømmelse +indvarsles. Jeg stod strax op. Da jeg boede i Hotel »Bellevue«, var +jeg lige ved Floden. Fra om Aftenen af -- fortalte Portieren -- havde +der staaet Folk paa Broen, som hele Natten igjennem havde moret sig +med at iagttage Vandets Stigen, og den var nu helt sort af +Menneskemængden. Men selve denne Bro! ellers løftede den sig stolt +over Floden paa de høie Piller, og nu saae man kun en Række lave Buer +spænde sig hen over den mudrede Masse, der jog afsted ikke som en +Flod, men som en Lavastrøm, hvirvlende og malende, bedækket med +kæntrede Joller, Bjælker og Tømmerstokke, Tønder og Buske, der +vippede, dukkede under og skjød op igjen. Jeg trængte mig op paa +Broen. Hele Quaien var forsvunden og ligeledes det lille Engstrøg +foran Neustadt; derovre stod Haverne under Vand, og her skummede +Bølger og Hvirvler op ad Terrassemuren. + +Ak, vort stakkels lille Rathen! tænkte jeg, -- hvorledes mon det ser +ud dèr? Mon det kjære Hus, hvor vi havde oplevet saa meget sammen, +skulde være oversvømmet, ja maaske blive revet bort! -- + +Jeg kunde ikke modstaa min Trang til at skaffe mig Overbevisning, og +faa Timer efter bragte Toget mig til Pirna, -- inde i sachsisk +Schweiz kunde der jo ikke være Tale om at komme over Elben. Da jeg +var gaaet over Broen, vendte jeg mig og kastede et Blik paa Byen: jeg +havde ikke seet den siden hin Dag paa Henreisen til Rathen, da den +havde vist sig i Kahytsvinduets Ramme, blank-vaad af Sommerregnen og +med en forjættende Lysning over Sonnensteins Gavle. Nu laa Stad og +den sørgelige, af Sindssvage beboede Fæstning i Sollys, men et koldt, +trættende Lys, der intet Vaarligt havde ved sig. + +Jeg gik over Dorf- og Stadt-Wehlen og steg op igjennem den berømte +Zscherre-Grund, som passeres af alle Tourister, men nu var ganske +øde. Den fortrolige sachsiske Bjergnatur med sine barokke og steile +Former satte mig i en stærkt bevæget, men fortrædelig Stemning. Jeg +ønskede -- eller bildte mig det i alt Fald ind -- at en af disse +udhængende Klippeblokke vilde styrte ned over mig. Ved Firetiden +naaede jeg endelig til Bastei, traadte ud paa Platfonden og saae +Ødelæggelsens Vederstyggelighed for mine Fødder. + +Af Erbgerichts Terrasse vare kun Lindekronerne med deres Toppe oven +Vande -- et stort Krat i Randen af Strømmen, der næsten helt havde +opslugt Medbeileren »Rosengarten«. Imellem dem var Floden strømmet +ind i Rathener Dalen, som ellers sendte sin beskedne Bæk ud til den. +De tre smaa Huse, der bag ved nogle Kviste af »Rosengarten« vare +betrængte mellem den ubevægelige Klippe og den rivende Strøm, frembød +det ynkeligste Skue. Det første stod halvt i Vand; Værkeierens Hus, +der laa lidt høiere og desuden havde en Sokkel paa tre-fire Alen, +havde endnu Indgangsdøren fri -- men kun for En, der vilde bade sig; +Vandet skummede mod den skjulte Stentrappe som mod et Rev, -- +Træstilladset med det lille Lysthus, hvor vi saa ofte havde siddet, +var revet bort, -- kun et enkelt Bræt strittede ud -- lidt til Siden +for Døren -- og vippede et Par Fod over Vandet, som et Svømmebræt. +Det tredie Hus stod atter mere under Vand. Takket være min gode +Reisekikkert saae jeg alt dette ganske nøiagtig. Paa den flade, +hinsidige Bred, om hvilken Floden krummede sig, var der intet Andet +at bemærke, end at den var traadt længer tilbage, og at Græsset uden +bestemt Linie groede ud i Vandet. + +Et trist Syn -- saa meget mer som det intet Vildt havde ved sig. Seet +fra dette overlegne Stade syntes denne unaturlig brede Flod ikke -- +jeg vil ikke sige at rase, men ikke engang at have Hast; kun anede +man den uhyre, uimodstaaelige Bevægelsesmængde. Stille og fredelig +var den i sin Tid gledet forbi vor Idyl, som det bevægede, af sig +selv optagne Liv strømmer de lykkelige Existenser forbi, der +Intet begjære af det; den var brudt ind i denne Idyl, nedrivende +og bortskyllende; men lidenskabsløst havde den øvet sit +Ødelæggelsesværk, og ligegyldig jog den forbi det -- som Livet, som +Skjæbnen! + +Det blæste koldt, var blevet overtrukket -- ja, begyndte endog at sne +lidt. Et trist -- nedknugende -- Skue men jeg vilde ikke have +bortbyttet det for et Blik ud over smilende Egne, gjennemstrømmede af +en befærdet Flods brede Vei. Dette behagede mig, som det behager En +at bide i en øm Tand. Saaledes kunde jeg taale at gjense Rathen. Jeg +var ogsaa glad over, at jeg aldrig havde været heroppe med Minna. + +En prosaisk Omstændighed hindrede mig forøvrig i at hengive mig for +meget til den elegiske Stemning: jeg var næsten syg af Sult. Da jeg +havde spist, syntes jeg, det var for sent at gaa ned til Rathen, og +jeg opsatte dette til den følgende Dag. Jeg steg ned imod Elben ad en +Skovvei, som gaar af fra Rathener-Nedstigningen, men betegner sig +selv som »forbuden Vei«. Jeg kom til at tænke paa den barske +Skovbetjent og ønskede at møde ham. Denne Sti maatte føre mig ned paa +#den#, som Minna og jeg havde fulgt paa Hjemveien fra Stenbruddene. +Men den gjennemtrængende Vind, der pjaskede mig bestandig tættere +Tøsne i Ansigtet, jo længer jeg kom ned, fik mig snart til at vende +om. Oppe paa Høiden var det ganske vist let at finde Læ, men overalt +var der ubehageligt, og jeg selv var mindre sørgmodig end ærgerlig: +hele denne Udflugt forekom mig at være en Dumhed. Saasnart Solen var +gaaet ned -- farveløst -- trak jeg mig tilbage til mit Værelse, hvor +det trak afskyelig, og faldt endelig i Søvn ved den ensformige +Vuggesang af susende Fyrrer. + +Den næste Dag var det rent Foraarsveir. Udsigten var ganske +uforandret, men der blev sagt, at Floden var begyndt at falde. Da jeg +vilde til at gaa, reiste en enlig Gjæst sig fra sit Bord og raabte: +-- »Nei, er det Dem, Hr. -- Hr. Professor! syntes jeg ikke nok!« -- +Det var Skolelæreren, Hr. Storch. Jeg veed ikke, om jeg blev glad +eller ærgerlig over at se ham, men vist er det, at jeg ønskede ham +Pokker i Vold, da det viste sig, at han hængte paa som en Burre og +vilde »slaa Følgeskab« med mig. Han havde givet Ferie paa Grund af +Oversvømmelsen og var nu vandret op paa Bastei for at »faa et +Overblik«. Der var ikke andet at gjøre end at tage imod Følgeskabet, +jeg havde ikke Tid til at opsætte Turen, -- med mindre jeg vilde +overnatte een Gang til paa Bastei. -- + +-- Se, De faar Selskab til Middag -- det kan maaske blive helt _table +d'hôte_, udbrød han, idet vi gik ned mod Broen, og pegede tilbage paa +en Wienervogn, som et Par dampende Heste trak hen foran Hotellet. -- +»De kommer fra Pirna -- jeg kjender Kjøretøiet -- det er en Spitzbub +af en Vognmand, -- han trækker de Reisende frygtelig op.« + +En Damehat stak ud af Vinduet og lod et langt sort Slør flagre til +Siden. + +-- Ei -- Damer er der ogsaa med -- en ung, tør jeg vædde paa -- det +er nok Noget for Dem. -- + +-- Kom nu, sagde jeg uvillig og skyndte mig ud paa Klippebroen. + +I Stormskridt gik det nedad det første Stykke; da vi vare komne paa +lidt jævnere Vei, begyndte han, som jeg havde ventet, strax at tale +om Minna, idet han lod, som om han var uvidende om, at vi havde været +forlovede -- maaske var han det ogsaa. + +-- De kan jo nok huske Minna Jagemann? -- o, saamænd kan De -- jeg +saae jo, hvor De gik og gjorde Kur til hende paa Skovveien .... Naa, +det gjorde De ret i .... Ja, tænk Dem, hun blev dog gift med den +Maler, som jeg fortalte Dem om, Deres Landsmand -- man kan ogsaa +gjøre en Skjelm Uret. De har vel ikke glemt, at jeg fortalte Dem, hun +havde haft en Slags -- + +-- Ja, ja, jeg husker det Altsammen meget godt. + +-- Og De har ikke seet hende i Danmark? -- Landet er da ikke saa +stort. + +-- Jeg har hele Tiden levet i England. + +-- Ei, ei! ja, jeg syntes nok, der var kommet saadan -- ligesom noget +Engelsk ved Dem. + +Jeg fik ham til at tale om Oversvømmelsen, og hvad Skade den +tilføiede de stakkels Beboere. Det var dog nok kun de to Gjæstgivere +og Eierne af de tre Huse ved Floden, der kom til at lide noget Tab. + +Da vi kom ned i selve Rathen, bød jeg Farvel, idet jeg lod den +»engelske« Side af mit Væsen træde saa stærkt frem, at den brave +Tydsker ikke følte Lyst til at paanøde mig sit Selskab længer. + +Elbens Oversvømmelse var ikke trængt saa langt ind, men Bækken var +stærkt opsvulmet. De simple Spanger, der førte over den, holdt dog +endnu. Jeg gik over til Kammerherrens Villa, der naturligvis var +lukket, kom forbi den lille Birke-Allée, og stod pludselig ved mit +Maal: Grotten »Sophien-Ruhe«. Bænkene vare tagne ind; jeg satte mig +paa Bordets Stenplade. Rundt om kvidrede Smaafuglene lystig, Buskene +syntes at aande Vaarluften ind med en Mængde smaa grønne Gjæller, og +Træernes Knopper straalede i Sollyset hvidt mod den blaa Himmel. + +Atter havde jeg denne underlige Følelse af ikke at kunne forstaa +Noget: jeg forstod ikke -- enten at jeg var her, eller ogsaa at hun +ikke var her. Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, som +Aften efter Aften havde siddet paa det samme Hjørne af Stentrinet, +lysende efter en Mage; og det forekom mig, at hvis jeg med al min +Villieskraft koncentreret i mit Savn kunde blive siddende her, saa +maatte jeg med Naturnødvendighed trylle Minna til mig. + +Man paastaar, at en Døende i et Nu skal kunne gjennemleve sit hele +Liv i alle dets Hovedtræk, som om hans Bevidsthed allerede var hævet +over Tidsfølgens jordiske Betingelse. I dette Øieblik døde min Ungdom +i mig, og den gjennemlevede til Afsked hele min Kjærligheds Forløb, +Alt hvad jeg har betroet til disse Blade og endnu mange halvt +forglemte Smaatræk -- det forekom mig, at jeg saae det Altsammen paa +een Gang og fra oven, ligesom jeg oppe fra Klippetinden havde +overskuet hele dens Fødeegn. Og derved sprang een Ting mig i Øinene, +som jeg før ikke havde bemærket, -- den Omstændighed, at vi Alle +havde ladet os lede og drive næsten villieløst med Omstændighedernes +Strøm, uden paa noget Punkt at gribe energisk ind med et: saaledes +skal det være! Selv Stephensens Optræden, der ganske vist gav sig +Udseende af en vis Selvstændighed, havde i sit Inderste den samme +Charakter: han havde aabenbart givet efter for sin skinsyge Længsel +efter at se Minna, inden hun var uigjenkaldelig tabt, og med den +Tanke: lad os se, hvad der kan komme ud deraf -- hvem veed -- maaske +tilfalder hun dog mig. + +Men nu? kunde det ikke nu blive anderledes? var der ikke Tid endnu +til at træde imellem med et: »jeg vil«? Et Ægteskab er ikke længer +uopløseligt, -- hendes var ulykkeligt. Jeg vidste det vissere, end om +hun havde sagt mig det med Ord: at Alt, hvad hun havde haabet, var +uoprettelig tabt, at han var gjennemskuet, veiet og fundet for let, +-- medens han selv paa sin Side forlængst var kjed af hende. Han var +jo desuden, som han tidt nok pralede af, en Mand, der ikke delte de +gængse Fordomme, og mindst af Alt vilde han vel kunne paastaa, at et +mislykket Ægteskab ikke med Rette skulde kunne opløses, eller at det +var forsvarligt at holde paa en Hustru, der ikke vilde blive. Ganske +vist ere Frihedstheorierne ikke altid velkomne, naar de vendes imod +Frihedsmændene selv, men om ogsaa hans Forfængelighed krympede sig -- +#kunde# han endelig modsætte sig, naar #hun# vilde og naar #jeg# +vilde? + +Vilde #hun#? -- Hun havde gjort Prøven, og den var mislykket. Hvorfor +ikke opgive det Umulige og virkeliggjøre det Mulige? At hun havde +bevaret sin Kjærlighed og sin Tillid til mig, følte jeg med en +usvigelig Vished. + +Vilde #jeg#? ja! -- Jeg vil! jeg sagde det for første Gang i vort +Forhold, -- sagde det med Jubel. Imorgen Aften kunde jeg være i +Kjøbenhavn, og om to Dage skulde jeg tale med hende. + +Sælsomme Drømmer-Natur i Mennesket! Maaske har jeg aldrig, medens jeg +i hine Dage havde Minna ved min Side, følt mig saa lykkelig, som i +dette Øieblik, da jeg saae tilbage over vor første ungdommelige +Elskov og frem imod dens Fuldendelse i en prøvet ægteskabelig +Kjærlighed, og disse to Dele i min Villie sluttede sig sammen til eet +Liv. + +Saa sande ere Mytherne om det tabte og det tilkommende Paradis: +Lykken er en Erindring og et Haab. + + + + +V + + +I dette Øieblik hændte der Noget, som den Gang forekom mig +overnaturligt, og som gjør det ogsaa nu, da jeg gjenoplever det. + +Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Jeg foer sammen. +Situationen var saa lig den Gang, da jeg sad her og Minna kom, at jeg +fuldt og fast troede, det maatte være en Hallucination -- og +virkelig, det lød ganske som om det var en Gjentagelse -- en Copi, +kunde jeg næsten sige, -- af hine Skridt. »Hvis denne Hallucination +bliver ved og er konsekvent, tænkte jeg, -- saa faar jeg hende at se +-- og hvad skal der saa blive af mig! Min Gud! skulde jeg virkelig +være ved at blive afsindig, som jeg sagde igaar i Spøg -- -- -- + +Jeg sprang ned fra Bordet med et Skrig, og med et Skrig standsede +Minna foran Grotten -- ja, Minna, hun selv, intet Phantasibillede. + +Vi havde endnu ikke fattet os, da Stephensen viste sig og hilste med +et overrasket, men tillige lidt ironisk Smil, der tydelig nok sagde: +dette er virkelig et Tilfælde, der ser ud som en Tanke. + +De behørige Udbrud: »Er du her?« »Det kalder jeg en Overraskelse!« +»Jeg troede, De var i England.« »Jeg tænkte mig Dem i Kjøbenhavn,« +maskerede i et Par Minutter den gjensidige pinlige Forlegenhed. + +Efter den første nerveuse Henrykkelse havde sat sig, som det +pludselige Syn af Ens Elskede uudblivelig medfører, følte jeg en +smertelig Skuffelse. Herren og Fruen paa Lystreise sammen, -- hvor +lidet passede det til det Forhold, jeg havde tænkt mig imellem dem, +til den Plan, der havde begeistret mig! + +-- Formodentlig underveis sydpaa, til Italien? + +-- Nei, vi vil indskrænke os til Sachsen. + +-- Du har vel Forretninger i Dresden? + +Minna var -- mærkelig nok -- aabenbart den af os, som hurtigst fandt +sig tilrette i Situationen, -- hun vedblev kun at aande hurtigt og +uregelmæssig. + +Hendes Smil og Stemme, ja endogsaa hendes Bevægelser udtrykte en +levende Glæde over dette Gjensyn. + +-- Du skal vel tilbage til Pirna? Det var udmærket, saa kan du kjøre +med os. + +-- Ja, der er god Plads, sagde Stephensen. -- Det er ingen Kaleche. +Og for Resten, hvis det var en, skulde jeg gjerne sætte mig op paa +Bukken. + +Han udkommanderede sit sædvanlige Høfligheds-Smil; Læberne lystrede, +men Øinene ikke. Han var tydelig nok irriteret; men Minna bemærkede +det ikke, -- eller brød sig ikke derom: -- + +-- Ja, det kan saamænd godt være, at vor Passiar kommer til at kjede +dig, vi har meget at tale om -- efter saa mange Aars Forløb. + +Vi begav os straks paa Tilbageveien. I et Vindue paa Skolebygningen +stod Læreren. Han hældede sig langt ud af det og blev ved at følge os +med Øinene. Minna lo: + +-- Naa, min Herr Fætter existerer ogsaa endnu! kan du huske, da han +traf os paa Skovveien! Gud veed, hvad han gjør sig for Tanker! Bare +han ikke stirrer sig Øinene helt ud af Hovedet. + +Hun blev ved at le og spøge -- lidt exalteret, syntes jeg. + +-- Dèr har vi den rare gamle Savmølle, hvor jeg kom med Smaapigerne +om Morgenen og drak nymalket Mælk. Hvorfor var du aldrig dèr? Men paa +den Tid sov du naturligvis paa dit grønne Øre, -- saadan er I jo +altid. + +-- Men du havde aldrig sagt mig, at du var der paa den Tid? + +-- Skal I da have Alting ind med Skeer? + +-- Jeg for min Part spiser helst solide Sager og med Gaffel, sagde +Stephensen. + +Minna saae forbavset -- ikke just paa ham, men i den Retning, hvor +han befandt sig, som om det undrede hende, at der kunde komme nogen +Bemærkning derfra. + +Da det begyndte at gaa opad, døde Samtalen snart hen. Stigningen +faldt Minna besværlig, hun maatte hvert Øieblik standse paa Grund af +Aandenød og Hjertebanken. Stephensen gik et Par Skridt foran, -- hun +tog min Arm og støttede sig til mig. + +Ved Bordet var Samtalen temmelig træg og intetsigende. Men da Vognen +rullede afsted med os, trykkede Minna sig magelig til Rette i Hjørnet +og sagde: -- + +-- Se saa, Harald! nu maa du fortælle mig, hvordan det er gaaet dig i +disse Aar -- Alt muligt -- løst og fast. + +Jeg efterkom Opfordringen, saa godt jeg kunde. Minna betragtede mig +uafbrudt, saa hendes Blik undertiden bragte mig ud af Fatning, -- hun +smilede ogsaa bestandig, men undertiden paa en Maade, som om hun +tænkte paa helt andre Scener. Undertiden lo hun, ja hun drillede mig +endogsaa lidt med de engelske Skjønheder. + +-- Aa hvad, udbrød jeg lidt ærgerlig -- Skjønheder! jeg har Ingen +seet, der var saa smuk som du. + +Minna kastede sig tilbage og lo med Lommetørklædet for Munden. + +-- Naa, dèr fik du da en Compliment, der kan forslaa Noget, +henkastede Stephensen. + +Han sad paa Forsædet, saae for det meste ud af Vinduet og tændte den +ene Cigaret ved den anden. Naar han indskjød en Bemærkning eller et +Spørgsmaal -- om Kunstforhold i London eller Sligt -- saae Minna paa +ham med hint forundrede og haarde Blik: saaledes ser man paa et Barn, +der har været uartigt, og uden at have bedt om Forladelse troer at +kunne lade, som om der Intet var i Veien, og blande sig i Samtalen. +Det var aabenbart, at denne Behandling generede ham i høi Grad: han +tav virkelig hver Gang snarest muligt. Men ogsaa mig generede den; +hvor pinligt det end vilde have været for mig at blive Vidne til en +kjærlig Fortrolighed imellem dem, saa snørede det dog Hjertet sammen +paa mig at se deres ulykkelige Forhold afsløret saa aabenlyst, og +jeg forstod ikke, at hun vilde gjøre det -- selv overfor mig. + +Egentlig havde jeg villet fortie mit Møde med den tydske Musiker, men +da det kom til Stykket, fortalte jeg det dog. Minna sagde Intet, men +stirrede ud af Vinduet. -- + +-- Komisk, saa Verden dog er lille, bemærkede Stephensen. Man støder +altid paa hinanden igjen, enten direkte eller indirekte. + +-- Og saa var det, du reiste? spurgte Minna pludselig, idet hun +dreiede Hovedet, hurtig som en Fugl, og saae paa mig med et +gjennemtrængende Blik. + +Denne Vending overraskede mig fuldstændig. + +-- Ja -- saa, saa reiste jeg, stammede jeg og blev rød i Hovedet. + +Stephensen betragtede os med et uendelig ironisk Blik, som om han +sagde: »Nu kommer der vel snart en Erklæring _in optima forma_, -- ja +jeg skal saamænd ikke høre Noget, gener jer blot ikke.« Minna +tilkastede ham et kort Blik, og han holdt strax op med at smile. + +-- Sig mig, Harald, spurgte hun og lænede sig frem paa Armen, -- +hvorfor kom du ikke ind til os -- den Aften -- paa Cafféen? + +-- Hvilken Caffé? + +-- Det veed du jo godt .... Du troede ikke, at jeg havde seet dig? +Jo, jeg gjorde saamænd -- men først tilsidst -- du husker nok -- da +jeg lo ad Stephensen -- og ad -- ad dem allesammen forresten. -- + +Stephensen satte et høist værdigt Ansigt op og strøg sig mellem +Flippen og Halsen -- en Yndlingsgestus. Minna vendte sig endnu mere +bort fra ham og saae paa mig med et lidt drillende Smil. + +-- Jeg kjendte jo ingen Andre af Selskabet -- og -- desuden -- + +-- ønskede du ikke at træffe mig i det Selskab -- det gjorde du +sandelig ret i. -- + +Men nu følte Stephensen, at det var paa høie Tid at holde paa +Værdigheden. + +-- Jeg maa sige, det er en høist mærkelig Maade, hvorpaa du omtaler +det Selskab, som vi har omgaaedes. -- + +-- Du -- ikke jeg. Jeg har maattet finde mig i at være der. + +-- Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe dig det bedre! +Det var imidlertid næsten lutter Folk af de aandrigste Kredse -- -- + +-- Maaske. Jeg hørte ikke hjemme i det Selskab, og Harald altsaa +heller ikke. + +Stephensen kneb Læberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt Blik. + +-- Du maa selv bedst vide, hvor du hører hjemme. + +Minna foer sammen og trykkede Haanden ind under Brystet, som om hun +havde faaet et Stik. Jeg anede, at der i disse Ord maatte ligge en +skjult Gift. Den Forestilling faldt mig ind, at jeg sad her som en +Præst, der kjører med en Dødsdømt til Skafottet, og at det var en +Politiofficiant, som sad dèr ligeoverfor mig. + +Jeg led usigelig -- men jeg følte, at Samtalen for enhver Pris maatte +dreies ind paa et ufarligt Spor. Vi havde lige faaet Pirna i Sigte, +og jeg spurgte, om de vilde overnatte dèr, eller tog med til Dresden. + +-- Nei, vi overnatter -- maaske -- tager vi lidt til Bøhmen, svarede +Stephensen. Minna, der næsten havde bøiet sig ud af Vinduet, vendte +sig strax efter om imod mig; hendes Ansigt var farveløst og næsten +fortrukket: + +-- Bliver du nogle Dage i Dresden? -- men dette Spørgsmaal ledsagedes +af et Blik, der rettede det til en Bøn. + +Mit Svar lod vente paa sig. Skulde jeg ikke benytte Leiligheden til +at vise mine Kort en Smule? Hvis jeg vilde gjøre det, var der ingen +Tid at spilde. + +»Da De overraskede mig i »Sophiero««, sagde jeg langsomt og +eftertrykkelig -- »var jeg ganske vist kommen til den Beslutning, +endnu iaften at reise til Kjøbenhavn.« + +Ved de sidste Ord gjorde Stephensen en uvilkaarlig Bevægelse. Saa tog +han sig sammen, og hans Træk lagde sig i høist misbilligende Folder. +Skuddet havde truffet i Centrum. Det saae jeg ganske tydelig, skjøndt +mine Øine vare fæstede paa Minnas, der ufravendt betragtede mit +Ansigt. I deres vidunderlige olivenbrune Dyb bemærkede jeg et gyldent +Lysglimt, som bestandig blev mere tindrende. + +-- Jeg forstaar, sagde hun -- eller snarere hun aandede de to Ord ud, +næsten uden at bevæge Læberne. + +-- Men nu vil jeg naturligvis forandre mine Planer. Jeg har nok at +gjøre i Dresden til at beskjæftige mig i et Par Uger. I #flere# Uger, +om det skal være. + +-- Det glæder mig, sagde Minna. + +Stephensen tog Tilflugt til sin Yndlingsbevægelse -- (Pegefingeren +mellem Hals og Krave) -- og syntes at være oplagt til at gjøre en +skarp Bemærkning, saasom at jeg for #deres Skyld# ikke behøvede at +træffe andre Bestemmelser; men han betænkte sig. + +Ingen af os sagde et Ord mer. + +Jeg havde allerede i Begyndelsen bemærket, at jeg boede i Hotel +Bellevue. Jeg vidste altsaa, at Minna kunde sætte sig i Forbindelse +med mig, naar det passede hende. Og jeg tvivlede ikke om, at hun +vilde gjøre det. Paa #det# Punkt var jeg beroliget. Derimod forvoldte +denne underlige Reise mig ikke ringe Ubehag. + +»Hvad mon de egentlig vil her?« tænkte jeg. -- »Det er aabenbart at +de ikke tager til Bøhmen.« + +Hvorfor jeg fandt det aabenbart, vilde det have været vanskeligt for +mig at forklare. Jeg følte det .... + + Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke, + der Fluss darunter fliesst so trübe, + ich scheide wieder von dem Glücke, + vom Herzen, das ich innig liebe. + +Saasnart vi vare komne over Broen, lod Stephensen Vognen holde. + +Jeg trykkede længe Minnas Haand, hilste paa ham og skyndte mig hen +til Banegaarden. + + + + +VI + + +Da jeg kom til Dresden, kunde jeg ikke beslutte mig til at forlade +den bøhmiske Banegaard. Jeg havde en Mistanke om, at de begge to +eller En af dem vilde komme tilbage fra Pirna. + +Aftentoget brusede ind, og jeg saae Stephensens Ansigt i et +Coupee-Vindue. Han steg ud -- alene. Jeg styrtede hen imod ham. + +-- Hvor er Minna? + +Stephensen saae koldt paa mig, som om han vilde frabede sig +uvedkommende Forespørgsler. Men han betænkte sig. + +-- De har Ret, Hr. Fenger, -- De bør vide det. Hun er paa +Sonnenstein. + +-- Sonnenstein! mumlede jeg, som om jeg ikke forstod det. Det +svimlede for mig; Tumlen rundt om af Passagerer og Dragere paa den +halvmørke Perron gjorde mig syg. -- Sonnenstein -- hvad skal det +sige? Jeg greb fat i hans Frakke, dels for at støtte mig, dels for +at han ikke skulde slippe fra mig. -- De vil dog ikke sige, at hun -- +at Minna -- -- + +-- Naa, tag det ikke saa pathetisk! sagde Stephensen med et Anstrøg +af Godmodighed. Hun er jo ikke saadan sindssvag eller egentlig +forvirret, kun meget melankolsk og lidt exalteret. -- De har jo selv +seet -- kort sagt, det var det rigtigste, at hun gav sig under +Lægebehandling -- hvad er der i det? -- i vor nerveuse Tid -- det +gjør jo saa Mange .... Sonnenstein foretrak hun, fordi ogsaa hendes +Hjemve var noget sygelig -- og saa naturligvis ogsaa for at undgaa +Snakken i Kjøbenhavn -- nu hedder det, at hun besøger sin Familie -- +skjøndt, som sagt, det er jo nu saa almindeligt, alle oplyste Folk er +jo komne ud over disse Fordomme --. + +Min sløve Vantro var under denne Redegjørelse veget for et fuldtud +forstaaende Raseri. + +-- Det er Dem, der har gjort det, De -- De -- + +Min Stemme kvaltes. Jeg rystede min knyttede Haand foran hans Ansigt; +han sled sig løs. En Gendarm gjorde et Par Skridt henimod os. +Stephensen hviskede et Par Ord til ham, trak paa Skuldren og +forsvandt i Stimlen. Jeg lænede mig til en Pille; rundt om styrtede +forsinkede Folk afsted, Betjentene raabte, Fløite og Pibe skingrede +.... + +Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevægelse, spurgte +jeg Portieren, om der gik noget Tog til Pirna; men jeg maatte vente +til næste Morgen. + +Med det første Tog var jeg i Pirna, naaede aandeløs op til +Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlægen i Tale. Jeg +forestillede mig som en Ven af Fru Stephensen og hendes Mand, hvilken +sidste jeg igaar Aftes havde truffet, og hvem jeg havde lovet jevnlig +at skaffe Underretning om, hvorledes det gik hans Hustru, da jeg +opholdt mig længere Tid i Dresden. Men da jeg ogsaa selv var meget +bekymret for min Veninde, og kun havde kunnet tale et Par Minutter +med Stephensen, var jeg strax ilet derud og bad ham nu indstændig at +sige mig hele Sandheden. + +Overlægen beroligede mig foreløbig, der var neppe Grund til +øieblikkelig Frygt, det var et af de Tilfælde, med hvilke man i ældre +Tider aldrig havde tænkt paa at henvende sig til en Læge, og hvor +Hospitalet væsentlig tjente til at isolere Patienten fra de aandelige +Smitstoffer. Nærmere Oplysning kunde han først give mig, naar han en +Uges Tid havde haft hende under Tilsyn, men vilde da ogsaa være meget +villig dertil. + +Da jeg altsaa otte Dage senere opsøgte ham, erklærede han, at Minna +ganske vist var sindslidende, men ikke udsat for Sindssyge, i alt +Fald ikke, naar hun blev rigtig behandlet og levede under de gunstige +Betingelser, som et Hospital sikrede hende, saalænge indtil hun var +kommen ganske til Ro. Hun var i en Tilstand af meget stærk nerveus +Ophidselse. Men hendes egentlige Fare var en Hjertesygdom, til +hvilken Spiren maatte være lagt allerede for flere Aar siden. Hun +kunde blive gammel med denne Sygdom, men den kunde ogsaa pludselig +medføre hendes Død. Fremfor Alt gjaldt det om at undgaa +Sindsbevægelser, som han mente hidtil jevnlig havde givet Ondet +Næring. + +-- Sig mig, sagde han pludselig, -- De er en Ven af hende og hendes +Mand, -- levede de lykkelig sammen? + +Jeg betænkte mig et Øieblik, om jeg havde Ret til at være oprigtig. +-- Nei, svarede jeg, jeg tør næsten sige, at de ikke gjorde det. + +-- Dèr har vi det! eller i alt Fald en Hovedside af Sagen. Det vil +uden Tvivl være det bedste, at hun ikke vender tilbage til ham. Det +vil sige, hvis det kan ske uden stor Smerte paa hendes Side -- naar +Tiden kommer. Hvad ham angaar -- han syntes mig at være en forstandig +Mand. -- Hvad mener De? + +-- Jeg er ganske af Deres Mening. + +Min Bevægelse var for stærk til at undgaa den erfarne Mands +Opmærksomhed. Han smilede og saae fast paa mig med lidt sammenknebne +Øjne: -- + +-- Men det har endnu lange Udsigter. Jeg har sagt hende, at De har +været her, og skal hilse Dem fra hende. De bliver foreløbig i +Dresden? Det er godt. En Gang om Ugen ser jeg gjerne, at De hører +herud, -- jeg troer, det virker beroligende paa hende, men der vil +hengaa en rum Tid, inden jeg tør lade Dem tale med hende. + +Jeg vendte tilbage med godt Mod og fast besluttet paa at indvie hele +mit Liv til Minna -- gift med hende eller ei -- paa hvilken Maade det +bedst kunde forenes med hendes Velvære og Sundhed -- tilfreds med at +bidrage alt mit til at gjøre hende saa lidt ulykkelig som muligt, +hvis hun ikke længer kunde blive lykkelig (skjøndt, hvorfor skulde +hun ikke kunne blive det endnu?), uden Hensyn til, hvilken Skade det +vilde gjøre min Carriere: -- havde hun bedst af at leve i sin Fødeby, +saa maatte jeg sørge for at faa en Stilling i Dresden, trængte hun +til et sydligt Klima, maatte jeg finde Udvei til at leve i Syden, -- +det sidste var iøvrig ikke sandsynligt, ja det Rimeligste var +endogsaa, at England som et fuldkommen nyt Sted vilde være det +sundeste. Men alt dette voldte mig ikke stor Bekymring. Hvad der fik +mig til at gyse, var denne Bevidsthed, at der hang et Damoklessværd +over hendes Hoved -- var det maaske i dette Øieblik allerede faldet? +-- og det vilde blive der bestandig, selv naar Lægen udskrev hende -- +ja, selv om det var taget bort, vilde min Frygt blive ved at se det +.... Men jeg tilsvor mig selv, at denne Skræk kun skulde gjøre min +Kjærlighed fastere, min Ømhed bestandigere, -- hvorledes kunde jeg +nogensinde forlade hende i Vrede eller blot i en taabelig Surmulen +efter en huslig Strid, naar en indre Stemme tilhviskede mig, at +maaske naar jeg vendte tilbage for at gribe hendes Haand og læse +Kjærlighed i hendes Blik, var Haanden kold og Blikket brustent! + +Min Onkel maatte indvillige i, at jeg tog Orlov -- foreløbig paa et +Aarstid. Jeg leiede et tarveligt Værelse som i gamle Dage og kastede +mig ind i et vidtløftigt keramisk Studium, som jeg haabede vilde +blive til Nytte for vor Fabrik, og for hvilket der her baade i +praktisk og literær Henseende frembød sig den gunstigste Leilighed. + + + + +VII + + +Om Eftermiddagen den tredie Mai, da næsten Alt var grønt i Haver og +Anlæg, gik jeg min sædvanlige Tur ud til »Grosser Garten«. + +I Begyndelsen af »Bürgerwiese« fængsledes mit Blik af et Portrait, +der hang i en Antiqvitethandlers Vindue. + +Jeg styrtede der over: rigtig, det var Stephensens Pastelbillede af +Minna. + +Men hvorledes var det dog kommet til at se ud! -- + +Farvestøvet var drysset af det i store Pletter, især af Haaret, men +ogsaa et Sted af Panden og af Kinden, og hvor det ene Øie skulde have +været, grinede Lærredet lyst igjennem. + +Det var sat i en ormædt, afskrabet Ramme i slet Rococostil, og under +det stod der paa en Seddel: Ubekjendt Mester -- Midten af forrige +Aarhundrede. + +Jeg traadte ind i den mørke Bod, hvor man neppe kunde røre sig for +gammelt Skrammel. + +Antiqvitetshandleren, en lang, mager Olding, der sikkert paa mit +Tysk kunde høre Udlændingen, ja maaske endog veirede noget Engelsk, +nævnede en ublu Pris; det var, forklarede han, et af de ægte +Billeder, som nu blev sjeldnere og sjeldnere, rimeligvis en Mengs. -- + +Jeg tog snart Modet fra ham, og kjøbte Billedet, rigtignok endnu +adskillig dyrere end det fortjente. + +Med den store Pakke under Armen gad jeg ikke gaa ud i »Grosser +Garten«. + +Men jeg trængte til at røre mig og drev ned ad Johannesgade. + +Naturligvis havde jeg ikke kjøbt Portraitet for at eie det, men kun +fordi det var mig en fuldstændig utaalelig Tanke, at det skulde staa +der i Gabestokken og senere hænge hos Fremmede -- som en Mengs! -- + +Jeg tænkte at tage det med hjem og brænde det. + +Men da jeg pludselig befandt mig ud for Albertsbroen, faldt det mig +ind: Hvorfor ikke kaste det i Elben, saa slipper jeg for at lukke op +for det og se det igjen. + +Der var kun et Par Fodgjængere paa Broen. + +Jeg traadte ud til Brystværnet af den midterste Pille -- imod +Strømmen; det var endnu noget Høivande. + +Hurtig saae jeg mig om, der var Ingen i Nærheden; jeg lod Billedet +falde; det forsvandt under Vandet, og jeg hørte det knuses mod +Pillens Isbryder. + +Nedslaaet gik jeg hjem. + +Paa mit Bord laa der et Brev -- fra Overlægen. + +Minna var død om Morgenen, ganske uventet -- af et Hjerteslag. + + + + +VIII + + +Den næste Morgen fik jeg en lille Pakke med Minnas Udskrift og med +Hospitalets Segl. + +Øverst laa fire Brevark, tæt beskrevne, kun havde det sidste to tomme +Sider. + + + Sonnenstein, den 17de April 188.. + Kjæreste Ven! + +Lægen har fortalt mig, at du har været her, og hilst mig fra dig, -- +han har ogsaa lovet at hilse dig, naar du kommer igjen. Det trøster +mig uendelig at vide, at du er mig nær. + +Jeg vil skrive til dig -- lidt af og til, for det bevæger mig altid +stærkt, og Lægen har paalagt mig fremfor Alt at undgaa saadanne +Tanker, som sætte mig i Sindsbevægelse, hvad jeg ogsaa ellers gjør. +Men skrive maa jeg, fordi jeg kun derved kan undgaa en bestandig Uro. +Jeg har nemlig den Tanke, at jeg kan dø pludselig; -- Lægen ler mig +ud, naar jeg siger det, men det forekommer mig, at jeg kan se paa +ham, at han selv mener det Samme. Dog, maaske er det ogsaa +Sygelighed. Saa vil det dog være mig til Beroligelse at vide, at du +faar en Hilsen fra mig, hvis det skulde ske. + +Jeg har saa meget paa Hjerte, som jeg maa have sagt dig. Jeg har +samlet dine Breve og nogle Smaating sammen, som jeg ikke vil have +skal falde i Andres Hænder, og hver Gang, jeg har skrevet paa dette +Brev, vil jeg lægge det ned i den Pakke, som jeg allerede har +adresseret. + +Maaske vil vi en Gang le sammen ad dette Indfald. Gud give det! + +Nu kan jeg ikke godt taale at skrive mer i Aften. God Nat, min Ven. + + + 18de April. + +Veed du, hvad der bevægede mig til at sætte igjennem (med stor +Vanskelighed iøvrig), at vi gjorde den Udflugt til Rathen, inden +Hospitalet lukkede sig bag mig, -- og hvorfor jeg kom til Grotten? +Ikke blot det, der ogsaa drev dig derhen, men tillige den +Forestilling, at der maatte hændes mig noget Overordentligt dèr. Dog +ikke det, som skete -- dette var i Virkeligheden endnu mere +forunderligt, -- nei, jeg troede, at Sindbevægelsen ved at komme dèr +vilde blive mig for stærk, -- enten dræbe mig eller gjøre mig +afsindig -- selv dette vilde jeg foretrække for den Sindstilstand, +hvori jeg var. + +Men hvor det var velsignet at møde dig dèr, Harald! jeg saae, at du +var den samme, og du følte ogsaa, at jeg var det -- overfor dig. +Overfor #ham# visselig ikke. + +Jeg mærkede godt, at det var dig pinligt, at min Uvillie mod ham +viste sig saa tydelig, og dog kunde jeg ikke være anderledes. Saa ond +er jeg allerede bleven, saa megen Bitterhed, ja Had er der kommet op +i mig. + +Dette kan du vistnok ikke forstaa. + +Hvor er det muligt at afsky et Menneske, som man har elsket? + +Eller jeg vil snarere spørge (thi det er vist #det#, som er dig +uforklarligt): -- hvorledes kan man elske et Menneske, som man kommer +til at se i den Grad ned paa, naar man ved dagligt Samliv lærer hans +Charakter til Bunds at kjende? Og her er jo ikke Tale blot om en +flygtig Forelskelse, thi jeg kjendte jo dog lidt til ham. + +Denne Sag har jeg tænkt mer over end over noget Andet, og for at du +ret kan forstaa mig, maa jeg sige dig, hvad jeg mener derom. + +En Natur som Stephensen, i hvilken der dog fra først af er nogle ædle +Spirer -- uden dem vilde han vel heller ikke være bleven Kunstner, +ikke engang den Kunstner han er, -- naar en saadan Natur, endnu ung +og ikke helt fordærvet, fatter Kjærlighed til en ung Pige, saa +forfines og forædles han, og hun lærer en Anden at kjende -- og at +elske -- end den, han hidtil har været. + +Dog er dette ikke noget Bedrag; tvertimod, hun kjender og elsker ham +jo netop saadan, som han skal blive ved deres Forhold, -- og hos +hende foregaar der noget Tilsvarende, hun faar mere Indhold, +Charakteren styrkes og Synet udvider sig. + +Alt dette er smukt og rigtigt. + +Men saa er det Forskjellen mellem de forskjellige Naturer indtræder i +Tidens Løb: saadanne Mænd, hos hvem de ædlere Spirer ere stærke nok, +de udvikle sig virkelig imod dette Ideal og befæstes mer og mer deri, +men de Andre kunne ikke holde sig paa den Høide, som de ere løftede +op til, de synke endogsaa under. + + + 20de April. + +Hvad jeg skrev sidst anstrengte og betog mig meget. Det var saa trist +at tænke paa og vanskeligt at faa sagt. Igaar kunde jeg Intet skrive. + +Jeg vil ikke forsøge at udvikle denne Opfattelse videre -- skjøndt +det er af stor Vigtighed for mig, at du rigtig forstaar mig, thi det +er i dette Punkt alene, at min Undskyldning ligger. + +Men du har nok forstaaet mig. Jeg tør ikke paastaa, at det passer i +Almindelighed, men i dette Tilfælde maa det være saaledes. + +Det var om mit Liv i Danmark, at jeg vilde fortælle dig Noget. + +Ak ja! Husker du, hvad Sieglinde siger om sit Liv med Hunding: -- + + Fremdes nur sah ich von je, + freundlos war mir das Nahe; + als hätt' ich nie es gekannt + war was immer mir kam. + +Det var dog ikke, fordi jeg var »Fremmed« i national Forstand, +skjøndt det vel ogsaa har gjort sit. Forresten veed du jo, at der er +meget ved det tydske Væsen ogsaa i vor Kunst -- naar man ser bort fra +de Store -- som jeg aldrig har kunnet med. + +I Begyndelsen fandt jeg virkelig ogsaa Alt herligt, -- frisindet, +oplyst og jeg veed ikke hvad. + +Men snart mærkede jeg, hvor hul Kjernen var, -- jeg havde jo ogsaa en +Kvintessens af det Hele i Stephensen at betragte paa altfor nært +Hold. Det var jo endelig intet Under, at jeg ikke passede i denne +Kreds, eftersom det var min Mands Venner -- i alt Fald af Navn. +Enkelte syntes jeg naturligvis bedre om. Men Ingen af dem lignede +dig. Naar jeg af og til traf en for mig sympathetisk Person, saa var +det gjerne en, der hørte til en anden Sphære, kun kom til at berøre +vor og trak sig snart tilbage. At vor Kreds iøvrig var den +aandfuldeste i Danmark og repræsenterede Landets høieste Intelligens, +hørte jeg næsten hver Gang, vi kom sammen. Ja, den var ogsaa den +hæderligste; thi de andre vare ikke blot mer eller mindre Idioter, +men ogsaa svorne eller endogsaa meensvorne Fjender af Sandhed og Ret. +Ja, jeg kan skrive meget aandrig om disse Ting, for jeg har en god +Hukommelse og har hørt mange prægtige Taler! + +Der var en Tid, da jeg forsøgte at finde mig til Rette og give efter +-- det var jo min Pligt, sagde Stephensen. Jeg sagde, at maaske havde +#de# Ret og ikke jeg, det kunde jo være, at jeg var sær og urimelig. +Jeg trak med de Andre paa Skuldren ad Ting, som jeg fandt ædle og +ophøiede, forsøgte at beundre, hvad der inderst æklede mig, lod som +om jeg troede, at Egenskaben Dyd var Hykleri og Ordet en Latterlighed +-- nei, en Uanstændighed, som en af Stephensens aandrige Veninder +sagde. Kort sagt, jeg forsøgte at tude med de Ulve, jeg var iblandt +(I har jo dog Ulve i Danmark -- kan du huske, da du gjorde Nar af +mig? -- men ingen Løver). Det lykkedes mig ikke at faa min Stivnakke +bøiet -- maaske har du Hovedskylden, og det er ikke det Mindste, jeg +har at takke dig for. + + + 26de April. + +Vi levede meget selskabeligt, da Stephensen havde en sand Mani for at +adsprede sig, og denne Selskabelighed varede ofte til langt ud paa +Natten. Da jeg skulde tidlig op -- jeg var efter tydsk Skik en ganske +flittig Husmoder og maatte forresten være det, hvis det ikke skulde +gaa galt, -- saa bidrog dette ikke lidt til at ødelægge mit Helbred. + +Undertiden forsøgte jeg at unddrage mig, hvilket altid gjorde +Stephensen meget opbragt. Tilsidst havde jeg maaske dog sat min Krig +igjennem, hvis ikke eet havde været: min Skinsyge. + +Hvad jeg har lidt af Skinsyge, kan jeg neppe gjøre dig begribeligt. +Jeg troer ikke, at nogen Mand kan forstaa det, skjøndt eders Kjøn jo +skal have frembragt Othelloer. + +Man skulde tro, at naar en Hustru har tabt saa megen Agtelse og +Kjærlighed for Manden, og naar der næsten intet virkelig Samliv er, +saa maatte hun næsten med Ligegyldighed kunne se ham løbe efter +Andre. Med mig gik det snarere omvendt. Jo kjøligere jeg følte for +ham, desto mere brændende blev min Skinsyge. Som Maler-Hustru havde +jeg endda en særlig Fjende: Modellerne. Jeg har nedværdiget mig til +at lure ved Døren, naar han havde kvindelig Model. Intet Under, at +jeg udholdt at kjæmpe med Søvnen i utaalelige Selskaber for at holde +Øie med ham. + +Disse Anstrengelser kronedes desværre med et frygteligt Held. Jeg +havde længe haft den blonde Dame mistænkt, som du saae paa Caffèen. +En Dag -- kort efter hin Aften -- greb jeg ham i at have lukket sig +inde med hende paa Atelieret under Paaskud af, at han havde kvindelig +Model. Jeg trængte saa haardt ind paa ham, at han tilstod. Da han nu +en Gang var kommen i en Slags snakkesalig Angerfuldhed -- plaprede +han ud med meget mer, end jeg havde anet. Det viste sig, at hans +Troløsheder gik tilbage til de første Aar, -- ja, indtil den Periode, +da han allermest -- -- + +Nei, jeg kan ikke skrive derom. + +Hvor jeg hader ham. + + + 30te April. + +Da mit Barn døde, sørgede jeg meget, men der var ikke gaaet et Aar, +før jeg betragtede det som en Lykke. Jeg har jo fortalt dig saa meget +om min Fader; ser du, jeg frygtede for, at jeg kunde være bleven +ligesaadan en Moder. For jeg mærkede i mig den samme Forstening +begynde, som den, hvis Virkninger jeg som Barn havde følt, og som jeg +senere havde forstaaet. + +Nu var der ingen Pligt, der hindrede mig i at slutte mig inde i mig +selv. Mit eneste Liv var at læse vore store Digtere og dyrke Musik -- +især Beethoven og Wagner, hvis Claverpartiturer jeg eiede -- det var +en Verden efter mit Hjerte og saa forskjellig fra Alt, hvad jeg var +fordømt til at komme i Berøring med. + +Du veed, hvor lidenskabelig jeg elsker Musik, men ogsaa hvor stærkt +det angriber mig nerveust at spille meget. Jeg sagde en Gang til dig +i Spøg, at hvis jeg ønskede at dræbe min Forstand, kunde jeg gjøre +det ved Claverspil. Maaske har jeg virkelig forsøgt aandelig at tage +mig af Dage ved denne himmelske Gift. + +Havde jeg øinet noget Lys, havde jeg vidst, hvad jeg nu veed, da +havde jeg sikkert skaanet mig mere. + + + 2den Mai. + +Jeg vilde ønske, at jeg rigtig vidste, hvad du tænker om Døden. Troer +du paa et Gjensyn? Det er vanskeligt at forestille sig, men jeg kan +dog ikke forstaa, at jeg selv helt skulde være slukket ud. + +Jeg tænker tidt paa gamle Hertz og paa, hvad jeg har hørt ham sige +derom. Alt kunde jeg ikke forstaa. Blandt Andet sagde han, at Goethe +havde sagt: »Intet dygtigt Menneske tvivler om, at han er udødelig«. +Men jeg er rigtignok ikke noget »dygtigt Menneske«, saa det giver mig +ingen Ret til at tro derpaa. + +I alt Fald føler jeg, at vi høre hinanden til. Jeg er din og var +aldrig hans. + +Men hvorfor taler jeg om at dø? Det er underligt, for jeg har længe +-- længe ikke været saa let tilmode og saa fortrøstningsfuld som +idag. + +Veiret er saa yndigt. Jeg har siddet hele Formiddagen i Overlægens +Have og syet. Det er en prægtig Mand. + +Imorgen vil jeg fortælle dig mer om, hvorledes Tiden gaar her. + +Men iaften skriver jeg ikke længer, jeg vil læse i Schiller; +forleden, da jeg bladede i det sidste Bind, fik jeg saadan en Lyst +til at prøve, om jeg kunde forstaa »Ueber das Erhabene«. Overlægen +siger, at den Slags Ting maa jeg allerhelst læse, endnu bedre skal +historiske Skrifter være. Jeg begyndte ogsaa at læse hans +»Trediveaars-Krig«, men det kjedede mig saa frygtelig. Jeg kan ikke +gjøre for det, saaledes var det allerede i Skolen, alt Historisk +kjedede mig. + +God Nat, Harald! + + * * * * * + +Læsningen af disse Meddelelser havde rystet mig altfor dybt og stemt +mig for høitidelig til, at jeg kunde finde Lettelse i Taarer; jeg +havde endnu ikke grædt efter hendes Død. + +Men da jeg endelig greb efter Pakkens øvrige Indhold og fik et +sælsomt krammet og buklet Brev i Haanden -- hint Brev fra mig, som +hun havde gaaet med paa sit Bryst, -- saa trykkede jeg det mod mine +Læber og hulkede som et Barn. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Jeg har gjennemlæst de første af disse Blade. Hvor kunde jeg dog +skrive disse taabelige Ord: -- + +»Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag -- det er +nu fem Aar siden -- er jeg ikke i Stand til at besvare dette +Spørgsmaal!« + +Som om jeg for nogen Pris i Verden vilde give Afkald paa vor +Kjærlighed, paa Erindringen om Minna -- som om nogen Lykke kunde +blive mig saa dyrebar som min Sorg! + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Jeg paatog mig egenmægtig at sørge for Begravelsen. Til min Glæde -- +ja, jeg glædede mig virkelig -- fik jeg en Grav paa »Der weite +Kirchhof«, ganske tæt ved Hertz's og hans Hustrus Hvilested, under en +af de kjæmpestore Popler. + +Paa Graven lod jeg sætte en afbrudt Søile af det smukkeste sachsiske +Serpentin, uden anden Indskrift end Navnet: + + MINNA. + + + + +GYLDENDALS BILLIGE BØGER + + +1 KRONES BØGER + + Nr. 1. Arnold Bennett: Levende Begravet. Udsolgt. + _(500 Eksemplarer paa bedre Papir à 3 Kr.)_ + Nr. 2. Frank Norris: En Kvindes Magt. + Nr. 3. Herman Bang: Ludvigsbakke. + Nr. 4. Olive Wadsley: Flammen. Udsolgt. + Nr. 5. Florence Warden: Huset ved Floden. + Nr. 6. Cynthia Stockley: Under Afrikas glødende Sol. + Nr. 7. Svend Leopold: Prinsesse Charlotte af Danmark. + Nr. 8. C. N. og A. M. Williamson: Den blaa Bil. + Nr. 9. W. M. Harg og Edwin Balmer: Den blinde Mands Øjne. + Nr. 10. Katharine Susannah Prichard: Pionererne. + Nr. 11. Karl Gjellerup: Minna. + + +50 ØRES BØGER + + Nr. 1. Laurids Bruun: Van Zantens lykkelige Tid. Udsolgt. + Nr. 2. Steffen Ahlm: Maurerpigen. Udsolgt. + Nr. 3. Frank Norris: Blix. Udsolgt. + Nr. 4. Jack London: Fortællinger fra Klondyke. Udsolgt. + Nr. 5. Pierre Loti: Tyrkiske Kvinder. Udsolgt. + Nr. 6. Honoré Willsie: Ørkenens Magt. Udsolgt. + Nr. 7. J. Blicher-Clausen: Farbror Frans. Udsolgt. + Nr. 8. Anny Wothe: Kvinderne paa Sundsvalgaarden. Udsolgt. + Nr. 9. E. Phillips Oppenheim: Kærlighed og Politik. Udsolgt. + Nr. 10. F. Hume: En Hansom-cabs Hemmelighed. Udsolgt. + Nr. 11. M. B. Cooke: Bambi. Udsolgt. + Nr. 12. Balduin Groller: Dagoberts Bedrifter. Udsolgt. + Nr. 13. Bjørnstjerne Bjørnson: Mary. Udsolgt. + Nr. 14. Tristan Bernard: Skriget i Natten. Udsolgt. + Nr. 15. Max Pemberton: Eventyret i Fontainebleau. Udsolgt. + Nr. 16. W. W. Jacobs: Paa Frierfod. + Nr. 17. Henry Gréville: Den lille Fyrstinde. + Nr. 18. Sophus Bauditz: Sporsne. + Nr. 19. E. Phillips Oppenheim: De skæbnesvangre Breve. + Nr. 20. Theodor Ewald: Bajadser. + + + Krohns Bogtr. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Minna, by Karl Gjellerup + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MINNA *** + +***** This file should be named 33562-8.txt or 33562-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/3/5/6/33562/ + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |