initial commit of ebook 33360HEADmain

14 files changed, 11171 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/33360-8.txt b/33360-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..b30f071
--- /dev/null
+++ b/33360-8.txt
@@ -0,0 +1,4960 @@
+The Project Gutenberg EBook of Kaptajnen paa 15 Aar, by Jules Verne
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Kaptajnen paa 15 Aar
+       I Slavelænker
+
+Author: Jules Verne
+
+Release Date: August 6, 2010 [EBook #33360]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KAPTAJNEN PAA 15 AAR ***
+
+
+
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
+Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+
+
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men den
+oprindelige stavning er i øvrigt bevaret. Symbolet _ er brugt til
+at vise kursiv tekst.
+
+
+
+
+ JULES VERNE
+
+ KAPTAJNEN PAA 15 AAR
+
+ (I SLAVELÆNKER)
+
+
+ 2. OPLAG
+
+ 4.-7. TUSINDE
+
+
+
+
+ E. JESPERSENS FORLAG'S TRYKKERI
+
+
+
+
+ JULES VERNES ROMANER · VII BIND
+
+
+ KAPTAJNEN PAA 15 AAR
+
+ (I SLAVELÆNKER)
+
+
+ NY ILLUSTRERET UDGAVE
+
+
+ E. JESPERSENS FORLAG
+
+ KØBENHAVN · KRISTIANIA
+
+
+
+
+FORTEGNELSE OVER ILLUSTRATIONERNE
+
+
+                                                        Side
+
+    DE FRELSTE NEGERSLAVER PLEJES                         23
+
+    HAN RETTEDE REVOLVEREN IMOD HAM                       45
+
+    NATTELEJR I URSKOVEN                                  77
+
+    -- FLERE LANGE BAADE BEMANDEDE MED INDFØDTE          109
+
+    I KROKODILLERNES GAB                                 115
+
+    DER LAA DICK, PINT AF SULT OG TØRST                  131
+
+
+
+
+I.
+
+ "Pilgrim".
+
+
+Det havde været en usædvanlig uheldig Sæson for "Pilgrim", en lille,
+solid Hvalfanger-Skonnert-Brig, der tilhørte en rig kalifornisk
+Skibsejer, James W. Weldon.
+
+Hvalfangsten havde givet et saa daarligt Resultat, at Kaptajn Hull
+havde været nødt til at forlade sit sædvanlige Territorium i
+Sydhavet allerede i Begyndelsen af Januar, længe før Hvalfangerne
+plejer at vende hjem. Skibets Besætning var mer end utilfreds, de
+var rasende. Aldrig før havde de bragt saa mager en Høst med hjem.
+De burde have haft mindst tohundrede Barrels Tran mere end de havde,
+og da en Del af deres Løn bestod i Procenter af Udbyttet, forstaar
+man Folkenes ophidsede Sindstemning. De faste Folk forholdt sig dog
+rolig, medens de for denne Rejse forhyrede Søfolk, Mænd af en mer
+end tvivlsom Karakter, viste saa tydelige Tegn til aabenbar
+Opsætsighed, at Kaptajnen maatte frygte et ligefrem Mytteri.
+Følgelig var der intet andet at gøre end at vende om og sætte Kursen
+imod Ny Zeeland, som kom i Sigte den 15. Januar. Da Skibet havde
+kastet Anker i Waitemata, Aucklands Havn, blev Mandskabet
+afmønstret.
+
+Kaptajn Hull gjorde nu alt, hvad der stod i hans Magt for at forhyre
+nyt Mandskab, men det var for sent; alle ledige Søfolk var paa denne
+Tid af Aaret beskæftiget ved Fiskeriet. Han havde da ikke andet at
+gøre end at sejle Skuden hjem alene med Hjælp af de faste Folk, da
+han fik en Opfordring, som han følte sig forpligtet til at
+efterkomme.
+
+Paa en af de Rejser, som James Weldon nu og da maatte foretage i sin
+Forretnings Interesse, havde han taget sin Hustru, sin lille Søn
+Jack, et Barn paa fem Aar, og en Slægtning, som almindeligvis gik
+under Navnet Fætter Benedict, med sig. Det havde naturligvis været
+Weldons Mening, at hans Familie skulde følge med ham hjem til San
+Francisco; men lille Jack var bleven saa alvorlig syg, at hans Fader
+-- hvis Forretning nu krævede hans hurtige Tilbagerejse -- blev nødt
+til at lade ham tilbage i Auckland sammen med Moderen og Fætter
+Benedict.
+
+Der var nu forløbet tre Maaneder siden Hr. Weldons Afrejse, Jack var
+Rekonvalescent, og Fru Weldon, der var ked af sin lange Adskillelse
+fra Manden, længtes efter at komme hjem saa snart som muligt. Hun
+tænkte netop paa at tiltræde den lange Tilbagerejse, med dens mange
+Ophold og Omskiftninger i Tog og Dampskibe, da hun hørte, at hendes
+Mands Fartøj, "Pilgrim", var gaaet for Anker i Havnen. Hun skyndte
+sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende, hendes Søn, Fætter
+Benedict og Nan, en gammel Negerpige, som havde været hendes egen
+Barnepige, med ombord og sejle dem hjem til San Francisco.
+
+"Vil det ikke være for voveligt for Fruen," spurgte Kaptajnen, "at
+foretage den 5-6000 Mil lange Rejse ombord i saa lille et
+Sejlskib?"
+
+Men Fru Weldon gentog sin Opfordring, og Kaptajn Hull, der havde
+berettiget Tillid til sit Fartøjs gode Egenskaber, og som desuden
+gjorde Regning paa at beholde denne Aarstids almindeligvis gode Vejr
+paa begge Sider af Ækvator, gav da efter for hendes Ønske.
+
+Fru Weldon var en velbegavet, dygtig og uforfærdet Dame paa tredive
+Aar, hun havde et udmærket Helbred og kendte ikke til Søsyge. Hun
+vidste, at Kaptajn Hull var en erfaren Sømand, til hvem hendes Mand
+havde grundfæstet Tillid, og hun vidste ogsaa, at "Pilgrim" var en
+af de bedste amerikanske Hvalfangerbaade; hun var derfor kun glad
+ved, at den forestaaende lange Rejse kunde blive foretaget søværts
+alene, og uden andre Afbrydelser, end et kort Ophold i Valparaiso,
+hvor Skibet skulde losse sin Ladning.
+
+Fætter Benedict maatte naturligvis følge med hende. Han var ganske
+vist henimod halvtreds, men det maatte alligevel betragtes som
+Toppunktet af Uforsigtighed, at lade ham foretage nogen som helst
+Rejse alene. Lang, usandsynlig mager og ranglet, med et enormt stort
+Hoved og vildt strittende Haar, saaledes var hans ydre Menneske. Han
+var et af disse skikkelige, harmløse Videnskabs-Børn, som, naar de
+først har faaet Guldbrillerne paa, synes at have naaet en adstadig,
+men iøvrigt ubestemmelig Alder, og som -- hvorlænge de saa end lever
+-- aldrig synes at blive ældre end de altid har været. Han var
+fuldstændig blottet for Forstaaelse af Livets dagligdags Ting og
+praktiske Krav. Han skænkede aldrig Mad og Drikke en Tanke, før det
+blev sat frem for ham, han var altid ens klædt, og saa upraktisk,
+som vel muligt, og gjorde Indtryk af at være aldeles ufølsom for
+Varme eller Kulde. Hans lange Arme og Ben kom altid i Vejen for ham
+selv og alle andre, saa at det saa ud, som om han endnu ikke havde
+gjort sig fortrolig med disse Redskaber og deres naturlige
+Anvendelse. Hjælpeløshed var hans mest iøjnefaldende Karaktertræk;
+men selve denne barnlige Hjælpeløshed forskaffede ham alle
+Menneskers venlige Overbærenhed og Hjælp, og Fru Weldon betragtede
+ham nærmest som en ældre Broder til hendes lille Jack.
+
+Fætter Benedicts hele Liv var helliget en alt opslugende Interesse
+for Insekter. Han havde ingen Ærgerrighed i Retning af en
+Professortitel, eller noget praktisk Formaal med sine Studier; han
+var kun Amatør, men det var han ogsaa med Liv og Sjæl. Evig og altid
+var han optaget af at forfølge Insekter, væbnet med et Næt, en
+Botaniserkasse, en Spiritusflaske og et Utal af Insektnaale.
+
+Da Hr. og Fru Weldon rejste til Ny-Zeeland, blev Fætter Benedict
+henrykt over at skulle med, da han ventede sig rig Fangst der, og nu
+var han lige saa ivrig efter at bringe sine erhvervede Skatte hjem
+til San Francisco, og faa dem indordnede i Samlingen.
+
+Alle Forberedelserne til Hjemrejsen blev nu trufne med saa stor
+Hast, at "Pilgrim" tre Dage senere kunde staa ud af Havnen med Kurs
+efter Amerika. Efter et Par Dages Sejlads blæste det op, og den
+stærke østlige Brise tvang Skonnerten saa meget ud af dens Kurs, at
+den den 2. Februar snarere havde Retning imod Kap Horn end imod
+Fastlandets Vestkyst.
+
+"Pilgrim" havde ingen Dækskahytter, saa Fru Weldon blev nødt til at
+modtage Kaptajnens Tilbud om at benytte hans Kahyt, som blev
+indrettet saa hyggeligt, som det lod sig gøre, til hende, Jack og
+gamle Nan, og her indtog hun alle sine Maaltider sammen med
+Kaptajnen og Fætter Benedict.
+
+Hele Besætningen var høflig og opmærksom imod deres Rheders Hustru.
+De var alle Indfødte fra Californien, modige og erfarne Søfolk, der
+allerede havde gjort tre Rejser sammen, og som holdt sammen,
+forenede i fælles Interesser og Sædvaner. Den eneste af Folkene, som
+ikke var Amerikaner, var Negoro, en Portugiser af Fødsel, som dog
+talte flydende Engelsk. Da den tidligere Kok var deserteret, medens
+Skibet laa ved Auckland, var han bleven engageret i dennes Sted,
+uden at Kaptajn Hull havde faaet indhentet nærmere Oplysninger om
+ham. Der var ikke noget at udsætte paa den Maade, hvorpaa han
+udførte sin Pligt, men der var noget i hans Væsen, eller maaske
+snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistænksom og næsten lod
+ham fortryde, at han ikke havde været mere omhyggelig med at
+efterforske den ny Koks Fortid, før han tog ham i sin Tjeneste.
+
+Negoro saa ud til at være omkring de fyrre. Han var middelhøj og
+kraftig bygget, havde mørkt Haar og Fuldskæg og gjorde Indtryk af at
+være af en usædvanlig kraftig Konstitution, han talte kun sjældent
+og aldrig om sig selv, sin Fortid eller Oprindelse, men en og anden
+af hans Bemærkninger lod ane, at han havde faaet en ret god
+Opdragelse. Sømand syntes han i al Fald ikke at være, for alle
+Sømandsudtryk var ham ganske ukendte. Ved Forhyringen havde han
+betinget sig, at han vilde gaa i Land i Valparaiso.
+
+"Pilgrim"s faste Mandskab bestod af fem Matroser og en Letmatros --
+Dick Sand. Dick var kun 15 Aar gammel og af fuldstændig ukendt
+Oprindelse. Han var et Hittebarn fra New York, og sit Navn havde han
+faaet efter det Sted -- Sandy-Hook ved Indløbet til New Yorks Havn
+-- hvor han blev funden.
+
+Hans Ydre forraadte tydeligt, at han maatte være af angelsaksisk
+Stamme. Han var snarest under Middelhøjde, men kraftig og dog
+elegant bygget, han havde et opvakt, kønt Ansigt og straalende, blaa
+Øjne, der røbede baade Livslyst og Energi. Skønt endnu kun Dreng
+havde han allerede Planen for sin Fremtid klar for sig, og han var
+dristig og selvtillidsfuld nok til at føle sig sikker paa at kunne
+naa sit Maal ad den Vej, han var slaaet ind paa.
+
+Otte Aar gammel fik han Lov at forlade det Hittebørnsasyl, hvor han
+var bleven optaget, for som Skibsdreng at gaa med en Skonnert, der
+sejlede paa Syden, op paa hvilken Kaptajn Hull dengang var Styrmand.
+Denne brave Sømand fattede hurtigt Interesse for den opvakte og
+lærvillige Dreng og bibragte ham lidt efter lidt de første
+teoretiske og praktiske Grundsætninger for Sømandskundskab. Senere
+anbefalede Kaptajn Hull Drengen til sin Rheder, Hr. Weldon, der tog
+sig af ham og lovede at sørge for hans videre Uddannelse.
+
+Fru Weldon behandlede den flinke og beskedne forældreløse med den
+største Venlighed, og Dick Sand omfattede til Gengæld hende og
+hendes Mand med den mest rørende Taknemmelighed og Hengivenhed, og
+stor var hans Glæde over at hans Velgørers Hustru og lille Søn
+skulde gøre Rejsen med ombord paa "Pilgrim".
+
+Dick passede paa Jack som en ældre Broder, legede med ham og lod ham
+klatre i Vanterne, uden et Øjeblik at tabe ham af Syne.
+
+Overfarten gik i alle Maader heldig, med rolig Sø; og havde Vinden
+blot ikke stadig været omtrent stik imod, vilde alt være gaaet
+upaaklageligt. Men den evindelige Vestenvind forhindrede Kaptajnen i
+at holde den rette og direkte Kurs, og det ærgrede ham, at Fru
+Weldons Rejse derved blev forsinket en Del. Han tænkte da ogsaa paa,
+dersom de skulde passere en Amerikadamper, da at formaa hende til at
+fortsætte Hjemturen med denne; men paa den sydlige Bredegrad, hvor
+de nu befandt sig, var der desværre ikke megen Sandsynlighed for at
+de skulde træffe nogen Panama-Baad.
+
+Der hændte da intet, der kunde afbryde Rejsens Ensformighed, før den
+2. Februar, da Jack pludselig tilkaldte sin Ven, Dick, med Udbrudet:
+
+"Hvad er det der, ude i Vandet?"
+
+Dick Sand saa en Stund opmærksomt i den angivne Retning og meldte
+saa med høj Stemme:
+
+"Se ud, forud til Styrbord! Der flyder noget i Vindsiden!"
+
+
+
+
+II.
+
+ Frelsen.
+
+
+Hidkaldt af Dicks Raab kom hele Besætningen løbende til Rælingen for
+at se, hvad det kunde være. Selv Kaptajnen, Fru Weldon, hendes
+Tjenestepige, Nan, og den ellers saa uinteresserede Fætter Benedict
+viste sig og stirrede ud over Havet, ivrigt diskuterende, hvad det
+vel kunde være, man saa drive i omtrent tre Sømiles Afstand fra
+Skibet. Kun Negoro forholdt sig rolig i sit Køkken.
+
+"Det ser ud til at være en Tømmerflaade," mente en af Matroserne.
+
+"Eller Resterne af et forlist Skib," svarede Kaptajn Hull; "i al
+Fald er det bedst vi kommer paa Siden af det. Det kunde jo dog
+tænkes at der var levende Væsener ombord."
+
+"Pilgrim" ændrede Kurs og nærmede sig snart det mystiske noget, der,
+som Kaptajnen havde formodet, viste sig at være Vraget af et Skib,
+uden Master og med et gabende Hul i Styrbordssiden.
+
+"Det Skib er blevet paasejlet," udbrød Kaptajnen, "men hvad der
+forbavser mig er, at det ikke forlængst er gaaet til Bunds."
+
+"Pilgrim" befandt sig nu kun tre Kabellængder fra Vraget, da Dick
+Sand pludselig vinkede ad de andre, at de skulde være stille.
+
+"Hør en Gang! Er det ikke en Hunds Gøen?" sagde han.
+
+Alle lyttede spændt, og man opfangede virkelig fra Skibsskroget en
+svag Lyd, som kunde være en Hunds Gøen.
+
+"Selv om der kun er et stakkels Dyr ombord, maa vi dog søge at
+frelse den," bad Fru Weldon Kaptajnen, og den lille Jack stemmede
+ivrigt i, glad ved Tanken om at faa sig endnu en Legekammerat.
+
+Kaptajnen lod nu sætte en Baad ud, og i det samme viste der sig en
+stor, sort Hund ved Vragets Skanseklædning; den gøede og hylede
+fortvivlet over imod Skibet, Sprang et Øjeblik omkring, som vilde
+den springe i Vandet, men stod saa atter stille og udstødte igen de
+mest rasende Hyl, som man næsten kunde tro fremkaldtes af et eller
+andet ombord paa "Pilgrim". Mærkeligt nok stod netop samtidigt
+Negoro ene ved Agterstavnen, der var nærmest Vraget, og stirrede
+ivrigt over paa det rasende Dyr. Kunde det tænkes, at de to kendte
+hinanden? Der forløb en halv Time inden Baaden vendte tilbage. Den
+havde Hunden og fem Skibbrudne ombord, der mere døde end levende
+blev halet op og lagt paa Dækket.
+
+"De Stakler!" udbrød Fru Weldon fortvivlet ved Synet af de
+tilsyneladende livløse Legemer.
+
+"De er ikke døde," beroligede Kaptajnen hende, "de maa kunde bringes
+til Live igen, lad os blot faa nogle Draaber Rom i dem og faa bakset
+lidt med dem, saa skal De se, de kommer sig nok."
+
+"Negoro," kaldte Kaptajnen.
+
+Ved Lyden af dette Navn begyndte Hunden, som hidtil havde ligget
+ganske stille, pludselig at knurre og vise Tænder.
+
+"Negoro," kaldte Kaptajnen igen, og atter foer Dyret op med alle
+Tegn paa ustyrligt Raseri.
+
+Negoro kom nu langsomt og modvilligt ud af Køkkenet; men næppe fik
+Hunden Øje paa ham før den foer lige løs paa ham og sprang til for
+at sætte Tænderne i hans Strube. Men med et Slag af en Haandspade
+holdt Kokken sig den fra Livet, indtil et Par Matroser havde faaet
+et sikkert Tag i den.
+
+"Kende De den Hund?" spurgte Kaptajnen ham.
+
+"Den Hund! Nej, hvor skulde jeg kende den fra."
+
+"Det var mærkeligt," mumlede Dick, og han tilføjede, "her maa stikke
+et eller andet under."
+
+De fem skibbrudne var Negre. Efter to Dages omhyggelig Pleje var de
+kommet saa vidt til Kræfter, at de kunde besvare Kaptajnens
+Spørgsmaal paa deres gebrokne engelsk.
+
+Den ældste af de sorte var over 60 Aar gammel og hed Tom, de andre
+var unge Mænd paa 25-30 Aar og hed Bat (den gamle Toms Søn),
+Austin, Aktæon og Herkules. De var alle høje og kraftige, men ingen
+af dem kunde dog maale sig med Herkules, der bar sit Navn med Ære,
+som den tre Alens Kæmpekarl, han var. De hørte hjemme i
+Pensylvanien. Den gamle Tom var i en Alder af 6 Aar bleven solgt som
+Slave i Afrika og derfra bragt til de forenede Stater i Amerika,
+hvor han allerede for mange Aar siden havde faaet sin Frihed ved
+Loven om Slaveriets Ophør. Hans Kammerater var alle Sønner af
+forhenværende Slaver, der dog var frigivne før Børnenes Fødsel.
+Disse Sorte havde altsaa forladt Amerika som fri Mænd for at gaa i
+Tjeneste hos en Englænder, der ejede store Landstrækninger i
+Australien, og nu vilde de, efter at have arbejdet hos ham i fem Aar
+og for en meget god Løn, have rejst hjem til de forenede Stater.
+
+Men det Skib, "Waldeck", hvormed de foretog Rejsen som betalende
+Passagerer, var en mørk Nat sidst i December blevet paasejlet af en
+stor Damper. Negrene havde sovet, da Sammenstødet fandt Sted, og da
+de kom op paa Dækket, var hele Besætningen forsvunden, de var ene
+ombord paa et Vrag, og tolvhundrede Sømil fra det nærmeste Land.
+
+I det Tidsrum af 10 Dage, der var forløbet imellem Skibets
+Paasejling og deres Frelse, havde de sorte ikke haft andet at leve
+af end den sparsomme Proviant, de havde fundet i Skibets Køkken. Ind
+i Kahytten eller Proviantrummet havde de ikke kunnet trænge, da
+begge stod fulde af Vand, og de havde intet drikkeligt haft til at
+slukke deres brændende Tørst med, da Vandtønderne var gaaet overbord
+ved Sammenstødet.
+
+Den sidste Dag havde de været ganske uden Bevidsthed, og var
+"Pilgrim" blot kommen en Dag senere, havde de sikkert ikke længer
+været i live.
+
+Saaledes berettede den gamle Neger, og der var ingen Anledning til
+at betvivle Rigtigheden af hans Fortælling.
+
+Om Hunden, der viste en saa uforklarlig Uvilje overfor Negoro --
+Dingo hed den -- vidste gamle Tom ogsaa Besked. Det forliste Skibs
+Kaptajn havde for to Aar siden fundet den i en elendig, forsulten og
+forsømt Tilstand, et Steds paa Afrikas Vestkyst ved Kongoflodens
+Udløb. Han havde taget det smukke Dyr ombord, men Dingo havde været
+yderst uselskabelig, melankolsk og stilfærdig, som om den sørgede
+over Tabet af en tidligere Herre. S. V. stod der i dens Halsbaand,
+og det var alt, hvad man havde til Hjælp, hvis man vilde søge at
+efterforske dens rette Ejermand. Smuk var Dingo, høj og kraftig
+bygget, og saa stærk og smidig, at den uden Frygt for at blive den
+lille kunde angribe baade Pantere og Jaguarer. Det var derfor
+naturligt nok, at Negoro ikke var særlig glad ved den uvenlige
+Modtagelse Dingo gav ham.
+
+Overfor alle andre var Hunden dog fredsommelig nok. Den syntes ikke
+at holde af Negrene, den undgik dem, men den gjorde dem ikke noget.
+Maaske var den bleven daarligt behandlet af de sorte Indfødte i
+Afrika, for skønt Tom og hans Kammerater kun viste den Venlighed,
+sluttede den sig dog ikke til nogen af dem.
+
+Kaptajn Hull lovede de stakkels skibbrudne, der havde mistet alt,
+hvad de ved fem Aars haardt Slid havde sammensparet, ved "Waldeck"s
+Forlis, at føre dem med til Kalifornien, hvorfra sikkert Hr. Weldon
+vilde besørge dem hjemsendte til Pensylvanien.
+
+
+
+
+III.
+
+ Dingos Historie. En Hval i Sigte.
+
+
+En Dag, som Fru Weldon stod og passiarede med Kaptajnen, medens
+lille Jack sad paa Dækket og legede med et stort Alfabet klistret
+paa Træklodser, kom pludselig Dingo til og snappede efter nogen
+Søgen og til den lille Fyrs usigelige Forbavselse, en af Klodserne
+og bar den i Gabet et Stykke hen paa Dækket. Endnu en Bogstavklods
+hentede den, lod den falde ved Siden af den anden og stod saa roligt
+logrende og betragtede sit Værk.
+
+"Dingo æder mine Klodser," raabte Jack bestyrtet, og løb efter den
+for at se, hvad Ulykke Hunden havde gjort. Ogsaa Fru Weldon og
+Kaptajnen kom til for at frelse Bogstaverne og give dem tilbage til
+Drengen. Men dette syntes Dingo at tage dem temmelig ilde op. Den
+brummede misbilligende, da de tog Klodserne fra den, og næppe havde
+Jack stillet dem op foran sig, før Hunden atter hentede dem tilbage
+-- og pudsigt nok netop de samme to Bogstaver, som den første Gang
+havde udsøgt sig.
+
+"Hvad gaar der dog af Dyret?" sagde Fru Weldon.
+
+"Den staver aabenbart," spøgte Kaptajnen, "lad os se, hvad det er
+den vil skrive. S. V. staar der; S. V. er det ikke de samme
+Bogstaver, som er graveret i dens Halsbaand," føjede han studsende
+til, "det er dog Pokker til Hund."
+
+Den gamle Tom var nu ogsaa kommet til, og Kaptajnen vendte sig til
+ham med Spørgsmaalet:
+
+"Kan De ikke fortælle os lidt mer om det mærkværdige Dyr, De sagde
+jo, at Kaptajnen paa 'Waldeck' havde fundet det for et Par Aar siden
+ved Kongoflodens Munding."
+
+"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft Hunden i to Aar,"
+svarede Negeren, "og han har selv fortalt mig, hvorledes han fandt
+den, og at han ingen Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem
+den tidligere havde tilhørt. Med en herreløs Hund er man værre faren
+end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen altid, for den kan ikke gøre
+sig forstaaelig."
+
+"De ser ud, som om De havde faaet en Idé, Kaptajn," sagde Fru
+Weldon, da Hull en Stund havde staaet hensunken i Tanker.
+
+"Ja, Fru Weldon, det er egentlig kun en Slags tilfældig
+Tankeforbindelse, fremkaldt ved Synet af de to Bogstaver S. V."
+
+"Hvad tænker De da paa?"
+
+"Paa en uforfærdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand, der med
+Understøttelse af det geografiske Selskab i Paris søgte at
+gennemtrænge Afrikas mørke Fastland fra Øst til Vest. Han valgte
+netop Kongoflodens Munding til Udgangspunkt, idet han vilde følge
+Flodens Løb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand hed Samuel
+Vernon."
+
+"Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon -- "S -- V!"
+
+"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver, som er
+indgraverede i Dingos Halsbaand, og som den begavede Hund udsøgte af
+Alfabetet. Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde
+Ekspedition, men man hørte aldrig noget til ham senere.
+Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem det ukendte Indre, men er
+enten bleven dræbt eller taget til Fange af de vilde Indfødte. Hvis
+denne Formodning er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har tilhørt
+ham, kan man jo antage, at Dyret har søgt tilbage til Kysten, hvor
+saa 'Waldeck's Kaptajn fandt den."
+
+"Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand, som havde hørt paa
+Kaptajnens Bemærkninger, "at Dingo ikke selv kan fortælle os,
+hvorledes den har lært disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den
+altid knurrer ad Kokken."
+
+Den stadige Modvind begyndte endelig den 10. Februar at stille noget
+af, saa at Kaptajn Hull kunde haabe paa en Forandring til det bedre
+i Vindretningen, og en deraf følgende hurtigere Hjemrejse.
+
+Paa denne Dag hændte det at Fru Weldon, der spadserede frem og
+tilbage paa Agterdækket, lagde Mærke til, at Vandet efterhaanden
+antog en ejendommelig rød Farve, som om det farvedes af Blod.
+
+"Dick og Jack," kaldte hun, "kom skal I se et morsomt Syn. Vandet
+bliver helt rødt, hvad kan det mon komme af?"
+
+"Aah, det ved jeg, Frue," svarede Dick. "Den røde Farve skriver sig
+fra uhyre Masser af Smaadyr, som tjener Hvalerne til Føde."
+
+"Hvor det er underligt," bemærkede den højst interesserede Jack, "at
+de store Hvalfisk kan blive mætte af at spise saadan nogle smaa
+bitte Dyr. Det maa da være noget for Fætter Benedict. Kom skal du
+se, Fætter Benedict," raabte han af sine Lungers fulde Kraft.
+
+Amatør-Naturforskeren nærmede sig sammen med Kaptajnen.
+
+"Ja, ja -- det er rigtig noget for Dem, Hr. Benedict," sagde
+Kaptajnen. "Det er da en udmærket Lejlighed, som De ikke maa lade
+gaa fra Dem, til at studere de interessante crustacea."
+
+"Crustacea," vrissede Fætter Benedict arrigt og overlegent. "De ved
+maaske ikke, at jeg som Entomologist kun og udelukkende interesserer
+mig for Hexapodaen."
+
+Kaptajn Hull kunde kun med Møje betvinge et Smil og svarede blot
+godmodigt:
+
+"Saa har De altsaa ikke samme Smag som Hvalerne."
+
+Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette
+et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde
+noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar."
+
+Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne:
+
+"En Hval til Bagbord!"
+
+"Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig. Alle hans professionelle
+Instinkter var øjeblikkelig vakte, og han skyndte sig forud, fulgt
+af alle Søfolkene.
+
+"Den sprøjter baade Vand og Damp op," sagde Dick, der havde taget
+Dyret kritisk i Kikkerten. "Mon det ikke skulde være en Finhval? Men
+en gevaldig Kammerat maa det da være."
+
+"Halvfjersinstyve Fod i det mindste!" bejaede Kaptajnen fornøjet.
+
+"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi
+vove Forsøget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen
+Hvalfangere til at hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og
+kan vel gøre det igen. -- Naa, hvad mener I saa?"
+
+"All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret.
+
+"Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"
+
+De større, moderne Hvalfangerskibe anvender som oftest til denne
+Jagt en Slags lille Kanon, der enten er anbragt paa selve Skibet
+eller i den største Baads Forstavn, og hvormed der udskydes enten en
+Harpun eller eksploderende Kugler. Men "Pilgrim" var ikke forsynet
+med disse dyre Apparater, som dets gamle Mandskab ikke kendte og
+ikke havde megen Fidus til. Det foretrak at benytte de gamle, mere
+primitive Vaaben, Harpunen og Landsen.
+
+Baaden blev altsaa skyndsomst sat i Vandet og bemandet, og Kaptajnen
+lod Redskaberne bringe om Bord. Disse bestod, foruden to Lanser, af
+flere Harpuner, befæstede til seks hundrede Fod lange Liner paa
+Træruller, fastgjorte i Baadens Forstavn.
+
+"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros, "nu maa du tage
+Kommandoen og passe paa Skibet, imens jeg er borte. Længe bliver det
+vel næppe, at du faar Lov at være Kaptajn; om en Times Tid er vi
+forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa længe."
+
+"Farvel, Kaptajn! God Lykke!"
+
+Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugærne forlod sit Skib,
+selv om det kun drejede sig om nogle Timer. Men Hensynet til den
+store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans
+Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom
+Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik
+ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var
+saadan stillede, at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens
+han var borte. Saa gik han i Baaden og lod kaste los.
+
+"Hold godt Udkig, Dick," lød Kaptajnens Stemme endnu en Gang, "et
+Øje paa Skibet, et andet paa Baaden. Glem det ikke, min Dreng."
+
+"Stol paa mig, Kaptajn!"
+
+Baaden fjærnede sig hurtigt, drevet frem af fire Par stærke Arme, og
+om Bord paa Pilgrim samledes de tiloversblevne forude, ivrige for
+ikke at gaa Glip af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt. Selv
+Dingo stod med Forpoterne paa Rælingen og fulgte Baaden med Øjnene.
+Pludselig brød den ud i en ynkelig Hylen.
+
+"Dingo, Dingo dog!" udbrød Fru Weldon, ubehageligt berørt, "er det
+din Maade at opmuntre dine Venner paa. Værs'god at opføre dig
+ordentligt."
+
+Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den vendte sig blot om,
+arrigt knurrende.
+
+Negoro var slentret ud af sit Køkken, vel sagtens for ogsaa at
+iagttage Hvalfangsten; men saa saare Dingo fik Øje paa Kokken,
+styrtede den med et rasende Spring løs paa ham. Negoro greb en
+Baadshage for at forsvare sig, og Dick og Fru Weldon raabte
+forskrækket:
+
+"Dingo, Dingo, kom her! Læg sig!"
+
+Hunden adlød, men knurrende og modvilligt, og Negoro vendte sig,
+ligbleg, om, slængte Baadshagen fra sig og gik bandende tilbage til
+Køkkenet.
+
+"Herkules," sagde Dick sagte og alvorligt til den uhyre Neger, "De
+maa love mig at holde godt Øje med den Mand."
+
+[Illustration: De frelste Negerslaver plejes.]
+
+"Det skal jeg," svarede han beroligende.
+
+Saa gik Dick op paa Skandsen, hvorfra han holdt Udkig med Baaden,
+der snart kun var et Punkt paa det store Hav.
+
+
+
+
+IV.
+
+ Et Katastrofe.
+
+
+"Pas paa ikke at gøre Støj, Folk," formanede Kaptajn Hull, "og hold
+Baaden i Kanten af det røde Vand; vi maa nærme os Hvalen saa
+forsigtigt, at den ikke aner vor Nærhed, ellers er Spillet tabt."
+
+Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den røde Flade, i hvis Midte
+Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent en Kabellængde borte.
+Baadsmanden stod oprejst i Agterenden og manøvrerede for at bringe
+Baaden saa nær som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme i en
+for farlig Nærhed af dets vældige Hale, vel vidende, at et eneste
+Slag af denne vilde være nok til at gøre det af med baade Baad og
+Besætning. Forude, solidt plantet, med skrævende Ben, stod
+Kaptajnen. Harpunen holdt han hævet over Hovedet, parat til at
+slynge det dødbringende Vaaben dybt ned i den sorte Masse, som
+hævede sig op over Vandskorpen.
+
+"Er I klar, Folk?" sagde han dæmpet.
+
+"All right, Kaptajn," hviskede Matroserne tilbage.
+
+"Saa ind paa den," lød Kaptajnens Ordre, og Baaden nærmede sig til
+ti Fods Afstand fra Hvalen. Dyret rørte sig ikke. Sov det? I saa
+Fald turde de haabe at allerede den første Harpun vilde afgøre dens
+Skæbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull følte kun altfor
+sikkert, at der var en anden Grund til at den forholdt sig saa
+stille, og et hurtigt Blik fra Baadsmanden fortalte ham, at denne
+havde den samme Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu
+var Øjeblikket kommet, hvor der maatte handles.
+
+Kaptajnen svang sit Vaaben nogle Gange frem og tilbage for at
+beregne sit Kast, saa samlede han al sin Styrke og slyngede det imod
+Finhvalens Side.
+
+"Bak, bak," raabte han.
+
+Matroserne drev Baaden tilbage af alle Kræfter, og et Øjeblik efter
+var den uden for Rækkevidden af Hvalens Hale.
+
+I det samme afsløredes Grunden til at Hvalen havde forholdt sig saa
+ubevægelig.
+
+"Ser De, en Unge!" udbrød Baadsmanden.
+
+Ramt af Harpunen havde det vældige Dyr kastet sig om paa Siden, og
+derved kom en Unge tilsyne, som Moderen havde været ved at give Die.
+Dette var en meget ubehagelig Opdagelse, thi, som Kaptajnen vel
+vidste, vilde Hvalen nu forsvare sig med dobbelt Raseri, ikke alene
+for sin egen Skyld, men ogsaa for at beskærme sin "Lille" -- om man
+ellers kan bruge det Udtryk om en Kammerat paa i det mindste ti
+Alens Længde.
+
+Moderen var et usædvanlig stort Eksemplar af en Finhval, og maalte
+mindst fyrretyve Alen fra Hoved til Hale. Dens Skind var guldbrunt
+med mørkere Pletter. Den dukkede øjeblikkelig under, fulgt af sin
+Unge og skød i rasende Fart ned imod Havbunden. Det gjaldt nu først
+og fremmest om at følge Dyret, og Matroserne drev med hastige Tag
+Baaden afsted som en Pil over Havfladen. Men hurtigt som Baaden skød
+afsted kunde den dog ikke følge med Hvalen, der syntes ikke at ville
+standse eller sagtne sin Fart. Den ene Line, der var befæstet til
+Harpunen i Dyrets Side, var hurtigt opbrugt, og en ny maatte knyttes
+til den og forsvandt med samme Hastighed i Dybet, saa at endnu en
+tredie maatte føjes til.
+
+"Pokker staa i det!" raabte Kaptajnen, "det Dyr løber med alle vore
+Liner."
+
+"Ja, og se hvor langt det Asen fører os bort fra Skibet," tilføjede
+Baadsmanden.
+
+"Den maa dog vel en Gang komme op for at trække Vejret; det er jo
+ingen Fisk, og den maa have Luft ligesom alle vi andre," ræsonnerede
+Kaptajnen.
+
+Den fjerde Line maatte sættes til, og endelig ogsaa den femte og
+sidste; og den var allerede halvt rullet op, da det saa ud til at
+den slappedes.
+
+"Naa Gudskelov," udbrød Kaptajnen lettet, "nu er Bæstet dog endelig
+blevet træt."
+
+Snart efter bebudede en uhyre Vandstraale, at Hvalen atter var i
+Overfladen af Vandet, og da Baaden kom nærmere, saa man den atter
+ligge ubevægelig stille, som om den roligt afventede et nyt Angreb.
+Harpunen sad endnu fast i dens venstre Side.
+
+To Aarer blev taget ind, og de to Matroser bevæbnedes med Lanser.
+Men i det samme gav Hvalen et Slag med sin Halefinne og forsvandt i
+Dybet. Folkene var alle stærkt ophidsede. Skulde Dyret nu atter
+slippe levende af sted? Skulde de have den trættende og angstfulde
+Forfølgelse om igen? Og vilde det indbringende Bytte saa maaske
+tilsidst alligevel undslippe dem?
+
+Men nej, Hvalen havde ikke isinde at flygte mere, den havde denne
+Gang tværtimod vendt sig til Angreb, og piskende Vandet med sin
+vældige Hale foer den lige løs paa Baaden.
+
+"Pas paa, Baadsmand! Tilbage for Guds Skyld!" raabte Kaptajnen.
+
+Baaden svingedes rundt, næsten paa Stedet, ved Baadsmandens hurtige
+og dygtige Manøvre, og idet Hvalen skød forbi, huggede Kaptajnen og
+de to Matroser deres Lanser dybt i dens højre Side.
+
+Hvalen standsede, som bedøvet af Smerte; saa udsendte den to vældige
+Straaler af Vand og Blod, slog Halen imod Vandfladen og foer som i
+Spring atter ind paa Baaden.
+
+I et saadant Øjeblik vilde mangen en koldblodig og erfaren Sømand
+have tabt Hovedet, men, som ved en instinktiv Indskydelse fik
+Baadsmanden atter drejet Baaden tilside og undgik derved paa ny
+Hvalens Angreb. Og atter ramtes Dyret sikkert og dybt af de tre
+Lanser. Men idet den gled forbi Baaden, sendte dens voldsomme
+Halebevægelser en mægtig Bølge ind over Rælingen, saa at Baaden
+næsten fyldtes.
+
+"Brug Øsekarrene, hurtig!" kommanderede Kaptajnen.
+
+Men Faren var overhængende. Dyret havde allerede vendt sig til et
+nyt Angreb, og rasende af Smerte skød den i frygtelig Fart imod
+Baaden.
+
+"Pas paa!" raabte Kaptajnen for sidste Gang.
+
+Men Baadsmanden var hjælpeløs, den tunge Baad, fyldt med Vand, vilde
+ikke lystre hans Styreaare. Han forstod selv, som Kaptajnen og
+Matroserne forstod det, at det var ude med dem. Alle sprang op med
+et Skrig, som langt og fortvivlet lød ud over Havet, og maaske ogsaa
+naaede den lille Klynge om Bord paa "Pilgrim".
+
+I næste Øjeblik ramtes Baaden nedefra af et frygteligt Slag af
+Hvalens Hale.
+
+Fartøjet slyngedes med uimodstaaelig Kraft højt op i Luften og
+faldt, splintret og knust, atter ned i de ved Hvalens rasende
+Bevægelser oprørte Bølger.
+
+Endnu piskede det dødeligt saarede Dyr Havet, saa at det stod som i
+en Skumhvirvel.
+
+Saa dukkede den under for at dø i Dybet.
+
+Da Dick med to af Negrene i en Baad et Kvarter senere naaede Stedet,
+hvor Katastrofen havde fundet Sted, fandt han intet levende Væsen.
+Der flød kun nogle Vragstumper paa det blodfarvede Vand.
+
+En ubeskrivelig Følelse af lammende Sorg og Rædsel greb de
+tiloversblevne om Bord paa "Pilgrim" ved Synet af den frygtelige
+Katastrofe, som fuldbyrdedes lige for deres Øjne, uden at de var
+istand til at røre en Finger for at forebygge den. Skibet naaede,
+paa Grund af Vindstille, først Ulykkesstedet, da det var forsent.
+
+Situationen var saa alvorlig, som vel muligt, for disse Mennesker om
+Bord paa et Skib, der ikke længer havde nogen Kaptajn og intet
+Mandskab, og som, hundreder af Mile fra det nærmeste Land, var
+prisgivet Vind og Strøm og Forsynets Naade. Hvilket ulykkeligt
+Tilfælde, at denne Hval skulde krydse Skibets Vej, og hvilken endnu
+ulykkeligere Indskydelse havde ladet den ellers saa fornuftige
+Kaptajn vove sit og sit Mandskabs Liv for at kunne bringe en god
+Ladning med hjem.
+
+Af alle de, der nu var tilbage paa Briggen, havde kun én den
+fjærneste Idé om et Skibs Manøvrering, og denne ene var en Dreng paa
+femten Aar -- Dick Sand.
+
+
+
+
+V.
+
+ Kaptajn Dick Sand.
+
+
+Alvorlig, med Armene over Kors, stod han og stirrede ud over det
+Hav, som havde berøvet ham hans faderlige Ven og Velgører. Han
+spejdede vidt omkring i det forfængelige Haab, at der skulde vise
+sig et forbipasserende Skib, der kunde og vilde tage Fru Weldon,
+Jack og Fætter Benedict ombord, og derved befri ham for en Del af
+det tunge Ansvar, han følte sig betynget af. Selv vilde han, trods
+de fortvivlede Udsigter, ikke forlade "Pilgrim", men gøre sit
+yderste, for at føre Skibet sikkert til den nærmeste Havn.
+
+Men intet Sejl viste sig i Horisonten, og trods sin Ungdom og ringe
+Erfaring forstod Dick, ved nærmere Eftertanke, at der kun var saare
+ringe Sandsynlighed for at de her, langt udenfor den almindelige
+Søvej for Hvalfangere og Koffardiskibe, skulde møde noget Fartøj,
+der kunde yde dem Hjælp. Han maatte bandlyse alle falske
+Forhaabninger og se den alvorlige Situation roligt i Øjnene.
+
+Optaget af disse Tanker lagde Dick ikke Mærke til, at Negoro kom hen
+imod ham. Først da Kokken en Stund havde staaet lige foran ham og
+betragtet ham med et ondskabsfuldt Smil, fik Dick Øje paa ham og
+foer sammen.
+
+"Vil De tale med mig?"
+
+"Jeg maa tale enten med Kaptajnen eller med Baadsmanden," svarede
+Negoro studst.
+
+"De ved jo godt, Negoro, at de begge er omkomne," svarede
+Letmatrosen alvorligt.
+
+"Maa jeg spørge, hvem der skal føre Kommandoen her om Bord?" spurgte
+Kokken udfordrende.
+
+"Det skal jeg," kom det kort og afgørende.
+
+"De? En Dreng paa femten Aar!"
+
+"Ja, jeg," gentog Dick med fast Stemme, "jeg og ingen anden."
+
+"Jeg ønsker, at enhver her om Bord skal vide," forkyndte Fru Weldon,
+der havde nærmet sig og overhørt Samtalen, "at Dick Sand fra nu af
+er Kaptajn. Af ham vil De modtage Deres Ordrer, og disse Ordrer maa
+adlydes."
+
+Negoro rynkede Panden, snerrede nogle uforstaaelige Ord, og
+slentrede tilbage til sit Lukaf, medens Dick greb Fru Weldons Haand
+og forsikrede hende, at han vilde gøre alt, hvad der stod i hans
+Magt for at fortjene hendes Tillid og føre Skib og Passagerer
+lykkeligt i Havn.
+
+Havde jeg dog blot haft endnu et Par Aars Uddannelse, tænkte Dick,
+nu da han var blevet proklameret til "Kaptajn". Selv om han nu, med
+Bistand af Negrene, vilde kunne passe Sejlene, følte han dog kun
+alt for godt, at han lidet eller intet kendte til Skibsføringens
+videnskabelige Side. Han vilde ikke være istand til nøjagtigt at
+bestemme Skibets Kurs ved Hjælp af Sextanten og Kronometret, han
+kunde ikke, som han havde set Kaptajn Hull gøre, beregne Stjernernes
+Højde, aflæse Meredianen og lære Skibets sande øjeblikkelige
+Stilling at kende ved at iagttage Sol, Planeter og Stjerner. Men han
+gav ikke efter for sin Modløshed, det skulde jo gaa, altsaa til
+Arbejdet.
+
+Den unge Kaptajn gik derpaa, sammen med Fru Weldon, ned i Kahytten
+og de gav sig sammen til at studere Søkortet, hvorpaa Skibets Fart
+Dag for Dag fandtes angivet. Det viste sig, at Briggen befandt sig
+paa 43° 35' Bredde og 164° 13' Længde, idet den i det sidste Døgns
+stille Vejr næsten ikke havde forandret Stilling.
+
+Paa Kortet viste Afrikas Fastland sig som en mørk Vold, opkastet
+imellem de to Oceaner, der strakte sig fra Kap Horn til Kolumbia.
+Fru Weldon fik -- uvant som hun var til at regne med et Korts
+formindskede Maalestok -- den falske Forestilling, at det dog næppe
+vilde være saa svært eller langvarigt for dem at føre Skibet med
+dets Passagerer til dets Hjemsted.
+
+Men Dick forstod bedre, hvilken uhyre Afstand der i Virkeligheden
+skildte dem fra Hjemmet. Han vidste, at Skibet kun vilde have været
+som en mikroskopisk Prik paa Havets uendelige Flade, dersom det var
+blevet angivet i Kortets Maalestok.
+
+Der var altsaa ingen Tid at spilde; man maatte benytte sig af den
+gunstige nordvestlige Vind, der var blæst op, og Dick kaldte derfor
+Negrene sammen, forklarede dem Situationens Alvor og de
+Vanskeligheder og det store Arbejde, der laa foran dem. Han bad dem
+om alle at gøre deres bedste, og lagde dem i jævne Ord paa Hjærtet,
+at alles Frelse afhang af, at der herskede Ro og Orden om Bord.
+
+Den gamle Tom svarede paa Kammeraternes Vegne:
+
+"Kaptajn Sand; stol paa, at vi, der skylder dette Skibs Ejer Takken
+for vor egen Frelse, ogsaa skal gøre vort bedste for til Gengæld at
+bjærge 'Pilgrim' velbeholdent hjem. Vi har stærke og arbejdsvante
+Arme, og dem maa De befale over."
+
+"Er der ikke ogsaa noget, som jeg skal gøre, Dick?" spurgte den
+lille Jack, smittet af den almindelige Arbejdslyst.
+
+"Jo, min kære Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt smilende, "du
+skal holde Vinden i Orden, saa at den blæser den rigtige Vej."
+
+"Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt.
+
+"Og nu skal vi have braset Ræerne," sagde Dick; "kom Tom og I andre,
+saa skal jeg vise jer, hvordan det gaar for sig."
+
+"All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."
+
+Til alt Held forstod den ungdommelige Kaptajn sig paa at benytte
+Loggemaskinen, og ved dens og Kompassets Hjælp kunde han beregne
+Skibets Retning og anføre den tilbagelagte Vej paa Kortet. At passe
+Loggen maatte han dog overlade til en af de sorte for selv stadig at
+kunne staa ved Roret.
+
+I den stadig tiltagende, men dog kun jævne Brise, ansaa Dick det
+for fornuftigt at sætte alle Sejl til, og, fraregnet nogle
+betydningsløse Uheld, fik Negrene snart Masterne dækkede med Lærred.
+Særlig Herkules sled vældigt i det og tog nogle Tag saa det saa ud
+som om han vilde hejse Sejlene til Himmels. Baade Mesan- og
+Stormastens Sejl blev sat uden at Dick behøvede at gaa fra Roret,
+kun Topsejlene kunde de flinke Sorte ikke klare. Man maa nemlig for
+at stille disse entre op ad Vanterne, og fra Pertlinerne arbejde med
+den ene Haand og holde sig fast med den anden. Det er, naar Skibet
+ruller lidt og Sejlene slaar, et langt fra ufarligt Foretagende, som
+kræver baade Smidighed og Erfaring. Og de nybagte Matroser havde
+ikke meget af nogen af Delene.
+
+Dick maatte derfor lade Tom tage Roret medens han selv gik tilvejrs,
+og for hans øvede Haand stod Arbejdet da heller ikke længe paa.
+Snart stod Dick selv atter ved Roret, og "Pilgrim" skar for fulde
+Sejl rask gennem Bølgerne.
+
+Under alt dette sad Fætter Benedict ubekymret i sin Kahyt, fordybet
+i Studiet af et Insekt, som han havde frelst, lige i det Øjeblik, da
+Negoro var ved at mase det. Det viste sig at være et amerikansk Møl
+af en Slags, som ikke før var repræsenteret i hans Samling, og han
+overøste Kokken med Bebrejdelser, fordi han havde villet ødelægge en
+saadan Skat. Triumferende anbragte han sin Nyerhvervelse under
+Loupen, og hans Begejstring steg end yderligere, da han opdagede, at
+han havde haft Ret i sin Formodning om, at det amerikanske Møl i
+mangt og meget afveg fra de almindelig kendte Arter af Blattæ. Og
+over dette Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa
+Stedet, at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for kun faa Timer
+siden var druknede lige for hans Øjne.
+
+Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i Stand til at
+afryste den knugende Følelse, som den pludselige Ulykke havde
+fremkaldt, gik Livet dog, i det udvortes, snart i sin rolige og
+vanemæssige Gænge. Dick Sand syntes at vokse med sin store Opgave og
+dens Ansvar; han var saa at sige allesteds nærværende, og hans
+beskedne og dog bestemte Optræden gjorde ham snart saa afholdt af
+hans Amatør-Søfolk, at disse villigt og flinkt efterkom hans Ønsker
+og arbejdede med Liv og Lyst.
+
+Negoro vovede ikke mere aabenlyst at drage den unge Kaptajns
+Myndighed i Tvivl, men opholdt sig næsten til Stadighed i sit Køkken
+uden nogensinde at tilbyde en Haandsrækning, hvor godt han end
+maatte vide, at man ofte kunde have den haardt nødig. Det var som om
+han anede, at Dick havde besluttet, ved det mindste Tegn paa
+Opsætsighed, at lade ham fængsle. Kæmpen Herkules havde faaet sine
+Ordrer i saa Henseende, og den gamle Barnepige, Nan, var parat til
+naar som helst at indtræde i Negoros Stilling og ofre sig for
+Kogekunsten.
+
+For fuldt ud at udnytte den gunstige Vind besluttede Dick -- i
+Modsætning til hvad der ellers er Skik og Brug -- ikke at mindske
+Sejl for Natten. Han vilde saa selv blive oppe for straks at kunne
+tage de fornødne Forholdsregler, saafremt Vinden skulde tage
+stærkere til. Han lod logge hver halve Time og optegnede hver Gang
+Instrumentets Angivelse; han stod selv ved Roret og havde ikke
+Øjnene fra Kompasset. Der var endnu et Kompas om Bord, ophængt i
+Kaptajnens Kahyt for at denne stadigt derpaa kunde kontrollere, om
+Rorgængeren passede sine Sager og holdt den rigtige Kurs, ligesom
+man ved Hjælp af dette Reservekompas altid var i Stand til at
+opdage, om det andet var i Orden og fungerede rigtigt.
+
+Stor var derfor Dicks Bestyrtelse, da han en Morgen kom ned i
+Kaptajnens Kahyt og der fandt Kompasset liggende knust paa Gulvet.
+Om den Metalring, hvormed det var befæstet, var bleven slidt over
+ved den stadige Gnidning mod Krogen hvorpaa den hang, eller om den
+var blevet slynget ud over Krogen ved en særlig stærk Svingning af
+Skibet i Nattens Løb, var ikke til at afgøre. Men Uheldet var sket,
+og Dick maatte for Fremtiden nøjes med det store, faste Kompas, der
+stod foran Rorgængeren, det vil sige ham selv. Thi han maatte være
+baade Kaptajn og Styrmand i en Person, kun i de fem, seks Timer om
+Dagen, hvor han tog sig sin højst fornødne Søvn, maatte han lade
+gamle Tom og Bat afløse sig ved Roret.
+
+Fru Weldon fik mangen en fortrolig Passiar med den unge Kaptajn.
+
+Hver Dag viste Dick hende paa Kortet, hvor langt Skibet efter hans
+Beregning var kommet. "Hvor længe det kan vare inden vi naar
+Amerikas Sydkyst, er det jo ikke let at beregne, naar man er
+afhængig af Strøm og Vind," bemærkede han, "men vi gaar i alt Fald i
+den rigtige Retning, og naar vi engang faar Land i Sigte, tror jeg
+sikkert at det vil være Kysten i Nærheden af Valparaiso."
+
+"Ja, lad os haabe det," svarede Fru Weldon, "men foreløbig er der jo
+langt igen inden vi naar saa langt, og Gud ved hvormange Farer der
+kan møde os forinden."
+
+
+
+
+VI.
+
+ En Mørkets Gerning.
+
+
+Træt og overanstrængt, søvnig efter mange Nætters Vaagen ved Roret
+stod Dick Natten imellem den 13. og 14. Februar paa sin vante Plads.
+
+Natten var usædvanlig mørk. Himlen var dækket af tunge Skyer, der
+hang saa lavt, at man næppe kunde skeldne Topsejlene. De to smaa
+Lygter paa hver Side af Kompasset kastede kun et blegt Skær over den
+hvide Skive og formaaede ikke at sprede Mørket selv i den
+umiddelbare Nærhed af Rorgængerens Plads.
+
+Dicks Øjne, som saa længe havde været fæstede paa Kompassets
+lysende Flade, havde næsten mistet deres Synsevne. Han var som
+hypnotiseret af denne Stirren, og sank efterhaanden over i en
+Ubevidsthedstilstand, i hvilken alt nærværende svandt bort for ham.
+
+I dette Øjeblik løste en Skikkelse sig ud af Dækkets Mørke og
+nærmede sig tøvende Kompashuset. I Skjul for Lygternes Skær lod den
+noget tungt glide ind under Instrumentet, kastede et hurtigt,
+forskende Blik paa Skivens Naal, og fjærnede sig atter, lydløst og
+ubemærket, som den var kommen.
+
+Da Dick vaagnede af sin Døs, blev han forfærdet ved at se, at han
+havde holdt forkert Kurs, og han drejede skyndsomst Rorets Hjul. Han
+anede jo ikke, at en fjendtlig Haand havde stukket et Stykke Jærn
+ind under Kompasset og at dette var Grunden til, at Naalen havde
+flyttet sig. Istedet for at vise mod den magnetiske Pol, det vil
+sige stik Nord, pegede Naalen, formedelst Jærnets Indvirkning paa
+Magneten, nu imod Nordost. Det betød en Afvigelse af fire Streger.
+
+Istedet for at styre imod Øst kom han saaledes til at vende Skibet
+imod Sydøst; og for fulde Sejl førte den unge Kaptajn sit Fartøj
+længere og længere bort fra det længselsfuldt imødesete Hjem.
+
+I den paafølgende Uge hændte der intet særligt om Bord. Den friske,
+stadige Nordvestbrise holdt sig fremdeles, og "Pilgrim" gjorde en
+god Fart af omkring 160 Mil i Døgnet. Dick blev mere og mere
+sangvinsk i sine Forventninger, og han blev højst forbavset over, at
+"Pilgrim" saa nær Amerikas Kyst, som den nu maatte være, ikke mødte
+et eneste Fartøj paa Rejsen fra Kap Horn til Ækvator.
+
+Dette var ham en slem Streg i Regningen, da han havde haabet at
+kunne faa Passagererne optagne af en af de hurtig sejlende Dampere,
+eller, hvad der maaske var endnu bedre, at kunne laane nogle
+Matroser og helst ogsaa en Styrmand til at føre "Pilgrim" hjem.
+
+Knøsen svævede jo i total Uvidenhed med Hensyn til de faktiske
+Forhold. For det første havde han ikke taget den ved Strømforholdene
+foraarsagede Afdrift med i Beregning, og for det andet kunde han jo
+ikke vide, at han, efter at Negoro havde forfalsket Kompasset,
+styrede 45° for meget i sydlig Retning.
+
+Var Dick imidlertid end ikke naaet langt i den hydrografiske
+Videnskab, saa havde han dog, hvad der ogsaa er meget værd, et ægte
+"Sømandsøje", der kunde aflure Himlen dens Hemmeligheder hvad Vind
+og Vejrudsigterne angaar. Og Kaptajn Hull havde ikke forgæves
+undervist ham i at aflæse Barometret, og drage Slutninger efter
+Instrumentets Angivelser, efter de bekendte Vorepierreske 7 Regler.
+
+Det undgik heller ikke hans Opmærksomhed, at Barometret den 20.
+Februar viste Tegn til at falde, og han var forberedt paa baade Regn
+og Storm. Han lod derfor forud rebe Klyver og Fog og besluttede at
+gøre det samme med Stor og Merssejlet saasnart Stormen begyndte. I
+de tre følgende Dage forandrede Vindens Retning og Styrke sig dog
+ikke synderligt, men Barometrets Viser sank stadig indtil den stod
+paa 28 Grader. Himlen blev mørk og overtrukken, og Skyerne hang saa
+lavt, at de næsten gik i et med den Taage, der steg op fra Havet.
+Solen formaaede ikke at gennemtrænge Mørket, og det var saaledes
+umuligt at bestemme Stedet, hvor den stod op, og hvor den gik ned.
+
+Dick gjorde sit bedste for ikke at tabe Modet, men urolig var han.
+Han veg ikke fra Dækket, og den Smule Søvn, han undte sig, tog han
+der.
+
+Men Uvejret lod ikke vente paa sig. Stormen holdt sig og Søen gik
+højt. Af og til brød et Tordenvejr løs og Lynene slog ned rundt om
+Skibet, hvorefter der fulgte hele Skybrud af Regnbyger, saa at det
+saa ud som om Skibet var omgivet af Vandsøjler. Men trods alt dette
+havde Fartøjet dog, med sin ringe Sejlføring ikke taget Magten fra
+dets unge Fører, endnu lystrede det Roret og skød en saa vældig
+Fart, at Dick nærede bestemt Haab om inden længe at faa Land i
+Sigte.
+
+Dette meddelte han ogsaa Fru Weldon, der naturligvis var yderst
+ængstelig ved det uhyggelige Vejr, der gjorde den iforvejen saa
+risikable Rejse endnu mere farefuld.
+
+"Saa du mener virkelig, Dick, at Amerikas Kyst ikke kan være langt
+borte?" spurgte hun opmuntret.
+
+"Nej, det kan den umuligt, Fru Weldon," svarede han, "det undrer mig
+blot, at jeg ikke allerede har faaet Kig paa den. Vi har dog skudt
+en god Fart lige siden den 10. Februar -- Ulykkesdagen."
+
+"Og i Dag har vi den 9. Marts," bemærkede Fru Weldon; "der er altsaa
+gaaet 27 Dage. Hvor langt var vi omtrent den Gang fra Land?"
+
+"Vel en 4500 Mil. Og Skibet har gjort gennemsnitlig 180 Mil i Døgnet
+siden da, det udgør 4860 Mil. Saa vi skulde endogsaa, hvis min
+Beregning er rigtig -- og det tror jeg sikkert at den er -- allerede
+have været der nu. Jeg forstaar heller ikke, at vi ikke møder et
+eneste Skib."
+
+"Og du er sikker paa, at du har beregnet Skibets Fart rigtigt?"
+
+"Ja, Fru Weldon, det er jeg sikker paa. Jeg har passet saa nøje paa.
+Hver halve Time har vi kastet Loggen og jeg har for hver Gang
+skrevet Resultatet op. Nu skal jeg prøve igen, og saa skal De se, at
+vi i dette Øjeblik gør ti Mil i Timen, hvilket jo bliver 240 i
+Døgnet, og adskilligt mer end vi har regnet med."
+
+Dick kaldte paa Tom og bad ham kaste Loggen. Den gamle Neger havde
+saa ofte besørget dette, at han var ganske fortrolig med denne
+Forretning.
+
+Loggen blev befæstet til Linen og kastet ud. Linen gled langsomt
+gennem Toms Haand, indtil omtrent fem og tyve Favn var forsvundet --
+saa slap pludselig Snoren op.
+
+Den gamle gav et forskrækket Udraab fra sig: "Den gik itu."
+
+"Hvad gik itu?" foer Dick forfærdet til.
+
+"Snoren, Kaptajn! Snoren brast."
+
+"Snoren -- -- -- og Loggen tabt! Du gode Gud -- -- --"
+
+Ja, saaledes forholdt det sig virkelig; gamle Tom viste ham den
+Ende, han havde beholdt i Haanden.
+
+Det foer igennem Dick -- dette kan ikke være gaaet naturligt til,
+der maa stikke noget under! Han vidste, at Snoren havde været af
+udmærket Kvalitet og ikke for gammel, og nu viste den sig at være
+ganske tyndslidt paa et bestemt Sted -- der hvor den var bristet.
+Hvorledes kunde det være gaaet til?
+
+Den stakkels Fyr grundede længe over dette Spørgsmaal uden at finde
+noget Svar; han var dybt mismodig over at have mistet det værdifulde
+Instrument, det eneste, hvormed han kunde maale Skibets Fart.
+
+Tidlig om Morgenen den 12. Marts saa Dick til sin Rædsel, at
+Barometret var faldet yderligere, og nu stod paa kun 27° 9'. Stormen
+voksede hastigt til en Orkan, der gjorde det nødvendigt at tage
+alle Sejl ned. Ved de flinke Negres Hjælp lykkedes det ham at faa
+bjærget alle de lavere Sejl. Dernæst lod Dick Tom tage Roret, medens
+han selv, Austin, Aktæon og Bat gik tilvejrs, og Herkules løsnede
+Tresserne paa Dækket.
+
+Det kostede megen Møje i det forrygende Vejr at faa Spir og
+Bramstænger taget ind, og et Vindstød havde nær slynget Austin i
+Havet. Stormastens Sejl var alt bjærgede, og Dick skyndte sig op for
+at frelse Merssejlet -- men forsent. Med et rasende Hyl rev Stormen
+det til sig og bortførte sit Bytte.
+
+Dick var fortvivlet, ude af sig selv af Rædsel, plaget af Frygt for
+at Skibet, jaget af Orkanen og de taarnhøje Bølger, skulde blive
+splintret imod de Kystens Skær, som umulig kunde være langt borte.
+Han stirrede og stirrede igennem Uvejret, men saa intet, gik frem og
+tilbage, raadløs i sin Fortvivlelse, indtil han atter greb Roret.
+
+Samtidig kom Negoro ud paa Dækket. Ogsaa han stirrede ud over Havet,
+og halvt ubevidst pegede han imod et Punkt i Horisonten, som saa han
+Land der, hvor den unge Kaptajn intet havde fundet.
+
+Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet iagttaget,
+smilede beroliget og forsvandt igen i sit Lukaf.
+
+
+
+
+VII.
+
+ I Stormen. -- En Skuffelse.
+
+
+"Pilgrim" havde nu ikke en Trevl Sejl oppe mere, men Orkanen havde
+nok at tumle med i Skrog, Master og Tovværk, og den drev Skibet
+afsted i næsten usvækket Fart.
+
+Bølgerne, lig uhyre Vandbjærge, rullede dog endnu hurtigere end
+Fartøjet og truede med at oversvømme Agterstævnen, naar denne ikke
+hurtigt nok hævede sig af en Bølgedal. Og meget var der ikke at gøre
+for at undgaa denne Mulighed, da Skibet ikke kunde bringes i
+hurtigere Fart ved at sætte et Sejl op. Man kunde kun afstive det
+ved Rorets Bevægelser, og Dick passede paa som en Smed. Han havde
+bundet sig fast for at en Styrtesø ikke skulde rive ham med sig.
+Herkules og Aktæon holdt, klyngende sig til Rælingen, Udkig efter
+Land forude.
+
+Fru Weldon og lille Jack, Fætter Benedict og Nan maatte holde sig i
+Kahytten. Alle Luger holdtes forsvarligt lukkede for at ikke en af
+de Bølger, der ofte slog ind over Dækket, skulde fylde Skibet og
+trække det ned. Ballasten viste sig, til alt Held at være saa
+omhyggeligt anbragt, at den, trods Briggens voldsomme Rullen, ikke
+forskød sig.
+
+Dick vilde ikke have forladt sin Plads ved Roret den Nat. Men Fru
+Weldon forestillede ham alvorligt og indtrængende, hvor nødvendigt
+for dem alle det var, at han ikke overanstrængte sig og blev syg, at
+han gav efter for hendes Ønsker og søgte nogen Hvile.
+
+Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret, da de til deres
+Forbavselse saa, at Negoro kom hen imod dem og forsøgte at indlede
+en Samtale. Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom
+eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.
+
+Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet, vaklede Negoro,
+styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dækket.
+
+Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro, at Kompasset maaske
+var blevet knust ved Stødet.
+
+Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og løb til for at se, hvad
+der var paa Færde.
+
+Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen, og hvad mere var,
+han havde faaet fat i det Stykke Jærn, som han i sin Tid anbragte
+under Instrumentet, og ubemærket ladet det glide ud i Vandet.
+Kompasset var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets
+Misvisning nu ophørt og Magnetnaalen atter i den rette Stilling. Og
+dette var netop hvad Negoro havde villet.
+
+"Hvad er her paa Færde? hvad skal det Spektakel betyde?" spurgte
+Dick.
+
+Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var falden over imod
+Kompasset, og at han, Tom, derved var kommet til at skraale op af
+Frygt for, at det uundværlige Instrument skulde gaa itu. Men det
+havde da holdt og fejlede ingenting.
+
+Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har De her at gøre paa
+denne Tid af Døgnet?"
+
+"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort og mut.
+
+"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks."
+
+"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa
+gaa, hvor og naar man vil," snærrede Kokken.
+
+"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu.
+Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"
+
+Det var som om Negoro vaagnede af sin sædvanlige Sløvhed, han foer
+op og knyttede uvilkaarlig Haanden imod Drengen.
+
+Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af Bæltet og rettede den imod
+Kokken.
+
+"Tag Dem i Agt, Negoro, -- ét Skridt til, ét eneste Ord, og jeg
+skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."
+
+Negoro fik ingen Tid til at svare; før han kunde aabne Munden blev
+han tvunget i Dækket med uimodstaaelig Kraft. Det var Herkules, der
+lagde sin Haand tungt paa hans Skulder.
+
+"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene tager nok til takke
+med ham, de er jo ikke saa kræsne."
+
+"Endnu ikke," svarede Dick roligt.
+
+Kæmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et Sæt, og snærrede
+imod Herkules, idet han skyndte sig til sit Lukaf:
+
+"Det skal du faa betalt, fordømte Neger."
+
+Dick var naturligvis kommet i det største Oprør ved denne uhyggelige
+Scene, og hans Frygt for, at Kompasset skulde have lidt Overlast,
+vilde heller ikke fortage sig. Efter dette at dømme skulde Vinden
+pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var intet i
+Havets Udseende der tydede paa, at en saadan Forandring havde fundet
+Sted. Istedet for at Strøm og Bølger skulde træffe Skibet lige
+agter, slog de nu imod Bagbordssiden, og da dette yderligere øgede
+Faren blev han nødt til at afvige nogle Streger fra Kompassets Kurs
+for at kunde holde sig lige for Stormen. Hos den unge Kaptajn
+vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i
+Spillet ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske ogsaa
+havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog
+ikke, lige som alle de andre, kun ønske jo før jo hellere at naa
+Amerika?
+
+[Illustration: Han rettede Revolveren imod ham.]
+
+Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den,
+men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund
+for Kokken til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi.
+
+Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted gennem det
+oprørte Hav med en Hastighed, der ikke kunde være mindre end 200 Mil
+i Døgnet -- men stadig saa man intet Land.
+
+Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika da forsvundet,
+stod Solen da ikke op og gik den ikke ned i Øst og Vest som før?
+Eller var det Kompasset, det var galt med?
+
+Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen lød pludselig Raabet:
+
+"Land, Land!"
+
+Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og pegede ivrigt imod et
+Punkt i Horisonten.
+
+Stormens Brølen umuliggjorde al Samtale.
+
+Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens
+hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun
+sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland.
+
+"Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge.
+
+Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig
+Spænding til Rælingen, og brast i Graad.
+
+Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa længe forgæves
+havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere
+efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et
+Forbjærg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.
+
+Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten nervøst frem og
+tilbage over Horisonten imod Øst, saa faldt pludselig hans Arm ned.
+
+"En Ø, -- det var kun en Ø!"
+
+"En Ø? Hvad mener De, er det ikke Amerika?" spurgte Fru Weldon
+bestyrtet.
+
+"Nej, Fru Weldon, det er kun en Ø; hvilken Ø det er, maa Kortet
+kunne sige os. Det maa være Paaskeøen! Der er ikke andre Smaaøer i
+dette Farvand."
+
+"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, -- hvorlangt har vi endnu
+tilbage?"
+
+"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modløs Stemme; "saadan
+noget som 2500 Mil!"
+
+"Men Gud! Det er da umuligt," udbrød Fru Weldon fortvivlet, "saa har
+'Pilgrim' jo slet ikke bevæget sig, -- eller den har sejlet frem og
+tilbage til samme Sted -- eller -- --. Nej, det er umuligt!"
+
+"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som
+for at samle sine Tanker, -- "jeg selv begriber heller ikke, hvad
+der er sket -- -- hvorledes det er gaaet til. Det maa vel være
+Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har læst galt --
+nej, det er dog ikke muligt!"
+
+"Men, Gud være lovet," tilføjede han medens et Smil pludselig
+opklarede hans alvorlige unge Ansigt, "nu ved vi da i al Fald en
+Gang sikkert, hvor vi er, og hvad Kurs vi skal holde, for at naa
+hjem. Naar denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods al
+Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt endnu."
+
+
+
+
+VIII.
+
+ Land! -- Land!
+
+
+Lidt efter lidt lagde Stormen sig noget, og den 29. var Vejret saa
+meget roligere, at Dick vovede at hejse Top- og Mesansejlet for
+derved at forøge Skibets Fart og støtte dets Bevægelser. Det var ham
+en uhyre Lettelse, at "Pilgrim" ikke længer var et hjælpeløst
+Legetøj for Vind og Vove, men atter lod sig styre og beherske.
+
+"Med den Fart vi nu skyder, og dersom Vinden holder sig i det rette
+Hjørne, tænker jeg næsten vi naar Land om en halv Snes Dage," sagde
+Dick med noget af sin vante Fortrøstning til Fru Weldon.
+
+"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det værste ovre for denne Gang.
+De har vist Dem som en Mand, min kære Ven, og selv om De ikke er en
+fuldt færdig Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok sørge for at De
+faar lært, hvad De mangler og snart faar et Fartøj at føre."
+
+Dick trykkede rørt Fru Weldons Haand og takkede hende -- mere
+hjærteligt end veltalende -- for hendes Elskværdighed og Omhu for
+hans Fremtid.
+
+"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at
+afværge yderligere Taksigelser.
+
+"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa
+Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den Ø, som vi
+lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme
+Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst. Hvis
+Vejret og Vinden blot vil være naadig, naar vi er kommet saa langt,
+kan vi følge Kysten til vi træffer paa en Havn; men -- --"
+
+"Men hvad, Dick?"
+
+"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo værre ud for
+'Pilgrim'."
+
+"Hvad vil De da saa gøre?"
+
+"Sætte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.
+
+"Men," tilføjede Dick fortrøstningsfuldt, "der er jo ingen Grund til
+at frygte, at det skal blive nødvendigt. Det er dog langt
+sandsynligere, at vi, saa nær Land, vil møde et Fartøj eller maaske
+en Lodsbaad, og saa er vi jo ovenpaa."
+
+Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden nævneværdige
+Begivenheder, indtil den 5. April, lige to Maaneder efter, at
+"Pilgrim" forlod Ny Zeeland.
+
+Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet at se Land, men
+det viste sig stadig, at det kun var et optisk Bedrag, og at det
+formentlige Land opløste sig i Taage og forsvandt.
+
+Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at Taagen var lettet,
+viste Landet sig tydeligt i den klare Horisont og det frydefulde
+Raab lød ud over Skibet:
+
+"Land! Land!"
+
+Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen
+forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte
+sig imod Øst saa langt Øjet kunde naa.
+
+Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser, Savn og
+Modløshed, naaet til det længselsfuldt imødesete Hjemland. Bag denne
+lave Kyst maatte Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.
+
+"Pilgrim" skød en Fart som om ogsaa den længtes hjem, og efter et
+Par Timers Forløb var man Landet saa nær, at man kunde skælne en
+Række Høje, bevoksede med Træer, og i Nordøst et temmelig højt
+Forbjærg. Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding eller en
+Bugt, der kunde afgive et beskyttet Indsejlingssted.
+
+Skibet bares nu af Brændingen lige imod Landet. I nogen Afstand fra
+Kysten kom et Rev tilsyne, over hvilket Bølgerne sydede og larmede;
+det kunde næppe være mere end en lille Mil borte.
+
+Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at det var haabløst at
+søge at forandre Skibets Kurs. Strøm og Brænding havde en saa
+uimodstaaelig Magt, at de, og de alene maatte afgøre Fartøjets
+Skæbne.
+
+Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin Deltagelse i den
+almindelige Ophidselse tilkende ved en højlydt Gøen. Saa optaget
+syntes den at være af det usædvanlige Syn af Land, at den ganske
+ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for
+Øjnene saa imod den nære Kyst. Den rasende Brænding og den Fare, der
+truede Skibet, syntes han dog ikke at ændse. Fru Weldon, der iagttog
+ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der
+bredte sig foran ham.
+
+I dette Øjeblik traadte Dick hen til Fru Weldon og sagde alvorlig:
+
+"Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej. Om en halv Time
+vil Skibet staa paa Revet her foran os. 'Pilgrim' vil blive knust,
+men De og vi andre vil i det mindste blive frelste."
+
+"Det er umuligt at undgaa det?" spurgte Fru Weldon.
+
+"Umuligt!"
+
+"Saa maa det da ske."
+
+I største Hast traf nu den unge Kaptajn de nødvendige Forberedelser
+til den uundgaaelige Stranding. Alle fik Svømmebælter paa. Herkules
+fik Ordre til at tage sig af Fru Weldon; Dick vilde selv vaage over
+lille Jack, og Bat og Austin skulde tage Fætter Benedict, med samt
+hans Insektsamling, paa deres Samvittighed. Og Negoro -- ja, hans
+urokkelige Ro viste tydeligt, at al særlig Omsorg for ham vilde være
+overflødig.
+
+Dick fik nu den heldige Indskydelse at lade et Dusin Tønder af
+Lastens Hvaltran bringe op, for at hælde Olien ud i det Øjeblik,
+Skibet nærmede sig Revet. Dette vilde for nogle Minutter dæmpe
+Brændingens Syden og gøre Havfladen rolig, hvorved Skibet maaske
+lettere vilde kunne komme ind over Revet og nærmere Land.
+
+"Pilgrim" var nu næppe to Kabellængder fra Kysten; om dens
+Styrbordsside ophvirvledes allerede Brændingens hvide Skum. Hvert
+Øjeblik kunde man vente, at Kølen vilde skrabe imod Klippegrunden.
+
+"Kast Trannen ud!"
+
+Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og Briggen gled hurtigt
+frem over de jævne, lange Søer.
+
+Men pludselig gav det et Stød i Skibet. Det var blevet løftet af en
+uhyre Bølge, og baaret lige imod en fremspringende Klippe. I det
+samme faldt Masterne. Med forfærdelig Hast strømmede Vandet ind
+igennem et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes.
+
+Men "Pilgrim"s Besætning var allerede frelst. Ad Kystens udløbende
+mørke Klipperække naaede den snart Land.
+
+Saaledes var da "Pilgrim", efter en Sejlads paa 74 Dage, strandet og
+uhjælpelig fortabt -- et værdiløst Vrag. Men hvor nær det end gik
+Dick til Hjærtet, at han havde maattet ofre sin Velgørers Skib og
+Ladning, traadte dette dog i Baggrunden for den Lykke, han følte ved
+at intet af de Liv, der var betroet til hans Omsorg, var gaaet tabt.
+Fra den Del af Perus Kyst hvor han sikkert antog, at man nu befandt
+sig, vilde man hurtigt kunne naa en Havn og der finde Skibslejlighed
+hjem.
+
+
+
+
+IX.
+
+ Landet.
+
+
+Det Sted, hvor de var blevet kastet iland, havde et ganske øde og
+ubeboet Udseende. Det var en Klippeslugt, der førte til et
+uregelmæssigt Højdedrag. Mod Nord, omtrent en Fjerdingvej borte,
+viste sig en lille Flods Munding; dens Bredder var bevoksede med en
+Art Mangrover, og paa Højdedraget strakte sig, saa langt man kunde
+se, en tæt Skov. Havde Fætter Benedict været Botaniker, vilde han
+være blevet henrykt over den Rigdom af forskellige Træ-Arter, som
+denne Skov rummede.
+
+Der var høje Baobabtræer, hvis Bark er som ægyptisk Syenit, hvide
+Pinjer, Tamarinttræer, Pebertræer af en egen Art, og mangfoldige
+andre Vækster, som en Amerikaner fra Nordstaterne ikke er vant til
+at se. Men mærkværdig nok fandt man ikke en eneste af de talrige
+Palme-Arter, som dog ellers findes udbredt næsten overalt paa
+Jorden.
+
+Henover Stranden fløj store Flokke af skrigende Fugle, en Slags
+store, blaasorte Svaler med lystfarvede Hoveder, og nu og da rejste
+sig enkelte Hønsefugle, graa og med nøgen Hals. Den uforstyrrede og
+frygtløse Maade paa hvilken disse Fugle kom de skibbrudne ganske
+nær, forundrede baade Dick og Fru Weldon. Det kunde næsten se ud til
+at Dyrene her aldrig havde lært at frygte Menneskers Nærhed, aldrig
+var blevet skræmmet af en Bøsses Knald.
+
+Paa de udløbende Revler spankulerede nogle Pelikaner, travlt
+beskæftigede med at stoppe Smaafisk i deres Halsposer, og en Flok
+Havmaager kredsede skrigende om "Pilgrim"s Vrag, men ellers viste
+intet levende Væsen sig.
+
+Dick Sand var højligen forbavset. Hverken i mod Nord eller Syd fandt
+man noget Tegn paa Menneskers Nærhed; ikke et Hus eller en Hytte,
+ikke et Fodspor i Sandet, ikke Røgen fra en Skorsten eller et Baal.
+
+-- Hvor er vi dog, tænkte han. Havde der været nogen Moders Sjæl
+vilde Dingo nok have sporet det, og meddelt sin Opdagelse med en
+lydelig Gøen.
+
+Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs Kysten med sænket
+Hale, uroligt søgende, men tavs.
+
+"Læg Mærke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor underligt han støver
+om."
+
+"Ja, det har jeg ogsaa tænkt over," svarede Dick. "Og se saa Negoro;
+det ser næsten ud som han var optaget af den samme Søgen, som
+Hunden. De bærer sig begge to lige mærkeligt ad. Men nu har vi
+heldigvis ikke mere med ham at gøre. Hans Tjeneste ophørte
+naturligvis med Skibets Forlis."
+
+Vant som man var til Kokkens Indesluttethed, var der ingen, som tog
+Notits af ham eller spurgte ham ud. Han klatrede op ad Klipperne og
+saa sig om, kom ned igen og besteg en anden Højde, spejdede ud over
+Stranden og op ad Floden for endelig at forsvinde bag de
+fremspringende Højder. Ingen tænkte paa at følge efter ham, selv
+Dingo syntes at have glemt sin Fjende.
+
+Man havde da ogsaa andet at tage vare. Først maatte man se at finde
+et midlertidigt Tilflugtssted og saa sørge for at finde et højst
+fornødent Maaltid.
+
+Fødemidler var der heldigvis ingen Mangel paa. Brændingen havde
+skyllet en hel Del af Skibets Forraad op paa Forstranden, hvorfra
+Negrene, nu da Ebben var indtraadt, var ifærd med at bringe
+Kiks-Kasser, Daaser med Konserves, tørret Kød og lignende i
+Sikkerhed. Fersk Vand i Overflod leverede den lille Flod i Nærheden.
+
+Ved til Baal savnede man heller ikke, og gamle Tom, der var en
+passioneret Ryger, havde Voks-Svovlstikker i Massevis.
+
+Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr, havde man stadig
+ikke, og uden en Nats Hvile efter alle de gennemgaaede Strabadser
+kunde man umuligt begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende
+Rekognosering.
+
+Stor var derfor den almindelige Glæde, da ogsaa denne Sorg blev
+slukket. Det var saamænd ingen anden end lille Jack, der her kom
+sine Venner til Hjælp. Ved at tumle om imellem de smaa Klitter ved
+Stranden, fandt han en rummelig Hule, som Bølgerne i deres evige
+Rullen imod Kysten havde dannet.
+
+"Her, kom her!" raabte Drengen henrykt, "her er en dejlig Hule."
+
+"Det var rigtignok stolt klaret, min Dreng," sagde Fru Weldon, og
+kyssede sin Øjesten. "Du er jo en hel Robinson, Jack! Her kan vi faa
+det rigtig udmærket."
+
+Det kunde de i Virkeligheden ogsaa. Hulen var en tolv-fjorten Fod
+bred og lige saa dyb, og altsaa stor nok til at rumme den lille
+Flok. Medens man var ved at tilberede Maaltidet vendte Negoro
+tilbage, og stillede for at faa sin Portion med. Han spiste og drak
+tappert, men sad ellers tavs og hørte tilsyneladende uinteresseret
+efter de andres Samtale om, hvad der nu var at gøre.
+
+Fru Weldon begyndte med, i sit eget og de andres Navn, at takke den
+trofaste Dick for hans ihærdige og anstrængende Arbejde under den
+lange og farefulde Sejlads. "Men," tilføjede hun, "din Opgave er
+ikke endt endnu. Du maa være vor Leder i Land som du var vor Kaptajn
+om Bord. Vi har alle Tillid til dig, og hvad du anser for at være
+det fornuftigste og rigtigste, det vil vi gøre."
+
+Alles Øjne hvilede paa Knøsen. Selv Negoro syntes vakt af sin
+Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt, ivrig efter at erfare hans
+Mening.
+
+Det varede en Stund før Dick svarede: "Som De ved, Fru Weldon, er
+jeg af den Mening, at vi er blevet kastet i Land et eller andet Sted
+paa Perus Kyst, sandsynligvis i den sydlige Del. Og i saa Fald er vi
+nær ved Pampassletten og i en temmelig sparsomt beboet Egn, langt
+fra nogen Landsby. Men alligevel skulde jeg dog tro, at hvis et Par
+af os i Morgen begav sig en halv Snes Mil længere imod Nord, maatte
+vi træffe paa nogle Indfødte, der kunde give os Besked."
+
+Fru Weldon var tilsyneladende ikke begejstret for Dicks Forslag, om
+at skille to ud fra de andre.
+
+"Hvem skulde saa gaa paa den Opdagelses-Ekspedition," spurgte hun
+tøvende.
+
+"Tom og jeg, for Eksempel."
+
+"Og vi andre, skal vi blive tilbage her?"
+
+"Ja, Fru Weldon; Bat, Herkules, Aktæon og Austin bliver jo hos Dem.
+Negoro foretrækker maaske ogsaa at blive her?" tilføjede Dick, vendt
+imod Kokken.
+
+"Rimeligvis," svarede denne ordknappe Fyr.
+
+"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor Rekognosering,"
+bemærkede Tom, "den kan blive os til god Nytte."
+
+Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og urolig ved Tanken om,
+at den lille Flok, som saa længe havde delt ondt og godt sammen, nu
+skulde skilles, om end kun for kort Tid. Nølende gav hun sin
+Ængstelse Luft og spurgte Dick, om de ikke kunde risikere, at
+indfødte Banditter, der maaske havde iagttaget Forliset, vilde
+overfalde dem i Haab om at kunne gøre et rigt Bytte.
+
+Dick søgte efter bedste Evne at forjage Fru Weldons Frygt. De
+Indfødte her var et fredsommeligt Folkefærd, der ikke kunde
+sammenlignes med Afrikas og Australiens vilde Stammer, saa noget
+Overfald behøvede man sikkert ikke at frygte. Den korte Adskillelse
+kunde være ubehagelig nok; men dette var dog for intet at regne
+sammenlignet med de Strabadser og Farer, man vilde udsætte sig for
+ved at begive sig samlet afsted uden først at vide Besked om, hvor
+man egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde søge en
+Havneby.
+
+"Desuden vil vi være her tilbage senest om to Dage, enten vi saa
+finder Mennesker, der kan give os Besked, eller ej," sluttede Dick;
+"og Tom og jeg kan udrette meget paa to Dage."
+
+"Ja, ja da," gav Fru Weldon resigneret sin Tilslutning, "saa gør,
+som du synes, Dick."
+
+"Hvad siger du til den Ting, Fætter Benedict?" tilføjede hun vendt
+imod Naturforskeren.
+
+"Jeg?" foer den adspurgte op af sine dybe Tanker, med et noget
+uforstaaende Udtryk i sit lærde Aasyn. "Aa jo, jeg er ganske af
+samme Mening, jeg synes det hele er udmærket. Jeg haaber sikkert at
+finde nogle gode Eksemplarer her. Mon jeg ikke skulde gaa ud og søge
+efter dem med det samme?"
+
+"Maa jeg anbefale Dem ikke at gaa for langt bort," advarede Dick.
+
+"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok --." Og med sin Kasse
+under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt.
+
+Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som
+Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden,
+hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.
+
+Fru Weldon lagde den allerede sovende Jack over i Nans Skød, og
+fulgtes selv sammen med Dick og de andre ned til Stranden.
+
+Revet, paa hvilket Briggen var strandet, stod nu fuldstændig tørt
+over Vandet, og Skibets Skrog, som nylig havde været aldeles skjult
+af Havet, laa synligt midt imellem Vragtømret. Denne paafaldende
+Forskel paa Vandstanden ved Høj og Lavvande forbavsede Dick, der
+syntes at have lært, at Ebbe og Flod kun er af ringe Betydning ved
+det stille Havs Kyster. Men han huskede vel fejl, eller ogsaa
+skyldtes det den forrygende Storm og vældige Brænding.
+
+Alle Mand gik straks om Bord for at bjærge, hvad bjærges kunde af
+det, der kunde være til Nytte ved den forestaaende Ekspedition. Dick
+fandt fire udmærkede Remingtonrifler og et hundrede Patroner, og var
+lykkelig ved saaledes at kunne sætte den lille Trop i en Slags
+Forsvarstilstand. Dernæst medtog han en Lygte og nogle af de store
+Knive, som man brugte ved Parteringen af Hvalerne. Andet og mere
+vilde han ikke slæbe af sted med paa en Rejse, hvor det gjaldt om at
+have den mindst mulige Bagage.
+
+Efter Fru Weldons Opfordring søgte Dick ogsaa efter en betydelig
+Pengesum, tilhørende Hr. Weldon, som skulde findes forvaret i
+Skibets Pengeskrin i Kaptajn Hulls Kahyt. Skrinet var der ikke. Han
+fandt i Kaptajnens Skibskiste et Beløb af omtrent 500 Dollars,
+opbevarede i en Læderportefeuille, mærket med den forulykkedes Navn,
+men Pengekassen, Rhederens Ejendom, var ikke til at finde.
+
+Der var kun én Forklaring paa dette Mysterium. En eller anden var
+kommen dem i Forkøbet, havde ransaget Skibet og stjaalet Pengene.
+
+Og hvem det maatte være var ikke svært at sige, da ingen andre end
+Negoro havde forladt Grotten. Dick vægrede sig vel uvilkaarligt ved
+at mistænke Kokken, men han maatte paa den anden Side indrømme, at
+denne skumle Fyrs hele Gøren og Laden nok kunde tyde paa, at han
+ikke vilde vige tilbage for et Tyveri, der med hans Kendskab til
+Skibets Lokaliteter havde været saa fristende let at udføre. Det
+blev derfor besluttet at krydsforhøre Negoro naar han kom tilbage,
+og i Nødsfald lade ham undersøge.
+
+"Den Mand er da vor onde Aand!" udbrød Fru Weldon fortvivlet.
+
+Og havde hun vidst, hvor sand hendes Bemærkning var, havde hun
+sikkert været end mere ulykkelig.
+
+
+
+
+X.
+
+ Et nyt Bekendtskab.
+
+
+Solen sank imod Horisonten og varslede Nattens Komme. Skumringstiden
+varede kun kort og afløstes af det dybeste Mørke, saaledes som
+Tilfældet altid er i Troperne. Man skyndte sig derfor tilbage til
+Hulen og indrettede sig for Natten. En af Negrene skulde skiftevis
+holde Vagt sammen med Dingo.
+
+"Men Fætter Benedict!" udbrød pludselig Fru Weldon bestyrtet.
+
+Den langbenede Insektsamler var ikke kommet tilbage endnu og man
+blev naturligvis højst urolig for, at der skulde være tilstødt dette
+hjælpeløse, store Barn noget.
+
+Men som man stormede ud for at raabe efter ham, saa man hans lange,
+ranglede Skikkelse komme ned ad Klipperne i de mest livsfarlige
+Spring og Sæt.
+
+Fætter Benedict var oprørt. Han vilde have, at man straks paa Stedet
+skulde bryde op og drage videre. Ikke en Time til vilde han spilde
+paa dette forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hæderligt
+Insekt, der var værd at indlemme i en Mønstersamling.
+
+"Og saa har man slæbt mig seks tusind Mil, ladet mig døje Storm og
+Skibbrud for at kaste mig iland paa en Kyst, hvor man ikke finder
+andet end Skorpioner, _scolopendra_ og andre _myriapoda_. --
+Skandaløst!"
+
+Fru Weldon fik med meget Besvær den rasende Naturforsker beroliget,
+og Dick spurgte ham, om han ikke havde set noget til Negoro, som
+endnu ikke var vendt tilbage.
+
+Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick vekslede et meget
+sigende Blik. Ved sin Udeblivelse bekræftede Kokken deres Mistanke
+til ham. Han havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og
+vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget, hvorfor han vel
+ansaa det for risikabelt at vise sig mere.
+
+Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men derimod nok at dermed
+alt Haab maatte opgives om nogensinde at faa den røvede Pengesum
+tilbage.
+
+Tidlig den næste Morgen vækkedes man ved Dingos Gøen.
+
+Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud for at se, hvad der var
+paa Færde. De saa Hunden i fuldt Firspring løbe hen imod Floden, og
+snart var alle Mand, fuldt bevæbnede, paa Vej i samme Retning.
+
+Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene og kastede sit
+Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det
+aldrig havde raset i taarnhøje Bølger, der bragte Død og
+Ødelæggelse.
+
+Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten til Flodmundingen,
+hvor Dingo stod som fastnaglet og gav Hals.
+
+"Det kan ikke være Negoro," bemærkede Bat, "ham havde Dyret nok
+gjort kort Proces med."
+
+"Men et Menneske maa det dog vistnok være," sagde Dick og gik tæt
+hen til Hunden.
+
+I det samme nærmede en Mand sig. I det han fik Øje paa de tre
+bevæbnede Fremmede, syntes han at blive højst overrasket, næsten
+forskrækket, som om han ikke kunde forklare sig deres Nærværelse paa
+dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage og greb sit
+Gevær, men da Dick vinkede ad ham og svingede sin Hue til Hilsen
+traadte han beroliget nærmere.
+
+Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfødt Pampas-Beboer
+han havde for sig, men rimeligvis en af disse fremmede, som oftest
+noget tvivlsomme Eventyrere, som man kan træffe omstrejfende overalt
+i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre kunne antyde
+engelsk Herkomst; han var høj og kraftig, med rødligt, noget
+graanende Haar og Skæg og et rødt, fregnet Ansigt. Han var iført en
+Jakke af garvet Skind, Knæbukser, lange Støvler med Sporer og
+bredskygget Hat.
+
+"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud imod den Fremmede.
+
+"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa hjærteligt paa godt
+engelsk, uden Spor af Aksent. Han gav Dick et kraftigt Haandtryk og
+nikkede kort til de Sorte.
+
+"Englændere?" spurgte han.
+
+"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.
+
+"Nord eller Syd?" spurgte han videre.
+
+"Nordamerikanere."
+
+Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede, der atter rystede
+Dicks Haand med sand Entusiasme over at have fundet en Landsmand.
+
+"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"
+
+Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal, saa han den
+Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han Øje paa Fru Weldon, der
+ubemærket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde været
+nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her.
+
+Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik
+ud over Havet.
+
+"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet knust og
+bortskyllet ved Højvandet i Nat," sagde Dick.
+
+"Men nu maa vi gøre Dem et Spørgsmaal," fortsatte Fru Weldon; "sig
+os hvor vi er?"
+
+"Hvor De er?" udbrød Manden med alle Tegn paa Forbavselse over dette
+Spørgsmaal; "naturligvis paa Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"
+
+"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag -- saadan aldeles bestemt,
+mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?"
+
+"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere Syd paa; i
+Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile."
+
+"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt.
+
+"Jo, -- ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere."
+
+"Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick sin udspørgen.
+
+"Forbjærget -- naa det der, ja det kan jeg skam ikke sige Dem,"
+svarede den Fremmede; "jeg har ganske vist rejst en Del i det indre
+af Landet, men her ved Kysten har jeg aldrig været før."
+
+Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger den Fremmede
+havde givet, og fandt ikke mindste Grund til at betvivle deres
+Rigtighed. Han havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem
+den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i Virkeligheden nu
+befandt sig paa den 25. Afvigelsen var, naar alt kom til alt, ikke
+større, end at den kunde skyldes Skibets Afdrift under Stormen.
+Desuden passede Landets øde og ubeboede Udseende bedre med hvad han
+havde lært om Syd-Bolivia, end hvad han havde ventet at finde i
+Peru.
+
+Fru Weldon iagttog spændt den fremmede, men fandt intet i dennes
+Ydre eller Optræden, som kunne ængste hende.
+
+"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at være her fra Syden?"
+
+"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."
+
+"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.
+
+"Mit Navn er Harris. Jeg er født i Carolina, men har i de sidste
+tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter. De kan derfor tænke
+Dem, hvor glad jeg er ved at træffe Landsmænd," tilføjede han med et
+belevent Buk.
+
+"Saa bor De altsaa her?"
+
+"Ja, det vil sige længere Syd paa, ved Grænsen af Chile. For
+Øjeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."
+
+"Atacama, er det ikke et øde Territorium?" spurgte Dick. "Er vi da i
+Nærheden af det?"
+
+"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grænsen af den. Denne Udørken
+strækker sig langt videre end de Bjærge, som De ser der i
+Horisonten, og er en af de ejendommeligste og mindst udforskede Egne
+i Sydamerika."
+
+"Og derigennem vil De rejse ganske alene?" spurgte Fru Weldon
+forbavset.
+
+"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke første Gang, jeg gør den
+Tur. En af mine Brødre ejer nemlig en stor Gaard, Sanct Felice,
+omtrent 200 (eng.) Mil herfra, og ham besøger jeg en Gang imellem i
+Forretningsanliggender."
+
+Efter et Øjebliks Tøven, som om han overvejede en pludselig
+Indskydelse, tilføjede han:
+
+"Hvis De har Lyst til at slaa Følge alle sammen, saa kan jeg love
+Dem en hjertelig og gæstfri Modtagelse. Maaske kan han ogsaa skaffe
+Dem Befordring til nærmeste større By."
+
+Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over dette Tilbud og
+vilde netop udtale sin Taknemlighed, da Harris henkastede:
+
+"Er de Negre Deres Slaver?"
+
+"Slaver!" udbrød Fru Weldon krænket og forbavset. "Slaver har vi
+heldigvis ikke mere i de forenede Stater, saalidt som i
+Sydstaterne."
+
+"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Spørgsmaal, Frue, jeg havde
+rent glemt, at Krigen i 62 gjorde det af med den Historie. Men da
+jeg saa disse Folk i Følge med Dem, tænkte jeg mig, at de maatte
+være i Deres Tjeneste."
+
+"Vi er altid gærne parate til at bevise Fru Weldon en Tjeneste,"
+faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet, "men vi tilhører ingen. Jeg
+er ganske vist som Barn bleven solgt i Afrika, men jeg har for længe
+siden faaet min Frihed, og baade min Søn og alle hans Kammerater er
+fri Mænd, fødte af fri Forældre."
+
+"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede Harris i en Tone, som
+skurrede slemt i Fru Weldons Øren, men hun afholdt sig dog fra flere
+Bemærkninger om dette Emne.
+
+I dette Øjeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til. Da Drengen fik Øje
+paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme.
+
+"Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris.
+
+"Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde
+Mund til Godmorgen.
+
+"Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa
+saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille
+rejsende?"
+
+Men der maa have været noget i den fremmedes Ydre, som mishagede
+Jack, for han veg ængstelig tilbage bag Moderens Kjole.
+
+Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert
+overfor fremmede."
+
+"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi først
+kender hinanden lidt bedre."
+
+Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct
+Felice; om den ikke var altfor besværlig at foretage tilfods for
+Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v.
+
+"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Søndagstur
+er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved,
+og den staar til Fru Weldons Disposition. Desuden tager vi det
+mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om
+Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige
+saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg
+plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil."
+
+Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.
+
+"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil være mig der kommer til at
+profitere af deres Følgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke før gaaet
+den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa
+vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det
+eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig
+kun lige hvad jeg selv behøver."
+
+"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris," svarede Fru Weldon.
+
+"Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os
+af sted med det samme."
+
+"Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa
+meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort
+fra Kysten.
+
+"Kunde vi ikke bedre følge Kysten, enten imod Nord eller Syd, indtil
+vi traf paa en By med Søhavn, fremfor at begynde paa en lang Rejse
+igennem en ukendt Skov ind i det indre af Landet?"
+
+"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris noget
+utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at der er mindst et
+hundrede Mil længere til den nærmeste By end til min Broders
+Ejendom. Desuden vil jeg ikke raade Dem til at færdes langs Kysten
+her i Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."
+
+"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere til et
+forbisejlende Fartøj og blive optaget af det?" spurgte Fru Weldon.
+
+"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."
+
+"Naa Dick, har du saa mere paa Hjærtet?" spurgte Fruen den stadig
+lige spørgelystne unge Kaptajn.
+
+"Blot et eneste Spørgsmaal," svarede han undskyldende. "I hvilken
+Havn tror Hr. Harris at vi kan finde Skibslejlighed til San
+Francisko?"
+
+"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget kan jeg sige Dem, at
+vi skal besørge dem alle fra Sanct Felice til Atacama, og der kan De
+saa faa alle de Oplysninger De ønsker."
+
+Dick havde Følelsen af, at det blot vilde krænke Hr. Harris og
+maaske saare Fru Weldons Finfølelse, hvis han kom med flere
+Ophævelser. Han tilbageholdt derfor alle sine Betænkeligheder, og
+spurgte blot, hvor naar man skulde bryde op.
+
+"I Dag -- med det samme," svarede Harris hurtigt og resolut.
+
+
+
+
+XI.
+
+ Igennem Urskoven.
+
+
+Fru Weldon havde fuld Fortrøstning og Tillid til Harris som Fører.
+Ellers vilde hun næppe med saa godt Mod have begyndt den
+anstrængende Tur gennem den tætte og lidet kendte Skov, som laa
+foran dem.
+
+Den lille Karavane satte sig i Bevægelse i følgende Orden. Først kom
+Dick og Harris, begge bevæbnede med Rifler, derefter fulgte Bat og
+Austin, der ligeledes hver bar en Bøsse og en Kniv.
+
+Efter dem kom Fru Weldon med lille Jack foran sig paa Hesten og
+tilsidst Aktæon og Herkules, der havde en drabelig Økse stukket i
+Bæltet.
+
+Dingo strejfede om, snart foran snart bag efter den lille Trop. Den
+var stadig urolig og nervøs og knurrede eller tudede næsten
+uafbrudt, uden at nogen kunde forklare sig Grunden til dens
+mærkværdige Opførsel.
+
+Heller ikke Fætter Benedict lod sig anvise en fast Plads i
+Karavanen. Ligesom Dingo sprang han om snart her snart der i det
+høje Græs, paa Jagt efter hans elskede og efterstræbte Insekter. I
+Løbet af den første Times Tid kaldte Fru Weldon i sin Uro vel paa
+ham de Snese Gange, men straks efter var han igen forsvundet. Saa
+overdrog hun Herkules den utaknemmelige Opgave at passe paa
+Insektsamleren, hvilket Hverv han løste paa den eneste mulige Maade,
+nemlig ved at tage ham i Haanden og saaledes sætte en Stopper for
+alle hans farlige Udflugter.
+
+Der førte ingen Veje igennem denne vildsomme Skov, men kun Dyrenes
+Stier, og det blev snart klart for dem, at mere end en fem, seks Mil
+kunde man ikke tilbagelægge ved en tolv Timers Marsch. Vejret var
+smukt nok. Solen stod nu omtrent midt paa Himlen, men dens lodrette
+Straaler, der vilde have gjort Vandringen ad Kystens aabne Slette
+uudholdelig, var slet ikke generende her under det tætte Løvtag.
+
+De fleste af Skovens Træer var de Rejsende ganske ubekendte, men for
+en erfaren Botaniker vilde de have været af stor Interesse. Her
+voksede Side om Side _bauhinia_ eller Bjærgefeuen, _molompi_ eller
+_pterocarpus_, hvis Stamme udgyder Resinusolie og af hvis stærke,
+seje Træ de Indfødte laver deres Aarer; _fustics_ og _guaiacums_,
+hvis Stammer kan blive over 7 Alen i Gennemsnit, og mange flere
+usædvanlige Træer og Buske.
+
+Dick Sand forhørte sig hos Harris om hvad disse forskellige
+besynderlige Træer hed.
+
+Men istedet for at besvare dette Spørgsmaal, spurgte Harris: "Har De
+aldrig været paa Sydamerikas Kyst?"
+
+"Nej," svarede Dick, "aldrig før, og ingen af dem jeg har sejlet med
+har nogensinde været her og har saaledes heller ikke kunnet fortælle
+mig noget herfra. Det vil derfor interessere mig meget, hvis De vil
+give mig lidt Underretning."
+
+"Men Fru Weldon," afbrød Harris den videbegærlige Yndling, og vendte
+sig imod Fruen, "De har dog sikkert før besøgt det sydlige Fastland,
+for Eksempel Culumbia, Chili eller Patagonien? Vi Amerikanere er jo
+et rejselystent Folkefærd."
+
+"Nej, Hr. Harris; jeg har rejst en Gang til Ny-Zeeland med min Mand,
+men andre Steder har jeg ikke været."
+
+"Saa vil De faa et interessant og forunderligt Land at se," sagde
+Harris. "Bolivia er i mangt og meget forskelligt fra de tilgrænsende
+Lande. Dets Dyre- og Planteverden er noget ganske for sig og
+forbavser alle Naturforskere."
+
+Da det saaledes viste sig at ingen af Selskabet kendte noget til det
+Land, hvorigennem man mente at rejse, syntes det at være Harris en
+sand Fornøjelse at udpege for dem alle Skovens Vidundere. Han
+nævnede ved Navn hver enkelt af de talrige Plante- og Træarter, som
+man endnu ikke anede eksisterede i den ny Verdens Skove, og han
+beroligede Fru Weldon med at forsikre, at man ikke her vilde træffe
+nogen af de vilde Dyr, som hun og Dick havde ventet vilde forstyrre
+deres Nattesøvn.
+
+Han gjorde dem opmærksom paa særlig smukke Ibenholttræer, større og
+med sortere og haardere Træ end de almindelige; viste dem Grupper af
+Mangotræer, bevoksede med hvidt Mos lige til Kronen. Til Trods for,
+at de Indfødte sætter megen Pris paa dette Træs velsmagende Frugt,
+vover de dog ikke at dyrke det, thi, som en udbredt Overtro siger:
+"den der planter en Mango, maa dø!"
+
+Et Træ savnede man dog i denne Skov, Kautschuktræet, som man dog
+netop skulde antage maatte være almindeligt forekommende i denne
+Landsdel. Ingen af alle de forskellige Træer der udsveder Gummi,
+_ficus prinoides_, _castilloa elastica_, _ceropia peltata_ og
+_collophora utilis_, og som er udbredte over det øvrige Sydamerika,
+saa man noget til her.
+
+Dick havde netop fortalt lille Jack om disse Træer og lovet at vise
+ham dem. Den lille Fyr, der vel havde den Opfattelse, at Gummibolte
+og Dukker voksede paa Træerne, gav derfor højlydt sin Skuffelse
+Luft, da Dick stadig ikke kunde opfylde sit Løfte.
+
+"Tab bare ikke Humøret, min lille Ven," svarede Harris leende. "Naar
+vi kommer i Nærheden af Gaarden, skal du nok faa Masser af
+Kautschuktræer at se, og saa kan du lave dig lige saa mange Bolte,
+som du har Lyst til."
+
+Men den lille Fyr var ikke saa let at stille tilfreds, "Dick har
+ogsaa lovet mig nogle Kolibrier, hvorfor faar jeg heller ikke dem?"
+
+"Du skal faa dem, du skal faa dem," svarede Harris lidt utaalmodig.
+"Men du maa vente lidt --."
+
+Heller ikke dette Jacks andet Ønske var i og for sig urimeligt, for
+det var en kendt Sag, at der ligefrem vrimlede af disse vidunderlige
+Lilleputfugle i disse Egne. Sydamerikas Indianere pyntede i sin Tid
+deres Dragter med disse Fugleverdenens Juveler, som de elskede for
+de pragtfulde Farvers Skyld, og som de gav de mest poetiske Navne --
+et nyt for hver af de halvandethundrede Arter, der findes af disse
+straalende smaa Skønheder. Man var for nær ved Kysten endnu, mente
+Harris, Kolibrierne fandtes kun inde i Landet; ved Sanct Felice f.
+Eks. kunde man høre og se dem sværme om hele Dagen.
+
+"Aah, bare vi dog snart var der!" kom det som et dybt Hjertesuk fra
+lille Jack, og dette Ønske tiltraadtes enstemmigt af alle de andre,
+og førte til den Beslutning, at man kun skulde unde sig den haardest
+nødige Hvile undervejs.
+
+Efterhaanden som man trængte længere ind i Skoven, blev denne mindre
+tæt og mere vild. Ind imellem Træerne aabnede sig græsbevoksede
+Sletter, og hist og her skød pludselig en lille Klippe af rød Granit
+og Syenit, der straalede af lapis lazuli, op af Grunden. Pludselig
+nødtes man til at gøre en stor Omvej, idet Jordbunden foran dem var
+dækket af et haabløst tæt og indfiltret, uigennemtrængeligt Næt af
+Sarsaparilla Plantens kødfulde Rødder.
+
+Ved Solnedgangstid beregnede de rejsende, at de havde tilbagelagt
+otte Mil i Dagens Løb. Det var jo et ganske pænt Resultat, og hvis
+hele Rejsen blot vilde forløbe lige saa let, farefrit og
+fornøjeligt, havde man ikke noget at beklage sig over. Men
+Anstrængelserne og Trætheden vilde vel nok melde sig de kommende
+Dage.
+
+Man fandt et udmærket Nattekvarter under et kolossalt Mangotræ, hvis
+vidtspredende Løvværk dannede et Slags naturligt Lysthus, og om man
+foretrak det vilde man kunde finde det behageligste Natteleje blandt
+selve Træets Grene.
+
+Men da de rejsende holdt deres Indtog under Træet modtoges de med en
+øredøvende Koncert. Det var en hel Koloni graa Papegøjer, de
+snakkesaligste, arrigste og mest kamplystne Asener man kunde tænke
+sig, som gav Selskabet denne hjertelige Velkomsthilsen.
+
+"Skyd ikke paa dem," sagde Harris hastigt til Dick, der vilde jage
+Plageaanderne bort med et Skud. "Det er aldrig værd at give sin
+Nærværelse tilkende og maaske tilkalde omstrejfende Banditter. Jo
+mere stilfærdigt vi rejser, des sikrere!"
+
+Da man havde spist til Aften af de medbragte Konserves, med nogle
+modne Manafrugter til Dessert, begyndte man at træffe Forberedelser
+for Natten.
+
+"Er det ikke bedst at vi tænder et godt Baal?" spurgte Dick.
+
+"Nej, paa ingen Maade," svarede Harris. "Nætterne er jo ikke kølige,
+farlige vilde Dyr er her ingen af, og det kan -- som før bemærket --
+aldrig være til vor Gavn at vi tiltrækker os Opmærksomhed ved at
+tænde Ild."
+
+"Ja, men selv om her ikke er Løver og Tigre i Amerika, saa er her
+dog Jaguarer og Pantere i Guds Velsignelse," faldt pludselig Fætter
+Benedict ind.
+
+"Ja, og bare de ikke æder mig," sagde Jack, alvorligt bekymret.
+
+"Æde dig!" lo Harris; "nej, din Ven Herkules vil nok tage sig af
+dem. Han kan saamænd let nok kværke en med hver Haand."
+
+Herkules var forresten i Øjeblikket optaget af en anden besværlig
+Forretning, den nemlig, at indfange Fætter Benedict, der lige var
+deserteret for at gaa paa Jagt efter Ildfluer. Disse mærkelige
+Insekter, der udsender et stærkt, fosforagtig blaat Lys, som gennem
+to Lanterner paa hver Side af Kroppen, er ellers saare sjældne i
+Amerika, og det kostede derfor den kæmpemæssige Neger adskilligt
+Bryderi at faa den begejstrede Insekthelt ført med til Lejren. Men
+Herkules havde kun liden Respekt for Alverdens Insekter, og derimod
+en alvorlig Ansvarsfølelse overfor Fætter Benedicts Sikkerhed, og
+han indlod sig derfor ikke paa nogen Argumentation, men hjemførte
+den spinkle og rasende Naturforsker omtrent paa samme Maade, som
+denne vilde have behandlet en af de smukke lysende Fluer.
+
+
+
+
+XII.
+
+ En frygtelig Afsløring.
+
+
+Det er en sælsom og alt andet end vellydende Morgenkoncert, der fra
+en af Sydens Urskove stiger op imod den opgaaende Sol. Den er
+sammensat af Grynten, Hylen, Skrigen, Piben og Gøen, og synes at
+komme snarere fra Helvede end fra Jorden, saa fantastisk rædselsfuld
+er den.
+
+Det er Aberne, der er de udførende. Den lille Marikina-Abe med dens
+forskelligt farvede Ansigt, den graa Mono, Sapajuen med den lange
+Haardusk ned for Øjnene, Guariba-Aben med det djævelsk nederdrægtige
+Ansigt og med den lange Hale strittende i Vejret, og mange, mange
+andre.
+
+Ved den første Solstraale vaagner Familiernes ældste Medlemmer og
+opløfter et ynkeligt Bas-Hyl over at skulle staa op, senere stemmer
+de unge i med deres lysere Stemmer i Tenor, Alt og Baryton, og snart
+er Koret komplet. Men denne Morgen hilste end ikke en eneste Stemme
+Solens Komme. Aberne maatte have sovet over sig eller have tabt
+Stemmen, for Skoven var og blev tavs. Hvis Dick Sand og hans
+Følgesvende havde kendt Abernes Sædvaner, vilde denne Tavshed have
+forbavset dem ikke lidt, men nu vaagnede de, en efter en, styrkede,
+friske og ubekymrede.
+
+Men en anden Ting vakte dog Dicks Opmærksomhed, da man, efter et
+hastigt Morgenmaaltid, atter var paa Marschen. Man befandt sig jo
+efter Harris Opgivende i Pampaen. Men Pampaen er et Ord af Quichna
+Sproget og betyder Slette, og han havde lært, at disse Sletter
+skulde have et ret trøsteløst Udseende; Sandørkner uden Træer eller
+Vandløb, men i Regntiden bevoksede med Kæmpe-Tidsler og andre
+tornede Planter, der kunde danne et ret uigennemtrængeligt Vildnis.
+Dog hvor forskelligt fra dette trøsteløse Billede var Landskabet,
+som de nu gennemvandrede. Skoven strakte sig i stadig samme rige og
+frodige Storhed foran dem. Det var dog mærkværdigt, at han aldrig
+havde hørt dette herlige Atacamas-Plateau omtale.
+
+Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser for sig selv, og
+han lod dem da ogsaa straks gaa videre til Harris.
+
+"Det er meget naturligt at De bliver forbavset over hvad De ser,"
+svarede Føreren. "Jeg, der dog vidste Besked om denne mærkelige
+Skovstrækning lige ved Randen af Pampas-Sletten, blev selv
+overrasket over dens frodige Karakter. Den er komplet forskellig
+fra hvad De vil finde paa den anden Side af Andesbjærgene."
+
+[Illustration: Nattelejr i Urskoven.]
+
+"De mener da vel ikke, at vi skal over Andesbjærgene," spurgte Dick
+bestyrtet.
+
+"Nej, nej, vær bare rolig," svarede Harris med et Smil. "Det vilde
+dog være en lovlig vovelig Sag for os at give os i Lag med. Vort
+Bestemmelsessted, Sanct Felice, ligger paa denne Side af Bjærgene,
+og for at naa det, behøver vi ikke at forlade Plateauet, der
+langsomt hæver sig til omtrent 1500 Fod i det højeste."
+
+"Og De er stadig ikke bange for at fare vild?"
+
+"Nej, min Ven, ikke en Smule. Jeg er saa vant til at rejse, at jeg
+kan spore den rette Vej ved et tusinde smaa Tegn, Træernes Vækst,
+Bladenes Stilling, Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De
+slet ikke vil lægge Mærke til. Nej, vær De blot rolig, jeg skal nok
+klare alle Skær."
+
+Harris talte altid, naar Dick kom til ham med sine Ængstelser, saa
+frejdigt og beroligende, at den unge Mand, selv om han ikke ganske
+kunde overvinde sine bange Anelser, dog maatte indrømme, at disse
+syntes at være ret ubegrundede.
+
+Ni Dage forløb uden at noget særligt hændte. Man tilbagelagde kun en
+otte-ni Mil daglig, sov godt og spiste rigeligt; og om man end
+begyndte at blive lidt trætte, var der dog ikke noget at udsætte paa
+Almenbefindendet hos Turens Deltagere. Kun lille Jack, der var
+kommet saa godt til Kræfter under Sørejsen, begyndte at hænge lidt
+med Hovedet. Han havde jo ogsaa haft sine Skuffelser undervejs.
+Først var det Gummitræerne man narrede ham for, senere Kolibrierne
+og nu -- de dejlige Papegøjer. Hvor blev de nu af, de smaa grønne,
+Araerne med det nøgne Ansigt, de pragtfulde Farver og lange spidse
+Haler, og Camindeerne, de rigt farvestraalende, snadrende Fugle,
+hvis Fødder aldrig berører Jorden, alle de vidunderlige, begavede
+Dyr, som man havde lovet at vise ham og som hørte hjemme netop i
+disse Skove. Hvor blev de af?
+
+Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende Skrig
+forfulgte dem overalt.
+
+Man var nu -- den 16. April -- naaet omtrent 100 Mil ind i Landet,
+og Sanct Felice maatte efter Harris Udsagn altsaa nu være kun tyve
+Mil borte. Inden endnu to Døgns Forløb vilde det foreløbige Maal
+være naaet, og man havde atter Tag over Hovedet og kunde unde de
+trætte Lemmer en højst fornøden Hvile.
+
+Endnu havde man ikke truffet et eneste menneskeligt Væsen, og Dick
+Sand kunde ikke lade være med i sit stille Sind at forbande det
+Uheld der havde ladet dem strande netop paa et saa øde Sted af
+Kysten, at der ikke var en Landsby, en Plantage eller Hytte i saa
+lang en Afstand.
+
+Traf man end ikke paa Mennesker, saa begyndte til Gengæld Skoven nu
+mere og mere at befolkes af alle Slags Firfødede. En Dag fik Dick
+saaledes pludselig Øje paa en lille Flok lette og nydelige, røde
+Gazeller, der i gratiøse Spring foer forbi, som en Ildsky igennem
+det høje Græs. Og senere, samme Dag, saa han en tre fire store Dyr,
+som ikke hundrede Alen borte foer fra en Aabning ind i Skovens
+Krat.
+
+Dick kastede Geværet til Kinden.
+
+"Skyd ikke, skyd ikke!" raabte Harris og slog i det samme til Riflen
+saa Skuddet forfejlede sit Maal.
+
+Dick saa Amerikaneren fast og forskende ind i Øjnene og sagde:
+
+"Men det var jo Girafer!"
+
+"Girafer?" udbrød Fru Weldon, "det er umuligt, Dick; der er ingen
+Girafer i Amerika."
+
+"Nej, naturligvis," svarede Harris; "det var ikke Girafer -- -- det
+var Strudser, De saa."
+
+"Strudser med fire Ben, det tager De vist fejl i," svarede Dick.
+Hans Øjne mødte Fru Weldons med Spørgsmaalet, "hvad mener De?"
+
+"Ja, mig forekom det rigtignok ogsaa, at det var store firbenede
+Dyr," bemærkede Fru Weldon.
+
+Harris lo hjærteligt. "Det er en ganske pudsig Fejltagelse.
+Firbenede Strudser! Nej, Sagen er, at de to Slags Dyr virkelig har
+en Del Lighed med hinanden, de lange Halse, den korte puklede Krop;
+og i en hastig Forbifart kan man saamænd godt tage Fejl. At dette
+har været Tilfældet her, er jo utvivlsomt, da der, som sagt ikke
+findes Girafer her i Landet."
+
+Fru Weldon lod sig stille tilfreds med denne Forklaring, men Dick
+følte sig ikke rigtig overbevist.
+
+Allerede den næste Dag vaktes en Tvivl hos ham, om ogsaa alt
+virkelig forholdt sig som Harris sagde. Da lille Jack havde haft
+lidt Feber om Natten, spurgte den omhyggelige unge Leder, Harris, om
+man ikke netop befandt sig i den Landsdel, hvor Quinquinas Træerne
+hører hjemme, de Træer, af hvis Bark der fremstilles feberstillende
+Piller. "Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem,"
+sluttede han.
+
+"Aah jo, -- jeg kender dem nok," svarede Harris tøvende. "Men
+Grunden til, at vi ikke har set disse Træer er den, at de aldrig
+vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De
+Indfødte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende
+disse Træer fra de andre derved, at de har stedse grønne Blade."
+
+Man maatte nu være kun seks Mil fra Maalet og den lille Trup gjorde
+Holdt og traf for sidste Gang Forberedelser for Natten. Alle var
+trætte og sov hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere
+knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til nogen.
+
+Pludselig vækkedes de sovende af et Skrig.
+
+"Hvad er der paa Færde?" skreg alle i Munden paa hinanden.
+
+"Jeg er stukket, bidt; det er mig!" svarede Fætter Benedict. "Det er
+et Insekt!"
+
+"Ikke andet," udbrød Harris, "saa mas det Insekt -- en Moskito vel
+sagtens -- og lad os have Ro!"
+
+"Mase et Insekt!" svarede Fætter Benedict forarget. "Forresten er
+det ikke nogen Moskito, -- det er -- det er --."
+
+Dick havde tændt den lille Lygte og lyste for den ivrige
+Naturforsker.
+
+"Det er -- du gode Gud! Det er en glimrende -- Opdagelse."
+
+Den skikkelige Fyr var vild af Henrykkelse.
+
+"Det er -- en Tetseflue! Det er storartet. Jeg er den første, som
+har haft den Lykke at finde den her i Amerika. Man har aldrig troet
+at den fandtes her."
+
+Dick Sand turde ikke spørge Fætter Benedict hvor denne mærkværdige
+Flue da hørte hjemme.
+
+Men han anede det. Og han lukkede ikke et Øje Resten af Natten.
+
+Saa gryede da Morgenen den 18. April, den Dag paa hvilken Rejsen
+skulde være tilendebragt.
+
+Og det var ogsaa paa Tiden. De tolv Dages Rejse, og de tolv Nætter
+under aaben Himmel havde taget stærkt paa Fru Weldons Kræfter, og
+endnu værre stod det til med lille Jack, der saa syg og afkræftet
+ud.
+
+De andre havde ikke lidt synderligt ved Turens Strabadser, særlig
+syntes intet at bide paa Harris, der stadig var lige udholdende og
+ihærdig.
+
+Dick fandt dog, at Amerikaneren blev mere tankefuld og adspredt i de
+senere Dage alt som man kom nærmere til hans Broders Ejendom. Og det
+modsatte havde dog været naturligere. Dicks Mistanke voksede og han
+holdt et aarvaagent Øje fæstet paa deres Vejviser.
+
+Denne havde vel en Følelse af, at han blev mistænkt, for han blev
+mere og mere tavs og tilbageholdende overfor sin "unge Ven".
+
+De seks Mil, som man om Morgenen endnu havde at tilbagelægge, syntes
+aldrig at faa Ende, ialfald sporede man intet som helst, der kunde
+tyde paa Nærheden af en stor Farm. Men Harris vedblev at gaa fremad,
+udforskende Skovens Tykning foran sig og til Siderne, bestemt og
+rolig. Og Dick tumlede med sine fortvivlede Tanker, med en Frygt,
+der næsten var Vished, og saa frygtelig, at han ikke turde betro
+den til et Menneske.
+
+Hen paa Eftermiddagen fandt den gamle Tom en Genstand, der blinkede
+i Græsset, og bragte den til Dick. Det var en Kniv af en særegen
+Form, bred og krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskæfte.
+
+"Der maa være Indfødte i Nærheden," sagde Dick til Harris og viste
+ham Fundet.
+
+"Det kan se ud til det," svarede Harris, "men alligevel ..."
+
+"Men? -- -- De har da ikke alligevel taget fejl af Vejen?" spurgte
+Dick med et betydende Blik.
+
+"Nej, det vil jeg ikke sige," svarede Harris undvigende, "men det
+kunde jo ske at jeg, ved at vælge denne Genvej igennem Skoven, kunde
+være kommet et Par Mil bort fra den lige Vej. Det var maaske bedst
+om jeg gik lidt i Forvejen, for mulig at finde -- --."
+
+"Nej, De maa ikke forlade os her," udbrød Dick bestemt, "lad os ikke
+skilles!"
+
+"Som De vil," svarede Harris med et Skuldertræk. "Men i Mulm og
+Mørke kan jeg dog ikke føre Dem."
+
+"Lad os saa hellere gøre Holdt," svarede Dick Sand. "Og saa begive
+os afsted saa snart det bliver lyst igen. Der er jo dog kun et Par
+Timers Vej tilbage."
+
+Man gav sig altsaa til at søge den sidste Hvileplads, da gamle Tom
+pludselig standsede som fastnaglet under et mægtigt Træ, og udbrød:
+
+"Se her, Hr. Dick, se her!"
+
+"Hvad er det dog, Tom?"
+
+"Der -- der, se paa Træerne! de er oversprøjtede med Blod -- -- --
+-- og der -- der paa Jorden -- afhuggede Hænder -- -- -- og Lænker
+-- --."
+
+Dick foer hen til ham. Han greb krampagtig den gamle Neger om Armen.
+"Hys ikke et Ord," hviskede han, "ti for Guds Skyld stille!"
+
+Der laa de paa Jorden; afhuggede Hænder, blodige og endnu forbundne
+med Lænker, nogle itubrudte Aag -- --.
+
+Fru Weldon havde heldigvis ikke set dette skrækkelige Fund, men
+Harris havde bemærket den uhyggelige Scene, og hans Ansigt bar
+tydelige Spor deraf, ligblegt og vildt, som det var.
+
+Dingo, der stadig luskede Dick i Hælene, gøede som rasende, medens
+den gamle Neger stod som forhekset ved Synet af disse Lænker og Aag.
+Hans Hænder knyttedes og hans Læber mumlede usammenhængende Ord:
+
+"Lænker! Gafler -- -- husker det endnu -- dengang -- for længe siden
+-- --." Det var som om gamle mørke Minder steg op i hans Sjæl og
+trængte sig frem i Ord -- ubevidst, imod hans Vilje.
+
+"Ti stille med dette," bad Dick indtrængende, "for Fru Weldons
+Skyld!" Og han førte den gamle Negerslave bort.
+
+Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned for at sove. Mørket
+faldt hurtigt paa. Himlen dækkedes af sorte, tætte Skyer, der nu og
+da splittedes af et knitrende Lyn. Hverken Dick eller Tom tænkte paa
+at sove -- de var jo fælles om en Hemmelighed, der i al sin
+Frygtelighed nok skulde holde dem vaagen.
+
+Der rasede og stormede i Dicks Indre et ubetvingeligt Raseri imod
+den Mand, der havde benyttet sig af deres hjælpeløse Stilling og
+ført dem længere og længere ind i dette forbandede Land.
+
+Ude af Stand til at beherske sig længere greb Dick en Kniv og
+styrtede hen til Harris Leje.
+
+Manden var forsvundet og hans Hest ogsaa.
+
+Dick sank sammen. Forræderiet stod saa fortvivlende klart for ham.
+Det var ikke paa Amerikas Kyst, at "Pilgrim" var strandet. Kompasset
+havde narret ham, og Stormen havde ført Skibet rundt om Kap Horn, og
+med den dobbelte Hastighed af den han havde regnet med drevet det
+imod -- Afrika. De var altsaa hverken i Bolivias Pampas eller i
+Atacamas Plateau. Dette forklarede, at de hverken fandt
+Kautschuktræer eller Quinquinatræer, det beviste, at det ikke var
+Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den
+frygtede Tetseflue og de rædselsfulde Slavehandelens Redskaber,
+Lænkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer.
+
+Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte være
+sammensvorne.
+
+Og de var deres Ofre --.
+
+Hjælpeløse, trætte, vejvilde Mennesker, i Mellemafrika;
+Menneskehandelens, Slavejagtens Land!
+
+
+
+
+XIII.
+
+ I det mørke Fastland.
+
+
+I Aaret 1820 erklærede de forenede Stater i Amerika -- og fire Aar
+efter England -- Slavehandel for en Forbrydelse, der dømtes lig med
+Mord, og dem der gjorde sig skyldig deri blev skarpt forfulgte og
+idømtes Dødsstraf. Frankrig tiltraadte ogsaa denne Traktat, men
+Sydstaterne i Amerika og de spanske og portugisiske Kolonier vilde
+ikke gribe til saa kraftige Forholdsregler for at modvirke
+Slavehandelen. Der tilførtes derfor stadig disse Provinser ny
+Ladninger af sorte, der, fordi de bedre kunde taale det tropiske
+Klima end de hvide Arbejdere, var Kolonisterne til uvurderlig Nytte.
+
+Senere, i Aaret 1838, frigav England ved Lov alle Negerslaver i de
+brittiske Kolonier -- ialt 670,000 -- og ti Aar efter fulgte
+Frankrig Englands lysende Eksempel og gjorde 260,000 Slaver i sine
+Kolonier til fri Mænd. I Nordamerika vandt Humaniteten først Sejr
+efter Krigen imellem Nord- og Sydstaterne, Aar 1859, og det
+afskyvækkende Køb og Salg af Mennesker ophørte endelig ogsaa der.
+
+Men paa den Tid da disse Hændelser foregaar, i 1873, drives endnu
+Karavaner af ulykkelige sorte fra det Indre af Afrika til den
+portugisiske Koloni Angola, eller imod Øst til Mozambik.
+
+En stor Del af disse Fanger dør undervejs, og dem, der overlever
+Transporten sendes videre til Cuba, Madagaskar eller til de arabiske
+og tyrkiske Provinser i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og
+franske Krydsere gør hvad de kan for at standse denne Trafik og
+jager Transportskibene, men det er saa godt som ugørligt for dem at
+holde Kontrol med Trafiken paa disse udstrakte Kyster.
+
+Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig oprørende Forretning i
+stor Stil paa vor Fortællings Tid. Man anslaar Antallet af Fanger
+som, efter de forfærdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til
+Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og mange Gange
+dette Antal omkommer under Marchen til Kysten, idet de bukker under
+for Sygdom, slet Næring, Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for
+vilde Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de usunde
+Sumpegne.
+
+Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rædsel Dick gjorde sig den
+Tanke klar, at de befandt sig i Afrika, Slavehandlernes,
+Menneskejagternes Land.
+
+"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen paa Afrikas
+Vestkyst; en Landstrækning som dengang kun var lidet kendt undtagen
+som et af Centrerne for Slavehandelen, som foregik ved store
+Markeder, der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde. Dette vidste
+Dick, men heller ikke mere. Han havde læst nogle Beretninger af
+Missionærer fra dette Rædslernes Land, og han kendte Livingstones
+Beskrivelse af hans Rejse til den øvre Zambese; hvori han fortæller
+om det store Slavemarked besøgte og om de Rædselsgerninger, der blev
+begaaet i dette Land, hvor Slavepisken endnu regerede.
+
+Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa en femtenaarig
+Dreng Anfører for en lille Flok, en svag Kvinde med et sygt lille
+Barn, og fem Negre som vilde blive et sikkert Bytte for den første
+den bedste Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haabløse
+Stilling vilde have bragt en stærkere Natur end hans til
+Fortvivlelse.
+
+Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes to Mænd ved
+Foden af et kæmpemæssigt Banantræ, der voksede ved en lille,
+mumlende Bæk, hvis Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter.
+Stedet var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads,
+og de to Mænd var Harris og -- Negoro.
+
+"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede Dreng, Dick Sand,
+længere ind i dette gemytlige Land?" spurgte Negoro.
+
+"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det holdt endda haardt at
+faa ham ført saa langt bort fra Kysten. I de sidste Dage stod hans
+Mistanke til mig i lys Lue."
+
+"Satans ogsaa, med den Knægt!" bandede Negoro. "Havde vi blot haft
+dem endnu et hundrede Mil længere inde i Landet, saa -- --. Men de
+skal ikke slippe fra os alligevel!"
+
+"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke længer, forstaar du. Jeg
+kunde jo tydelig mærke paa min unge Ven, at han havde den
+inderligste Lyst til at sende mig en Kugle i Livet ved første
+Lejlighed. Og den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordøje.
+Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."
+
+"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa et lille Mellemværende
+med Fyren."
+
+"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte Amerikaneren.
+"De gik gladelig ind paa at Landet her var Bolivia, og at de befandt
+sig i Atacama-Skoven, som du ved jeg engang har berejst. Men saa
+begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer og
+Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham
+med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter -- -- -- saa kunde
+jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg bande
+paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse -- den Dosis var
+næsten for stærk for den gode Dick. Og da saa endelig, i Gaar, den
+gamle Slave var ved at besvime over nogle Lænker og afhuggede
+Hænder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt, og jeg
+fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og gøre mig usynlig."
+
+"Det kan nok være at det var det sikreste," mente Negoro.
+
+"Det var det! Og det havde været sikrere for dig om du havde holdt
+dig i lidt længere Afstand fra din Ven, Dingo; den synes ikke at
+sætte særlig Pris paa dig, den snusede og den gøede og havde
+aabenbart Færten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft med den
+Hund at gøre?"
+
+"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet, skal den," svarede
+Negoro, irriteret af Amerikanerens Spørgsmaal.
+
+"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret
+din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl mig nu, hvad du har taget
+dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornøjeligt,
+pludselig og uventet at træffe dig her med et helt Selskab, som du
+saa venligt overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia.
+Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport,
+tilhørende vor fælles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted
+fra Cassange, har jeg jo ikke hørt Spor til eller om dig. Var der
+ikke noget med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og var du
+ikke betænkelig nær ved at blive hængt?"
+
+"Jo, jeg var ikke langt fra det."
+
+"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trøstede
+Amerikaneren. "Mænd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at
+dø af Alderdom. Men var det nu en Englænder, der nappede jer?"
+
+"Nej, en Portugiser."
+
+"Før du var blevet af med Ladningen?"
+
+Negoro betænkte sig lidt før han svarede.
+
+"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik. Før drev
+de selv Forretningen og tog Fortjenesten, men nu er de blevet saa
+nøjeregnende, som bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dømte mig
+til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."
+
+"Det var som Fanden!" udbrød Harris. "Saa var det da hundrede Gange
+bedre at blive hængt."
+
+"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro, "for da jeg
+havde været en fjorten Dages Tid i Galleyerne, fik jeg Held til at
+fordufte og slap over i en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland.
+Jeg havde stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtønde og en
+Kasse Konserves, og skønt det var et noget ubekvemt Kvarter,
+foretrak jeg at blive i mit Skjulested under hele Rejsen, frem for
+at vise mig for Mandskabet og maaske risikere at blive afleveret
+til Politiet i den første Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar
+du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af Lasten, og min Hals
+frelste jeg ogsaa."
+
+"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.
+
+"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme her til igen, og
+optage den gamle Haandtering, men i halvandet Aar -- -- --."
+
+Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb Harris i Armen.
+
+"Hys!" hviskede han, "hører du ikke noget -- -- -- der i Sivene?"
+
+Øjeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med Bøssen i Haanden,
+og de saa forskende rundt om sig, spændt lyttende efter enhver Lyd.
+
+"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris. "Maaske var det Vandets
+Rislen, eller et eller andet Dyr -- --. Du er bare afvant med
+Skovens Lyde. Gaa nu bare videre og lad mig høre Resten af
+Historien, saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."
+
+"Naa -- ja, -- jeg stod altsaa i Auckland i Ny Zeeland uden en
+Skilling i Lommen, og i halvandet Aar maatte jeg slide og slæbe som
+en Sjover og tage fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte
+Negoro.
+
+"Stakkels Djævel!" indskød Amerikaneren. "Du maatte ligefrem arbejde
+som en sølle, ærlig Daglejer."
+
+"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' -- det Skib,
+som jeg kom med, ved du -- og da Kaptajnen netop manglede en Kok,
+meldte jeg mig og fik Pladsen. Jeg har jo været anden Styrmand om
+Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt -- naar jeg selv
+skal sige det."
+
+"Ja, jeg har jo hørt lidt om den Rejse af min unge Ven, Dick Sand;
+men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan I kom hertil?"
+
+"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et
+selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa
+kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'."
+
+"All right, lad os bare høre."
+
+"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke
+have været med længere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget
+som Halvvejen til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt
+Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab under Jagten paa
+en Hval, og jeg og Letmatrosen Dick var nu de eneste Søfolk om
+Bord."
+
+"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrød Harris.
+
+"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor maaske at faa
+fem stærke Negertampe og Dick paa Halsen. De havde ikke rigtig Fidus
+til mig, nemlig. Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik
+tilbunds og en meget velkommen Storm hjalp til at fremme mine
+Planer. Drengen begreb ikke et Muk af det hele og styrede gladelig
+efter det misvisende Kompas, indtil en Orkan drev os imod Nordost
+lige til det Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du,
+i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfældighed; men et
+Tilfælde -- og et meget behageligt ovenikøbet -- var det jo at jeg
+traf dig her."
+
+"Ja, det var jo rigtig fornøjeligt at jeg kunde hjælpe dig at faa
+disse brave Folk lidt nærmere til vor Station," svarede Harris. "Det
+er saamænd gaaet udmærket lige til nu, men nu ved de imidlertid,
+hvor de er, og hvad skal vi nu gøre med dem?"
+
+"Det skal du nok faa at vide; men fortæl mig først, hvordan det gaar
+vor gamle Herre og Mester, Alvez?"
+
+"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmærket," svarede Harris, "og
+han bliver nok glad over at se dig igen."
+
+"Er han paa Markedet i Bihe?"
+
+"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i det sidste Aars
+Tid."
+
+"Og hvordan gaar det med Forretningen?"
+
+"Saa la la, det bliver mere og mere besværligt her paa Kysten. Der
+er Slaver nok i Barakkerne, som vi venter paa at faa udskibet til de
+spanske Kolonier, men det kniber svært at faa dem sejlet derover. De
+portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de engelske
+Krydser-Fartøjer paa den anden -- de generer Udførslen og gør det
+vel snart af med hele Forretningen her. Længere Syd paa, nede ved
+Mossamedes er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med de
+sorte. At føre Karavanerne igennem Benguela eller Loande lader sig
+heller ikke gøre; hverken Guvernørerne eller Underguvernørerne tør
+tage imod Bestikkelser mere. Gamle Alvez tænker derfor paa at gaa i
+den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor han kan faa
+tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og endnu gør han jo gode
+Forretninger paa Øvre Ægypten og Mozambik, der forsyner hele
+Madagaskar med sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte
+Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et Suk.
+
+"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.
+
+"Kan jo være. Men hvad vil du saa stille op med dine Venner?"
+
+"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene skal sælges, Bukkene --
+-- --." Negoro endte ikke Sætningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod
+ingen Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.
+
+"Det er altsaa de sorte, som skal sælges," bemærkede Harris. "Den
+gamle Tom er ikke meget værd, men de andre raske arbejdsvante Karle
+vil nok give os en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt
+du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"
+
+"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik Fingre i," svarede
+Negoro skødesløst. "Men hvor kan vi faa afleveret Fangerne?"
+
+"Lige her i Nærheden -- blot en halv Snes Mil borte træffer vi paa
+en Slavetransport, under Anførsel af Araberen Ibn Hamish. Den skal
+jeg selv støde til, og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at
+drage afsted i den Retning, saa er der Opsynsmænd nok at sende ud og
+fange dem. Og jeg antager, at min unge Ven er fornuftig nok til ikke
+at vilde forsøge at finde samme Vej tilbage til Kysten, som den vi
+er kommen af; han vilde naturligvis bare fare vild og dø af Sult.
+Derimod vil han nok se at finde Floden og saa følge dens Løb ud til
+Havet. Det er hans eneste Udvej, -- men heldigvis fører hans Vej
+ham da netop lige i Armene paa vor Karavane. Og saa har vi -- --
+--."
+
+Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme Lyd, der allerede
+en Gang havde opskræmmet dem, en Hvislen i Sivene. Saa lød en dump
+Gøen. En Hund sprang ud af Sivene.
+
+"Dingo!" udbrød Harris.
+
+"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens Bøsse, kastede
+den til Kinden og gav Ild i det Øjeblik, Dyret var i Spring imod
+ham. Et Smærtenshyl lød, og Hunden sank om i Sivene.
+
+De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej imod Coanza.
+
+
+
+
+XIV.
+
+ Afsted igen.
+
+
+Afrika! Afrika! genlød det atter og atter i Dicks Tanker Natten
+efter den frygtelige Opdagelse af Harris Forræderi.
+
+Lidt efter lidt fandt han i de søvnløse Timers triste Overvejelser
+Traaden i det lumske Anslag, som de alle var blevet Ofre for. Han
+forstod, at Negoro og Harris havde arbejdet sammen, imod et fælles
+Maal, Negoro for at tage en personlig Hævn over ham, Dick, Harris
+for at sælge Negrene som Slaver. Men Fru Weldon, Fætter Benedict og
+lille Jack -- hvad var Uslingernes Plan med dem?
+
+Saa stod de altsaa nu -- istedet for at være nær Hjemmet og dets
+kære -- midt i Afrikas farligste Egn, omgivet af Rædsler, hundrede
+Gange værre end alt det, de allerede havde gennemgaaet. Men Dick lod
+ikke sin Tanke længe dvæle ved de nuværende fortvivlede Forhold;
+hans ukuelige Ungdomsmod, hans Følelse af Ansvar overfor dem, som
+havde betroet deres Skæbne i hans Hænder, sejrede snart over den
+øjeblikkelige Modløshed. De maatte frelses, og det kunde kun ske ved
+at man uopholdelig brød op fra dette Lejrsted, for at unddrage sig
+et muligt Angreb af Harris og hans Folk. Man maatte da søge at finde
+den Flod, som havde sit Udløb der hvor de var strandede, og følge
+den tilbage i Haab om, at træffe paa en eller anden portugisisk
+Handelsplads eller Plantage. Om ikke før, saa mente han sikkert at
+han, naar de var kommet tilbage til Kysten, ved at drage imod Syd
+vilde kunne naa en lille Udskibningshavn.
+
+Saaledes var Dicks simple og fornuftige Plan, som han tidlig den
+næste Morgen meddelte Fru Weldon. Han fortav dog for hende, som for
+alle de andre med Undtagelse af hans Medvider i den foregaaende
+Aftens Opdagelse, Tom, at man ikke var i Bolivia. Han kunde ikke,
+turde ikke se sin Velgørerindes Fortvivlelse, naar hun erfarede den
+hele frygtelige Sandhed. Han fortalte derfor kun ganske kort, at han
+havde opdaget, at Harris havde været en Forræder, der sandsynligvis
+i Forbindelse med Negoro havde ført dem ind i den vejløse Skov for
+der at overlade dem til deres Skæbne -- uhyggelig som den let kunde
+være blevet, hvis han havde faaet ført dem længere bort fra Kysten.
+
+Ved en Undersøgelse af den nærmeste Del af Skoven fandt Dick en
+lille Bæk med rødligt, jærnholdigt Vand, som sikkert maatte falde
+ud i den Flod, de søgte. Han bestemte sig da til at følge dens Løb,
+og efter nøje at have undersøgt Vaabnene og pakket Resten af
+Fødevarerne sammen, begav man sig straks afsted.
+
+"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kæmpe, Herkules, "naar jeg ikke
+har noget at bære paa bliver jeg træt."
+
+Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede han afsted i
+Spidsen for den lille haardt prøvede Trop.
+
+Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!"
+
+"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede sin vældige Røst:
+"Dingo, Dingo!"
+
+Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres Øren.
+
+"Dingo, Dingo."
+
+Kun Tavshed til Svar.
+
+"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro," mente Fru Weldon.
+
+"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilføjede han, "og maaske
+ligger den død et eller andet Sted med en Kugle i Livet."
+
+"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og følger det indtil den
+naar os," bemærkede Herkules.
+
+"I al Fald tør vi ikke vente paa Hunden," sluttede Dick Samtalen,
+"vi maa afsted."
+
+Vandringen besværliggjordes en Del af den frodige Plantevækst,
+særlig Lianernes sammenfiltrede Masser, der maatte hugges bort med
+Øksen, sinkede Marschen meget, og en Art Vinranker, besatte med
+stive Torne, der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende meget
+Besvær. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag.
+Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo
+havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt
+Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille Søn
+paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe
+Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trængsler.
+
+"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trængte Dick ind paa hende.
+"Hvordan skal det dog gaa os alle, hvis Kræfterne svigter Dem. Jack
+bliver nok bedre saa snart vi naar den friske Flod, der skal føre os
+tilbage til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok snart
+godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra denne eventyrlige
+Rejse. Men nu maa vi snart bryde op igen."
+
+Man fulgte stadig Bækkens Løb, der ud paa Eftermiddagen førte de
+udholdende Vandrere ud af Skovens Tykning til en moradsig Slette,
+bevokset med Bambusrør, saa højt at selv ikke Herkules kunde se over
+dem, og i Bunden dækket med et blødt Mostæppe. Dick Sand kom med
+Ængstelse til at tænke paa, at han i Livingstones Bog havde læst, at
+den uforfærdede Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse
+forræderiske Sumpe.
+
+"Vær endelig forsigtig, mine Venner," advarede han, "prøv først
+Bunden inden I træder til."
+
+Tom undrede sig over, at Grunden kunde være saa fugtig, da det dog
+ikke havde regnet i den sidste Tid. "Men efter Himlens Udseende at
+dømme, lader den næppe vente længe paa sig, det ser ud til, at vi
+skal faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.
+
+"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde os at komme over
+disse Sumpe, før det gaar løs. Herkules tager nok igen Jack paa
+Skuldrene, Bat og Austin maa holde sig i Nærheden af Fru Weldon for
+at hjælpe hende, hvis det gøres nødig, og De, Hr. Benedict -- -- De
+maa minsanten passe paa Dem selv. Hvad er der -- hvad gaar der dog
+af Dem?"
+
+"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjæger. Og virkelig
+forsvandt han langsomt, som opslugtes han af Jorden. Han var
+spankuleret op paa en Slags Myr, der som en Falddør gav efter og lod
+ham synke i til midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrækning fik man
+ham halet op igen, men et bedrøveligt Syn frembød han, bedækket med
+seigt, stinkende Dynd.
+
+Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu
+kunde man mærke, at Jorden var mættet med Fugtighed, hvad der kunde
+tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu at
+flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes som en dæmpet
+Brummen. Et af de saa frygtelige afrikanske Uvejr var ifærd med at
+bryde løs; de Uvejr, som opriver Kæmpetræer, hvis Lyn antænder
+Pampaerne, og hvis Regn oversvømmer hele Landstrækninger. Paa
+Sletten turde man derfor ikke blive, men hvor skulde man søge Ly?
+Imod Nord aftegnede nogle lave Høje sig imod Himlens underste lysere
+Stribe, dem maatte man søge at naa. Kunde de end ikke give Ly imod
+Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa at være i Sikkerhed for
+Oversvømmelsen paa Højdernes Toppe.
+
+"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre Mil, saa er vi
+ovenpaa -- bogstavelig talt."
+
+Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne sank lavere og lavere
+og dækkede snart hele Himlen med sit sorte Tæppe. Det blev snart
+bælgmørkt skønt Klokken kun var omtrent seks. Røde og blaa Lyn skar
+sine Striber paa kryds og tværs igennem Mørket, som et lysende
+Ildvæv under Himlens mørke Kuppel. De vandrende gik i stadig Fare
+for at blive ramt af Lynet, da de var det eneste, der paa denne
+træløse Slette kunde tiltrække de elektriske Udladninger. Man
+travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon blot var
+muligt. Endnu var Regnen ikke brudt løs i hele sin Vælde, og
+allerede saa man ved Lynenes hvidlige Glimt de lave Høje, som var
+det foreløbige Maal.
+
+"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrød Dick forbavset,
+da han stod foran de formodede Jordhøje, "det er jo Huler eller
+Hytter. Maaske er dette en forladt Lejr."
+
+"Det er Insekter," erklærede pludselig Fætter Benedict kort og
+fyndigt, efter at han havde snuset en Stund til Hulerne. Denne
+Bemærkning fremkaldte, trods Situationens Alvor, en hjærtelig Latter
+hos alle de trætte og halvvaade Vandrere. Men Fætter Benedict vendte
+sig yderst fortørnet imod dem og snærrede:
+
+"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette er Insekters
+Boliger! Det er Termitter, de store, hvide Myrer, som har opført
+disse Huse, tolv Fod høje i det mindste, og vidunderligt godt
+konstruerede. Geniale Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"
+
+"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer de gode Termitter
+dog til at rykke ud af deres Boliger for at give Plads til os,"
+bemærkede Herkules tørt.
+
+"De gør det af med os!" protesterede Benedict.
+
+"Det faar at være," svarede Dick, "vi maa i Ly og det straks."
+
+"Men stop dog lidt," udbrød Insektforskeren eftertænksomt, "hvis jeg
+ikke husker fejl, saa findes der slet ikke Termitter i Amerika, --
+de hører hjemme i Afrika."
+
+"Aah, snik snak, Fætter Benedict," skyndte Dick sig at tysse paa
+ham, bange for at Fru Weldon skulde lægge Mærke til hans Bemærkning;
+og højere tilføjede han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os,
+inden vi bliver helt gennemblødte."
+
+Nederst i de kegleformige Huler, der var opførte af en Slags rødligt
+Ler, var der en lille rund Aabning, som Herkules hurtigt med sin
+Økse fik udvidet saa meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man
+var beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmæssige
+Beboere, men til almindelig Forbavselse viste ikke en eneste Termit
+sig.
+
+Man var i Tørrevejr, og alle var henrykte, og velsignede de flinke
+og flittige Dyr, som havde opført den solide og rummelige Hytte, og
+da Fætter Benedict, i sin Lovprisning af Termitternes Værk sagde, at
+Menneskene for at kunne taale Sammenligning med disse smaa Insekter
+i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest Bjerg -- det højeste i
+Himalayakæden -- saa gav man ham gladelig Ret.
+
+Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det travlt med at
+undersøge det velkomne Tilflugtssteds Indre. Lygten blev tændt og
+ved dens Skin saa de, at den kegleformede Bygning var over tolv Fod
+høj og omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene og de
+vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne -- de forskellige
+Lejligheder -- var godt en Fod tykke.
+
+Tusinder af Insekter virker rastløst med til en saadan Tues
+Opførelse, og saa godt og solidt er Arbejdet udført, at end ikke de
+frygtelige og vedholdende Regnstrømme, som falder i Mellemafrika,
+formaar at opbløde den røde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste
+Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der et andet og mindre,
+ganske som en første Sal i et Hus, og derover igen et tredje, endnu
+mindre Rum, der gik helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i
+Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige Regn, der
+sivede ind under Murene, lod Dick Herkules hugge Loftet ned, saa at
+dets Ler dannede som en Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge tørt.
+
+Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende Voldsomhed, og Dick,
+der havde læst om disse Afrikas Syndfloder, følte sig alt andet end
+vel tilmode. Han vidste, at ofte hele Landstrækninger oversvømmes,
+at Bække bliver til Floder og Floder til rivende Strømme, der
+raserer nærliggende Flækker og bortskyller Træer og Huse. Og
+saaledes kunde det blive ved at regne endnu i mange Dage. Vilde de i
+saa Fald være sikre i Termithytten, vilde den blive staaende, og
+vilde Vandet ikke stige endnu højere end Hytten?
+
+Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede af saa alvorlige
+Ængstelser, de snakkede nok saa fornøjet, og særlig Fætter Benedict
+var aabenbart i sit Es, lykkelig over at være den første, der
+konstaterede, at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt
+og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned, om de store
+Slag imellem de krigeriske Sirafuer, de røde Myrer, og Tschunguerne,
+de sorte, og om deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte
+han, havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring, og den var
+saa stor, at det varede tolv Timer inden den var defileret ham
+forbi. Om Termittens Frugtbarhed kan man danne sig en Ide, naar man
+erfarer, at én eneste Hun kan lægge indtil 60,000 Æg om Dagen.
+
+Langt om længe blev den begejstrede Mand dog søvnig ved at høre paa
+sig selv, og han, som alle de andre lagde sig til at sove ovenpaa
+Dagens Anstrængelser.
+
+Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af Uro for hvad den
+nærmeste Fremtid vilde bringe, og for at det ikke i Længden skulde
+kunne lykkes for ham at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da følte
+han pludselig en blød Haands lette Berøring, og en Stemme, mild og
+bevæget, hviskede i hans Øre:
+
+"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi maa stole paa Gud
+og ikke tabe Modet."
+
+
+
+
+XV.
+
+ I Dykkerklokken.
+
+
+Ganske tidlig den næste Morgen vækkedes de Rejsende paa en ret
+ubehagelig Maade ved at de pludselig følte sig drivvaade. Det var
+Vandet som gennem Aabningen var trængt ind i Termithytten. I en Fart
+var man paa Benene, og alle med Undtagelse af Dick og Tom klatrede
+op i første Etage, hvor man havde det tørt -- saa længe det varede.
+Lygten blev tændt og viste at Vandet inde i Keglen steg og steg, og
+snart stod over fire Fod højt.
+
+"Det maa være et Vandløb, der ved Regnskyllet er svulmet op, og som
+nu strømmer over Sletten," sagde Tom.
+
+"Jeg havde snart sagt, Gudskelov," svarede Dick, "det beviser da i
+al Fald, at der er større Vandløb som kan føre os ud til Havet igen.
+Og nu stiger Vandet aabenbart ikke mere."
+
+"Ja, men det er dog en gal Historie, at Vandet staar højere end
+Indgangen, og derved stopper Tilførslen af Luft," spurgte Fru
+Weldon.
+
+"Saa maa vi vel slaa en ny Aabning højere oppe," foreslog Tom.
+
+"Det kommer vi vel til, Tom," svarede Dick, "men der er den Ting at
+tage i Betragtning, at Vandet maaske staar højere udenfor end her
+inde. Ved at trænge ind i den nederste Del af Hulen, har Vandet jo
+sammentrængt Luften herinde i Keglens øverste Del, og denne Luft
+forhindrer, at Vandet kan stige højere. Borer vi nu et Hul højere
+oppe, slipper den sammenpressede Luft ud derigennem, og Vandet
+stiger lige saa højt herinde, som det staar udenfor -- forstaar De?
+Vi befinder os altsaa ligesom i en Dykkerklokke."
+
+Denne Sammenligning var ganske træffende, men i en Dykkerklokke
+fornyes Luften stadig ved Hjælp af en Pumpe, hvorimod Hyttens
+Beboere snart vilde faa de Ubehageligheder at føle, som følger med
+et længere Ophold i en komprimeret Luft, hvis Ilt efterhaanden
+bliver opbrugt. Desuden var Rummet ved Vandets Indtrængen allerede
+blevet formindsket med en Tredjedel, og det blev derfor paatrængende
+nødvendigt at faa en Aabning ud til den friske Luft.
+
+"Hvis man blot havde Sikkerhed for, at Vandet udenfor ikke allerede
+stod højere end hele Termitboligen," sagde Dick, "saa kunde man jo
+slaa Hul i Hyttens Top."
+
+"Vil De have at jeg skal kravle udenfor og se hvordan det staar til
+der?" spurgte Bat.
+
+"Ja, det var udmærket, hvis De vilde," svarede Dick. "Hvis Toppen af
+vort Hus endnu staar over Vandet, saa bank stærkt paa den med Øksen!
+hvis den er helt oversvømmet, saa maa vi andre se at slippe ud bag
+efter Dem."
+
+Bat dykkede ned i Retning af den nedre Aabning. Der forløb nogle
+Sekunder, saa viste han sig igen.
+
+"Hullet er tilstoppet med Grus og Jord," sagde Bat forpustet; "jeg
+følte mig for med Haanden, men der var intet Hul mere."
+
+De var altsaa hermetisk indelukkede i denne Dykkerklokke.
+
+Dick Sand rystede betænkeligt paa Hovedet.
+
+Vandet begyndte nu atter at stige, og med Undtagelse af Fru Weldon
+med Jack, Fætter Benedict og Nan, der havde søgt Tilflugt i det
+lille Rum øverst oppe, stod alle i Vand til midt paa Livet. Der var
+altsaa ingen Tid at spilde; noget maatte der gøres.
+
+Bore Hul i Toppen turde Dick ikke; hvis Vandet udenfor stod over
+Keglen, vilde det i et Nu strømme ind, og dette betød den visse Død
+for dem alle. Men hvis man paa den anden Side ventede ret meget
+længere, udsatte man sig for at omkomme paa en anden og endnu
+frygteligere Maade, Døden ved Kvælning.
+
+"Vi maa begynde med at bore et Hul i Muren, et Par Fod højere oppe
+end Vandet naar herinde. Hvis der kommer frisk Luft ind derigennem,
+kan vi roligt hugge Hul i Toppen, hvis ikke, maa vi hurtigt
+tilstoppe Hullet og prøve højere oppe."
+
+Dicks Ordre blev hurtigt udført, Herkules borede en Ladestok med
+Skruegænger i Spidsen igennem Leret, og snart hørte man en sugende
+Lyd. Da Herkules trak Stokken ud af Hullet strømmede Luften ud og i
+det samme steg Vandet i Hytten lige op til Hullet, og dette beviste,
+at man havde boret for lavt. En Klat Ler blev straks stoppet i
+Hullet, og Dick kommanderede koldblodigt: "Prøv igen, en Fod
+højere."
+
+Eksperimentet blev gentaget under angstfuld Spænding, da man midt
+under den almindelige Tavshed hørte Fætter Benedicts Stemme:
+
+"Nu har jeg det! Det er storartet!"
+
+Herkules standsede sin Boring og Dick vendte Lygten imod Fætter
+Benedicts Ansigt. "Hvad er det dog?" spurgte han spændt.
+
+"Nu ved jeg hvorfor Termitterne har forladt deres Boliger. De
+geniale Dyr har forudset -- -- ha ha -- -- de kunde mærke paa sig
+selv -- at Oversvømmelsen var i Anmarch. Sikken et Instinkt -- -- de
+Satans Termitter! -- -- de har en fin Næse -- --."
+
+Ærgerlig vendte Dick sig bort fra den stadig lige uanfægtede
+Insektsamler, og Herkules fuldførte sin Boring.
+
+Den samme hvislende Lyd -- -- Vandet steg endnu en Fod.
+
+Situationen var forfærdelig. Alle var nær ved at kvæles i det snævre
+Rums fordærvede Luft, og Lyset brændte kun mat og rødligt. Vandet
+naaede nu næsten helt op til den øverste Etage.
+
+Nu var der intet andet tilbage, man maatte forsøge at bore Hul i
+Keglens Top. Men det var den visse, øjeblikkelige Død hvis ogsaa
+dette Forsøg mislykkedes. Vandets Tryk udefra vilde i et Nu fylde
+hele Hulen.
+
+"Skal jeg forsøge det, Fru Weldon?" spurgte Dick alvorlig.
+
+"Gør det, Dick; der er jo ingen anden Udvej!"
+
+I dette Øjeblik slukkedes Lygten, man befandt sig i fuldstændigt
+Mørke.
+
+Dick Sand svang sig op paa Skuldrene af Herkules, der nu kun lige
+havde Hovedet over Vandet. En sælsom Blanding af Haab og Frygt
+gennemsitrede den modige Dreng, idet han hævede sin Haand for at
+danne den Aabning, som skulde føre ud til Luften og Livet -- eller
+til Vandstrømmen og Døden.
+
+Man ventede i aandeløs Spænding. Pludselig lød en skarp, høj Piben.
+Vandet steg -- -- en Fod -- -- saa standsede det. Den sammenpressede
+Luft slap ud og en Straale af Dagslys trængte ind igennem Hullet.
+Vandet udenfor naaede altsaa ikke op til Keglens Top. -- De var
+frelst.
+
+Der steg som et Befrielsens Suk fra de stakkels, haardt prøvede
+Menneskers Bryst.
+
+Nu svang Dick Øksen imod Toppen og snart var Hullet saa stort, at
+han kunde krybe ud igennem det, op paa Keglens øverste Kant for
+derfra at overskue Landskabet.
+
+Et Rædselsskrig undslap ham.
+
+Den hvislende Lyd af Pileskud naaede hans Øre og en Pil strejfede
+hans højre Arm.
+
+Ikke hundrede Skridt borte fik han Øje paa en Lejr, og kun tyve Alen
+fra Termithulen, paa den oversvømmede Slette, saa han flere lange
+Baade fuldt bemandede med Indfødte. Det var den forreste af disse
+Baade der havde modtaget Dick med en Regn af Pile, saa saare han
+viste sig ovenpaa Keglen.
+
+I et Nu var Dick atter nede i Hulen og satte de andre ind i hvad der
+var hændt. Han greb et Gevær, og fulgt af Herkules, Aktæon og Bat
+krøb han atter op af Aabningen i Keglens Top, og alle tre gav Ild
+imod Angriberne i den nærmeste Baad. Tre af de Indfødte faldt, men
+straks efter blev der fra Baaden affyret Bøsseskud tilbage, og med
+et Angrebshyl roede den næste Kano frem.
+
+Al Modstand var forgæves, Termitboligen omringedes af op imod et
+hundrede Indfødte, der i et Øjeblik havde hugget Keglens Sider
+ind. Der blev ikke levnet de rejsende Tid til at veksle et Ord eller
+et Haandtryk. Hver af dem slæbtes bort af to Indfødte, og som efter
+en forud givet Ordre delte man Fangerne i to Partier. I den første
+Baad anbragtes Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict, og Dick
+saa den forsvinde i Retning af Lejren. Han selv, Negrene og gamle
+Nan blev kastet i den næste Baad, der roedes i en anden Retning.
+Tyve af Angriberne fulgte med for at passe paa Fangerne, og bagefter
+fulgte fem andre bemandede Kanoer.
+
+[Illustration: -- flere lange Baade bemandede med Indfødte.]
+
+Faa Minutter efter var Lejren naaet. I samme nu som Baaden stødte
+imod det Plateau, hvorpaa Teltene var rejst, satte Herkules i Land
+med et vældigt Spring. To Indfødte løb efter ham, men Kæmpen
+svingede sin Bøsse og knuste med Kolben den enes Hjærneskal. Den
+anden sendte han med et kraftigt Spark ud i Vandet, og saa satte han
+afsted, fulgt af en Kugle og Pileregn, og et Hyl af Raseri fra de
+Indfødte, der saa ham forsvinde i Skoven.
+
+Men de andre sorte og Dick Sand blev kastet til Jorden og lænkede
+som Slaver.
+
+Det var den af Harris omtalte Karavane som havde slaaet Lejr paa et
+Plateau, der hævede sig op over den ellers oversvømmede Slette. Den
+store Transport af afrikanske Negre, som af Slavehandleren Alvez'
+Agenter var blevet bortslæbt fra deres Landsbyer, befandt sig nu paa
+Vej til Markedet i Kazonnde. Derfra skulde Slaverne saa senere
+sendes, alt eftersom Efterspørgslen var, enten til Øvreægypten eller
+Zanzibar.
+
+Dicks Kammerater blev behandlet ganske som de andre Fanger. To og to
+blev de lænkede sammen, den ene bag den anden, til en seks Fod lang
+Stang, spaltet i hver Ende og fastgjort om Halsen paa dem med en
+Jærnbøjle. Armene havde de fri for at de kunde bære Byrder, men om
+Livet fik de en tung Jærnlænke. Saaledes, ude af Stand til at bevæge
+sig til højre eller venstre, belæsset, og pint af Bøjler og Lænker
+skulde de nu gaa hundreder af trælsomme Mile, drevet frem af
+Opsynsmændenes Piskeslag. Hvor misundelsesværdig var ikke Herkules
+-- selv om han havde Sult, vilde Dyr og alle det mørke Fastlands
+andre Rædsler at kæmpe imod --, hans Lod var dog tifold bedre end
+hans Kammeraters.
+
+Dick Sand blev ikke lænket sammen med nogen af de sorte Slaver, saa
+megen Respekt for "den hvide Mand" havde Bandens Anførere, at de
+ligefrem ikke kunde behandle ham paa samme Vis som "de kulørte". Han
+blev afvæbnet og en Slavedriver holdt særlig Øje med ham. Forgæves
+spejdede han efter sine Fjender, Harris og Negoro, hvert Øjeblik
+ventede han, at de skulde vise sig for at nyde deres Hævn -- men
+nej, de kom ikke tilsyne. Maaske var de i den anden Del af Lejren og
+holdt Øje med Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict. Hvad vilde
+de mon gøre ved disse deres andre Ofre?
+
+Lejrene talte ikke færre end otte hundrede Mennesker, fem hundrede
+Slaver af begge Køn, to hundrede indfødte Soldater, og Resten var
+Slavefogeder og disses Overordnede, Agenter og Anførere.
+
+Disse Slavedrivere og Agenter er som oftest af arabisk og
+portugisisk Oprindelse, Udskudet af disse Nationers laveste Lag. Det
+er næppe til at beskrive, hvor umenneskeligt de behandler deres
+Fanger. De pisker dem uophørligt, og naar de elendige Stakler synker
+sammen af Sygdom og Træthed eller paa anden Maade bliver til Besvær
+for Karavanen og usælgelige paa Markedet, bliver de ubarmhjærtigt
+hugget ned eller skudt. Ved denne Dyriskhed søger de at indjage
+Fangerne en saadan Frygt, at disse ikke skal vove at gøre Oprør; men
+Følgen af denne Fremgangsmaade er tillige at ofte Halvdelen af
+Transportens Slaver omkommer undervejs, og deres Skeletter betegner
+den uhyggelige Karavanes Vej fra det indre til Kysten.
+
+Dick var som lammet af den rædselsfulde Ulykke der var hændet hans
+Venner og ham. Kun en eneste Tanke gentog sig med idiotiserende
+Uafvendelighed i hans Hjærne: Hvorfor har jeg dog ikke skudt begge
+de to Uslinger? -- -- jeg har dog kunnet gøre det -- men gjorde det
+ikke. Hvorfor har jeg dog ikke skudt dem?
+
+
+
+
+XVI.
+
+ Under Aaget.
+
+
+Den samme Morgen Klokken 9 lød der Trommehvirvler og de
+gennemtrængende Toner af Covdov Hornene, Signalet til Opbrud. I en
+Fart kom alle Mand paa Benene. Fangerne blev atter belæssede med
+deres Byrder, hovedsageligt Elefanttænder, og delt i forskellige
+Kolonner under Anførsel af en Opsynsmand og et Par Soldater. Saa
+satte Toget sig i Bevægelse.
+
+Dicks Kammerater var blevet anbragt forrest i Toget, medens han selv
+blev holdt tilbage til sidst. Bat var blevet sat i Gaffel sammen med
+sin gamle Fader, og Actæon og Austin var lænkede sammen, men da de
+ikke kunde dreje Hovedet og ikke veksle et Ord havde de ikke meget
+Glæde af at være hinanden saa nær. Opsynsmandens Pisk naaede dem
+lige saa godt som alle de andre Slaver, og særlig gik hans
+Brutalitet ud over gamle Tom, der tynget af Aaget og Lænkerne
+vanskeligt kunde holde Skridt med de andre. Nan havde sammen med en
+Del andre Kvinder faaet Plads midt i Toget, lænket til en ung Moder
+med to Børn, hvoraf det ene var ganske spædt og det andet tre Aar
+gammelt. Nan forbarmede sig over denne stakkels, lille Praas, der
+daarligt kunde humpe med, og tog Drengen paa Armen.
+
+Karavanen drog lige imod Øst. Marchen begyndte hver Morgen ved
+Solopgang, og blev kun afbrudt af en Times Middagshvil. Føden bestod
+af Maniok i sparsomme Rationer, Kartofler og -- naar der var
+Lejlighed til at plyndre en Landsby ved Vejen -- lidt Faarekød.
+
+De 250 Mil fra Coanza Floden til Kazonnde blev tilbagelagt i, hvad
+Førerne kaldte femogtyve "Marscher"; hver Marsch var en Dags
+Vandring, ti Mil.
+
+Den triste Tur kan ikke beskrives bedre eller mere anskueligt end
+ved de Notitser, som Dick kradsede op undervejs.
+
+25. April. Saa en Landsby, hegnet med Palisader af Bambusrør,
+otte-ni Fod høje. Marker beplantede med Majs og Bønner. To Indfødte
+blev fangede, femten dræbt, Resten flygtede.
+
+26. Passeret en strid Strøm, 150 Alen bred; en Flydebro lavet af
+Træstammer forbundne med Lianernes Ranker. En Stamme gled løs og to
+Kvinder, lænkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig
+Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten af Færgen.
+
+28. Stærk Regn, opblødt Jord. Besværlig Marsch. Fik Øje paa stakkels
+Nan. Hun haltede og saa frygtelig medtaget ud. Natteleje under et
+stort Baobabtræ med hvide Blomster og fint lysegrønt Løv. Løver og
+Leoparder brøler hele Natten. En af Soldaterne skød en Panter.
+Hvordan mon det gaar Herkules? ...
+
+30. April. Ende paa Regntiden. Østenvind. Fem Fanger styrtede af
+Sumpfeber. De vilde Dyr, der følger os i Hælene, gør en rig Høst
+hver Aften i denne Tid. De stakkels Ofre der segner, og kender den
+Skæbne der venter dem!
+
+2. Maj. Stadig intet erfaret om Fru Weldon. Mon hun er med en anden
+Transport foran eller bag efter os? Vi vadede i Dag i Vand til midt
+paa Livet og Tusinder af Igler suger sig fast til den nøgne Hud.
+Intet Sted kan man slaa Lejr paa denne oversvømmede Slette. Maa
+marschere i Mørke hele Natten. Hvilken rædselsfuld Nat. Man hører
+forfærdelige Skrig, og Soldaterne hugger Grene af harpiksholdige
+Træer og tænder dem som Fakler. Det er Krokodiller, som i Mørket har
+sneget sig ind til Karavanen og revet flere Kvinder og Børn til sig.
+En Slave ved Siden af mig blev grebet af et af disse modbydelige
+Dyr. Hvor fortvivlet han skreg! Hvilken satanisk Nat.
+
+[Illustration: I Krokodillernes Gab.]
+
+10. Maj. Passeret to brændende Landsbyer. Nogle Fanger forsøgte at
+flygte, men blev atter indfangede og straffede paa den mest
+barbariske Maade.
+
+Trods min Træthed og Udmattelse kunde jeg ikke sove. Det forekom mig
+at noget bevægede sig i det høje Græs ikke langt fra hvor jeg laa.
+
+Jeg lyttede spændt. Skulde det være et vildt Dyr, som vovede sig
+lige ind til Lejren. I saa Fald er jeg fortabt, ubevæbnet og
+hjælpeløs, som jeg er. Natten var bælgmørk. Græsset skiltes ad; lige
+foran mig saa jeg to blanke Øjne rettet imod mig. Jeg vilde raabe om
+Hjælp. Dyret springer imod mig -- --.
+
+Skrækken lammer mig -- --.
+
+Dingo! Er det muligt?
+
+Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand, logrer og viser
+alle Tegn paa Glæde ved Gensynet. Hvorledes har dog det kloge, kære
+Dyr kunnet finde mig? Min eneste, trofaste Ven! Negoro har altsaa
+dog ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og kærtegner den --
+-- og ved Berøringen finder min Haand et Stump tyndt Rør, som er
+bundet til Hundens Halsbaand. Kan det være et Bud til mig? -- -- Jeg
+ryster paa Haanden medens jeg knækker Røret. Der ligger en Stump
+Papir inden i.
+
+Men i det haabløse Mørke kan jeg ikke se at læse, hvad der muligvis
+staar paa Sedlen. Jeg maa vente paa Morgenen. Dingo synes nu, da den
+har udført sit Ærinde, at blive utaalmodig efter at komme afsted
+igen.
+
+Den slikker min Haand og forsvinder i lange Spring ind i det høje
+Græs.
+
+Ved Dagens første Skær læste jeg Brevet:
+
+  Fru W. og Jack er ført bort i en Kitanda, fulgt af Harris og
+  Negoro. B. er ogsaa med. Jeg kan ikke sætte mig i Forbindelse med
+  dem. Dingo fandt mig i Skoven; den var saaret af en Kugle, men
+  kom sig hurtigt. Kære Hr. Dick, tab ikke Modet. Maaske kan jeg
+  hjælpe.
+
+                                                        Herkules.
+
+11. Maj. Gudskelov at Fru Weldon og Jack er i Live, og at de bliver
+baaret i Hængekøje, det er dog en nogenlunde bekvem Maade at komme
+frem paa. Men hvad kan dog de to Slyngler, Harris og Negoro, have i
+Sinde med dem og mig?
+
+24. Maj. Der mangler Levnedsmidler og Slavernes Ration mindskes
+yderligere. Dette til alt det andet! Idag blev tyve Fanger, som ikke
+kunde slæbe sig afsted længer, huggede ned af Opsynsmændene.
+Stakkels gamle Nan var imellem dem, der dræbtes i dette forfærdelige
+Slagteri. Det var den første af "Pilgrims" Rejsende, der gik til den
+evige Hvile -- --. Hvordan mon det gaar med de andre?
+
+Den 26. Maj naaede Karavanen Kazonnde.
+
+Halvdelen af de Fanger, som var blevet afsendt fra det indre, laa
+døde paa Vejen og Resten var i en elendig Forfatning. Men dette
+Forhold var ingenlunde usædvanligt, og da Efterspørgslen efter
+Slaver var livlig og Priserne stigende, gjorde Slavehandleren
+sikkert alligevel glimrende Forretninger.
+
+Kazonnde ligger tre hundrede Mil fra Coanzaflodens Munding, og er
+den vigtigste Markedsplads i den Provins. Paa en stor aaben Plads
+"Tchitokaen" bliver Slaverne udstillede og solgte. Som alle større
+Byer i Central-Afrika er ogsaa denne delt i to skarpt adskildte
+Dele; den ene beboes af Araberne, Portugiserne og de indfødte
+Købmænd, i den anden Del har Neger-Kongen opslaaet sin Residens.
+Denne sorte Potentat er en vild og fordrukken Kavaler, der lever af
+hvad han kan presse ud af de Indfødte, og af Bestikkelser fra
+Slavehandlerne. "Residensen" bestod af en Samling smudsige Hytter,
+spredt over et Areal af en Kvartmil og omgivet af et Hegn af
+buskadsagtige Figentræer. Kongen var en fed, afskyelig Neger ved
+Navn Moini. Hans Magt og Anseelse var ikke just overvældende, hans
+hele Militærstyrke var knap firetusinde Soldater, og han var ganske
+og aldeles i Lommen paa Slavehandlerne, og særligt da den gamle,
+hovedrige Alvez.
+
+Det var ved Middagstid, at Karavanen holdt sit Indtog i Byen. Under
+Trommehvirvler og skrattende Hornsignaler blev Slave-Driften ført
+til Barakkerne i Alvez' Kvarter. Karavanens Soldater affyrede deres
+Geværer i Luften, og deres Kammerater i Slavehandlerens Residens
+besvarede deres Hilsen. Alle disse Banditter var glade ved at genses
+efter fire Maaneders Fraværelse; nu kunde de hvile ud og solde
+sammen, og tage Revanche for Turens Strabadser.
+
+I Barakkerne var der i Forvejen en tolv-fjorten hundrede Slaver,
+som om kort Tid skulde sælges paa Markedet; saa der var jo ikke
+megen Plads i disse svinske Stalde til de nyankomne. Disse blev nu
+befriet for Gaflerne, men Lænkerne maatte de beholde.
+
+Hvilken Befrielse var det ikke for gamle Tom, hans Søn og dennes
+Venner, Actæon og Austin, at faa de tunge Halsbøjler fjærnet og
+efter fem Ugers Adskillelse atter at kunne trykke hinandens Hænder
+og tale sammen. Kraftige og arbejdsvante som de var, havde de unge
+Negre bedre end de fleste af deres Lidelsesfæller kunnet udholde
+Rejsens Strabadser, men gamle Tom var saa medtaget, at han næppe
+vilde have lang Tid tilbage at leve. De var alle fire blevet
+indelukket i en snæver Baas, hvor der blev udleveret dem en sparsom
+Ration Fødevarer. Dick Sand derimod blev holdt tilbage paa Torvet
+under en Slavefogeds Opsyn. Han længtes inderligt efter at kunne
+undersøge alle Hytterne, for at søge efter Fru Weldon, lille Jack og
+Fætter Benedict, der efter hvad Herkules havde meddelt ham, skulde
+være ført hertil.
+
+Og hvor var Harris og Negoro? Hvorfor viste de sig fremdeles ikke?
+Længtes den falske Kok da ikke efter at haane og triumfere over sin
+forhenværende Kaptajn? Han kom pludselig til at tænke paa, hvor
+dumt det havde været af ham, at han ikke dengang, da Dingo bragte
+ham Bud fra Herkules, sendte den tro Neger et Brev tilbage med
+Hunden. Nu vidste Herkules jo ikke engang, om Brevet var naaet i de
+rette Hænder, og om han var ilive endnu. Det var naturligvis Grunden
+til, at Dingo ikke senere var blevet sendt til ham.
+
+Dick var fortvivlet, alt Haab syntes slukt for ham. I dette
+Øjeblik rev en frygtelig Hylen og Raaben ham ud af hans triste
+Betragtninger. Trompetfanfarer og Trommehvirvler bebudede den store
+Slavehandler, "Slavekongens" Ankomst.
+
+"Alvez! -- Alvez!" lød det fra alle Kanter af Pladsen.
+
+En _Kitanda_ -- en tohjulet Vogn omgivet af en Kaleche af falmede,
+kulørte Gardiner -- nærmede sig Pladsen. En fed, gammel, rødøjet
+Neger steg ud af den, hilst med støjende Hyldest af Følget. Det var
+den store "Handelsmand", José Antonio Alvez.
+
+Ved Siden af ham saa man en snavset, halvgammel Fyr, med et gult
+Ansigt, mærket af alle mulige Laster og Udsvævelser, og iklædt en
+laset Bomuldsskjorte og en forreven Straahat. Det var Alvez'
+Fortrolige og onde Aand, Counbra.
+
+Til stor Skuffelse for Dick saa han hverken Harris eller Negoro i
+Alvez' Følge.
+
+Føreren for den lige ankomne Karavane, Araberen Ibu Hamis hilste nu
+paa sin høje Chef og aflagde Beretning om Transporten. Samtalen
+førtes imidlertid i et forfærdeligt Blandingssprog, som Dick ikke
+forstod et Ord af. Imidlertid hørte han, at Harris Navn blev
+nævnet, og derefter blev en Slavefoged sendt hen til den Barak, hvor
+Tom og hans Fæller var blevet indelukket.
+
+De fire sorte Amerikanere blev ført frem for Alvez. Den gamle
+Kæltring lod sit Blik takserende hvile paa de tre unges kraftige
+Legemer.
+
+Nu traadte Tom frem og sagde med høj Stemme:
+
+"Vi er fri Mænd, fri Borgere fra de forenede Stater."
+
+"Ja vel, ja vel," fnisede den gamle Slavehandler, "fri Mænd i
+Lænker; velkommen -- --!"
+
+"Velkommen," grinede Counbra, som et Ekko af den gamle, og
+traadte nærmere. Han befølte Austins Bryst og Arme, og vilde
+ogsaa til at kigge ham paa Tænderne, som man gør ved en Hest. Men
+et velrettet Næveslag lige i Ansigtet sendte i det samme den
+ivrige Menneskepranger baglænds ti Skridt tilbage.
+
+Nogle Soldater styrtede hen imod Austin, men Alvez kaldte dem
+tilbage. Han var endogsaa ondskabsfuld nok til at le himmelhøjt over
+sin Ven Counbras' lille Uheld. Han vinkede nu ad Dick Sand, som han
+betragtede med et bredt Smil. Han vidste aabenbart Besked angaaende
+den unge Kaptajn.
+
+"Naa, lille Yankee, ær di dær!" sagde han paa daarligt Engelsk.
+
+"Ja, jeg mærker at De ved hvem jeg er. Hvad vil De gøre med mine
+Kammerater og mig?" spurgte Dick.
+
+"Yankee, lille Yankee!" drævede Alvez, som enten ikke forstod, eller
+ikke vilde forstaa Dicks Spørgsmaal. Derpaa vendte han sig til Ibn
+Hamis og talte ivrigt med ham om et eller andet, der aabenbart angik
+Dick og hans Ledsagere.
+
+Dick benyttede Øjeblikket til, uden at se henimod de sorte, at mumle
+til dem: "Venner! Jeg har hørt fra Herkules. Han har fulgt efter
+Karavanen. Harris og Negoro har ført Fru Weldon med sig, blot ved
+jeg ikke hvorhen. Tab ikke Modet, maaske -- -- --."
+
+En Haand lagdes tungt paa hans Skulder og en velkendt ironisk-venlig
+Stemme lød i hans Øre:
+
+"Naa, min unge Ven! Hvordan har De det? Det glæder mig at se Dem
+igen."
+
+Dick foer sammen. Det var Harris.
+
+"Hvor er Fru Weldon?" raabte han og traadte tæt hen til den falske
+Vejviser.
+
+"Herregud, ja; stakkels Kone," svarede Harris med kunstlet
+Medfølelse.
+
+"Hvad siger De! Er hun død?" stønnede Dick forfærdet. "Og hendes
+Barn, lille Jack?"
+
+"Ok ja, den sølle Unge, som holdt saa meget af mig -- -- --,"
+svarede Harris med et ondskabsfuldt Smil.
+
+Døde, pint til døde af denne Bøddel. Dick grebes af en uimodstaaelig
+Harme, et opblussende Raseri, en Trang til Hævn, som han ikke kunde
+beherske.
+
+Han sprang ind paa Harris, rev Dolken op af hans Bælte og stødte den
+dybt i hans Bryst.
+
+-- En Ed, en Forbandelse -- -- og Amerikaneren vaklede og faldt død
+til Jorden.
+
+
+
+
+XVII.
+
+ En Markedsdag.
+
+
+Saa hurtig og uventet havde Dicks Stød været, at Ofret ikke havde
+kunnet afparere det, saalidt som nogen af de omstaaende havde kunnet
+lægge sig imellem. Nu kastede nogle Indfødte sig over ham og vilde
+utvivlsomt have hugget ham ned paa Stedet, dersom ikke en myndig
+Stemme havde kaldt dem tilbage.
+
+Det var Negoro.
+
+Paa et Tegn af Portugiseren bar Soldaterne Harris' Lig bort. Alvez
+og Coimbra forlangte højrøstet og bestemt, at Negoro straks skulde
+lade Dick blive klynget op, men Portugiseren havde aabenbart andre
+Planer desangaaende, og efter megen Diskuteren med sine Foresatte
+fik han dem til at gaa ind paa hans Forslag.
+
+Alt imens stod Dick roligt og saa uanfægtet, som om hans egen Skæbne
+var ham komplet ligegyldig, og betragtede Negoro, Kokken fra
+"Pilgrim", det Umenneske, som var Ophavsmanden til alle de Ulykker,
+der var tilstødt Skibet og dets Besætning. Men det var, som om
+Drabet af Harris havde kølnet hans Vrede, eller maaske var det
+Visheden om Fru Weldons, hans anden Moders Død, og hans egen nær
+forestaaende Ofring, der berøvede ham Evnen til at føle noget som
+helst.
+
+Som i Drømme lod han sig belægge med Lænker og føre ned i en
+underjordisk, mørk Hule, de dødsdømte Slavers sidste Opholdssted.
+Han tænkte end ikke paa, at naar Negoro havde udvirket, at han ikke
+blev hængt, saa var det sikkert for at kunne berede ham en Død, der
+var hundrede Gange værre.
+
+Næste Dag fandt Markedet Sted. Tusinder af Indfødte indfandt sig,
+pyntet paa det fineste; malet og indsmurt i Fedt og udstyret med en
+Strimmel broget Bomuldstøj og Masser af kulørte Glasperler. Paa
+Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til Købs, og
+desuden indført Bomuldstøj, Smykker, -- og Spiritus, herskede en
+frygtelig Trængsel og et øresønderrivende Spektakel.
+
+"Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede selv Opstillingen af
+de Slaver, som han vilde skille sig af med. Da Efterspørgslen var
+saa stor, besluttede han i sidste Øjeblik at lade de mindst medtagne
+af de sidst ankomne Fanger gaa med, for at spare Kosten til dem i
+den Maaned det varede, før der atter var Marked. Imellem disse
+sidste, som Opsynsmanden drev ind paa Markedspladsen, var ogsaa Tom
+og hans tre Kammerater, alle fire nedtrykte og ulykkelige over den
+Skændsel, der skulde overgaa dem.
+
+"Jeg ser ikke Dick Sand," sagde Bat efter at have set sig godt om.
+
+"Den unge, kære Herre bliver vel slaaet ihjel," sagde den gamle Tom
+trist, "maaske har han udstridt allerede. Jeg havde nær sagt, bare
+det var mig. Men vi maa vel kun haabe og ønske, at vi alle fire
+bliver købt af den samme Agent, saa at vi i al Fald kan blive
+sammen."
+
+"Naar bare Herkules var her!" sagde Austin.
+
+Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen med arabiske Købmænd,
+Mestitzer og Slaveopkøbere, rundt imellem Fangerne. Han udraabte
+Prisen og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld, og
+skældte, slog, kommanderede og rasede. Han lod de ulykkelige sorte
+løbe og vise Tænder, ganske som Heste, og lod dem løfte tunge Sten
+for at vise, hvor kraftige de var. Tom og hans Venner delte Skæbne
+med de andre. Paa Grund af deres kraftige Bygning og udviklede
+Muskulatur blev de ligefrem et Stridens Æble imellem flere Opkøbere
+fra Madagaskar. Alvez var henrykt. Buddene faldt livligt og Priserne
+steg.
+
+Til alt Held blev de da ikke adskilte; en stor Slavehandler fra
+Zanzibar købte dem alle fire og lod dem straks bringe hen i en
+Barak, han lejede i samme Anledning.
+
+Hen paa Eftermiddagen hørte man en sig nærmende Lyd af Trommer,
+Cymbaler, Gammelanger og andre af de primitive Negerinstrumenter.
+Markedstumlen, der nu var paa sit højeste, da det gjaldt om at blive
+af med de endnu uafsatte Varer i en Fart, forstummede pludselig, som
+ved et Trylleslag. Al Handel blev afbrudt, hver Udraabers Stemme
+tav.
+
+Thi Kongen af Kazonnde var paa Vejen fra sin Residens for at beære
+Markedet med sit Besøg. Han holdt sit Indtog baaret i en gammel
+Palankin og omgivet af sine højere "Embedsmænd" og Soldater. En fire
+fem Stykker af disse maatte hjælpe ham ud af Befordringen, da denne
+var naaet midt ud paa Torvet. Her modtog han naadigst Alvez og de
+andre større Slave-Grossister, der viste ham den mest overdrevne
+Ærbødighed, en Følelse, som de var saare langt fra at nære.
+Majestæten var en Mand paa halvtreds, men saa ud som han var firs.
+Hans kongelige Højtidsdragt bestod af et Læderskørt, pyntet med
+paasyede Glasperler, en Slags Krone smykket med rødmalede
+Leopardkløer og hvide Haarduske, samt Masser af Kobberringe om
+Ankler og Haandled. I den ene Haand havde han en Fjervifte og i den
+anden en rødknappet Stok, og paa hans kongelige Næse sad -- Fætter
+Benedicts Briller. Den ulykkelige Naturforskers Loup hang i en Snor
+ved Kongens Bælte, nærmest til Pynt, da den ophøjede Idiot ikke
+havde Idé skabt om dens rette Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne
+Hersker ud, der efter sin egen -- og sine fleste Undersaatters
+Mening, var af guddommelig Oprindelse. Det var en alkoholiseret,
+legemligt som aandeligt ødelagt, gammel Neger, der mere lignede en
+ældet Urangutang end et Menneske.
+
+Kongen ledsagedes af en Mængde let, men broget paaklædte Negerinder
+i alle Aldre -- den gamles Harem -- samt af sine Embedsmænd,
+Troldmænd, Generaler o. s. v. Man maatte straks lægge Mærke til den
+Ejendommelighed, at næsten alle disse høje Herrer var mer eller
+mindre defekte. Den ene manglede sit ene Øre, den anden et Øje, en
+tredie Næsen eller en Haand; og disse Tab skyldtes ikke
+Ulykkestilfælde, men kongelig Unaade. Denne milde Hersker kendte
+nemlig kun to Straffe, Død eller Lemlæstelse, som bragtes til
+Anvendelse saasnart de Vedkommende forsyndede sig eller vakte
+Kongens Mishag. Troldmændene, der særligt fungerede som Læger, som
+Besværgere og Aandemanere, maatte ofre deres kære Lemmer naar en Kur
+mislykkedes.
+
+Dybt bukkende nærmede Alvez sig og overrakte Kongen en Kardus Tobak,
+og efter ham traadte de andre Slavehandlere frem og bragte deres
+Gaver under mange Ceremonier og Talemaader. De Indfødte kastede sig
+paa Jorden og smurte sig til med Snavs, og viste saaledes deres
+uhyre Ydmyghed. Men Kongen saa ikke paa nogen, han tog Gaverne og
+lod dem gaa videre og stavrede afsted, skrævende, rullende, vaklende
+i sin Drukkenskab.
+
+Alvez holdt sig stadig i Majestætens Nærhed, eskorteret af Negoro.
+
+"Skaf mig Drikke," savlede Kongen.
+
+"Vil det behage Deres Majestæt at se lidt paa Markedet?" spurgte
+Alvez.
+
+"Noget at drikke," stønnede Kongen arrigt.
+
+"Hvad ønsker Majestæten?"
+
+"Brændevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende. "For hver Draabe skal
+du faa -- -- --."
+
+"En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskød Negoro, med et betydende
+Blik til Alvez.
+
+"Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har dræbt en af mine
+Agenter. Han maa straffes!"
+
+"Kom med ham, jeg skal -- hvid Mand --," grinede Kongen, "men først
+Ildvand, kom med det!"
+
+"Det skal komme, brændende Ildvand; en hel Bolle!"
+
+Dette var noget splinter nyt for den gamle Drukkenbolt; Brændevin
+havde han drukket i Strømme, men brændende Brændevin, Ildvand i
+Flammer -- den Tanke gjorde ham vild af Henrykkelse. Og hans Glæde
+forplantede sig til Følget, Mandfolk og Fruentimmer var lige
+lyksalige ved Tanken om det forestaaende Drikkegilde.
+
+Saa snart Mørket faldt paa, blev Forberedelserne til Aftenens Fest
+paabegyndte. En uhyre Kobberkedel blev opstillet midt paa Torvet, og
+deri lod Alvez hælde en Tønde Fusel-Brændevin, tilsat Kanel og
+spansk Peber og hvad der ellers kunde forhøje denne Punsch's Velsmag
+for de Vilde.
+
+Hele Hofstaten smed sig ned i en Kreds omkring Bollen. Som draget af
+Stanken fra dette Brændevins-Kar ravede Kongen hen og bøjede sig
+over Kanten af Bollen. Det saa næsten ud som han vilde gaa paa
+Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo i ham og trak ham
+tilbage.
+
+Han stak ham nu en Tændstik i Haanden og sagde med et lumsk Smil:
+
+"Sæt Ild paa!"
+
+Kongen lod den brændende Tændstik falde ned i Spritten. Virkningen
+var storslaaet. Højt over Karrets Rand steg de dansende og slikkende
+Flammer, blaa, røde og gule kastede de et spøgelseagtigt Skær over
+den hele sælsomme Scene. De Vilde sprang op i stor Eksaltation, de
+hoppede, de dansede, de hylede og sang -- som sorte Djævle om et
+Heksebaal. Kongen var som hypnotiseret af den brændende Drik, hans
+Øjne veg ikke fra Ilden.
+
+Nu fyldte Alvez med en stor Jærnske den flammende Spiritus i en
+Skaal og rakte denne til Neger-Kongen. Den gamle Dranker greb den
+ivrigt og førte den til Munden, for at tømme den i et Drag.
+
+Straks efter lød et forfærdet mangestemmigt Skrig. Kongen brændte.
+
+Den forhærdede Fyldebøtte, der i sin hele Levetid havde drukket
+ihærdigt og uopholdeligt, var blevet saa gennemsivet af Spiritus, at
+Ilden øjeblikkelig havde antændt ham, som en Fakkel. Det var ikke de
+Indfødte rigtig klart, om det var et Ulykkestilfælde, der skete for
+deres Øjne, eller om det var noget overjordisk. Om for Eksempel
+Majestæten blev hentet af Himlens Ild hjem til sine guddommelige
+Forfædre.
+
+Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille op med den
+brændende Monark, og følgelig lod de ganske være at stille noget op,
+og saa roligt paa dette forfærdelige Skuespil.
+
+Og sandt at sige var der heller ikke noget at gøre. Selv om den
+synlige, ydre Flamme kunde være slukket, vilde den indre Forbrænding
+dog ikke være til at standse.
+
+Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede Majestæt
+ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob.
+
+
+
+
+XVIII.
+
+ En kongelig Begravelse.
+
+
+Den følgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over
+Kongens Død.
+
+Den ældste af hans Hustruer overtog øjeblikkelig "Regeringens
+Ledelse", og hendes første Anordninger angik den Afdødes højtidelige
+Ligbegængelse.
+
+Man begyndte straks paa Forberedelserne. For Enden af Byens
+Hovedgade løb en dyb og strid Bæk, i hvis Bund den kongelige Grav
+skulde graves. En Styrke af Indfødte blev straks sat i Gang med at
+aflede Bækkens Vand, for at tørlægge det Stykke af Flodlejet, hvor
+Kisten skulde nedsænkes. Efter Ceremonien skulde den kunstige
+Dæmning atter gennembrydes, saa at Vandet igen strømmede tilbage i
+sit gamle Leje.
+
+Negoro havde faaet den djævelske Indskydelse, at Dick Sand skulde
+dele Skæbne med de mange andre -- Kongens yngre Hustruer f. Eks. --
+der maatte ofres ved Begravelsen. Men forinden vilde den fejge
+Slyngel nyde den Tilfredsstillelse at se sit Offer lide, se hans
+Rædsel og Fortvivlelse, naar han forkyndte ham hvilken Skæbne, der
+ventede ham.
+
+Portugiseren begav sig derfor hen til det Fængsel, hvor Dick,
+forsvarligt bundet paa Hænder og Fødder havde tilbragt det sidste
+Døgn. Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar
+fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man
+snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro
+blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en
+rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste
+sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage.
+Men Lænkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i sin apatiske
+Tilstand.
+
+[Illustration: Der laa Dick, pint af Sult og Tørst.]
+
+"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gøre min unge Kaptajn min
+Opvartning," begyndte Negoro grinende. "Jeg beklager uendeligt, at
+han ikke her har slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa
+'Pilgrim.'"
+
+Dick saa end ikke paa sin Plageaand.
+
+"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok, Kaptajn? Jeg venter
+blot paa Deres Ordre om hvad De vil have til Frokost!" Og for at
+tiltvinge sig Opmærksomheden, sparkede han til Fangen.
+
+At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits af hans infame
+Drillerier, bragte efterhaanden Kokken i et sandt Raseri.
+
+"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det mig, der er
+Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er i min Haand."
+
+"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt.
+
+"Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines, martres -- -- --. Du
+skal faa en Død, værre end alle de andres!" hvæssede den afsindig
+rasende Portugiser.
+
+"Men ikke værre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor.
+
+I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv. Han
+greb den ulykkelige om Halsen, som vilde han kvæle ham med sine egne
+Hænder. Men i det yderste Øjeblik kom han til sig selv igen. Det
+vilde jo være en Befrielse, en alt for let Død for hans Fjende. Nej,
+nej -- i Aften, først i Aften.
+
+Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.
+
+Hele den næste Dag gik med til det store Udgravnings- og
+Opdæmningsarbejde. I Bækkens Leje skulde der uddybes en Grav, ti Fod
+dyb, halvtreds Fod lang og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de
+ulykkelige Kvinder, af den afdøde Konges Harem, hvem den Ære
+tilfaldt, at blive levende begravede sammen med deres Herskers Lig.
+De skulde finde deres Død i de fremstormende Bølger.
+
+Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske Kongebegravelser, at
+Herskerens Lig bliver iført sin fineste Stads og baaret i Procession
+før Begravelsen. Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestæt
+end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en Udvej, for ikke
+helt at afvige fra den hævdvundne Tradition. Der blev i al Hast
+lavet en stor Dukke, raat udskaaret i Rosentræ, der skulde
+forestille Kong Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de
+veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken blev iklædt de
+fineste kongelige Klæder, og de nyerhvervede, og ubeskadigede
+Benedictske Briller blev anbragt paa dens Næse. Den frembød et
+baade komisk og rædsomt Skue, men de Indfødte var begejstrede.
+
+Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem Byens Hovedvej
+under fuld Musik af de infernalske, skingrende Instrumenter, under
+Affyring af Geværskud, under Sang og Hylen, Sørgedanse og
+Troldmændenes højlydte Besværgelser. Spredt i Toget gik Fakkelbærere
+og svingede deres brændende Harpikspinde, der kastede sit flakkende
+Lys over den fantastiske Procession.
+
+Først kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin og omringet af den
+afdødes Hustruer af lavere Rang, der skulde gøre ham Selskab over i
+Evigheden. Derefter fulgte Hofmænd og Embedsmænd, Slavehandlerne og
+endelig hele den indfødte Befolkning i Kazonnde. Da Optoget var
+naaet den tømte Flodseng, hørte man klagende Sang, og Suk og Stønnen
+fra Graven, afbrudt at Lænkers Klirren. Det var halvtresindstyve af
+Kongens Slavinder, der i Rædsel ventede paa at Bækkens Vande skulde
+lukke sig over dem. To af den afdødes Hustruer steg nu ned i Dybet
+og lagde sig paa Knæ og Hænder, for at danne et levende Leje for den
+Trædukke, for hvem al denne vanvittige og barbariske Staahej blev
+sat i Scene. Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der
+-- lænket til en rødmalet Pæl -- en hvid, der skulde bringes som et
+særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde Ligbegængelse.
+
+Det var Dick Sand.
+
+Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang og Dans.
+
+Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dæmningen begyndte
+Vandet langsomt at sive ind i Graven. De første Bølger skyllede hen
+over de lænkede Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lænker i
+afmægtig Kamp imod Døden. Nu naaede Vandet op til den kongelige
+Dukke, og til Livet af den bundne Dick Sand.
+
+Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en sidste rasende
+Anstrængelse for at bryde de Baand, der holdt ham til Pælen;
+forgæves. De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød
+roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den
+Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets
+Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til
+Kongen af Kazonndes Ære.
+
+
+
+
+XIX.
+
+ De døde lever.
+
+
+I en Barak, ikke langt fra den, hvori Dick havde været indespærret,
+sad i en melankolsk Gruppe de tre ulykkelige, som efter Harris
+falske Forklaring for Dick, skulde være bukket under for deres
+Lidelser og Sorger -- Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict.
+
+De var allerede kommet til Kazonnde otte Dage før Slavetransporten
+indtraf, og de var paa Rejsen blevet behandlet med en vis Omhu og
+saavidt muligt skaanet for Strabadser og Anstrængelser. Ogsaa efter
+Ankomsten til Slavehandlerens Hovedsæde fik de en bedre Forplejning
+end de andre Fanger og Frihed til at bevæge sig i den til Barakken
+hørende Indhegning.
+
+Foran Fru Weldon stod Negoro, brutal og fejgt nydende sin Magt over
+den værgeløse Kvinde.
+
+"Min gode Kone," begyndte han i en tilstræbt ironisk Tone, "lad mig
+bringe Dem den triste Nyhed, at Deres sorte Venner, Tom og hans
+Kammerater, er blevet solgt paa Markedet forleden."
+
+"Gud være med dem!" hviskede Fru Weldon.
+
+"Nan, det gamle Liv, er død undervejs hertil og Dick Sand er dræbt."
+
+Et Rædselsskrig undslap Fru Weldon.
+
+"Ja, ærede Frue, han fik, hvad han fortjente; han skød Harris, og
+det maatte han bøde for. Og her er nu De tilbage, ene, og ganske i
+min Vold. Læg Mærke til det, ganske i min Vold."
+
+Fru Weldon gyste ved at høre denne frygtelige Sandhed, men bevarede,
+ved en uhyre Anspændelse af sin Selvbeherskelse, sin ydre Ro.
+
+"De ved hvilket naadigt Tilbud jeg gjorde Dem for otte Dage siden,
+at jeg vilde renoncere paa al Hævn over Dem og kun tænke paa
+Forretning. Jeg vil sælge Dem til Deres Mand for en Bagatel af
+100,000 Dollars, og endda give ham Drengen og det Fjols af en
+Insektfanger med i Købet. De skulde medgive mig et Brev til Deres
+Mand og deri forklare, hvorledes jeg, Deres tro Tjener, ilede til
+ham for at føre ham med hertil, og sammen med ham, og ved Hjælp af
+hans Løsepenge -- befri Dem af de nedrige Indfødtes Vold. Ikke
+sandt, alt det husker De, og De har indset, at De ikke har andet at
+gøre, end at takke mig for mit ædelmodige Forslag og give mig det
+Brev, som jeg behøver?"
+
+"Det Brev, De forlanger, skriver jeg ikke!" svarede Fru Weldon med
+Fasthed. "Den Sum De fordrer for vor Udlevering vil min Mand betale
+Dem, men jeg vil ikke søge at formaa ham til at gaa i Land her i
+denne forfærdelige Del af Afrika for at hente mig."
+
+Efter nogen Modstand indvilligede Negoro -- der var blevet bange for
+maaske ellers helt at gaa glip af den uhyre Løsesum -- i at han
+skulde bringe Hr. Weldon et Brev fra hans Hustru, hvori hun
+opfordrede ham til at sejle til Mossamedes, en lille Havn paa
+Angolas Sydspids, som Negoro ofte havde besøgt med Slavetransporter.
+Dertil skulde saa en af Negoros Kammerater føre Fru Weldon, Jack og
+Benedict, og ved Skibets Ankomst sejle dette imøde, hvorpaa
+Udleveringen skulde finde Sted og Negoro forsvinde.
+
+Ved denne Ordning forebyggede den betænksomme Fru Weldon, at hendes
+Mand kunde blive holdt tilbage, efter at han havde betalt
+Løsepengene, at hans Skib kunde blive erobret og hans Folk solgte
+som Slaver.
+
+For Rejsen til Mossamedes frygtede hun ikke; det laa jo i Negoros
+egen Interesse at hun naaede dertil i god Behold. Negoro fik altsaa
+Brevet, hvori han fremstilledes om den Ven, der havde trodset alle
+Farer for at bringe sin Frue Hjælp og Befrielse. Næste Morgen drog
+han afsted i nordlig Retning, ledsaget af en halv Snes sorte, for at
+gaa om Bord i et af de Fartøjer, der fra Byerne ved Kongoflodens
+Munding gaar til Amerika.
+
+Fætter Benedict havde, som det var at vente, med stoisk Ro taget
+Tingene som de var, og han trøstede sig med at udnytte den
+usædvanlige Lejlighed han saa uformodet fik, til at sikre sig
+Eksemplarer af de specifik afrikanske Insekter.
+
+Nogle Dage efter at Negoro var draget afsted hørte han, just som
+hans Øjne var ved at lukke sig til en lille Eftermiddagslur, en
+lydelig Summen; den ham saa dyrebare Musik. Uvilkaarlig foer han op.
+Hvad var det for en mærkelig skarp og gennemtrængende Summen? Den
+maatte komme fra et Kæmpeinsekt. Han stirrede hjælpeløst omkring sig
+med sine nærsynede, brilleløse Øjne; han lyttede med tilbageholdt
+Aandedræt, angst og bange for at Dyret skulde tage Flugten.
+
+Da skete det vidunderlige, at det ubetænksomme Insekt, der ikke
+anede, hvor farlig en Person Fætter Benedict var for det, slog sig
+til Ro paa selve sin Dødsfjendes Pande. Den lærde Mand blev som til
+Sten, ikke en Nerve turde han bevæge for ikke at skræmme sit Bytte.
+"Vilde det nu bare spadsere lidt længere ned, helst lidt ud paa min
+Næse, saa kunde jeg se det og bestemme dets Slægt, Orden, Art og
+Klasse," tænkte han, betaget af Øjeblikkets Alvor. Og se, hans Ønske
+syntes at være en Befaling for Insektet. Snart sad det paa hans
+spidse Næsetip, og Benedict skelede krampagtig hen imod denne
+fremspringende Pynt.
+
+"Store Gud! -- Den sjældne _Manticora_!" brast det ud af ham. Og i
+det samme maatte han nyse, kildret af det sjældne Dyrs Kravlen paa
+hans følsomme Næsetip. Han eksploderede og greb i det samme til
+Næsen for at sikre sig det skræmte Insekt, men ak -- han fik kun sit
+eget spidse Lugteorgan fat; _Manticora'en_ tog Flugten ud i det fri.
+
+Fætter Benedict bandede.
+
+Med en for ham usædvanlig Adræthed var han paa Benene og i fuld
+Firspring paa Jagt efter Skatten. Han saa næppe hvor han gik eller
+hvorhen han kom, han hørte kun den drillende Summen foran sig, og
+over Indhegning, Stok og Sten gik det til han kom ud i den store
+Skov, der stødte op til Slavehandlerens Baraklejr. _Manticora'en_
+hvilede sig et Øjeblik paa Jorden, og som en Indianer paa Krigsstien
+sneg Jægeren sig ind paa den, da vips -- et Spring, og den var væk
+igen. Fætter Benedict sprang efter, forpustet, forreven, svedende og
+utrættelig.
+
+"Nu har jeg den -- nej -- Pokkers ogsaa -- nu maaske -- bare
+forsigtig -- -- den skal ikke slippe fra mig, jeg maa have -- --."
+
+Vildere og vildere greb den anstrængende Jagts Spænding ham, længere
+og længere drev den ham ind i Skoven. Han løb med udbredte Arme, og
+slog med begge de aabne Hænder efter Insektet, saa at han paa en
+uindviet Iagttager maatte have gjort et komplet sindsforvirret
+Indtryk.
+
+Da pludselig, som han i fuld Fart stormede forbi et højt Buskads,
+følte han et jærnfast Tag i sin Nakke og et andet tilsvarende i sin
+slunkne Bagdel. En kæmpemæssig Medskabning havde fanget ham omtrent
+paa samme Vis, som han vilde have grebet Insektet, og uden videre
+Vrøvl blev han ført bort igennem Skovtykningen. Og saaledes gik det
+til, at Fætter Benedict gik glip af den værdifulde Forøgelse af sin
+Insektsamling, den sjældne _Manticora_.
+
+
+
+
+XX.
+
+ En Troldmand.
+
+
+Fru Weldon blev ulykkelig, og Alvez blev rasende da Fætter Benedict
+ikke viste sig mere, hverken den Dag eller de følgende. Det syntes
+for begge saare usandsynligt, at det skikkelige Tossehoved skulde
+være flygtet ud i den ukendte Skov, hvor Livsfaren -- i Form af
+vilde Indfødte eller vilde Dyr -- lurede ved hvert Skridt; men
+alligevel maatte de lade sig nøje med denne Antagelse, da ingen
+anden frembød sig.
+
+Uagtet Regntiden allerede var udløbet i Slutningen af April,
+begyndte det pludselig, den 19. Juni, at regne voldsomt og
+vedholdende. Dette var intet mindre end en Ulykke for Landets
+Beboere. Markerne, der allerede bar modent Korn, oversvømmedes og
+Høsten vilde blive totalt mislykket, hvis Regnen vedvarede blot i
+endnu nogle Dage.
+
+Dronningen holdt lange Raadslagninger med sine Ministre, og Hoffets
+højst anskrevne "Overtroldmænd" blev beordrede til at afværge den
+truende Ulykke. Men alt hvad de sang, og svang deres Bjælder og
+besvor, og bad og tudede, lige meget hjalp det; Skyernes Aander tog
+ikke mindste Notits deraf. Saa blev der endelig anbefalet den sorte,
+kvindelige Majestæt en berømt Troldmand, der boede i Angolas
+nordligste Del. Hans Ry var stort, maaske kun fordi hans Evner endnu
+aldrig var blevet prøvet i Kazonnde. Der gik Ekspresbud efter ham,
+og den 25. om Morgenen anmeldtes hans Ankomst ved det højtideligste
+og rædselsfuldeste Musik-Spektakel.
+
+Den berømte Mand saa prægtig ud; en ren Kraftkarl af en Neger,
+overmalet med allehaande sælsomme Figurer, pyntet med Halsbaand,
+Armbaand, Bælter, Ringe og Fjer i Overflod. Det saa næsten ud som om
+det klarede op bare ved at han viste sig, Himlen var ialfald mindre
+mørk, og Vinden var ved at vende sig til det Hjørne, hvor den skulde
+og burde befinde sig.
+
+Hele hans Trylle-Maskineri bestod af en Kurv, med et Aflukke i, og
+han aabnede, i Modsætning til alle sine Kolleger, slet ikke Munden.
+En stum Troldmand var en saadan Sjældenhed i Kazonnde, at han i de
+Indfødtes Øjne alene af den Grund maatte blive ufejlbarlig.
+
+Han spankulerede først hele Torvet rundt i højtidelig Etmarsch og
+med mange sælsomme Bevægelser, og den halve By travede i Hælene paa
+ham og gjorde alle hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud
+som en Procession af Aber med en Kæmpeabe i Spidsen. Lige imod den
+kongelige Residens styrede den store Mand sine Fjed, og Dronningen
+gik ham selv imøde. Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede
+ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt Smil paa sig selv
+og greb -- o Frækhed -- Dronningen ved Haanden og førte hende, under
+Mængdens maabende Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens Lejr.
+Uden at afvente nogen Indbydelse til at træde nærmere skubbede han
+Porten op, ved at sætte sine vældige Skuldre imod, og traadte ind.
+Alvez og hans Soldater stormede til for at straffe den frække
+Indbryder, men ved Synet af Dronningen veg de forfærdet og ærbødigt
+tilside.
+
+Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham, optog her atter sine
+tavse Bevægelser. Han pegede imod Himlen og fulgte med de oprakte
+Hænder Skyernes Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen
+Energi, at de Indfødte blev grebet af Begejstring. Da det imidlertid
+ikke laa for disse at være tavst begejstrede, brød de snart ud i
+deres sædvanlige Syngen, Skrigen og Skraalen, samtidig med at de
+gjorde alle Mganga'ens forrykte Bevægelser efter.
+
+Men Himlen syntes ikke at tage mindste Notits af alt dette
+Spektakel. Tværtimod saa den tristere og tristere ud, og midt under
+hele Forestillingen faldt de første tunge, store Regndraaber med
+protesterende Smæld til Jorden.
+
+Dette fremkaldte øjensynlig et stærkt Omslag i de Indfødtes Stemning
+overfor Troldmanden. De trængte sig sammen om ham og indtog en
+ligefrem truende Holdning. Men Kæmpekarlen viste sig selv da som
+Situationens Herre. Han pegede udover Mængdens Hoveder henimod en
+hvid Kvinde med et Barn paa Armen, der var traadt ud af en af
+Barakkerne for at se, hvad der var paa Færde.
+
+Alle vendte sig i den antydede Retning. Det var altsaa den
+forbandede hvide Slavinde med det blege Barn, der havde nedkaldt
+Regnstrømmenes Forbandelse over Landet; fra hende kom al Fortræd og
+Ulykke. Med sataniske Hyl styrtede den opbragte Mængde løs paa den
+ulykkelige Fru Weldon og lille Jack. Men Mganga'en kom dem i
+Forkøbet; med et Par vældige Armbevægelser fejede han de ivrigste
+tilside, og resolut og uden Nølen greb han den segnefærdige Kvinde
+og hendes Barn og løftede dem op paa sine stærke Skuldre. Den
+forbavsede Hob veg uvilkaarlig tilside for denne store Magiker, der
+havde fundet Ophavet til Landets Ulykke, og som aabenbart nu ogsaa
+vilde forstaa at fjerne og tilintetgøre det paa rette Maade.
+Nysgerrig fulgte man efter ham, men han skridtede vældigt ud,
+igennem den lukkede Gaard og henimod Skoven, hvorfra han med en
+bydende Gestus forbød de faa udholdende at følge ham længer.
+
+Ind i den tætte Skov gik Rejsen, uden Standsning og uden mindste
+Tøven, indtil Troldmanden naaede en Aa, der, klar og med stærk
+Strøm, gemte sig bag høje Siv og Slyngplanter. Der, under et
+Kæmpetræs lavt nedhængende Grene laa en Slags Kano med et Sejl over,
+og i den lagde Mganga'en forsigtig sin dobbelte Byrde.
+
+"Se her, Kaptajn," sagde han paa engelsk, "her er jeg med Fru Weldon
+og lille Jack. Lad os saa komme afsted inden alle Kazonndes
+Fæhoveder kommer paa Benene for at søge efter deres Troldmand."
+
+Med disse Ord greb Herkules -- endnu iklædt sin fantastiske
+Forklædning -- Aaren og stødte Baaden ud i Strømmen.
+
+Det varede noget før Fru Weldon var kommet saa meget til sig selv,
+at hun rigtig begreb hvorledes det hele hængte sammen; at hun
+virkelig var frelst, at det var Dick, lys levende om end svag og
+kraftløs, der laa foran hende, lænet imod Fætter Benedict og med
+Dingo for sine Fødder.
+
+"Dick, min kære Dreng, Dick er det virkelig dig?"
+
+"Min Ven Dick!" jublede Jack og slog henrykt Armene om den unge
+Kaptajns Hals.
+
+"Og Herkules!" udbrød Fru Weldon, "tænk at jeg ikke anede at det var
+Dem, som bar os afsted; jeg var rædselsfuld angst."
+
+"Ja, køn var jeg jo ikke," svarede Herkules godmodigt smilende, "men
+jeg passede ellers godt til Rollen."
+
+"De har befriet os, og det med Fare for Deres eget Liv," udbrød
+Fruen rørt og rakte Kæmpen begge sine Hænder.
+
+"Ogsaa mit!" sagde Dick.
+
+"Og mig fangede han ogsaa," sukkede Fluesnapperen, endnu ikke
+forsonet ved Tanken paa den undslupne Sjældenhed.
+
+Medens Baaden af Strømmen hurtigt førtes ned ad Aaen fortalte
+Herkules, i de færrest mulige Ord, hvorledes han uset havde fulgt
+Karavanen, som førte Fru Weldon og Jack til Kazonnde, og hvorledes
+han flere Gange forgæves havde forsøgt at befri dem fra
+Fangenskabet, indtil endelig en usædvanlig Lejlighed frembød sig.
+Den berømte Troldmand, som blev ventet med saa megen Længsel i
+Kazonnde, kom netop igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde
+sit Tilhold. At fange Fyren, berøve ham hans professionelle Udstyr
+og binde ham til et Træ, var en smal Sag for en Herkules, og de
+Indfødtes fabelagtige Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens
+anden Del lykkes for ham over al Forventning.
+
+Men Dick; Dick som blev druknet ved Kongens Ligfærd?
+
+"Ja," sagde den genopstandne med et Smil, "jeg var virkelig mere død
+end levende, bundet til en Pæl og med Vandet strømmende mig over
+Hovedet. Men Livet vendte tilbage, og jeg laa her i Baaden, og
+Herkules stod bøjet over mig -- -- men hvordan det Mirakel er sket,
+det maa Gud og Herkules vide."
+
+"Aah -- det var ikke saa farligt," sagde Negeren, forlegen over den
+megen Hyldest, der blev ham til Del. "Det var saamænd ingen Hekseri
+at liste sig ned imellem Ofrene i Flodsengen og, skjult af det
+indstrømmende Vand, at rykke Pælen op. Med en Smule Kræfter kunde
+enhver have gjort det samme. Saa var det bare at bære baade Pælen og
+Kaptajnen her ud -- -- det var det hele. Men nu maa vi vel tænke
+lidt paa, hvorhen Rejsen gælder," afledte Herkules beskedent.
+
+Fru Weldon fortalte nu om sin Aftale med Negoro, og Dick bemærkede,
+at det gjaldt om at naa Kysten før Portugiseren kom til Mossamedes.
+Der kunde man finde Beskyttelse og Hjælp hos de portugisiske
+Autoriteter.
+
+"Og naar den Slyngel af en Kok kommer for at hæve sine 100,000
+Dollars, saa skal jeg nok betale ham med en anden Mønt," føjede
+Herkules til.
+
+Den Baad, i hvilken de af Skæbnens Modgang saa haardt prøvede
+Rejsende lod sig føre ned ad Strømmen, var en af de Indfødtes
+sædvanlige lange, smalle Kanoer, som Herkules havde set sit Snit til
+at sætte sig i Besiddelse af. For at undgaa, at den skulde tiltrække
+sig Opmærksomhed, havde den opfindsomme Neger dækket Baaden med et
+Tag af langt Græs, baaret oppe af en Pagaj, der hvilede i to Gafler
+fra Kanoens Spids til dens Agterende. Dette Dække bragte Baaden til
+at se ud som en af de smaa flydende Øer, og afgav desuden et
+skærmende Ly imod Solens brændende Straaler. Proviant for Rejsen
+maatte de Rejsende selv hente sig op af Aaens Vand, eller ned fra
+Træernes Grene ved Hjælp af den Bøsse, som Herkules havde bjærget
+ved sin Flugt.
+
+Selv om Strømmen vedblivende vilde føre det lette Fartøj afsted med
+den samme Hastighed, som ved Rejsens Begyndelse, omtrent to Mil i
+Timen eller ca. halvtreds Mil i Døgnet, var Dick dog klar over, at
+det blev en langvarig Tur før de naaede Kysten, og rig paa Farer
+vilde den sikkert ogsaa blive. Efter to Dages Sejlads udvidede
+Floden sig til en Bredde af omtrent 150 Fod, og man traf nu paa
+flere smaa, grønne Øer, der drev afsted med samme Fart som Kanoen.
+Intetsteds saa man Spor af Mennesker paa eller ved Flodens Bredder.
+Plantevæksten var af en overvældende tropisk Rigdom og Skønhed;
+Sværdlilier, Alver, Balsamier, Clematis, Gladiolus, Kæmpebregner og
+tusinde andre Vækster dannede, med deres stærkt farvede Blomsters
+yppige Vælde, en vidunderlig skøn Indfatning om Flodens dybtblaa
+Vand.
+
+Hist og her rykkede selve Skovens Kæmper helt ned til Bredden og
+strakte deres tørstige Rødder ud i Strømmens friskende Vand;
+Figentræer, Acasier, Mangotræer, Copal og Dadelpalmer sendte fra
+deres tætte, vidtspredende Kroner, Skygge og Kølighed ud over det
+glitrende Spejl. I over hundrede Fods Højde slyngede Lianer og
+Clematis deres graciøse Ranker fra Trætop til Trætop, og ad disse
+naturlige, blomstersmykkede Broer saa man Aberne svinge sig i
+behændig Tagfat.
+
+Den eneste af Selskabet, der ikke nød hverken den genvundne Frihed
+eller Naturens Skønhed, var Fætter Benedict. Han havde mistet sin
+Insektsamling i Kazonnde, sine Briller og sin Loupe -- for ham ejede
+Verden ikke flere Glæder. I det mindste ikke før en Dag, da
+Herkules, der respekterede Særlingens Samlermani og afleverede alle
+de Smaadyr han fik Fingre i, præsenterede ham et lille sort,
+uappetitligt udseende Insekt. Efter en hastig Undersøgelse af
+Fænomenet lige foran sine nærsynede Øjne udbrød Fætter Benedict i
+vild Henrykkelse.
+
+"Bravo, Herkules! Jeg tilgiver dig, at du berøvede mig min
+Manticora, denne her er endnu bedre. Dick, Kusine, kom her skal I se
+-- det er glimrende, storartet!"
+
+"Hvad er det da for et Dyr?"
+
+"Dyr, Dyr, -- -- det er en Sjældenhed af Rang. Den kan hverken
+henregnes til _coleoptera neuroptera_ eller _hymenoptera_; hvis den
+havde haft otte Ben vilde jeg have klassificeret den i anden Gruppe
+af _arachnida_, men den har Gudskelov kun seks. Den er en Slags
+Edderkop med seks Ben; en betydningsfuld og ganske ny Opdagelse; den
+maa opkaldes efter mig. Dette Insekt vil komme til at hedde
+_Hexapodes Benedictus_."
+
+Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns Lyksalighed og
+gratulerede ham godmodigt til hans Fund.
+
+Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og Maanen hævede sig op
+over Skovens høje Træer, og sendte sit hvide Lys ud over Floden.
+
+Men pludselig afbrødes Stilheden af en fjærn Larm, en sugende Lyd,
+som af et arbejdende Pumpeværk. Det var en Flok paa hundreder af
+Elefanter, som skyllede Dagens tørre Kost ned med en forsvarlig
+Slurk af Strømmens klare Vand.
+
+
+
+
+XXI.
+
+ Den sidste Fare.
+
+
+I fjorten Dage fortsattes Sejladsen ned ad Floden uden at nogen
+nævneværdig Hændelse indtraf. Hver Aften søgte man mod Land for at
+Dick, med Bøssen i Haand, kunde sørge for at forsyne Aftensbordet.
+Ved disse Ekspeditioner maatte man gaa frem med den yderste
+Forsigtighed, da man aldrig kunde være sikker paa at Stedet ikke var
+beboet af vilde Indfødte, hvis Opmærksomhed man helst maatte undgaa
+at vække. Landet, de kom igennem, havde efterhaanden skiftet
+Udseende, det overdaadige, skønne Skovlandskab var blevet afløst af
+en ørkenagtig Slette, uden et Træ eller mindste Tegn paa Dyreliv.
+Dette sidste var en Omstændighed, som let kunde være blevet
+skæbnesvanger for de uforfærdede Rejsende; thi hvoraf skulde de vel
+leve, naar Dick ikke kunde skyde noget Vildt. Til alt Held fandt de
+i dette kritiske Øjeblik, i en Indskæring af Floden, en
+Græshoppesværm, som i tykke Lag dækkede Jorden og Vandet. De vidste,
+at de Indfødte betragtede disse ækle Dyr som lidt af en Delikatesse,
+og da de ikke havde noget Valg bestemte de sig til at gøre ligesaa.
+
+Men Spændingen, Frygten for hvad den næste Dag vel vilde bringe af
+Savn og Farer, tog paa de stakkels Rejsende, og de længtes inderligt
+og utaalmodigt efter, at Farten dog skulde faa en Ende.
+
+Da lød pludselig, den 14. Juli, fra Jacks barnlige Læber det
+forløsende Ord:
+
+"Havet!"
+
+"Hvad siger du, Jack," udbrød Dick aandeløst, "det er umuligt! Det
+kan ikke være Havet!"
+
+Og Havet var det da heller ikke, men dog i det mindste den store
+Flod, maaske Kongo, der udmundede i Havet, og som de Rejsende saa
+længe havde længtes efter at naa. Ved dens Udløb vilde de sikkert
+finde en portugisisk Handelsplads, hvor de kunde søge Hjælp og
+Beskyttelse.
+
+Ned ad den brede, klare Flod gik nu Sejladsen uforstyrret og i den
+forhaabningsfuldeste Stemning; endnu kun nogle Dages Rejse, og
+Trængslernes Tid vilde være endt.
+
+Da, om Natten den 18. Juli, henimod Klokken 3, opskræmmedes de
+sovende af et Udraab fra Herkules, der havde Vagt:
+
+"Havet!"
+
+Alle lyttede spændt til den fjærne dumpe Brusen; ingen tænkte paa at
+sove mere.
+
+Nattens dybe Mørke afløstes pludselig og næsten uden Overgang af
+Morgen-Lyset. De Rejsende saa nu, at der, omtrent en halv Mil
+forude, hang som en Taagesky over Floden, dog var det ingen
+almindelig graa Taage. Nu da Solen sendte sine første rødgyldne
+Straaler op over Horisonten, gennemstraaledes Skyen og kastede Lyset
+mangedobbelt tilbage som gennem tusinde, smaa Glasprismer.
+
+"Hurtig! Hurtig! Til Land, Herkules. For Guds Skyld hurtigt!" skreg
+Dick i vild Rædsel. "Der er et Vandfald lige for os!"
+
+Næppe kunde hans Raab overdøve Larmen af det nedstyrtende Vand, der,
+sydende og skummende, faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med
+sin uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have slynget den
+spinkle Baad i Afgrunden.
+
+Baaden lystrede villigt Aaren, der ført af Herkules' kraftige Arm
+bragte den paa tværs af Strømmen ind til den venstre Bred. Men hvad
+nu. Man maatte opgive den forholdsvis sikre Fart ad Floden, og
+begive sig igennem Landets tætte og mørke Skove Resten af Vejen. Og
+disse Skove kunne være beboede af Kongos vilde Kanibaler, man kunne
+maaske træffe en Slavetransport og alle Rædslerne vilde da begynde
+forfra. Dingo syntes ligesaa forknyt over det tilstødte Uheld, som
+dens tobenede Venner. Den hylede ynkeligt, og før Baaden endnu var
+ved Land sprang den i Vandet, svømmede ind til Bredden og forsvandt
+i det høje Græs.
+
+Faa Minutter efter laa Baaden fortøjet ved en Trærod, og Dick og de
+andre gik i Land. Man kunde af det nedtraadte Græs se, at Dyr eller
+Mennesker nylig havde færdedes her. Dick gik foran med ladt Gevær,
+og Herkules fulgte efter med Øksen i Haanden, og de havde ikke gaaet
+ti Skridt før de naaede Dingo, der, med Snuden imod Jorden forfulgte
+et Spor. Forsigtig spejdende fulgte de Dyret indtil de pludselig
+stod foran en forfalden Hytte midt i den tætteste Skovtykning. Dingo
+stod ynkeligt hylende foran Indgangen til Bjælkehuset. Herkules
+sparkede Døren op og traadte ind, fulgt af sine Ledsagere.
+
+Paa Jordgulvet laa et Menneske-Skelets hvide Knogler.
+
+Dingo kastede sig ned med en hjærteskærende Piben.
+
+"Dyret har kendt det Menneske, der her er omkommet," sagde Fru
+Weldon. "Maaske var det dens Herre."
+
+"Se der!" udbrød Dick og pegede paa en vældig, afbarket Stamme til
+hvilken Hytten støttede sig. To store Bogstaver var malede paa Træet
+med rød Farve, saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved.
+
+"S. V.," læste Fru Weldon. "De samme Bogstaver, som Dingo bærer i
+sit Halsbaand, de samme -- --."
+
+Dick havde kastet sig paa Knæ ved Stammens Fod; han havde faaet Øje
+paa et lille Kobberskrin, grønt af Ir, som han aabnede. Det
+indeholdt kun en Lap Papir, hvorpaa der var nedkradset følgende
+Linier:
+
+  "Overfaldet og bestjaalet -- -- af Negoro -- -- Vejviser -- --
+  120 Mil fra Kysten -- -- 3. December 71 -- -- døende -- -- Dingo
+  -- -- kan ikke -- --."
+
+Disse Ord løste alle Gaader. Samuel Vernon havde villet udforske
+Centralafrikas ukendte Egne, men var blevet myrdet af sin Fører --
+Negoro -- der havde røvet den Rejsendes Penge. Døende i denne Hytte
+havde Vernon nedskrevet de faa oplysende Ord og de to Bogstaver paa
+Træet -- hans Gravmæle. Foran disse Tegn S. V. have Dingo sikkert
+staaet sørgende i mange Dage, og den havde ikke glemt dem siden.
+Derfra dens ubændige Had til Negoro, dens Herres Morder, med hvem
+Skæbnen atter førte den sammen.
+
+Pludselig rejste Dyret sit ludende Hoved og spidsede Øren. I næste
+Nu var den i lange Spring ude af Hytten.
+
+Der lød et Rædselsskrig, et Menneskes afsindige Forfærdelsesraab der
+ude fra.
+
+Herkules og Dick styrtede ud. De saa Dingo i Kamp med et Menneske.
+Dyrets frygtelige Tænder sad dybt i Mandens Strube, og han væltede
+sig paa Jorden i Raseri og Smerte.
+
+Det var Negoro.
+
+Han havde opsat Rejsen til Amerika for at kunne gøre en Afstikker
+til dette Sted, hvor han havde opbevaret en Del af den Pengesum, som
+han havde frarøvet sit Offer, Vernon. Nemesis, den straffende og
+hævnende Skæbne, havde netop i samme Stund ført hans bitreste
+Fjende, Dingo, til det samme Sted, Skuepladsen for hans Udaad.
+
+Herkules styrtede i vildt Raseri hen til Skurken. "Elendige
+Kæltring! Morder! Røver! Endelig har jeg dig!" Og han svang sin
+Økse.
+
+Men Hævnen var allerede fuldbyrdet af den, som havde det første
+Krav. Negoro rørte sig ikke mere, Men ogsaa Dingo var saaret, den
+havde faaet et dybt Knivsaar og udaandede kort efter.
+
+Negoro var altsaa ikke mere, men hans Ledsagere fra Kazonnde kunde
+ikke være langt borte, og naar han ikke vendte tilbage til dem vilde
+de naturligvis søge efter ham. Der maatte altsaa handles hurtigt for
+at undgaa denne truende Fare.
+
+"Er det ikke sikrere for os at ro over til den modsatte Bred. Heller
+ikke den er farefri, men der risikerer vi da i det mindste ikke at
+træffe Negoros Venner," bemærkede Dick og hans Forslag blev straks
+antaget.
+
+"Men først vil jeg alene ro over og udspejde Bredden; hvis vi dog
+ikke kan gaa i Land der, er der ingen Grund til at vi skal ro der
+over alle sammen. Jeg er her igen om en Times Tid."
+
+Og med disse Ord sprang Dick i Baaden og styrede tværs over Floden.
+
+Strømmen var ikke stærkere, end at han, med Udnyttelsen af alle sine
+Kræfter, kunde holde Baaden fri af Sugningen fra Faldet. Snart var
+han ved den højre Bred og vilde lige til at springe i Land. Da lød
+der et mangestemmigt, forfærdeligt Triumfskrig, og fra Græsset skød
+pludselig en Snes vilde Indfødte løs paa den flydende Høstak.
+
+I flere Dage havde disse Kanibaler iagttaget Baaden og set at den
+gemte Mennesker; de havde fulgt den lige til Faldet, hvor de vidste
+at den maatte søge til Land paa den ene eller anden Bred, og de
+hvide vilde da være deres sikre Bytte.
+
+De flaaede Græsset af Baadens Tag, men stor var deres Skuffelse da
+de saa, at hele Byttet var en sølle Dreng. De hylede af Raseri. Men
+pludselig fik en af dem Øje paa Herkules. Fætter Benedict og Fru
+Weldon, der paa den anden Bred af Fortvivlelse over Dicks Fare
+glemte al Forsigtighed, og kom ned lige til Vandkanten. I et Nu var
+alle de vilde i Baaden. De vilde ro over Floden. Dick stod
+koldblodig i Forenden; med sin Bøsse holdt han sig Banditterne lidt
+fra Livet, det havde al mulig Respekt for "Ildvaabenet". En vældig
+Karl havde grebet Styreaaren og brugte den behændigt og hurtigt,
+saa at Baaden snart atter var midt ude paa Floden.
+
+"Flygt dog, -- -- flygt," skreg Dick fortvivlet til Vennerne derovre
+paa Bredden, men samtidig indsaa han, hvor haabløst det vilde være
+at flygte for de Indfødte.
+
+Da fik Drengen en Indskydelse; han øjnede en Mulighed for at frelse
+de andres Liv, ganske vist ved at ofre sit eget. Men der var jo
+intet at betænke sig paa.
+
+"Gud hjælpe mig og være mig naadig," hviskede han.
+
+Saa rettede han sin Bøsse imod Manden med Styreaaren og gav Ild.
+Kæmpen faldt om og Roret knustes ved hans Legemes Vægt.
+
+De vilde opløftede et forfærdet Brøl. Baaden, der ikke længer af
+Roret holdtes paa tværs af Strømmen, svingede og dreves af Strømmen
+med hurtigt tiltagende Hastighed ned imod Vandfaldet.
+
+Fra Bredden lød et svagt Skrig; det var Fru Weldon, der havde
+forstaaet Dicks Plan, hvorved han dødsdømte sig selv for at frelse
+hende.
+
+I dette Øjeblik sprang flere af de vilde i Vandet, i vanvittigt Haab
+om at kunne svømme til Bredden. Derved kæntrede Baaden. Med den
+faretruedes mærkværdige, instinktive Forstaaelse og Handlekraft
+klyngede Dick sig til den omvendte Baads Tofte, og holdt Hovedet op
+over Vandet, tæt op bag dens Køl. Han mærkede hvorledes han, som
+inden i en Æske, beskyttet imod Vandets og Luftens Tryk styrtede ud
+i Svælget. Han sank og sank -- -- og steg saa atter op i Vandets
+Overflade. Han levede; han var frelst. Med stærke Armes Tag naaede
+han snart Bredden, paa hvis Græs han fortumlet og afmægtig segnede
+om.
+
+Her fandt Herkules, Fru Weldon, Fætter Benedict og Jack ham kort Tid
+efter, sovende de retfærdiges Søvn.
+
+To-tre Dage senere traf de trætte og haardt-prøvede Flygtninge en
+Karavane. Det var portugisiske Handelsmænd, der optag dem med
+Hjertelighed og Deltagelse, og førte dem med til Emboma. Herfra tog
+de efter nogle Dages Hvil med en Damper til Amerika, og den 25.
+August naaede de St. Francisko -- Hjemmet.
+
+Stor var naturligvis James Weldons Glæde ved atter at favne sin
+Hustru og Søn, hvis Spor han forgæves havde søgt at efterforske paa
+alle Pladser, hvor "Pilgrim" muligt kunne være landet. Han erfarede
+hvad han skyldte sin Letmatros, og han lønnede ham saa godt han
+formaaede. Dick blev som hans Søn, og den brave Herkules blev hans
+Ven. Ogsaa de fire, som Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som
+muligt løskøbte og hentede hjem.
+
+Og Benedict! Ja, den forhærdede Insektsamler hastede til sit eget
+Værelse, til sine Samlinger, sine Skatte. Han greb en Loup og satte
+den over det eneste Insekt, som hans Afrikarejse havde beriget ham
+med, den uvurderlige Sjældenhed, _Hexapodes Benedictus_.
+
+"Milde Himmel!" -- -- var det muligt? Fortvivlelsen stivnede Fætter
+Benedicts Træk. Den ubarmhjærtige Loup reducerede det vidunderlige,
+seksbenede Fænomen til en almindelig Edderkop, der i Herkules'
+unænsomme Hænder havde mistet sine to Forben.
+
+Og Dick Sand, den unge Kaptajn, vor Histories Helt; hvorledes gik
+det ham?
+
+"Havde jeg vidst alt hvad jeg burde have vidst," sagde han til sig
+selv, "hvormange Ulykker var da ikke blevet undgaaet. Men burde jeg
+end aldrig have været Kaptajn da jeg var 15 Aar, saa skal jeg vide
+at lære, hvad jeg mangler, saa at jeg kan blive det naar jeg er
+atten."
+
+Og han blev det.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Kaptajnen paa 15 Aar, by Jules Verne
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KAPTAJNEN PAA 15 AAR ***
+
+***** This file should be named 33360-8.txt or 33360-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/3/3/3/6/33360/
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
+Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/33360-8.zip b/33360-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..aad6c83
--- /dev/null
+++ b/33360-8.zip
diff --git a/33360-h.zip b/33360-h.zip
new file mode 100644
index 0000000..703c460
--- /dev/null
+++ b/33360-h.zip
diff --git a/33360-h/33360-h.htm b/33360-h/33360-h.htm
new file mode 100644
index 0000000..d2f5173
--- /dev/null
+++ b/33360-h/33360-h.htm
@@ -0,0 +1,6195 @@
+<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
+    "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
+<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
+  <head>
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
+    <title>Kaptajnen paa 15 Aar, by Jules Verne; an eBook from Project Gutenberg</title>
+    <style type="text/css">
+    /* <![CDATA[ */
+body {
+    margin: auto 10%;
+}
+
+h1,h2,h3,h4,h5,h6 {
+    text-align: center;
+    clear: both;
+}
+
+p {
+    margin: .75em auto;
+    text-align: justify;
+}
+
+hr {
+    width: 33%;
+    margin: 2em auto;
+    clear: both;
+}
+
+table {
+    margin-left: auto;
+    margin-right: auto;
+}
+
+.pagenum {
+    /*visibility: hidden;*/
+    color: #999;
+    position: absolute;
+    left: 92%;
+    font-size: smaller;
+    text-align: right;
+    font-variant: normal;
+    font-weight: normal;
+    text-transform: none;
+    text-decoration: none;
+} /* page numbers */
+
+.center   { text-align: center; }
+.caps     { text-transform: uppercase; }
+.gesperrt { letter-spacing: .1em; margin-right: -.1em; }
+.smaller  { font-size: smaller; }
+.larger   { font-size: larger; }
+.dropcap:first-letter { float: left; clear: left; margin: 0 .1em 0 0; padding:0; font-size: 200%; }
+
+/* Images */
+img         { border: none; }
+.caption    { font-weight: bold; }
+
+.figcenter {
+    margin: auto;
+    text-align: center;
+    padding: 3em 0;
+}
+
+/***/
+
+.trnote {
+    font-family: sans-serif;
+    background-color: #ccc;
+    color: #000;
+    border: black 1px dotted;
+    margin: 2em 10%;
+    padding: .6em;
+}
+.trnote h3 { margin-bottom: .2em; }
+
+.toc { margin: 0 15% auto 15%; padding: 0; }
+p.toc { font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; }
+.toc li { list-style-type: none; text-transform: uppercase; }
+.toc li p { margin-top: 0; padding-top: 0; text-align: left; padding-right: 2em; }
+.toc .num { position: absolute; right: 22%; top: auto; }
+.trnote .toc { margin: 0 auto; }
+.toc td { padding-right: .4em; padding-left: .4em; text-align: center; font-family: serif; font-weight: bold; font-size: 105%; }
+
+.chaphead { margin: auto 20%; text-align: center; font-style: italic; }
+.letter { margin: 1.2em 15%; }
+.sig { text-align: right; padding-right: 2em; }
+
+h1 { margin-bottom: 0; }
+.topmarg   { margin-top: 3em; }
+.notopmarg { margin-top: 0; }
+
+hr.chapbreak { width: 25%; }
+.w65 { width: 65%; }
+.w15 { width: 15%; }
+
+a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
+
+    /* ]]> */
+    </style>
+  </head>
+<body>
+
+
+<pre>
+
+The Project Gutenberg EBook of Kaptajnen paa 15 Aar, by Jules Verne
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Kaptajnen paa 15 Aar
+       I Slavelænker
+
+Author: Jules Verne
+
+Release Date: August 6, 2010 [EBook #33360]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KAPTAJNEN PAA 15 AAR ***
+
+
+
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
+Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+
+
+
+
+</pre>
+
+
+<div class="trnote">
+<h2>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige stavning
+ er i øvrigt bevaret. En <a href="#rettelsesliste">ordliste med
+ rettelser</a> er placeret sidst i bogen.</p>
+<p>For at lette adgangen til de enkelte kapitler bringes her en liste:</p>
+<h3>Kapitler</h3>
+<table class="toc" summary="Indholdsfortegnelse">
+<tr><td><a href="#kap_I" class="makewide"> I </a></td>
+<td><a href="#kap_II" class="makewide"> II </a></td>
+<td><a href="#kap_III" class="makewide"> III </a></td>
+<td><a href="#kap_IV" class="makewide"> IV </a></td>
+<td><a href="#kap_V" class="makewide"> V </a></td></tr>
+<tr><td><a href="#kap_VI" class="makewide"> VI </a></td>
+<td><a href="#kap_VII" class="makewide"> VII </a></td>
+<td><a href="#kap_VIII" class="makewide"> VIII </a></td>
+<td><a href="#kap_IX" class="makewide"> IX </a></td>
+<td><a href="#kap_X" class="makewide"> X </a></td></tr>
+<tr><td><a href="#kap_XI" class="makewide"> XI </a></td>
+<td><a href="#kap_XII" class="makewide"> XII </a></td>
+<td><a href="#kap_XIII" class="makewide"> XIII </a></td>
+<td><a href="#kap_XIV" class="makewide"> XIV </a></td>
+<td><a href="#kap_XV" class="makewide"> XV </a></td></tr>
+<tr><td><a href="#kap_XVI" class="makewide"> XVI </a></td>
+<td><a href="#kap_XVII" class="makewide"> XVII </a></td>
+<td><a href="#kap_XVIII" class="makewide"> XVIII </a></td>
+<td><a href="#kap_XIX" class="makewide"> XIX </a></td>
+<td><a href="#kap_XX" class="makewide"> XX </a></td></tr>
+<tr><td><a href="#kap_XXI" class="makewide"> XXI </a></td></tr>
+</table>
+</div>
+
+
+<div class="figcenter"><img alt="Bogomslag" src="images/cover.jpg" width="421" height="600" /></div>
+
+
+<h2 class="caps">Jules Verne</h2>
+
+<h1 class="caps">Kaptajnen paa 15 Aar</h1>
+
+<p class="center caps notopmarg">(I Slavelænker)</p>
+
+<p class="center caps topmarg">2. Oplag<br />
+4.&mdash;7. Tusinde</p>
+
+
+<hr class="w65" />
+
+<p class="center caps smaller">E. Jespersens Forlag's Trykkeri</p>
+
+
+<hr class="w65" />
+
+<p class="center larger">JULES VERNES ROMANER · VII BIND</p>
+<hr class="w15" />
+
+<h1 class="caps">KAPTAJNEN PAA 15 AAR</h1>
+
+<p class="center notopmarg gesperrt">(I SLAVELÆNKER)</p>
+
+<p class="center topmarg">NY ILLUSTRERET UDGAVE</p>
+
+<hr class="w15 topmarg" />
+
+<p class="center">E. JESPERSENS FORLAG</p>
+<p class="center notopmarg">KØBENHAVN · KRISTIANIA</p>
+
+<hr class="w65" />
+
+
+<h2 class="caps">Fortegnelse over Illustrationerne</h2>
+<p class="toc">&nbsp;<span class="num">Side</span></p>
+<ul class="toc">
+<li><p><a href="#ill_23">De frelste Negerslaver plejes</a>
+<span class="num">23</span></p></li>
+<li><p><a href="#ill_45">Han rettede Revolveren imod ham</a>
+<span class="num">45</span></p></li>
+<li><p><a href="#ill_77">Nattelejr i Urskoven</a>
+<span class="num">77</span></p></li>
+<li><p><a href="#ill_109">&mdash; flere lange Baade bemandede med Indfødte</a>
+<span class="num">109</span></p></li>
+<li><p><a href="#ill_115">I Krokodillernes Gab</a>
+<span class="num">115</span></p></li>
+<li><p><a href="#ill_131">Der laa Dick, pint af Sult og Tørst</a>
+<span class="num">131</span></p></li>
+</ul>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_5" id="side_5">[S. 5]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_I" id="kap_I"></a>I.</h2>
+
+<p class="chaphead">"Pilgrim".</p>
+
+
+<p class="dropcap">Det havde været en usædvanlig uheldig Sæson
+for "Pilgrim", en lille, solid Hvalfanger-Skonnert-Brig,
+der tilhørte en rig kalifornisk
+Skibsejer, James W. Weldon.</p>
+
+<p>Hvalfangsten havde givet et saa daarligt Resultat,
+at Kaptajn Hull havde været nødt til at forlade sit
+sædvanlige Territorium i Sydhavet allerede i Begyndelsen
+af Januar, længe før Hvalfangerne plejer at
+vende hjem. Skibets Besætning var mer end utilfreds,
+de var rasende. Aldrig før havde de bragt saa mager
+en Høst med hjem. De burde have haft mindst tohundrede
+Barrels Tran mere end de havde, og da en
+Del af deres Løn bestod i Procenter af Udbyttet, forstaar
+man Folkenes ophidsede Sindstemning. De faste
+Folk forholdt sig dog rolig, medens de for denne Rejse
+forhyrede Søfolk, Mænd af en mer end tvivlsom Karakter,
+viste saa tydelige Tegn til aabenbar Opsætsighed,
+at Kaptajnen maatte frygte et ligefrem Mytteri.
+Følgelig var der intet andet at gøre end at vende om
+<span class="pagenum"><a name="side_6" id="side_6">[S. 6]</a></span>
+og sætte Kursen imod Ny Zeeland, som kom i Sigte
+den 15. Januar. Da Skibet havde kastet Anker i
+Waitemata, Aucklands Havn, blev Mandskabet afmønstret.</p>
+
+<p>Kaptajn Hull gjorde nu alt, hvad der stod i hans
+Magt for at forhyre nyt Mandskab, men det var for
+sent; alle ledige Søfolk var paa denne Tid af Aaret
+beskæftiget ved Fiskeriet. Han havde da ikke andet
+at gøre end at sejle Skuden hjem alene med Hjælp
+af de faste Folk, da han fik en Opfordring, som han
+følte sig forpligtet til at efterkomme.</p>
+
+<p>Paa en af de Rejser, som James Weldon nu og
+da maatte foretage i sin Forretnings Interesse, havde
+han taget sin Hustru, sin lille Søn Jack, et Barn paa
+fem Aar, og en Slægtning, som almindeligvis gik under
+Navnet Fætter Benedict, med sig. Det havde naturligvis
+været Weldons Mening, at hans Familie skulde
+følge med ham hjem til San Francisco; men lille Jack
+var bleven saa alvorlig syg, at hans Fader &mdash; hvis
+Forretning nu krævede hans hurtige Tilbagerejse &mdash; blev
+nødt til at lade ham tilbage i Auckland sammen
+med Moderen og Fætter Benedict.</p>
+
+<p>Der var nu forløbet tre Maaneder siden Hr. Weldons
+Afrejse, Jack var Rekonvalescent, og Fru Weldon,
+der var ked af sin lange Adskillelse fra Manden,
+længtes efter at komme hjem saa snart som muligt.
+Hun tænkte netop paa at tiltræde den lange Tilbagerejse,
+med dens mange Ophold og Omskiftninger i Tog
+og Dampskibe, da hun hørte, at hendes Mands Fartøj,
+"Pilgrim", var gaaet for Anker i Havnen. Hun skyndte
+sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende,
+hendes Søn, Fætter Benedict og Nan, en gammel
+<span class="pagenum"><a name="side_7" id="side_7">[S. 7]</a></span>
+Negerpige, som havde været hendes egen Barnepige,
+med ombord og sejle dem hjem til San Francisco.</p>
+
+<p>"Vil det ikke være for voveligt for Fruen," spurgte
+Kaptajnen, "at foretage den 5&mdash;6000 Mil lange Rejse
+ombord i saa lille et Sejlskib?"</p>
+
+<p>Men Fru Weldon gentog sin Opfordring, og Kaptajn
+Hull, der havde berettiget Tillid til sit Fartøjs
+gode Egenskaber, og som desuden gjorde Regning paa
+at beholde denne Aarstids almindeligvis gode Vejr paa
+begge Sider af Ækvator, gav da efter for hendes Ønske.</p>
+
+<p>Fru Weldon var en velbegavet, dygtig og uforfærdet
+Dame paa tredive Aar, hun havde et udmærket
+Helbred og kendte ikke til Søsyge. Hun vidste, at
+Kaptajn Hull var en erfaren Sømand, til hvem hendes
+Mand havde grundfæstet Tillid, og hun vidste ogsaa,
+at "Pilgrim" var en af de bedste amerikanske Hvalfangerbaade;
+hun var derfor kun glad ved, at den forestaaende
+lange Rejse kunde blive foretaget søværts
+alene, og uden andre Afbrydelser, end et kort Ophold
+i Valparaiso, hvor Skibet skulde losse sin Ladning.</p>
+
+<p>Fætter Benedict maatte naturligvis følge med
+hende. Han var ganske vist henimod halvtreds, men
+det maatte alligevel betragtes som Toppunktet af
+Uforsigtighed, at lade ham foretage nogen som helst
+Rejse alene. Lang, usandsynlig mager og ranglet,
+med et enormt stort Hoved og vildt strittende Haar,
+saaledes var hans ydre Menneske. Han var et af disse
+skikkelige, harmløse Videnskabs-Børn, som, naar de
+først har faaet Guldbrillerne paa, synes at have naaet
+en adstadig, men iøvrigt ubestemmelig Alder, og som &mdash; hvorlænge
+de saa end lever &mdash; aldrig synes at blive
+<span class="pagenum"><a name="side_8" id="side_8">[S. 8]</a></span>
+ældre end de altid har været. Han var fuldstændig
+blottet for Forstaaelse af Livets dagligdags Ting og
+praktiske Krav. Han skænkede aldrig Mad og Drikke
+en Tanke, før det blev sat frem for ham, han var altid
+ens klædt, og saa upraktisk, som vel muligt, og gjorde
+Indtryk af at være aldeles ufølsom for Varme eller
+Kulde. Hans lange Arme og Ben kom altid i Vejen
+for ham selv og alle andre, saa at det saa ud, som
+om han endnu ikke havde gjort sig fortrolig med disse
+Redskaber og deres naturlige Anvendelse. Hjælpeløshed
+var hans mest iøjnefaldende Karaktertræk; men
+selve denne barnlige Hjælpeløshed forskaffede ham
+alle Menneskers venlige Overbærenhed og Hjælp, og
+Fru Weldon betragtede ham nærmest som en ældre
+Broder til hendes lille Jack.</p>
+
+<p>Fætter Benedicts hele Liv var helliget en alt opslugende
+Interesse for Insekter. Han havde ingen
+Ærgerrighed i Retning af en Professortitel, eller noget
+praktisk Formaal med sine Studier; han var kun
+Amatør, men det var han ogsaa med Liv og Sjæl.
+Evig og altid var han optaget af at forfølge Insekter,
+væbnet med et Næt, en Botaniserkasse, en Spiritusflaske
+og et Utal af Insektnaale.</p>
+
+<p>Da Hr. og Fru Weldon rejste til Ny-Zeeland, blev
+Fætter Benedict henrykt over at skulle med, da han
+ventede sig rig Fangst der, og nu var han lige saa
+ivrig efter at bringe sine erhvervede Skatte hjem til
+San Francisco, og faa dem indordnede i Samlingen.</p>
+
+<p>Alle Forberedelserne til Hjemrejsen blev nu trufne
+med saa stor Hast, at "Pilgrim" tre Dage senere kunde
+staa ud af Havnen med Kurs efter Amerika. Efter
+<span class="pagenum"><a name="side_9" id="side_9">[S. 9]</a></span>
+et Par Dages Sejlads blæste det op, og den stærke
+østlige Brise tvang Skonnerten saa meget ud af dens
+Kurs, at den den 2. Februar snarere havde Retning
+imod Kap Horn end imod Fastlandets Vestkyst.</p>
+
+<p>"Pilgrim" havde ingen Dækskahytter, saa Fru Weldon
+blev nødt til at modtage Kaptajnens Tilbud om
+at benytte hans Kahyt, som blev indrettet saa hyggeligt,
+som det lod sig gøre, til hende, Jack og gamle
+Nan, og her indtog hun alle sine Maaltider sammen
+med Kaptajnen og Fætter Benedict.</p>
+
+<p>Hele Besætningen var høflig og opmærksom imod
+deres Rheders Hustru. De var alle Indfødte fra Californien,
+modige og erfarne Søfolk, der allerede havde
+gjort tre Rejser sammen, og som holdt sammen, forenede
+i fælles Interesser og Sædvaner. Den eneste af
+Folkene, som ikke var Amerikaner, var Negoro, en
+Portugiser af Fødsel, som dog talte flydende Engelsk.
+Da den tidligere Kok var deserteret, medens Skibet
+laa ved Auckland, var han bleven engageret i dennes
+Sted, uden at Kaptajn Hull havde faaet indhentet
+nærmere Oplysninger om ham. Der var ikke noget
+at udsætte paa den Maade, hvorpaa han udførte sin
+Pligt, men der var noget i hans Væsen, eller maaske
+snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistænksom
+og næsten lod ham fortryde, at han ikke havde
+været mere omhyggelig med at efterforske den ny
+Koks Fortid, før han tog ham i sin Tjeneste.</p>
+
+<p>Negoro saa ud til at være omkring de fyrre. Han
+var middelhøj og kraftig bygget, havde mørkt Haar
+og Fuldskæg og gjorde Indtryk af at være af en usædvanlig
+kraftig Konstitution, han talte kun sjældent
+<span class="pagenum"><a name="side_10" id="side_10">[S. 10]</a></span>
+og aldrig om sig selv, sin Fortid eller Oprindelse, men
+en og anden af hans Bemærkninger lod ane, at han
+havde faaet en ret god Opdragelse. Sømand syntes
+han i al Fald ikke at være, for alle Sømandsudtryk
+var ham ganske ukendte. Ved Forhyringen havde han
+betinget sig, at han vilde gaa i Land i Valparaiso.</p>
+
+<p>"Pilgrim"s faste Mandskab bestod af fem Matroser
+og en Letmatros &mdash; Dick Sand. Dick var kun 15 Aar
+gammel og af fuldstændig ukendt Oprindelse. Han
+var et Hittebarn fra New York, og sit Navn havde han
+faaet efter det Sted &mdash; Sandy-Hook ved Indløbet til
+New Yorks Havn &mdash; hvor han blev funden.</p>
+
+<p>Hans Ydre forraadte tydeligt, at han maatte være
+af angelsaksisk Stamme. Han var snarest under Middelhøjde,
+men kraftig og dog elegant bygget, han havde
+et opvakt, kønt Ansigt og straalende, blaa Øjne, der
+røbede baade Livslyst og Energi. Skønt endnu kun
+Dreng havde han allerede Planen for sin Fremtid klar
+for sig, og han var dristig og selvtillidsfuld nok til
+at føle sig sikker paa at kunne naa sit Maal ad den
+Vej, han var slaaet ind paa.</p>
+
+<p>Otte Aar gammel fik han Lov at forlade det Hittebørnsasyl,
+hvor han var bleven optaget, for som Skibsdreng
+at gaa med en Skonnert, der sejlede paa Syden,
+op paa hvilken Kaptajn Hull dengang var Styrmand.
+Denne brave Sømand fattede hurtigt Interesse for den
+opvakte og lærvillige Dreng og bibragte ham lidt efter
+lidt de første teoretiske og praktiske Grundsætninger
+for Sømandskundskab. Senere anbefalede Kaptajn
+Hull Drengen til sin Rheder, Hr. Weldon, der tog sig
+af ham og lovede at sørge for hans videre Uddannelse.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_11" id="side_11">[S. 11]</a></span>
+Fru Weldon behandlede den flinke og beskedne
+forældreløse med den største Venlighed, og Dick Sand
+omfattede til Gengæld hende og hendes Mand med
+den mest rørende Taknemmelighed og Hengivenhed,
+og stor var hans Glæde over at hans Velgørers Hustru
+og lille Søn skulde gøre Rejsen med ombord paa
+"Pilgrim".</p>
+
+<p>Dick passede paa Jack som en ældre Broder,
+legede med ham og lod ham klatre i Vanterne, uden
+et Øjeblik at tabe ham af Syne.</p>
+
+<p>Overfarten gik i alle Maader heldig, med rolig Sø;
+og havde Vinden blot ikke stadig været omtrent stik
+imod, vilde alt være gaaet upaaklageligt. Men den
+evindelige Vestenvind forhindrede Kaptajnen i at holde
+den rette og direkte Kurs, og det ærgrede ham, at
+Fru Weldons Rejse derved blev forsinket en Del.
+Han tænkte da ogsaa paa, dersom de skulde passere
+en Amerikadamper, da at formaa hende til at fortsætte
+Hjemturen med denne; men paa den sydlige
+Bredegrad, hvor de nu befandt sig, var der desværre
+ikke megen Sandsynlighed for at de skulde træffe
+nogen Panama-Baad.</p>
+
+<p>Der hændte da intet, der kunde afbryde Rejsens
+Ensformighed, før den 2. Februar, da Jack pludselig
+tilkaldte sin Ven, Dick, med Udbrudet:</p>
+
+<p>"Hvad er det der, ude i Vandet?"</p>
+
+<p>Dick Sand saa en Stund opmærksomt i den angivne
+Retning og meldte saa med høj Stemme:</p>
+
+<p>"Se ud, forud til Styrbord! Der flyder noget i
+Vindsiden!"</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_12" id="side_12">[S. 12]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_II" id="kap_II"></a>II.</h2>
+
+<p class="chaphead">Frelsen.</p>
+
+
+<p>Hidkaldt af Dicks Raab kom hele Besætningen løbende
+til Rælingen for at se, hvad det kunde være.
+Selv Kaptajnen, Fru Weldon, hendes Tjenestepige,
+Nan, og den ellers saa uinteresserede Fætter Benedict
+viste sig og stirrede ud over Havet, ivrigt diskuterende,
+hvad det vel kunde være, man saa drive i omtrent tre
+Sømiles Afstand fra Skibet. Kun Negoro forholdt sig
+rolig i sit Køkken.</p>
+
+<p>"Det ser ud til at være en Tømmerflaade," mente
+en af Matroserne.</p>
+
+<p>"Eller Resterne af et forlist Skib," svarede Kaptajn
+Hull; "i al Fald er det bedst vi kommer paa Siden af
+det. Det kunde jo dog tænkes at der var levende
+Væsener ombord."</p>
+
+<p>"Pilgrim" ændrede Kurs og nærmede sig snart det
+mystiske noget, der, som Kaptajnen havde formodet,
+viste sig at være Vraget af et Skib, uden Master og
+med et gabende Hul i Styrbordssiden.</p>
+
+<p>"Det Skib er blevet paasejlet," udbrød Kaptajnen,
+"men hvad der forbavser mig er, at det ikke forlængst
+er gaaet til Bunds."</p>
+
+<p>"Pilgrim" befandt sig nu kun tre Kabellængder fra
+Vraget, da Dick Sand pludselig vinkede ad de andre,
+at de skulde være stille.</p>
+
+<p>"Hør en Gang! Er det ikke en Hunds Gøen?"
+sagde han.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_13" id="side_13">[S. 13]</a></span>
+Alle lyttede spændt, og man opfangede virkelig
+fra Skibsskroget en svag Lyd, som kunde være en
+Hunds Gøen.</p>
+
+<p>"Selv om der kun er et stakkels Dyr ombord, maa
+vi dog søge at frelse den," bad Fru Weldon Kaptajnen,
+og den lille Jack stemmede ivrigt i, glad ved Tanken
+om at faa sig endnu en Legekammerat.</p>
+
+<p>Kaptajnen lod nu sætte en Baad ud, og i det samme
+viste der sig en stor, sort Hund ved Vragets Skanseklædning;
+den gøede og hylede fortvivlet over imod
+Skibet, Sprang et Øjeblik omkring, som vilde den
+springe i Vandet, men stod saa atter stille og udstødte
+igen de mest rasende Hyl, som man næsten kunde tro
+fremkaldtes af et eller andet ombord paa "Pilgrim".
+Mærkeligt nok stod netop samtidigt Negoro ene ved
+Agterstavnen, der var nærmest Vraget, og stirrede
+ivrigt over paa det rasende Dyr. Kunde det tænkes,
+at de to kendte hinanden? Der forløb en halv Time
+inden Baaden vendte tilbage. Den havde Hunden og
+fem Skibbrudne ombord, der mere døde end levende
+blev halet op og lagt paa Dækket.</p>
+
+<p>"De Stakler!" udbrød Fru Weldon fortvivlet ved
+Synet af de tilsyneladende livløse Legemer.</p>
+
+<p>"De er ikke døde," beroligede Kaptajnen hende,
+"de maa kunde bringes til Live igen, lad os blot faa
+nogle Draaber Rom i dem og faa bakset lidt med dem,
+saa skal De se, de kommer sig nok."</p>
+
+<p>"Negoro," kaldte Kaptajnen.</p>
+
+<p>Ved Lyden af dette Navn begyndte Hunden, som
+hidtil havde ligget ganske stille, pludselig at knurre
+og vise Tænder.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_14" id="side_14">[S. 14]</a></span>
+"Negoro," kaldte Kaptajnen igen, og atter foer
+Dyret op med alle Tegn paa ustyrligt Raseri.</p>
+
+<p>Negoro kom nu langsomt og modvilligt ud af Køkkenet;
+men næppe fik Hunden Øje paa ham før den
+foer lige løs paa ham og sprang til for at sætte Tænderne
+i hans Strube. Men med et Slag af en Haandspade
+holdt Kokken sig den fra Livet, indtil et Par
+Matroser havde faaet et sikkert Tag i den.</p>
+
+<p>"<a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="Kende">Kender</a> De den Hund?" spurgte Kaptajnen ham.</p>
+
+<p>"Den Hund! Nej, hvor skulde jeg kende den fra."</p>
+
+<p>"Det var mærkeligt," mumlede Dick, og han tilføjede,
+"her maa stikke et eller andet under."</p>
+
+<p>De fem skibbrudne var Negre. Efter to Dages omhyggelig
+Pleje var de kommet saa vidt til Kræfter, at
+de kunde besvare Kaptajnens Spørgsmaal paa deres
+gebrokne engelsk.</p>
+
+<p>Den ældste af de sorte var over 60 Aar gammel
+og hed Tom, de andre var unge Mænd paa 25&mdash;30
+Aar og hed Bat (den gamle Toms Søn), Austin, Aktæon
+og Herkules. De var alle høje og kraftige, men
+ingen af dem kunde dog maale sig med Herkules, der
+bar sit Navn med Ære, som den tre Alens Kæmpekarl,
+han var. De hørte hjemme i Pensylvanien. Den
+gamle Tom var i en Alder af 6 Aar bleven solgt som
+Slave i Afrika og derfra bragt til de forenede Stater
+i Amerika, hvor han allerede for mange Aar siden
+havde faaet sin Frihed ved Loven om Slaveriets Ophør.
+Hans Kammerater var alle Sønner af forhenværende
+Slaver, der dog var frigivne før Børnenes
+Fødsel. Disse Sorte havde altsaa forladt Amerika
+som fri Mænd for at gaa i Tjeneste hos en Englænder,
+<span class="pagenum"><a name="side_15" id="side_15">[S. 15]</a></span>
+der ejede store Landstrækninger i Australien, og nu
+vilde de, efter at have arbejdet hos ham i fem Aar
+og for en meget god Løn, have rejst hjem til de forenede
+Stater.</p>
+
+<p>Men det Skib, "Waldeck", hvormed de foretog
+Rejsen som betalende Passagerer, var en mørk Nat
+sidst i December blevet paasejlet af en stor Damper.
+Negrene havde sovet, da Sammenstødet fandt Sted,
+og da de kom op paa Dækket, var hele Besætningen
+forsvunden, de var ene ombord paa et Vrag, og tolvhundrede
+Sømil fra det nærmeste Land.</p>
+
+<p>I det Tidsrum af 10 Dage, der var forløbet imellem
+Skibets Paasejling og deres Frelse, havde de sorte
+ikke haft andet at leve af end den sparsomme Proviant,
+de havde fundet i Skibets Køkken. Ind i Kahytten
+eller Proviantrummet havde de ikke kunnet
+trænge, da begge stod fulde af Vand, og de havde
+intet drikkeligt haft til at slukke deres brændende
+Tørst med, da Vandtønderne var gaaet overbord ved
+Sammenstødet.</p>
+
+<p>Den sidste Dag havde de været ganske uden Bevidsthed,
+og var "Pilgrim" blot kommen en Dag senere,
+havde de sikkert ikke længer været i live.</p>
+
+<p>Saaledes berettede den gamle Neger, og der var
+ingen Anledning til at betvivle Rigtigheden af hans
+Fortælling.</p>
+
+<p>Om Hunden, der viste en saa uforklarlig Uvilje
+overfor Negoro &mdash; Dingo hed den &mdash; vidste gamle Tom
+ogsaa Besked. Det forliste Skibs Kaptajn havde for
+to Aar siden fundet den i en elendig, forsulten og forsømt
+Tilstand, et Steds paa Afrikas Vestkyst ved
+<span class="pagenum"><a name="side_16" id="side_16">[S. 16]</a></span>
+Kongoflodens Udløb. Han havde taget det smukke
+Dyr ombord, men Dingo havde været yderst uselskabelig,
+melankolsk og stilfærdig, som om den sørgede over
+Tabet af en tidligere Herre. S. V. stod der i dens
+Halsbaand, og det var alt, hvad man havde til Hjælp,
+hvis man vilde søge at efterforske dens rette Ejermand.
+Smuk var Dingo, høj og kraftig bygget, og saa
+stærk og smidig, at den uden Frygt for at blive den
+lille kunde angribe baade Pantere og Jaguarer. Det
+var derfor naturligt nok, at Negoro ikke var særlig
+glad ved den uvenlige Modtagelse Dingo gav ham.</p>
+
+<p>Overfor alle andre var Hunden dog fredsommelig
+nok. Den syntes ikke at holde af Negrene, den undgik
+dem, men den gjorde dem ikke noget. Maaske var
+den bleven daarligt behandlet af de sorte Indfødte
+i Afrika, for skønt Tom og hans Kammerater kun viste
+den Venlighed, sluttede den sig dog ikke til nogen af
+dem.</p>
+
+<p>Kaptajn Hull lovede de stakkels skibbrudne, der
+havde mistet alt, hvad de ved fem Aars haardt Slid
+havde sammensparet, ved "Waldeck"s Forlis, at føre
+dem med til Kalifornien, hvorfra sikkert Hr. Weldon
+vilde besørge dem hjemsendte til Pensylvanien.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_III" id="kap_III"></a>III.</h2>
+
+<p class="chaphead">Dingos Historie. En Hval i Sigte.</p>
+
+
+<p>En Dag, som Fru Weldon stod og passiarede med
+Kaptajnen, medens lille Jack sad paa Dækket og
+legede med et stort Alfabet klistret paa Træklodser,
+<span class="pagenum"><a name="side_17" id="side_17">[S. 17]</a></span>
+kom pludselig Dingo til og snappede efter nogen Søgen
+og til den lille Fyrs usigelige Forbavselse, en af Klodserne
+og bar den i Gabet et Stykke hen paa Dækket.
+Endnu en Bogstavklods hentede den, lod den falde
+ved Siden af den anden og stod saa roligt logrende og
+betragtede sit Værk.</p>
+
+<p>"Dingo æder mine Klodser," raabte Jack bestyrtet,
+og løb efter den for at se, hvad Ulykke Hunden havde
+gjort. Ogsaa Fru Weldon og Kaptajnen kom til for
+at frelse Bogstaverne og give dem tilbage til Drengen.
+Men dette syntes Dingo at tage dem temmelig ilde op.
+Den brummede misbilligende, da de tog Klodserne fra
+den, og næppe havde Jack stillet dem op foran sig,
+før Hunden atter hentede dem tilbage &mdash; og pudsigt
+nok netop de samme to Bogstaver, som den første
+Gang havde udsøgt sig.</p>
+
+<p>"Hvad gaar der dog af Dyret?" sagde Fru Weldon.</p>
+
+<p>"Den staver aabenbart," spøgte Kaptajnen, "lad os
+se, hvad det er den vil skrive. S. V. staar der; S. V.
+er det ikke de samme Bogstaver, som er graveret i
+dens Halsbaand," føjede han studsende til, "det er
+dog Pokker til Hund."</p>
+
+<p>Den gamle Tom var nu ogsaa kommet til, og Kaptajnen
+vendte sig til ham med Spørgsmaalet:</p>
+
+<p>"Kan De ikke fortælle os lidt mer om det mærkværdige
+Dyr, De sagde jo, at Kaptajnen paa 'Waldeck'
+havde fundet det for et Par Aar siden ved
+Kongoflodens Munding."</p>
+
+<p>"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft
+Hunden i to Aar," svarede Negeren, "og han har selv
+<span class="pagenum"><a name="side_18" id="side_18">[S. 18]</a></span>
+fortalt mig, hvorledes han fandt den, og at han ingen
+Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem den
+tidligere havde tilhørt. Med en herreløs Hund er man
+værre faren end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen
+altid, for den kan ikke gøre sig forstaaelig."</p>
+
+<p>"De ser ud, som om De havde faaet en Idé, Kaptajn,"
+sagde Fru Weldon, da Hull en Stund havde
+staaet hensunken i Tanker.</p>
+
+<p>"Ja, Fru Weldon, det er egentlig kun en Slags tilfældig
+Tankeforbindelse, fremkaldt ved Synet af de
+to Bogstaver S. V."</p>
+
+<p>"Hvad tænker De da paa?"</p>
+
+<p>"Paa en uforfærdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand,
+der med Understøttelse af det geografiske Selskab
+i Paris søgte at gennemtrænge Afrikas mørke
+Fastland fra Øst til Vest. Han valgte netop Kongoflodens
+Munding til Udgangspunkt, idet han vilde følge
+Flodens Løb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand
+hed Samuel Vernon."</p>
+
+<p>"Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon &mdash; "S &mdash; V!"</p>
+
+<p>"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver,
+som er indgraverede i Dingos Halsbaand,
+og som den begavede Hund udsøgte af Alfabetet.
+Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde
+Ekspedition, men man hørte aldrig noget til ham
+senere. Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem
+det ukendte Indre, men er enten bleven dræbt eller
+taget til Fange af de vilde Indfødte. Hvis denne Formodning
+er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har
+tilhørt ham, kan man jo antage, at Dyret har søgt tilbage
+<span class="pagenum"><a name="side_19" id="side_19">[S. 19]</a></span>
+til Kysten, hvor saa 'Waldeck's Kaptajn fandt
+den."</p>
+
+<p>"Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand,
+som havde hørt paa Kaptajnens Bemærkninger, "at
+Dingo ikke selv kan fortælle os, hvorledes den har
+lært disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den altid
+knurrer ad Kokken."</p>
+
+<p>Den stadige Modvind begyndte endelig den 10. Februar
+at stille noget af, saa at Kaptajn Hull kunde
+haabe paa en Forandring til det bedre i Vindretningen,
+og en deraf følgende hurtigere Hjemrejse.</p>
+
+<p>Paa denne Dag hændte det at Fru Weldon, der
+spadserede frem og tilbage paa Agterdækket, lagde
+Mærke til, at Vandet efterhaanden antog en ejendommelig
+rød Farve, som om det farvedes af Blod.</p>
+
+<p>"Dick og Jack," kaldte hun, "kom skal I se et
+morsomt Syn. Vandet bliver helt rødt, hvad kan det
+mon komme af?"</p>
+
+<p>"Aah, det ved jeg, Frue," svarede Dick. "Den
+røde Farve skriver sig fra uhyre Masser af Smaadyr,
+som tjener Hvalerne til Føde."</p>
+
+<p>"Hvor det er underligt," bemærkede den højst
+interesserede Jack, "at de store Hvalfisk kan blive
+mætte af at spise saadan nogle smaa bitte Dyr. Det
+maa da være noget for Fætter Benedict. Kom skal
+du se, Fætter Benedict," raabte han af sine Lungers
+fulde Kraft.</p>
+
+<p>Amatør-Naturforskeren nærmede sig sammen med
+Kaptajnen.</p>
+
+<p>"Ja, ja &mdash; det er rigtig noget for Dem, Hr. Benedict,"
+sagde Kaptajnen. "Det er da en udmærket
+<span class="pagenum"><a name="side_20" id="side_20">[S. 20]</a></span>
+Lejlighed, som De ikke maa lade gaa fra Dem, til at
+studere de interessante crustacea."</p>
+
+<p>"Crustacea," vrissede Fætter Benedict arrigt og
+overlegent. "De ved maaske ikke, at jeg som Entomologist
+kun og udelukkende interesserer mig for
+Hexapodaen."</p>
+
+<p>Kaptajn Hull kunde kun med Møje betvinge et
+Smil og svarede blot godmodigt:</p>
+
+<p>"Saa har De altsaa ikke samme Smag som Hvalerne."</p>
+
+<p>Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os
+Hvalfangere er dette et Syn, som taler for sig selv,
+og siger os, at vi ikke maa spilde noget Øjeblik, men
+se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar."</p>
+
+<p>Ordene var næppe udtalte, før der <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="lod">lød</a> et Raab
+fra Matroserne:</p>
+
+<p>"En Hval til Bagbord!"</p>
+
+<p>"Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig. Alle
+hans professionelle Instinkter var øjeblikkelig vakte, og
+han skyndte sig forud, fulgt af alle Søfolkene.</p>
+
+<p>"Den sprøjter baade Vand og Damp op," sagde
+Dick, der havde taget Dyret kritisk i Kikkerten. "Mon
+det ikke skulde være en Finhval? Men en gevaldig
+Kammerat maa det da være."</p>
+
+<p>"Halvfjersinstyve Fod i det mindste!" bejaede
+Kaptajnen fornøjet.</p>
+
+<p>"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne,
+"hvad synes I? Skal vi vove Forsøget? Husk paa,
+at vi kun er os selv, vi har ingen Hvalfangere til at
+hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og
+kan vel gøre det igen. &mdash; Naa, hvad mener I saa?"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_21" id="side_21">[S. 21]</a></span>
+"All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret.</p>
+
+<p>"Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"</p>
+
+<p>De større, moderne Hvalfangerskibe anvender som
+oftest til denne Jagt en Slags lille Kanon, der enten
+er anbragt paa selve Skibet eller i den største Baads
+Forstavn, og hvormed der udskydes enten en Harpun
+eller eksploderende Kugler. Men "Pilgrim" var ikke
+forsynet med disse dyre Apparater, som dets gamle
+Mandskab ikke kendte og ikke havde megen Fidus til.
+Det foretrak at benytte de gamle, mere primitive Vaaben,
+Harpunen og Landsen.</p>
+
+<p>Baaden blev altsaa skyndsomst sat i Vandet og
+bemandet, og Kaptajnen lod Redskaberne bringe om
+Bord. Disse bestod, foruden to Lanser, af flere Harpuner,
+befæstede til seks hundrede Fod lange Liner
+paa Træruller, fastgjorte i Baadens Forstavn.</p>
+
+<p>"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros,
+"nu maa du tage Kommandoen og passe paa Skibet,
+imens jeg er borte. Længe bliver det vel næppe, at
+du faar Lov at være Kaptajn; om en Times Tid er vi
+forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa længe."</p>
+
+<p>"Farvel, Kaptajn! God Lykke!"</p>
+
+<p>Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugærne
+forlod sit Skib, selv om det kun drejede sig om nogle
+Timer. Men Hensynet til den store Gevinst Fangsten
+af en saa uhyre Hval vilde bringe hans Rheder, og
+hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med
+halvtom Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede
+endnu et sidste Blik ud over Skibet, som for at
+se om alt var i Orden, og om Sejlene var saadan stillede,
+<span class="pagenum"><a name="side_22" id="side_22">[S. 22]</a></span>
+at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens
+han var borte. Saa gik han i Baaden og lod kaste los.</p>
+
+<p>"Hold godt Udkig, Dick," lød Kaptajnens Stemme
+endnu en Gang, "et Øje paa Skibet, et andet paa Baaden.
+Glem det ikke, min Dreng."</p>
+
+<p>"Stol paa mig, Kaptajn!"</p>
+
+<p>Baaden fjærnede sig hurtigt, drevet frem af fire
+Par stærke Arme, og om Bord paa Pilgrim samledes
+de tiloversblevne forude, ivrige for ikke at gaa Glip
+af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt. Selv
+Dingo stod med Forpoterne paa Rælingen og fulgte
+Baaden med Øjnene. Pludselig brød den ud i en
+ynkelig Hylen.</p>
+
+<p>"Dingo, Dingo dog!" udbrød Fru Weldon, ubehageligt
+berørt, "er det din Maade at opmuntre dine Venner
+paa. Værs'god at opføre dig ordentligt."</p>
+
+<p>Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den
+vendte sig blot om, arrigt knurrende.</p>
+
+<p>Negoro var slentret ud af sit Køkken, vel sagtens
+for ogsaa at iagttage Hvalfangsten; men saa saare
+Dingo fik Øje paa Kokken, styrtede den med et rasende
+Spring løs paa ham. Negoro greb en Baadshage
+for at forsvare sig, og Dick og Fru Weldon raabte forskrækket:</p>
+
+<p>"Dingo, Dingo, kom her! Læg sig!"</p>
+
+<p>Hunden adlød, men knurrende og modvilligt, og
+Negoro vendte sig, ligbleg, om, slængte Baadshagen
+fra sig og gik bandende tilbage til Køkkenet.</p>
+
+<p>"Herkules," sagde Dick sagte og alvorligt til den
+uhyre Neger, "De maa love mig at holde godt Øje
+med den Mand."</p>
+
+<div class="figcenter" style="width: 443px;">
+<a name="ill_23">
+<img src="images/i023.jpg" width="443" height="600" alt="" title="" /></a>
+<span class="caption">De frelste Negerslaver plejes.</span>
+</div>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_24" id="side_24">[S. 24]</a></span>
+"Det skal jeg," svarede han beroligende.</p>
+
+<p>Saa gik Dick op paa Skandsen, hvorfra han holdt
+Udkig med Baaden, der snart kun var et Punkt paa
+det store Hav.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_IV" id="kap_IV"></a>IV.</h2>
+
+<p class="chaphead">Et Katastrofe.</p>
+
+
+<p>"Pas paa ikke at gøre Støj, Folk," formanede Kaptajn
+Hull, "og hold Baaden i Kanten af det røde
+Vand; vi maa nærme os Hvalen saa forsigtigt, at den
+ikke aner vor Nærhed, ellers er Spillet tabt."</p>
+
+<p>Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den røde Flade,
+i hvis Midte Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent
+en Kabellængde borte. Baadsmanden stod oprejst i
+Agterenden og manøvrerede for at bringe Baaden saa
+nær som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme
+i en for farlig Nærhed af dets vældige Hale, vel vidende,
+at et eneste Slag af denne vilde være nok til
+at gøre det af med baade Baad og Besætning. Forude,
+solidt plantet, med skrævende Ben, stod Kaptajnen.
+Harpunen holdt han hævet over Hovedet, parat til at
+slynge det dødbringende Vaaben dybt ned i den sorte
+Masse, som hævede sig op over Vandskorpen.</p>
+
+<p>"Er I klar, Folk?" sagde han dæmpet.</p>
+
+<p>"All right, Kaptajn," hviskede Matroserne tilbage.</p>
+
+<p>"Saa ind paa den," lød Kaptajnens Ordre, og
+Baaden nærmede sig til ti Fods Afstand fra Hvalen.
+Dyret rørte sig ikke. Sov det? I saa Fald turde de
+haabe at allerede den første Harpun vilde afgøre dens
+<span class="pagenum"><a name="side_25" id="side_25">[S. 25]</a></span>
+Skæbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull
+følte kun altfor sikkert, at der var en anden Grund
+til at den forholdt sig saa stille, og et hurtigt Blik fra
+Baadsmanden fortalte ham, at denne havde den samme
+Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu
+var Øjeblikket kommet, hvor der maatte handles.</p>
+
+<p>Kaptajnen svang sit Vaaben nogle Gange frem og
+tilbage for at beregne sit Kast, saa samlede han al sin
+Styrke og slyngede det imod Finhvalens Side.</p>
+
+<p>"Bak, bak," raabte han.</p>
+
+<p>Matroserne drev Baaden tilbage af alle Kræfter,
+og et Øjeblik efter var den uden for Rækkevidden af
+Hvalens Hale.</p>
+
+<p>I det samme afsløredes Grunden til at Hvalen
+havde forholdt sig saa ubevægelig.</p>
+
+<p>"Ser De, en Unge!" udbrød Baadsmanden.</p>
+
+<p>Ramt af Harpunen havde det vældige Dyr kastet
+sig om paa Siden, og derved kom en Unge tilsyne, som
+Moderen havde været ved at give Die. Dette var en
+meget ubehagelig Opdagelse, thi, som Kaptajnen vel
+vidste, vilde Hvalen nu forsvare sig med dobbelt Raseri,
+ikke alene for sin egen Skyld, men ogsaa for at
+beskærme sin "Lille" &mdash; om man ellers kan bruge det
+Udtryk om en Kammerat paa i det mindste ti Alens
+Længde.</p>
+
+<p>Moderen var et usædvanlig stort Eksemplar af en
+Finhval, og maalte mindst fyrretyve Alen fra Hoved
+til Hale. Dens Skind var guldbrunt med mørkere
+Pletter. Den dukkede øjeblikkelig under, fulgt af sin
+Unge og skød i rasende Fart ned imod Havbunden.
+Det gjaldt nu først og fremmest om at følge Dyret,
+<span class="pagenum"><a name="side_26" id="side_26">[S. 26]</a></span>
+og Matroserne drev med hastige Tag Baaden afsted
+som en Pil over Havfladen. Men hurtigt som Baaden
+skød afsted kunde den dog ikke følge med Hvalen,
+der syntes ikke at ville standse eller sagtne sin Fart.
+Den ene Line, der var befæstet til Harpunen i Dyrets
+Side, var hurtigt opbrugt, og en ny maatte knyttes til
+den og forsvandt med samme Hastighed i Dybet, saa
+at endnu en tredie maatte føjes til.</p>
+
+<p>"Pokker staa i det!" raabte Kaptajnen, "det Dyr
+løber med alle vore Liner."</p>
+
+<p>"Ja, og se hvor langt det Asen fører os bort fra
+Skibet," tilføjede Baadsmanden.</p>
+
+<p>"Den maa dog vel en Gang komme op for at trække
+Vejret; det er jo ingen Fisk, og den maa have Luft
+ligesom alle vi andre," ræsonnerede Kaptajnen.</p>
+
+<p>Den fjerde Line maatte sættes til, og endelig ogsaa
+den femte og sidste; og den var allerede halvt rullet
+op, da det saa ud til at den slappedes.</p>
+
+<p>"Naa Gudskelov," udbrød Kaptajnen lettet, "nu
+er Bæstet dog endelig blevet træt."</p>
+
+<p>Snart efter bebudede en uhyre Vandstraale, at
+Hvalen atter var i Overfladen af Vandet, og da Baaden
+kom nærmere, saa man den atter ligge ubevægelig
+stille, som om den roligt afventede et nyt Angreb.
+Harpunen sad endnu fast i dens venstre Side.</p>
+
+<p>To Aarer blev taget ind, og de to Matroser bevæbnedes
+med Lanser. Men i det samme gav Hvalen
+et Slag med sin Halefinne og forsvandt i Dybet. Folkene
+var alle stærkt ophidsede. Skulde Dyret nu
+atter slippe levende af sted? Skulde de have den
+trættende og angstfulde Forfølgelse om igen? Og
+<span class="pagenum"><a name="side_27" id="side_27">[S. 27]</a></span>
+vilde det indbringende Bytte saa maaske tilsidst alligevel
+undslippe dem?</p>
+
+<p>Men nej, Hvalen havde ikke isinde at flygte mere,
+den havde denne Gang tværtimod vendt sig til Angreb,
+og piskende Vandet med sin vældige Hale foer
+den lige løs paa Baaden.</p>
+
+<p>"Pas paa, Baadsmand! Tilbage for Guds Skyld!"
+raabte Kaptajnen.</p>
+
+<p>Baaden svingedes rundt, næsten paa Stedet, ved
+Baadsmandens hurtige og dygtige Manøvre, og idet
+Hvalen skød forbi, huggede Kaptajnen og de to Matroser
+deres Lanser dybt i dens højre Side.</p>
+
+<p>Hvalen standsede, som bedøvet af Smerte; saa udsendte
+den to vældige Straaler af Vand og Blod, slog
+Halen imod Vandfladen og foer som i Spring atter ind
+paa Baaden.</p>
+
+<p>I et saadant Øjeblik vilde mangen en koldblodig
+og erfaren Sømand have tabt Hovedet, men, som ved
+en instinktiv Indskydelse fik Baadsmanden atter drejet
+Baaden tilside og undgik derved paa ny Hvalens Angreb.
+Og atter ramtes Dyret sikkert og dybt af de
+tre Lanser. Men idet den gled forbi Baaden, sendte
+dens voldsomme Halebevægelser en mægtig Bølge ind
+over Rælingen, saa at Baaden næsten fyldtes.</p>
+
+<p>"Brug Øsekarrene, hurtig!" kommanderede Kaptajnen.</p>
+
+<p>Men Faren var overhængende. Dyret havde allerede
+vendt sig til et nyt Angreb, og rasende af Smerte
+skød den i frygtelig Fart imod Baaden.</p>
+
+<p>"Pas paa!" raabte Kaptajnen for sidste Gang.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_28" id="side_28">[S. 28]</a></span>
+Men Baadsmanden var hjælpeløs, den tunge Baad,
+fyldt med Vand, vilde ikke lystre hans Styreaare. Han
+forstod selv, som Kaptajnen og Matroserne forstod
+det, at det var ude med dem. Alle sprang op med et
+Skrig, som langt og fortvivlet lød ud over Havet, og
+maaske ogsaa naaede den lille Klynge om Bord paa
+"Pilgrim".</p>
+
+<p>I næste Øjeblik ramtes Baaden nedefra af et frygteligt
+Slag af Hvalens Hale.</p>
+
+<p>Fartøjet slyngedes med uimodstaaelig Kraft højt
+op i Luften og faldt, splintret og knust, atter ned i
+de ved Hvalens rasende Bevægelser oprørte Bølger.</p>
+
+<p>Endnu piskede det dødeligt saarede Dyr Havet,
+saa at det stod som i en Skumhvirvel.</p>
+
+<p>Saa dukkede den under for at dø i Dybet.</p>
+
+<p>Da Dick med to af Negrene i en Baad et Kvarter
+senere naaede Stedet, hvor Katastrofen havde fundet
+Sted, fandt han intet levende Væsen. Der flød kun
+nogle Vragstumper paa det blodfarvede Vand.</p>
+
+<p>En ubeskrivelig Følelse af lammende Sorg og
+Rædsel greb de tiloversblevne om Bord paa "Pilgrim"
+ved Synet af den frygtelige Katastrofe, som fuldbyrdedes
+lige for deres Øjne, uden at de var istand til
+at røre en Finger for at forebygge den. Skibet naaede,
+paa Grund af Vindstille, først Ulykkesstedet, da det
+var forsent.</p>
+
+<p>Situationen var saa alvorlig, som vel muligt, for
+disse Mennesker om Bord paa et Skib, der ikke længer
+havde nogen Kaptajn og intet Mandskab, og som,
+hundreder af Mile fra det nærmeste Land, var prisgivet
+Vind og Strøm og Forsynets Naade. Hvilket
+<span class="pagenum"><a name="side_29" id="side_29">[S. 29]</a></span>
+ulykkeligt Tilfælde, at denne Hval skulde krydse
+Skibets Vej, og hvilken endnu ulykkeligere Indskydelse
+havde ladet den ellers saa fornuftige Kaptajn vove sit
+og sit Mandskabs Liv for at kunne bringe en god Ladning
+med hjem.</p>
+
+<p>Af alle de, der nu var tilbage paa Briggen, havde
+kun én den fjærneste Idé om et Skibs Manøvrering,
+og denne ene var en Dreng paa femten Aar &mdash; Dick
+Sand.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_V" id="kap_V"></a>V.</h2>
+
+<p class="chaphead">Kaptajn Dick Sand.</p>
+
+
+<p>Alvorlig, med Armene over Kors, stod han og stirrede
+ud over det Hav, som havde berøvet ham hans
+faderlige Ven og Velgører. Han spejdede vidt omkring
+i det forfængelige Haab, at der skulde vise sig
+et forbipasserende Skib, der kunde og vilde tage Fru
+Weldon, Jack og Fætter Benedict ombord, og derved
+befri ham for en Del af det tunge Ansvar, han følte
+sig betynget af. Selv vilde han, trods de fortvivlede
+Udsigter, ikke forlade "Pilgrim", men gøre sit yderste,
+for at føre Skibet sikkert til den nærmeste Havn.</p>
+
+<p>Men intet Sejl viste sig i Horisonten, og trods sin
+Ungdom og ringe Erfaring forstod Dick, ved nærmere
+Eftertanke, at der kun var saare ringe Sandsynlighed
+for at de her, langt udenfor den almindelige Søvej for
+Hvalfangere og Koffardiskibe, skulde møde noget Fartøj,
+der kunde yde dem Hjælp. Han maatte bandlyse
+alle falske Forhaabninger og se den alvorlige Situation
+roligt i Øjnene.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_30" id="side_30">[S. 30]</a></span>
+Optaget af disse Tanker lagde Dick ikke Mærke til,
+at Negoro kom hen imod ham. Først da Kokken en
+Stund havde staaet lige foran ham og betragtet ham
+med et ondskabsfuldt Smil, fik Dick Øje paa ham og
+foer sammen.</p>
+
+<p>"Vil De tale med mig?"</p>
+
+<p>"Jeg maa tale enten med Kaptajnen eller med
+Baadsmanden," svarede Negoro studst.</p>
+
+<p>"De ved jo godt, Negoro, at de begge er omkomne,"
+svarede Letmatrosen alvorligt.</p>
+
+<p>"Maa jeg spørge, hvem der skal føre Kommandoen
+her om Bord?" spurgte Kokken udfordrende.</p>
+
+<p>"Det skal jeg," kom det kort og afgørende.</p>
+
+<p>"De? En Dreng paa femten Aar!"</p>
+
+<p>"Ja, jeg," gentog Dick med fast Stemme, "jeg og
+ingen anden."</p>
+
+<p>"Jeg ønsker, at enhver her om Bord skal vide,"
+forkyndte Fru Weldon, der havde nærmet sig og overhørt
+Samtalen, "at Dick Sand fra nu af er Kaptajn.
+Af ham vil De modtage Deres Ordrer, og disse Ordrer
+maa adlydes."</p>
+
+<p>Negoro rynkede Panden, snerrede nogle uforstaaelige
+Ord, og slentrede tilbage til sit Lukaf, medens
+Dick greb Fru Weldons Haand og forsikrede hende,
+at han vilde gøre alt, hvad der stod i hans Magt for
+at fortjene hendes Tillid og føre Skib og Passagerer
+lykkeligt i Havn.</p>
+
+<p>Havde jeg dog blot haft endnu et Par Aars Uddannelse,
+tænkte Dick, nu da han var blevet proklameret
+til "Kaptajn". Selv om han nu, med Bistand
+af Negrene, vilde kunne passe Sejlene, følte han dog
+<span class="pagenum"><a name="side_31" id="side_31">[S. 31]</a></span>
+kun alt for godt, at han lidet eller intet kendte til
+Skibsføringens videnskabelige Side. Han vilde ikke
+være istand til nøjagtigt at bestemme Skibets Kurs
+ved Hjælp af Sextanten og Kronometret, han kunde
+ikke, som han havde set Kaptajn Hull gøre, beregne
+Stjernernes Højde, aflæse Meredianen og lære Skibets
+sande øjeblikkelige Stilling at kende ved at iagttage
+Sol, Planeter og Stjerner. Men han gav ikke efter for
+sin Modløshed, det skulde jo gaa, altsaa til Arbejdet.</p>
+
+<p>Den unge Kaptajn gik derpaa, sammen med Fru
+Weldon, ned i Kahytten og de gav sig sammen til at
+studere Søkortet, hvorpaa Skibets Fart Dag for Dag
+fandtes angivet. Det viste sig, at Briggen befandt sig
+paa 43° 35' Bredde og 164° 13' Længde, idet den
+i det sidste Døgns stille Vejr næsten ikke havde forandret
+Stilling.</p>
+
+<p>Paa Kortet viste Afrikas Fastland sig som en mørk
+Vold, opkastet imellem de to Oceaner, der strakte sig
+fra Kap Horn til Kolumbia. Fru Weldon fik &mdash; uvant
+som hun var til at regne med et Korts formindskede
+Maalestok &mdash; den falske Forestilling, at det dog næppe
+vilde være saa svært eller langvarigt for dem at føre
+Skibet med dets Passagerer til dets Hjemsted.</p>
+
+<p>Men Dick forstod bedre, hvilken uhyre Afstand
+der i Virkeligheden skildte dem fra Hjemmet. Han
+vidste, at Skibet kun vilde have været som en mikroskopisk
+Prik paa Havets uendelige Flade, dersom det
+var blevet angivet i Kortets Maalestok.</p>
+
+<p>Der var altsaa ingen Tid at spilde; man maatte
+benytte sig af den gunstige nordvestlige Vind, der var
+blæst op, og Dick kaldte derfor Negrene sammen, forklarede
+<span class="pagenum"><a name="side_32" id="side_32">[S. 32]</a></span>
+dem Situationens Alvor og de Vanskeligheder
+og det store Arbejde, der laa foran dem. Han bad
+dem om alle at gøre deres bedste, og lagde dem i
+jævne Ord paa Hjærtet, at alles Frelse afhang af, at
+der herskede Ro og Orden om Bord.</p>
+
+<p>Den gamle Tom svarede paa Kammeraternes Vegne:</p>
+
+<p>"Kaptajn Sand; stol paa, at vi, der skylder dette
+Skibs Ejer Takken for vor egen Frelse, ogsaa skal
+gøre vort bedste for til Gengæld at bjærge 'Pilgrim'
+velbeholdent hjem. Vi har stærke og arbejdsvante
+Arme, og dem maa De befale over."</p>
+
+<p>"Er der ikke ogsaa noget, som jeg skal gøre, Dick?"
+spurgte den lille Jack, smittet af den almindelige Arbejdslyst.</p>
+
+<p>"Jo, min kære Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt
+smilende, "du skal holde Vinden i Orden, saa
+at den blæser den rigtige Vej."</p>
+
+<p>"Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt.</p>
+
+<p>"Og nu skal vi have braset Ræerne," sagde Dick;
+"kom Tom og I andre, saa skal jeg vise jer, hvordan
+det gaar for sig."</p>
+
+<p>"All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."</p>
+
+<p>Til alt Held forstod den ungdommelige Kaptajn
+sig paa at benytte Loggemaskinen, og ved dens og
+Kompassets Hjælp kunde han beregne Skibets Retning
+og anføre den tilbagelagte Vej paa Kortet. At
+passe Loggen maatte han dog overlade til en af de
+sorte for selv stadig at kunne staa ved Roret.</p>
+
+<p>I den stadig tiltagende, men dog kun jævne Brise,
+ansaa Dick det for fornuftigt at sætte alle Sejl til, og,
+<span class="pagenum"><a name="side_33" id="side_33">[S. 33]</a></span>
+fraregnet nogle betydningsløse Uheld, fik Negrene
+snart Masterne dækkede med Lærred. Særlig Herkules
+sled vældigt i det og tog nogle Tag saa det saa
+ud som om han vilde hejse Sejlene til Himmels. Baade
+Mesan- og Stormastens Sejl blev sat uden at Dick
+behøvede at gaa fra Roret, kun Topsejlene kunde de
+flinke Sorte ikke klare. Man maa nemlig for at stille
+disse entre op ad Vanterne, og fra Pertlinerne arbejde
+med den ene Haand og holde sig fast med den anden.
+Det er, naar Skibet ruller lidt og Sejlene slaar, et
+langt fra ufarligt Foretagende, som kræver baade
+Smidighed og Erfaring. Og de nybagte Matroser
+havde ikke meget af nogen af Delene.</p>
+
+<p>Dick maatte derfor lade Tom tage Roret medens
+han selv gik tilvejrs, og for hans øvede Haand stod
+Arbejdet da heller ikke længe paa. Snart stod Dick
+selv atter ved Roret, og "Pilgrim" skar for fulde Sejl
+rask gennem Bølgerne.</p>
+
+<p>Under alt dette sad Fætter Benedict ubekymret i
+sin Kahyt, fordybet i Studiet af et Insekt, som han
+havde frelst, lige i det Øjeblik, da Negoro var ved at
+mase det. Det viste sig at være et amerikansk Møl
+af en Slags, som ikke før var repræsenteret i hans
+Samling, og han overøste Kokken med Bebrejdelser,
+fordi han havde villet ødelægge en saadan Skat. Triumferende
+anbragte han sin Nyerhvervelse under Loupen,
+og hans Begejstring steg end yderligere, da han
+opdagede, at han havde haft Ret i sin Formodning om,
+at det amerikanske Møl i mangt og meget afveg fra
+de almindelig kendte Arter af Blattæ. Og over dette
+Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa Stedet,
+<span class="pagenum"><a name="side_34" id="side_34">[S. 34]</a></span>
+at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for
+kun faa Timer siden var druknede lige for hans Øjne.</p>
+
+<p>Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i
+Stand til at afryste den knugende Følelse, som den
+pludselige Ulykke havde fremkaldt, gik Livet dog, i
+det udvortes, snart i sin rolige og vanemæssige Gænge.
+Dick Sand syntes at vokse med sin store Opgave
+og dens Ansvar; han var saa at sige allesteds nærværende,
+og hans beskedne og dog bestemte Optræden
+gjorde ham snart saa afholdt af hans Amatør-Søfolk,
+at disse villigt og flinkt efterkom hans Ønsker og arbejdede
+med Liv og Lyst.</p>
+
+<p>Negoro vovede ikke mere aabenlyst at drage den
+unge Kaptajns Myndighed i Tvivl, men opholdt sig
+næsten til Stadighed i sit Køkken uden nogensinde at
+tilbyde en Haandsrækning, hvor godt han end maatte
+vide, at man ofte kunde have den haardt nødig. Det
+var som om han anede, at Dick havde besluttet, ved
+det mindste Tegn paa Opsætsighed, at lade ham
+fængsle. Kæmpen Herkules havde faaet sine Ordrer
+i saa Henseende, og den gamle Barnepige, Nan, var
+parat til naar som helst at indtræde i Negoros Stilling
+og ofre sig for Kogekunsten.</p>
+
+<p>For fuldt ud at udnytte den gunstige Vind besluttede
+Dick &mdash; i Modsætning til hvad der ellers er Skik
+og Brug &mdash; ikke at mindske Sejl for Natten. Han
+vilde saa selv blive oppe for straks at kunne tage de
+fornødne Forholdsregler, saafremt Vinden skulde tage
+stærkere til. Han lod logge hver halve Time og optegnede
+hver Gang Instrumentets Angivelse; han stod
+selv ved Roret og havde ikke Øjnene fra Kompasset.
+<span class="pagenum"><a name="side_35" id="side_35">[S. 35]</a></span>
+Der var endnu et Kompas om Bord, ophængt i Kaptajnens
+Kahyt for at denne stadigt derpaa kunde kontrollere,
+om Rorgængeren passede sine Sager og holdt
+den rigtige Kurs, ligesom man ved Hjælp af dette
+Reservekompas altid var i Stand til at opdage, om
+det andet var i Orden og fungerede rigtigt.</p>
+
+<p>Stor var derfor Dicks Bestyrtelse, da han en Morgen
+kom ned i Kaptajnens Kahyt og der fandt Kompasset
+liggende knust paa Gulvet. Om den Metalring,
+hvormed det var befæstet, var bleven slidt over ved
+den stadige Gnidning mod Krogen hvorpaa den hang,
+eller om den var blevet slynget ud over Krogen ved
+en særlig stærk Svingning af Skibet i Nattens Løb, var
+ikke til at afgøre. Men Uheldet var sket, og Dick
+maatte for Fremtiden nøjes med det store, faste Kompas,
+der stod foran Rorgængeren, det vil sige ham
+selv. Thi han maatte være baade Kaptajn og Styrmand
+i en Person, kun i de fem, seks Timer om Dagen,
+hvor han tog sig sin højst fornødne Søvn, maatte han
+lade gamle Tom og Bat afløse sig ved Roret.</p>
+
+<p>Fru Weldon fik mangen en fortrolig Passiar med
+den unge Kaptajn.</p>
+
+<p>Hver Dag viste Dick hende paa Kortet, hvor langt
+Skibet efter hans Beregning var kommet. "Hvor længe
+det kan vare inden vi naar Amerikas Sydkyst, er det
+jo ikke let at beregne, naar man er afhængig af Strøm
+og Vind," bemærkede han, "men vi gaar i alt Fald i
+den rigtige Retning, og naar vi engang faar Land i
+Sigte, tror jeg sikkert at det vil være Kysten i Nærheden
+af Valparaiso."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_36" id="side_36">[S. 36]</a></span>
+"Ja, lad os haabe det," svarede Fru Weldon, "men
+foreløbig er der jo langt igen inden vi naar saa langt,
+og Gud ved hvormange Farer der kan møde os forinden."</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_VI" id="kap_VI"></a>VI.</h2>
+
+<p class="chaphead">En Mørkets Gerning.</p>
+
+
+<p>Træt og overanstrængt, søvnig efter mange Nætters
+Vaagen ved Roret stod Dick Natten imellem den 13.
+og 14. Februar paa sin vante Plads.</p>
+
+<p>Natten var usædvanlig mørk. Himlen var dækket
+af tunge Skyer, der hang saa lavt, at man næppe
+kunde skeldne Topsejlene. De to smaa Lygter paa
+hver Side af Kompasset kastede kun et blegt Skær
+over den hvide Skive og formaaede ikke at sprede
+Mørket selv i den umiddelbare Nærhed af Rorgængerens
+Plads.</p>
+
+<p>Dicks Øjne, som saa længe havde været fæstede
+paa Kompassets lysende Flade, havde næsten mistet
+deres Synsevne. Han var som hypnotiseret af denne
+Stirren, og sank efterhaanden over i en Ubevidsthedstilstand,
+i hvilken alt nærværende svandt bort for ham.</p>
+
+<p>I dette Øjeblik løste en Skikkelse sig ud af Dækkets
+Mørke og nærmede sig tøvende Kompashuset.
+I Skjul for Lygternes Skær lod den noget tungt glide
+ind under Instrumentet, kastede et hurtigt, forskende
+Blik paa Skivens Naal, og fjærnede sig atter, lydløst
+og ubemærket, som den var kommen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_37" id="side_37">[S. 37]</a></span>
+Da Dick vaagnede af sin Døs, blev han forfærdet
+ved at se, at han havde holdt forkert Kurs, og han
+drejede skyndsomst Rorets Hjul. Han anede jo ikke,
+at en fjendtlig Haand havde stukket et Stykke Jærn
+ind under Kompasset og at dette var Grunden til, at
+Naalen havde flyttet sig. Istedet for at vise mod den
+magnetiske Pol, det vil sige stik Nord, pegede Naalen,
+formedelst Jærnets Indvirkning paa Magneten, nu
+imod Nordost. Det betød en Afvigelse af fire Streger.</p>
+
+<p>Istedet for at styre imod Øst kom han saaledes til
+at vende Skibet imod Sydøst; og for fulde Sejl førte
+den unge Kaptajn sit Fartøj længere og længere bort
+fra det længselsfuldt imødesete Hjem.</p>
+
+<p>I den paafølgende Uge hændte der intet særligt
+om Bord. Den friske, stadige Nordvestbrise holdt sig
+fremdeles, og "Pilgrim" gjorde en god Fart af omkring
+160 Mil i Døgnet. Dick blev mere og mere sangvinsk
+i sine Forventninger, og han blev højst forbavset
+over, at "Pilgrim" saa nær Amerikas Kyst, som den
+nu maatte være, ikke mødte et eneste Fartøj paa
+Rejsen fra Kap Horn til Ækvator.</p>
+
+<p>Dette var ham en slem Streg i Regningen, da han
+havde haabet at kunne faa Passagererne optagne af
+en af de hurtig sejlende Dampere, eller, hvad der
+maaske var endnu bedre, at kunne laane nogle Matroser
+og helst ogsaa en Styrmand til at føre "Pilgrim"
+hjem.</p>
+
+<p>Knøsen svævede jo i total Uvidenhed med Hensyn
+til de faktiske Forhold. For det første havde han ikke
+taget den ved Strømforholdene foraarsagede Afdrift
+med i Beregning, og for det andet kunde han jo ikke
+<span class="pagenum"><a name="side_38" id="side_38">[S. 38]</a></span>
+vide, at han, efter at Negoro havde forfalsket Kompasset,
+styrede 45° for meget i sydlig Retning.</p>
+
+<p>Var Dick imidlertid end ikke naaet langt i den
+hydrografiske Videnskab, saa havde han dog, hvad
+der ogsaa er meget værd, et ægte "Sømandsøje", der
+kunde aflure Himlen dens Hemmeligheder hvad Vind
+og Vejrudsigterne angaar. Og Kaptajn Hull havde
+ikke forgæves undervist ham i at aflæse Barometret,
+og drage Slutninger efter Instrumentets Angivelser,
+efter de bekendte Vorepierreske 7 Regler.</p>
+
+<p>Det undgik heller ikke hans Opmærksomhed, at
+Barometret den 20. Februar viste Tegn til at falde, og
+han var forberedt paa baade Regn og Storm. Han lod
+derfor forud <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="reb">rebe</a> Klyver og Fog og besluttede at gøre
+det samme med Stor og Merssejlet saasnart Stormen
+begyndte. I de tre følgende Dage forandrede Vindens
+Retning og Styrke sig dog ikke synderligt, men Barometrets
+Viser sank stadig indtil den stod paa 28 Grader.
+Himlen blev mørk og overtrukken, og Skyerne
+hang saa lavt, at de næsten gik i et med den Taage,
+der steg op fra Havet. Solen formaaede ikke at gennemtrænge
+Mørket, og det var saaledes umuligt at bestemme
+Stedet, hvor den stod op, og hvor den gik ned.</p>
+
+<p>Dick gjorde sit bedste for ikke at tabe Modet, men
+urolig var han. Han veg ikke fra Dækket, og den
+Smule Søvn, han undte sig, tog han der.</p>
+
+<p>Men Uvejret lod ikke vente paa sig. Stormen holdt
+sig og Søen gik højt. Af og til brød et Tordenvejr løs
+og Lynene slog ned rundt om Skibet, hvorefter der
+fulgte hele Skybrud af Regnbyger, saa at det saa ud
+som om Skibet var omgivet af Vandsøjler. Men trods
+<span class="pagenum"><a name="side_39" id="side_39">[S. 39]</a></span>
+alt dette havde Fartøjet dog, med sin ringe Sejlføring
+ikke taget Magten fra dets unge Fører, endnu lystrede
+det Roret og skød en saa vældig Fart, at Dick nærede
+bestemt Haab om inden længe at faa Land i
+Sigte.</p>
+
+<p>Dette meddelte han ogsaa Fru Weldon, der naturligvis
+var yderst ængstelig ved det uhyggelige Vejr,
+der gjorde den iforvejen saa risikable Rejse endnu
+mere farefuld.</p>
+
+<p>"Saa du mener virkelig, Dick, at Amerikas Kyst
+ikke kan være langt borte?" spurgte hun opmuntret.</p>
+
+<p>"Nej, det kan den umuligt, Fru Weldon," svarede
+han, "det undrer mig blot, at jeg ikke allerede har
+faaet Kig paa den. Vi har dog skudt en god Fart lige
+siden den 10. Februar &mdash; Ulykkesdagen."</p>
+
+<p>"Og i Dag har vi den 9. Marts," bemærkede Fru
+Weldon; "der er altsaa gaaet 27 Dage. Hvor langt
+var vi omtrent den Gang fra Land?"</p>
+
+<p>"Vel en 4500 Mil. Og Skibet har gjort gennemsnitlig
+180 Mil i Døgnet siden da, det udgør 4860 Mil.
+Saa vi skulde endogsaa, hvis min Beregning er rigtig &mdash; og
+det tror jeg sikkert at den er &mdash; allerede have
+været der nu. Jeg forstaar heller ikke, at vi ikke
+møder et eneste Skib."</p>
+
+<p>"Og du er sikker paa, at du har beregnet Skibets
+Fart rigtigt?"</p>
+
+<p>"Ja, Fru Weldon, det er jeg sikker paa. Jeg har
+passet saa nøje paa. Hver halve Time har vi kastet
+Loggen og jeg har for hver Gang skrevet Resultatet
+op. Nu skal jeg prøve igen, og saa skal De se, at vi
+<span class="pagenum"><a name="side_40" id="side_40">[S. 40]</a></span>
+i dette Øjeblik gør ti Mil i Timen, hvilket jo bliver
+240 i Døgnet, og adskilligt mer end vi har regnet med."</p>
+
+<p>Dick kaldte paa Tom og bad ham kaste Loggen.
+Den gamle Neger havde saa ofte besørget dette, at han
+var ganske fortrolig med denne Forretning.</p>
+
+<p>Loggen blev befæstet til Linen og kastet ud. Linen
+gled langsomt gennem Toms Haand, indtil omtrent
+fem og tyve Favn var forsvundet &mdash; saa slap pludselig
+Snoren op.</p>
+
+<p>Den gamle gav et forskrækket Udraab fra sig:
+"Den gik itu."</p>
+
+<p>"Hvad gik itu?" foer Dick forfærdet til.</p>
+
+<p>"Snoren, Kaptajn! Snoren brast."</p>
+
+<p>"Snoren &mdash; &mdash; &mdash; og Loggen tabt! Du gode
+Gud &mdash; &mdash; &mdash;"</p>
+
+<p>Ja, saaledes forholdt det sig virkelig; gamle Tom
+viste ham den Ende, han havde beholdt i Haanden.</p>
+
+<p>Det foer igennem Dick &mdash; dette kan ikke være
+gaaet naturligt til, der maa stikke noget under! Han
+vidste, at Snoren havde været af udmærket Kvalitet
+og ikke for gammel, og nu viste den sig at være ganske
+tyndslidt paa et bestemt Sted &mdash; der hvor den var
+bristet. Hvorledes kunde det være gaaet til?</p>
+
+<p>Den stakkels Fyr grundede længe over dette Spørgsmaal
+uden at finde noget Svar; han var dybt mismodig
+over at have mistet det værdifulde Instrument,
+det eneste, hvormed han kunde maale Skibets Fart.</p>
+
+<p>Tidlig om Morgenen den 12. Marts saa Dick til
+sin Rædsel, at Barometret var faldet yderligere, og
+nu stod paa kun 27° 9'. Stormen voksede hastigt
+til en Orkan, der gjorde det nødvendigt at tage alle
+<span class="pagenum"><a name="side_41" id="side_41">[S. 41]</a></span>
+Sejl ned. Ved de flinke Negres Hjælp lykkedes det
+ham at faa bjærget alle de lavere Sejl. Dernæst lod
+Dick Tom tage Roret, medens han selv, Austin, Aktæon
+og Bat gik tilvejrs, og Herkules løsnede Tresserne
+paa Dækket.</p>
+
+<p>Det kostede megen Møje i det forrygende Vejr at
+faa Spir og Bramstænger taget ind, og et Vindstød
+havde nær slynget Austin i Havet. Stormastens Sejl
+var alt bjærgede, og Dick skyndte sig op for at frelse
+Merssejlet &mdash; men forsent. Med et rasende Hyl rev
+Stormen det til sig og bortførte sit Bytte.</p>
+
+<p>Dick var fortvivlet, ude af sig selv af Rædsel,
+plaget af Frygt for at Skibet, jaget af Orkanen og de
+taarnhøje Bølger, skulde blive splintret imod de
+Kystens Skær, som umulig kunde være langt borte.
+Han stirrede og stirrede igennem Uvejret, men saa
+intet, gik frem og tilbage, raadløs i sin Fortvivlelse,
+indtil han atter greb Roret.</p>
+
+<p>Samtidig kom Negoro ud paa Dækket. Ogsaa han
+stirrede ud over Havet, og halvt ubevidst pegede han
+imod et Punkt i Horisonten, som saa han Land der,
+hvor den unge Kaptajn intet havde fundet.</p>
+
+<p>Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet
+iagttaget, smilede beroliget og forsvandt igen i sit
+Lukaf.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_42" id="side_42">[S. 42]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_VII" id="kap_VII"></a>VII.</h2>
+
+<p class="chaphead">I Stormen. &mdash; En Skuffelse.</p>
+
+
+<p>"Pilgrim" havde nu ikke en Trevl Sejl oppe mere,
+men Orkanen havde nok at tumle med i Skrog, Master
+og Tovværk, og den drev Skibet afsted i næsten usvækket
+Fart.</p>
+
+<p>Bølgerne, lig uhyre Vandbjærge, rullede dog endnu
+hurtigere end Fartøjet og truede med at oversvømme
+Agterstævnen, naar denne ikke hurtigt nok hævede
+sig af en Bølgedal. Og meget var der ikke at gøre
+for at undgaa denne Mulighed, da Skibet ikke kunde
+bringes i hurtigere Fart ved at sætte et Sejl op. Man
+kunde kun afstive det ved Rorets Bevægelser, og Dick
+passede paa som en Smed. Han havde bundet sig
+fast for at en Styrtesø ikke skulde rive ham med sig.
+Herkules og Aktæon holdt, klyngende sig til Rælingen,
+Udkig efter Land forude.</p>
+
+<p>Fru Weldon og lille Jack, Fætter Benedict og Nan
+maatte holde sig i Kahytten. Alle Luger holdtes
+forsvarligt lukkede for at ikke en af de Bølger, der
+ofte slog ind over Dækket, skulde fylde Skibet og
+trække det ned. Ballasten viste sig, til alt Held at
+være saa omhyggeligt anbragt, at den, trods Briggens
+voldsomme Rullen, ikke forskød sig.</p>
+
+<p>Dick vilde ikke have forladt sin Plads ved Roret
+den Nat. Men Fru Weldon forestillede ham alvorligt
+og indtrængende, hvor nødvendigt for dem alle det
+var, at han ikke overanstrængte sig og blev syg, at
+han gav efter for hendes Ønsker og søgte nogen Hvile.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_43" id="side_43">[S. 43]</a></span>
+Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret,
+da de til deres Forbavselse saa, at Negoro kom
+hen imod dem og forsøgte at indlede en Samtale. Han
+fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom
+eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.</p>
+
+<p>Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet,
+vaklede Negoro, styrtede om imod Kompashuset og
+gled ned paa Dækket.</p>
+
+<p>Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro,
+at Kompasset maaske var blevet knust ved Stødet.</p>
+
+<p>Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og løb
+til for at se, hvad der var paa Færde.</p>
+
+<p>Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen,
+og hvad mere var, han havde faaet fat i det Stykke
+Jærn, som han i sin Tid anbragte under Instrumentet,
+og ubemærket ladet det glide ud i Vandet. Kompasset
+var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets Misvisning
+nu ophørt og Magnetnaalen atter i den rette
+Stilling. Og dette var netop hvad Negoro havde villet.</p>
+
+<p>"Hvad er her paa Færde? hvad skal det Spektakel
+betyde?" spurgte Dick.</p>
+
+<p>Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var
+falden over imod Kompasset, og at han, Tom, derved
+var kommet til at skraale op af Frygt for, at det
+uundværlige Instrument skulde gaa itu. Men det
+havde da holdt og fejlede ingenting.</p>
+
+<p>Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har
+De her at gøre paa denne Tid af Døgnet?"</p>
+
+<p>"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort
+og mut.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_44" id="side_44">[S. 44]</a></span>
+"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar
+og det straks."</p>
+
+<p>"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse
+om, at man ikke maa gaa, hvor og naar man vil,"
+snærrede Kokken.</p>
+
+<p>"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa
+skal den komme nu. Jeg forbyder Dem nogensinde
+at vise Dem her. Forstaar De!"</p>
+
+<p>Det var som om Negoro vaagnede af sin sædvanlige
+Sløvhed, han foer op og knyttede uvilkaarlig
+Haanden imod Drengen.</p>
+
+<p>Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af
+Bæltet og rettede den imod Kokken.</p>
+
+<div class="figcenter" style="width: 459px;">
+<a name="ill_45">
+<img src="images/i045.jpg" width="459" height="600" alt="" title="" /></a>
+<span class="caption">Han rettede Revolveren imod ham.</span>
+</div>
+
+<p>"Tag Dem i Agt, Negoro, &mdash; ét Skridt til, ét eneste
+Ord, og jeg skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."</p>
+
+<p>Negoro fik ingen Tid til at svare; før han kunde
+aabne Munden blev han tvunget i Dækket med uimodstaaelig
+Kraft. Det var Herkules, der lagde sin Haand
+tungt paa hans Skulder.</p>
+
+<p>"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene
+tager nok til takke med ham, de er jo ikke saa kræsne."</p>
+
+<p>"Endnu ikke," svarede Dick roligt.</p>
+
+<p>Kæmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et
+Sæt, og snærrede imod Herkules, idet han skyndte sig
+til sit Lukaf:</p>
+
+<p>"Det skal du faa betalt, fordømte Neger."</p>
+
+<p>Dick var naturligvis kommet i det største Oprør
+ved denne uhyggelige Scene, og hans Frygt for, at
+Kompasset skulde have lidt Overlast, vilde heller ikke
+fortage sig. Efter dette at dømme skulde Vinden
+pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var
+<span class="pagenum"><a name="side_46" id="side_46">[S. 46]</a></span>
+intet i Havets Udseende der tydede paa, at en saadan
+Forandring havde fundet Sted. Istedet for at Strøm
+og Bølger skulde træffe Skibet lige agter, slog de nu
+imod Bagbordssiden, og da dette yderligere øgede
+Faren blev han nødt til at afvige nogle Streger fra
+Kompassets Kurs for at kunde holde sig lige for Stormen.
+Hos den unge Kaptajn vaagnede en svag Mistanke
+om, at Negoro havde haft en Finger med i Spillet
+ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske
+ogsaa havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men
+hvorfor? Maatte han dog ikke, lige som alle de andre,
+kun ønske jo før jo hellere at naa Amerika?
+Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der
+havde fremkaldt den, men hun kunde lige saa lidt
+som han selv finde nogen rimelig Grund for Kokken
+til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi.</p>
+
+<p>Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted
+gennem det oprørte Hav med en Hastighed, der
+ikke kunde være mindre end 200 Mil i Døgnet &mdash; men
+stadig saa man intet Land.</p>
+
+<p>Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika
+da forsvundet, stod Solen da ikke op og gik den
+ikke ned i Øst og Vest som før? Eller var det Kompasset,
+det var galt med?</p>
+
+<p>Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen
+lød pludselig Raabet:</p>
+
+<p>"Land, Land!"</p>
+
+<p>Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og
+pegede ivrigt imod et Punkt i Horisonten.</p>
+
+<p>Stormens Brølen umuliggjorde al Samtale.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_47" id="side_47">[S. 47]</a></span>
+Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge
+Vens Haand, imens hun stirrede ud over Havet; hele
+hendes Liv lyste i det Blik hun sendte imod det første
+Punkt af hendes Hjemland.</p>
+
+<p>"Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens
+Suk fra dem begge.</p>
+
+<p>Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig
+i feberagtig Spænding til Rælingen, og brast i Graad.</p>
+
+<p>Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa
+længe forgæves havde spejdet efter. Den viste sig
+tydeligere og tydeligere efterhaanden som Skyerne
+spredte sig og Taagen lettede. Det var et Forbjærg,
+der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.</p>
+
+<p>Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten
+nervøst frem og tilbage over Horisonten imod Øst,
+saa faldt pludselig hans Arm ned.</p>
+
+<p>"En Ø, &mdash; det var kun en Ø!"</p>
+
+<p>"En Ø? Hvad mener De, er det ikke Amerika?"
+spurgte Fru Weldon bestyrtet.</p>
+
+<p>"Nej, Fru Weldon, det er kun en Ø; hvilken Ø
+det er, maa Kortet kunne sige os. Det maa være
+Paaskeøen! Der er ikke andre Smaaøer i dette Farvand."</p>
+
+<p>"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, &mdash; hvorlangt
+har vi endnu tilbage?"</p>
+
+<p>"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modløs
+Stemme; "saadan noget som 2500 Mil!"</p>
+
+<p>"Men Gud! Det er da umuligt," udbrød Fru Weldon
+fortvivlet, "saa har 'Pilgrim' jo slet ikke bevæget
+sig, &mdash; eller den har sejlet frem og tilbage til samme
+Sted &mdash; eller &mdash; &mdash;. Nej, det er umuligt!"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_48" id="side_48">[S. 48]</a></span>
+"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt
+til Panden, som for at samle sine Tanker, &mdash; "jeg
+selv begriber heller ikke, hvad der er sket &mdash; &mdash; hvorledes
+det er gaaet til. Det maa vel være Kompasset,
+der har vist forkert, eller mig, der har læst galt &mdash; nej,
+det er dog ikke muligt!"</p>
+
+<p>"Men, Gud være lovet," tilføjede han medens et
+Smil pludselig opklarede hans alvorlige unge Ansigt,
+"nu ved vi da i al Fald en Gang sikkert, hvor vi er,
+og hvad Kurs vi skal holde, for at naa hjem. Naar
+denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods
+al Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt
+endnu."</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_VIII" id="kap_VIII"></a>VIII.</h2>
+
+<p class="chaphead">Land! &mdash; Land!</p>
+
+
+<p>Lidt efter lidt lagde Stormen sig noget, og den 29.
+var Vejret saa meget roligere, at Dick vovede at hejse
+Top- og Mesansejlet for derved at forøge Skibets Fart
+og støtte dets Bevægelser. Det var ham en uhyre Lettelse,
+at "Pilgrim" ikke længer var et hjælpeløst
+Legetøj for Vind og Vove, men atter lod sig styre og
+beherske.</p>
+
+<p>"Med den Fart vi nu skyder, og dersom Vinden
+holder sig i det rette Hjørne, tænker jeg næsten vi naar
+Land om en halv Snes Dage," sagde Dick med noget
+af sin vante Fortrøstning til Fru Weldon.</p>
+
+<p>"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det værste
+ovre for denne Gang. De har vist Dem som en Mand,
+<span class="pagenum"><a name="side_49" id="side_49">[S. 49]</a></span>
+min kære Ven, og selv om De ikke er en fuldt færdig
+Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok sørge for at De
+faar lært, hvad De mangler og snart faar et Fartøj
+at føre."</p>
+
+<p>Dick trykkede rørt Fru Weldons Haand og takkede
+hende &mdash; mere hjærteligt end veltalende &mdash; for
+hendes Elskværdighed og Omhu for hans Fremtid.</p>
+
+<p>"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte
+Fru Weldon for at afværge yderligere Taksigelser.</p>
+
+<p>"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede
+Dick og pegede paa Kysten af Sydamerika fra Peru
+til Chile. "Her har vi den Ø, som vi lige passerede,
+vest for os, og da Vinden stadig holder samme Retning,
+maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst.
+Hvis Vejret og Vinden blot vil være naadig, naar vi
+er kommet saa langt, kan vi følge Kysten til vi træffer
+paa en Havn; men &mdash; &mdash;"</p>
+
+<p>"Men hvad, Dick?"</p>
+
+<p>"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo
+værre ud for 'Pilgrim'."</p>
+
+<p>"Hvad vil De da saa gøre?"</p>
+
+<p>"Sætte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.</p>
+
+<p>"Men," tilføjede Dick fortrøstningsfuldt, "der er
+jo ingen Grund til at frygte, at det skal blive nødvendigt.
+Det er dog langt sandsynligere, at vi, saa
+nær Land, vil møde et Fartøj eller maaske en Lodsbaad,
+og saa er vi jo ovenpaa."</p>
+
+<p>Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden
+nævneværdige Begivenheder, indtil den 5. April, lige
+to Maaneder efter, at "Pilgrim" forlod Ny Zeeland.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_50" id="side_50">[S. 50]</a></span>
+Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet
+at se Land, men det viste sig stadig, at det kun
+var et optisk Bedrag, og at det formentlige Land opløste
+sig i Taage og forsvandt.</p>
+
+<p>Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at
+Taagen var lettet, viste Landet sig tydeligt i den klare
+Horisont og det frydefulde Raab lød ud over Skibet:</p>
+
+<p>"Land! Land!"</p>
+
+<p>Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig.
+Alle stimlede sammen forude og stirrede ud imod en
+tilsyneladende flad Kyst, der strakte sig imod Øst saa
+langt Øjet kunde naa.</p>
+
+<p>Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser,
+Savn og Modløshed, naaet til det længselsfuldt
+imødesete Hjemland. Bag denne lave Kyst maatte
+Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.</p>
+
+<p>"Pilgrim" skød en Fart som om ogsaa den længtes
+hjem, og efter et Par Timers Forløb var man Landet
+saa nær, at man kunde skælne en Række Høje, bevoksede
+med Træer, og i Nordøst et temmelig højt Forbjærg.
+Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding
+eller en Bugt, der kunde afgive et beskyttet
+Indsejlingssted.</p>
+
+<p>Skibet bares nu af Brændingen lige imod Landet.
+I nogen Afstand fra Kysten kom et Rev tilsyne, over
+hvilket Bølgerne sydede og larmede; det kunde næppe
+være mere end en lille Mil borte.</p>
+
+<p>Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at
+det var haabløst at søge at forandre Skibets Kurs.
+Strøm og Brænding havde en saa uimodstaaelig Magt,
+at de, og de alene maatte afgøre Fartøjets Skæbne.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_51" id="side_51">[S. 51]</a></span>
+Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin
+Deltagelse i den almindelige Ophidselse tilkende ved
+en højlydt Gøen. Saa optaget syntes den at være af
+det usædvanlige Syn af Land, at den ganske ignorerede
+sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden
+skyggende for Øjnene saa imod den nære Kyst. Den
+rasende Brænding og den Fare, der truede Skibet,
+syntes han dog ikke at ændse. Fru Weldon, der iagttog
+ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af
+det Land, der bredte sig foran ham.</p>
+
+<p>I dette Øjeblik traadte Dick hen til Fru Weldon
+og sagde alvorlig:</p>
+
+<p>"Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej.
+Om en halv Time vil Skibet staa paa Revet her
+foran os. 'Pilgrim' vil blive knust, men De og vi
+andre vil i det mindste blive frelste."</p>
+
+<p>"Det er umuligt at undgaa det?" spurgte Fru
+Weldon.</p>
+
+<p>"Umuligt!"</p>
+
+<p>"Saa maa det da ske."</p>
+
+<p>I største Hast traf nu den unge Kaptajn de nødvendige
+Forberedelser til den uundgaaelige Stranding.
+Alle fik Svømmebælter paa. Herkules fik Ordre til
+at tage sig af Fru Weldon; Dick vilde selv vaage over
+lille Jack, og Bat og Austin skulde tage Fætter Benedict,
+med samt hans Insektsamling, paa deres Samvittighed.
+Og Negoro &mdash; ja, hans urokkelige Ro viste
+tydeligt, at al særlig Omsorg for ham vilde være overflødig.</p>
+
+<p>Dick fik nu den heldige Indskydelse at lade et
+Dusin Tønder af Lastens Hvaltran bringe op, for at
+<span class="pagenum"><a name="side_52" id="side_52">[S. 52]</a></span>
+hælde Olien ud i det Øjeblik, Skibet nærmede sig
+Revet. Dette vilde for nogle Minutter dæmpe Brændingens
+Syden og gøre Havfladen rolig, hvorved Skibet
+maaske lettere vilde kunne komme ind over Revet og
+nærmere Land.</p>
+
+<p>"Pilgrim" var nu næppe to Kabellængder fra
+Kysten; om dens Styrbordsside ophvirvledes allerede
+Brændingens hvide Skum. Hvert Øjeblik kunde man
+vente, at Kølen vilde skrabe imod Klippegrunden.</p>
+
+<p>"Kast Trannen ud!"</p>
+
+<p>Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og
+Briggen gled hurtigt frem over de jævne, lange Søer.</p>
+
+<p>Men pludselig gav det et Stød i Skibet. Det var
+blevet løftet af en uhyre Bølge, og baaret lige imod en
+fremspringende Klippe. I det samme faldt Masterne.
+Med forfærdelig Hast strømmede Vandet ind igennem
+et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes.</p>
+
+<p>Men "Pilgrim"s Besætning var allerede frelst. Ad
+Kystens udløbende mørke Klipperække naaede den
+snart Land.</p>
+
+<p>Saaledes var da "Pilgrim", efter en Sejlads paa
+74 Dage, strandet og uhjælpelig fortabt &mdash; et værdiløst
+Vrag. Men hvor nær det end gik Dick til Hjærtet, at
+han havde maattet ofre sin Velgørers Skib og Ladning,
+traadte dette dog i Baggrunden for den Lykke, han
+følte ved at intet af de Liv, der var betroet til hans
+Omsorg, var gaaet tabt. Fra den Del af Perus Kyst
+hvor han sikkert antog, at man nu befandt sig, vilde
+man hurtigt kunne naa en Havn og der finde Skibslejlighed
+hjem.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_53" id="side_53">[S. 53]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_IX" id="kap_IX"></a>IX.</h2>
+
+<p class="chaphead">Landet.</p>
+
+
+<p>Det Sted, hvor de var blevet kastet iland, havde et
+ganske øde og ubeboet Udseende. Det var en Klippeslugt,
+der førte til et uregelmæssigt Højdedrag. Mod
+Nord, omtrent en Fjerdingvej borte, viste sig en lille
+Flods Munding; dens Bredder var bevoksede med en
+Art Mangrover, og paa Højdedraget strakte sig, saa
+langt man kunde se, en tæt Skov. Havde Fætter Benedict
+været Botaniker, vilde han være blevet henrykt
+over den Rigdom af forskellige Træ-Arter, som denne
+Skov rummede.</p>
+
+<p>Der var høje Baobabtræer, hvis Bark er som ægyptisk
+Syenit, hvide Pinjer, Tamarinttræer, Pebertræer
+af en egen Art, og mangfoldige andre Vækster, som en
+Amerikaner fra Nordstaterne ikke er vant til at se.
+Men mærkværdig nok fandt man ikke en eneste af de
+talrige Palme-Arter, som dog ellers findes udbredt
+næsten overalt paa Jorden.</p>
+
+<p>Henover Stranden fløj store Flokke af skrigende
+Fugle, en Slags store, blaasorte Svaler med lystfarvede
+Hoveder, og nu og da rejste sig enkelte Hønsefugle,
+graa og med nøgen Hals. Den uforstyrrede og
+frygtløse Maade paa hvilken disse Fugle kom de skibbrudne
+ganske nær, forundrede baade Dick og Fru
+Weldon. Det kunde næsten se ud til at Dyrene her
+aldrig havde lært at frygte Menneskers Nærhed, aldrig
+var blevet skræmmet af en Bøsses Knald.</p>
+
+<p>Paa de udløbende Revler spankulerede nogle Pelikaner,
+travlt beskæftigede med at stoppe Smaafisk i
+<span class="pagenum"><a name="side_54" id="side_54">[S. 54]</a></span>
+deres Halsposer, og en Flok Havmaager kredsede skrigende
+om "Pilgrim"s Vrag, men ellers viste intet levende
+Væsen sig.</p>
+
+<p>Dick Sand var højligen forbavset. Hverken i mod
+Nord eller Syd fandt man noget Tegn paa Menneskers
+Nærhed; ikke et Hus eller en Hytte, ikke et Fodspor
+i Sandet, ikke Røgen fra en Skorsten eller et Baal.</p>
+
+<p>&mdash; Hvor er vi dog, tænkte han. Havde der været
+nogen Moders Sjæl vilde Dingo nok have sporet det,
+og meddelt sin Opdagelse med en lydelig Gøen.</p>
+
+<p>Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs
+Kysten med sænket Hale, uroligt søgende, men tavs.</p>
+
+<p>"Læg Mærke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor
+underligt han støver om."</p>
+
+<p>"Ja, det har jeg ogsaa tænkt over," svarede Dick.
+"Og se saa Negoro; det ser næsten ud som han var
+optaget af den samme Søgen, som Hunden. De bærer
+sig begge to lige mærkeligt ad. Men nu har vi heldigvis
+ikke mere med ham at gøre. Hans Tjeneste ophørte
+naturligvis med Skibets Forlis."</p>
+
+<p>Vant som man var til Kokkens Indesluttethed, var
+der ingen, som tog Notits af ham eller spurgte ham ud.
+Han klatrede op ad Klipperne og saa sig om, kom ned
+igen og besteg en anden Højde, spejdede ud over
+Stranden og op ad Floden for endelig at forsvinde bag
+de fremspringende Højder. Ingen tænkte paa at følge
+efter ham, selv Dingo syntes at have glemt sin Fjende.</p>
+
+<p>Man havde da ogsaa andet at tage vare. Først
+maatte man se at finde et midlertidigt Tilflugtssted og
+saa sørge for at finde et højst fornødent Maaltid.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_55" id="side_55">[S. 55]</a></span>
+Fødemidler var der heldigvis ingen Mangel paa.
+Brændingen havde skyllet en hel Del af Skibets Forraad
+op paa Forstranden, hvorfra Negrene, nu da
+Ebben var indtraadt, var ifærd med at bringe Kiks-Kasser,
+Daaser med Konserves, tørret Kød og lignende
+i Sikkerhed. Fersk Vand i Overflod leverede den lille
+Flod i Nærheden.</p>
+
+<p>Ved til Baal savnede man heller ikke, og gamle
+Tom, der var en passioneret Ryger, havde Voks-Svovlstikker
+i Massevis.</p>
+
+<p>Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr,
+havde man stadig ikke, og uden en Nats Hvile efter
+alle de gennemgaaede Strabadser kunde man umuligt
+begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende Rekognosering.</p>
+
+<p>Stor var derfor den almindelige Glæde, da ogsaa
+denne Sorg blev slukket. Det var saamænd ingen
+anden end lille Jack, der her kom sine Venner til
+Hjælp. Ved at tumle om imellem de smaa Klitter ved
+Stranden, fandt han en rummelig Hule, som Bølgerne
+i deres evige Rullen imod Kysten havde dannet.</p>
+
+<p>"Her, kom her!" raabte Drengen henrykt, "her er
+en dejlig Hule."</p>
+
+<p>"Det var rigtignok stolt klaret, min Dreng," sagde
+Fru Weldon, og kyssede sin Øjesten. "Du er jo en
+hel Robinson, Jack! Her kan vi faa det rigtig udmærket."</p>
+
+<p>Det kunde de i Virkeligheden ogsaa. Hulen var en
+tolv&mdash;fjorten Fod bred og lige saa dyb, og altsaa stor
+nok til at rumme den lille Flok. Medens man var ved
+at tilberede Maaltidet vendte Negoro tilbage, og stillede
+<span class="pagenum"><a name="side_56" id="side_56">[S. 56]</a></span>
+for at faa sin Portion med. Han spiste og drak
+tappert, men sad ellers tavs og hørte tilsyneladende
+uinteresseret efter de andres Samtale om, hvad der nu
+var at gøre.</p>
+
+<p>Fru Weldon begyndte med, i sit eget og de andres
+Navn, at takke den trofaste Dick for hans ihærdige og
+anstrængende Arbejde under den lange og farefulde
+Sejlads. "Men," tilføjede hun, "din Opgave er ikke
+endt endnu. Du maa være vor Leder i Land som du
+var vor Kaptajn om Bord. Vi har alle Tillid til dig,
+og hvad du anser for at være det fornuftigste og rigtigste,
+det vil vi gøre."</p>
+
+<p>Alles Øjne hvilede paa Knøsen. Selv Negoro
+syntes vakt af sin Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt,
+ivrig efter at erfare hans Mening.</p>
+
+<p>Det varede en Stund før Dick svarede: "Som De
+ved, Fru Weldon, er jeg af den Mening, at vi er blevet
+kastet i Land et eller andet Sted paa Perus Kyst, sandsynligvis
+i den sydlige Del. Og i saa Fald er vi nær
+ved Pampassletten og i en temmelig sparsomt beboet
+Egn, langt fra nogen Landsby. Men alligevel skulde
+jeg dog tro, at hvis et Par af os i Morgen begav sig en
+halv Snes Mil længere imod Nord, maatte vi træffe
+paa nogle Indfødte, der kunde give os Besked."</p>
+
+<p>Fru Weldon var tilsyneladende ikke begejstret for
+Dicks Forslag, om at skille to ud fra de andre.</p>
+
+<p>"Hvem skulde saa gaa paa den Opdagelses-Ekspedition,"
+spurgte hun tøvende.</p>
+
+<p>"Tom og jeg, for Eksempel."</p>
+
+<p>"Og vi andre, skal vi blive tilbage her?"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_57" id="side_57">[S. 57]</a></span>
+"Ja, Fru Weldon; Bat, Herkules, Aktæon og
+Austin bliver jo hos Dem. Negoro foretrækker maaske
+ogsaa at blive her?" tilføjede Dick, vendt imod
+Kokken.</p>
+
+<p>"Rimeligvis," svarede denne ordknappe Fyr.</p>
+
+<p>"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor
+Rekognosering," bemærkede Tom, "den kan blive os
+til god Nytte."</p>
+
+<p>Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og
+urolig ved Tanken om, at den lille Flok, som saa længe
+havde delt ondt og godt sammen, nu skulde skilles, om
+end kun for kort Tid. Nølende gav hun sin Ængstelse
+Luft og spurgte Dick, om de ikke kunde risikere, at
+indfødte Banditter, der maaske havde iagttaget Forliset,
+vilde overfalde dem i Haab om at kunne gøre et
+rigt Bytte.</p>
+
+<p>Dick søgte efter bedste Evne at forjage Fru Weldons
+Frygt. De Indfødte her var et fredsommeligt
+Folkefærd, der ikke kunde sammenlignes med Afrikas
+og Australiens vilde Stammer, saa noget Overfald behøvede
+man sikkert ikke at frygte. Den korte Adskillelse
+kunde være ubehagelig nok; men dette var
+dog for intet at regne sammenlignet med de Strabadser
+og Farer, man vilde udsætte sig for ved at begive sig
+samlet afsted uden først at vide Besked om, hvor man
+egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde søge
+en Havneby.</p>
+
+<p>"Desuden vil vi være her tilbage senest om to Dage,
+enten vi saa finder Mennesker, der kan give os Besked,
+eller ej," sluttede Dick; "og Tom og jeg kan
+udrette meget paa to Dage."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_58" id="side_58">[S. 58]</a></span>
+"Ja, ja da," gav Fru Weldon resigneret sin Tilslutning,
+"saa gør, som du synes, Dick."</p>
+
+<p>"Hvad siger du til den Ting, Fætter Benedict?"
+tilføjede hun vendt imod Naturforskeren.</p>
+
+<p>"Jeg?" foer den adspurgte op af sine dybe Tanker,
+med et noget uforstaaende Udtryk i sit lærde Aasyn.
+"Aa jo, jeg er ganske af samme Mening, jeg synes det
+hele er udmærket. Jeg haaber sikkert at finde nogle
+gode Eksemplarer her. Mon jeg ikke skulde gaa ud
+og søge efter dem med det samme?"</p>
+
+<p>"Maa jeg anbefale Dem ikke at gaa for langt bort,"
+advarede Dick.</p>
+
+<p>"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok &mdash;." Og
+med sin Kasse under Armen begav Fætter Benedict
+sig ud paa Insektjagt.</p>
+
+<p>Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik
+ikke samme Vej som Fætter Benedict, op ad Klippen,
+men rettede sine Skridt imod Floden, hvis Løb han
+fulgte indtil han var ude af Syne.</p>
+
+<p>Fru Weldon lagde den allerede sovende Jack over
+i Nans Skød, og fulgtes selv sammen med Dick og de
+andre ned til Stranden.</p>
+
+<p>Revet, paa hvilket Briggen var strandet, stod nu
+fuldstændig tørt over Vandet, og Skibets Skrog, som
+nylig havde været aldeles skjult af Havet, laa synligt
+midt imellem Vragtømret. Denne paafaldende Forskel
+paa Vandstanden ved Høj og Lavvande forbavsede
+Dick, der syntes at have lært, at Ebbe og Flod kun er
+af ringe Betydning ved det stille Havs Kyster. Men
+han huskede vel fejl, eller ogsaa skyldtes det den forrygende
+Storm og vældige Brænding.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_59" id="side_59">[S. 59]</a></span>
+Alle Mand gik straks om Bord for at bjærge, hvad
+bjærges kunde af det, der kunde være til Nytte ved
+den forestaaende Ekspedition. Dick fandt fire udmærkede
+Remingtonrifler og et hundrede Patroner, og var
+lykkelig ved saaledes at kunne sætte den lille Trop i
+en Slags Forsvarstilstand. Dernæst medtog han en
+Lygte og nogle af de store Knive, som man brugte ved
+Parteringen af Hvalerne. Andet og mere vilde han
+ikke slæbe af sted med paa en Rejse, hvor det gjaldt
+om at have den mindst mulige Bagage.</p>
+
+<p>Efter Fru Weldons Opfordring søgte Dick ogsaa
+efter en betydelig Pengesum, tilhørende Hr. Weldon,
+som skulde findes forvaret i Skibets Pengeskrin i Kaptajn
+Hulls Kahyt. Skrinet var der ikke. Han fandt i
+Kaptajnens Skibskiste et Beløb af omtrent 500 Dollars,
+opbevarede i en Læderportefeuille, mærket med
+den forulykkedes Navn, men Pengekassen, Rhederens
+Ejendom, var ikke til at finde.</p>
+
+<p>Der var kun én Forklaring paa dette Mysterium.
+En eller anden var kommen dem i Forkøbet, havde
+ransaget Skibet og stjaalet Pengene.</p>
+
+<p>Og hvem det maatte være var ikke svært at sige,
+da ingen andre end Negoro havde forladt Grotten.
+Dick vægrede sig vel uvilkaarligt ved at mistænke
+Kokken, men han maatte paa den anden Side indrømme,
+at denne skumle Fyrs hele Gøren og Laden
+nok kunde tyde paa, at han ikke vilde vige tilbage for
+et Tyveri, der med hans Kendskab til Skibets Lokaliteter
+havde været saa fristende let at udføre. Det
+blev derfor besluttet at krydsforhøre Negoro naar han
+kom tilbage, og i Nødsfald lade ham undersøge.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_60" id="side_60">[S. 60]</a></span>
+"Den Mand er da vor onde Aand!" udbrød Fru
+Weldon fortvivlet.</p>
+
+<p>Og havde hun vidst, hvor sand hendes Bemærkning
+var, havde hun sikkert været end mere ulykkelig.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_X" id="kap_X"></a>X.</h2>
+
+<p class="chaphead">Et nyt Bekendtskab.</p>
+
+
+<p>Solen sank imod Horisonten og varslede Nattens
+Komme. Skumringstiden varede kun kort og afløstes
+af det dybeste Mørke, saaledes som Tilfældet altid er
+i Troperne. Man skyndte sig derfor tilbage til Hulen
+og indrettede sig for Natten. En af Negrene skulde
+skiftevis holde Vagt sammen med Dingo.</p>
+
+<p>"Men Fætter Benedict!" udbrød pludselig Fru
+Weldon bestyrtet.</p>
+
+<p>Den langbenede Insektsamler var ikke kommet tilbage
+endnu og man blev naturligvis højst urolig for,
+at der skulde være tilstødt dette hjælpeløse, store
+Barn noget.</p>
+
+<p>Men som man stormede ud for at raabe efter ham,
+saa man hans lange, ranglede Skikkelse komme ned
+ad Klipperne i de mest livsfarlige Spring og Sæt.</p>
+
+<p>Fætter Benedict var oprørt. Han vilde have, at
+man straks paa Stedet skulde bryde op og drage
+videre. Ikke en Time til vilde han spilde paa dette
+forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hæderligt
+Insekt, der var værd at indlemme i en Mønstersamling.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_61" id="side_61">[S. 61]</a></span>
+"Og saa har man slæbt mig seks tusind Mil, ladet
+mig døje Storm og Skibbrud for at kaste mig iland
+paa en Kyst, hvor man ikke finder andet end Skorpioner,
+<i>scolopendra</i> og andre <i>myriapoda</i>. &mdash; Skandaløst!"</p>
+
+<p>Fru Weldon fik med meget Besvær den rasende
+Naturforsker beroliget, og Dick spurgte ham, om han
+ikke havde set noget til Negoro, som endnu ikke var
+vendt tilbage.</p>
+
+<p>Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick
+vekslede et meget sigende Blik. Ved sin Udeblivelse
+bekræftede Kokken deres Mistanke til ham. Han
+havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og
+vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget,
+hvorfor han vel ansaa det for risikabelt at vise sig mere.</p>
+
+<p>Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men
+derimod nok at dermed alt Haab maatte opgives om
+nogensinde at faa den røvede Pengesum tilbage.</p>
+
+<p>Tidlig den næste Morgen vækkedes man ved Dingos
+Gøen.</p>
+
+<p>Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud
+for at se, hvad der var paa Færde. De saa Hunden i
+fuldt Firspring løbe hen imod Floden, og snart var alle
+Mand, fuldt bevæbnede, paa Vej i samme Retning.</p>
+
+<p>Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene
+og kastede sit Guldglimmer ud over Havet, der
+laa saa blankt og stille, som om det aldrig havde raset
+i taarnhøje Bølger, der bragte Død og Ødelæggelse.</p>
+
+<p>Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten
+til Flodmundingen, hvor Dingo stod som fastnaglet og
+gav Hals.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_62" id="side_62">[S. 62]</a></span>
+"Det kan ikke være Negoro," bemærkede Bat,
+"ham havde Dyret nok gjort kort Proces med."</p>
+
+<p>"Men et Menneske maa det dog vistnok være,"
+sagde Dick og gik tæt hen til Hunden.</p>
+
+<p>I det samme nærmede en Mand sig. I det han fik
+Øje paa de tre bevæbnede Fremmede, syntes han at
+blive højst overrasket, næsten forskrækket, som om
+han ikke kunde forklare sig deres Nærværelse paa
+dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage
+og greb sit Gevær, men da Dick vinkede ad ham og
+svingede sin Hue til Hilsen traadte han beroliget nærmere.</p>
+
+<p>Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfødt
+Pampas-Beboer han havde for sig, men rimeligvis
+en af disse fremmede, som oftest noget tvivlsomme
+Eventyrere, som man kan træffe omstrejfende overalt
+i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre
+kunne antyde engelsk Herkomst; han var høj og kraftig,
+med rødligt, noget graanende Haar og Skæg og et
+rødt, fregnet Ansigt. Han var iført en Jakke af garvet
+Skind, Knæbukser, lange Støvler med Sporer og bredskygget
+Hat.</p>
+
+<p>"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud
+imod den Fremmede.</p>
+
+<p>"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa
+hjærteligt paa godt engelsk, uden Spor af Aksent. Han
+gav Dick et kraftigt Haandtryk og nikkede kort til de
+Sorte.</p>
+
+<p>"Englændere?" spurgte han.</p>
+
+<p>"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.</p>
+
+<p>"Nord eller Syd?" spurgte han videre.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_63" id="side_63">[S. 63]</a></span>
+"Nordamerikanere."</p>
+
+<p>Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede,
+der atter rystede Dicks Haand med sand Entusiasme
+over at have fundet en Landsmand.</p>
+
+<p>"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"</p>
+
+<p>Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal,
+saa han den Fremmede hilse dybt, og i det
+samme fik han Øje paa Fru Weldon, der ubemærket
+var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde
+været nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her.</p>
+
+<p>Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede
+et spejdende Blik ud over Havet.</p>
+
+<p>"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet
+knust og bortskyllet ved Højvandet i Nat," sagde Dick.</p>
+
+<p>"Men nu maa vi gøre Dem et Spørgsmaal," fortsatte
+Fru Weldon; "sig os hvor vi er?"</p>
+
+<p>"Hvor De er?" udbrød Manden med alle Tegn paa
+Forbavselse over dette Spørgsmaal; "naturligvis paa
+Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"</p>
+
+<p>"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag &mdash; saadan aldeles
+bestemt, mener jeg," stammede Dick i det. "Vi
+er vel i Peru?"</p>
+
+<p>"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere
+Syd paa; i Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile."</p>
+
+<p>"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte
+Dick ivrigt.</p>
+
+<p>"Jo, &mdash; ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget
+nordligere."</p>
+
+<p>"Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick
+sin udspørgen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_64" id="side_64">[S. 64]</a></span>
+"Forbjærget &mdash; naa det der, ja det kan jeg skam
+ikke sige Dem," svarede den Fremmede; "jeg har
+ganske vist rejst en Del i det indre af Landet, men her
+ved Kysten har jeg aldrig været før."</p>
+
+<p>Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger
+den Fremmede havde givet, og fandt ikke
+mindste Grund til at betvivle deres Rigtighed. Han
+havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem
+den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i
+Virkeligheden nu befandt sig paa den 25. Afvigelsen
+var, naar alt kom til alt, ikke større, end at den kunde
+skyldes Skibets Afdrift under Stormen. Desuden
+passede Landets øde og ubeboede Udseende bedre
+med hvad han havde lært om Syd-Bolivia, end hvad
+han havde ventet at finde i Peru.</p>
+
+<p>Fru Weldon iagttog spændt den fremmede, men
+fandt intet i dennes Ydre eller Optræden, som kunne
+ængste hende.</p>
+
+<p>"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at være
+her fra Syden?"</p>
+
+<p>"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."</p>
+
+<p>"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.</p>
+
+<p>"Mit Navn er Harris. Jeg er født i Carolina, men har
+i de sidste tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter.
+De kan derfor tænke Dem, hvor glad jeg er ved at
+træffe Landsmænd," tilføjede han med et belevent
+Buk.</p>
+
+<p>"Saa bor De altsaa her?"</p>
+
+<p>"Ja, det vil sige længere Syd paa, ved Grænsen af
+Chile. For Øjeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_65" id="side_65">[S. 65]</a></span>
+"Atacama, er det ikke et øde Territorium?"
+spurgte Dick. "Er vi da i Nærheden af det?"</p>
+
+<p>"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grænsen af den.
+Denne Udørken strækker sig langt videre end de
+Bjærge, som De ser der i Horisonten, og er en af de
+ejendommeligste og mindst udforskede Egne i Sydamerika."</p>
+
+<p>"Og derigennem vil De rejse ganske alene?"
+spurgte Fru Weldon forbavset.</p>
+
+<p>"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke første
+Gang, jeg gør den Tur. En af mine Brødre ejer nemlig
+en stor Gaard, Sanct Felice, omtrent 200 (eng.)
+Mil herfra, og ham besøger jeg en Gang imellem i
+Forretningsanliggender."</p>
+
+<p>Efter et Øjebliks Tøven, som om han overvejede
+en pludselig Indskydelse, tilføjede han:</p>
+
+<p>"Hvis De har Lyst til at slaa Følge alle sammen,
+saa kan jeg love Dem en hjertelig og gæstfri Modtagelse.
+Maaske kan han ogsaa skaffe Dem Befordring
+til nærmeste større By."</p>
+
+<p>Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over
+dette Tilbud og vilde netop udtale sin Taknemlighed,
+da Harris henkastede:</p>
+
+<p>"Er de Negre Deres Slaver?"</p>
+
+<p>"Slaver!" udbrød Fru Weldon krænket og forbavset.
+"Slaver har vi heldigvis ikke mere i de forenede
+Stater, saalidt som i Sydstaterne."</p>
+
+<p>"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Spørgsmaal,
+Frue, jeg havde rent glemt, at Krigen i 62 gjorde
+det af med den Historie. Men da jeg saa disse Folk i
+<span class="pagenum"><a name="side_66" id="side_66">[S. 66]</a></span>
+Følge med Dem, tænkte jeg mig, at de maatte være i
+Deres Tjeneste."</p>
+
+<p>"Vi er altid gærne parate til at bevise Fru Weldon
+en Tjeneste," faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet,
+"men vi tilhører ingen. Jeg er ganske vist som Barn
+bleven solgt i Afrika, men jeg har for længe siden
+faaet min Frihed, og baade min Søn og alle hans Kammerater
+er fri Mænd, fødte af fri Forældre."</p>
+
+<p>"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede
+Harris i en Tone, som skurrede slemt i Fru Weldons
+Øren, men hun afholdt sig dog fra flere Bemærkninger
+om dette Emne.</p>
+
+<p>I dette Øjeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til.
+Da Drengen fik Øje paa sin Moder, løb han lige hen
+imod hende med udbredte Arme.</p>
+
+<p>"Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris.</p>
+
+<p>"Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede
+Drengens bløde Mund til Godmorgen.</p>
+
+<p>"Det har saa vist været svært for Dem at have den
+lille Fyr med paa saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa
+faa Lov at kysse den tapre lille rejsende?"</p>
+
+<p>Men der maa have været noget i den fremmedes
+Ydre, som mishagede Jack, for han veg ængstelig tilbage
+bag Moderens Kjole.</p>
+
+<p>Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han
+er lidt genert overfor fremmede."</p>
+
+<p>"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner,
+naar vi først kender hinanden lidt bedre."</p>
+
+<p>Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud
+om Turen til Sanct Felice; om den ikke var altfor besværlig
+<span class="pagenum"><a name="side_67" id="side_67">[S. 67]</a></span>
+at foretage tilfods for Damerne, om det ikke
+var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v.</p>
+
+<p>"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris.
+"Nogen Søndagstur er det ganske vist ikke, men jeg
+har en Hest gaaende her lige ved, og den staar til Fru
+Weldons Disposition. Desuden tager vi det mageligt;
+gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om
+Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi
+egentlig lige saa godt kan skyde en Genvej igennem
+Skoven istedet for, som jeg plejer, at følge Floden.
+Det sparer os dog omtrent 80 Mil."</p>
+
+<p>Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.</p>
+
+<p>"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil være mig der
+kommer til at profitere af deres Følgeskab, Jeg har
+nu ganske vist ikke før gaaet den Vej gennem Skoven,
+men jeg kender Landet saa godt, og er saa vant til at
+orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det
+eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant.
+Jeg har nemlig kun lige hvad jeg selv behøver."</p>
+
+<p>"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris,"
+svarede Fru Weldon.</p>
+
+<p>"Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan
+altsaa godt begive os af sted med det samme."</p>
+
+<p>"Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick
+ind. Han var saa meget af en Sømand, at han ikke
+holdt af den Tanke, at skulde bort fra Kysten.</p>
+
+<p>"Kunde vi ikke bedre følge Kysten, enten imod
+Nord eller Syd, indtil vi traf paa en By med Søhavn,
+fremfor at begynde paa en lang Rejse igennem en
+ukendt Skov ind i det indre af Landet?"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_68" id="side_68">[S. 68]</a></span>
+"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris
+noget utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at
+der er mindst et hundrede Mil længere til den nærmeste
+By end til min Broders Ejendom. Desuden vil
+jeg ikke raade Dem til at færdes langs Kysten her i
+Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."</p>
+
+<p>"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere
+til et forbisejlende Fartøj og blive optaget af
+det?" spurgte Fru Weldon.</p>
+
+<p>"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."</p>
+
+<p>"Naa Dick, har du saa mere paa Hjærtet?" spurgte
+Fruen den stadig lige spørgelystne unge Kaptajn.</p>
+
+<p>"Blot et eneste Spørgsmaal," svarede han undskyldende.
+"I hvilken Havn tror Hr. Harris at vi kan
+finde Skibslejlighed til San Francisko?"</p>
+
+<p>"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget
+kan jeg sige Dem, at vi skal besørge dem alle fra Sanct
+Felice til Atacama, og der kan De saa faa alle de
+Oplysninger De ønsker."</p>
+
+<p>Dick havde Følelsen af, at det blot vilde krænke
+Hr. Harris og maaske saare Fru Weldons Finfølelse,
+hvis han kom med flere Ophævelser. Han tilbageholdt
+derfor alle sine Betænkeligheder, og spurgte
+blot, hvor naar man skulde bryde op.</p>
+
+<p>"I Dag &mdash; med det samme," svarede Harris hurtigt
+og resolut.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_69" id="side_69">[S. 69]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_XI" id="kap_XI"></a>XI.</h2>
+
+<p class="chaphead">Igennem Urskoven.</p>
+
+
+<p>Fru Weldon havde fuld Fortrøstning og Tillid til
+Harris som Fører. Ellers vilde hun næppe med saa
+godt Mod have begyndt den anstrængende Tur gennem
+den tætte og lidet kendte Skov, som laa foran
+dem.</p>
+
+<p>Den lille Karavane satte sig i Bevægelse i følgende
+Orden. Først kom Dick og Harris, begge bevæbnede
+med Rifler, derefter fulgte Bat og Austin, der ligeledes
+hver bar en Bøsse og en Kniv.</p>
+
+<p>Efter dem kom Fru Weldon med lille Jack foran
+sig paa Hesten og tilsidst Aktæon og Herkules, der
+havde en drabelig Økse stukket i Bæltet.</p>
+
+<p>Dingo strejfede om, snart foran snart bag efter
+den lille Trop. Den var stadig urolig og nervøs og
+knurrede eller tudede næsten uafbrudt, uden at nogen
+kunde forklare sig Grunden til dens mærkværdige
+Opførsel.</p>
+
+<p>Heller ikke Fætter Benedict lod sig anvise en fast
+Plads i Karavanen. Ligesom Dingo sprang han om
+snart her snart der i det høje Græs, paa Jagt efter
+hans elskede og efterstræbte Insekter. I Løbet af
+den første Times Tid kaldte Fru Weldon i sin Uro
+vel paa ham de Snese Gange, men straks efter var han
+igen forsvundet. Saa overdrog hun Herkules den
+utaknemmelige Opgave at passe paa Insektsamleren,
+hvilket Hverv han løste paa den eneste mulige Maade,
+nemlig ved at tage ham i Haanden og saaledes sætte
+en Stopper for alle hans farlige Udflugter.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_70" id="side_70">[S. 70]</a></span>
+Der førte ingen Veje igennem denne vildsomme
+Skov, men kun Dyrenes Stier, og det blev snart klart
+for dem, at mere end en fem, seks Mil kunde man
+ikke tilbagelægge ved en tolv Timers Marsch. Vejret
+var smukt nok. Solen stod nu omtrent midt paa
+Himlen, men dens lodrette Straaler, der vilde have
+gjort Vandringen ad Kystens aabne Slette uudholdelig,
+var slet ikke generende her under det tætte
+Løvtag.</p>
+
+<p>De fleste af Skovens Træer var de Rejsende ganske
+ubekendte, men for en erfaren Botaniker vilde de have
+været af stor Interesse. Her voksede Side om Side
+<i>bauhinia</i> eller Bjærgefeuen, <i>molompi</i> eller <i>pterocarpus</i>,
+hvis Stamme udgyder Resinusolie og af hvis stærke,
+seje Træ de Indfødte laver deres Aarer; <i>fustics</i> og
+<i>guaiacums</i>, hvis Stammer kan blive over 7 Alen i Gennemsnit,
+og mange flere usædvanlige Træer og Buske.</p>
+
+<p>Dick Sand forhørte sig hos Harris om hvad disse
+forskellige besynderlige Træer hed.</p>
+
+<p>Men istedet for at besvare dette Spørgsmaal,
+spurgte Harris: "Har De aldrig været paa Sydamerikas
+Kyst?"</p>
+
+<p>"Nej," svarede Dick, "aldrig før, og ingen af dem
+jeg har sejlet med har nogensinde været her og har
+saaledes heller ikke kunnet fortælle mig noget herfra.
+Det vil derfor interessere mig meget, hvis De vil give
+mig lidt Underretning."</p>
+
+<p>"Men Fru Weldon," afbrød Harris den videbegærlige
+Yndling, og vendte sig imod Fruen, "De har dog
+sikkert før besøgt det sydlige Fastland, for Eksempel
+<span class="pagenum"><a name="side_71" id="side_71">[S. 71]</a></span>
+Culumbia, <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="Chili">Chile</a> eller Patagonien? Vi Amerikanere
+er jo et rejselystent Folkefærd."</p>
+
+<p>"Nej, Hr. Harris; jeg har rejst en Gang til Ny-Zeeland
+med min Mand, men andre Steder har jeg
+ikke været."</p>
+
+<p>"Saa vil De faa et interessant og forunderligt Land
+at se," sagde Harris. "Bolivia er i mangt og meget
+forskelligt fra de tilgrænsende Lande. Dets Dyre- og
+Planteverden er noget ganske for sig og forbavser
+alle Naturforskere."</p>
+
+<p>Da det saaledes viste sig at ingen af Selskabet
+kendte noget til det Land, hvorigennem man mente
+at rejse, syntes det at være Harris en sand Fornøjelse
+at udpege for dem alle Skovens Vidundere. Han
+nævnede ved Navn hver enkelt af de talrige Plante- og
+Træarter, som man endnu ikke anede eksisterede
+i den ny Verdens Skove, og han beroligede Fru Weldon
+med at forsikre, at man ikke her vilde træffe nogen
+af de vilde Dyr, som hun og Dick havde ventet vilde
+forstyrre deres Nattesøvn.</p>
+
+<p>Han gjorde dem opmærksom paa særlig smukke
+Ibenholttræer, større og med sortere og haardere Træ
+end de almindelige; viste dem Grupper af Mangotræer,
+bevoksede med hvidt Mos lige til Kronen. Til Trods
+for, at de Indfødte sætter megen Pris paa dette Træs
+velsmagende Frugt, vover de dog ikke at dyrke det,
+thi, som en udbredt Overtro siger: "den der planter
+en Mango, maa dø!"</p>
+
+<p>Et Træ savnede man dog i denne Skov, Kautschuktræet,
+som man dog netop skulde antage maatte
+være almindeligt forekommende i denne Landsdel.
+<span class="pagenum"><a name="side_72" id="side_72">[S. 72]</a></span>
+Ingen af alle de forskellige Træer der udsveder Gummi,
+<i>ficus prinoides</i>, <i>castilloa elastica</i>, <i>ceropia peltata</i>
+og <i>collophora utilis</i>, og som er udbredte over det øvrige
+Sydamerika, saa man noget til her.</p>
+
+<p>Dick havde netop fortalt lille Jack om disse Træer
+og lovet at vise ham dem. Den lille Fyr, der vel havde
+den Opfattelse, at Gummibolte og Dukker voksede
+paa Træerne, gav derfor højlydt sin Skuffelse Luft,
+da Dick stadig ikke kunde opfylde sit Løfte.</p>
+
+<p>"Tab bare ikke Humøret, min lille Ven," svarede
+Harris leende. "Naar vi kommer i Nærheden af
+Gaarden, skal du nok faa Masser af Kautschuktræer
+at se, og saa kan du lave dig lige saa mange Bolte, som
+du har Lyst til."</p>
+
+<p>Men den lille Fyr var ikke saa let at stille tilfreds,
+"Dick har ogsaa lovet mig nogle Kolibrier, hvorfor faar
+jeg heller ikke dem?"</p>
+
+<p>"Du skal faa dem, du skal faa dem," svarede
+Harris lidt utaalmodig. "Men du maa vente lidt &mdash;."</p>
+
+<p>Heller ikke dette Jacks andet Ønske var i og for
+sig urimeligt, for det var en kendt Sag, at der ligefrem
+vrimlede af disse vidunderlige Lilleputfugle i disse
+Egne. Sydamerikas Indianere pyntede i sin Tid deres
+Dragter med disse Fugleverdenens Juveler, som de
+elskede for de pragtfulde Farvers Skyld, og som de
+gav de mest poetiske Navne &mdash; et nyt for hver af de
+halvandethundrede Arter, der findes af disse straalende
+smaa Skønheder. Man var for nær ved Kysten
+endnu, mente Harris, Kolibrierne fandtes kun inde
+i Landet; ved Sanct Felice f. Eks. kunde man høre og
+se dem sværme om hele Dagen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_73" id="side_73">[S. 73]</a></span>
+"Aah, bare vi dog snart var der!" kom det som et
+dybt Hjertesuk fra lille Jack, og dette Ønske tiltraadtes
+enstemmigt af alle de andre, og førte til den Beslutning,
+at man kun skulde unde sig den haardest
+nødige Hvile undervejs.</p>
+
+<p>Efterhaanden som man trængte længere ind i Skoven,
+blev denne mindre tæt og mere vild. Ind imellem
+Træerne aabnede sig græsbevoksede Sletter, og hist
+og her skød pludselig en lille Klippe af rød Granit og
+Syenit, der straalede af lapis lazuli, op af Grunden.
+Pludselig nødtes man til at gøre en stor Omvej, idet
+Jordbunden foran dem var dækket af et haabløst tæt
+og indfiltret, uigennemtrængeligt Næt af Sarsaparilla
+Plantens kødfulde Rødder.</p>
+
+<p>Ved Solnedgangstid beregnede de rejsende, at de
+havde tilbagelagt otte Mil i Dagens Løb. Det var jo
+et ganske pænt Resultat, og hvis hele Rejsen blot vilde
+forløbe lige saa let, farefrit og fornøjeligt, havde man
+ikke noget at beklage sig over. Men Anstrængelserne
+og Trætheden vilde vel nok melde sig de kommende
+Dage.</p>
+
+<p>Man fandt et udmærket Nattekvarter under et
+kolossalt Mangotræ, hvis vidtspredende Løvværk dannede
+et Slags naturligt Lysthus, og om man foretrak
+det vilde man kunde finde det behageligste Natteleje
+blandt selve Træets Grene.</p>
+
+<p>Men da de rejsende holdt deres Indtog under
+Træet modtoges de med en øredøvende Koncert. Det
+var en hel Koloni graa Papegøjer, de snakkesaligste,
+arrigste og mest kamplystne Asener man kunde tænke
+<span class="pagenum"><a name="side_74" id="side_74">[S. 74]</a></span>
+sig, som gav Selskabet denne hjertelige Velkomsthilsen.</p>
+
+<p>"Skyd ikke paa dem," sagde Harris hastigt til Dick,
+der vilde jage Plageaanderne bort med et Skud. "Det
+er aldrig værd at give sin Nærværelse tilkende og
+maaske tilkalde omstrejfende Banditter. Jo mere
+stilfærdigt vi rejser, des sikrere!"</p>
+
+<p>Da man havde spist til Aften af de medbragte Konserves,
+med nogle modne Manafrugter til Dessert, begyndte
+man at træffe Forberedelser for Natten.</p>
+
+<p>"Er det ikke bedst at vi tænder et godt Baal?"
+spurgte Dick.</p>
+
+<p>"Nej, paa ingen Maade," svarede Harris. "Nætterne
+er jo ikke kølige, farlige vilde Dyr er her ingen
+af, og det kan &mdash; som før bemærket &mdash; aldrig være til
+vor Gavn at vi tiltrækker os Opmærksomhed ved at
+tænde Ild."</p>
+
+<p>"Ja, men selv om her ikke er Løver og Tigre i
+Amerika, saa er her dog Jaguarer og Pantere i Guds
+Velsignelse," faldt pludselig Fætter Benedict ind.</p>
+
+<p>"Ja, og bare de ikke æder mig," sagde Jack, alvorligt
+bekymret.</p>
+
+<p>"Æde dig!" lo Harris; "nej, din Ven Herkules vil
+nok tage sig af dem. Han kan saamænd let nok kværke
+en med hver Haand."</p>
+
+<p>Herkules var forresten i Øjeblikket optaget af en
+anden besværlig Forretning, den nemlig, at indfange
+Fætter Benedict, der lige var deserteret for at gaa
+paa Jagt efter Ildfluer. Disse mærkelige Insekter,
+der udsender et stærkt, fosforagtig blaat Lys, som
+gennem to Lanterner paa hver Side af Kroppen, er
+<span class="pagenum"><a name="side_75" id="side_75">[S. 75]</a></span>
+ellers saare sjældne i Amerika, og det kostede derfor
+den kæmpemæssige Neger adskilligt Bryderi at faa
+den begejstrede Insekthelt ført med til Lejren. Men
+Herkules havde kun liden Respekt for Alverdens Insekter,
+og derimod en alvorlig Ansvarsfølelse overfor
+Fætter Benedicts Sikkerhed, og han indlod sig derfor
+ikke paa nogen Argumentation, men hjemførte den
+spinkle og rasende Naturforsker omtrent paa samme
+Maade, som denne vilde have behandlet en af de
+smukke lysende Fluer.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_XII" id="kap_XII"></a>XII.</h2>
+
+<p class="chaphead">En frygtelig Afsløring.</p>
+
+
+<p>Det er en sælsom og alt andet end vellydende
+Morgenkoncert, der fra en af Sydens Urskove stiger
+op imod den opgaaende Sol. Den er sammensat af
+Grynten, Hylen, Skrigen, Piben og Gøen, og synes at
+komme snarere fra Helvede end fra Jorden, saa fantastisk
+rædselsfuld er den.</p>
+
+<p>Det er Aberne, der er de udførende. Den lille
+Marikina-Abe med dens forskelligt farvede Ansigt, den
+graa Mono, Sapajuen med den lange Haardusk ned
+for Øjnene, Guariba-Aben med det djævelsk nederdrægtige
+Ansigt og med den lange Hale strittende
+i Vejret, og mange, mange andre.</p>
+
+<p>Ved den første Solstraale vaagner Familiernes
+ældste Medlemmer og opløfter et ynkeligt Bas-Hyl
+<span class="pagenum"><a name="side_76" id="side_76">[S. 76]</a></span>
+over at skulle staa op, senere stemmer de unge i med
+deres lysere Stemmer i Tenor, Alt og Baryton, og snart
+er Koret komplet. Men denne Morgen hilste end ikke
+en eneste Stemme Solens Komme. Aberne maatte
+have sovet over sig eller have tabt Stemmen, for Skoven
+var og blev tavs. Hvis Dick Sand og hans Følgesvende
+havde kendt Abernes Sædvaner, vilde denne
+Tavshed have forbavset dem ikke lidt, men nu vaagnede
+de, en efter en, styrkede, friske og ubekymrede.</p>
+
+<div class="figcenter" style="width: 397px;">
+<a name="ill_77">
+<img src="images/i077.jpg" width="397" height="600" alt="" title="" /></a>
+<span class="caption">Nattelejr i Urskoven.</span>
+</div>
+
+<p>Men en anden Ting vakte dog Dicks Opmærksomhed,
+da man, efter et hastigt Morgenmaaltid, atter var
+paa Marschen. Man befandt sig jo efter Harris Opgivende
+i Pampaen. Men Pampaen er et Ord af
+Quichna Sproget og betyder Slette, og han havde lært,
+at disse Sletter skulde have et ret trøsteløst Udseende;
+Sandørkner uden Træer eller Vandløb, men i Regntiden
+bevoksede med Kæmpe-Tidsler og andre tornede
+Planter, der kunde danne et ret uigennemtrængeligt
+Vildnis. Dog hvor forskelligt fra dette trøsteløse Billede
+var Landskabet, som de nu gennemvandrede.
+Skoven strakte sig i stadig samme rige og frodige Storhed
+foran dem. Det var dog mærkværdigt, at han
+aldrig havde hørt dette herlige Atacamas-Plateau
+omtale.</p>
+
+<p>Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser
+for sig selv, og han lod dem da ogsaa straks gaa videre
+til Harris.</p>
+
+<p>"Det er meget naturligt at De bliver forbavset over
+hvad De ser," svarede Føreren. "Jeg, der dog vidste
+Besked om denne mærkelige Skovstrækning lige ved
+Randen af Pampas-Sletten, blev selv overrasket over
+<span class="pagenum"><a name="side_78" id="side_78">[S. 78]</a></span>
+dens frodige Karakter. Den er komplet forskellig fra
+hvad De vil finde paa den anden Side af Andesbjærgene."</p>
+
+<p>"De mener da vel ikke, at vi skal over Andesbjærgene,"
+spurgte Dick bestyrtet.</p>
+
+<p>"Nej, nej, vær bare rolig," svarede Harris med et
+Smil. "Det vilde dog være en lovlig vovelig Sag for
+os at give os i Lag med. Vort Bestemmelsessted, Sanct
+Felice, ligger paa denne Side af Bjærgene, og for at
+naa det, behøver vi ikke at forlade Plateauet, der langsomt
+hæver sig til omtrent 1500 Fod i det højeste."</p>
+
+<p>"Og De er stadig ikke bange for at fare vild?"</p>
+
+<p>"Nej, min Ven, ikke en Smule. Jeg er saa vant
+til at rejse, at jeg kan spore den rette Vej ved et tusinde
+smaa Tegn, Træernes Vækst, Bladenes Stilling,
+Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De
+slet ikke vil lægge Mærke til. Nej, vær De blot rolig,
+jeg skal nok klare alle Skær."</p>
+
+<p>Harris talte altid, naar Dick kom til ham med
+sine Ængstelser, saa frejdigt og beroligende, at den
+unge Mand, selv om han ikke ganske kunde overvinde
+sine bange Anelser, dog maatte indrømme, at disse
+syntes at være ret ubegrundede.</p>
+
+<p>Ni Dage forløb uden at noget særligt hændte. Man
+tilbagelagde kun en otte&mdash;ni Mil daglig, sov godt og
+spiste rigeligt; og om man end begyndte at blive lidt
+trætte, var der dog ikke noget at udsætte paa Almenbefindendet
+hos Turens Deltagere. Kun lille Jack,
+der var kommet saa godt til Kræfter under Sørejsen,
+begyndte at hænge lidt med Hovedet. Han havde jo
+ogsaa haft sine Skuffelser undervejs. Først var det
+<span class="pagenum"><a name="side_79" id="side_79">[S. 79]</a></span>
+Gummitræerne man narrede ham for, senere Kolibrierne
+og nu &mdash; de dejlige Papegøjer. Hvor blev de
+nu af, de smaa grønne, Araerne med det nøgne Ansigt,
+de pragtfulde Farver og lange spidse Haler, og
+Camindeerne, de rigt farvestraalende, snadrende
+Fugle, hvis Fødder aldrig berører Jorden, alle de
+vidunderlige, begavede Dyr, som man havde lovet at
+vise ham og som hørte hjemme netop i disse Skove.
+Hvor blev de af?</p>
+
+<p>Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende
+Skrig forfulgte dem overalt.</p>
+
+<p>Man var nu &mdash; den 16. April &mdash; naaet omtrent
+100 Mil ind i Landet, og Sanct Felice maatte efter
+Harris Udsagn altsaa nu være kun tyve Mil borte. Inden
+endnu to Døgns Forløb vilde det foreløbige Maal
+være naaet, og man havde atter Tag over Hovedet
+og kunde unde de trætte Lemmer en højst fornøden
+Hvile.</p>
+
+<p>Endnu havde man ikke truffet et eneste menneskeligt
+Væsen, og Dick Sand kunde ikke lade være
+med i sit stille Sind at forbande det Uheld der havde
+ladet dem strande netop paa et saa øde Sted af
+Kysten, at der ikke var en Landsby, en Plantage eller
+Hytte i saa lang en Afstand.</p>
+
+<p>Traf man end ikke paa Mennesker, saa begyndte
+til Gengæld Skoven nu mere og mere at befolkes af
+alle Slags Firfødede. En Dag fik Dick saaledes pludselig
+Øje paa en lille Flok lette og nydelige, røde Gazeller,
+der i gratiøse Spring foer forbi, som en Ildsky
+igennem det høje Græs. Og senere, samme Dag, saa
+han en tre fire store Dyr, som ikke hundrede Alen
+borte foer fra en Aabning ind i Skovens Krat.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_80" id="side_80">[S. 80]</a></span>
+Dick kastede Geværet til Kinden.</p>
+
+<p>"Skyd ikke, skyd ikke!" raabte Harris og slog i det
+samme til Riflen saa Skuddet forfejlede sit Maal.</p>
+
+<p>Dick saa Amerikaneren fast og forskende ind i
+Øjnene og sagde:</p>
+
+<p>"Men det var jo Girafer!"</p>
+
+<p>"Girafer?" udbrød Fru Weldon, "det er umuligt,
+Dick; der er ingen Girafer i Amerika."</p>
+
+<p>"Nej, naturligvis," svarede <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="Haaris">Harris</a>; "det var ikke
+Girafer &mdash; &mdash; det var Strudser, De saa."</p>
+
+<p>"Strudser med fire Ben, det tager De vist fejl i,"
+svarede Dick. Hans Øjne mødte Fru Weldons med
+Spørgsmaalet, "hvad mener De?"</p>
+
+<p>"Ja, mig forekom det rigtignok ogsaa, at det var
+store firbenede Dyr," bemærkede Fru Weldon.</p>
+
+<p>Harris lo hjærteligt. "Det er en ganske pudsig
+Fejltagelse. Firbenede Strudser! Nej, Sagen er, at
+de to Slags Dyr virkelig har en Del Lighed med hinanden,
+de lange Halse, den korte puklede Krop; og
+i en hastig Forbifart kan man saamænd godt tage Fejl.
+At dette har været Tilfældet her, er jo utvivlsomt, da
+der, som sagt ikke findes Girafer her i Landet."</p>
+
+<p>Fru Weldon lod sig stille tilfreds med denne Forklaring,
+men Dick følte sig ikke rigtig overbevist.</p>
+
+<p>Allerede den næste Dag vaktes en Tvivl hos ham,
+om ogsaa alt virkelig forholdt sig som Harris sagde.
+Da lille Jack havde haft lidt Feber om Natten, spurgte
+den omhyggelige unge Leder, Harris, om man ikke netop
+befandt sig i den Landsdel, hvor Quinquinas Træerne
+hører hjemme, de Træer, af hvis Bark der fremstilles
+feberstillende Piller. "Det undrer mig, at vi endnu
+ikke har set et eneste af dem," sluttede han.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_81" id="side_81">[S. 81]</a></span>
+"Aah jo, &mdash; jeg kender dem nok," svarede Harris
+tøvende. "Men Grunden til, at vi ikke har set disse
+Træer er den, at de aldrig vokser i Grupper, men
+spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De Indfødte
+indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let
+kan kende disse Træer fra de andre derved, at de har
+stedse grønne Blade."</p>
+
+<p>Man maatte nu være kun seks Mil fra Maalet og
+den lille Trup gjorde Holdt og traf for sidste Gang
+Forberedelser for Natten. Alle var trætte og sov
+hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere
+knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til
+nogen.</p>
+
+<p>Pludselig vækkedes de sovende af et Skrig.</p>
+
+<p>"Hvad er der paa Færde?" skreg alle i Munden
+paa hinanden.</p>
+
+<p>"Jeg er stukket, bidt; det er mig!" svarede Fætter
+Benedict. "Det er et Insekt!"</p>
+
+<p>"Ikke andet," udbrød Harris, "saa mas det Insekt &mdash; en
+Moskito vel sagtens &mdash; og lad os have Ro!"</p>
+
+<p>"Mase et Insekt!" svarede Fætter Benedict forarget.
+"Forresten er det ikke nogen Moskito, &mdash; det
+er &mdash; det er &mdash;."</p>
+
+<p>Dick havde tændt den lille Lygte og lyste for den
+ivrige Naturforsker.</p>
+
+<p>"Det er &mdash; du gode Gud! Det er en glimrende &mdash; Opdagelse."</p>
+
+<p>Den skikkelige Fyr var vild af Henrykkelse.</p>
+
+<p>"Det er &mdash; en Tetseflue! Det er storartet. Jeg
+er den første, som har haft den Lykke at finde den
+<span class="pagenum"><a name="side_82" id="side_82">[S. 82]</a></span>
+her i Amerika. Man har aldrig troet at den fandtes
+her."</p>
+
+<p>Dick Sand turde ikke spørge Fætter Benedict hvor
+denne mærkværdige Flue da hørte hjemme.</p>
+
+<p>Men han anede det. Og han lukkede ikke et Øje
+Resten af Natten.</p>
+
+<p>Saa gryede da Morgenen den 18. April, den Dag
+paa hvilken Rejsen skulde være tilendebragt.</p>
+
+<p>Og det var ogsaa paa Tiden. De tolv Dages Rejse,
+og de tolv Nætter under aaben Himmel havde taget
+stærkt paa Fru Weldons Kræfter, og endnu værre
+stod det til med lille Jack, der saa syg og afkræftet ud.</p>
+
+<p>De andre havde ikke lidt synderligt ved Turens
+Strabadser, særlig syntes intet at bide paa Harris, der
+stadig var lige udholdende og ihærdig.</p>
+
+<p>Dick fandt dog, at Amerikaneren blev mere tankefuld
+og adspredt i de senere Dage alt som man kom
+nærmere til hans Broders Ejendom. Og det modsatte
+havde dog været naturligere. Dicks Mistanke voksede
+og han holdt et aarvaagent Øje fæstet paa deres
+Vejviser.</p>
+
+<p>Denne havde vel en Følelse af, at han blev
+mistænkt, for han blev mere og mere tavs og tilbageholdende
+overfor sin "unge Ven".</p>
+
+<p>De seks Mil, som man om Morgenen endnu havde at
+<a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="tilbage">tilbagelægge</a>, syntes aldrig at faa Ende, ialfald sporede man
+intet som helst, der kunde tyde paa Nærheden af en
+stor Farm. Men Harris vedblev at gaa fremad, udforskende
+Skovens Tykning foran sig og til Siderne,
+bestemt og rolig. Og Dick tumlede med sine fortvivlede
+Tanker, med en Frygt, der næsten var Vished,
+<span class="pagenum"><a name="side_83" id="side_83">[S. 83]</a></span>
+og saa frygtelig, at han ikke turde betro den til et
+Menneske.</p>
+
+<p>Hen paa Eftermiddagen fandt den gamle Tom en
+Genstand, der blinkede i Græsset, og bragte den til
+Dick. Det var en Kniv af en særegen Form, bred og
+krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskæfte.</p>
+
+<p>"Der maa være Indfødte i Nærheden," sagde Dick
+til Harris og viste ham Fundet.</p>
+
+<p>"Det kan se ud til det," svarede Harris, "men
+alligevel ..."</p>
+
+<p>"Men? &mdash; &mdash; De har da ikke alligevel taget fejl
+af Vejen?" spurgte Dick med et betydende Blik.</p>
+
+<p>"Nej, det vil jeg ikke sige," svarede Harris undvigende,
+"men det kunde jo ske at jeg, ved at vælge
+denne Genvej igennem Skoven, kunde være kommet
+et Par Mil bort fra den lige Vej. Det var maaske
+bedst om jeg gik lidt i Forvejen, for mulig at
+finde &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>"Nej, De maa ikke forlade os her," udbrød Dick
+bestemt, "lad os ikke skilles!"</p>
+
+<p>"Som De vil," svarede Harris med et Skuldertræk.
+"Men i Mulm og Mørke kan jeg dog ikke føre Dem."</p>
+
+<p>"Lad os saa hellere gøre Holdt," svarede Dick
+Sand. "Og saa begive os afsted saa snart det bliver
+lyst igen. Der er jo dog kun et Par Timers Vej tilbage."</p>
+
+<p>Man gav sig altsaa til at søge den sidste Hvileplads,
+da gamle Tom pludselig standsede som fastnaglet under
+et mægtigt Træ, og udbrød:</p>
+
+<p>"Se her, Hr. Dick, se her!"</p>
+
+<p>"Hvad er det dog, Tom?"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_84" id="side_84">[S. 84]</a></span>
+"Der &mdash; der, se paa Træerne! de er oversprøjtede
+med Blod &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; og der &mdash; der paa Jorden &mdash; afhuggede
+Hænder &mdash; &mdash; &mdash; og Lænker &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>Dick foer hen til ham. Han greb krampagtig den
+gamle Neger om Armen. "Hys ikke et Ord," hviskede
+han, "ti for Guds Skyld stille!"</p>
+
+<p>Der laa de paa Jorden; afhuggede Hænder, blodige
+og endnu forbundne med Lænker, nogle itubrudte
+Aag &mdash; &mdash;.</p>
+
+<p>Fru Weldon havde heldigvis ikke set dette skrækkelige
+Fund, men Harris havde bemærket den uhyggelige
+Scene, og hans Ansigt bar tydelige Spor deraf,
+ligblegt og vildt, som det var.</p>
+
+<p>Dingo, der stadig luskede Dick i Hælene, gøede
+som rasende, medens den gamle Neger stod som forhekset
+ved Synet af disse Lænker og Aag. Hans Hænder
+knyttedes og hans Læber mumlede usammenhængende
+Ord:</p>
+
+<p>"Lænker! Gafler &mdash; &mdash; husker det endnu &mdash; dengang &mdash; for
+længe siden &mdash; &mdash;." Det var som om
+gamle mørke Minder steg op i hans Sjæl og trængte
+sig frem i Ord &mdash; ubevidst, imod hans Vilje.</p>
+
+<p>"Ti stille med dette," bad Dick indtrængende, "for
+Fru Weldons Skyld!" Og han førte den gamle Negerslave
+bort.</p>
+
+<p>Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned
+for at sove. Mørket faldt hurtigt paa. Himlen dækkedes
+af sorte, tætte Skyer, der nu og da splittedes
+af et knitrende Lyn. Hverken Dick eller Tom tænkte
+paa at sove &mdash; de var jo fælles om en Hemmelighed,
+der i al sin Frygtelighed nok skulde holde dem vaagen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_85" id="side_85">[S. 85]</a></span>
+Der rasede og stormede i Dicks Indre et ubetvingeligt
+Raseri imod den Mand, der havde benyttet sig
+af deres hjælpeløse Stilling og ført dem længere og
+længere ind i dette forbandede Land.</p>
+
+<p>Ude af Stand til at beherske sig længere greb Dick
+en Kniv og styrtede hen til Harris Leje.</p>
+
+<p>Manden var forsvundet og hans Hest ogsaa.</p>
+
+<p>Dick sank sammen. Forræderiet stod saa fortvivlende
+klart for ham. Det var ikke paa Amerikas
+Kyst, at "Pilgrim" var strandet. Kompasset havde
+narret ham, og Stormen havde ført Skibet rundt om
+Kap Horn, og med den dobbelte Hastighed af den han
+havde regnet med drevet det imod &mdash; Afrika. De var
+altsaa hverken i Bolivias Pampas eller i Atacamas
+Plateau. Dette forklarede, at de hverken fandt Kautschuktræer
+eller Quinquinatræer, det beviste, at det
+ikke var Strudser, men Girafer, de havde set. Og
+endelig Fundet af den frygtede Tetseflue og de rædselsfulde
+Slavehandelens Redskaber, Lænkerne og
+Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer.</p>
+
+<p>Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro
+maatte være sammensvorne.</p>
+
+<p>Og de var deres Ofre &mdash;.</p>
+
+<p>Hjælpeløse, trætte, vejvilde Mennesker, i Mellemafrika;
+Menneskehandelens, Slavejagtens Land!</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_86" id="side_86">[S. 86]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_XIII" id="kap_XIII"></a>XIII.</h2>
+
+<p class="chaphead">I det mørke Fastland.</p>
+
+
+<p>I Aaret 1820 erklærede de forenede Stater i Amerika &mdash; og
+fire Aar efter England &mdash; Slavehandel for
+en Forbrydelse, der dømtes lig med Mord, og dem der
+gjorde sig skyldig deri blev skarpt forfulgte og idømtes
+Dødsstraf. Frankrig tiltraadte ogsaa denne Traktat,
+men Sydstaterne i Amerika og de spanske og portugisiske
+Kolonier vilde ikke gribe til saa kraftige Forholdsregler
+for at modvirke Slavehandelen. Der tilførtes
+derfor stadig disse Provinser ny Ladninger af
+sorte, der, fordi de bedre kunde taale det tropiske
+Klima end de hvide Arbejdere, var Kolonisterne til
+uvurderlig Nytte.</p>
+
+<p>Senere, i Aaret 1838, frigav England ved Lov alle
+Negerslaver i de brittiske Kolonier &mdash; ialt 670,000 &mdash; og
+ti Aar efter fulgte Frankrig Englands lysende Eksempel
+og gjorde 260,000 Slaver i sine Kolonier til fri
+Mænd. I Nordamerika vandt Humaniteten først Sejr
+efter Krigen imellem Nord- og Sydstaterne, Aar 1859,
+og det afskyvækkende Køb og Salg af Mennesker ophørte
+endelig ogsaa der.</p>
+
+<p>Men paa den Tid da disse Hændelser foregaar, i
+1873, drives endnu Karavaner af ulykkelige sorte fra
+det Indre af Afrika til den portugisiske Koloni Angola,
+eller imod Øst til Mozambik.</p>
+
+<p>En stor Del af disse Fanger dør undervejs, og dem,
+der overlever Transporten sendes videre til Cuba,
+Madagaskar eller til de arabiske og tyrkiske Provinser
+i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og franske
+<span class="pagenum"><a name="side_87" id="side_87">[S. 87]</a></span>
+Krydsere gør hvad de kan for at standse denne Trafik
+og jager Transportskibene, men det er saa godt som
+ugørligt for dem at holde Kontrol med Trafiken paa
+disse udstrakte Kyster.</p>
+
+<p>Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig
+oprørende Forretning i stor Stil paa vor Fortællings
+Tid. Man anslaar Antallet af Fanger som, efter de
+forfærdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til
+Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og
+mange Gange dette Antal omkommer under Marchen
+til Kysten, idet de bukker under for Sygdom, slet Næring,
+Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for vilde
+Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de
+usunde Sumpegne.</p>
+
+<p>Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rædsel Dick
+gjorde sig den Tanke klar, at de befandt sig i Afrika,
+Slavehandlernes, Menneskejagternes Land.</p>
+
+<p>"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen
+paa Afrikas Vestkyst; en Landstrækning som
+dengang kun var lidet kendt undtagen som et af Centrerne
+for Slavehandelen, som foregik ved store Markeder,
+der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde.
+Dette vidste Dick, men heller ikke mere. Han havde
+læst nogle Beretninger af Missionærer fra dette Rædslernes
+Land, og han kendte Livingstones Beskrivelse
+af hans Rejse til den øvre Zambese; hvori han fortæller
+om det store Slavemarked besøgte og om de Rædselsgerninger,
+der blev begaaet i dette Land, hvor
+Slavepisken endnu regerede.</p>
+
+<p>Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa
+en femtenaarig Dreng <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="Infører">Anfører</a> for en lille Flok, en
+<span class="pagenum"><a name="side_88" id="side_88">[S. 88]</a></span>
+svag Kvinde med et sygt lille Barn, og fem Negre som
+vilde blive et sikkert Bytte for den første den bedste
+Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haabløse
+Stilling vilde have bragt en stærkere Natur end
+hans til Fortvivlelse.</p>
+
+<p>Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes
+to Mænd ved Foden af et kæmpemæssigt Banantræ,
+der voksede ved en lille, mumlende Bæk, hvis
+Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter. Stedet
+var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads,
+og de to Mænd var Harris og &mdash; Negoro.</p>
+
+<p>"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede
+Dreng, Dick Sand, længere ind i dette gemytlige
+Land?" spurgte Negoro.</p>
+
+<p>"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det
+holdt endda haardt at faa ham ført saa langt bort fra
+Kysten. I de sidste Dage stod hans Mistanke til mig
+i lys Lue."</p>
+
+<p>"Satans ogsaa, med den Knægt!" bandede Negoro.
+"Havde vi blot haft dem endnu et hundrede Mil længere
+inde i Landet, saa &mdash; &mdash;. Men de skal ikke slippe
+fra os alligevel!"</p>
+
+<p>"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke længer,
+forstaar du. Jeg kunde jo tydelig mærke paa min
+unge Ven, at han havde den inderligste Lyst til at
+sende mig en Kugle i Livet ved første Lejlighed. Og
+den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordøje.
+Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."</p>
+
+<p>"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa
+et lille Mellemværende med Fyren."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_89" id="side_89">[S. 89]</a></span>
+"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte
+Amerikaneren. "De gik gladelig ind paa at Landet
+her var Bolivia, og at de befandt sig i Atacama-Skoven,
+som du ved jeg engang har berejst. Men saa
+begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer
+og Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have
+Chinin til at kurere ham med, og Idioten Benedict
+vaasede om sine Insekter &mdash; &mdash; &mdash; saa kunde jeg ikke
+hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg
+bande paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse &mdash; den
+Dosis var næsten for stærk for den gode Dick.
+Og da saa endelig, i Gaar, den gamle Slave var ved at
+besvime over nogle Lænker og afhuggede Hænder,
+efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt,
+og jeg fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og
+gøre mig usynlig."</p>
+
+<p>"Det kan nok være at det var det sikreste," mente
+Negoro.</p>
+
+<p>"Det var det! Og det havde været sikrere for dig
+om du havde holdt dig i lidt længere Afstand fra din
+Ven, Dingo; den synes ikke at sætte særlig Pris paa
+dig, den snusede og den gøede og havde aabenbart
+Færten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft
+med den Hund at gøre?"</p>
+
+<p>"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet,
+skal den," svarede Negoro, irriteret af Amerikanerens
+Spørgsmaal.</p>
+
+<p>"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har
+ikke forandret din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl
+mig nu, hvad du har taget dig til i de to Aar, siden
+vi skiltes. Det var jo fornøjeligt, pludselig og uventet
+<span class="pagenum"><a name="side_90" id="side_90">[S. 90]</a></span>
+at træffe dig her med et helt Selskab, som du saa venligt
+overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia.
+Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en
+Slavetransport, tilhørende vor fælles Ven og Herre,
+den gamle Alvez, og drog afsted fra Cassange, har jeg
+jo ikke hørt Spor til eller om dig. Var der ikke noget
+med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og
+var du ikke betænkelig nær ved at blive hængt?"</p>
+
+<p>"Jo, jeg var ikke langt fra det."</p>
+
+<p>"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden
+Gang," trøstede Amerikaneren. "Mænd af vor Profession
+kan ikke vente at faa Lov at dø af Alderdom.
+Men var det nu en Englænder, der nappede jer?"</p>
+
+<p>"Nej, en Portugiser."</p>
+
+<p>"Før du var blevet af med Ladningen?"</p>
+
+<p>Negoro betænkte sig lidt før han svarede.</p>
+
+<p>"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret
+Taktik. Før drev de selv Forretningen og tog Fortjenesten,
+men nu er de blevet saa nøjeregnende, som
+bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dømte mig
+til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."</p>
+
+<p>"Det var som Fanden!" udbrød Harris. "Saa var
+det da hundrede Gange bedre at blive hængt."</p>
+
+<p>"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro,
+"for da jeg havde været en fjorten Dages Tid i
+Galleyerne, fik jeg Held til at fordufte og slap over i
+en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland. Jeg havde
+stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtønde
+og en Kasse Konserves, og skønt det var et noget ubekvemt
+Kvarter, foretrak jeg at blive i mit Skjulested
+under hele Rejsen, frem for at vise mig for Mandskabet
+<span class="pagenum"><a name="side_91" id="side_91">[S. 91]</a></span>
+og maaske risikere at blive afleveret til Politiet
+i den første Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar
+du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af
+Lasten, og min Hals frelste jeg ogsaa."</p>
+
+<p>"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.</p>
+
+<p>"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme
+her til igen, og optage den gamle Haandtering, men i
+halvandet Aar &mdash; &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb
+Harris i Armen.</p>
+
+<p>"Hys!" hviskede han, "hører du ikke noget &mdash; &mdash; &mdash; der
+i Sivene?"</p>
+
+<p>Øjeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med
+Bøssen i Haanden, og de saa forskende rundt om sig,
+spændt lyttende efter enhver Lyd.</p>
+
+<p>"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris.
+"Maaske var det Vandets Rislen, eller et eller andet
+Dyr &mdash; &mdash;. Du er bare afvant med Skovens Lyde. Gaa
+nu bare videre og lad mig høre Resten af Historien,
+saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."</p>
+
+<p>"Naa &mdash; ja, &mdash; jeg stod altsaa i Auckland i Ny
+Zeeland uden en Skilling i Lommen, og i halvandet
+Aar maatte jeg slide og slæbe som en Sjover og tage
+fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte Negoro.</p>
+
+<p>"Stakkels Djævel!" indskød Amerikaneren. "Du
+maatte ligefrem arbejde som en sølle, ærlig Daglejer."</p>
+
+<p>"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' &mdash; det
+Skib, som jeg kom med, ved du &mdash; og da
+Kaptajnen netop manglede en Kok, meldte jeg mig
+og fik Pladsen. Jeg har jo været anden Styrmand om
+<span class="pagenum"><a name="side_92" id="side_92">[S. 92]</a></span>
+Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt &mdash; naar
+jeg selv skal sige det."</p>
+
+<p>"Ja, jeg har jo hørt lidt om den Rejse af min unge
+Ven, Dick Sand; men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan
+I kom hertil?"</p>
+
+<p>"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro
+med et selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare
+Begreberne for dig, og saa kan du jo lade din Visdom
+gaa videre til 'din unge Ven'."</p>
+
+<p>"All right, lad os bare høre."</p>
+
+<p>"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso,
+men jeg vilde ikke have været med længere end til
+Chile; saa var jeg da altid saa meget som Halvvejen
+til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt
+Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab
+under Jagten paa en Hval, og jeg og Letmatrosen
+Dick var nu de eneste Søfolk om Bord."</p>
+
+<p>"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrød
+Harris.</p>
+
+<p>"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor
+maaske at faa fem stærke Negertampe og Dick paa
+Halsen. De havde ikke rigtig Fidus til mig, nemlig.
+Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik tilbunds
+og en meget velkommen Storm hjalp til at
+fremme mine Planer. Drengen begreb ikke et Muk af
+det hele og styrede gladelig efter det misvisende Kompas,
+indtil en Orkan drev os imod Nordost lige til det
+Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du,
+i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfældighed;
+men et Tilfælde &mdash; og et meget behageligt ovenikøbet &mdash; var
+det jo at jeg traf dig her."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_93" id="side_93">[S. 93]</a></span>
+"Ja, det var jo rigtig fornøjeligt at jeg kunde
+hjælpe dig at faa disse brave Folk lidt nærmere til vor
+Station," svarede Harris. "Det er saamænd gaaet udmærket
+lige til nu, men nu ved de imidlertid, hvor de
+er, og hvad skal vi nu gøre med dem?"</p>
+
+<p>"Det skal du nok faa at vide; men fortæl mig først,
+hvordan det gaar vor gamle Herre og Mester, Alvez?"</p>
+
+<p>"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmærket,"
+svarede Harris, "og han bliver nok glad over at se dig
+igen."</p>
+
+<p>"Er han paa Markedet i Bihe?"</p>
+
+<p>"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i
+det sidste Aars Tid."</p>
+
+<p>"Og hvordan gaar det med Forretningen?"</p>
+
+<p>"Saa la la, det bliver mere og mere besværligt her
+paa Kysten. Der er Slaver nok i Barakkerne, som vi
+venter paa at faa udskibet til de spanske Kolonier,
+men det kniber svært at faa dem sejlet derover. De
+portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de
+engelske Krydser-Fartøjer paa den anden &mdash; de generer
+Udførslen og gør det vel snart af med hele Forretningen
+her. Længere Syd paa, nede ved Mossamedes
+er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med
+de sorte. At føre Karavanerne igennem Benguela eller
+Loande lader sig heller ikke gøre; hverken Guvernørerne
+eller Underguvernørerne tør tage imod Bestikkelser
+mere. Gamle Alvez tænker derfor paa at gaa
+i den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor
+han kan faa tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og
+endnu gør han jo gode Forretninger paa Øvre Ægypten
+og Mozambik, der forsyner hele Madagaskar med
+<span class="pagenum"><a name="side_94" id="side_94">[S. 94]</a></span>
+sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte
+Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et
+Suk.</p>
+
+<p>"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.</p>
+
+<p>"Kan jo være. Men hvad vil du saa stille op med
+dine Venner?"</p>
+
+<p>"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene
+skal sælges, Bukkene &mdash; &mdash; &mdash;." Negoro endte ikke
+Sætningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod ingen
+Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.</p>
+
+<p>"Det er altsaa de sorte, som skal sælges," bemærkede
+Harris. "Den gamle Tom er ikke meget værd,
+men de andre raske arbejdsvante Karle vil nok give os
+en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt
+du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"</p>
+
+<p>"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik
+Fingre i," svarede Negoro skødesløst. "Men hvor kan
+vi faa afleveret Fangerne?"</p>
+
+<p>"Lige her i Nærheden &mdash; blot en halv Snes Mil
+borte træffer vi paa en Slavetransport, under Anførsel
+af Araberen Ibn Hamish. Den skal jeg selv støde til,
+og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at drage
+afsted i den Retning, saa er der Opsynsmænd nok at
+sende ud og fange dem. Og jeg antager, at min unge
+Ven er fornuftig nok til ikke at vilde forsøge at finde
+samme Vej tilbage til Kysten, som den vi er kommen
+af; han vilde naturligvis bare fare vild og dø af Sult.
+Derimod vil han nok se at finde Floden og saa følge
+dens Løb ud til Havet. Det er hans eneste Udvej, &mdash; men
+<span class="pagenum"><a name="side_95" id="side_95">[S. 95]</a></span>
+heldigvis fører hans Vej ham da netop lige i Armene
+paa vor Karavane. Og saa har vi &mdash; &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme
+Lyd, der allerede en Gang havde opskræmmet dem,
+en Hvislen i Sivene. Saa lød en dump Gøen. En
+Hund sprang ud af Sivene.</p>
+
+<p>"Dingo!" udbrød Harris.</p>
+
+<p>"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens
+Bøsse, kastede den til Kinden og gav Ild i
+det Øjeblik, Dyret var i Spring imod ham. Et Smærtenshyl
+lød, og Hunden sank om i Sivene.</p>
+
+<p>De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej
+imod Coanza.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_XIV" id="kap_XIV"></a>XIV.</h2>
+
+<p class="chaphead">Afsted igen.</p>
+
+
+<p>Afrika! Afrika! genlød det atter og atter i Dicks
+Tanker Natten efter den frygtelige Opdagelse af
+Harris Forræderi.</p>
+
+<p>Lidt efter lidt fandt han i de søvnløse Timers triste
+Overvejelser Traaden i det lumske Anslag, som de
+alle var blevet Ofre for. Han forstod, at Negoro og
+Harris havde arbejdet sammen, imod et fælles Maal,
+Negoro for at tage en personlig Hævn over ham, Dick,
+Harris for at sælge Negrene som Slaver. Men Fru
+Weldon, Fætter Benedict og lille Jack &mdash; hvad var
+Uslingernes Plan med dem?</p>
+
+<p>Saa stod de altsaa nu &mdash; istedet for at være nær
+Hjemmet og dets kære &mdash; midt i Afrikas farligste Egn,
+<span class="pagenum"><a name="side_96" id="side_96">[S. 96]</a></span>
+omgivet af Rædsler, hundrede Gange værre end alt
+det, de allerede havde gennemgaaet. Men Dick lod
+ikke sin Tanke længe dvæle ved de nuværende fortvivlede
+Forhold; hans ukuelige Ungdomsmod, hans
+Følelse af Ansvar overfor dem, som havde betroet
+deres Skæbne i hans Hænder, sejrede snart over den
+øjeblikkelige Modløshed. De maatte frelses, og det
+kunde kun ske ved at man uopholdelig brød op fra
+dette Lejrsted, for at unddrage sig et muligt Angreb af
+Harris og hans Folk. Man maatte da søge at finde
+den Flod, som havde sit Udløb der hvor de var strandede,
+og følge den tilbage i Haab om, at træffe paa en
+eller anden portugisisk Handelsplads eller Plantage.
+Om ikke før, saa mente han sikkert at han, naar de var
+kommet tilbage til Kysten, ved at drage imod Syd
+vilde kunne naa en lille Udskibningshavn.</p>
+
+<p>Saaledes var Dicks simple og fornuftige Plan, som
+han tidlig den næste Morgen meddelte Fru Weldon.
+Han fortav dog for hende, som for alle de andre med
+Undtagelse af hans Medvider i den foregaaende Aftens
+Opdagelse, Tom, at man ikke var i Bolivia. Han kunde
+ikke, turde ikke se sin Velgørerindes Fortvivlelse, naar
+hun erfarede den hele frygtelige Sandhed. Han fortalte
+derfor kun ganske kort, at han havde opdaget, at
+Harris havde været en Forræder, der sandsynligvis i
+Forbindelse med Negoro havde ført dem ind i den
+vejløse Skov for der at overlade dem til deres Skæbne &mdash; uhyggelig
+som den let kunde være blevet, hvis han
+havde faaet ført dem længere bort fra Kysten.</p>
+
+<p>Ved en Undersøgelse af den nærmeste Del af Skoven
+fandt Dick en lille Bæk med rødligt, jærnholdigt
+<span class="pagenum"><a name="side_97" id="side_97">[S. 97]</a></span>
+Vand, som sikkert maatte falde ud i den Flod, de
+søgte. Han bestemte sig da til at følge dens Løb, og
+efter nøje at have undersøgt Vaabnene og pakket
+Resten af Fødevarerne sammen, begav man sig straks
+afsted.</p>
+
+<p>"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kæmpe,
+Herkules, "naar jeg ikke har noget at bære paa bliver
+jeg træt."</p>
+
+<p>Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede
+han afsted i Spidsen for den lille haardt prøvede
+Trop.</p>
+
+<p>Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!"</p>
+
+<p>"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede
+sin vældige Røst: "Dingo, Dingo!"</p>
+
+<p>Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres
+Øren.</p>
+
+<p>"Dingo, Dingo."</p>
+
+<p>Kun Tavshed til Svar.</p>
+
+<p>"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro,"
+mente Fru Weldon.</p>
+
+<p>"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilføjede
+han, "og maaske ligger den død et eller andet
+Sted med en Kugle i Livet."</p>
+
+<p>"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og følger
+det indtil den naar os," bemærkede Herkules.</p>
+
+<p>"I al Fald tør vi ikke vente paa Hunden," sluttede
+Dick Samtalen, "vi maa afsted."</p>
+
+<p>Vandringen besværliggjordes en Del af den frodige
+Plantevækst, særlig Lianernes sammenfiltrede Masser,
+der maatte hugges bort med Øksen, sinkede Marschen
+meget, og en Art Vinranker, besatte med stive Torne,
+<span class="pagenum"><a name="side_98" id="side_98">[S. 98]</a></span>
+der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende
+meget Besvær. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil
+frem inden Middag. Harris og Negoro havde man ikke
+set noget til, og heller ikke Dingo havde vist sig. Man
+satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt Maaltid.
+Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille
+Søn paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen
+syntes hun at tabe Modet og Troen paa en lykkelig
+Udgang af alle Trængsler.</p>
+
+<p>"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trængte Dick
+ind paa hende. "Hvordan skal det dog gaa os alle,
+hvis Kræfterne svigter Dem. Jack bliver nok bedre
+saa snart vi naar den friske Flod, der skal føre os tilbage
+til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok
+snart godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra
+denne eventyrlige Rejse. Men nu maa vi snart bryde
+op igen."</p>
+
+<p>Man fulgte stadig Bækkens Løb, der ud paa Eftermiddagen
+førte de udholdende Vandrere ud af Skovens
+Tykning til en moradsig Slette, bevokset med
+Bambusrør, saa højt at selv ikke Herkules kunde se
+over dem, og i Bunden dækket med et blødt Mostæppe.
+Dick Sand kom med Ængstelse til at tænke paa, at
+han i Livingstones Bog havde læst, at den uforfærdede
+Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse
+forræderiske Sumpe.</p>
+
+<p>"Vær endelig forsigtig, mine Venner," advarede
+han, "prøv først Bunden inden I træder til."</p>
+
+<p>Tom undrede sig over, at Grunden kunde være saa
+fugtig, da det dog ikke havde regnet i den sidste Tid.
+"Men efter Himlens Udseende at dømme, lader den
+<span class="pagenum"><a name="side_99" id="side_99">[S. 99]</a></span>
+næppe vente længe paa sig, det ser ud til, at vi skal
+faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.</p>
+
+<p>"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde
+os at komme over disse Sumpe, før det gaar løs. Herkules
+tager nok igen Jack paa Skuldrene, Bat og
+Austin maa holde sig i Nærheden af Fru Weldon for
+at hjælpe hende, hvis det gøres nødig, og De, Hr.
+Benedict &mdash; &mdash; De maa minsanten passe paa Dem selv.
+Hvad er der &mdash; hvad gaar der dog af Dem?"</p>
+
+<p>"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjæger.
+Og virkelig forsvandt han langsomt, som opslugtes han
+af Jorden. Han var spankuleret op paa en Slags Myr,
+der som en Falddør gav efter og lod ham synke i til
+midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrækning fik
+man ham halet op igen, men et bedrøveligt Syn frembød
+han, bedækket med seigt, stinkende Dynd.</p>
+
+<p>Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive
+fastere, men endnu kunde man mærke, at Jorden var
+mættet med Fugtighed, hvad der kunde tyde paa, at
+Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu
+at flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes
+som en dæmpet Brummen. Et af de saa frygtelige
+afrikanske Uvejr var ifærd med at bryde løs; de Uvejr,
+som opriver Kæmpetræer, hvis Lyn antænder Pampaerne,
+og hvis Regn oversvømmer hele Landstrækninger.
+Paa Sletten turde man derfor ikke blive, men
+hvor skulde man søge Ly? Imod Nord aftegnede nogle
+lave Høje sig imod Himlens underste lysere Stribe,
+dem maatte man søge at naa. Kunde de end ikke give
+Ly imod Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa
+<span class="pagenum"><a name="side_100" id="side_100">[S. 100]</a></span>
+at være i Sikkerhed for Oversvømmelsen paa Højdernes
+Toppe.</p>
+
+<p>"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre
+Mil, saa er vi ovenpaa &mdash; bogstavelig talt."</p>
+
+<p>Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne
+sank lavere og lavere og dækkede snart hele Himlen
+med sit sorte Tæppe. Det blev snart bælgmørkt skønt
+Klokken kun var omtrent seks. Røde og blaa Lyn
+skar sine Striber paa kryds og tværs igennem Mørket,
+som et lysende Ildvæv under Himlens mørke Kuppel.
+De vandrende gik i stadig Fare for at blive ramt af
+Lynet, da de var det eneste, der paa denne træløse
+Slette kunde tiltrække de elektriske Udladninger. Man
+travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon
+blot var muligt. Endnu var Regnen ikke brudt løs
+i hele sin Vælde, og allerede saa man ved Lynenes
+hvidlige Glimt de lave Høje, som var det foreløbige
+Maal.</p>
+
+<p>"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrød
+Dick forbavset, da han stod foran de formodede
+Jordhøje, "det er jo Huler eller Hytter. Maaske er
+dette en forladt Lejr."</p>
+
+<p>"Det er Insekter," erklærede pludselig Fætter
+Benedict kort og fyndigt, efter at han havde snuset en
+Stund til Hulerne. Denne Bemærkning fremkaldte,
+trods Situationens Alvor, en hjærtelig Latter hos alle
+de trætte og halvvaade Vandrere. Men Fætter Benedict
+vendte sig yderst fortørnet imod dem og snærrede:</p>
+
+<p>"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette
+er Insekters Boliger! Det er Termitter, de store, hvide
+Myrer, som har opført disse Huse, tolv Fod høje i det
+<span class="pagenum"><a name="side_101" id="side_101">[S. 101]</a></span>
+mindste, og vidunderligt godt konstruerede. Geniale
+Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"</p>
+
+<p>"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer
+de gode Termitter dog til at rykke ud af deres
+Boliger for at give Plads til os," bemærkede Herkules
+tørt.</p>
+
+<p>"De gør det af med os!" protesterede Benedict.</p>
+
+<p>"Det faar at være," svarede Dick, "vi maa i Ly og
+det straks."</p>
+
+<p>"Men stop dog lidt," udbrød Insektforskeren eftertænksomt,
+"hvis jeg ikke husker fejl, saa findes der
+slet ikke Termitter i Amerika, &mdash; de hører hjemme i
+Afrika."</p>
+
+<p>"Aah, snik snak, Fætter Benedict," skyndte Dick
+sig at tysse paa ham, bange for at Fru Weldon skulde
+lægge Mærke til hans Bemærkning; og højere tilføjede
+han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os, inden
+vi bliver helt gennemblødte."</p>
+
+<p>Nederst i de kegleformige Huler, der var opførte
+af en Slags rødligt Ler, var der en lille rund Aabning,
+som Herkules hurtigt med sin Økse fik udvidet saa
+meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man var
+beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmæssige
+Beboere, men til almindelig Forbavselse viste
+ikke en eneste Termit sig.</p>
+
+<p>Man var i Tørrevejr, og alle var henrykte, og velsignede
+de flinke og flittige Dyr, som havde opført den
+solide og rummelige Hytte, og da Fætter Benedict, i
+sin Lovprisning af Termitternes Værk sagde, at Menneskene
+for at kunne taale Sammenligning med disse
+<span class="pagenum"><a name="side_102" id="side_102">[S. 102]</a></span>
+smaa Insekter i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest
+Bjerg &mdash; det højeste i Himalayakæden &mdash; saa gav man
+ham gladelig Ret.</p>
+
+<p>Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det
+travlt med at undersøge det velkomne Tilflugtssteds
+Indre. Lygten blev tændt og ved dens Skin saa de, at
+den kegleformede Bygning var over tolv Fod høj og
+omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene
+og de vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne &mdash; de
+forskellige Lejligheder &mdash; var godt en Fod tykke.</p>
+
+<p>Tusinder af Insekter virker rastløst med til en saadan
+Tues Opførelse, og saa godt og solidt er Arbejdet
+udført, at end ikke de frygtelige og vedholdende Regnstrømme,
+som falder i Mellemafrika, formaar at opbløde
+den røde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste
+Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der
+et andet og mindre, ganske som en første Sal i et Hus,
+og derover igen et tredje, endnu mindre Rum, der gik
+helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i
+Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige
+Regn, der sivede ind under Murene, lod Dick Herkules
+hugge Loftet ned, saa at dets Ler dannede som en
+Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge tørt.</p>
+
+<p>Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende
+Voldsomhed, og Dick, der havde læst om disse Afrikas
+Syndfloder, følte sig alt andet end vel tilmode. Han
+vidste, at ofte hele Landstrækninger oversvømmes, at
+Bække bliver til Floder og Floder til rivende Strømme,
+der raserer nærliggende Flækker og bortskyller Træer
+og Huse. Og saaledes kunde det blive ved at regne
+endnu i mange Dage. Vilde de i saa Fald være sikre
+<span class="pagenum"><a name="side_103" id="side_103">[S. 103]</a></span>
+i Termithytten, vilde den blive staaende, og vilde
+Vandet ikke stige endnu højere end Hytten?</p>
+
+<p>Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede
+af saa alvorlige Ængstelser, de snakkede nok saa
+fornøjet, og særlig Fætter Benedict var aabenbart i sit
+Es, lykkelig over at være den første, der konstaterede,
+at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt
+og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned,
+om de store Slag imellem de krigeriske Sirafuer,
+de røde Myrer, og Tschunguerne, de sorte, og om
+deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte han,
+havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring,
+og den var saa stor, at det varede tolv Timer inden
+den var defileret ham forbi. Om Termittens Frugtbarhed
+kan man danne sig en Ide, naar man erfarer,
+at én eneste Hun kan lægge indtil 60,000 Æg om
+Dagen.</p>
+
+<p>Langt om længe blev den begejstrede Mand dog
+søvnig ved at høre paa sig selv, og han, som alle de
+andre lagde sig til at sove ovenpaa Dagens Anstrængelser.</p>
+
+<p>Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af
+Uro for hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, og
+for at det ikke i Længden skulde kunne lykkes for ham
+at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da følte han
+pludselig en blød Haands lette Berøring, og en
+Stemme, mild og bevæget, hviskede i hans Øre:</p>
+
+<p>"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi
+maa stole paa Gud og ikke tabe Modet."</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_104" id="side_104">[S. 104]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_XV" id="kap_XV"></a>XV.</h2>
+
+<p class="chaphead">I Dykkerklokken.</p>
+
+
+<p>Ganske tidlig den næste Morgen vækkedes de
+Rejsende paa en ret ubehagelig Maade ved at de pludselig
+følte sig drivvaade. Det var Vandet som gennem
+Aabningen var trængt ind i Termithytten. I en Fart
+var man paa Benene, og alle med Undtagelse af Dick
+og Tom klatrede op i første Etage, hvor man havde det
+tørt &mdash; saa længe det varede. Lygten blev tændt og
+viste at Vandet inde i Keglen steg og steg, og snart
+stod over fire Fod højt.</p>
+
+<p>"Det maa være et Vandløb, der ved Regnskyllet
+er svulmet op, og som nu strømmer over Sletten,"
+sagde Tom.</p>
+
+<p>"Jeg havde snart sagt, Gudskelov," svarede Dick,
+"det beviser da i al Fald, at der er større Vandløb
+som kan føre os ud til Havet igen. Og nu stiger Vandet
+aabenbart ikke mere."</p>
+
+<p>"Ja, men det er dog en gal Historie, at Vandet
+staar højere end Indgangen, og derved stopper Tilførslen
+af Luft," spurgte Fru Weldon.</p>
+
+<p>"Saa maa vi vel slaa en ny Aabning højere oppe,"
+foreslog Tom.</p>
+
+<p>"Det kommer vi vel til, Tom," svarede Dick, "men
+der er den Ting at tage i Betragtning, at Vandet maaske
+staar højere udenfor end her inde. Ved at trænge
+ind i den nederste Del af Hulen, har Vandet jo sammentrængt
+Luften herinde i Keglens øverste Del, og
+denne Luft forhindrer, at Vandet kan stige højere.
+Borer vi nu et Hul højere oppe, slipper den sammenpressede
+<span class="pagenum"><a name="side_105" id="side_105">[S. 105]</a></span>
+Luft ud derigennem, og Vandet stiger lige
+saa højt herinde, som det staar udenfor &mdash; forstaar
+De? Vi befinder os altsaa ligesom i en Dykkerklokke."</p>
+
+<p>Denne Sammenligning var ganske træffende, men
+i en Dykkerklokke fornyes Luften stadig ved Hjælp
+af en Pumpe, hvorimod Hyttens Beboere snart vilde
+faa de Ubehageligheder at føle, som følger med et
+længere Ophold i en komprimeret Luft, hvis Ilt efterhaanden
+bliver opbrugt. Desuden var Rummet ved
+Vandets Indtrængen allerede blevet formindsket med
+en Tredjedel, og det blev derfor paatrængende nødvendigt
+at faa en Aabning ud til den friske Luft.</p>
+
+<p>"Hvis man blot havde Sikkerhed for, at Vandet
+udenfor ikke allerede stod højere end hele Termitboligen,"
+sagde Dick, "saa kunde man jo slaa Hul i
+Hyttens Top."</p>
+
+<p>"Vil De have at jeg skal kravle udenfor og se hvordan
+det staar til der?" spurgte Bat.</p>
+
+<p>"Ja, det var udmærket, hvis De vilde," svarede
+Dick. "Hvis Toppen af vort Hus endnu staar over
+Vandet, saa bank stærkt paa den med Øksen! hvis den
+er helt oversvømmet, saa maa vi andre se at slippe ud
+bag efter Dem."</p>
+
+<p>Bat dykkede ned i Retning af den nedre Aabning.
+Der forløb nogle Sekunder, saa viste han sig igen.</p>
+
+<p>"Hullet er tilstoppet med Grus og Jord," sagde
+Bat forpustet; "jeg følte mig for med Haanden, men
+der var intet Hul mere."</p>
+
+<p>De var altsaa hermetisk indelukkede i denne
+Dykkerklokke.</p>
+
+<p>Dick Sand rystede betænkeligt paa Hovedet.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_106" id="side_106">[S. 106]</a></span>
+Vandet begyndte nu atter at stige, og med Undtagelse
+af Fru Weldon med Jack, Fætter Benedict og
+Nan, der havde søgt Tilflugt i det lille Rum øverst
+oppe, stod alle i Vand til midt paa Livet. Der var
+altsaa ingen Tid at spilde; noget maatte der gøres.</p>
+
+<p>Bore Hul i Toppen turde Dick ikke; hvis Vandet
+udenfor stod over Keglen, vilde det i et Nu strømme
+ind, og dette betød den visse Død for dem alle. Men
+hvis man paa den anden Side ventede ret meget længere,
+udsatte man sig for at <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="ankomme">omkomme</a> paa en anden
+og endnu frygteligere Maade, Døden ved Kvælning.</p>
+
+<p>"Vi maa begynde med at bore et Hul i Muren, et
+Par Fod højere oppe end Vandet naar herinde. Hvis
+der kommer frisk Luft ind derigennem, kan vi roligt
+hugge Hul i Toppen, hvis ikke, maa vi hurtigt tilstoppe
+Hullet og prøve højere oppe."</p>
+
+<p>Dicks Ordre blev hurtigt udført, Herkules borede
+en Ladestok med Skruegænger i Spidsen igennem
+Leret, og snart hørte man en sugende Lyd. Da Herkules
+trak Stokken ud af Hullet strømmede Luften ud
+og i det samme steg Vandet i Hytten lige op til Hullet,
+og dette beviste, at man havde boret for lavt. En Klat
+Ler blev straks stoppet i Hullet, og Dick kommanderede
+koldblodigt: "Prøv igen, en Fod højere."</p>
+
+<p>Eksperimentet blev gentaget under angstfuld Spænding,
+da man midt under den almindelige Tavshed
+hørte Fætter Benedicts Stemme:</p>
+
+<p>"Nu har jeg det! Det er storartet!"</p>
+
+<p>Herkules standsede sin Boring og Dick vendte
+Lygten imod Fætter Benedicts Ansigt. "Hvad er det
+dog?" spurgte han spændt.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_107" id="side_107">[S. 107]</a></span>
+"Nu ved jeg hvorfor Termitterne har forladt deres
+Boliger. De geniale Dyr har forudset &mdash; &mdash; ha ha &mdash; &mdash; de
+kunde mærke paa sig selv &mdash; at Oversvømmelsen
+var i Anmarch. Sikken et Instinkt &mdash; &mdash; de Satans
+Termitter! &mdash; &mdash; de har en fin Næse &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>Ærgerlig vendte Dick sig bort fra den stadig lige
+uanfægtede Insektsamler, og Herkules fuldførte sin
+Boring.</p>
+
+<p>Den samme hvislende Lyd &mdash; &mdash; Vandet steg endnu
+en Fod.</p>
+
+<p>Situationen var forfærdelig. Alle var nær ved at
+kvæles i det snævre Rums fordærvede Luft, og Lyset
+brændte kun mat og rødligt. Vandet naaede nu næsten
+helt op til den øverste Etage.</p>
+
+<p>Nu var der intet andet tilbage, man maatte forsøge
+at bore Hul i Keglens Top. Men det var den
+visse, øjeblikkelige Død hvis ogsaa dette Forsøg mislykkedes.
+<a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="Vandet">Vandets</a> Tryk udefra vilde i et Nu fylde
+hele Hulen.</p>
+
+<p>"Skal jeg forsøge det, Fru Weldon?" spurgte Dick
+alvorlig.</p>
+
+<p>"Gør det, Dick; der er jo ingen anden Udvej!"</p>
+
+<p>I dette Øjeblik slukkedes Lygten, man befandt sig
+i fuldstændigt Mørke.</p>
+
+<p>Dick Sand svang sig op paa Skuldrene af Herkules,
+der nu kun lige havde Hovedet over Vandet. En
+sælsom Blanding af Haab og Frygt gennemsitrede
+den modige Dreng, idet han hævede sin Haand for at
+danne den Aabning, som skulde føre ud til Luften og
+Livet &mdash; eller til Vandstrømmen og Døden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_108" id="side_108">[S. 108]</a></span>
+Man ventede i aandeløs Spænding. Pludselig lød
+en skarp, høj Piben. Vandet steg &mdash; &mdash; en Fod &mdash; &mdash; saa
+standsede det. Den sammenpressede Luft slap
+ud og en Straale af Dagslys trængte ind igennem
+Hullet. Vandet udenfor naaede altsaa ikke op til
+Keglens Top. &mdash; De var frelst.</p>
+
+<p>Der steg som et Befrielsens Suk fra de stakkels,
+haardt prøvede Menneskers Bryst.</p>
+
+<p>Nu svang Dick Øksen imod Toppen og snart var
+Hullet saa stort, at han kunde krybe ud igennem det,
+op paa Keglens øverste Kant for derfra at overskue
+Landskabet.</p>
+
+<p>Et Rædselsskrig undslap ham.</p>
+
+<p>Den hvislende Lyd af Pileskud naaede hans Øre
+og en Pil strejfede hans højre Arm.</p>
+
+<p>Ikke hundrede Skridt borte fik han Øje paa en
+Lejr, og kun tyve Alen fra Termithulen, paa den oversvømmede
+Slette, saa han flere lange Baade fuldt bemandede
+med Indfødte. Det var den forreste af disse
+Baade der havde modtaget Dick med en Regn af Pile,
+saa saare han viste sig ovenpaa Keglen.</p>
+
+<div class="figcenter" style="width: 485px;">
+<a name="ill_109">
+<img src="images/i109.jpg" width="485" height="600" alt="" title="" /></a>
+<span class="caption">&mdash; flere lange Baade <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="bemandete">bemandede</a> med Indfødte.</span>
+</div>
+
+<p>I et Nu var Dick atter nede i Hulen og satte de
+andre ind i hvad der var hændt. Han greb et Gevær,
+og fulgt af Herkules, Aktæon og Bat krøb han atter op
+af Aabningen i Keglens Top, og alle tre gav Ild imod
+Angriberne i den nærmeste Baad. Tre af de Indfødte
+faldt, men straks efter blev der fra Baaden affyret
+Bøsseskud tilbage, og med et Angrebshyl roede den
+næste Kano frem.</p>
+
+<p>Al Modstand var forgæves, Termitboligen omringedes
+af op imod et hundrede Indfødte, der i et Øjeblik
+<span class="pagenum"><a name="side_110" id="side_110">[S. 110]</a></span>
+havde hugget Keglens Sider ind. Der blev ikke
+levnet de rejsende Tid til at veksle et Ord eller et
+Haandtryk. Hver af dem slæbtes bort af to Indfødte,
+og som efter en forud givet Ordre delte man Fangerne
+i to Partier. I den første Baad anbragtes Fru Weldon,
+lille Jack og Fætter Benedict, og Dick saa den
+forsvinde i Retning af Lejren. Han selv, Negrene og
+gamle Nan blev kastet i den næste Baad, der roedes
+i en anden Retning. Tyve af Angriberne fulgte med
+for at passe paa Fangerne, og bagefter fulgte fem
+andre bemandede Kanoer.</p>
+
+<p>Faa Minutter efter var Lejren naaet. I samme
+nu som Baaden stødte imod det Plateau, hvorpaa
+Teltene var rejst, satte Herkules i Land med et vældigt
+Spring. To Indfødte løb efter ham, men Kæmpen
+svingede sin Bøsse og knuste med Kolben den enes
+Hjærneskal. Den anden sendte han med et kraftigt
+Spark ud i Vandet, og saa satte han afsted, fulgt af
+en Kugle og Pileregn, og et Hyl af Raseri fra de Indfødte,
+der saa ham forsvinde i Skoven.</p>
+
+<p>Men de andre sorte og Dick Sand blev kastet til
+Jorden og lænkede som Slaver.</p>
+
+<p>Det var den af Harris omtalte Karavane som havde
+slaaet Lejr paa et Plateau, der hævede sig op over
+den ellers oversvømmede Slette. Den store Transport
+af afrikanske Negre, som af Slavehandleren Alvez'
+Agenter var blevet bortslæbt fra deres Landsbyer,
+befandt sig nu paa Vej til Markedet i Kazonnde. Derfra
+skulde Slaverne saa senere sendes, alt eftersom
+Efterspørgslen var, enten til Øvreægypten eller Zanzibar.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_111" id="side_111">[S. 111]</a></span>
+Dicks Kammerater blev behandlet ganske som de
+andre Fanger. To og to blev de lænkede sammen,
+den ene bag den anden, til en seks Fod lang Stang,
+spaltet i hver Ende og fastgjort om Halsen paa dem
+med en Jærnbøjle. Armene havde de fri for at de
+kunde bære Byrder, men om Livet fik de en tung Jærnlænke.
+Saaledes, ude af Stand til at bevæge sig til
+højre eller venstre, belæsset, og pint af Bøjler og
+Lænker skulde de nu gaa hundreder af trælsomme
+Mile, drevet frem af Opsynsmændenes Piskeslag. Hvor
+misundelsesværdig var ikke Herkules &mdash; selv om han
+havde Sult, vilde Dyr og alle det mørke Fastlands
+andre Rædsler at kæmpe imod &mdash;, hans Lod var dog
+tifold bedre end hans Kammeraters.</p>
+
+<p>Dick Sand blev ikke lænket sammen med nogen af
+de sorte Slaver, saa megen Respekt for "den hvide
+Mand" havde Bandens Anførere, at de ligefrem ikke
+kunde behandle ham paa samme Vis som "de kulørte".
+Han blev afvæbnet og en Slavedriver holdt særlig
+Øje med ham. Forgæves spejdede han efter sine
+Fjender, Harris og Negoro, hvert Øjeblik ventede han,
+at de skulde vise sig for at nyde deres Hævn &mdash; men
+nej, de kom ikke tilsyne. Maaske var de i den anden
+Del af Lejren og holdt Øje med Fru Weldon, lille
+Jack og Fætter Benedict. Hvad vilde de mon gøre
+ved disse deres andre Ofre?</p>
+
+<p>Lejrene talte ikke færre end otte hundrede Mennesker,
+fem hundrede Slaver af begge Køn, to hundrede
+indfødte Soldater, og Resten var Slavefogeder
+og disses Overordnede, Agenter og Anførere.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_112" id="side_112">[S. 112]</a></span>
+Disse Slavedrivere og Agenter er som oftest af
+arabisk og portugisisk Oprindelse, Udskudet af disse
+Nationers laveste Lag. Det er næppe til at beskrive,
+hvor umenneskeligt de behandler deres Fanger. De
+pisker dem uophørligt, og naar de elendige Stakler
+synker sammen af Sygdom og Træthed eller paa anden
+Maade bliver til Besvær for Karavanen og usælgelige
+paa Markedet, bliver de ubarmhjærtigt hugget ned
+eller skudt. Ved denne Dyriskhed søger de at indjage
+Fangerne en saadan Frygt, at disse ikke skal vove at
+gøre Oprør; men Følgen af denne Fremgangsmaade
+er tillige at ofte Halvdelen af Transportens Slaver
+omkommer undervejs, og deres Skeletter betegner den
+uhyggelige Karavanes Vej fra det indre til Kysten.</p>
+
+<p>Dick var som lammet af den rædselsfulde Ulykke
+der var hændet hans Venner og ham. Kun en eneste
+Tanke gentog sig med idiotiserende Uafvendelighed
+i hans Hjærne: Hvorfor har jeg dog ikke skudt begge
+de to Uslinger? &mdash; &mdash; jeg har dog kunnet gøre det &mdash; men
+gjorde det ikke. Hvorfor har jeg dog ikke skudt
+dem?</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_XVI" id="kap_XVI"></a>XVI.</h2>
+
+<p class="chaphead">Under Aaget.</p>
+
+
+<p>Den samme Morgen Klokken 9 lød der Trommehvirvler
+og de gennemtrængende Toner af Covdov
+Hornene, Signalet til Opbrud. I en Fart kom alle
+Mand paa Benene. Fangerne blev atter belæssede
+<span class="pagenum"><a name="side_113" id="side_113">[S. 113]</a></span>
+med deres Byrder, hovedsageligt Elefanttænder, og
+delt i forskellige Kolonner under Anførsel af en Opsynsmand
+og et Par Soldater. Saa satte Toget sig i
+Bevægelse.</p>
+
+<p>Dicks Kammerater var blevet anbragt forrest i
+Toget, medens han selv blev holdt tilbage til sidst. Bat
+var blevet sat i Gaffel sammen med sin gamle Fader,
+og Actæon og Austin var lænkede sammen, men da
+de ikke kunde dreje Hovedet og ikke veksle et Ord
+havde de ikke meget Glæde af at være hinanden saa
+nær. Opsynsmandens Pisk naaede dem lige saa godt
+som alle de andre Slaver, og særlig gik hans Brutalitet
+ud over gamle Tom, der tynget af Aaget og Lænkerne
+vanskeligt kunde holde Skridt med de andre.
+Nan havde sammen med en Del andre Kvinder faaet
+Plads midt i Toget, lænket til en ung Moder med to
+Børn, hvoraf det ene var ganske spædt og det andet
+tre Aar gammelt. Nan forbarmede sig over denne
+stakkels, lille Praas, der daarligt kunde humpe med,
+og tog Drengen paa Armen.</p>
+
+<p>Karavanen drog lige imod Øst. Marchen begyndte
+hver Morgen ved Solopgang, og blev kun afbrudt af
+en Times Middagshvil. Føden bestod af Maniok i
+sparsomme Rationer, Kartofler og &mdash; naar der var
+Lejlighed til at plyndre en Landsby ved Vejen &mdash; lidt
+Faarekød.</p>
+
+<p>De 250 Mil fra Coanza Floden til Kazonnde blev
+tilbagelagt i, hvad Førerne kaldte femogtyve "Marscher";
+hver Marsch var en Dags Vandring, ti Mil.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_114" id="side_114">[S. 114]</a></span>
+Den triste Tur kan ikke beskrives bedre eller mere
+anskueligt end ved de Notitser, som Dick kradsede
+op undervejs.</p>
+
+<p>25. April. Saa en Landsby, hegnet med Palisader
+af Bambusrør, otte&mdash;ni Fod høje. Marker beplantede
+med Majs og Bønner. To Indfødte blev fangede, femten
+dræbt, Resten flygtede.</p>
+
+<p>26. Passeret en strid Strøm, 150 Alen bred; en
+Flydebro lavet af Træstammer forbundne med Lianernes
+Ranker. En Stamme gled løs og to Kvinder,
+lænkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig
+Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten
+af Færgen.</p>
+
+<p>28. Stærk Regn, opblødt Jord. Besværlig Marsch.
+Fik Øje paa stakkels Nan. Hun haltede og saa frygtelig
+medtaget ud. Natteleje under et stort Baobabtræ
+med hvide Blomster og fint lysegrønt Løv. Løver og
+Leoparder brøler hele Natten. En af Soldaterne skød
+en Panter. Hvordan mon det gaar Herkules? ...</p>
+
+<p>30. April. Ende paa Regntiden. Østenvind. Fem
+Fanger styrtede af Sumpfeber. De vilde Dyr, der følger
+os i Hælene, gør en rig Høst hver Aften i denne
+Tid. De stakkels Ofre der segner, og kender den
+Skæbne der venter dem!</p>
+
+<p>2. Maj. Stadig intet erfaret om Fru Weldon. Mon
+hun er med en anden Transport foran eller bag efter
+os? Vi vadede i Dag i Vand til midt paa Livet og
+Tusinder af Igler suger sig fast til den nøgne Hud.
+Intet Sted kan man slaa Lejr paa denne oversvømmede
+Slette. Maa marschere i Mørke hele Natten.
+<span class="pagenum"><a name="side_116" id="side_116">[S. 116]</a></span>
+Hvilken rædselsfuld Nat. Man hører forfærdelige
+Skrig, og Soldaterne hugger Grene af harpiksholdige
+Træer og tænder dem som Fakler. Det er Krokodiller,
+som i Mørket har sneget sig ind til Karavanen
+og revet flere Kvinder og Børn til sig. En Slave ved
+Siden af mig blev grebet af et af disse modbydelige
+Dyr. Hvor fortvivlet han skreg! Hvilken satanisk Nat.</p>
+
+<div class="figcenter" style="width: 394px;">
+<a name="ill_115">
+<img src="images/i115.jpg" width="394" height="600" alt="" title="" /></a>
+<span class="caption">I Krokodillernes Gab.</span>
+</div>
+
+<p>10. Maj. Passeret to brændende Landsbyer. Nogle
+Fanger forsøgte at flygte, men blev atter indfangede
+og straffede paa den mest barbariske Maade.</p>
+
+<p>Trods min Træthed og Udmattelse kunde jeg ikke
+sove. Det forekom mig at noget bevægede sig i det
+høje Græs ikke langt fra hvor jeg laa.</p>
+
+<p>Jeg lyttede spændt. Skulde det være et vildt Dyr,
+som vovede sig lige ind til Lejren. I saa Fald er jeg
+fortabt, ubevæbnet og hjælpeløs, som jeg er. Natten
+var bælgmørk. Græsset skiltes ad; lige foran mig saa
+jeg to blanke Øjne rettet imod mig. Jeg vilde raabe
+om Hjælp. Dyret springer imod mig &mdash; &mdash;.</p>
+
+<p>Skrækken lammer mig &mdash; &mdash;.</p>
+
+<p>Dingo! Er det muligt?</p>
+
+<p>Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand,
+logrer og viser alle Tegn paa Glæde ved Gensynet.
+Hvorledes har dog det kloge, kære Dyr kunnet finde
+mig? Min eneste, trofaste Ven! Negoro har altsaa dog
+ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og kærtegner
+den &mdash; &mdash; og ved Berøringen finder min Haand
+et Stump tyndt Rør, som er bundet til Hundens Halsbaand.
+Kan det være et Bud til mig? &mdash; &mdash; Jeg ryster
+<span class="pagenum"><a name="side_117" id="side_117">[S. 117]</a></span>
+paa Haanden medens jeg knækker Røret. Der ligger
+en Stump Papir inden i.</p>
+
+<p>Men i det haabløse Mørke kan jeg ikke se at læse,
+hvad der muligvis staar paa Sedlen. Jeg maa vente
+paa Morgenen. Dingo synes nu, da den har udført sit
+Ærinde, at blive utaalmodig efter at komme afsted
+igen.</p>
+
+<p>Den slikker min Haand og forsvinder i lange
+Spring ind i det høje Græs.</p>
+
+<p>Ved Dagens første Skær læste jeg Brevet:</p>
+
+<div class="letter">
+<p>Fru W. og Jack er ført bort i en Kitanda, fulgt
+af Harris og Negoro. B. er ogsaa med. Jeg kan
+ikke sætte mig i Forbindelse med dem. Dingo fandt
+mig i Skoven; den var saaret af en Kugle, men kom
+sig hurtigt. Kære Hr. Dick, tab ikke Modet. Maaske
+kan jeg hjælpe.</p>
+
+<p class="sig">Herkules.</p>
+</div>
+
+<p>11. Maj. Gudskelov at Fru Weldon og Jack er i
+Live, og at de bliver baaret i Hængekøje, det er dog
+en nogenlunde bekvem Maade at komme frem paa.
+Men hvad kan dog de to Slyngler, Harris og Negoro,
+have i Sinde med dem og mig?</p>
+
+<p>24. Maj. Der mangler Levnedsmidler og Slavernes
+Ration mindskes yderligere. Dette til alt det andet!
+Idag blev tyve Fanger, som ikke kunde slæbe sig afsted
+længer, huggede ned af Opsynsmændene. Stakkels
+gamle Nan var imellem dem, der dræbtes i dette
+forfærdelige Slagteri. Det var den første af "Pilgrims"
+Rejsende, der gik til den evige Hvile &mdash; &mdash;. Hvordan
+mon det gaar med de andre?</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_118" id="side_118">[S. 118]</a></span>
+Den 26. Maj naaede Karavanen Kazonnde.</p>
+
+<p>Halvdelen af de Fanger, som var blevet afsendt
+fra det indre, laa døde paa Vejen og Resten var i en
+elendig Forfatning. Men dette Forhold var ingenlunde
+usædvanligt, og da Efterspørgslen efter Slaver
+var livlig og Priserne stigende, gjorde Slavehandleren
+sikkert alligevel glimrende Forretninger.</p>
+
+<p>Kazonnde ligger tre hundrede Mil fra Coanzaflodens
+Munding, og er den vigtigste Markedsplads i den
+Provins. Paa en stor aaben Plads "Tchitokaen" bliver
+Slaverne udstillede og solgte. Som alle større Byer
+i Central-Afrika er ogsaa denne delt i to skarpt adskildte
+Dele; den ene beboes af Araberne, Portugiserne
+og de indfødte Købmænd, i den anden Del har
+Neger-Kongen opslaaet sin Residens. Denne sorte
+Potentat er en vild og fordrukken Kavaler, der lever
+af hvad han kan presse ud af de Indfødte, og af Bestikkelser
+fra Slavehandlerne. "Residensen" bestod af
+en Samling smudsige Hytter, spredt over et Areal af
+en Kvartmil og omgivet af et Hegn af buskadsagtige
+Figentræer. Kongen var en fed, afskyelig Neger ved
+Navn Moini. Hans Magt og Anseelse var ikke just
+overvældende, hans hele Militærstyrke var knap firetusinde
+Soldater, og han var ganske og aldeles i Lommen
+paa Slavehandlerne, og særligt da den gamle,
+hovedrige Alvez.</p>
+
+<p>Det var ved Middagstid, at Karavanen holdt sit
+Indtog i Byen. Under Trommehvirvler og skrattende
+Hornsignaler blev Slave-Driften ført til Barakkerne i
+Alvez' Kvarter. Karavanens Soldater affyrede deres
+<span class="pagenum"><a name="side_119" id="side_119">[S. 119]</a></span>
+Geværer i Luften, og deres Kammerater i Slavehandlerens
+Residens besvarede deres Hilsen. Alle disse
+Banditter var glade ved at genses efter fire Maaneders
+Fraværelse; nu kunde de hvile ud og solde sammen,
+og tage Revanche for Turens Strabadser.</p>
+
+<p>I Barakkerne var der i Forvejen en tolv&mdash;fjorten
+hundrede Slaver, som om kort Tid skulde sælges paa
+Markedet; saa der var jo ikke megen Plads i disse
+svinske Stalde til de nyankomne. Disse blev nu befriet
+for Gaflerne, men Lænkerne maatte de beholde.</p>
+
+<p>Hvilken Befrielse var det ikke for gamle Tom, hans
+Søn og dennes Venner, Actæon og Austin, at faa de
+tunge Halsbøjler fjærnet og efter fem Ugers Adskillelse
+atter at kunne trykke hinandens Hænder og tale
+sammen. Kraftige og arbejdsvante som de var, havde
+de unge Negre bedre end de fleste af deres Lidelsesfæller
+kunnet udholde Rejsens Strabadser, men gamle
+Tom var saa medtaget, at han næppe vilde have lang
+Tid tilbage at leve. De var alle fire blevet indelukket i
+en snæver Baas, hvor der blev udleveret dem en sparsom
+Ration Fødevarer. Dick Sand derimod blev holdt
+tilbage paa Torvet under en Slavefogeds Opsyn. Han
+længtes inderligt efter at kunne undersøge alle Hytterne,
+for at søge efter Fru Weldon, lille Jack og
+Fætter Benedict, der efter hvad Herkules havde meddelt
+ham, skulde være ført hertil.</p>
+
+<p>Og hvor var Harris og Negoro? Hvorfor viste de
+sig fremdeles ikke? Længtes den falske Kok da ikke
+efter at haane og triumfere over sin forhenværende
+Kaptajn? Han kom pludselig til at tænke paa, hvor
+<span class="pagenum"><a name="side_120" id="side_120">[S. 120]</a></span>
+dumt det havde været af ham, at han ikke dengang,
+da Dingo bragte ham Bud fra Herkules, sendte den
+tro Neger et Brev tilbage med Hunden. Nu vidste Herkules
+jo ikke engang, om Brevet var naaet i de rette
+Hænder, og om han var ilive endnu. Det var naturligvis
+Grunden til, at Dingo ikke senere var blevet
+sendt til ham.</p>
+
+<p>Dick var fortvivlet, alt Haab syntes slukt for ham.
+I dette Øjeblik rev en frygtelig Hylen og Raaben ham
+ud af hans triste Betragtninger. Trompetfanfarer og
+Trommehvirvler bebudede den store Slavehandler,
+"Slavekongens" Ankomst.</p>
+
+<p>"Alvez! &mdash; Alvez!" lød det fra alle Kanter af
+Pladsen.</p>
+
+<p>En <i>Kitanda</i> &mdash; en tohjulet Vogn omgivet af en
+Kaleche af falmede, kulørte Gardiner &mdash; nærmede sig
+Pladsen. En fed, gammel, rødøjet Neger steg ud af
+den, hilst med støjende Hyldest af Følget. Det var
+den store "Handelsmand", José Antonio Alvez.</p>
+
+<p>Ved Siden af ham saa man en snavset, halvgammel
+Fyr, med et gult Ansigt, mærket af alle mulige Laster
+og Udsvævelser, og iklædt en laset Bomuldsskjorte
+og en forreven Straahat. Det var Alvez' Fortrolige og
+onde Aand, Counbra.</p>
+
+<p>Til stor Skuffelse for Dick saa han hverken Harris
+eller Negoro i Alvez<a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="">'</a> Følge.</p>
+
+<p>Føreren for den lige ankomne Karavane, Araberen
+Ibu Hamis hilste nu paa sin høje Chef og aflagde Beretning
+om Transporten. Samtalen førtes imidlertid i et
+forfærdeligt Blandingssprog, som Dick ikke forstod et
+<span class="pagenum"><a name="side_121" id="side_121">[S. 121]</a></span>
+Ord af. Imidlertid hørte han, at Harris Navn blev
+nævnet, og derefter blev en Slavefoged sendt hen til
+den Barak, hvor Tom og hans Fæller var blevet indelukket.</p>
+
+<p>De fire sorte Amerikanere blev ført frem for Alvez.
+Den gamle Kæltring lod sit Blik takserende hvile paa
+de tre unges kraftige Legemer.</p>
+
+<p>Nu traadte Tom frem og sagde med høj Stemme:</p>
+
+<p>"Vi er fri Mænd, fri Borgere fra de forenede
+Stater."</p>
+
+<p>"Ja vel, ja vel," fnisede den gamle Slavehandler,
+"fri Mænd i Lænker; velkommen &mdash; &mdash;!"</p>
+
+<p>"Velkommen," grinede Counbra, som et Ekko af
+den gamle, og traadte nærmere. Han befølte Austins
+Bryst og Arme, og vilde ogsaa til at kigge ham paa
+Tænderne, som man gør ved en Hest. Men et velrettet
+Næveslag lige i Ansigtet sendte i det samme den ivrige
+Menneskepranger baglænds ti Skridt tilbage.</p>
+
+<p>Nogle Soldater styrtede hen imod Austin, men
+Alvez kaldte dem tilbage. Han var endogsaa ondskabsfuld
+nok til at le himmelhøjt over sin Ven Counbras'
+lille Uheld. Han vinkede nu ad Dick Sand, som
+han betragtede med et bredt Smil. Han vidste aabenbart
+Besked angaaende den unge Kaptajn.</p>
+
+<p>"Naa, lille Yankee, ær di dær!" sagde han paa
+daarligt Engelsk.</p>
+
+<p>"Ja, jeg mærker at De ved hvem jeg er. Hvad vil
+De gøre med mine Kammerater og mig?" spurgte Dick.</p>
+
+<p>"Yankee, lille Yankee!" drævede Alvez, som enten
+ikke forstod, eller ikke vilde forstaa Dicks Spørgsmaal.
+<span class="pagenum"><a name="side_122" id="side_122">[S. 122]</a></span>
+Derpaa vendte han sig til Ibn Hamis og talte ivrigt
+med ham om et eller andet, der aabenbart angik Dick
+og hans Ledsagere.</p>
+
+<p>Dick benyttede Øjeblikket til, uden at se henimod
+de sorte, at mumle til dem: "Venner! Jeg har hørt fra
+Herkules. Han har fulgt efter Karavanen. Harris og
+Negoro har ført Fru Weldon med sig, blot ved jeg ikke
+hvorhen. Tab ikke Modet, maaske &mdash; &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>En Haand lagdes tungt paa hans Skulder og en velkendt
+ironisk-venlig Stemme lød i hans Øre:</p>
+
+<p>"Naa, min unge Ven! Hvordan har De det? Det
+glæder mig at se Dem igen."</p>
+
+<p>Dick foer sammen. Det var Harris.</p>
+
+<p>"Hvor er Fru Weldon?" raabte han og traadte tæt
+hen til den falske Vejviser.</p>
+
+<p>"Herregud, ja; stakkels Kone," svarede Harris med
+kunstlet Medfølelse.</p>
+
+<p>"Hvad siger De! Er hun død?" stønnede Dick forfærdet.
+"Og hendes Barn, lille Jack?"</p>
+
+<p>"Ok ja, den sølle Unge, som holdt saa meget af
+mig &mdash; &mdash; &mdash;," svarede Harris med et ondskabsfuldt
+Smil.</p>
+
+<p>Døde, pint til døde af denne Bøddel. Dick grebes
+af en uimodstaaelig Harme, et opblussende Raseri, en
+Trang til Hævn, som han ikke kunde beherske.</p>
+
+<p>Han sprang ind paa Harris, rev Dolken op af hans
+Bælte og stødte den dybt i hans Bryst.</p>
+
+<p>&mdash; En Ed, en Forbandelse &mdash; &mdash; og Amerikaneren
+vaklede og faldt død til Jorden.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_123" id="side_123">[S. 123]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_XVII" id="kap_XVII"></a>XVII.</h2>
+
+<p class="chaphead">En Markedsdag.</p>
+
+
+<p>Saa hurtig og uventet havde Dicks Stød været, at
+Ofret ikke havde kunnet afparere det, saalidt som
+nogen af de omstaaende havde kunnet lægge sig imellem.
+Nu kastede nogle Indfødte sig over ham og vilde
+utvivlsomt have hugget ham ned paa Stedet, dersom
+ikke en myndig Stemme havde kaldt dem tilbage.</p>
+
+<p>Det var Negoro.</p>
+
+<p>Paa et Tegn af Portugiseren bar Soldaterne Harris'
+Lig bort. Alvez og Coimbra forlangte højrøstet og
+bestemt, at Negoro straks skulde lade Dick blive klynget
+op, men Portugiseren havde aabenbart andre Planer
+desangaaende, og efter megen Diskuteren med
+sine Foresatte fik han dem til at gaa ind paa hans
+Forslag.</p>
+
+<p>Alt imens stod Dick roligt og saa uanfægtet, som
+om hans egen Skæbne var ham komplet ligegyldig, og
+betragtede Negoro, Kokken fra "Pilgrim", det Umenneske,
+som var Ophavsmanden til alle de Ulykker, der
+var tilstødt Skibet og dets Besætning. Men det var,
+som om Drabet af Harris havde kølnet hans Vrede,
+eller maaske var det Visheden om Fru Weldons, hans
+anden Moders Død, og hans egen nær forestaaende
+Ofring, der berøvede ham Evnen til at føle noget som
+helst.</p>
+
+<p>Som i Drømme lod han sig belægge med Lænker og
+føre ned i en underjordisk, mørk Hule, de dødsdømte
+<span class="pagenum"><a name="side_124" id="side_124">[S. 124]</a></span>
+Slavers sidste Opholdssted. Han tænkte end ikke paa,
+at naar Negoro havde udvirket, at han ikke blev hængt,
+saa var det sikkert for at kunne berede ham en Død,
+der var hundrede Gange værre.</p>
+
+<p>Næste Dag fandt Markedet Sted. Tusinder af Indfødte
+indfandt sig, pyntet paa det fineste; malet og
+indsmurt i Fedt og udstyret med en Strimmel broget
+Bomuldstøj og Masser af kulørte Glasperler. Paa
+Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til
+Købs, og desuden indført Bomuldstøj, Smykker, &mdash; og
+Spiritus, herskede en frygtelig Trængsel og et øresønderrivende
+Spektakel.</p>
+
+<p>"Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede
+selv Opstillingen af de Slaver, som han vilde skille sig
+af med. Da Efterspørgslen var saa stor, besluttede han
+i sidste Øjeblik at lade de mindst medtagne af de sidst
+ankomne Fanger gaa med, for at spare Kosten til dem
+i den Maaned det varede, før der atter var Marked.
+Imellem disse sidste, som Opsynsmanden drev ind paa
+Markedspladsen, var ogsaa Tom og hans tre Kammerater,
+alle fire nedtrykte og ulykkelige over den
+Skændsel, der skulde overgaa dem.</p>
+
+<p>"Jeg ser ikke Dick Sand," sagde Bat efter at have
+set sig godt om.</p>
+
+<p>"Den unge, kære Herre bliver vel slaaet ihjel,"
+sagde den gamle Tom trist, "maaske har han udstridt
+allerede. Jeg havde nær sagt, bare det var mig. Men
+vi maa vel kun haabe og ønske, at vi alle fire bliver
+købt af den samme Agent, saa at vi i al Fald kan blive
+sammen."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_125" id="side_125">[S. 125]</a></span>
+"Naar bare Herkules var her!" sagde Austin.</p>
+
+<p>Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen
+med arabiske Købmænd, Mestitzer og Slaveopkøbere,
+rundt imellem Fangerne. Han udraabte Prisen
+og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld,
+og skældte, slog, kommanderede og rasede. Han lod
+de ulykkelige sorte løbe og vise Tænder, ganske som
+Heste, og lod dem løfte tunge Sten for at vise, hvor
+kraftige de var. Tom og hans Venner delte Skæbne
+med de andre. Paa Grund af deres kraftige Bygning
+og udviklede Muskulatur blev de ligefrem et Stridens
+Æble imellem flere Opkøbere fra Madagaskar. Alvez
+var henrykt. Buddene faldt livligt og Priserne steg.</p>
+
+<p>Til alt Held blev de da ikke adskilte; en stor Slavehandler
+fra Zanzibar købte dem alle fire og lod dem
+straks bringe hen i en Barak, han lejede i samme Anledning.</p>
+
+<p>Hen paa Eftermiddagen hørte man en sig nærmende
+Lyd af Trommer, Cymbaler, Gammelanger og
+andre af de primitive Negerinstrumenter. Markedstumlen,
+der nu var paa sit højeste, da det gjaldt om
+at blive af med de endnu uafsatte Varer i en Fart, forstummede
+pludselig, som ved et Trylleslag. Al Handel
+blev afbrudt, hver Udraabers Stemme tav.</p>
+
+<p>Thi Kongen af Kazonnde var paa Vejen fra sin
+Residens for at beære Markedet med sit Besøg. Han
+holdt sit Indtog baaret i en gammel Palankin og omgivet
+af sine højere "Embedsmænd" og Soldater. En
+fire fem Stykker af disse maatte hjælpe ham ud af
+Befordringen, da denne var naaet midt ud paa Torvet.
+<span class="pagenum"><a name="side_126" id="side_126">[S. 126]</a></span>
+Her modtog han naadigst Alvez og de andre større
+Slave-Grossister, der viste ham den mest overdrevne
+Ærbødighed, en Følelse, som de var saare langt fra
+at nære. Majestæten var en Mand paa halvtreds, men
+saa ud som han var firs. Hans kongelige Højtidsdragt
+bestod af et Læderskørt, pyntet med paasyede Glasperler,
+en Slags Krone smykket med rødmalede Leopardkløer
+og hvide Haarduske, samt Masser af Kobberringe
+om Ankler og Haandled. I den ene Haand
+havde han en Fjervifte og i den anden en rødknappet
+Stok, og paa hans kongelige Næse sad &mdash; Fætter Benedicts
+Briller. Den ulykkelige Naturforskers Loup hang
+i en Snor ved Kongens Bælte, nærmest til Pynt, da
+den ophøjede Idiot ikke havde Idé skabt om dens rette
+Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne Hersker ud,
+der efter sin egen &mdash; og sine fleste Undersaatters
+Mening, var af guddommelig Oprindelse. Det var en
+alkoholiseret, legemligt som aandeligt ødelagt, gammel
+Neger, der mere lignede en ældet Urangutang end et
+Menneske.</p>
+
+<p>Kongen ledsagedes af en Mængde let, men broget
+paaklædte Negerinder i alle Aldre &mdash; den gamles
+Harem &mdash; samt af sine Embedsmænd, Troldmænd,
+Generaler o. s. v. Man maatte straks lægge Mærke til
+den Ejendommelighed, at næsten alle disse høje Herrer
+var mer eller mindre defekte. Den ene manglede sit
+ene Øre, den anden et Øje, en tredie Næsen eller en
+Haand; og disse Tab skyldtes ikke Ulykkestilfælde,
+men kongelig Unaade. Denne milde Hersker kendte
+nemlig kun to Straffe, Død eller Lemlæstelse, som
+<span class="pagenum"><a name="side_127" id="side_127">[S. 127]</a></span>
+bragtes til Anvendelse saasnart de Vedkommende forsyndede
+sig eller vakte Kongens Mishag. Troldmændene,
+der særligt fungerede som Læger, som Besværgere
+og Aandemanere, maatte ofre deres kære Lemmer
+naar en Kur mislykkedes.</p>
+
+<p>Dybt bukkende nærmede Alvez sig og overrakte
+Kongen en Kardus Tobak, og efter ham traadte de
+andre Slavehandlere frem og bragte deres Gaver under
+mange Ceremonier og Talemaader. De Indfødte kastede
+sig paa Jorden og smurte sig til med Snavs, og
+viste saaledes deres uhyre Ydmyghed. Men Kongen
+saa ikke paa nogen, han tog Gaverne og lod dem gaa
+videre og stavrede afsted, skrævende, rullende, vaklende
+i sin Drukkenskab.</p>
+
+<p>Alvez holdt sig stadig i Majestætens Nærhed,
+eskorteret af Negoro.</p>
+
+<p>"Skaf mig Drikke," savlede Kongen.</p>
+
+<p>"Vil det behage Deres Majestæt at se lidt paa Markedet?"
+spurgte Alvez.</p>
+
+<p>"Noget at drikke," stønnede Kongen arrigt.</p>
+
+<p>"Hvad ønsker Majestæten?"</p>
+
+<p>"Brændevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende.
+"For hver Draabe skal du faa &mdash; &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>"En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskød Negoro,
+med et betydende Blik til Alvez.</p>
+
+<p>"Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har
+dræbt en af mine Agenter. Han maa straffes!"</p>
+
+<p>"Kom med ham, jeg skal &mdash; hvid Mand &mdash;," grinede
+Kongen, "men først Ildvand, kom med det!"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_128" id="side_128">[S. 128]</a></span>
+"Det skal komme, brændende Ildvand; en hel
+Bolle!"</p>
+
+<p>Dette var noget splinter nyt for den gamle Drukkenbolt;
+Brændevin havde han drukket i Strømme,
+men brændende Brændevin, Ildvand i Flammer &mdash; den
+Tanke gjorde ham vild af Henrykkelse. Og hans
+Glæde forplantede sig til Følget, Mandfolk og Fruentimmer
+var lige lyksalige ved Tanken om det forestaaende
+Drikkegilde.</p>
+
+<p>Saa snart Mørket faldt paa, blev Forberedelserne
+til Aftenens Fest paabegyndte. En uhyre Kobberkedel
+blev opstillet midt paa Torvet, og deri lod Alvez
+hælde en Tønde Fusel-Brændevin, tilsat Kanel og
+spansk Peber og hvad der ellers kunde forhøje denne
+Punsch's Velsmag for de Vilde.</p>
+
+<p>Hele Hofstaten smed sig ned i en Kreds omkring
+Bollen. Som draget af Stanken fra dette Brændevins-Kar
+ravede Kongen hen og bøjede sig over Kanten af
+Bollen. Det saa næsten ud som han vilde gaa paa
+Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo
+i ham og trak ham tilbage.</p>
+
+<p>Han stak ham nu en Tændstik i Haanden og sagde
+med et lumsk Smil:</p>
+
+<p>"Sæt Ild paa!"</p>
+
+<p>Kongen lod den brændende Tændstik falde ned i
+Spritten. Virkningen var storslaaet. Højt over Karrets
+Rand steg de dansende og slikkende Flammer,
+blaa, røde og gule kastede de et spøgelseagtigt Skær
+over den hele sælsomme Scene. De Vilde sprang op i
+stor Eksaltation, de hoppede, de dansede, de hylede
+<span class="pagenum"><a name="side_129" id="side_129">[S. 129]</a></span>
+og sang &mdash; som sorte Djævle om et Heksebaal. Kongen
+var som hypnotiseret af den brændende Drik, hans
+Øjne veg ikke fra Ilden.</p>
+
+<p>Nu fyldte Alvez med en stor Jærnske den flammende
+Spiritus i en Skaal og rakte denne til Neger-Kongen.
+Den gamle Dranker greb den ivrigt og førte
+den til Munden, for at tømme den i et Drag.</p>
+
+<p>Straks efter lød et forfærdet mangestemmigt Skrig.
+Kongen brændte.</p>
+
+<p>Den forhærdede Fyldebøtte, der i sin hele Levetid
+havde drukket ihærdigt og uopholdeligt, var blevet saa
+gennemsivet af Spiritus, at Ilden øjeblikkelig havde
+antændt ham, som en Fakkel. Det var ikke de Indfødte
+rigtig klart, om det var et Ulykkestilfælde, der
+skete for deres Øjne, eller om det var noget overjordisk.
+Om for Eksempel Majestæten blev hentet af
+Himlens Ild hjem til sine guddommelige Forfædre.</p>
+
+<p>Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille
+op med den brændende Monark, og følgelig lod de
+ganske være at stille noget op, og saa roligt paa dette
+forfærdelige Skuespil.</p>
+
+<p>Og sandt at sige var der heller ikke noget at gøre.
+Selv om den synlige, ydre Flamme kunde være slukket,
+vilde den indre Forbrænding dog ikke være til at
+standse.</p>
+
+<p>Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede
+Majestæt ikke andet tilbage, end en graalig
+hvid, stinkende, fedtet Askehob.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="side_130" id="side_130">[S. 130]</a></span></div>
+
+<h2><a name="kap_XVIII" id="kap_XVIII"></a>XVIII.</h2>
+
+<p class="chaphead">En kongelig Begravelse.</p>
+
+
+<p>Den følgende Dag var den ganske By nedsunket
+i Ruelse og Sorg over Kongens Død.</p>
+
+<p>Den ældste af hans Hustruer overtog øjeblikkelig
+"Regeringens Ledelse", og hendes første Anordninger
+angik den Afdødes højtidelige Ligbegængelse.</p>
+
+<p>Man begyndte straks paa Forberedelserne. For
+Enden af Byens Hovedgade løb en dyb og strid Bæk,
+i hvis Bund den kongelige Grav skulde graves. En
+Styrke af Indfødte blev straks sat i Gang med at
+aflede Bækkens Vand, for at tørlægge det Stykke af
+Flodlejet, hvor Kisten skulde nedsænkes. Efter Ceremonien
+skulde den kunstige Dæmning atter gennembrydes,
+saa at Vandet igen strømmede tilbage i sit
+gamle Leje.</p>
+
+<p>Negoro havde faaet den djævelske Indskydelse, at
+Dick Sand skulde dele Skæbne med de mange andre &mdash; Kongens
+yngre Hustruer f. Eks. &mdash; der maatte ofres
+ved Begravelsen. Men forinden vilde den fejge Slyngel
+nyde den Tilfredsstillelse at se sit Offer lide, se
+hans Rædsel og Fortvivlelse, naar han forkyndte ham
+hvilken Skæbne, der ventede ham.</p>
+
+<p>Portugiseren begav sig derfor hen til det Fængsel,
+hvor Dick, forsvarligt bundet paa Hænder og Fødder
+havde tilbragt det sidste Døgn. Der laa Dick, pint af
+Sult og Tørst, med smertende Saar fremkaldt af de
+<span class="pagenum"><a name="side_132" id="side_132">[S. 132]</a></span>
+snærende Lænker, og længtes kun efter, at man snart
+vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af
+Negoro blussede hans Energi og Harme op paa ny.
+Han sprang op; med en rasende Bevægelse søgte han
+at sprænge sine Baand for at kunne kaste sig over sin
+Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage.
+Men Lænkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i
+sin apatiske Tilstand.</p>
+
+<div class="figcenter" style="width: 413px;">
+<a name="ill_131">
+<img src="images/i131.jpg" width="413" height="600" alt="" title="" /></a>
+<span class="caption">Der laa Dick, pint af Sult og Tørst.</span>
+</div>
+
+<p>"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gøre min
+unge Kaptajn min Opvartning," begyndte Negoro grinende.
+"Jeg beklager uendeligt, at han ikke her har
+slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa
+'Pilgrim.'"</p>
+
+<p>Dick saa end ikke paa sin Plageaand.</p>
+
+<p>"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok,
+Kaptajn? Jeg venter blot paa Deres Ordre om hvad
+De vil have til Frokost!" Og for at tiltvinge sig Opmærksomheden,
+sparkede han til Fangen.</p>
+
+<p>At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits
+af hans infame Drillerier, bragte efterhaanden Kokken
+i et sandt Raseri.</p>
+
+<p>"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det
+mig, der er Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er
+i min Haand."</p>
+
+<p>"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen
+roligt.</p>
+
+<p>"Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines,
+martres &mdash; &mdash; &mdash;. Du skal faa en Død, værre end alle
+de andres!" hvæssede den afsindig rasende Portugiser.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_133" id="side_133">[S. 133]</a></span>
+"Men ikke værre end din egen," svarede Dick med
+profetisk Alvor.</p>
+
+<p>I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude
+af sig selv. Han greb den ulykkelige om Halsen, som
+vilde han kvæle ham med sine egne Hænder. Men i
+det yderste Øjeblik kom han til sig selv igen. Det
+vilde jo være en Befrielse, en alt for let Død for hans
+Fjende. Nej, nej &mdash; i Aften, først i Aften.</p>
+
+<p>Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.</p>
+
+<p>Hele den næste Dag gik med til det store Udgravnings- og
+Opdæmningsarbejde. I Bækkens Leje skulde
+der uddybes en Grav, ti Fod dyb, halvtreds Fod lang
+og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de ulykkelige
+Kvinder, af den afdøde Konges Harem, hvem den
+Ære tilfaldt, at blive levende begravede sammen med
+deres Herskers Lig. De skulde finde deres Død i de
+fremstormende Bølger.</p>
+
+<p>Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske
+Kongebegravelser, at Herskerens Lig bliver iført sin
+fineste Stads og baaret i Procession før Begravelsen.
+Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestæt
+end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en
+Udvej, for ikke helt at afvige fra den hævdvundne
+Tradition. Der blev i al Hast lavet en stor Dukke, raat
+udskaaret i Rosentræ, der skulde forestille Kong
+Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de
+veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken
+blev iklædt de fineste kongelige Klæder, og de nyerhvervede,
+og ubeskadigede Benedictske Briller blev
+<span class="pagenum"><a name="side_134" id="side_134">[S. 134]</a></span>
+anbragt paa dens Næse. Den frembød et baade komisk
+og rædsomt Skue, men de Indfødte var begejstrede.</p>
+
+<p>Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem
+Byens Hovedvej under fuld Musik af de infernalske,
+skingrende Instrumenter, under Affyring af Geværskud,
+under Sang og Hylen, Sørgedanse og Troldmændenes
+højlydte Besværgelser. Spredt i Toget gik
+Fakkelbærere og svingede deres brændende Harpikspinde,
+der kastede sit flakkende Lys over den fantastiske
+Procession.</p>
+
+<p>Først kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin
+og omringet af den afdødes Hustruer af lavere Rang,
+der skulde gøre ham Selskab over i Evigheden. Derefter
+fulgte Hofmænd og Embedsmænd, Slavehandlerne
+og endelig hele den indfødte Befolkning i Kazonnde.
+Da Optoget var naaet den tømte Flodseng,
+hørte man klagende Sang, og Suk og Stønnen fra Graven,
+afbrudt at Lænkers Klirren. Det var halvtresindstyve
+af Kongens Slavinder, der i Rædsel ventede paa
+at Bækkens Vande skulde lukke sig over dem. To af
+den afdødes Hustruer steg nu ned i Dybet og lagde
+sig paa Knæ og Hænder, for at danne et levende Leje
+for den Trædukke, for hvem al denne vanvittige og
+barbariske Staahej blev sat i Scene. Foran Dukken,
+ved den yderste Ende af Graven, stod der &mdash; lænket
+til en rødmalet Pæl &mdash; en hvid, der skulde bringes som
+et særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde
+Ligbegængelse.</p>
+
+<p>Det var Dick Sand.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_135" id="side_135">[S. 135]</a></span>
+Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang
+og Dans.</p>
+
+<p>Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i
+Dæmningen begyndte Vandet langsomt at sive ind i
+Graven. De første Bølger skyllede hen over de lænkede
+Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lænker i
+afmægtig Kamp imod Døden. Nu naaede Vandet op
+til den kongelige Dukke, og til Livet af den bundne
+Dick Sand.</p>
+
+<p>Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en
+sidste rasende Anstrængelse for at bryde de Baand,
+der holdt ham til Pælen; forgæves. De sidste Hoveder
+forsvandt under Vandet, der atter flød roligt og glitrende
+i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den
+Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under
+dets Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der
+var omkommet til Kongen af Kazonndes Ære.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_XIX" id="kap_XIX"></a>XIX.</h2>
+
+<p class="chaphead">De døde lever.</p>
+
+
+<p>I en Barak, ikke langt fra den, hvori Dick havde
+været indespærret, sad i en melankolsk Gruppe de tre
+ulykkelige, som efter Harris falske Forklaring for
+Dick, skulde være bukket under for deres Lidelser og
+Sorger &mdash; Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict.</p>
+
+<p>De var allerede kommet til Kazonnde otte Dage
+<span class="pagenum"><a name="side_136" id="side_136">[S. 136]</a></span>
+før Slavetransporten indtraf, og de var paa Rejsen
+blevet behandlet med en vis Omhu og saavidt muligt
+skaanet for Strabadser og Anstrængelser. Ogsaa efter
+Ankomsten til Slavehandlerens Hovedsæde fik de en
+bedre Forplejning end de andre Fanger og Frihed til
+at bevæge sig i den til Barakken hørende Indhegning.</p>
+
+<p>Foran Fru Weldon stod Negoro, brutal og fejgt
+nydende sin Magt over den værgeløse Kvinde.</p>
+
+<p>"Min gode Kone," begyndte han i en tilstræbt
+ironisk Tone, "lad mig bringe Dem den triste Nyhed,
+at Deres sorte Venner, Tom og hans Kammerater, er
+blevet solgt paa Markedet forleden."</p>
+
+<p>"Gud være med dem!" hviskede Fru Weldon.</p>
+
+<p>"Nan, det gamle Liv, er død undervejs hertil og
+Dick Sand er dræbt."</p>
+
+<p>Et Rædselsskrig undslap Fru Weldon.</p>
+
+<p>"Ja, ærede Frue, han fik, hvad han fortjente; han
+skød Harris, og det maatte han bøde for. Og her er
+nu De tilbage, ene, og ganske i min Vold. Læg Mærke
+til det, ganske i min Vold."</p>
+
+<p>Fru Weldon gyste ved at høre denne frygtelige
+Sandhed, men bevarede, ved en uhyre Anspændelse
+af sin Selvbeherskelse, sin ydre Ro.</p>
+
+<p>"De ved hvilket naadigt Tilbud jeg gjorde Dem for
+otte Dage siden, at jeg vilde renoncere paa al Hævn
+over Dem og kun tænke paa Forretning. Jeg vil sælge
+Dem til Deres Mand for en Bagatel af 100,000 Dollars,
+og endda give ham Drengen og det Fjols af en Insektfanger
+med i Købet. De skulde medgive mig et Brev
+<span class="pagenum"><a name="side_137" id="side_137">[S. 137]</a></span>
+til Deres Mand og deri forklare, hvorledes jeg, Deres
+tro Tjener, ilede til ham for at føre ham med hertil, og
+sammen med ham, og ved Hjælp af hans Løsepenge &mdash; befri
+Dem af de nedrige Indfødtes Vold. Ikke sandt,
+alt det husker De, og De har indset, at De ikke har
+andet at gøre, end at takke mig for mit ædelmodige
+Forslag og give mig det Brev, som jeg behøver?"</p>
+
+<p>"Det Brev, De forlanger, skriver jeg ikke!" svarede
+Fru Weldon med Fasthed. "Den Sum De fordrer for
+vor Udlevering vil min Mand betale Dem, men jeg vil
+ikke søge at formaa ham til at gaa i Land her i denne
+forfærdelige Del af Afrika for at hente mig."</p>
+
+<p>Efter nogen Modstand indvilligede Negoro &mdash; der
+var blevet bange for maaske ellers helt at gaa glip af
+den uhyre Løsesum &mdash; i at han skulde bringe Hr. Weldon
+et Brev fra hans Hustru, hvori hun opfordrede ham
+til at sejle til Mossamedes, en lille Havn paa Angolas
+Sydspids, som Negoro ofte havde besøgt med Slavetransporter.
+Dertil skulde saa en af Negoros Kammerater
+føre Fru Weldon, Jack og Benedict, og ved Skibets
+Ankomst sejle dette imøde, hvorpaa Udleveringen
+skulde finde Sted og Negoro forsvinde.</p>
+
+<p>Ved denne Ordning forebyggede den betænksomme
+Fru Weldon, at hendes Mand kunde blive holdt tilbage,
+efter at han havde betalt Løsepengene, at hans
+Skib kunde blive erobret og hans Folk solgte som
+Slaver.</p>
+
+<p>For Rejsen til Mossamedes frygtede hun ikke; det
+laa jo i Negoros egen Interesse at hun naaede dertil
+<span class="pagenum"><a name="side_138" id="side_138">[S. 138]</a></span>
+i god Behold. Negoro fik altsaa Brevet, hvori han
+fremstilledes om den Ven, der havde trodset alle Farer
+for at bringe sin Frue Hjælp og Befrielse. Næste Morgen
+drog han afsted i nordlig Retning, ledsaget af en
+halv Snes sorte, for at gaa om Bord i et af de Fartøjer,
+der fra Byerne ved Kongoflodens Munding gaar til
+Amerika.</p>
+
+<p>Fætter Benedict havde, som det var at vente, med
+stoisk Ro taget Tingene som de var, og han trøstede
+sig med at udnytte den usædvanlige Lejlighed han saa
+uformodet fik, til at sikre sig Eksemplarer af de specifik
+afrikanske Insekter.</p>
+
+<p>Nogle Dage efter at Negoro var draget afsted hørte
+han, just som hans Øjne var ved at lukke sig til en
+lille Eftermiddagslur, en lydelig Summen; den ham
+saa dyrebare Musik. Uvilkaarlig foer han op. Hvad
+var det for en mærkelig skarp og gennemtrængende
+Summen? Den maatte komme fra et Kæmpeinsekt.
+Han stirrede hjælpeløst omkring sig med sine nærsynede,
+brilleløse Øjne; han lyttede med tilbageholdt
+Aandedræt, angst og bange for at Dyret skulde tage
+Flugten.</p>
+
+<p>Da skete det vidunderlige, at det ubetænksomme
+Insekt, der ikke anede, hvor farlig en Person Fætter
+Benedict var for det, slog sig til Ro paa selve sin
+Dødsfjendes Pande. Den lærde Mand blev som til
+Sten, ikke en Nerve turde han bevæge for ikke at
+skræmme sit Bytte. "Vilde det nu bare spadsere lidt
+længere ned, helst lidt ud paa min Næse, saa kunde
+<span class="pagenum"><a name="side_139" id="side_139">[S. 139]</a></span>
+jeg se det og bestemme dets Slægt, Orden, Art og
+Klasse," tænkte han, betaget af Øjeblikkets Alvor.
+Og se, hans Ønske syntes at være en Befaling for Insektet.
+Snart sad det paa hans spidse Næsetip, og
+Benedict skelede krampagtig hen imod denne fremspringende
+Pynt.</p>
+
+<p>"Store Gud! &mdash; Den sjældne <i>Manticora</i>!" brast det
+ud af ham. Og i det samme maatte han nyse, kildret
+af det sjældne Dyrs Kravlen paa hans følsomme Næsetip.
+Han eksploderede og greb i det samme til Næsen
+for at sikre sig det skræmte Insekt, men ak &mdash; han fik
+kun sit eget spidse Lugteorgan fat; <i>Manticora'en</i> tog
+Flugten ud i det fri.</p>
+
+<p>Fætter Benedict bandede.</p>
+
+<p>Med en for ham usædvanlig Adræthed var han paa
+Benene og i fuld Firspring paa Jagt efter Skatten. Han
+saa næppe hvor han gik eller hvorhen han kom, han
+hørte kun den drillende Summen foran sig, og over
+Indhegning, Stok og Sten gik det til han kom ud i den
+store Skov, der stødte op til Slavehandlerens Baraklejr.
+<i>Manticora'en</i> hvilede sig et Øjeblik paa Jorden,
+og som en Indianer paa Krigsstien sneg Jægeren sig
+ind paa den, da vips &mdash; et Spring, og den var væk igen.
+Fætter Benedict sprang efter, forpustet, forreven,
+svedende og utrættelig.</p>
+
+<p>"Nu har jeg den &mdash; nej &mdash; Pokkers ogsaa &mdash; nu
+maaske &mdash; bare forsigtig &mdash; &mdash; den skal ikke slippe
+fra mig, jeg maa have &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>Vildere og vildere greb den anstrængende Jagts
+Spænding ham, længere og længere drev den ham ind
+<span class="pagenum"><a name="side_140" id="side_140">[S. 140]</a></span>
+i Skoven. Han løb med udbredte Arme, og slog med
+begge de aabne Hænder efter Insektet, saa at han paa
+en uindviet Iagttager maatte have gjort et komplet
+sindsforvirret Indtryk.</p>
+
+<p>Da pludselig, som han i fuld Fart stormede forbi
+et højt Buskads, følte han et jærnfast Tag i sin Nakke
+og et andet tilsvarende i sin slunkne Bagdel. En kæmpemæssig
+Medskabning havde fanget ham omtrent paa
+samme Vis, som han vilde have grebet Insektet, og
+uden videre Vrøvl blev han ført bort igennem Skovtykningen.
+Og saaledes gik det til, at Fætter Benedict
+gik glip af den værdifulde Forøgelse af sin Insektsamling,
+den sjældne <i>Manticora</i>.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_XX" id="kap_XX"></a>XX.</h2>
+
+<p class="chaphead">En Troldmand.</p>
+
+
+<p>Fru Weldon blev ulykkelig, og Alvez blev rasende
+da Fætter Benedict ikke viste sig mere, hverken den
+Dag eller de følgende. Det syntes for begge saare
+usandsynligt, at det skikkelige Tossehoved skulde være
+flygtet ud i den ukendte Skov, hvor Livsfaren &mdash; i
+Form af vilde Indfødte eller vilde Dyr &mdash; lurede ved
+hvert Skridt; men alligevel maatte de lade sig nøje
+med denne Antagelse, da ingen anden frembød sig.</p>
+
+<p>Uagtet Regntiden allerede var udløbet i Slutningen
+af April, begyndte det pludselig, den 19. Juni, at regne
+<span class="pagenum"><a name="side_141" id="side_141">[S. 141]</a></span>
+voldsomt og vedholdende. Dette var intet mindre end
+en Ulykke for Landets Beboere. Markerne, der allerede
+bar modent Korn, oversvømmedes og Høsten vilde
+blive totalt mislykket, hvis Regnen vedvarede blot i
+endnu nogle Dage.</p>
+
+<p>Dronningen holdt lange Raadslagninger med sine
+Ministre, og Hoffets højst anskrevne "Overtroldmænd"
+blev beordrede til at afværge den truende Ulykke.
+Men alt hvad de sang, og svang deres Bjælder og besvor,
+og bad og tudede, lige meget hjalp det; Skyernes
+Aander tog ikke mindste Notits deraf. Saa blev der
+endelig anbefalet den sorte, kvindelige Majestæt en
+berømt Troldmand, der boede i Angolas nordligste
+Del. Hans Ry var stort, maaske kun fordi hans Evner
+endnu aldrig var blevet prøvet i Kazonnde. Der gik
+Ekspresbud efter ham, og den 25. om Morgenen anmeldtes
+hans Ankomst ved det højtideligste og rædselsfuldeste
+Musik-Spektakel.</p>
+
+<p>Den berømte Mand saa prægtig ud; en ren Kraftkarl
+af en Neger, overmalet med allehaande sælsomme
+Figurer, pyntet med Halsbaand, Armbaand, Bælter,
+Ringe og Fjer i Overflod. Det saa næsten ud som om
+det klarede op bare ved at han viste sig, Himlen var
+ialfald mindre mørk, og Vinden var ved at vende sig
+til det Hjørne, hvor den skulde og burde befinde sig.</p>
+
+<p>Hele hans Trylle-Maskineri bestod af en Kurv,
+med et Aflukke i, og han aabnede, i Modsætning til
+alle sine Kolleger, slet ikke Munden. En stum Troldmand
+var en saadan Sjældenhed i Kazonnde, at han
+<span class="pagenum"><a name="side_142" id="side_142">[S. 142]</a></span>
+i de Indfødtes Øjne alene af den Grund maatte blive
+ufejlbarlig.</p>
+
+<p>Han spankulerede først hele Torvet rundt i højtidelig
+Etmarsch og med mange sælsomme Bevægelser, og
+den halve By travede i Hælene paa ham og gjorde alle
+hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud som
+en Procession af Aber med en Kæmpeabe i Spidsen.
+Lige imod den kongelige Residens styrede den store
+Mand sine Fjed, og Dronningen gik ham selv imøde.
+Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede
+ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt
+Smil paa sig selv og greb &mdash; o Frækhed &mdash; Dronningen
+ved Haanden og førte hende, under Mængdens maabende
+Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens
+Lejr. Uden at afvente nogen Indbydelse til at træde
+nærmere skubbede han Porten op, ved at sætte sine
+vældige Skuldre imod, og traadte ind. Alvez og hans
+Soldater stormede til for at straffe den frække Indbryder,
+men ved Synet af Dronningen veg de forfærdet
+og ærbødigt tilside.</p>
+
+<p>Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham,
+optog her atter sine tavse <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="Beværgelser">Bevægelser</a>. Han pegede
+imod Himlen og fulgte med de oprakte Hænder Skyernes
+Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen
+Energi, at de Indfødte blev grebet af Begejstring. Da
+det imidlertid ikke laa for disse at være tavst begejstrede,
+brød de snart ud i deres sædvanlige Syngen,
+Skrigen og Skraalen, samtidig med at de gjorde alle
+Mganga'ens forrykte Bevægelser efter.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_143" id="side_143">[S. 143]</a></span>
+Men Himlen syntes ikke at tage mindste Notits af
+alt dette Spektakel. Tværtimod saa den tristere og
+tristere ud, og midt under hele Forestillingen faldt de
+første tunge, store Regndraaber med protesterende
+Smæld til Jorden.</p>
+
+<p>Dette fremkaldte øjensynlig et stærkt Omslag i de
+Indfødtes Stemning overfor Troldmanden. De trængte
+sig sammen om ham og indtog en ligefrem truende
+Holdning. Men Kæmpekarlen viste sig selv da som
+Situationens Herre. Han pegede udover Mængdens
+Hoveder henimod en hvid Kvinde med et Barn paa
+Armen, der var traadt ud af en af Barakkerne for at
+se, hvad der var paa Færde.</p>
+
+<p>Alle vendte sig i den antydede Retning. Det var
+altsaa den forbandede hvide Slavinde med det blege
+Barn, der havde nedkaldt Regnstrømmenes Forbandelse
+over Landet; fra hende kom al Fortræd og
+Ulykke. Med sataniske Hyl styrtede den opbragte
+Mængde løs paa den ulykkelige Fru Weldon og lille
+Jack. Men Mganga'en kom dem i Forkøbet; med et
+Par vældige Armbevægelser fejede han de ivrigste tilside,
+og resolut og uden Nølen greb han den segnefærdige
+Kvinde og hendes Barn og løftede dem op paa
+sine stærke Skuldre. Den forbavsede Hob veg uvilkaarlig
+tilside for denne store Magiker, der havde fundet
+Ophavet til Landets Ulykke, og som aabenbart nu
+ogsaa vilde forstaa at fjerne og tilintetgøre det paa
+rette Maade. Nysgerrig fulgte man efter ham, men
+han skridtede vældigt ud, igennem den lukkede Gaard
+<span class="pagenum"><a name="side_144" id="side_144">[S. 144]</a></span>
+og henimod Skoven, hvorfra han med en bydende
+Gestus forbød de faa udholdende at følge ham længer.</p>
+
+<p>Ind i den tætte Skov gik Rejsen, uden Standsning
+og uden mindste Tøven, indtil Troldmanden naaede
+en Aa, der, klar og med stærk Strøm, gemte sig bag
+høje Siv og Slyngplanter. Der, under et Kæmpetræs
+lavt nedhængende Grene laa en Slags Kano med et
+Sejl over, og i den lagde Mganga'en forsigtig sin dobbelte
+Byrde.</p>
+
+<p>"Se her, Kaptajn," sagde han paa engelsk, "her er
+jeg med Fru Weldon og lille Jack. Lad os saa komme
+afsted inden alle Kazonndes Fæhoveder kommer paa
+Benene for at søge efter deres Troldmand."</p>
+
+<p>Med disse Ord greb Herkules &mdash; endnu iklædt sin
+fantastiske Forklædning &mdash; Aaren og stødte Baaden
+ud i Strømmen.</p>
+
+<p>Det varede noget før Fru Weldon var kommet saa
+meget til sig selv, at hun rigtig begreb hvorledes det
+hele hængte sammen; at hun virkelig var frelst, at det
+var Dick, lys levende om end svag og kraftløs, der laa
+foran hende, lænet imod Fætter Benedict og med
+Dingo for sine Fødder.</p>
+
+<p>"Dick, min kære Dreng, Dick er det virkelig dig?"</p>
+
+<p>"Min Ven Dick!" jublede Jack og slog henrykt
+Armene om den unge Kaptajns Hals.</p>
+
+<p>"Og Herkules!" udbrød Fru Weldon, "tænk at jeg
+ikke anede at det var Dem, som bar os afsted; jeg
+var rædselsfuld angst."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_145" id="side_145">[S. 145]</a></span>
+"Ja, køn var jeg jo ikke," svarede Herkules godmodigt
+smilende, "men jeg passede ellers godt til
+Rollen."</p>
+
+<p>"De har befriet os, og det med Fare for Deres eget
+Liv," udbrød Fruen rørt og rakte Kæmpen begge sine
+Hænder.</p>
+
+<p>"Ogsaa mit!" sagde Dick.</p>
+
+<p>"Og mig fangede han ogsaa," sukkede Fluesnapperen,
+endnu ikke forsonet ved Tanken paa den undslupne
+Sjældenhed.</p>
+
+<p>Medens Baaden af Strømmen hurtigt førtes ned
+ad Aaen fortalte Herkules, i de færrest mulige Ord,
+hvorledes han uset havde fulgt Karavanen, som førte
+Fru Weldon og Jack til Kazonnde, og hvorledes han
+flere Gange forgæves havde forsøgt at befri dem fra
+Fangenskabet, indtil endelig en usædvanlig Lejlighed
+frembød sig. Den berømte Troldmand, som blev ventet
+med saa megen Længsel i Kazonnde, kom netop
+igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde
+sit Tilhold. At fange Fyren, berøve ham hans professionelle
+Udstyr og binde ham til et Træ, var en
+smal Sag for en Herkules, og de Indfødtes fabelagtige
+Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens anden
+Del lykkes for ham over al Forventning.</p>
+
+<p>Men Dick; Dick som blev druknet ved Kongens
+Ligfærd?</p>
+
+<p>"Ja," sagde den genopstandne med et Smil, "jeg
+var virkelig mere død end levende, bundet til en Pæl
+og med Vandet strømmende mig over Hovedet. Men
+<span class="pagenum"><a name="side_146" id="side_146">[S. 146]</a></span>
+Livet vendte tilbage, og jeg laa her i Baaden, og Herkules
+stod bøjet over mig &mdash; &mdash; men hvordan det Mirakel
+er sket, det maa Gud og Herkules vide."</p>
+
+<p>"Aah &mdash; det var ikke saa farligt," sagde Negeren,
+forlegen over den megen Hyldest, der blev ham til
+Del. "Det var saamænd ingen Hekseri at liste sig
+ned imellem Ofrene i Flodsengen og, skjult af det
+indstrømmende Vand, at rykke Pælen op. Med en
+Smule Kræfter kunde enhver have gjort det samme.
+Saa var det bare at bære baade Pælen og Kaptajnen
+her ud &mdash; &mdash; det var det hele. Men nu maa vi vel
+tænke lidt paa, hvorhen Rejsen gælder," afledte Herkules
+beskedent.</p>
+
+<p>Fru Weldon fortalte nu om sin Aftale med Negoro,
+og Dick bemærkede, at det gjaldt om at naa Kysten
+før Portugiseren kom til Mossamedes. Der kunde
+man finde Beskyttelse og Hjælp hos de portugisiske
+Autoriteter.</p>
+
+<p>"Og naar den Slyngel af en Kok kommer for at
+hæve sine 100,000 Dollars, saa skal jeg nok betale ham
+med en anden Mønt," føjede Herkules til.</p>
+
+<p>Den Baad, i hvilken de af Skæbnens Modgang saa
+haardt prøvede Rejsende lod sig føre ned ad Strømmen,
+var en af de Indfødtes sædvanlige lange, smalle
+Kanoer, som Herkules havde set sit Snit til at sætte
+sig i Besiddelse af. For at undgaa, at den skulde
+tiltrække sig Opmærksomhed, havde den opfindsomme
+Neger dækket Baaden med et Tag af langt
+Græs, baaret oppe af en Pagaj, der hvilede i to Gafler
+<span class="pagenum"><a name="side_147" id="side_147">[S. 147]</a></span>
+fra Kanoens Spids til dens Agterende. Dette Dække
+bragte Baaden til at se ud som en af de smaa flydende
+Øer, og afgav desuden et skærmende Ly imod Solens
+brændende Straaler. Proviant for Rejsen maatte de
+Rejsende selv hente sig op af Aaens Vand, eller ned
+fra Træernes Grene ved Hjælp af den Bøsse, som
+Herkules havde bjærget ved sin Flugt.</p>
+
+<p>Selv om Strømmen vedblivende vilde føre det lette
+Fartøj afsted med den samme Hastighed, som ved
+Rejsens Begyndelse, omtrent to Mil i Timen eller ca.
+halvtreds Mil i Døgnet, var Dick dog klar over, at det
+blev en langvarig Tur før de naaede Kysten, og rig
+paa Farer vilde den sikkert ogsaa blive. Efter to Dages
+Sejlads udvidede Floden sig til en Bredde af omtrent
+150 Fod, og man traf nu paa flere smaa, grønne Øer,
+der drev afsted med samme Fart som Kanoen. Intetsteds
+saa man Spor af Mennesker paa eller ved Flodens
+Bredder. Plantevæksten var af en overvældende
+tropisk Rigdom og Skønhed; Sværdlilier, Alver, Balsamier,
+Clematis, Gladiolus, Kæmpebregner og tusinde
+andre Vækster dannede, med deres stærkt farvede
+Blomsters yppige Vælde, en vidunderlig skøn
+Indfatning om Flodens dybtblaa Vand.</p>
+
+<p>Hist og her rykkede selve Skovens Kæmper helt
+ned til Bredden og strakte deres tørstige Rødder ud
+i Strømmens friskende Vand; Figentræer, Acasier,
+Mangotræer, Copal og Dadelpalmer sendte fra deres
+tætte, vidtspredende Kroner, Skygge og Kølighed ud
+over det glitrende Spejl. I over hundrede Fods Højde
+<span class="pagenum"><a name="side_148" id="side_148">[S. 148]</a></span>
+slyngede Lianer og Clematis deres graciøse Ranker
+fra Trætop til Trætop, og ad disse naturlige, blomstersmykkede
+Broer saa man Aberne svinge sig i behændig
+Tagfat.</p>
+
+<p>Den eneste af Selskabet, der ikke nød hverken den
+genvundne Frihed eller Naturens Skønhed, var Fætter
+Benedict. Han havde mistet sin Insektsamling i Kazonnde,
+sine Briller og sin Loupe &mdash; for ham ejede
+Verden ikke flere Glæder. I det mindste ikke før en
+Dag, da Herkules, der respekterede Særlingens Samlermani
+og afleverede alle de Smaadyr han fik Fingre
+i, præsenterede ham et lille sort, uappetitligt udseende
+Insekt. Efter en hastig Undersøgelse af Fænomenet
+lige foran sine nærsynede Øjne udbrød Fætter Benedict
+i vild Henrykkelse.</p>
+
+<p>"Bravo, Herkules! Jeg tilgiver dig, at du berøvede
+mig min Manticora, denne her er endnu bedre. Dick,
+Kusine, kom her skal I se &mdash; det er glimrende, storartet!"</p>
+
+<p>"Hvad er det da for et Dyr?"</p>
+
+<p>"Dyr, Dyr, &mdash; &mdash; det er en Sjældenhed af Rang.
+Den kan hverken henregnes til <i>coleoptera neuroptera</i>
+eller <i>hymenoptera</i>; hvis den havde haft otte Ben vilde
+jeg have klassificeret den i anden Gruppe af <i>arachnida</i>,
+men den har Gudskelov kun seks. Den er en Slags
+Edderkop med seks Ben; en betydningsfuld og ganske
+ny Opdagelse; den maa opkaldes efter mig. Dette
+Insekt vil komme til at hedde <i>Hexapodes Benedictus</i>."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_149" id="side_149">[S. 149]</a></span>
+Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns
+Lyksalighed og gratulerede ham godmodigt til hans
+Fund.</p>
+
+<p>Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og
+Maanen hævede sig op over Skovens høje Træer, og
+sendte sit hvide Lys ud over Floden.</p>
+
+<p>Men pludselig afbrødes Stilheden af en fjærn
+Larm, en sugende Lyd, som af et arbejdende Pumpeværk.
+Det var en Flok paa hundreder af Elefanter,
+som skyllede Dagens tørre Kost ned med en forsvarlig
+Slurk af Strømmens klare Vand.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="kap_XXI" id="kap_XXI"></a>XXI.</h2>
+
+<p class="chaphead">Den sidste Fare.</p>
+
+
+<p>I fjorten Dage fortsattes Sejladsen ned ad Floden
+uden at nogen nævneværdig Hændelse indtraf. Hver
+Aften søgte man mod Land for at Dick, med Bøssen
+i Haand, kunde sørge for at forsyne Aftensbordet.
+Ved disse Ekspeditioner maatte man gaa frem med den
+yderste Forsigtighed, da man aldrig kunde være sikker
+paa at Stedet ikke var beboet af vilde Indfødte, hvis
+Opmærksomhed man helst maatte undgaa at vække.
+Landet, de kom igennem, havde efterhaanden skiftet
+Udseende, det overdaadige, skønne Skovlandskab var
+blevet afløst af en ørkenagtig Slette, uden et Træ eller
+mindste Tegn paa Dyreliv. Dette sidste var en Omstændighed,
+<span class="pagenum"><a name="side_150" id="side_150">[S. 150]</a></span>
+som let kunde være blevet skæbnesvanger
+for de uforfærdede Rejsende; thi hvoraf skulde de vel
+leve, naar Dick ikke kunde skyde noget Vildt. Til alt
+Held fandt de i dette kritiske Øjeblik, i en Indskæring
+af Floden, en Græshoppesværm, som i tykke Lag dækkede
+Jorden og Vandet. De vidste, at de Indfødte
+betragtede disse ækle Dyr som lidt af en Delikatesse,
+og da de ikke havde noget Valg bestemte de sig til at
+gøre ligesaa.</p>
+
+<p>Men Spændingen, Frygten for hvad den næste Dag
+vel vilde bringe af Savn og Farer, tog paa de stakkels
+Rejsende, og de længtes inderligt og utaalmodigt efter,
+at Farten dog skulde faa en Ende.</p>
+
+<p>Da lød pludselig, den 14. Juli, fra Jacks barnlige
+Læber det forløsende Ord:</p>
+
+<p>"Havet!"</p>
+
+<p>"Hvad siger du, Jack," udbrød Dick aandeløst, "det
+er umuligt! Det kan ikke være Havet!"</p>
+
+<p>Og Havet var det da heller ikke, men dog i det
+mindste den store Flod, maaske Kongo, der udmundede
+i Havet, og som de Rejsende saa længe havde
+længtes efter at naa. Ved dens Udløb vilde de sikkert
+finde en portugisisk Handelsplads, hvor de kunde søge
+Hjælp og Beskyttelse.</p>
+
+<p>Ned ad den brede, klare Flod gik nu Sejladsen
+uforstyrret og i den forhaabningsfuldeste Stemning;
+endnu kun nogle Dages Rejse, og Trængslernes Tid
+vilde være endt.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_151" id="side_151">[S. 151]</a></span>
+Da, om Natten den 18. Juli, henimod Klokken 3,
+opskræmmedes de sovende af et Udraab fra Herkules,
+der havde Vagt:</p>
+
+<p>"Havet!"</p>
+
+<p>Alle lyttede spændt til den fjærne dumpe Brusen;
+ingen tænkte paa at sove mere.</p>
+
+<p>Nattens dybe Mørke afløstes pludselig og næsten
+uden Overgang af Morgen-Lyset. De Rejsende saa
+nu, at der, omtrent en halv Mil forude, hang som en
+Taagesky over Floden, dog var det ingen almindelig
+graa Taage. Nu da Solen sendte sine første rødgyldne
+Straaler op over Horisonten, gennemstraaledes
+Skyen og kastede Lyset mangedobbelt tilbage som
+gennem tusinde, smaa Glasprismer.</p>
+
+<p>"Hurtig! Hurtig! Til Land, Herkules. For Guds
+Skyld hurtigt!" skreg Dick i vild Rædsel. "Der er et
+Vandfald lige for os!"</p>
+
+<p>Næppe kunde hans Raab overdøve Larmen af det
+nedstyrtende Vand, der, sydende og skummende,
+faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med sin
+uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have
+slynget den spinkle Baad i Afgrunden.</p>
+
+<p>Baaden lystrede villigt Aaren, der ført af Herkules'
+kraftige Arm bragte den paa tværs af Strømmen
+ind til den venstre Bred. Men hvad nu. Man
+maatte opgive den forholdsvis sikre Fart ad Floden,
+og begive sig igennem Landets tætte og mørke Skove
+Resten af Vejen. Og disse Skove kunne være beboede
+af Kongos vilde Kanibaler, man kunne maaske træffe
+<span class="pagenum"><a name="side_152" id="side_152">[S. 152]</a></span>
+en Slavetransport og alle Rædslerne vilde da begynde
+forfra. Dingo syntes ligesaa forknyt over det tilstødte
+Uheld, som dens <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="tobende">tobenede</a> Venner. Den hylede ynkeligt,
+og før Baaden endnu var ved Land sprang den
+i Vandet, svømmede ind til Bredden og forsvandt i
+det høje Græs.</p>
+
+<p>Faa Minutter efter laa Baaden fortøjet ved en
+Trærod, og Dick og de andre gik i Land. Man kunde
+af det nedtraadte Græs se, at Dyr eller Mennesker
+nylig havde færdedes her. Dick gik foran med ladt
+Gevær, og Herkules fulgte efter med Øksen i Haanden,
+og de havde ikke gaaet ti Skridt før de naaede
+Dingo, der, med Snuden imod Jorden forfulgte et
+Spor. Forsigtig spejdende fulgte de Dyret indtil de
+pludselig stod foran en forfalden Hytte midt i den
+tætteste Skovtykning. Dingo stod ynkeligt hylende
+foran Indgangen til Bjælkehuset. Herkules sparkede
+Døren op og traadte ind, fulgt af sine Ledsagere.</p>
+
+<p>Paa Jordgulvet laa et Menneske-Skelets hvide
+Knogler.</p>
+
+<p>Dingo kastede sig ned med en hjærteskærende
+Piben.</p>
+
+<p>"Dyret har kendt det Menneske, <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="">der</a> her er omkommet,"
+sagde Fru Weldon. "Maaske var det dens
+Herre."</p>
+
+<p>"Se der!" udbrød Dick og pegede paa en vældig,
+afbarket Stamme til hvilken Hytten støttede sig. To
+store Bogstaver var malede paa Træet med rød Farve,
+saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_153" id="side_153">[S. 153]</a></span>
+"S. V.," læste Fru Weldon. "De samme Bogstaver,
+som Dingo bærer i sit Halsbaand, de
+samme &mdash; &mdash;."</p>
+
+<p>Dick havde kastet sig paa Knæ ved Stammens Fod;
+han havde faaet Øje paa et lille Kobberskrin, grønt
+af Ir, som han aabnede. Det indeholdt kun en Lap
+Papir, hvorpaa der var nedkradset følgende Linier:</p>
+
+<div class="letter">"Overfaldet og bestjaalet &mdash; &mdash; af Negoro
+&mdash; &mdash; Vejviser &mdash; &mdash; 120 Mil fra Kysten &mdash; &mdash;
+3. December 71 &mdash; &mdash; døende &mdash; &mdash; Dingo &mdash; &mdash;
+kan ikke &mdash; &mdash;."</div>
+
+<p>Disse Ord løste alle Gaader. Samuel Vernon
+havde villet <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="udforkste">udforske</a> Centralafrikas ukendte Egne,
+men var blevet myrdet af sin Fører &mdash; Negoro &mdash; der
+havde røvet den Rejsendes Penge. Døende i denne
+Hytte havde Vernon nedskrevet de faa oplysende Ord
+og de to Bogstaver paa Træet &mdash; hans Gravmæle.
+Foran disse Tegn S. V. have Dingo sikkert staaet sørgende
+i mange Dage, og den havde ikke glemt dem
+siden. Derfra dens ubændige Had til Negoro, dens
+Herres Morder, med hvem Skæbnen atter førte den
+sammen.</p>
+
+<p>Pludselig rejste Dyret sit ludende Hoved og spidsede
+Øren. I næste Nu var den i lange Spring ude af
+Hytten.</p>
+
+<p>Der lød et Rædselsskrig, et Menneskes afsindige
+Forfærdelsesraab der ude fra.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_154" id="side_154">[S. 154]</a></span>
+Herkules og Dick styrtede ud. De saa Dingo i
+Kamp med et Menneske. Dyrets frygtelige Tænder
+sad dybt i Mandens Strube, og han væltede sig paa
+Jorden i Raseri og Smerte.</p>
+
+<p>Det var Negoro.</p>
+
+<p>Han havde opsat Rejsen til Amerika for at kunne
+gøre en Afstikker til dette Sted, hvor han havde opbevaret
+en Del af den Pengesum, som han havde frarøvet
+sit Offer, Vernon. Nemesis, den straffende og
+hævnende Skæbne, havde netop i samme Stund ført
+hans bitreste Fjende, Dingo, til det samme Sted,
+Skuepladsen for hans Udaad.</p>
+
+<p>Herkules styrtede i vildt Raseri hen til Skurken.
+"Elendige Kæltring! Morder! Røver! Endelig har
+jeg dig!" Og han svang sin Økse.</p>
+
+<p>Men Hævnen var allerede fuldbyrdet af den, som
+havde det første Krav. Negoro rørte sig ikke mere,
+Men ogsaa Dingo var saaret, den havde faaet et dybt
+Knivsaar og udaandede kort efter.</p>
+
+<p>Negoro var altsaa ikke mere, men hans Ledsagere
+fra Kazonnde kunde ikke være langt borte, og naar
+han ikke vendte tilbage til dem vilde de naturligvis
+søge efter ham. Der maatte altsaa handles hurtigt for
+at undgaa denne truende Fare.</p>
+
+<p>"Er det ikke sikrere for os at ro over til den modsatte
+Bred. Heller ikke den er farefri, men der <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="resikerer">risikerer</a>
+vi da i det mindste ikke at træffe Negoros Venner,"
+bemærkede Dick og hans Forslag blev straks
+antaget.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="side_155" id="side_155">[S. 155]</a></span>
+"Men først vil jeg alene ro over og udspejde Bredden;
+hvis vi dog ikke kan gaa i Land der, er der ingen
+Grund til at vi skal ro der over alle sammen. Jeg er
+her igen om en Times Tid."</p>
+
+<p>Og med disse Ord sprang Dick i Baaden og styrede
+tværs over Floden.</p>
+
+<p>Strømmen var ikke stærkere, end at han, med
+Udnyttelsen af alle sine Kræfter, kunde holde Baaden
+fri af Sugningen fra Faldet. Snart var han ved den
+højre Bred og vilde lige til at springe i Land. Da lød
+der et mangestemmigt, forfærdeligt Triumfskrig, og
+fra Græsset skød pludselig en Snes vilde Indfødte løs
+paa den flydende Høstak.</p>
+
+<p>I flere Dage havde disse Kanibaler <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="iagttoget">iagttaget</a> Baaden
+og set at den gemte Mennesker; de havde fulgt
+den lige til Faldet, hvor de vidste at den maatte søge
+til Land paa den ene eller anden Bred, og de hvide
+vilde da være deres sikre Bytte.</p>
+
+<p>De flaaede Græsset af Baadens Tag, men stor var
+deres Skuffelse da de saa, at hele Byttet var en sølle
+Dreng. De hylede af Raseri. Men pludselig fik en <a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="af af">af</a>
+dem Øje paa Herkules. Fætter Benedict og Fru
+Weldon, der paa den anden Bred af Fortvivlelse over
+Dicks Fare glemte al Forsigtighed, og kom ned lige
+til Vandkanten. I et Nu var alle de vilde i Baaden.
+De vilde ro over Floden. Dick stod koldblodig i
+Forenden; med sin Bøsse holdt han sig Banditterne
+lidt fra Livet, det havde al mulig Respekt for "Ildvaabenet".
+En vældig Karl havde grebet Styreaaren
+<span class="pagenum"><a name="side_156" id="side_156">[S. 156]</a></span>
+og brugte den behændigt og hurtigt, saa at Baaden
+snart atter var midt ude paa Floden.</p>
+
+<p>"Flygt dog, &mdash; &mdash; flygt," skreg Dick fortvivlet til
+Vennerne derovre paa Bredden, men samtidig indsaa
+han, hvor haabløst det vilde være at flygte for de Indfødte.</p>
+
+<p>Da fik Drengen en Indskydelse; han øjnede en
+Mulighed for at frelse de andres Liv, ganske vist ved
+at ofre sit eget. Men der var jo intet at betænke sig
+paa.</p>
+
+<p>"Gud hjælpe mig og være mig naadig," hviskede
+han.</p>
+
+<p>Saa rettede han sin Bøsse imod Manden med
+Styreaaren og gav Ild. Kæmpen faldt om og Roret
+<a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="knustet">knustes</a> ved hans Legemes Vægt.</p>
+
+<p>De vilde opløftede et forfærdet Brøl. Baaden, der
+ikke længer af Roret holdtes paa tværs af Strømmen,
+svingede og dreves af Strømmen med hurtigt tiltagende
+Hastighed ned imod Vandfaldet.</p>
+
+<p>Fra Bredden lød et svagt Skrig; det var Fru Weldon,
+der havde forstaaet Dicks Plan, hvorved han
+dødsdømte sig selv for at frelse hende.</p>
+
+<p>I dette Øjeblik sprang flere af de vilde i Vandet,
+i vanvittigt Haab om at kunne svømme til Bredden.
+Derved kæntrede Baaden. Med den faretruedes
+mærkværdige, instinktive Forstaaelse og Handlekraft
+klyngede Dick sig til den omvendte Baads Tofte, og
+holdt Hovedet op over Vandet, tæt op bag dens Køl.
+Han mærkede hvorledes han, som inden i en Æske,
+beskyttet imod Vandets og Luftens Tryk styrtede ud
+<span class="pagenum"><a name="side_157" id="side_157">[S. 157]</a></span>
+i Svælget. Han sank og sank &mdash; &mdash; og steg saa atter
+op i Vandets Overflade. Han levede; han var frelst.
+Med stærke Armes Tag naaede han snart Bredden,
+paa hvis Græs han fortumlet og afmægtig segnede om.</p>
+
+<p>Her fandt Herkules, Fru Weldon, Fætter Benedict
+og Jack ham kort Tid efter, sovende de retfærdiges
+Søvn.</p>
+
+<p>To&mdash;tre Dage senere traf de trætte og haardt-prøvede
+Flygtninge en Karavane. Det var portugisiske
+Handelsmænd, der optag dem med Hjertelighed
+og Deltagelse, og førte dem med til Emboma.
+Herfra tog de efter nogle Dages Hvil med en Damper
+til Amerika, og den 25. August naaede de St. Francisko &mdash; Hjemmet.</p>
+
+<p>Stor var naturligvis James Weldons Glæde ved
+atter at favne sin Hustru og Søn, hvis Spor han forgæves
+havde søgt at efterforske paa alle Pladser, hvor
+"Pilgrim" muligt kunne være landet. Han erfarede
+hvad han skyldte sin Letmatros, og han lønnede ham
+saa godt han formaaede. Dick blev som hans Søn, og
+den brave Herkules blev hans Ven. Ogsaa de fire, som
+Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som muligt
+løskøbte og hentede hjem.</p>
+
+<p>Og Benedict! Ja, den forhærdede Insektsamler
+hastede til sit eget Værelse, til sine Samlinger, sine
+Skatte. Han greb en Loup og satte den over det eneste
+Insekt, som hans Afrikarejse havde beriget ham med,
+den uvurderlige Sjældenhed, <i>Hexapodes Benedictus</i>.</p>
+
+<p>"Milde Himmel!" &mdash; &mdash; var det muligt? Fortvivlelsen
+stivnede Fætter Benedicts Træk. Den
+<span class="pagenum"><a name="side_158" id="side_158">[S. 158]</a></span>
+ubarmhjærtige Loup reducerede det vidunderlige,
+seksbenede Fænomen til en almindelig Edderkop, der
+i Herkules' unænsomme Hænder havde mistet sine to
+Forben.</p>
+
+<p>Og Dick Sand, den unge Kaptajn, vor Histories
+Helt; hvorledes gik det ham?</p>
+
+<p>"Havde jeg vidst alt hvad jeg burde have vidst,"
+sagde han til sig selv, "hvormange Ulykker var da
+ikke blevet undgaaet. Men burde jeg end aldrig have
+været Kaptajn da jeg var 15 Aar, saa skal jeg vide at
+lære, hvad jeg mangler, saa at jeg kan blive det naar
+jeg er atten."</p>
+
+<p>Og han blev det.</p>
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="rettelsesliste" id="rettelsesliste"></a>Afskriverens rettelser</h2>
+<ul>
+<li><a href="#rett_1">S. 14</a>: "Kender[Kende] De den Hund?" spurgte Kaptajnen ham.</li>
+<li><a href="#rett_2">S. 20</a>: Ordene var næppe udtalte, før der lød[lod] et Raab</li>
+<li><a href="#rett_3">S. 38</a>: derfor forud rebe[reb] Klyver og Fog og besluttede at gøre</li>
+<li><a href="#rett_4">S. 71</a>: Culumbia, Chile[Chili] eller Patagonien? Vi Amerikanere</li>
+<li><a href="#rett_5">S. 80</a>: "Nej, naturligvis," svarede Harris[Haaris]; "det var ikke</li>
+<li><a href="#rett_6">S. 82</a>: tilbagelægge[tilbage], syntes aldrig at faa Ende, ialfald sporede man</li>
+<li><a href="#rett_7">S. 87</a>: en femtenaarig Dreng Anfører[Infører] for en lille Flok, en</li>
+<li><a href="#rett_8">S. 106</a>: udsatte man sig for at omkomme[ankomme] paa en anden</li>
+<li><a href="#rett_9">S. 107</a>: Vandets[Vandet] Tryk udefra vilde i et Nu fylde</li>
+<li><a href="#rett_10">S. 109</a>: &mdash; flere lange Baade bemandede[bemandete] med Indfødte.</li>
+<li><a href="#rett_11">S. 120</a>: eller Negoro i Alvez'[Alvez] Følge.</li>
+<li><a href="#rett_12">S. 142</a>: optog her atter sine tavse Bevægelser[Beværgelser]. Han pegede</li>
+<li><a href="#rett_13">S. 152</a>: Uheld, som dens tobenede[tobende] Venner. Den hylede ynkeligt,</li>
+<li><a href="#rett_14">S. 152</a>: "Dyret har kendt det Menneske, [der] her er omkommet,"</li>
+<li><a href="#rett_15">S. 153</a>: havde villet udforske[udforkste] Centralafrikas ukendte Egne,</li>
+<li><a href="#rett_16">S. 154</a>: Bred. Heller ikke den er farefri, men der risikerer[resikerer]</li>
+<li><a href="#rett_17">S. 155</a>: I flere Dage havde disse Kanibaler iagttaget[iagttoget] Baaden</li>
+<li><a href="#rett_18">S. 155</a>: Dreng. De hylede af Raseri. Men pludselig fik en af[af af]</li>
+<li><a href="#rett_19">S. 156</a>: knustes[knustet] ved hans Legemes Vægt.</li>
+</ul>
+</div>
+
+
+
+
+
+
+
+
+<pre>
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Kaptajnen paa 15 Aar, by Jules Verne
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KAPTAJNEN PAA 15 AAR ***
+
+***** This file should be named 33360-h.htm or 33360-h.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/3/3/3/6/33360/
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
+Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+
+</pre>
+
+</body>
+</html>
diff --git a/33360-h/images/cover.jpg b/33360-h/images/cover.jpg
new file mode 100644
index 0000000..bd56fc1
--- /dev/null
+++ b/33360-h/images/cover.jpg
diff --git a/33360-h/images/i023.jpg b/33360-h/images/i023.jpg
new file mode 100644
index 0000000..4623f01
--- /dev/null
+++ b/33360-h/images/i023.jpg
diff --git a/33360-h/images/i045.jpg b/33360-h/images/i045.jpg
new file mode 100644
index 0000000..46a1214
--- /dev/null
+++ b/33360-h/images/i045.jpg
diff --git a/33360-h/images/i077.jpg b/33360-h/images/i077.jpg
new file mode 100644
index 0000000..a5a2341
--- /dev/null
+++ b/33360-h/images/i077.jpg
diff --git a/33360-h/images/i109.jpg b/33360-h/images/i109.jpg
new file mode 100644
index 0000000..443dd7f
--- /dev/null
+++ b/33360-h/images/i109.jpg
diff --git a/33360-h/images/i115.jpg b/33360-h/images/i115.jpg
new file mode 100644
index 0000000..317fc49
--- /dev/null
+++ b/33360-h/images/i115.jpg
diff --git a/33360-h/images/i131.jpg b/33360-h/images/i131.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7eab215
--- /dev/null
+++ b/33360-h/images/i131.jpg
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..f7bc2a0
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #33360 (https://www.gutenberg.org/ebooks/33360)